Øv, øv og tre gange ØV – men også stille smil

Første ØV: Coronapesten hærger. Det er sandt for dyden ikke nogen nyhed, men det gør det ikke nemmere, at nedlukningen i morgen har varet i fire uger og ikke ser ud til at blive nævneværdigt lettet sådan lige med det samme.
Det er selvfølgelig fint, at strategien ser ud til at have virket efter hensigten, men holdnuop, hvor er dette her bare ikke sjovt, og John og jeg hører oven i købet til de privilegerede, fordi vi som pensionister ikke er i fare for at blive fyret og alt i alt har vores på det tørre. Vi skal bare sørge for ikke at blive smittet. Hvis ikke det var for den store joker, at man ikke kan vide hvor syg man vil blive, ville jeg egentlig gerne smittes, så jeg kunne få det overstået og (forhåbentlig) fremover være immun. Jokeren er dog for stor til, at jeg frivilligt løber risikoen, selv om gennemsnitligt 84 % af de coronadøde har haft underliggende sygdomme. Risikoen lurer skræmmende, og der er jo også en grund til, at jeg har valgt at lade mig vaccinere mod både influenza og lungebetændelse.
(Hvorfor siger nogle medier “omkomne” om de coronarelaterede dødsfald? Man “omkommer” ved ulykke, krig, sult eller naturkatastrofer, og coronavirus hører vel trods alt ikke til i nogen af disse kategorier, selv om den kan være slem nok?)

Andet ØV: Min bil er punkteret. Hvorfor? Det ved jeg ikke, men dæktryksalarmen begyndte at lyse sidste gang jeg kørte i den, og morgenen efter var højre forhjul fladt.
John er kørt på værkstedet med det for at få det lappet. Eller udskiftet. Det kommer an på …

Tredje ØV: Jeg kan tidligst komme til at indrette mit drivhus på torsdag. Måske først fredag. Jørgen havde en aftale, som han ikke kunne skubbe, vedrørende en trykforøgerbrønd (??? I er velkomne til at google …) på et vandværk. Måske kommer han onsdag, ellers først på torsdag.
Nå. Det vidste jeg jo egentlig godt, men vejret er bare så drivhusindretningsinviterende lige nu …

Der er heldigvis også plads til de stille smil. For tiden hører jeg anden bog i De Syv Søstre-serien af Lucinda Riley. Oplæseren, som jeg ikke vil hænge ud ved navn her, men som man nemt kan finde ud af hvem er, hvis det er det, man ønsker, har sommetider nogle særdeles pudsige udtalelser af forholdsvis almindelige, eller i hvert fald i mine øjne genkendelige, danske ord.
Hun er overordnet set okay som oplæser, hvilket gør, at jeg ikke bliver irriteret, men som sagt kommer smilet frem, når jeg hører hendes udtalefejl (den trykstærke stavelse er skrevet med verSAler). Man skal nok prøve at sige det højt, før komikken rigtig skinner igennem.
..En klump RØDler (med ‘-ler’ udtalt som i ‘kugler’)´. Umiddelbart efter kom “som hun formede en krukke af”.
SmaRAþer [= smaragder] – udtalt uden et hørbart ‘g’ og endelse som i ‘gader’.
Ma-TROsa-farvede.. – jeg ville ellers tro, at en kvinde ville kende farven matrosa.
Det tyske ‘Mein Kind’ blev udtalt som om det var engelsk, på trods af, at vi befinder os i Leipzig.
KarDANophængt (‘DAN’ som i dansker).

(Billedet er palmesøndagsmorgenstemning set fra køkkenet i Den Stråtækte).
Efter på rekordtid at have lyttet mig igennem Hvor Flodkrebsene Synger, vil enhver bog lige derefter have vanskelige vilkår, idet der skal meget til for ikke at virke mere eller mindre ordinær. De Syv Søstre er såmænd udmærket, men jeg finder handlingen lige en anelse for forudsigelig. Der er ikke nogen overraskelser, for jeg har ikke langt inde i bogen i det store og hele gættet det meste af både forløb og slutning. Alligevel bliver jeg ved, for på trods af disse negative ord er bøgerne velskrevne – dog nok ikke noget for Y-kromosomindehavere.

Min svigefulde kaktus

Min efterhånden store og meget tunge kaktus havde haft hele syv blomster, mens vi var i England. Det kan den simpelthen ikke være bekendt! Her går man og passer og plejer den efter alle kunstens regler, og så vælger den at komme med sin vidunderlige blomsterpragt, mens jeg er ude at rejse. Og så syv! Det har den ikke haft før; jeg tror den hidtidige rekord var tre, for selv om den før har haft mange knopper, har den endnu ikke blomstret fra dem alle på én gang.
Den er forvist til syværelset, for køn er den godt nok ikke de 364 dage om året, hvor den ikke blomstrer – til gengæld kompenserer den så rigeligt for det med sine helt eventyrligt smukke blomster.
Det ser dog ikke ud som om den er helt færdig med årets blomstring; jeg kan se mange knopper på vej, så jeg håber. Sommetider bliver knopperne til noget, andre gange ikke. Jeg var nødt til at fotografere de sørgelige blomsterrester gennem vinduet hvor den står, for jeg kan ganske enkelt ikke løfte den mere – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, for den trænger i høj grad til en større potte. Det er måske derfor, den desperat sætter så mange blomster af så hurtigt igen? Den skriger på hjælp?
Det er de små, lodne bolde på billedet til højre, der er knopperne. Og kaktussen er ikke så deform, som billedet antyder; det er den underlige fotovinkel og vinduesglasset, der snyder.
Det er interessant at se, hvor meget den udvider sig, hvis jeg har sultet den gennem et stykke tid. En enkelt af de kæmpestore saguarokaktus, som vi så i Arizona, kan optage flere hundrede liter vand når det endelig regner (eller var det flere tons?), og tilsvarende kan man også se min kaktus’ ribber (eller hvad de nu hedder) udvide sig, når den bliver vandet efter en omgang udtørring.

Ellers har det været en rigtig dovnedag i dag, men det skal der også være plads til. Jeg lagde ud med at cykle til Præstø, hvor der var “Sydsjællands største kræmmermarked” i dag – hele hovedgaden, menytorvet og havnen var inddraget; én sagde, at der var 178 stadepladser i alt.
Det var kræmmermarked på godt og ondt. Mest godt, for der var ikke alt gøglet, som jeg alligevel helst vil undvære.
Jeg fandt en sød lille glasvase (som jeg ikke kan få for mange af), samt kaprede fire fine Spiegelau termoglas på 350 ml (gode caffe latteglas) for 100 kroner, så jeg var glad. Andet købte jeg ikke. Jeg var der kl. 10, da de åbnede, gik først langs havnen og derefter tilbage ad Adelgade, hvilket var en forkert disposition. Det viste sig nemlig, at de fleste andre gik den anden vej, og da der i mellemtiden åbenbart var ankommet de fleste af de 10.000 besøgende man regnede med, måtte jeg kæmpe mig mod strømmen af mennesker, hvilket resulterede i, at jeg ikke nåede det hele igennem fordi jeg mistede tålmodigheden, blev ramt af klaustrofobi light og derfor fandt en smutvej tilbage til cyklen.

Stort set resten af dagen har jeg tilbragt i min lille lune rede, med fødderne oppe, et strikketøj i hænderne og Jens Andersens glimrende og heldigvis veloplæste biografi om Kronprins Frederik i ørerne.
Det blæser en del, men vinden kom fra den rigtige side, så det var virkelig en dejlig lun rede, jeg hyggede mig i, mens John fulgte med i Tour de France.

En beslutning (til) truffet

Jeg kan godt lidt at gå på livsstilsmesse. Ikke hele tiden – der er jo snart en sådan hveranden weekend et eller andet sted, og med stort set det samme indhold – men engang hvert eller hvert andet år, så der vil være chance for lidt nyt at se på.
I går så John, at der var livsstilsmesse på Gisselfeld her i St. Bededagsferien.
Jeg var glad for, at det var ham, der fik øje på det og ikke mig … se bare det lille pluk her til højre af CHPevents salgstale til udstillerne. Jeres med stort og I med lille, krydret med en hel del sludder. Det var måske derfor, de blev fyret fra Gavnø, hvor de til og med sidste år har arrangeret livsstilsmesserne. Nå … nok ikke, men det virker ikke specielt professionelt.

De åbnede kl. 11 i dag, så vi var der kl. 11. Sammen med resten af Syd- og Midtsjælland. Det var heeeelt vildt, og jeg har det virkelig meget, meget svært med den slags; det var lige før, jeg vendte om med det samme, men jeg holdt ud. 100 kroner pr. næse for at komme ind er i øvrigt ren åger – hvis bare det så gik til Gisselfeld, var det okay, men jeg har lidt på fornemmelsen, at sådan er det ikke.

Jeg abstraherede fra klaustrofobien og gik på opdagelse i et af teltene, hvor jeg så disse glasvaser, der var formet hen over en rod. Smart, sødt og nyt, men jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle anbringe den, så der kom ikke en med hjem.
Den fine, ordspillende plakat stod der en dame foran, som jeg pænt spurgte, om hun ville være sød at rykke sig en halv meter, for jeg ville gerne tage et billede. Hun flyttede sig med et smil og et “selvfølgelig” – og i samme øjeblik trådte damen i den blå frakke ind foran. Den søde dame sagde, at der lige var en derhenne, der skulle have et billede. Blå frakke vrissede “Det er jeg kraftedeme da ligeglad med!” Sød dame sagde “Tusind tak for venligheden – man kommer altid langt med et smil, ikke?” Sød dame og jeg kiggede på hinanden og kom begge til at smile temmelig højlydt, hvad der ikke gjorde Blå frakke mindre ond i sulet. Hun må have haft en virkelig dårlig dag.

Man skulle ellers tro, det må være svært at være så møgsur på sådan en skøn dag, men hun klarede det flot.
Inde i det lille fine legehus sad der en lille pige og var mere end glad. Hun havde simpelthen en fest derinde helt alene, og jeg sagde til moderen, at hun da vist ikke kom videre i dag. Det tror jeg, at jeg fik ret i … da mor sagde, at hun skulle komme ud igen, lød der et rungende NEEEIIIIII.
Da vi havde været det hele igennem, undtagen det sidste telt, som vi opgav, da vi så, hvor tætpakket det var, kørte vi hjem igen og lovede os selv, at på Gisselfeld skulle vi hverken til julemesser eller livsstilditto mere, selv om de er nok så gode. Never ever. Det er ganske enkelt for populært.

Mere total afslapning – vi må have trængt til det …

Hvor har det været fedt at lave masser af ingenting.
Strikke, mens en Barnaby løb over skærmen – vi har en masse optaget, for det er så rart selv at kunne vælge hvornår vi vil se en.
Samle sammen til projektmappespecialundervisningen, som jeg holder for Ditte om 1½ uge.
Se høre Formel1, mens mailkorrespondancen og bloggene passes.
Lægge et par puslespil.
Bage Mejnerts gryderugbrød.
Købe ind.
Og det var foreløbig det. Der kan hurtigt smutte en hel søndag næsten uden man lægger mærke til det.
Jeg købte ind, så vi har mad til fire dage, hvilket er stort for mig – jeg bliver aldrig god til den form for planlægning, tror jeg. Ikke før omstændighederne tvinger mig til det, som fx af en eller anden årsag at blive nødt til at handle dagligvarer over internettet.

Der var flere, der forleden spurgte til crewel work. I har nok fundet forklaringen nu, men jeg viser lige to af gardinerne, som C har syet til det engelske hus.
Det lyse i stuen; det andet i gæsteværelset. Det ligner håndbroderi, men det er nok naivt at tro, at det er det – selv om prisen på dette stof såmænd sagtens kunne forsvare, at det virkelig er håndarbejde.

I England gør man meget i lag-på-lag-gardiner: Først yderlaget; det kan være crewel work som her, eller det kan være brokade eller et andet tungt stof. Dernæst et isolerende mellemlag og til sidst et tyndere bagsidestof, der selvfølgelig matcher i farven. Der er virkelig gods i sådan nogle gardiner – det er lige før det giver den daglige styrketræning at trække dem fra om morgenen og for om aftenen.
Disse tre lag bevirker, at man kan holde kulden så nogenlunde ude om vinteren, selv med de et-lagsglas, som fredningsmyndighederne tvinger C&T og mange andre til at have i deres gamle, ‘listede’ huse. Alle, bortset lige fra samme enerådende fredningsmyndigheder, synes det er noget værre pjat. Vi kan sagtens forstå, at de ikke må sætte moderne vinduer i, men der er så mange håndværkere derovre, der har specialiseret sig i restaurering af de gamle huse, at det slet ikke ville være et problem at få en til at lave dobbeltglasruder, der fuldstændig ligner de gamle vinduer. 
Fredningsfolkets holdninger stemmer ikke rigtig overens med, at alle skal spare på energien. Hvis man kigger boligannoncer i Country Life (hvad jeg elsker at gøre … her er fx et charmerende lille hus i Bournemouth …), vil man se, at det er ganske almindeligt med energiklasse E, F eller G for boligerne. Eller “EPC Excempt”, hvilket betyder Energy Performance Certificate undtaget, hvilket garanteret ikke betyder, at det er klasse A, B eller C.

Aldeles og total afslapning

Johns ryg brokkede sig en smule i morges, så vi blev enige om at holde weekend i weekenden i stedet for mandag og tirsdag.
Det passede mig ret godt, for så kunne jeg endelig få syet siderne til den projektmappe færdig. Projektmappen, som nu ikke længere er et projekt, men en strikketilbehørsmappe, og jeg er SÅ glad for den.
Nu kan jeg holde en for mig sjælden form for orden.
Selv John er imponeret, men nu holder han også ekstremt meget af orden og systematik, og at se et godt stykke håndværk synes vi vel alle er imponerende, selv om det ikke er noget, man selv ville have brug for eller eje.
Okay … ‘godt håndværk’ er temmelig pralende, for der er både skønheds- og begynderfejl, men de fleste af dem er heldigvis så små, at det kun er mig selv, der kan se dem. Og professionelle syersker … Charlotte skal nok finde dem, hvis jeg beder hende om det – hun er for høflig til selv at gøre mig opmærksom på dem.

Der er plastlommer til småting, til wirer og til almindelige rundpinde, elastikholdere til KnitPro-pinde, til strømpepinde, til hæklenåle.
Undervejs har jeg taget masser af billeder af detaljerne, som jeg vil sætte ind i dokumentet med fremgangsmåden, som jeg efter bedste evne har forfattet. Billederne i indlægget kan klikkes større, hvis man er nysgerrig efter at kigge nærmere på det hele.
Jeg er rigtig glad for, at jeg lærte at lave en lynlås i præcis den størrelse, jeg har brug for; det vil jeg kunne bruge i andre sammenhænge, bl,a. til taskelommer med mål skræddersyet til bestemte ting.

Og jo, det er total afslapning for mit vedkommende, at jeg har syet hele dagen.
Det klør i fingrene for at sy en til, men jeg kan ærlig talt ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge den til … er der en, der vil købe sådan en mappe? Den bliver dyr, for det tager saftsusemig lang tid at sy den. Ditte – jeg glæder mig til at vise dig hvordan!

Nu med egne ramsløg

Sidste år havde jeg i min iver fået hevet nogle få løg med op, da jeg var ude og samle ramsløg. Dem satte jeg ned bagerst i haven (det lyder som om vi har en stor have, men det har vi som bekendt ikke) og tænkte, at nu kunne de leve eller lade være.
De valgte det første … senere overtager bregnerne pladsen, men det er ret smart først at have glæde af ramsløgene, og når de er væk, kommer der så noget andet grønt i stedet for.

Der er kun to klumper indtil videre, men de siges jo at brede sig som jeg ved ikke hvad, så jeg er optimist og håber på, at de får udkonkurreret skvalderkålen inden længe …

Fem chiliplanter og en tomat er plantet i kapillarkasserne – en enkelt chili har overvintret på gæsteværelset og er nu på plads i drivhuset.
To chiliplanter, der skulle kunne klare at gro på friland, er sat i det lune hjørne af det højbed, vi alligevel ikke får nedlagt i år. 
Campingvognen er kørt til Sverige, hvor den kan få lov at stå, til vi kører langt mod nord i juni.
VI ER KLAR! BARE KOM AN, SOMMER!

Store Bededagsferien er startet – den næstsidste miniminiferie, inden jeg jobstopper.
I den sidste af slagsen er Lene fra Canada i Danmark og har heldigvis givet sig selv tid til at komme med os en tur til Sverige.
Det glæder jeg mig simpelthen bare SÅ meget til – vi har kun mødt hinanden pr. mail (og bloggeri, naturligvis), men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig dejligt at møde hende.
Hun bliver afløst af Ditte og Peter, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til – der er i det hele taget meget at se frem til, allerede inden min snarlige efterløns- og pensionisttilværelse. 
Vejret er lovet fint-fint frem til mandag, så for en gangs skyld har jeg absolut intet at brokke mig over.

Nu med ny dør …

Det griber stadig om sig, det maleri. I aftes sad vi og gloede ind i væggen og op i loftet, bogstavelig talt, for at nyde hvor lyst køkkenet var blevet.
Så faldt vores blik på den mørke dør, som vi også bruger til opslagstavle, og det tog ikke 10 sekunder at blive enige om at køre i Bauhaus i dag for at finde en erstatning.
Ikke at jeg har tænkt mig at involvere jer i økonomien for vores fritidsarbejde, men at man kan få sådan en dør for 400 kroner var vi lidt forbavsede over. Det er jo ingenting!
Den er udskiftet, og det pyntede gevaldigt; nu mangler jeg bare en opslagstavle … 
I næste uge går John i gang med at male dør- og vindueskarme hvide.
Så kan vi vist snart heller ikke finde på mere.
I køkkenet …

Det dejlige vejr kaldte på en lang gåtur, og da vi var løbet tør for Senseopuder og manglede 1½ dl kokosmælk til aftensmaden, var det oplagt at tage rygsækken på og gå i Brugsen.
Hjemvejen lagde vi forbi stationen, bag hvilken det forhenværende drengehjem ligger. Hvorfor det blev lukket, ved jeg ikke, og jeg ved ikke hvem der ejer det i dag, men det meget store hus er ubeboet. Det kan garanteret fås for en slik, men der skal sikkert også pumpes 1½ million i det for at få det moderniseret.

Stort og spændende hus, man ville kunne få sig der … jeg gætter på 4-500 m² i alt; der er to etager og fuld, høj kælder. Hvis vi bare var 20 år yngre, kunne det være et spændende projekt at kaste sig ud i …
Ude i den forsømte have mæskede solsortene sig med de nedfaldne æbler.

Næsten hjemme igen ligger den lille sø, som fryser lige så meget som John og jeg efterhånden også gjorde. Vores lår var nærmest stivfrosne, da vi nåede hjem.

Der er en grund til, at jeg ikke blev maler

Der er en grund til, at jeg ikke blev maler, og den er sådan set ikke, at jeg ikke kan male, men at jeg ikke kan fordrage at male!
Det føles vældig rart bagefter, men processen kunne jeg sagtens undvære.

I dag skulle det dog være: hvidmaling af køkkenets loft. Nu har vi haft køkkenet i to år og har talt om at male det loft lige siden, men har ikke lige haft lysten eller energien. Det er et led i alle Johns projekter, men han får simpelthen ikke lov til at stå på trappestiger uden opsyn. Okay, jeg behøver ikke at stå og glo ufravendt på ham, og jeg er muligvis for pylret, men så må det være sådan. Efter forskrækkelsen med faldet på færgen i sommer, ligger tanken om, at han kan falde, altid lige i baghovedet. Han må gerne lave en masse ting, når jeg ikke er hjemme, men ikke noget, hvor man kan falde ned.

Det er ikke kun det at male, jeg ikke bryder mig om; det er også det eventyrlige rod, der kommer, når man skal til at flytte rundt på en masse ting for at frigøre vægge og hylder. Ikke at jeg normalt er et hysterisk ordensmenneske (tværtimod – bare spørg John), men der er dog grænser, selv for et rodehoved som mig.

Dernæst kommer alle bivirkningerne … det fører altid noget mere med sig, når man starter på noget.
Da vi kiggede på vores fine, nu næsten helt hvide loft efter første lag maling, nævnte jeg for John, at nu ser væggene helt forkerte ud … den der lysegule farve, som var pæn engang, er ikke pæn mere. John sukkede. Det gjorde jeg også, men vi kunne lige så godt få malet væggene også, nu vi var godt i gang.
Nu har loftet fået anden og sidste gang; væggene mangler anden gang.

Nu ser de hvide vinduesrammer slet ikke hvide ud mere … kan I se? Man kan blive ved. John køber hvid træmaling i næste uge og begynder på vinduerne. Det kan han heldigvis sagtens, uden jeg behøver at være hjemme.
Pyh, hvor er det godt, at man har et arbejde at passe …

De Urørlige blev de utilgængelige

Man skal aldrig bestille biografbilletter om vinteren. Man skal i hvert fald ikke betale dem på forhånd, men nøjes med at reservere, har jeg lært i dag.
Jeg havde, som en overraskelse til John, købt to billetter til De Urørlige, som jeg har hørt så meget godt om. Efter den lidt lange trailer på YouTube var jeg helt solgt, og ligeledes var derfor hurtigt også to billetter til mig.
I skrivende stund går filmen i BioCity Tåstrup, men vi kigger ikke med, for himmel og jord har stået i ét det meste af dagen … vi skal absolut ikke ud på landevejene i det vejr; slet ikke for noget så uvigtigt som en biograffilm. Det har været svært at bedømme, hvor meget af det, der har været fygning og hvor meget der er kommet fra oven, men det har helt sikkert ikke været genbrugssne altsammen, med de mængder, der ligger omkring os. Drivhuset har fået et fint, hvidt tag og hvidkalkede vægge, og det er blevet koldt for fingrene at få fat i frisk timian, rosmarin og salvie.

ØV, altså. Øvøvøv. Jeg gider ikke det her. Det er min sidste arbejdsdag i morgen, inden jeg drager til UK på tirsdag, så jeg vil ikke have jordens bedste samvittighed over at måtte tage den som en hjemmearbejdsdag, men kan jeg ikke komme afsted, er der ikke så meget at gøre ved det – jeg er desværre ikke herre over vejret.

Film så vi dog – jeg har lånt Die Another Day, så den blev sat på; John ‘monterede’ surround-sounden, hvorefter der var dømt James Bond i et par timer.
Da den var slut, så det heldigvis ud til, at det også var slut med sne fra oven … John gik ud og fik fjernet fortovssneen forskriftsmæssigt – nu krydser vi fingre for, at det virkelig er slut, både med sne og vind, så de kan få ryddet vejene til i morgen.

Havtornesnapsen blev filtreret i dag; den havde nu trukket i tre måneder. Den har den smukkeste farve – John er godt nok lidt spændt på smagen, men om ikke andet kan den da stå og se flot ud.

PS: sylten blev den bedste nogen sinde. Jeg kan på det allerkraftigste anbefale Camilla Plums opskrift. Til alle skeptikerne vil jeg sige, at det er meget mere pate end sylte; det er udelukkende en strid om ord – jeg tør godt sætte syltehadere på en blindtest efter at have smagt resultatet.

Endelig fredag … endelig Sverige

Lykken er, når fredagsmødet slutter 10 minutter før tid, så man kan komme 10 minutter før ud i den begyndende myldretidstrafik, der først bliver rigtig slem en time senere.
Lykken er ikke at hænge et kvarter i en fuldstændig uforståelig kø et sted, hvor der aldrig nogen sinde plejer at være kø.
Hold.da.fast. hvor jeg glæder mig til at slippe for den elendige myldretidstrafik! Men det har jeg måske nævnt før? Det bliver næsten bedre end det ikke at skulle arbejde mere.
Sneen beholdt de vist stort set i Jylland – i hvert fald har vi fået yderst begrænsede, nærmest ikke-tilstedeværende mængder her, men det gør ikke spor – selv sneen omkring torpet på søndag har de åbenbart aflyst igen. For min skyld kan den så glimrende holde sig væk til d. 23. december til omkring middagstid.

Vi kører til Sverige, når John kommer hjem. Det er tre uger siden, og det er for lang tid, hvis man spørger mig.
Det gør man så ikke … John gør i det mindste ikke, for han ved godt hvordan jeg har det med det. Han synes det er nok med hver tredje weekend i årets 4-5 koldeste måneder, “fordi vi ikke kan foretage os så meget deroppe”.
Jeg synes jo, at man altid kan foretage sig noget deroppe – det er bestemt også at foretage sig noget at sidde foran brændeovnsvarmen og strikke. “Du kan da strikke derhjemme!” “Ja, men ikke foran en brændeovn. Eller med maden simrende på det hyggelige, gammeldags komfur. Det er det, der gør hele forskellen.”
Man kan ikke vinde hver gang, og John har hidtil fået sin vilje. Det bliver alligevel anderledes til næste vinter, fordi vi vil kunne være der i længere tid ad gangen.

Apropos mad, så bliver simremaden boeuf bourgignon denne gang. Jeg tror det er over 10 år siden, jeg sidst har lavet det, og det er faktisk kanonlækker mad. Jeg har oven i købet flottet mig og købt en vaskeægte og god bourgogne til at proppe i gryden, samt en lige så vaskeægte og endnu bedre bourgogne til at drikke til maden.
Alle kokke siger, at man skal drikke den samme vin til maden, som man kommer i maden. Jeg nægter simpelthen at tro på, at selv de bedre kokke kan smage forskel!
Jeg er med på, at hvis man bruger noget udrikkeligt sprøjt, vil retten smage mindre godt, end hvis man også kunne finde på at byde sine smagsløg den anvendte vin, men hvis man har tænkt sig at drikke en rigtig god (og dermed også temmelig dyr) vin til maden, så bliver det for mit vedkommende med en knapt så god vin i gryden.
Jeg kunne så godt tænke mig at lade det komme an på en prøve engang: lade fx en Pricebror smage på Ellens boeuf bourgignon gange to (med og uden samme drikkevin) og fortælle hvad der var hvad. Måske gange tre, fordi:

Apropos blindsmagning: jeg befandt mig engang, for mange år siden, i et selskab på seks, hvoraf de tre herrer alle særdeles hårdnakket hævdede, at de til enhver tid kunne smage forskel på Hof og Tuborg – uha, den er jo voldsom, mente de! De gik nærmest helt i selvsving over det, så vi tre meget skeptiske kvinder vekslede et indforstået blik, sagde, at det måtte komme an på en prøve og gik derefter ud i køkkenet og lukkede døren. 
Vi fordelte de to slags øl på 3 x 3 glas, nummererede dem og skrev selvfølgelig ned, hvad der var i de enkelte glas.
Det gør det nemlig virkelig svært: hvis man skal vælge mellem to, har man 50 % chance for at gætte rigtigt, men hvis man skal ramme tre ud af tre, minimeres chancen væsentligt for, at folk bare er heldige i deres gætterier.

Behøver jeg at sige, at ingen af de tre selvbestaltede eksperter ramte et resultat, der bare nærmede sig noget, der kunne overbevise kvinderne om, at de kunne smage forskel? Faktisk ramte de så forkert, at det i sig selv næsten var en statistisk umulighed.

God weekend.

Vi gjorde det!

Købte en campingvogn, altså.
Der er ikke altid langt fra tanke til handling i det Nielsenske hjem – længe leve de hurtige og alligevel grundigt gennemtænkte beslutninger.
Okay, vi har foreløbig kun underskrevet en slutseddel, men vi synes det er det samme som ‘rigtig’ at have købt den.

Forhandleren har været hurtig – den er ikke længere tilgængelig for andre eventuelle købere, selv om slutsedlen først blev underskrevet ved 13-tiden.

Den er lidt ældre, end jeg havde forestillet mig, at den skulle have været, men den er velholdt i så høj en grad, at man tænker, at enten har de tidligere ejere ikke brugt den ret meget, eller også har en eller anden lidt af lettere rengøringsvanvid.
Der er monteret en ‘mover’ – et begreb, der indtil for en uge siden var nyt for mig, men det er en dims, man monterer ved hjulene for derefter via en fjernbetjening at kunne gelejde vognen på plads uden at skulle bakse med enten en bil eller ved at skubbe eller trække den. En Truma-mover koster som ny, vejledende pris, små 20000 kr.
Forteltet, som ser aldeles ubrugt ud, er en 8-9000 kroner værd, så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Vi skal dog også have en markise, for når vi er undervejs og flytter os hver eller hver anden dag, slår vi ikke fortelt op.
Alt i alt har vi dog virkelig fået meget for pengene. Synes vi selv.

Eneste observerede ulempe: Den er født med aldeles GYSELIGE sengetæpper og gardiner! Karrygule. Stærkt og næsten selvlysende karrygule oven i købet.
Der skal godt nok gang i symaskinen, inden jeg kan lægge mig til at sove i den vogn uden at få mareridt, men det er okay – jeg har ikke ligefrem noget imod at sy, så det skal nok blive pænt, inden vi skal ud og indvie vognen for alvor – jeg har jo en hel vinter til opgaven.

Til gengæld er der to pænt brede enkeltsenge med rigtig gode madrasser i. Den ene af sengene er oven i købet en elevationsseng med fjernbetjening – ingen klager herfra af den grund.

Billeder følger, når vi har hentet vidunderet i slutningen af næste uge – før-billeder, men selvfølgelig også efter-billeder, efterhånden som Ellen får syet sig igennem de visuelle forbedringer.

Alt skal hedde ‘festival’ – vi har været på fødevarefestival i dag

Godset Rosenfeldt ikke så langt fra Vordingborg holdt fødevarefestival i dag. Det lød spændende, så vi begav os afsted kl. 9 i morges for at være der ved åbningstid kl. 10.
Der var linet op til det helt store, med politi, spejdere og andre frivillige parkeringsvagter i snesevis. Det fungerede også fint nok – ind kom vi og begyndte at gå og kigge på staderne. Der var lidt af hvert: friske æbler og grønsager, patchworkarbejder, masser af hjemmespundet og –farvet garn, lægeurter til at sætte i sin have (inklusiv en temmelig gul ‘pestobasilikum’? En lægeurt? Hvorfor ‘pesto’ foran lige præcis denne gullige art basilikum? Man kan da lave pesto af alle slags basilikum), økologisk chokolade, kantarelpickles, hyldeblomsthonning, afskårne blomster, smykker, pileflet og meget mere.

Det var et imponerende flot og velholdt gods; lige præces 200 år ældre end min datter, nemlig fra 1776 – i hvert fald de store avlsbygninger vi kunne se fra udstillerområdet.
De lokale hønseavlere havde en udstilling, med bl.a. omvandrende vattotter og nogle med fjer helt nede på fødderne. Må være meget upraktisk at være udstyret med.
Man kunne få sig en øl fra Krenkerup Bryggeri, hvis man er til den slags. Det er vi ikke så tidligt på dagen – jeg er aldrig, og John var chauffør.

Vi havde nok forestillet os, at der havde været et større udvalg inden for det kulinariske område – det hed trods alt fødevarefestival … jeg mener … jeg troede der ville være nogle spændende oste og lidt mere godt kød at erhverve sig … jeg kører altså ikke til Vordingborg for at købe grønsager.
Der var godt nok nogle superlækre spegepølser: hjorte-, okse-, vildsvin-, kartoffel-, osv., vel nok 10-12 forskellige slags. Jeg smagte hjortepølsen og var ved at få den i den gale hals, da jeg så prisen: 90 kroner for en halv! Halvfems go’e, danske kroner for 8 cm spegepølse! Det var at stramme den lidt rigeligt efter min mening. Det var lige meget, om den hed kartoffel- eller hjortepølse – 90 kroner var prisen for en halv af slagsen. Okay, to halve for 160 kroner, men stadig nejtak fra min side.

Vejen hjem lagde vi forbi Præstø Fjord, som altid er et stop værd. Den er så lavvandet, at man forledes til at tro, at man kan krydse den uden at blive våd på numsen. Det kan man så ikke, var der desværre nogle efterskoleelever, der fandt ud af på forfærdeligste vis for en tid tilbage … men se den lillebitte mand et stykke ude ved båden – vandet når ham ikke engang til knæene endnu (klik evt. billedet større).

Dernæst Rødvig, hvor vi indtog frokosten, og hvorfra der er et smukt kig til Stevns Klint.

I Fakse Ladeplads var der bagagerumsmarked, hvor vi fandt to lamper til den svenske stue for en halvtredser, samt fire pæne sylteglas.
”De koster 5 kr. stykket.”
”Jeg tager alle fire.”
”Så skal du få dem for en tier.”
Det var ærlig talt lidt fjollet af hende – jeg havde ikke bedt om noget; syntes faktisk det var vildt billigt at få fire gode ½-liters glas for 20 kroner, men jeg gad ikke ligefrem brokke mig, så hun fik sin tier.

Om vi da slet ikke købte noget på Rosenfeldt, nu vi havde kørt så langt? Jo, vi gjorde. John købte nogle håndlavede skobørster, jeg købte den føromtalte kantarelpickles, 100 g kejserhatte (en lækker svamp) og noget SUPERlækkert (og lige så superdyrt) garn, men så var der også kælet for det, og jeg kan meget tydeligt se lille Aubie for mig i en cardigan i de farver + et lille sjal til mommer her af resterne.

Lørdagssysler

Efter morgenmaden gik jeg lidt rastløs rundt … hvad skulle jeg lave i dag?
John var begyndt at lave nogle pænere hylder til drivhuset og fortalte mig, at han godt kunne tænke sig en form for gardin eller anden form for afdækning bag sin stol, for folk kan kigge ind, når han sidder der. Hmmm … så skal de da standse op for at glo, hvilket de næppe gør, når han sidder lige der, men okay, af nogle rester syede jeg et lille, blomstret gardin, som han kunne hænge op.

Hvad så?
Kunne man mon ikke eksperimentere lidt med noget æble- og blommechutney? Jeg gik op i det grønne område for at se, hvad der var at plukke.
Der var rigeligt – hele seks forskellige slags æbler, plus røde og gule blommer.
Der var to slags paradisæbler; den ene slags havde en meget flot, gul farve, så jeg plukkede til en saftkogerfuld og håbede på at få en flot, gul gele ud af det. Dem fra gården giver den flotte røde farve, men det ville være fint med noget gult som supplement.

Blommechutnyen startede, som alle mine andre eksperimenter, som en googling med en million hit.
Jeg blandede en masse opskrifter sammen for at at få ingredienserne til at passe med det, jeg havde i køkkenskabet.
Det gav følgende opskrift, som jeg tillader mig at bringe. Den er inspireret af flere andre, men der er garanteret ingen helt mage til, så denne her er nu døbt Ellens chutney:
1 liter blommer, 6 dl æbler, hvor kernehus og blomst fjernes (jeg skrællede dem ikke), 1 løg.
Disse tre ting grofthakkes.
1 stort fed hvidløg, 5 cm frisk ingefær, 3-4 chili.
Disse tre ting hakkes meget fint.
10 kardemommekapsler; frøene tages ud og stødes i morter sammen med 1 tsk kommen.
I gryden kommes yderligere:
3 stjerneanis, ½ tsk kanel (jeg havde ingen stænger),½ tsk vanillesukker, 4 nelliker,
1 pakke rosiner, 2 dl æblecidereddike, ½ dl. vand, 600 g sukker.
Hele molevitten koges i en times tid og kommes på glas.
Under processen fyldes huset med den mest fantatiske duft … slutresultatet ser således ud:

Geleen fik en ikke helt gul, men flot gylden farve.

Dagens samlede produktion:

Nu har jeg næsten ikke flere glas – håber der er nogen tilbage i Brugsen, så jeg kan købe mig til lidt flere – der kommer jo snart en tid, hvor der forhåbentlig skal syltes et hav af chilier. Havtorn skal også afprøves i år.
Alt dette her har stået mig i cirka 50 kroner, når jeg ikke regner krydderierne, strøm og de få købeglas med – jeg har kun medregnet sukker og geleringsmiddel, men kom ikke og sig, at det ikke kan betale sig at lave det selv.
Hvis man skal købe frugterne, er prisen selvfølgelig en anden, men kvaliteten og smagen er så suverænt meget bedre, når det er hjemmelavet, og mon ikke de fleste af os kan finde steder, hvor man kan plukke æbler og blommer?
Den chutney blev bare rigtig god!

Ruzzle – igen

Kong Mor og jeg har et par gange haft en lille ‘sludder’ om det at tabe.
Det er der vist ingen af os, der kan lide.
”Tab og vind med samme sind!” er vi vel alle blevet tudet ørerne fulde med, da vi var børn.
Det kan de sagtens sige – det er nemlig skidesvært at være sur, når man vinder …

Jeg vinder tit i Ruzzle, men det er desværre også sket (lidt for mange gange), at jeg er blevet lammetævet så eftertrykkeligt, at jeg må slikke mine sår en rum tid, inden jeg er klar til kamp igen.
Der var engang, jeg scorede 2900 point. YES, tænkte jeg – den er hjemme. Kom igen, makker!
Det gjorde han også – med over 4500 point!
Pokkers.

Men det her illustrerede gør næsten endnu mere ondt.

Ét sølle point. Damn.
Det er en for mig aldeles ukendt person, jeg spiller med (mod?), men vi er meget jævnbyrdige og skiftes til at vinde med forholdsvis små pointforskelle. Han/hun må synes, det er lige så sjovt som jeg, for vi bliver begge ved med at acceptere hinandens invitationer.

Jeg bliver naturligvis ikke sur, når jeg vinder.
Det bliver jeg faktisk heller ikke, når jeg taber.
Jeg har i den forbindelse et pokerfjæs, mange i Las Vegas ville blive misundelige over … og i øvrigt bliver jeg temmelig irriteret over visse af familiens mænd, der bliver meget højtråbende og brager om sig med lutter møgdårlige undskyldninger, når de taber i et eller andet spil.
Hvis man taber, har man ikke været god nok i forhold til dem, der vandt. Den er vist ikke meget længere, vel?
Man kan så begynde at øve sig lidt mere, hvilket lige præcis var, hvad jeg tit gjorde med Ruzzle i Norge, når John var faldet i søvn.
Det hjalp også lidt, men de 72 ord hos en af mine Ruzzle-med(mod?)spillere har jeg vist meget, meget langt til endnu.

Man siger, at sådan noget som Sudoku holder hjernen i omdrejninger, hvilket er meget vigtigt at huske at gøre, især når man kommer lidt op i årene.
Hvis Sudoku er god, må Ruzzle være eminent til at stimulere de små grå.
Krydser på tværs og ‘intelligensprøverne’, man tit bliver præsenteret for, er nu også meget sjovt.
Især når man kan løse opgaverne, hvilket jeg desværre ikke altid kan.
Jeg kan fx overHOvedet ikke finde ud af dem, hvor man skal forestille sig noget rumligt, hvilket kunne være en terning og seks ‘udfoldede’ forslag: hvilket af disse forestiller den viste terning? Det skal jeg tænke meget længe over og mentalt klippe dem ud og folde dem, mens John kaster ét sekundlangt blik på det og siger: “Det er nummer 5”.
Han har altid ret, men netop sådan noget med at være god til rumlighed (er det et ord?) er vist også en mandeting, har jeg læst engang.

Det skal ikke forveksles med rummelighed …

Jeg håber I får en god og rummelig weekend; fyldt med leg og livsglæde.

Vores mus må være benzindrevne

Efter et godt råd fra Aage smører vi visse museinteressante dele af plæneklipperen med hjortetaksolie, når vi vinterpakker plænetraktoren. Det har virket fint.
For 14 dage siden havde musene bidt benzinslangen over, så John måtte sætte en ny på, men dæleme om ikke de også havde bidt den nye over! Det har da ikke før været nødvendigt at musesikre tingene heroppe om sommeren, hvor der er rigeligt med føde til dem. De må være blevet benzinafhængige og sidder og sniffer …
Slangen var bidt igennem flere steder, og det meste af benzinen i tanken var fordampet, så der stank nede i kælderen. Godt ikke John ryger og kom derned med en smøg – så var det hele da sprunget i luften …
Vi havde ikke mere slange og kørte efter en ny – denne gang af stål, så de ikke kan bide igennem den.
Det kunne vi desværre ikke få uden at køre meget langt, hvilket vi ikke gad, så det blev igen en af gummi – i stedet ville John smøre med hjortetaksolie.
Han kom til at vælte flasken – heldigvis gik det ud over traktoren og ikke ham selv – for HULEN hvor det stinker – jeg synes, jeg kunne lugte den plænetraktor i hele haven og var ret glad for, at det ikke var mig, der skulle sidde på den, men det må da for pokker også kunne holde musene væk, så.

Vejret har været flot med masser af blå himmel lige indtil nu, hvor det er begyndt at se lidt dystert ud.
Heldigvis nåede jeg at få slebet og penslet de medbragte havemøbler i formiddags med noget dertil indrettet smørelse (jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg var nået til), og efter frokost gik jeg i skoven for at finde svampe, Som jeg skrev sidste gang, er der ødelagt meget skov og ikke mindst skovbund, så jeg har været langt omkring for at finde nye græsgange … svampegange …
Og de var der jo, svampene. Ikke i de store mængder, men der var kantareller og spanskgrøn skørhat nok til et godt supplement til aftensmaden, men ingen Karl Johan, desværre. Ikke så meget som en eneste.

Denne flamme-skælhat lod jeg stå, men den var så flot, som den stod der og lyste op. Nogle skælhatte er giftige, mens andre er spiselige. Jeg er ikke ekspert i skælhatte, så jeg lader dem stå, med mindre jeg har en ekspert med, som kan fortælle mig præcis hvad jeg har med at gøre.

Der var lidt kantareller

Endnu en herlig weekend tilbringes i det svenske. På vej herop faldt vi for fristelsen til at købe en røget ål (og nogle æg) i fiskerøgeriet ikke så langt fra Höör. Det får man jo sjældnere og sjældnere, men hvor er det bare en skøn spise. Ålen var kæmpestor, så vi købte kun en halv. John var ved at besvime, da han hørte prisen (171 kroner), men der blev otte stykker ud af den. Otte meget store stykker, og skulle vi have serveret dem til en gæstefrokost med masser af anden mad på bordet, ville jeg have delt de otte i hver to stykker – så var det pludselig ikke så vildt alligevel, og ih, hvor vi smovsede i aftes med to store stykker til hver og røræg lavet af æg så friske som de kan være.  
Jeg havde købt nogle gode oste, som må vente til en anden god gang, og den dertil hørende gode rødvin drak vi til ålen – kald det bare gastronomisk blodskam, men det smagte himmelsk – både hver for sig og sammen.
Måske også lidt fordi, vi drikker og spiser en stemning heroppe – aftendisen smøg sig mystisk over ålandskabet tæt på os, samtidig med, at vi hyggesnakkede og stornød, at vi var her igen … denne gang med en noget mere mobil John end for 14 dage siden.

I dag måtte jeg ud for at se, om min mistanke fra for 14 dage siden virkelig kunne være rigtig; nemlig, at der slet ingen kantareller er pga. ‘oprydningen’ i skovene her omkring. 
Det var ikke helt rigtigt … jeg fik 500 g svampe i alt, hvoraf langt de fleste var kantareller, så alt håb er heldigvis ikke ude endnu.

 

Man skal virkelig have kantarelradaren slået til, for de gemmer sig sommetider helt utroligt godt, og man skal nærmest have på fornemmelsen, hvor de kan finde på at gemme sig. På billedes anes måske hvad man er oppe imod – prøv at gå 1,55 meter væk fra skærmen og kig på billedet … eller bare forestil jer dette syn fra øjenhøjde … inden for en meters radius gemte der sig 15-20 svampe, da jeg først fik rodet forsigtigt op i de visne blade.
Mens kvinden samlede forråd, ordnede et par mænd verdenssituationen og motoren på bagrudeviskeren.

Mens vi spiste morgenmad, hørte vi pludselig et lystigt pipperi og et værre leben nede i rosenbuskene. Forsigtigt hen og kigge … der var en hel flok af nogle små fugle, vi ikke havde set før, men som viste sig at være løvsangere, og som man ofte kan høre, men sjældent får at se, fordi de gemmer i træernes løv.
Sjovt nok var de ret ligeglade med, at vi åbnede vinduet og begyndte at fotografere, men vi gjorde selvfølgelig heller ikke nogle pludselige bevægelser. John fik et rigtig godt skud af en af de små, vævre fugle. Klik evt. billedet større og se de fine detaljer.

Det pladrer slet ikke ned alligevel, men …

… hold da op, hvor VI pladrer. Op ad stolper og ned ad vægge. Fra midten og ud til siderne. Om alt og om intet. Om revl og krat. Om gamle og nye relationer. Om gamle kolleger. Om vores familier. Der er meget, der lige skal føres ajour.
Verdenssituationen er ikke klaret endnu – den venter vi med til i morgen, hvor den tredje Mädchen dukker op ved frokosttid. Vi skulle jo gerne være beslutningsdygtige; med mulighed for flertal og alt det der – det skulle jo gerne blive en god verdenssituation …

Skybruddet blev aflyst, men det er helt okay med os. Det har regnet rigeligt her på ødegården, kan jeg konstatere – alt er rigt og frodigt. Der er foreløbig sat syv squash af på den endnu temmelig minimale plante.

Det er FIRE uger siden jeg har været her sidst – fuldstændig uhørt længe siden, men når nu England også skal passes … man jeg kan desværre ikke nå det hele.

Mynten og persillen kæmper territorialkampen om førstepladsen i skolehåndvasken; med purløg lige i haserne. Rosmarinen er sakket godt bagud.
Den gamle, rustne spand er stadig gammel og rusten, men nu er det ikke så tydeligt mere.
Klematissen er suverænt førende på højrefløjen, hvilket naturligvis passer mig glimrende … selv om en bedre balance mellem de to kunne være ønskeligt …  
Timianen blomstrer på livet løs i det gamle drænrør; græsset er smukt og det er scabiosaen også.

Karen finder stjernebilleder på iPad’en og jeg skal lige have fyret dagens grønne bidrag af.
Livet er dejligt lige nu. Vi har fået gode oste og en herlig rødvin.
Livet er næsten altid dejligt, men kan stadig gradbøjes og aftenen er aldeles superlativisk.

Vores fredagsslik

Faktisk har vi aldrig haft begrebet fredagsslik her i huset. Slik har altid ligget frit fremme, og det har aldrig været et problem med eller for Charlotte. Hun fik fra ganske lille at vide, at hun bare skulle spørge, inden hun tog noget, for ikke alle tidspunkter var lige velegnede til slikspisning. Efter et par ganges forklaring om, at hun aldrig ville få lov lige inden spisetid, var budskabet gået ind, og hun fik derefter meget sjældent et nej. Hun spurgte i øvrigt næsten aldrig – slik var ikke særlig attraktivt for hende, og jeg bilder mig ind, at det delvist kan skyldes, at det aldrig har været forbudt.
Vi har stadig slik stående så længe, at det nærmest når at blive dårligt … køber det kun til slikspisende gæster, for vi spiser det ikke selv – lige med undtagelse af chokolade, altså. Derfor køber jeg næsten aldrig chokolade – jeg kan simpelthen ikke lade det være, desværre.

Vi skal med andre ord ikke have fredagsslik i gængs forstand, men der er så mange andre lækkerier, der kan betragtes som slik.
Den der træstamme i midten af billedet, fx – det hedder vel en slikasparges?
Jeg var i Superbest i Solrød Centret i dag – de er forholdsvis dyre, men de er lige så gode som Irma mht. specialiteter – jeg går sommetider derind, når jeg vil have noget andet end det sædvanlige eller bare vil lade mig inspirere.
Agavesirup. Lyder spændende og skal afprøves.
En rigtig Sevilla-appelsinmarmelade. God. Smager af mere end appelsinmarmeladen fra Den gamle Fabrik. Jeg plejer at lave min let bitre appelsinmarmelade selv, men gider ikke lige nu … den blev derfor købt denne gang.
Rugstave med græskarkerner og ost. Uhmmm.
Chilimarmelade. Det var den, jeg gik derind for at købe – regnede med, at sådan noget havde de, og jeg regnede rigtigt.
Jeg lærte at spise brie med chilimarmelade, da jeg var i England. Har I prøvet det? Det smager virkelig godt. For at kompensere lidt, bliver det på rugbrødsstave i stedet for på toastbrød, som man får det i UK.

Der ligger en hel, stegt økologisk ørred i køleskabet. Der fulgte tre med fiskepakken, men to var rigeligt, for de var store, så nu skal den tredje ‘plukkes’ og kommes i et eller andet hjemmekomponeret miks. Jeg vil selv lave en aïoli. Der er nye kartofler, der er blommetomater og agurk. Plus førnævnte asparges-træstamme. Det grønne har vi i haven. Det ender med at blive spiseligt og godt.
Med brien og chilimarmeladen til dessert.
Og en god vin til at runde det hele af med.
Det bliver en fredag aften, vi nok lige kan holde ud.

---

I Brugsen kan de ikke stave. I Superbest ansætter de farveblinde personer i frugt- og grøntafdelingen:

Affaldsbjerge kan godt være smukke

Efter den uhyre flid, vi udviste i går, vandt dovenskaben i dag. Dvs. – John var ude og ordne lidt i formiddags, men kl. 10:30 kørte vi en tur rundt i nærområdet, fordi vi ville vise Hanne det gamle stenbrud og den sø, vi kalder for badesøen, og som er lig med Rollstorpsøen.

Det gamle stenbrud, som er vores betegnelse for det for ikke at forveksle det med Svarta Bergen 6-7 km længere mod nord, hvor der i dag er museum, er ved at gro godt til og efterhånden gå i ét med skoven. Dette er affald, men ret pænt affald. Heldigvis, for det tager lige nogle år, før det er nedbrudt …

Vi kan stå og kigge ned den dybe, menneskeskabte sø, som vi har set blive brugt til dykkerskole.
Rækværket er rustent, men smukt – med et lille jernbånd, som ‘bare lige’ er snoet omkring noget andet for at fæstne det.

Her havde vi engang en båd liggende – lige indtil der kom nogle klaphatte fra Baltikum og kørte af sted med otte både på én gang i en lastbil; deriblandt vores. Det er oven i købet sket mere end én gang dernede, ved vi – fordi de senere blev pågrebet. HA! 
Og det var os, som ikke ville have båden liggende et eller andet sted ved søbredden, fordi vi var bange for, at den så sikkert ville blive stjålet. Den havde såmænd nok ligget mere sikkert dér …

Turen gik forbi et særlig idyllisk sted ved Simontorpsåen, som også løber lige forbi vores hus. Her skal vi absolut standse op hver gang, vi kører forbi, for her er så fredfyldt og smukt, at det gør helt ondt indeni.

Lidt makrofotografering blev der også tid til – en blomst (kællingetand?) og en meget tør mos.

En stilledag

Sjældent har jeg da foretaget mig så lidt som i dag, men sådan må det godt være ind imellem, ikke?
Havde sat mig for, at det andet estiske sjal skulle strikkes færdigt i dag, så jeg kan tage det med til Sverige i weekenden og blokke det.
Det er lige blevet færdigt.
Har overvejet en bolero til Anna – sådan en må kunne blive færdig, inden jeg rejser derover d. 20. juni. Nu skal jeg kun sove 15 gange til … ih, hvor jeg savner dem alle sammen. Hvis det hele skulle passe sammen, kunne det kun blive hen over Skt. Hans, så årets længste dag må John fejre alene i år. Dvs. – det gør han så ikke; han tager til Sverige med sin lillebror den weekend, så jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed – er sikker på, at de to nok skal finde ud af at hygge sig.

Har bagt morgenbrød, hvilket er flere år siden sidst, for det er ikke verdens sundeste morgenbrød. Det er til gengæld noget af det bedste, men uha, det er hvidt. Durum- og almindeligt hvedemel. Totalt politisk ukorrekt, men hvad pokker … der skal være plads til det hele. Det meste kommer i fryseren, for det er beregnet til, når sverigeshuset indtages til den årligt tilbagevendende weekend og bliver til das Dreimädchenhaus i den første weekend i juli, mens John kører Roskildefestival.

Har lige talt med Charlotte. Tim har bygget en lille båd sammen med A & A – den skulle naturligvis prøves af omgående. Han nyder at have tid til børnene igen efter alt Titanic-halløjet – og Charlotte nyder at have tid til at sy på sit Ascot-outfit. Det årlige Royal Ascot finder sted dagen efter min ankomst, så jeg får lov til at være barnepige denne gang, hvilket i sagens natur ikke står særlig tit på.
Det er skolernes midterm, så den står på ferie hele denne uge. De er så småt på vej til Tims moster og onkel, som hvert år på denne tid lejer det samme store hus med plads til hele familien. Det ligger ved den engelske kanal, så nogen satser på, at de modige skal ud og bade. Vi er ret sikre på, at ungerne holder sig til vandet i badekarret med de temperaturer, de kan præstere i England for tiden.

Esrum Kloster og Veddelev havn

Jeg har i et stykke tid haft en ide om, at Esrum Kloster kunne være interessant at se, og da vejret tilsyneladende artede sig nogenlunde vel i formiddags, bortset fra lidt blæsevejr, kørte vi mod Nordsjælland.

Og johhh … jahhh … skal vi ikke bare sige, at nu har vi set Esrum Kloster? Entreafgiften vælger vi at opfatte som velgørenhedsbidrag. Der er et stykke vej endnu – men okay: de er trods alt på vej.

Klosterhaven indeholdt en samling af lægeurter – for en gangs skyld ikke kun med navnet på planten, men også med den angivelige virkning. Det var ret interessant at gå og studere lidt. Hvad der gav det en ekstra dimension, var at der, udover hvad man engang (måske endda også i dag?) troede det virkede mod, også stod, hvad den reelle effekt er. Nemlig ingen som helst. Så meget for ‘lægeurter’ … men troen kan som bekendt flytte bjerge.
Der var ikke den ting, man ikke kunne bruge urter til: Fremme blødninger (menstruation), hæmme eller helt standse blødninger. Fremme den erotiske lyst eller hæmme den erotiske lyst (nok meget praktisk, hvis man er munk). Men på alle, ligegyldigt hvad man havde troet: “I dag: Ingen dokumenteret effekt”.

Nogle bud på formålet med denne tingest? De lodrette striber øverst var noget skarpt jern, og i nogle af de mange riller var der isat små, skarpe sten – der har nok været sten i alle sprækkerne i fordums tider.
Noget til at rive med? Grusstier, måske?

I gamle voldgrav så vi en blishønemor med sine kyllinger – det var nyt for mig, at de søde små er meget røde og lidt gule i hovederne, men hvor var de dog nuser.

Esrum var hurtigt overstået; der var derfor plads til en meget smuk omvej over Frederiksværk. Vi kunne se på fjorden, at der var fuld power på surferne, så vi kørte ned til Veddelev havn for at kigge lidt på dem.

Jeg kunne slet ikke indfange de surfere, der var i fuld fart, så jeg nøjedes med at lege lidt med panorering tæt ved molen, de stod ud fra.

Og sådan kan der gå en blæsende, men alligevel dejlig sommersøndag – nu vil jeg gå ud og starte et glas rødvin og en grillkylling op.

Blødt legetøj til voksne

Jeg har fået nyt legetøj, og blødt legetøj må vel være det rigtige ord, når det er et software til kameraleg.
Jeg så et eksempel på Microsofts AutoCollage og tænkte, at det måtte afprøves – 111 kroner kunne vel næppe vælte budgettet.

Første forsøg var et mix fra den overhovedet-ikke-hvide jul i Sverige.

Andet forsøg var også Sverige –

–og ligeledes tredje forsøg, såmænd. Der var en del flere, men de blev ikke gemt.

Plus: Billederne bliver flot mikset; med fine, bløde overgange.
Man bestemmer selv størrelse på billede – inden for visse grænser.
Minus: Man kan intet bestemme selv, bortset fra ovennævnte. Især irriterer det mig, at jeg ikke kan bestemme, hvilket billede der skal dominere, eller hvor de skal placeres i collagen. På et af de kasserede placeredes en temmelig dominerende himmel nederst i billedet, hvilket naturligvis så ret fjollet ud.

Sjovt er det nu alligevel … trods minusserne er købet ikke fortrudt.
I øvrigt har jeg lige fundet ud af, at Windows Live Photo i Create-fanebladet har en ganske udmærket panoramastitch-funktion. Det er nemmere end at skulle over og bruge den, der følger med mit kamera, alene fordi jeg ikke behøver at skifte program. Her har funktionen med helt pænt held klæbet fem billeder sammen til ét:

Vejret er jo mest til indendørs lege i dag …

Det lykkelige liv

I aftes skulle vi have multe, og da jeg så i opskriften, at den helst skulle grilles, riggede John risten til, som Steen har lavet til os. Bålet var alligevel i gang, så det var oplagt at udnytte gløderne. Det er en superprofessionelt lavet grillrist, som kan drejes og hæves og sænkes – vi er meget glade for den og føler os så dejligt ‘autentiske’, når vi bruger den.
I aften kommer den marinerede mørbrad på, mens nogle forkogte bagekartofler bliver pakket ind i tyk folie og lagt i gløderne.
Det er på rigtig grønspættemaner, dette her – og hamrende hyggeligt.

Lørdag aftens måltid blev indtaget på terrassen: grillede multefileter, som, lige inden de blev smidt på risten, blev smurt med en blanding af paprika, knust hvidløg og olie; serveret med en fyldt, bagt bøftomat, cremet agurkesalat og brød – samt en herlig chardonnay.
Et dejligt måltid. Ekstra skønt, fordi vi indtog det ude midt i naturen … følte vi, for vi sad jo på terrassen. Inden længe var der ikke mere plads i vores maver, mens der til gengæld kom ild i mexikanerens, og vi hørte småfuglene synge deres aftensange og skovsneppen flyve rundt på damejagt med sit meget karakteristiske kald.
I sådanne stunder er man næsten lykkelig.
Sverige vandt melodi grand prixet – det har de sgu også fortjent, når de kan levere sådanne ideelle forhold til os.

I dag stod den på træskærearbejde, men knapt var vi begyndt, før Johns søster og svoger med samt et vennepar af deres kiggede ind. De holdt også pinse i Sverige og ville lige vise vennerne ødegården, nu de var i nærheden. De fik en rundtur; vi fik alle en kop kaffe og en sludder, og så var det i gang igen med savearbejdet. Fem minutter efter kom naboen … han ville dog ikke sludre, men arbejde – havde traktor og spil med plus sin store sav: nu skulle stubben lægges ned, og de store stammer, der lå neden for stendiget, skulle trækkes op, så vi nemmere kan komme til at arbejde med dem.
Hold op, det er altså skønt, at han gider – det ville have været meget besværligt for os at arbejde med træet, hvor det lå.

Hvor mange kubikmeter brænde bliver der ud af dette? Det har jeg ret svært ved at vurdere … og der ligger en hel del mere rundt omkring i bunker. Mit gæt er godt 10 m³ i alt. Det er meget træ. Rigtig meget. Som skal saves, kløves og på plads.
Derudover er der et stort birketræ nede bagved, som vil dø af sig selv inden for de næste 5-6 år – det skal også lægges ned, men det kan vente et par år. Plus klyngen af fem halvdøde asketræer, som anes øverst til højre i billedet.
Én ting er stensikker: Vi vil have brænde nok til at varme hele hytten op resten af vores dage her på stedet – også selv om vi vil være her meget mere fra næste sommer.

Pinselørdag i Sverige

Vejret er varmt, men mest skyet – hvilket dog er helt i orden med mig, for jeg er slet ikke god til det med sol mere.
Nøj, hvor var mine planter tørstige, og vi havde bare været væk i fem dage – det bliver lidt spændende, om de kan holde til mosten heroppe.
Temperaturen havde svinget mellem ÷0,2° og 29,7° på de fem døgn – det har været hård kost for nye planter. 
Mens vi var ved morgenmaden, spurgte John, om ikke jeg snart mangler noget garn … jeg var en anelse uforstående, for han ryster overbærende på hovedet af mig, når jeg køber nyt garn – han synes jeg har tonsvis i forvejen. Hvad der heller ikke er helt ved siden af …
Han spurgte selvfølgelig også kun, fordi det var hans måde at sige på, at han godt kunne tænke sig at komme en tur til Kristianstad. Det passede mig fint – ikke så meget for garnets skyld, men jeg kunne godt tænke mig at se på et nyt overskab til badeværelset.

Det fik vi ikke … der var kun tre at vælge imellem, og de lignede det gamle for meget.
Men jeg skal lige love for, at der var liv på Stortorget i Kristianstad – jeg har aldrig set så mange mennesker i den by på én gang. Der var en kilometerlang kø ved den danske pølsevogn; den er meget populær dernede.

John købte en ny skjorte; jeg fik mig et par skønne sandaler og 2,4 kilometer flødefarvet lace-garn (= 300 gram) – der skulle gerne være nok til et meget stort kniplingssjal. Strikket kniplingssjal, altså. Garnet er 70 % babyalpacca og 30 % silke og er blødt, blødt, blødt. Normalt koster sådan noget en bondegård, men det var på tilbud i Helylle. Et rigtig godt tilbud faktisk; 230 SEK – det er virkelig billigt for den kvalitet garn.

Da vi kom hjem, cyklede jeg en lille tur. Dorte Hummelshøj har efterlyst en svensk idyl i højformat som forside til den engelske udgave af Anna Märklins familiekrønike. Jeg fik forskellige ‘skud’ – jeg skal nok sende et udvalg, Dorte; der kommer sikkert flere motiver i løbet af pinsen.

Min søster har lige sms’et til mig: jeg kan få alpacauld, hvis jeg selv vil forarbejde det.
Det vil jeg ikke … det er okay at spinde det, men jeg gider simpelthen ikke karte uld, så jeg sagde i første omgang nejtak, men jeg kom til at tænke på, om jeg skal sige jatak alligevel? Er der nogen af jer, der er til sådan noget? Jeg ville såmænd gerne selv, men det der med kartningen … nej ellers tak, desværre.
Opdatering efter Hannes kommentar: Jeg beder ikke om hjælp til kartning – jeg spørger, om der er nogen af jer derude, der vil have noget alpaccauld?

Så må der grilles!

Ni svinemørbrad for 300 kroner. Det er vist i orden. De er bestemt ikke økologiske til den pris, men jeg er heller ikke altid frelst …
Otte er smidt i fryseren; en kommer med til Sverige og skal, efter en gang god marinering, på grillen på søndag – og så kunne man måske godt finde på at trække den Pomerol op, som chefen sponserede forleden dag … det er jo pinse.

Den ligeledes sponserede chardonnay bliver ofret til Skagenfood-middagen, der som sædvanlig også ser lækker ud, og som jeg tilbereder i morgen.

Det kan kun blive en god pinse – vejret tegner til at blive upåklageligt; også i Sverige – vi skal, sammen med Inge og Hasse på mandag, en tur i Skånes Dyrepark, efterfulgt af en frokost … vi skal i det hele taget bare have det godt i de næste tre dage, skal vi.

Det skal I forhåbentlig også – god pinse til jer alle sammen.

Atter en meget lang ‘arbejdsdag’

Vinsmagning.
Beaujolais, Bourgogne og Chablis.
Uhmmm. Dog ikke så meget uhmmm til det første og det sidste som til det i midten.
Vidste I godt, at hvis der kun står ‘bourgogne’ på en bourgogne, er det noget billigt sprøjt, som ingen officielt vil lægge navn til? Heller ikke selv om flasken koster 100 kroner? Hvis ikke der står et menneskenavn på en bourgogne, så glem alt om at købe den …
Dagens smagning:

Jeg er ikke vild med Chablis eller Beaujolais, men jeg har intet imod en god bourgogne.
Flaskerne 5-8 var gode bourgogner.

De er sgu godt nok trættende, disse lange arbejdsdage dage på arbejdspladsen.
Sov g… ZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Man ved det er sommervejr, når …

Man ved det er sommervejr, når man, i stedet for at søge hen, hvor der er læ og sol, søger skygge og vind, fordi der er for varmt i solen.

Dette er ingen klage; absolut ikke, men fra 7° i torsdags til 20° kl. 11 om formiddagen i dag er der et pænt stykke, og når man går og arbejder, er det simpelthen for varmt i solen. Jeg går nede ved åen og tager toppen af træerne, vi lagde ned for 14 dage siden, og som naboen ellers bare ville lade gå op i røg. Som nonchalant svensker gider han ikke røre ved ved noget, der er mindre end 10-12 cm i diameter.
Det kan jeg ikke nænne at lade gå til spilde, og skal det gå op i røg, skal det være i vores brændeovn, ikke som affaldstræ.

Sådanne ‘pinde’ som disse skal der slæbes omkring en snes stykker hjem af i dag – der vil være brænde til en hel måned, inden jeg er færdig med at rydde op efter naboen.

Det gamle, fortærskede ord om, at dette giver varmen to gange, passer ikke. Det giver varmen tre gange: Der skal skæres de yderste grene af og ‘pindene’ skal slæbes hjem. Derefter skal de skæres og nogle af dem flækkes, inden de endelig kan komme i brændeovnen og give varmen tredje gang.

Der vil gå meget vand til i dag, men vejret fås ikke bedre. Typisk, når vi skal hjem i eftermiddag/aften – hold op, hvor får jeg lyst til at pjække i morgen. Godt man har en disciplineret mand …

(Sendt fra Johns pc).

Arbejdsliv – hjemmeliv

Indlægget er inspireret af Nille, fordi hun lige har været tvunget til at arbejde hjemmefra i en længere periode.
Med jævne mellemrum kommer det op og vender i medierne, hvordan de såkaldte eksperter ser på, at en del af os har muligheden for at arbejde hjemmefra. Man sender i samme anledning journalister på gaden for at spørge hr. og fru Danmark, hvordan de ser på sagen, og vælger derefter at vise seks svar, der er i overensstemmelse med den synsvinkel man har valgt at anlægge denne gang, og kun ét med det modsatte synspunkt.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det var noget af det bedste, der skete for mig rent arbejdsmæssigt, da jeg for snart 10 år siden fik mulighed for at få en hjemmearbejdsplads.
Det var der flere grunde til, hvoraf de to vigtigste er: 1) Jeg har meget langt til arbejde, hvorfor det er skønt at slippe for turen en gang imellem.
2) Jeg fik hjemmearbejdspladsen, fordi mit kontor mest af alt mindede om Københavns Hovedbanegård i myldretiden, hvilket sjældent gav mig mulighed for at være meget effektiv eller dybt koncentreret. Jeg kunne udføre tingene dobbelt så hurtigt, hvis jeg bare kunne få fred til det. Da min chef, jeg selv og et par andre med administrative opgaver flyttede kontorer (pga. pladsmangel) til en anden bygning, behøvede mit kontor ikke længere at være udstyret med trafiklys – lige pludselig kunne folk sjovt nok godt selv finde ud af tingene uden at skulle rende ind hos mig og spørge om alt muligt … men alligevel er jeg også i dag mere effektiv hjemmefra.
Min daværende chef forlod firmaet i 2004, og jeg fik min nuværende, som jeg er meget, meget glad for. (Jeg har dog altid været glad for mine chefer og er kun på min fjerde på trods af mine 34 år i firmaet.)
Den forhenværende chef skulle jeg altid spørge om lov til at tage en hjemmearbejdsdag. Han sagde såmænd aldrig nej, men jeg følte det alligevel irriterende at skulle gå tiggergang, så jeg benyttede ikke muligheden særlig ofte. Da man for nogle år siden startede det store arbejde på Helsingørmotorvejen, bevirkede dette, at jeg aldrig var mindre end 1½ time undervejs pr. vej (og ikke sjældent to timer), fik jeg lov til at arbejde hjemmefra på en fast ugedag. Det var/er helt suverænt – to dage på arbejde; en dag derhjemme, to dage til på job, og så er det weekend. Uanset hvilken dato fredagen falder på …
Inde i mit hoved betyder det så meget at slippe for den lange køretur, at jeg er kommet til at omtale hjemmearbejdsdagen som min fridag. Yderst pinligt.

Jeg har altid min arbejdscomputer med hjem, så jeg kan arbejde hjemmefra uden varsel – det kan blive snestorm eller jeg kan skære en luns af pegefingeren og være ude af stand til at køre bil i et par dage (er sket). Det er også rart ved sygdom – man bliver aldrig syg på belejlige tidspunkter, og det er oftest muligt at overkomme et par timers arbejde iført morgenkåbe og ditto hår. 
Jeg er næsten altid ‘på’, undtagen i weekenderne og i ferier, men fordi vi har en afdeling i Idaho og samarbejdspartnere i Japan, løber der mails ind hele døgnet, og jeg har intet imod at gå ind og tjekke, om der skulle være kommet et eller andet, jeg skal foretage mig eller følge op på. Det er overhovedet ikke belastende for mit private liv, så det er ren win-win.
Efter multimedieskatten blev indført, har firmaet også betalt både min HTC og mine private samtaler. Indtil da havde jeg strittet imod at have en arbejdsmobiltelefon, netop fordi man dengang ikke ville betale mine private samtaler, og jeg ville ikke rende rundt med to mobiltelefoner. Situationen ændredes med multimedieskatten – firmaet ‘købte’ det mobilnummer, jeg altid har haft; chefen var SÅ glad for, at han altid ville kunne få fat på mig, og han synes, jeg er helt enormt fleksibel.
Han har meget, meget sjældent ringet til mig uden for normal arbejdstid …

Jeg har den perfekte work/life-balance, men jeg ved, at nogle har svært ved at finde balancen.
John ville også gerne have hjemmearbejdsdage, men det er skidesvært når man er taxachauffør. En sygeplejerske, politibetjent eller skolelærer kommer umiddelbart heller ikke i betragtning, men har man muligheden, synes jeg, det er fantastisk.
Men. Ikke hver dag; så ville jeg komme til at savne det sociale element i at have et arbejde, og mit arbejde kræver i øvrigt for en stor dels vedkommende, at jeg befinder mig på min pind, men oversættelser og korrekturlæsning er ideelt til at udføre hjemmefra. Hvis jeg får en større opgave af slagsen, siger min søde chef, at jeg kan blive hjemme, til den er klaret – han ved, at han får opgaven hurtigere løst; jeg får arbejdsro og skal ikke ud i myldretidstrafikken. Som jeg sagde: ren win-win.

Hvordan har I det med hjemmearbejdspladser?

Stevns Klint

Eller Stevns Klink, som min lillesøster kaldte den…
Vi syntes, at luften trængte til os i dag, så vi kørte en tur for at gå en tur. Valget faldt på Stevns, for da vi kørte hjemmefra, skinnede solen så fint, og vi kunne lige så tydeligt se de fine, hvide klinter, lysende i solen, for vores indre blik.

Det var en smuk tur derned – solen skinnede hele tiden på vores vej sydover, mens der mod nord var en dybgrå himmel, som gav nogle fantastiske kontraster til det solskin, vi befandt os i.
Vi nød derfor køreturen – kørte i adstadigt tempo gennem Strøby strand og ladeplads; over Holtug og Sigerslev, forbi Gjorslev gods – smukt, smukt, selv her i januar.

I samme øjeblik, vi stoppede bilen på parkeringspladsen ved Højerup Kirke, forsvandt solen for ikke mere at vende tilbage i dag.
Man kan desværre ikke være lige heldig hver gang – jeg er vild med den grønne farve, man kan se på havbunden i vandet ved Stevns, men i dag var det så knapt så lysende, som det kan være.
Man skal ikke lide af svimmelhed eller højdeskræk, når man står her … der er langt ned og der er ikke så meget som antydningen af rækværk. Bare et skilt med, at man færdes her på eget ansvar.
Faktisk kan jeg godt lide denne holdning: at man selv er ansvarlig for ikke at skvatte ned af klinten. Ikke så meget barnepigementalitet her.

Klinten var som nævnt heller ikke så hvid, som den kan være.

Man kan godt komme ned, men den stejle trappe kan Johns knæ ikke klare, så vi holdt os oppe og nøjedes med at fotografere dem, der havde taget trinene ned.
kan I få øje på dem på billedet til højre?

Da vi havde kigget på de triste historier, som gravstene kan fortælle (to små børn døde inden for en uge – tanken er næsten ikke til at bære),

og taget et billede af den nye kirke i Højerup, som ikke behøver at rykke et hanefjed længere ind i landet julenat,

og endelig foreviget stavefejlen på sedlen i traktørstedets vindue,

kørte vi til Rødvig.

Hvorefter vejret besluttede sig til at blive så totalt elendigt, at vi besluttede at vende næsen hjemefter igen.
Jeg var blevet gennemkold, for jeg har glemt min vinterjakke i Sverige … troede dog jeg havde taget tilstrækkeligt med lag tøj på i dag, men det havde jeg ikke, og numsevarmeren i sædet på Johns bil er gået i udu. Ih, hvor jeg savner den varme – men jeg nyder sådan de ture, vi tager ind imellem.

Jordens Søjler med et års forsinkelse

Mellem jul og nytår 2010 blev Jordens Søjler sendt i tv. Dengang havde vi ikke lyst til at se to timers tv fire aftener i træk fra 21:30-23:30, hvorfor vi optog den.
Det har så taget os et helt år at tage os sammen til at se den; vi så fire timer i går og fire i dag, fordi vi havde lyst til at tage denne korte nytårsweekend som ren afslapnings- og dovnetid. ‘Ren afslapning’ er måske ikke det optimale udtryk, for filmen var sandelig en noget blodig affære. Effekten af et afhugget hoved på stage er voldsommere på tv, end når man læser om det i en bog.
I 1100-tallet var der åbenbart altid krig og intriger – kirkens folk var ikke overraskende de værste intrigemagere og deres magtliderlighed stod absolut ikke tilbage i forhold til de adeliges eller dem, der gerne ville være konger eller dronninger. Biskopper og præster slog sjældent selv ihjel, men at manipulere eller beordre andre til at gøre det beskidte arbejde for dem, havde de ingen som helst skrupler over.
Jeg købte Pillars of the Earth i oktober 1990 og har selvfølgelig glemt meget af den på de 11 år – kan dog huske, at jeg slugte den råt, for holddaop hvor var den god, så jeg glædede mig til, efter denne lange pause, at få den genopfrisket og vurderet hvor godt den var lavet i forhold til det, jeg kunne huske.

Det var en rigtig gang maraton-tv, hvilket passede helt perfekt med dette maratonstrik.

Den er godt nok halvsen at strikke. En sweater til mig på pinde 3 med mønster på stort set alle pindene, og størrelse 36 ligger omkring 10 år tilbage i tiden for mit vedkommende…
Udsnittet herunder repræsenterer naturlig størrelse og er en smule mere end de 4-5 cm, jeg nåede at producere under de otte timers tv-kiggeri.
Der er således lang vej endnu, men den skal nok blive færdig. Engang. Én ting kan man med sindsro sige om dette arbejde: det bliver aldrig ensformigt…
De to ærmer vil jeg strikke på én gang og så klippe op bagefter – så kan jeg strikke dem på rundpind fra start til slut. Dette mønster gider jeg simpelthen ikke give mig i kast med hverken på strømpepinde eller på frem-og-tilbage-pinde; vrangpinde er out of the question!

Vi var ude ved midnatstide for at kigge på fyrværkeri. Det kan godt være, at mit kamera kan skyde fyrværkeribilleder, men ejeren af det kan ikke!
Der løb en lille tekst henover skærmen, da jeg satte kameraet på fyrværkeriscenen: Husk at sætte kameraet på stativ.
Det gjorde jeg ikke, men hvis jeg havde, var de måske blevet nogenlunde – nu blev det bare pinligt…

Jeg må øve mig igen til næste år…

Apropos tv-serier: Tim ELSKER Matador og kan slet ikke få set den hurtigt nok – C & T har heller ikke lavet meget andet end at se tv, når børnene har været lagt i seng.
Endnu en gang tak til jer, der hjalp mig med at finde udgaven med engelske undertekster; især dog tak til Overleveren, som var lynhurtig og dermed den første, så jeg fik den bestilt i tide.
Dejligt at vide, at selv om Matador er meget dansk, så er den gået direkte ind i en englænders hjerte. De regner med, at Tims mor og mand vil finde den lige så fascinerende, så de får lov at låne den senere.
Charlotte kan sikkert replikkerne udenad fra start til slut, så mange gange som hun har set den (= ladet den køre, mens hun syr tøj), og hun nyder Tims reaktioner over den nu.