Flæskestegen ankom standsmæssigt

Der er flere måder at skaffe sig mad på. Selv i vore moderne tider er det ikke begrænset til indkøb i super- eller madmarkeder.
Vi fik fx hornfisk i går. Helt og aldeles friskfangede. En (relativt ny) beboer på vores vej har en lille båd, og da han i går havde besøg af sin bror, skulle de to mandfolk på fisketur. De kom hjem med en halv snes hornfisk, hvoraf vi fik de to. Broderen sagde, at de blev meget lækre, når de blev røget, så det gjorde vi. Dvs. John gjorde … efter jeg havde renset dem og saltet dem i nogle timer. Holdnuop, det smagte godt. Hornfisk har helt deres egen smag, som i røget udgave i høj grad faldt i vores ditto.

Man kan også selv opdrætte sit kød, så at sige.
Det gør mine englændere – nu for anden gang, fordi første gang var så stor en succes, at den måtte gentages. Denne gang er det en anden race end første gang. Ikke med vilje, men køen var blevet for lang til deres tålmodighed, så det blev en anden slags. Man kan sikkert heller ikke smage forskel. Den største forskel lå nok i, at de, i modsætning til første gang, selv måtte hente grisene.
Jeg har ellers advokeret for at kalde svin for svin og ikke grise, men dette her er grise! Først når de er lavet om til mad i fryseren, bliver de til svinekød.
Nå. Det var et af mine sidespring. Dog et af den slags, som ingen ægtemage kan have noget imod …
Hvor mange grise kan prale med at have kørt i en Bentley? Nu kan vi selvfølgelig vende tilbage til mit lille sidespring, for der er sikkert visse der vil hævde, at der kører mange rige svin rundt i Bentleyer.
Disse to kørte i en i går, og de kunne ikke engang lide det! Tim forevigede det meste af hele afhentningsseancen, så John og jeg kunne følge med fra Danmark.
Pebbles (deres hund) var særdeles interesseret i de nye beboere, som nok fra den side mere bliver anset for at være legekammerater fremfor mad – og inden deres ankomst troede hun vist også, at huset var opført til ære for hende!

Men her kommer de. I Bentleyen. Jeg spurgte hvorfor de ikke havde brugt Landroveren, men den er syg og derfor på værksted hele næste uge med, og grisene skulle bare hentes i går.
Der var ingen af de to, der nåede at få krølle på halen, inden menneskene trak sig tilbage for natten, men det skal nok komme i løbet af dagen i dag. De kan i hvert fald ikke, efter min mening, klage over indkvarteringsforholdene.

Det kommer lige til at passe med julemiddagene, da de skal slagtes på et eller andet tidspunkt i december.
Selve juleaften står den dog på andesteg, men i løbet af den uges tid vi skal være der i julen 2023, skal der nok også komme en flæskesteg på bordet, og måske også nogle af de lækre pølser, som slagterne i England er så gode til at lave. Det er i bund og grund medisterpølser, men der er et hav af smagsvarianter, og hver og en er klasser bedre end den kedelige danske medisterpølse. Det lyder måske ikke særlig lækkert med Bangers and Mash, men det smager virkelig godt – selvfølgelig især når pølserne er lavet på egne grise. Undskyld, på eget svinekød.

Ankomst til nyt bosted

Det er jo hele tre ting …

Rick Stein, A Cabaret på Annas og Aubreys skole og Tims 50-årsfejring. Det er hele tre ting, som vil være alt for meget til ét indlæg, hvorfor det må deles over i bidder.
I fredags var vi i Marlborough for at spise på Rick Steins restaurant. Jeg havde forventet meget og blev ikke skuffet … heller ikke John, som tog en 10 oz ribeye steak, selv om vi havde mindet ham om, at det kan være skuffende at vælge en kødret i en fiskerestaurant. Steaken viste sig at være både mør og velstegt, syntes John og Charlotte … sidstnævnte er superallergisk overfor skaldyr, så hun holdt sig fra alt, der havde noget som helst med fisk at gøre af frygt for mulig afsmitning.

Vi sad ved det runde bord, som befinder sig der hvor man kan forestille sig det første billede er taget fra. Restauranten er ikke voldsomt stor (der var dog mere end dette ene rum), men der var meget travlt i fredags – de stakkels tjenere nærmest løb rundt hele tiden. Der var ikke desto mindre helt styr på tingene; ingen byttede rundt på eller tog fejl af noget, og hele bordet fik serveret samtidigt.

Til forret valgte Tim og jeg fish and shellfish soup, som var ubeskriveligt velsmagende. Tilbehøret var to slags mayonnaise og nogle små, ristede brødskiver. Suppen slog selv min jomfruhummersuppe, som John ellers meget sødt siger er en michelinrestaurant værdig. Han smagte min suppe og fortrød lidt sin risotto, som nu også var rigtig god. Jeg ved ikke, hvad det er med John og fisk, men han tror ikke han kan lide det, selv om han, hver gang han får eller smager det, er ret glad for det. Jeg tror det er hans skræk for fiskeben, og jeg kan, selv efter maaange års ægteskab, ikke overbevise ham om, at han sagtens kan undgå at få noget med ben i på en restaurant. Utallige er derfor de gange, hvor han har sagt, at det kunne han jo godt have bestilt – men gør han det næste gang? Nixen.

Som hovedret valgte jeg crab linguine med persille og chili. Det så, som de fleste pastaretter, ikke specielt indbydende ud, men holdnufast, hvor smagte det godt! Som i aldeles uforskammet lækkert. Tim tog sea bass fillets, som så mere appetitlige ud end mit pasta, men begge retter smagte herligt.
Begge børnene valgte fish and chips, hvoraf der var så meget, at ikke engang Aubrey kunne spise op! Han spiser ellers for to i øjeblikket … jeg fatter ikke hvor drengen gør af det, for han er tynd som et siv. Det med voldsom appetit hører nok bare med til at være en dreng på 16 år.
Til dessert valgte jeg bread and butter pudding, men det skulle jeg ikke have gjort. Charlottes er klasser bedre, og the custard var bare en helt almindelig kagecreme, som jeg kunne have købt som et pulver derhjemme. Det var noget af en skuffelse, må jeg nok sige. For mig er den engelske custard normalt noget überlækkert, som jeg ikke kan finde helt mage til i Danmark, og som plejer at smage helt som det skal, uanset hvor jeg får det i England, så den faldt i den grad til jorden hos Rick Stein.
Nå. Så ved jeg det. Fiskeretterne var utrolig lækre, så han er tilgivet den skuffende dessert. Næsten …

Det er forår …

Det er forår, men så sandelig kun på kalenderen. Vi havde ikke lige regnet med at skulle til England og vågne op til snestorm. Den slags skulle kun forekomme i Danmark, mens det nu er forår i England. I teorien … vi har tilsyneladende simpelthen valgt den dårligste ‘forårs’uge at komme herover i.
Bortset fra, at vi ikke har valgt, så det er nok derfor … at Tim og jeg tilsammen fylder 120 år med få dages mellemrum i begyndelsen af marts er der ingen af os der har planlagt.

Herover udsigten fra spisestuevinduet og herunder fra en kort tur vi kørte i dag. Man kan ikke se det, men normalt er der den skønneste udsigt med bakker i massevis bag de fine træer. Her er nu dejligt alligevel, og jeg nyder jo bare at være sammen med Charlotte, selv om vi ikke foretager os andet end at være i samme rum og snakke efter behov.

De har fået hønsehus og en lille, overdækket hønsegård. Fjerkræ må ikke gå ude i det fri pga. den megen fugleinfluenza, som er lidt af et problem herovre. Også derhjemme? Hønsene har de ikke fået endnu, men de har besluttet sig for bantamhøns, hvilket dog betyder noget lidt andet end det gør i Danmark. Her betegner det vist bare en mindre udgave af en eller anden given race. Tror jeg nok … jeg gik ikke dybere ind i det.

Hjemme har jeg ofte brokket mig over, at det er gået over gevind for visse producenter, når de 1) formodentlig vil signalere, at de er noget særligt, og 2) dermed mener de kan tillade sig at forlange mere for den samme vare. Tænk bare på mit “frilandsbrød” og vores kartofler, der var “høstet i sæson”.
De er ikke meget bedre i England.
Turen i dag gik bl.a. til en lille farmshop, som bestemt er fin, med mange spændende varer.
Men, altså … kæmpeflasker med popcorn, som er “håndpoppede”. Godt nok i en gryde – ellers ville jeg tro, der skulle noget varmere hænder til end dem, vi mangler så mange af i Danmark. Men alligevel. Sikke da noget pjat.

Lidt længere fremme i butikken kom vi til deres tørrede pasta. Men uha, den er ikke bare tørret, den er tørret langsomt!
Jeg vil så gerne have en forklaring på – hvis der er en – hvad forskellen er på pasta, der er tørret på normal vis og på langsomtørret.
Er det bare for at signalere, at der er gjort lidt mere ud af denne pasta? Så skal de benytte sig af andre midler, hvis de vil have fat i mig.

Til jeres orientering kan jeg fortælle, at i skrivende stund sner det ikke spor. Det regner, så man ikke kan se en hånd for sig; det er nærmest i tropisk styrke, bortset fra, at der i høj grad (tøhø) mangler tilsvarende tropiske temperaturer.

Det er vel nok godt, at vi ikke er på rigtig ferie. Vi er her så tit, at vi anser en englandstur som et familiebesøg. Ikke at der er noget forkert i det; det er bare noget andet, især når vi ikke har vores egen bil med og også fordi vi denne gang ikke kan foretage os en pind udover at hjemmehygge, og det kan man i alle hjem, uanset beliggenhed.

Noget sker der dog … i morgen skal vi på Rick Steins restaurant i Marlborough, på lørdag skal vi se (og høre …) Anna synge solo i skolens årlige kabaret og på søndag skal Tim fejres med deltagelse af 82 personer.
Det er en del. Vi har som sagt været i England mange gange, hvilket bl.a. afspejler sig i, at vi kender 62 af de 82, hvilket er flere, end vi kender til en del af de store fester vi deltager i i Danmark.

Fantastiske folkevid

Når jeg har min cirka ugentlige, cirka timelange snak med Charlotte, er det ret sjældent, vi taler politik. Der er så meget andet i hendes og min verden, der fylder mere, men det hænder dog alligevel, at vi kan finde på at tale politik i både bred og smal forstand, for nogle gange er tingene så groteske, at det kræver en lille snak. Det er gennem disse samtaler, jeg finder ud af, hvor stor forskel der er på de nyheder vi i de danske medier hører om England og på de ting, de engelske medier lægger vægt på. Og vice versa. Jeg siger ikke, at nogen af dem har russiske tendenser, men det er i hvert fald ikke de samme ting, de to lande anser for at være vigtigt at formidle videre til den brede befolkning. Valget af avis har naturligvis også noget at sige … C & T læser The Times, som i deres øjne er den avis, der lægger mest vægt på saglighed og ikke umiddelbart virker som om de bare skal fange læsere via dramatiske overskrifter. Noget, som selv Berlingske er begyndt på: “Hun gjorde dit eller dat, og resultatet overraskede hende”. Jeg falder ikke for den slags billige klikfang, og måske går jeg derfor glip af vigtig information, men det er i så fald bare ærgerligt.

Alle ved vist, hvad Brexit står for. Dem, der stemte for at forlade EU, hedder brexiteers. Det er et pænt neutralt ord, ganske som antonymet remainers.
De blev hånligt omdøbt til remainiacs eller lidt senere, fordi the brexiteers mener, at the remainers altid brokkede sig over Brexit-nationens tilstand, remoaners. 
Charlotte og Tim er afgjort ikke brexiteers, men vi kunne alle blive enige om, at især betegnelsen remoaner er morsom og et fint udtryk for folkeviddet, eller wisdom of the crowd, som det hedder på engelsk.
Så kan man diskutere lidt med sig selv, om [folke]vid nu også er lig med wisdom, idet ‘vid’ betyder “evne til at udtrykke sig vittigt og rammende på et højt plan”, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for den store visdom, men nu er vi vist ude i petitesserne.
Er det ikke ligefrem visdom, der bliver udtrykt af folkeviddet, er det til gengæld næsten altid morsomt … jeg elsker, når der lynhurtigt opstår nye ord eller betegnelser for et eller andet, der er oppe i tiden. Lige nu kan jeg selvfølgelig ikke lige huske gode, konkrete eksempler; jeg kom bare til at tænke på fænomenet, da jeg i går talte med Charlotte og hørte ordet remoaner.
Det bruges så dog ikke så ofte mere … stort set alle, der har haft så gevaldig travlt med at skose the remoaners og stædigt holde på, at det nok skal gå alt sammen, har holdt temmelig lav profil et pænt stykke tid nu. Mange brexiteers er vistnok ved at indse, at det måske alligevel ikke var det smarteste valg, de foretog dengang i 2016. Stemningen er måske ved at vende derovre, men jeg vil tro, at løbet nok er kørt for de næste mange år. Det ville heller ikke være en god ide at foretage en ny afstemning nu, for selv om der skulle blive et snævert flertal for ydmygt at vende tilbage til EU, kan (de stadig mange) EU-modstandere med rette spørge, hvorfor tallene fra afstemningen (51,89 % kontra 48,11 %) nu ikke længere kan accepteres? Så kan det modsatte, men nok relativt samme resultat vel betragtes som lige så ‘ugyldigt’? Så nej: Det varer mange år endnu – om overhovedet – før vi ser en ny afstemning derovre. Der skal nok gå en generations tid.
Så må vi se, om Skotland og Wales på et tidspunkt inden da melder sig ud af UK. Hvilket heller ikke er en god ide … det er noget værre rod alt sammen derovre.

Det er frygtelig egoistisk, men jeg er bare så glad over, at mine egne fire englændere ingen problemer har, og at de klarer sig strålende alle sammen.
Lige bortset fra, at Aubrey er hundesyg, fordi han har raget sig en omgang skarlagensfeber til! Han er nu på penicillin og bliver formentlig helt rask igen inden de skal rejse til Danmark.

Studievejledning?

Mange af os har måske en ide om, at det engelske skolesystem halter langt bagud i forhold til det danske. Alene det, at de stadig har skoleuniformer bekræfter fordommene. Man kan være for eller imod uniformer, men i det mindste er man ude over mobberiet, hvis nogle af forældrene ikke har råd til at klæde deres børn i det af moden eller klasseledere dikterede tøj.
Mine børnebørn gik de første 5-6 år i en C&E-statsskole (Church of England). I begyndelsen var det fint nok; de havde langt mindre klassekvotienter end i DK, og der var altid en hjælpelærer i klassen, som kunne træde til og assistere, når der var behov i form af en ekstra forklaring eller hvis et barn var særlig uroligt. Her halter vi bagud i DK.
Så langt, så godt.

Charlotte og Tim havde hele tiden aftalt, at hvis der på nogen måde kunne blive råd, skulle børnene i privatskole, når de skulle i Secondary school, hvilket sker, når børnene er 11 år.
Der blev råd, og det blev heldigvis også sådan, at Aubrey flyttede skole samtidig med Anna og derfor kom i privatskole i sidste år i Primary school, fordi hans totalt upædagogiske lærer gjorde livet så surt for ham, at han var ved at gå psykisk helt i sort, og tanken om, at han ikke ville have Anna i sin nærhed mere, kunne han slet ikke klare.

Warminster var og er fantastisk til at se børnenes evner og stærke sider og fremelske dem. Den er samtidig ret gammeldags på visse punkter, men Anna kæmpede for og fik i første omgang gennemført, at pigerne måtte have lange bukser på, og et par år senere, at ikke alt håret nødvendigvis behøver at være sat så stramt op, at Ritt Bjerregaard ville blive misundelig. Anna ligner sin mor og mormor, så hvis noget virker tåbeligt eller forkert eller er uretfærdigt, bliver der kæmpet for at få det ændret.

Anna bestod sine GCSEs^*) i sommer og tager nu sine A levels, hvilket tager to år og skal – analogt med vores gymnasium – være universitetsforberedende.
Det er dog ret forskelligt fra det danske gymnasium, for i UK skal man kun vælge tre fag. De anbefales først at vælge fire og senere vælge det ene fra igen, men kun fåtallet gør det.
Ulempen er, at man allerede fra 15-16 år helst skal vide hvad man vil senere i livet. Siger skeptikerne. Den positive side af det er, at børnene kan vælge de emner, de finder mest spændende. Valgene foregår i et samarbejde mellem elever, forældre, lærere og tutorer.
På Warminster har de 22 fag at vælge imellem. Anna har valgt sine tre yndlingsfag English Literature, Music og Psychology, og lige så skoletræt hun var var den sidste halvdel af sidste skoleår, lige så meget elsker hun bare at gå i skole nu.
Aubrey skal starte A levels næste år, og han har tænkt sig at vælge Photography, Religious Studies og Psychology.
Religious Studies??? Jeg så vist lidt undrende ud, men det har han frivilligt valgt til også her i sit sidste GCSE-år. Han er vild med de ideologiske synsvinkler og de gode debatter, der åbenbart er i det fag … læreren lægger ikke skjul på, at han er meget glad for Aubrey, som er en yderst aktiv deltager i timerne. Der er også kun tre elever! Det må være ret fedt – både for lærer og elever.
Når man kun har tre fag, er der ikke længere noget, der hedder klasser; det er mere som på en højere læreanstalt, hvor man går til forelæsninger. Anna er fx den eneste på skolen, der har netop de tre fag, hun har valgt.

Det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvad man kan bruge disse fag til, men det vigtigste er lige nu, at entusiasmen er der, og det skal jeg da lige love for, at den er. Jeg ved ikke, om de begge vil på universitetet. Anna vil, mens Aubie ikke ved det endnu, og det behøver han heller ikke.
Det skal nok gå alt sammen alligevel.

A levels er således ikke så almendannende, som vores gymnasium er, hvilket måske er lidt uheldigt, men jeg ser andre fordele i den form for skolesystem, og alt i alt finder jeg det vanskeligt at vurdere, om vores eller deres er det bedste.
Jeg har dog en ide om, at det danske skolesystem godt kunne trænge til lidt af en revolution. Mit forslag er at tage det bedste fra de to verdener. Hvad der så er det bedste, kan der sikkert komme mange diskussioner ud af.

Og når alt dette er sagt, må jeg blankt erkende, at jeg ikke er opdateret på den danske skolefront – faktisk ved jeg nok mere om skolen i UK end i DK …

*) Tænk engang: På hjemmesiden https://www.internationalstudent.com/study_uk/education_system/ skriver de GCSEs med apostrof!!! Ellen er forarget. Meget forarget. Det gør de ikke på Warminster!

Over- og undersættelser

Jeg bingewatcher sjældent, men i de seneste par dage har jeg siddet og set hele sæson 2021 af den engelske Masterchef for amatørkokke.
Binge watching. Med dansk bøjning … det er tilladt; vi danskbøjer mange engelske ord, især efter en tid, når ordet er blevet almindeligt at anvende. Vi downloader en app. Vi cutter en forbindelse.
Binge watching er et nyere udtryk fra 2013, og der er aldrig fundet et dansk udtryk, der dækker lige så godt, så derfor bingewatcher jeg, når jeg ser mange afsnit af en serie lige i rap.

Det er efter, at jeg, takket være Ditte, har fundet BritBox. Den er farlig, for der er virkelig mange (engelske) udsendelser, serier og film, jeg godt kunne tænke mig at se. Det er godt, det er vinteren og ikke sommeren, vi går i møde, for i den mørke vintertid må jeg gerne sidde og se rigtig meget tv – så får jeg også strikket meget, hvilket vel ingen kan have noget imod.
Så nu var det altså Masterchef. I BritBox kan man vælge mellem forskellige undertekster, og vi har valgt de danske til, fordi John synes det kan være svært at fange det hele uden dem. Det er ikke så ofte, jeg læser dem, for jeg lytter mere end jeg kigger og ser derfor tit kun på skærmen, når kokkene skal præsentere deres kulinariske formåen. Det har dog været nok til, at jeg er faldet over et par ting; fx undrer det mig, at flere af oversætterne (det er åbenlyst ikke den samme, som har hele sæsonen) skriver cavolo nero i den danske tekst. Det er det engelske navn for palmekål, som alene er det navn, der anvendes på dansk. Det er dog nok nærmere det italienske navn, som englænderne har taget til sig …
Wild garlic oversætter de til vilde hvidløg, hvilket det aldeles ikke er – det er ramsløg, er det.

Et noget mere tricky (der var den igen, den engelske indflydelse) oversættelsesproblem er englændernes curry. Her er ikke engang englænderne enige. For de fleste betyder det en (sammenkogt) ret af asiatisk oprindelse, og der behøver ikke at være karry i den. Det er noget, der er fulgt med til England fra dengang, Indien var en britisk koloni, men inderne selv har ikke noget, der hedder curry.
”Curry is a word invented by the British back when they ruled India. It is the anglicized version of the Tamil word kari, meaning sauce and is now commonly used to describe almost any food of South Asian origin.” Og “..and wrongly assumed that all dishes that had some type of gravy in it were referred to as "curries."

Så langt, så godt. En oversætter burde vide, at a curry ikke skal oversættes til ‘en karryret’, men nok nærmere ‘en gryderet’ Man burde studse over, at karry slet ikke bliver nævnt, når ingredienserne remses op … især da når vi taler om en dessert! In a curried coconut crumb blev oversat til ‘i kokosnød med karry’. Nej, nej, nej, siger jeg bare …

I denne udgave af Masterchef er der to dommere. Gregg Wallace har fint styr på den engelske grammatik; John Torode begår den samme fejl som et utal af både danskere og englændere: De hyperkorrigerer, fordi de tror, man ikke må sige ‘mig’, hhv. ‘me’.
Det må man godt. På begge sprog. Det skal man faktisk på begge sprog, for ‘jeg’, hhv. ‘I’ skal kun bruges, når de står som grundled.
Ikke desto mindre påstår John op til flere gange i hvert afsnit, at deltagerne skal “..make fabulous servings for Gregg and I”. Han har også sagt “It surprised John and I”.
Når Gregg siger det, siger han det korrekte ..for John and me.

Netop dette jeg/mig-fænomen har jeg før været inde på i et par af mine tidligere sprogindlæg. Min helt ugrammatiske tommelfingerregel er, at man skal fjerne den anden person. Ingen ville vel sige “Nu skal du lave noget dejlig mad til jeg”?
Eller “vil du være venlig at række jeg sovsen?” Det lyder jo komplet tåbeligt, men ikke desto mindre formår nogle at sige “vil du række sovsen over til John og jeg”.

Nå. Det er altid nemt at kritisere, og jeg kunne godt forestille mig, at oversætterne bliver så dårligt betalt, at de ikke har tid til at udføre deres arbejde grundigt nok. Derfor er jeg heller ikke dybt nedslået over fejlene – der er såmænd heller ikke så mange af dem, at der er grund til at blive det – men jeg vil forbeholde mig retten til at more mig over dem og hænge de anonyme oversættere ud her på bloggen.

Lidt om crop circles og farm shops

Men først et billede af en genvej, som jeg gerne ville have: En professionel steamer. Charlotte kunne ikke sy sine ting så pænt som hun gør uden sådan en dims, men den kan også klare en strikket bluse på mindre end fem minutter! Man behøver hverken at skylle den op, strække den i facon eller rulle den ind i håndklæder. Næh – bare på ginen og damp lidt hist og pist, så er det strikkede arbejde perfekt.
Jeg har så lige opdaget, at man også kan få små, håndholdte apparater, så jeg har netop leveret et julegaveønske til Charlotte.

Pewsey Vale, som vi opholder os i, er verdenskendt for deres crop circles, og ikke ret langt fra huset kan man se en lille udstilling om emnet. Jeg var ikke inde, men tog billeder af plakaterne, som hang udenfor.
Folk kommer hvert år fra nær og fjern for at se disse korncirkler. Mange af turisterne tror de er guddommeligt skabt (se evt. teksten i billedet med den grønne cirkel), og jeg har en mistanke om, at dem, der har lavet den lille udstilling, tror det samme – hvilket Charlotte bekræftede. 
Jeg har faktisk, via Charlotte, selvfølgelig, engang mødt en af dem, der laver korncirklerne, og selv om han var en pæn fyr, var der ikke noget guddommeligt over ham! Men dygtige, det er de bestemt.

Og nu vi er ved landbruget, kan jeg helt naturligt dreje emnet ind på deres farm shops herovre. Denne gang var jeg inde i to, jeg ikke havde besøgt før, plus deres lokale, hos hvem vi køber noget hver gang vi er her.
Det er spændende butikker, hvorfra jeg altid kommer til at købe nogle produkter, som jeg ikke kan få i Danmark. Fx har de forskellige slags melblandinger, som er lige til at komme i bagemaskinen; bl.a. flere slags let maltede, så man ikke selv behøver at finde frem til en passende blanding. Det lyder dovent, og det er det også. Jeg er elendig til at bage, men men de engelske melblandinger kan i samarbejde med bagemaskinen frembringe lækkert brød i Den Stråtækte.

Indgangspartiet og inde fra en af de to fløje i butikken.

Der ligger en pub ved siden af, hvorfra de får de tærter og Cornish pasties, som sælges her.
De brygger også deres eget øl – på billedet er der et kig ned i bryggeriet. John købte en pale ale, som han hævdede var glimrende.
Jeg købte en lokal cider, men ingen har endnu slået Thatchers Haze, som er min absolutte favorit. Thatchers-bryggeriet er beliggende i Somerset, og vi skal se det engang, har jeg lovet mig selv.

Turen går hjemad allerede i morgen, men jeg har sikret mig alle de varer, jeg plejer at have med hjem – plus nogle, jeg ikke plejer, men som fristede over evne, hvilket der som regel er noget, der gør. De kan noget med farm shops og delikatesser herovre, men jeg må nok også erkende, at jeg i højere grad opsøger den slags, når jeg er i England – eller udlandet generelt – end jeg gør hjemme i Danmark.

I aftes spiste vi på The Swan, hvor jeg sad på første parket til at kunne holde øje med den smukke solnedgang.

Tiden flyver – igen …

Vi er lige kommet, men det er allerede mandag.
Det er det mest fantastiske vejr, man overhovedet kan forlange på denne årstid – vores vejrheld må da snart være sluppet op.
Jeg har beundret strik, tomater og dahliaer, og vi har nydt Annas efterhånden pænt habile klaverspil. Hun slås lige nu lidt med et af numrene fra Amelie, men hun er tæt på at være der. Mormor er naturligvis imponeret …

Charlotte er netop blevet færdig med sin sweater fra Louise Harden. Jeg lovede at understrege, at den IKKE er dampet endnu og derfor ikke falder 100 % som den skal. Men på min blog skulle den, for det er kun hendes andet strikkearbejde, og mor er naturligvis imponeret …

Hun er nu begyndt at designe et fair isle-mønster til en vest, hun vil strikke som det næste projekt.
Som et af sine kun tre fag til A-levels har Anna musik, og det fremgår tydeligt, at hun lever i vores elektroniske nutid, selv om hun også ved noget om den klassiske musik. Jeg fatter ikke en bjælde af det software, så mormor er naturligvis imponeret …

I dag benyttede vi os af det gode vejr og kørte til Stourhead Gardens, om hvem NT siger, at man kan se en smuk efterårspark.

Det var så sandelig ingen overdrivelse. Vi gik alle tre totalt fotoamok, fordi motiverne stod i kø. Vi tog maange billeder, men jeg skal skåne jer og nøjes med et lille udvalg, selv om det var svært at vælge.

Vi gik rundt om den næsten spejlblanke sø og måtte hele tiden standse op for at tage et nyt billede – der viste sig at være meget lig det forrige, som igen var meget lig det forrige, men vi så det åbenbart hver gang som et nyt motiv, bare fordi vi havde taget nogle få skridt, så vinklen ændrede sig en smule.

Charlotte har fået nye briller og solbriller. De er næsten større end man så dem i firserne, så det lille menneske forsvinder nærmest bag dem … de almindelige briller er endnu større end solbrillerne.
Hun har altid haft sin egen stil, og selv om hun vælger ting, der sommetider undrer moar, så går det aldrig galt for hende. Synes samme moar …

Vi har været der før, i 2013, men det var i maj, så det hele ser anderledes ud nu. Det er et sted, man kan tage til flere gange om året og opleve det som et nyt sted hver gang.

Nå. Jeg må løbe. Vi skal spise, og så er vi tre, der skal på pub, mens Aubrey er i skakklubben.

NU skulle det være. Igen …

Sidste gang Charlotte og Tim var til Royal Ascot var i 2019, men nu er alt åbnet igen, billetterne erhvervet, og i lørdags var de afsted. Adgang til The Royal Enclosure is by invitation only, men den invitation får de heldigvis hver gang. Jeg tror nu nok, det er Tims medlemskab af den fornemme Buck’s Club i London, der giver dem adgang, men jeg er ikke sikker.
Denne gang skulle børnene med for første gang. Hvis man er mellem 10 og 17 år, må man deltage torsdag, fredag og lørdag, hvis man ledsages af sine forældre!
Det hele er meget, meget engelsk. Der er stringente regler for påklædningen, selv om man i fredags for kun anden gang slækkede lidt på dem pga. den hedebølge, der huserede den dag. “For only the second time in the meeting’s history, racegoers were permitted to remove jackets, ties and hats in all enclosures on Friday after the heatwave prompted a relaxation of the official dress code. However, Ascot has confirmed the dress code will be back in place on Saturday.”
Kvinder skal bære hat og mændene morning dress og top hat. Hvis man har bare skuldre, skal skulderstroppen være mindst 2½ cm bred. Anna overholder det lige præcis.

Jamen så se dem da lige … så nydelige alle fire, hvis I spørger familiens gamle mormor.
Jeg synes Charlottes hat er vildt flot. Begge damehatte er lejede – de er meget dyre at købe, og er så specielle, at man kun har sådan en hat på én gang.
Jeg var lidt spændt på, hvordan Aubrey ville se på at skulle være iklædt dette for en 15-årig nok lidt aparte outfit, men han er ikke englænder for ingenting, for han syntes det var sjovt og insisterede på selv at vælge skjorte og slips. Det er naturligvis ikke noget, han vil gå i ellers, og ‘udstyret’, undtagen skjorte, slips og sokker, var da også lejet.
Der er sådan set heller ikke noget i det – hvis man vil til Royal Ascot, så er man sådan klædt. Punktum. Og når alle andre mænd ser lige sådan ud, er der jo ikke noget at være flov over – det er bare sådan det er.
Alle fire havde en herlig dag. Børnene havde fået hver 50 pund til at spille for. Aubrey spillede nogenlunde lige op, men Anna vandt 130 pund og gik således hjem med et overskud på 80 pund. Charlotte, som altid plejer at vinde, tabte i år alt hvad hun satsede, så det var godt, at Anna kunne kompensere lidt.

Og nu til noget helt andet: Vi har haft besøg af en sjælden fugl. En turteldue. Sådan en havde vi ikke set før, men vi er ret sikre på, at det virkelig var en turteldue, der kiggede forbi.
Der var kun den ene; den forsvandt igen efter at have spist lidt mad, og vi har ikke set den siden. Jeg er normalt meget lidt begejstret for de dumme duer, men dette er en ganske køn en af slagsen, og det er altid sjovt at kunne hakke en ny fugl af i fuglebogen.

Oplevelser på Den Røde Løve

Charlotte havde lovet mig en middag på pubben The Red Lion, som ligger ikke ret langt fra hvor de bor. Den har haft en michelinstjerne i nogle år, og hun mente, det ville være en perfekt fødselsdagsgave til mig, hvilket hun havde helt ret i – jeg glædede mig som et lille barn, for jeg havde ikke før spist på en michelinrestaurant.
Det har jeg stadig ikke …
Det viste sig nemlig, at de mistede deres stjerne i 2021. Det havde Charlotte ikke lagt mærke til – men pyt, for maden var stadig fantastisk.

Vi gætter på, at de har/har haft det samme efter-coronapest-problem, som vi ser mange steder i Danmark: De kan ikke få tilstrækkeligt med personale. På denne eks-michelin var det med ret stor sandsynlighed personalets skyld, at de mistede deres stjerne, fordi mad og betjening på en michelinrestaurant skal gå op i en højere enhed. Set med vores øjne er det dog klart at foretrække, at maden er excellent frem for at få en udsøgt betjening, men mindre god mad.
Det var heller ikke dårlig betjening i betydningen uforskammet eller uopmærksom, men i betydningen uerfarent personale. Som i meget uerfarent.
Deres vilje var der bestemt, og vi har som sådan ingen klager – faktisk blev det hurtigt temmelig morsomt, for noget af det var ret så langt ude, taget netop den michelinstjerne i betragtning. Det må dog være surt for kokken/pubben at miste sin stjerne pga. personalet og ikke fordi madens kvalitet er blevet ringere.

Vi var der alle seks, og vi bestilte tre forskellige forretter, hvor Aubrey var den eneste, der skulle have noget med asparges. De tre plus to blev sat foran os, men ikke Aubreys, så vi ventede … ret længe … Tim spurgte efter et stykke tid, om aspargesene mon var på vej. Den usikre, unge dame spurgte overtjeneren (som tilsyneladende ikke var helt ny i branchen), om aspargesene var på vej, hvortil han høfligt fortalte hende, at det vidste de nok mere om ude i køkkenet. Lidt efter kom hun tilbage og fortalte ham, at de var på vej! Så sagde han, en anelse køligere, at det synes han så, at hun skulle fortælle til kunden i stedet for.
Da en anden ung kvinde skulle tage vores tallerkener ud, sagde hun, mens hun pegede sigende på en af dem: “Den der kan jeg altså ikke nå!”, hvorefter hun afventede, at en af os rakte den til hende, hvilket en af os gjorde, alt imens vi næsten formåede at skjule vores smil. Det var ikke et “Undskyld, har du mulighed for at skubbe din tallerken lidt over mod mig?” eller noget i den stil, kun en simpel konstatering af, at den var uden for hendes rækkevidde. Hvad den såmænd ikke engang var, og jeg tror også, at hun umiddelbart efter fik en lille lektion i, hvordan man ikke gør, når tallerkenerne skal udskiftes, for det var blevet bemærket, så vi.
Vi har intet imod det, men det er den slags, man mister en michelinstjerne på.
De unge damer tabte også bestik fra de tomme tallerkener larmende ned på stengulvet så mange gange, at vi til sidst havde svært ved ikke at grine højt. Vi styrede os dog, for de gjorde virkelig deres bedste – det var bare endnu ikke specielt professionelt, men det kan jo komme med tiden.

Vinene havde de overhovedet ikke styr på. Tim og jeg fik to forskellige vine til den samme forret. Den ene var den anbefalede; den anden passede slet ikke til. Han fik den byttet, men det tog lidt tid at overbevise hende om, at til den samme forret skal begge nok have skænket den samme vin, især når begge vælger den anbefalede. Den til hovedretten anbefalede vin vidste jeg, at jeg ikke brød mig om, og eftersom jeg ikke havde et vinkort, spurgte jeg, hvad de i stedet kunne foreslå. Det måtte hun hidkalde assistance for at kunne svare på.
Han havde ret travlt, den ene erfarne tjener der var, for restauranten var fyldt til bristepunktet, og alle de unge kvinder havde temmelig ofte brug for hjælp og/eller vejledning.
Men igen: Maden var virkelig god, så alt i alt var det en dejlig oplevelse – og mere underholdende, end vi havde forudset.

Der er arbejde, og så er der arbejde … se de fine pollenkurve på biens bagben.

Eksplosioner

Vi kom hjem i aftes ved nitiden – omkring tre timer efter planen, fordi der var kø, kø og atter kø i Tyskland – især, som altid, omkring Hamburg. Jeg hader de køer, og det er ikke engang mig, der sidder bag rattet, men min stadig udholdende og faktisk rigtig seje mand. Han kørte hele turen uden at bede mig om at afløse ham. 13 timer, kun afbrudt af de nødvendige pauser, hvoraf ingen var særlig lange – efter hans eget ønske, skal lige siges.

Vejen til Harwich gik nord om London, med den gamle by Lavenham som delmål. Den har vi besøgt nogle gange, men Ditte og Peter havde ikke set byen med de skæve, men ret charmerende huse. Byen var engang rig pga. uldproduktion, men det marked faldt sammen på samme måde som tulipanboblen i Holland, og så havde man ikke længere råd til at bygge til og om, hvilket vi har glæde af i dag, for den gamle del af byen står i store træk som den gjorde for 5-600 år siden og betragtes, med sine 340 fredede bygninger, som den bedst bevarede middelalderby i England.

Det hvide hus herover er toldboden; ved siden af The Crooked House.
De hvide og lyserøde herunder er bare … to middelalderhuse … men mere skævt kan det vel næsten ikke blive. Ikke uden at falde sammen, ville jeg tro. Gad vide, hvordan gulvene ser ud i alle de huse?

Og herunder Harry Potters fødehjem. Det er i øvrigt til salg – kan erhverves for £ 950.000, hvis det skulle have interesse.

På vej fra Lavenham til Harwich skete der det, der bare ikke må ske: Peter og Dittes bil punkterede. Vejene i England er ofte meget dårlige, og han kom til at køre i et kloakhul. Det kunne dækket ikke tåle.
Den korte historie er, at de først kom med færgen hjem et døgn efter os, for det tog laaaang tid for SOS International at skaffe bugsering. De stakkels mennesker sad og ventede i bilen i mange timer på hjælp. Heldigvis lykkedes det i går at få et nyt dæk; de er i skrivende stund på vej op gennem Tyskland og forventes hjem i aften.

En anden og mere grøn eksplosion var sket hjemme i vores drivhus og i haven.
Det er da helt vildt, som alting havde groet i de 17 dage, vi var væk. Tomaterne og agurkeplanten trængte i stor grad til support, selv om jeg havde (troede jeg) sørget for det inden vi rejste, men der skulle mere til nu.
De bede, som var fint ryddet for ukrudt inden vi tog afsted, kan jeg godt begynde forfra med nu. Jeg nåede ikke at plante de forspirede blomster ud, og nu har alskens ikke-ønskede vækster indtaget den plads, de ellers var tiltænkt.
Nå. Det er jo altid rart, at man ikke bliver arbejdsløs lige med det samme. Der er også stadig en halv snes krukker, der skal have fine blomster at pynte sig med.
Sneglene skulle også have ‘mad’ – en af mine squashplanter var næsten ædt af den dræbersnegl, som brutalt blev klippet over her til formiddag, men der er flere hvor den kom fra, er jeg sikker på.
I drivhuset var tre agurker blevet store og fine, så i aften står den på årets første hjemmelavede tzatziki.
Jeg har travlt. Det er godt, jeg lige har haft ferie …

Livets gang i …

Der sker ikke en pind og vi laver så lidt som muligt. Gudskelov for det, for det er lige præcis sådan vi ønsker det lige nu.
Vi sidder på terrassen og ser gartnerne arbejde.
Charlotte har fået gartnere. Hun havde det ikke helt godt med, at jeg ville offentliggøre dette på bloggen – var bange for, at folk ville tro, at hun intet laver selv, nu hvor hun både har rengøringshjælp og gartnere.
Jeg lovede at fortælle, at hun stadig arbejder meget (okay, mest i haven, ikke med at gøre rent), men alene de kedelige og meget rutineprægede ting var ved at vokse hende over hovedet, så da hun fik muligheden, engagerede hun to gartnere til at komme tre timer hver anden uge. Faktisk er det ikke meget med gennemsnitligt tre mandetimer om ugen, men fordi de er professionelle, er det nok til at tage det grove således, at Charlotte har mere tid til alt det sjove ved haven. Og den er stor – jeg kan sagtens forstå, hvis arbejdet med den var ved at kvæle hende.

Vi ved jo alle, hvor stor en forskel det gør, at staudebedes kanter er trimmede. Det tog damegartneren alle tre timer at trimme kanterne på de seks coronabede, som de bliver kaldt, fordi de blev anlagt i 2020 under den første lockdown.
Alene de mange vejledninger, råd og tips, Charlotte får af de to, er alle pengene værd, hævder hun. Det tror jeg gerne … at kunne lide at have en pæn have er bestemt ikke ensbetydende med, at man ved alt om alle planter; hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre.

Billederne herover og herunder er fra den dag, vi legede turistguider for Ditte og Peter. Det er langs Kennet & Avon-kanalen, vi her går en kort tur, dels for at vise idyllen og dels for at se på de mange mere eller mindre charmerende barges, eller narrowboats, som ses overalt på de engelske kanaler. Nogle er de rene ruiner; andre er små kunstværker, både ude og (tilsyneladende) inde. Man er vel lidt af en voyeur – jeg vil så gerne se, hvordan de forskellige har indrettet sig, men de fleste af dem værner forståeligt nok om deres privatliv og har nedrullede gardiner.

Vi smuttede lige en tur til Whitehall Garden Centre i går, fordi det regnede. Der ligger en mindre Whitehall tæt på, men ved Lacock ligger der en KÆMPEstor en, som har alt til faget hørende – og så lidt til … de har tøj, de har køkkenudstyr, de har … ja, stort set alt; inklusive en rigtig god restaurant, hvor vi indtog frokosten. Jeg elsker at komme i den store og bare gå og ose. Englænderne kan noget med havemøbler. Englænderne kan i det hele taget noget med haver!
Jeg nøjedes ikke helt med at ose i går, for undervejs opstod der en hel del behov for ting, jeg absolut ikke mente at kunne leve uden fremover.
I det hele taget køber jeg, når vi er i bil herover, altid en masse, som vi ikke kan få i Danmark. Denne gang er det (bl.a.) mel og olivenolie. Og jo, begge dele kan naturligvis fås i DK, men ikke de mærker og kvaliteter jeg køber. Med olivenolien gik jeg nærmest i hamstringsmode, for i de to Waitroses, jeg har været inde i denne gang, havde de en særdeles god olivenolie til nedsat pris. Folk hamstrer åbenbart også olier herovre, for de henstillede til, at man kun købte to flasker pr. kunde. Der var dog ikke tilnærmelsesvis tomme hylder, og den jeg købte, var ikke blevet hamstret, sikkert pga. prisen, for ½ liter koster 16 pund, så det er normalt ikke en, jeg tager flere flasker med hjem af. Lige nu er den sat ned fra 16 pund til 3,75 pund! Jeg købte to det ene sted og en det andet sted. Den har holdbarhed til februar 2023, hvilket måske forklarer prisnedsættelsen, men jeg skal nok få dem brugt inden da – og i øvrigt holder de sig snildt længere end angivet.
Slut for nu – vi skal snart på pub, fordi det skal være nem mad i dag – og hvad er nemmere end at få andre til at lave den?

Det våde Wales

I går morges kørte vi mod Pembrokeshire i det sydøstlige Wales. Vejret tegnede ikke for godt, men nu havde vi booket et værelse i et par dage, så det ville vi ikke lave om på, og så dårligt var vejret heller ikke. Da vi kørte …
Da vi nåede et af vores mål, var sigtbarheden ikke særlig god, så mine Stag Rocks var ikke helt det syn, jeg havde glædet mig til i et stykke tid. Dog okay, og vi så noget, vi ikke ser i Danmark, nemlig tusindvis af alke, som sad på nogle af de klipper, som ikke var forbundet med fastlandet.
’Broen’ lige herunder minder lidt om Durdle Door, som vi så for nogle år siden. Den hedder The Green Bridge og har haft bro helt ud til fugleøen, men hav og vind eroderer, så de på et tidspunkt styrter sammen.

Som det ses, var der maaange alke! Og som det også ses, har jeg en god zoom på mit kamera.

Vi kørte videre mod Fishguard, hvor vi havde booket to nætter. Et dejligt sted, viste det sig, men Charlotte havde også sagt, at hvis man ser på, hvad Alistair Sawdays har, går man aldrig fejl; hans bureau accepterer kun førsteklasses B&B’er. Det skal vi huske en anden gang – han har også mange steder i Frankrig.
På vejen så vi Ell’s Kitchen. Gordon Ramsay har sat sine spor, men jeg synes det var et fint ordspil på hans Hell’s Kitchen.

Formiddagen så ud til at holde tør, så vi satte kursen mod Colby Woodland Gardens, som vi ville have set i går, men ikke gad i regnvejr.
Man kan være heldig at se oddere der, men vi var ikke heldige.
Det var en lidt anderledes have; med en lille flod løbende ned gennem midten af en dal og ikke så meget en park/have som et stykke plejet engdrag.
De havde dog en walled garden, som var fyldt med stauder – også nogle, jeg ikke kender hjemmefra.
Gærdesmutten kender jeg godt hjemmefra, men vores er meget mere sky end dens lille fætter her – han var fuldstændig ligeglad med, at jeg stod tæt på ham.

Der lå et væltet træ i Woodland. Jeg siger ikke, hvad det ligner, men det gør det altså! John og jeg så det samme, så det er ikke kun en kvindeting at få den slags associationer …

Køreturen videre bød på mange smukke landskaber og scenerier; bl.a. denne flotte gamle bro.

Frokosten blev indtaget i Broad Haven, som vi kørte til for at tage kystvejen til St. Davids. På cafeens toilet var det nøje specificeret, hvad der ikke måtte smides i kummen …

Mens vi sad over frokosten, begyndte det at regne. Kystvejen, som ganske givet er meget smuk i tørvejr, mistede lidt af sin charme; ikke mindst fordi det meste af den smukke udsigt forsvandt i regnen.
Det regnede mere og mere. Og mere og mere. Til sidst blev det ubehageligt for John at køre på single track roads, da man bare er SÅ meget ‘på’ som chauffør hele tiden, fordi man i forvejen næsten intet kan se, og når man møder en bil, gælder det om at have fornemmelse for, hvor tæt på den sidste mødelomme var, og så hurtigt tage en beslutning om, hvorvidt den anden eller en selv bakker hen til den. Det lyder mere besværligt, end det er, og det er hyggeligt at køre på disse små veje. Når himmel og jord altså ikke står i ét!

På trods af det våde vejr fik jeg øje på et yderst alternativt hus, som var skåret ud af en bakke. Det var en spændende bolig, som jeg vildt gerne ville have haft mulighed for at se indefra.
Herunder vist fra to sider. På det første billede ligger huset, så man kan se havet fra vinduerne til venstre, og det andet billede er taget ind mod rundingen til højre i billedet, ud mod vandet, og hvor man måske fornemmer, at man kan kigge igennem huset.

Tiden flyver – også i England

Holddaop – det er otte dage siden jeg har blogget. Det er også otte dage siden jeg har haft tid til at kigge over til andres blogge. Beklager, men min tid har været besat næsten 24/7.
Vi er i England; vi fulgtes herover med Ditte og Peter, som i tre nætter boede hos Charlotte og Tim, men i dag er draget videre mod Cornwall og tilslutter sig os igen, når vi skal hjem.
Nu har vi så tre dage hos mine englændere, inden vi drager et smut til Wales i nogle dage inden retur til familien i de sidste dage inden hjemrejse.
Det er også længe siden. 4½ måned, og selv om adskillelsestiden føles lang, føltes det alligevel som om vi tog afsked for kort tid siden.
Det er godt det er sådan.

Vi har naturligvis gået den gode og smukke tur med hunden. Til venstre i billedet herover har C set isfugl et par gange, men så heldige har vi ikke været – endnu, men vi håber stadig. Aubrey tilbød at lege isfugl, men virkningen var der ikke helt …
I et par dage har vi leget turistførere for Ditte og Peter, så der har ikke været så meget nyt for os, men det har været sjovt at lege eksperter i et land, der ikke engang er ens eget. Selv om det dog efterhånden næsten føles som om det er det.

Den primære årsag til, at netop dette tidspunkt blev valgt, var de bluebells, jeg efterhånden har skrevet om nogle gange. Den primære årsag til selve rejsen er naturligvis at se mine englængere, men bluebells er her nu. Cirka. De er desværre næsten væk igen – vi skulle have været her for 1½ uge siden, men det kunne ikke lade sig gøre. Mellem en tredjedel og halvdelen af dem er afblomstret, så de blå tæpper var ikke så tætte, som vi har set dem før. Synet var nu smukt alligevel.
I det hele taget er synet af England i maj smukt. Alt er aldeles dejligt lige nu; jeg elsker forårets farver.
Stauderne (og meget andet) er 2-3 uger foran sammenlignet med Danmark, så nogle af Charlottes bede ser helt sommerlige ud.

Vi har nået at spise på pub to gange; en gang til frokost og den anden gang i aftes, så en af de væsentlige ting på “Det skal vi altså nå”-listen er vinget af.
Jeg kunne fortælle meget, men lader være, for kommer jeg først i gang, bliver indlægget alt for langt. Dette var faktisk lige så meget for at sige, at blogstoppet ikke skyldes, at jeg er død – tværtimod er jeg i højeste grad i live og har det så perfekt, som jeg overhovedet kan have det.
Hvor skriveflittig jeg bliver fra Wales vides ikke endnu, men der vil det, selv om det stadig er ferie, så bare være John og mig, så muligheden vil nok i højere grad være der end tilfældet er/har været den sidste lille uges tid.
Livet er godt.

Hvad er definitionen på en køter?

En vits, jeg hørte helt tilbage i barndommen, lød: Hvad er definitionen på en køter? Det er en anden mands hund.
De har også køtere i Charlottes ellers så fredelige landsby.
En gemen voldtægtskøter, oven i købet. Den bor godt en halv kilometer fra min families hus.

Englænderne kommer i uge 8 “om alt går vel” skrev jeg i indlægget fra forleden. Det gjorde det så alligevel ikke, men coronavirus skal ikke have skylden denne gang.
Charlotte ringede i aftes. Hun ringer normalt aldrig på hverdagsaftener, så allerede inden jeg havde taget telefonen, var jeg bekymret, og ikke helt uberettiget:
– Mor … jeg er ked af det, men jeg har altså nogle rigtig dårlige nyheder …

I kender sikkert godt, hvor mange tanker der kan nå at løbe gennem hovedet i løbet af millisekunder?
Jeg nåede at se en endnu ubeskrevet katastrofe for mig: NejnejNEJ, der er sket en af dem noget slemt!!!
Det var ikke mit eget liv, der passerede revy, men alle mine englænderes. På én gang.
Efter et sekund sagde Charlotte:
– Vi kommer ikke i uge 8. Det er noget rigtigt ØV.

Flere katastrofetanker. Hvad er der dog SKET???
Efter yderligere et sekund sagde hun:
– Pebbles er med hvalpe!

Pyyyhhhhh, sagde jeg inde i mig selv. Højt sagde jeg:
– Hvordan i alverden er hun sluppet afsted med det?

Det var en stor kleppert af en hanhund, som ejerne åbenbart ikke sørger for at forhindre i at strejfe. Der er også en anden teenagehunhundsejer i landsbyen, der har haft et særdeles uvelkomment besøg i haven, og mange i det lille samfund er ret knotne på de sløsede ejere. Pebbles går aldrig ud af haven, selvom denne ikke er hundesikret. Fordi de for sent fik fortalt om den løsgående hanhund, havde de ikke taget højde for indtrængende gæster, og de havde derfor ikke overvejet at hegne den næsten 20.000 m² store grund ind, da de – fejlagtigt – gik ud fra, at andre også har styr på deres hunde.
Pebbles er kun lige netop blevet kønsmoden, og de havde aftalt med dyrlægen, at hun skal steriliseres, men han ville helst vente et par måneder endnu.
Nu bliver det dog NU, for hvalpene skal fjernes hurtigst muligt, og samtidig bliver hun så ‘ordnet’.
Hun skal ikke have hvalpe. Hverken nu eller senere. Og slet ikke med den store, grimme køter, som har voldtaget det lille pus.
Okay, der har vel nok været hundeversionen af en samtykkeerklæring mellem dem, men da det ikke er muligt at give en teenagehund seksualundervisning, betragter vi hende som et uskyldigt offer. Pebbles får lov at løbe rundt uden opsyn i den store have, fordi den 1) ikke løber væk og 2) kommer, når der bliver kaldt på den.
Men hunden har desværre selv ‘kaldt’ på herreselskab, og Charlotte fik lumske anelser mandag, fordi den ændrede adfærd i løbet af weekenden. De andre grinede ad hendes mistanke, men hun havde jo ret, desværre, og det kunne kun gå for langsomt med at få det fikset, så hun har været afsted i dag med den lille hund.

Grunden til, at de ikke kommer om 10 dage er, at Pebbles skal holdes inden døre i 14 dage efter operationen. Hun må ikke komme ud for at gå tur – må kun komme ud for at besørge nødvendige ærinder og kun under skarpt opsyn. De vil ikke belaste deres søde hundepasser med at skulle tage ansvaret for og ikke mindst have ulejlighed med at passe en postoperativ patient, så danmarksrejsen blev lige udsat til slutningen af marts, hvor børnene begynder deres tre uger lange påskeferie.

De uger går hurtigt. Selvfølgelig er det da ærgerligt, men jeg overlever at skulle glæde mig i fem uger ekstra – sammenlignet med de godt 13 coronamåneder, hvor vi slet ikke så dem IRL, er det billigt sluppet.

Hunden er lige blevet klippet. Hun har nok slet ikke kunnet se, hvordan den formastelige køter så ud. Havde hun kunnet det, havde hun sikkert sørget for at jage den væk …

Den syndige del af julen

Normalt plejer vi at spise relativt behersket den 25. og 26. december, fordi vi har mæsket os i masser af andesteg, brunede kartofler, osv. – samt ikke mindst risalamanden – den 24.
“Normalt” er, når vi er hjemme i Danmark.
Vi var som bekendt ikke i Danmark i år, så det var ikke en “normal” jul, forstået på den måde, at første juledag skulle vi fejre engelsk jul sammen med Tims mor og Julian. Charlotte havde købt en kalkun på 6,5 kilo hos den fantastiske slagter, fra hvem hun også havde bestilt de to ænder og to (store) kyllinger. Sidstnævnte skulle bruges til hønsekødssuppen, som det er tradition i min familie, at vi spiser lillejuleaften. Vi laver meget, så der er rester til en eller to af de dage, hvor man hverken orker at lave eller at spise mad, men alligevel skal have lidt for at overleve.
Juleaften som sagt på dansk. Vi var otte personer, og da det plejer at være meget små ænder, havde C i år bedt om STORE ænder, og det skal jeg da også lige love for, at de var. Store ænder med masser af kød på og stort set intet fedt, så de var uhyre velsmagende.
Aubrey fik mandelgaven … helt uden snyd…
Nok om det – denne danske udgave er jo ikke en pind forskellig fra den, I alle kender så godt.

Juledag var Charlotte tidligt oppe for at fylde kalkunen og sætte den i ovnen. Elizabeth havde dagen i forvejen lavet brødfyldet og brødsovsen, som skal hhv. i kalkunen og til kalkunen. C lavede farsfyldet. De to slags fyld skal (i Tims familie) ind i hver sin ende af fuglen – vi andre havde nok blandet det hele sammen, men det er ikke en mulighed her.
Som tilbehør er der stegte kartofler. De koges først næsten møre, hvorefter de vendes i gåsefedt og ovnsteges. Det samme gøres med kvarte pastinakker. Rosenkål koges. Der laves brun sovs og brødsovsen varmes. Tranebærsyltetøj sættes på bordet.
Tim skar den store kalkun for – dog ikke ved bordet, som man ellers skal, men det nægter han pure, så det bliver klaret i køkkenet.
Inden da havde der – inde i stuen – cirkuleret et fad med laksesandwiches, som Elizabeth kom med. Hertil champagne. For visses vedkommende som en Bucks Fizz; dvs. pænt fortyndet med appelsinjuice. Klokken er stadig kun 13 …

Det værste ved kalkunmiddagen er, at man ikke kan færdiggøre noget i forvejen, så C havde supertravlt den sidste time indtil kl. 14:30, hvor vi gik til bords. Hvor det juleaften er mig, der er ‘på’ som kokkemedhjælper, er det her Elizabeth, som har den tjans – jeg er på ingen måde på hjemmebane mere.
Bordet var så smukt dækket; naturligvis inklusive de traditionelle Christmas crackers, som ingen englænder kan forestille sig en jul uden. Der er altid en fjollet hat i, som alle forventes at have på under hele middagen. Der er desuden en lille, mere eller mindre ubrugelig ting, samt en gåde, som altid er en pun. Den gåde, man har fået, læses op efter tur, og så skal de andre gætte løsningen, hvilket ikke er nemt, heller ikke, selv om man er indfødt englænder.

Efter kalkunen kommer værten ind med en Christmas pudding, som i år var Heston Blumenthals Hidden Orange Christmas Pudding. De er hurtigt udsolgt og handles på hurtige auktioner til vildt høje priser, men C havde bestilt den i forvejen og fik den til butiksprisen.
Den flamberes først med masser af brandy, hvorefter den serveres med brandy butter og brandy cream.
Det var helt klart den bedste af slagsen ever – virkelig helt vildt god og ikke så tung, som denne dessert normalt er. Smørret, der er rørt med cognac og den tykke fløde med et generøst skvæt ditto er ganske enkelt et uforskammet lækkert og lige så uforskammet syndigt tilbehør. Jeg kan sagtens forestille mig en dansk honningkage smurt med cognacsmør.

Umiddelbart derefter skulle vi have haft stiltonost (og brie og cheddar) med kiks og vindruer (og portvin, naturligvis), men vi kunne knap nok rokke med ørerne, så vi blev enige om at vente med det.
Faktisk fik vi ikke ostene før ved nitiden om aftenen – så længe gik der, inden vi kunne forliges med tanken om at indtage mere mad.
Stiltonosten, som (også) var umanerlig velsmagende, blev delt horisontalt på midten, og så graver man ellers bare ost ud med den til formålet designede stiltonske.
Vi spiste meget af den i løbet af de dage, vi var der, men der blev rigeligt tilovers til deres stilton and broccoli soup en af juledagene.
Den suppe elsker de alle fire, selv om det kun er Tim, der spiser stilton ‘rent’.

Anden juledag spiste vi hønsekødssuppe og tredje juledag kørte vi mod Harwich.
Vi elsker at holde jul i England, men vi synes selvfølgelig også, at det er skønt, når de kommer her til Danmark, hvad de forhåbentlig får lov til her i 2022.

Stor ståhej for ingenting

Jeg vil spare jer for at skulle belastes med beskrivelser af vores dejlige, afslappende, familiemættede jul i England. Den var trods alt, hvor skøn den end var for os, nok som de flestes juleferier er.
Aubrey fik en ikke helt almindelig julegave, nemlig en storhjulet unicykel, som han, fordi han allerede har en med et lille hjul, hurtigt lærte at køre på. Et par bænke blev sat op som træningsbarrer, og kort tid efter var balancekunsten (gen)lært.
Annemarie lærte hurtigt at køre på væltepeter, og da en kammerat og hans far kom på besøg, gik der cirkus i den.
Bare rolig … videoen varer mindre end 10 sekunder. https://youtu.be/nVX9VwRhFnM

Julen var altså helt som den skulle være, men alt det bureaukrati, der her under coronapesten er forbundet med at rejse, ville jeg hellere end gerne undvære. Især fordi meget af det ingen mening giver for mig.
Coronapasset er okay, men (formentlig) pga., at man kan være rask smittebærer, skal man også stille med en negativ PCR-test for at få lov til at rejse ind i England. En kviktest er ikke nok. Jeg kunne jo være smittet samme dag som PCR-testen blev foretaget, hvorfor jeg også skulle forhåndsbooke og betale 2 x 22 pund for en kviktest på dag 2 i England. Heldigvis måtte vi selvisolere os hos familien.
Men hov: Lige pludselig var det ikke nok med en kviktest; nu skulle dag 2 også være en PCR, formedelst 2 x 64 pund. Der lå nu en ubrugelig kviktest og ventede på os derovre, men det viste sig at være held i uheld, for inden vi skulle hjem igen, krævede Holland, at vi skulle stille med en højst 24 timer gammel kviktest for at komme ind i landet. Ligeledes gjorde Danmark, selv om vi her kunne vente med at foretage den til max 24 timer efter hjemkomst.
Og hvem kommer så lige og tjekker det?, tænkte jeg. Hvilken offentlig myndighed interesserer sig for, eller kan på nogen måde vide, om Ellen og John lige er kommet hjem fra England via Holland og Tyskland?

Heldet bestod som nævnt i, at vi havde den kviktest liggende, for i og med, at det var i juledagene, kravet kom, havde vi stået med et rigtig dumt problem, for vi havde ikke en kinamands chance for at fremskaffe en kviktest til den 27., hvor den skulle foretages.
Vi udførte testen og uploadede et billede af det negative resultat. Meget troværdigt … hvordan mon de kan vide, at den test er foretaget på den, den hævder at være?
Nå, men det var den selvfølgelig, og til deres ros skal siges, at vi inden for en halv time havde et certifikat på, at vi havde leveret et negativt resultat den 27.12. klokken 10:40.
Så langt, så godt.
Holland, som hele tiden har været ret coronafjollede mht. til at ankomme fra England, skrev, at alle SKAL udfylde en karantænedeklaration, også selv om man kun er i transit. Det er vildt fjollet, og det kunne jeg da så heller ikke gøre, fordi en karantænedeklaration til Holland kræver en hollandsk adresse, hvorpå man opholder sig i karantæneperioden. Logisk nok, men det kan vi jo ikke, når vi ikke skal i karantæne!! For pokker, altså! Jeg kunne ikke komme videre og tænkte, at den tager vi fra Harwich, når vi skal hjem … vi ser, hvad de siger.
De sagde: “I skal udfylde denne blanket. I skal skrive, at I er i transit til Danmark, så behøver I ikke en adresse i Holland. I skal udfylde to blanketter hver. Den ene skal vi have her; den anden skal I aflevere til det hollandske paspoliti.”
Hvorfor kunne vi ikke bare anføre det på den elektroniske formular? Det kunne hun i sagens natur ikke svare på – det var også mest et retorisk spørgsmål.
Vi viste vores certifikater og vores pas, afleverede hver et udfyldt eksemplar af karantænedeklarationen, hvorpå vi havde skrevet navn, fødselsdato, pasnummer, hjemadresse, hvorfor vi ikke skulle opholde os mere end nogle få timer i Holland, om vi var fuldt vaccinerede, samt en tro- og loveerklæring på, at vi ikke lyver for de hollandske autoriteter, hvorefter vi fik lov til at køre om bord.
Nu var hjemkomsten til Danmark vist sikret uden mere bøvl.

Da vi kom til Holland, ville de se vores pas. Intet andet. Ingen formularer. Ingen certifikater. Intet coronapas. Jeg spurgte om vi da ikke skulle bevise noget som helst?
Nejnej, sagde pasmanden. Det behøver I ikke. I er jo danskere, så I skal vel bare hjem nu? God tur til jer!
Jamen tak for det. Alt det besvær for ingenting. Det er da bureaukrati så det basker. Jeg kunne også have sagt coronahysteri, men det ville ikke være pænt af mig.

Der var ingen kontrol mellem Holland og Tyskland. Da vi kom til den danske grænse, viftede vi med passene og havde vore certifikater parat, men han vinkede os videre og ønskede os god tur hjem. Tak igen …
HoldnuOP, hvor jeg glæder mig, til udlandsrejser atter bliver uden alle disse – åbenbart overflødige – formaliteter.

På vores sidste aften så vi mere sort sol over Salisbury Plain end vi gjorde på vores første aften. På det ene billede kan man godt se en flok. På det andet kan man se, hvordan mosekonen fik mere og mere travlt med at brygge.
Det var en fin afslutning på vores ophold derovre – vi er nødt til at vælge at sige PYT til alt det ind- og udrejsepjat, for det varer nok ved en rum tid endnu.

De er ikke til at stoppe

Det går rigtig godt for Tims firma. Det er ham også vel undt, for han arbejdede 24/7 i mange år for at få enderne til at mødes og naturligvis for at blive kendt inden for branchen. Det er lykkedes, og de har flere ben at stå på. Tim og Charlotte har den holdning, at: “Nu behøver vi ikke at tjene flere penge. Firmaet giver os alt hvad vi skal bruge og lidt til.”
Jeg elsker dem for at have det sådan, men indrømmet: Det er nemt nok at sige, netop når man ikke længere skal vende hver en penny for at få pengene til at slå til. Jeg synes dog, at der er mange, der aldrig kan få nok og hele tiden vil have mere, mere, mere.
Tim ansatte for nogle år siden sin 16 år yngre halvbror pga. en bøn fra deres fælles far: “Har du mulighed for at give Arthur et arbejde? Han er ved at komme ud i noget rigtig skidt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham på ret kurs.” Det gjorde Tim, og i starten var det bestemt ikke sjovt for nogen af de to, men efter et stykke tid fandt Arthur ud af, at det var sjovt at arbejde med det, han gjorde, og at han rent faktisk var dygtig til det. I starten var det mest at designe websider for folk, der ikke selv kunne, men efterhånden begyndte han at assistere Tim i Legal PR.
Nu er han Managing Director og tager mere og mere over for Tim, som dermed ikke altid er nødt til at arbejde, også når han ellers skulle holde fri eller ferie.
Tim har som sagt meldt ud, at for eget vedkommende er firmaet stort nok, men kan og vil Arthur skaffe flere kunder, vil al fortjeneste forbundet dermed være hans. Det er vældig motiverende for ham, for han bor i London, hvilket er DYRT!
Det er en rigtig solstrålehistorie om en ung mand, der ikke kunne finde ud af sig selv eller hvad han skulle med sit liv.

Herover er solstrålerne ved at forsvinde. Min lille familie kørte forleden op på Salisbury Plain for at se, om de kunne opleve en lige så flot sort sol som sidste år.
Det kunne de desværre ikke. De var der godt nok, stærene, men der var igangværende militærøvelser, så de fik ikke lov til at køre hen, hvor de gerne ville og måtte dermed nyde synet på lidt for lang afstand. Safaristemningen var der dog fint alligevel.

De har tre Wolseleyer, en WW2-motorcykel, en nutidig Bentley, Landrover og elbil.
Nu har de gudhjælpemig også en Rolls Royce, årgang 1937.
Tim fik et tilbud, han ikke kunne modstå. Sagde han. Han fik den billigt. Sagde han. Og kom i øvrigt ikke nærmere ind på prisen, og jeg ville naturligvis ikke spørge.
Den blå Wolseley fra trediverne bliver vist solgt nu. Charlotte var ellers mest til at beholde den, for hun er blevet så glad for den, efter hun selv sad bag rattet de godt 300 kilometer til og fra årets wolseleytræf i Bressingham, hvor den vandt hele fire præmier. Det gjorde den næsten til hendes barn. Den er også skøn – jeg legede jo fin dame på bagsædet, da vi var derovre sidst.
Men … efter at have kørt i RR’en et par gange kunne hun godt se, at køreegenskaberne er mere end en kende bedre end i den jævnaldrende Wolseley, så nu vil de finde en køber til sidstnævnte.
De (nok mest Tim …) er ret glade for at have fundet en veteranbil, der uden problemer kan følge med den normale trafik, både på lande- og motorveje.
Som skrevet i overskriften: De er ikke til at stoppe.
Nok mest Tim …

Alle har fået ret!

Brexitmodstandere: Der kan I bare se: Det er gået præcis som vi sagde det ville, hvis vi stemmer os ud af EU!
Brexittilhængere:    Der kan I bare se: Det er gået præcis som vi sagde det ville, hvis vi stemmer os ud af EU!

Det er da lidt morsomt, er det ikke?
Jeg er glad for at Charlotte bor i England, så jeg kan få flere nuancer med, end jeg får via den danske presse.
De fleste har sikkert set, at de mangler chauffører i England, hvilket nu har resulteret i tomme tankstationer og tomme varehylder i supermarkederne.
Det med benzinen skyldes for en stor del pressen (hvorfor er jeg ikke overrasket?), som skyndte sig at bralre ud med, at der var fem (!) tankstationer i UK, for hvem det var ved at knibe med benzinforsyningen. Det resulterede naturligvis i, at folk begyndte at hamstre – hvorefter det, på ingen måde overraskende, hurtigt for alvor gik galt.
Det fænomen har vi snart set nogle gange, både i Danmark og England.
Sølle fem stationer drejede det sig altså om, men rygter om mangel spreder sig hurtigere end idiotisk spam på Facebook.
De (delvist) tomme hylder skyldes ganske rigtigt chauffør- og ikke varemangel, hvilket igen skyldes tre ting: For lave lønninger, Brexit og den enorme pukkel på omkring 50.000, der ikke har kunnet komme til køreprøve pga. coronanedlukninger.
Det er rigtigt, at mange udenlandske chauffører er taget hjem, men det skyldes lige så meget coronapesten som Brexit – mange tog frivilligt hjem, inden grænserne lukkede ned. Supermarkeder som fx Waitrose, der er et ikke-lavprismarked, har ingen tomme hylder. Det er butikker som fx Tesco, der har problemer.
Men. Sidstnævnte plus benzinselskaberne kan jo bare lønne deres chauffører ordentligt, hvilket de aldrig har gjort, og hvorfor de tiltrak folk fra det østligste Europa. Waitrose lønner ordentligt, og det gør et par af benzinselskaberne også. Det har de hele tiden gjort; de har derfor ingen problemer med at skaffe chauffører og dermed varer nok.
Både lavprismarkederne og benzinselskaberne er begyndt at lokke med bedre chaufførlønninger, og det virker.
Der er selvfølgelig stadig en køreprøvepukkel, men det vil løses med tiden og har intet med Brexit at gøre.
Problemet for lavprismarkederne vil så blive, at det bliver svært at holde de lave priser, men den slags ting hænger jo sammen og ingen kan få alt.
Det er noget, en del har svært ved at forstå: Man kan ikke give høje lønninger og køre med lave priser samtidig. Det var bare ikke noget problem, så længe der var nok chauffører, for hvem de lave lønninger var høje, men sådan er det ikke mere.
Brexit? Corona? For lave lønninger?
Alle har ret.
Den nuværende situation derovre skal nok bedres igen, med eller uden medlemskab af EU.
For at gøre noget her og nu, har UK talt om at udstede 5000 visa for at få chauffører til landet, så ja, Brexit er bestemt en del af det, men på ingen måde hele sandheden.
Indtil videre er Charlotte og Tim glade for, at deres bil nummer to er en elbil. Lidt egoistisk har man da lov at være … men hvor de bor, er de 100 % afhængige af at have en bil, der kan køre.
(Dette er ikke et oplæg til en politisk debat; jeg ville bare uddybe lidt. Charlotte og jeg kan meget ofte præsentere to markant forskellige sider af samme sag for hinanden, hvilket vi har haft mange interessante samtaler om.)

Det var som syv …

Jeg må sige, at jeg blev overrasket i går, da jeg fik en mail fra ExpressTest om, at de beklagede den lange svartid, men de ville refundere pengene, jeg havde betalt for de forkerte test.
Efter jeg havde angivet de efterspurgte oplysninger vedr. kortholders navn, de sidste fire cifre på kortet og det indbetalte beløb, fik jeg kort tid efter en ny mail om, at nu var pengene indsat på kortet, og at der ville gå 3-5 hverdage inden det ville figurere på min konto.
Jeg var af flere årsager helt sikker på, at det ikke var en svindelmail; oplysningerne jeg skulle afgive, var mere en kontrol fra deres side på, at jeg var mig, og at de sendte pengene til den rigtige.
Det er såmænd ikke de 158 pund, selv om det bestemt også er en slags penge; det er mere princippet, og jeg synes det er fint, at de tog min særdeles knotne mail alvorligt.
Miraklernes tid er ikke forbi – jeg havde vinket farvel til de penge.

Der løb også en anden mail ind i går. Der løb sådan set en hel del ind, men jeg skal skåne jer for indholdet i de resterende.
Det var en notifikation fra Røde Kors om, hvor meget nørkletøj de har sendt ud den seneste dekade.
Det er da helt vildt, hvor meget tøj der er sendt til Hviderusland!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor der tilsyneladende ikke er behov for tøj andre steder i verden, men med de udsendte ca. 43 tons kan jeg da godt se, at de stakkels børn i Hviderusland må have et kæmpestort behov. Og jeg gad vide hvorfor blev der ikke sendt mere ud i 2015?
I er muligvis fløjtende ligeglade med sådan en graf, men jeg bliver en anelse eftertænksom, når jeg ser tallene. Det er altså meget tøj, og jeg er glad for, at jeg er en del af de mange, der er med til at bidrage.

Jeg yder dermed min beskedne indsats. Jeg betaler også faste, månedlige ydelser til SOS Børnebyerne, UNICEF og Red Barnet. Med andre ord støtter jeg verdens børn. Det bruger jeg de penge på, jeg nu engang har besluttet mig for at bruge på den slags, og det er bevidst, at jeg har valgt børnene til og alt andet fra, hvorfor jeg konsekvent siger nej, når de ringer fra Kræftens Bekæmpelse eller hvem det ellers måtte være, der vil have min uvurderlige støtte. Ingen kan redde hele verden, og slet ikke jeg.
Jeg har, af to årsager, fravalgt at være fadder for et barn: 1) Jeg vil ikke involveres personligt i et enkelt barn ud af de mange millioner, der lider nød. 2) Hvad nu, hvis jeg pludselig bliver kørt over af en lastbil eller dør af anden årsag? For det sker jo på et tidspunkt. Hvad så med det barn, som formentlig er blevet mere eller mindre afhængig af min månedlige ydelse?
Jeg havde en kollega, som havde et sådant ‘ekstra’ barn i Brasilien, og som hun besøgte engang. Hun syntes det var en dejlig oplevelse, men hun var også en smule chokeret over, hvor afhængig hele familien faktisk var af de penge, hun sendte hver måned, så hun fik de samme tanker: Hvad nu, hvis …?
Næh, så hellere lade mine penge forsvinde i den store pulje, så det ikke går ud over enkeltpersoner, når jeg stiller træskoene.

Godt, vi snart skal på ferie …

Englandsrejsen blev ret spontant besluttet lige inden Danmark fjernede den røde farve fra verdenskortet, og en væsentlig grund til, at vi kun var derovre i otte dage var, at vi skulle lægge hus til en for længst aftalt fætter-/kusinesammenkomst i lørdags. Et par af jyderne ville ankomme om fredagen og blive til søndag, så det var nødvendigt for os med et par dage inden til forberedelserne.
Vi blev ikke så mange i år – kun 12 – men det var til gengæld den eksklusive kerne, som altid møder op, uanset hvor i landet det måtte foregå.

Det var, også som altid, meget hyggeligt at mødes igen. Vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden, idet mange af os kun mødes hvert andet år. Snakken går derfor livligt fra start til slut, da der altid er en del at opdatere hinanden med om vores liv siden sidst.
Vi er derfor en anelse sløve i dag, så den står på ren dovenskab. Tre overnattede hos os til søndag, og samme søndag skulle vi have besøg af vores yngste niece og hendes kæreste, som ville komme til en sen frokost.
Så jo, vi er lidt trætte, men det er en god træthed, når den skyldes hyggeligt samvær med personer, man holder af.

Godt, vi snart skal på ferie.
På torsdag, helt tilfældigt på vores 32-års bryllupsdag, vender vi atter en gang næsen mod Vestjylland, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge. Ditte og jeg skal lige over for at se den sidste strikkefestival, arrangeret med Christel Seyfarth som initiativtager, der vil finde sted på Fanø. Det tager ikke hele ugen, men så finder vi nok noget andet at foretage os. Jeg kunne ikke finde noget at leje fra midtuge til midtuge på selve Fanø, men det kunne jeg i nærheden af Oksbøl, så vi er nødt til at tage frem og tilbage til øen. Jeg synes det er for fjollet at skulle have sommerhusskiftedag lørdag, når strikkefestivallen foregår fredag, lørdag og søndag, og jeg forstår nok ikke helt, hvorfor ikke flere udlejere giver den mulighed på Fanø.
Fjorten dage efter dette er der webstrikfestival i Svendborg; denne gang med flere deltagere end vanligt, men jeg tror folk trænger til ekstra meget samvær efter coronapesten. Sidste år blev den gennemført, men der var nogle, der ikke ville komme, fordi pesten stadig huserede, og der stadig var en del restriktioner.
Med to sådanne begivenheder er der dermed lagt op til at komme hjem med en masse nyt garn, som John ikke kan forstå, at jeg har brug for, men det har jeg. Helt sikkert …

Rent billedmæssigt er vi stadig i England. Det er lidt som at være der endnu, når jeg sidder og kigger på billederne. Lidt …
Herover er det en af de syv River Avons i England; denne er River Avon, Hampshire, running from Pewsey to Christchurch (also known as Salisbury Avon).
Der er yderligere tre i Skotland og en i Wales. Grunden til de mange River Avons er formentlig, at avon er et gammelt ord for flod, så deres River Avons er tautologier, fordi det betyder flod flod.

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Hjemme igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

Lidt om øvre og nedre, og lidt om noget der er hurtigere end lyset

Børnene er i skole igen, så Charlotte, John og jeg har det meste af dagene for os selv. Tim arbejder godt nok ikke så meget mere som han har gjort, men arbejde gør han dog, plus at de har håndværkere for tiden, så der er god tid for os tre til at køre lange ture. Og lange bliver de, som nævnt i et tidligere indlæg. Vores aktionsradius bliver større og større, fordi vi er kommet her gennem så mange år.
Det er, som vi kender fra Midsomer Murders (Barnaby), meget brugt i England at ‘genbruge’ stednavne indenfor et givent område.
Fiktivt som i Midsomer Abbas, Midsomer Barrow, Midsomer Barton, Midsomer Chettham, Midsomer Cicely, Midsomer Deverell, Midsomer Florey, Midsomer Herne, Midsomer Holm, Midsomer Langley, Midsomer Magna, Midsomer Malham, Midsomer Mallow, Midsomer Market, Midsomer-in-the-Marsh, Midsomer Mere, Midsomer Morchard, Midsomer Mow, Midsomer Newton, Midsomer Norton, Midsomer Oaks, Midsomer Parva, Midsomer Pastures, Midsomer Priors, Midsomer Shallows, Midsomer Sonning, Midsomer St. Claire, Midsomer St. Michael, Midsomer Stanton, Midsomer Vertue, Midsomer Vinae, Midsomer Wellow, Midsomer Worthy og endelig Midsomer Wyvern. Er I med endnu?

I virkeligheden som i fx Lower Slaugters og Upper Slaugters. Billederne er fra førstnævnte, hvor der er en rigtig ford, som vi vist kun kender dem fra England. På et skilt stod Deep ford; access only, dvs. kun ærindekørsel, men der var heldigvis en der havde et ærinde, så vi kunne se ham køre igennem.
SÅ dyb var den så heller ikke, men det var meget engelsk og meget hyggeligt …

Både den lille hund og Charlotte nød at få kølet hhv. poter og fødder – vandet var koldere end man skulle tro, ifølge C, og jeg troede hende … havde intet som helst behov for at tjekke.
I får, apropos de mange Lowers og Uppers i England, et skønt citat fra Barnaby, som mine englændere nyder at se for tiden. De har ikke set den før, for børnene har været for små, men nu nyder hele familien den dejlige og meget engelske serie.

Troy: “I thought we were going to Upper Warden.“Tom: “Yeah, we are. Upper Warden is down the hill; Lower Warden is up the hill.“Troy: “That doesn’t make any sense.“Tom: “Troy, this is Midsomer!“Troy: “Sorry, I forgot”

Der kunne lige så godt have stået “Troy, this is England!”
Jeg elsker den serie! Jeg elsker i det hele taget bare England, og nu er der allerede gået en uge herovre.
Jeg har simpelthen fundet noget, der overgår lysets hastighed.
Det gør tiden nemlig. Tiden er den fjerde dimension, og den er ikke en fysisk størrelse, men holdnuop, hvor kan den flyve hurtigt alligevel.
Vi skal hjem allerede i morgen! Suk. Heldigvis har vi hele formiddagen inden vi skal afsted.
Det var alt, alt, ALT for kort tid, men vi satser på at det holder stik med kun seks uger til vi ses igen – i Danmark.
Det der næsten varmer allermest er, at børnene siger, at vi ikke må rejse allerede, for de har slet ikke været nok sammen med os endnu.
Det varmer, fordi de er 14 og 15, og jeg har en ide om, at i den alder gider man ikke de gamle i familien.
Det gider de heller ikke normalt, siger de, men de gider godt os.
Bliver man så ikke bare glad? Vi gør!

I går var vi i Hidcote Gardens og i dag havde vi barnet med i Nyskoven (New Forest), hvor John lærte Charlotte noget om at tage spændende billeder ved at lege med blænde og fokus.
Lyngen blomstrede; det var 29 grader, himlen var høj og blå.
Livet er godt. Særdeles godt.

And we once ruled the world???!!!

Du GOdeste, siger jeg bare.
England forlanger, at vi, på trods af færdigvaccination og negativ covidtest for at borde flyet, skal have foretaget en PCR-test på andendagen efter ankomst; en test som naturligvis skal være negativ for at undgå at blive sat i isolation. Den skal være booket og betalt hjemmefra for overhovedet at komme ind i England. (Det var der så ingen, der tjekkede, som jeg skrev i første indlæg herovrefra.)
Den var da også både afsendt og ankommet til tiden, og et kurerfirma skulle komme og hente dag to-prøven til analyse.
Men. De havde sendt en antigentest, som skal aflæses efter 15 og inden 30 minutter. Efter det kan resultatet vise falsk positiv, hvorfor det ikke giver megen mening at afhente noget som helst til videre analyse.
Jeg skrev til firmaet (der har mange stjerner for at være pålidelige), som beklagede dybt og omgående afsendte et nyt testkit med kurer og med vedlagt kuvert med betalt ekspresporto, fordi kurerfirmaet ikke afhenter i weekenden.
Klokken 19 fredag aften kom der en kurer med pakken, som angav den viste adresse.
Jeg vil helst ikke skrive den rigtige, men denne er lige så forkert, som hvis de havde skrevet adressen til os derhjemme som
Matelan, Det Gamle Hus, Dræbtstedet, 6666 sådan cirka næsten tæt på langt fra Kalundborg. Dette sidste kryptiske fordi postcode SO.. betyder Southampton, så hvordan den kurer fandt frem til os, er lidt af et mirakel, og han fortjener en medalje. Den rigtige postcode begynder med SN9, og resten af den er lige så forkert. 
Kronen på værket var, at der ikke var vedlagt den lovede svarkuvert, så vi havde ingen ide om, hvortil prøverne skulle sendes.
SÅ blev jeg vred og skrev igen til ExpressTest:

I give up! And I’m really not impressed by your performance.
First you sent a rapid antigen test kit for our Day 2 Arrival test. Now the PCR-kit, you sent yesterday, did NOT have that Royal Mail prepaid envelope in it, as you promised, so we wouldn’t know where to send the samples.
The only one here deserving an award is the courier delivery man, who miraculously found us – heaven knows how he managed that, but he eventually did, probably after a drive to Southampton – please see picture of the address on the parcel. 
It was given to you electronically, for god’s sake, it was not handwritten information, so how anyone can make
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx, SN9 XXX Wiltshire into 
Nielson, The Old Malt House, Killsford, SO50 9HT (attached picture)
I simply can’t figure out.
Given the above, I see no point in taking the PCR-test, because there’s not much of a chance of success, and I wouldn’t trust any results coming from you. 
I take that you refund the £158 I spent on this ‘service’ to the credit card from which it was withdrawn.

Da jeg luftede min vrede og frustration til mine englændere, var der ikke rigtig nogen der vidste, om de skulle græde eller le.
Anna fik så heldigvis os alle til at grine højt og befriende ved at sige:
And we once ruled the WORLD! JEEEsus Christ!
Skønne Anna, siger jeg bare.
Vi har smidt de testkit i skraldespanden og Englands coronaregler kan rende os et vist sted. Vi tog antigentesten og tog billeder af det negative resultat, og så må det være det. Jeg tror ikke, nogen kommer og tjekker, og vi skal ikke bevise noget for at komme på flyet hjem.

Intet kan dog ødelægge vores glæde ved at være her. Vi var på pub i går – holdnuop, hvor var det dog herligt – vi elsker vores publunches. Dejlig mad, dejlige omgivelser og ikke mindst dejligt samvær med de fem mennesker, der betyder mest for mig. Kan man forlange mere?
Jeg kan i hvert fald ikke. Tim, John og børnene kørte til The Bridge Inn i den åbne Wolseley og Charlotte transporterede sin mor og den lille hund i den overdækkede af slagsen, også kaldet “Matadorbilen”, i hvilken jeg følte mig meget kongelig på det komfortable bagsæde med masser, masser af benplads.

…

Som jeg sagde, inden vi tog herover: Jeg skal bare sidde og kigge på dem! Hele tiden!
Så det gør jeg. Næsten hele tiden …

Det er lidt underligt med den der tid

I lang, lang tid har jeg savnet at kunne komme til England. Det er 18 måneder siden vi sidst var herovre.
I lang, lang tid har jeg bare savnet mine englændere. Det er 13 måneder siden jeg sidst har set dem.
I godt tre uger har jeg glædet mig til endelig at skulle se dem igen.
Nu er jeg her, og det føles som om det bare er en måned siden sidst jeg var her. Ikke noget langt gap, ikke noget andet end, at det hele bare er som det skal være. Charlotte har det på samme måde, og vi synes begge det er et underligt fænomen. Anna og Aubrey har udviklet sig, selvfølgelig har de det, men os over 40 var der ikke sket så meget med. Heldigvis.

På familiefronten er der således intet som helst at klage over, men holdnuop, hvor bliver det godt, når coronapesten også er forsvundet officielt fra de højere luftlag. Mundbind på fra ankomst i lufthavn til vi gik ned til parkeringskælderen i Heathrow – det var ikke rart.
I flyveren sad vi lige så tæt, som man nu engang altid gør i mindre fly, og hvad sagde de i velkomsttalen? “Husk at holde afstand!” Jeg kikkede på min ukendte nabo til højre og sagde “Ja, jeg beklager meget, men jeg er nødt til at sidde her tæt på dig” – og så grinede vi begge to lidt ad den tåbelige bemærkning.
Det tog en krig at komme gennem paskontrollen i London Heathrow, selv om de kun tog stikprøver af, om de indflyvende havde de fornødne papirer og udførte og bestilte test i orden. Da vi havde brugt 10000 skridt på at trave igennem den kilometerlange kø, blev vi sendt til e-pasboksene, som er selvbetjening, og hvor vores pas og vores ansigter blev skannet. Det tog 20 sekunder og det var det. Ud med os. Ingen anden kontrol af nogen art, men der var gået det meste af en time med at nå igennem, så Charlotte nåede at få sig en ekstra kopkaf, inden vi kunne hanke op i vores kufferter, som nogle flinke folk havde taget af bagagebåndet for os, fordi paskontrollen tog så lang tid.

Anna blev meget glad for sin Two Harbours poncho og Aubrey, som ikke vidste, at jeg også havde strikket noget til ham, flyttede omgående ind i både bluse og hue. Anna fik endvidere Balloncardigan fra Petite Knit, som heldigvis også var et hit.
Aubrey er nu overbevist om, at han har en synsk mormor, fordi jeg havde købt et liggeunderlag til ham uden i forvejen at have fået at vide, at han netop mangler et godt et af slagsen.

Det er ikke en hat til Anna, men et lille tæppe til Pebbles (de fik hund i juni), som jeg havde hæklet, men som den først får, når den er færdig med mælketænderne, for der skal bides i alt endnu.
Samme lille hund var årsag til, at vi gik en dejlig tur i formiddags. Det er herligt at have så smukke steder lige ved siden af, hvor man bor.
Nu mangler vi bare, at vejret bliver godt, men det skulle blive bedre om et par dage.

Der er masser at skrive, men jeg har ikke haft tid for mig selv før nu.
Englænderne er nemlig gået i seng, for i morgen er det første skoledag for børnene, så de skal op allerede 05:45, de stakler. Den første dag efter en ferie nænner forældrene ikke, at de skal tage skolebussen, så de bliver kørt i skole, hvorved de sparer hele 20 minutter. Det er lang tid, når vi taler meget tidlig morgen! Og så er det jo en del hyggeligere med privat transport …
John og jeg vil blive i vores seng og ligge og gasse os længe, for Tim og Charlotte vil først være hjemme igen ved nitiden.
Det er et rent luksusliv, vi fører herovre.

Tilfældigt sammentræf?

I går skrev Farmer om bredsåning og nede i kommentarfeltet kunne man læse hans ord om teknikken til en smuk og ensartet bredsåning.
Jeg tillader mig at citere den gode og meget vidende bondemand: “Når man bredsår, skal man som højrehåndet sprede, når man har højrebenet fremme (naturligvis ligeså venstre/venstre), ellers kommer kornet til at stå i måner, og det blev der virkelig set ned på i hine tider.”
Min far havde lært at bredså, selv om såmaskinen for længst var opfundet, da han blev født. Jeg er ikke særlig god til det, men nu vil jeg da øve mig på den rigtige teknik næste gang jeg skal strø gødning i min have.
I dag har jeg haft en lille Messenger-‘snak’ med Stine, som nogle af de vedholdende bloggere nok bedre kender som Kong Mor, som havde en skøn blog om sin familie og livet, først i Normandiet og senere i Møllen på Fyn. Hun blogger desværre ikke mere, men vi har holdt forbindelsen ved lige, selv om det ikke just er hverken daglig eller ugentlig kontakt.
Ikke desto mindre har vi ikke glemt hinanden, og i dag havde vi en ‘snak’, der bl.a. førte til, at Stine sendte mig dette link, der fører til en engelsk serie (der kan ses på YouTube), som handler om bl.a. hverdagslivet i tudortiden, om klostrenes rigdom dengang og meget, meget andet – men alt sammen engelske, historiske dokumentarudsendelser, som jeg generelt bare elsker!
En af de gennemgående personer er Ruth Goodman, som jeg kender fra Inside the Factory. En ildsjæl og en krudtugle, som man kun kan blive i godt humør af at opleve. Hun har medvirket i et hav af engelske historiske serier, og altså også denne.
Tak til Stine for at gøre mig opmærksom på, at det meste – om ikke alt? – dette kan ses ganske gratis på YouTube. Vi har allerede set den første her til aften, og jeg er solgt! Kan absolut anbefales, og lad jer ikke afskrække af, at det foregår på engelsk. Det er nemt at følge med, også uden danske undertekster – og måske ikke helt uden betydning mener John det samme. Det er ikke for at virke blæret, men for at understrege, at det ikke kun er for sådan nogle som mig, der engang har været god til engelsk, men også for dem, der ikke tror de er ret gode til det.

Men hvad var det for et sammentræf, jeg nævnte i overskriften?
Det var, at netop i denne første af en række episoder fortalte en mand os lidt om bredsåningsteknikken! Jeg kan, som et lille kuriosum, nævne, at bredsåning hedder broadcasting på engelsk. Ret pudsigt, faktisk…
Nu har jeg ikke tænkt på netop denne term i mange år; jeg har aldrig vidst hvordan man gør det korrekt, og så skal man lære det to gange på to på hinanden følgende dage fra to vidt forskellige kilder.
Det er da noget af et sammentræf, ikke sandt?
Og hurra for blogland og alle de mange erfaringer/oplevelser/megen viden, det har givet mig i den tid jeg har været med i den eksklusive klub. Som jeg i øvrigt netop i denne måned kan fejre kobberbryllup med.

Denne gang bliver det forhåbentlig til noget

Planer er til for at ændres. Vaccineplanerne har i irriterende høj grad levet op til dette, desværre. Jeg er dog kun blevet skubbet i 2-3 uger, men hele planen er rykket mere end det, samt rokeret rundt mht. prioriteringerne.
Det lykkes vel en dag at komme igennem for alle, der har lyst – også uden brug af de to berygtede vacciner, men vores englandstur er nu skubbet for tredje gang. Den skulle til gengæld være lykkens gang, så nu håber jeg det bliver en realitet, at vi ser dem. Vi ombookede færgebilletten endnu en gang, fordi England annoncerer, at man derovre satser på, at alt vil være åbent completely without restrictions fra d. 22. juni, så efter den dato slipper vi forhåbentlig for de sindssygt dyre test, vi ellers var tvunget til at tage.
Den 26. juni bliver min yngste søster 60 år, så den hunkønskomsammen tager jeg lige med, inden turen går mod Holland dagen efter. Så bliver det godt nok kun 3-4 uger inden de kommer til Danmark på sommerferie, men nu vil vi altså bare se dem så snart det kan lade sig gøre, og vi har meget at indhente!

Er det ikke et flot billede, de har fået malet af deres hus og to af deres gamle biler? Det er en af Charlottes veninder, der har talenter i den retning. Et pænt talent, vil jeg mene. Jeg synes i hvert fald, at hun er sluppet ret godt fra det.

Herunder står de alle fire med deres gave – som maleriet var.
Jeg lagde i første omgang mest mærke til, hvor høj Aubrey er blevet. Da de sidst var her i august 2020, var han omkring min højde (166 cm), men nu er han lidt højere end Tim, som jeg ikke kender den præcise højde på, men Charlotte og Anna er 160 cm. Anna vokser ikke mere, men drenge er vel ikke nødvendigvis udvoksede før de er 18-20 år? Og han er 14 …

Vi er lidt spændte på, hvor han ender …

Selv om det meste af livet har været gået i stå i England, har mine englændere ikke ligget på den lade side.
Som jeg tidligere har skrevet, er de i et meget beskedent omfang blevet svineavlere.
Når de to svin skal bringes til slagtning, vil det være nødvendigt med en trailer til at transportere dem på.
Hvad gør man så?
Man køber da naturligvis en Landrover!
De er nogle værre legebørn i den familie, så bilen var knap hentet hjem, inden turen gik til Salisbury Plain for at lege på de hullede og vandfyldte veje.
John var helt forarget – ja, jeg havde altså aldrig svinet en helt ny bil til på den måde!
Det tror jeg gerne, men jeg ville være blevet mere forbavset, hvis englænderne havde kunnet lade være …

Inden I – som en jeg kender, gjorde – bliver forargede over, at en 14-årig dreng sidder bag rattet, så husk lige, at vi er i England. Det er Tim, der kører.
De havde en fest. Anna videofilmede et par af rutsjeturene ned i vandhullerne. Med lyd … de kunne ikke se, hvor dybe hullerne var, og det gik da også galt den ene gang, så de måtte hidkalde Aubreys bedste vens far, som også har en Landrover, til at komme og trække dem fri.
Det lille uheld gjorde vist ikke oplevelsen mindre for nogen af dem!

Så er vi i gang igen

Genåbningen er i gang. Det er mit personlige vaccineprogram desværre ikke endnu, men så må jeg ty til kviktest så længe. Den første i hele min ‘coronakarriere’ skal jeg have på mandag, fordi jeg skal klippes i næste uge. Det bliver rart ikke længere at ligne en repræsentant for skotsk højlandskvæg. Det er muligt, at nogle vil mene jeg gør det på andre måder også, men fra på onsdag i hvert fald ikke længere på frisuren.
Jeg kom i tanke om aftalen om gourmetopholdet på Aarøsund Badehotel, som oprindelig var midt i december, og som jeg nok hellere måtte se at få i stand igen – der er sikkert rift om værelserne inden længe, tænkte jeg.
Det var rigtigt tænkt. Enten skulle det være inden 4. maj eller også kunne det først blive fra midten af juli. Jeg har ingen intentioner om at planlægge noget i englændernes sommerferie, så længe vi ikke helt ved hvad der sker hvornår, så jeg fik en aftale med badehotellet om at komme 2. maj.

 

Så er vi snart i gang igen! Det var sandelig også ventet med længsel.
Mine englændere har langt om længe også fået lov til at bevæge sig længere end nogle få miles væk fra hjemmet, og fordi pubberne derovre igen må servere udendørs, benyttede de sig i går af det gode vejr og kørte en lang tur, hvor de undervejs fik mad, der ikke var pakket hjemmefra.
De brugte næsten to timer på at køre helt til Burton Bradstock i Dorset. Der ser da ganske nydeligt ud – og sikke et smart skyggetelt, de har anskaffet sig. Det ville Charlotte ønske de havde haft de sidste 10 år.

Børnebørnene glæder sig lige som jeg til at kunne smide mundbindene, men det har sikkert lange udsigter, desværre. De arme unger skal bære mundbind fra de sætter sig ind i skolebussen kl. 07:30 til de træder ud af den igen kl. 17:30; kun afbrudt af dagens måltider.
De skal sågar bære dem udendørs (selv om de ikke må blande sig med andre klasser), hvilket de er lidt kede af. 10 timer er meget længe at have mundbind på, og de må ikke udskifte dem med visirer.
De har nogle gange været ude for, at en lærer kommer hen til dem og siger, at de godt kan smide mundbindene lidt og trække frisk luft ind – for så ganske kort efter at opleve, at der kommer en anden lærer og siger, at de omgående skal tage de mundbind på igen – you know the rules! De kunne godt tage og blive enige blandt lærerne, hvilke regler de synes skal overholdes.

Ja, kunne vi da bare snart slippe for de forbaskede mundbind – også selv om nogle af dem tilsyneladende kan trække vejret for en.
Jeg kan dog i givet fald ikke forstå, hvorfor man, hvis man har åndedrætsproblemer, kan være fritaget for at bære mundbind …

Det er blevet vinter i England

Tim sendte i morges nogle billeder fra deres idylliske hus (og have), som i nattens løb blev dækket med sne. Han var tidligt ude … snebillederne er lidt mørke, men man kan sikkert godt se, hvor fint det hele ser ud, og paradoksalt nok gør ‘mørkheden’, at sneen virker endnu mere lysende i den morgensol, han så gerne ville indfange på sit kamera.

Det bliver lidt billedspam i dag, men det må I finde jer i …

… for hvor jeg dog nød at se billederne af et hus (og have) jeg savner …

… dog langt fra lige så meget, som jeg savner husets indvånere!

The ‘lean to’-drivhus, som jeg er var lidt misundelig over. Det gik næsten helt over efter jeg fik mit eget nye i april. Det hjalp gevaldigt på den følelse.

Nu er det tæt på at være et halvt år siden jeg har set dem, og det er 11 måneder siden vi sidst var i England. Jeg har før haft en lang pause mht. at rejse til England, nemlig da jeg havde kræft og blev forbudt at rejse udenlands i et år. Det år var de til gengæld et par gange mere i DK end normalt, så jeg så dem lige så ofte som jeg hele tiden havde gjort. Det her halve år, som i værste fald kan nå at blive til et helt, er en kedelig rekord, som jeg håber aldrig nogensinde bliver slået.
Charlotte har fortalt, hvordan Aubrey vokser og vokser og vokser. I sommer, da de var her, havde han cirka min højde (167 cm), men allerede her efter de nævnte seks måneder har han netop overhalet sin far og må være lige omkring 180 cm.
Det lovede hun at sende billeddokumentation på, hvilket skete morgenen efter.
På billedet retter Tim sig op – hans holdning er normalt lidt skrutrygget, hvilket får Aubie til at virke som om han er højere end sin far, end det ser ud til her. Drengen vokser ud af sine bukser lige så hurtigt C kan nå at købe nye til ham.
Den små Anna holdt op med at vokse for næsten to år siden, så hun er endt med at blive lidt mindre end Charlotte, som er 160 cm.
Det er Anna lidt ked af – hun ville så gerne være højere end hun er nu. Bare lidt …
Mommer siger selvfølgelig, at hun ikke behøver at blive en høj pige; det er bedre at blive en flot pige, og det er hun allerede. Synes altså mommer … måske ikke helt objektivt …
Jeg siger det samme til Anna, som jeg sagde til Charlotte, da denne som teenager klagede over præcis det samme:
Vær du bare glad for det! Du vil få mange flere mænd at vælge imellem, hvis du ellers som mig synes bedst om, at manden er den højeste.

Vi er værre ramt end England

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!