Hos Mommer

15. november 2019

Croome Court med god guide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:50
Tags: , , ,

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Malvern Hills

Croome Court

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Croome Court

Annemarie?Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

P1000264

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

P1000296

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

12. november 2019

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

P1000195P1000200P1000197P1000202

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. P1000198Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

england nov.2019

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

england nov.2019

10. november 2019

Jeg slap for at se på gamle biler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , ,

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

P1000214P1000216

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

P1000217 P1000219

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 P1000221

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

P1000212

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

8. november 2019

Den slags er vi blevet for gamle til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:11
Tags: , ,

Vi er igen i den lille wiltshireske landsby – og vi nåede toget, selv om det kun var lige netop. Flyet var over ½ time forsinket, og der var forsinkende vejarbejde på motorvejen, så da bussen fra Heathrow nåede Reading station, var der 10 minutter til toget gik, og jeg skulle først afhente de forudbestilte og -betalte billetter. Al elektronikken til informationsskiltene var ude af drift, så jeg kunne ikke tjekke, om toget gik fra den sædvanlige perron 7, men vi småløb dertil i håb om, at det var tilfældet. Da der var tre minutter til afgang, afbrød jeg en samtale og spurgte den eneste synlige stationsmedarbejder, hvorfra vores tog gik. Det gik fra perron 8. Mente han … SHIT – vi skulle så lidt tilbage, op ad en rulletrappe, lidt hen og ned ad en anden rulletrappe. Mens jeg sagde tak, så jeg vores tog ankomme. Jeg kan godt løbe, men John har svært ved det – og i øvrigt gør det det ikke nemmere med hver en kuffert plus håndbagage.
Han prøvede så godt han kunne – jeg var forrest og da jeg var halvvejs nede ad rulletrappen fløjtede en mand afgang. Jeg viftede vildt med armene, hvilket han heldigvis så og ‘holdt’ på toget. Jeg spurgte “Pewsey?” Han sagde ja, og jeg sagde, at den herre halvt nede på trappen derovre også skulle med. “Okay, step in”, sagde han, men da jeg ville være sikker på, at John også kom med, ventede jeg på ham. Da han lettere forpint nåede mig, skældte togmanden mig ud: “I told you to enter!” Jajaja … det gjorde vi så begge, og toget satte i gang med en lille forsinkelse, men jeg var glad for, at vi nåede det, for der var tre timer til det næste tog – eller også skulle vi have været taget til Swindon, men så havde C haft en noget længere tur for at hente os.
Vi er altså blevet for gamle til den slags rejsestress!

Urchfont

Resten af dagen gik heldigvis i et adstadigt og noget mere ældrevenligt tempo. Charlotte, John og jeg var alene, da resten af familien plus svigerfar og Andy var i færd med at køre wolseleyen til Birmingham, men mere om det senere.
John havde besluttet sig for at forære Charlotte et af sine kameraer. Han ville ellers have solgt det, men havde fået at vide, at han ikke skulle forvente at få mere end højst 4000 og sikkert kun 3000 for kamera med linse. Det ville i givet fald være et betragteligt tab, og C havde i sommers talt om, at hun flere gange havde overvejet at få et kamera, der kunne meget mere end det hun har, men det hun havde i tankerne ville koste så mange penge, at hun ikke rigtig havde samvittigheden i orden til det.
Hun blev meget glad for det – som i virkelig, virkelig glad, og vi kørte fluks en tur ud i det engelske landskab for at finde motiver, så hun kunne få lidt hands-on-undervisning af John. Det hyggede de sig en del med begge to.

P1000210P1000211

Mens de to mest koncentrerede sig om landskabsbilleder, så jeg andre ting gennem linsen. Bl.a. gik turen gennem Urchfont, som kan smykke sig med en titel, som meget praktisk ikke har noget årstal knyttet den den årlige pris, så det skilt kan stå der længe og lade som om det er nyt. (C.P.R.E. står for Campaign to Protect Rural England.) Men okay – de vandt faktisk prisen her i 2019, og om det er en slags vandrepokal, ved jeg ikke.
Friars Lane måtte jeg også smile over – når man har nået bunden, vil jeg mene, at det li’som kun kan gå opad, så den sidste del giver lidt sig selv …
I dag har C en kunde til prøvning her til formiddag, men hun satser på at kunne holde fri i resten af den uge vi er her … dejligt.

6. november 2019

De sidste indkøb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Forleden dag ringede jeg til Charlotte for at spørge hende, hvad hun mangler. Her blev bl.a. nævnt te, og som jeg vist før har fortalt, eksporterer vi te til England, da de jo ikke selv kan finde ud af at hverken lave eller forhandle en ordentlig te.
Vi har også nougat og marcipan med, så hun kan lave konfekt til jul. Man kan godt løbe marcipan i England, men det er ikke nær så godt som det danske … det er alt for sødt, og blød nougat kender de ikke.
De skal godt nok holde jul i Danmark, men derfor synes C alligevel, at der skal laves konfekt, og da de tager hjem inden nytår, skal det nok blive spist.
Derudover har jeg købt hyggesokker i bunkevis. Jeg sendte et par over til hver af dem efter deres besøg i sommer, da jeg opdagede, at Aubreys havde så store huller, at de var blevet til benvarmere i stedet. Annas var helt kaput. Det var Aubies jo sådan set også, men han nægtede at kassere dem. Vi fandt ikke nogen, mens de var her, men kort tid efter fandt jeg nogle stykker, hvoraf jeg altså sendte to par afsted. Resten kommer med nu, plus et par vildt tykke julehyggesokker, som jeg ved de vil elske at have på. Aubrey flytter ind i hyggesokker året rundt, både nat og dag, når han ikke opholder sig udendørs – han er aldeles afhængig af dem, men nu burde han have til et stykke tid.
Julegaven til Charlottes svigerforældre nåede at ankomme i går. Den havde jeg nær glemt at bestille, men de var hurtige til at sende, og PostNord var hurtig til at levere. Det er årets juleuro fra Georg Jensen, som de bare elsker begge to. Uroen, altså, ikke Georg Jensen … og når jeg køber årets, ved jeg, at de ikke får dubletter. Der går totalt Mrs Hyacinth i Elizabeth, når hun praler med sin specielle flotte danske julepynt. De hænger på grangrene rundt om deres åbne kamin, og alle julens gæster bliver gjort opmærksom på denne pynt. Hvert år … Charlotte morer sig ofte over den hyacinthske attitude – også i andre sammenhænge.

John sad i går og studerede lokalaviserne, og som så ofte sad han og kommenterede forskellige tilbud.
 – Den olivenolie du bruger til stegning, koster 45 kroner. Er det ikke billigt?
– Joda. Den koster normalt 89.
– Den rødvin, du blev så glad for, er sat ned til under halv pris. Du ved, den der Why Not.
– Holddaop …
– En pakke Lurpak til en tier. Det er da også billigt, ikke sandt?
– Jo. Også under halv pris. Hvor ser du alt det henne?
– Kvickly, Vordingborg.
– Okay. Der kører vi til i morgen formiddag og køber ind!

Som sagt, så gjort. Vi købte stort ind, men benyttede os stort set kun af de gode tilbud, og gør man det, er der altså en del penge at hente.
Nu er julevinen i hus. Plus smørret til julesmåkagerne. Og en hel del andet … det er godt, vi har (skabs)plads nok.

19. september 2019

Goodwood Revival 2019

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Hvis de overhovedet har mulighed for det, deltager mine englændere i Goodwood Revival hvert år. Det foregår midt i september, og John og jeg har lovet os selv, at vi skal med derover engang; nok mest fordi Charlotte og Tim siger, at det lige ville være noget for John, men jeg kan vel også få tiden til at gå, vil jeg tro. Charlotte bruger tid hvert år på nye kostumer, så ikke de kommer i det samme kluns hver gang – man har vel sit gode rygte (de møder altid nogen, de kender) og sin egen faglige stolthed …
Den største udfordring ligger i, at det er umuligt at forudsige vejret på dagen, og dermed hvordan tøjet skal være. Sidste år druknede det totalt i konstant silende regn, hvilket reducerede fornøjelsen ved arrangementet en anelse.
I år var det 23° og høj sol fra morgen til aften, så folk søgte skygge og kølighed, hvor og når der var mulighed for det.

Goodwood Revival 2019 -4

I år kørte de dertil i den, de selv kalder for Matadorbilen. Det kan de gøre på godt to timer, og turen frem og tilbage er en væsentlig del af hele oplevelsen. De elsker alle fire at køre i de gamle biler.
Jeg har først lige spurgt, hvilket årti de repræsenterede denne gang, men har ikke fået svar endnu. Ligner det ikke 40’erne? Charlotte med sin trekvart-ærmede frakke og trekvartlange jeans, Tim med sin lange jakke og Aubrey med korte bukser og argyle stockings? Anna stikker vel i givet fald lidt ud med sine cowboybukser. Det kan dog være med vilje – hun har nået en alder, hvor det betyder meget, hvordan man i egne øjne tager sig ud i andres ditto.

Goodwood Revival 2019 -3

Aubrey, derimod, er mere ligeglad med at se lidt anderledes ud, end man måske kunne tro, han ville være. Han er helt med på, at man ved denne lejlighed i højere grad skiller sig ud ved ikke at være udklædt, og selv om det ikke er et ufravigeligt krav at være det, synes han, det er ret festligt. image

Goodwood ligger ideelt for en tur med bilen til England, der kunne planlægges således, at vi først besøger Rye, som Mia lige har fortalt mig er stedet hvor mange scener fra Mapp & Lucia er optaget, og derefter kører til Goodwood for at mødes med familien der.
Der skal vist lige tales lidt om september 2020 ved lejlighed …

16. juli 2019

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:45
Tags: , , ,

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?

HvepsefjernerenHvepsefjernerenHvepsefjerneren

Best vegetable

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

13. juli 2019

Vi kommer tættere og tættere på et ægte Barnaby-afsnit

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:02
Tags: ,

Feriens højdepunkt, the flower show, skulle løbe af stablen i dag. Vi var mange hænder til at hjælpe, så kl. 13:30, en halv time før det hele skulle begynde, sad vi og kiggede på hinanden og Charlotte og spurgte: “Hvad skal vi nu lave? Hvad mangler der?”, hvortil hun lettere forundret svarede: “Vi er færdige, er vi!”
Vi har jo lige som været med før, så der var ikke så meget nyt under solen for vores vedkommende, men for alle andre danskere end Annemarie, som også var med sidste år, (og John og mig, forstås), var dette en førstegangsoplevelse.
Klokken blev 14, og der var kun kommet Tims mor med mand plus et enkelt par mere … den blev 14:10, og vi blev en anelse nervøse: Kom der slet ingen i år? Det ville bare ikke være særlig godt! Men så begyndte folk heldigvis at strømme til, og inden 14:30 var de fleste arriveret.

P1030370P1030373

Første officielle punkt var hundevæddeløbet. Det tog en rum tid for ejerne at få deres hunde til at stille op på en linje – på én gang i hvert fald, for der manglede hele tiden en af dem.
Det lykkedes dog til sidst, og da de satte i gang, tog The Italian Greyhound som forventet lynhurtigt en særdeles overbevisende føring – lige indtil det stakkels nervøse væsen følte sig forfulgt af Copper og tog en skarp drejning til højre for at undslippe den åbenbart farlige hund.

P1030377P1030382

Derefter kom børnevæddeløbet, hvor vores lille Ella vist følte sig lidt for underlegen, for hun ville ikke deltage.
Dernæst var det mændenes tur, og derefter igen kvindernes.
Man kan lige ane Tim helt til venstre i billedet. Han kan bare ikke løbe stærkere end vi andre kan gå. Næsten … Anna og Aubie var megaflove over ham til en forældredag, hvor fædrene skulle løbe om kap. Tim løb alt hvad han kunne, men han kom i mål flere minutter senere end alle de andre. I et 100-metersløb …
Af ren og skær solidaritet med sin mand deltog Charlotte i kvindeløbet (hun har heller aldrig været en sprinter), hvor hun løb på meget feminin måde, mens hun løftede op i kjolens underdel med den ene hånd.
Til begge løb var det den yngste deltager, der vandt.

P1030389P1030390

En eller anden (måske Aubie?) foreslog et væddeløb på alle fire. Her var der sjovt nok ikke ret mange, der meldte sig frivilligt …
Det brugte ungerne det meste af sommeren efter safarituren på at øve sig i, så her var det Aubie, der hurtigt tog en klar føring.

Pludselig blev det lidt dramatisk.
Charlotte kom løbende ud fra køkkenet og sagde til mig: “Få fat i Annemarie. Hurtigt!! Anna er ved at få et anafylaktisk chok!”
Jeg fik vinger, samtidig med, at en smule af min rationelle hjerne undrede sig over, hvordan pokker det kunne lade sig gøre.
Annemarie læser medicin, men mangler stadig 2½ år af studiet. Ikke desto mindre var hun den mest naturlige at gribe fat i, og da vi kom styrtende ind i køkkenet, var det ikke Anna, men en mand i 40’erne, der så på gulvet og var besvimet efter at være blevet stukket af en hveps. Jeg havde hørt forkert.
Heldigvis. Nej, sådan mener jeg det ikke – og så alligevel …
Charlotte havde i mellemtiden fundet en Epipen frem (hvis C får så meget som en halv reje, vil hun få et anafylaktisk chok; derfor har hun altid Epipen i sin taske). I lettere panisk tilstand fik C holdt sin pegefinger det forkerte sted på pennen, så hun fik en mikrodosis adrenalin.
Afsted efter en ny pen, og den fik Annemarie injiceret på korrekt vis. Han gik heldigvis ikke i chok, men selvfølgelig blev der alligevel ringet efter kompetent hjælp, som hurtigt nåede frem.

P1030398P1030409

Det var lige før, det udviklede sig til et ægte Midsomer-afsnit. Det var dog ikke mord, og der døde gudskelov ingen, så Barnaby gad ikke dukke op for at undersøge sagen – ingen arresterede derfor hvepsen, som var skyld i hele miseren.
Det eneste potentielle dødsfald er Charlottes pegefinger, som utilsigtet fik en dosis adrenalin. Den er i skrivende stund stadig meget hvid og mærkbart koldere end resten af hendes fingre, så det er bevist på meget illustrativ vis, at adrenalin virkelig sørger for at lukke ned for de ydre blodkar og koncentrerer sig om at skaffe blod til organer, der er vitale i en kampsituation.

P1030405

All is well that ends well, og jeg vil, til ære for Ellas forældre, som har rykket for en opdatering på The Second Danish Invasion, slutte med at bringe et billede af hende sammen med Annemarie og siddende mellem mormor og bedstefar i den gamle Wolseley.

10. juli 2019

Mænd i alle aldre har grilltjansen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:19
Tags: , ,

Man taler meget om, at det oftest er mandens job at grille, mens kvinderne udfører resten af arbejdet. Jeg tror godt man kan sige, at på det punkt hører vi til gennemsnittet. I forgårs havde vi tre søskende lavet maden, fordi de næste to generationer først ville ankomme efter kl. 16, og de skulle da lige have tid og lov til at lande. I går blev vi tre ‘gamle’ derfor smidt ud af køkkenet, hvorefter alle i midtergenerationen overtog madtjansen – men altså på traditionel vis; dvs, at inden længe havde mændene forføjet sig ned til den store åbne grill, de har i æblehaven – i hvert fald næsten alle mænd, og de ældre sørgede for at lære de unge op. Der skal meget kød på til så mange mennesker. Som man måske kan gætte, er der ingen vegetarer blandt os …

GrillhyggeP1030324

Senere blev der lagt brænde på i stedet for trækul, og så hyggede alle over 12 år sig omkring bålet, til mørket var faldet helt på. De fem under 12 gik glip af det, men det ved de heldigvis ikke …

P1030328

I går så vi Highclere (= Downton Abbey). Det var bestemt interessant at se i virkeligheden, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke måtte fotografere inden for på slottet, for det var opulent og imponerende flot.
Sjovt var det dog alligevel at gå rundt og kunne genkende rummene, hvor serien var blevet optaget. Vi var ikke i tvivl om, hvad der var hvad, men skulle der være enkelte, der ikke kunne genkende det, var der i hvert af de aktuelle rum sat en fotostat op med en eller anden scene fra serien.

P1030335P1030343

Ikke blot var slottet imponerende – selv om vi alle var enige om, at det så mindre ud i virkeligheden end i serien – parken var det ikke mindre. Den er skabt af den tids nok mest berømte landskabsarkitekt, Capability Brown. Drivhuset hørte ikke ligefrem til de mindste af slagsen, og også The Secret Garden (en flot staudehave) og alle de enorme solitærtræer var smukke at skue. Jeg synes, at gamle cedertræer er noget af det flotteste.

P1030332

Vi ville gerne være ved slottet kl. 13, og med en times kørsel dertil var det smartest at smøre madpakker og tage med. Dem indtog vi ved og på en temmelig omfangsrig træstub med den nydeligste udsigt til slottets gavlvæg.

Vi er ovenud heldige med vejret; det er bedre, end vi var blevet lovet, med 24 grader og, helt usædvanligt, næsten vindstille. I går var der oven i købet fuld sol det meste af dagen. I dag er der flere skyer, men det gør ikke spor, når det er så varmt. Tværtimod, og vi er alle glade for, at det holder tørt, også selv om haven godt kunne bruge noget vand, men nu må det meget gerne vente, til flowershowet er overstået på lørdag – og der er ryddet op efter det, inden vi kører mod øst på søndag.

8. juli 2019

The second Danish invasion …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Tims betegnelse for, at næsten hele min side af familien samles i løbet af denne uge er The second Danish invasion. Det kan jeg sådan set godt forstå, så han skal ikke høre noget for det. Merete, John og jeg kom i går formiddags, og i dag kl. 10:30 kom Bodil, Hans og Ella, 6 år, som ikke har sin far og mor med, men må ‘nøjes’ med mormor og bedstefar … hvilket i øvrigt passer den unge dame særdeles fint. Ellas far og mor er de eneste som ikke kommer, hvilket primært skyldes lillesøsteren, som de synes er lige en anelse for besværlig at rejse med endnu. Bortset fra, at det er lidt synd for mor Heidi, som er familiemenneske med stort F, tror jeg, at begge de to børn nyder at have forældre, hhv. bedsteforældre for sig selv.

P1040578P1040574

Charlotte var næsten parat til invasionen, da vi kom i går, men børnene var ikke helt færdige med at friske et af havesættene op.
I går blev der tid for de fem af os til en køretur i wolseleyen til et steamshow ikke så langt fra huset, mens Charlotte og jeg blev hjemme og fik ordnet nogle småting.
I dag til frokost spurgte Tim, hvem der så kommer her i løbet af eftermiddagen.
Svaret var kort: The rest!
Helt tilfældigt og uden at have aftalt det, havde resten af flokken bestilt billetter til det samme fly, som landede kl. 12 i Gatwick, så de er her nok om en times tid.
Pavillonen er slået op, så her skal alle måltider indtages. Godt nok har de et ret stort hus, men der er ingen steder inden døre, hvor vi alle 19 kan bænkes. Pavillonen skulle alligevel op til flowershowet på lørdag, så det passer helt fint. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, så det skal nok gå … vi har alle sammen varmt tøj med, og ingen kan blive våde.

Merete, John og jeg handlede her til formiddag. Morgenmad, frokost og grillmad med tilbehør til 18½ personer i to dage bliver til en virkelig fuld indkøbsvogn. Kassedamen fik helt ondt af os, kunne vi se. Da hun til sidst spurgte: Is that all?, til hvilket jeg svarede: Yes … how many fortunes is it?
Ohhh, it’s quite a lot of money
, sagde hun og så helt bekymret ud på mine vegne. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt, men jeg synes ikke, at jeg skyldte hende nogen forklaring på al den mad.
Vinen har vi haft med hjemmefra … vi blev enige om, at bag in boxes ville være okay til denne lejlighed, og det er de ikke blevet helt gode til her i England endnu.

Nu er resten her lige om lidt, og Merete og jeg skal nå at bage en rabarberkage – the show has begun!

5. juli 2019

Der er pakket. Til England. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Jamen vi har jo lige været derovre, kan I sige. Og I vil have ret … vi var der i maj, men den tur blev planlagt kort efter nytår. Denne tur har vi slet ikke planlagt, forstået på den måde, at Charlotte engang i februar skrev til sine to mostre, fire kusiner og fætteren (og til os), at alle var velkomne til at komme over og besøge dem i uge 28. Der er nogle af dem, der har set huset, men ikke alle – og ingen, der har været der før, har set det færdigt.
Folk var da heller ikke længe om at melde ind, og til vores overraskelse var der kun 2½, der meldte fra, så vi bliver 19. Altså i alt, inklusive de fire, som allerede bor i huset, men der skal stadig være sengepladser til 11 ekstra voksne. Ikke alle er der hele tiden, men alle er der på én gang i nogle dage.
Det er mange at huse, men det kan lade sig gøre nu, hvor ‘skuret’ er blevet færdigt – dog skal tre af de fire medbragte børn sove på madrasser på gulvet i samme værelse som forældrene, men det tror jeg nu ikke der er nogen, der brokker sig over. Det fjerde barn kan stadig være i en rejsebabyseng, og sådan en har de stadig derovre.

SONY DSCSONY DSCSONY DSC

20190705_162733Der er løbet meget vand i åen – og smurt meget maling på væggene – siden de flyttede ind i den ruin, de købte for 10 år siden. Tim har kæmpet bravt for at banke en PR-virksomhed op under en finanskrise, men nu flasker det sig efterhånden altsammen, og de har fået det hus, de ingen problemer havde med at kunne se for sig, da de så det første gang.

Vi tager igen bilen derover, medbringende min ene søster, den anden kommer også i bil, og den ene af niecerce lejer en. Med så mange på besøg dur det ikke at mangle biler; der er jo ingen grund til at låse sig fast i huset, hvor dejligt det end måtte være. Vi skal også kunne aflaste Charlotte med indkøb, så ikke hun hænger på det hele hele tiden.
Det bliver hyggeligt – næsten som en tilbagevenden til tiden før far døde, hvor han hvert eller hvert andet år inviterede hele familien til en fælles ferieuge et eller andet sted i Europa. Det kom der mange hyggelige ture ud af.

Det skur, jeg omtalte, var en gammel og forfalden lade, som de nu har ombygget til opvarmet garage i den ene halvdel (til Tims fine, gamle biler) og en lejlighed i den anden. De må ikke bruge den som B&B, men de må gerne etablere endnu en granny flat, så det gjorde de. Det er en fin lille lejlighed på omkring 70 m2 med stue og køkken i ét, bad og soveværelse.
De bor i et AONB (Area of Outstanding Natural Beauty), så de må ikke bygge nyt, men hvis der findes et såkaldt footprint, dvs. at der fx står en grundstøbt gammel lade, må man gerne bygge den om til beboelse. Det er derfor, man ser så mange mere eller mindre forfaldne bygninger rundt omkring i England – så længe de er der, må man ombygge dem, men man får som sagt ikke lov at bygge nyt.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os? Det gør alle, så det skal nok blive godt. Charlotte har lagt årets flowershow på næste lørdag, så de fleste får også den oplevelse med.

22. maj 2019

Nu vil jeg bare hjem!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Vi er kommet ombord på båden fra Newcastle til Amsterdam, selv om der er to timer til afgang. Fra og med i morges kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem, men da vi skulle finde på et eller andet at bruge formiddagen på, kørte vi til Durham Heritage Coast, nærmere betegnet ved Blackhall Caves og rocks, hvor der var ganske nydeligt at gå en tur.

Jeg har det, som jeg ved der er mange andre, der også har: Allerede når man begynder at sætte kursen hjemover, er ferien forbi, og man vi ville helst allerede befinde sig hjemme. John og jeg er i hvert fald ikke gode til at gøre hjemrejsen til en del af ferien. Vi har skam prøvet … mange gange endda, men det lykkedes os aldrig, så nu har vi bare kapituleret og indset, at sådan er det for os.

Vi gik en dejlig tur og kørte derefter til Hartlepool, hvor der er et shoppingcenter, hvor vi satsede på at kunne få en let frokost. Derefter kurs mod havnen, idet vi igen satsede, men denne gang på, at vi kunne komme ombord før tid, hvilket vi jo altså kunne. Vi har en rigtig god kahyt med fri wifi, viste det sig, men jeg tog kun ipadden med op, så det bliver med et lånt billede (men det er legalt brugt!) og WP’s elendige kladdeformat.

Det har været en dejlig ferie, men det bliver rart at kunne forstå folk igen … mig, som bilder sig selv ind at være god til engelsk, fatter tit ikke en bønne af, hvad man siger til mig. Kan I huske The Full Monty (Det’ bare mænd)? Charlotte købte den til os, men i UK, så der var ingen danske undertekster. Vi gik glip af meget, inden vi fandt på at sætte engelske undertekster på. De er vildt svære at forstå heroppe, men jeg trøster mig lidt med, at jeg heller ikke forstår et par af mit eget lands dialekter – fx sønderjysk.

Men præstøsk forstår jeg, og der er vi i morgen aften … vi ses …

cave near sea

Photo by Sebastian Palomino on Pexels.com

19. maj 2019

Mest skilte af alskens art

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: ,

I går tog vi en omvej for at se et område, der på kortet så interessant ud.
Og det var det – meget fladt og med kun én smal vej rundt; en vej, hvor man skulle lukke døren efter sig.

P1030075

Et farligt område, hvor man ikke lige skal tage sig en badetur, hvis ikke man er helt klar over, hvad man har med at gøre.

P1030076

Et område, hvor man tilsyneladende er vant til tidevandsoversvømmelser. Der var mange af disse skilte, og nogle gange stod der, at vandet var to fod dybt.

P1030082

Vi tog en anbefalet togtur fra Carlisle til Settle, hvor vi blandt andet skulle køre over The Ribblehead Viaduct, som vi sidste år fotograferede fra vejen. Dengang havde vi ikke forudset, at vi præcis et år efter selv skulle sidde i det tog. Det var godt, jeg tog det billede sidste år, for når man sidder i toget, kan man ikke fotografere den flotte viadukt.

Ribblehead Viaduct

På en af de første stationer efter afgangen fra Carlisle så vi denne mand stå og læne sig op ad gelænderet ved dette lille hus. På skiltet står der Private, så vi tænkte på, om han mon havde lejet det som feriebolig.
Han må have været en ægte trainspotter, for han stod der gudhjælpemig endnu (forhåbentlig igen), da vi 2½ time senere kom retur forbi stationen.

P1030101

Ved nogle stationer kunne man nemlig leje ferieboliger. Jeg tror godt nok, jeg kunne finde mere spændende steder at bo i min ferie!

P1030106

I Settle skulle vi slå en time ihjel. Det gjorde jeg bl.a. ved at ringe og sludre med Charlotte, men jeg lagde dog også mærke til huset, som Jack byggede.

P1030109

Carlisle-Settle-strækningen er smuk, og det ved de godt selv – men de overdriver ikke

P1030110

De slog lidt på ordspillet med brugen af ordet settle.

P1030111

I den ene retning blev man inviteret til at settle up, og i den anden retning til at settle down.
Jeg ville dog synes, at de burde bytte om på op og ned, fordi man herfra kører mod nord for at komme til Carlisle og mod syd til Leeds – men hvad pokker … de kører jo også i den forkerte side af vejen …

P1030112P1030115

Dette skilt herunder kunne også ses på flere stationer. De må være dygtige og meget sikre på sig selv på Northern Line, hvis de kan love refundering af billetterne efter kun et kvarters forsinkelse. Hvis det var sådan i Danmark, ville langt størsteparten af DSB’s passagerer vel kunne rejse gratis altid, vil jeg tro, efter alt det brokkeri, jeg konstant hører i medierne.

P1030125

Jeg tog en del billeder under togturen, men kameraet er ikke så dygtig som jeg er til at kompensere og dermed abstrahere fra reflekserne i vinduerne.
Jeg skal derfor skåne jer for dem, bortset fra et enkelt af et af de særdeles ensomt beliggende landbrug.
Her kan man virkelig tale om at bo in the middle of nowhere!

P1030100

18. maj 2019

Hardknott and Wrynose passene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:49
Tags: ,

Da jeg for allerførste gang var i Lake District med mine forældre, kørte vi over Hardknott-passet. Dengang syntes jeg det var lidt vildt.
Det synes jeg stadigvæk. Stigninger/fald på 30 % og meget, meget smalle veje. Heldigvis er der mange mødepladser, og den uskrevne regel er, at det er den, der er på vej nedad, der skal bakke, hvis dette er nødvendigt for at kunne passere hinanden – hvilket det var indimellem.

P1030032P1030042

Vi skulle tibagelægge godt 30 km ad denne rute, der ikke er for sarte sjæle. Læg mærke til, hvor lang tid gps’en mener, det tager. Det er ikke en vej man vælger, hvis man skal skynde sig! Det gik dog ikke så langsomt i bil som for denne åbenbart tossede sjæl, der ville tage den på en ‘armcykel’ (hvad hedder det, når man ikke bruger benene?). Vi overhalede også cyklisterne. Trods alt.
Det tog os over to timer, men vi havde også et par fotostop undervejs, når vi havde mulighed for at sætte bilen fra os.

30 %P1030061

Herover har jeg tegnet vejen op med rødt. Som det ses, er der ikke meget autoværn – eller plads … og dette var ikke det stejleste stykke – jeg glemte helt at prøve at fotografere, da vi var på steder på mellem 25 og 30 % stigning eller fald; jeg havde for travlt med andre ting …
Vi mødte ingen autocampere, men vores værtinde sagde, at det var meget almindeligt, at autocamperfolket tog denne vej i deres store biler. DET havde jeg pure nægtet at være med til. Det er dog nok ikke værst at føre camperen, men værst for de biler, der skal møde den. Men det går åbenbart godt, siden de ikke er blevet forbudt at køre på denne vejstrækning.

P1030053

Vi har en dieselbil, som bekendt har en stærk motor, men den kunne kun trække os opad i første gear – John havde regnet med, at vi skulle bruge andet gear, men det skulle vi så ikke … det hed også første gear nedad, ellers fik vi hurtigt alt for meget fart på.
Det var ikke en gennemsnitshastighed, der ville have imponeret en fartdjævel, men adrenalinproduktionen var ikke af den grund sat ud af drift, skulle jeg hilse og sige.

P1030055

Men kønt var det. Skiftevis smukt og barsk – selv om det barske også var smukt – og udsigten kunne vi ikke klage over.

P1030057

P1030041

Krydsende trafik!
Der lå enkelte gårde i udkanten af området, men stadig med flere kilometer ud til en større vej. Vi talte om, at vi var glade for, at vi bor hvor vi bor, men at der formentlig ikke falder så meget sne her, selv om det at køre på vejene når de bare er regnvåde, stod for os som noget absolut uønskværdigt!

P1030066P1030060

Vi brugte lidt af formiddagen på at gå rundt og snuse i Keswicks gågader, så det blev ikke til andet i går end det og turen over passene, men det var også passende … vi trængte til at komme tilbage på vores B&B og slappe af indtil det var tid at spise aftensmad.

16. maj 2019

Peak og Lake Districts

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: ,

Der er egentlig ikke så meget interessant at skrive … det bliver en af mine evindelige lovprisninger af Englands vidunderlige natur. Vejret er i høj grad med os nu, så vi får det hele at se fra den smukkeste side.

Peak District

I Peak District boede vi i The Old Post Office. Værterne var et par på nok nogenlunde vores alder, som købte posthuset i 1992. Det var i bedste Heartbeat-stil (Store og små synder), med en lille købmandsbutik som nebengeschäft til postdelen, og det stoppede først med at fungere på denne måde i 2008. Siden da har de så kørt en B&B som tilskud til pensionen. De var meget snaksalige, så vi fik en hel del at vide om både det forhenværende posthus’ historie og lokalområdets infrastruktur.

P1020977

Næste stop var Windermere, og på vejen mod vores overnatningssted fik vi begge på én gang øje på stedet på billedet herover. John kørte ind til siden, og ganske rigtigt: Vi holdt på præcis samme sted og nød udsigten for 32 år siden, da vi var her sammen med mine forældre. Lidt pudsigt, syntes vi.

I Windermere sov vi stort set ikke om natten. Det var ikke hotellets skyld, men der var vejarbejde fra kl. 19-05 lige nede under os. De har ikke kunnet/villet lukke dette stykke af vejen om dagen, så der blev arbejdet natten igennem, med brolæggerjomfruer und alles, ledsaget af særdeles højlydt polsk tale. Det kan FDM ikke gøre for, og fordi hotellet blev booket for flere måneder siden, kan vi kun konstatere, at det var bare ærgerligt, men vi glæder os til en rolig nat her i Hall Garth Guest House på en stille villavej i Keswick.

P1020994P1020997

Lake District er berømt for både sin grønne frodighed og sine barske landskaber med meget smalle veje med voldsomme stigningsgrader. Dagens rekord var 25 %, og det var ikke altid lige sjovt, når to biler skulle passere hinanden. Gutten på cyklen herover havde møjsommeligt arbejdet sig op ad de 20 %, og jeg skal lige love for, at der var lyd på ham, da han passerede os; med lange og dybe støn, samt noget, der nærmest lød som en rallen. Ganske dramatisk at høre på, men eftersom han fortsatte, var han vel næppe på dødens rand, selv om han lød sådan.

Lakeland - gorse

Vi kørte forbi store områder med gulblomstrende gorse (tornblad) …

Lakeland

… vi spiste vore frokostsandwiches/-wraps her ved den oldgamle og næsten helt døde eg …

Lakeland - bluebells

… og vi kørte forbi mange steder med veritable sletter af bluebells langt oppe ad højdedragenes sider.

Lakeland

Vi har nok de første 100 gange i dag udbrudt Hvor ER her dog bare smukt, men vi bliver slet ikke trætte af at høre os gentage os selv … hvis ikke den ene sagde det, sagde den anden det, eller også kom vi med det i kor.

P1030001

P1030004

Billederne yder ikke landskabet fuld retfærdighed – de steder, hvor der var allersmukkest, kunne vi ikke komme til at sætte bilen, så vi måtte nøjes med at lade billederne sætte sig på nethinden i stedet for på hukommelseskortet. Pyt – man jeg kan alligevel ikke indfange det på samme måde, som øjet og hjernen opfatter det, men det giver nogle gode støttepunkter til mit eget indre hukommelseskort.

13. maj 2019

Bombay Sapphire Distillery

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags:

Måske nogle af jer så udsendelsen i tre eller fire afsnit om Bombay Sapphire Distillery, som blev totalrenoveret til et moderne gindestilleri?
Det gjorde vi – to gange endda, for Tim og Charlotte havde ikke set det derhjemme og så det derfor i DK engang de var hjemme hos os.

P1020917

Hvis I så serien, vil I sikkert kunne nikke genkendende til ovenstående billede, men mest interessant ved renoveringen var såmænd ikke selve renoveringen, selvom det også var fint nok at se, men beregningerne, konstruktionen og opførelsen af drivhuset.
Det voldte arkitekter og producenter temmelig store problemer undervejs – tenderende til hjertestopstadiet, efterhånden som deadline for åbning af det nye destilleri rykkede bekymrende nærmere, uden man havde fået løst problemerne med bl.a. spændingerne i glasset.

P1020922

Det er et vildt imponerende stykke arbejde – måske mest imponerende, hvis man har set tv-serien, men uanset det, vil jeg tro det er i stand til at få folk til at kigge en ekstra gang.
Det er bygget, så floden Test løber igennem nede ved gulvet, og stål- og glaskonstruktionen blev produceret i Italien (så vidt jeg husker), men at få det hele til at passe sammen til sidst var som sagt næsten ved at tage livet af de ansvarlige …

P1020944

… hvilket man måske godt kan forstå, når man ser og derfor sikkert fornemmer, hvad en sådan konstruktion kræver af først beregninger og senere indstilling af produktionsudstyr til både rammer og alt det buede glas. Der er mange skæve vinkler, og ikke to elementer er helt ens.

P1020945

Billetten inkluderede en rundvisning  i en del af destilleriet, og det tog vi selvfølgelig med. De fortalte, at hemmeligheden ved netop deres gin er ikke ingredienserne som sådan, men den præcise mængde af dem – og at kun to personer havde opskriften, som aldrig var blevet skrevet ned (de startede sidst i 1700-tallet …), men som udelukkende var overleveret mundtligt i samtlige godt 300 år. Disse to personer var aldrig på arbejde samtidig, rejste aldrig med samme fly eller sad i samme bil. De måtte ikke engang bo tæt på hinanden, for døde de to på én gang, havde destilleriet et alvorligt problem med opskriften på deres gin.
Det ved jeg ikke rigtig, om jeg kan tro på, men det er da en god historie.

P1020950P1020956

Inden rundvisningen kom vi til et rum, hvor de havde opstillet små kugler med låg. Nede i kuglerne var der en duft indfanget på et stykke trækpapir – der var 22 forskellige, og vi skulle på et ‘postkort’ angive vores præferencer, som ved besøgets afslutning kunne omsættes til en cocktail indeholdende netop disse præferencer.

P1020958P1020959

De blev blandet i cafeen og resultatet var en Living Coral for mit vedkommende og en Secret English Garden for Johns.
Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lide gin, men disse to smagte rigtig godt.
Man kunne ikke smage ginen, så det var måske derfor. I mine yngre dage var Tom Collins min foretrukne cocktail – der kunne jeg heller ikke smage ginen eller alkohol i det hele taget, men alt det andet var meget lækkert, og derfor slog den som en hest sparkede.
Det var en god dag. Igen.

En engelsk kanal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:05
Tags: , , ,

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

P1020865vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

P1020875

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

P1020876P1020881P1020895

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

P1020878

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

P1020894

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

P1020908

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

P1020901

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

P1020913

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

P1020870

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

11. maj 2019

Lulworth Cove og Gold Hill

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:07
Tags: ,

I går var den hidtil eneste dag med virkelig godt vejr. Køligt, men fint og ikke mindst tørt. Charlotte var nødt til at arbejde, så John og jeg kørte en tur sydpå for at se Lulworth Cove, som på turistsiderne så ud som om den var værd at se.
Det var den sandelig også – og vejen derned var en meget smuk tur at køre, med kuperede, grønne og rapsgule landskaber og lysegrønne skove.
Vi spiste frokost på en pub inden vi kørte det sidste lille stykke ned til Jurassic Coast, som er på UNESCOs World Heritage-liste.

P1020802P1020804

Noret, som nok er det bedste danske ord at bruge, er omkranset af kridtklipper, hvorfor vandet har den smukke grønblå farve, som nogle sikkert kender fra Møns og Stevns klinter.

P1020821

Vi var der et par timer og gik rundt, både oppe og nede, men ikke ude, selv om der var andre, der ignorerede advarslen og den løftede pegefinger og gik ud på den ustabile klippe. Nogle lever livet farligt, men det tænker man ikke så meget over, når man er ung. Så er man jo udødelig.

P1020827

Men dejligt var der – også selv om man holdt sig til de ikke forbudte veje.

P1020834

Med masser, masser af motiver. De stod nærmest i kø …

P1020836

På hjemvejen kørte vi en mindre omvej for at få et gensyn med Gold Hill i Shaftesbury. Det er 16 år siden, vi så den første gang, så nu ville vi igen.
Igen en meget, meget smuk tur fra kysten og op til Shaftesbury – jeg elsker altså bare England, men det har jeg måske nævnt før?
Gold Hill er nok en af Englands mest fotograferede gader, og når man står her, er man ikke i tvivl om hvorfor.
Det kræver sin mand at komme op – eller måske rettere sine knæ, for det er en stejl stigning, som føles værre i virkeligheden, end man kan se på billeder.

P1020846

Set nedefra er det måske bare en lidt kedelig gade, men når man, lettere forpustet, endelig befinder sig øverst oppe (vi kunne jo også bare have parkeret nær toppen af gaden i stedet for ved bunden), belønnes man med en spektakulær udsigt, som jeg udmærket forstår er et hyppigt brugt motiv til chokoladeæsker og bogforsider.
Stigningen – eller faldet, om man vil – er 16 grader, så den hører til blandt de stejleste i UK, men er ikke den stejleste. Det er vist en i Bristol, der har den rekord med sine 22 grader.

P1020851

Disse 16 grader er såmænd også rigeligt, men de forlænger livet, mener nogle af beboerne. Det vil jeg gerne tro.
“Maureen Loveday, who has lived here for more than 30 years, said she believed the daily climb explained the longevity of some of her neighbours. “I walk up it every day and it certainly helps to keep me fit,” said the 68-year-old. “There are plenty of residents on the street who have lived into their 90s.””

P1020844

8. maj 2019

“Nu skal jeg betro dig en lille hemmelighed”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: ,

Vi tog Stena Line fra Hoek van Holland til Harwich, hvorved vi sparer en overnatning, som vi tager på båden. Man border fra ved tyvetiden; den sejler kl. 22, vi bliver purret næste morgen kl. 05:30 engelsk tid og kører fra borde kl. 06:30. Det er både den hurtigste måde og den korteste vej, når vi skal have bilen med til UK, fordi det kun bliver til 1100 km i alt, hvor der alene er 1100 km til Calais, og så mangler vi stadig at køre 350 km i England.
På denne båd kan man forhåndsbooke en treretters menu, hvilket jeg havde gjort. Jeg bestilte the wine deal, som índebærer et glas vin pr. ret og valgte, pga. de valgte tre retter, at køre hele vejen igennem med én rødvin, som var lavet på sangiovesedruen.
Tjeneren kom og skænkede en lille mængde vin i et stort glas – because it’s more pleasant to drink wine from a big glass. Det var jeg enig i …
Fem minutter senere kom kun tilbage og lænede sig fortroligt lidt ind mod mig:
– Let me tell you a little secret: The ‘wine deal’ gives you only a small amount of wine. If you just buy three glasses seperately, you’ll get much more wine – and save money! The wine deal is € 11, and three glasses of wine will be € 10,20. 
– Nooo? Why? Oh, never mind … I think I’ll skip the deal and have three glasses of wine – if it’s the same wine as in that ‘deal’.
– It is. And I’m really not allowed to tell you this, but I think it’s crazy!

Stena LineStena Line (1)

Den største ulempe ved denne transportform er, at vi render ind i myldretiden! I hvert fald, når vi rejser på hverdage. Vi blev enige om, at ‘Londons største parkeringsplads’ nemlig ringvejen M25, der går hele vejen rundt om London, sikkert ville være totalt håbløs på dette tidspunkt, så vi fandt frem til en vej, der gik via Cambridge og Oxford.
Det gik såmænd ikke så meget bedre, for der var vejarbejder rigtig mange steder, så det tog næsten to timer længere end beregnet, men var trods det alligevel et bedre valg, for det var en betydeligt kønnere tur, end det ville have været ad den kendte rute via London og Reading.

Nu er vi her, og det er naturligvis herligt. Hvis dette indlæg bliver udgivet, er jeg i sagens natur kommet på nettet, men det fungerer stort set ikke for tiden derovre, og de kan ikke finde ud af hvorfor, men det skete efter et voldsomt uvejr, og hvad det mobile netværk angår, ligger vi midt i et hul, så det er ikke nemt …
De har flere forskellige netværk i huset, fordi murene er så tykke, at det ikke kan gå igennem dem, ikke engang med forstærkere. Det eneste netværk der virker, er det i køkkenet. Meget mærkeligt, men det bliver derfor nok begrænset, hvor meget jeg vil være ‘på’, mens vi er her.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

27. april 2019

Næsten nattøjsvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Jeg tog nattøj på, da jeg stod op i morges. Ja, på, ikke af … om natten har jeg det nemlig lige som Marilyn Monroe: Det eneste hun havde på, var Chanel No. 5.
Så er enhver lighed med MM også væk. Hvis der nogensinde har været så meget som en eneste, for jeg bruger ikke Chanel No. 5 …
Jeg vågnede kl. 4 og kunne høre den liflige lyd af regnvejr og af vand, der drypper fra taget. Jeg faldt i søvn igen, og da jeg atter vågnede to timer efter, regnede det stadig, så jeg blev liggende og bare nød det – stod først op to timer senere og syntes det gode vejr indbød til en hyggemorgen i nattøj. 20 mm blev det til, så det var okay – det var mere end nok til at lægge støvet, det trængte også fint ned i jorden.
John synes allerede han kan se, at græsplænen er blevet længere.

 En del af hyggestunden blev tilbragt med en kæmpestor kop te og bogen, der beskriver 40 år med Antiques Roadshows største og/eller mest interessante fund. En bog, jeg fandt hos Digger & Mojo, som er en antikvitetshandel lige overfor Charlottes butik/værksted, og som i øvrigt engang var med i Antiques Roadtrip.

Undervejs i læsningen af bogen, som i øvrigt er vældig interessant og dybt seriøs og dejligt uden grammatiske eller andre sprogfejl, hoppede jeg lidt i sædet, da jeg læste følgende:
..Sir Lawrence Alma-Tadema. Born ‘Lourens’ in the Netherlands in 1836, he lived in Europe until 1870 when he moved to London, making the city his home for the rest of his life. His reputation, already established in Europe, expanded massively after the move to England..
Jamen, altså. Vi er virkelig isolerede herovre på kontinentet, må man sige – i hvert fald ifølge englænderne. Bogen er skrevet i 2017.

Jeg vil sige lige som Obelix i Asterix og Briterne: “De er skøre, de englændere!”
Alle, der kender Asterix-serien og har læst disse aldeles vidunderlige tegneseriehæfter, vil kunne nikke genkendende til denne sætning, som dog oftest bliver sagt om romerne.
Briterne var i Obelix’ øjne ikke mindre skøre, med deres hot water break kl. 17 (de afbrød alt, selv et slag mod romerne, for denne vigtige pause) og deres besynderlige madvaner.
En brite udtalte, at “de er så isolerede derovre på kontinentet.”
Briternes varme vand smagte dem pludselig så langt bedre, da Miraculix introducerede nogle blade for dem. Nogle blade, han kaldte for te.

Digger & Mojo

Digger & Mojo – herover et kig i værkstedet, hvor han arbejder – hun står i butikken. Man var ikke ude i værkstedet, da de blev besøgt af Antiques Roadtrip …

Digger & Mojo

Og her noget af butikken. Min bog ligger forrest i billedet, men ellers køber jeg ikke noget her, for jeg synes hun overdriver temmelig voldsomt med priserne – også hvad angår ting, som ikke ser særlig pæne eller antikke ud. C siger, at de kæmper for at få det til at løbe rundt, men så hæver de priserne yderligere og har derfor endnu færre kunder. En ond cirkel og en politik, som vi kender fra DSB…

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

11. april 2019

Hvem sagde forår?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Det er vist kun kalenderen, der siger forår for tiden.
Der sker ikke så meget hernede i Den Stråtækte. Det er nemlig blevet vinter igen, med både frost og slud.
I aftes lavede jeg drivhuset om til det gravsted, det forhåbentlig IKKE bliver for mine nyplantede agurk, chili og tomater. Jeg satte to gravlys derind og lod dem selvfølgelig være tændt hele natten. Umiddelbart virker det som det modsatte af overkill, men visse drivhuserfarne hævder, at det virker; at det lige præcis kan holde temperaturen over frysepunktet. Det er naturligvis afhængigt af flere faktorer, hvor mange lys der skal til.
Jeg kan i sagens natur stadig ikke vide, om det var lysene, der gjorde forskellen, eller det bare ikke var frostvejr i hverken drivhus eller udenfor under nogen omstændigheder, men da jeg tjekkede i morges, var der 3° og alle planter havde det fint. Der var 4° udenfor, men da vi ikke har et min/max-termometer, ved jeg ikke hvor koldt det nåede at blive, da det var koldest. Vi har jo – også i den forbindelse – den fordel, at vi bor tæt på vand …

10 april 20199.april 2011

Meget tyk mand ...Billederne er lidt aprilstemning fra England – og et udtryk for lidt mere end en anelse misundelse fra min side.
Tim har lige sendt billeder med børnene ved swimmingpoolen – uden våddragter! De har simpelthen nærmest sommer derovre. De får også vand fra oven indimellem, så det er helt ideelt. Charlotte har næsten for mange kunder lige nu (nemlig seks, gående fra ingen at have haft i flere måneder), så hun synes ikke helt, at hun har tid nok til sin have, men hun nægter på den anden side at brokke sig over, at der endelig er kommet lidt gang i forretningen igen.
Vi fik lidt sne/slud i nat, men det kunne knap måles, og der er, ifølge DMI, ikke udsigt til regn på denne side af 20. april.
Jeg håber virkelig, at man tager fejl i den forudsigelse!

Det er længe siden, at manden til højre har udført nogen form for fysisk arbejde … ham forevigede jeg for præcis otte år siden. Også i England. Danmark er ikke særlig fotogent lige i øjeblikket.

28. februar 2019

Jeg troede ikke på det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1020368

Jamen det var jo hele tre ting …
Først troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg forleden dag kunne grave kartofler op i min egen have.
I dag skulle jeg ordne et andet bed. Jeg havde lagt mærke til de små buske, der stod rundt omkring og så ud til at stortrives på trods af, at vi lige har haft vinter – selv om det næppe kan kaldes sådan i år, med de meget milde forhold, der har hersket hele tiden.
Planten lignede lidt mælkebøtte, men var det ikke. Så slog det mig: Det er da rucola! Jeg såede noget sidste år, som aldrig nåede at blive til mere end lidt pjatteri, så der kom ikke nok til at kunne række til  noget i salatskålen, men jeg lod dem bare stå, og nu er der rucola nærmest i spandevis. Jeg har smagt på det og den er god nok.
Der er med andre ord endnu en urtehavehøst her i februar. Hvem skulle have troet det?

Den tredje overraskelse leverede min søster. Da de var her forrige søndag og vi talte lidt om familietræffet i England til sommer, nævnte hun, at kun så gerne ville se Highclere Castle – altså der, hvor Downton Abbey blev optaget.
”Glem det”, sagde jeg, “der er fully booked resten af året. Det er blevet vildt populært, og det er begrænset, hvor mange de vil tage ind ad gangen.”
Hun troede åbenbart ikke på mig, hvilket var glimrende, for hun undersøgte selv sagen og ringede og sagde, at der var billetter at få. Jeg var ellers sikker på at have set det modsatte, men heldigvis huskede jeg forkert. Det må have været i 2018, vi ikke kunne få billetter.
Nu har alle fra familien, der mødes hos Charlotte og Tim til sommer, billetter til det fantastiske Highclere – både til the castle and gardens.
Jeg glæder mig allerede.

image

24. februar 2019

Der er kun 23 dage imellem …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , ,

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

IMG_0155

I dag sendte han mig dette billede:

Costa del Malt House februar 2019

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

24 februar 2019 - 224 februar 2019 - 3

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

8. februar 2019

The Chaos …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: ,

Mon ikke mange af jer er stødt på rimene i The Chaos som et led i at lære at udtale engelsk? Det starter således:
Dearest creature in Creation,
Studying English pronunciation,
I will teach you in my verse
Sounds like corpse, corps, horse and worse.

Og det slutter med disse ord:
Finally: which rhymes with "enough,"
Though, through, plough, cough, hough, or tough?
Hiccough has the sound of "cup"……
My advice is—give it up!

Nogle gange bliver man hjulpet af ord man kender, fx i linjen “And enamour rime with "hammer”.
Tim gav mig engang til opgave at læse det op, og for nu rigtig at blære mig, så greb han mig kun i et par fejl – det var så heller ikke første gang, jeg stødte på digtet, men første gang, der blev lyttet til mig af en englænder, så jeg var lidt spændt. Hele digtet kan læses her.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så Antiques Road Show fra Leominster. Som udtales Lemster. Det skal man vide.
Da jeg første gang udtalte navnet på vores sikkert af alle kendte engelske sovs (Worcestershire sauce) for John, gloede han på mig og sagde: “Det hedder da War-che-ster-sher!”
”Nix!, sagde jeg, “det udtales wooster[sher].” Det nægtede han at tro på, men måtte jo bøje sig, da han spurgte Charlotte og Tim, som til hans store fortrydelse sagde wooster.
Du kender såmænd selv andre eksempler, sagde jeg – Lester Square … hvordan staver du til det? (Leicester Sq.).
Du kender også Bicester (bister) and Gloucester (gloster).
Og Mousehole i Cornwall, som udtales mowzl.
Jo, han kunne da godt høre, at han kendte alle eksemplerne, men han troede altså ikke på mit wooster, før englænderne kunne bekræfte det.

Af de nok mindre kendte kan nævnes Happisburgh, som udtales Hazebruh, Wymondham (windham) og Godmanchester (gumster).
Hvis man begynder at studere engelske adelsnavne, bliver det endnu værre. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel: Cholmondeley, som udtales chumly.

Jeg læste en forklaring på de underlige udtalelser: The reasons are generally that people’s speech becomes sloppy, particularly when they are illiterate. The divergences between spelling and pronunciation occurred long before education became compulsory.
Hvis man lader første sætning stå alene, er det en forklaring, som fint kunne gælde for den tid vi lever i lige nu. Umiddelbart kommer jeg i tanke om s’jal’mokr’tiet og tills’mnds’pr’sntant. Det pudsige er, at det hovedsageligt er dem selv, der udtaler det så sjusket.

Denne gælder også på dansk. Elsker den …

31. januar 2019

Det var lidt af en overraskelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Jeg havde et hængeparti med nogle færge- og flybilletter, der skulle på plads.
Allerførst ringede jeg til Charlotte for at få bekræftet, at vi kunne være hos dem i en uge før vi tager videre til Lake District. Helst ikke efter, men det skulle naturligvis være op til hende/dem. Det var dog vigtigt at få afgjort i dag for at vide, om vi skulle ud eller hjem via Hook van Holland.
Det var i orden med ugen før, så jeg satte mig, ikke bag, men foran skærmen i formiddags for at få det ordnet.
Til England i maj via Hook van Holland/Harwich – på ønsket dato – udvendig kahyt – forudbestilling af aftensmad (og vinduesplads i restauranten) – tjek.
Fra England, stadig i maj, via Newcastle/Amsterdam – på ønsket dato – commodore class – forudbestilling af aftensmad – tjek.

Så begyndte jeg at se på flybilletter til den uge i juli, hvor de samler familien derovre, og det var her, jeg fik mig noget af en overraskelse: Det viste sig at være billigere at køre til Hook van Holland, tage en god kahyt og spise en treretters menu – det hele gange to, for vi skal jo hjem igen – end det ville være at flyve derover og retur, samt parkere i lufthavnen, og der skulle oven i købet lejes en bil i England denne gang, for ellers ville der kun være Charlottes bil til rådighed, mens familien var samlet – medmindre andre kommer i bil, men det vides ikke endnu. Hvis John og jeg har bil, kan vi aflaste på flere punkter, bl.a. ved at køre ud og handle … der går meget mad til i sådan en uge.
Bilen ville vi dog have bonuspoint nok til at kunne leje kvit og frit i en uge, så jeg holder derfor den ude af regnskabet.
Hvad sker mon lige her med de flybilletter? De hidtil dyreste billetter kostede, så vidt jeg husker, omkring 3500 kroner (for os begge), og normalt kan jeg få dem til omkring 2600 kroner. Skyldes det mon sommerferien? Eller?
Vi overvejede at betale for flybilletterne med bonuspoint og så betale i menneskepenge for leje af bil, men Jeg kunne godt mærke på John, at han faktisk allerhelst vil køre i sin egen bil derovre, også selv om det betyder en ekstra tur til Holland, så det blev droppet, og SAS kan godt glemme alt om at se os som kunder i juli – jeg kan oplyse, at Norwegian og British Airways ikke var billigere. Easy Jet nægter jeg at flyve med.
Hook van Holland/Harwich og retur – tjek.

Vi får sejlet en hel del gange i år, må man sige … en rekord der nok bliver svær at slå, men jeg ved så heller ikke helt, om jeg har lyst til at prøve.

Nu ligger der tre helt færdige rejser i skuffen – og et nærmest rødglødende MasterCard i pungen.

Certifikatet - Kap HornCertifikatet - Kap Horn

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

23. december 2018

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , , , ,

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!

– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!

Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

P1030851
Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

21. december 2018

Christmas Carol Singers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:12
Tags: , ,

Du GOdeste, hvor er her blevet julet siden vi kom i går. Forsinket pga. nogle sindssyge personers leg med droner i Gatwick, hvilket kunne mærkes i London Heathrow. En times forsinkelse gav det, pga. ekstraordinær travlhed, så vi nåede vores tog med tre minutters margin. Hader den slags …
Men vi er fremme, hvilket er det vigtigste. I går blev der pyntet over kaminen i spisestuen. Meget engelsk. Vi pakkede gaver ind i hobevis. Det er nok både dansk og engelsk.

P1030801P1030804.

I formiddags kørte vi til Marlborough for at få købt al julemaden ind. Det var der sandelig også ufatteligt mange andre, der gjorde. Det var sidste skoledag, så der var en masse mødre, der lige skulle have klaret alle indkøbene inden de skulle hente børnene. John og jeg skulle i Boots for at hamstre Beechams og andre sager til at gøre kål på de forkølelser, som jeg, men især John stadig ligger under for.
Charlotte har lavet juledekorationer, og børnene trillede romkugler af massen, som jeg lavede til dem.

P1030808P1030809

Hvis man undrer sig over, at der er tre børn, så kan jeg fortælle, at den tredje er nabodatteren, som på det nærmeste er flyttet ind her, men hun er en sød og dejlig pige, så det har ingen noget imod. Og der er altså ikke noget galt i hjemmet, vil jeg skynde mig at understrege, men begge forældre arbejder meget, så hun kommer herind og hygger sig.

P1030812

Og så har vi lige oplevet et klassisk engelsk fænomen: Christmas Carol singers. De er 20-25 personer fra landsbyen, som, startende fra Watford House, hvor de varmer stemmerne op, går landsbyen igennem til stort set alle dens husstande og synger julens sange. Nogle få steder (i år fem) bliver de inviteret ind – det går vist lidt på skift – og får et glas et eller andet og lidt knas. I dette tilfælde glögg og romkugler (som andre vist kalder havregrynskugler), fordi Charlotte godt kan lide at demonstrere sine nordiske rødder ved denne slags lejligheder.
Alle blev på mirakuløs vis proppet ind i spisestuen, hvor der skiftevis blev sunget på livet løs og budt glögg rundt.
Stemningen var høj, selv om det var det første sted på ruten.
Det var simpelthen så hyggeligt – jeg elsker den slags traditioner. Hele seancen tog kun omkring 30-40 minutter, men vi stod tæt, så det var fint nok.
Billederne er elendige – det er umuligt for mig at fotografere så mange i så lille et rum, men kan stemningen fornemmes bare en lille smule, er jeg tilfreds.

P1030813P1030822

Der var en, der spurgte mig, hvad vi danskere mener om Brexit, men jeg svarede, at det ville de slet ikke ønske at få svaret på ved sådan en hyggelig lejlighed som denne.
Så tog Richard lige over – Richard er manden på billedet herover helt til højre og ham, der på meget humoristisk vis skriver og redigerer landsbyavisen, som udkommer en gang om måneden – og brød ud i
WE WISH YOU A MERRY BREXIT, WE WISH YOU A MERRY BREXIT AND A HAPPY NEW YEAR.
Der var ikke et øje tørt.

Næste side »

Blog på WordPress.com.