Hos Mommer

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

14. oktober 2020

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , , ,

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Højvande oktober 2020

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Højvande oktober 2020 (4)Landrovertræf (3)

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene P1050307 - Copyretning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

P1050306

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

4. oktober 2020

Syddanmark rundt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Almindelig ryleChristie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Almindelig ryleAlmindelig ryle

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Stor regnspove

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

18. september 2020

Fuglekiggerkigger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: ,

Vi kørte til Mandehoved på Stevns i dag – mere fordi vejret har været rigtig godt end i håbet om at se trækkende fugle.
Først Mandehoved, så Holtug Kridtbrud og til sidst Bøgeskov havn.
Vi så som forventet ikke specielt mange fugle, men vi så mange fuglekiggere – derfor dagens overskrift. Jeg var mere fuglekiggerkigger end fuglekigger.
Det var en klub, fandt vi ud af, ikke mindst fordi vi hørte hvordan de kommunikerede med hinanden via walkie-talkies. De fleste stod ude langs klinten.

Ved Mandehoved

Nogle foretrak tilsyneladende ensomheden, men havde dog radiokontakt til de andre.

Ved MandehovedVed Mandehoved

Ved MandehovedAtter andre havde placeret sig oppe i tårnet, hvor vi også lige skulle op for at nyde udsigten.
Det var her på Mandehoved, John var ‘raketvagt’, da han var soldat under den kolde krig – jeg fik udpeget, hvor han sov, hvor chefen holdt til, og hvor radarerne var placeret.
Hvis man kan lide slåensnaps, skal man tage til Mandehoved – der er mange hundrede slåenbuske, og der er masser af bær på dem.
Vi fik en fordel ved at være tæt på den ornitologiske forening: Pludselig blev de som en flok børnehavebørn, der lige pludselig oplever noget vildt spændende. Fra flere walkie-talkier lød det HAR I SET SKRIGEØRNEN? LIGE OPPE OVER OS!!!
John fik et billede af den, men den var kun en lille prik højt, højt oppe.
SkrigeørnJeg er dog ikke forbavset over, at de alligevel kunne genkende den – de er eksperter på området, og I skulle se det udstyr, de havde! John, selv med sin monsterlinse, følte sig som total amatør, hvad gearet angik.
Men han fik skrigeørnen ind på kortet, gjorde han. Og selv om billedet ikke vinder nogen præmier, kommer det med her, for det viser sig (vi måtte hjem og undersøge sagen, for vi vidste ikke, at der findes noget der hedder en skrigeørn), at det er en sjælden og truet fugl.
Da vi kom op i tårnet, spurgte de ivrigt, om vi havde set skrigeørnen, til hvilket jeg overlegent svarede Jada – den var jo lige deroppe over os …
De skulle bare vide hvor lidt jeg ved om fugle …
Ikke kun så vi en sjælden fugl; jeg opdagede også, at her vokser en del vau eller farvereseda, som vi hentede med hjem fra Bornholm. Rart at vide, at jeg ikke behøver at tage derover, hvis jeg skulle få lyst til at prøve at farve med det igen til næste år.

P1050235

Ude ved Holtug Kridtbrud så vi kun nogle forkølede måger, der havde travlt med at finde orme inde på en mark, men der var da så nyyydeligt!
Der er kun 13 km til Falsterbo i fugleflugtslinje, så det er ikke så underligt, at mange trækfugle tager denne den korteste vej over vandet. Man kan ikke se Falsterbo på billedet, men det sås tydeligt, når man kiggede mod horisonten.

P1050237 

Nede i det nedlagte Holtug kridtbrud er alt fredet, fordi her findes sjældne planter og dyr, og det er strengt forbudt at plukke, sanke, medbringe løse hunde, cykle eller fiske.
Men … hvis bregnen er så sjælden, hvorfor pokker hedder den så ‘Almindelig’ til fornavn?

15. september 2020

Gæs i store flokke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:47
Tags: , ,

Selv om vejret lige nu er det perfekteste sommervejr, er vi tæt på at være på den vemodige tid på året. Tiden, hvor himlen kan være så høj og så klar og så blå og så flot, at man helt taber vejret, men også tiden, hvor man gør sig det klart, at sommeren er ved at være forbi og at den grå og kedelige vinter nærmer sig med alt for raske fjed.
Efteråret er en smuk tid – på sin egen måde lige så smuk som foråret med sine fantastiske farver og alle de mange frugter på træerne – men den er ikke på samme måde fyldt med fryd, glæde og forårsfornemmelser; den gode og tilfredsstillende følelse af, at lige om lidt kommer der endnu en sommer med alle de fornøjelser, der er forbundet med den.
Om foråret flyver gæssene i store flokke lige over vores hus, og nu er de igen ved at samle sig til de store træk.
Hver dag ser vi flere flokke, der fylder det meste af himlen. Nogle gange ligger de hele dagen på fjorden; andre gange er de blot på en ganske kort visit, som her til morgen, hvor de lettede igen efter få minutter. Gad vide hvorfor de overhovedet landede?

P1050219

Jeg ville ønske jeg kunne forstå gåsesprog. Det er helt utroligt, som de gæs kan skvadre dagen lang. Og natten med, for den sags skyld. Her er deres snak dog lidt mere afdæmpet, næsten som om de ved, at nogle sover og derfor gerne vil have nattero.
Men hvad snakker de om?
Ligger de der og brokker sig i én uendelighed over naboen, som fylder for meget eller er ved at snadre sig ind på et allerede optaget fourageringsområde? Eller taler de om, hvornår de skal lette igen? Om de andre har mødt nogle af de fælles bekendtskaber? Om Didrik og Dot har det godt?
Hvilken rute de skal tage?
Eller er de i virkeligheden aldeles ligeglade med, hvad alle de andre gæs siger, men snakker bare for at høre egen stemme?
Der må da være en grund til al den snak … de larmer også når de flyver. Hvorfor gør de det? Er der en ornitolog til stede?
Der kan skrives bøger om det jeg ikke ved om fugle, og selv om John ved meget mere end jeg gør, er det desværre ikke alle mine mere eller mindre fjollede spørgsmål, han er i stand til at besvare.

Gæs

Vi har aftalt at køre til Falsterbo i oktober. Tage frokosten med, være der det meste af dagen og håbe på, at vi er heldige.
Jeg er ikke i besiddelse af den samme fuglekiggertålmodighed som John, men heldigvis er strikketøjet opfundet.
Vi kan se mange trækfugle på Stevns, men der skal vi være mere heldige, for det er ikke alle trækfuglene, der lægger vejen forbi her – selv om der i 2018 blev observeret hele 9000 (ja!) musvåger på én dag.
Ved Falsterbo samles der heeelt vildt mange fugle, men vi var desværre ikke heldige at se særlig mange den eneste gang vi kørte derud.
Vi må bare prøve igen … jeg har fundet en god vejledning til præcis hvor man skal begive sig hen under de forskellige vindretninger.

27. august 2020

Nu skal jeg da LIGE love for, at der kommer vand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , ,

Nu SKAL jeg da lige love for, at der kommer vand.
Nu skal jeg da lige LOVE for, at der kommer vand.
NU skal jeg da lige love for, at der kommer vand.
Trykket kan i dette tilfælde lægges forskellige steder uden betydningen ændres.
Nu havde jeg åbenbart brokket mig længe nok over, at alle andre end os fik meget vand. Fronterne luskede hver gang lige præcis udenom Den Stråtækte. Resten af Danmark er nærmest druknet, men vi fik kun sølle 10 mm. Selv i Præstø kun seks kilometer væk fik de meget mere vand end os.
I nat forbarmede vejrguderne sig over mig. Jeg vågnede kl. 02 ved lyden af regn, og da jeg vågnede igen klokken 06:30, regnede det stadig. Eller igen … det ved jeg jo i bund og grund ikke, men i hvert fald havde vi på det tidspunkt fået 17 mm.
Det regner endnu, og nu har vi sådan set fået nok! 45 mm – det rækker, tak!

Semi-dried tomatoes

Det er vejr til indendørs aktiviteter, og heldigvis regner det ikke inde i drivhuset, så der blev høstet chili (Apache, styrke 5) og tomater galore. Jeg har lavet syltede chili og chilipasta – begge dele er ret godt til at give vinterens mad lidt ekstra varme.
I tirsdags kom en af nørklerne til at sige, at hendes filippaæbler faldt på jorden i store mængder fordi der var orm i dem. Jeg spurgte om hun kunne bruge dem alle selv, og hun forstod et vink med en vognstang og sagde, at jeg kunne tage lige så mange, jeg orkede at slæbe. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så jeg hentede en stor kurvfuld. Der gik meget til spilde pga. alle ormene, men det der blev tilbage, kom i saftkogeren, så nu har jeg masser af filippaæblesirup og filippaæblegele. Jeg bilder mig ind, at det smager bedre end det andet æblesirup jeg lavede af de sidste overlevende æbler fra sidste år. Nu har jeg i hvert fald æblesirup nok!
En på vejen kom med en stor kasse blommer, så blommesirup er det også blevet til. Plus noget pæresirup, hyldeblomstsirup og rabarbersirup … der skulle nu gerne være mere end tilstrækkeligt med sirup af forskellig art til hele vinterens morgengrød, og det smager i øvrigt supergodt, hvis man hælder lidt på en ganske almindelig vanilleis – en nem dessert er ikke at foragte.

IMG_1904

John, som ikke hører så godt mere, har stadig et godt fugleøje. Det er stort set altid ham, der får øje på havørnen, rørhøgen, duehøgen eller hvad der nu kommer af spændende, bevingede væsner i vores nærhed. Han kan ikke høre ret mange fuglestemmer mere, men han og jeg har et godt teamwork: Han får øje på dem, og jeg ‘får øre på’ dem.
I forgårs sad der en duehøg (tror vi; det kunne måske være en spurvehøg; det er svært at vurdere størrelsen, når man ikke rigtig har noget at sammenligne med) nede på en gammel palle, der må have ligget der længe, men som blev afsløret den dag der blev slået tagrør. Selvom fuglen sidder 150 meter væk, kan John trække den ind med sin gode linse.

Dagen efter, altså i går, var rørhøgen der. Vi troede ellers, at den var draget afsted mod Afrika, men det var den så ikke.
Den lå længe og kredsede nede ved vandet, hvor der fløj flokke af viber og andre fugle op for at prøve at jage den væk, men den lod sig ikke sådan uden videre skræmme. Her er vi måske 200-250 meter fra fuglen, og så er det lige før, at selv Johns monsterlinse kommer til kort. På originalfotoet er den noget mindre, men billedkvaliteten er god nok til, at der digitalt kan forstørres lidt.

IMG_1933

8. juli 2020

Røsnæs og rødfarvning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:32
Tags: , ,

Forleden dag så jeg noget garn med den skønneste røde farve, opnået med de umodne kastanjer, der falder ned nu. Desværre har jeg ikke lagt mærke til, hvor der kan findes kastanjetræer i vores nærhed, men belært af tidligere erfaringer vidste jeg, at jeg bare skulle spørge nørkledamerne, og naturligvis havde de et svar til mig, da jeg var sammen med dem i går: Der står en del nede i dalen. Et øjeblik efter vidste jeg også hvad ‘dalen’ er, så John og jeg kørte dertil i formiddags og fik samlet 800 gram små, grønne gnallinger, der for de fleste andre er totalt uinteressante. Vi fik da også et par underlige blikke, da vi gik og samlede op – det var tydeligt, at de forbipasserende syntes vi var lidt dumme, for der er da ikke kastanjer inde i de skaller endnu.
De kunne tænke hvad de ville, kunne de … nu er kastanjesuppen sat over, så i løbet af i morgen ved jeg, hvad jeg får ud af vores fælles anstrengelser.

P1020113

Derefter gik turen mod Røsnæs. Vi har været på Reersø en del gange, men lige ovre på den anden side af Kalundborg Fjord har vi af en eller anden grund aldrig været. Det måtte der rådes bod på, så afsted med os. Helt ud på spidsen til fyret. Det er en fin tur derud – vi talte om, at det er lidt sjovt, at så smal en halvø kan være så kuperet, når man, endnu lidt nordligere, til sammenligning har Sjællands Odde, som er temmelig flad og relativ uinteressant.
Røsnæs har pæne skrænter på begge sider, hvilket tydeligt fremgår af en billedgoogling af halvøen.

P1020129

Help, please: Hvilke ænder ligger her og varmer næb? Det er irriterende, at vi ikke kan se næbbene, for hverken John eller jeg kunne finde ud af deres ID, selv om det i teorien burde kunne lade sig gøre ud fra deres fjerdragt alene.
Jeg nåede frem til rødnæbbet and, men den købte John ikke. Er der nogen, der kan bestemme dem ud fra dette dårlige billede? Pft.

P1020137P1020136

Efter fyret kørte vi til Røsnæs havn, hvor vi så disse … vi kunne måske, for at være meget flinke, kalde dem pittoreske … skure. De trængte i sandhedens navn dog mere til maling end de var maleriske, selvom de havde deres egen charme i al deres forfaldenhed, men det er vist længe siden de sidst er blevet brugt til noget. Vi fik den tanke, at det der ligner en gammeldags cirkusvogn, måske har været brugt som sommerhus engang for længe siden.
Vejret var ikke alt for godt. Ikke før vi satte kursen hjemover … da begyndte solen at skinne fra en mere blå himmel, og det blev den ved med, til vi var hjemme igen. Men pyt. Det holdt tørvejr de gange vi var ude, så det er okay, på trods af, at det var en kold og blæsende fornøjelse at sidde ude og spise den medbragte frokost.

Farvesuppen har kogt; der er slukket for gryden, men den skal have et opkog igen i morgen inden den bliver siet og garnet kommes i. Spændende …

25. maj 2020

Oldenborrelarver og rørhøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: , , , ,

Det var åbenbart oldenborreår sidste år. Det er det hvert fjerde år, fordi fire år er længden af oldenborrens livscyklus, og eftersom det ifølge denne kilde var det både i 1887 og i 1891, kunne Excel hurtigt fortælle mig, at det sidst var i 2019. Det må jeg så bare tro på … og da jeg ikke ved, hvor længe larven er om at blive den store, fede kæmpe, jeg i år har fundet to eksemplarer af i haven, skal jeg ikke imødegå det.
Jeg anede intet om oldenborrer, før jeg fandt først en i dahliabedet og i går en til i jorden, da jeg flyttede lidt rundt på insekthotellet, vi har etableret i et ellers relativt ubrugeligt område ved garagen, men google var som altid min megetvidende ven.
Oldenborrer har jeg set før, men ikke deres tykke og velnærede larver – intet under, at stære og andre fugle anser dem for at være en lækkerbisken. Den på billedet, jeg tog i går, er vel 4-5 cm lang. Det er en syrenblomst ved siden af den.
Jeg er på ingen måde vild med larver, og jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle spise dem – man taler jo om at ‘dyrke’ dem, fordi de er så rig en proteinkilde. Det bliver altså uden mig! Så er jeg den, der lynhurtigt konverterer til vegetar.
Men der var nu også noget (ret lidt, dog …) fascinerende ved denne fætter, måske mest pga. størrelsen.

Insekthotellet

Det endnu ikke særlig luksuriøse insekthotel (bliver udbygget lidt efter lidt) lever altså op til formålet indtil videre, men jeg tror næppe, at oldenborreplagen bliver så voldsom som førnævnte (i øvrigt vældig interessante) kilde beskriver den. I 1887 blev det lov, at oldenborrerne skulle bekæmpes, og det år blev der i Danmark samlet over 7,5 millioner pund, eller ca. 4 milliarder voksne oldenborrer. Det næste oldenborre-år, 1891, blev der ”kun” samlet ca. det halve.
I Vejle amt var oldenborren skyld i et tab på 1 million kr. i årene 1881-82
(da var det jo så ikke engang oldenborreår, kan jeg regne ud). Skaderne var meget store, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa, hvor den kunne lægge landsdele øde. I Irland var et angreb så voldsomt, at befolkningen måtte bage brød af ristede oldenborrer i stedet for mel.

Oldenborrelarve (1)

“Oldenborren blev lyst i band af kirken, men billen var resistent mod alle former for himmelske påvirkninger. Skolelærer Schelderup fik læst og påskrevet af Bergsøe for et foredrag, han i 1859 havde holdt i Holbæks landøkonomiske forening: “Sammenblandingen af tiende, oldenborrer, præster, landmænd og Vorherre hører hjemme i middelalderens tykkeste mørke, ikke i vor oplyste tid”.”
Jeg kan vældig godt lide den gamle skolelærer Schelderup … han må have været lidt forud for sin tid.
IMG_1203IMG_1217

Til sidst et par pralebilleder af rørhøgen, som bor lige over for vores hus. Vi ser den næsten dagligt, men vi har ikke i år set to på én gang, hvilket vi gjorde nogle gange sidste år, hvor vi var ret sikre på, at de havde en rede nede i tagrørene 100 meter fra os. Det har den derfor nok også i år, men sikre kan vi ikke være, før vi har set begge de halvstore fugle, som har et vingefang på mellem 110 og 125 cm.
Havørnene er noget større med et vingefang på 200-245 cm, men de bor på den anden side af fjorden, og vi ser dem ikke så ofte som vi ser rørhøgen.

19. august 2019

Sådan er det desværre sommetider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

P1030503

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

P1030532P1030478

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

P1030492

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

P1030509P1030526

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

12. juni 2019

Kun Jekyll – ingen Hyde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , ,

Min smukke, smukke David Austin-rose Gertrude Jekyll flyttede jeg sidste forår over på et lidt mere beskyttet sted, hvor den hele sommeren kæmpede for at overleve den usædvanlige og vedholdende tørke. Jeg hjalp den så godt jeg kunne ved at være Den Konstant Arbejdende Vandbærer, men selv de varmeelskende dahliaer havde det ikke godt, selv om jeg brugte store mængder vand over sommeren for at forhindre dem og roserne i at dø.
Det lykkedes heldigvis, og nu har den masser af blomster – store, tætte og særdeles velduftende. Denne lille busk kan fylde mange kubikmeter luft.
Gertrude Jekyll har eksisteret og har rent faktisk – omend indirekte – noget med den 133 år gamle roman at gøre: Hendes lillebror kendte dens forfatter, Robert Louis Stevenson, og gav denne lov til at anvende familienavnet i The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Gertrude Jekyll selv var en velkendt havearkitekt.

P1030231

I et tidligere indlæg påstod jeg, at roser ikke blomstrer i første sæson efter plantning. Det var en fejlhuskning af format, for stort set alle dem, der blev plantet så sent som i november, plus dem jeg plantede i det tidlige forår, har så mange knopper, at det er helt overvældende.

P1030237P1030234

Rosen med den fersken/orange midte er Alchymist, som er en af de fire forskellige roser jeg plantede ved gavlen i stedet for det espalierede pæretræ, som alligevel ikke gav nogen pærer. Alchymist dufter kun meget lidt, men dens blomsterrigdom og disses variation gennem udviklingen fra unge til gamle blomster kompenserer for det.

P1030230Vi fodrer som bekendt fugle, og gerne hele året for at nyde synet af dem, men nu er det slut for denne sæson. En skade har nemlig opdaget glasset med melormelarver i peanutbutter, som vi – og ikke mindst småfuglene – ellers var så begejstrede for, fordi skovspurvene, som vi har i lidt for store mængder, ikke kunne finde ud af at sidde på huset, der holdt glasset. Det blev derfor kun brugt af mejser og rødkælken. 
Flagspætten har fundet røret med nødder.
Både skade og flagspætte er flotte fugle, men de er store og kan derfor rasere en fuglefoderplads på ingen tid, og vi nægter at have dem på kost, så nødderøret bliver ikke fyldt op igen før det bliver vinter. Så må vi tage den derfra og eventuelt foretage os et eller andet, der forhindrer disse grovædere at tage maden ud af munden på de mindre fugle.
Jeg ved ikke helt hvad, men vi må gå i tænkeboks, hvis de vender retur til vinter.
Nogen gode råd, derude?

27. maj 2019

Mine marker og mine dyr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Nu er haven ved at være præsentabel. Ikke perfekt, men vi kan være den bekendt. Ordet perfekt vil jeg aldrig kunne komme til at anvende for vores have, for så skulle jeg befinde mig ude i den altid for at nusse om den. Jeg er der meget, men så sandelig da ikke altid – der er trods alt andet her i livet end haven, hvor meget jeg end nyder den.
Der er fx golf. Vores bank har inviteret os til en golfdag for begyndere. De har også inviteret til en for øvede, men der skal vi ikke blande os. Seks timer, hvor vi får lov til at snuse til golfspillet og blive vejledt af kyndige instruktører. Det bliver sjovt! Jeg har prøvet det én gang før i forbindelse med mit arbejde, og det viste sig at være mere interessant, end jeg umiddelbart ville have troet. Vi tager dog nok ikke golf op; vi har mere end rigeligt at tage os til i forvejen, men jeg glæder mig alligevel til dagen og også over, at John nu får chancen til at afprøve det.

P1040472P1040473

I dag har jeg etableret en minimark: Jeg har plantet de japanske indigo ud i et hjørne, hvor jeg håber de finder sig godt til rette og giver mig masser af farvemateriale. Ikke så langt fra dem står kartoffelmarken, bestående af 12 planter, som har det vældig godt og er stærkt på vej med nye kartofler til os.
Marker behøver ikke at være store, men jeg kender godt nok ikke definitionen på, hvor stor den skal være for at kunne kaldes for mark.

P1040468P1040471

I rosmarinen sad en smuk grøn guldbasse. Den var så ligeglad med mig og min rumsteren med den, at jeg troede den var død, men det var den ikke.

P1030219

På en pæl nede ved fjorden sad i morges en, der er noget mere vanskelig at fotografere end guldbassen, nemlig havørnen. Billedet er som det er, fordi jeg måtte zoome kraftigt – vi turde ikke nærme os den, da vi var bange for at skræmme den væk. Den sad der over en halv time og var ophøjet ligeglad med den enlige kragefugl, der hele tiden forsøgte at jage den væk. Vi undrede os lidt over, at det var en kragefugl, der var så aggressiv, da den næppe har en rede lige i nærheden; det har derimod viber og gæs, men det kan jo være, kragen bare var solidarisk!

30. april 2019

Stemmegenkendelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , ,

Jeg er en klovn til at genkende fugle på deres stemmer. Det er kun dem, alle kender, jeg også kan genkende. Gøgen, fx … og måske også et par stykker til, men det irriterer mig, at jeg åbenbart ikke kan lære det. Flere gange har jeg sat mig med en CD og forsøgt at lære mig nogle af dem, jeg ved, vi har rundt omkring os – både her og i Sverige. Det lykkedes bare aldrig med mere end en eller to fugle. Når jeg var nået til fugl nummer fire, havde jeg glemt hvordan den første lød.

P1040375

Nu skulle det være. Igen. DOF havde annonceret en fuglestemmetur til Ravnstrup Sø ved Herlufmagle, så John og jeg troppede op sammen med 25 andre fugleinteresserede plus to guider.
Fugle var der. I snesevis og af mange arter. Jeg var vildt imponeret over de to guider, som kunne skelne de enkelte fugle i det kæmpestore kor. Jeg kunne ikke – det var kun, når de andre for et kort øjeblik kunne holde bøtte, eller den var meget tæt på os, jeg kunne høre præcis den pågældende fugls sang. Guiderne var ellers gode til at koble fuglens sang sammen med en lille, for os mennesker udtalelig, remse, som fx gransanger: chiff chaff – rødstjert: dyyydydydy – halemejse: sididididiii. Der var flere, og jeg skrev de fleste ned undervejs, for jeg måtte atter en gang konstatere, at fuglestemmeekspert bliver jeg aldrig. Jeg tror dog, at jeg fremover vil kunne genkende vores gærdesmutte. Og måske et par stykker til, men det er absolut kun måske. Gad vide hvorfor jeg har den blokade?

P1040374SkælrodGuldnældeP1040382

Så går det meget nemmere for mig med skovens urter og planter i det hele taget. Den ene af guiderne var (også) en habil botaniker og kunne navnene på alt, vi kom forbi på vores vej gennem området. Herover to, jeg íkke kendte til før i går: vild tulipan og skælrod. Jeg havde ikke før hørt om nogen af dem; skælroden er ret sjælden, men kunne altså findes her. Det er en plante uden blade; dvs. uden klorofyl, hvorfor den snylter ved at suge næring fra værtsplantens rødder.

Ravnstrup Sø viste sig at være et skønt område, lidt a la Gundsømagle Sø, som vi besøgte 31. marts. Vi skal helt sikkert besøge stedet igen, ikke mindst fordi der ikke er så langt som til Gundsømagle, så vi kan nemmere smutte hertil, hvis man lige får lyst til en naturtur.
Der huserer desværre en eller flere mink ved søen. Nogle af os (ikke mig) så en, da vi stod i et af fugleobservationsstederne. De er virkelig hårde ved fuglelivet, så det er noget værre hø, at de er der. Jeg har sådan en lyst til at ruske de tosser, der ødelægger minkfarme og dermed lukker mink ud i naturen i særdeles misforstået dyrevenlighed. De skader langt, langt mere end de gavner – og det er næsten minkfarmeren, de skader mindst, fordi det går så hårdt ud over naturen, når der slippes mink ud – og mange af minkene dør i øvrigt af sult, fordi de ikke er vant til at klare sig selv. Er det dyrevenlighed?
Det var et sidespring – og de såkaldte dyreaktivister er vist i øvrigt ikke så aktive mere, så man har lov at håbe, at de er blevet klogere.
Området ved Ravnstrup sø er, trods minken(e), dejligt at gå en tur i.

9. april 2019

Og hvor man sig end vender hen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

P1020558

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

P1020568

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

P1020596

P1020625

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

P1020608P1020621

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

P1020665P1020731

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

P1020598

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

1. april 2019

Gundsømagle Sø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

P1020542

Det var et spændende sted. Vi såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

P1020551

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

P1020553

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

9. oktober 2018

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
HavørnI går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

P1030401

16. april 2018

Et medlidenhedsdrab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

Sandsynligvis fordi jeg er opvokset på en gård, har jeg et meget afslappet forhold til det at aflive dyr. Jeg har overværet grise, kalkuner, kaniner, duer, ænder og høns blive slået ihjel; jeg har set min farmor holde en spand under grisens halspulsåre for at opsamle blodet til at lave blodpølse af, jeg har set diverse fjerkræ rende hovedløse rundt. Intet af det har generet mig – sådan var det jo: Man fodrede dyrene op, og senere blev de foder til os.
Men jeg har aldrig selv slået nogen ihjel. Det var gerne mandfolkearbejde, og så tog vi børn/kvinder os bagefter af at plukke fjerene af og hive indmaden ud eller partere grisen og tyrekalven.
Jeg ved, at det skal gøres, men det er svært for mig at påtage mig dyredræberrollen. Jeg har én gang i mit voksenliv været nødt til at slå tre nyfødte kattekillinger ihjel, fordi det simpelthen ikke duede, at moderen fik lov at beholde mere end én killing, men kors, hvor jeg vrælede, da jeg gjorde det (og nej, jeg kunne ikke drømme om at drukne dem, bare for at slippe for at se på det; de skal dø omgående).
I dag var så anden gang i mit liv.
Jeg kom ud og hørte før jeg så den lille skovspurv, hvis ben sad i klemme mellem to hegnselementer. Hvordan den havde båret sig ad med at få benet helt ned, hvor det sad fast, er mig en gåde, men uhjælpeligt fast sad det, det lille, tynde ben.
IMG_0231Fuglen flagrede vildt med vingerne for at komme fri, og da jeg kom hen for at hjælpe den, så jeg, at der var blod og at den havde revet benet næsten helt over i sin desperate kamp for at komme fri. Det sad kun fast i tynde trevler, og jeg kunne se det lillebitte, brækkede ben stikke ud.
Der var kun én ting at gøre. Jeg tog fat om benet lige over brudstedet og hev til – jeg hev naturligvis ikke i fuglen. Det gik let af, men jeg var derefter nødt til at slå det lille kræ ihjel, så jeg hamrede det hårdt ned i fliserne, hvilket gjorde fuglen bevidstløs. Derefter gjorde jeg, hvad jeg har set min faster gøre med duerne, når den stod på duesteg til middag: Jeg trak hver sin vej i hoved og krop, til jeg hørte rygraden knække. Hvis ikke fuglen døde af det hårde stød mod fliserne, var den stensikkert stendød nu.
Jeg tudede ikke, men det gjorde ondt i mig – også selv om jeg vidste, at det var det eneste rigtige at gøre. Den havde jo ikke kunnet klare sig ret længe med kun ét ben, og desuden må den have haft smerter, det lille pus, efter alt det slid, som fik mig til at tænke på de der forfærdelige bjørne- eller rævesakse, som har været anvendt, og hvor det fortælles, at dyrene bed deres egne ben af for at komme fri. 
Det er helt i orden slå dyr ihjel, men det skal ske på en ordentlig måde.

2. marts 2018

The Beast from the East

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

I formiddags ringede Charlotte; hun havde set de billeder, jeg sendte til hende i går, så hun ville lige høre, om vi var sneet helt inde. Det vidste jeg så ikke helt endnu, men hun kunne fortælle, at de var næsten lige så hårdt ramt som os af The Beast from the East, som de kalder denne Sjaggerpludselige sne- og kuldebølge i England. Børnene har naturligvis en fest – skolen har været lukket i går og i dag, så den har stået på leg ude i sneen begge dage – selv om de ikke har fået så meget som vi har (Aubrey var ret misundelig over al vores sne), så har der dog været nok til lidt sjov.

Jeg stoler ikke helt på yr.no mere. De lovede, at det skulle holde op med at sne kl. 12 i dag, men det sner endnu! Og det fyger meget, fordi det blæser meget.
De æbler, jeg har haft til overvintring ude i garagen, har ikke helt kunnet lide denne kulde, så de er ikke så pæne mere, men solsorten er meget begejstret for dem og vil kæmpe for livet for at beholde dem for sig selv. Da der kom et par sjaggere og ville have en bid med, blev der en veritabel slåskamp, så fjerene føg omkring dem. De har da ellers hårdt brug for hver eneste fjer i den kulde … Vi lagde flere æbler ud, sådan ret spredt, for så kunne solsorten ikke forsvare dem alle. Troede vi.
Den flyttede dem da bare! Snedige lille bæst. Den samlede æblerne, så den kunne holde øje med dem alle, og sjaggerne fik ikke en chance.
Så lagde vi nogle uden for solsortens synsvidde og håbede, at sjaggerne fandt dem, hvilket de gjorde.

Værs'go' - ta' en vognVi kom ud at handle. Sneen holdt en mindre pause først på eftermiddagen, så John gik ud og skrabede foran garagen og mente nok, at vi ville kunne komme afsted.
Afsted til et præstøsk snekaos. Parkeringspladsen ved Meny var forsøgt ryddet, men de kan jo ikke få sneen til at forsvinde op i luften; de er nødt til at skubbe den ind til siden, med færre parkeringspladser til følge. Når folk så ikke har kunnet komme ud de sidste par dage, så bliver der rift om pladserne, når det igen kan lade sig gøre at komme ud at handle. Vi var heldige og kørte lige hen og fik os en plads – ved siden af vores nabo, som havde kørt rundt i et kvarter for at finde en.
Jeg kiggede også en ekstra gang, da jeg skulle have en vogn, men heldigvis havde de taget nogle ind under et halvtag, hvor der normalt står ‘udendørs’ varer, så jeg fik en snefri vogn.
Nu har jeg handlet til omkring en halvanden uges tid, så bortset fra, at jeg vældig gerne vil se gæster i morgen, så kan vejret bare komme an, kan det. Jeg er beredt og vi kan klare den uden at komme til at sulte!

26. februar 2018

Minitur til Nordtyskland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Traner i februar ved Glückstadt

Værelse på 11. etage

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

P1010507 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

7. februar 2018

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , , ,

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Høj himmel ved Præstøfjorden

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Havørn!IMG_8227

20. november 2017

Vejlerne – altid et hit for os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

P1000370

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

P1000372P1000381

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

P1000383P1000385

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

P1000406

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

P1000419P1000422

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

P1000432

1. oktober 2017

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: , , ,

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

IMG_7977IMG_7978

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Sort sol-turisterDa vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Nogle få stære
Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

12. september 2017

Det er så småt ved at blive efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , ,

Vi nærmer os. Vejret er stadig dejligt, solrigt og lunt – for det meste – men indimellem kommer der lidt regn susende forbi i kort tid nok til med rette at kunne kaldes en byge, men samme byge er lige præcis lang og kraftig nok til at gøre vasketøjet lidt vådere, end da det blev hængt ud.
Vi nærmer os efteråret lige så stille.
Havde jeg nu gået på arbejde, havde jeg måske brokket mig lidt over vejret, men i dette herlige pensionistliv, hvor jeg kan gå ud, når jeg har lyst, og vejret i øvrigt indbyder til det, føles det ikke så slemt. I går og i dag har jeg opholdt mig meget oppe i shelteret, hvor en lille byge eller to ikke kan komme til at genere mig.
Gæssene lægger an til … et eller andet. Jeg ved ikke, om de kommer forbi for at tanke lidt op til en videre færd, eller de er kommet for at tilbringe vinteren her, men der er dagen igennem en lind strøm af ind- og udflyvninger af større eller mindre flokke gæs. Vi kan høre dem hver morgen, så snart det er blevet lyst. Nogle flyver til fjorden; andre fra – de har etableret et trafikknudepunkt lige over for vores hus, og vi nyder det i fulde drag.
Når de så ligger på vandet i store klumper, kan vi høre hvordan de snakker dernede. De taler meget sammen, selv efter mørkets frembrud – de må have meget at fortælle hinanden om den nys overståede sommer.

IMG_9842

I haven er efterårssyslerierne så småt i gang; John skyndte sig at pakke parasollerne væk i tørvejr og sikkerhed i garagen, inden de igen blev våde.
Jeg satte mig med en notesbog og skrev i punktform de ting, jeg skal have flyttet enten om en måneds tid eller til foråret. Det blev til mange … dem, der siger, at man aldrig bliver færdig i en have, har vist ret. Jeg planter og flytter, planter og flytter igen. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg på ingen måde er havearkitekt og derfor har svært ved at forestille mig, hvordan det kommer til at se ud, når det hele kommer i vækst.
Det, der fx starter med at være to små pinde af en mamelukærmebusk, gror som var den betalt for det, og det jeg troede hurtigt ville komme til at fylde, fylder (stadig) stort set ingenting.
Planer er til for at ændres. Jeg har overvejet at få besøg af en havearkitekt, men jeg ved også med mig selv, hvor svært jeg har ved at gøre noget, andre råder mig til, så måske er det spildte penge.
Og måske er det ikke – sådan en må nødvendigvis have en masse ideer; man har for det første lov at sortere, og for det andet er det altid sundt at få andre øjne til at kigge på sagerne – man har det som bekendt med at gro lidt fast i egne forestillinger eller ideer.

22. maj 2017

Tjekliste og gærdesmutteunge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Årets gærdesmutteunge

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

6. maj 2017

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:28
Tags: ,

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

P1060744

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

3. maj 2017

I miss my spades in spades

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæslinger i flok

RørhøgenGæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

4. april 2017

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

P1060249Solbær

Stikkelsbær

Kaprifolium

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Traner over Spjutatorpet (2)

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

P1060276

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

10. februar 2017

En ny fugl og et nyt ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

I morges opdagede John en ny fugl stå ude på den iskant, der nu er dannet på fjorden. Han troede først, det var en rovfugl, for den var stor i forhold til de måger, den stod iblandt.
Frem med kikkerten.
SvartbagDet var en svartbag. Jeg kender navnet, men havde mig bekendt aldrig set en svartbag … har i givet fald ikke hæftet mig ved, at det er så stor en måge i forhold til de almindelige måger, jeg normalt ser.
Den er virkelig stor – omkring 70 cm fra næb- til halespids og et vingefang på 150-170 cm … den er således en del større end en musvåge og en anelse større end en glente, så det er okay, at John inden kikkertundersøgelsen troede det var en rovfugl.
Ét sted stod der, at det er Danmarks største måge. I vores fuglebog stod der Europas største måge, og dansk Wikipedia siger verdens største.
På engelsk hedder svartbagen great black-backed gull og på tysk Mantelmöwe – det er ikke svært at se logikken i denne navngivning. Jeg ser altid efter hvad fuglene hedder på engelsk for at kunne tale med, når børnebørnene begynder at tale om deres store interesse, og med dette gode og beskrivende navn var jeg nødt til at undersøge, hvad den hedder på tysk, så jeg har lært tre nye ord i dag.

Tre? Ja, fordi jeg også har lært ordet kleptoparasit, som for mit vedkommende var et førstegangsord.
Det krævede dog ikke Den Store Kædestrammereksamen at regne ud hvad det kunne betyde, at svartbagen er en kleptoparasit. Faktisk stod der klaptoparasit, men Google var for en gangs skyld relevant med sit ellers så irriterende “mente du…” “…kleptoparasit?”. Ja, jeg gjorde da – selvfølgelig.
Kleptoman. Parasit. Reglen er, at to gange negativ giver positiv, men det gælder ikke i dette tilfælde – kan man forestille sig et mere negativt ladet ord end kleptoparasit?
Nu er det weekend. Det er ikke spor negativt.
Kan man forestille sig et mere positivt ladet ord end weekend?
Der er stadig noget magisk over weekender – også selv om man er jobstoppet – jeg vil ønske jer en god en af slagsen.

9. december 2016

Fabrikslignende forhold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , ,

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

BrødkurveHvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

FuglefoderhusFuglefoderhus

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

7. december 2016

Det er stadig syslevinter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , , ,

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

FuglefoderhusFuglefoderhus (1)

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Brødkurv (2) - CopyBrødkurv (4)

Brødkurv (1) - Copy

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

Næste side »

Blog på WordPress.com.