Hos Mommer

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

12. april 2017

Store – og helt små – børnebørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vi har haft et par særdeles hyggelige dage sammen med Ditte og Peter. Deres datter, som bor meget tæt på dem, var efterhånden blevet en anelse nysgerrig efter at se de der Ellen og John, som mor og far sommetider talte om, så hun kiggede over i går eftermiddags – medbringende sin lille og meget nye datter på bare seks uger.
Årrrhhh, hvor var hun dog dejlig! Den lille, altså, men datteren var nu også vældig sød … men sådan en bette bebs er da bare ikke til at stå for; jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser sådan en hjælpeløs og totalt afhængig lille størrelse.

Påske 2017

Det samme kan man ikke længere sige om mine to børnebørn … de er så sandelig hverken små eller hjælpeløse mere. Aubrey går rundt og ser enormt sej ud (er jeg sikker på han selv mener) iført badebukser og kasket. Anna med badedragt og sin nye, helt egen pc på hovedet. Tror jeg det er … ligner det ikke en pc? Hun skal starte næste skoleforløb (secondary school) i en ny skole efter sommerferien, så egen pc er et must. Hun er meget glad for den og har fået sin egen mailadresse nu.
Her har vi, både i går og i dag, kørt Arresø rundt med Ditte og Peter i 9 graders varme kulde og med en blæst så stærk, at chillfaktoren fik det til at føles som 9 minusgrader, og så sender Anna sådan et billede af dem, taget i dag, hvor det mere ligner en sommerferie end en påskeferie.

image

Det dejlige barn er dog ikke større eller blevet mere blasert, end hun kan skrive sådan en dejlig mail til sin mormor.
Glade blev både John og jeg, så der var ikke et øje tørt – og der er hele 1½ måned til vi skal se hinanden igen …

10. april 2017

Godt, vi snart skal på ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

P1060169

Gæster fra i forgårs til i går. Ude til frokost i dag. Afsted til Ditte og Peter i morgen formiddag, varende til onsdag eftermiddag (og misforstå mig ikke, for vi glæææder os), båden i vandet torsdag og derfor Søren til frokost, ned til Pia og Allan fredag (hvilket vi sevfølgelig også glæder os til). Ordne hus og have lørdag, pakke søndag, for vi skal, som tidligere skrevet, køre afsted til lufthavnen allerede 03:30 natten til mandag.
Men det fortsætter … vi er inviteret til frokost allerede om tirsdagen nede på Mallorca!
Hvem skulle nu lige have troet det?
Der kom en mail i formiddags fra en forhenværende kollega, som havde set på min blog, at vi skulle afsted, så hun og manden ville meget gerne have lov til at invitere os på frokost i den lejlighed de ejer dernede. Og vi skal i øvrigt med samme enormt tidlige fly derned. Ja tak! Det vil vi da vildt gerne! 
Det er en lille verden sommetider. Og vi keder os bestemt ikke i den …

Det var en overdådig frokost vi fik i dag, så vi har siddet og stønnet lidt i et par timer – ingen af os skal have noget aftensmad – men nu skal jeg lige finde ud af, hvilket eller hvilke strikkearbejder jeg skal have med i morgen.
Vi føler os ikke som Grethe Sønck og Volmer Sørensen i Pensionistvisen. Det håber jeg aldrig vi kommer til at gøre.
Det par, vi var til frokost hos i dag, er 81 og 86 år, friske som havørne og nogle dejlige eksempler på, at det også kan være godt at blive gammel. Hun springer springer stadig rundt som en gazelle; han har fået ny hofte og springer måske ikke ligefrem, men han går så fint, så fint. De er et par søde, friske mennesker, som man kun kan håbe på, man selv bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne – hvis vi ellers overhovedet får lov til at blive så gamle.
De har lige haft diamantbryllup. Det når John og jeg ikke, og der vil nok ikke komme så mange i fremtiden. Vi bliver godt nok ældre og ældre, men med den skilsmisserate vi har, må det nødvendigvis forekomme sjældnere, at folk opnår at have været gift i 60 år.

22. marts 2017

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , ,

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

imageimage

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

image

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder Open-mouthed smile

21. marts 2017

Mere bestillingsarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

imageJeg mangler ikke ret meget på Sørens norske sweater, men den får lige lov til at holde en pause, fordi Inge i sidste weekend viste mig et sjal, hun var faldet for … om jeg ville strikke det til hende?
Sådan noget kan jeg jo ikke svare på, før jeg har set opgavens omfang og sværhedsgrad, men da jeg så sjalet, var jeg solgt med det samme. Mønstret kunne købes på Ravelry, så det gjorde jeg kort tid efter hjemkomst, men farverne fik Inge den fornøjelse selv at finde og købe, idet den slags er umuligt at vælge på andres vegne.
Jeg så sjalet i en flot, søgrøn-blå udgave, og jeg indrømmer blankt (ganske som Inge også havde tænkt), at havde vi kun set det som på billedet øverst til højre, og som viser originalopskriften, var ingen af os faldet for det – faktisk syntes vi begge, at det er direkte grimt. Jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er god til at abstrahere fra det givne og se mine egne muligheder, men den evne ville have svigtet mig totalt ved dette sjal.
Googler man sjalet, vil det dukke op i et hav af mere eller mindre kønne varianter. Nederste billede viser de farver, som Inge kom med i går.

imageimageimageimage

Det er meget enkelt at strikke, men jeg kunne se, at det er asymmetrisk, og jeg er så dårlig til (og også alt for doven til at gide have det arbejde med) at rekonstruere sådan noget selv – så vil jeg hellere købe opskriften og bare strikke løs.
Inge ved slet ikke, hvor mange andre der også har det sjal, men fordi det er fundet på Ravelry, vil de foreløbig 2582 andre sandsynligvis være fordelt over det meste af verden, og så skulle man da være meget uheldig for at løbe ind i en med præcis det samme sjal som en selv, og under alle omstændigheder vil farvevalget være varierende.
”If you’ve ever held a pair of knitting needles in your hands, you’ve probably heard of the Find Your Fade shawl.  Everyone is knitting the pattern and for good reason.  It’s a super simple knit, the pattern is easily memorized, the knitting is constantly changing so you never get bored and the color options are endless.  I don’t remember ever enjoying a project more & the 2581 other folks on Ravelry who’ve knitted a Find Your Fade can’t be wrong.”

Inges sjal 2Inges sjal (1)

Det første havde hun nu ikke ret i, bloggeren jeg citerede herover, men resten er rigtigt, og de farver Inge har valgt, er jeg helt vild med, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang. Vi stod længe og lagde farvepuslespil for at finde den rigtige rækkefølge. Vi lavede det hele tiden om, men blev til sidst enige om, at det faktisk er aldeles ligegyldigt, hvordan man blander de farver – stort set samtlige muligheder vil være okay.

12. marts 2017

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , , ,

P1060012Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

P1050992P1050996

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

P1060002

P1060014P1050990Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

5. februar 2017

Det er med at have forbindelserne i orden –

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:38
Tags: , ,

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

P1050781

P1050783Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

29. januar 2017

En pludselig indskydelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags:

Jeg lavede grønsagslasagne i dag. Det er fuldstændig umuligt at lave en lille portion grønsagslasagne, når man vil have så meget forskelligt i, som jeg vil – det var en slags operation Tøm dit køleskab – så der blev ALT for meget. Efter vi flyttede herned, har vi desværre ikke længere Inge og Hasse til at afhjælpe den slags akutte overskudssituationer – det var vi ellers gode til at finde ud af sammen, da vi boede bare 12-14 km fra hinanden.
Heldigvis flyttede der nogle rigtig gode og søde bagboer ind for godt et år siden. De er naturligvis begge tilknyttet Marjatta. Seminariet, tror jeg, i hvert fald for hans vedkommende. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad hun præcis laver på Marjatta, men de ved begge virkelig meget både om bevægelse; han med en ph.d., hun som performing dancer, og om indlæring og skal snart på turne sammen. De har deres egen børneforestilling, som de skal rundt med. Spændende, spændende mennesker – ikke længere helt unge, men det gør dem ikke mindre spændende og interessante at lytte til og tale med.
De har en søn, der er designer i London – det kreative æble falder ikke langt fra stammen – og en datter, der er børnelæge og som bor i Jylland.  
Han er svensk, hun er dansk, men hun havde boet i Sverige med sin Göran i 35 år, indtil november 2015, hvor de flyttede hertil.

P1050768P1050769

Han kommer fra Jämtland, og måske fordi jeg kom og forstyrrede dem i en øvelsesseance i forbindelse med deres snarlige turne, tog han sin violin med over til os og spillede et par af sit hjemlands vemodige sange for os … sit Jämtlands vemodige sange, tøhø. For vemodige, det var de – i mol og derfor lidt dystre i deres udtryk, men særdeles svenske, ingen tvivl om det – ikke engang for os ærkedanskere, som er opvokset med Først den ene vej

Det er jo lidt usædvanligt sådan at have sin næsten helt private spillemand, men hvor er det dog hyggeligt.
Og vi slipper for at spise grønsagslasagne de næste to dage – nu er der kun til én dag. Gode naboer/genboer er godt at have i mange sammenhænge.

15. januar 2017

Lidt mosterchat – meget vennesnak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Forleden dag skrev Malle til mig, og nedenstående lille chat udspillede sig.
Hun skal nok blive god, hvis hun allerede er i gang med noget med rib.

P1050732P1050733P1050734

Malle, som efter planen skulle have være blevet moster (igen) d. 3. januar, blev snydt og blev det først dagen efter hun var ankommet til Norge.
Først da besluttede lillesøsteren til Ella sig til at ville ud og opleve verden, så nu går der nok mindst tre måneder, inden Malle får den lille ny niece at se. Så længe går der heldigvis ikke for os.

P1050741

Vi er en anelse flade i dag – vi har haft skønt besøg af Ditte og Peter, der, som traditionen efterhånden er blevet til, overnattede her, fordi de har langt hjem.
Det er bare så meget mere hyggeligt, når folk bliver og sover, selv om klokken som regel bliver alt for mange, inden vi kan finde sengene, og i går var naturligvis ingen undtagelse.
I formiddags blev vi enige om, at luften nok havde godt af os, så vi kørte en tur for først at se Blåbæk Møller og derefter til Vemmetofte Strandskov. Gåturen blev dog minimal, for luften havde ikke spor godt af os, mente den … den bed os ret så effektivt, så vi havde ikke fået tøj nok på til den lange spadseretur, vi så optimistisk havde forestillet os. Men smukt var der ganske som sædvanligt – selv her på en kold januardag er det en fryd for øjet med det stille vand og de skarpe silhuetter.

P1050743

Nu er de draget hjem mod det nordsjællandske … en af os tager en morfar, en anden skriver.
Om en lille halv time kommer David Attenborough og gør os klogere på naturens gåder; derefter kommer Barnaby og opklarer nogle mord i Midsomer County – for nej, Midsomer er ikke en lille landsby med en kolossal kirkegård, som mange tror, men et fiktivt, engelsk county, så der er rigtig mange endnu, der kan blive slået ihjel, inden de løber tør for ofre i den serie.
Med andre ord: Der bliver ikke lavet en pind mere i dag – det har været superhyggeligt, men vi kan desværre ikke rigtig holde til det natteroderi mere. Vi har det på ingen måde dårligt eller har ondt i hovedet, men energiniveauet har ikke toppræstationspotentiale.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

15. november 2016

Undervurder aldrig en kvinde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Never underestimate a womanFordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

6. november 2016

Så har vi været lidt sociale igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags:

Da vi kom hjem fra USA, var det længe siden, vi havde set nogen af vennerne. Tiden har det altså med at smuldre, når man ikke arbejder, må vi atter og atter konstatere. Eller … måske ikke ligefrem smuldre, for vi får da meget ud af dagene synes vi selv, men der smutter hurtigt en masse uger, uden vi lige tænker over det, men lige pludselig føler vi det er aaalt for længe siden vi har set nogen.

Vikingeskib fra Hundested

Det er vi så i fuld færd med at råde bod på. I onsdags kom Brian og den søde skotske NGO-kvinde. I fredags kom Pia og Allan og Inge og Hasse, og i går kørte vi op til Ditte og Peter, hvorfra vi næsten lige er kommet hjem.
Nu skal vi til Sverige i nogle dage – har lige et projekt brændeflækning, der skal i gang, selv om det ser ud til at blive noget af en kold omgang med dagtemperaturer lige omkring frysepunktet næsten hele úgen.

Det har, som altid, været skønt at være i godt selskab, hvad vi jo så har været en hel del i denne uge. Ditte og Peter serverede grønne æg for os til morgenmad. Æg skal normalt ikke være grønne, men disse skulle – de var produceret af hønsene, som de har i deres have.
Ditte og Peters grønne ægGrünleger hedder hønsene – grønlæggere på dansk, såmænd. Det var første gang, jeg har set grønne hønseæg.
I går regnede det så meget, at hverken deres plan A eller B kunne gennemføres, så det blev plan C, hvilket var at blive hjemme i den lune stue og, for de tos vedkommende, hygge sig med strikkepindene.
I dag regnede det ikke, så vi kørte til Hundested Havn og kiggede os omkring i møbelsnedkeriet og i glaspusteriet, som ligger lige over for hinanden og samarbejder om at fremstille smukke vikingeskibe i glas og træ.
Bagefter var planen, at vi skulle have været til Arresødal, hvor vi skulle have indtaget den medbragte kaffe og lækre kage, men vi opgav tanken, fordi det simpelthen var for koldt og blæsende til, at det ville have været rart at sidde udenfor – “nu kører vi hjem, og så drikker vi kaffen der!”
Vel hjemme igen satte Peter kurven ind på sofabordet, løftede den dækkende klud og så termokanden med kaffe, tallerkener, kage og mælk.
Ingen krus.
Peter og jeg kiggede på hinanden og begyndte bare at skraldgrine. Vi gik ud til Ditte i køkkenet og sagde, sådan nærmest hikstende af grin, at det dæleme da var heldigt, at vi ikke havde gået flere kilometer slæbende på den kurv for så, når vi trængte allermest til noget at varme os på, at finde ud af, at der aldrig var blevet lagt noget i den til at hælde kaffen op i.
Den kommer hun til at høre for længe …
Men ellers var alt upåklageligt, med meget og meget lækker mad.

28. september 2016

Sidste dag hos Lene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:37
Tags: ,

Sidste hele dag hos Lene og Finn. I morgen går turen mod Syracuse, hvor vi på vejen lige skal kigge lidt på The Finger Lakes, som skulle være meget smukke. Jeg fandt en rute ned langs en af fingrene, som er specielt scenic, og som ikke er for stor en omvej for os.
Jeg har holdt lidt lav profil i dag pga. ondt i halsen og en begyndende forkølelse. Dammit. Men jeg tror, det var den omgang venten på fyrværkeri søndag aften. Og så oven i købet forgæves. Surt.
Jeg har dopet mig med lidt fra husapoteket, blundet, læst, pileflettet lidt og så ellers ikke andet.
Jo, jeg har også fået en lang og god snak med Lene, mens John fik en morfar og Finn kørte et ærinde.
Det er lidt ærgerligt, at vi bor så langt fra hinanden, men det kan ingen af os rigtig gøre noget ved.

P1030926IMG_6950

Lake Erie har opført sig meget forskelligt disse sidste par dage. De sidste to døgn har den tydeligt kunnet høres oppe fra huset, hvor den var spejlblank og stille den første dag.
Vejret skifter fra klar, blå himmel den ene halve time til dyster og blytung den næste halve. Torden og regn i nat og forholdsvis godt hele dagen i dag – men altså skiftende.

IMG_6938

P1030952Jeg er vild med denne kontrast, selv om himlen varsler uvejr.
Træernes løv er så småt begyndt at skifte farve, så vi satser kraftigt på, at når vi kommer lidt op i højderne, er farveskiftet længere fremme end her.
Det har været så dejligt, at Lene og Finn, selv om vi kun har mødt hinanden en gang før, har villet huset os i fem dage. Hun tilbød os en hel uge, hvilket jeg syntes var ret modigt, men det har bare været så godt og hyggeligt alt sammen. Vi havde dog begge på fornemmelsen, at det ville vi godt kunne holde ud, og ingen af os tog fejl – hvilket vi fik bekræftet allerede da vi mødtes første gang for tre år siden. Sjovt, at der bare er nogle mennesker, man lynhurtigt falder i hak med – og hvor man næsten ved på forhånd, at sådan vil det være.
(Frokosten indtoges en af dagene på terrassen, hvor vi selv fremstillede vores hotdogs …)

IMG_6967IMG_6968IMG_6969

Det var det … alt har en ende, og det gode har den ende alt for hurtigt … vi takker og vil huske jer som et par meget dejlige og gæstfrie mennesker.

25. september 2016

Tour de Lene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 02:36
Tags: , ,

Efter en god nattesøvn, der stort set satte os i normaltilstand rent søvnrytmemæssigt, slappede vi bare i af i formiddags. Lene viste os rundt på deres dejlige sted – vi så hendes pilearaler, hendes værksted og lager; vi gik en tur ned til Lake Erie, som var smuk, blå og stille i dag.

P1030905

P1030906

Lene begyndte at interessere sig for pilefleting i 2005. Inden da kunne hun knap nok kende et piletræ fra andre træer, men i dag dyrker hun omkring 35 forskellige arter, hun sælger af den høstede pil, hun sælger sine flettede varer, hun sælger stiklinger og hun underviser i pileflet. Det er (endnu) ikke så almindeligt i Canada som i DK, så hun er lidt af en pioner herovre og har fået en god forretning ud af det.

P1030903P1030904P1030911

Pil er ikke bare pil – de ser meget forskellige ud, og Lene har lavet nogle flotte, flotte ting, hvor hun har udnyttet disse forskelle.

P1030914P1030915P1030919

Hun har sagt, at vi kan få et minikursus, hvis vi er interesserede. Det er vi! I hvert fald en af os … jeg vil meget gerne prøve en eller to småting, jeg vil kunne have med hjem i kufferten.

Eftermiddagen gik med at køre tur, køre til Niagara-on-the-Lake, til et bryggeri (Oast) og en vinproducent, som der er overraskende (for os) mange af her i Ontario. Vinene er ikke bare drikkelige; de er faktisk rigtig gode, både de hvide og de røde, så vi kom til at købe nogle stykker til at sidde og nyde om aftenen sammen med Lene og Finn.

P1030941

En lidt alternativ taburet … og det er ikke kun USA, der er landet med de specielle postkasser – Canada kan sagtens være med her.

P1030928P1030930

Vi oplever så meget, at jeg løber helt sur i stednavnene – jeg var nødt til at se på et kort, hvor vi egentlig har været … havde knap nok styr på, om vi har været mod nord, syd, øst eller vest, for jeg har intet med kørslen at gøre. Jeg sidder bare bag i bilen sammen med Lene, pladrer og snakker og kigger og nyder at være turist med gode privatguider.
Her var jeg dog helt klar over, at vi kørte mod vest …

P1030950

Nu sidder vi igen og nyder Lenes eminente kogekunst og Finns gode vine. Jojo, han brygger skam selv, og det kan på ingen måde sammenlignes med det sprøjt, det var så moderne at fremstille i firserne.

4. september 2016

Lost in London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: , , ,

I aftes blev middagen indtaget i Soho på en af Bukowski-restauranterne, som jeg ikke kendte før i aftes. En sød og frisk, men ikke overfrisk, ung gut kom hen til os og spugte hvor vi kom fra og hvad vi ville have at spise. Vi sagde Danmark og hvad vil du anbefale.
”Don’t take the clam chowder – it’s absolutely rubbish. Absolutely! Not worth eating. But the lamb and the ribs are excellent.”
”Vi er lidt i tvivl om hvilken af disse to rødvine, vi skal vælge.”
Så kom fyren med glas og lod os alle tre smage begge vine, så vi var i stand til at træffe en beslutning. Enstemmig, heldigvis.
Der var MASSER af mad, og det smagte fuldstændig, som trækulsgrillet kød skal smage.

P1030753P1030754

I dag skulle vi finde til Battersea Park, fordi der var noget bestemt “vandkunst”, jeg gerne ville se.
Battersea Park fandt vi nemt, men inde i parken gik det så grusomt galt. Nu er det ikke en helt lille park, og det var overskyet – så er jeg totalt lost. Kan overhovedet ikke finde ud af noget som helst, hvad retning angår – på trods af, at vi fik et kort over parken og fik forklaret vejen hen til vandkunstens placering, gik vi i den helt forkerte retning. Hvilket vi fandt ud af, da vi havde gået hele parken igennem og opdagede, at Themsen overhovedet ikke var, hvor den burde være. Themsen har man nok ikke flyttet, så sandsynligheden for, at det var Die Drei Mädchen, der var gået galt i byen, var ikke helt lille. Vi gik og vi gik og vi gik. Kom blandt andet forbi et hundeshow med mange både to- og firbenede deltagere; med tivoli und alles … jeg var ved at give op til sidst, men de to andre blev stædige og mobbede mig på det grusommeste.
Og lige pludselig langt om længe stod vi ved søerne, hvor Samara Scott havde lagt stof i og farvet vandet. Godt så. Det var det … vi gik over Themsen og fandt en bus til Kensington High Street, hvor frokosten blev indtaget og shoppegenet derefter aktiveret.

P1030763P1030764

I parken var der svævende aktiviteter af forskellig art – kvinden til venstre var god, mens drengen til højre aldrig nåede videre; han var ikke stor nok til at nå rebet på det næste hold planker.

P1030774P1030757

Albert Bridge, som vi krydsede til fods – og vi sørgede naturligvis for at undgå at gå i takt … vi ville ikke risikere, at den gik i selvsving!
Og ja – vi bor tæt på Paddington station, så selvfølgelig står bjørnen her også.
Lige nu står den på afslapning – vi er sandelig en køn treenighed … én har ondt i knæet, én har ondt i ryggen og én har ondt i røven. Én sover, én strækker ryg og én skriver et blogindlæg. Der samles kræfter til at gå ud og spise aftensmad. Sådan var det ikke for 35 år siden, da vi mødte hinanden, men tiden går som bekendt, og den sætter sine spor undervejs.
Og det er så ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt. På ingen måde …

18. august 2016

Vi er lidt udfarende for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Gul furehat i potteplantenVi er lidt udfarende for tiden – i hvert fald én af os.
I tirsdags var jeg sammen med Die Drei Mädchen samlet – vi skulle lige have aftalt detaljerne i vores tur til London og til Charlotte om en tre ugers tid.
Det var altså svært at få aftalt. Ikke fordi vi ikke kunne blive enige, men igenigen var det for længe siden vi havde været sammen, så vi nåede som regel kun meget kort ud ad en tangent, inden den tog en drejning og samtalen pludselig drejede sig om noget helt andet – tredje – fjerde – femte … HOV! Hvor var det lige vi kom fra? Nåjo … vi starter igen. Hvorefter det samme gentog sig.
Vi kom vistnok i mål – i hvert fald med det vigtigste, men hele verdenssituationen blev ordnet ved samme lejlighed, så vi nåede vidt omkring.
Karen havde opdaget en svamp i sin potteplante; et fænomen, ingen af os har set før, men en googling har siden oplyst mig om, at det vist er forholdsvis almindeligt. Den hedder gul furehat, og man skal bare lade den være, for den gavner mere end den skader – men man skal ikke spise den.
image

I går var det Det Fast Sammentømrede Engelskhold – vi var der alle syv for en gangs skyld. Herligt at møde dem igen, men hvorfor skal den slags altid falde oven i hinanden? Jeg bliver lidt træt, for jeg har meget langt hjem og kommer derfor sent i seng.
Hos Helle (4)I dag har John fået klippet øjne. Han har fået taget noget af øjenlågene, som besluttet af øjenlægen tidligere på året. Han tager det pænt, men hævder, at han på ingen måde forstår, hvorfor folk gør det af rent kosmetiske årsager!
SÅ sjovt er det heller ikke, mener han.
Han har lige taget en lang lur på sofaen, og fordi han ikke må ligge på siden, som han plejer, lyder der en kraftig snorken derhenne. Det er nu egentlig meget hyggeligt at høre på, når man vel at mærke ikke selv skal sove, men I skal nok ikke spørge mig i aften og i nat, om jeg synes det samme der …
I morgen skulle vi have været hos bagboen og spise, men det er blevet udsat til lørdag – så ser John nok også lidt bedre ud. I enhver forstand.
Lørdag formiddag skal vi på Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholder Havemarked, og hvor der bl.a. skal finde en dahliakonkurrence sted. Jeg har ikke tænkt mig at deltage, selv om jeg synes jeg har en smuk vinderkandidat i Rip city, men det må kunne give mig god inspiration til min udvidelse af dahliabedet næste år. Jeg er virkelig faldet for den blomst, og i lørdags fik jeg det perfekte kursus i nem, men effektiv vinteropbevaring.

10. august 2016

Et kongeligt sølvbryllup – blandt andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:42
Tags: ,

For et godt stykke tid siden fik vi bud fra Danmarks eneste kvindelige konge – Kong Mor (hvis franske mand dog ikke glimrede ved sit fravær, fordi han er gået på pension), at vi skulle være så hjertelig velkomne til at deltage i hendes og hendes royale gemals sølvbryllupsreception, som de ville afholde denne eftermiddag i den fynske mølle. Det er et pænt stykke tid siden sidst vi har set hele den kongelige familie, så vi blev glædeligt overraskede over invitationen. Og selvfølgelig ville vi drage til Fyn for at sige tillykke til dem. Det var der temmelig mange andre, der også havde haft tid og lyst til, så det var en ren overdådighed af mad og mennesker. Meget hyggeligt.
John troede dengang, jeg fortalte ham om invitationen, at jeg måtte have misforstået det, for så godt kender vi heller ikke hinanden, selv om vi har haft nogle virkelig dejlige timer sammen. Kong Mor kunne så forsikre, at vi intet havde misforstået, og at der var en særlig grund til, at de ville se os. Den grund fik vi – og blev helt rørt.

Dybsø Dybsø  (1)

I går var også hyggelig, for der kom Inge og Hasse en tur. Som det efterhånden er skik og brug, kørte vi en tur, hvor et af stoppene var Avnø Naturcenter og et andet var Dybsøstrømmen mellem Svinø og Dybsø … en hyggelig lille plet på danmarkskortet, som I&H ikke kendte. John og jeg har haft campingvognen med på Svinø camping mange gange mellem 1990 og 1995 – vi syntes det var sådan et skønt og fredeligt lille sted, hvor det ikke var småbørnsfamilierne, der dominerede pladsen, og der var ikke længere end at vi kunne køre derned på omkring 1½ time. Campingpladsen eksisterer ikke mere.

Grå krontrane (2)Grå krontrane (3)Grå krontrane

I dag så vi på fugle – i Fuglezoo ved Tommerup på Fyn.
Det må vi så begge med beklagelse erkende, at vi var lidt skuffede over. Det så nogle steder lidt forsømt ud, og det irriterede os begge en hel del, at omkring halvdelen af informationsskiltene om fuglene var enten forkerte eller helt manglede. Forkerte på den måde, at det ikke var den beskrevne fugl, der var i volieren. Selve teksten har sikkert været korrekt nok – bortset fra, at man i alt for stor stil excellerede i særskrevne navneord.
Ovenstående fugl er en grå krontrane – en flot fyr, som, da han (hun?) så os, kom hen og begyndte at danse for os. Og blev ved og ved … hele vejen langs hegnet ville fuglen meget gerne have vores opmærksomhed.
Ellers var det nok især tre killinger på omkring 10 uger og deres mor, vi var betaget af … de havde den blødeste og mest silkeagtige pels, jeg har set og mærket hos en kat – jeg blev næsten fristet til at smugle en af killingerne med hjem i bilen. Næsten.
Nu skal vi slet ikke noget de næste to dage – vi har helt glemt hvordan det er.

2. august 2016

Glade, trætte og mætte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , ,

Vi havde en gammel aftale med Ditte og Peter om, at de skulle komme et par dage i deres ferie, og de par dage er nu lige overstået. De er kørt hjem til Nordsjælland, John er taget et smut til drømmeland og jeg selv til blogland.
Det er dog utroligt, som der kan blive snakket på godt et døgn … man skulle tro, at det ville være tid nok, men vi kom da ikke i seng før klokken to i nat.
Man er måske en anelse træt nu, men det er på den go’e måde.

Nyord (3)

I går eftermiddags kørte vi til Nyord, hvor vi investerede i et par glas af den berømte Nyord-sennep i Noorbohandelen. Vi så også senneps‘fabrikken’ – helt tilfældigt, fordi det begyndte at regne kraftigt, hvorfor vi søgte læ i rekordfart, da regntøjet lå i bilen. Det viste sig at være en heldig byge, for Ditte opdagede, at man kunne købe sorte sennepskorn, som vi begge længe har ledt efter op til syltesæsonerne, men ikke har kunnet finde. Før i dag. Vi købte også noget groft sort og gult sennepspulver til hjemmeproduktion af en god, men meget stærk sennep.

P1030482

I dag ville luften helt sikkert have godt af os, så vi kørte en tur til Bregentved og Gisselfeld, som D&P måske, måske ikke havde set før – det var i givet fald maaange år siden. Bregentved ligger noget så idyllisk, og de små, stråtækte bindingsværksskønheder på den anden side af vejen er faktisk meget mere fotogene end selve Bregentved hovedbygning.

P1030486

P1030488Vi har aldrig set så mange springbalsaminer samlet på ét sted. Smukt var det. Også den gulgrønne tidsel af (for os) ukendt art, som vi lidt senere genså ved Villa Galina. Ingen af os havde set den før, men den kan vel næppe være egnsspecifik. Ingen torne på stænglen, kun nogle halvbløde af slagsen på bladene.

Derefter Gisselfeld, hvor vi lovede Peter at springe den store park over og kun bevæge os rundt i et mindre område (alt er relativt) for at se det meget flotte orangeri og bygningerne omkring området, hvor de store jule- og livsstilsmesser afholdes. Plus herskabsstaldene.

P1030495

Flot. To stavefejl i den korte, engelske tekst.
Inde i orangeriet, hvor der for nylig er indrettet en lille tesalon, var der en tavle, hvor der var skrevet ‘the’ to steder – med kridt. Det var derfor ret nemt at viske de to overflødige h’er ud … Ditte blev vist lidt flov over mig, men det var kun hende, der så det.
“Du kan altså ikke få folk til at holde op med at skrive te med h, Ellen!” 
“Det har du givetvis ret i, men det skal ikke forhindre mig i stædigt at blive ved med at prøve!”
Til sidst kørte vi til Villa Galina, hvor vi ville have købt en kopkaf.
Lukket mandag og tirsdag …
Nå – det var alligevel også blevet frokosttid, så den kørte vi hjem og indtog.
Vi takker for en masse timer med en masse snak og en masse hygge!

19. juni 2016

Vejrhøj er et godt navn – der var masser af vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: , , ,

Weekenden er tilbragt i særdeles godt selskab i sommerhus med Ditte og Peter og i går også med Inge og Hasse.
Sommerhuset ligger i et yderst smukt hjørne af Sjælland; helt ude på Ordrup Næs. Jeg har været på Dragsholm før, men Ditte og Peter kunne vise os nye (for os) landskaber og veje, der skar igennem nogle af de skønneste steder, vi har set i Danmark.

P1020581

Bjergene kaldes området, og i et land, der kalder et af sine højeste punkter for Himmelbjerget, er det vel relevant nok … her er vi på vej op til Vejrhøj, som med sine 121 meter rager pænt op i landskabet. I klart vejr skulle man kunne se Roskilde Domkirke, men jeg fandt den nu ikke.

P1020582P1020585

Man kommer ikke udenom den nydelige udsigt, der var deroppefra. Her tænker jeg dog ikke på Peter, selv om han er en nydelig mand … og holddaop, hvor det blæste deroppe.

P1020586

Til lørdag aften var der bestilt bord i Spisehuset på Dragsholm. Der er både á la carte-retter og enten 2-, 3- eller 4-retters menu.
Vi tog ikke den navnkundige gourmetrestaurant, da vi også gerne ville have råd til benzinen hjem, men Spisehuset havde vi bestemt ingen klager over – det er da også samme køkken til begge steder, og man kunne såmænd sagtens have bildt mig ind, at det var gourmetresturanten, vi spiste i – vi slap måske derfor for det skrækkelige spytlignende skum, der åbenbart er blevet et nødvendigt onde på de finere spisesteder.
Dette her var så umanerlig lækkert, at jeg hører englesangen endnu. Vi tog enten to eller tre retter fra menuen; John og jeg sprang desserten over og tog to forretter og hovedretten.

P1020595P1020596

Herover agurkesuppe (kold) og hvide asparges med hummercreme. I michelinklassen.

P1020597P1020598

Herover langtidsstegt kalveculotte med Lammefjordens grønsager, samt desserten, som fire tog: rabarberkage, men vist ikke en helt almindelig rabarberkage.
Hvis forretterne var i michelinklassen, så var hovedretten trestjernet. Den kalveculotte var så mør, saftig, god og lækker, at vi alle seks sad småstønnende i en grad der nærmede sig et leje, der ellers kun hører soveværelset til, med himmelvendte øjne og var, på trods af i forvejen høje forventninger, forbavsede over, at noget kunne være SÅ godt. Og vi er ikke helt nemme at imponere … hvilket ikke er det samme som, at vi ikke er nemme at stille tilfreds, men der skal altså en del til at efterlade seks personer, der alle går en del op i mad, nærmest stumme af beundring.
Det med stumheden varede dog ikke så længe.

P1020599

Mætte og tilfredse både med maden og selskabet red vi hjem i solnedgangen – Inge og Hasse helt til Roskilde, mens vi andre nøjedes med de få kilometer til sommerhuset.
Skulle I få lyst til at forkæle jer selv med et udsøgt måltid, der er til at betale uden at skulle ansøge om et banklån først, kan vi på det kratigste anbefale Spisehuset på Dragsholm slot!
Vi er nu hjemme igen i Den Stråtækte, hvor John tager en lur, mens jeg skriver. De sidste to nætters søvn blev ikke helt så lang som normalt, men det kan vi indhente i nat.

17. juni 2016

Alle gode gaver …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

P1020546Når dette indlæg bliver udgivet, sidder vi i et sommerhus sammen med Ditte og Peter. 
Lørdag formiddag vil Inge og Hasse slutte sig til os.
Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en overmåde hyggelig og ordrig weekend – også selv om vejret ikke bliver sommerhus-ideelt. Vi kan sagtens snakke inden døre! Og i regnvejr! På lørdag skal vi alle seks spise på Dragsholm Slot – det er der lige en her, der glæder sig rigtig meget til. Det gør de fem andre forhåbentlig også, men jeg har hørt, at det skulle være så godt.

Værtsgaver … hvad finder man på? Inge kom med en god ide: Peter Beyer-chokolade. Det kan ikke gå helt galt, hvis jeg kender værtsparret ret.
Ditte går meget op i råvarer og i madlavning, så jeg tænkte, at det måske ikke ville være en helt tosset ide at lave lidt ramsløg- og chilisalt.
Det giver det et særligt touch, når det er hjemmedyrket og ditto lavet. Til den juicepresser, jeg for nogle år tilbage fik i firmajulegave, hører også en krydderikværn, som jeg ofte har glæde af, når mine tørrede krydderier skal knuses.
Herunder ses chili før og efter behandling i en effektiv kværn.

P1020544P1020545

Det kan ikke kun blandes i flagesalt og se dekorativt ud på spisebordet; det kan også i sin rene form bruges i madlavningen og – måske – anvendes til at lave chiliolie af.
Det har jeg ikke prøvet før, så Ditte og Peter er ofre for et eksperiment, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Det bliver måske for stærkt til salatdressing, men et skvæt på stegepanden vil nok kunne give et stykke kød lidt bid.
Flot ser det ud – næsten som solskin på flaske. Jeg har også lavet lidt til mig selv.
God weekend derude – jeg vender stærkt tilbage på søndag.

29. maj 2016

Opskrifter på en god dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Pyh, det var godt at få luft i går. Tak for alle de gode kommentarer!
Min søde chef hævdede, at jeg aldrig ville få mavesår eller stress, fordi jeg aldrig brændte inde med noget, men fik tingene frem i lyset og sagde fra, når jeg havde for meget at lave. Det er ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert.

Marinerede lammemørbrad

I dag bliver en god dag, for når dette indlæg udgives, er Inge og Hasse ankommet. Alene det gør det jo til en god dag, men jeg har tænkt mig at bidrage yderligere til den ved at servere grillede, marinerede lammemørbrad i aften. Hertil krydderkartofler (= nye kartofler bagt med frisk løvstikke, esdragon og brøndkarse, plus lidt olivenolie, salt og peber) og en salat med en lækker dressing, jeg lige har opdaget.
Én lammemørbrad til hver er ikke nok, så jeg laver også to lammeskanke, som bliver overhældt med rødvin og rosmarin og sat i ovnen ved 130° i tre timer. Det fik jeg en smagsprøve af hos Menu-slagteren i forgårs, og det var intet mindre end himmelsk mørt og velsmagende. “Bare brug den billigste rødvin, du kan få – det bliver godt under alle omstændigheder.”
Jeg kan godt lide hans usnobbethed vedrørende rødvinen. Det er vist gået lidt af mode igen, men for år tilbage prædikede tv-kokkene altid, at man skulle bruge samme vin i maden, som man drak til den. Jeg fik hver gang sådan en lyst til at lade de kokke blindsmage, for jeg turde godt vædde på, at de ikke selv kunne smage forskel, og hvem er så fjollet at komme en hundedyr vin i maden?
Når de to kommer, er standarddesserten forskellige oste, og dertil et nybagt maltbrød.
Til kaffen er der Fru Zauppers fantastiske konfektkage. Den tager 100 år at lave, men hvis jeg laver dobbelt portion, bliver der seks portioner til fryseren ud af det, for man kan kun spise et meget lille stykke. Den er virkelig heftig og al ulejligheden værd!
Det skal nok blive godt altsammen.

P1020267

Måske lige bortset fra, at de lover skybrud i vores område i eftermiddag, så det kan være jeg bliver nødt til at skrotte planerne om at køre hen til Oldtidsvejen, som ligger ikke så langt fra os, for at gå en tur langs den. Vi ville have cyklet ned til den forleden dag, men det kan (og må) man ikke, så det kan kun blive på de flade futter.

Vi tager det som det kommer – det er nu også meget hyggeligt at sidde inden døre og se ud på heftig regn, og vi trænger i høj grad til den, selv om jeg nu nok synes det kunne have ventet til i morgen – jeg har måttet vande i haven flere gange, fordi alt det nyplantede og -såede helst skulle overleve.

8. maj 2016

Det franske marked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

IMG_5798

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?
IMG_5804

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

IMG_5807IMG_5810

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

IMG_5827IMG_5832

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

28. marts 2016

It ain’t over till the fat lady sings

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:24
Tags: , , ,

Hvis man vil blære sig på et fremmedsprog, skal man sørge for at lære en masse idiomer og talemåder. Kan man det – og får man dem smidt ind i det rigtige øjeblik, naturligvis, får man gerne et anerkendende blik. Jeg har før skevet om emnet, og, om ikke for andre, så for mig selv, er den slags sproglæring en evig kilde til underholdning.

It ain’t over till the fat lady sings er ikke det rigtige udtryk at anvende i dagens sammenhæng, men jeg kom til at tænke på det, og nu bliver det nævnt, fordi jeg elsker denne blomstrende talemåde. Det er lidt i retning af, at ingen kender dagen før solen går ned – og så alligevel ikke, fordi det på engelsk hovedsageligt bruges i forbindelse med sportsudøvelse i betydningen that one should not presume to know the outcome of an event which is still in progress. Oprindelsen er sat i forbindelse med Wagner-operaerne, som for det første kan være er ulideligt lange og for det andet altid ender med, at en temmelig omfangsrig dame synger. I meget lang tid … jeg bliver aldrig gode venner med Wagner! 
Grunden til, at jeg kom til at tænke på udtrykket, er vores amerikanske køleskab, som i flere måneder ikke har villet levere andet end koldt vand, og dermed altså ingen isterninger. John har på det nærmeste haft skilt køleskabet ad, men uden at finde en forklaring på isstrejken. Vandforsyningen fungerer som sagt, men det har i flere måneder ikke taget vand ind og frosset det til is.
Ikke før i morges. Jeg sad fredeligt over min morgente, da der kom lyde, som tog mig et par sekunder at identificere: Det var lyden af isterninger, der faldt på plads i aftapningsboksen!
Hvorfor i alverden så denne lange pause? Vi talte for sjov om muligheden for, at køleskabet skulle have indbygget sommertid, således at vi kun kan få isterninger mens vi er på sommertid. Noget vrøvl, selvfølgelig, men vi fatter godt nok ikke en bønne af dette her.

Strikblomster på Stændertorvet (1) - Copy

På Stændertorvet i Roskilde var der blomster midt på stenbroen. Strikkede blomster, og på en af dem var der oven i købet en lille sommerfugl.
Det var Inge og Hasse, der lavede den sædvanlige “Er I friske, så kom og spis med i aften. Kom så snart I er klar.”
Selvfølgelig var vi friske, og da vi kom, sagde Inge, at vi var nødt til at runde Stændertorvet, for der var noget, hun ville vise mig.
Spøjs ide, men det var holdbare blomster, som ikke klaskede sammen i kronbladene på grund af en smule regnvejr.

Strikblomster på Stændertorvet (1)Strikblomster på Stændertorvet (3)

28. februar 2016

Lazy Sunday Afternoon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: ,

Dagens titel er (meget) frit efter The Kinks, som jeg hørte en del, da jeg endnu var ung og uprøvet. Kinks’ ord er Lazing on a sunny afternoon, men denne eftermiddag er alt andet end solrig. Vi laver ikke en pind; derfor omskrivningen af teksten. Skattefar har – selv om mit indtryk er, at han gør sit bedste for det – heller ikke ribbet mig for hver en klink (The tax man’s taken all my dough) … heldigvis.

Brøndby strand

Jeg nyder bare at dovne skammeligt meget efter en ovenud hyggelig dag og aften hos et par venner, som vi ser alt for sjældent.
Vi glæder os til, at der efterhånden vil komme flere over på den jobstoppede side af livet. Vennerne fra i går er så småt ved at være modne.
På min gamle arbejdsplads er CEO’en netop blevet bedt om at trække sig efter 16 år på posten – usædvanligt mange år i en position som hans, men nu skal der nyt blod til.
Man regner med, at det vil tage et halvt års tid at finde hans afløser. I en sådan situation vil der uvægerligt ske forandringer i en virksomhed. De behøver ikke nødvendigvis at være af det onde, men på en eller anden måde skal sådan en person pisse sit nye territorium af, og det er før set, at der ruller hoveder i den proces.
Parret, vi var hos i går, er vi kommet sammen med siden kort tid efter, den kvindelige del af det for næsten 30 år siden blev ansat i mit gamle firma. Man kan således regne ud, at hun ikke er nogen årsunge, og hun ved med sig selv, at skulle hun blive en af dem, der måtte ryge af i en ny direktørs etableringssving, vil hun være så gammel, at det ikke vil være noget problem for dem. Så stopper de da bare begge to, selv om ægtefællen er på en helt anden arbejdsplads. Skulle hun ikke ryge af i svinget, vil hendes tid på arbejdsmarkedet nok ikke blive så meget længere alligevel. De kan begge snildt se de mange fordele, der er ved Johns og mit gode og frie liv, så de er som sagt ved at være klar til at gå ind i den fjerde alder.

Hyggestund

Nogle ser disneyfilmen Mighty Joe Young i England, andre ser Foyle i Danmark – sådan hygger vi i hvert sit land, men med det samme triste og grå vejr.

21. februar 2016

ENDELIG skete der noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

Gartneriet Spiren

I går tilbragte vi en dejlig eftermiddag og aften hos Inge og Hasse; inkluderende en tur i Musicon, hvor der var sket en del nyt siden vi var der i oktober 2013. Det var så hyggeligt at tilbringe en del snaksomme timer med de to søde mennesker, at jeg i dag stort set har mistet stemmen, men bortset fra det har jeg det glimrende, tak … 

For nogle dage siden så jeg, at gartneriet Spiren tæt ved Skælskør havde Galanthus-weekend d. 20.-21. februar 2016 kl. 10–16.
Vintergækker galore – det måtte vi se, eftersom vi jo gik glip af dem i England.
Det viste sig at være et noget sølle opbud af vintergækker, men jeg har aldrig i mit liv set så mange helleborus – altså juleroser. Hele 125 forskellige fik jeg det til, og de havde maaange af hver art – jeg var dybt betaget!
Det var jeg så ikke af deres priser – mellem 105 og 145 kroner. Pr. plante!
Okay, tænkte jeg, så er de sandelig også betalt.
Det skal retfærdigvis siges, at det var meget store og særdeles frodige planter. Jeg er vant til at se dem blive solgt i små 12-cm potter, så jeg fik virkelig noget for mine penge ved at købe dise tre planter herunder – men det var godt nok svært at vælge.

Helleborus

Der var farver fra hvid over lyserød til lysegul til lysegrøn til rosa til mørkrosa til auberginefarvet for at ende ved nærmest helt sort. Nogle var ensfarvede, andre lignede nærmest orkideer. Nogle var dobbelte, de fleste enkelte.
På en måde var jeg meget betaget af de dobbelte, men blev enig med mig selv om, at det sikkert blev for voldsomt, så jeg tog en lidt dobbelt, hvis sådant vrøvl giver mening (øverst til højre på collagen), en af de orkideagtige (nederst i midten), samt en spæd gulgrøn, som kan anes på billedet herover nederst til højre.

Helleborus galore

Borreby herreborgDe skal snarest i jorden – må gerne plantes nu, men det bliver ikke i dag, for vi er først lige kommet hjem. Vi var nemlig også på kræmmermarked i Lov, hvor jeg bl.a. ville forsøge at finde en piedestal. Ikke til min mand eller mig selv, men til novemberkaktussen, som er ved at gå helt vækstamok og derfor alt for stor til en vindueskarm.
Endelig kørte vi til Borreby Herreborg, som ligger bare et par kilometer fra Spiren, og som ingen af os har set før.
”Herreborg” – den var ny for mig. Jeg kender herregårde, slotte og godser, men ikke herreborge, som der hævdes at være fem af i Danmark. De var lidt svære at finde, men jeg fandt frem til, at det må være Rosenholm, Borreby, Hesselagergård, Egeskov og Gisselfeld … jeg kender dem alle, nu hvor jeg også har set Borreby, men vidste som sagt ikke, at de kaldes herreborge … kan dog godt se, at de minder en del om hinanden i byggestil, og de har alle voldgrave. 

Der er ikke adgang til slottet, men der er til parken, som dog er ret kedelig nu, så vi kører til Borreby igen til sommer, da det så ud til, at det vil være værd at gå en tur, når det hele er kommet i vækst igen.
Ih, hvor var det skønt at være lidt udfarende igen!

21. januar 2016

Ildsjæle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Pia og Allan fortæller ofte om de ildsjæle, de har nede på Sydhavnsøerne.
De findes også andre steder, bl.a. i Frederiksværk, hvor nogle gode mennesker har taget initiativ til at få stablet en café (karl-e) på benene udelukkende ved doneringer og frivilligt arbejde.
Det er (foreløbig) lykkedes; de har lige åbnet og de har givet projektet tre måneder til at finde ud af, om det kan lade sig gøre at få det til at løbe rundt.

karl-e Frederiksværkkarl-e Frederiksværk

Til rummet i stueplan har Dittes datter malet et par alternative spilleborde, og i kælderetagen var der i aftes nørklecafé, hvilket samme Ditte har taget initiativet til.
Hun var lidt spændt på, om der overhovedet ville dukke nogen op, men om ikke andet kunne hun og jeg da bare hygge os, blev vi enige om.
Lidt af nysgerrighed og lidt mere fordi jeg syntes det var længe siden, jeg havde snakket med Ditte, meldte jeg mig under nørklecaféfanerne, og til gengæld bød hun på aftensmad og en seng at sove i, så jeg slap for at køre den temmelig lange tur hjem temmelig sent.

Nørklecafé FrederiksværkNørklecafé Frederiksværk

Ditte bød velkommen til de 17 andre strikkequinder. Det var et smukt fremmøde, især når man tager den noget sene annoncering i betragtning, så mon ikke det kan blive fast hver 14. dag, som ønsket er? Det tror jeg, men fremover bliver det dog uden mig …
Ikke fordi det ikke var hyggeligt, men jeg kan næppe påregne at blive bespist og ‘besovet’ hver anden uge fremover, og jeg kører trods alt helst ikke over 200 km for to-tre timers strik – ikke engang selv om det er for at være sammen med Ditte. Og selv om jeg kunne regne med det, går det ikke, for der gik (naturligvis) snak og hygge i den efter hjemkomst, så det blev temmelig sent, inden vi fandt vores senge.

5. december 2015

Som man behager …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags: ,

Sidst, Inge og Hasse var hernede, valgte hun farver til sjalet Afternoon Shadows, som jeg havde lovet at strikke til hende. Garnet blev købt via en netbutik, og allerede to dage efter ankom det. Cottonwool kendte Inge fra Rockefeller, som jeg også har strikket til hende; det er tilpas blødt til selv en person, der er temmelig sart, hvad uld direkte på halsen angår, så Cottonwool skulle det være.

Jeg blev lidt lang i ansigtet, da jeg så farverne – røg direkte i tidsmaskinen og landede i 70’ernes karakteristiske farvemode.
Gad vide, om skærmen har snydt hende? Det her troede jeg ikke helt på.
Jeg strikkede et par striber, hvorefter jeg erklærede, at jeg ikke turde strikke mere, før jeg havde snakket med Inge.
Farverne blev efter bedste evne beskrevet i telefonen, men Inge var ikke i tvivl – var ret sikker på, at hun havde set farverne som det, de rent faktisk er, så jeg skulle bare klø på med den videre strikning.

Okay, så. Nu var det på hendes ansvar.
Det er et sjovt sjal at strikke, også selv om det var ønsket, at det skulle være to mønsterrapporter større end hvad mønstret angiver – man skal hele tiden liiige nå en stribe mere, så det var lynhurtigt strikket.
At jeg ikke bryder mig om de farver, og at jeg i øvrigt ligner et lig i alle varme farver, var ret ligemeget, hvis bare Inge ville blive glad for det, men jeg skal indrømme, at jeg var skeptisk til det sidste.

“Det sidste” var i dag, hvor Inge og Hasse kom til frokost.
Hun blev heldigvis ikke skuffet, men derimod meget glad for det. OG for farvevalget. Det hele var lige præcis, som hun havde forestillet sig det.
Happy ending.
Det uldne, meget bløde og meget varme pandebånd i sølvgrå nuancer faldt også i god jord. Det fik jeg heller ikke taget billede af, men det er mage til mit blå bånd (tøhø), som er skønt at have på på en cykletur, hvor en hel hue kan være for meget. Jeg skal desværre altid have noget på til at beskytte mine ører mod vind, selv om sommeren, og selv til den smule vind, der kommer bare af at cykle, så jeg har også lettere bomuldsudgaver af pandebåndet.

PandebåndP1090806

De pandebånd har jeg strikket et hav af. De er lavet på en aften, og folk er glade for dem. Sådanne, samt halstørklæder, futter og sokker, har jeg præsteret bare at strikke løs af, lagt i en kasse og medbragt den til julefrokosterne med mine søstre og deres børn, hvor alle så har fået lov til at vælge frit efter egne farvepræferencer. Det plejer at være en succes, for ingen af mine søstre strikker, men både de og deres børn elsker hjemmestrikket vinterudstyr.

15. november 2015

Sortsø laks, solnedgangsbilleder og søde venner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:30
Tags: , ,

Hjemmerøget laks

For nogle uger siden fortalte min søster, at Køge Kajakklub d. 15. november skulle kajakke den til Sortsø fra Bogø havn for at købe regnbueørreder. Hvert år tømmer de åbenbart bruget ved denne tid og sælger ud til en god pris på 45 kroner kiloet. Jeg købte “to små og en stor”.
De mindste vejede 2,5 kilo og de største 5 kilo; jeg købte i alt 7¾ kilo, som var renset, men at filetere dem måtte jeg selv finde ud af …
Jeg er totalt novice på fiskefileteringsområdet. Inge og Hasse arriverede, mens jeg var godt i gang med at bande over den første. Det lykkedes dog uden at skære hverken halve eller hele fingre af mig selv, og alene det må vel kunne kaldes en form for succes … laksesider er helt sikkert set langt, langt pænere skåret, men det lykkedes uden at smadre fileterne helt, hvilket var det vigtigste, og inden jeg var færdig med alle seks, nåede jeg vist at blive præstømester i at hive små ben ud med en tang.

Vi gik en tur på den lille, men meget hyggelige havn og fik øje på kajakfolket derude – de kom nærmere og nærmere – og lige pludselig var lillesøster der med sin røde kasket … det var hyggeligt lige at få hilst på hende.

Sortsø v Stubbekøbing (12)

Sortsø v Stubbekøbing (15)Sortsø v Stubbekøbing (14)

Vi kørte dog hurtigt hjemover igen, for vi havde som nævnt sat Inge og Hasse i stævne. Mens jeg stod og bøvlede med de store fisk, fotograferede Inge processen og taggede mig på FB, men billederne viste desværre kun dobbelthager og Hjemmerøget laks (1)ikke noget laks … Annette i Holland gjorde mig dog opmærksom på, at man bare skulle klikke på billedet for at se laksene og hvor store de rent faktisk var.
Der blev røget laks, fabrikeret to forskellige porrecremer og en røget makrel-mousse samt arrangeret lidt salat (bare for at kunne overbevise os selv om, at vi spiste et sundt måltid). Der blev skåret ølbrød og andet godt brød.
Der blev også spist igennem – holdnuop, hvor var det godt: en lige ophevet fisk, der er nyrøget – det fås ikke ret meget bedre, skulle jeg hilse og sige … og John har bestået rygeprøven til topkarakter. Han var godt nok assisteret af Søren, som har prøvet det masser af gange, men nu ved John så også, hvad og hvordan han skal, og han får helt sikkert lov til at prøve igen. Jeg kan heldigvis slet, slet ikke finde ud af den slags … er jeg sikker på.

P1090546P1090572

Inge kom med fem forskellige oste, men efter alt det fisk blev vi enige om, at det var nødvendigt at holde en gå tur-pause, inden de skulle fortæres.
Det vil sige, at Inge og jeg gik tur, mens mændene sad og slog mave i skøn samdrægtighed, mens de kiggede på Formel 1-kørerne i Brasilien.

P1090553

Den tur kom der rigtig mange billeder ud af. Motiverne stod nærmest i kø, så vi fotograferede og fotograferede i én uendelighed, mens vi snakkede og snakkede i én uendelighed. Man kan vel multitaske …
Jeg skal skåne jer og kun servere et forholdsvis begrænset udvalg af de mange billeder.
P1090575

Har jeg nævnt før, at jeg er ret glad for, at vi er flyttet ned til Præstøfjorden?

26. september 2015

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , , ,

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

P1080504

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg Viberne spejler sig i fjordenfår det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

Næste side »

Blog på WordPress.com.