Løg og alkanna

Endelig havde jeg fået samlet over 50 gram løgskaller. Når man kun kan bruge det yderste, helt tørre og nærmest pergamentagtige lag, skal der bruges mange løg for at få den mængde.
Flere steder stod der, at man, i stedet for at bejdse garnet, kunne bruge en aluminiumsgryde til at koge farvesuppen i, og naturligvis også til at farve garnet i den siede suppe (for en gangs skyld duftede det virkelig af suppe).
Jeg lagde derfor et ubejdset og et bejdset naturfarvet fed i, samt et fed bejdset, gråt garn. Der blev også til et 2. bad af det bejdsede naturgarn.
Det er ikke nok at bruge aluminiumsgryde som ‘bejdse’, men alle farverne blev ganske flotte – der er en del mere glød og ‘gyldenhed’ i dem, end kameraet kunne finde ud af. Hvad er det med de kameraer? Det er altså hammerirriterende, at de ikke kan gengive de korrekte farver.
På billedet er det ubejdset, bejdset, 2. bad og det grå garn. Det med 2. bad gider jeg ikke en anden gang – det kom til at ligne alle de første 50 shades of yellow lige lovlig meget.

Det gik endnu mere galt, da jeg skulle fotografere alkanna-eksperimenterne. Ligegyldigt hvad jeg gjorde ved og med kameraet blev farverne alt, alt for blå. Ovenstående var det bedste resultat, og det er slet ikke godt nok. Heller ikke de to sidste farver til højre i billedet er korrekt gengivet med den blågrå farve, alkannaen gav efter at have fået nogle korn kaustisk soda.
De andre til venstre for, derimod, var meget mere rødlilla end billedet viser – mere i retning af det lille indsatte billede ved siden af.
De to længst til venstre er hhv. bejdset og ubejdset garn, blot farvet i spritsuppen fortyndet cirka x 3 med vand. Den næste er 2. bad, tilsat en smule eddikesyre, og den lyseste er 3. bad.
I morgen skal jeg hente nogle pH-sticks, som jeg har bestilt på apoteket. Når nu pH-værdien skulle betyde så meget, er det rart at vide, hvor på skalaen jeg egentlig arbejder – især når Ditte kommer, og vi skal arbejde i stor skala.
Det så også ud til, at hvis jeg lod temperaturen forblive på omkring 50°, gik farven endnu mere over i det rødlilla, så der skal eksperimenteres en del mere. Jeg hælder mest til at holde alkannabadet nogenlunde neutralt (dvs. uden at komme syre eller base i overhovedet) – den basiske blå er lidt for grå efter min smag.
Nu er jeg spændt på blåtræet, som står og trækker farve ud til i morgen. Blåtræet, som virker mest rødt lige nu, men vi får se …

Reklamer

Intet for alfa, men alt for omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Nå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 

---

Nå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

Fifteen shades of blue

Den indigofarvning, som snød mig forleden dag, blev gentaget i dag med en ny stamkype.
Jeg skal da lige love for, at der var mere krudt i denne omgang – jeg løb desværre tør for garn, for der havde været til en tre-fire dyp mere, og jeg nåede ellers helt oppe på otte. Det skyldes måske, at der ikke var 400 gram garn i hvert af badene; i de to sidste havde jeg kun 50 gram – men det ærgrede mig altså lidt ikke at kunne udnytte alt farvestoffet fuldt ud.

En del af det var overfarvninger: Der var to fed (1. og 2. bads) valnød; der var noget indigofarvet fra første omgang, hvor Ditte var her, som skulle have flere dyp for at blive mørkere blå, og endelig var der en padderok og to rumex acetosa, som trængte til at blive forskønnet lidt.

Ude i shelteret hænger der derfor nu femten forskellige blå nuancer, hvoraf nogle er næsten ens – men også kun næsten, og selv en minimal forskel vil kunne ses, når der strikkes med det, men det kan man benytte sig bevidst af. Derudover er der de seks forskellige nuancer fra første omgang, så det er ikke indigogarn, jeg mangler lige nu.
Jeg blev så frimodig, at jeg forsøgte mig med at plumpe et helt nøgle garn i farvebadet – jeg havde ikke engang gennemvædet det først. Jeg troede ikke, at farven ville kunne trænge helt ind i midten af nøglet, og jeg regnede med, at det ville tage uens imod farve, når det ikke var blevet gennemvædet, som det skal. Men.
Så meget for al den ulejlighed med at lave nøgler til fed og bruge tid på at væde det først – det blev præcis lige så pænt ensfarvet som alt det andet, hvor de foreskrevne forberedelser blev fulgt til punkt og prikke … jeg gjorde det med to nøgler, hvor det ene fik to dyp og det andet ét. Det lykkedes fint med begge to, uden det blev det forventede melerede garn. Så ved jeg det!

Havesyren var lidt fesen i farven; især den ubejdsede, så den gule fik et enkelt dyp og den beige fik to. Det pyntede da lidt på det.
Padderokken, som også var noget blegnæbbet, fik, efter to dyp, en flot, klar petroleumsgrønblå farve, som kameraet ikke kan finde ud af at gengive korrekt. (Feddet forrest og længst til venstre på øverste billede).

Ditte kommer snart igen, så skal vi gå amok i blå og lilla farver. Plus noget lyng. Og noget fyr og gran … hun kommer så hurtigt, vi begge to havde de samme ledige dage, men uhhh, det er svært at vente, når det klør så meget i farvefingrene. Heldigvis er jeg ved at forberede et avokadofarvebad, som skal med til Sverige og op i en aluminiumsgryde om ikke så længe. Denne gang lykkes det forhåbentlig noget bedre end første gang.

Lidt ulogisk …

Min indigo-stamkype havde stået i sit glas i 12 dage, nemlig siden Ditte var her og farvede masser af garn sammen med mig. Det siges, at den kan holde i op til flere uger, men jeg mente alligevel, at det var ved at være på tide at få den brugt.
Det var det sandelig også … der var godt nok ikke meget krudt tilbage i den, så en anden gang vil jeg ikke lade den stå mere end et par dage. Jeg havde ellers brugt et par vågne nattetimer på at udtænke en kompliceret plan for, hvad der skal i hvilket bad og hvor længe, og hvor mange ekstradyp jeg vil give hvor mange fed. Jeg måtte skynde mig at skrive det ned i morges, inden jeg glemte det igen (gad ikke stå op i nat).
Det bliver næste gang … jeg kunne allerede efter 1. bad se, at planen ikke holdt.
Men jeg har snart samlet løgskaller nok (billede 3), og jeg har fundet ud af, hvorfor rødgran hedder rødgran: Fordi det farver garn rødligt (billede 1; billede 2 er fyr). Eller måske er det ikke derfor, den har fået sit navn, men det var da et meget godt bud …
Jeg har lige set, hvor stor forskel der kan være på at farve med blødt (fx billede 2, nr. 1 & 2) og hårdt (billede 2, nr. 3 & 4) vand, så der skal eksperimenteres lidt med regnvand, hvor det bløde vand giver den pæneste farve.

Efter anbefaling fra Ditte har jeg investeret i Sofie Meedoms bog om plantefarvning. Den er helt suveræn, og det var den der spøgte og holdt mig vågen i nat, tror jeg. Det var også på grund af den, jeg forsøgte at google mig frem til, hvor man køber blåtræ.
Det fandt jeg, og de havde også et træ, der hedder alkanna, som jeg ligeledes syntes, jeg måtte investere i. Og de havde vinsten, som man i visse tilfælde med fordel kan bejdse med. Cochenille (billede 4, til sammenligning den rødere kraprod til højre) havde de, ikke overraskende, også, så nu kan jeg farve rigtig meget garn i blå og blålilla farver, hvilket er mere ovre i den farveskala, jeg kan gå med.

Blåtræ synes jeg er et ulogisk navn, fordi: “Blåtræ, også kaldet kampechetræ eller brunspån, er et træ, der stammer fra Mexico. Det var tidligere en vigtig kilde til rødt farvestof. Træets videnskabelige navn betyder “blodtræ”.
Videnskabeligt navn: Haematoxylum campechianum”. Navnet brunspån kan jeg forstå, men den største overraskelse kommer nok, når man ser, hvilken farve den giver – den er nemlig hverken rød eller blå, men dybt lilla (som jo er en blanding af rød og blå), men er det ikke en totalt fantastisk farve? Jeg ved, at Linda vil smelte her!
Gad vide, hvordan den røde farve kommer frem? Det har jeg ikke kunnet finde noget om.

Det er sandelig godt, at Ditte har bestilt 10 kilo (yes!) garn til farvning, hvoraf jeg har sat mig på de fire. Det er lige før jeg fortryder, jeg ikke tog halvdelen, for holddaop, hvor skal der bare farves.
Kom bare igen, Ditte – der er vist belæg for det meste af en uges tid til en omgang farvningssammenkomst her … og der er rigeligt med både blåtræ, alkanna og cochenille til os begge!

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.

---

Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Når nu det alligevel bare regner …

Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

Det kræver slet ingen behændighed – kun lidt hekseri

Når man farver med indigo, er det ikke mere bare lige at koge suppe på nogle planter, plumpe noget garn i og lade det ligge, til man synes det har den rigtige farve – eller til man kan se, at man ikke kan vride mere farve ud af den suppe.
Man skal først lave en stamkype ved at bruge NaOH, C₂H₆O, H₂O og Na₂S₂O₄. Og indigo, selvfølgelig …
Den blanding må helst ikke få ilt, så man sjasker ikke bare sådan rundt med tingene. Indigo farver som bare pokker, og da jeg er en smule øm over køkkengulvet, fortrak vi til terrassen, lagde presenning ud og satte gryden over på gasblusset på grillen. Badet må heller ikke overstige 60°, så omhyggelighed på alle fronter er påkrævet. Endelig kan man ikke vurdere, hvornår det er blåt nok, for det er gult nede i gryden og bliver først blåt, når det kommer i forbindelse med luftens ilt, men så sker det også på sekunder – det er ren magi.

Indigofarvningen overraskede os en del. Første bad gav en noget lysere farve, end vi begge havde forventet, selv om det fik de foreskrevne 10 minutter. Til gengæld gav både andet og tredje bad stort set den samme farve som førstebadet, og det begyndte først at miste pusten på fjerdebadet.
Den smukke stålgrå, man kan ane midt i det blå, er gråt garn som udgangspunkt i 3. bad. Vi fortsatte op til syvende bad, hvor det gav en fin babylyseblå lidt over i det turkise.

På et tidspunkt skal jeg prøve med længere farvetid og med at overfarve førstebadets garn, men på den anden side er der lige netop garn nok til at kunne strikke et ret flot Find Your Fade-sjal af denne blå farveskala. Jeg må bare farve noget mere garn …
Herover ses det samlede resultat af vores tre travle dage. Den skrigende, neon/limegrønne nederst, venstrest skulle man næsten ikke tro kunne lade sig gøre med plantefarvning, men det er gyldenris med indigo-overfarvning.

Ditte har fundet en ny farve, som hun har tænkt sig at markedsføre som pomerans-høgeurtsorange. Det er slående, så tæt den farve er ramt … men om den kan rekonstrueres, er et helt andet spørgsmål … vi kunne se, hvor stor forskel der var både på rejnfan og tagrør på de to-tre uger, der er gået, siden jeg prøvede første gang. Konklusionen var, at alt skal altid tages lige så snart man overhovedet kan.

Tilbage stod kun at få skrevet etiketter og lavet små ‘snoprøver’, som skal systematiseres, limes på stift papir med noter om plante, bejdsning, osv.
Dvs. kun og kun – det bliver også lidt af et arbejde, men det er rart at have til senere, selv om vi fik op til flere beviser på, at det er stort set umuligt at rekonstruere en omgang plantefarvning.

Sådanne snoprøver fra sine mange tidligere farvninger havde Ditte med, og jeg blev så betaget af dem, at jeg lovede mig selv at lave nogle tilsvarende.
Som sagt skal de over på andet papir og teksten skal skrives med skønskrift – lige nu har jeg lavet kladden i den rækkefølge, farvningerne foregik, men de skal sættes på plads i regnbuerækkefølge.

Og det var nok det sidste plantefarvningsindlæg i denne omgang. Nu er I nok også grundigt trætte af min nye dille …

Nu blev det mærkeligt

Vi har simpelthen været enormt flittige – også i dag. Vi har egentlig nok ikke været mere flittige end i går, men vi er mere trætte i dag. Det er fordi vi er pensionister, som slet ikke er vant til at arbejde fuldtids og lidt til i to dage i træk. Det bliver så tre, inden vi er færdige, for i morgen går vi i gang med indigofarvningerne, og når vi er færdige med disse blå farver, har vi faktisk præsteret et helt farvehjul på de tre dage.

Kraproden er højpotent, og vi har ikke engang overdoseret. Vi farvede fire bade og følte os forholdsvis sikre på, at der var saft og kraft nok til både et femte og et sjette, men det havde vi hverken tid eller bejdset garn nok til.
Den orange farve i midten er noget gyldenris, som Ditte har farvet over med andetbadskraprod. Jeg havde også en lille tester med. Det er flotte og skrappe farver, men ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal bruge dem til …
Valnøddefarvningen gav nogle smukke, brune farver, hvoraf den lyseste bliver overfarvet med indigo i morgen i håbet om at opnå en petroleumsfarve.

Valnødder er åbenbart temmelig uforudsigelige. I fredags blev min andenbadsvalnød mørkere end første bad, hvilket sagkundskaben ingen forklaring havde på.
På billedet herover til venstre kan man nok fornemme, at garnet længst til venstre er lysere og mere gyldent end det til højre. Det mærkelige her er, at det lyseste er farvet på mørkegråt garn og det mørkeste er farvet på næsten helt hvidt garn. Alle tre på billedet er samme garn, fra samme bejdsning og fra samme bad. Meget mærkeligt …
Valnøddeblade skulle give en anden farvenuance end hvis man farver med kun valnødder. De to cafe latter er hhv. valnøddeblade, 1. bad og hele valnødder, 2. bad. Det kalder jeg ikke en helt anden farve, men det kan måske skyldes, at for alle blades vedkommende skal man helst tage dem, mens de stadig har foråret i sig.

Kraprodsfarverne herover er jeg ret betaget af – det er en dejlig, teglrød farve, som tager lidt af, efterhånden som farvestoffet opbruges – til venstre ses 3. og 4. bad. Der er ingen forskel, og vi er ikke nået til de helt lyse nuancer endnu. Det fik jeg lidt af ved at lægge ubejdset garn i andetbadet (billede til højre) … det var dog stadig mere farvet end vi regnede med på forhånd.

Vi er som sagt trætte i dag.
Ditte fik skrevet “1. bag” på et af manilamærkerne, hvorpå jeg kommenterede, at vi heldigvis endnu er “udejsede”, hvilket skal udtales som u-dejsede for at give mening.
Det er vi ikke mere – vi er dejset om i stolene; Ditte med ipadden og jeg ved skrivebordet. Vi orker ikke mere fysisk arbejde og skal tidligt i seng. Vi har højst siddet ned en times tid i dag, inklusive frokostpausen. Det kan sådan nogle gamle koner godt mærke.

I morgen er det som sagt indigofarvning i stor stil – plus henkogning af de sidste reine claude-blommer, inden det er for sent.
Jeg har henkogt 10 kilo og nedfrosset lige så mange; jeg har foræret 30 kilo til diverse naboer, og i morgen henkoger vi et treliters glas til Ditte. Derudover er der de mange, vi har spist ‘fra træet’; der er nok 20 kilo tilbage i toppen af træet, som vi ikke kan nå, plus alle dem, som er faldet til jorden, men som admiralsommerfuglene og bierne (ikke hvepse. Hvorfor er de der ikke?) nyder lige nu. Jeg har aldrig set så mange admiraler før – de flokkes om blommerne på jorden, og det er et ret flot syn, når der sidder en halv snes inden for en kvadratmeter og mæsker sig.

Tag på kurophold i det præstøske frilandsmuseum og få grønne fingre

Ditte viser sig at være lige så interesseret i plantefarvning som jeg; hun har farvet kilovis af garn for mange (over 30!) år siden, og blev vist lidt inspireret af nogen til at starte igen. Jeg foreslog derfor, at hun kunne komme på ferie i Den Stråtækte i nogle dage, og så skulle vi ellers farve, farve, farve, farve. Det lod hun sig ikke sige to gange, så hun stod på Næstved station kl. 9:30 i morges.

Vi kastede os fluks over opgaven – jeg havde bejdset noget garn i aftes, så vi indledte med at bejdse en masse af Dittes medbragte garn.
Da det var i orden, satte vi gyldenris over, og da det kogte, gik vi ned og hentede tagrør i kilovis.
Kraprod blev sat i blød.
John morede sig vist over vores snak og vores gestik ved komfuret … men der var så sandelig også gang i både gryder og snak hele tiden.
Og i skylleriet. Og klipperiet … da vi ikke havde flere plader til rådighed, gik vi ud og samlede rejnfan.
På kurset sagde Anne, at man bruger både stængler og blomster af gyldenris og rejnfan, men jeg bruger altså kun blomsterne og får dermed langt klarere farver end de sædvanlige gulligt-grønne.

Det blev til nogle yderst potente farvebade – alt på billedet herover er andet bad, og der var masser af krudt tilbage i både tagrør og gyldenris.

Ud over at råhygge og multisnakke, fik vi yderligere bejdset et hold, så vi har til den røde kraprodsfarvning i morgen. Til indigo- og valnøddefarvningen skal garnet ikke bejdses.
Vejret har leget sommer i dag, og vi havde heldigvis et par korte pauser til at sidde oppe på terrassen og nyde en kopkaf, solen og den skønne udsigt.
Da Ditte kiggede ned mod køkkenet, bemærkede hun, at det da fuldstændig lignede frilandsmuseet – bindingsværk, stråtag, brosten og med plantefarvet garn hængende til tørre på stativet. Da hun samtidig sad og strittede med sine nærmest mørkegrønne fingre efter en omgang tagrørsfarveskylning af garnet, gav dagens overskrift næsten sig selv.
(Kuropholdet kom ind i billedet, fordi Ditte er helt med på at spise det samme som John og jeg gør for tiden, så vi er simpelthen alle tre på kur, indtil Peter kommer fredag aften. Det er dog ikke den deciderede fasteudgave af den; det vil jeg alligevel ikke byde mine gæster – vi holder os til den sjovere del af den, bare med minus brød, kartofler og pasta.)

Jeg kunne godt se, hvad Ditte mente …
Og farverne? Jamen de er da bare skønne.
Siger de to kvinder, der har ‘begået’ dem …
Og vi er slet, slet ikke færdige endnu, men vi har heldigvis hele to dage mere til at gå yderligere farveamok i …

Plantefarvningskursus på ØsterGro

Det er sandelig godt, jeg ikke skal til Østerbro hver dag … Jeg stod op 05:15, tog det første tog fra Næstved og var på Æbeløgade kl. 7:57; tre minutter før tid. Jeg havde nået det med lidt mindre stress på, hvis ikke Ringsted station havde haft signalproblemer, så vi sad og gloede der i et helt kvarter. Østerport station har valgt IKKE at have én oversigtstavle med alle afgange på; man skal ned på hver enkelt perron for at se, hvilke tog der går fra den. Ret usmart, synes jeg!
Da mit tog kom på tavlen, var det for at oplyse mig om, at det var aflyst, og at jeg skulle begive mig til Hovedbanen. Hrmpf.
Så tog jeg toget til Køge på min næstvedbillet, og ve den kontrollør, der ville vove at sige, at min billet var ugyldig – den havde kostet mig mere, end det ville have kostet at komme til Køge.
Der var ingen kontrol …

Men bortset fra min muggenhed over alt dette transportpjat, blev jeg glad, da jeg så, hvor herligt et sted ØsterGro er. En stor, frodig og velpasset urtehave på 3. sal. Med restaurant i drivhuset und alles.
Og besøg af bybipasseren i løbet af dagen.
Heroppe mødtes 13 kvinder med Anne fra G-uld for at lære lidt om plantefarvning. 13 meget forskellige kvinder, de fleste rigtig søde, en enkelt så glemsom, forfjamsket og forvirret, at jeg ikke fatter, hvordan hun overhovedet fandt ind til byen og herop!

Der var gang i en rejnfansuppe og en valnøddesuppe. Det førstnævnte er jeg bedre til hjemme i køkkenet – jeg fik i hvert fald langt pænere farver ud af det, end tilfældet var i går (jeg brugte kun blomsterne, ingen blade eller stængler) … men valnøddefarvningen var fin at lære mere om. Jeg har en bagbo, som er leveringsdygtig i valnødder, og som vil forære mig så mange jeg har brug for, hvis hun får lov at kigge med, når jeg skal farve.

Det mest interessante for mig – og det vidste jeg godt, da jeg meldte mig – var, at vi også skulle gennemgå kunsten at farve med indigo. Det giver i sig selv smukke farver, og hvis jeg overfarver mine 50 shades of yellow i en eller anden grad af indigo, kan der komme nogle ret flotte farver ud af det.
Annes ord lød: Lær at elske jeres fejlfarver eller dem, I umiddelbart ikke bryder jer om. De kan blive vildt flotte med overfarvninger.
Det kunne jeg godt se, så jeg købte en pose indigo med hjem. Og 500 gram kraprod, så jeg også kan farve rigtig rødt. Som jeg heller ikke kan gå med, men overfarvning med indigo skulle kunne give nogle flotte, blålilla farver.

Det er da et flot farvehjul, ikke sandt? Og jeg kunne tilføje min fantastiske æggeblommegule farve (mørkegul; fra græsspisende høns, ikke burhønelysegul!).
For nu at totalblære mig, så var min tagrørsfarve også flottere end den, der blev vist frem. Jeg ved ikke hvorfor … måske fordi jeg har brugt noget andet garn – min farve blev i hvert fald klarere grøn end på farvehjulet her.
Jeg har åbenbart fundet noget rigtig godt garn. Må hellere købe lidt mere, selv om jeg så overskrider mine egne beføjelser.
Man kan måske fornemme, at jeg overhovedet ikke er færdig med at farve garn?

Gul og Gratis

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

Fridag i farvningens tegn

Det lyder forkert at kalde det en fridag, for det er jo ikke sådan, at vi ikke kan få hænderne ned, fordi englænderne har en dag for sig selv i Tivoli. Vi vil naturligvis helst være sammen med dem, men de sidste to gange, vi har været i Tivoli med dem, er det meste af Johns og min tid gået med at vente og vente og vente og vente … ungerne kan de fleste ting selv, og dem de ikke kan, kan vi heller ikke, så forældrene må tage med i forlystelsen. Vi var taget med, hvis vi kun havde haft nogle få dage sammen, men denne gang er det næsten tre uger, hvorfor det er noget helt andet.

I aftes var fjorden så stille og fredelig, at Tim syntes han kunne forsvare at sende børnene ud alene. De holdt sig inde langs kanten, hvor vi vidste de kunne bunde – de er nu begge gode svømmere, men derfra og så til, at Tim ikke er med ude … det er for tidligt, men der var intet farligt ved det i aftes, og alle hyggede sig.

Jeg har brugt dagen på plantefarvning. Det er lige nu, tagrør, rejnfan og gyldenris skal tages, så det dur ikke at vente, til englænderne er taget hjem igen, men det gør ikke spor, for ungerne synes det er sjovt at gå med ud og hjælpe med at klippe blomster af til farvebrug. (Det er sådan lidt tribal-agtigt, mener de). 
Billedet til højre er rejnfan – det er stadig en del af 50 shades of yellow, men det er den smukkeste, æggeblommegule farve, jeg længe har set, så jeg satte endnu en portion over. Til venstre ubejdset garn, i midten 2. farvebad og til højre 1. farvebad.

Så kom turen til tagrørsblomsterne. Dem var jeg spændt på, for jeg havde læst, at det blev en lysende grøn farve.
Først tænkte jeg ØV, det bliver endnu en af de gule, men som tiden gik, og det havde kogt en times tid, så det noget mere lovende ud.
Det endte med farven i feddene herover. Det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farven.
Det viste sig også at være rigtigt, at der ikke er farve nok til andet bad, så jeg klippede lidt flere blomster i dag og overfarvede garnet fra 2. bad.

Det blev ikke helt den samme grønne farve (herover før og efter skyl; med andet hold rejnfan i baggrunden), men den er okay; det var i øvrigt også en anden slags garn, og nu har jeg lært, hvordan jeg skal behandle tagrør.
Nu skal jeg bare have sat lidt gyldenris over, men efter den flotte rejnfan forventer jeg ikke at svømme over af begejstring.
Lad os nu se – jeg er før blevet overrasket.
Jeg glæder mig til plantefarvningskurset på næste fredag – og så skal jeg på loppemarked og se om jeg kan anskaffe mig en gammel jerngryde, for på Middelaldercentret så jeg, hvor meget man kan ændre på farven ved efterfølgende at sørge for, at der er masser af jern[ioner?] til stede.

Meget … rustikt

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede. 
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud. 
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefavningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

Lige pludselig samler jeg også de giftige …

Lokalt omkring Den Stråtækte fandt jeg kun en enkelt – og meget lille – plet med gul snerre, men på vores vej til torpet i dag kunne jeg konstatere, at Sverige er velsignet med den urt i en grad så høj, at jeg var forbavset over aldrig at have lagt specielt mærke til den før – men sådan kan ens syn på verden omkring én ændre sig, når der kommer andre interesser i spil.
Jeg har derfor gul snerre med hjem i store mængder (samlet på naboens grund), så der skal farves to bade med overvejende blomsterdelen i det ene og med roddelen alene i det andet for at se en eventuel forskel. Men gult giver de begge! Jeg er begyndt at undersøge hvilke svampe der giver andre farver end gul, så fremover (selv om jeg lige præcis i dette tilfælde måske kunne forsvare at sige, at jeg samler dem fremadrettet, for jeg havde kun øjne i nakken, da Charlotte var lille) samler jeg også de svampe, som vi ikke spiser, og jeg ved, at der findes nogle heroppe lige omkring os, jeg vil kunne bruge; de er bare ikke rigtig kommet frem endnu.

Det er første gang, jeg ser svampen her med hvid stok og grå hat på egen grund. Det er en Phallus impudicus, på dansk formelt kendt som almindelig stinksvamp, men kaldes i daglig tale det flatterende navn præstepik. Hvorfor lige de stakkels præster skulle lægge navn til, skal jeg lade være usagt – jeg har aldrig kendt en præst intimt, så jeg ved ikke, om der er noget om snakken … men hvorfor den hedder stinksvamp, er man derimod slet ikke i tvivl om, når man kommer i nærheden af den!
Fluerne elsker den.
På engelsk hedder den common stinkhorn, så medmindre horn har en betydning, jeg ikke kender, er de ikke så direkte i deres navngivning … mere … for se her, hvad den har heddet før dronning Victoria og hendes snerpede æra kom ind i billedet:
Botanist John Gerard called it the "pricke mushroom" or "fungus virilis penis effigie" in his General Historie of Plants of 1597, and John Parkinson referred to it as "Hollanders workingtoole" or "phallus hollandicus" in his Theatrum botanicum of 1640.
Især den med ‘hollænderens redskab’ synes jeg er ret morsom.
Den gule hedder tåresvamp, men jeg har ikke tænkt mig at eksperimentere med at farve med den!

Fifty Shades of Yellow

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

Gul, gulere, neon

Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

Man begynder med bejdsningen

Nu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …