En uge siden …

Det er allerede en uge siden, Tim fejrede sin 50-års fødselsdag.
Først havde han det lige som mig: Der er overhovedet ingen grund til at gøre noget ud af det. Ingen af os (og det gælder os alle fire) har lyst til store fester med suppe, steg og is, og ingen af os har plads til at rumme mere end 10-14 siddende gæster.
Charlotte blev vist lidt inspireret af min svogers 60-års dag og mine englændere blev derefter enige om at få fat i et stort telt og en pandekagevogn. Sådan et telt er en såkaldt falsk ven, idet det hedder a marquee på engelsk. Det er åbenbart den amerikanske betydning vi har taget til os.

Tidligt fredag morgen kom der to mænd for at sætte teltet op. Det var nogle solide ‘søm’, der blev banket i jorden! Og en stor ‘mast’ skulle der til.
Der kom tæpper på græsset og lys og Charlottes hjemmesyede flagranker i loftet og langs siderne. Det tog dem syv timer at sætte det op.
Vi skulle blive i alt 88, men kun 60 stole og seks borde (+ drikkevarebordet) blev stillet op, for det var ikke meningen, at alle skulle kunne sidde ned på én gang. Hvis man kan det, er man mindre tilbøjelig til at cirkulere.

Der var MASSER af drikkelse: to slags alm. øl og én alkoholfri, cider, rødvin, hvidvin, to slags hyldeblomstdrik, iste, schweppes tonic, cola, evian- og perriervand.
Tim var bekymret for, om der var nok – “en øldrikker drikker måske fem øl på sådan en dag, Charlotte!”
”Jojo, men du tror altid, at alle drikker fem af hver af hver slags, og sådan er det altså ikke. Derudover er det søndag eftermiddag, der er mange chauffører og de skal kun være her i fire timer”.
Han var stadig skeptisk, men jeg kan afsløre, at intet af det blev drukket op – der er såmænd næsten nok tilovers til, når hele Charlottes danske familie kommer derover til sommer.

Pandekagebilen var et hit. De tilbød fire slags fra det salte og fire fra det søde køkken. Jeg havde sådan en lyst til at smage alle otte, for de tre jeg smagte, var meget delikate, men det var naturligvis fuldstændig umuligt at rumme. Medmindre man hed Aubrey, men selv han nåede kun seks – selvfølgelig fire plus to af dem fra det søde køkken … hvilket alle under 20 (som der var 10 af) valgte.
Det var jeg så måske ikke voldsomt overrasket over. Når man selv kan få lov at bestemme, er der jo ingen grund til at gå efter noget, der ikke er sødt.
De varme drikke troede vi ville gå som varmt brød(!), men det var først i den sidste times tid, de blev efterspurgt. Børnene gik dog til den med varm chokolade med marshmallows.

Det viste sig, til min overraskelse, at jeg kendte omkring 60 af de 88. Otte af dem havde jeg ikke set siden Charlotte og Tim blev gift for snart 19 år siden, men jeg kunne genkende dem – og de mig!
Der var Mark & Richard – et populært par i landsbyen. Mark og jeg følger hinanden på IG; han er biavler og genetiker og udgiver ofte nogle morsomme biovittigheder på IG … han siger han nyder mine madbilleder og efterlyste flere af dem; han elsker mad, den mand!

Der var fem unge, som hyggede sig her ved siden af gavebordet og havde en meget snaksom dag.

Der var Louise, den venlige, men desværre efterhånden demente nabo, som præsenterer sig hver gang hun ser os og spørger hvem vi er. Heldigvis bor hendes datter og svigersøn kun 100 m væk.
Der var Robin, som er blevet enkemand siden sidst vi så ham. Han var gift med den 24 (!) år ældre Sarah, som døde forrige år.
Der var en anden Robin; dels en bekendt og dels hyret som fotograf i sin tid til brylluppet, men som helt glemte sine pligter pga. en af Charlottes veninder. Følelsen var gensidig …
Der var søde Amanda med sin mand Andy, uden hvem Tim ville have været lost, hvad veteranbilerne angår, men Andy ved alt, hvad der er værd at vide om dem. Og lidt til.
Der var Tims moster Sue, som, da hun og onkel Graham sagde farvel, gav mig de sædvanlige kindkys og sagde, at hun håbede, at jeg var meget stolt af min fantastiske datter!
”Joh … “, svarede jeg, “lidt er jeg da.”
”You better be!”, sagde hun og så meget alvorlig ud. “I really hope Tim knows how wonderful a wife he has. This place – and he – would have been nothing without her!”
Holddaop. Jeg blev helt rørt og refererede det selvfølgelig senere til Charlotte.
Der var … mange, mange flere. Snakken gik lystigt og det blev en dejlig dag.

Det er jo hele tre ting …

Rick Stein, A Cabaret på Annas og Aubreys skole og Tims 50-årsfejring. Det er hele tre ting, som vil være alt for meget til ét indlæg, hvorfor det må deles over i bidder.
I fredags var vi i Marlborough for at spise på Rick Steins restaurant. Jeg havde forventet meget og blev ikke skuffet … heller ikke John, som tog en 10 oz ribeye steak, selv om vi havde mindet ham om, at det kan være skuffende at vælge en kødret i en fiskerestaurant. Steaken viste sig at være både mør og velstegt, syntes John og Charlotte … sidstnævnte er superallergisk overfor skaldyr, så hun holdt sig fra alt, der havde noget som helst med fisk at gøre af frygt for mulig afsmitning.

Vi sad ved det runde bord, som befinder sig der hvor man kan forestille sig det første billede er taget fra. Restauranten er ikke voldsomt stor (der var dog mere end dette ene rum), men der var meget travlt i fredags – de stakkels tjenere nærmest løb rundt hele tiden. Der var ikke desto mindre helt styr på tingene; ingen byttede rundt på eller tog fejl af noget, og hele bordet fik serveret samtidigt.

Til forret valgte Tim og jeg fish and shellfish soup, som var ubeskriveligt velsmagende. Tilbehøret var to slags mayonnaise og nogle små, ristede brødskiver. Suppen slog selv min jomfruhummersuppe, som John ellers meget sødt siger er en michelinrestaurant værdig. Han smagte min suppe og fortrød lidt sin risotto, som nu også var rigtig god. Jeg ved ikke, hvad det er med John og fisk, men han tror ikke han kan lide det, selv om han, hver gang han får eller smager det, er ret glad for det. Jeg tror det er hans skræk for fiskeben, og jeg kan, selv efter maaange års ægteskab, ikke overbevise ham om, at han sagtens kan undgå at få noget med ben i på en restaurant. Utallige er derfor de gange, hvor han har sagt, at det kunne han jo godt have bestilt – men gør han det næste gang? Nixen.

Som hovedret valgte jeg crab linguine med persille og chili. Det så, som de fleste pastaretter, ikke specielt indbydende ud, men holdnufast, hvor smagte det godt! Som i aldeles uforskammet lækkert. Tim tog sea bass fillets, som så mere appetitlige ud end mit pasta, men begge retter smagte herligt.
Begge børnene valgte fish and chips, hvoraf der var så meget, at ikke engang Aubrey kunne spise op! Han spiser ellers for to i øjeblikket … jeg fatter ikke hvor drengen gør af det, for han er tynd som et siv. Det med voldsom appetit hører nok bare med til at være en dreng på 16 år.
Til dessert valgte jeg bread and butter pudding, men det skulle jeg ikke have gjort. Charlottes er klasser bedre, og the custard var bare en helt almindelig kagecreme, som jeg kunne have købt som et pulver derhjemme. Det var noget af en skuffelse, må jeg nok sige. For mig er den engelske custard normalt noget überlækkert, som jeg ikke kan finde helt mage til i Danmark, og som plejer at smage helt som det skal, uanset hvor jeg får det i England, så den faldt i den grad til jorden hos Rick Stein.
Nå. Så ved jeg det. Fiskeretterne var utrolig lækre, så han er tilgivet den skuffende dessert. Næsten …

En på alle måder STOR oplevelse

Min nevø, Rune, er maskinmester på Marie Mærsk, et skib i Triple E-klassen, som rummer flådens største skibe. Marie er 400 meter lang og kan rumme knap 18000 containere. 
Hun ligger lige nu i Aarhus havn, hvor Rune i går skulle afmønstre for denne gang. Han er ude i 11 uger og hjemme i 11. Nu, hvor coronapesten er overstået – hvis man altså ikke er kineser – må de igen modtage gæster, og jeg fik æren sammen med Runes mor Merete, som jo altså er min søster. John var desværre ikke frisk nok, men vi får nok chancen igen omkring 1. marts, hvor Rune skal påmønstre samme sted. Som planen er nu … intet er sikkert i denne verden.

Efter at være blevet clearet i vagten (Rune havde på forhånd meldt os og havde indsendt vores navne og pasnumre), blev vi kørt ud til skibet af en shuttlebus.
Derefter skulle vi op ad den stejle gangway, hvor vi i ‘indgangslugen’ fik udleveret vest, hjelm og gæsteskilt.
Så kom der en og ledsagede os, via flere stejle trapper, op og hen til et kontor, hvor Rune kort efter kom og hentede os. Han skulle først være færdig med at overdrage jobbet til afløseren. Der er hele tiden kontrol, ingen fremmede får lov at være nogen steder uden tilstedeværelse af et besætningsmedlem, og alle yderdøre (for)bliver låst; det er ren rutine, selv om der ikke er mange, der har lyst til at flygte fra Danmark … i visse andre lande vil rigtig mange gøre alt for at smugle sig selv om bord på hvad som helst, der kan føre dem væk.

Vi indledte med at se de private gemakker, som er ret fornemme – kontor og dagligstue-sidde-/sofaarrangement i ét rum med tilstødende soveværelse og badeværelse.
Turen gik videre til the galley (køkkenet), vaskerummet, fitnessrummet og ‘hospitalet’, samt diverse opholdsrum, såsom gamerrum, kantine, kaffestue, hyggestue, bibliotek (uden bøger, men med masser af film og diverse magasiner), spillerum (bordfodbold o.l.) og biograf.

Turen kom nu til resten af skibet. Vi startede oppefra og arbejdede os derefter hele vejen ned. Først broen.
Jeg vil på forhånd undskylde over for Rune, som så fornemt gav os den helt store, forkromede udgave af en rundvisning.
De har tit officielle besøgende, hvor ‘Den Lille Tur’ kan være så kort som 20 minutter, og ‘Den Store Tur’ tager omkring 45 minutter.
Vores varede 2½ time … og min undskyldning går på, at jeg absolut ikke kan huske alle de mange tal eller funktionerne af alt det vi blev vist. Det var voldsomt mange og voldsomt store tal; moster her var meget imponeret over, at han kunne huske alt det. På den anden side er det jo hans job at vide alt, der har med skibets drift at gøre – men alligevel …

Herover hhv. kaptajnens og maskinmestrenes operationsrum.

Tovværk og ankerkæde. Hvert led vejer 300 kilo, og kæden er 500 meter lang (husker jeg mon rigtigt der? Det lyder voldsomt, men skibet er jo 400 meter, så måske er den god nok).

Selve motoren og alle maskinrummene, med alt hvad dertil hører, syntes selv jeg var interessant, selv om intet normalt kan interessere mig mindre, men dette var bare så stort og så imponerende, at det må kunne have slået selv den mest motorusagkyndige med benovelse.
De laver selv ferskvand fra havvand, og de tre forskellige slags olier bliver renset og genanvendt mange gange. Den forbrugte fuelolie bliver også recirkuleret på en eller anden måde.

Øverst tv: Filtre, filtre og atter filtre.
Øverst th: Selve motoren, som måske kan genkendes som en megaudgave af en gammeldags bilmotor.
Nederst tv: Væg til ‘manuel’ betjening af maskinrummet, hvis der skulle ske noget med elektronikken.
Nederst th: Transformere i massevis; hver på 6600 Volt.

Meget af værktøjet er selvfølgelig også oversize – se bare en af møtrikkerne. De bliver ikke spændt med håndkraft; det har de et eller andet heftigt hydraulisk til at klare.

Jeg kunne vise mange flere billeder og fortælle meget mere, men det er der sikkert ingen af jer, der orker.
Jeg vil bare sige, at får I nogensinde chancen for at få en rundtur på et containerskib, så tag imod den – også selv om I ikke tror, den slags interesserer jer. Det er altid en fornøjelse at høre fagligt velfunderede folk fortælle. Især, når det ikke er overfyldt af et irriterende hav af øhhh’er og “hvaerdetnudethedder”. For Runes vedkommende var jeg ikke i tvivl om, at det hele virkelig sad på rygmarven, og det var som sagt en fornøjelse at høre ham fortælle.

Virkelig, virkelig dårlig timing

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

Same procedure as …

Englænderne kom lidt før kl. 19 tirsdag. Trætte og lidt sultne. Det er en lang køretur fra Hook van Holland, når man skal tage den i næsten ét stræk, og Charlotte er enechauffør, når de kører i den for en englænder forkerte side. Selv om hun har boet i England i 25 år, kan hun stadig skifte fra den ene til den anden chaufførhjerne, så at sige … ganske som John gør det, når han kører i England.
Alle faldt hurtigt ind i danmarksrytmen – meget er temmelig rutinepræget, når de er her, fordi der er en masse traditioner, der helst skal nås, fordi de hører til et danmarksophold.
En af dem er, at Tim og Aubrey lejer kajakker hos Lars i Roneklint Kajakcenter. Det har de gjort siden 2015, som var vores første sommer i Den Stråtækte, med 2021 som eneste undtagelse, fordi coronapesten lukkede det meste af verden ned. 
Dengang i 2015 fik 8-årige Aubie den mindste kajak, der var til rådighed – denne gang var de nødt til at indstille en voksenkajak til længste benlængde, så nu må den dreng altså ikke blive højere!

De sidste forberedelser …

… og så afsted fra Roneklint mod Sjolte Strandhuse. En tur, som tog dem omkring tre timer, fordi der var side- eller modvind hele vejen, så det var lidt sejt. Jeg havde smurt madpakker til dem, og de havde vand nok at drikke, så det var heldigvis intet problem for dem, at turen varede lidt længere. Der kunne holdes pauser ved øerne i Præstø Fjord – det kunne jo være, der dukkede en havørn op. Det er sket før for dem, men desværre ikke i går.

Andre traditioner er fx, at vi skal have en af de gode vaffelis fra Iskutteren i Præstø havn. I skrivende stund er de to kajakroere taget afsted ad vandvejen. Om en times tid tager Charlotte og Anna afsted på vores elcykler; til sidst danner John og jeg bagtrop i bilen, hvorefter vi alle mødes ved ishuset på det aftalte tidspunkt.
Vi skal også nå at spise på Det Gamle Toldhuus (ligeledes på Præstø havn), hvilket bliver i aften.

Nogen skal også nå at spille en masse skak. Tim kæmper stadig en brav kamp for at banke Aubrey, og en sjælden gang lykkes det ham da også … men vistnok kun fordi drengen er flink og sommetider fortæller sin far, når han er ved at begå en skæbnesvanger fejl.

De er her kun i seks dage denne gang, dels fordi de, pga. alt det bøvl i mange lufthavne, valgte at tage færgen Harwich/Hook van Holland, hvilket koster et par døgn alene i rejsetid, og dels fordi de i begyndelsen af august skal til Namibia i 14 dage. Det er ikke noget problem for Charlotte og børnene at holde en lang sommerferie, men det kniber lidt for Tim at holde fri i længere tid ad gangen.
Seks dage går ALT for hurtigt. Det er ingenting, når man egentlig også helst vil nå både i Tivoli og på Frilandsmuseet. Og kajakke hver dag … og slappe mest muligt af i Den Stråtækte … den går jo ikke, og man må prioritere, hvilket er svært.
Vi har en del danske middagsretter, vi også gerne skulle nå igennem, men vi når ikke det hele denne gang. Sådan er det bare, og vi har ikke tænkt os at give os selv og hinanden stress – vi når det vi når, og resten må vente til en anden god gang.

Var det den første eller den sidste?

Vi er ved at være en stor familie, og nogles kalender er mere besat end andres, så det viste sig umuligt at samle alle i december. Den først mulige weekenddag var derfor i går, selv om vores Doodle startede allerede engang i november, men til gengæld kom alle (undtagen englænderne, naturligvis, og de to mænd, som var ude at sejle). Meretes ældste barnebarn var desværre stadig i isolation, og da der er hele tre af familierne, der snart skal på vinterferie, måtte han blive hjemme, staklen. Han har ikke engang været syg; kun testet positiv.
Fordi det er så svært at samle alle, blev vi enige om at gennemføre trods fraværet af de tre. Bedre sent end aldrig, og selv om det i princippet måtte være denne sæsons sidste julefrokost, var det også den første i 2022. For helt at mudre det til, havde Bodil, som lagde hus til, nægtet at kalde det julefrokost, fordi al julepynt var taget ned. Dugen var blå, og vi fik ikke juleservietter.

Der var heller ikke meget jul over den udendørs badetur.
Du godeste, hvor de hyggede sig, da de først var kommet i, hvilket skete drypvis, tøhø, men efterhånden var alle, der havde taget badetøj med, i det dejligt varme vand. Jeg havde ikke taget badetøj med … havde på forhånd besluttet, at synet af Ellen i badedragt ikke er noget, hun bør udsætte nogen i familien for. Det kunne til nød gå i Den Blå Lagune i Island, hvor jeg var omgivet af lutter fremmede, men der er ingen grund til at udsætte de stakkels uskyldige børn for sådant et syn! Selv de interesserede firbenede tilskuere kunne risikere at få et chok. Jeg har ellers for et stykke tid siden (netop fordi vi skulle til Island) købt en badedragt med et lille skørt, men det gjorde på ingen måde sagen bedre – tværtimod syntes jeg, at jeg kom til at ligne balletdanser-flodhestene fra Disneys Fantasia …
Det var nu ellers en lille smule fristende … under disse omstændigheder kunne måske selv jeg lokkes til at hoppe i vandet midt om vinteren, men det må blive en anden gang.
Bodil fik vildmarksbadet af sin mand i 60-års fødselsdagsgave sidste sommer, og hun er meget glad for det.

På vores tur ned til deres lille sø fik Annemarie øje på et af naturens egne kunstværker.
Jeg har åbenbart aldrig før set set en død majsstængel på nært hold, for dens måde at klynge sig til jorden på overraskede mig – hvor er det dog smukt! Jeg fik helt lyst til at hive den op af jorden, for det må da kunne anvendes til et eller andet dekorativt. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke gjorde det …

En lille labradorhvalp bød huset også på i går. Jeg er ikke hundemenneske, men der må ske noget med alderen, for ikke blot synes jeg, at englændernes lille Pebbles er noget så nuser; det samme synes jeg om denne lille fætter her. Eller … kusine, for den hedder Sophie. Udtalt på engelsk. Alle otte hunde i kuldet blev kaldt noget med S. De har solgt de andre syv, men valgte at beholde hende her.
Den har lige den alder, hvor man – jeg – tænker, at man burde kunne give den en stoppille – den må aldrig blive hverken større eller mindre klumpedumpet end den er lige nu.

Lidt historie – og lidt nyt fra vestfronten

Vi var tæt på en af Danmarks stendysser forleden dag, nemlig Karlsstenen, som står på Grønnessegårds jord. Det er ikke hver dag, man ser en rigtig runddysse, men eftersom der er bevaret hele 2300 af dem, kunne det rent faktisk lade sig gøre at se en ny hver dag i seks år og fire måneder, hvis man ellers havde mod på at køre rundt i Danmark hver eneste dag i så lang tid. Jeg troede egentlig ikke, der var så mange tilbage, da jeg ved, at mange efterhånden er ødelagt, men jeg blev klogere, da jeg researchede lidt til dette indlæg.

Karlsstenen kom på femkronesedlerne i 1910. Jeg er så gammel, at jeg godt kan huske, at der var femkronesedler – dog ikke denne med dyssen, for den blev inddraget i forbindelse med pengeombytningen i 1945, da man efter krigen ville sortbørshandlen til livs. Jeg husker den sidste af dem med Kalundborg kirke.
Det er lidt pudsigt, for ser man på den side af stenen, som jeg synes mest ligner den på sedlen (og som Ditte står ved), ser man ind mod land, mens man på den på pengesedlen kigger ud mod kysten. På billedet herunder, som jeg tog af den med udsigt mod kystsiden, ser stenen temmelig anderledes ud.
Nå. Det er nok ikke noget, jeg skal spekulere nærmere over …

Grønnessegård, som ligger mellem Frederiksværk og Hundested, er en smuk herregård, som i lokalområdet er kendt for deres gode butik med kød fra godsets eget herefordkvæg plus andre lokale fødevarer.
Herunder ses lidt af godset, samt Ditte siddende på et langt vandtrug. En charmerende ting, som jeg synes det er fint, at de har bevaret, selv om det sikkert er mange år siden, det har været i brug.

Det var historiedelen. Nutidsdelen handler om nyt fra vest:
75 % af mine englændere er blevet smittet med coronavirus. De tror det må stamme fra Tim, som i begyndelsen af januar havde et møde i London, hvor den ene af deltagerne havde en let forkølelse. Tim var lidt øv over det og sagde, at det kunne han da godt have fortalt inden mødet, men vedkommende mente ikke, at det kunne være Covid-19, for han fejlede intet udover lidt løbenæse. Ingen feber eller noget.
Manden har jo nok haft covid19, for Tim blev nogle dage efter mødet forkølet og fik hovedpine. Den værste hovedpine, han nogensinde havde haft, men til gengæld varede den kun et par timer. Det var den omgang corona for Tims vedkommende.
Kort tid efter fik Aubrey det skidt. Alle fire foretog nu en hjemmetest, og de tre af dem pingede positive ud – Charlotte gjorde ikke.
Anna har intet mærket. Aubrey nåede op på 38,5 i temperatur og kastede op, men det gør han af en eller anden årsag altid, når han har feber. Han havde det skidt i et par dage, og det var det. De skulle have været i skole igen den 12. januar, men de skal isolere sig selv i 10 dage efter første positive test, så det blev lige udsat lidt.
Tim og Charlotte fik boosterstikket den 29. december. Tim reagerede ikke, men Charlotte gik i udu i to døgn, hvor hun måtte ligge i sengen med feber og kulderystelser.
Men hun blev altså ikke smittet nu …
Børnene skulle have haft deres andet stik i tirsdags, og de skal nu vente i seks uger på at få det.
Vaccinerne virker. Det vidste vi godt. John og jeg er ikke nervøse, og skulle vi blive smittet, er det selvfølgelig ærgerligt, at vi skal isolere os, men hvis det er det største problem, er det trods alt til at overse. Vi passer selvfølgelig på og gør alt det man skal, men fx det at nægte at være i stue med ikke-vaccinerede (vi har mødt flere med den holdning) forstår vi ikke, for det er i vores øjne det samme som at sige, at man ikke tror på, at vaccinen virker.
Jeg er heller ikke helt med på, hvorfor man bliver ved med at tale om flokimmunitet, for det opnår vi ikke, har jeg lige lært. Corona er en influenzalignende virus, som hele tiden muterer, hvorfor man skal vaccineres mod influenza hvert år.
En del af forklaringen på det fik jeg for nylig, og den korte udgave er, at det er fordi coronavirus også findes i dyr, så der er mange, mange flere, og flere slags, værter end for de sygdomme, der kun findes i mennesker. Det er kun mod sidstnævnte, vi kan opnå flokimmunitet. Jeg troede, indtil den forklaring, selv på flokimmunitet, men det gav fint mening for mig. Det giver så ikke så meget mening, at når nu fagfolk ved noget andet, hvorfor vi ikke lige får det at vide.

Den syndige del af julen

Normalt plejer vi at spise relativt behersket den 25. og 26. december, fordi vi har mæsket os i masser af andesteg, brunede kartofler, osv. – samt ikke mindst risalamanden – den 24.
“Normalt” er, når vi er hjemme i Danmark.
Vi var som bekendt ikke i Danmark i år, så det var ikke en “normal” jul, forstået på den måde, at første juledag skulle vi fejre engelsk jul sammen med Tims mor og Julian. Charlotte havde købt en kalkun på 6,5 kilo hos den fantastiske slagter, fra hvem hun også havde bestilt de to ænder og to (store) kyllinger. Sidstnævnte skulle bruges til hønsekødssuppen, som det er tradition i min familie, at vi spiser lillejuleaften. Vi laver meget, så der er rester til en eller to af de dage, hvor man hverken orker at lave eller at spise mad, men alligevel skal have lidt for at overleve.
Juleaften som sagt på dansk. Vi var otte personer, og da det plejer at være meget små ænder, havde C i år bedt om STORE ænder, og det skal jeg da også lige love for, at de var. Store ænder med masser af kød på og stort set intet fedt, så de var uhyre velsmagende.
Aubrey fik mandelgaven … helt uden snyd…
Nok om det – denne danske udgave er jo ikke en pind forskellig fra den, I alle kender så godt.

Juledag var Charlotte tidligt oppe for at fylde kalkunen og sætte den i ovnen. Elizabeth havde dagen i forvejen lavet brødfyldet og brødsovsen, som skal hhv. i kalkunen og til kalkunen. C lavede farsfyldet. De to slags fyld skal (i Tims familie) ind i hver sin ende af fuglen – vi andre havde nok blandet det hele sammen, men det er ikke en mulighed her.
Som tilbehør er der stegte kartofler. De koges først næsten møre, hvorefter de vendes i gåsefedt og ovnsteges. Det samme gøres med kvarte pastinakker. Rosenkål koges. Der laves brun sovs og brødsovsen varmes. Tranebærsyltetøj sættes på bordet.
Tim skar den store kalkun for – dog ikke ved bordet, som man ellers skal, men det nægter han pure, så det bliver klaret i køkkenet.
Inden da havde der – inde i stuen – cirkuleret et fad med laksesandwiches, som Elizabeth kom med. Hertil champagne. For visses vedkommende som en Bucks Fizz; dvs. pænt fortyndet med appelsinjuice. Klokken er stadig kun 13 …

Det værste ved kalkunmiddagen er, at man ikke kan færdiggøre noget i forvejen, så C havde supertravlt den sidste time indtil kl. 14:30, hvor vi gik til bords. Hvor det juleaften er mig, der er ‘på’ som kokkemedhjælper, er det her Elizabeth, som har den tjans – jeg er på ingen måde på hjemmebane mere.
Bordet var så smukt dækket; naturligvis inklusive de traditionelle Christmas crackers, som ingen englænder kan forestille sig en jul uden. Der er altid en fjollet hat i, som alle forventes at have på under hele middagen. Der er desuden en lille, mere eller mindre ubrugelig ting, samt en gåde, som altid er en pun. Den gåde, man har fået, læses op efter tur, og så skal de andre gætte løsningen, hvilket ikke er nemt, heller ikke, selv om man er indfødt englænder.

Efter kalkunen kommer værten ind med en Christmas pudding, som i år var Heston Blumenthals Hidden Orange Christmas Pudding. De er hurtigt udsolgt og handles på hurtige auktioner til vildt høje priser, men C havde bestilt den i forvejen og fik den til butiksprisen.
Den flamberes først med masser af brandy, hvorefter den serveres med brandy butter og brandy cream.
Det var helt klart den bedste af slagsen ever – virkelig helt vildt god og ikke så tung, som denne dessert normalt er. Smørret, der er rørt med cognac og den tykke fløde med et generøst skvæt ditto er ganske enkelt et uforskammet lækkert og lige så uforskammet syndigt tilbehør. Jeg kan sagtens forestille mig en dansk honningkage smurt med cognacsmør.

Umiddelbart derefter skulle vi have haft stiltonost (og brie og cheddar) med kiks og vindruer (og portvin, naturligvis), men vi kunne knap nok rokke med ørerne, så vi blev enige om at vente med det.
Faktisk fik vi ikke ostene før ved nitiden om aftenen – så længe gik der, inden vi kunne forliges med tanken om at indtage mere mad.
Stiltonosten, som (også) var umanerlig velsmagende, blev delt horisontalt på midten, og så graver man ellers bare ost ud med den til formålet designede stiltonske.
Vi spiste meget af den i løbet af de dage, vi var der, men der blev rigeligt tilovers til deres stilton and broccoli soup en af juledagene.
Den suppe elsker de alle fire, selv om det kun er Tim, der spiser stilton ‘rent’.

Anden juledag spiste vi hønsekødssuppe og tredje juledag kørte vi mod Harwich.
Vi elsker at holde jul i England, men vi synes selvfølgelig også, at det er skønt, når de kommer her til Danmark, hvad de forhåbentlig får lov til her i 2022.

Jeg kunne ikke kende min egen datter

Charlotte og Tim skulle til en fest i går, hvor temaet var Firserne. Eller også var det Halvfjerdserne, men jeg tror det var det første, selv om tøjet vel egentlig kan være fra begge årtier. Min kostumeuddannede datter elsker den slags, så at lave passende outfit til den slags begivenheder er kun en sjov opgave for hende.
Jeg fik lov til at kigge lidt med på sidelinjen, fordi hun sendte et par billeder til mig.
John kiggede længe på dem inden han spurgte “Hvem er det?” Han kunne simpelthen ikke se, at det var Charlotte, og jeg må da også indrømme, at jeg ville være gået lige forbi hende på gaden, hvis jeg havde mødt hende som glathåret blondine.
Det er tankevækkende, så lidt der egentlig skal til for at forandre en person så radikalt. Hun skrev, at hvis det ikke var fordi hun vidste, at det var hende selv, der stod der foran spejlet, ville hun heller ikke have kunnet genkende sig selv! Jamen det er jo bare en paryk, for pokker – resten har hun ikke gjort noget for at lave om på, selv om hun nok ikke lige ville rende rundt i den plastikkjole ude i landsbyen.
Tim mindede mig lidt om Ivan Pedersen, som han så ud i Labans velmagtsdage.

Det her er næppe på nogen måde interessant for alle jer, der aldrig har set Charlotte, men jeg ved, at der også er mange fra vores familie, der læser med her, så her får I de ucensurerede billeder – og bare for sjov har jeg stjålet et gammelt billede af Ivan Pedersen og sat ind også. Nu kommer copyright-politiet nok efter mig, men det må jeg så tage med.

Man er ikke i tvivl om, at de har en fest – på alle måder – Charlotte morer sig i hvert fald kosteligt, kan man nok fornemme på det store grin.

Hun skrev i øvrigt i dag, at hun aldrig før har fået så mange komplimenter som i aftes. Det syntes hun var tankevækkende … måske skulle hun overveje at blive blondine?
Eller også var det den lårkorte kjole, der gjorde det. Det er de ikke vant til at se hende i.

Det er typisk

Dårligt vejr ved Vesterhavet. Det var godt.
Smukt vejr på Sjælland. Det var også godt.
Faktisk er det svært at finde noget at klage over vedrørende mine englænderes længe ventede besøg i Danmark.
Vi tog til Sagnlandet Lejre, fordi de gerne ville se den store kongehal. Vejret var perfekt – ikke kun for os, men ikke mindst for alle de mange, der havde taget varer med til vikingemarkedet, som blev afholdt. Og kongehallen imponerede unge som ældre, ganske som forventet.

Da Merete fandt ud af, at de, fordi det var så længe siden sidst, og de også gerne ville bo nogle dage i Den Stråtækte, blev her længere end normalt, spurgte hun om vi så ikke skulle prøve at samle hele familien om søndagen. Det kunne godt blive hos hende; samtidig er det geografisk lidt i midten, så man slap for at køre helt ned til os. God ide …

Da vi, via en Doodle, skulle finde en dag til at samle samme familie til en julekomsammen, kunne det først lade sig gøre at samle alle den 23. januar!
Jeg spåede, at nu hvor det var med så kort varsel, kommer de sikkert hele bundtet.
Og ganske rigtigt: Med bare ni dages varsel sagde alle ja tak, de ville meget gerne komme. Alle repræsentanter, i hvert fald … to mænd prioriterede fodbold højere, en skulle på arbejde og en var nødt til at pleje nogle gedigne tømmermænd. Min yngste søster skulle komme direkte fra Sverige og derfor først til aftensmaden, men holdt så længe stille på motorvejen pga. en voldsom ulykke, at de gav op og kørte hjem i stedet for, hvilket reducerede antallet til 18, men alligevel pænt mange.
Typisk, ikke? Man giver langt varsel, og det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Med kort varsel kan man derimod godt få samlet tropperne. Det er ikke første gang det er sket.

Merete havde købt græskar til alle under 18 år. Det var en rigtig god ide, og alle gik til den med stor entusiasme. Alle, undtagen Aubrey, måtte have lidt hjælp undervejs. Der skete dog et mindre uheld med den ene af græskarmonsterets to tænder, så det til hans ærgrelse endte med kun at have én tand.
Den lille Valdemar gjorde sig vældig umage med at tegne, men det viste sig at være noget af en udfordring at skære ud efter anvisningerne.
Han holdt ellers skarpt øje med, om moderen nu gjorde det ordentligt. Da hun var færdig, spurgte han, hvor skorpionen var henne?
Camilla havde ikke helt gennemskuet, at det var en skorpion, der skulle blive resultatet af de røde streger, så det hoved, der kom ud af det, var lidt skuffende for den lille mand.

I søndags var det stadig fantastisk vejr, så vi opholdt os på terrassen lige til kl. 17:30. Iført overtøj, selvfølgelig, men ingen af os nænnede at gå ind, før der skulle rigges til til aftensmaden, som bestod af hjemmelavede flæskestegsburgere. Udover en stor flæskesteg i den elektriske ovn, havde Meretes kæreste haft en anden steg på Webergrillen i 12 timer, fordi han havde lyst til at lave pulled pork til os. Det skulle han bestemt ikke høre noget for – han havde også lavet coleslaw til mindst 50 personer. Der var rødkål, icebergsalat, hjemmelavet agurkesalat og diverse dressinger/marinader i rigelige mængder, så alle kunne lave lige præcis deres egen yndlingsburger.
Merete og jeg fik denne glimrende ide med burgere, fordi jeg ikke kunne lide, at hun skulle have alt for meget arbejde bare fordi hun var så sød at at lægge hus til. Sådan en hjemmegjort burger kan alle lide, og kokkereringsarbejdet er til at overse.
Især når kæresten laver det meste, men det var nu ikke Meretes og min plan … han er bare en smaddersød fyr.

Nu er englænderne taget afsted. John er ved at være hjemme fra at have kørt dem i lufthavnen. Som altid er her pludselig meget stille, men det har været skønt at være sammen med dem i hele 11 dage. Vi ses igen allerede til jul, så alt det forsømte er godt i gang med at blive indhentet.

De er ikke til at stoppe

Det går rigtig godt for Tims firma. Det er ham også vel undt, for han arbejdede 24/7 i mange år for at få enderne til at mødes og naturligvis for at blive kendt inden for branchen. Det er lykkedes, og de har flere ben at stå på. Tim og Charlotte har den holdning, at: “Nu behøver vi ikke at tjene flere penge. Firmaet giver os alt hvad vi skal bruge og lidt til.”
Jeg elsker dem for at have det sådan, men indrømmet: Det er nemt nok at sige, netop når man ikke længere skal vende hver en penny for at få pengene til at slå til. Jeg synes dog, at der er mange, der aldrig kan få nok og hele tiden vil have mere, mere, mere.
Tim ansatte for nogle år siden sin 16 år yngre halvbror pga. en bøn fra deres fælles far: “Har du mulighed for at give Arthur et arbejde? Han er ved at komme ud i noget rigtig skidt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham på ret kurs.” Det gjorde Tim, og i starten var det bestemt ikke sjovt for nogen af de to, men efter et stykke tid fandt Arthur ud af, at det var sjovt at arbejde med det, han gjorde, og at han rent faktisk var dygtig til det. I starten var det mest at designe websider for folk, der ikke selv kunne, men efterhånden begyndte han at assistere Tim i Legal PR.
Nu er han Managing Director og tager mere og mere over for Tim, som dermed ikke altid er nødt til at arbejde, også når han ellers skulle holde fri eller ferie.
Tim har som sagt meldt ud, at for eget vedkommende er firmaet stort nok, men kan og vil Arthur skaffe flere kunder, vil al fortjeneste forbundet dermed være hans. Det er vældig motiverende for ham, for han bor i London, hvilket er DYRT!
Det er en rigtig solstrålehistorie om en ung mand, der ikke kunne finde ud af sig selv eller hvad han skulle med sit liv.

Herover er solstrålerne ved at forsvinde. Min lille familie kørte forleden op på Salisbury Plain for at se, om de kunne opleve en lige så flot sort sol som sidste år.
Det kunne de desværre ikke. De var der godt nok, stærene, men der var igangværende militærøvelser, så de fik ikke lov til at køre hen, hvor de gerne ville og måtte dermed nyde synet på lidt for lang afstand. Safaristemningen var der dog fint alligevel.

De har tre Wolseleyer, en WW2-motorcykel, en nutidig Bentley, Landrover og elbil.
Nu har de gudhjælpemig også en Rolls Royce, årgang 1937.
Tim fik et tilbud, han ikke kunne modstå. Sagde han. Han fik den billigt. Sagde han. Og kom i øvrigt ikke nærmere ind på prisen, og jeg ville naturligvis ikke spørge.
Den blå Wolseley fra trediverne bliver vist solgt nu. Charlotte var ellers mest til at beholde den, for hun er blevet så glad for den, efter hun selv sad bag rattet de godt 300 kilometer til og fra årets wolseleytræf i Bressingham, hvor den vandt hele fire præmier. Det gjorde den næsten til hendes barn. Den er også skøn – jeg legede jo fin dame på bagsædet, da vi var derovre sidst.
Men … efter at have kørt i RR’en et par gange kunne hun godt se, at køreegenskaberne er mere end en kende bedre end i den jævnaldrende Wolseley, så nu vil de finde en køber til sidstnævnte.
De (nok mest Tim …) er ret glade for at have fundet en veteranbil, der uden problemer kan følge med den normale trafik, både på lande- og motorveje.
Som skrevet i overskriften: De er ikke til at stoppe.
Nok mest Tim …

Godt, vi snart skal på ferie …

Englandsrejsen blev ret spontant besluttet lige inden Danmark fjernede den røde farve fra verdenskortet, og en væsentlig grund til, at vi kun var derovre i otte dage var, at vi skulle lægge hus til en for længst aftalt fætter-/kusinesammenkomst i lørdags. Et par af jyderne ville ankomme om fredagen og blive til søndag, så det var nødvendigt for os med et par dage inden til forberedelserne.
Vi blev ikke så mange i år – kun 12 – men det var til gengæld den eksklusive kerne, som altid møder op, uanset hvor i landet det måtte foregå.

Det var, også som altid, meget hyggeligt at mødes igen. Vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden, idet mange af os kun mødes hvert andet år. Snakken går derfor livligt fra start til slut, da der altid er en del at opdatere hinanden med om vores liv siden sidst.
Vi er derfor en anelse sløve i dag, så den står på ren dovenskab. Tre overnattede hos os til søndag, og samme søndag skulle vi have besøg af vores yngste niece og hendes kæreste, som ville komme til en sen frokost.
Så jo, vi er lidt trætte, men det er en god træthed, når den skyldes hyggeligt samvær med personer, man holder af.

Godt, vi snart skal på ferie.
På torsdag, helt tilfældigt på vores 32-års bryllupsdag, vender vi atter en gang næsen mod Vestjylland, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge. Ditte og jeg skal lige over for at se den sidste strikkefestival, arrangeret med Christel Seyfarth som initiativtager, der vil finde sted på Fanø. Det tager ikke hele ugen, men så finder vi nok noget andet at foretage os. Jeg kunne ikke finde noget at leje fra midtuge til midtuge på selve Fanø, men det kunne jeg i nærheden af Oksbøl, så vi er nødt til at tage frem og tilbage til øen. Jeg synes det er for fjollet at skulle have sommerhusskiftedag lørdag, når strikkefestivallen foregår fredag, lørdag og søndag, og jeg forstår nok ikke helt, hvorfor ikke flere udlejere giver den mulighed på Fanø.
Fjorten dage efter dette er der webstrikfestival i Svendborg; denne gang med flere deltagere end vanligt, men jeg tror folk trænger til ekstra meget samvær efter coronapesten. Sidste år blev den gennemført, men der var nogle, der ikke ville komme, fordi pesten stadig huserede, og der stadig var en del restriktioner.
Med to sådanne begivenheder er der dermed lagt op til at komme hjem med en masse nyt garn, som John ikke kan forstå, at jeg har brug for, men det har jeg. Helt sikkert …

Rent billedmæssigt er vi stadig i England. Det er lidt som at være der endnu, når jeg sidder og kigger på billederne. Lidt …
Herover er det en af de syv River Avons i England; denne er River Avon, Hampshire, running from Pewsey to Christchurch (also known as Salisbury Avon).
Der er yderligere tre i Skotland og en i Wales. Grunden til de mange River Avons er formentlig, at avon er et gammelt ord for flod, så deres River Avons er tautologier, fordi det betyder flod flod.

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Hjemme igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

De er skøre, de briter

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

En god afslutning

Marts sluttede på bedste vis.
Malle kom en tur, for vi skulle tale garn. Hun havde spurgt efter hvad jeg kunne anbefale til et bestemt formål, og jeg havde da også et bud eller to, men det er svært, når man kun får det beskrevet med ord, så jeg inviterede hende ned for at mærke garnerne og for at både se og prøve mine resultater med dem.
Sikke da et brag af et vejr, vi havde. Ikke Danmarks varmerekord for i går, men tæt på, og det var lige før der var for varmt at sidde oppe i shelteret og vise vores kridhvide ben og arme frem. Lige før. Vi holdt skam ud. Høj, klar og meget blå himmel uden en eneste hvid plet. Vi sad deroppe næsten fra hun kom til hun kørte igen – dog gik vi indenfor, da der skulle laves aftensmad, for kl 17 kunne vi godt mærke, at det trods alt ikke var sommer endnu.

Jeg har omplantet de fleste af de forspirede planter til større potter og sat dem i drivhuset. Nogle af dem ser lidt hængemulede ud og brokker sig over de ændrede forhold, men jeg håber de alle beslutter sig for at fortsætte med at leve, selv om det er for tidligt for dem at forlade fødestuen og fortsætte i vuggestue og børnehave.
De kan bare lade være med at vokse så hurtigt og dermed blive alt for ranglede. Det ses tydeligt på billederne herunder, hvor lange og tyndstænglede de var blevet, og nogle få af dem knækkede da også, da jeg håndterede dem … det håber jeg, at de formår at overvinde. De blev i hvert fald ikke kasseret af den grund.

I aftes oplevede jeg lidt af et særsyn: Min ellers ikke længere særlig spændstige mand fik et nærmest fjedrende islæt over sin gang. Det var måske mere mentalt end rent fysisk, men det var tydeligt for mig at mærke den forskel, det gjorde for ham at få det længe ventede tilbud om vaccination. Han var SÅ glad. Vi måtte sidde i tidsbestillingskøen i omkring 30 minutter, men kl. 21 var vi kommet igennem og havde fået bestilt de to tider til ham. Den første på mandag, 2. påskedag, og den anden den 27. april.
Vi valgte Slagelse, selv om det ligger længere væk end Næstved, men ligger byen nærmere, lå stikket længere væk, så at sige, for her kunne han ikke få første stik før den 12. april. Som jeg før har sagt, så kørte vi gerne til Skagen, hvis det kunne betyde, at vi hurtigere fik vores vaccinationer, så valget mellem Næstved og Slagelse var ikke spor svært.
Det vil altså sige, at planen holder, hvilket vi håber på, den også gør for mig således, at jeg får tilbuddet om en uges tid.
Så mangler vi bare at kunne tage til England.
Egentlig tror jeg ikke vi bliver nægtet adgang, for Danmark er ikke rødlistet af UK, men vi skal i karantæne i ti dage og have booket to test hver, inden vi kommer derover. Ingen steder skriver de noget om, om reglerne er anderledes, hvis man er vaccineret, så vi venter lidt endnu med at planlægge afrejsedatoen.

Sidste solskinsdag i denne omgang. Og andet …

Ifølge vejrudsigten, som man godt nok sjældent kan stole på, er i dag den sidste flotte solskinsdag for en tid.
Hvis de har ret, må vi hellere benytte os af det.
Hvis de ikke har ret, er der ikke sket noget ved at benytte sig af det.
Vi vågnede i morges til rimtåge, men solen fik hurtigt overtaget og afslørede et fjordlandskab indhyllet i hvidt pudder.
Vi skyndte os at spise morgenmaden, lave noget kaffe, tappe et par flasker vand, køre i Meny for at købe frokosten og så afsted mod Vestsjælland, hvor solen om formiddagen står rigtigt, hvis man gerne vil tage billeder.

Der er meget is på de indre farvande efterhånden, så det kniber for fuglene at finde isfrie områder. Det havde de dog fundet et par steder vi var i dag, både i Skælskør havn og ved gennemløbet til Noret. Her var skarv, gråand, troldand, blishøne og måge.
Vi kørte videre … de havde ikke fået ret meget sne i området, og vi kunne godt se på havnene, at de foregående dages kraftige vind havde været overvejende fra øst/nordøst, for der var ingen isdannelser på moler og bolværk.

Vi satte kursen mod Korsør, for jeg ville se hvordan Storebæltsbroen så ud fra landsiden i dette flotte vejr.
Den var såmænd da nydelig … 
Ligeså disse pæle – hvad de så end har været grundpiller for engang – da vi kom nærmere, kunne vi se et fint farvespil, når solen lyste på tangen.

Det er fastelavn i dag. I år falder det sammen med Valentines Day. Denne sidste kan man mene om, hvad man vil, og mange mener, at det er noget kommercielt fis, udelukkende skabt for at give forretnings- og restaurationslivet ekstra indtjening. Det sidste sker ikke i år, men hvad er der egentlig galt med det? Lad dog forretningerne tjene penge. Lad restauranterne få kunder. Lad blomsterhandlerne sælge lidt ekstra blomster og chokolade.

Hvis du synes det er noget pjat, så lad være med at deltage i det. Den relativt ny-introducerede, fiktive pytknap kan bruges i mange sammenhænge. Jeg er selv blevet bedre til at bruge den og bruger den også i valentine-sammenhæng, men andre kan da gøre hvad de vil – og egentlig er der vel ikke noget forkert i at hylde kærligheden, er der? Selv om det naturligvis ikke kun skal gøres én gang om året …    

Men jeg savner, gør jeg, og kunne en hjerteformet æske fyldte chokolader og en buket røde roser få alverdens forskellige og stadigt muterende coronavira til at uddø, så købte jeg gerne verdens største af slagsen.
Børnene har vinterferie nu – også i England. Jeg talte med familien i fredags, og alle sagde, at de savner os.
De savner mor og John, de savner mormor og morfar, de savner at holde ferie i vores hus, de savner, at vi kommer en tur over og besøger dem, de savner vores overfladiske snakke og vores dybe samtaler, de savner min gode mad, de savner Danmark, de savner … vi savner … alle savner …
ET NORMALT LIV!!!
Er vi mon ikke mange, der kan skrive under på det?

Charlotte og jeg har, uafhængigt af hinanden, besluttet, at BC (Before Christ) har fået en anden betydning.
Before Corona, selvfølgelig.
Vi kan så bare ikke helt finde ud af, hvad vi skal finde på for AD (Anno Domini). Vi kan ikke finde på noget, der er coronarelateret.

Det er blevet vinter i England

Tim sendte i morges nogle billeder fra deres idylliske hus (og have), som i nattens løb blev dækket med sne. Han var tidligt ude … snebillederne er lidt mørke, men man kan sikkert godt se, hvor fint det hele ser ud, og paradoksalt nok gør ‘mørkheden’, at sneen virker endnu mere lysende i den morgensol, han så gerne ville indfange på sit kamera.

Det bliver lidt billedspam i dag, men det må I finde jer i …

… for hvor jeg dog nød at se billederne af et hus (og have) jeg savner …

… dog langt fra lige så meget, som jeg savner husets indvånere!

The ‘lean to’-drivhus, som jeg er var lidt misundelig over. Det gik næsten helt over efter jeg fik mit eget nye i april. Det hjalp gevaldigt på den følelse.

Nu er det tæt på at være et halvt år siden jeg har set dem, og det er 11 måneder siden vi sidst var i England. Jeg har før haft en lang pause mht. at rejse til England, nemlig da jeg havde kræft og blev forbudt at rejse udenlands i et år. Det år var de til gengæld et par gange mere i DK end normalt, så jeg så dem lige så ofte som jeg hele tiden havde gjort. Det her halve år, som i værste fald kan nå at blive til et helt, er en kedelig rekord, som jeg håber aldrig nogensinde bliver slået.
Charlotte har fortalt, hvordan Aubrey vokser og vokser og vokser. I sommer, da de var her, havde han cirka min højde (167 cm), men allerede her efter de nævnte seks måneder har han netop overhalet sin far og må være lige omkring 180 cm.
Det lovede hun at sende billeddokumentation på, hvilket skete morgenen efter.
På billedet retter Tim sig op – hans holdning er normalt lidt skrutrygget, hvilket får Aubie til at virke som om han er højere end sin far, end det ser ud til her. Drengen vokser ud af sine bukser lige så hurtigt C kan nå at købe nye til ham.
Den små Anna holdt op med at vokse for næsten to år siden, så hun er endt med at blive lidt mindre end Charlotte, som er 160 cm.
Det er Anna lidt ked af – hun ville så gerne være højere end hun er nu. Bare lidt …
Mommer siger selvfølgelig, at hun ikke behøver at blive en høj pige; det er bedre at blive en flot pige, og det er hun allerede. Synes altså mommer … måske ikke helt objektivt …
Jeg siger det samme til Anna, som jeg sagde til Charlotte, da denne som teenager klagede over præcis det samme:
Vær du bare glad for det! Du vil få mange flere mænd at vælge imellem, hvis du ellers som mig synes bedst om, at manden er den højeste.

En stille jul

Det har været den næstmest stille jul, jeg nogensinde har haft/holdt, kun overgået af en enkelt jul i Sverige, hvor vi kun var John og mig, men det er en hel del år siden.
Denne jul blev afholdt i et tempo, hvor alle kan være med, men det er ikke en klage, for det har været vældig hyggeligt og meget fredfyldt.
Når nu der ingen børn var, hverken større eller mindre, valgte vi ikke at have maden stående på bordet klokken 18 præcis, og vi havde heller ikke spor travlt med at få spist færdig for at kunne komme videre i aftenens program, hvor det primære, så længe jeg kan huske tilbage, har drejet sig om at nå frem til det i visses øjne væsentligste, nemlig gaveudpakningen. Vi sad og nød den eminente Amarone til anden og senere den gode portvin til risalamanden, så vi rejste os ikke fra bordet før ved halvnitiden, på hvilket tidspunkt vi normalt ville have nået både at rydde af, mens børnene lagde gaverne under juletræet, samt have haft tændt juletræet mens vi sang de obligatoriske 3-4 salmer, for dermed EN-DE-LIG at nå frem til aftenens højdepunkt.
I år var der ikke engang et juletræ. Faktisk bryder jeg mig ikke om at pynte juletræ, og jeg afskyr at ‘afpynte’ det igen. At pynte træet er i vores familie en børneopgave, hvor de voksne gerne bare sidder og nyder deres puslen og smådiskussioner om, hvor dette eller hint vil hænge optimalt.
I stedet tændte vi mange levende lys og satte Danmarks Radios pigekor til at synge julesalmerne for os, mens vi lod julefreden sænke sig. Vi sad godt en time og bare nød sangene, inden vi gav os til at pakke gaver ud. En ad gangen, selvfølgelig – vi havde jo tid nok, men kun få gaver.

Undervejs løb der små videoklip med julegaveudpakning ind fra England, hvor den times tidsforskel på ikke så mystisk vis var blevet mere end udlignet. Derovre holdes der dansk jul den 24. december, og det blev der også i år, selv om vi ikke var der.
Det er dog kun gaverne fra John og mig, der bliver pakket ud juleaften, idet resten af dem gemmes til d. 25. hvor hele Tims mors familie samles – hvilket den så ikke gør i år, hvor sammenkomsten kun vil bestå af otte, nemlig mine englændere, Tims mor med mand, samt Tims bror og dennes kæreste, men ikke inkluderende mosteren, onklen og deres børn og børnebørn, som de ellers plejer.

Den 25. vågnede vi til det skønneste vejr, hvor vi tidlig morgen kunne følge en mand i skydepram liste sig stille afsted langs stranden ved Den Stråtækte.
Himlen var høj og blå hele dagen, og vi kørte en tur til Mallings Kløft for at gå en tur.
Gæssene fløj i hundredvis over vores hus den morgen; jeg ved ikke hvor de skulle hen, men formentlig på markvandring.

I går vågnede vi op til en af decembers smukkeste solopgange, med en i ret lang tid blodrød himmel, så vi nød alle tre bare synet så længe det stod på.

Nu blæser det. Det blæser rigtig meget. Merete ville have været kørt hjem tidligt her til morgen, fordi hun havde en halv aftale med nogle af kajakklubbens medlemmer om en formiddagstur på Køge Bugt, men det blev ikke til noget pga. den kraftige blæst, så hun er først lige taget afsted.
Det har været hyggeligt at have hende hernede på en lille ferie. Før i tiden var hun sommetider med i Sverige i nogle dage, men det er ikke en mulighed mere, og det var første gang, hun sov her i fire nætter – men ikke sidste, blev vi enige om, for det kan fint tåle en gentagelse.

Når man ikke selv har, må man låne

Min niece Amalie har en lille baby på godt et halvt år, som meget gerne vil sove med moderens arm på sin mave liggende oven på den lille dyne. Det kan godt tage lang tid at falde i søvn, for hun er nået til jeg-vil-så-gerne-kravle-men-kan-ikke-rigtig-endnu-så-jeg-øver-mig-hele-tiden-alderen. Den alder kan godt medføre en trang til at møve rundt HELE tiden, også når man er træt og egentlig bare burde falde i søvn.
Men det gør hun ikke. Malle læste, at mange med fordel anvender en dyne med tungt fyld – altså en kugledyne i miniformat.
Moster Ellen her blev kontaktet – om det var noget jeg kunne assistere med at sy?
Jada. Og mon ikke også jeg har noget stof, vi kan bruge? Du skal bare selv medbringe fyldet.
De kom sidst på formiddagen. Hvor var det dog skønt at få lov til at holde sådan en lille unge igen.
Hun var ikke spor utryg ved at blive ‘håndteret’ af mormoster – det er en sød, glad, smilende og nem lille pige. Altså bortset fra, når hun skal sove til natten, men det er ikke mit problem, og forhåbentlig heller ikke Malles fra og med i aften.
Det bliver spændende at få at vide, om den ekstra dyne kommer til at virke efter hensigten. Moderen har selvfølgelig ikke spor imod at putte barn; det er bare knap så sjovt, når det tager alt for lang tid.
Man kan købe svøbeposer, soveposer, sovedragter og soveveste med tyngde, som koster fra 1500 kroner og opefter. Det er godt nok mange penge. Det er endnu dyrere at købe en kugledyne til babyer, nemlig godt 2600 kroner. Og hvis den så ikke engang virker – det ved man jo ikke, før man har prøvet. Der findes vist billigere udgaver, men hvis man kan sy noget selv, der virker, er det da langt at foretrække.
Malle fortalte om en, der syr dyner som den vi har syet i dag – dog større end vores, nemlig som babydynestørrelse, hvor vi nøjedes med at sy en i halv størrelse. Den dame tager 900 kroner for det. Så er den også betalt! Set i sammenligning med fabriksvaren er det dog billigt, men alligevel … det tog mig mellem en time og halvanden at sy både dynen og et betræk til den, og hvis jeg tog 500 kroner for det, ville jeg være helt flov over at tage så meget. Nogle bruger kirsebærsten, nogle bruger ris, andre har forsøgt sig med tørrede kastanjer … Malle valgte noget helt fjerde.
Hun valgte stoffet og passede sit barn mens jeg syede. Til sidst hjalp hun med at komme knækkede hvedekerner i. Jeg ved ikke lige hvorfor hun valgte det fyld frem for ris, men det kan vel være lige så godt. Vi valgte at sy et vaskbart betræk, for bliver der gylpet på selve dynen, er det ikke vildt smart at vaske noget, der indeholder knækkede hvedekerner. På den anden side – hvor mange kan lige prale af at have en spiselig dyne?

Permanente rynker

Permanente rynker er jeg tæt på at få i panden over verdens fortrædeligheder. Der er godt nok meget, der ikke er godt nok for tiden. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad; de fleste ved nok hvad jeg kunne tænkes at have i tankerne.
At der også skulle komme permanente rynker på mit sengetøj, er at føje spot til skade.
I går fik jeg langt om længe taget mig sammen til at vaske sengetøjet fra jyllandsturen, fordi vejret så fint og solrigt ud, da jeg satte maskinen i gang, men inden den var færdig med vasken, regnede det.
Den lidet anvendte tørretumbler blev sat i gang. Den er integreret i vaskemaskinen (pladsbesparende!), men den bliver kun brugt få gange om året.
Tørretemperaturen kan ikke indstilles, men tiden kan indstilles som følger: Ekstratørt, skabstørt, hængetørt (hvad er forskellen mon?) og strygetørt. Herefter kan den indstilles i tidsintervaller; efter ‘strygetørt’, som tager 3 timer og 10 minutter, kan man vælge hhv. 180, 160, 120, 90, 60, 30 og 20 minutter. Klog af skade valgte jeg ikke ‘strygetørt’, for her bliver sengetøjet tørrere end Sahara. Det har jeg prøvet én gang, rynkerne sidder der endnu og forsvandt ikke engang ved næste vask. Eller næste igen …
Jeg valgte 120 minutter. Tøjet blev taget ud og viste sig at være … tørrere end Sahara og mere rynket end en shar pei-hund. 
Man kan godt forsøge sig med at lægge det sammen, men man kan næsten lige så godt lade være, for de alene ville kunne fylde hele pladsen jeg har til alt mit sengetøj. Konklusion: Jeg var nødt til at stryge det. Når jeg tager det ned fra snoren i haven, er det altid som nystrøget og kan lægges på plads uden videre dikkedarer.
Godt, jeg har a [stryge]room with a view. Det tog en hel time at stryge de to sæt plus et ekstra lagen. (Jeg havde nemlig taget et ekstra med, og det viste sig da også, at nogen havde glemt et lagen. Jeg tror jeg slår mig ned som spåkone. Eller kender jeg bare mine mænd?)
En hel time, som sagt, tog det, og rynkerne forsvandt ikke engang helt. Et enkelt sted prøvede jeg at gøre ekstra meget ud af det, bare for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre at få det glat. Det kunne det ikke!
Er der noget at sige til, at tørretumbleren er upopulær her i huset?

Mine panderynker blev erstattet af smilerynker, da jeg fik sendt et link fra en stolt Tim – og nu bliver det rent familiepral.
Det var et link til en artikel i The Lawdragon. Jeg forventer egentlig ikke, at I læser den, for den er lidt lang, og i øvrigt kan I næppe have nogen som helst interesse i den, hvorfor jeg gengiver de indledende sætninger her:
As Lawdragon expanded our research on the best legal consultants past America’s borders, Tim Maltin quickly landed on the short-list for UK-based public relations advisors. Maltin PR has earned a stellar reputation in developing and managing communications strategies for law firms with a particular strength in handling PR tied to litigation. Maltin says that lawyers engaged in litigation can maximize the benefit of outside advisors by integrating them into the broader legal strategy to prevent the different components from falling into silos.
Godt gået, Tim. Svigermor er også stolt – denne omtale er bedre end en medalje, og han har fortjent hvert et rosende ord, for han har arbejdet hårdt for at nå til, hvor han er nu.

Strandfund – sømus og andre lækkerier

Huset er dejligt og beliggenheden okay. Der stod, at der var 10 meter til vandet, men jeg gad godt vide hvordan de har lavet den beregning, for der er 50 meter til Fjellerup Strandvej; så er der selve vejen, derefter et (heldigvis godt) vaffelbageri, inden stranden begynder. Skal vi sige 200 meter? Men det er også i orden; det er ikke vildt langt, men dog falsk reklame, synes jeg – pudsigt nok kunne man hverken se vejen eller vaffelbageriet på nogle af billederne af huset eller haven … det har så lært mig at tjekke Google Satellite Map som et led i en sommerhusresearch.

Vejret er flot, men jeg skal da lige love for, at der blæste en kraftig nordenvind i nat, så vi regnede med, at der var masser af ‘guf’ at finde nede på stranden. Det var, i modsætning til ovenstående, rigtigt regnet ud.

Først så vi en … ja, hvad så vi? En and? Eller en svane med meget små fødder … dernæst en hund.

Så fandt vi sømus – vi fandt rigtig mange sømus, som er en søstjerneart, og som ingen af os havde set før, men de findes vist heller ikke i de sjællandske farvande.
Jeg fandt også en blå søstjerne. Den ER blå, selv om den ser sort ud, men den var også meget død.

Vi fandt noget tang, som voksede op fra nogle små huller i den gummiagtige gullige masse, som Google Lens ikke kunne fortælle mig hvad var.
Jeg lagde den på min taske for at fotografere den, hvilket fik Google Lens til at foreslå “lignende produkter”. Det var sko … GL er altså bedre til planter, hvilket jeg efterhånden har konstateret nogle gange.
Vi fandt en meget nydød krabbe. Det er ellers næsten altid kun skallen, vi finder, men her var der kød indeni, og den lugtede endnu ikke dårligt.

Det har blæst så meget i nat, at der er blevet revet tang op med rod – se herunder – det lyse ‘garnnøgle’ til højre er rodnettet … går jeg ud fra, for det sad meget fast sammen med det flade, grove, brune tang, som jeg tror er sukkertang, men er ikke sikker, og jeg havde ikke lyst til at smage på det.

En stor del af oplevelsen ved denne form for gåtur er at finde ud af hvad det er, vi finder. Det lykkes ikke hver gang, men vi prøver altid.
Det er heller ikke altid vi kan huske det til næste gang vi finder det samme, men på et eller andet tidspunkt sidder det fast. Nogle navne sætter sig af en eller anden grund straks fast, mens andre skal slås op igen og igen. Hvorfor mon det er sådan? Jeg har forsøgt at finde et mønster i de ting jeg husker med det samme, men uden held – det er tilsyneladende helt tilfældigt.
Måske har det bare noget at gøre med hvor frisk man er lige den dag.

Jeg kan åbenbart ikke lade være …

Jeg har lige pakket til efterårsferien, som begynder i morgen for os – og også for englænderne, men vi må nøjes med at være sammen i tankerne. Heldigvis for dem bor de i et af de områder, der er mindre hårdt coronaramt, så de må gerne tage på ferie i et tilsvarende ‘mildt’ område, som i deres tilfælde bliver Cornwall. I mangel af bedre, som Charlotte sagde, men det er helt klart bedre end slet ikke at komme nogen steder. Børnene græd, da danmarksturen blev endeligt aflyst. Det gjorde jeg næsten også, da jeg hørte det, for de er jo 13 og 14 år, og jeg havde egentlig troet, at de var ved at nærme sig alderen, hvor et bedsteforældrebesøg var mere pligt end fornøjelse, men sådan er det åbenbart ikke, og mommer her blev temmelig rørt.
Heldigvis er de alle fire lige så begejstrede for Cornwall, som John og jeg er, så det var et plaster på såret, at de gerne må tage dertil.
Vi beholder sommerhuset, for at aflyse i sidste øjeblik koster alligevel hele lejebeløbet, så det ville være fuldstændig tåbeligt ikke at tage afsted.
Vi har inviteret Johns bror og min søster, som begge godt ved, at de er med på et afbud, men det forstår de selvfølgelig fint og glæder sig bare til en lille ekstra ferie.

Normalt tager jeg seks sæt sengetøj med, fordi englændernes og vores sengetøj ikke passer sammen – hverken dyner eller hovedpuder har samme størrelse. I år skal jeg bare have to sæt med. Jeg pakker også altid lidt ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med, bare fordi jeg er en rigtig pylremor, der åbenbart ikke har tillid til, at min særdeles voksne og ansvarlige datter selv husker det hele …
Og jeg kan ikke lade være med at pylre, men det behøver jeg heldigvis ikke at fortælle nogen.
Jeg har nemlig pakket ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med i kufferten.
Får nogen brug for det, fordi det enten er glemt eller i pakkestunden ikke blev anset for værende nødvendigt, så kan jeg trylle det op af hatten kufferten, og får ingen brug for det, tager jeg det bare med hjem igen uden at sige noget til nogen om, at det havde været med.
Jeg ved det godt: Det er stadig voksne mennesker, men derfor kan man jo godt glemme. En af dem har fx to gange glemt, at “sengetøj” inkluderer et lagen. Det har jeg dog ikke taget et ekstra med af, fordi jeg i går med eftertryk pointerede, at der, udover dyne- og hovedpudebetræk, også skal medbringes et lagen!
Jeg har dog ekstra håndklæder med.

Vi skal nok få en god ferie alligevel. En ferie er jo en ferie, og der skal mere til end en forbasket coronapest til at ødelægge den.
Det er i øvrigt det nederste og ikke det øverste vand, vi skal til i år. Øverste billede er fra Vesterhavet i 2018 og det nederste fra Djursland i 2019.

Vi har næsten nået det hele …

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

Det er bare den bedste danske sommer!

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Turen til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”
DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare så meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

Får på græs – og lejet arbejdskraft

Vores yngste niece har været her siden fredag. Det var en gammel halv aftale, som nu blev effektueret.
Hun ville gerne have hjælp til en cardigan, hun har lyst til at strikke, men ikke helt vidste hvordan skulle gribes an, da hun endnu ikke er en voldsomt erfaren strikker. Hun ville også gerne have hjælp til vejledning til garnalternativ, for som studerende havde hun desværre ikke råd til det i opskriften foreslåede.
Det mente jeg at have en god løsning på: Hvis hun ville male de to kvistvinduer plus et gavlvindue for os, ville jeg med glæde forære hende originalgarnet som tak for hjælpen. John og jeg vil helst ikke op på stiger mere, men for en ung kvinde er det ikke noget problem.
Hun tog da også imod tilbuddet, så efter en af de så trendy internetkonferencer om farven på garnet, bestilte jeg hvad hun besluttede sig for og gav hende som lektier til weekendopholdet at skulle lave en strikkeprøve, så vi kunne kaste os direkte over selve cardiganen, når hun kom.
Vinduerne var klaret i løbet af lørdag formiddag, så indtil hun tog afsted igen sidst på eftermiddagen i dag, var det kun strik og hygge. Og lidt god mad … John følte sig nok en anelse overflødig mellem måltiderne, men så må han jo bare lære at strikke …

Mens Annemarie stod på stigen og tjente sit garn, kom der liv på marken skråt overfor os, så vi fik fårudsætningen, tøhø, fra første parket. Det blev nærmest et helt tilløbsstykke, som det ses. De kom i tre omgange, for der kunne ikke være mere end 8-9 får på hvert læs, men nu har vi en hel flok får og nogle små lam gående tæt på Den Stråtækte. Hyggeligt, hyggeligt, og de havde ikke opholdt sig i deres nye omgivelser ret længe, før de var totalt afslappede og så ud som om de aldrig havde opholdt sig andre steder end lige netop på den mark.

 

I dag formiddag kørte vi en tur til Strandskoven ved Vemmetofte for at gå en tur der i håb om, at der ville være en smule læ for den kraftige vestenvind, der desværre er temmelig fremherskende i disse dage. På vej dertil så vi en mark med en farve blomster, vi ikke havde set før, så vi standsede bilen og jeg løb ind for at kigge. Det var en kløver, ingen tvivl om det, men hvilken? Google kunne hurtigt fortælle mig, at det var blodkløver, som jeg indtil i dag aldrig havde hørt om. Det er en smuk farve, så det må I da gerne så meget mere af, kære landmænd.

Det må være al den regn i marts der er årsag til, at disse bøgetræer har lagt sig ned. Det er en rigtig bøgestrand, det her.
Jeg havde engang en kollega, hvis efternavn var Bøgestrand, og som i sin grønne ungdom havde et band sammen med sine to brødre.
De kaldte sig The Beachbeechboys.

Forårs- og andre sysler

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gardener’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

For lidt og for meget

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

Der er checket ind

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.