Hos Mommer

15. april 2017

En lang fredag, men en god fredag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Så fik jeg på snedigste vis listet Langfredag både på dansk og engelsk ind i titlen.
I går morges klokken halvti satte vi kursen mod Lolland, hvor Pia og Allan havde sat os i stævne (i stævne eller bare stævne?), og hvor de med deres sædvanlige gode turistguideevner førte os rundt på øen. Blandt andet Bandholm station, som ofte er blevet brugt som kulisse til film, der skal forestille at foregå i gamle dage.
Det har man ikke svært ved at forestille sig, når man står på perronen, hvor man bl.a. ser en gammel drikkekumme og et skilt med aa i stedet for å.

Bandholm station

Bandholm station (1)Bandholm station (2)Bandholm station (3)

Men vejret! Vi nåede at drikke formiddagskaffen ude, men frokosten blev indtaget i bilen. Heldigvis havde Pia taget højde for dette og havde medbragt mad, der var egnet til dette.
Turen ud til Dodekalitten måtte også i første omgang opgives pga. for megen væde fra oven, men da vi senere vendte tilbage, blev vi enige om at gøre forsøget på trods af den ret så dramatiske himmel. Vi kom da også helt derud, uden det begyndte at regne, men mens vi stod ved de høje stenansigter. lyttende til lolernes sang fra de skjulte højttalere, begyndte det at hagle. Det bliver man heldigvis ikke så våd af, men uvejret fortsatte, så vi var blevet temmelig våde, inden vi nåede tilbage til bilen.

Dodekalitten

Dodekalitten (5)Dodekalitten (6)Dodekalitten (7)

Imellem disse to besøg var vi på Pederstrup, hvor vi kunne se en enorm hængebøg, der flere steder var ved at gå under jorden. Det var altsammen interessant nok, men det vejr, altså! Vi fik ganske vist nogle korte glimt af en blå himmel, men i det store og hele var det endnu mere koldt, blæsende, vådt og uindbydende, end det var tirsdag og onsdag oppe hos Ditte og Peter. I går havde vi dog, belært af malplaceret vejroptimisme og dermed dårlig erfaring, taget en varmere jakke med, men den kunne sagtens blive våd, selv om vi ikke frøs …
Nå, men ganske som da vi var i Nordsjælland, er det jo selskabet, der er det vigtigste, og det var aldeles upåklageligt begge steder, men jeg er sikker på, at jeg ville have ærgret mig mere over det elendige vejr, hvis jeg havde været arbejdsramt og kun havde disse fem påskefridage.
I dag er det nemlig ikke en pind bedre – vi har ild i brændeovnen og må tørre det vaskede ferie/sommertøj inden døre.

Pederstrup (1)Pederstrup (5)

19. marts 2017

Uheldig oversættelse og en god fest

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:07
Tags: , , , ,

Overskriftens to ting har intet med hinanden at gøre … der burde nok have stået Uheldig oversættelse. En god fest.

Man skal undre sig.
Det gælder altid og i alle livets sammenhænge: Man skal undre sig. Det gælder også oversættere/tekstere af tv-serier.
Jeg undrede mig i hvert fald over, at oversætteren af Murdoch Mysteries i dag konsekvent oversatte carbon monoxide til kuldioxid.
Ikke bare en, men fire gange, så det kan ikke have været en tanketorsk. Ordet var oven i købet ledsaget af forklaringen, at det er noget man kan dø af, hvis man lader en bil stå med motoren i gang i et lukket rum. Ved alle ikke, at så er der tale om kulilte (CO) og ikke kultveilte/kuldioxid (CO2)?
Carbon monoxide – mono er noget med én. Carbon dioxide – di er noget med to. Det burde ikke være nødvendigt at være kemiker for at kunne se det … det er jo bare ord, der skal oversættes, og det helst korrekt.


Jeg undrer mig til gengæld ikke over, at vi er lidt trætte i dag – det har den naturlige forklaring, at vi var til 25-års fødselsdag i går. Børnegenerationens (mit og mine to søstres børn) yngste skud har nu rundet et kvart århundrede, og det syntes hun skulle fejres.
Det foregik på Rigshospitalets kollegium, hvor selskabet var ovenud hyggeligt, mens akustikken kunne have været bedre, så både John og jeg var noget trætte i hoved og ører, da vi satte kursen hjemover, men det er ligemeget, for jeg tror, at fødselsdagsbarnet havde en god fest og fik masser af gode gaver, og hendes tilfredshed er det vigtigste i denne sammenhæng.

P1060157P1060153

Annemarie læser medicin, så kusinen havde kreeret en lægeudgave af Kay Bojesen-aben – fuldt udstyret med kittel, stetoskop og pandelampe.
Vi var seks fra generationen før fødselsdagsbarnet, plus den friske farmor på 84, men resten af de 37 gæster var tidligere gymnasiekammerater og medstuderende, både fra dengang hun læste til sygeplejerske og fra det nuværende medicinstudium. 30 supersøde, skønne, levende, interesserede og interessante, intelligente, målbevidste og seriøse unge mennesker. Jeg er ikke bekymret for Danmarks fremtid – overhovedet ikke. Det kan da ikke gå galt med sådanne pragteksemplarer på vej ud i samfundet … ingen var fulde i bemærkelsesværdig grad; nogle gik endda hjem før John og mig, fordi de havde vagt og ikke ville være for trætte på arbejdet næste dag.
Moster er glad.

9. marts 2017

Moster Ellens strikkeskole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

Malles første sweaterMalle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

Kloakrørsreparation

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

6. februar 2017

Franske portioner?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: ,

Vi var til kombineret fejring af Ellas 4-års fødselsdag og fremvisning af næsten nyfødte lillesøster Ida.
Vi fik hilst på nogle personer, vi ikke ser ret tit mere, fordi de to børns mormor og morfar er skilt og nu lever hver deres nye liv. Det forhindrer dem dog heldigvis ikke í at være i stue sammen, og i går var det således det meste af familien på mormors og morfars side, der var samlet, inklusive oldemor og oldefar – og det var naturligvis rigtig hyggeligt.
Heidi og Nikolaj serverede en overdådighed af hjemmebag – to slags boller, banankage og en drøm af en lagkage.
Det tog kun 10-15 pust at få aflivet de fire lys. I den alder puster man opad i egne næsebor i stedet for at ramme lysene, men det lykkedes til sidst for den lille stump; helt uden hjælp fra far. Nånej, store stump … man er vel blevet fire år!

P1050788

Vi tre søstre er ikke ligefrem naboer, så vi var blevet enige om at finde et sted at spise aftensmad sammen, når fødselsdagen var vel overstået og benytte os af lejligheden til at få sludret lidt sammen.
Det blev Jonstrup Gl. Købmandsgård, som ingen af os kendte, men som tilsyneladende havde et par gode menuer at vælge imellem.

P1050790

Det var søreme godt, vi havde lagt en god bund, for de der franske portioner bliver da også mere og mere franske …

P1050792P1050793P1050795

Okay – ret skal være ret … den øverste lille ting var bare en lille ekstra servering (kyllingehjerter) som en gestus fra kokken.
De havde en 5-retters fiskemenu og en 5-retters kødmenu, men vi kunne vælge fra en til fem retter og mikse de to menuer efter forgodtbefindende, hvilket vi alle syntes var et glimrende koncept. Vi valgte tre retter, men ikke de samme tre. Herover ses kalvetatar (som to minutter efter forevigelsen blev overhældt med en delikat consommé, lavet på noget, jeg ikke lige husker … vi fik mange ‘sjove’ ting præsenteret i går. I midten røget marv (spændende!) og til højre alles hovedret: oksemørbrad. Kun Hans ønskede fisk (ørred) til hovedret.

P1050797P1050798P1050800

Desserterne vi tilsammen valgte, var hhv. hjemmelavet rygeost med parmesankiks, is af kondenseret mælk og tre slags ost.
De fleste af retterne var temmelig alternativt udtænkt, især hvad tilbehøret angik, men uden undtagelse meget lækre.
Portionerne var alle ret små i det, så vi kunne, på trods af kagebordet, såmænd godt have spist fem retter, men vi gik trods alt ikke sultne fra bordet ved at nøjes med tre. Overmætte var vi dog heller ikke.
Det var lige efter mit hoved; nemlig at få noget mad, som jeg aldrig nogensinde selv ville give mig i kast med.
Priserne var ganske rimelige, trods gourmetstilen, så alt i alt kan jeg godt anbefale Jonstrup Gl. Købmandsgård, hvis man skulle befinde sig i nærheden ved aftensmadstide.


Dagens ejendomsmæglerbemærkning:
“Det er et dejligt område. Her burde man lave sig et lille otium og så komme her tit”.
Hvad mon han tror otium betyder?

31. januar 2017

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , , , ,

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.


Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

P1050771P1050772P1050773

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

15. januar 2017

Lidt mosterchat – meget vennesnak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Forleden dag skrev Malle til mig, og nedenstående lille chat udspillede sig.
Hun skal nok blive god, hvis hun allerede er i gang med noget med rib.

P1050732P1050733P1050734

Malle, som efter planen skulle have være blevet moster (igen) d. 3. januar, blev snydt og blev det først dagen efter hun var ankommet til Norge.
Først da besluttede lillesøsteren til Ella sig til at ville ud og opleve verden, så nu går der nok mindst tre måneder, inden Malle får den lille ny niece at se. Så længe går der heldigvis ikke for os.

P1050741

Vi er en anelse flade i dag – vi har haft skønt besøg af Ditte og Peter, der, som traditionen efterhånden er blevet til, overnattede her, fordi de har langt hjem.
Det er bare så meget mere hyggeligt, når folk bliver og sover, selv om klokken som regel bliver alt for mange, inden vi kan finde sengene, og i går var naturligvis ingen undtagelse.
I formiddags blev vi enige om, at luften nok havde godt af os, så vi kørte en tur for først at se Blåbæk Møller og derefter til Vemmetofte Strandskov. Gåturen blev dog minimal, for luften havde ikke spor godt af os, mente den … den bed os ret så effektivt, så vi havde ikke fået tøj nok på til den lange spadseretur, vi så optimistisk havde forestillet os. Men smukt var der ganske som sædvanligt – selv her på en kold januardag er det en fryd for øjet med det stille vand og de skarpe silhuetter.

P1050743

Nu er de draget hjem mod det nordsjællandske … en af os tager en morfar, en anden skriver.
Om en lille halv time kommer David Attenborough og gør os klogere på naturens gåder; derefter kommer Barnaby og opklarer nogle mord i Midsomer County – for nej, Midsomer er ikke en lille landsby med en kolossal kirkegård, som mange tror, men et fiktivt, engelsk county, så der er rigtig mange endnu, der kan blive slået ihjel, inden de løber tør for ofre i den serie.
Med andre ord: Der bliver ikke lavet en pind mere i dag – det har været superhyggeligt, men vi kan desværre ikke rigtig holde til det natteroderi mere. Vi har det på ingen måde dårligt eller har ondt i hovedet, men energiniveauet har ikke toppræstationspotentiale.

6. januar 2017

Overrasket, men glad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Jeg har en sej niece. Jeg har faktisk fire seje niecer og en sej nevø, som både jeg og deres forældre er stolte af … de er alle fem godt i vej og har styr på liv og karriereveje. Jeg holder meget af dem alle, men i dag skal Amalie, som for mig fra den dag hun blev døbt har heddet Malle, fremhæves.
I maj 2016 bad hun mig om at hækle nogle klude for hende, for hun ville gerne støtte ikke mere mikroplast-kampagnen. Jeg parerede ordre og hæklede syv karklude til hende i de ønskede farver – og har i øvrigt hæklet og strikket et hav (et ikke-plastfyldt hav!) af klude siden. Malle sagde tak, og så troede jeg ikke den var længere, men ganske kort tid efter begyndte hun selv at hækle – hun har sikkert tænkt, at de klude så nu alligevel ud til at kunne klares selv af en nybegynder. I hvert fald kom hun hurtigt selv i gang.
Og hun hæklede og hun hæklede. Hun avancerede hurtigt fra kludene til sjove dyr til sin lille niece på tre år, og søreme om ikke hun også har hæklet en sweater til sig selv. My Little Pony herunder kan jeg ikke stå for, og jeg synes hun er nået langt på et halvt år.

Fra Malles FB-sideFra Malles FB-sideFra Malles FB-side

For ikke så længe siden blev hun færdig som sygeplejerske, og da hendes vikariat på Herlev Sygehus var ved at løbe ud, søgte hun om at komme til Norge i en periode. Der er hun nu stærkt på vej til – rejser på tirsdag – og i går henvendte hun sig til mig og erklærede, at når hun kommer hjem igen om tre måneder, har hun til hensigt at have lært at strikke!
Så hvad har jeg brug for, moster? Jeg har nemlig tænkt mig at slæbe alt det nødvendige med fra Danmark.
Det endte med en aftale om, at hun og kæresten kommer til middag i aften, for jeg har en masse pinde og dobbelt eller endog tredobbelt af andre både nødvendige og aldeles uundværlige strikkedimser, som jeg derfor sagtens kan undvære i tre måneder. Der vil også være en lille overraskelse til hende: Et wiresæt fra Drops – så har hun alle pinde fra 3,5 til 8 mm. Det er måske lidt frækt af mig, for et lån forpligter ikke, hvilket gaven derimod måske godt kunne fortolkes til at gøre, men sådan mener jeg det ikke … man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og skulle hun finde ud af, at det med at strikke alligevel ikke lige var noget for hende, finder det wiresæt nok en anden ejermand.
Det er godt, at YouTube er opfundet – og internettet i det hele taget – jeg havde ikke kunnet lære at strikke uden en erfaren strikker (min mor!) til at løse akut opståede problemer, men i dag er der ufatteligt mange instruktionsvideoer på nettet, så det skal nok gå.
Moster her er meget glad for, at der endelig er bare en enkelt i familien, der har lyst til at tage strikketraditionen op, og jeg håber hun kommer hjem med masser af strikkeblod på tanden.

26. december 2016

Engelsk jul, del 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:53
Tags: , ,

Jeg tror jeg har stof til fem indlæg bare fra de sidste to dage, så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.
Julebordet i Malthuset

Måske kronologisk og dermed med julemaden til den danske del af julen i England?
Den var yderst traditionel med andesteg og risalamande. Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om (men vistnok Facebook), en familie som puttede 25 mandler i risalamanden. Den der fik flest, fik mandelgaven. Det lød som et sjovt koncept, som vi var nødt til afprøve, især efter de sidste to julers på meget mystisk vis forsvundne mandler. Man kan sætte en slags deadline eller bare blive enige om, at nu stopper legen, for det handler ikke om at spise alt op eller sidde og lure på hinanden. Vi valgte at stoppe legen, da John havde samlet ti mandler, for da var vi klar over, at med det antal, der måtte være tilbage i skålen, kunne han ikke overgås … nummer to ‘kun’ havde fem mandler. Konkurrencen blev både sjovere og mere synlig; selv Anna spiste mere risalamande, end hun plejer, og også Aubie gik til den med en del større ildhu end normalt. Den metode er hermed kommet for at blive i vores familie – den kan anbefales, og vi takker af hjertet den ukendte herre, som gav os ideen!

Nyt mandelklonceptP1050522
Juleaften kom den hvide ugle med breve til Miss and Master Maltin – med det vaskeægte Hogwarts-segl på, oven i købet. Uh, det var SÅ spændende! Brevene indholdt, udover en unik tryllestav til hver af dem, et brev med de specielle karakteristika for Gryffindor-kollegiet, som Maltin-børnene, via en internettest (!), har fundet ud af, at de tilhører. Anna har læst alle Harry Potter-bøgerne, de har begge set alle filmene og er betaget af den unge Potters magiske univers. Hvad de endnu ikke ved er, at den 7. januar, på Annas fødselsdag og en uge før Aubreys ditto, skal de, sammen med deres forældre, op og se Harry Potter-studierne. Det er fødselsdagsgaven til dem fra John og mig.

P1050518P1050519P1050521

Anna fik et førstehjælpskit, som hun havde ønsket sig til at have i den i forvejen godt fyldte rygsæk til base campen – hun blev meget glad for det, for sådan en havde hun flere gange haft brug for, når de kommer til skade dernede, som hun sagde. Jeg må have set en anelse bekymret ud, for hun skyndte sig at berolige mig med, at det ikke drejede sig om livstruende eller omfattende skader.

Jeg fik blandt andet en bog om dahliaer, som jeg glæder mig til at studere nærmere, og en bunsenbrænder. Den hedder godt nok ikke en bunsenbrænder, men Cook & Baker, så nu kan jeg brænde sukkeret på en crème brûlée på helt autoriseret vis.
Der var selvfølgelig mange flere gaver, og i går var der endnu flere på Manor Farm, hvor Tims moster og onkel bor.
Det var en fuldstændig fantastisk dag i et gammelt og spændende hus, som jeg vil fortælle meget mere om i senere indlæg.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

18. november 2016

Hvad sker der med de der principper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

image

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
imageAnna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

10. september 2016

Avebury Manor and Garden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

imageAvebury Manor and Garden ligger, ikke overraskende, i Avebury, som har den største henge. Stencirklen er så stor, at man ikke rigtigt opfatter, at det er en cirkel. Selv om det tilsyneladende bare er nogle store sten på en mark, er der noget fascinerende over dem, når man ved, at de for flere tusind år siden blev transporteret hertil fra Wales. Mange af stenene er væk, fordi man gennem århundrederne har fjernet dem og brugt dem i forskelligt øjemed – man havde ikke rigtig sans for historiens vingesus før i nyere tid.

P1030810P1030809

Avebury Gardens er smukke, som næsten alle engelske haver. Stedets have er opdelt i flere afdelinger; dette er Monks’ Garden.

P1030812P1030815

Avebury Manor blev overladt, uden indhold, til National Trust. BBC tilbød at genskabe rummene i forskellige tidsperioder og lavede serien The Manor Reborn i fem afsnit. Der var Tudor, Queen Anne, Georgian, Victorian og en stue fra 1930’erne. Her er en god artikel om det af og med Penelope Keith. Efter afslutning kunne NT beholde det hele, hvilket har gjort det til et særdeles levende museum, fordi alt er nyt og derfor ikke bevaringsværdigt på samme måde, som havde det været ægte møbler fra de forskellige perioder. Man må sidde i stolene og ligge i sengene; man må bruge kaffemøllen i køkkenet osv. Børn elsker naturligvis den slags, og faktisk er det flottere end the real things, fordi farvene ikke er falmet og stofferne ikke slidt.

P1030823P1030824

Herover er det Tudor-stuen, hvor bordet er dækket, og hvor der er lagt tudorhatte på stolene, så man kan tage dem på og lege en 500 år gammel rigmandsfamilie. Gobelinerne ser fuldstændig ægte ud, og selv om man rørte ved dem (hvad man godt måtte), var det svært at ‘opdage’, at motiverne var printet på stof. På gulvene lå der sivtæpper, som jeg desværre ikke fik billeder af, men som var tykke og dejligt bløde at gå på.

P1030832P1030833

Måske kan man fornemme ‘friskheden’ i farverne … da vi kom tilbage til den flotte himmelseng, lå der en lille dreng i den. Han sov bestemt ikke, men lå med et stort og stolt smil og med fire gange så store øjne som normalt – ingen tvivl om, at han ikke ville sige nej tak til at få sig sådan en seng.

P1030826P1030827

Off to GoodwoodHerover køkkenet og The Georgian Dining Room med en indendørs hest, kaldet en chamber horse “Eighteenth-century English gentlemen (and likely a few ladies as well) used this peculiar-looking device to help burn off the effects of those infamously lengthy Georgian dinners”. Der var høje fjedre under sædet.
Jeg forsøgte mig og var glad for, at ingen filmede. Det var næsten som at sidde på den tyr, I ved, der er beregnet til at smide en af så hurtigt som muligt.
Køkkenet var viktoriansk; dvs. fra 1800-tallet. Jeg elsker at se på disse gamle køkkener, men har ingen sentimentale ønsker om at arbejde i sådan et – det har været hamrende besværligt, for at sige det mildt.
Vi fik fortalt, at det var fordi man troede, den blå farve holdt insekter væk, at man malede så meget blåt i køkkener.

Så bare afsted med jer til Avebury, hvis I nu skulle få lyst til en tur til England.
Den ene af veninderne skrev hjem til sin mand, at hun synes de skal holde ferie i England til næste år. Hun var meget positivt overrasket over de kuperede landskabers store skønhed og af de fantastiske huse og haver, vi nåede at vise hende.

Og nu vi alligevel dvæler ved historien, så er familien til The Goodwood Revival i dag – i gennemført stil fra 1940’erne. De minder mig om mine forældre, som jeg husker dem fra ganske lille. Aubie er stolt af sit outfit – selv hans sko er ‘rigtige’, selv om de er nye, men han elsker dem. 
Han spurgte sin mor: “Det her er lidt sådan en slags legedag for voksne, er det ikke?”

14. august 2016

Housewarming, babyshower, julefrokost

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags: , , ,

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Strandsten i en kreativ opsætning

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.

17. juli 2016

Hvorfor hedder det ikke “at tage en farfar”?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , , ,

Der er mange måder at slappe af på. Hygge på.
Som det særdeles tydeligt fremgår af nedenstående billeder, så er der en vældig god grund til, at vi forærede Anna og Aubie den hængekøje vi selv havde fået forærende. Giverne har givetvis ment os det godt, men det er altså ikke lige John og mig at slappe af i sådan et monstrum. Faktisk er det meget anstrengende og overhovedet ikke afslappende – jeg startede med omgående at lande på den anden side af ombordstigningssiden. Kom op igen ved egen hjælp, men overlod hellere end gerne indretningen til generationen et par stykker under min.

P1030060P1030061

Ungerne havde ellers en hængekøje hver, men det viste sig at være godt at få en tredje, for når Amelia, som tit kommer ind for lege, er der, slås de tre altid om de to hængekøjer. Nu har de en hver. Der blev snakket og hygget til den helt store guldmedalje i flere timer.

P1030076

Mændene tog en morfar. Tim ude, John inde. Charlotte og jeg sov ikke – jeg strikkede, mens hun kortvarigt var en levende illustration til Pigen i Gyngen. Lidt efter tog hun fat på lidt havearbejde. Hverken hun eller jeg er gode til at sove midt på dagen, medmindre vi er syge.

P1030074P1030082

P1030077
Mommer, where’s morfar?
Han tager lige en morfar.
He WHAT???
Det betyder, at han tager en lur … takes a nap.
Okay.   Pause.   Do you take a farfar if you’re a farfar?

Godt tænkt, Anna, men nej, det gør man af en eller anden årsag ikke, og vi kunne ikke forklare hende hvorfor det kun er morfar, der har lagt navn til vendingen.

P1030056Sissinghurst (87)

Vi nåede også en tur på planteskole, hvor jeg var tæt på at købe disse pastiller … gjorde det dog ikke.
Og hvis der nogensinde var nogen, der formastede sig til at forære mig den viste ‘knagerække’, ville jeg være parat til at begå mord.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er hundemenneske, men selv om jeg havde været, ville jeg ikke bryde mig om denne rædsel.
Beklager, hvis I ikke er enige – jeg vil ikke engang tilbyde at købe en med hjem til den, der eventuelt måtte ønske sig sådan en! No way!

11. juli 2016

Turist på Falster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Da vi kørte hjemmefra kl. 10 i går formiddags, var det mørkt og meget, meget vådt, så vi pakkede gummistøvler og regnfrakker med i udflugtstasken, men tog sandaler og T-shirt på i bilen. Da vi nåede til Guldborg, var det helt tørt og over 20°. Vi fik slet ikke brug for regntøjet, mens Pia og Allan som yderst effektive turistguider fragtede os rundt på Falster. Det var en All inclusive, for Pia havde sørget for frokost, eftermiddagskaffe med kage, afsluttende med en dejlig tre-retters middag i hjemmet om aftenen. Bedre service fås ikke – det var på alle måder en god dag!

Danmarks smukkeste præstegårdDanmarks smukkeste præstegård (2)

Vi stoppede op mange steder; bl.a. ved Danmarks smukkeste præstegård. De har da sikkert haft deres grunde, dem der har kåret den, og de har nok også fået lov til at gå ind og fotografere den fra mere flatterende vinkler, end vi kunne komme til ude fra vejen, for vi var ikke specielt imponerede.
Jeg kan dog ikke stå for sådanne gamle navnebjælker, eller hvad de nu måtte hedde.

Corselitze park (15)

Et andet stop var Corselitze, hvor parken stort set altid er åben for offentligheden. Bygningen kan man kun komme ind i et par gange om året, og det var ikke nu … men parken er smuk og velplejet, så det var en fornøjelse at gå rundt derinde.

Corselitze park (18)

Der var fine rosenpergolaer og ved siden af dem en decideret rosenhave. Smukke var roserne da bestemt, men der var kun én, der duftede.

Roser i Corselitze parkCorselitze park (34)

Vi så i hundredvis af nogle biller, ingen af os kendte, men lidt research har ledt mig frem til, at det er Eurydema ornata, rød kåltæge. RETTELSE: Det er ildtæger (Pyrrhocoris apterus). Jeg oploadede billedet til fugleognatur.dk, hvor der hurtigt var en, der gjorde mig opmærksom på min fejltagelse. Har aldrig hørt om den hverken kål- eller ildtæger før, men det var så dagens nye lærdom. De fandtes i alle aldre og med mange forskellige tegninger på ryggen. De havde forfærdelig travlt med at parre sig – henne til venstre på stammen, hvor de alle sad, havde de etableret et horehus, blev vi enige om … sjældent har jeg set så voldsom en parringsaktivitet som her. Under akten kunne de godt flytte rundt, men de kunne ikke altid blive enige om, hvem der skulle gå forlæns og hvem der skulle gå baglæns.

Eurydema ornata - rød kåltægeEurydema ornata - rød kåltæge (1)Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)

Normalt løber det nærmest koldt ned ad ryggen på mig, bare jeg hører ordet tæge, men jeg må nok sige, at disse her fascinerede os alle fire, og vi stod temmelig længe og studerede deres liv og færden. Vi talte om, at det var lidt underligt, så forskellige de så ud på ryggen. Havde vi studeret dem lidt længere, kunne vi have lært at skelne dem fra hinanden, men da vi alligevel ikke havde lyst til at tage dem med hjem som kæledyr, forlod vi dem uden at have navngivet dem alle, som det ellers er blevet så moderne at gøre i alskens naturudsendelser.

Eurydema ornata - rød kåltæge (3)Eurydema ornata - rød kåltæge (4)Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)
Parken var helt monetsk i sit udtryk visse steder – åkanderne var der skam også – dog ikke lige her ved broen, desværre.

Corselitze park (30)

Et andet sted gik der en ENORM hest – jeg vil ikke vædde, men jeg tror, at det var sådanne store krabater, min far kaldte for belgiere.
Se dens fødder – den står fast, gør den! Den virkede ikke særlig glad ud over at se os – jeg var glad for, at jeg stod på den rigtige side af hegnet.

P1020911

En araber er en elegant og meget strømlinet hest, men jeg kan godt lide robustheden, der er over den viste hest. Den minder lidt om verdens største hesterace, Shire hesten, som kunne/kan bære en ridder i fuld udrustning.

10. juli 2016

Arnakke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:28
Tags: ,

Jeg er hverken død eller syg … havde først tænkt mig at skrive i morgen, men kom så i tanke om, hvor søde mange af jer er til at blive bekymrede, hvis jeg holder mere end én dags pause. Der er ingen grund er til at råbe Ulven kommer
Vi er lidt udfarende her i weekenden – først til en fætter lidt uden for Holbæk i går, og i dag går turen til Pia og Allan, som vil lege turistguider i deres lokalområde, ganske som Kurt gjorde i går – han bor i Arnakke, som ligger meget smukt. Oppe fra hans terrasse kan man se over til Munkholmbroen.
P1020852

Hvem kunne ikke leve med sådan en udsigt?

P1020850

Mens vi venter på kaffen og den kringle, som var det eneste, der var tilbage af dagens kagetilbud – vi kom lidt sent her til Maglesø Traktørsted.
Det var i øvrigt et glimrende sted. Man kan få helstegt pattegris, hvis man kan stille op med mindst 30 personer. Var det ikke en ide til et stort blogtræf?
Kuvertprisen er rimelig, og beliggenheden kan man bestemt ikke klage over!
Maglesø er et dødishul, som ligger midt i de vestsjællandske alper. Endnu et bevis på, at vi aldrig har sat vores lys under en skæppe her i lille Danmark mht. bjerghøje ambitioner … Himmelbjerget og lignende stednavne tænker jeg selvfølgelig på. Vi har de fynske alper og altså også de vestsjællandske.
Smukt er her dog, ingen tvivl om det.
God, våd søndag derude … godt, at regnfrakken er opfundet, for Pia har satset på at være udendørs i dag … men det bliver bedre, inden vi når så langt. Håber vi … vi kører dernedad lige om lidt.

20. juni 2016

Årets Ascot og vand i haven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags: , ,

I torsdags var Tim og Charlotte til det årlige Ascot, som de helst ikke vil gå glip af. Det er simpelthen så ærkeengelsk, og de elsker det begge to.
Igen i år har hun selv syet sin kjole, som denne gang er noget mere enkel end den har været ved tidligere lejligheder.
Hatten er – ligeledes som den plejer – fra Jane Corbett, og selvfølgelig har Charlotte fikset den, så den og kjolen matcher hinanden.
Mange vil nok mene, at det er noget værre overklassefis og snobberi i den absolutte topklasse, men det må de så gerne mene for vores skyld … jeg forstår godt, at de synes, det er sjovt.

Ascot 2016Ascot tea

Picking winners - AscotHattene, som Timothy Maltin, Esq and Mrs Timothy Maltin har på, er til gengæld ikke kun for sjov – de er et must, både for herrer og damer, hvis de vil lukkes ind, ifølge Royal Enclosures dress code. Maven må ikke være bar, og har man skulderstropper, må de ikke være for smalle. Det er ikke fordi Charlotte synes det er specielt attraktivt kun at være synlig for omverdenen som Mrs Timothy Maltin, men sådan er det – det er Tim, som er medlem.
De kom oven i købet hjem med overskud, fordi de for en gangs skyld fik satset på de rigtige heste. De spiller ikke for de store penge, men uanset indskuddets størrelse er det lidt sjovere, når man vinder – og at spille hører med til sådan en dag … er dog ikke obligatorisk, som hattene er.

Efterladt tilbage derhjemme i Den LidtStørreEndVores Stråtækte hyggede Anna og Aubrey sig i haven – under opsyn af Granny og Julian.
Man må sige, at soppebassinerne er blevet en smule større, siden Charlotte var barn.
Nu er ‘soppebassinet’ opvarmet og med filter. Det blev indviet sidste weekend, og ungerne har allerede næsten udviklet fiskehud og gæller, så meget opholder de sig i det. Det er den lille families drøm at få en indendørs swimmingpool, men der er trods alt et pænt stykke fra selv dette store bassin, så det bliver ikke lige med det samme. Siger de …

Eet's the tinsiesVand i haven 3

2. juni 2016

Vi gjorde det!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

I går var vi i Tivoli, i et fantastisk sommervejr, som vist ikke fås meget bedre i hele kongeriget. Der var masser af mennesker, men ikke et eneste sted måtte vi stå i kø til forlystelserne, så børnene fik virkelig brugt deres turpas – og moderen gjorde også. John og jeg sprang over – hvis der skulle en voksen op med børnene, måtte det blive Charlotte, som i øvrigt synes det er lige så sjovt som børnene gør.
Det eneste, jeg ville prøve, var Himmelskibet. Jeg havde lovet mig selv at skulle nå at se den udsigt, inden jeg dør, så nu er også det hakket af på listen.
For vi gjorde det, gjorde vi. Charlotte, Aubie og jeg i Himmelskibet og Charlotte og Aubie i Det gyldne Tårn.

P1020317P1020316

Jeg synes de var superseje, de to her – der er godt nok langt op! Og lige så langt ned i det frie fald. Aubrey sagde, da han var kommet ned: I felt completely ill on the way down! Men syg blev han ikke, og han var lidt stolt over, at han tog turen. Med rette. Synes mommer.
Det var også ret fedt at være oppe i Himmelskibet – der er en ganske god udsigt deroppefra, men jeg måtte ikke have kameraet med derop, desværre.

P1020319P1020322

I dag har vi været på Stevns Klint. Det er stadig sommer, men der blæser en forholdsvis kraftig østenvind, så de kloge mødre mente det ikke var så klogt at tage en strandtursdag, som vi ellers havde talt om. I stedet blev det yndlingslegepladsen på Feddet Camping og som sagt Stevns Klint.
Hvor både John og jeg kom med ned ad trapperne. Især John var lidr forbavset over sig selv, for det troede han ikke, hans knæ kunne klare – det var samme knæ, der gjorde, at vi sagde, at hvis Charlotte ville se Møns Klint nedefra, måtte hun og Tim selv tage den tur engang ved lejlighed. John og jeg har ikke lige lyst til de 496 trin.

P1020355

Der er nu også smukt nok ved Stevns. Og … miraklet skete: Aubie blev næsten ikke våd. Murphy igen. Her på denne årstid, hvor det ikke ville betyde det store, hvis uheldet var ude, var uheldet ikke ude, mens han næsten altid præsterer at blive våd fra yderst til inderst i vinterhalvåret.

P1020345

Inden vi kørte hjem, gav morfar en is på havnen i Rødvig, hvor Anna forsøgte at tage arven op fra Arthur med at hive sværdet op fra stenen.
Det lykkedes ikke, og Aubie gennemskuede hvorfor: This is cheating! They’ve cemented the sword in the stone! I don’t wanna try that!

P1020360

14. maj 2016

Der vil være ømme arme i aften

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

Her arbejdes … hårdt.
Ingen er i tvivl om, hvor langt man er nået. Farven ser noget skrigende ud, men den bliver mørkere og mere svenskrød-autentisk, når den tørrer, og huset bliver så fint, så fint.
Temperaturen er faldet 10 grader, men det har ikke regnet, så vi er glade.
P1020124P1020138

De er nået langt længere, end John og jeg selv i vores mest optimistiske øjeblikke havde turdet håbe på.
Godt, jeg har masser af gammelt arbejdstøj liggende heroppe, for to havde glemt en varm trøje (“det var jo sommer, da vi kørte hjemmefra …”), og en havde glemt tøj, der måtte maleplettes på. “Jeg har aldeles ikke glemt noget noget som helst – du har ikke fortalt mig, at vi skulle op og male!”
Disse undskyldninger holdt således ikke, og alle syv fik fornøjelsen af at svinge penslerne.

P1020127P1020139P1020119

Med udsigt til bagsværd – og Anders i sit “norske fjeldvandreroutfit”, som han insisterede på at kalde det. Han var så vældig stolt af, at strømperne så fint farvematchede anorakken, at han nærmest insisterede på at blive foreviget og fremvist her på bloggen iført sit übersexede arbejdstøj.
Anders er ny i familien, men faldt imponerende hurtigt til her i dennne halvtossede flok. Han havde selvfølgelig mødt sin nye svigermor og -far, men ikke resten af os. Vi siger velkommen til den unge mand, som hurtigt var accepteret og dermed en af os. Han fik yderligere en stjerne i Johns øjne, da han viste sig at være hurtig til at lære et nyt kortspil. Det var første gang, han spillede Tips – og han vandt!
Halvtossede er vi som sagt – i hvert fald nogle af os, nemlig dem, der er kørt ned til badepladsen for at … bade! De tre unge og min yngste søster syntes, det kunne være så fantastisk lige at få sig et svensk søbad, og jeg skal da bestemt ikke være den, der forhindrer dem, når nu de har den slags tilbøjeligheder.
Nå. Jeg har ikke tid til mere skriveri. Skal ud og lave tilbehøret til det langtidsstegte lam, der har stået i ovnen siden i morges.
Måske lidt fantasiløst, fordi vi fik den samme ret for en uge siden, men det er kun John, der ved det – og den var god!

13. maj 2016

Man skal bare kende de rigtige lokkemidler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: , ,

Sms til alle: “Jeg er kommet til at bage en rabarberkage, men har ikke noget cremefraiche – er der en af jer, der har mulighed for at købe noget og tage med herop?”
30 sekunder efter: “Uhm. Den klarer jeg”   –   “Det lyder lækkert, jeg skal nok købe noget”   –  “Vi er lige kørt hjemmefra, så det skal vi nok gøre” …
Jeg indså, at jeg om et par timer ville have stået med fire liter cremefraiche, hvis ikke jeg havde svaret alle på nær én, at tak, men det var allerede klaret. Imponerende … tjenstvilligheden er stor med gulerødder i form af Gerdas rabarberkage.
Det er en smørheftig sag, men særdeles velegnet, når man er mange:
P1020114Pisk 4 æg med 100 g sukker. Pisk 500 g meget blødt smør, 240 g mel og 1 tsk bagepulver i. Til sidst blandes 400 g hakkede nødder i (jeg brugte halvt mandler og halvt hasselnødder, for køkkenskabet formåede ikke 400 gram af én slags). Skær 1400 gram rabarber i stykker og bland dem med 500 g sukker og 4 tsk vanillesukker (jeg brugte 2 tsk vanillepulver).
Fordel dejen i en bradepande foret med bagepapir og fordel rabarber/sukkerfyldet oven på dejen. Bag ved 200° i 35 minutter eller til rabarberne er møre og kanten sprød og gylden.
Når det kommer til fortæringen af kagen, deler vandene sig gerne. Nogle sværger til flødeskum, andre til cremefraiche. Ingen havde dog noget at indvende mod min forespørgsel eller kom med alternative forslag, men vi er vist også ret enige i det spørgsmål i min familie.
Jeg har det temmelig svært med flødeskum i alle sammenhænge undtagen én: Jeg indrømmer blankt, at i en Irish Coffee smager cremefraiche ganske forfærdeligt …

Rabarberkagen var ikke planlagt, men da jeg så, hvor mange naboen havde på sin grund, var jeg simpelthen nødt til at bruge nogle af dem. De bruger dem slet ikke selv, så jeg har permanent tilladelse til at tage så mange jeg vil.
Jeg tog 2½ kilo, og det kunne ikke engang ses, at jeg havde været på rov, men jeg er sikker på, at der er nogle fra familien, der vil sætte pris på at få lidt rabarber med hjem.
Folk begynder at ankomme om en times tid. Hele hytten er rengjort og parat, og maling, pensler og stiger er linet op i kælderen.
I aften står den dog kun på hygge … slaveriet er ophævet, har jeg læst et eller andet sted …

2. maj 2016

Så er man i England igen. I regnvejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Alt gik strålende på turen herover. I flyet holdt de min kuffert tilbage, fordi selv dette vildt tidlige morgenfly (07:15) var stoppet til randen med passagerer, hvorfor de havde “en udfordring” med den megen håndbagage. De ville se, hvor meget plads der var, når alle havde boardet og derefter enten komme med en bagagetag til mig eller fortælle, om der alligevel havde været plads til den.
Der kom ingen med bagagetag, og efter serveringen kom der en stewardesse (hedder de vist ikke længere?) og fortalte, at der havde været plads over sæde 20. Perfekt – jeg sad på 15. Det passede fruen her særdeles fint at skulle slippe for at vente på kufferten.
I morges kørte vi til lufthavnen langs en smuk solopgang, og der var fuldstændig skyfrit hele vejen, lige indtil vi ramte den østengelske kyst, hvorfra det blev – og forblev – helt overskyet.
Det er det endnu. Det regner. Meget. Det er da godt, at jeg var/er så glad for at se dem alle igen, at jeg er helt ligeglad med vejret – i hvert fald i dag – og for i morgen har vi planer om drivhustilplantning, så selv om det er sjovere at arbejde i godt vejr, slipper vi i det mindste for at blive våde.

P1010854Det er bank holiday i dag, så Tim laver mad, som han ofte gør, når han ikke er på arbejde.
I aften står den på roast chicken med kartofler, pastinak og en sand overflod af hvidløg. Man kan nok ikke se dem på det lille billede, men tro mig: der er virkelig masser af hvidløg. Både Tim og jeg elsker ovnbagte hvidløg og kan slet ikke få nok af dem, så vi to har sikkert alle de mange fed for os selv. Men jeg skal sove alene …
Jeg plejer at overtage kokketjansen, når jeg er her, men den første dag er jeg altid fredet.
Åhhhh, jeg nyder. Jeg har også lidt ondt af John, som bare skal gå hjemme og småkede sig, men han ville ikke med denne gang … sagde at han godt ved, at det ikke er helt det samme som når Charlotte og jeg har masser mor-datter-tid sammen, mens børnene er i skole og Tim på arbejde. Han er nu meget sød og meget forstående (John altså) – jeg ville dog intet have haft imod, at han havde været med, men det ved han godt.

18. april 2016

Et lille kuriosum (= mere pral)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , ,

I dag talte jeg med Charlotte for første gang efter Tims TED-talk i Sky News i fredags (TED står for Technology, Entertainment, Design).
Hun havde oversat indlægget for Tim; ligeledes jeres søde kommentarer, som jeg skulle hilse og sige, at han blev meget glad for.
En af jer nævnte ‘naturtalent’ i forbindelse med hans korte optræden.
Det lille kuriosum er nemlig, at Tim blev accepteret i take one, hvilket var første gang overhovedet i Sky News’ historie. Sagde de i hvert fald … 
Da han havde sagt, hvad han havde forberedt, kiggede tv-folkene lettere forbavsede på hinanden og sagde Okay. That’s it! Done! Perfect! We’ve never tried that before. Never approved the first take! Why don’t you just stay here? You have a job, if you want it – you were born for this.
Tim takkede pænt nej, men var selvfølgelig både glad og stolt.
Det synes jeg er okay at være. Det ville jeg også have været – nu nøjes jeg bare med at være stolt af The Talented Mr Maltin (forhåbentlig ikke helt de samme talenter som Mr. Ripley …)


P1010745

Ramsløgene lever og har det godt. I lørdags havde vi Helle og Per med ude på ‘vores’ sted, for hun havde endnu ikke været heldig at finde ramsløg og var lidt ærgerlig over det, for ‘alle taler jo om de her fantastiske ramsløg’. Her ikke så langt fra Rødvig er der så mange, at det er svært at beherske sig, så hun kom hjem med fire poser …
De har den gode egenskab, at de kan holde sig i mindst 2-3 uger i køleskabet, uden man får den mindste mistanke om, at de ikke er plukket dagen før.
Jeg tog derfor også en portion til med hjem, for de har en ret bred anvendelighed, har jeg efterhånden fundet ud af. 
Jeg har tørret en portion til (og har en tredje over), for i og med at de bevarer farven overraskende godt, kom jeg til at tænke på, at det er en udmærket ide til en lidt anderledes værtindegave: et glas tørret ramsløg og et glas ramsløgsalt.

RamsløgsaltTørrede ramsløg

De er gode i salater og i tærter, de er er rasende gode i en omelet; ramsløgpesto er lige så godt som basilikumpesto, jeg har brugt ramsløg i frikadeller, til lam, til … alt muligt … min egen konklusion er, at hvor man kan bruge persille, kan man også bruge ramsløg.

15. april 2016

Et minut og 44 sekunders fredagsunderholdning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , ,

Tim sendte mig en mail i morges med et link til Sky News, hvor han deltog i Morning Story.
Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor han optrådte der – hvad var det indledning til? Kom der mere med ham? Måske var det bare denne korte bemærkning og ikke andet, fordi det i dag er 104-årsdagen for forliset?
Hans svar lød således:
It is one in a Sky News series of “Mini TED Talks”, so it stands alone as a sort of “thought for the day”!

Author Tim Maltin Describes What The Ship Signified

01:53, UK,Friday 15 April 2016

TIM MALTIN, MORNING STORIES
http://news.sky.com/video/1679062/morning-stories-the-titanic
We all know the story of The Titanic but what did the fateful ship represent back in 1912?
Author Tim Maltin tells us what it signified back in 1912 in today’s Morning Story.

Desværre slipper man ikke for en reklame, inden Tim er på.
Svigermor her er en anelse imponeret over, at han kan fortælle så meget på under to minutter om Titanics betydning for samtiden.
Han er en meget levende og engageret formidler – jeg tror han kunne blive en glimrende tv-vært, men han har ikke umiddelbart planer om et karriereskift, fortalte han da jeg spurgte.

Tim kan følges på Twitter.

25. marts 2016

En alternativ fødselsdagsgave

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:11
Tags: ,

Min yngste søster og hendes mand kunne ikke komme til min fødselsdag, da de skulle (meget) tidligt op dagen efter og afsted på vinterferie, og da vi har godt 120 km mellem hinanden, tager det lidt mere end fem minutter i transport. Jeg havde derfor inviteret mine to søstre og svogeren til at komme en tur i onsdags. Det blev så også med en af niecerne og nevøen, da de var på påskeferie hos deres mor – de skulle bl.a. til Sjælland for at se deres lille nye nevø, som deres storesøster nedkom med for en uge siden.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, men det kan man nok ikke helt kalde den lidt alternative gave, jeg fik af Bodil og Hans: De arriverede med en pose indeholdende … et grisehoved, fire grisetæer og en grisehale!
Det er ‘præmien’ for at være den eneste i familien, der gider/kan lave rigtig, gammeldags sylte. Da grisen for nylig blev slagtet, blev de enige om ikke at kassere de omtalte legemsdele, “for dem kan Ellen sikkert få en god julesylte ud af”. Jamen, det kan hun da nok …

Hente brænde

P1010657Som tak for den flotte og uhyre betænksomme gave var vi i går oppe for at hjælpe dem med at flytte lidt brænde. Lidt kommende brænde … de er lige en anelse for store til at kunne gå i brændeovnen, så det skulle ikke kun flyttes, men også saves. Det var dog fint nok at få lidt frisk luft.
Hans havde lige investeret i en palleløfter, så jeg skulle endelig huske at fortælle ham, at jeg syntes den var meget flot. Rød og fin og ny og … tung. Men den egnede sig glimrende til gårsdagens formål, for det eneste, der nok ikke ville sidde fast i den mark, var en traktor.

Vi vil gerne se på noget bedre vejr, tak! Det må være den koldeste påske i mange år, men den slags ved Farmer alt om. Den ligger altså også uforskammet tidligt i år, og når det falder sammen med en kold marts, skal det jo gå galt – men planteskolerne må ærgre sig – de har ofte kronede dage i påsken, men det kan de næppe have i år.
Mine Peter Nyssen-dahliaer ligger og skriger på at komme i jorden, men den er alt for kold endnu.

Gæslingerne har trodset kulden og er sprunget ud, så der er kommet en vasefuld ind, som nu smider de fineste, gule pollen.

15. marts 2016

Husk at spørge mens I kan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: ,

Husk at elske mens du tør det – husk at leve mens du gør det. Disse Piet Heins udødelige ord kunne suppleres med husk at spørge mens du kan det.

Så husk: Har I gamle billeder liggende, så spørg i tide, hvis ikke I er sikre på, hvem der er på billederne.
Jeg har en hel lille samling af meget gamle fotografier. De fleste af personerne på dem ved jeg godt hvem er, men der er desværre nogle af dem, jeg ikke engang ved, om jeg er i familie med. Det er jeg jo nok, ellers ville de formentlig ikke været at finde i min farforældres efterladenskaber, men det er sikkert temmelig langt ude – en farmors grandkusine eller noget lignende yderst på slægtstræets kviste.
Jeg fik ikke spurgt i tide. Det viste sig nemlig, at min far, som jeg rent faktisk huskede at spørge, inden han døde, heller ikke vidste hvem de var. “Det var en skam”, sagde han, “du skulle have haft spurgt Agnete, hun ville sikkert have vidst det”. Agnete var fars otte år ældre søster, og hun havde noget mere styr på familieskaberne end far havde. En kvindeting at have det? Det er jeg tilbøjelig til at tro.
Agnete døde i 2002 (lige før hun blev 90; ganske som alle kvinderne i min fars familie – far var den eneste, der nåede at runde de 90), så det er længe siden, jeg skulle have spurgt hende, og eftersom vi først fandt alle de gamle billeder i forbindelse med en gennemgribende oprydning af loftet på gården i 2005 eller 2006, var det løb ligesom kørt …

Margrethe Larsen står midt i det åbne vindue

Jeg er lidt vild med disse urgamle fotografier. Dette er taget i 1905 ± 5 år.
Min farmor har dermed været 27 ± 5 år. Hun giftede sig sent, som 33-årig. Hun var 35, da hun fik sit første barn og næsten 43 år, da hun fik min far.
Det er hende, der står midt i det åbne vindue – jeg ved ikke, hvem alle de andre kvinder er, men se da lige, hvor de alle uden undtagelse har stadset sig op i dagens anledning, med opskænkning af vin und alles. Vin var bestemt ikke en hverdagsdrik dengang, så det har været noget af en begivenhed at blive foreviget – jeg kunne godt tænke mig, at det var muligt at anbringe hele denne flok i dagens Danmark og lade dem se, hvad fotografiet har udviklet sig til. Og ikke mindst vise dem de fjollede selfiestænger.

Gad vide, hvad der med tiden sker med alle vores digitale billeder? Hvem kigger på os om hundrede år? Er der mon overhovedet nogen, der gider kigge på os om hundrede år? Hvordan dokumenteres hverdagsdanmarksfamiliens historie, hvis der ikke trykkes bøger mere? Familiealbummene ligger måske oppe i skyen i håbet om at gøre billederne medieuafhængige, men hvem sørger for, at skyen ikke fordamper på et eller andet tidspunkt?

31. januar 2016

Fader er i køkkenet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags: , , ,

Middelvind: 26 mph med stød på op til 45 mph. Omregnet til noget, jeg kan forholde mig til, bliver det til 11, henholdsvis 20 sekundmeter. Måske ikke alverden, men afgjort nok til, at vi ikke gider foretage os noget udendørs. Især ikke fordi det også småregner indimellem, og det lyder som om der er flere stød end der er middelvind … hvilket selvfølgelig er noget ævl …

P1100247

Det her er heller ikke ligefrem det værste, man kan udsætte sig selv for: Morfar læser danske nyheder, Daddy og Aubie spiller skak, Anna laver lektier (aldeles frivilligt!), moder er i køkkenet for at forberede frokosten, og mormor har lige set første afsnit af Ross Poldark. Hvorfor mon de slet ikke har tænkt sig at vise den i dansk tv? Jeg troede, de med glæde købte alt, der kommer fra England.
Poldark er rigtig god, men John har det ikke helt godt med at følge med, når der ikke er undertekster, og den kan ikke fås med danske undertekster, desværre. Den er svær at følge med i … mange klager over, at danske skuespillere er begyndt at mumle, men briterne er ikke et hak bedre, kan jeg godt fortælle – og det er ikke kun mig, der synes det; både Tim og Charlotte siger det samme for Poldark her, og når der tilligemed indimellem bliver talt med stærk accent (serien foregår i Cornwall), så bliver det meget hardcore engelsk, hvorfor jeg var glad for, at der var billeder til at understøtte de mange uforståelige ord.

Aubrey november 2015Anna februar 2015

Et par klassiske billeder af mine to unger – Aubrey som sædvanlig med krudt i øjnene, mens Anna ligner en, der må bære alverdens byrder på sine små, smalle skuldre. Hun er såmænd ikke mere tænksomt anlagt – eller mere belastet – end sin lillebror, men hun elsker at være lidt dramatisk, så her har hun lige øjnet en chance til at spille en rolle fuldt ud, ser det ud til.

Overskriften er ikke forkert, for om lidt går fader i køkkenet. Hver søndag laver Tim The Sunday Roast, som i dag vil være lammesteg. Det er et nyt koncept, han begyndte på for et par måneder siden, fordi han siger, at han slapper så dejligt af ved at lave mad. Han har nogle meget lange hverdage, hvor han tager hjemmefra kl. 7 og sjældent kommer hjem før kl. 20.
Jeg kan desværre overhovedet ikke få John til at se, at det er et vildt godt koncept – også selv om man ikke har lange arbejdsdage. Måske især når man ikke har lange arbejdsdage …
Charlotte har prøvet at spille med og har flere gange udbredt sig højlydt og begejstret om, hvor SKØNT det er at slippe for at lave mad en gang om ugen, men også hun taler for døve øren – og her tror jeg ikke, der er tale om et fysisk fænomen fra Hr. Nielsens side.

24. december 2015

Ikke et ord om jul. Næsten ikke …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:09
Tags: , ,

Vemmetofte Strandskov (6)Vi har valgt at bo på en beskyttet plet. Eller også er vindretningen lige nu bare rigtig i forhold til Den Stråtækte.
Vi stod op samtidig med en flot solopgang, og fjorden var – om ikke fuldstændig glat, så i hvert fald ikke i oprør.
Vi spiste morgenmaden i et solfyldt køkken og talte om, at det kun kunne gå for langsomt med at komme i tøjet i dag og komme ud og gå en frisk tur i dette fantastiske vejr.
Som sagt, så gjort. Vi kørte til Vemmetofteparkeringspladsen tættest på Musestenen, fordi vi ville vise englænderne den, nu hvor den ved Jørgens hjælp endelig er blevet fundet. Ud med os i bilen og afsted – det var et skønt og stille vejr, så vi glædede os til turen.

Vemmetofte Strandskov (12)Da vi nærmede os stranden, blev vi mødt af en stiv kuling. Det kan naturligvis ikke ses på billedet, men holddaop for en blæst der var!
Vi havde heldigvis tøj nok på, og turen gjorde os godt, for vejret var flot trods den skarpe vind.
Musestenen havde lidt mere vand omkring sig, end da vi så den første gang, men da ungerne ikke kunne komme op på den, på trods af morfars forsøg på at hjælpe dem, fandt de andre ting, der i deres øjne var mere interessante, hvorimod forældrene gerne ville høre om stenen og sagnene om den.

John fandt et østershat-træ. Der sad i kilovis af de flotteste østershatte; jeg stjal 750 gram af dem og glædede mig over, at det endelig lykkedes at finde svampe i år i Danmark – og så i december!Vemmetofte Strandskov (7)Vemmetofte Strandskov (2)

Ungerne havde sådan set ingen problemer med at få dagen til at gå, men julemandens gaver skulle helst opdages, så Charlotte sneg sig ud og lagde nogle pakker lige foran vores hoveddør.
Da jeg bankede hårdt på døren og fik børnene til at åbne, fordi jeg desværre ikke kunne slippe hvad jeg havde gang i ude i køkkenet, sagde de, at der ikke var nogen. “Jojo”, sagde jeg, “jeg så et eller andet rødt, der hurtigt forsvandt rundt om hjørnet. Jeg er ret sikker på, at det var julemanden, men han har jo så forfærdelig travlt i dag og i aften”.
Anna kiggede skeptisk på mig, men Aubrey kiggede grundigt ud ad vinduet, mens han i et på én gang bebrejdende og triumferende tonefald sagde: “I told you, Anna! He does exist! See for yourself: He’s left some presents for us”.

P1100030

Julemandens gaver holdt dem fint beskæftiget resten af dagen – selv Disneyshowet var der ikke tid til at se, og vi så ingen grund til at tvangsindlægge dem til det.
Da vi langt, langt senere nåede til alle de andre gaver, vakte Tims mors gave til Tim en del nysgerrighed hos Tims svigermor – teksten på æsken lød ret spændende.
“Tim … this is from your … mother? It’s a bit exciting, isn’t it?”
Der lød et forventningsfuldt/spændt/undrende ”Yes …”

Det viste sig at være et par slippers, sådan a la morfartypen, som man bl.a kan se i My Fair Lady. Meget praktiske. Meget varme. Meget lidt kønne.
Og bestemt ikke levende op til teksten på indpakningen. Tværtimod, vil jeg nok påstå, for en mand iført de slippers får altså ikke mange kvinder til at blive specielt inspireret til bedroom athletics

23. december 2015

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , ,

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

P1090968

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

P1090971P1090972P1090974

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

P1090978

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

P1090983

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

22. december 2015

Nogle dobbeltroller er vanskeligere end andre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

DobbeltrolleDen dobbeltrolle, Trine Halle har i den quiz, jeg har indsat et uddrag af beskrivelsen af, må være en del vanskeligere at bestride end den dobbeltrolle jeg har, nemlig den som mor og mormor. Tredobbeltrolle, faktisk – jeg er jo også Johns kone – men desuagtet kan jeg bare blive siddende på min plads og aldeles uden problemer spille alle tre roller. Ingen af dem bliver kunstige og jeg glider naturligt ud og ind af alle tre uden synlige overgange.
Det er gode roller alle tre, og jeg har det fint med dem.
Trine Halle, derimod, må vist være nødt til at flintre fra den ene stol til den anden. Hvem vinder, hvis hun vinder? Kåre eller Christian?

P1090953

I morges, hvor det efter en mørk, våd og temmelig stormfuld nat var så fint og mildt et vindstille solskin (det må man kunne sige … er der måske ikke noget, der hedder solvind?) fik alle lyst til at gå en tur, så vi aftalte at tage ud og købe den ridehjelm til Aubrey, hans mormoster vil give ham i julegave, men som samme mormoster ikke kunne finde ud af at købe i England, og bagefter gå en tur i Præstø langs Antonitterstien.

Vi havde knapt nået at morgenmadshygge færdig, inden det blæste op og igen begyndte at regne.
Det holdt det aldrig op med resten af dagen, så for børnenes vedkommende blev det til en højt ønsket nattøjshyggedag efter at have siddet to dage i en bil.

Faktisk nåede vi aldrig for alvor ud af køkkenet i dag.
Charlotte sad og plukkede 2015-billeder til det trykte P1090963fotoalbum, hun laver hvert år med årets highlights. Det kan man nemlig godt gøre, mens man snakker, lige som man også sagtens kan strikke, mens der snakkes. Og drikkes caffe latte og spises konfekt, desværre …
C roste mig for mine tabte kilo (YES, hun lagde mærke til det helt af sig selv, selv om det ikke drejer sig om særlig mange kilo), men det skal da nok lykkes mig at hive dem på igen med alt det gode konfekt, jeg fik fremstillet.   
Børnene kom og gik; de opholdt sig mest oppe på deres værelse, som de holder overraskende meget af at lege i. De praktiserede en del How to Train Your Dragon to Find Pebernødder – det var de blevet virkelig dygtige til, de drager.
Hvor er vi dog glade for, at vi lavede et børnevenligt værelse og ikke ‘bare’ et gæsteværelse. Sådan et har vi i den anden ende af huset, så det er lige som det skal være – børneværelset har voksensenge, så det kan sagtens bruges til gæster alligevel.

Fair Isle-sweateren, som jeg strikkede til Charlotte, passer perfekt, hvilket jeg var lidt spændt på, når jeg ikke kunne komme til at tjekke størrelsen undervejs. Men den er modtaget med glæde og i brug, som det ses.

Det er skønt at have dem alle her, så skidtpyt med, at vi ikke kom ud, og den ridehjelm kan købes i morgen, hvor de har lovet opklaring i vejret.

21. december 2015

På én gang årets korteste og årets længste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Så vender det. Vi går langsomt, men sikkert, mod lysere tider.
Ikke at jeg er sådan en lyshungrende person, der går i sort i mere end én forstand her i mørketiden – jeg trives absolut fint med at være nordbo og synes, at denne årstid er meget hyggelig: levende lys det meste af dagen og næsten altid ild i brændeovnen. Det er da dejligt. Især vores køkken omfavner os kærligt med varme og hygge – det var i hvert fald med de fine ord, vores nye genboer udtrykte det, da de i forgårs var inde for at blive budt velkommen på vores vej.
To yderst spændende mennesker, i øvrigt. Et par i start-halvtredserne, nyankommet fra Stockholm, nu undervisere på Marjatta (næsten alle på vores vej er tilknyttet Marjatta), men hun er desuden optrædende danser. Han har en ph.d. i Performing Arts (var det vist) fra Plymouth University. De har en søn på den berømte designskole i London Central Saint Martin.
Vi havde dermed en masse at snakke om, så to timer fløj afsted uden vi lagde mærke til det. Det er simpelthen så dejligt at møde nye mennesker, som man føler man har kendt længe.

Det er årets korteste dag, men for mig er det samtidig den længste. Jeg bliver som et lille barn juleaftensdag, når jeg går og venter på, at mine englændere skal ankomme – hvilket de ikke gør før kl 19:30! Uh, det er sent. For mig. Det svarer nogenlunde til tidspunktet for julegaveudpakningen d. 24., så det er en fuldstændig parallel.

Klassiske England

Apropos England. Mnh, måske ikke helt apropos … men jeg er nødt til at bringe en reklame for Kulturrejser Europa, som vi to gange ud af to har været meget positivt overraskede over (og vi skal til Madeira med dem til foråret), som har en tur, der hedder Det Klassiske England.
Hvis man overvejer at se noget andet end London (og London er da herlig, men lige så lidt England, som København er Danmark), så er her en ideel tur at starte med. Det er virkelig det skønneste og mest klassiske England, man får set. Jeg ved det, for vi har været alle stederne – undtagen på Highclere Castle (= Downton Abbey), hvortil det er fuldstændig umuligt for os andre at få biletter. Naturen er vidunderlig i hele det viste område – det ved jeg også, for Charlotte og Tim bor mellem Devizes og Stonehenge, så vi har kørt det tyndt efterhånden. Bath og Cotswolds skal simpelthen bare ses og Stratford upon Avon (Shakespeares fødeby) er yderst malerisk, med en hovedgade, som godt kan forlede en til at tro, at man stadig befinder sig i det 17. århundrede.
Man bliver transporteret hele vejen rundt og slipper dermed for selv at skulle køre venstrekørsel, som virker skræmmende for nogle.
Jamen er det da ikke bare med at komme afsted?
Og nej, jeg er ikke blevet bedt om at reklamere for Kulturrejser Europa, men jeg kan ikke anbefale England nok som ferieland – jeg synes der er alt for få, der kender andet end London.

22. november 2015

Dagens nye ord i tv og et uventet besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , , ,

Hyben i regnvejrSøndag formiddag er QI-Time. Jeg elsker QI, Alan Davies, Stephen Fry (selv om den gamle erklærede ærkebøsse aldrig ville kunne gengælde min hemmelige kærlighed …), deltagernes vid og viden, og ikke mindst alle frækhederne i disse udsendelser … “This program contains language of a sexual nature. Parental guidance is advised”.
I dag var der en, der nævnte en vagina, som hedder det samme på dansk og på engelsk, selv om udtalen naturligvis er forskellig.
Oversætteren har tilsyneladende ikke vidst særlig meget om dette emne, da vedkommende i den danske undertekst skrev viginia. Flere gange endda. Gad vide hvordan man har forestillet sig ordet udtalt?

Søndag formiddag er ikke gå-tur-tid. Ikke denne søndag formiddag. Jeg forsøgte mig lidt ved 14-tiden, men dårligt var jeg nået ud, før det igen begyndte at sneregne. Der er kommet endnu mere vand i fjorden siden i går, så jeg ville ned for at tage sammenligningsbilleder.

Sne har vi fået, men ikke så meget, bare sølle fem cm, og det meste er væk nu – jeg kan dog fornemme, at resten af Sjælland er ret hårdt ramt. Johns søster og svoger, som bor cirka midt på Sjælland, målte her til morgen snedybden til 55 cm!
Lige nu vælter det dog ned her ned kæmpestore fnug, og blæsten har taget til igen, så vi får se, hvad det ender med, men det er ikke frostvejr.

I aftes vovede min søster sig herned for at hente sin del af lakserognen, som jeg havde renset for hende. Da hun havde hørt om alle mine fortrædeligheder, lavede vi en lækker forret af noget af det – brugte det på samme måde som stenbiderrogn (rogn, rødløg, creme fraiche og lidt rejer på et stykke ristet brød). Jeg kan bedst lide lakserogn, kunne jeg konstatere; det er ikke nær så skarpt i smagen. John lavede sin verdensmesterklassecarbonara og vi fik isrester til dessert. En improviseret, men dejlig middag.
Hun havde Rune med, som vi ikke har set siden februar. Han sejler i 11 uger og har fri i 11 uger, og i denne friperiode fløj han direkte til Hawaii i fire uger sammen med en ven for at besøge en gymnasiekammerat, der nu er bosat derude.
Han var hjemvendt til riget fredag eftermiddag og blev hentet af sin mor, som inviterede ham, hans to søskende og svogeren til en velkomstmiddag i København. Han syntes heldigvis, at det kunne være hyggeligt at hilse på moster Ellen og onkel Don en lørdag aften. Det var måske nok også noget med lidt jetlag, tror jeg.
Det er både skønt og lidt mærkeligt at opleve den søde lille dreng, som vi passede ofte fra han var spæd til han var otte-ni år, den store dreng, som var noget af en bekymringsvækkende rod i sine teenageår, sidde der og være en fornuftig voksen, uddannet maskinmester hos Mærsk, berette om sin hverdag på containerskibene og om sine eventyr på Hawaii, som kunne få moderen og mosteren til at kigge på hinanden og være glade over, at det var godt, vi først fik det at vide nu, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at han rent faktisk havde overlevet …

Rose i sne
Rosen kæmper tappert, men taber nok snart kampen. Klokken er 15, og det er næsten mørkt, selv om der er en hel måned til den korteste dag.
Godt, husene er hule indvendig, og at mennesket har tæmmet ilden!

Næste side »

Blog på WordPress.com.