Who’d A Thought It?

Overskriften er navnet på en Wadworth-pub, vi kører forbi hver gang vi skal til Marlborough. Jeg har endnu ikke været derinde, men den ser lige så god og engelsk ud som de fleste andre pubber i det engelske landskab. Og så er det jo et navn, man først undrer sig over og dernæst nok ikke glemmer så nemt igen. Normalt hedder de noget mere traditionelt, hvor de 10 mest almindelige er: 1) Red Lion – 2) The Crown – 3) Royal Oak – 4) White Hart – 5) The Swan – 6) The Plough – 7) The Bell – 8) Rose & Crown – 9 Queens Head – 10 Railway Tavern. Vældig interessant, ikke sandt?
Jeg undrer mig nu også over nr. 9 på listen. Mærkeligt navn, selv dengang man mistede hovedet for et godt eller måske rettere mindre godt ord. 
Jeg kom til at tænke på Who’d A Thought It pga. Johns spørgsmål om farven, da jeg fandt så meget lav, at det kunne blive tilstrækkeligt til en omgang farvning. Xanthoria parietina hedder denne, hvis danske navn er væggelav. Der er sandsynligvis en årsag til navnet, men jeg har til gode at se den på en væg; jeg ser den tit på sten og på især hyldegrene, men den kan vist findes på mange materialer. Den er meget, meget smuk, når man makrofotograferer den, hvilket jeg efterhånden har gjort nogle gange. Derfor er dette så bare et nærbillede …

Normalt er det ikke til at få af, fordi det i irriterende stædig grad klæber sig til hvad det nu end sidder på, men dette sad så løst, at det var tæt på at falde af af sig selv, så jeg samlede ind, hvad jeg kunne få fat i.
Sidste gang jeg forstøgte mig at farve med lav, gik det det ikke helt efter planen, og så er der jo kun én ting at gøre: prøve igen!
Denne gang er det dog en anden svamp – der er jo ingen grund til at gentage en fejltagelse, hvilket min go’e, gamle chef gerne skriver under på. “Det er helt i orden at begå fejl. Det gør vi alle sammen, ellers var vi ikke mennesker”. Man skulle bare ikke begå den samme fejl to gange, for man var bestemt ikke i kridthuset, hvis det skete, men jeg gjorde det heldigvis ikke … naturligvis begik jeg fejl, men ikke den samme to gange. Den værste var denne her.

John hjalp mig med at samle ind, og han spurgte undervejs, om jeg dog ikke havde nok gule farver efterhånden? Der er da også masser af lettere tilgængelige materialer end dette?
Jeg svarede, at det ikke bliver den farve, han tror det bliver, men enten en pink, blå eller lavendel. Udfaldet kendes ikke endnu, men gult bliver det i hvert fald ikke.
Der var 54 gram væggelav, som jeg knuste og smed ned i 10 % salmiakspiritus. Det skal nu stå i et par måneder med bare en gang rysten dagligt, samt åbnet låget, så der kan komme frisk ilt til.
Det fremgår tydeligt, at gult er det ikke. Absolut heller ikke blå(ligt), så det bliver spændende, hvad slutresultatet går hen og bliver. Bare det ikke bliver kedeligt halvgråt lige som sidst.
Som John sagde, da han så den dybt bordeaux farve: Hvem skulle have troet det?

Reklamer

Ikke kun i England

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.

---

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

Jeg ønsker mig en gine

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

Fra den ene yderlighed til den anden

For 2½ uge siden gik vi stadig og gispede over varmen, som nogle af os bandede langt væk, fordi det var for meget af det gode.
I dag har vi tændt op i brændeovnen. Fra subtropisk sommer til dansk efterår på 16 dage.
Der er mere end én rekord i dette, da der ikke før er gået præcis fire måneder uden behov for lidt hyggevarme i stuen, for også om sommeren (dansk normalsommer, vel at mærke) kan der godt virke lidt køligt sommetider.
I morges og i formiddags var det kun 19° indenfor og bare 14° ude, så lige over frokost kapitulerede jeg og tændte op.
Hvor er det dog hyggeligt! Ingen kan få mig til at sige, at jeg savner varmen. I dag regner det, men det var i sidste øjeblik, for var der ikke kommet noget i dag heller, havde jeg været nødt til at vande. Igen. Men det slap jeg altså for.

Lyngen er brugt op. Det vil sige … det blev den faktisk ikke helt, for der havde været rigeligt med krudt i suppen til et fjerde og måske også femte bad. Der hænger med andre ord kun tre dyp på stativet, men jeg skal tvinge mig selv til at stoppe og lade være med at ærgre mig over ikke at udnytte farvesuppen 100 %. Den er trods alt gratis, mens jeg bruger en hel del penge på garn.
Det ses – igen – tydeligt, hvor forskelligt forskellige garntyper falder ud, selv når de stammer fra samme dyp. Helt bagerst kan anes de forskellige udgangspunkter: natur og et par grå nuancer. Jeg farvede også noget caffe latte-farvet merino, som ses yderst til venstre.
Dette var samtidig et eksperiment. De gamle og veletablerede farveguruer vil til enhver tid hævde, at det er en dødssynd at farve garn, der er ikke er vundet i fed. Det måtte komme an på en prøve, så jeg tog nogle nøgler, som jeg først bejdsede og derefter kom i farvesuppen.
Tre forskellige kvaliteter og tykkelser. Det lykkedes over al forventning. Jeg har boret en finger ind og skilt garnet ad for at lure, om der var farvet lige så meget inde i midten som yderst på nøglet, og det var der. Så skulle da pokker stå i at have alt det mas med at vinde op i fed inden farveprocessen sættes i gang. 
Og til Ditte: Det sidste grå garn vi investerede i, giver en fantastisk farve på lyng. Billedet yder den ikke helt retfærdighed, men det er øverste række nr. 2 og 3 plus det grønne nøgle. Det må du prøve!
De gamle sagde også, at hvis ikke et garn er helt og aldeles ensfarvet, er man en dårlig farver og får dumpekarakter. Jeg synes ikke det gør spor, at der kommer lidt spil i garnet, som fx dette lilla, som er cochenille overfarvet med indigo.
Og nej, det er ikke et overtræk til et strygejern, det er sålen af den ene af et par babysko, jeg lige har strikket af det lækre garn.

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

Køkken- og naboskab

Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Jeg vil gerne bede om lidt nabohjælp.
Jeg røg op af stolen og sagde: Naturligvis! Hvad kan jeg gøre for dig?
Du kan hjælpe os af med denne spand blommer. Vi er ved at drukne i dem, og vi frygter en snarlig hvepseinvasion.
Det var så sandelig en hjælp, der var nem at yde, eftersom jeg ikke engang skulle plukke dem selv, bare finde en egnet beholder at komme dem over i.
Det blev til henkogte blommer og nogle glas blomme-abrikosmarmelade, som stadig er husets og visse englænderes yndlingsmarmelade. Det var meget heldigt, for i år har vi sølle 23 blommer, hvor det sidste år var os, der leverede til hele vejen.

Jeg er i det hele taget omgivet af flinke mennesker. I tirsdags var der en af Røde Kors-nørklerne, der kom til at nævne, at hendes store valnøddetræ nærmest var ved at knække under vægten af de mange nødder. Hun var helt bange for at få en gren i hovedet, for det var under dette træ, der var rarest at sidde her i sommerheden.
Jeg spurgte, om ikke jeg skulle hjælpe hende af med den værste frygt … om der mon var så mange, at jeg kunne få et par kilo valnødder?
Det var der i høj grad; hun sagde, at jeg bare kunne komme an og tage så mange, jeg ville, så onsdag formiddag besøgte jeg hende – en særdeles frisk enke på 87 år, som selv passer både hus og have! Naboen klipper dog hækken, men ellers … godt gået, synes jeg.
Men altså – jeg plukkede både nødder og blade. Ikke så meget af sidstnævnte, men jeg ville også gerne have de lidt lysere nuancer, som bladene giver.
Efter en del anstrengende hakkeri (skallen var blevet lige en anelse for hård, men det siges at være nu, valnødderne farver bedst), kunne jeg sætte suppen over og begynde farveprocessen.

De mange forskellige nuancer skyldes forskellige garner som udgangspunkt: Lam natur (350 m), lam natur (650 m), lam (beige), lam (lysegråt), merino. De hænger ikke i nævnte rækkefølge.
Bladresultatet er de tre fed til venstre i nederste række, plus det lyseste af de hele nøgler. Det gode ved valnødder er, at garnet ikke skal bejdses først, så jeg slap for at vinde det meget tynde garn (1000 m/100 g) op på fed, men kunne bare plumpe dem i badet. Det samme gjorde jeg nu også for tagrørenes vedkommende med et acceptabelt resultat.
Det grønne og det mørkt petroleumsfarvede fed er fejlslagne indigofarvninger, som jeg ville prøve at redde på denne måde.
Hvorfor en blå bliver til en skarp grøn i et brunt bad, skal jeg ikke kunne sige – det er bare endnu et af plantefarvningens mysterier. Den anden blå blev mørk grågrønblå, hvilket jeg havde forventet, at de begge blev, men som tidligere nævnt er plantefarvning ikke en eksakt videnskab.

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.
Det vidste jeg godt, og det er en del af charmen, at man ikke altid kan forudsige præcis, hvad resultatet bliver.
Nogle gange går det dog lige lidt for galt, som fx i går, da jeg farvede med tagrørsblomster.

De skulle nemlig meget gerne helst have været blevet denne dejlige, grønne farve, som jeg fik sidste år.
Da farvede jeg ad to omgange; d. 5. august og d. 23. august. Første omgang havde den flotteste farve, hvilket stemmer ganske godt overens med, hvad man kan læse fra andres erfaringer: Så friske blomster som muligt og ingen grønne blade med i farvesuppen.
Jeg brugte lang tid på at skære de friske blomster af; det tog ekstra lang tid at samle tilstrækkeligt materiale, for de var endnu ikke helt udsprungne.
Farvesuppen så ideel ud: meget, meget grøn – lige den farve, jeg var ude efter.

Hvorfor i alverden fik garnet så denne skriggule farve?
Det er altså virkelig mærkeligt. Dette er rejnfans- og gyldenrisgule farver. De er såmænd kønne nok, men dem har jeg jo allerede fra rejnfan og gyldenris!
De tre første fed er 1. bad med råhvid uld (den midsterste superwash), og de to sidste er 2. bad, farvet på gråt hhv. lam og superwash.
Jeg fatter ikke en brik.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gik galt?
Jeg må prøve igen, når blomsterne er sprunget helt ud. Det hjælper ikke nødvendigvis, men jeg er nødt til at prøve.
Disse gule vil jeg overfarve med indigo; det kan sikkert godt komme til at give en flot, grøn farve, men jeg ville jo helst have haft den rigtige farve den direkte vej.

---

Englænderne er kommet godt hjem.
Til regnvejr.
Tænk, at det kan komme så vidt, at man er lidt misundelig over, at nogen har regnvejr!
Og nu får vi oven i købet hedebølge den næste uge. Med tropenætter und alles.
Det er lige i overkanten, dette her … men det har jeg vist sagt før. Jeg er nordbo, ikke fra middelhavsområdet, og jeg trives bedst i køligere temperaturer end dem, vi har i år – og så gider jeg i øvrigt snart ikke vande have mere. Selv om jeg synes jeg vander meget, kan jeg godt se, at det ikke giver helt det samme resultat, som hvis der kommer tilstrækkeligt med vand ad den naturlige vej.

Blå torsdag

Da jeg gik i gymnasiet fra ‘69 til ‘72, kunne man stadig se blå mænd på Kemisk Værk i Køge. Ikke så kort tid derefter kom der strengere miljøkrav både til hvad fabrikken ledte ud i Køge Bugt og til, hvad de stakkels arbejdere måtte udsættes for. Vi kunne sommetider lugte Kemisk Værk helt i Havdrup; fædrenegården lå præcis 10 km fra værket – og det lugtede endog meget kemisk indimellem. Med andre ord: overhovedet ikke godt! Jeg vil helst ikke vide, hvad de forurenede luften og bugten med, men det blev i hvert fald forbudt.
Når vi kørte forbi fabrikken med bussen, kunne vi se de blå mænd. Det var ikke kun deres tøj, der var blåt; deres hænder og ansigter var også blå. Mørkeblå. Man kunne kun se det hvide i deres øjne.
På et tidspunkt tog Kemisk Værk Køge navneforandring til Sun Chemical; et navn som sikkert skulle opfattes som lidt mere ‘spiseligt’.

I dag ligner jeg en af min ungdoms blå mænd.
Mine fingernegle er blå og mine tæer er blå. Min bluse – som var inddraget til farvebluse, fik blå pletter som nåede helt ind og farvede noget af min mave blå.
Jeg tabte en dråbe farvekype på køkkengulvet, fordi låget ikke var så tæt, som jeg troede det var, og blev helt svedt over den kraftige blå plet, men det gik heldigvis helt af ved brug af lidt flydende skurepulver.

Jeg gik virkelig til den i dag. Jeg lavede farvekype af 15 gram indigo, hvilket viste sig at række til ti bade, som hvert indeholdt 300 gram garn.
Jeg var nødt til at lave så meget kype, at jeg kunne farve 300 gram ad gangen, for jeg har en bestilling på 2 x 300 gram ensfarvet blåt i to nuancer. Hvis man vil være sikker på at få samme farve, skal feddene i samme bad – og så kan det såmænd alligevel gå galt, men det gjorde det gudskelov ikke.
Tre kilo garn farvet … jeg er træt.
Træt af at stå op, træt af at skylle garn og træt af at rende frem og tilbage mellem garage og køkken. Nu går der lige et par dage, inden der skal farves igen. Vi venter på tagrørene …
Der er gået en masse skyllevand til i processen, men ingen dråber er gået til spilde, for temmelig meget af haven er blevet vandet med mere eller mindre indigoblåt vand.

Nu har jeg en hel del blåt garn, samt nogle ret flotte farver, som overfarvningerne af nogle gule garner, noget cochenille og noget kraprod gav.
Jeg synes i hvert fald, at de er flotte … jeg kan godt lide det spil, der er i garnerne, selv om man i de ikke så gode, gamle dage blev regnet for en dårlig eller sjusket håndværker, hvis ikke garnet var helt ensfarvet. Jeg synes dette her er kønnere.
Der er større nuanceforskelle i virkeligheden i farverne på det store billede, end kameraet kan finde ud af at gengive, men sådan er det jo næsten altid.

1000 års erfaring tog ikke fejl

I FB-gruppen om plantefarvning læste jeg om en, der, stik imod alle autoriteterne, hævdede, at garnfarvning med kraprod sagtens kan tåle at komme op på kogepunktet uden at miste den fine, røde farve, hvorimod man i bøgerne lærer os, at jo højere man kommer over 60-70°, jo mere går farven fra teglrød og over i det brune.
Jeg kan jo godt selv lide at stikke lidt af fra normalområdet sommetider, så jeg tænkte, at det måtte efterprøves.
Det gik dog ikke så godt … måske tager 1000 års erfaring alligevel ikke fejl …
Det blev vel ikke ligefrem brunt, men det var meget lidt potent og kunne kun klare tre bade.
Jeg begik dog samtidig den fejl at komme kraprodspulveret i en pose for at undgå alt for meget farvefnuller i garnet. Det skulle jeg (heller) ikke have gjort, for det var sandsynligvis den fejl, der stjal det meste af potensen – der var ikke plads nok til at udfolde sig, tøhø  …
I dag prøvede jeg at kraprodsfarve igen efter den foreskrevne metode og uden at komme pulveret i pose.
Det var sandelig noget andet … suppen blev ikke udmattet før til syvende bad – som dermed blev det sidste …
Det oprindeligt lysegrå garn (næstyderst til højre på billedet herunder) fik en nydelig og lidt speciel støvet pink ved at få en time i sjette bad. Alle har i øvrigt fået en times bad.
På billedet ude til højre er det det kogte førstebad til venstre og det er 60°-badet til højre. Ret fesent i sammenligning, ikke sandt? Men det bliver måske pænere med en gang indigooverfarvning. Her kommer så bare det sædvanlige spørgsmål? Hvilket nummer i indigobaderækken skal det kommes i som? Jeg skal også farve naturfarvet lammeuld til en bekendt, og jeg skal have overfarvet en del fesentgule fed, som jeg var utilfreds med i første omgang, plus nogle cochenillefarvninger. Måske bliver jeg nødt til at lave to indigofarvninger.

Jeg elsker disse skarpe, røde farver – bare ærgerligt, at jeg ikke selv kan bruge dem. Det var ret så irriterende – og også mærkeligt, syntes jeg – at folk tit spurgte, om jeg var syg, når jeg havde rødt tøj på. Jeg skulle blive 50 år, inden det gik op for mig hvorfor man så ofte spurgte til mit helbred, når jeg havde det godt.
Varme farver gør mig bleg og syg at se på. Kolde farver får min hud til at gløde. Verden er da forunderligt indrettet.

Nu skal I nok få fred …

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

4,8 kilo garn farvet …

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

Fjorden kaster op!

Ved middagstid fik John øje på fire brune, flydende øer langt ude på fjorden. Vi havde besøg af en VVS-mand, som sagde, at det er bunden, der vender.
Okay!? Det havde jeg ikke hørt om før, men manden har boet hernede hele sit liv, så han ved noget mere om den slags ting, end vi gør.
I løbet af eftermiddagen drev øerne sammen og ind mod land, så nu kunne vi komme ned og se, hvad det var for noget.
Fy for pokker, hvor er det dog ulækkert! Det ligner opkast, men det kan det vel også på en måde kaldes. Fænomenet er åbenbart ikke ualmindeligt i lavvandede fjorde; vi har bare ikke set det før. Jeg googlede “fjorden vender bunden” og frem kom en masse hit, bl.a. dette fra Den Store Danske.

Det er jo ikke så godt, da det åbenbart er iltsvind, vi taler om her. Er det voldsomt, dør der vel en masse fisk, og så har de dumme måger kronede dage.

---

De to billeder herunder er til ære for Donald, som ikke mente, at gyldenris og rejnfan kunne give så varme, gyldne/gule farver som tidselblomsten fra forleden dag.
Her er beviset, Donald. Første billede er rejnfan; det andet gyldenris. Jeg må medgive, at rejnfan løber af med sejren, men gyldenris er nu heller ikke så tosset – især i betragtning af, at jeg kan hente råmaterialerne ganske gratis lige uden for min dør. Den skønne, varme, orangegule farve fra rejnfanen kan godt leve op til farvetidslen, synes jeg.

Nogle kan bare blive ved og ved og ved

Der var engang, da jeg stolt pralende kunne sige det om John. Sådan apropos alder …
Det kan man ikke længere helt påstå, men hvad pokker – vi bliver jo alle ældre.
Hasselbladene, jeg plukkede i går, var derimod stadig forårskåde og yderst potente, hvilket afspejledes i den farvesuppe, jeg kogte af dem.
Den var totalt umulig at udmatte. Efter femte bad opgav jeg, men der var i teorien mere saft og kraft tilbage til et sjette og måske endda et syvende; jeg syntes bare ikke, at jeg ville bruge mere garn på sagen.

Det er, fra venstre mod højre, ubejdset superwash, bejdset ditto, 100 % lam – disse tre var i første bad.
Derefter hænger 2., 3., 4 og 5. bad. Dvs., at efter 200 gram garn er der stadig så meget farvestof tilbage på 600 gram kogte blade. Imponerende!
3. bad er oven i købet lidt kraftigere end 1. bad – på samme type garn og fra samme bejdseomgang. Mærkeligt. Mon det har noget med primære og sekundære farvestoffer at gøre? Det har jeg lige læst lidt om … det er (endnu) en af forunderlighederne ved plantefarvning.

Jeg har lige fået et helt kilo pulveriseret kraprod, 100 gram indigo og 100 gram safflower (farvetidsel). De to første har jeg prøvet før; sidstnævnte glæder jeg mig til at se resultatet af, men det bliver senere, for i morgen skal vi noget andet.

Blå lupiner giver en støvet grøn

Det er muligt, at lupinblomster normalt dufter fint, men det gør de ikke, når de bliver kogt.
Suppen blev en underlig, tyndt røggråblålig farve, så jeg var noget skeptisk, da jeg puttede garnet ned i den.
Jeg havde taget to små hold fra, hvor jeg kom en spiseskefuld 8 % salmiakspiritus i det ene og en spsk eddikesyre i det andet. Den store portion forblev med neutralt pH.
Basen blev omgående skriggrøn og syren blev blårød. Jeg kom 25 gram lammeuld i hvert forsøgshold og 200 gram i den store gryde.

Det blev ikke turkis, men den farve er der også kun en enkelt, der har fået – og hvem siger, at hendes kamera har gengivet farven korrekt? Eller om min skærm har gjort det, for den sags skyld … ovenstående farver er dog temmelig korrekte på min skærm.
De er blevet de støvet-grønne farver, som jeg oftest har set fremkomme med lupin.
Kedelige? Det vil nogle måske synes, men jeg kan godt lide dem, og de blev mere eller mindre som forventet, selv om man nok skal have en god fantasi for at få øje på det blå i de nuancer.

Fra venstre mod højre:
Neutral med 1) gråt garn, 2) superwash, 3) 100 % lam og 4) andet bad, 100 % lam.
De sidste tre er syre-garnet, som blev halvgrønt på trods af den rødblå farvesuppe, base-garnet, som virkelig blev meget grønt, samt 2. bad med basen.
De to andenbade kunne have været ligemeget, selv om suppen så ud til stadig at have meget farve i sig, men det snød. Det kan overfarves med krap eller indigo.
Jeg har lige bestilt et kilo kraprod og 100 gram indigo, så nu kan Ditte bare komme an – der er til at farve mange kilo garn!
Og mange kilo har vi så sandelig – i år er der indkøbt 25 kilo lammeuld, fordelt på 10 kilo, som løber 350 meter/100 gram, 10 kilo med 650 meter/100 gram og 5 kilo gråt garn, som ogå løber 650 meter.
De 25 kilo har vi delt lige mellem os, og derudover har jeg købt et par kilo superwash-garn, men det vil Ditte helst ikke bruge.
Hun kommer heldigvis snart ‘an’, og så skal vi holde Store Indigofarveseance. Blandt andet. Det er fedt at have en veninde, der ikke er arbejdsramt, så vi kan inddrage længere tid end en weekend til den slags herligheder – to veninder, faktisk … Das Dritte Mädchen er også pensionist.
Resten af venne- og søskende-/familieflokken forlader forhåbentlig inden længe arbejdsmarkedet – jeg synes der er for få weekender i året efterhånden; vi vil så gerne inddrage hverdagene til komsammener.
Men det var et sidespring.
Apropos sidespring og Die Mädchen: I morgen skal vi til sølvbryllup hos Das Andere Mädchen (og hendes mand, forstås) – det glæder vi os til.

Er det ikke temmelig selvmodsigende?

Altså … hvis man vil have bunddækkende roser, virker det så ikke temmelig tåbeligt at stamme dem op?

Rosen kan såmænd sikkert godt anvendes enten som bunddække eller som opstammet, men vel ikke på én gang!

Jeg har fået tilbud fra anlægsgartneren om at rydde nogle buske øverst i haven langs hækken, og hvor der i stedet skal plantes en hel masse hvide roser. Jeg tror det kan blive flot, og da hans tilbud var yderst rimeligt, får han tjansen både at grave buskene op med rødder und alles samt levere og plante alle 25 rosenplanter, som han kan skaffe til en brøkdel af den pris, jeg selv skulle have givet for dem. Også selv om de ikke skal være opstammede.

---

Sådan ser 1500 gram lupinkronblade ud.
Jeg har rundt omkring på nettet – især på USA’ske blogge – set både flotte blålige, næsten rent turkise eller grøngråblå farver, hvis man alene bruger lupinernes kronblade til at farve garn med. Inkluderer man stænglen, kommer vi fluks over i det gule eller gulgrønne, hvilket vi på ingen måde har problemer med at få på anden vis.
Det var heldigvis nemt at få kronbladene af ved at køre med hånden ned langs stænglen.
Suppen har kogt og står nu og køler af til i morgen. Den er ikke specielt koncentreret blå eller blågrøn, på trods af den store blomstermængde i forhold til vandmængden, så jeg er ret spændt på, hvilket resultat der kommer ud af det i morgen, når jeg får puttet noget garn i gryden.

I Sverige vokser der lupiner i titusindvis i vejkanterne, så jeg havde ingen skrupler over at klippe en hel masse og tage med hjem. Man kunne ikke engang se, at jeg havde taget nogen der, hvor vi valgte at standse for at forsyne os.

Jeg mangler tid!

Hvordan pokker jeg nogensinde har fået tid til at arbejde, forstår jeg simpelthen ikke … og det har naturligvis intet at gøre med, at jeg generelt har sat tempoet ned. Overhovedet ikke – tværtimod har jeg da skruet det op.
Eller … det har jeg jo nok ikke; det er sikkert bare noget man føler, når man bliver ældre.
I går var vi oppe hos Bodil og Hans, sammen med Merete, for at holde søskende- og sydafrikadag og –aften. De tre havde været i Sydafrika i marts, og de ville naturligvis gerne vise billeder og fortælle om turen, som delvist var en parallel til den kør selv-tur, som John og jeg tog i 2004.
Det var selvfølgelig hyggeligt nok, og vi fandt tid til at gå ned til deres lille sø, hvor Hans benyttede lejligheden til at træne sine hunde, hvilket jeg altid nyder at se på. I går skulle de i vandet for at hente et bytte ind. På vejen derned gik vi forbi egetræer i dusinvis, og skræpper havde de i hundredevis, så jeg indsamlede begge dele og har i dag både kogt farvesupperne og indfarvet nogle forskellige garner.

Skræpperne er de to til venstre, og egebladene de fire til højre, med henholdsvis superwash garn, 100 % naturfarvet lammeuld og to gange gråt lammeuld, det yderste ubejdset.
Jeg synes ikke, det passer, at man ikke behøver at bejdse garnet, når det skal i egebladesuppe, fordi bladene indeholder meget garvesyre. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forventer, men det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farve.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med at få så skrigorange og –gule farver af egeblade, som alle påstår giver grågrønne farver. Nummer to fra højre er faktisk ret grågrøn, men det er svært at se på billedet.
Der er intet givet i plantefarvningsverdenen, åbenbart.
Skræppen er mere ovre i det grønne, end billedet viser – det er faktisk en meget glødende og smuk farve, synes jeg.
Mor er ikke skuffet, men mor er måske en smule overrasket …

Og nu har jeg ikke mere tid, for Das Dritte Mädchen er på ferie her i et par dage, så jeg skal hen og snakke videre.

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

Masseproduktion

Jeg er gået i storproduktionsmode, hvad angår kosmetikpungene. Foreløbig er jeg oppe på otte af slagsen, og jeg er bestemt ikke færdig endnu med at producere. Det er en herlig måde at få brugt større eller mindre rester på – foruden at pungene er nemme, sjove og relativt hurtige at lave.
Får jeg alt for mange, så tvangsindlægger jeg bare familien til at aftage nogle – det plejer at gå meget godt; sidst var det brødkurveflippet, jeg skulle have afsat, og nu bliver det altså kosmetikpunge.
Jeg tror i øvrigt også, at jeg laver nogle flere brødkurve …

De store forventninger, jeg havde til til porsefarvningen, blev desværre ikke indfriet, så min teori røg i vasken.
Farvesuppen var fint rødbrun og porsesnapsfarvet, ganske som jeg forventede, og garnet så i starten ud til at tage farven til sig.
Men. Da jeg skyllede garnet, var det absolut ikke blevet rødbrunt – faktisk har jeg ikke rigtig noget navn til den noget underlige farve, der blev resultatet, men som Ditte siger, at nu er det da (også) prøvet.
Den er lidt mere støvet-olivengrøn end billedet viser, men det der med præcise farver har jeg altså ikke dyre nok kameraer til, åbenbart.

Jeg har efterhånden rigtig mange varianter af gul, gullig, grøn og grønlig. Det ender nok med, at jeg må strikke et eller andet i fair isle med dem, samt brune og beige nuancer. Det kan også blive nydeligt, hvis jeg får sat de rigtige farver sammen.
Et Røde Kors-tæppe til er også en mulighed. Det kunne ved nærmere eftertanke være et godt bilferiestrikketøj at strikke de ni moduler; de fylder ikke så meget inden de bliver syet sammen.
Ellers er vi så småt ferieklare. Græsplænen er slået og haven er nogenlunde pæn at se på; Søren har fået instruktion i have-og drivhuspasning, og mine små avispotter med spirende alt muligt er sat i pleje hos naboen. Dem (potterne, altså …) vil jeg ikke betro Søren, for tørrer de ud bare i nogle få timer, så dør alle de spæde planter lynhurtigt, og der er ingen grund til, at han skal komme rendende hver dag bare for at se til dem.
Tomaterne, chilierne, appelsinsalvien og agurken i drivhuset vokser, som var de betalt for det, så det bliver spændende at se, hvor stort det hele er blevet om godt 14 dage.

Det kunne jeg måske have sagt mig selv

Der er muligvis en grund til, at jeg ikke rigtig kunne finde noget på nettet vedrørende garnfarvning med ramsløg.
Jeg kunne nemlig konstatere, at nok er ramsløg rigtig gode i forbindelse med madlavning, men som farvepotentiale lader det en del tilbage at høre.
Et helt kilo blade kom i suppegryden – først 400 gram, men da suppen forblev næsten vandklar, kom jeg yderligere 600 gram i. Det kogte i et par timer og stod natten over, men det kom der ikke meget mere farve ud af.
Nu skulle det dog prøves – jeg kan jo altid overfarve garnet med noget andet senere, tænkte jeg, så jeg lagde 50 gram natur lammeuld i og gav det den obligatoriske times simren, efterfulgt af ‘naturlig’ afkøling.
Forskellen på resultatet og udgangsmaterialet ses her. Der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men farven i sig selv er såmænd egentlig fin nok – hvis den var kommet frem efter tredje eller fjerde bad. Som førstebadsresultat bliver dette en engangsforeteelse, for selv om der også skal bruges lyse farver, når man strikker fair isle, er de nemme nok at få ved at anvende et ‘udmattet’ farvebad, hvor man kan betragte dem som en form for bonus.

Så har jeg fået uendelig meget mere ud af at have mødt Røde Kors-nørklerne. En af dem kender en, der tidligere har syet patchwork, men som nu ikke kan mere og derfor vil sælge hele sit store stoflager. Hun samler det i matchende farver i poser med et kilo i og sælger en sådan pose for sølle 30 kroner.
Jamen så se da lige, hvad jeg fik for mine 30 kroner – hvis jeg havde købt den lille rulle yderst til venstre, var jeg kommet af med 30 kroner bare for den …

Det er helt vildt – jeg spurgte, om der kunne erhverves mere i lignende farver plus eventuelt et kilo i blå nuancer, da disse to hører til blandt mine foretrukne. Det ville hun finde ud af til næste nørklertræf på tirsdag.
Til sammenligning koster sådanne fat quarters og fat eights hhv. 50-60 og 25-30 kroner. Førstnævnte vejer omkring 38 gram, så hvis vi dividerer det op i et kilo, er der patchworkstoffer for omkring 1400 kroner! Hvis jeg altså køber det i Danmark … så igen: Det er helt vildt. Jeg håber virkelig ikke, at lageret er udsolgt.
Som om jeg ikke har stoffer nok … men jeg kan modstå alt, undtagen fristelser, og denne var simpelthen for stor.
Her kan blive noget til min søster, som jeg har lovet at lave til hende, samt nogle skønne dækkeservietter og en matchende brødkurv, som vil passe perfekt i mit dejlige køkken.

Det var så det forår …

I går nåede vi helt op på 18°.
Jeg tog havetøjet på allerede fra morgenstunden, og så gik jeg ellers i gang med at rydde bede for skvalderkål og andet ukrudt. Jeg nåede langt, men det var da også godt, for i dag skal jeg absolut ikke ud! Det er kun 6° og der blæser en hård vind lige ind fra fjorden.
John var også i gang, så terrassen blev højtryksspulet (det er vigtigt at huske begge s’er …) og de hvide havemøbler sat på plads derude.
Jeg var ellers inviteret til veterandag på min gamle arbejdsplads, men noget sagde mig, at jeg nok hellere må springe denne gang over, og hvad det så end var, der talte til mig, så var det kloge ord – jeg ville have ærgret mig en del, hvis jeg havde brugt det meste af den pragtfulde dag på at bruge 1½ time på at køre til Hørsholm, være der i tre timer og så køre tilbage igen – i myldretid, oven i købet.
Jeg ville især have ærgret mig, hvis det viser sig at i går var den bedste dag i et stykke tid, hvilket det ser ud til.
På torsdag får jeg besøg af en havekonsulent, så der må det meget gerne være opholdsvejr, tak!

Jeg vil, med dagens kølige blæsevejr, heller ikke ærgre mig over at mødes med Røde Kors-nørklerne i eftermiddag. Jeg skal aflevere tæppet, som jeg har strikket med plantefarvet garn, samt noget af ‘rågarnet’ inden det farves.
Opskriften er fundet på Ravelry og er gratis.
Jeg strikkede det i de gule og grønne farver, der blev tilovers fra det gule og grønne sjal, jeg viste forleden dag. Nede under tæppet har jeg lagt det garn, der nu er tilovers.
Var jeg lige heldig? Det tror jeg nok … der var dog flere farver at tage af fra lageret, så jeg var ikke ved at panikke, men synes det var ret pudsigt, at det passede så godt. Det hvide garn har jeg naturligvis masser af.
Det er strikket i dobbelt garn på p. 5 og er et alle tiders restegarnsprojekt, idet trekanterne kan farvekombineres/-varieres i det uendelige. Det består af ni moduler – man strikker et af de små kvadrater ad gangen, hvilket vil sige, at størrelsen ligeledes kan tilpasses helt efter behov. Dette måler 1,07 x 1,07 meter, hvilket (næsten) er RK-standarden, som er 1 x 1 meter. Det er hurtigt strikket – det tog kun en uge, og jeg sidder altså ikke hele dagen og strikker.
Den måde, man laver venderækker på, giver pæne konstrastgarnsovergange.
Sjovt var det på kanterne at lege med at få gradueret garnet så blidt, at overgangene med farveskift blev stort set usynlige. Det lykkedes ikke over alle fire kanter, for efterhånden løb jeg tør for garn, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet og kan kun håbe på, at der er en mor derude i den barske virkelighed, der også vil blive glad for tæppet på et eller andet tidspunkt.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Det har sneet dobbelt så meget som i går

“Det har sneet dobbelt så meget som i går”, siger hun.
Jamen … det giver jo ikke mening, fordi langt det meste af året sner det slet ikke, og når noget kan have værdien 0, kan man ikke tale om hverken for-, fem eller tidoblinger. Vil [nog]en nok hævde …
Det giver dog fint mening for mig, og det har i øvrigt også sneet dobbelt så længe.
Det har nemlig sneet uafbrudt siden en gang i nat; visse steder kan man ikke komme frem for drivedannelser i forbindelse med fygning. Det er tøvejr, men det fyger hurtigere til, end det kan nå at smelte, så sneplovene kører i fast rutefart forbi os.
JEG GIDER IKKE. Påsken skal, efter min definition, bruges til de indledende haveøvelser, men det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter. Tøhø. Meget hvid, endda … snehvid, faktisk.

Så er det sandelig godt, at jeg samlede løgskaller i England, fordi jeg gerne ville have de manglende 20 gram til at kunne farve endnu et batch garn.
Vi brugte heldigvis en del løg, mens vi var derovre, så jeg fik 32 gram skaller med hjem.
Charlotte og jeg stod og kogte lidt suppe (!) på, hvad en tolder ville sige, hvis han hev en plastpose med løgskaller op af min kuffert …

De 112 gram blev kogt til en effektiv suppe, som jeg satsede på kunne klare hele 150 gram garn, nemlig et gråt superwash, et lysegråt merino og noget naturfarvet lammeuld. Andet bad tog et gråt og et hvidt superwash, samt endnu et naturfarvet lam. Tredje bad var en prøve med gråt superwash, men nu var der ikke mere gult krudt i bøssen, så garnet blev en bleggrågrøn. Sandsynligvis også fordi det var ubejdset, og selv om jeg puttede alun med ned i farvegryden, tror jeg det var en kombination af svag suppe og ineffektiv bejdsning, men så er det afprøvet. Nogle siger, at man sagtens kan bejdse, mens man farver – jeg har ikke helt troet på det, og jeg mener at have bekræftet det her, idet suppen, på trods af, at det var tredje bad, stadig var stærkt gul.

Jeg elsker løgskalsgul. Denne gang har jeg helt undladt at tage skaller med fra rødløg, da de giver en mere grønlig farve, hvilket jeg ikke var interesseret i.
Garnerne bør – som sædvanlig – ses i virkeligheden. Især de første to fra venstre har en vidunderlig glød, som kameraet ikke kan fange.
Jeg har netop, som beskæftigelse til en hyggelig Barnabyepisode, strikket et sjal færdigt, til hvilket jeg har brugt fem af nuancerne fra blåtræsfarvningen (billede senere; sjalet ligger i vand nu), og lige om lidt går jeg i gang med et Røde Kors-tæppe med et tidligere batch fra farvning med løgskaller.
Jeg har strikket 2900 gram i løbet af årets første kvartal, hvoraf 1400 gram er af mine plantefarvede garner og 1000 gram til Røde Kors af ’gammelt’ lagergarn. Det giver 500 grams forbrug af nyt købegarn, så det går indtil videre den rigtige vej for mig.

Farvning med tørstetræ

Tørstetræseksperimenterne er tilendebragt, med meget forskellige resultater. Ingen af dem så meget som nærmede sig den røde, jeg havde håbet på (og set nogle præstere), men jeg er nu ganske tilfreds med de fleste.
Træstykkerne stod i glasset og trak i tre dage, hvorefter jeg siede halvdelen af væsken fra og lagde et fed lammeuld og et nøgle gråt superwash garn i.
Den anden halvdel trak i endnu et døgn. Resten af træet blev nu smidt ud og jeg prøvede med noget mere lam; denne gang bejdset, men det blev helt orange, så det var også rigtigt, at man ikke behøver at bejdse. Man er jo nødt til selv at prøve efter …
Det viste sig at være vigtigt at holde pH omkring 11; jeg kunne tydeligt se, at det blev brunligt i løbet af et døgns tid, fordi en begyndende gæring gjorde det mere og mere surt.

Det var ikke så godt … garner kan ikke så godt lide stærke baser, men hvis jeg ikke holdt pH oppe, ville jeg få en brunorange farve, kunne jeg læse mig til. Med pH 11 var den dybt rødbrun, næsten som en årgangsportvin, så garnerne måtte lide.
Det gjorde de også, dog nok ikke uopretteligt. De blev en anelse stive i det, men det klaredes så nogenlunde med en vask.

Syv garner blev det til i alt, i naturfarvet, grå og i hvid, i 100 % lammeuld og i superwashgarn.
Det var bare med at holde tungen lige i munden – eller have styr på sine noter. Jeg havde det sidste, og det var godt, for logikken sagde ikke meget om udfaldet.
Alt lå i suppen i et døgn. Ingen opvarmning overhovedet, sagde kilderne.

De to grå garner var godt nok grå som udgangspunkt, men de blev til en mørk nuance af den støvede pink, der er så moderne lige nu, og ikke den, der stadig ligner grå, så den er jeg glad for. Det bejdsede lammeuld i midten, samt det sidste fed er en tand for orange og bliver nok farvet over med noget andet engang. De to shocking pink (superwashgarn) næstyderst til højre er pænere i virkeligheden, og det er det fra det første bad også (helt til venstre). Det er interessant, at superwashgarn giver helt andre farver end ren lammeuld, men det har jeg set før.
Det er altså hammerirriterende, at ingen af husets fem kameraer kan finde ud af at gengive farverne korrekt!
Det sidste bad med det sidste fed gav jeg lidt eddikesyre for at neutralisere pH. Øjeblikkeligt farvedes suppen brunlig og fældede lidt ud – og garnet blev orange, selv om det igen var superwashgarn, hvoraf jeg havde forventet en lidt svagere pink, så der fik jeg bekræftet, at det basiske miljø er vigtigt at opretholde – hvis man altså ikke er ude efter brunorange farver …

Erik Grip, tørstetræ og mavepine

Af min mellemste søster fik jeg en aften med Erik Grip. Det vil sige … både John, Merete og omkring 100 andre var der også.
Han optrådte nemlig i Karises visekælder i aftes. Jeg har altid godt kunne lide Grip; synes han er en glimrende sanger og ditto fortolker af både Grundtvig, Frank Jæger og andre i viseklassen.
Jeg var lidt spændt, for manden er fyldt 70 nu, og det kunne meget nemt være gået ham, som jeg synes det er gået for en del andre: De skulle være stoppet, mens legen var god.
Det gjaldt så ikke for ham; hans stemmepragt var lige så fuldttonende og kraftig, som den altid har været, og nu er han oven i købet begyndt at krydre sine optrædender med historier og anekdoter fra sin opvækst og sin familie fra længere tilbage i tiden.
Det var, med andre ord, en god og underholdende aften … en rigtig god fødselsdagsgave at få.
Han lignede sig selv. Næsten. Lidt mere pondus er der efterhånden kommet, men jeg har altid syntes han er en smuk mand, og han er såmænd stadig ikke værst at se på. Jeg har fulgt ham og hørt ham optræde siden jeg var meget ung, fordi hans første kone/kæreste var fra Havdrup, så de optrådte et par gange på min gamle skole – det gjorde ham lidt mere interessant dengang, men senere er hans popularitet hos mig helt hans egen fortjeneste.

Derudover er det blevet til lidt mere plantefarvningseksperimentering. Denne gang med tørstetræ og sandeltræ, plus at jeg har købt frø til at så lilla blåbælg ved siden af det japanske indigo, som Ditte har købt til mig.
Jeg har atter en gang set en dejlig rød farve, som Jenny Dean i England har fået frem ved at basebehandle barken ved pH 10-11 i et døgns tid. Ingen varmebehandling overhovedet.
Andre kilder siger, at det skal fermentere i uger, ja i hele måneder inden man kommer garnet i.
Som sædvanlig ser det anderledes ud end håbet, men nu vil jeg tvinge mig selv til tålmodighed i nogen tid og se, om der sker en farveudvikling over i det rødlige i krukken. Garnet selv har meget at sige, kan man se: Alle Deans fire farver herover er fra samme farvebad, men forskellige garner.
Sandeltræ bliver nok i næste uge.

Og så har jeg ondt i maven! Det har jeg haft siden natten til i går. Jeg skulle have været til frisør i formiddags og ville ikke melde afbud, for jeg vil klippes inden vi rejser til England.
Men hvad sker? Frisøren ringer og undskylder (!) at hun har haft influenza, men er ved at være klar igen, så hvad siger jeg til at vente til på torsdag?
Hun skulle bare vide … men jeg nøjedes med at sige, at det var selvfølgelig helt i orden og rigtig god bedring til dig.
Men den mave, altså. Av. Jeg har besluttet mig for, at det forsvinder i løbet af natten og at jeg er frisk igen i morgen. Jeg har haft et uldent halstørklæde viklet om maven siden jeg gik i seng i aftes, og jeg bilder mig ind, at det virker!

Det blev ikke særlig rødt

Det er stadig vinter – lige nu ret meget, faktisk – så selvindsamlede planter til farvning kan der ikke blive tale om før om nogle måneder.
Så er det jo godt, at der findes noget, der hedder internettet … jeg lod mig inspirere af et par amerikanske bloggere, som kunne fremvise to smukke, lidt usædvanlige røde eller rødbrune farver. Det viste sig, at Nidaros var leveringsdygtig i materialerne, nemlig katechu i pulverform og fintskåret rathaniarod. Jeg havde ikke hørt om nogen af delene før, så jeg måtte google grundigt rundt for at fnde noget om fremgangsmåden, som fx om det må koge, eller om det kræver alkohol eller syre for at trække farven ud.
Jeg fandt desværre ikke noget, der var rigtig brugbart; ikke engang engelske kilder leverede noget brugbart. Katechu skulle kunne give rødbrune til sorte farver, men hvordan? Det kunne jeg ikke finde noget om. Første bad med katechu er nummer to fra venstre på billedet med fire fed garn. Andet bad blev så kedeligt, at jeg kom en knivspids gurkemeje i, hvilket gav et garn med et nydeligt farvespil i. Det grå garn er en overfarvning med katechu af en mellemblå indigo, fordi jeg så dette: Cutch extract produces earth browns, chestnut, fawns and beiges and is perfect for mixing with indigo and other natural dyes for stunning grey greens and other browns. Det var sandt nok: Den grå er ret flot; jeg må se at få farvet noget med indigo, så jeg kan få Fifty Shades of Grey og ikke kun Fifty Shades of Yellow.
Mindre end 50 kan nu også gøre det.

Det gik ikke så godt med rathaniaroden. På Pinterest så jeg en rigtig flot rød fra den, men det jeg fik fremkaldt, ligger meget langt fra at være rødt … ligner mere en af de mange cafe latte-varianter, jeg efterhånden har liggende.
Jeg har bedt om hjælp i FB-gruppen, der handler om plantefarvning og håber på et godt svar fra et af medlemmerne.

Jeg undrer mig over, at internettet tilsyneladende er tomt, når jeg vil finde noget om farvning med rathaniarod. Er der nogen, der læser med her, der kan hjælpe med et link?

Må jeg byde på et fed kaffe? Nej? Et fed te, så?

 

Jeg fik lyst til at eksperimentere lidt udi plantefarvningens glæder, og det var på tide at få brugt det sidste af noget kaffe, vi købte på Mallorca i april, og som vist efterhånden måtte have mistet en del aroma. Der var lige 200 gram tilbage, så det hele blev sat til at koge i en times tid, hvorefter jeg lod det stå til dagen efter. For en gangs skyld var det dejligt velduftende at igangsætte en omgang farvning …
Næste formiddag blev kaffesuppen hældt igennem tre lag osteklæde og bønnerne kogt op en gang til. Derefter atter igennem osteklædelagene, og så var det klar til at komme garnet i.
Der kom et enkelt prøvefed ubejdset garn i, og det gik som forventet med det: næsten ingen farvemodtagelse. Udover de fem gram kom der, set fra venstre mod højre, i alt 200 gram garn i suppen: 1) strømpegarn med 80 % akryl og 20 % uld, 2) 100 % lammeuld, 600 m/100 gram, 3) 100 % lammeuld, 350 m/100 gram og 4) ubleget merino. Sidstnævnte var inden farvningen meget ‘natur’, nærmest helt beigefarvet.
Det lille prøvefed helt til højre er te, også i forholdet 1:1. Det farvebad udsendte også en dejlig duft. Jeg brugte nogle tebreve med English Breakfast Tea, som jeg havde haft liggende længe – jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg overhovedet har det, for jeg bruger aldrig posete – det smager rædsomt – men jeg regnede med, at den slags savsmuld nok godt kunne koges til en brugbar farvesuppe.
Selv efter garnet er skyllet, dufter det lidt af kaffe, henholdsvis te.
Det er lidt underligt, at den rene lammeuld opfører sig så forskelligt, som tilfældet er. Begge garnerne er fra garnudsalg.dk, og begge er bejdset samtidigt. Det tynde garn er dog uvasket og som udgangspunkt lidt mørkere end det lidt tykkere garn. Gad vide, om det er derfor, det ikke tager så meget imod farven? Det er da trods alt kogt i 20 % alunvand i en time, hvilket burde affedte det en del.
Det bliver spændende at se, om garnerne reagerer lige så forskelligt, når jeg igen kan gå i gang med at farve med planter.
Merinoen gav en smuk, brun farve, meget lig den, man også får fra farvning med hele valnødder. Godt at vide, hvis valnøddeleverandøren skulle svigte.
Alt i alt er jeg ikke utilfreds med resultaterne – farverne er lidt mere varmt brune, end mit kamera havde lyst til at vise.

Kan det mon gentages?

For præcis 13 dage siden blev jeg så glad, fordi det langt om længe lykkedes mig at få en brugbar farve ud af avocado. Som jeg skrev dengang, turde jeg næsten ikke forsøge mig igen, for sæt nu …
Jeg kunne alligevel ikke lade være, da jeg dagen efter tilfældigvis kom til at spise endnu en avocado, for jeg manglede jo stadig at se, om det gav en farveforskel med sten for sig og skal for sig.
Begge dele kom den 2. januar i glas med en smule salmiakspiritus og en del kogende vand, og den 10. januar hældte jeg det i hver sin gryde og lagde 50 gram bejdset garn i hver. Det stod og småsimrede ved 75° i en times tid, lå i væsken natten over, simrede igen, kølede ned og blev skyllet.
Der blev en forskel, men den var ikke markant – stenen gav en lidt mere klar, rosa farve – så jeg hældte de to væsker sammen og lagde 2 x 50 gram i gryden. Denne gang bulderkogte det i en times tid – det var en fejl, men farven blev markant mørkere end første bad.
Det er ikke så svært at forstå, hvorfor opfindelser bliver gjort enten ved fejl, eller fordi man ville opfinde noget helt andet, for hvem skulle lige have troet, at andet bad skulle kunne blive kraftigere end første bad?

Herover er det, oppefra og ned: 1. bad, avocadosten, 1. bad, avocadoskal, 2. bad, sten og skal, 2. bad, sten og skal.
Hvorfor de to sidste er så forskellige, kan jeg ikke helt forstå. Det er samme slags garn i samme udgangsfarve, og de har ligget lige længe i samme bad! Det ene har måske haft mere kontakt til resterne af sten og skal; det er umiddelbart det eneste mulige svar på forskellen. At nummer tre er en smule meleret, gør i mine øjne ikke spor.
Det er, ligeledes i mine øjne, utroligt, at man kan farve 200 gram garn med skal og sten fra en eneste avokado, men en kendsgerning er det, og det er ikke sidste gang, jeg farver for at opnå disse farver, for nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.
Man skal bare have tålmodighed nok til at vente mindst en uge på, at farven bliver trukket ordentligt ud.
Jeg er vild med de farver og kan sagtens se et eller andet for mig, der ikke må forbruge mere end 250 gram (jeg har også de 50 gram fra det første vellykkede forsøg), måske med en retstribe i hver af disse fem smukke nuancer, gentaget op gennem arbejdet.

Som forventet

Forleden dag blev babytæppet farvet i alkanna. Det var jo, som jeg skrev dengang, spændende, om pletterne ville blive tilstrækkeligt camoufleret til at virke usynlige. Jeg regnede med det og satsede på det, men intet kunne vides før efter farvningen.
Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at missionen lykkedes – nu mangler det bare at blive verificeret fra moderens side, men mon dog ikke hun godkender tæppets nye farve? Hun har trods alt selv valgt den.

Man skal lede efter pletterne, og hvis man ikke ved, at de er der, lægger man ikke umiddelbart mærke til dem.

Fair Isle-sampleren er også færdig. Godt og vel to meter dobbelt halstørklæde, som blev pænt, nydeligt og helt ensartet i maskerne efter vask og centrifugering.
Det blev behørigt beundret af mange søde mennesker i går inde hos Karin og Bjarne – jeg blev oven i købet spurgt, om det ikke var et, jeg ville overveje at strikke flere af og sælge, men det tror jeg nu nok ikke, at jeg vil. Og dog, man ved jo aldrig … det var sjovt at strikke, fordi det aldrig nåede at blive til ensformigt og rutinepræget strik.

Nu skal jeg dog lige blive færdig med Johns Amsterdam-halstørklæde først. Jeg er i gang, og det får lov at komme med på ferie til Malta.
Jeg fandt otte farver til, og eftersom der er 46 striber i det, kan tørklædet med 23 forskellige farver blive symmetrisk.
Nogle gange er jeg til symmetri, andre gange det modsatte.
Der er ingen grund til at blive alt for forudsigelig. Der vil ikke være en sjæl, der lægger mærke til, at dette bliver symmetrisk, men jeg ved det, og det er nok.
Det bliver vidunderligt blødt, og John glæder sig allerede til det bliver færdigt, men jeg har ikke lovet, at det bliver til at kunne bruge i denne vinter.
Det skal nok blive pænere i ‘knopperne’, når det engang bliver vasket og centrifugeret. Det er så dejligt at se, hvordan sådanne kraftige svingninger kan udrette mirakler for strikkeensartetheden.