Da vi gik en tur langs fjorden i søndags, altså en uges tid efter oversvømmelsen, var det på én gang betagende og skræmmende.
Vi fik bl.a. bevis for, at ja, dette var en 100-års-hændelse, men betegnelsen indikerer jo netop, at det har været sket før, hvilket vi mente at kunne se i søndags.
Foran Gøngehytten, hvor vandet havde ædt sig helt op til vejen og dermed skabt en lille klint, blev der afdækket en masse sten, som vi ikke kunne se inden oversvømmelsen. Det kunne tyde på, at man tidligere har forsøgt at beskytte dette sted mod vandets hærgen.
Samtidig, på samme strækning, blev der fritlagt rødder, som hverken jeg eller Google Lens kunne genkende. GL påstod hårdnakket, at det var jordskokker, men det er det afgjort ikke. Hvad det så er, kan jeg ikke finde ud af, for for en gangs skyld er Google ikke min ven.
Vi havde nogle venner på besøg i mandags, og da hun er biolog (dog godt nok ikke botanikekspert), pudsede vi hende på opgaven, men også hun måtte give fortabt.
Så hvad er det? Jeg er ret nysgerrig, men må huske at lægge mærke til hvad de bliver til, når det bliver forår igen – hvis de ikke er helt døde allerede …
Bådebroen med indbygget bænk må være kommet fra den anden side af fjorden. Den kunne nu godt have lagt sig til hvile en lille kilometer længere nordpå, lige netop på vores lille sted, for den fine bænk, John donerede for et par år siden, flyttede også hjemmefra i oversvømmelsen.
Shelteret er relativt ofte oversvømmet, men er indtil nu blevet liggende, hvor det skulle.
Det er slut nu – på billedet herunder ligner det mest af alt en strandet spækhugger i en mangroveskov og bliver nok aldrig til shelter mere.
På samme tur undrede vi os over en bil, der holdt ved vejsiden på et lidt akavet og rent trafikalt upraktisk sted. Da vi nåede hen til dem, spurgte de, om vi var ude for at finde en rødhalset gås.
”Nej”, svarede jeg, “men det er I?”
”Der går en lige dernede! Der er kun én.”
Så kørte de, men de havde også holdt der et stykke tid.
Jeg anede ikke, hvad de talte om, men lidt efter fik vi øje på den. Den gik sammen med en flok unge knortegæs. Vi var pga. ægteparrets lysende øjne klar over, at det måtte være et usædvanligt syn og tog nogle billeder af den. Ikke verdens bedste billeder, for vi måtte zoome kraftigt, og irriterende tit gik den om bag buskene. Det var imponerende godt klaret af det ældre ægtepar, at de fra en kørende bil fik øje på den.
Da vi kom hjem, undersøgte vi fluks sagen nærmere og fandt ud af, at rødhalset gås er noget af en sjældenhed i Danmark, hvor der kun observeres 5-20 af dem om året. Jeg så på Naturbasen.dk, at der kun har været 156 observationer af den siden 1997. Det er jo til at overse, men nu har vi altså også set den. Flere gange, oven i købet, for flokken er blevet hos os lige siden vi så den første gang.
Her til formiddag, syv dage efter, trækker den stadig kikkert- og fotofolket til. På billedet herunder, taget fra vores have, står der et par med en monsterlinse og forsøger at forevige den.
Tænk, at man kan blive så begejstret over at se en fugl!
Det var ikke sket for mig, inden jeg mødte John, men han har med årene fået gjort mig mere og mere interesseret i de vingede væsener.
Det er også dejligt at have nogle fælles interesser.
Det er til gengæld ikke lykkedes mig at få John til at få lyst til at lære at strikke …