Varme fødder og kolde stuer

Vi var på besøg hos nogle venner i går, og da vi kom hjem, føltes huset unormalt koldt. Jeg havde faktisk studset allerede om formiddagen, da vi kørte – det virkede køligere end normalt i rummene, men ikke så meget, at jeg tænkte nærmere over det.
Da vi kom hjem halvsent på aftenen, var vi ikke længere i tvivl: Vi måtte være løbet tør for olie. Det er aldrig før sket i mit liv, men det skal retfærdigvis også siges, at i det meste af mit voksenliv har jeg haft fjernvarme.
Den Stråtækte har imidlertid oliefyr, og, bare for at komme eventuelle spørgsmål i forkøbet: Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Det vil koste os mange penge, som vi med størst sandsynlighed ikke vil kunne få hjem igen ved salg, og vi vil slet ikke kunne bo her længe nok til, at ínvesteringen tjener sig selv hjem.
Vi har en ordning hos OK, hvor de selv, via graddage, holder styr på, hvornår vi skal have påfyldt. Det har de klaret godt i de ni år, vi har haft ordningen, men denne gang smuttede det altså.
Fordelene ved en fast ordning er flere: Vi skal ikke selv holde øje med oliestanden, og skulle vi løbe tør, koster det ikke noget at få dem ud samme dag, det koster heller ikke ekstra, hvis der bliver påfyldt mindre end 700 liter, og endelig er der en ganske pæn fast rabat på selve olien.
Jeg ringede 7:30 og fem minutter kom der en ordrebekræftelse på, at olien kommer i dag.
Det er godt, at vi har brændeovn i stuen … vores reserveolieradiator, som går på strøm, blev tilsluttet i køkkenet, så vi klarer os fint, til olien kommer.
Som kom klokken 10, inden jeg var færdig med dette indlæg! Det var sandelig hurtig service!

Vi har også masser af varme trøjer og varme sokker … og apropos det, kan jeg da lige vise, hvad der foreløbig er kommet ud af pangpang-eksperimentet fra farvedagene først på ugen.
Der kom i hvert fald knald på, men jeg tænkte, at der da nok skal være en lille pige ude i den store verden, der vil blive glad for et par sokker i disse farver.
Det ene fed blev mere rødt end det andet, og det passede på forunderlig vis 100,00 % med, at de viste sokker brugte præcis hele det rødeste fed. Det andet indeholder mindre garn, så der lavede jeg lidt om på konceptet og har nu strikket den ene sok.
Og jo: Jeg strikker altid sokker på to pinde og syr dem sammen. Jeg har strikket i snese- måske hundredvis af sokker på fire pinde, og jeg gider det ikke mere – vil hellere sy sammen. Der findes mange opskrifter og metoder til to pinde, så det kan blive noget mere varieret end de traditionelle sokker.

Et par af de andre farveseancer gav ovenstående resultat. En syrenmeleret baby merino og en ensfarvet, tynd, blågrå følgetråd, som forhåbentlig vil give farveskiftene lidt blødere overgange. Det kan lige række til en bluse til mig selv – som jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med … jeg har sådan på fornemmelsen, at mit nuværende lidt større projekt kommer en tur i syltekrukken og midlertidigt må se sig selv som en ufo (unfinished object). Men hvad pokker – en mere eller mindre, og jeg har en liggende i forvejen. De skal nok blive færdige. Engang.
Jeg har altid flere arbejder i gang, for der skal være noget til alenestunder, til tv-strik, til bilstrik og noget, der overhovedet ikke kræver brug af strikkehjernen, som fx i går, hvor koncentrationen skulle lægges på lytte- og snakkeområdet. Godt nok kan man multitaske, men det skal ikke være noget med tællearbejde eller indviklede mønstre, når man skal hygge med venner og/eller veninder.

Lige pludselig fløj tiden afsted

Holddaop. Der gik lige en hel uge siden sidste blogindlæg. Tiden flyver selvfølgelig også i godt selskab, og fra onsdag til fredag lavede Ditte og jeg Den Stråtækte om til et rent kvindehus, fordi John i samme periode var taget til Samsø for at besøge Søren, hvilket naturligvis skulle udnyttes! Det var således kun to kvinder, men mere behøver man ikke for at kunne holde en garnfarvningsseance.
Det var leg, og det var projektarbejde. John vil gerne have en Zipper sweater mage til den jeg har lavet til mig selv, og som jeg er blevet virkelig glad for. Han vil gerne have den i en mørkeblå udgave, så projektet gik ud på, om jeg kunne finde ud af at indfarve i den rigtige nuance. Nu er John heldigvis så flink, at bare den bliver mørkeblå, så er det pr. definition også den rigtige nuance.
Det blev til et par instagramindlæg, men i øvrigt ikke meget fotografering fra min side. Det var som sagt også mest leg, og den form for leg er ikke nødvendigvis specielt fotogen, hvilket vil fremgå af de få billeder jeg huskede at tage.

 

Kan I se hvad jeg mener? Det garn ser frygtelig rodet ud, men når det bliver strikket op, kan det godt gå an til fx sokker. Blandet med en ensfarvet kan der komme en fin hue ud af det til et barn eller en modig kvinde. Eller en meget modig mand …
De kan også sættes sammen med matchende farver til et sjal – der er masser af muligheder for at transformere ‘rodet’ garn til garn der ser ud, som om det hele tiden har været meningen, at det skulle se sådan ud. Der er ikke noget, der hedder mislykkede farvninger!
Sokkerne herunder er resultaterne af tidligere farvelege. Det er børnestørrelser – der skal nok være nogen i familien, der kan lide dem, og hvis ikke, ryger de til Røde Kors, som ikke er kræsne med, hvad de får.

---

Nu er det ENdelig blevet forårsvarmt nok til visse udendørslege. Eller … drivhusarbejde må vel siges at være en mellemting mellem inden- og udendørsarbejde, men nu er alting parat derude til at kunne sætte tomater og et par chili i plantesækkene. På mandag kører vi til Gartneri Toftegaard for at hente de to chiliplanter jeg vil nøjes med i år. Jeg har selv sået ni forskellige tomatsorter og har fået en enkelt foræret … jeg kommer ikke til at gå ned på tomater i år!

For første gang har jeg sået agurker, fordi min erfaring er, at Toftegaards er for sarte, hvilket stemmer fint overens med havemagasinets påstand om, at de planter, man har sået og drevet frem selv, er mere hårdføre end planter, der først skal omstille sig fra et andet miljø – og agurkeplanter er virkelig sarte; ingen tvivl om det, så nu prøver jeg det også.
Squash har jeg af samme grund også sået, selv om de ikke er lige så sarte planter som agurker.

Oppe i højbedene er der nu sat stikløg, sået ærter, forårsløg (nej, det hedder ikke springløg!), gulerødder og tre forskellige slags salat.

Jeg er i gang!

Nogle har garagebryggerier …

Nogle har garagebryggerier. Det får jeg helt sikkert aldrig, men i dag har jeg haft et garagefarveri.
Jeg fik nemlig en rigtig god ide – synes jeg selv – til mit næste projekt. Jeg mangler kun et ærme på den igangværende sweater, og da jeg bliver færdig med det i løbet af de næste par dage, mangler jeg et nyt lidt større arbejde at gå i gang med. Planen er at strikke PetiteKnits Zipper sweater, men på lageret er der af egnet garn kun lyseblåt, og det skal den ikke være, hovedsageligt fordi den, der er tæt på at være færdig, også er lyseblå. Ikke samme lyseblå, men alligevel …
Hvad gør man så, når man har besluttet ikke at købe mere garn i år?
Man farver da selv noget, naturligvis!
Det blev så (endnu) et eksperiment, for der skal bruges 700 gram garn, og til samme arbejde er det klogest at farve alt garnet på én gang. Det kan jeg også, men kun i den 28-liters gryde, jeg købte til plantefarvning, og den vil jeg helst arbejde med udenfor, hvilket i denne kolde tid ikke er oppe i shelteret, men ude i garagen. Det var alligevel rigelig koldt!

Heldigvis havde jeg et kilo naturfarvet garn i den rigtige tykkelse på lager, så jeg indledte med at lave 50-grams nøgler om til 100-grams fed.
Da det var overstået, begyndte jeg farveprocessen, og få timer senere havde jeg det fineste, perlegrå garn med små brune og mørkerødlillabrune fregner pænt fordelt på feddene. Producenten kalder den Coffee Bean, men den farve kan kaffebønner altså ikke have.
Følgetråden af Kidsilk Mohair havde jeg tilstrækkeligt af i en helt rigtig, lysegrå farve.
Nu kan jeg jo slet ikke vente med at gå i gang!
Farven er ikke korrekt gengivet på billedet; den blev rent faktisk meget, meget tæt på den perlegrå, jeg forestillede mig.
Det er potente farver. Normalt regner man med mellem 1 og 3 gram farve pr. 100 gram garn, alt efter hvor kraftig indfarvning man ønsker. Jeg havde prøvet Tornado Grey før og vidste, at jeg kunne bruge meget mindre end det og vejede derfor kun 1,2 gram farve af til de 700 gram garn.

Det lykkedes så fint med at ramme den ønskede farve, at jeg næsten kunne gå på vandet af bare begejstring og glæde over heldigt arbejde. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde det veludført, for det gode resultat var nok mere held end forstand.

Jeg prøver dog ikke at gå på vandet i bogstavelig forstand, for selv om vores lokale fugle er i stand til det nu, vejer jeg en anelse mere end dem og ville sandsynligvis få mere end fødderne våde.
Isen holder til svanerne nu, og blishøneøen længere ude består ikke af svømmende fugle, selv om det ser sådan ud på billedet, men i kikkerten kunne jeg se deres ben.
Det er ikke hele fjorden, der er frosset til, så fuglene klarer sig indtil videre. Vi har haft let frost i nogle nætter nu, men det har heldigvis ikke været under ÷5-6 grader – og dermed ikke i nærheden af Jyllands ÷17° natten til i dag!

Tre måneder efter …

Sidst vi var sammen, udtrykte min niece Malle ønske om endnu et par strikke-hyggedage nede i Den Stråtækte. Det sagde jeg, at vi da sagtens kunne finde ud af; tilbage var så bare, at hun skulle have det til at passe ind i Anders’ vagtskema, for det skulle være et kvinde/strikke/voksendøgn uden den toårige krudtugle til Caroline.
Det fik de to lige talt om, og vi lavede en aftale til i mandags.
“Er der noget specifikt, du vil se på, snakke om eller måske lære noget om, eller er det ren hygge?” Hun er blevet en rigtig god og habil strikker, så jeg regnede med, at det var det sidste, hvilket det da også var.
“Så har jeg en ide: Hvad med, om vi prøvede at syrefarve noget garn?”
Hun reagerede som et lille barn juleaften og stod nærmest og hoppede af lutter glæde … “Jahhh!!!! Kan vi det hjemme hos dig? Har du materialerne? FEDT!!! Jeg har masser af garn, jeg kan tage med!”

Som sagt, så gjort. Tre måneder efter jeg var på kursus hos Dyeing to Knit, skulle jeg for første gang stå på egne ben og oven i købet være i stand til at lære fra mig. Ret ambitiøst … Malle var heldigvis helt med på, at intet bliver perfekt første gang man prøver, og hun var helt vild med tanken om et forsøg med selv at farve garn.
Jeg fik lavet nogle farveopløsninger, mens Malle transformerede garnnøgler til farveegnede fed; inddrog nogle flade fade, jeg alligevel stort set aldrig bruger, og så gik vi i gang.
Jeg besluttede, at vi skulle tage mikroovnsmetoden i anvendelse, idet det måtte være måden at nå at farve mest på. Det var ikke den metode, jeg lærte hos Pernille, men jeg har en bog om det, og der er ikke mange ben i det – det er heller ikke metoden, der er det sværeste; det er at håndtere farverne, som fx at finde ud af, hvor stærk opløsningen skal være for at få den farve, man ser for sit indre blik. Det er heller ikke nemt at lave pæne speckles, men al læring tager tid.

Malle farvede mest garn – jeg kan altid gå i gang for mig selv, og det skal jeg da også … det var sjovt at eksperimentere med farverne. Hun ville lave en efterårsfarve og jeg en blå/lilla blanding. Det blev ikke så tosset endda, men da der kun er 100 gram af hver farve (mine fade er ikke større end til den mængde), kan det for mit vedkommende kun blive til huer eller sokker (eller måske Røde Kors-tøj), mens Malle kan strikke til deres lille Caroline.

Hun (altså Malle) troede, at hun tog to fed af samme garn til ovenstående farvning, men der blev stor forskel på resultatet, hvilket undrede hende lidt.
Jeg huskede, hun havde sagt et eller andet om, at hun bl.a. havde taget en blanding af bomuld og merino med, så jeg spurgte om det ene fed mon ikke var sådan noget, for jeg kunne forestille mig, at bomuld ikke tager imod farven på samme måde som uld. Vi blev enige om, at det var forklaringen – det lærte os i det mindste også lidt, og det bekymrede ikke Malle, som var sikker på, at hun nok skulle få brugt garnet alligevel.

Et voila: resultaterne af vores anstrengelser. Mit garn er det blå og det lilla; Malles resten. Sat sammen med noget ensfarvet i passende farve skal det nok gå hen og blive til noget godt.

To slags leg med farver

I torsdags var jeg på kursus i syrefarvning. Det var jeg sammen med Inge og Ditte, og vi tre var hos Pernille, som har Dyeing to Knit.
Det var sjovt. Det var rigtig sjovt.
Jeg vil ikke sige, at jeg er træt af at plantefarve, men jeg har bare SÅ meget garn, der er plantefarvet, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Derfor vil jeg i en periode gå all in for syrefarvning, så jeg kan farve så meget garn, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Hvis der er nogen der forskrækket træder et skridt tilbage og siger SYREfarvning!!!??? Det lyder usundt! – kan jeg berolige med, at ‘syren’ er citronsyre, som man kan købe i ethvert supermarked. Det er ikke giftigt, og man kan uden risiko for helbredet indtage det. Faktisk er der mange, der gør det, for der er op til flere spiseskefulde i en portion hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det er det eneste kemi, der bruges til syrefarvning, hvorimod plantefarvning som minimum kræver alun, og indigofarver man, skal der væmmelige ting til som salmiakspiritus og natriumdithionit. Dette sidste kaldes affarver på beholderen, sikkert fordi det så lyder mindre farligt … til gengæld skal garnet ved indigofarvning ikke først bejdses med alun, hvilket måske kan kompensere lidt. Kaustisk soda kan også forekomme i plantefarvningsverdenen.
Plantefarver giver afdæmpede farver, som på forunderlig vis alle passer sammen. Syrefarver er meget mere pangfarver, selv om man selvfølgelig kan bløde dem lidt op, men de ligner ikke plantefarverne overhovedet (med undtagelse af indigo og kochenille), så farvespektret i det nielsenske hjem bliver snart udvidet.

Så selv om navnet måske lyder væmmeligt, kan man godt kalde det mere naturligt at syrefarve end at plantefarve. OG ikke mindst er det 10 gange nemmere, hvilket ikke gør spor for mit vedkommende – man er vel dovent anlagt.
Pernille lod os kigge på de 102 farver (jeg har lige ‘lånt’ dit billede, Pernille – håber det er okay!), vi kunne vælge imellem. Holddaop, hvor det var svært.
Jeg endte med at tage en lys og en lidt mørkere grøn, nemlig de to tættest på klokken 6 af de fire grønne, der ligger mellem klokken 7 og 8.
Pernilles kamera kan fange de grønne. Det kan hverken min telefon, mit lille eller mit store Lumix. Ikke engang Johns monsterdyre og avancerede kamera kunne klare det. Det er ham, der har taget billederne herover, og garnet synede præcis lige så blåt, som det gjorde ved mine fotoforsøg, og det er i virkeligheden nogenlunde de samme grønne, som ses på Pernilles billede. Jeg kunne ikke ændre tilstrækkeligt i mit fotobehandlingsprogram, så jeg spurgte John, om ikke han havde lyst til at lege lidt med sit mere avancerede software. Det gad han godt, og det blev da også bedre. Men ikke godt nok.
Det forstår jeg ikke. Desværre forstod John det heller ikke, så fotoet af mit første syrefarvningsforsøg er temmelig meget ringere end selve resultatet – garnet har ikke den farve, som fremgår af billederne her. Men det er fint. Jeg ville bare gerne vide, hvilket kamera Pernille har brugt …

Så fint, at både Ditte og jeg fortsætter. Der er så mange muligheder for farvegraduering og farveskiftegarn, og man kan lave speckles (dvs. små pletter af en anden farve end hovedfarven). Både Ditte og jeg har meget ufarvet garn, der var indkøbt til plantefarvning, og da vi nu alligevel har garnet, kan vi lige så godt farve det. Jeg har købt et starterkit med 12 farver, som vil ligge og vente på mig, når vi i maj tager til England. Firmaet sender ikke udenfor UK, men den slags bagateller er jeg heldigvis ligeglad med – jeg har jo lagerkapacitet i Brexitland. Det betyder naturligvis, at jeg skal vente otte uger på at kunne komme i gang, men det går nok. Det er snart forår – håber jeg, for lige nu er det stadig vinter – så jeg har rigeligt at beskæftige mig med, indtil jeg kan syrefarve.