Hos Mommer

19. august 2021

Nu er vi færdige med at trøstespise

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

Vi er på flere måder færdige med at trøstespise.
For det første behøver vi ikke længere at trøstes – medmindre noget går galt, så vi ikke kommer afsted til England, men det gider jeg ikke tænke på.
For det andet er vi blevet alt for kræsne og kritiske. Det kan vi ikke have, så nu holder vi en gourmetopholdspause. (Tænk, at man kan skrive ‘ophold’ og ‘pause’ i det samme ord, uden det er en pleonasme.)
Vi har tilbragt to nætter på Hotel Troense på Tåsinge. Den første aften fik vi to retter og den anden aften fik vi fem.
Det der ‘gourmet’ er ved at være lidt for devalueret. Maden var okay, men så heller ikke mere. Første aften glemmer vi, og de fem retter dagen efter bestod af én varm og fire kolde. Meget kolde. Iskolde, faktisk. Kokkene er tilsyneladende nødt til at økonomisere med deres tid (eller også er hotellet nødt til at økonomisere med kokkene), for de fire tallerkener, vi hver fik, var tydeligvis blevet anrettet tidligt på dagen og så opbevaret i køleskab indtil servering. Der er altså forskel på en kold ret og så på en iskold ret, hvis man spørger mig – mad mister noget af smagen, hvis den er for kold. Det mest positive var kalvemørbraden, som var helt utroligt mør og dejlig. De må have en god slagter. Sovsen dertil var intetsigende; ligeledes de tilhørende Pommes Anna, som smagte af dampkogte kartofter og ikke andet.
Vinkortet var relativt omfattende, men man tilbyder altså ikke en 5-retters menu uden også at tilbyde en vinmenu. Jeg har en mand der ikke drikker vin, hvorfor jeg vil kunne købe vin pr. glas og ikke i hele flasker, så det var ikke i orden, at jeg kun kunne vælge mellem to hvide og to røde vine.
Ingen klager over hotellet, dog. Det er et godt hotel med venlige ansatte, og de havde husket, at jeg som den annoncerede velkomst havde bedt om hvidvin i stedet for ‘bobler’ på værelset, hvilket i øvrigt, viste det sig, var det samme rigtig gode og store værelse med den skønne udsigt, vi havde sidst. Det havde vi altså ikke bedt om, men det hører åbenbart sammen med de lidt mere luksusprægede ophold.

Tåsinge og Fyn aug 2021 (5)

Vi kørte lidt rundt på Tåsinge, hvor vi pludselig måtte standse fordi der sad en lille flok svaler på vejen. De ignorerede stort set vores tilstedeværelse, så vi holdt lidt og ventede på, at de forføjede sig. Vejen var heldigvis meget lidt trafikeret, men det vidste de åbenbart. Vi listede meget langsomt frem og kom helt tæt hen til dem … de var stadig ret ligeglade med os. De fløj godt nok op flere gange, men de landede igen og igen lige foran vores bil. Det kunne vi ikke gennemskue. Hvorfor pokker var det mon så interessant at sidde lige præcis lige der? De sad der bare og kiggede alle i samme retning …

Tåsinge og Fyn aug 2021 (2)

Vi så flere fugle – her en flok hjejler, men det kunne vi ikke selv se. Kikkerten, vi altid har i bilen, kunne ikke trække dem nok ind til, at amatører som John og mig kunne bestemme dem. Det kunne en dame, som også standsede og stillede en monsterkikkert op. Sådan en har vi jo også, men den befandt sig hjemme i Den Stråtækte …
Møgkikkert, sagde John, den er lige til at kassere.
Som sagt, så gjort, og da vi var på vej hjem, kørte vi ind til vores gode kikkertbutik og købte en langt bedre kikkert til bilen. På den måde fordyrer man en miniferie.
På kikkertfronten er vi nemlig også blevet krævende. Vi ser måske heller ikke så godt som i vores yngre dage, men det vælger vi at fortrænge og skyder i stedet skylden på udstyret.

12. august 2021

Jamen, der sker jo ikke noget?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:47
Tags: , ,

Der var engang hvor jeg syntes, at jeg havde noget yderst interessant at berette næsten hver eneste dag. Det gør jeg ikke mere – det bliver til hver tredje eller højst hver anden dag. Pensionistlivet leves stornydes på niende år, hvilket afspejler sig i en mindre forekomst af uforglemmelige og/eller fortælleværdige oplevelser eller episoder (og det er mig, der afgør dette. I andre må leve med min vurdering af ‘interessantheden’).
Der sker bare tit det, at når jeg så synes, at nu må det være på tide at forfatte et indlæg, så bliver det nemt til et rodet og for langt foretagende, fordi der alligevel er for mange og dermed for forskellige ting, der presser sig på.
Som nu.
Vi har været til plantemarked i Kettinge, Lolland. I en gammel grusgrav, som nu er blevet helt monetsk i sit udtryk – en fin mølle var der også.
Jeg købte ingen planter, men et fint stativ til klatreting, som fx lathyrus. “Lad være med at komme kl. 13 alle sammen, men fordel jer over åbningstiden”. Jaja, det er godt med jer. Forslaget var sådan set fornuftigt nok, så vi adlød og kom kl. 14, men der var ingen tvivl om, at alt det mest interessante var væk på det tidspunkt.

Kettinge Lolland (1)Kettinge Lolland (2)

Vi har været i Haveselskabets have på Frederiksberg. Da vi havde travet den igennem, ville vi have spist frokost på en af de op til flere restauranter i nærheden, men vi skulle have haft bestilt bord. På en onsdag! Det er også alle de pensionister … de har for meget tid. Vi kørte igen og spiste i stedet på restaurant Krabben i Vallensbæk havn. Det var så vores københavnerdag for denne gang … den varede under to timer. Krabben serverede en god frokost, men den var en anelse pebret i pris.
Der var blærenød (havde aldrig set sådan en før), træskeletter og selvfølgelig også meget andet, men desværre ikke længere det helt store udvalg af blomstrende vækster.

Haveselskabets have - blærenødHaveselskabets have (4)  

Vi har set havørnen. To på en gang, faktisk, men de er så irriterende at flyve ude over vandet og dermed være lige netop for langt væk til at få taget gode billeder.
I må derfor bære over med billedkvaliteten og bare tro mig på mit ord: Det er en havørn på billederne! Er jeg næsten helt sikker på … vi har jo også rørhøge, og de fleste rovfugle har spredte fingre, men denne fugl var kæmpestor.

Havørnen (2)Havørnen (4)

Jeg har læst hele Carl Christian Toftes bog ‘Ørneflugt’, som vi købte i Maribo. Ud over at nyde hans dejlige tegninger, handlede den meget om at læse vejret og dermed lære at forudse, hvornår de store fugletræk så indfinder sig.
Jeg ville virkelig gerne opleve det, han – man – kalder en rovfugleskrue. Atter et nyt begreb for mig, men man skal helst lære noget hver dag.
En rovfugleskrue er, når de store fugle udnytter den termiske opdrift, som nogle steder kan være ret koncentreret, og hvorfor man i træktiden ofte kan se mange på én gang. CCT har oplevet “en havørn, en vandrefalk, 73 musvåger, 10 røde glenter, to blå kærhøge og en spurvehøg” i en skrue. Det må have været et fantastisk syn!

28. juli 2021

Frilandsmuseet ved maribosøerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags: , ,

Vejret tegnede her til morgen til at opføre sig pænt med ikke for høje temperaturer, så vi besluttede at køre ned for at se De Gamle Huse i Maribo, et frilandsmuseum, som ligger smukt ned til en af maribosøerne.
Det er ikke ret stort, men det var interessant nok. Der var masser af møbler, værktøj og redskaber udstillet inde i husene, og der var, via plancher, forklaret lidt om hverdagslivet på Lolland, som det formede sig for 200-300 år siden.
Det er ikke så gammelt som landets største frilandsmuseum, der ligger lidt uden for København, og som er oprettet i 1897, mens det i Maribo er etableret i 1920’erne og kun beskriver lokalhistorie.

Frilandsmuseet Maribo (4)Frilandsmuseet Maribo (2)

Ved Kapellanhusets dør lå denne hatformede sten. Har man et bud på, hvad den har været brugt til?
Et andet sted sås disse fire hjerterum, hvor det så ud til, at det var høns, der blev lukket inde her om natten. Et fint hønsehus, som ville passe fint til Den Stråtækte. Hvis ellers ikke Hr Nielsen havde nedlagt veto, hvad Fru Nielsens anskaffelse af høns angår …

Frilandsmuseet Maribo (6)Frilandsmuseet Maribo (9)

Vi kom til “Den selvkørende lokomobil”. Sådan et monstrum havde vi ikke set eller hørt om, men det var en form for plov, som en sukkerfabrik havde investeret i. Måske fordi den har været hundedyr. For de 38.000 kroner kar man kunnet købe en gård på omkring 15 tønder land i 1872.
I 1900 svarede beløbet til godt 2,7 millioner kroner. Jeg har ikke kunnet finde beregnere, der går længere tilbage, men skal vi ikke bare sige, at det har været MANGE penge?
Og så bliver den oven i købet kasseret af Fabrikstilsynet i 1929, hvorefter den så blev overladt til dette frilandsmuseum.

Frilandsmuseet Maribo (11)

Teksten på denne stoleryg måtte jeg læse et par gange, inden det gik op for mig, at der ikke står noget med ‘amigo’, men “SID PAA MIG OG HVIIL DIG”.
Jeg undrede mig da også såre over hvordan den ‘amigo’ kom ind i billedet i en lollandsk bondegårdsstue …

Frilandsmuseet Maribo (15)

I skolestuen blev jeg betaget af det store VERDENSKAART, som hang på væggen. Vi blev ret nysgerrige efter at vide, hvilket år det stammede fra, men kunne ikke blive klogere, end at det var fra før 1. verdenskrig, idet riget Østrig-Ungarn fandtes, men nok efter midten af 1800-tallet, fordi det ser ud til, at det var efter Dr. Livingstone var blevet fundet af Henry Stanley i 1871, fordi store dele af kontinentet syd for Ækvator er kortlagt. Der stod på det, at det var 4. Udgave, men den oplysning er ikke speciel nyttig, når den står alene.
De ældre enkeltbladskort, som lå i lamineret form på et af skolebordene, vidste man var fra 1825, og på det tidspunkt var store dele af Afrika stadig uudforsket. Kystområderne, hvor man lagde til og gik på slavejagt fra, var nogenlunde kortlagte, men man bevægede sig ikke langt ind på kontinentet.

Frilandsmuseet Maribo (17)Frilandsmuseet Maribo (16)

Afrika omkring 1825

Vi brugte lang tid på at studere alle disse kort. Der er sket meget på de 200 år. På alle måder.CCT - signering

Som sagt var museet ikke så stort med sine 13 huse, men det var nok til os, og med den smukke beliggenhed var det en god måde at bruge en onsdag formiddag på.
I butikken købte vi en bog af Carl Christian Tofte, som er fænomenal til at tegne fugle. Vi havde fornøjelsen af at opleve ham engang på Pulken, hvor han signerede en af sine bøger og lynhurtigt tegnede en ørn til mig over sin signatur.
Dagens bog hedder Ørneflugt – kunsten at se på rovfugle, som er både skrevet og rigt illustreret af Carl Christian Tofte selv. Den giver et godt overblik over, hvor og hvornår man kan opleve både enkeltindivider og de store rovfugletræk.
Og forhåbentlig kan den gøre mig bedre til at skelne de enkelte rovfugle fra hinanden. Det er jeg desværre ikke særlig god til. Endnu.

27. juni 2021

En uhyre sjælden gæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: ,

Fredag aften klokken halvsent – omkring kl 21 – kom Jørgen, som er en af “de indfødte”, medbringende en stor kikkert og bankede på vores dør. Det er en frisk, gammel gut i 80’erne, som kun bruger huset som sommerhus, men han og fruen er her meget i sommerhalvåret, fordi de har en lejlighed i København. Han arvede stedet hernede efter en onkel, og vi har haft nogle ret så interessante samtaler med ham, fordi han kan huske tilbage fra tiden under og efter 2. verdenskrig, så vi har efterhånden fået serveret en masse lokalkolorit.
Blandt andet, at stedet, han har arvet, om sommeren i mange år efter krigen fungerede som pensionat. Det var onklens og tantens hovedindtægt. Det er et stort hus, som kunne rumme 8-10 gæster, og de havde vist næsten altid fuldt hus. Om sommeren flyttede parret ud i hønsehuset (ja! Jeg fik ikke spurgt, om der også var høns, men det skal der da nok have været …) og tilbragte dagene med at lave mad til pensionærerne og ordne deres værelser. Det er en meget stor grund; stor nok til at kunne holde dem selvforsynende med grønsager i perioden med pensionærerne.
Nede ved fjorden, ud for vores hus, var der dengang en badebro. Den er der ikke mere, men vi kan godt se, hvor den har været. Den var nødvendig, for fjorden er meget lavvandet et godt stykke ud fra kystlinjen.
Jeg fik mange fine billeder på nethinden, dengang Jørgen beskrev disse år for os. Tv-serien Badehotellet kravlede også ind og blandede sig i den indre filmforestilling.

Ved en eller anden lejlighed må vi også have talt om fugle, for det var derfor, han kom ned til os:
Nu skal I bare se! Der er havlitter på fjorden! Det syn kunne jeg simpelthen ikke være alene med!
Så stillede han kikkerten op og fandt dem til os. John kiggede først, og imens spurtede jeg ind for at google havlit.
Jeg havde nemlig end ikke hørt det fuglenavn før og anede ikke, hvad manden talte om. Det var for pinligt, så jeg skyndte mig ind for lynhurtigt at læse om dem og kunne derfor komme ud igen, kigge i kikkerten og gøre mig vældig klog:
Jaja – det er da helt klart havlitter – ingen tvivl med den karakteristiske lange hale og de store pletter på kroppen.
Han skulle bare vide, skulle han, men John smilede bare skævt og lidt taknemmeligt til mig. Han kendte heller ikke havlitter, kunne jeg se på ham …

Havlit

Havlit obs

Da Jørgen var gået igen, og John og jeg gik ind, læste jeg højt for ham om havlitter, og det var åbenbart virkelig et sjældent syn, vi fik der, for normalt er de her ikke efter midt-maj, og når de er her, ligger de langt ude på vandet og kommer, ifølge en af kilderne, ikke ind i fjordene.
“Havlitten overvinter i Danmark [fra oktober til midten af maj] som en udpræget havfugl, der kun i ringere antal kommer ind i fjorde og andre mere beskyttede farvande.” På det indsatte kort har der ingen observationer været i Præstø Fjord.
Der var otte havlitter, og hvordan de er kommet så meget på afveje, kan vi ikke regne ud.
Jeg spurgte Jørgen, hvordan i alverden han fandt ud af, at vi har havlitter i fjorden, for de lå så langt ude, at i hvert jeg ikke kunne se dem med det blotte øje, men han havde genkendt dem på deres kald.
Respekt for ham!
Og jeg kunne krydse en ny fugl af i fuglebogen.
Det gør jeg med alle de fugle, der findes i Danmarks Store Fuglebog fra Gyldendal, med angivelse af dato og sted, hvis det er første gang, jeg ser en given fugl – ganske som jeg også gjorde med gulbugen oppe i Vejlerne for ikke så længe siden.

9. juni 2021

I jyder og vi djævle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:22
Tags: ,

Vi er vel hjemme igen efter tre dage i Himmerland, hvor vi havde taget et gourmetophold på to nætter. Tre dejlige dage med flot vejr, skønne landskaber og ikke mindst herlig og rigelig mad. Ikke noget med små, franske portioner her – ikke engang til den femretters menu, vi fik den første aften, så vi kunne trille i seng.
Hvad mon det er med de jyder? Jeg er københavner, bare fordi jeg kommer fra Djævleøen – en betegnelse jeg aldrig har fået en forklaring på, og som gør mig temmelig krænkelsesparat. Der er frygtelig langt her til denne ø – der er meget længere fra Jylland til Sjælland end omvendt, har vi ofte måttet erkende.
Da jeg checkede ind på Hvalpsund Færgekro, var der et ældre par (= på vores alder), der lige havde checket ind og gerne ville have en kopkaf. Værten sagde, at de bare skulle sætte sig, for der gik lige et øjeblik, inden han kunne betjene dem. Så blev manden halvknotten: “Vi har altså kørt temmelig langt og trænger meget til en kop kaffe! Kan vi ikke få den med det samme?” Værten svarede, at han kom så snart han havde checket os ind. “Ja, for vi har altså kørt over 150 kilometer, så vi er meget trætte!”
John og jeg kiggede på hinanden og kom altså til at grine, må jeg indrømme. Jeg sagde med teaterhvisken til John, at så skulle han da ligge på gulvet og ralle af udmattelse med vores 350 kilometer. Som vi i øvrigt ikke regner for noget, men sådan er vi jo så forskellige …
Da John som salgschef for Norsk Hydro rejste landet tyndt, fandt han hurtigt sine foretrukne hoteller, og han ville hellere køre 30-60 km til dagens aftale med en benzintank end bo på et mindre godt hotel. Det kunne jyderne slet ikke forstå – “jamen vi har da et glimrende hotel her i byen. Hvorfor vil du dog køre så langt?” John syntes ikke det var langt, men han oplevede mange gange, at jyder syntes, at over 30 km var en rigtig lang tur. Han kørte mange tusind kilometer om året dengang, men han elskede at køre bil, hvilket han stadig gør – og han er stadig en kanongod chauffør, selv om han er blevet 75 år. Det er dejligt. For ham selv såvel som for mig …

Vejlerne (3)

Vi kørte Himmerland tyndt ad mange af de bittesmå veje. Det har vi ikke gjort før, og det var en dejlig oplevelse – der er virkelig smukt.
Vejlerne nord for Limfjorden ville vi dog ikke snyde os selv for; dertil er vi for interesserede i fugle. Vi så kun en enkelt skestork, men jeg har både hørt OG set en gulbug, hvilket sidste kunne imponere selv de amatørornitologer, vi lidt senere faldt i snak med. “SÅ du den også!?” Jeps! Det er åbenbart sjældent, at man gør det. For mit vedkommende var det første gang, og det kun fordi en mand i en bil standsede op, rullede vinduet ned og sagde: “Lige derovre sidder der en ..u.hf.l..u.g og synger så smukt. Den sidder helt oppe i toppen af det træ, du kan se derhenne.”
”Undskyld, hvad sidder der?”  “Der sidder en ..u.hf.l..u.g:” Okay. Godt så. Jeg ville ikke spørge igen, men da jeg lidt senere både så og hørte fuglen, blev jeg klar over, at det søreme da var en gulbug, selv om navnet lød noget længere, da manden sagde det. Det var et nyt kryds i fuglebogen. Det sker sjældnere og sjældnere, så det var stort.
Vejlerne (7)

Maange køer

Vi har set meget på kort tid, og jeg har ikke haft tid til at blogge undervejs. Det kommer muligvis senere – nu kan jeg jo starte med at få lidt hug over mine indledende betragtninger.

17. maj 2021

Badesæsonen er begyndt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Herligt vejr! Et par læs skvalderkål er nu ikke længere i min jord, det store rosenbed har fået fjernet brændenælderne (som nu er lagt i vand, så jeg kan få noget god gødning), de 22 vajdplanter er plantet ud og nogle af zinniaerne ligeså.
Der er stadig lang vej igen, inden jeg er færdig.
Færdig med første gennemløb, vel at mærke, for når jeg er igennem det hele, kan jeg starte forfra, selv om der dog ikke vil være tilnærmelsesvis den samme mængde skvalderkål resten af året, så en effekt har det da heldigvis med alt det arbejde. Man bliver aldrig arbejdsløs, når man har en have, men det er fint – jeg sidder rigeligt meget ned og strikker eller syr i løbet af vinteren, så det er fint at få udført noget fysisk arbejde.
Mens jeg lå og udplantede vajden, hørte jeg en masse unge mennesker ude på vejen, og det lød som om de gik ned ad stien til fjorden.
Op med mig og hen for at kigge … de fleste var nået ned til vandet, men der stod to unge knægte kun iført badebukser lige ud for vores grund. De måtte være fra Brøderup Efterskole, som ejer grunden.
Nysgerrig er man jo, så jeg spurgte, om de virkelig skulle i vandet.

Brøderup bader - 17 maj
Njah, lød svaret, vi ved ikke helt hvad vi skal. Vi skal ikke ligefrem ud og svømme, men vi skal lave en eller anden øvelse ude i vandet, og vi ved altså ikke helt hvor fedt det er. Det er garanteret hundehamrende KOLDT!
Det kunne vi hurtigt blive enige om … du skal være velkommen til at komme ned og se hvad vi skal lave, sagde de, men jeg takkede nej. Okay – så må du have en rigtig god dag!
Søde og høflige unge mennesker, der ikke havde noget imod en sludder med en for dem ukendt, ældre dame. Der er stadig håb for Danmarks fremtid.
Lidt senere kunne jeg både se og høre dem pjaske i vandet. Det kom der nogle solide hyl ud af – især fra pigernes side.

Gråspurvene og skovspurvene har også indledt badesæsonen, men de er da så fornuftige ikke at sænke sig ned i det våde og kolde element. I stedet bruger de bedene jeg har lagt dahliaknoldene ned i. Disse er endnu ikke kommet op, så der er masser af dejlig jord at støvbade i.
Kan I se fuglene? De har ‘anlagt’ fem badehuller, og tit er der fugle i alle fem. Alligevel er det ikke nok, for de er nærmest ved at komme op at slås for at få et lækkert støvbad.
Badehullerne bliver dybere og dybere, jo mere de bliver brugt; i et par af dem kan man ikke se fuglen, kun det støv, den hvirvler op, når den basker med vingerne. (Hvorfor kom jeg mon lige til at tænke på Rumle fra Radiserne?)
Spurvene hygger sig tilsyneladende en hel del mere ved den badning end de unge mennesker fra efterskolen gjorde med deres.

Gråspurvestøvbad

29. marts 2021

Fra Skagen til Gedser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Vi kørte en tur i dag. Ikke helt fra Skagen til Gedser, men halvdelen, tøhø, nemlig til Gedser.
Jeg så en flok trækkende gravænder over fjorden i morges og kom i tanke om, at det da vist måtte være cirka nu, der er de store edderfugletræk ved Gedser Odde. John tjekkede DOFbasen, og ganske rigtigt: Der er mange for tiden – alene i dag er der observeret over 5000 edderfugle.
Så mange så vi ikke, men vi var der heller ikke mere end en times tid, for det var hammerkoldt! Vi så fem flokke – vel omkring et par hundrede edderfugle. Rovfugle så vi også en del af, og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Gedser Odde

Danmarks sydligste punkt – beliggenhed 54°33’32’’, hvis man skulle være interesseret. DOFs fuglestation ligger helt ude ved spidsen … Gedser Odde skulle være Danmarks bedste sted, hvis man vil se trækkende edderfugle, og det var lige det vi ville.

Gedser OddeP1050616

Billedet med de røde prikker viser hvordan havvindmøllerne dernede er placeret. De sorte streger er fuglenes trækruter. Det var lidt interessant at se, hvordan de fleste flyver pænt lige netop udenom, mens nogle vælger en mere direkte, men nok også mere ‘spændende’ rute mellem vindmøllerne. Det er måske med fugle som med mennesker: Der findes både blærerøve og vovehalse, mens nogle bare tror de er udødelige.

Gedser Odde - edderfugleP1050619

Det var træk som disse, vi så fem af. Vi regner med, at der er flest (og større) træk tidligt om morgenen, men det er relativt urealistisk, at vi skulle kunne befinde os på Gedser Odde ved syvtiden!
Ude i vandet befinder der sig nogle store beton’hjul’, vi ikke kunne regne ud hvad havde været. I dag fungerer de som rasteplads for edder- og andre fugle.
Det var måske ikke en verdensomvæltende begivenhed, denne dagens tur, men i disse tider er næsten alting bedre end ingenting.
Vi kørte direkte hjem igen, da vi havde set nok på fugle, for det var på ingen måde vejr til hyggeophold i det fri.
Men vi fik set edderfugle! Og vi fik en frokost uden for hjemmets fire vægge. Alt tæller!

Gedser Odde - edderfugle

I går talte jeg 1½ time med Charlotte. John kan ikke forstå, at vi kan snakke i så lang tid, når ingen af os oplever ret meget, men det er overhovedet ikke noget problem, og det er dejligt at komme så vidt omkring som vi gør. Tænk hvis det havde været dengang, man skulle betale en formue for at ringe til udlandet.
Da hun flyttede til England, var der ikke noget der hed mobiltelefoni for folket, men man kunne købe en slags taletidskort til fastnettelefoner, hvorved man sparede rigtig mange penge. Den mulighed var vi virkelig glade for, og vi har i alle 24 år talt sammen i en times tid ad gangen. I øvrigt er det stadig langt dyrere at ringe mellem mobiltelefoner, hvorfor jeg altid ringer op til deres fastnettelefon. Fra min mobil …
‘Kortene’ findes stadig, har jeg lige fundet ud af. Jeg købte altid Global Ones, for de var billigst til England. Dette var vigtigt at undersøge, for der var forskellige priser, afhængigt af hvortil man havde brug for at ringe.
Og ja, jeg ved godt, at vi kan ringe gratis via internettet, men vi har vel alle vores præferencer …

19. januar 2021

Rotteplage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg kun skulle blogge, hvis jeg havde noget, der kunne være bare minimalt interessant for andre at læse, men det slog mig i dag, at der i så tilfælde snildt ville kunne gå uger mellem indlæggene i disse tider, og så tror I bare, at jeg er død, hvilket jeg trods alt ikke er endnu. Ikke engang af kedsomhed …
Nu gør jeg det så også værre end det er, skal indrømmes. Jeg har mit dejlige hus med den dejlige udsigt; jeg har garn nok til, at coronapesten kan vare lige så længe som De Fem Forbandede År, og skulle jeg endelig løbe tør, så har jeg stof nok til yderligere et par forbandede år. Mindst.
Hvis internettet overlever pesten, så har jeg bøger til et langt liv, fordi jeg låner e- og lydbøger fra tre forskellige udbydere. Tv-streaming er det nok heller ikke slut med sådan lige med det første, selv om det, trods samtidig strikning, er begrænset, hvor meget jeg gider have det apparat tændt.
Selv om jeg ikke kan arbejde i haven, kan jeg kigge ud i den.
IMG_2555Og der kan jeg få øje på en rotte. Dammit. Vi har fjernet al den fuglemad, der kan spildes fra, så den er heldigvis ved at være temmelig desperat. Jeg kan ikke lide at se dyr lide, men med hensyn til rotter er jeg villig til at gøre en undtagelse. For min skyld må den gerne sulte ihjel.
Bortset fra, at jeg synes det er SÅ ulækkert at vide, at vi har rotter, så er det ret underholdende at se de forgæves forsøg på at komme ind i glaskuglen. Den har prøvet virkelig mange gange, men den kan ikke. Den kommer så højt op som til tværrammen lige over dens hoved på billedet, men så falder den ned, fordi den ikke kan læne sig bagud og op til hullet og heller ikke nå fra siderne. Den kan kravle op ad bindingsværket, men glasset er for glat, og så falder den ned. Hver gang. HA.
Jeg er relativt fortrøstningsfuld, for vi er sikre på, at den ikke kan lære det – ‘opgaven’ er fysisk umulig for den. Den skal være inderlig velkommen til at spise af de svesker, vi har lagt i forskellige slags fælder flere steder på grunden, men det er den åbenbart for klog til, det bæst. Den kan måske lugte John, selv om han altid har skindhandsker på, når han håndterer fælderne.
Vi er ikke de eneste, der er plaget af rotter (som om det var en trøst), for vi har et par gange set rottefængerens bil længere oppe ad vejen. Vi har ikke selv kontaktet ham denne gang, for vi synes ærlig talt ikke, at han er særlig god til sit arbejde. Hans tiltag har i hvert fald ikke været specielt effektive, så nu har vi bare selv købt flere af de fælder, der anbefales.

P1050408

Så er fru Solsort her et hyggeligere bekendtskab, og fordi jeg kun lægger ét æble ad gangen midt ude på græsplænen, fodrer jeg ikke rotterne på denne måde. Dette æble smed jeg ud i formiddags, og inden der var gået en time, var det fortæret af dem, det var beregnet på.

20. december 2020

En tålmodig sjæl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

Vi har mindst to fiskehejrer, som vi får besøg af næsten dagligt. Måske også flere, men eftersom vi ikke kan skelne den ene fra den anden og vi kun har set to på én gang, kan jeg ikke vide med sikkerhed, hvor mange der holder til her.
Det er virkelig en tålmodig fugl! Den står bomstille i meeeeget lang tid. Jeg forstår ikke, at den ikke kommer til at fryse om fødderne i vinterhalvåret, men naturen må have fundet en løsning på det, som ellers også ville give alle de andre fugle på fjorden det samme problem.

Fiskehejre

De ser nu godt nok altid ud som om de hundefryser, men sådan står de også om sommeren.
Vi har endnu ikke set nogen af dem fange noget.
Det gjorde derimod den hejre, vi så i maj sidste år på The Kennet & Avon Canal. Som jeg skrev dengang, stod den så stille så længe, at jeg ville have turdet vædde en hel del på, at en eller anden havde anbragt en plastikhejre på stedet.

P1020908

Og så lige et halvmuggent juleopstød: Pressen har så vældig travlt med at bruge en masse tid på hellig (!) forargelse over, at kirkerne må afholde julegudstjenester, når alt andet skal lukke ned.
Jeg er ganske enig i, at det er en dårlig ide, og jeg forstår bestemt heller ikke den stædighed, de kirkelige instanser udviser i den forbindelse, for det er et dårligt signal at sende.
‘Min’ gamle kirke (Havdrup) blev landskendt i går for i Tv-avisen at opponere mod den beslutning. Vi indfødte havdruppere har naturligvis altid været fornuftige …
Men. Hvor står det skrevet, at man skal gå i kirke?
Man har vel lov at tænke med fornuften i forreste række, når ikke kirken er i stand til det? Hvilket den i øvrigt aldrig har været i stand til, på trods af et par tusind års ihærdige anstrengelser for at opretholde dominans. Sorry, men det trængte sig lige på.
Med andre ord: Lad dog være med at gå i kirke, for pokker! Det, at mange er i stand til at bruge hovedet, ville nemlig være et glimrende signal at sende.

5. december 2020

Specialbyggede fuglehuse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:32
Tags: , ,

Da først John begyndte at bygge de fuglehuse til mejserne, som jeg fortalte om forleden, gik der sport i det for mit vedkommende.
Ikke, at jeg begyndte på at snedkerere fuglehuse; det vil jeg overhovedet ikke blande mig i, når jeg har en mand, der er meget bedre til den slags, end jeg nogensinde ville kunne blive. Jeg holder mig helst fra hans maskineri, lige som han ikke har tænkt sig at tage min symaskine i brug. Vi hylder forskellene og går ikke ind for ligeret for enhver pris.
Næh … jeg begyndte at surfe rundt på nettet for at finde ud af, hvilken boligform de forskellige fugle foretrækker. Kunne man måske, ved hjælp af en sådan viden, kunne lokke flere af én art til fremfor en anden?
Vi har to rødhalse, vi meget gerne vil have til at blive, ligeledes gærdesmutterne, som vi også mener at have to par af.
Jeg fandt forskellige huse til dem, og da målene var angivet, selv på dem, der skulle købes færdige, viste jeg dem til John.
Se her: Dem kan du sikkert sagtens finde ud af at lave selv, ikke sandt? De er da noget så nuser!

GærdesmuttehusMejsehus

Rødhalshus

Selvfølgelig kunne han det. Han fandt en vinkelmåler frem og sad og regnede og tegnede en halv times tid, hvorefter han gik ud og begyndte at save.
Det første billede viser et gærdesmuttehus; det andet det velkendte og mere almindelige til mejserne, og det sidste er til rødhalsen. Disse kan, ifølge mine kilder, godt lide at have en overdækket terrasse, fordi de har det bedst med at have mulighed for at kunne stå og sondere omgivelserne, inden de begiver sig ud i dem. 
Det hus kunne jeg ikke stå for – det er da den rene luksus, og jeg håber virkelig, at rødhalsen vil beslutte sig for at tage det i brug.  
Da John kom ind for at vise mig prototypen til denne luksusudgave af et fuglehus med terrasse, sagde han, at han havde tænkt sig at kalde det for Robinhus. (En rødhals hedder, som de fleste nok ved, Robin på engelsk.)
Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans påfund og fik hurtigt kogt lidt mere suppe på den ide, så jeg fortsatte i bedste ejendomsmæglerstil med at foreslå at kalde det andet for Home og det tredje for Estate. Nybolig dur ikke, for det ville kun passe det første år.
John ville dog ikke kaste sig ud i at lave små fine navneskilte til husene …
Han besluttede at male dem mørkegrønne, dels fordi det ubehandlede træ virker alt for lyst og dermed for synligt og dels fordi det ikke holder særlig længe, netop på grund af, at det ikke er trykimprægneret. På denne måde håber vi, at levetiden vil kunne forlænges med nogle år, og desuden falder husene noget mere naturligt ind i omgivelserne, når man får dem anbragt, hvor de skal hænge.
Hvis ellers fuglene så overhovedet kan finde dem … men mon dog ikke?

18. november 2020

Ikke noget rotteræs her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Vi ved ikke, om vi har rotter i år, men det har vi sandsynligvis, for det har vi indtil nu haft hvert år. De fleste gange, når jeg hører små fødder fare hen over vores hoveder, så er det mus, der har travlt på loftet, men en enkelt gang frygtede jeg, at vi også har rotter på loftet, for da lød det nærmest som om der løb et får rundt deroppe! Der er dog ikke gået nogen i rottefælden, men de to musefælder har klappet en del gange.
Jeg har læst et eller andet sted, at hvis der er mus, er der ikke rotter – eller også var det omvendt – og mus har vi. Jeg har ikke kunnet finde noget, der endegyldigt har kunnet be- eller afkræfte den påstand, og hvorfor skulle de ikke kunne leve på samme sted?
De gange, den kommunale rottefænger har været her, har han haft løftet sin pegefinger og sagt, at det altså ikke er så smart at fodre fugle, når man har rotter, for det kan ikke undgås, at fuglene taber mad på jorden, hvilket er guf for både rotter og mus.
Musene har vi såmænd ikke noget imod at fodre lidt på, især ikke hvis det kan afholde dem fra at søge ind i huset, men rotter … addr. De er SÅ ulækre!

P1050321

Vores lille Robin (som naturligvis er en rødhals) er også flink til at samle op fra jorden, og det er ham særdeles vel undt. Vi har et rør med jordnødder, som lynhurtigt bliver fortæret af fuglene, og da det ikke helt kan undgås, at de spilder lidt når de sidder og hakker i det, er Robin der til at rydde op, og han er god til det. Udover jordnødderøret har vi et glas jordnøddesmør med melorme monteret på træet. Det er sandelig også populært, og der er intet spild derfra overhovedet. Den tredje foderting ude foran er en Eva Solo glasdims, som sidder på køkkenvinduet. Herfra kan de heller ikke spilde.
Vi har ikke haft nogen form for rør med ‘almindeligt’ fuglefoder i, for der ligger som oftest mere nede på jorden, end der er spist fra røret, for de elsker at sortere i maden, de små bøller – også selv om vi køber den vildeste luksusmad til dem uden havre eller andre hele korn, for det gider de ikke rigtig spise.
Det gider rotterne desværre godt …
Det problem har John nu løst ved at anvende bålfadet på en noget anden måde end dets oprindelige formål. Ret genialt tænkt, faktisk. Her kan ingen rotter komme til, og det der bliver spildt i bunden af fadet, kommer der andre fugle og samler op.

I dag har vi været en tur i Køge – forgæves – derfor derefter en tur til Slagelse, hvor de havde uimprægnerede brædder i den rigtige bredde.
John fik nemlig lyst til at bygge redekasser til småfuglene, og her ses pilotmodellen. Musvitter - skovspurveDen er endnu ikke helt færdig, Musvitter - skovspurvemen færdig nok til, at jeg kunne vise den frem. En lille finesse er, at kassen er hængslet således, at den kan åbnes fortil, hvilket gør det en hel del nemmere at rense den om foråret. Der kommer selvfølgelig en lukkedims på, så ikke den kan åbnes af fuglen.
Igen ret smart tænkt.
John lavede nogle stykker til ødegården i Sverige. De blev lynhurtigt okkuperet af forskellige arter småfugle, som nærmest var ved at komme op at slås om dem om foråret, så vi satser på at kunne gentage succesen i Den Stråtæktes have.
Så er han beskæftiget, min handyman. I hvert fald i nogle dage. Han bliver rastløs, når ikke han har noget praktisk at tage sig til, og det er der altså ikke særlig meget af i vintermånederne.
Jeg har foreslået, at han kunne lave nogle ekstra og forsøge at sælge dem, men det skulle han lige tænke over.
Det er da en god ide, er det ikke? Det skulle ikke være for at tjene penge som sådan, men lidt som når jeg en sjælden gang sælger strik: Kan vi bare få dækket materialeudgifterne, er det fint.

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

14. oktober 2020

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , , ,

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Højvande oktober 2020

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Højvande oktober 2020 (4)Landrovertræf (3)

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene P1050307 - Copyretning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

P1050306

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

4. oktober 2020

Syddanmark rundt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Almindelig ryleChristie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Almindelig ryleAlmindelig ryle

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Stor regnspove

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

18. september 2020

Fuglekiggerkigger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: ,

Vi kørte til Mandehoved på Stevns i dag – mere fordi vejret har været rigtig godt end i håbet om at se trækkende fugle.
Først Mandehoved, så Holtug Kridtbrud og til sidst Bøgeskov havn.
Vi så som forventet ikke specielt mange fugle, men vi så mange fuglekiggere – derfor dagens overskrift. Jeg var mere fuglekiggerkigger end fuglekigger.
Det var en klub, fandt vi ud af, ikke mindst fordi vi hørte hvordan de kommunikerede med hinanden via walkie-talkies. De fleste stod ude langs klinten.

Ved Mandehoved

Nogle foretrak tilsyneladende ensomheden, men havde dog radiokontakt til de andre.

Ved MandehovedVed Mandehoved

Ved MandehovedAtter andre havde placeret sig oppe i tårnet, hvor vi også lige skulle op for at nyde udsigten.
Det var her på Mandehoved, John var ‘raketvagt’, da han var soldat under den kolde krig – jeg fik udpeget, hvor han sov, hvor chefen holdt til, og hvor radarerne var placeret.
Hvis man kan lide slåensnaps, skal man tage til Mandehoved – der er mange hundrede slåenbuske, og der er masser af bær på dem.
Vi fik en fordel ved at være tæt på den ornitologiske forening: Pludselig blev de som en flok børnehavebørn, der lige pludselig oplever noget vildt spændende. Fra flere walkie-talkier lød det HAR I SET SKRIGEØRNEN? LIGE OPPE OVER OS!!!
John fik et billede af den, men den var kun en lille prik højt, højt oppe.
SkrigeørnJeg er dog ikke forbavset over, at de alligevel kunne genkende den – de er eksperter på området, og I skulle se det udstyr, de havde! John, selv med sin monsterlinse, følte sig som total amatør, hvad gearet angik.
Men han fik skrigeørnen ind på kortet, gjorde han. Og selv om billedet ikke vinder nogen præmier, kommer det med her, for det viser sig (vi måtte hjem og undersøge sagen, for vi vidste ikke, at der findes noget der hedder en skrigeørn), at det er en sjælden og truet fugl.
Da vi kom op i tårnet, spurgte de ivrigt, om vi havde set skrigeørnen, til hvilket jeg overlegent svarede Jada – den var jo lige deroppe over os …
De skulle bare vide hvor lidt jeg ved om fugle …
Ikke kun så vi en sjælden fugl; jeg opdagede også, at her vokser en del vau eller farvereseda, som vi hentede med hjem fra Bornholm. Rart at vide, at jeg ikke behøver at tage derover, hvis jeg skulle få lyst til at prøve at farve med det igen til næste år.

P1050235

Ude ved Holtug Kridtbrud så vi kun nogle forkølede måger, der havde travlt med at finde orme inde på en mark, men der var da så nyyydeligt!
Der er kun 13 km til Falsterbo i fugleflugtslinje, så det er ikke så underligt, at mange trækfugle tager denne den korteste vej over vandet. Man kan ikke se Falsterbo på billedet, men det sås tydeligt, når man kiggede mod horisonten.

P1050237 

Nede i det nedlagte Holtug kridtbrud er alt fredet, fordi her findes sjældne planter og dyr, og det er strengt forbudt at plukke, sanke, medbringe løse hunde, cykle eller fiske.
Men … hvis bregnen er så sjælden, hvorfor pokker hedder den så ‘Almindelig’ til fornavn?

15. september 2020

Gæs i store flokke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:47
Tags: , ,

Selv om vejret lige nu er det perfekteste sommervejr, er vi tæt på at være på den vemodige tid på året. Tiden, hvor himlen kan være så høj og så klar og så blå og så flot, at man helt taber vejret, men også tiden, hvor man gør sig det klart, at sommeren er ved at være forbi og at den grå og kedelige vinter nærmer sig med alt for raske fjed.
Efteråret er en smuk tid – på sin egen måde lige så smuk som foråret med sine fantastiske farver og alle de mange frugter på træerne – men den er ikke på samme måde fyldt med fryd, glæde og forårsfornemmelser; den gode og tilfredsstillende følelse af, at lige om lidt kommer der endnu en sommer med alle de fornøjelser, der er forbundet med den.
Om foråret flyver gæssene i store flokke lige over vores hus, og nu er de igen ved at samle sig til de store træk.
Hver dag ser vi flere flokke, der fylder det meste af himlen. Nogle gange ligger de hele dagen på fjorden; andre gange er de blot på en ganske kort visit, som her til morgen, hvor de lettede igen efter få minutter. Gad vide hvorfor de overhovedet landede?

P1050219

Jeg ville ønske jeg kunne forstå gåsesprog. Det er helt utroligt, som de gæs kan skvadre dagen lang. Og natten med, for den sags skyld. Her er deres snak dog lidt mere afdæmpet, næsten som om de ved, at nogle sover og derfor gerne vil have nattero.
Men hvad snakker de om?
Ligger de der og brokker sig i én uendelighed over naboen, som fylder for meget eller er ved at snadre sig ind på et allerede optaget fourageringsområde? Eller taler de om, hvornår de skal lette igen? Om de andre har mødt nogle af de fælles bekendtskaber? Om Didrik og Dot har det godt?
Hvilken rute de skal tage?
Eller er de i virkeligheden aldeles ligeglade med, hvad alle de andre gæs siger, men snakker bare for at høre egen stemme?
Der må da være en grund til al den snak … de larmer også når de flyver. Hvorfor gør de det? Er der en ornitolog til stede?
Der kan skrives bøger om det jeg ikke ved om fugle, og selv om John ved meget mere end jeg gør, er det desværre ikke alle mine mere eller mindre fjollede spørgsmål, han er i stand til at besvare.

Gæs

Vi har aftalt at køre til Falsterbo i oktober. Tage frokosten med, være der det meste af dagen og håbe på, at vi er heldige.
Jeg er ikke i besiddelse af den samme fuglekiggertålmodighed som John, men heldigvis er strikketøjet opfundet.
Vi kan se mange trækfugle på Stevns, men der skal vi være mere heldige, for det er ikke alle trækfuglene, der lægger vejen forbi her – selv om der i 2018 blev observeret hele 9000 (ja!) musvåger på én dag.
Ved Falsterbo samles der heeelt vildt mange fugle, men vi var desværre ikke heldige at se særlig mange den eneste gang vi kørte derud.
Vi må bare prøve igen … jeg har fundet en god vejledning til præcis hvor man skal begive sig hen under de forskellige vindretninger.

27. august 2020

Nu skal jeg da LIGE love for, at der kommer vand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , ,

Nu SKAL jeg da lige love for, at der kommer vand.
Nu skal jeg da lige LOVE for, at der kommer vand.
NU skal jeg da lige love for, at der kommer vand.
Trykket kan i dette tilfælde lægges forskellige steder uden betydningen ændres.
Nu havde jeg åbenbart brokket mig længe nok over, at alle andre end os fik meget vand. Fronterne luskede hver gang lige præcis udenom Den Stråtækte. Resten af Danmark er nærmest druknet, men vi fik kun sølle 10 mm. Selv i Præstø kun seks kilometer væk fik de meget mere vand end os.
I nat forbarmede vejrguderne sig over mig. Jeg vågnede kl. 02 ved lyden af regn, og da jeg vågnede igen klokken 06:30, regnede det stadig. Eller igen … det ved jeg jo i bund og grund ikke, men i hvert fald havde vi på det tidspunkt fået 17 mm.
Det regner endnu, og nu har vi sådan set fået nok! 45 mm – det rækker, tak!

Semi-dried tomatoes

Det er vejr til indendørs aktiviteter, og heldigvis regner det ikke inde i drivhuset, så der blev høstet chili (Apache, styrke 5) og tomater galore. Jeg har lavet syltede chili og chilipasta – begge dele er ret godt til at give vinterens mad lidt ekstra varme.
I tirsdags kom en af nørklerne til at sige, at hendes filippaæbler faldt på jorden i store mængder fordi der var orm i dem. Jeg spurgte om hun kunne bruge dem alle selv, og hun forstod et vink med en vognstang og sagde, at jeg kunne tage lige så mange, jeg orkede at slæbe. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så jeg hentede en stor kurvfuld. Der gik meget til spilde pga. alle ormene, men det der blev tilbage, kom i saftkogeren, så nu har jeg masser af filippaæblesirup og filippaæblegele. Jeg bilder mig ind, at det smager bedre end det andet æblesirup jeg lavede af de sidste overlevende æbler fra sidste år. Nu har jeg i hvert fald æblesirup nok!
En på vejen kom med en stor kasse blommer, så blommesirup er det også blevet til. Plus noget pæresirup, hyldeblomstsirup og rabarbersirup … der skulle nu gerne være mere end tilstrækkeligt med sirup af forskellig art til hele vinterens morgengrød, og det smager i øvrigt supergodt, hvis man hælder lidt på en ganske almindelig vanilleis – en nem dessert er ikke at foragte.

IMG_1904

John, som ikke hører så godt mere, har stadig et godt fugleøje. Det er stort set altid ham, der får øje på havørnen, rørhøgen, duehøgen eller hvad der nu kommer af spændende, bevingede væsner i vores nærhed. Han kan ikke høre ret mange fuglestemmer mere, men han og jeg har et godt teamwork: Han får øje på dem, og jeg ‘får øre på’ dem.
I forgårs sad der en duehøg (tror vi; det kunne måske være en spurvehøg; det er svært at vurdere størrelsen, når man ikke rigtig har noget at sammenligne med) nede på en gammel palle, der må have ligget der længe, men som blev afsløret den dag der blev slået tagrør. Selvom fuglen sidder 150 meter væk, kan John trække den ind med sin gode linse.

Dagen efter, altså i går, var rørhøgen der. Vi troede ellers, at den var draget afsted mod Afrika, men det var den så ikke.
Den lå længe og kredsede nede ved vandet, hvor der fløj flokke af viber og andre fugle op for at prøve at jage den væk, men den lod sig ikke sådan uden videre skræmme. Her er vi måske 200-250 meter fra fuglen, og så er det lige før, at selv Johns monsterlinse kommer til kort. På originalfotoet er den noget mindre, men billedkvaliteten er god nok til, at der digitalt kan forstørres lidt.

IMG_1933

8. juli 2020

Røsnæs og rødfarvning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:32
Tags: , ,

Forleden dag så jeg noget garn med den skønneste røde farve, opnået med de umodne kastanjer, der falder ned nu. Desværre har jeg ikke lagt mærke til, hvor der kan findes kastanjetræer i vores nærhed, men belært af tidligere erfaringer vidste jeg, at jeg bare skulle spørge nørkledamerne, og naturligvis havde de et svar til mig, da jeg var sammen med dem i går: Der står en del nede i dalen. Et øjeblik efter vidste jeg også hvad ‘dalen’ er, så John og jeg kørte dertil i formiddags og fik samlet 800 gram små, grønne gnallinger, der for de fleste andre er totalt uinteressante. Vi fik da også et par underlige blikke, da vi gik og samlede op – det var tydeligt, at de forbipasserende syntes vi var lidt dumme, for der er da ikke kastanjer inde i de skaller endnu.
De kunne tænke hvad de ville, kunne de … nu er kastanjesuppen sat over, så i løbet af i morgen ved jeg, hvad jeg får ud af vores fælles anstrengelser.

P1020113

Derefter gik turen mod Røsnæs. Vi har været på Reersø en del gange, men lige ovre på den anden side af Kalundborg Fjord har vi af en eller anden grund aldrig været. Det måtte der rådes bod på, så afsted med os. Helt ud på spidsen til fyret. Det er en fin tur derud – vi talte om, at det er lidt sjovt, at så smal en halvø kan være så kuperet, når man, endnu lidt nordligere, til sammenligning har Sjællands Odde, som er temmelig flad og relativ uinteressant.
Røsnæs har pæne skrænter på begge sider, hvilket tydeligt fremgår af en billedgoogling af halvøen.

P1020129

Help, please: Hvilke ænder ligger her og varmer næb? Det er irriterende, at vi ikke kan se næbbene, for hverken John eller jeg kunne finde ud af deres ID, selv om det i teorien burde kunne lade sig gøre ud fra deres fjerdragt alene.
Jeg nåede frem til rødnæbbet and, men den købte John ikke. Er der nogen, der kan bestemme dem ud fra dette dårlige billede? Pft.

P1020137P1020136

Efter fyret kørte vi til Røsnæs havn, hvor vi så disse … vi kunne måske, for at være meget flinke, kalde dem pittoreske … skure. De trængte i sandhedens navn dog mere til maling end de var maleriske, selvom de havde deres egen charme i al deres forfaldenhed, men det er vist længe siden de sidst er blevet brugt til noget. Vi fik den tanke, at det der ligner en gammeldags cirkusvogn, måske har været brugt som sommerhus engang for længe siden.
Vejret var ikke alt for godt. Ikke før vi satte kursen hjemover … da begyndte solen at skinne fra en mere blå himmel, og det blev den ved med, til vi var hjemme igen. Men pyt. Det holdt tørvejr de gange vi var ude, så det er okay, på trods af, at det var en kold og blæsende fornøjelse at sidde ude og spise den medbragte frokost.

Farvesuppen har kogt; der er slukket for gryden, men den skal have et opkog igen i morgen inden den bliver siet og garnet kommes i. Spændende …

25. maj 2020

Oldenborrelarver og rørhøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: , , , ,

Det var åbenbart oldenborreår sidste år. Det er det hvert fjerde år, fordi fire år er længden af oldenborrens livscyklus, og eftersom det ifølge denne kilde var det både i 1887 og i 1891, kunne Excel hurtigt fortælle mig, at det sidst var i 2019. Det må jeg så bare tro på … og da jeg ikke ved, hvor længe larven er om at blive den store, fede kæmpe, jeg i år har fundet to eksemplarer af i haven, skal jeg ikke imødegå det.
Jeg anede intet om oldenborrer, før jeg fandt først en i dahliabedet og i går en til i jorden, da jeg flyttede lidt rundt på insekthotellet, vi har etableret i et ellers relativt ubrugeligt område ved garagen, men google var som altid min megetvidende ven.
Oldenborrer har jeg set før, men ikke deres tykke og velnærede larver – intet under, at stære og andre fugle anser dem for at være en lækkerbisken. Den på billedet, jeg tog i går, er vel 4-5 cm lang. Det er en syrenblomst ved siden af den.
Jeg er på ingen måde vild med larver, og jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle spise dem – man taler jo om at ‘dyrke’ dem, fordi de er så rig en proteinkilde. Det bliver altså uden mig! Så er jeg den, der lynhurtigt konverterer til vegetar.
Men der var nu også noget (ret lidt, dog …) fascinerende ved denne fætter, måske mest pga. størrelsen.

Insekthotellet

Det endnu ikke særlig luksuriøse insekthotel (bliver udbygget lidt efter lidt) lever altså op til formålet indtil videre, men jeg tror næppe, at oldenborreplagen bliver så voldsom som førnævnte (i øvrigt vældig interessante) kilde beskriver den. I 1887 blev det lov, at oldenborrerne skulle bekæmpes, og det år blev der i Danmark samlet over 7,5 millioner pund, eller ca. 4 milliarder voksne oldenborrer. Det næste oldenborre-år, 1891, blev der ”kun” samlet ca. det halve.
I Vejle amt var oldenborren skyld i et tab på 1 million kr. i årene 1881-82
(da var det jo så ikke engang oldenborreår, kan jeg regne ud). Skaderne var meget store, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa, hvor den kunne lægge landsdele øde. I Irland var et angreb så voldsomt, at befolkningen måtte bage brød af ristede oldenborrer i stedet for mel.

Oldenborrelarve (1)

“Oldenborren blev lyst i band af kirken, men billen var resistent mod alle former for himmelske påvirkninger. Skolelærer Schelderup fik læst og påskrevet af Bergsøe for et foredrag, han i 1859 havde holdt i Holbæks landøkonomiske forening: “Sammenblandingen af tiende, oldenborrer, præster, landmænd og Vorherre hører hjemme i middelalderens tykkeste mørke, ikke i vor oplyste tid”.”
Jeg kan vældig godt lide den gamle skolelærer Schelderup … han må have været lidt forud for sin tid.
IMG_1203IMG_1217

Til sidst et par pralebilleder af rørhøgen, som bor lige over for vores hus. Vi ser den næsten dagligt, men vi har ikke i år set to på én gang, hvilket vi gjorde nogle gange sidste år, hvor vi var ret sikre på, at de havde en rede nede i tagrørene 100 meter fra os. Det har den derfor nok også i år, men sikre kan vi ikke være, før vi har set begge de halvstore fugle, som har et vingefang på mellem 110 og 125 cm.
Havørnene er noget større med et vingefang på 200-245 cm, men de bor på den anden side af fjorden, og vi ser dem ikke så ofte som vi ser rørhøgen.

19. august 2019

Sådan er det desværre sommetider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

P1030503

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

P1030532P1030478

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

P1030492

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

P1030509P1030526

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

12. juni 2019

Kun Jekyll – ingen Hyde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , ,

Min smukke, smukke David Austin-rose Gertrude Jekyll flyttede jeg sidste forår over på et lidt mere beskyttet sted, hvor den hele sommeren kæmpede for at overleve den usædvanlige og vedholdende tørke. Jeg hjalp den så godt jeg kunne ved at være Den Konstant Arbejdende Vandbærer, men selv de varmeelskende dahliaer havde det ikke godt, selv om jeg brugte store mængder vand over sommeren for at forhindre dem og roserne i at dø.
Det lykkedes heldigvis, og nu har den masser af blomster – store, tætte og særdeles velduftende. Denne lille busk kan fylde mange kubikmeter luft.
Gertrude Jekyll har eksisteret og har rent faktisk – omend indirekte – noget med den 133 år gamle roman at gøre: Hendes lillebror kendte dens forfatter, Robert Louis Stevenson, og gav denne lov til at anvende familienavnet i The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Gertrude Jekyll selv var en velkendt havearkitekt.

P1030231

I et tidligere indlæg påstod jeg, at roser ikke blomstrer i første sæson efter plantning. Det var en fejlhuskning af format, for stort set alle dem, der blev plantet så sent som i november, plus dem jeg plantede i det tidlige forår, har så mange knopper, at det er helt overvældende.

P1030237P1030234

Rosen med den fersken/orange midte er Alchymist, som er en af de fire forskellige roser jeg plantede ved gavlen i stedet for det espalierede pæretræ, som alligevel ikke gav nogen pærer. Alchymist dufter kun meget lidt, men dens blomsterrigdom og disses variation gennem udviklingen fra unge til gamle blomster kompenserer for det.

P1030230Vi fodrer som bekendt fugle, og gerne hele året for at nyde synet af dem, men nu er det slut for denne sæson. En skade har nemlig opdaget glasset med melormelarver i peanutbutter, som vi – og ikke mindst småfuglene – ellers var så begejstrede for, fordi skovspurvene, som vi har i lidt for store mængder, ikke kunne finde ud af at sidde på huset, der holdt glasset. Det blev derfor kun brugt af mejser og rødkælken. 
Flagspætten har fundet røret med nødder.
Både skade og flagspætte er flotte fugle, men de er store og kan derfor rasere en fuglefoderplads på ingen tid, og vi nægter at have dem på kost, så nødderøret bliver ikke fyldt op igen før det bliver vinter. Så må vi tage den derfra og eventuelt foretage os et eller andet, der forhindrer disse grovædere at tage maden ud af munden på de mindre fugle.
Jeg ved ikke helt hvad, men vi må gå i tænkeboks, hvis de vender retur til vinter.
Nogen gode råd, derude?

27. maj 2019

Mine marker og mine dyr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Nu er haven ved at være præsentabel. Ikke perfekt, men vi kan være den bekendt. Ordet perfekt vil jeg aldrig kunne komme til at anvende for vores have, for så skulle jeg befinde mig ude i den altid for at nusse om den. Jeg er der meget, men så sandelig da ikke altid – der er trods alt andet her i livet end haven, hvor meget jeg end nyder den.
Der er fx golf. Vores bank har inviteret os til en golfdag for begyndere. De har også inviteret til en for øvede, men der skal vi ikke blande os. Seks timer, hvor vi får lov til at snuse til golfspillet og blive vejledt af kyndige instruktører. Det bliver sjovt! Jeg har prøvet det én gang før i forbindelse med mit arbejde, og det viste sig at være mere interessant, end jeg umiddelbart ville have troet. Vi tager dog nok ikke golf op; vi har mere end rigeligt at tage os til i forvejen, men jeg glæder mig alligevel til dagen og også over, at John nu får chancen til at afprøve det.

P1040472P1040473

I dag har jeg etableret en minimark: Jeg har plantet de japanske indigo ud i et hjørne, hvor jeg håber de finder sig godt til rette og giver mig masser af farvemateriale. Ikke så langt fra dem står kartoffelmarken, bestående af 12 planter, som har det vældig godt og er stærkt på vej med nye kartofler til os.
Marker behøver ikke at være store, men jeg kender godt nok ikke definitionen på, hvor stor den skal være for at kunne kaldes for mark.

P1040468P1040471

I rosmarinen sad en smuk grøn guldbasse. Den var så ligeglad med mig og min rumsteren med den, at jeg troede den var død, men det var den ikke.

P1030219

På en pæl nede ved fjorden sad i morges en, der er noget mere vanskelig at fotografere end guldbassen, nemlig havørnen. Billedet er som det er, fordi jeg måtte zoome kraftigt – vi turde ikke nærme os den, da vi var bange for at skræmme den væk. Den sad der over en halv time og var ophøjet ligeglad med den enlige kragefugl, der hele tiden forsøgte at jage den væk. Vi undrede os lidt over, at det var en kragefugl, der var så aggressiv, da den næppe har en rede lige i nærheden; det har derimod viber og gæs, men det kan jo være, kragen bare var solidarisk!

30. april 2019

Stemmegenkendelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , ,

Jeg er en klovn til at genkende fugle på deres stemmer. Det er kun dem, alle kender, jeg også kan genkende. Gøgen, fx … og måske også et par stykker til, men det irriterer mig, at jeg åbenbart ikke kan lære det. Flere gange har jeg sat mig med en CD og forsøgt at lære mig nogle af dem, jeg ved, vi har rundt omkring os – både her og i Sverige. Det lykkedes bare aldrig med mere end en eller to fugle. Når jeg var nået til fugl nummer fire, havde jeg glemt hvordan den første lød.

P1040375

Nu skulle det være. Igen. DOF havde annonceret en fuglestemmetur til Ravnstrup Sø ved Herlufmagle, så John og jeg troppede op sammen med 25 andre fugleinteresserede plus to guider.
Fugle var der. I snesevis og af mange arter. Jeg var vildt imponeret over de to guider, som kunne skelne de enkelte fugle i det kæmpestore kor. Jeg kunne ikke – det var kun, når de andre for et kort øjeblik kunne holde bøtte, eller den var meget tæt på os, jeg kunne høre præcis den pågældende fugls sang. Guiderne var ellers gode til at koble fuglens sang sammen med en lille, for os mennesker udtalelig, remse, som fx gransanger: chiff chaff – rødstjert: dyyydydydy – halemejse: sididididiii. Der var flere, og jeg skrev de fleste ned undervejs, for jeg måtte atter en gang konstatere, at fuglestemmeekspert bliver jeg aldrig. Jeg tror dog, at jeg fremover vil kunne genkende vores gærdesmutte. Og måske et par stykker til, men det er absolut kun måske. Gad vide hvorfor jeg har den blokade?

P1040374SkælrodGuldnældeP1040382

Så går det meget nemmere for mig med skovens urter og planter i det hele taget. Den ene af guiderne var (også) en habil botaniker og kunne navnene på alt, vi kom forbi på vores vej gennem området. Herover to, jeg íkke kendte til før i går: vild tulipan og skælrod. Jeg havde ikke før hørt om nogen af dem; skælroden er ret sjælden, men kunne altså findes her. Det er en plante uden blade; dvs. uden klorofyl, hvorfor den snylter ved at suge næring fra værtsplantens rødder.

Ravnstrup Sø viste sig at være et skønt område, lidt a la Gundsømagle Sø, som vi besøgte 31. marts. Vi skal helt sikkert besøge stedet igen, ikke mindst fordi der ikke er så langt som til Gundsømagle, så vi kan nemmere smutte hertil, hvis man lige får lyst til en naturtur.
Der huserer desværre en eller flere mink ved søen. Nogle af os (ikke mig) så en, da vi stod i et af fugleobservationsstederne. De er virkelig hårde ved fuglelivet, så det er noget værre hø, at de er der. Jeg har sådan en lyst til at ruske de tosser, der ødelægger minkfarme og dermed lukker mink ud i naturen i særdeles misforstået dyrevenlighed. De skader langt, langt mere end de gavner – og det er næsten minkfarmeren, de skader mindst, fordi det går så hårdt ud over naturen, når der slippes mink ud – og mange af minkene dør i øvrigt af sult, fordi de ikke er vant til at klare sig selv. Er det dyrevenlighed?
Det var et sidespring – og de såkaldte dyreaktivister er vist i øvrigt ikke så aktive mere, så man har lov at håbe, at de er blevet klogere.
Området ved Ravnstrup sø er, trods minken(e), dejligt at gå en tur i.

9. april 2019

Og hvor man sig end vender hen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

P1020558

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

P1020568

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

P1020596

P1020625

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

P1020608P1020621

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

P1020665P1020731

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

P1020598

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

1. april 2019

Gundsømagle Sø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

P1020542

Det var et spændende sted. Vi såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

P1020551

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

P1020553

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

9. oktober 2018

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
HavørnI går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

P1030401

16. april 2018

Et medlidenhedsdrab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

Sandsynligvis fordi jeg er opvokset på en gård, har jeg et meget afslappet forhold til det at aflive dyr. Jeg har overværet grise, kalkuner, kaniner, duer, ænder og høns blive slået ihjel; jeg har set min farmor holde en spand under grisens halspulsåre for at opsamle blodet til at lave blodpølse af, jeg har set diverse fjerkræ rende hovedløse rundt. Intet af det har generet mig – sådan var det jo: Man fodrede dyrene op, og senere blev de foder til os.
Men jeg har aldrig selv slået nogen ihjel. Det var gerne mandfolkearbejde, og så tog vi børn/kvinder os bagefter af at plukke fjerene af og hive indmaden ud eller partere grisen og tyrekalven.
Jeg ved, at det skal gøres, men det er svært for mig at påtage mig dyredræberrollen. Jeg har én gang i mit voksenliv været nødt til at slå tre nyfødte kattekillinger ihjel, fordi det simpelthen ikke duede, at moderen fik lov at beholde mere end én killing, men kors, hvor jeg vrælede, da jeg gjorde det (og nej, jeg kunne ikke drømme om at drukne dem, bare for at slippe for at se på det; de skal dø omgående).
I dag var så anden gang i mit liv.
Jeg kom ud og hørte før jeg så den lille skovspurv, hvis ben sad i klemme mellem to hegnselementer. Hvordan den havde båret sig ad med at få benet helt ned, hvor det sad fast, er mig en gåde, men uhjælpeligt fast sad det, det lille, tynde ben.
IMG_0231Fuglen flagrede vildt med vingerne for at komme fri, og da jeg kom hen for at hjælpe den, så jeg, at der var blod og at den havde revet benet næsten helt over i sin desperate kamp for at komme fri. Det sad kun fast i tynde trevler, og jeg kunne se det lillebitte, brækkede ben stikke ud.
Der var kun én ting at gøre. Jeg tog fat om benet lige over brudstedet og hev til – jeg hev naturligvis ikke i fuglen. Det gik let af, men jeg var derefter nødt til at slå det lille kræ ihjel, så jeg hamrede det hårdt ned i fliserne, hvilket gjorde fuglen bevidstløs. Derefter gjorde jeg, hvad jeg har set min faster gøre med duerne, når den stod på duesteg til middag: Jeg trak hver sin vej i hoved og krop, til jeg hørte rygraden knække. Hvis ikke fuglen døde af det hårde stød mod fliserne, var den stensikkert stendød nu.
Jeg tudede ikke, men det gjorde ondt i mig – også selv om jeg vidste, at det var det eneste rigtige at gøre. Den havde jo ikke kunnet klare sig ret længe med kun ét ben, og desuden må den have haft smerter, det lille pus, efter alt det slid, som fik mig til at tænke på de der forfærdelige bjørne- eller rævesakse, som har været anvendt, og hvor det fortælles, at dyrene bed deres egne ben af for at komme fri. 
Det er helt i orden slå dyr ihjel, men det skal ske på en ordentlig måde.

2. marts 2018

The Beast from the East

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

I formiddags ringede Charlotte; hun havde set de billeder, jeg sendte til hende i går, så hun ville lige høre, om vi var sneet helt inde. Det vidste jeg så ikke helt endnu, men hun kunne fortælle, at de var næsten lige så hårdt ramt som os af The Beast from the East, som de kalder denne Sjaggerpludselige sne- og kuldebølge i England. Børnene har naturligvis en fest – skolen har været lukket i går og i dag, så den har stået på leg ude i sneen begge dage – selv om de ikke har fået så meget som vi har (Aubrey var ret misundelig over al vores sne), så har der dog været nok til lidt sjov.

Jeg stoler ikke helt på yr.no mere. De lovede, at det skulle holde op med at sne kl. 12 i dag, men det sner endnu! Og det fyger meget, fordi det blæser meget.
De æbler, jeg har haft til overvintring ude i garagen, har ikke helt kunnet lide denne kulde, så de er ikke så pæne mere, men solsorten er meget begejstret for dem og vil kæmpe for livet for at beholde dem for sig selv. Da der kom et par sjaggere og ville have en bid med, blev der en veritabel slåskamp, så fjerene føg omkring dem. De har da ellers hårdt brug for hver eneste fjer i den kulde … Vi lagde flere æbler ud, sådan ret spredt, for så kunne solsorten ikke forsvare dem alle. Troede vi.
Den flyttede dem da bare! Snedige lille bæst. Den samlede æblerne, så den kunne holde øje med dem alle, og sjaggerne fik ikke en chance.
Så lagde vi nogle uden for solsortens synsvidde og håbede, at sjaggerne fandt dem, hvilket de gjorde.

Værs'go' - ta' en vognVi kom ud at handle. Sneen holdt en mindre pause først på eftermiddagen, så John gik ud og skrabede foran garagen og mente nok, at vi ville kunne komme afsted.
Afsted til et præstøsk snekaos. Parkeringspladsen ved Meny var forsøgt ryddet, men de kan jo ikke få sneen til at forsvinde op i luften; de er nødt til at skubbe den ind til siden, med færre parkeringspladser til følge. Når folk så ikke har kunnet komme ud de sidste par dage, så bliver der rift om pladserne, når det igen kan lade sig gøre at komme ud at handle. Vi var heldige og kørte lige hen og fik os en plads – ved siden af vores nabo, som havde kørt rundt i et kvarter for at finde en.
Jeg kiggede også en ekstra gang, da jeg skulle have en vogn, men heldigvis havde de taget nogle ind under et halvtag, hvor der normalt står ‘udendørs’ varer, så jeg fik en snefri vogn.
Nu har jeg handlet til omkring en halvanden uges tid, så bortset fra, at jeg vældig gerne vil se gæster i morgen, så kan vejret bare komme an, kan det. Jeg er beredt og vi kan klare den uden at komme til at sulte!

26. februar 2018

Minitur til Nordtyskland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det blev næsten til vinterferie – i hvert fald er der et lille, hvidt drys over det hele, både hjemme og hele vejen til vores bestemmelsessted i Bad Bramstedt.
Vi tog – som sædvanlig – lidt tidligt afsted for at få noget ud af dagen. Planen var at køre gennem Holstensk Schweiz, for der skulle være så smukt. Mine forældre flygtede hertil for 41 år siden, da de ikke havde lyst til at gøre så meget ud af deres sølvbryllup. Jeg nåede lige at få Charlotte d. 12. december, inden de drog afsted d. 13. dec. Bryllupsdagen var 15. december, så vi var alle lidt spændt på om hun nåede at komme til verden inden de var nødt til at tage afsted, men det gjorde hun jo så.
Der var da også smukt, og jeg tror vi kører herned igen engang, når der er grønt og lunt.
Vi så alle søerne (kørte på det nærmeste igennem dem), vi så byerne Malente og Plön; vi spiste frokost i Bad Bramstedt, og fordi det var for tidligt at checke ind, kørte vi videre til Glückstadt, som viste sig at være en smuk, gammel by. Alt sammen med flot solskin det meste af dagen … dejligt.
På vejen dertil så vi traner! Der gik et par inde på en forhenværende majsmark – de må have taget fejl af årstiden, men jeg har godt nok læst, at nogle få vælger at overvintre her mod nord, hvis det er en “mild og grøn vinter”, som der stod. Det er det så ikke mere, så de fryser nok.

Traner i februar ved Glückstadt

Værelse på 11. etage

Her i det nordlige Tyskland er man åbenbart ikke meget for betalingskort. Både til frokost og senere til den ret så syndige eftermiddagskaffe tog de kun imod kontanter. Det viste sig, at jeg har glemt min europung, men det havde John heldigvis ikke, så det blev en billig omgang for mit vedkommende … jeg må dog nok hellere finde en hæveautomat i morgen, eftersom der er flere frokoster og eftermiddagskaffer i vente. Jeg har en europung og en pundpung, så jeg altid har kontanter med fra starten uden at skulle skynde mig at finde en bank.
Det kræver så bare, at jeg husker at tage den med …

Vores værelse ligger på 11. etage, så udsigten fejler ikke noget. Her er dog temmelig lydt, har vi konstateret … vi håber, at naboerne er færdige med at tale højt, når vi skal i seng, men der er ingen tvivl om, at de hygger sig derinde. 

P1010507 

Årrh, det var godt, var det – og man har vel ferie!

Næste side »

Blog på WordPress.com.