Hos Mommer

6. juli 2022

Tre måneder efter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags: ,

Sidst vi var sammen, udtrykte min niece Malle ønske om endnu et par strikke-hyggedage nede i Den Stråtækte. Det sagde jeg, at vi da sagtens kunne finde ud af; tilbage var så bare, at hun skulle have det til at passe ind i Anders’ vagtskema, for det skulle være et kvinde/strikke/voksendøgn uden den toårige krudtugle til Caroline.
Det fik de to lige talt om, og vi lavede en aftale til i mandags.
“Er der noget specifikt, du vil se på, snakke om eller måske lære noget om, eller er det ren hygge?” Hun er blevet en rigtig god og habil strikker, så jeg regnede med, at det var det sidste, hvilket det da også var.
“Så har jeg en ide: Hvad med, om vi prøvede at syrefarve noget garn?”
Hun reagerede som et lille barn juleaften og stod nærmest og hoppede af lutter glæde … “Jahhh!!!! Kan vi det hjemme hos dig? Har du materialerne? FEDT!!! Jeg har masser af garn, jeg kan tage med!”

P1040390P1040391

Som sagt, så gjort. Tre måneder efter jeg var på kursus hos Dyeing to Knit, skulle jeg for første gang stå på egne ben og oven i købet være i stand til at lære fra mig. Ret ambitiøst … Malle var heldigvis helt med på, at intet bliver perfekt første gang man prøver, og hun var helt vild med tanken om et forsøg med selv at farve garn.
Jeg fik lavet nogle farveopløsninger, mens Malle transformerede garnnøgler til farveegnede fed; inddrog nogle flade fade, jeg alligevel stort set aldrig bruger, og så gik vi i gang.
Jeg besluttede, at vi skulle tage mikroovnsmetoden i anvendelse, idet det måtte være måden at nå at farve mest på. Det var ikke den metode, jeg lærte hos Pernille, men jeg har en bog om det, og der er ikke mange ben i det – det er heller ikke metoden, der er det sværeste; det er at håndtere farverne, som fx at finde ud af, hvor stærk opløsningen skal være for at få den farve, man ser for sit indre blik. Det er heller ikke nemt at lave pæne speckles, men al læring tager tid.

P1040393P1040394

Malle farvede mest garn – jeg kan altid gå i gang for mig selv, og det skal jeg da også … det var sjovt at eksperimentere med farverne. Hun ville lave en efterårsfarve og jeg en blå/lilla blanding. Det blev ikke så tosset endda, men da der kun er 100 gram af hver farve (mine fade er ikke større end til den mængde), kan det for mit vedkommende kun blive til huer eller sokker (eller måske Røde Kors-tøj), mens Malle kan strikke til deres lille Caroline.
P1040397

Hun (altså Malle) troede, at hun tog to fed af samme garn til ovenstående farvning, men der blev stor forskel på resultatet, hvilket undrede hende lidt.
Jeg huskede, hun havde sagt et eller andet om, at hun bl.a. havde taget en blanding af bomuld og merino med, så jeg spurgte om det ene fed mon ikke var sådan noget, for jeg kunne forestille mig, at bomuld ikke tager imod farven på samme måde som uld. Vi blev enige om, at det var forklaringen – det lærte os i det mindste også lidt, og det bekymrede ikke Malle, som var sikker på, at hun nok skulle få brugt garnet alligevel.

P1040396

Et voila: resultaterne af vores anstrengelser. Mit garn er det blå og det lilla; Malles resten. Sat sammen med noget ensfarvet i passende farve skal det nok gå hen og blive til noget godt.

4. april 2022

To slags leg med farver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

I torsdags var jeg på kursus i syrefarvning. Det var jeg sammen med Inge og Ditte, og vi tre var hos Pernille, som har Dyeing to Knit.
Det var sjovt. Det var rigtig sjovt.
Jeg vil ikke sige, at jeg er træt af at plantefarve, men jeg har bare SÅ meget garn, der er plantefarvet, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Derfor vil jeg i en periode gå all in for syrefarvning, så jeg kan farve så meget garn, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Hvis der er nogen der forskrækket træder et skridt tilbage og siger SYREfarvning!!!??? Det lyder usundt! – kan jeg berolige med, at ‘syren’ er citronsyre, som man kan købe i ethvert supermarked. Det er ikke giftigt, og man kan uden risiko for helbredet indtage det. Faktisk er der mange, der gør det, for der er op til flere spiseskefulde i en portion hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det er det eneste kemi, der bruges til syrefarvning, hvorimod plantefarvning som minimum kræver alun, og indigofarver man, skal der væmmelige ting til som salmiakspiritus og natriumdithionit. Dette sidste kaldes affarver på beholderen, sikkert fordi det så lyder mindre farligt … til gengæld skal garnet ved indigofarvning ikke først bejdses med alun, hvilket måske kan kompensere lidt. Kaustisk soda kan også forekomme i plantefarvningsverdenen.
Plantefarver giver afdæmpede farver, som på forunderlig vis alle passer sammen. Syrefarver er meget mere pangfarver, selv om man selvfølgelig kan bløde dem lidt op, men de ligner ikke plantefarverne overhovedet (med undtagelse af indigo og kochenille), så farvespektret i det nielsenske hjem bliver snart udvidet.

Første syrefarvning (Canon)Første syrefarvning (CanonM

Så selv om navnet måske lyder væmmeligt, kan man godt kalde det mere naturligt at syrefarve end at plantefarve. OG ikke mindst er det 10 gange nemmere, hvilket ikke gør spor for mit vedkommende – man er vel dovent anlagt.
Pernille lod os kigge på de 102 farver (jeg har lige ‘lånt’ dit billede, Pernille – håber det er okay!), vi kunne vælge imellem. Holddaop, hvor det var svært.
Jeg endte med at tage en lys og en lidt mørkere grøn, nemlig de to tættest på klokken 6 af de fire grønne, der ligger mellem klokken 7 og 8.
Pernilles kamera kan fange de grønne. Det kan hverken min telefon, mit lille eller mit store Lumix. Ikke engang Johns monsterdyre og avancerede kamera kunne klare det. Det er ham, der har taget billederne herover, og garnet synede præcis lige så blåt, som det gjorde ved mine fotoforsøg, og det er i virkeligheden nogenlunde de samme grønne, som ses på Pernilles billede. Jeg kunne ikke ændre tilstrækkeligt i mit fotobehandlingsprogram, så jeg spurgte John, om ikke han havde lyst til at lege lidt med sit mere avancerede software. Det gad han godt, og det blev da også bedre. Men ikke godt nok.
Det forstår jeg ikke. Desværre forstod John det heller ikke, så fotoet af mit første syrefarvningsforsøg er temmelig meget ringere end selve resultatet – garnet har ikke den farve, som fremgår af billederne her. Men det er fint. Jeg ville bare gerne vide, hvilket kamera Pernille har brugt …

Så fint, at både Ditte og jeg fortsætter. Der er så mange muligheder for farvegraduering og farveskiftegarn, og man kan lave speckles (dvs. små pletter af en anden farve end hovedfarven). Både Ditte og jeg har meget ufarvet garn, der var indkøbt til plantefarvning, og da vi nu alligevel har garnet, kan vi lige så godt farve det. Jeg har købt et starterkit med 12 farver, som vil ligge og vente på mig, når vi i maj tager til England. Firmaet sender ikke udenfor UK, men den slags bagateller er jeg heldigvis ligeglad med – jeg har jo lagerkapacitet i Brexitland. Det betyder naturligvis, at jeg skal vente otte uger på at kunne komme i gang, men det går nok. Det er snart forår – håber jeg, for lige nu er det stadig vinter – så jeg har rigeligt at beskæftige mig med, indtil jeg kan syrefarve.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.