Jeg er alvorligt træt af Google maps

En gps giver altså nogle flere muligheder end Google maps gør, og holdnuop, hvor er vi trætte af ikke at have en rigtig gps. John fordi han ikke kan se skærmen og jeg fordi der bare mangler alt for mange oplysninger. Data har vi haft rigeligt af, men hvad hjælper det, når der ikke er nogen forbindelse til det mobile bredbånd? Så har man lige pludselig ikke noget kort. Grrr. Ham camperudlejeren står virkelig til en skideballe, gør han. I Norge oplevede vi ingen dækningsproblemer, men det gjorde vi over store områder i Sverige.
Og så ‘hendes’ udtale, altså! Vi morede os over de mange besynderlige udtalelser af vej- og bynavne. Konsekvens var der ikke meget af – det svenske vägen blev til  væsjen (med stemt ‘sj’), væggen, væægen og vægen med hhv. blødt og hårdt ‘g’. Jämtland blev først udtalt som djamtland; senere dog korrekt. Det svenske ‘ö’ blev sommetider udtalt som ‘o’ og sommetider som ‘ø’. Vi fandt ikke ud af eventuelle kriterier for den ene eller den anden udtale, og det samme bynavn kunne blive udtalt på to, undertiden tre, forskellige måder …

I Norge var det hammerkoldt om natten og en smule køligt om dagen, men solen skinnede, så det var fint nok med os. Det var vigtigst, at det ikke var regnvejr, og det var det ikke.
Så snart vi kom tilbage til omkring Trondheim, ramte temperaturen 24 grader, men det var vist ikke længe siden, det havde været koldt, for på trods af de 24 grader lå der sne lige ved siden af elven (nederst til højre i billedet). Den havde vældig travlt med at tø; jeg gik ud fra, at det ville være helt væk næste dag.

Vi har nu set Sveriges største vandfald, Tännfossen, fordi vi tilfældigvis havde valgt en rute, hvorfra der var et skilt ind til fossen. Google maps havde været død i lang tid, så vi anede ikke hvor vi var, eller at der skulle være et vandfald; vi vidste kun, at vi var på vej sydpå.
Den fos var vitterligt stor! Vi har set større vandfald end dette (der skal en hel del til at slå Niagara- og Victoriafaldene), men vi har aldrig været så tæt på et vandfald som vi var her.

Med en flot, stor regnbue … og en hulens larm!

Nu befinder vi os på den sidste campingplads i Sverige, inden vi rammer Göteborg og færgen i morgen. Vi har kortet turen af med et par dage, fordi det var en hel del hurtigere at køre ned gennem Sverige via Inlannsvägen, end vi havde regnet med.
Vi kunne ikke stå for denne fastligger, som er vores genbo. De går i den grad all in – med terrasse, ekstra telt og oven i købet en mindre hæk. Var den gået i Danmark, mon? Meget har jeg set i vores land, men jeg tror, at dette måske ville være lige i overkanten.
Færgen er ombooket til i morgen aften i stedet for torsdag, og vi kommer derfor til at give vores stakkels naboer fri et par dage før beregnet … vi har vist desværre fået givet dem nærmest fast arbejde med at vande både drivhus, krukker og nogle af de sartere planter i staudebedene.
Jeg ved ikke, om vi fik regn i dag, hvilket mange områder i DK vist gjorde. Men battede det noget?

Fra den ene yderlighed til den anden

Vi var et kort smut til Sverige i juni 2022, men denne gang skulle turen vare lidt længere, for vi var blevet inviteret op til et par meget gamle venner, hvor venskabet stammer helt tilbage fra Hannes ansættelse på ALK i 1986.
Vi bryster os af at være den direkte årsag til, at de købte en ødegård få år efter vi gjorde. Den fred i sjælen, man får 20 nanosekunder efter at være ankommet på stedet, har ikke sin lige, hvilket dette par fandt ud af den allerførste gang de besøgte os på vores ødegård.
De har stadig deres … det har vi som bekendt ikke, men så er det jo skønt, at venskabet har holdt, og at de gider invitere os op til et par dage i skønne omgivelser i det bedste selskab.

Torsdag dukkede frostklar frem fra onsdagens regnfulde vejr og glædede os med det smukkeste vejr hele dagen, så det var oplagt at smøre en madpakke og drage afsted på eventyr. Vores værtspar kendte ikke Gustavsfors, som John og jeg har besøgt mange gange – første gang vi så det, var i starten af firserne; altså længe før vi købte ødegården i 1996.
Det er et dejligt sted med en fin historie, og det er ikke sidste gang Hanne og Steen er her, kunne de hurtigt fastslå. Det sted skal børn og børnebørn også opleve.

Madpakken blev indtaget ved Dragsån ved Vittsjö, hvor der ligger en gammel vandmølle med en violinspillende faun – eller noget – på en lille ø ude i vandet.
Det var koldt. Som i virkelig koldt. Måltidet blev hurtigt til det særdeles kolde bord, men sultne var vi blevet, så vi holdt ved – vi sad bare ikke så længe og hyggesnakkede, som vi forestillede os, mens vi stadig sad i den varme bil. Godt vi altid har numsepuder med. De gør en ret stor forskel for bagpartiets vedkommende, men de kan desværre ikke holde hænder og fødder varme.

Om aftenen opdagede vi, at den lidt mere end halvfulde måne havde en kæmpestor halo. Den største, jeg nogensinde har set. Den kunne ikke engang være i kameraets linse, så mændene blev enige om, at de nok var nødt til at skulle lidt længere væk fra månen for at få hele haloen med. Jeg foreslog dem, at de kunne prøve at gå ned fra terrassen, som ligger i et par meters højde. Det blev underligt nok ikke kommenteret …
Det var med andre ord en smuk, skyfri og meget kold himmel i aftes …

… hvorfor vi var aldeles uforberedte på det syn, der ventede os næste morgen: Verden var blevet til den hvide verden. Da vi stod op, lå der ca. 10 cm sne, men allerede inden morgenmaden var indtaget, var vi oppe på små 20 cm, og det væltede stadig ned. 
Vi blev enige om at se at få pakket vores sydfrugter og komme afsted lidt hurtigt. Værtsparret har en aftale i DK i morgen formiddag og skulle derfor også afsted deroppefra i dag, så det kunne desværre ikke nytte noget at sne inde.
Men hvor var det dog flot! Det er længe siden, jeg har set så meget sne, og i Sverige får det lov at blive liggende på de mindre veje. Sneplov, måske, men ikke noget med salt og deraf følgende sjap.

Og det var den vinter … længe inden vi nåede Danmark, var vi tilbage i de sædvanlige brungrønne omgivelser.

Det lignede sig selv

“Jeg skrev lige, at vi aldrig kommer derop mere, men lur mig, om ikke vi på et tidspunkt kommer til at gøre os et ærinde i nærheden, så vi kan snige os til at se, om der er sket store forandringer.”
Dette er et citat fra indlægget den novemberdag i 2018, hvor vi overdrog nøglerne til de nye ejere af ødegården. Vi har længe talt om at køre en tur derop for at se, hvor meget der er sket med hus og have, men der har været en coronapest i vejen de sidste par år.
Charlotte spurgte, om vi nu også var sikre på, at vi ville se det igen? Om det ikke var bedre at have vores eget billede af stedet? Jeg sagde, at vi var sikre, at vi var ret nysgerrige og endelig, at vi jo aldrig har fortrudt, at vi solgte, hvilket også har noget at sige – hvis vi havde været tvunget til at sælge, havde det været noget andet.
Vi lagde vejen omkring den hyggelige Kristianstad og spiste frokost der, inden vi kørte mod vores gamle home away from home.

Der var næsten ingenting sket, så de må have kunnet lide huset som det var – hvilket de nu også sagde dengang, men det kunne snildt have været usandt. Det var nye vinduer i hele den gamle del, men for det første er køberen ‘vinduesmand’ og for det andet trængte de til udskiftning. Der var også et par andre småting, der var ændret, men det var netop … småting. De har sikkert også sat nyt køkken ind, for det var vi selv meget tæt på at gøre, da vi så i stedet besluttede os for at sælge.

Udsigten ned mod åen var væk; hele det store stykke, som Verdens Bedste Nabo havde fældet og slået ned, var sprunget i krat, fordi det havde fået lov til at passe sig selv. Det kom ikke helt bag på os, for han bliver heller ikke yngre og kan ikke hvad han kunne før, og i øvrigt var han ked af, at vi rejste. Måske har han ikke fået et lige så godt forhold til de nye, men det er rent gætteri – vi traf ham ikke i går.
Det var godt vi solgte, mens den dejlige udsigt var der …
Porse er der heller ikke blevet mindre af, så jeg plukkede til en portion porsesnaps. Det er længe siden, vi har haft det i huset.

Vi har savnet det gode, svenske svinekød, så på vejen hjem handlede vi i City Gross i Höör, hvor de til min glæde havde netop den slags udskæringer på tilbud, som jeg helst ville have. Der blev således købt halvstort ind. En Västerbottenost blev det også til, plus andre ting, vi ikke kan få derhjemme.
De er desværre ved at komme lidt for godt med derovre, hvad priserne angår. Der var engang, hvor prisen på den samme slags vare var temmelig ens i danske og svenske kroner, så med en kurs på (dengang) omkring 80 var der penge at spare. Nu er kursen 70, og priserne er steget meget på de 3½ år – hvilket vel næppe heller er overraskende. Vi glæder os i stedet over, at kødet er så meget bedre – og så var det jo altså tilmed på tilbud.
I aften står den på grillede, svenske koteletter med selvdyrkede kartofler og salat fra naboen, som ikke selv kan spise alt det de har, så vi indgik en tuskhandel med agurker.
God Sankt Hans, derude – nyd livet, ganske som vi gør det, mens nætterne stadig er lyse og lange. Det går alt for hurtigt den anden vej igen.

Og hvor man sig end vender hen …

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

Jeg tudede slet ikke!

Så er det uigenkaldeligt.
Det har det vel i bund og grund været, siden vi skrev under på købsaftalen, men jeg ved ikke, hvor lang fortrydelsesret man har i Sverige. I Danmark er den seks hverdage, men der har vist sig at være en del ting anderledes i Sverige, sammenlignet med huskøb/salgsrutinerne i Danmark. Fx skal overdragelsen ske på en bankdag, og ejendomsmægleren har på forhånd aftalt tidspunktet med en bankansat og kontakter telefonisk vedkommende umiddelbart efter, at overdragelsesunderskrifterne foreligger. Johanna ringede og sagde GO, eller hvad hun nu har sagt på godt svensk, hvorefter pengene blev overført med det samme.
Uanset hvad reglerne ellers måtte være, så har vi nu overdraget nøglerne til himmeriget Spjutatorpet til to søde svenskere, som glæææder sig til at tage det i brug. De har tænkt sig at holde jul på torpet, sagde de. Vi er glade, for det viser jo, hvor meget de ser frem til at tage det i brug.
Mens ejendomsmægleren kontaktede banken, sad vi og sludrede med køberne, som bl.a. spurgte, om vi kørte hjem i dag.
Jeg kom til at grine, men de tog det dog pænt, da jeg sagde, at det var vi da nødt til, for det var lige som ikke vores hus mere efter lige præcis lige nu.
Nårh nej da, det var det jo heller ikke, haha.

Jeg må være ualmindeligt tungtopfattende, for det er stadig surrealistisk og slet ikke rigtig gået op for mig endnu, at vi aldrig skal op på torpet mere. Det er nok også derfor, at jeg, i stedet for at tude, var i stand til at både smile stort og ønske dem held og lykke med deres nye, gamle, vidunderlige sted, da vi satte kursen hjemover efter at have sat dem ind i de vigtigste ting, hvoraf det at lukke vandet af om vinteren havde topprioritet. Det havde været ÷14° på et tidspunkt deroppe, siden vi var der for 14 dage siden, så det er vildt vigtigt, at de har helt styr på det.
Slut, finale, punktum for en 22 år lang og skøn æra.
Jeg skrev lige, at vi aldrig kommer derop mere, men lur mig, om ikke vi på et tidspunkt kommer til at gøre os et ærinde i nærheden, så vi kan snige os til at se, om der er sket store forandringer.
Det bør man nok ikke gøre, men jeg tror ærlig talt ikke, jeg vil kunne lade være.

På vej hjem spiste vi en udmærket frokost i Elisefarm golfklub. Vi skålede med hinanden i henholdsvis et glas hvidvin og et glas vand og sagde på én gang: “Till…”
Så standsede vi begge op og kunne ikke helt finde ud af, hvad vi egentlig skålede for, for “tillykke med salget” syntes forkert at sige.

Alting har sin tid, og nu har Spjutatorpet haft sin for vores vedkommende.

Nu kan jeg sove roligt igen

Sidste gang vi tog til Sverige, skrev jeg om vandrøret, der var gået sig en tur (det var ikke en frostsprængning, så vi ved ikke hvorfor det skete). Blikkenslageren lovede at komme, men det gjorde han ikke. John forsøgte at forklare ham, at vi havde solgt og snart skulle overdrage huset; at det ikke ville tage en professionel mere end fem minutter at ordne røret, men lige meget – eller lidt – hjalp det. Hans folk havde for travlt og kunne ikke komme. Punktum. Hvorfor havde han så lovet det i første omgang? Hrmpf.
Oj, hvor var jeg sur. Han sagde, at de godt kunne kunne komme den 29. november, dagen før vi skal overdrage nøglerne, men her stod jeg af … det kunne da lige passe, at de skulle stå og rode med det, samtidig med, at vi gik rundt og forklarede, hvordan man lukker vandet af, så vandrørene ikke frostsprænges. I øvrigt stolede jeg ikke længere på, at han overhovedet ville dukke op, men det var den eneste aftale, John kunne få ud af ham.
Det er måske fjollet af mig, men der er kommet en del søvnløse nattetimer ud af den bekymring. Jeg hadede simpelthen tanken om at skulle aflevere et hus, der ikke var i orden, og fordi alle småproblemer forstørres og bliver store om natten, når man ikke har noget til at distrahere, så jeg for mig, at købet blev annulleret.
Lige inden vi tog til Grønland, bad jeg derfor John om at ringe igen og få en aftale. Jeg ville hellere end gerne køre derop en enkelt dag bare for at få bragt den sag ud af verden.
Det endte med, at der kom en lidt løs aftale om, at vi skulle kontakte ham efter d. 15. hvor vi var hjemme igen, så ville han forsøge at presse os ind. Han troede sikkert ikke på, at det var så enkelt, som John påstod.

Han ringede dog selv d. 15. Og spurgte hvor vi var henne, for nu stod de to mand høj på torpet! Det viste sig, at John og han havde talt forbi hinanden, da de hver især talte om hvornår vi var hjemme igen. Han troede, at ‘hjemme’ var i Sverige, mens John selvfølgelig havde ment, at ‘hjemme’ var i Danmark.
Shit.
Men søreme om ikke han så lovede at komme i går. Vi sagde, at vi ville kunne være der senest kl. 11, så han lovede, at de to mand stillede klokken 11.
Fantastisk! Vi tog tidligt afsted hjemmefra for at kunne være der i god tid og fik en fin solopgang over Øresundsbroen med i købet.
De kom så bare ikke klokken 11! Jeg gik og skumlede, men klokken 11:30, hvor John lige skulle til at ringe og spørge, kørte firmavognen forbi. Forbi!! De kom dog hurtigt tilbage; havde spurgt hos Verdens Bedste Nabo, om han kendte noget til vores torp, hvilket han jo gjorde, så endelig, endelig …
Og naturligvis tog det kun fem minutter, som John hele tiden havde hævdet … han havde bare ikke selv det rigtige værktøj, ellers havde han ordnet den sag for længst. “Det var jo ingenting”, sagde de … “I kunne da bare have sagt, at det var sådan en lille opgave; det kan vi altid presse ind”. Som om John ikke havde sagt det 10 gange! Hrmpf igen. Bossen er ikke for kvik, det har vi oplevet før. 
Men nu er det i orden, og jeg har sovet bedre i nat, end jeg har gjort de sidste par uger.
Nu kan køberne bare komme an – huset er parat til dem, med vand, der virker und alles.

Vand i overflod – både her og hisset

Der er forhøjet vandstand i Præstøfjorden – jeg tror det er rekord, mens vi har boet her, bortset selvfølgelig fra oversvømmelsen i januar 2017, hvor jeg var ved at blive en anelse nervøs. Uden grund, viste det sig heldigvis, hvorfor jeg på ingen måde er nervøs nu, men jeg ved naturligvis ikke, hvornår det stopper, og jeg finder sikkert heller ikke ud af det, for nu sidder vi i Sverige, og jeg tror det er væk igen, når vi kommer hjem igen i morgen.

Vi bor tæt på fjorden … endnu tættere i dag …

Vi kørte en lille omvej til Præstø havn på vejen til Sverige, for med alt det ekstra vand var der nok også meget der, regnede vi med.
Det var der – restaurant Siv & Co, som fik vand på gulvet i 2017, er igen betænkelig tæt på at blive oversvømmet. Der mangler dog endnu hele trappen op til terrassen. Sidste gang nåede det op over denne trappe, og der var trængt vand ind i selve restauranten.
Det kommer nærere og nærere … vandstanden er på billedet her mere end en meter over normalen, men dengang stoppede det først ved 1,7 meter.

Da vi ankom til svenskerhytten, åbnede John for vandet, ganske som sædvanlig, som noget af det første.
Jeg stod i køkkenet, så jeg hørte omgående den karakteristiske lyd af vand, der er hvor det så afgjort ikke skal være.
Det var under køkkenvasken, der sprøjtede vand ud af en samling på et af rørene.
Ih, hvor blev der bandet! Der har ikke været noget i vejen i de 22 år, vi har haft huset, så hvorfor i hede, hule osv. skulle det lige ske NU??? 
Det har ikke engang været frostvejr – i hvert fald ikke inde i huset, og i øvrigt var alt vandet tappet af, som vi altid gør efter 1. oktober, men det udstrømmende vand var ikke desto mindre en kendsgerning. Dybt og inderligt SUK.
Det viste sig at være røret med det varme vand, der var blevet utæt i en samling. John prøvede på at stramme bolten, men så knækkede den. Dammit.
Heldigvis kunne han bare afbryde det varme vand, og vi kan sagtens leve med kun at have koldt vand, eftersom vi har en elkedel.
Men ordnes skal det jo. John kørte til Lönsboda for at få fat i en VVS-mand, men de kunne ikke sende en før i morgen.
Fair nok – vi var glade for at vi ikke skal herop en ekstra gang bare for det.

Er det ikke bare Murphys lov i en nøddeskal, at det skulle ske lige nu?

SÅLD!

Mine knuder i maven blev gjort til skamme. Vi har solgt Spjutaretorpet.
Parrret, der ville købe svenskerhuset, ville nemlig gerne købe svenskerhuset – som de så nok ikke kommer til at kalde det, men velsagtens det, det også officielt hedder, nemlig stedet, hvor man laver spyd – altså en smedje. 
Vi mødtes kl. 9:30 på mæglerkontoret, og vi havde et kvarters tid sammen bare os fire, mens mægleren gjorde alle papirer klar. Vi snakkede, som om vi havde kendt hinanden længe … de er altså virkelig søde, og de glæææder sig til at overtage huset. Det betyder faktisk meget for os, at vi føler os trygge ved køberne – at vi er sikre på, at de vil passe på det og holde af det.
De fortalte bl.a., at det havde været kærlighed ved første blik – de måtte simpelthen bare eje det sted. De kunne lide beliggenheden, indretningen og nok især det, at vi havde gjort så meget ud af at både have alle moderne bekvemmeligheder og alligevel formået at bibeholde huset i den gamle stil. Det blev opført i 1800 og i 1847 flyttet til, hvor det ligger nu; med stensokkel und alles, fra længere inde i skovene, fordi man flyttede vejen. Så var man jo nødt til at flytte huset med, når man havde en blomstrende (tror vi da) smedevirksomhed.

De overtager huset 30. november. Vi fire havde ellers lige aftalt 1. december, primært fordi det er en lørdag, så de ikke behøvede at tage en feriedag, men det skal foregå på en bankdag, for i Sverige underskriver man den 100 % bindende aftale på overdragelsesdatoen, hvorefter mægleren ringer til købernes bankkontaktperson, som så overflytter pengene til os umiddelbart efter. Vi kunne såmænd snildt have ventet til mandag med denne sidste del af det, men det må man åbenbart ikke.
Det var hermed tredjesidste gang vi var der. Vi skal derop og hente lidt mere, og så skal vi derop, når vi underskriver sidste gang, overdrager nøglerne og introducerer dem til alt det praktiske, som det i sagens natur er nødvendigt for dem at vide, så ikke der går en masse galt, når det bliver frostvejr.

Jeg SLUGTE turen hjem i dag. Hele vejen. Hver en meter. Synes den var smukkere end nogensinde før.
Holddaop, hvor er jeg fjollet … jeg ved det godt.
Da vi kom hjem, var der en del kasser med ting, som bare blev sat i systuen; vi tømte traileren for brænde … og så tog vi til Præstø for at spise, for jeg havde slet ikke lyst til at kokkerere.
Kasserne står stadig i systuen, og det gør de til vi er hjemme fra Jylland.
Mine bluser er strøget, og alt andet end vores tøj er klar til at blive pakket i bilen i morgen tidlig, så nu er vi parate til at holde ferie.
Vi er bare SÅ ferieklar og glæder os SÅ meget til at blive distraheret i en uges tid af vores yndlingsenglændere.

Fahrenheit 451 (dansk/svensk version)

Vi er her. Formentlig for en af de sidste gange, selv om vi endnu ikke har aftalt en overtagelsesdato. Vi tog traileren med, for vi vil have bare lidt af alt det brænde med hjem, som John og Søren møjsommeligt har stået og flækket, og desuden kan vi lige så godt begynde på at tage nogle af de personlige ting med hjem til Danmark.
Et eller andet sted inde i mig er der noget, der stritter imod at begynde på den slags, inden købsaftalen er underskrevet og uigenkaldelig. På den anden side er jeg normalt ikke overtroisk, og hvorfor skulle de fortryde nu, efter de har truffet beslutningen? Men alligevel gnaver der noget inde i mig.
Nå. Uanset om de skriver under i morgen eller ej, så skal vi jo til det på et eller andet tidspunkt. Vi ville bare ikke gøre det før huset var solgt, for så er der da slet ikke noget ved at køre herop, hvis alt det, der gør det til lige præcis vores home away from home, mangler.

Blandt andet skiller vi os af med langt de fleste af bøgerne. Da jeg ryddede bøger ud fra Havdrup, kom nogle af dem herop (de bedste, selvfølgelig …), for det hygger med bøger i reolerne … vi har over 400 af dem heroppe. Bøger, altså. Ikke reoler. Hvis det havde været en dansk familie, der havde købt huset, havde vi ladet dem stå, men jeg er ret sikker på, at de nye, svenske ejere ikke gider overtage en masse bøger på dansk.
John fandt den gamle olietønde frem; vi kan jo ikke have en masse løbske papirer med ild i flyvende rundt omkring. Det kunne lige være kønt, hvis vi afsluttede denne epoke i vores liv med at sætte ild til skoven omkring os … jeg brugte den indkøbskurv, jeg engang kom til at låne med hjem, til at hente bøger i, og så gik der ellers ikke lang tid, før jeg følte mig som Guy Montag i Fahrenheit 451. Jeg synes ikke, jeg husker noget om, at bogen beskrev, hvor lang tid det tager at få futtet en masse bøger af.
Det gør ondt at brænde bøger. Tanken om, hvorfor jeg er nødt til at gøre det, gør også ondt. Og den slags smerter kan Panodiler ikke tage …

Jeg har helt ondt i maven …

På lørdag kører vi til Vestjylland og mødes med englænderne, som også kommer kørende … på søndag … de får efterårsferie fredag og kører hjemmefra om lørdagen. Jeg havde regnet med at vaske tøj torsdag og pakke sengetøj, min køkkenkasse og hvad der ellers skal slæbes med hjemmefra, om fredagen, så vi kan pakke bilen og køre lørdag formiddag. Sådan skulle det bare ikke være.
Jeg har vasket og pakket næsten alt i dag.
I går ringede den svenske ejendomsmægler og fortalte, at parret, der kom og så huset mens vi var der sidst, havde accepteret betingelserne, og om vi kunne komme op og skrive under på en købsaftale fredag kl. 9:30?
Du godeste dog … jamen, det kan vi godt.
Det indebærer, at vi kører derop i morgen, for vi gider ikke køre hjemmefra kl. seks om morgenen på fredag, men jeg fik lige pludselig halvtravlt.
Jeg har konstateret, at jeg er ret fjollet.
Nu har jeg i over et år været indstillet på at sælge, og især her i 2018 har huset mest af alt været en pligt og ikke en fornøjelse for os – ingen af os gad rigtig tage derop, for på en måde var det ikke vores hus mere, men passes skulle det jo.
Hvad skete der mon så, da jeg havde afsluttet samtalen med Johanna?
Jeg fik da tårer i øjnene.
Lige pludselig er det en realitet.
Det vil sige, at det håber jeg da, at det er … de har jo ikke skrevet under endnu, men jeg går stærkt ud fra, at de gør det på fredag – ellers er der jo ingen grund til at kalde os derop, hvis parret ikke mener det alvorligt.
Det er et sympatisk par. Det betyder noget for os, at vi kan lide dem, der skal overtage vores elskede hus. For elskede, det var det i over 20 år; vi har mange, mange, MANGE gode minder deroppefra, og de følger ikke med huset, men bliver hos os. Næsten alt andet bliver i huset, for vi har ikke noget at bruge noget af det til. Hverken inventar eller alt maskineriet i kældrene.
Vi har forhandlet, men ikke så meget, for ejendomsmægleren havde misforstået os og havde derfor fortalt køberne, at vi tager alt indbo med os. Da vi fik gjort hende klart, at vi kun fjerner nogle få personlige ejendele, og hun igen fik fortalt dette til parret, var de ikke længere så hidsige for at presse prisen yderligere.

Uhh, jeg har ondt i maven. Som jeg har skrevet tidligere, har det været en svær beslutning, og lige nu gør det ondt.
Men det er sådan det skal være – altså, at det skal sælges.
Vi har på ingen måde fortrudt, men det er godt nok en masse dobbeltsidige følelser, der hersker i disse dage.
Det er vist godt, at vi skal holde ferie med englænderne umiddelbart efter underskrivelsesseancen – så får jeg en masse andre ting at tænke på og glæde mig over.

Et af minderne. Ordene, plus billedet med ungerne på ATV’en, er fra vores tur derop i august 2011.

SÅ heldigt!

Det er aprilsvejr i dag, vekslende mellem næsten helt blå himmel og blygrå, nærmest sort ditto, som giver regn i stænger.
Det regner dog sjældent mere end få minutter ad gangen, inden vi har blå himmel igen, så det er okay.
Bortset fra, at nu er alle svampene pladdervåde. Det var bedre i går, hvor hattene var tørre, men man kan ikke få alt.
I dag føler jeg dog næsten, at jeg har fået alt, for jeg har fundet blomkålssvamp. En af kongerne, som jeg underligt nok glemte på listen forleden dag, hvor jeg nævnte mine fem yndlingssvampe, så der er altså seks af slagsen, idet blomkålssvamp så absolut hører til blandt favoritterne; jeg finder den bare yderst sjældent – men i dag var der et par eksemplarer til mig derude.
Nu begynder det for alvor at ligne noget … der er masser til både at tage med hjem og til at spise til aftensmaden igen i aften.
Jeg var ude i formiddags, mens John huggede optændingsbrænde. Her til eftermiddag gik vi begge ud en tur i den stadig grønne skov.

Der er bare MASSER af svampe derude i skoven nu – selvfølgelig flest af dem, vi ikke spiser, men de kan også være et smukt syn, når de står der i klynger. Den gule her ved jeg ikke hvad hedder; jeg ved bare, at jeg ikke tager den med i kurven, men derfor kan jeg sagtens nyde synet af dem alligevel.
Jeg har taget nogle af dem, vi ikke spiser, med i kurven, nemlig sortfiltet netbladhat og randbæltet hovporesvamp. De skulle begge være egnede som farvesvampe, så det har jeg tænkt mig at lade komme an på en prøve.

At gå rundt i områder som dette … jamen, kan man andet end blive glad?
Hjemme igen fik jeg øje på de små trompetmosser i vores stendige. Det hedder ikke trompetmos, men det kalder jeg det.

Naturen er forunderlig. Jeg kan ikke blive træt af den.

Endelig blev det min tur

Vores lille ekstratur til Sverige, som jeg fik lokket John med til, har allerede givet pote. Eller rettere svampe …
Og græsplænen var blevet så rigeligt lang, så det var godt vi kom herop og ikke ventede de ellers planlagte små 14 dage endnu.
Straks efter biludpakning fes John i kælderen for at lufte havetraktoren, mens jeg trak i gummistøvlerne for at gå i skoven. Ikke fordi der er vådt i skoven, men fordi jeg tiltrækker flåter som en magnet tiltrækker jernfilspåner, så jeg pakker mig godt ind. Også med tørklæde på hovedet pga. lusefluen, som jeg hader at få i håret, fordi den er næsten umulig at få pillet ud igen. Til sidst lidt sprøjt på udsatte steder med myggespray, og så afsted.
Og der var bid! Endelig var der bid også for mig.

Nederst til højre ses et par eksemplarer af græsgrøn skørhat, som er en rimelig god spisesvamp. Der var faktisk store mængder af den, men da først Karl Johannerne begyndte at dukke op, skrottede jeg skørhattene til fordel for rørhattene, som nu engang er nummer ét.
Kantareller var der næsten ingen af, men det havde jeg heller ikke forventet.
Det er ikke voldsomt meget, jeg kom hjem med, men det tog nu alligevel kun godt en halv time at samle dagens høst. Jeg kunne se, at der for nylig havde været andre end mig, så at jeg overhovedet fandt så mange, glædede mig.
I morgen vil jeg søge andre jagtmarker. Det meste af dette bliver spist til aften, og jeg ville gerne have lidt med hjem til tørremaskinen.

Et dejligt syn, ikke sandt?
Men nok ikke for ikke-svampeelskere …

Brønden var alligevel ikke fuld

Som jeg skrev i går, var vi lettede over at komme herop og konstatere, at der var vand i brønden.
Ikke så længe efter viste det sig dog, at det ikke var det klare og rene lækre drikkevand, som vi er vant til – det var lettere lysebrunt og en smule uklart. Det skulle altså ikke bruges til at drikke – ikke uden at blive kogt først, så te og kaffe turde vi godt drikke.
Men hvor langt ville det række? Det der sluger mest, er nok toilettet, og hente vand til at skylle det med ovre i naboens brønd, som vi har gjort et par gange om vinteren, kan vi ikke regne med at kunne gøre nu.
I formiddags kørte vi til Lönsboda for at købe drikkevand, men i skrivende stund er hydroforen begyndt at opføre sig som om den kæmper for at fyldes.
Vi har derfor besluttet at pakke sammen og køre hjem igen, for vi gider ikke at løbe helt tør. Der skal være nok til at vaske op, for når huset er til salg, kan vi ikke bare lade det stå til næste gang vi kommer. Hvad der i øvrigt også ville være temmelig ulækkert … det ville være smartere at tage opvasken med hjem, men lige nu er der stadig vand nok til opvasken.
John har kigget ned i brønden, og det ser ud som om der er 30 cm vand, hvilket er meget lidt, og derfor bliver det delvist overfladevandet, som pumpen får fat i, hvilket ikke er særlig godt.

Billedet er fra Lönsboda. Enhver lillebitte by i Sverige gør meget ud af at pynte sig, og således også her. Disse store tønder med hver et væld af blomster er der nok et eller andet sted mellem 50 og 100 af bare i lille Lönsbodas bymidte. Jeg har ikke talt dem; det er kun et gæt, men er her virkelig mange. Det er så fint.

På vejen hjem så vi blomstende lyng, så jeg plukkede til en omgang lyngfarvning, som jeg skal i gang med at bejdse garn til i morgen. Jeg var i tvivl om jeg havde taget nok (jeg skal bruge mindst 800 gram), men da jeg vejede det, var der over 1400 gram, så der er rigeligt. Det er lidt underligt … jeg har et meget nøjagtigt øjemål, når det gælder længder, men når det gælder vægtestimering, er jeg mildest talt elendig og aner overhovedet ikke, hvor jeg er henne.
Vi havde engang en konkurrence på arbejdet, hvor vi skulle vurdere fem forskellige emners vægt. De vejede mellem et halvt og fem kilo, men det vidste jeg først bagefter. Jeg ved ikke præcis, hvor dårlige mine resultater var, men mine gætterier var helt sikkert blandt de værste af samtlige 200 gæt.

Det er altså en tand for tåbeligt!

I morges kom der et brev til John fra det svenske Transport Agency.
Det var en opkrævning af ‘infrastrukturafgift’ (de er lige så gode til halvfjollede navne, som vi er her i Danmark), fordi vi havde passeret over Motala- og Sundsvallsbroen, da vi kørte hjem fra den mislykkede norgestur.
Afgift for det: En svimlende sum af 3 kroner og 60 øre.
Svenske.
Det svarer i danske kroner til godt 2 kr. 50 øre.
Det bruger man 21 svenske kroner på at sende til Danmark for at opkræve os – det er i hvert fald Sveriges billigste brevtakst til udlandet, men om Trafikverket får rabat hos PostNord, skal jeg ikke kunne sige – dog næppe 18 kroner.
Oven i de 21 kroner kommer der noget administration, for selv om det meste foregår elektronisk, skal der lønnede menneskehænder til et eller flere steder i systemet.

Det er helt sikkert muligt at indkode en bagatelgrænse for den slags, og jeg vil mene, at vi i dette tilfælde må være langt under en sådan.
Det er naturligvis ikke de 3 kroner og 60 øre, som ikke kan vælte et selv nok så stramt budget – det er princippet.
Det ser ud til, at der kan betales via kreditkort; havde det skullet være via banken, havde det kostet os 40 kroner at betale.

Vi må hellere få betalt til tiden, så ikke der ryger 300 kroner oveni …
bemærk, at det ikke hedder rykkergebyr, men forsinkelsesafgift.
Det er nok også mere politisk korrekt.
Hvis nu John skriver og fortæller dem, at han er en efterkommer af Pippi Langstrømpe og dermed negerhøvding på en sydhavsø, mon ikke de så bliver så chokerede over det skrækkelige ord, at de eftergiver ham den afgift?

Hvad mon de i øvrigt mener med, om man finder afgørelsen forkert?
Er der nogen, der sidder og ‘afgør’, om vi passerer den bro eller ej?

Bureaukrati, når det er slemt.
Eller er det bureaukratisme?

Det er ikke rotter, vi har på loftet

Vi har ikke rotter på loftet i Sverige, heldigvis, men jeg har en stærk mistanke om, at vi har en hel flagermuskoloni deroppe.
Da vi kom derop i dag, kunne jeg høre nye lyde oppe fra et hjørne af stuen, vi ikke tidligere har hørt lyde fra. Det lød som om små mus pilede frem og tilbage, men det var over et meget lille område, så det var nok ikke mus.
Vi gik udenfor for at se, om vi kunne se eller høre noget oppe fra det pågældende hjørne. Det kunne vi – det lød som om der var en fuglerede derinde bagved, for vi kunne høre en masse pipperi. Nårh, pyt, sagde vi til hinanden, det er ikke første gang.
Men der var godt nok mange unger i den rede, så …
Henne på trappen opdagede John en bittelille flagermus, der lå og var meget død. Så død, at den var helt indtørret og mumuficeret. Den var ikke mere end tre cm, så det må være en unge på afveje.
Det forklarede nok også bedre livet inde i hushjørnet. Det kan næsten kun være flagermus. Pipperiet var således ikke pip, men piv. Det er åbenbart svært at høre forskel. 
Vi ville ret gerne vide, hvor mange der er … der er helt sikkert mere end et par stykker, men vi kan ikke komme ind og kigge uden at rive noget af gavlen ned, og det gør vi ikke.

Sverige er tørt. Lige så tørt som Danmark.
Da vi kørte igennem Laxbro, kunne vi konstatere, at vi aldrig i vores 22 år har set åen med så lidt vand i. Vi har ikke set ‘bæverdæmningen’ i midten før; den har altid været dækket af strømmende vand.

Pelargonierne i krukkerne har overlevet, selv om det er tre uger siden, de har fået vand. De ER virkelig hårdføre, de planter, men det er nu også derfor, at det er netop dem jeg hvert år vælger at have i Sverige. De klarer sig uanset vejret … står med masser af flotte, røde blomster på trods af de kummerlige forhold, de har levet under hele sommeren.

Bunden er nået og målet er fuldt

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

Det er bare typisk

Min familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Det ville de gerne, og især var vi glade for, at der stillede nogle friske unge mennesker op, der endnu ikke havde fået den følelse af, at høje stiger kontinuerligt og parallelt stiger i farlighed med alderen.
Alt blev malet – undtagen det gammeldags das. Alle knoklede det bedste de havde lært, men da det begyndte at knibe med tiden, sagde vi, at det kunne vi snildt selv klare; det var vigtigere at nå alt det, der kræver stiger. John savede tre nye ‘persienner’ og satte i døren, så den manglende maling ses ekstra tydeligt.
Det skulle være i dag, tænkte jeg og trak i malertøjet, da jeg stod op.
Ellen og frivillig stillen op til husmaling – ja, enhver form for malerarbejde – det burde skrives ind i historiebøgerne.
Det bliver så bare ikke til noget. Da John gik ned for at tjekke maling, kunne han konstatere, at det har vi rigeligt af, men også at vi ingen egnede pensler har til at male trævægge med. Er det ikke bare typisk?
Og det er altså fjollet at køre 70 kilometer for at købe to brede pensler, så det må blive næste gang vi er her.
To-hullers-dasset er ikke i brug; vi har heldigvis et fint og helt moderne badeværelse, men dasset bliver bevaret som et kuriosum.

Og nu til noget helt andet: Da vi handlede i Brugsen i fredags, tog jeg et Samvirke med.
Heri kunne jeg se, at de lige nu har et sous vide-apparat som medlemstilbud; sat ned fra 3000 til 1700 kroner. Jeg kan se det på Pricerunner til mellem 2500 og 3600 kroner, men ingen har det tilnærmelsesvis så billigt som COOPs tilbud. Apparatet er mage til mit, så jeg ved, at det er godt. Vakuumpakkeren er også på tilbud, sat ned fra 1500 kroner til 800. Det er dog stadig en smule dyrt, men den er til gengæld bedre end den, jeg har.
Grunden til, at jeg reklamerer her er, at jeg kan huske, vi havde nogle middagsgæster, med hvem vi talte om ønsket om at erhverve sådan en maskine, men at de syntes, de var for dyre. Jeg sagde, at COOP sommetider havde dem på tilbud, men nu kan jeg irriterende nok ikke huske, hvem vi talte med om det. Det er også bare typisk …
Hvis vedkommende læser dette, så er det altså nu, der skal slås til. Hvis ikke du har et COOP-kort, så sig til, så køber jeg udstyret for dig.

På farten

Efter nogle hyggelige og snaksomme dage med Karen, satte vi hende af ved en metrostation og satte selv kursen mod Sverige.
Vi havde lumske anelser om, at græsplænen nok måtte være blevet temmelig langhåret – og disse anelser holdt stik. Den var blevet endog særdeles langhåret, så den skal slås to gange, inden vi kører hjem igen.
Vi skulle også herop for at markere, hvor trixtanktømmeren skal tømme trixtank, for vi har fået brev om, at der vil komme en nyansat, som ikke nødvendigvis lige ved, hvor den er. Den er nu nem nok at finde, også for en førstegangstømmer, men vi gør pænt som anmodet og sætter en gul Nettopose op som markør. Ja, de har altså ikke bedt om specifikt en Nettopose, men skrev, at en farvet plastpose var en rigtig god ide.

På trappen op til det lille græsrepos lå en fin, lille fuglerede. Hvordan den er landet lige der, kan jeg ikke gennemskue; der er ingen træer eller buske i nærheden, den kan have været i.
Ikke desto mindre lå den der. Jeg håber ikke, den er kasseret i utide, men er brugt færdig for i år. På billedet fornemmer man vist klart, hvor langt græsset er – og det virker faktisk ikke særlig tørt, selv om her er tørt. Lige så tørt som i Danmark, men her loves der torden og regn både i morgen eftermiddag og søndag, så John får travlt med at slå græsset i morgen formiddag, hvis vejrudsigten skulle tale sandhed. Det tror jeg, at mange kunne bruge, det der regn – også derhjemme, men det lader ikke til, at der sker noget de nærmeste par dage på den front. 
Jeg håber bare, at min have klarer sig, til jeg kommer hjem og passer den igen. Jeg vandede grundigt igennem i aftes – selv buskene hang med bladene …
Jeg synes godt, jeg kunne fornemme, hvor meget markerne mangler vand mange steder – det er vist ved at nærme sig krisestadiet, desværre. Jeg håber dog ikke for landmændene, at det går så galt.
Vi siger god weekend herfra og håber på lidt vand. Jeg kunne virkelig godt tænke mig et godt, gammeldags tordenvejr med masser af lyn, larm og væde.

Godt, at det er en naturgrund

Den grundstørrelse, vi har her på torpet (3000 m²), ville jeg hellere have haft i Danmark, men det vidste jeg jo ikke før efter købet af Den Stråtækte – og jeg vil ikke bytte den idyl ud med et hus med en større have. Langt det meste af haven heroppe i svenskerhuset er græsplæne, og med en traktor er det ikke noget problem at slå det – det tager 1½ time, så er den klaret.

Jeg har bare nogle krukker, jeg sætter blomster i, og mirakuløst nok overlever de altid sommeren igennem, selv om jeg ikke er her til at vande og passe dem. Jeg sætter gerne pelargonier i dem – de kan godt tåle at tørre lidt ud.
De krukker fik jeg plantet til i går; jeg fik også hevet alle de gamle, visne bregneblade af, knækket de høje, stive, visnede strittejaverter af fjerbusken og fjernet de nedvisnede asters. Det tog vel et par timer, så var den have forårsklar.
Der skal så lidt til at gøre hele forskellen på at give et forsømt og uplejet indtryk af stedet og på at få det til at se ud, som om det er ejet af nogen, der godt gider gøre lidt ud af at få det til at se pænt ud.
Mosset, der hurtigt breder sig ud over alle de øverste sten i de mange stensætninger, hev jeg også af. Jeg kan meget bedre lide at se på en nøgen sten end på en mosbeklædt sten.
John synes jeg er lidt fjollet at bruge kræfter på den slags, men i så fald har jeg ikke noget imod at være fjollet – det er ikke noget større arbejde, for mosset sidder helt løst ovenpå, og jeg synes altså, at det får stedet til at se passet ud i stedet for forsømt.

Nogle år har jeg forsøgt at anlægge noget, der kunne minde om bede, og har sat et par stauder i dem, men jeg har ikke rigtig gidet gøre noget ved dem, efter jeg har fået have i Danmark, og derudover kan motivationen ligge på et forholdsvis lille sted, nu hvor torpet er sat til salg.
Men derfor skal det jo alligevel helst give et nogenlunde pænt indtryk på potentielle købere, og det synes jeg det gør nu. Det er på ingen måde perfekt, men det er okay.

En meget fjollet gps

Sommetider stiller jeg gps’en, selv om jeg 1) ikke er chauffør og 2) udmærket kender vejen, bare for at vædde med mig selv, om jeg kan ramme ankomsttidspunktet rigtigt, og det gjorde jeg også i dag, da vi kørte til Sverige. Den er altid indstillet til at vælge den hurtigste rute, hvilket er via Øresundsbroen, men denne gang ville den have os med færgen Helsingør/Helsingborg.
Følgende meddelelse kom frem: The following route involves a ferry. Do you want to avoid ferries?
??? Hvorfor vil den dog den vej? Jeg trykkede på Yes.
Så analyserede den veje i én uendelighed. Jeg havde nærmest indtryk at, at den var hele Europa igennem. Endelig blev den færdig:
There are no alternative routes, if you want to avoid ferries.
Sikke da noget sludder! John hævdede, at jeg havde gjort et eller andet forkert, men det havde jeg ikke. Han prøvede selv at indstille den, men selvfølgelig med samme resultat. Færgeforslaget er i øvrigt ikke kun den langsommeste rute, det er også den længste.
Der var intet at gøre – den ville over Helsingør og nægtede tilsyneladende simpelthen at indse, at den bro, den havde benyttet masser af gange, stadig eksisterer.
Vi lod den stile mod Helsingør alt det den ville. Efterhånden som vi nærmede os broen, beregnede den hele tiden nye ruter for at få os på afveje nordpå, og det var først, da vi kom ud på selve broen, at den kapitulerede og ændrede ruten til, hvor vi reelt kørte, og som vi altid tager.
Mig ikke forstå. Som i slet ikke.
Gps’en er indbygget i bilen, og den blev opdateret i 2016. Gad vide, om ikke vi er nødt til at tage den gamle Garmin med til England, hvis den indbyggede skal til at opføre sig så tåbeligt? Det gør jeg, og vil bruge dem begge, i hvert fald til den indbyggede eventuelt beviser, at den ikke har flere nykker.

Porsen smider pollen nu. Jeg har en formodning om, at man må kunne få en lækker rødbrun farve ud af disse smukke, små blomster – tænk bare på på en porsesnaps’ skønne farve – det skal helt sikkert prøves, så jeg lister porseblomstergrene en masse med hjem på onsdag. Jeg kan sagtens nå at få teorien afprøvet, inden vi tager afsted på søndag. (Jeg har for nylig set en skrive en masse som angmas. Det tog nogle sekunder, inden jeg forstod hvad han mente.)
Porse har vi så RIgeligt af – der står flere hektar af dem på begge sider af åen, så jeg kan bare plukke los. Billedet viser kun et lillebitte udsnit af det store porseområde.

Ny sø i baghaven

Efter et hyggeligt og, ganske som det plejer at være, meget ordrigt stop hos Inge og Hasse i deres svenske sommerhus er vi nu velanbragt i vores eget.
De to tog os med en tur til Fulltofta for at se på de mange storke, som man kan finde der. Man kan, hvis man er interesseret, læse lidt om det her.
Vi så også enkelte storke i den fri natur ikke så langt fra den store voliere.

Der var mange par, der lå på æg i rederne, så der er babyboom på vej. Lidt morsom tanke, når nu det er storke, vi taler om her, ikke sandt?

Vejret er flot; med en høj, klar og blå himmel helt uden skyer. Men det blæser. Meget. Og udendørstemperaturen er kun 8°, så det føles koldt. Vi har derfor valgt at sidde inde og kigge ud og bilde os selv ind, at det virkelig er forår, fremfor at gå ud og fryse halvt ihjel.
Da vi ankom, var der 6° inde i huset, men det var da trods alt 13° mere, end der havde været, da det var koldest!

Der har, ved vi fra ejendomsmægleren, ligget meget sne heroppe. Det er væk nu, men da her også har været bitterligt koldt, kan væden ikke trænge ned i jorden, hvilket har medført, at vi har fået en sø lige bag haven. Som man kan se herover, kan den næsten ikke komme tættere på grunden uden også at ‘vande’ vores græsplæne. Vandet ses blot et par meter bag en af vildsvine-elhegnets pæle.
Det har vi set en enkelt gang eller to før, men det har aldrig nået helt ind på vores grund, så da man placerede huset her i midten af 1800-tallet, har man sandsynligvis vidst hvad man gjorde.

Der er voldsomt meget vand i åen, hvilket vi naturligvis ofte ser i forbindelse med, at vinterens sne forsvinder, men det er længe siden, jeg har set påskeliljerne så sent på færde – det er lige før, de først kan nå at blomstre til pinse, tænkte jeg først … indtil jeg kom på nært hold af dem.  Da kunne jeg se, at de, selv om de kun er kommet 5-6 cm op fra jorden, allerede har store blomsterknopper. Det bliver med andre ord ikke langstilkede påskeliljer i år, men blomstre vil de med djævelens vold og magt, og det skal være meget snart!
Vi ser, hvad opholdet heroppe vil bringe – vi skulle bare op og tjekke, om alt var i orden ude og inde, hvilket det er, så vi følger den oprindelige plan og tager hjem igen allerede på søndag.

Kommunikation er svært

I går dumpede elregningen på svenskerhuset ind i min mailboks. Det gør den med regelmæssige mellemrum, så intet usædvanligt i det.
Jeg gik i netbanken og satte den til betaling. Intet usædvanligt i det.
Da jeg trykkede ‘godkend’, ville systemet ikke godkende – IBAN-nummeret (International Banking Account Number) var ikke validt. Tjekke, tjekke … det var rigtigt nok tastet, men jeg prøvede alligevel igen. Med samme resultat. Jeg lukkede netbanken ned og åbnede igen. Samme resultat. Jeg ventede til i dag. Samme resultat.
Så blev banken ringet op – jeg regnede med, at det var der, problemet lå, idet jeg på ingen måde kunne forestille mig, at der skulle være fejl i en pdf-fil/trykt girokort, der går ud til tusindvis af mennesker.
Banken fortalte mig, hvordan jeg en anden gang selv kunne tjekke et IBAN-nummers gyldighed, men nu tastede hun det ind og sagde, at der manglede to cifre; der skal være 24 til Sverige og her er kun 22 (SE625 000 000 005 746 100 14).
Så ringede jeg til kundeservice i e-on. Først skulle jeg fortælle en maskine, hvad mit ærinde var. Den forstod mig ikke. Jeg prøvede med flere varianter, men først da jeg nøjedes med ét ord (et meget tydeligt udtalt IBAN), blev jeg stillet videre til et rigtigt menneske.
Som ganske enkelt heller ikke forstod, hvad jeg sagde, selv om jeg forsøgte at lyde svensk. Det er jeg så åbenbart ikke specielt god til …
Efter en meget omstændelig samtale, hvor han gentagne gange spurgte, om jeg havde fået en forkert regning, spurgte jeg ham, om han ikke bare kunne tjekke det IBAN-nummer. Jojo …
Jeg remsede det op – igen på mit bedste svenske.
Han gentog: seksti tjugofem nul nul nul nul nul nul nul nul fem tjugofyra seks ett nul nul et fyra.
Nej. Jeg gentog. Det gjorde han også. Forkert. Syv er svært at sige på svensk for en dansker. Så spurgte jeg, om jeg skulle sige tallene på engelsk? Det gjorde jeg, og så fik han i det mindste fat i nummeret.
“Og hvad er der så forkert i det?” Spørger HAN!
“Ja, det er jo det, jeg spørger dig om! Det virker ikke! Der mangler to cifre for at være korrekt.”
”Hvad skal du bruge det nummer til?” Spørger HAN!
Min tålmodighed var efterhånden grundigt udfordret, men jeg svarede roligt, at det er det internationale banknummer, og hvis ikke det er korrekt, kan jeg ikke betale fakturaen.
”Aha! Du mener, at der er fejl i fakturaen?”
“NEJ, ikke på den måde!!! Der er fejl i det IBAN-nummer, der står på den!!!”
”Du ved godt, at det er OCR-nummeret, du skal opgive ved betalingen?”
”Ja. Det er for, at I skal kunne vide, hvem der betaler. IBAN-nummeret er til min bank, så de kan overføre mine penge til jer.”
”Ved du hvad, jeg tror jeg stiller dig om til en anden afdeling.”
“Rigtig god ide. Tak!”
Inden jeg nåede igennem til hvem det nu måtte være, fik jeg en lys ide: Hvorfor tager jeg dog ikke bare den forrige faktura frem?
Det gjorde jeg, og hvad stod der? SE625 000 000 005 746 100 14 50. Jamen der var jo de sidste to cifre!
Tænk engang at lave sådan en eklatant trykfejl – det er bare ikke særlig smart. Som i slet, slet ikke.
Stakkels kunder, der skal betale for første gang.
Det havde jeg ikke troet muligt – det var også derfor, jeg så sent fik tanken om at kigge tilbage. Og så naturligvis den kundeserviceknolds skyld, fordi han ikke anede, hvad et IBAN-nummer er. Han burde have kunnet hjælpe mig, skulle jeg mene.

Nødder i sengen

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt! Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

Det er dejligt om morgenen

Det er dejligt, at det om morgenen bliver lidt tidligere lyst nu, men puhada, hvor bliver det så også tidligt mørkt igen – og dagene har hele syv uger endnu til at blive kortere i, inden det vender.
Når solen så oven i købet skinner om morgenen, kan man blive i helt godt humør bare af at kigge ud i skoven, fordi solens lave, næsten vandrette stråler tydeligt skinner ned gennem træerne.

Desværre skinner solen ikke mere for i dag, men det skulle dog i det mindste holde tørt de næste par dage.
John har gået og ryddet lidt mere op rundt omkring – eller rettere ryddet ud – det sætter godt nok nogle ting i gang, når man sætter et hus til salg efter at have beboet det i over 20 år. Vi syntes egentlig ikke, vi sådan gik og rodede, men da vi tog lidt andre øjne på, kunne vi godt se, hvor det nok var en god ide at sætte ind.

Plus pudse kobbertøj, fx … og muge lidt ud under køkkenvasken og lignende nusserier … man ved jo aldrig, hvornår der står folk og vil se huset.
Verdens Bedste Nabo fortalte, at han havde set flere biler holde ind på grunden og se sig lidt omkring, men mere er det da heller ikke blevet til, for så havde vi formentlig hørt fra ejendomsmægleren, hvis de havde ønsket at ville kigge inde i huset.
Nå. Det kommer nok engang – der sker sikkert ikke mere i år, for dette er ikke den optimale årstid at sælge huse på. Til foråret kan vi igen sætte optimismen ind og håbe, at der sker noget i salgsmæssig retning. Jeg gider ikke gå og være bekymret – vi har jo ikke travlt, og det er ikke et økonomisk problem for os at have huset; det er ikke derfor det skal sælges – jeg har derfor besluttet mig for, at jeg lige så godt kan nyde det maksimalt hver eneste gang vi er heroppe.
Så det gør jeg. Også selv om solen er forsvundet, og der bare er en kedelig og grå novemberdag tilbage. Her er jo dejligt alligevel.

To forskellige slags suk

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

Det findes ikke meget smukkere

Når jeg vågner op til sådan en dag som i dag, kan jeg godt fortryde, at vores hus er sat til salg. Næsten. Ikke, når jeg tænker én gang til.
Men efteråret fås nok ikke meget smukkere end dette, så jeg vil lige belaste jer med et billede eller to.
Farverne er næsten helt New Englandske (ganske som jeg også konstaterede for et år siden), men der mangler den knaldrøde, som vist kun sukkerahornen kan præstere.
Efteråret er steget i anseelse hos mig, efter jeg jobstoppede. Nu er det på lige fod med forår og sommer, således at disse tre må dele en årstidsførsteplads, med vinteren på andenpladsen. Jeg vil ikke undvære nogen af vores årstider, heller ikke vinteren, men det bliver aldrig den bedste – hverken med eller uden sne.

Træerne i skellet på nordsiden af grunden.

Vandet står helt op til broen nede ved åen – det er længe siden det har gjort det.
Nu må Sydsverige have fået det vand, mange har klaget over manglen på det meste af året, med brønde der løber tørre midt under opholdet heroppe.
Det har vi kun prøvet én gang, og det er mange år siden. Vi løste problemet ved at stoppe et dræn til, hvilket resulterede i den ønskede højere grundvandsstand, samt at en eng et stykke fra huset bliver lidt oftere oversvømmet end før, men vi har ikke været løbet tør for vand siden, og da der ikke længere er køer eller andre husdyr, der skal græsse på den eng, er vi temmelig ligeglade – vi vil hellere have vand i vores brønd.

Vildsvinene har hærget på vej ned mod åen og også på den anden side af vores hus, inde i skoven … igenigen er vi særdeles lykkelige for vores elhegn rundt om grunden.

Disse bittesmå bægre på nederste billede har jeg også foreviget et utal af gange, men jeg bliver lige betaget hver gang de står der og lyser så fint op mod mig.

Apropos bægerlav … lige om lidt vil jeg ud og samle lav. Jeg læser nogle steder, at man kun skal tage det, der er faldet på jorden, for lav er ekstremt langsomtvoksende, så naturen kan ikke tåle, at vi plukker det levende fra træerne.
Taget i betragtning, hvor mange tons forskelligt lav der findes bare i vores nærområde, har jeg ikke tænkt mig at mobilisere nogen skrupler over at plukke fra de grene, jeg kan nå. Beklager.

Æblets by

Rubinola er et æble, der er svært at opdrive. Det er Filippa også. Hvorfor finder jeg udelukkende yndlingsæbler, der ikke er til at få fat i?
Det er ret irriterende …
I dag løste vi problemet ved at køre over til hele Sveriges æbleby, Kivik på Sveriges østkyst, for der ved vi, at de har Rubinola. Det er også der, de har vores årgangsmost til Charlotte – og i det hele taget flere forskellige dejlige slags most.
Det havde de da også i dag, Rubinola altså, så der blev investeret i en kasse, samt forskellige slags most, så vi har til julen over – englænderne kommer nemlig her til jul.

Efter dette kørte vi en tur ned på havnen i Kivik, hvor de for sidste dag i år havde den 12 x 9 meter store tavle lavet af æbler. Den står på samme sted hvert år, og hvert år er det et nyt motiv. Det for i år er ikke det flotteste – og alligevel er det jo superflot at kunne skabe et sådant kunstværk. Tænk at have det overblik der skal til lige at lave noget, der fylder 108 m². Jeg er behørigt imponeret.
Man aner en romantisk historie her: I de første år (1988-2000) var tavlerne skabt af Helge Lundstrøm, så kom der en Emma Karp ind billedet, i samarbejde med en Jan Lagger, men fra 2005 har det været Emma Karp Lundstrøm, der alene har stået for kreationen.
Her kan alle æbletavlerne gennem årene ses – de er altså flotte! Se blot Helge Lundstrøms Millenium her til højre.
I dag bliver det som sagt taget ned, og det er da også blevet vanskeligt at se, hvad det skal forestille – derfor både mit eget foto og et lånt.
Da jeg kom helt tæt på, var de fleste æbler ulækre og pilrådne.

Der pyntes med æbler på mange måder op til den store æblefestival sidst i september.
Selv mågerne spiser æbler … det var jeg ikke klar over, at de gjorde.

Sjældne fund – i Danmark, men vist ikke her

På dagens svampejagt (fin fangst, men desværre ingen tragtkantareller) faldt vi over nogle køllesvampe, som jeg ikke mindes tidligere at have set i virkeligheden. Først pigsvampen i går, og nu denne – det må virkelig være et optimalt svampeår i år.
Jeg bestemte den til at være en Clavariadelphus pistillaris – herkuleskøllesvamp, men er ikke 100 % sikker. Den var dog så stor – og ikke blank – at jeg ikke kunne se andre match end dette. Vi så den flere steder, hvilket er interessant i betragtning af, at det er første gang.
Det er ikke første gang, vi ser guldgafler; dem ser vi næsten altid, men de små fine, skriggule svampe er så flotte, når de står og lyser op i skovbunden.

Under jagten på identiteten af køllesvampen faldt jeg over en anden svamp, som viser sig at høre under laverne – jeg har bare altid kaldt den en svamp, men man bliver heldigvis hele tiden klogere.
Det drejer sig om en Peltigera neopolydactyla. Det er godt nok nogle heftige navne, vi er ude i i dag … men det må være den, og den er kun observeret et enkelt sted i Danmark. Vi har den flere steder her på torpet, så jeg gætter på, at den må være almindelig her i Sverige. Den har et svensk navn (nordlig trevarlav), så mon ikke?

Sådan kan man komme meget rundt – i sin søgen efter ét, finder man tit noget andet og måske noget tredje … somme tider slet ikke det, man oprindelig gik efter, men det går endda, for ens viden øges hele tiden.
Så er det bare, om man kan huske det til en anden gang … det der med indlæring går ikke så tjept som i de yngre dage, og ny læring sidder heller ikke lige så godt fast fra starten, men kræver ofte gentagelser. Gid man kunne bejdse hjernen, som man bejdser garn for at få farven til at sidde bedre fast.

Vi er ikke færdige med de underlige navne. Dog ikke den til venstre, som jeg tror er enten en net-eller punktstokket indigorørhat. Tror, så den kommer ikke i gryden – der er en svag mulighed for, at det er en djævlerørhat, og jeg er ikke dygtig nok til at kunne skelne, så jeg skal ikke risikere noget.
Den gule oganisme til højre er efter al sandsynlighed et svampedyr ved navn poleret glatfrø (Leocarpus fragilis). Godt så. Poleret glatfrø. Helt ærligt …  
Nu tror jeg vi stopper for i dag; min hjerne kan ikke rumme mere ny viden, hvis den også skal lagres, hvilket den helst skal, for det er så dejligt at have svar på rede hånd, når man går i skoven og bliver spurgt om de forskellige svampes navne.

Regn, regn, kom igen …

Man vil måske undre sig over dagens overskrift, men jeg fik den ide, at når det nu næsten altid, rent vejrmæssigt, går stik modsat af mine ønsker, så skal jeg nok bare ønske mig mere regn for at opleve en bedring i den ret så våde vejrsituation.
ALT er vådt – der står skræmmende meget vand på markerne, men heldigvis er der kun ganske få, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det vil vare en rum tid, inden der kan køres på de marker igen.

I det sydsvenske var der vist faldet lige så meget vand, og har det været lige så lunt som derhjemme, skulle der gerne være mulighed for masser af svampe.
Det var der også … på min færden gennem Den Lille Rute fik jeg pludselig øje på en stor, gullig-hvid svamp, som jeg umiddelbart identificerede som en pigsvamp alene på grund af den karakteristiske hatfarve, men tænkte, at det kunne ikke passe, for dem har jeg ikke tidligere fundet her omkring.
Det kunne så bare godt passe! ÉN pigsvamp! Hvordan den ene så er havnet her, kan jeg ikke regne ud, men jeg ledte lidt rundt omkring uden at finde flere. Til gengæld var det den største, jeg nogensinde har ‘fanget’.
Og nej, jeg går ikke og drysser kokosmel på min Karl Johan; det er pigsvampen, der ikke holder fast på piggene. Det grønne er lav, som skal med hjem og tørres til senere farvebrug.
Jeg fandt ikke voldsomt mange kantareller og også kun den ene Karl Johan, men dem jeg fandt, var kæmpestore. Vejret har måske været for vådt for selv svampesamlerne i den seneste tid?
Jeg må ud på Den Store Rute i morgen, hvor vejret skulle blive lidt bedre, og det helst inden folk kommer hjem fra arbejde.

Tænk, hvis man kunne spise alle de svampe, man ser i skovene … eller … det kan man jo sådan set godt, eftersom alle svampe i princippet er spiselige. Det er bare virkningen, der er yderst forskellig.
JA, det er ordkløveri, dette her, for jeg ved naturligvis godt hvad folk mener, når de spørger, om den eller den svamp er spiselig. Jeg elsker bare det der svar på den helt bogstavelige opfattelse af spørgsmålet.
I øvrigt er jo selv de for os dødeligt giftige fluesvampe spiselige – for snegle. Og de dør ikke af det, fordi de har et andet fordøjelsessystem end vores, så jeg håber ikke, der stadig er nogen der tror, at hvis der er spist af svampen, er den ikke giftig for mennesker. Der er næsten aldrig spist af kantareller, som jo af nogle (ikke af mig …) regnes for kongen over alle svampe, mens der næsten altid er spist af fluesvampene.

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.