På farten

Efter nogle hyggelige og snaksomme dage med Karen, satte vi hende af ved en metrostation og satte selv kursen mod Sverige.
Vi havde lumske anelser om, at græsplænen nok måtte være blevet temmelig langhåret – og disse anelser holdt stik. Den var blevet endog særdeles langhåret, så den skal slås to gange, inden vi kører hjem igen.
Vi skulle også herop for at markere, hvor trixtanktømmeren skal tømme trixtank, for vi har fået brev om, at der vil komme en nyansat, som ikke nødvendigvis lige ved, hvor den er. Den er nu nem nok at finde, også for en førstegangstømmer, men vi gør pænt som anmodet og sætter en gul Nettopose op som markør. Ja, de har altså ikke bedt om specifikt en Nettopose, men skrev, at en farvet plastpose var en rigtig god ide.

På trappen op til det lille græsrepos lå en fin, lille fuglerede. Hvordan den er landet lige der, kan jeg ikke gennemskue; der er ingen træer eller buske i nærheden, den kan have været i.
Ikke desto mindre lå den der. Jeg håber ikke, den er kasseret i utide, men er brugt færdig for i år. På billedet fornemmer man vist klart, hvor langt græsset er – og det virker faktisk ikke særlig tørt, selv om her er tørt. Lige så tørt som i Danmark, men her loves der torden og regn både i morgen eftermiddag og søndag, så John får travlt med at slå græsset i morgen formiddag, hvis vejrudsigten skulle tale sandhed. Det tror jeg, at mange kunne bruge, det der regn – også derhjemme, men det lader ikke til, at der sker noget de nærmeste par dage på den front. 
Jeg håber bare, at min have klarer sig, til jeg kommer hjem og passer den igen. Jeg vandede grundigt igennem i aftes – selv buskene hang med bladene …
Jeg synes godt, jeg kunne fornemme, hvor meget markerne mangler vand mange steder – det er vist ved at nærme sig krisestadiet, desværre. Jeg håber dog ikke for landmændene, at det går så galt.
Vi siger god weekend herfra og håber på lidt vand. Jeg kunne virkelig godt tænke mig et godt, gammeldags tordenvejr med masser af lyn, larm og væde.

Reklamer

Godt, at det er en naturgrund

Den grundstørrelse, vi har her på torpet (3000 m²), ville jeg hellere have haft i Danmark, men det vidste jeg jo ikke før efter købet af Den Stråtækte – og jeg vil ikke bytte den idyl ud med et hus med en større have. Langt det meste af haven heroppe i svenskerhuset er græsplæne, og med en traktor er det ikke noget problem at slå det – det tager 1½ time, så er den klaret.

Jeg har bare nogle krukker, jeg sætter blomster i, og mirakuløst nok overlever de altid sommeren igennem, selv om jeg ikke er her til at vande og passe dem. Jeg sætter gerne pelargonier i dem – de kan godt tåle at tørre lidt ud.
De krukker fik jeg plantet til i går; jeg fik også hevet alle de gamle, visne bregneblade af, knækket de høje, stive, visnede strittejaverter af fjerbusken og fjernet de nedvisnede asters. Det tog vel et par timer, så var den have forårsklar.
Der skal så lidt til at gøre hele forskellen på at give et forsømt og uplejet indtryk af stedet og på at få det til at se ud, som om det er ejet af nogen, der godt gider gøre lidt ud af at få det til at se pænt ud.
Mosset, der hurtigt breder sig ud over alle de øverste sten i de mange stensætninger, hev jeg også af. Jeg kan meget bedre lide at se på en nøgen sten end på en mosbeklædt sten.
John synes jeg er lidt fjollet at bruge kræfter på den slags, men i så fald har jeg ikke noget imod at være fjollet – det er ikke noget større arbejde, for mosset sidder helt løst ovenpå, og jeg synes altså, at det får stedet til at se passet ud i stedet for forsømt.

Nogle år har jeg forsøgt at anlægge noget, der kunne minde om bede, og har sat et par stauder i dem, men jeg har ikke rigtig gidet gøre noget ved dem, efter jeg har fået have i Danmark, og derudover kan motivationen ligge på et forholdsvis lille sted, nu hvor torpet er sat til salg.
Men derfor skal det jo alligevel helst give et nogenlunde pænt indtryk på potentielle købere, og det synes jeg det gør nu. Det er på ingen måde perfekt, men det er okay.

En meget fjollet gps

Sommetider stiller jeg gps’en, selv om jeg 1) ikke er chauffør og 2) udmærket kender vejen, bare for at vædde med mig selv, om jeg kan ramme ankomsttidspunktet rigtigt, og det gjorde jeg også i dag, da vi kørte til Sverige. Den er altid indstillet til at vælge den hurtigste rute, hvilket er via Øresundsbroen, men denne gang ville den have os med færgen Helsingør/Helsingborg.
Følgende meddelelse kom frem: The following route involves a ferry. Do you want to avoid ferries?
??? Hvorfor vil den dog den vej? Jeg trykkede på Yes.
Så analyserede den veje i én uendelighed. Jeg havde nærmest indtryk at, at den var hele Europa igennem. Endelig blev den færdig:
There are no alternative routes, if you want to avoid ferries.
Sikke da noget sludder! John hævdede, at jeg havde gjort et eller andet forkert, men det havde jeg ikke. Han prøvede selv at indstille den, men selvfølgelig med samme resultat. Færgeforslaget er i øvrigt ikke kun den langsommeste rute, det er også den længste.
Der var intet at gøre – den ville over Helsingør og nægtede tilsyneladende simpelthen at indse, at den bro, den havde benyttet masser af gange, stadig eksisterer.
Vi lod den stile mod Helsingør alt det den ville. Efterhånden som vi nærmede os broen, beregnede den hele tiden nye ruter for at få os på afveje nordpå, og det var først, da vi kom ud på selve broen, at den kapitulerede og ændrede ruten til, hvor vi reelt kørte, og som vi altid tager.
Mig ikke forstå. Som i slet ikke.
Gps’en er indbygget i bilen, og den blev opdateret i 2016. Gad vide, om ikke vi er nødt til at tage den gamle Garmin med til England, hvis den indbyggede skal til at opføre sig så tåbeligt? Det gør jeg, og vil bruge dem begge, i hvert fald til den indbyggede eventuelt beviser, at den ikke har flere nykker.

Porsen smider pollen nu. Jeg har en formodning om, at man må kunne få en lækker rødbrun farve ud af disse smukke, små blomster – tænk bare på på en porsesnaps’ skønne farve – det skal helt sikkert prøves, så jeg lister porseblomstergrene en masse med hjem på onsdag. Jeg kan sagtens nå at få teorien afprøvet, inden vi tager afsted på søndag. (Jeg har for nylig set en skrive en masse som angmas. Det tog nogle sekunder, inden jeg forstod hvad han mente.)
Porse har vi så RIgeligt af – der står flere hektar af dem på begge sider af åen, så jeg kan bare plukke los. Billedet viser kun et lillebitte udsnit af det store porseområde.

Ny sø i baghaven

Efter et hyggeligt og, ganske som det plejer at være, meget ordrigt stop hos Inge og Hasse i deres svenske sommerhus er vi nu velanbragt i vores eget.
De to tog os med en tur til Fulltofta for at se på de mange storke, som man kan finde der. Man kan, hvis man er interesseret, læse lidt om det her.
Vi så også enkelte storke i den fri natur ikke så langt fra den store voliere.

Der var mange par, der lå på æg i rederne, så der er babyboom på vej. Lidt morsom tanke, når nu det er storke, vi taler om her, ikke sandt?

Vejret er flot; med en høj, klar og blå himmel helt uden skyer. Men det blæser. Meget. Og udendørstemperaturen er kun 8°, så det føles koldt. Vi har derfor valgt at sidde inde og kigge ud og bilde os selv ind, at det virkelig er forår, fremfor at gå ud og fryse halvt ihjel.
Da vi ankom, var der 6° inde i huset, men det var da trods alt 13° mere, end der havde været, da det var koldest!

Der har, ved vi fra ejendomsmægleren, ligget meget sne heroppe. Det er væk nu, men da her også har været bitterligt koldt, kan væden ikke trænge ned i jorden, hvilket har medført, at vi har fået en sø lige bag haven. Som man kan se herover, kan den næsten ikke komme tættere på grunden uden også at ‘vande’ vores græsplæne. Vandet ses blot et par meter bag en af vildsvine-elhegnets pæle.
Det har vi set en enkelt gang eller to før, men det har aldrig nået helt ind på vores grund, så da man placerede huset her i midten af 1800-tallet, har man sandsynligvis vidst hvad man gjorde.

Der er voldsomt meget vand i åen, hvilket vi naturligvis ofte ser i forbindelse med, at vinterens sne forsvinder, men det er længe siden, jeg har set påskeliljerne så sent på færde – det er lige før, de først kan nå at blomstre til pinse, tænkte jeg først … indtil jeg kom på nært hold af dem.  Da kunne jeg se, at de, selv om de kun er kommet 5-6 cm op fra jorden, allerede har store blomsterknopper. Det bliver med andre ord ikke langstilkede påskeliljer i år, men blomstre vil de med djævelens vold og magt, og det skal være meget snart!
Vi ser, hvad opholdet heroppe vil bringe – vi skulle bare op og tjekke, om alt var i orden ude og inde, hvilket det er, så vi følger den oprindelige plan og tager hjem igen allerede på søndag.

Kommunikation er svært

I går dumpede elregningen på svenskerhuset ind i min mailboks. Det gør den med regelmæssige mellemrum, så intet usædvanligt i det.
Jeg gik i netbanken og satte den til betaling. Intet usædvanligt i det.
Da jeg trykkede ‘godkend’, ville systemet ikke godkende – IBAN-nummeret (International Banking Account Number) var ikke validt. Tjekke, tjekke … det var rigtigt nok tastet, men jeg prøvede alligevel igen. Med samme resultat. Jeg lukkede netbanken ned og åbnede igen. Samme resultat. Jeg ventede til i dag. Samme resultat.
Så blev banken ringet op – jeg regnede med, at det var der, problemet lå, idet jeg på ingen måde kunne forestille mig, at der skulle være fejl i en pdf-fil/trykt girokort, der går ud til tusindvis af mennesker.
Banken fortalte mig, hvordan jeg en anden gang selv kunne tjekke et IBAN-nummers gyldighed, men nu tastede hun det ind og sagde, at der manglede to cifre; der skal være 24 til Sverige og her er kun 22 (SE625 000 000 005 746 100 14).
Så ringede jeg til kundeservice i e-on. Først skulle jeg fortælle en maskine, hvad mit ærinde var. Den forstod mig ikke. Jeg prøvede med flere varianter, men først da jeg nøjedes med ét ord (et meget tydeligt udtalt IBAN), blev jeg stillet videre til et rigtigt menneske.
Som ganske enkelt heller ikke forstod, hvad jeg sagde, selv om jeg forsøgte at lyde svensk. Det er jeg så åbenbart ikke specielt god til …
Efter en meget omstændelig samtale, hvor han gentagne gange spurgte, om jeg havde fået en forkert regning, spurgte jeg ham, om han ikke bare kunne tjekke det IBAN-nummer. Jojo …
Jeg remsede det op – igen på mit bedste svenske.
Han gentog: seksti tjugofem nul nul nul nul nul nul nul nul fem tjugofyra seks ett nul nul et fyra.
Nej. Jeg gentog. Det gjorde han også. Forkert. Syv er svært at sige på svensk for en dansker. Så spurgte jeg, om jeg skulle sige tallene på engelsk? Det gjorde jeg, og så fik han i det mindste fat i nummeret.
“Og hvad er der så forkert i det?” Spørger HAN!
“Ja, det er jo det, jeg spørger dig om! Det virker ikke! Der mangler to cifre for at være korrekt.”
”Hvad skal du bruge det nummer til?” Spørger HAN!
Min tålmodighed var efterhånden grundigt udfordret, men jeg svarede roligt, at det er det internationale banknummer, og hvis ikke det er korrekt, kan jeg ikke betale fakturaen.
”Aha! Du mener, at der er fejl i fakturaen?”
“NEJ, ikke på den måde!!! Der er fejl i det IBAN-nummer, der står på den!!!”
”Du ved godt, at det er OCR-nummeret, du skal opgive ved betalingen?”
”Ja. Det er for, at I skal kunne vide, hvem der betaler. IBAN-nummeret er til min bank, så de kan overføre mine penge til jer.”
”Ved du hvad, jeg tror jeg stiller dig om til en anden afdeling.”
“Rigtig god ide. Tak!”
Inden jeg nåede igennem til hvem det nu måtte være, fik jeg en lys ide: Hvorfor tager jeg dog ikke bare den forrige faktura frem?
Det gjorde jeg, og hvad stod der? SE625 000 000 005 746 100 14 50. Jamen der var jo de sidste to cifre!
Tænk engang at lave sådan en eklatant trykfejl – det er bare ikke særlig smart. Som i slet, slet ikke.
Stakkels kunder, der skal betale for første gang.
Det havde jeg ikke troet muligt – det var også derfor, jeg så sent fik tanken om at kigge tilbage. Og så naturligvis den kundeserviceknolds skyld, fordi han ikke anede, hvad et IBAN-nummer er. Han burde have kunnet hjælpe mig, skulle jeg mene.

Nødder i sengen

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt! Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

Det er dejligt om morgenen

Det er dejligt, at det om morgenen bliver lidt tidligere lyst nu, men puhada, hvor bliver det så også tidligt mørkt igen – og dagene har hele syv uger endnu til at blive kortere i, inden det vender.
Når solen så oven i købet skinner om morgenen, kan man blive i helt godt humør bare af at kigge ud i skoven, fordi solens lave, næsten vandrette stråler tydeligt skinner ned gennem træerne.

Desværre skinner solen ikke mere for i dag, men det skulle dog i det mindste holde tørt de næste par dage.
John har gået og ryddet lidt mere op rundt omkring – eller rettere ryddet ud – det sætter godt nok nogle ting i gang, når man sætter et hus til salg efter at have beboet det i over 20 år. Vi syntes egentlig ikke, vi sådan gik og rodede, men da vi tog lidt andre øjne på, kunne vi godt se, hvor det nok var en god ide at sætte ind.

Plus pudse kobbertøj, fx … og muge lidt ud under køkkenvasken og lignende nusserier … man ved jo aldrig, hvornår der står folk og vil se huset.
Verdens Bedste Nabo fortalte, at han havde set flere biler holde ind på grunden og se sig lidt omkring, men mere er det da heller ikke blevet til, for så havde vi formentlig hørt fra ejendomsmægleren, hvis de havde ønsket at ville kigge inde i huset.
Nå. Det kommer nok engang – der sker sikkert ikke mere i år, for dette er ikke den optimale årstid at sælge huse på. Til foråret kan vi igen sætte optimismen ind og håbe, at der sker noget i salgsmæssig retning. Jeg gider ikke gå og være bekymret – vi har jo ikke travlt, og det er ikke et økonomisk problem for os at have huset; det er ikke derfor det skal sælges – jeg har derfor besluttet mig for, at jeg lige så godt kan nyde det maksimalt hver eneste gang vi er heroppe.
Så det gør jeg. Også selv om solen er forsvundet, og der bare er en kedelig og grå novemberdag tilbage. Her er jo dejligt alligevel.

To forskellige slags suk

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

Det findes ikke meget smukkere

Når jeg vågner op til sådan en dag som i dag, kan jeg godt fortryde, at vores hus er sat til salg. Næsten. Ikke, når jeg tænker én gang til.
Men efteråret fås nok ikke meget smukkere end dette, så jeg vil lige belaste jer med et billede eller to.
Farverne er næsten helt New Englandske (ganske som jeg også konstaterede for et år siden), men der mangler den knaldrøde, som vist kun sukkerahornen kan præstere.
Efteråret er steget i anseelse hos mig, efter jeg jobstoppede. Nu er det på lige fod med forår og sommer, således at disse tre må dele en årstidsførsteplads, med vinteren på andenpladsen. Jeg vil ikke undvære nogen af vores årstider, heller ikke vinteren, men det bliver aldrig den bedste – hverken med eller uden sne.

Træerne i skellet på nordsiden af grunden.

Vandet står helt op til broen nede ved åen – det er længe siden det har gjort det.
Nu må Sydsverige have fået det vand, mange har klaget over manglen på det meste af året, med brønde der løber tørre midt under opholdet heroppe.
Det har vi kun prøvet én gang, og det er mange år siden. Vi løste problemet ved at stoppe et dræn til, hvilket resulterede i den ønskede højere grundvandsstand, samt at en eng et stykke fra huset bliver lidt oftere oversvømmet end før, men vi har ikke været løbet tør for vand siden, og da der ikke længere er køer eller andre husdyr, der skal græsse på den eng, er vi temmelig ligeglade – vi vil hellere have vand i vores brønd.

Vildsvinene har hærget på vej ned mod åen og også på den anden side af vores hus, inde i skoven … igenigen er vi særdeles lykkelige for vores elhegn rundt om grunden.

Disse bittesmå bægre på nederste billede har jeg også foreviget et utal af gange, men jeg bliver lige betaget hver gang de står der og lyser så fint op mod mig.

Apropos bægerlav … lige om lidt vil jeg ud og samle lav. Jeg læser nogle steder, at man kun skal tage det, der er faldet på jorden, for lav er ekstremt langsomtvoksende, så naturen kan ikke tåle, at vi plukker det levende fra træerne.
Taget i betragtning, hvor mange tons forskelligt lav der findes bare i vores nærområde, har jeg ikke tænkt mig at mobilisere nogen skrupler over at plukke fra de grene, jeg kan nå. Beklager.

Æblets by

Rubinola er et æble, der er svært at opdrive. Det er Filippa også. Hvorfor finder jeg udelukkende yndlingsæbler, der ikke er til at få fat i?
Det er ret irriterende …
I dag løste vi problemet ved at køre over til hele Sveriges æbleby, Kivik på Sveriges østkyst, for der ved vi, at de har Rubinola. Det er også der, de har vores årgangsmost til Charlotte – og i det hele taget flere forskellige dejlige slags most.
Det havde de da også i dag, Rubinola altså, så der blev investeret i en kasse, samt forskellige slags most, så vi har til julen over – englænderne kommer nemlig her til jul.

Efter dette kørte vi en tur ned på havnen i Kivik, hvor de for sidste dag i år havde den 12 x 9 meter store tavle lavet af æbler. Den står på samme sted hvert år, og hvert år er det et nyt motiv. Det for i år er ikke det flotteste – og alligevel er det jo superflot at kunne skabe et sådant kunstværk. Tænk at have det overblik der skal til lige at lave noget, der fylder 108 m². Jeg er behørigt imponeret.
Man aner en romantisk historie her: I de første år (1988-2000) var tavlerne skabt af Helge Lundstrøm, så kom der en Emma Karp ind billedet, i samarbejde med en Jan Lagger, men fra 2005 har det været Emma Karp Lundstrøm, der alene har stået for kreationen.
Her kan alle æbletavlerne gennem årene ses – de er altså flotte! Se blot Helge Lundstrøms Millenium her til højre.
I dag bliver det som sagt taget ned, og det er da også blevet vanskeligt at se, hvad det skal forestille – derfor både mit eget foto og et lånt.
Da jeg kom helt tæt på, var de fleste æbler ulækre og pilrådne.

Der pyntes med æbler på mange måder op til den store æblefestival sidst i september.
Selv mågerne spiser æbler … det var jeg ikke klar over, at de gjorde.

Sjældne fund – i Danmark, men vist ikke her

På dagens svampejagt (fin fangst, men desværre ingen tragtkantareller) faldt vi over nogle køllesvampe, som jeg ikke mindes tidligere at have set i virkeligheden. Først pigsvampen i går, og nu denne – det må virkelig være et optimalt svampeår i år.
Jeg bestemte den til at være en Clavariadelphus pistillaris – herkuleskøllesvamp, men er ikke 100 % sikker. Den var dog så stor – og ikke blank – at jeg ikke kunne se andre match end dette. Vi så den flere steder, hvilket er interessant i betragtning af, at det er første gang.
Det er ikke første gang, vi ser guldgafler; dem ser vi næsten altid, men de små fine, skriggule svampe er så flotte, når de står og lyser op i skovbunden.

Under jagten på identiteten af køllesvampen faldt jeg over en anden svamp, som viser sig at høre under laverne – jeg har bare altid kaldt den en svamp, men man bliver heldigvis hele tiden klogere.
Det drejer sig om en Peltigera neopolydactyla. Det er godt nok nogle heftige navne, vi er ude i i dag … men det må være den, og den er kun observeret et enkelt sted i Danmark. Vi har den flere steder her på torpet, så jeg gætter på, at den må være almindelig her i Sverige. Den har et svensk navn (nordlig trevarlav), så mon ikke?

Sådan kan man komme meget rundt – i sin søgen efter ét, finder man tit noget andet og måske noget tredje … somme tider slet ikke det, man oprindelig gik efter, men det går endda, for ens viden øges hele tiden.
Så er det bare, om man kan huske det til en anden gang … det der med indlæring går ikke så tjept som i de yngre dage, og ny læring sidder heller ikke lige så godt fast fra starten, men kræver ofte gentagelser. Gid man kunne bejdse hjernen, som man bejdser garn for at få farven til at sidde bedre fast.

Vi er ikke færdige med de underlige navne. Dog ikke den til venstre, som jeg tror er enten en net-eller punktstokket indigorørhat. Tror, så den kommer ikke i gryden – der er en svag mulighed for, at det er en djævlerørhat, og jeg er ikke dygtig nok til at kunne skelne, så jeg skal ikke risikere noget.
Den gule oganisme til højre er efter al sandsynlighed et svampedyr ved navn poleret glatfrø (Leocarpus fragilis). Godt så. Poleret glatfrø. Helt ærligt …  
Nu tror jeg vi stopper for i dag; min hjerne kan ikke rumme mere ny viden, hvis den også skal lagres, hvilket den helst skal, for det er så dejligt at have svar på rede hånd, når man går i skoven og bliver spurgt om de forskellige svampes navne.

Regn, regn, kom igen …

Man vil måske undre sig over dagens overskrift, men jeg fik den ide, at når det nu næsten altid, rent vejrmæssigt, går stik modsat af mine ønsker, så skal jeg nok bare ønske mig mere regn for at opleve en bedring i den ret så våde vejrsituation.
ALT er vådt – der står skræmmende meget vand på markerne, men heldigvis er der kun ganske få, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det vil vare en rum tid, inden der kan køres på de marker igen.

I det sydsvenske var der vist faldet lige så meget vand, og har det været lige så lunt som derhjemme, skulle der gerne være mulighed for masser af svampe.
Det var der også … på min færden gennem Den Lille Rute fik jeg pludselig øje på en stor, gullig-hvid svamp, som jeg umiddelbart identificerede som en pigsvamp alene på grund af den karakteristiske hatfarve, men tænkte, at det kunne ikke passe, for dem har jeg ikke tidligere fundet her omkring.
Det kunne så bare godt passe! ÉN pigsvamp! Hvordan den ene så er havnet her, kan jeg ikke regne ud, men jeg ledte lidt rundt omkring uden at finde flere. Til gengæld var det den største, jeg nogensinde har ‘fanget’.
Og nej, jeg går ikke og drysser kokosmel på min Karl Johan; det er pigsvampen, der ikke holder fast på piggene. Det grønne er lav, som skal med hjem og tørres til senere farvebrug.
Jeg fandt ikke voldsomt mange kantareller og også kun den ene Karl Johan, men dem jeg fandt, var kæmpestore. Vejret har måske været for vådt for selv svampesamlerne i den seneste tid?
Jeg må ud på Den Store Rute i morgen, hvor vejret skulle blive lidt bedre, og det helst inden folk kommer hjem fra arbejde.

Tænk, hvis man kunne spise alle de svampe, man ser i skovene … eller … det kan man jo sådan set godt, eftersom alle svampe i princippet er spiselige. Det er bare virkningen, der er yderst forskellig.
JA, det er ordkløveri, dette her, for jeg ved naturligvis godt hvad folk mener, når de spørger, om den eller den svamp er spiselig. Jeg elsker bare det der svar på den helt bogstavelige opfattelse af spørgsmålet.
I øvrigt er jo selv de for os dødeligt giftige fluesvampe spiselige – for snegle. Og de dør ikke af det, fordi de har et andet fordøjelsessystem end vores, så jeg håber ikke, der stadig er nogen der tror, at hvis der er spist af svampen, er den ikke giftig for mennesker. Der er næsten aldrig spist af kantareller, som jo af nogle (ikke af mig …) regnes for kongen over alle svampe, mens der næsten altid er spist af fluesvampene.

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

Det var jo ikke det, jeg mente!

Det var jo ikke det, jeg mente, da huset i Sverige blev sat til salg. Der skal da ikke komme nogen allerede nu og se på det!
Det var bare sådan en tanke om, at der nok ikke sker noget ved at igangsætte processen, for der går sandsynligvis lang tid, inden det bliver solgt. Det er (i vores egne øjne, i hvert fald) et lidt specielt hus pga. de 14 senge, så det skal være en stor familie, der har lyst til at få et sommerhus i Sverige.
Det blev først sat på nettet i onsdags, og i dag ringede ejendomsmægleren for at spørge om vi var deroppe, for der havde ringet en, der gerne ville se på huset. Jamen du godeste dog, det var hurtigt.
Jeg ved da godt, at så nemt går det ikke – det ville simpelthen være for uforskammet heldigt (uheldigt?), hvis det kan gå så hurtigt. Vi havde regnet med mindst et år; mægleren sagde, at der godt kunne gå op til et år, men sådan nogle er altid så optimistiske, når de gerne vil have et hus i kommission, så vi regnede derfor med mindst et år.
Og så kommer der en og kigger allerede nu. Det er lige før (men det må I ikke sige til John), at jeg ikke ønsker, at vedkommende køber det. Jeg er åbenbart ikke moden endnu … har endnu ikke helt vænnet mig til tanken om, at det inden for en overskuelig fremtid ikke er et sted, vi skal op til mere.
Ikke op og samle svampe, ikke op og nyde skoven og stilheden, ikke op og blive vækket af tranerne klokken fem om morgenen.
Jeg er nødt til at huske mig selv på, at vi heller ikke skal op og male, ikke op og slå græs, ikke op og kløve brænde, ikke op og vedligeholde (endnu et) stort hus og (endnu en) stor have.
Jeg kan godt se, at det er nødvendigt at skille sig af med det.
Jeg vil helst ikke skille mig af med det.
Vi gider ikke tage derop lige så ofte mere og vi bliver der ikke så længe ad gangen, som vi gjorde før.
Jeg vil saaaavne ikke at skulle derop mere.
Gad vide, hvad det er for nogle, der vil se det nu? De har bare at kunne lide det – det er nemlig et skønt sted.
Jeg håber ikke, de køber det.
Jeg håber de køber det.
Hvor vægelsindet kan man blive?
Jeg håber slet ikke, at de læser denne blog, men den sandsynlighed er nok nærmest ikke-eksisterende …
Følelser er noget svært noget, og dem, der siger, at “det er jo bare en ting”, så snart det ikke handler om mennesker, kan aldrig have prøvet at elske et hus, som jeg har elsket huset i Sverige.

Navigare lajban est …?

I går tog vi den noget længere tur hjem via den svenske sydkyst. Vi har kørt den tur nogle gange efterhånden, men den er så køn, og så kunne vejen passende gå forbi Kiviks Musteri for at få fat i noget årgangsmost til min ikke-alkoholdrikkende datter.
Årgangsmost???
Jada. Årets skörd.
For det første står der årstal på flasken og for det andet matcher prisen næsten en rigtig årgangsvin …
Men hvad gør man ikke for sin eneste datter? Hun holder meget af Kiviks årgangsmost, og denne gang havde de fire slags. Hidtil har jeg kun set dem være fremstillet af forskellige æblesorter, men i 2016 besluttede man sig åbenbart for at køre mere på geografien end på æblerne. Der er dog en gravensten, som plejer at være den klart bedste. Måske også derfor, de beholder netop den.

Der er da, om ikke andet, forskelle i farverne – og så er det en smule tankevækkende, at det åbenbart er ligegyldigt, hvad jeg beskæftiger mig med for tiden, så er det i gulgrønne farver …
Når englænderne kommer, afholder vi en autoriseret smagning, hvor vi åbner alle flaskerne, hælder lidt most op i små glas og smager på ægte vinsmagningsvis.
Vi andre må gerne kommentere og have en mening om, hvilken der er bedst, men Charlotte får lov til at bestemme drikkerækkefølgen efter smagningen – det er stort set kun hende, der drikker disse – til børnene er der indkøbt ufiltreret æblemost, som de bedre kan lide. Flaskerne kan sagtens holde sig nogle dage i køleskab efter åbning, så de skal nok blive drukket.

Herover en dårlig googleoversættelse. Det kan vel så ikke komme helt bag på nogen, at maskinoversættelser er dårlige, men at den ikke engang kan klare to ord, overraskede mig alligevel lidt … at få årets til at blive til den … tsk, tsk.
Jeg vidste nu godt, at skörd betyder høst, men grunden til minitesten er nedenstående billede fra sejlklubben i havnen ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk (hvor vi købte flere forskellige røgede fisk – det er også et must (tøhø), når vi kører den rute):

At sejle er at … hvaffornåed?
Min latinordbog er umiddelbart utilgængelig, men jeg regnede med, at Google kunne finde ud af at oversætte tre ord.
Dette forslag kan imidlertid kun være noget værre vrøvl, så hvis der skulle være en latinkyndig derude, vil jeg meget gerne have en oversættelse. Hvis jeg bare googler, kommer der en svensk side op, hvorpå udtrykket er brugt, men der står ingen steder, hvad det betyder, og der dukker ikke andet op, jeg kan bruge til noget.
En enkelt mente, at det betyder At sejle er at leve, men citatet Navigare necesse est, vivere non est necesse, betyder Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, hvorfor jeg ikke helt forstår, hvis lajban også skulle være noget med at leve. Men jeg vil meget gerne gøres klogere.

En god følelse

Den store ask endte med at fylde to tredjedele af garagen plus næsten hele brændestativet hjemme i Den Stråtækte. Vi har, foruden det i garagen deroppe, stadig et halvt fyldt brændeskur i Sverige, så det skulle ikke undre mig, om vi ‘kommer til’ at køre endnu et par læs med hjem. Vi får jo ikke selv glæde af, at der er brænde nok til fem-seks år i Sverige, og med alt det arbejde, John og Søren har lagt i at få det skåret og kløvet, må vi sørge for selv at få maksimal glæde af det.
Hjemme har vi vel omkring fire rummeter, og jeg kan næsten ikke regne ud, hvor meget der er i alt i Sverige, men det er meget.
Og det er en meget god følelse.

Apropos [brænde]stabler, så løb Charlotte og Tims årlige flowershow af stablen i søndags.
Ej, sorry, den var vist lidt langt ude, men det var et primitivt forsøg på en naturlig overgang mellem brændet og mine englændere …
Der troppede små 100 mennesker op til begivenheden, og de havde det perfekteste vejr – vindstille og sol, men ikke for varmt.
En af deltagerne ville komme med sit blomsterarrangement i god tid, så hun ringede til Charlotte og spurgte, om hun havde plads i viktualierummet, for det skulle helst stå køligt. Nej, ingen plads der. Jamen … kan det så ikke komme i køleskabet, da? Charlotte blev – næsten – stum af forbløffelse: Lige om lidt kommer der omkring 100 gæster, og så tror du, jeg har plads i køleskabet til et blomsterarrangement??? Beklager, men det har jeg altså ikke.
Hvor tankeløs har man lov at være? Den pågældende blev oven i købet en anelse mopset, selv om hun prøvede at skjule det.

Havedammen, som kun var et hul i jorden, da vi var derovre, er nu færdig – det havde de lovet sig selv, at den skulle være til flowershowet.
Børnene har allerede set en guldsmed lægge æg, så de bliver fulgt med største interesse.
Charlotte havde i år besluttet sig til, at hun ikke ville have en have-/blomsterfaglig dommer til at komme og bedømme hhv. blomsterarrangementerne og grønsagerne, men havde i stedet printet stemmesedler og lod på den måde deltagerne og gæsterne på demokratisk vis bestemme, hvem der skulle vinde.
Det bevirkede, at alle var mere engagerede i foretagendet, og ingen blev sure eller skuffede over ikke at have været den bedste. Man husker måske ‘Maude’, som gik hjem i seng, da hendes blomsterarrangement ikke vandt i 2015, da John og jeg var derovre? ‘Maude’ var også med i søndags, og selv om hun ikke vandt, holdt hun tappert smilet på læberne og gik ikke hjem i seng.
Jeg sagde til Charlotte, at jeg/vi ville forsøge at være derovre til næste år, for det er et kæmpe arbejde, de lægger i det, og både hun og Tim var totalt smadrede (men glade) søndag aften. Svigerforældrene, som jo bor i samme landsby, kunne ikke drømme om at tilbyde deres hjælp. Charlotte mente så også, at de nok var bedre stillet uden, for hun er ikke sikker på, hvor god den ‘hjælp’ ville være – der ville sandsynligvis bare være en irriterende mængde utidig blanden sig i, hvordan tingene skal være.
Hmmm. Der røg vist igen beslutningen om ikke at være væk i havens højsæson …

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

Vi hygger os i solen – sagde firbenene

Vi er i Sverige igen, fordi vi skal op og skrive under hos ejendomsmægleren kl. 10 i morgen formiddag. Så tidligt gider vi ikke stå op, når det ikke er strengt nødvendigt, så vi kørte afsted i dag og havde inviteret Søren med, for nu skal det sidste af asketræet træ saves, kløves og på plads – og der skal endnu et læs med hjem. Det er bare med at benytte sig af det, så længe vi har gratis og rigtig godt brænde. Vi har et lille væddemål kørende, om der bliver to eller tre læs ud af stammerne … men uanset hvad, bliver det rart endelig at se alt træet på plads i brændeskurene. Det har været et stort arbejde for de to mænd – det var et ret stort træ, der blev lagt ned sidste år i maj, men til gengæld har vi vil der være brænde heroppe til tre, måske fire år, plus til to vintre derhjemme.

De forstyrrede seks firben, som lå og fik sig noget kropsvarme på en af stammerne. Firbenene var enten ligeglade med mennesker og deres larmende maskiner, eller også var de stadig meget kolde, for de havde ikke i sinde at flytte sig, selv om der blev savet og kløvet lige ved siden af dem. At mit kamera blev stukket næsten lige i snuden på dem, var de også ret ligeglade med – de flytter sig nok ikke før stammen, de ligger på, bliver savet op.

Kejserliljerne står og ser så smukke ud lige nu. De må være i stand til at formere sig selv, for der kommer flere og flere hvert år – ikke i store mængder, men der er en del flere, end da vi overtog huset i sin tid. Det er lige før, man får ondt i øjnene, når solen skinner på dem.
Jeg havde liljer i min brudebuket, og deres stærktfarvende, knaldrøde pollen satte sig effektivt fast i stoffet, kan jeg huske. Det er faktisk lidt mærkeligt, at blomsterdamen ikke advarede John mod den ‘fare’ – hun kunne jo ikke vide, at min nederdel kunne maskinvaskes, men havde det været en silkekjole eller noget andet sart stof, tror jeg det havde været ødelagt. Men det var da en flot buket …

Svampe har vi også i haven, men desværre er der ikke rigtig nogen ude i skovene endnu. Der er godt nok enkelte visse steder, fortalte Verdens Bedste Nabo, men de er stadig for få og for små.
Denne her ved jeg ikke hvad hedder, men pyt, for vi spiser den alligevel ikke – der havde ellers i givet fald været meget mad; billedet viser kun en femtedel af mængden på den gamle rønnebærstub.

En svær beslutning

Det var noget underligt noget med det hotspot. Da jeg forsøgte at tilslutte det, som jeg jo har gjort så mange gange før, nægtede det pure. Da jeg senere fik den snedige ide at gå ud på terrassen med telefonen, kom det i gang, og det har virket lige siden – også indenfor. Det giver 4,5/1,5 på bredbåndstesten, hvilket er lidt under en fjerdedel af, hvad det glemte modem trækker.

Måske glemte jeg det, fordi jeg har andet i tankerne. I morgen kommer her en ejendomsmægler og ser på huset. Vi sætter det til salg nu. Det er en af de sværere beslutninger i mit liv, for hvor har jeg dog elsket dette hus og dette sted – vi må bare se i øjnene, at tiltrækningen ikke er nær så stor mere efter at have fundet Den Stråtækte, så vi kommer her ikke ofte nok. Det medfører en ond cirkel, for når vi så er her, er der for meget at lave, og så er det ikke længere den oase og det fristed, det helst skal være. Her er stadig skønt her midt i skovene, men ‘hjemme’ er ikke så meget her mere, som da vi boede i kedelige Havdrup. Vi er ikke kede af at skulle sætte kursen mod Danmark, og vi er her aldrig så længe ad gangen som før i tiden.

Da vi jobstoppede, troede vi, at vores liv skulle fordeles omkring 50/50 eller i det mindste 66/34 mellem DK og S, men igen: Da boede vi i Havdrup. Vi var slet ikke klar over, hvor inderligt trætte vi var af det rækkehus, før vi flyttede til Den Stråtækte.

Vi bliver heller ikke yngre, og det giver for meget arbejde at skulle passe og vedligeholde to store huse med to store haver, så det kan ikke være anderledes. Vi har konstant dårlig samvittighed over ikke at komme tit nok herop, og det dur ikke – det skal være lysten der driver værket og ikke pligtfølelsen.

Det bliver spændende at se, hvor længe det kommer til at stå til salg … det kan vel være alt mellem en måned og et par år. Jeg går rundt heroppe sådan lidt ved siden af mig selv og kan slet ikke finde ud af mine meget blandede følelser. Lettelse. Vemod. Sorg. Resignation. Glæde.

For filan, hvor er det svært. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at vræle, når det skal overdrages til andre, men på den anden side ved jeg også, at det er det rigtige at sælge nu.

Hvad er straffen for musesmugling?

I går aftes, da vi tømte traileren for brænde, opdagede vi en mus, der fes skrækslagen rundt mellem brændestykkerne. Sådan en kan ikke selv hoppe op i traileren, men må have ligget og hygget sig i de tomme plastsække, John havde taget med hjem for at smide ud. Den var væk, da vi næste gang kom hen til traileren, så nu kan vi blive anklaget for indsmugling af mus! Arme lille fyr – der er ikke noget integrationskontor, der kommer og hjælper sådan en lille fætter med at finde sig til rette i et fremmed land …

Jeg kan derimod berolige Kristine med, at jeg ikke havnede i et svensk fængsel for at smugle min egen mand med op i vores eget hus i Sverige … der var godt nok kontrol lige efter broen, men de var helt ligeglade med hullerne i Johns pas. Det var, rent datomæssigt, ikke udløbet, og eftersom det ikke hedder paskontrol ved grænsen, men ID-kontrol, var der ingen problemer. Det havde jeg nu heller ikke regnet med.
Vi ville dog ikke risikere at skulle betale 1000 kroner i DK og 500 i S for ikke at have kørekortet med; derfor kørte jeg derop.
Der var i øvrigt en krølle på halen i går: Det er maaange år siden, John er blevet stoppet, men i går så vi et §77 – eller noget – i Faxe Ladeplads. Politiet standsede i hvert fald samtlige bilister, men John nåede lige at dreje af, hvorved han undgik dem, men det kan nok være, vi fik byttet plads, så snart vi var uden for synsvidde. Det havde været ret ærgerligt med den bøde, som jo uvægerligt var faldet, hvis vi var blevet stoppet. Atter en gang måtte vi konstatere, at Murphy virkelig var en forudseende herre.

På vej hjem i dag købte vi en liter mælk i Nordens formentlig mindste mælkeudsalg. Ikke fordi vi manglede mælk, men bare fordi vi kunne.
Det skulle lige prøves! Det ligger 100 meter nede ad en vej, der viser mod Sibirien, men mælken var også dejlig kold …

Åbent hver dag fra 7-20. Meget kundevenligt. Og handicapvenligt, oven i købet.
Når man er kommet ind, vælger man flaske, hvis ikke man har sin egen emballage med, hvilket man godt kan have. Man kan købe halve og hele litre mælk, og man kan vælge mellem plast- eller glasflasker.
Jeg gik hele vejen og valgte den dyreste løsning i form af en helliters glasflaske med Furumossens etiket. Det blev 25 svenske pesetas (man får SEK meget billigt for tiden!).
Når flaskeindkøbet er klaret, kan man sætte flasken ind i ‘tappehallen’. Nu skulle kreditkortet frem igen. Mælken koster 12,50 kroner literen, svenske igen, naturligvis, og dermed ikke mere end jeg giver for min yndlings-jerseyminimælk herhjemme – jeg gættede dog på, at dette her vil være sødmælk, men det kan John godt lide på sine havregryn om morgenen, så det er fint nok. Nu er den alternative købsmetode afprøvet og produktet er smagt. Det er helt sikkert godkendt, især fra Johns side, for sødmælk (4 %, faktisk) er det ganske rigtigt, og så er det lige fedt nok til mig.

ØV. Ærgerligt …

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

Noget af en forskel …

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

Når livet går en imod

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

Der er huuuul midt i haven …

I tirsdags fik vi et lidt foruroligende brev fra Osby Kommune, hvori de gjorde os opmærksom på, at man var i færd med at undersøge, om nationens et-, to- eller trekammerbrønde forurener nationens grundvand, søer eller vandløb. De, der gør, skal udskiftes og i den forbindelse bad de os om at udfylde og returnere de medsendte to blanketter, og i øvrigt ville der komme en ud fredag (i dag) for at se på sagerne.
Det var sandelig et kort varsel! Og der stod selvfølgelig intet om hvornår fredag …

Ydermere var jeg ikke i stand til at udfylde alle felterne i skemaet, idet vi i forbindelse med huskøbet ikke fik alle de ønskede oplysninger.
Og hvad pokker betyder BDT???
(Det betyder bad, dusch og toalett, fandt jeg senere ud af. Man skal bare læse det med småt.)
Sveriges Bedste Nabo ringede og spurgte, om han ikke skulle få sønnen (som har et enmands-entreprenørfirma), til at grave et hul i vores have med det samme – han skulle alligevel selv have gravet, og sandsynligheden for, at vi ville blive bedt om at få gravet et godt stykke ned for at se, om der er utilsigtede udsivninger, var tæt på 100 %, så hvis vi gjorde det, til kommunemanden kom, sparede vi, at han skulle komme igen.
Vi sagde selvfølgelig ja tak.

Vi havde egentlig ikke tid til at køre til Sverige lige nu … vi skal have gæster i morgen og skal ud søndag. Hvis jeg handlede gæstemad i går, kunne vi køre derop her til morgen, blive der, til inspektionen var overstået og så sætte kursen hjemover igen. Sikke en måde at bruge en dag på – eller Sådan Kører Man 500 Kilometer Til Næsten Ingen Verdens Nytte, men vi ville selv være til stede for at høre dommen. Og for at få hjælp til at udfylde de blanketter …
Vi kørte hjemmefra klokken seks og var der lidt i ni som aftalt med naboen, idet vi håbede, at ingen kommunalt ansatte ville kunne finde på at komme tidligere end det. Ligeledes forhåbentlig heller ikke senere end kl. 14.
Han kom kl. 10. Det skulle han bestemt ikke høre noget for.

Der var gravet et ordentligt krater. Det ligner nærmest et lille hul på billedet, men det var 2,35 meter dybt … og se lige den kæmpesten, der blev hevet op inde hos naboen (midt i billedet). Vi havde også en meget pænt stor en dernede; der var i det hele taget forbløffende mange sten.

Han var tilfreds! Inde hos os var han tilfreds. Han kiggede nøje efter, men der var ingen tegn på, at trekammerbrønden og dens mekanismer ikke fungerede aldeles efter hensigten, så vi var glade. Meget, meget glade, for det ville have kostet os en masse penge at få systemet udskiftet. En masse vil sige mindst 70.000 svenske kroner, så det er sikkert forståeligt nok, at det var med bævende hjerter, vi kørte afsted i morges.
Vi har nu mødt en sød, svensk kommunalansat, som ikke havde spor skrankepavementalitet.
Da han sagde, at alt var som det skulle være og at vi intet yderligere skulle foretage os, kunne jeg kunne have kysset ham, men så havde han nok bare skiftet mening. Han var kun omkring de 30 år …

Spændende vejr … eller …

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

KOLDT, koldt, koldt

Vel ankommet til et vinterkoldt sommerhus kunne vi konstatere, at indendørstemperaturen havde været nede på minus 6,5°. Sikkert fordi udendørstemperaturen på et tidspunkt havde været nede på ÷17,5° – hvilket må siges at være lidt mere end halvkoldt …
Da vi kom kl. 13:30, var udendørstemperaturen +2 og indendørstemperaturen ÷0,5 grader.
Nu er den 20 grader. Inden døre, forstås.
Hvad skulle vi gøre uden de elektriske varmetæpper i sengene? Så ville vi ikke nå at få varmen, inden vi skal hjem igen. Det er totalt umuligt at varme madrasserne tilstrækkeligt op med sin kropsvarme. Det har vi kun prøvet én gang, så blev der købt varmetæpper i stor stil. Det var rædselsfuldt – aldrig i mit liv har jeg frosset så meget og så intenst, selv om vi lagde mindst 400 tæpper både under og over os.
Vandlåsen i køkkenvasken var frossen, men det blev klaret med en omgang kogende vand og et lille pust med hårtørreren.
Heldigvis virker varmestrengen fra brønden og ind til hydroforen, så vandet kom med det samme – hvis ikke det havde været tilfældet, var vi kørt igen. John og jeg kan lige klare den ved at hente toiletskyllevand fra naboens pumpe og drikkevand fra tanken, men når vi er tre heroppe, gider jeg simpelthen ikke det bøvl.

Køleskabet er gået i kuldestrejke – det er godt, vi har det store køleskab udenfor, hvis ikke det har tænkt sig at ville starte igen.

Der er ikke helt hvidt heroppe, kun lidt, men de lover en smule sne i nat. Tøvejr igen allerede fra i morgen, så det bliver ikke denne gang, vi skal ud og gå tur i knitrende frostsne.
Med dette kedelige grå, disede og triste vejr er jeg ret sikkert på, at dovenskaben overtager helt, mens vi er her – ingen gåture til os.
Så kan jeg nå at strikke rigtig meget på trøjen – det gør ikke spor!

Tålmodighed, tålmodighed …

Da Anna og Aubrey for første gang opdagede en pænt stor klump harpiks på et grantræ her ved torpet, gjorde de som børn helst skal gøre: Undrede sig og spurgte hvad det var for noget. Det fortalte vi dem naturligvis og fortalte også, at det bliver til rav, hvis man venter længe nok.
Nu er ‘længe nok’ for små børn noget ganske andet, end det er for os andre. De tog harpiksklumpen med ind og gik og kiggede til den et par dage.
“Hvor længe skal vi vente, mommer?”
”Årh, nogle millioner år … mindst 30, faktisk.”
”30 ÅR???”
”Nej. 30 millioner år.”
Da det gik op for dem, at jeg ikke tog gas på dem, mistede de lidt interessen for det stykke harpiks.

Jeg mindes ikke at have set harpiks på asketræer, men i dag fandt jeg en stor klump, som her er vist i naturlig størrelse. (Ask tilhører sorten af hårdt træ. Det er let at save, men svært at splitte. Sammenlignet med fyr- og gransorter er indholdet af harpiks i ask meget lavt. Dette skaber få uønskede gnister eller flyvende gløder – citat slut.)
John og Søren skriver vist gerne under på, at det er svært at splitte … jeg tror nok, de hev og sled i nogle af stykkerne indimellem for at vride dem fra hinanden.
Nu skal jeg bare vente i 30 millioner år på, at dette bliver til en klump smuk, lys rav.
Mon ikke arvingerne vil tage over gennem generationerne? Jeg lægger det lige i vand …
Mine fodspor i den svenske sne bliver ikke stående i millioner af år. Faktisk blev de ikke engang et døgn, for nu er det blevet tøvejr.

De flittige mænd har nu, trods asketræets stritten imod, kløvet alt brændet, som ses til højre. Nu mangler kun de stadig hele stammer, men de får vente, for lige nu ser de ud som på billedet till venstre. Flink Nabo har lovet at komme og hjælpe med at slæbe det længere ind på plænen (med sin traktor, forstås). Stammernes ene ende rager lidt ud over et stengærde og er derfor ikke helt nemme at gå til med kædesaven.

På en af stammerne lå der rester fra den irriterende ukrudtsplante burresnerre, hvis kuglerunde frø sætter sig på både hud og tøj, men set i nærbillede ligner de mest af alt små, stiliserede får, der er ude at løbe sig en tur.

Jeg råhygger med strikketøj og blogindlæg, mens jeg nyder den dybe stilhed og brændeovens varme. Jeg er alene hjemme, mens mændene er en tur i Kristianstad. De fandt lige pludselig ud af, at de var nødt til at erhverve sig hver en fiskehat, hvilket pludselig kun kunne gå for langsomt.

Verdens vinter?

Verdens Vinter er midterbogen i en Ken Follett-trilogi, som handler om tiden fra 1933-1949. Jeg håber ikke, den titel også vil kunne bruges om den tid, vi går i møde nu. Og så ikke et ord mere om den sag fra min side. Lige nu. Ikke et ord.
Vinter er det under alle omstændigheder blevet her i det svenske. Lige så flot og blåt det var i går, lige så mørkt og gråt er det i dag – bortset fra, at det bliver hvidere og hvidere udenfor, fordi det vælter ned fra den blytunge himmel.
Den fine dag i går sagde et smukt farvel til os med et dejligt blødt, men alligevel intenst lys.

Og nu …

… kan vi næsten ikke se ned til åen.

Når man nu ikke får lov til at blande sig i mandfolkenes arbejde, så er det heldigt, at man i stedet kan bruge tiden på noget (andet) fornuftigt, som fx at lave kvæder syltet med honning og citrusfrugter. Det blev sandelig godt! Vi prøvede det her til morgen – begge herrerne godkendte produktet. Det var udmærket, for arbejdet med at skære seks kvæder ud i tern på ½ cm tog en rum tid; det ville have været en anelse surt, hvis resultatet ikke var blevet godt nok.
Jeg havde ledt rundt efter en ny måde at tilberede kvæder på … denne fandt jeg i en af Dittes kogebøger. Jeg skal også prøve et par andre, hun fandt til mig: provencalsk kvædemarmelade (med granatæblesirup) og en kvædeterrin, som skal serveres med enten gammel parmesan, lagret fåreost eller en blåskimmelost. Temmelig alternative opskrifter, men man er jo nødt til at forny sig, hvis ikke kvædelivet skal blive for kedeligt.
Sådan som de to herrer knokler, skal de forkæles lidt rent madmæssigt, hvorfor den i aften står på langtidsstegt lammekølle. To hele, overskårede hvidløg ligger og hygger sig i rødvin, som er tilsat en smule balsamico, sammen med rødløg, gulerod, rosmarin, salt og peber. 125° i 7-8 timer og så lige et bruningsboost til sidst.
Det skal nok blive godt …