Tjekliste og gærdesmutteunge

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

I miss my spades in spades

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

En ny fugl og et nyt ord

I morges opdagede John en ny fugl stå ude på den iskant, der nu er dannet på fjorden. Han troede først, det var en rovfugl, for den var stor i forhold til de måger, den stod iblandt.
Frem med kikkerten.
Det var en svartbag. Jeg kender navnet, men havde mig bekendt aldrig set en svartbag … har i givet fald ikke hæftet mig ved, at det er så stor en måge i forhold til de almindelige måger, jeg normalt ser.
Den er virkelig stor – omkring 70 cm fra næb- til halespids og et vingefang på 150-170 cm … den er således en del større end en musvåge og en anelse større end en glente, så det er okay, at John inden kikkertundersøgelsen troede det var en rovfugl.
Ét sted stod der, at det er Danmarks største måge. I vores fuglebog stod der Europas største måge, og dansk Wikipedia siger verdens største.
På engelsk hedder svartbagen great black-backed gull og på tysk Mantelmöwe – det er ikke svært at se logikken i denne navngivning. Jeg ser altid efter hvad fuglene hedder på engelsk for at kunne tale med, når børnebørnene begynder at tale om deres store interesse, og med dette gode og beskrivende navn var jeg nødt til at undersøge, hvad den hedder på tysk, så jeg har lært tre nye ord i dag.

Tre? Ja, fordi jeg også har lært ordet kleptoparasit, som for mit vedkommende var et førstegangsord.
Det krævede dog ikke Den Store Kædestrammereksamen at regne ud hvad det kunne betyde, at svartbagen er en kleptoparasit. Faktisk stod der klaptoparasit, men Google var for en gangs skyld relevant med sit ellers så irriterende “mente du…” “…kleptoparasit?”. Ja, jeg gjorde da – selvfølgelig.
Kleptoman. Parasit. Reglen er, at to gange negativ giver positiv, men det gælder ikke i dette tilfælde – kan man forestille sig et mere negativt ladet ord end kleptoparasit?
Nu er det weekend. Det er ikke spor negativt.
Kan man forestille sig et mere positivt ladet ord end weekend?
Der er stadig noget magisk over weekender – også selv om man er jobstoppet – jeg vil ønske jer en god en af slagsen.

Fabrikslignende forhold

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

Hvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

Det er stadig syslevinter

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:

Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

Vi har en tam rødkælk

Den dag jeg tog dahliaerne op, gik John ikke så langt fra mig ved gavlen og ryddede lidt op i visne vækster. Da han var næsten færdig, kaldte han hviskende på mig: “Kom herhen, men gå forsigtigt og sig ingenting.” Så var jeg klar over, at det enten var noget med en fugl eller med en lille mus, hvilket det da også var – nemlig en rødkælk (jeg kan bedre lide rødkælk end rødhals), der gik og fandt lækkerbiskener på jorden, hvor John lige havde ryddet op.
Hvad der var underligt var, at den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede op på os en gang imellem, men pikkede derefter ufortrødent videre.
Det stod på i lang tid. Vi begyndte at bevæge os lidt rundt, men den flyttede sig først, når vi kom tættere på den end en god meter. Og jeg mener virkelig flyttede sig – den fløj ikke væk.

I dag havde vi fyldt traileren med brænde, som skulle læsses af, da vi kom hjem. Ude ved brændestablen gik den lille rødkælk rundt; denne gang endnu mere tryg ved os end forleden. Jeg ville bære en favnfuld brænde ind i kurven og havde nær trådt den ned, så tæt var den på mig. Den pilede rundt om vores fødder og fandt lidt spiseligt hist og pist. Edderkopper, måske? Jeg håber den bliver boende – det er i hvert fald ikke edderkopper, vi mangler, og jeg under den gerne en betragtelig portion af dem! Den kiggede bare op på os med jævne mellemrum med sine små sorte perleøjne, som om den ville sige, at vi jo skal være her alle sammen, ikke?
Den er simpelthen noget så aldeles nuser. Dofbasen siger, at “den kan ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør fødeemner”, men jeg har aldrig før oplevet så usky (!) en rødkælk.

Vi kunne se, at der havde været en smule sne, men der var ikke mange fnug tilbage – det har været et fantastisk vejr hele dagen – både her og hisset.

Det lufttomme rum – og vice versa

Jeg har nævnt den før, min sous vide. Som den hedder … jeg er dum til fransk, men Google Translate siger, det betyder vakuum. Hvis det passer, så er det egentlig et fjollet navn til maskinen, som jo i virkeligheden bare er en beholder med vand, plus en motor, der styrer temperaturen i vandet samt cirkulerer det. Den burde med andre ord hedde bain chaud. Det er det, man kommer i den, der er vakuumpakket. Man kalder ikke en ovn for dej eller noget andet, man bager; den hedder en ovn, så hvem der har fundet på, at en sous vide skal hedde en sous vide, ville jeg gerne vide. Tøhø …
Ikke desto mindre er det en af de virkelig gode investeringer, jeg har gjort i køkkenudstyr – holddaop, hvor har jeg efterhånden lavet mange stege i den. Nok mest kalveculotter, som er blevet vores yndlingsspise – og så passer sådan en lige til fire personer. Fem, hvis man serverer en forret. På billedet ses culotten i posen, kun iklædt krydderurter, hvidløg, lidt salt og peber.
Vi bliver fem i aften, så der er forret på menuen. Søren kommer, samt brødrenes nevø sammen med en skotsk NGO-kvinde, som vi ikke kender, men som han siger er en sød dame. De skal sove her, for ingen af dem har råd til overnatningen på Frederiksminde, hvor de er til en eller anden konference.
Jeg ved ikke ikke, om nevøen var bevidst morsom, da han skrev til mig, at “bølgerne går højt i den maritime verden lige nu”, men jeg fik mig da et stille smil over bemærkningen.

Fra det lufttomme rum til det sommetider særdeles luftfyldte – her til morgen var der dog dejlig stille, og mens vi nød det bløde lys, kunne vi høre og se gåsetrækkene lette ude fra fjorden. Nogle morgener drager de afsted i store flokke; andre morgener ankommer de i lige så store flokke – de kommer fra vest og de letter i vestlig retning.

Vi er aldrig i tvivl om, at der er en gåseflok på vej. Fordi vi altid sover for åbent vindue, kan vi en af os høre dem før vi kan se dem, og så kan vi en af os komme ud af sengen i en ruf for at kigge op i himlen. Den anden af os er som regel allerede oppe, men har intet hørt.
Jeg er endnu ikke blevet træt af at se på de store og larmende gåseflokke. Bliver det sikkert heller aldrig.

Sort sol over Den Stråtækte

Stærene samles nu. Der er vist ingen der ikke ved, at det gør de i voldsomme mængder nede i Tøndermarsken, hvor man kan være heldig at se helt op til en million fugle på en aften.
Så rigelige mængder har vi ikke her, men vi kan godt præstere en miniudgave af Sønderjyllands sorte sol. I morges – ja, her lander de om morgenen og ikke om aftenen, hvilket undrede os lidt, men de holdt måske bare pause på vejen – havde vi fornøjelsen af en flok på omkring 300 fugle. Cirka. Jeg gider ikke tælle efter …

De fløj til og fra et træ lidt længere nede ad vejen. Sommetider sad hele flokken i træet på én gang, og nok holdt de pause, men de tog sig ikke en formiddagslur – sikke en larm, de kunne lave!
Jeg sagde til John, at han godt lige kunne tage hen og lege en eller anden rovfugl, så vi kunne få lidt gang i formationerne. Jeg var oven i købet flink og gav ham frit valg mht. hvilken en han ville være – jeg kan alligevel ikke se på arten af formationen hvilken rovfugl det drejer sig om, som de professionelle så imponerende er i stand til. Han påstod, at han midlertidigt havde mistet flyveevnen, så jeg måtte tænke mig til den himmelske dans.

De kunne også næsten selv alligevel.
Pausen – med skiftevis formationsflyvning og palaver i træet – varede vel en lille time, inden de fløj deres vej.
Vi ser dem dagligt, disse småflokke, men jeg kan godt mærke, at det trækker lidt i mig for at komme til Syddanmark og opleve de helt store flokke igen. Det er tre år siden vi var der sidst, men heldigvis har vi en aftale med Ditte og Peter om, at vi skal en tur afsted til næste år. Det er sådan en dejlig tur, især når man kombinerer den med en god middag og overnatning på Schackenborg.
Det lille billede er fra vores første tur til Schackenborg i 2011.

Dumme måger

I dag sad vi og kiggede ud på blishønsøen, som er kommet lidt tidligere, end den plejer. Mener vi.
Pludselig begyndte mange at måger dykke hurtigt og aggressivt ned i flokken, som derefter begyndte at flygte nordover – stadig i samlet flok, men med en relativ høj hastighed.
Beklager det dårlige billede, men det var nødvendigt med den kraftigste zoom for at få et indtryk af det.

Måger dræber mig bekendt ikke blishøns? Så hvorfor dette angreb? Det stod på, til blishønsene var for langt væk til at kunne se sceneriet, dvs. at vi kunne observere det over et kvarters tid.
Er der nogen, der kan gøre os klogere angående dette fænomen? Google kunne ikke hjælpe mig, og John havde ikke set eller hørt om noget tilsvarende.
Fjollede måger. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Punktum.

Aubrey er en redebygger

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

En amerikansk havørn er halvtung

Vi nåede Falkecentret på Samsø, inden jeg måtte kapitulere, og selv om jeg er en smule ambivalent med hensyn til vilde dyr i fangenskab, må jeg indrømme, at det var fascinerende at se de store fugle flyve lige om ørene på én. Fuglene så på ingen måde lidende eller forsømte ud, og man må formode, at hvis de levede et miserabelt liv, ville de ikke så villigt lyde de ordrer, de fik. Eller ordrer og ordrer … man lokkede med kyllingefostre, så de kunne vel ikke stå for fristelsen. Og med alle de fortællinger, de kunne servere om falke og ørne, der lige fik lyst til en ekstra lang flyvetur, så tror jeg såmænd ikke, at man behøver at have ondt af dem.

 

Her stor hornugle og amerikansk havørn. De to fugle er nogenlunde lige tunge og begge med et vingefang på omkring to meter. Den amerikanske havørn vejer kun godt det halve af den danske udgave, men den var dæleme alligevel tung at holde i strakt arm!

Stor hornugle er verdens største ugle, og herover ses en dværghornugle – og en jagtfalk, som også er en ret lille fugl med en vægt på omkring et kilo.
Alle fuglene er blevet udstyret med gps, så man kan se præcis hvor de befinder sig i tilfælde af at de får lyst til en lille udflugt. Jeg kan ikke huske  nøjagtigt, hvor langt de har måttet køre for at hente dem tilbage, men det var langt. “Vi har altid fuld tank på bilen!”

Som sagt, ikke nær så stor som dem, vi kan se fra Den Stråtækte, men sådan en havde jeg slet ikke kunnet løfte i strakt arm, og det var da sjovt at stå med sådan en fætter i hænderne, for uanset hvordan vi bærer os ad, vil vi aldrig få dem så tæt på hjemme hos os selv.
John påstod, at jeg så bange ud … og perception is reality, som min chef altid sagde, men jeg benægtede hårdnakket – jeg var aldeles ikke bange!

Det var dog et særdeles respektindgydende næb. Kvinder med bare fødder og rød neglelak på tæerne blev bedt om at skjule disse, da man havde oplevet, at en ørn lige skulle hen og tjekke, om det var noget spiseligt, frisk kød … det var lidt sjovt at se, hvor hurtigt en fire-fem par fødder blev gemt væk i græsset.

Efter denne oplevelse og den frokost, jeg først troede var skyld i al den senere elendighed, tog vi ud på det vist nu danmarksberømte Issehoved, som den nye motorfærge til Samsø er opkaldt efter. Det er altid nemt at være bagklog, men jeg har altså svært ved at forestille mig, at ikke én i et helt byråd kan se, hvordan M/F Issehoved sandsynligvis vil blive læst. For den rene er alting rent, men alligevel …
Nogle lagde måske mærke til, at gårsdagens Alle mod én havde taget ideen op og kaldt den anvendte lille robåd for M/F Jollehoved.

Nu også med fiskeørn!

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

Små søndagssysler i små glimt

 

Det var frostvejr i nat, men alle nyplantede planter fra Flemmings Planteskole havde overlevet helt uden mén … og så se da lige klippet fra hjemmesiden: Der findes heldigvis danskere, der ved, at der ikke skal apostrof i genitiv på dansk.
Der er således håb endnu …

Da jeg kom på nettet, kunne jeg se, at FB nærmest svømmede over af snebilleder fra det meste af Danmark og Sverige (i Skåne og Blekinge har de mange steder fået 20 cm sne) – det var åbenbart for tidligt, at vi fik skiftet vinterdækkene ud med sommerdækkene …
Her ved Præstøfjorden er vi indtil videre er sluppet med fem dråber vand og et enkelt tordenbrag.
For en god time siden kom solen, og den ser ud til at have tænkt sig at blive resten af dagen, så ingen sne her, hvilket passer mig glimrende.

På svampeforummet på FB er der flere, der har fundet vårmusseroner, og i den forbindelse så jeg en noget alternativ måde at stave til måske på.

John har leget med kamera. Den foderbeholder af glas, som han fik i julegave, fungerer helt efter hensigten. Fuglene kommer og spiser, selv om vi sidder ved spisebordet lige på den anden side. Musvitterne er lidt sky og flyver væk, når de får øje på os, men sumpmejser (som jeg tror denne er) og gråspurve lader sig overhovedet ikke anfægte af, at vi er så tæt på – vi kan endog bevæge os, uden de flygter.
Disse billeder er taget med fjernbetjening med kameraet sat op udenfor.

Det er altså ikke fordi, foderboblen har indbygget guillotine, selv om det kan se sådan ud på det øverste billede, men den lille fugls sorte hoved er visuelt helt forsvundet i ophængsdimsen.
Den har en meget stor fordel, denne måde at fodre fugle på: Den er rottesikker. Rotterne kan ikke komme til den og fuglene spilder ikke noget på jorden, som de kan komme og hente; det hele bliver inde i glasset – dermed selvfølgelig også de tomme skaller, så man skal holde øje med det og tømme og fylde op igen.
Beholderen kan tages af og vaskes, så den altid er ren, pæn og appetitlig – både for fugle og mennesker.

En dompap er ikke en dompap, men det er der andre, der er

Kan man tillade sig at kalde en, der hopper på falske mails, som vil lokke kort- eller bankoplysninger ud af vedkommende, for en dompap?
Det kan man måske ikke (jeg gør det nu alligevel), men man skal dog være mere og mere vågen, da svindlerne beklageligvis bliver bedre og bedre, fx ved at sprede ægte logoer med rund hånd i mailen, samt forbedre deres sprog. Spørgsmålet er heldigvis, om de nogensinde bliver gode nok? Nu er jeg så ganske afgjort ingen nørd til den slags, men for mig at se kan et afslørende, falsk link ikke undgås, og det link kan ses, hvis man muser over det. Hvad gør man så på en tablet? Godt spørgsmål, og jeg har intet svar. Det er der sikkert andre og bedre folk end mig, der har (skriv gerne svaret til mig), men der er andre tegn, og nu er svindlerne oven i købet begyndt at advare mod sig selv.

Et af tegnene er, at en mail fra PayPal nok ikke har den underlige afsender, der ses til venstre herover.
Et andet tegn kunne være (let sarkasme er ikke utænkeligt), at man, efter at have brugt PayPal som betalingsmedie, modtager en kvittering for vellykket transaktion, og når man har en sådan, burde der ringe en alarmklokke eller to, når der i mailen hævdes, at PayPal har afvist betalingen, og at det skal man lige gøre noget ved.
Et tredje tegn kunne være, at man aldrig har anvendt PayPal …

…

Og så svindlernes egen advarsel: “Hvordan kan jeg vide, at denne mail ikke er svindel? […] Det kan du, fordi PayPal altid vil tiltale dig med med dit for- og efternavn.”
… skriver de i en mail, der er indledt med “Dear Customers” … i flertal … jamen hurra altså … dompapper!

---

En dompap med fjer er derimod ingen dompap, men noget så fornemt som en domprovst:
“Navnet kommer af det tyske “Dompape”, domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med “dumrian”, skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene “dum” og “paphoved”.
Så blev jeg igen lidt klogere.

Grunden til, at jeg forskede lidt i dompappens liv og dermed fandt frem til ovenstående var, at både hr. og fru Dompap i formiddags fouragerede i solsikkefrøene på én gang, så jeg konkluderede, at de næppe endnu ruger på årets familieforøgelse, men ville vide hvornår de så begynder på det.
At HUN endnu ikke ligger på æg, burde jeg have skrevet – man går ikke ind for ligestilling i dompappernes verden, men gør præcis som vi pattedyr gør: Når først han har overstået sit startbidrag til forplantningen, overlader han resten til kvinden. Han fodrer hende nok heller ikke, når hun ligger på æg, så selv om hun ruger, skal hun vel ud for at finde føde en gang imellem … men æggene bliver først lagt sidst i april, så mine indledende betragtninger holdt vand – der er stadig lidt tid, inden pligterne kalder.

Hybris og nemesis

For ikke særlig længe siden, da jeg gik og hostede i næsten fire uger, påstod jeg nok så overlegent, at jeg meget sjældent blev syg.
Det hedder hybris.
I dag har John bragt mig med en gedigen forkølelse til Sverige. Hans forkølelse er desværre også godt på vej.
Det hedder nemesis.
I aftes fik jeg så ondt i halsen, at jeg måtte op og tage noget smertestillende for at kunne falde i søvn. I dag er halsen ikke så slem, til gengæld er jeg totalt snottet til. Øv, gider ikke.

Jeg er garanteret blevet syg af at se mine to kegler bade i den lille å, der løber mellem haven og hestefolden lige bagved.
Der er sjældent vand i den om sommeren, så det er åbenbart med at benytte sig at, at det har regnet meget … uanset temperaturen på vandet.
Billederne er taget i søndags. Jeg har skrevet og fortalt dem, at jeg synes de er bindegale, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de bare griner lidt ad mig, de små bøffer. Vandet er da også ulækkert, men det er åbenbart ikke af den store betydning.

Jeg noterede mig hos Carl Christian Tofte, at der i søndags var talt 8000 traner på Pulken, så vi kørte via den til torpet for at se, hvor mange der er tilbage, hvilket viste sig at være omkring 5000. En hel del …
På vejen opdagede jeg en ny, gammel bro i Lyngby ikke så langt fra Pulken. Jeg samler nemlig på svenske stenbroer, og så længe jeg holder mig til at gøre det digitalt, er det ikke noget problem med hverken opbevaring eller tilladelse.

Jeg pudser sommetider glorie.
Traner pudser fjer.
Jeg forestiller mig, at det er ungkarleklubben, der skal ud og score damer i aften. Se da lige, hvor de går til den – den ene kækt poserende på ét ben.

Den dag elektronikken døde

Billedet skal illustrere, at visse vejrudsigter for området heroppe lader en del at ønske. Normalt rammer yr.no bedst, men i dag er det FMI, der er tættest på virkeligheden. Sidder man hjemme i Danmark og vil vide, hvordan vejret er på torpet, bliver man ikke altid klogere af at kigge på vackertvader.se. Egentlig et fjollet navn – vejret er jo ikke altid godt … men det er såmænd fint nok, at de viser tre forskellige prognoser.
I dag er det dog godt – himlen er igen så blå, så blå, at det gør helt ondt i øjnene – ganske som de godt kunne regne ud i Finland.
Overskriften er afledt af Don McLeans hit "American Pie", som indeholder linjen the day the music died, som refererer til flystyrtet i februar 1959, hvor Buddy Holly, Ritchie Valens og J. P. "The Big Bopper" Richardson plus piloten omkom.
Det, der skete hos os, var heldigvis mindre dramatisk, men lidt underligt.
Når vi ankommer til torpet, er at lave sig en kopkaf noget af det første, John gør, og denne gang var ingen undtagelse.
Kort efter lød det: Hvad pokker er nu det for noget? Der kommer godt nok masser af vand ud, men ikke i kruset!
Han undersøgte senseomaskinen lidt nøjere, men måtte konstatere, at den var gået helt i udu. Man bliver forvænt med den slags udstyr, forstået på den måde, at det bliver sværere og sværere at drikke en kop ganske almindelig filterkaffe, men det blev vi nødt til på dette sverigesophold.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at elkedlen også var død. Den er godt nok lige fyldt 11 år, men hvorfor den skulle gå død, ved jeg ikke – så meget bliver den jo heller ikke brugt. Nu er der købt en ny. Kaffebryggeren har vi en reserve af derhjemme.

Hvorfor nu et billede af vores å med en næsten usynlig rød pil lige over midten af det?
Jo: Der går nemlig en trane. Vores tranepar er returneret, så det er ikke kun Pulken, der kan prale – vi kan og gør det også. Kan dog kun præstere to af slagsen, men det skam fint nok med os.

Den går og kalder på sin mage, så hele området giver hyggelig genlyd af de karakteristiske traneskrig.
Hvis I ikke kan se tranen på billedet af åen, behøver I ikke at gå til optiker af den grund, men jeg forsikrer, at den er der, hvor pilen peger. Det er lige så meget for at anskueliggøre, hvor meget zoom der skal til for at indfange den – og dermed også en undskyldning for de slørede billeder.
Da jeg fik øje på den, var den lige ud for os, men inden jeg fik hentet kameraet, var den allerede et godt stykke væk.

Carl Christian Tofte har tegnet en rovfugl til mig

Vi havde et par ærinder i Kristianstad, og selv om det endnu ikke er højsæson for traneindflyvning på Pulken, så ville vi lige dreje ind for at se, om der da ikke lige skulle være et par stykker, når vi nu alligevel var i nærheden.
Det var der – de har åbenbart sendt trane-sms’er til Polen og Rügen om, at de begyndte at fodre ved Pulken i forgårs, så der var mellem 1000 og 1500, da vi kom, og der kom flere og flere flyvende ind i en lind og stadig strøm. De ser stadig lige fjollede ud, når de lægger an til landing.

Det er ligeledes stadig et fascinerende syn, når der står så mange fugle på en forholdsvis lille plads – det kan jeg sagtens se på hvert år.

Med andre ord er det her i påsken, det skal være, hvis I vil ofre en halv eller en hel dag på at se masser af traner. Der er kun 120 km tilbage, når man slipper Øresundsbroen, så det kan sagtens nås på en dag – hvis man er sjællænder. Der er borde og bænke, så eventuel medbragt mad kan indtages – men husk numsevarmerne! Eller tæpper eller noget, for man skal ikke regne med at kunne sidde i læ, og det er koldt, selv om vejret er godt!

Som det ses på frokostbilledet herunder, er det ikke udstyr, de fugleinteresserede går ned på.

Carl Christian Tofte, som har slået sig ned i et hus med førsteparket til traneudsigten, holder åbent hus frem til 10. april. Her tager han gerne en fugle- eller tranesnak med de besøgende, og han sælger selvfølgelig også af de bøger, han har illustreret, samt af sine akvareller.

Der lå nogle eksemplarer af Rovfugle i felten, som han har illustreret, og er der noget jeg ikke er god til, så er det at bestemme rovfugle, hvorfor det var oplagt, at jeg købte den. Inden jeg nåede at bede om det, spurgte CCT selv, om han ikke skulle signere den til mig. Jo tak, da – meget gerne.
Så tegnede manden en fin rovfugl på titelbladet. Han er en gudbenådet tegner, og det tog ham kun et par minutter at lave den fine, lille tegning til mig, men jeg tror alligevel, at det var heldigt, at vi var de eneste, der var der lige på det tidspunkt. Havde der været mange, som der lige så nemt kunne have været, havde han nok nøjedes med at skrive venlig hilsen.
Dette her er jeg glad for. Måske er det fjollet, men bogen bliver endnu mere værd for mig med en lille hilsen fra en så dygtig illustrator.
Og jeg tænker altså ikke i kroner og øre …

Englands kedeligste by

Beklager, Swindon, men det er du altså. Englands kedeligste by. For at kompensere lidt på det har du et dejligt outletcenter, som vi godt kan lide at komme i, og du har sørget for at gøre dine hvide vipstjerter tamme, så vi har stor fornøjelse af at fotografere dem.

Den var noget så nuser, denne lille fyr, som vimsede fuldstændig frygtløs lige omkring vores fødder. Pludselig stod den på tæer, og vi kom til at grine højt, hvilket heller ikke generede den. Måske var den simpelthen rævestolt over at kunne gøre sig et par centimeter højere.

Vi var i outletcentret og i to store enorme planteskoler, hvor vi på den ene fik en glimrende frokost. Den meget engelske opsats her med lidt lækkert til teen lod vi være … også de Bon Bons, hvis navn fabrikanten ikke kan skrive korrekt.

Vi blev enige om, at hvis vi kørte til Swindon, kunne vi sikkert med lidt god vilje få et behov eller to til at opstå, hvilket da også skete for os alle tre … bortset fra, at Charlotte havde et behov allerede hjemmefra, hvilket gav os en glimrende undskyldning for at køre derop.
Vejen hjem fra det sidste sted, Whitehall, går igennem både Lacock og Sandy Lane, som er to af mine yndlingsbyer herovre. Lacock er a village lost in time og blev bl.a. brugt i Downton Abbey.

Sandy Lane er lutter skønne, skønne typiske engelske landsbyhuse … her ville jeg gerne kunne købe et hus, men jeg har vist rigeligt at se til i forvejen, hvad boliger angår, og når nu de er ved at have en granny flat færdig til os, er det vel i bund og grund fjollet selv at købe et hus herovre.
Men hver gang jeg ser denne slags huse med stråtagene med de buttede former, får jeg lyst til at flytte til England.
Lysten forsvinder heldigvis som regel, når jeg er hjemme igen, men jeg er vild med disse huse, med landsbypubberne med de frodigste blomsterkrukker udenfor, med de engelske haver, med Cornwall, med … ja, med rigtig mange ting og steder her i UK.

Så er det jo meget heldigt, at jeg har verdens bedste undskyldning for at tage herover et par gange eller tre om året.

Der var en, der var to, der var … fem! Eller otte?

I går kunne vi erfare, at Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær. Tillykke med det.
Selvfølgelig skulle manden derfor interviewes, og han sagde bl.a.:
Jeg lagde da godt mærke til, at der var en vis uro, men at det ikke er noget med mig at gøre.
“Er”??? Du må have hørt forkert, Ellen. Sådan siger en forfatter udstyret med gyldne laurbær ikke. Men han fortsatte ikke desto mindre:
Så fandt jeg ud af, at det er det.
Tænk, det sagde han. Og jeg har lige læst udtrykket med det samme ‘er’ på nettet, men skrevet af en anden. Jeg troede, dette ville skurre (nej, ikke ‘skure’) vildt i alles, og måske især forfatteres, ører. Er det dialekt? Stein er født i Aarhus. 
Det hedder da “det har ikke noget med mig at gøre”, og jeg vil vanskeligt kunne overbevises om andet.
Nysgerrig mht. Stein blev jeg trods alt og begyndte at læse anmeldelser af hans bøger. Alle fire med Axel Steen som hovedperson bliver omtalt positivt, og som Plusbog-medlem med platinstatus fik jeg alle fire (som e-bøger) for den yderst beskedne sum af 146 kroner.
Og inden I spørger: Nej, jeg vil helst ikke låne e-bøger. Mine argumenter for det vil visse af læserne sandsynligvis forsøge at imødegå (i den gamle betydning!), så jeg vil nøjes med at nævne det som værende en kendsgerning.

Imødegå er et pendulord. I langt, langt de fleste tilfælde bruger jeg pendulordene i deres oprindelige betydning, men da jeg kiggede ned over listen, så jeg ordet klamphugger. Det har jeg, siden min spædeste barndom, brugt i betydningen ‘dårlig håndværker’ … når jeg (og i øvrigt også min far) sagde, at “han er da en værre klamphugger”, var det bestemt ikke positivt ment.
Nu blev jeg igen nysgerrig: Hvor mange af jer bruger klamphugger i betydningen en god håndværker?

Længere ned ad listen så jeg ovenstående tre udtryk og måtte konstatere, at også dem bruger jeg i den nye betydning.
Enten er jeg yngre end jeg troede (og det er jeg nok ikke), eller også er det en liste, der rækker over mange år, siden selv min far kunne bruge en af de nye betydninger.
Igen: Hvad med jer?

Overskriften skyldes, at vi i går så fem havørne på én gang. Et kvarter efter, da vi kørte sydpå, så jeg, to kilometer væk fra huset, yderligere tre og sagde straks, at det var nummer seks, syv og otte, men John mente, at det nok var lidt vel optimistisk, og at det var tre af de første fem, der havde flyttet sig, så optimisten siger otte havørne, mens pessimisten realisten siger fem.
Men jeg tager mine ord i mig igen om, at det ikke kunne blive større end at se tre havørne på én gang, for det kunne det, viste det sig.

Der var en, der var to … nej, der var TRE havørne

Der er i det mindste én fordel ved at have fået rigtig vinter, medførende, at fjorden er delvist tilfrosset. Vi har en bræmme af ufrosset vand ud for hvor vi bor, sikkert fordi en bæk løber ud i fjorden 100 meter fra os, og i den bræmme ligger der masser af fugle.
Og på isen står der havørne.
I går så vi en havørn lave voldsom uro hos fuglene – det var uroen, der gjorde os opmærksom på, at der måtte være noget at kigge efter i luften, for vi så panikken hos fuglene, inden vi fik øje på ørnen.
Den dykkede lige ned i den tætte fugleflok flere gange, og det forbavsede mig, at fuglene ikke reagerede ved at flyve væk, men nøjedes med at lette en halv meter fra vandet og så lande igen – jeg kunne dog ikke se, hvilke fugle det drejede sig om, så måske er det normal adfærd fra deres side.
Jeg talte i telefon med Charlotte mens det stod på, så ingen fotografering fra min side, og John nåede det ikke, for han skulle først have rigget det store udstyr til. Efter et par minutters jagt fløj ørnen, men uden briller eller kikkert kunne jeg ikke se, om den havde en fugl i kløerne.

Jeg gider ikke mere beklage billedkvaliteten – billederne kan bruges som bevismateriale, og det må så være nok … de er nemlig endnu dårligere end sidst, fordi isbræmmen har flyttet sig lidt væk fra os
I dag så vi også havørnen jage, og ikke nok med det, vi så den få fat i fuglen og tage den med hen til isen, hvor den begyndte at fortære sit bytte.
Der gik ikke 10 sekunder, før kragerne indfandt sig og tålmodigt ventede på smulerne fra den riges bord.
Men … lige pludselig var der to havørne!

Det er måske lidt svært at se, men på det ene billede kan man se fire ben og på det andet to hoveder. Man vil også lægge mærke til, at kragerne holder en lidt mere respektfuld afstand nu, hvor der er to ørne til stede.
Da jeg havde lagt kameraet fra mig og var nærmest overstrømmende glad over det vi lige havde set, kom der gudhjælpemig en tredje ørn.
Den blev dog hurtigt jaget væk igen.
Men tre havørne i synsfeltet på én gang. Så bliver det ikke meget større.
I går så John i øvrigt en fjeldvåge – kom han frem til, for han kendte den ikke, men et opslag i fuglebogen viste, at det vist kun kunne være sådan en. Den yngler højere mod nord, men overvintrer i det sydøstlige Danmark i præcis sådanne områder, som vi har her ved Den Stråtækte, så det var en ny til afkrydsningslisten.

En ufo og en ny fugl

Jeg lå i morges dybt begravet i min lune seng og lagde et puslespil, da John kaldte ude fra køkkenet: “Du skal altså lige komme herud og se en ufo”.
Ordren blev fluks efterkommet, og den var da også flot i 10 minutter, hvorefter den forsvandt for ikke at komme tilbage, men det er vel også normal opførsel for ufoer, medmindre der er tale om nærkontakt af andet end anden grad, hvilket der på ingen måde var tale om i morges …
Faktisk er det lidt mystisk: Jeg har taget billedet udendørs (i natkjole – brrrr), så det kan ikke være en spejling. Hvad er så forklaringen på, at solen ufoen synes at være i dobbelt udgave? Kan det mon bare være et ensartet rundt hul i skyerne?

Et ærinde i Præstø i dag førte os forbi udløbet af Tubæk, hvor vi så mange fugle ligge i vandet; også nogle stykker af en art, vi ikke mente at have set før. Det var et flot syn med alle de mange andefugle, der lå lige der, hvor der sikkert er meget mad til dem – herunder formentlig også ål. Den store skallesluger lever nemlig af ål, kunne jeg læse i Dofbasen.
For store skalleslugere må det have været, kom vi frem til, selv om det vist ikke er en helt almindelig fugl i Danmark, men I er som sædvanlig velkomne til at rette mig, hvis det skulle være en fejlkonklusion.
Det er jo set før her på bloggen …
På den store skalleslugers menu står fisk. Den er ikke uden kulinarisk sans; i Danmark lever den således af ål. Andre steder i Skandinavien lever den af laksefisk, hvilket før i tiden har ført til, at man har bekæmpet arten. Flokke af store skalleslugere kan arbejde sammen, hvilket gør dem til ret effektive fiskere.
I 1930’erne lå ynglebestanden formodentlig på omkring 50-75 par. Efterfølgende gik arten tilbage, en konsekvens af det mere effektive skovbrug i Danmark, som ikke efterlader mange naturlige træhuller til redepladser. Omkring 1975 var bestanden således nede på ca. 20 par. Takket være opsætning af redekasser i især Sydøstdanmark*⁾ blev denne udvikling stoppet, og arten genvandt lidt af det tabte terræn. Fra 1998 til 2007 har arten været i yderligere fremgang fra 34 par til 51-65 par. Den samlede europæiske bestand skønnes at være stabil. (Klippet fra Dofbasen) *⁾ Der er sat redekasser op ved Vemmetofte Strandskov og ved Troldhøje ikke så langt fra os.

De lå et godt stykke ude, og jeg havde ikke superzoomkameraet med, så billedet er – man fristes næsten til at sige som sædvanlig – uskarpt.
Troldænderne, som jeg synes er så nuser, lå noget tættere på, men jeg ville hellere have haft nogle gode nærbilleder af skalleslugerne.

Vores egen lille Quasimodo

Vi har gennem de seneste 4-5 uger flere gange set den samme bogfinke. Den trives og har det godt på trods af sit handicap. Eller sin sygdom eller sin skavank. Jeg ved ikke, hvilken af delene der er den rigtige diagnose, men den ved i hvert ikke selv, at den er handicappet, og hvad end det måtte være, der er galt, gør det den lille fugl meget nem at kende fra de andre.
Den er nemlig pukkelrygget.

Første gang, vi lagde mærke til det, troede vi, at det var vinden, der pustede til dens fjer, men vi blev hurtigt klar over, at der måtte sidde en gevækst i dens nakke.

Jeg ved slet ikke, om fugle kan få kræft, men det kan heller næppe være en kræftknude, da fuglen tilsyneladende overhovedet ikke er generet af puklen, hverken fysisk eller psykisk. Den siger arrigt til, hvis andre fugle kommer den på tværs, og den er lige så hurtig og adræt som dens artsfæller.

Jeg er ikke tilhænger af at give vilde dyr navne – faktisk irriterer det mig i middelsvær grad, at dyrene i alt for mange naturudsendelser absolut skal kaldes ved mere eller mindre tåbelige navne.

Det er vel bare her som i så mange andre af livets sammenhænge – og følgende menneskets natur: De andre må ikke. Jeg må godt.
Vi har nemlig døbt ham Quasimodo.

ENDELIG lykkedes det!

Nu har vi pralet så mange gange med, at havørnen flyver lige uden for vores vinduer. Næsten lige uden for vores vinduer … den flyver naturligvis nede ved vandet, og selv om der kun er omkring 100 meter derned, er det endnu ikke lykkedes mig at fange den flotte fugl i flugten.
Inge hævder hårdnakket, at det er tom snak fra min side, i hvert fald indtil jeg har bevist det modsatte.

Værsågod, kære skeptikere – her er den, serveret på et sølvfad isfad. Den var så venlig at stå på isbræmmen i en halv times tid, så der var masser af tid til at fotografere den. Selvfølgelig vil jeg helst have ørnen i flugt, og det lykkes måske også en dag, men indtil videre er jeg tilfreds med disse billeder.

Det er altså en ordentlig krabat, sådan en. På et tidspunkt stod der en krage eller en råge ved siden af den. Ingen af dem er en lille fugl, men ved siden af havørnen her så den meget lille ud.

Disse billeder vinder afgjort ingen fotokonkurrencer … de er taget på fuld zoom; dvs. x200, hvilket er alt, hvad mit Canon kan trække. Zoomen er ikke lineær, således at forstå, at på en linje fra 0-100 sidder 50-punktet cirka hvor 75 ville være, hvis det var lineært. x100 sender advarselslys ud til mig og x200 anbefales det ikke at bruge overhovedet. Hvorfor det så er en mulighed, kan man jo undre sig over, men havørnen her er taget på x200, og det taget i betragtning er billederne acceptable.
Isbræmmen lå meget langt fra huset; med det blotte øje kunne jeg kun lige ane ørnen som en sort prik.
Nu er det vel en havørn? Jeg har før kvajet mig mht. rovfugleidentifikation … fx angiver min kilde, at næbbet skal være gult, og det er denne fugls næb ikke. Lidt gult, men ikke helt gult. Ungfugl?

Pyroman i nabolaget?

Da vi kørte til Karise for at hhv. handle til nytårsfejringen og for at vaske bil (gæt selv fordelingen), så vi en masse røg og umiddelbart efter kunne vi se, at det var en af de mange bigballe’stakke’, man kan se her på egnen, der var næsten helt brændt ned.

Pia har et par gange talt om den eller de pyromaner, der gennem et stykke tid har gjort livet utrygt for dem nede på sydhavsøerne.
Mon det er ham eller dem, der har rykket operationsområdet lidt nordpå?
Det kan vi naturligvis ikke vide noget om, men jeg anser det for helt umuligt, at det skulle kunne selvantænde med det vejr, vi har og har haft, og meget, meget usandsynligt, at selv en skødesløst smidt cigaret skulle kunne forårsage en brand lige nu.

Jeg formoder, at det er kicket ved at se ilden, der tænder (!) en pyroman, men jeg tænker mest på den stakkels landmand, der her kan se masser af indtjening gå op i røg, inden det nåede at blive til en indkomst, og som jeg kender systemet, er det ikke kun den indkomst, han mister, men hvis ikke han kan overholde sin leveringskontrakt med fjernvarmeværket, står han oven i købet til at betale en bod.
Heldigvis er den lange stak ved siden af gået fri af ilden, og brandvæsenet, som var til stede, kunne ikke gøre andet end at forhindre, at den også brød i brand. 

Lige da vi forlod matriklen, så vi en rørhøg, der stod på lur efter et bytte. Den stod forholdsvis længe, så jeg forsøgte mig med at forevige den.
Lad mig sige det på den måde, at det lykkedes, men så sandelig da kun lige akkurat …
Der skulle en meget kraftig zoom til, så det gik som forventet: temmelig uskarpe billeder, men da det er første gang, det er lykkedes mig overhovedet at få noget, der bare ligner en lille smule, så gemmer jeg dem, indtil jeg får taget nogle, der er bedre. Keep on dreaming, Ellen – jeg håber jo også stadig på at få fanget havørnen.

Har jeg ret i, at det er en rørhøg? Det er svært at se tydeligt, er jeg pinligt klar over.

Musse og Robin – et umage par

Vi er gode ved vores fugle, men det er en lidt kedelig bivirkning, at også musene nyder godt af foderet. Nu har John opdaget endnu en mus, som bor ude i stendiget i haven, og her til eftermiddag så jeg en mus løbe rundt og samle op på fliserne ude foran huset.
Den lille rødkælk (jeg ved godt, det hedder en rødhals, men kan bedre lide det ‘gamle’ navn for den) har også længe gået rundt på samme fliser og samlet op efter musvitterne og spurvene.
Jeg har lige læst mig til, at rødhals og rødkælk er synonyme, idet “rødkælk” kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Så lærte jeg igen lidt … jeg har altid undret mig over, hvordan den kælk kom ind i billedet … men Dirch Passer havde ikke kunnet beskrive den som “en maoistisk vintersportsfugl”, hvis den altid kun havde været kaldt rødhals.

Rødkælken er næsten endnu mere territorieforsvarende end solsorten, så man har mig bekendt altid kun én af slagsen i sin have. Til gengæld er den meget trofast. Musen (eller andre fugle) har den intet imod, og musen føler sig på sin side åbenbart heller ikke generet af Robin, som jo er det engelske navn for den.
Det ledte mig til yderligere fuglestudier: Hvorfor hedder den robin på engelsk?
”The distinctive orange breast of both sexes contributed to the European robin’s original name of redbreast (orange as the name of a colour was unknown in English until the sixteenth century, by which time the fruit of that name had been introduced). In the fifteenth century, when it became popular to give human names to familiar species, the bird came to be known as robin redbreast, which was eventually shortened to robin.” (Kilde her).

Vi er til gengæld ikke umiddelbart begejstrede for de mange mus, så nu har John sat klapfælder ud både foran og bagved huset. Det kunne gå, da vi troede, at der kun var en. Og måske to. Men nu er der altså mindst fire og sandsynligvis også flere. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor mange de kan blive til, når de begynder at få forårsfornemmelser og ikke engang er udmarvede efter en lang og hård vinter.
De er ved at forberede sig på kulden. Hullet, som de på billedet her bruger som ind- og udgang, er nu lukket til, og de bruger et andet og lidt mindre et par sten længere væk.

De er nu meget søde … som før nævnt har jeg egentlig ikke noget imod mus, så længe de bliver udenfor, men det kan altså også blive for meget, hvilket det er blevet nu, så vi har hermed indledt vores form for musefamilieplanlægning.