Hos Mommer

5. august 2018

Den ultimative skaldyrsbuffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags: ,

Vi har oplevet så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde, men nu kommer fredagsoplevelsen først.
Det var den store og efterhånden nærmest legendariske skaldyrsbuffet på restaurant Arken i Køge Marina. Man er nødt til at bestille bord flere måneder i forvejen, og vi hørte da også mange, som blev afvist. Restauranten, som kan rumme temmelig mange mennesker i de fire rum, var propfuld.
De har buffeten torsdag og fredag aften i juli, august og september, og der er altid 100 % booket op.
Vi skulle mødes der med Hanne og Steen, og vi var alle fire spændte på, hvad vi gik ind til. Måske især John, som normalt ikke kan slæbes med ind på en fiskerestaurant og ikke engang kunne overtales til det i Bretagne.

Skaldyrsbuffet på Arken (1)Skaldyrsbuffet på Arken (2)

Skaldyrsbuffet på Arken (6)Skaldyrsbuffet på Arken (7)

Det var f.u.l.d.stændig fantastisk. Intet mindre. Vi var forbløffede, overraskede, imponerede, glade, benovede …
64 forskellige ting var der – plus salatbuffeten. 64 ting, og vi kunne næsten nå igennem dem alle, fordi mange af dem var anrettet i bittesmå, men yderst delikate, portioner.
Langs den ene væg stod der kokke og stegte rejer og kammuslinger efterhånden som vi kom og fik dem på tallerkenerne.
I hjørnet stod hummertårnet; der var ½ hummer til alle, der ville have en sådan, og nedenunder lå der taskekrabber, jomfruhummere og andre lækkerier.

Skaldyrsbuffet på Arken (3)Skaldyrsbuffet på Arken (9)

Der var østers, forskellige slags clams; der var kammuslinger tilberedt på flere forskellige måder, og der var blå-, kniv- og andre muslinger.
Blæksprutter, tun, havkat og rødfisk. Torsk, laks, sværdfisk og haj.
Der var også kæmpeskåle med hundredvis af halve citroner, som var pakket ind i tyl, som var bundet med en snor. Alene det er et stort arbejde. Der var også hundredvis af våde, kolde, hvide vaskeklude, fint rullet sammen og lagt så fint og pynteligt i en meget stor skål.
Der var kælet for alle detaljer, både de kulinariske og de mere praktiske.

Skaldyrsbuffet på Arken (10)Skaldyrsbuffet på Arken (11)

Det var i det hele taget suverænt alt sammen. Vi blev naturligvis mætte, men som det altid er med fisk, bliver man mæt på den gode måde og uden den overfyldte fornemmelse, man kan få efter en stor middag med kød. Ikke at vi ikke bryder os om det … det er bare noget andet.

Og nu til noget lidt pudsigt: Vi blev inviteret op til Sus og Jan hele weekenden, men kom først derop i går, lørdag, fordi vi længe havde haft denne aftale fredag aften – der skal jo bookes i god tid.
Torsdag aften var Sus og Jan til skaldyrsbuffet på Arken i Køge Marina. De bor i København og har sommerhus på Sjællands nordkyst, så vi havde ikke lige forestillet os, at de skulle kunne findes i Køge dagen før os, men som sagt: det er en hamrende god buffet, som er kendt viden om.

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

Reklamer

8. juli 2018

I sommervarme på nordkysten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Sus og Jan sommerhus (8)

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Uhhh det er koldt

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

Sus og Jan sommerhus (10)Sus og Jan sommerhus (11)

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

Sus og Jan sommerhus (12)Sus og Jan sommerhus (16)Sus og Jan sommerhus (15)

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

16. juni 2018

Nu skal I nok få fred …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

P1020381Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

14. juni 2018

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: , ,

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

P1020375

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

12. juni 2018

4,8 kilo garn farvet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:21
Tags: , ,

P1020365

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

P1020366

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

8. juni 2018

Bare skær dem helt ned – de skal nok komme stærkt igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

I overskriften gengiver jeg havekonsulentens ord om roserne ude foran. Jeg har svært ved at klippe roser ned om foråret – nu er de lige kommet så godt i gang, og så skal der brutalt skæres det hele af igen. Næsten da.
IMG_8468Jeg skærer, men åbenbart ikke nok … da hun kom til roserne på vores rundtur gennem haven, sagde hun, at det da vist var på tide at få dem skåret ned.
“Øhh, det har jeg da gjort for i år”, svarede jeg, og så kunne hun ikke lade være med at grine. “Du skal skære dem meget mere ned. Så bliver de tætte forneden og vokser ikke helt op og dækker vinduerne, som alle de der vil gøre.”
Hun havde jo nok ret … det er ligesom hende, der er eksperten – så jeg gjorde som hun sagde, og naturligvis havde hun ret. Roserne er så kraftige som aldrig før … og er alligevel vokset op over det nederste af vinduerne … men de får nu også godt med gødning. 
De hyppige fotoseancer fra turisternes side er da også i fuld gang. Det bliver først rigtig smukt, når dahliaerne begynder at blomstre, men det kan turisterne jo ikke vide, og det varer også et stykke tid endnu, selv om de er godt på vej.

I aftes mødtes Det Stærkt Sammentømrede Engelskhold. Desværre var der en, der ikke kunne komme.
Nu er der kun tre af de seks, der stadig arbejder (+ Andrew, selvfølgelig), men vi holder fast i at mødes med jævne mellemrum – det er jo så sandelig ikke kun arbejdspladsen, det være sig nuværende eller forhenværende, der tales om hele tiden.
Vi har alle stor fornøjelse af at mødes; jeg nyder altid at blive opdateret på rigets tilstand, og de andre nyder at kunne sige chef- og arbejdsrelaterede ting i et forum, hvor alle ved, at alt forbliver inden for samme forum.
”Du ligner altså et insekt, Andrew! Tag de grimme briller af, når du skal fotograferes!”, sagde jeg.
Men om han ville, det stædige asen …

P1020342

Næste gang satser jeg på at kunne lokke dem til at køre ned til mig, selv om de synes der er frygtelig langt fra Farum og Birkerød og hvor de ellers kommer fra i Nordsjælland. Der er jo altså ikke længere, end jeg har op til dem … det er næsten lige som at tale med jyder, som tilsyneladende mener, at der er længere til Sjælland fra Jylland end omvendt.

31. maj 2018

Når kærligheden holder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:57
Tags: ,

I går var vi til sølvbryllup. Det var Das Andere Mädchen, som har været gift med sin elskede Jan i 25 år.
Det er skønt at se, at kærligheden kan holde i 25 år – der er ingen tvivl om, at de to elsker hinanden og vil med størst sandsynlighed også elske hinanden i 25 år til. Eller hvor længe det nu kan blive til, men en sund levevis skulle vel nok kunne få dem om på den anden side af de 90 år.
Vi var 60, og lige godt halvdelen, nemlig 32, var også med til brylluppet, som blev holdt i Kong Hans’ Kælder i København.
Sølvbrudeparret holdt sig til det kongelige og gav frokost på Orangeriet i Kongens Have.

Sus og Jans sølvbryllup

Vejret kunne ikke forlanges bedre. Vi tog toget til København og var i god tid, fordi man altid hører om de mange forsinkelser, man kommer ud for, når man tager offentlig transport, og vi ville ikke risikere at komme for sent. Nok netop fordi vi havde rigeligt med tid, kørte alt på skinner (tøhø), så vi sad og fik en kop kaffe på en café lige over for Kongens Have og så garden trække op (spøjst udtryk, ikke sandt?) og standse trafikken, da den skulle krydse Gothersgade på vej mod Amalienborg.
Det var meget hyggeligt at sidde en lille halv time og se på det forbipasserende byliv – det er sandelig ikke ret ofte, vi gør det mere. Det er faktisk alt for sjældent, for det er sådan, at når vi sidder derhjemme i vores dejlige have, savner vi overhovedet ikke byen, men når nogen tager os sammen og tvinger os derind, så nyder vi det.

Sus og Jans sølvbryllup (1)

Det var også sjovt at se folk igen – nogle af dem har jeg set indimellem, når der har været holdt fest, men andre var det 25 år siden jeg sidst havde set. Det var dog skrækkeligt, så meget der var sket med folks ansigter på de 25 år! Til dels også kroppene, men nok især ansigterne!
Jeg er glad for, at jeg ikke kan høre, om de siger det samme om John og mig. Men vi har naturligvis ikke forandret os lige så meget som alle de andre.
Eller hvordan er det nu lige, det er?
Naturligvis har vi det, men jeg skal da lige love for, at aldringsprocessen bliver ekstra tydeliggjort, når der er 25 år imellem, at man ses.
Der var én kvinde som fuldstændig lignede sig selv fra dengang, men det synes jeg måske kun, fordi jeg har set hende en omkring halv snes gange gennem årene?
Og der var en anden kvinde, som også tydeligt var blevet 25 år ældre, men som på ingen måde havde tænkt sig at indrømme det, hvilket bl.a. afspejledes i hendes påklædning. Det er synd, synes jeg – det har den modsatte effekt end hun går og tror.
Nogle siger, at alder kun er et tal.
Det passer ikke. Alder er mange, mange ting. Nogle virker gamle allerede som unge, nogle holder sig unge på den gode måde, nogle tror selv, at de holder sig unge og gør sig dermed ældre end de er, og så er der de fleste, som bare er (og accepterer) deres alder, uanset hvad den måtte være.
Men kærlighed har ingen alder.

23. maj 2018

Jeg mangler tid!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:34
Tags: , ,

Hvordan pokker jeg nogensinde har fået tid til at arbejde, forstår jeg simpelthen ikke … og det har naturligvis intet at gøre med, at jeg generelt har sat tempoet ned. Overhovedet ikke – tværtimod har jeg da skruet det op.
Eller … det har jeg jo nok ikke; det er sikkert bare noget man føler, når man bliver ældre.
I går var vi oppe hos Bodil og Hans, sammen med Merete, for at holde søskende- og sydafrikadag og –aften. De tre havde været i Sydafrika i marts, og de ville naturligvis gerne vise billeder og fortælle om turen, som delvist var en parallel til den kør selv-tur, som John og jeg tog i 2004.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, og vi fandt tid til at gå ned til deres lille sø, hvor Hans benyttede lejligheden til at træne sine hunde, hvilket jeg altid nyder at se på. I går skulle de i vandet for at hente et bytte ind. På vejen derned gik vi forbi egetræer i dusinvis, og skræpper havde de i hundredevis, så jeg indsamlede begge dele og har i dag både kogt farvesupperne og indfarvet nogle forskellige garner.

2 x skræppe og 4 x eg

Skræpperne er de to til venstre, og egebladene de fire til højre, med henholdsvis superwash garn, 100 % naturfarvet lammeuld og to gange gråt lammeuld, det yderste ubejdset.
Jeg synes ikke, det passer, at man ikke behøver at bejdse garnet, når det skal i egebladesuppe, fordi bladene indeholder meget garvesyre. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forventer, men det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farve.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med at få så skrigorange og –gule farver af egeblade, som alle påstår giver grågrønne farver. Nummer to fra højre er faktisk ret grågrøn, men det er svært at se på billedet.
Der er intet givet i plantefarvningsverdenen, åbenbart.
Skræppen er mere ovre i det grønne, end billedet viser – det er faktisk en meget glødende og smuk farve, synes jeg.
Mor er ikke skuffet, men mor er måske en smule overrasket …

Og nu har jeg ikke mere tid, for Das Dritte Mädchen er på ferie her i et par dage, så jeg skal hen og snakke videre.

20. maj 2018

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , ,

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
imageDet ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Hotel Søfryd JyllingeHotel Søfryd Jyllinge (1)

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

John og Ida hygger

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.

10. marts 2018

En lang dags rejse mod … hygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: ,

Det er faktisk forkert af mig at [mis]bruge det meste af titlen på Eugene O’Neills skrækkelige tragedie som dagens overskrift, for der er kun selve ordene til fælles – og de er endda overdrevet her, for jeg var trods alt ikke hele dagen om at komme fra Præstø til Birkerød. Og selv om det hurtigt blev mørkt efter jeg ankom, var det en rejse der førte til at møde fem gode, gamle kolleger – og lærer Andrew, som sandelig holder fast i at ville deltage i at møde sit Dream Team, selv om vi alle er ældre end ham. De fleste en hel del ældre …
Men to timer tager det i alt fra Den Stråtækte, når det kører på skinner, og det gjorde det i alle betydninger i går. Søde John kørte mig til Køge, hvor jeg hoppede ind i et E-tog, og 1 time og 9 minutter efter stod jeg af på Birkerød Station, hvor aftenens værtinde hentede mig. Det kan ikke være nemmere.
Til gengæld er det ikke helt så nemt, når man skal hjem igen. Der går ingen hurtigtog og der går ingen direkte tog. Jeg forstår selvfølgelig godt hvorfor, men som individ ville jeg ønske det var omvendt; at rejsen var kortest, når man er træt og længes efter sin seng. Som kompensation for den længere tid er billetten 12 kroner billigere – 63 kroner i stedet for eftermiddagens 75.  
Jeg blev sat af på stationen lidt over kl. 23. Tog bumletoget og skiftede på Hovedbanegården til et andet bumletog. Heldigvis havde jeg selskab af Andrew til jeg skiftede tog, men de 16 minutter på den hundekolde perron var laaange.
Kl. 01 landede jeg i Køge, hvor John holdt og ventede på mig. Jamen han ER altså sød! Vi var hjemme 01:45, så ingen af os var helt friske mere.
Det var meningen, at han skulle have haft sovet, og jeg skulle vække ham en time før forventet ankomst, så han kunne nå at få en kopkaf, inden han kørte.
Det skete bare ikke, for han blev indfanget af en film.
Vi sov – aldeles uhørt for os begge – helt til halvni, så vi er ikke specielt smadrede, heldigvis.

Og hvor var det dog dejligt, skønt og herligt igen at have en aften sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold! Jeg NØD det … jeg blev opdateret både på Rigets Tilstand og på kollegernes liv og færden siden vi sidst sås; der var, som altid, en del nyheder, både gode og dårlige.
Det er en fast bestanddel af sammenkomsten, at de fortæller Marianne og mig, hvad der er sket på vores gamle arbejdsplads, men det er bestemt ikke fordi vi taler arbejde hele aftenen, for det har ingen af os lyst til. Vi når gerne hele verden rundt en gang eller to, men der er alligevel aldrig tid nok, synes jeg, så allerede inden jeg er hjemme igen, glæder jeg mig til næste gang, vi skal mødes. 
Hvis jeg blev nødt til at vælge, ville jeg hellere holde fast i disse sammenkomster end i de halvårlige veteranarrangementer oppe i firmaet.

10. december 2017

Sibirisk kulde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , ,

Vi har haft dejligt besøg af Ditte og Peter, og som Ditte så elskværdigt sagde i morges, så er det da rent utroligt, så træt jeg altid bliver at at komme på besøg hernede hos jer …
Det bliver vi alle fire. Trætte, altså, af hinandens selskab, så at sige, men altså, hvis en eller anden mod forventning skulle tage dette udsagn for pålydende, vil jeg pointere, at det er træt på den bedste måde, for selv om vi ved, vi har et døgns tid eller mere til at få pladret færdig i, så bliver det gerne så skrækkelig sent, inden vi finder vores senge – og nok også med en anelse for meget alkohol indenbords. Men hvem vågnede klokken seks, ganske som vanligt? John og mig, naturligvis. John stod op, jeg spillede Ruzzle og Quiz Battle og lagde et iPad-puslespil, til klokken var halvni. 
Den fysiske tilstand hos alle fire krævede en solid morgenmad, så det fik vi, og efter den blev vi enige om, at luften nok ville have vældig godt af os. Det blev til Vemmetofte Strandskov, også kaldet Sibirien. Vejret var hæderligt, så det ud til og føltes som, da vi tog afsted hjemmefra, men da vi steg ud af bilen, var der en bidende og hård vind, der fik stedet til i høj grad at leve op til sit navn.

P1000654

Smukt er der dog altid, selv på denne kedelige årstid, men det var som sagt bidende koldt, så turen blev kortere end oprindelig tænkt.
Hjemme igen blev der tændt op i brændeovnen og indtaget en kopkaf – det hjalp hurtigt på forfrossenheden.
Der kom lidt slud, og der var en anelse hvidt nogle steder, men det var ingenting sammenlignet med, hvad vi ser, Jylland er ramt af.
I løbet af natten skulle sneen komme hen omkring vores egn. Så nærmer vi os et af de tidspunkter, jeg glæder mig allermest over at være jobstoppet, for jeg husker udmærket, hvordan AL trafik blev lammet, når den første sne faldt – det kunne tage timer at komme på arbejde. Men det skal jeg altså ikke ud i i morgen tidlig.
Vi skal godt nok en tur til Sverige, men vi kan køre, når det passer os – og det gør det så afgjort ikke i myldretidstimerne. Bliver det alt for slemt, kører vi slet ikke, men nu har visse medier det som bekendt med at overdramatisere tingene, så vi afventer bare, ser hvordan det bliver og handler derefter.

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

1. oktober 2017

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: , , ,

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

IMG_7977IMG_7978

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Sort sol-turisterDa vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Nogle få stære
Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

24. september 2017

Uforudsete begivenheder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags:

Der er gang i Pension Fjordblik, som Ditte har omdøbt Den Stråtækte til. Hun var kun lige blevet hentet af sin mand, inden den ene af Die Drei Mädchen dukkede op i det dejlige vejr. Hun er en travl dame, så det kunne kun blive denne lørdag, hvis det skulle blive, og det skulle det helst. Hendes mand var til badmintonturnering, så hun benyttede sig af hans fravær til at foreslå, at vi fik os en hyggelig dag, aften og søndag formiddag, inden hun skulle hjemover igen.
Hun skal snart være farmor for anden gang, men der er planlagt kejsersnit om 14 dage, fordi moderkagen ligger i vejen for en normal fødsel.

IMG_7937

Det gik fuldstændig som forventet: Masser af god snak, en god tur til Fed Havn, efterfulgt af god mad og god vin. Der var kun nogenlunde stille, mens Barnaby var på. Vi er begge ret glade for den serie, og da man ikke kan se den senere on demand, blev vi enige om at se den.
Vi gik i seng ved ettiden, men Sus var oppe allerede inden otte, hvilket jeg var noget forbavset over, for hun er alt andet end morgenmand.
Forklaringen var, at sønnen havde ringet ved totiden og spurgt, om hun ikke lige kunne komme over for at passe Olivia, for Signe skulle indlægges – vandet var begyndt at sive, og det duede jo ikke, at hun gik i fødsel.
Det kunne Sus bare ikke lige … hun måtte sige til sin søn, at hun befandt sig helt nede ved Præstø, og at hun havde drukket for meget vin til at kunne køre bil endnu.
Sønnen havde kontaktet hende igen tidligt i morges og sagt, at de på hospitalet ville udføre kejsersnittet, så snart det var muligt, så han ville, forståeligt nok, lige så snarest muligt ind til Signe.
Sus fik derfor en tidlig morgenmad og kørte ved 8:30-tiden for at hente lille Olivia, så Bjørn kunne komme afsted til hospitalet.
Klokken 13 sendte hun en mms med et billede af en fin, lille pige. Alt var gået fint – ikke ligefrem som planlagt – men godt, og i den slags tilfælde gør det naturligvis ikke noget, at Die Zwei Mädchen fik en lidt kortere tid sammen end de havde regnet med. Det får de snildt indhentet en anden gang.

23. august 2017

Tag på kurophold i det præstøske frilandsmuseum og få grønne fingre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:52
Tags: ,

Ditte viser sig at være lige så interesseret i plantefarvning som jeg; hun har farvet kilovis af garn for mange (over 30!) år siden, og blev vist lidt inspireret af nogen til at starte igen. Jeg foreslog derfor, at hun kunne komme på ferie i Den Stråtækte i nogle dage, og så skulle vi ellers farve, farve, farve, farve. Det lod hun sig ikke sige to gange, så hun stod på Næstved station kl. 9:30 i morges.

IMG_9695IMG_9696IMG_9697

Vi kastede os fluks over opgaven – jeg havde bejdset noget garn i aftes, så vi indledte med at bejdse en masse af Dittes medbragte garn.
Da det var i orden, satte vi gyldenris over, og da det kogte, gik vi ned og hentede tagrør i kilovis.
Kraprod blev sat i blød.
John morede sig vist over vores snak og vores gestik ved komfuret … men der var så sandelig også gang i både gryder og snak hele tiden.
Og i skylleriet. Og klipperiet … da vi ikke havde flere plader til rådighed, gik vi ud og samlede rejnfan.
På kurset sagde Anne, at man bruger både stængler og blomster af gyldenris og rejnfan, men jeg bruger altså kun blomsterne og får dermed langt klarere farver end de sædvanlige gulligt-grønne.

IMG_7707IMG_7709

Det blev til nogle yderst potente farvebade – alt på billedet herover er andet bad, og der var masser af krudt tilbage i både tagrør og gyldenris.

Ud over at råhygge og multisnakke, fik vi yderligere bejdset et hold, så vi har til den røde kraprodsfarvning i morgen. Til indigo- og valnøddefarvningen skal garnet ikke bejdses.
Vejret har leget sommer i dag, og vi havde heldigvis et par korte pauser til at sidde oppe på terrassen og nyde en kopkaf, solen og den skønne udsigt.
Da Ditte kiggede ned mod køkkenet, bemærkede hun, at det da fuldstændig lignede frilandsmuseet – bindingsværk, stråtag, brosten og med plantefarvet garn hængende til tørre på stativet. Da hun samtidig sad og strittede med sine nærmest mørkegrønne fingre efter en omgang tagrørsfarveskylning af garnet, gav dagens overskrift næsten sig selv.
(Kuropholdet kom ind i billedet, fordi Ditte er helt med på at spise det samme som John og jeg gør for tiden, så vi er simpelthen alle tre på kur, indtil Peter kommer fredag aften. Det er dog ikke den deciderede fasteudgave af den; det vil jeg alligevel ikke byde mine gæster – vi holder os til den sjovere del af den, bare med minus brød, kartofler og pasta.)

IMG_7712

Jeg kunne godt se, hvad Ditte mente …
Og farverne? Jamen de er da bare skønne.
Siger de to kvinder, der har ‘begået’ dem …
Og vi er slet, slet ikke færdige endnu, men vi har heldigvis hele to dage mere til at gå yderligere farveamok i …

IMG_7710

24. juli 2017

Dejligt besøg fra Canada

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: ,

Jeg vidste godt, at Lene, som, sammen med sin Finn, var så gæstfrie at huse os i flere dage, da vi ferierede i Canada og USA sidste år, skulle opholde sig et stykke tid i Danmark i løbet af denne sommer. Da vi talte om det, vidste hun ikke præcis hvornår det blev, men hun skulle nok give lyd, når hun var her, og hun lovede dengang, at hun ville forsøge at presse os ind i den særdeles stramme kalender, hun altid har, når hun er i Danmark.
Jeg forstår så glimrende, at det er svært at nå det hele … Lene har to børn og to børnebørn her; hun har en bror og hun har gamle venner, og så var der lige noget pilefletternoget, som også skulle nås. Alle skal naturligvis besøges; broderen og de to døtre, som bor langt fra hinanden, skal besøges i flere dage og sidstnævnte har naturligvis allerhøjeste prioritet, så John og jeg er heldige, hvis Lene overhovedet kan nå at besøge os i bare nogle timer.
Det er noget helt andet, end når John og jeg tager på ferie derovre og ikke skal andet. Vi er naturligvis kede af, at vi aldrig får gjort gengæld for deres store gæstfrihed, men Lene ved godt, at det ikke er viljen, der mangler.
Og så var det oven i købet lige ved slet ikke at blive til noget, for hun skrev, at det ville passe hende fint at komme og besøge os en dag fra og med tirsdag – altså i morgen – og så en eller anden dag i løbet af ugen.
“ØV nej, for hulan da, Lene, vi rejser til Sydafrika på tirsdag! Jeg kan simpelthen ikke bære at vide, at du er i Danmark i fire uger, men at vi alligevel ikke når at ses!”
Den fik hun heldigvis kringlet, således at hun kom i dag sammen med sin datter. Ih, hvor var det godt! Og meget hyggeligt også at få hilst på søde Dea.

P1070122

Vejret artede sig for en gangs skyld upåklageligt, så vi kunne sidde oppe på terrassen og spise frokosten og selvfølgelig også snakke løs i nogle timer.
Ingen billeder ellers … det tænkte jeg ikke så meget over at tage, for jeg var bare så glad over, at det kunne lade sig gøre at ses alligevel.

Der skulle være wi-fi i campen i Kruger Park, og jeg tager da også elektronikken med, men hvor effektiv forbindelsen er, ved jeg af gode grunde ikke.
Hvis der skulle blive stille her på bloggen et stykke tid, skyldes det forhåbentlig en dårlig forbindelse og ikke, at jeg er blevet til løvemad.
Jeg håber dog at kunne blogge dernedefra – under alle omstændigheder vil jeg skrive en elektronisk dagbog hver dag … om ikke andet, så for min egen hukommelses skyld, så det kan være, I bliver bombarderet med safariindlæg, når jeg er hjemme igen.
Med andre ord; hvis mit potentielle blogfravær varer mere end 14 dage, så ER jeg blevet til løvemad!

28. juni 2017

Vi bor tæt på et menneskereservat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Da Ditte og Peter var her i weekenden, legede vi som sædvanlig lokale turistguider og kørte lidt rundt med dem(!) både lørdag og søndag.
Når man kører ad Broskovvej, ad hvilken man også skal finde Oldtidsvejen (som var oversvømmet, da vi var der sidste år), kommer man forbi et menneskereservat. Jeg kender ikke de pågældende ejere af stedet, men de må formodes at have en mening med at skrive således. Man lægger i hvert fald mærke til det. Og undrer sig måske lidt …

IMG_6556 

Vi kørte til Bogø og fik fanget Farøbroerne fra en lidt anden vinkel; vi kørte ind for at hilse på den bittelille færge fra Bogø til Stubbekøbing, som kun sejler i sommerhalvåret, men som vi regner med, at cykelturisterne er glade for, for de må ikke køre på Farøbroerne. Derefter vi kørte videre til Møn, hvor Fanefjord Skov var dagens mål. Ikke af nogen speciel grund, men fordi det altid er godt at have et mål, og vi havde ikke været der før.

IMG_6558IMG_6562

Efter en længere tur ind ad temmelig våde skovveje, hvor bilen blev ganske forskrækkeligt snavset, nåede vi helt ud til klinten, som på denne del af Møn er af ler, og kunne af naturlige årsager ikke komme videre på hjul. Legebarnet Peter fik fluks øje på rebgyngen, hvor man kunne svinge sig helt ud over kanten. Vi andre skulle ikke nyde noget … man kunne også komme nede fra stranden og op her via et reb, men selv Peter opgav på forhånd, da der var så pladret, at han med stor sandsynlighed ville være blevet nægtet adgang til bilen bagefter.
Der var en meget lang langbænk, skåret ud af en træstamme. Ret kreativt.
Fanefjordskoven kunne sagtens blive målet en anden gang, hvor også kaffen eller picnickurven skal med.

IMG_6583IMG_6586

Vi lagde turen forbi Rønnebæksholm, hvor de normalt har en meget stor og yderst velplejet staude/urte/krydderurtehave, men den skuffede lidt denne gang, da der var en del bede, som bare lå hen og fik lov til at gro til med ukrudt. Halvdelen af anlægget var dog stadig nydeligt, og i midten voksede denne fantastiske rose, som jeg desværre har glemt navnet på. Ditte, kan du huske, hvad den hedder? Jeg bliver mere og mere vild med den, hver gang jeg ser billederne, så hvis ikke Ditte kan huske navnet, må jeg jo en tur til Rønnebæksholm igen for at finde ud af det, for den må jeg eje.
Resten af indlægget bliver billedspam af rosen. Jeg er stadig lidt handlings- og hjernelammet efter mødet med ejendomsmægleren. På tirsdag skal vi op og skrive under på kontrakten. Mon jeg kan lade være med at ryste på hånden?

IMG_6542IMG_6543IMG_6550IMG_6554IMG_6545

Er den ikke bare utrolig smuk? Og så dufter den oven i købet!

13. juni 2017

Dametur med herrechauffør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

I Den Stråtækte bliver der snakket lidt mere end en anelse for tiden, fordi Das Dritte Mädchen er på besøg. Det er smadderhyggeligt, og John fortrækker bare et eller andet sted hen, når han synes det bliver for meget. Fx trængte bilen pludselig gevaldigt til at blive vasket her til formiddag … ikke at han siger, at det er for meget snakkeri, men vi anser det for temmelig sandsynligt, at det er sådan det er. Og pyt da med det – det er ham vel undt med lidt fred til ørerne, og vi kan sagtens snakke, uden han er til stede.
Det kommer sikkert som en overraskelse for mange af jer, men det kan vi altså godt …

Vi tager ham det som sagt ikke ilde op, og han holder meget af Karen, men udsigt til kvindesnak i tre dage forstår jeg godt kan virke overvældende på de fleste mænd.
Ikke desto mindre var han helt med på den, da vi foreslog at pakke kaffekurven og køre en tur. Det blev til Karrebæksminde for at vise Karen, hvordan man kører ind gennem en græshoppe. Hvis jeg så oven i købet kunne få de kammuslinger, jeg alligevel ikke havde i fryseren, var det idel lykke.
Det var det. På Enø lå der den herligste og umanerlig indbydende fiskeforretning med alt til faget hørende i fersk og røget fisk og skaldyr. Inklusive kammuslinger, naturligvis, så jeg kunne have købt mig fattig, hvad jeg da næsten også gjorde.

Karrebæksminde

Ved kanalen stødte vi på et nyt ord: slopkiste. Ingen af os havde hørt det før, så det måtte googles, da vi var hjemme igen. Nu ved vi hvad det betyder, og så ved vi også, at der sikkert højst går en uge, inden vi støder på ordet igen. Det samme gælder for planten kulsukker, som Karen aldrig havde hørt om. Det har hun nu – og har selvfølgelig også set hvordan den ser ud, så om ikke planten selv, så dens navn støder hun også snart på igen. Sådan er det bare – er det mon ikke noget, vi alle kender? Altså at rende ind i et nyt ord eller begreb, som man ikke har mødt før i sit efterhånden lange liv, og så møde det igen ganske kort tid efter? Jeg synes det sker med forholdsvis jævne mellemrum.
Der er sikkert en god forklaring – det kunne være noget med, at man i virkeligheden har set/hørt ordet masser af gange, men bare ikke har hæftet sig ved det før, men den slags finder man jo aldrig ud af. Jeg synes i hvert fald, at det er et lidt pudsigt fænomen.
Og apropos ord … nu vil jeg sætte mig lige hen og snakke videre …

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

12. april 2017

Store – og helt små – børnebørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vi har haft et par særdeles hyggelige dage sammen med Ditte og Peter. Deres datter, som bor meget tæt på dem, var efterhånden blevet en anelse nysgerrig efter at se de der Ellen og John, som mor og far sommetider talte om, så hun kiggede over i går eftermiddags – medbringende sin lille og meget nye datter på bare seks uger.
Årrrhhh, hvor var hun dog dejlig! Den lille, altså, men datteren var nu også vældig sød … men sådan en bette bebs er da bare ikke til at stå for; jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser sådan en hjælpeløs og totalt afhængig lille størrelse.

Påske 2017

Det samme kan man ikke længere sige om mine to børnebørn … de er så sandelig hverken små eller hjælpeløse mere. Aubrey går rundt og ser enormt sej ud (er jeg sikker på han selv mener) iført badebukser og kasket. Anna med badedragt og sin nye, helt egen pc på hovedet. Tror jeg det er … ligner det ikke en pc? Hun skal starte næste skoleforløb (secondary school) i en ny skole efter sommerferien, så egen pc er et must. Hun er meget glad for den og har fået sin egen mailadresse nu.
Her har vi, både i går og i dag, kørt Arresø rundt med Ditte og Peter i 9 graders varme kulde og med en blæst så stærk, at chillfaktoren fik det til at føles som 9 minusgrader, og så sender Anna sådan et billede af dem, taget i dag, hvor det mere ligner en sommerferie end en påskeferie.

image

Det dejlige barn er dog ikke større eller blevet mere blasert, end hun kan skrive sådan en dejlig mail til sin mormor.
Glade blev både John og jeg, så der var ikke et øje tørt – og der er hele 1½ måned til vi skal se hinanden igen …

10. april 2017

Godt, vi snart skal på ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

P1060169

Gæster fra i forgårs til i går. Ude til frokost i dag. Afsted til Ditte og Peter i morgen formiddag, varende til onsdag eftermiddag (og misforstå mig ikke, for vi glæææder os), båden i vandet torsdag og derfor Søren til frokost, ned til Pia og Allan fredag (hvilket vi sevfølgelig også glæder os til). Ordne hus og have lørdag, pakke søndag, for vi skal, som tidligere skrevet, køre afsted til lufthavnen allerede 03:30 natten til mandag.
Men det fortsætter … vi er inviteret til frokost allerede om tirsdagen nede på Mallorca!
Hvem skulle nu lige have troet det?
Der kom en mail i formiddags fra en forhenværende kollega, som havde set på min blog, at vi skulle afsted, så hun og manden ville meget gerne have lov til at invitere os på frokost i den lejlighed de ejer dernede. Og vi skal i øvrigt med samme enormt tidlige fly derned. Ja tak! Det vil vi da vildt gerne! 
Det er en lille verden sommetider. Og vi keder os bestemt ikke i den …

Det var en overdådig frokost vi fik i dag, så vi har siddet og stønnet lidt i et par timer – ingen af os skal have noget aftensmad – men nu skal jeg lige finde ud af, hvilket eller hvilke strikkearbejder jeg skal have med i morgen.
Vi føler os ikke som Grethe Sønck og Volmer Sørensen i Pensionistvisen. Det håber jeg aldrig vi kommer til at gøre.
Det par, vi var til frokost hos i dag, er 81 og 86 år, friske som havørne og nogle dejlige eksempler på, at det også kan være godt at blive gammel. Hun springer springer stadig rundt som en gazelle; han har fået ny hofte og springer måske ikke ligefrem, men han går så fint, så fint. De er et par søde, friske mennesker, som man kun kan håbe på, man selv bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne – hvis vi ellers overhovedet får lov til at blive så gamle.
De har lige haft diamantbryllup. Det når John og jeg ikke, og der vil nok ikke komme så mange i fremtiden. Vi bliver godt nok ældre og ældre, men med den skilsmisserate vi har, må det nødvendigvis forekomme sjældnere, at folk opnår at have været gift i 60 år.

22. marts 2017

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , ,

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

imageimage

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

image

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder Open-mouthed smile

21. marts 2017

Mere bestillingsarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

imageJeg mangler ikke ret meget på Sørens norske sweater, men den får lige lov til at holde en pause, fordi Inge i sidste weekend viste mig et sjal, hun var faldet for … om jeg ville strikke det til hende?
Sådan noget kan jeg jo ikke svare på, før jeg har set opgavens omfang og sværhedsgrad, men da jeg så sjalet, var jeg solgt med det samme. Mønstret kunne købes på Ravelry, så det gjorde jeg kort tid efter hjemkomst, men farverne fik Inge den fornøjelse selv at finde og købe, idet den slags er umuligt at vælge på andres vegne.
Jeg så sjalet i en flot, søgrøn-blå udgave, og jeg indrømmer blankt (ganske som Inge også havde tænkt), at havde vi kun set det som på billedet øverst til højre, og som viser originalopskriften, var ingen af os faldet for det – faktisk syntes vi begge, at det er direkte grimt. Jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er god til at abstrahere fra det givne og se mine egne muligheder, men den evne ville have svigtet mig totalt ved dette sjal.
Googler man sjalet, vil det dukke op i et hav af mere eller mindre kønne varianter. Nederste billede viser de farver, som Inge kom med i går.

imageimageimageimage

Det er meget enkelt at strikke, men jeg kunne se, at det er asymmetrisk, og jeg er så dårlig til (og også alt for doven til at gide have det arbejde med) at rekonstruere sådan noget selv – så vil jeg hellere købe opskriften og bare strikke løs.
Inge ved slet ikke, hvor mange andre der også har det sjal, men fordi det er fundet på Ravelry, vil de foreløbig 2582 andre sandsynligvis være fordelt over det meste af verden, og så skulle man da være meget uheldig for at løbe ind i en med præcis det samme sjal som en selv, og under alle omstændigheder vil farvevalget være varierende.
”If you’ve ever held a pair of knitting needles in your hands, you’ve probably heard of the Find Your Fade shawl.  Everyone is knitting the pattern and for good reason.  It’s a super simple knit, the pattern is easily memorized, the knitting is constantly changing so you never get bored and the color options are endless.  I don’t remember ever enjoying a project more & the 2581 other folks on Ravelry who’ve knitted a Find Your Fade can’t be wrong.”

Inges sjal 2Inges sjal (1)

Det første havde hun nu ikke ret i, bloggeren jeg citerede herover, men resten er rigtigt, og de farver Inge har valgt, er jeg helt vild med, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang. Vi stod længe og lagde farvepuslespil for at finde den rigtige rækkefølge. Vi lavede det hele tiden om, men blev til sidst enige om, at det faktisk er aldeles ligegyldigt, hvordan man blander de farver – stort set samtlige muligheder vil være okay.

12. marts 2017

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , , ,

P1060012Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

P1050992P1050996

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

P1060002

P1060014P1050990Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

5. februar 2017

Det er med at have forbindelserne i orden –

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:38
Tags: , ,

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

P1050781

P1050783Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

29. januar 2017

En pludselig indskydelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags:

Jeg lavede grønsagslasagne i dag. Det er fuldstændig umuligt at lave en lille portion grønsagslasagne, når man vil have så meget forskelligt i, som jeg vil – det var en slags operation Tøm dit køleskab – så der blev ALT for meget. Efter vi flyttede herned, har vi desværre ikke længere Inge og Hasse til at afhjælpe den slags akutte overskudssituationer – det var vi ellers gode til at finde ud af sammen, da vi boede bare 12-14 km fra hinanden.
Heldigvis flyttede der nogle rigtig gode og søde bagboer ind for godt et år siden. De er naturligvis begge tilknyttet Marjatta. Seminariet, tror jeg, i hvert fald for hans vedkommende. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad hun præcis laver på Marjatta, men de ved begge virkelig meget både om bevægelse; han med en ph.d., hun som performing dancer, og om indlæring og skal snart på turne sammen. De har deres egen børneforestilling, som de skal rundt med. Spændende, spændende mennesker – ikke længere helt unge, men det gør dem ikke mindre spændende og interessante at lytte til og tale med.
De har en søn, der er designer i London – det kreative æble falder ikke langt fra stammen – og en datter, der er børnelæge og som bor i Jylland.  
Han er svensk, hun er dansk, men hun havde boet i Sverige med sin Göran i 35 år, indtil november 2015, hvor de flyttede hertil.

P1050768P1050769

Han kommer fra Jämtland, og måske fordi jeg kom og forstyrrede dem i en øvelsesseance i forbindelse med deres snarlige turne, tog han sin violin med over til os og spillede et par af sit hjemlands vemodige sange for os … sit Jämtlands vemodige sange, tøhø. For vemodige, det var de – i mol og derfor lidt dystre i deres udtryk, men særdeles svenske, ingen tvivl om det – ikke engang for os ærkedanskere, som er opvokset med Først den ene vej

Det er jo lidt usædvanligt sådan at have sin næsten helt private spillemand, men hvor er det dog hyggeligt.
Og vi slipper for at spise grønsagslasagne de næste to dage – nu er der kun til én dag. Gode naboer/genboer er godt at have i mange sammenhænge.

15. januar 2017

Lidt mosterchat – meget vennesnak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Forleden dag skrev Malle til mig, og nedenstående lille chat udspillede sig.
Hun skal nok blive god, hvis hun allerede er i gang med noget med rib.

P1050732P1050733P1050734

Malle, som efter planen skulle have være blevet moster (igen) d. 3. januar, blev snydt og blev det først dagen efter hun var ankommet til Norge.
Først da besluttede lillesøsteren til Ella sig til at ville ud og opleve verden, så nu går der nok mindst tre måneder, inden Malle får den lille ny niece at se. Så længe går der heldigvis ikke for os.

P1050741

Vi er en anelse flade i dag – vi har haft skønt besøg af Ditte og Peter, der, som traditionen efterhånden er blevet til, overnattede her, fordi de har langt hjem.
Det er bare så meget mere hyggeligt, når folk bliver og sover, selv om klokken som regel bliver alt for mange, inden vi kan finde sengene, og i går var naturligvis ingen undtagelse.
I formiddags blev vi enige om, at luften nok havde godt af os, så vi kørte en tur for først at se Blåbæk Møller og derefter til Vemmetofte Strandskov. Gåturen blev dog minimal, for luften havde ikke spor godt af os, mente den … den bed os ret så effektivt, så vi havde ikke fået tøj nok på til den lange spadseretur, vi så optimistisk havde forestillet os. Men smukt var der ganske som sædvanligt – selv her på en kold januardag er det en fryd for øjet med det stille vand og de skarpe silhuetter.

P1050743

Nu er de draget hjem mod det nordsjællandske … en af os tager en morfar, en anden skriver.
Om en lille halv time kommer David Attenborough og gør os klogere på naturens gåder; derefter kommer Barnaby og opklarer nogle mord i Midsomer County – for nej, Midsomer er ikke en lille landsby med en kolossal kirkegård, som mange tror, men et fiktivt, engelsk county, så der er rigtig mange endnu, der kan blive slået ihjel, inden de løber tør for ofre i den serie.
Med andre ord: Der bliver ikke lavet en pind mere i dag – det har været superhyggeligt, men vi kan desværre ikke rigtig holde til det natteroderi mere. Vi har det på ingen måde dårligt eller har ondt i hovedet, men energiniveauet har ikke toppræstationspotentiale.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

15. november 2016

Undervurder aldrig en kvinde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Never underestimate a womanFordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

6. november 2016

Så har vi været lidt sociale igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags:

Da vi kom hjem fra USA, var det længe siden, vi havde set nogen af vennerne. Tiden har det altså med at smuldre, når man ikke arbejder, må vi atter og atter konstatere. Eller … måske ikke ligefrem smuldre, for vi får da meget ud af dagene synes vi selv, men der smutter hurtigt en masse uger, uden vi lige tænker over det, men lige pludselig føler vi det er aaalt for længe siden vi har set nogen.

Vikingeskib fra Hundested

Det er vi så i fuld færd med at råde bod på. I onsdags kom Brian og den søde skotske NGO-kvinde. I fredags kom Pia og Allan og Inge og Hasse, og i går kørte vi op til Ditte og Peter, hvorfra vi næsten lige er kommet hjem.
Nu skal vi til Sverige i nogle dage – har lige et projekt brændeflækning, der skal i gang, selv om det ser ud til at blive noget af en kold omgang med dagtemperaturer lige omkring frysepunktet næsten hele úgen.

Det har, som altid, været skønt at være i godt selskab, hvad vi jo så har været en hel del i denne uge. Ditte og Peter serverede grønne æg for os til morgenmad. Æg skal normalt ikke være grønne, men disse skulle – de var produceret af hønsene, som de har i deres have.
Ditte og Peters grønne ægGrünleger hedder hønsene – grønlæggere på dansk, såmænd. Det var første gang, jeg har set grønne hønseæg.
I går regnede det så meget, at hverken deres plan A eller B kunne gennemføres, så det blev plan C, hvilket var at blive hjemme i den lune stue og, for de tos vedkommende, hygge sig med strikkepindene.
I dag regnede det ikke, så vi kørte til Hundested Havn og kiggede os omkring i møbelsnedkeriet og i glaspusteriet, som ligger lige over for hinanden og samarbejder om at fremstille smukke vikingeskibe i glas og træ.
Bagefter var planen, at vi skulle have været til Arresødal, hvor vi skulle have indtaget den medbragte kaffe og lækre kage, men vi opgav tanken, fordi det simpelthen var for koldt og blæsende til, at det ville have været rart at sidde udenfor – “nu kører vi hjem, og så drikker vi kaffen der!”
Vel hjemme igen satte Peter kurven ind på sofabordet, løftede den dækkende klud og så termokanden med kaffe, tallerkener, kage og mælk.
Ingen krus.
Peter og jeg kiggede på hinanden og begyndte bare at skraldgrine. Vi gik ud til Ditte i køkkenet og sagde, sådan nærmest hikstende af grin, at det dæleme da var heldigt, at vi ikke havde gået flere kilometer slæbende på den kurv for så, når vi trængte allermest til noget at varme os på, at finde ud af, at der aldrig var blevet lagt noget i den til at hælde kaffen op i.
Den kommer hun til at høre for længe …
Men ellers var alt upåklageligt, med meget og meget lækker mad.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.