Ditte havde læst om en anden slags indigofarvning end den, vi ellers plejer at anvende, hvor vi bruger natriumhydroxyd (kaustisk soda), natriumdithionit, tredobbelt salmiakspiritus og sprit. Det er lidt krasse sager, hvilket dog ikke har generet mig … man er vel gammel laborant … men den er lidt besværlig at bruge. Da Ditte så fandt en metode, hvor man kun bruger læsket kalk og fruktose (og indigopulver, naturligvis), var det oplagt at prøve den af. Læsket kalk lyder hidsigt, men når det først er opløst, så er det bare helt uskadeligt kalkvand oven på bundfaldet, og fruktose er forhåbentlig ikke farligt!
1-2-3. 1 del indigo, 2 dele fruktose og 3 dele læsket kalk. Ditte fandt lidt senere et par opskrifter, hvor der var byttet om på mængderne af kalk og sukker. Vi fandt ikke nogen forklaring på, hvorfor de forskellige kilder ikke var enige om dette forhold, og da havde vi allerede blandet vores. Det ville nok være bedre, hvis vi kunne bruge mindre kalk, men det må prøves næste gang.
Farvebadet så rigtigt ud med det gulgrønne, metalglinsende lag i overfladen og ‘blomsterne’ som de blå bobler kaldes, og jeg skal da også lige love for, at der var knald på farven, da garnet kom op af badet.
Vi skal dog lige se, hvordan det opfører sig efter skyl, inden vi endeligt godkender metoden, men indtil videre ser det lovende ud.
Herunder ses mine resultater efter skylning. De ikke-blå farver skyldes, at jeg havde nogle ikke særlig pæne gule og kraprøde farver, jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle bruge til, og så er det altid en god ide at overfarve med noget andet for at se, om det hjælper.
Farven er mindre dybblå end med standardfarvekypen, men garnerne her har kun fået ét dyp. Havde jeg dyppet flere gange, var farven blevet mørkere for hvert dyp, men Ditte og jeg gav dem bevidst kun ét.
Det viste sig, at vi havde læst fremgangsmåden, som fanden læser bibelen og dermed ubevidst gjort det endnu nemmere, end forskrifterne foreskrev, idet vi ikke sørgede for at undgå at slemme bundfaldet op, mens garnet lå i gryden. Vi rørte bare rundt for at få farvestoffet grundigt ind også i midten af feddene. Det lader dog til, at det ikke har betydet noget, men vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det havde været, hvis vi havde gjort som vi skulle.
Der var meget kridtstøv i garnet, da det var tørt, men det kunne nemt rystes ud, inden garnet blev skyllet.
En anden fordel ved denne farvemetode skulle være, at man kan vække farvebadet til live efter lang tids henstand ved at tilsætte lidt mere reduktionsmiddel, som her er fruktosen.
Jeg har derfor ikke smidt farvebadet ud, men ladet det stå for at afprøve genopstandelsesteorien senere.
Hvis det viser sig at være rigtigt, bliver det højst sandsynligt den metode, vi fremover vil bruge til indigofarvning.
Og jeg fik sidste stik i går. Så mangler vi bare at få styr på resten af verden!