Vi har også åbnet Den Stråtækte igen

Nu gjorde vi det. Vi inviterede gæster. Det har vi haft før, men kun tre gange i de forløbne to måneder. De to første gange kun udendørs, og den tredje, som var mine søstre, indledte vi med kaffe på terrassen, men vi spiste indenfor om aftenen.
Nu har Ditte og Peter været her siden i går formiddags. De er kørt igen, men nåede at være her i små 27 timer. De har deres eget badeværelse mens de er her; vi har overhovedet ikke rørt ved hinanden og vi har holdt god afstand hele tiden. Vi kunne ikke konstant overholde to meter, men vi tror på, at den afstand vi overholdt, var okay.
Det var dejligt at være sammen igen. Vi har savnet hinanden og nu mente vi, at det kunne være nok, at nu skulle vi altså ses.
Vi skal bare alle sammen lære at omgås på en ny måde, og vi tror disse nye hygiejneregler vil holde i lang tid fremover – måske oven i købet længere end til der forefindes en effektiv vaccine. Vi talte om, at det at have indlært en god hygiejne (både hånd- og anden) på coronamåden vil kunne forhindre megen sygdom, ikke mindst i børneinstitutionerne.
Det føles stadig lidt underligt ikke at kunne give familien eller gode venner et knus til goddag og farvel, men så er det jo trods alt heller ikke vigtigere – det er langt bedre at kunne være sammen uden knus end ikke at kunne være sammen. Det vil nok føles som noget andet ikke at kunne give børnebørnene et ordentligt bjørnekram, men det varer desværre nok en rum tid endnu inden jeg får lov til at afprøve det i praksis.

Nu har vi alle hørt, hvad der må åbne i fase to og hvad der ikke må. Det er der mange meninger om, og min egen angående dette skal jeg lade være usagt. Eller rettere uskrevet.
Der er en ting der har undret mig under det meste af coronaforløbet: Hvorfor anbefaler man, at man ikke er sammen for længe ad gangen?
Hvorfor er det bedre at være sammen med nogen i en halv time frem for i to timer? Det kan jeg ikke forstå. Forudsat, selvfølgelig, at man overholder de foreskrevne anvisninger. Men det er måske netop det? Det er måske fordi, at når man er sammen i længere tid, er man mere tilbøjelig til at falde tilbage i gamle vaner? Ellers kan jeg i hvert fald ikke få øje på logikken.

I går kørte vi (i to biler …) til Mallings Kløft, som vi opdagede sidst i februar. Vi gik igennem hele kløften, som selvfølgelig gav os en langt smukkere tur end sidst. Når man kommer op af kløften i dens modsatte ende, kan man se Farøbroerne – og man kan også gå ad en sti langs vandet hen til dem, men det gjorde vi ikke. Det bliver en anden gang …
Den lille å skal krydses tre gange undervejs, men det er stadig ikke spor farligt …
Danmark fås ikke meget smukkere end lige nu; med lysegrønne skove, gule rapsmarker, blå himmel og blåt vand. Vi gik bare og stornød det hele og talte igenigen om, hvor heldige og privilegerede vi er, fordi vi er pensionister i en tid som denne. For Peter er det godt nok noget helt nyt; han er først så småt ved at vænne sig til tanken, som han stadig synes er en smule underlig.

Hele vejen

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

Verden er lille

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

A room with a view

Det er ren afslapning. 100 % afslapning.
Som om vi havde brug for afslapning … men der skal jo være forskel på hverdag og ferie, og nu holder vi ferie. Igen.
Denne gang på Djursland, hvor vi har lejet et sommerhus stort nok til, at englænderne kunne være her, men samme englændere meldte for kort tid siden, at de alligevel ikke kom, fordi det trak op til, at Tim ville komme ud i samme travlhedsproblem som i sommerferien, og Charlotte ville ikke én gang til tage turen alene i bil, som de altid gør, når vi skal mødes i Jylland.
Der stod vi så, to personer, med et hus med masser af plads, så vi spurgte Ditte og Peter, om de ville med på et afbud, hvilket de var friske på. Peter dog ikke hele ugen, da han stadig er arbejdsramt, men Ditte bliver her sammen med os ugen ud.

I husbeskrivelsen stod der, at det ligger 50 meter fra vandet. Det lød forjættende, men passer ikke helt, medmindre man regner fra, hvor grunden går til, men tæt på er det, og vi kan sidde i den let ‘forhøjede’ stue (tre trin op) og nyde udsigten.

I dag kørte vi den meget smukke tur gennem Mols Bjerge ned til Slettehage Fyr, hvor vi så den fineste Rolls Royce-version af en Citroën 2CV. Den hed 6V, og havde dermed så meget trækkraft, at den var i stand til at have den matchende trailer efter sig. Den vakte en del opsigt og blev ivrigt fotograferet af stort set alle, der var der.

Selv den strandede tang har efterårsfarver – den lå og glødede så fint i vandkanten.
Den strand, vi har tæt på, er ikke en god badestrand, fordi der er sten overalt. Virkelig mange sten … John og jeg har allerede fundet en halv snes stykker med hul igennem, så jeg skal hjem og trække sten på snor.

Det er fjerde gang, vi holder efterårsferie på Djursland, så der er ikke så meget nyt for os at se, men området er så absolut smukt nok til at tåle et gensyn.
Det betyder nok også, at vi vil tilbringe mere tid i huset end vi normalt ville gøre, hvilket igen betyder, at der bliver dejligt meget strikketid til Ditte og mig.
John vil høre lydbøger – det får han ikke gjort så meget, når vi er hjemme.
Så altså afslapning og dermed ikke meget at skrive om. Det gør ikke noget.

Ud over kanten

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

Der er ikke så meget mere at sige

Der er ikke så meget mere at sige – i hvert fald har jeg ikke så meget mere at sige, for jeg tror de fleste af mine ord er brugt op i løbet af weekenden.
Og dog … jeg har lyttet lige så meget, som jeg har snakket. Mere, faktisk. Hovedet er fyldt op af opdateringer m.m., og jeg er træt og brugt, men på den go’e måde, for det har naturligvis været lige så hyggeligt som det plejer at være.

I år var det på Liselund i Slagelse. Et sted, som viste sig at være velegnet til formålet: Vi kunne alle få enkeltværelser; der var masser af plads til både workshops, salg af garn og bøger, foredrag og sofastrikkehygge.
Et sted i parken ligger et ikke specielt charmerende lille træhus. Kuriositeten består i, at det er bygget af træ fra fregatten Sjælland, men ingen har råd til at vedligeholde det, så det står bare og forfalder mere og mere. Der var åbenbart heller ikke råd til at bygge en udvendig trappe … eller også har den været der, men er faldet ned eller fjernet. Træværkets anderledes udseende mellem de to døre kunne tyde på, at dette nok er tilfældet.

Festival er måske er stort ord, når vi ikke er flere, end vi er, men det har denne begivenhed bare heddet fra starten, hvor der vist også var en del flere deltagere, og sådanne navne lader sig ikke lige sådan ændre.
Til gengæld er det jo vældig hyggeligt. Billederne er fra den store dagligstue, hvor der var fire sofagrupper og et spisebord, og således plads nok til, at vi alle kunne sidde der på én gang.
Men holdnuop, hvor der kan snakkes, hvilket der måske er en del af jer, der ikke har svært ved at forestille sig … især sidst på formiddagen i dag fik lydnivauet lige en ekstra tak opad, måske fordi det nu sang på sidste vers, for efter frokosten sluttede festen, og vi skiltes for denne gang.

Den store strikkefestival på Fanø, som jeg var til sidste år, er da meget sjov at have set. Der er en million stande med en million varianter af strik og garn, men der er også en million mennesker, og jeg hader at skulle både gå og stå skulder ved skulder. Man kan ikke se ordentligt på varerne, man kan ikke få en snak om dem, og det kan være svært at komme til at betale – selv med Mobilepay …
Jeg siger ikke, at jeg aldrig skal til Fanø mere, og Webstrikfestivallen er noget helt, helt andet og kan i virkeligheden ikke sammenlignes med Fanøarrangementet, men det vil til enhver tid være denne lille begivenhed, jeg har deltaget i denne weekend, der har min førsteprioritet.
Der er bare lige det, at til næste år skal det nok foregå i Esbjerg i weekenden lige efter Fanø-arrangementet … hmmm … man kunne jo bare blive derovre.

Der forsvandt lige en uge

Sådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

En overraskelse og en sidegevinst

Lige pludselig, i går midt på eftermiddagen, stod der to for os så velkendte personer ved vores dør: “Gi’r I en kopkaf?”
Jamen det gør vi da altid gerne. Vi havde godt nok ikke Gevalia i huset, men vi har noget der er bedre, så det fik vi brygget og serveret for Inge og Hasse, som kiggede ind på vej hjem fra Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som de havde brugt en del af dagen på.
Det blev til små to hyggelige timer. Desværre kunne vi ikke byde på aftensmad, hvad jeg ellers normalt ville have gjort, for vi skulle ud af døren ved femtiden for at kunne være i Skælskør ved sekstiden.

I aftes var der nemlig flere åbne haver i Skælskør. Vi holdt os dog til én: Jette og Hall Thimans have, for det der egentlig trak i går var sidegevinsten, nemlig, at Thiman i den forbindelse åbnede sit værksted, hvilket kun sker ved særlige lejligheder. Det er Jette Thiman, der har hovedansvaret for haven, og sjældent har jeg da set en så veltrimmet have – jeg skal bare aldrig melde mig til at holde åben have, for så ukrudtsfri en have vil aldrig kunne opleves i Den Stråtækte! Never ever! Det var helt misundelsesværdigt, men jeg kender også mig selv …
Hun havde bl.a. en del dahliaer, og især de tre afbildede syntes jeg var smukke. Jeg skal have fundet ud af hvad de hedder, så jeg kan få inkluderet dem i min egen samling. Hvis I kender en eller flere af dem, så sig endelig frem.

Vi er begge meget glade for Hall Thimans fugle, som han snitter i lindetræ og derefter maler. Han holder sig til de fugle, man normalt kan se uden for vores vinduer, og det har jeg også holdt mig til i vores lille samling, som efterhånden består af ni fugle. Bortset fra fuglekongen, som jeg ikke har set IRL.
De overholder så nogenlunde de rigtige størrelsesforhold – og så alligevel ikke, for gærdesmutten og rødhalsen er for store i forhold til de andre fugle, men hvad pokker; det er kunst og det er så fint. Synes vi.
De syv første fugle i samlingen er erhvervet under vores besøg på Reersøgalleriet, hvor vi, hver gang vi er der, lige skal have en ny fugl med hjem.
Nu mangler vi bare at finde et grantræ, som skal skæres i passende størrelse, tørres og afbarkes, så det kommer til at ligne et særdeles afdanket minijuletræ, hvorefter fuglene skal anbringes på grenene – og flagspætten naturligvis inde på stammen.
Det havde Thimann gjort med nogle af sine mange fugle, og den ide tog jeg omgående til mig.
Man jeg bliver så nemt inspireret, når man jeg ser hvad andre har fundet på. Jeg er ikke særlig opfindsom eller kreativ selv, men jeg er både nem at begejstre og rigtig god til at abe efter!

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

Jeg er mere blå end Ditte

Vi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

CPH Garden 2019

For to år siden blev det første CPH Garden afholdt inde i Valbyparken, og John og jeg tog derind sammen med Ditte. Vi havde egentlig aftalt at springe i år over, men da Ditte spurgte, om vi ville se det sammen med hende og Peter, sagde vi ikke nej, for det er jo altid hyggeligt at være sammen med dem.
I år foregik det i Ballerup, hvilket var en god beslutning, for der var oceaner af plads i forhold til sidst.
Derved blev der også plads til mange flere spise- og drikkesteder, hvad der var for lidt af i 2017. Disse var strategisk anbragt i områdets periferi, således at alt til haverne – og haveejerne – var anbragt inden for ‘fourageringsvoldene’.

Vi skulle lige afprøve disse havestole fra Grythyttan og fik en overmåde positiv overraskelse – de var supergode at sidde i, fordi de fjedrede lidt. Vi talte om, at dem kunne vi da godt bruge seks af til bordet på siddepladsen foran huset.
Lige indtil vi så prisen. 3250 kroner. Pr. stol. Så skal en af os vinde i Lotto først!
Det er godt at have havedrømme …
Signe Wenneberg, som stod og solgte sin gin, havde taget en vis Fru Kjærsgaards ord til sig. Jeg tror ikke bemeldte dame havde forestillet sig, hvad hun satte i gang med den spidse bemærkning.
Jeg smagte ikke ginen, men det gjorde Ditte, og hun købte en af hver af de to typer. Jeg burde også have købt, for det ville næsten være som at støtte lokalproducenterne, idet jeg fandt ud af, at SW brygger i samarbejde med Braunstein, som ligger i Køge.

Der var alvor, og der var pjat. Sidstnævnte i form af en panton- og en coronastol forklædt som betrukket med henholdsvis hvid- og rødkål.
Der var også otte showhaver, som vi havde glædet os til at se, for i 2017 var vi imponerede over de fleste af dem.
Lad os bare sige, at det var vi bestemt ikke i år.
Vi var tværtimod temmelig skuffede … havde de udvist lidt mere fantasi eller kreative evner, havde det været i orden, men sådan skulle de altså ikke se ud i år. Forskelligheden i 2017 var stor blandt showhaverne, men i år lignede de hinanden alt for meget, syntes vi.
Nå. Man kan ikke få alt, men ellers var der nu næsten alt at få, hvad haveejere kan drømme om.
Måske med streg under drømme, for tendensen er tilsyneladende, at der skal investeres i vildt dyre ting – apropos mit indlæg før dette med Bo Bedre-hjem, så var årets CPH Garden i nogen grad en udstilling af, hvordan man ret nemt kommer af med adskillige snese tusinde kroner. En flot udstilling, godt nok, men det kræver en anden pengepung end vores. Nogle af udstillerne havde givet messerabatter, ganske som man som besøgende forventer, men vi havde mistanke om, at flere af dem havde skruet priserne en god tand i vejret i dagens anledning.

Nu skal det ikke være brok det hele, for selvfølgelig var der også megen inspiration at hente, og overordnet set havde de taget ved lære af erfaringerne fra debutarrangementet i 2017 og dermed fået forbedret rigtig meget i forhold til det.
Jeg tror dog alligevel, at vi springer CPH Garden over i 2021 – medmindre nogen kommer og fortæller os, at de har nogle helt fantastiske showhaver.

Labre larver

Ude på det, jeg kalder Knolden, står der en lille gruppe kongelys.
I går opdagede jeg, at planterne var fulde af larver, og da den har afblomstret, så jeg ingen som helst grund til at gøre noget for at få larverne væk. Det er bare med at få insekterne til at formere sig i maksimal grad, og jeg vil gerne gøre mit til, at sommerfugle og bier får lidt bedre levevilkår. Med andre ord: Jeg havde heller ikke gjort noget ved larverne, hvis planterne stadig stod i blomst.
Jeg tog nogle billeder af larverne for at kunne gå ind og identificere dem via en billedgoogling.

Fine var de, de labre larver, og alt har en forklaring: De sad på kongelysene, fordi det er larver af … filtbladet kongelys-hætteugle, Shargacucullia verbasci, såmænd.
Det er så ikke ligefrem en smuk sommerfugl, men en sommerfugl er det ikke desto mindre, og den kan ikke gøre for, at den ikke er så smuk og farverig – tænk hvis nogen kom og udryddede alle ikke-smukke skabninger? Vi er nogle stykker, der ikke ville blive levnet mange chancer …

I eftermiddag og aften får jeg besøg af flere labre larver, nemlig medlemmerne af Det Fast Sammentømrede Engelskhold.
Desværre ikke alle; de damer er svære at samle, er de, men det bliver godt alligevel, selv om de fraværende vil blive savnet.
Jeg havde tidligt meldt ud, at de skulle komme, når haven var på sit smukkeste, og det må man sige, at den er lige nu – stort set alt er i blomstring.
Der mangler naturligvis stadig dahliaerne, men de vil dukke frem, pynte og lyse op, når rigtig meget af det andet er afblomstret.

Et døgn i et mini-sjato

Sus og Jan købte deres dejlige sommerhus sidste år, og vi gik, engang vi var på besøg deroppe og kørte ud for at se nærmere på området, på et tidspunkt en tur på Hundested Havn, hvor vi faldt over disse fine, håndskårne, ca. 20 cm store, bogstaver. De ville købe, så der kunne skrives SJATO, fordi de har fundet det skønneste minislot (mit hjem er mit slot, ved I nok!), men butikken havde ikke flere a’er. De ville ikke skrive chateau, for bogstaverne var ikke ligefrem gratis …
Det var lidt øv med det manglende a, men jeg fik øje på et snabel-a, som bekendt kaldes ‘at’ på engelsk, så det købte de i stedet for og syntes, det blev en herlig blanding af deres initialer, engelsk og dansk.
Desværre er det kun os selv, der kan se det, for samtlige deres gæster har spurgt, hvad den der underlige kombination dog skal betyde. Vi synes ikke desto mindre stadig selv, at det er vækdig sjovt …

Die Drei Mädchen-døgnet blev fuldstændig som forventet: Meget hyggeligt, meget snakkende, meget lækker mad, meget god vin, meget grineri, meget sen sengetid, men heldigvis ikke for meget alvor, selv om der naturligvis også skulle være plads til det. Det er jo – også – en opdatering på vores liv siden sidst, og det kan trods alt ikke være lutter sjov fra ende til anden. Vores glæde ved samværet er dog ikke mindre af den grund, men de to af os har også kendt hinanden i 41 år, og den tredje kom ind i billedet i ‘86.

Vi kørte en tur til Nakkehoved Fyr, hvor kun Karen havde været før, men for lææænge siden. Der er søreme smukt!
Det var vejret til gengæld ikke. Fredag aften var det tordenvejr, men i stedet for regn faldt der hagl, store hagl, og det i så store mængder, at der stadig var hvidt på græsplænen til langt op ad formiddagen. Det var kun 5 ° om lørdagen, så pga. den blæst der også var, blev det en særdeles kold tur på Nakkehoved; for mit vedkommende med bådepandebånd, halstørklæde og skindhandsker. Den 4. maj. Hrmpf.

Kan I se elefanten?

Årets grankogler er i deres vorden for tiden. Bittesmå, nuser og vildt smukke, når de står i solen med deres lilla og rødlige farver – jeg gik nærmest fotoamok ude i ‘slotsparken’.

Det var regn, jeg bad om …

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

Holberggård igen

Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

Gundsømagle Sø

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

Det var et spændende sted. Vi så såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

En rig weekend

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

Det er i dag et vejr …

Det er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

Så er det på tide at stoppe for i dag

Vi har travlt, Ditte og jeg – ihh, hvor vi dog syr. Hun lagde ud med en toiletpung af nogle rester fra et af sin mors tidligere værker.
Det var to fluer med ét smæk: At lære symaskinen at kende igen efter en lang pause og at sy noget, der kan minde hende om den dybt savnede mor.
Næste projekt fra Dittes side er en Oslo Craft Bag – der findes et gratis symønster på nettet, hvis man skulle have lyst til at gå i krig med sådan en.
Den er måske ikke det allernemmeste som det første taskeprojekt, men jeg har lavet to før, så jeg har gjort mig nogle erfaringer, som Ditte nu kan nyde godt af.
Blandt andet er originalen ikke nær høj nok, men det finder man jo først ud af, når man er færdig med den.

Disse to herover er mine – Dittes bliver bare SÅ flot – hun har fundet nogle gode stoffer frem fra restebunkerne, så resultatet glæder jeg mig til at prale på hendes vegne af senere.

Toiletpungene blev også gode – når vi selv skal sige det, og det skal vi, for John gør det ikke, men Ditte og jeg er gode til at beundre hinandens værker.

Efter at have syet to toiletpunge, og mens Ditte syr på den store taske, er jeg gået i gang med et førstegangsprojekt: En pung med 28 lommer til kredit- og andre kort. Plus mønt- og seddelrum m.m. Den skal der lige tænkes over, og da jeg begik den første fejl, pillede jeg op igen. Da jeg begik den anden fejl, lagde jeg skidtet til side og gik ind for at blogge. Jeg er simpelthen blevet for træt i hovedet nu, kan jeg godt mærke, så jeg er stoppet for i dag.
Ditte er også stoppet for i dag.
Der er en dag igen både i morgen og i overmorgen, inden Ditte skal hjem igen, så der er tid nok.
Det er altså ret hyggeligt med sådan en fælles syseance. Det har jeg aldrig prøvet før, og når man ikke skal vente på hinanden ved hverken skærebord, strygebræt eller symaskine, så er der overhovedet ingen irritationsmomenter tilbage til at forstyrre eller forsinke arbejdet.

Det er første gang, men jeg tror ikke, det er sidste, vi arrangerer sådan en omgang maratonsyning.
Mine toiletpunge kan i øvrigt købes, hvis man skulle være interesseret …

Dem der ikke blæser væk, drukner

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivalen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldsnedkeren. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivalen er ikke engang begyndt endnu.

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

Den ultimative skaldyrsbuffet

Vi har oplevet så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde, men nu kommer fredagsoplevelsen først.
Det var den store og efterhånden nærmest legendariske skaldyrsbuffet på restaurant Arken i Køge Marina. Man er nødt til at bestille bord flere måneder i forvejen, og vi hørte da også mange, som blev afvist. Restauranten, som kan rumme temmelig mange mennesker i de fire rum, var propfuld.
De har buffeten torsdag og fredag aften i juli, august og september, og der er altid 100 % booket op.
Vi skulle mødes der med Hanne og Steen, og vi var alle fire spændte på, hvad vi gik ind til. Måske især John, som normalt ikke kan slæbes med ind på en fiskerestaurant og ikke engang kunne overtales til det i Bretagne.

Det var f.u.l.d.stændig fantastisk. Intet mindre. Vi var forbløffede, overraskede, imponerede, glade, benovede …
64 forskellige ting var der – plus salatbuffeten. 64 ting, og vi kunne næsten nå igennem dem alle, fordi mange af dem var anrettet i bittesmå, men yderst delikate, portioner.
Langs den ene væg stod der kokke og stegte rejer og kammuslinger efterhånden som vi kom og fik dem på tallerkenerne.
I hjørnet stod hummertårnet; der var ½ hummer til alle, der ville have en sådan, og nedenunder lå der taskekrabber, jomfruhummere og andre lækkerier.

Der var østers, forskellige slags clams; der var kammuslinger tilberedt på flere forskellige måder, og der var blå-, kniv- og andre muslinger.
Blæksprutter, tun, havkat og rødfisk. Torsk, laks, sværdfisk og haj.
Der var også kæmpeskåle med hundredvis af halve citroner, som var pakket ind i tyl, som var bundet med en snor. Alene det er et stort arbejde. Der var også hundredvis af våde, kolde, hvide vaskeklude, fint rullet sammen og lagt så fint og pynteligt i en meget stor skål.
Der var kælet for alle detaljer, både de kulinariske og de mere praktiske.

Det var i det hele taget suverænt alt sammen. Vi blev naturligvis mætte, men som det altid er med fisk, bliver man mæt på den gode måde og uden den overfyldte fornemmelse, man kan få efter en stor middag med kød. Ikke at vi ikke bryder os om det … det er bare noget andet.

Og nu til noget lidt pudsigt: Vi blev inviteret op til Sus og Jan hele weekenden, men kom først derop i går, lørdag, fordi vi længe havde haft denne aftale fredag aften – der skal jo bookes i god tid.
Torsdag aften var Sus og Jan til skaldyrsbuffet på Arken i Køge Marina. De bor i København og har sommerhus på Sjællands nordkyst, så vi havde ikke lige forestillet os, at de skulle kunne findes i Køge dagen før os, men som sagt: det er en hamrende god buffet, som er kendt viden om.

I sommervarme på nordkysten

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

Nu skal I nok få fred …

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

4,8 kilo garn farvet …

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

Bare skær dem helt ned – de skal nok komme stærkt igen

I overskriften gengiver jeg havekonsulentens ord om roserne ude foran. Jeg har svært ved at klippe roser ned om foråret – nu er de lige kommet så godt i gang, og så skal der brutalt skæres det hele af igen. Næsten da.
Jeg skærer, men åbenbart ikke nok … da hun kom til roserne på vores rundtur gennem haven, sagde hun, at det da vist var på tide at få dem skåret ned.
“Øhh, det har jeg da gjort for i år”, svarede jeg, og så kunne hun ikke lade være med at grine. “Du skal skære dem meget mere ned. Så bliver de tætte forneden og vokser ikke helt op og dækker vinduerne, som alle de der vil gøre.”
Hun havde jo nok ret … det er ligesom hende, der er eksperten – så jeg gjorde som hun sagde, og naturligvis havde hun ret. Roserne er så kraftige som aldrig før … og er alligevel vokset op over det nederste af vinduerne … men de får nu også godt med gødning. 
De hyppige fotoseancer fra turisternes side er da også i fuld gang. Det bliver først rigtig smukt, når dahliaerne begynder at blomstre, men det kan turisterne jo ikke vide, og det varer også et stykke tid endnu, selv om de er godt på vej.

I aftes mødtes Det Stærkt Sammentømrede Engelskhold. Desværre var der en, der ikke kunne komme.
Nu er der kun tre af de seks, der stadig arbejder (+ Andrew, selvfølgelig), men vi holder fast i at mødes med jævne mellemrum – det er jo så sandelig ikke kun arbejdspladsen, det være sig nuværende eller forhenværende, der tales om hele tiden.
Vi har alle stor fornøjelse af at mødes; jeg nyder altid at blive opdateret på rigets tilstand, og de andre nyder at kunne sige chef- og arbejdsrelaterede ting i et forum, hvor alle ved, at alt forbliver inden for samme forum.
”Du ligner altså et insekt, Andrew! Tag de grimme briller af, når du skal fotograferes!”, sagde jeg.
Men om han ville, det stædige asen …

Næste gang satser jeg på at kunne lokke dem til at køre ned til mig, selv om de synes der er frygtelig langt fra Farum og Birkerød og hvor de ellers kommer fra i Nordsjælland. Der er jo altså ikke længere, end jeg har op til dem … det er næsten lige som at tale med jyder, som tilsyneladende mener, at der er længere til Sjælland fra Jylland end omvendt.

Når kærligheden holder

I går var vi til sølvbryllup. Det var Das Andere Mädchen, som har været gift med sin elskede Jan i 25 år.
Det er skønt at se, at kærligheden kan holde i 25 år – der er ingen tvivl om, at de to elsker hinanden og vil med størst sandsynlighed også elske hinanden i 25 år til. Eller hvor længe det nu kan blive til, men en sund levevis skulle vel nok kunne få dem om på den anden side af de 90 år.
Vi var 60, og lige godt halvdelen, nemlig 32, var også med til brylluppet, som blev holdt i Kong Hans’ Kælder i København.
Sølvbrudeparret holdt sig til det kongelige og gav frokost på Orangeriet i Kongens Have.

Vejret kunne ikke forlanges bedre. Vi tog toget til København og var i god tid, fordi man altid hører om de mange forsinkelser, man kommer ud for, når man tager offentlig transport, og vi ville ikke risikere at komme for sent. Nok netop fordi vi havde rigeligt med tid, kørte alt på skinner (tøhø), så vi sad og fik en kop kaffe på en café lige over for Kongens Have og så garden trække op (spøjst udtryk, ikke sandt?) og standse trafikken, da den skulle krydse Gothersgade på vej mod Amalienborg.
Det var meget hyggeligt at sidde en lille halv time og se på det forbipasserende byliv – det er sandelig ikke ret ofte, vi gør det mere. Det er faktisk alt for sjældent, for det er sådan, at når vi sidder derhjemme i vores dejlige have, savner vi overhovedet ikke byen, men når nogen tager os sammen og tvinger os derind, så nyder vi det.

Det var også sjovt at se folk igen – nogle af dem har jeg set indimellem, når der har været holdt fest, men andre var det 25 år siden jeg sidst havde set. Det var dog skrækkeligt, så meget der var sket med folks ansigter på de 25 år! Til dels også kroppene, men nok især ansigterne!
Jeg er glad for, at jeg ikke kan høre, om de siger det samme om John og mig. Men vi har naturligvis ikke forandret os lige så meget som alle de andre.
Eller hvordan er det nu lige, det er?
Naturligvis har vi det, men jeg skal da lige love for, at aldringsprocessen bliver ekstra tydeliggjort, når der er 25 år imellem, at man ses.
Der var én kvinde som fuldstændig lignede sig selv fra dengang, men det synes jeg måske kun, fordi jeg har set hende en omkring halv snes gange gennem årene?
Og der var en anden kvinde, som også tydeligt var blevet 25 år ældre, men som på ingen måde havde tænkt sig at indrømme det, hvilket bl.a. afspejledes i hendes påklædning. Det er synd, synes jeg – det har den modsatte effekt end hun går og tror.
Nogle siger, at alder kun er et tal.
Det passer ikke. Alder er mange, mange ting. Nogle virker gamle allerede som unge, nogle holder sig unge på den gode måde, nogle tror selv, at de holder sig unge og gør sig dermed ældre end de er, og så er der de fleste, som bare er (og accepterer) deres alder, uanset hvad den måtte være.
Men kærlighed har ingen alder.

Jeg mangler tid!

Hvordan pokker jeg nogensinde har fået tid til at arbejde, forstår jeg simpelthen ikke … og det har naturligvis intet at gøre med, at jeg generelt har sat tempoet ned. Overhovedet ikke – tværtimod har jeg da skruet det op.
Eller … det har jeg jo nok ikke; det er sikkert bare noget man føler, når man bliver ældre.
I går var vi oppe hos Bodil og Hans, sammen med Merete, for at holde søskende- og sydafrikadag og –aften. De tre havde været i Sydafrika i marts, og de ville naturligvis gerne vise billeder og fortælle om turen, som delvist var en parallel til den kør selv-tur, som John og jeg tog i 2004.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, og vi fandt tid til at gå ned til deres lille sø, hvor Hans benyttede lejligheden til at træne sine hunde, hvilket jeg altid nyder at se på. I går skulle de i vandet for at hente et bytte ind. På vejen derned gik vi forbi egetræer i dusinvis, og skræpper havde de i hundredevis, så jeg indsamlede begge dele og har i dag både kogt farvesupperne og indfarvet nogle forskellige garner.

Skræpperne er de to til venstre, og egebladene de fire til højre, med henholdsvis superwash garn, 100 % naturfarvet lammeuld og to gange gråt lammeuld, det yderste ubejdset.
Jeg synes ikke, det passer, at man ikke behøver at bejdse garnet, når det skal i egebladesuppe, fordi bladene indeholder meget garvesyre. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forventer, men det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farve.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med at få så skrigorange og –gule farver af egeblade, som alle påstår giver grågrønne farver. Nummer to fra højre er faktisk ret grågrøn, men det er svært at se på billedet.
Der er intet givet i plantefarvningsverdenen, åbenbart.
Skræppen er mere ovre i det grønne, end billedet viser – det er faktisk en meget glødende og smuk farve, synes jeg.
Mor er ikke skuffet, men mor er måske en smule overrasket …

Og nu har jeg ikke mere tid, for Das Dritte Mädchen er på ferie her i et par dage, så jeg skal hen og snakke videre.

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
Det ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.