Hos Mommer

5. juli 2017

En god følelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags: ,

P1070039Den store ask endte med at fylde to tredjedele af garagen plus næsten hele brændestativet hjemme i Den Stråtækte. Vi har, foruden det i garagen deroppe, stadig et halvt fyldt brændeskur i Sverige, så det skulle ikke undre mig, om vi ‘kommer til’ at køre endnu et par læs med hjem. Vi får jo ikke selv glæde af, at der er brænde nok til fem-seks år i Sverige, og med alt det arbejde, John og Søren har lagt i at få det skåret og kløvet, må vi sørge for selv at få maksimal glæde af det.
Hjemme har vi vel omkring fire rummeter, og jeg kan næsten ikke regne ud, hvor meget der er i alt i Sverige, men det er meget.
Og det er en meget god følelse.

Apropos [brænde]stabler, så løb Charlotte og Tims årlige flowershow af stablen i søndags.
Ej, sorry, den var vist lidt langt ude, men det var et primitivt forsøg på en naturlig overgang mellem brændet og mine englændere …
Der troppede små 100 mennesker op til begivenheden, og de havde det perfekteste vejr – vindstille og sol, men ikke for varmt.
En af deltagerne ville komme med sit blomsterarrangement i god tid, så hun ringede til Charlotte og spurgte, om hun havde plads i viktualierummet, for det skulle helst stå køligt. Nej, ingen plads der. Jamen … kan det så ikke komme i køleskabet, da? Charlotte blev – næsten – stum af forbløffelse: Lige om lidt kommer der omkring 100 gæster, og så tror du, jeg har plads i køleskabet til et blomsterarrangement??? Beklager, men det har jeg altså ikke.
Hvor tankeløs har man lov at være? Den pågældende blev oven i købet en anelse mopset, selv om hun prøvede at skjule det.

The pond and house

Havedammen, som kun var et hul i jorden, da vi var derovre, er nu færdig – det havde de lovet sig selv, at den skulle være til flowershowet.
Børnene har allerede set en guldsmed lægge æg, så de bliver fulgt med største interesse.
Charlotte havde i år besluttet sig til, at hun ikke ville have en have-/blomsterfaglig dommer til at komme og bedømme hhv. blomsterarrangementerne og grønsagerne, men havde i stedet printet stemmesedler og lod på den måde deltagerne og gæsterne på demokratisk vis bestemme, hvem der skulle vinde.
Det bevirkede, at alle var mere engagerede i foretagendet, og ingen blev sure eller skuffede over ikke at have været den bedste. Man husker måske ‘Maude’, som gik hjem i seng, da hendes blomsterarrangement ikke vandt i 2015, da John og jeg var derovre? ‘Maude’ var også med i søndags, og selv om hun ikke vandt, holdt hun tappert smilet på læberne og gik ikke hjem i seng.
Jeg sagde til Charlotte, at jeg/vi ville forsøge at være derovre til næste år, for det er et kæmpe arbejde, de lægger i det, og både hun og Tim var totalt smadrede (men glade) søndag aften. Svigerforældrene, som jo bor i samme landsby, kunne ikke drømme om at tilbyde deres hjælp. Charlotte mente så også, at de nok var bedre stillet uden, for hun er ikke sikker på, hvor god den ‘hjælp’ ville være – der ville sandsynligvis bare være en irriterende mængde utidig blanden sig i, hvordan tingene skal være.
Hmmm. Der røg vist igen beslutningen om ikke at være væk i havens højsæson …

Reklamer

9. juni 2017

Slut for denne gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , ,

Det var det. Slut. Afgang mod Danmark. Vi har nu været afsted i 18 dage og vil være hjemme igen på 19.-dagen. Det har været rigtig godt alt sammen; både i Irland og her i England, og selv om jeg hver gang har svært ved at sige farvel på gensyn til mine englændere, så glæder jeg mig nu ærlig talt også til at komme hjem til Den Stråtækte.

IMG_6519

Charlotte var nødt til at arbejde; hun havde to prøvninger torsdag, så John og jeg kørte ud og fik handlet det sidste af det, vi skal have med hjem til Danmark. Vi kan få verdens bedste mel (i flere varianter end hjemme) og ditto tørgær til brødbagemaskiner her i UK, og der er forskellige andre ting, der efterhånden er fast rutine at tage med hjem, især når vi har en bil til at bære det alt sammen for os.
Efter indkøbsseancen kørte vi ud i det blå grå. Mange af de små landsbyer ligger nede ad små, ensporede stikveje, som ender blindt (det er en af grundene til, at det ikke virkede for C at have systue hjemme; der var ingen strøgkunder). Nu har vi i mange år nøjedes med at se skiltene ned til de små byer, så nu skulle det være – vi kørte ned til nogle af dem for at se, om der ikke skulle være nogle perler indimellem.

IMG_6512IMG_6518

Vi kørte til landsbyer med skønne navne som Etchilhampton, All Cannings, Honey Street og Bottlesford. Uanset hvor få, sommetider helt ned til måske kun 10-15 huse i landsbyen, så havde den i de fleste tilfælde en kirke. Der er ikke noget at sige til, at de herovre har det samme problem som de små sogne har hjemme i Danmark – selv de mindste sogne i DK må være noget større end disse. Problemet er dog endnu større herovre, hvor kirkerne ikke får statstilskud, men må klare sig selv. Det er derfor, man altid i engelske fillm/serier ser velgørenhedsarrangementer til fordel for den lokale kirke, som altid mangler nyt tag …

IMG_6514IMG_6517

Vi kørte forbi ‘fotomuseet’ herunder. Vi var ikke derinde, for vi blev enige om, at den museumsejer sikkert var lige meget nok af en særling, men vi er muligvis gået glip af en fantastisk oplevelse i hans quirky place (= unusual in a attractive and interesting way) …
Det kan være, han er forhenværende grønthandler, for han gør brug af Greengrocer’s apostrophe i ordet photo’s på det brune skilt til venstre. Det er flertal, og så skal der ikke sættes en apostrof. Som jeg vist før har været inde på en enkelt gang eller to, kan ikke engang englænderne finde ud af bruge apostrof rigtigt på engelsk.

IMG_6521

IMG_6520

Som sagt er der en kirke i næsten alle landsbyerne. Det samme gælder for de røde telefonbokse, og der er stadig det gamle skilt hen til Public phone, selv om den ikke bliver brugt mere, men står og ser meget forladt ud. De fleste af dem gør i hvert fald … en af dem var taget i anvendelse som det lokale gratisbibliotek. God ide.

Free book exchangeFree book exchange

8. juni 2017

Report from the Command Bunker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Base Camp (1)Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

Base Camp - næsten gemt 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Base CampBase Camp - bønnerne er kommet op

Base Camp (4)Base Camp - tudseægBase Camp (8)

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

7. juni 2017

Mottisfont Abbey and gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Mottisfont (13)Mottisfont (26)

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Mottisfont (21)

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Mottisfont (14)Mottisfont (24)

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Mottisfont (33)Mottisfont (35)

Mottisfont

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.

6. juni 2017

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

IMG_6456

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Avebury Stonecircle - meget meget stor radius

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

5. juni 2017

It’s Ragtime Again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

P1060878Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough.
Jeg synes, det er så dejligt for hende, at hun allerede har så mange kunder, at hun har måttet sige nej til et par stykker og ikke har tid til at holde fri alle dagene, vi er herovre. Dette sidste er hun lidt ked af, hvilket jeg udmærket forstår, for sådan ville jeg også have haft det, men vi er som sagt kun glade på hendes vegne.
Det er bare en beskedent udseende skurvogn, som er billig i leje, men som koster hende en hulens masse penge til opvarmning, hvilket det er ikke nemt at gøre noget ved, og det dur ikke at spare på varmen, for stive fingre arbejder for langsomt og kan ikke sy pænt nok. Kulde er heller ikke særlig smart, når kunderne skal smide tøjet i forbindelse med prøvningerne …

P1060879Ragtime (2)

Hvis jeg havde den figur, jeg engang havde, så ville jeg bestille tøj hos Charlotte, men det har jeg ikke, så det vil jeg ikke … på den anden side kunne det være, jeg skulle prøve alligevel på et tidspunkt, hvor hun ikke har så travlt – jeg er trods alt ikke tykkere end de massive, tøndeformede, græske skibsrederfruer, hun syede tøj til, da hun var hos Hardy Amies, men ikke desto mindre må jeg kunne sætte hendes skrædderkunst på prøve: Kan jeg komme til at se pæn og 10 kilo tyndere ud, er hun endnu dygtigere end selv mor her tror …

P1060881P1060883P1060889

Jeg har aldrig kunnet/villet bære ærmeløse kjoler, men det kan og vil mange. Hendes modeller har navne – herover er to udgaver af Audrey, samt Fern-frakken i midten – sidstnævnte ville jeg til gengæld meget gerne kunne bære, for den er ret elegant. Synes mor …
Hvis I er hurtige, er det en åbningsudsalgsvare, så den kan erhverves for 400 pund, hvilket er billigt for sådan en frakke. Synes mor …

P1060882P1060890

Hun er stadig i gang med at sy alle modeller op i alle størrelser i stout (mønstrene bliver gemt i mapper), så når hun får en ny ordre på en størrelse, hun endnu ikke har syet op, er det det første hun gør, hvorfor der ligger ekstra arbejde med mange af ordrerne her i starten.

P1060887

Hun har købt en lille dvd-afspiller – så står/sidder hun og lytter til Matador, Frasier (morsom amerikansk serie) eller Folk og Fæ (serien om den yorkshireske dyrlæge James Herriot). Jeg tror, hun ville kunne recitere serierne fra ende til anden, hvis hun blev bedt om det, for hun elsker dem alle tre, og at sætte dem på giver hende ro i sjælen og giver hende en fornemmelse af selskab.

P1060888

Se … hun er da sød, den lille skrædder. Synes mor …
Også selv om de nye briller ikke kun får Anna og Aubrey til at tænke på Harry Potter. Men han er nu også sød.

4. juni 2017

Børnene i Nyskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: , , , , ,

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

IMG_6412

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

IMG_6414

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

IMG_6415

3. juni 2017

Padder eller paddle tennis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , , ,

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

IMG_6325

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

IMG_6319IMG_6366

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

IMG_6370IMG_6376

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

IMG_6377

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

IMG_6379

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

23. januar 2017

Man kan lige så godt slå to fluer med ét smæk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

Når nu vi … skal til England engang i maj og har besluttet os for at tage bilen derover …
Når nu vi … har hørt så meget om det fantastisk smukke Irland – folk kan jo nærmest ikke få hænderne ned, når de begejstret fortæller om landet …
Når nu vi … ved flere lejligheder har talt om, at Irland figurerer på to see-listen …
… kunne vi så ikke lige så godt booke en rejse til Panoramic Ireland, når vi alligevel befinder os så relativt tæt på?
Det mente vi, så det det gjorde vi.

Færgen fra Holyhead i Nordwales ligger bare små seks timers kørsel fra Tim og Charlotte, hvilket vil sige, at vi er i Irland på otte timer. Det er jo ingenting – det ville tage fem timer at flyve fra København, hvis man regner transporttid til og fra lufthavn + ventetid med.
Vi skal derfor ikke leje bil, men køre i egen bil, hvilket John så langt foretrækker, selv om rattet sidder i den forkerte side i forhold til den øvrige trafik, men så længe han har mig som overhalingskonsulent, går det fint. Vi har prøvet højrestyrede biler i Sydafrika, så vi ved godt hvordan det er – og hvis ikke det er en bil med automatgear, banker man højre hånds knoer ind i døren en del gange, inden man vænner sig til at skifte gear med venstre hånd, så derfor: helst egen bil.
Og udenfor højsæsonen – det bliver godt. Vi havde lovet os selv at blive hjemme i drivhusets og havens højsæson. At det så ikke kom til at holde helt i år, fordi vi ikke havde noget reelt valg mht. afrikaturen, er der ikke noget at gøre ved – der var vi jo afhængige af at kunne rejse i børnenes sommerferie, men da rejsen varer kun 11 dage, skal det nok gå.

Ring of Kerry – Cliffs of Moher – Connemara – Glendalough – Killarney – here we come!
Nu står den på planlægning – vi skulle jo gerne nå at se så meget som muligt på den uge, for jeg tror, det er en tur, vi kun foretager én gang – der er så meget, vi gerne vil nå at se, inden det er for sent, og John bliver ikke ved med at kunne tage på bilferier – som jeg har været inde på før.

7. januar 2017

Jeg troede jeg kendte London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: ,

imageJeg har ikke tal på de gange, jeg har været i London og har på et tidspunkt lidt arrogant erklæret, der vist efterhånden ikke er meget i den by, jeg ikke har set.
De ord æder jeg hermed beskæmmet og ydmygt i mig igen og leverer samtidig en kortfattet boganmeldelse – noget jeg normalt ikke giver mig i kast med.
Det er dog noget lidt andet, når man har været sammen med bogens forfatter et par gange, og jeg vil hermed på det varmeste anbefale Mia Folkmanns bog om London – måske især for dem, der føler, at de efterhånden kender denne dejlige hovedstad rigtig godt.
For det vil jeg vove at påstå, at de nok alligevel ikke gør, selv om jeg kan risikere at få på hatten for sådan en bemærkning … tal for dig selv!

Er det første gang – eller en af de første gange – man er i London, er det ikke nødvendigvis denne bog, man først og fremmest hælder til, for byen har så mange must sees, at der er nok til nogle besøg, men vil man efterhånden gerne snuse lidt til det mindre kendte London, er Mias bog aldeles fortræffelig.

Heldigvis er det ikke alt i bogen, der er nyt for mig; det ville simpelthen have været så pinligt (for mig selv), at jeg nok slet ikke havde skrevet dette indlæg, men at omkring halvdelen af det nævnte i de 38 kapitler var ukendte steder for os, er da så alt rigeligt til, at John og jeg blev enige om, at vi nu har stof til en del flere ture til London. Osterley House, The Red House og flere andre – dejligt at have noget at glæde sig til.
Mia har researchet grundigt, og der er ingen tvivl om, at hun har travet byen tynd mange gange.
Jeg blev undervejs i læsningen klar over, hvad grunden til en del af mit manglende kendskab er, nemlig at vi ikke har været gode nok til at bruge en times tid på at tage et godt stykke ud fra det centrale London. Vi har været på Hampstead Heath, i Greenwich, Richmond og ved Thames Barrier, men der ligger andre ting i byens yderområder, som vi ikke har gjort os den ulejlighed at undersøge nærmere.
Disse undladelsessynder vil vi glæde os til at råde bod på, og vi har lovet os selv, at alle de steder der er nævnt i bogen skal vi nå at se. Dog nok ikke nødvendigvis som fx Chelsea Flower Show, som jeg kender til, men nok ikke har så meget lyst til at opleve – mest pga. de 10 millioner andre, der også vil se det …
Hvis I tror I kender London, så køb Mias bog og bliv overrasket – den kan blandt andet købes her og naturligvis gennem Mia selv. God fornøjelse.

28. december 2016

De gamle køretøjer på Manor Farm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

For 3½ år siden skrev jeg om Tims onkels bilsalg. Dette ene salg var rigeligt til at sikre de to en tryg alderdom – også selv om de har et pengeslugende hus. Ude i garagen/værkstedet, som er både ventileret og opvarmet, har onkel endnu fire gamle, men meget velholdte biler, og naturligvis ville både John og jeg gerne se hans samling. Udover bilerne har han en væltepeter, som hans egen bedstefar kørte rundt på.
En væltepeter hedder på engelsk en pennyfarthing, fordi en penny var meget stor i forhold til en farthing.

P1050572P1050576P1050577P1050574

Jeg var imponeret og John var … jeg ved ikke hvad jeg skal sige han var, men alene hans wow’er og ooohhh’er beskrev med al ønskelig tydelighed, hvordan han havde det med de flotte biler.

P1050561P1050563

Selv jeg var ikke i tvivl om, at der blev kælet for køretøjerne – man kunne servere mad på de motorblokke, og alt skinnede som katteskidt i måneskin.

P1050564P1050567

Garagens ubestridte stjerne var denne Alfa Romeo fra … øhhh … 1936, tror jeg nok … alene her står der et pænt supplement til pensionen – i USA er der i øjeblikket en tilsvarende bil til salg, som ejeren vil have 3,5 millioner dollar for. Onkel gav 25.000 £ for denne her, så jeg tror, hans investering har tjent sig hjem … han lovede, at hvis vi kom igen til sommer, så gav han en tur både i den og i den Jaguar E, som man herunder ser ungerne sidde i. John fik stjerner i øjnene, og incitamentet for at køre derover i maj, som vi allerede har talt om, steg yderligere.

P1050565P1050570

Det er både onkel og moster, der er interesseret i veteranbiler. Alfa Romeoen har deltaget i Mille Miglia et par gange – da tog parret turen fra England til Italien i den smukke, gamle bil for at deltage i løbet. De har været flere gange i Danmark også til løb eller veteranbilejersamvær af forskellig art og har en del kontakter her i landet. De har begge rundet de 70 år, så de deltager ikke længere i deciderede veteranbilløb, men deltager stadig i de mere hyggelige komsammener af slagsen. Han har gennem mange år udlejet forskellige af sine gamle biler til film.

P1050569

Garagen var spækket med gamle skilte og alt muligt mere eller mindre mystisk (for mig) værktøj og dimser, der gjorde det hele meget autentisk at se på.
Han har flere scootere og en Fergusontraktor fra 1953 – samme glimrende årgang som mommer her … min far købte sin første Ferguson i 1956, og jeg husker den som helt mage til den, jeg så hos onkel. Hyggelig nostalgi var det – for mig faktisk mere end bilerne, men det sagde jeg ikke til nogen …
Moster og onkel er et meget sødt par, som vi naturligvis har inviteret til at bo hos os i Danmark, hvis deres veteranvej skulle falde forbi. Onkel arbejder endnu (to dage om ugen), selv om han er 74. Jeg spurgte hvorfor han dog ikke jobstoppede, når han havde en så interessant hobby, der sagtens kunne udfylde alle hans dage. Svaret var, at han ikke havde råd til at stoppe. Det tror jeg så ikke helt på, men han må jo kunne lide sit job.

27. december 2016

Engelsk jul, del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , ,

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

P1050525P1050531

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Ildstedet i spisestuen

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 P1050534En 10-kilos fyldt kalkun

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Christmas crackersChristmas pudding

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

1975 - kun lige akkurat drikkelig1973 - down the drain :-(Portvin 1960 - glimrende

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Tv-stuenDagligstuen

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

26. december 2016

Engelsk jul, del 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:53
Tags: , ,

Jeg tror jeg har stof til fem indlæg bare fra de sidste to dage, så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.
Julebordet i Malthuset

Måske kronologisk og dermed med julemaden til den danske del af julen i England?
Den var yderst traditionel med andesteg og risalamande. Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om (men vistnok Facebook), en familie som puttede 25 mandler i risalamanden. Den der fik flest, fik mandelgaven. Det lød som et sjovt koncept, som vi var nødt til afprøve, især efter de sidste to julers på meget mystisk vis forsvundne mandler. Man kan sætte en slags deadline eller bare blive enige om, at nu stopper legen, for det handler ikke om at spise alt op eller sidde og lure på hinanden. Vi valgte at stoppe legen, da John havde samlet ti mandler, for da var vi klar over, at med det antal, der måtte være tilbage i skålen, kunne han ikke overgås … nummer to ‘kun’ havde fem mandler. Konkurrencen blev både sjovere og mere synlig; selv Anna spiste mere risalamande, end hun plejer, og også Aubie gik til den med en del større ildhu end normalt. Den metode er hermed kommet for at blive i vores familie – den kan anbefales, og vi takker af hjertet den ukendte herre, som gav os ideen!

Nyt mandelklonceptP1050522
Juleaften kom den hvide ugle med breve til Miss and Master Maltin – med det vaskeægte Hogwarts-segl på, oven i købet. Uh, det var SÅ spændende! Brevene indholdt, udover en unik tryllestav til hver af dem, et brev med de specielle karakteristika for Gryffindor-kollegiet, som Maltin-børnene, via en internettest (!), har fundet ud af, at de tilhører. Anna har læst alle Harry Potter-bøgerne, de har begge set alle filmene og er betaget af den unge Potters magiske univers. Hvad de endnu ikke ved er, at den 7. januar, på Annas fødselsdag og en uge før Aubreys ditto, skal de, sammen med deres forældre, op og se Harry Potter-studierne. Det er fødselsdagsgaven til dem fra John og mig.

P1050518P1050519P1050521

Anna fik et førstehjælpskit, som hun havde ønsket sig til at have i den i forvejen godt fyldte rygsæk til base campen – hun blev meget glad for det, for sådan en havde hun flere gange haft brug for, når de kommer til skade dernede, som hun sagde. Jeg må have set en anelse bekymret ud, for hun skyndte sig at berolige mig med, at det ikke drejede sig om livstruende eller omfattende skader.

Jeg fik blandt andet en bog om dahliaer, som jeg glæder mig til at studere nærmere, og en bunsenbrænder. Den hedder godt nok ikke en bunsenbrænder, men Cook & Baker, så nu kan jeg brænde sukkeret på en crème brûlée på helt autoriseret vis.
Der var selvfølgelig mange flere gaver, og i går var der endnu flere på Manor Farm, hvor Tims moster og onkel bor.
Det var en fuldstændig fantastisk dag i et gammelt og spændende hus, som jeg vil fortælle meget mere om i senere indlæg.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

21. december 2016

Base Camp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Rejsen forløb planmæssigt – fly, bus og tog opførte sig ordentligt, så vi landede i Pewsey kl. 12:02, strengt efter køreplanen.
P1050456Vi var lidt forbavsede over, så mange rejsende der var i Københavns lufthavn; det mindede mest af alt om en travl charterrejsende-skiftedag. Vores fly var helt fyldt op, men der var stort set ingen kufferter, der skulle af i Heathrow. Vores kom som hhv. nummer to og fem – vi var glade, men der kom kun en lille halv snes stykker til, så enten havde alle kun håndbagage, eller også var de fleste i transit.

I aftes var der tid til en omgang fælles Minecraft inden sengetid, men i dag har børnene, iført fuld udrustning, været nede i deres lejr, også kaldet The Camp eller Base Camp.
De har tæpper, værktøj, overlevelsespakker og drikkevarer med. Begge rygsække er fyldt til bristepunktet. I dag skal de ikke lave bål, men når de skal, bruger de dette ‘flintredskab’, som rent faktisk virker, til at slå ild med. Det ville jeg gerne se en dag, men jeg ved ikke, om vi når det denne gang.

Klargøring til Base CampKlargøring til Base CampP1050464

For vi voksne har travlt med at forberede julen – i dag stod den på indkøb af langt det meste til alle dagene, vi er her, og jeg har konstateret, at der er mindst lige så juletravlt i de engelske supermarkeder som i de danske. Men det blev klaret, og vi mangler bare et par småting i morgen, plus at afhente den bestilte and, for sådan en fætter finder man ikke i et supermarked herovre. Heldigvis kan den bestilles hos den gode slagter i Devizes.

På vej mod Base CampPå vej mod Base Camp

På vej ned til the camp … de kom dog tilbage igen noget før det annoncerede tidspunkt, men vi ved ikke helt hvorfor. I hvert fald kom de tilbage for at sige, at de i stedet ville gå ned til River Avon for at se, om der var sket noget nyt siden sidst de havde været der.
Det er ikke den samme Avon, som Stratford ligger upon; der er flere floder i England, der hedder Avon … fem tror jeg, Charlotte engang kom frem til. Vi har en teori om, at Avon ganske enkelt kunne være et oldengelsk ord for flod, men den er hverken be- eller afkræftet.

Jeg løber igen – der bliver kaldt på mig – børnene er kommet tilbage med kristtjørn, så nu skal der laves juledekorationer.

19. december 2016

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , , ,

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

De flyver mod nordøst - vi flyver mod sydvest ...

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem
, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

11. september 2016

Ude er godt, men hjemme er … sandelig også godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: ,

I lufthavnen stod der to ægtemænd og ventede på de to ikke-enlige af Die Drei Mädchen, som alle havde haft en dejlig, dejlig tur, idet både England, barn og børnebørn viste sig fra hver deres bedste side, så det hele kunne vist godt siges at have været ovenud vellykket.
Alligevel er det jo altid skønt at få et varmt og solidt velkomstkram af den slags, der siger “det er rart at se dig igen”. Jeg elsker at være sammen med veninderne uden ægtemænd, jeg elsker at være hos Charlotte og børnene, men det er nu allerbedst, når John også er med. Bortset fra, at jeg også elsker alenetid med Charlotte. Det er ikke nemt at stille mig tilfreds … eller også er det godt altsammen, bare på hver sin måde.
Når katten er ude, spiller musene på bordet. Jeg må være en kat, for vi havde ikke set noget til sæsonens mus inden jeg tog afsted, men da jeg kom hjem igen, var der gået seks i fælderne. Efter jeg kom hjem, har der ikke været en eneste … jeg vil nok helst ikke vide hvorfor …

P1030819P1010882

Susanne og jeg blev meget inspireret af de engelske haver. Jeg vidste godt, at jeg ville blive blive det, for det gør jeg hver gang, men det var dejligt at se, at de også faldt i hendes smag. Ja, også i Karens for den sags skyld, men hun nøjedes med at nyde dem, da hun ikke rigtig har mulighed for at omsætte indtrykkene i praksis.
Dette viktorianske drivhus kunne jeg godt tænke mig, men det bliver ved ønsket. Charlotte ville også gerne have et, men hun må foreløbig nøjes med den noget mindre udgave af det, for det store, som vi så i Avebury, koster 12.500 pund. Og det er uden soklen og mistbænkene.

P1030813P1030812

Hvad vi derimod godt kunne forsøge os med at praktisere, er at sætte artiskokker sammen med dild. To køkkenurter er det jo, men det så virkelig godt ud sammen, som det stod i flere af bedene i Munkehaven i Avebury. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde ville kunne få de to ting til at vokse sig så store her i landet, men det kunne jo komme an på en prøve.

Nu går jeg rundt og nyder det usædvanligt flotte septembervejr … nyder Den Stråtækte … nyder haven, udsigten, samværet, at gå og nusse i bedene, mens John pudser vinduer.
Jeg måtte igen filosofere lidt over planters evne til at forsvinde rent visuelt: Lige så forundret John blev over, at visse af stue- og krukkeplanterne blev usynlige for Søren, da vi var i England i juli, lige så usynlige blev de rent faktisk for min mand, mens jeg var væk. Det er altså noget underligt noget … skaden kan dog lettere gøres god igen, da det denne gang drejede sig om en uge og ikke to, men han så altså sjov ud i ansigtet, da jeg spurgte, om han kunne se dem nu, hvor jeg var hjemme igen og kunne pege på de stakkels tørstende planter.

10. september 2016

Avebury Manor and Garden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

imageAvebury Manor and Garden ligger, ikke overraskende, i Avebury, som har den største henge. Stencirklen er så stor, at man ikke rigtigt opfatter, at det er en cirkel. Selv om det tilsyneladende bare er nogle store sten på en mark, er der noget fascinerende over dem, når man ved, at de for flere tusind år siden blev transporteret hertil fra Wales. Mange af stenene er væk, fordi man gennem århundrederne har fjernet dem og brugt dem i forskelligt øjemed – man havde ikke rigtig sans for historiens vingesus før i nyere tid.

P1030810P1030809

Avebury Gardens er smukke, som næsten alle engelske haver. Stedets have er opdelt i flere afdelinger; dette er Monks’ Garden.

P1030812P1030815

Avebury Manor blev overladt, uden indhold, til National Trust. BBC tilbød at genskabe rummene i forskellige tidsperioder og lavede serien The Manor Reborn i fem afsnit. Der var Tudor, Queen Anne, Georgian, Victorian og en stue fra 1930’erne. Her er en god artikel om det af og med Penelope Keith. Efter afslutning kunne NT beholde det hele, hvilket har gjort det til et særdeles levende museum, fordi alt er nyt og derfor ikke bevaringsværdigt på samme måde, som havde det været ægte møbler fra de forskellige perioder. Man må sidde i stolene og ligge i sengene; man må bruge kaffemøllen i køkkenet osv. Børn elsker naturligvis den slags, og faktisk er det flottere end the real things, fordi farvene ikke er falmet og stofferne ikke slidt.

P1030823P1030824

Herover er det Tudor-stuen, hvor bordet er dækket, og hvor der er lagt tudorhatte på stolene, så man kan tage dem på og lege en 500 år gammel rigmandsfamilie. Gobelinerne ser fuldstændig ægte ud, og selv om man rørte ved dem (hvad man godt måtte), var det svært at ‘opdage’, at motiverne var printet på stof. På gulvene lå der sivtæpper, som jeg desværre ikke fik billeder af, men som var tykke og dejligt bløde at gå på.

P1030832P1030833

Måske kan man fornemme ‘friskheden’ i farverne … da vi kom tilbage til den flotte himmelseng, lå der en lille dreng i den. Han sov bestemt ikke, men lå med et stort og stolt smil og med fire gange så store øjne som normalt – ingen tvivl om, at han ikke ville sige nej tak til at få sig sådan en seng.

P1030826P1030827

Off to GoodwoodHerover køkkenet og The Georgian Dining Room med en indendørs hest, kaldet en chamber horse “Eighteenth-century English gentlemen (and likely a few ladies as well) used this peculiar-looking device to help burn off the effects of those infamously lengthy Georgian dinners”. Der var høje fjedre under sædet.
Jeg forsøgte mig og var glad for, at ingen filmede. Det var næsten som at sidde på den tyr, I ved, der er beregnet til at smide en af så hurtigt som muligt.
Køkkenet var viktoriansk; dvs. fra 1800-tallet. Jeg elsker at se på disse gamle køkkener, men har ingen sentimentale ønsker om at arbejde i sådan et – det har været hamrende besværligt, for at sige det mildt.
Vi fik fortalt, at det var fordi man troede, den blå farve holdt insekter væk, at man malede så meget blåt i køkkener.

Så bare afsted med jer til Avebury, hvis I nu skulle få lyst til en tur til England.
Den ene af veninderne skrev hjem til sin mand, at hun synes de skal holde ferie i England til næste år. Hun var meget positivt overrasket over de kuperede landskabers store skønhed og af de fantastiske huse og haver, vi nåede at vise hende.

Og nu vi alligevel dvæler ved historien, så er familien til The Goodwood Revival i dag – i gennemført stil fra 1940’erne. De minder mig om mine forældre, som jeg husker dem fra ganske lille. Aubie er stolt af sit outfit – selv hans sko er ‘rigtige’, selv om de er nye, men han elsker dem. 
Han spurgte sin mor: “Det her er lidt sådan en slags legedag for voksne, er det ikke?”

6. september 2016

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:39
Tags: , ,

P1030776Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for, om det nu også var en god ide at slæbe mine to bedste og ældste veninder med til England, så er den bekymring nu gjort til skamme.
Det kan da godt være, at det er fordi, min datter efterhånden selv er ved at være midaldrende (jeg har en datter på næsten 40 år! Skræmmende!), men min bekymring blev manet til jorden i dag. Jeg tror aldrig, jeg har snakket så lidt, når jeg har været herovre … holddaOP, hvor kunne de snakke, de tre.
Jeg sad for det meste af tiden mageligt tilbagelænet og lyttede.
Og lyttede. Og hyggede mig.
Anna og Aubrey var de skønne unger, som opførte sig aldeles eksemplarisk – jeg fornemmede en konflikt, men den blev løst uden nogen andre end mor og mormor fandt ud af, at der overhovedet havde været en konflikt.
Huset blev fremvist, der blev hentet børn, der havde overstået første og derfor meget hårde skoledag, der blev gået landsbyrundtur, der blev lavet aftensmad, der blev snakket om historie (husets), EU, bedste- og svigermødre (der er nogle mere eller mindre udefinerbare forskelle på farmødre og mormødre, og de to andre damer er farmødre), der blev snakket, grinet og mobbet næsten lige så meget, som hvis det stadig bare var os tre grumpy old women, der var sammen.

I morgen (som nu er blevet til i dag, kan jeg se på pc-uret), står den på Bath, som jeg elsker, og som de to damer glæder sig til at se.

P1030782Angus-restauranten, som vi valgte i går, var ikke nogen succes.
John og jeg har spist på denne kædes restauranter flere gange og har haft en god oplevelse hver gang. Da Sus, Karen og jeg var i London for 10 år siden, havde vi også en rigtig god madoplevelse her.
Det havde vi bestemt ikke i går. Mit kød var næsten utyggeligt, så jeg lod mine to fæller smage. De var enige.
Jeg klagede over, at kødet var hårdt og sejt – meget, endda.  “Okay – I’ll call the manager.”
”Jamen det er denne udskæring altså. Du skulle have taget … (bla, bla – det-og-det), hvis du vil have mørt kød”
”Og det formodes jeg som kunde bare at vide?
… Ehhh … no … ehhh … (manager med fåret udtryk i ansigtet).
“Jeg forventer sådan set, at alt, hvad I serverer, er mørt og lækkert. Og hvis ikke jeg kan forvente det, så at I i det mindste fortæller mig, at det er et dårligt valg, jeg har taget, fordi det kød ikke er værd at sætte tænderne i”.
Det kunne han ikke sige noget fornuftigt til, så han tilbød mig, at you can choose anything from the menu, hvortil jeg svarede, at nej, jeg vil ikke selv vælge – nu skal du fortælle mig, hvad man kan tygge med øjenbrynene – hvad der er det bedste.
Jeg fik det dyreste og (efter sigende) det bedste og møreste, møre kød fra menukortet – “naturligvis uden ekstra beregning”. Ih, men tusind tak, da …
Det var såmænd også næsten okay, men det nåede ikke gårsdagens kød (fra Bukowski) til sokkeholderne, så vi blev enige om, at det var vores sidste besøg på en Angus Steakhouse.
Husk det, hvis I kommer til London.

4. september 2016

Lost in London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: , , ,

I aftes blev middagen indtaget i Soho på en af Bukowski-restauranterne, som jeg ikke kendte før i aftes. En sød og frisk, men ikke overfrisk, ung gut kom hen til os og spugte hvor vi kom fra og hvad vi ville have at spise. Vi sagde Danmark og hvad vil du anbefale.
”Don’t take the clam chowder – it’s absolutely rubbish. Absolutely! Not worth eating. But the lamb and the ribs are excellent.”
”Vi er lidt i tvivl om hvilken af disse to rødvine, vi skal vælge.”
Så kom fyren med glas og lod os alle tre smage begge vine, så vi var i stand til at træffe en beslutning. Enstemmig, heldigvis.
Der var MASSER af mad, og det smagte fuldstændig, som trækulsgrillet kød skal smage.

P1030753P1030754

I dag skulle vi finde til Battersea Park, fordi der var noget bestemt “vandkunst”, jeg gerne ville se.
Battersea Park fandt vi nemt, men inde i parken gik det så grusomt galt. Nu er det ikke en helt lille park, og det var overskyet – så er jeg totalt lost. Kan overhovedet ikke finde ud af noget som helst, hvad retning angår – på trods af, at vi fik et kort over parken og fik forklaret vejen hen til vandkunstens placering, gik vi i den helt forkerte retning. Hvilket vi fandt ud af, da vi havde gået hele parken igennem og opdagede, at Themsen overhovedet ikke var, hvor den burde være. Themsen har man nok ikke flyttet, så sandsynligheden for, at det var Die Drei Mädchen, der var gået galt i byen, var ikke helt lille. Vi gik og vi gik og vi gik. Kom blandt andet forbi et hundeshow med mange både to- og firbenede deltagere; med tivoli und alles … jeg var ved at give op til sidst, men de to andre blev stædige og mobbede mig på det grusommeste.
Og lige pludselig langt om længe stod vi ved søerne, hvor Samara Scott havde lagt stof i og farvet vandet. Godt så. Det var det … vi gik over Themsen og fandt en bus til Kensington High Street, hvor frokosten blev indtaget og shoppegenet derefter aktiveret.

P1030763P1030764

I parken var der svævende aktiviteter af forskellig art – kvinden til venstre var god, mens drengen til højre aldrig nåede videre; han var ikke stor nok til at nå rebet på det næste hold planker.

P1030774P1030757

Albert Bridge, som vi krydsede til fods – og vi sørgede naturligvis for at undgå at gå i takt … vi ville ikke risikere, at den gik i selvsving!
Og ja – vi bor tæt på Paddington station, så selvfølgelig står bjørnen her også.
Lige nu står den på afslapning – vi er sandelig en køn treenighed … én har ondt i knæet, én har ondt i ryggen og én har ondt i røven. Én sover, én strækker ryg og én skriver et blogindlæg. Der samles kræfter til at gå ud og spise aftensmad. Sådan var det ikke for 35 år siden, da vi mødte hinanden, men tiden går som bekendt, og den sætter sine spor undervejs.
Og det er så ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt. På ingen måde …

27. juli 2016

En fjollet pakke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

P1030399I dag var vi i endnu en Butterfly World, som var meget bedre end den i Wales, for i den i dag havde de på en eller anden forunderlig måde gjort dem tamme … de fleste sommerfugle sad helt stille, mens vi fotograferede. Kun to, den store blå fra Amazonas og en, der hed noget med zebra- havde ikke lært at sidde stille endnu, men resten havde … så er der noget ved det! Sikke nogle skud, vi fik af nogle af dem. Især selvfølgelig John, men hans billeder har jeg ikke set endnu.
Pudsigt nok var det ikke en af de mest farvestrålende jeg var mest betaget af, men den forholdsvis lille og uanselige her til højre. Den hedder et eller andet med glas, hvilket nok ikke kan forbavse synderligt. Den ser betagende ud både når den flyver og når den sidder stille.
Desuden var der reptiler, hvis man skulle have den interesse, og udenfor var der en noget blandet landhandel – dværgkænguruer, skildpadder i flere udgaver, kalkuner, surikater og flere forskellige bondegårdsdyr.
Atter en gang blev jeg grundigt til grin, for jeg så først kænguruerne som store kaniner – lige indtil jeg fik øje på halen, som var gemt i græsset, men inden da havde de andre nået at storgrine af min tilsyneladende manglende viden. Den viser sig ofte for tiden …

P1030410P1030408

Ovenstående larve ledte jeg længe efter mellem bambusbladene efter at have læst skiltet, men kunne ingen finde. Jeg kaldte på Aubrey, for hvem det tog ca. 20 sekunder at få øje på en. Typisk. Men det er en af grundene til, at det er så godt at have børn med på svampejagt.
Disse labre larver var der en snes stykker af på en plante, der næsten var helt spist. John gik lige forbi dem, selv om de var i øjenhøjde – han troede det var blomsterstande.

P1030429P1030431

P1030421P1030423P1030426

Kalkunhaner er nogle grimme fyre, som vist kun de selv og kalkunhønerne kan elske.
Surikaterne holdt trofast vagt oppe og nede, selv om der næppe kommer rovdyr forbi deres nuværende hjem. Og dog, talte vi om, for når stedet lukker og folk er gået hjem, kan rovfuglene sikkert sagtens finde på at snuppe sådan en lille lækkerbisken til aftensmad.

Butterfly World 1P1030434

Det sidste billede er overskriftens fjollede pakke, som stod og ventede på Charlotte, da vi var tilbage igen. Hun fik det lige som jeg kan få det, når jeg bestiller for meget over internettet: “Hvad i alverden kan det være? Hvad har jeg dog bestilt, der kan komme i sådan en indpakning?”
Hun hev det ene stykke papir ud efter det andet – for til sidst at stå med den lille flaske i hånden!
Den kunne hun godt huske at have bestilt, men havde ikke lige forestillet sig dette overkill i emballage.
Hun er premiumkunde hos Amazon og betaler derfor aldrig for porto, uanset hvor lidt eller hvor meget hun bestiller. Mon det har været en fordel i dette tilfælde? Jeg har prøvet noget tilsvarende engang. Jeg bestilte et meget lille USB-stik, som kom i en temmelig meget for stor papæske.

P1030147P1030149

26. juli 2016

Bag tæppet – bag facaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

P1030365P1030367 P1030368P1030369

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

P1030370P1030373

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more P1030374British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.


*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

25. juli 2016

Havsalt er noget man tager på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Sea Salt regnfrakkeI hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

P1030350P1030353

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

P1030362P1030363

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

P1030364

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

22. juli 2016

Ikke Bath … Salisbury

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: , ,

Det blev ikke Bath i dag. Børnene skal have nyt fodtøj inden deres ferie i Grækenland, men det er deres sidste skoledag i dag, så det må vente til på mandag, hvor vi alle fem vil tage en tur til Bath.
I stedet kørte vi en tur til Salisbury i dag. Vi har været der før; også inde i den kolossalt store katedral, så vi nøjedes med at kigge indenfor i søjlegården – og undre os lidt over den vrede helgen – eller hvad han nu har været … han virkede ikke specielt helgenagtig.

P1030302P1030303
Det er ham, der står alene, jeg mener … han ser overmåde olm ud, mens han står og giver en eller anden fingeren. Ikke særlig helligt, må man sige. De andre ser ud, som sådan nogle nu engang bør se ud.
Katedralen er virkelig enorm og også et besøg værd, hvis I skulle komme på de kanter. Jeg kunne ikke rigtig komme langt nok væk til at tage et billede, der ikke vælter. Den er imponerende indvendig såvel som udvendig, hvor man kan bruge lang tid på at studere detaljer. Og undre sig over, hvorfor der aldrig er kommet statuer ind på de ledige pladser. Pengemangel? Trosretningsskifte? Det må kunne slås op, men det bliver en anden gang.

P1030305P1030306

Ken Follett har beskrevet en katedrals opførelse i Jordens Søjler, som er en fantastisk bog og er blevet til en god film. Det kunne måske i teorien have været denne i Salisbury, der var hans forbillede, men den er omkring 100 år yngre end Follets fiktive katedral i bogen. Det er imponerende klaret at kunne bygge i denne størrelse og højde i 1200-tallet – det er ikke svært at forstå, at der skete en del uheld undervejs.

Salisbury – Sarum – rødderne går langt tilbage (Old Sarum har rester af bosættelser fra 3000 fvt.), hvilket afspejles i nogle af byens smukke huse. Dagens formiddagskaffe blev indtaget i en lille gårdhave på Red Lion Hotel, hvis rødder går helt tilbage til 1300-tallet. Særdeles hyggeligt og stemningsfuldt!

P1030309P1030311

Billedet herunder er især interessant pga. det meget smalle hus lige til højre for den røde bygning. Hvert andet hus i den gade var så smalt. Vi kunne godt tænke os at se en af disse lejligheder indefra. Det er lige før, at en seng kun kan stå i én retning.

P1030319P1030317

Dyrekøllehuset (haunch of venison betyder dyre[vildt]kølle) kunne jeg bare ikke stå for, men igen det sædvanlige problem: Man kan ikke komme langt nok væk til at få nogle ordentlige billeder. An Old English Chop House – det er da skønt, ikke?

Nu er børnene hjemme – de kan ikke få hænderne ned, for nu har de sommerferie! Jeg kan sagtens huske den herlige fornemmelse af at vide, at der ligger mange uger foran en, hvor man bare kan gøre hvad man har lyst til. Og det var rigtig sommer HELE tiden. Det regnede aldrig! Er det ikke rigtigt?

21. juli 2016

Aberglasney Gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:41
Tags: ,

Det blev til endnu en have i dag … jeg tror vi kunne se en ny have hver dag og alligevel ikke blive trætte af at kigge på haver.
Dagens have var Aberglasney House and Gardens, som hævder at være blandt top 10 af UK’s haver. Flot var den bestemt også, men i dag begyndte det at regne, inden vi var blevet helt færdige med at gå rundt, så vi sprang lower walled garden over – heldigvis var det den sidste af alle haverne i haven; resten havde vi nået at være igennem.

P1030251P1030253

Der var et nyt house og resterne af et meget gammelt. Ruinerne af dette sidste havde man smidt et glastag over, under hvilket man derefter havde skabt en subtropisk have.

P1030268

Jeg er som sagt ikke blevet træt af haver, men jeg kunne godt forestille mig, at I snart er det …
Ikke desto mindre kommer her flere blomsterbilleder – herover fra et langt bed holdt i bordeaux og pink farver. Jeg var vild med det!
Det er simpelthen alt for inspirerende at kigge på alle de haver – jeg vil have det hele selv!

P1030277

Da det begyndte at regne, var vi helt tilfældigt ved siden af restauranten, så hvad var mere oplagt end at snuppe en latte og en scone med clotted cream, mens udsigten blev nydt? Det havde dog tilsyneladende ikke tænkt sig at holde op igen, så vi gik tilbage til bilen … hvorefter det holdt op med at regne. Murphy strikes again.

P1030278P1030275

Alt er større i en slotshave. Også plantesækkene …

P1030283P1030284

The sunken garden. “Den sunkne have!” sagde John, men jeg mente nok, at jeg ville kalde den for den nedsænkede have.
P1030293Vi har set virkelig mange montbretia herovre (den røde i midten), og de er langt, langt større end mine fra Peter Nyssen, men de kan selvfølgelig nå at indhente det forsømte – har hørt, at det er ved at blive sommer i Danmark.

Jeg købte ikke kruset, for jeg er forbi dette stadium i kvindelivet, men jeg fortrød bagefter, for det havde været en fin gave til en medsøster, der slås med hedeturene.

Nu er vi tilbage i den lille landsby, som vi kender så godt. Hvad vi skal lave i den sidste ferieuge herovre, vides ikke endnu, men vi skal nok finde på et eller andet – og så skal vi i øvrigt i høj grad lave masser af ingenting. Næsten ingenting … den står vist på Bath i morgen, medmindre Charlottes planer er ændret siden vi tog til Wales.

20. juli 2016

Wales’ botaniske have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: , , ,

P1030235Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

P1030198

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

P1030195

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

P1030189P1030191

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

P1030129

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

butterfly collage

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

P1030231

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

19. juli 2016

A very warm welcome to Wales

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: , ,

Or a hello as hot as hell … men så passer Wales ikke ind rent bogstavsmæssigt, heller ikke Cymru, som det hedder på walisisk.
Men det er varmt. Som i stegende hedt. 31o rundede vi i dag – godt man har aircon i bilen. Da vi nåede delmålet i Rosilli, blæste det heldigvis en hel del, ellers var vi da døde inden vi nåede helt ud på spidsen. Ingen af os vidste på forhånd hvad vi kørte ud til, men kortet viste, at det er A Heritage Coast, så vi konkluderede, at der nok var meget pænt. Det var der også …

P1030110

Tidevandet var ude. Langt ude, kan man sige, men det var ganske langsomt på vej ind igen.
Man kan ikke engang se menneskene, der var en del af nede på stranden, men det kan man på næste billede.

P1030119

Vi gad ikke gå derned; vi ville hellere længere ud mod det vestligste punkt, og i øvrigt havde vi en aftale med et hotel i Llanelli, så vi kunne ikke opholde os der alt for længe. Llanelli er et af de mange hundrede stednavne i Wales, der begynder med dobbelt-L. Måske er der oven i købet i tusindvis, for vi så mange navne undervejs, som ikke er med på selv vores pænt detaljerede kort.
Det er også i Wales, den af mange kendte by, Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, ligger – det længste stednavn i Europa og det tredjelængste i verden. Det kan kun være for at få den rekord, for det er godt nok et kunstigt navn at give en by:
“[Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule”.
Llanelli her i Sydwales er lidt mere overskueligt – man skal bare vide hvordan Ll udtales, men det lærte jeg første gang jeg var i Wales i 1985 – hvor vi besøgte byen med det lange navn og boede i Bettws-y-Coed, som udtales bettus-i-køjd.

P1030114

Vi er nu indlogeret på hotellet og har fået bilen placeret i et P-hus, hvor vi ikke lige ved, hvordan vi får den ud fra i morgen, men det må vi finde ud af til den tid. Nu handlede det bare om at komme op på værelset, få smidt tøjet og fladet ud! Et køligt bad vil heller ikke være det ringeste …

18. juli 2016

Lawn Service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: ,

Det er de mest utrolige ting, man kan gå med til bare for at opleve det mest engelske af det engelske. I går var det Lawn Service i Wilsford House – en årligt tilbagevendende begivenhed. Græsplænegudstjeneste. Gudhjælpemig … mig, som absolut ikke kunne finde på at gå i kirke frivilligt …

P1030095P1030096

Chippenham Salvation Army legede orgel, byens skravsamlingshus leverede stolene (heldigvis havde vi numsevarmere med!), og det meste af landsbyen plus et par udenbys (altså ikke os) var menigheden, linet op på tre rækker. Tre lange rækker – vi var vel omkring 100 – noget af et tilløbsstykke, i betragtning af, at kirkens gudstjenester er lige så ringe besøgt som de danske landsbykirker.
Der er altid a speach, som kan være meget interessant og ikke nødvendigvis med religøs baggrund; sidste år fortalte byens biavler om … biavl, såmænd.
Da Charlotte i programmet så, hvem der skulle holde årets tale, blev hun lang i ansigtet. Beklager meget, mor. Det er Englands kedeligste mand. Han har været her en gang før, og det var d.r.æ.b.e.n.d.e kedsommeligt.

P1030100

Hun havde fuldstændig ret. Det syntes resten af menigheden også, var vi overhovedet ikke i tvivl om … han havde måske en fan eller to på første række (det var en nyyydelig mand), men resten af os havde svært ved at sidde stille. Charlotte havde oven i købet svært ved at holde sin mund, men der kom ingen pinlige episoder. Han er et eller andet halvhøjt inden for kirken, så det er vel derfor den lokale præst mener, at Svend Erik Kedelig her har sin berettigelse.
Folk deltager i denne Lawn Service for hyggens og sammenkomstens skyld – der er altid tea bagefter, hvor landsbyens kvinder – og en enkelt mand – bidrager til fortæringen. Der manglede sandelig heller ikke noget – fire forskellige slags kager, fem slags sandwiches, scones, mince pies, snacs, småkager … intet manglede. Men der var te. Punktum. Ingen kaffe, til Johns fortrydelse, men han tog dog en kop te. Den var, til vores overraskelse, god. Det var ikke det sædvanlige gulvopfej, men en dejlig og ordentligt brygget te.
Så nu har vi prøvet en græsplænegudstjeneste!

En pub i Marlborough

Apropos te: Vi var i Marlborough i dag, hvor vi – ganske som vi plejer – fik os en kop formiddagskaffe.
Vi sad og sludrede om alt og intet, og en af bemærkningerne fra Charlottes side var: Det var simpelthen bare en storm i en tekop!
John og jeg prøvede. Virkelig. Men da vi kiggede på hinanden, kom vi altså til at grine højt. C kiggede lidt forvirret på os, men var godt klar over, at det var noget hun havde sagt.
Da vi havde grinet af, sagde jeg, at det mærkes mere og mere, at hun snart har levet halvdelen af sit liv i England … det hedder en storm i et glas vand på dansk, min søde pige.
Hun bliver meget ærgerlig på sig selv, når den slags sker, men det gør det mere og mere. Mange af hendes præpositioner bliver oversat direkte fra engelsk, og jeg nænner næsten ikke at gøre hende opmærksom på det hver gang, som hun ellers har bedt mig om. Nu bad hun mig om det igen.
Jeg mener det, mor. Du skal rette mig … men jeg taler i det mindste endnu ikke med engelsk accent … vel?

Næste side »

Blog på WordPress.com.