Hos Mommer

14. juli 2017

Gul, gulere, neon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1070064Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men P1070062jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

P1070067P1070070

P1070069

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

Reklamer

22. maj 2017

Tjekliste og gærdesmutteunge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Årets gærdesmutteunge

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

27. marts 2017

Hvordan man snyder sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: ,

P1060184Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.
P1060187P1060191

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

3. marts 2017

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , , ,

IMG_5867IMG_5876Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.
IMG_5875
Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt IMG_5877med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

1. marts 2017

Lidt om at dykke ned i et emne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:28
Tags: , ,

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Bog, paperback A Little Book of Language af David CrystalDer er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.
image

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

1. december 2016

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

P1050288P1050290

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

24. november 2016

Kvædesirup eller bare sød saft?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da Bodil kom i lørdags, havde hun en stor spand fyldt med store kvæder med til både Merete og mig – jeg har aldrig set så store kvæder! Nogle af dem var så store som små meloner. Gad vide, hvor længe de kan holde sig i køkkenvarmen? De dufter så aldeles vidunderligt, så disse får lov at blive på fadet, til det bliver overhængende nødvendigt at bruge dem. Camilla Plum siger det så poetisk: “En skål med kvæder kan parfumere et helt rum, med den yndigste, men insisterende duft af syrligt, let gæret æble, krydret med efterårsskovbund og kardemomme.”
Jeg vidste ikke, at Bodil har kvæder (det har hun heller ikke, viste det sig, da jeg sagde det til hende, men hendes nabo har et træ, der giver i tonsvis), og Bodil vidste ikke, at jeg allerede havde fået en portion af Pia, men det gør ikke spor – jeg kan sagtens bruge disse også. Det største problem er nok lige nu, at jeg ikke har ret mange ledige glas, så hvad gør en klog?
Jeg ved ikke hvad en klog ville have gjort, men jeg har lige kogt omkring halvdelen af kvæderne af til saft, så kan jeg altid lave gele af den saft senere, når jeg igen har tomme glas. Saftflasker har jeg nemlig rigeligt af, og er der plads i kufferten, kan jeg tage en med til England til jul, for kvædesaft smager ganske glimrende – eller også laver jeg gele til Charlotte derovre, for hun mangler ikke glas.

Store kvæderKvædesirup

Det er, som jeg nævnte i et indlæg for år tilbage, Den Lille Kemiker-agtigt, når man koger kvæder (og æbler). Disse smukke, knaldgule frugters saft bliver under kogningen nærmest lysende rød. Lige når det er filtreret, kan det godt være en smule uklart, men når man koger det op med sukker, bliver det smukt og helt gennemsigtigt, lige som farvet glas.

Der er plads til eksperimenter, når man er så heldig at få en sådan overflod af kvæder, så jeg forsøgte mig med at lave kvædesirup.
Jeg har sikkert ikke kogt det nok ind … læste, da det var for sent, at væskemængden skal reduceres til en tredjedel, men jeg tror kun, at min portion blev reduceret til omkring halvdelen, så det kan være, at jeg bare har fået mig en portion ekstra sød saft.
Nå. Jeg kan prøve igen i morgen; jeg har stadig 2½ liter saft og omkring 30 kvæder tilbage …

31. august 2016

Fjollet – eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , ,

Det er måske årets sidste varme dag, og hvad gør man? Bruger en halv formiddag på at køre til Næstved for at købe kuffert og handle til resten af ugen.
Eftermiddagen bruges på at lave chutney, samt forsøge sig med at henkoge tomater efter en Camilla Plum-opskrift, som Elsebeth gjorde mig opmærksom på. Det er i lille målestok her den første gang – jeg skal lige finde ud af, om det bliver et hit.
Det er nok lidt fjollet i så godt vejr, men på den anden side er det med at benytte sig af, at ånden er over en til at få det gjort … det skulle alligevel være i orden, inden jeg rejser til England på lørdag – og inden de plukkede drivhustomater blev dårlige, hvilket var lige oppe over.

Snart henkogte tomater

Jeg har allerede lavet en chutney uden tomater, og nu står der en med tomater og bobler på komfuret. Der bliver mest af den sidstnævnte, og Murphy-typisk er det, at jeg tror, den førstnævnte bliver den af de to, jeg foretrækker. Glassene fra den sidste sending er således ved at være brugt, og nu håber jeg ikke, jeg behøver at købe flere. “Det har du sagt før!”, hævdede John, men det er fire år siden, så det har jeg fortrængt.

P1030746

En ny kuffert måtte der til, fordi jeg længe har været irriteret over, at mine to kufferter er i størrelserne for stor og for lille, forstået på den måde, at den store er glimrende til ferier på to uger eller mere, mens den lille har kabinekuffertstørrelse og dermed lige en tand for lille til en hel uge. Nu har jeg fået en middelstørrelse, jeg tror vil passe perfekt. Der skal jo også være plads til gaver! Jeg har dog denne gang har købt nogle bøger gennem Amazon, som forhåbentlig ligger og venter på mig derovre. Én om spionage (Spy Science: 40 Secret-sleuthing, Code-cracking, Spy-catching Activities for Kids), én om hvordan man lever udelukkende af det, man kan finde i naturen (Ultimate Guide to Wilderness Living: Surviving with Nothing But Your Bare Hands and What You Find in the Woods), og endelig én om, hvordan man ‘læser’ naturen (The Walker’s Guide to Outdoor Clues and Signs). Jeg håber virkelig, at de vil blive glade for bøgerne; de går begge stadig højt op i alt, hvad der har med ‘det vilde liv’ at gøre, og da de var her sidste jul, gik de meget op i at lege spioner.
Jeg vil ikke sige, at børnene forventer gaver, hver gang jeg kommer – det har moderen i hvert fald kraftigt formanet dem om ikke at gøre, og de behersker sig da også voldsomt for ikke at spørge mig, om jeg har noget med til dem. Jeg kan ikke fortænke dem i at forvente noget – det er endnu ikke sket, at jeg har været derovre uden at have noget med til dem.
Forkælelse? Ja, selvfølgelig. Det er min simple pligt som mormor!

29. juni 2016

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Spurvefodring (3)Spurvefodring (4)

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

Gertrude Jekyll (1)Gertrude Jekyll 4

17. juni 2016

Alle gode gaver …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

P1020546Når dette indlæg bliver udgivet, sidder vi i et sommerhus sammen med Ditte og Peter. 
Lørdag formiddag vil Inge og Hasse slutte sig til os.
Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en overmåde hyggelig og ordrig weekend – også selv om vejret ikke bliver sommerhus-ideelt. Vi kan sagtens snakke inden døre! Og i regnvejr! På lørdag skal vi alle seks spise på Dragsholm Slot – det er der lige en her, der glæder sig rigtig meget til. Det gør de fem andre forhåbentlig også, men jeg har hørt, at det skulle være så godt.

Værtsgaver … hvad finder man på? Inge kom med en god ide: Peter Beyer-chokolade. Det kan ikke gå helt galt, hvis jeg kender værtsparret ret.
Ditte går meget op i råvarer og i madlavning, så jeg tænkte, at det måske ikke ville være en helt tosset ide at lave lidt ramsløg- og chilisalt.
Det giver det et særligt touch, når det er hjemmedyrket og ditto lavet. Til den juicepresser, jeg for nogle år tilbage fik i firmajulegave, hører også en krydderikværn, som jeg ofte har glæde af, når mine tørrede krydderier skal knuses.
Herunder ses chili før og efter behandling i en effektiv kværn.

P1020544P1020545

Det kan ikke kun blandes i flagesalt og se dekorativt ud på spisebordet; det kan også i sin rene form bruges i madlavningen og – måske – anvendes til at lave chiliolie af.
Det har jeg ikke prøvet før, så Ditte og Peter er ofre for et eksperiment, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Det bliver måske for stærkt til salatdressing, men et skvæt på stegepanden vil nok kunne give et stykke kød lidt bid.
Flot ser det ud – næsten som solskin på flaske. Jeg har også lavet lidt til mig selv.
God weekend derude – jeg vender stærkt tilbage på søndag.

25. marts 2016

En alternativ fødselsdagsgave

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:11
Tags: ,

Min yngste søster og hendes mand kunne ikke komme til min fødselsdag, da de skulle (meget) tidligt op dagen efter og afsted på vinterferie, og da vi har godt 120 km mellem hinanden, tager det lidt mere end fem minutter i transport. Jeg havde derfor inviteret mine to søstre og svogeren til at komme en tur i onsdags. Det blev så også med en af niecerne og nevøen, da de var på påskeferie hos deres mor – de skulle bl.a. til Sjælland for at se deres lille nye nevø, som deres storesøster nedkom med for en uge siden.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, men det kan man nok ikke helt kalde den lidt alternative gave, jeg fik af Bodil og Hans: De arriverede med en pose indeholdende … et grisehoved, fire grisetæer og en grisehale!
Det er ‘præmien’ for at være den eneste i familien, der gider/kan lave rigtig, gammeldags sylte. Da grisen for nylig blev slagtet, blev de enige om ikke at kassere de omtalte legemsdele, “for dem kan Ellen sikkert få en god julesylte ud af”. Jamen, det kan hun da nok …

Hente brænde

P1010657Som tak for den flotte og uhyre betænksomme gave var vi i går oppe for at hjælpe dem med at flytte lidt brænde. Lidt kommende brænde … de er lige en anelse for store til at kunne gå i brændeovnen, så det skulle ikke kun flyttes, men også saves. Det var dog fint nok at få lidt frisk luft.
Hans havde lige investeret i en palleløfter, så jeg skulle endelig huske at fortælle ham, at jeg syntes den var meget flot. Rød og fin og ny og … tung. Men den egnede sig glimrende til gårsdagens formål, for det eneste, der nok ikke ville sidde fast i den mark, var en traktor.

Vi vil gerne se på noget bedre vejr, tak! Det må være den koldeste påske i mange år, men den slags ved Farmer alt om. Den ligger altså også uforskammet tidligt i år, og når det falder sammen med en kold marts, skal det jo gå galt – men planteskolerne må ærgre sig – de har ofte kronede dage i påsken, men det kan de næppe have i år.
Mine Peter Nyssen-dahliaer ligger og skriger på at komme i jorden, men den er alt for kold endnu.

Gæslingerne har trodset kulden og er sprunget ud, så der er kommet en vasefuld ind, som nu smider de fineste, gule pollen.

14. marts 2016

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød, men man kan roligt give Ellen en ny køkkenmaskine, der kan bage dem.

Endelig fandt jeg ud af, hvad det ville være en rigtig god ide at lade John give mig i fødselsdagsgave. Vi havde aftalt, at han skulle give en god middag på Madeira, men det var alt for nemt at blive på hotellet og vælge fra deres faktisk ganske udmærkede buffet.
Han skylder mig derfor en gave, og efter en god og lang snak med Charlotte i dag har jeg nu bestilt min fødselsdagsgave.
John er heldigvis enig i, at det er en god gave.
Han er ellers den eneste af os to, der kan bage, men det er desværre ikke ensbetydende med, at han synes det er særlig sjovt. Jeg har forsøgt mig mange gange, men brødbagning og jeg er af en eller anden grund aldrig blevet gode venner, og med en så lav succesrate gider jeg ikke rigtig prøve mere. Kager går fint nok, men det kan vi ikke leve af. Ærgerligt nok …

../Images/ProductPictures/Bread_Maker_with_Scales/zoom_main_bmaker_scales.jpg

Man har nok gættet, at dette handler om en brødbagemaskine, og det skulle være den afbildede. Jeg ved faktisk ikke, om det var præcis denne, Charlotte havde investeret i, men det var den jeg valgte efter at have kigget på anmeldelser i stor stil.
Mærket er Andrew James, som har flere udgaver af maskinen.

Det bliver lidt spændende, men hvis Charlotte synes den er alle tiders, kan det vel ikke gå helt galt, og hun er mindst lige så elendig til at bage brød, som jeg er. Der er tre forskellige brødstørrelser og tre forskellige skorpefarver at vælge imellem – plus en del andre ting, herunder marmelade, men det har jeg så afgjort ikke tænkt mig at bruge den til!
Jeg bestilte samtidig to bøger med opskrifter specielt udabejdet til denne form for brødbagning – når det bare er at måle/veje ingredienserne, proppe det hele i, trykke på en knap og vente tre timer, er der plads til eksperimenter.

Jeg bestilte både maskinen og bøgerne via Amazon.co.uk – John kan sikkert sagtens finde ud af at skifte stikket, men ellers har vi adaptorer til brug for englænderne, når de kommer til DK med deres ladere til telefoner og tablets, så det er ikke noget problem.
Den ene bog var ny, mens den anden var brugt. Førstnævnte stod mig i £7; den anden fik jeg for 1 p, hvilket svarer til 10 øre. Man påstod, at den var i god stand, men skulle det være usandt, vil jeg ingen skrupler have over at smide den ud …

Apropos England: Den engelske pendant til man skal ikke give bagerbørn hvedebrød er it’s like carrying coal to Newcastle eller don’t carry coal to Newcastle.
De kender den på mange sprog – her er blot et lille udvalg af mange fundet
her:
Vizet hord a Dunába. (Hungarian) He is taking water to the Danube.
es como llevar naranjas a Valencia (Spanish) It’s like taking oranges to Valencia.
gi bakerbarn brød (Norwegian) To give bread to the child of a baker.
vender mel ao colmeeiro (Portuguese) to sell honey to a beemaster.
Altid godt at vide, ikke?
Jeg vil dog mene, at den portugisiske udgave mere går på en sælgers formidable evner end på at give noget, man i forvejen har nok af – altså mere en pendant til at sælge sand i Sahara.

14. januar 2016

Astrid og Hiccup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

Aubrey 9 aarMine små børnebørn er nu ikke længere så små, fordi de lige er blevet 9 og 10 år. Aubie i dag og Anna for en uge siden.
Selv om jeg ynder at sige, at der er ni måneder og 20 minutter mellem dem, er sandheden således, at det er et år og en uge. Det andet lyder bare lidt sjovere.
Det går alt for stærkt med at blive stor. Med Charlotte var det noget andet – for forældrene kan det næsten ikke gå hurtigt nok; man vil så gerne kunne konstatere, at det er et fremmeligt – eller i hvert fald ikke tilbagestående – barn, hvilket ofte resulterer i, at man er tilbøjelig til at kigge for meget fremad mod næste stadie frem for at nyde det, barnet er i lige nu. Især når man kun har haft ét barn – alle med to eller flere børn siger, at man nyder de[t] næste meget mere, fordi man ikke har så hulens travlt med at se frem til de næste trin på udviklingsstigen.
Med børnebørn er fænomenet næsten endnu mere udtalt. Det er lige før, jeg har har det med dem, som jeg har det med kattekillinger og hundehvalpe: De måtte gerne gå i stå lige præcis der, hvor de er allermest nuttede.
Den dag er måske ikke fjern, hvor de siger “yuuv, vi gider ikke tage med til mormor og morfar. Vi vil meget hellere blive hjemme.”

Hiccup and Astrid 2Hiccup and Astrid 1

imageNå. Der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
Lige nu er de ikke ældre, end at det er sjovt at klæde sig ud. Det er der i øvrigt en del, der aldrig vokser fra …
De havde ønsket sig Hiccups og Astrids tøj fra How to Train Your Dragon, så Charlotte fik travlt efter nytår med at kreere dragterne til dem.
Annas mangler de alternative ærmer og skulderpuderne af metal, kan jeg se, men ellers ser de vist begge meget autentiske ud, så vidt jeg kan vurdere – de var begge meget tilfredse med deres nye outfit, så mon ikke der skal fortsættes med at bygge videre på dragetræningen i den nærmeste fremtid?

31. december 2015

Mysteriet om den forsvundne mandel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , , ,

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Nytårsaftensmorgen 2015

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

26. december 2015

Total julefred på trods af, at dragerne flyver om ørerne på os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: , ,

Fint gavebåndI går var vi til en hyggelig julefrokost hos Bodil, så i dag skal vi ikke foretage os noget som helst.
Som i slet ingenting. Nogle af os får – igen – slet ikke rigtigt tøj på, hvilket var nemt at give tilladelse til, da vi havde kigget ud ad vinduerne.
Gråt vejr og silende regn, der ikke ser ud som om den har tænkt sig at stoppe.
En af de bedre julegaver var den fra mor og far: Et walkie-talkie-sæt til hver af børnene. Så er der nok til, at de begge og en kammerat kan lege med dem, plus at der er en, som bliver i køkkenet hos mor. Når børnene leger nede i marken, er der ret langt at gå for at kunne kalde dem ind, så udover at være højt priset af ungerne, er det således også til nytte for moderen.

Walkie-talkie-snak

Der er blevet trænet en del i brugen af dem – det var et hit at kunne tale sammen fra hver deres ende af huset.

Et par drager mere til samlingen blev det også til juleaften – det er vist 13, de er oppe på nu tilsammen, plus alle menneskefigurerne – det kan Harry Potter-læsningsagtens fylde det meste af en legedag ud, når man har set samtlige episoder og kan genspille dem og/eller videreudvikle gennem legen.
I eftermiddag skal første Harry Potter-film ses. Anna blev fra starten af bind et fuldstændig opslugt af Harry Potter-universet og er nu i gang med femte bind i serien.
Charlotte ville helst have ventet med at lade dem se filmene, fordi Aubrey endnu ikke er nået så langt i sin læsning, og hun ville foretrække, at filmene blev set efter læsning af bøgerne. Hun har dog givet efter for plagerierne – det er jo jul – men kun første del!

Drage-træningAnna og far læser. Mor ser sin nye dvd om The Ornamental Garden og Cottage Gardens (mormor kigger lidt med, mens der skrives blogindlæg). Aubrey træner drager til den store guldmedalje. Morfar lægger puslespil. Hvis ikke det alt i alt giver julefredsindendørshygge, så ved jeg ikke, hvad der gør. Det lyder måske som om vi ikke taler sammen, det nås dog alt sammen, og selvfølgelig bliver der også snakket, men fordi vi er sammen 24/7, bliver der, selv om jeg altid synes de er her i for kort tid, ikke snakket i én uendelighed fra start til slut – vi er alle vant til stille stunder og kan slet ikke undvære sådanne. Bare det at vide, at man er sammen, kan være dejligt nok i selv – indimellem alt snakkeriet.

Der bliver helt sikkert ikke gået nogen ture i dag. Her ved middagstide er det endnu ikke blevet rigtig lyst, og det regner stadig skomagerdrenge.
I morgen går turen atter mod England, hvilket er yderligere en grund til at hellige sig den indendørs afslapning. De orker næsten ikke at tænke på de to dage i bilen, der allerede ligger foran dem, men de kunne ikke få tingene til at hænge sammen i år, medmindre de nøjedes med fem dage i Danmark.

23. december 2015

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , ,

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

P1090968

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

P1090971P1090972P1090974

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

P1090978

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

P1090983

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

19. december 2015

Disse burde ikke være lovlige!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags: , ,

Mine caffe latte-trøfler havde vist ‘sat sig’ længe nok, mente jeg her til formiddag, så jeg fik smeltet lidt hvid chokolade til at pynte dem med.
“Brug evt. en cornet” stod der i opskriften. Hvorfor hedder det cornet (eller cornette eller kornet)? Jeg havde en fornemmelse af, at der måske mentes et kræmmerhus, hvilket en googling kunne bekræfte. Jamen så skriv da kræmmerhus! Det ved alle hvad er … selv Ellen.

Caffe Latte-trøffel (1)Caffe Latte-trøffel (2)

Jeg gad ikke lave et kræmmerhus, men det skulle jeg nok have gjort … jeg lod chokoladen løbe fra en teske, men det kunne jeg selvfølgelig ikke dosere ensartet. Det ændrer dog ikke på smagen, og holddaOP, hvor er disse trøfler helt aldeles uforskammet lækre!
Der var heldigvis fire hjørner, som ikke var pæne nok til at komme i konfektdåsen, så dem var John og jeg nødt til at spise.
Selv om de er fortræffelige, er der dog stadig plads til forbedring, for på trods af, at jeg skar dem ud i temmelig små firkanter, var de pga. tykkelsen hver især stadig et helt måltid, hvorfor jeg til næste år (da dette her er helt sikkert allerede en fast bestanddel af mit konfektrepertoire, fordi de er så gode, at de burde være forbudt ved lov), vil anvende en lidt større form, så både marcipan- og trøffellaget bliver lidt tyndere.

P1090928P1090931

I dag blev alle gaverne pakket ind. De fleste i det hvide papir med sølv- og guldsnefnug/stjerner – det er dem, der skal ligge under juletræet. Derudover er der to fra julemanden til de artige børn, der måtte befinde sig i huset, samt to i ikke-julepapir, som C&T skal have med hjem til børnenes fødselsdage i starten af januar.
De tror ikke på julemanden mere – og alligevel tør de ikke smide troen helt væk, for sæt nu … i år gør vi derfor det, jeg gjorde det sidste julemandsår for Charlottes vedkommende: Hun troede heller ikke rigtigt på ham mere og ville helt sikkert gennemskue enhver, der prøvede at spille julemand. Den 24. om formiddagen ringede jeg på vores dør og lod som om jeg snakkede med en. Jeg vidste, at C ville blive nysgerrig, og hun kom da også hen for at se hvem det var. Da hun nærmede sig, råbte jeg “Det skal jeg nok! Tusind tak, Julemand. Jeg håber du når dem allesammen.”
”Hvem var det, mor?”
”Julemanden. Jeg skulle hilse dig mange gange og sige fra ham, at han har alt for mange børn i år, så han har sindssygt travlt og kan ikke nå jer alle i aften. Men han gav mig denne her til dig fra ham.”
Så fik Charlotte en gave, som hun gerne måtte pakke ud med det samme, og søreme om ikke det var noget, der var rigtig godt at lege med, så årets længste dag føltes lidt kortere.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at de to gaver i rødt papir indeholder noget tilsvarende.

7. december 2015

Det stille liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: ,

IMG_4982Endelig. Overskriften kan forstås på to måder: Det er langt om længe holdt op med at blæse, og John og jeg er ikke specielt udadfarende for tiden.
Det har været smukt, blankt, køligt og stille, så vi har virkelig nydt, at sigtbarheden igen er blevet god nok til at kunne se over til den anden side af fjorden.
Jeg går og nusser med at finde steder til min julepynt, og John har været ude for at nedlægge fire grimme buske, som stod op ad gavlen ud mod vejen, og hvor vi i stedet vil anlægge et rosenbed. Desværre kan han hverken hugge eller stikke i det fast sammenfiltrede net af rødder, så vi vil omarrangere den bunke sten, der bare var smidt bag buskene, således at der bliver etableret et højbed. Vi regner med, at hvis roserne har en 30-40 cm god jord at få slået rødder i, skal de nok selv finde længere ned mellem de gamle rødder. Ellers må de nøjes med det, de får.

IMG_4994

Fuglene går til foderet – det gør musene også. Der bor to inde bag det lille trekantede hul kl. 9 til venstre for foderbeholderstangen. De virker helt forvirrede over, så meget mad der er, og det er lidt sjovt at se både fugle og mus gå rundt nede på græsset mellem hinanden og spise æbler og samle nedfaldent korn op.
Jeg har de sidste to dage haft stor lyst til at lave konfekt, men regner med, at det er alt for tidligt, når man vil lave noget med trøfler og noget andet noget med smør i. Hvis der er fløde blandet i chokoladen, kan det vel ikke engang holde sig i køleskab? Eller hvad? Det er altså irriterende, at man tvinges til at lade være med at lave noget, når nu ånden er over en.
Så ville jeg bage småkager – og manglede selvfølgelig en vigtig ingrediens til mine favoritkager, nemlig en vaniljestang. Den – og flere til – er nu i hus, men det blev for sent at bage i dag.

P1090837

Den hemmelige mandelgave kom med posten i går. Jeg pakkede den ud af papkassen og blev positivt overrasket over, hvor stor pakken var.
Men … de havde sat en etiket på, hvor der stod Den hemmelige mandelgave til voksne.
Pokkers også – jeg havde jo netop bedt om den til både børn og voksne – det var dog heldigt nok, at de havde sat den etiket på, ellers havde jeg intetanende beholdt den og Anna eller Aubie var nok blevet noget lang i ansigtet, hvis en af dem skulle være så heldig at få mandlen.
Jeg ringede til Mosehuset og fortalte om fejlleveringen. Hun beklagede meget og spurgte om det var mig, der boede ved Præstø. Ja …
“Nå, men så pakker jeg den rigtige udgave til dig og kommer med den i morgen formiddag, når jeg kører på arbejde – jeg bor på Jungshoved, så det er ikke noget problem”.
Fornem service – ingen klager herfra.

24. november 2015

Det gælder om at regne den ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

I dag kom vi da uden for en dør …
Vi kørte til Næstved Storcenter, hvor vi var i Toys R Us, i BR, i Bog & Idé og i Bilka.
Børnene ønsker sig drager og figurer fra How to Train Your Dragon, som er et kæmpehit derovre. Er den også det herhjemme? Jeg havde slet ikke hørt om den før de var her i deres efterårsferie.  Figurerne findes også herhjemme, men da slet ikke i det udvalg, de har i UK.
Jeg er så heldig, at jeg er den første, der ser børnenes ønskeseddel, og når jeg har købt hvad jeg vil købe, bliver den givet videre til andre. Det kræver på den anden side, at jeg ikke udsætter julegaveindkøbene til sidste øjeblik, men er nødt til at være hurtig på aftrækkeren.

image

Vi valgte Toys først, fordi den er størst. Derfra gik vi med aldeles uforrettet sag.
Så BR. Her havde de én af de ønskede figurer. Det irriterer mig, at jeg skal bestille det via Amazon, få det sendt til Charlotte, som så kan have ulejlighed med at slæbe gaverne med til Danmark, men det bliver vist nødvendigt.
imageBåde i Toys, BR og Bog & Idé kiggede jeg efter et spil, der hed Othello, da Charlotte var barn. På engelsk hedder det Reversi; ungerne spillede det på min telefon sidst de var her og blev ret glade for det, hvilket er fint, for det er et spil, hvor man skal tænke sig godt om, inden man lægger sin næste brik. Nu ville jeg købe en ikke-elektronisk udgave til dem, men det findes slet ikke mere, lød beskeden alle tre steder.
Google, google.
Selvfølgelig findes det. Jeg fandt det i flere udgaver og valgte … ikke den her viste, men en noget mindre magnetudgave, så de kan spille det, mens de kører bil.

Det med at regne den ud: I Toys og BR (som er den samme butik med samme varesortiment. Næsten …) havde de gavepapir på “tilbud”: SE HER 2 RULLER GAVEPAPIR KUN 60 kroner!
2 x 5 meter for 60 kroner? Det lød meget dyrt. Selv i hovedet kunne jeg regne ud, at det er seks kroner meteren, og det var ikke engang pænt.
I Bilka, hvor vi sluttede af, havde de 25-meters ruller – nydelige – for 30 kroner. Det kunne jeg også godt regne ud i hovedet: 1,20 kroner meteren.
Begge var 70 cm brede. Morale: Man skal se sig godt for, men det er der vel ikke noget nyt i?
Jeg skal i øvrigt til at handle mere i Bilka. Jeg har altid afskyet at komme i den forretning og gjorde det kun, hvis det var yderst nødvendigt, for i Ishøj og Hundige-afdelingerne er der altid en million mennesker; man kan ikke komme til, og der er en masse støj.
Her i Næstved var der masser, masser af plads, og klientellet var et ganske andet og langt mindre støjende. Det må man nok ikke sige, men det kom jeg søreme lige til …

18. november 2015

Retro eller bare grimt?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Futter - CopyJeg er bange for, at Røde Kors ikke får så forfærdelig meget glæde af det garn, jeg fik forærende for en lille uge siden … nu er jeg startet på endnu et par futter med to af garnerne; et brunt, tykt og et gult mohair. Tilsammen sender den kombination mig direkte tilbage til 70’erne, og kønt kan man absolut ikke just kalde det, men det bliver så varmt, at, hvis man ellers kan undgå, at de bliver våde, kan holde varmen på Sydpolen med dem.

Formiddagens tur gik til Jula for at købe en tørremaskine til Charlotte. Da hun smagte mine tørrede æbleskiver og snusede til mit hjemmetørrede esdragon og timian, var hun ikke mange sekunder om at ønske sig sådan et apparat – der er meget langt til de tørrede krydderier, man køber, og æblerne er sundt slik. Aubrey var ikke så vild med æblerne, men Anna har ikke den samme søde tand, så hun ville meget hellere have æbleskiver end bolcher.
imageimageI Jula skulle jeg også have børne-arbejdsbukser i voksenstil: røde kanvasbukser med mange lommer, lige som rigtige tømrerbukser, plus et eller andet indlagt på knæstykket, så de udsatte børneknæ er beskyttede mod slag og knubs, når de falder. Børnene, altså.
Jeg købte i foråret et par til hver af ungerne, og de ELsker disse bukser til leg i haven. Det gør moderen også, for de kan holde til langt mere end almindelige bukser, og hun bliver ikke så ærgerlig, hvis der kommer græssaft på dem …
De to genbodrenge, Anna og Aubrey leger med en gang imellem, er grønne af misundelse over bukserne, så deres mor har spurgt Charlotte, om det er muligt at skaffe et par til hver af hendes drenge. Jeg lovede at se, om de findes endnu, og det gør de heldigvis.
Derudover skulle vi have lidt udendørs jule/vinterbelysning af en eller anden art her til svenskerhuset, for den ene af de kæder vi har, gik død sidste vinter. Det var dog lynhurtigt at beslutte, at det så afgjort ikke skulle købes i Jula – holdnuop, for nogle rædsler de havde: alle blinkede enten hysterisk eller i alskens farver – eller både/og; under alle omstændigheder noget vi pure nægter at sætte op nogen steder.
Endelig blev der investeret i lidt mere røgflis – det skal vi i hvert fald ikke løbe tør for, nu hvor vi har masser af laks.
Vi købte æbletræsspåner og kirsebærtræsspåner – er lidt spændt på, om det er muligt at smage forskel. Det vi brugte i søndags, var enebærflis.

14. november 2015

Flere futter til frysende fusser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , ,

Blogland har atter en gang vist sig forunderligt.
Forleden skrev en for mig ukendt dame til mig, om jeg ville have det garn, hun ellers blev nødt til at smide ud i forbindelse med en oprydning.
FutterMan skal aldrig sige nej til et godt tilbud.
Jeg skrev tilbage til LS, at jeg meget gerne ville have garnet; at der sandsynligvis ville blive strikket til Røde Kors af det, og at det garn, jeg ikke selv ville/kunne bruge, ville blive givet videre til en af Røde Kors’ nørklegrupper.
Hun kom og afleverede garnet torsdag aften. Det meste var lidt fluffy, men absolut anvendelige garner – gode merino- og lammeuldsgarner. Jeg gik ikke umiddelbart i gang med RK-tøj, for jeg har lige slidt hul på to par futter.
Sammen med noget garn, der bare lå og ventede på, at jeg skulle finde noget, det kunne sættes sammen med til netop dette formål, blev disse futter fabrikeret.
Det går lynhurtigt, og man strikker begge på en gang.
Mit kamera vil irriterende nok overhovedet ikke fange den rigtige farve, som er en noget mere diskret støvet blå end det fremgår af billedet.
Er ‘futter’ for barnligt et ord? Det er ikke sokker og det er ikke sko. Er der så noget bedre ord for disse uskønne, men yderst behagelige, frembringelser end futter?
‘Fusserne’ i overskriften er min farmors ord. Børnebørnenes små fødder blev altid omtalt som fusser.
Jeg skal nok (også) lave RK-trøjer af dit garn, men du kom jo med en del, så der er altså også til mange par gode og varme futter, søde LS. Håber det er i orden med dig …

I går var der Skagenfood-pakke. Fantasypakken, som altid er spændende; det er ikke bare torsk, rødspætter, sild og den slags. Faktisk aldrig torsk, rødspætter, sild og den slags.
Hokkaidosuppe m kammusliingerI går var det kammuslinger. Mange kammuslinger. Så mange, at jeg ville have været gået fallit, hvis jeg havde købt en tilsvarende mængde hos fiskehandleren, så jeg har aldrig fråset i så mange på én gang før.
Jeg følger oftest de medfølgende opskrifter til ugens pakker.
I går blev det derfor til hokkaidosuppe med hvidløgspuré, persilleolie og kammuslinger galore.
Det kan jeg på det varmeste anbefale. Opskriften er her. Holdnufast, det var godt. Suppen var glimrende i sig selv, men den puré af hvidløg og persilleolien hævede det hele op på et nærmest michelinstjerneagtigt plan.
Skagenfood-pakkerne er ikke den billigste måde at købe fisk på, men det er efter min ringe mening så absolut den bedste, og god fisk er en dyr spise.
Hvis man helst vil have torsk, rødspætter, sild og den slags, kan jeg dog ikke se nogen grund til at købe fisk fra Skagenfood – med mindre man har meget langt til den nærmeste fiskehandler.
Vores Menu i Præstø har en rigtig fiskeafdeling med spændende fisk på programmet, så der køber jeg også indimellem – jeg får kun fra Skagenfood hver 14. dag.

7. september 2015

Led os ikke i fristelse …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags: ,

På vej hjem fra Sverige lagde vi turen omkring Kristianstad, fordi vi havde lovet min søster at købe en masse solcellelamper til hende.
Vi har selv små 20, som er sat forskellige steder i haven – det er så hyggeligt, når de tænder om aftenen, så de vil få lov til at lyse for os i hele mørketiden, som vi jo går i møde nu. De er meget trofaste, de små lamper, og så er de oven i købet pæne. Om de kan holde til en vinter, må tiden vise.
Vi har den holdning, at til 9,90 svenske kroner stykket må de bare holde så længe de kan – der er ikke så meget at ærgre sig over, når de går i funktionsstrejke. 
De lyser ikke op som sådan; giver nærmest mere et indtryk af lys, men man kan lige skimte trinene op til terrassen, så det er præcis som det skal være.
Nu har vi så købt 12 til Merete som lovet.

P1080267P1080269

Plus en svampe- og frugttørrer.
Det er simpelthen enormt farligt, det der Jula.
Jeg havde jo lovet mig selv, at det var sparetider. Slut med overforbrug i en periode.
Men så sætter de denne tørremaskine til salg; midt ude i butikken selvfølgelig, så man nærmest falder over den – sat ned fra 400 kroner til 200 kroner. Svenske. Det svarer til 160 danske kroner.
Så er man da nødt til at investere i en tørremaskine, er man ikke?
Jeg har kigget mig lidt omkring, og der er, ikke overraskende, forskellige meninger om, hvordan de skal kunne fungere.
Denne her kan ikke indstilles på flere temperaturer, hvilket ifølge de selvbestaltede eksperter er et absolut must, men man kan altså ikke forlange Rolls Royce-modellen til den pris.
Nu prøver jeg, om det er noget. Hvis ikke det er, har jeg spildt sølle 160 kroner og ikke omkring 1000, som mange af dem koster.
Den er nu under indvielse med den enlige Karl Johan, som Helle og jeg delte (den var stor …) og nogle tyndtskårne kantareller.
Nogle hævder, at kantareller ikke er så gode at tørre – den påstand har jeg naturligvis tænkt mig at udfordre.
Er der nogen af jer, der har erfaring med tørrede kantareller?

23. april 2015

Det er en mormors pligt at forkæle og give gaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

P1010279Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle foretage os i dag – havde ellers talt om at køre op og se Danska Fallet, som ligger lidt længere væk end Flammefallet. Det droppede vi igen, da vi så vejret – ikke fordi det er blevet regnvejr, men det blæser temmelig meget, og da skoven alligevel nok vil tage sig en hel del pænere ud næste gang vi kommer herop, blev vi enige om at vente med den tur.
I stedet kørte vi en tur til Kristianstad. Man kan altid få et eller flere behov til at opstå i Jula, og inde i centrum var det efterhånden længe siden, vi havde været.
I Jula havde de rigtige håndværkerbukser til drenge – I ved sådan nogle med dusinvis af lommer over det hele – de så meget professionelle ud, så der røg et par med til Aubrey. Der sad nogle effektive knæbeskyttere på, hvilket er godt til den dreng drenge. Anna får jo den strikkede poncho, hvorfor der skulle findes på et eller andet til Aubie – det er uhyre vigtigt, at de får lige mange gaver. Prisen på dem er aldeles underordnet, det er antallet og størrelsen, der er det afgørende. Endnu.

Johns yndlingsbutik var væk, nemlig den med alt det lækre fritidstøj. Altså ikke joggingdragter og deslige, men alt til jagt, fiskeri og fjeldvandringer. Ikke at John foretager sig nogen af delene, men tøjet er supergodt.

P1020459Min yndlingsbutik var væk, nemlig den dejlige garnforretning Helylle. Hun ville ud og finde nye horisonter i sit liv … eller noget i den retning … stod der på et lille skilt. Dem må vi da håbe hun finder. Jeg vil savne den forretning, men det var bestemt ikke mig, der gav hende smør på brødet.

Børnetøjsforretningen lå der endnu. Den lækre, lækre børnetøjsforretning. Selv om ungerne er ved at blive så store, at de kræver medindflydelse, når deres mor køber tøj til dem, synes de stadigvæk, at det er sjovt, når mormor kommer med noget til dem fra Danmark. Eller Sverige, men det behøver jeg ikke at fortælle dem.
Jeg fandt en virkelig sød sommerjakke til Anna. Så måtte jeg også lige finde en til Aubie.
Der lå nogle fine pigecowboybukser med små ‘diamanter’ i to rækker ned langs sidesømmene. Et par cowboybukser uden udsmykning til den unge mand var naturligvis ikke svære at finde. Jeg tog ikke dem, der er født særdeles hjulbenede – de ser da skrækkelige ud.
En bluse og en T-shirt til dem hver, så stoppede legen for denne gang, men da havde jeg også brugt en mindre formue. Ekspeditricens smil blev større og større …
Pyt – det gør ikke noget, at det sommetider koster noget at udføre sine pligter. Slet ikke når det gælder forkælelsespligten over for mine børnebørn.

31. december 2014

The Einstein Spiral Clock

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , ,

Einstein Clock

I skrivende stund, hvor der blot er små ni timer til 2014 rinder ud, må det være en passende lejlighed til at vise det noget anderledes ur, vi fandt, da vi gik rundt i Covent Garden på vores sidste dag i London, nemlig Einstein-uret.
Der var en del specielle ure i forskellige udformninger, men ens for alle var, at især den lange viser var temmelig forskellig fra normalen.
Det var så heller slet ikke den lange viser, men den korte, der var blevet lang … forstået på den måde, at den lille, lige viser på billedet faktisk er minutviseren og den lange, buede er timeviseren.
Nogle af urene var de rene kunstværker og krævede en stor væg. Merete købte et af dem, mens vi nøjedes med at investere i et af de små, nemlig det viste, som er omkring 17 cm højt.

Her vises klokken 13:35. Eller 01:35 om man vil – den skarpe iagttager vil have bemærket, at det ikke er et 24-timers ur. Den hele time er altid den, der er lige oppe over spiralen; minutviseren skal læses som gængse minutvisere.

Uret er baseret på Einsteins spiral, som jeg vist ikke før har hørt om … og mig, som – i hvert fald af navn – er matematisk student. Kender I den spiral? Noget med kvadratroden af 2 – matematiknørderne vil sandsynligvis nyde at klikke de to tegninger i bunden af indlægget større og studere dem nærmere.

Tims farfar på 94 år samler på ure, så jeg har sendt billederne til Tims far til videregivelse til hans far igen – som i øvrigt ikke forventes at leve så meget længere, da det går hurtigt tilbage for ham for tiden. Farfar, som er en af de få RAF-piloter, der overlevede hele 2. verdenskrig; som havde sit første bombetogt kort tid efter 1. september 1939 og det sidste engang i 1945, er nu ved at synge på sidste vers. Der kan ikke være mange tilbage, der deltog aktivt i 2. verdenskrig.
Han har aldrig villet tale om sine bombetogter til sin familie. Engang forsøgte man at få ham til at fortælle sine erindringer til en ghost writer, men ikke engang til en fremmed var han i stand til at fortælle. Han prøvede, men måtte melde fra igen. Krig sætter dybe og uudslettelige spor i folk, og det er ikke første gang, jeg har hørt, at de ikke kan (eller vil) tale om det. Han fungerede dog helt normalt efter krigen og har tilsyneladende ikke haft psykiske problemer som sådan, men det må være underligt sådan at lukke helt af.
Han fortsatte som civilpilot, og da han blev tvunget til at stoppe med at flyve som 55-årig, underviste han kommende piloter, så han har aldrig kendt andet arbejde end hvad der har med flyvning at gøre, men har altid interesseret sig for alt, hvad der har med matematik og mekanik at gøre.

Det var et sidespring, men den slags mænd fortjener at blive husket. Han er en mand af format – vi har mødt ham og jeg havde fornøjelsen at være tolk for ham og min far, som var lige gamle og havde en masse at tale om – man var ikke i tvivl om, at de var helt på bølgelængde og kunne have brugt mange, mange (flere) timer i hinandens selskab, men det vanskeliggjordes naturligvis af, at ingen af dem talte den andens sprog.

Einstein Clock 1Einstein Clock 2

Godt nytår derude!

10. december 2014

To glade ølentusiaster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: ,

P1040313Min mand går i byen med andre kvinder en anden kvinde. Nemlig min søster, og det er med min fulde velsignelse – faktisk vil jeg helst være fri for at følges med min mand ved disse lejligheder.
Min søster bor alene. Hun interesserer sig for øl. Det gør John også, så hun spurgte John, om ikke de begge skulle melde sig ind i Danske Ølentusiaster, deltage i interessante smagninger og dermed lære lidt mere om (gode) øl.
Den var han med på, vel vidende, at jeg aldrig frivilligt ville være med til at drikke øl.
I aftes var de til årets juleølsmagning. Jeg legede den opofrende og flinke hustru og kørte ham til og fra Køge, så ikke han skulle sidde og spytte i glassene.
Her skal juleøl bestemt ikke forveksles med nisseøl – der er snart ved at opstå et mere avanceret sprog inden for ølterminologien, end der findes tilsvarende for vin. Hvad mener I fx om teksten på billedet til højre, som er fra bryggeriet Willemoes? “En cremet mokkakrone” – holddaop, siger jeg bare – Peter Vinding-Diers og Flemming Hvelplund ville vende sig i de grave, de endnu ikke er kommet i, tror jeg.
Jojo, det er blevet den helt store videnskab. Ved samme bord som John og Merete sad der to fyre i trediverne, som var totalensusiaster og gjorde notater til den helt store guldmedalje, og alle de fine ord, de kunne, fik andre til at måbe.

ØlpræmierØlpræmier (1)

Disse to øl var ikke på aftenens smagemenu, men er præmier. Den ene af de to just nævnte eksperter sagde, at John godt kunne glæde sig til den Gulden Draak, han var så heldig at vinde. “Inspired pale ale” – hvad betyder det mon? Hvad er den inspireret til? Eller af? Er det ikke noget sludder at skrive?
Der opstod almindelig buh-stemning ved trækningen af disse præmier. Der var fem øl på højkant og alle interesserede kunne købe fem lodder for en tyver, så John og Merete investerede hver en af slagsen.
Da præmierne blev udtrukket, vandt John den første øl.
Merete vandt den anden.
John vandt den tredje.
En af de to eksperter, som jo sad ved samme bord som mine to deltagere, vandt den femte øl.
Den fjerde gik heldigvis til et andet bord, men forestil jer lige folks reaktioner med sarkastiske og misundelige bemærkninger om aftalt spil!

Da jeg arriverede til aftalt tid, var man ikke blevet helt færdige med afstemningen om årets juleøl, så jeg satte mig ved bordet og ventede. Merete rakte et glas frem mod mig og sagde, at den her øl skulle jeg altså smage, for den var god (det var den med den cremede mokkakrone). Hmmm. Okay da. Jeg kunne lugte lakridsen, lige så snart hun rakte mig glasset, så allerede der stod jeg næsten af. Mangoen var umulig at spore, og alle de andre noter (eller er det vinsprog?) druknede også i øl- og lakridssmag, men jeg var høflig og erklærede, at af en øl at være var det måske ikke det værste, jeg havde smagt … hvilket var sandheden, for jeg kunne ikke smage humle, som jeg absolut ikke bryder mig om og hvilket er den direkte årsag til, at jeg aldrig drikker øl.
Og prøv ikke at overbevise mig om andet. Summen af lasterne er som bekendt konstant, men jeg har nok i forvejen og jeg drikker altså bare ikke øl.

Afsnit 2 om udygtighed osv. kommer senere – jeg synes alligevel, det blev for meget med to surtklingende indlæg lige efter hinanden.

2. december 2014

Lige om lidt hader I mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Nemlig når jeg siger, at nu er julegaverne i hus for vores vedkommende.
På nær de symbolske, John og jeg skal give hinanden, men den klarer vi i lufthavnen eller i London.

Hvad gjorde vi dog før internettet? Livet var meget mere besværligt dengang, synes jeg. Nu. Dengang tænkte jeg naturligvis ikke over det, for sådan var det bare.
Lidt lige som en opvaskemaskine. Jeg kender mange, der med fast stemme har svoret, at sådan et monstrum vil de aldrig have inden for dørene.
Lige indtil de af en eller anden grund alligevel får sig en opvaskemaskine og efter et par ganges brug ikke kan forstå, at de nogen sinde har kunnet leve uden sådan en. I de år, jeg boede alene med Charlotte, havde jeg opvaskemaskine. Da jeg købte den, grinede familien hånligt af mig og syntes det var topmålet af dovenskab. Nu har folk det med at forveksle rationaliseringsevner med dovenskab, og jeg syntes jeg havde mange ting, jeg kunne bruge min sparsomme fritid bedre på end at stå og vaske op.

P1070520

Nu er der vist ikke mange, der synes det er underligt, at selv enlige har en opvaskemaskine.
Mange er stadig skeptiske mht. internethandel, men der har jeg for længst kapituleret.
Det er bare SÅ nemt. Det er selvfølgelig ikke alt, der rent praktisk kan købes – jeg er fx endnu ikke nået til at købe tøj, men sko og støvler har jeg købt med held. Hvis man kender mærket godt, kan man måske nok købe tøj, men når jeg tænker på, hvor anderledes virkeligheden ofte er i forhold til ens eget billede af, hvordan man ser ud iført et eller andet stykke kluns, tror jeg ikke, at jeg tør. Tøj skal prøves. I hvert fald på mig – men at kunne undgå alt julegaveindkøbsræset passer mig særdeles strålende.

Det er skønt at kunne sidde hjemme ved skrivebordet og købe. Legetøjet til ungerne er fast defineret og behøver ikke at prøves eller ses på.
Når jeg oven i købet kan købe i UK fra DK og få sendt til den engelske adresse til en porto, der ikke ruinerer, er det ren win-win. De første gange, jeg sendte julegaver til England, kunne jeg næsten lige så godt have købt en flybillet og overrakt dem personligt.
I dag sendte jeg dog en pakke til Charlotte, som snart har fødselsdag. Det var en ikke særlig omfangsrig pakke, og det der er i den, kan jeg godt røbe kun har kostet 60 kroner, for den egentlige gave er penge til køb af noget ønsket tøj, og dem har jeg nemt og smertefrit overført direkte til hendes konto. Pakken kostede 100 kroner at sende.
“Hvis du sender den som brev, slipper du billigere.”
“Næh, jeg gør så ej – et brev, der vejer 1150 gram, koster 200 kroner at sende. En pakke på 1150 gram koster 100 kroner.”
”Det var pokkers – det har du da ret i!”

Er det så underligt, at jeg foretrækker internettet?

19. november 2014

Fiberredning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

imageI aftes var vi til informationsmøde angående et eventuelt kommende fibernet i området, hvor vi flytter til.
Lidt vidste vi selvfølgelig lidt om, hvad fibernet er som sådan, men der var også ny viden. For os.
Lige nu kører vi på mobilt bredbånd dernede, hvilket vi vist skal være glade for. 3 kan give os 28/5, hvilket er ganske udmærket ned, men ikke optimalt op. Det er dog langt bedre, end hvad kobberet giver dernede: 1,5 ned og 0,3 op. Du GOdeste, siger jeg bare – vi skal ikke på noget kobber dernede, så bliver ‘fiberredningen’ ikke til noget, beholder vi 3, gør vi.
Lige nu har vi 50/50 og har reelt det, billedet viser. Det er fint nok.
Fibia giver ‘dækningsgaranti’, hvilket betyder, at hvis vi har betalt for 50/50 og har tre tv-apparater, der hver bruger omkring 5 megabit, øger man hastigheden med 15, så vi reelt kan måle 50 ned.
Så langt, så godt. De omkring 30 husstande, der deltog i aftes, var meget ivrige for at få fibernet … det kan jeg sandelig også godt forstå med de hastigheder, de må leve med nu. Jeg kunne selvfølgelig fortælle dem, hvad 3 kan klare, men jeg syntes ikke lige, at i aftes var den optimale lejlighed …
Hvad der ikke er så godt, er, at det er som jeg havde frygtet: Der skal stort set 100 % tilslutning til, før Fibia vil skyde det ind i vores boliger. Der er dog en krølle på halen, som måske vil kunne redde situationen, men lige nu er der nogle, der har vældig travlt med at stemme dørklokker.
Vi har meldt os til og krydser fingre. Vi vil meget hellere have internet-tv og 60/60 (som jeg bestilte), også selvom 3 egentlig ikke skuffer, men lever op til, hvad de har lovet.

imageOg så har vi købt en stjernekikkert!
Aubrey ønsker sig en stjernekikkert, så det skal han have. Lige først var jeg lidt usikker – han er godt nok meget interesseret i planeter og stjerner og i det hele taget alt det derude i Det Store Intet, men er det en dille? Er det slut med den interesse om et halvt år?
Så tænkte jeg én gang til. Man køber dyrt legetøj til de kære børnebørn, og hvor længe varer det? Når man er otte år, varer det alligevel ofte kun et halvt år, inden man er vokset fra det. Så hellere en stjernekikkert; den kan i det mindste gemmes, hvis interessen skulle komme igen, hvilket ikke gælder for det meste legetøj.
John fandt en på internettet, så vi kørte til Jyllinge og ind i industrikvarteret, hvor han holdt ind hos … DISCO WORLD af alle steder – alt til fester og diskoteker!
Jeg så ret skeptisk på manden min – er det her??? Det kan ikke passe? Men jo, det stod der i annoncen. Hmmm.
Den var god nok. Disco World forhandlede gudhjælpemig stjernekikkerter. Man skal hore meget, før ørerne falder af, som Ein Mädchen altid har sagt. Okay – de forhandlede én slags stjernekikkert og de vidste egentlig ikke noget videre om den. De må have fået et godt tilbud på en sending, for jeg syntes ikke, den virkede urimeligt dyr. Den kan forstørre 350 x, og der skal kun 25 x til for at se fx Saturns ringe, så det må være fint til lille Aubie.

9. september 2014

Kontraster, et skilt til et vandingshul og et godt køb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

I dag kørte vi til Jula, fordi John havde set på en bordrundsav, som han regner med at få meget brug for i Den Stråtækte; bl.a. når han skal skære brædder på langs – han vil selv lægge et nyt gulv i det rum, der skal blive til kontor/arbejdsværelse.
Han havde set på bordrundsave derhjemme, men vred sig lidt over prisen, som ligger på omkring 2300 kroner for den billigste model, han tør investere i. 
I Jula-kataloget så han en med samme effekt til 1500 kroner. Svenske.
Da vi kom dertil, havde de sat den på tilbud til 1000 kroner. Stadig svenske, hvilket med dagens kurs svarer til bare 812 danske.
Det brokker vi os ikke over, men undrer os såre over, hvordan det kan lade sig gøre … men står man lige og mangler en bordrundsav, kan det betale sig at krydse en bro for at få fat i en – der ligger et Jula ikke så langt fra Malmö.

8 sept9 sept

Her kan du få drikkevandLige så skønt vejr, det var i går, lige så kraftigt har det regnet i dag. Selv om der har været total opklaring med blå himmel indimellem, har hovedindtrykket været vådt, så det har, bortset fra køreturen, mest været en være-inde-dag med gang i strikketøjet og ild i brændeovnen. Dette dog mere for hyggens end for nødvendighedens skyld.
At det står ned i stænger, ses bedst, hvis billedet klikkes større.

Ikke ret langt fra torpet holdt John ind til siden, fordi der lå noget omme bagi, som raslede.
Der fik jeg øje på dette skilt, som jeg aldrig har lagt mærke til før, selv om John hårdnakket påstår, at det har hængt der i al den tid, vi har haft vores regelmæssige gang på disse kanter.

imageRundt omkring i Sverige er der åbenbart flinke mennesker, som tilbyder vandrere at forsyne dem med frisk drikkevand.
Vores torp ligger ikke så langt fra noget af Skåneleden, som er en 1000 km lang vandrerute i … Skåne, såmænd.
Kortudsnittet viser den del af leden, som ligger tæt ved os. Den kaldes fra kyst til kyst og er 367 km lang. De blå markeringer er shelters, man kan overnatte i på ruten, som er opdelt i 24 etaper på mellem 9 og 24 kilometer.

Så har man 24 dage til overs og er glad for at vandre, er ideen til næste ferie hermed givet videre.
Jeg vil dog nok anbefale, at man venter til næste år … på den anden side er efterårsskoven jo skøn at skue, og har man varmt nok tøj med – OG regntøj – kan det sikkert blive en dejlig tur.
Vi giver skam også gerne et krus vand, hvis I kommer forbi og er tørstige. Vi vil da nødig stå tilbage for svenskerne … har dog det forbehold, at vi ikke altid er på torpet. Chancen for at få vand er generelt nok større på Simonstorpet, som er gården, skiltet viser ned til.

15. juli 2014

Nyt legetøj – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

John købte sin iPad meget kort tid efter, de kom frem, og han har stadig denne første, efterhånden nærmest antikke model. Mange har gennem de seneste par år undret sig over, at den stadig virker. Nu synger den på sidste vers, men den har holdt forbløffende godt.
iPad er god til mange ting, men vi er, som en del vil være klar over, anti-Apple-folk. Vi foretrækker så langt Samsungs smartfoner frem for iPhone, så vi kørte til Elgiganten for at se på, hvad Samsungs tablets kunne tilbyde – John ville helst have en erstatning, inden den gamle dør fuldstændig.

P1020295

Nu leger manden! Han havde ikke haft den i hånden i mange minutter, før han erklærede, at han var glad for, at han ikke købte en ny iPad. Jeg skal helt sikkert også have en Samsung, når min iPad engang går i udu – men man må jo trods alt lade Apple, at de var først med denne teknologi, så da vi købte vores ipadder, var det den eneste mulighed.
Alene prisforskellen taler for en Samsung. Med samme kapacitet (32 GB) og fysisk størrelse koster ipadden 1800 kroner mere. Jeg har lidt svært ved at se, hvad man får for de penge. Det er der sikkert mange, der kan fortælle mig, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil høre særlig godt efter Winking smile

202N00274.112

Eric har et par gange brugt den herlige vending at få udgifterne til at slå til.
Det har vi ikke noget problem med her på matriklen for tiden …
I går var tømreren her – hans ærinde var noget, vi snildt kunne have klaret over telefonen, men han havde kun mødt os sammen med ejendomsmægleren i Den Stråtækte, så han vidste dermed ikke hvor vi bor og hvem vi er. Vi lod som om vi overhovedet ikke gennemskuede, at han ville lure os lidt af – det er forståeligt nok; han har immervæk en måneds arbejde og dermed en masse penge ude at svømme.
Vi fandt ud af via et par snedige spørgsmål, at han også gik malerens ærinde, men vi er sikre på, at begge nu er beroligede og tror på, at de nok skal få betaling for deres arbejde.

Flere udgifter … vi havde købt gulv til den ene af de tre stuer, fordi det var nødvendigt, da tæppet ligger oven på et grimt gulv; i de to andre stuer er der et udmærket trægulv. Efter at have tænkt os om, blev vi enige om, at selv om gulvene er okay, vil man tydeligt kunne se, at de ikke er ens, når man kigger ned gennem rummene, fordi vi hverken vil have alle de ‘kludetæpper’ eller lige så mange møbler som sælgeren har.
Resultat: Mere end dobbelt så meget ludbehandlet ask som først troet … avavav … men det bliver flot!
Brændeovnen bliver skiftet med en mindre, men mere effektiv, morsømodel, fliserne under den fjernet, og der kommer i stedet en glasplade.
Lofterne bliver malet hvide – det bliver rigtig godt, gør det.
Bortset fra den blyindfattede rude. Jeg kan ikke fordrage blyindfattede vinduer, men udskiftning af det har ikke førsteprioritet.
Jeg har dog ingen problemer med at se os sidde foran brændeovnen i hver vores (også nyindkøbte – det skal da kunne mærkes, at vi får ny bolig) stressless-stole med matchende taburetter. Jeg med et strikketøj og John med tv eller sin nye tablet.
Jeg glæder mig vildt – nu må der godt komme nogle seriøse købere til vores rækkehus!

P1010347

Man fornemmer nok den jungle, vi skal have ryddet op og ud i – men udsigten fejler ikke spor.

1. juli 2014

Hygge ved floden Avon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: , , , ,

Marlborough (2)Charlotte skulle klippes i Devizes og til tandlæge i Marlborough, så formiddagen gik for Johns og mit vedkommende med at gå lidt rundt i de to byer og bare kigge og nyde det gode vejr.

Det er der ikke specielt meget at skrive hjem om – det er begge hyggelige byer at gå rundt i, men vi oplevede ikke noget, der kan gøre dette indlæg interessant for andre.

Det er der måske ikke i det hele taget, men så er der da et par billeder fra floden Avon, hvor vi kørte ned til The Bridge Inn efter at have hentet ungerne fra skole. Vi indtog lidt medbragt snack og nogle af os øvede meget i brugen af Lumix TZ20. Aldrig er de ænder og svaner blevet fotograferet så meget, tror jeg. (Jeg er ganske klar over, at den hvide and ikke er en svane, men der var masser af dem lige ved siden af …)

P1010802

Det var nu også et yndigt sted. Solen kom og gik, men skyerne afgav ingen væde, og det elendige vejr, de havde truet med at servere så snart vi kom inden for landets grænser, har de indtil videre glemt. Det gør ikke noget …
Hele vejen hjem sad vi og hørte på musikken til kameraernes slide show i ‘stereo’. De to har allerede været rundt i flere menuer end jeg nogensinde har været, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke har savnet at afspille billederne på den lille skærm – med ledsagemusik.
De har leget med rammer og med sepia og sort/hvide billeder. De har indspillet videofilm og leget med blænde og lukker. Jeg tror ikke, de har helt styr på, hvad de egentlig har haft fat i, men de hygger sig og de synes det er fedt og stort med et voksenkamera. De passer på dem som var de af glas, så ingen klager herfra – det har bare været skønt at se kameraerne blive modtaget med så stor glæde og entusiasme.

P1010809

Nedenstående motiv kunne jeg ikke stå for – faktisk har jeg aldrig kunnet stå for Aubies numse … da Anna var tre og han var to, sagde jeg til Charlotte (børnene var ved at blive klargjort til aftenens bad): “Åh altså, så se da hans lille, søde numse. Den er bare ikke til at stå for”.
Annas bemærkning: “No! It’s NOT sweet! I don’t like numses!”. Så blev det sat på plads. Hendes mening om den slags herrelige legemsdele er nok endnu ikke ændret væsentligt, men jeg spurgte ikke …

P1010835

Apropos under bæltestedet og floden Avon, kom jeg til at tænke på en vittighedstegning fra min ungdoms dage.
Shakespeares fødeby hedder som bekendt Stratford upon Avon, hvilket åbenbart har givet visse associationer hos en vittighedstegner, der viste et scenarie fra en fest, hvor en slikket herre præsenterer sig for en lækker ung dame med følgende ord:
Hello, Miss Avon! My name is Stratford. I’ve been looking forward to meeting you.
Nå – det var måske lidt plat, men jeg synes nu den var meget sjov.

P1010832P1010846

The Bridge Inn lå lige her ved dette kryds og på vejen hjem kom vi forbi flere skønne huse.
Det gør vi sådan set overalt i England, men det er ikke så tit, man lige kan standse og fotografere dem.

Næste side »

Blog på WordPress.com.