Hos Mommer

20. maj 2020

Jamen det var jo hele tre ting …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:38
Tags: , , , , ,

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”

DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Vandseng

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

17. maj 2020

Får på græs – og lejet arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vores yngste niece har været her siden fredag. Det var en gammel halv aftale, som nu blev effektueret.
Hun ville gerne have hjælp til en cardigan, hun har lyst til at strikke, men ikke helt vidste Der males gavlvinduehvordan skulle gribes an, da hun endnu ikke er en voldsomt erfaren strikker. Hun ville også gerne have hjælp til vejledning til garnalternativ, for som studerende havde hun desværre ikke råd til det i opskriften foreslåede.
Det mente jeg at have en god løsning på: Hvis hun ville male de to kvistvinduer plus et gavlvindue for os, ville jeg med glæde forære hende originalgarnet som tak for hjælpen. John og jeg vil helst ikke op på stiger mere, men for en ung kvinde er det ikke noget problem.
Hun tog da også imod tilbuddet, så efter en af de så trendy internetkonferencer om farven på garnet, bestilte jeg hvad hun besluttede sig for og gav hende som lektier til weekendopholdet at skulle lave en strikkeprøve, så vi kunne kaste os direkte over selve cardiganen, når hun kom.
Vinduerne var klaret i løbet af lørdag formiddag, så indtil hun tog afsted igen sidst på eftermiddagen i dag, var det kun strik og hygge. Og lidt god mad … John følte sig nok en anelse overflødig mellem måltiderne, men så må han jo bare lære at strikke …

Fårene kommer på marken

Mens Annemarie stod på stigen og tjente sit garn, kom der liv på marken skråt overfor os, så vi fik fårudsætningen, tøhø, fra første parket. Det blev nærmest et helt tilløbsstykke, som det ses. De kom i tre omgange, for der kunne ikke være mere end 8-9 får på hvert læs, men nu har vi en hel flok får og nogle små lam gående tæt på Den Stråtækte. Hyggeligt, hyggeligt, og de havde ikke opholdt sig i deres nye omgivelser ret længe, før de var totalt afslappede og så ud som om de aldrig havde opholdt sig andre steder end lige netop på den mark.

 Blodkløver

I dag formiddag kørte vi en tur til Strandskoven ved Vemmetofte for at gå en tur der i håb om, at der ville være en smule læ for den kraftige vestenvind, der desværre er temmelig fremherskende i disse dage. På vej dertil så vi en mark med en farve blomster, vi ikke havde set før, så vi standsede bilen og jeg løb ind for at kigge. Det var en kløver, ingen tvivl om det, men hvilken? Google kunne hurtigt fortælle mig, at det var blodkløver, som jeg indtil i dag aldrig havde hørt om. Det er en smuk farve, så det må I da gerne så meget mere af, kære landmænd.

Vemmetofte Stranskov

Det må være al den regn i marts der er årsag til, at disse bøgetræer har lagt sig ned. Det er en rigtig bøgestrand, det her.
Jeg havde engang en kollega, hvis efternavn var Bøgestrand, og som i sin grønne ungdom havde et band sammen med sine to brødre.
De kaldte sig The Beachbeechboys.

8. marts 2020

Forårs- og andre sysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:32
Tags: , , ,

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

 A winterbourne

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Will's fordP1010079

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

P1010083

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

P1010097P1010099P1010100

P1010102… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gartner’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

P1010095P1010096

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

4. marts 2020

For lidt og for meget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:48
Tags: , ,

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

P1000860
De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

P1010004P1010005P1010006

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
P1010076Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

1. marts 2020

Der er checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: , , , , , ,

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hans' bjørn

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

26. februar 2020

En rørende fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:22
Tags: ,

Dukken LivEn af lederne af Røde Kors’ præstøafdeling var sidste efterår i Afrika. Jeg ved ikke hvor og jeg kender heller ikke den præcise årsag, hvilket heller ikke er vigtigt i denne sammenhæng, men det var naturligvis noget med at besøge et kriseramt område. Hun havde medbragt en snes eksemplarer af dukken Liv, som der ligger opskrift til på vores medlemsdel af RK-hjemmesiden. En dukke, jeg i hvert fald ikke havde tænkt mig at lave nogen af, for jeg bryder mig egentlig ikke om den.
Indtil Annelise fortalte om reaktionen på de dukker, der var blevet delt ud.
Delt ud til børn, der intet legetøj havde.
Deres øjne havde strålet og de havde taget om dukken og holdt den som om det var deres eget lille, nyfødte barn. De havde nuslet og puslet og kurret og sagt nååårrrhhh – eller tilsvarende hvad man nu end måtte sige i den del af verden.
De dukker var blevet knuselsket fra det første sekund de blev lagt i et lille barns arme. Måske en pige, men jeg ved det ikke – i sådanne tilfælde er det sikkert lidt ligemeget hvilket køn modtageren har – drenge kan jo sagtens lege med bamser.
Den Røde Kors-delegerede kunne have udleveret 100 dukker eller flere og var meget ked af, at hun kun havde omkring 20.
Det havde været så uendelig rørende at se disse børns reaktioner på denne lille, grimme, strikkede dukke.
Røde Kors er begyndt at lægge en af dem ned i det, de kalder deres babypakker. Måske har babyen ældre søskende, der vil blive glad for dukken, måske ikke, men helt sikkert er det, at den skal nok komme til at glæde et eller andet barn et eller andet sted i vores somme steder rædsomme verden.
En større produktion er derfor efterspurgt nu hos nørklerne, så man kan få masser af dukker til at pakke med i forsyningerne.
En dukke er naturligvis ikke en livsnødvendighed på linje med varmt tøj, men jeg hader, når børn lider nød – på alle måder – så jeg er nu gået i gang med at strikke nogle stykker. Jeg fik næsten selv fugtige øjne af historien fra Afrika, så kan jeg gøre bare en lillebitte smule ved at bruge noget af alt mit garn til at gøre tilværelsen bare en lillebitte smule mere udholdelig for et uskyldigt barn, gør jeg det så hjertens gerne.
Denne første strikkede jeg af plantefarvede rester, men jeg tror det er en bedre ide at lave dem af mere farvestrålende garn, så de næste bliver med pangfarver.

To brødre

Apropos strik, så havde de to brødre taget ens sweatre på i går, da de skulle ned og besøge deres søster. John tilbød at skifte, men Søren mente, at det da kunne være ligemeget.
Jeg sagde, at jeg ikke håbede, det ville foranledige Søster til at efterspørge en til sig selv eller til hendes mand … hvilket faktisk var lige, hvad det gjorde, men jeg havde instrueret mændene i blankt at afvise et eventuelt ønske.
Jeg har strikket fire af dem (disse to + en til Charlotte og en til mig selv), så nu er det slut, er det.
Det var godt, at jeg var så forudseende, men på den anden side er John klog nok til ikke at love noget på mine vegne.

30. december 2019

Hvad har de mon så glemt denne gang?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:28
Tags: ,

Hver gang englænderne er ved at skulle afsted og går rundt og samler deres ting sammen for at pakke, afslutter Charlotte med en sidste runde – og jeg gør det også – for at se, om de har glemt noget. Vi finder som regel et eller andet, således også denne gang. Nu pakker børnene selv deres kufferter, hvilket de selvfølgelig ikke altid har gjort, men det med at tjekke under sengen for at kigge efter fx enlige sokker er endnu ikke indlært. Det skal nok komme. Måske. Tim lærer det aldrig, men C har aldrig lagt skjul på, at hun i visse sammenhænge har tre og ikke to børn. Sådan er det bare, og ingen er mugne over det.
Alligevel er det så vidt jeg husker – på trods af flere personers grundige gennemgang af hele huset – endnu ikke lykkedes dem at tage herfra, uden John eller jeg, for sent, naturligvis, finder mindst én glemt ting.
Således også denne gang. John fik øje på et brilleetui, han ikke kendte, og det viste sig da også at indeholde Annas briller. Hun bruger dem ikke så tit; her i DK kun en sjælden gang, når hun ser tv, men hun kan ikke undvære dem i skolen.
Jeg skrev til Charlotte, som svarede, at det kan vente til vi kommer, for Anna har to ens par. Godt så …
Senere på dagen opdagede jeg en bluse på sofaryggen. Den havde næsten nøjagtig samme farve som sofaen, hvilket vel forklarer, hvordan vi alle kunne passere den mange gange uden at opdage den.
Det var straks værre, for det var Tims mors julegave til Anna. Jeg skrev og spurgte C, om de turde indrømme, at den var glemt. Hun måtte erkende, at det havde de ikke meget lyst til, og når jeg alligevel skulle sende den, kunne jeg lige så godt sende brillerne med.
Som sagt, så gjort, og de to ting er undervejs til England. 
Både C og jeg ryster smilende på hovedet hver gang over det … gad vide hvornår det vil lykkes dem at komme afsted uden at have glemt et eller andet?

Morgenhimmel 29. december 2019

Det varer kun to måneder, inden vi tager over til dem. Af forskellige årsager skal vi ikke regne med, at de kommer til DK igen før til sommer, så vi må tage over til dem i stedet.
Vi aftalte først, at vi ville komme i maj, tage bilen med og indlede turen med at overnatte et par nætter i Brügge, som vi har talt om så mange gange, men aldrig fået gjort alvor af. Dette holder vi fast i, hvis muligt, men pludselig gik det op for mig, at jeg da for pokker ikke kan vente 4½ måned med at se dem! Charlotte grinede og sagde, at det udbrud havde hun forventet – at det kun var et spørgsmål om tid, inden det gik op for mig.
Pudsigt nok ventede en mail fra SAS på mig, da vi kom hjem fra lufthavnen, med Now or never-tilbud til Eurobonus-medlemmer.
Jeg kiggede på det. ‘Vinduet’ var kun på et par timer mellem kl. 18 og 20, men jeg fik lige præcis de billetter, jeg ville have, selv om de hævdede, at der kun var hhv. seks og fire pladser tilbage. Det var muligvis usandt, men på den anden side tror jeg gerne, at de kun havde sat ganske få pladser af til den pris, som var stort set ingenting … det var i hvert fald de billigste billetter med SAS, jeg har fået i mange, mange år.
Nu skal vi altså derover både i start-marts og midt-maj. Hvis Johns knæ vil. Han skal til undersøgelse på en knoglespecialistafdeling d. 6. januar, og vi er ret spændte på, hvad de siger. Han har slået en flis eller splint af en knogle i sit underben og kan ikke fungere uden forholdsvis stærke smertestillende midler, men kan vi ikke rejse i marts, dækker vores forsikring, så der er ikke noget forgjort ved at have bestilt billetterne.
Planer i rejseskuffen kan vi nemlig ikke få for mange af. Lige nu ligger der seks, spændende fra to små ture med hhv. to og tre overnatninger til den store rejse til Alaska og Canada.

26. december 2019

Julefred og advokater med humor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

Julefreden har først nu sænket sig over Den Stråtækte, men på den kedelige måde: Englænderne er kørt i lufthavnen og lige om lidt afgår deres fly mod LHR. Som det sker hver eneste gang, synes jeg det er et forfærdelig stille hus at komme tilbage til, og det er ikke engang fordi, jeg har en meget larmende familie – tværtimod har det altid været stille børn, og vi nyder faktisk de stille stunder, vi har sammen – nyder dem bare fordi vi ER sammen, men stilheden nu er bare mere stille end den der er, når vi er seks mennesker sammen, selv om ingen af os siger noget. Stilheden er også mindre stille om morgenen, mens de er her, selv om det kun er John og mig der endnu er vågne – eller i hvert fald ude af sengene. Det hører med til traditionen, at jeg først kalder når morgenmaden står på bordet. Alle er med stor sandsynlighed allerede vågne, men det er en del af morgenhyggeritualet at sidde i nattøj og med morgenhår, og jeg udøver gerne denne meget værdsatte service, så længe jeg overhovedet kan.
Det med de forskellige stilheder er svært at forklare – jeg forstår det ikke engang selv, men nogle af jer vil måske vide hvad jeg mener.

Merry Christmas

Tim har et PR-firma, der primært har advokater som klienter. Det folkefærd opfattes af mange som værende nogle halvstive og halvkedelige starutter at være sammen med, men de behøver ikke nødvendigvis at være kedelige alle sammen, og her er beviset i form af den julehilsen, en af Tims kunder sendte til ham. Den håndskevne tilføjelse nederst til højre mangler ordet ‘months’; ellers fik han det hele med på billedet.

22. december 2019

Vi har ikke spor travlt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

P1000466Englænderne ankom i torsdags, så fredag var afslapningsdag, inden vi skulle være sammen med hele familien i går, lørdag. Det meste af formiddagen gik med at lave de to retter, vi skulle levere til Den Store Frokost. Charlotte ordnede ingredienserne til ‘Vibbers herlige sild’, som er en meget lækker ‘sildesalat’. Vi skulle være 15 voksne og 7 børn, og da opskriften var til seks personer, mente jeg, at vi hellere måtte lave dobbelt portion.
Det var ALT for meget – de andre grinede, da de så mængden af herlig silderet. Jeg fortalte hvorfor der var så meget, og de spurgte, om det mon var beregnet til at være en hovedret? Ja, tøhø, det må da være sådan … nå, men vi har i hvert fald sild nok til resten af juleugens frokoster, også selv om alle de andre fik en portion med hjem.
Julestrikkekassen blev næsten helt tømt, hvilket jeg derfor betragter som værende en succes.
Aubrey opdagede, at han fandt lun leverpostej med champignon og bacon totalt uimodståeligt – lun flæskesteg og ditto medisterpølse røg også ned i aubreydybet. Samt naturligvis frugtsalat i 20191221_185419betragtelige mængder. Han er inde i en spisemegetperiode, men det i går tangerede dog vist alligevel en rekord.
Børnene hyggede sig sammen med både hinanden og noget af alt legetøjet, som Merete har i huset til børnebørnsbesøg, men da vi nærmede os deres normale sengetid, var de blevet meget trætte hele bundtet … jeg synes det er skønt at se et lille barn sidde med sut i munden og håndtere youtubeklip som om hun var født med den smartfon i hånden.
Hvad man vel næsten også er, når man er født efter 2007.
Mellem alle ‘hovedretterne’ og desserten, der som nævnt var frugtsalat (og ost), gik vi en relativt lang tur ned til stranden.
Hvor min skøre lillesøster ikke kunne stå for, at vandet var så stille og klart – hun måtte en tur i vandet. Hun prøvede at lokke andre med, men uden succes, hvilket dog ikke afholdt hende fra det. Som jeg sagde: Hun er skør, men det vil ikke alle være enige med mig i, vil jeg tro. De fleste vil sige, at hun er sej, og det er jeg ikke uenig i. Men også lidt skør …
Jeg vil ikke isætte billeddokumentation, fordi hun ikke havde medbragt badetøj … vi må derfor hellere holde det betagende syn inden for familiens rammer.

I dag var vi på Muldiverset, hvor vi spiste frokost. Derefter ville vi ud i den friske luft, men vi syntes alle, at den var lige frisk nok, så den generelle stemning blev hurtigt mere for at runde en bager og derefter tage hjem og spise kage samtidig med indtagelse af et krus varm kakao.
I morgen formiddag skal vi en tur afsted til tølløseegnen, så englænderne kan se Malle og Anders’ hus; derefter bare hjem for at spise frokost, sætte ænderne over og få kogt risengrøden til risalamanden.
Med andre ord: Vi hverken er eller bliver på nogen måde overanstrengte, men det gør ikke spor. Man skal helst kunne slappe af i julen.

23. oktober 2019

Verden er lille

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , , , ,

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Ørnbjerg MølleØrnbjerg Mølle

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Salling RooftopSalling Rooftop

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Aarhus ØAarhus ØAarhus Ø

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

P1000116

4. oktober 2019

Science Today v/ Tim Maltin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:56
Tags: , ,

Måske husker I den lidt dramatiske udvikling af The Flower Show, da vi var derovre i juli? Hvor en af deltagerne blev stukket af en hveps og fik det rigtig dårligt, og hvor en anden af deltagerne dagen efter kom for at fjerne hvepseboet?

Boet blev anbragt i en plasticpose til senere anskuelighedsundervisning, som Aubrey fangede på film.
Den film sendte Anna til mig, da de var her på ferie, og jeg spurgte hende, om Tim mon vil synes det er okay, at jeg lagde den ud på Youtube.
Oh yes, svarede hun, no problem, just do that – he’ll love the attention.
Tror I der er et barn her, der kender sin far? Jeg kunne ikke lade være med at grine.
Af forskellige årsager fik jeg dog aldrig gjort det. Ikke før nu, hvor I kan se verdenspremieren på Tims udgave af Science Today.
Det må høre ind under begrebet kortfilm, for den tager kun 2 min. 46 sek., så I når ikke at kede jer ihjel.
Den er i øvrigt ikke spor kedelig, for det er en klassisk Tim-udgave, dvs. indeholdende både pædagogik og lidt god, engelsk humor; fx da han på et tidspunkt lakonisk siger: This could be my last broadcast …
Hvorfor han siger det, må I selv finde ud af.

19. september 2019

Goodwood Revival 2019

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Hvis de overhovedet har mulighed for det, deltager mine englændere i Goodwood Revival hvert år. Det foregår midt i september, og John og jeg har lovet os selv, at vi skal med derover engang; nok mest fordi Charlotte og Tim siger, at det lige ville være noget for John, men jeg kan vel også få tiden til at gå, vil jeg tro. Charlotte bruger tid hvert år på nye kostumer, så ikke de kommer i det samme kluns hver gang – man har vel sit gode rygte (de møder altid nogen, de kender) og sin egen faglige stolthed …
Den største udfordring ligger i, at det er umuligt at forudsige vejret på dagen, og dermed hvordan tøjet skal være. Sidste år druknede det totalt i konstant silende regn, hvilket reducerede fornøjelsen ved arrangementet en anelse.
I år var det 23° og høj sol fra morgen til aften, så folk søgte skygge og kølighed, hvor og når der var mulighed for det.

Goodwood Revival 2019 -4

I år kørte de dertil i den, de selv kalder for Matadorbilen. Det kan de gøre på godt to timer, og turen frem og tilbage er en væsentlig del af hele oplevelsen. De elsker alle fire at køre i de gamle biler.
Jeg har først lige spurgt, hvilket årti de repræsenterede denne gang, men har ikke fået svar endnu. Ligner det ikke 40’erne? Charlotte med sin trekvart-ærmede frakke og trekvartlange jeans, Tim med sin lange jakke og Aubrey med korte bukser og argyle stockings? Anna stikker vel i givet fald lidt ud med sine cowboybukser. Det kan dog være med vilje – hun har nået en alder, hvor det betyder meget, hvordan man i egne øjne tager sig ud i andres ditto.

Goodwood Revival 2019 -3

Aubrey, derimod, er mere ligeglad med at se lidt anderledes ud, end man måske kunne tro, han ville være. Han er helt med på, at man ved denne lejlighed i højere grad skiller sig ud ved ikke at være udklædt, og selv om det ikke er et ufravigeligt krav at være det, synes han, det er ret festligt. image

Goodwood ligger ideelt for en tur med bilen til England, der kunne planlægges således, at vi først besøger Rye, som Mia lige har fortalt mig er stedet hvor mange scener fra Mapp & Lucia er optaget, og derefter kører til Goodwood for at mødes med familien der.
Der skal vist lige tales lidt om september 2020 ved lejlighed …

13. september 2019

Der er ikke langt mellem snapsene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , , ,

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Æblesnaps

ÆbleeddikeJeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Min nu helt britiske familie

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

22. august 2019

Skovtårnet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:14
Tags: ,

SkovtårnetTirsdag havde vi booket billetter til Skovtårnet, som er Gisselfelds nyeste attraktion. Man skal vælge et time slot at komme på, men der var ingen, der var helt optagede, fordi højsæsonen nu er slut, så vi kunne vælge frit – og tog kl. 10:30. Da vi så, hvordan det hele fungerede, giver det god mening at fordele folk, så ikke der opstår trafikpropper på vej op eller ned i tårnet.
Der er plankebroer hele vejen ud til tårnet og hele vejen tilbage igen – først den ene vej, og så den anden vej – de var meget praktisk lavet ensrettede, så man for det første fik to forskellige vandringer gennem skoven og for det andet ikke uafladeligt skulle vige for modgående trafik. Man måtte ikke forlade the board walks af hensyn til naturen, hvilket måske umiddelbart kan virke fjollet, men når man tager i betragtning, hvor mange tusind besøgende, de har der, giver det også god mening. Når man har gået fra start til slut og har været oppe og nede i tårnet, har man gået 3,2 kilometer. Mange har angivet, at det er fire, men det passer nok også meget godt, hvis man medregner turen fra parkeringspladsen.

SkovtårnetSkovtårnet

Der kommer nogle interessante vinkler, når man er på vej opad. Turen op, som var på 800 meter, var ikke så slem, som nok især John havde frygtet – og alligevel gik det en hel del hurtigere at komme ned igen …
Det føltes som at gå mere end 45 højdemeter, skal jeg gerne indrømme, men det er absolut turen værd. Vi er 135 meter over havets overflade, når vi står på toppen, men er altså startet i 90 meters højde.

Skovtårnet

Der er højt ned …

Skovtårnet

Se … det ser da ud som mere end 45 meter, gør det ikke? Men det havde nok også været ret skuffende, hvis det havde føltes mindre end de 45 meter.

Skovtårnet

Set nedefra virker det som værende højere end 45 meter.

SkovtårnetSkovtårnetSkovtårnet

På vej tilbage gik plankevejen sommetider på begge sider af ivejenstående træer, og der var udsigtsbænke og en ditto platform, man kunne nyde udsigten fra.
Det hele gik gennem et temmelig kuperet terræn, så det var ikke kedeligt at komme til og fra Skovtårnet; tværtimod var det en hyggelig tur.
Vi sprang klatreskoven over, for man skulle kunne klare sig selv i den, og det havde børnene hverken mod eller kompetencer til at kaste sig ud i, men det gjorde ikke noget – alle, også børnene, havde haft en dejlig og tilstrækkelig oplevelse ved bare at skulle op i tårnet.
Skulle jeres vej falde forbi, kan vi absolut anbefale at tage turen derop.


Det var godt, at Tim tog hjem. Ikke for os, selvfølgelig, men for ham. Han ringede tirsdag aften omkring 19:30 og fik en snak med Charlotte. Den sluttede med, at han sagde, at NU skulle han endelig i seng og forhåbentlig sove en lang og uforstyrret nat, for han havde tænkt sig at slukke telefonen. Da havde han ikke sovet siden han stod op søndag morgen, den stakkel. Til gengæld var kunden tilfreds, for han (Tim, altså) havde præsteret at få et eller andet, åbenbart vigtigt for sagen, på forsiden af to landsdækkende dagblade.

19. august 2019

Sådan er det desværre sommetider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

P1030503

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

P1030532P1030478

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

P1030492

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

P1030509P1030526

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

11. august 2019

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , , , ,

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Skaldyrsbuffet 2019Skaldyrsbuffet 2019 (1)

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Skaldyrsbuffet 2019 (2)Skaldyrsbuffet 2019 (3)

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

P1040604I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

22. juli 2019

Vejret er strålende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , ,

SvampefarvningVejret er i enhver forstand strålende – det småregner nemlig, hvilket passer fruen her perfekt, for vi fik ikke helt nok i de fire mm fra forleden. Det ville være synd at sige, at det er skybrud, men det er meget bedre med denne stille, silende småregn, som kun gavner og ikke ødelægger.
Det gavner mig også indirekte, for jeg er hus- og havepasser for bagboen de næste 14 dage … nu varer det lidt længere, inden jeg behøver at vande deres flotte have.

Det er med andre ord indevejr, og vi hygger med forskellige sysler. John med fotoredigering, for han er, efter vi var i Grønland, begyndt at tage alle sine billeder i raw-format, så det tager en rum tid, inden han har behandlet feriebillederne, så de umiddelbart kan ses på andre medier end hans egen pc.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at katalogisere resultaterne af mit svampefarvekursus. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig blev en nærmest uoverkommelig opgave at få ordnet garnet og sat prøver i det dertil indrettede A4-ringbind. Men nu er det sket, og jeg har lige husket mig selv på at starte på noget tinbejdsning, når jeg er tilbage fra Nordsjælland onsdag aften. Garnerne på billedet er alunbejdsede, hvilket de ikke skulle have været, men det vidste jeg jo først, da kurset var i gang. Det har været lidt besværligt at få fat i tinklorid, men det lykkedes, og jeg glæder mig til at se nogle forhåbentlig anderledes resultater med de tørrede svampe jeg fik med hjem. Tinnen skulle gøre farverne meget klarere end alun kan præstere, selv om de var lidt forbavsede og overraskede over mine fine farver på kurset.
De røde er cinnoberbladet slørhat og den grønlige er brunporesvamp.

P1030433Det er blomstertid. Jeg blev blomsterbarn i 1968, hvilket ikke helt passede mine landmandsforældre, men jeg lod mig rive med af bølgen, selv om jeg aldrig gik all in, men kun bevægede mig lidt prøvende rundt i periferien af det hele. Bevidsthedsudvidende stoffer blev det aldrig til, ikke engang for ‘lige at prøve’, og jeg fik senere at vide, at det var det, mine forældre havde været mest bekymret for; ikke så meget mit hippietøj og musikken, men stofferne! Det kan jeg godt forstå i dag, men det var aldrig i spil for mig, for jeg havde allerede set for mange blive ødelagt af det stads.
Blomsterne har jeg aldrig sluppet. Jeg elsker blomster, og på denne årstid har jeg altid masser af blomster både ude og inde … kan slet ikke få nok af dem.

Herunder resultatet af et af Johns familiegruppebilleder fra englandsturen. Vi har sendt to rundt til alle, for enten så nogle lettere fjollede ud, eller også så nogle andre lettere fjollede ud, eller også vendte et barn ryggen til, eller også glemte en eller flere at smile – desværre er det temmelig vanskeligt at kombinere den halve snes billeder, så alt bliver optimalt.

ENGLAND JULI-57

Vi savnede Heidi, Nikolaj og lille Ida. Det kunne have været sjovt at have haft hele klanen med! Det blev vi enige om at forsøge os med om et par år. Det var Tim og Charlottes eget forslag, så de har åbenbart ikke fortrudt at have haft hele banden på én gang.

10. juli 2019

Mænd i alle aldre har grilltjansen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:19
Tags: , ,

Man taler meget om, at det oftest er mandens job at grille, mens kvinderne udfører resten af arbejdet. Jeg tror godt man kan sige, at på det punkt hører vi til gennemsnittet. I forgårs havde vi tre søskende lavet maden, fordi de næste to generationer først ville ankomme efter kl. 16, og de skulle da lige have tid og lov til at lande. I går blev vi tre ‘gamle’ derfor smidt ud af køkkenet, hvorefter alle i midtergenerationen overtog madtjansen – men altså på traditionel vis; dvs, at inden længe havde mændene forføjet sig ned til den store åbne grill, de har i æblehaven – i hvert fald næsten alle mænd, og de ældre sørgede for at lære de unge op. Der skal meget kød på til så mange mennesker. Som man måske kan gætte, er der ingen vegetarer blandt os …

GrillhyggeP1030324

Senere blev der lagt brænde på i stedet for trækul, og så hyggede alle over 12 år sig omkring bålet, til mørket var faldet helt på. De fem under 12 gik glip af det, men det ved de heldigvis ikke …

P1030328

I går så vi Highclere (= Downton Abbey). Det var bestemt interessant at se i virkeligheden, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke måtte fotografere inden for på slottet, for det var opulent og imponerende flot.
Sjovt var det dog alligevel at gå rundt og kunne genkende rummene, hvor serien var blevet optaget. Vi var ikke i tvivl om, hvad der var hvad, men skulle der være enkelte, der ikke kunne genkende det, var der i hvert af de aktuelle rum sat en fotostat op med en eller anden scene fra serien.

P1030335P1030343

Ikke blot var slottet imponerende – selv om vi alle var enige om, at det så mindre ud i virkeligheden end i serien – parken var det ikke mindre. Den er skabt af den tids nok mest berømte landskabsarkitekt, Capability Brown. Drivhuset hørte ikke ligefrem til de mindste af slagsen, og også The Secret Garden (en flot staudehave) og alle de enorme solitærtræer var smukke at skue. Jeg synes, at gamle cedertræer er noget af det flotteste.

P1030332

Vi ville gerne være ved slottet kl. 13, og med en times kørsel dertil var det smartest at smøre madpakker og tage med. Dem indtog vi ved og på en temmelig omfangsrig træstub med den nydeligste udsigt til slottets gavlvæg.

Vi er ovenud heldige med vejret; det er bedre, end vi var blevet lovet, med 24 grader og, helt usædvanligt, næsten vindstille. I går var der oven i købet fuld sol det meste af dagen. I dag er der flere skyer, men det gør ikke spor, når det er så varmt. Tværtimod, og vi er alle glade for, at det holder tørt, også selv om haven godt kunne bruge noget vand, men nu må det meget gerne vente, til flowershowet er overstået på lørdag – og der er ryddet op efter det, inden vi kører mod øst på søndag.

8. juli 2019

The second Danish invasion …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Tims betegnelse for, at næsten hele min side af familien samles i løbet af denne uge er The second Danish invasion. Det kan jeg sådan set godt forstå, så han skal ikke høre noget for det. Merete, John og jeg kom i går formiddags, og i dag kl. 10:30 kom Bodil, Hans og Ella, 6 år, som ikke har sin far og mor med, men må ‘nøjes’ med mormor og bedstefar … hvilket i øvrigt passer den unge dame særdeles fint. Ellas far og mor er de eneste som ikke kommer, hvilket primært skyldes lillesøsteren, som de synes er lige en anelse for besværlig at rejse med endnu. Bortset fra, at det er lidt synd for mor Heidi, som er familiemenneske med stort F, tror jeg, at begge de to børn nyder at have forældre, hhv. bedsteforældre for sig selv.

P1040578P1040574

Charlotte var næsten parat til invasionen, da vi kom i går, men børnene var ikke helt færdige med at friske et af havesættene op.
I går blev der tid for de fem af os til en køretur i wolseleyen til et steamshow ikke så langt fra huset, mens Charlotte og jeg blev hjemme og fik ordnet nogle småting.
I dag til frokost spurgte Tim, hvem der så kommer her i løbet af eftermiddagen.
Svaret var kort: The rest!
Helt tilfældigt og uden at have aftalt det, havde resten af flokken bestilt billetter til det samme fly, som landede kl. 12 i Gatwick, så de er her nok om en times tid.
Pavillonen er slået op, så her skal alle måltider indtages. Godt nok har de et ret stort hus, men der er ingen steder inden døre, hvor vi alle 19 kan bænkes. Pavillonen skulle alligevel op til flowershowet på lørdag, så det passer helt fint. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, så det skal nok gå … vi har alle sammen varmt tøj med, og ingen kan blive våde.

Merete, John og jeg handlede her til formiddag. Morgenmad, frokost og grillmad med tilbehør til 18½ personer i to dage bliver til en virkelig fuld indkøbsvogn. Kassedamen fik helt ondt af os, kunne vi se. Da hun til sidst spurgte: Is that all?, til hvilket jeg svarede: Yes … how many fortunes is it?
Ohhh, it’s quite a lot of money
, sagde hun og så helt bekymret ud på mine vegne. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt, men jeg synes ikke, at jeg skyldte hende nogen forklaring på al den mad.
Vinen har vi haft med hjemmefra … vi blev enige om, at bag in boxes ville være okay til denne lejlighed, og det er de ikke blevet helt gode til her i England endnu.

Nu er resten her lige om lidt, og Merete og jeg skal nå at bage en rabarberkage – the show has begun!

5. juli 2019

Der er pakket. Til England. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Jamen vi har jo lige været derovre, kan I sige. Og I vil have ret … vi var der i maj, men den tur blev planlagt kort efter nytår. Denne tur har vi slet ikke planlagt, forstået på den måde, at Charlotte engang i februar skrev til sine to mostre, fire kusiner og fætteren (og til os), at alle var velkomne til at komme over og besøge dem i uge 28. Der er nogle af dem, der har set huset, men ikke alle – og ingen, der har været der før, har set det færdigt.
Folk var da heller ikke længe om at melde ind, og til vores overraskelse var der kun 2½, der meldte fra, så vi bliver 19. Altså i alt, inklusive de fire, som allerede bor i huset, men der skal stadig være sengepladser til 11 ekstra voksne. Ikke alle er der hele tiden, men alle er der på én gang i nogle dage.
Det er mange at huse, men det kan lade sig gøre nu, hvor ‘skuret’ er blevet færdigt – dog skal tre af de fire medbragte børn sove på madrasser på gulvet i samme værelse som forældrene, men det tror jeg nu ikke der er nogen, der brokker sig over. Det fjerde barn kan stadig være i en rejsebabyseng, og sådan en har de stadig derovre.

SONY DSCSONY DSCSONY DSC

20190705_162733Der er løbet meget vand i åen – og smurt meget maling på væggene – siden de flyttede ind i den ruin, de købte for 10 år siden. Tim har kæmpet bravt for at banke en PR-virksomhed op under en finanskrise, men nu flasker det sig efterhånden altsammen, og de har fået det hus, de ingen problemer havde med at kunne se for sig, da de så det første gang.

Vi tager igen bilen derover, medbringende min ene søster, den anden kommer også i bil, og den ene af niecerce lejer en. Med så mange på besøg dur det ikke at mangle biler; der er jo ingen grund til at låse sig fast i huset, hvor dejligt det end måtte være. Vi skal også kunne aflaste Charlotte med indkøb, så ikke hun hænger på det hele hele tiden.
Det bliver hyggeligt – næsten som en tilbagevenden til tiden før far døde, hvor han hvert eller hvert andet år inviterede hele familien til en fælles ferieuge et eller andet sted i Europa. Det kom der mange hyggelige ture ud af.

Det skur, jeg omtalte, var en gammel og forfalden lade, som de nu har ombygget til opvarmet garage i den ene halvdel (til Tims fine, gamle biler) og en lejlighed i den anden. De må ikke bruge den som B&B, men de må gerne etablere endnu en granny flat, så det gjorde de. Det er en fin lille lejlighed på omkring 70 m2 med stue og køkken i ét, bad og soveværelse.
De bor i et AONB (Area of Outstanding Natural Beauty), så de må ikke bygge nyt, men hvis der findes et såkaldt footprint, dvs. at der fx står en grundstøbt gammel lade, må man gerne bygge den om til beboelse. Det er derfor, man ser så mange mere eller mindre forfaldne bygninger rundt omkring i England – så længe de er der, må man ombygge dem, men man får som sagt ikke lov at bygge nyt.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os? Det gør alle, så det skal nok blive godt. Charlotte har lagt årets flowershow på næste lørdag, så de fleste får også den oplevelse med.

2. juni 2019

Den ene side og den anden side

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:25
Tags: ,

Lørdag morgen satte vi kursen mod Djursland for at være med til at fejre min kusines mands 70-års fødselsdag.
Den vil jeg ikke gå nærmere ind i, andet end at sige, at det var smadderhyggeligt og på ægte jysk maner med en overdådighed af mad – det ville have været nemt at trille mig ud, da vi sagde farvel og tak for i dag.

Rønde vandrerhjemRønde vandrerhjem (1)

Vi overnattede på Rønde Vandrerhjem, som en eller anden har formået at placere aldeles ideelt, højtliggende og med udsigt over hele Kalø Vig. Værelserne lå i en bue ved terrassen her, så vi kunne se det hele inde fra sengen. Ret fedt. Værelset var spartansk, som de nu engang er på vandrerhjem, men det var fint nok – vi er jo ikke på ferie, men gad bare ikke køre hele vejen hjem i går. Det hed et familieværelse, men man skulle komme hinanden godt ved. Ikke fordi værelset var specielt lille, men der var kun to senge! Til gengæld var badeværelset kæmpestort og kunne have rummet det meste af min familie, så måske derfor …

Hos Lone og BrianHos Lone og Brian (2)

På vejen hjem kørte vi via Sydfyn, hvor Johns nevø har slået sig ned. Han havde for et godt stykke tid siden, i forbindelse med en præsentation, han skulle give et eller andet sted derovre, brug for en overnatning og fik anbefalet dette sted, som er en B&B.
Han overnatter der endnu, men jeg tror ikke, han betaler for det mere …
Det vil sige – det gør han jo, men det er på en anden måde!
Rummet her i gavlen har hun selv tegnet. Jeg er vild med det; der er et fantastisk lys derinde, og udsigten kan man (heller) ikke klage over.

Egebjerg Mølle (6)Egebjerg Mølle (7)

Fra Lones hus kunne man lige skimte Egebjerg Mølle, som i stedet for den traditionelle hat havde fået en af glas. Vi blev anbefalet at se den, inden vi kørte hjem, og det var da også interessant at være i stand til at se en del af det sydfynske øhav herfra.
Desværre gav glasvæggene mange reflekser, men det kunne vi ikke rigtig gøre noget ved. Der var anbragt en kikkert i rummet, så vi kunne se huset, vi lige havde forladt, men vi kunne ikke se, om de stod og vinkede til os, som de havde lovet.

Egebjerg Mølle (1)

I aften står den på tidligt i seng. Selv om det ikke blev sent i går, er vi alligevel trætte. Vi er desværre ikke 20 år længere, hvilket absolut kan mærkes ved denne slags lejligheder.
Nå. Jeg ville nu ikke ønske mig at være 20 år … tænk at have 40 års arbejdsliv foran sig. Eller måske 55, som det jo nok vil komme til at være for dem, der er 20 år i dag. Gys, siger jeg bare.

13. maj 2019

En engelsk kanal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:05
Tags: , , ,

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

P1020865vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

P1020875

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

P1020876P1020881P1020895

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

P1020878

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

P1020894

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

P1020908

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

P1020901

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

P1020913

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

P1020870

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

23. februar 2019

Det var fantastisk mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

P1040220P1040221

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

P1040222P1040223

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

P1040224P1040231

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

P1040232P1040235

P1040237

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

18. februar 2019

Familie, familie, familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:54
Tags: ,

I går var hele familien her. Næsten … vi manglede faktisk otte. Fem er på Sri Lanka og to var på arbejde. Tre, hvis vi regner Rune med, for han arbejder 11 uger ad gangen som maskinmester i Mærskflåden og er altså ude for tiden.
Vi var derfor kun 14, men de/vi 14 kunne uden problemer snakke for alle 22!
Det var smadderhyggeligt, men vi var lidt trætte i morges, så dagen i dag har stået på ren afslapning med kun en tur til Sibirien, hvor vi gik en tur langs den dejlige strand i det skønne vejr – som vi vist også skulle nyde ekstra intenst i dag, for det forsvinder åbenbart snart for os igen for en periode.
Det er en perfekt strand, fordi der, udover selve stranden, vokser træer helt ud til vandet, så for hver få hundrede meter er der et nyt, væltet træ, der helst skal studeres oppe fra den vandrette stamme – nogle mere udfordrende end andre …

P1020312P1020334

Jeg har slet ikke tid til internettet, men det overlever nok uden mig for en kort periode.
Der kom dog lige en pause for mit vedkommende, mens englænderne prøvede det nye spil, Carcassonne, som jeg havde købt til børnene. Det viste sig at være et solidt hit; de havde ikke spillet det ret længe, før Anna spurgte, om de måtte få det med hjem, og selvfølgelig må de det. Det var såmænd også meningen med det, for når de er her så sjældent, skal jeg ikke gemme spil, der er aldersrelaterede. Hvad det måske i virkeligheden slet ikke er, for forældrene syntes også, det var sjovt at spille – det handler meget om strategi, så vidt jeg kunne forstå.
Der lå nu også en del research bagved, inden jeg fandt frem til netop dette spil, som oven i købet kan udbygges, så hvis det bliver ved med at være interessant, skal jeg have bestilt overbygningen til det.

P1020340

29. december 2018

Hverdag igen … næsten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Vi er hjemme igen efter en næsten planmæssig rejse. Tim havde advaret os om, at de engelske tog af en eller anden grund ikke rigtigt er gearede til andet end arbejdsdage. I ferier og på helligdage går der beklageligt ofte noget galt. Da vi skulle hjem i forgårs, kunne vi på strækningens online-opdatering læse, at toget var forsinket ni minutter, hvilket vi ikke syntes lød særlig slemt, så vi kørte afsted til tiden, for familien skulle videre til Bath og kunne bare sætte os af – vejret var jo godt. Inden der var gået fem minutter på turen til stationen, opdateredes igen: Nu var det 20 minutter forsinket. Lidt øv, men pyt. Englænderne satte os af, men nu var toget 40 minutter forsinket. Hvordan man på cirka 15 minutter fïnder ud af, at toget går fra at være forsinket fra 9 minutter til 40 minutter, forstod vi ikke – og kort tid efter øgedes forsinkelsen oven i købet til 49 minutter. Vi var glade for, at vi havde rigtig god tid til at nå vores fly.
Det blev dog ved de 49 minutter, men da toget så langt om længe ankom, var det proppet som et københavnsk S-tog i den værste myldretid, og vi var mange, der skulle med fra Pewsey, som var sidste stop inden Reading, hvorfra vi, og sikkert også mange andre, skulle videre til Heathrow og nå et fly. Det vidste togpersonalet, så de gjorde meget for at få os ind i toget, og det lykkedes da også efter 10 lange minutter, hvor vi nåede at blive en anelse spændte, for kom vi ikke med dette tog, gik det næste først tre timer senere, og så ville vi naturligvis miste vores fly.
Vi kom med – alle kom mirakuløst nok med – men John og jeg måtte stå i samlingen mellem to vogne, og da det kørte ekstra stærkt for at indhente bare lidt af forsinkelsen på nu en time, var det noget af en rystetur, vi fik os.
Resten af turen gik planmæssigt, men vi kunne kun give Tim ret i, at man nok helst skal undgå First Great Western i ferier og på helligdage.

P1030915

(Vi har mange sangsvaner på fjorden lige nu. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan have vinduerne åbne, for det er faktisk ret hyggeligt at høre på dem.)

Annemarie og Malle har været her til strikkekurset, og vi har hygget os. At jeg kvajede mig med en opskrifttolkning til AM og opdagede det i søvne, er noget helt andet. Jeg vågnede med et sæt i nat kl. 03, fordi fejlen åbenbart havde slået mig hårdt oven i hovedet. Jeg stod op, pillede hendes arbejde op til før fejlen og strikkede stykket igen. Det kostede mig en god times nattesøvn, men har med største sandsynlighed sparet det stakkels pigebarn for nogle voldsomme og fuldt forståelige spekulationer senere.

P1030920

Annemarie skulle afsted i formiddags til sin svømmehalslivreddervagt, men Malle er i aftenvagt for tiden, så hun blev her til midt på eftermiddagen.
Vi nåede at gå en skovtur, og på vejen undrede vi os såre over denne dysse: Hvor almindeligt var mon lige navnet Suzanne for omkring 5.500 år siden? Jeg vidste heller ikke, at de kunne skrive så pænt i stenalderen, men man bliver jo klogere hver dag …

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

16. december 2018

Julen er skudt i gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:47
Tags: ,

Årets første julefrokost løb af stabelen i dag. Måske var det i virkeligheden den sidste, for vi holder jo en i august … faktisk er jeg ikke helt klar over, om det er den forrige eller den følgende jul, vi holder der …
I hvert fald holdt vi den for bare os tre søstre med børn og børnebørn. De to andres børn og børnebørn, for mine kan desværre yderst sjældent deltage, og således også i år – men det var som sædvanligt smadderhyggeligt alligevel, selvom det er lidt ærgerligt, at vi manglede mine fire englændere. Den skulle vist helst også have været holdt lidt tættere på julen, men fordi vi er ovre hos samme englændere hele julen, blev det altså i dag.
Malle og Anders lagde hus til. De har lige købt et nyt, gammelt hus, som de flyttede ind i for bare en måneds tid siden, men det var totalt indflytningsklart, og de ville naturligvis gerne vise det frem til familien.
John og jeg er ellers en anelse fornærmede: De har slået vores Stråtækte med tre år! Vores er fra 1780, mens deres er fra 1777.
Og så har de oven i købet den kæmpestore have, jeg gerne ville have haft – men det skal retfærdigvis siges, at det vidste jeg ikke, at jeg ville, da vi købte vores hus – det er kommet til senere, at jeg er glad for at have have.
Og de skal have høns … jeg er helt misundelig, men man kan ikke få alt. Vi rejser også alt for meget til at have høns. Siger John.

P1030794

Julefrokost med én øl til deling. Fars Jul fra Refsvindinge … tre liter øl, så det var lidt af en flaske. Annemarie klarede udskænkningen perfekt uden at spilde en dråbe.
Og der var da også flere øl til dem der ville have det, men der var mange chauffører, så det var ikke så galt endda – man kan ane Johns Nordic, som man godt kan tillade sig at drikke mere end én af, selv om man kører, og snapsen var det kun mine to søstre, der tog af. Jeg var godt nok ikke chauffør, men fordi jeg foretrækker vin fremfor øl, syntes jeg ikke lige, at der skulle snaps til fruen her.

Jeg har som bekendt afholdt strikkekurser for begyndere for mine to yngste niecer.
De ønsker nu et kursus for let øvede, og da de syntes det kunne være hyggeligt, hvis de var to på holdet denne gang, aftalte vi, at de kommer lige inden nytår, så vi kan nå det, inden vi skal på en stor rejse i januar.
Det bliver da SÅ hyggeligt.
Jeg havde en masse strikkede sokker, futter, pandebånd, halstørklæder og huer (og nogle af de syede toiletpunge) med i håbet om, at der kunne findes afsætning for det.
Det kunne der. Alle tog en eller flere ting; jeg havde næsten ingenting med hjem igen, så det blev ikke meget til Røde Kors i denne omgang, men jeg synes det er skønt, at alle, unge som ældre, godt gider gå med mosters hjemmestrikkede.
Det har hulet lidt ud i alt det plantefarvede garn at strikke alle disse ting – jeg har strikket 11,5 kilo garn op i år, så jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over at have købt over 20 kilo garn. Det skal nok blive brugt.

23. oktober 2018

Der er en smule vind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:21
Tags: , , , ,

P1030453Sådan vil en vestjyde formentlig sige om vejret i dag, men for os er det mere end en smule, idet 25 sekundmeter i vindstødene er pænt meget i vores verden – så meget, at børnene kunne læne sig godt tilbage og alligevel blive forhindret af vinden blæsten i at vælte.
I går var vejret flot. Det blæste, men ikke for meget, og englænderne skulle naturligvis lige ned og snuse til Vesterhavet.
Vesterhavskysten, hvor vi også ferierede sammen i 2008 og 2009, men dengang kunne de meget yngre børnebørn ikke rigtig klare al den vind, hvorfor vi besluttede os for fremover at holde efterårsferierne på Djursland i stedet, og hvor vi derfor tilbragte tre af slagsen.P1030458
Nu er de helt vilde med blæsevejret og har en fest med at lege med vinden, så at sige.

P1030463

Turen i dag gik til Jyllandsakvariet i Thyborøn. For at komme dertil kører man forbi Thorsminde, hvor vi lige ville ud på molen for at vise englænderne, hvordan havet ser ud, når man kan se det slå ind over molen. Tim syntes ikke, at det var specielt behageligt, íkke mindst fordi han måtte opgive at have hat på. Ungerne elskede det, men da det begyndte at regne, blev det alligevel en tand for meget for de fleste, så vi fandt bilen igen.

P1030480P1030479

Jyllandsakvariet var nok lidt anderledes, end vi havde forestillet os; bl.a. synes vi, at bassinerne var alt, alt for små til de mange og store fisk, de havde sat i dem. Jeg var til gengæld betaget af deres fødeklinik for hajer, hvor man kunne se de bittesmå hajpuslinger bevæge sig rundt inde i ægkapslerne. Her var det jo naturen selv, der havde bestemt, hvor meget plads de skulle have at svømme rundt i.
Havkattene var grimme. Meget grimme. Fascinerende grimme …

P1030487P1030489

På vejen hjemover sad jeg og kiggede lidt i nogle turistbrochurer vi tog.
Nogle gange har man fornemmelsen af, at man har overladt de engelske og tyske oversættelser til 9. klasseselever, der har fået et sommerferiejob.
Andre gange er den danske originaltekst heller ikke specielt imponerende.
Og endelig er der de formuleringer, der bare er … enestående.
Eksempelvis under ‘Praktiske oplysninger’ i en af brochurerne:

Parkering foregår på parkeringspladsen

Det er da nyttig information, ikke sandt? Ellers havde vi jo ikke anet, hvor vi skulle gøre af vores bil.

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

Næste side »

Blog på WordPress.com.