Hos Mommer

13. maj 2019

En engelsk kanal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:05
Tags: , , ,

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

P1020865vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

P1020875

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

P1020876P1020881P1020895

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

P1020878

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

P1020894

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

P1020908

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

P1020901

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

P1020913

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

P1020870

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

Reklamer

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

23. februar 2019

Det var fantastisk mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

P1040220P1040221

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

P1040222P1040223

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

P1040224P1040231

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

P1040232P1040235

P1040237

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

18. februar 2019

Familie, familie, familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:54
Tags: ,

I går var hele familien her. Næsten … vi manglede faktisk otte. Fem er på Sri Lanka og to var på arbejde. Tre, hvis vi regner Rune med, for han arbejder 11 uger ad gangen som maskinmester i Mærskflåden og er altså ude for tiden.
Vi var derfor kun 14, men de/vi 14 kunne uden problemer snakke for alle 22!
Det var smadderhyggeligt, men vi var lidt trætte i morges, så dagen i dag har stået på ren afslapning med kun en tur til Sibirien, hvor vi gik en tur langs den dejlige strand i det skønne vejr – som vi vist også skulle nyde ekstra intenst i dag, for det forsvinder åbenbart snart for os igen for en periode.
Det er en perfekt strand, fordi der, udover selve stranden, vokser træer helt ud til vandet, så for hver få hundrede meter er der et nyt, væltet træ, der helst skal studeres oppe fra den vandrette stamme – nogle mere udfordrende end andre …

P1020312P1020334

Jeg har slet ikke tid til internettet, men det overlever nok uden mig for en kort periode.
Der kom dog lige en pause for mit vedkommende, mens englænderne prøvede det nye spil, Carcassonne, som jeg havde købt til børnene. Det viste sig at være et solidt hit; de havde ikke spillet det ret længe, før Anna spurgte, om de måtte få det med hjem, og selvfølgelig må de det. Det var såmænd også meningen med det, for når de er her så sjældent, skal jeg ikke gemme spil, der er aldersrelaterede. Hvad det måske i virkeligheden slet ikke er, for forældrene syntes også, det var sjovt at spille – det handler meget om strategi, så vidt jeg kunne forstå.
Der lå nu også en del research bagved, inden jeg fandt frem til netop dette spil, som oven i købet kan udbygges, så hvis det bliver ved med at være interessant, skal jeg have bestilt overbygningen til det.

P1020340

29. december 2018

Hverdag igen … næsten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Vi er hjemme igen efter en næsten planmæssig rejse. Tim havde advaret os om, at de engelske tog af en eller anden grund ikke rigtigt er gearede til andet end arbejdsdage. I ferier og på helligdage går der beklageligt ofte noget galt. Da vi skulle hjem i forgårs, kunne vi på strækningens online-opdatering læse, at toget var forsinket ni minutter, hvilket vi ikke syntes lød særlig slemt, så vi kørte afsted til tiden, for familien skulle videre til Bath og kunne bare sætte os af – vejret var jo godt. Inden der var gået fem minutter på turen til stationen, opdateredes igen: Nu var det 20 minutter forsinket. Lidt øv, men pyt. Englænderne satte os af, men nu var toget 40 minutter forsinket. Hvordan man på cirka 15 minutter fïnder ud af, at toget går fra at være forsinket fra 9 minutter til 40 minutter, forstod vi ikke – og kort tid efter øgedes forsinkelsen oven i købet til 49 minutter. Vi var glade for, at vi havde rigtig god tid til at nå vores fly.
Det blev dog ved de 49 minutter, men da toget så langt om længe ankom, var det proppet som et københavnsk S-tog i den værste myldretid, og vi var mange, der skulle med fra Pewsey, som var sidste stop inden Reading, hvorfra vi, og sikkert også mange andre, skulle videre til Heathrow og nå et fly. Det vidste togpersonalet, så de gjorde meget for at få os ind i toget, og det lykkedes da også efter 10 lange minutter, hvor vi nåede at blive en anelse spændte, for kom vi ikke med dette tog, gik det næste først tre timer senere, og så ville vi naturligvis miste vores fly.
Vi kom med – alle kom mirakuløst nok med – men John og jeg måtte stå i samlingen mellem to vogne, og da det kørte ekstra stærkt for at indhente bare lidt af forsinkelsen på nu en time, var det noget af en rystetur, vi fik os.
Resten af turen gik planmæssigt, men vi kunne kun give Tim ret i, at man nok helst skal undgå First Great Western i ferier og på helligdage.

P1030915

(Vi har mange sangsvaner på fjorden lige nu. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan have vinduerne åbne, for det er faktisk ret hyggeligt at høre på dem.)

Annemarie og Malle har været her til strikkekurset, og vi har hygget os. At jeg kvajede mig med en opskrifttolkning til AM og opdagede det i søvne, er noget helt andet. Jeg vågnede med et sæt i nat kl. 03, fordi fejlen åbenbart havde slået mig hårdt oven i hovedet. Jeg stod op, pillede hendes arbejde op til før fejlen og strikkede stykket igen. Det kostede mig en god times nattesøvn, men har med største sandsynlighed sparet det stakkels pigebarn for nogle voldsomme og fuldt forståelige spekulationer senere.

P1030920

Annemarie skulle afsted i formiddags til sin svømmehalslivreddervagt, men Malle er i aftenvagt for tiden, så hun blev her til midt på eftermiddagen.
Vi nåede at gå en skovtur, og på vejen undrede vi os såre over denne dysse: Hvor almindeligt var mon lige navnet Suzanne for omkring 5.500 år siden? Jeg vidste heller ikke, at de kunne skrive så pænt i stenalderen, men man bliver jo klogere hver dag …

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

23. oktober 2018

Der er en smule vind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:21
Tags: , , , ,

P1030453Sådan vil en vestjyde formentlig sige om vejret i dag, men for os er det mere end en smule, idet 25 sekundmeter i vindstødene er pænt meget i vores verden – så meget, at børnene kunne læne sig godt tilbage og alligevel blive forhindret af vinden blæsten i at vælte.
I går var vejret flot. Det blæste, men ikke for meget, og englænderne skulle naturligvis lige ned og snuse til Vesterhavet.
Vesterhavskysten, hvor vi også ferierede sammen i 2008 og 2009, men dengang kunne de meget yngre børnebørn ikke rigtig klare al den vind, hvorfor vi besluttede os for fremover at holde efterårsferierne på Djursland i stedet, og hvor vi derfor tilbragte tre af slagsen.P1030458
Nu er de helt vilde med blæsevejret og har en fest med at lege med vinden, så at sige.

P1030463

Turen i dag gik til Jyllandsakvariet i Thyborøn. For at komme dertil kører man forbi Thorsminde, hvor vi lige ville ud på molen for at vise englænderne, hvordan havet ser ud, når man kan se det slå ind over molen. Tim syntes ikke, at det var specielt behageligt, íkke mindst fordi han måtte opgive at have hat på. Ungerne elskede det, men da det begyndte at regne, blev det alligevel en tand for meget for de fleste, så vi fandt bilen igen.

P1030480P1030479

Jyllandsakvariet var nok lidt anderledes, end vi havde forestillet os; bl.a. synes vi, at bassinerne var alt, alt for små til de mange og store fisk, de havde sat i dem. Jeg var til gengæld betaget af deres fødeklinik for hajer, hvor man kunne se de bittesmå hajpuslinger bevæge sig rundt inde i ægkapslerne. Her var det jo naturen selv, der havde bestemt, hvor meget plads de skulle have at svømme rundt i.
Havkattene var grimme. Meget grimme. Fascinerende grimme …

P1030487P1030489

På vejen hjemover sad jeg og kiggede lidt i nogle turistbrochurer vi tog.
Nogle gange har man fornemmelsen af, at man har overladt de engelske og tyske oversættelser til 9. klasseselever, der har fået et sommerferiejob.
Andre gange er den danske originaltekst heller ikke specielt imponerende.
Og endelig er der de formuleringer, der bare er … enestående.
Eksempelvis under ‘Praktiske oplysninger’ i en af brochurerne:

Parkering foregår på parkeringspladsen

Det er da nyttig information, ikke sandt? Ellers havde vi jo ikke anet, hvor vi skulle gøre af vores bil.

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

30. august 2018

En tur i en Wolseley

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

P1020843P1020844P1030012

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:
P1020846P1030004P1030005P1030007

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

P1030013P1030017

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

P1030019

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …
P1030022

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

23. maj 2018

Jeg mangler tid!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:34
Tags: , ,

Hvordan pokker jeg nogensinde har fået tid til at arbejde, forstår jeg simpelthen ikke … og det har naturligvis intet at gøre med, at jeg generelt har sat tempoet ned. Overhovedet ikke – tværtimod har jeg da skruet det op.
Eller … det har jeg jo nok ikke; det er sikkert bare noget man føler, når man bliver ældre.
I går var vi oppe hos Bodil og Hans, sammen med Merete, for at holde søskende- og sydafrikadag og –aften. De tre havde været i Sydafrika i marts, og de ville naturligvis gerne vise billeder og fortælle om turen, som delvist var en parallel til den kør selv-tur, som John og jeg tog i 2004.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, og vi fandt tid til at gå ned til deres lille sø, hvor Hans benyttede lejligheden til at træne sine hunde, hvilket jeg altid nyder at se på. I går skulle de i vandet for at hente et bytte ind. På vejen derned gik vi forbi egetræer i dusinvis, og skræpper havde de i hundredevis, så jeg indsamlede begge dele og har i dag både kogt farvesupperne og indfarvet nogle forskellige garner.

2 x skræppe og 4 x eg

Skræpperne er de to til venstre, og egebladene de fire til højre, med henholdsvis superwash garn, 100 % naturfarvet lammeuld og to gange gråt lammeuld, det yderste ubejdset.
Jeg synes ikke, det passer, at man ikke behøver at bejdse garnet, når det skal i egebladesuppe, fordi bladene indeholder meget garvesyre. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forventer, men det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farve.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med at få så skrigorange og –gule farver af egeblade, som alle påstår giver grågrønne farver. Nummer to fra højre er faktisk ret grågrøn, men det er svært at se på billedet.
Der er intet givet i plantefarvningsverdenen, åbenbart.
Skræppen er mere ovre i det grønne, end billedet viser – det er faktisk en meget glødende og smuk farve, synes jeg.
Mor er ikke skuffet, men mor er måske en smule overrasket …

Og nu har jeg ikke mere tid, for Das Dritte Mädchen er på ferie her i et par dage, så jeg skal hen og snakke videre.

28. december 2017

Dagen før dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:53
Tags: , , , ,

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

P1000835

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!

It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

P1000838

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

25. december 2017

Og nu er det hele overstået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Man glæder sig og man venter. Venter lææænge. Og lige pludselig, inden man næsten når at tænke over det, er det hele overstået.
Hele juleaften forløb fuldstændig som en juleaften i vores familie skal forløbe.
Merete og jeg var spændt på, hvordan andestegen var. Jeg havde ledt med lys og lygte efter et sted, hvor man kunne købe landænder. Det var ikke nemt at finde her på egnen, men det lykkedes. “Jeg sender en mail til dig, når du kan hente dine ænder.”
Fint nok. Det blev så Merete, der hentede dem, for hun bor lige ved siden af. Næsten …
Men de var frosne! Der er da for pokker en grund til, at man bestiller landænder, og den er netop, at man vil have frisk kød, der ikke har været frossent!
Merete spurgte hvorfor det var sådan og fik et lidt svævende svar. Noget med travlhed og at det var det nemmeste for dem at administrere.
Det var både første og sidste gang, vi køber juleænderne der.
De smagte såmænd fint nok, der var meget kød på dem og ikke ret meget fedt, som hun havde lovet, men de skal altså ikke være frosne. Punktum.

Marjattaturen (5)

Efter morgenmaden var vi alle otte enige om, at en gåtur ville være en rigtig god ide.
Vi gik derfor op til Marjattaområdet. Inklusive et kvarters fri leg på den gode legeplads for både børn og voksne, tog turen en lille 1½ time. Det hjælp lidt på al sløvheden at blive blæst lidt igennem … vi kom ikke ligefrem tidligt i seng i går …

Marjattaturen (6)Marjattaturen (7)

Det var ikke nemt at holde baligelancen.                   Du skal da bare gå! Sådan her, mor!

Marjattaturen (8)Marjattaturen (9)

Aubrey havde problemer i starten …                          Men de var hurtigt overstået, og han nærmest slentrede nonchalant hen ad bjælken.

Vores gæster kørte hjem efter frokost, og nu bliver der bare nydt julegaver og slappet af.
Jeg er ved at vise børnene hvordan man kan farve med løgskaller; de synes det er ret interessant, at man kan bruge den slags almindelige ting til garnfarvning. De hjælp mig jo med tagrørsplukning med efterfølgende farvning i sommer, og i overmorgen prøver vi at koge nogle valnøddeskaller. Jeg aner ikke, om det overhovedet vil kunne give noget, men det er altid spændende at eksperimentere, især med to interesserede og engagerede medforskere.

23. december 2017

Nu er det juuuul – endelig jul …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:44
Tags: , , , , ,

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!

Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

P1000757

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

P1040648P1040649P1040650

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

22. december 2017

Tre bud på årets længste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:08
Tags: ,

Folk med hang til videnskabelige kendsgerninger vil nok hævde, at den længste dag på året er lige inden Skt. Hans.
Børn med nordisk juletradition vil stædigt fastholde, at den ligger på den 24. december, og at det intet har med dagslys at gøre.
Jeg siger, at det er i dag – og at det intet har med dagslys at gøre.
Der er uendelig lang tid, fra jeg står op, til vi skal afsted til lufthavnen for at hente englænderne.
Vi skal oven i købet før afsted i forhold til normalen, hvor deres fly lander 17:15, da de kommer allerede klokken 14:15.
Det er der absolut ingen grund til at brokke sig over.
Jeg har fået tiden til at gå med at bage brød og sætte aftensmaden over. Den består af lammeskanke, som i stedet for at få de sædvanlige tre timer ved 175°, i dag får seks timer ved 120°. Jeg kan jo ikke komme til at sætte dem over kl. 15 – men mon ikke også resultatet bliver lige så godt? Det tror jeg.
Så har jeg nusset lidt hist og ordnet lidt pist – kigget på lidt garn og har gået en runde … alt er gjort rent og er fint parat til juleinvasionen, og jeg kan ikke finde på flere praktiske gøremål.

I går morges fik jeg en mail fra Tim, hvor han skrev, at han nok var nødt til at tage et senere fly, for d. 22. december ville blive en uhyggelig travl dag.
Jeg ved, at han sommetider får lidt ‘forhåndsstress’, så jeg tog det ikke helt alvorligt – tænkte, at den får Charlotte nok kringlet.

For lidt siden fik jeg denne sms:

P1000749

Hvordan hun har båret sig ad, regner jeg med at finde ud af senere – men jeg spørger hende ikke før hun og jeg er i enrum.

24. oktober 2017

Syslerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , ,

Søreme om ikke det blev til en tur mere til Bristol i dag; denne gang for at komme i IKEA, som de har både der og i Southampton, men C foretrækker Bristol. Begge børnene skulle have nye reoler – først var det meningen, at det skulle være julegaven til dem, men for det første er det temmelig besværligt at have dem med i kufferterne frem og tilbage til Danmark, og for det andet var det med at benytte sig af, at moffar er her med sine gode hænder og alligevel går og småkeder sig en smule, fordi han ikke har noget at lave.

P1000060P1000057

Det var moffars sysleri i dag. Mommers hedder babyfutter til Røde Kors’ julebazar. Så bliver beskæftigelsen vist heller ikke mere pensionist- eller mormoragtig … men det er et dejligt lille arbejde at sidde med, især i flyveren.

P1000052

Begge børnene har noget med tøjdyr af enhver størrelse, farve og art. Mommer her blev (også) blød og gav dem hvert et nyt dyr. Aubie en middelstor haj og Anna en sjælden tiger. Sjælden, fordi den er sort og hvid som en zebra.
Anna har kun få dyr ad gangen i sin seng, men Aubrey vil have alle sine. Hele tiden. Ved sidste folkedyretælling var der 55, hvilket ikke levner meget plads til sengens oprindelige indbygger, men de skal være der allesammen; de har både navne og faste bosteder – og han husker, hvor eller af hvem han har fået dem alle. Han ville meget gerne foreviges på bloggen, men så ville han først rydde op og sætte dem ordentligt, hvilket godt kan tage en 20-30 minutter. Da den tid var gået, kaldte han på mig og præsenterede mig for hvert enkelt dyr.

P1000054P1000055

Til sidst demonstrerede han, hvordan han selv klarede at være der sammen med alle dyrene. I love to lie in my bed, erklærede han, og det er jo fint nok.

P1000033P1000035

Charlotte har haft den store planlægning i gang, hvilket betyder, at hun har arrangeret nogle hjemmearbejdsdage i denne uge. Det er selvfølgelig dejligt for alle, at det kan lade sig gøre, selv om vi jo egentlig er her for at være barnepige for børnene – men dette er da en meget bedre løsning.
Hun skal sy nogle flere modeller op i stout, og alt det tegne- og klippesysleri kan hun udføre hjemme. Det tager cirka en arbejdsdag at lave ét mønster.

P1000034P1000037

Jeg er så imponeret over denne lineal – hvis man ellers kan sige sådan om en dims, der stort set kun har afrundede sider. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med dimsen, men jeg er så heller ikke uddannet skrædder. Charlotte kunne ikke leve uden den.

Der bliver syslet – livet går sin stille gang, og vi nyder bare at være sammen. Vi har allerede været her over halvdelen af tiden. Det kan jeg slet ikke forstå, men tiden flyver jo i godt selskab. Den flyver alt for hurtigt i det bedste selskab …

4. september 2017

To herregårds- og et Anglofiliabesøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

IMG_9757Vi lagde ud med at samle Pia og Allan op til det mindste blogtræf, jeg endnu har deltaget i, men det var naturligvis hyggeligt alligevel. Vi startede på Frederiksdal, hvor jeg faktisk var glad for, at vi ikke var 20 bloggere, der troede, vi skulle have hver 20 kilo kirsebær. Årets høst var kun 20 % af 2016-høsten (250.000 ton mod 50.000 i år – det må være noget, der gør ondt på en vinfremstiller), så efter kirsebærnedrystningsmaskinen havde været der, var der ikke mange bær tilbage til os … men jeg fik nok til årets kirsebærsovs til risalamanden juleaften, så jeg var tilfreds. Jeg bruger alligevel ikke kirsebær til andet end det. Græsset var langt og vådt, så jeg måtte gå rundt og se fjollet ud med opsmøgede bukseben.
Derefter blev vi vist rundt på vineriet af Hr. godsejeren selv. Eller … vist rundt og vist rundt … vi stod på ét og samme sted inde i den store forhenværende kostald og fik forklaret historien bag disse (forbavsende gode) vine, hvilket var interessant nok at høre fra ham selv pga. det personlige og dermed mere ‘involverede’ islæt, hvis man kan sige sådan.
Frederiksdal (1)Frederiksdal (2)Frederiksdal (3)

Frederiksdal (4)De brugte både portvins-, rødvins- og cognacsfade (det store) hernede – ballonerne er fyldt med vin og står ude – ude! – i 1½ år, uden hensyn til vejret. De har klaret ned til 17 minusgrader.

Frokosten blev indtaget ved bordet på stranden ved Taars Havn – med fin udsigt til Langelandsfærgen.

Herefter gik turen til Mia og hendes nyindrettede Anglofiliabutik i et dejligt hus tilhørende Halsted Kloster.
Hun gav kaffe og rigeligt med kage; naturligvis gik vi butikken igennem flere gange og søreme om ikke der opstod et behov eller to for både Pia og mig … der var godt nok meget, der fristede … jeg er jo ikke ligefrem anglofob selv! (Jaja, det er hjemmelavede ord, men det må man godt. Nogle gange. Og den kvikke læser vil vide, hvad -fil, hhv. -fob betyder.)
Jeg købte bl.a. en bog om Cotswolds samt nogle blomster, der kan holde hele vinteren – og lidt til …

AnglofiliaAnglofilia (1)

OrebySidste stop var Oreby, som har en meget lille havn. Selve slottet kan man næsten ikke se; kun et tårn og et spir, som rager op over trætoppene. Slottet er ubeboet – hvor er det synd, for det må vel nødvendigvis stå og forfalde, når der ikke bliver gjort noget ved det.
Det er der dog blevet ved en af de tilhørende bygninger, som er fra 1754 (så vidt jeg husker), men for nylig blevet gennemrestaureret og står nu flot.

Vi indtog aftensmaden på Oreby Gl. Kro. Der var ikke så meget at vælge imellem på menukortet. Faktisk havde vi slet intet valg, for der havde været et stort selskab (en 90-års fødselsdag) om eftermiddagen, så kokken var nok ret udkokset, tøhø, men vi fik tre små forretter og en hovedret og kunne også have Oreby (2)fået en ostedessert, som vi dog valgte fra – alt var meget, meget lækkert og delikat, både for maven og for øjnene, så min anbefaling til stedet er hermed givet. Ydermere kunne vi sidde udendørs og kigge over på den smalle fjord, mens vi så solen svinde. Meget smukt og idyllisk.
Aftenkaffen gav Pia og Allan, og dermed sluttede en dejlig dag med lidt af hvert på begivenhedsmenuen.

11. august 2017

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

IMG_7657IMG_7656

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

IMG_7659

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.

3. august 2017

Manyeleti – første dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: , , ,

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

IMG_6809

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

IMG_6765IMG_6770

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

IMG_6783IMG_6788

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

IMG_6812

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Kaffepause

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

P1070167P1070166

Teltet var omkring 50 m2 og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

P1070168IMG_7222

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

19. juni 2017

Hvad har Tim med Moses at gøre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , ,

Man må ikke sige det. Man må ikke klage over vejret – især ikke, hvis dette her er sidste dag, inden det vender igen.
Men altså … den varme! Vi har haft 28° i dag, så det var behageligst, da jeg cyklede til Præstø og hjem igen efter frokost. Terrassen var udelukket efter kl. 12 – der må have været 40° – og da jeg havde ordnet et skyggefuldt bed, kapitulerede jeg. Ikke mere arbejde i dag!
Timianplanterne elsker dog denne varme. Mange steder i haven gror denne velduftende art langs sten- og andre terrasser og viser sig lige nu i et overdådigt blomsterflor, som går tone-i-tone med en storkenæb, der også er mange af.

P1060962

Kl. 16:10 satte jeg mig med et strikketøj foran tv’et og så Bibelens Gåder: Moses’ Stav. Det var en ikke specielt interessant udsendelse om en Graham Philips, der havde sat sig for at finde den stav, som forvandlede sig til en slange og som skilte vandene og derved reddede israelitterne. Ad kringlede veje havnede staven i Devon, England, men detaljerne skal jeg skåne jer for, for som sagt synes jeg, det hele var lidt langt ude.
Jeg fulgte derfor ikke særlig opmærksomt med, da jeg pludselig hørte en kendt stemme – Tims!
Han fortalte om Stanley May, som angiveligt købte staven af en devonsk lord, hvorefter May købte en billet til første klasse til … Titanic. Her var det, at Tim bogstavelig talt kom ind i billedet og forklarede lidt om Stanley May og Odell-familien. Exit Moses’ stav, som gik ned med Titanic.
Troede jeg, men ‘historiedetektiven’ fandt en drejning, så han kunne lede videre efter den famøse stav. Jaja, man kommer åbenbart vidt omkring, når man skal løse bibelens gåder.
Skulle nogen mod forventning få lyst til at se udsendelsen, kommer Tim på banen cirka en halv time inde i den. Men jeg advarer: Det interessanteste var Tims komplet uventede opdukken! For mig, i det mindste …

18. juni 2017

Til fest med østershatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

Ja, hvorfor ikke kombinere tingene?
Det sted, Merete havde lejet, er, foruden festsal og øvelokale for The Hicks, som spillede gode rock- og 60’er hits efter middagen, også adressen på Danmarks største østershattefarm. Alle gæsterne så produktionsfaciliteterne (vi blev lukket ind i hold), hvilket var virkelig interessant at se og høre om.
De høster helt op til 800 kilo. Om dagen! Uhhh, det kriblede i fingrene, og jeg måtte beherske mig for ikke at ‘komme til’ at plukke et par gode klaser østershatte, som er en rigtig god spisesvamp. Vi fik dog alt hvad vi kunne spise til natmaden, som bestod af en lækker østershattesuppe med masser af svampe i. De bliver dyrket i pasturiseret halm i poser i tre etager i lange rækker. Holddaop, der var mange poser med halm i den bygning. Lige pludselig kunne vi godt forstå de 800 kilo på en dag. Der bliver høstet hver dag, inklusive weekender og helligdage.

P1060933P1060937

Festen var et brag af en fest. Fordi det blev holdt på en gård, var der god udenomsplads, så mange havde taget telt eller campingvogn med, så de var fri for at tænke på den kedelige ting at skulle køre hjem.
Underholdingen var festlig, især indslaget fra vores fætter Kurt, som havde lagt et stort arbejde i at printe store bannere ud og hængt dem op på en stang, således, at man kunne bladre i dem. Meretes opgave gik ud på at kigge på de mange gæster og konkludere ud fra, hvem af os der rejste sig op, hvad der stod på banneret. Fordi Kurt havde taget fejl af kano og kajak, kunne jeg også rejse mig op til den tekst, hvilket forvirrede hende totalt. Ellers gættede hun vist dem alle sammen. Ud over de her viste var der “Hvem har spillet sammen med Merete?” (hun har spillet klarinet i et orkester for mange år siden) og “Hvem har rejst i udlandet med Merete?” Det var et meget morsomt indslag, som involverede samtlige og som alle, også ‘offeret’ selv, havde det rigtig sjovt med at deltage i.
Der kom en del bemærkninger undervejs, både stuerene og det modsatte, som var yderst underholdende, men som jeg har censureret bort her …

P1060954P1060955P1060956P1060957P1060958

Vi var hjemme klokken 03:30, og vi er begge hamrende trætte i dag – jeg nok endnu mere end John, for han holdt sig til de alkoholfrie øl hele aftenen, mens jeg nød den gode og meget rigelige vin … men hvor var jeg glad for, at han godt gider det med at køre hjem – jeg har det også meget bedre dagen efter, når jeg ikke har drukket alt det alkohol – ja, det kan du sagtens bilde mig ind … det var ved at være lyst, da vi kom hjem … gad vide hvornår de sidste faldt omkuld?
Men det var en god fest. Det er lidt tømmermænd værd – jeg har/havde nu ikke ondt i hovedet, men kan godt mærke, at jeg ikke skal sent i seng.

21. maj 2017

Arbejdsdag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Sidste år var det John og mig, der hidkaldte familien til malehjælp til Sverige, og hvor de mødte dejligt talstærkt op.
I går var det Bodil og Hans, der ‘hævnede’ sig ved at have hidkaldt søstre og børn til arbejdsdag på deres dejlige sted i Nordsjælland. Bortset fra, at mellemsøsteren må have glemt at skrive det ind i kalenderen, for hun havde fået lavet sig to andre aftaler i går. Den kommer hun til at høre for længe …
Det var derfor en lille, sluttet kreds på otte, der mødte op – heldigvis havde Bodil arrangeret sig med “den 4. søster”, som hun kaldte Fru Zaupper i går. Hende og ægtemagen troppede trofast op på gården, når der var arbejdsdage der, så traditionen er videreført, og det var som altid hyggeligt.

Arbejdsdag i majArbejdsdag i maj (2)

Den små Ella havde lige lært at cykle, så hun fremviste stolt sin nye kunnen.
Paradisæbletræet viste sig i al sin pragt og vælde – det var et sandt  overflødighedshorn af blomster.
Min fornemmeste pligt på disse arbejdsdage er at servicere folket mht. indtagelse af frokost og aftensmad. Alle de andre vil hellere end gerne slippe for at lave mad, og jeg har intet imod det. Især ikke når menuen står på dyreryg og dådyrroastbeef! Ikke fordi jeg er ekspert i den slags fornemme mad, men google var atter en gang min ven, og det blev så godt, så godt.

Arbejdsdag i maj (5)Arbejdsdag i maj (6)

Tre af mændene skulle bygge en overdækning til hugget brænde – Hans var træt af altid at skulle lægge pressenninger over.
Handymanden John blev udnævnt til formand/sjakbejs, og under hans kyndige vejledning gik det hele fuldstændig efter bogen. Sagde de selv.

Arbejdsdag i maj (15)

Midt på eftermiddagen var der tid til en kaffepause, som vi sad i det ret så høje græs og nød. Det skal slås lige om lidt, så de kan få hø til alle hestene, men det var okay, at vi trampede lidt rundt i det i går. Det var primært for at sidde og nyde bålet af grene og kviste fra det udtyndede læhegn, at vi gik i engen til kaffen og kagen, men det var rigtig hyggeligt.
Ella fik en mælkebøttekrans i håret. Så er det sommer …

Arbejdsdag i maj (16)Arbejdsdag i maj (17)

Det blev en lang, men en hyggelig dag, og værtsparret var tilsyneladende tilfredse med indsatsen.
Det er så fint, at vi kan hjælpe hinanden på denne måde, for nogle gange er opgaverne lidt for store til, at den enkelte synes det er specielt sjovt, men når vi samles på denne måde for at få opgaverne løst, går det hele meget lettere – det er en metode, jeg kan anbefale.

12. maj 2017

Gamle fotografier og en ny app

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Min mors gamle fotoalbum er i min besiddelse. Jeg lovede nemlig i et svagt øjeblik at skanne nogle af billederne, således at vi tre søstre elektronisk kan gemme billederne af vores mor fra hun var omkring 14 år og frem til hun var 23.
NEGN4202Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er.
Blandt andet er der dette af hende som 19-årig, taget i 1944 … det irriterer mig, at jeg ikke kan finde det, men jeg ved, at jeg et eller andet sted har et billede af mig selv fra 7. klasse, hvor jeg kan se en slående lighed mellem hende og mig. Vi har oven i købet indtaget præcis samme positur.
I mine tidlige voksenår tænkte jeg ikke over den lighed (og kunne heller ikke selv se den), bortset fra, når jeg så en bestemt af mine forældres venner, for han sagde HVER gang han så mig: Hold kæft, hvor du ligner din mor, tøs!
Det sagde han fra jeg var en ganske lille pige og til han døde, da jeg var sidst i trediverne.
Det var på én gang sjovt og lidt trættende at høre på, og jeg kan først nu se, hvor meget ret han havde. Når jeg i dag RMFU2433kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.

Jeg har syltet skannearbejdet længe, fordi jeg på forhånd ved, at det er en meget tidskrævende opgave, og alligevel bliver billederne bare elendige.
imageJohn fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.

Det viste sig at være noget nemmere at overføre billederne til min pc, end jeg havde regnet med: Det var bare at forbinde USB-stikket i laderen til iPad og pc og så kopiere direkte via stifinderen.
Det var noget nemmere end at gå via iTunes, som John mente, jeg skulle.
Så hvorfor man skal have en iPad, en Mac og en iPhone for at hele maskinparken “skal kunne tale sammen”, forstår jeg nok ikke helt – androidtelefonens og ipaddens kalendere synkroniserer også fint med hinanden.
Det må være folk med mere avancerede behov end jeg, der ser sådan på det.

15. april 2017

En lang fredag, men en god fredag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Så fik jeg på snedigste vis listet Langfredag både på dansk og engelsk ind i titlen.
I går morges klokken halvti satte vi kursen mod Lolland, hvor Pia og Allan havde sat os i stævne (i stævne eller bare stævne?), og hvor de med deres sædvanlige gode turistguideevner førte os rundt på øen. Blandt andet Bandholm station, som ofte er blevet brugt som kulisse til film, der skal forestille at foregå i gamle dage.
Det har man ikke svært ved at forestille sig, når man står på perronen, hvor man bl.a. ser en gammel drikkekumme og et skilt med aa i stedet for å.

Bandholm station

Bandholm station (1)Bandholm station (2)Bandholm station (3)

Men vejret! Vi nåede at drikke formiddagskaffen ude, men frokosten blev indtaget i bilen. Heldigvis havde Pia taget højde for dette og havde medbragt mad, der var egnet til dette.
Turen ud til Dodekalitten måtte også i første omgang opgives pga. for megen væde fra oven, men da vi senere vendte tilbage, blev vi enige om at gøre forsøget på trods af den ret så dramatiske himmel. Vi kom da også helt derud, uden det begyndte at regne, men mens vi stod ved de høje stenansigter. lyttende til lolernes sang fra de skjulte højttalere, begyndte det at hagle. Det bliver man heldigvis ikke så våd af, men uvejret fortsatte, så vi var blevet temmelig våde, inden vi nåede tilbage til bilen.

Dodekalitten

Dodekalitten (5)Dodekalitten (6)Dodekalitten (7)

Imellem disse to besøg var vi på Pederstrup, hvor vi kunne se en enorm hængebøg, der flere steder var ved at gå under jorden. Det var altsammen interessant nok, men det vejr, altså! Vi fik ganske vist nogle korte glimt af en blå himmel, men i det store og hele var det endnu mere koldt, blæsende, vådt og uindbydende, end det var tirsdag og onsdag oppe hos Ditte og Peter. I går havde vi dog, belært af malplaceret vejroptimisme og dermed dårlig erfaring, taget en varmere jakke med, men den kunne sagtens blive våd, selv om vi ikke frøs …
Nå, men ganske som da vi var i Nordsjælland, er det jo selskabet, der er det vigtigste, og det var aldeles upåklageligt begge steder, men jeg er sikker på, at jeg ville have ærgret mig mere over det elendige vejr, hvis jeg havde været arbejdsramt og kun havde disse fem påskefridage.
I dag er det nemlig ikke en pind bedre – vi har ild i brændeovnen og må tørre det vaskede ferie/sommertøj inden døre.

Pederstrup (1)Pederstrup (5)

19. marts 2017

Uheldig oversættelse og en god fest

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:07
Tags: , , , ,

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO2)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.


Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

P1060157P1060153

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

9. marts 2017

Moster Ellens strikkeskole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

Malles første sweaterMalle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

Kloakrørsreparation

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

6. februar 2017

Franske portioner?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: ,

Vi var til kombineret fejring af Ellas 4-års fødselsdag og fremvisning af næsten nyfødte lillesøster Ida.
Vi fik hilst på nogle personer, vi ikke ser ret tit mere, fordi de to børns mormor og morfar er skilt og nu lever hver deres nye liv. Det forhindrer dem dog heldigvis ikke í at være i stue sammen, og i går var det således det meste af familien på mormors og morfars side, der var samlet, inklusive oldemor og oldefar – og det var naturligvis rigtig hyggeligt.
Heidi og Nikolaj serverede en overdådighed af hjemmebag – to slags boller, banankage og en drøm af en lagkage.
Det tog kun 10-15 pust at få aflivet de fire lys. I den alder puster man opad i egne næsebor i stedet for at ramme lysene, men det lykkedes til sidst for den lille stump; helt uden hjælp fra far. Nånej, store stump … man er vel blevet fire år!

P1050788

Vi tre søstre er ikke ligefrem naboer, så vi var blevet enige om at finde et sted at spise aftensmad sammen, når fødselsdagen var vel overstået og benytte os af lejligheden til at få sludret lidt sammen.
Det blev Jonstrup Gl. Købmandsgård, som ingen af os kendte, men som tilsyneladende havde et par gode menuer at vælge imellem.

P1050790

Det var søreme godt, vi havde lagt en god bund, for de der franske portioner bliver da også mere og mere franske …

P1050792P1050793P1050795

Okay – ret skal være ret … den øverste lille ting var bare en lille ekstra servering (kyllingehjerter) som en gestus fra kokken.
De havde en 5-retters fiskemenu og en 5-retters kødmenu, men vi kunne vælge fra en til fem retter og mikse de to menuer efter forgodtbefindende, hvilket vi alle syntes var et glimrende koncept. Vi valgte tre retter, men ikke de samme tre. Herover ses kalvetatar (som to minutter efter forevigelsen blev overhældt med en delikat consommé, lavet på noget, jeg ikke lige husker … vi fik mange ‘sjove’ ting præsenteret i går. I midten røget marv (spændende!) og til højre alles hovedret: oksemørbrad. Kun Hans ønskede fisk (ørred) til hovedret.

P1050797P1050798P1050800

Desserterne vi tilsammen valgte, var hhv. hjemmelavet rygeost med parmesankiks, is af kondenseret mælk og tre slags ost.
De fleste af retterne var temmelig alternativt udtænkt, især hvad tilbehøret angik, men uden undtagelse meget lækre.
Portionerne var alle ret små i det, så vi kunne, på trods af kagebordet, såmænd godt have spist fem retter, men vi gik trods alt ikke sultne fra bordet ved at nøjes med tre. Overmætte var vi dog heller ikke.
Det var lige efter mit hoved; nemlig at få noget mad, som jeg aldrig nogensinde selv ville give mig i kast med.
Priserne var ganske rimelige, trods gourmetstilen, så alt i alt kan jeg godt anbefale Jonstrup Gl. Købmandsgård, hvis man skulle befinde sig i nærheden ved aftensmadstide.


Dagens ejendomsmæglerbemærkning:
“Det er et dejligt område. Her burde man lave sig et lille otium og så komme her tit”.
Hvad mon han tror otium betyder?

31. januar 2017

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , , , ,

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.


Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

P1050771P1050772P1050773

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

15. januar 2017

Lidt mosterchat – meget vennesnak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Forleden dag skrev Malle til mig, og nedenstående lille chat udspillede sig.
Hun skal nok blive god, hvis hun allerede er i gang med noget med rib.

P1050732P1050733P1050734

Malle, som efter planen skulle have være blevet moster (igen) d. 3. januar, blev snydt og blev det først dagen efter hun var ankommet til Norge.
Først da besluttede lillesøsteren til Ella sig til at ville ud og opleve verden, så nu går der nok mindst tre måneder, inden Malle får den lille ny niece at se. Så længe går der heldigvis ikke for os.

P1050741

Vi er en anelse flade i dag – vi har haft skønt besøg af Ditte og Peter, der, som traditionen efterhånden er blevet til, overnattede her, fordi de har langt hjem.
Det er bare så meget mere hyggeligt, når folk bliver og sover, selv om klokken som regel bliver alt for mange, inden vi kan finde sengene, og i går var naturligvis ingen undtagelse.
I formiddags blev vi enige om, at luften nok havde godt af os, så vi kørte en tur for først at se Blåbæk Møller og derefter til Vemmetofte Strandskov. Gåturen blev dog minimal, for luften havde ikke spor godt af os, mente den … den bed os ret så effektivt, så vi havde ikke fået tøj nok på til den lange spadseretur, vi så optimistisk havde forestillet os. Men smukt var der ganske som sædvanligt – selv her på en kold januardag er det en fryd for øjet med det stille vand og de skarpe silhuetter.

P1050743

Nu er de draget hjem mod det nordsjællandske … en af os tager en morfar, en anden skriver.
Om en lille halv time kommer David Attenborough og gør os klogere på naturens gåder; derefter kommer Barnaby og opklarer nogle mord i Midsomer County – for nej, Midsomer er ikke en lille landsby med en kolossal kirkegård, som mange tror, men et fiktivt, engelsk county, så der er rigtig mange endnu, der kan blive slået ihjel, inden de løber tør for ofre i den serie.
Med andre ord: Der bliver ikke lavet en pind mere i dag – det har været superhyggeligt, men vi kan desværre ikke rigtig holde til det natteroderi mere. Vi har det på ingen måde dårligt eller har ondt i hovedet, men energiniveauet har ikke toppræstationspotentiale.

6. januar 2017

Overrasket, men glad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Jeg har en sej niece. Jeg har faktisk fire seje niecer og en sej nevø, som både jeg og deres forældre er stolte af … de er alle fem godt i vej og har styr på liv og karriereveje. Jeg holder meget af dem alle, men i dag skal Amalie, som for mig fra den dag hun blev døbt har heddet Malle, fremhæves.
I maj 2016 bad hun mig om at hækle nogle klude for hende, for hun ville gerne støtte ikke mere mikroplast-kampagnen. Jeg parerede ordre og hæklede syv karklude til hende i de ønskede farver – og har i øvrigt hæklet og strikket et hav (et ikke-plastfyldt hav!) af klude siden. Malle sagde tak, og så troede jeg ikke den var længere, men ganske kort tid efter begyndte hun selv at hækle – hun har sikkert tænkt, at de klude så nu alligevel ud til at kunne klares selv af en nybegynder. I hvert fald kom hun hurtigt selv i gang.
Og hun hæklede og hun hæklede. Hun avancerede hurtigt fra kludene til sjove dyr til sin lille niece på tre år, og søreme om ikke hun også har hæklet en sweater til sig selv. My Little Pony herunder kan jeg ikke stå for, og jeg synes hun er nået langt på et halvt år.

Fra Malles FB-sideFra Malles FB-sideFra Malles FB-side

For ikke så længe siden blev hun færdig som sygeplejerske, og da hendes vikariat på Herlev Sygehus var ved at løbe ud, søgte hun om at komme til Norge i en periode. Der er hun nu stærkt på vej til – rejser på tirsdag – og i går henvendte hun sig til mig og erklærede, at når hun kommer hjem igen om tre måneder, har hun til hensigt at have lært at strikke!
Så hvad har jeg brug for, moster? Jeg har nemlig tænkt mig at slæbe alt det nødvendige med fra Danmark.
Det endte med en aftale om, at hun og kæresten kommer til middag i aften, for jeg har en masse pinde og dobbelt eller endog tredobbelt af andre både nødvendige og aldeles uundværlige strikkedimser, som jeg derfor sagtens kan undvære i tre måneder. Der vil også være en lille overraskelse til hende: Et wiresæt fra Drops – så har hun alle pinde fra 3,5 til 8 mm. Det er måske lidt frækt af mig, for et lån forpligter ikke, hvilket gaven derimod måske godt kunne fortolkes til at gøre, men sådan mener jeg det ikke … man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og skulle hun finde ud af, at det med at strikke alligevel ikke lige var noget for hende, finder det wiresæt nok en anden ejermand.
Det er godt, at YouTube er opfundet – og internettet i det hele taget – jeg havde ikke kunnet lære at strikke uden en erfaren strikker (min mor!) til at løse akut opståede problemer, men i dag er der ufatteligt mange instruktionsvideoer på nettet, så det skal nok gå.
Moster her er meget glad for, at der endelig er bare en enkelt i familien, der har lyst til at tage strikketraditionen op, og jeg håber hun kommer hjem med masser af strikkeblod på tanden.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.