Mon vi skal frygte fallit?

“Der er kommet ny post til dig fra Totalkredit.”
Den slags er sjældent gode nyheder, men jeg kunne lige så godt få det overstået og gik derfor fluks ind i min e-boks for at se, hvad det kunne være.
Det viste sig at være en ændret rentesats.
Jeg læste brevet, undertrykte et grin og gik med dybt alvorlig mine ud til John og sagde, at fra nu af er det slut med at rejse. Vi går snart konkurs.
Han så lettere alarmeret op på mig og sagde “Hvad er der sket?”
”Vores rente har ændret sig. Vi skal betale mere for vores lån.”
Så kunne jeg ikke holde masken længere – der var jo heller ingen grund til at give den stakkels mand et hjerteanfald.
”Vi skal betale TO KRONER mere i kvartalet i terminsydelse! Er du klar over, at det er 66 øre om måneden? Hvordan i alverden skal vi nu få råd til at tage til England?”
Så var det Johns tur til at anlægge den alvorlige mine:
”Du må hellere runde det op til 67 øre, når du ændrer din forskudsregistrering. Det er aldrig godt at underbudgettere.”

Hvis vi tænker nøje over, hvordan vi bruger vores penge, skal der nok blive råd til at tage til England alligevel. Det er kun coronapesten eller anden sygdom, der kan forhindre dette, og indtil videre lader det stadig til, at vi får lov at rejse på fredag.
Nu er reservepakken ellers ankommet til dem, så uanset hvad, kan Aubrey få pålægschokolade på sin julemorgenmad, de kan lave marcipankonfekt med nougat, spise dansk rødkål til anden, få kirsebærsovs til risalamanden, tænde rigtige stearinlys på juletræet og åbne hver en lille gave juleaften. 
Jeg er SÅ irriteret over, at der nu er trådt toldregler i kraft, når der skal sendes gaver til England. Jeg må højst sende ting over til en værdi af 39 Pund. Er det mere værd, skal Charlotte betale told.
Det er ikke i orden. Ikke fordi det er Charlotte, men fordi det generelt ikke er i orden, at hun skal betale for at modtage noget, jeg har betalt moms af i Danmark. Måske oven i købet også indirekte told, hvis det er en ikke-dansk vare, som importøren har betalt told af. Jeg har også betalt skat af de penge, jeg har købt tingene for. Hvorfor skal England blande sig i det? Eller Danmark, hvis det går den anden vej, og Charlotte sender mig en fødselsdagsgave?
Jeg kan overføre en formue i rede penge til hende, uden hun på nogen måde bliver beskattet af dem, men jeg må ikke sende hende en gave til 400 kroner.
Det er simpelthen for fjollet. Jeg kan forstå, at der gælder regler for forretningsdrivende og/eller producenter, som har momsregnskaber og alt sådan noget, jeg heldigvis ikke behøver at have forstand på.
Men at jeg som privatperson ikke kan give min familie gaver, bare fordi de ikke bor i Danmark (eller EU) mere, er da en totalt tåbelig regel.

Jeg løj ikke om kassens indhold.
Jeg sagde bare ikke hele sandheden.
Det er de nok ret ligeglade med i tilfælde af kontrolåbning.
Jeg deklarerede det som gave, bestående af home-knitted things and chocolate. Værdi 38 Pund.
Det var ikke decideret løgn – der var bare lidt mere i papkassen, men heller ikke denne gang blev den kontrolleret.

Færdig med julegaverne?

Jeg har ofte på denne tid, sidst i november, kunnet prale med at være færdig med årets julegaveindkøb, men det er ikke sådan i år – og det, selv om Charlotte klarer dem til Anna og Aubrey for os. Af flere årsager, hvoraf den ene er, hvis det, mod forventningerne, skulle blive os forbudt at tage til England alligevel. Sker det, får børnene dermed under alle omstændigheder en gave fra os. Godt nok er de næsten 15 og næsten 16, så det er såmænd nok mig selv, der vil have det dårligst hvis de skulle sidde en juleaften uden at få gaver fra mormor og morfar. Men det vil altså heller ikke ske.
Jeg mangler at finde to gaver, så er det overstået for i år. Johns er netop klaret her fra min pc – den var nem, for vi har aftalt at give hinanden oplevelsesgaver, og min til ham bliver et årskort til Moesgaard Museum. Det kan jeg roligt skrive, for han læser kun min blog, når vi er ude at rejse. Et pensionist-årskort, hvor han må tage en gæst med ved hvert besøg – det var da en god ide, ikke sandt? Vi skal bare nå derover to gange til næste år, så er det årskort mere end tjent hjem – og hvad der er endnu bedre: Det er en god motivation til at følge med i, hvad der sker på det fantastiske museum og så reelt komme afsted, hvilket normalt godt kan knibe en smule for os.

Det er et underligt limbo, vi befinder os i. Der er købt billetter til England, samt betalt og booket dag 2-testen, men vi ved ikke, om vi får lov at tage afsted. Om man begynder at lukke grænser. Om vi får lov til at køre igennem Tyskland og Holland. Sidstnævnte er stadig lige fjollede og kalder England “a country with a virus of concern”. Kom dog ind i kampen, Holland – ALLE har den samme virus of concern.
Vi satser stædigt optimistisk på, at vi kommer afsted. Indtil videre virker det som om alle er indstillet på ikke at lukke ned; at de vaccinerede skal have lov til at færdes nogenlunde frit. Jeg ville så gerne nå at få boosterstikket inden vi tager afsted, men jeg synes de er lidt længe om at komme med invitationen, og der er først gået seks måneder for mit vedkommende den 4. december. John skal have det på tirsdag; så behøver han ikke tænke mere på det.
Skulle det gå så galt, at vi må blive hjemme, får jeg travlt med at forberede til julen. Min søster og hendes yngste datter skal med til England, så går det galt, skal der arrangeres jul for os fire. Vil jeg tro. Uvisheden irriterer mig virkelig … selv om jeg har valgt at tro på det, sidder der jo en lille orm og gnaver.
Det er ikke et problem, at jeg måske skal arrangere en juleaften i Den Stråtækte – det er nemt nok. Det rigtig ærgerlige er, hvis vi heller ikke i år kommer til at fejre julen sammen med vores englændere.
Jeg er så (og her kan man indsætte bandeord efter eget temperament og valg) træt af coronapesten, men jeg er ikke den eneste. Vi var på Mejerigården i aftes – vi var otte gæster. Folk tør ikke gå ud og spise, og de havde allerede fået flere afbud til julefrokoster. Det bliver hårdt for dem og rigtig mange andre igen i år, og der er ingen hjælpepakker, for der er jo ikke noget, der er forbudt. Vi er bare blevet rådet til “at tænke os om”. Det gør de fleste såmænd også, men der er jo nogle klumper derude, desværre.

Nyt ord: snood

Anna har fødselsdag den 7. januar. Og ikke nok med det: Aubrey har den 14. januar. Det er endnu dårligere timet end Annas mors fødselsdag, den 12. december, som vi altid markerede ved at begynde julepyntningen den dag – på den måde blev der gjort noget særligt ud af fødselsdagen, og ingen var trætte af julen endnu på dette tidspunkt.
Det er noget andet med Annas, fordi folk efter nytår er trætte af alt det sociale samvær (måske dog mindre i år end normalt), og fordi mange har brugt det meste af den månedsløn, der skulle holde hele januar.
Jeg har spurgt Charlotte, hvad hun dog har tænkt på, men det er hun ikke meget for at svare sin mor på …
Nu er børnene ved at være så store, at det ikke længere er upraktisk kun at få gaver en gang om året. Da de (og selvfølgelig også Charlotte) var små, gik deres udvikling så hurtigt, at legetøjsfornyelse en gang om året ikke helt var nok til at følge med. Så er det jo heldigt, at jeg altid har elsket at give dem gaver i utide …

 

Nu er det ikke længere en for hurtig udvikling, der er problemet, men mere, at jeg ikke altid ved, hvad jeg skal give dem i fødselsgave før efter jeg har set hvad de får juleaften, og fordi jeg først ved det der, kan det knibe med at være sikker på at få dem sendt til England til tiden – hvis det altså skal sendes fra DK, hvad det ikke altid skal, men alligevel har vi altid en anelse travlt for at være sikker på, at hun får det på dagen.
Charlotte gør sit bedse for at koordinere ønskerne, men Tims familie er ret anarkistiske på det punkt – de skal nok selv bestemme, hvad de vil give hvornår, hvilket på sin vis er forståeligt nok, men altså nogle gange en anelse upraktisk.
Okay, så er det da heller ikke værre end som så … det er ikke ligefrem noget, der giver os søvnløse nætter.
På Annas ønskeseddel, som i øvrigt er dejlig lang, står der bl.a. wool snood.
Ellen, som ellers mener sig værende relativt god til engelsk, måtte have fat i sin gode ven Google, som billedlig talt kunne fortælle mig, at sådan en er et halsrør, som jeg på engelsk kender som cowl.
Faktisk kommer der flest cowls op, når jeg googler snood, så jeg vil tro, jeg har fat i det rigtige ved at strikke nedenstående sag i kølige blå farver.
Jeg havde lige netop garn tilovers til også at strikke et par farvematchende uglevanter, som jeg ikke kunne stå for, da jeg så dem. Tænk, at der bare skal et par velplacerede snoninger (og et par små knapper) til for at frembringe denne visdommens fugl.

Jeg har også strikket en Feather-hat. Jeg synes bare ikke, at det mønster ligner fjer, snarere blade, så jeg valgte en efterårsfarve.
Jeg ved ikke, hvem der skal have den, så den kommer nok bare i den familiekasse, som desværre ikke bliver ryddet i år, fordi vi ikke kan samles pga. coronapesten. Skal jeg give hele indholdet i den til Røde Kors, eller skal jeg gemme det til næste år? Det kan jeg simpelthen ikke beslutte mig for.
Jeg har også designet en hue, jeg kalder Bikuber, selv om det er firkanter og ikke sekskanter. Det var for at lege med alle de mange, mange farvenuancer, jeg får ud af det, når jeg farver garn, og jeg synes selv, det blev ret godt illustreret.

Så mange gider familien sandsynligvis ikke aftage, så alle viste huer, inklusive bladhuen, kan købes, hvis det skulle have interesse. 150 kroner pr. stk, og så betaler jeg (brev)portoen. De passer et damehoved/teenager af gennemsnitsstørrelse.

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter! ”

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

John er en vanskelig herre

John er en vanskelig herre. Det er ikke pænt sagt om min søde mand, men jeg mener det.
Dog i den forstand, at han er aldeles umulig at finde på gaver til. Det har jeg skrevet om før, og fra at sige “sokker og underbukser”, når man spørger til ønsker, siger han nu bare, at han ingen ønsker har, så det er ikke blevet nemmere, og emnet dukker op hvert år. Ikke så meget op til hans fødselsdag, hvor han hellere vil have en eller anden oplevelse, som jeg så også kan deltage i, men det vil vi ikke gøre til jul.
Derfor: Hvad skal jeg dog give ham? Charlotte spurgte om det samme i går, og sammen fandt vi frem til noget, men jeg er lige blank.
John er i skrivende stund på vej til Køge, og da jeg spurgte, hvad vi skulle der, kiggede han bare på mig og svarede: Det er jo snart jul …
Man forstår vel en hårfin hentydning, hvorfor jeg derfor er blevet hjemme – temmelig spændt på, hvad han har fundet på, for som regel er det mig, der køber julegaven til mig, så det er ret fedt, at han i år selv er kommet på et eller andet – som jeg oven i købet ikke har nogen anelse om hvad er.
Dengang hele familien samledes i Sverige til jul, lod vi sommetider være med at give hinanden noget, for der var alligevel en million pakker under træet, og ingen lagde mærke til, at John og jeg ikke havde nogen til hinanden, men nu, hvor vi kun bliver tre juleaften, skal der være lidt at pakke op. Min søster og jeg er heller ikke normalt på julegave med hinanden, men i år er vi.

Det er ikke fordi der er meget at fortælle om. Hver anden dag er stadig flot og hver anden stadig grå. I dag er en af de grå.
Fuglene omkring os er ligeglade med om solen skinner, bare de får deres mad, og det gør de. Vi har lige købt en ret stor underskål til det rør, vi ellers ikke ville have i haven mere, fordi fuglene sviner meget med maden, hvilket tiltrækker rotter. Efter skålen er kommet på, er der stort set intet spild nede på jorden, fordi de når at rydde op efter sig selv. Der kan godt sidde en halv snes fugle i skålen og vente på, at det skal blive deres tur til at komme i hullet, så at sige, og i mellemtiden mener de heldigvis, at de lige så godt kan foretage sig noget fornuftigt …
Selv om John har klistret alle huller til, bortset fra de to nederste, tømmer de røret på tre dage.
Bålfadsarrangementet ude foran er tømt på nogenlunde samme tid.
Det er desværre ikke det helt store udvalg i fuglearter, vi kan præstere her; de fleste er skovspurve, musvitter og blåmejser, men spætmejsen, sumpmejsen og den lille Robin ser vi dog også stort set dagligt.
Vi har set stillits, bogfinke, grønirisk og dompap, men sjældent. Vi har også gærdesmutter, som dog ikke spiser denne slags mad, men holder sig i stedet til at begrænse antallet af edderkopper i haven. Det skal de ikke høre spor for.

Det er svært at være i dårligt humør i dag

Det er det mest fantastiske vejr i dag: Næsten vindstille og med en høj, klar, dybblå himmel … men koldt.
Kulde og skønhed hænger som regel sammen på denne årstid, og nu skal dahliaerne op; de er nemlig ikke længere skønne, fordi det var frostvejr i nat.
Mit humør er også himmelhøjt, for englænderne har fået deres testpakke, der, som vist tidligere nævnt, bestod af min specielle teblanding og hyggesokker til børnene. Hyggesocks er ungernes egen betegnelse for de fleecesokker, jeg køber tre-fire par af til dem hver hvert år. De bliver slidt op relativt hurtigt, for de flytter simpelthen ind i dem, når de får nye. De kommer af, når de skal i skoleuniformen, men det er så også det. Al indendørs tid foregår i hyggesocks – for Aubreys vedkommende sover han oven i købet med dem på.
Anna sendte den sødeste hilsen til mig som tak for både the hyggesocks and the wonderful, hyggelige smell of mormor-tea that filled the kitchen when I came home from school. Hun er næsten 15 år, men i forholdet til mormoderen er der ikke meget teenager over hende, bare et kærligt og dejligt barnebarn. Samme barns moder har dog spurgt mig om man gerne må slå sin teenagedatter ihjel, hvortil jeg kun kunne svare, at der havde jeg også været engang, men jeg valgte at lade være – af flere årsager, og som jeg sagde til Charlotte, at hvis hun gør det, fratager hun sig selv enhver chance for at blive mormor, hvilket jeg på ingen måde kan anbefale. Der er selvfølgelig ikke garanti for, at C bliver mormor, men uden en datter er der garanti for, at hun ikke bliver det … og det går jo også nok alt sammen, men Anna lider af den samme voldsomme PMS som hendes mor gjorde som ung, og først nu forstår Charlotte til fulde, hvor rædsom hun må have været i et par dage (om måneden, forstås …), inden hun efter et par mor-datter-samtaler nødtvungent måtte indse, at det nok ikke var resten af verden, der bestod af idioter.

Tilbage til dahliaoptagningen … nogle af knoldene har prioriteret at producere KÆMPEknolde frem for mange blomster. Visse af dem er nærmest blevet store som roer, men det er jo ikke det, der er meningen – de skal give mange blomster, skal de, men hvad søren kan jeg gøre for at ændre på det forhold? Jeg er gået bort fra at tro, at jorden ikke er god nok – det tror jeg den er, måske oven i købet lidt for god, for stort set alle knolde havde trivedes mere end godt og formeret sig voldsomt i løbet af sommeren.
Nu er de alle pakket i kasser. Vores søde postdame sprurgte en dag, om vi skulle bytte knolde, for hun ville frygtelig gerne have et eksemplar af den flotte, bordeaux pompon, jeg har. Det var da i orden, og nu har jeg taget fra til hende. Jeg er spændt på hvad jeg får i stedet for. Jeg sagde, at hun kunne bestemme – hun kunne jo se, hvad jeg havde, så bare det ikke blev en af dem – og helst heller ikke gule, tak.

Dahliaglorien er pudset, og humøret er lige så højt som himlen er i dag.

Nu er det bare for MEGET!

Jeg er ganske klar over, at dette indlæg vil afsløre min meget store egoisme og mit meget lille samfundssind. Jeg ved det godt, og jeg er fuldstændig ligeglad, for nu er det min familie det handler om, og så er resten af samfundet temmelig underordnet for mit vedkommende.
Charlotte har fødselsdag d. 12. december, og hun skal have en gave sendt til England.
Jeg har købt Summerbird-julekalendere for en formue til familien derovre.
Jeg har købt fleece-hyggesokker til børnene.
Jeg har lavet en ekstra portion sambal oelek alene for Charlottes skyld.
Jeg har købt den gode te, man af ukendte årsager ikke kan købe i England.
Og nu kan jeg ikke få det sendt over til dem.
Mor er ikke vred, mor er skuffet.
Mor er faktisk også ret ked af det.

Der er ingen fly fra Danmark, der får lov til at lande i England efter det med minkene og cluster 5 kom ud i verdenspressen.
Jeg kan godt forstå, at de ikke vil have turister ind derovre – der er i forvejen ikke mange lande der synes, at turisme er en god ide.
Men at stoppe for al trafik? Fragt(mænd) inklusive? Er det ikke bare noget af en overreaktion?
Det er jeg ikke ene om at synes, men sjovt nok er UK helt ligeglad med min mening om det. Der er dog røster oppe derovre om, at det nok er at overreagere, og man lagde ud med meldingen om, at man vil “se på sagen igen efter en uge”. Den uge er gået på lørdag.
Så længe kan barrodsplanterne formentlig godt holde sig, men det er nok ikke særlig godt for dem, hvis de skal ligge i længere tid.
De er pakket vældig godt ind fra afsenderens side, så jeg vil tro, at det er bedst at lade dem forblive sådan, indtil de bliver modtaget i England, men det kommer selvfølgelig an på, om der går flere uger.
Er der nogen af mine læsere her, der ved noget om barrodsplanters ‘holdbarhed’? Det er hyld.
(Hyld er naturligvis ikke en ukendt vækst i England, men i DK har vi forædlet dem til at have dejligt store bær og klaser, hvor de i UK har nogle små, snoldede klaser, der ikke er større end et mindre barns håndflade.)

Danmark eksporterer mange varer til England, så jeg forestiller mig, at der er en hel del, der med dette færge- og flylandingsforbud har langt større problemer end mine, i den store sammenhæng, små.
Hvis ikke de ophæver det på lørdag, har vi overvejet at køre til Sverige og sende pakken derfra. Vi bliver vel, på grund af “den nordiske model”, næppe nægtet adgang til Sverige? Det ved jeg faktisk ikke noget om, for det er ikke noget vi har haft set nærmere på, idet det ikke har været i spil under hele coronapesten overhovedet at tage derover, men nød lærer skuffet kvinde at opsøge alternative løsninger.

Det er da også bare typisk. Normalt ønsker Charlotte sig noget, jeg kan købe i England over nettet, og dermed er det intet problem at sende det til hende, men lige netop denne gang har hun ønsket sig noget fra Danmark, og så går det sådan. Ren Murphy.
Hav venligst ondt af mig, tak. Det hjælper ikke en pind på situationen, men det trøster da en lille smule.

Kan en guitar være blå?

Aubrey og Anna har hver deres interesser, hvilket vel ikke er specielt overraskende. De er meget tæt knyttet sammen som søskende, fordi der er kun er et år mellem dem, men siamesiske tvillinger er de bestemt ikke. Nogle gange hænger de sammen som ærtehalm og andre gange kan man frygte, at de er tæt på at slå hinanden ihjel.
Da de var her i august, sov de for første gang ikke i samme værelse, så det er godt, at vi har tre gæsteværelser. Havde vi kun haft to, havde de velsagtens overlevet alligevel, men nu var de glade for at slippe for hhv. den enes snorken og den andens slubren, når der skulle drikkes vand …
Jeg tror ikke, at nogen af delene er særlig slemme, men da de begge er teenagere, bliver problemerne måske forstørret en anelse.
Deres primære fritidsinteresser er ret forskellige: Anna spiller så meget guitar, at det havde kostet hende en omgang seneskedehindebetændelse, da hun var her. Hun havde spillet i alt for mange timer under nedlukningen i foråret.
Aubrey cykler. Han havde også cyklet rigtig meget, men det havde kun sat ham i en endnu bedre form, end han var i i forvejen. Han cykler og cykler og cykler – hans personlige rekord er 66 miles (godt 100 km), men da sov han også godt om natten. Han har én ven, han oftest cykler sammen med, men de er en gruppe på seks, der synes det er sjovt at cykle sammen og/eller konkurrere mod hinanden.

Da jeg i morges surfede lidt rundt på Pinterest, fangede denne hue mit blik.
Den skal Aubie da have! Det er oplagt, så jeg bestilte fluks opskriften – hovedsagelig for at få cykelmønstret, for resten af huen er ret basal at strikke – og i øvrigt strikker jeg den med ribbort.

Så kom det evigt tilbagevendende problem, når jeg falder over det helt perfekte til den ene: Hvad skal jeg finde på til den anden, som er nogenlunde parallelt? For forskel må der ikke gøres – på ingen måde – de er ved at være store, men så store er de ikke endnu. Tror jeg … og får den ene noget, skal den anden også have.
Det tog dog ikke mange sekunder, ikke engang på en tidlig morgenstund, at komme på ideen, at det må kunne lade sig gøre at finde en guitarhue.

Det kunne det også. Lade sig gøre, altså. Jeg fandt nogle stykker og downloadede fire af dem, men valget ender nok med at stå mellem disse to. Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig … bliver det den blå, bliver det uden øreklapperne, men med ribbort, og bliver det den brune, bliver den i blå farver og uden det spraglede i toppen.
Uh, det er svært, og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hvilken en hun foretrækker.
Nu strikker jeg lige Aubies cykler først, så kan det være, jeg undervejs får en åbenbaring mht. Anna.

Jeg må have fået coronakuller – jeg er gået helt amok i chokoladejulekalendere og har bestilt fire af luksusslagsen fra Summerbird. To med ét stykke chokolade bag hver låge til børnene og to med to stykker bag hver låge (en til Charlotte og Tim og en til John og mig).
Det blev dermed lige en anelse dyrere end to af de billige fra Brugsen, som jeg normalt køber og sender over til børnene, men hvad pokker – hvis vi ikke kan komme derover til jul, sparer vi en masse penge på englandstransport, så jeg kan tillade mig at få udgifterne til at slå til på anden vis.

Det holdt i små 15 år

Vi holdt Johns 60-års fødselsdag i Sverige og havde naturligvis inviteret Verdens Bedste Nabo med – som nu måske er det for et andet par, men vi ved det ikke, for vi har ikke talt med ham siden vi overdrog nøglen i december 2018, så vi ved ikke, hvilket forhold vores købere og ham har til hinanden, men jeg har nu svært ved at forestille mig, at det ikke skulle være godt.
Vi har aftalt at køre en tur derop i løbet af denne sommer og ‘komme til’ at køre forbi vores gamle yndlingssted for at se, om der er sket nogen forandringer.
John fik dette ur af naboen. Vi boede tæt på Svarta Bergen, hvor de brød dette sorte granit, så det var en fin og lokal gave.
Nu er urværket bukket under for et eller andet (nok ikke en virus …) og virker ikke mere. John pillede det og viserne af, så stenen fremover kan anvendes til at sætte varme ting på. Væggen er blevet lidt tom hvor uret hang, og jeg savner det – jeg er først i dag blevet opmærksom på hvor tit jeg lige kastede et blik hen på det.

Noget dør, og andre steder kommer der nyt liv til. Vi trænger til lidt opmuntring i disse dage, så jeg har haft fat i min potmaker og har sat gang i forårsspiringen. Forhåbentlig. Noget af det er eksperimenter, fx frøene fra den artiskok, jeg fik en enkelt blomst på sidste år. Den har stået ude hele vinteren, men nu tog jeg den ind og har lagt nogle af frøene i potter.
Eksperimenter er også den meget høje storkenæb, som står i en have i nærheden af os, og som jeg fik taget frø fra sidste sommer, samt nogle judaspenge, jeg tog frø fra i 2018.

Bliver det til noget, er det fint, og hvis ikke, er der ingen der har tabt noget ved det.
Charlottes tomatfrø er i jorden nu, ligeledes frø fra torskemund og evighedsblomster, hvilke sidste to er fra egen have. Endelig har jeg sået Zinnia; nye for både mig og haven, men det er så smuk en blomst, som oven i købet er god til vaser, så den skal prøves af.
Jeg havde glemt at bestille frø fra japansk indigo, så det har jeg lige gjort – plus vajdfrø. De må til gengæld meget gerne blive til noget, for jeg føler mig så uendelig autentisk og back to basics, når jeg selv har dyrket (nej, ikke groet!) de planter jeg farver med. Pjat, selvfølgelig, men mit ego har det i hvert fald glimrende med det.

I disse for vort land – og temmelig mange andre lande – så hårde tider, er der endnu ingen umiddelbar ændring at opleve for vores vedkommende – livet går sin vante gang, for her kan ikke blive meget mere stille end her altid er. Vi kan i meget høj grad undgå nærkontakt og bliver da også nødt til det, for stort set alt lukker jo ned. Røde Kors-nørklerne må heller ikke samles, indtil anden besked gives, men det er nok meget fornuftigt, eftersom vi alle er gamle nok til at være i risikogruppen, desværre.

Jeg håber altså ikke, at nogen af jer, der læser med her, hører til dem, der hamstrer! Og så toiletpapir af alle ting. Ganske som i England. Vi har da vand i hanerne og mon ikke de fleste har nogle gamle klude? Hvis det endelig skulle være, ville jeg nok være mere bekymret over ikke at kunne få noget at spise, men sådan er det ikke. Situationens alvor er skam gået op for mig, men det er ikke risikoen for at komme til at sulte, jeg finder mest bekymrende i øjeblikket.

Lav grøn omstilling – og tjen flere penge. Eller hvad?

Der var mail i dag fra vores elselskab. Transportydelsen bliver ændret. Nåda. Nu er der igen et eller andet, der skal stige, tænkte jeg.
Det er også rigtigt. Tror jeg. Men det er lidt svært at gennemskue.

Det giver jo mening – sådan da – selv jeg kan forstå, at man ikke kan få vindmøller til at indrette sig efter danskernes strømbehov.

Jeg skal ikke brokke mig over, at ydelsen falder 5,83 øre/kWh. Det bliver da også til en slags penge.
Hvad jeg derimod ikke helt kan regne ud er, hvor meget mere (nemlig sandsynligvis ikke mindre) vi sammenlagt kommer til at betale for vinterhalvårets tredobling af prisen mellem kl. 17 og kl. 20. Det er kun en ottendedel af døgnets timer, men velsagtens den mest strømforbrugende ottendedel, og når prisen på den ottendedel stiger gange tre, mens den eksakte værdi af den ikke kendes, så er det et svært regnestykke. 
Et af deres ‘gode råd’ er at vaske tøj før 17 og efter 20 i vinterhalvåret. Det kræver det til gengæld ikke den store kædestrammereksamen at regne ud.
Vi har bare aldrig vasket tøj mellem 17 og 20, så her kan vi ikke spare.
Vi kan vente med at starte opvaskemaskinen til efter 20 – ikke noget problem.
Men det er urealistisk, at tilstrækkeligt mange vil have kunnet lave aftensmaden færdig før kl. 17 eller vente med at gå i gang med den til efter kl. 20 til, at det vil have en effekt. Vil jeg tro. So what to do?
Jeg er vist nødt til at følge vores strømforbrug time for time, hvis jeg skal have en chance for at lægge en fornuftig energispareplan.
Kunne man forestille sig at have en timer på køle/fryseskabet og kummefryseren således, at de altid er slukkede mellem 17 og 20? Det er vel ikke helt i skoven? Der er nok også nogle standby-ting, der med fordel kunne pilles lidt ved.
Hvad gør I for at spare på strømmen?

---

Charlotte havde fødselsdag i forgårs. En af ‘gaverne’ var, at hun for kun anden gang i sit voksenliv kunne stemme til et regeringsvalg, så det var stort for hende. Hun siger, at hun stemte på den rigtige …
Fordi Anna, som tidligere berettet, var på lejrskole i Berlin (de havde boet på et slot – hun var ved at strømme over af begejstring, da hun fortalte mig om det), skulle de først fejre C torsdag aften.
Torsdag morgen nævnte Aubrey ikke spor om nogen fødselsdag. Da hun kørte ham til skolebussen, spurgte C med et lille smil hvorfor han ikke havde sagt tillykke til hende. “Because you told me that we’re not to celebrate you until Anna’s back home!”
”Johh, men man må altså gerne ønske tillykke.”
”Okay. Happy birthday, then.” Det kom vist ret så halvhjertet …
Hun blev ‘tilykket’ igen torsdag aften af Aubrey, Tim og en ekstremt træt Anna. 
Tims mor med mand kiggede ind til afternoon tea her til eftermiddag, og i aften skal de til Bath, hvor de først skal til den traditionelle pantomime og dernæst spise på restaurant. Eller også var det omvendt.
Det glæder de sig alle fire til – de elsker deres pantomime, som ikke er hvad en dansker forstår ved en pantomime, fordi der er masser af ord; bl.a. skal der altid komme den velkendte “he’s beHIND you”.

1. a theatrical entertainment, mainly for children, which involves music, topical jokes, and slapstick comedy and is based on a fairy tale or nursery story, usually produced around Christmas.

2. a dramatic entertainment, originating in Roman mime, in which performers express meaning through gestures accompanied by music.

Vi kender pantomimen bedst som nr. 2, hvor de i England kun kender den som beskrevet i nr. 1.

En nydeligt klippet Jesus

Vi var i Næstved i går, fordi vi havde et ærinde i Biltema. Det er meget farligt for os – ellere nok snarere for bankkontoen – at frekventere en sådan butik, fordi der alt for let opstår andre behov udover det, der bragte os dertil.
I går var det en powerbank med solceller. Jeg fik en åbenbaring, for det er da bare SÅ smart til min kajakkende søster, som hvert år befinder sig en uges tid uden for, nok ikke pædagogisk, men snarere elektrisk, rækkevidde. Det har været steder som Vancouver Island, i Grønland, dybt inde i de svenske skove eller, som i år, på Lofoten. Spændende steder, og hun har nogle fantastiske ture, men det har været svært for hende og hendes rejsekammerater at holde liv i telefonerne, som de naturligt nok betragter som deres livliner. Powerbanken er på 8000 mWh, hvilket jeg håber er nok til en uge, hvis man stort set kun har telefonen på standby.
Det blev så til lidt mere end den symbolske gave, det skulle have været, men det betyder mindre, fordi jeg synes, det er en rigtig god ide, og så er det lidt ligemeget med prisen.
Det eneste er, at den jo ikke ligefrem kan ligge foran på kajakken for at lade op, men eventuelle problemer med bølgeskvulp og dermed fugtighed er nok noget, hun på en eller anden måde vil kunne løse.
Jeg tør godt skrive det her, for jeg er 99,9 % sikker på, at Merete ikke læser min blog, og skulle hendes børn eller andre, der har noget med Merete at gøre, så bare hold bøtte, ikke? Det er jo snart jul, så der er alligevel så mange andre små hemmeligheder, I skal holde på.

På vej hjem lagde vi vejen forbi Toksværd Planteskole, fordi jeg manglede lidt pyntegrønt til de juledekorationer, jeg har lavet i dag.
De havde den største julepyntudstilling, jeg har set i Danmark. Det var voldsomt. Det var fascinerende og ganske overvældende. Det var også lidt for meget, men pyt med det – det trækker sikkert kunder til, kunne jeg forestille mig. Jeg købte dog ikke andet end det pyntegrønt, jeg kom for.
Bl.a. havde de den nydeligst klippede Jesus, jeg til dato har set. Det fik mig til at tænke på de gamle malerier og/eller ikoner af Josef, Jesus, Maria, de hellige tre konger eller andre bibelske personer, hvor kunstneren malede tøjet efter sin egen tids mode og ikke efter, hvordan klædedragten formodes at have set ud på den tid, man gjorde sig så megen umage med at afbilde.
Men den altfavnende gestus havde han åbenbart allerede som nyfødt …

Det bliver ikke os, der afskaffer julegaver

Jeg elsker at give gaver. Engang elskede jeg også at få dem, men nu har førstnævnte overhalet sidstnævnte. Jeg forstår bedre og bedre min far, som i de sidste 25 år – eller deromkring – af sit liv påstod, at vi IKKE skulle give ham julegaver. Han manglede ikke noget, sagde han. Sådan har jeg det nu, og min datter nægter lige så hårdnakket, som vi tre søstre i sin tid nægtede at følge fars ønske. Sådan går tingene i ring, og et eller andet sted føles det lidt trygt.
Og julegaver skal der til.
Johns far har aldrig rigtig holdt af julen, hvilket var lidt synd for moderen, som vist ikke fik lov til at gøre så meget ud af den, som hun havde lyst til.
Han var desværre lidt af en hustyran. Johns mor var syg af lungekræft, da jeg mødte John; jeg nåede aldrig at opleve hende rask, og hun døde, da vi havde kendt hinanden i et lille års tid.
Til vores forundring sad Johns far en aften og hang med næbbet, fordi ingen af hans tre børn havde spurgt, om han ville komme og holde jul med dem.
– Jamen du er jo aldeles ligeglad med julen!? Den siger dig ikke noget?!
– Johhh, jahhh, næhhh, men  … det er jo heller ikke så sjovt at sidde alene den aften …
– Du må meget gerne komme og være sammen med os – vi bliver kun John, Charlotte, Pernille og mig.
– Jeg giver altså ingen gaver!
– Så kommer du heller ikke og holder jul hos os. Vi giver hinanden gaver, og du slipper ikke. Du behøver ikke at give John og mig nogen, men du har bare at komme med noget til pigerne. Og du skal nok få en af os. Vi er så få, så der skal gaver til, skal der. (Han ville ikke have økonomiske problemer med det).
Han brumlede lidt, men slugte dog kamelen, og det skal siges til hans ros, at han kom med nogle fine og betænksomme gaver til os alle fire – og lur mig, om han ikke syntes, det var en rigtig hyggelig aften.
Det var måske bitchy sagt af mig, men John måtte da skjule et smil, og ingen har beskyldt mig for at have gået for længe i flinkeskole.

Det er ikke sådan, at hele familien giver hele familien julegaver – det ville blive alt for voldsomt. Vi giver selvfølgelig alle tre hver især til mænd, børn og børnebørn, og hvis vi er sammen juleaften giver vi til dem, der er sammen. Således giver vi til de to af Meretes børn der kommer, og Merete får også en, dog giver vi i den ældste generation kun hinanden noget symbolsk, fordi vi som sagt ikke synes vi mangler noget, men det er nu alligevel meget hyggeligt at pakke en gave eller to op.
Jeg mangler kun at finde en ting til min søster – alle andre gaver er i hus. Det er blæret, men jeg nyder at have god tid til alt det andet der også skal nås, når der kommer englænderinvasion, plus det løse, i juleugen.

Billedet er fire år gammelt, så det har I forhåbentlig glemt, at I har set før. I dag har jeg pyntet hele huset op … det ser ikke helt ud som herover, men næsten.

De sidste indkøb

Forleden dag ringede jeg til Charlotte for at spørge hende, hvad hun mangler. Her blev bl.a. nævnt te, og som jeg vist før har fortalt, eksporterer vi te til England, da de jo ikke selv kan finde ud af at hverken lave eller forhandle en ordentlig te.
Vi har også nougat og marcipan med, så hun kan lave konfekt til jul. Man kan godt løbe marcipan i England, men det er ikke nær så godt som det danske … det er alt for sødt, og blød nougat kender de ikke.
De skal godt nok holde jul i Danmark, men derfor synes C alligevel, at der skal laves konfekt, og da de tager hjem inden nytår, skal det nok blive spist.
Derudover har jeg købt hyggesokker i bunkevis. Jeg sendte et par over til hver af dem efter deres besøg i sommer, da jeg opdagede, at Aubreys havde så store huller, at de var blevet til benvarmere i stedet. Annas var helt kaput. Det var Aubies jo sådan set også, men han nægtede at kassere dem. Vi fandt ikke nogen, mens de var her, men kort tid efter fandt jeg nogle stykker, hvoraf jeg altså sendte to par afsted. Resten kommer med nu, plus et par vildt tykke julehyggesokker, som jeg ved de vil elske at have på. Aubrey flytter ind i hyggesokker året rundt, både nat og dag, når han ikke opholder sig udendørs – han er aldeles afhængig af dem, men nu burde han have til et stykke tid.
Julegaven til Charlottes svigerforældre nåede at ankomme i går. Den havde jeg nær glemt at bestille, men de var hurtige til at sende, og PostNord var hurtig til at levere. Det er årets juleuro fra Georg Jensen, som de bare elsker begge to. Uroen, altså, ikke Georg Jensen … og når jeg køber årets, ved jeg, at de ikke får dubletter. Der går totalt Mrs Hyacinth i Elizabeth, når hun praler med sin specielle flotte danske julepynt. De hænger på grangrene rundt om deres åbne kamin, og alle julens gæster bliver gjort opmærksom på denne pynt. Hvert år … Charlotte morer sig ofte over den hyacinthske attitude – også i andre sammenhænge.

John sad i går og studerede lokalaviserne, og som så ofte sad han og kommenterede forskellige tilbud.
– Den olivenolie du bruger til stegning, koster 45 kroner. Er det ikke billigt?
– Joda. Den koster normalt 89.
– Den rødvin, du blev så glad for, er sat ned til under halv pris. Du ved, den der Why Not.
– Holddaop …
– En pakke Lurpak til en tier. Det er da også billigt, ikke sandt?
– Jo. Også under halv pris. Hvor ser du alt det henne?
– Kvickly, Vordingborg.
– Okay. Der kører vi til i morgen formiddag og køber ind!

Som sagt, så gjort. Vi købte stort ind, men benyttede os stort set kun af de gode tilbud, og gør man det, er der altså en del penge at hente.
Nu er julevinen i hus. Plus smørret til julesmåkagerne. Og en hel del andet … det er godt, vi har (skabs)plads nok.

Great minds think alike

Kort før jul skrev jeg om gaven fra os til Tim, som Charlotte fortalte, at han selv havde købt: Wolseley – a Very British Car. Det viste sig, at Tims bror havde fået samme glimrende ide, så jeg var ikke den eneste, der mente, at den bog lige var noget for Tim.
Han pakkede James’ bog ud efter at have pakket den ud fra os, med tilhørende forklaring. Alle fik sig et godt grin over vores sammenfaldende gaveideer, og jeg sagde til James:
Great minds think alike!
Det kunne han naturligvis kun erklære sig enig i … og alle var enige i, at det var en rigtig god gaveide, og at den bog simpelthen var så meget Tim …
Vi sendte bogen retur, mens jeg var derovre, og for pengene valgte han i stedet to, han gerne ville have, så alt er i orden nu. James beholdt sin bog og vil sørge for at få pengene retur.
I øvrigt er der i bogen et billede og en beskrivelse af bryllupsbilen, som Tim for nylig har investeret i.

I tirsdags serverede jeg bemærkningen; i dag fik jeg den selv serveret.
En af mine forhenværende kolleger havde læst mit indlæg fra i går om det kommende krydstogt og sendte mig en mail her til aften.
Overskriften lød:
Great minds think alike!
Jeg var naturligvis enig, men blev nu alligevel lidt forbavset, da jeg læste mailen … her et lille uddrag:
… “Jeg havde tastet ALLE vores oplysninger ind og manglede at trykke ”køb” til den tur I er på vej til nu: ”Den store rejse”.  Tror nok jeg var blevet en anelse overrasket, hvis jeg/vi havde mødt jer ombord!!!!!
Arbejdspresset er for stort, og jeg ville ikke kunne nå at glæde mig, men kun være stresset over ikke at kunne nå det hele og skulle være væk i lang tid. – Ferien var lagt ind i kalenderen ”und alles”.
Rigtig, rigtig god tur …. – jeg er selvfølgelig ikke overrasket over, at vi vil det samme og så alligevel.
Jeg ved det bliver en totalt fantastisk oplevelse, og vil tænke på jer ”hele vejen rundt”.” …
Det var sandelig noget af en overraskelse, og jeg synes det er temmelig ærgerligt, at det ikke skulle blive til noget for deres vedkommende. Først og fremmest selvølgelig pga. årsagen til, at hun følte sig nødsaget til at springe fra lige før det afgørende klik, men da også, fordi det kunne have været ret morsomt, hvis de havde deltaget.

Stor begejstring, lille øv og en lidt trist historie

Begejstringen er pga. vores pc’er, der har drukket af ungdommens kilde. Sikke en forandring!
It-krise? Ring til Henrik Friese. Det var det rigtige valg at ringe til ham. Vores bærbare er så hurtige som lynet, og der er ingen centrifuger, der kører for at køle harddisken ned. Det er bare SÅ godt.
Det er dermed ikke spor øv, men det er det, at min julegave til Tim lige er spoleret.
Jeg ringede for nogle uger siden til Charlotte for at fortælle hende, at jeg havde fundet alle tiders gave til Tim, nemlig bogen Wolseley – a Very British Car, skrevet af danskeren Anders Ditlev Clausager. Jeg var ret glad for mit fund – lige indtil i går, hvor C ringede:
Øhhh, jeg er ked af det, men Tim er lige kommet hjem med den bog, du har købt til ham. Han fandt den i London og er meget begejstret over den.
ØV, altså. Nå, men det viser jo bare, at han virkelig ville have været blevet glad for gaven.
Nu får han i stedet et par lidet spændende seler. Det er dog et ønske, men alligevel …

Han har købt sin tredje Wolsesly. Nummer to kom som samlesæt, men nummer tre var i køreklar stand. Den var også nyere end de andre; Tim kalder den for sin Matadorbil, fordi den er fra 30’erne.
Den er blevet brugt som bryllupsbil, og det fortsætter den med; noget, Tim gør, fordi hans gode hjerte ikke kan holde til, hvis to af landsbyboerne skal gå fra hus og hjem.
Hele England er gået i stå – jeg behøver vel ikke at nævne årsagen? Ingen tør bruge penge, ingen tør investere, små virksomheder lukker og ingen tør starte noget nyt op. Charlottes lille skrædderi lever også et meget stille liv og har gjort det i nogle måneder, men de er jo så privilegerede, at hun kun har det som hobby.
Alt, alt for mange mister deres job, bl.a. ham, der nu skal være chauffør på Wolseleyen. Han står uden arbejde, og konen er hjælpelærer på børnenes gamle skole og tjener derfor ikke ret meget. De har brugt deres opsparing på at kunne blive boende i deres hus, men hvis ikke deres situation ændrer sig, må de sælge det og flytte til noget, de helst ikke vil flytte til.
Tim og Charlotte har det skidt med den slags kedelige historier, så Tim spurgte den stakkels mand, om det ville gøre en forskel for dem, hvis han kunne lave lidt penge på at køre Wolseleyen som bryllupsbil.
Det ville det, hævdede han, så nu er de ved at få lavet en hjemmeside, hvorigennem man kan booke bilen.
Tim betaler driftsomkostningerne. Manden selv skal holde bilen ren og køreklar, men så får han også ubeskåret de penge, der måtte gå ind fra lejen af bilen – indtil han eventuelt får arbejde igen.
Jeg håber virkelig, at det vil gå godt med det lille projekt, og jeg synes ærlig talt, at jeg har en meget  god og betænksom svigersøn.

Jeg elsker overraskelser – de gode, vel at mærke

Overraskelser kan være ubehagelige og de kan være gode. Førstnævnte kan det vel næppe undgås at få indimellem, men det er naturligvis sidstnævnte, vi helst vil have.
I dag kom der en af den gode slags.
Der kom en pakke fra Charlotte, som vi var noget mystificerede over, for det er hende, der har fødselsdag lige om lidt, og vi skal derover for at holde jul, så hvorfor skulle der nu komme en fra hende til os?
En decideret fejl kunne det ikke være, for man pakker ikke et eller andet ind, skriver adresse på og går på posthuset for at få det sendt – nåhh nej, undskyld, det var en fejltagelse – det var slet ikke jer, der skulle have haft den pakke …
Det viste sig at være en julekalender med et motiv af børnene på, taget i København i julen 2017 og med lækre chokolader i.
Det er første gang, jeg har fået en julekalender af min datter – det har ellers altid været omvendt. Fra hun var to til hun var 13, var det 24 pakker, og fra 14-18 år var det en adventskalender, så hun kunne få lidt større og dermed mere anvendelige ting.
Da hun gik i gymnasiet, foreslog jeg, at John, hun og jeg købte otte gaver hver, og så skulle vi lave en pakkekalender til hinanden.
Det blev nedstemt med to stemmer imod og en for …  
Da hun flyttede hjemmefra, fik hun til den første jul igen en pakkekalender, men denne gang en lidt anderledes en af slagsen. Nu indeholdt den en tube tandpasta, en pakke ris, en pakke vaskepulver, en pose mel, osv. i den dur. Alt sammen noget, man ikke lige tænker over, men som bare skal stå i skabene. Det kom nemlig som noget af en overraskelse for hende, hvor dyre den slags ting kunne være. Fra en af de første telefonsamtaler efter flytningen til Amager:
– Mor, er du klar over, hvad en tube tandpasta koster!?
– Ja, mit barn, det ved jeg skam godt …
Hun blev meget glad for den julekalender. Hun var på førsteårselevløn og havde lige købt lejlighed, så hun svømmede ikke ligefrem i penge.
I dag blev jeg lige så glad for hendes julekalender til os, selvom det selvsagt var tanken, der glædede mig, og ikke fordi det normalt kniber for os med at få den daglige økonomi til at hænge sammen.

Det var nemmere dengang man bare kunne købe lidt legetøj

Vi rejser til England på onsdag, og igen har det knebet med at finde på en lille ting til ungerne – andet end den obligatoriske pålægschololade til Aubrey og blomme-abrikosmarmeladen til Anna. Chokoladeportionen bliver lidt større denne gang, for Anna er også begyndt at kunne lide det, hvilket vist ikke passer den unge mand helt, selv om han ikke siger noget. Da de var her, spurgte han bare forsigtigt, om jeg nu var sikker på, at jeg havde nok, nu hvor Anna også kan lide det. Jeg mindede ham om, at det kan købes her i landet, så skulle vi løbe tør, er det bare at gå en tur i supermarkedet. Han så lettet ud, og så talte vi ikke mere om det, men det bliver jo en anden sag med det, jeg har med til England.

John foreslog, at vi kunne give dem et kompas, så de kan finde ned til deres base camp, tøhø, men da også rundt i den fri natur i det hele taget. Der er kompas på mobiltelefoner, jeg ved det godt, men Aubie har ikke sådan en, og Anna bruger kun sin, når der skal kommunikeres med mor i forbindelse med skolebussen og lignende. Eller en sjælden gang sende en sms til mommer, hvis hun (Anna, altså …) føler, at livet i almindelighed eller mor i særdeleshed er møguretfærdige mod hende.
Et godt, gammeldags kompas blev det derfor – det er heller ikke afhængigt af strømtilgængelighed … det virker bare altid.
Jeg forklarede ekspedienten, hvem der skulle have det kompas og spurgte om han havde en god ide til en lille ting, der ikke var noget problem at have med i flyveren.
“Hvad med en FireFlash?”, og så demonstrerede han sådan en for mig. Man stryger den flade del mod magnesiumpinden, og vupti, kommer der fine gnister, som sagtens kan sætte ild i lidt tørt græs eller små barkstumper. Han havde et lille fad med sidstnævnte, og der kom ild næsten med det samme.  
Den var absolut en sjov lille ting, og han fik da også solgt to FireFlashes til mig. Plus kompasset.
Kender jeg mig ret, falder der nok også lidt af, mens vi er derovre, men det er aldrig det samme, som når jeg ankommer, kufferten båret ind fra bilen, og der bliver sendt forventningsfulde blikke mod den. Skjulte blikke, de ikke tror jeg opdager, men det gør jeg – jeg har det fint med, at de ikke spørger mig om jeg har noget med til dem, men skuffe dem vil jeg helst ikke, selv om det bliver sværere og sværere at finde på små ting, efterhånden som de bliver ældre.
Og alligevel finder vi jo et eller andet hver gang. Det håber jeg, at vi kan blive ved med.
Moderen synes, at jeg er lidt fjollet, fordi jeg også giver pæne jule- og fødselsdagsgaver, men når nu jeg kan … det er mine eneste børnebørn; jeg får ikke flere, og det er som bekendt bedsteforældres fornemmeste pligt at forkæle deres børnebørn.

Gad vide om de vil synes, jeg er blevet tosset?

Vi skal snart til England, og jeg har endnu ikke fundet noget at have med til Anna & Aubrey. Det er ikke så godt, men det bliver altså sværere og sværere at finde på noget fornuftigt at give dem. Jeg vil naturligvis ikke spørge hvad de ønsker sig, for det skal jo være en overraskelse hver gang jeg kommer. Tøhø. Som om. De siger sødt, at de skam ikke forventer at få gaver hver gang, men det tror jeg deres mor har sagt, at de skal sige, og lur mig, om ikke de ville blive skuffede, hvis jeg begyndte at svigte dem på det punkt? Det tror jeg, selv om de ikke ville sige noget, de kære små alt for hurtigt alt for store, og eftersom det er min fornemmeste pligt at forkæle mine børnebørn, er jeg nødt til at finde på et eller andet – udover den obligatoriske pålægschokolade til ham og min blomme-abrikosmarmelade (eller jordbærmarmelade) til hende.

I aftes fik jeg en ide. Det kom sig af, at vi ikke kunne huske, hvad ‘friluftsforretningen’ i Kristianstad hedder. John og jeg googlede om kap, og jeg vandt! Den hedder Naturkompaniet, og nu, hvor jeg havde fundet den, kunne jeg jo lige lure lidt rundt på deres site.
Lejrmad! HA! Til deres Base Camp. Det skal de da have lov at prøve, tænkte jeg, for jeg ved, at de elsker at tænde bål dernede, så de kan koge pasta og lave te.

Det kom der dermed en tur til Kristianstad ud af i formiddags. Det var fint, for vi manglede elpærer og jeg skulle købe blomster til krukkerne heroppe.
I Naturkompaniet købte jeg seks forskellige middagsretter og en ‘dessert’ i form af en sukkerkage, som bare skal røres op med vand og hældes på en stegepande. Som jeg også købte til dem …
For at tilberede maden skal der hældes kogende vand i posen, så er det færdigt kort tid efter. Gad vide, hvordan sådan noget smager? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve, men hvis ungerne inviterer på middag i lejren, gør jeg det naturligvis.
Det er heeelt vildt dyrt. Jeg kan godt forstå, min søster ømmer sig, når hun skal forsyne sig til sine vildmarkskajakture sammen med klubben. Bare sukkerkagen koster 99 kroner (godt nok svenske, men alligevel …), så derfor blev det kun til det nævnte. Det er muligt, at de vil synes, at nu er hende mormor da blevet helt tosset, men så må det være sådan.
Jeg har dog på fornemmelsen, at de vil synes det kunne være sjovt at prøve. De kan altid bruge noget til deres Base Camp eller noget andet, der har med friluftsliv at gøre.

Det kan hurtigt gribe om sig …

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

Så er de 11 og 12

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Jeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
Jeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

Og nu er det hele overstået

Man glæder sig og man venter. Venter lææænge. Og lige pludselig, inden man næsten når at tænke over det, er det hele overstået.
Hele juleaften forløb fuldstændig som en juleaften i vores familie skal forløbe.
Merete og jeg var spændt på, hvordan andestegen var. Jeg havde ledt med lys og lygte efter et sted, hvor man kunne købe landænder. Det var ikke nemt at finde her på egnen, men det lykkedes. “Jeg sender en mail til dig, når du kan hente dine ænder.”
Fint nok. Det blev så Merete, der hentede dem, for hun bor lige ved siden af. Næsten …
Men de var frosne! Der er da for pokker en grund til, at man bestiller landænder, og den er netop, at man vil have frisk kød, der ikke har været frossent!
Merete spurgte hvorfor det var sådan og fik et lidt svævende svar. Noget med travlhed og at det var det nemmeste for dem at administrere.
Det var både første og sidste gang, vi køber juleænderne der.
De smagte såmænd fint nok, der var meget kød på dem og ikke ret meget fedt, som hun havde lovet, men de skal altså ikke være frosne. Punktum.

Efter morgenmaden var vi alle otte enige om, at en gåtur ville være en rigtig god ide.
Vi gik derfor op til Marjattaområdet. Inklusive et kvarters fri leg på den gode legeplads for både børn og voksne, tog turen en lille 1½ time. Det hjælp lidt på al sløvheden at blive blæst lidt igennem … vi kom ikke ligefrem tidligt i seng i går …

Det var ikke nemt at holde baligelancen.                   Du skal da bare gå! Sådan her, mor!

Aubrey havde problemer i starten …                          Men de var hurtigt overstået, og han nærmest slentrede nonchalant hen ad bjælken.

Vores gæster kørte hjem efter frokost, og nu bliver der bare nydt julegaver og slappet af.
Jeg er ved at vise børnene hvordan man kan farve med løgskaller; de synes det er ret interessant, at man kan bruge den slags almindelige ting til garnfarvning. De hjælp mig jo med tagrørsplukning med efterfølgende farvning i sommer, og i overmorgen prøver vi at koge nogle valnøddeskaller. Jeg aner ikke, om det overhovedet vil kunne give noget, men det er altid spændende at eksperimentere, især med to interesserede og engagerede medforskere.

Mandelgaver. Tjek.

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der er en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
Var det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Bedre end æbleskud

Bagved vores hus, op mod de åbne marker, ligger der et stort, gammelt hus. Dettes ejere udstykkede den meget store grund for 30-40 år siden til fem grunde og beholdt kun, hvad der svarer til to store parcelhusgrunde. De – et barnløst par – beholdt en stor prydhave, en frugthave og en stor urtehave. Deres eneste arving var deres nevø, som derfor nu ejer huset; en mand og hans kone, der begge nu er et sted i halvfjerdserne, og som kun bruger det som sommerhus. Vi har hilst på dem nogle gange … vi fik at vide, at vi bare skulle byde ham på en god, stærk øl, så var det gode bagboskab så godt som allerede etableret. Andre af vores naboer siger, at det er et surt og underligt par, men de har åbenbart ikke fået tricket med øllen at vide, for vi opfatter dem ikke som sure. Han fik skam også hurtigt hevet to gode øl indenbords, da vi bød ham.

De har fem æbletræer og to pæretræer, og sidste år, som var et uhyre rigt æbleår, bed jeg hovedet af al skam og spurgte dem direkte, om jeg måtte gå op og tage nogle af deres nærmest tonsvis af æbler. Jeg kan ellers ikke lide at tigge, men jeg var næsten sikker på, at de ikke kunne bruge dem alle selv, men vidste i sagens natur ikke, om de havde nogen aftaler vedrørende æblerne.
De sagde: “Ja, selvfølgelig må du det – tag så mange, du kan bruge”.
Som tak gav jeg dem et par glas af hver af de tre forskellige æblechutneyer, jeg blandt andet brugte deres æbler til.
I år sagde de ikke noget om æblerne, da jeg havde en hæksnak med dem, og jeg ville ikke tigge igen – har også rigeligt med æblechutney nu, hvor den slags lækkerier ikke er så godt at indtage med LCHF-diæten. Lidt friske æbler kan man dog altid bruge, og jeg havde faktisk overvejet at lade som om sidste års besked var en generel tilladelse og gå op og plukke lidt, men jeg gjorde det ikke – det føltes alligevel forkert og ikke helt legalt.

I dag kom han og bankede på, bærende på tre store poser med æbler. To med Ingrid Marie og en med Lobo.
Jeg var helt rørt over, at de to gamle plukket alle de æbler til mig … det kunne jeg da selv have gjort, men det var godt nok sødt af dem.
Det var de eneste træer, der havde givet frugt i år – de tre andre æbletræer blomstrede på et forkert tidspunkt, ligeledes pæretræerne, for de havde ikke fået en eneste pære i år, hvor de sidste år nærmest druknede i både æbler og pærer.
”Og du skal altså ikke at give os noget af det, du laver af æblerne – det er ikke derfor, du får dem. Det mener jeg!”

Han spurgte også, om jeg ville have et par dahliaknolde – “du sagde jo, at du så godt kunne lide vores dahliaer, og vi graver dem op i dag”. Det ville jeg gerne, men bare et par stykker, sagde jeg, for jeg har så mange, bare ikke lige deres variant.
Der gik en time, så stod han med en hel bærepose fuld af dahliaknolde. Jeg tabte helt mælet, men fik dog takket pænt og lovet ham nogle af mine ‘byttere’ (dvs. dahliaer, som jeg har mere end én plante/knold af), når jeg har gravet dem op.

Flink mand. Han ville ikke engang ind og have en øl som tak – ville gerne nå hjem til Hvidovre inden det blev mørkt.

Gul, gulere, neon

Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

Tjekliste og gærdesmutteunge

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

Hvordan man snyder sig selv

Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.

Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund …

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

Lidt om at dykke ned i et emne

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Der er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

Kvædesirup eller bare sød saft?

Da Bodil kom i lørdags, havde hun en stor spand fyldt med store kvæder med til både Merete og mig – jeg har aldrig set så store kvæder! Nogle af dem var så store som små meloner. Gad vide, hvor længe de kan holde sig i køkkenvarmen? De dufter så aldeles vidunderligt, så disse får lov at blive på fadet, til det bliver overhængende nødvendigt at bruge dem. Camilla Plum siger det så poetisk: “En skål med kvæder kan parfumere et helt rum, med den yndigste, men insisterende duft af syrligt, let gæret æble, krydret med efterårsskovbund og kardemomme.”
Jeg vidste ikke, at Bodil har kvæder (det har hun heller ikke, viste det sig, da jeg sagde det til hende, men hendes nabo har et træ, der giver i tonsvis), og Bodil vidste ikke, at jeg allerede havde fået en portion af Pia, men det gør ikke spor – jeg kan sagtens bruge disse også. Det største problem er nok lige nu, at jeg ikke har ret mange ledige glas, så hvad gør en klog?
Jeg ved ikke hvad en klog ville have gjort, men jeg har lige kogt omkring halvdelen af kvæderne af til saft, så kan jeg altid lave gele af den saft senere, når jeg igen har tomme glas. Saftflasker har jeg nemlig rigeligt af, og er der plads i kufferten, kan jeg tage en med til England til jul, for kvædesaft smager ganske glimrende – eller også laver jeg gele til Charlotte derovre, for hun mangler ikke glas.

Det er, som jeg nævnte i et indlæg for år tilbage, Den Lille Kemiker-agtigt, når man koger kvæder (og æbler). Disse smukke, knaldgule frugters saft bliver under kogningen nærmest lysende rød. Lige når det er filtreret, kan det godt være en smule uklart, men når man koger det op med sukker, bliver det smukt og helt gennemsigtigt, lige som farvet glas.

Der er plads til eksperimenter, når man er så heldig at få en sådan overflod af kvæder, så jeg forsøgte mig med at lave kvædesirup.
Jeg har sikkert ikke kogt det nok ind … læste, da det var for sent, at væskemængden skal reduceres til en tredjedel, men jeg tror kun, at min portion blev reduceret til omkring halvdelen, så det kan være, at jeg bare har fået mig en portion ekstra sød saft.
Nå. Jeg kan prøve igen i morgen; jeg har stadig 2½ liter saft og omkring 30 kvæder tilbage …