Hos Mommer

23. juli 2017

Meget … rustikt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

SolbærSolbær (1)Solbær (2)

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede. 
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Solbær (3)Solbær (4)

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Birkeblade (1)Gul snerre-hasselblade

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud. 
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefavningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

17. juli 2017

Lige pludselig samler jeg også de giftige …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: ,

Gul snerreLokalt omkring Den Stråtækte fandt jeg kun en enkelt – og meget lille – plet med gul snerre, men på vores vej til torpet i dag kunne jeg konstatere, at Sverige er velsignet med den urt i en grad så høj, at jeg var forbavset over aldrig at have lagt specielt mærke til den før – men sådan kan ens syn på verden omkring én ændre sig, når der kommer andre interesser i spil.
Jeg har derfor gul snerre med hjem i store mængder (samlet på naboens grund), så der skal farves to bade med overvejende blomsterdelen i det ene og med roddelen alene i det andet for at se en eventuel forskel. Men gult giver de begge! Jeg er begyndt at undersøge hvilke svampe der giver andre farver end gul, så fremover (selv om jeg lige præcis i dette tilfælde måske kunne forsvare at sige, at jeg samler dem fremadrettet, for jeg havde kun øjne i nakken, da Charlotte var lille) samler jeg også de svampe, som vi ikke spiser, og jeg ved, at der findes nogle heroppe lige omkring os, jeg vil kunne bruge; de er bare ikke rigtig kommet frem endnu.

Tåresvamp

PræstepikDet er første gang, jeg ser svampen her med hvid stok og grå hat på egen grund. Det er en Phallus impudicus, på dansk formelt kendt som almindelig stinksvamp, men kaldes i daglig tale det flatterende navn præstepik. Hvorfor lige de stakkels præster skulle lægge navn til, skal jeg lade være usagt – jeg har aldrig kendt en præst intimt, så jeg ved ikke, om der er noget om snakken … men hvorfor den hedder stinksvamp, er man derimod slet ikke i tvivl om, når man kommer i nærheden af den!
Fluerne elsker den.
På engelsk hedder den common stinkhorn, så medmindre horn har en betydning, jeg ikke kender, er de ikke så direkte i deres navngivning … mere … for se her, hvad den har heddet før dronning Victoria og hendes snerpede æra kom ind i billedet:
Botanist John Gerard called it the "pricke mushroom" or "fungus virilis penis effigie" in his General Historie of Plants of 1597, and John Parkinson referred to it as "Hollanders workingtoole" or "phallus hollandicus" in his Theatrum botanicum of 1640.
Især den med ‘hollænderens redskab’ synes jeg er ret morsom.
Den gule hedder tåresvamp, men jeg har ikke tænkt mig at eksperimentere med at farve med den!

16. juli 2017

Fifty Shades of Yellow

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:58
Tags: ,

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

50 Shades of Yellow

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

14. juli 2017

Gul, gulere, neon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1070064Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men P1070062jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

P1070067P1070070

P1070069

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

11. juli 2017

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: , ,

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Første forsøg (1)Første forsøg (3)Første forsøg (5)Første forsøg (6)

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Første forsøg (8)Første forsøg (9)

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Første forsøg (13)

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

10. juli 2017

Man begynder med bejdsningen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

EvolutionNu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

IMG_6676IMG_6678

IMG_6679Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …

Blog på WordPress.com.