Vi havde ikke skænket det en tanke, at hele krydstogtverdenen er rykket tilbage til start, men det kan tydeligt mærkes på skibet. Da pandemien startede, og alle rederier havde fået sendt både passagerer og mandskab hjem, lukkede de alt ned og fyrede stort set samtlige medarbejdere.
Det vidste vi godt. Vi vidste ikke, at det ikke var de samme, der blev hyret ind igen, da man igen fik lov at rejse, så 90 % af personalet er uerfarent. Vi er sikre på, at de gør deres bedste, og mere kan man ikke forlange, men det er alligevel en smule irriterende, for vi som passagerer har ingen rabat fået, selv om det ikke er den samme upåklagelige oplevelse, vi har haft to gange før.
Da vi skulle checke ind i NY, spurgte den unge kvinde efter vores boardingkort. Jeg svarede, at sådan nogle regnede jeg med, at vi fik af hende, for vi havde ikke checket ind hjemmefra. Nejnej, siger hun så, JEG skal checke jer ind her, men må jeg bede om jeres boardingkort, tak!
[Suk.] Mener du vores udfyldte skibsbilletter? Dem har jeg her … værsågod. Hun gloede lidt på mig, men tog så vores papirer og pas.
– Har I en ESTA?
– Ja. Ellers var vi jo ikke blevet lukket ind i USA!
Den ville hun se. Plus vores beviser på, at vi var fully vaccinated, og at vi i NY var testet negative for Covid-19, men det var vi forberedt på. Hun forsvandt med pas og papirer og var lææænge væk. Da hun endelig kom tilbage (andre havde i den tid nået at checke mindst tre par ind), gav hun os papirerne tilbage, men forsvandt igen med vores pas. Tilbage igen for anden gang, gav os passene, sagde, at vi var cleared og bad os om at fortsætte til ombordstigning.
Da vi kom derhen, bad en dame om vores boardingkort.
Grrrr. Vi har ikke fået nogen boardingkort, men den unge dame derhenne har lige checket os ind!
Denne kvinde, som i øvrigt så ud til at have styr på tingene, fik vores pas, klikkede på en skærm og sagde: You are okay – I’ll print your cards.
Som sagt, så gjort, og endelig kunne vi gå ombord. Kortet ligner et kreditkort.
Det skulle senere vise sig, at der var blevet byttet om på Johns og mit registreringsnummer, så da vi skulle fra borde første gang, skannede vagten mit kort, kiggede forundret på mig og spurgte: Is your name John???
Ehh, næh, men så hedder min mand her sandsynligvis Ellen?
Det gjorde min mand lige præcis, så den pågældende vagt grinede, rystede på hovedet og ville sørge for, at der lå nogle korrekte kort og ventede på os, når vi vendte tilbage til skibet.
Tjenerne er (også) særdeles uerfarne. De kommer først og spørger hvad vi vil drikke, efter forretten er serveret, og de kan ikke huske, hvad vi bad om. Den ene dag fik jeg heller ikke den forret, jeg havde bestilt, men orkede ikke at brokke mig, og heldigvis var den leverede god nok.
Det hele sejler. Tøhø. Men på en måde, det helst ikke skulle sejle på … når jeg tænker på, hvor imponerende det alt sammen var på Kap Horn-krydstogtet, er det tragikomisk denne gang. Vi har valgt at grine ad det – der er jo ikke andet at gøre, og de arme tjenere gør hvad de kan, men jeg kan godt have min tvivl om, hvad de mon egentlig lavede før de blev hyret …
Heldigvis har vi Verdens Bedste Guide, så turene i land er gennemarbejdede og velforberedte, men han har desværre ikke magt til at bestemme vejret. I St. Johns i Newfoundland var det regnvejr meget af tiden, men vi nød alligevel synet af de mange farverige huse i denne by.
Og heldigvis har vi vores balkonkahyt, så det er også helt som forventet, og vores lille housekeeper er en sød fyr, som har helt styr på det, han skal have styr på, så han har fået en pæn sjat drikkepenge – det giver sjovt nok et rigtigt godt forhold …
Vi er ikke så interesserede i de mange, mange tilbud, vi får om underholdning af enhver art – alt er, ikke overraskende, meget amerikansk, så når der bliver linet op til sjov og ballade, fortrækker vi gerne til et mere fredeligt sted.
Gaderne i St. Johns er stejle, så Johns (min John …) knæ kom på noget af en prøvelse og han måtte desværre relativt hurtigt give op, så vi kom ikke med op på Signal Hill, hvorfra der var en flot udsigt. Vi var nu ikke de eneste, der ikke fuldførte den tur!
I NY så vi overraskende få fede mennesker, men det er nok fordi, de er på krydstogt … her på skibet har vel omkring 30 % af passagerene en BMI på mellem 40 og 50. Rigtig mange befinder sig mellem 30 og 40, mens kun omkring 10 % har et BMI på under 25. Jeg synes det var slemt sidste gang, men det her er nærmest grotesk, synes vi. Jeg hører ikke til blandt de slankeste i gadebilledet i DK, men her ombord føler jeg mig ret lille!
Vi har nu atter stævnet ud fra Canada og har to dage på havet på vej mod Grønland, så der bliver slappet af og vi forsøger at komme os helt over den dårlige hals, både John og jeg erhvervede os pga. al den aircon, man ikke kan undgå, når man er i USA. Frostvejr og stiv kuling indendørs, plus vildt høj stemmeføring (ofte pga. afspilning af HØJ og ikke særlig god musik), så ved man, at man er i Guds eget land!
Nå. Det var vist nærmest én stor gang brok, og det blev da også en meget lang historie, selv om ikke engang alt er nævnt. Det er altså trods alt ikke en dårlig ferie, vi er på, men så sandelig markant anderledes fra de to tidligere krydstogter.
Nu håber vi på snart at se nogle isbjerge og nogle hvaler – glæder os meget til Sydgrønland.
Jeg tror vi venter med at tage på krydstogt igen, til vi kan føle os sikre på et rutineret personale.