Gavnø

Sidste dag med sommervarme, siger meteorologerne – der var derfor i dag den passende dag til at se tulipanerne på Gavnø.

Da jeg stod og tog dette billede af slottet, kom baronen himself i sin bil. Han standsede og gjorde os høfligt opmærksomme på, at vi nok holdt en smule uheldigt lige der.
“Vi ‘holder’ ikke – vi kunne jo se, at du kom i bilen, og da broen er for smal til os begge, standsede vi for at lade dig komme over. Og benyttede os såmænd bare af den lejlighed at fotografere dit smukke slot fra denne vinkel.” (Underforstået: Vi ved sgu da godt, at vi ikke skal parkere her!”)
Men absolut pænt og høfligt fra min side; han tog det i den ånd, det var afleveret, smilede stort og ønskede os et godt besøg i parken.

Som selvfølgelig bugnede af alverdens tulipaner. Der er dem, der er sjove at se sådan et sted, og så er der dem, jeg ville have hjemme i min egen have. Ovenstående hører til første kategori. Umiddelbart synes jeg, de gør et alt for pjusket udtryk – de ser temmelig rodede ud, faktisk.
Når det kommer til tulipaner i haven, er jeg virkelig traditionel og kedelig – de skal simpelthen bare ligne go’e, gammeldags tulipaner, og den der fik både Johns og min stemme på Årets tulipan (Johns, fordi han ikke gad udfylde stemmesedlen. Det koster …), var en flot, rød Pretty Woman.

På Gavnø har de en søslange. Godt nok ikke i søen, men denne gestalt slangede sig lige ved siden af søen.

Stenhårde bænke og sjove undersættelser … jeg ville nok ikke have tænkt på at oversætte bjerggeder til tamme dyr …

Alt i alt var der selvfølgelig ganske nydeligt.
Turen hjem tog vi via de små veje, gennem bittesmå landsbyer, som nogle gange bare bestod af tre-fire huse, men som alle uden undtagelse lå i naturskønne områder.
Sydsjælland ER bare smukt. Der burde man overveje at tilbringe sin alderdom … husene er jo til at betale for almindelige dødelige. Ikke ligefrem noget minus at tage med i sine betragtninger.