Gad vide om de vil synes, jeg er blevet tosset?

Vi skal snart til England, og jeg har endnu ikke fundet noget at have med til Anna & Aubrey. Det er ikke så godt, men det bliver altså sværere og sværere at finde på noget fornuftigt at give dem. Jeg vil naturligvis ikke spørge hvad de ønsker sig, for det skal jo være en overraskelse hver gang jeg kommer. Tøhø. Som om. De siger sødt, at de skam ikke forventer at få gaver hver gang, men det tror jeg deres mor har sagt, at de skal sige, og lur mig, om ikke de ville blive skuffede, hvis jeg begyndte at svigte dem på det punkt? Det tror jeg, selv om de ikke ville sige noget, de kære små alt for hurtigt alt for store, og eftersom det er min fornemmeste pligt at forkæle mine børnebørn, er jeg nødt til at finde på et eller andet – udover den obligatoriske pålægschokolade til ham og min blomme-abrikosmarmelade (eller jordbærmarmelade) til hende.

I aftes fik jeg en ide. Det kom sig af, at vi ikke kunne huske, hvad ‘friluftsforretningen’ i Kristianstad hedder. John og jeg googlede om kap, og jeg vandt! Den hedder Naturkompaniet, og nu, hvor jeg havde fundet den, kunne jeg jo lige lure lidt rundt på deres site.
Lejrmad! HA! Til deres Base Camp. Det skal de da have lov at prøve, tænkte jeg, for jeg ved, at de elsker at tænde bål dernede, så de kan koge pasta og lave te.

Det kom der dermed en tur til Kristianstad ud af i formiddags. Det var fint, for vi manglede elpærer og jeg skulle købe blomster til krukkerne heroppe.
I Naturkompaniet købte jeg seks forskellige middagsretter og en ‘dessert’ i form af en sukkerkage, som bare skal røres op med vand og hældes på en stegepande. Som jeg også købte til dem …
For at tilberede maden skal der hældes kogende vand i posen, så er det færdigt kort tid efter. Gad vide, hvordan sådan noget smager? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve, men hvis ungerne inviterer på middag i lejren, gør jeg det naturligvis.
Det er heeelt vildt dyrt. Jeg kan godt forstå, min søster ømmer sig, når hun skal forsyne sig til sine vildmarkskajakture sammen med klubben. Bare sukkerkagen koster 99 kroner (godt nok svenske, men alligevel …), så derfor blev det kun til det nævnte. Det er muligt, at de vil synes, at nu er hende mormor da blevet helt tosset, men så må det være sådan.
Jeg har dog på fornemmelsen, at de vil synes det kunne være sjovt at prøve. De kan altid bruge noget til deres Base Camp eller noget andet, der har med friluftsliv at gøre.

Reklamer

Det kan hurtigt gribe om sig …

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

Så er de 11 og 12

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Jeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
Jeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

Og nu er det hele overstået

Man glæder sig og man venter. Venter lææænge. Og lige pludselig, inden man næsten når at tænke over det, er det hele overstået.
Hele juleaften forløb fuldstændig som en juleaften i vores familie skal forløbe.
Merete og jeg var spændt på, hvordan andestegen var. Jeg havde ledt med lys og lygte efter et sted, hvor man kunne købe landænder. Det var ikke nemt at finde her på egnen, men det lykkedes. “Jeg sender en mail til dig, når du kan hente dine ænder.”
Fint nok. Det blev så Merete, der hentede dem, for hun bor lige ved siden af. Næsten …
Men de var frosne! Der er da for pokker en grund til, at man bestiller landænder, og den er netop, at man vil have frisk kød, der ikke har været frossent!
Merete spurgte hvorfor det var sådan og fik et lidt svævende svar. Noget med travlhed og at det var det nemmeste for dem at administrere.
Det var både første og sidste gang, vi køber juleænderne der.
De smagte såmænd fint nok, der var meget kød på dem og ikke ret meget fedt, som hun havde lovet, men de skal altså ikke være frosne. Punktum.

Efter morgenmaden var vi alle otte enige om, at en gåtur ville være en rigtig god ide.
Vi gik derfor op til Marjattaområdet. Inklusive et kvarters fri leg på den gode legeplads for både børn og voksne, tog turen en lille 1½ time. Det hjælp lidt på al sløvheden at blive blæst lidt igennem … vi kom ikke ligefrem tidligt i seng i går …

Det var ikke nemt at holde baligelancen.                   Du skal da bare gå! Sådan her, mor!

Aubrey havde problemer i starten …                          Men de var hurtigt overstået, og han nærmest slentrede nonchalant hen ad bjælken.

Vores gæster kørte hjem efter frokost, og nu bliver der bare nydt julegaver og slappet af.
Jeg er ved at vise børnene hvordan man kan farve med løgskaller; de synes det er ret interessant, at man kan bruge den slags almindelige ting til garnfarvning. De hjælp mig jo med tagrørsplukning med efterfølgende farvning i sommer, og i overmorgen prøver vi at koge nogle valnøddeskaller. Jeg aner ikke, om det overhovedet vil kunne give noget, men det er altid spændende at eksperimentere, især med to interesserede og engagerede medforskere.

Mandelgaver. Tjek.

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der er en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
Var det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Bedre end æbleskud

Bagved vores hus, op mod de åbne marker, ligger der et stort, gammelt hus. Dettes ejere udstykkede den meget store grund for 30-40 år siden til fem grunde og beholdt kun, hvad der svarer til to store parcelhusgrunde. De – et barnløst par – beholdt en stor prydhave, en frugthave og en stor urtehave. Deres eneste arving var deres nevø, som derfor nu ejer huset; en mand og hans kone, der begge nu er et sted i halvfjerdserne, og som kun bruger det som sommerhus. Vi har hilst på dem nogle gange … vi fik at vide, at vi bare skulle byde ham på en god, stærk øl, så var det gode bagboskab så godt som allerede etableret. Andre af vores naboer siger, at det er et surt og underligt par, men de har åbenbart ikke fået tricket med øllen at vide, for vi opfatter dem ikke som sure. Han fik skam også hurtigt hevet to gode øl indenbords, da vi bød ham.

De har fem æbletræer og to pæretræer, og sidste år, som var et uhyre rigt æbleår, bed jeg hovedet af al skam og spurgte dem direkte, om jeg måtte gå op og tage nogle af deres nærmest tonsvis af æbler. Jeg kan ellers ikke lide at tigge, men jeg var næsten sikker på, at de ikke kunne bruge dem alle selv, men vidste i sagens natur ikke, om de havde nogen aftaler vedrørende æblerne.
De sagde: “Ja, selvfølgelig må du det – tag så mange, du kan bruge”.
Som tak gav jeg dem et par glas af hver af de tre forskellige æblechutneyer, jeg blandt andet brugte deres æbler til.
I år sagde de ikke noget om æblerne, da jeg havde en hæksnak med dem, og jeg ville ikke tigge igen – har også rigeligt med æblechutney nu, hvor den slags lækkerier ikke er så godt at indtage med LCHF-diæten. Lidt friske æbler kan man dog altid bruge, og jeg havde faktisk overvejet at lade som om sidste års besked var en generel tilladelse og gå op og plukke lidt, men jeg gjorde det ikke – det føltes alligevel forkert og ikke helt legalt.

I dag kom han og bankede på, bærende på tre store poser med æbler. To med Ingrid Marie og en med Lobo.
Jeg var helt rørt over, at de to gamle plukket alle de æbler til mig … det kunne jeg da selv have gjort, men det var godt nok sødt af dem.
Det var de eneste træer, der havde givet frugt i år – de tre andre æbletræer blomstrede på et forkert tidspunkt, ligeledes pæretræerne, for de havde ikke fået en eneste pære i år, hvor de sidste år nærmest druknede i både æbler og pærer.
”Og du skal altså ikke at give os noget af det, du laver af æblerne – det er ikke derfor, du får dem. Det mener jeg!”

Han spurgte også, om jeg ville have et par dahliaknolde – “du sagde jo, at du så godt kunne lide vores dahliaer, og vi graver dem op i dag”. Det ville jeg gerne, men bare et par stykker, sagde jeg, for jeg har så mange, bare ikke lige deres variant.
Der gik en time, så stod han med en hel bærepose fuld af dahliaknolde. Jeg tabte helt mælet, men fik dog takket pænt og lovet ham nogle af mine ‘byttere’ (dvs. dahliaer, som jeg har mere end én plante/knold af), når jeg har gravet dem op.

Flink mand. Han ville ikke engang ind og have en øl som tak – ville gerne nå hjem til Hvidovre inden det blev mørkt.

Gul, gulere, neon

Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

Tjekliste og gærdesmutteunge

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

Hvordan man snyder sig selv

Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.

Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund …

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

Lidt om at dykke ned i et emne

Forleden skulle jeg finde bøger af Victoria Hislop, men var doven og skrev bare Hislop i søgefeltet. Det kom der det gode ud af, at jeg fandt en bog, jeg vil sende over til Tim, som snart har fødselsdag. Forfatteren hedder Malcolm Hislop; han er arkæolog og har skrevet bl.a. denne lille bog om Medieval Masons.
Jeg vil tro, den vil interessere ham – de bor jo selv i et hus fra senmiddelalderen (1410); huset de boede i før det var yderligere 100 år ældre, og i forbindelse med renoveringerne af begge huse satte Tim sig meget ind i middelalderlig byggestil og –teknik, men lige netop denne bog har jeg ikke set hjemme hos dem, så jeg satser på, at den vil være ny for ham – og selvfølgelig også på, at han vil finde den interessant.
Tim har det lidt ligesom jeg: Han kan finde på at læse en eller flere bøger om emner, han absolut ikke har brug for at vide noget om. Det kan være så forskellige områder som møntens historie, renæssancemalerne, geologi … nærmest alt mellem himmel og jord. Enten er det interessant, og så snupper vi et par bøger til om emnet, eller også er det ikke, men så ved vi da det! Det føjer under alle omstændigheder lidt mere til det, en af mine gamle kolleger så charmerende kaldte for gold viden – en betegnelse, jeg på ingen måde var enig i – jeg kalder det almenviden. Jeg tror ikke, der er en faggruppe på biblioteket, jeg ikke har snuset lidt eller meget til.
Der er dog én stor forskel på Tim og mig: Han læser overhovedet ikke skønlitterære bøger. Det gør jeg. Masser!

Jeg tror heller ikke, han læser så meget om det engelske sprog. Han har en Master’s Degree i engelsk, så jeg gætter på, at han fik nok af det på universitetet.
Men det gør jeg. Læser om det engelske sprog, altså … har dog ikke gjort det, siden jeg jobstoppede, fordi jeg ikke skulle bruge det professionelt mere. Det har dog vist sig, at jeg savner det, lige som jeg kan mærke, at mit engelske bliver mere og mere rustent, selv om jeg kan øve mig lidt på Tim, når jeg er sammen med ham. Sprog skal holdes ved lige! Derfor blev der ved samme indkøbsseance købt en bog af min yndlingsforfatter, når det gælder fagligt engelsk, nemlig David Crystal.

Nogle vil måske synes det er fjollet at læse den slags, når man ikke længere skal bruge det rent arbejdsmæssigt, men det kan vel aldrig skade at ville vide mere end man gør, uanset om man får løn for at vide det eller ej.
Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og Johns gave til mig er booket til på fredag.

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

Kvædesirup eller bare sød saft?

Da Bodil kom i lørdags, havde hun en stor spand fyldt med store kvæder med til både Merete og mig – jeg har aldrig set så store kvæder! Nogle af dem var så store som små meloner. Gad vide, hvor længe de kan holde sig i køkkenvarmen? De dufter så aldeles vidunderligt, så disse får lov at blive på fadet, til det bliver overhængende nødvendigt at bruge dem. Camilla Plum siger det så poetisk: “En skål med kvæder kan parfumere et helt rum, med den yndigste, men insisterende duft af syrligt, let gæret æble, krydret med efterårsskovbund og kardemomme.”
Jeg vidste ikke, at Bodil har kvæder (det har hun heller ikke, viste det sig, da jeg sagde det til hende, men hendes nabo har et træ, der giver i tonsvis), og Bodil vidste ikke, at jeg allerede havde fået en portion af Pia, men det gør ikke spor – jeg kan sagtens bruge disse også. Det største problem er nok lige nu, at jeg ikke har ret mange ledige glas, så hvad gør en klog?
Jeg ved ikke hvad en klog ville have gjort, men jeg har lige kogt omkring halvdelen af kvæderne af til saft, så kan jeg altid lave gele af den saft senere, når jeg igen har tomme glas. Saftflasker har jeg nemlig rigeligt af, og er der plads i kufferten, kan jeg tage en med til England til jul, for kvædesaft smager ganske glimrende – eller også laver jeg gele til Charlotte derovre, for hun mangler ikke glas.

Det er, som jeg nævnte i et indlæg for år tilbage, Den Lille Kemiker-agtigt, når man koger kvæder (og æbler). Disse smukke, knaldgule frugters saft bliver under kogningen nærmest lysende rød. Lige når det er filtreret, kan det godt være en smule uklart, men når man koger det op med sukker, bliver det smukt og helt gennemsigtigt, lige som farvet glas.

Der er plads til eksperimenter, når man er så heldig at få en sådan overflod af kvæder, så jeg forsøgte mig med at lave kvædesirup.
Jeg har sikkert ikke kogt det nok ind … læste, da det var for sent, at væskemængden skal reduceres til en tredjedel, men jeg tror kun, at min portion blev reduceret til omkring halvdelen, så det kan være, at jeg bare har fået mig en portion ekstra sød saft.
Nå. Jeg kan prøve igen i morgen; jeg har stadig 2½ liter saft og omkring 30 kvæder tilbage …

Fjollet – eller hvad?

Det er måske årets sidste varme dag, og hvad gør man? Bruger en halv formiddag på at køre til Næstved for at købe kuffert og handle til resten af ugen.
Eftermiddagen bruges på at lave chutney, samt forsøge sig med at henkoge tomater efter en Camilla Plum-opskrift, som Elsebeth gjorde mig opmærksom på. Det er i lille målestok her den første gang – jeg skal lige finde ud af, om det bliver et hit.
Det er nok lidt fjollet i så godt vejr, men på den anden side er det med at benytte sig af, at ånden er over en til at få det gjort … det skulle alligevel være i orden, inden jeg rejser til England på lørdag – og inden de plukkede drivhustomater blev dårlige, hvilket var lige oppe over.

Jeg har allerede lavet en chutney uden tomater, og nu står der en med tomater og bobler på komfuret. Der bliver mest af den sidstnævnte, og Murphy-typisk er det, at jeg tror, den førstnævnte bliver den af de to, jeg foretrækker. Glassene fra den sidste sending er således ved at være brugt, og nu håber jeg ikke, jeg behøver at købe flere. “Det har du sagt før!”, hævdede John, men det er fire år siden, så det har jeg fortrængt.

En ny kuffert måtte der til, fordi jeg længe har været irriteret over, at mine to kufferter er i størrelserne for stor og for lille, forstået på den måde, at den store er glimrende til ferier på to uger eller mere, mens den lille har kabinekuffertstørrelse og dermed lige en tand for lille til en hel uge. Nu har jeg fået en middelstørrelse, jeg tror vil passe perfekt. Der skal jo også være plads til gaver! Jeg har dog denne gang har købt nogle bøger gennem Amazon, som forhåbentlig ligger og venter på mig derovre. Én om spionage (Spy Science: 40 Secret-sleuthing, Code-cracking, Spy-catching Activities for Kids), én om hvordan man lever udelukkende af det, man kan finde i naturen (Ultimate Guide to Wilderness Living: Surviving with Nothing But Your Bare Hands and What You Find in the Woods), og endelig én om, hvordan man ‘læser’ naturen (The Walker’s Guide to Outdoor Clues and Signs). Jeg håber virkelig, at de vil blive glade for bøgerne; de går begge stadig højt op i alt, hvad der har med ‘det vilde liv’ at gøre, og da de var her sidste jul, gik de meget op i at lege spioner.
Jeg vil ikke sige, at børnene forventer gaver, hver gang jeg kommer – det har moderen i hvert fald kraftigt formanet dem om ikke at gøre, og de behersker sig da også voldsomt for ikke at spørge mig, om jeg har noget med til dem. Jeg kan ikke fortænke dem i at forvente noget – det er endnu ikke sket, at jeg har været derovre uden at have noget med til dem.
Forkælelse? Ja, selvfølgelig. Det er min simple pligt som mormor!

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

Alle gode gaver …

Når dette indlæg bliver udgivet, sidder vi i et sommerhus sammen med Ditte og Peter. 
Lørdag formiddag vil Inge og Hasse slutte sig til os.
Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en overmåde hyggelig og ordrig weekend – også selv om vejret ikke bliver sommerhus-ideelt. Vi kan sagtens snakke inden døre! Og i regnvejr! På lørdag skal vi alle seks spise på Dragsholm Slot – det er der lige en her, der glæder sig rigtig meget til. Det gør de fem andre forhåbentlig også, men jeg har hørt, at det skulle være så godt.

Værtsgaver … hvad finder man på? Inge kom med en god ide: Peter Beyer-chokolade. Det kan ikke gå helt galt, hvis jeg kender værtsparret ret.
Ditte går meget op i råvarer og i madlavning, så jeg tænkte, at det måske ikke ville være en helt tosset ide at lave lidt ramsløg- og chilisalt.
Det giver det et særligt touch, når det er hjemmedyrket og ditto lavet. Til den juicepresser, jeg for nogle år tilbage fik i firmajulegave, hører også en krydderikværn, som jeg ofte har glæde af, når mine tørrede krydderier skal knuses.
Herunder ses chili før og efter behandling i en effektiv kværn.

Det kan ikke kun blandes i flagesalt og se dekorativt ud på spisebordet; det kan også i sin rene form bruges i madlavningen og – måske – anvendes til at lave chiliolie af.
Det har jeg ikke prøvet før, så Ditte og Peter er ofre for et eksperiment, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Det bliver måske for stærkt til salatdressing, men et skvæt på stegepanden vil nok kunne give et stykke kød lidt bid.
Flot ser det ud – næsten som solskin på flaske. Jeg har også lavet lidt til mig selv.
God weekend derude – jeg vender stærkt tilbage på søndag.

En alternativ fødselsdagsgave

Min yngste søster og hendes mand kunne ikke komme til min fødselsdag, da de skulle (meget) tidligt op dagen efter og afsted på vinterferie, og da vi har godt 120 km mellem hinanden, tager det lidt mere end fem minutter i transport. Jeg havde derfor inviteret mine to søstre og svogeren til at komme en tur i onsdags. Det blev så også med en af niecerne og nevøen, da de var på påskeferie hos deres mor – de skulle bl.a. til Sjælland for at se deres lille nye nevø, som deres storesøster nedkom med for en uge siden.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, men det kan man nok ikke helt kalde den lidt alternative gave, jeg fik af Bodil og Hans: De arriverede med en pose indeholdende … et grisehoved, fire grisetæer og en grisehale!
Det er ‘præmien’ for at være den eneste i familien, der gider/kan lave rigtig, gammeldags sylte. Da grisen for nylig blev slagtet, blev de enige om ikke at kassere de omtalte legemsdele, “for dem kan Ellen sikkert få en god julesylte ud af”. Jamen, det kan hun da nok …

Som tak for den flotte og uhyre betænksomme gave var vi i går oppe for at hjælpe dem med at flytte lidt brænde. Lidt kommende brænde … de er lige en anelse for store til at kunne gå i brændeovnen, så det skulle ikke kun flyttes, men også saves. Det var dog fint nok at få lidt frisk luft.
Hans havde lige investeret i en palleløfter, så jeg skulle endelig huske at fortælle ham, at jeg syntes den var meget flot. Rød og fin og ny og … tung. Men den egnede sig glimrende til gårsdagens formål, for det eneste, der nok ikke ville sidde fast i den mark, var en traktor.

Vi vil gerne se på noget bedre vejr, tak! Det må være den koldeste påske i mange år, men den slags ved Farmer alt om. Den ligger altså også uforskammet tidligt i år, og når det falder sammen med en kold marts, skal det jo gå galt – men planteskolerne må ærgre sig – de har ofte kronede dage i påsken, men det kan de næppe have i år.
Mine Peter Nyssen-dahliaer ligger og skriger på at komme i jorden, men den er alt for kold endnu.

Gæslingerne har trodset kulden og er sprunget ud, så der er kommet en vasefuld ind, som nu smider de fineste, gule pollen.

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød, men man kan roligt give Ellen en ny køkkenmaskine, der kan bage dem.

Endelig fandt jeg ud af, hvad det ville være en rigtig god ide at lade John give mig i fødselsdagsgave. Vi havde aftalt, at han skulle give en god middag på Madeira, men det var alt for nemt at blive på hotellet og vælge fra deres faktisk ganske udmærkede buffet.
Han skylder mig derfor en gave, og efter en god og lang snak med Charlotte i dag har jeg nu bestilt min fødselsdagsgave.
John er heldigvis enig i, at det er en god gave.
Han er ellers den eneste af os to, der kan bage, men det er desværre ikke ensbetydende med, at han synes det er særlig sjovt. Jeg har forsøgt mig mange gange, men brødbagning og jeg er af en eller anden grund aldrig blevet gode venner, og med en så lav succesrate gider jeg ikke rigtig prøve mere. Kager går fint nok, men det kan vi ikke leve af. Ærgerligt nok …

Man har nok gættet, at dette handler om en brødbagemaskine, og det skulle være den afbildede. Jeg ved faktisk ikke, om det var præcis denne, Charlotte havde investeret i, men det var den jeg valgte efter at have kigget på anmeldelser i stor stil.
Mærket er Andrew James, som har flere udgaver af maskinen.

Det bliver lidt spændende, men hvis Charlotte synes den er alle tiders, kan det vel ikke gå helt galt, og hun er mindst lige så elendig til at bage brød, som jeg er. Der er tre forskellige brødstørrelser og tre forskellige skorpefarver at vælge imellem – plus en del andre ting, herunder marmelade, men det har jeg så afgjort ikke tænkt mig at bruge den til!
Jeg bestilte samtidig to bøger med opskrifter specielt udabejdet til denne form for brødbagning – når det bare er at måle/veje ingredienserne, proppe det hele i, trykke på en knap og vente tre timer, er der plads til eksperimenter.

Jeg bestilte både maskinen og bøgerne via Amazon.co.uk – John kan sikkert sagtens finde ud af at skifte stikket, men ellers har vi adaptorer til brug for englænderne, når de kommer til DK med deres ladere til telefoner og tablets, så det er ikke noget problem.
Den ene bog var ny, mens den anden var brugt. Førstnævnte stod mig i £7; den anden fik jeg for 1 p, hvilket svarer til 10 øre. Man påstod, at den var i god stand, men skulle det være usandt, vil jeg ingen skrupler have over at smide den ud …

Apropos England: Den engelske pendant til man skal ikke give bagerbørn hvedebrød er it’s like carrying coal to Newcastle eller don’t carry coal to Newcastle.
De kender den på mange sprog – her er blot et lille udvalg af mange fundet her:
Vizet hord a Dunába. (Hungarian) He is taking water to the Danube.
es como llevar naranjas a Valencia (Spanish) It’s like taking oranges to Valencia.
gi bakerbarn brød (Norwegian) To give bread to the child of a baker.
vender mel ao colmeeiro (Portuguese) to sell honey to a beemaster.
Altid godt at vide, ikke?
Jeg vil dog mene, at den portugisiske udgave mere går på en sælgers formidable evner end på at give noget, man i forvejen har nok af – altså mere en pendant til at sælge sand i Sahara.

Astrid og Hiccup

Mine små børnebørn er nu ikke længere så små, fordi de lige er blevet 9 og 10 år. Aubie i dag og Anna for en uge siden.
Selv om jeg ynder at sige, at der er ni måneder og 20 minutter mellem dem, er sandheden således, at det er et år og en uge. Det andet lyder bare lidt sjovere.
Det går alt for stærkt med at blive stor. Med Charlotte var det noget andet – for forældrene kan det næsten ikke gå hurtigt nok; man vil så gerne kunne konstatere, at det er et fremmeligt – eller i hvert fald ikke tilbagestående – barn, hvilket ofte resulterer i, at man er tilbøjelig til at kigge for meget fremad mod næste stadie frem for at nyde det, barnet er i lige nu. Især når man kun har haft ét barn – alle med to eller flere børn siger, at man nyder de[t] næste meget mere, fordi man ikke har så hulens travlt med at se frem til de næste trin på udviklingsstigen.
Med børnebørn er fænomenet næsten endnu mere udtalt. Det er lige før, jeg har har det med dem, som jeg har det med kattekillinger og hundehvalpe: De måtte gerne gå i stå lige præcis der, hvor de er allermest nuttede.
Den dag er måske ikke fjern, hvor de siger “yuuv, vi gider ikke tage med til mormor og morfar. Vi vil meget hellere blive hjemme.”

Nå. Der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
Lige nu er de ikke ældre, end at det er sjovt at klæde sig ud. Det er der i øvrigt en del, der aldrig vokser fra …
De havde ønsket sig Hiccups og Astrids tøj fra How to Train Your Dragon, så Charlotte fik travlt efter nytår med at kreere dragterne til dem.
Annas mangler de alternative ærmer og skulderpuderne af metal, kan jeg se, men ellers ser de vist begge meget autentiske ud, så vidt jeg kan vurdere – de var begge meget tilfredse med deres nye outfit, så mon ikke der skal fortsættes med at bygge videre på dragetræningen i den nærmeste fremtid?

Mysteriet om den forsvundne mandel

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

Total julefred på trods af, at dragerne flyver om ørerne på os

I går var vi til en hyggelig julefrokost hos Bodil, så i dag skal vi ikke foretage os noget som helst.
Som i slet ingenting. Nogle af os får – igen – slet ikke rigtigt tøj på, hvilket var nemt at give tilladelse til, da vi havde kigget ud ad vinduerne.
Gråt vejr og silende regn, der ikke ser ud som om den har tænkt sig at stoppe.
En af de bedre julegaver var den fra mor og far: Et walkie-talkie-sæt til hver af børnene. Så er der nok til, at de begge og en kammerat kan lege med dem, plus at der er en, som bliver i køkkenet hos mor. Når børnene leger nede i marken, er der ret langt at gå for at kunne kalde dem ind, så udover at være højt priset af ungerne, er det således også til nytte for moderen.

Der er blevet trænet en del i brugen af dem – det var et hit at kunne tale sammen fra hver deres ende af huset.

Et par drager mere til samlingen blev det også til juleaften – det er vist 13, de er oppe på nu tilsammen, plus alle menneskefigurerne – det kan sagtens fylde det meste af en legedag ud, når man har set samtlige episoder og kan genspille dem og/eller videreudvikle gennem legen.
I eftermiddag skal første Harry Potter-film ses. Anna blev fra starten af bind et fuldstændig opslugt af Harry Potter-universet og er nu i gang med femte bind i serien.
Charlotte ville helst have ventet med at lade dem se filmene, fordi Aubrey endnu ikke er nået så langt i sin læsning, og hun ville foretrække, at filmene blev set efter læsning af bøgerne. Hun har dog givet efter for plagerierne – det er jo jul – men kun første del!

Anna og far læser. Mor ser sin nye dvd om The Ornamental Garden og Cottage Gardens (mormor kigger lidt med, mens der skrives blogindlæg). Aubrey træner drager til den store guldmedalje. Morfar lægger puslespil. Hvis ikke det alt i alt giver julefredsindendørshygge, så ved jeg ikke, hvad der gør. Det lyder måske som om vi ikke taler sammen, det nås dog alt sammen, og selvfølgelig bliver der også snakket, men fordi vi er sammen 24/7, bliver der, selv om jeg altid synes de er her i for kort tid, ikke snakket i én uendelighed fra start til slut – vi er alle vant til stille stunder og kan slet ikke undvære sådanne. Bare det at vide, at man er sammen, kan være dejligt nok i selv – indimellem alt snakkeriet.

Der bliver helt sikkert ikke gået nogen ture i dag. Her ved middagstide er det endnu ikke blevet rigtig lyst, og det regner stadig skomagerdrenge.
I morgen går turen atter mod England, hvilket er yderligere en grund til at hellige sig den indendørs afslapning. De orker næsten ikke at tænke på de to dage i bilen, der allerede ligger foran dem, men de kunne ikke få tingene til at hænge sammen i år, medmindre de nøjedes med fem dage i Danmark.

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

Disse burde ikke være lovlige!

Mine caffe latte-trøfler havde vist ‘sat sig’ længe nok, mente jeg her til formiddag, så jeg fik smeltet lidt hvid chokolade til at pynte dem med.
“Brug evt. en cornet” stod der i opskriften. Hvorfor hedder det cornet (eller cornette eller kornet)? Jeg havde en fornemmelse af, at der måske mentes et kræmmerhus, hvilket en googling kunne bekræfte. Jamen så skriv da kræmmerhus! Det ved alle hvad er … selv Ellen.

Jeg gad ikke lave et kræmmerhus, men det skulle jeg nok have gjort … jeg lod chokoladen løbe fra en teske, men det kunne jeg selvfølgelig ikke dosere ensartet. Det ændrer dog ikke på smagen, og holddaOP, hvor er disse trøfler helt aldeles uforskammet lækre!
Der var heldigvis fire hjørner, som ikke var pæne nok til at komme i konfektdåsen, så dem var John og jeg nødt til at spise.
Selv om de er fortræffelige, er der dog stadig plads til forbedring, for på trods af, at jeg skar dem ud i temmelig små firkanter, var de pga. tykkelsen hver især stadig et helt måltid, hvorfor jeg til næste år (da dette her er helt sikkert allerede en fast bestanddel af mit konfektrepertoire, fordi de er så gode, at de burde være forbudt ved lov), vil anvende en lidt større form, så både marcipan- og trøffellaget bliver lidt tyndere.

I dag blev alle gaverne pakket ind. De fleste i det hvide papir med sølv- og guldsnefnug/stjerner – det er dem, der skal ligge under juletræet. Derudover er der to fra julemanden til de artige børn, der måtte befinde sig i huset, samt to i ikke-julepapir, som C&T skal have med hjem til børnenes fødselsdage i starten af januar.
De tror ikke på julemanden mere – og alligevel tør de ikke smide troen helt væk, for sæt nu … i år gør vi derfor det, jeg gjorde det sidste julemandsår for Charlottes vedkommende: Hun troede heller ikke rigtigt på ham mere og ville helt sikkert gennemskue enhver, der prøvede at spille julemand. Den 24. om formiddagen ringede jeg på vores dør og lod som om jeg snakkede med en. Jeg vidste, at C ville blive nysgerrig, og hun kom da også hen for at se hvem det var. Da hun nærmede sig, råbte jeg “Det skal jeg nok! Tusind tak, Julemand. Jeg håber du når dem allesammen.”
”Hvem var det, mor?”
”Julemanden. Jeg skulle hilse dig mange gange og sige fra ham, at han har alt for mange børn i år, så han har sindssygt travlt og kan ikke nå jer alle i aften. Men han gav mig denne her til dig fra ham.”
Så fik Charlotte en gave, som hun gerne måtte pakke ud med det samme, og søreme om ikke det var noget, der var rigtig godt at lege med, så årets længste dag føltes lidt kortere.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at de to gaver i rødt papir indeholder noget tilsvarende.

Det stille liv

Endelig. Overskriften kan forstås på to måder: Det er langt om længe holdt op med at blæse, og John og jeg er ikke specielt udadfarende for tiden.
Det har været smukt, blankt, køligt og stille, så vi har virkelig nydt, at sigtbarheden igen er blevet god nok til at kunne se over til den anden side af fjorden.
Jeg går og nusser med at finde steder til min julepynt, og John har været ude for at nedlægge fire grimme buske, som stod op ad gavlen ud mod vejen, og hvor vi i stedet vil anlægge et rosenbed. Desværre kan han hverken hugge eller stikke i det fast sammenfiltrede net af rødder, så vi vil omarrangere den bunke sten, der bare var smidt bag buskene, således at der bliver etableret et højbed. Vi regner med, at hvis roserne har en 30-40 cm god jord at få slået rødder i, skal de nok selv finde længere ned mellem de gamle rødder. Ellers må de nøjes med det, de får.

Fuglene går til foderet – det gør musene også. Der bor to inde bag det lille trekantede hul kl. 9 til venstre for foderbeholderstangen. De virker helt forvirrede over, så meget mad der er, og det er lidt sjovt at se både fugle og mus gå rundt nede på græsset mellem hinanden og spise æbler og samle nedfaldent korn op.
Jeg har de sidste to dage haft stor lyst til at lave konfekt, men regner med, at det er alt for tidligt, når man vil lave noget med trøfler og noget andet noget med smør i. Hvis der er fløde blandet i chokoladen, kan det vel ikke engang holde sig i køleskab? Eller hvad? Det er altså irriterende, at man tvinges til at lade være med at lave noget, når nu ånden er over en.
Så ville jeg bage småkager – og manglede selvfølgelig en vigtig ingrediens til mine favoritkager, nemlig en vaniljestang. Den – og flere til – er nu i hus, men det blev for sent at bage i dag.

Den hemmelige mandelgave kom med posten i går. Jeg pakkede den ud af papkassen og blev positivt overrasket over, hvor stor pakken var.
Men … de havde sat en etiket på, hvor der stod Den hemmelige mandelgave til voksne.
Pokkers også – jeg havde jo netop bedt om den til både børn og voksne – det var dog heldigt nok, at de havde sat den etiket på, ellers havde jeg intetanende beholdt den og Anna eller Aubie var nok blevet noget lang i ansigtet, hvis en af dem skulle være så heldig at få mandlen.
Jeg ringede til Mosehuset og fortalte om fejlleveringen. Hun beklagede meget og spurgte om det var mig, der boede ved Præstø. Ja …
“Nå, men så pakker jeg den rigtige udgave til dig og kommer med den i morgen formiddag, når jeg kører på arbejde – jeg bor på Jungshoved, så det er ikke noget problem”.
Fornem service – ingen klager herfra.

Det gælder om at regne den ud

I dag kom vi da uden for en dør …
Vi kørte til Næstved Storcenter, hvor vi var i Toys R Us, i BR, i Bog & Idé og i Bilka.
Børnene ønsker sig drager og figurer fra How to Train Your Dragon, som er et kæmpehit derovre. Er den også det herhjemme? Jeg havde slet ikke hørt om den før de var her i deres efterårsferie.  Figurerne findes også herhjemme, men da slet ikke i det udvalg, de har i UK.
Jeg er så heldig, at jeg er den første, der ser børnenes ønskeseddel, og når jeg har købt hvad jeg vil købe, bliver den givet videre til andre. Det kræver på den anden side, at jeg ikke udsætter julegaveindkøbene til sidste øjeblik, men er nødt til at være hurtig på aftrækkeren.

Vi valgte Toys først, fordi den er størst. Derfra gik vi med aldeles uforrettet sag.
Så BR. Her havde de én af de ønskede figurer. Det irriterer mig, at jeg skal bestille det via Amazon, få det sendt til Charlotte, som så kan have ulejlighed med at slæbe gaverne med til Danmark, men det bliver vist nødvendigt.
Både i Toys, BR og Bog & Idé kiggede jeg efter et spil, der hed Othello, da Charlotte var barn. På engelsk hedder det Reversi; ungerne spillede det på min telefon sidst de var her og blev ret glade for det, hvilket er fint, for det er et spil, hvor man skal tænke sig godt om, inden man lægger sin næste brik. Nu ville jeg købe en ikke-elektronisk udgave til dem, men det findes slet ikke mere, lød beskeden alle tre steder.
Google, google.
Selvfølgelig findes det. Jeg fandt det i flere udgaver og valgte … ikke den her viste, men en noget mindre magnetudgave, så de kan spille det, mens de kører bil.

Det med at regne den ud: I Toys og BR (som er den samme butik med samme varesortiment. Næsten …) havde de gavepapir på “tilbud”: SE HER 2 RULLER GAVEPAPIR KUN 60 kroner!
2 x 5 meter for 60 kroner? Det lød meget dyrt. Selv i hovedet kunne jeg regne ud, at det er seks kroner meteren, og det var ikke engang pænt.
I Bilka, hvor vi sluttede af, havde de 25-meters ruller – nydelige – for 30 kroner. Det kunne jeg også godt regne ud i hovedet: 1,20 kroner meteren.
Begge var 70 cm brede. Morale: Man skal se sig godt for, men det er der vel ikke noget nyt i?
Jeg skal i øvrigt til at handle mere i Bilka. Jeg har altid afskyet at komme i den forretning og gjorde det kun, hvis det var yderst nødvendigt, for i Ishøj og Hundige-afdelingerne er der altid en million mennesker; man kan ikke komme til, og der er en masse støj.
Her i Næstved var der masser, masser af plads, og klientellet var et ganske andet og langt mindre støjende. Det må man nok ikke sige, men det kom jeg søreme lige til …

Retro eller bare grimt?

Jeg er bange for, at Røde Kors ikke får så forfærdelig meget glæde af det garn, jeg fik forærende for en lille uge siden … nu er jeg startet på endnu et par futter med to af garnerne; et brunt, tykt og et gult mohair. Tilsammen sender den kombination mig direkte tilbage til 70’erne, og kønt kan man absolut ikke just kalde det, men det bliver så varmt, at, hvis man ellers kan undgå, at de bliver våde, kan holde varmen på Sydpolen med dem.

Formiddagens tur gik til Jula for at købe en tørremaskine til Charlotte. Da hun smagte mine tørrede æbleskiver og snusede til mit hjemmetørrede esdragon og timian, var hun ikke mange sekunder om at ønske sig sådan et apparat – der er meget langt til de tørrede krydderier, man køber, og æblerne er sundt slik. Aubrey var ikke så vild med æblerne, men Anna har ikke den samme søde tand, så hun ville meget hellere have æbleskiver end bolcher.
I Jula skulle jeg også have børne-arbejdsbukser i voksenstil: røde kanvasbukser med mange lommer, lige som rigtige tømrerbukser, plus et eller andet indlagt på knæstykket, så de udsatte børneknæ er beskyttede mod slag og knubs, når de falder. Børnene, altså.
Jeg købte i foråret et par til hver af ungerne, og de ELsker disse bukser til leg i haven. Det gør moderen også, for de kan holde til langt mere end almindelige bukser, og hun bliver ikke så ærgerlig, hvis der kommer græssaft på dem …
De to genbodrenge, Anna og Aubrey leger med en gang imellem, er grønne af misundelse over bukserne, så deres mor har spurgt Charlotte, om det er muligt at skaffe et par til hver af hendes drenge. Jeg lovede at se, om de findes endnu, og det gør de heldigvis.
Derudover skulle vi have lidt udendørs jule/vinterbelysning af en eller anden art her til svenskerhuset, for den ene af de kæder vi har, gik død sidste vinter. Det var dog lynhurtigt at beslutte, at det så afgjort ikke skulle købes i Jula – holdnuop, for nogle rædsler de havde: alle blinkede enten hysterisk eller i alskens farver – eller både/og; under alle omstændigheder noget vi pure nægter at sætte op nogen steder.
Endelig blev der investeret i lidt mere røgflis – det skal vi i hvert fald ikke løbe tør for, nu hvor vi har masser af laks.
Vi købte æbletræsspåner og kirsebærtræsspåner – er lidt spændt på, om det er muligt at smage forskel. Det vi brugte i søndags, var enebærflis.

Flere futter til frysende fusser

Blogland har atter en gang vist sig forunderligt.
Forleden skrev en for mig ukendt dame til mig, om jeg ville have det garn, hun ellers blev nødt til at smide ud i forbindelse med en oprydning.
Man skal aldrig sige nej til et godt tilbud.
Jeg skrev tilbage til LS, at jeg meget gerne ville have garnet; at der sandsynligvis ville blive strikket til Røde Kors af det, og at det garn, jeg ikke selv ville/kunne bruge, ville blive givet videre til en af Røde Kors’ nørklegrupper.
Hun kom og afleverede garnet torsdag aften. Det meste var lidt fluffy, men absolut anvendelige garner – gode merino- og lammeuldsgarner. Jeg gik ikke umiddelbart i gang med RK-tøj, for jeg har lige slidt hul på to par futter.
Sammen med noget garn, der bare lå og ventede på, at jeg skulle finde noget, det kunne sættes sammen med til netop dette formål, blev disse futter fabrikeret.
Det går lynhurtigt, og man strikker begge på en gang.
Mit kamera vil irriterende nok overhovedet ikke fange den rigtige farve, som er en noget mere diskret støvet blå end det fremgår af billedet.
Er ‘futter’ for barnligt et ord? Det er ikke sokker og det er ikke sko. Er der så noget bedre ord for disse uskønne, men yderst behagelige, frembringelser end futter?
‘Fusserne’ i overskriften er min farmors ord. Børnebørnenes små fødder blev altid omtalt som fusser.
Jeg skal nok (også) lave RK-trøjer af dit garn, men du kom jo med en del, så der er altså også til mange par gode og varme futter, søde LS. Håber det er i orden med dig …

I går var der Skagenfood-pakke. Fantasypakken, som altid er spændende; det er ikke bare torsk, rødspætter, sild og den slags. Faktisk aldrig torsk, rødspætter, sild og den slags.
I går var det kammuslinger. Mange kammuslinger. Så mange, at jeg ville have været gået fallit, hvis jeg havde købt en tilsvarende mængde hos fiskehandleren, så jeg har aldrig fråset i så mange på én gang før.
Jeg følger oftest de medfølgende opskrifter til ugens pakker.
I går blev det derfor til hokkaidosuppe med hvidløgspuré, persilleolie og kammuslinger galore.
Det kan jeg på det varmeste anbefale. Opskriften er her. Holdnufast, det var godt. Suppen var glimrende i sig selv, men den puré af hvidløg og persilleolien hævede det hele op på et nærmest michelinstjerneagtigt plan.
Skagenfood-pakkerne er ikke den billigste måde at købe fisk på, men det er efter min ringe mening så absolut den bedste, og god fisk er en dyr spise.
Hvis man helst vil have torsk, rødspætter, sild og den slags, kan jeg dog ikke se nogen grund til at købe fisk fra Skagenfood – med mindre man har meget langt til den nærmeste fiskehandler.
Vores Menu i Præstø har en rigtig fiskeafdeling med spændende fisk på programmet, så der køber jeg også indimellem – jeg får kun fra Skagenfood hver 14. dag.

Led os ikke i fristelse …

På vej hjem fra Sverige lagde vi turen omkring Kristianstad, fordi vi havde lovet min søster at købe en masse solcellelamper til hende.
Vi har selv små 20, som er sat forskellige steder i haven – det er så hyggeligt, når de tænder om aftenen, så de vil få lov til at lyse for os i hele mørketiden, som vi jo går i møde nu. De er meget trofaste, de små lamper, og så er de oven i købet pæne. Om de kan holde til en vinter, må tiden vise.
Vi har den holdning, at til 9,90 svenske kroner stykket må de bare holde så længe de kan – der er ikke så meget at ærgre sig over, når de går i funktionsstrejke. 
De lyser ikke op som sådan; giver nærmest mere et indtryk af lys, men man kan lige skimte trinene op til terrassen, så det er præcis som det skal være.
Nu har vi så købt 12 til Merete som lovet.

Plus en svampe- og frugttørrer.
Det er simpelthen enormt farligt, det der Jula.
Jeg havde jo lovet mig selv, at det var sparetider. Slut med overforbrug i en periode.
Men så sætter de denne tørremaskine til salg; midt ude i butikken selvfølgelig, så man nærmest falder over den – sat ned fra 400 kroner til 200 kroner. Svenske. Det svarer til 160 danske kroner.
Så er man da nødt til at investere i en tørremaskine, er man ikke?
Jeg har kigget mig lidt omkring, og der er, ikke overraskende, forskellige meninger om, hvordan de skal kunne fungere.
Denne her kan ikke indstilles på flere temperaturer, hvilket ifølge de selvbestaltede eksperter er et absolut must, men man kan altså ikke forlange Rolls Royce-modellen til den pris.
Nu prøver jeg, om det er noget. Hvis ikke det er, har jeg spildt sølle 160 kroner og ikke omkring 1000, som mange af dem koster.
Den er nu under indvielse med den enlige Karl Johan, som Helle og jeg delte (den var stor …) og nogle tyndtskårne kantareller.
Nogle hævder, at kantareller ikke er så gode at tørre – den påstand har jeg naturligvis tænkt mig at udfordre.
Er der nogen af jer, der har erfaring med tørrede kantareller?

Det er en mormors pligt at forkæle og give gaver

Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle foretage os i dag – havde ellers talt om at køre op og se Danska Fallet, som ligger lidt længere væk end Flammefallet. Det droppede vi igen, da vi så vejret – ikke fordi det er blevet regnvejr, men det blæser temmelig meget, og da skoven alligevel nok vil tage sig en hel del pænere ud næste gang vi kommer herop, blev vi enige om at vente med den tur.
I stedet kørte vi en tur til Kristianstad. Man kan altid få et eller flere behov til at opstå i Jula, og inde i centrum var det efterhånden længe siden, vi havde været.
I Jula havde de rigtige håndværkerbukser til drenge – I ved sådan nogle med dusinvis af lommer over det hele – de så meget professionelle ud, så der røg et par med til Aubrey. Der sad nogle effektive knæbeskyttere på, hvilket er godt til den dreng drenge. Anna får jo den strikkede poncho, hvorfor der skulle findes på et eller andet til Aubie – det er uhyre vigtigt, at de får lige mange gaver. Prisen på dem er aldeles underordnet, det er antallet og størrelsen, der er det afgørende. Endnu.

Johns yndlingsbutik var væk, nemlig den med alt det lækre fritidstøj. Altså ikke joggingdragter og deslige, men alt til jagt, fiskeri og fjeldvandringer. Ikke at John foretager sig nogen af delene, men tøjet er supergodt.

Min yndlingsbutik var væk, nemlig den dejlige garnforretning Helylle. Hun ville ud og finde nye horisonter i sit liv … eller noget i den retning … stod der på et lille skilt. Dem må vi da håbe hun finder. Jeg vil savne den forretning, men det var bestemt ikke mig, der gav hende smør på brødet.

Børnetøjsforretningen lå der endnu. Den lækre, lækre børnetøjsforretning. Selv om ungerne er ved at blive så store, at de kræver medindflydelse, når deres mor køber tøj til dem, synes de stadigvæk, at det er sjovt, når mormor kommer med noget til dem fra Danmark. Eller Sverige, men det behøver jeg ikke at fortælle dem.
Jeg fandt en virkelig sød sommerjakke til Anna. Så måtte jeg også lige finde en til Aubie.
Der lå nogle fine pigecowboybukser med små ‘diamanter’ i to rækker ned langs sidesømmene. Et par cowboybukser uden udsmykning til den unge mand var naturligvis ikke svære at finde. Jeg tog ikke dem, der er født særdeles hjulbenede – de ser da skrækkelige ud.
En bluse og en T-shirt til dem hver, så stoppede legen for denne gang, men da havde jeg også brugt en mindre formue. Ekspeditricens smil blev større og større …
Pyt – det gør ikke noget, at det sommetider koster noget at udføre sine pligter. Slet ikke når det gælder forkælelsespligten over for mine børnebørn.

The Einstein Spiral Clock

I skrivende stund, hvor der blot er små ni timer til 2014 rinder ud, må det være en passende lejlighed til at vise det noget anderledes ur, vi fandt, da vi gik rundt i Covent Garden på vores sidste dag i London, nemlig Einstein-uret.
Der var en del specielle ure i forskellige udformninger, men ens for alle var, at især den lange viser var temmelig forskellig fra normalen.
Det var så heller slet ikke den lange viser, men den korte, der var blevet lang … forstået på den måde, at den lille, lige viser på billedet faktisk er minutviseren og den lange, buede er timeviseren.
Nogle af urene var de rene kunstværker og krævede en stor væg. Merete købte et af dem, mens vi nøjedes med at investere i et af de små, nemlig det viste, som er omkring 17 cm højt.

Her vises klokken 13:35. Eller 01:35 om man vil – den skarpe iagttager vil have bemærket, at det ikke er et 24-timers ur. Den hele time er altid den, der er lige oppe over spiralen; minutviseren skal læses som gængse minutvisere.

Uret er baseret på Einsteins spiral, som jeg vist ikke før har hørt om … og mig, som – i hvert fald af navn – er matematisk student. Kender I den spiral? Noget med kvadratroden af 2 – matematiknørderne vil sandsynligvis nyde at klikke de to tegninger i bunden af indlægget større og studere dem nærmere.

Tims farfar på 94 år samler på ure, så jeg har sendt billederne til Tims far til videregivelse til hans far igen – som i øvrigt ikke forventes at leve så meget længere, da det går hurtigt tilbage for ham for tiden. Farfar, som er en af de få RAF-piloter, der overlevede hele 2. verdenskrig; som havde sit første bombetogt kort tid efter 1. september 1939 og det sidste engang i 1945, er nu ved at synge på sidste vers. Der kan ikke være mange tilbage, der deltog aktivt i 2. verdenskrig.
Han har aldrig villet tale om sine bombetogter til sin familie. Engang forsøgte man at få ham til at fortælle sine erindringer til en ghost writer, men ikke engang til en fremmed var han i stand til at fortælle. Han prøvede, men måtte melde fra igen. Krig sætter dybe og uudslettelige spor i folk, og det er ikke første gang, jeg har hørt, at de ikke kan (eller vil) tale om det. Han fungerede dog helt normalt efter krigen og har tilsyneladende ikke haft psykiske problemer som sådan, men det må være underligt sådan at lukke helt af.
Han fortsatte som civilpilot, og da han blev tvunget til at stoppe med at flyve som 55-årig, underviste han kommende piloter, så han har aldrig kendt andet arbejde end hvad der har med flyvning at gøre, men har altid interesseret sig for alt, hvad der har med matematik og mekanik at gøre.

Det var et sidespring, men den slags mænd fortjener at blive husket. Han er en mand af format – vi har mødt ham og jeg havde fornøjelsen at være tolk for ham og min far, som var lige gamle og havde en masse at tale om – man var ikke i tvivl om, at de var helt på bølgelængde og kunne have brugt mange, mange (flere) timer i hinandens selskab, men det vanskeliggjordes naturligvis af, at ingen af dem talte den andens sprog.

Godt nytår derude!