Det var jo ikke det, jeg mente!

Det var jo ikke det, jeg mente, da huset i Sverige blev sat til salg. Der skal da ikke komme nogen allerede nu og se på det!
Det var bare sådan en tanke om, at der nok ikke sker noget ved at igangsætte processen, for der går sandsynligvis lang tid, inden det bliver solgt. Det er (i vores egne øjne, i hvert fald) et lidt specielt hus pga. de 14 senge, så det skal være en stor familie, der har lyst til at få et sommerhus i Sverige.
Det blev først sat på nettet i onsdags, og i dag ringede ejendomsmægleren for at spørge om vi var deroppe, for der havde ringet en, der gerne ville se på huset. Jamen du godeste dog, det var hurtigt.
Jeg ved da godt, at så nemt går det ikke – det ville simpelthen være for uforskammet heldigt (uheldigt?), hvis det kan gå så hurtigt. Vi havde regnet med mindst et år; mægleren sagde, at der godt kunne gå op til et år, men sådan nogle er altid så optimistiske, når de gerne vil have et hus i kommission, så vi regnede derfor med mindst et år.
Og så kommer der en og kigger allerede nu. Det er lige før (men det må I ikke sige til John), at jeg ikke ønsker, at vedkommende køber det. Jeg er åbenbart ikke moden endnu … har endnu ikke helt vænnet mig til tanken om, at det inden for en overskuelig fremtid ikke er et sted, vi skal op til mere.
Ikke op og samle svampe, ikke op og nyde skoven og stilheden, ikke op og blive vækket af tranerne klokken fem om morgenen.
Jeg er nødt til at huske mig selv på, at vi heller ikke skal op og male, ikke op og slå græs, ikke op og kløve brænde, ikke op og vedligeholde (endnu et) stort hus og (endnu en) stor have.
Jeg kan godt se, at det er nødvendigt at skille sig af med det.
Jeg vil helst ikke skille mig af med det.
Vi gider ikke tage derop lige så ofte mere og vi bliver der ikke så længe ad gangen, som vi gjorde før.
Jeg vil saaaavne ikke at skulle derop mere.
Gad vide, hvad det er for nogle, der vil se det nu? De har bare at kunne lide det – det er nemlig et skønt sted.
Jeg håber ikke, de køber det.
Jeg håber de køber det.
Hvor vægelsindet kan man blive?
Jeg håber slet ikke, at de læser denne blog, men den sandsynlighed er nok nærmest ikke-eksisterende …
Følelser er noget svært noget, og dem, der siger, at “det er jo bare en ting”, så snart det ikke handler om mennesker, kan aldrig have prøvet at elske et hus, som jeg har elsket huset i Sverige.

Navigare lajban est …?

I går tog vi den noget længere tur hjem via den svenske sydkyst. Vi har kørt den tur nogle gange efterhånden, men den er så køn, og så kunne vejen passende gå forbi Kiviks Musteri for at få fat i noget årgangsmost til min ikke-alkoholdrikkende datter.
Årgangsmost???
Jada. Årets skörd.
For det første står der årstal på flasken og for det andet matcher prisen næsten en rigtig årgangsvin …
Men hvad gør man ikke for sin eneste datter? Hun holder meget af Kiviks årgangsmost, og denne gang havde de fire slags. Hidtil har jeg kun set dem være fremstillet af forskellige æblesorter, men i 2016 besluttede man sig åbenbart for at køre mere på geografien end på æblerne. Der er dog en gravensten, som plejer at være den klart bedste. Måske også derfor, de beholder netop den.

Der er da, om ikke andet, forskelle i farverne – og så er det en smule tankevækkende, at det åbenbart er ligegyldigt, hvad jeg beskæftiger mig med for tiden, så er det i gulgrønne farver …
Når englænderne kommer, afholder vi en autoriseret smagning, hvor vi åbner alle flaskerne, hælder lidt most op i små glas og smager på ægte vinsmagningsvis.
Vi andre må gerne kommentere og have en mening om, hvilken der er bedst, men Charlotte får lov til at bestemme drikkerækkefølgen efter smagningen – det er stort set kun hende, der drikker disse – til børnene er der indkøbt ufiltreret æblemost, som de bedre kan lide. Flaskerne kan sagtens holde sig nogle dage i køleskab efter åbning, så de skal nok blive drukket.

Herover en dårlig googleoversættelse. Det kan vel så ikke komme helt bag på nogen, at maskinoversættelser er dårlige, men at den ikke engang kan klare to ord, overraskede mig alligevel lidt … at få årets til at blive til den … tsk, tsk.
Jeg vidste nu godt, at skörd betyder høst, men grunden til minitesten er nedenstående billede fra sejlklubben i havnen ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk (hvor vi købte flere forskellige røgede fisk – det er også et must (tøhø), når vi kører den rute):

At sejle er at … hvaffornåed?
Min latinordbog er umiddelbart utilgængelig, men jeg regnede med, at Google kunne finde ud af at oversætte tre ord.
Dette forslag kan imidlertid kun være noget værre vrøvl, så hvis der skulle være en latinkyndig derude, vil jeg meget gerne have en oversættelse. Hvis jeg bare googler, kommer der en svensk side op, hvorpå udtrykket er brugt, men der står ingen steder, hvad det betyder, og der dukker ikke andet op, jeg kan bruge til noget.
En enkelt mente, at det betyder At sejle er at leve, men citatet Navigare necesse est, vivere non est necesse, betyder Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, hvorfor jeg ikke helt forstår, hvis lajban også skulle være noget med at leve. Men jeg vil meget gerne gøres klogere.

En god følelse

Den store ask endte med at fylde to tredjedele af garagen plus næsten hele brændestativet hjemme i Den Stråtækte. Vi har, foruden det i garagen deroppe, stadig et halvt fyldt brændeskur i Sverige, så det skulle ikke undre mig, om vi ‘kommer til’ at køre endnu et par læs med hjem. Vi får jo ikke selv glæde af, at der er brænde nok til fem-seks år i Sverige, og med alt det arbejde, John og Søren har lagt i at få det skåret og kløvet, må vi sørge for selv at få maksimal glæde af det.
Hjemme har vi vel omkring fire rummeter, og jeg kan næsten ikke regne ud, hvor meget der er i alt i Sverige, men det er meget.
Og det er en meget god følelse.

Apropos [brænde]stabler, så løb Charlotte og Tims årlige flowershow af stablen i søndags.
Ej, sorry, den var vist lidt langt ude, men det var et primitivt forsøg på en naturlig overgang mellem brændet og mine englændere …
Der troppede små 100 mennesker op til begivenheden, og de havde det perfekteste vejr – vindstille og sol, men ikke for varmt.
En af deltagerne ville komme med sit blomsterarrangement i god tid, så hun ringede til Charlotte og spurgte, om hun havde plads i viktualierummet, for det skulle helst stå køligt. Nej, ingen plads der. Jamen … kan det så ikke komme i køleskabet, da? Charlotte blev – næsten – stum af forbløffelse: Lige om lidt kommer der omkring 100 gæster, og så tror du, jeg har plads i køleskabet til et blomsterarrangement??? Beklager, men det har jeg altså ikke.
Hvor tankeløs har man lov at være? Den pågældende blev oven i købet en anelse mopset, selv om hun prøvede at skjule det.

Havedammen, som kun var et hul i jorden, da vi var derovre, er nu færdig – det havde de lovet sig selv, at den skulle være til flowershowet.
Børnene har allerede set en guldsmed lægge æg, så de bliver fulgt med største interesse.
Charlotte havde i år besluttet sig til, at hun ikke ville have en have-/blomsterfaglig dommer til at komme og bedømme hhv. blomsterarrangementerne og grønsagerne, men havde i stedet printet stemmesedler og lod på den måde deltagerne og gæsterne på demokratisk vis bestemme, hvem der skulle vinde.
Det bevirkede, at alle var mere engagerede i foretagendet, og ingen blev sure eller skuffede over ikke at have været den bedste. Man husker måske ‘Maude’, som gik hjem i seng, da hendes blomsterarrangement ikke vandt i 2015, da John og jeg var derovre? ‘Maude’ var også med i søndags, og selv om hun ikke vandt, holdt hun tappert smilet på læberne og gik ikke hjem i seng.
Jeg sagde til Charlotte, at jeg/vi ville forsøge at være derovre til næste år, for det er et kæmpe arbejde, de lægger i det, og både hun og Tim var totalt smadrede (men glade) søndag aften. Svigerforældrene, som jo bor i samme landsby, kunne ikke drømme om at tilbyde deres hjælp. Charlotte mente så også, at de nok var bedre stillet uden, for hun er ikke sikker på, hvor god den ‘hjælp’ ville være – der ville sandsynligvis bare være en irriterende mængde utidig blanden sig i, hvordan tingene skal være.
Hmmm. Der røg vist igen beslutningen om ikke at være væk i havens højsæson …

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

Vi hygger os i solen – sagde firbenene

Vi er i Sverige igen, fordi vi skal op og skrive under hos ejendomsmægleren kl. 10 i morgen formiddag. Så tidligt gider vi ikke stå op, når det ikke er strengt nødvendigt, så vi kørte afsted i dag og havde inviteret Søren med, for nu skal det sidste af asketræet træ saves, kløves og på plads – og der skal endnu et læs med hjem. Det er bare med at benytte sig af det, så længe vi har gratis og rigtig godt brænde. Vi har et lille væddemål kørende, om der bliver to eller tre læs ud af stammerne … men uanset hvad, bliver det rart endelig at se alt træet på plads i brændeskurene. Det har været et stort arbejde for de to mænd – det var et ret stort træ, der blev lagt ned sidste år i maj, men til gengæld har vi vil der være brænde heroppe til tre, måske fire år, plus til to vintre derhjemme.

De forstyrrede seks firben, som lå og fik sig noget kropsvarme på en af stammerne. Firbenene var enten ligeglade med mennesker og deres larmende maskiner, eller også var de stadig meget kolde, for de havde ikke i sinde at flytte sig, selv om der blev savet og kløvet lige ved siden af dem. At mit kamera blev stukket næsten lige i snuden på dem, var de også ret ligeglade med – de flytter sig nok ikke før stammen, de ligger på, bliver savet op.

Kejserliljerne står og ser så smukke ud lige nu. De må være i stand til at formere sig selv, for der kommer flere og flere hvert år – ikke i store mængder, men der er en del flere, end da vi overtog huset i sin tid. Det er lige før, man får ondt i øjnene, når solen skinner på dem.
Jeg havde liljer i min brudebuket, og deres stærktfarvende, knaldrøde pollen satte sig effektivt fast i stoffet, kan jeg huske. Det er faktisk lidt mærkeligt, at blomsterdamen ikke advarede John mod den ‘fare’ – hun kunne jo ikke vide, at min nederdel kunne maskinvaskes, men havde det været en silkekjole eller noget andet sart stof, tror jeg det havde været ødelagt. Men det var da en flot buket …

Svampe har vi også i haven, men desværre er der ikke rigtig nogen ude i skovene endnu. Der er godt nok enkelte visse steder, fortalte Verdens Bedste Nabo, men de er stadig for få og for små.
Denne her ved jeg ikke hvad hedder, men pyt, for vi spiser den alligevel ikke – der havde ellers i givet fald været meget mad; billedet viser kun en femtedel af mængden på den gamle rønnebærstub.

En svær beslutning

Det var noget underligt noget med det hotspot. Da jeg forsøgte at tilslutte det, som jeg jo har gjort så mange gange før, nægtede det pure. Da jeg senere fik den snedige ide at gå ud på terrassen med telefonen, kom det i gang, og det har virket lige siden – også indenfor. Det giver 4,5/1,5 på bredbåndstesten, hvilket er lidt under en fjerdedel af, hvad det glemte modem trækker.

Måske glemte jeg det, fordi jeg har andet i tankerne. I morgen kommer her en ejendomsmægler og ser på huset. Vi sætter det til salg nu. Det er en af de sværere beslutninger i mit liv, for hvor har jeg dog elsket dette hus og dette sted – vi må bare se i øjnene, at tiltrækningen ikke er nær så stor mere efter at have fundet Den Stråtækte, så vi kommer her ikke ofte nok. Det medfører en ond cirkel, for når vi så er her, er der for meget at lave, og så er det ikke længere den oase og det fristed, det helst skal være. Her er stadig skønt her midt i skovene, men ‘hjemme’ er ikke så meget her mere, som da vi boede i kedelige Havdrup. Vi er ikke kede af at skulle sætte kursen mod Danmark, og vi er her aldrig så længe ad gangen som før i tiden.

Da vi jobstoppede, troede vi, at vores liv skulle fordeles omkring 50/50 eller i det mindste 66/34 mellem DK og S, men igen: Da boede vi i Havdrup. Vi var slet ikke klar over, hvor inderligt trætte vi var af det rækkehus, før vi flyttede til Den Stråtækte.

Vi bliver heller ikke yngre, og det giver for meget arbejde at skulle passe og vedligeholde to store huse med to store haver, så det kan ikke være anderledes. Vi har konstant dårlig samvittighed over ikke at komme tit nok herop, og det dur ikke – det skal være lysten der driver værket og ikke pligtfølelsen.

Det bliver spændende at se, hvor længe det kommer til at stå til salg … det kan vel være alt mellem en måned og et par år. Jeg går rundt heroppe sådan lidt ved siden af mig selv og kan slet ikke finde ud af mine meget blandede følelser. Lettelse. Vemod. Sorg. Resignation. Glæde.

For filan, hvor er det svært. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at vræle, når det skal overdrages til andre, men på den anden side ved jeg også, at det er det rigtige at sælge nu.

Hvad er straffen for musesmugling?

I går aftes, da vi tømte traileren for brænde, opdagede vi en mus, der fes skrækslagen rundt mellem brændestykkerne. Sådan en kan ikke selv hoppe op i traileren, men må have ligget og hygget sig i de tomme plastsække, John havde taget med hjem for at smide ud. Den var væk, da vi næste gang kom hen til traileren, så nu kan vi blive anklaget for indsmugling af mus! Arme lille fyr – der er ikke noget integrationskontor, der kommer og hjælper sådan en lille fætter med at finde sig til rette i et fremmed land …

Jeg kan derimod berolige Kristine med, at jeg ikke havnede i et svensk fængsel for at smugle min egen mand med op i vores eget hus i Sverige … der var godt nok kontrol lige efter broen, men de var helt ligeglade med hullerne i Johns pas. Det var, rent datomæssigt, ikke udløbet, og eftersom det ikke hedder paskontrol ved grænsen, men ID-kontrol, var der ingen problemer. Det havde jeg nu heller ikke regnet med.
Vi ville dog ikke risikere at skulle betale 1000 kroner i DK og 500 i S for ikke at have kørekortet med; derfor kørte jeg derop.
Der var i øvrigt en krølle på halen i går: Det er maaange år siden, John er blevet stoppet, men i går så vi et §77 – eller noget – i Faxe Ladeplads. Politiet standsede i hvert fald samtlige bilister, men John nåede lige at dreje af, hvorved han undgik dem, men det kan nok være, vi fik byttet plads, så snart vi var uden for synsvidde. Det havde været ret ærgerligt med den bøde, som jo uvægerligt var faldet, hvis vi var blevet stoppet. Atter en gang måtte vi konstatere, at Murphy virkelig var en forudseende herre.

På vej hjem i dag købte vi en liter mælk i Nordens formentlig mindste mælkeudsalg. Ikke fordi vi manglede mælk, men bare fordi vi kunne.
Det skulle lige prøves! Det ligger 100 meter nede ad en vej, der viser mod Sibirien, men mælken var også dejlig kold …

Åbent hver dag fra 7-20. Meget kundevenligt. Og handicapvenligt, oven i købet.
Når man er kommet ind, vælger man flaske, hvis ikke man har sin egen emballage med, hvilket man godt kan have. Man kan købe halve og hele litre mælk, og man kan vælge mellem plast- eller glasflasker.
Jeg gik hele vejen og valgte den dyreste løsning i form af en helliters glasflaske med Furumossens etiket. Det blev 25 svenske pesetas (man får SEK meget billigt for tiden!).
Når flaskeindkøbet er klaret, kan man sætte flasken ind i ‘tappehallen’. Nu skulle kreditkortet frem igen. Mælken koster 12,50 kroner literen, svenske igen, naturligvis, og dermed ikke mere end jeg giver for min yndlings-jerseyminimælk herhjemme – jeg gættede dog på, at dette her vil være sødmælk, men det kan John godt lide på sine havregryn om morgenen, så det er fint nok. Nu er den alternative købsmetode afprøvet og produktet er smagt. Det er helt sikkert godkendt, især fra Johns side, for sødmælk (4 %, faktisk) er det ganske rigtigt, og så er det lige fedt nok til mig.

ØV. Ærgerligt …

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

Noget af en forskel …

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

Når livet går en imod

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

Der er huuuul midt i haven …

I tirsdags fik vi et lidt foruroligende brev fra Osby Kommune, hvori de gjorde os opmærksom på, at man var i færd med at undersøge, om nationens et-, to- eller trekammerbrønde forurener nationens grundvand, søer eller vandløb. De, der gør, skal udskiftes og i den forbindelse bad de os om at udfylde og returnere de medsendte to blanketter, og i øvrigt ville der komme en ud fredag (i dag) for at se på sagerne.
Det var sandelig et kort varsel! Og der stod selvfølgelig intet om hvornår fredag …

Ydermere var jeg ikke i stand til at udfylde alle felterne i skemaet, idet vi i forbindelse med huskøbet ikke fik alle de ønskede oplysninger.
Og hvad pokker betyder BDT???
(Det betyder bad, dusch og toalett, fandt jeg senere ud af. Man skal bare læse det med småt.)
Sveriges Bedste Nabo ringede og spurgte, om han ikke skulle få sønnen (som har et enmands-entreprenørfirma), til at grave et hul i vores have med det samme – han skulle alligevel selv have gravet, og sandsynligheden for, at vi ville blive bedt om at få gravet et godt stykke ned for at se, om der er utilsigtede udsivninger, var tæt på 100 %, så hvis vi gjorde det, til kommunemanden kom, sparede vi, at han skulle komme igen.
Vi sagde selvfølgelig ja tak.

Vi havde egentlig ikke tid til at køre til Sverige lige nu … vi skal have gæster i morgen og skal ud søndag. Hvis jeg handlede gæstemad i går, kunne vi køre derop her til morgen, blive der, til inspektionen var overstået og så sætte kursen hjemover igen. Sikke en måde at bruge en dag på – eller Sådan Kører Man 500 Kilometer Til Næsten Ingen Verdens Nytte, men vi ville selv være til stede for at høre dommen. Og for at få hjælp til at udfylde de blanketter …
Vi kørte hjemmefra klokken seks og var der lidt i ni som aftalt med naboen, idet vi håbede, at ingen kommunalt ansatte ville kunne finde på at komme tidligere end det. Ligeledes forhåbentlig heller ikke senere end kl. 14.
Han kom kl. 10. Det skulle han bestemt ikke høre noget for.

Der var gravet et ordentligt krater. Det ligner nærmest et lille hul på billedet, men det var 2,35 meter dybt … og se lige den kæmpesten, der blev hevet op inde hos naboen (midt i billedet). Vi havde også en meget pænt stor en dernede; der var i det hele taget forbløffende mange sten.

Han var tilfreds! Inde hos os var han tilfreds. Han kiggede nøje efter, men der var ingen tegn på, at trekammerbrønden og dens mekanismer ikke fungerede aldeles efter hensigten, så vi var glade. Meget, meget glade, for det ville have kostet os en masse penge at få systemet udskiftet. En masse vil sige mindst 70.000 svenske kroner, så det er sikkert forståeligt nok, at det var med bævende hjerter, vi kørte afsted i morges.
Vi har nu mødt en sød, svensk kommunalansat, som ikke havde spor skrankepavementalitet.
Da han sagde, at alt var som det skulle være og at vi intet yderligere skulle foretage os, kunne jeg kunne have kysset ham, men så havde han nok bare skiftet mening. Han var kun omkring de 30 år …

Spændende vejr … eller …

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

KOLDT, koldt, koldt

Vel ankommet til et vinterkoldt sommerhus kunne vi konstatere, at indendørstemperaturen havde været nede på minus 6,5°. Sikkert fordi udendørstemperaturen på et tidspunkt havde været nede på ÷17,5° – hvilket må siges at være lidt mere end halvkoldt …
Da vi kom kl. 13:30, var udendørstemperaturen +2 og indendørstemperaturen ÷0,5 grader.
Nu er den 20 grader. Inden døre, forstås.
Hvad skulle vi gøre uden de elektriske varmetæpper i sengene? Så ville vi ikke nå at få varmen, inden vi skal hjem igen. Det er totalt umuligt at varme madrasserne tilstrækkeligt op med sin kropsvarme. Det har vi kun prøvet én gang, så blev der købt varmetæpper i stor stil. Det var rædselsfuldt – aldrig i mit liv har jeg frosset så meget og så intenst, selv om vi lagde mindst 400 tæpper både under og over os.
Vandlåsen i køkkenvasken var frossen, men det blev klaret med en omgang kogende vand og et lille pust med hårtørreren.
Heldigvis virker varmestrengen fra brønden og ind til hydroforen, så vandet kom med det samme – hvis ikke det havde været tilfældet, var vi kørt igen. John og jeg kan lige klare den ved at hente toiletskyllevand fra naboens pumpe og drikkevand fra tanken, men når vi er tre heroppe, gider jeg simpelthen ikke det bøvl.

Køleskabet er gået i kuldestrejke – det er godt, vi har det store køleskab udenfor, hvis ikke det har tænkt sig at ville starte igen.

Der er ikke helt hvidt heroppe, kun lidt, men de lover en smule sne i nat. Tøvejr igen allerede fra i morgen, så det bliver ikke denne gang, vi skal ud og gå tur i knitrende frostsne.
Med dette kedelige grå, disede og triste vejr er jeg ret sikkert på, at dovenskaben overtager helt, mens vi er her – ingen gåture til os.
Så kan jeg nå at strikke rigtig meget på trøjen – det gør ikke spor!

Tålmodighed, tålmodighed …

Da Anna og Aubrey for første gang opdagede en pænt stor klump harpiks på et grantræ her ved torpet, gjorde de som børn helst skal gøre: Undrede sig og spurgte hvad det var for noget. Det fortalte vi dem naturligvis og fortalte også, at det bliver til rav, hvis man venter længe nok.
Nu er ‘længe nok’ for små børn noget ganske andet, end det er for os andre. De tog harpiksklumpen med ind og gik og kiggede til den et par dage.
“Hvor længe skal vi vente, mommer?”
”Årh, nogle millioner år … mindst 30, faktisk.”
”30 ÅR???”
”Nej. 30 millioner år.”
Da det gik op for dem, at jeg ikke tog gas på dem, mistede de lidt interessen for det stykke harpiks.

Jeg mindes ikke at have set harpiks på asketræer, men i dag fandt jeg en stor klump, som her er vist i naturlig størrelse. (Ask tilhører sorten af hårdt træ. Det er let at save, men svært at splitte. Sammenlignet med fyr- og gransorter er indholdet af harpiks i ask meget lavt. Dette skaber få uønskede gnister eller flyvende gløder – citat slut.)
John og Søren skriver vist gerne under på, at det er svært at splitte … jeg tror nok, de hev og sled i nogle af stykkerne indimellem for at vride dem fra hinanden.
Nu skal jeg bare vente i 30 millioner år på, at dette bliver til en klump smuk, lys rav.
Mon ikke arvingerne vil tage over gennem generationerne? Jeg lægger det lige i vand …
Mine fodspor i den svenske sne bliver ikke stående i millioner af år. Faktisk blev de ikke engang et døgn, for nu er det blevet tøvejr.

De flittige mænd har nu, trods asketræets stritten imod, kløvet alt brændet, som ses til højre. Nu mangler kun de stadig hele stammer, men de får vente, for lige nu ser de ud som på billedet till venstre. Flink Nabo har lovet at komme og hjælpe med at slæbe det længere ind på plænen (med sin traktor, forstås). Stammernes ene ende rager lidt ud over et stengærde og er derfor ikke helt nemme at gå til med kædesaven.

På en af stammerne lå der rester fra den irriterende ukrudtsplante burresnerre, hvis kuglerunde frø sætter sig på både hud og tøj, men set i nærbillede ligner de mest af alt små, stiliserede får, der er ude at løbe sig en tur.

Jeg råhygger med strikketøj og blogindlæg, mens jeg nyder den dybe stilhed og brændeovens varme. Jeg er alene hjemme, mens mændene er en tur i Kristianstad. De fandt lige pludselig ud af, at de var nødt til at erhverve sig hver en fiskehat, hvilket pludselig kun kunne gå for langsomt.

Verdens vinter?

Verdens Vinter er midterbogen i en Ken Follett-trilogi, som handler om tiden fra 1933-1949. Jeg håber ikke, den titel også vil kunne bruges om den tid, vi går i møde nu. Og så ikke et ord mere om den sag fra min side. Lige nu. Ikke et ord.
Vinter er det under alle omstændigheder blevet her i det svenske. Lige så flot og blåt det var i går, lige så mørkt og gråt er det i dag – bortset fra, at det bliver hvidere og hvidere udenfor, fordi det vælter ned fra den blytunge himmel.
Den fine dag i går sagde et smukt farvel til os med et dejligt blødt, men alligevel intenst lys.

Og nu …

… kan vi næsten ikke se ned til åen.

Når man nu ikke får lov til at blande sig i mandfolkenes arbejde, så er det heldigt, at man i stedet kan bruge tiden på noget (andet) fornuftigt, som fx at lave kvæder syltet med honning og citrusfrugter. Det blev sandelig godt! Vi prøvede det her til morgen – begge herrerne godkendte produktet. Det var udmærket, for arbejdet med at skære seks kvæder ud i tern på ½ cm tog en rum tid; det ville have været en anelse surt, hvis resultatet ikke var blevet godt nok.
Jeg havde ledt rundt efter en ny måde at tilberede kvæder på … denne fandt jeg i en af Dittes kogebøger. Jeg skal også prøve et par andre, hun fandt til mig: provencalsk kvædemarmelade (med granatæblesirup) og en kvædeterrin, som skal serveres med enten gammel parmesan, lagret fåreost eller en blåskimmelost. Temmelig alternative opskrifter, men man er jo nødt til at forny sig, hvis ikke kvædelivet skal blive for kedeligt.
Sådan som de to herrer knokler, skal de forkæles lidt rent madmæssigt, hvorfor den i aften står på langtidsstegt lammekølle. To hele, overskårede hvidløg ligger og hygger sig i rødvin, som er tilsat en smule balsamico, sammen med rødløg, gulerod, rosmarin, salt og peber. 125° i 7-8 timer og så lige et bruningsboost til sidst.
Det skal nok blive godt …

Først den ene vej …

Først den ene vej og så den anden vej … denne sangleg var et af de faste indslag ved barndommens juletræsfester, og jeg kom til at tænke på den i formiddags, da John og Søren kastede sig over at flytte træ.
Men allerførst på med en hel del tøj – vi vågnede op til ÷9° – det var godt nok halvkoldt. Heldigvis havde brændeovnen formået at “brænde over”, fordi den blev stopfodret lige inden vi gik til køjs, så stuetemperaturen var hurtigt oppe på 20° igen.
De tilsavede stykker træ blev fragtet fra bunken omme i haven og ind i garagen, hvor vi vil kunne stå og kløve det, selvom det er regn- eller snevejr.
Traileren var med – for det første sparede det en masse rygskadende ture med en trillebør og for det andet kan vi hente lidt brænde med hjem.

Da jeg formanede dem om at huske at holde pause, inden de får ondt i ryggen, svarede de i munden på hinanden henholdsvis
Det nåede vi ikke og Det er skam for sent … tossede mandfolk. Heldigvis mente de det ikke, men de er vist ikke brødre for ingenting.

 

Vejret var og er dog superflot; med solen skinnende fra en høj og klar, blå himmel, så mændene havde ingen problemer med at holde varmen.
Man fornemmer måske via de sidste ord, at jeg ikke var med til at slæbe træ? Det er i givet fald en helt rigtig fornemmelse … jeg havde travlt med forberedelser til aftensmaden … om to dage …
1½ liter ale, med masser af frisk rosmarin og timian, seks hvidløgsfed, 100 g honning, salt, hel peber og skrællen af en citron. Koges i 10 minutter.
Det skulle køle helt ned – en tur ude på terrassen fremskyndede denne køleproces betydeligt – inden det blev hældt i en pose sammen med en hel kylling. Det skal i køleskabet i 1-3 dage, stod der. Jeg tror jeg tager den gyldne middelvej og lader det ligge i to dage. Det dufter aldeles dejligt – også selv om jeg ikke er øldrikker, men mad med øl smager skønt; fx ølbraiserede svinekæber eller portergryde, og jeg er sikker på, at dette også holder.
Kyllingen skal ovnsteges på en rist, med lagen i et fad nede under. Til sidst ristes champignon, som kommes i væden. Det kan næsten ikke gå galt, og jeg glæder mig allerede til torsdagens middag.

Skyggerne er allerede, her i starten af november kl. 14:30, meget lange.
Nå. Det vender igen om seks uger. De er gået, inden man kan nå at sige vintersolhverv.

En kølig skønhed

Minus tre ude og plus fem inde. Grader, forstås. Vejret er herligt, med en knaldblå himmel, så skoven står så smukt, så smukt, fordi der stadig er en del blade på bøgetræerne.
Vi kørte ellers hjemmefra i et ret så effektivt snevejr, men himlen blev blåere og blåere undervejs og endte ideelt – ment som helt uden skyer. Men altså hundehamrende koldt. Mændene (vi har Søren med – han gider godt hjælpe med brændet) går rundt og har vældig ondt af sig selv, fordi der er så koldt inde i huset. Herregud – der er jo allerede 11 grader, så hvad piver de over?

Der ser dog noget sneuldent ud nordvestover, selv om solen stadig er fremme hos os. Vi gider ikke snevejr, men ville meget gerne have haft det meget solskin, som yr.no havde lovet os i de næste tre dage, men som man åbenbart har fortrudt igen og derfor har skubbet til fredag, hvor vi kører hjem igen.
Vi burde vel nok kunne arbejde os varme, men det er nu sjovere i solskin.

Det er på denne årstid, at vi er virkelig glade for at have elektriske varmetæpper i sengene!

Billedet har intet som helst med det skrevne at gøre, men for det første er det jo mine dejlige børnebørn, hvilket i sig selv er grund nok for mig til at sætte det på, og for det andet fik jeg øje på den lidt pudsige visuelle effekt, som de grønne vinkler på møntrappens træ giver.
Jeg har posterized (er der noget, der hedder plakatisere?) det med 20 % i et forsøg på at fremhæve den grønne trappe en smule.

Inaktivitet i tredje potens

Når nu man er to efterlønnere og en pensionist samlet i en hytte i Sverige, har man så ikke lov til at holde søndag på en mandag, bare fordi man kan?
Det er i hvert fald det vi gør, men det er nu ikke udelukkende fordi vi kan, det er også fordi vejret absolut ikke indbyder til nogen som helst form for udendørs aktiviteter. Det er gråsort, det er fugtigt og det er trist. Det er muligt, at visse entusiaster ville være gået en lang tur, men vi gider simpelthen ikke. Jeg har svunget mig op til at få hentet noget brænde, og John og Søren er nede i kælderen for at konvertere en kasseret lamelbund til optændingsbrænde.

Mændene ordner billeder, når de ikke hugger pindebrænde, så de hygger også.
Det triste vejr har givet mig en ret god undskyldning for at komme videre med Johns sweater, som jeg begyndte på inden ferien … det er altså superhyggeligt med sådan en indehyggestrikkedag, men hvorfor pokker begyndte jeg med bullen, når jeg ved, at jeg kommer til at hade at strikke ærmerne? Okay, jeg ved faktisk godt hvorfor, men jeg er, for at slippe for at lide af SSS, nødt til at strikke dem begge på én gang, med klippe-op-masker imellem, eftersom jeg er nødt til at strikke dem på rundpind pga. mønstret. Det har jeg gjort før; det er ikke så farligt, som det lyder, og det er skønt at slippe for at strikke to ens ærmer. Efter hinanden, forstås …
Yderligere fordele: Man er sikker på, at de bliver 100 % ens, fordi der bliver taget ud præcis samme steder og at de bliver nøjagtig lige lange.

I ovnen står der en lammebov, som er omgivet af 80 graders varme, lidt rødvin, vand, gulerødder, tomater, løg, hvidløg, timian, salvie, krusemynte, salt og peber.
Alt dette går tilsammen op i en højere enhed og udsender en herlig duft, som bevirker, at vi alle tre glæder os til aftensmaden.
Livet er godt. Også selv om det er efterår. Både ude i naturen og for vores eget vedkommende …

Sverige efterligner New Englands efterårsfarver. Lidt.

De kan trods alt lidt med efterårsfarver her i Sverige. Selv uden solskin kan man godt fornemme de varmtgyldne farver på vores ahorntræer i haven, men vi mangler de knaldrøde, som vi sjældent ser hos os. Det er en anden art ahorn, men der er også 128 af dem … hvor vores med størst sandsynlighed er Acer pseudoplatanus, er det Acer saccharum, altså sugar maple (sukkerløn på dansk), der giver de verdensberømte farver i New England. Det giver heldigvis god mening, da det også er dem, man tapper saften af til sirup.

Vores kan være med næsten hele vejen, men mangler dem omkring klokken 3 på det indsatte billede af et sugar maple-blads farvecyklus (jeg kan ikke lide navnet sukkerløn! Det lyder som noget man får for at arbejde på en sukkerfabrik). Der skulle være forskel på løn og på ahorn, men jeg har svært ved at skelne mellem dem. Det er også ligemeget – tror bare jeg kalder det hele for ahorn – der skal alligevel en ekspert til at rette mig i denne træfejl, og umiddelbart kender jeg ingen træeksperter.
Æblerne fra det gamle æbletræ kan bedre finde ud af den kønne, røde farve.

Selv om vi næsten lige er kommet hjem igen, er vi nødt til at smutte en tur til Sverige for at vinterlukke huset; dvs. sørge for, at vandet er tappet af systemet, når vi forlader stedet, og eftersom alle mine englændere kommer på torsdag, er det nødt til at være inden da.

---

Normalt bestræber jeg mig på at være så upolitisk som muligt både på egen og andres blogge, selv om visse af mine holdninger uvægerligt vil skinne igennem.
Men … i USA sad vi og brugte to timer på at se en faktisk ret interessant udsendelse om Trump og Hillary Clinton, hvor man skildrede begges liv lige fra deres spæde barndom og hele vejen op til i dag.
Billedet herover er fra FB, hvor en (flere …) har linket og delt det fra en på Instagram, som igen har det fra tv-dokumentaren – i hvert fald så vi præcis det samme billede i omtalte udsendelse, så jeg har ingen skrupler over at gengive det her – men i tv-udsendelsen så vi i sagens natur ikke de viste talebobler, som jeg, set i lyset af årets nobelprismodtager i litteratur, synes er så fint fundet på. Her kommer så min politiske holdning: Jeg håber virkelig ikke, at den skrækkelige Trump vinder valget, men det ser da heldigvis ud til, at det går mere og mere tilbage for ham. Man kan så mene om Mrs. Clinton, hvad man vil, men hun vil trods alt være en bedre løsning. Det kunne også være lidt sjovt med den første sorte præsident direkte efterfulgt af den første kvindelige ditto i landets historie, men det er altså ikke derfor, at jeg ikke har nogen fidus til Trump.
Og så synes jeg i øvrigt, at Bill Clinton har én ting til fælles med Sean Connery: De er begge blevet bedre med årene …

Dette her ligner i betænkelig grad efterår

It looks like the summer is over, som Frank Ifield crooner med smægtende stemme – The leaves that were green are no longer so green.
Da vi kom herop i går, viste min/max-termometret, at nattetemperaturen havde haft sneget sig ned på to grader. Der var bare 15 grader indenfor ved ankomst, så der måtte gang i brændeovnen. Vejret var såmænd fint og solrigt nok, men der var den karakteristiske skarpe kølighed i luften, som kendetegner efteråret.

Æblerne på det ældgamle æbletræ er blevet røde og modne, filippatræet har kun ydet 50 % af sidste års produktion (ét æble i år), men det tager sig vel sammen en dag – håber bare ikke, det varer for længe.
Bregnerne er brunende, birkeløvet er på nogle træer næsten helt væk, på andre brunligt og andre igen gulligt.
Jojo, efteråret er stærkt på vej.
I åen er der meget lidt vand i forhold til hvad der plejer at være på denne tid af året. Faktisk rekordagtigt lidt; denne sten kan vi slet ikke huske at have set før.
Det sydlige Sverige lider nemlig af tørke – jeg har set, at flere af Torparne på FB har meldt om udtørrede brønde, men det problem havde vi heldigvis ikke, og inden vi når at komme herop igen, har det stensikkert haft regnet.
Vi vil meget gerne have efterår nu. Måske ikke nødvendigvis her, men i New England, hvortil vi rejser om et par dage. Vi har lagt turen på dette tidspunkt, fordi vi vil over at se de fantastiske farver, som området er så berømt for. Vi skal først besøge Lene i Canada i nogle dage, hvilket vi glæder os utroligt meget til, og derefter går turen østover i den bil, vi har lejet. Det bliver lidt spændende, om jeg har ramt rigtigt mht. tidspunktet – sæsonen varierer naturligvis også her, så jeg valgte et gennemsnit fra start til slut og kan så ellers bare krydse fingre. Jeg valgte ud fra dette ret geniale interaktive kort over løvfaldet.
Vi rejser torsdag morgen, så skulle jeg springe et par dage over mht. blogindlæg i de kommende tre uger, er det forhåbentlig ikke fordi jeg er død.

Det var ikke myntet på dig

“Det var ikke myntet på dig” – sådan lyder det oftest i min del af verden, når folk mener “Det var ikke møntet på dig”.
Google giver 1.820 hit på ‘ikke myntet på dig’ og 11.300 på ‘ikke møntet på dig’, så tilsyneladende ved de fleste godt hvordan det staves. Det undrer mig bare, hvorfra udtalen ‘mynte’ stammer … det kan jeg ikke regne ud, for selv om sammenhængen med de små, runde metalbetalingsmidler måske ikke er umiddelbart indlysende, kan jeg heller ingen forbindelse se til krydderurten.
Jeg synes dog også at have lagt mærke til, at mange siger ‘mynter’ om ‘mønter’, altså pengene. Myntsamler … er det helt almindeligt? Jeg synes min egen udtale ligger tættest på ø, som det lyder i kønt.

Jeg kom til at tænke på udtrykket, fordi der i går blev myntet på mig, så at sige.
Det er ikke nemt at se i de lange skygger, men mynteområdet er den runde plamage cirka klokken 4 i billedet. Det startede for fire år siden med en lille potte arabisk mynte, som jeg satte i et muldvarpeskud – så kunne det gå, som det ville.
Det bredte sig og bredte sig og bredte sig. Jeg kan levere mynte til en hel landsby, hvis det skulle være, og nu behøver området ikke at blive større, så John slår rundt om det med plæneklipperen. Det er derfor det er så god en ide at sætte mynte i græsplænen, og det afgiver den skønneste duft, når han kører hen over det – i går rakte duften helt op på terrassen, hvor jeg sad hyggede mig med at se andre arbejde, mens jeg strikkede.

Lige så flot vejret var i går og i forgårs, lige så regnfuldt er det i dag. Temperaturen var faldet 11° i forhold til i går, så vi vendte næsen hjemefter – og kom hjem til et værre uvejr. Vi nåede lige at tømme bilen, inden sluserne åbnede sig … det varede ikke længe nok til at kunne kaldes et skybrud, men det var voldsomt nok i de fem minutter, det varede. Dahliaerne klarede heldigvis skærene, selv om vi fik seks mm vand på de fem minutter.
DMI kan oplyse, at der i skrivende stund har været 14.076 lynnedslag i dag. Det er da en sjat …

Gør mig klogere …

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

Findes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

En skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

Mikro-mini-makrosvampe

Mikrosvampe – også kaldet skimmelsvampe – er der en del mennesker, der ikke kan tåle, men det er ikke fordi de spiser dem, at de bliver syge, men oftest fordi de florerer, hvis der er fugtproblemer i boligen. Så indånder man deres sporer, og det er der mange, der bliver rigtig syge af at gøre.
Minisvampe er der ikke noget, der officielt hedder, men jeg har opfundet begrebet til lejligheden i dag, fordi vi stort set ikke fandt andre svampe end at vi, hvis vi havde taget dem, med rette kunne beskyldes for barnemord eller oven i købet fosterdrab.
Makrosvampe er dem, vi spiser. Ikke dem alle, men nogle af dem.

Herover en minisvamp, men ikke en af dem vi spiser – heller ikke når den har vokset sig større. Den så bare så kær ud, som den stod der i lyste op i solen. Den var ikke mere end 3-4 mm i hatdiameter.
Kantarellerne var ikke meget større, men vi fandt dog nogle få, vi kunne tillade os at tage. 141 gram blev det til – dagens høst var virkelig til at overse.

Ingen makrosvampe, altså, men så har jeg da heldigvis et kamera med makrofunktion – det smager da lidt af fugl.
Fugle fotograferer man dog ikke med en makrofunktion.
Det kan man derimod gøre med sådan en fætter som ham herover.
Hvad er det for en? Den ligner en eller anden slags tæge, men efter flere forgæves billedgooglinger måtte jeg give op og beder derfor publikum om hjælp.
Jeg har ikke set den før, men på trods af, at det nok er en tæge, er den fin med den lille orange hjertelignende dims og de blå striber på siden. Siderne, må man formode, men da højre side ligger i skygge, kan striberne kun ses på venstre side.

Moderne postkort

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

Nedbrydning og opbygning

Vi kom i gang i dag med at save de tynde grene fra asketræet op – og blev mod forventning færdige med samme opgave, som ikke tog nær så lang tid, som vi troede. Det er skønt, når det går den vej … ting plejer ellers oftest at tage længere tid end man først regner med.
Nu mangler vi bare de sidste 90 % af træet, men det kan ikke klares med den effektive vedkap … som er en af de mere geniale investeringer, vi har foretaget her i svenskerhytten! Alt dette tog kun en times tid at få ordnet.

Vi ‘nedbryder’ træet … det gør disse ikke helt så populære gæster også – eller rettere: De tygger bogstavelig talt lidt på det for derefter at producere cellulose. Det er startet som en lille etværelses lejlighed, hvor kun dronningen boede vinteren over. Det har været så lille, at jeg ikke lagde mærke til det, så det kunne fjernes i tide.
Fordi det er sommer, er det et stykke tid siden, vi har været ude i vedboden, hvor boet på døren nu er vokset en del.
Vi lader det være. Her generer de os egentlig ikke, og de var ligeglade med, at jeg gik ud og ind ad døren. Dengang, de byggede deres bo, så de skulle ind lige ved siden af terrassedøren, var de virkelig irriterende, og John måtte, med livet som indsats, havde han på fornemmelsen, gøre noget for at få dem væk. Det lykkedes ham heldigvis.
Faktisk er jeg en smule nysgerrig efter at vide, hvor stort de kan nå at gøre dette bo, inden de fraflytter det igen. Eller dør, hedder det vel – det er kun dronningen, der overlever vinteren, så vidt jeg ved.

Dagens pletskud – og delvis besættelse

Som en slags fortsættelse af gårsdagens indlæg, kan jeg meddele, at jeg er blevet besat – i hvert fald delvis.
Nej, okay … det er jeg så forhåbentlig ikke, men denne mail kunne love mig, at jeg kunne tjene massevis af Euro, også selvom jeg ikke skulle være interesseret i at arbejde hjemme på fuldtid, men kun være interesseret i en delvis besættelse …

Næh, den slags kan ikke lokke, men det kan en tur med kameraet i omegnen af vores dejlige, svenske sted, mens John bakser med at sætte nye rammer om vinduet på første sal. Billedet er taget med spionkameraet helt nede fra åen – han havde ingen anelse om, at jeg lurede på ham i skjul bag træerne. Han havde lovet mig at lade være med at falde ud ad vinduet, men jeg var nødt til lige at tjekke, om han holdt løftet.
Skovjordbær er meget små og smager faktisk slet ikke af jordbær, men de smagte godt, selv om den indsamlede portion nok højst kunne have mættet Titania og hendes familie.

På vej ned mod åen sad denne lille fyr. Han var fuldstændig ligeglad med både mig og kameraet – han har måske været syg, men død var han ikke, for han rørte på sig og flyttede lidt rundt. Det er yderst sjældent, at man får lov at komme så tæt på, så det lille Lumix måtte nu vise, hvad det duede til.

Gid alle sommerfugle kunne sidde lige så roligt, når jeg kommer forbi med kameraet. Det ville i givet fald kunne udvikle sig til en besættelse …
Dette er en stregbredpande, men er ikke helt sikker på, om det er en skråstregbredpande … tror det ikke, da jeg ikke kan se en orange kile forneden på bagsiden af vingen. Du godeste, hvor dette i betænkelig grad nærmer sig nørderi.
Jeg så for første gang en [skrå]stregbredpande, da vi var i England sidste sommer – jeg mindes ikke at have set den før i vores svenske nærområde, men den findes altså, kan jeg hermed konstatere, og jeg har fundet ud af, at stregbredpande hedder mindre tåtelsmyggare på svensk – et navn, der på ingen måde lader det lidt fjollede danske navn noget at høre.

Aldrig i mine livskabte dage …

Aldrig i mine livskabte dage var et udtryk, som min farmor brugte en gang imellem, når der var et eller andet, hun var særlig forbavset over … aldrig i mine livskabte dage har jeg da set/hørt noget lignende.
Dagens syn gjorde så stort et indtryk, at udtrykket faldt mig ind, da vi på vej hjem fra Sverige kørte forbi Anders Persson.

Der fejres midsommer i Sverige, arbejdspladser holder lukket og folk har fri – næsten alt lukker tidligt i dag, og vejret indbød åbenbart til at tage ud i det fri for at plukke jordbær.
Der var parkeringsvagter på for at styre trafikken her hos Anders Persson, som har mark efter mark efter mark med masser, masser, masser af jordbær.
Anders Persson tager kun 35 SEK kiloet, når man plukker selv, men med 25 graders varme og en brændende sol fra oven er jeg glad for, at jeg støttede et ungt par i Broby. De havde tydeligvis været tidligt ude hos AP og plukke jordbær – deres fortjeneste, hvis man kun regner med bærprisen, var 115 %, men det er dem vel undt, og jeg slap for både parkeringsbøvl og hedeslag – og sparede mindst en times hedt, hårdt og rygsmertefremkaldende arbejde.

Der var lang kø bare for at få lov til at betale for sine anstrengelser.
Nu er jeg den lykkelige ejer af 2½ kilo yderst lækre jordbær – jeg ved ikke hvorfor … det må vel være sorten … men jeg har gennem mange år syntes, at de svenske jordbær smager bedre og mere intenst end de danske. Da vi handlede i Brugsen i Faxe Ldpl. på vej hjem, købte jeg en bakke fra en lokal avler, bare for at smage forskellen – få af- eller bekræftet min formodning.
Det kan aldrig blive andet end et spørgsmål om personlig smag, og den skal man som bekendt ikke diskutere, men de svenske var klasser bedre!
Jeg er glad, og i morgen skal der fabrikeres jordbærmarmelade i stor stil. Det er både børnebørnenes og Johns yndlingsmarmelade, så den kan jeg næsten ikke lave for meget af.

Nu har vi gjort vores borgerpligt

Vi ville ikke have haft meldt indbruddet til politiet, da vi stort set ikke fik stjålet noget, bortset fra de ildelugtende parfumer og en gammel pc.
Naboen var dog ikke helt enig, fordi det viser sig, at der har været en hel stribe indbrud i omegnens ubeboede torper/sommerhuse, kom han i går og fortalte os.
Vi gjorde som han anbefalede og har hermed gjort vores borgerpligt … har også været hos forsikringsselskabet og har nu sat to sådanne skilte op på huset – en på hoveddøren og en ved en af kælderdørene. Jeg ved ikke, hvor meget jeg tror på, at den slags virker tilstrækkeligt afskrækkende … det kommer vel lidt an på, hvor de stjålne sager er tænkt at havne, kunne jeg forestille mig.
Nå. Det kan i hvert fald ikke skade – tænkte jeg, indtil en anden tanke slog mig: Hvad nu, hvis skiltet får visse personager til at tro, at her virkelig er noget at komme efter?
Så bad jeg mig selv om at stoppe den paranoia! Jeg nåede heldigvis ikke at sige tanken højt.

Jeg har skovet. Kæmpebrændenælder, generende grene, småtræer og buske. Selv om jeg synes jeg passede på, stikker og brænder det irriterende mange steder på arme og ben – samt på de steder, hvor de var så frække at brænde igennem handskerne!
Da jeg gik død, var jeg sikker på, at det måtte være ved at være frokosttid, men da jeg kom ind, var klokken kun 11.
Jeg ved ikke, om det siger mest om mit starttidspunkt, min tidsfornemmelse eller min fysiske form, men uanset hvad, stoppede jeg for i dag.

Mændene har savet. De kom ind klokken 13, også totalt gået døde, men det var mere velfortjent end for mit vedkommende, for de fik skåret alt det op, som ses forrest i billedet. Så kan vi ellers gå i gang med brændeflækkeren, men det bliver ikke denne gang vi starter på det, da det er 27° og dermed alt for varmt til hårdt fysisk arbejde, fik vi meget hurtigt overbevist hinanden om.

Det nedlagte asketræ er helt mørkt inde i midten. Gad vide om det er normalt, eller det er årsagen til, at det var trekvart dødt, da vi fik det fældet?
Veddet fejler dog tilsyneladende ikke noget; det er hårdt og tungt, det har en dejlig høj rumtæthed og er dermed godt til brændeovnen – lige så godt som eg og næsten lige så godt som bøg – og bedre end birk, som vi også har meget af heroppe. Det meste af dette vidste jeg godt, men det var nyt for mig, at avnbøg er det tungeste træ i skoven. Det er så ikke lige dem, vi har flest af her i vores skov, men vi klarer os fint med hvad vi har.