En (for)underlig mekanisme

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Jeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m². Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

Så kom den – frosten

Den gik ikke længere. Jeg så på stjernehimlen i aftes og ønskede mig lidt flere skyer, så vi kunne holde nattefrosten væk lidt endnu, men mit ønske blev ikke opfyldt. De fleste af dahliaerne har dog mirakusløst nok overlevet, så det kan kun lige netop have haft sneget sig under frysepunktet.
Jeg vågnede til en af de smukkere solopgange. Da John en lille halv time senere fik øjne, var den stadig lige betagende, og efter yderligere en halv times tid begyndte fjorden at dampe i morgenlyset. Betagende. I virkeligheden … det er svært at gengive på et billede, da det helst skal ses som panorama.

Men smukt var det ikke desto mindre.
Jeg elsker bare at bo her …

Smuk var også den dampende fjord, som ses herunder. Jeg kom først til at tænke på Avalon og derefter på Betty, som jeg bare har SÅ meget respekt for, fordi hun er vinterbader … for mig står det for noget ovenud rædsomt at skulle nedsænke sit luksuslegeme i vand med den temperatur – eller endda koldere.

Disse støvet-grårosa farver forærer mig en glimrende visuel overgang til at vise resultatet af farvningen forleden, hvor jeg – blandt andet – farvede 300 gram af de 400 gram lysegråt garn, som jeg købte, da vi var i Ravning for at besøge g-uld.
Originalgarnet/-farven ses længst til venstre; derefter de tre gradueringer. Forskellen er ikke stor, men den og også farverne er lige præcis som jeg havde forestillet mig, at de skulle være. Nu er der garn til min egen version af Piletørklædet, men jeg har forbudt mig selv at gå i gang, for der mangler stadig ting til julekassen, og jeg ved udmærket hvad der sker, hvis jeg først kaster mig over det halstørklæde.

Billedet af tørklædet er g-ulds, men jeg satser på, at det er i orden at sætte det ind her, når jeg nu har købt både garn og opskrift af dem. Det bliver bare så suuuperblødt, gør det – og jeg er ikke engang uldsart … må hellere til sin tid passe på, at en uldsart person ikke kommer til at røre ved det, for så kunne jeg måske risikere at få en bestilling.
Fordi cochenille ikke behøver en indledende bejdsning og fordi farvebadet helst ikke må overstige 85°, er det farvede garn lige så blødt og lækkert som det ufarvede. Bejdsningen kan sommetider godt gøre det en lille smule hårdere, er min erfaring.

Ud over kanten

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

En god tur

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

Mere farverigdom

Når nu Ditte har fortalt mig, at gyldenris er listet som invasiv, måtte jeg jo hellere skynde mig at gøre noget for at minimere bestanden her i lokalområdet, så jeg indsamlede hele 400 gram plus 400 gram rejnfan, hvilket lige passede til mine 2 x 100 gram hhv. tin- og alubejdset uldgarn.
Det hjælper nok ikke specielt meget at indsamle lidt blomster … mon ikke de spredes via rødderne? Nå, pyt med det. Jeg holder faktisk af gyldenris.

Tinbejdsning til venstre, alubejdsning til højre. Samme slags garn, samme farvebad. Ingen efterfølgende farvejustering af billedet.
Det hedder sig, som jeg vist før har nævnt, at tinbejdsning skulle gøre farverne klarere, men det vil nu tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved (nej, ikke stille spørgsmålstegn ved! Man stiller spørgsmål og sætter tegn. Huskeregel: Det hedder tegnsætning og ikke tegnstilling), fordi det for mig at se vist handler mest om definitionen/opfattelsen af ordet ‘klar’.
Om man kan lide farverne eller ej er en smagssag, men man kan ikke diskutere, at den er kraftigt gul! Den er gulere end gul, og jeg synes det er en smuk og flot farve, selv om den får mig til at ligne et lig, hvis den kommer i nærheden af min hud. Jeg ville ønske, at den klædte mig, men jeg skal have kølige farver for at få en varm og ikke ligfarvet hudtone.

Dagen i dag gav mig lidt mere farvelære. Alle I andre vidste det sikkert godt i forvejen, men jeg havde ikke tænkt over det før jeg fik smækket det lige i synet med de to karklude, jeg lige har strikket (det er da forbrug af garnrester i højeste potens, ikke sandt?).
Det er de samme farver, jeg har brugt til striberne i de to klude. Ikke samme rækkefølge, men samme farver.
Den sorte baggrund fremhæver farverne og gør dem klarere, mens den flødefarvede baggrund nærmest kvæler dem – med et pænere udtryk kan man sige, at det gør dem blødere.

Til sidst endnu en farveeksplosion.
Det er et sjal, jeg lige har købt mønster til. Der er udelukkende brugt plantefarver – 18 af slagsen – og sjalets andet navn er Madder & Indigo (madder er krap, som giver de røde farver).
I morgen skal jeg finde farver frem; nogle vil måske have gættet, at det på ingen måde er et problem for mig at finde 18 forskellige plantefarver.
Jeg vil bruge en lidt anden farveskala end den angivne, igen pga. det med at undgå at komme til at ligne et lig. Jeg skal sætte farver sammen, der både klæder hinanden og mig.

Interessante farver

I slutningen af april indsamlede jeg Xanthoria parietina, væggelav, på Reersø havn og satte det over i salmiakspiritus. Det skulle stå i minimum to måneder, så med nu godt tre måneder mente jeg det måtte være godt nok.
Til anledningen havde jeg bejdset med tinklorid, hvor man normalt bruger alun til plantefarvning, men da der helst skal bruges tin til svampe, ville jeg forsøge mig med det til denne farvning med væggelav. Derudover ville jeg også farve med lidt af de tørrede svampe jeg fik med fra kurset.
Svampefarverne er jeg ikke specielt imponeret af – det bliver pænere farver med fx kraprod, men det er min mening og smag bør ikke diskuteres. Jeg har det bare lidt bedre med, at det er så svært at finde farvesvampe …

Herover resultatet af Xanthoria parietina. Det er interessant, fordi tinbejdsningen gav den mørkeste farve. De to korte bundter er med alunbejdset garn, hvilket gav en lidt mere fesen farve. I midten 1. bad og lige til venstre ses 2. bad. Helt til venstre er 2. bad med alunbejdset lammeuld. Til højre er gråt tinbejdset garn, som bare blev … grimt. Øverst til højre skimtes et nøgle tinbejdset ultratyndt lammeuld. Jeg er ganske tilfreds med udfaldet.
Bagved ses svampefarveresultaterne. Fine nok, men det kan planter som sagt også klare.

Herover et andet interessant resultat: Farvning med tagrør på hhv. alun- og tinbejdset garn. Jeg har ingen steder set det forsøg før, men der er væsentlig forskel på de to bejdsninger.
Fra venstre: Fire x superwash garn (Arwetta): Tin, 1. bad – tin, 2. bad. Alun, 1. bad – alun, 2. bad.
Nr. to fra højre er alun-lammeuld, 1. bad, og helt til højre ses alun-lammeuld, 2. bad.
Så er det bare at beslutte, hvilken farvevariant jeg helst vil prøve at gentage, men det er svært, for jeg er totalt begejstret for næsten alle de specielle grønne farvenuancer, man kan få af tagrørsblomster, så de er alle vildt flotte, synes jeg – med undtagelse af den sidste, som er en farve, man kan få med et utal af planter.

Visse kilder siger, at man med tinbejdsning får klarere farver end med alunbejdsning. Jeg ved ikke, hvor meget ‘klarere’ de er, men tin forårsager åbenbart, at der bindes mere farve til garnet, end alun kan sørge for.
Jeg er derfor ikke færdig med at eksperimentere med tinbejdsning. Jeg kunne ikke købe mindre end 100 gram, så jeg har rigeligt – der bruges nemlig kun 3 % tin, i modsætning til alun, hvor de fleste siger 20 %.
Bortset fra, at jeg til svampefarvningskurset talte med en kemiker, som havde målt sig frem til (jeg skal skåne jer for detaljerne), at man ikke behøver at bruge mere end 5-10 % alun. Det var ret interessant at høre om – der er basis for megen eksperimenteren fra min side.

Vejret er strålende

Vejret er i enhver forstand strålende – det småregner nemlig, hvilket passer fruen her perfekt, for vi fik ikke helt nok i de fire mm fra forleden. Det ville være synd at sige, at det er skybrud, men det er meget bedre med denne stille, silende småregn, som kun gavner og ikke ødelægger.
Det gavner mig også indirekte, for jeg er hus- og havepasser for bagboen de næste 14 dage … nu varer det lidt længere, inden jeg behøver at vande deres flotte have.

Det er med andre ord indevejr, og vi hygger med forskellige sysler. John med fotoredigering, for han er, efter vi var i Grønland, begyndt at tage alle sine billeder i raw-format, så det tager en rum tid, inden han har behandlet feriebillederne, så de umiddelbart kan ses på andre medier end hans egen pc.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at katalogisere resultaterne af mit svampefarvekursus. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig blev en nærmest uoverkommelig opgave at få ordnet garnet og sat prøver i det dertil indrettede A4-ringbind. Men nu er det sket, og jeg har lige husket mig selv på at starte på noget tinbejdsning, når jeg er tilbage fra Nordsjælland onsdag aften. Garnerne på billedet er alunbejdsede, hvilket de ikke skulle have været, men det vidste jeg jo først, da kurset var i gang. Det har været lidt besværligt at få fat i tinklorid, men det lykkedes, og jeg glæder mig til at se nogle forhåbentlig anderledes resultater med de tørrede svampe jeg fik med hjem. Tinnen skulle gøre farverne meget klarere end alun kan præstere, selv om de var lidt forbavsede og overraskede over mine fine farver på kurset.
De røde er cinnoberbladet slørhat og den grønlige er brunporesvamp.

Det er blomstertid. Jeg blev blomsterbarn i 1968, hvilket ikke helt passede mine landmandsforældre, men jeg lod mig rive med af bølgen, selv om jeg aldrig gik all in, men kun bevægede mig lidt prøvende rundt i periferien af det hele. Bevidsthedsudvidende stoffer blev det aldrig til, ikke engang for ‘lige at prøve’, og jeg fik senere at vide, at det var det, mine forældre havde været mest bekymret for; ikke så meget mit hippietøj og musikken, men stofferne! Det kan jeg godt forstå i dag, men det var aldrig i spil for mig, for jeg havde allerede set for mange blive ødelagt af det stads.
Blomsterne har jeg aldrig sluppet. Jeg elsker blomster, og på denne årstid har jeg altid masser af blomster både ude og inde … kan slet ikke få nok af dem.

Herunder resultatet af et af Johns familiegruppebilleder fra englandsturen. Vi har sendt to rundt til alle, for enten så nogle lettere fjollede ud, eller også så nogle andre lettere fjollede ud, eller også vendte et barn ryggen til, eller også glemte en eller flere at smile – desværre er det temmelig vanskeligt at kombinere den halve snes billeder, så alt bliver optimalt.

Vi savnede Heidi, Nikolaj og lille Ida. Det kunne have været så sjovt at have haft hele klanen med! Det blev vi enige om at forsøge os med om et par år. Det var Tim og Charlottes eget forslag, så de har åbenbart ikke fortrudt at have haft hele banden på én gang.

Jeg er mere blå end Ditte

Vi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

“Vi har snydt lidt …”

I dag har den stået på svampefarvningskursus i Hornbæk. Det var gratis for medlemmer af Svampeforeningen (som hedder Foreningen til Svampekundskabens Fremme, men det er så tungt at sige), så det var et tilbud jeg ikke kunne modstå. Man skal lære nyt hver dag, og jeg har lært meget i dag – af søde, dygtige, vidende mennesker. Mennesker med forstand på svampe og et enkelt menneske også med forstand på kemi, fordi en af svampekendernes ægteviede er kemiker. Han deltog i dag og kunne bidrage med den mere videnskabelige side af farvemysterierne, hvilket jeg holder meget af. Svampefarvning er, fuldstændig som plantefarvning, absolut ikke en eksakt videnskab, og det er umuligt at reproducere noget som helst, men ikke desto mindre ligger der noget kemi bagved, som det er rart at vide lidt om.

Underviserne i dag var meget dedikerede til svampe, men kendte stort set intet til plantefarvning, så vi fik en del interessante samtaler og sammenligninger ud af det. Herover ses, hvor flotte farver svampe kan præstere. Ganske almindelige svampe, som enhver kan gå ud i de danske (og svenske) skove og finde. Til nogle af dem skal man måske være en smule heldig, men de findes!

Det er en god ide at have et tørreapparat, som jeg heldigvis er den heldige ejer af, for man finder stort set aldrig nok svampe på én gang til at kunne farve noget af betydning, men hvis man tørrer dem, kan de holde sig i årtier.
Herunder ses først cinnoberbladet slørhat og dernæst brunporesvamp. De kan enten give nogle skrigende eller nogle forholdsvis afdæmpede farver, afhængigt af hvilken bejdse man har anvendt.

Disse garner herover er – nedefra og op – ubejdset, bejdset med aluminiumsulfat, tinsulfat, kobbersulfat og jernsulfat. Samme type garn, samme farvebad, så det er tydeligt, at det er bejdsen, der gør hele forskellen.
Det er lidt nørdet, alt det her, jeg ved det godt, men indlægget er i høj grad også en støtte til min hukommelse. Jeg er holdt op med at tro, at jeg kan huske det hele, når der er gået et stykke tid.

Det lille billede til højre er resultatet af det garn, jeg selv havde med.
Til venstre noget lysegråt, alunbejdset uldgarn, i midten garn indeholdende hør og uld, farvet i 2. bad af den cinnoberbladede slørhat og til sidst noget alunbejdset, naturfarvet superwash strømpegarn i 1. bad af cinnoberbladet slørhat.
De var lidt forbavsede over, at farveudfaldet på mit garn gik så meget til den teglrøde side, når nu det var alun- og ikke tinbejdset, men jeg har erfaringer fra plantefarvningerne med, at superwashgarn ofte tager en del mere imod farve end ikke-behandlet lammeuld.
Jeg skal helt sikkert eksperimentere mere med svampefarvning – jeg var så heldig at få noget tørret materiale med hjem af netop de to svampe, vi forsøgte os med i dag.

(Hvorfor den overskrift i dag? Fordi kursusholderne i forvejen havde kogt nogle tørrede svampe til farveekstrakter for at spare tid.)

Who’d A Thought It?

Overskriften er navnet på en Wadworth-pub, vi kører forbi hver gang vi skal til Marlborough. Jeg har endnu ikke været derinde, men den ser lige så god og engelsk ud som de fleste andre pubber i det engelske landskab. Og så er det jo et navn, man først undrer sig over og dernæst nok ikke glemmer så nemt igen. Normalt hedder de noget mere traditionelt, hvor de 10 mest almindelige er: 1) Red Lion – 2) The Crown – 3) Royal Oak – 4) White Hart – 5) The Swan – 6) The Plough – 7) The Bell – 8) Rose & Crown – 9 Queens Head – 10 Railway Tavern. Vældig interessant, ikke sandt?
Jeg undrer mig nu også over nr. 9 på listen. Mærkeligt navn, selv dengang man mistede hovedet for et godt eller måske rettere mindre godt ord. 
Jeg kom til at tænke på Who’d A Thought It pga. Johns spørgsmål om farven, da jeg fandt så meget lav, at det kunne blive tilstrækkeligt til en omgang farvning. Xanthoria parietina hedder denne, hvis danske navn er væggelav. Der er sandsynligvis en årsag til navnet, men jeg har til gode at se den på en væg; jeg ser den tit på sten og på især hyldegrene, men den kan vist findes på mange materialer. Den er meget, meget smuk, når man makrofotograferer den, hvilket jeg efterhånden har gjort nogle gange. Derfor er dette så bare et nærbillede …

Normalt er det ikke til at få af, fordi det i irriterende stædig grad klæber sig til hvad det nu end sidder på, men dette sad så løst, at det var tæt på at falde af af sig selv, så jeg samlede ind, hvad jeg kunne få fat i.
Sidste gang jeg forstøgte mig at farve med lav, gik det det ikke helt efter planen, og så er der jo kun én ting at gøre: prøve igen!
Denne gang er det dog en anden svamp – der er jo ingen grund til at gentage en fejltagelse, hvilket min go’e, gamle chef gerne skriver under på. “Det er helt i orden at begå fejl. Det gør vi alle sammen, ellers var vi ikke mennesker”. Man skulle bare ikke begå den samme fejl to gange, for man var bestemt ikke i kridthuset, hvis det skete, men jeg gjorde det heldigvis ikke … naturligvis begik jeg fejl, men ikke den samme to gange. Den værste var denne her.

John hjalp mig med at samle ind, og han spurgte undervejs, om jeg dog ikke havde nok gule farver efterhånden? Der er da også masser af lettere tilgængelige materialer end dette?
Jeg svarede, at det ikke bliver den farve, han tror det bliver, men enten en pink, blå eller lavendel. Udfaldet kendes ikke endnu, men gult bliver det i hvert fald ikke.
Der var 54 gram væggelav, som jeg knuste og smed ned i 10 % salmiakspiritus. Det skal nu stå i et par måneder med bare en gang rysten dagligt, samt åbnet låget, så der kan komme frisk ilt til.
Det fremgår tydeligt, at gult er det ikke. Absolut heller ikke blå(ligt), så det bliver spændende, hvad slutresultatet går hen og bliver. Bare det ikke bliver kedeligt halvgråt lige som sidst.
Som John sagde, da han så den dybt bordeaux farve: Hvem skulle have troet det?

Ikke kun i England

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.

---

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

Jeg ønsker mig en gine

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

Fra den ene yderlighed til den anden

For 2½ uge siden gik vi stadig og gispede over varmen, som nogle af os bandede langt væk, fordi det var for meget af det gode.
I dag har vi tændt op i brændeovnen. Fra subtropisk sommer til dansk efterår på 16 dage.
Der er mere end én rekord i dette, da der ikke før er gået præcis fire måneder uden behov for lidt hyggevarme i stuen, for også om sommeren (dansk normalsommer, vel at mærke) kan der godt virke lidt køligt sommetider.
I morges og i formiddags var det kun 19° indenfor og bare 14° ude, så lige over frokost kapitulerede jeg og tændte op.
Hvor er det dog hyggeligt! Ingen kan få mig til at sige, at jeg savner varmen. I dag regner det, men det var i sidste øjeblik, for var der ikke kommet noget i dag heller, havde jeg været nødt til at vande. Igen. Men det slap jeg altså for.

Lyngen er brugt op. Det vil sige … det blev den faktisk ikke helt, for der havde været rigeligt med krudt i suppen til et fjerde og måske også femte bad. Der hænger med andre ord kun tre dyp på stativet, men jeg skal tvinge mig selv til at stoppe og lade være med at ærgre mig over ikke at udnytte farvesuppen 100 %. Den er trods alt gratis, mens jeg bruger en hel del penge på garn.
Det ses – igen – tydeligt, hvor forskelligt forskellige garntyper falder ud, selv når de stammer fra samme dyp. Helt bagerst kan anes de forskellige udgangspunkter: natur og et par grå nuancer. Jeg farvede også noget caffe latte-farvet merino, som ses yderst til venstre.
Dette var samtidig et eksperiment. De gamle og veletablerede farveguruer vil til enhver tid hævde, at det er en dødssynd at farve garn, der er ikke er vundet i fed. Det måtte komme an på en prøve, så jeg tog nogle nøgler, som jeg først bejdsede og derefter kom i farvesuppen.
Tre forskellige kvaliteter og tykkelser. Det lykkedes over al forventning. Jeg har boret en finger ind og skilt garnet ad for at lure, om der var farvet lige så meget inde i midten som yderst på nøglet, og det var der. Så skulle da pokker stå i at have alt det mas med at vinde op i fed inden farveprocessen sættes i gang. 
Og til Ditte: Det sidste grå garn vi investerede i, giver en fantastisk farve på lyng. Billedet yder den ikke helt retfærdighed, men det er øverste række nr. 2 og 3 plus det grønne nøgle. Det må du prøve!
De gamle sagde også, at hvis ikke et garn er helt og aldeles ensfarvet, er man en dårlig farver og får dumpekarakter. Jeg synes ikke det gør spor, at der kommer lidt spil i garnet, som fx dette lilla, som er cochenille overfarvet med indigo.
Og nej, det er ikke et overtræk til et strygejern, det er sålen af den ene af et par babysko, jeg lige har strikket af det lækre garn.

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

Køkken- og naboskab

Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Jeg vil gerne bede om lidt nabohjælp.
Jeg røg op af stolen og sagde: Naturligvis! Hvad kan jeg gøre for dig?
Du kan hjælpe os af med denne spand blommer. Vi er ved at drukne i dem, og vi frygter en snarlig hvepseinvasion.
Det var så sandelig en hjælp, der var nem at yde, eftersom jeg ikke engang skulle plukke dem selv, bare finde en egnet beholder at komme dem over i.
Det blev til henkogte blommer og nogle glas blomme-abrikosmarmelade, som stadig er husets og visse englænderes yndlingsmarmelade. Det var meget heldigt, for i år har vi sølle 23 blommer, hvor det sidste år var os, der leverede til hele vejen.

Jeg er i det hele taget omgivet af flinke mennesker. I tirsdags var der en af Røde Kors-nørklerne, der kom til at nævne, at hendes store valnøddetræ nærmest var ved at knække under vægten af de mange nødder. Hun var helt bange for at få en gren i hovedet, for det var under dette træ, der var rarest at sidde her i sommerheden.
Jeg spurgte, om ikke jeg skulle hjælpe hende af med den værste frygt … om der mon var så mange, at jeg kunne få et par kilo valnødder?
Det var der i høj grad; hun sagde, at jeg bare kunne komme an og tage så mange, jeg ville, så onsdag formiddag besøgte jeg hende – en særdeles frisk enke på 87 år, som selv passer både hus og have! Naboen klipper dog hækken, men ellers … godt gået, synes jeg.
Men altså – jeg plukkede både nødder og blade. Ikke så meget af sidstnævnte, men jeg ville også gerne have de lidt lysere nuancer, som bladene giver.
Efter en del anstrengende hakkeri (skallen var blevet lige en anelse for hård, men det siges at være nu, valnødderne farver bedst), kunne jeg sætte suppen over og begynde farveprocessen.

De mange forskellige nuancer skyldes forskellige garner som udgangspunkt: Lam natur (350 m), lam natur (650 m), lam (beige), lam (lysegråt), merino. De hænger ikke i nævnte rækkefølge.
Bladresultatet er de tre fed til venstre i nederste række, plus det lyseste af de hele nøgler. Det gode ved valnødder er, at garnet ikke skal bejdses først, så jeg slap for at vinde det meget tynde garn (1000 m/100 g) op på fed, men kunne bare plumpe dem i badet. Det samme gjorde jeg nu også for tagrørenes vedkommende med et acceptabelt resultat.
Det grønne og det mørkt petroleumsfarvede fed er fejlslagne indigofarvninger, som jeg ville prøve at redde på denne måde.
Hvorfor en blå bliver til en skarp grøn i et brunt bad, skal jeg ikke kunne sige – det er bare endnu et af plantefarvningens mysterier. Den anden blå blev mørk grågrønblå, hvilket jeg havde forventet, at de begge blev, men som tidligere nævnt er plantefarvning ikke en eksakt videnskab.

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.
Det vidste jeg godt, og det er en del af charmen, at man ikke altid kan forudsige præcis, hvad resultatet bliver.
Nogle gange går det dog lige lidt for galt, som fx i går, da jeg farvede med tagrørsblomster.

De skulle nemlig meget gerne helst have været blevet denne dejlige, grønne farve, som jeg fik sidste år.
Da farvede jeg ad to omgange; d. 5. august og d. 23. august. Første omgang havde den flotteste farve, hvilket stemmer ganske godt overens med, hvad man kan læse fra andres erfaringer: Så friske blomster som muligt og ingen grønne blade med i farvesuppen.
Jeg brugte lang tid på at skære de friske blomster af; det tog ekstra lang tid at samle tilstrækkeligt materiale, for de var endnu ikke helt udsprungne.
Farvesuppen så ideel ud: meget, meget grøn – lige den farve, jeg var ude efter.

Hvorfor i alverden fik garnet så denne skriggule farve?
Det er altså virkelig mærkeligt. Dette er rejnfans- og gyldenrisgule farver. De er såmænd kønne nok, men dem har jeg jo allerede fra rejnfan og gyldenris!
De tre første fed er 1. bad med råhvid uld (den midsterste superwash), og de to sidste er 2. bad, farvet på gråt hhv. lam og superwash.
Jeg fatter ikke en brik.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gik galt?
Jeg må prøve igen, når blomsterne er sprunget helt ud. Det hjælper ikke nødvendigvis, men jeg er nødt til at prøve.
Disse gule vil jeg overfarve med indigo; det kan sikkert godt komme til at give en flot, grøn farve, men jeg ville jo helst have haft den rigtige farve den direkte vej.

---

Englænderne er kommet godt hjem.
Til regnvejr.
Tænk, at det kan komme så vidt, at man er lidt misundelig over, at nogen har regnvejr!
Og nu får vi oven i købet hedebølge den næste uge. Med tropenætter und alles.
Det er lige i overkanten, dette her … men det har jeg vist sagt før. Jeg er nordbo, ikke fra middelhavsområdet, og jeg trives bedst i køligere temperaturer end dem, vi har i år – og så gider jeg i øvrigt snart ikke vande have mere. Selv om jeg synes jeg vander meget, kan jeg godt se, at det ikke giver helt det samme resultat, som hvis der kommer tilstrækkeligt med vand ad den naturlige vej.

Blå torsdag

Da jeg gik i gymnasiet fra ‘69 til ‘72, kunne man stadig se blå mænd på Kemisk Værk i Køge. Ikke så kort tid derefter kom der strengere miljøkrav både til hvad fabrikken ledte ud i Køge Bugt og til, hvad de stakkels arbejdere måtte udsættes for. Vi kunne sommetider lugte Kemisk Værk helt i Havdrup; fædrenegården lå præcis 10 km fra værket – og det lugtede endog meget kemisk indimellem. Med andre ord: overhovedet ikke godt! Jeg vil helst ikke vide, hvad de forurenede luften og bugten med, men det blev i hvert fald forbudt.
Når vi kørte forbi fabrikken med bussen, kunne vi se de blå mænd. Det var ikke kun deres tøj, der var blåt; deres hænder og ansigter var også blå. Mørkeblå. Man kunne kun se det hvide i deres øjne.
På et tidspunkt tog Kemisk Værk Køge navneforandring til Sun Chemical; et navn som sikkert skulle opfattes som lidt mere ‘spiseligt’.

I dag ligner jeg en af min ungdoms blå mænd.
Mine fingernegle er blå og mine tæer er blå. Min bluse – som var inddraget til farvebluse, fik blå pletter som nåede helt ind og farvede noget af min mave blå.
Jeg tabte en dråbe farvekype på køkkengulvet, fordi låget ikke var så tæt, som jeg troede det var, og blev helt svedt over den kraftige blå plet, men det gik heldigvis helt af ved brug af lidt flydende skurepulver.

Jeg gik virkelig til den i dag. Jeg lavede farvekype af 15 gram indigo, hvilket viste sig at række til ti bade, som hvert indeholdt 300 gram garn.
Jeg var nødt til at lave så meget kype, at jeg kunne farve 300 gram ad gangen, for jeg har en bestilling på 2 x 300 gram ensfarvet blåt i to nuancer. Hvis man vil være sikker på at få samme farve, skal feddene i samme bad – og så kan det såmænd alligevel gå galt, men det gjorde det gudskelov ikke.
Tre kilo garn farvet … jeg er træt.
Træt af at stå op, træt af at skylle garn og træt af at rende frem og tilbage mellem garage og køkken. Nu går der lige et par dage, inden der skal farves igen. Vi venter på tagrørene …
Der er gået en masse skyllevand til i processen, men ingen dråber er gået til spilde, for temmelig meget af haven er blevet vandet med mere eller mindre indigoblåt vand.

Nu har jeg en hel del blåt garn, samt nogle ret flotte farver, som overfarvningerne af nogle gule garner, noget cochenille og noget kraprod gav.
Jeg synes i hvert fald, at de er flotte … jeg kan godt lide det spil, der er i garnerne, selv om man i de ikke så gode, gamle dage blev regnet for en dårlig eller sjusket håndværker, hvis ikke garnet var helt ensfarvet. Jeg synes dette her er kønnere.
Der er større nuanceforskelle i virkeligheden i farverne på det store billede, end kameraet kan finde ud af at gengive, men sådan er det jo næsten altid.

1000 års erfaring tog ikke fejl

I FB-gruppen om plantefarvning læste jeg om en, der, stik imod alle autoriteterne, hævdede, at garnfarvning med kraprod sagtens kan tåle at komme op på kogepunktet uden at miste den fine, røde farve, hvorimod man i bøgerne lærer os, at jo højere man kommer over 60-70°, jo mere går farven fra teglrød og over i det brune.
Jeg kan jo godt selv lide at stikke lidt af fra normalområdet sommetider, så jeg tænkte, at det måtte efterprøves.
Det gik dog ikke så godt … måske tager 1000 års erfaring alligevel ikke fejl …
Det blev vel ikke ligefrem brunt, men det var meget lidt potent og kunne kun klare tre bade.
Jeg begik dog samtidig den fejl at komme kraprodspulveret i en pose for at undgå alt for meget farvefnuller i garnet. Det skulle jeg (heller) ikke have gjort, for det var sandsynligvis den fejl, der stjal det meste af potensen – der var ikke plads nok til at udfolde sig, tøhø  …
I dag prøvede jeg at kraprodsfarve igen efter den foreskrevne metode og uden at komme pulveret i pose.
Det var sandelig noget andet … suppen blev ikke udmattet før til syvende bad – som dermed blev det sidste …
Det oprindeligt lysegrå garn (næstyderst til højre på billedet herunder) fik en nydelig og lidt speciel støvet pink ved at få en time i sjette bad. Alle har i øvrigt fået en times bad.
På billedet ude til højre er det det kogte førstebad til venstre og det er 60°-badet til højre. Ret fesent i sammenligning, ikke sandt? Men det bliver måske pænere med en gang indigooverfarvning. Her kommer så bare det sædvanlige spørgsmål? Hvilket nummer i indigobaderækken skal det kommes i som? Jeg skal også farve naturfarvet lammeuld til en bekendt, og jeg skal have overfarvet en del fesentgule fed, som jeg var utilfreds med i første omgang, plus nogle cochenillefarvninger. Måske bliver jeg nødt til at lave to indigofarvninger.

Jeg elsker disse skarpe, røde farver – bare ærgerligt, at jeg ikke selv kan bruge dem. Det var ret så irriterende – og også mærkeligt, syntes jeg – at folk tit spurgte, om jeg var syg, når jeg havde rødt tøj på. Jeg skulle blive 50 år, inden det gik op for mig hvorfor man så ofte spurgte til mit helbred, når jeg havde det godt.
Varme farver gør mig bleg og syg at se på. Kolde farver får min hud til at gløde. Verden er da forunderligt indrettet.

Nu skal I nok få fred …

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

4,8 kilo garn farvet …

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

Fjorden kaster op!

Ved middagstid fik John øje på fire brune, flydende øer langt ude på fjorden. Vi havde besøg af en VVS-mand, som sagde, at det er bunden, der vender.
Okay!? Det havde jeg ikke hørt om før, men manden har boet hernede hele sit liv, så han ved noget mere om den slags ting, end vi gør.
I løbet af eftermiddagen drev øerne sammen og ind mod land, så nu kunne vi komme ned og se, hvad det var for noget.
Fy for pokker, hvor er det dog ulækkert! Det ligner opkast, men det kan det vel også på en måde kaldes. Fænomenet er åbenbart ikke ualmindeligt i lavvandede fjorde; vi har bare ikke set det før. Jeg googlede “fjorden vender bunden” og frem kom en masse hit, bl.a. dette fra Den Store Danske.

Det er jo ikke så godt, da det åbenbart er iltsvind, vi taler om her. Er det voldsomt, dør der vel en masse fisk, og så har de dumme måger kronede dage.

---

De to billeder herunder er til ære for Donald, som ikke mente, at gyldenris og rejnfan kunne give så varme, gyldne/gule farver som tidselblomsten fra forleden dag.
Her er beviset, Donald. Første billede er rejnfan; det andet gyldenris. Jeg må medgive, at rejnfan løber af med sejren, men gyldenris er nu heller ikke så tosset – især i betragtning af, at jeg kan hente råmaterialerne ganske gratis lige uden for min dør. Den skønne, varme, orangegule farve fra rejnfanen kan godt leve op til farvetidslen, synes jeg.

Nu bliver det ren magi

Som efterhånden nævnt nogle gange, er det sommetider svært at forudse hvilken farve der kommer ud af en omgang plantefarvning. Man har en ide om det, men det bliver ofte en lidt anden farve end forventet, så der kommer jævnligt overraskelser.
Forleden dag ankom farvetidslen – safflower – til matriklen. De tørrede blomster har ikke mistet farve, men har, lige som blomsten, en nærmest lysende, orange farve, så gæt hvad man umiddelbart kunne forvente?

Ja, netop. Men det blev så ikke denne fantastiske orange …

Det er en større videnskab overhovedet at få farve ud af denne blomst.
Først skal det ekstraheres i koldt vand ad tre omgange for at få det hele med. Normalt koger man materialet i en times tid, hvorefter det står natten over og eftertrækker, men her skal det stå med koldt vand i lang tid.
Dernæst koger man garnet i farvesuppen.
Så langt, så godt. Det var ligetil.
Og det blev gult – dog blev det lidt hen efter blomstens egen orange farve på superwashgarnet, men på lammeuld blev det en varm, gul farve.
Farverne fadede selvfølgelig, efterhånden som suppen blev udmattet, og det grå garn tog næsten ikke imod farven. Både det og det ret fesne lysegule fjerde bad kommer i et indigobad senere – det vil forhåbentlig pynte på det.

Men nu kommer det finurlige: Når man har ekstraheret al den orange farve ud af blomsterne, lægger man posen med blomsterne i lidt vand, man med NaOH har indstillet til pH 11. Ikke mere, ikke mindre; det var nærmest med ét korn kaustisk soda ad gangen for at ramme plet.
Omgående vælder der rødorange farve ud af posen igen, selv om der ikke kom mere ud af pH-neutralt vand.
Når det har ekstraheret natten over, kommer man eddikesyre i til pH 6.
Nu bliver vandet lidt mere pink-rødligt, men stadig meget lig den oprindelige orange farve.

Så kommer man bomuldsgarn (eller silke) i. Uld tager ikke imod denne elektriske pink farve, så prøvede man med det, ville det være både spildte kræfter, suppe og garn. Men bomuld! Og det skal ikke engang være bejdset, så ned i suppen med et par nøgler hvid bomuld, som øjblikkelig tog denne selvlysende, rosa farve. Det var ren magi. Jeg puttede også et nøgle flaskegrønt silkegarn i, bare fordi … men det var det eneste silkegarn, jeg havde, og ja, det ændrede da farve …
Kemien gjorde forsøget interessant, men den stærkt gule farve kan jeg få med både gyldenris, rejnfan og hasselblade, så det var både første og sidste gang, jeg købte safflower.
Nu er det prøvet – intet skal lades uforsøgt.

Nogle kan bare blive ved og ved og ved

Der var engang, da jeg stolt pralende kunne sige det om John. Sådan apropos alder …
Det kan man ikke længere helt påstå, men hvad pokker – vi bliver jo alle ældre.
Hasselbladene, jeg plukkede i går, var derimod stadig forårskåde og yderst potente, hvilket afspejledes i den farvesuppe, jeg kogte af dem.
Den var totalt umulig at udmatte. Efter femte bad opgav jeg, men der var i teorien mere saft og kraft tilbage til et sjette og måske endda et syvende; jeg syntes bare ikke, at jeg ville bruge mere garn på sagen.

Det er, fra venstre mod højre, ubejdset superwash, bejdset ditto, 100 % lam – disse tre var i første bad.
Derefter hænger 2., 3., 4 og 5. bad. Dvs., at efter 200 gram garn er der stadig så meget farvestof tilbage på 600 gram kogte blade. Imponerende!
3. bad er oven i købet lidt kraftigere end 1. bad – på samme type garn og fra samme bejdseomgang. Mærkeligt. Mon det har noget med primære og sekundære farvestoffer at gøre? Det har jeg lige læst lidt om … det er (endnu) en af forunderlighederne ved plantefarvning.

Jeg har lige fået et helt kilo pulveriseret kraprod, 100 gram indigo og 100 gram safflower (farvetidsel). De to første har jeg prøvet før; sidstnævnte glæder jeg mig til at se resultatet af, men det bliver senere, for i morgen skal vi noget andet.

Blå lupiner giver en støvet grøn

Det er muligt, at lupinblomster normalt dufter fint, men det gør de ikke, når de bliver kogt.
Suppen blev en underlig, tyndt røggråblålig farve, så jeg var noget skeptisk, da jeg puttede garnet ned i den.
Jeg havde taget to små hold fra, hvor jeg kom en spiseskefuld 8 % salmiakspiritus i det ene og en spsk eddikesyre i det andet. Den store portion forblev med neutralt pH.
Basen blev omgående skriggrøn og syren blev blårød. Jeg kom 25 gram lammeuld i hvert forsøgshold og 200 gram i den store gryde.

Det blev ikke turkis, men den farve er der også kun en enkelt, der har fået – og hvem siger, at hendes kamera har gengivet farven korrekt? Eller om min skærm har gjort det, for den sags skyld … ovenstående farver er dog temmelig korrekte på min skærm.
De er blevet de støvet-grønne farver, som jeg oftest har set fremkomme med lupin.
Kedelige? Det vil nogle måske synes, men jeg kan godt lide dem, og de blev mere eller mindre som forventet, selv om man nok skal have en god fantasi for at få øje på det blå i de nuancer.

Fra venstre mod højre:
Neutral med 1) gråt garn, 2) superwash, 3) 100 % lam og 4) andet bad, 100 % lam.
De sidste tre er syre-garnet, som blev halvgrønt på trods af den rødblå farvesuppe, base-garnet, som virkelig blev meget grønt, samt 2. bad med basen.
De to andenbade kunne have været ligemeget, selv om suppen så ud til stadig at have meget farve i sig, men det snød. Det kan overfarves med krap eller indigo.
Jeg har lige bestilt et kilo kraprod og 100 gram indigo, så nu kan Ditte bare komme an – der er til at farve mange kilo garn!
Og mange kilo har vi så sandelig – i år er der indkøbt 25 kilo lammeuld, fordelt på 10 kilo, som løber 350 meter/100 gram, 10 kilo med 650 meter/100 gram og 5 kilo gråt garn, som ogå løber 650 meter.
De 25 kilo har vi delt lige mellem os, og derudover har jeg købt et par kilo superwash-garn, men det vil Ditte helst ikke bruge.
Hun kommer heldigvis snart ‘an’, og så skal vi holde Store Indigofarveseance. Blandt andet. Det er fedt at have en veninde, der ikke er arbejdsramt, så vi kan inddrage længere tid end en weekend til den slags herligheder – to veninder, faktisk … Das Dritte Mädchen er også pensionist.
Resten af venne- og søskende-/familieflokken forlader forhåbentlig inden længe arbejdsmarkedet – jeg synes der er for få weekender i året efterhånden; vi vil så gerne inddrage hverdagene til komsammener.
Men det var et sidespring.
Apropos sidespring og Die Mädchen: I morgen skal vi til sølvbryllup hos Das Andere Mädchen (og hendes mand, forstås) – det glæder vi os til.

Er det ikke temmelig selvmodsigende?

Altså … hvis man vil have bunddækkende roser, virker det så ikke temmelig tåbeligt at stamme dem op?

Rosen kan såmænd sikkert godt anvendes enten som bunddække eller som opstammet, men vel ikke på én gang!

Jeg har fået tilbud fra anlægsgartneren om at rydde nogle buske øverst i haven langs hækken, og hvor der i stedet skal plantes en hel masse hvide roser. Jeg tror det kan blive flot, og da hans tilbud var yderst rimeligt, får han tjansen både at grave buskene op med rødder und alles samt levere og plante alle 25 rosenplanter, som han kan skaffe til en brøkdel af den pris, jeg selv skulle have givet for dem. Også selv om de ikke skal være opstammede.

---

Sådan ser 1500 gram lupinkronblade ud.
Jeg har rundt omkring på nettet – især på USA’ske blogge – set både flotte blålige, næsten rent turkise eller grøngråblå farver, hvis man alene bruger lupinernes kronblade til at farve garn med. Inkluderer man stænglen, kommer vi fluks over i det gule eller gulgrønne, hvilket vi på ingen måde har problemer med at få på anden vis.
Det var heldigvis nemt at få kronbladene af ved at køre med hånden ned langs stænglen.
Suppen har kogt og står nu og køler af til i morgen. Den er ikke specielt koncentreret blå eller blågrøn, på trods af den store blomstermængde i forhold til vandmængden, så jeg er ret spændt på, hvilket resultat der kommer ud af det i morgen, når jeg får puttet noget garn i gryden.

I Sverige vokser der lupiner i titusindvis i vejkanterne, så jeg havde ingen skrupler over at klippe en hel masse og tage med hjem. Man kunne ikke engang se, at jeg havde taget nogen der, hvor vi valgte at standse for at forsyne os.

Jeg mangler tid!

Hvordan pokker jeg nogensinde har fået tid til at arbejde, forstår jeg simpelthen ikke … og det har naturligvis intet at gøre med, at jeg generelt har sat tempoet ned. Overhovedet ikke – tværtimod har jeg da skruet det op.
Eller … det har jeg jo nok ikke; det er sikkert bare noget man føler, når man bliver ældre.
I går var vi oppe hos Bodil og Hans, sammen med Merete, for at holde søskende- og sydafrikadag og –aften. De tre havde været i Sydafrika i marts, og de ville naturligvis gerne vise billeder og fortælle om turen, som delvist var en parallel til den kør selv-tur, som John og jeg tog i 2004.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, og vi fandt tid til at gå ned til deres lille sø, hvor Hans benyttede lejligheden til at træne sine hunde, hvilket jeg altid nyder at se på. I går skulle de i vandet for at hente et bytte ind. På vejen derned gik vi forbi egetræer i dusinvis, og skræpper havde de i hundredevis, så jeg indsamlede begge dele og har i dag både kogt farvesupperne og indfarvet nogle forskellige garner.

Skræpperne er de to til venstre, og egebladene de fire til højre, med henholdsvis superwash garn, 100 % naturfarvet lammeuld og to gange gråt lammeuld, det yderste ubejdset.
Jeg synes ikke, det passer, at man ikke behøver at bejdse garnet, når det skal i egebladesuppe, fordi bladene indeholder meget garvesyre. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forventer, men det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farve.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med at få så skrigorange og –gule farver af egeblade, som alle påstår giver grågrønne farver. Nummer to fra højre er faktisk ret grågrøn, men det er svært at se på billedet.
Der er intet givet i plantefarvningsverdenen, åbenbart.
Skræppen er mere ovre i det grønne, end billedet viser – det er faktisk en meget glødende og smuk farve, synes jeg.
Mor er ikke skuffet, men mor er måske en smule overrasket …

Og nu har jeg ikke mere tid, for Das Dritte Mädchen er på ferie her i et par dage, så jeg skal hen og snakke videre.

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

Masseproduktion

Jeg er gået i storproduktionsmode, hvad angår kosmetikpungene. Foreløbig er jeg oppe på otte af slagsen, og jeg er bestemt ikke færdig endnu med at producere. Det er en herlig måde at få brugt større eller mindre rester på – foruden at pungene er nemme, sjove og relativt hurtige at lave.
Får jeg alt for mange, så tvangsindlægger jeg bare familien til at aftage nogle – det plejer at gå meget godt; sidst var det brødkurveflippet, jeg skulle have afsat, og nu bliver det altså kosmetikpunge.
Jeg tror i øvrigt også, at jeg laver nogle flere brødkurve …

De store forventninger, jeg havde til til porsefarvningen, blev desværre ikke indfriet, så min teori røg i vasken.
Farvesuppen var fint rødbrun og porsesnapsfarvet, ganske som jeg forventede, og garnet så i starten ud til at tage farven til sig.
Men. Da jeg skyllede garnet, var det absolut ikke blevet rødbrunt – faktisk har jeg ikke rigtig noget navn til den noget underlige farve, der blev resultatet, men som Ditte siger, at nu er det da (også) prøvet.
Den er lidt mere støvet-olivengrøn end billedet viser, men det der med præcise farver har jeg altså ikke dyre nok kameraer til, åbenbart.

Jeg har efterhånden rigtig mange varianter af gul, gullig, grøn og grønlig. Det ender nok med, at jeg må strikke et eller andet i fair isle med dem, samt brune og beige nuancer. Det kan også blive nydeligt, hvis jeg får sat de rigtige farver sammen.
Et Røde Kors-tæppe til er også en mulighed. Det kunne ved nærmere eftertanke være et godt bilferiestrikketøj at strikke de ni moduler; de fylder ikke så meget inden de bliver syet sammen.
Ellers er vi så småt ferieklare. Græsplænen er slået og haven er nogenlunde pæn at se på; Søren har fået instruktion i have-og drivhuspasning, og mine små avispotter med spirende alt muligt er sat i pleje hos naboen. Dem (potterne, altså …) vil jeg ikke betro Søren, for tørrer de ud bare i nogle få timer, så dør alle de spæde planter lynhurtigt, og der er ingen grund til, at han skal komme rendende hver dag bare for at se til dem.
Tomaterne, chilierne, appelsinsalvien og agurken i drivhuset vokser, som var de betalt for det, så det bliver spændende at se, hvor stort det hele er blevet om godt 14 dage.