Er dette politik? Nej, det er en opsang, er det

Jeg har lige siddet og bladret gennem Ældresagens medlemsblad (jeg nægter pure at skrive Ældre Sagen!) og blev lidt rystet.
Da jeg for 38 år siden blev ansat i det firma, jeg forlod for tre år siden, nærmest tvang jeg dem til at fortsætte den pensionsordning, jeg var begyndt på, mens jeg var ansat på Hvidovre Hospital. De ville ellers ikke, men jeg insisterede på, at hvis jeg skulle arbejde, skulle jeg også have en pensionsordning. Gennem en del år var det kun os to hospitalslaboranter, der havde en sådan pensionsordning, men efterhånden blev det mere almindeligt, og på et eller andet tidspunkt (jeg husker ikke hvornår) kom alle ansatte med i en ordning, hvor vi startede med at betale 1 % af vores løn og endte med at betale 5 %, hvor arbejdsgiveren hele tiden indbetalte dobbelt så meget som arbejdstageren. Jeg fik på denne måde to ordninger via min arbejdsgiver. Som senere blev til tre … og jeg havde derudover en privat opsparing.
Jeg troede faktisk, at det var et politisk påbud dengang, at alle lønmodtagere skulle indbetale til en pensionsordning, men har lige fundet ud af, at sådan er det ikke – det er stadig frivilligt, om man vil.

Og nu kommer det: FYFY skamme jer, der ikke gør noget for at sikre jeres egen alderdom!
Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kender ingen under 30 år, der tror på, at der er noget, der hedder folkepension, når de engang er færdige på arbejdsmarkedet, så hvorfor nogen med den overbevisning ikke gør en aktiv indsats for at sikre sig selv en tryg alderdom, går over min forstand.
15 ud af 100 lønmodtagere lægger ikke noget til side til pensionen. Shocking! Hvad pokker vil I leve af? Jeres ATP? Så meget udgør den altså heller ikke.
Man regner med, at disse “fattige pensionister” vil udgøre 20-25 % i 2050. Det er et skræmmende scenarie.
(Som tommelfingerregel skal man som pensionist have 75 % af indkomsten som lønmodtager for at kunne opretholde samme levestandard.)

Det er ingen undskyldning, at man har så meget andet at bruge sine penge på, når man er ung, lige har købt hus og lige har fået børn.
Jeg var enlig mor og sad vildt hårdt i det, men holdt fast i pensionsindbetalingen, hvilket alene skal tilskrives min fars insisteren på, at jeg gjorde – han kunne ikke understrege kraftigt nok, at det var bydende nødvendigt at sikre sin alderdom, og jeg kan jo nu se, hvor meget ret han havde.

Jeg har i dag en pæn pension, fordi jeg startede som 23-årig med at indbetale til den. Det giver IKKE nok at starte, når børnene er flyttet hjemmefra – især ikke set i lyset af, at folk får børn senere i dagens Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at jeg udelukkende taler om lønmodtagere her. Hvad der bør gøres for andre og i andre sammenhænge, hører ind under en politisk paraply og skal derfor ikke blandes ind i dette indlæg, men som lønmodtager har man mulighed for at selv at tage et pensionsansvar, og jeg kan, ganske som min far, ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er.
Så kom i gang, alle I unge mennesker, der tror, at det med pensionen kan I vente 20-25 år endnu med at begynde at tænke på. Det kan I nemlig ikke, hvis I vil være forholdsvis sikre på at få jer et indholdsrigt ældreliv med plads til fx rejser. Tal evt. med jeres bank – min var og er en god rådgiver.

Livets efterår skulle gerne være lige så smukt som naturens …

Lazy Sunday Afternoon

Dagens titel er (meget) frit efter The Kinks, som jeg hørte en del, da jeg endnu var ung og uprøvet. Kinks’ ord er Lazing on a sunny afternoon, men denne eftermiddag er alt andet end solrig. Vi laver ikke en pind; derfor omskrivningen af teksten. Skattefar har – selv om mit indtryk er, at han gør sit bedste for det – heller ikke ribbet mig for hver en klink (The tax man’s taken all my dough) … heldigvis.

Jeg nyder bare at dovne skammeligt meget efter en ovenud hyggelig dag og aften hos et par venner, som vi ser alt for sjældent.
Vi glæder os til, at der efterhånden vil komme flere over på den jobstoppede side af livet. Vennerne fra i går er så småt ved at være modne.
På min gamle arbejdsplads er CEO’en netop blevet bedt om at trække sig efter 16 år på posten – usædvanligt mange år i en position som hans, men nu skal der nyt blod til.
Man regner med, at det vil tage et halvt års tid at finde hans afløser. I en sådan situation vil der uvægerligt ske forandringer i en virksomhed. De behøver ikke nødvendigvis at være af det onde, men på en eller anden måde skal sådan en person pisse sit nye territorium af, og det er før set, at der ruller hoveder i den proces.
Parret, vi var hos i går, er vi kommet sammen med siden kort tid efter, den kvindelige del af det for næsten 30 år siden blev ansat i mit gamle firma. Man kan således regne ud, at hun ikke er nogen årsunge, og hun ved med sig selv, at skulle hun blive en af dem, der måtte ryge af i en ny direktørs etableringssving, vil hun være så gammel, at det ikke vil være noget problem for dem. Så stopper de da bare begge to, selv om ægtefællen er på en helt anden arbejdsplads. Skulle hun ikke ryge af i svinget, vil hendes tid på arbejdsmarkedet nok ikke blive så meget længere alligevel. De kan begge snildt se de mange fordele, der er ved Johns og mit gode og frie liv, så de er som sagt ved at være klar til at gå ind i den fjerde alder.

Nogle ser disneyfilmen Mighty Joe Young i England, andre ser Foyle i Danmark – sådan hygger vi i hvert sit land, men med det samme triste og grå vejr.

Der er mange måder at spare op til alderdommen på

Der er mange måder at spare op til alderdommen på.
Nogle er mere givende end andre. Nogle er sjovere end andre. Nogle er misundelsesværdigt gode!
Tims onkel er en af dem, der virkelig har været smarte og gode til at langtidsplanlægge.
De er født med benzin i stedet for blod i årerne i den familie; således også både moster og onkel. Begge er altid gået meget op i veteranbiler og har i skøn samdrægtighed deltaget i veteranbilløb eller ditto opvisninger rundt omkring; heraf to eller tre gange i Danmark.
(Billedet er lånt. Schyyyy. Jeg ved ikke, hvilken farve onkels bil havde)
Opdatering kl. 23: det ved jeg nu. Det er lot 327 hos Bonhams auktion d. 12. juli).

Da onkel var 25 år, dvs. i 1967, gav han omkring £2000 for en 1933 Alfa Romeo, som åbenbart var lidt speciel – noget med noget racing, som jeg ikke har styr på, men … speciel.
Onkel var kommunalt ansat, men er for nylig stoppet med at arbejde, og da offentlige pensioner i England (eller Danmark for den sags skyld) ikke er noget, man bliver tyk og fed af, satte han sin Alfa Romeo i udbud på en af de mest navnkundige bilauktioner i England til en mindstepris på 1,4 millioner. Auktionen fandt sted i fredags.

Han fik 1,7 millioner for den. PUND sgu! Jeg tror moster og onkels alderdom er sikret.
Skulle de alligevel komme til at mangle noget, har han en bil eller to til i garagen. Den ene af dem er han ret sikker på, at han kan hive £800.000 hjem på.

Selv om 45 år er længe at vente, vil jeg tro, at de 2000 pund har forrentet sig godt over årene. Jeg er ikke verdensmester i formlerne til renters-renteberegning … kan det passe, at det svarer til en forrentning på 16,2% om året?
Uanset om jeg har regnet rigtigt, ved jeg med mig selv, at jeg ville kunne leve et ganske hæderligt og behageligt liv, hvis jeg havde hvad der svarer til godt 14,5 millioner danske kroner på kontoen.
Plus at have små syv millioner stående i garagen …

Om jeg er misundelig? Narjda.
Kun en lillebitte smule … og jeg vil alligevel ikke bytte John ud med onkel. Man ved hvad man har – og her ved jeg oven i købet så nogenlunde, hvad jeg ville få … penge er heller ikke alt, er der nogle der siger, fordi de gør ikke én lykkelig.
Muligvis ikke, men man kan altså være ulykkelig på en langt behageligere måde, vil jeg til enhver tid hævde …

Underligt. Underligt, altså. UNDERLIGT!!!

Så er det slut. 41 års arbejdsliv, hvoraf de sidste 35 i samme firma.
Det var meget, meget underligt altsammen i dag.
At køre derop (det gjorde John dog for mig …).
At starte sin pc for sidste gang.
At pille billederne af min opslagstavle.
At gå ned til det store mødelokale, hvor to af mine kolleger med hjælp fra en fra kantinen havde rigget det helt store til, med alskens lækkerier.
At se Die Zwei Mädchen tage sig tid til at komme i dag og i det hele taget at se det store opbud af kolleger, der gerne ville sige pænt farvel.
At høre min søde chef sige så mange, mange pæne ord til og om mig – han undlod nu heller ikke at nævne, at jeg altid havde været en kvinde med stærke meninger, og som både turde fremsige dem og stå ved dem – hvilket han dog efter eget sigende kun respekterede mig for, også selv om vi ikke altid havde været enige …
At se de mange gaver, der stod og så indbydende ud på gavebordet – mange flere, end jeg overhovedet kunne have drømt om. Jeg var godt klar over, at der havde været en ‘folkeindsamling’, men at så mange havde valgt at give en personlig gave, kom temmelig meget bag på mig.
Men jeg tudede ikke! Der var et tidspunkt, hvor jeg var tæt på, men jeg holdt stand. Det var kun dem, der kender mig allerbedst, der kunne se, hvor tæt jeg var på.

Den allerstørste klump i halsen kom faktisk først, da jeg lukkede pc’en ned. Da jeg klikkede på Shutdown, var det lige som om det ord pludselig fik en helt anden mening end i de foregående mange år … 

Aldrig før har jeg fået – og givet – så mange knus og kram. Folk stod ligefrem i kø for at komme til, og hvis nogen prøvede at mase sig ind fra sidelinjen, blev de pænt vist om bag i køen.
Ikke én af de fremmødte nøjedes med at gi’ hånd. Det var meget bevægende, men samtidig så dejligt, at der heldigvis kun blev plads til det store smil.

En af de mere specielle hilsener kom fra en kollega, som har været der endnu længere end mig, men som stadig holder stand. Hun gav mig en kopi af en del af træningsmaterialet, hun var igennem i 1978; ledsaget af nogle meget søde ord.
Nysgerrige kan bare klikke billedet større … det var altså skægt at se dette – og typisk for Astrid at have gemt det. Sådan noget ville jeg aldrig have tænkt på. Det er jo helt tilbage fra omkring den tid, hvor jeg lærte mig at læse hullestrimler.

Pilestativerne var hjemmedyrkede og hjemmelavede. Jeg fik også et maleri, som min/vores søde assistent havde malet til mig (hun er en god billedkunstner, men har som så mange kunstnere svært ved at leve af kunsten, så hun supplerer med at have et halvtidsjob hos os i mit tidligere firma). Billede af billedet må følge senere, for alle mine gaver kommer først senere med en 3×34, som var min chefs sidste ‘bonus’ til mig – han kunne godt se, at det kunne knibe med at have alt dette med i bilen. Især Filippa-æbletræet og Reine-Claude-blommetræet var lidt voldsomme.

Alt i alt en mindeværdig dag. I enhver forstand. Det var overvældende. Det var stort. Det var rørende. Bedre ord kan jeg ikke finde lige nu.  
Jeg er hjemme nu, men går bare rastløst rundt og kan overhovedet ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Nå. Det finder jeg nok snart ud af …

Jeg får mindre og mindre og mere og mere at lave

Selvmodsigende?
Muligvis, men det er sådan, det føles lige i øjeblikket.
Jeg skrev engang et indlæg, der hed “Der er altid en sidste gang”.
Lige nu består mit arbejdsliv af lutter sidste gange – og den ene copy-paste-seance afløser den anden.

I mandags var det mit sidste stabsmøde med ‘mine’ fire områdeledere (vemodigt). I dag var det mit sidste DBA-møde (yeah). I dag var det min sidste omgang fredagsmorgenbrød (vemodigt). Hver dag er der en ny sidste gang.
Samtidig med, at jeg overdrager flere og flere af mine opgaver og dermed i teorien skulle have mindre og mindre at lave, får jeg mere og mere travlt.
Det, der er ved at gå op for nogle er, at mine rutineopgaver har været … ja, rutine såmænd … for mig. Hvad der tog mig en time, vil – i hvert fald et stykke tid – tage betragteligt længere for en anden.
“Skriv lige alle dine opgaver ned, Ellen, så vi kan fordele dem.” (Langt fra alle var sekretæropgaver og skulle derfor rettes andre steder hen).
Okay. En af dem var “Indkaldelse af deltagere og agendaudarbejdelse til, samt (nogle gange) referatskrivning fra bossens møder”.
Et meget enkelt punkt. Kan da ikke tage lang tid.
‘Man’ tænker bare ikke lige over, hvor meget 15 år giver af rygmarvsviden – det at huske at få overført alle åhh, forresten’erne, tager godt nok tid.
Bossens enkle kommando “Find lige en dato i juni for næste CMC-møde med vores samarbejdspartner” krævede et kvarter bare til at fortælle, hvad det egentlig indebærer, og så har vi slet ikke nævnt, at det kan tage sammenlagt det meste af en arbejdsdag at få det stablet på benene.

Det er ikke mindst min egen skyld, at der er så meget lige nu. Jeg har haft en del småopgaver, som jeg slet ikke har tænkt over som værende ‘opgaver’, men bare noget, jeg lige ordnede, hvis der opstod et eller andet. De dukker frem nu. Nogle af dem. Der kommer sikkert også en enkelt ting eller to, efter jeg er stoppet, men jeg har sagt til alle mange, at de kan bare ringe. Frem til 1. juli betaler firmaet stadig min telefon, så uanset hvor  i verden jeg måtte befinde mig, foregår det på firmaets regning.

Alt dette er ikke skrevet for at fremhæve alle mine fremragende kvalifikationer og hvor savnet jeg selv mener, jeg så afgjort må blive. (Hold så op med den hosten!) 
Absolut næsten ikke … men mere en filosoferen over, hvor dybe spor så mange år i det samme firma sætter sig; ikke kun på en selv, men også over en meget bred kam og i næsten alle områder. Det har naturligvis en hel del at gøre med, at jeg altid har været nysgerrig, altid søgt nye opgaver, altid har haft næsen fremme og aldrig har lagt skjul på min uforgribelige mening.

Til gengæld har jeg næsten aldrig kedet mig.

Tro nu endelig ikke, jeg sidder her og fortryder, at jeg skal stoppe lige om fem minutter. Jeg glæder mig vildt, og det ville jo under alle omstændigheder bare være at skubbe ‘problemet’, da intet som bekendt varer evigt, men samtidig må jeg nok erkende, at alting virker mere og mere surrealistisk, efterhånden som 15. maj nærmer sig.

Træerne er det samme egetræ, som står lige uden for mit vindue. Jeg har nydt at følge årstiderne (også) gennem det.