Vi har nok været for tidligt ude

Vi havde ikke skænket det en tanke, at hele krydstogtverdenen er rykket tilbage til start, men det kan tydeligt mærkes på skibet. Da pandemien startede, og alle rederier havde fået sendt både passagerer og mandskab hjem, lukkede de alt ned og fyrede stort set samtlige medarbejdere.
Det vidste vi godt. Vi vidste ikke, at det ikke var de samme, der blev hyret ind igen, da man igen fik lov at rejse, så 90 % af personalet er uerfarent. Vi er sikre på, at de gør deres bedste, og mere kan man ikke forlange, men det er alligevel en smule irriterende, for vi som passagerer har ingen rabat fået, selv om det ikke er den samme upåklagelige oplevelse, vi har haft to gange før.
Da vi skulle checke ind i NY, spurgte den unge kvinde efter vores boardingkort. Jeg svarede, at sådan nogle regnede jeg med, at vi fik af hende, for vi havde ikke checket ind hjemmefra. Nejnej, siger hun så, JEG skal checke jer ind her, men må jeg bede om jeres boardingkort, tak!
[Suk.] Mener du vores udfyldte skibsbilletter? Dem har jeg her … værsågod. Hun gloede lidt på mig, men tog så vores papirer og pas.
– Har I en ESTA?
– Ja. Ellers var vi jo ikke blevet lukket ind i USA!
Den ville hun se. Plus vores beviser på, at vi var fully vaccinated, og at vi i NY var testet negative for Covid-19, men det var vi forberedt på. Hun forsvandt med pas og papirer og var lææænge væk. Da hun endelig kom tilbage (andre havde i den tid nået at checke mindst tre par ind), gav hun os papirerne tilbage, men forsvandt igen med vores pas. Tilbage igen for anden gang, gav os passene, sagde, at vi var cleared og bad os om at fortsætte til ombordstigning.
Da vi kom derhen, bad en dame om vores boardingkort.
Grrrr. Vi har ikke fået nogen boardingkort, men den unge dame derhenne har lige checket os ind!
Denne kvinde, som i øvrigt så ud til at have styr på tingene, fik vores pas, klikkede på en skærm og sagde: You are okay – I’ll print your cards.
Som sagt, så gjort, og endelig kunne vi gå ombord. Kortet ligner et kreditkort.
Det skulle senere vise sig, at der var blevet byttet om på Johns og mit registreringsnummer, så da vi skulle fra borde første gang, skannede vagten mit kort, kiggede forundret på mig og spurgte: Is your name John???
Ehh, næh, men så hedder min mand her sandsynligvis Ellen?
Det gjorde min mand lige præcis, så den pågældende vagt grinede, rystede på hovedet og ville sørge for, at der lå nogle korrekte kort og ventede på os, når vi vendte tilbage til skibet.

Tjenerne er (også) særdeles uerfarne. De kommer først og spørger hvad vi vil drikke, efter forretten er serveret, og de kan ikke huske, hvad vi bad om. Den ene dag fik jeg heller ikke den forret, jeg havde bestilt, men orkede ikke at brokke mig, og heldigvis var den leverede god nok.
Det hele sejler. Tøhø. Men på en måde, det helst ikke skulle sejle på … når jeg tænker på, hvor imponerende det alt sammen var på Kap Horn-krydstogtet, er det tragikomisk denne gang. Vi har valgt at grine ad det – der er jo ikke andet at gøre, og de arme tjenere gør hvad de kan, men jeg kan godt have min tvivl om, hvad de mon egentlig lavede før de blev hyret …

Heldigvis har vi Verdens Bedste Guide, så turene i land er gennemarbejdede og velforberedte, men han har desværre ikke magt til at bestemme vejret. I St. Johns i Newfoundland var det regnvejr meget af tiden, men vi nød alligevel synet af de mange farverige huse i denne by.
Og heldigvis har vi vores balkonkahyt, så det er også helt som forventet, og vores lille housekeeper er en sød fyr, som har helt styr på det, han skal have styr på, så han har fået en pæn sjat drikkepenge – det giver sjovt nok et rigtigt godt forhold …
Vi er ikke så interesserede i de mange, mange tilbud, vi får om underholdning af enhver art – alt er, ikke overraskende, meget amerikansk, så når der bliver linet op til sjov og ballade, fortrækker vi gerne til et mere fredeligt sted.

Gaderne i St. Johns er stejle, så Johns (min John …) knæ kom på noget af en prøvelse og han måtte desværre relativt hurtigt give op, så vi kom ikke med op på Signal Hill, hvorfra der var en flot udsigt. Vi var nu ikke de eneste, der ikke fuldførte den tur!

I NY så vi overraskende få fede mennesker, men det er nok fordi, de er på krydstogt … her på skibet har vel omkring 30 % af passagerene en BMI på mellem 40 og 50. Rigtig mange befinder sig mellem 30 og 40, mens kun omkring 10 % har et BMI på under 25. Jeg synes det var slemt sidste gang, men det her er nærmest grotesk, synes vi. Jeg hører ikke til blandt de slankeste i gadebilledet i DK, men her ombord føler jeg mig ret lille!

Vi har nu atter stævnet ud fra Canada og har to dage på havet på vej mod Grønland, så der bliver slappet af og vi forsøger at komme os helt over den dårlige hals, både John og jeg erhvervede os pga. al den aircon, man ikke kan undgå, når man er i USA. Frostvejr og stiv kuling indendørs, plus vildt høj stemmeføring (ofte pga. afspilning af HØJ og ikke særlig god musik), så ved man, at man er i Guds eget land!

Nå. Det var vist nærmest én stor gang brok, og det blev da også en meget lang historie, selv om ikke engang alt er nævnt. Det er altså trods alt ikke en dårlig ferie, vi er på, men så sandelig markant anderledes fra de to tidligere krydstogter.
Nu håber vi på snart at se nogle isbjerge og nogle hvaler – glæder os meget til Sydgrønland.
Jeg tror vi venter med at tage på krydstogt igen, til vi kan føle os sikre på et rutineret personale.

Sidste dag hos Lene

Sidste hele dag hos Lene og Finn. I morgen går turen mod Syracuse, hvor vi på vejen lige skal kigge lidt på The Finger Lakes, som skulle være meget smukke. Jeg fandt en rute ned langs en af fingrene, som er specielt scenic, og som ikke er for stor en omvej for os.
Jeg har holdt lidt lav profil i dag pga. ondt i halsen og en begyndende forkølelse. Dammit. Men jeg tror, det var den omgang venten på fyrværkeri søndag aften. Og så oven i købet forgæves. Surt.
Jeg har dopet mig med lidt fra husapoteket, blundet, læst, pileflettet lidt og så ellers ikke andet.
Jo, jeg har også fået en lang og god snak med Lene, mens John fik en morfar og Finn kørte et ærinde.
Det er lidt ærgerligt, at vi bor så langt fra hinanden, men det kan ingen af os rigtig gøre noget ved.

Lake Erie har opført sig meget forskelligt disse sidste par dage. De sidste to døgn har den tydeligt kunnet høres oppe fra huset, hvor den var spejlblank og stille den første dag.
Vejret skifter fra klar, blå himmel den ene halve time til dyster og blytung den næste halve. Torden og regn i nat og forholdsvis godt hele dagen i dag – men altså skiftende.

Jeg er vild med denne kontrast, selv om himlen varsler uvejr.
Træernes løv er så småt begyndt at skifte farve, så vi satser kraftigt på, at når vi kommer lidt op i højderne, er farveskiftet længere fremme end her.
Det har været så dejligt, at Lene og Finn, selv om vi kun har mødt hinanden en gang før, har villet huset os i fem dage. Hun tilbød os en hel uge, hvilket jeg syntes var ret modigt, men det har bare været så godt og hyggeligt alt sammen. Vi havde dog begge på fornemmelsen, at det ville vi godt kunne holde ud, og ingen af os tog fejl – hvilket vi fik bekræftet allerede da vi mødtes første gang for tre år siden. Sjovt, at der bare er nogle mennesker, man lynhurtigt falder i hak med – og hvor man næsten ved på forhånd, at sådan vil det være.
(Frokosten indtoges en af dagene på terrassen, hvor vi selv fremstillede vores hotdogs …)

Det var det … alt har en ende, og det gode har den ende alt for hurtigt … vi takker og vil huske jer som et par meget dejlige og gæstfrie mennesker.

Vand fra neden, fra siderne og fra oven

Fyrværkeriet i aftes over Hesteskofaldet blev ikke til noget. Vi stod og frøs med anstand i meeeget lang tid, før vi gav op og kørte hjem – hvor vi på nettet kunne se, at de pga. blæsevejr havde aflyst det med stort set nul varsel. De bøffer – de kunne da bare have sendt en megafonbil ud for at sige det – vi stod bare SÅ mange og ventede på krudtet. De kunne ikke gøre for, at vi kom en halv time for tidligt, men det var virkelig øv at stå der en time.

Herover hhv. USA-siden og Canadasiden. USA har (naturligvis) masser af farver på, mens Canadas del af vandfaldet er pænere og noget mere diskret.
Vi var ude på Maid of the Mist i dag. Vejret er helt slået om og er blevet regnfuldt og tungt. De lovede lidt tordenbyger i dag, men i stedet blev det til heldagsregn, hvorfor vi droppede den botaniske have og nøjedes med vandfaldsbåden og en frokost på Tim Hortons, inden vi vendte næsen hjemefter.

Er de ikke søde, de to?
Det regnede, hvilket ikke gjorde det nemmere at se noget, da vi nærmede os Hesteskofaldet. Det virkede en smule voldsomt med strømhvirvlerne fra neden, ‘tågen’ fra faldet og den tunge regn fra oven … jeg præsterede at blive våd på min skjortebluse, som jeg havde inde under først min regnfrakke og dernæst de uhyre sexede, røde plastikfrakker, vi fik udleveret.
Mine cowboybukser blev så våde og dermed tunge, at jeg næsten ikke kunne holde dem oppe.

Uanset alt dette brokkeri, som faktisk slet ikke er brokkeri, var det betagende at se det hele nedefra, så at sige. Det tordnede og var vådt, blæsende, lidt vildt og meget sjovt. Herover USA-siden, hvor det stadig var til at se en hånd for sig – det blev straks værre henne ved det andet fald, hvor vandtågerne sprøjter i så store mængder, at det ligner tæt røg.

Hverken John eller jeg tog mange billeder … vi ville ikke risikere kameraernes liv; så hellere bare nyde udsigten uden at kunne forevige den.
Eller hvad det nu hedder, når man mere føler hele oplevelsen end ser den.

Nogle billeder blev det dog alligevel til … vi siger tak til Lene for endnu en oplevelsesrig dag – nu er vi atter blevet tørre og sidder hjemme i varmen.

Tour de Lene

Efter en god nattesøvn, der stort set satte os i normaltilstand rent søvnrytmemæssigt, slappede vi bare i af i formiddags. Lene viste os rundt på deres dejlige sted – vi så hendes pilearaler, hendes værksted og lager; vi gik en tur ned til Lake Erie, som var smuk, blå og stille i dag.

Lene begyndte at interessere sig for pilefleting i 2005. Inden da kunne hun knap nok kende et piletræ fra andre træer, men i dag dyrker hun omkring 35 forskellige arter, hun sælger af den høstede pil, hun sælger sine flettede varer, hun sælger stiklinger og hun underviser i pileflet. Det er (endnu) ikke så almindeligt i Canada som i DK, så hun er lidt af en pioner herovre og har fået en god forretning ud af det.

Pil er ikke bare pil – de ser meget forskellige ud, og Lene har lavet nogle flotte, flotte ting, hvor hun har udnyttet disse forskelle.

Hun har sagt, at vi kan få et minikursus, hvis vi er interesserede. Det er vi! I hvert fald en af os … jeg vil meget gerne prøve en eller to småting, jeg vil kunne have med hjem i kufferten.

Eftermiddagen gik med at køre tur, køre til Niagara-on-the-Lake, til et bryggeri (Oast) og en vinproducent, som der er overraskende (for os) mange af her i Ontario. Vinene er ikke bare drikkelige; de er faktisk rigtig gode, både de hvide og de røde, så vi kom til at købe nogle stykker til at sidde og nyde om aftenen sammen med Lene og Finn.

En lidt alternativ taburet … og det er ikke kun USA, der er landet med de specielle postkasser – Canada kan sagtens være med her.

Vi oplever så meget, at jeg løber helt sur i stednavnene – jeg var nødt til at se på et kort, hvor vi egentlig har været … havde knap nok styr på, om vi har været mod nord, syd, øst eller vest, for jeg har intet med kørslen at gøre. Jeg sidder bare bag i bilen sammen med Lene, pladrer og snakker og kigger og nyder at være turist med gode privatguider.
Her var jeg dog helt klar over, at vi kørte mod vest …

Nu sidder vi igen og nyder Lenes eminente kogekunst og Finns gode vine. Jojo, han brygger skam selv, og det kan på ingen måde sammenlignes med det sprøjt, det var så moderne at fremstille i firserne.

Canada here I come

Endelig ankommet – efter en lang og sej tur herover, med skift i London Heathrow og New York. 23 timer fra dør til dør, med ankomst på hotellet i Buffalo klokken midnat præcis. Vi var hamrende trætte begge to og gik i seng med det samme. John sov forholdsvis hurtigt, men kunne jeg falde i søvn?
Nix. Det lykkedes dog til sidst, men jeg vågnede igen efter fire timer og kunne naturligvis ikke falde i søvn igen. Nå, men jeg fik vist også et par timer i flyet over Atlanten, så jeg har jo selvfølgelig heller ikke manglet søvn …
Nu er klokken 18:30 canadatid og 00:30 danmarktid. Lene laver mad, Finn sidder og nyder en forrygende canadisk whisky sammen med John, og Lene og jeg har god rødvin i glassene. Jeg er træt, men glad, og har ikke tænkt mig at gå i seng før ved 22-tiden, så må vi se, hvordan det går. Jeg regner med, at der går et par dage, inden mit system har fundet ud af den lokale søvnrytme.

Det gør ikke spor – vi fik en varm velkomst og en kæmpefrokost af Lene og Finn – og det efter en Full American Breakfast, med alt til faget hørende, på hotellet. Nu serverer hun snacks og er i færd med en middag, der ser god ud … det er virkelig et gastronomisk skråplan, dette her – vi har taget mindst 10 kilo på, når vi kommer hjem igen, hvis dette fortsætter.

Kørt tur har vi også nået – de mente lige, vi skulle snuse til nok den største turistattraktion i området: Niagara Falls.
Im.po.ne.ren.de – selv om det virkelig kun var et snus, for en af dagene skal vi dertil igen, har Lene lovet, og naturligvis igennem hele turistdynen med en tur i Maid of the Mist, så vi kan komme helt tæt på faldene.

Lidt længere nede ad floden ligger The Whirlpool, hvor der, som navnet mere end antyder, er nogle ret kraftige hvirvelstrømme.
Det er der naturligvis også nogen, der har lavet en forretning ud af, nemlig ved at tage folk (“på eget ansvar”) med ud i jetbåde og sejle helt ud midt i disse hvirvelstrømme.
Det så ærlig talt ret spændende ud – jeg fik helt lyst til at prøve, men det var jeg vist den eneste, der gjorde …

Det er foreløbig en god start – og selv om det var en lang rejse, så ankom vores kufferter sammen med os til Buffalo, på trods af, at vi skulle skifte i Heathrow, hvor det alt for ofte går galt. Eller gik galt, måske … det gjorde det dengang jeg arbejdede, hvor vi af samme grund i videst muligt omfang undgik Heathrow som transferlufthavn, men de kan jo have forbedret deres systemer siden dengang.