Så skal vi lære det igen

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

Reklamer

Vi bor tæt på et menneskereservat

Da Ditte og Peter var her i weekenden, legede vi som sædvanlig lokale turistguider og kørte lidt rundt med dem(!) både lørdag og søndag.
Når man kører ad Broskovvej, ad hvilken man også skal finde Oldtidsvejen (som var oversvømmet, da vi var der sidste år), kommer man forbi et menneskereservat. Jeg kender ikke de pågældende ejere af stedet, men de må formodes at have en mening med at skrive således. Man lægger i hvert fald mærke til det. Og undrer sig måske lidt …

 

Vi kørte til Bogø og fik fanget Farøbroerne fra en lidt anden vinkel; vi kørte ind for at hilse på den bittelille færge fra Bogø til Stubbekøbing, som kun sejler i sommerhalvåret, men som vi regner med, at cykelturisterne er glade for, for de må ikke køre på Farøbroerne. Derefter vi kørte videre til Møn, hvor Fanefjord Skov var dagens mål. Ikke af nogen speciel grund, men fordi det altid er godt at have et mål, og vi havde ikke været der før.

Efter en længere tur ind ad temmelig våde skovveje, hvor bilen blev ganske forskrækkeligt snavset, nåede vi helt ud til klinten, som på denne del af Møn er af ler, og kunne af naturlige årsager ikke komme videre på hjul. Legebarnet Peter fik fluks øje på rebgyngen, hvor man kunne svinge sig helt ud over kanten. Vi andre skulle ikke nyde noget … man kunne også komme nede fra stranden og op her via et reb, men selv Peter opgav på forhånd, da der var så pladret, at han med stor sandsynlighed ville være blevet nægtet adgang til bilen bagefter.
Der var en meget lang langbænk, skåret ud af en træstamme. Ret kreativt.
Fanefjordskoven kunne sagtens blive målet en anden gang, hvor også kaffen eller picnickurven skal med.

Vi lagde turen forbi Rønnebæksholm, hvor de normalt har en meget stor og yderst velplejet staude/urte/krydderurtehave, men den skuffede lidt denne gang, da der var en del bede, som bare lå hen og fik lov til at gro til med ukrudt. Halvdelen af anlægget var dog stadig nydeligt, og i midten voksede denne fantastiske rose, som jeg desværre har glemt navnet på. Ditte, kan du huske, hvad den hedder? Jeg bliver mere og mere vild med den, hver gang jeg ser billederne, så hvis ikke Ditte kan huske navnet, må jeg jo en tur til Rønnebæksholm igen for at finde ud af det, for den må jeg eje.
Resten af indlægget bliver billedspam af rosen. Jeg er stadig lidt handlings- og hjernelammet efter mødet med ejendomsmægleren. På tirsdag skal vi op og skrive under på kontrakten. Mon jeg kan lade være med at ryste på hånden?

Er den ikke bare utrolig smuk? Og så dufter den oven i købet!

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

 

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

Glade sæsonarbejdere i Stevns kommune

Vi har haft dejligt besøg af en af Die Drei Mädchen med husbond. De sov her i nat, som mange af vores gæster gør; der er langt hjem for de fleste og det er så dejligt for chaufføren at kunne nyde mere end et enkelt glas af den gode rødvin.
I formiddags legede John og jeg turistguider og tog dem med til bl.a. Højerup for at se kirken, hvis kor styrtede ned i 1928.
Her så vi nede på stranden nogle legesyge geder, som så ud til at hygge sig gevaldigt både med klappende mennesker, hinanden og naturen.
Da vi kom hjem, fandt John ud af, at de lige var ankommet … i fredags, faktisk, og skal ‘arbejde’ her i resten af april for at afgræsse området.
Det er efter sigende de dygtigste naturplejere, man kan forestille sig, og de kan komme til på steder, hvor mennesker ikke kan.
God ide, Stevns kommune!

Sus og jeg fik øje på nogle små, lilla blomster, som jeg, uvist af hvilken årsag, ikke kan huske at have lagt mærke til før. Ingen af os anede, hvad det var for en, men internettet er jo heldigvis opfundet, så nu har jeg lært en ny plante at kende.
Jeg googlede lilla blomst skov, og vupti, så var den der omgående. Lærkesporen. Det er da nemt – man er ikke engang nødt til at gå hen og hente Dyr og Vækster ned fra reolen mere …
Det er en meget fin, lille blomst, som jeg havde lyst til at plukke en buket af, men jeg var bange for, at den ville nå at dø af tørst inden vi kunne være hjemme og sætte den i vand.
Gule og (selvfølgelig) hvide anemoner var der masser af i fuld blomst, solen skinnede fra en skyfri himmel, nogle af skovens træer stod spinkelt lysegrønne, og det var dejlig varmt i solen på steder hvor vinden ikke kunne komme til.
Kan man forlange ret meget mere af livet? Foråret er bare en skøn, skøn tid, der kun kan gøre en glad.

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.

Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund …

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

Endelig sker der lidt!

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

Den dag dahliaerne døde

Så meget for mantraer. Pfft. Ikke fordi jeg troede på den slags i forvejen, og nattens frostvejr har ikke ændret spor på det.
Alt var rimfrosthvidt i morges – taget, græsplænen, blade på træer og buske. Og dahliaerne. Øv.
Nå, tænkte jeg, så er dagen kommet til knoldoptagelse. Da jeg kiggede ud fra køkkenet, så det ud til, at flere af blomsterne kunne klippes af og sættes i vase, men da de kom ind, faldt de helt sammen, de stakkels blomsterhoveder – og det var så sent som i går, jeg tog billedet med de stadig fine dahliaer i det morgenbløde novemberlys.

Var jeg lidt vemodig over, at det var slut med blomsterudsigten for i år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, hvor store knoldene var blevet i sommerens løb. De små og uanselige knolde, jeg satte i foråret, og som alle kunne sendes i en lille papkasse fra England, må have slået vækstrekorder i år. Der ville ikke kunne være to af disse dahliaknolde i den kasse, de sendte mig 21 knolde plus 25 montbretialøg i!

Til venstre er det Sugar Diamond, af hvilken jeg satte tre tynde ‘rør’ i jorden – de er nu mangedoblet, både i antal og størrelse.
Til højre Carribean Fantasy, hvor der kom otte op af de ti, jeg satte, men med den vækst, de har præsteret, er jeg på ingen måde utilfreds.
Min intensive pasning og gødning har vist givet pote – så meget kan de vel næppe vokse hvert år? Deler man dem bare hårdt og brutalt? Det må man vel kunne gøre … men ikke denne gang.
Dahliaknolde er næsten lige så forskellige under jorden, som de er over den, hvilket tydeligt ses på disse to billeder. Jeg tør dog ikke stole på, at jeg kan huske dem på knoldene, når vi når til, at de skal i jorden næste år, så jeg har printet billeder af alle blomstene, skrevet navn og cirkahøjde på og plastlamineret dem. Disse identifikationsmærker nu kan ligge sammen med de respektive knolde hele vinteren uden at tage skade.

Jeg har skyllet knoldene fri for jord, idet jeg regner med, at de så tørrer hurtigere. Nu ligger de og fylder en stor del af fyrrummet, men når de er tilstrækkelig tørre, kommer jeg dem i kasser og stiller dem op på loftet, hvor der gerne skulle være mørkt og frostfrit hele vinteren igennem.
Det er ret spændende, om – hvis de altså overlever vinteren, men det satser jeg på, at de gør – de enkelte planter bliver tilsvarende større næste år. Jeg mener i hvert fald nu bedre at forstå, hvorfor parret, vi besøgte i forbindelse med Haveselskabet, kunne have dahliaer, der var højere end mig. Mit gæt er, at hvis jeg havde taget chancen og ladet dem blive i jorden vinteren over, vil knoldene blive sat tilbage og/eller delvist rådne op, hvorfor de nærmest skal starte forfra hvert år, hvis de ellers overhovedet overlever. Vores bagbo tager aldrig knoldene op – de overlever godt nok, men deres dahliaer bliver aldrig ret store.

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

Jeg lovede mig selv …

Dengang vi flyttede ind i Den Stråtækte, lovede jeg mig selv, at der altid skulle være blomster i vase(r) i det køkken, jeg havde ønsket mig i over 30 år: Det store, lyse landkøkken, hvor der er plads til det hele, og hvor jeg bliver glad bare af at træde ind i rummet om morgenen.
Om det er blomster fra haven eller fra grøftekanten er ligemeget, bare det er blomster.
Dahliaen Caribbean fantasy, som jeg ellers ikke er helt tilfreds med (den er for gul), passer tilfældigvis fint i farverne til dinner for two-dækkeservietten, så den er taget til nåde igen. Jeg havde nu heller tænkt mig at smide knoldene væk, men til næste år bliver de sat et andet sted.

Asters kan fås i et hav af varianter. Nede i strandengene har vi strandasters, som er søde nok, men som ikke holder så længe – det gør disse her derimod; de kan stå i over en uge. Det passer måske ikke helt med dahliaer i vasen med asters, men farvemæssigt er det okay, så når der alligevel skal tyndes ud i bedet udenfor … de skal i hvert fald ikke kasseres, så længe de er pæne.
Og den lille vase med snebær og kobberrosehyben … det er bare fordi de er der. I overflod.
Jeg troede ikke, at blomster ville komme til at betyde så meget for mig, men jeg har lært en del om mig selv i de forløbne tre år – og lidt har det vel også med alderen at gøre; det er andre ting, der betyder noget i ens liv i forhold til tidligere. 
Om vinteren nøjes jeg for det meste med de fine, kunstige blomster, de er så gode til at lave i England.

Tiderne forandrer sig – da Johns og mit forhold var nyt, fik jeg tit blomster.
“Tak for de første tre måneder”.
“Tak for det første halve år”.
“Tak for vidunderlige ni måneder”.
“Tak for det første år”.
Der stod lidt mere, men det lader vi høre ind under privatlivets fred … kortene har jeg gemt. Jeg faldt over dem forleden dag, smilede lidt over dem og tænkte, at den blomsterfrekvens har godt nok ændret sig drastisk siden dengang … men nu har vi også lige om lidt været gift i 27 år.
Det er ligemeget. Han gør så meget andet, der gør mig glad, og nu har jeg jo selv blomsterne.
Nogle bliver dog ved – Tim slutter sin arbejdsdag på et tidspunkt, hvor gadehandlerne også gerne vil holde fri, så de nærmest smider deres varer efter folk, hvorfor han sommetider kommer hjem med hele favnen fuld af blomster.
Han kommer altid hjem med mindst tre buketter, for Anna var ikke mere end fire år, da hun brokkede sig: “Hvorfor har du altid kun blomster med hjem til mor? Jeg ville også blive meget glad for at få en buket! … I’m a woman too, you know!”

Det er nødvendigt med understøttelse

I dag var vi på det første besøg i en have gennem Haveselskabet, som jeg lige har meldt mig til. 10.000 m², stod der i beskrivelsen, selv om de har tre tønder land, hvilket svarer til 16.500 m2, men det passer nok meget godt med, at det er de 10.000, de går og bruger meget tid på.
Sikke en have! Du GOdeste, hvor var den flot.

Det første vi så, var æbletræet her, som ikke kunne stå alene – selv med over halvdelen af æblerne pillet af, så resten kunne vokse sig store og stærke.

Umiddelbart for mange sten efter min smag, men i så stor en have – og rundt om så stort et hus – er det i orden. Der er stadig masser af plads til have, så her var det bare flot. De havde langt over 100 krukker med vækster, der kommer i garage om vinteren, sammen med alle dahliaerne. Og med ‘garage’ mener jeg nok nærmest en busremise. Ægteparret var i pensionsalderen, men have og hus lå i Præstøs industrikvarter, så han har haft en virksomhed, hvor der var brug for så stor en garage.
150 dahliaer. Det er mange. Virkelig mange. Hver af ‘buskene’ her er bare en enkelt knold, der blev lagt i jorden i foråret. Nogle af knoldene er dog så store, at “de lige blev hakket over med spaden”, som haveværten forklarede.

Mange af dem har en imponerende højde. Desværre kendte ejerne ikke navnene på ret mange af dahliaerne, for disse herover ville jeg gerne have fat i.
Hvad de ikke har i højden, har nogle af dem i blomsterstørrelse – de var enorme, simpelthen – se blot den herunder, der er lige så stor som mit hoved.

Nogle af dem ville jeg som sagt gerne have; andre var mere specielle end de var kønne, som fx dem klokken 5, klokken 7 og i centrum i collagen herunder, men alt i alt var det det store dahliaområde et imponerende syn.
Hver nat er fruen ude og klippe dræbersnegle over – foreløbig er de oppe på over 9000 i år. Møgdyr.

Men altså … godt nok er det lige før jeg går og ønsker mig en større have end der kan blive af de 820 m² grund, der blev os til del her ved Præstøfjorden, men de 10.000 m² vi så i dag er trods alt lige meget nok i den anden ende af skalaen. Hele haven var overordentlig flot passet og vedligeholdt – det var tydeligt at se, at det ikke kun var fordi, de viste den frem i dag, at den var så pæn, men den tager al deres tid, og de bliver ikke yngre, som de sagde.
Jeg er sikker på, at vi vil få meget fornøjelse og inspiration af haveselskabet.

Wales’ botaniske have

Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

Blomsteridentifikationshjælp ønskes – troede jeg …

Det er typisk: Jeg har temmelig mange eksemplarer af en bestemt slags blomst i haven, og jeg har googlet og googlet uden at kunne finde ud af, hvad den hedder. Først troede jeg, at jeg vidste, det var en springknap, og da jeg fandt ud af, at det absolut ikke var en springknap, var jeg helt på herrens mark. Google, google, men Google var for en gangs skyld ikke min ven.

Ikke om jeg kunne finde en, der lignede. Små hvide blomster gav masser af bellis, margueritter, brudeslør, mirabeller, m.m.m., men ingen mage til mine.
Så kom jeg i tanke om mine kloge læsere. Ring til en ven! Mig ud for at fotografere og ind igen for at skrive.
Inden da ville jeg lige google en sidste gang, og … Murphy slår til igen! Inden for fem minutter var den der. Google var alligevel min ven.
Det er matrem. Har aldrig hørt om den før, men det kan vist ikke være andet – og en staude kan man ikke helt tillade sig at kalde den – ikke med den forekomst, den har i min have, men staude eller ej, så bliver den kun pillet op de steder, den generer andre vækster, jeg gerne vil have …

… fordi jeg synes den er så fin og smuk; her gengivet i naturlig størrelse. Den på øverste billede er 60-70 cm høj, og den er langt, langt kønnere end skvalderkål!
Men tak for identifikationshjælpen … I er så gode, at I hjalp mig til svaret, inden jeg nåede at spørge jer!
Definitionen på ukrudt er, at det er vækster, der forefindes, hvor man ikke ønsker at have dem. Ergo er matrem ikke ukrudt. Ikke hos mig.
Gad vide, hvordan det udtales? Det har nok ikke noget med en mat rem at gøre, men siger man MARtrem (som i ‘marts’) eller MAtrem (som i ‘mage’)?Ordbog over det danske sprog siger det første, men siger også, at ordet ikke længere findes i rigssproget, hvilket må være noget sludder, for Google giver over 400.000 hit.
Så er jeg også blevet klogere i dag – og Praeterea censeo Carthaginem esse delendam. (I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges).
Jeg er så ikke Cato den Ældre, som afsluttede alle sine taler med disse ord. Jeg ved ikke, hvorfor de slog ned i mig i dag og har spøgt som en melodi, man ikke kan få ud af hovedet, men af en eller anden grund er der enkelte sætninger fra latintimerne i 2. real, der stadig sidder fast et eller andet sted i den grå substans, men i øvrigt mener jeg, at jeg gerne meget snart ville kunne sige incipit pluvia!

Hvor var det dog godt, jeg fik kræft

Tænk, at man skulle nå til at sige sådan, og jeg kan jo også sagtens komme med så fjollet en bemærkning, nu hvor jeg er erklæret rask, men hvis ikke jeg havde fået brystkræft, så havde vi ikke opdaget Den Stråtækte og så havde jeg nok ikke lært at nyde livet i så voldsom grad, som jeg gør.
Det er godt nok pragtfuldt og perfekt at være jobstoppet, men jeg er sikker på, at den alvorlige, men nu forhåbentlig overståede sygdom har en stor andel i min livsglæde.
Jeg manglede et par småting og dagens cykletur gik derfor til Præstø. Det var et aldeles pragtfuldt vejr, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile … faktisk hele vejen, så jeg blev helt øm i kæberne af alt det smileri.
Jeg nyder hver eneste dag så meget, at det næsten gør helt ondt indeni en gang imellem. Det kan vist bedst sammenlignes med følelsen man får, når man kigger på sit barn (eller barnebarn) og spørger sig selv, hvordan man har båret sig ad med at frembringe noget så perfekt. 
Jeg vil ikke sige, at jeg nyder hver dag, som var det den sidste, for hvis jeg vidste det var min sidste dag, ville jeg ikke kunne nyde noget som helst!
Men jeg er umanerligt glad og føler mig som jordens mest privilegerede menneske, fordi jeg er rask, fordi jeg bor hvor jeg bor og fordi jeg har en dejlig mand, som siger det samme som mig – “hvad har vi dog gjort, siden vi er så heldige at finde sådan et sted at bo?”

Orkideer har vi oven i købet også. Jeg opdagede dem i dag; de bor nede på strandengene i bunden af fjorden. Masser, masser, masser af dem. Majgøgeurt er jeg kommet frem til, at det må være. Den er vist ikke specielt sjælden, men det er ikke en blomst jeg er vant til at se, så for mig var det noget særligt at få øje på den.
Billederne blev desværre uskarpe, for jeg blev nødt til at bruge kraftig zoom, da der er sat elektrisk hegn op så højt, at jeg ikke kan skræve over det – ej heller kravle under, for der er hele fire tråde, så jeg måtte nøjes med at nyde synet lidt på afstand.
Heldigvis er der ikke sat kvæg ud på netop den mark endnu – det ville da også være synd, hvis de skulle trampe alle de smukke orkideer ned.

Nu vil nogle af jer måske spørge, at hvis jeg går rundt og er så pokkers glad altid, hvorfor brokker jeg mig så over alt muligt? Dårlig stavning og grammatik, tåbelige politikere (dog ikke så meget her på bloggen – den skal forestille at være relativt upolitisk), og meget andet. Jamen det er simpelthen en del af min livsstil, tror jeg … jeg elsker at brokke mig!

Lidt lige som en hypokonder: Han har det også kun godt, når han har det skidt.

Så kan vi roligt tage op og male …

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

Hvorfor mon de valgte Grundtvigskirken?

Bispebjerg kirkegård er blevet et nærmest nationalt tilløbsstykke de sidste par år. Jeg har aldrig været der og for to uger siden anede jeg ikke, at der var en kirsebæralle der. Det kunne Inge fortælle mig, og i dag var vi inde for at se den. Ikke i det bedste vejr, men på den anden side: Jo mere sol, jo større kontraster, så hvornår er det bedst? Hvis ikke man vil fotografere, er det selvfølgelig bedst i sol, men jeg tror ikke, det er mange, der ikke lige selv skal med på et billede herfra (bortset fra John og mig!).
Vi var også klar over, at de endnu mangler et par dage med sol for at nå deres maksimum, men vi var enige om, at i weekenden skulle vi i hvert fald ikke ind på den kirkegård – bare i dag, på en almindelig torsdag ved middagstide, var der mange mennesker.

Og jo, det var bestemt flot, men jeg var såmænd lige så betaget af resten af kirkegården, som jeg hellere vil betegne som en ret stor, meget smuk og særdeles velholdt park; med klippede buske og træer og mangeartede gravsteder, fordi der bl.a. er en russisk afdeling. De har en lidt anden tilgang til gravpladser end vi har, og om du og jeg synes om det eller ej, er ligegyldigt, når det er sådan de vil have det. Jeg synes nu godt om det.

Jeg hoppede engang, da jeg så skiltet med Lyra. Hvordan passer det lige med en kristen kirkegård? På den anden side dumper man jo ikke bare ateister i havnen eller på lossepladsen; faktisk skal de (vi) begraves på en kirkegård, så det er fint nok, at man kan få tildelt et sted uden religiøse symboler.
Vi gik en lang tur og nød det, mens vi talte om at tage herind, når alt er sprunget ud – det må virkelig være spændende med alle de vækster.
Hende med det blå hår gjorde sig selv til en seværdighed – der var andre end mig, der diskret tog billeder af hende. Man taler om ældre damer med blåt hår, men hvis mit hår var kommet til at se sådan ud, havde jeg nok brokket mig en kende, mens den unge dame her så ganske tilfreds ud med sit udseende.

Nu gik turen over til Grundtvigskirken, som jeg heller aldrig havde været inde i. Det er en smuk og uhyre enkel kirke. Katolikker ville nok tage sig til hovedet over al denne enkelhed, men jeg var betaget.
Her blev mine forældre gift for næsten 65 år siden. Uden det af den grund var det store bryllup – min mor var ikke engang hvid brud.
Det var ikke fordi “det hastede”, som man kaldte det, for jeg meldte først min ankomst 15 måneder efter brylluppet.
Jeg har et par gange spurgt dem hvorfor de valgte denne kirke og hvorfor der ikke var noget ‘rigtigt’ bryllup, men har aldrig fået et brugbart og ikke svævende svar, hvilket i sig selv er underligt.
Jeg har et gæt, men jeg finder aldrig ud af sandheden. Min mor var ung pige i huset på gården, som mine farforældre havde, og som min far overtog ved farfars død i 1952. Mine morforældre havde absolut intet at rutte med, og dengang var det almindelig skik og brug, at brudens forældre betalte brylluppet. Det har de ikke kunnet, så måske derfor blev det et særdeles lille bryllup. Men jeg ville stadig meget gerne vide, hvorfor de lige valgte denne kirke, da ingen af dem havde nogen forbindelse til dette sogn.
Jeg har også en fornemmelse af, at mine farforældre ikke helt billigede, at tyendet rendte af med gårdens arving … dette har jeg aldrig fået bekræftet, men jeg ved, at mor havde sit hyr med svigermor indimellem, og at livet derfor ikke altid var en dans på roser for hende.

Piedestal-kompromis

Kræmmermarkedet i Lov viste sig at være kæmpestort – De Blå Haller i Haslev er muligvis større, men i givet fald ikke meget, og på markedet i Lov har man gjort det noget mere indbydende at bevæge sig rundt, og der virker til at være renere end i Haslev. Vi skal derned igen om ikke så længe, for vi løb det hurtigt igennem … jeg skulle bare kigge efter den piedestal, jeg var ude efter, og det var desværre hurtigt overset, lige hvad den slags møbel angår. Der var kun to, og de stod hos den samme stadeholder. Den ene var alt for stor og bastant til vores små stuer, så jeg tog den anden. Jeg havde ellers forestillet mig den se anderledes ud, men nu blev det sådan.

Den bliver malet hvid, hvilket jeg næppe ville have gjort, hvis piedestalen havde været af den slags, jeg var ude efter, men i dette tilfælde generer det mig ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke ødelægger en eller anden uvurderlig antikvitet ved at give den en omgang maling.
Jeg er også klar over, at jeg næppe finder uvurderlige antikviteter på et kræmmermarked, men nu havde jeg fået en ide om hurtigt at finde et eller andet til den nærmest vildtvoksende novemberkaktus, så jeg tog simpelthen det første, det bedste, jeg kunne finde, for mine ideer skal helst hurtigt føres ud i livet.

Og så er den da heller ikke værre – den bliver måske oven i købet helt nydelig at se på, når den er blevet hvid? Den er meget spinkel, men den anden piedestal, som damen havde, var netop en alt for bombastisk udgave, så jeg er heller ikke helt nem at stille tilfreds. Det øverste af den kommer man ikke til at kunne se voldsomt meget, da novemberkaktussen vil skjule det og bare vælde ned. Måske …
Her ses, hvordan jeg allerede har været nødt til at klodse den op, hvilket ser ret fjollet ud. Den er også alt for stor til det vindue … den er for stor til alle vores vinduer, og jeg nænner ikke at smide den ud, bare fordi den fik vokseværk.
Om en måneds tid får den en endnu større potte – jeg har nemlig givet mig selv det projekt at se, hvor stor jeg kan få sådan en novemberkaktus. Det er bare ærgerligt, at den kun er rigtig pæn i et par uger om året, hvor den til gengæld er meget smuk; sidste jul havde den fuldstændig pakket sig selv ind i flere hundrede røde blomster.
Nu sætter jeg den helt bogstaveligt op på en piedestal – og lidt af vejen. Så kan den få lov til at komme ud på en mere synlig plads, når den igen får blomster.

Mine dahliaer er kommet

Charlotte viste mig en hjemmeside, jeg ikke kendte. Sådanne er der ret mange af, men denne er en af de farlige – Peter Nyssens blomster-websalg. Navnet lyder ikke særlig engelsk; firmaet har vist rødder i Holland. Han har alt, hvad hjertet kan begære af stauder, løg, knolde og meget mere. Derudover er han billig – særdeles billig, omkring halv pris af, hvad andre tager for det samme, men han er ikke af den grund gået på kompromis med kvaliteten, siger Charlotte, så jeg bestilte nogle dahlia, da jeg var derovre, og som nu er arriveret i Den Stråtækte.

Det er et eksperiment. Jeg er ikke sikker på, at jeg får hevet knoldene op hvert efterår, så det må ganske enkelt komme an på en prøve, om de kan overleve alligevel. Vores genbo har de flotteste auberginefarvede dahlia blomstrende hvert år, og han tager dem aldrig op.
Jeg købte 10 knolde af den herover til venstre, fem af den i midten og hvad the rhapsody collection angår, så vil der i pakken være en knold af seks forskellige; i dette tilfælde som angivet på de indsatte klip til højre.

Jeg er fuldstændig pjattet med dahliaer, men har aldrig haft dem selv pga. besværlighederne med at tage dem op og ikke mindst opbevare dem vinteren over efter alle kunstens regler. Nu prøver jeg. Man må aldrig være bange for at kaste sig ud i noget nyt – og hvem ved? Måske tager jeg oven i købet arbejdet med at få dem vinteropbevaret korrekt.

Endelig købte jeg 25 montbretia-løg. Knaldrøde montbretia, som jeg også nærmest falder i svime over, når jeg ser dem.

Det bliver spændende at se, om de alle bliver til noget.
Tænk, at jeg skulle nå dertil, hvor jeg næsten ikke kan vente med at komme i haven!
Den havde jeg ikke set komme, da vi faldt for Den Stråtækte.

For hver blomst er der et lille ‘kartotekskort’ over nyttig viden – herunder det for min rhapsody colletion.

Jeg advarer jer! Gå ikke ind på Peter Nyssens hjemmeside! Det er virkelig farligt, hvis man godt kan lide blomster og måske vil have lidt fornyelse i haven. De sender til hele Europa, og det er ikke engang dyrt i porto. PostDanmark kan overhovedet ikke være med her.
Kom nu, forår.

Carl von Linné ville vende sig i sin grav

Da jeg i går gik vores egen private Snowdrop Walk, slog det mig, hvor meget bedre det engelske navn for vintergækker er. Som de står der, ligner de netop små dråber af sne, hvorimod en vintergæk … tjahhh: “Gæk: betegnelse for forsk. bevægelige ell. fremspringende dele af mekanismer ell. redskaber” … så bliver det altså ikke meget kedeligere. Der er et par andre betydninger af gæk, men ingen passer rigtigt til vintergækken, synes jeg.

Tankerne løb videre … hvis nogle navne er bedst på engelsk, så er det omvendte nok også tilfældet, og jeg skulle da heller ikke lede længe efter et godt eksempel, nemlig blåregn, som på engelsk hedder wisteria.
Blåregn er et rigtig godt navn, for det er præcis, hvad det er: en kaskade af blå regn, så nu står det 1-1.

Gæslinger! Det hedder catkins på engelsk, men det gør alle andre rakler også, så vi har dermed et bedre og mere beskrivende navn for piletræets hanblomster. 2-1.

Rævehale? Der er noget, der hedder foxtail på engelsk, men det er enten en græsart (Setaria faberi – Giant Foxtail – Fabers skærmaks) eller en bygart (Foxtail barley). (Og jeg ved godt, at byg også hører under græsarterne).
Den blomst, vi kender som rævehale, hedder Love Lies Bleeding. Sikke et herligt navn! Det er jo en hel tragedie i sig selv. Ét point til begge lande. 3-2.

Stedmoderblomst – hvad med den? Den kaldes pansy, og det er lidt tricky, for a pansy er også en lidt gammeldags betegnelse for en feminin eller kvindagtig mand. Det kan af samme årsag betyde bøsse, men det glemmer vi hurtigt igen. Gode navne begge to. 4-3.

Kaprifolium. Det danske navn er der såmænd ikke noget videre galt med, men honeysuckle er bedre, fordi det så fint beskriver den meget søde og eftertragtede nektar, som er karakteristisk for kaprifolien. 4-4.

Bluebells. Klokkescilla. Selv om det er noget med klokke begge to, går pointet i første omgang til England, men jeg trækker det fra igen, fordi den hvide variant også hedder bluebells.
Det samme gør sig, ved nærmere eftertanke, også gældende for den hvide variant af blåregn, som ikke hedder hvidregn … skal vi sige 5-5, så?

Jeg stopper her, hvor jeg med hiv og sving har fået det til at stå lige. Nogle planter har vi været bedre til at navngive; for andres vedkommende har vi været knapt så opfindsomme som englænderne. (Og nej: ‘knapt’ betyder IKKE ‘lidt mere end’! Burde være temmelig logisk i denne kontekst). Der kan med stor sandsynlighed findes glimrende eksempler på andre sprog, og I kan sikkert også komme i tanke om enten dette eller flere engelsk/danske.

Opdatering kl. 19:
Hørte lige Jarnvig omtale vintergækkerne og at “de driver gæk med vinteren”. Jeg beklager, at jeg har sovet så grundigt i vintergækbotaniktimen 🙂

Mens vi venter på foråret

Vi venter ikke på Godot – han kommer alligevel aldrig, så vi vil meget hellere vente på foråret, som kommer – faktisk er det allerede så småt på vej.
Timeren på det, en af vores genboer insisterer på at kalde ‘julebelysningen’, burde stilles anderledes nu, for det tænder længe inden det bliver mørkt og det slukker længe efter det er blevet lyst.
Det er ikke julebelysning, hvilket vi lige så stædigt insisterer på, men et lys i vintermørket – som jo altså ikke er så mørkt længere, men stærkt på vej mod lysere tider. Vi er nået til den tid på året, hvor vi bruger et par uger på at overveje, om vi skal stille timeren eller vi helt skal afmontere lyskæden. Det ender gerne med, at vi tager lysene ned … har vist endnu aldrig stillet timeren.

Vintergækker og erantis er fremme og i blomst. Inden døre må vi tage andre midler i brug, men det betragter jeg ikke som snyd på denne årstid.
Man må også gerne se fjernsyn en halv søndag på denne årstid. Det må jeg faktisk altid, for jeg skal kun spørge mig selv.

Den ny dvd-afspiller virker helt som den skal, bortset fra, at den mod forventning forlanger sin egen fjernbetjening … jeg overvejer at dymo’e dem, for nu ligger der fire: En til tv-boksen fra Waoo, en til fjernsynet, en til lydstangen (tak til Jørgen for inspiration til et godt, dansk ord for den), og endelig en til dvd-afspilleren. De er godt nok ikke helt ens, men ens nok til, at jeg næsten altid får taget den forkerte i første forsøg.

Nu er jeg færdig med Ross Poldark. Eller … det er jeg absolut ikke, men jeg har set hele serien.
For hulen, hvor var den god – heldigvis er man vist i gang med en del to, men det kaldte den slutning virkelig også på – den kan ganske enkelt ikke bare slutte, hvor den gjorde! Jeg bliver nok nødt til at købe alle Winston Grahams bøger i Poldark-serien, som han skrev fra 1945-2002, med en lang pause fra 1953 til 1973 … hvorfor mon den lange skrivepause? Han døde i 2003, 95 år gammel, så hvis hans sidste bøger er gode, må han siges at have gjort det godt.
Noget godt er der skam også ved alt det filmkiggeri: Jeg er næsten færdig med et tæppe til Røde Kors. Bagefter skal jeg i gang med et sjal, jeg efter inspiration af Annemette fluks købte opskriften til.
Håber jeg har garn til det, men det er jeg næsten sikker på, at jeg har.
Og jeg går IKKE i gemmerne og tjekker det, før barnetæppet er færdigt!
Tror jeg nok …

Endnu en smuk bro

Jeg samler på gamle, svenske stenbroer.
Elektronisk, forstås … de er lidt vanskelige at samle på anden måde, men at have billeder af dem er alt rigeligt til mig.
I går på vej til Glasriket stoppede vi op ved endnu en til samlingen, nemlig den gamle stenvalvsbro over Mörrumåen. Valv betyder hvælving, men når det er i forbindelse med en bro, ville jeg nok kalde det for buer.

Otte buer skulle der være på denne bro, men det var ikke muligt at få dem alle på ét billede.
Broen her er ikke fra middelalderen, men her har ligget en bro siden dengang. Mörrumåen var Sydsveriges vigtigste ålefangstområde helt op til 1900-tallet. I dag er den nok mest kendt for laksene, som folk valfarter til fra Tyskland i hobetal og sågar helt fra Italien for at fange lige netop i denne å.

Smukt er det …
John fik øje på nogle blomster, han ikke kendte, men jeg genkendte dem straks som springbalsaminer, og fluks var jeg sprunget tilbage til barndommens have, hvor mor kæmpede en indædt og i flere år forgæves kamp mod dem.
Kender I dem? De får frøkapsler, som, når de er modne, springer med et smæld og spreder frøene langt omkring, samtidig med, at kapslen krøller sig smukt sammen. Vi unger syntes naturligvis, at det var spændende at få dem til at springe, fordi det var med lyd på og det hele. Smældet kunne være så voldsomt, at det gav et helt sæt i os, selv om vi var forberedt på, at det kom.

Kapslerne på disse er endnu ikke helt modne, men der var en enkelt der var moden nok til, at det kunne lade sig gøre at demonstrere det for John – desværre dog ikke med det helt store smæld.

Nede på den lille ø er det begrænset, hvor meget skade de kan komme til at forvolde, men holddaop, hvor mor bandede over dem igennem flere år.
Det lykkedes til sidst for hende at få dem udryddet, men jeg kan ikke huske hvor lang tid det tog. Jeg syntes det var så ærgerligt, at hun ikke ville have en så smuk og spændende blomst … selvfølgelig kan det lade sig gøre at holde den nede, men der var så rigeligt med andre ting, der skulle holdes, gøres og ordnes i den store, store have, så hun syntes, at springbalsaminer mindede en kende for meget om sisyfosarbejde.

Sofiero wannabe?

Da vi kørte hjem fra Sverige i torsdags, lagde vi vejen om Sofiero lidt uden for Helsingborg. Sofiero er kendt for sine mange rododendroner, men vi var lidt spændt på, om vi var ved at komme for sent.

Det var vi ikke. Selvfølgelig var der nogle, der var afblomstret, men de fleste stod endnu i fuldt flor.
Der var alverdens farver, blomsterstørrelser og buskhøjder. Gad vide, hvor mange rododendronbuske der er plantet i den park?
Det var et hyggeligt sted at gå rundt. Dronning Ingrid tilbragte mange somre her i sin barndom, så jeg gætter på, at det var her, hendes store interesse for haver blev vakt. Kongefamilien, der grundlagde stedet, var ikke blege for selv at trække i arbejdstøjet og tage fat i haven.

Den gule herover havde en næsten bedøvende duft. Det varede lidt, inden det gik op for os, at det var den, der duftede så voldsomt, for normalt forbinder jeg slet ikke rododendron med duft.
Og tænk … da jeg var på planteskole i dag igenigen, fandt jeg en gul rododendron, der duftede kraftigt. Klondyke hedder den. Jeg ved ikke, om det er helt den samme, men det er aldeles ligegyldigt. Den dufter, hvilket er det vigtigste.
Nu er der tre rododendroner i vores have: Den traditionelle lyslilla, en hvid og denne gule. Sofiero wannabe i meget lille målestok.
En snebolle kom der også med hjem – elsker den busk, når den blomstrer med sine hvide, kuglerunde snebolde. Jeg husker busken fra min barndoms have og har altid kaldt den for sneboldbusken – synes det lyder forkert at sige snebolle – på engelsk hedder den da også snowball.

Naturum Kristianstad – og andet

I dag kørte vi til besøgscentret Naturum Kristianstad for at se, hvad det er for noget – og blev faktisk en smule skuffede. Det er da fint nok at have sådan et sted i umiddelbar forlængelse af byen, men vi havde nok begge forventet, at der var lidt mere at kigge på. Det er såmænd også fint nok, at indgangen er gratis, men hvis lidt entrepenge kunne bevirke, at der fx var lidt flere udstillinger og lignende, ville det måske blive lidt mere interessant.

Man kan se over både by og land, men der er ikke meget at se …

Så vil jeg næsten hellere se på de fine stenbroer, der findes så mange af – i dag fandt jeg en ny (for mig altså) ved Sibbhult.
Tror i øvrigt, at jeg skal til at samle på -hulter igen; i den seneste tid er jeg stødt på flere ret så pudseløjerlige eksemplarer.

Kønne blomster støder jeg også på. Selv en vejbred er fin, når den blomstrer.
Den blå til venstre er en læge-oksetunge. Skulle være god mod melankoli, hvilket jeg dog ikke lige har behov for at blive behandlet for, trods skuffelsen ved Naturum, men rødderne kan anvendes til tøjfarvning. Det gælder vel så også garnfarvning, og stik imod den umiddelbare logik farver den rødt.

Og nu til lidt oprejsning, da mit indlæg i går tilsyneladende nærmest var spækket med fejl af enhver art.
Der var en, der i går i en kommentar sagde, at mitter/knoter stikker med en snabel, ganske som myg. Jeg valgte at tro på vedkommende, men undrede mig dog alligevel, da jeg altid har hørt, at de små sataner bider, hvorfor jeg selvfølgelig måtte undersøge det nærmere i dag – og kan altså kun finde optegnelser om, at de bider. På engelsk hedder de biting midges, hvilket ville være et ulogisk navn, hvis de stak. Ydermere er det en flue- og ikke en myggeart, så lige pludselig passer det hele vist fint sammen. (Kilder: bl.a. her og her … “Culicoides biting midges (Diptera: Ceratopogonidae) are among the smallest blood-sucking flies”).

Jeg kunne fint sidde ude på terrassen her til eftermiddag i en halvanden times tid med mit strikketøj og en kopkaf. Der var en fin brise, så der var ikke en knot i miles omkreds – i øvrigt er det normalt ved solop- og -nedgang, de er mest generende.
På med en faktor 15 og så ellers fremvisning af hvide ben. Faktisk var de ikke engang hvide. De var blåhvide. Ligblå, nærmest. Skræmmende grimme.
Jeg går ikke op i at blive mulatbrun om sommeren, for så godt tåler jeg slet ikke solen, men ligbå er måske lige en tand for uattraktivt.

… det er den danske sommer …

I går havde de lovet op til 27°, men det passer mig fint, at vi langt fra nåede derop. Faktisk forblev det halvkøligt og ditto gråt det meste af dagen, men i dag er det blevet lunt i vejret – for første gang i år er der højere temperatur ude end inde. Så er det sommer.
Det gode ved et stråtækt hus er, at det aldrig bliver uudholdelig varmt om sommeren, men at der til stadighed er en behagelig indendørstemperatur.
21° nåede vi op på udenfor. Solen skinner en del, men ikke hele tiden. Eneste ulempe er, at det blæser lige rigeligt nok, så cykelturen sprang vi over.
I stedet skyndte jeg mig at hive sengetøjet af og få det vasket, for nu kunne det endelig komme ud, da Troels er færdig med at støve.

Det her er indbegrebet af dansk sommer for mig: Nyvasket sengetøj, der fylder haven med vellugt i skarp konkurrence med blomsterne og krydderurterne, og som blafrer i sommervinden.
Det bliver sådan en aften, hvor jeg har lyst til at gå i seng kl. 20 bare for at komme ind og ligge og snuse til sengetøjet.

Igen i dag har jeg lært noget nyt; nemlig hvad det er for en lille, i grunden ret undselig, men alligevel skrigorange blomst, der titter frem overalt ude, hvor Finns modelbane kørte. Fordi den kom i så spredt fægtning, var jeg ved at fjerne den i den tro, at det var ukrudt, men det var da godt, jeg lod den stå. 
Nogle gange er det svært, grænsende til umuligt, at google sig frem til et svar, som da jeg skulle finde ud af Acer campestrens identitet. I dag fik jeg svaret på under et minut bare ved at billedgoogle orange blomst.
Og den lysende orange blomst er en pomerans-høgeurt. Har aldrig hørt om den før …

Storkenæb i syv varianter

Eller varinater, som Brugsen i både Havdrup og Karise skriver på skiltene.
Jeg færdigbearbejdede knolden, som jeg kalder den lille jordhøj mellem bådehus og drivhus. Per grovordnede den i går, og jeg har i dag forberedt den til plantning. Hele sidste år kom der ikke rigtig noget interessant op; hovedsagelig græs og lidt skvalderkål, så hvad knolden har været tænkt til, kan jeg ikke rigtig regne ud. En miniurtehave, måske.

Jeg sad i aftes og billedgooglede stauder, bare for inspirationens skyld, og faldt over storkenæb – var ikke klar over, at de findes i så mange varianter. Jeg kunne plante hele haven til med dem uden at behøve at sætte to ens. Næsten i hvert fald … jeg endte med at bruge en halv aften på storkenæb og blev mere og mere begejstret: De er hårdføre, tåler tørke og breder sig villigt. Lyder som den ideelle Ellen-blomst!
John og jeg kørte derfor til Ugledige til Flemmings store, dejlige planteskole, som havde en masse forskellige storkenæb. Foreløbig har jeg plantet syv forskellige på knolden – forskellige, og alligevel ligner de hinanden lidt; samme grundfarve, men i forskellige toner, så jeg håber det vil komme til at se ud, som om der er system i rodet.

Æbleblomsterne øverst er Charlottes; her er de ikke kommet så langt endnu, selvom det ikke varer mange dage.
De nederste er mine egne pæreblomster. Jeg håber ikke det har været for koldt og blæsende for bierne, for jeg vil gerne have en masse af de gode pærer i år. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor der er røde dimser i nogle af blomsterne? De fleste har en eller to; nogle få, som denne, har mange.
Har det noget med han- og hunblomster at gøre? Man fornemmer nok, at botanik ikke er min spidskompetence …

Pas på ældre herrer med nedsat hørelse, siger jeg bare …

Bluebells – klokkescilla

Vi har haft meget dårligt vejr herovre. Så dårligt, at vi ikke rigtig har haft lyst til at foretage os friluftsting.
I går tog vi derfor til Mompesson House i Salisbury – et hus, Charlotte fik lyst til at se i virkeligheden, efter hun fandt ud af, at 1996-udgaven af Sense and Sensibility med Hugh Grant, Kate Winslet og Emma Thompson blev filmet her.

Det var da også fint nok, men ikke noget at bruge et helt indlæg på. Det bedste var nok, at vi ikke blæste eller regnede væk, så længe vi befandt os indendørs. Vi var helt oppe på 22 sekundmeter indimellem, så der var tryk på. Til gengæld har vi vist ikke fået lige så meget regn som i Danmark, selv om vi har fået en del vand.
Så meget vand, at the bluebells ikke var helt så smukke, som de kunne have været, da vi i formiddags kørte til West woods for at nyde synet.
De var ikke færdige som sådan, men det vejr, de havde været udsat for i går, havde efterladt de fleste af dem lettere forpjuskede at se på.

White bluebells

Bluebells hedder bluebells, også selv om de er hvide, hvor de sjovt nok hedder white bluebells, selv om albinoudgaven åbenbart er ret sjælden … vi fandt fem på turen gennem skoven. Uanset farven hedder de klokkescilla på dansk, og i virkeligheden er det vel Englands svar på Danmarks anemonedækkede skovbunde, som også er et smukt, smukt syn – det er nok især fordi dette vue med den fuldstændig blådækkede skovbund er usædvanligt i en danskers øjne, at vi er så betagede af det … John og jeg er i hvert fald meget betagede. Og Charlotte også, for den sags skyld. Hun vidste slet ikke, at hun havde en stor bøgeskov med titusindvis af bluebells så tæt på deres hjem, som tilfældet er. Bøgeskove er ikke så udbredt et fænomen som i Danmark, så C var glad for at have fundet en skov, hvor hun kan tage familien med ud og starte på den meget danske pinsefrokostskovturstradition, som hun elskede, da hun var barn.

De er da smukke, ikke? Vi gik og vi gik inde i skoven, og det kæmpestore, blå tæppe sluttede ikke, før skoven gjorde det.

De findes også i lyserøde og som nævnt hvide. Førstnævnte så vi ikke, men vi så nogle enkelte hvide – fem i hele det store område, så én pr 10.000 blå er nok ikke helt ved siden af.

Når det regner på præsten …

Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Merete spurgte, om vi kunne have en spand med vand i med i bilen.
Øhhh, ja … ??? Bare ikke fuld af vand; det ville nok ikke gå helt godt i svingene eller ved opbremsninger …
Hun havde efter sin operation fået et hav af blomster og nænnede selvfølgelig ikke at lade dem stå derhjemme og blive grimme i de dage, hun skal opholde sig i Sverige, men det var heller ikke noget problem med den spand, så der røg seks af buketterne med til Sverige. De sidste havde alligevel kun en dag eller to tilbage i sig, så de fik lov til at blive i Danmark.

Aldrig har svenskerhytten været så blomsterrig inden døre, så det kan næsten siges også at have regnet på degnen i dette tilfælde, og blomsterne gør nu tre mennesker glade i stedet for ét, så vi siger tusind tak til de flinke givere – også kollegerne, som vi naturligvis overhovedet ikke kender.

Selv om der er gået ekstraordinært og rekordlang tid siden sidst, er alt som det skal være heroppe. Det eneste lille minus var, at vi måtte starte med at undskylde, at der så ud som der gjorde … vi måtte jo forlade stedet i utide og ret hastigt sidste gang, fordi Karin ringede og gav os den tragiske nyhed om Pernille.
Merete kunne naturligvis godt forstå, at den ellers rutinemæssige, afsluttende rengøring i sådan et tilfælde nok ikke lige var det, der lå øverst i bevidstheden … og så aldeles skrækkelig snavset var der altså heller ikke, men det var bare ikke i sådan en stand, vi ville have forladt stedet under normale omstændigheder.
Det var 11° og sol ved ankomst, så efter frokost plantede vi to daamer os på terrassen i hver sin magelige stol med hver sin kopkaf og hver sit tæppe om maven og læste og strikkede og småsnakkede. Man må jo hellere være solidarisk med rekonvalescenten og slappe grundigt af …

Gratis pluk-selv-blomster

Inden vi kørte til Tureby i går for at se Camilla tage himmelflugten, var vi længere nordpå for at forsyne os – eller rettere fuglene i haven – med friske forsyninger af fuglefrø, da vi var løbet tør både her, der og hisset.

På vores vej mødte vi dette syn: mellem rabatten og marken stod der masser af smukke blomster, som man bare kunne plukke løs af. Det er ikke så tydeligt på billedet, men yderst til højre på skiltet står der ‘gratis’.
Det kunne jeg ikke stå for, og da vi skal have gæster i dag, var det jo oplagt at snuppe til et par vaser.

Det var en sød ide, men vi opgav at tage blomsterne med hjem, da de fleste af dem viste sig at være valmuer i alle mulige røde nuancer. Dejlige blomster, men de ville sikkert ikke engang have beholdt kronbladene på, til vi var hjemme igen. De gule var morgenfruer, og dem bryder jeg mig ikke om duften af, så det blev derfor ikke til den helt store blomsterhøst.

Apropos “både her, der og hisset”: Forleden dag spurgte jeg John, om ikke vi skulle købe en båd.
Han bare så på mig med et blik, der ikke var til at misforstå – “er du da blevet helt tosset nu, kone?”
”Jamen jeg mener bare, at nu har vi tre huse, to biler og en campingvogn. Vi mangler bare en båd.”

Vi har ikke rotter på loftet, men …

… vi har haft dem under stuegulvet.
Mens vi har hygget os i Sverige, er Morten Tømrer blevet næsten færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
Han havde ærgret sig lidt over, at vi ikke havde været der til at se, hvor slemt det var og i det hele taget at følge processen, men han havde heldigvis taget en del billeder med sin mobil – og har lovet at sende dem til os.
Der gemte sig desværre íkke nogen skat. Sagde Morten … vi har jo ikke været til stede … men vi tror på ham når han fortæller os, at der ikke var andet end en rotterede og en masse myrestier. Førstnævnte var heldigvis forhenværende, men der var ingen tvivl om, hvor de var kommet ud og ind, så det er der nu sat en stopper for.
Der er kommet masser af isolering under gulvet, så nu bliver vi ikke fodkolde til vinter.

Stakkels Maler-Glenn. Han er lidt uheldig med den træmaling. Den blev byttet, som jeg skrev tidligere, og han havde været så flink at male to vinduer og en dør for os, så vi kunne få det rigtige indtryk af malingen.
Jeg blev lang i ansigtet – i mine øjne har den blå farve intet at gøre med almueblå, så det er en ommer.
John synes, at den er ‘pæn’ – jamen det er den da også. Bare ikke på Den Stråtækte. Der er stadig for meget cirkus over farven, men jeg har sådan en sød mand, der alt for nemt får lidt medlidenhed med folk, hvor jeg er noget mere af en møgkælling.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt ligeglad … synes da også, at Glenn er en flink fyr, men det skal altså ikke få mig til at acceptere en farve, jeg synes er helt forkert. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at få en maling, der er rigtig almueblå!
Nu befinder han sig på Mallorca, og det er ham vel undt – klagen kan sagtens vente, til han kommer tilbage fra ferie.

Jeg har atter en gang brug for hjælp fra blogland: Siden i torsdags er disse krokuslignende blomster dukket frem i haven – både i græsplænen og i et par bede. Da det er den helt forkerte årstid for krokus, må det altså være noget andet. Der er tilsyneladende ingen andre blade end kronbladene. Den er 12-15 cm høj.
Hvad kan det være for en plante?

Jeg har lært noget på Rønnebæksholm i dag

Da vi i forbindelse med mine strålebehandlinger i foråret kørte Sydsjælland tyndt, var Rønnebæksholm et af målene, men da det var for tidligt på sæsonen til at være interessant, lovede vi hinanden at se stedet og især parken igen senere på året, når herregårds[køkken]haven var plantet og sået til.
Af en eller anden årsag kom jeg i tanke om det i dag, så vi gav hinanden tidligt fri fra Den Stråtækte for at køre til Rønnebæksholm.

Hvor var det en smuk have. Masser, masser af blomster – det bugnede med dahliaer og andre stauder; både en- og flerårige.
Der var køkkenhave med mange spændende grønsager – dvs. hverken gulerødder eller ærter; der var en krydderurtehave og en solsikkehave med nogle specielle, meget lave solsikker (omkring en meter) med anderledes blomster, end man normalt ser.

Det ser ikke ud som om det er den samme slags blomst, men det tror jeg, det må være. Her har jeg forsøgt at illustrere udviklingen.

Det indvendige af en mamelukærme. Tror jeg nok … blomsten lignede fint nok, men den ligner ikke helt inde i midten pga. stjernen.
Nu ved jeg også, at malurt er en kæmpestor, tæt plante, der er meget højere end jeg er.
Og – det allerbedste af det hele: Jeg fandt ud af, hvad det er, der har duftet så intenst hele sommeren i Den Stråtækte. Især i et bestemt hjørne af haven er duften helt overvældende; fuldstændig som at befinde sig midt i Toscana eller Provence. Pia og jeg talte om i går, om det eventuelt kunne være en slags timian, som der (også) findes i rigelige mængder, men den duftede ikke helt rigtigt.
Det er en sar, også kaldet bønneurt. En af de meget få krydderurter, jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med, men det bliver der lavet om på fra og med i dag. Med den duft kan det kun blive godt!

Herover Litchitomater fra blomst til frugt. Havde aldrig hørt om dem før og måtte hjem og google. Nogle af jer, der har prøvet dem? De er på størrelse med kirsebær og skulle smage som en blanding af tomat og kirsebær, men de skal simpelthen smage supergodt, før jeg gider afprøve dem, for grene og frugtbeskyttelse har flere torne end brombær!

Jeg lærte også, at humle kan bruges til meget andet end øl. Vidste I fx, at de unge skud kan spises som asparges? Det var nyt for mig, lige som de andre anvendelsesmuligheder var det. Jeg tvivler dog på, at jeg vil kaste mig ud i at forsøge at fremstille mig en humleparfume. Tænk hvis jeg kom til at lugte af øl!
Apropos øl, så er det netop blevet afsløret for mig, hvorfor så mange bliver sløve af at drikke øl … OG hvorfor øl drikkes af nogle, fordi de har brug for lidt mental afstivning. Humle kan det hele.

Man bliver hele tiden en smule klogere.

Plante smil og plante solskin

Plante smil og plante solskin – plante sang i alle sind – Skabe hverdag om til fest – og lukke lys og glæde ind.

Ikke fordi jeg på nogen måde skal gøre mig selv til en parallel til Den Gamle Gartner … den uendelige mildhed, der lyser ud af gartneren i den gamle sang, kommer jeg vist aldrig til at udstråle, men jeg har plantet planter i dag, og solskinnet har plantet sig selv i næsten al for lang tid nu. Smilene kommer heldigvis også af sig selv, selv om vi lider i varmen.
Vores søde nabo har passet drivhus og krukker mens vi var i England og i Sverige. Hun klarede det næsten – der døde kun tre krukker. Squashen og basilikummen blev reddet i ellevte time; jeg tror det kom lidt bag på hende, hvor meget vand der skal til, når solen står ned fra en skyfri himmel og temperaturen inde i drivhuset ville gøre en tropisk regnskov misundelig.
Som sagt, så er hun sød. I forgårs kom hun med en echinacea som undskyldning for at have slået nogle af planterne ihjel. Det havde hun selvfølgelig ikke behøvet; hun har klaret det bedre end de fleste af hendes forgængere, men hun insisterede, og nu er den plantet i en af krukkerne. Vi har været hos Thyme for at købe til de to andre plus til en, hvis indhold ikke var helt præsentabelt mere.

Hvis der nu skulle komme nogen for at se på huset, dur det ikke, at der er visne blomster nogen steder. John mente, at vi kunne nøjes med at tømme krukkerne og stille dem til side, men det var jeg ikke enig i. De skal være tilplantede og tage sig ud på fordelagtigste måde, så haven kan gøre så godt et indtryk som muligt – og selvfølgelig synes han også, at det er pænere nu med de fyldte krukker.
Den ene slags var dog en fejl. Det var en, jeg ikke havde set før, den var særdeles nydelig, så jeg købte den i tre blå nuancer og satte i den store, blå krukke, men den STINKER, gør den, så den krukke bliver eksileret til den anden ende af haven. Lidt synd, for det er havens flotteste krukke, men den lugt kan jeg simpelthen ikke klare. Jeg troede, at blomster pr. definition skulle dufte og ikke lugte, men der er åbenbart andre end tagetes, der lugter.
Desværre ved jeg ikke, hvad den hedder; det var den eneste, der ikke var skilt ved og jeg glemte at spørge ved kassen.

Lige nu synes jeg det ville være fuldstændig fantastisk med sådan en Snowdrop Walk! Hvor er man dog utaknemmelig …