Hos Mommer

6. september 2018

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , , ,

Lady Emma HamiltonHjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Lady Emma HamiltonHjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.


Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Reklamer

28. maj 2018

Er det ikke temmelig selvmodsigende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

Altså … hvis man vil have bunddækkende roser, virker det så ikke temmelig tåbeligt at stamme dem op?

image

Rosen kan såmænd sikkert godt anvendes enten som bunddække eller som opstammet, men vel ikke på én gang!

Jeg har fået tilbud fra anlægsgartneren om at rydde nogle buske øverst i haven langs hækken, og hvor der i stedet skal plantes en hel masse hvide roser. Jeg tror det kan blive flot, og da hans tilbud var yderst rimeligt, får han tjansen både at grave buskene op med rødder und alles samt levere og plante alle 25 rosenplanter, som han kan skaffe til en brøkdel af den pris, jeg selv skulle have givet for dem. Også selv om de ikke skal være opstammede.


1500 gram lupinkronbladeSådan ser 1500 gram lupinkronblade ud.
Jeg har rundt omkring på nettet – især på USA’ske blogge – set både flotte blålige, næsten rent turkise eller grøngråblå farver, hvis man alene bruger lupinernes kronblade til at farve garn med. Inkluderer man stænglen, kommer vi fluks over i det gule eller gulgrønne, hvilket vi på ingen måde har problemer med at få på anden vis.
Det var heldigvis nemt at få kronbladene af ved at køre med hånden ned langs stænglen.
Suppen har kogt og står nu og køler af til i morgen. Den er ikke specielt koncentreret blå eller blågrøn, på trods af den store blomstermængde i forhold til vandmængden, så jeg er ret spændt på, hvilket resultat der kommer ud af det i morgen, når jeg får puttet noget garn i gryden.

I Sverige vokser der lupiner i titusindvis i vejkanterne, så jeg havde ingen skrupler over at klippe en hel masse og tage med hjem. Man kunne ikke engang se, at jeg havde taget nogen der, hvor vi valgte at standse for at forsyne os.

Lupiner lupiner

18. maj 2018

Blandede bolcher

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

17 maj 2018Den pool, som børnene friske og frejdige badede i, da vi var i England, var dengang sølle 16°, og jeg skulle absolut ikke nyde noget!
I dag har Tim sendt et billede af den, ledsaget af kommentaren, at nu har vandet rundet 28°. Jeg kom til at svare, at så var det søreme næsten varmt nok selv til mig, men har muligvis skudt mig selv i foden, for han skrev tilbage, at I’ll hold you on to that!
Nå. Vi kommer sikkert først derover igen til jul, og til den tid behøver jeg nok ikke at være nervøs for at blive holdt op mod mine egne ord …

Apropos vand, så har vi i dag haft havgus. På Præstøfjorden! Det mindes jeg ikke at have set før, men hvorfor ikke? Det må der vel have været, for det er jo trods alt vand, selv om det er småt. Det var så heller ikke ligefrem den tætte havgus ved Vesterhavet, jeg har læst om, men ikke oplevet, at man kan miste orienteringen i – men den var der!

P1020282P1020284

Når nu jeg alligevel havde kameraet fremme, kunne jeg lige så godt snuppe et par billeder af mine blå kornblomster – selv om de er smukke, har vi for mange af den – de gror overalt, både hvor de må og hvor de ikke må.
Jeg fik til gengæld ikke taget nogen billeder af de mange tusinde bramgæs, vi har set på træk de seneste par dage. Vi går ud fra, at det har været de samme [slags] gæs, som Farmer har set – jeg vidste ikke, at der var nogen, der trak så sent … gik naivt ud fra, at de alle havde så vældig travlt med rugning eller yngelpleje på dette tidspunkt. Skal de højt mod nord, hvad de åbenbart skal, er der selvfølgelig nok først ved at blive varmt nok nu – vi gik bare og undrede os lidt, indtil jeg læste Farmers indlæg.
Det har været utrolig flot at se de mange kæmpestore træk med flere hundrede fugle i kileformene – de fyldte næsten hele himlen sommetider.
Og de mangler bestemt ikke samtaleemner, de gæs!

P1020291

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

14. april 2018

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

14. marts 2018

Katastrofeturisterne fik i stedet en snowdrop-tour

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

Vejret tegnede nogenlunde tilforladeligt i morges, så vi kørte en tur ud i de sydsjællandske og lolland-falsterske landskaber for at se på rigets tilstand vandstand. Det var heldigvis ikke så slemt – i hvert fald så vi ingen steder, hvor det var mere kritisk end på billedet herunder. De har dog nok lidt fugt i kælderen, men det var synligt sunket, da vi kørte forbi igen efter små seks timer.

2018 14 maarts efter megen sne (1) 

Nede ved Ålholm slot ved Nysted var der meget vand, men de træer så nu ud som om de havde stået under vand i meget lang tid.

2018 14 maarts efter megen sne (9)

Et sted så vi vand fosse ovenud fra et sted, hvorfra der normalt ikke kommer vand.

2018 14 maarts efter megen sne (3)

Flere steder så vi pænt store arealer med vintergækker, dog ikke store nok til at kopiere englændernes koncept med snowdrop walks (den er i hvert fald hurtigt overstået), men vi talte om at udforske Danmark lidt mere og så på et tidspunkt udgive en guide med forslag til en biltur: A Snowdrop Tour with Mrs & Mr Nielsen.

SnowdroptourSnowdroptour (3)

Her var der virkelig mange – det var næsten helt englandsk at se på – et dejligt syn.

Snowdroptour (2)

Især den sidste store klynge her på nederste billede overraskede mig – det var nemlig ikke vintergækker, men dorthealiljer. Så mange har jeg aldrig set samlet på én gang før – heller ikke i England.

Da vi havde rundet Maribosøerne og det smukke Søholt, vendte vi næsen hjemover, og tænk, det passede lige med, at jeg som tak for chaufførskabet kunne give en frokost på caféen på Borgcentret i Vordingborg. Der har vi spist to gange før og er endnu ikke blevet skuffet.
Frokost på BorgcentretDet blev vi heller ikke i dag; det var atter en gang dejligt, hjemmelavet, lækkert og veltilberedt.
Da vi fik vores tapastallerken, var der ikke noget vesterhavsost på, hvilket jeg bestemt mente, der havde stået på menukortet. Da jeg spurgte efter det, kom der et løftet øjenbryn, en beklagelse og et jeg vender straks tilbage!
Få minutter efter kom kokken ud til os med en gedigen portion vesterhavsost og næsten et halvt brød.
– Det må I søreme undskylde – der var jeg vist lige hurtig nok til at lave den tallerken.
Vi forsikrede hende om, at det naturligvis var helt i orden … jeg tror faktisk, vi fik dobbelt så meget ost på den forglemmelseskonto.
Sådan kan man få en ellers dødkedelig og grå onsdag til at gå på bedste vis.

17. februar 2018

En mini-snowdrop walk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

Mini-snowdrop walkI dag fik jeg endelig beskåret vinen i drivhuset. Det skal vist helst gøres i januar, lige efter nytår. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke finde en god forklaring på, så jeg regner med, at midt i februar også er i orden.
Omme bag bådehuset, et sted vi ikke kan se indefra, men kun hvis vi bevæger ud i haven, står der en masse vintergækker. Så mange, at jeg sagde til John, at vi kan lave vores egen lille snowdrop walk. Den snowdrop walk, som jeg har set så flot i Heale Gardens, men som var aflyst, da John tog med for to år siden for at se den – det var det år, England havde haft det vådeste år i historien, så alle de bedste steder var utilgængelige.

Vi talte om, hvorvidt Heale House & Gardens nogen sinde ville åbne igen for offentligheden, idet de ikke længere var afhængige af entreindtægter som supplerende indtægtskilde. Det er en fantastisk historie: De fandt for få år siden i et loftsrum et ur, som viste sig at være uhyre kostbart. Det blev solgt på auktion og indbragte flere millioner – jeg husker ikke hvor mange, men mener det var over fire millioner pund, så de lidt stramme tider var med ét en saga blot for The Rasch family.

De tanker blev heldigvis gjort til skamme, for Heale House & Gardens har åbent for snowdrop walks igen – i næste uge, faktisk, så det når vi ikke at se i år, men det er rart at vide, at det stadig vil være en mulighed fremover, for de der walks er intet mindre end fantastiske, hvilket vist sagtens kan fornemmes på ovenstående billede. Er der noget at sige til, at man nemt kan blive lidt galanthofil, når man ser sådan et syn i virkeligheden?
Det er lidt en skam, at ingen herregårde eller andre potentielle steder i Danmark har noget tilsvarende.

Galanthofil kommer af det latinske navn for vintergæk. Jeg er måske lidt mere hyacinthofil, for er jeg betaget af vintergæktæpper, er jeg nok endnu mere betaget af de enestående smukke tæpper af bluebells; den direkte årsag til, at vi har lagt årets englandstur i bil i maj, hvor de blomstrer derovre.
Den tid, den glæde. Nu er der kun tre måneder til … vi er hjemme igen fra den tur.
Jo, vi har vores anemoner, og jo, det er bestemt også et betagende syn, når de er fremme, men det syn har jeg nydt i over 60 år, hvorimod de to andre blomstertæpper er et forholdsvis nyt fænomen for mit vedkommende.

30. januar 2018

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

P1010196P1010198

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

P1010248P1010233P1010238

P1010232

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

P1010251P1010212P1010253

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

9. december 2017

Jul på flaske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Nu har jeg vist skrevet så rigeligt om, at jeg endnu har roser udenfor, så nu vil jeg skynde mig at fortælle, at det ikke er roser alt sammen; at jeg også har andre blomster derude, nemlig den lille mamelukærmebusk, jeg købte i foråret. Jeg satte ‘busken’, som i virkeligheden kun var to små pinde, i jorden i april. I maj begyndte den at blomstre, og det gør den endnu! Jeg ved ikke, hvad der skal til for at standse den, men formentlig hård frost – de par minusgrader vi har haft et par gange, ser ikke ud til at have generet den. Vokset er den også – temmelig meget, faktisk, så det har været en virkelig god investering. Okay – hele sommeren var den nærmest helt lyserød af mamelukærmer, men det, der endnu er tilbage, er ret godt gået, synes jeg.
Jeg nænner ikke at gå ud og fortælle den, at det snart er jul …

P1060724P1000637

For det er det jo. Snart jul.
Nede på Knuthenlund havde de en ganske enkel form for bordpynt på deres tre caféborde.
Less is more, som det var meget moderne med en overgang – enkelt, men meget sødt, så jeg stjal ideen, købte to brugte mælkeflasker, som de ‘tilfældigvis’ havde til salg, gik hjem og fik etiketterne af dem, fandt noget andet end mælk at hælde i dem, og vupti: En lidt anderledes og på én gang nuser og rustik juledekoration.
Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvor jeg skulle stille dem, men foreløbig er de endt i vindueskarmen i køkkenet.

P1000643 P1000644

Sådan noget kan jeg ikke selv finde på, men jeg er rigtig god til at hugge andres gode ideer.

7. december 2017

Ikke kun kunstige blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

P1000625P1000627P1000628

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …

7. november 2017

Frosttålende dahliaer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: , ,

Da John stod op i morges, lød hans kommentar, at nu var det nok slut med dahliaerne, for græsplænen og strandengen var hvide. Jeg tænkte, at han vel måtte kunne se, om det var slut – de står jo lige udenfor, hvor han kiggede ud.
Da jeg lidt senere fik maget mig ud af fjerene, kunne jeg konstatere, at ja, frostvejr var det umiskendeligt, men også at dahliaerne stadig så friske og ufrysende ud. Sidste år bukkede de under med det samme under årets første frost, men det må vel have frosset mere, end det har gjort i nat.
Beviset er herunder. Jeg plukkede flere buketter og tog ind, bare hvis nu det skulle være sidste dag, de lever, men resten får lov at stå, så længe de kan – jeg nyder jo synet hver eneste dag, så knoldene bliver ikke gravet op, før de ligger sammenklaskede hen ad jorden.

IMG_8174

Bortset fra det halvkolde vejr, så var det en aldeles vidunderlig og smuk morgen – og dag. Hele dagen.
Sikke et vejr. Det fås ikke flottere, ikke på denne årstid: Høj, klar himmel med kun få skyer i formiddags og helt blå himmel efter frokost. Ikke en vind rørte sig indtil ved 16-tiden, så fjorden var spejlblank det meste af dagen.
Solen stod lavt over fjorden et par timer endnu efter vi stod op, og med morgendisen hængende en rum tid, var der masser af tid til at nyde synet, hver gang, vi kom forbi et vindue.
Har jeg fortalt før, at jeg vist aldrig bliver træt af at bo her? Og at jeg aldrig bliver træt af udsigten over fjorden? At den aldrig er ens to dage i træk?
Nå. Har jeg det? Mange gange før, oven i købet?
Sorry. Dette bliver sandsynligvis ikke den sidste gang af den grund.
Jeg ELSKER stedet her.

image

image

1. november 2017

De sidste havesysler … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Montbretierne skal flyttes, så der kan blive plads til endnu flere dahliaer næste år.
Hvad skal det dog ikke ende med? John er vist lidt bekymret for, at hele haven bliver inddraget til ét stort dahliabed, men det behøver han nu ikke at være – jeg flytter bare lidt rundt på det bestående, så der forhåbentlig kommer lidt mere system i rodet. Ikke fordi jeg er vild med meget systematiske og ligekantede haver, og der er sikkert heller ingen andre end mig selv, der kan gennemskue mit system.
De sidste kartofler er gravet op; det er fint, for vi skal have kartofler i weekenden, da vi får gæster i Sverige.
Alt er faktisk hakket af på min lange efterårs-to-do-liste – man er helt stolt … dog er jeg ikke færdig med de montbretier; jeg har kun forberedt jorden, hvor de skal flyttes hen, de er endnu ikke gravet op og flyttet. Det bliver næste uge.
I dag hev jeg en død rose op med rod und alles fra rosenbedet langs muren. I stedet skulle David Austin-rosen Gertrude Jekyll hen og stå på den ledige plads, men man må ikke plante roser, hvor der har stået roser uden at give noget rosenforbedringsjord som ernæringstilskud. Måske er det noget pjat, men vi kørte ikke desto mindre på planteskolen for at få fat i noget. Jeg vil ikke risikere, at Gertrude dør for mig – hun er så smuk og velduftende.

IMG_6544IMG_6552

Samtidig bestilte jeg en alkymist-rose (den fantastiske rose, vi så på Rønnebæksholm (herover)) og to David Austin-roser (A Shropshire Lady og Tea Clipper (herunder. Er de ikke flotte?)) Førstnævnte kunne han godt få hjem til mig, men de to sidste vidste han ikke, om han ville kunne skaffe.
Så var jeg nødt til at fortælle ham, at jeg sagtens kunne købe dem på internettet, men at jeg helst ville købe dem af ham, for jeg vil gerne handle i hans dejlige planteskole. Så kan han tygge lidt på den, kan han – jeg kan ikke forstå, at hvis jeg kan få fat i dem, hvorfor skulle han så ikke kunne?
Roserne skal stå op ad gavlen på huset. Der har indtil nu stået et espalieret pæretræ, men det giver ikke rigtig noget og har irriteret mig i et par år.
Jeg vil hellere have noget smukt at se på.

A Shropshire Lady  Tea Clipper

John har fjernet pæretræet i dag, hvilket afslørede, at der skal gøres noget ved muren til foråret, for den er bestemt ikke køn. Udgifter, udgifter, udgifter, men samme pæretræ forhindrede, at der blev gjort noget, da resten af husets mure blev ordnet, så nu må det gøres, så snart det bliver muligt.
Men så bliver der også bare SÅ pænt derude.

28. oktober 2017

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

imageDe kvikke af jer vil med det samme gennemskue, at dagens overskrift er en lettere omskrevet udgave af en gammel talemåde.
Udgaven her holder faktisk meget godt. Ganske vist var det dejligt vejr flere af dagene, mens vi var der, men de har fået rigtig meget vand derovre – der var en god grund til, at lastbilen sad fast i deres græsplæne, for der var meget vådt i England.
I Danmark blæser det lige nu. Både ved Den Stråtækte og i resten af landet.
Til gengæld regner det for en gangs skyld ikke …
Og blæsevejret skulle tage til i løbet af dagen og den kommende nat, men heldigvis ser det værste ud til at kravle lige præcis uden om Præstø Fjord.
P1000164Lad os se. DMI har som bekendt ikke altid ret i deres forudsigelser, men hvis jeg nu lader som om jeg tror på dem, så skulle det være ved sekstiden i morgen tidlig, at Ingolf befinder sig tættest på os.
Forhøjet vandstand truer man også med, fordi bælterne bliver fyldt op af alt det vand, som bliver presset ind i dem oppefra, men det skulle ikke nå helt ned til Præstøfjorden. Andre steder på Sjælland og Fyn vil det være slemt.

Alle mine dahliaer er måske ikke ligefrem glade for blæsevejret, men planterne står da endnu alle sammen.
Nogle af blomsterstænglerne var knækkede, da vi kom hjem, så i dag har jeg været ude for at trimme; smide de grimme og døde ud og tage resten af de knækkede plus lidt flere ind i vaserne. At have masser af smukke blomster inde her tæt på november kan jeg godt lige holde ud, selv om det måske ikke passer så fint med den samtidige ild i brændeovnen.

Ikke nok med, at man truer os med blæst og stormflod … på mandag kommer der også snevejr – og selvfølgelig dermed kulde, og hvis det holder stik, er det hurtigt sket med dahliaerne. Det der hvide noget sammen med kulde og frost måtte meget gerne vente en rum tid endnu, for jeg har virkelig mange blomster ude i haven stadigvæk, og dahliaerne er slet ikke færdige med at sætte knopper.
Roser er der også en del af endnu, men de står i læ og vil ikke blive generet af blæsten – sne og kulde vil de dog nok ikke være specielt glade for, så skal vi ikke bare aftale, at DMI atter tager fejl?

6. oktober 2017

Hvis den kommer mens jeg er væk, så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags:

Jeg havde en lille kurv med tre minikaktus i oppe i shelteret, men tog dem ind forleden dag, da jeg ikke regner med, at de kan overvintre deroppe.
De havde, efter en meget lang pause efter om- og udplantningen først på sommeren, endelig taget sig sammen og var kommet i vækst, så nu skal de selvfølgelig også have nogle gode overlevelsesvilkår.
Da jeg ville give dem lidt vand her til formiddag, opdagede jeg, at den ene udvækst ikke var en ny ‘arm’, men en knop!
Sådan en bette fyr går i blomst! Det være en blomst … det havde jeg ikke lige regnet med, men den blev fluks foreviget.
Billedet herunder er ikke ret meget mindre end naturlig størrelse, så den må vist siges at kunne betragtes som værende et barn endnu.
Jeg havde oprindeligt sat kaktusserne i min systue, men nu blev de flyttet ind i køkkenet, fordi John meget gerne må – nej, skal – huske at holde øje med den de næste par dage.
Han har svoret højt og helligt at fotografere den, hvis den skulle være så uforskammet at springe ud, mens jeg befinder mig i Silkeborg.
Det håber jeg ikke, men jeg ved ikke, hvor hurtigt det går fra dette stadie – jeg bliver nok en anelse fornærmet, hvis den ikke kan vente, for hvem er det lige, der har gået og nusset om den hele sommerren? Der er dog desværre ikke rigtig nogen at brokke sig til, hvis den ikke lystrer, og nu har jeg forhåbentlig garderet mig mod helt at gå glip af synet ved at have gjort John opmærksom på knoppen.

P1070334

14. august 2017

Så skal vi lære det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , ,

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Dahlia 2017

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

28. juni 2017

Vi bor tæt på et menneskereservat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Da Ditte og Peter var her i weekenden, legede vi som sædvanlig lokale turistguider og kørte lidt rundt med dem(!) både lørdag og søndag.
Når man kører ad Broskovvej, ad hvilken man også skal finde Oldtidsvejen (som var oversvømmet, da vi var der sidste år), kommer man forbi et menneskereservat. Jeg kender ikke de pågældende ejere af stedet, men de må formodes at have en mening med at skrive således. Man lægger i hvert fald mærke til det. Og undrer sig måske lidt …

IMG_6556 

Vi kørte til Bogø og fik fanget Farøbroerne fra en lidt anden vinkel; vi kørte ind for at hilse på den bittelille færge fra Bogø til Stubbekøbing, som kun sejler i sommerhalvåret, men som vi regner med, at cykelturisterne er glade for, for de må ikke køre på Farøbroerne. Derefter vi kørte videre til Møn, hvor Fanefjord Skov var dagens mål. Ikke af nogen speciel grund, men fordi det altid er godt at have et mål, og vi havde ikke været der før.

IMG_6558IMG_6562

Efter en længere tur ind ad temmelig våde skovveje, hvor bilen blev ganske forskrækkeligt snavset, nåede vi helt ud til klinten, som på denne del af Møn er af ler, og kunne af naturlige årsager ikke komme videre på hjul. Legebarnet Peter fik fluks øje på rebgyngen, hvor man kunne svinge sig helt ud over kanten. Vi andre skulle ikke nyde noget … man kunne også komme nede fra stranden og op her via et reb, men selv Peter opgav på forhånd, da der var så pladret, at han med stor sandsynlighed ville være blevet nægtet adgang til bilen bagefter.
Der var en meget lang langbænk, skåret ud af en træstamme. Ret kreativt.
Fanefjordskoven kunne sagtens blive målet en anden gang, hvor også kaffen eller picnickurven skal med.

IMG_6583IMG_6586

Vi lagde turen forbi Rønnebæksholm, hvor de normalt har en meget stor og yderst velplejet staude/urte/krydderurtehave, men den skuffede lidt denne gang, da der var en del bede, som bare lå hen og fik lov til at gro til med ukrudt. Halvdelen af anlægget var dog stadig nydeligt, og i midten voksede denne fantastiske rose, som jeg desværre har glemt navnet på. Ditte, kan du huske, hvad den hedder? Jeg bliver mere og mere vild med den, hver gang jeg ser billederne, så hvis ikke Ditte kan huske navnet, må jeg jo en tur til Rønnebæksholm igen for at finde ud af det, for den må jeg eje.
Resten af indlægget bliver billedspam af rosen. Jeg er stadig lidt handlings- og hjernelammet efter mødet med ejendomsmægleren. På tirsdag skal vi op og skrive under på kontrakten. Mon jeg kan lade være med at ryste på hånden?

IMG_6542IMG_6543IMG_6550IMG_6554IMG_6545

Er den ikke bare utrolig smuk? Og så dufter den oven i købet!

20. juni 2017

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , ,

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

P1060964 P1060967

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

9. april 2017

Glade sæsonarbejdere i Stevns kommune

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: ,

Vi har haft dejligt besøg af en af Die Drei Mädchen med husbond. De sov her i nat, som mange af vores gæster gør; der er langt hjem for de fleste og det er så dejligt for chaufføren at kunne nyde mere end et enkelt glas af den gode rødvin.
I formiddags legede John og jeg turistguider og tog dem med til bl.a. Højerup for at se kirken, hvis kor styrtede ned i 1928.
Her så vi nede på stranden nogle legesyge geder, som så ud til at hygge sig gevaldigt både med klappende mennesker, hinanden og naturen.
Da vi kom hjem, fandt John ud af, at de lige var ankommet … i fredags, faktisk, og skal ‘arbejde’ her i resten af april for at afgræsse området.
Det er efter sigende de dygtigste naturplejere, man kan forestille sig, og de kan komme til på steder, hvor mennesker ikke kan.
God ide, Stevns kommune!

Højerup (1)

Højerup (3)

Sus og jeg fik øje på nogle små, lilla blomster, som jeg, uvist af hvilken årsag, ikke kan huske at have lagt mærke til før. Ingen af os anede, hvad det var for en, men internettet er jo heldigvis opfundet, så nu har jeg lært en ny plante at kende.
Jeg googlede lilla blomst skov, og vupti, så var den der omgående. Lærkesporen. Det er da nemt – man er ikke engang nødt til at gå hen og hente Dyr og Vækster ned fra reolen mere …
Det er en meget fin, lille blomst, som jeg havde lyst til at plukke en buket af, men jeg var bange for, at den ville nå at dø af tørst inden vi kunne være hjemme og sætte den i vand.
Gule og (selvfølgelig) hvide anemoner var der masser af i fuld blomst, solen skinnede fra en skyfri himmel, nogle af skovens træer stod spinkelt lysegrønne, og det var dejlig varmt i solen på steder hvor vinden ikke kunne komme til.
Kan man forlange ret meget mere af livet? Foråret er bare en skøn, skøn tid, der kun kan gøre en glad.

3. marts 2017

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , , ,

IMG_5867IMG_5876Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.
IMG_5875
Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt IMG_5877med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

21. februar 2017

Endelig sker der lidt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: , ,

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skabes plads og lys til ny terrasse (2)

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

Helleborus i knopHelleborus i knop (2)Helleborus i knop (3)

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

3. november 2016

Den dag dahliaerne døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Så meget for mantraer. Pfft. Ikke fordi jeg troede på den slags i forvejen, og nattens frostvejr har ikke ændret spor på det.
Alt var rimfrosthvidt i morges – taget, græsplænen, blade på træer og buske. Og dahliaerne. Øv.
Nå, tænkte jeg, så er dagen kommet til knoldoptagelse. Da jeg kiggede ud fra køkkenet, så det ud til, at flere af blomsterne kunne klippes af og sættes i vase, men da de kom ind, faldt de helt sammen, de stakkels blomsterhoveder – og det var så sent som i går, jeg tog billedet med de stadig fine dahliaer i det morgenbløde novemberlys.

De sørgelige rester efter den første frost

Var jeg lidt vemodig over, at det var slut med blomsterudsigten for i år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, hvor store knoldene var blevet i sommerens løb. De små og uanselige knolde, jeg satte i foråret, og som alle kunne sendes i en lille papkasse fra England, må have slået vækstrekorder i år. Der ville ikke kunne være to af disse dahliaknolde i den kasse, de sendte mig 21 knolde plus 25 montbretialøg i!

Sugar diamond er voksetP1050003

Til venstre er det Sugar Diamond, af hvilken jeg satte tre tynde ‘rør’ i jorden – de er nu mangedoblet, både i antal og størrelse.
Til højre Carribean Fantasy, hvor der kom otte op af de ti, jeg satte, men med den vækst, de har præsteret, er jeg på ingen måde utilfreds.
Min intensive pasning og gødning har vist givet pote – så meget kan de vel næppe vokse hvert år? Deler man dem bare hårdt og brutalt? Det må man vel kunne gøre … men ikke denne gang.
Dahliaknolde er næsten lige så forskellige under jorden, som de er over den, hvilket tydeligt ses på disse to billeder. Jeg tør dog ikke stole på, at jeg kan huske dem på knoldene, når vi når til, at de skal i jorden næste år, så jeg har printet billeder af alle blomstene, skrevet navn og cirkahøjde på og plastlamineret dem. Disse identifikationsmærker nu kan ligge sammen med de respektive knolde hele vinteren uden at tage skade.

P1050007

Jeg har skyllet knoldene fri for jord, idet jeg regner med, at de så tørrer hurtigere. Nu ligger de og fylder en stor del af fyrrummet, men når de er tilstrækkelig tørre, kommer jeg dem i kasser og stiller dem op på loftet, hvor der gerne skulle være mørkt og frostfrit hele vinteren igennem.
Det er ret spændende, om – hvis de altså overlever vinteren, men det satser jeg på, at de gør – de enkelte planter bliver tilsvarende større næste år. Jeg mener i hvert fald nu bedre at forstå, hvorfor parret, vi besøgte i forbindelse med Haveselskabet, kunne have dahliaer, der var højere end mig. Mit gæt er, at hvis jeg havde taget chancen og ladet dem blive i jorden vinteren over, vil knoldene blive sat tilbage og/eller delvist rådne op, hvorfor de nærmest skal starte forfra hvert år, hvis de ellers overhovedet overlever. Vores bagbo tager aldrig knoldene op – de overlever godt nok, men deres dahliaer bliver aldrig ret store.

1. november 2016

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

P1040975P1040976

P1040696Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

P1040983P1040984

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Gulbæltet slørhat?

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

1. september 2016

Jeg lovede mig selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags:

Dengang vi flyttede ind i Den Stråtækte, lovede jeg mig selv, at der altid skulle være blomster i vase(r) i det køkken, jeg havde ønsket mig i over 30 år: Det store, lyse landkøkken, hvor der er plads til det hele, og hvor jeg bliver glad bare af at træde ind i rummet om morgenen.
Om det er blomster fra haven eller fra grøftekanten er ligemeget, bare det er blomster.
Dahliaen Caribbean fantasy, som jeg ellers ikke er helt tilfreds med (den er for gul), passer tilfældigvis fint i farverne til dinner for two-dækkeservietten, så den er taget til nåde igen. Jeg havde nu heller tænkt mig at smide knoldene væk, men til næste år bliver de sat et andet sted.

IMG_5812

Asters kan fås i et hav af varianter. Nede i strandengene har vi strandasters, som er søde nok, men som ikke holder så længe – det gør disse her derimod; de kan stå i over en uge. Det passer måske ikke helt med dahliaer i vasen med asters, men farvemæssigt er det okay, så når der alligevel skal tyndes ud i bedet udenfor … de skal i hvert fald ikke kasseres, så længe de er pæne.
Og den lille vase med snebær og kobberrosehyben … det er bare fordi de er der. I overflod.
Jeg troede ikke, at blomster ville komme til at betyde så meget for mig, men jeg har lært en del om mig selv i de forløbne tre år – og lidt har det vel også med alderen at gøre; det er andre ting, der betyder noget i ens liv i forhold til tidligere. 
Om vinteren nøjes jeg for det meste med de fine, kunstige blomster, de er så gode til at lave i England.

IMG_5814IMG_5804

Tiderne forandrer sig – da Johns og mit forhold var nyt, fik jeg tit blomster.
“Tak for de første tre måneder”.
“Tak for det første halve år”.
“Tak for vidunderlige ni måneder”.
“Tak for det første år”.
Der stod lidt mere, men det lader vi høre ind under privatlivets fred … kortene har jeg gemt. Jeg faldt over dem forleden dag, smilede lidt over dem og tænkte, at den blomsterfrekvens har godt nok ændret sig drastisk siden dengang … men nu har vi også lige om lidt været gift i 27 år.
Det er ligemeget. Han gør så meget andet, der gør mig glad, og nu har jeg jo selv blomsterne.
Nogle bliver dog ved – Tim slutter sin arbejdsdag på et tidspunkt, hvor gadehandlerne også gerne vil holde fri, så de nærmest smider deres varer efter folk, hvorfor han sommetider kommer hjem med hele favnen fuld af blomster.
Han kommer altid hjem med mindst tre buketter, for Anna var ikke mere end fire år, da hun brokkede sig: “Hvorfor har du altid kun blomster med hjem til mor? Jeg ville også blive meget glad for at få en buket! … I’m a woman too, you know!”

23. august 2016

Det er nødvendigt med understøttelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:08
Tags: ,

I dag var vi på det første besøg i en have gennem Haveselskabet, som jeg lige har meldt mig til. 10.000 m2, stod der i beskrivelsen, selv om de har tre tønder land, hvilket svarer til 16.500 m2, men det passer nok meget godt med, at det er de 10.000, de går og bruger meget tid på.
Sikke en have! Du GOdeste, hvor var den flot.

P1030695

Det første vi så, var æbletræet her, som ikke kunne stå alene – selv med over halvdelen af æblerne pillet af, så resten kunne vokse sig store og stærke.
P1030696P1030715

Umiddelbart for mange sten efter min smag, men i så stor en have – og rundt om så stort et hus – er det i orden. Der er stadig masser af plads til have, så her var det bare flot. De havde langt over 100 krukker med vækster, der kommer i garage om vinteren, sammen med alle dahliaerne. Og med ‘garage’ mener jeg nok nærmest en busremise. Ægteparret var i pensionsalderen, men have og hus lå i Præstøs industrikvarter, så han har haft en virksomhed, hvor der var brug for så stor en garage.
150 dahliaer. Det er mange. Virkelig mange. Hver af ‘buskene’ her er bare en enkelt knold, der blev lagt i jorden i foråret. Nogle af knoldene er dog så store, at “de lige blev hakket over med spaden”, som haveværten forklarede.

P1030699

Mange af dem har en imponerende højde. Desværre kendte ejerne ikke navnene på ret mange af dahliaerne, for disse herover ville jeg gerne have fat i.
Hvad de ikke har i højden, har nogle af dem i blomsterstørrelse – de var enorme, simpelthen – se blot den herunder, der er lige så stor som mit hoved.

P1030711

Nogle af dem ville jeg som sagt gerne have; andre var mere specielle end de var kønne, som fx dem klokken 5, klokken 7 og i centrum i collagen herunder, men alt i alt var det det store dahliaområde et imponerende syn.
Hver nat er fruen ude og klippe dræbersnegle over – foreløbig er de oppe på over 9000 i år. Møgdyr.

Have i Præstø med mange dahliaer

Men altså … godt nok er det lige før jeg går og ønsker mig en større have end der kan blive af de 820 m2 grund, der blev os til del her ved Præstøfjorden, men de 10.000 m2 vi så i dag er trods alt lige meget nok i den anden ende af skalaen. Hele haven var overordentlig flot passet og vedligeholdt – det var tydeligt at se, at det ikke kun var fordi, de viste den frem i dag, at den var så pæn, men den tager al deres tid, og de bliver ikke yngre, som de sagde.
Jeg er sikker på, at vi vil få meget fornøjelse og inspiration af haveselskabet.

20. juli 2016

Wales’ botaniske have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: , , ,

P1030235Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

P1030198

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

P1030195

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

P1030189P1030191

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

P1030129

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

butterfly collage

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

P1030231

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

12. juni 2016

Blomsteridentifikationshjælp ønskes – troede jeg …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:23
Tags: ,

P1020510Det er typisk: Jeg har temmelig mange eksemplarer af en bestemt slags blomst i haven, og jeg har googlet og googlet uden at kunne finde ud af, hvad den hedder. Først troede jeg, at jeg vidste, det var en springknap, og da jeg fandt ud af, at det absolut ikke var en springknap, var jeg helt på herrens mark. Google, google, men Google var for en gangs skyld ikke min ven.

Ikke om jeg kunne finde en, der lignede. Små hvide blomster gav masser af bellis, margueritter, brudeslør, mirabeller, m.m.m., men ingen mage til mine.
Så kom jeg i tanke om mine kloge læsere. Ring til en ven! Mig ud for at fotografere og ind igen for at skrive.
Inden da ville jeg lige google en sidste gang, og … Murphy slår til igen! Inden for fem minutter var den der. Google var alligevel min ven.
Det er matrem. Har aldrig hørt om den før, men det kan vist ikke være andet – og en staude kan man ikke helt tillade sig at kalde den – ikke med den forekomst, den har i min have, men staude eller ej, så bliver den kun pillet op de steder, den generer andre vækster, jeg gerne vil have …P1020509

… fordi jeg synes den er så fin og smuk; her gengivet i naturlig størrelse. Den på øverste billede er 60-70 cm høj, og den er langt, langt kønnere end skvalderkål!
Men tak for identifikationshjælpen … I er så gode, at I hjalp mig til svaret, inden jeg nåede at spørge jer!
Definitionen på ukrudt er, at det er vækster, der forefindes, hvor man ikke ønsker at have dem. Ergo er matrem ikke ukrudt. Ikke hos mig.
Gad vide, hvordan det udtales? Det har nok ikke noget med en mat rem at gøre, men siger man MARtrem (som i ‘marts’) eller MAtrem (som i ‘mage’)?Ordbog over det danske sprog siger det første, men siger også, at ordet ikke længere findes i rigssproget, hvilket må være noget sludder, for Google giver over 400.000 hit.
Så er jeg også blevet klogere i dag – og Praeterea censeo Carthaginem esse delendam. (I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges).
Jeg er så ikke Cato den Ældre, som afsluttede alle sine taler med disse ord. Jeg ved ikke, hvorfor de slog ned i mig i dag og har spøgt som en melodi, man ikke kan få ud af hovedet, men af en eller anden grund er der enkelte sætninger fra latintimerne i 2. real, der stadig sidder fast et eller andet sted i den grå substans, men i øvrigt mener jeg, at jeg gerne meget snart ville kunne sige incipit pluvia!

27. maj 2016

Hvor var det dog godt, jeg fik kræft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: ,

Tænk, at man skulle nå til at sige sådan, og jeg kan jo også sagtens komme med så fjollet en bemærkning, nu hvor jeg er erklæret rask, men hvis ikke jeg havde fået brystkræft, så havde vi ikke opdaget Den Stråtækte og så havde jeg nok ikke lært at nyde livet i så voldsom grad, som jeg gør.
Det er godt nok pragtfuldt og perfekt at være jobstoppet, men jeg er sikker på, at den alvorlige, men nu forhåbentlig overståede sygdom har en stor andel i min livsglæde.
Jeg manglede et par småting og dagens cykletur gik derfor til Præstø. Det var et aldeles pragtfuldt vejr, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile … faktisk hele vejen, så jeg blev helt øm i kæberne af alt det smileri.
Jeg nyder hver eneste dag så meget, at det næsten gør helt ondt indeni en gang imellem. Det kan vist bedst sammenlignes med følelsen man får, når man kigger på sit barn (eller barnebarn) og spørger sig selv, hvordan man har båret sig ad med at frembringe noget så perfekt. 
Jeg vil ikke sige, at jeg nyder hver dag, som var det den sidste, for hvis jeg vidste det var min sidste dag, ville jeg ikke kunne nyde noget som helst!
Men jeg er umanerligt glad og føler mig som jordens mest privilegerede menneske, fordi jeg er rask, fordi jeg bor hvor jeg bor og fordi jeg har en dejlig mand, som siger det samme som mig – “hvad har vi dog gjort, siden vi er så heldige at finde sådan et sted at bo?”

Maj-gøgeurt

Maj-gøgeurt (1)Orkideer har vi oven i købet også. Jeg opdagede dem i dag; de bor nede på strandengene i bunden af fjorden. Masser, masser, masser af dem. Majgøgeurt er jeg kommet frem til, at det må være. Den er vist ikke specielt sjælden, men det er ikke en blomst jeg er vant til at se, så for mig var det noget særligt at få øje på den.
Billederne blev desværre uskarpe, for jeg blev nødt til at bruge kraftig zoom, da der er sat elektrisk hegn op så højt, at jeg ikke kan skræve over det – ej heller kravle under, for der er hele fire tråde, så jeg måtte nøjes med at nyde synet lidt på afstand.
Heldigvis er der ikke sat kvæg ud på netop den mark endnu – det ville da også være synd, hvis de skulle trampe alle de smukke orkideer ned.

Nu vil nogle af jer måske spørge, at hvis jeg går rundt og er så pokkers glad altid, hvorfor brokker jeg mig så over alt muligt? Dårlig stavning og grammatik, tåbelige politikere (dog ikke så meget her på bloggen – den skal forestille at være relativt upolitisk), og meget andet. Jamen det er simpelthen en del af min livsstil, tror jeg … jeg elsker at brokke mig!

Lidt lige som en hypokonder: Han har det også kun godt, når han har det skidt.

10. maj 2016

Så kan vi roligt tage op og male …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

P1020095P1020099

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

14. april 2016

Hvorfor mon de valgte Grundtvigskirken?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

Bispebjerg og Grundtvigskirken (12)Bispebjerg kirkegård er blevet et nærmest nationalt tilløbsstykke de sidste par år. Jeg har aldrig været der og for to uger siden anede jeg ikke, at der var en kirsebæralle der. Det kunne Inge fortælle mig, og i dag var vi inde for at se den. Ikke i det bedste vejr, men på den anden side: Jo mere sol, jo større kontraster, så hvornår er det bedst? Hvis ikke man vil fotografere, er det selvfølgelig bedst i sol, men jeg tror ikke, det er mange, der ikke lige selv skal med på et billede herfra (bortset fra John og mig!).
Vi var også klar over, at de endnu mangler et par dage med sol for at nå deres maksimum, men vi var enige om, at i weekenden skulle vi i hvert fald ikke ind på den kirkegård – bare i dag, på en almindelig torsdag ved middagstide, var der mange mennesker.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (7)

Og jo, det var bestemt flot, men jeg var såmænd lige så betaget af resten af kirkegården, som jeg hellere vil betegne som en ret stor, meget smuk og særdeles velholdt park; med klippede buske og træer og mangeartede gravsteder, fordi der bl.a. er en russisk afdeling. De har en lidt anden tilgang til gravpladser end vi har, og om du og jeg synes om det eller ej, er ligegyldigt, når det er sådan de vil have det. Jeg synes nu godt om det.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (4)Bispebjerg og Grundtvigskirken (11)Bispebjerg og Grundtvigskirken (16)

Jeg hoppede engang, da jeg så skiltet med Lyra. Hvordan passer det lige med en kristen kirkegård? På den anden side dumper man jo ikke bare ateister i havnen eller på lossepladsen; faktisk skal de (vi) begraves på en kirkegård, så det er fint nok, at man kan få tildelt et sted uden religiøse symboler.
Vi gik en lang tur og nød det, mens vi talte om at tage herind, når alt er sprunget ud – det må virkelig være spændende med alle de vækster.
Hende med det blå hår gjorde sig selv til en seværdighed – der var andre end mig, der diskret tog billeder af hende. Man taler om ældre damer med blåt hår, men hvis mit hår var kommet til at se sådan ud, havde jeg nok brokket mig en kende, mens den unge dame her så ganske tilfreds ud med sit udseende.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (19)Bispebjerg og Grundtvigskirken (20)

Nu gik turen over til Grundtvigskirken, som jeg heller aldrig havde været inde i. Det er en smuk og uhyre enkel kirke. Katolikker ville nok tage sig til hovedet over al denne enkelhed, men jeg var betaget.
Her blev mine forældre gift for næsten 65 år siden. Uden det af den grund var det store bryllup – min mor var ikke engang hvid brud.
Det var ikke fordi “det hastede”, som man kaldte det, for jeg meldte først min ankomst 15 måneder efter brylluppet.
Jeg har et par gange spurgt dem hvorfor de valgte denne kirke og hvorfor der ikke var noget ‘rigtigt’ bryllup, men har aldrig fået et brugbart og ikke svævende svar, hvilket i sig selv er underligt.
Jeg har et gæt, men jeg finder aldrig ud af sandheden. Min mor var ung pige i huset på gården, som mine farforældre havde, og som min far overtog ved farfars død i 1952. Mine morforældre havde absolut intet at rutte med, og dengang var det almindelig skik og brug, at brudens forældre betalte brylluppet. Det har de ikke kunnet, så måske derfor blev det et særdeles lille bryllup. Men jeg ville stadig meget gerne vide, hvorfor de lige valgte denne kirke, da ingen af dem havde nogen forbindelse til dette sogn.
Jeg har også en fornemmelse af, at mine farforældre ikke helt billigede, at tyendet rendte af med gårdens arving … dette har jeg aldrig fået bekræftet, men jeg ved, at mor havde sit hyr med svigermor indimellem, og at livet derfor ikke altid var en dans på roser for hende.

24. februar 2016

Piedestal-kompromis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: ,

IMG_5543Kræmmermarkedet i Lov viste sig at være kæmpestort – De Blå Haller i Haslev er muligvis større, men i givet fald ikke meget, og på markedet i Lov har man gjort det noget mere indbydende at bevæge sig rundt, og der virker til at være renere end i Haslev. Vi skal derned igen om ikke så længe, for vi løb det hurtigt igennem … jeg skulle bare kigge efter den piedestal, jeg var ude efter, og det var desværre hurtigt overset, lige hvad den slags møbel angår. Der var kun to, og de stod hos den samme stadeholder. Den ene var alt for stor og bastant til vores små stuer, så jeg tog den anden. Jeg havde ellers forestillet mig den se anderledes ud, men nu blev det sådan.

Den bliver malet hvid, hvilket jeg næppe ville have gjort, hvis piedestalen havde været af den slags, jeg var ude efter, men i dette tilfælde generer det mig ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke ødelægger en eller anden uvurderlig antikvitet ved at give den en omgang maling.
Jeg er også klar over, at jeg næppe finder uvurderlige antikviteter på et kræmmermarked, men nu havde jeg fået en ide om hurtigt at finde et eller andet til den nærmest vildtvoksende novemberkaktus, så jeg tog simpelthen det første, det bedste, jeg kunne finde, for mine ideer skal helst hurtigt føres ud i livet.

Og så er den da heller ikke værre – den bliver måske oven i købet helt nydelig at se på, når den er blevet hvid? Den er meget spinkel, men den anden piedestal, som damen havde, var netop en alt for bombastisk udgave, så jeg er heller ikke helt nem at stille tilfreds. Det øverste af den kommer man ikke til at kunne se voldsomt meget, da P1010077novemberkaktussen vil skjule det og bare vælde ned. Måske …
Her ses, hvordan jeg allerede har været nødt til at klodse den op, hvilket ser ret fjollet ud. Den er også alt for stor til det vindue … den er for stor til alle vores vinduer, og jeg nænner ikke at smide den ud, bare fordi den fik vokseværk.
Om en måneds tid får den en endnu større potte – jeg har nemlig givet mig selv det projekt at se, hvor stor jeg kan få sådan en novemberkaktus. Det er bare ærgerligt, at den kun er rigtig pæn i et par uger om året, hvor den til gengæld er meget smuk; sidste jul havde den fuldstændig pakket sig selv ind i flere hundrede røde blomster.
Nu sætter jeg den helt bogstaveligt op på en piedestal – og lidt af vejen. Så kan den få lov til at komme ud på en mere synlig plads, når den igen får blomster.

Næste side »

Blog på WordPress.com.