Normalt har vi ikke tidevand i Præstøfjorden

Da det blev lyst i morges, kunne vi se ud på et pragtfuldt vejr: Blå, blå himmel og ikke en vind rørte sig.
I noget over en uge har vandet i fjorden været så langt væk fra os, at vi følte vi kunne tage fugleflugtslinjen til Præstø uden at få våde fødder.
Det undrede vi os ikke over, for vinden kom fra vest, som er den side, der blæser vandet ud af fjorden.

Hvad vi derimod undrede os over i morges var, hvor højt vandet stod. Det gør det normalt kun med – eller efter – en kraftig østenvind, men det var som sagt vindstille og det havde ikke blæst i løbet af natten.
Det er ikke alt, man skal forstå, men meget ekstra vand var der, og et smukt syn var det også, selv om det var tæt på at nå helt op til vejen.

Vi talte om det i nørkleklubben, hvor jeg var i dag. Flere havde bemærket den høje vandstand, men ingen, heller ikke de ‘indfødte’, som har boet her altid, kunne give mig en forklaring på fænomenet, men Østersøen må have skvulpet.

Apropos nørkleklubben, så fik vi lidt statistik i dag, som lederen havde fået tilsendt:
Vi er 5350 nørklere i Danmark, fordelt på 230 nørklegrupper i 185 afdelinger. Det er mange.
Så mange, at vi har præsteret at kunne sende bogstavelig talt tonsvis af tøj til Ukraine og Hviderusland:

Og jo, jeg har set trykfejlen i tallet nederst til højre …
Man kan ikke forestille sig – jeg kan i hvert fald ikke – hvor meget tøj det er, men alene det til Ukraine fylder to containere, hvilket sikkert kan give jer et indtryk af mængden. Jeg har det lidt skidt med, at det er gamle sovjetiske unionsrepublikker, der har brug for al den hjælp. Det skaber en slags link til brokkerierne over de ultrarige, jeg skrev om i indlægget før dette. Mange af disse ultrarige er netop russere, men ingen af dem føler åbenbart, at det er en god ide at hjælpe dem, der engang var en del af dem selv, så at sige.
Så enkelt er det naturligvis ikke, men mon ikke man forstår min tankegang?

Min handyman

Når man plantefarver, skal garnet være i fed og ikke i nøgler. Det er dog hændt, at jeg af ren og skær dovenskab har smidt garnnøgler i farvebadene. Det er også gået godt i de fleste tilfælde, selv om al sagkundskab fortæller mig, at garnet ikke vil blive farvet inde i midten.
Det er heller ikke et problem, når garnet købes ind som fed – og så alligevel, fordi sådanne altid indeholder 100 gram, og nogle gange ønsker jeg kun at farve 50 g ad gangen.
Dvs. at enten skal jeg dele et fed i to, eller også skal jeg have et garnnøgle vundet op som fed.
Det er lidt besværligt. Jeg har en garnvinde, men den kører ikke af sig selv, så jeg skal stå og føre hjulet rundt med en finger, hvilket ikke er sjovt, når det drejer sig om mere end et par nøgler, hvad der oftest er tilfældet. 
Det er en garnvinde herunder til venstre … som I måske kan forestille jer, kan den ikke umiddelbart automatiseres, så jeg står der og får ondt i fingeren og hold i nakke og ryg, når den skal betjenes med det modsatte af det egentlige formål, som jo altså er at forvandle fed til nøgler.

For at vinde garn på fed skal man bruge en garnhaspe. En googling førte ikke til noget – jeg kunne ikke finde nogen til salg nogen steder.
Så fortalte jeg John om mit problem og viste ham et billede af en garnhaspe.
Den skulle han lige tygge lidt på, men det varede ikke så længe, inden han kørte efter nogle lister – og denne gang løj han ikke for mig, men kom vitterligt hjem med liste og rundstok.
John forsvandt ud i værkstedet en halv times tid og vendte retur med indretningen på billedet til højre.
Den fungerer perfekt. Den lange af de fem rundstokke er håndtaget til at dreje den rundt med – nu kan jeg bruge hele hånden og ikke kun en finger ad gangen.
(Hvis man ikke skulle være inde i terminologien, er det fra venstre mod højre hhv. et nøgle, et fed og en cone garn.)
Det eneste, der viste sig at mangle, var et øje til at styre garnet, når det vikles af en cone som den på et af de små billeder. Når der kommer lidt fart på, har det nemlig en tilbøjelighed til at brede sig mere end rundstokkene er lange.
Det blev klaret med en øsken på en pind. Hvor svært kan det være? Det hele er sat fast på bordet med vingeskruer og er derfor nemt at afmontere, når det ikke er i brug.
Hurra for min handyman.

Hvad jeg har i tørremaskinen? Det er æbler. Ungerne elsker tørrede æbler og spiser det som slik.

Der er køligst indenfor

Så rundede vi de 30 grader, også herude ved vandet. Nu er der behageligst at være inde i huset; ikke engang ude ved min yndlingsplads på terrassen foran huset er der til at holde ud at være i dag. Oppe i shelteret ville man begynde at koge inden for ganske få minutter, og terrassen bag huset er først god ved aftensmadstide.
Jeg er stadig nordbo, og jeg har svært ved at vænne mig til, at temperaturen har rundet 26° allerede inden jeg står op. Det er lige før – men også kun lige før – jeg ønsker, at vi var var blevet i Norges 3°, men det er så alligevel for meget i den anden grøft, må jeg indrømme.
Endelig i går lovede DMI noget regn, der kunne batte bare en bette smule, her i løbet af lørdag-søndag, men det har de pillet af prognosen igen. Sådan synes jeg det går hver gang, de lover lidt væde fra oven.
Jeg overvejer seriøst at pakke en masse isterninger ind i et håndklæde og så binde det om hovedet som en turban.

Vi kørte en tur til Hesnæs på Falster i dag, fordi vi ville se deres sommermarked, hvor der var forskelligt kunsthåndværk at se på og købe, hvis man skulle have lyst til det.
På vej derned kom jeg til at tænke på Farmer, da jeg så vandvognen herover, som man for en sikkerheds skyld havde anbragt på marken, hvis der skulle komme en gnist fra mejetærskeren. Den slags kan landmanden hverken forhindre eller gøre for, så der er ikke andet at gøre end at være forberedt på, at det kan ske.
På vores vej hjem blev vi overhalet af et par brandbiler lidt nord for Vordingborg, og vi kunne da også se røg lidt længere væk.
Skræmmende, altså … vi ser/hører næsten daglig brandbilsudrykning, men har heldigvis endnu ikke hørt om omfattende skader.

Herover et par kig fra det lille, men hyggelige marked. Det bølgede, grønne og hvide sjal på væggen blev kaldt Linnea, men ved en googling finder jeg intet, der minder om det. Er er nogen af strikkerne, der kender det og ved, hvor jeg kan hente/købe opskriften? Jeg synes ikke, jeg ville spørge hende, der havde det til salg …
Jeg købte fire ting dernede, bl.a. noget trædrejerarbejde, men det er altså fjollet at købe noget strikket eller syet, når jeg selv laver så meget af den slags, så det lod jeg stå og nøjedes med at beundre værkerne og få en sludder eller to med fremstillerne.

Et mini-sykursus, der intet har med Halloween at gøre …

Dette har intet med Halloween at gøre, selv om farverne (som i øvrigt er aldeles umulige at få kameraet til at gengive korrekt) kunne tyde på det. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg er blevet stærkt inspireret af de fantastiske farver både i USA og herhjemme.
Først kigger man på Shabby Fabrics nyhedsmail og ser, at de har laserskårne ahornblade. Pre-fused (= med strygelim) og dermed lige til at gå til. Ned i indkøbskurven med 2 x 12 i de to største størrelser. Ligeledes sættet med syv FQs i herlige, varme efterårsfarver. Vente, vente, vente på forsendelsen fra USA. Den kom forholdsvis hurtigt, og toldvæsesnet opdagede ikke noget.
Skitseprocessen begynder. Det tog nogle timer, en masse tegninger og en nat, inden jeg besluttede mig for, hvordan de skulle se ud. Altid godt at sove på beslutningerne.

Der skæres. Af de afskårne strimler skar jeg 7,5 x 7,5-kvadrater, som blev syet sammen til strimler med seks 6 x 6-kvadrater. Disse skal indfældes i venstre side; hele tiden med det kvadrat øverst, som er mage til det store stykke stof, jeg har skåret seks af. Dermed bliver der seks forskellige, men alligevel ens dækkeservietter.

Nu skal bladene stryges på. Placeringen bliver målt ud på millimeter – der er kun ét skud i bøssen, for når de er strøget på, kan de ikke komme af igen.
Nu maskinapplikeres de på. Jeg tog et billede af indstillingen, så jeg kunne være sikker på at få alle seks med ens sting, selv om jeg skulle blive nødt til at slukke symaskinen (hvilket nulstiller den – og jeg har aldrig gidet sætte mig ind i memory-funktionen). Jeg var også nødt til at ofre et blad på at sy en øve-en for at være sikker på, at jeg havde styr på det. Det havde jeg. Næsten.
Jeg ville ikke applikere med tætte zigzagsting – vidste, at det kunne jeg ikke gøre pænt nok, så jeg valgte symaskinens tæppesting, som er ret god til patchworksømme. Det var sværere end jeg troede at få spidserne pæne – jeg var hele tiden nødt til at have tjek på stinget, hvilket blev til et lille mantra: venstre-højre-ned-venstre-højre-ned … dette sad jeg og gentog hele tiden på alle seks blade, for det kunne ikke nytte noget, at maskinen tog næste delsting mod højre, hvis jeg stod helt ude i en spids. Det tog sin tid og smuttede kun et par gange …

Da jeg endelig var færdig, så bladene forkerte og halvfærdige ud, så jeg syede ribber og stilk på. Det hjalp – bortset fra, at jeg virkelig er en klump til det med tætte zigzagsting. Der er godt nok plads til forbedring her, men den slags kan ikke pilles op igen uden at ødelægge stoffet, så jeg må desværre leve med den grimme stilk. Ribberne blev heldigvis okay.

Derefter stryges volumenflies på og der maskinquiltes. Her er nøjagtighed i højsædet – én millimeters unøjagtighed skriger til himlen. Slutstinget, inden man vender, skal sidde lige i … ikke i øjet, men i hjørnet mellem tre sammensyninger (venstre billede) og ikke 3/4 mm ved siden af (højre billede). Det er nok kun mig selv, der opdager de fire smuttere, jeg lavede, men ikke desto mindre irriterer det mig, når det sker! 
Til sidst monteres bagsiden; der vendes, stryges og kanten stikkes. Vupti: Seks efterårs-dækkeservietter er produceret. Det tog kun omkring 14 timer … 
Og så forestiller ‘nogen’ sig, at man kan leve af at sy den slags ting og sælge dem. Hvor meget skulle de koste, hvis jeg skulle have to dages løn for seks dækkeservietter? Omkring 300 kroner stykket, selv om jeg kun under mig en månedsløn på 20.000 kroner – inden skat. Det er mildt sagt urealistisk.
Men pyt – jeg skal ikke leve af det, jeg synes bare, at det er sjovt at sy.

Den næstsidste dag på Thurø – måske med skybrud i vente

Vi vågnede op til dejligt vejr, men alle vejrudsigter hævder hårdnakket, at vi får masser af regn i eftermiddag.
Det var derfor med at komme af sted, inden vi risikerede at drukne.
I dag blev det Troense på Tåsinge, hvor vi gik en tur byen igennem; derefter til Langeland for at kigge nærmere på Rudkøbing; til sidst, på anbefaling af Kong Mor, et besøg i Momses Stuer (på Langeland), hvor ALT er til salg. Også hundehvalpen, men den kostede ½ million € …

Troense var ren idyl – men det vidste vi godt; skulle bare studere den lidt nærmere. Herunder ses veteranfærgen Helge, som vi var ude med i onsdags, på vej tilbage til Svendborg.

I Rudkøbing købte vi fire slagter-håndmadder, som vi indtog på en parkeringsplads på vej ud til Momse. Eller (måske?) rettere Momses datter, som var en sød og snakkesalig kvinde ved navn Lisbeth, som vi endelig skulle hilse Kong Mor fra i aften, hvor vi er blevet inviteret op til møllen, hvilket vi naturligvis glæder os meget til.

Troense har en gammel skole fra 1790 “Til nyttige kundskabs udbredelse blev denne skole op bygt”.
Det var vel sagtens gældende for skoler generelt, vil jeg nok sige, men jeg synes det er sødt, at tidernes forskellige ejere har ladet skiltet blive hængende over døren.

Hos Momse faldt jeg over en gammel hæklebog. Hvor gammel ved jeg desværre ikke, men den er fra før 1948, kan jeg se på ‘aa’ og store navneords-begyndelsesbogstaver. Vi stod og beundrede forsiden, som er præget; med ophøjede blonder og det hele … noget som næsten ikke ville kunne laves for penge i dag. Det kan godt fornemmes på billedet; i hvert fald når man ved det.
Jeg har ledt efter sådan en bog længe, for gæt lige, hvem vi kender, der bor i England i et gammelt hus fra 1410, og hvis husmoderlige halvdel godt kunne tænke sig fine, gammeldags, hæklede hyldeborter i køkkenet?
Det rigtige gamle DMC-garn havde Momse også et enkelt nøgle af, så nu skal der hækles hyldeborter, skal der. Jeg har også selv en del nøgler fra gården, som jeg ikke nænnede at smide ud. Det var godt, jeg ikke nænnede det … det var min farmors hæklegarn. Hun vil glæde sig i sin himmel over, at det omsider nok bliver brugt.

Hos O.O.E. Hæklegarn ville man gerne være helt sikker på, at salg af både opskrifter og garn blev i familien  … hvis man lod sig “paanöde et andet, mindre værdifuldt Mærke”, blev det sandsynligvis ikke rigtigt, og ens anstrengelser åbenbart nærmest forgæves …

Til sidst et lille stemningsbillede fra en ‘baggård’ i Rudkøbing.

I skrivende stund er det begyndt at regne … der skal være fest på campingpladsen i aften, så ‘lejerchefen’ og en flok mandfolk var i formiddags i fuld sving med at sætte pavilloner op. Rigtig god ide, hvis det skulle blive skybrud.
Vi er ikke misundelige; tværtimod er vi meget glade for, at vi slet ikke er på pladsen, for vores alternativ er helt klart langt, langt bedre, men det ved de selvfølgelig ikke, de stakler.