Man starter som LILLLLE …

Jeg smed sidste år min enormt tunge kaktus ud. Det var noget af et projekt at få gjort det, og det er ikke for sarte sjæle, for det var noget med en skarp kniv. Den var fuldstændig uhåndterbar og vejede alt for mange kilo, så der var ikke andet at gøre, selv om den en gang imellem berigede os med sine smukke blomster.
Jeg satte to af dens små børn i jord, og de fik hurtigt fat og begyndte at gro.
Allerede nu, mens de stadig må betragtes som teenagere, har de sat knopper, og den første blomstrede i går.
I starten er det bare en næsten usynlig, behåret udvækst på tornepuderne, men efter nogle dage går det op for os, hvad der er gang i.
Langsomt, men sikkert, begynder ‘vorten’ at vokse, og en dag sker det: Den springer ud, men man skal være hjemme, for blomsten holder ikke engang et døgn.

I drivhuset er alt ligeledes startet som småt, men det er intet af det mere. Tværtimod. John tør ikke gå derind. Ikke fordi han er bange for Jungledyret Hugo, selv om han hårdnakket påstår, at det er derinde et eller andet sted i vildnisset, men fordi han ikke mener, at han kan bevæge sig rundt uden at knække et eller andet. Det er sandelig heller ikke nemt, men jeg ved hvornår og hvordan jeg skal sno mig …
Agurk nummer 28, 29 og 30 er høstet i dag. Der er foræret væk, der er lavet tzatziki i rå mængder (det er heldigvis svært at blive træt af at spise), der er lavet gammeldags dansk agurkesalat til vinteren og der er lavet ‘asiatiske agurker’ med Kaffir limeblade, skiver af ingefær, hakket rødløg, sennepskorn og chili i lagen. Og sukker, selvfølgelig. Man er jo nødt til at finde på noget nyt, men jeg kan ikke sige, om det er en succes før om en uges tid, da det skal trække i 14 dage.
Indbydende ser det dog ud.

Jeg har satset på, at det smager godt og har foreløbig lavet to batch. De fire glas er fremstillet ens, men de to til venstre er en uge ældre. Rødløgene farver lagen rødlig, efterhånden som de selv bliver blege, så den friske, grønne farve forsvinder desværre ret hurtigt.
Ved en fejltagelse fik jeg i foråret købt en citronagurk. Sådan en havde jeg ikke hørt om før, men den fik naturligvis en chance, nu hvor den var kommet i hus.
Agurkerne bliver citronstore og dittogule, men de smager ikke af citron.
De får nogle små torne på skallen, som man godt nok kan tørre af med en klud, men skallen er tyk og ubehageligt hård, så agurken skal skrælles.
Når man så har gjort det og skærer den over, ser man, at den består af 80 % kernemateriale med et alt for smalt stykke egentlig agurk. Som ikke smager af særlig meget …
Man kan måske fornemme, at den ikke bliver købt fremover til Ellens drivhus?
Dens allersidste chance får den, hvis den kan bruges til at sylte på samme måde som asier, hvilket nu er afprøvet med et lille glas.
Det skal også trække i et stykke tid, og hvis det ikke smager godt, så ryger hele planten ud.
Medmindre en eller anden vil overtage den – den har sat mange, mange agurker af, men hvad hjælper det, når vi ikke gider spise dem?
Den eneste fordel er den flotte farve, men den alene frelser ikke plantens liv!

Det betaler sig at klage

Måske kan man huske, at jeg sidste sommer skrev til Hornum Frø og klagede over, at posen med frø af skarlagenrøde tallerkensmækkere viste sig at give bleggule blomster.
Damen, jeg korresponderede med, forlangte dokumentation for, at det ikke var mig, der enten var farveblind eller ikke kunne læse (ikke hendes ord!), i form af en eller anden kode på frøposen, som jeg heldigvis stadig havde. Hun var faktisk ret sød og imødekommende, og da hun først var blevet overbevist om, at det ikke var mig, der var forkert på den, lovede hun mig en ny pose frø med den rigtige farve blomster.
Jeg havde næsten glemt alt om den affære, da der i februar med posten ankom to poser frø ledsaget af en venlig hilsen fra føromtalte dame. Den ene pose indeholdt skarlagenrøde tallerkensmækkere og den anden var, “som et lille plaster på såret”, en pose med lige så knaldrød latyrus.
Det kalder jeg fin service. Og blomsterkarsen er så skarlagenrød, at det nærmest gør ondt i øjnene. Latyrussen har endnu ikke blomster.

Er der mon overhovedet nogen af mine små mamelukærmeblomsterbørn ude i landet, der er kommet sig oven på vinterens frost?
Alle mine fire er stærkt på vej, så selv om de længe så helt døde ud, tog de for alvor fat for nogle få uger siden, og nu er selv disse to viste, som jeg satte i jorden som babyer sidste sommer, omkring 30-40 cm høje. Moderbusken måtte jeg klippe næsten helt tilbage, men den trives også fint igen og skyder både nedefra og fra nogle af de ikke helt døde grene.
Sig endelig til, hvis jeres er helt døde, så laver jeg gerne nogle stiklinger.

Sidste sommer havde jeg for første gang sået vajd, som farver indigoblåt – og det til min overraskelse i en nuance, jeg bedre kunne lide end den, der kommer jeg får ud af japansk indigo, så sidstnævnte er skrottet for mit vedkommende.
Til farvning skal førsteårsbladene bruges. Andet år sætter den frø, men så indeholder planten ikke længere det stof, der giver den karakteristiske blå farve.
Det er ikke de par kroner til frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere selv at avle, så jeg lod et par planter stå til at give mig frø i år. Ditte fik en af dem, for holddaop, hvor bliver vajd stor på andetåret! Den ene, jeg havde tilbage, har jeg delt i tre og sat forskellige steder. Hvis alle de blomster bliver til frø, kan jeg forsyne alle Sjællands plantefarvefolk med vajdfrø.

Pludselig huskede jeg hvorfor …

På vej hjem fra Køge forleden dag kørte vi forbi en lang beplantning af hæg. Meget lang … John spurgte, om ikke han skulle stoppe, så jeg kunne få fat i en favnfuld, hvilket jeg syntes var en glimrende ide, og jeg havde ingen som helst skrupler over at plukke, for der var tonsvis af blomstrende grene.
Da vi kom hjem, arrangerede jeg dem i en masse vaser – jeg elsker at have huset fyldt med blomster og har det i videst muligt omfang altid – i hvert fald i sommerhalvåret. Nogle gange selvfølgelig flere vaser end andre gange, men her blev det til syv, plus de tre mini-Kählere, der altid står på vores spisebord.
Sus havde givet mig tre store og lange grene med lyserød kalanchoe, som kan holde sig virkelig længe, og som så fine ud blandt de lyse hægblomster.
Da jeg var færdig, gik jeg udenfor et godt stykke tid, og da jeg kom ind igen, ramte den mig som en mur.
Lugten.
For hæg dufter ikke. Hæg lugter. Hæg stinker! Af kattetis. Lige pludselig huskede jeg, hvorfor jeg aldrig satte hæg i vand, da vi boede i Havdrup og havde mange lige ved siden af rækkehuset.
Fy, for pokker! Men sjovt nok har John det ikke på samme måde – han synes de dufter dejligt og kan ikke forstå min association til kattetis.
Det er meget underligt. Hvad siger I? Dufter hæg godt eller stinker den?
Jeg lod dem stå, fordi John nyder dem så meget, men lovede mig selv, at det var sidste gang … heldigvis bliver lugten mindre slem efterhånden. I de første par dage åbnede jeg ofte døre og vinduer, men det blev mindre og mindre nødvendigt, og det var ikke fordi jeg vænnede mig til lugten.

Nu blomstrer vores hvide syrener, så i dag har jeg skiftet samtlige hæg ud med sådanne, og se, det var jo en ganske anden snak. Lugt …

Nu vi er ved blomsterne, så er en af mine to kaktus i blomst lige nu. Den kaktus, jeg købte som så meget mini, at den faktisk var mikro, og om hvilken de på planteskolen sagde, at den skal kun have en teskefuld vand hver 3. måned.
Det lød ikke rigtigt, men i begyndelsen gjorde jeg – næsten – hvad de sagde og gav den meget meget lidt vand, men efterhånden så den ret lidende ud.
Så gav jeg den noget nyt jord og begyndte at vande den, som jeg ville have gjort, hvis ikke jeg i første omgang havde fået dette tilsyneladende dårlige råd, hvilket hurtigt gjorde en forskel, idet den begyndte at trives og gro!
Ved købet var der kun én ‘klump’, men der kom efterhånden flere. Nu har jeg taget af til stiklinger – det er derfor venstresiden ser lidt amputeret ud … det er nemlig lige hvad den er.
Kaktussen har troet, at jeg var ude på at slå den ihjel, for kort tid efter stiklingetagningen kom denne lille fine blomst. Mange kaktusblomster ser kunstige og papiragtige ud, så jeg har tit troet, at de på planteskolerne snød, når de solgte blomstrende kaktus, men den er god nok – min kaktusblomst er i hvert fald ægte.

Den lokale jungle er fældet

I næste uge er vi ikke hjemme; i denne uge er det indtil videre fint vejr, så det var i dag, at drivhuset skulle ryddes og renses.
Det var sandelig godt, vi fik det nye, for aldrig før har jeg fået så meget ud af et drivhus – men okay – det har måske også lidt at sige, at det også er det største drivhus, jeg har haft … dog kun tre kvadratmeter større end de to tidligere. 
Der er forsyninger frem til næste høst af henkogte tomater (som jeg ofte bruger i stedet for en dåse flåede tomater), ovntørrede tomater, agurkesalat, syltet snackpeber, pesto, sambal oelek, ‘ren’ chilipasta, chilisovs og chilimarmelade. De to bønneplanter i hjørnerne udenfor drivhuset har ligeledes givet bønner til hele vinteren.
Glorien er stor og tung, men det mærker jeg ikke, for den svæver over mit hoved (nej, ikke mit hovede! Det hedder et hoved).
Agurkeplanten havde ikke meget rodnet, mens tomaterne og basilikummerne var gået helt amok i roddannelser – der er ikke noget mystisk i, at de drak så meget, som de gjorde, men det var vel også derfor, at ydelsen var i top. Næste år skal jeg bare huske at give tomatplanterne lidt stjålent materiale fra et af alle de kalkbrud, vi har i lokalområdet, så tomaterne ikke igen får griffelråd. De tre af sorterne var ligeglade, men bøftomaten, som jeg gerne vil have igen, fordi den var helt vildt smagfuld, led desværre meget af det.

To af de fire tomatsorter var jeg ekstra glad for, så for første gang har jeg selv forsøgt mig med at tage frø. Jeg vil dog ikke satse 100 % på held med dette, så jeg vil også til næste år købe planter hos Toftegaard.
Snackpeber kommer også i drivhuset igen til næste år, lige som, selvfølgelig, agurk og chilien early jalapeno.
Resten besluttes senere, men jeg kunne godt finde på at prøve med en aubergine, bare for at se om den vil trives hos mig.

Dahliaerne er det langtfra slut med endnu; tværtimod bliver de hele tiden flottere og frodigere og kommer med flere flere og flere blomster, så jeg håber det varer rigtig længe, inden nattefrosten indfinder sig ved Den Stråtækte.
Vi har aftalt med Troels Tækker, at han skal mønne stråtaget i år, men han har lovet at vente med at komme til i den sidste halvdel af november, fordi det vil komme til at svine en del med halm, og han var enig i, at det ville være synd at ødelægge det smukke dahliasyn ved at få bedene til at ligne stormvejrsramte, nyhøstede marker.

Rådhusvinen er tæt på at nå sit maximum, så vi når at få fuld glæde af den, inden vi tager på efterårsferie.
Efteråret er bare den smukkeste årstid, men det har jeg vist sagt før …

Nu fik bagboerne besøg af datter og børnebørn, så jeg lige.
Jeg er ikke misundelig, for jeg under dem det naturligvis så gerne, men jeg saaaavner mine egne, gør jeg!

Under konstant overvågning

John har nogle gange en uregelmæssig hjerterytme og noget flimmer, som han, sidst han var hos lægen, udtrykte sin bekymring over. I dag har han været på Næstved sygehus for at få sat nogle elektroder på, som han skal gå med døgnet rundt i nøjagtig en uge – han skal tage dem af på onsdag kl. 11.40 nul dut.
Han er lidt spændt på, hvordan det bliver at sove med dem på, men det skal nok gå – han plejer ikke at ligge og rotere, men ligger normalt meget roligt det meste af natten. Skulle der falde en elektrode af, lyder der en alarm, og så må han skifte den ud med en fra reservelageret, som han fik med hjem.
Ellers skal han opføre sig ganske som han plejer – hverken mere eller mindre. Hvis han selv mærker uregelmæssigheder, skal han skrive det ned i en ‘dagbog’, han fik med hjem i form af et A4-ark.
Ifølge Murphy vil der overhovedet ikke blive noget bøvl med hans hjerte i løbet af den næste uge – det vil opføre sig aldeles eksemplarisk …

Den yuccapalme, som på mystisk vis dukkede op i dahliabedet sidste sommer, har nu fået en blomst. Mange blomster … eller hvad? Betragtes dette som ‘en blomst’? Der er kun én stængel. 
Jeg har stadig ingen ide om, hvor den er kommet fra – nok næppe fra et fuglebårent frø, da den kræver et bestemt insekt til bestøvning. Man kan dog selv bestøve blomsterne med en pensel, kunne jeg læse mig til, men alligevel lyder det ikke sandsynligt, at den er kommet flyvende hertil. Eftersom heller ingen mig bekendt har plantet den, må det for evigt forblive et mysterium, hvordan den er havnet lige netop der.
Den er ganske nydelig, når den er i blomst, så den får lov at blive stående, da den tilsyneladende ingen problemer har med de milde vintre vi holder os i disse år, og skulle den alligevel gå til, har jeg ikke mistet andet end en kilde til momentvis undren.

Mine dahliaer er noget klejne. På dette tidspunkt plejer de at være store og kraftige, og jeg kan ikke regne ud, hvorfor de er mindre i år. Jeg har gødet jorden, men bør man have vekseldrift med dahliaer, fordi det er noget skidt at sætte knoldene i det samme jordstykke år efter år? Vil det hjælpe at give dem et ordentligt boost med ekstra meget gødning, eller gør det ondt værre? Det er vel mest sandsynligt jorden, der er udpint.
Jeg har tjekket hvor jeg kan købe mig til kompostjord, så det vil jeg have en bigbag af til foråret. Vi kan desværre ikke længere hente det på nogen af vores genbrugspladser, hvilket jeg finder temmelig ærgerligt, men så må jeg jo betale mig fra det, for kompost gider jeg simpelthen ikke selv gå i gang med. Jeg troede det var en mulighed og læste derfor en del om det, men det er alt for besværligt til, at jeg gider. Vi er nødt til i givet fald have det i en lukket beholder, fordi vi ved, at vi har rotter, men sikke da et arbejde man så påtager sig. Jeg ville oven i købet ikke engang kunne producere en fjerdedel af, hvad jeg har brug for – ergo er det udelukket.

Lidt har også ret

Det lille tag, vi har liggende over brændestablen, er virkelig bogstavelig talt lille, bare to m², men man kan lige så godt få det ud af det som man kan. Det giver da trods alt et par vandkandefulde pr. 10 mm nedbør.
Ideen opstod fordi John forleden kørte ud for at købe en regnopsamlingsbeholder til det ene drivhushjørne, men på trods af vores aftale om, at den ikke måtte være ret høj og dermed nærmest usynlig bag squashplanten, kom han hjem med en, der var alt for stor og rent visuelt næsten ville fylde mere end drivhuset, så der skulle den i hvert fald ikke stå.
Der er en uudnyttet plads til venstre for brændestablen, så der blev vi enige om i stedet at sætte beholderen, som kun er på 100 liter.
Hvis man skal samle regnvand op fra et tag, så kræver det en tagrende og et nedløbsrør, og når man har et sort tag, en sort opsamlingsbeholder og sortmalet træværk, så kræver det en sort tagrende, og de eneste, som havde det, var Bauhaus i Roskilde og Ishøj.
Vi satte kursen mod Roskilde og fik hvad vi skulle bruge, men det er for varmt til at arbejde, så det får vente til en køligere aften- eller morgenstund.

Til jer, der har fået aflæggere af mamelukærmebusken: Sådan ser min ud nu – to meter i diameter, fordi den ikke frøs tilbage sidste vinter – og der er mange, mange flere blomster på vej. De to pinde, jeg satte et andet sted sidste år, er 80 cm høje og har også blomster nu, så de er hurtige til at komme i vej. De gule prikbladet perikon, der ser ud som om de har forvildet sig ind i busken, stod for sig selv sidste år, men det er en god farveplante, så den bliver snart høstet og kan dermed ikke blande sig der mere i år, men det viser lidt om, hvor hurtigt mamelukærmebusken bliver stor.

Den hvide rosenmark er også i fuld sving nu. Der er fire slags og de to af dem blomster nu – de to andre kommer snart, og det var selvfølgelig bevidst, at jeg valgte nogle, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Én fejl har jeg dog begået: Jeg må have været for fokuseret på, at de skulle være hvide, så jeg glemte at tjekke, om de også dufter. Disse har en meget svag duft, men der skulle jo have hersket en meget mere gennemtrængende duft af roser.
Fjols, Ellen, men det er der ikke noget at gøre ved nu.
Den ene slags skulle man tro var en rambler (jeg ihukommer jo mit besøg i rosenhaven …), fordi buskene har helt vildt mange knopper. Det bliver et flot syn om nogle dage …

Ellers sker her ikke en pind – vi fører virkelig et pensionistliv, som vi ikke har gjort det før. Det er lige før vi lever op til teksten i Pensionistvisen …
Heldigvis har jeg min have, mit drivhus og den fantastiske udsigt, så det går endda, men jeg er da glad for, at det ikke er vinter.
I aftes havde dog vi gæster til at bryde monotonien – parret fra vejen, der har solgt deres hus og flytter tilbage til Norge, var inde til en afskedsmiddag. Det bliver spændende at se, hvad det er for nogle der kommer i stedet for, men de er efter sigende søde og flinke.
Selvfølgelig er de det. Der flytter kun gode mennesker her til vores skønne plet.

Roser, roser, roser i hundredvis

Haveselskabet havde arrangeret åben have ved Græsmosehus, som ligger nær Vallø slot. Her bor Peter Ørum Scherg, som siden 2007 har haft et stort arbejde med (frivilligt og ulønnet) at rekonstruere de to gamle rosenhaver fra netop Vallø slot.
Han interesserer sig mest for og har derfor primært samlet historiske roser, som pr. definition skal være fra før 1867.
Jeg havde hørt udtrykket rambler om roser før, men det var først i dag det for alvor gik op for mig, hvad det reelt dækker over. Nogle af dem kaldes også for climbers – på godt dansk klatreroser, men de har ikke helt de samme egenskaber. At nogle af dem har så totalt overdådigt et blomsterflor, har jeg ikke rigtig lagt mærke til før – se blot billedet herunder, hvor de står i knop i hobetal. Der er jo mange tusinde bare på den ene busk. Peter Scherg fortalte, at når de blomstrer, er de store buske én stor summen af bier og andre insekter, og når man har så mange, som han har, må det nærmest være en kakofoni af insektlarm – lige bortset fra, at de ikke alle blomstrer på samme tid …

 

Han elskede at fortælle, og bl.a. fortalte han grunden til, at der ikke længere var tulipan- eller rosenanlæg i Vallø slotspark:
Det er en åben park, så folk kom simpelthen i nattens mulm og mørke og gravede tulipanløgene op! De gravede løgene op, knækkede tulipanerne af og satte dem tilbage i jorden.
Roserne gravede de bare op og tog med sig.
Jamen altså! Jeg mangler ord for den slags og forstår simpelthen ikke, hvordan man kan få sig selv til det. Det kan vel næppe være tyveri for vindings skyld, men fordi man vil have sig nogle gratis roser. Ikke at tyveri for vindings skyld er undskyldeligt, men på en måde er dette her endnu værre end det.

Det er første gang i år, vi benytter os af Haveselskabets åben have-tilbud, men det er jo også først lige blevet tilladt, og det kun med de sædvanlige restriktioner. Vi skulle tilmelde os og skulle vælge en af to tidsrammer på hhv. to og toenhalv timer, indenfor hvilke vi ikke måtte være mere end 50 personer ad gangen.
Peter Scherg nød det. Den ene gang om året, han holder åben have, plejer der at være et godt stykke over 200 ad gangen, så dette var en løsning, han satte pris på – det var faktisk rart, at der var god plads til alle, syntes han.
Jaja, atter en gang må vi konstatere, at coronapesten ikke kun har været noget skidt hele vejen igennem.

Vel vidende, at Farmer (og sikkert også mange andre) er uenig med mig, så holder jeg nu engang mest af fyldte roser med mange kronblade, men jeg er ganske klar over, at de ikke er bi-venlige.
Peter S. har masser af både fyldte og ikke fyldte roser, så han har ikke noget at være flov over, og jeg kompenserer for egen præference med at have andre insektvenlige blomster i haven.
Det er jo ikke sådan, at roser med mange kronblade ikke dufter – tværtimod kan de udsende en aldeles overvældende duft, som kan gøre én helt ør i hovedet. De er heller ikke, hvad vist nogle tror, et nyere påhit – som nævnt er stort set alle roserne i haven her historiske.
Arrangementet var i samarbejde med Thyme Planteskole, som havde en lille stand på stedet, og jeg købte … nej, ikke en rose, men en trevlekrone.
Det er en fin staude, jeg ikke kendte, men som gør sig vældig godt sammen med prydgræsser, og da jeg netop har sådan en, der skal flyttes fra krukke til bed, måtte den med hjem.

Jeg har skrevet til Hornum

Måske er det en skrøne, at spindemider ikke bryder sig om blomsterkarse, men indtil videre har jeg ikke haft spindemider i agurkeplanterne. Jeg gransker dem indgående hver eneste morgen for at se, om de små, irriterende, agurkeplanteødelæggende sataner har fundet vej ind i mit drivhus.
Jeg købte en ‘scarlet’ blomsterkarse, dels fordi jeg elsker den stærke røde farve, som desværre ikke rigtig går til ret mange andre blomsterfarver, og dels fordi jeg syntes det kunne være flot som kontrast til alt det grønne i drivhuset – og i øvrigt vil blomsterne så nydeligt matche tomaterne, når disse engang bliver modne …
En anden rød blomst, som heller ikke skal passe sammen med noget andet og derfor står helt alene – sammen med fem andre – i hjørnet ved drivhuset, er pralbønnen. Den har tilsyneladende ikke spor lyst til at være pralbønne, men er en hummer-wannabe.

Jeg ville aldrig have valgt den fesne, lysegule farve, som det viser sig, at alle mine tallerkensmækkere har! Jeg er ikke vild med gule blomster og undgår dem i videst muligt omfang, med erantis og påskeliljer som eneste undtagelser, men de er tilgivet, fordi de hører til blandt årets første blomster.
Denne blomst nærmest drukner imellem sine egne blade, og jeg er mere end en anelse utilfreds med den falske varebetegnelse på posen, hvilket jeg netop har skrevet og fortalt Hornum. Jeg kan ikke tro, at jeg er den eneste, der uforvarende har fået en pose med frø i den forkerte farve, så at sige, så et eller andet sted sidder der en frøavler, der ikke har styr på sin produktion, og det må helst ikke gentage sig.
Heldigvis er spindemiderne nok ligeglade med farven, så nu er der kun tilbage at håbe på, at de virker efter hensigten. Hvis ikke, og der indfinder sig spindemider, ryger den blomsterkarse ud med det øvrige haveaffald!

Vi fik 14 mm regn i morges. Det, sammen med den dahlia-livreddende vandingsindsats jeg var nødt til at udøve i aftes, har fået hele haven til at strutte af saft, kraft og livsvilje. Nu skal jeg have gødet både dahliaer, roser og stauder, så det hele nærmest kan eksplodere.
Formentlig sammen med ukrudtet, desværre … men man skal jo holde sig i form med noget, og det er altså trods alt sjovere at fjerne ukrudt end at gå i fitnesscenter. Synes jeg, men jeg kan godt komme i tanke om en del, som vil være uenige med mig.

Havearbejde og haveglæder

Havearbejde og haveglæder er to ord, som både kan være synonyme og antonyme, hvilket må høre til sjældenhederne.
Jeg er lige ved at nå dertil, hvor de er 100 % synonyme, for stort set alt det kedelige, såsom fx skvalderkålkampen, er overstået for denne gang. Den skal nok komme igen – det kan godt være, at nogen har sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, men det samme gælder ikke for skvalderkål!
Aldrig har min have haft så lidt ukrudt som i år. Jeg skrev først “været så ukrudtsfri”, men det ville være at overdrive, for ukrudtsfri bliver den næppe, men lige nu er den så tæt på, som den nok nogensinde bliver.
Sådan havde den med stor sandsynlighed ikke set ud uden coronapesten, så noget godt har hele den ulykkelige situation trods alt ført med sig.

Dette her er også halvhårdt arbejde. John, som er den lille blå prik tæt på kl. 12 på billedet, er ved at slå stien ned til fjorden, selv om det ikke er vores grund, men han gør det fordi vi selv (og naboerne) helst vil kunne gå derned uden at medbringe en machete. Glæden kommer så, når vi står dernede og nyder stilheden og fuglelivet.

Kender I soløje? Jeg kalder den min lille spejlægsblomst, men det er ikke et passende officielt navn til en plante. De små blomster ser ud som om de svæver over bladene og den lille buskagtige plante blomstrer rigt hele sommeren. Til højre en enkelt stolt kavaler. Hvorfor mon den hedder det, når den er lyserød? Til gengæld er jomfru i det grønne lyseblå. Lidt underligt, men det er ikke alt man skal forstå.

En af roserne har fine, bolsjestribede knopper. Når man ser hele planten lidt på afstand, ser det vitterligt ud som om der vokser små bolsjer på den, men dens blomst, som ses herunder, ligner ikke sin knop.

Jeg er opvokset på en gård og er derfor vant til at kalde jorder med afgrøder for marker. Det gør jeg stadig, men nu er det den noget reducerede pensionistudgave. Min kartoffelmark (bestående af fire af de specielle kartoffelspande) er grøn og frodig, men jeg har endnu ikke tjekket frodigheden under jorden. Jeg har lige plantet en jordbærmark (seks planter).
Min farvemark med hhv. japansk indigo (ti planter) og vajd (otte planter) har forladt drivhuset og gror lystigt i denne varme, når bare jeg husker at vande, og det gør jeg.
Førstnævnte er det tredje gang, jeg har, men det er første gang jeg prøver vajd, som skulle være ret potent og, som indigoen, give en blå farve. Jeg gider ikke selv dyrke (nej, det hedder ikke gro!) planter, som giver gule og grønlige farver, da disse findes i overmåde righoldige mængder i naturen.
Her til morgen har jeg beskåret mamelukærmebusken en smule og brugt noget af det til 11 nye stiklinger af den.
Er der nogen, der kunne være interesseret i en? Det er denne her, jeg har, og den blomstrer fra lige om lidt til helt hen i december. Alle de nye planter, jeg laver, plejer at blive til noget, men jeg skal ikke selv bruge flere. Jeg har lovet Sus et par stykker, men det betyder, at jeg om nogle uger sandsynligvis har ni levedygtige planter, som kan afhentes.

..og julen varer li’ til PÅske

Min julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

Det holdt i små 15 år

Vi holdt Johns 60-års fødselsdag i Sverige og havde naturligvis inviteret Verdens Bedste Nabo med – som nu måske er det for et andet par, men vi ved det ikke, for vi har ikke talt med ham siden vi overdrog nøglen i december 2018, så vi ved ikke, hvilket forhold vores købere og ham har til hinanden, men jeg har nu svært ved at forestille mig, at det ikke skulle være godt.
Vi har aftalt at køre en tur derop i løbet af denne sommer og ‘komme til’ at køre forbi vores gamle yndlingssted for at se, om der er sket nogen forandringer.
John fik dette ur af naboen. Vi boede tæt på Svarta Bergen, hvor de brød dette sorte granit, så det var en fin og lokal gave.
Nu er urværket bukket under for et eller andet (nok ikke en virus …) og virker ikke mere. John pillede det og viserne af, så stenen fremover kan anvendes til at sætte varme ting på. Væggen er blevet lidt tom hvor uret hang, og jeg savner det – jeg er først i dag blevet opmærksom på hvor tit jeg lige kastede et blik hen på det.

Noget dør, og andre steder kommer der nyt liv til. Vi trænger til lidt opmuntring i disse dage, så jeg har haft fat i min potmaker og har sat gang i forårsspiringen. Forhåbentlig. Noget af det er eksperimenter, fx frøene fra den artiskok, jeg fik en enkelt blomst på sidste år. Den har stået ude hele vinteren, men nu tog jeg den ind og har lagt nogle af frøene i potter.
Eksperimenter er også den meget høje storkenæb, som står i en have i nærheden af os, og som jeg fik taget frø fra sidste sommer, samt nogle judaspenge, jeg tog frø fra i 2018.

Bliver det til noget, er det fint, og hvis ikke, er der ingen der har tabt noget ved det.
Charlottes tomatfrø er i jorden nu, ligeledes frø fra torskemund og evighedsblomster, hvilke sidste to er fra egen have. Endelig har jeg sået Zinnia; nye for både mig og haven, men det er så smuk en blomst, som oven i købet er god til vaser, så den skal prøves af.
Jeg havde glemt at bestille frø fra japansk indigo, så det har jeg lige gjort – plus vajdfrø. De må til gengæld meget gerne blive til noget, for jeg føler mig så uendelig autentisk og back to basics, når jeg selv har dyrket (nej, ikke groet!) de planter jeg farver med. Pjat, selvfølgelig, men mit ego har det i hvert fald glimrende med det.

I disse for vort land – og temmelig mange andre lande – så hårde tider, er der endnu ingen umiddelbar ændring at opleve for vores vedkommende – livet går sin vante gang, for her kan ikke blive meget mere stille end her altid er. Vi kan i meget høj grad undgå nærkontakt og bliver da også nødt til det, for stort set alt lukker jo ned. Røde Kors-nørklerne må heller ikke samles, indtil anden besked gives, men det er nok meget fornuftigt, eftersom vi alle er gamle nok til at være i risikogruppen, desværre.

Jeg håber altså ikke, at nogen af jer, der læser med her, hører til dem, der hamstrer! Og så toiletpapir af alle ting. Ganske som i England. Vi har da vand i hanerne og mon ikke de fleste har nogle gamle klude? Hvis det endelig skulle være, ville jeg nok være mere bekymret over ikke at kunne få noget at spise, men sådan er det ikke. Situationens alvor er skam gået op for mig, men det er ikke risikoen for at komme til at sulte, jeg finder mest bekymrende i øjeblikket.

En blomst i blomsten

I dag, da jeg var ude for at skære visne dahliablomster af, så jeg, at min dinner plate-dahlia havde en knop i blomsten.
Den hedder ikke dinner plate; det er en betegnelse for dahliaer med store blomsterhoveder, og denne er da også pænt stor. Jeg ved ikke, hvad den hedder, men jeg er glad for den.

Det har jeg godt nok ikke set før – en blomsterknop i et blomsterhoved.

Det bliver interessant at se, om den udvikler sig til en blomst, og i givet fald, om den når det, inden ‘moderblomsten’ visner ned.
En dahlia i en dahlia – det er nok ikke første gang i historien, det sker, men det kan ikke være helt almindeligt. Er der nogen, der har set det før?
Vi er ikke hjemme de næste fire dage, så den får fred og ro fra min side til at udvikle sig.
Nu har vejret bare at arte sig, har det!

Trelleborg og nyt legetøj

I dag havde Haveselskabet arrangeret et plantemarked ved Trelleborg, hvor jeg ikke kunne huske at have været – selv om John påstår, at det har jeg …
Jeg kom ikke hjem med så meget, blot tre hosta og en enkelt floks, som til gengæld er højere end jeg er! Spændende, om den bliver lige så høj i min have. Derefter gik vi ind på Trelleborgs område gennem museet, hvor jeg fandt en gave til Tim. Han er svær at give gaver, men han holder meget af at læse, selv om man aldrig vil opleve ham læse en skønlitterær bog. Det er altid enten biografier eller, oftest, en fagbog eller en dokumentarisk beskrivelse af et eller andet. Bogen jeg fandt i dag hed The Vikings – Culture and Conquest, skrevet af Martin Arnold, som er Senior Lecturer in Old Norse-Icelandic Studies at Hull University.
Den bog er jeg næsten sikker på, at Tim vil finde læseværdig.

Øverst hele ringborgen taget med panoramafunktionen på mit lille Lumix. Det besluttede sig åbenbart for at skifte indstillinger midt i det hele, resulterende i, at det kom til at se temmelig uprofessionelt og ubehjælpsomt ud, men det var den eneste måde, jeg kunne få hele borgen med på.
Der er såmænd ikke så meget at se på området, men det er da interessant nok, hvis man har fantasi til at lade bygningerne vokse, få liv og forestille sig livet dengang. Billedet lige herover er aftryk af nogle af de 15 huse, der ligger uden for ringborgen – formentlig brugt til dyr og til værksteder.

Inde i langhuset var der meget mørkt, lige når man kom ind ude fra den skarpe sol – det varede dog ikke længe, inden vi kunne se interiøret.
Dragten er en kopi af en rig vikingekvindes. Mon stoffet er farvet med kraprod?

Herunder ses forskellen på Johns nye kamera og mit lille Lumix.
Begge billeder er taget på automatic, og der er ikke pillet ved dem efterfølgende. Jeg kan godt forbedre mit billede digitalt, men det ville i givet fald ikke være specielt illustrativt, og det ville aldrig komme til at ligne Johns alligevel …
Johns nyerhvervede kamera er et Canon 6D mark II, som er nummeret før et ‘rigtigt’ kamera til professionel brug, og mit er som sagt et Lumix TZ90.
Den ret voldsomme prisforskel skulle så sandelig helst også afspejle, at det er et godt kamera, han har investeret i.

Herunder ses resultatet af lidt leg oppe fra vores shelter. Jeg kan godt lide den dybde, han kan få i sine billeder.

Hvis man skulle være interesseret, har John kamerahuset til et Canon 6D til salg. Linsen har han beholdt til den nye version af monsterkameraet, som jeg kalder det.
Det er godt. Det er et sindssygt godt kamera han har købt, men jeg synes det er alt for tungt at slæbe rundt på.
Hvis jeg vil tage bedre billeder (ikke bedre end Johns, men bedre end Lumix TZ90 kan præstere), tager jeg mit andet LumixFZ82 i brug – det er et glimrende systemkamera til sådan en amatør som mig. Også rigeligt tungt, men det værste er, at det ikke kan være i min taske, når jeg ikke bruger det. Hvornår mon man opfinder et minimonsterkamera? Alt kan jo ellers laves mindre og mindre, men åbenbart ikke gode kameraer.

Inkluderet …

I går var jeg på Hvidovre Hospital for at tale med dem på Infektionsmedicinsk afdeling.
Der skulle skrives en hulens bunke papirer under, inden de måtte udsætte mig for noget som helst; de skal jo til enhver tid kunne dokumentere, at det var aldeles frivilligt, jeg indfandt mig her, at de gerne måtte vaccinere mig, at de måtte tage blodprøver, inklusive den ekstra, jeg accepterede, og som var ment som en lille bonusgevinst til den i forvejen store undersøgelse, at jeg havde forstået alt det, de forklarede mig, at de også gerne måtte tage prøver fra svælg, mund og næse for at se, om jeg er en af de raske smittebærere af pneumokokbakterien. Det er også en lille ekstraundersøgelse, man har sat i gang for at forsøge at få klarlagt, hvor mange der er af dem. Jeg følte mig helt som en slags Tyfus-Marie.

Sygeplejersken udspurgte mig om alt muligt, hvorefter lægen undersøgte mig på kryds og tværs, men ikke fandt frem til noget, der skulle kunne forhindre min deltagelse. Kræften kunne tidligere have gjort det, men ikke efter fem år, og nu er det seks år siden jeg fik det konstateret. “Alt ser ud og føles normalt – du er tilsyneladende en sund og rask kvinde.”
Med andre ord: grønt lys for injektionen med enten den kendte vaccine, som dækker 13 af de pneumokok-underarter, som giver lungebetændelse, eller med den nye, som dækker 15. Det er jo ikke en voldsom forbedring, men den må være stor nok til, at man vil have udgifterne og ulejligheden.

Der kom en anden sygeplejerske ind for at give mig injektionen. Da det er et dobbeltblindet forsøg, må projektsygeplejersken ikke vide, hvad jeg får, men eller anden skal ligesom kunne se hætteglassets etiket og dermed vide hvad patient nr. 3004 fik … samme patient 3004 blev bedt om at holde øjnene lukket under seancen.

Derefter skulle jeg observeres i en halv time for at se, om jeg døde af det.
Det gjorde jeg ikke, og vi udnyttede tiden til at undervise mig i brugen af den Samsungdims, jeg skal anvende til at indrapportere hver dag i fem dage: Temperatur, eventuelle hævelser eller ømhed osv. Man kan få influenzalignende symptomer (lige som man kan få af influenzavaccine – det er ikke derfor influenza, man får), såsom feber og ledsmerter. Det er den slags, der skal indrapporteres, for et fase tre-forsøg går meget på at finde frem til så mange bivirkninger som muligt, idet man allerede ved, at selve vaccinen virker. Man finder aldrig frem til samtlige bivirkninger, for så skulle jordens samlede befolkning deltage i samtlige kliniske afprøvninger, hvilket naturligvis er temmelig urealistisk.

Jeg fik et smart, nyt termometer med hjem – fint nok, for jeg har kun et gammeldags kviksølvtermometer – og kunne i aftes konstatere, at jeg havde 36,7 og dermed ingen feber. Der var lidt rødme hvor jeg var blevet stukket, men på en visuel skala fra 1-5 var størrelsen mellem 0 og 1. Ingen utilpashed, ingenting, så jeg er en af dem, der slet ingen bivirkninger får, åbenbart. De opstår nemlig hurtigt og varer kun et døgns tid, så på nuværende tidspunkt er jeg ret sikker på, at jeg er sluppet fri.

---

Til slut en observation fra min dahlia-identifikationsjagt. Jeg fandt ud af, at den hvide hedder Eveline, så den vil jeg købe til foråret … hvis jeg er så heldig, at der er noget i pakken, for i princippet indebærer “ca. 1 stk.” vel et indhold på enten 0, 1 eller 2 knolde?

Fregnede roser

Det nytilplantede rosenbed står flottere, end jeg havde turdet håbe på allerede her i første sæson. De blomstrer som var de betalt for det, og jeg har ikke engang vandet dem eller puslet om dem i nævneværdig grad – de klarer helt sig selv, bortset fra ukrudtsrydning et par gange, men det varer ikke længe, så dækker de jorden totalt.
Jeg købte fire slags, og kan jeg huske, hvad de hedder? Nej. Har jeg gemt mailen, hvor jeg aftalte med anlægsgartneren, hvilke roser det skulle være? Heller ikke. Har han skrevet rosenidentiteten på fakturaen? Nej, kun “76 roser, diverse”.
Jeg kan kun huske ét af navnene, nemlig White Meidiland, og det er ikke den, der har de røde fregner. Måske kan en eller anden, der læser med her, genkende den – jeg satser på at kunne genkende navnet, hvis jeg ser det.

Det har jeg ikke før set roser have – fregner, altså, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem, for det ser ud som om der har stået en og svinget rundt med en malerpensel, men nu står de der, og de får lov at blive stående. Det er trods alt kun en fjerdedel af dem, der ser således ud – men jeg er temmelig sikker på, at de ikke så sådan ud på det billede, jeg valgte ud fra, for så havde jeg ikke valgt den.

Lige nu har jeg små babylyserøde roser i vaser flere steder i huset – roser, der er stjålet fra bagboen, hvis hus og have jeg passer for tiden. Dvs. stjålet og stjålet … det kan man vel næppe kalde det, når de har givet mig frit lejde til at klippe fra den kæmpestore busk med det, jeg kalder pariseroser, men som jeg ikke kender det rigtige navn på. Små bitte roser, men enormt mange af dem på hver gren. Jeg har dem i fem vaser, og man kan overhovedet ikke se, at Ellen har været på spil med rosensaksen.

Vejret er … sol og sommer. Heldigvis ikke så varmt som flere steder i landet, for her nøjes vi med behagelige 23° – og faktisk heller ikke specielt meget sol, for det meste af dagen har vi kunnet kigge op på en ret så skyet himmel. Det gør ikke spor – vi trives meget bedre med det end med fuld sol og de 30° eller mere, som nogle plages af.

Vejret er strålende

Vejret er i enhver forstand strålende – det småregner nemlig, hvilket passer fruen her perfekt, for vi fik ikke helt nok i de fire mm fra forleden. Det ville være synd at sige, at det er skybrud, men det er meget bedre med denne stille, silende småregn, som kun gavner og ikke ødelægger.
Det gavner mig også indirekte, for jeg er hus- og havepasser for bagboen de næste 14 dage … nu varer det lidt længere, inden jeg behøver at vande deres flotte have.

Det er med andre ord indevejr, og vi hygger med forskellige sysler. John med fotoredigering, for han er, efter vi var i Grønland, begyndt at tage alle sine billeder i raw-format, så det tager en rum tid, inden han har behandlet feriebillederne, så de umiddelbart kan ses på andre medier end hans egen pc.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at katalogisere resultaterne af mit svampefarvekursus. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig blev en nærmest uoverkommelig opgave at få ordnet garnet og sat prøver i det dertil indrettede A4-ringbind. Men nu er det sket, og jeg har lige husket mig selv på at starte på noget tinbejdsning, når jeg er tilbage fra Nordsjælland onsdag aften. Garnerne på billedet er alunbejdsede, hvilket de ikke skulle have været, men det vidste jeg jo først, da kurset var i gang. Det har været lidt besværligt at få fat i tinklorid, men det lykkedes, og jeg glæder mig til at se nogle forhåbentlig anderledes resultater med de tørrede svampe jeg fik med hjem. Tinnen skulle gøre farverne meget klarere end alun kan præstere, selv om de var lidt forbavsede og overraskede over mine fine farver på kurset.
De røde er cinnoberbladet slørhat og den grønlige er brunporesvamp.

Det er blomstertid. Jeg blev blomsterbarn i 1968, hvilket ikke helt passede mine landmandsforældre, men jeg lod mig rive med af bølgen, selv om jeg aldrig gik all in, men kun bevægede mig lidt prøvende rundt i periferien af det hele. Bevidsthedsudvidende stoffer blev det aldrig til, ikke engang for ‘lige at prøve’, og jeg fik senere at vide, at det var det, mine forældre havde været mest bekymret for; ikke så meget mit hippietøj og musikken, men stofferne! Det kan jeg godt forstå i dag, men det var aldrig i spil for mig, for jeg havde allerede set for mange blive ødelagt af det stads.
Blomsterne har jeg aldrig sluppet. Jeg elsker blomster, og på denne årstid har jeg altid masser af blomster både ude og inde … kan slet ikke få nok af dem.

Herunder resultatet af et af Johns familiegruppebilleder fra englandsturen. Vi har sendt to rundt til alle, for enten så nogle lettere fjollede ud, eller også så nogle andre lettere fjollede ud, eller også vendte et barn ryggen til, eller også glemte en eller flere at smile – desværre er det temmelig vanskeligt at kombinere den halve snes billeder, så alt bliver optimalt.

Vi savnede Heidi, Nikolaj og lille Ida. Det kunne have været så sjovt at have haft hele klanen med! Det blev vi enige om at forsøge os med om et par år. Det var Tim og Charlottes eget forslag, så de har åbenbart ikke fortrudt at have haft hele banden på én gang.

Min svigefulde kaktus

Min efterhånden store og meget tunge kaktus havde haft hele syv blomster, mens vi var i England. Det kan den simpelthen ikke være bekendt! Her går man og passer og plejer den efter alle kunstens regler, og så vælger den at komme med sin vidunderlige blomsterpragt, mens jeg er ude at rejse. Og så syv! Det har den ikke haft før; jeg tror den hidtidige rekord var tre, for selv om den før har haft mange knopper, har den endnu ikke blomstret fra dem alle på én gang.
Den er forvist til syværelset, for køn er den godt nok ikke de 364 dage om året, hvor den ikke blomstrer – til gengæld kompenserer den så rigeligt for det med sine helt eventyrligt smukke blomster.
Det ser dog ikke ud som om den er helt færdig med årets blomstring; jeg kan se mange knopper på vej, så jeg håber. Sommetider bliver knopperne til noget, andre gange ikke. Jeg var nødt til at fotografere de sørgelige blomsterrester gennem vinduet hvor den står, for jeg kan ganske enkelt ikke løfte den mere – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, for den trænger i høj grad til en større potte. Det er måske derfor, den desperat sætter så mange blomster af så hurtigt igen? Den skriger på hjælp?
Det er de små, lodne bolde på billedet til højre, der er knopperne. Og kaktussen er ikke så deform, som billedet antyder; det er den underlige fotovinkel og vinduesglasset, der snyder.
Det er interessant at se, hvor meget den udvider sig, hvis jeg har sultet den gennem et stykke tid. En enkelt af de kæmpestore saguarokaktus, som vi så i Arizona, kan optage flere hundrede liter vand når det endelig regner (eller var det flere tons?), og tilsvarende kan man også se min kaktus’ ribber (eller hvad de nu hedder) udvide sig, når den bliver vandet efter en omgang udtørring.

Ellers har det været en rigtig dovnedag i dag, men det skal der også være plads til. Jeg lagde ud med at cykle til Præstø, hvor der var “Sydsjællands største kræmmermarked” i dag – hele hovedgaden, menytorvet og havnen var inddraget; én sagde, at der var 178 stadepladser i alt.
Det var kræmmermarked på godt og ondt. Mest godt, for der var ikke alt gøglet, som jeg alligevel helst vil undvære.
Jeg fandt en sød lille glasvase (som jeg ikke kan få for mange af), samt kaprede fire fine Spiegelau termoglas på 350 ml (gode caffe latteglas) for 100 kroner, så jeg var glad. Andet købte jeg ikke. Jeg var der kl. 10, da de åbnede, gik først langs havnen og derefter tilbage ad Adelgade, hvilket var en forkert disposition. Det viste sig nemlig, at de fleste andre gik den anden vej, og da der i mellemtiden åbenbart var ankommet de fleste af de 10.000 besøgende man regnede med, måtte jeg kæmpe mig mod strømmen af mennesker, hvilket resulterede i, at jeg ikke nåede det hele igennem fordi jeg mistede tålmodigheden, blev ramt af klaustrofobi light og derfor fandt en smutvej tilbage til cyklen.

Stort set resten af dagen har jeg tilbragt i min lille lune rede, med fødderne oppe, et strikketøj i hænderne og Jens Andersens glimrende og heldigvis veloplæste biografi om Kronprins Frederik i ørerne.
Det blæser en del, men vinden kom fra den rigtige side, så det var virkelig en dejlig lun rede, jeg hyggede mig i, mens John fulgte med i Tour de France.

Kun Jekyll – ingen Hyde

Min smukke, smukke David Austin-rose Gertrude Jekyll flyttede jeg sidste forår over på et lidt mere beskyttet sted, hvor den hele sommeren kæmpede for at overleve den usædvanlige og vedholdende tørke. Jeg hjalp den så godt jeg kunne ved at være Den Konstant Arbejdende Vandbærer, men selv de varmeelskende dahliaer havde det ikke godt, selv om jeg brugte store mængder vand over sommeren for at forhindre dem og roserne i at dø.
Det lykkedes heldigvis, og nu har den masser af blomster – store, tætte og særdeles velduftende. Denne lille busk kan fylde mange kubikmeter luft.
Gertrude Jekyll har eksisteret og har rent faktisk – omend indirekte – noget med den 133 år gamle roman at gøre: Hendes lillebror kendte dens forfatter, Robert Louis Stevenson, og gav denne lov til at anvende familienavnet i The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Gertrude Jekyll selv var en velkendt havearkitekt.

I et tidligere indlæg påstod jeg, at roser ikke blomstrer i første sæson efter plantning. Det var en fejlhuskning af format, for stort set alle dem, der blev plantet så sent som i november, plus dem jeg plantede i det tidlige forår, har så mange knopper, at det er helt overvældende.

Rosen med den fersken/orange midte er Alchymist, som er en af de fire forskellige roser jeg plantede ved gavlen i stedet for det espalierede pæretræ, som alligevel ikke gav nogen pærer. Alchymist dufter kun meget lidt, men dens blomsterrigdom og disses variation gennem udviklingen fra unge til gamle blomster kompenserer for det.

Vi fodrer som bekendt fugle, og gerne hele året for at nyde synet af dem, men nu er det slut for denne sæson. En skade har nemlig opdaget glasset med melormelarver i peanutbutter, som vi – og ikke mindst småfuglene – ellers var så begejstrede for, fordi skovspurvene, som vi har i lidt for store mængder, ikke kunne finde ud af at sidde på huset, der holdt glasset. Det blev derfor kun brugt af mejser og rødkælken. 
Flagspætten har fundet røret med nødder.
Både skade og flagspætte er flotte fugle, men de er store og kan derfor rasere en fuglefoderplads på ingen tid, og vi nægter at have dem på kost, så nødderøret bliver ikke fyldt op igen før det bliver vinter. Så må vi tage den derfra og eventuelt foretage os et eller andet, der forhindrer disse grovædere at tage maden ud af munden på de mindre fugle.
Jeg ved ikke helt hvad, men vi må gå i tænkeboks, hvis de vender retur til vinter.
Nogen gode råd, derude?

Stemmegenkendelse

Jeg er en klovn til at genkende fugle på deres stemmer. Det er kun dem, alle kender, jeg også kan genkende. Gøgen, fx … og måske også et par stykker til, men det irriterer mig, at jeg åbenbart ikke kan lære det. Flere gange har jeg sat mig med en CD og forsøgt at lære mig nogle af dem, jeg ved, vi har rundt omkring os – både her og i Sverige. Det lykkedes bare aldrig med mere end en eller to fugle. Når jeg var nået til fugl nummer fire, havde jeg glemt hvordan den første lød.

Nu skulle det være. Igen. DOF havde annonceret en fuglestemmetur til Ravnstrup Sø ved Herlufmagle, så John og jeg troppede op sammen med 25 andre fugleinteresserede plus to guider.
Fugle var der. I snesevis og af mange arter. Jeg var vildt imponeret over de to guider, som kunne skelne de enkelte fugle i det kæmpestore kor. Jeg kunne ikke – det var kun, når de andre for et kort øjeblik kunne holde bøtte, eller den var meget tæt på os, jeg kunne høre præcis den pågældende fugls sang. Guiderne var ellers gode til at koble fuglens sang sammen med en lille, for os mennesker udtalelig, remse, som fx gransanger: chiff chaff – rødstjert: dyyydydydy – halemejse: sididididiii. Der var flere, og jeg skrev de fleste ned undervejs, for jeg måtte atter en gang konstatere, at fuglestemmeekspert bliver jeg aldrig. Jeg tror dog, at jeg fremover vil kunne genkende vores gærdesmutte. Og måske et par stykker til, men det er absolut kun måske. Gad vide hvorfor jeg har den blokade?

Så går det meget nemmere for mig med skovens urter og planter i det hele taget. Den ene af guiderne var (også) en habil botaniker og kunne navnene på alt, vi kom forbi på vores vej gennem området. Herover to, jeg íkke kendte til før i går: vild tulipan og skælrod. Jeg havde ikke før hørt om nogen af dem; skælroden er ret sjælden, men kunne altså findes her. Det er en plante uden blade; dvs. uden klorofyl, hvorfor den snylter ved at suge næring fra værtsplantens rødder.

Ravnstrup Sø viste sig at være et skønt område, lidt a la Gundsømagle Sø, som vi besøgte 31. marts. Vi skal helt sikkert besøge stedet igen, ikke mindst fordi der ikke er så langt som til Gundsømagle, så vi kan nemmere smutte hertil, hvis man lige får lyst til en naturtur.
Der huserer desværre en eller flere mink ved søen. Nogle af os (ikke mig) så en, da vi stod i et af fugleobservationsstederne. De er virkelig hårde ved fuglelivet, så det er noget værre hø, at de er der. Jeg har sådan en lyst til at ruske de tosser, der ødelægger minkfarme og dermed lukker mink ud i naturen i særdeles misforstået dyrevenlighed. De skader langt, langt mere end de gavner – og det er næsten minkfarmeren, de skader mindst, fordi det går så hårdt ud over naturen, når der slippes mink ud – og mange af minkene dør i øvrigt af sult, fordi de ikke er vant til at klare sig selv. Er det dyrevenlighed?
Det var et sidespring – og de såkaldte dyreaktivister er vist i øvrigt ikke så aktive mere, så man har lov at håbe, at de er blevet klogere.
Området ved Ravnstrup sø er, trods minken(e), dejligt at gå en tur i.

Genoplivning af en tradition

Madame tog for et stykke tid siden et godt initiativ og annoncerede, at hun syntes det kunne være hyggeligt med et blogtræf på Gavnø, mens de havde deres tulipanfestival. Jeg – og andre, selvfølgelig – var med på ideen. I gamle dage, dvs. for 7-8 år siden, var der blogtræf med jævne mellemrum, og jeg arrangerede, sammen med Jørgen, et af slagsen i 2015, men ellers har det været lidt skralt med den slags arrangementer de seneste år. Det er lidt synd, for det virker på to måder: Man får genset andre bloggere, eller man kan træffe og få sat ansigt på bloggere, man kender elektronisk, men endnu ikke har mødt IRL.
Der var desværre hele fire sidste øjebliks afbud, så vi var ikke så mange, men det afholdt os ikke fra at blive enige om, at dette skulle gentages – i hvert fald en gang om året. Bloggeres partnere er naturligvis velkomne! Også selv om de ikke selv er bloggere.

Vi undrede os over denne birk, som stod nær slotskapellet og som ingen af os havde set før. Vi kunne dog godt blive enige om, at det var en birk pga. den hvide bark og raklerne, men var ikke tidligere stødt på denne udgave.
Google er stadig min ven. “birk med fligede blade” gav masser af hit, hvoraf jeg kan konstatere, at arten åbenbart er ganske almindelig, og at den hedder Betula pendula ‘Dalecarlica’; Fligetbladet hængebirk, såmænd. Så lærte jeg også noget i går.

Tulipanerne var smukke, men Pia og jeg talte om, at der ikke var gjort så meget ud af bedene, som der tidligere har været. Det var bestemt smukt nok, det der var, men når man har set fordums overdådighed af tulipanbede med fx figurer formet af tulipaner, så var det altså lidt skuffende. Det er nok også svært år efter år efter år at få folk til at komme helt fra Holland for at lægge tulipanløg.
Sidste år havde tulipanfestivallen 60 års-jubilæum. Det har sikkert været flot, men så har der vel ikke været så meget krudt tilbage til i år.

Slotskapellet er et fint lille rum, som er rigt dekoreret. Det beskrives som “Nordens mest farverige kirkerum”. Det vil jeg gerne tro …
Prædikestolen bæres af en person med tre tæer og tre fingre, begge dele med kløer lige som fx hunde har det. Eller måske som en drage, men sådan en har jeg aldrig set i virkeligheden …
Jeg troede det var Fanden selv, man hånede ved at lade ham være hovedløs og bære en prædikestol i en kirke, men den er på Gavnøs egen hjemmeside angivet som “en hovedløs trold”, og de må jo vide det.

Prismelysekronen i kapellet er alt for meget bling-bling til, at jeg normalt ville forbinde den med en kirke, især på grund af det blå og grønne slebne glas, men det kan selvfølgelig også godt være en, de ikke længere gad se på inde på slottet … hvem ved?

Vejret var fint, og det var som sagt en hyggelig sammenkomst. Næste gang håber vi at se både dem, der måtte melde afbud i går og gerne også flere end det. Pia, Allan, John og jeg afsluttede dagen med en dejlig middag på Fjordkroen, som ligger næsten lige ved siden af os.

---

Et lille kuriosum: Den 19. maj kan man – mod normal entre – komme ind og grave tulipanløgene op og uden yderligere beregning tage dem med hjem og sætte i sin egen have.
Så langt, så godt. Det stemmer bare ikke helt overens med en anden begivenhed, de har nævnt på samme side: “30. maj: Oplev Danmarks største tulipanfestival i netop disse dage. Det er et fantastisk syn og en seværdighed i sig selv.”
Selv om de mod forventning ikke allerede skulle være gravet op og fjernet, tvivler jeg på, at der overhovedet kan være tulipaner i blomst så sent.

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Hjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Hjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.

---

Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Er det ikke temmelig selvmodsigende?

Altså … hvis man vil have bunddækkende roser, virker det så ikke temmelig tåbeligt at stamme dem op?

Rosen kan såmænd sikkert godt anvendes enten som bunddække eller som opstammet, men vel ikke på én gang!

Jeg har fået tilbud fra anlægsgartneren om at rydde nogle buske øverst i haven langs hækken, og hvor der i stedet skal plantes en hel masse hvide roser. Jeg tror det kan blive flot, og da hans tilbud var yderst rimeligt, får han tjansen både at grave buskene op med rødder und alles samt levere og plante alle 25 rosenplanter, som han kan skaffe til en brøkdel af den pris, jeg selv skulle have givet for dem. Også selv om de ikke skal være opstammede.

---

Sådan ser 1500 gram lupinkronblade ud.
Jeg har rundt omkring på nettet – især på USA’ske blogge – set både flotte blålige, næsten rent turkise eller grøngråblå farver, hvis man alene bruger lupinernes kronblade til at farve garn med. Inkluderer man stænglen, kommer vi fluks over i det gule eller gulgrønne, hvilket vi på ingen måde har problemer med at få på anden vis.
Det var heldigvis nemt at få kronbladene af ved at køre med hånden ned langs stænglen.
Suppen har kogt og står nu og køler af til i morgen. Den er ikke specielt koncentreret blå eller blågrøn, på trods af den store blomstermængde i forhold til vandmængden, så jeg er ret spændt på, hvilket resultat der kommer ud af det i morgen, når jeg får puttet noget garn i gryden.

I Sverige vokser der lupiner i titusindvis i vejkanterne, så jeg havde ingen skrupler over at klippe en hel masse og tage med hjem. Man kunne ikke engang se, at jeg havde taget nogen der, hvor vi valgte at standse for at forsyne os.

Blandede bolcher

Den pool, som børnene friske og frejdige badede i, da vi var i England, var dengang sølle 16°, og jeg skulle absolut ikke nyde noget!
I dag har Tim sendt et billede af den, ledsaget af kommentaren, at nu har vandet rundet 28°. Jeg kom til at svare, at så var det søreme næsten varmt nok selv til mig, men har muligvis skudt mig selv i foden, for han skrev tilbage, at I’ll hold you on to that!
Nå. Vi kommer sikkert først derover igen til jul, og til den tid behøver jeg nok ikke at være nervøs for at blive holdt op mod mine egne ord …

Apropos vand, så har vi i dag haft havgus. På Præstøfjorden! Det mindes jeg ikke at have set før, men hvorfor ikke? Det må der vel have været, for det er jo trods alt vand, selv om det er småt. Det var så heller ikke ligefrem den tætte havgus ved Vesterhavet, jeg har læst om, men ikke oplevet, at man kan miste orienteringen i – men den var der!

Når nu jeg alligevel havde kameraet fremme, kunne jeg lige så godt snuppe et par billeder af mine blå kornblomster – selv om de er smukke, har vi for mange af den – de gror overalt, både hvor de må og hvor de ikke må.
Jeg fik til gengæld ikke taget nogen billeder af de mange tusinde bramgæs, vi har set på træk de seneste par dage. Vi går ud fra, at det har været de samme [slags] gæs, som Farmer har set – jeg vidste ikke, at der var nogen, der trak så sent … gik naivt ud fra, at de alle havde så vældig travlt med rugning eller yngelpleje på dette tidspunkt. Skal de højt mod nord, hvad de åbenbart skal, er der selvfølgelig nok først ved at blive varmt nok nu – vi gik bare og undrede os lidt, indtil jeg læste Farmers indlæg.
Det har været utrolig flot at se de mange kæmpestore træk med flere hundrede fugle i kileformene – de fyldte næsten hele himlen sommetider.
Og de mangler bestemt ikke samtaleemner, de gæs!

Barnaby og Bluebells

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

Katastrofeturisterne fik i stedet en snowdrop-tour

Vejret tegnede nogenlunde tilforladeligt i morges, så vi kørte en tur ud i de sydsjællandske og lolland-falsterske landskaber for at se på rigets tilstand vandstand. Det var heldigvis ikke så slemt – i hvert fald så vi ingen steder, hvor det var mere kritisk end på billedet herunder. De har dog nok lidt fugt i kælderen, men det var synligt sunket, da vi kørte forbi igen efter små seks timer.

 

Nede ved Ålholm slot ved Nysted var der meget vand, men de træer så nu ud som om de havde stået under vand i meget lang tid.

Et sted så vi vand fosse ovenud fra et sted, hvorfra der normalt ikke kommer vand.

Flere steder så vi pænt store arealer med vintergækker, dog ikke store nok til at kopiere englændernes koncept med snowdrop walks (den er i hvert fald hurtigt overstået), men vi talte om at udforske Danmark lidt mere og så på et tidspunkt udgive en guide med forslag til en biltur: A Snowdrop Tour with Mrs & Mr Nielsen.

Her var der virkelig mange – det var næsten helt englandsk at se på – et dejligt syn.

Især den sidste store klynge her på nederste billede overraskede mig – det var nemlig ikke vintergækker, men dorthealiljer. Så mange har jeg aldrig set samlet på én gang før – heller ikke i England.

Da vi havde rundet Maribosøerne og det smukke Søholt, vendte vi næsen hjemover, og tænk, det passede lige med, at jeg som tak for chaufførskabet kunne give en frokost på caféen på Borgcentret i Vordingborg. Der har vi spist to gange før og er endnu ikke blevet skuffet.
Det blev vi heller ikke i dag; det var atter en gang dejligt, hjemmelavet, lækkert og veltilberedt.
Da vi fik vores tapastallerken, var der ikke noget vesterhavsost på, hvilket jeg bestemt mente, der havde stået på menukortet. Da jeg spurgte efter det, kom der et løftet øjenbryn, en beklagelse og et jeg vender straks tilbage!
Få minutter efter kom kokken ud til os med en gedigen portion vesterhavsost og næsten et halvt brød.
– Det må I søreme undskylde – der var jeg vist lige hurtig nok til at lave den tallerken.
Vi forsikrede hende om, at det naturligvis var helt i orden … jeg tror faktisk, vi fik dobbelt så meget ost på den forglemmelseskonto.
Sådan kan man få en ellers dødkedelig og grå onsdag til at gå på bedste vis.

En mini-snowdrop walk

I dag fik jeg endelig beskåret vinen i drivhuset. Det skal vist helst gøres i januar, lige efter nytår. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke finde en god forklaring på, så jeg regner med, at midt i februar også er i orden.
Omme bag bådehuset, et sted vi ikke kan se indefra, men kun hvis vi bevæger ud i haven, står der en masse vintergækker. Så mange, at jeg sagde til John, at vi kan lave vores egen lille snowdrop walk. Den snowdrop walk, som jeg har set så flot i Heale Gardens, men som var aflyst, da John tog med for to år siden for at se den – det var det år, England havde haft det vådeste år i historien, så alle de bedste steder var utilgængelige.

Vi talte om, hvorvidt Heale House & Gardens nogen sinde ville åbne igen for offentligheden, idet de ikke længere var afhængige af entreindtægter som supplerende indtægtskilde. Det er en fantastisk historie: De fandt for få år siden i et loftsrum et ur, som viste sig at være uhyre kostbart. Det blev solgt på auktion og indbragte flere millioner – jeg husker ikke hvor mange, men mener det var over fire millioner pund, så de lidt stramme tider var med ét en saga blot for The Rasch family.

De tanker blev heldigvis gjort til skamme, for Heale House & Gardens har åbent for snowdrop walks igen – i næste uge, faktisk, så det når vi ikke at se i år, men det er rart at vide, at det stadig vil være en mulighed fremover, for de der walks er intet mindre end fantastiske, hvilket vist sagtens kan fornemmes på ovenstående billede. Er der noget at sige til, at man nemt kan blive lidt galanthofil, når man ser sådan et syn i virkeligheden?
Det er lidt en skam, at ingen herregårde eller andre potentielle steder i Danmark har noget tilsvarende.

Galanthofil kommer af det latinske navn for vintergæk. Jeg er måske lidt mere hyacinthofil, for er jeg betaget af vintergæktæpper, er jeg nok endnu mere betaget af de enestående smukke tæpper af bluebells; den direkte årsag til, at vi har lagt årets englandstur i bil i maj, hvor de blomstrer derovre.
Den tid, den glæde. Nu er der kun tre måneder til … vi er hjemme igen fra den tur.
Jo, vi har vores anemoner, og jo, det er bestemt også et betagende syn, når de er fremme, men det syn har jeg nydt i over 60 år, hvorimod de to andre blomstertæpper er et forholdsvis nyt fænomen for mit vedkommende.

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

Jul på flaske

Nu har jeg vist skrevet så rigeligt om, at jeg endnu har roser udenfor, så nu vil jeg skynde mig at fortælle, at det ikke er roser alt sammen; at jeg også har andre blomster derude, nemlig den lille mamelukærmebusk, jeg købte i foråret. Jeg satte ‘busken’, som i virkeligheden kun var to små pinde, i jorden i april. I maj begyndte den at blomstre, og det gør den endnu! Jeg ved ikke, hvad der skal til for at standse den, men formentlig hård frost – de par minusgrader vi har haft et par gange, ser ikke ud til at have generet den. Vokset er den også – temmelig meget, faktisk, så det har været en virkelig god investering. Okay – hele sommeren var den nærmest helt lyserød af mamelukærmer, men det, der endnu er tilbage, er ret godt gået, synes jeg.
Jeg nænner ikke at gå ud og fortælle den, at det snart er jul …

For det er det jo. Snart jul.
Nede på Knuthenlund havde de en ganske enkel form for bordpynt på deres tre caféborde.
Less is more, som det var meget moderne med en overgang – enkelt, men meget sødt, så jeg stjal ideen, købte to brugte mælkeflasker, som de ‘tilfældigvis’ havde til salg, gik hjem og fik etiketterne af dem, fandt noget andet end mælk at hælde i dem, og vupti: En lidt anderledes og på én gang nuser og rustik juledekoration.
Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvor jeg skulle stille dem, men foreløbig er de endt i vindueskarmen i køkkenet.

 

Sådan noget kan jeg ikke selv finde på, men jeg er rigtig god til at hugge andres gode ideer.

Ikke kun kunstige blomster

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …