Hos Mommer

17. november 2017

50 Shades of … purple …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:35
Tags:

Jeg fik lyst til at farve en omgang mere med blåtræet.
Blåtræet, som er brunt, når det er tørt, giver (og bliver) rødt, når man koger farven af, og som farver lilla.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Det er heller ikke alt, eksperterne er enige om: Sofie Meedom siger 20 gram blåtræ til 100 gram garn. Flere amerikanske kilder siger 50-100 gram pr. 100 gram garn, afhængigt af farveintensiteten man ønsker.
Jeg vejede 75 gram af, lagde det i en pose af ostelærred, overhældte det med kogende vand og lod det stå til næste dag, hvor jeg kogte det en time.
Det var uld/hampgarnet, der skulle afprøves nu.
I første bad lagde jeg 100 gram bejdset garn og lod det stå en time ved 85°. Det blev nærmest helt sort.
I de næste bade nøjedes jeg med 50 gram garn, og på trods af, at andet bad gav en meget lysere farve end første, viste det sig at være yderst potent, for jeg kunne blive ved og ved med at lægge nye 50 gram i.
Efter 7. bad løb jeg tør for bejdset uld/hampgarn, men da jeg ikke nænner at kassere et endnu virksomt farvebad, lagde jeg 50 gram lammeuld i bad 8. Og søreme også i bad 9 og 10, men så var farvesuppen også udmattet, som de så malende siger på engelsk (exhausted). Okay – exhausted betyder også opbrugt, men det lyder sjovere med udmattet.

P1000263
(Endelig har jeg fundet ud af, hvordan jeg får kameraet til at gengive den rigtige lilla farve. Det ser lige præcis således ud i virkeligheden. SKØN farve!)
Det var godt nok et imponerende resultat – der er ikke meget forskel på bad 4, 5 og 6.
Af det garn (plus det, jeg farvede sammen med Ditte) kan jeg lave et eller andet med næsten usynlige overgange fra mørkest til lysest, men det bliver ikke nu, for jeg har en masse julegaver, jeg lige skal have klaret først.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav i ammoniak dag 13Lav i ammoniak dag 50

Når vi kommer hjem fra Jylland, skal jeg afslutte mit forsøg med lav. Det mangler 10 dage i at have stået de 60, som forskriften angav, så det passer fint med, at det bliver i løbet af uge 48.
Det er blevet helt mørkebrunligtsort, så jeg har temmelig svært ved at se, at det skulle kunne give en lilla farve, som der stod i artiklen.
Det kan dog meget vel være fordi jeg ikke har taget den rigtige slags lav, men det bliver alligevel lidt spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Reklamer

6. november 2017

England kom før os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Baret - alkannaBaret - alkanna (2)Baret - alkanna (3)

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

15. oktober 2017

Ligusterfascist?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags:

Det håber jeg ikke, at jeg er. En ligusterfascist, altså. Som jeg husker ordet, der blev flittigt brugt i halvfjerdserne, betyder det småborgerlig og svæversynet, hvilket er en ikke særlig attraktiv etiket at få hæftet på sig.
Har man nogen sinde hørt om en ligusteraktivist? Det er jeg måske nærmere, hvis man kan forestille sig en person, der nok har stærke holdninger om en masse ting, men som sjældent aktivt råber op om dem uden for matriklen.
I sidste uge var jeg en ligustersværmer i ti minutter – jeg sværmede rundt ude ved ligusterhækken, som vi (heldigvis) kun har på én side af huset, for at imageplukke bærrene fra den. Det blev i alt til knap 400 gram, som blev kogt i en times tid, hvorefter bærrene blev siet fra.
Det var lidt spændende, selv om Ditte uden synderligt held havde forsøgt sig, da vi holdt vores seneste plantefarvningsseance. Jeg brugte alle bærrene til kun 2 x 25 gram garn, nemlig første og andet bad. Det er i teorien alt for mange bær, men Dittes sørgelige og blege resultat taget i betragtning, var det oplagt.
Suppen var dybt mørklillablå, men da jeg kom garnet i skyllevandet, forsvandt langt det meste af farven! Skyllevandet lignede fuldstændig den farve man får, når man vasker noget der har været rødkål i.
Den smule farve, der blev tilbage i garnet, var en svag, meleret grålig søgrøn. Ikke nødvendigvis grim, faktisk kan jeg ganske godt lide den, men uomtvisteligt en anden farve end forventet med det dybblålilla udgangspunkt. Man ved simpelthen aldrig, hvad udfaldet bliver med planter …

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav dag 13

Det fine, lysegråhvide lav, jeg lagde i ammoniak, har foreløbig udviklet sig som vist herover. Det er efter hhv. 0 timer, 1, 5 og 13 døgn.
Det er tydeligt at se udviklingen, men jeg syntes ikke ligefrem, den går i den ønskede/forventede lilla retning, så jeg tog en lille prøve ud og farvede fem gram garn. Jeg ved godt, at det skal stå 60 dage, men jeg var nødt til at se, hvor jeg var henne.

Lav - første forsøg 1Lav - første forsøg 2

Jeg var herhenne. Meget langt fra lilla, og ingen ved, hvad der sker, når der er gået yderligere 1½ måned, men dette her er i hvert fald keeedeligt.
Ikke desto mindre lader jeg det stå, for nu skal forsøget køres til ende, og ydermere har jeg plukket en anden slags lav (Peltigera neopolydactyla), som er sjælden i Danmark, men meget almindelig i Sverige, og som skal afprøves. Den bliver måske kedelig, da den ikke hedder canina til efternavn … men så er det forsøgt.
Jeg her også taget noget randbæltet hovporesvamp med hjem, som skal koges af til farveekstrakt. Hvo intet vover, intet vinder.

10. oktober 2017

En diverse-dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: ,

I går gik det meste af dagen med veteransammenkomst på mit gamle arbejde. Jeg gik glip af de seneste to gange, fordi vi var ude at rejse, så i går skulle det være – mest fordi Verdens Bedste Chef var på programmet. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg gider blive ved med det der veteran-noget – næste gang vil det være fem år siden, jeg stoppede. Og så alligevel: Det viser sig jo hver gang at være hyggeligt nok, når man først falder i snak med både afgåede og endnu ikke jobstoppede kolleger.

IMG_8093En af vores søde bagboer (hende, vi fik valnødder af) har haft lånt vores trailer i et par uger, og selv om vi hver gang understreger, at hun bare kan låne løs, kom hun i aftes og sagde tak med en plade chokolade og en flaske druesaft på merlot-druer. En lidt pudsig ting, som jeg ikke har set før, men det hele bliver gemt til jul, så kan børnene få ‘rødvin’ juleaften.

I morges stod vi op til et herligt vejr, så jeg fik først af alt sat en vask over, spiste morgenmad, tog havetøjet på og myldrede derefter straks ud i solen. Nu skulle den sneboldbusk altså flyttes.
Det blev den så. Kvæsurten blev ligeledes flyttet; de russiske mandstro kom over ved siden af den rigtige mandstro og de tre soløjer kom også hen et sted, hvor jeg mener, de vil stå bedre. Hvis ikke, må de flyttes igen.
Indimellem stod jeg bare og nød den smukke og spejlblanke fjord, gæssenes skvadren, fiskerbådens tøffen og den næsten ikke-eksisterende morgendis, der lidt mystisk og blidt lå over det hele.
Da jeg havde arbejdet to timer i haven, besluttede jeg, at det måtte være nok for i dag. Man er vel pensionist … 
Hækken havde flere steder nogle store klaser ligusterbær og jeg besluttede mig for at give dem en chance, selv om Dittes forsøg med at farve med dem ikke faldt særlig smukt ud.
Resultatet her bliver vist også lidt mærkeligt, selv om bærrene er mere modne, og jeg har brugt relativt flere, men jeg ved det først endeligt i morgen.
Røde Kors-strikkedag var det også, så heller ikke denne dag kan siges at have været ensformig.
Der er, for vores vedkommende, åbenbart et godt stykke vej til Pensionistvisen med Grethe Sønch og Volmer Sørensen. Det gør ikke noget.

IMG_8095

3. oktober 2017

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: ,

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår, og det er da der også blevet. Temmelig mange, endda …
Noget af det er plante- eller rettere lavfarvningens mysterier, for hvordan noget fuldstændigt hvidgråt, tørret lav kan udvikle denne dybt rødbrune farve, virker ganske forunderligt.
Alligevel forstår jeg nok lidt af det – væsken, jeg har tilsat, er 5 % salmiakspiritus, hvilket vil skabe en kemisk reaktion, ganske som når man kommer syre eller base i en given væske, som så omgående skifter farve.
Men det er nu alligevel fascinerende.
imageHvad jeg derimod stadig ikke forstod var, hvorfor det skal stå i flere måneder? Udviklingen, som ses på billederne herunder, er sket på fem dage, og selv om farven sikkert nok vil kunne intensiveres yderligere, havde jeg svært ved at forestille mig, at et par uger ikke skulle være nok.
Jeg ledte højt og lavt og fandt endelig en artikel fra et universitet i Nebraska, der angreb spørgsmålet på en videnskabelig måde, hvilket er fint med mig.
Jeg skal spare jer for forklaringen – den kan I selv læse, hvis I orker, men meget kort fortalt: As the lichens decompose, orcinol in the lichen medulla is transformed into orcein, en proces der åbenbart tager mindst 60 dage.
Artiklen omhandlede forsøg med en kombination af skaldyr og lav, men her stod jeg af; synes ikke forskellen er værd at have det arbejde for, da der er andre ting, der kan farve den lyslilla, som skaldyret giver.
Nu er det snart ikke 50 Shades of Yellow for mit vedkommende mere, men 50 Shades of Purple. Det gør så ikke spor …

Lav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgn

Den tredje ting, der undrer mig, at at slutresultatet bliver lilla … hvis det altså bliver det i mit eget private eksperiment … men sådan er det tit med kemi. Det bliver en smule spændende, men jeg er åbenbart nødt til at vente yderligere 55 dage med at se hvad det bliver til.
Det er igen det der med tålmodigheden … den bliver godt nok sat på prøve en gang imellem.
Måske skulle man forsøge sig med lidt rønnebær i ventetiden?

29. september 2017

Vi har da bare valgt den værst mulige dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , ,

I dag er det flot vejr. Blæsende, med masser af hvide heste ude på vandet, men flot. Solskin og høj himmel.
John ville derfor skære æren (vi taler altså om træet ær!) ned i dag, for han gider forståeligt nok ikke stå med en elektrisk sav i regnvejr.
Den skal væk, fordi den er grim, efter vi på naboens anmodning skar den ned sidste sommer, fordi den tog noget af deres udsyn til fjorden. Det kan vi ikke have, så den blev væsentligt forkortet. Dt pyntede ikke ligefrem, så nu kan den lige så godt komme helt væk. Det er muligt, det er en fin hækplante, men det er, efter min mening, ikke et træ, der pynter i en lille have.

Med ærUden ær

Det gør naboens thujahæk bestemt heller ikke – jeg kan ikke fordrage thuja; det minder mig alt for meget om kirkegårde.
Heldigvis har jeg god gang i en sneboldbusk (anes til venstre for bænken), som allerede til næste år vil være for stor der hvor den blev sat, så den bliver flyttet to meter længere tilbage, lige ved siden af, hvor æren stod. Jeg skal bare lige have renset for skvalderkålsrødder først …
Det var første punkt på efterårslisten. Et andet punkt er også klaret, nemlig at flytte den klematis, der groede op ad æren.
HyldebærSelv om vi har kæmpet bravt med den hyld, der også stod, har den stædigt kæmpet imod hele sommeren, og vi er ikke færdige med at slås med den endnu, men de klaser bær, jeg fandt, kom i farvegryden. I er surt miljø skulle farven gerne blive holdbar, så nu prøver jeg. Jeg kan nu ikke forstå, hvis den ikke skulle være holdbar, taget i betragtning, hvor stort set umuligt det er at vaske spildt hyldebærsaft af tøjet.

Det så da også ud som om det var en ret potent farve, så det blev til både et andet og et tredje bad, men det hele blev lidt blegere allerede i skyllevandet – og … tredje bad blev blåt!? Det sluger åbenbart de rødlige farver først.
Nå. Jeg kan vel altid bruge det til et par vanter i fair isle eller norsk mønster, og ingen af farverne er helt tossede.

Hvorfor dagens overskrift? Fordi i dag er det godt vejr. På søndag bliver det godt vejr.
I morgen bliver det et allerh……. dårligt vejr! Selv yr.no, som var Sønderjyllands-optimistisk helt frem til i går, siger nu 12 mm regn mellem kl. 18 og 00. Hvis det så bare kunne vente til efter kl. 19, ville jeg være glad, men så heldig har man nok ikke lov til at være. Vi har med andre ord valgt den potentielt dårligste dag/aften til at se i tusindvis af stære. Det kunne godt gå hen og blive en helt anden slags sort sol end planlagt. Damn.

28. september 2017

Farverne udvikler sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

IMG_7955Det blæser og blæser – det er et rigtigt efterårsvejr i dag, bortset fra, at det ikke regner. Det gjorde det til gengæld i går, hvor vi havde et temmelig aggressivt tordenvejr hængende over os i over en time. På samme time fik vi 23 mm vand, så ligefrem skybrud var det ikke, men det var slemt nok endda.
Vildvinen (og ikke rådhusvinen, som jeg troede den hed – tak til min planteguru Ditte) bliver rødere og rødere dag for dag, og om ikke længe vil den være smukt rød over det hele.
Jeg elsker den farve, som er det nærmeste, vi kommer på de farver, vi så for et år siden i USA, og på grund af hvilke vi gik glip af vores lokale røde farver.

P1070311IMG_9957

Jo, efteråret har skam sine gode sider, men det der blæsevejr kan jeg sagtens undvære. Havde det ikke været for det, kunne jeg sagtens have haft siddet oppe på terrassen i dag, for der er lunt nok, men det piber lige ind, hvor man sidder, desværre, og det bliver hele tiden lidt værre, for de hvide heste nede på vandet udvikler sig støt og roligt fra shetlandsponystørrelse til noget, der mere ligner den engelske shire-hest.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 1 time

Det er ikke kun de røde farver på bådehuset og de hvide heste på vandet, der udvikler sig.
Det gør dette farvebad også … det er (mest) rensdyrlav overhældt med 5 % salmiakspiritus.
Det første billede er taget efter 0 timer; det andet efter en time.
Egentlig forestiller jeg mig, at det skal ende med at have en lilla-bordeaux-agtig farve, men så skal det stå i uger eller måske oven i købet måneder, hvor det hver dag får en lille rystetur og lidt frisk luft, da farveudviklingsprocessen er iltkrævende.
Det var sjovt at se, hvordan det tørrede og derfor meget lysegrå lav omgående tog denne fantastiske gulgrønne farve, i samme øjeblik, som salmiakspiritusopløsningen blev hældt over det.
Nu er det bare at væbne sig med tålmodighed … hvilket som bekendt ikke er min stærke side, men jeg behøver jo ikke at stå og kigge på det hele tiden.

25. september 2017

Man skal holde hvad man lover!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: , ,

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
 Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

22. september 2017

Hvorfor gør de det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen Set i Præstøved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)

21. september 2017

Potente skjoldlus og potent lyng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:37
Tags:

Som sædvanlig er vi blevet overraskede flere gange under farveseancerne og som sædvanlig er vi dødtrætte, når vi når aften. Som sædvanlig gaber vi to halvgamle og åbenbart også halvsenile koner over mere, end vi kan overskue, for hvis ikke vi skrev det hele ned hele tiden, blev vi forvirrede.
Vi gjorde heller ikke tingene nemmere for os selv, fordi den ene sommetider foretrak ubejdset garn, hvor den anden bedst kunne lide det bejdsede garns farve. Jeg tog nogle gange mit Andesgarn og andre gange lammeulden, som Ditte havde med til mig, så man fornemmer måske, hvor mange bolde vi hele tiden har haft i luften? Vi var derfor også tit forvirrede, selv om vi mente, vi havde taget rigeligt med notater.
Ahhh, er det nu det bejdsede eller det ubejdsede, der skal i dette her?
Nu er vi nået til det tredje bad blåtræ. Tror vi nok. … Hvilket garn brugte vi egentlig til første- og andetbadet?
Om igen. Dette er bejdset garn, så der skal den spraglede tråd på feddet.
Hmmm, hvad er det nu lige, der hænger der?
Åh for pokker, der skulle da blødt vand til lynggrensekstraktet – skynd dig at hælde det ud igen, så henter jeg lige noget regnvand.
Hvorfor i alVERden bliver garnet i det fjerde cochenillebad mørkere end det i tredje bad???

Cochenille og blåtræ

LyngCochenillen var så potent, at vi først gav op efter ottende bad. På billedet herover er vi kun nået til og med tredje bad (de røde farver). Det var første omgang, der slugte det meste af den blålige farve i badet, for de næste tre-fire stykker var lyserødere, og der var ikke meget forskel på dem.

På de første toenhalv dage er vi nået igennem to x 400 grams-bejdsning, otte bad cochenille, fire bad blåtræ, to alkanna (plus fire små syre-base-forsøgsbade), vi har snittet lyng og kogt lyngsupper af henholdsvis kviste/blade og grene, og farvet fem bade med førstnævnte.
Lyng, som er SÅ meget mere potent, end vi har kunnet læse os til i bøgerne og på nettet. Vi havde regnet med højst to bade, men det blev til fem, og Ditte tager oven i købet et sjette i morgen.
Det er yderst interessant at se, hvor meget både garner og bejdsning betyder. Til højre første lyngbad med, startende med de to øverste, som er 100 % ubejdset lammeuld, klokken fire er det bejdset tynd supersoft, og endelig Andes (= superwashbehandlet) bejdset. Man skulle ikke tro, de havde været i samme farvebad, vel?

IMG_7914IMG_7915

I går fik vi ingen regn, selv om vi flere gange havde en temmelig dramatisk himmel. I dag har der været byger, så vi har måttet trække tørrestativet ind i stuen, men det var så ikke så tosset endda, for så kunne vi sætte gang i brændeovnen for at få sat lidt speed på tørreprocessen.
Ditte forsøgte sig med at snitte lyng med en gammeldags brødskærer, men det gik ikke så nemt som hun havde regnet med, så beskærersaksen kom i brug i stedet for.
Vi har haft en halv tirsdag, to 12-timers arbejdsdage, plus at vi har været vores egne kantinedamer til samtlige måltider. Det er rigeligt for os til at gå ret døde om aftenen, så vi er ikke gået sent i seng – vi skal stadig klare hele dagen i morgen og lidt af lørdagen, så kræfterne skal række.
Det gør de nok også, for vi har det FEDT! Det hjælper gevaldigt, når de mentale kræfter er i overskud – trods lidt forvirring indimellem.

19. september 2017

Løg og alkanna

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags:

LøgskallerEndelig havde jeg fået samlet over 50 gram løgskaller. Når man kun kan bruge det yderste, helt tørre og nærmest pergamentagtige lag, skal der bruges mange løg for at få den mængde.
Flere steder stod der, at man, i stedet for at bejdse garnet, kunne bruge en aluminiumsgryde til at koge farvesuppen i, og naturligvis også til at farve garnet i den siede suppe (for en gangs skyld duftede det virkelig af suppe).
Jeg lagde derfor et ubejdset og et bejdset naturfarvet fed i, samt et fed bejdset, gråt garn. Der blev også til et 2. bad af det bejdsede naturgarn.
Det er ikke nok at bruge aluminiumsgryde som ‘bejdse’, men alle farverne blev ganske flotte – der er en del mere glød og ‘gyldenhed’ i dem, end kameraet kunne finde ud af. Hvad er det med de kameraer? Det er altså hammerirriterende, at de ikke kan gengive de korrekte farver.
På billedet er det ubejdset, bejdset, 2. bad og det grå garn. Det med 2. bad gider jeg ikke en anden gang – det kom til at ligne alle de første 50 shades of yellow lige lovlig meget.

 Alkanna-eksperimenter

Det gik endnu mere galt, da jeg skulle fotografere alkanna-eksperimenterne. Ligegyldigt hvad jeg gjorde ved og med kameraet blev farverne alt, alt for blå. Ovenstående var det bedste resultat, og det er slet ikke godt nok. Heller ikke de to sidste farver til højre i billedet er korrekt gengivet med den blågrå farve, alkannaen gav efter at have fået nogle korn kaustisk soda.
De andre til venstre for, derimod, var meget mere rødlilla end billedet viser – mere i retning af det lille indsatte billede ved siden af.
De to længst til venstre er hhv. bejdset og ubejdset garn, blot farvet i spritsuppen fortyndet cirka x 3 med vand. Den næste er 2. bad, tilsat en smule eddikesyre, og den lyseste er 3. bad.
I morgen skal jeg hente nogle pH-sticks, som jeg har bestilt på apoteket. Når nu pH-værdien skulle betyde så meget, er det rart at vide, hvor på skalaen jeg egentlig arbejder – især når Ditte kommer, og vi skal arbejde i stor skala.
Det så også ud til, at hvis jeg lod temperaturen forblive på omkring 50°, gik farven endnu mere over i det rødlilla, så der skal eksperimenteres en del mere. Jeg hælder mest til at holde alkannabadet nogenlunde neutralt (dvs. uden at komme syre eller base i overhovedet) – den basiske blå er lidt for grå efter min smag.
Nu er jeg spændt på blåtræet, som står og trækker farve ud til i morgen. Blåtræet, som virker mest rødt lige nu, men vi får se …

16. september 2017

Intet for alfa, men alt for omega

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Ny version af alfa og omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Avokado andet forsøgAvokado første forsøgNå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Avokadosuppe anden gang
Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

13. september 2017

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 


Avokadosuppe til farvningNå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Alkanna i husholdningsspritAlkanna i husholdningssprit (1)

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

IMG_7836IMG_7837

11. september 2017

Fifteen shades of blue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags:

P1070266Den indigofarvning, som snød mig forleden dag, blev gentaget i dag med en ny stamkype.
Jeg skal da lige love for, at der var mere krudt i denne omgang – jeg løb desværre tør for garn, for der havde været til en tre-fire dyp mere, og jeg nåede ellers helt oppe på otte. Det skyldes måske, at der ikke var 400 gram garn i hvert af badene; i de to sidste havde jeg kun 50 gram – men det ærgrede mig altså lidt ikke at kunne udnytte alt farvestoffet fuldt ud.

En del af det var overfarvninger: Der var to fed (1. og 2. bads) valnød; der var noget indigofarvet fra første omgang, hvor Ditte var her, som skulle have flere dyp for at blive mørkere blå, og endelig var der en padderok og to rumex acetosa, som trængte til at blive forskønnet lidt.

Ude i shelteret hænger der derfor nu femten forskellige blå nuancer, hvoraf nogle er næsten ens – men også kun næsten, og selv en minimal forskel vil kunne ses, når der strikkes med det, men det kan man benytte sig bevidst af. Derudover er der de seks forskellige nuancer fra første omgang, så det er ikke indigogarn, jeg mangler lige nu.
Jeg blev så frimodig, at jeg forsøgte mig med at plumpe et helt nøgle garn i farvebadet – jeg havde ikke engang gennemvædet det først. Jeg troede ikke, at farven ville kunne trænge helt ind i midten af nøglet, og jeg regnede med, at det ville tage uens imod farve, når det ikke var blevet gennemvædet, som det skal. Men.
Så meget for al den ulejlighed med at lave nøgler til fed og bruge tid på at væde det først – det blev præcis lige så pænt ensfarvet som alt det andet, hvor de foreskrevne forberedelser blev fulgt til punkt og prikke … jeg gjorde det med to nøgler, hvor det ene fik to dyp og det andet ét. Det lykkedes fint med begge to, uden det blev det forventede melerede garn. Så ved jeg det!

Havesyren var lidt fesen i farven; især den ubejdsede, så den gule fik et enkelt dyp og den beige fik to. Det pyntede da lidt på det.
Padderokken, som også var noget blegnæbbet, fik, efter to dyp, en flot, klar petroleumsgrønblå farve, som kameraet ikke kan finde ud af at gengive korrekt. (Feddet forrest og længst til venstre på øverste billede).

Rumex acetosaRumex overfarvet med indigo

Ditte kommer snart igen, så skal vi gå amok i blå og lilla farver. Plus noget lyng. Og noget fyr og gran … hun kommer så hurtigt, vi begge to havde de samme ledige dage, men uhhh, det er svært at vente, når det klør så meget i farvefingrene. Heldigvis er jeg ved at forberede et avokadofarvebad, som skal med til Sverige og op i en aluminiumsgryde om ikke så længe. Denne gang lykkes det forhåbentlig noget bedre end første gang.

7. september 2017

Lidt ulogisk …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags:

Min indigo-stamkype havde stået i sit glas i 12 dage, nemlig siden Ditte var her og farvede masser af garn sammen med mig. Det siges, at den kan holde i op til flere uger, men jeg mente alligevel, at det var ved at være på tide at få den brugt.
Det var det sandelig også … der var godt nok ikke meget krudt tilbage i den, så en anden gang vil jeg ikke lade den stå mere end et par dage. Jeg havde ellers brugt et par vågne nattetimer på at udtænke en kompliceret plan for, hvad der skal i hvilket bad og hvor længe, og hvor mange ekstradyp jeg vil give hvor mange fed. Jeg måtte skynde mig at skrive det ned i morges, inden jeg glemte det igen (gad ikke stå op i nat).
Det bliver næste gang … jeg kunne allerede efter 1. bad se, at planen ikke holdt.
Men jeg har snart samlet løgskaller nok (billede 3), og jeg har fundet ud af, hvorfor rødgran hedder rødgran: Fordi det farver garn rødligt (billede 1; billede 2 er fyr). Eller måske er det ikke derfor, den har fået sit navn, men det var da et meget godt bud …
Jeg har lige set, hvor stor forskel der kan være på at farve med blødt (fx billede 2, nr. 1 & 2) og hårdt (billede 2, nr. 3 & 4) vand, så der skal eksperimenteres lidt med regnvand, hvor det bløde vand giver den pæneste farve.
RødgranFyrLøg

Cochenille - kraprodEfter anbefaling fra Ditte har jeg investeret i Sofie Meedoms bog om plantefarvning. Den er helt suveræn, og det var den der spøgte og holdt mig vågen i nat, tror jeg. Det var også på grund af den, jeg forsøgte at google mig frem til, hvor man køber blåtræ.
Det fandt jeg, og de havde også et træ, der hedder alkanna, som jeg ligeledes syntes, jeg måtte investere i. Og de havde vinsten, som man i visse tilfælde med fordel kan bejdse med. Cochenille (billede 4, til sammenligning den rødere kraprod til højre) havde de, ikke overraskende, også, så nu kan jeg farve rigtig meget garn i blå og blålilla farver, hvilket er mere ovre i den farveskala, jeg kan gå med.

Blåtræ synes jeg er et ulogisk navn, fordi: “Blåtræ, også kaldet kampechetræ eller brunspån, er et træ, der stammer fra Mexico. Det var tidligere en vigtig kilde til rødt farvestof. Træets videnskabelige navn betyder “blodtræ”.
Videnskabeligt navn: Haematoxylum campechianum”.
Navnet brunspån kan jeg forstå, men den største overraskelse kommer nok, når man ser, hvilken farve den giver – den er nemlig hverken rød eller blå, men dybt lilla (som jo er en blanding af rød og blå), men er det ikke en totalt fantastisk farve? Jeg ved, at Linda vil smelte her!
Gad vide, hvordan den røde farve kommer frem? Det har jeg ikke kunnet finde noget om.
Blåtræ og Alkanna

Det er sandelig godt, at Ditte har bestilt 10 kilo (yes!) garn til farvning, hvoraf jeg har sat mig på de fire. Det er lige før jeg fortryder, jeg ikke tog halvdelen, for holddaop, hvor skal der bare farves.
Kom bare igen, Ditte – der er vist belæg for det meste af en uges tid til en omgang farvningssammenkomst her … og der er rigeligt med både blåtræ, alkanna og cochenille til os begge!

1. september 2017

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Avokado (2)

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Avokado

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.


Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Den nye gamle bil

30. august 2017

Når nu det alligevel bare regner …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

IMG_7748Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Chadwick

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

26. august 2017

Det kræver slet ingen behændighed – kun lidt hekseri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags:

Når man farver med indigo, er det ikke mere bare lige at koge suppe på nogle planter, plumpe noget garn i og lade det ligge, til man synes det har den rigtige farve – eller til man kan se, at man ikke kan vride mere farve ud af den suppe.
Man skal først lave en stamkype ved at bruge NaOH, C2H6O, H2O og Na2S2O4. Og indigo, selvfølgelig …
Den blanding må helst ikke få ilt, så man sjasker ikke bare sådan rundt med tingene. Indigo farver som bare pokker, og da jeg er en smule øm over køkkengulvet, fortrak vi til terrassen, lagde presenning ud og satte gryden over på gasblusset på grillen. Badet må heller ikke overstige 60°, så omhyggelighed på alle fronter er påkrævet. Endelig kan man ikke vurdere, hvornår det er blåt nok, for det er gult nede i gryden og bliver først blåt, når det kommer i forbindelse med luftens ilt, men så sker det også på sekunder – det er ren magi.

IMG_7735IMG_7737

Indigofarvningen overraskede os en del. Første bad gav en noget lysere farve, end vi begge havde forventet, selv om det fik de foreskrevne 10 minutter. Til gengæld gav både andet og tredje bad stort set den samme farve som førstebadet, og det begyndte først at miste pusten på fjerdebadet.
Den smukke stålgrå, man kan ane midt i det blå, er gråt garn som udgangspunkt i 3. bad. Vi fortsatte op til syvende bad, hvor det gav en fin babylyseblå lidt over i det turkise.

IMG_7743

På et tidspunkt skal jeg prøve med længere farvetid og med at overfarve førstebadets garn, men på den anden side er der lige netop garn nok til at kunne strikke et ret flot Find Your Fade-sjal af denne blå farveskala. Jeg må bare farve noget mere garn …
Herover ses det samlede resultat af vores tre travle dage. Den skrigende, neon/limegrønne nederst, venstrest skulle man næsten ikke tro kunne lade sig gøre med plantefarvning, men det er gyldenris med indigo-overfarvning.

IMG_7738IMG_7741

Ditte har fundet en ny farve, som hun har tænkt sig at markedsføre som pomerans-høgeurtsorange. Det er slående, så tæt den farve er ramt … men om den kan rekonstrueres, er et helt andet spørgsmål … vi kunne se, hvor stor forskel der var både på rejnfan og tagrør på de to-tre uger, der er gået, siden jeg prøvede første gang. Konklusionen var, at alt skal altid tages lige så snart man overhovedet kan.

IMG_7756

Tilbage stod kun at få skrevet etiketter og lavet små ‘snoprøver’, som skal systematiseres, limes på stift papir med noter om plante, bejdsning, osv.
Dvs. kun og kun – det bliver også lidt af et arbejde, men det er rart at have til senere, selv om vi fik op til flere beviser på, at det er stort set umuligt at rekonstruere en omgang plantefarvning.

P1070241P1070242

Sådanne snoprøver fra sine mange tidligere farvninger havde Ditte med, og jeg blev så betaget af dem, at jeg lovede mig selv at lave nogle tilsvarende.
Som sagt skal de over på andet papir og teksten skal skrives med skønskrift – lige nu har jeg lavet kladden i den rækkefølge, farvningerne foregik, men de skal sættes på plads i regnbuerækkefølge.

Og det var nok det sidste plantefarvningsindlæg i denne omgang. Nu er I nok også grundigt trætte af min nye dille …

24. august 2017

Nu blev det mærkeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:44
Tags:

Vi har simpelthen været enormt flittige – også i dag. Vi har egentlig nok ikke været mere flittige end i går, men vi er mere trætte i dag. Det er fordi vi er pensionister, som slet ikke er vant til at arbejde fuldtids og lidt til i to dage i træk. Det bliver så tre, inden vi er færdige, for i morgen går vi i gang med indigofarvningerne, og når vi er færdige med disse blå farver, har vi faktisk præsteret et helt farvehjul på de tre dage.

Farvehjulet minus blå

Kraproden er højpotent, og vi har ikke engang overdoseret. Vi farvede fire bade og følte os forholdsvis sikre på, at der var saft og kraft nok til både et femte og et sjette, men det havde vi hverken tid eller bejdset garn nok til.
Den orange farve i midten er noget gyldenris, som Ditte har farvet over med andetbadskraprod. Jeg havde også en lille tester med. Det er flotte og skrappe farver, men ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal bruge dem til …
Valnøddefarvningen gav nogle smukke, brune farver, hvoraf den lyseste bliver overfarvet med indigo i morgen i håbet om at opnå en petroleumsfarve.

Grå bund til venstre, hvid til højreTV valnøddeblade, TH hele nødder, 2. bad

Valnødder er åbenbart temmelig uforudsigelige. I fredags blev min andenbadsvalnød mørkere end første bad, hvilket sagkundskaben ingen forklaring havde på.
På billedet herover til venstre kan man nok fornemme, at garnet længst til venstre er lysere og mere gyldent end det til højre. Det mærkelige her er, at det lyseste er farvet på mørkegråt garn og det mørkeste er farvet på næsten helt hvidt garn. Alle tre på billedet er samme garn, fra samme bejdsning og fra samme bad. Meget mærkeligt …
Valnøddeblade skulle give en anden farvenuance end hvis man farver med kun valnødder. De to cafe latter er hhv. valnøddeblade, 1. bad og hele valnødder, 2. bad. Det kalder jeg ikke en helt anden farve, men det kan måske skyldes, at for alle blades vedkommende skal man helst tage dem, mens de stadig har foråret i sig.

Kraprod, 3. og 4. badKraprod, 2. bad, bejdset og ubejdset

Kraprodsfarverne herover er jeg ret betaget af – det er en dejlig, teglrød farve, som tager lidt af, efterhånden som farvestoffet opbruges – til venstre ses 3. og 4. bad. Der er ingen forskel, og vi er ikke nået til de helt lyse nuancer endnu. Det fik jeg lidt af ved at lægge ubejdset garn i andetbadet (billede til højre) … det var dog stadig mere farvet end vi regnede med på forhånd.

Kraprod, skylning af 1. bad Hygge hen under aften

Vi er som sagt trætte i dag.
Ditte fik skrevet “1. bag” på et af manilamærkerne, hvorpå jeg kommenterede, at vi heldigvis endnu er “udejsede”, hvilket skal udtales som u-dejsede for at give mening.
Det er vi ikke mere – vi er dejset om i stolene; Ditte med ipadden og jeg ved skrivebordet. Vi orker ikke mere fysisk arbejde og skal tidligt i seng. Vi har højst siddet ned en times tid i dag, inklusive frokostpausen. Det kan sådan nogle gamle koner godt mærke.

I morgen er det som sagt indigofarvning i stor stil – plus henkogning af de sidste reine claude-blommer, inden det er for sent.
Jeg har henkogt 10 kilo og nedfrosset lige så mange; jeg har foræret 30 kilo til diverse naboer, og i morgen henkoger vi et treliters glas til Ditte. Derudover er der de mange, vi har spist ‘fra træet’; der er nok 20 kilo tilbage i toppen af træet, som vi ikke kan nå, plus alle dem, som er faldet til jorden, men som admiralsommerfuglene og bierne (ikke hvepse. Hvorfor er de der ikke?) nyder lige nu. Jeg har aldrig set så mange admiraler før – de flokkes om blommerne på jorden, og det er et ret flot syn, når der sidder en halv snes inden for en kvadratmeter og mæsker sig.

23. august 2017

Tag på kurophold i det præstøske frilandsmuseum og få grønne fingre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:52
Tags: ,

Ditte viser sig at være lige så interesseret i plantefarvning som jeg; hun har farvet kilovis af garn for mange (over 30!) år siden, og blev vist lidt inspireret af nogen til at starte igen. Jeg foreslog derfor, at hun kunne komme på ferie i Den Stråtækte i nogle dage, og så skulle vi ellers farve, farve, farve, farve. Det lod hun sig ikke sige to gange, så hun stod på Næstved station kl. 9:30 i morges.

IMG_9695IMG_9696IMG_9697

Vi kastede os fluks over opgaven – jeg havde bejdset noget garn i aftes, så vi indledte med at bejdse en masse af Dittes medbragte garn.
Da det var i orden, satte vi gyldenris over, og da det kogte, gik vi ned og hentede tagrør i kilovis.
Kraprod blev sat i blød.
John morede sig vist over vores snak og vores gestik ved komfuret … men der var så sandelig også gang i både gryder og snak hele tiden.
Og i skylleriet. Og klipperiet … da vi ikke havde flere plader til rådighed, gik vi ud og samlede rejnfan.
På kurset sagde Anne, at man bruger både stængler og blomster af gyldenris og rejnfan, men jeg bruger altså kun blomsterne og får dermed langt klarere farver end de sædvanlige gulligt-grønne.

IMG_7707IMG_7709

Det blev til nogle yderst potente farvebade – alt på billedet herover er andet bad, og der var masser af krudt tilbage i både tagrør og gyldenris.

Ud over at råhygge og multisnakke, fik vi yderligere bejdset et hold, så vi har til den røde kraprodsfarvning i morgen. Til indigo- og valnøddefarvningen skal garnet ikke bejdses.
Vejret har leget sommer i dag, og vi havde heldigvis et par korte pauser til at sidde oppe på terrassen og nyde en kopkaf, solen og den skønne udsigt.
Da Ditte kiggede ned mod køkkenet, bemærkede hun, at det da fuldstændig lignede frilandsmuseet – bindingsværk, stråtag, brosten og med plantefarvet garn hængende til tørre på stativet. Da hun samtidig sad og strittede med sine nærmest mørkegrønne fingre efter en omgang tagrørsfarveskylning af garnet, gav dagens overskrift næsten sig selv.
(Kuropholdet kom ind i billedet, fordi Ditte er helt med på at spise det samme som John og jeg gør for tiden, så vi er simpelthen alle tre på kur, indtil Peter kommer fredag aften. Det er dog ikke den deciderede fasteudgave af den; det vil jeg alligevel ikke byde mine gæster – vi holder os til den sjovere del af den, bare med minus brød, kartofler og pasta.)

IMG_7712

Jeg kunne godt se, hvad Ditte mente …
Og farverne? Jamen de er da bare skønne.
Siger de to kvinder, der har ‘begået’ dem …
Og vi er slet, slet ikke færdige endnu, men vi har heldigvis hele to dage mere til at gå yderligere farveamok i …

IMG_7710

19. august 2017

Plantefarvningskursus på ØsterGro

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags:

Det er sandelig godt, jeg ikke skal til Østerbro hver dag … Jeg stod op 05:15, tog det første tog fra Næstved og var på Æbeløgade kl. 7:57; tre minutter før tid. Jeg havde nået det med lidt mindre stress på, hvis ikke Ringsted station havde haft signalproblemer, så vi sad og gloede der i et helt kvarter. Østerport station har valgt IKKE at have én oversigtstavle med alle afgange på; man skal ned på hver enkelt perron for at se, hvilke tog der går fra den. Ret usmart, synes jeg!
Da mit tog kom på tavlen, var det for at oplyse mig om, at det var aflyst, og at jeg skulle begive mig til Hovedbanen. Hrmpf.
Så tog jeg toget til Køge på min næstvedbillet, og ve den kontrollør, der ville vove at sige, at min billet var ugyldig – den havde kostet mig mere, end det ville have kostet at komme til Køge.
Der var ingen kontrol …

P1070196P1070204

Men bortset fra min muggenhed over alt dette transportpjat, blev jeg glad, da jeg så, hvor herligt et sted ØsterGro er. En stor, frodig og velpasset urtehave på 3. sal. Med restaurant i drivhuset und alles.
Og besøg af bybipasseren i løbet af dagen.
Heroppe mødtes 13 kvinder med Anne fra G-uld for at lære lidt om plantefarvning. 13 meget forskellige kvinder, de fleste rigtig søde, en enkelt så glemsom, forfjamsket og forvirret, at jeg ikke fatter, hvordan hun overhovedet fandt ind til byen og herop!

P1070200P1070203

Der var gang i en rejnfansuppe og en valnøddesuppe. Det førstnævnte er jeg bedre til hjemme i køkkenet – jeg fik i hvert fald langt pænere farver ud af det, end tilfældet var i går (jeg brugte kun blomsterne, ingen blade eller stængler) … men valnøddefarvningen var fin at lære mere om. Jeg har en bagbo, som er leveringsdygtig i valnødder, og som vil forære mig så mange jeg har brug for, hvis hun får lov at kigge med, når jeg skal farve.

P1070206

Det mest interessante for mig – og det vidste jeg godt, da jeg meldte mig – var, at vi også skulle gennemgå kunsten at farve med indigo. Det giver i sig selv smukke farver, og hvis jeg overfarver mine 50 shades of yellow i en eller anden grad af indigo, kan der komme nogle ret flotte farver ud af det.
Annes ord lød: Lær at elske jeres fejlfarver eller dem, I umiddelbart ikke bryder jer om. De kan blive vildt flotte med overfarvninger.
Det kunne jeg godt se, så jeg købte en pose indigo med hjem. Og 500 gram kraprod, så jeg også kan farve rigtig rødt. Som jeg heller ikke kan gå med, men overfarvning med indigo skulle kunne give nogle flotte, blålilla farver.

P1070197

RejnfanDet er da et flot farvehjul, ikke sandt? Og jeg kunne tilføje min fantastiske æggeblommegule farve (mørkegul; fra græsspisende høns, ikke burhønelysegul!).
For nu at totalblære mig, så var min tagrørsfarve også flottere end den, der blev vist frem. Jeg ved ikke hvorfor … måske fordi jeg har brugt noget andet garn – min farve blev i hvert fald klarere grøn end på farvehjulet her.
Jeg har åbenbart fundet noget rigtig godt garn. Må hellere købe lidt mere, selv om jeg så overskrider mine egne beføjelser.
Man kan måske fornemme, at jeg overhovedet ikke er færdig med at farve garn?

13. august 2017

Gul og Gratis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

IMG_7665

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

IMG_7666IMG_7667

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Tagrør og rejnfanIMG_7671

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

10. august 2017

Fridag i farvningens tegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags:

Det lyder forkert at kalde det en fridag, for det er jo ikke sådan, at vi ikke kan få hænderne ned, fordi englænderne har en dag for sig selv i Tivoli. Vi vil naturligvis helst være sammen med dem, men de sidste to gange, vi har været i Tivoli med dem, er det meste af Johns og min tid gået med at vente og vente og vente og vente … ungerne kan de fleste ting selv, og dem de ikke kan, kan vi heller ikke, så forældrene må tage med i forlystelsen. Vi var taget med, hvis vi kun havde haft nogle få dage sammen, men denne gang er det næsten tre uger, hvorfor det er noget helt andet.

Børnene kajakker (5) (1)Børnene kajakker

IMG_7640I aftes var fjorden så stille og fredelig, at Tim syntes han kunne forsvare at sende børnene ud alene. De holdt sig inde langs kanten, hvor vi vidste de kunne bunde – de er nu begge gode svømmere, men derfra og så til, at Tim ikke er med ude … det er for tidligt, men der var intet farligt ved det i aftes, og alle hyggede sig.

Jeg har brugt dagen på plantefarvning. Det er lige nu, tagrør, rejnfan og gyldenris skal tages, så det dur ikke at vente, til englænderne er taget hjem igen, men det gør ikke spor, for ungerne synes det er sjovt at gå med ud og hjælpe med at klippe blomster af til farvebrug. (Det er sådan lidt tribal-agtigt, mener de). 
Billedet til højre er rejnfan – det er stadig en del af 50 shades of yellow, men det er den smukkeste, æggeblommegule farve, jeg længe har set, så jeg satte endnu en portion over. Til venstre ubejdset garn, i midten 2. farvebad og til højre 1. farvebad.

IMG_7641IMG_7650

Så kom turen til tagrørsblomsterne. Dem var jeg spændt på, for jeg havde læst, at det blev en lysende grøn farve.
Først tænkte jeg ØV, det bliver endnu en af de gule, men som tiden gik, og det havde kogt en times tid, så det noget mere lovende ud.
Det endte med farven i feddene herover. Det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farven.
Det viste sig også at være rigtigt, at der ikke er farve nok til andet bad, så jeg klippede lidt flere blomster i dag og overfarvede garnet fra 2. bad.

Tagrørsblomst 2Tagrør og rejnfan

Det blev ikke helt den samme grønne farve (herover før og efter skyl; med andet hold rejnfan i baggrunden), men den er okay; det var i øvrigt også en anden slags garn, og nu har jeg lært, hvordan jeg skal behandle tagrør.
Nu skal jeg bare have sat lidt gyldenris over, men efter den flotte rejnfan forventer jeg ikke at svømme over af begejstring.
Lad os nu se – jeg er før blevet overrasket.
Jeg glæder mig til plantefarvningskurset på næste fredag – og så skal jeg på loppemarked og se om jeg kan anskaffe mig en gammel jerngryde, for på Middelaldercentret så jeg, hvor meget man kan ændre på farven ved efterfølgende at sørge for, at der er masser af jern[ioner?] til stede.

23. juli 2017

Meget … rustikt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

SolbærSolbær (1)Solbær (2)

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede. 
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Solbær (3)Solbær (4)

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Birkeblade (1)Gul snerre-hasselblade

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud. 
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefavningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

17. juli 2017

Lige pludselig samler jeg også de giftige …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: ,

Gul snerreLokalt omkring Den Stråtækte fandt jeg kun en enkelt – og meget lille – plet med gul snerre, men på vores vej til torpet i dag kunne jeg konstatere, at Sverige er velsignet med den urt i en grad så høj, at jeg var forbavset over aldrig at have lagt specielt mærke til den før – men sådan kan ens syn på verden omkring én ændre sig, når der kommer andre interesser i spil.
Jeg har derfor gul snerre med hjem i store mængder (samlet på naboens grund), så der skal farves to bade med overvejende blomsterdelen i det ene og med roddelen alene i det andet for at se en eventuel forskel. Men gult giver de begge! Jeg er begyndt at undersøge hvilke svampe der giver andre farver end gul, så fremover (selv om jeg lige præcis i dette tilfælde måske kunne forsvare at sige, at jeg samler dem fremadrettet, for jeg havde kun øjne i nakken, da Charlotte var lille) samler jeg også de svampe, som vi ikke spiser, og jeg ved, at der findes nogle heroppe lige omkring os, jeg vil kunne bruge; de er bare ikke rigtig kommet frem endnu.

Tåresvamp

PræstepikDet er første gang, jeg ser svampen her med hvid stok og grå hat på egen grund. Det er en Phallus impudicus, på dansk formelt kendt som almindelig stinksvamp, men kaldes i daglig tale det flatterende navn præstepik. Hvorfor lige de stakkels præster skulle lægge navn til, skal jeg lade være usagt – jeg har aldrig kendt en præst intimt, så jeg ved ikke, om der er noget om snakken … men hvorfor den hedder stinksvamp, er man derimod slet ikke i tvivl om, når man kommer i nærheden af den!
Fluerne elsker den.
På engelsk hedder den common stinkhorn, så medmindre horn har en betydning, jeg ikke kender, er de ikke så direkte i deres navngivning … mere … for se her, hvad den har heddet før dronning Victoria og hendes snerpede æra kom ind i billedet:
Botanist John Gerard called it the "pricke mushroom" or "fungus virilis penis effigie" in his General Historie of Plants of 1597, and John Parkinson referred to it as "Hollanders workingtoole" or "phallus hollandicus" in his Theatrum botanicum of 1640.
Især den med ‘hollænderens redskab’ synes jeg er ret morsom.
Den gule hedder tåresvamp, men jeg har ikke tænkt mig at eksperimentere med at farve med den!

16. juli 2017

Fifty Shades of Yellow

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:58
Tags: ,

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

50 Shades of Yellow

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

14. juli 2017

Gul, gulere, neon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1070064Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men P1070062jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

P1070067P1070070

P1070069

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

11. juli 2017

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: , ,

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Første forsøg (1)Første forsøg (3)Første forsøg (5)Første forsøg (6)

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Første forsøg (8)Første forsøg (9)

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Første forsøg (13)

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

10. juli 2017

Man begynder med bejdsningen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

EvolutionNu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

IMG_6676IMG_6678

IMG_6679Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.