Hos Mommer

8. februar 2018

Må jeg byde på et fed kaffe? Nej? Et fed te, så?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags:

 

Jeg fik lyst til at eksperimentere lidt udi plantefarvningens glæder, og det var på tide at få brugt det sidste af noget kaffe, vi købte på Mallorca i april, og som vist efterhånden måtte have mistet en del aroma. Der var lige 200 gram tilbage, så det hele blev sat til at koge i en times tid, hvorefter jeg lod det stå til dagen efter. For en gangs skyld var det dejligt velduftende at igangsætte en omgang farvning …
Næste formiddag blev kaffesuppen hældt igennem tre lag osteklæde og bønnerne kogt op en gang til. Derefter atter igennem osteklædelagene, og så var det klar til at komme garnet i.
Kaffe og teDer kom et enkelt prøvefed ubejdset garn i, og det gik som forventet med det: næsten ingen farvemodtagelse. Udover de fem gram kom der, set fra venstre mod højre, i alt 200 gram garn i suppen: 1) strømpegarn med 80 % akryl og 20 % uld, 2) 100 % lammeuld, 600 m/100 gram, 3) 100 % lammeuld, 350 m/100 gram og 4) ubleget merino. Sidstnævnte var inden farvningen meget ‘natur’, nærmest helt beigefarvet.
Det lille prøvefed helt til højre er te, også i forholdet 1:1. Det farvebad udsendte også en dejlig duft. Jeg brugte nogle tebreve med English Breakfast Tea, som jeg havde haft liggende længe – jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg overhovedet har det, for jeg bruger aldrig posete – det smager rædsomt – men jeg regnede med, at den slags savsmuld nok godt kunne koges til en brugbar farvesuppe.
Selv efter garnet er skyllet, dufter det lidt af kaffe, henholdsvis te.
Det er lidt underligt, at den rene lammeuld opfører sig så forskelligt, som tilfældet er. Begge garnerne er fra garnudsalg.dk, og begge er bejdset samtidigt. Det tynde garn er dog uvasket og som udgangspunkt lidt mørkere end det lidt tykkere garn. Gad vide, om det er derfor, det ikke tager så meget imod farven? Det er da trods alt kogt i 20 % alunvand i en time, hvilket burde affedte det en del.
Det bliver spændende at se, om garnerne reagerer lige så forskelligt, når jeg igen kan gå i gang med at farve med planter.
Merinoen gav en smuk, brun farve, meget lig den, man også får fra farvning med hele valnødder. Godt at vide, hvis valnøddeleverandøren skulle svigte.
Alt i alt er jeg ikke utilfreds med resultaterne – farverne er lidt mere varmt brune, end mit kamera havde lyst til at vise.

Reklamer

13. januar 2018

Kan det mon gentages?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

For præcis 13 dage siden blev jeg så glad, fordi det langt om længe lykkedes mig at få en brugbar farve ud af avocado. Som jeg skrev dengang, turde jeg næsten ikke forsøge mig igen, for sæt nu …
Jeg kunne alligevel ikke lade være, da jeg dagen efter tilfældigvis kom til at spise endnu en avocado, for jeg manglede jo stadig at se, om det gav en farveforskel med sten for sig og skal for sig.
Begge dele kom den 2. januar i glas med en smule salmiakspiritus og en del kogende vand, og den 10. januar hældte jeg det i hver sin gryde og lagde 50 gram bejdset garn i hver. Det stod og småsimrede ved 75° i en times tid, lå i væsken natten over, simrede igen, kølede ned og blev skyllet.
Der blev en forskel, men den var ikke markant – stenen gav en lidt mere klar, rosa farve – så jeg hældte de to væsker sammen og lagde 2 x 50 gram i gryden. Denne gang bulderkogte det i en times tid – det var en fejl, men farven blev markant mørkere end første bad.
Det er ikke så svært at forstå, hvorfor opfindelser bliver gjort enten ved fejl, eller fordi man ville opfinde noget helt andet, for hvem skulle lige have troet, at andet bad skulle kunne blive kraftigere end første bad?

EN avokadoskræl hhv -sten - andet bad med kogning i en time

Herover er det, oppefra og ned: 1. bad, avocadosten, 1. bad, avocadoskal, 2. bad, sten og skal, 2. bad, sten og skal.
Hvorfor de to sidste er så forskellige, kan jeg ikke helt forstå. Det er samme slags garn i samme udgangsfarve, og de har ligget lige længe i samme bad! Det ene har måske haft mere kontakt til resterne af sten og skal; det er umiddelbart det eneste mulige svar på forskellen. At nummer tre er en smule meleret, gør i mine øjne ikke spor.
Det er, ligeledes i mine øjne, utroligt, at man kan farve 200 gram garn med skal og sten fra en eneste avokado, men en kendsgerning er det, og det er ikke sidste gang, jeg farver for at opnå disse farver, for nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.
Man skal bare have tålmodighed nok til at vente mindst en uge på, at farven bliver trukket ordentligt ud.
Jeg er vild med de farver og kan sagtens se et eller andet for mig, der ikke må forbruge mere end 250 gram (jeg har også de 50 gram fra det første vellykkede forsøg), måske med en retstribe i hver af disse fem smukke nuancer, gentaget op gennem arbejdet.

10. januar 2018

Som forventet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Fair Isle-samplerenForleden dag blev babytæppet farvet i alkanna. Det var jo, som jeg skrev dengang, spændende, om pletterne ville blive tilstrækkeligt camoufleret til at virke usynlige. Jeg regnede med det og satsede på det, men intet kunne vides før efter farvningen.
Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at missionen lykkedes – nu mangler det bare at blive verificeret fra moderens side, men mon dog ikke hun godkender tæppets nye farve? Hun har trods alt selv valgt den.

P1000863P1010004

Man skal lede efter pletterne, og hvis man ikke ved, at de er der, lægger man ikke umiddelbart mærke til dem.

Fair Isle-sampleren er også færdig. Godt og vel to meter dobbelt halstørklæde, som blev pænt, nydeligt og helt ensartet i maskerne efter vask og centrifugering.
Det blev behørigt beundret af mange søde mennesker i går inde hos Karin og Bjarne – jeg blev oven i købet spurgt, om det ikke var et, jeg ville overveje at strikke flere af og sælge, men det tror jeg nu nok ikke, at jeg vil. Og dog, man ved jo aldrig … det var sjovt at strikke, fordi det aldrig nåede at blive til ensformigt og rutinepræget strik.

Nu skal jeg dog lige blive færdig med Johns Amsterdam-halstørklæde først. Jeg er i gang, og det får lov at komme med på ferie til Malta.
Jeg fandt otte farver til, og eftersom der er 46 striber i det, kan tørklædet med 23 forskellige farver blive symmetrisk.
Amsterdam - startenimageNogle gange er jeg til symmetri, andre gange det modsatte.
Der er ingen grund til at blive alt for forudsigelig. Der vil ikke være en sjæl, der lægger mærke til, at dette bliver symmetrisk, men jeg ved det, og det er nok.
Det bliver vidunderligt blødt, og John glæder sig allerede til det bliver færdigt, men jeg har ikke lovet, at det bliver til at kunne bruge i denne vinter.
Det skal nok blive pænere i ‘knopperne’, når det engang bliver vasket og centrifugeret. Det er så dejligt at se, hvordan sådanne kraftige svingninger kan udrette mirakler for strikkeensartetheden.

6. januar 2018

Rødkål skal bare spises

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Det var det. Forsøg mislykket. Eller … måske ikke mislykket som sådan, men konklusionen er i hvert fald for mit vedkommende, at rødkål skal spises og ikke bruges til at farve garn med.
I går farvede jeg med det neutrale bad og i dag med syre- og basebadene. jeg fik indstillet pH, så den gulgrønne farve havnede i en smuk, nærmest petroleumsblå farve, men det gik helt galt, da det rundede 50-55°, så den blå farve er altså en koldtvandsfarve. Det er indigo også, næsten, det må ikke overstige 55°. Blåkålsbadet blev helt rødt igen, da det blev for varmt! Jeg slukkede, lod det køle ned og justerede endnu en gang pH, hvilket fik det tilbage til den ønskede farve, men det er altså ikke særlig betryggende, at det er så ustabilt, så jeg tog det op, skyllede garnet og konstaterede, at resultatet endte stort set som da jeg farvede med neutralbadet. De to billeder herunder er samme suppe kold og varm, samt resultatet af det neutrale.
Ikke ligefrem rødkålsfarvet, vel?
Kold baseVarm baseNeutral pH

Det sure bad så vældig fint ud, lige til jeg skyllede garnet, så blev farven skyllet 95 % af.
Efter farvning i neutral pH så det fint rødlilla ud, indtil jeg skyllede. Exit rødkål! Det er glimrende tilbehør til gammeldaws and og flæskesteg, men ikke egnet til at farve garn med.

P1000877Og når der nu er så mange andre fantastiske muligheder, er der jo ingen grund til at fortsætte med noget, der ikke rigtig vil lykkes.
Jeg er næsten færdig med Fair Isle-sampleren og har fundet næste projekt (som skal med til Malta), hvortil jeg skulle bruge 16 farver i netop de lidt støvede nuancer, planterne giver. Jeg klarede selv de 15, og den 16. manglede kun fordi jeg ikke havde 150 gram i den samme mørkegrå farve.
Det er Amsterdam af Susie Haumann. Fair Isle-sampleren er et damehalstørklæde, mens Amsterdam sagtens kan bruges af mænd … John synes, det er meget flot, så det har måske allerede en ejer, inden jeg overhovedet er begyndt.
Jeg slog de foreslåede farver op på farvekort på nettet, skrev ned hvad jeg syntes de lignede, gik i garnkasserne og fandt frem til det viste. De fleste ligger acceptabelt tæt op ad opskriftens; kun et par stykker afviger en del, men det gør ikke spor – faktisk har jeg lyst til at inddrage endnu flere farver, fordi de alle indgår tre eller fire gange i stribemønstret. Så længe de går så så fint sammen, som tilfældet er, kan man i princippet have alle 46 striber i forskellige farver, fordi de bindes sammen af den mørkegrå, som går igen i et vævemønster hele vejen. Jeg går lige ind og finder otte farver mere …

5. januar 2018

Tjah … sproget er i det mindste blevet bedre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags: ,

Denne her skal der nok være en del, der hopper på, fordi sproget er forbedret i forhold til hvad vi har oplevet før af skrækkeligheder.
For den bare minimalt opmærksomme er der dog flere ting der beviser, at det er den rene svindel.
Det kan igenigen undre, at man kan falde for den slags – et bedre sprog gør det ikke alene, hvilket jeg har set nogle udtrykke bekymring for.

image


I dag har jeg blå fingre. Ikke grønne, men blå. Rødkålsblå. Brugsen havde sat rødkålshovederne ned fra 16 til 5 kroner, så jeg øjnede lige et billigt farveeksperiment, også lidt inspireret af Fruen i Midten.
Rødkål - neu-base-syreMan får ikke smukke hænder af at snitte 1400 gram rødkål, men det er nok ingen hemmelighed. Jeg ville have en ordentlig portion farvesuppe, for der skal prøves med både neutral, syre og base (sagde jeg “billigt eksperiment?” – der skal bruges en del garn).
Suppen blev vist særdeles koncentreret – til højre ses en fortynding af suppen med 1) kun vand, 2) kogevandet tilsat lidt kaustisk soda og 3) tilsat lidt eddikesyre.
Det bliver en anelse spændende, for den neutrale har den farve, basen ifølge teorien burde have, og basen er blevet grøngul …
Lige nu ligger der 50 g bejdset lammeuld, 10 g ubejdset ditto og 50 g bejdset strømpegarn med mere akryl i end uld i det neutrale farvebad. Det ser foreløbig ud til, at lammeulden har indtaget førerpositionen, hvad farveintensiteten angår, men det varer et stykke tid endnu, inden jeg ved det. I morgen fortsætter forsøget med syre og base, så der vil jeg have fundet ud af meget mere.
Fortsættelse følger …

3. januar 2018

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , , ,

image

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

P1000863Anden dag avokadoskal og -sten plus alkanna

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

2. januar 2018

Der ER stor forskel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: ,

Avokadoskal og -sten

Vi kom lige til at spise to avokadoer til frokost, og der er altså gået for meget plantefarver i mig til at kunne smide sten og skaller ud, især efter det tredje og langt om længe vellykkede forsøg, så hvad var mere oplagt end at sætte forsøget, jeg nævnte i går, i gang?
Jeg vaskede alt frugtkød af og hakkede begge sten og skaller forholdsvis fint – det er en fordel med en så stor overflade som muligt – og lagde det i hver sit glas.
Det blev overhældt med kogende vand og derefter tilsat cirka ¼ dl salmimakspiritus.
Farveforskellen opstod øjeblikkeligt. Det er skallerne til venstre og stenene til højre. Jeg satte naturligvis det matchende låg på …
Nu skal jeg bare igen væbne mig med en uges tålmodighed, inden jeg kan igangsætte selve farvningen – det bliver spændende at se, hvor stor forskellen bliver på det færdigfarvede garn.

Ellers går 2018 foreløbig bare sin stille og rolige gang – indtil videre kan alle følge med … jeg var i nørkleklubben i dag, og på vejen hjem stod Nysøs egetræer så flot. Jeg ved godt, at jeg har vist billeder af de smukke profiler før, men jeg har lyst til at fotografere dem hver eneste gang jeg kører forbi dem på denne årstid, hvor de står nøgne og smukke, og i dag gjorde jeg det så igen … 

Egetræerne ved Nysø (1)

1. januar 2018

Avokadokoden knækket

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

To gange forsøgte jeg at farve med avokado, og to gange blev det overhovedet ikke den grålyserøde farve jeg forventede. Første gang samlede jeg avokadosten og –skaller i ugevis; jeg hakkede dem fint hver gang og kom det i fryseren, til jeg havde 400 gram avokadoråmateriale. Og hvad skete?
Ikke en pind. Det grå er kun gråt, fordi udgangsmaterialet var gråt.

Avokado første forsøgAvokadosuppe anden gangAvokado andet forsøg

Andet forsøg, som ses på højrebilledet, blev ikke bedre, selv om jeg i mellemtiden havde studeret adskillige blogs og hjemmesider for at finde ud af hemmeligheden bag, hvorfor så mange fik den der fine, grålyserøde farve. Jeg gjorde alt som foreskrevet, og farvesuppen så da også lovende ud.
Der skete stadig ikke en pind.
Okay, tænkte jeg. Nu er det slut. Jeg gider ikke prøve mere. Det må være noget i vandet. Eller i luften. Ellen og avokadofarvning er bare uvenner.

Avokadokoden knækket (1)Og så var anden gang alligevel ikke sidste gang … men min gamle faster sagde jo også altid, at tredje gang er lykkens gang.
En dag stødte jeg på (Pinterest igenigen) en kvinde, som stolt fremviste et flot, støvetpink fed garn og som skrev: Se hvad jeg har fået ud af EN avokado!
What??? Her har man nærmest støvsuget Præstø og omegn for avokadoer bare for at få materiale nok hurtigt nok til farvning, og så kommer konen her med 100 gram flot garn, som hun har fået ved at bruge skal og sten fra EN avokado. Life’s not fair, is it?
Jeg vaskede og finsnittede én sten og én skal, lagde det i et glas med vand og en smule salmiakspiritus i en uges tid. Rystede og iltede en gang dagligt. 
Derefter hældte jeg det i en gryde, lagde 50 gram bejdset garn i, lod det simre i en time, slukkede og lod det stå natten over. Næste dag gentog jeg simringen, slukkede og lod det ligge 24 timer i suppen. Avokadofarvning er ikke just for utålmodige sjæle … et par mere tålmodige end jeg gentog denne proces i over en uge. 
Men det lykkedes på de to døgn! En hidtil uset farve i det ellenske farvekøkken.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil bruge den til, men den vil være flot sammen med en mørk grå, så jeg kunne måske forestille mig at anvende første, mislykkede forsøg sammen med dette trejde, men endnu ligger det bare og forsikrer mig om, at det kan lade sig gøre, bare man forsøger længe nok.

Jeg ved ikke helt, om jeg tør prøve igen, for det er vel næsten på forhånd dømt til at mislykkes, men der er et enkelt – eller rettere to – forsøg tilbage, for de fleste siger, at skaller alene giver en anden farve end sten alene – eller … samme farve som sådan, men en anden tone – så det er jeg nok lige nødt til at prøve af.
Jeg kender mig jo …

30. december 2017

En anden status

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: ,

Eftersom jeg skriver alt, hvad der har med garn og strik at gøre, ind i mit dertil indrettede fine excelark, forpligter det mig til at filosofere lidt over tallene her ved nytårstide. Det forpligter naturligvis ikke jer, der læser dette, men så kan man scrolle eller lukke mig ned for i dag.
2017 var året, hvor jeg måtte etablere to former for lagre: Det ene for alt det garn, jeg havde hobet op inden plantefarvningsdjævelen fik tag i mig, og det andet for garnet, jeg har købt for at kunne mætte samme djævel.
Jeg har købt 12,700 kilo garn til farvning. Det er godt nok meget – synes jeg selv – John synes det er ENORMT meget. Samme John må dog indrømme, at jeg samtidig arbejder ihærdigt på at få brugt det, jeg selv farver.
Faktisk har jeg anvendt 2,534 kilo af det plantefarvede, hvilket udgør 20 % af det indkøbte. Min mand løftede anerkendende øjenbrynene ved dette faktum. I alt har jeg strikket 9,107 kilo i år, hvilket kun er overgået af de 12,608 kilo i 2013, men hvoraf de fem kilo var en foræring af rester til min svigermor, som er rigtig god til at bruge selv små rester garn, så det er lidt snyd – men ikke desto mindre forsvandt det jo fra lageret. 
Årets ni kilo er fordelt på 77 effekter, hvilket næsten får det til at lyde imponerende, når jeg selv skal sige det … over seks i snit pr. måned.
Et arbejde, der vil tælle pænt i regnskabet, er min fair isle-sampler, men den er jeg kun 2/3 færdig med, så den vil figurere på 2018-regnskabet.

P1000851

P1000852

Den er sjov at strikke – never a dull moment – jeg havde lovet mig selv, at der ikke skulle figurere det samme mønster to gange på de godt to meter, jeg satser på bliver det endelige mål, men det er sket ved en fejl. Det er dog næsten umuligt at gennemskue, hvilket det drejer sig om (prøv selv, om I kan finde det), og det er en sand fornøjelse på denne måde at lære lidt mere om at sætte farver sammen; se hvad det betyder for helhedsindtrykket, om man bruger komplementærfarver eller tone-i-tone-farver til et mønster, eller om man bruger to, fire eller seks farver. Fejl er der til min irritation også begået, men irritationen var dog ikke større, end at jeg ikke gad strikke baglæns for at rette. Hvad der næsten irriterer mig mest er, at jeg tog et billede af siden, hvor fejlene kan ses og først opdagede det så sent, at det blev for mørkt til en ommer. Halstørklædet er et rør, for bagsiden vil være alt for afvigende fra forsiden til at kunne accepteres på et halstørklæde, så det bliver sikkert varmt nok til en ekspedition til Sydpolen.

23. december 2017

Nu er det juuuul – endelig jul …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:44
Tags: , , , , ,

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!

Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

P1000757

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

P1040648P1040649P1040650

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

19. december 2017

SÅ kom der knald på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: ,

Blåt garn af sorte bønner (5)Farvningen med de sorte bønner gik over al forventning. De kunne trække fire bade – måske også et femte, men den ville være blevet meget lys, så det ville jeg ikke bruge garn på. Det ramte ret præcist de støvede blå nuancer, jeg havde forestillet mig, da jeg gik i gang, så jeg er glad.
De tre garner til venstre er fra 1. bad. Længst til venstre havde jeg siet farvesuppen, og nummer to og tre er genbrug af bønnerne med frisk vand hældt over. Det beviste, at der er krudt nok i dem til at trække to gange. Fra fjerde fed og mod højre er det hhv. 2., 3. og 4. bad. I virkeligheden er farverne lidt klarere end herunder; lidt mere som det lille indsatte billede viser – og så alligevel ikke helt de rigtige.
Det viste sig også at være sandt, at superwash-garner tager bedst imod farven. Garnet til venstre er 100 % ubehandlet lammeuld, hvor de næste fem er superwashbehandlet garn. Den lyseblå lammeuld er dog ganske nydelig – det kommer bare an på, hvad det er, man går efter, og jeg gik efter lidt mørkere denimfarver.

Blåt garn af sorte bønner (6)

Turen kom herefter til gurkemejeeksperimentet. De fleste kilder sagde cirka halv mængde gurkemeje i forhold til garnets vægt. Der var 80 gram i en pose, men jeg tænkte, at suppen så tilstrækkelig krudtet ud til at kunne bære 200 gram garn.
Jeg skal da lige love for, at der kom knald på liggehønen! Eller læggehønen, som Fru Blomsterberg så tåkrummende siger …
Billedet skal læses efter hebraisk metode, dvs. fra højre mod venstre – der er seks fed i øverste række og fem i de to nederste.

Gurkemeje - 80 gram

Der er forskel, og garnerne fader en smule fra bad til bad, men ikke særlig meget. Igen er det den ubehandlede lammeuld, der er sartest; det er i hvert fald den, der aftager mest i farve. Superwashgarnerne og især bomuldsgarnet er ret stabilt. De grønne garner er tre forskellige nuancer indigofarvet garn, der blev overfarvet med gurkemeje – jeg ville se, hvor grønne de blev.
Jeg tror, konklusionen må være, at man godt kan nøjes med højst en fjerdedel gurkemeje pr. enhed garn – men det kommer selvfølgelig an på, hvilken farve man helst vil ramme.
Efter fjerde bad var suppen blevet næsten helt klar, så jeg forsøgte mig ikke med et femte, selv om der nok godt kunne have været kommet en babylysegul farve ud af det, men selv om jeg har købt meget garn til farvning, er der med disse fem bade gået 650 gram til, og hvor meget skriggult har man lige brug for?
Det er godt, jeg har fået Røde Kors ind i billedet – de kan være aftagere, hvis ingen andre vil. En stakkels desperat og nødlidende mor vil ikke sige nej til varme, strikkede ting, fordi de ikke lige passer til barnets teint.
Den gule bomuld kan der komme enten grydelapper ud af, eller jeg kan strikke RK-blebukser, som skal strikkes af bomuldsgarn.

16. december 2017

Forsøg med sorte bønner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Kender I Pinterest? Det er skræmmende, så meget tid man (jeg) kan bruge på at surfe rundt i alle de mange pins og få masser af gode ideer. Som i enormt mange – nogle blíver gemt på egne ‘opslagstavler’, andre nøjes jeg med at læse, og andre igen bliver bare skimmet og derefter skrottet. Pinterest er – som alt på nettet – god til at huske hvad jeg tilsyneladende interesserer mig for, så det er begrænset hvor meget uinteressant skrammel, der kommer op. Jeg undrer mig dog over, hvorfor der er en del henvisninger til noget fra Game of Thrones
Pludselig dukkede der et billede op med garn i en skøn, gråblå farve. Klik … det ledte så ind på Ravelry (et cybermekka for strikkere og hæklere), til en laaang tråd om farvning med sorte bønner.
Jeg brugte en lille time på at læse det meste af den lange tråd og blev enig med mig selv om, at jeg måtte se at få fat i de der sorte bønner – de har dem ikke i supermarkederne her på Sydsjælland, så internettet blev igenigen min redning. Jeg købte et kilo og har nu brugt 400 gram af dem.

Blåt garn af sørte bønner (1)Blåt garn af sørte bønner (1) (1)

Essensen af de mange kommentarer og erfaringer er i punktform:

  • Det er en kold proces. Ingen opvarmning, for det vil ødelægge den blå farve.
  • Det er også en ‘rødkålsfarve’: base giver blå, syre giver rød.
  • Lad bønnerne trække i vand i mindst 36 timer.
  • Alunbejdset superwashgarn tager bedst imod farven. (Jeg havde heldigvis to nøgler naturfarvet Arwetta liggende).
  • Lad garnet ligge i så lang tid i farvesuppen, at den begynder at gære.

Jeg smed nogle få korn kaustisk soda i sammen med bønnerne, for jeg har rødlilla farver nok for øjeblikket – jeg ville have lige præcis den farve, der ses på billederne. Med den stærke base havde jeg da heldigvis sikret mig, at bønnerne ikke ville kunne spises bagefter … jeg kom også lidt atamon i; det måtte yderligere kunne forsinke en gæringsproces. Det var min egen ide; det har jeg ikke set forsøgt andre steder, men hvorfor ikke? Tanken var i hvert fald nærliggende for mig – gæret garn lyder ikke specielt lækkert.
Jeg er ret sikker på, at jeg kunne have sparet den atamon. I formiddags delte jeg portionen i to: Den ene med ren farvesuppe, den anden med nyt vand over bønnerne. Jeg kom 50 gram garn i hver portion, og allerede få timer efter har det den skønneste blågrå farve, så jeg ser ingen grund til, at det skal stå sådan i flere døgn – så hellere forsøge at se, hvad der sker med et andetbad.

Vi var også et smut i kræmmerhallerne i Lov, hvor jeg købte 10 store poser krydderier for en hund. Heraf tre poser gurkemeje, som skulle kunne give en flot orangegul garnfarve. Det skal selvfølgelig også afprøves.
Heldigvis er det ikke kun i sommerhalvåret, der er mulighed for at farve garn med naturens egne farver.

7. december 2017

Ikke kun kunstige blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

P1000625P1000627P1000628

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …

28. november 2017

Nå. Men nu har jeg i det mindste prøvet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags:

I dag oprandt dagen, hvor mit glas med lav havde stået og trukket i 60 dage – cirka, i hvert fald – så nu skulle det være. Nu skulle der farves.
Jeg siede suppen, fortyndede den ikke, men brugte den som den var, hvilket ikke var særlig behageligt at arbejde med – det var jo salmiakspirutus, det havde ligget og søppet i – og I kan måske forestille sig hvordan det er, når det bliver opvarmet. Ikke rart, selv med emhætte på overarbejde, og jeg gad ikke stå oppe i shelteret med det. Det fortrød jeg nok lidt …

Lav dag 60Lav dag 60 (2)Lav dag 60 (3)

Det så lovende ud. Lilla, som jeg havde forventet, da jeg startede forsøget for to måneder siden, kan man ikke just kalde det, men denne underlige rødbrune farve var sådan set okay. Speciel, men okay.
Jeg fulgte forskriften og lod det stå en time ved omkring 75°.
Slutresultatet blev kun en halv anelse mørkere end den keeedelige café latte, jeg fik ud af forsøget for 1½ måned siden, så det er stadig keeedeligt.
Jeg gad overhovedet ikke forsøge mig med et 2. bad, så jeg hældte lavsuppen ud. Den var virkelig under lavmålet!
Forsøget betragtes hermed som afsluttet og skal formentlig ikke gentages.
Der er selvfølgelig den mulighed, at mit lav var forkert identificeret, men jeg tror ikke, jeg prøver med noget andet alligevel – medmindre … man ved jo aldrig … der er ikke så mange farvemuligheder her om vinteren … så måske af ren kedsomhed.

Lav dag 60 (5)Kraprod 2 gang

Her er farvet tre forskellige garner, og de skal nok også blive brugt i en eller anden sammenhæng, men begejstringen var på ingen måde overvældende.

Næhtak, må jeg så bede om den skønne, teglrøde farve, jeg fik med den omgang kraprod, jeg farvede i går. Jeg manglede noget i disse farver til et fair isle-samplerprojekt, jeg har sat i gang (billede, når jeg er nået lidt længere), og nu har jeg nogle gode nuancer at lege med. Tre bade – tre slags garn, og vupti, så har man tone-i-tone-farver. 75 gram kraprod rakte til denne portion garn, og suppen kunne såmænd sagtens have trukket et fjerde bad, men det sprang jeg over.

17. november 2017

50 Shades of … purple …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:35
Tags:

Jeg fik lyst til at farve en omgang mere med blåtræet.
Blåtræet, som er brunt, når det er tørt, giver (og bliver) rødt, når man koger farven af, og som farver lilla.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Det er heller ikke alt, eksperterne er enige om: Sofie Meedom siger 20 gram blåtræ til 100 gram garn. Flere amerikanske kilder siger 50-100 gram pr. 100 gram garn, afhængigt af farveintensiteten man ønsker.
Jeg vejede 75 gram af, lagde det i en pose af ostelærred, overhældte det med kogende vand og lod det stå til næste dag, hvor jeg kogte det en time.
Det var uld/hampgarnet, der skulle afprøves nu.
I første bad lagde jeg 100 gram bejdset garn og lod det stå en time ved 85°. Det blev nærmest helt sort.
I de næste bade nøjedes jeg med 50 gram garn, og på trods af, at andet bad gav en meget lysere farve end første, viste det sig at være yderst potent, for jeg kunne blive ved og ved med at lægge nye 50 gram i.
Efter 7. bad løb jeg tør for bejdset uld/hampgarn, men da jeg ikke nænner at kassere et endnu virksomt farvebad, lagde jeg 50 gram lammeuld i bad 8. Og søreme også i bad 9 og 10, men så var farvesuppen også udmattet, som de så malende siger på engelsk (exhausted). Okay – exhausted betyder også opbrugt, men det lyder sjovere med udmattet.

P1000263
(Endelig har jeg fundet ud af, hvordan jeg får kameraet til at gengive den rigtige lilla farve. Det ser lige præcis således ud i virkeligheden. SKØN farve!)
Det var godt nok et imponerende resultat – der er ikke meget forskel på bad 4, 5 og 6.
Af det garn (plus det, jeg farvede sammen med Ditte) kan jeg lave et eller andet med næsten usynlige overgange fra mørkest til lysest, men det bliver ikke nu, for jeg har en masse julegaver, jeg lige skal have klaret først.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav i ammoniak dag 13Lav i ammoniak dag 50

Når vi kommer hjem fra Jylland, skal jeg afslutte mit forsøg med lav. Det mangler 10 dage i at have stået de 60, som forskriften angav, så det passer fint med, at det bliver i løbet af uge 48.
Det er blevet helt mørkebrunligtsort, så jeg har temmelig svært ved at se, at det skulle kunne give en lilla farve, som der stod i artiklen.
Det kan dog meget vel være fordi jeg ikke har taget den rigtige slags lav, men det bliver alligevel lidt spændende at se, hvad der kommer ud af det.

6. november 2017

England kom før os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Baret - alkannaBaret - alkanna (2)Baret - alkanna (3)

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

15. oktober 2017

Ligusterfascist?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags:

Det håber jeg ikke, at jeg er. En ligusterfascist, altså. Som jeg husker ordet, der blev flittigt brugt i halvfjerdserne, betyder det småborgerlig og svæversynet, hvilket er en ikke særlig attraktiv etiket at få hæftet på sig.
Har man nogen sinde hørt om en ligusteraktivist? Det er jeg måske nærmere, hvis man kan forestille sig en person, der nok har stærke holdninger om en masse ting, men som sjældent aktivt råber op om dem uden for matriklen.
I sidste uge var jeg en ligustersværmer i ti minutter – jeg sværmede rundt ude ved ligusterhækken, som vi (heldigvis) kun har på én side af huset, for at imageplukke bærrene fra den. Det blev i alt til knap 400 gram, som blev kogt i en times tid, hvorefter bærrene blev siet fra.
Det var lidt spændende, selv om Ditte uden synderligt held havde forsøgt sig, da vi holdt vores seneste plantefarvningsseance. Jeg brugte alle bærrene til kun 2 x 25 gram garn, nemlig første og andet bad. Det er i teorien alt for mange bær, men Dittes sørgelige og blege resultat taget i betragtning, var det oplagt.
Suppen var dybt mørklillablå, men da jeg kom garnet i skyllevandet, forsvandt langt det meste af farven! Skyllevandet lignede fuldstændig den farve man får, når man vasker noget der har været rødkål i.
Den smule farve, der blev tilbage i garnet, var en svag, meleret grålig søgrøn. Ikke nødvendigvis grim, faktisk kan jeg ganske godt lide den, men uomtvisteligt en anden farve end forventet med det dybblålilla udgangspunkt. Man ved simpelthen aldrig, hvad udfaldet bliver med planter …

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav dag 13

Det fine, lysegråhvide lav, jeg lagde i ammoniak, har foreløbig udviklet sig som vist herover. Det er efter hhv. 0 timer, 1, 5 og 13 døgn.
Det er tydeligt at se udviklingen, men jeg syntes ikke ligefrem, den går i den ønskede/forventede lilla retning, så jeg tog en lille prøve ud og farvede fem gram garn. Jeg ved godt, at det skal stå 60 dage, men jeg var nødt til at se, hvor jeg var henne.

Lav - første forsøg 1Lav - første forsøg 2

Jeg var herhenne. Meget langt fra lilla, og ingen ved, hvad der sker, når der er gået yderligere 1½ måned, men dette her er i hvert fald keeedeligt.
Ikke desto mindre lader jeg det stå, for nu skal forsøget køres til ende, og ydermere har jeg plukket en anden slags lav (Peltigera neopolydactyla), som er sjælden i Danmark, men meget almindelig i Sverige, og som skal afprøves. Den bliver måske kedelig, da den ikke hedder canina til efternavn … men så er det forsøgt.
Jeg her også taget noget randbæltet hovporesvamp med hjem, som skal koges af til farveekstrakt. Hvo intet vover, intet vinder.

10. oktober 2017

En diverse-dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: ,

I går gik det meste af dagen med veteransammenkomst på mit gamle arbejde. Jeg gik glip af de seneste to gange, fordi vi var ude at rejse, så i går skulle det være – mest fordi Verdens Bedste Chef var på programmet. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg gider blive ved med det der veteran-noget – næste gang vil det være fem år siden, jeg stoppede. Og så alligevel: Det viser sig jo hver gang at være hyggeligt nok, når man først falder i snak med både afgåede og endnu ikke jobstoppede kolleger.

IMG_8093En af vores søde bagboer (hende, vi fik valnødder af) har haft lånt vores trailer i et par uger, og selv om vi hver gang understreger, at hun bare kan låne løs, kom hun i aftes og sagde tak med en plade chokolade og en flaske druesaft på merlot-druer. En lidt pudsig ting, som jeg ikke har set før, men det hele bliver gemt til jul, så kan børnene få ‘rødvin’ juleaften.

I morges stod vi op til et herligt vejr, så jeg fik først af alt sat en vask over, spiste morgenmad, tog havetøjet på og myldrede derefter straks ud i solen. Nu skulle den sneboldbusk altså flyttes.
Det blev den så. Kvæsurten blev ligeledes flyttet; de russiske mandstro kom over ved siden af den rigtige mandstro og de tre soløjer kom også hen et sted, hvor jeg mener, de vil stå bedre. Hvis ikke, må de flyttes igen.
Indimellem stod jeg bare og nød den smukke og spejlblanke fjord, gæssenes skvadren, fiskerbådens tøffen og den næsten ikke-eksisterende morgendis, der lidt mystisk og blidt lå over det hele.
Da jeg havde arbejdet to timer i haven, besluttede jeg, at det måtte være nok for i dag. Man er vel pensionist … 
Hækken havde flere steder nogle store klaser ligusterbær og jeg besluttede mig for at give dem en chance, selv om Dittes forsøg med at farve med dem ikke faldt særlig smukt ud.
Resultatet her bliver vist også lidt mærkeligt, selv om bærrene er mere modne, og jeg har brugt relativt flere, men jeg ved det først endeligt i morgen.
Røde Kors-strikkedag var det også, så heller ikke denne dag kan siges at have været ensformig.
Der er, for vores vedkommende, åbenbart et godt stykke vej til Pensionistvisen med Grethe Sønch og Volmer Sørensen. Det gør ikke noget.

IMG_8095

3. oktober 2017

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: ,

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår, og det er da der også blevet. Temmelig mange, endda …
Noget af det er plante- eller rettere lavfarvningens mysterier, for hvordan noget fuldstændigt hvidgråt, tørret lav kan udvikle denne dybt rødbrune farve, virker ganske forunderligt.
Alligevel forstår jeg nok lidt af det – væsken, jeg har tilsat, er 5 % salmiakspiritus, hvilket vil skabe en kemisk reaktion, ganske som når man kommer syre eller base i en given væske, som så omgående skifter farve.
Men det er nu alligevel fascinerende.
imageHvad jeg derimod stadig ikke forstod var, hvorfor det skal stå i flere måneder? Udviklingen, som ses på billederne herunder, er sket på fem dage, og selv om farven sikkert nok vil kunne intensiveres yderligere, havde jeg svært ved at forestille mig, at et par uger ikke skulle være nok.
Jeg ledte højt og lavt og fandt endelig en artikel fra et universitet i Nebraska, der angreb spørgsmålet på en videnskabelig måde, hvilket er fint med mig.
Jeg skal spare jer for forklaringen – den kan I selv læse, hvis I orker, men meget kort fortalt: As the lichens decompose, orcinol in the lichen medulla is transformed into orcein, en proces der åbenbart tager mindst 60 dage.
Artiklen omhandlede forsøg med en kombination af skaldyr og lav, men her stod jeg af; synes ikke forskellen er værd at have det arbejde for, da der er andre ting, der kan farve den lyslilla, som skaldyret giver.
Nu er det snart ikke 50 Shades of Yellow for mit vedkommende mere, men 50 Shades of Purple. Det gør så ikke spor …

Lav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgn

Den tredje ting, der undrer mig, at at slutresultatet bliver lilla … hvis det altså bliver det i mit eget private eksperiment … men sådan er det tit med kemi. Det bliver en smule spændende, men jeg er åbenbart nødt til at vente yderligere 55 dage med at se hvad det bliver til.
Det er igen det der med tålmodigheden … den bliver godt nok sat på prøve en gang imellem.
Måske skulle man forsøge sig med lidt rønnebær i ventetiden?

29. september 2017

Vi har da bare valgt den værst mulige dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , ,

I dag er det flot vejr. Blæsende, med masser af hvide heste ude på vandet, men flot. Solskin og høj himmel.
John ville derfor skære æren (vi taler altså om træet ær!) ned i dag, for han gider forståeligt nok ikke stå med en elektrisk sav i regnvejr.
Den skal væk, fordi den er grim, efter vi på naboens anmodning skar den ned sidste sommer, fordi den tog noget af deres udsyn til fjorden. Det kan vi ikke have, så den blev væsentligt forkortet. Dt pyntede ikke ligefrem, så nu kan den lige så godt komme helt væk. Det er muligt, det er en fin hækplante, men det er, efter min mening, ikke et træ, der pynter i en lille have.

Med ærUden ær

Det gør naboens thujahæk bestemt heller ikke – jeg kan ikke fordrage thuja; det minder mig alt for meget om kirkegårde.
Heldigvis har jeg god gang i en sneboldbusk (anes til venstre for bænken), som allerede til næste år vil være for stor der hvor den blev sat, så den bliver flyttet to meter længere tilbage, lige ved siden af, hvor æren stod. Jeg skal bare lige have renset for skvalderkålsrødder først …
Det var første punkt på efterårslisten. Et andet punkt er også klaret, nemlig at flytte den klematis, der groede op ad æren.
HyldebærSelv om vi har kæmpet bravt med den hyld, der også stod, har den stædigt kæmpet imod hele sommeren, og vi er ikke færdige med at slås med den endnu, men de klaser bær, jeg fandt, kom i farvegryden. I er surt miljø skulle farven gerne blive holdbar, så nu prøver jeg. Jeg kan nu ikke forstå, hvis den ikke skulle være holdbar, taget i betragtning, hvor stort set umuligt det er at vaske spildt hyldebærsaft af tøjet.

Det så da også ud som om det var en ret potent farve, så det blev til både et andet og et tredje bad, men det hele blev lidt blegere allerede i skyllevandet – og … tredje bad blev blåt!? Det sluger åbenbart de rødlige farver først.
Nå. Jeg kan vel altid bruge det til et par vanter i fair isle eller norsk mønster, og ingen af farverne er helt tossede.

Hvorfor dagens overskrift? Fordi i dag er det godt vejr. På søndag bliver det godt vejr.
I morgen bliver det et allerh……. dårligt vejr! Selv yr.no, som var Sønderjyllands-optimistisk helt frem til i går, siger nu 12 mm regn mellem kl. 18 og 00. Hvis det så bare kunne vente til efter kl. 19, ville jeg være glad, men så heldig har man nok ikke lov til at være. Vi har med andre ord valgt den potentielt dårligste dag/aften til at se i tusindvis af stære. Det kunne godt gå hen og blive en helt anden slags sort sol end planlagt. Damn.

28. september 2017

Farverne udvikler sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

IMG_7955Det blæser og blæser – det er et rigtigt efterårsvejr i dag, bortset fra, at det ikke regner. Det gjorde det til gengæld i går, hvor vi havde et temmelig aggressivt tordenvejr hængende over os i over en time. På samme time fik vi 23 mm vand, så ligefrem skybrud var det ikke, men det var slemt nok endda.
Vildvinen (og ikke rådhusvinen, som jeg troede den hed – tak til min planteguru Ditte) bliver rødere og rødere dag for dag, og om ikke længe vil den være smukt rød over det hele.
Jeg elsker den farve, som er det nærmeste, vi kommer på de farver, vi så for et år siden i USA, og på grund af hvilke vi gik glip af vores lokale røde farver.

P1070311IMG_9957

Jo, efteråret har skam sine gode sider, men det der blæsevejr kan jeg sagtens undvære. Havde det ikke været for det, kunne jeg sagtens have haft siddet oppe på terrassen i dag, for der er lunt nok, men det piber lige ind, hvor man sidder, desværre, og det bliver hele tiden lidt værre, for de hvide heste nede på vandet udvikler sig støt og roligt fra shetlandsponystørrelse til noget, der mere ligner den engelske shire-hest.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 1 time

Det er ikke kun de røde farver på bådehuset og de hvide heste på vandet, der udvikler sig.
Det gør dette farvebad også … det er (mest) rensdyrlav overhældt med 5 % salmiakspiritus.
Det første billede er taget efter 0 timer; det andet efter en time.
Egentlig forestiller jeg mig, at det skal ende med at have en lilla-bordeaux-agtig farve, men så skal det stå i uger eller måske oven i købet måneder, hvor det hver dag får en lille rystetur og lidt frisk luft, da farveudviklingsprocessen er iltkrævende.
Det var sjovt at se, hvordan det tørrede og derfor meget lysegrå lav omgående tog denne fantastiske gulgrønne farve, i samme øjeblik, som salmiakspiritusopløsningen blev hældt over det.
Nu er det bare at væbne sig med tålmodighed … hvilket som bekendt ikke er min stærke side, men jeg behøver jo ikke at stå og kigge på det hele tiden.

25. september 2017

Man skal holde hvad man lover!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: , ,

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
 Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

22. september 2017

Hvorfor gør de det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen Set i Præstøved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)

21. september 2017

Potente skjoldlus og potent lyng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:37
Tags:

Som sædvanlig er vi blevet overraskede flere gange under farveseancerne og som sædvanlig er vi dødtrætte, når vi når aften. Som sædvanlig gaber vi to halvgamle og åbenbart også halvsenile koner over mere, end vi kan overskue, for hvis ikke vi skrev det hele ned hele tiden, blev vi forvirrede.
Vi gjorde heller ikke tingene nemmere for os selv, fordi den ene sommetider foretrak ubejdset garn, hvor den anden bedst kunne lide det bejdsede garns farve. Jeg tog nogle gange mit Andesgarn og andre gange lammeulden, som Ditte havde med til mig, så man fornemmer måske, hvor mange bolde vi hele tiden har haft i luften? Vi var derfor også tit forvirrede, selv om vi mente, vi havde taget rigeligt med notater.
Ahhh, er det nu det bejdsede eller det ubejdsede, der skal i dette her?
Nu er vi nået til det tredje bad blåtræ. Tror vi nok. … Hvilket garn brugte vi egentlig til første- og andetbadet?
Om igen. Dette er bejdset garn, så der skal den spraglede tråd på feddet.
Hmmm, hvad er det nu lige, der hænger der?
Åh for pokker, der skulle da blødt vand til lynggrensekstraktet – skynd dig at hælde det ud igen, så henter jeg lige noget regnvand.
Hvorfor i alVERden bliver garnet i det fjerde cochenillebad mørkere end det i tredje bad???

Cochenille og blåtræ

LyngCochenillen var så potent, at vi først gav op efter ottende bad. På billedet herover er vi kun nået til og med tredje bad (de røde farver). Det var første omgang, der slugte det meste af den blålige farve i badet, for de næste tre-fire stykker var lyserødere, og der var ikke meget forskel på dem.

På de første toenhalv dage er vi nået igennem to x 400 grams-bejdsning, otte bad cochenille, fire bad blåtræ, to alkanna (plus fire små syre-base-forsøgsbade), vi har snittet lyng og kogt lyngsupper af henholdsvis kviste/blade og grene, og farvet fem bade med førstnævnte.
Lyng, som er SÅ meget mere potent, end vi har kunnet læse os til i bøgerne og på nettet. Vi havde regnet med højst to bade, men det blev til fem, og Ditte tager oven i købet et sjette i morgen.
Det er yderst interessant at se, hvor meget både garner og bejdsning betyder. Til højre første lyngbad med, startende med de to øverste, som er 100 % ubejdset lammeuld, klokken fire er det bejdset tynd supersoft, og endelig Andes (= superwashbehandlet) bejdset. Man skulle ikke tro, de havde været i samme farvebad, vel?

IMG_7914IMG_7915

I går fik vi ingen regn, selv om vi flere gange havde en temmelig dramatisk himmel. I dag har der været byger, så vi har måttet trække tørrestativet ind i stuen, men det var så ikke så tosset endda, for så kunne vi sætte gang i brændeovnen for at få sat lidt speed på tørreprocessen.
Ditte forsøgte sig med at snitte lyng med en gammeldags brødskærer, men det gik ikke så nemt som hun havde regnet med, så beskærersaksen kom i brug i stedet for.
Vi har haft en halv tirsdag, to 12-timers arbejdsdage, plus at vi har været vores egne kantinedamer til samtlige måltider. Det er rigeligt for os til at gå ret døde om aftenen, så vi er ikke gået sent i seng – vi skal stadig klare hele dagen i morgen og lidt af lørdagen, så kræfterne skal række.
Det gør de nok også, for vi har det FEDT! Det hjælper gevaldigt, når de mentale kræfter er i overskud – trods lidt forvirring indimellem.

19. september 2017

Løg og alkanna

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags:

LøgskallerEndelig havde jeg fået samlet over 50 gram løgskaller. Når man kun kan bruge det yderste, helt tørre og nærmest pergamentagtige lag, skal der bruges mange løg for at få den mængde.
Flere steder stod der, at man, i stedet for at bejdse garnet, kunne bruge en aluminiumsgryde til at koge farvesuppen i, og naturligvis også til at farve garnet i den siede suppe (for en gangs skyld duftede det virkelig af suppe).
Jeg lagde derfor et ubejdset og et bejdset naturfarvet fed i, samt et fed bejdset, gråt garn. Der blev også til et 2. bad af det bejdsede naturgarn.
Det er ikke nok at bruge aluminiumsgryde som ‘bejdse’, men alle farverne blev ganske flotte – der er en del mere glød og ‘gyldenhed’ i dem, end kameraet kunne finde ud af. Hvad er det med de kameraer? Det er altså hammerirriterende, at de ikke kan gengive de korrekte farver.
På billedet er det ubejdset, bejdset, 2. bad og det grå garn. Det med 2. bad gider jeg ikke en anden gang – det kom til at ligne alle de første 50 shades of yellow lige lovlig meget.

 Alkanna-eksperimenter

Det gik endnu mere galt, da jeg skulle fotografere alkanna-eksperimenterne. Ligegyldigt hvad jeg gjorde ved og med kameraet blev farverne alt, alt for blå. Ovenstående var det bedste resultat, og det er slet ikke godt nok. Heller ikke de to sidste farver til højre i billedet er korrekt gengivet med den blågrå farve, alkannaen gav efter at have fået nogle korn kaustisk soda.
De andre til venstre for, derimod, var meget mere rødlilla end billedet viser – mere i retning af det lille indsatte billede ved siden af.
De to længst til venstre er hhv. bejdset og ubejdset garn, blot farvet i spritsuppen fortyndet cirka x 3 med vand. Den næste er 2. bad, tilsat en smule eddikesyre, og den lyseste er 3. bad.
I morgen skal jeg hente nogle pH-sticks, som jeg har bestilt på apoteket. Når nu pH-værdien skulle betyde så meget, er det rart at vide, hvor på skalaen jeg egentlig arbejder – især når Ditte kommer, og vi skal arbejde i stor skala.
Det så også ud til, at hvis jeg lod temperaturen forblive på omkring 50°, gik farven endnu mere over i det rødlilla, så der skal eksperimenteres en del mere. Jeg hælder mest til at holde alkannabadet nogenlunde neutralt (dvs. uden at komme syre eller base i overhovedet) – den basiske blå er lidt for grå efter min smag.
Nu er jeg spændt på blåtræet, som står og trækker farve ud til i morgen. Blåtræet, som virker mest rødt lige nu, men vi får se …

16. september 2017

Intet for alfa, men alt for omega

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Ny version af alfa og omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Avokado andet forsøgAvokado første forsøgNå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Avokadosuppe anden gang
Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

13. september 2017

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 


Avokadosuppe til farvningNå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Alkanna i husholdningsspritAlkanna i husholdningssprit (1)

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

IMG_7836IMG_7837

11. september 2017

Fifteen shades of blue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags:

P1070266Den indigofarvning, som snød mig forleden dag, blev gentaget i dag med en ny stamkype.
Jeg skal da lige love for, at der var mere krudt i denne omgang – jeg løb desværre tør for garn, for der havde været til en tre-fire dyp mere, og jeg nåede ellers helt oppe på otte. Det skyldes måske, at der ikke var 400 gram garn i hvert af badene; i de to sidste havde jeg kun 50 gram – men det ærgrede mig altså lidt ikke at kunne udnytte alt farvestoffet fuldt ud.

En del af det var overfarvninger: Der var to fed (1. og 2. bads) valnød; der var noget indigofarvet fra første omgang, hvor Ditte var her, som skulle have flere dyp for at blive mørkere blå, og endelig var der en padderok og to rumex acetosa, som trængte til at blive forskønnet lidt.

Ude i shelteret hænger der derfor nu femten forskellige blå nuancer, hvoraf nogle er næsten ens – men også kun næsten, og selv en minimal forskel vil kunne ses, når der strikkes med det, men det kan man benytte sig bevidst af. Derudover er der de seks forskellige nuancer fra første omgang, så det er ikke indigogarn, jeg mangler lige nu.
Jeg blev så frimodig, at jeg forsøgte mig med at plumpe et helt nøgle garn i farvebadet – jeg havde ikke engang gennemvædet det først. Jeg troede ikke, at farven ville kunne trænge helt ind i midten af nøglet, og jeg regnede med, at det ville tage uens imod farve, når det ikke var blevet gennemvædet, som det skal. Men.
Så meget for al den ulejlighed med at lave nøgler til fed og bruge tid på at væde det først – det blev præcis lige så pænt ensfarvet som alt det andet, hvor de foreskrevne forberedelser blev fulgt til punkt og prikke … jeg gjorde det med to nøgler, hvor det ene fik to dyp og det andet ét. Det lykkedes fint med begge to, uden det blev det forventede melerede garn. Så ved jeg det!

Havesyren var lidt fesen i farven; især den ubejdsede, så den gule fik et enkelt dyp og den beige fik to. Det pyntede da lidt på det.
Padderokken, som også var noget blegnæbbet, fik, efter to dyp, en flot, klar petroleumsgrønblå farve, som kameraet ikke kan finde ud af at gengive korrekt. (Feddet forrest og længst til venstre på øverste billede).

Rumex acetosaRumex overfarvet med indigo

Ditte kommer snart igen, så skal vi gå amok i blå og lilla farver. Plus noget lyng. Og noget fyr og gran … hun kommer så hurtigt, vi begge to havde de samme ledige dage, men uhhh, det er svært at vente, når det klør så meget i farvefingrene. Heldigvis er jeg ved at forberede et avokadofarvebad, som skal med til Sverige og op i en aluminiumsgryde om ikke så længe. Denne gang lykkes det forhåbentlig noget bedre end første gang.

7. september 2017

Lidt ulogisk …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags:

Min indigo-stamkype havde stået i sit glas i 12 dage, nemlig siden Ditte var her og farvede masser af garn sammen med mig. Det siges, at den kan holde i op til flere uger, men jeg mente alligevel, at det var ved at være på tide at få den brugt.
Det var det sandelig også … der var godt nok ikke meget krudt tilbage i den, så en anden gang vil jeg ikke lade den stå mere end et par dage. Jeg havde ellers brugt et par vågne nattetimer på at udtænke en kompliceret plan for, hvad der skal i hvilket bad og hvor længe, og hvor mange ekstradyp jeg vil give hvor mange fed. Jeg måtte skynde mig at skrive det ned i morges, inden jeg glemte det igen (gad ikke stå op i nat).
Det bliver næste gang … jeg kunne allerede efter 1. bad se, at planen ikke holdt.
Men jeg har snart samlet løgskaller nok (billede 3), og jeg har fundet ud af, hvorfor rødgran hedder rødgran: Fordi det farver garn rødligt (billede 1; billede 2 er fyr). Eller måske er det ikke derfor, den har fået sit navn, men det var da et meget godt bud …
Jeg har lige set, hvor stor forskel der kan være på at farve med blødt (fx billede 2, nr. 1 & 2) og hårdt (billede 2, nr. 3 & 4) vand, så der skal eksperimenteres lidt med regnvand, hvor det bløde vand giver den pæneste farve.
RødgranFyrLøg

Cochenille - kraprodEfter anbefaling fra Ditte har jeg investeret i Sofie Meedoms bog om plantefarvning. Den er helt suveræn, og det var den der spøgte og holdt mig vågen i nat, tror jeg. Det var også på grund af den, jeg forsøgte at google mig frem til, hvor man køber blåtræ.
Det fandt jeg, og de havde også et træ, der hedder alkanna, som jeg ligeledes syntes, jeg måtte investere i. Og de havde vinsten, som man i visse tilfælde med fordel kan bejdse med. Cochenille (billede 4, til sammenligning den rødere kraprod til højre) havde de, ikke overraskende, også, så nu kan jeg farve rigtig meget garn i blå og blålilla farver, hvilket er mere ovre i den farveskala, jeg kan gå med.

Blåtræ synes jeg er et ulogisk navn, fordi: “Blåtræ, også kaldet kampechetræ eller brunspån, er et træ, der stammer fra Mexico. Det var tidligere en vigtig kilde til rødt farvestof. Træets videnskabelige navn betyder “blodtræ”.
Videnskabeligt navn: Haematoxylum campechianum”.
Navnet brunspån kan jeg forstå, men den største overraskelse kommer nok, når man ser, hvilken farve den giver – den er nemlig hverken rød eller blå, men dybt lilla (som jo er en blanding af rød og blå), men er det ikke en totalt fantastisk farve? Jeg ved, at Linda vil smelte her!
Gad vide, hvordan den røde farve kommer frem? Det har jeg ikke kunnet finde noget om.
Blåtræ og Alkanna

Det er sandelig godt, at Ditte har bestilt 10 kilo (yes!) garn til farvning, hvoraf jeg har sat mig på de fire. Det er lige før jeg fortryder, jeg ikke tog halvdelen, for holddaop, hvor skal der bare farves.
Kom bare igen, Ditte – der er vist belæg for det meste af en uges tid til en omgang farvningssammenkomst her … og der er rigeligt med både blåtræ, alkanna og cochenille til os begge!

1. september 2017

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Avokado (2)

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Avokado

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.


Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Den nye gamle bil

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.