A Pole and his pole … and flag …

Nogle vil sikkert huske, hvordan jeg for to år siden kom op i det røde felt pga. vores nabonabo, da han var et værre miljøsvin.
Jeg er ganske klar over, at jeg ikke er noget pænt menneske, fordi jeg om lidt hænger ham ud igen. Men:
Frankly, my dear, I don’t give a damn (Rhett Butler i Borte med Bæsten).
For de er altså lidt mærkelige, de mennesker.
Jeg kender ikke de polske flagregler, men det ville undre mig såre, hvis det er på denne måde de håndterer flagning.
Jeg syntes ellers lige, det var så flot, da de for et par måneder siden satte en flagstang op og gjorde et stort nummer ud af at markere de danske flagdage; således i går også dronningens fødselsdag.
Mens vi indtog morgenmaden her til morgen, fik jeg øje på noget nederst på flagstangen.
Hva’ sulan, sagde jeg til John, det er da flaget, der bare hænger der.
Jada, sagde han, og det har det gjort siden i aftes …

Så meget for de gode intentioner … han havde, sagde John, heller ikke hængt det rigtigt op, så der har måske været en knude, han ikke kunne få løsnet.
Men alligevel … de er skøre, de polakker … (frit efter Obelix)
Jeg er ikke flagfanatiker, så det er ikke forargelse, der fylder hos mig, men det så temmelig fjollet ud.
Han hejste flaget til tops igen kl. 12, så han har nok bare ikke ment, at det var ulejligheden værd at tage det helt ned …

Den skarpøjede læser vil bemærke et til salg-skilt på venstre billede. Det er desværre ikke omtalte personage, der sælger, men nr. 7, hvis ejer er nordmand og nypensioneret efter en del år som skattet Marjatta-medarbejder. Han vil tilbringe sit pensionistliv i Norge, hvor han har sine børn og børnebørn.
Hans hus er derfor til salg, og vi kan ikke forstå, hvorfor det ikke for længst er solgt – det er et dejligt og højtliggende hus; med fjorden mod øst og et kuperet terræn mod vest. Hvor mange huse kan prale af, at man fra stuerne kan nyde både solopgangene og solnedgangene?
Det koster nærmest ingenting efter prisreguleringen, for han vil så gerne have det solgt.
Man skal kunne lide træ, men kan man det, er det et velholdt og præsentabelt hus. Det er det sådan set også, hvis man ikke bryder sig om træ …
Nu har jeg vist reklameret nok … men det kunne jo være, at man havde lyst til at blive en del af de søde mennesker, der bor på vores vej ved den smukke Præstø Fjord. Se huset her.

Jeg blev både en smule rystet og forarget

Jeg sad i formiddags og fiflede lidt rundt på Facebook; bl.a. under emnet begivenheder.
Her så jeg følgende opslag …

… og måtte lige synke en ekstra gang.
Vedkommende ‘deltager’ var en af mine ældste venner. Vi var lige gamle og havde kendt hinanden fra vi var 16 år.
Til min sorg døde han i slutningen af april, kun 3-4 uger efter diagnosticering af knoglemarvskræft.
Derfor har jeg en begrundet tvivl om hvorvidt han har meldt sig interesseret i dette veteranbilshow …
Jeg kiggede under ‘alle opslag’ og kunne ikke finde noget opslag vedrørende dette show, som var dateret inden han blev syg, og som han derfor kunne have reageret på.

Hvis det er det snyd, jeg tror det er, så er jeg altså forarget – jeg har flere gange tidligere oplevet, at FB snyder med, hvem der har liket hvad.
John undrede sig engang (med rette) over, at jeg havde liket et eller andet produkt, hvortil jeg kun kunne svare, at det havde jeg sandelig heller på ingen måde liket! Jeg kunne sige det med sikkerhed, for jeg liker aldrig virksomheder eller produkter, så hvis I ser et eller andet af den slags, jeg hævdes at ‘synes om’, er det altså rent fup.

Dengang Pernille døde, var det et værre dokumentationsmas for Karin at få ændret hendes FB-side til et såkaldt mindesmærke.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man i tide selv husker at anmode om, at ens konto slettes efter ens død – hvis det altså er det, man ønsker, for man kan også udnævne en ‘eftermæleadministrator’, som så bestemmer for en, men for mit vedkommende vil jeg slettes og dermed forsvinde fra FB-sfæren.
Det er nemlig en meget underlig fornemmelse at opleve det, jeg oplevede i dag, og det jeg vil ikke have, at andre gør, når jeg ikke er her mere.

Jeg vil tilføje, at FB er ret optimistisk: Da jeg trykkede på ‘Slet efter dødsfald’, kom der en bekræftelse med bl.a. følgende ordlyd:
”Det betyder, at din konto vil blive slettet, hvis du dør..”
Jeg ville jo nok mene, at der skulle have stået ‘når’ i stedet for ‘hvis’.

Reklame?

Tjah, det er vel en reklame, men jeg er hverken sponsoreret af dem eller blevet bedt om at reklamere – så havde jeg nemlig ikke skrevet om det.
Jeg blev inspireret af Conny, som har impulskøbt lidt strikketing i Netto, og disse indkøb fik mig til at tænke på de navnebånd, jeg har købt gennem Ikastetiket – og fra hvem jeg lige har bestilt 75 nye. Forandring må der til indimellem …

Øverst ses det bånd jeg har og nedenunder ses et preview af det jeg snart får.
Ikke den helt store og verdensomvæltende forandring, kan man med rette indvende, men hvis tekst og billede skal være i overensstemmelse med sandheden, er der ikke plads til de store ændringer.
Jeg har derfor nøjedes med at ændre lidt på skrifttypen, baggrunden er blevet grå og det bliver syet med sølvtråd. Det nye bånd bliver, som det gamle, 10 mm i højden.

Det er ikke engang dyrt. Lidt afhængigt af modellen man vælger, skal man som minimum bestille enten 75 eller 100 stykker, hvilket umiddelbart forekommer voldsomt, men til den pris gør det ikke ondt, hvis ikke man får brugt dem alle. Kun 136,75 kroner, plus porto (19,95 kr.), for 75 bånd – det er i orden med mig.
Det er supernemt at designe lige det bånd i lige den bundfarve og trådfarve, man måtte ønske. Der er flere forskellige skrifttyper; man kan vælge en eller to linjer; der er en del forskellige figurer til at vælge at sætte på og det kan fås med eller uden strygebagside. Båndet her fås i tre bredder, men de har mange slags bånd med andre muligheder. Og etiketter har de selvfølgelig også … ellers ville navnet være misvisende.
Det er da smart! Og ret blæret at kunne sætte sådan et mærke på sine arbejder.
Jeg sætter dem dog ikke på alt, jeg laver – fx er det vist en smule overkill at sætte dem på karklude, og på tørklæder og sjaler går den heller ikke, selv om jeg gerne ville kunne, for det er et stort arbejde at frembringe disse, men det binder brugeren til at tænke på hvordan de skal foldes om halsen, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Man kunne måske også lave sig et bånd som det der sad på min julegave fra Charlotte.
Tror I lige, det blev gemt? Den gamle mor her blev da helt rørt, selv om hun godt ved, at man kan købe den slags bånd overalt i England; det er dog frivilligt, om man vil købe dem, men det ville hun gerne …

Den må have stået på Hogwarts og andre skilterier

I denne uges Søndag kunne man se følgende lille notits om en auktion over to saucekander á en højde på 14,5 cm. For mig at se, er de ikke væsentlig bredere, end de er høje, så jeg kan kun konkludere, at Harry Potter eller en af hans venner må have smuglet dem ud fra Hogwarts.
Hvorfor? Fordi de hver rummer 17,5 liter!
Til sådanne mængder taler vi i øvrigt ikke om sauce, men om sovs. Det hedder det nemlig, når der er masser af det …

Huspriserne stiger og stavestandarden falder.
“Statestik” … Hrmpf.
Klipset fra idényt.

Til sidst denne ‘ting’, som jeg har svært ved at tro, at nogen kan mene alvorligt – med mindre neanderthalerne alligevel ikke er uddøde. Sådan en fætter ville finde denne neanderthal-blondine usædvanlig og tiltrækkende. Måske …
Der er dog én ting fra annoncen, jeg kan tilslutte mig: Det er et meget sært tip!

Ecco var godt – engang

Der var engang, hvor jeg var svoren tilhænger af Eccosko. De var lidt dyrere, men også lidt bedre – og så er de jo danske.
Sådan er det ikke mere – eller også har det aldrig været sådan, men man ser jo det, man helst vil se.
De er hverken bedre eller dyrere end så mange andre mærker.
I dag gik den ene af mine (Ecco)-støvletter (tænk at det stadig hedder sådan … jeg føler mig lige så forældet som Støvlet-Katrine, når jeg bruger det ord) i stykker i sidesømmen. Jeg er overhovedet ikke imponeret over den holdbarhed, eller mangel på samme, der har været tale om her.
I retfærdighedens navn skal siges, at mine yndlingsferiesandaler er fabrikeret af Ecco, er 12 år gamle og endnu ikke slidt op. Jeg elsker de sandaler, og på vores ferier handler det (heller) ikke om at være smart. Det handler om at have noget fodtøj på, jeg kan gå længe og overalt i.

De omtalte støvletter holdt ikke længe nok til at forsvare den pris, jeg gav for dem, men at jeg er halvknotten heler ikke skosåret, så jeg gik i den lokale skotøjsforretning i dag.

Jeg fandt i sommer ud af, at det er herligt at købe sko via internettet.
Ikke kun, men også, og i dag skulle jeg bruge et par nye støvletter NU, så jeg gik i en butik.

Kender I det: der står et par sko/støvler/whatever og råber til én fra hylden: “Vi to er som skabt for hinanden! Prøøøøv mig!”
Det skete i dag, og råbet kom ikke fra Eccohjørnet, men fra et østrigsk fabrikat, jeg nu for første gang har købt: ARA (ingen links her! I må selv google, men det ser ud til at være godt og med et stort udvalg). Og mig, som ikke kan fordrage reklamer … prøv lige at høre dig selv, Ellen.
Ret billigt også, faktisk, især via internettet, så egentlig burde jeg ikke lufte min begejstring, før jeg kender holdbarheden.
(Man skulle tro, det var en rigtig papegøje, jeg har købt – se lufthullerne i æsken…)

Jeg prøvede støvlerne; de var bløde, vejede ingenting og sad som støbt på fødderne – nærmest som var det sokker, jeg tog på. De er hverken superkønne eller superfikse, men de er supergode og dermed støvletter, jeg godt kunne have på hver eneste dag i resten af vintersæsonen. Lavhælede og praktiske – jeg skal ikke gøre indtryk på nogen på jobbet alligevel. I hvert fald ikke via mine sko.
Jeg har engang været god til højhælede ting, men det er jeg ikke mere. Jeg lægger efterhånden for stor vægt på hælene, høhø …

Et dyrt spadestik

Nogle vil måske huske denne lille episode fra den nielsen’ske hverdag. Eller… faktisk skete det en søndag…
Det er to måneder siden, præcis på dato; Johns isse er helet pænt igen, og vi jeg havde glemt alt om denne lille hændelse, der gjorde, at vi ikke kunne se fjernsyn i nogle dage.

Glemt det, indtil regningen kom i dag.
John åbnede kuverten og fik sådan et sjovt, stramt udtryk i ansigtet, mens han mumlede: "Det er fandme det dyreste spadestik, jeg nogensinde har taget!"
Ellen (bevidst henkastet): "Nåh… hvad kostede det da?"
John (endnu mere sammenbidt): "993,50!"

Så var det, jeg kom til at grine meget højt, men min mand havde tilsyneladende helt mistet sin humoristiske sans.

Min amerikanske veninde er særdeles leveringsdygtig i alskens underlige ting…
Billedet er fra en flot serie på 24 fra at&t i USA. De er alle malede på hænder og det ene er flottere end det andet. Det var svært at plukke et enkelt af de 24, men jeg endte med dette pga. vikingebåden. Dette og de 23 andre kan ses her.