Hos Mommer

30. april 2019

Stemmegenkendelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , ,

Jeg er en klovn til at genkende fugle på deres stemmer. Det er kun dem, alle kender, jeg også kan genkende. Gøgen, fx … og måske også et par stykker til, men det irriterer mig, at jeg åbenbart ikke kan lære det. Flere gange har jeg sat mig med en CD og forsøgt at lære mig nogle af dem, jeg ved, vi har rundt omkring os – både her og i Sverige. Det lykkedes bare aldrig med mere end en eller to fugle. Når jeg var nået til fugl nummer fire, havde jeg glemt hvordan den første lød.

P1040375

Nu skulle det være. Igen. DOF havde annonceret en fuglestemmetur til Ravnstrup Sø ved Herlufmagle, så John og jeg troppede op sammen med 25 andre fugleinteresserede plus to guider.
Fugle var der. I snesevis og af mange arter. Jeg var vildt imponeret over de to guider, som kunne skelne de enkelte fugle i det kæmpestore kor. Jeg kunne ikke – det var kun, når de andre for et kort øjeblik kunne holde bøtte, eller den var meget tæt på os, jeg kunne høre præcis den pågældende fugls sang. Guiderne var ellers gode til at koble fuglens sang sammen med en lille, for os mennesker udtalelig, remse, som fx gransanger: chiff chaff – rødstjert: dyyydydydy – halemejse: sididididiii. Der var flere, og jeg skrev de fleste ned undervejs, for jeg måtte atter en gang konstatere, at fuglestemmeekspert bliver jeg aldrig. Jeg tror dog, at jeg fremover vil kunne genkende vores gærdesmutte. Og måske et par stykker til, men det er absolut kun måske. Gad vide hvorfor jeg har den blokade?

P1040374SkælrodGuldnældeP1040382

Så går det meget nemmere for mig med skovens urter og planter i det hele taget. Den ene af guiderne var (også) en habil botaniker og kunne navnene på alt, vi kom forbi på vores vej gennem området. Herover to, jeg íkke kendte til før i går: vild tulipan og skælrod. Jeg havde ikke før hørt om nogen af dem; skælroden er ret sjælden, men kunne altså findes her. Det er en plante uden blade; dvs. uden klorofyl, hvorfor den snylter ved at suge næring fra værtsplantens rødder.

Ravnstrup Sø viste sig at være et skønt område, lidt a la Gundsømagle Sø, som vi besøgte 31. marts. Vi skal helt sikkert besøge stedet igen, ikke mindst fordi der ikke er så langt som til Gundsømagle, så vi kan nemmere smutte hertil, hvis man lige får lyst til en naturtur.
Der huserer desværre en eller flere mink ved søen. Nogle af os (ikke mig) så en, da vi stod i et af fugleobservationsstederne. De er virkelig hårde ved fuglelivet, så det er noget værre hø, at de er der. Jeg har sådan en lyst til at ruske de tosser, der ødelægger minkfarme og dermed lukker mink ud i naturen i særdeles misforstået dyrevenlighed. De skader langt, langt mere end de gavner – og det er næsten minkfarmeren, de skader mindst, fordi det går så hårdt ud over naturen, når der slippes mink ud – og mange af minkene dør i øvrigt af sult, fordi de ikke er vant til at klare sig selv. Er det dyrevenlighed?
Det var et sidespring – og de såkaldte dyreaktivister er vist i øvrigt ikke så aktive mere, så man har lov at håbe, at de er blevet klogere.
Området ved Ravnstrup sø er, trods minken(e), dejligt at gå en tur i.

Reklamer

9. april 2019

Og hvor man sig end vender hen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

P1020558

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

P1020568

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

P1020596

P1020625

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

P1020608P1020621

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

P1020665P1020731

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

P1020598

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

1. april 2019

Gundsømagle Sø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

P1020542

Det var et spændende sted. Vi såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

P1020551

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

P1020553

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

9. oktober 2018

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
HavørnI går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

P1030401

16. april 2018

Et medlidenhedsdrab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

Sandsynligvis fordi jeg er opvokset på en gård, har jeg et meget afslappet forhold til det at aflive dyr. Jeg har overværet grise, kalkuner, kaniner, duer, ænder og høns blive slået ihjel; jeg har set min farmor holde en spand under grisens halspulsåre for at opsamle blodet til at lave blodpølse af, jeg har set diverse fjerkræ rende hovedløse rundt. Intet af det har generet mig – sådan var det jo: Man fodrede dyrene op, og senere blev de foder til os.
Men jeg har aldrig selv slået nogen ihjel. Det var gerne mandfolkearbejde, og så tog vi børn/kvinder os bagefter af at plukke fjerene af og hive indmaden ud eller partere grisen og tyrekalven.
Jeg ved, at det skal gøres, men det er svært for mig at påtage mig dyredræberrollen. Jeg har én gang i mit voksenliv været nødt til at slå tre nyfødte kattekillinger ihjel, fordi det simpelthen ikke duede, at moderen fik lov at beholde mere end én killing, men kors, hvor jeg vrælede, da jeg gjorde det (og nej, jeg kunne ikke drømme om at drukne dem, bare for at slippe for at se på det; de skal dø omgående).
I dag var så anden gang i mit liv.
Jeg kom ud og hørte før jeg så den lille skovspurv, hvis ben sad i klemme mellem to hegnselementer. Hvordan den havde båret sig ad med at få benet helt ned, hvor det sad fast, er mig en gåde, men uhjælpeligt fast sad det, det lille, tynde ben.
IMG_0231Fuglen flagrede vildt med vingerne for at komme fri, og da jeg kom hen for at hjælpe den, så jeg, at der var blod og at den havde revet benet næsten helt over i sin desperate kamp for at komme fri. Det sad kun fast i tynde trevler, og jeg kunne se det lillebitte, brækkede ben stikke ud.
Der var kun én ting at gøre. Jeg tog fat om benet lige over brudstedet og hev til – jeg hev naturligvis ikke i fuglen. Det gik let af, men jeg var derefter nødt til at slå det lille kræ ihjel, så jeg hamrede det hårdt ned i fliserne, hvilket gjorde fuglen bevidstløs. Derefter gjorde jeg, hvad jeg har set min faster gøre med duerne, når den stod på duesteg til middag: Jeg trak hver sin vej i hoved og krop, til jeg hørte rygraden knække. Hvis ikke fuglen døde af det hårde stød mod fliserne, var den stensikkert stendød nu.
Jeg tudede ikke, men det gjorde ondt i mig – også selv om jeg vidste, at det var det eneste rigtige at gøre. Den havde jo ikke kunnet klare sig ret længe med kun ét ben, og desuden må den have haft smerter, det lille pus, efter alt det slid, som fik mig til at tænke på de der forfærdelige bjørne- eller rævesakse, som har været anvendt, og hvor det fortælles, at dyrene bed deres egne ben af for at komme fri. 
Det er helt i orden slå dyr ihjel, men det skal ske på en ordentlig måde.

2. marts 2018

The Beast from the East

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

I formiddags ringede Charlotte; hun havde set de billeder, jeg sendte til hende i går, så hun ville lige høre, om vi var sneet helt inde. Det vidste jeg så ikke helt endnu, men hun kunne fortælle, at de var næsten lige så hårdt ramt som os af The Beast from the East, som de kalder denne Sjaggerpludselige sne- og kuldebølge i England. Børnene har naturligvis en fest – skolen har været lukket i går og i dag, så den har stået på leg ude i sneen begge dage – selv om de ikke har fået så meget som vi har (Aubrey var ret misundelig over al vores sne), så har der dog været nok til lidt sjov.

Jeg stoler ikke helt på yr.no mere. De lovede, at det skulle holde op med at sne kl. 12 i dag, men det sner endnu! Og det fyger meget, fordi det blæser meget.
De æbler, jeg har haft til overvintring ude i garagen, har ikke helt kunnet lide denne kulde, så de er ikke så pæne mere, men solsorten er meget begejstret for dem og vil kæmpe for livet for at beholde dem for sig selv. Da der kom et par sjaggere og ville have en bid med, blev der en veritabel slåskamp, så fjerene føg omkring dem. De har da ellers hårdt brug for hver eneste fjer i den kulde … Vi lagde flere æbler ud, sådan ret spredt, for så kunne solsorten ikke forsvare dem alle. Troede vi.
Den flyttede dem da bare! Snedige lille bæst. Den samlede æblerne, så den kunne holde øje med dem alle, og sjaggerne fik ikke en chance.
Så lagde vi nogle uden for solsortens synsvidde og håbede, at sjaggerne fandt dem, hvilket de gjorde.

Værs'go' - ta' en vognVi kom ud at handle. Sneen holdt en mindre pause først på eftermiddagen, så John gik ud og skrabede foran garagen og mente nok, at vi ville kunne komme afsted.
Afsted til et præstøsk snekaos. Parkeringspladsen ved Meny var forsøgt ryddet, men de kan jo ikke få sneen til at forsvinde op i luften; de er nødt til at skubbe den ind til siden, med færre parkeringspladser til følge. Når folk så ikke har kunnet komme ud de sidste par dage, så bliver der rift om pladserne, når det igen kan lade sig gøre at komme ud at handle. Vi var heldige og kørte lige hen og fik os en plads – ved siden af vores nabo, som havde kørt rundt i et kvarter for at finde en.
Jeg kiggede også en ekstra gang, da jeg skulle have en vogn, men heldigvis havde de taget nogle ind under et halvtag, hvor der normalt står ‘udendørs’ varer, så jeg fik en snefri vogn.
Nu har jeg handlet til omkring en halvanden uges tid, så bortset fra, at jeg vældig gerne vil se gæster i morgen, så kan vejret bare komme an, kan det. Jeg er beredt og vi kan klare den uden at komme til at sulte!

26. februar 2018

Minitur til Nordtyskland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Traner i februar ved Glückstadt

Værelse på 11. etage

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

P1010507 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

7. februar 2018

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , , ,

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Høj himmel ved Præstøfjorden

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Havørn!IMG_8227

20. november 2017

Vejlerne – altid et hit for os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

P1000370

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

P1000372P1000381

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

P1000383P1000385

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

P1000406

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

P1000419P1000422

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

P1000432

1. oktober 2017

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: , , ,

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

IMG_7977IMG_7978

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Sort sol-turisterDa vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Nogle få stære
Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

12. september 2017

Det er så småt ved at blive efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , ,

Vi nærmer os. Vejret er stadig dejligt, solrigt og lunt – for det meste – men indimellem kommer der lidt regn susende forbi i kort tid nok til med rette at kunne kaldes en byge, men samme byge er lige præcis lang og kraftig nok til at gøre vasketøjet lidt vådere, end da det blev hængt ud.
Vi nærmer os efteråret lige så stille.
Havde jeg nu gået på arbejde, havde jeg måske brokket mig lidt over vejret, men i dette herlige pensionistliv, hvor jeg kan gå ud, når jeg har lyst, og vejret i øvrigt indbyder til det, føles det ikke så slemt. I går og i dag har jeg opholdt mig meget oppe i shelteret, hvor en lille byge eller to ikke kan komme til at genere mig.
Gæssene lægger an til … et eller andet. Jeg ved ikke, om de kommer forbi for at tanke lidt op til en videre færd, eller de er kommet for at tilbringe vinteren her, men der er dagen igennem en lind strøm af ind- og udflyvninger af større eller mindre flokke gæs. Vi kan høre dem hver morgen, så snart det er blevet lyst. Nogle flyver til fjorden; andre fra – de har etableret et trafikknudepunkt lige over for vores hus, og vi nyder det i fulde drag.
Når de så ligger på vandet i store klumper, kan vi høre hvordan de snakker dernede. De taler meget sammen, selv efter mørkets frembrud – de må have meget at fortælle hinanden om den nys overståede sommer.

IMG_9842

I haven er efterårssyslerierne så småt i gang; John skyndte sig at pakke parasollerne væk i tørvejr og sikkerhed i garagen, inden de igen blev våde.
Jeg satte mig med en notesbog og skrev i punktform de ting, jeg skal have flyttet enten om en måneds tid eller til foråret. Det blev til mange … dem, der siger, at man aldrig bliver færdig i en have, har vist ret. Jeg planter og flytter, planter og flytter igen. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg på ingen måde er havearkitekt og derfor har svært ved at forestille mig, hvordan det kommer til at se ud, når det hele kommer i vækst.
Det, der fx starter med at være to små pinde af en mamelukærmebusk, gror som var den betalt for det, og det jeg troede hurtigt ville komme til at fylde, fylder (stadig) stort set ingenting.
Planer er til for at ændres. Jeg har overvejet at få besøg af en havearkitekt, men jeg ved også med mig selv, hvor svært jeg har ved at gøre noget, andre råder mig til, så måske er det spildte penge.
Og måske er det ikke – sådan en må nødvendigvis have en masse ideer; man har for det første lov at sortere, og for det andet er det altid sundt at få andre øjne til at kigge på sagerne – man har det som bekendt med at gro lidt fast i egne forestillinger eller ideer.

22. maj 2017

Tjekliste og gærdesmutteunge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Årets gærdesmutteunge

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

6. maj 2017

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:28
Tags: ,

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

P1060744

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

3. maj 2017

I miss my spades in spades

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæslinger i flok

RørhøgenGæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

4. april 2017

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

P1060249Solbær

Stikkelsbær

Kaprifolium

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Traner over Spjutatorpet (2)

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

P1060276

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

10. februar 2017

En ny fugl og et nyt ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

I morges opdagede John en ny fugl stå ude på den iskant, der nu er dannet på fjorden. Han troede først, det var en rovfugl, for den var stor i forhold til de måger, den stod iblandt.
Frem med kikkerten.
SvartbagDet var en svartbag. Jeg kender navnet, men havde mig bekendt aldrig set en svartbag … har i givet fald ikke hæftet mig ved, at det er så stor en måge i forhold til de almindelige måger, jeg normalt ser.
Den er virkelig stor – omkring 70 cm fra næb- til halespids og et vingefang på 150-170 cm … den er således en del større end en musvåge og en anelse større end en glente, så det er okay, at John inden kikkertundersøgelsen troede det var en rovfugl.
Ét sted stod der, at det er Danmarks største måge. I vores fuglebog stod der Europas største måge, og dansk Wikipedia siger verdens største.
På engelsk hedder svartbagen great black-backed gull og på tysk Mantelmöwe – det er ikke svært at se logikken i denne navngivning. Jeg ser altid efter hvad fuglene hedder på engelsk for at kunne tale med, når børnebørnene begynder at tale om deres store interesse, og med dette gode og beskrivende navn var jeg nødt til at undersøge, hvad den hedder på tysk, så jeg har lært tre nye ord i dag.

Tre? Ja, fordi jeg også har lært ordet kleptoparasit, som for mit vedkommende var et førstegangsord.
Det krævede dog ikke Den Store Kædestrammereksamen at regne ud hvad det kunne betyde, at svartbagen er en kleptoparasit. Faktisk stod der klaptoparasit, men Google var for en gangs skyld relevant med sit ellers så irriterende “mente du…” “…kleptoparasit?”. Ja, jeg gjorde da – selvfølgelig.
Kleptoman. Parasit. Reglen er, at to gange negativ giver positiv, men det gælder ikke i dette tilfælde – kan man forestille sig et mere negativt ladet ord end kleptoparasit?
Nu er det weekend. Det er ikke spor negativt.
Kan man forestille sig et mere positivt ladet ord end weekend?
Der er stadig noget magisk over weekender – også selv om man er jobstoppet – jeg vil ønske jer en god en af slagsen.

9. december 2016

Fabrikslignende forhold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , ,

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

BrødkurveHvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

FuglefoderhusFuglefoderhus

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

7. december 2016

Det er stadig syslevinter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , , ,

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

FuglefoderhusFuglefoderhus (1)

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Brødkurv (2) - CopyBrødkurv (4)

Brødkurv (1) - Copy

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

4. december 2016

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , , ,

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

Spotpris 1
jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:
Spotpris 2
Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:
Spotpris 3

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Johns norske sweater (4)

 Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

P1050305

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

1. december 2016

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

P1050288P1050290

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

11. november 2016

Vi har en tam rødkælk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Den dag jeg tog dahliaerne op, gik John ikke så langt fra mig ved gavlen og ryddede lidt op i visne vækster. Da han var næsten færdig, kaldte han hviskende på mig: “Kom herhen, men gå forsigtigt og sig ingenting.” Så var jeg klar over, at det enten var noget med en fugl eller med en lille mus, hvilket det da også var – nemlig en rødkælk (jeg kan bedre lide rødkælk end rødhals), der gik og fandt lækkerbiskener på jorden, hvor John lige havde ryddet op.
Hvad der var underligt var, at den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede op på os en gang imellem, men pikkede derefter ufortrødent videre.
Det stod på i lang tid. Vi begyndte at bevæge os lidt rundt, men den flyttede sig først, når vi kom tættere på den end en god meter. Og jeg mener virkelig flyttede sig – den fløj ikke væk.

Vores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

I dag havde vi fyldt traileren med brænde, som skulle læsses af, da vi kom hjem. Ude ved brændestablen gik den lille rødkælk rundt; denne gang endnu mere tryg ved os end forleden. Jeg ville bære en favnfuld brænde ind i kurven og havde nær trådt den ned, så tæt var den på mig. Den pilede rundt om vores fødder og fandt lidt spiseligt hist og pist. Edderkopper, måske? Jeg håber den bliver boende – det er i hvert fald ikke edderkopper, vi mangler, og jeg under den gerne en betragtelig portion af dem! Den kiggede bare op på os med jævne mellemrum med sine små sorte perleøjne, som om den ville sige, at vi jo skal være her alle sammen, ikke?
Den er simpelthen noget så aldeles nuser. Dofbasen siger, at “den kan ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør fødeemner”, men jeg har aldrig før oplevet så usky (!) en rødkælk.

P1050118Mågerne vender hjem til aften

Vi kunne se, at der havde været en smule sne, men der var ikke mange fnug tilbage – det har været et fantastisk vejr hele dagen – både her og hisset.

2. november 2016

Det lufttomme rum – og vice versa

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Sous vide

Jeg har nævnt den før, min sous vide. Som den hedder … jeg er dum til fransk, men Google Translate siger, det betyder vakuum. Hvis det passer, så er det egentlig et fjollet navn til maskinen, som jo i virkeligheden bare er en beholder med vand, plus en motor, der styrer temperaturen i vandet samt cirkulerer det. Den burde med andre ord hedde bain chaud. Det er det, man kommer i den, der er vakuumpakket. Man kalder ikke en ovn for dej eller noget andet, man bager; den hedder en ovn, så hvem der har fundet på, at en sous vide skal hedde en sous vide, ville jeg gerne vide. Tøhø …
Ikke desto mindre er det en af de virkelig gode investeringer, jeg har gjort i køkkenudstyr – holddaop, hvor har jeg efterhånden lavet mange stege i den. Nok mest kalveculotter, som er blevet vores yndlingsspise – og så passer sådan en lige til fire personer. Fem, hvis man serverer en forret. På billedet ses culotten i posen, kun iklædt krydderurter, hvidløg, lidt salt og peber.
Vi bliver fem i aften, så der er forret på menuen. Søren kommer, samt brødrenes nevø sammen med en skotsk NGO-kvinde, som vi ikke kender, men som han siger er en sød dame. De skal sove her, for ingen af dem har råd til overnatningen på Frederiksminde, hvor de er til en eller anden konference.
Jeg ved ikke ikke, om nevøen var bevidst morsom, da han skrev til mig, at “bølgerne går højt i den maritime verden lige nu”, men jeg fik mig da et stille smil over bemærkningen.

P1040988

Fra det lufttomme rum til det sommetider særdeles luftfyldte – her til morgen var der dog dejlig stille, og mens vi nød det bløde lys, kunne vi høre og se gåsetrækkene lette ude fra fjorden. Nogle morgener drager de afsted i store flokke; andre morgener ankommer de i lige så store flokke – de kommer fra vest og de letter i vestlig retning.

P1040987

Vi er aldrig i tvivl om, at der er en gåseflok på vej. Fordi vi altid sover for åbent vindue, kan vi en af os høre dem før vi kan se dem, og så kan vi en af os komme ud af sengen i en ruf for at kigge op i himlen. Den anden af os er som regel allerede oppe, men har intet hørt.
Jeg er endnu ikke blevet træt af at se på de store og larmende gåseflokke. Bliver det sikkert heller aldrig.

21. september 2016

Sort sol over Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

Stærene samles nu. Der er vist ingen der ikke ved, at det gør de i voldsomme mængder nede i Tøndermarsken, hvor man kan være heldig at se helt op til en million fugle på en aften.
Så rigelige mængder har vi ikke her, men vi kan godt præstere en miniudgave af Sønderjyllands sorte sol. I morges – ja, her lander de om morgenen og ikke om aftenen, hvilket undrede os lidt, men de holdt måske bare pause på vejen – havde vi fornøjelsen af en flok på omkring 300 fugle. Cirka. Jeg gider ikke tælle efter …

Sort sol over Den Stråtækte (5)Sort sol over Den Stråtækte

De fløj til og fra et træ lidt længere nede ad vejen. Sommetider sad hele flokken i træet på én gang, og nok holdt de pause, men de tog sig ikke en formiddagslur – sikke en larm, de kunne lave!
Jeg sagde til John, at han godt lige kunne tage hen og lege en eller anden rovfugl, så vi kunne få lidt gang i formationerne. Jeg var oven i købet flink og gav ham frit valg mht. hvilken en han ville være – jeg kan alligevel ikke se på arten af formationen hvilken rovfugl det drejer sig om, som de professionelle så imponerende er i stand til. Han påstod, at han midlertidigt havde mistet flyveevnen, så jeg måtte tænke mig til den himmelske dans.

Sort sol over Den Stråtækte (3)

IMG_0445De kunne også næsten selv alligevel.
Pausen – med skiftevis formationsflyvning og palaver i træet – varede vel en lille time, inden de fløj deres vej.
Vi ser dem dagligt, disse småflokke, men jeg kan godt mærke, at det trækker lidt i mig for at komme til Syddanmark og opleve de helt store flokke igen. Det er tre år siden vi var der sidst, men heldigvis har vi en aftale med Ditte og Peter om, at vi skal en tur afsted til næste år. Det er sådan en dejlig tur, især når man kombinerer den med en god middag og overnatning på Schackenborg.
Det lille billede er fra vores første tur til Schackenborg i 2011.

12. september 2016

Dumme måger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:22
Tags: ,

I dag sad vi og kiggede ud på blishønsøen, som er kommet lidt tidligere, end den plejer. Mener vi.
Pludselig begyndte mange at måger dykke hurtigt og aggressivt ned i flokken, som derefter begyndte at flygte nordover – stadig i samlet flok, men med en relativ høj hastighed.
Beklager det dårlige billede, men det var nødvendigt med den kraftigste zoom for at få et indtryk af det.

Måger jagter blishøns (2)

Måger dræber mig bekendt ikke blishøns? Så hvorfor dette angreb? Det stod på, til blishønsene var for langt væk til at kunne se sceneriet, dvs. at vi kunne observere det over et kvarters tid.
Er der nogen, der kan gøre os klogere angående dette fænomen? Google kunne ikke hjælpe mig, og John havde ikke set eller hørt om noget tilsvarende.
Fjollede måger. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Punktum.

7. september 2016

Aubrey er en redebygger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:22
Tags: , , ,

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

P1030803P1030804P1030805

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

29. juni 2016

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Spurvefodring (3)Spurvefodring (4)

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

Gertrude Jekyll (1)Gertrude Jekyll 4

11. juni 2016

En amerikansk havørn er halvtung

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:38
Tags: ,

Vi nåede Falkecentret på Samsø, inden jeg måtte kapitulere, og selv om jeg er en smule ambivalent med hensyn til vilde dyr i fangenskab, må jeg indrømme, at det var fascinerende at se de store fugle flyve lige om ørene på én. Fuglene så på ingen måde lidende eller forsømte ud, og man må formode, at hvis de levede et miserabelt liv, ville de ikke så villigt lyde de ordrer, de fik. Eller ordrer og ordrer … man lokkede med kyllingefostre, så de kunne vel ikke stå for fristelsen. Og med alle de fortællinger, de kunne servere om falke og ørne, der lige fik lyst til en ekstra lang flyvetur, så tror jeg såmænd ikke, at man behøver at have ondt af dem.

IMG_6046IMG_6065 

Her stor hornugle og amerikansk havørn. De to fugle er nogenlunde lige tunge og begge med et vingefang på omkring to meter. Den amerikanske havørn vejer kun godt det halve af den danske udgave, men den var dæleme alligevel tung at holde i strakt arm!

P1020447IMG_6038

Stor hornugle er verdens største ugle, og herover ses en dværghornugle – og en jagtfalk, som også er en ret lille fugl med en vægt på omkring et kilo.
Alle fuglene er blevet udstyret med gps, så man kan se præcis hvor de befinder sig i tilfælde af at de får lyst til en lille udflugt. Jeg kan ikke huske  nøjagtigt, hvor langt de har måttet køre for at hente dem tilbage, men det var langt. “Vi har altid fuld tank på bilen!”

IMG_6090

Som sagt, ikke nær så stor som dem, vi kan se fra Den Stråtækte, men sådan en havde jeg slet ikke kunnet løfte i strakt arm, og det var da sjovt at stå med sådan en fætter i hænderne, for uanset hvordan vi bærer os ad, vil vi aldrig få dem så tæt på hjemme hos os selv.
John påstod, at jeg så bange ud … og perception is reality, som min chef altid sagde, men jeg benægtede hårdnakket – jeg var aldeles ikke bange!

IMG_6095

Det var dog et særdeles respektindgydende næb. Kvinder med bare fødder og rød neglelak på tæerne blev bedt om at skjule disse, da man havde oplevet, at en ørn lige skulle hen og tjekke, om det var noget spiseligt, frisk kød … det var lidt sjovt at se, hvor hurtigt en fire-fem par fødder blev gemt væk i græsset.

P1020496

Efter denne oplevelse og den frokost, jeg først troede var skyld i al den senere elendighed, tog vi ud på det vist nu danmarksberømte Issehoved, som den nye motorfærge til Samsø er opkaldt efter. Det er altid nemt at være bagklog, men jeg har altså svært ved at forestille mig, at ikke én i et helt byråd kan se, hvordan M/F Issehoved sandsynligvis vil blive læst. For den rene er alting rent, men alligevel …
Nogle lagde måske mærke til, at gårsdagens Alle mod én havde taget ideen op og kaldt den anvendte lille robåd for M/F Jollehoved.

28. april 2016

Nu også med fiskeørn!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

P1010814P1010815

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

Vi må gerne tale sammen 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

24. april 2016

Små søndagssysler i små glimt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

 

YES min yndlingsplanteskole af flere årsagerDet var frostvejr i nat, men alle nyplantede planter fra Flemmings Planteskole havde overlevet helt uden mén … og så se da lige klippet fra hjemmesiden: Der findes heldigvis danskere, der ved, at der ikke skal apostrof i genitiv på dansk.
Der er således håb endnu …

Da jeg kom på nettet, kunne jeg se, at FB nærmest svømmede over af snebilleder fra det meste af Danmark og Sverige (i Skåne og Blekinge har de mange steder fået 20 cm sne) – det var åbenbart for tidligt, at vi fik skiftet vinterdækkene ud med sommerdækkene …
Her ved Præstøfjorden er vi indtil videre er sluppet med fem dråber vand og et enkelt tordenbrag.
For en god time siden kom solen, og den ser ud til at have tænkt sig at blive resten af dagen, så ingen sne her, hvilket passer mig glimrende.

Måske

På svampeforummet på FB er der flere, der har fundet vårmusseroner, og i den forbindelse så jeg en noget alternativ måde at stave til måske på.

IMG_5770

IMG_5772John har leget med kamera. Den foderbeholder af glas, som han fik i julegave, fungerer helt efter hensigten. Fuglene kommer og spiser, selv om vi sidder ved spisebordet lige på den anden side. Musvitterne er lidt sky og flyver væk, når de får øje på os, men sumpmejser (som jeg tror denne er) og gråspurve lader sig overhovedet ikke anfægte af, at vi er så tæt på – vi kan endog bevæge os, uden de flygter.
Disse billeder er taget med fjernbetjening med kameraet sat op udenfor.

Det er altså ikke fordi, foderboblen har indbygget guillotine, selv om det kan se sådan ud på det øverste billede, men den lille fugls sorte hoved er visuelt helt forsvundet i ophængsdimsen.
Den har en meget stor fordel, denne måde at fodre fugle på: Den er rottesikker. Rotterne kan ikke komme til den og fuglene spilder ikke noget på jorden, som de kan komme og hente; det hele bliver inde i glasset – dermed selvfølgelig også de tomme skaller, så man skal holde øje med det og tømme og fylde op igen.
Beholderen kan tages af og vaskes, så den altid er ren, pæn og appetitlig – både for fugle og mennesker.

Næste side »

Blog på WordPress.com.