FUNDET!

I min idealverden

I min idealverden

Regner det kun om natten.

Findes der ingen Trump’er, Putin’er eller Blachman’er

… og ingen tåbelige terrorister.

Kan man strikke hele dagen, hvis man har lyst.

Eller sy, hvis man hellere vil det.

Eller gå i haven, hvis man hellere vil det.

Eller læse en bog, hvis man hellere vil det 

… fordi man ikke har et lønnet arbejde. Mere. Men man har haft et. Et godt et, som man var glad for.

Må man spise alt det chokolade, man har lyst til.

Er ‘hvide’ græskarboller langt sundere end spelt- og fuldkornsboller.

Er krig kun noget, man kender fra historiebøgerne.

Dyrker man kun motion, fordi man har lyst til det og ikke fordi man skal.

Bor man i sit drømmehus

… sammen med en dejlig mand

… meget tæt på noget vand, så man har en god udsigt uanset årstiden

… og man kan sommetider se havørne.

Kan man altid finde et eller andet totalt intetsigende og hjernedødt at skrive i et blogindlæg, selv om dagen stort set kun har stået på hygge, strik, ild i brændeovnen og QI i tv.

Undervurder aldrig en kvinde …

Fordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

Dagens påstand

Dagens påstand er denne:

Det er intet mindre end genialt, og det er stjålet fra en minibærepose i brugsens chokoladeafdeling. Jeg er SÅ enig med den tekst, og nu nærmer sig den fantastiske tid, hvor jeg under mig årets chokoladetilskud, nemlig juletiden.
Jeg mangler bare at definere hvor lang ‘juletiden’ skal defineres til at være denne gang … tror fra omkring 1. december, idet jeg, inspireret af et indlæg af Mia, har købt en skøn julekalender fra Summerbird til John og mig – det er en godt gennemtænkt par-pakkekalender, for der er to stykker til hver dag, så der er en fair chance for, at John for en gangs skyld når at få glæde af husets chokolade, inden jeg glubsk og egoistisk når at fortære det.
Jeg satser på, at det lille skuffedarium efter chokoladetømning kan bruges til småting af håndarbejdsmæssig karakter.
Det var Mias rare mand, der kom hjem med en chokoladejulekalender til hende, men hvad den slags angår, kunne min ellers så søde John aldrig selv finde på at købe en julekalender, og selv om jeg kom med 10.000 mere eller mindre direkte hentydninger fra nu af og til juleaften 2017, kunne han alligevel ikke finde på at købe en julekalender … jeg har så bare til gode at finde ud af, om han heller ikke kunne finde på at spise en julekalender, hvis en anden en havde købt den … 

Må vi gerne grine?

Faktisk spurgte vi ikke om lov først – det kom helt spontant, grineriet.
Tim legede Chili-Claus. Eller nok rettere et af hans ofre, men det kneb en anelse med medlidenheden fra vores side.
Jeg har et fad fyldt med med citronchili og Ungarnsk lang stående på køkkenbordet. Den første har styrke 7, den sidste er lidt mildere. En lidt kry Tim sagde, at han da sagtens kunne spise en hel chili af de stærkeste jeg har, hvorefter Aubrey naturligvis skyndte sig hen for at finde en fra fadet.
I wouldn’t do that if I were you, sagde jeg, the yellow ones are pretty strong.
Sig så ikke, han ikke var advaret, men han insisterede. Så var han også selv ude om det … jeg gav Aubie en af de mindre eksemplarer af citronchilerne og sagde giv far den der.
Et festligt syn, som var en ganske god imitation af Bubber, da han blev lokket af Chili-Claus.
Nej, jeg tog ikke billeder – det nænnede jeg trods alt ikke, men der var en del fagter og meget lyd på, da chilien efter få sekunder begyndte at virke, og alle vi fem andre kom vist desværre til at grine højt og larmende. Jeg gav ham et glas mælk, og i den næste halve time bedøvede han sin munds indre med isterninger.
Vi kørte en tur for at finde raslesten, og da vi kom hjem igen, var alt okay igen for Tims vedkommende. My mouth is normal now.

Raslesten fandt vi desværre ingen af, men vi fandt masser af runde flintesten, som jeg nu vil sætte nogle af over i min stenslibertromle, så de kan blive slebet og poleret rigtig fint blanke til næste gang vi ses. Det er en proces, der tager fem uger, så de får dem ikke lige med hjem i morgen.

Vi stødte også på en lidt alternativ udgave af den lille havfrue og en lille pige, som frelste vandmænd fra Den Frygtelige Udtørringsskæbne.

Der var dejlig vindstille, hvilket næsten kan kompensere for, at solen ikke rigtig ville skinne i dag, og det er et dejligt syn, når både Østersøen og Præstøfjorden så smukt blanke.

Der kom en stor flok gæs flyvende … det fangede opmærksomheden et øjeblik.

Min glorie

Vi er først lige kommet hjem fra en laaang omvej over Tosteberga Ängar, Simrishamn, Kivik, Skillinge, Kåseberga, Ystad – og så ellers direkte hjemover.
En kysttur, med andre ord. Billeder og beskrivelse en anden god gang – nu vil jeg vande mine stakkels tørstende krukker – der er ikke kommet en dråbe vand på hjemmeadressen, hvilket jeg absolut ikke havde regnet (!) med og derfor ikke havde aftalt vanding med nogen. Håber sandelig, at det hele kan reddes, men er lidt spændt på basilikummen, som ellers var blevet så dejlig stor.
Bagefter vil jeg nyde et glas godnatvin, mens John nyder sin komme-hjem-øl.

Nu har jeg snart pudset min glorie så mange gange, at nogle af jer efterhånden må være nysgerrige efter at se, hvordan den egentlig ser ud.

Det være hermed afsløret.

Der er sådan lidt russisk ikon over den, synes jeg – I ved godt de der gamle træsnit … ikke at jeg på nogen måde skal sammenlignes med andet end den rent fysiske lighed!

Der er visse, der stædigt har påstået, at min glorie er min horisont.
Jeg har lige så stædigt hævdet, at det er den ikke – det må være bevist nu én gang for alle

Hvaler i vindueskarmen og elefanter i Næstved

Hvaler i vindueskarmen – hvad er nu det for noget pjat?

Det ligner de da, mine spæde squashplanter: Det klassiske billede af hvaler, lige før de dykker helt ned under vandoverfladen.
Seks frø af syv spirede. Hvis de alle yder pænt, bliver vi kvalt i squash i år. Tre af disse seks bliver sat herhjemme. Tre ryger til Sverige, hvor de må klare sig så godt de kan. Sidste år gik det ikke så godt, mens den ene plante jeg havde forrige år, gav ganske pænt.

Nu er de væk, alle elefanterne. De forsvandt i løbet af påsken, men ellers havde de stået og pyntet i storcentret lige siden før jeg startede med at have min daglige gang i Næstved.
Der har været koparade i København, løveparade i Bath og nu elefantparade i Næstved Storcenter.
De var flotte og fantasifuldt lavet næsten alle sammen, og man kan kunne, som ved alle paraderne, byde på dyrene, hvis man skulle have en ubændig lyst til at erhverve sig en udsmykket elefant.
Nu har vi ikke lige plads til en elefant i entreen, men hvis jeg skulle have en, skulle det selvfølgelig være denne her:

Den kunne jeg ikke stå for, lige som John – i sin egenskab af Meget Stor Elvisfan – faldt for denne løve i Bath i 2010:

Dette i mangel af udflugt i dag, hvor vejret har været … ja, hvad skal vi kalde det? Ganske normalt aprilsvejr er nok mit bedste bud. Køligt, regnfuldt, blæsende og i det hele taget temmelig trist, så vi satte næsen direkte hjemover, uden at have den ringeste lyst til svinkeærinder, bare til den dejligt varme kaffe i det uundværlige bodumbæger.

Nåh, det var derfor, Inge …

Vi havde et ærinde i Roskilde i dag, og bag Kvickly opdagede jeg hvorfor Inge forleden dag ville have, at jeg skulle give mig af med at sælge tomater fra en lille bod.
Det er simpelthen fordi hun allerede er tyvstartet indenfor forretningsverdenen og vil have mig ind i et samarbejde … det er du da gået meget stille med, Inge!

Nu havde jeg ellers ikke været i Roskilde i umindelige tider og lige pludselig er jeg der tre gange inden for et par uger … der er sket en del i byen og på gågaden i løbet af mit fravær; blandt andet er der kommet Korsbæk butik og café.
Det er nok ikke så svært at regne ud, hvordan den biks er indrettet – jeg elsker simpelthen den slags overflødighedshorn af finurligheder og søde/sjove ting. Jeg har intet som helst at bruge dem til, og jeg købte da heller ikke noget, selv om der var flere ting, der virkede lige så dragende på mig, som Misse Møhge ifølge eget udsagn virkede på mændene.

Cafeen var et herligt sammensurium af stilarter – ikke to borde var ens, bortset fra, at voksdugene var skåret over samme læst; vel at mærke ikke spor ens, men med blomstermotiver af forskellig art. Den meget opmærksomme læser vil kunne konstatere, at stempelkaffen bliver serveret i det fine Rosenborgstel – det samme stel, som Charlotte arvede en næsten komplet samling af fra mine forældre. Jeg må helt klart have slæbt min datter med herind. Eller … det bliver nok ikke nødvendigt at slæbe ret meget – jeg er sikker på, at hun vil nyde at sidde en stund her.

John og jeg nød en latte og en ‘Onkel Svends filterkaffe’ (uden apostrof! De kan deres grammatik i Korsbæk!) og kunne med skam at melde ikke dy os for at smovse i et stykke rigtig, gammeldags kiksekage, som havde vist sig at være en overaskende stor succes for de to cafedamer – der havde allerede været mange ældre og halvgamle som os forbi og klukket fornøjet over så dejligt og nostalgisk et kageminde. OG købt et stykke. For 30 kroner … det smagte heldigvis præcis som det skulle, men det var et temmelig tyndt stykke. Jeg vil vove den påstand, at hele kagen ikke har stået i mere end de 30 kroner.
Nå. Sådan noget skal man ikke tænke for meget over – bare nyde øjeblikket, så det gjorde vi selvfølgelig.