Det kunne jeg måske have sagt mig selv

Der er muligvis en grund til, at jeg ikke rigtig kunne finde noget på nettet vedrørende garnfarvning med ramsløg.
Jeg kunne nemlig konstatere, at nok er ramsløg rigtig gode i forbindelse med madlavning, men som farvepotentiale lader det en del tilbage at høre.
Et helt kilo blade kom i suppegryden – først 400 gram, men da suppen forblev næsten vandklar, kom jeg yderligere 600 gram i. Det kogte i et par timer og stod natten over, men det kom der ikke meget mere farve ud af.
Nu skulle det dog prøves – jeg kan jo altid overfarve garnet med noget andet senere, tænkte jeg, så jeg lagde 50 gram natur lammeuld i og gav det den obligatoriske times simren, efterfulgt af ‘naturlig’ afkøling.
Forskellen på resultatet og udgangsmaterialet ses her. Der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men farven i sig selv er såmænd egentlig fin nok – hvis den var kommet frem efter tredje eller fjerde bad. Som førstebadsresultat bliver dette en engangsforeteelse, for selv om der også skal bruges lyse farver, når man strikker fair isle, er de nemme nok at få ved at anvende et ‘udmattet’ farvebad, hvor man kan betragte dem som en form for bonus.

Så har jeg fået uendelig meget mere ud af at have mødt Røde Kors-nørklerne. En af dem kender en, der tidligere har syet patchwork, men som nu ikke kan mere og derfor vil sælge hele sit store stoflager. Hun samler det i matchende farver i poser med et kilo i og sælger en sådan pose for sølle 30 kroner.
Jamen så se da lige, hvad jeg fik for mine 30 kroner – hvis jeg havde købt den lille rulle yderst til venstre, var jeg kommet af med 30 kroner bare for den …

Det er helt vildt – jeg spurgte, om der kunne erhverves mere i lignende farver plus eventuelt et kilo i blå nuancer, da disse to hører til blandt mine foretrukne. Det ville hun finde ud af til næste nørklertræf på tirsdag.
Til sammenligning koster sådanne fat quarters og fat eights hhv. 50-60 og 25-30 kroner. Førstnævnte vejer omkring 38 gram, så hvis vi dividerer det op i et kilo, er der patchworkstoffer for omkring 1400 kroner! Hvis jeg altså køber det i Danmark … så igen: Det er helt vildt. Jeg håber virkelig ikke, at lageret er udsolgt.
Som om jeg ikke har stoffer nok … men jeg kan modstå alt, undtagen fristelser, og denne var simpelthen for stor.
Her kan blive noget til min søster, som jeg har lovet at lave til hende, samt nogle skønne dækkeservietter og en matchende brødkurv, som vil passe perfekt i mit dejlige køkken.

Reklamer

Det var så det forår …

I går nåede vi helt op på 18°.
Jeg tog havetøjet på allerede fra morgenstunden, og så gik jeg ellers i gang med at rydde bede for skvalderkål og andet ukrudt. Jeg nåede langt, men det var da også godt, for i dag skal jeg absolut ikke ud! Det er kun 6° og der blæser en hård vind lige ind fra fjorden.
John var også i gang, så terrassen blev højtryksspulet (det er vigtigt at huske begge s’er …) og de hvide havemøbler sat på plads derude.
Jeg var ellers inviteret til veterandag på min gamle arbejdsplads, men noget sagde mig, at jeg nok hellere må springe denne gang over, og hvad det så end var, der talte til mig, så var det kloge ord – jeg ville have ærgret mig en del, hvis jeg havde brugt det meste af den pragtfulde dag på at bruge 1½ time på at køre til Hørsholm, være der i tre timer og så køre tilbage igen – i myldretid, oven i købet.
Jeg ville især have ærgret mig, hvis det viser sig at i går var den bedste dag i et stykke tid, hvilket det ser ud til.
På torsdag får jeg besøg af en havekonsulent, så der må det meget gerne være opholdsvejr, tak!

Jeg vil, med dagens kølige blæsevejr, heller ikke ærgre mig over at mødes med Røde Kors-nørklerne i eftermiddag. Jeg skal aflevere tæppet, som jeg har strikket med plantefarvet garn, samt noget af ‘rågarnet’ inden det farves.
Opskriften er fundet på Ravelry og er gratis.
Jeg strikkede det i de gule og grønne farver, der blev tilovers fra det gule og grønne sjal, jeg viste forleden dag. Nede under tæppet har jeg lagt det garn, der nu er tilovers.
Var jeg lige heldig? Det tror jeg nok … der var dog flere farver at tage af fra lageret, så jeg var ikke ved at panikke, men synes det var ret pudsigt, at det passede så godt. Det hvide garn har jeg naturligvis masser af.
Det er strikket i dobbelt garn på p. 5 og er et alle tiders restegarnsprojekt, idet trekanterne kan farvekombineres/-varieres i det uendelige. Det består af ni moduler – man strikker et af de små kvadrater ad gangen, hvilket vil sige, at størrelsen ligeledes kan tilpasses helt efter behov. Dette måler 1,07 x 1,07 meter, hvilket (næsten) er RK-standarden, som er 1 x 1 meter. Det er hurtigt strikket – det tog kun en uge, og jeg sidder altså ikke hele dagen og strikker.
Den måde, man laver venderækker på, giver pæne konstrastgarnsovergange.
Sjovt var det på kanterne at lege med at få gradueret garnet så blidt, at overgangene med farveskift blev stort set usynlige. Det lykkedes ikke over alle fire kanter, for efterhånden løb jeg tør for garn, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet og kan kun håbe på, at der er en mor derude i den barske virkelighed, der også vil blive glad for tæppet på et eller andet tidspunkt.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Det har sneet dobbelt så meget som i går

“Det har sneet dobbelt så meget som i går”, siger hun.
Jamen … det giver jo ikke mening, fordi langt det meste af året sner det slet ikke, og når noget kan have værdien 0, kan man ikke tale om hverken for-, fem eller tidoblinger. Vil [nog]en nok hævde …
Det giver dog fint mening for mig, og det har i øvrigt også sneet dobbelt så længe.
Det har nemlig sneet uafbrudt siden en gang i nat; visse steder kan man ikke komme frem for drivedannelser i forbindelse med fygning. Det er tøvejr, men det fyger hurtigere til, end det kan nå at smelte, så sneplovene kører i fast rutefart forbi os.
JEG GIDER IKKE. Påsken skal, efter min definition, bruges til de indledende haveøvelser, men det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter. Tøhø. Meget hvid, endda … snehvid, faktisk.

Så er det sandelig godt, at jeg samlede løgskaller i England, fordi jeg gerne ville have de manglende 20 gram til at kunne farve endnu et batch garn.
Vi brugte heldigvis en del løg, mens vi var derovre, så jeg fik 32 gram skaller med hjem.
Charlotte og jeg stod og kogte lidt suppe (!) på, hvad en tolder ville sige, hvis han hev en plastpose med løgskaller op af min kuffert …

De 112 gram blev kogt til en effektiv suppe, som jeg satsede på kunne klare hele 150 gram garn, nemlig et gråt superwash, et lysegråt merino og noget naturfarvet lammeuld. Andet bad tog et gråt og et hvidt superwash, samt endnu et naturfarvet lam. Tredje bad var en prøve med gråt superwash, men nu var der ikke mere gult krudt i bøssen, så garnet blev en bleggrågrøn. Sandsynligvis også fordi det var ubejdset, og selv om jeg puttede alun med ned i farvegryden, tror jeg det var en kombination af svag suppe og ineffektiv bejdsning, men så er det afprøvet. Nogle siger, at man sagtens kan bejdse, mens man farver – jeg har ikke helt troet på det, og jeg mener at have bekræftet det her, idet suppen, på trods af, at det var tredje bad, stadig var stærkt gul.

Jeg elsker løgskalsgul. Denne gang har jeg helt undladt at tage skaller med fra rødløg, da de giver en mere grønlig farve, hvilket jeg ikke var interesseret i.
Garnerne bør – som sædvanlig – ses i virkeligheden. Især de første to fra venstre har en vidunderlig glød, som kameraet ikke kan fange.
Jeg har netop, som beskæftigelse til en hyggelig Barnabyepisode, strikket et sjal færdigt, til hvilket jeg har brugt fem af nuancerne fra blåtræsfarvningen (billede senere; sjalet ligger i vand nu), og lige om lidt går jeg i gang med et Røde Kors-tæppe med et tidligere batch fra farvning med løgskaller.
Jeg har strikket 2900 gram i løbet af årets første kvartal, hvoraf 1400 gram er af mine plantefarvede garner og 1000 gram til Røde Kors af ’gammelt’ lagergarn. Det giver 500 grams forbrug af nyt købegarn, så det går indtil videre den rigtige vej for mig.

Farvning med tørstetræ

Tørstetræseksperimenterne er tilendebragt, med meget forskellige resultater. Ingen af dem så meget som nærmede sig den røde, jeg havde håbet på (og set nogle præstere), men jeg er nu ganske tilfreds med de fleste.
Træstykkerne stod i glasset og trak i tre dage, hvorefter jeg siede halvdelen af væsken fra og lagde et fed lammeuld og et nøgle gråt superwash garn i.
Den anden halvdel trak i endnu et døgn. Resten af træet blev nu smidt ud og jeg prøvede med noget mere lam; denne gang bejdset, men det blev helt orange, så det var også rigtigt, at man ikke behøver at bejdse. Man er jo nødt til selv at prøve efter …
Det viste sig at være vigtigt at holde pH omkring 11; jeg kunne tydeligt se, at det blev brunligt i løbet af et døgns tid, fordi en begyndende gæring gjorde det mere og mere surt.

Det var ikke så godt … garner kan ikke så godt lide stærke baser, men hvis jeg ikke holdt pH oppe, ville jeg få en brunorange farve, kunne jeg læse mig til. Med pH 11 var den dybt rødbrun, næsten som en årgangsportvin, så garnerne måtte lide.
Det gjorde de også, dog nok ikke uopretteligt. De blev en anelse stive i det, men det klaredes så nogenlunde med en vask.

Syv garner blev det til i alt, i naturfarvet, grå og i hvid, i 100 % lammeuld og i superwashgarn.
Det var bare med at holde tungen lige i munden – eller have styr på sine noter. Jeg havde det sidste, og det var godt, for logikken sagde ikke meget om udfaldet.
Alt lå i suppen i et døgn. Ingen opvarmning overhovedet, sagde kilderne.

De to grå garner var godt nok grå som udgangspunkt, men de blev til en mørk nuance af den støvede pink, der er så moderne lige nu, og ikke den, der stadig ligner grå, så den er jeg glad for. Det bejdsede lammeuld i midten, samt det sidste fed er en tand for orange og bliver nok farvet over med noget andet engang. De to shocking pink (superwashgarn) næstyderst til højre er pænere i virkeligheden, og det er det fra det første bad også (helt til venstre). Det er interessant, at superwashgarn giver helt andre farver end ren lammeuld, men det har jeg set før.
Det er altså hammerirriterende, at ingen af husets fem kameraer kan finde ud af at gengive farverne korrekt!
Det sidste bad med det sidste fed gav jeg lidt eddikesyre for at neutralisere pH. Øjeblikkeligt farvedes suppen brunlig og fældede lidt ud – og garnet blev orange, selv om det igen var superwashgarn, hvoraf jeg havde forventet en lidt svagere pink, så der fik jeg bekræftet, at det basiske miljø er vigtigt at opretholde – hvis man altså ikke er ude efter brunorange farver …

Erik Grip, tørstetræ og mavepine

Af min mellemste søster fik jeg en aften med Erik Grip. Det vil sige … både John, Merete og omkring 100 andre var der også.
Han optrådte nemlig i Karises visekælder i aftes. Jeg har altid godt kunne lide Grip; synes han er en glimrende sanger og ditto fortolker af både Grundtvig, Frank Jæger og andre i viseklassen.
Jeg var lidt spændt, for manden er fyldt 70 nu, og det kunne meget nemt være gået ham, som jeg synes det er gået for en del andre: De skulle være stoppet, mens legen var god.
Det gjaldt så ikke for ham; hans stemmepragt var lige så fuldttonende og kraftig, som den altid har været, og nu er han oven i købet begyndt at krydre sine optrædender med historier og anekdoter fra sin opvækst og sin familie fra længere tilbage i tiden.
Det var, med andre ord, en god og underholdende aften … en rigtig god fødselsdagsgave at få.
Han lignede sig selv. Næsten. Lidt mere pondus er der efterhånden kommet, men jeg har altid syntes han er en smuk mand, og han er såmænd stadig ikke værst at se på. Jeg har fulgt ham og hørt ham optræde siden jeg var meget ung, fordi hans første kone/kæreste var fra Havdrup, så de optrådte et par gange på min gamle skole – det gjorde ham lidt mere interessant dengang, men senere er hans popularitet hos mig helt hans egen fortjeneste.

Derudover er det blevet til lidt mere plantefarvningseksperimentering. Denne gang med tørstetræ og sandeltræ, plus at jeg har købt frø til at så lilla blåbælg ved siden af det japanske indigo, som Ditte har købt til mig.
Jeg har atter en gang set en dejlig rød farve, som Jenny Dean i England har fået frem ved at basebehandle barken ved pH 10-11 i et døgns tid. Ingen varmebehandling overhovedet.
Andre kilder siger, at det skal fermentere i uger, ja i hele måneder inden man kommer garnet i.
Som sædvanlig ser det anderledes ud end håbet, men nu vil jeg tvinge mig selv til tålmodighed i nogen tid og se, om der sker en farveudvikling over i det rødlige i krukken. Garnet selv har meget at sige, kan man se: Alle Deans fire farver herover er fra samme farvebad, men forskellige garner.
Sandeltræ bliver nok i næste uge.

Og så har jeg ondt i maven! Det har jeg haft siden natten til i går. Jeg skulle have været til frisør i formiddags og ville ikke melde afbud, for jeg vil klippes inden vi rejser til England.
Men hvad sker? Frisøren ringer og undskylder (!) at hun har haft influenza, men er ved at være klar igen, så hvad siger jeg til at vente til på torsdag?
Hun skulle bare vide … men jeg nøjedes med at sige, at det var selvfølgelig helt i orden og rigtig god bedring til dig.
Men den mave, altså. Av. Jeg har besluttet mig for, at det forsvinder i løbet af natten og at jeg er frisk igen i morgen. Jeg har haft et uldent halstørklæde viklet om maven siden jeg gik i seng i aftes, og jeg bilder mig ind, at det virker!

Det blev ikke særlig rødt

Det er stadig vinter – lige nu ret meget, faktisk – så selvindsamlede planter til farvning kan der ikke blive tale om før om nogle måneder.
Så er det jo godt, at der findes noget, der hedder internettet … jeg lod mig inspirere af et par amerikanske bloggere, som kunne fremvise to smukke, lidt usædvanlige røde eller rødbrune farver. Det viste sig, at Nidaros var leveringsdygtig i materialerne, nemlig katechu i pulverform og fintskåret rathaniarod. Jeg havde ikke hørt om nogen af delene før, så jeg måtte google grundigt rundt for at fnde noget om fremgangsmåden, som fx om det må koge, eller om det kræver alkohol eller syre for at trække farven ud.
Jeg fandt desværre ikke noget, der var rigtig brugbart; ikke engang engelske kilder leverede noget brugbart. Katechu skulle kunne give rødbrune til sorte farver, men hvordan? Det kunne jeg ikke finde noget om. Første bad med katechu er nummer to fra venstre på billedet med fire fed garn. Andet bad blev så kedeligt, at jeg kom en knivspids gurkemeje i, hvilket gav et garn med et nydeligt farvespil i. Det grå garn er en overfarvning med katechu af en mellemblå indigo, fordi jeg så dette: Cutch extract produces earth browns, chestnut, fawns and beiges and is perfect for mixing with indigo and other natural dyes for stunning grey greens and other browns. Det var sandt nok: Den grå er ret flot; jeg må se at få farvet noget med indigo, så jeg kan få Fifty Shades of Grey og ikke kun Fifty Shades of Yellow.
Mindre end 50 kan nu også gøre det.

Det gik ikke så godt med rathaniaroden. På Pinterest så jeg en rigtig flot rød fra den, men det jeg fik fremkaldt, ligger meget langt fra at være rødt … ligner mere en af de mange cafe latte-varianter, jeg efterhånden har liggende.
Jeg har bedt om hjælp i FB-gruppen, der handler om plantefarvning og håber på et godt svar fra et af medlemmerne.

Jeg undrer mig over, at internettet tilsyneladende er tomt, når jeg vil finde noget om farvning med rathaniarod. Er der nogen, der læser med her, der kan hjælpe med et link?

Må jeg byde på et fed kaffe? Nej? Et fed te, så?

 

Jeg fik lyst til at eksperimentere lidt udi plantefarvningens glæder, og det var på tide at få brugt det sidste af noget kaffe, vi købte på Mallorca i april, og som vist efterhånden måtte have mistet en del aroma. Der var lige 200 gram tilbage, så det hele blev sat til at koge i en times tid, hvorefter jeg lod det stå til dagen efter. For en gangs skyld var det dejligt velduftende at igangsætte en omgang farvning …
Næste formiddag blev kaffesuppen hældt igennem tre lag osteklæde og bønnerne kogt op en gang til. Derefter atter igennem osteklædelagene, og så var det klar til at komme garnet i.
Der kom et enkelt prøvefed ubejdset garn i, og det gik som forventet med det: næsten ingen farvemodtagelse. Udover de fem gram kom der, set fra venstre mod højre, i alt 200 gram garn i suppen: 1) strømpegarn med 80 % akryl og 20 % uld, 2) 100 % lammeuld, 600 m/100 gram, 3) 100 % lammeuld, 350 m/100 gram og 4) ubleget merino. Sidstnævnte var inden farvningen meget ‘natur’, nærmest helt beigefarvet.
Det lille prøvefed helt til højre er te, også i forholdet 1:1. Det farvebad udsendte også en dejlig duft. Jeg brugte nogle tebreve med English Breakfast Tea, som jeg havde haft liggende længe – jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg overhovedet har det, for jeg bruger aldrig posete – det smager rædsomt – men jeg regnede med, at den slags savsmuld nok godt kunne koges til en brugbar farvesuppe.
Selv efter garnet er skyllet, dufter det lidt af kaffe, henholdsvis te.
Det er lidt underligt, at den rene lammeuld opfører sig så forskelligt, som tilfældet er. Begge garnerne er fra garnudsalg.dk, og begge er bejdset samtidigt. Det tynde garn er dog uvasket og som udgangspunkt lidt mørkere end det lidt tykkere garn. Gad vide, om det er derfor, det ikke tager så meget imod farven? Det er da trods alt kogt i 20 % alunvand i en time, hvilket burde affedte det en del.
Det bliver spændende at se, om garnerne reagerer lige så forskelligt, når jeg igen kan gå i gang med at farve med planter.
Merinoen gav en smuk, brun farve, meget lig den, man også får fra farvning med hele valnødder. Godt at vide, hvis valnøddeleverandøren skulle svigte.
Alt i alt er jeg ikke utilfreds med resultaterne – farverne er lidt mere varmt brune, end mit kamera havde lyst til at vise.

Kan det mon gentages?

For præcis 13 dage siden blev jeg så glad, fordi det langt om længe lykkedes mig at få en brugbar farve ud af avocado. Som jeg skrev dengang, turde jeg næsten ikke forsøge mig igen, for sæt nu …
Jeg kunne alligevel ikke lade være, da jeg dagen efter tilfældigvis kom til at spise endnu en avocado, for jeg manglede jo stadig at se, om det gav en farveforskel med sten for sig og skal for sig.
Begge dele kom den 2. januar i glas med en smule salmiakspiritus og en del kogende vand, og den 10. januar hældte jeg det i hver sin gryde og lagde 50 gram bejdset garn i hver. Det stod og småsimrede ved 75° i en times tid, lå i væsken natten over, simrede igen, kølede ned og blev skyllet.
Der blev en forskel, men den var ikke markant – stenen gav en lidt mere klar, rosa farve – så jeg hældte de to væsker sammen og lagde 2 x 50 gram i gryden. Denne gang bulderkogte det i en times tid – det var en fejl, men farven blev markant mørkere end første bad.
Det er ikke så svært at forstå, hvorfor opfindelser bliver gjort enten ved fejl, eller fordi man ville opfinde noget helt andet, for hvem skulle lige have troet, at andet bad skulle kunne blive kraftigere end første bad?

Herover er det, oppefra og ned: 1. bad, avocadosten, 1. bad, avocadoskal, 2. bad, sten og skal, 2. bad, sten og skal.
Hvorfor de to sidste er så forskellige, kan jeg ikke helt forstå. Det er samme slags garn i samme udgangsfarve, og de har ligget lige længe i samme bad! Det ene har måske haft mere kontakt til resterne af sten og skal; det er umiddelbart det eneste mulige svar på forskellen. At nummer tre er en smule meleret, gør i mine øjne ikke spor.
Det er, ligeledes i mine øjne, utroligt, at man kan farve 200 gram garn med skal og sten fra en eneste avokado, men en kendsgerning er det, og det er ikke sidste gang, jeg farver for at opnå disse farver, for nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.
Man skal bare have tålmodighed nok til at vente mindst en uge på, at farven bliver trukket ordentligt ud.
Jeg er vild med de farver og kan sagtens se et eller andet for mig, der ikke må forbruge mere end 250 gram (jeg har også de 50 gram fra det første vellykkede forsøg), måske med en retstribe i hver af disse fem smukke nuancer, gentaget op gennem arbejdet.

Som forventet

Forleden dag blev babytæppet farvet i alkanna. Det var jo, som jeg skrev dengang, spændende, om pletterne ville blive tilstrækkeligt camoufleret til at virke usynlige. Jeg regnede med det og satsede på det, men intet kunne vides før efter farvningen.
Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at missionen lykkedes – nu mangler det bare at blive verificeret fra moderens side, men mon dog ikke hun godkender tæppets nye farve? Hun har trods alt selv valgt den.

Man skal lede efter pletterne, og hvis man ikke ved, at de er der, lægger man ikke umiddelbart mærke til dem.

Fair Isle-sampleren er også færdig. Godt og vel to meter dobbelt halstørklæde, som blev pænt, nydeligt og helt ensartet i maskerne efter vask og centrifugering.
Det blev behørigt beundret af mange søde mennesker i går inde hos Karin og Bjarne – jeg blev oven i købet spurgt, om det ikke var et, jeg ville overveje at strikke flere af og sælge, men det tror jeg nu nok ikke, at jeg vil. Og dog, man ved jo aldrig … det var sjovt at strikke, fordi det aldrig nåede at blive til ensformigt og rutinepræget strik.

Nu skal jeg dog lige blive færdig med Johns Amsterdam-halstørklæde først. Jeg er i gang, og det får lov at komme med på ferie til Malta.
Jeg fandt otte farver til, og eftersom der er 46 striber i det, kan tørklædet med 23 forskellige farver blive symmetrisk.
Nogle gange er jeg til symmetri, andre gange det modsatte.
Der er ingen grund til at blive alt for forudsigelig. Der vil ikke være en sjæl, der lægger mærke til, at dette bliver symmetrisk, men jeg ved det, og det er nok.
Det bliver vidunderligt blødt, og John glæder sig allerede til det bliver færdigt, men jeg har ikke lovet, at det bliver til at kunne bruge i denne vinter.
Det skal nok blive pænere i ‘knopperne’, når det engang bliver vasket og centrifugeret. Det er så dejligt at se, hvordan sådanne kraftige svingninger kan udrette mirakler for strikkeensartetheden.

Rødkål skal bare spises

Det var det. Forsøg mislykket. Eller … måske ikke mislykket som sådan, men konklusionen er i hvert fald for mit vedkommende, at rødkål skal spises og ikke bruges til at farve garn med.
I går farvede jeg med det neutrale bad og i dag med syre- og basebadene. jeg fik indstillet pH, så den gulgrønne farve havnede i en smuk, nærmest petroleumsblå farve, men det gik helt galt, da det rundede 50-55°, så den blå farve er altså en koldtvandsfarve. Det er indigo også, næsten, det må ikke overstige 55°. Blåkålsbadet blev helt rødt igen, da det blev for varmt! Jeg slukkede, lod det køle ned og justerede endnu en gang pH, hvilket fik det tilbage til den ønskede farve, men det er altså ikke særlig betryggende, at det er så ustabilt, så jeg tog det op, skyllede garnet og konstaterede, at resultatet endte stort set som da jeg farvede med neutralbadet. De to billeder herunder er samme suppe kold og varm, samt resultatet af det neutrale.
Ikke ligefrem rødkålsfarvet, vel?

Det sure bad så vældig fint ud, lige til jeg skyllede garnet, så blev farven skyllet 95 % af.
Efter farvning i neutral pH så det fint rødlilla ud, indtil jeg skyllede. Exit rødkål! Det er glimrende tilbehør til gammeldaws and og flæskesteg, men ikke egnet til at farve garn med.

Og når der nu er så mange andre fantastiske muligheder, er der jo ingen grund til at fortsætte med noget, der ikke rigtig vil lykkes.
Jeg er næsten færdig med Fair Isle-sampleren og har fundet næste projekt (som skal med til Malta), hvortil jeg skulle bruge 16 farver i netop de lidt støvede nuancer, planterne giver. Jeg klarede selv de 15, og den 16. manglede kun fordi jeg ikke havde 150 gram i den samme mørkegrå farve.
Det er Amsterdam af Susie Haumann. Fair Isle-sampleren er et damehalstørklæde, mens Amsterdam sagtens kan bruges af mænd … John synes, det er meget flot, så det har måske allerede en ejer, inden jeg overhovedet er begyndt.
Jeg slog de foreslåede farver op på farvekort på nettet, skrev ned hvad jeg syntes de lignede, gik i garnkasserne og fandt frem til det viste. De fleste ligger acceptabelt tæt op ad opskriftens; kun et par stykker afviger en del, men det gør ikke spor – faktisk har jeg lyst til at inddrage endnu flere farver, fordi de alle indgår tre eller fire gange i stribemønstret. Så længe de går så så fint sammen, som tilfældet er, kan man i princippet have alle 46 striber i forskellige farver, fordi de bindes sammen af den mørkegrå, som går igen i et vævemønster hele vejen. Jeg går lige ind og finder otte farver mere …

Tjah … sproget er i det mindste blevet bedre

Denne her skal der nok være en del, der hopper på, fordi sproget er forbedret i forhold til hvad vi har oplevet før af skrækkeligheder.
For den bare minimalt opmærksomme er der dog flere ting der beviser, at det er den rene svindel.
Det kan igenigen undre, at man kan falde for den slags – et bedre sprog gør det ikke alene, hvilket jeg har set nogle udtrykke bekymring for.

---

I dag har jeg blå fingre. Ikke grønne, men blå. Rødkålsblå. Brugsen havde sat rødkålshovederne ned fra 16 til 5 kroner, så jeg øjnede lige et billigt farveeksperiment, også lidt inspireret af Fruen i Midten.
Man får ikke smukke hænder af at snitte 1400 gram rødkål, men det er nok ingen hemmelighed. Jeg ville have en ordentlig portion farvesuppe, for der skal prøves med både neutral, syre og base (sagde jeg “billigt eksperiment?” – der skal bruges en del garn).
Suppen blev vist særdeles koncentreret – til højre ses en fortynding af suppen med 1) kun vand, 2) kogevandet tilsat lidt kaustisk soda og 3) tilsat lidt eddikesyre.
Det bliver en anelse spændende, for den neutrale har den farve, basen ifølge teorien burde have, og basen er blevet grøngul …
Lige nu ligger der 50 g bejdset lammeuld, 10 g ubejdset ditto og 50 g bejdset strømpegarn med mere akryl i end uld i det neutrale farvebad. Det ser foreløbig ud til, at lammeulden har indtaget førerpositionen, hvad farveintensiteten angår, men det varer et stykke tid endnu, inden jeg ved det. I morgen fortsætter forsøget med syre og base, så der vil jeg have fundet ud af meget mere.
Fortsættelse følger …

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

Der ER stor forskel

Vi kom lige til at spise to avokadoer til frokost, og der er altså gået for meget plantefarver i mig til at kunne smide sten og skaller ud, især efter det tredje og langt om længe vellykkede forsøg, så hvad var mere oplagt end at sætte forsøget, jeg nævnte i går, i gang?
Jeg vaskede alt frugtkød af og hakkede begge sten og skaller forholdsvis fint – det er en fordel med en så stor overflade som muligt – og lagde det i hver sit glas.
Det blev overhældt med kogende vand og derefter tilsat cirka ¼ dl salmimakspiritus.
Farveforskellen opstod øjeblikkeligt. Det er skallerne til venstre og stenene til højre. Jeg satte naturligvis det matchende låg på …
Nu skal jeg bare igen væbne mig med en uges tålmodighed, inden jeg kan igangsætte selve farvningen – det bliver spændende at se, hvor stor forskellen bliver på det færdigfarvede garn.

Ellers går 2018 foreløbig bare sin stille og rolige gang – indtil videre kan alle følge med … jeg var i nørkleklubben i dag, og på vejen hjem stod Nysøs egetræer så flot. Jeg ved godt, at jeg har vist billeder af de smukke profiler før, men jeg har lyst til at fotografere dem hver eneste gang jeg kører forbi dem på denne årstid, hvor de står nøgne og smukke, og i dag gjorde jeg det så igen … 

Avokadokoden knækket

To gange forsøgte jeg at farve med avokado, og to gange blev det overhovedet ikke den grålyserøde farve jeg forventede. Første gang samlede jeg avokadosten og –skaller i ugevis; jeg hakkede dem fint hver gang og kom det i fryseren, til jeg havde 400 gram avokadoråmateriale. Og hvad skete?
Ikke en pind. Det grå er kun gråt, fordi udgangsmaterialet var gråt.

Andet forsøg, som ses på højrebilledet, blev ikke bedre, selv om jeg i mellemtiden havde studeret adskillige blogs og hjemmesider for at finde ud af hemmeligheden bag, hvorfor så mange fik den der fine, grålyserøde farve. Jeg gjorde alt som foreskrevet, og farvesuppen så da også lovende ud.
Der skete stadig ikke en pind.
Okay, tænkte jeg. Nu er det slut. Jeg gider ikke prøve mere. Det må være noget i vandet. Eller i luften. Ellen og avokadofarvning er bare uvenner.

Og så var anden gang alligevel ikke sidste gang … men min gamle faster sagde jo også altid, at tredje gang er lykkens gang.
En dag stødte jeg på (Pinterest igenigen) en kvinde, som stolt fremviste et flot, støvetpink fed garn og som skrev: Se hvad jeg har fået ud af EN avokado!
What??? Her har man nærmest støvsuget Præstø og omegn for avokadoer bare for at få materiale nok hurtigt nok til farvning, og så kommer konen her med 100 gram flot garn, som hun har fået ved at bruge skal og sten fra EN avokado. Life’s not fair, is it?
Jeg vaskede og finsnittede én sten og én skal, lagde det i et glas med vand og en smule salmiakspiritus i en uges tid. Rystede og iltede en gang dagligt. 
Derefter hældte jeg det i en gryde, lagde 50 gram bejdset garn i, lod det simre i en time, slukkede og lod det stå natten over. Næste dag gentog jeg simringen, slukkede og lod det ligge 24 timer i suppen. Avokadofarvning er ikke just for utålmodige sjæle … et par mere tålmodige end jeg gentog denne proces i over en uge. 
Men det lykkedes på de to døgn! En hidtil uset farve i det ellenske farvekøkken.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil bruge den til, men den vil være flot sammen med en mørk grå, så jeg kunne måske forestille mig at anvende første, mislykkede forsøg sammen med dette trejde, men endnu ligger det bare og forsikrer mig om, at det kan lade sig gøre, bare man forsøger længe nok.

Jeg ved ikke helt, om jeg tør prøve igen, for det er vel næsten på forhånd dømt til at mislykkes, men der er et enkelt – eller rettere to – forsøg tilbage, for de fleste siger, at skaller alene giver en anden farve end sten alene – eller … samme farve som sådan, men en anden tone – så det er jeg nok lige nødt til at prøve af.
Jeg kender mig jo …

En anden status

Eftersom jeg skriver alt, hvad der har med garn og strik at gøre, ind i mit dertil indrettede fine excelark, forpligter det mig til at filosofere lidt over tallene her ved nytårstide. Det forpligter naturligvis ikke jer, der læser dette, men så kan man scrolle eller lukke mig ned for i dag.
2017 var året, hvor jeg måtte etablere to former for lagre: Det ene for alt det garn, jeg havde hobet op inden plantefarvningsdjævelen fik tag i mig, og det andet for garnet, jeg har købt for at kunne mætte samme djævel.
Jeg har købt 12,700 kilo garn til farvning. Det er godt nok meget – synes jeg selv – John synes det er ENORMT meget. Samme John må dog indrømme, at jeg samtidig arbejder ihærdigt på at få brugt det, jeg selv farver.
Faktisk har jeg anvendt 2,534 kilo af det plantefarvede, hvilket udgør 20 % af det indkøbte. Min mand løftede anerkendende øjenbrynene ved dette faktum. I alt har jeg strikket 9,107 kilo i år, hvilket kun er overgået af de 12,608 kilo i 2013, men hvoraf de fem kilo var en foræring af rester til min svigermor, som er rigtig god til at bruge selv små rester garn, så det er lidt snyd – men ikke desto mindre forsvandt det jo fra lageret. 
Årets ni kilo er fordelt på 77 effekter, hvilket næsten får det til at lyde imponerende, når jeg selv skal sige det … over seks i snit pr. måned.
Et arbejde, der vil tælle pænt i regnskabet, er min fair isle-sampler, men den er jeg kun 2/3 færdig med, så den vil figurere på 2018-regnskabet.

Den er sjov at strikke – never a dull moment – jeg havde lovet mig selv, at der ikke skulle figurere det samme mønster to gange på de godt to meter, jeg satser på bliver det endelige mål, men det er sket ved en fejl. Det er dog næsten umuligt at gennemskue, hvilket det drejer sig om (prøv selv, om I kan finde det), og det er en sand fornøjelse på denne måde at lære lidt mere om at sætte farver sammen; se hvad det betyder for helhedsindtrykket, om man bruger komplementærfarver eller tone-i-tone-farver til et mønster, eller om man bruger to, fire eller seks farver. Fejl er der til min irritation også begået, men irritationen var dog ikke større, end at jeg ikke gad strikke baglæns for at rette. Hvad der næsten irriterer mig mest er, at jeg tog et billede af siden, hvor fejlene kan ses og først opdagede det så sent, at det blev for mørkt til en ommer. Halstørklædet er et rør, for bagsiden vil være alt for afvigende fra forsiden til at kunne accepteres på et halstørklæde, så det bliver sikkert varmt nok til en ekspedition til Sydpolen.

Nu er det juuuul – endelig jul …

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!
Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

SÅ kom der knald på …

Farvningen med de sorte bønner gik over al forventning. De kunne trække fire bade – måske også et femte, men den ville være blevet meget lys, så det ville jeg ikke bruge garn på. Det ramte ret præcist de støvede blå nuancer, jeg havde forestillet mig, da jeg gik i gang, så jeg er glad.
De tre garner til venstre er fra 1. bad. Længst til venstre havde jeg siet farvesuppen, og nummer to og tre er genbrug af bønnerne med frisk vand hældt over. Det beviste, at der er krudt nok i dem til at trække to gange. Fra fjerde fed og mod højre er det hhv. 2., 3. og 4. bad. I virkeligheden er farverne lidt klarere end herunder; lidt mere som det lille indsatte billede viser – og så alligevel ikke helt de rigtige.
Det viste sig også at være sandt, at superwash-garner tager bedst imod farven. Garnet til venstre er 100 % ubehandlet lammeuld, hvor de næste fem er superwashbehandlet garn. Den lyseblå lammeuld er dog ganske nydelig – det kommer bare an på, hvad det er, man går efter, og jeg gik efter lidt mørkere denimfarver.

Turen kom herefter til gurkemejeeksperimentet. De fleste kilder sagde cirka halv mængde gurkemeje i forhold til garnets vægt. Der var 80 gram i en pose, men jeg tænkte, at suppen så tilstrækkelig krudtet ud til at kunne bære 200 gram garn.
Jeg skal da lige love for, at der kom knald på liggehønen! Eller læggehønen, som Fru Blomsterberg så tåkrummende siger …
Billedet skal læses efter hebraisk metode, dvs. fra højre mod venstre – der er seks fed i øverste række og fem i de to nederste.

Der er forskel, og garnerne fader en smule fra bad til bad, men ikke særlig meget. Igen er det den ubehandlede lammeuld, der er sartest; det er i hvert fald den, der aftager mest i farve. Superwashgarnerne og især bomuldsgarnet er ret stabilt. De grønne garner er tre forskellige nuancer indigofarvet garn, der blev overfarvet med gurkemeje – jeg ville se, hvor grønne de blev.
Jeg tror, konklusionen må være, at man godt kan nøjes med højst en fjerdedel gurkemeje pr. enhed garn – men det kommer selvfølgelig an på, hvilken farve man helst vil ramme.
Efter fjerde bad var suppen blevet næsten helt klar, så jeg forsøgte mig ikke med et femte, selv om der nok godt kunne have været kommet en babylysegul farve ud af det, men selv om jeg har købt meget garn til farvning, er der med disse fem bade gået 650 gram til, og hvor meget skriggult har man lige brug for?
Det er godt, jeg har fået Røde Kors ind i billedet – de kan være aftagere, hvis ingen andre vil. En stakkels desperat og nødlidende mor vil ikke sige nej til varme, strikkede ting, fordi de ikke lige passer til barnets teint.
Den gule bomuld kan der komme enten grydelapper ud af, eller jeg kan strikke RK-blebukser, som skal strikkes af bomuldsgarn.

Forsøg med sorte bønner

Kender I Pinterest? Det er skræmmende, så meget tid man (jeg) kan bruge på at surfe rundt i alle de mange pins og få masser af gode ideer. Som i enormt mange – nogle blíver gemt på egne ‘opslagstavler’, andre nøjes jeg med at læse, og andre igen bliver bare skimmet og derefter skrottet. Pinterest er – som alt på nettet – god til at huske hvad jeg tilsyneladende interesserer mig for, så det er begrænset hvor meget uinteressant skrammel, der kommer op. Jeg undrer mig dog over, hvorfor der er en del henvisninger til noget fra Game of Thrones …
Pludselig dukkede der et billede op med garn i en skøn, gråblå farve. Klik … det ledte så ind på Ravelry (et cybermekka for strikkere og hæklere), til en laaang tråd om farvning med sorte bønner.
Jeg brugte en lille time på at læse det meste af den lange tråd og blev enig med mig selv om, at jeg måtte se at få fat i de der sorte bønner – de har dem ikke i supermarkederne her på Sydsjælland, så internettet blev igenigen min redning. Jeg købte et kilo og har nu brugt 400 gram af dem.

Essensen af de mange kommentarer og erfaringer er i punktform:

• Det er en kold proces. Ingen opvarmning, for det vil ødelægge den blå farve.
• Det er også en ‘rødkålsfarve’: base giver blå, syre giver rød.
• Lad bønnerne trække i vand i mindst 36 timer.
• Alunbejdset superwashgarn tager bedst imod farven. (Jeg havde heldigvis to nøgler naturfarvet Arwetta liggende).
• Lad garnet ligge i så lang tid i farvesuppen, at den begynder at gære.

Jeg smed nogle få korn kaustisk soda i sammen med bønnerne, for jeg har rødlilla farver nok for øjeblikket – jeg ville have lige præcis den farve, der ses på billederne. Med den stærke base havde jeg da heldigvis sikret mig, at bønnerne ikke ville kunne spises bagefter … jeg kom også lidt atamon i; det måtte yderligere kunne forsinke en gæringsproces. Det var min egen ide; det har jeg ikke set forsøgt andre steder, men hvorfor ikke? Tanken var i hvert fald nærliggende for mig – gæret garn lyder ikke specielt lækkert.
Jeg er ret sikker på, at jeg kunne have sparet den atamon. I formiddags delte jeg portionen i to: Den ene med ren farvesuppe, den anden med nyt vand over bønnerne. Jeg kom 50 gram garn i hver portion, og allerede få timer efter har det den skønneste blågrå farve, så jeg ser ingen grund til, at det skal stå sådan i flere døgn – så hellere forsøge at se, hvad der sker med et andetbad.

Vi var også et smut i kræmmerhallerne i Lov, hvor jeg købte 10 store poser krydderier for en hund. Heraf tre poser gurkemeje, som skulle kunne give en flot orangegul garnfarve. Det skal selvfølgelig også afprøves.
Heldigvis er det ikke kun i sommerhalvåret, der er mulighed for at farve garn med naturens egne farver.

Ikke kun kunstige blomster

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …

Nå. Men nu har jeg i det mindste prøvet

I dag oprandt dagen, hvor mit glas med lav havde stået og trukket i 60 dage – cirka, i hvert fald – så nu skulle det være. Nu skulle der farves.
Jeg siede suppen, fortyndede den ikke, men brugte den som den var, hvilket ikke var særlig behageligt at arbejde med – det var jo salmiakspirutus, det havde ligget og søppet i – og I kan måske forestille sig hvordan det er, når det bliver opvarmet. Ikke rart, selv med emhætte på overarbejde, og jeg gad ikke stå oppe i shelteret med det. Det fortrød jeg nok lidt …

Det så lovende ud. Lilla, som jeg havde forventet, da jeg startede forsøget for to måneder siden, kan man ikke just kalde det, men denne underlige rødbrune farve var sådan set okay. Speciel, men okay.
Jeg fulgte forskriften og lod det stå en time ved omkring 75°.
Slutresultatet blev kun en halv anelse mørkere end den keeedelige café latte, jeg fik ud af forsøget for 1½ måned siden, så det er stadig keeedeligt.
Jeg gad overhovedet ikke forsøge mig med et 2. bad, så jeg hældte lavsuppen ud. Den var virkelig under lavmålet!
Forsøget betragtes hermed som afsluttet og skal formentlig ikke gentages.
Der er selvfølgelig den mulighed, at mit lav var forkert identificeret, men jeg tror ikke, jeg prøver med noget andet alligevel – medmindre … man ved jo aldrig … der er ikke så mange farvemuligheder her om vinteren … så måske af ren kedsomhed.

Her er farvet tre forskellige garner, og de skal nok også blive brugt i en eller anden sammenhæng, men begejstringen var på ingen måde overvældende.

Næhtak, må jeg så bede om den skønne, teglrøde farve, jeg fik med den omgang kraprod, jeg farvede i går. Jeg manglede noget i disse farver til et fair isle-samplerprojekt, jeg har sat i gang (billede, når jeg er nået lidt længere), og nu har jeg nogle gode nuancer at lege med. Tre bade – tre slags garn, og vupti, så har man tone-i-tone-farver. 75 gram kraprod rakte til denne portion garn, og suppen kunne såmænd sagtens have trukket et fjerde bad, men det sprang jeg over.

50 Shades of … purple …

Jeg fik lyst til at farve en omgang mere med blåtræet.
Blåtræet, som er brunt, når det er tørt, giver (og bliver) rødt, når man koger farven af, og som farver lilla.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Det er heller ikke alt, eksperterne er enige om: Sofie Meedom siger 20 gram blåtræ til 100 gram garn. Flere amerikanske kilder siger 50-100 gram pr. 100 gram garn, afhængigt af farveintensiteten man ønsker.
Jeg vejede 75 gram af, lagde det i en pose af ostelærred, overhældte det med kogende vand og lod det stå til næste dag, hvor jeg kogte det en time.
Det var uld/hampgarnet, der skulle afprøves nu.
I første bad lagde jeg 100 gram bejdset garn og lod det stå en time ved 85°. Det blev nærmest helt sort.
I de næste bade nøjedes jeg med 50 gram garn, og på trods af, at andet bad gav en meget lysere farve end første, viste det sig at være yderst potent, for jeg kunne blive ved og ved med at lægge nye 50 gram i.
Efter 7. bad løb jeg tør for bejdset uld/hampgarn, men da jeg ikke nænner at kassere et endnu virksomt farvebad, lagde jeg 50 gram lammeuld i bad 8. Og søreme også i bad 9 og 10, men så var farvesuppen også udmattet, som de så malende siger på engelsk (exhausted). Okay – exhausted betyder også opbrugt, men det lyder sjovere med udmattet.

(Endelig har jeg fundet ud af, hvordan jeg får kameraet til at gengive den rigtige lilla farve. Det ser lige præcis således ud i virkeligheden. SKØN farve!)
Det var godt nok et imponerende resultat – der er ikke meget forskel på bad 4, 5 og 6.
Af det garn (plus det, jeg farvede sammen med Ditte) kan jeg lave et eller andet med næsten usynlige overgange fra mørkest til lysest, men det bliver ikke nu, for jeg har en masse julegaver, jeg lige skal have klaret først.

Når vi kommer hjem fra Jylland, skal jeg afslutte mit forsøg med lav. Det mangler 10 dage i at have stået de 60, som forskriften angav, så det passer fint med, at det bliver i løbet af uge 48.
Det er blevet helt mørkebrunligtsort, så jeg har temmelig svært ved at se, at det skulle kunne give en lilla farve, som der stod i artiklen.
Det kan dog meget vel være fordi jeg ikke har taget den rigtige slags lav, men det bliver alligevel lidt spændende at se, hvad der kommer ud af det.

England kom før os

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

Ligusterfascist?

Det håber jeg ikke, at jeg er. En ligusterfascist, altså. Som jeg husker ordet, der blev flittigt brugt i halvfjerdserne, betyder det småborgerlig og svæversynet, hvilket er en ikke særlig attraktiv etiket at få hæftet på sig.
Har man nogen sinde hørt om en ligusteraktivist? Det er jeg måske nærmere, hvis man kan forestille sig en person, der nok har stærke holdninger om en masse ting, men som sjældent aktivt råber op om dem uden for matriklen.
I sidste uge var jeg en ligustersværmer i ti minutter – jeg sværmede rundt ude ved ligusterhækken, som vi (heldigvis) kun har på én side af huset, for at plukke bærrene fra den. Det blev i alt til knap 400 gram, som blev kogt i en times tid, hvorefter bærrene blev siet fra.
Det var lidt spændende, selv om Ditte uden synderligt held havde forsøgt sig, da vi holdt vores seneste plantefarvningsseance. Jeg brugte alle bærrene til kun 2 x 25 gram garn, nemlig første og andet bad. Det er i teorien alt for mange bær, men Dittes sørgelige og blege resultat taget i betragtning, var det oplagt.
Suppen var dybt mørklillablå, men da jeg kom garnet i skyllevandet, forsvandt langt det meste af farven! Skyllevandet lignede fuldstændig den farve man får, når man vasker noget der har været rødkål i.
Den smule farve, der blev tilbage i garnet, var en svag, meleret grålig søgrøn. Ikke nødvendigvis grim, faktisk kan jeg ganske godt lide den, men uomtvisteligt en anden farve end forventet med det dybblålilla udgangspunkt. Man ved simpelthen aldrig, hvad udfaldet bliver med planter …

Det fine, lysegråhvide lav, jeg lagde i ammoniak, har foreløbig udviklet sig som vist herover. Det er efter hhv. 0 timer, 1, 5 og 13 døgn.
Det er tydeligt at se udviklingen, men jeg syntes ikke ligefrem, den går i den ønskede/forventede lilla retning, så jeg tog en lille prøve ud og farvede fem gram garn. Jeg ved godt, at det skal stå 60 dage, men jeg var nødt til at se, hvor jeg var henne.

Jeg var herhenne. Meget langt fra lilla, og ingen ved, hvad der sker, når der er gået yderligere 1½ måned, men dette her er i hvert fald keeedeligt.
Ikke desto mindre lader jeg det stå, for nu skal forsøget køres til ende, og ydermere har jeg plukket en anden slags lav (Peltigera neopolydactyla), som er sjælden i Danmark, men meget almindelig i Sverige, og som skal afprøves. Den bliver måske kedelig, da den ikke hedder canina til efternavn … men så er det forsøgt.
Jeg her også taget noget randbæltet hovporesvamp med hjem, som skal koges af til farveekstrakt. Hvo intet vover, intet vinder.

En diverse-dag

I går gik det meste af dagen med veteransammenkomst på mit gamle arbejde. Jeg gik glip af de seneste to gange, fordi vi var ude at rejse, så i går skulle det være – mest fordi Verdens Bedste Chef var på programmet. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg gider blive ved med det der veteran-noget – næste gang vil det være fem år siden, jeg stoppede. Og så alligevel: Det viser sig jo hver gang at være hyggeligt nok, når man først falder i snak med både afgåede og endnu ikke jobstoppede kolleger.

En af vores søde bagboer (hende, vi fik valnødder af) har haft lånt vores trailer i et par uger, og selv om vi hver gang understreger, at hun bare kan låne løs, kom hun i aftes og sagde tak med en plade chokolade og en flaske druesaft på merlot-druer. En lidt pudsig ting, som jeg ikke har set før, men det hele bliver gemt til jul, så kan børnene få ‘rødvin’ juleaften.

I morges stod vi op til et herligt vejr, så jeg fik først af alt sat en vask over, spiste morgenmad, tog havetøjet på og myldrede derefter straks ud i solen. Nu skulle den sneboldbusk altså flyttes.
Det blev den så. Kvæsurten blev ligeledes flyttet; de russiske mandstro kom over ved siden af den rigtige mandstro og de tre soløjer kom også hen et sted, hvor jeg mener, de vil stå bedre. Hvis ikke, må de flyttes igen.
Indimellem stod jeg bare og nød den smukke og spejlblanke fjord, gæssenes skvadren, fiskerbådens tøffen og den næsten ikke-eksisterende morgendis, der lidt mystisk og blidt lå over det hele.
Da jeg havde arbejdet to timer i haven, besluttede jeg, at det måtte være nok for i dag. Man er vel pensionist … 
Hækken havde flere steder nogle store klaser ligusterbær og jeg besluttede mig for at give dem en chance, selv om Dittes forsøg med at farve med dem ikke faldt særlig smukt ud.
Resultatet her bliver vist også lidt mærkeligt, selv om bærrene er mere modne, og jeg har brugt relativt flere, men jeg ved det først endeligt i morgen.
Røde Kors-strikkedag var det også, så heller ikke denne dag kan siges at have været ensformig.
Der er, for vores vedkommende, åbenbart et godt stykke vej til Pensionistvisen med Grethe Sønch og Volmer Sørensen. Det gør ikke noget.

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår, og det er da der også blevet. Temmelig mange, endda …
Noget af det er plante- eller rettere lavfarvningens mysterier, for hvordan noget fuldstændigt hvidgråt, tørret lav kan udvikle denne dybt rødbrune farve, virker ganske forunderligt.
Alligevel forstår jeg nok lidt af det – væsken, jeg har tilsat, er 5 % salmiakspiritus, hvilket vil skabe en kemisk reaktion, ganske som når man kommer syre eller base i en given væske, som så omgående skifter farve.
Men det er nu alligevel fascinerende.
Hvad jeg derimod stadig ikke forstod var, hvorfor det skal stå i flere måneder? Udviklingen, som ses på billederne herunder, er sket på fem dage, og selv om farven sikkert nok vil kunne intensiveres yderligere, havde jeg svært ved at forestille mig, at et par uger ikke skulle være nok.
Jeg ledte højt og lavt og fandt endelig en artikel fra et universitet i Nebraska, der angreb spørgsmålet på en videnskabelig måde, hvilket er fint med mig.
Jeg skal spare jer for forklaringen – den kan I selv læse, hvis I orker, men meget kort fortalt: As the lichens decompose, orcinol in the lichen medulla is transformed into orcein, en proces der åbenbart tager mindst 60 dage.
Artiklen omhandlede forsøg med en kombination af skaldyr og lav, men her stod jeg af; synes ikke forskellen er værd at have det arbejde for, da der er andre ting, der kan farve den lyslilla, som skaldyret giver.
Nu er det snart ikke 50 Shades of Yellow for mit vedkommende mere, men 50 Shades of Purple. Det gør så ikke spor …

Den tredje ting, der undrer mig, at at slutresultatet bliver lilla … hvis det altså bliver det i mit eget private eksperiment … men sådan er det tit med kemi. Det bliver en smule spændende, men jeg er åbenbart nødt til at vente yderligere 55 dage med at se hvad det bliver til.
Det er igen det der med tålmodigheden … den bliver godt nok sat på prøve en gang imellem.
Måske skulle man forsøge sig med lidt rønnebær i ventetiden?

Vi har da bare valgt den værst mulige dag

I dag er det flot vejr. Blæsende, med masser af hvide heste ude på vandet, men flot. Solskin og høj himmel.
John ville derfor skære æren (vi taler altså om træet ær!) ned i dag, for han gider forståeligt nok ikke stå med en elektrisk sav i regnvejr.
Den skal væk, fordi den er grim, efter vi på naboens anmodning skar den ned sidste sommer, fordi den tog noget af deres udsyn til fjorden. Det kan vi ikke have, så den blev væsentligt forkortet. Dt pyntede ikke ligefrem, så nu kan den lige så godt komme helt væk. Det er muligt, det er en fin hækplante, men det er, efter min mening, ikke et træ, der pynter i en lille have.

Det gør naboens thujahæk bestemt heller ikke – jeg kan ikke fordrage thuja; det minder mig alt for meget om kirkegårde.
Heldigvis har jeg god gang i en sneboldbusk (anes til venstre for bænken), som allerede til næste år vil være for stor der hvor den blev sat, så den bliver flyttet to meter længere tilbage, lige ved siden af, hvor æren stod. Jeg skal bare lige have renset for skvalderkålsrødder først …
Det var første punkt på efterårslisten. Et andet punkt er også klaret, nemlig at flytte den klematis, der groede op ad æren.
Selv om vi har kæmpet bravt med den hyld, der også stod, har den stædigt kæmpet imod hele sommeren, og vi er ikke færdige med at slås med den endnu, men de klaser bær, jeg fandt, kom i farvegryden. I er surt miljø skulle farven gerne blive holdbar, så nu prøver jeg. Jeg kan nu ikke forstå, hvis den ikke skulle være holdbar, taget i betragtning, hvor stort set umuligt det er at vaske spildt hyldebærsaft af tøjet.

Det så da også ud som om det var en ret potent farve, så det blev til både et andet og et tredje bad, men det hele blev lidt blegere allerede i skyllevandet – og … tredje bad blev blåt!? Det sluger åbenbart de rødlige farver først.
Nå. Jeg kan vel altid bruge det til et par vanter i fair isle eller norsk mønster, og ingen af farverne er helt tossede.

Hvorfor dagens overskrift? Fordi i dag er det godt vejr. På søndag bliver det godt vejr.
I morgen bliver det et allerh……. dårligt vejr! Selv yr.no, som var Sønderjyllands-optimistisk helt frem til i går, siger nu 12 mm regn mellem kl. 18 og 00. Hvis det så bare kunne vente til efter kl. 19, ville jeg være glad, men så heldig har man nok ikke lov til at være. Vi har med andre ord valgt den potentielt dårligste dag/aften til at se i tusindvis af stære. Det kunne godt gå hen og blive en helt anden slags sort sol end planlagt. Damn.

Farverne udvikler sig

Det blæser og blæser – det er et rigtigt efterårsvejr i dag, bortset fra, at det ikke regner. Det gjorde det til gengæld i går, hvor vi havde et temmelig aggressivt tordenvejr hængende over os i over en time. På samme time fik vi 23 mm vand, så ligefrem skybrud var det ikke, men det var slemt nok endda.
Vildvinen (og ikke rådhusvinen, som jeg troede den hed – tak til min planteguru Ditte) bliver rødere og rødere dag for dag, og om ikke længe vil den være smukt rød over det hele.
Jeg elsker den farve, som er det nærmeste, vi kommer på de farver, vi så for et år siden i USA, og på grund af hvilke vi gik glip af vores lokale røde farver.

Jo, efteråret har skam sine gode sider, men det der blæsevejr kan jeg sagtens undvære. Havde det ikke været for det, kunne jeg sagtens have haft siddet oppe på terrassen i dag, for der er lunt nok, men det piber lige ind, hvor man sidder, desværre, og det bliver hele tiden lidt værre, for de hvide heste nede på vandet udvikler sig støt og roligt fra shetlandsponystørrelse til noget, der mere ligner den engelske shire-hest.

Det er ikke kun de røde farver på bådehuset og de hvide heste på vandet, der udvikler sig.
Det gør dette farvebad også … det er (mest) rensdyrlav overhældt med 5 % salmiakspiritus.
Det første billede er taget efter 0 timer; det andet efter en time.
Egentlig forestiller jeg mig, at det skal ende med at have en lilla-bordeaux-agtig farve, men så skal det stå i uger eller måske oven i købet måneder, hvor det hver dag får en lille rystetur og lidt frisk luft, da farveudviklingsprocessen er iltkrævende.
Det var sjovt at se, hvordan det tørrede og derfor meget lysegrå lav omgående tog denne fantastiske gulgrønne farve, i samme øjeblik, som salmiakspiritusopløsningen blev hældt over det.
Nu er det bare at væbne sig med tålmodighed … hvilket som bekendt ikke er min stærke side, men jeg behøver jo ikke at stå og kigge på det hele tiden.

Man skal holde hvad man lover!

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl? 
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

Hvorfor gør de det?

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen ved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)