Hos Mommer

14. oktober 2017

To forskellige slags suk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

Ved fiskesøerne

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

Den gamle stenbro ved Vilshult (1)

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

Den gamle stenbro ved Vilshult (3)

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Den gamle stenbro ved Vilshult (9)

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

Reklamer

13. oktober 2017

Det findes ikke meget smukkere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: ,

Når jeg vågner op til sådan en dag som i dag, kan jeg godt fortryde, at vores hus er sat til salg. Næsten. Ikke, når jeg tænker én gang til.
Men efteråret fås nok ikke meget smukkere end dette, så jeg vil lige belaste jer med et billede eller to.
Farverne er næsten helt New Englandske (ganske som jeg også konstaterede for et år siden), men der mangler den knaldrøde, som vist kun sukkerahornen kan præstere.
Efteråret er steget i anseelse hos mig, efter jeg jobstoppede. Nu er det på lige fod med forår og sommer, således at disse tre må dele en årstidsførsteplads, med vinteren på andenpladsen. Jeg vil ikke undvære nogen af vores årstider, heller ikke vinteren, men det bliver aldrig den bedste – hverken med eller uden sne.

IMG_8112

Træerne i skellet på nordsiden af grunden.

IMG_8116

IMG_8113

Vandet står helt op til broen nede ved åen – det er længe siden det har gjort det.
Nu må Sydsverige have fået det vand, mange har klaget over manglen på det meste af året, med brønde der løber tørre midt under opholdet heroppe.
Det har vi kun prøvet én gang, og det er mange år siden. Vi løste problemet ved at stoppe et dræn til, hvilket resulterede i den ønskede højere grundvandsstand, samt at en eng et stykke fra huset bliver lidt oftere oversvømmet end før, men vi har ikke været løbet tør for vand siden, og da der ikke længere er køer eller andre husdyr, der skal græsse på den eng, er vi temmelig ligeglade – vi vil hellere have vand i vores brønd.

Vildsvinene har hærget på vej ned mod åen og også på den anden side af vores hus, inde i skoven … igenigen er vi særdeles lykkelige for vores elhegn rundt om grunden.

Disse bittesmå bægre på nederste billede har jeg også foreviget et utal af gange, men jeg bliver lige betaget hver gang de står der og lyser så fint op mod mig.

Apropos bægerlav … lige om lidt vil jeg ud og samle lav. Jeg læser nogle steder, at man kun skal tage det, der er faldet på jorden, for lav er ekstremt langsomtvoksende, så naturen kan ikke tåle, at vi plukker det levende fra træerne.
Taget i betragtning, hvor mange tons forskelligt lav der findes bare i vores nærområde, har jeg ikke tænkt mig at mobilisere nogen skrupler over at plukke fra de grene, jeg kan nå. Beklager.

IMG_8119

12. oktober 2017

Æblets by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags:

Rubinola er et æble, der er svært at opdrive. Det er Filippa også. Hvorfor finder jeg udelukkende yndlingsæbler, der ikke er til at få fat i?
Det er ret irriterende …
I dag løste vi problemet ved at køre over til hele Sveriges æbleby, Kivik på Sveriges østkyst, for der ved vi, at de har Rubinola. Det er også der, de har vores årgangsmost til Charlotte – og i det hele taget flere forskellige dejlige slags most.
Det havde de da også i dag, Rubinola altså, så der blev investeret i en kasse, samt forskellige slags most, så vi har til julen over – englænderne kommer nemlig her til jul.

Æblefestival i Kivik
imageEfter dette kørte vi en tur ned på havnen i Kivik, hvor de for sidste dag i år havde den 12 x 9 meter store tavle lavet af æbler. Den står på samme sted hvert år, og hvert år er det et nyt motiv. Det for i år er ikke det flotteste – og alligevel er det jo superflot at kunne skabe et sådant kunstværk. Tænk at have det overblik der skal til lige at lave noget, der fylder 108 m2. Jeg er behørigt imponeret.
Man aner en romantisk historie her: I de første år (1988-2000) var tavlerne skabt af Helge Lundstrøm, så kom der en Emma Karp ind billedet, i samarbejde med en Jan Lagger, men fra 2005 har det været Emma Karp Lundstrøm, der alene har stået for kreationen.
Her kan alle æbletavlerne gennem årene ses – de er altså flotte! Se blot Helge Lundstrøms Millenium her til højre.
I dag bliver det som sagt taget ned, og det er da også blevet vanskeligt at se, hvad det skal forestille – derfor både mit eget foto og et lånt.
Da jeg kom helt tæt på, var de fleste æbler ulækre og pilrådne.

Æblefestival i Kivik (2)Æblefestival i Kivik (4)

Der pyntes med æbler på mange måder op til den store æblefestival sidst i september.
Selv mågerne spiser æbler … det var jeg ikke klar over, at de gjorde.

Æblefestival i Kivik (1)Æblefestival i Kivik (3)

15. september 2017

Sjældne fund – i Danmark, men vist ikke her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

På dagens svampejagt (fin fangst, men desværre ingen tragtkantareller) faldt vi over nogle køllesvampe, som jeg ikke mindes tidligere at have set i virkeligheden. Først pigsvampen i går, og nu denne – det må virkelig være et optimalt svampeår i år.
Jeg bestemte den til at være en Clavariadelphus pistillaris – herkuleskøllesvamp, men er ikke 100 % sikker. Den var dog så stor – og ikke blank – at jeg ikke kunne se andre match end dette. Vi så den flere steder, hvilket er interessant i betragtning af, at det er første gang.
Det er ikke første gang, vi ser guldgafler; dem ser vi næsten altid, men de små fine, skriggule svampe er så flotte, når de står og lyser op i skovbunden.

Clavariadelphus pistillarisGuldgaffel

Under jagten på identiteten af køllesvampen faldt jeg over en anden svamp, som viser sig at høre under laverne – jeg har bare altid kaldt den en svamp, men man bliver heldigvis hele tiden klogere.
Det drejer sig om en Peltigera neopolydactyla. Det er godt nok nogle heftige navne, vi er ude i i dag … men det må være den, og den er kun observeret et enkelt sted i Danmark. Vi har den flere steder her på torpet, så jeg gætter på, at den må være almindelig her i Sverige. Den har et svensk navn (nordlig trevarlav), så mon ikke?

Peltigera neopolydactyla (4)

Sådan kan man komme meget rundt – i sin søgen efter ét, finder man tit noget andet og måske noget tredje … somme tider slet ikke det, man oprindelig gik efter, men det går endda, for ens viden øges hele tiden.
Så er det bare, om man kan huske det til en anden gang … det der med indlæring går ikke så tjept som i de yngre dage, og ny læring sidder heller ikke lige så godt fast fra starten, men kræver ofte gentagelser. Gid man kunne bejdse hjernen, som man bejdser garn for at få farven til at sidde bedre fast.

IndigorørhatLeocarpus fragilis

Vi er ikke færdige med de underlige navne. Dog ikke den til venstre, som jeg tror er enten en net-eller punktstokket indigorørhat. Tror, så den kommer ikke i gryden – der er en svag mulighed for, at det er en djævlerørhat, og jeg er ikke dygtig nok til at kunne skelne, så jeg skal ikke risikere noget.
Den gule oganisme til højre er efter al sandsynlighed et svampedyr ved navn poleret glatfrø (Leocarpus fragilis). Godt så. Poleret glatfrø. Helt ærligt …  
Nu tror jeg vi stopper for i dag; min hjerne kan ikke rumme mere ny viden, hvis den også skal lagres, hvilket den helst skal, for det er så dejligt at have svar på rede hånd, når man går i skoven og bliver spurgt om de forskellige svampes navne.

14. september 2017

Regn, regn, kom igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , ,

Man vil måske undre sig over dagens overskrift, men jeg fik den ide, at når det nu næsten altid, rent vejrmæssigt, går stik modsat af mine ønsker, så skal jeg nok bare ønske mig mere regn for at opleve en bedring i den ret så våde vejrsituation.
ALT er vådt – der står skræmmende meget vand på markerne, men heldigvis er der kun ganske få, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det vil vare en rum tid, inden der kan køres på de marker igen.

P1070276

I det sydsvenske var der vist faldet lige så meget vand, og har det været lige så lunt som derhjemme, skulle der gerne være mulighed for masser af svampe.
Kantarel, pigsvamp og Karl JohanDet var der også … på min færden gennem Den Lille Rute fik jeg pludselig øje på en stor, gullig-hvid svamp, som jeg umiddelbart identificerede som en pigsvamp alene på grund af den karakteristiske hatfarve, men tænkte, at det kunne ikke passe, for dem har jeg ikke tidligere fundet her omkring.
Det kunne så bare godt passe! ÉN pigsvamp! Hvordan den ene så er havnet her, kan jeg ikke regne ud, men jeg ledte lidt rundt omkring uden at finde flere. Til gengæld var det den største, jeg nogensinde har ‘fanget’.
Og nej, jeg går ikke og drysser kokosmel på min Karl Johan; det er pigsvampen, der ikke holder fast på piggene. Det grønne er lav, som skal med hjem og tørres til senere farvebrug.
Jeg fandt ikke voldsomt mange kantareller og også kun den ene Karl Johan, men dem jeg fandt, var kæmpestore. Vejret har måske været for vådt for selv svampesamlerne i den seneste tid?
Jeg må ud på Den Store Rute i morgen, hvor vejret skulle blive lidt bedre, og det helst inden folk kommer hjem fra arbejde.

Tænk, hvis man kunne spise alle de svampe, man ser i skovene … eller … det kan man jo sådan set godt, eftersom alle svampe i princippet er spiselige. Det er bare virkningen, der er yderst forskellig.
JA, det er ordkløveri, dette her, for jeg ved naturligvis godt hvad folk mener, når de spørger, om den eller den svamp er spiselig. Jeg elsker bare det der svar på den helt bogstavelige opfattelse af spørgsmålet.
I øvrigt er jo selv de for os dødeligt giftige fluesvampe spiselige – for snegle. Og de dør ikke af det, fordi de har et andet fordøjelsessystem end vores, så jeg håber ikke, der stadig er nogen der tror, at hvis der er spist af svampen, er den ikke giftig for mennesker. Der er næsten aldrig spist af kantareller, som jo af nogle (ikke af mig …) regnes for kongen over alle svampe, mens der næsten altid er spist af fluesvampene.

20. august 2017

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Badende køer

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Ved Vittsjö

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

21. juli 2017

Det var jo ikke det, jeg mente!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

Det var jo ikke det, jeg mente, da huset i Sverige blev sat til salg. Der skal da ikke komme nogen allerede nu og se på det!
Det var bare sådan en tanke om, at der nok ikke sker noget ved at igangsætte processen, for der går sandsynligvis lang tid, inden det bliver solgt. Det er (i vores egne øjne, i hvert fald) et lidt specielt hus pga. de 14 senge, så det skal være en stor familie, der har lyst til at få et sommerhus i Sverige.
Det blev først sat på nettet i onsdags, og i dag ringede ejendomsmægleren for at spørge om vi var deroppe, for der havde ringet en, der gerne ville se på huset. Jamen du godeste dog, det var hurtigt.
Jeg ved da godt, at så nemt går det ikke – det ville simpelthen være for uforskammet heldigt (uheldigt?), hvis det kan gå så hurtigt. Vi havde regnet med mindst et år; mægleren sagde, at der godt kunne gå op til et år, men sådan nogle er altid så optimistiske, når de gerne vil have et hus i kommission, så vi regnede derfor med mindst et år.
Og så kommer der en og kigger allerede nu. Det er lige før (men det må I ikke sige til John), at jeg ikke ønsker, at vedkommende køber det. Jeg er åbenbart ikke moden endnu … har endnu ikke helt vænnet mig til tanken om, at det inden for en overskuelig fremtid ikke er et sted, vi skal op til mere.
P1030063Ikke op og samle svampe, ikke op og nyde skoven og stilheden, ikke op og blive vækket af tranerne klokken fem om morgenen.
Jeg er nødt til at huske mig selv på, at vi heller ikke skal op og male, ikke op og slå græs, ikke op og kløve brænde, ikke op og vedligeholde (endnu et) stort hus og (endnu en) stor have.
Jeg kan godt se, at det er nødvendigt at skille sig af med det.
Jeg vil helst ikke skille mig af med det.
Vi gider ikke tage derop lige så ofte mere og vi bliver der ikke så længe ad gangen, som vi gjorde før.
Jeg vil saaaavne ikke at skulle derop mere.
Gad vide, hvad det er for nogle, der vil se det nu? De har bare at kunne lide det – det er nemlig et skønt sted.
Jeg håber ikke, de køber det.
Jeg håber de køber det.
Hvor vægelsindet kan man blive?
Jeg håber slet ikke, at de læser denne blog, men den sandsynlighed er nok nærmest ikke-eksisterende …
Følelser er noget svært noget, og dem, der siger, at “det er jo bare en ting”, så snart det ikke handler om mennesker, kan aldrig have prøvet at elske et hus, som jeg har elsket huset i Sverige.

20. juli 2017

Navigare lajban est …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:15
Tags: , ,

IMG_6739I går tog vi den noget længere tur hjem via den svenske sydkyst. Vi har kørt den tur nogle gange efterhånden, men den er så køn, og så kunne vejen passende gå forbi Kiviks Musteri for at få fat i noget årgangsmost til min ikke-alkoholdrikkende datter.
Årgangsmost???
Jada. Årets skörd.
For det første står der årstal på flasken og for det andet matcher prisen næsten en rigtig årgangsvin …
Men hvad gør man ikke for sin eneste datter? Hun holder meget af Kiviks årgangsmost, og denne gang havde de fire slags. Hidtil har jeg kun set dem være fremstillet af forskellige æblesorter, men i 2016 besluttede man sig åbenbart for at køre mere på geografien end på æblerne. Der er dog en gravensten, som plejer at være den klart bedste. Måske også derfor, de beholder netop den.

Der er da, om ikke andet, forskelle i farverne – og så er det en smule tankevækkende, at det åbenbart er ligegyldigt, hvad jeg beskæftiger mig med for tiden, så er det i gulgrønne farver …
Når englænderne kommer, afholder vi en autoriseret smagning, hvor vi åbner alle flaskerne, hælder lidt most op i små glas og smager på ægte vinsmagningsvis.
Vi andre må gerne kommentere og have en mening om, hvilken der er bedst, men Charlotte får lov til at bestemme drikkerækkefølgen efter smagningen – det er stort set kun hende, der drikker disse – til børnene er der indkøbt ufiltreret æblemost, som de bedre kan lide. Flaskerne kan sagtens holde sig nogle dage i køleskab efter åbning, så de skal nok blive drukket.

image

Herover en dårlig googleoversættelse. Det kan vel så ikke komme helt bag på nogen, at maskinoversættelser er dårlige, men at den ikke engang kan klare to ord, overraskede mig alligevel lidt … at få årets til at blive til den … tsk, tsk.
Jeg vidste nu godt, at skörd betyder høst, men grunden til minitesten er nedenstående billede fra sejlklubben i havnen ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk (hvor vi købte flere forskellige røgede fisk – det er også et must (tøhø), når vi kører den rute):

P1070114image

At sejle er at … hvaffornåed?
Min latinordbog er umiddelbart utilgængelig, men jeg regnede med, at Google kunne finde ud af at oversætte tre ord.
Dette forslag kan imidlertid kun være noget værre vrøvl, så hvis der skulle være en latinkyndig derude, vil jeg meget gerne have en oversættelse. Hvis jeg bare googler, kommer der en svensk side op, hvorpå udtrykket er brugt, men der står ingen steder, hvad det betyder, og der dukker ikke andet op, jeg kan bruge til noget.
En enkelt mente, at det betyder At sejle er at leve, men citatet Navigare necesse est, vivere non est necesse, betyder Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, hvorfor jeg ikke helt forstår, hvis lajban også skulle være noget med at leve. Men jeg vil meget gerne gøres klogere.

5. juli 2017

En god følelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags: ,

P1070039Den store ask endte med at fylde to tredjedele af garagen plus næsten hele brændestativet hjemme i Den Stråtækte. Vi har, foruden det i garagen deroppe, stadig et halvt fyldt brændeskur i Sverige, så det skulle ikke undre mig, om vi ‘kommer til’ at køre endnu et par læs med hjem. Vi får jo ikke selv glæde af, at der er brænde nok til fem-seks år i Sverige, og med alt det arbejde, John og Søren har lagt i at få det skåret og kløvet, må vi sørge for selv at få maksimal glæde af det.
Hjemme har vi vel omkring fire rummeter, og jeg kan næsten ikke regne ud, hvor meget der er i alt i Sverige, men det er meget.
Og det er en meget god følelse.

Apropos [brænde]stabler, så løb Charlotte og Tims årlige flowershow af stablen i søndags.
Ej, sorry, den var vist lidt langt ude, men det var et primitivt forsøg på en naturlig overgang mellem brændet og mine englændere …
Der troppede små 100 mennesker op til begivenheden, og de havde det perfekteste vejr – vindstille og sol, men ikke for varmt.
En af deltagerne ville komme med sit blomsterarrangement i god tid, så hun ringede til Charlotte og spurgte, om hun havde plads i viktualierummet, for det skulle helst stå køligt. Nej, ingen plads der. Jamen … kan det så ikke komme i køleskabet, da? Charlotte blev – næsten – stum af forbløffelse: Lige om lidt kommer der omkring 100 gæster, og så tror du, jeg har plads i køleskabet til et blomsterarrangement??? Beklager, men det har jeg altså ikke.
Hvor tankeløs har man lov at være? Den pågældende blev oven i købet en anelse mopset, selv om hun prøvede at skjule det.

The pond and house

Havedammen, som kun var et hul i jorden, da vi var derovre, er nu færdig – det havde de lovet sig selv, at den skulle være til flowershowet.
Børnene har allerede set en guldsmed lægge æg, så de bliver fulgt med største interesse.
Charlotte havde i år besluttet sig til, at hun ikke ville have en have-/blomsterfaglig dommer til at komme og bedømme hhv. blomsterarrangementerne og grønsagerne, men havde i stedet printet stemmesedler og lod på den måde deltagerne og gæsterne på demokratisk vis bestemme, hvem der skulle vinde.
Det bevirkede, at alle var mere engagerede i foretagendet, og ingen blev sure eller skuffede over ikke at have været den bedste. Man husker måske ‘Maude’, som gik hjem i seng, da hendes blomsterarrangement ikke vandt i 2015, da John og jeg var derovre? ‘Maude’ var også med i søndags, og selv om hun ikke vandt, holdt hun tappert smilet på læberne og gik ikke hjem i seng.
Jeg sagde til Charlotte, at jeg/vi ville forsøge at være derovre til næste år, for det er et kæmpe arbejde, de lægger i det, og både hun og Tim var totalt smadrede (men glade) søndag aften. Svigerforældrene, som jo bor i samme landsby, kunne ikke drømme om at tilbyde deres hjælp. Charlotte mente så også, at de nok var bedre stillet uden, for hun er ikke sikker på, hvor god den ‘hjælp’ ville være – der ville sandsynligvis bare være en irriterende mængde utidig blanden sig i, hvordan tingene skal være.
Hmmm. Der røg vist igen beslutningen om ikke at være væk i havens højsæson …

4. juli 2017

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

KejserkåberKejserguldsmed

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.
Nåmenihdog

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

3. juli 2017

Vi hygger os i solen – sagde firbenene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: ,

Vi er i Sverige igen, fordi vi skal op og skrive under hos ejendomsmægleren kl. 10 i morgen formiddag. Så tidligt gider vi ikke stå op, når det ikke er strengt P1030275nødvendigt, så vi kørte afsted i dag og havde inviteret Søren med, for nu skal det sidste af asketræet træ saves, kløves og på plads – og der skal endnu et læs med hjem. Det er bare med at benytte sig af det, så længe vi har gratis og rigtig godt brænde. Vi har et lille væddemål kørende, om der bliver to eller tre læs ud af stammerne … men uanset hvad, bliver det rart endelig at se alt træet på plads i brændeskurene. Det har været et stort arbejde for de to mænd – det var et ret stort træ, der blev lagt ned sidste år i maj, men til gengæld har vi vil der være brænde heroppe til tre, måske fire år, plus til to vintre derhjemme.

De forstyrrede seks firben, som lå og fik sig noget kropsvarme på en af stammerne. Firbenene var enten ligeglade med mennesker og deres larmende maskiner, eller også var de stadig meget kolde, for de havde ikke i sinde at flytte sig, selv om der blev savet og kløvet lige ved siden af dem. At mit kamera blev stukket næsten lige i snuden på dem, var de også ret ligeglade med – de flytter sig nok ikke før stammen, de ligger på, bliver savet op.

P1030272

Kejserliljerne står og ser så smukke ud lige nu. De må være i stand til at formere sig selv, for der kommer flere og flere hvert år – ikke i store mængder, men der er en del flere, end da vi overtog huset i sin tid. Det er lige før, man får ondt i øjnene, når solen skinner på dem.
Jeg havde liljer i min brudebuket, og deres stærktfarvende, knaldrøde pollen satte sig effektivt fast i stoffet, kan jeg huske. Det er faktisk lidt mærkeligt, at blomsterdamen ikke advarede John mod den ‘fare’ – hun kunne jo ikke vide, at min nederdel kunne maskinvaskes, men havde det været en silkekjole eller noget andet sart stof, tror jeg det havde været ødelagt. Men det var da en flot buket …

P1030278

Svampe har vi også i haven, men desværre er der ikke rigtig nogen ude i skovene endnu. Der er godt nok enkelte visse steder, fortalte Verdens Bedste Nabo, men de er stadig for få og for små.
Denne her ved jeg ikke hvad hedder, men pyt, for vi spiser den alligevel ikke – der havde ellers i givet fald været meget mad; billedet viser kun en femtedel af mængden på den gamle rønnebærstub.

P1030273

27. juni 2017

En svær beslutning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:21
Tags: ,

Det var noget underligt noget med det hotspot. Da jeg forsøgte at tilslutte det, som jeg jo har gjort så mange gange før, nægtede det pure. Da jeg senere fik den snedige ide at gå ud på terrassen med telefonen, kom det i gang, og det har virket lige siden – også indenfor. Det giver 4,5/1,5 på bredbåndstesten, hvilket er lidt under en fjerdedel af, hvad det glemte modem trækker.

Måske glemte jeg det, fordi jeg har andet i tankerne. I morgen kommer her en ejendomsmægler og ser på huset. Vi sætter det til salg nu. Det er en af de sværere beslutninger i mit liv, for hvor har jeg dog elsket dette hus og dette sted – vi må bare se i øjnene, at tiltrækningen ikke er nær så stor mere efter at have fundet Den Stråtækte, så vi kommer her ikke ofte nok. Det medfører en ond cirkel, for når vi så er her, er der for meget at lave, og så er det ikke længere den oase og det fristed, det helst skal være. Her er stadig skønt her midt i skovene, men ‘hjemme’ er ikke så meget her mere, som da vi boede i kedelige Havdrup. Vi er ikke kede af at skulle sætte kursen mod Danmark, og vi er her aldrig så længe ad gangen som før i tiden.

Da vi jobstoppede, troede vi, at vores liv skulle fordeles omkring 50/50 eller i det mindste 66/34 mellem DK og S, men igen: Da boede vi i Havdrup. Vi var slet ikke klar over, hvor inderligt trætte vi var af det rækkehus, før vi flyttede til Den Stråtækte.

Vi bliver heller ikke yngre, og det giver for meget arbejde at skulle passe og vedligeholde to store huse med to store haver, så det kan ikke være anderledes. Vi har konstant dårlig samvittighed over ikke at komme tit nok herop, og det dur ikke – det skal være lysten der driver værket og ikke pligtfølelsen.

Det bliver spændende at se, hvor længe det kommer til at stå til salg … det kan vel være alt mellem en måned og et par år. Jeg går rundt heroppe sådan lidt ved siden af mig selv og kan slet ikke finde ud af mine meget blandede følelser. Lettelse. Vemod. Sorg. Resignation. Glæde.

For filan, hvor er det svært. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at vræle, når det skal overdrages til andre, men på den anden side ved jeg også, at det er det rigtige at sælge nu.

18. maj 2017

Hvad er straffen for musesmugling?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags: ,

I går aftes, da vi tømte traileren for brænde, opdagede vi en mus, der fes skrækslagen rundt mellem brændestykkerne. Sådan en kan ikke selv hoppe op i traileren, men må have ligget og hygget sig i de tomme plastsække, John havde taget med hjem for at smide ud. Den var væk, da vi næste gang kom hen til traileren, så nu kan vi blive anklaget for indsmugling af mus! Arme lille fyr – der er ikke noget integrationskontor, der kommer og hjælper sådan en lille fætter med at finde sig til rette i et fremmed land …

Jeg kan derimod berolige Kristine med, at jeg ikke havnede i et svensk fængsel for at smugle min egen mand med op i vores eget hus i Sverige … der var godt nok kontrol lige efter broen, men de var helt ligeglade med hullerne i Johns pas. Det var, rent datomæssigt, ikke udløbet, og eftersom det ikke hedder paskontrol ved grænsen, men ID-kontrol, var der ingen problemer. Det havde jeg nu heller ikke regnet med.
Vi ville dog ikke risikere at skulle betale 1000 kroner i DK og 500 i S for ikke at have kørekortet med; derfor kørte jeg derop.
Der var i øvrigt en krølle på halen i går: Det er maaange år siden, John er blevet stoppet, men i går så vi et §77 – eller noget – i Faxe Ladeplads. Politiet standsede i hvert fald samtlige bilister, men John nåede lige at dreje af, hvorved han undgik dem, men det kan nok være, vi fik byttet plads, så snart vi var uden for synsvidde. Det havde været ret ærgerligt med den bøde, som jo uvægerligt var faldet, hvis vi var blevet stoppet. Atter en gang måtte vi konstatere, at Murphy virkelig var en forudseende herre.

På vej hjem i dag købte vi en liter mælk i Nordens formentlig mindste mælkeudsalg. Ikke fordi vi manglede mælk, men bare fordi vi kunne.
Det skulle lige prøves! Det ligger 100 meter nede ad en vej, der viser mod Sibirien, men mælken var også dejlig kold …

P1060801

Åbent hver dag fra 7-20. Meget kundevenligt. Og handicapvenligt, oven i købet.
Når man er kommet ind, vælger man flaske, hvis ikke man har sin egen emballage med, hvilket man godt kan have. Man kan købe halve og hele litre mælk, og man kan vælge mellem plast- eller glasflasker.
Jeg gik hele vejen og valgte den dyreste løsning i form af en helliters glasflaske med Furumossens etiket. Det blev 25 svenske pesetas (man får SEK meget billigt for tiden!).
Når flaskeindkøbet er klaret, kan man sætte flasken ind i ‘tappehallen’. Nu skulle kreditkortet frem igen. Mælken koster 12,50 kroner literen, svenske igen, naturligvis, og dermed ikke mere end jeg giver for min yndlings-jerseyminimælk herhjemme – jeg gættede dog på, at dette her vil være sødmælk, men det kan John godt lide på sine havregryn om morgenen, så det er fint nok. Nu er den alternative købsmetode afprøvet og produktet er smagt. Det er helt sikkert godkendt, især fra Johns side, for sødmælk (4 %, faktisk) er det ganske rigtigt, og så er det lige fedt nok til mig.

P1060803P1060805P1060807

16. maj 2017

ØV. Ærgerligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.
P1020106P1020107

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

P1060792P1060794

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

15. maj 2017

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: ,

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

P1060788

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

P1060787

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

14. maj 2017

Noget af en forskel …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

P1060770

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

P1060776P1060783

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

4. april 2017

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

P1060249Solbær

Stikkelsbær

Kaprifolium

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Traner over Spjutatorpet (2)

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

P1060276

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

3. april 2017

Når livet går en imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

P1010375

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

3. februar 2017

Der er huuuul midt i haven …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags:

I tirsdags fik vi et lidt foruroligende brev fra Osby Kommune, hvori de gjorde os opmærksom på, at man var i færd med at undersøge, om nationens et-, to- eller trekammerbrønde forurener nationens grundvand, søer eller vandløb. De, der gør, skal udskiftes og i den forbindelse bad de os om at udfylde og returnere de medsendte to blanketter, og i øvrigt ville der komme en ud fredag (i dag) for at se på sagerne.
Det var sandelig et kort varsel! Og der stod selvfølgelig intet om hvornår fredag …

Den var god nok ...

Ydermere var jeg ikke i stand til at udfylde alle felterne i skemaet, idet vi i forbindelse med huskøbet ikke fik alle de ønskede oplysninger.
Og hvad pokker betyder BDT???
(Det betyder bad, dusch og toalett, fandt jeg senere ud af. Man skal bare læse det med småt.)
Sveriges Bedste Nabo ringede og spurgte, om han ikke skulle få sønnen (som har et enmands-entreprenørfirma), til at grave et hul i vores have med det samme – han skulle alligevel selv have gravet, og sandsynligheden for, at vi ville blive bedt om at få gravet et godt stykke ned for at se, om der er utilsigtede udsivninger, var tæt på 100 %, så hvis vi gjorde det, til kommunemanden kom, sparede vi, at han skulle komme igen.
Vi sagde selvfølgelig ja tak.
Den var god nok ... (1)

Vi havde egentlig ikke tid til at køre til Sverige lige nu … vi skal have gæster i morgen og skal ud søndag. Hvis jeg handlede gæstemad i går, kunne vi køre derop her til morgen, blive der, til inspektionen var overstået og så sætte kursen hjemover igen. Sikke en måde at bruge en dag på – eller Sådan Kører Man 500 Kilometer Til Næsten Ingen Verdens Nytte, men vi ville selv være til stede for at høre dommen. Og for at få hjælp til at udfylde de blanketter …
Vi kørte hjemmefra klokken seks og var der lidt i ni som aftalt med naboen, idet vi håbede, at ingen kommunalt ansatte ville kunne finde på at komme tidligere end det. Ligeledes forhåbentlig heller ikke senere end kl. 14.
Han kom kl. 10. Det skulle han bestemt ikke høre noget for.

Den var vist ikke helt god nok her ...

Der var gravet et ordentligt krater. Det ligner nærmest et lille hul på billedet, men det var 2,35 meter dybt … og se lige den kæmpesten, der blev hevet op inde hos naboen (midt i billedet). Vi havde også en meget pænt stor en dernede; der var i det hele taget forbløffende mange sten.

Han var tilfreds! Inde hos os var han tilfreds. Han kiggede nøje efter, men der var ingen tegn på, at trekammerbrønden og dens mekanismer ikke fungerede aldeles efter hensigten, så vi var glade. Meget, meget glade, for det ville have kostet os en masse penge at få systemet udskiftet. En masse vil sige mindst 70.000 svenske kroner, så det er sikkert forståeligt nok, at det var med bævende hjerter, vi kørte afsted i morges.
Vi har nu mødt en sød, svensk kommunalansat, som ikke havde spor skrankepavementalitet.
Da han sagde, at alt var som det skulle være og at vi intet yderligere skulle foretage os, kunne jeg kunne have kysset ham, men så havde han nok bare skiftet mening. Han var kun omkring de 30 år …

21. januar 2017

Spændende vejr … eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.
image

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

P1050764

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

18. januar 2017

KOLDT, koldt, koldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Vel ankommet til et vinterkoldt sommerhus kunne vi konstatere, at indendørstemperaturen havde været nede på minus 6,5°. Sikkert fordi udendørstemperaturen på et tidspunkt havde været nede på ÷17,5° – hvilket må siges at være lidt mere end halvkoldt …
Da vi kom kl. 13:30, var udendørstemperaturen +2 og indendørstemperaturen ÷0,5 grader.
Nu er den 20 grader. Inden døre, forstås.
Hvad skulle vi gøre uden de elektriske varmetæpper i sengene? Så ville vi ikke nå at få varmen, inden vi skal hjem igen. Det er totalt umuligt at varme madrasserne tilstrækkeligt op med sin kropsvarme. Det har vi kun prøvet én gang, så blev der købt varmetæpper i stor stil. Det var rædselsfuldt – aldrig i mit liv har jeg frosset så meget og så intenst, selv om vi lagde mindst 400 tæpper både under og over os.
Vandlåsen i køkkenvasken var frossen, men det blev klaret med en omgang kogende vand og et lille pust med hårtørreren.
Heldigvis virker varmestrengen fra brønden og ind til hydroforen, så vandet kom med det samme – hvis ikke det havde været tilfældet, var vi kørt igen. John og jeg kan lige klare den ved at hente toiletskyllevand fra naboens pumpe og drikkevand fra tanken, men når vi er tre heroppe, gider jeg simpelthen ikke det bøvl.

Timian

Køleskabet er gået i kuldestrejke – det er godt, vi har det store køleskab udenfor, hvis ikke det har tænkt sig at ville starte igen.

Der er ikke helt hvidt heroppe, kun lidt, men de lover en smule sne i nat. Tøvejr igen allerede fra i morgen, så det bliver ikke denne gang, vi skal ud og gå tur i knitrende frostsne.
Med dette kedelige grå, disede og triste vejr er jeg ret sikkert på, at dovenskaben overtager helt, mens vi er her – ingen gåture til os.
Så kan jeg nå at strikke rigtig meget på trøjen – det gør ikke spor!

10. november 2016

Tålmodighed, tålmodighed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: ,

P1050073Da Anna og Aubrey for første gang opdagede en pænt stor klump harpiks på et grantræ her ved torpet, gjorde de som børn helst skal gøre: Undrede sig og spurgte hvad det var for noget. Det fortalte vi dem naturligvis og fortalte også, at det bliver til rav, hvis man venter længe nok.
Nu er ‘længe nok’ for små børn noget ganske andet, end det er for os andre. De tog harpiksklumpen med ind og gik og kiggede til den et par dage.
“Hvor længe skal vi vente, mommer?”
”Årh, nogle millioner år … mindst 30, faktisk.”
”30 ÅR???”
”Nej. 30 millioner år.”
Da det gik op for dem, at jeg ikke tog gas på dem, mistede de lidt interessen for det stykke harpiks.

P1050071Jeg mindes ikke at have set harpiks på asketræer, men i dag fandt jeg en stor klump, som her er vist i naturlig størrelse. (Ask tilhører sorten af hårdt træ. Det er let at save, men svært at splitte. Sammenlignet med fyr- og gransorter er indholdet af harpiks i ask meget lavt. Dette skaber få uønskede gnister eller flyvende gløder – citat slut.)
John og Søren skriver vist gerne under på, at det er svært at splitte … jeg tror nok, de hev og sled i nogle af stykkerne indimellem for at vride dem fra hinanden.
Nu skal jeg bare vente i 30 millioner år på, at dette bliver til en klump smuk, lys rav.
Mon ikke arvingerne vil tage over gennem generationerne? Jeg lægger det lige i vand …
Mine fodspor i den svenske sne bliver ikke stående i millioner af år. Faktisk blev de ikke engang et døgn, for nu er det blevet tøvejr.

P1050084P1020834

De flittige mænd har nu, trods asketræets stritten imod, kløvet alt brændet, som ses til højre. Nu mangler kun de stadig hele stammer, men de får vente, for lige nu ser de ud som på billedet till venstre. Flink Nabo har lovet at komme og hjælpe med at slæbe det længere ind på plænen (med sin traktor, forstås). Stammernes ene ende rager lidt ud over et stengærde og er derfor ikke helt nemme at gå til med kædesaven.

På en af stammerne lå der rester fra den irriterende ukrudtsplante burresnerre, hvis kuglerunde frø sætter sig på både hud og tøj, men set i nærbillede ligner de mest af alt små, stiliserede får, der er ude at løbe sig en tur.

P1050085

Jeg råhygger med strikketøj og blogindlæg, mens jeg nyder den dybe stilhed og brændeovens varme. Jeg er alene hjemme, mens mændene er en tur i Kristianstad. De fandt lige pludselig ud af, at de var nødt til at erhverve sig hver en fiskehat, hvilket pludselig kun kunne gå for langsomt.

9. november 2016

Verdens vinter?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: , ,

Verdens Vinter er midterbogen i en Ken Follett-trilogi, som handler om tiden fra 1933-1949. Jeg håber ikke, den titel også vil kunne bruges om den tid, vi går i møde nu. Og så ikke et ord mere om den sag fra min side. Lige nu. Ikke et ord.
Vinter er det under alle omstændigheder blevet her i det svenske. Lige så flot og blåt det var i går, lige så mørkt og gråt er det i dag – bortset fra, at det bliver hvidere og hvidere udenfor, fordi det vælter ned fra den blytunge himmel.
Den fine dag i går sagde et smukt farvel til os med et dejligt blødt, men alligevel intenst lys.

P1050055

Og nu …

P1050062

… kan vi næsten ikke se ned til åen.

Kvæder honning og citrusKvæder honning og citrus (3)P1050066

P1050068Når man nu ikke får lov til at blande sig i mandfolkenes arbejde, så er det heldigt, at man i stedet kan bruge tiden på noget (andet) fornuftigt, som fx at lave kvæder syltet med honning og citrusfrugter. Det blev sandelig godt! Vi prøvede det her til morgen – begge herrerne godkendte produktet. Det var udmærket, for arbejdet med at skære seks kvæder ud i tern på ½ cm tog en rum tid; det ville have været en anelse surt, hvis resultatet ikke var blevet godt nok.
Jeg havde ledt rundt efter en ny måde at tilberede kvæder på … denne fandt jeg i en af Dittes kogebøger. Jeg skal også prøve et par andre, hun fandt til mig: provencalsk kvædemarmelade (med granatæblesirup) og en kvædeterrin, som skal serveres med enten gammel parmesan, lagret fåreost eller en blåskimmelost. Temmelig alternative opskrifter, men man er jo nødt til at forny sig, hvis ikke kvædelivet skal blive for kedeligt.
Sådan som de to herrer knokler, skal de forkæles lidt rent madmæssigt, hvorfor den i aften står på langtidsstegt lammekølle. To hele, overskårede hvidløg ligger og hygger sig i rødvin, som er tilsat en smule balsamico, sammen med rødløg, gulerod, rosmarin, salt og peber. 125° i 7-8 timer og så lige et bruningsboost til sidst.
Det skal nok blive godt …

8. november 2016

Først den ene vej …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

Først den ene vej og så den anden vej … denne sangleg var et af de faste indslag ved barndommens juletræsfester, og jeg kom til at tænke på den i formiddags, da John og Søren kastede sig over at flytte træ.
Men allerførst på med en hel del tøj – vi vågnede op til ÷9° – det var godt nok halvkoldt. Heldigvis havde brændeovnen formået at “brænde over”, fordi den blev stopfodret lige inden vi gik til køjs, så stuetemperaturen var hurtigt oppe på 20° igen.
De tilsavede stykker træ blev fragtet fra bunken omme i haven og ind i garagen, hvor vi vil kunne stå og kløve det, selvom det er regn- eller snevejr.
Traileren var med – for det første sparede det en masse rygskadende ture med en trillebør og for det andet kan vi hente lidt brænde med hjem.

Da jeg formanede dem om at huske at holde pause, inden de får ondt i ryggen, svarede de i munden på hinanden henholdsvis
Det nåede vi ikke og Det er skam for sent … tossede mandfolk. Heldigvis mente de det ikke, men de er vist ikke brødre for ingenting.

Først den ene vej ... (1)Først den ene vej ... (2) 

Ale-lageVejret var og er dog superflot; med solen skinnende fra en høj og klar, blå himmel, så mændene havde ingen problemer med at holde varmen.
Man fornemmer måske via de sidste ord, at jeg ikke var med til at slæbe træ? Det er i givet fald en helt rigtig fornemmelse … jeg havde travlt med forberedelser til aftensmaden … om to dage …
1½ liter ale, med masser af frisk rosmarin og timian, seks hvidløgsfed, 100 g honning, salt, hel peber og skrællen af en citron. Koges i 10 minutter.
Det skulle køle helt ned – en tur ude på terrassen fremskyndede denne køleproces betydeligt – inden det blev hældt i en pose sammen med en hel kylling. Det skal i køleskabet i 1-3 dage, stod der. Jeg tror jeg tager den gyldne middelvej og lader det ligge i to dage. Det dufter aldeles dejligt – også selv om jeg ikke er øldrikker, men mad med øl smager skønt; fx ølbraiserede svinekæber eller portergryde, og jeg er sikker på, at dette også holder.
Kyllingen skal ovnsteges på en rist, med lagen i et fad nede under. Til sidst ristes champignon, som kommes i væden. Det kan næsten ikke gå galt, og jeg glæder mig allerede til torsdagens middag.

Æbler efter frostÆbler efter frost (1)

Skyggerne er allerede, her i starten af november kl. 14:30, meget lange.
Nå. Det vender igen om seks uger. De er gået, inden man kan nå at sige vintersolhverv.

7. november 2016

En kølig skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: ,

P1040778_Posterized

Minus tre ude og plus fem inde. Grader, forstås. Vejret er herligt, med en knaldblå himmel, så skoven står så smukt, så smukt, fordi der stadig er en del blade på bøgetræerne.
Vi kørte ellers hjemmefra i et ret så effektivt snevejr, men himlen blev blåere og blåere undervejs og endte ideelt – ment som helt uden skyer. Men altså hundehamrende koldt. Mændene (vi har Søren med – han gider godt hjælpe med brændet) går rundt og har vældig ondt af sig selv, fordi der er så koldt inde i huset. Herregud – der er jo allerede 11 grader, så hvad piver de over?

Der ser dog noget sneuldent ud nordvestover, selv om solen stadig er fremme hos os. Vi gider ikke snevejr, men ville meget gerne have haft det meget solskin, som yr.no havde lovet os i de næste tre dage, men som man åbenbart har fortrudt igen og derfor har skubbet til fredag, hvor vi kører hjem igen.
Vi burde vel nok kunne arbejde os varme, men det er nu sjovere i solskin.

Det er på denne årstid, at vi er virkelig glade for at have elektriske varmetæpper i sengene!

Billedet har intet som helst med det skrevne at gøre, men for det første er det jo mine dejlige børnebørn, hvilket i sig selv er grund nok for mig til at sætte det på, og for det andet fik jeg øje på den lidt pudsige visuelle effekt, som de grønne vinkler på møntrappens træ giver.
Jeg har posterized (er der noget, der hedder plakatisere?) det med 20 % i et forsøg på at fremhæve den grønne trappe en smule.

17. oktober 2016

Inaktivitet i tredje potens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Når nu man er to efterlønnere og en pensionist samlet i en hytte i Sverige, har man så ikke lov til at holde søndag på en mandag, bare fordi man kan?
Det er i hvert fald det vi gør, men det er nu ikke udelukkende fordi vi kan, det er også fordi vejret absolut ikke indbyder til nogen som helst form for udendørs aktiviteter. Det er gråsort, det er fugtigt og det er trist. Det er muligt, at visse entusiaster ville være gået en lang tur, men vi gider simpelthen ikke. Jeg har svunget mig op til at få hentet noget brænde, og John og Søren er nede i kælderen for at konvertere en kasseret lamelbund til optændingsbrænde.

P1040687

Mændene ordner billeder, når de ikke hugger pindebrænde, så de hygger også.
Det triste vejr har givet mig en ret god undskyldning for at komme videre med Johns sweater, som jeg begyndte på inden ferien … det er altså superhyggeligt med sådan en indehyggestrikkedag, men hvorfor pokker begyndte jeg med bullen, når jeg ved, at jeg kommer til at hade at strikke ærmerne? Okay, jeg ved faktisk godt hvorfor, men jeg er, for at slippe for at lide af SSS, nødt til at strikke dem begge på én gang, med klippe-op-masker imellem, eftersom jeg er nødt til at strikke dem på rundpind pga. mønstret. Det har jeg gjort før; det er ikke så farligt, som det lyder, og det er skønt at slippe for at strikke to ens ærmer. Efter hinanden, forstås …
Yderligere fordele: Man er sikker på, at de bliver 100 % ens, fordi der bliver taget ud præcis samme steder og at de bliver nøjagtig lige lange.

I ovnen står der en lammebov, som er omgivet af 80 graders varme, lidt rødvin, vand, gulerødder, tomater, løg, hvidløg, timian, salvie, krusemynte, salt og peber.
Alt dette går tilsammen op i en højere enhed og udsender en herlig duft, som bevirker, at vi alle tre glæder os til aftensmaden.
Livet er godt. Også selv om det er efterår. Både ude i naturen og for vores eget vedkommende …

P1040680

16. oktober 2016

Sverige efterligner New Englands efterårsfarver. Lidt.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , , ,

De kan trods alt lidt med efterårsfarver her i Sverige. Selv uden solskin kan man godt fornemme de varmtgyldne farver på vores ahorntræer i haven, men vi mangler de knaldrøde, som vi sjældent ser hos os. Det er en anden art ahorn, men der er også 128 af dem … hvor vores med størst sandsynlighed er Acer pseudoplatanus, er det Acer saccharum, altså sugar maple (sukkerløn på dansk)der giver de verdensberømte farver i New England. Det giver heldigvis god mening, da det også er dem, man tapper saften af til sirup.

P1040682

Vores kan være med næsten hele vejen, men mangler dem omkring klokken 3 på det indsatte billede af et sugar maple-blads farvecyklus (jeg kan ikke lide navnet sukkerløn! Det lyder som noget man får for at arbejde på en sukkerfabrik). Der skulle være forskel på løn og på ahorn, men jeg har svært ved at skelne mellem dem. Det er også ligemeget – tror bare jeg kalder det hele for ahorn – der skal alligevel en ekspert til at rette mig i denne træfejl, og umiddelbart kender jeg ingen træeksperter.
Æblerne fra det gamle æbletræ kan bedre finde ud af den kønne, røde farve.

P1040686

Selv om vi næsten lige er kommet hjem igen, er vi nødt til at smutte en tur til Sverige for at vinterlukke huset; dvs. sørge for, at vandet er tappet af systemet, når vi forlader stedet, og eftersom alle mine englændere kommer på torsdag, er det nødt til at være inden da.


imageNormalt bestræber jeg mig på at være så upolitisk som muligt både på egen og andres blogge, selv om visse af mine holdninger uvægerligt vil skinne igennem.
Men … i USA sad vi og brugte to timer på at se en faktisk ret interessant udsendelse om Trump og Hillary Clinton, hvor man skildrede begges liv lige fra deres spæde barndom og hele vejen op til i dag.
Billedet herover er fra FB, hvor en (flere …) har linket og delt det fra en på Instagram, som igen har det fra tv-dokumentaren – i hvert fald så vi præcis det samme billede i omtalte udsendelse, så jeg har ingen skrupler over at gengive det her – men i tv-udsendelsen så vi i sagens natur ikke de viste talebobler, som jeg, set i lyset af årets nobelprismodtager i litteratur, synes er så fint fundet på. Her kommer så min politiske holdning: Jeg håber virkelig ikke, at den skrækkelige Trump vinder valget, men det ser da heldigvis ud til, at det går mere og mere tilbage for ham. Man kan så mene om Mrs. Clinton, hvad man vil, men hun vil trods alt være en bedre løsning. Det kunne også være lidt sjovt med den første sorte præsident direkte efterfulgt af den første kvindelige ditto i landets historie, men det er altså ikke derfor, at jeg ikke har nogen fidus til Trump.
Og så synes jeg i øvrigt, at Bill Clinton har én ting til fælles med Sean Connery: De er begge blevet bedre med årene …

20. september 2016

Dette her ligner i betænkelig grad efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: ,

It looks like the summer is over, som Frank Ifield crooner med smægtende stemme – The leaves that were green are no longer so green.
Da vi kom herop i går, viste min/max-termometret, at nattetemperaturen havde haft sneget sig ned på to grader. Der var bare 15 grader indenfor ved ankomst, så der måtte gang i brændeovnen. Vejret var såmænd fint og solrigt nok, men der var den karakteristiske skarpe kølighed i luften, som kendetegner efteråret.

P1030866

Æblerne på det ældgamle æbletræ er blevet røde og modne, filippatræet har kun ydet 50 % af sidste års produktion (ét æble i år), men det tager sig vel sammen en dag – håber bare ikke, det varer for længe.
Bregnerne er brunende, birkeløvet er på nogle træer næsten helt væk, på andre brunligt og andre igen gulligt.
Jojo, efteråret er stærkt på vej.
P1030862I åen er der meget lidt vand i forhold til hvad der plejer at være på denne tid af året. Faktisk rekordagtigt lidt; denne sten kan vi slet ikke huske at have set før.
Det sydlige Sverige lider nemlig af tørke – jeg har set, at flere af Torparne på FB har meldt om udtørrede brønde, men det problem havde vi heldigvis ikke, og inden vi når at komme herop igen, har det stensikkert haft regnet.
Vi vil meget gerne have efterår nu. Måske ikke nødvendigvis her, men i New England, hvortil vi rejser om et par dage. Vi har lagt turen på dette tidspunkt, fordi vi vil over at se de fantastiske farver, som området er så berømt for. Vi skal først besøge Lene i Canada i nogle dage, hvilket vi glæder os utroligt meget til, og derefter går turen østover i den bil, vi har lejet. Det bliver lidt spændende, om jeg har ramt rigtigt mht. tidspunktet – sæsonen varierer naturligvis også her, så jeg valgte et gennemsnit fra start til slut og kan så ellers bare krydse fingre. Jeg valgte ud fra dette ret geniale interaktive kort over løvfaldet.
Vi rejser torsdag morgen, så skulle jeg springe et par dage over mht. blogindlæg i de kommende tre uger, er det forhåbentlig ikke fordi jeg er død.

28. august 2016

Det var ikke myntet på dig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: ,

“Det var ikke myntet på dig” – sådan lyder det oftest i min del af verden, når folk mener “Det var ikke møntet på dig”.
Google giver 1.820 hit på ‘ikke myntet på dig’ og 11.300 på ‘ikke møntet på dig’, så tilsyneladende ved de fleste godt hvordan det staves. Det undrer mig bare, hvorfra udtalen ‘mynte’ stammer … det kan jeg ikke regne ud, for selv om sammenhængen med de små, runde metalbetalingsmidler måske ikke er umiddelbart indlysende, kan jeg heller ingen forbindelse se til krydderurten.
Jeg synes dog også at have lagt mærke til, at mange siger ‘mynter’ om ‘mønter’, altså pengene. Myntsamler … er det helt almindeligt? Jeg synes min egen udtale ligger tættest på ø, som det lyder i kønt.

P1030735

Jeg kom til at tænke på udtrykket, fordi der i går blev myntet på mig, så at sige.
Det er ikke nemt at se i de lange skygger, men mynteområdet er den runde plamage cirka klokken 4 i billedet. Det startede for fire år siden med en lille potte arabisk mynte, som jeg satte i et muldvarpeskud – så kunne det gå, som det ville.
Det bredte sig og bredte sig og bredte sig. Jeg kan levere mynte til en hel landsby, hvis det skulle være, og nu behøver området ikke at blive større, så John slår rundt om det med plæneklipperen. Det er derfor det er så god en ide at sætte mynte i græsplænen, og det afgiver den skønneste duft, når han kører hen over det – i går rakte duften helt op på terrassen, hvor jeg sad hyggede mig med at se andre arbejde, mens jeg strikkede.

P1030740

Lige så flot vejret var i går og i forgårs, lige så regnfuldt er det i dag. Temperaturen var faldet 11° i forhold til i går, så vi vendte næsen hjemefter – og kom hjem til et værre uvejr. Vi nåede lige at tømme bilen, inden sluserne åbnede sig … det varede ikke længe nok til at kunne kaldes et skybrud, men det var voldsomt nok i de fem minutter, det varede. Dahliaerne klarede heldigvis skærene, selv om vi fik seks mm vand på de fem minutter.
DMI kan oplyse, at der i skrivende stund har været 14.076 lynnedslag i dag. Det er da en sjat …

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

Næste side »

Blog på WordPress.com.