Hos Mommer

28. februar 2019

Jeg troede ikke på det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1020368

Jamen det var jo hele tre ting …
Først troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg forleden dag kunne grave kartofler op i min egen have.
I dag skulle jeg ordne et andet bed. Jeg havde lagt mærke til de små buske, der stod rundt omkring og så ud til at stortrives på trods af, at vi lige har haft vinter – selv om det næppe kan kaldes sådan i år, med de meget milde forhold, der har hersket hele tiden.
Planten lignede lidt mælkebøtte, men var det ikke. Så slog det mig: Det er da rucola! Jeg såede noget sidste år, som aldrig nåede at blive til mere end lidt pjatteri, så der kom ikke nok til at kunne række til  noget i salatskålen, men jeg lod dem bare stå, og nu er der rucola nærmest i spandevis. Jeg har smagt på det og den er god nok.
Der er med andre ord endnu en urtehavehøst her i februar. Hvem skulle have troet det?

Den tredje overraskelse leverede min søster. Da de var her forrige søndag og vi talte lidt om familietræffet i England til sommer, nævnte hun, at kun så gerne ville se Highclere Castle – altså der, hvor Downton Abbey blev optaget.
”Glem det”, sagde jeg, “der er fully booked resten af året. Det er blevet vildt populært, og det er begrænset, hvor mange de vil tage ind ad gangen.”
Hun troede åbenbart ikke på mig, hvilket var glimrende, for hun undersøgte selv sagen og ringede og sagde, at der var billetter at få. Jeg var ellers sikker på at have set det modsatte, men heldigvis huskede jeg forkert. Det må have været i 2018, vi ikke kunne få billetter.
Nu har alle fra familien, der mødes hos Charlotte og Tim til sommer, billetter til det fantastiske Highclere – både til the castle and gardens.
Jeg glæder mig allerede.

image

Reklamer

24. februar 2019

Der er kun 23 dage imellem …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , ,

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

IMG_0155

I dag sendte han mig dette billede:

Costa del Malt House februar 2019

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

24 februar 2019 - 224 februar 2019 - 3

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

8. februar 2019

The Chaos …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: ,

Mon ikke mange af jer er stødt på rimene i The Chaos som et led i at lære at udtale engelsk? Det starter således:
Dearest creature in Creation,
Studying English pronunciation,
I will teach you in my verse
Sounds like corpse, corps, horse and worse.

Og det slutter med disse ord:
Finally: which rhymes with "enough,"
Though, through, plough, cough, hough, or tough?
Hiccough has the sound of "cup"……
My advice is—give it up!

Nogle gange bliver man hjulpet af ord man kender, fx i linjen “And enamour rime with "hammer”.
Tim gav mig engang til opgave at læse det op, og for nu rigtig at blære mig, så greb han mig kun i et par fejl – det var så heller ikke første gang, jeg stødte på digtet, men første gang, der blev lyttet til mig af en englænder, så jeg var lidt spændt. Hele digtet kan læses her.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så Antiques Road Show fra Leominster. Som udtales Lemster. Det skal man vide.
Da jeg første gang udtalte navnet på vores sikkert af alle kendte engelske sovs (Worcestershire sauce) for John, gloede han på mig og sagde: “Det hedder da War-che-ster-sher!”
”Nix!, sagde jeg, “det udtales wooster[sher].” Det nægtede han at tro på, men måtte jo bøje sig, da han spurgte Charlotte og Tim, som til hans store fortrydelse sagde wooster.
Du kender såmænd selv andre eksempler, sagde jeg – Lester Square … hvordan staver du til det? (Leicester Sq.).
Du kender også Bicester (bister) and Gloucester (gloster).
Og Mousehole i Cornwall, som udtales mowzl.
Jo, han kunne da godt høre, at han kendte alle eksemplerne, men han troede altså ikke på mit wooster, før englænderne kunne bekræfte det.

Af de nok mindre kendte kan nævnes Happisburgh, som udtales Hazebruh, Wymondham (windham) og Godmanchester (gumster).
Hvis man begynder at studere engelske adelsnavne, bliver det endnu værre. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel: Cholmondeley, som udtales chumly.

Jeg læste en forklaring på de underlige udtalelser: The reasons are generally that people’s speech becomes sloppy, particularly when they are illiterate. The divergences between spelling and pronunciation occurred long before education became compulsory.
Hvis man lader første sætning stå alene, er det en forklaring, som fint kunne gælde for den tid vi lever i lige nu. Umiddelbart kommer jeg i tanke om s’jal’mokr’tiet og tills’mnds’pr’sntant. Det pudsige er, at det hovedsageligt er dem selv, der udtaler det så sjusket.

Denne gælder også på dansk. Elsker den …

31. januar 2019

Det var lidt af en overraskelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Jeg havde et hængeparti med nogle færge- og flybilletter, der skulle på plads.
Allerførst ringede jeg til Charlotte for at få bekræftet, at vi kunne være hos dem i en uge før vi tager videre til Lake District. Helst ikke efter, men det skulle naturligvis være op til hende/dem. Det var dog vigtigt at få afgjort i dag for at vide, om vi skulle ud eller hjem via Hook van Holland.
Det var i orden med ugen før, så jeg satte mig, ikke bag, men foran skærmen i formiddags for at få det ordnet.
Til England i maj via Hook van Holland/Harwich – på ønsket dato – udvendig kahyt – forudbestilling af aftensmad (og vinduesplads i restauranten) – tjek.
Fra England, stadig i maj, via Newcastle/Amsterdam – på ønsket dato – commodore class – forudbestilling af aftensmad – tjek.

Så begyndte jeg at se på flybilletter til den uge i juli, hvor de samler familien derovre, og det var her, jeg fik mig noget af en overraskelse: Det viste sig at være billigere at køre til Hook van Holland, tage en god kahyt og spise en treretters menu – det hele gange to, for vi skal jo hjem igen – end det ville være at flyve derover og retur, samt parkere i lufthavnen, og der skulle oven i købet lejes en bil i England denne gang, for ellers ville der kun være Charlottes bil til rådighed, mens familien var samlet – medmindre andre kommer i bil, men det vides ikke endnu. Hvis John og jeg har bil, kan vi aflaste på flere punkter, bl.a. ved at køre ud og handle … der går meget mad til i sådan en uge.
Bilen ville vi dog have bonuspoint nok til at kunne leje kvit og frit i en uge, så jeg holder derfor den ude af regnskabet.
Hvad sker mon lige her med de flybilletter? De hidtil dyreste billetter kostede, så vidt jeg husker, omkring 3500 kroner (for os begge), og normalt kan jeg få dem til omkring 2600 kroner. Skyldes det mon sommerferien? Eller?
Vi overvejede at betale for flybilletterne med bonuspoint og så betale i menneskepenge for leje af bil, men Jeg kunne godt mærke på John, at han faktisk allerhelst vil køre i sin egen bil derovre, også selv om det betyder en ekstra tur til Holland, så det blev droppet, og SAS kan godt glemme alt om at se os som kunder i juli – jeg kan oplyse, at Norwegian og British Airways ikke var billigere. Easy Jet nægter jeg at flyve med.
Hook van Holland/Harwich og retur – tjek.

Vi får sejlet en hel del gange i år, må man sige … en rekord der nok bliver svær at slå, men jeg ved så heller ikke helt, om jeg har lyst til at prøve.

Nu ligger der tre helt færdige rejser i skuffen – og et nærmest rødglødende MasterCard i pungen.

Certifikatet - Kap HornCertifikatet - Kap Horn

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

23. december 2018

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , , , ,

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!

– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!

Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

P1030851
Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

21. december 2018

Christmas Carol Singers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:12
Tags: , ,

Du GOdeste, hvor er her blevet julet siden vi kom i går. Forsinket pga. nogle sindssyge personers leg med droner i Gatwick, hvilket kunne mærkes i London Heathrow. En times forsinkelse gav det, pga. ekstraordinær travlhed, så vi nåede vores tog med tre minutters margin. Hader den slags …
Men vi er fremme, hvilket er det vigtigste. I går blev der pyntet over kaminen i spisestuen. Meget engelsk. Vi pakkede gaver ind i hobevis. Det er nok både dansk og engelsk.

P1030801P1030804.

I formiddags kørte vi til Marlborough for at få købt al julemaden ind. Det var der sandelig også ufatteligt mange andre, der gjorde. Det var sidste skoledag, så der var en masse mødre, der lige skulle have klaret alle indkøbene inden de skulle hente børnene. John og jeg skulle i Boots for at hamstre Beechams og andre sager til at gøre kål på de forkølelser, som jeg, men især John stadig ligger under for.
Charlotte har lavet juledekorationer, og børnene trillede romkugler af massen, som jeg lavede til dem.

P1030808P1030809

Hvis man undrer sig over, at der er tre børn, så kan jeg fortælle, at den tredje er nabodatteren, som på det nærmeste er flyttet ind her, men hun er en sød og dejlig pige, så det har ingen noget imod. Og der er altså ikke noget galt i hjemmet, vil jeg skynde mig at understrege, men begge forældre arbejder meget, så hun kommer herind og hygger sig.

P1030812

Og så har vi lige oplevet et klassisk engelsk fænomen: Christmas Carol singers. De er 20-25 personer fra landsbyen, som, startende fra Wilsford House, hvor de varmer stemmerne op, går landsbyen igennem til stort set alle dens husstande og synger julens sange. Nogle få steder (i år fem) bliver de inviteret ind – det går vist lidt på skift – og får et glas et eller andet og lidt knas. I dette tilfælde glögg og romkugler (som andre vist kalder havregrynskugler), fordi Charlotte godt kan lide at demonstrere sine nordiske rødder ved denne slags lejligheder.
Alle blev på mirakuløs vis proppet ind i spisestuen, hvor der skiftevis blev sunget på livet løs og budt glögg rundt.
Stemningen var høj, selv om det var det første sted på ruten.
Det var simpelthen så hyggeligt – jeg elsker den slags traditioner. Hele seancen tog kun omkring 30-40 minutter, men vi stod tæt, så det var fint nok.
Billederne er elendige – det er umuligt for mig at fotografere så mange i så lille et rum, men kan stemningen fornemmes bare en lille smule, er jeg tilfreds.

P1030813P1030822

Der var en, der spurgte mig, hvad vi danskere mener om Brexit, men jeg svarede, at det ville de slet ikke ønske at få svaret på ved sådan en hyggelig lejlighed som denne.
Så tog Richard lige over – Richard er manden på billedet herover helt til højre og ham, der på meget humoristisk vis skriver og redigerer landsbyavisen, som udkommer en gang om måneden – og brød ud i
WE WISH YOU A MERRY BREXIT, WE WISH YOU A MERRY BREXIT AND A HAPPY NEW YEAR.
Der var ikke et øje tørt.

19. december 2018

Stor begejstring, lille øv og en lidt trist historie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: , , ,

Begejstringen er pga. vores pc’er, der har drukket af ungdommens kilde. Sikke en forandring!
It-krise? Ring til Henrik Friese. Det var det rigtige valg at ringe til ham. Vores bærbare er så hurtige som lynet, og der er ingen centrifuger, der kører for at køle harddisken ned. Det er bare SÅ godt.
Det er dermed ikke spor øv, men det er det, at min julegave til Tim lige er spoleret.
Jeg ringede for nogle uger siden til Charlotte for at fortælle hende, at jeg havde fundet alle tiders gave til Tim, nemlig bogen Wolseley – a Very British Car, skrevet af danskeren Anders Ditlev Clausager. Jeg var ret glad for mit fund – lige indtil i går, hvor C ringede:
Øhhh, jeg er ked af det, men Tim er lige kommet hjem med den bog, du har købt til ham. Han fandt den i London og er meget begejstret over den.
ØV, altså. Nå, men det viser jo bare, at han virkelig ville have været blevet glad for gaven.
Nu får han i stedet et par lidet spændende seler. Det er dog et ønske, men alligevel …

Han har købt sin tredje Wolsesly. Nummer to kom som samlesæt, men nummer tre var i køreklar stand. Den var også nyere end de andre; Tim kalder den for sin Matadorbil, fordi den er fra 30’erne.
Den er blevet brugt som bryllupsbil, og det fortsætter den med; noget, Tim gør, fordi hans gode hjerte ikke kan holde til, hvis to af landsbyboerne skal gå fra hus og hjem.
Hele England er gået i stå – jeg behøver vel ikke at nævne årsagen? Ingen tør bruge penge, ingen tør investere, små virksomheder lukker og ingen tør starte noget nyt op. Charlottes lille skrædderi lever også et meget stille liv og har gjort det i nogle måneder, men de er jo så privilegerede, at hun kun har det som hobby.
Alt, alt for mange mister deres job, bl.a. ham, der nu skal være chauffør på Wolseleyen. Han står uden arbejde, og konen er hjælpelærer på børnenes gamle skole og tjener derfor ikke ret meget. De har brugt deres opsparing på at kunne blive boende i deres hus, men hvis ikke deres situation ændrer sig, må de sælge det og flytte til noget, de helst ikke vil flytte til.
Tim og Charlotte har det skidt med den slags kedelige historier, så Tim spurgte den stakkels mand, om det ville gøre en forskel for dem, hvis han kunne lave lidt penge på at køre Wolseleyen som bryllupsbil.
Det ville det, hævdede han, så nu er de ved at få lavet en hjemmeside, hvorigennem man kan booke bilen.
Tim betaler driftsomkostningerne. Manden selv skal holde bilen ren og køreklar, men så får han også ubeskåret de penge, der måtte gå ind fra lejen af bilen – indtil han eventuelt får arbejde igen.
Jeg håber virkelig, at det vil gå godt med det lille projekt, og jeg synes ærlig talt, at jeg har en meget  god og betænksom svigersøn.

27. september 2018

Engelsk statsborgerskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: ,

Charlotte er ved at søge om at få engelsk statsborgerskab – eller rettere: Hun ønsker dobbelt statsborgerskab, fordi Danmark for tre år siden åbnede for den mulighed.
Brexit er den langt overvejende årsag til hendes beslutning. De kan jo ikke selv finde ud af at stemme derovre, så Charlotte er efter egen mening nødt til at hjælpe dem på rette vej fremover, og det kan hun i sagens natur ikke, når hun kun kan stemme til lokalvalgene. (Desuden har det længe irriteret hende, at hun hverken har måttet stemme i Danmark eller England – hun har følt sig en anelse umyndiggjort.)
Hun har aldrig haft ønske om at opgive sit danske statsborgerskab, så før september 2015 afviste hun pure at blive engelsk statsborger – stemmeret eller ej – men situationen er anderledes nu, dels pga. den ændrede danske lovgivning, dels pga. Brexit. Hun vil også give sine børn dobbelt statsborgerskab for at lade dem have en fod indenfor Europa – bare for alle tilfældes skyld. Det har intet at gøre med nervøsitet for at blive smidt ud af UK, at hun vil søge; hun har boet der hele sit voksne liv og hun har været gift med en englænder i 14 år, så det vil ikke ske.

imageHun skal op til en prøve, ganske som man skal herhjemme. Hun har fået en bog, hun skal læse, hvori svarene på spørgsmålene vil være. Hun får ikke lov til at se de 24 spørgsmål inden ‘eksamen’, men hun kan tage tidligere prøver for at aflure sværhedsgraden m.m.
Hun har taget fem forskellige tidligere prøver via nettet, og efter at have hørt nogle eksempler synes jeg måske ikke helt, at der er nogen grund til at være forarget over den danske indfødsretsprøve.
Man har 45 minutter til de 24 spørgsmål. Charlotte var mellem 4 min. 55 sek. og 6 min. 15 sek. om dem, og hun havde mellem en og seks fejl. Man må højst have seks fejl for at kunne bestå.
Danskerne harcelerer over, at der hos os stilles spørgsmål om Olsen-banden.
I England spørger de om engelske sportsnavne (det var især sportsspørgsmål, C ikke kunne svare på), og de spørger om, hvilken [engelsk, naturligvis] instruktør, der står bag den eller den film.
De spørger om Charles Dickens og Jane Austen er forfattere eller videnskabsmænd …
De spørger om, hvem der skrev romanen Lucky Jim – der var her fire valgmuligheder.
Der blev spurgt om navnet på haver i både England, Wales og Skotland, som C ikke kendte, og hun har ellers bare læst SÅ meget om haver, men disse havde hun end ikke hørt navnet på.
Der blev spurgt til walisiske, skotske eller engelske kunstnere, som hun heller aldrig havde hørt om.
Alle historiske og politiske spørgsmål havde hun til gengæld helt styr på.

Alt i alt skal vi måske ikke være så forargede over den danske prøve. Det er nok bare sådan, de er, den slags.
Charlotte håber på at kunne få en tid på onsdag. Jeg er spændt på, om hun snart (også) er britisk statsborger.
Det er pudsigt, for i og med, at hun beholder sit danske statsborgerskab, vil der ingen forskel være eller blive for nogen, andet end med hensyn til hendes stemmeret, og alligevel synes jeg, det er sådan en slags breaking point, hun træder ind på den anden side af. Sådan har hun det også selv, selvom vi begge godt kan se, at vi er lidt fjollede … og jeg ønskede hende selvfølgelig held og lykke med forsøget på at blive ‘rigtig’ englænder.
Selv om svigermor længe har sagt, at Charlotte is more British than the British, og det er faktisk positivt ment.

image

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

2. september 2018

Og pludselig er det hele overstået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Så mange forberedelser, og så er det hele overstået på godt tre timer … men det var sjovt, og det gik godt, selv om der ikke var så mange deltagere, som der plejer at være; mest fordi tidspunktet var flyttet, ikke fordi de ikke gad mere – tværtimod, for de der ikke kunne komme, ærgrede sig. Havde de i hvert fald sagt …

Best vegetableTombolapræmierneEn af pokalerne

Der kom blomsterarrangementer (til Best Flower Arrangement) for børn og for voksne; der kom enkeltblomster (til Best Bloom) og der kom kurve med grønsager (til Best Vegetable). Der blev doneret mange præmier til tombolaen, hvor John senere var så heldig at vinde en boks med tre af de spændende øl, vi var ude at prøvesmage dagen før.

P1030091P1030092

Der var både hundevæddeløb og børnevæddeløb. De voksne gad ikke løbe …
De ville hellere spise Drømmekagen fra Brovst. Den er de totalt vilde med herovre. De har aldrig smagt noget lignende, hævder de … alle ville vide, hvad det var for en superlækker topping. Gad vide, om der er nogen danskere, der ikke kender en drømmekage? Den er nu også god.

P1030068P1030082

Den tredobbelte vinderMidt i det hele kom der 13 dobbeltdækkere, der skulle øve sig til en senere opvisning, så det var perfekt timet her til flowershowet. Vi har sommetider set syv dobbeltdækkere øve sig, men det var første gang der kom hele 13. De er allerede ret dygtige, så det var en fornøjelse at kigge på.

Til de to første shows fik Charlotte nogle professionelle folk til at komme og være dommere i de forskellige kategorier, men sidste år besluttede hun sig for at lave stemmesedler og i stedet lade demokratiet tale. Det syntes man var meget sjovere, så sådan blev det også i år.
Hvad ingen af os havde regnet med var, at Charlotte løb med alle tre pokaler i voksenkategorierne! Heldigvis løb hverken Anna eller Aubrey af med Children’s Best Flower Ararangement – det ville have været virkelig pinligt. Det var slemt nok i forvejen, og hun blev drillet en del med, at det bliver nemt at få indsamlet disse vandrepokaler til næste års flowershov.
Folk tog det dog pænt og grinede bare mere for hver gang Charlotte måtte op og modtage en pokal – de havde jo trods alt også selv stemt på hendes frembringelser – sæt det havde været en dommer, der havde afgjort det. Så ville alle nok have troet, at det var aftalt spil.

Da de sidste var gået omkring kl. 17:30, var vi alle godt brugt, men der skulle naturligvis ryddes en del op, før der kunne holdes fyraften. Det ord blev vi enige om at tage helt bogstaveligt, for vi kunne lige overkomme at lave en skål salat og riste nogle af deres lækre pølser på bålfadet, de har investeret i i år. Der sad vi og stenede og råhyggede til længe efter det var blevet mørkt, hvorefter der ikke gik voldsomt lang tid, før vi lå i vores senge.

P1030097P1030103

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

30. august 2018

En tur i en Wolseley

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

P1020843P1020844P1030012

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:
P1020846P1030004P1030005P1030007

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

P1030013P1030017

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

P1030019

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …
P1030022

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

18. maj 2018

Blandede bolcher

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

17 maj 2018Den pool, som børnene friske og frejdige badede i, da vi var i England, var dengang sølle 16°, og jeg skulle absolut ikke nyde noget!
I dag har Tim sendt et billede af den, ledsaget af kommentaren, at nu har vandet rundet 28°. Jeg kom til at svare, at så var det søreme næsten varmt nok selv til mig, men har muligvis skudt mig selv i foden, for han skrev tilbage, at I’ll hold you on to that!
Nå. Vi kommer sikkert først derover igen til jul, og til den tid behøver jeg nok ikke at være nervøs for at blive holdt op mod mine egne ord …

Apropos vand, så har vi i dag haft havgus. På Præstøfjorden! Det mindes jeg ikke at have set før, men hvorfor ikke? Det må der vel have været, for det er jo trods alt vand, selv om det er småt. Det var så heller ikke ligefrem den tætte havgus ved Vesterhavet, jeg har læst om, men ikke oplevet, at man kan miste orienteringen i – men den var der!

P1020282P1020284

Når nu jeg alligevel havde kameraet fremme, kunne jeg lige så godt snuppe et par billeder af mine blå kornblomster – selv om de er smukke, har vi for mange af den – de gror overalt, både hvor de må og hvor de ikke må.
Jeg fik til gengæld ikke taget nogen billeder af de mange tusinde bramgæs, vi har set på træk de seneste par dage. Vi går ud fra, at det har været de samme [slags] gæs, som Farmer har set – jeg vidste ikke, at der var nogen, der trak så sent … gik naivt ud fra, at de alle havde så vældig travlt med rugning eller yngelpleje på dette tidspunkt. Skal de højt mod nord, hvad de åbenbart skal, er der selvfølgelig nok først ved at blive varmt nok nu – vi gik bare og undrede os lidt, indtil jeg læste Farmers indlæg.
Det har været utrolig flot at se de mange kæmpestore træk med flere hundrede fugle i kileformene – de fyldte næsten hele himlen sommetider.
Og de mangler bestemt ikke samtaleemner, de gæs!

P1020291

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

11. maj 2018

Fra Barnaby til Herriot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:50
Tags: , ,

Sceneskift. I enhver forstand, for nu går vi fra krimi til dyrlæge; fra Oxfordshire til Yorkshire.
John var hjemmefra bare flink, fordi jeg så gerne ville se North Yorkshire Dales, hvor alle Folk og Fæ-filmene er indspillet. Af en eller anden grund, og på trods af, at han også har set hele serien, var han sikker på, at dette område var fladt og kedeligt, hvilket jeg ikke rigtig kunne forstå.
Han tog da også så grueligt fejl og kapitulerede med det samme fuldstændigt.

North Yorkshire Dales

Dette var endnu en ny side af England, som har så mange sider at vise os, der hellere end gerne vil se det hele. North Yorkshire Dales er helt sit eget, og så snart man bevæger sig ind i området, er man ikke et sekund i tvivl om, at man er i James Herriot-land.
Her er lange, bløde bakker, og her er barske og golde lynglandskaber, her er småfloder og vandløb i snesevis, og her er grå stenbyer, der fører os direkte tilbage til den berømte dyrlæge i 30’ernes England.

North Yorkshire DalesWatergate, North Yorkshire Dales

Huset her hedder Watergate …
Vi havde sat os for hjemmefra – hvor ‘hjemme’ er ment som det (igen) fantastiske sted, vi har fundet at bo i – at vi ville finde lige præcis det vandløb, der løber over vejen, som vi har set utallige gange i Folk og Fæ.
Vi fandt det, efter kun 2-3 skilsmisser undervejs. Det kan godt være lidt vanskeligt, når man 1) ikke ved, hvor man skal hen, men kun har nogle koordinater som mål, 2) heller ikke ved præcis hvor man er, og endelig 3) når vejen så oven i købet pludselig er lukket pga. vejarbejde, og der ikke umiddelbart er alternativer, så kompliceres tingene en anelse. 
Den korte historie er, at vi fandt det rigtige sted – (meget) langt om (meget) længe, men vi fandt det! Vi aflyste stiltiende skilsmissen og syntes i stedet, at det var lidt sjovt at fotografere vores egen bil kørende igennem den velkendte ford.

Fore Gill 

Først den ene vej, og så den anden vej …

Fore Gill

Som det kan anes, var dette i det mere barske område oppe nordpå.
Vi var glade over, at der ikke var så meget trafik, for der var ikke meget plads at give væk af, når man skulle mødes … nogle gange gik det direkte og ret stejlt nedad, så det var ikke for folk med dybdeskræk (det var altså et godt ord, jeg fik forærende forleden) eller sarte nerver.

North Yorkshire Dales

Vejen her hed Long Road. Ingen grund til at komplicere tingene yderligere. Det var jo det, den var.

Cold Cotes er som sagt et anbefalelsesværdigt overnatningssted, med et overmåde serviceorienteret værtspar. I dag ville de have en snack parat til os, når vi kom hjem fra dagens strabadser. Det var den største ‘’snack’ i vores liv; bestående af pie, tærte, pate, skinke og fire forskellige slags oste, plus fire slags hjemmelavede chutneyer, syltede løg, salat, vindruer, brød og kiks. Der var mad til to dage, men det vidste hun vist godt, for hun leverede også plasticposer og alufolie, så vi kunne tage resterne med op på værelset (vi har køleskab). Resten gemmes derfor til i morgen.

Slider 1P1020117

De har, efter hjemmesidebilledet blev taget, skiftet vores seng ud til en mere rustikt udseende en af slagsen, hvilket på ingen måde gør værelset dårligere. Vi har valgt at bo her i tre nætter, således at det er vores base, til vi kører til Newcastle for at sejle hjemover igen.

8. maj 2018

Dorsets Durdle Door – og diverse dagligvarer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:07
Tags: ,

Charlotte og Tim havde et formiddagsmøde i skolen, og bagefter var de begge nødt til at arbejde, så John og jeg legede selvstændige turister med Durdle Door i Dorset som dagens delmål. Der var små to timers kørsel dertil – det er tæt på Ladlam Bay på Jurassic Coast, hvor vi har været, men der var klipperne helt røde, mens det ved Durdle Door var som ved The White Cliffs of Dover.

Durdle Door

Durdle Door

Det var fint, smukt og lidt specielt. I dag var havet så roligt, at kajakroerne kunne hygge sig, men der skal ikke meget vind til, før det er livsfarligt så meget som at småbade, fordi bølgerne er større end de virker og understrømmen er særdeles lumsk. Så sent som for et par uger siden blev en mor med sin 5-årige datter suget med ud, selv om de kun gik i vand til knæene (jeg ved ikke, om det var moderens eller datterens knæ …). Moderen blev reddet, men den lille pige forsvandt og blev ikke fundet igen. Hvor må det være rædselsfuldt at miste sit barn på den måde. Eller … det er jo aldeles rædselsfuldt at miste sit barn, uanset hvordan det sker.

Durdle Door

Vi ankom desværre sammen med en gruppe meget støjende asiater – japanere, tror jeg, og de to på billedet til højre opførte sig som et par overstadige 14-årige, selv om de var godt oppe i tyverne. De stillede sig op alle mulige og umulige steder og poserede på overdrevne og temmelig latterlige måder. Fotograferingen var dog ikke spor for sjov; de tog den tværtimod meget alvorligt og brugte laaang tid på at indtage den helt rigtige positur til hvert enkelt af de mindst 30 billeder, de tog af hinanden … jeg gættede på, at de skulle anvendes på en datingside med den alvor, der blev lagt for dagen under fotoseancerne. Det var, som altid for de flestes af asiatisk herkomsts vedkommende, langt vigtigere, at man kunne se en kunstigt smilende person fremfor det landskabelige motiv.
Det lærer jeg nok aldrig at forstå.

Vi havde god tid, hvorfor vi fandt et Waitrose på vejen hjem, så jeg kunne få suppleret med alt det, jeg ikke kan have, når vi tager herover med fly. Blandt andet syv poser (i alt, altså) af tre slags af det dejlige mel, vi ikke kan få i Danmark. Godt nok er vi på LCHF; dvs. intet brød til os, men da vi tit har overnattende gæster, bager jeg en gang imellem, og absolut intet kan slå det engelske malted flour, strong white eller strong wholegrain flour.
Der er flere varer, der enten ikke kan fås i Dannmark eller er en del billigere herovre. Hellmans Mayonnaise, fx. Det er den bedste efter vores smag, men koster kun en fjerdedel her, så der kom et par store glas i vognen. En yndlings-olivenolie. Chipotle-chilier. Horseradish-cream. Og flere andre gode sager. Ganske som Charlotte skal have visse ting fra Danmark, skal vi have noget med hjem fra England, men det ville da også være dumt ikke at tage det bedste fra begge lande, ikke sandt?

6. maj 2018

Wiltshire har sit eget sprog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:16
Tags: , , , ,

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

P1020063

P1020065P1020050

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

P1020030

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
P1020042Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

4. maj 2018

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:12
Tags: , ,

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

P1010986

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

P1020005P1020004

P1020006De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

P1020016P1020017

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

2. maj 2018

Det var en ny oplevelse – for Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Det vejr vi stod op til i morges, var mildt sagt elendigt – 11 grader, blæsevejr og regn i spandevis. Det var desværre også bare den eneste dag i denne uge, Charlotte kunne tage sig en fridag, for hun har kunder både torsdag og fredag. Derudover skal Anna noget med skolen torsdag aften, og fredag sen eftermiddag er der forældremøde med Aubrey.
John og jeg besluttede derfor at dele vores ferie anderledes end først planlagt, således at vi torsdag og fredag tager Midsomer-turen for derefter at køre tilbage til familien og have aftensmaden parat til dem, når de kommer trætte hjem efter en lang dag.
I dag kørte vi tre derfor til Cheddar Gorge, fordi der ligger en tøjforretning, jeg meget gerne ville frekventere. Charlotte har desuden ikke set Cheddar Gorge og det lille, men særdeles autentiske ostemageri i byen. The only Cheddar made in Cheddar.

P1010905
Det var lidt sjovt at kunne vise Charlotte noget i England, hun ikke havde set.
Det lille cheddarostemejeri er hurtigt overset, men interessant nok alligevel – måske netop fordi det har den ringe størrelse, det har. 250 liter mælk går der til at fremstille en ost på 28 kilo. Resten kan man fodre svin med, og det gør man så … de elsker vallen.
Vi holder alle meget af Cheddar i alle mulige afskygninger, så der blev købt riiigeligt med ost med hjem. Gad vide, om vi må have ost med til Danmark? Vi må ikke den anden vej rundt, selv om det er vacuumpakket, men de er lidt mere hysteriske herovre med den slags ting, og jeg satser desuden på, at vi er uinteressante for tolderne, når vi kører i land i Ijmuiden.

P1010900

(Er der en Arthur til stede? Så har vi sværdet i stenen.)

Selve Cheddar er, både pga. osten og af hulerne i og omkring den unikke kløft, som er Englands svar på Grand Canyon, en ren turistfælde, som dog er ganske hyggelig her uden for sæsonen. En af os fik købt lidt tøj, hvorefter vi alle tre fandt en pub og indtog frokosten der.

P1010894

Vejret klarede op i løbet af dagen, og nu skulle det efter sigende stille og roligt blive forår igen, kulminerende i weekenden. Det gider vi ikke klage over.
Bluebells har vi indtil videre kun set i folks haver, men i morgen prøver vi at finde en bluebellskov. Der må være en i ‘Midsomer County’, mon ikke?

Det bliver derfor foreløbig kun til en kort visit her, men vi vender frygteligt tilbage – vi kan jo lige så godt arrangere det hele så praktisk som muligt, og i virkeligheden er det nok en bedre løsning end den oprindeligt planlagte, hvor vi ville have haft en uge hos familien, efterfulgt af en uge i først ‘Midsomer County’ og derefter i de Yorkshire’ske nationalparker.

PS: Ungerne syntes, det var alle tiders med det lejrmad, vi havde med til dem – og de syntes ikke, jeg var blevet spor tosset. De var i hvert fald for høflige til så meget som at antyde det …

1. maj 2018

“You are very organised, Sir”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: , , ,

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

25. marts 2018

Tæt på Corfe Castle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: ,

Vi er faktisk en anelse imponerede over, at C & T kan blive ved med at finde nye steder at vise os – de har trods alt boet i Wiltshire i næsten 15 år.
Radius bliver da også større og større; i dag kørte vi en time og tre kvarter hver vej for at komme til Corfe Castle. De sagde, at området var den lange tur værd, og vi kunne kun give dem ret. Det var meget marshland, men the gorse (tornblad) stod i blomst, så det var smukt og lidt anderledes end vi er vant til at se.

Corfe Castle (37)

Først går man igennem en skov, som ikke bliver plejet, så døde træer får lov at forgå ved naturens egen hjælp. Efter et stykke tid når man ned til kysten, hvorfra man kan se over til Poole. På billedet herover skimtes ruinerne af Corfe Castle lidt til venstre for midten af billedet. Det var ret diset, som det ses, men det gjorde det ikke mindre smukt eller mystisk at se.
Jeg har jo noget med nøgne træer, og på dette sted kunne jeg gå helt fotoamok i dem.

Corfe Castle (34)

Kronvildt var der også. Et sted så vi syv græssende dyr på en gang, så Aubrey gav den som Gerald Durrell (vi ser serien om aftenen, mens vi er her – et afsnit/aften) og forsøgte at snige sig ind på dem, men det var ikke så nemt endda. Det var også ligemeget – alene det at se syv, hvoraf en var en tyr med et stort gevir, var stort for dem.

Corfe Castle (31)Corfe Castle (32)

Inden for et forholdsvis lille område så vi et fænomen, ingen af os har set før. De to billeder herover er klumper af myrer. Tykke klumper, hvor myrerne lå i flere lag oven på hinanden, men dog stadig fladt henover jorden; de var ikke i en tue, som vi fx ser dem derhjemme eller i Sverige, men der var den ene samling myrer efter den anden over en strækning på måske et par hundrede meter.
Hvorfor gør de sådan? Er det fordi, de er englændere og derfor opfører sig anderledes end de skandinaviske, er det årstiden eller noget helt tredje? Der var bevægelse i klumperne, men de flyttede sig ikke som sådan. Det var ret fascinerende at se.

Corfe Castle (23)

Da vi nåede helt ud til vandet, vendte vi om og satte kursen mod bilen. Det blev til en tur på næsten tre timer – dog med ophold undervejs, fordi der hele tiden var et eller andet der skulle studeres nærmere.
Klokken var blevet 15, så vi var efterhånden blevet grundigt sultne. Charlotte sagde, at de ville prøve at se, om der var plads på The Halfway Inn, for der spiser man godt.

Corfe Castle (40)Corfe Castle (41)

Det var der – plads, altså, med hiv og sving, for det er åbenbart et populært sted, men vi blev anbragt ved et reserveret bord, hvor ‘reservatørerne’ vist var udeblevet, så på den måde lykkedet det – der var ikke andre steder, vi kunne have siddet alle seks.
Og man spiser virkelig godt der – der var rigeligt med mad, så det blev til dagens måltid – ingen af os bliver sultne igen før i morgen.

Det blev en god, sidste dag herovre. Corfe Castle vil vi se igen ved sommertide. Så er der ingen gorse, men her må være smukt alligevel.

23. marts 2018

En fantastisk skole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Tirsdag klokken 14 var der et musikshow i underskolen, hvor Aubrey går på sidste år, inden han starter i secondary school, hvor Anna går nu. Tim tog på arbejde, og C skaffede en ekstra billet, så både John og jeg kunne komme med. Da vi kom, var der en kvinde i gang med at dirigere nogle kanonsyngende børn (ikke kaNON, men KAnon). Det var musiklæreren, som “er skøn” ifølge Charlotte. Jeg må da også sige, at vi var særdeles imponerede over, hvad hun kunne få børn helt ned til 5-6 år til. Det er altid sødt, når små børn gør deres bedste, men her var det bedste rigtig godt, mens man samtidig ikke var et sekund i tvivl om, at ungerne havde en fest med at gøre det, de hver især nu gjorde. Det er alt sammen frivilligt, hvorfor vi også kun så Aubie deltage i koret til afslutningen, hvor samtlige 5. og 6.-årgangsklasser deltog, for sådan noget gider han absolut ikke, hvilket vist også tydeligt fremgår af hans ansigtsudtryk.

Warminster school (3)Warminster school (7)

Så var det en noget gladere og stoltere dreng vi så, da børnene efter showet skulle vise forældre og bedsteforældre de respektive klasselokaler.

Warminster school (10)Warminster school (11)Warminster (2)

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad mange mener om skoleuniformer, men mormor her er altså ret stolt af sin søde, lille, store og dejlige gentleman.
WarminsterMormor her er dog også meget, meget glad for at se, hvad den skole har gjort for især Aubrey. Anna har ingen problemer, men elsker alligevel den nye skole, og Aubie er jo svært ordblind, hvilket på ingen måde forhindrer ham i at være hurtig i replikken, men så snart han skal skrive noget, går han nærmest helt i sort.
Skolen har det princip, at det stadig, selv i vore elektroniske tider, er vigtigt at lære at skrive i hånden, men indrømmer, at de en sjælden gang gør en undtagelse. Aubrey er en af dem. De lærer ham blindskrift på et tastatur, for de mener, at så skal han i det mindste kunne skrive lynhurtigt på den måde i stedet for. Drengen er glad og går til den med omhu og entusiasme.
Læreren kapitulerede, efter hun engang sagde til ham, at nu skulle han ikke skrive denne opgave, men i stedet diktere til hende, hvad han ville have skrevet, hvis han havde kunnet.
Det gjorde han, og læreren havde bare tænkt WOW! Den dreng skal ikke hindres, bare fordi han har svært ved at lære at stave og skrive.
Han er blomstret op på den skole i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Hans selvtillid vokser og vokser, hvor den i den gamle skole blev pillet mere og mere af ham, fordi der ikke var for fem øre forståelse for hans handicap, hvilket fik alle til at tro, at han var dum. Jeg kunne have kvalt den lærer!
Han er ikke dum, og han elsker alle naturfag i en grad, der får lærerne til at bemærke hans store glæde ved at lære. Han lytter mere intenst, fordi han har svært ved at læse sig til det, og sommetider er han helt skæv i hovedet, fordi han ikke vil gå glip af nogen af ordene. 
Den skole er bare det bedste, forældrene har gjort, ikke kun for ham, men også for Anna. Den er måske nok dyr, men hvordan kan man gøre hele denne store forskel for børnene op i penge? Svaret er, at det kan man ikke.
Mens vi ventede på, at Anna skulle få fri, gik vi på pub, hvor nogen fik kaffe og andre fik en stor isdessert oven på dagens korprøvelser.

22. marts 2018

Well, Wells was …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Vi har da ikke kedet os et sekund efter ankomst – jeg har ikke engang tid til at blogge, men her til formiddag har Charlotte en kunde, så John og jeg må klare os selv.
Tirsdag var der noget tamtam i Aubreys del af skolen, men mere om det senere. 
I går kørte vi en tur til Wells. Wells, som jeg har både hørt om og læst om, men endnu ikke set. Jeg vidste kun, der er en enorm domkirke, og vi så, at man kan komme ind og se The Bishop’s Palace – plus den tilhørende have/park, men det vil nok være bedre senere på året.

Wells (16)Wells (17)

Det biskoppelige palads var nydeligt – ret interessant at se, faktisk. Man var ikke i tvivl om, at den katolske kirke ikke manglede midler – der var pomp og pragt hele vejen igennem. Vi så forskellige kåber udstillet, og især den i tyk, fed silke med kilovis af guld broderet på må have kostet adskillige formuer.

Wells (21)Wells (22) 

Flot er det da at skue … det slår mig bare, hvordan alle de penge kunne have været brugt langt bedre, men sådan var det jo dengang.

Wells (30)Wells (32)

Ude igen gik vi ind i ruinerne af The Great Hall, som virkelig må have været enorm. Man følte sig i hvert fald enormt lille, når man stod derinde, selv om der ikke længere er tag over. Eller måske netop derfor …

Wells (47)

Vi skulle hente Aubrey, men der var lige tid til hurtigt at løbe katedralen igennem. Det VILLE vi nå, selv som vi kun havde et kvarter at løbe i. Den var nemlig imponerende og kæmpekoloenorm stor, at vi absolut måtte se, hvordan den så ud indeni.
Det var ikke mindre imponerende. Salisbury er nok den kendteste katedral i England, men den når ikke Wells Cathedral til sokkeholderne. Sidstnævnte er mere åben, meget mere lys, flottere dekoreret, har smukkere søjler – ja, alt er bare mere imponerende her. Lofterne, fx: malede hvælvinger er nyt for os; det er svært at gengive med mit lille kamera, så I må bare tro på, at det var fiint og helt kniplingsagtigt at se – i det mindste på den afstand.

Wells (50)Wells (54)Wells (51)

Jeg gik aldeles billedamok derinde, og nu går det ud over jer.

Wells (62)Wells (66)

Dog kan det ikke understreges kraftigt nok, at ingen billeder kan yde katedralen fuld retfærdighed.
Jeg bliver ikke religiøst højstemt, når jeg ser et sådant pragteksemplar af at bygningsværk, men jeg bliver noget så inderlig imponeret over, at man kunne finde ud af at bygge den slags for mellem 700 og 900 år siden.

Jeg kan kun sige, at hvis I er i Sydengland og synes I bør se Salisbury Cathedral, fordi det er lidt af et must, så spring den over og kør til Wells i stedet. Eller se begge, bare for at se forskellen.
Wells er Englands smallest city (og ret så hyggelig), så dens katedral må vel derfor være den relativt største.

I øvrigt er det forår. 10 grader, solen skinner fra en skyfri himmel og sneen er stort set helt væk. Der kommer desværre et mini-beast i næste uge … det gør der også i DK, kan vi se, så det lader til at vi, trods begyndervanskelighederne, har valgt en god uge at komme herover i.

19. marts 2018

Vi er her!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , , , ,

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

P1010641

18. marts 2018

Hvem kan jeg klage til?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags: , ,

Vi var lige kommet hjem fra en herlig weekend hos Ditte og Peter, da Charlotte ringede.
– Hej – hvordan er vejret hos jer?
Det fortalte jeg … og så fortalte hun, hvordan det er derovre. Det er helt vildt. Og helt hvidt. Togene kører ikke, det blæser 20 m/sek, og det er snestorm; dvs. at vejene fyger til, og vi ved jo alle, hvordan vinter- og snerydningsberedskabet er i UK, nemlig nærmest ikke-eksisterende. Hun regner ikke med, at børnene kan komme i skole i morgen.
Vejret har ikke tænkt sig at blive bedre før i morgen ved 11-tiden, så hvis det holder, kan vi simpelthen ikke komme ud til dem. Og selv om vi kunne det, ville de ikke kunne komme og hente os på stationen, fordi de små veje ude hos dem er lukkede.
For et par uger siden havde de The Beast From the East. Dette er døbt Little Beast.
Jamen hvad er det da for noget? Helt ærligt! Her bestiller man en rejse til England den 19. marts, fordi man skal over og tage lidt forskud på foråret, og så har de endnu værre vinter end os. Det gider jeg simpelthen ikke, men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal klage.
I stedet bliver det til, at vi nok skal regne med at tage østpå i stedet for vestpå, når vi ankommer til Heathrow i morgen – med andre ord: Tilbringe de første 24 timer i London, inden vi kan drage mod den lille landsby.
Okay, London er måske ikke det værste alternativ, men jeg foretrækker selv at bestemme, hvornår jeg skal dertil.
Så derfor – hvis bussen overhovedet går fra Heathrow til Reading, men det er ad motorvej, så det gør den nok – så tager vi dertil og overnatter, og ikke til London, hvor vi alligevel ikke rigtig vil kunne nå noget særligt, fordi vi (forhåbentlig) skal derfra igen tirsdag morgen.

IMG_8311

Jeg stod oppe i vores gæsteværelse og kiggede ud over fjorden, da jeg fik øje på vores bagbopar, som forsøgte at forcere det oversvømmede stykke for at komme ned til vandet, men det måtte de opgive.
Lige her ved os er isskruningerne ikke så slemme, men 750 meter nordpå er der en del. Det er da flot, men de er her i en helt forkert måned, synes jeg.

P1010629

Charlotte aflægger vejrrapport sidst på eftermiddagen, ligesom vi har aftalt, at vi ringer sammen når vi kommer til England. Det er jo ikke altid, at vejrudsigterne holder, men på den anden side vil vi hellere strande i Reading end i Pewsey, hvor der ingen hoteller findes.
Vi krydser fingre for et godt udfald af vores rejse i morgen!

19. februar 2018

Kan mandelmel erstatte pofiber?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

I går bagte jeg boller uden brug af hvedemel; alias ketoboller, alias low carb-boller, alias LCHF-boller, som dækker over stort set det samme, og som man kan finde adskillige opskrifter på i utallige variationer. Grunden til, at jeg faldt for netop denne var, at forfatteren hævdede, at hendes datter syntes vældig godt om dem – så måtte de jo kunne konkurrere med mormors go’e, gammeldags fødselsdagsboller.
Det virkede i hvert fald temmelig overbevisende på mig, så de måtte prøves.
De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed.
Erstatningerne for mel var Pofiber og FiberHUSK, altså loppefrøskaller.
Sidstnævnte kan man købe i England, og jeg har bestilt et halvt kilo til levering hos Charlotte – sammen med et helt kilo mandelmel, som viste sig at koste hvad der svarer til bare 115 kroner kiloet. Det er billigt, så hvis C ikke selv kan bruge det, tager jeg det med hjem.

Jeg fortalte Charlotte om bollerne, og jeg lovede at afprøve dem for familien, når vi kommer derover om fire uger. Men det der pofiber kan jeg ikke finde i England. Er der nogen, der ved, om det findes derovre? Og hvad produktet i givet fald hedder? Pofiber er fibre fra kartofler (og er tilladt i LCHF-konceptet, selv om kartofler ikke er specielt velset. Mig ikke helt forstå …), og i England findes der potato starch og potato flour, som er to forskellige ting. Jeg læser varebeskrivelserne som, at førstnævnte er det samme som vores kartoffelmel og sidstnævnte måske mere som det vi kender som pofiber. Men er det rigtigt fortolket?
Godt nok er mine engelskkundskaber ikke helt ringe, men det er desværre ikke helt nok at forstå ordene her.
Der er nok ikke andet at gøre end at investere i noget potato flour og så ellers bare prøve at se hvad der sker.
Endelig kunne jeg jo prøve at erstatte pofiber med mandelmel – det forsøg kan jeg gøre hjemmefra, så det vil være afklaret, når vi rejser.

Noget, der er rigtig godt ved disse boller er, at ingredienserne bare skal røres sammen til en tyk grød, stå i nogle minutter, formes og smides i ovnen. Ikke noget med at ælte og ælte og ælte og hæve og ælte igen og hæve igen … alt det, jeg ikke gider (og heller ikke er god til) ved almindelig brødbagning.

26. oktober 2017

Processer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:17
Tags: ,

Processer er mange ting.
Der er en proces, når moffar skal sætte et lille reolsystem op på Annas værelse. Først skal der tjekkes, om der findes et murbor i familien. Det gjorde der ikke – i hvert fald ikke det, der skulle bruges. Der manglede også skruer til væggen.
Det at lave mad er også en proces … der skal købes ind og maden skal tilberedes, så vi slog to fluer med ét smæk og kørte til Devizes, hvor jeg myldrede rundt i Sainsburys, mens Charlotte og John myldrede rundt i Rose’s for at finde de fornødne værktøjer.

P1000071P1000077

Anna er en glad pige.
Familien (alle, men nok mest Aubrey) er glad, fordi jeg lavede den familietraditionelle napolitanske kartoffelkage her på vores sidste aften herovre.
Det kan med lidt god vilje også kaldes en proces at først få en mindre lastbil til at hænge fast i græsplænen for derefter at hidkalde nogle stærke murersvende til at skubbe den fri igen. Det lykkedes hurtigere og nemmere, end John og jeg havde forudset.
Charlotte gik ud for at skubbe med, men inden hun nåede at demonstrere sine kræfter, var bilen fri og chaufføren var glad igen.
Det bliver også noget af en proces at få den græsplæne til at ligne en græsplæne igen, når processen med at bygge hhv. skur, drivhus og swimmingpool.

P1000079P1000080

Endelig er det en proces at lære at bevæge sig rundt på fire lemmer. Nu har Homo erectus efterhånden eksisteret i adskillige tusind år, så det må nødvendigvis tage lidt mere end et par måneder at vende tilbage til australopithecus-stadiet – eller endnu længere tilbage – hvilket ikke desto mindre er, hvad ungerne har sat sig for.
Jeg synes nemlig, at de ligner aber, der løber. Børnene mener selv, at de træner til at ligne geparder, og det er bestemt ikke mig, der skal fortælle dem, at det gør de nok ikke helt.
De løber godt nok hurtigt. Jeg har taget et par videoer, men dem skal jeg spare jer for.
Der kommer dog et sæt billeder fra træning i højdespring: Man løber til på alle fire, og man springer på samme måde, som en kat gepard ville gøre.
Det gør lidt ondt i håndleddene en gang imellem, når man lander lidt hårdt, men det tages i stiv arm. Tøhø.

P1000118P1000119

P1000141P1000142P1000143

Den dreng må kunne blive en fantastisk volleyballspiller …

Det er egentlig også en proces at overbevise mig selv om, at vi allerede skal hjem i morgen, men en kendsgerning er det ikke desto mindre. Vi har checket ind på flyet, så hvis vi udebliver, bliver vi nok efterlyst …

25. oktober 2017

Denne gang til Southampton

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Det reolsystem, som Anna ønskede sig, var udsolgt i Bristol, hvor en informationsmedarbejder sagde, at godt nok viste deres lagersystem, at der stadig var tre tilbage i Southampton, men at han ikke ville køre så langt, når der kun er tre, for de kunne meget nemt være væk, når vi kom frem. Og reservere kunne der naturligvis ikke være tale om. Det er ikke IKEA-politik.
Vi kørte derfor hjem med en lidt skuffet Anna, men hun er blevet så stor, at hun bare resignerer, vel vidende, at sådan er livet bare en gang imellem.
I morges tjekkede Charlotte Southamptons IKEA-filial, og da de stadig så ud til at have det ønskede system på lager, tilbød Charlotte at køre derned og få fat i det ønskede.
Vi fik hurtigt ryddet så meget op, at rengøringspersonalet kunne komme til, for de ville komme, mens vi var væk. Afgang med os, og vi kørte til den største IKEA, vi endnu har set – selv om den i Älmhult, alle IKEAers moder, vel egentlig hedder sig at være den største?
Vi drønede simpelthen afsted gennem den store butik med kun denne ene ting i tankerne … jeg tror det må have tangeret verdensrekorden for IKEA-gennemløb … fandt ud af lagerlokaliteten, nærmest løb derned og – tadAHHH – der var den jo.
Og der var ikke bare tre tilbage – der var i snesevis, så hvorfor vi fik den anden besked i går, forstår vi ikke rigtigt.
Men Anna var meget glad, og nu er John i gang med at reolsysle. Igen. Denne gang med en lidt mere besværlig en end den reol, Aubie fik i går, fordi den skal hænges op på en væg. En nok ikke helt lige væg, oven i købet. Det var også derfor, Charlotte var så ivrig efter at få fat i den – hun er ganske klar over, hvem der er familiens bedste til at få fikset den slags ting, og moffar kommer ikke igen før til foråret …

P1000067

Det var således en lykkelig udgang, og for at fejre den, gav Charlotte en dejlig frokost på The Fuller’s ved indgangen til New Forest, som vi kørte igennem på vejen hjemover, fordi det er sådan en smuk tur.
Her har dyrene forkørselsret, så at sige, og at se æsler, heste, grise, køer og får på vejen er et ganske almindeligt syn. Et meget hyggeligt syn …
Af en eller anden grund synes børnene, det er sjovest at få øje på æsler … et kvalificeret gæt er dog nok, at det er fordi de ser de fire andre dyr dagligt.

P1000069

Vejret er i øvrigt fuldstændig fantastisk – høj, klar, blå himmel og 18 grader. Der var tre hold, der sad udenfor óg spiste på pubben, og vi talte om, at det kunne vi også sagtens have gjort – men det gjorde vi altså ikke, og udsigten fra vores bord indenfor var den samme.
John og jeg har bare siddet og nydt at lade os befragte gennem de dejlige, bløde engelske landskaber, som vi begge holder så meget af.

Næste side »

Blog på WordPress.com.