Hos Mommer

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

Reklamer

1. oktober 2017

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: , , ,

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

IMG_7977IMG_7978

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Sort sol-turisterDa vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Nogle få stære
Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

24. september 2017

Uforudsete begivenheder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags:

Der er gang i Pension Fjordblik, som Ditte har omdøbt Den Stråtækte til. Hun var kun lige blevet hentet af sin mand, inden den ene af Die Drei Mädchen dukkede op i det dejlige vejr. Hun er en travl dame, så det kunne kun blive denne lørdag, hvis det skulle blive, og det skulle det helst. Hendes mand var til badmintonturnering, så hun benyttede sig af hans fravær til at foreslå, at vi fik os en hyggelig dag, aften og søndag formiddag, inden hun skulle hjemover igen.
Hun skal snart være farmor for anden gang, men der er planlagt kejsersnit om 14 dage, fordi moderkagen ligger i vejen for en normal fødsel.

IMG_7937

Det gik fuldstændig som forventet: Masser af god snak, en god tur til Fed Havn, efterfulgt af god mad og god vin. Der var kun nogenlunde stille, mens Barnaby var på. Vi er begge ret glade for den serie, og da man ikke kan se den senere on demand, blev vi enige om at se den.
Vi gik i seng ved ettiden, men Sus var oppe allerede inden otte, hvilket jeg var noget forbavset over, for hun er alt andet end morgenmand.
Forklaringen var, at sønnen havde ringet ved totiden og spurgt, om hun ikke lige kunne komme over for at passe Olivia, for Signe skulle indlægges – vandet var begyndt at sive, og det duede jo ikke, at hun gik i fødsel.
Det kunne Sus bare ikke lige … hun måtte sige til sin søn, at hun befandt sig helt nede ved Præstø, og at hun havde drukket for meget vin til at kunne køre bil endnu.
Sønnen havde kontaktet hende igen tidligt i morges og sagt, at de på hospitalet ville udføre kejsersnittet, så snart det var muligt, så han ville, forståeligt nok, lige så snarest muligt ind til Signe.
Sus fik derfor en tidlig morgenmad og kørte ved 8:30-tiden for at hente lille Olivia, så Bjørn kunne komme afsted til hospitalet.
Klokken 13 sendte hun en mms med et billede af en fin, lille pige. Alt var gået fint – ikke ligefrem som planlagt – men godt, og i den slags tilfælde gør det naturligvis ikke noget, at Die Zwei Mädchen fik en lidt kortere tid sammen end de havde regnet med. Det får de snildt indhentet en anden gang.

23. august 2017

Tag på kurophold i det præstøske frilandsmuseum og få grønne fingre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:52
Tags: ,

Ditte viser sig at være lige så interesseret i plantefarvning som jeg; hun har farvet kilovis af garn for mange (over 30!) år siden, og blev vist lidt inspireret af nogen til at starte igen. Jeg foreslog derfor, at hun kunne komme på ferie i Den Stråtækte i nogle dage, og så skulle vi ellers farve, farve, farve, farve. Det lod hun sig ikke sige to gange, så hun stod på Næstved station kl. 9:30 i morges.

IMG_9695IMG_9696IMG_9697

Vi kastede os fluks over opgaven – jeg havde bejdset noget garn i aftes, så vi indledte med at bejdse en masse af Dittes medbragte garn.
Da det var i orden, satte vi gyldenris over, og da det kogte, gik vi ned og hentede tagrør i kilovis.
Kraprod blev sat i blød.
John morede sig vist over vores snak og vores gestik ved komfuret … men der var så sandelig også gang i både gryder og snak hele tiden.
Og i skylleriet. Og klipperiet … da vi ikke havde flere plader til rådighed, gik vi ud og samlede rejnfan.
På kurset sagde Anne, at man bruger både stængler og blomster af gyldenris og rejnfan, men jeg bruger altså kun blomsterne og får dermed langt klarere farver end de sædvanlige gulligt-grønne.

IMG_7707IMG_7709

Det blev til nogle yderst potente farvebade – alt på billedet herover er andet bad, og der var masser af krudt tilbage i både tagrør og gyldenris.

Ud over at råhygge og multisnakke, fik vi yderligere bejdset et hold, så vi har til den røde kraprodsfarvning i morgen. Til indigo- og valnøddefarvningen skal garnet ikke bejdses.
Vejret har leget sommer i dag, og vi havde heldigvis et par korte pauser til at sidde oppe på terrassen og nyde en kopkaf, solen og den skønne udsigt.
Da Ditte kiggede ned mod køkkenet, bemærkede hun, at det da fuldstændig lignede frilandsmuseet – bindingsværk, stråtag, brosten og med plantefarvet garn hængende til tørre på stativet. Da hun samtidig sad og strittede med sine nærmest mørkegrønne fingre efter en omgang tagrørsfarveskylning af garnet, gav dagens overskrift næsten sig selv.
(Kuropholdet kom ind i billedet, fordi Ditte er helt med på at spise det samme som John og jeg gør for tiden, så vi er simpelthen alle tre på kur, indtil Peter kommer fredag aften. Det er dog ikke den deciderede fasteudgave af den; det vil jeg alligevel ikke byde mine gæster – vi holder os til den sjovere del af den, bare med minus brød, kartofler og pasta.)

IMG_7712

Jeg kunne godt se, hvad Ditte mente …
Og farverne? Jamen de er da bare skønne.
Siger de to kvinder, der har ‘begået’ dem …
Og vi er slet, slet ikke færdige endnu, men vi har heldigvis hele to dage mere til at gå yderligere farveamok i …

IMG_7710

24. juli 2017

Dejligt besøg fra Canada

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: ,

Jeg vidste godt, at Lene, som, sammen med sin Finn, var så gæstfrie at huse os i flere dage, da vi ferierede i Canada og USA sidste år, skulle opholde sig et stykke tid i Danmark i løbet af denne sommer. Da vi talte om det, vidste hun ikke præcis hvornår det blev, men hun skulle nok give lyd, når hun var her, og hun lovede dengang, at hun ville forsøge at presse os ind i den særdeles stramme kalender, hun altid har, når hun er i Danmark.
Jeg forstår så glimrende, at det er svært at nå det hele … Lene har to børn og to børnebørn her; hun har en bror og hun har gamle venner, og så var der lige noget pilefletternoget, som også skulle nås. Alle skal naturligvis besøges; broderen og de to døtre, som bor langt fra hinanden, skal besøges i flere dage og sidstnævnte har naturligvis allerhøjeste prioritet, så John og jeg er heldige, hvis Lene overhovedet kan nå at besøge os i bare nogle timer.
Det er noget helt andet, end når John og jeg tager på ferie derovre og ikke skal andet. Vi er naturligvis kede af, at vi aldrig får gjort gengæld for deres store gæstfrihed, men Lene ved godt, at det ikke er viljen, der mangler.
Og så var det oven i købet lige ved slet ikke at blive til noget, for hun skrev, at det ville passe hende fint at komme og besøge os en dag fra og med tirsdag – altså i morgen – og så en eller anden dag i løbet af ugen.
“ØV nej, for hulan da, Lene, vi rejser til Sydafrika på tirsdag! Jeg kan simpelthen ikke bære at vide, at du er i Danmark i fire uger, men at vi alligevel ikke når at ses!”
Den fik hun heldigvis kringlet, således at hun kom i dag sammen med sin datter. Ih, hvor var det godt! Og meget hyggeligt også at få hilst på søde Dea.

P1070122

Vejret artede sig for en gangs skyld upåklageligt, så vi kunne sidde oppe på terrassen og spise frokosten og selvfølgelig også snakke løs i nogle timer.
Ingen billeder ellers … det tænkte jeg ikke så meget over at tage, for jeg var bare så glad over, at det kunne lade sig gøre at ses alligevel.

Der skulle være wi-fi i campen i Kruger Park, og jeg tager da også elektronikken med, men hvor effektiv forbindelsen er, ved jeg af gode grunde ikke.
Hvis der skulle blive stille her på bloggen et stykke tid, skyldes det forhåbentlig en dårlig forbindelse og ikke, at jeg er blevet til løvemad.
Jeg håber dog at kunne blogge dernedefra – under alle omstændigheder vil jeg skrive en elektronisk dagbog hver dag … om ikke andet, så for min egen hukommelses skyld, så det kan være, I bliver bombarderet med safariindlæg, når jeg er hjemme igen.
Med andre ord; hvis mit potentielle blogfravær varer mere end 14 dage, så ER jeg blevet til løvemad!

28. juni 2017

Vi bor tæt på et menneskereservat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Da Ditte og Peter var her i weekenden, legede vi som sædvanlig lokale turistguider og kørte lidt rundt med dem(!) både lørdag og søndag.
Når man kører ad Broskovvej, ad hvilken man også skal finde Oldtidsvejen (som var oversvømmet, da vi var der sidste år), kommer man forbi et menneskereservat. Jeg kender ikke de pågældende ejere af stedet, men de må formodes at have en mening med at skrive således. Man lægger i hvert fald mærke til det. Og undrer sig måske lidt …

IMG_6556 

Vi kørte til Bogø og fik fanget Farøbroerne fra en lidt anden vinkel; vi kørte ind for at hilse på den bittelille færge fra Bogø til Stubbekøbing, som kun sejler i sommerhalvåret, men som vi regner med, at cykelturisterne er glade for, for de må ikke køre på Farøbroerne. Derefter vi kørte videre til Møn, hvor Fanefjord Skov var dagens mål. Ikke af nogen speciel grund, men fordi det altid er godt at have et mål, og vi havde ikke været der før.

IMG_6558IMG_6562

Efter en længere tur ind ad temmelig våde skovveje, hvor bilen blev ganske forskrækkeligt snavset, nåede vi helt ud til klinten, som på denne del af Møn er af ler, og kunne af naturlige årsager ikke komme videre på hjul. Legebarnet Peter fik fluks øje på rebgyngen, hvor man kunne svinge sig helt ud over kanten. Vi andre skulle ikke nyde noget … man kunne også komme nede fra stranden og op her via et reb, men selv Peter opgav på forhånd, da der var så pladret, at han med stor sandsynlighed ville være blevet nægtet adgang til bilen bagefter.
Der var en meget lang langbænk, skåret ud af en træstamme. Ret kreativt.
Fanefjordskoven kunne sagtens blive målet en anden gang, hvor også kaffen eller picnickurven skal med.

IMG_6583IMG_6586

Vi lagde turen forbi Rønnebæksholm, hvor de normalt har en meget stor og yderst velplejet staude/urte/krydderurtehave, men den skuffede lidt denne gang, da der var en del bede, som bare lå hen og fik lov til at gro til med ukrudt. Halvdelen af anlægget var dog stadig nydeligt, og i midten voksede denne fantastiske rose, som jeg desværre har glemt navnet på. Ditte, kan du huske, hvad den hedder? Jeg bliver mere og mere vild med den, hver gang jeg ser billederne, så hvis ikke Ditte kan huske navnet, må jeg jo en tur til Rønnebæksholm igen for at finde ud af det, for den må jeg eje.
Resten af indlægget bliver billedspam af rosen. Jeg er stadig lidt handlings- og hjernelammet efter mødet med ejendomsmægleren. På tirsdag skal vi op og skrive under på kontrakten. Mon jeg kan lade være med at ryste på hånden?

IMG_6542IMG_6543IMG_6550IMG_6554IMG_6545

Er den ikke bare utrolig smuk? Og så dufter den oven i købet!

13. juni 2017

Dametur med herrechauffør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

I Den Stråtækte bliver der snakket lidt mere end en anelse for tiden, fordi Das Dritte Mädchen er på besøg. Det er smadderhyggeligt, og John fortrækker bare et eller andet sted hen, når han synes det bliver for meget. Fx trængte bilen pludselig gevaldigt til at blive vasket her til formiddag … ikke at han siger, at det er for meget snakkeri, men vi anser det for temmelig sandsynligt, at det er sådan det er. Og pyt da med det – det er ham vel undt med lidt fred til ørerne, og vi kan sagtens snakke, uden han er til stede.
Det kommer sikkert som en overraskelse for mange af jer, men det kan vi altså godt …

Vi tager ham det som sagt ikke ilde op, og han holder meget af Karen, men udsigt til kvindesnak i tre dage forstår jeg godt kan virke overvældende på de fleste mænd.
Ikke desto mindre var han helt med på den, da vi foreslog at pakke kaffekurven og køre en tur. Det blev til Karrebæksminde for at vise Karen, hvordan man kører ind gennem en græshoppe. Hvis jeg så oven i købet kunne få de kammuslinger, jeg alligevel ikke havde i fryseren, var det idel lykke.
Det var det. På Enø lå der den herligste og umanerlig indbydende fiskeforretning med alt til faget hørende i fersk og røget fisk og skaldyr. Inklusive kammuslinger, naturligvis, så jeg kunne have købt mig fattig, hvad jeg da næsten også gjorde.

Karrebæksminde

Ved kanalen stødte vi på et nyt ord: slopkiste. Ingen af os havde hørt det før, så det måtte googles, da vi var hjemme igen. Nu ved vi hvad det betyder, og så ved vi også, at der sikkert højst går en uge, inden vi støder på ordet igen. Det samme gælder for planten kulsukker, som Karen aldrig havde hørt om. Det har hun nu – og har selvfølgelig også set hvordan den ser ud, så om ikke planten selv, så dens navn støder hun også snart på igen. Sådan er det bare – er det mon ikke noget, vi alle kender? Altså at rende ind i et nyt ord eller begreb, som man ikke har mødt før i sit efterhånden lange liv, og så møde det igen ganske kort tid efter? Jeg synes det sker med forholdsvis jævne mellemrum.
Der er sikkert en god forklaring – det kunne være noget med, at man i virkeligheden har set/hørt ordet masser af gange, men bare ikke har hæftet sig ved det før, men den slags finder man jo aldrig ud af. Jeg synes i hvert fald, at det er et lidt pudsigt fænomen.
Og apropos ord … nu vil jeg sætte mig lige hen og snakke videre …

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

12. april 2017

Store – og helt små – børnebørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vi har haft et par særdeles hyggelige dage sammen med Ditte og Peter. Deres datter, som bor meget tæt på dem, var efterhånden blevet en anelse nysgerrig efter at se de der Ellen og John, som mor og far sommetider talte om, så hun kiggede over i går eftermiddags – medbringende sin lille og meget nye datter på bare seks uger.
Årrrhhh, hvor var hun dog dejlig! Den lille, altså, men datteren var nu også vældig sød … men sådan en bette bebs er da bare ikke til at stå for; jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser sådan en hjælpeløs og totalt afhængig lille størrelse.

Påske 2017

Det samme kan man ikke længere sige om mine to børnebørn … de er så sandelig hverken små eller hjælpeløse mere. Aubrey går rundt og ser enormt sej ud (er jeg sikker på han selv mener) iført badebukser og kasket. Anna med badedragt og sin nye, helt egen pc på hovedet. Tror jeg det er … ligner det ikke en pc? Hun skal starte næste skoleforløb (secondary school) i en ny skole efter sommerferien, så egen pc er et must. Hun er meget glad for den og har fået sin egen mailadresse nu.
Her har vi, både i går og i dag, kørt Arresø rundt med Ditte og Peter i 9 graders varme kulde og med en blæst så stærk, at chillfaktoren fik det til at føles som 9 minusgrader, og så sender Anna sådan et billede af dem, taget i dag, hvor det mere ligner en sommerferie end en påskeferie.

image

Det dejlige barn er dog ikke større eller blevet mere blasert, end hun kan skrive sådan en dejlig mail til sin mormor.
Glade blev både John og jeg, så der var ikke et øje tørt – og der er hele 1½ måned til vi skal se hinanden igen …

10. april 2017

Godt, vi snart skal på ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

P1060169

Gæster fra i forgårs til i går. Ude til frokost i dag. Afsted til Ditte og Peter i morgen formiddag, varende til onsdag eftermiddag (og misforstå mig ikke, for vi glæææder os), båden i vandet torsdag og derfor Søren til frokost, ned til Pia og Allan fredag (hvilket vi sevfølgelig også glæder os til). Ordne hus og have lørdag, pakke søndag, for vi skal, som tidligere skrevet, køre afsted til lufthavnen allerede 03:30 natten til mandag.
Men det fortsætter … vi er inviteret til frokost allerede om tirsdagen nede på Mallorca!
Hvem skulle nu lige have troet det?
Der kom en mail i formiddags fra en forhenværende kollega, som havde set på min blog, at vi skulle afsted, så hun og manden ville meget gerne have lov til at invitere os på frokost i den lejlighed de ejer dernede. Og vi skal i øvrigt med samme enormt tidlige fly derned. Ja tak! Det vil vi da vildt gerne! 
Det er en lille verden sommetider. Og vi keder os bestemt ikke i den …

Det var en overdådig frokost vi fik i dag, så vi har siddet og stønnet lidt i et par timer – ingen af os skal have noget aftensmad – men nu skal jeg lige finde ud af, hvilket eller hvilke strikkearbejder jeg skal have med i morgen.
Vi føler os ikke som Grethe Sønck og Volmer Sørensen i Pensionistvisen. Det håber jeg aldrig vi kommer til at gøre.
Det par, vi var til frokost hos i dag, er 81 og 86 år, friske som havørne og nogle dejlige eksempler på, at det også kan være godt at blive gammel. Hun springer springer stadig rundt som en gazelle; han har fået ny hofte og springer måske ikke ligefrem, men han går så fint, så fint. De er et par søde, friske mennesker, som man kun kan håbe på, man selv bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne – hvis vi ellers overhovedet får lov til at blive så gamle.
De har lige haft diamantbryllup. Det når John og jeg ikke, og der vil nok ikke komme så mange i fremtiden. Vi bliver godt nok ældre og ældre, men med den skilsmisserate vi har, må det nødvendigvis forekomme sjældnere, at folk opnår at have været gift i 60 år.

22. marts 2017

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , ,

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

imageimage

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

image

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder Open-mouthed smile

21. marts 2017

Mere bestillingsarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

imageJeg mangler ikke ret meget på Sørens norske sweater, men den får lige lov til at holde en pause, fordi Inge i sidste weekend viste mig et sjal, hun var faldet for … om jeg ville strikke det til hende?
Sådan noget kan jeg jo ikke svare på, før jeg har set opgavens omfang og sværhedsgrad, men da jeg så sjalet, var jeg solgt med det samme. Mønstret kunne købes på Ravelry, så det gjorde jeg kort tid efter hjemkomst, men farverne fik Inge den fornøjelse selv at finde og købe, idet den slags er umuligt at vælge på andres vegne.
Jeg så sjalet i en flot, søgrøn-blå udgave, og jeg indrømmer blankt (ganske som Inge også havde tænkt), at havde vi kun set det som på billedet øverst til højre, og som viser originalopskriften, var ingen af os faldet for det – faktisk syntes vi begge, at det er direkte grimt. Jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er god til at abstrahere fra det givne og se mine egne muligheder, men den evne ville have svigtet mig totalt ved dette sjal.
Googler man sjalet, vil det dukke op i et hav af mere eller mindre kønne varianter. Nederste billede viser de farver, som Inge kom med i går.

imageimageimageimage

Det er meget enkelt at strikke, men jeg kunne se, at det er asymmetrisk, og jeg er så dårlig til (og også alt for doven til at gide have det arbejde med) at rekonstruere sådan noget selv – så vil jeg hellere købe opskriften og bare strikke løs.
Inge ved slet ikke, hvor mange andre der også har det sjal, men fordi det er fundet på Ravelry, vil de foreløbig 2582 andre sandsynligvis være fordelt over det meste af verden, og så skulle man da være meget uheldig for at løbe ind i en med præcis det samme sjal som en selv, og under alle omstændigheder vil farvevalget være varierende.
”If you’ve ever held a pair of knitting needles in your hands, you’ve probably heard of the Find Your Fade shawl.  Everyone is knitting the pattern and for good reason.  It’s a super simple knit, the pattern is easily memorized, the knitting is constantly changing so you never get bored and the color options are endless.  I don’t remember ever enjoying a project more & the 2581 other folks on Ravelry who’ve knitted a Find Your Fade can’t be wrong.”

Inges sjal 2Inges sjal (1)

Det første havde hun nu ikke ret i, bloggeren jeg citerede herover, men resten er rigtigt, og de farver Inge har valgt, er jeg helt vild med, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang. Vi stod længe og lagde farvepuslespil for at finde den rigtige rækkefølge. Vi lavede det hele tiden om, men blev til sidst enige om, at det faktisk er aldeles ligegyldigt, hvordan man blander de farver – stort set samtlige muligheder vil være okay.

12. marts 2017

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , , ,

P1060012Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

P1050992P1050996

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

P1060002

P1060014P1050990Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

5. februar 2017

Det er med at have forbindelserne i orden –

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:38
Tags: , ,

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

P1050781

P1050783Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

29. januar 2017

En pludselig indskydelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags:

Jeg lavede grønsagslasagne i dag. Det er fuldstændig umuligt at lave en lille portion grønsagslasagne, når man vil have så meget forskelligt i, som jeg vil – det var en slags operation Tøm dit køleskab – så der blev ALT for meget. Efter vi flyttede herned, har vi desværre ikke længere Inge og Hasse til at afhjælpe den slags akutte overskudssituationer – det var vi ellers gode til at finde ud af sammen, da vi boede bare 12-14 km fra hinanden.
Heldigvis flyttede der nogle rigtig gode og søde bagboer ind for godt et år siden. De er naturligvis begge tilknyttet Marjatta. Seminariet, tror jeg, i hvert fald for hans vedkommende. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad hun præcis laver på Marjatta, men de ved begge virkelig meget både om bevægelse; han med en ph.d., hun som performing dancer, og om indlæring og skal snart på turne sammen. De har deres egen børneforestilling, som de skal rundt med. Spændende, spændende mennesker – ikke længere helt unge, men det gør dem ikke mindre spændende og interessante at lytte til og tale med.
De har en søn, der er designer i London – det kreative æble falder ikke langt fra stammen – og en datter, der er børnelæge og som bor i Jylland.  
Han er svensk, hun er dansk, men hun havde boet i Sverige med sin Göran i 35 år, indtil november 2015, hvor de flyttede hertil.

P1050768P1050769

Han kommer fra Jämtland, og måske fordi jeg kom og forstyrrede dem i en øvelsesseance i forbindelse med deres snarlige turne, tog han sin violin med over til os og spillede et par af sit hjemlands vemodige sange for os … sit Jämtlands vemodige sange, tøhø. For vemodige, det var de – i mol og derfor lidt dystre i deres udtryk, men særdeles svenske, ingen tvivl om det – ikke engang for os ærkedanskere, som er opvokset med Først den ene vej

Det er jo lidt usædvanligt sådan at have sin næsten helt private spillemand, men hvor er det dog hyggeligt.
Og vi slipper for at spise grønsagslasagne de næste to dage – nu er der kun til én dag. Gode naboer/genboer er godt at have i mange sammenhænge.

15. januar 2017

Lidt mosterchat – meget vennesnak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Forleden dag skrev Malle til mig, og nedenstående lille chat udspillede sig.
Hun skal nok blive god, hvis hun allerede er i gang med noget med rib.

P1050732P1050733P1050734

Malle, som efter planen skulle have være blevet moster (igen) d. 3. januar, blev snydt og blev det først dagen efter hun var ankommet til Norge.
Først da besluttede lillesøsteren til Ella sig til at ville ud og opleve verden, så nu går der nok mindst tre måneder, inden Malle får den lille ny niece at se. Så længe går der heldigvis ikke for os.

P1050741

Vi er en anelse flade i dag – vi har haft skønt besøg af Ditte og Peter, der, som traditionen efterhånden er blevet til, overnattede her, fordi de har langt hjem.
Det er bare så meget mere hyggeligt, når folk bliver og sover, selv om klokken som regel bliver alt for mange, inden vi kan finde sengene, og i går var naturligvis ingen undtagelse.
I formiddags blev vi enige om, at luften nok havde godt af os, så vi kørte en tur for først at se Blåbæk Møller og derefter til Vemmetofte Strandskov. Gåturen blev dog minimal, for luften havde ikke spor godt af os, mente den … den bed os ret så effektivt, så vi havde ikke fået tøj nok på til den lange spadseretur, vi så optimistisk havde forestillet os. Men smukt var der ganske som sædvanligt – selv her på en kold januardag er det en fryd for øjet med det stille vand og de skarpe silhuetter.

P1050743

Nu er de draget hjem mod det nordsjællandske … en af os tager en morfar, en anden skriver.
Om en lille halv time kommer David Attenborough og gør os klogere på naturens gåder; derefter kommer Barnaby og opklarer nogle mord i Midsomer County – for nej, Midsomer er ikke en lille landsby med en kolossal kirkegård, som mange tror, men et fiktivt, engelsk county, så der er rigtig mange endnu, der kan blive slået ihjel, inden de løber tør for ofre i den serie.
Med andre ord: Der bliver ikke lavet en pind mere i dag – det har været superhyggeligt, men vi kan desværre ikke rigtig holde til det natteroderi mere. Vi har det på ingen måde dårligt eller har ondt i hovedet, men energiniveauet har ikke toppræstationspotentiale.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

15. november 2016

Undervurder aldrig en kvinde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Never underestimate a womanFordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

6. november 2016

Så har vi været lidt sociale igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags:

Da vi kom hjem fra USA, var det længe siden, vi havde set nogen af vennerne. Tiden har det altså med at smuldre, når man ikke arbejder, må vi atter og atter konstatere. Eller … måske ikke ligefrem smuldre, for vi får da meget ud af dagene synes vi selv, men der smutter hurtigt en masse uger, uden vi lige tænker over det, men lige pludselig føler vi det er aaalt for længe siden vi har set nogen.

Vikingeskib fra Hundested

Det er vi så i fuld færd med at råde bod på. I onsdags kom Brian og den søde skotske NGO-kvinde. I fredags kom Pia og Allan og Inge og Hasse, og i går kørte vi op til Ditte og Peter, hvorfra vi næsten lige er kommet hjem.
Nu skal vi til Sverige i nogle dage – har lige et projekt brændeflækning, der skal i gang, selv om det ser ud til at blive noget af en kold omgang med dagtemperaturer lige omkring frysepunktet næsten hele úgen.

Det har, som altid, været skønt at være i godt selskab, hvad vi jo så har været en hel del i denne uge. Ditte og Peter serverede grønne æg for os til morgenmad. Æg skal normalt ikke være grønne, men disse skulle – de var produceret af hønsene, som de har i deres have.
Ditte og Peters grønne ægGrünleger hedder hønsene – grønlæggere på dansk, såmænd. Det var første gang, jeg har set grønne hønseæg.
I går regnede det så meget, at hverken deres plan A eller B kunne gennemføres, så det blev plan C, hvilket var at blive hjemme i den lune stue og, for de tos vedkommende, hygge sig med strikkepindene.
I dag regnede det ikke, så vi kørte til Hundested Havn og kiggede os omkring i møbelsnedkeriet og i glaspusteriet, som ligger lige over for hinanden og samarbejder om at fremstille smukke vikingeskibe i glas og træ.
Bagefter var planen, at vi skulle have været til Arresødal, hvor vi skulle have indtaget den medbragte kaffe og lækre kage, men vi opgav tanken, fordi det simpelthen var for koldt og blæsende til, at det ville have været rart at sidde udenfor – “nu kører vi hjem, og så drikker vi kaffen der!”
Vel hjemme igen satte Peter kurven ind på sofabordet, løftede den dækkende klud og så termokanden med kaffe, tallerkener, kage og mælk.
Ingen krus.
Peter og jeg kiggede på hinanden og begyndte bare at skraldgrine. Vi gik ud til Ditte i køkkenet og sagde, sådan nærmest hikstende af grin, at det dæleme da var heldigt, at vi ikke havde gået flere kilometer slæbende på den kurv for så, når vi trængte allermest til noget at varme os på, at finde ud af, at der aldrig var blevet lagt noget i den til at hælde kaffen op i.
Den kommer hun til at høre for længe …
Men ellers var alt upåklageligt, med meget og meget lækker mad.

28. september 2016

Sidste dag hos Lene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:37
Tags: ,

Sidste hele dag hos Lene og Finn. I morgen går turen mod Syracuse, hvor vi på vejen lige skal kigge lidt på The Finger Lakes, som skulle være meget smukke. Jeg fandt en rute ned langs en af fingrene, som er specielt scenic, og som ikke er for stor en omvej for os.
Jeg har holdt lidt lav profil i dag pga. ondt i halsen og en begyndende forkølelse. Dammit. Men jeg tror, det var den omgang venten på fyrværkeri søndag aften. Og så oven i købet forgæves. Surt.
Jeg har dopet mig med lidt fra husapoteket, blundet, læst, pileflettet lidt og så ellers ikke andet.
Jo, jeg har også fået en lang og god snak med Lene, mens John fik en morfar og Finn kørte et ærinde.
Det er lidt ærgerligt, at vi bor så langt fra hinanden, men det kan ingen af os rigtig gøre noget ved.

P1030926IMG_6950

Lake Erie har opført sig meget forskelligt disse sidste par dage. De sidste to døgn har den tydeligt kunnet høres oppe fra huset, hvor den var spejlblank og stille den første dag.
Vejret skifter fra klar, blå himmel den ene halve time til dyster og blytung den næste halve. Torden og regn i nat og forholdsvis godt hele dagen i dag – men altså skiftende.

IMG_6938

P1030952Jeg er vild med denne kontrast, selv om himlen varsler uvejr.
Træernes løv er så småt begyndt at skifte farve, så vi satser kraftigt på, at når vi kommer lidt op i højderne, er farveskiftet længere fremme end her.
Det har været så dejligt, at Lene og Finn, selv om vi kun har mødt hinanden en gang før, har villet huset os i fem dage. Hun tilbød os en hel uge, hvilket jeg syntes var ret modigt, men det har bare været så godt og hyggeligt alt sammen. Vi havde dog begge på fornemmelsen, at det ville vi godt kunne holde ud, og ingen af os tog fejl – hvilket vi fik bekræftet allerede da vi mødtes første gang for tre år siden. Sjovt, at der bare er nogle mennesker, man lynhurtigt falder i hak med – og hvor man næsten ved på forhånd, at sådan vil det være.
(Frokosten indtoges en af dagene på terrassen, hvor vi selv fremstillede vores hotdogs …)

IMG_6967IMG_6968IMG_6969

Det var det … alt har en ende, og det gode har den ende alt for hurtigt … vi takker og vil huske jer som et par meget dejlige og gæstfrie mennesker.

25. september 2016

Tour de Lene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 02:36
Tags: , ,

Efter en god nattesøvn, der stort set satte os i normaltilstand rent søvnrytmemæssigt, slappede vi bare i af i formiddags. Lene viste os rundt på deres dejlige sted – vi så hendes pilearaler, hendes værksted og lager; vi gik en tur ned til Lake Erie, som var smuk, blå og stille i dag.

P1030905

P1030906

Lene begyndte at interessere sig for pilefleting i 2005. Inden da kunne hun knap nok kende et piletræ fra andre træer, men i dag dyrker hun omkring 35 forskellige arter, hun sælger af den høstede pil, hun sælger sine flettede varer, hun sælger stiklinger og hun underviser i pileflet. Det er (endnu) ikke så almindeligt i Canada som i DK, så hun er lidt af en pioner herovre og har fået en god forretning ud af det.

P1030903P1030904P1030911

Pil er ikke bare pil – de ser meget forskellige ud, og Lene har lavet nogle flotte, flotte ting, hvor hun har udnyttet disse forskelle.

P1030914P1030915P1030919

Hun har sagt, at vi kan få et minikursus, hvis vi er interesserede. Det er vi! I hvert fald en af os … jeg vil meget gerne prøve en eller to småting, jeg vil kunne have med hjem i kufferten.

Eftermiddagen gik med at køre tur, køre til Niagara-on-the-Lake, til et bryggeri (Oast) og en vinproducent, som der er overraskende (for os) mange af her i Ontario. Vinene er ikke bare drikkelige; de er faktisk rigtig gode, både de hvide og de røde, så vi kom til at købe nogle stykker til at sidde og nyde om aftenen sammen med Lene og Finn.

P1030941

En lidt alternativ taburet … og det er ikke kun USA, der er landet med de specielle postkasser – Canada kan sagtens være med her.

P1030928P1030930

Vi oplever så meget, at jeg løber helt sur i stednavnene – jeg var nødt til at se på et kort, hvor vi egentlig har været … havde knap nok styr på, om vi har været mod nord, syd, øst eller vest, for jeg har intet med kørslen at gøre. Jeg sidder bare bag i bilen sammen med Lene, pladrer og snakker og kigger og nyder at være turist med gode privatguider.
Her var jeg dog helt klar over, at vi kørte mod vest …

P1030950

Nu sidder vi igen og nyder Lenes eminente kogekunst og Finns gode vine. Jojo, han brygger skam selv, og det kan på ingen måde sammenlignes med det sprøjt, det var så moderne at fremstille i firserne.

4. september 2016

Lost in London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: , , ,

I aftes blev middagen indtaget i Soho på en af Bukowski-restauranterne, som jeg ikke kendte før i aftes. En sød og frisk, men ikke overfrisk, ung gut kom hen til os og spugte hvor vi kom fra og hvad vi ville have at spise. Vi sagde Danmark og hvad vil du anbefale.
”Don’t take the clam chowder – it’s absolutely rubbish. Absolutely! Not worth eating. But the lamb and the ribs are excellent.”
”Vi er lidt i tvivl om hvilken af disse to rødvine, vi skal vælge.”
Så kom fyren med glas og lod os alle tre smage begge vine, så vi var i stand til at træffe en beslutning. Enstemmig, heldigvis.
Der var MASSER af mad, og det smagte fuldstændig, som trækulsgrillet kød skal smage.

P1030753P1030754

I dag skulle vi finde til Battersea Park, fordi der var noget bestemt “vandkunst”, jeg gerne ville se.
Battersea Park fandt vi nemt, men inde i parken gik det så grusomt galt. Nu er det ikke en helt lille park, og det var overskyet – så er jeg totalt lost. Kan overhovedet ikke finde ud af noget som helst, hvad retning angår – på trods af, at vi fik et kort over parken og fik forklaret vejen hen til vandkunstens placering, gik vi i den helt forkerte retning. Hvilket vi fandt ud af, da vi havde gået hele parken igennem og opdagede, at Themsen overhovedet ikke var, hvor den burde være. Themsen har man nok ikke flyttet, så sandsynligheden for, at det var Die Drei Mädchen, der var gået galt i byen, var ikke helt lille. Vi gik og vi gik og vi gik. Kom blandt andet forbi et hundeshow med mange både to- og firbenede deltagere; med tivoli und alles … jeg var ved at give op til sidst, men de to andre blev stædige og mobbede mig på det grusommeste.
Og lige pludselig langt om længe stod vi ved søerne, hvor Samara Scott havde lagt stof i og farvet vandet. Godt så. Det var det … vi gik over Themsen og fandt en bus til Kensington High Street, hvor frokosten blev indtaget og shoppegenet derefter aktiveret.

P1030763P1030764

I parken var der svævende aktiviteter af forskellig art – kvinden til venstre var god, mens drengen til højre aldrig nåede videre; han var ikke stor nok til at nå rebet på det næste hold planker.

P1030774P1030757

Albert Bridge, som vi krydsede til fods – og vi sørgede naturligvis for at undgå at gå i takt … vi ville ikke risikere, at den gik i selvsving!
Og ja – vi bor tæt på Paddington station, så selvfølgelig står bjørnen her også.
Lige nu står den på afslapning – vi er sandelig en køn treenighed … én har ondt i knæet, én har ondt i ryggen og én har ondt i røven. Én sover, én strækker ryg og én skriver et blogindlæg. Der samles kræfter til at gå ud og spise aftensmad. Sådan var det ikke for 35 år siden, da vi mødte hinanden, men tiden går som bekendt, og den sætter sine spor undervejs.
Og det er så ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt. På ingen måde …

18. august 2016

Vi er lidt udfarende for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Gul furehat i potteplantenVi er lidt udfarende for tiden – i hvert fald én af os.
I tirsdags var jeg sammen med Die Drei Mädchen samlet – vi skulle lige have aftalt detaljerne i vores tur til London og til Charlotte om en tre ugers tid.
Det var altså svært at få aftalt. Ikke fordi vi ikke kunne blive enige, men igenigen var det for længe siden vi havde været sammen, så vi nåede som regel kun meget kort ud ad en tangent, inden den tog en drejning og samtalen pludselig drejede sig om noget helt andet – tredje – fjerde – femte … HOV! Hvor var det lige vi kom fra? Nåjo … vi starter igen. Hvorefter det samme gentog sig.
Vi kom vistnok i mål – i hvert fald med det vigtigste, men hele verdenssituationen blev ordnet ved samme lejlighed, så vi nåede vidt omkring.
Karen havde opdaget en svamp i sin potteplante; et fænomen, ingen af os har set før, men en googling har siden oplyst mig om, at det vist er forholdsvis almindeligt. Den hedder gul furehat, og man skal bare lade den være, for den gavner mere end den skader – men man skal ikke spise den.
image

I går var det Det Fast Sammentømrede Engelskhold – vi var der alle syv for en gangs skyld. Herligt at møde dem igen, men hvorfor skal den slags altid falde oven i hinanden? Jeg bliver lidt træt, for jeg har meget langt hjem og kommer derfor sent i seng.
Hos Helle (4)I dag har John fået klippet øjne. Han har fået taget noget af øjenlågene, som besluttet af øjenlægen tidligere på året. Han tager det pænt, men hævder, at han på ingen måde forstår, hvorfor folk gør det af rent kosmetiske årsager!
SÅ sjovt er det heller ikke, mener han.
Han har lige taget en lang lur på sofaen, og fordi han ikke må ligge på siden, som han plejer, lyder der en kraftig snorken derhenne. Det er nu egentlig meget hyggeligt at høre på, når man vel at mærke ikke selv skal sove, men I skal nok ikke spørge mig i aften og i nat, om jeg synes det samme der …
I morgen skulle vi have været hos bagboen og spise, men det er blevet udsat til lørdag – så ser John nok også lidt bedre ud. I enhver forstand.
Lørdag formiddag skal vi på Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholder Havemarked, og hvor der bl.a. skal finde en dahliakonkurrence sted. Jeg har ikke tænkt mig at deltage, selv om jeg synes jeg har en smuk vinderkandidat i Rip city, men det må kunne give mig god inspiration til min udvidelse af dahliabedet næste år. Jeg er virkelig faldet for den blomst, og i lørdags fik jeg det perfekte kursus i nem, men effektiv vinteropbevaring.

10. august 2016

Et kongeligt sølvbryllup – blandt andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:42
Tags: ,

For et godt stykke tid siden fik vi bud fra Danmarks eneste kvindelige konge – Kong Mor (hvis franske mand dog ikke glimrede ved sit fravær, fordi han er gået på pension), at vi skulle være så hjertelig velkomne til at deltage i hendes og hendes royale gemals sølvbryllupsreception, som de ville afholde denne eftermiddag i den fynske mølle. Det er et pænt stykke tid siden sidst vi har set hele den kongelige familie, så vi blev glædeligt overraskede over invitationen. Og selvfølgelig ville vi drage til Fyn for at sige tillykke til dem. Det var der temmelig mange andre, der også havde haft tid og lyst til, så det var en ren overdådighed af mad og mennesker. Meget hyggeligt.
John troede dengang, jeg fortalte ham om invitationen, at jeg måtte have misforstået det, for så godt kender vi heller ikke hinanden, selv om vi har haft nogle virkelig dejlige timer sammen. Kong Mor kunne så forsikre, at vi intet havde misforstået, og at der var en særlig grund til, at de ville se os. Den grund fik vi – og blev helt rørt.

Dybsø Dybsø  (1)

I går var også hyggelig, for der kom Inge og Hasse en tur. Som det efterhånden er skik og brug, kørte vi en tur, hvor et af stoppene var Avnø Naturcenter og et andet var Dybsøstrømmen mellem Svinø og Dybsø … en hyggelig lille plet på danmarkskortet, som I&H ikke kendte. John og jeg har haft campingvognen med på Svinø camping mange gange mellem 1990 og 1995 – vi syntes det var sådan et skønt og fredeligt lille sted, hvor det ikke var småbørnsfamilierne, der dominerede pladsen, og der var ikke længere end at vi kunne køre derned på omkring 1½ time. Campingpladsen eksisterer ikke mere.

Grå krontrane (2)Grå krontrane (3)Grå krontrane

I dag så vi på fugle – i Fuglezoo ved Tommerup på Fyn.
Det må vi så begge med beklagelse erkende, at vi var lidt skuffede over. Det så nogle steder lidt forsømt ud, og det irriterede os begge en hel del, at omkring halvdelen af informationsskiltene om fuglene var enten forkerte eller helt manglede. Forkerte på den måde, at det ikke var den beskrevne fugl, der var i volieren. Selve teksten har sikkert været korrekt nok – bortset fra, at man i alt for stor stil excellerede i særskrevne navneord.
Ovenstående fugl er en grå krontrane – en flot fyr, som, da han (hun?) så os, kom hen og begyndte at danse for os. Og blev ved og ved … hele vejen langs hegnet ville fuglen meget gerne have vores opmærksomhed.
Ellers var det nok især tre killinger på omkring 10 uger og deres mor, vi var betaget af … de havde den blødeste og mest silkeagtige pels, jeg har set og mærket hos en kat – jeg blev næsten fristet til at smugle en af killingerne med hjem i bilen. Næsten.
Nu skal vi slet ikke noget de næste to dage – vi har helt glemt hvordan det er.

2. august 2016

Glade, trætte og mætte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , ,

Vi havde en gammel aftale med Ditte og Peter om, at de skulle komme et par dage i deres ferie, og de par dage er nu lige overstået. De er kørt hjem til Nordsjælland, John er taget et smut til drømmeland og jeg selv til blogland.
Det er dog utroligt, som der kan blive snakket på godt et døgn … man skulle tro, at det ville være tid nok, men vi kom da ikke i seng før klokken to i nat.
Man er måske en anelse træt nu, men det er på den go’e måde.

Nyord (3)

I går eftermiddags kørte vi til Nyord, hvor vi investerede i et par glas af den berømte Nyord-sennep i Noorbohandelen. Vi så også senneps‘fabrikken’ – helt tilfældigt, fordi det begyndte at regne kraftigt, hvorfor vi søgte læ i rekordfart, da regntøjet lå i bilen. Det viste sig at være en heldig byge, for Ditte opdagede, at man kunne købe sorte sennepskorn, som vi begge længe har ledt efter op til syltesæsonerne, men ikke har kunnet finde. Før i dag. Vi købte også noget groft sort og gult sennepspulver til hjemmeproduktion af en god, men meget stærk sennep.

P1030482

I dag ville luften helt sikkert have godt af os, så vi kørte en tur til Bregentved og Gisselfeld, som D&P måske, måske ikke havde set før – det var i givet fald maaange år siden. Bregentved ligger noget så idyllisk, og de små, stråtækte bindingsværksskønheder på den anden side af vejen er faktisk meget mere fotogene end selve Bregentved hovedbygning.

P1030486

P1030488Vi har aldrig set så mange springbalsaminer samlet på ét sted. Smukt var det. Også den gulgrønne tidsel af (for os) ukendt art, som vi lidt senere genså ved Villa Galina. Ingen af os havde set den før, men den kan vel næppe være egnsspecifik. Ingen torne på stænglen, kun nogle halvbløde af slagsen på bladene.

Derefter Gisselfeld, hvor vi lovede Peter at springe den store park over og kun bevæge os rundt i et mindre område (alt er relativt) for at se det meget flotte orangeri og bygningerne omkring området, hvor de store jule- og livsstilsmesser afholdes. Plus herskabsstaldene.

P1030495

Flot. To stavefejl i den korte, engelske tekst.
Inde i orangeriet, hvor der for nylig er indrettet en lille tesalon, var der en tavle, hvor der var skrevet ‘the’ to steder – med kridt. Det var derfor ret nemt at viske de to overflødige h’er ud … Ditte blev vist lidt flov over mig, men det var kun hende, der så det.
“Du kan altså ikke få folk til at holde op med at skrive te med h, Ellen!” 
“Det har du givetvis ret i, men det skal ikke forhindre mig i stædigt at blive ved med at prøve!”
Til sidst kørte vi til Villa Galina, hvor vi ville have købt en kopkaf.
Lukket mandag og tirsdag …
Nå – det var alligevel også blevet frokosttid, så den kørte vi hjem og indtog.
Vi takker for en masse timer med en masse snak og en masse hygge!

19. juni 2016

Vejrhøj er et godt navn – der var masser af vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: , , ,

Weekenden er tilbragt i særdeles godt selskab i sommerhus med Ditte og Peter og i går også med Inge og Hasse.
Sommerhuset ligger i et yderst smukt hjørne af Sjælland; helt ude på Ordrup Næs. Jeg har været på Dragsholm før, men Ditte og Peter kunne vise os nye (for os) landskaber og veje, der skar igennem nogle af de skønneste steder, vi har set i Danmark.

P1020581

Bjergene kaldes området, og i et land, der kalder et af sine højeste punkter for Himmelbjerget, er det vel relevant nok … her er vi på vej op til Vejrhøj, som med sine 121 meter rager pænt op i landskabet. I klart vejr skulle man kunne se Roskilde Domkirke, men jeg fandt den nu ikke.

P1020582P1020585

Man kommer ikke udenom den nydelige udsigt, der var deroppefra. Her tænker jeg dog ikke på Peter, selv om han er en nydelig mand … og holddaop, hvor det blæste deroppe.

P1020586

Til lørdag aften var der bestilt bord i Spisehuset på Dragsholm. Der er både á la carte-retter og enten 2-, 3- eller 4-retters menu.
Vi tog ikke den navnkundige gourmetrestaurant, da vi også gerne ville have råd til benzinen hjem, men Spisehuset havde vi bestemt ingen klager over – det er da også samme køkken til begge steder, og man kunne såmænd sagtens have bildt mig ind, at det var gourmetresturanten, vi spiste i – vi slap måske derfor for det skrækkelige spytlignende skum, der åbenbart er blevet et nødvendigt onde på de finere spisesteder.
Dette her var så umanerlig lækkert, at jeg hører englesangen endnu. Vi tog enten to eller tre retter fra menuen; John og jeg sprang desserten over og tog to forretter og hovedretten.

P1020595P1020596

Herover agurkesuppe (kold) og hvide asparges med hummercreme. I michelinklassen.

P1020597P1020598

Herover langtidsstegt kalveculotte med Lammefjordens grønsager, samt desserten, som fire tog: rabarberkage, men vist ikke en helt almindelig rabarberkage.
Hvis forretterne var i michelinklassen, så var hovedretten trestjernet. Den kalveculotte var så mør, saftig, god og lækker, at vi alle seks sad småstønnende i en grad der nærmede sig et leje, der ellers kun hører soveværelset til, med himmelvendte øjne og var, på trods af i forvejen høje forventninger, forbavsede over, at noget kunne være SÅ godt. Og vi er ikke helt nemme at imponere … hvilket ikke er det samme som, at vi ikke er nemme at stille tilfreds, men der skal altså en del til at efterlade seks personer, der alle går en del op i mad, nærmest stumme af beundring.
Det med stumheden varede dog ikke så længe.

P1020599

Mætte og tilfredse både med maden og selskabet red vi hjem i solnedgangen – Inge og Hasse helt til Roskilde, mens vi andre nøjedes med de få kilometer til sommerhuset.
Skulle I få lyst til at forkæle jer selv med et udsøgt måltid, der er til at betale uden at skulle ansøge om et banklån først, kan vi på det kratigste anbefale Spisehuset på Dragsholm slot!
Vi er nu hjemme igen i Den Stråtækte, hvor John tager en lur, mens jeg skriver. De sidste to nætters søvn blev ikke helt så lang som normalt, men det kan vi indhente i nat.

17. juni 2016

Alle gode gaver …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

P1020546Når dette indlæg bliver udgivet, sidder vi i et sommerhus sammen med Ditte og Peter. 
Lørdag formiddag vil Inge og Hasse slutte sig til os.
Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en overmåde hyggelig og ordrig weekend – også selv om vejret ikke bliver sommerhus-ideelt. Vi kan sagtens snakke inden døre! Og i regnvejr! På lørdag skal vi alle seks spise på Dragsholm Slot – det er der lige en her, der glæder sig rigtig meget til. Det gør de fem andre forhåbentlig også, men jeg har hørt, at det skulle være så godt.

Værtsgaver … hvad finder man på? Inge kom med en god ide: Peter Beyer-chokolade. Det kan ikke gå helt galt, hvis jeg kender værtsparret ret.
Ditte går meget op i råvarer og i madlavning, så jeg tænkte, at det måske ikke ville være en helt tosset ide at lave lidt ramsløg- og chilisalt.
Det giver det et særligt touch, når det er hjemmedyrket og ditto lavet. Til den juicepresser, jeg for nogle år tilbage fik i firmajulegave, hører også en krydderikværn, som jeg ofte har glæde af, når mine tørrede krydderier skal knuses.
Herunder ses chili før og efter behandling i en effektiv kværn.

P1020544P1020545

Det kan ikke kun blandes i flagesalt og se dekorativt ud på spisebordet; det kan også i sin rene form bruges i madlavningen og – måske – anvendes til at lave chiliolie af.
Det har jeg ikke prøvet før, så Ditte og Peter er ofre for et eksperiment, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Det bliver måske for stærkt til salatdressing, men et skvæt på stegepanden vil nok kunne give et stykke kød lidt bid.
Flot ser det ud – næsten som solskin på flaske. Jeg har også lavet lidt til mig selv.
God weekend derude – jeg vender stærkt tilbage på søndag.

29. maj 2016

Opskrifter på en god dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Pyh, det var godt at få luft i går. Tak for alle de gode kommentarer!
Min søde chef hævdede, at jeg aldrig ville få mavesår eller stress, fordi jeg aldrig brændte inde med noget, men fik tingene frem i lyset og sagde fra, når jeg havde for meget at lave. Det er ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert.

Marinerede lammemørbrad

I dag bliver en god dag, for når dette indlæg udgives, er Inge og Hasse ankommet. Alene det gør det jo til en god dag, men jeg har tænkt mig at bidrage yderligere til den ved at servere grillede, marinerede lammemørbrad i aften. Hertil krydderkartofler (= nye kartofler bagt med frisk løvstikke, esdragon og brøndkarse, plus lidt olivenolie, salt og peber) og en salat med en lækker dressing, jeg lige har opdaget.
Én lammemørbrad til hver er ikke nok, så jeg laver også to lammeskanke, som bliver overhældt med rødvin og rosmarin og sat i ovnen ved 130° i tre timer. Det fik jeg en smagsprøve af hos Menu-slagteren i forgårs, og det var intet mindre end himmelsk mørt og velsmagende. “Bare brug den billigste rødvin, du kan få – det bliver godt under alle omstændigheder.”
Jeg kan godt lide hans usnobbethed vedrørende rødvinen. Det er vist gået lidt af mode igen, men for år tilbage prædikede tv-kokkene altid, at man skulle bruge samme vin i maden, som man drak til den. Jeg fik hver gang sådan en lyst til at lade de kokke blindsmage, for jeg turde godt vædde på, at de ikke selv kunne smage forskel, og hvem er så fjollet at komme en hundedyr vin i maden?
Når de to kommer, er standarddesserten forskellige oste, og dertil et nybagt maltbrød.
Til kaffen er der Fru Zauppers fantastiske konfektkage. Den tager 100 år at lave, men hvis jeg laver dobbelt portion, bliver der seks portioner til fryseren ud af det, for man kan kun spise et meget lille stykke. Den er virkelig heftig og al ulejligheden værd!
Det skal nok blive godt altsammen.

P1020267

Måske lige bortset fra, at de lover skybrud i vores område i eftermiddag, så det kan være jeg bliver nødt til at skrotte planerne om at køre hen til Oldtidsvejen, som ligger ikke så langt fra os, for at gå en tur langs den. Vi ville have cyklet ned til den forleden dag, men det kan (og må) man ikke, så det kan kun blive på de flade futter.

Vi tager det som det kommer – det er nu også meget hyggeligt at sidde inden døre og se ud på heftig regn, og vi trænger i høj grad til den, selv om jeg nu nok synes det kunne have ventet til i morgen – jeg har måttet vande i haven flere gange, fordi alt det nyplantede og -såede helst skulle overleve.

8. maj 2016

Det franske marked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

IMG_5798

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?
IMG_5804

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

IMG_5807IMG_5810

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

IMG_5827IMG_5832

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

Næste side »

Blog på WordPress.com.