Indigoeksperimenter i Den Stråtækte

Ditte havde læst om en anden slags indigofarvning end den, vi ellers plejer at anvende, hvor vi bruger natriumhydroxyd (kaustisk soda), natriumdithionit, tredobbelt salmiakspiritus og sprit. Det er lidt krasse sager, hvilket dog ikke har generet mig … man er vel gammel laborant … men den er lidt besværlig at bruge.
Da Ditte så fandt en metode, hvor man kun bruger læsket kalk og fruktose (og indigopulver, naturligvis), var det oplagt at prøve den af. Læsket kalk lyder hidsigt, men når det først er opløst, så er det bare helt uskadeligt kalkvand oven på bundfaldet, og fruktose er forhåbentlig ikke farligt!
1-2-3. 1 del indigo, 2 dele fruktose og 3 dele læsket kalk. Ditte fandt lidt senere et par opskrifter, hvor der var byttet om på mængderne af kalk og sukker. Vi fandt ikke nogen forklaring på, hvorfor de forskellige kilder ikke var enige om dette forhold, og da havde vi allerede blandet vores. Det ville nok være bedre, hvis vi kunne bruge mindre kalk, men det må prøves næste gang.

Farvebadet så rigtigt ud med det gulgrønne, metalglinsende lag i overfladen og ‘blomsterne’ som de blå bobler kaldes, og jeg skal da også lige love for, at der var knald på farven, da garnet kom op af badet.
Vi skal dog lige se, hvordan det opfører sig efter skyl, inden vi endeligt godkender metoden, men indtil videre ser det lovende ud.
Herunder ses mine resultater efter skylning. De ikke-blå farver skyldes, at jeg havde nogle ikke særlig pæne gule og kraprøde farver, jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle bruge til, og så er det altid en god ide at overfarve med noget andet for at se, om det hjælper.
Farven er mindre dybblå end med standardfarvekypen, men garnerne her har kun fået ét dyp. Havde jeg dyppet flere gange, var farven blevet mørkere for hvert dyp, men Ditte og jeg gav dem bevidst kun ét.

Det viste sig, at vi havde læst fremgangsmåden, som fanden læser bibelen og dermed ubevidst gjort det endnu nemmere, end forskrifterne foreskrev, idet vi ikke sørgede for at undgå at slemme bundfaldet op, mens garnet lå i gryden. Vi rørte bare rundt for at få farvestoffet grundigt ind også i midten af feddene. Det lader dog til, at det ikke har betydet noget, men vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det havde været, hvis vi havde gjort som vi skulle.
Der var meget kridtstøv i garnet, da det var tørt, men det kunne nemt rystes ud, inden garnet blev skyllet.
En anden fordel ved denne farvemetode skulle være, at man kan vække farvebadet til live efter lang tids henstand ved at tilsætte lidt mere reduktionsmiddel, som her er fruktosen.
Jeg har derfor ikke smidt farvebadet ud, men ladet det stå for at afprøve genopstandelsesteorien senere.
Hvis det viser sig at være rigtigt, bliver det højst sandsynligt den metode, vi fremover vil bruge til indigofarvning.

Og jeg fik sidste stik i går. Så mangler vi bare at få styr på resten af verden!

Det betaler sig at klage

Måske kan man huske, at jeg sidste sommer skrev til Hornum Frø og klagede over, at posen med frø af skarlagenrøde tallerkensmækkere viste sig at give bleggule blomster.
Damen, jeg korresponderede med, forlangte dokumentation for, at det ikke var mig, der enten var farveblind eller ikke kunne læse (ikke hendes ord!), i form af en eller anden kode på frøposen, som jeg heldigvis stadig havde. Hun var faktisk ret sød og imødekommende, og da hun først var blevet overbevist om, at det ikke var mig, der var forkert på den, lovede hun mig en ny pose frø med den rigtige farve blomster.
Jeg havde næsten glemt alt om den affære, da der i februar med posten ankom to poser frø ledsaget af en venlig hilsen fra føromtalte dame. Den ene pose indeholdt skarlagenrøde tallerkensmækkere og den anden var, “som et lille plaster på såret”, en pose med lige så knaldrød latyrus.
Det kalder jeg fin service. Og blomsterkarsen er så skarlagenrød, at det nærmest gør ondt i øjnene. Latyrussen har endnu ikke blomster.

Er der mon overhovedet nogen af mine små mamelukærmeblomsterbørn ude i landet, der er kommet sig oven på vinterens frost?
Alle mine fire er stærkt på vej, så selv om de længe så helt døde ud, tog de for alvor fat for nogle få uger siden, og nu er selv disse to viste, som jeg satte i jorden som babyer sidste sommer, omkring 30-40 cm høje. Moderbusken måtte jeg klippe næsten helt tilbage, men den trives også fint igen og skyder både nedefra og fra nogle af de ikke helt døde grene.
Sig endelig til, hvis jeres er helt døde, så laver jeg gerne nogle stiklinger.

Sidste sommer havde jeg for første gang sået vajd, som farver indigoblåt – og det til min overraskelse i en nuance, jeg bedre kunne lide end den, der kommer jeg får ud af japansk indigo, så sidstnævnte er skrottet for mit vedkommende.
Til farvning skal førsteårsbladene bruges. Andet år sætter den frø, men så indeholder planten ikke længere det stof, der giver den karakteristiske blå farve.
Det er ikke de par kroner til frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere selv at avle, så jeg lod et par planter stå til at give mig frø i år. Ditte fik en af dem, for holddaop, hvor bliver vajd stor på andetåret! Den ene, jeg havde tilbage, har jeg delt i tre og sat forskellige steder. Hvis alle de blomster bliver til frø, kan jeg forsyne alle Sjællands plantefarvefolk med vajdfrø.

Løftet opfyldt!

Mit til enhver tid gældende løfte til mig selv er opfyldt for 2020.
Jeg vil ikke tale om eller komme med nytårsforsætter, for det er at bede om nederlag, når man lover sig selv, at næste år vil jeg …
Derimod er der en forskel på at love at gøre et forsøg på hvert år at nedbringe garnlageret i stedet for at øge det. Det kan jeg nemlig godt overholde … altså at forsøge. Det er ikke altid, at forsøget lykkes; det gør det normalt kun, når jeg holder plantefarvningsgarnet uden for regnskabet og dermed kun huler ud i det omfangsrige lager af klar til brug-garn, men i år har jeg præsteret at nedbringe lageret for både det og garn til plantefarvning.
Jeg har strikket i alt 12,647 kilo garn op i år og har ‘kun’ totalt købt 10,9 kilo; dvs. at jeg har brugt 35 nøgler fra lageret.
Det er i øvrigt rekordår for mængde strikket garn, men det har muligvis noget med coronapesten at gøre – aldrig har vi været så meget hjemme som i år. 
Jeg er meget stolt af mig selv og kan næsten ikke få hænderne ned, men det skal de – ellers kan jeg ikke strikke.
Jeg er nemlig meget, meget dygtig, og jeg beklager, at jeg er nødt til at rose mig selv, men John gør det ikke, for han synes kun, at jeg er dygtig, hvis jeg helt kunne lade være med at købe noget, hvilket naturligvis er totalt umuligt at overholde, hvis jeg skulle være så fjollet at love mig selv eller ham det … og så er det ellers ikke fordi han nogensinde kunne finde på at blande sig i mine garnkøb. Han respekterer, at jeg har min hobby, lige som han har sin, og skulle vi endelig begynde at regne sammen hvad vi bruger på den slags, er hans linser ikke ligefrem billige, så vi er for længst blevet enige om, at vi ikke har noget at lade hinanden høre, og så længe vi ikke mangler noget andet, skal vi have lov at hygge os med hver vores.

 

Hvis nogen mod forventning skulle kigge nærmere på uddraget af excelfilen, bedes man bære over med ordvalget (‘færdiggarn’ er noget vrøvl). Det er ikke skabt med henblik på offentliggørelse, men jeg var simpelthen nødt til at prale i år. Der bliver oven i købet tilføjet yderligere omkring 150 gram strik af det plantefarvede inden nytårsaften, for jeg er næsten færdig med et par tagrørsgrønne futter.
Jeg bestræber mig på at strikke så meget som muligt af de gule og gulgrønne farver til Røde Kors, for selv om jeg synes det er dejlige farver, kan jeg ikke bruge dem til ret meget fornuftigt – i hvert fald ikke, hvis jeg vil have folk til at gå med det, jeg frembringer.
Jeg har lavet flere tæpper og sweaters i de gullige farver til Røde Kors – herunder er vist det tæppe, jeg strikker på lige nu, som er baseret på det klassiske patchworkmønster Log Cabin. Så bliver det ikke kedeligt at strikke …
Jeg forestiller mig, at hvis jeg var en nødlidende mor, der ikke havde noget varmt at svøbe eller klæde sit lille barn i, ville jeg være revnende ligeglad med farven på det, bare det virker, og det gør det.

Nu er det nok!

Egentlig havde jeg næsten færdigskrevet et indlæg der handlede om min uforgribelige mening om sager om krænkelser, men jeg havde svært ved at bevare objektiviteten, fordi jeg er så vred på de kvinder, der er godt i gang med at udvande begreberne overgreb og voldtægt. Sikkert uden at ville det, men det er i mine øjne det der sker, når man kalder en hånd på et lår for overgreb.
Overgreb og magtmisbrug er naturligvis ikke det mindste acceptabelt eller undskyldeligt, men jeg ser for mange medløbere, som benytter sig af chancen for at få deres 15 minutters berømmelse, og i den højaktuelle radikale sag er der flere aspekter, bl.a. hykleri i mastodontformat, så jeg besluttede mig for at skrotte indlægget for dermed forhåbentlig at undgå en længere kommentardebat, som jeg i virkeligheden heller ikke gider, og i stedet beskæftige mig med noget mere positivt.
Som fx plantefarvning.

Med et par ugers mellemrum har jeg høstet først vajdmarken og dernæst japansk indigo-marken.
Jeg er ikke ligefrem erfaren i omgang med disse planter, så der må søges hjælp på internettet – som mange gange er kilde til større forvirring end indsigt, fordi der er flere forskellige fremgangsmåder, og hvilken er mon den bedste?
Som jeg har sagt flere gange før, så er plantefarvning ikke en eksakt videnskab, så selv om jeg vælger den fremgangsmåde, der umiddelbart giver den i mine øjne smukkeste farve, er der bestemt ingen garanti for, at det også bliver den farve, jeg får ud af det.
Herunder ses resultaterne af de valgte fremgangsmåder for 2020. Til venstre japansk indigo og til højre vajd.

Vajd giver en farve, der minder mest om den ‘ægte’ og meget potente indigo, som jeg køber som pulver, hvor den japanske indigo her har givet nogle smukke, gråblå farver.
Hvad man bedst kan lide er en smagssag, og jeg kan ikke finde ud af med mig selv, om jeg til næste år vil have kun den ene, kun den anden eller begge planter igen. Min plads til farveplanter er begrænset, så det kunne være en fordel at lave vekseldrift for at få mere farvemateriale ad gangen.
Vajd er lidt nemmere at have med at gøre end japansk indigo, men det skal jo helst ikke være mere eller mindre besværligt arbejde med at få farverne frem, der er en begrænsende faktor for mit vedkommende – jeg har jo al den tid, jeg behøver.

Hvad jeg skal lave med disse farver? Det ved jeg ikke endnu – måske et sjal af de gråblå farver, måske med en mørk koksgrå som kontrast. Jeg har jo kun omkring 20 halstørklæder og sjaler i forvejen, så jeg kan altid bruge et til …
Eller … måske ikke, men jeg holder så meget af dem alle sammen, fordi der er lagt meget sjæl og arbejde i dem. Det er virkelig svært for mig af forære dem væk, fordi jeg får et nærmest personligt forhold til alle mine arbejder.

Nu kan jeg lægge låg på

Gläser und Flaschen må efterhånden kende mig som en relativt god kunde, for igen i år blev jeg nødt til at bestille noget hos dem, nemlig nogle 250-milliliters flasker og små ‘marmelade’glas på 100 ml til al min Sambal oelek, øvrig chilipasta og ikke mindst den gele, der skal laves af kvæder, når de engang bliver modne. Det er samme nørkler, som jeg fik filippaæblerne af, der har et kvædetræ med hundredevis af frugter på, og som jeg for nylig fik æbler af til endnu en batch af den lækre sirup. Jeg har også lavet mere af den sur-søde chilisovs, fordi det viste sig, at både John og Søren var temmelig begejstrede for den, så de sidste otte små flasker skal nok få ben at gå på.
Der kom 12 glas filippaæblesirup ud af det.
Nu mangler jeg kun at få brugt de sidste chilier, men jeg venter på, at efternølerne på jalapeno-planten bliver røde. Når de bliver det, kan der vist ikke presses mere ud af drivhuset i år, men det har også været et rekordår hvad udbytte angår. Der kan man bare se, hvad det fører med sig at få sig et nyt drivhus.

Forleden dag trodsede jeg min angst for at blive rendt over ende af et hold olme tyre og gik ind i kvægfolden for at indsamle frø fra kruset skræppe, fra hvilke jeg har set nogle farvere opnå ganske fine rødlige nuancer.
Det måtte naturligvis prøves, og da der står masser af frøstande på strandengen lidt fra hvor vi bor, lurede jeg af, hvornår kvæget befandt sig længst muligt væk, inden jeg vovede mig ind på deres territorium.
Det lykkedes uden de opdagede mig, så jeg kom hjem med en stor portion, hvor frøene skulle pilles af grenene inden afkogning.
Holddaop, hvor det arbejde kunne svine over det meste af terrassen, men jeg fik 360 gram frø ud af det, som jeg kogte efter forskrifterne. Dagen efter kom jeg 350 gram garn i, og jeg kunne snildt have kommet mere i, kunne jeg se, men jeg ville ikke ofre mere garn på sagen.
Fordi det #!@%&!”* ikke blev rødt! Ikke det mindste røde skær var der at se, men der er nyt håb for dem, der ikke har adgang til grønne valnødder, for frø af kruset skræppe giver nogenlunde samme farve, kunne jeg konstatere …
Jeg kunne også konstatere, at jeg ikke er enig med dem der hævder, at man kan bejdse med kruset skræppe, for garnet til venstre er på ubejdset garn, hvorimod de fire næste er forskellige garntyper, alle bejdsede med alun inden farvning. (Nej, Uffe, det hjælper ikke, at du plager! Der bliver ikke flere kameluldswannabe-sutsko til dig! )
Selv om resultatet ikke bliver det forventede, kan man altid lære noget.
Måske har jeg taget frøene for sent, for de er mere brune nu, end de var for en måneds tid siden, hvor de var mere ovre i det rødlige.
Det finder jeg ikke ud af før til næste år. Hvis jeg altså forsøger mig igen …

Jeg kom hjem med meget …

Den oprindelige årsag til, at vi tog til Bornholm med Ditte og Peter var, at der var Strik Bornholm i weekenden – en type begivenhed, som Ditte altid har styr på hvornår finder sted. Vi spurgte vores mænd om de ville med, hvilket de heldigvis ville, så vi fandt, som allerede læserne bekendt, et sommerhus til os. John og jeg havde ikke været på Bornholm sammen, og Strik Bornholm tog for mit vedkommende kun en del af lørdagen; resten af tiden – næsten – var vi sammen alle fire.
Det var synd for stadeholderne, og vi fornemmede, at der havde været en del afbud blandt dem, for der var flere tomme pladser at se. Derudover måtte der kun være 150 personer ad gangen i hallen. Vi syntes det var skønt, at der var så rigeligt med plads, men det gik naturligvis kraftigt ud over salget for de fleste af dem, så jeg vil tro, at nogle af dem er taget hjem uden at have haft overskud.
Jeg var meget standhaftig og købte kun 200 gram garn. Den dag … at jeg så købte 240 gram mere, da vi var i Lighuset på Christiansø, taler vi ikke om.
Kom jeg ikke hjem med ret meget garn, kom jeg hjem med så meget mere til at farve det med. Da vi gik en tur på Redningsstien fra Listed til Svaneke, så vi i Svaneke en plante, som ingen af os kendte (billedet øverst til højre). Selv min planteguru Ditte måtte slå den op, men interessant blev det, da hun kunne meddele, at det var farve-reseda eller farve-vau. Vi lod denne her stå, men begejstringen var stor, da Ditte fandt meget mere på engen med alle fårene lige over for vores hus.

John og jeg gik derover for at få noget med hjem, og i går klippede jeg det i stykker og kom det i farvegryden. Jeg havde læst, at det gule farvestof opløses bedst i ammoniak, men de gamle dages anvendelse af urin er heldigvis en saga blot, så jeg kom et skvæt 25 % salmiakspiritus i. Vupti: På sekundet gik det fra grønligt til meget gult. Nu skulle det bare helst også trække ud i farvesuppen, men det gjorde det så sandelig også! Jeg havde læst, at vau pga. dens effektivitet og drøjhed var en yndet farveplante før i tiden, og jeg skal da også lige love for, at den var højpotent.

Fra venstre: Gråt superwash babymerino, lyseblåt ren uld, natur superwash babymerino, natur Arwetta og til sidst en overfarvning af noget fesent lyserødt. Den orange er nu ikke meget bedre, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg synes den til venstre er den flotteste.

Farve-reseda kunne ikke gøre det alene. Da vi var ved Opalsøen, stod der et egetræ, som havde tusindvis af agern, lige til at plukke, hvilket vi derfor naturligvis gjorde. Ditte havde fortalt mig, at det kunne give en flot stålgrå, hvis man efterbehandler det med jernvitriol.
Det gav en utrolig kedelig kameluldsfarve af agern alene, og da jeg ikke kan blive ved med at lave futter til en vis hr. Jerner, glædede jeg mig til at se, hvad jernet kunne udrette. Der skulle ikke mange korn til, før denne grå farve overmandede kamelen.
Man siger, at man ikke skal bejdse garnet, fordi agern indeholder meget garvesyre. Den slags skal selvfølgelig udfordres, så jeg kom et nøgle alunbejdset garn i (det mørke til højre). Man kan diskutere, hvilken farve der er den pæneste, men jeg synes jeg kan tillade mig at påstå, at man med fordel kan bejdse garn også til agernfarvning, hvis man går efter de mørke farver.

Jeg købte også en vase fra Baltic Sea Glass, så det var alt i alt en god og givtig bornholmertur.

Bare kort …

For ikke så længe siden var der en der spurgte, om man kunne farve med tomatblade, og da jeg ikke kendte svaret, måtte jeg google. Der kom intet op på dansk, men da jeg googlede på engelsk, kom alle mulige og i denne sammenhæng aldeles ubrugelige kombinationer af ordet ‘blue’ og ‘tomato’ op, på trods af, at jeg også havde ordet ’dyeing’ med, men kun en enkelt side, der kunne bruges til noget. Det var i form af et skema med samtlige farveplanter og de farver, de giver. Her stod, at tomatblade og –stængler giver blå!
Det var lidt af en overraskelse, for der er næsten ingenting, der fra naturens hånd giver blå farver. Tre af dem kender jeg, hvoraf to af dem igen er japansk indigo og vajd (‘Nordens indigo’), som jeg har i min have og som skal høstes, når jeg er hjemme fra Bornholm. Men tomatblade???
Jeg kunne ikke få det bekræftet nogen steder og havde også svært ved at tro på det, for hvis det var sandt, hvorfor kan jeg så ikke finde masser af litteratur om blåfarvning med noget så almindeligt som tomater? Med lidt god vilje kan man måske ane en blålig farve på bladene, så prøves af skulle det på trods af min skepsis, for en fejlfarve kan stort set altid reddes med en indigo- eller valnøddefarvning.

Resultatet ses herunder. En temmelig alternativ blå, må jeg sige.
Den mest mørkgyldne blå, jeg har set … men bevares, den er da smuk og med en dyb glød, som desværre ikke helt fremgår af billedet – den er kønnere i virkeligheden, men blå er den altså ikke, så hvordan nogen kunne finde på at skrive det i en ellers tilsyneladende seriøs plantefarvningsoversigt, kan jeg ikke helt regne ud, men måske er amerikanske tomatplanter meget anderledes end vores …
Jeg farvede kun dette ene fed, og det bliver ikke overfarvet. Der kommer dog heller ikke flere tomatfarvninger i denne omgang, for uanset hvor varm og gylden farven er, kan det også gøres med løgskaller eller lyng, hvilket jeg har en hel del af, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, så det bliver sandsynligvis til tæpper til Røde Kors.

Fordrivelse af ventetiden

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

Livet er fuldt af overraskelser af forskellig art …

Nogle af blomsterne på stokroserne gemmer sig inde bag plantens blade.
De har en dyb, dyb, smuk bordeaux farve, så jeg kom på den ide at forsøge mig med at udvinde denne fantastiske farve og komme garn i suppen.
Som sagt, så gjort – man kunne alligevel næsten ikke se blomsterne, og de synlige lod jeg naturligvis sidde – ikke mindst af hensyn til humlebierne, som holder i indflyvningskø for at mæske sig i den voldsomme pollenrigdom, som stokroser har det med at præstere. Der drysser pollen ned på kronbladene, så man er ikke i tvivl om, at der er meget af det … ikke så underligt, at stokroser krydsbestøver, så man ikke altid kan regne med farven, hvis man sår frøene fra en plante, hvis farve blomster man ellers godt kunne tænke at have flere af.
Er det ikke en smuk farve? Jeg kunne godt se det garn for mig …

Det vil sige … det kunne jeg så ikke, for der kom nemlig denne farve ud af det.
En nydelig, olivengrøn farve, men bestemt ikke den jeg havde forestillet mig. Der var masser af – mørklilla – farvestof tilbage i vandet, selv om det var 1:1, nemlig 50 gram blomster til 50 gram garn, men jeg kylede vandet ud og nøjedes med at farve dette ene fed.
Det er det jeg siger: Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.

En anden overraskelse indløb pr. mail: Tænk engang, jeg kan slippe for selv at gøre værelset rent, når jeg har boet på hotel.
Det plejer jeg da ellers altid … holddaop for et tilbud. Eller hvad … ?
Det er vel næppe et sommerhus, vi taler om her, går jeg ud fra. Mon man i øvrigt overhovedet får lov til selv at gøre et lejet sommerhus rent i disse coronatider? Anticoronaeffektiviteten og graden af renhed er jo ikke kontrollerbare faktorer, og min erfaring er, at det sjældent er okay. Jeg har hele tre gange klaget over mangelfuld rengøring i et sommerhus, vi har lejet – og det er ikke fordi jeg er specielt sart, men når man fx får sorte fødder af at gå henover stuegulvet bare en enkelt gang, så bliver der altså klaget. Men det var snavs, man kunne se – det er noget andet med coronavirus.
De må godt nok have travlt om lørdagen, de stakkels rengøringsfolk ude i sommerhuslandet.

Den tredje overraskelse har jeg til gode, og sådan vil det blive ved med at være.
Det var nemlig fra et udenlandsk nummer, og så ‘kvæler’ jeg altid vedkommende.
Danske, ukendte numre besvarer jeg, for jeg har flere gange været ude for, at det har været en vigtig opringning, som det ikke havde været særlig smart ikke at besvare.
Hvis det så bare viser sig at være en af de talløse phoners, der siger “Pænt goddag, Ellen”, så siger jeg: “Hej Kaj (eller Andrea), jeg har desværre ikke tid til at tale med dig i dag, men hils Andrea (eller Kaj)!”, og afbryder derefter uden at vente på reaktionen.
De fem første cifre afslører, at samtalen kom via en satellit, der ejes af De Forenede Arabiske Emirater.
Jeg gik nok ikke glip af så meget ved ikke at besvare den samtale – men man ved selvfølgelig aldrig – det kan være, vedkommende havde et rigtig godt tilbud til mig, eller kunne fortælle mig om en eller anden gevinst, jeg kunne hente, hvis de lige kunne få mine bankoplysninger. Det kunne også være en ansat hos Microsoft, som ville hjælpe mig med et eller andet problem, jeg slet ikke vidste jeg havde. Der er mange muligheder.

Det lykkedes ikke

Hvordan den kvinde i plantefarvningsgruppen havde fået den flotte røde farve ved at bruge umodne nedfaldskastanjer, går over min forstand. Jeg har, så vidt jeg ved, gjort som hun beskrev, men resultatet blev kedeligt, synes jeg. Til højre på naturfarvet garn; til venstre på gråt garn. Nydeligt, hvis man er til kameluld … det er jeg bare ikke.
Så kunne det også være ligemeget. Jeg kastede mig i stedet over en omgang cochenillefarvning. Det var vist de mest potente skjoldlus, jeg har farvet med. 25 gram af dem klarede at farve godt 1,4 kilo garn. Farven blev svagere og svagere, selvfølgelig, men blev alt i alt lige præcis hvad jeg gik efter, nemlig til et sjal i tone-i-tone-nuancer, hvortil jeg købte farvegarn og opskrift da jeg besøgte G-uld i Ravning.
Det var godt, at noget lykkedes for mig, og det kameluldslignende garn kan vel altid bruges til et par sokker eller herre-hjemmesko.

Nu klør det i fingrene for at komme i gang med det sjal, men jeg er også startet på en sweater til i samme stil som den jeg strikkede til John. Det bliver den tredje, for jeg strikkede en til mig selv bagefter, med kun krapfarvet garn til mønsterfarven og uden mandelynlåsen ved halsåbningen. Da lillebror Søren så Johns udgave, var han ægte imponeret og vist en anelse misundelig, så jeg besluttede mig for at strikke en til ham og er godt i gang med den. Han ved det bare ikke endnu.
Heldigvis kan jeg godt tillade mig at begynde på sjalet, for det er et godt bilstrikketøj; det er sweateren ikke, fordi jeg har en million farver i gang. Mindst …
Holdnuop, hvor er det garn længe om at tørre …

Det er stadig ikke det bedste sommervejr, men forleden aften nød vi en stille stund efter al den megen irriterende blæst.
To både lå for svaj inde i rundingen ved Hollænderskoven, hvor de fleste vælger at lægge sig, fordi der ofte er mindst vind her.
Det så meget idyllisk ud i solnedgangens milde farver.
I dag blæser det lidt igen, men det er da i det mindste blevet lunere, selv om vi mangler noget endnu inden det kommer til at minde om rigtigt sommerferievejr. Det er lidt synd for dem, der holder ferie nu … jeg er selv lidt ligeglad, for vi skal ikke noget. Vi skal slet ikke noget …
Vi ville ellers have taget bare et par overnatninger og dertil have fundet en hyggelig kro et eller andet sted i landet, men ingen af dem, vi havde lyst til at bo på, havde noget ledigt, så det tyder forhåbentlig på, at de er ved at indhente nogle af de under nedlukningen mistede indtægter.
Der indløb en mail med et tilbud fra Christies i Sdr. Hostrup om, at de lige havde fået et større afbud med 11 ledige værelser til følge. Et værelse + en 5-retters menu samt morgenmad til 595 kroner pr. næse – det gad vi godt, men de 11 værelser blev revet væk – jeg nåede det i hvert fald ikke, desværre.
Så vi skal ikke noget – andet end eventuelle dagsudflugter.
Vi kan bare glæde os til englænderne kommer primo august, hvilket vi så sandelig også i høj grad gør. Til den tid vil det være fem måneder siden vi har set dem – en kedelig rekord, som vi ikke håber bliver gentaget.

Røsnæs og rødfarvning

Forleden dag så jeg noget garn med den skønneste røde farve, opnået med de umodne kastanjer, der falder ned nu. Desværre har jeg ikke lagt mærke til, hvor der kan findes kastanjetræer i vores nærhed, men belært af tidligere erfaringer vidste jeg, at jeg bare skulle spørge nørkledamerne, og naturligvis havde de et svar til mig, da jeg var sammen med dem i går: Der står en del nede i dalen. Et øjeblik efter vidste jeg også hvad ‘dalen’ er, så John og jeg kørte dertil i formiddags og fik samlet 800 gram små, grønne gnallinger, der for de fleste andre er totalt uinteressante. Vi fik da også et par underlige blikke, da vi gik og samlede op – det var tydeligt, at de forbipasserende syntes vi var lidt dumme, for der er da ikke kastanjer inde i de skaller endnu.
De kunne tænke hvad de ville, kunne de … nu er kastanjesuppen sat over, så i løbet af i morgen ved jeg, hvad jeg får ud af vores fælles anstrengelser.

Derefter gik turen mod Røsnæs. Vi har været på Reersø en del gange, men lige ovre på den anden side af Kalundborg Fjord har vi af en eller anden grund aldrig været. Det måtte der rådes bod på, så afsted med os. Helt ud på spidsen til fyret. Det er en fin tur derud – vi talte om, at det er lidt sjovt, at så smal en halvø kan være så kuperet, når man, endnu lidt nordligere, til sammenligning har Sjællands Odde, som er temmelig flad og relativ uinteressant.
Røsnæs har pæne skrænter på begge sider, hvilket tydeligt fremgår af en billedgoogling af halvøen.

Help, please: Hvilke ænder ligger her og varmer næb? Det er irriterende, at vi ikke kan se næbbene, for hverken John eller jeg kunne finde ud af deres ID, selv om det i teorien burde kunne lade sig gøre ud fra deres fjerdragt alene.
Jeg nåede frem til rødnæbbet and, men den købte John ikke. Er der nogen, der kan bestemme dem ud fra dette dårlige billede? Pft.

Efter fyret kørte vi til Røsnæs havn, hvor vi så disse … vi kunne måske, for at være meget flinke, kalde dem pittoreske … skure. De trængte i sandhedens navn dog mere til maling end de var maleriske, selvom de havde deres egen charme i al deres forfaldenhed, men det er vist længe siden de sidst er blevet brugt til noget. Vi fik den tanke, at det der ligner en gammeldags cirkusvogn, måske har været brugt som sommerhus engang for længe siden.
Vejret var ikke alt for godt. Ikke før vi satte kursen hjemover … da begyndte solen at skinne fra en mere blå himmel, og det blev den ved med, til vi var hjemme igen. Men pyt. Det holdt tørvejr de gange vi var ude, så det er okay, på trods af, at det var en kold og blæsende fornøjelse at sidde ude og spise den medbragte frokost.

Farvesuppen har kogt; der er slukket for gryden, men den skal have et opkog igen i morgen inden den bliver siet og garnet kommes i. Spændende …

Det er da løg(n)

I forgårs, hvor det stadig var dejligt vejr, riggede jeg den store gryde til oppe i shelteret og satte vand over til en større omgang bejdsning. Dette er det mindst sjove ved plantefarvning, så det er bare med at få bejdset en anselig portion, når jeg er i gang. Det er ikke noget, man bør springe over, bortset fra cochenille-, indigo- og valnøddefarvning.
Denne gang var drejede det sig om farvning med skaller udelukkende fra gule løg, som giver de smukkeste, varmeste, gyldne og gyldenbrune farver.
Røde løgskaller giver mere grønlige farver, men dem skulle det ikke være denne gang, for dem, plus den anden pose med gule skaller, gemmer jeg, til det unge par i nummer 5 får tid (og coronalov) til at komme og lære processen, som de har ønsket.
Der er, som sagt, for det første coronapest, så vi kan ikke stå tæt sammen med tre par øjne lige over en farvegryde og nyde forvandlingen, og for det andet er hun relativt nygravid og har det stadig elendigt det meste af dagen, så disse plantefarvningslugte er sikkert ikke gavnlige for hendes velbefindende. Men senere – eller i hvert fald når barnet er kommet til verden – kan de lære at lege med plantefarver. Løgskaller er så ikke det værste; det dufter af grønsagssuppe, men bejdsning af garn lugter lidt kemisk. John kan ikke fordrage den lugt, så bejdsning foretages udenfor eller i garagen.

Selv om jeg efterhånden har set det mange gange, bliver jeg hver gang lige forundret over, så forskelligt de forskellige garner tager imod farve.
Til denne mængde garn har jeg brugt 167 gram helt tørre og sprøde løgskaller, samlet gennem lang tid.
Nr. 1 længst til venstre var et lyngforsøg, som jeg betragter som mislykket – det blev en lidt fesen farve, men den kan bruges til en fair isle-sampler.
Derefter er det 2) cashmere natur, 3) cashmere lysegrå, 4) Arwetta superwash, 5) Arwetta superwash, 2. bad, 6) Blackhills softwool, 7) lysegråt lammeuld, 8) Elevé chunky, 9) natur lammeuld (overfarvning af en for svag indigo), 10) natur lammeuld, 2. bad.
De to nøgler til højre er øverst et næsten sytrådstyndt, lysegråt følgegarn og nederst et nøgle af Coops sokkegarn, som er superwash ligesom Arwetta.
Superwashgarn er også super at farve med, fordi det tager så ekstremt godt imod farve. De hærdede plantefarvenørder vil ryste forarget på hovedet, fordi jeg så meget som tænker på at farve på andet end ubehandlet 100 % lammeuld.
Men det bestemmer jeg heldigvis selv, og jeg er godt tilfreds med resultaterne på superwash-garnerne.
Det er bare ærgerligt, at disse farver ikke klæder mig, for jeg elsker dem. Det er efterårsfarver, så det basker, men jeg kan strikke sokker af dem, både til familien og mig selv. Det kunne også blive et flot tæppe til Røde Kors – måske et mage til det, jeg har strikket før? Med sorte felter i stedet for de hvide?
God ide, du fik der, Ellen!

En (for)underlig mekanisme

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Jeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m². Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

Så kom den – frosten

Den gik ikke længere. Jeg så på stjernehimlen i aftes og ønskede mig lidt flere skyer, så vi kunne holde nattefrosten væk lidt endnu, men mit ønske blev ikke opfyldt. De fleste af dahliaerne har dog mirakusløst nok overlevet, så det kan kun lige netop have haft sneget sig under frysepunktet.
Jeg vågnede til en af de smukkere solopgange. Da John en lille halv time senere fik øjne, var den stadig lige betagende, og efter yderligere en halv times tid begyndte fjorden at dampe i morgenlyset. Betagende. I virkeligheden … det er svært at gengive på et billede, da det helst skal ses som panorama.

Men smukt var det ikke desto mindre.
Jeg elsker bare at bo her …

Smuk var også den dampende fjord, som ses herunder. Jeg kom først til at tænke på Avalon og derefter på Betty, som jeg bare har SÅ meget respekt for, fordi hun er vinterbader … for mig står det for noget ovenud rædsomt at skulle nedsænke sit luksuslegeme i vand med den temperatur – eller endda koldere.

Disse støvet-grårosa farver forærer mig en glimrende visuel overgang til at vise resultatet af farvningen forleden, hvor jeg – blandt andet – farvede 300 gram af de 400 gram lysegråt garn, som jeg købte, da vi var i Ravning for at besøge g-uld.
Originalgarnet/-farven ses længst til venstre; derefter de tre gradueringer. Forskellen er ikke stor, men den og også farverne er lige præcis som jeg havde forestillet mig, at de skulle være. Nu er der garn til min egen version af Piletørklædet, men jeg har forbudt mig selv at gå i gang, for der mangler stadig ting til julekassen, og jeg ved udmærket hvad der sker, hvis jeg først kaster mig over det halstørklæde.

Billedet af tørklædet er g-ulds, men jeg satser på, at det er i orden at sætte det ind her, når jeg nu har købt både garn og opskrift af dem. Det bliver bare så suuuperblødt, gør det – og jeg er ikke engang uldsart … må hellere til sin tid passe på, at en uldsart person ikke kommer til at røre ved det, for så kunne jeg måske risikere at få en bestilling.
Fordi cochenille ikke behøver en indledende bejdsning og fordi farvebadet helst ikke må overstige 85°, er det farvede garn lige så blødt og lækkert som det ufarvede. Bejdsningen kan sommetider godt gøre det en lille smule hårdere, er min erfaring.

Ud over kanten

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

En god tur

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

Mere farverigdom

Når nu Ditte har fortalt mig, at gyldenris er listet som invasiv, måtte jeg jo hellere skynde mig at gøre noget for at minimere bestanden her i lokalområdet, så jeg indsamlede hele 400 gram plus 400 gram rejnfan, hvilket lige passede til mine 2 x 100 gram hhv. tin- og alubejdset uldgarn.
Det hjælper nok ikke specielt meget at indsamle lidt blomster … mon ikke de spredes via rødderne? Nå, pyt med det. Jeg holder faktisk af gyldenris.

Tinbejdsning til venstre, alubejdsning til højre. Samme slags garn, samme farvebad. Ingen efterfølgende farvejustering af billedet.
Det hedder sig, som jeg vist før har nævnt, at tinbejdsning skulle gøre farverne klarere, men det vil nu tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved (nej, ikke stille spørgsmålstegn ved! Man stiller spørgsmål og sætter tegn. Huskeregel: Det hedder tegnsætning og ikke tegnstilling), fordi det for mig at se vist handler mest om definitionen/opfattelsen af ordet ‘klar’.
Om man kan lide farverne eller ej er en smagssag, men man kan ikke diskutere, at den er kraftigt gul! Den er gulere end gul, og jeg synes det er en smuk og flot farve, selv om den får mig til at ligne et lig, hvis den kommer i nærheden af min hud. Jeg ville ønske, at den klædte mig, men jeg skal have kølige farver for at få en varm og ikke ligfarvet hudtone.

Dagen i dag gav mig lidt mere farvelære. Alle I andre vidste det sikkert godt i forvejen, men jeg havde ikke tænkt over det før jeg fik smækket det lige i synet med de to karklude, jeg lige har strikket (det er da forbrug af garnrester i højeste potens, ikke sandt?).
Det er de samme farver, jeg har brugt til striberne i de to klude. Ikke samme rækkefølge, men samme farver.
Den sorte baggrund fremhæver farverne og gør dem klarere, mens den flødefarvede baggrund nærmest kvæler dem – med et pænere udtryk kan man sige, at det gør dem blødere.

Til sidst endnu en farveeksplosion.
Det er et sjal, jeg lige har købt mønster til. Der er udelukkende brugt plantefarver – 18 af slagsen – og sjalets andet navn er Madder & Indigo (madder er krap, som giver de røde farver).
I morgen skal jeg finde farver frem; nogle vil måske have gættet, at det på ingen måde er et problem for mig at finde 18 forskellige plantefarver.
Jeg vil bruge en lidt anden farveskala end den angivne, igen pga. det med at undgå at komme til at ligne et lig. Jeg skal sætte farver sammen, der både klæder hinanden og mig.

Interessante farver

I slutningen af april indsamlede jeg Xanthoria parietina, væggelav, på Reersø havn og satte det over i salmiakspiritus. Det skulle stå i minimum to måneder, så med nu godt tre måneder mente jeg det måtte være godt nok.
Til anledningen havde jeg bejdset med tinklorid, hvor man normalt bruger alun til plantefarvning, men da der helst skal bruges tin til svampe, ville jeg forsøge mig med det til denne farvning med væggelav. Derudover ville jeg også farve med lidt af de tørrede svampe jeg fik med fra kurset.
Svampefarverne er jeg ikke specielt imponeret af – det bliver pænere farver med fx kraprod, men det er min mening og smag bør ikke diskuteres. Jeg har det bare lidt bedre med, at det er så svært at finde farvesvampe …

Herover resultatet af Xanthoria parietina. Det er interessant, fordi tinbejdsningen gav den mørkeste farve. De to korte bundter er med alunbejdset garn, hvilket gav en lidt mere fesen farve. I midten 1. bad og lige til venstre ses 2. bad. Helt til venstre er 2. bad med alunbejdset lammeuld. Til højre er gråt tinbejdset garn, som bare blev … grimt. Øverst til højre skimtes et nøgle tinbejdset ultratyndt lammeuld. Jeg er ganske tilfreds med udfaldet.
Bagved ses svampefarveresultaterne. Fine nok, men det kan planter som sagt også klare.

Herover et andet interessant resultat: Farvning med tagrør på hhv. alun- og tinbejdset garn. Jeg har ingen steder set det forsøg før, men der er væsentlig forskel på de to bejdsninger.
Fra venstre: Fire x superwash garn (Arwetta): Tin, 1. bad – tin, 2. bad. Alun, 1. bad – alun, 2. bad.
Nr. to fra højre er alun-lammeuld, 1. bad, og helt til højre ses alun-lammeuld, 2. bad.
Så er det bare at beslutte, hvilken farvevariant jeg helst vil prøve at gentage, men det er svært, for jeg er totalt begejstret for næsten alle de specielle grønne farvenuancer, man kan få af tagrørsblomster, så de er alle vildt flotte, synes jeg – med undtagelse af den sidste, som er en farve, man kan få med et utal af planter.

Visse kilder siger, at man med tinbejdsning får klarere farver end med alunbejdsning. Jeg ved ikke, hvor meget ‘klarere’ de er, men tin forårsager åbenbart, at der bindes mere farve til garnet, end alun kan sørge for.
Jeg er derfor ikke færdig med at eksperimentere med tinbejdsning. Jeg kunne ikke købe mindre end 100 gram, så jeg har rigeligt – der bruges nemlig kun 3 % tin, i modsætning til alun, hvor de fleste siger 20 %.
Bortset fra, at jeg til svampefarvningskurset talte med en kemiker, som havde målt sig frem til (jeg skal skåne jer for detaljerne), at man ikke behøver at bruge mere end 5-10 % alun. Det var ret interessant at høre om – der er basis for megen eksperimenteren fra min side.

Vejret er strålende

Vejret er i enhver forstand strålende – det småregner nemlig, hvilket passer fruen her perfekt, for vi fik ikke helt nok i de fire mm fra forleden. Det ville være synd at sige, at det er skybrud, men det er meget bedre med denne stille, silende småregn, som kun gavner og ikke ødelægger.
Det gavner mig også indirekte, for jeg er hus- og havepasser for bagboen de næste 14 dage … nu varer det lidt længere, inden jeg behøver at vande deres flotte have.

Det er med andre ord indevejr, og vi hygger med forskellige sysler. John med fotoredigering, for han er, efter vi var i Grønland, begyndt at tage alle sine billeder i raw-format, så det tager en rum tid, inden han har behandlet feriebillederne, så de umiddelbart kan ses på andre medier end hans egen pc.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at katalogisere resultaterne af mit svampefarvekursus. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig blev en nærmest uoverkommelig opgave at få ordnet garnet og sat prøver i det dertil indrettede A4-ringbind. Men nu er det sket, og jeg har lige husket mig selv på at starte på noget tinbejdsning, når jeg er tilbage fra Nordsjælland onsdag aften. Garnerne på billedet er alunbejdsede, hvilket de ikke skulle have været, men det vidste jeg jo først, da kurset var i gang. Det har været lidt besværligt at få fat i tinklorid, men det lykkedes, og jeg glæder mig til at se nogle forhåbentlig anderledes resultater med de tørrede svampe jeg fik med hjem. Tinnen skulle gøre farverne meget klarere end alun kan præstere, selv om de var lidt forbavsede og overraskede over mine fine farver på kurset.
De røde er cinnoberbladet slørhat og den grønlige er brunporesvamp.

Det er blomstertid. Jeg blev blomsterbarn i 1968, hvilket ikke helt passede mine landmandsforældre, men jeg lod mig rive med af bølgen, selv om jeg aldrig gik all in, men kun bevægede mig lidt prøvende rundt i periferien af det hele. Bevidsthedsudvidende stoffer blev det aldrig til, ikke engang for ‘lige at prøve’, og jeg fik senere at vide, at det var det, mine forældre havde været mest bekymret for; ikke så meget mit hippietøj og musikken, men stofferne! Det kan jeg godt forstå i dag, men det var aldrig i spil for mig, for jeg havde allerede set for mange blive ødelagt af det stads.
Blomsterne har jeg aldrig sluppet. Jeg elsker blomster, og på denne årstid har jeg altid masser af blomster både ude og inde … kan slet ikke få nok af dem.

Herunder resultatet af et af Johns familiegruppebilleder fra englandsturen. Vi har sendt to rundt til alle, for enten så nogle lettere fjollede ud, eller også så nogle andre lettere fjollede ud, eller også vendte et barn ryggen til, eller også glemte en eller flere at smile – desværre er det temmelig vanskeligt at kombinere den halve snes billeder, så alt bliver optimalt.

Vi savnede Heidi, Nikolaj og lille Ida. Det kunne have været så sjovt at have haft hele klanen med! Det blev vi enige om at forsøge os med om et par år. Det var Tim og Charlottes eget forslag, så de har åbenbart ikke fortrudt at have haft hele banden på én gang.

Jeg er mere blå end Ditte

Vi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

“Vi har snydt lidt …”

I dag har den stået på svampefarvningskursus i Hornbæk. Det var gratis for medlemmer af Svampeforeningen (som hedder Foreningen til Svampekundskabens Fremme, men det er så tungt at sige), så det var et tilbud jeg ikke kunne modstå. Man skal lære nyt hver dag, og jeg har lært meget i dag – af søde, dygtige, vidende mennesker. Mennesker med forstand på svampe og et enkelt menneske også med forstand på kemi, fordi en af svampekendernes ægteviede er kemiker. Han deltog i dag og kunne bidrage med den mere videnskabelige side af farvemysterierne, hvilket jeg holder meget af. Svampefarvning er, fuldstændig som plantefarvning, absolut ikke en eksakt videnskab, og det er umuligt at reproducere noget som helst, men ikke desto mindre ligger der noget kemi bagved, som det er rart at vide lidt om.

Underviserne i dag var meget dedikerede til svampe, men kendte stort set intet til plantefarvning, så vi fik en del interessante samtaler og sammenligninger ud af det. Herover ses, hvor flotte farver svampe kan præstere. Ganske almindelige svampe, som enhver kan gå ud i de danske (og svenske) skove og finde. Til nogle af dem skal man måske være en smule heldig, men de findes!

Det er en god ide at have et tørreapparat, som jeg heldigvis er den heldige ejer af, for man finder stort set aldrig nok svampe på én gang til at kunne farve noget af betydning, men hvis man tørrer dem, kan de holde sig i årtier.
Herunder ses først cinnoberbladet slørhat og dernæst brunporesvamp. De kan enten give nogle skrigende eller nogle forholdsvis afdæmpede farver, afhængigt af hvilken bejdse man har anvendt.

Disse garner herover er – nedefra og op – ubejdset, bejdset med aluminiumsulfat, tinsulfat, kobbersulfat og jernsulfat. Samme type garn, samme farvebad, så det er tydeligt, at det er bejdsen, der gør hele forskellen.
Det er lidt nørdet, alt det her, jeg ved det godt, men indlægget er i høj grad også en støtte til min hukommelse. Jeg er holdt op med at tro, at jeg kan huske det hele, når der er gået et stykke tid.

Det lille billede til højre er resultatet af det garn, jeg selv havde med.
Til venstre noget lysegråt, alunbejdset uldgarn, i midten garn indeholdende hør og uld, farvet i 2. bad af den cinnoberbladede slørhat og til sidst noget alunbejdset, naturfarvet superwash strømpegarn i 1. bad af cinnoberbladet slørhat.
De var lidt forbavsede over, at farveudfaldet på mit garn gik så meget til den teglrøde side, når nu det var alun- og ikke tinbejdset, men jeg har erfaringer fra plantefarvningerne med, at superwashgarn ofte tager en del mere imod farve end ikke-behandlet lammeuld.
Jeg skal helt sikkert eksperimentere mere med svampefarvning – jeg var så heldig at få noget tørret materiale med hjem af netop de to svampe, vi forsøgte os med i dag.

(Hvorfor den overskrift i dag? Fordi kursusholderne i forvejen havde kogt nogle tørrede svampe til farveekstrakter for at spare tid.)

Who’d A Thought It?

Overskriften er navnet på en Wadworth-pub, vi kører forbi hver gang vi skal til Marlborough. Jeg har endnu ikke været derinde, men den ser lige så god og engelsk ud som de fleste andre pubber i det engelske landskab. Og så er det jo et navn, man først undrer sig over og dernæst nok ikke glemmer så nemt igen. Normalt hedder de noget mere traditionelt, hvor de 10 mest almindelige er: 1) Red Lion – 2) The Crown – 3) Royal Oak – 4) White Hart – 5) The Swan – 6) The Plough – 7) The Bell – 8) Rose & Crown – 9 Queens Head – 10 Railway Tavern. Vældig interessant, ikke sandt?
Jeg undrer mig nu også over nr. 9 på listen. Mærkeligt navn, selv dengang man mistede hovedet for et godt eller måske rettere mindre godt ord. 
Jeg kom til at tænke på Who’d A Thought It pga. Johns spørgsmål om farven, da jeg fandt så meget lav, at det kunne blive tilstrækkeligt til en omgang farvning. Xanthoria parietina hedder denne, hvis danske navn er væggelav. Der er sandsynligvis en årsag til navnet, men jeg har til gode at se den på en væg; jeg ser den tit på sten og på især hyldegrene, men den kan vist findes på mange materialer. Den er meget, meget smuk, når man makrofotograferer den, hvilket jeg efterhånden har gjort nogle gange. Derfor er dette så bare et nærbillede …

Normalt er det ikke til at få af, fordi det i irriterende stædig grad klæber sig til hvad det nu end sidder på, men dette sad så løst, at det var tæt på at falde af af sig selv, så jeg samlede ind, hvad jeg kunne få fat i.
Sidste gang jeg forstøgte mig at farve med lav, gik det det ikke helt efter planen, og så er der jo kun én ting at gøre: prøve igen!
Denne gang er det dog en anden svamp – der er jo ingen grund til at gentage en fejltagelse, hvilket min go’e, gamle chef gerne skriver under på. “Det er helt i orden at begå fejl. Det gør vi alle sammen, ellers var vi ikke mennesker”. Man skulle bare ikke begå den samme fejl to gange, for man var bestemt ikke i kridthuset, hvis det skete, men jeg gjorde det heldigvis ikke … naturligvis begik jeg fejl, men ikke den samme to gange. Den værste var denne her.

John hjalp mig med at samle ind, og han spurgte undervejs, om jeg dog ikke havde nok gule farver efterhånden? Der er da også masser af lettere tilgængelige materialer end dette?
Jeg svarede, at det ikke bliver den farve, han tror det bliver, men enten en pink, blå eller lavendel. Udfaldet kendes ikke endnu, men gult bliver det i hvert fald ikke.
Der var 54 gram væggelav, som jeg knuste og smed ned i 10 % salmiakspiritus. Det skal nu stå i et par måneder med bare en gang rysten dagligt, samt åbnet låget, så der kan komme frisk ilt til.
Det fremgår tydeligt, at gult er det ikke. Absolut heller ikke blå(ligt), så det bliver spændende, hvad slutresultatet går hen og bliver. Bare det ikke bliver kedeligt halvgråt lige som sidst.
Som John sagde, da han så den dybt bordeaux farve: Hvem skulle have troet det?

Ikke kun i England

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.

---

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

Jeg ønsker mig en gine

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

Fra den ene yderlighed til den anden

For 2½ uge siden gik vi stadig og gispede over varmen, som nogle af os bandede langt væk, fordi det var for meget af det gode.
I dag har vi tændt op i brændeovnen. Fra subtropisk sommer til dansk efterår på 16 dage.
Der er mere end én rekord i dette, da der ikke før er gået præcis fire måneder uden behov for lidt hyggevarme i stuen, for også om sommeren (dansk normalsommer, vel at mærke) kan der godt virke lidt køligt sommetider.
I morges og i formiddags var det kun 19° indenfor og bare 14° ude, så lige over frokost kapitulerede jeg og tændte op.
Hvor er det dog hyggeligt! Ingen kan få mig til at sige, at jeg savner varmen. I dag regner det, men det var i sidste øjeblik, for var der ikke kommet noget i dag heller, havde jeg været nødt til at vande. Igen. Men det slap jeg altså for.

Lyngen er brugt op. Det vil sige … det blev den faktisk ikke helt, for der havde været rigeligt med krudt i suppen til et fjerde og måske også femte bad. Der hænger med andre ord kun tre dyp på stativet, men jeg skal tvinge mig selv til at stoppe og lade være med at ærgre mig over ikke at udnytte farvesuppen 100 %. Den er trods alt gratis, mens jeg bruger en hel del penge på garn.
Det ses – igen – tydeligt, hvor forskelligt forskellige garntyper falder ud, selv når de stammer fra samme dyp. Helt bagerst kan anes de forskellige udgangspunkter: natur og et par grå nuancer. Jeg farvede også noget caffe latte-farvet merino, som ses yderst til venstre.
Dette var samtidig et eksperiment. De gamle og veletablerede farveguruer vil til enhver tid hævde, at det er en dødssynd at farve garn, der er ikke er vundet i fed. Det måtte komme an på en prøve, så jeg tog nogle nøgler, som jeg først bejdsede og derefter kom i farvesuppen.
Tre forskellige kvaliteter og tykkelser. Det lykkedes over al forventning. Jeg har boret en finger ind og skilt garnet ad for at lure, om der var farvet lige så meget inde i midten som yderst på nøglet, og det var der. Så skulle da pokker stå i at have alt det mas med at vinde op i fed inden farveprocessen sættes i gang. 
Og til Ditte: Det sidste grå garn vi investerede i, giver en fantastisk farve på lyng. Billedet yder den ikke helt retfærdighed, men det er øverste række nr. 2 og 3 plus det grønne nøgle. Det må du prøve!
De gamle sagde også, at hvis ikke et garn er helt og aldeles ensfarvet, er man en dårlig farver og får dumpekarakter. Jeg synes ikke det gør spor, at der kommer lidt spil i garnet, som fx dette lilla, som er cochenille overfarvet med indigo.
Og nej, det er ikke et overtræk til et strygejern, det er sålen af den ene af et par babysko, jeg lige har strikket af det lækre garn.

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

Køkken- og naboskab

Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Jeg vil gerne bede om lidt nabohjælp.
Jeg røg op af stolen og sagde: Naturligvis! Hvad kan jeg gøre for dig?
Du kan hjælpe os af med denne spand blommer. Vi er ved at drukne i dem, og vi frygter en snarlig hvepseinvasion.
Det var så sandelig en hjælp, der var nem at yde, eftersom jeg ikke engang skulle plukke dem selv, bare finde en egnet beholder at komme dem over i.
Det blev til henkogte blommer og nogle glas blomme-abrikosmarmelade, som stadig er husets og visse englænderes yndlingsmarmelade. Det var meget heldigt, for i år har vi sølle 23 blommer, hvor det sidste år var os, der leverede til hele vejen.

Jeg er i det hele taget omgivet af flinke mennesker. I tirsdags var der en af Røde Kors-nørklerne, der kom til at nævne, at hendes store valnøddetræ nærmest var ved at knække under vægten af de mange nødder. Hun var helt bange for at få en gren i hovedet, for det var under dette træ, der var rarest at sidde her i sommerheden.
Jeg spurgte, om ikke jeg skulle hjælpe hende af med den værste frygt … om der mon var så mange, at jeg kunne få et par kilo valnødder?
Det var der i høj grad; hun sagde, at jeg bare kunne komme an og tage så mange, jeg ville, så onsdag formiddag besøgte jeg hende – en særdeles frisk enke på 87 år, som selv passer både hus og have! Naboen klipper dog hækken, men ellers … godt gået, synes jeg.
Men altså – jeg plukkede både nødder og blade. Ikke så meget af sidstnævnte, men jeg ville også gerne have de lidt lysere nuancer, som bladene giver.
Efter en del anstrengende hakkeri (skallen var blevet lige en anelse for hård, men det siges at være nu, valnødderne farver bedst), kunne jeg sætte suppen over og begynde farveprocessen.

De mange forskellige nuancer skyldes forskellige garner som udgangspunkt: Lam natur (350 m), lam natur (650 m), lam (beige), lam (lysegråt), merino. De hænger ikke i nævnte rækkefølge.
Bladresultatet er de tre fed til venstre i nederste række, plus det lyseste af de hele nøgler. Det gode ved valnødder er, at garnet ikke skal bejdses først, så jeg slap for at vinde det meget tynde garn (1000 m/100 g) op på fed, men kunne bare plumpe dem i badet. Det samme gjorde jeg nu også for tagrørenes vedkommende med et acceptabelt resultat.
Det grønne og det mørkt petroleumsfarvede fed er fejlslagne indigofarvninger, som jeg ville prøve at redde på denne måde.
Hvorfor en blå bliver til en skarp grøn i et brunt bad, skal jeg ikke kunne sige – det er bare endnu et af plantefarvningens mysterier. Den anden blå blev mørk grågrønblå, hvilket jeg havde forventet, at de begge blev, men som tidligere nævnt er plantefarvning ikke en eksakt videnskab.

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.
Det vidste jeg godt, og det er en del af charmen, at man ikke altid kan forudsige præcis, hvad resultatet bliver.
Nogle gange går det dog lige lidt for galt, som fx i går, da jeg farvede med tagrørsblomster.

De skulle nemlig meget gerne helst have været blevet denne dejlige, grønne farve, som jeg fik sidste år.
Da farvede jeg ad to omgange; d. 5. august og d. 23. august. Første omgang havde den flotteste farve, hvilket stemmer ganske godt overens med, hvad man kan læse fra andres erfaringer: Så friske blomster som muligt og ingen grønne blade med i farvesuppen.
Jeg brugte lang tid på at skære de friske blomster af; det tog ekstra lang tid at samle tilstrækkeligt materiale, for de var endnu ikke helt udsprungne.
Farvesuppen så ideel ud: meget, meget grøn – lige den farve, jeg var ude efter.

Hvorfor i alverden fik garnet så denne skriggule farve?
Det er altså virkelig mærkeligt. Dette er rejnfans- og gyldenrisgule farver. De er såmænd kønne nok, men dem har jeg jo allerede fra rejnfan og gyldenris!
De tre første fed er 1. bad med råhvid uld (den midsterste superwash), og de to sidste er 2. bad, farvet på gråt hhv. lam og superwash.
Jeg fatter ikke en brik.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gik galt?
Jeg må prøve igen, når blomsterne er sprunget helt ud. Det hjælper ikke nødvendigvis, men jeg er nødt til at prøve.
Disse gule vil jeg overfarve med indigo; det kan sikkert godt komme til at give en flot, grøn farve, men jeg ville jo helst have haft den rigtige farve den direkte vej.

---

Englænderne er kommet godt hjem.
Til regnvejr.
Tænk, at det kan komme så vidt, at man er lidt misundelig over, at nogen har regnvejr!
Og nu får vi oven i købet hedebølge den næste uge. Med tropenætter und alles.
Det er lige i overkanten, dette her … men det har jeg vist sagt før. Jeg er nordbo, ikke fra middelhavsområdet, og jeg trives bedst i køligere temperaturer end dem, vi har i år – og så gider jeg i øvrigt snart ikke vande have mere. Selv om jeg synes jeg vander meget, kan jeg godt se, at det ikke giver helt det samme resultat, som hvis der kommer tilstrækkeligt med vand ad den naturlige vej.

Blå torsdag

Da jeg gik i gymnasiet fra ‘69 til ‘72, kunne man stadig se blå mænd på Kemisk Værk i Køge. Ikke så kort tid derefter kom der strengere miljøkrav både til hvad fabrikken ledte ud i Køge Bugt og til, hvad de stakkels arbejdere måtte udsættes for. Vi kunne sommetider lugte Kemisk Værk helt i Havdrup; fædrenegården lå præcis 10 km fra værket – og det lugtede endog meget kemisk indimellem. Med andre ord: overhovedet ikke godt! Jeg vil helst ikke vide, hvad de forurenede luften og bugten med, men det blev i hvert fald forbudt.
Når vi kørte forbi fabrikken med bussen, kunne vi se de blå mænd. Det var ikke kun deres tøj, der var blåt; deres hænder og ansigter var også blå. Mørkeblå. Man kunne kun se det hvide i deres øjne.
På et tidspunkt tog Kemisk Værk Køge navneforandring til Sun Chemical; et navn som sikkert skulle opfattes som lidt mere ‘spiseligt’.

I dag ligner jeg en af min ungdoms blå mænd.
Mine fingernegle er blå og mine tæer er blå. Min bluse – som var inddraget til farvebluse, fik blå pletter som nåede helt ind og farvede noget af min mave blå.
Jeg tabte en dråbe farvekype på køkkengulvet, fordi låget ikke var så tæt, som jeg troede det var, og blev helt svedt over den kraftige blå plet, men det gik heldigvis helt af ved brug af lidt flydende skurepulver.

Jeg gik virkelig til den i dag. Jeg lavede farvekype af 15 gram indigo, hvilket viste sig at række til ti bade, som hvert indeholdt 300 gram garn.
Jeg var nødt til at lave så meget kype, at jeg kunne farve 300 gram ad gangen, for jeg har en bestilling på 2 x 300 gram ensfarvet blåt i to nuancer. Hvis man vil være sikker på at få samme farve, skal feddene i samme bad – og så kan det såmænd alligevel gå galt, men det gjorde det gudskelov ikke.
Tre kilo garn farvet … jeg er træt.
Træt af at stå op, træt af at skylle garn og træt af at rende frem og tilbage mellem garage og køkken. Nu går der lige et par dage, inden der skal farves igen. Vi venter på tagrørene …
Der er gået en masse skyllevand til i processen, men ingen dråber er gået til spilde, for temmelig meget af haven er blevet vandet med mere eller mindre indigoblåt vand.

Nu har jeg en hel del blåt garn, samt nogle ret flotte farver, som overfarvningerne af nogle gule garner, noget cochenille og noget kraprod gav.
Jeg synes i hvert fald, at de er flotte … jeg kan godt lide det spil, der er i garnerne, selv om man i de ikke så gode, gamle dage blev regnet for en dårlig eller sjusket håndværker, hvis ikke garnet var helt ensfarvet. Jeg synes dette her er kønnere.
Der er større nuanceforskelle i virkeligheden i farverne på det store billede, end kameraet kan finde ud af at gengive, men sådan er det jo næsten altid.