Hos Mommer

27. maj 2017

Det vidste vi slet ikke om Irland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: ,

Det går slet ikke at springe en blogdag over; så får jeg alt for meget at skrive om … jeg må prøve at begrænse mig.
I går satte vi kursen mod vest, og eftersom der kun var 160 km mellem de to overnatningssteder, tog vi en omvej, hvilket viste sig at være en god beslutning. Vi så nemlig vilde rododendroner overalt – det anede vi ikke noget om, at her var, men sikke et syn. Det var lige meget hvor vi kørte, så var der hundredvis af dem. Også mange fuchsiaer groede mere eller mindre tilfældigt. Landskabet var mange gange barsk, men klimaet er tydeligvis mildt, for ellers kunne der ikke være både de nævnte samt masser af agaver og palmer.

Vilde rododendron

IMG_6028Vi er i Connemara-området – det med de vilde ponyer. Det er nærmest én stor mose, men det er dermed også sur jord og lige noget, rododendron kan lide. Der graves tørv i området. Nogle steder kan vi se, det bliver lagt i sække og formentlig solgt som spagnum, mens det andre steder bliver gravet op i lange stave, som tørres og anvendes som brænde/briketter.

Nogle af de meget farverige huse kører vi bare forbi og kan ikke bare stoppe op midt i det hele, men bageriet her er et udmærket eksempel. Vi ser også parcelhuse – eller hvad sådanne måtte hedde her – der kan være kridhvide, men så med skrigende pink, blå eller grønne vindues- og dørrammer. Og jeg mener skrigende!

I dag har vi kørt ad Wild Atlantic Way, som er en markeret vej ude langs den irske vestkyst; en strækning på i alt 2500 km. Kystlinjen skifter formodentlig karakter undervejs; i dag var den igen barsk, men meget fascinerende.

IMG_6038

Vi var bl.a. ude ved Omey Island, som man kan køre til, når det er ebbe. Vi så flere lokale, som i øvrigt af en eller anden grund valgte at lade være med at køre ad den med pile skiltede rute, som ses til venstre. Vi sprang den tur over – vi havde ikke styr på tidevandstabellen og ville nødig strande på øen.

Wild atlantic road, Irland

Man gør meget ud af at reklamere for Wild Atlantic Way, hvilket jeg sagtens kan forstå, men som det ses herover, er det ikke ligefrem en motorvej. Det gør os ikke spor, for det er langt sjovere at køre ad sådanne veje og få set naturen fra andet end hovedvejene, men de må være et helvede at køre på i juli og august, når der må forventes at være masser, masser af turister, som færdes i begge retninger.

Wild atlantic road, Irland

Vi anbefaler derfor at besøge Irland netop nu sidst i maj/først i juni. Det gør irlænderne også selv, viser det sig, når vi taler med vores værtinder på de B & Bs, vi bor på. Vejret er bedre og mere stabilt, og både rododendron og alle de smukke, gule gorse (tornblad), som gror i endnu rigeligere mængder end rododentronerne, gør hele oplevelsen større end forventet. Og vi havde ellers forventet en hel del …

Tornblad

Reklamer

22 kommentarer

  1. Smukt! Og herligt at vejret arter sig. Var det ikke for det der arbejdsnoget, var jeg der i morgen. Okay: måske overmorgen. Hvad med maden? De må vel have noget godt lam, eller bliver det hele eksporteret?

    Kommentar af Eric — 27. maj 2017 @ 20:14

    • Næh, det der arbejde tager for meget af ens fritid …
      Der er lammekød at få overalt og på alle mulige måder; jeg fik fx en herlig lammeskank, som var så mør, at den kunne have heddet pulled lamb. Her ude ved vestkysten kører de også meget på skaldyr, som jeg er meget glad for.

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2017 @ 21:00

  2. Nøj, hvor er det smukt! ❤️
    Jeg må afsted igen!….

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 27. maj 2017 @ 21:28

    • God ide 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2017 @ 21:37

  3. Ja, helt ærligt, hvad ligner det ikke at blogge hver dag?! Med så mange skønne billeder burde du blogge to gange om dagen. Mindst 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 27. maj 2017 @ 21:42

    • Hehe, oplevelses- og ordmæssigt kunne jeg sagtens, men der er nogle hindringer … 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2017 @ 22:32

  4. Tak for en herlig tur, den er anderledes end noget hidtil set.

    Kommentar af Jørgen — 27. maj 2017 @ 21:50

    • Ja, meget. Jeg kan godt forstå, at mange er så begejstret for Irland.

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2017 @ 22:33

  5. De vilde rododendronbuske så vi også i Skotland (mener jeg). Jeg håber du også laver et indlæg om B&B, Jeg synes nemlig det er lige så sjovt at opleve den forskellighed der er der, så mon ikke også I har fået et glimt af irske hjem på den måde.

    Kommentar af Lene — 28. maj 2017 @ 06:17

    • Vi elsker også at overnatte på B & B, og når fem af slagsen denne gang. Her er virkelig mange i forhold til UK, hvor der desværre ikke er ret mange tilbage.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 07:56

  6. Hvor er der dog smukt. De rhododendron, må være forvildede; så vidt jeg husker stammer de oprindelig fra Himalayaområdet, men det er et utroligt syn.
    I er altså også gode til at opspore de ‘rigtige’ steder, når I farter omkring i verden.

    Kommentar af fiberfryd — 28. maj 2017 @ 06:26

    • Ja, det er et meget smukt syn. Himalaya? Der kan man bare se … er de mon bragt hertil af munke?
      Der er så mange dejlige steder i verden, og vi når desværre kun en brøkdel af dem – men nyder dem vi når 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 08:01

  7. Åh hvor smukt. Smuk med smukt på. Og tak for foto af bagerforretningen, Ellen. Jeg fortstår nu hvad du mener med farverige. Jeg kan dog ikke forestille mig at bo i et hus med Skrig-farver her og der … 🙂

    Kommentar af /ks — 28. maj 2017 @ 08:40

    • Næh, det kunne jeg heller ikke lige forestille mig – og farverne kan blive værre end de viste 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 19:15

  8. Wow, sikke en fantastisk smuk natur. Det havde jeg slet ikke forestillet mig om Irland. I virkeligheden ved jeg ikke noget om landet. En veninde har flere gange spurgt, om jeg vil med på en tur dertil. Det har ikke virket så tiltrækkende på mig, Men dine beskrivelser ændrer da på min opfattelse. 🙂

    Kommentar af betty — 28. maj 2017 @ 12:31

    • Vi kender 10, der har været i Irland, og de taler begejstret og længe om det fantastisk smukke land, så det er et stykke tid siden, vi besluttede, at Irland skulle opleves. Det indre ligner meget England, som vi jo kender vældig godt (men som jo også er utrolig smukt), men den der atlanterhavskyst er bare så helt igennem vidunderlig. Får du tilbuddet igen, kan du roligt tage imod det 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 19:21

  9. Flotte fotos! Også i Skotland er der vilde rhododendron i massevis. Det har jeg oplevet, men lidt senere på året, juni-juli, tror jeg.

    Kommentar af Kirsten — 28. maj 2017 @ 13:49

    • Det er I flere, der siger, det med Skotland … underligt, altså, for jeg har været der to gange (slutningen af juni) og husker ingen rododendron – jeg tror naturligvis på jer, men jeg må have vendt til blinde øje til de to gange.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 19:23

  10. Rododendron og husfacade matcher da hinanden!
    Jeg er betaget af naturen. Vild kystlinje. Mit indre billede af Irland er store, bløde, grønne bakker!
    Glæder mig til næste indlæg😃

    Kommentar af Anne Holtegård — 28. maj 2017 @ 19:39

    • Der er masser, masser, masser af store, bløde, grønne bakker! Jeg har bare noget med vand. Og klippekyster 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 22:15

  11. “Gorse” – der fik jeg navnet for den busk, som vi også så i Lake District. Blomsterne ligner gyvel?
    Jeg forstår godt, I ikke kørte ud til øen, selvom der kunne være en vej.

    Kommentar af conny — 28. maj 2017 @ 23:09

    • Ja, de minder lidt om gyvel – i hvert fald på afstand, og de vokser vist overalt på de britiske øer.
      Jeg tror, det var sikkert nok … efter at have set en fem-seks biler tage turen, men der var så lige det med tidevandet …

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2017 @ 23:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.