Hos Mommer

13. september 2020

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Svaneke RøgeriFor at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

MakrelKammuslinger

RøgduettenVi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

På Christiansø

Den 'krogmodnede' gris

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Figner, is og ... ENGELSK lakrids!Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

8. september 2020

Vekslende vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:36
Tags: , , ,

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

Et kig over til Frederiksø

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

P1020477P1020479P1020480

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

P1020475P1020490

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev Den eneste sæl vi så herovre var meget død og havde været det længe.effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

P1020437P1020453

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

4. september 2020

Bornholm i coronatider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: , ,

P1020382Puha. Vi havde ikke engang vores mundbind på under alle firs minutters overfart, for i mindst en halv time spiste vi og drak kaffe, men øv, hvor kan jeg bare ikke lide det. Det er ubehageligt og det er varmt. Det er irriterende ikke at kunne læse folks ansigtsudtryk, og det med, at man kan læse det hele i øjnene passer overhovedet ikke.
Overstået blev det dog, og vi kunne køre i land og finde frem til vores fine sommerhus i Bølshavn.
På vejen kørte vi forbi Svaneke Røgeri og købte røget fisk galore til en nem gang aftensmad.
Det viste sig at være et fint hus med en dejlig udsigt. Vi ankom til kraftig østenvind, som tiltog jævnt hen over aftenen, hvor det ved sengetid føltes som stormende kuling, men det var hyggeligt, og det aftog helt i løbet af natten, hvorfor vi kunne vågne op til en skøn torsdag med sol fra en skyfri himmel. Vi lagde ud med at sidde i husets lille knop og nyde en velkomstdrink.

P1020368

Torsdag gik vi en tur oppe i nærheden af Hammershus ruin, tværs over øen, gennem et kulturlandskab, hvor vi var nødt til at kigge mere ned end op pga. nogle kolossale kolorte, som man ikke trådte i, men snarere gik ind i, og endte med at se på nogle helleristninger.
Når vi er i begyndelsen af en uges ferie, føles det som om vi har alverdens tid til at nå hvad vi end måtte have planlagt, så både torsdag og i dag, fredag, har vi ikke haft travlt med at nå noget som helst. Når vi så når hen til at have omkring halvdelen af tiden tilbage, får vi pludselig halvtravlt med at nå det hele, for lige om lidt skal vi jo hjem igen …
Nå, men der er vi ikke nået til endnu. I aftes spiste vi på Le Port i Vang – en skøn treretters menu, hvortil vi fik valgt nogle rigtig gode vine. John som altid (aldeles frivilligt) er chauffør, fik alkoholfattig øl fra Svaneke.

P1020389

Da vi stoppede bilen for at studere en fin lille klippestrand nærmere, så vi disse pudsige geder, som på fineste og mest antiracistiske vis har løst problemet med en 100 % integration af sort og hvid.

P1020402P1020405

I dag har vi været i Rønne og set Hjorts Fabrik, som fremstiller keramik og som også er et keramikmuseum. Vi så damen her, som maler pelikaner, der bruges til gave til bloddonorer, som har givet blod 100 gange. Det havde jeg ikke hørt om før, men det er nok heller ikke så mange, som kan nå at give donere så meget blod. Jeg kan så ikke helt forstå, hvordan en pelikan kan symbolisere dette, men der kan skrives bøger om det jeg ikke kan forstå … og det er der da så sandelig også blevet …
I morgen begiver Ditte og jeg os til Strik Bornholm hele eftermiddagen, så mændene skal klare sig selv. Det gør de bl.a. ved at tage ned og se koldkrigsmuseet, som Ditte og jeg ikke har den helt store interesse i at se, men det er jo fint, at vi kan pleje hver vores interesser.

23. august 2020

Endnu en tur i Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:00
Tags: , , , ,

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Dansk ingefærSvaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

P1020338P1020339

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

P1020345

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

21. august 2020

Det har regnet!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags: , , ,

Endelig!
Endelig kom der lidt regn. Det har ikke ligefrem været skybrud, for siden det begyndte så småt sidst på eftermiddagen i går, har vi fået seks millimeter. Det må siges at være til at overse, men det er bedre end ingenting, og det regner endnu – stille og roligt, hvilket er den bedste måde at regne på.
I aftes skulle jeg til Birkerød for at være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – værtinden havde fået ny terrasse og inviterede holdet på sushi og hvidvin for at fejre det.
image004Det blev det skam også på fineste vis. Inde i stuen. Hvor er det bare ren Murphy, men vi kunne da heldigvis sidde og se ud på den fine nye terrasse.
Jeg er normalt ikke specielt vild med sushi, men denne kræsenhed skulle da på ingen måde forhindre mig i at deltage i en sammenkomst med de dejlige mennesker … og hvad skete? Jeg var vild med det … jeg fik den bedste sushi nogensinde, så enten har jeg ændret smag eller det skyldtes stemningen og det gode selskab – eller det er en ekstra god sushi-leverandør, de har i Birkerød. Godt var det i hvert fald, så jeg skal måske til at spise lidt mere sushi fremover?
Memet er naturligvis en corona-pun, for i aftes var jeg i høj grad omgivet af positive mennesker, dog forhåbentlig ingen af coronaslagsen, men selvfølgelig optog emnet en del af aftenens samtale.

Vi fik også talt lidt om sproget og dets udvikling. Eller afvikling …
Vi er en hel del, der er irriteret over den hyppige anvendelse af ordet fremadrettet, selv om det er blevet godkendt i betydningen fremover. Jeg vil nok ikke begynde at bruge ordet af den grund, men fortsætte med at sige fremover, når det er det jeg mener.
imageVi er også mange, der finder de mange anglicismer lidt for smarte. De anvendes ofte af personer, der gerne vil virke smarte og nok også kloge – men som tit kommer til i stedet at virke ret dumme.
Du har min ryg er et af rædselseksemplerne – det giver ingen mening på dansk.
Andrew overraskede os med at fortælle, at det ikke er en pind bedre på engelsk. Han er ved at kaste op over hyppigheden af vendingen going forward, som er parallellen til fremadrettet, men som (også) lyder helt forkert i en sprogkyndigs ører.
Ligeledes udtrykket I’ll revert to you i betydningen jeg vender tilbage [med et svar/når jeg har undersøgt sagen].
Det bliver (mis)brugt i tide og utide, især i mails, men revert to betyder at vende tilbage til noget tidligere/en tidligere tilstand, så det betyder reelt, at afsenderen igen vil blive modtageren – hvilket vedkommende selvsagt aldrig har været og det er derfor noget rent vrøvl.
Andrew fortæller det igen og igen (det er en del af hans job), men den slags er svært af aflive, når det først er etableret.
Hvis I tror, vi havde en kedelig aften, når vi brugte tid på den slags, så tror I forkert – der er en grund til, at Andrew stadig kalder os sit Dream Team – vi elsker alle sammen at nørde med den slags, og selv om jeg godt kan mærke, at mit engelske lige så stille ruster, fordi jeg ikke længere bruger det i dagligdagen, så er det dejligt at være sammen med folk, der er lige så skøre som mig, hvad sproglige finurligheder angår.

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

24. juli 2020

Man kan da heller ikke være væk bare et øjeblik …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:25
Tags: , , ,

Vi havde været oppe hos Ditte og Peter siden onsdag formiddag og kom hjem 17:15 i går, hvor jeg som det første gik ud for at se til drivhuset og kunne konstatere, at en agurkeplante, som forsøger at efterligne kultidens kæmpeplanter, kun lige netop kan tåle, at man springer en dag over med at vande.
Da jeg ville fylde kanden på sædvanlig måde ved at bruge den elektriske pumpe fra vandopsamlingsbeholderen, virkede den ikke. Heldigvis har jeg op til flere reservetanke, så agurken blev vandet.
Da jeg var på vej ind for at fortælle John, at han godt måtte se på den pumpe, kunne han fortælle mig, at vi ingen strøm havde.
Okay – så var det ikke underligt, at pumpen ikke virkede.
John gik til genboen for at høre nærmere, og denne kunne fortælle, at i forbindelse med nedgravning af den store gasledning havde man gravet et stort kabel over helt ovre ved Rønnebæk, så der må have været flere tusinde husstande uden strøm.
Den skulle komme igen kl. 17:11 (!), men den kom kl. 18:15. Det var okay – det var vist først sket ved 15-tiden, så de har været hurtige, og for så stort et område er de nok nødt til at åbne i bidder, hvis ikke nettet skal blive overbelastet.

MagnolietræMagnolietræ

BaobabtræI går formiddags kørte vi til Fredensborg, fordi jeg via Madame havde set, at slotsparkens køkkenhave, som normalt er lukket for offentligheden, er åben i juli. John og jeg har aldrig set den slotspark, og det var mange år siden, at Ditte og Peter havde.
Den er imponerende flot – jeg var meget betaget af det KÆMPEstore magnolietræ, som i omfang næsten kunne måle sig med de enorme baobabtræer vi så i Botswana engang. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvor gammelt magnolietræet er, men for mange år siden løb en mand ind i stammen, og han sidder der endnu – I kan selv se hans buksebeklædte bagdel.

P1020247

Ellers var jeg næsten mest imponeret over køkkenhaven – var dog noget forundret over, at rabarberbedet var fire gange så stort som kartoffelbedet. HolddaOP med rabarber de havde … hvad i alverden mon de bruger alle dem til?
Man havde anlagt en løgtørringsbænk, men vi blev enige om, at vi synes en hel del bedre om Charlottes løgtørringsløsning. Hendes kæmpeliljer døde af sen frost i foråret, så stativet, de læner sig op ad, stod ubrugt. Det har hun så pyntet med høstede løg. Ret elegant, ikke sandt?

LøgtørringMere løgtørring

Efter køkkenhaven gik kursen mod rosenhaven, som var fint indrammet af klippede buske.
Herunder en austinrose, Charlotte for nogle år siden købte, og som hedder … Charlotte, såmænd.

Charlotte-rose
Rosenhaven studerede Ditte og jeg så grundigt, at vores mænd, som benyttede lejligheden til at hvile benene, åbenbart fik hvilet disse mere end tilstrækkeligt, fordi de på et tidspunkt kom hen og spurgte os, om vi ikke også skulle se resten af parken …
Men okay, så … hvis I ikke mener, I trænger til mere hvile … vi styrede hen mod det 1000 m2 store staudebed, som jeg også havde glædet mig til at se.

Violfrøstjerne

Her fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at investere i en violfrøstjerne.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive inspireret af en slotspark – så ambitiøs er jeg trods alt ikke for min, i sammenligning ynkeligt lille, haves vedkommende, men det staudebed var altså (også) flot!

9. maj 2020

Vi har også åbnet Den Stråtækte igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

Nu gjorde vi det. Vi inviterede gæster. Det har vi haft før, men kun tre gange i de forløbne to måneder. De to første gange kun udendørs, og den tredje, som var mine søstre, indledte vi med kaffe på terrassen, men vi spiste indenfor om aftenen.
Nu har Ditte og Peter været her siden i går formiddags. De er kørt igen, men nåede at være her i små 27 timer. De har deres eget badeværelse mens de er her; vi har overhovedet ikke rørt ved hinanden og vi har holdt god afstand hele tiden. Vi kunne ikke konstant overholde to meter, men vi tror på, at den afstand vi overholdt, var okay.
Det var dejligt at være sammen igen. Vi har savnet hinanden og nu mente vi, at det kunne være nok, at nu skulle vi altså ses.
Vi skal bare alle sammen lære at omgås på en ny måde, og vi tror disse nye hygiejneregler vil holde i lang tid fremover – måske oven i købet længere end til der forefindes en effektiv vaccine. Vi talte om, at det at have indlært en god hygiejne (både hånd- og anden) på coronamåden vil kunne forhindre megen sygdom, ikke mindst i børneinstitutionerne.
Det føles stadig lidt underligt ikke at kunne give familien eller gode venner et knus til goddag og farvel, men så er det jo trods alt heller ikke vigtigere – det er langt bedre at kunne være sammen uden knus end ikke at kunne være sammen. Det vil nok føles som noget andet ikke at kunne give børnebørnene et ordentligt bjørnekram, men det varer desværre nok en rum tid endnu inden jeg får lov til at afprøve det i praksis.

Nu har vi alle hørt, hvad der må åbne i fase to og hvad der ikke må. Det er der mange meninger om, og min egen angående dette skal jeg lade være usagt. Eller rettere uskrevet.
Der er en ting der har undret mig under det meste af coronaforløbet: Hvorfor anbefaler man, at man ikke er sammen for længe ad gangen?
Hvorfor er det bedre at være sammen med nogen i en halv time frem for i to timer? Det kan jeg ikke forstå. Forudsat, selvfølgelig, at man overholder de foreskrevne anvisninger. Men det er måske netop det? Det er måske fordi, at når man er sammen i længere tid, er man mere tilbøjelig til at falde tilbage i gamle vaner? Ellers kan jeg i hvert fald ikke få øje på logikken.

P1010494

P1010490

I går kørte vi (i to biler …) til Mallings Kløft, som vi opdagede sidst i februar. Vi gik igennem hele kløften, som selvfølgelig gav os en langt smukkere tur end sidst. Når man kommer op af kløften i dens modsatte ende, kan man se Farøbroerne – og man kan også gå ad en sti langs vandet hen til dem, men det gjorde vi ikke. Det bliver en anden gang …
Den lille å skal krydses tre gange undervejs, men det er stadig ikke spor farligt …
Danmark fås ikke meget smukkere end lige nu; med lysegrønne skove, gule rapsmarker, blå himmel og blåt vand. Vi gik bare og stornød det hele og talte igenigen om, hvor heldige og privilegerede vi er, fordi vi er pensionister i en tid som denne. For Peter er det godt nok noget helt nyt; han er først så småt ved at vænne sig til tanken, som han stadig synes er en smule underlig.

18. december 2019

Hele vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Lige før de kommer ...Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Juletræer fra SnedkerboetHele vejen

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

23. oktober 2019

Verden er lille

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , , , ,

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Ørnbjerg MølleØrnbjerg Mølle

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Salling RooftopSalling Rooftop

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Aarhus ØAarhus ØAarhus Ø

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

P1000116

20. oktober 2019

A room with a view

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det er ren afslapning. 100 % afslapning.
Som om vi havde brug for afslapning … men der skal jo være forskel på hverdag og ferie, og nu holder vi ferie. Igen.
Denne gang på Djursland, hvor vi har lejet et sommerhus stort nok til, at englænderne kunne være her, men samme englændere meldte for kort tid siden, at de alligevel ikke kom, fordi det trak op til, at Tim ville komme ud i samme travlhedsproblem som i sommerferien, og Charlotte ville ikke én gang til tage turen alene i bil, som de altid gør, når vi skal mødes i Jylland.
Der stod vi så, to personer, med et hus med masser af plads, så vi spurgte Ditte og Peter, om de ville med på et afbud, hvilket de var friske på. Peter dog ikke hele ugen, da han stadig er arbejdsramt, men Ditte bliver her sammen med os ugen ud.

P1000084

I husbeskrivelsen stod der, at det ligger 50 meter fra vandet. Det lød forjættende, men passer ikke helt, medmindre man regner fra, hvor grunden går til, men tæt på er det, og vi kan sidde i den let ‘forhøjede’ stue (tre trin op) og nyde udsigten.

P1000089

P1000090I dag kørte vi den meget smukke tur gennem Mols Bjerge ned til Slettehage Fyr, hvor vi så den fineste Rolls Royce-version af en Citroën 2CV. Den hed 6V, og havde dermed så meget trækkraft, at den var i stand til at have den matchende trailer efter sig. Den vakte en del opsigt og blev ivrigt fotograferet af stort set alle, der var der.

Selv den strandede tang har efterårsfarver – den lå og glødede så fint i vandkanten.
Den strand, vi har tæt på, er ikke en god badestrand, fordi der er sten overalt. Virkelig mange sten … John og jeg har allerede fundet en halv snes stykker med hul igennem, så jeg skal hjem og trække sten på snor.

Det er fjerde gang, vi holder efterårsferie på Djursland, så der er ikke så meget nyt for os at se, men området er så absolut smukt nok til at tåle et gensyn.
Det betyder nok også, at vi vil tilbringe mere tid i huset end vi normalt ville gøre, hvilket igen betyder, at der bliver dejligt meget strikketid til Ditte og mig.
John vil høre lydbøger – det får han ikke gjort så meget, når vi er hjemme.
Så altså afslapning og dermed ikke meget at skrive om. Det gør ikke noget.

16. oktober 2019

Ud over kanten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , , ,

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

 P1000081

 Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Kanten, Faxe Kalkbrud

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Kanten, Faxe Kalkbrud

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

6. oktober 2019

Der er ikke så meget mere at sige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Der er ikke så meget mere at sige – i hvert fald har jeg ikke så meget mere at sige, for jeg tror de fleste af mine ord er brugt op i løbet af weekenden.
Og dog … jeg har lyttet lige så meget, som jeg har snakket. Mere, faktisk. Hovedet er fyldt op af opdateringer m.m., og jeg er træt og brugt, men på den go’e måde, for det har naturligvis været lige så hyggeligt som det plejer at være.

Liselund, SlagelseFregatten SjællandFregatten Sjælland

I år var det på Liselund i Slagelse. Et sted, som viste sig at være velegnet til formålet: Vi kunne alle få enkeltværelser; der var masser af plads til både workshops, salg af garn og bøger, foredrag og sofastrikkehygge.
Et sted i parken ligger et ikke specielt charmerende lille træhus. Kuriositeten består i, at det er bygget af træ fra fregatten Sjælland, men ingen har råd til at vedligeholde det, så det står bare og forfalder mere og mere. Der var åbenbart heller ikke råd til at bygge en udvendig trappe … eller også har den været der, men er faldet ned eller fjernet. Træværkets anderledes udseende mellem de to døre kunne tyde på, at dette nok er tilfældet.

StrikkefestivalhyggeStrikkefestivalhyggeStrikkefestivalhygge

Festival er måske er stort ord, når vi ikke er flere, end vi er, men det har denne begivenhed bare heddet fra starten, hvor der vist også var en del flere deltagere, og sådanne navne lader sig ikke lige sådan ændre.
Til gengæld er det jo vældig hyggeligt. Billederne er fra den store dagligstue, hvor der var fire sofagrupper og et spisebord, og således plads nok til, at vi alle kunne sidde der på én gang.
Men holdnuop, hvor der kan snakkes, hvilket der måske er en del af jer, der ikke har svært ved at forestille sig … især sidst på formiddagen i dag fik lydnivauet lige en ekstra tak opad, måske fordi det nu sang på sidste vers, for efter frokosten sluttede festen, og vi skiltes for denne gang.

Den store strikkefestival på Fanø, som jeg var til sidste år, er da meget sjov at have set. Der er en million stande med en million varianter af strik og garn, men der er også en million mennesker, og jeg hader at skulle både gå og stå skulder ved skulder. Man kan ikke se ordentligt på varerne, man kan ikke få en snak om dem, og det kan være svært at komme til at betale – selv med Mobilepay …
Jeg siger ikke, at jeg aldrig skal til Fanø mere, og Webstrikfestivallen er noget helt, helt andet og kan i virkeligheden ikke sammenlignes med Fanøarrangementet, men det vil til enhver tid være denne lille begivenhed, jeg har deltaget i denne weekend, der har min førsteprioritet.
Der er bare lige det, at til næste år skal det nok foregå i Esbjerg i weekenden lige efter Fanø-arrangementet … hmmm … man kunne jo bare blive derovre.

7. september 2019

Der forsvandt lige en uge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:28
Tags: , , ,

Tørfisk i TórshavnSådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Færøerne

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Færøerne

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
P1030598Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

TórshavnTórshavn

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

15. august 2019

En overraskelse og en sidegevinst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Lige pludselig, i går midt på eftermiddagen, stod der to for os så velkendte personer ved vores dør: “Gi’r I en kopkaf?”
Jamen det gør vi da altid gerne. Vi havde godt nok ikke Gevalia i huset, men vi har noget der er bedre, så det fik vi brygget og serveret for Inge og Hasse, som kiggede ind på vej hjem fra Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som de havde brugt en del af dagen på.
Det blev til små to hyggelige timer. Desværre kunne vi ikke byde på aftensmad, hvad jeg ellers normalt ville have gjort, for vi skulle ud af døren ved femtiden for at kunne være i Skælskør ved sekstiden.

P1040617P1040618P1040619

I aftes var der nemlig flere åbne haver i Skælskør. Vi holdt os dog til én: Jette og Hall Thimans have, for det der egentlig trak i går var sidegevinsten, nemlig, at Thiman i den forbindelse åbnede sit værksted, hvilket kun sker ved særlige lejligheder. Det er Jette Thiman, der har hovedansvaret for haven, og sjældent har jeg da set en så veltrimmet have – jeg skal bare aldrig melde mig til at holde åben have, for så ukrudtsfri en have vil aldrig kunne opleves i Den Stråtækte! Never ever! Det var helt misundelsesværdigt, men jeg kender også mig selv …
Hun havde bl.a. en del dahliaer, og især de tre afbildede syntes jeg var smukke. Jeg skal have fundet ud af hvad de hedder, så jeg kan få inkluderet dem i min egen samling. Hvis I kender en eller flere af dem, så sig endelig frem.

Hall Thimans værkstedHall Thimans værksted
Hall Thimans fugleVi er begge meget glade for Hall Thimans fugle, som han snitter i lindetræ og derefter maler. Han holder sig til de fugle, man normalt kan se uden for vores vinduer, og det har jeg også holdt mig til i vores lille samling, som efterhånden består af ni fugle. Bortset fra fuglekongen, som jeg ikke har set IRL.
De overholder så nogenlunde de rigtige størrelsesforhold – og så alligevel ikke, for gærdesmutten og rødhalsen er for store i forhold til de andre fugle, men hvad pokker; det er kunst og det er så fint. Synes vi.
De syv første fugle i samlingen er erhvervet under vores besøg på Reersøgalleriet, hvor vi, hver gang vi er der, lige skal have en ny fugl med hjem.
Nu mangler vi bare at finde et grantræ, som skal skæres i passende størrelse, tørres og afbarkes, så det kommer til at ligne et særdeles afdanket minijuletræ, hvorefter fuglene skal anbringes på grenene – og flagspætten naturligvis inde på stammen.
Det havde Thimann gjort med nogle af sine mange fugle, og den ide tog jeg omgående til mig.
Man jeg bliver så nemt inspireret, når man jeg ser hvad andre har fundet på. Jeg er ikke særlig opfindsom eller kreativ selv, men jeg er både nem at begejstre og rigtig god til at abe efter!

11. august 2019

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , , , ,

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Skaldyrsbuffet 2019Skaldyrsbuffet 2019 (1)

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Skaldyrsbuffet 2019 (2)Skaldyrsbuffet 2019 (3)

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

P1040604I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

28. juni 2019

Jeg er mere blå end Ditte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:01
Tags: , , ,

Blå tæerVi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Indigofarvning 2019

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Plantefarvning 2019

Plantefarvning 2019

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Plantefarvning 2019Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

21. juni 2019

CPH Garden 2019

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: , ,

For to år siden blev det første CPH Garden afholdt inde i Valbyparken, og John og jeg tog derind sammen med Ditte. Vi havde egentlig aftalt at springe i år over, men da Ditte spurgte, om vi ville se det sammen med hende og Peter, sagde vi ikke nej, for det er jo altid hyggeligt at være sammen med dem.
I år foregik det i Ballerup, hvilket var en god beslutning, for der var oceaner af plads i forhold til sidst.
Derved blev der også plads til mange flere spise- og drikkesteder, hvad der var for lidt af i 2017. Disse var strategisk anbragt i områdets periferi, således at alt til haverne – og haveejerne – var anbragt inden for ‘fourageringsvoldene’.

P1040519P1040517

Vi skulle lige afprøve disse havestole fra Grythyttan og fik en overmåde positiv overraskelse – de var supergode at sidde i, fordi de fjedrede lidt. Vi talte om, at dem kunne vi da godt bruge seks af til bordet på siddepladsen foran huset.
Lige indtil vi så prisen. 3250 kroner. Pr. stol. Så skal en af os vinde i Lotto først!
Det er godt at have havedrømme …
Signe Wenneberg, som stod og solgte sin gin, havde taget en vis Fru Kjærsgaards ord til sig. Jeg tror ikke bemeldte dame havde forestillet sig, hvad hun satte i gang med den spidse bemærkning.
Jeg smagte ikke ginen, men det gjorde Ditte, og hun købte en af hver af de to typer. Jeg burde også have købt, for det ville næsten være som at støtte lokalproducenterne, idet jeg fandt ud af, at SW brygger i samarbejde med Braunstein, som ligger i Køge.

P1040524P1040523

Der var alvor, og der var pjat. Sidstnævnte i form af en panton- og en coronastol forklædt som betrukket med henholdsvis hvid- og rødkål.
Der var også otte showhaver, som vi havde glædet os til at se, for i 2017 var vi imponerede over de fleste af dem.
Lad os bare sige, at det var vi bestemt ikke i år.
Vi var tværtimod temmelig skuffede … havde de udvist lidt mere fantasi eller kreative evner, havde det været i orden, men sådan skulle de altså ikke se ud i år. Forskelligheden i 2017 var stor blandt showhaverne, men i år lignede de hinanden alt for meget, syntes vi.
Nå. Man kan ikke få alt, men ellers var der nu næsten alt at få, hvad haveejere kan drømme om.
Måske med streg under drømme, for tendensen er tilsyneladende, at der skal investeres i vildt dyre ting – apropos mit indlæg før dette med Bo Bedre-hjem, så var årets CPH Garden i nogen grad en udstilling af, hvordan man ret nemt kommer af med adskillige snese tusinde kroner. En flot udstilling, godt nok, men det kræver en anden pengepung end vores. Nogle af udstillerne havde givet messerabatter, ganske som man som besøgende forventer, men vi havde mistanke om, at flere af dem havde skruet priserne en god tand i vejret i dagens anledning.

P1040521

Nu skal det ikke være brok det hele, for selvfølgelig var der også megen inspiration at hente, og overordnet set havde de taget ved lære af erfaringerne fra debutarrangementet i 2017 og dermed fået forbedret rigtig meget i forhold til det.
Jeg tror dog alligevel, at vi springer CPH Garden over i 2021 – medmindre nogen kommer og fortæller os, at de har nogle helt fantastiske showhaver.

14. juni 2019

Labre larver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:59
Tags: , , ,

Ude på det, jeg kalder Knolden, står der en lille gruppe kongelys.
I går opdagede jeg, at planterne var fulde af larver, og da den har afblomstret, så jeg ingen som helst grund til at gøre noget for at få larverne væk. Det er bare med at få insekterne til at formere sig i maksimal grad, og jeg vil gerne gøre mit til, at sommerfugle og bier får lidt bedre levevilkår. Med andre ord: Jeg havde heller ikke gjort noget ved larverne, hvis planterne stadig stod i blomst.
Jeg tog nogle billeder af larverne for at kunne gå ind og identificere dem via en billedgoogling.

P1040495

Fine var de, de labre larver, og alt har en forklaring: De sad på kongelysene, fordi det er larver af … filtbladet kongelys-hætteugle, Shargacucullia verbasci, såmænd.
Det er så ikke ligefrem en smuk sommerfugl, men en sommerfugl er det ikke desto mindre, og den kan ikke gøre for, at den ikke er så smuk og farverig – tænk hvis nogen kom og udryddede alle ikke-smukke skabninger? Vi er nogle stykker, der ikke ville blive levnet mange chancer …

I eftermiddag og aften får jeg besøg af flere labre larver, nemlig medlemmerne af Det Fast Sammentømrede Engelskhold.
Desværre ikke alle; de damer er svære at samle, er de, men det bliver godt alligevel, selv om de fraværende vil blive savnet.
Jeg havde tidligt meldt ud, at de skulle komme, når haven var på sit smukkeste, og det må man sige, at den er lige nu – stort set alt er i blomstring.
Der mangler naturligvis stadig dahliaerne, men de vil dukke frem, pynte og lyse op, når rigtig meget af det andet er afblomstret.

5. maj 2019

Et døgn i et mini-sjato

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1040391Sus og Jan købte deres dejlige sommerhus sidste år, og vi gik, engang vi var på besøg deroppe og kørte ud for at se nærmere på området, på et tidspunkt en tur på Hundested Havn, hvor vi faldt over disse fine, håndskårne, ca. 20 cm store, bogstaver. De ville købe, så der kunne skrives SJATO, fordi de har fundet det skønneste minislot (mit hjem er mit slot, ved I nok!), men butikken havde ikke flere a’er. De ville ikke skrive chateau, for bogstaverne var ikke ligefrem gratis …
Det var lidt øv med det manglende a, men jeg fik øje på et snabel-a, som bekendt kaldes ‘at’ på engelsk, så det købte de i stedet for og syntes, det blev en herlig blanding af deres initialer, engelsk og dansk.
Desværre er det kun os selv, der kan se det, for samtlige deres gæster har spurgt, hvad den der underlige kombination dog skal betyde. Vi synes ikke desto mindre stadig selv, at det er vækdig sjovt …

Ved Nakkehoved Fyr

Die Drei Mädchen-døgnet blev fuldstændig som forventet: Meget hyggeligt, meget snakkende, meget lækker mad, meget god vin, meget grineri, meget sen sengetid, men heldigvis ikke for meget alvor, selv om der naturligvis også skulle være plads til det. Det er jo – også – en opdatering på vores liv siden sidst, og det kan trods alt ikke være lutter sjov fra ende til anden. Vores glæde ved samværet er dog ikke mindre af den grund, men de to af os har også kendt hinanden i 41 år, og den tredje kom ind i billedet i ‘86.

Vi kørte en tur til Nakkehoved Fyr, hvor kun Karen havde været før, men for lææænge siden. Der er søreme smukt!
Det var vejret til gengæld ikke. Fredag aften var det tordenvejr, men i stedet for regn faldt der hagl, store hagl, og det i så store mængder, at der stadig var hvidt på græsplænen til langt op ad formiddagen. Det var kun 5 ° om lørdagen, så pga. den blæst der også var, blev det en særdeles kold tur på Nakkehoved; for mit vedkommende med bådepandebånd, halstørklæde og skindhandsker. Den 4. maj. Hrmpf.

En træ-elefant

Kan I se elefanten?

Kommende grankoglerKommende grankogle

Årets grankogler er i deres vorden for tiden. Bittesmå, nuser og vildt smukke, når de står i solen med deres lilla og rødlige farver – jeg gik nærmest fotoamok ude i ‘slotsparken’.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

1. april 2019

Gundsømagle Sø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

P1020542

Det var et spændende sted. Vi såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

P1020551

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

P1020553

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

13. oktober 2018

Det er i dag et vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: , , ,

Dittes taskeDet er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

P1030423

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
 Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

11. oktober 2018

Så er det på tide at stoppe for i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Vi har travlt, Ditte og jeg – ihh, hvor vi dog syr. Hun lagde ud med en toiletpung af nogle rester fra et af sin mors tidligere værker.
Det var to fluer med ét smæk: At lære symaskinen at kende igen efter en lang pause og at sy noget, der kan minde hende om den dybt savnede mor.
Næste projekt fra Dittes side er en Oslo Craft Bag – der findes et gratis symønster på nettet, hvis man skulle have lyst til at gå i krig med sådan en.
Den er måske ikke det allernemmeste som det første taskeprojekt, men jeg har lavet to før, så jeg har gjort mig nogle erfaringer, som Ditte nu kan nyde godt af.
Blandt andet er originalen ikke nær høj nok, men det finder man jo først ud af, når man er færdig med den.

Håndarbejdstasken - forbedret (1)En håndarbejdstaske (2)

Disse to herover er mine – Dittes bliver bare SÅ flot – hun har fundet nogle gode stoffer frem fra restebunkerne, så resultatet glæder jeg mig til at prale på hendes vegne af senere.

Toiletpungene blev også gode – når vi selv skal sige det, og det skal vi, for John gør det ikke, men Ditte og jeg er gode til at beundre hinandens værker.

Dittes toiletpungIMG_8595IMG_8596

Efter at have syet to toiletpunge, og mens Ditte syr på den store taske, er jeg gået i gang med et førstegangsprojekt: En pung med 28 lommer til kredit- og andre kort. Plus mønt- og seddelrum m.m. Den skal der lige tænkes over, og da jeg begik den første fejl, pillede jeg op igen. Da jeg begik den anden fejl, lagde jeg skidtet til side og gik ind for at blogge. Jeg er simpelthen blevet for træt i hovedet nu, kan jeg godt mærke, så jeg er stoppet for i dag.
Ditte er også stoppet for i dag.
Der er en dag igen både i morgen og i overmorgen, inden Ditte skal hjem igen, så der er tid nok.
Det er altså ret hyggeligt med sådan en fælles syseance. Det har jeg aldrig prøvet før, og når man ikke skal vente på hinanden ved hverken skærebord, strygebræt eller symaskine, så er der overhovedet ingen irritationsmomenter tilbage til at forstyrre eller forsinke arbejdet.

IMG_8591

Det er første gang, men jeg tror ikke, det er sidste, vi arrangerer sådan en omgang maratonsyning.
Mine toiletpunge kan i øvrigt købes, hvis man skulle være interesseret …

21. september 2018

Dem der ikke blæser væk, drukner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

P1030251
P1030252P1030253

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

P1030256P1030257

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

P1030262P1030266

P1030268

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

20. september 2018

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivalen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

SømusLungegopler (3)P1030237

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

P1030227

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

Horisontalsmagning

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldsnedkeren. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivalen er ikke engang begyndt endnu.

P1030247P1030248P1030250

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

5. august 2018

Den ultimative skaldyrsbuffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags: ,

Vi har oplevet så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde, men nu kommer fredagsoplevelsen først.
Det var den store og efterhånden nærmest legendariske skaldyrsbuffet på restaurant Arken i Køge Marina. Man er nødt til at bestille bord flere måneder i forvejen, og vi hørte da også mange, som blev afvist. Restauranten, som kan rumme temmelig mange mennesker i de fire rum, var propfuld.
De har buffeten torsdag og fredag aften i juli, august og september, og der er altid 100 % booket op.
Vi skulle mødes der med Hanne og Steen, og vi var alle fire spændte på, hvad vi gik ind til. Måske især John, som normalt ikke kan slæbes med ind på en fiskerestaurant og ikke engang kunne overtales til det i Bretagne.

Skaldyrsbuffet på Arken (1)Skaldyrsbuffet på Arken (2)

Skaldyrsbuffet på Arken (6)Skaldyrsbuffet på Arken (7)

Det var f.u.l.d.stændig fantastisk. Intet mindre. Vi var forbløffede, overraskede, imponerede, glade, benovede …
64 forskellige ting var der – plus salatbuffeten. 64 ting, og vi kunne næsten nå igennem dem alle, fordi mange af dem var anrettet i bittesmå, men yderst delikate, portioner.
Langs den ene væg stod der kokke og stegte rejer og kammuslinger efterhånden som vi kom og fik dem på tallerkenerne.
I hjørnet stod hummertårnet; der var ½ hummer til alle, der ville have en sådan, og nedenunder lå der taskekrabber, jomfruhummere og andre lækkerier.

Skaldyrsbuffet på Arken (3)Skaldyrsbuffet på Arken (9)

Der var østers, forskellige slags clams; der var kammuslinger tilberedt på flere forskellige måder, og der var blå-, kniv- og andre muslinger.
Blæksprutter, tun, havkat og rødfisk. Torsk, laks, sværdfisk og haj.
Der var også kæmpeskåle med hundredvis af halve citroner, som var pakket ind i tyl, som var bundet med en snor. Alene det er et stort arbejde. Der var også hundredvis af våde, kolde, hvide vaskeklude, fint rullet sammen og lagt så fint og pynteligt i en meget stor skål.
Der var kælet for alle detaljer, både de kulinariske og de mere praktiske.

Skaldyrsbuffet på Arken (10)Skaldyrsbuffet på Arken (11)

Det var i det hele taget suverænt alt sammen. Vi blev naturligvis mætte, men som det altid er med fisk, bliver man mæt på den gode måde og uden den overfyldte fornemmelse, man kan få efter en stor middag med kød. Ikke at vi ikke bryder os om det … det er bare noget andet.

Og nu til noget lidt pudsigt: Vi blev inviteret op til Sus og Jan hele weekenden, men kom først derop i går, lørdag, fordi vi længe havde haft denne aftale fredag aften – der skal jo bookes i god tid.
Torsdag aften var Sus og Jan til skaldyrsbuffet på Arken i Køge Marina. De bor i København og har sommerhus på Sjællands nordkyst, så vi havde ikke lige forestillet os, at de skulle kunne findes i Køge dagen før os, men som sagt: det er en hamrende god buffet, som er kendt viden om.

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

8. juli 2018

I sommervarme på nordkysten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Sus og Jan sommerhus (8)

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Uhhh det er koldt

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

Sus og Jan sommerhus (10)Sus og Jan sommerhus (11)

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

Sus og Jan sommerhus (12)Sus og Jan sommerhus (16)Sus og Jan sommerhus (15)

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

Næste side »

Blog på WordPress.com.