Tanker i vandkanten …

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

Genbrug: galt eller genialt?

Min mor, som var 14 år, da krigen kom til Danmark, og 19, da den sluttede, genbrugte alt. Vitterlig alt. I en grad, så vi børn sommetider rystede lidt på hovedet over hende, fordi vi mente det var lige i overkanten, som for eksempel, når hun vaskede plastposer. Jeg genbruger selv plastposer, hvis de er tørre og rene, men ligefrem at vaske dem – der sætter jeg grænsen.
Hun holdt da også op på et tidspunkt, lige som hun stoppede med at stoppe strømper og med at pille strikkede trøjer op, hvor garnet så kunne genbruges til fx sokker.
Julegaveindpakningspapiret blev glattet ud og gemt; ganske som de pæneste og længste af båndene blev rullet op på et eller andet. Jeg kan egentlig ikke huske, om det nogensinde blev genanvendt, eller det bare hobede sig op på loftet.
Efterhånden tog det alt sammen af, men hun blev aldrig god til at smide ud, og når man ser på samfundet i dag, så kan det vel siges, at det var hende, der var fremsynet og os, der var/er nogle forbrugssvin.
Bortset fra, at jeg har en snert af pisken, for jeg har ikke helt nemt ved at smide ting ud – heller ikke selv om det er noget, jeg ikke har brugt i årevis. 
John er ikke et hak bedre, så det var en svær øvelse at skulle igennem, da vi skulle flytte.
Men vi klarede det og fik smidt ud. Det der kunne genbruges, blev overdraget til nogen, der kunne bruge det, men meget røg helt ud.
Det er en svær læringsproces, men det kan lade sig gøre. Tag nu det Canon, der gik i udu i Grønland: John ville til at lægge det op på loftet, men her protesterede jeg:
– Vil du forsøge at reparere det?
– Næhhh …
– Så bare ud med det! Der er ingen grund til, at enten vi selv eller Charlotte engang skal gøre det. Vi smider det ud nu.
Vi har haft gamle telefoner liggende. Hvorfor, ved jeg ikke, men nu er de væk. Helt væk.

En af de ting, mor gjorde, og som jeg dengang var sikker på, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville gøre selv, var at genbruge dynebetræk og lagner.
Da Charlotte boede hjemme, løste det sig selv, idet jeg næsten måtte binde hende for at forhindre hende i at tage selv det, vi havde liggende på sengene, fordi hun slet ikke kunne samle nok stof til at øve sig på at sy. Hun satte videoer med My Fair Lady eller Borte med Blæsten på pause, tegnede kjolerne af og forsøgte at efterligne dem. Det begyndte hun på, allerede da hun var 11 år, så det kom ikke som en overraskelse for os, da hun senere erklærede, at hun ville være skrædder.
Tilbage til emnet: Jeg har lige kasseret nogle dynebetræk. Vi har simpelthen alt for mange nu, også selv om vi bruger seks sæt når englænderne er her. Deres fire senge står altid redt op, plus vores, selvfølgelig, og alligevel ligger der nu 13 sæt i skabet.
Nu ligger der så kun 10, hvilket stadig er alt for meget …
Jeg har klippet to op til pudseklude, og jeg vil sy lommetørklæder af et af dem.
Det er verdens bedste pudseklude, både til vinduer og ædelmetaller, for det fnugger ikke og er dejligt blødt.
OG det er verdens bedste lommetørklæder, som er skønne at bruge, når jeg er forkølet, igen fordi der ikke fås noget blødere; ingen Kleenex kan hamle op med et superblødt lommetørklæde, og den ømme og hudløse næse kan stort set altid undgås.
Prøv selv.
Og kald mig bare gal. Jeg kan bære det.

Så er de 11 og 12

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Jeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
Jeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

Base Camp – et børneparadis

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again …
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

Jeg er ved at pakke mine sydfrugter …

Altså ikke for alvor.
Jeg er på ingen måde ved at flytte fra John. Det kunne jeg da ikke drømme om – så skulle jeg jo også forlade Den Stråtækte, tøhø, og det skulle der altså meget til for at få mig til. Han skulle tæve mig, tror jeg, men det kunne han til gengæld aldrig drømme om, og skulle det fuldstændig utænkelige alligevel ske, så var det ham, der fik sparket, så han først landede i Langtbortistan. Jeg er blevet gennembanket af én mand, men det gjorde han kun den ene gang, så var jeg den, der var skredet. Charlotte var kun seks måneder, og nu kender I således grunden til, at jeg blev alene med hende så tidligt. At hun senere har sagt ham fuldstændig fra i sit liv, var noget, hun valgte, da hun flyttede til England som 20-årig, og det er udelukkende hans egen fortjeneste, at hun intet vil have med ham at gøre. Hun så ham ikke mens hun var barn, men med ujævne mellemrum fra hun var 18 til hun var 20 år, hvor hans mor døde, og hun derfor afskar forbindelsen helt – når den elskede farmor ikke var der mere, var det endegyldigt ligegyldigt med den biologiske far, for da havde John i mellemtiden været som en far for hende, fra hun var 10 år, og hun har aldrig siden ønsket sig andre end ham.
Det var C, der som 12-årig spurgte John, om han dog ikke snart kunne tage sig sammen til at blive gift med mig, så hun “kunne slippe for det der [beskyttet navn]”. Blod er ikke altid tykkere end vand – John parerede ordre og friede til mig, og både C og jeg kom til at hedde Nielsen. John er Charlottes far i alle andre betydninger end den biologiske, og han er morfar til hendes børn. Punktum.

Hov – det blev pludselig en helt anden historie – selv når ordene skal ud gennem fingrene og ikke munden, kan de åbenbart løbe deres helt egne veje.
Jeg har i næsten 30 år haft en stille, elskelig, dejlig og så absolut fredelig mand, og jeg flytter kun fra ham i et par dage, mens jeg tager på strikkefestival i Svendborg.
Det er svært at finde ud af, hvad man skal have med – ikke hvad angår kropstøjet, men strikketøjet. Man skal primært have noget, man kan sidde og snakke til uden at lave alt for mange fejl, men det er også sjovt at have noget blære-noget med, så man rigtig kan vise, hvor dygtig man er. Måske kommer man til at købe noget spændende garn (slet ikke utænkeligt, uanset hvad man har lovet sig selv), og så gælder det om at have et lager af opskrifter med, så man hurtigt kan komme i gang.
Når jeg kommer hjem igen på søndag, formentlig hæs og uden mange flere ord tilbage i mig, venter John med spaghetti carbonara. Det er den eneste ret, han kan lave, men til gengæld behersker han den til fuldkommenhed. Ingen over og ingen ved siden af. Heller ikke i Italien!

Billedet er fra min første strikkefestival i 2008. Det foregik på Silkeborg vandrehjem i den sidste weekend i september, hvor vi havde lige så pragtfuldt vejr som vi har nu. Jeg ville slet ikke brokke mig, hvis det også denne gang kunne vare hele weekenden.

Mormormad eller hvad?

Mormødre i dag er en blandet race. De fleste af dem kan sikkert godt lave ‘mormormad’, men rent kulinarisk tager mange af dem store dele af verden med ind i køkkenet.
Jeg er som bekendt selv mormor, men er mormormad ikke snarere den mad, min mors generation lavede, og ikke den mad, Mommer Ellen her laver i sin hverdag? Burde det efterhånden ikke retteligen omdøbes til oldemormad? Det ville samtidig tage den evige favorisering af mormor ud af det – det er lidt synd for de ofte oversete farmødre, synes jeg.

Coop har et mad-o-meter, og ifølge dette er de fem retter, der er i størst fare for at forsvinde, brunkål, æbleflæsk, skipperlabskovs, gule ærter og kåldolmer.
Så er jeg trods alt nok ikke helt i oldemorklassen endnu, for jeg laver faktisk alle fem retter indimellem; sjældnest skipperlabskovs, som jeg kun har lavet et par gange i mit voksenliv. Det smager egentlig godt, og nu blev jeg helt inspireret af mine egne ord …

En anden kilde opgiver følgende 10 retter til at høre under katogorien ‘truede retter’:

1. Kogt torsk, 2. Farserede porrer, 3. Stegt lever, 4. kærnemælkssuppe, 5. Vandgrød, 6. Brunkål,
   7. Gule ærter, 8. Grydestegte hjerter, 9. Arme riddere og 10. Kødrand.

Det var et overlap på kun to, så vi er allerede oppe på 13 retter, der snart forsvinder fra de danske spiseborde, og reelt er der endnu flere. Jeg laver aldrig farserede porrer, kærnemælkssuppe, vandgrød, arme riddere eller kødrand, men de stod alle på menuen i mit barndomshjem, sammen med sødsuppe og sagosuppe. Brun sovs hørte til dagens orden, når det var noget med kød og kartofler, men det laver jeg stort set kun i dag, når jeg har besøg af englænderne. Børnebørnene (og deres forældre) elsker retter som flæskesteg og medisterpølse, og jeg oplever, at mange unge i dag holder meget af disse retter med den tilhørende brune sovs, men de laver det aldrig selv.
Jeg husker også min barndoms finker, når der var slagtedag. Lavet på indvolde, heriblandt lungerne, som gav finkerne den specielle smag og konsistens, de slet ikke har i dag. Vi køber det en gang imellem til jul, men selv om der er stor forskel på dem, er der ingen der smager som i min barndom.
Der blev også lavet blodpølse, som smagte herligt med sirup på, men jeg har kun fået det ganske få gange siden barndommen – de smager også helt anderledes og forkert end fordums tiders hjemmelavede.
Min mor lavede ret ofte pærevælling til Charlotte, da hun som barn cyklede ud til mine forældre på gården næsten hver dag fra skole. Hun ELskede det og spiste altid så meget, at mor og jeg aftalte, at hun helst skulle have det umiddelbart efter ankomst, for ellers var hun slet ikke sulten til aftensmaden.
Når man den dag i dag nævner ordet pærevælling for hende, lyser hendes øjne op, og minderne står i kø.

Eller hvad med god, gammeldags, hjemmelavet suppe? Jeg elsker supper af næsten enhver art og laver det tit om vinteren – her i huset er yndlingen kartoffel-porresuppe, men Charlotte har lært at lave autentisk hønsekødsuppe, og hendes englændere elsker den.

(En lille sidebemærkning: Jeg har flere gange set, at Shepherd’s Pie er blevet til shepards pie på ‘dansk’. Typisk. Vi tror vi er så gode, og så klumrer vi i virkeligheden pinligt rundt i det.)

Vi skal i øvrigt have kåldolmere i aften; deraf inspirationen til indlægget. Det var min fars storfavorit, som han ikke kunne få tit nok. Jeg har ikke lavet det siden han døde for over fire år siden, men nu skal det være. Det smager faktisk rigtig godt.

Har I en yndlingsret, I har taget med fra barndomshjemmet? Eller fra jeres bedsteforældre?

Endnu en smuk bro

Jeg samler på gamle, svenske stenbroer.
Elektronisk, forstås … de er lidt vanskelige at samle på anden måde, men at have billeder af dem er alt rigeligt til mig.
I går på vej til Glasriket stoppede vi op ved endnu en til samlingen, nemlig den gamle stenvalvsbro over Mörrumåen. Valv betyder hvælving, men når det er i forbindelse med en bro, ville jeg nok kalde det for buer.

Otte buer skulle der være på denne bro, men det var ikke muligt at få dem alle på ét billede.
Broen her er ikke fra middelalderen, men her har ligget en bro siden dengang. Mörrumåen var Sydsveriges vigtigste ålefangstområde helt op til 1900-tallet. I dag er den nok mest kendt for laksene, som folk valfarter til fra Tyskland i hobetal og sågar helt fra Italien for at fange lige netop i denne å.

Smukt er det …
John fik øje på nogle blomster, han ikke kendte, men jeg genkendte dem straks som springbalsaminer, og fluks var jeg sprunget tilbage til barndommens have, hvor mor kæmpede en indædt og i flere år forgæves kamp mod dem.
Kender I dem? De får frøkapsler, som, når de er modne, springer med et smæld og spreder frøene langt omkring, samtidig med, at kapslen krøller sig smukt sammen. Vi unger syntes naturligvis, at det var spændende at få dem til at springe, fordi det var med lyd på og det hele. Smældet kunne være så voldsomt, at det gav et helt sæt i os, selv om vi var forberedt på, at det kom.

Kapslerne på disse er endnu ikke helt modne, men der var en enkelt der var moden nok til, at det kunne lade sig gøre at demonstrere det for John – desværre dog ikke med det helt store smæld.

Nede på den lille ø er det begrænset, hvor meget skade de kan komme til at forvolde, men holddaop, hvor mor bandede over dem igennem flere år.
Det lykkedes til sidst for hende at få dem udryddet, men jeg kan ikke huske hvor lang tid det tog. Jeg syntes det var så ærgerligt, at hun ikke ville have en så smuk og spændende blomst … selvfølgelig kan det lade sig gøre at holde den nede, men der var så rigeligt med andre ting, der skulle holdes, gøres og ordnes i den store, store have, så hun syntes, at springbalsaminer mindede en kende for meget om sisyfosarbejde.

Gamle dage. Men ikke nødvendigvis de go’e …

Vi sidder og stener efter to aftener med gæster. Absolut smadderhyggeligt, men man mærker, at man ikke er 20 år længere. Eller 40. Eller …
John kan lige overkomme at bære stakke á fem cd’er frem og tilbage til sin pc, så han kan få indspillet vores yndlingsmusik på den nye pc (for at kunne have det med til Sverige på nemmeste måde). Jeg kan lige overkomme at strikke på det sidste ærme på den Paneldebat, som jeg lige nu bare vil have overstået, så jeg kan komme i gang med noget nyt. Hvad i himlens navn fik mig til at begynde på en trøje til mig selv strikket på pinde 3?

Vi har varme i radiatorerne, varmt vand i hanerne, kan bare dreje på en knap for at lave mad eller vaske tøj og åbne for en hane for at tage et bad. Skal vi på toilettet, kan vi sidde forholdsvis behageligt med fødderne på et opvarmet gulv. Vi kan kommunikere med hele verden fra skrivebordet, vi kan … rigtig mange ting, der bare er en selvfølge for de fleste i dag.
Når man sidder og strikker, kan tankerne fare vidt omkring. De kan bl.a. vandre tilbage til min lykkelige barndom; en tid jeg tænker tilbage på med glæde, mens min mor sandsynligvis mest ville huske tiden mellem 1953 og 1961 som særdeles arbejdskrævende og hård.
Hun stod op en time før alle andre for at tænde op i komfuret i køkkenet og i kaminen i stuen. Der var indlagt vand, men kun koldt. Hvis hun skulle vaske tøj, skulle gruekedlen fyldes med vand, og tøjet blev skrubbet i hånden; måske med et vaskebræt til hjælp. Skylles, vrides, hænges til tørre – altsammen med håndkraft. Der blev forståeligt nok kun vasket et par gange om måneden. Når vi børn skulle i bad, foregik det i et zinkbadekar på køkkengulvet. Også rigtig hyggeligt set fra min og mine søstres side, men der har sikkert været en del at tørre op bagefter. Jeg ved faktisk ikke, hvordan de voksne badede.
Toilettet var ikke et toilet, men et lokum. På vores gård med ét hul – jeg har aldrig rigtig forstået dem med to; skulle det virkelig være hyggeligt at sidde to og to sammen og gøre hvad der nu skulle gøres? Lokummet fandtes naturligvis ikke inde i huset, så var man kommet på NP-holdet, har det været en noget kold fornøjelse om vinteren. Intet under, at det var helt almindeligt at have natpotter – hvad vi da også havde.
Far fortalte, at det var en meget yndet nytårsspøg i hans unge dage at rende rundt på nabogårdene og putte gær i lokumstønderne. Man kan sikkert forestille sig resultatet de steder, hvor man ikke lige havde husket at tømme dem om formiddagen …
Om vinteren havde vi tit vanter på i sengen, og mor puttede os med en varmedunk. Igen: det har været et kæmpearbejde at være husmor, men for mig er det altsammen noget, jeg forbinder med varme, tryghed og hygge (bortset fra lokummet).
Jeg ved ikke, hvad der skete for far i 1961 – hvorfor han kom til penge. Sandsynligvis tog han bare et lån, men det var året, hvor min yngste søster kom til, så jeg kunne forestille mig, at mor har sagt stop til alle ubekvemmelighederne nu, hvor der var tre børn. Det var dengang, hvor manden ikke deltog i noget, der havde med den mere praktiske del af børnepasning at gøre – den første ble, min far skiftede, sad på Charlotte, hans første barnebarn. Nå … men i 1961 blev der bygget en badeværelsesknop på huset og der blev indlagt centralvarme, hvilket selvfølgelig også medførte varmt vand i hanerne.
Og vi fik fjernsyn, køleskab og fryser.
“De go’e gamle dage” var vist generelt mere gamle end gode.

Mit barndomshjem er solgt

Nu er det en kendsgerning: fædrenegården er solgt, og der flytter nye ejere ind 1. april.
Min søster, som boede der og skulle have overtaget gården, er blevet alene og kunne ikke overskue at skulle passe det hele alene – hvad vi alle så udmærket forstår. Lige om lidt er hendes sidste barn flyttet hjemmefra, og så er det altså et meget stort sted at være én i. Eller på. Hvad hedder det egentlig?
Vi har derfor holdt møde og lagt en plan … der er meget, der skal ryddes ud og væk. Rigtig meget, faktisk … 100 års efterladenskaber kan godt fylde lidt i staldene.

Fars skrivebordsskuffer er også lige blevet tømt; de viste sig at indeholde flere overraskelser, bl.a. rationeringsmærker. Hvorfor i alverden han havde gemt dem i alle disse år, kan ingen regne ud, men nu er de jo nærmest et kuriosum og blev derfor heller ikke smidt ud ved denne lejlighed.

Vi vil naturligvis alle sammen komme til at savne stedet med vores fælles rødder. Også jeg, selv om jeg for lidt siden påstod, at jeg ikke var særlig berørt af det.
Vi vil savne stedet, hvor der blev holdt Sankt Hansaften for mange af vores venner i en skøn pærevælling, så vi ofte var over 50. Stedet med plads nok til uden problemer at kunne samle hele den nærmeste familie, også selv om den voksede og voksede. Stedet, hvor både mine søskende og jeg har holdt mange af livets store fester, fordi der var plads nok og fordi mor og især nok far elskede fester.

Det er naturligvis et sted med tusindvis af minder, men disse kan ingen tage fra os, og mine følelser kan måske sammenlignes lidt med min holdning til gravsteder: jeg husker inde i mit hoved og har ikke behov for et sted at gå hen.

Det bliver da bestemt lidt mærkeligt at skulle køre forbi gården og vide, at man aldrig selv mere vil sætte sine ben på det sted efter 1. april. Jeg er dog nok ikke lige så berørt af det som mine søstre er, og slet ikke så meget som de fleste af børnebørnene, men jeg nok mindre så sentimentalt anlagt end de er – vil jeg tro. Jeg har det mere sådan, at okay, sådan er det altså nu; beslutningen er truffet, vi kan ikke gøre noget ved det, så vi må bare videre herfra.

Kold, tænker nogle måske. Pragmatisk, foreslår jeg selv. Det var jo alligevel ikke det samme mere … ikke det sted, hvor far boede og hvor jeg kom uanmeldt og bare bragede ind ad døren uden at banke på, som om jeg stadig boede hjemme. Efter fars død var det min søsters hjem, og som sådan opfattede jeg det og respekterede det også.

På lørdag kommer Charlotte og børnene hjem, og på søndag skal vi samles på gården – det bliver således sidste gang, Charlotte vil være der, hvilket hun bestemt også har det underligt med. Det var hendes andet hjem; hun kørte derud stort set hver eneste dag for at passe den hest, far gav hende, da hun var otte år. Eller hest og hest … den første i rækken var en shetlandspony … de voksede lidt med årene, så at sige – ganske som Charlotte selv gjorde.

Oprydning – minder – nostalgi

Der skulle ryddes op og ud på barndomsgården i går. Vi tre søstre, en af mine niecer og John var derude og tog fat.
Det er rigtig mange år siden, staldene har været brugt til deres egentlige formål – de syv hestebokse var de sidste, der gik ud af drift, så at sige. Gennem mange år har vi alle derfor brugt den gamle svinestald som en slags pulterkammer, for eksempel til møbler, der blev udskiftet, men som man ikke nænnede at kassere. Samt masser af andre ting – begge mine forældre var enormt dårlige til at smide ud; jeg selv har en snert af pisken, min ene søster kan næsten ikke få sig selv til at kassere noget som som helst, mens min anden søster er totalt ovre i den anden grøft og har ingen problemer med at smide gammelt ragelse væk. Det har jeg så heller ikke, hvad ragelse og ubrugelige ting angår, men da jeg gik rundt derude med mit kamera, vældede minder fra alle mine 59 år op i mig ved at gense nogle af de gamle redskaber, der var blevet stuvet af vejen gennem årtierne.

Det røde skilt, der sad i nærheden af maskinen, som mælken blev hældt i og kølet ned med.

Den gamle trætrillebør, hvor klappen oven i købet kunne lægges ned.
Fodertrug af træ. Petroleumsdunke. En vinballon (?)
De gamle mælkejunger (og/eller mælkespande, Farmer?)
Der var to slags, som man kan se: en med låg og en uden, men jeg er ret sikker på, at begge brugtes til mælk. Den med låg (jungen) til at stille ud til mælkebilen og den uden låg (spanden) til at transportere den nymalkede mælk hen til køleanlægget.
Far stoppede med kvægdrift, da jeg var omkring otte år, men derfor var det jo desto mere hyggeligt at se de gamle ting. Et gammelt vandingsaggregat og en foderdims til høns blev sat til side, indtil min søster fragter det over til Charlotte til sommer. Hun vil til at holde høns, og selvfølgelig kan hun købe det nødvendige i England, men hun kunne så godt tænke sig noget fra gården, hvis det kunne lade sig gøre, og det kan det så.

Der var denne dims, som jeg vil have med til Sverige, og som jeg kom til at kalde for et åg, hvad det ikke er, men hvad hedder det så? Et spand? Det brugtes til et tospand; altså så man kunne holde styr på to heste ad gangen, når de skulle trække ploven eller andre redskaber. Traktor kom der først på gården i 1956, og jeg har en noget tåget erindring om far gående ude på markerne med sine heste.
Jeg husker dog tydeligt, at høsten foregik ved at kornet bare blev skåret og negene blev sat skulder ved skulder ude på marken, indtil de blev bragt til loen og senere tærsket dér. Kanter og hjørner slog far med leen – ikke et aks måtte gå til spilde på den lille gård.
Far fortalte, at på de to herregårde, han arbejdede på som ung, fik de besked på ikke at være alt for gode til at få det hele med, for der skulle være noget tilbage til de fattige at sanke.

Ej altså for pokker for et hårdt arbejdsliv, de har haft dengang: man travede op af ned af de marker mange, mange gange – der skulle pløjes, harves, sås, tromles, høstes – fem gange får jeg det til, at man traver, traver, traver. Måske har jeg oven i købet glemt noget i processen. Og det var jo ikke ligefrem de brede omgange, der kunne klares af to heste … ploven havde vist kun ét skær. Eller havde den to? Det husker jeg ikke, men vi taler under ingen omstændigheder om bare tilnærmelsesvis de størrelser, landbrugsredskaberne har i dag.
Da far var landbrugselev på herregården Kollekolle, gik han bag heste og plov fra kl. 6 om morgenen til det blev mørkt. Afbrudt af måltider, selvfølgelig, men det har dæleme været hårdt – han fortalte også med sit glimt i øjet, at han ingen problemer havde med at falde i søvn om aftenen … men forestil jer lige en kondition, man har haft dengang – det var slet ikke nødvendigt at skære fedtkanter fra kødet; det skulle nok blive forbrændt alt sammen.