Det var svært at få hænderne ned

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”
DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare så meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

Nødhjælpspakke til England

Vi skulle lige nu have opholdt os et par dage i Brügge inden den videre færd til England og vores familie derovre. Typisk, ikke sandt? Nu har vi været flere år om at tage os sammen til det ophold, som vi blev inspireret til af Mia, men nu skulle det endelig være, og hvad sker der så? Corona. Murphy har så sandelig ikke levet forgæves. Vi havde ellers booket et værelse på en båd i en af kanalerne og havde sådan glædet os. Også til det …
Når vi tager derover i bil, har vi altid en masse med, der ikke kan købes i England, men som vi ikke kan eller vil have med i kufferterne.
For at føje spot til skade, står de netop i år og mangler flere ting end sædvanligt, fordi der er vareknaphed i England – de kan ikke få alt, som vi kan herhjemme, men mangler pasta, mel, gær, dåsemad m.m. Ikke fordi de lever af dåsemad, men fx tun og baked beans savner de.
Mel er der dog kommet en løsning på, fordi møllerne har fået et problem, idet de plejer at levere mel til bagere i store sække. Sådanne sække har deres lokale planteskole købt (planteskoler i England er meget mere end planteskoler – jeg elsker dem), så man kan komme med sin egen emballage og dermed få fat i noget mel. Charlotte havde en ny pakke tørgær, som i UK rækker til rigtig mange brød, så hun kan bage igen. Der mangler mange varer; sommetider er der nogle, andre gange nogle andre – aldrig hele udvalget, men de sulter altså ikke; det føles bare ret underligt.

Jeg har derfor pakket en nødhjælpspakke til dem. Det er godt nok pebret at sende pakker til udlandet, men når jeg tænker på, hvad vi skulle have betalt for transporten frem og tilbage, er det jo aldeles ligegyldigt hvad det koster, og hvis jeg overhovedet kan hjælpe, gør jeg det selvfølgelig.
De får masser af pasta, som de især savner, de får den te (vi har længe eksporteret te til England) og de kammerjunkere, som vi havde aftalt for længe siden, at jeg skulle have med, og så er der naturligvis lidt godbidder til børnene, plus et William Morris-viskestykke, som jeg lige har købt hos Anglofilia og som passer perfekt til deres køkken.

Charlotte og jeg talte sammen i 1½ time i går – nok ikke overraskende (også) en del coronasnak; bl.a. om, hvornår vi tør flyve igen. Selv om der bliver åbnet for det, har vi så lige lyst til at sidde 40 cm fra fremmede? Det er jo ikke nok, at de lader midtersæderne være tomme, som nogle har talt om. Der er dog vist noget om, at de kan lukke for recirkulationen af luft, således at den i stedet udskiftes hele tiden, men alligevel … både C og jeg er sikre på, at vi vil tage bilen i stedet for flyet – i hvert fald til vi er vaccinerede, men nu må vi først og fremmest se, hvornår det overhovedet kan lade sig gøre.
Hvis man tager tunnellen, behøver man ikke være i kontakt med andre, fordi man bliver i sin bil, men John og jeg vil ikke længere kunne tage turen i ét stræk, så det kan ikke undgås at skulle tage en overnatning.
Næh … verden bliver helt sikkert ikke den samme efter corona. BC (Before Christ) er kommet til at betyde Before Corona på engelsk, blev C og jeg enige om – vi kunne bare ikke umiddelbart finde ud af, hvad vi så skulle lade AD (Anno Domini) betyde. After etellerandet, men hvad?

Det er sommer … nogle steder

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
Det er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

Forårs- og andre sysler

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

 

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gartner’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

Montacute House

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

For lidt og for meget

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

Jeg elsker engelsk humor

Den sidste formiddag i England gik med at køre til området omkring Savernake Forest, hvor Tim for et stykke tid siden indleverede nogle af deres egne æbler til produktion af egen æblemost. Resultatet skulle afhentes senest torsdag, for de sæsonlukkede i går, fredag.
Det var en mobil æblemostfabrik, men hvor meget der blev kørt rundt med den, ved jeg ikke – det var mit indtryk, at den var ret stationær. Jeg ved ikke, hvor mange af den slags, der er i Danmark, men i hele England er der kun 10.
Charlotte og Tim har haft et elendigt æbleår i år, men det blev da til 15 flasker egen most, som vi desværre ikke nåede at smage, fordi vi skulle direkte til stationen efter afhentning, men C skrev, at den var ret syrlig med en rigtig god smag. De satte, selv for så lille en produktion, C’s egen etiket på – til næste år vil de have lavet en stregtegning af deres Malt House – jeg går ud fra, at æblemosteren gemmer folks etiketter fra år til år.

Da vi kom, var de ved at lave en blandingsjuice af to slags æbler, hvoraf jeg ikke fik identificeret den ene, men den anden var Bramley apples, som er Englands foretrukne madæble. Nogle af disse var KÆMPEstore og havde mindst nået den angivne maxstørrelse på 12 cm. Det lille æble kl. 12 på billedet har nogenlunde normal æblestørrelse, hvilket giver et godt indtryk af bramleyæblernes voldsomhed.

Vi kørte gennem flere efterårssmukke landskaber og spiste frokost på Three Swans i Hungerford, inden Charlotte satte os af på Pewsey station.
Hjemrejsen gik noget mere løbe- og smertefrit end udrejsen, og tilfredsheden steg yderligere, da vi i Københavns lufthavn oplevede, at kuffertbåndet med bagage fra London Heathrow startede, netop som vi nåede hen til det. De er normalt 100 år om bagageudlevering i Kastrup, så det var en glædelig overraskelse – og som en tillægsgevinst kom vores kufferter lige efter hinanden som nummer 2 og 3!

I Hungerford gik vi forbi en blomsterforretning med dette skilt udenfor.
Jeg elsker bare den engelske humor, og de har så sandelig også hårdt brug for den for tiden.

Har I nogensinde hørt om genbrug af tyggegummi? Jeg havde ikke før i torsdags.
På Pewsey station hang denne holder, som er både beregnet til og lavet af brugt tyggegummi.
Ideen om genbrugt tyggegummi er temmelig ulækker, synes jeg, men er naturligvis i princippet god nok.

  

Croome Court med god guide

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

Jeg slap for at se på gamle biler

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

 

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

Den slags er vi blevet for gamle til

Vi er igen i den lille wiltshireske landsby – og vi nåede toget, selv om det kun var lige netop. Flyet var over ½ time forsinket, og der var forsinkende vejarbejde på motorvejen, så da bussen fra Heathrow nåede Reading station, var der 10 minutter til toget gik, og jeg skulle først afhente de forudbestilte og -betalte billetter. Al elektronikken til informationsskiltene var ude af drift, så jeg kunne ikke tjekke, om toget gik fra den sædvanlige perron 7, men vi småløb dertil i håb om, at det var tilfældet. Da der var tre minutter til afgang, afbrød jeg en samtale og spurgte den eneste synlige stationsmedarbejder, hvorfra vores tog gik. Det gik fra perron 8. Mente han … SHIT – vi skulle så lidt tilbage, op ad en rulletrappe, lidt hen og ned ad en anden rulletrappe. Mens jeg sagde tak, så jeg vores tog ankomme. Jeg kan godt løbe, men John har svært ved det – og i øvrigt gør det det ikke nemmere med hver en kuffert plus håndbagage.
Han prøvede så godt han kunne – jeg var forrest og da jeg var halvvejs nede ad rulletrappen fløjtede en mand afgang. Jeg viftede vildt med armene, hvilket han heldigvis så og ‘holdt’ på toget. Jeg spurgte “Pewsey?” Han sagde ja, og jeg sagde, at den herre halvt nede på trappen derovre også skulle med. “Okay, step in”, sagde han, men da jeg ville være sikker på, at John også kom med, ventede jeg på ham. Da han lettere forpint nåede mig, skældte togmanden mig ud: “I told you to enter!” Jajaja … det gjorde vi så begge, og toget satte i gang med en lille forsinkelse, men jeg var glad for, at vi nåede det, for der var tre timer til det næste tog – eller også skulle vi have været taget til Swindon, men så havde C haft en noget længere tur for at hente os.
Vi er altså blevet for gamle til den slags rejsestress!

Resten af dagen gik heldigvis i et adstadigt og noget mere ældrevenligt tempo. Charlotte, John og jeg var alene, da resten af familien plus svigerfar og Andy var i færd med at køre wolseleyen til Birmingham, men mere om det senere.
John havde besluttet sig for at forære Charlotte et af sine kameraer. Han ville ellers have solgt det, men havde fået at vide, at han ikke skulle forvente at få mere end højst 4000 og sikkert kun 3000 for kamera med linse. Det ville i givet fald være et betragteligt tab, og C havde i sommers talt om, at hun flere gange havde overvejet at få et kamera, der kunne meget mere end det hun har, men det hun havde i tankerne ville koste så mange penge, at hun ikke rigtig havde samvittigheden i orden til det.
Hun blev meget glad for det – som i virkelig, virkelig glad, og vi kørte fluks en tur ud i det engelske landskab for at finde motiver, så hun kunne få lidt hands-on-undervisning af John. Det hyggede de sig en del med begge to.

Mens de to mest koncentrerede sig om landskabsbilleder, så jeg andre ting gennem linsen. Bl.a. gik turen gennem Urchfont, som kan smykke sig med en titel, som meget praktisk ikke har noget årstal knyttet den den årlige pris, så det skilt kan stå der længe og lade som om det er nyt. (C.P.R.E. står for Campaign to Protect Rural England.) Men okay – de vandt faktisk prisen her i 2019, og om det er en slags vandrepokal, ved jeg ikke.
Friars Lane måtte jeg også smile over – når man har nået bunden, vil jeg mene, at det li’som kun kan gå opad, så den sidste del giver lidt sig selv …
I dag har C en kunde til prøvning her til formiddag, men hun satser på at kunne holde fri i resten af den uge vi er her … dejligt.

De sidste indkøb

Forleden dag ringede jeg til Charlotte for at spørge hende, hvad hun mangler. Her blev bl.a. nævnt te, og som jeg vist før har fortalt, eksporterer vi te til England, da de jo ikke selv kan finde ud af at hverken lave eller forhandle en ordentlig te.
Vi har også nougat og marcipan med, så hun kan lave konfekt til jul. Man kan godt løbe marcipan i England, men det er ikke nær så godt som det danske … det er alt for sødt, og blød nougat kender de ikke.
De skal godt nok holde jul i Danmark, men derfor synes C alligevel, at der skal laves konfekt, og da de tager hjem inden nytår, skal det nok blive spist.
Derudover har jeg købt hyggesokker i bunkevis. Jeg sendte et par over til hver af dem efter deres besøg i sommer, da jeg opdagede, at Aubreys havde så store huller, at de var blevet til benvarmere i stedet. Annas var helt kaput. Det var Aubies jo sådan set også, men han nægtede at kassere dem. Vi fandt ikke nogen, mens de var her, men kort tid efter fandt jeg nogle stykker, hvoraf jeg altså sendte to par afsted. Resten kommer med nu, plus et par vildt tykke julehyggesokker, som jeg ved de vil elske at have på. Aubrey flytter ind i hyggesokker året rundt, både nat og dag, når han ikke opholder sig udendørs – han er aldeles afhængig af dem, men nu burde han have til et stykke tid.
Julegaven til Charlottes svigerforældre nåede at ankomme i går. Den havde jeg nær glemt at bestille, men de var hurtige til at sende, og PostNord var hurtig til at levere. Det er årets juleuro fra Georg Jensen, som de bare elsker begge to. Uroen, altså, ikke Georg Jensen … og når jeg køber årets, ved jeg, at de ikke får dubletter. Der går totalt Mrs Hyacinth i Elizabeth, når hun praler med sin specielle flotte danske julepynt. De hænger på grangrene rundt om deres åbne kamin, og alle julens gæster bliver gjort opmærksom på denne pynt. Hvert år … Charlotte morer sig ofte over den hyacinthske attitude – også i andre sammenhænge.

John sad i går og studerede lokalaviserne, og som så ofte sad han og kommenterede forskellige tilbud.
– Den olivenolie du bruger til stegning, koster 45 kroner. Er det ikke billigt?
– Joda. Den koster normalt 89.
– Den rødvin, du blev så glad for, er sat ned til under halv pris. Du ved, den der Why Not.
– Holddaop …
– En pakke Lurpak til en tier. Det er da også billigt, ikke sandt?
– Jo. Også under halv pris. Hvor ser du alt det henne?
– Kvickly, Vordingborg.
– Okay. Der kører vi til i morgen formiddag og køber ind!

Som sagt, så gjort. Vi købte stort ind, men benyttede os stort set kun af de gode tilbud, og gør man det, er der altså en del penge at hente.
Nu er julevinen i hus. Plus smørret til julesmåkagerne. Og en hel del andet … det er godt, vi har (skabs)plads nok.

Goodwood Revival 2019

Hvis de overhovedet har mulighed for det, deltager mine englændere i Goodwood Revival hvert år. Det foregår midt i september, og John og jeg har lovet os selv, at vi skal med derover engang; nok mest fordi Charlotte og Tim siger, at det lige ville være noget for John, men jeg kan vel også få tiden til at gå, vil jeg tro. Charlotte bruger tid hvert år på nye kostumer, så ikke de kommer i det samme kluns hver gang – man har vel sit gode rygte (de møder altid nogen, de kender) og sin egen faglige stolthed …
Den største udfordring ligger i, at det er umuligt at forudsige vejret på dagen, og dermed hvordan tøjet skal være. Sidste år druknede det totalt i konstant silende regn, hvilket reducerede fornøjelsen ved arrangementet en anelse.
I år var det 23° og høj sol fra morgen til aften, så folk søgte skygge og kølighed, hvor og når der var mulighed for det.

I år kørte de dertil i den, de selv kalder for Matadorbilen. Det kan de gøre på godt to timer, og turen frem og tilbage er en væsentlig del af hele oplevelsen. De elsker alle fire at køre i de gamle biler.
Jeg har først lige spurgt, hvilket årti de repræsenterede denne gang, men har ikke fået svar endnu. Ligner det ikke 40’erne? Charlotte med sin trekvart-ærmede frakke og trekvartlange jeans, Tim med sin lange jakke og Aubrey med korte bukser og argyle stockings? Anna stikker vel i givet fald lidt ud med sine cowboybukser. Det kan dog være med vilje – hun har nået en alder, hvor det betyder meget, hvordan man i egne øjne tager sig ud i andres ditto.

Aubrey, derimod, er mere ligeglad med at se lidt anderledes ud, end man måske kunne tro, han ville være. Han er helt med på, at man ved denne lejlighed i højere grad skiller sig ud ved ikke at være udklædt, og selv om det ikke er et ufravigeligt krav at være det, synes han, det er ret festligt.

Goodwood ligger ideelt for en tur med bilen til England, der kunne planlægges således, at vi først besøger Rye, som Mia lige har fortalt mig er stedet hvor mange scener fra Mapp & Lucia er optaget, og derefter kører til Goodwood for at mødes med familien der.
Der skal vist lige tales lidt om september 2020 ved lejlighed …

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?”

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

Vi kommer tættere og tættere på et ægte Barnaby-afsnit

Feriens højdepunkt, the flower show, skulle løbe af stablen i dag. Vi var mange hænder til at hjælpe, så kl. 13:30, en halv time før det hele skulle begynde, sad vi og kiggede på hinanden og Charlotte og spurgte: “Hvad skal vi nu lave? Hvad mangler der?”, hvortil hun lettere forundret svarede: “Vi er færdige, er vi!”
Vi har jo lige som været med før, så der var ikke så meget nyt under solen for vores vedkommende, men for alle andre danskere end Annemarie, som også var med sidste år, (og John og mig, forstås), var dette en førstegangsoplevelse.
Klokken blev 14, og der var kun kommet Tims mor med mand plus et enkelt par mere … den blev 14:10, og vi blev en anelse nervøse: Kom der slet ingen i år? Det ville bare ikke være særlig godt! Men så begyndte folk heldigvis at strømme til, og inden 14:30 var de fleste arriveret.

Første officielle punkt var hundevæddeløbet. Det tog en rum tid for ejerne at få deres hunde til at stille op på en linje – på én gang i hvert fald, for der manglede hele tiden en af dem.
Det lykkedes dog til sidst, og da de satte i gang, tog The Italian Greyhound som forventet lynhurtigt en særdeles overbevisende føring – lige indtil det stakkels nervøse væsen følte sig forfulgt af Copper og tog en skarp drejning til højre for at undslippe den åbenbart farlige hund.

Derefter kom børnevæddeløbet, hvor vores lille Ella vist følte sig lidt for underlegen, for hun ville ikke deltage.
Dernæst var det mændenes tur, og derefter igen kvindernes.
Man kan lige ane Tim helt til venstre i billedet. Han kan bare ikke løbe stærkere end vi andre kan gå. Næsten … Anna og Aubie var megaflove over ham til en forældredag, hvor fædrene skulle løbe om kap. Tim løb alt hvad han kunne, men han kom i mål flere minutter senere end alle de andre. I et 100-metersløb …
Af ren og skær solidaritet med sin mand deltog Charlotte i kvindeløbet (hun har heller aldrig været en sprinter), hvor hun løb på meget feminin måde, mens hun løftede op i kjolens underdel med den ene hånd.
Til begge løb var det den yngste deltager, der vandt.

En eller anden (måske Aubie?) foreslog et væddeløb på alle fire. Her var der sjovt nok ikke ret mange, der meldte sig frivilligt …
Det brugte ungerne det meste af sommeren efter safarituren på at øve sig i, så her var det Aubie, der hurtigt tog en klar føring.

Pludselig blev det lidt dramatisk.
Charlotte kom løbende ud fra køkkenet og sagde til mig: “Få fat i Annemarie. Hurtigt!! Anna er ved at få et anafylaktisk chok!”
Jeg fik vinger, samtidig med, at en smule af min rationelle hjerne undrede sig over, hvordan pokker det kunne lade sig gøre.
Annemarie læser medicin, men mangler stadig 2½ år af studiet. Ikke desto mindre var hun den mest naturlige at gribe fat i, og da vi kom styrtende ind i køkkenet, var det ikke Anna, men en mand i 40’erne, der så på gulvet og var besvimet efter at være blevet stukket af en hveps. Jeg havde hørt forkert.
Heldigvis. Nej, sådan mener jeg det ikke – og så alligevel …
Charlotte havde i mellemtiden fundet en Epipen frem (hvis C får så meget som en halv reje, vil hun få et anafylaktisk chok; derfor har hun altid Epipen i sin taske). I lettere panisk tilstand fik C holdt sin pegefinger det forkerte sted på pennen, så hun fik en mikrodosis adrenalin.
Afsted efter en ny pen, og den fik Annemarie injiceret på korrekt vis. Han gik heldigvis ikke i chok, men selvfølgelig blev der alligevel ringet efter kompetent hjælp, som hurtigt nåede frem.

Det var lige før, det udviklede sig til et ægte Midsomer-afsnit. Det var dog ikke mord, og der døde gudskelov ingen, så Barnaby gad ikke dukke op for at undersøge sagen – ingen arresterede derfor hvepsen, som var skyld i hele miseren.
Det eneste potentielle dødsfald er Charlottes pegefinger, som utilsigtet fik en dosis adrenalin. Den er i skrivende stund stadig meget hvid og mærkbart koldere end resten af hendes fingre, så det er bevist på meget illustrativ vis, at adrenalin virkelig sørger for at lukke ned for de ydre blodkar og koncentrerer sig om at skaffe blod til organer, der er vitale i en kampsituation.

All is well that ends well, og jeg vil, til ære for Ellas forældre, som har rykket for en opdatering på The Second Danish Invasion, slutte med at bringe et billede af hende sammen med Annemarie og siddende mellem mormor og bedstefar i den gamle Wolseley.

Mænd i alle aldre har grilltjansen

Man taler meget om, at det oftest er mandens job at grille, mens kvinderne udfører resten af arbejdet. Jeg tror godt man kan sige, at på det punkt hører vi til gennemsnittet. I forgårs havde vi tre søskende lavet maden, fordi de næste to generationer først ville ankomme efter kl. 16, og de skulle da lige have tid og lov til at lande. I går blev vi tre ‘gamle’ derfor smidt ud af køkkenet, hvorefter alle i midtergenerationen overtog madtjansen – men altså på traditionel vis; dvs, at inden længe havde mændene forføjet sig ned til den store åbne grill, de har i æblehaven – i hvert fald næsten alle mænd, og de ældre sørgede for at lære de unge op. Der skal meget kød på til så mange mennesker. Som man måske kan gætte, er der ingen vegetarer blandt os …

Senere blev der lagt brænde på i stedet for trækul, og så hyggede alle over 12 år sig omkring bålet, til mørket var faldet helt på. De fem under 12 gik glip af det, men det ved de heldigvis ikke …

I går så vi Highclere (= Downton Abbey). Det var bestemt interessant at se i virkeligheden, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke måtte fotografere inden for på slottet, for det var opulent og imponerende flot.
Sjovt var det dog alligevel at gå rundt og kunne genkende rummene, hvor serien var blevet optaget. Vi var ikke i tvivl om, hvad der var hvad, men skulle der være enkelte, der ikke kunne genkende det, var der i hvert af de aktuelle rum sat en fotostat op med en eller anden scene fra serien.

Ikke blot var slottet imponerende – selv om vi alle var enige om, at det så mindre ud i virkeligheden end i serien – parken var det ikke mindre. Den er skabt af den tids nok mest berømte landskabsarkitekt, Capability Brown. Drivhuset hørte ikke ligefrem til de mindste af slagsen, og også The Secret Garden (en flot staudehave) og alle de enorme solitærtræer var smukke at skue. Jeg synes, at gamle cedertræer er noget af det flotteste.

Vi ville gerne være ved slottet kl. 13, og med en times kørsel dertil var det smartest at smøre madpakker og tage med. Dem indtog vi ved og på en temmelig omfangsrig træstub med den nydeligste udsigt til slottets gavlvæg.

Vi er ovenud heldige med vejret; det er bedre, end vi var blevet lovet, med 24 grader og, helt usædvanligt, næsten vindstille. I går var der oven i købet fuld sol det meste af dagen. I dag er der flere skyer, men det gør ikke spor, når det er så varmt. Tværtimod, og vi er alle glade for, at det holder tørt, også selv om haven godt kunne bruge noget vand, men nu må det meget gerne vente, til flowershowet er overstået på lørdag – og der er ryddet op efter det, inden vi kører mod øst på søndag.

The second Danish invasion …

Tims betegnelse for, at næsten hele min side af familien samles i løbet af denne uge er The second Danish invasion. Det kan jeg sådan set godt forstå, så han skal ikke høre noget for det. Merete, John og jeg kom i går formiddags, og i dag kl. 10:30 kom Bodil, Hans og Ella, 6 år, som ikke har sin far og mor med, men må ‘nøjes’ med mormor og bedstefar … hvilket i øvrigt passer den unge dame særdeles fint. Ellas far og mor er de eneste som ikke kommer, hvilket primært skyldes lillesøsteren, som de synes er lige en anelse for besværlig at rejse med endnu. Bortset fra, at det er lidt synd for mor Heidi, som er familiemenneske med stort F, tror jeg, at begge de to børn nyder at have forældre, hhv. bedsteforældre for sig selv.

Charlotte var næsten parat til invasionen, da vi kom i går, men børnene var ikke helt færdige med at friske et af havesættene op.
I går blev der tid for de fem af os til en køretur i wolseleyen til et steamshow ikke så langt fra huset, mens Charlotte og jeg blev hjemme og fik ordnet nogle småting.
I dag til frokost spurgte Tim, hvem der så kommer her i løbet af eftermiddagen.
Svaret var kort: The rest!
Helt tilfældigt og uden at have aftalt det, havde resten af flokken bestilt billetter til det samme fly, som landede kl. 12 i Gatwick, så de er her nok om en times tid.
Pavillonen er slået op, så her skal alle måltider indtages. Godt nok har de et ret stort hus, men der er ingen steder inden døre, hvor vi alle 19 kan bænkes. Pavillonen skulle alligevel op til flowershowet på lørdag, så det passer helt fint. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, så det skal nok gå … vi har alle sammen varmt tøj med, og ingen kan blive våde.

Merete, John og jeg handlede her til formiddag. Morgenmad, frokost og grillmad med tilbehør til 18½ personer i to dage bliver til en virkelig fuld indkøbsvogn. Kassedamen fik helt ondt af os, kunne vi se. Da hun til sidst spurgte: Is that all?, til hvilket jeg svarede: Yes … how many fortunes is it?
Ohhh, it’s quite a lot of money, sagde hun og så helt bekymret ud på mine vegne. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt, men jeg synes ikke, at jeg skyldte hende nogen forklaring på al den mad.
Vinen har vi haft med hjemmefra … vi blev enige om, at bag in boxes ville være okay til denne lejlighed, og det er de ikke blevet helt gode til her i England endnu.

Nu er resten her lige om lidt, og Merete og jeg skal nå at bage en rabarberkage – the show has begun!

Der er pakket. Til England. Igen …

Jamen vi har jo lige været derovre, kan I sige. Og I vil have ret … vi var der i maj, men den tur blev planlagt kort efter nytår. Denne tur har vi slet ikke planlagt, forstået på den måde, at Charlotte engang i februar skrev til sine to mostre, fire kusiner og fætteren (og til os), at alle var velkomne til at komme over og besøge dem i uge 28. Der er nogle af dem, der har set huset, men ikke alle – og ingen, der har været der før, har set det færdigt.
Folk var da heller ikke længe om at melde ind, og til vores overraskelse var der kun 2½, der meldte fra, så vi bliver 19. Altså i alt, inklusive de fire, som allerede bor i huset, men der skal stadig være sengepladser til 11 ekstra voksne. Ikke alle er der hele tiden, men alle er der på én gang i nogle dage.
Det er mange at huse, men det kan lade sig gøre nu, hvor ‘skuret’ er blevet færdigt – dog skal tre af de fire medbragte børn sove på madrasser på gulvet i samme værelse som forældrene, men det tror jeg nu ikke der er nogen, der brokker sig over. Det fjerde barn kan stadig være i en rejsebabyseng, og sådan en har de stadig derovre.

Der er løbet meget vand i åen – og smurt meget maling på væggene – siden de flyttede ind i den ruin, de købte for 10 år siden. Tim har kæmpet bravt for at banke en PR-virksomhed op under en finanskrise, men nu flasker det sig efterhånden altsammen, og de har fået det hus, de ingen problemer havde med at kunne se for sig, da de så det første gang.

Vi tager igen bilen derover, medbringende min ene søster, den anden kommer også i bil, og den ene af niecerce lejer en. Med så mange på besøg dur det ikke at mangle biler; der er jo ingen grund til at låse sig fast i huset, hvor dejligt det end måtte være. Vi skal også kunne aflaste Charlotte med indkøb, så ikke hun hænger på det hele hele tiden.
Det bliver hyggeligt – næsten som en tilbagevenden til tiden før far døde, hvor han hvert eller hvert andet år inviterede hele familien til en fælles ferieuge et eller andet sted i Europa. Det kom der mange hyggelige ture ud af.

Det skur, jeg omtalte, var en gammel og forfalden lade, som de nu har ombygget til opvarmet garage i den ene halvdel (til Tims fine, gamle biler) og en lejlighed i den anden. De må ikke bruge den som B&B, men de må gerne etablere endnu en granny flat, så det gjorde de. Det er en fin lille lejlighed på omkring 70 m² med stue og køkken i ét, bad og soveværelse.
De bor i et AONB (Area of Outstanding Natural Beauty), så de må ikke bygge nyt, men hvis der findes et såkaldt footprint, dvs. at der fx står en grundstøbt gammel lade, må man gerne bygge den om til beboelse. Det er derfor, man ser så mange mere eller mindre forfaldne bygninger rundt omkring i England – så længe de er der, må man ombygge dem, men man får som sagt ikke lov at bygge nyt.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os? Det gør alle, så det skal nok blive godt. Charlotte har lagt årets flowershow på næste lørdag, så de fleste får også den oplevelse med.

Nu vil jeg bare hjem!

Vi er kommet ombord på båden fra Newcastle til Amsterdam, selv om der er to timer til afgang. Fra og med i morges kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem, men da vi skulle finde på et eller andet at bruge formiddagen på, kørte vi til Durham Heritage Coast, nærmere betegnet ved Blackhall Caves og rocks, hvor der var ganske nydeligt at gå en tur.

Jeg har det, som jeg ved der er mange andre, der også har: Allerede når man begynder at sætte kursen hjemover, er ferien forbi, og man vi ville helst allerede befinde sig hjemme. John og jeg er i hvert fald ikke gode til at gøre hjemrejsen til en del af ferien. Vi har skam prøvet … mange gange endda, men det lykkedes os aldrig, så nu har vi bare kapituleret og indset, at sådan er det for os.

Vi gik en dejlig tur og kørte derefter til Hartlepool, hvor der er et shoppingcenter, hvor vi satsede på at kunne få en let frokost. Derefter kurs mod havnen, idet vi igen satsede, men denne gang på, at vi kunne komme ombord før tid, hvilket vi jo altså kunne. Vi har en rigtig god kahyt med fri wifi, viste det sig, men jeg tog kun ipadden med op, så det bliver med et lånt billede (men det er legalt brugt!) og WP’s elendige kladdeformat.

Det har været en dejlig ferie, men det bliver rart at kunne forstå folk igen … mig, som bilder sig selv ind at være god til engelsk, fatter tit ikke en bønne af, hvad man siger til mig. Kan I huske The Full Monty (Det’ bare mænd)? Charlotte købte den til os, men i UK, så der var ingen danske undertekster. Vi gik glip af meget, inden vi fandt på at sætte engelske undertekster på. De er vildt svære at forstå heroppe, men jeg trøster mig lidt med, at jeg heller ikke forstår et par af mit eget lands dialekter – fx sønderjysk.

Men præstøsk forstår jeg, og der er vi i morgen aften … vi ses …

Photo by Sebastian Palomino on Pexels.com

Mest skilte af alskens art

I går tog vi en omvej for at se et område, der på kortet så interessant ud.
Og det var det – meget fladt og med kun én smal vej rundt; en vej, hvor man skulle lukke døren efter sig.

Et farligt område, hvor man ikke lige skal tage sig en badetur, hvis ikke man er helt klar over, hvad man har med at gøre.

Et område, hvor man tilsyneladende er vant til tidevandsoversvømmelser. Der var mange af disse skilte, og nogle gange stod der, at vandet var to fod dybt.

Vi tog en anbefalet togtur fra Carlisle til Settle, hvor vi blandt andet skulle køre over The Ribblehead Viaduct, som vi sidste år fotograferede fra vejen. Dengang havde vi ikke forudset, at vi præcis et år efter selv skulle sidde i det tog. Det var godt, jeg tog det billede sidste år, for når man sidder i toget, kan man ikke fotografere den flotte viadukt.

På en af de første stationer efter afgangen fra Carlisle så vi denne mand stå og læne sig op ad gelænderet ved dette lille hus. På skiltet står der Private, så vi tænkte på, om han mon havde lejet det som feriebolig.
Han må have været en ægte trainspotter, for han stod der gudhjælpemig endnu (forhåbentlig igen), da vi 2½ time senere kom retur forbi stationen.

Ved nogle stationer kunne man nemlig leje ferieboliger. Jeg tror godt nok, jeg kunne finde mere spændende steder at bo i min ferie!

I Settle skulle vi slå en time ihjel. Det gjorde jeg bl.a. ved at ringe og sludre med Charlotte, men jeg lagde dog også mærke til huset, som Jack byggede.

Carlisle-Settle-strækningen er smuk, og det ved de godt selv – men de overdriver ikke

De slog lidt på ordspillet med brugen af ordet settle.

I den ene retning blev man inviteret til at settle up, og i den anden retning til at settle down.
Jeg ville dog synes, at de burde bytte om på op og ned, fordi man herfra kører mod nord for at komme til Carlisle og mod syd til Leeds – men hvad pokker … de kører jo også i den forkerte side af vejen …

Dette skilt herunder kunne også ses på flere stationer. De må være dygtige og meget sikre på sig selv på Northern Line, hvis de kan love refundering af billetterne efter kun et kvarters forsinkelse. Hvis det var sådan i Danmark, ville langt størsteparten af DSB’s passagerer vel kunne rejse gratis altid, vil jeg tro, efter alt det brokkeri, jeg konstant hører i medierne.

Jeg tog en del billeder under togturen, men kameraet er ikke så dygtig som jeg er til at kompensere og dermed abstrahere fra reflekserne i vinduerne.
Jeg skal derfor skåne jer for dem, bortset fra et enkelt af et af de særdeles ensomt beliggende landbrug.
Her kan man virkelig tale om at bo in the middle of nowhere!

Hardknott and Wrynose passene

Da jeg for allerførste gang var i Lake District med mine forældre, kørte vi over Hardknott-passet. Dengang syntes jeg det var lidt vildt.
Det synes jeg stadigvæk. Stigninger/fald på 30 % og meget, meget smalle veje. Heldigvis er der mange mødepladser, og den uskrevne regel er, at det er den, der er på vej nedad, der skal bakke, hvis dette er nødvendigt for at kunne passere hinanden – hvilket det var indimellem.

Vi skulle tibagelægge godt 30 km ad denne rute, der ikke er for sarte sjæle. Læg mærke til, hvor lang tid gps’en mener, det tager. Det er ikke en vej man vælger, hvis man skal skynde sig! Det gik dog ikke så langsomt i bil som for denne åbenbart tossede sjæl, der ville tage den på en ‘armcykel’ (hvad hedder det, når man ikke bruger benene?). Vi overhalede også cyklisterne. Trods alt.
Det tog os over to timer, men vi havde også et par fotostop undervejs, når vi havde mulighed for at sætte bilen fra os.

Herover har jeg tegnet vejen op med rødt. Som det ses, er der ikke meget autoværn – eller plads … og dette var ikke det stejleste stykke – jeg glemte helt at prøve at fotografere, da vi var på steder på mellem 25 og 30 % stigning eller fald; jeg havde for travlt med andre ting …
Vi mødte ingen autocampere, men vores værtinde sagde, at det var meget almindeligt, at autocamperfolket tog denne vej i deres store biler. DET havde jeg pure nægtet at være med til. Det er dog nok ikke værst at føre camperen, men værst for de biler, der skal møde den. Men det går åbenbart godt, siden de ikke er blevet forbudt at køre på denne vejstrækning.

Vi har en dieselbil, som bekendt har en stærk motor, men den kunne kun trække os opad i første gear – John havde regnet med, at vi skulle bruge andet gear, men det skulle vi så ikke … det hed også første gear nedad, ellers fik vi hurtigt alt for meget fart på.
Det var ikke en gennemsnitshastighed, der ville have imponeret en fartdjævel, men adrenalinproduktionen var ikke af den grund sat ud af drift, skulle jeg hilse og sige.

Men kønt var det. Skiftevis smukt og barsk – selv om det barske også var smukt – og udsigten kunne vi ikke klage over.

Krydsende trafik!
Der lå enkelte gårde i udkanten af området, men stadig med flere kilometer ud til en større vej. Vi talte om, at vi var glade for, at vi bor hvor vi bor, men at der formentlig ikke falder så meget sne her, selv om det at køre på vejene når de bare er regnvåde, stod for os som noget absolut uønskværdigt!

Vi brugte lidt af formiddagen på at gå rundt og snuse i Keswicks gågader, så det blev ikke til andet i går end det og turen over passene, men det var også passende … vi trængte til at komme tilbage på vores B&B og slappe af indtil det var tid at spise aftensmad.

Peak og Lake Districts

Der er egentlig ikke så meget interessant at skrive … det bliver en af mine evindelige lovprisninger af Englands vidunderlige natur. Vejret er i høj grad med os nu, så vi får det hele at se fra den smukkeste side.

I Peak District boede vi i The Old Post Office. Værterne var et par på nok nogenlunde vores alder, som købte posthuset i 1992. Det var i bedste Heartbeat-stil (Store og små synder), med en lille købmandsbutik som nebengeschäft til postdelen, og det stoppede først med at fungere på denne måde i 2008. Siden da har de så kørt en B&B som tilskud til pensionen. De var meget snaksalige, så vi fik en hel del at vide om både det forhenværende posthus’ historie og lokalområdets infrastruktur.

Næste stop var Windermere, og på vejen mod vores overnatningssted fik vi begge på én gang øje på stedet på billedet herover. John kørte ind til siden, og ganske rigtigt: Vi holdt på præcis samme sted og nød udsigten for 32 år siden, da vi var her sammen med mine forældre. Lidt pudsigt, syntes vi.

I Windermere sov vi stort set ikke om natten. Det var ikke hotellets skyld, men der var vejarbejde fra kl. 19-05 lige nede under os. De har ikke kunnet/villet lukke dette stykke af vejen om dagen, så der blev arbejdet natten igennem, med brolæggerjomfruer und alles, ledsaget af særdeles højlydt polsk tale. Det kan FDM ikke gøre for, og fordi hotellet blev booket for flere måneder siden, kan vi kun konstatere, at det var bare ærgerligt, men vi glæder os til en rolig nat her i Hall Garth Guest House på en stille villavej i Keswick.

Lake District er berømt for både sin grønne frodighed og sine barske landskaber med meget smalle veje med voldsomme stigningsgrader. Dagens rekord var 25 %, og det var ikke altid lige sjovt, når to biler skulle passere hinanden. Gutten på cyklen herover havde møjsommeligt arbejdet sig op ad de 20 %, og jeg skal lige love for, at der var lyd på ham, da han passerede os; med lange og dybe støn, samt noget, der nærmest lød som en rallen. Ganske dramatisk at høre på, men eftersom han fortsatte, var han vel næppe på dødens rand, selv om han lød sådan.

Vi kørte forbi store områder med gulblomstrende gorse (tornblad) …

… vi spiste vore frokostsandwiches/-wraps her ved den oldgamle og næsten helt døde eg …

… og vi kørte forbi mange steder med veritable sletter af bluebells langt oppe ad højdedragenes sider.

Vi har nok de første 100 gange i dag udbrudt Hvor ER her dog bare smukt, men vi bliver slet ikke trætte af at høre os gentage os selv … hvis ikke den ene sagde det, sagde den anden det, eller også kom vi med det i kor.

Billederne yder ikke landskabet fuld retfærdighed – de steder, hvor der var allersmukkest, kunne vi ikke komme til at sætte bilen, så vi måtte nøjes med at lade billederne sætte sig på nethinden i stedet for på hukommelseskortet. Pyt – man jeg kan alligevel ikke indfange det på samme måde, som øjet og hjernen opfatter det, men det giver nogle gode støttepunkter til mit eget indre hukommelseskort.

Bombay Sapphire Distillery

Måske nogle af jer så udsendelsen i tre eller fire afsnit om Bombay Sapphire Distillery, som blev totalrenoveret til et moderne gindestilleri?
Det gjorde vi – to gange endda, for Tim og Charlotte havde ikke set det derhjemme og så det derfor i DK engang de var hjemme hos os.

Hvis I så serien, vil I sikkert kunne nikke genkendende til ovenstående billede, men mest interessant ved renoveringen var såmænd ikke selve renoveringen, selvom det også var fint nok at se, men beregningerne, konstruktionen og opførelsen af drivhuset.
Det voldte arkitekter og producenter temmelig store problemer undervejs – tenderende til hjertestopstadiet, efterhånden som deadline for åbning af det nye destilleri rykkede bekymrende nærmere, uden man havde fået løst problemerne med bl.a. spændingerne i glasset.

Det er et vildt imponerende stykke arbejde – måske mest imponerende, hvis man har set tv-serien, men uanset det, vil jeg tro det er i stand til at få folk til at kigge en ekstra gang.
Det er bygget, så floden Test løber igennem nede ved gulvet, og stål- og glaskonstruktionen blev produceret i Italien (så vidt jeg husker), men at få det hele til at passe sammen til sidst var som sagt næsten ved at tage livet af de ansvarlige …

… hvilket man måske godt kan forstå, når man ser og derfor sikkert fornemmer, hvad en sådan konstruktion kræver af først beregninger og senere indstilling af produktionsudstyr til både rammer og alt det buede glas. Der er mange skæve vinkler, og ikke to elementer er helt ens.

Billetten inkluderede en rundvisning  i en del af destilleriet, og det tog vi selvfølgelig med. De fortalte, at hemmeligheden ved netop deres gin er ikke ingredienserne som sådan, men den præcise mængde af dem – og at kun to personer havde opskriften, som aldrig var blevet skrevet ned (de startede sidst i 1700-tallet …), men som udelukkende var overleveret mundtligt i samtlige godt 300 år. Disse to personer var aldrig på arbejde samtidig, rejste aldrig med samme fly eller sad i samme bil. De måtte ikke engang bo tæt på hinanden, for døde de to på én gang, havde destilleriet et alvorligt problem med opskriften på deres gin.
Det ved jeg ikke rigtig, om jeg kan tro på, men det er da en god historie.

Inden rundvisningen kom vi til et rum, hvor de havde opstillet små kugler med låg. Nede i kuglerne var der en duft indfanget på et stykke trækpapir – der var 22 forskellige, og vi skulle på et ‘postkort’ angive vores præferencer, som ved besøgets afslutning kunne omsættes til en cocktail indeholdende netop disse præferencer.

De blev blandet i cafeen og resultatet var en Living Coral for mit vedkommende og en Secret English Garden for Johns.
Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lide gin, men disse to smagte rigtig godt.
Man kunne ikke smage ginen, så det var måske derfor. I mine yngre dage var Tom Collins min foretrukne cocktail – der kunne jeg heller ikke smage ginen eller alkohol i det hele taget, men alt det andet var meget lækkert, og derfor slog den som en hest sparkede.
Det var en god dag. Igen.

En engelsk kanal

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

Lulworth Cove og Gold Hill

I går var den hidtil eneste dag med virkelig godt vejr. Køligt, men fint og ikke mindst tørt. Charlotte var nødt til at arbejde, så John og jeg kørte en tur sydpå for at se Lulworth Cove, som på turistsiderne så ud som om den var værd at se.
Det var den sandelig også – og vejen derned var en meget smuk tur at køre, med kuperede, grønne og rapsgule landskaber og lysegrønne skove.
Vi spiste frokost på en pub inden vi kørte det sidste lille stykke ned til Jurassic Coast, som er på UNESCOs World Heritage-liste.

Noret, som nok er det bedste danske ord at bruge, er omkranset af kridtklipper, hvorfor vandet har den smukke grønblå farve, som nogle sikkert kender fra Møns og Stevns klinter.

Vi var der et par timer og gik rundt, både oppe og nede, men ikke ude, selv om der var andre, der ignorerede advarslen og den løftede pegefinger og gik ud på den ustabile klippe. Nogle lever livet farligt, men det tænker man ikke så meget over, når man er ung. Så er man jo udødelig.

Men dejligt var der – også selv om man holdt sig til de ikke forbudte veje.

Med masser, masser af motiver. De stod nærmest i kø …

På hjemvejen kørte vi en mindre omvej for at få et gensyn med Gold Hill i Shaftesbury. Det er 16 år siden, vi så den første gang, så nu ville vi igen.
Igen en meget, meget smuk tur fra kysten og op til Shaftesbury – jeg elsker altså bare England, men det har jeg måske nævnt før?
Gold Hill er nok en af Englands mest fotograferede gader, og når man står her, er man ikke i tvivl om hvorfor.
Det kræver sin mand at komme op – eller måske rettere sine knæ, for det er en stejl stigning, som føles værre i virkeligheden, end man kan se på billeder.

Set nedefra er det måske bare en lidt kedelig gade, men når man, lettere forpustet, endelig befinder sig øverst oppe (vi kunne jo også bare have parkeret nær toppen af gaden i stedet for ved bunden), belønnes man med en spektakulær udsigt, som jeg udmærket forstår er et hyppigt brugt motiv til chokoladeæsker og bogforsider.
Stigningen – eller faldet, om man vil – er 16 grader, så den hører til blandt de stejleste i UK, men er ikke den stejleste. Det er vist en i Bristol, der har den rekord med sine 22 grader.

Disse 16 grader er såmænd også rigeligt, men de forlænger livet, mener nogle af beboerne. Det vil jeg gerne tro.
“Maureen Loveday, who has lived here for more than 30 years, said she believed the daily climb explained the longevity of some of her neighbours. “I walk up it every day and it certainly helps to keep me fit,” said the 68-year-old. “There are plenty of residents on the street who have lived into their 90s.””

“Nu skal jeg betro dig en lille hemmelighed”

Vi tog Stena Line fra Hoek van Holland til Harwich, hvorved vi sparer en overnatning, som vi tager på båden. Man border fra ved tyvetiden; den sejler kl. 22, vi bliver purret næste morgen kl. 05:30 engelsk tid og kører fra borde kl. 06:30. Det er både den hurtigste måde og den korteste vej, når vi skal have bilen med til UK, fordi det kun bliver til 1100 km i alt, hvor der alene er 1100 km til Calais, og så mangler vi stadig at køre 350 km i England.
På denne båd kan man forhåndsbooke en treretters menu, hvilket jeg havde gjort. Jeg bestilte the wine deal, som índebærer et glas vin pr. ret og valgte, pga. de valgte tre retter, at køre hele vejen igennem med én rødvin, som var lavet på sangiovesedruen.
Tjeneren kom og skænkede en lille mængde vin i et stort glas – because it’s more pleasant to drink wine from a big glass. Det var jeg enig i …
Fem minutter senere kom kun tilbage og lænede sig fortroligt lidt ind mod mig:
– Let me tell you a little secret: The ‘wine deal’ gives you only a small amount of wine. If you just buy three glasses seperately, you’ll get much more wine – and save money! The wine deal is € 11, and three glasses of wine will be € 10,20. 
– Nooo? Why? Oh, never mind … I think I’ll skip the deal and have three glasses of wine – if it’s the same wine as in that ‘deal’.
– It is. And I’m really not allowed to tell you this, but I think it’s crazy!

Den største ulempe ved denne transportform er, at vi render ind i myldretiden! I hvert fald, når vi rejser på hverdage. Vi blev enige om, at ‘Londons største parkeringsplads’ nemlig ringvejen M25, der går hele vejen rundt om London, sikkert ville være totalt håbløs på dette tidspunkt, så vi fandt frem til en vej, der gik via Cambridge og Oxford.
Det gik såmænd ikke så meget bedre, for der var vejarbejder rigtig mange steder, så det tog næsten to timer længere end beregnet, men var trods det alligevel et bedre valg, for det var en betydeligt kønnere tur, end det ville have været ad den kendte rute via London og Reading.

Nu er vi her, og det er naturligvis herligt. Hvis dette indlæg bliver udgivet, er jeg i sagens natur kommet på nettet, men det fungerer stort set ikke for tiden derovre, og de kan ikke finde ud af hvorfor, men det skete efter et voldsomt uvejr, og hvad det mobile netværk angår, ligger vi midt i et hul, så det er ikke nemt …
De har flere forskellige netværk i huset, fordi murene er så tykke, at det ikke kan gå igennem dem, ikke engang med forstærkere. Det eneste netværk der virker, er det i køkkenet. Meget mærkeligt, men det bliver derfor nok begrænset, hvor meget jeg vil være ‘på’, mens vi er her.

Det var regn, jeg bad om …

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

Næsten nattøjsvejr

Jeg tog nattøj på, da jeg stod op i morges. Ja, på, ikke af … om natten har jeg det nemlig lige som Marilyn Monroe: Det eneste hun havde på, var Chanel No. 5.
Så er enhver lighed med MM også væk. Hvis der nogensinde har været så meget som en eneste, for jeg bruger ikke Chanel No. 5 …
Jeg vågnede kl. 4 og kunne høre den liflige lyd af regnvejr og af vand, der drypper fra taget. Jeg faldt i søvn igen, og da jeg atter vågnede to timer efter, regnede det stadig, så jeg blev liggende og bare nød det – stod først op to timer senere og syntes det gode vejr indbød til en hyggemorgen i nattøj. 20 mm blev det til, så det var okay – det var mere end nok til at lægge støvet, det trængte også fint ned i jorden.
John synes allerede han kan se, at græsplænen er blevet længere.

En del af hyggestunden blev tilbragt med en kæmpestor kop te og bogen, der beskriver 40 år med Antiques Roadshows største og/eller mest interessante fund. En bog, jeg fandt hos Digger & Mojo, som er en antikvitetshandel lige overfor Charlottes butik/værksted, og som i øvrigt engang var med i Antiques Roadtrip.

Undervejs i læsningen af bogen, som i øvrigt er vældig interessant og dybt seriøs og dejligt uden grammatiske eller andre sprogfejl, hoppede jeg lidt i sædet, da jeg læste følgende:
..Sir Lawrence Alma-Tadema. Born ‘Lourens’ in the Netherlands in 1836, he lived in Europe until 1870 when he moved to London, making the city his home for the rest of his life. His reputation, already established in Europe, expanded massively after the move to England..
Jamen, altså. Vi er virkelig isolerede herovre på kontinentet, må man sige – i hvert fald ifølge englænderne. Bogen er skrevet i 2017.

Jeg vil sige lige som Obelix i Asterix og Briterne: “De er skøre, de englændere!”
Alle, der kender Asterix-serien og har læst disse aldeles vidunderlige tegneseriehæfter, vil kunne nikke genkendende til denne sætning, som dog oftest bliver sagt om romerne.
Briterne var i Obelix’ øjne ikke mindre skøre, med deres hot water break kl. 17 (de afbrød alt, selv et slag mod romerne, for denne vigtige pause) og deres besynderlige madvaner.
En brite udtalte, at “de er så isolerede derovre på kontinentet.”
Briternes varme vand smagte dem pludselig så langt bedre, da Miraculix introducerede nogle blade for dem. Nogle blade, han kaldte for te.

Digger & Mojo – herover et kig i værkstedet, hvor han arbejder – hun står i butikken. Man var ikke ude i værkstedet, da de blev besøgt af Antiques Roadtrip …

Og her noget af butikken. Min bog ligger forrest i billedet, men ellers køber jeg ikke noget her, for jeg synes hun overdriver temmelig voldsomt med priserne – også hvad angår ting, som ikke ser særlig pæne eller antikke ud. C siger, at de kæmper for at få det til at løbe rundt, men så hæver de priserne yderligere og har derfor endnu færre kunder. En ond cirkel og en politik, som vi kender fra DSB…