Hos Mommer

9. juni 2021

I jyder og vi djævle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:22
Tags: ,

Vi er vel hjemme igen efter tre dage i Himmerland, hvor vi havde taget et gourmetophold på to nætter. Tre dejlige dage med flot vejr, skønne landskaber og ikke mindst herlig og rigelig mad. Ikke noget med små, franske portioner her – ikke engang til den femretters menu, vi fik den første aften, så vi kunne trille i seng.
Hvad mon det er med de jyder? Jeg er københavner, bare fordi jeg kommer fra Djævleøen – en betegnelse jeg aldrig har fået en forklaring på, og som gør mig temmelig krænkelsesparat. Der er frygtelig langt her til denne ø – der er meget længere fra Jylland til Sjælland end omvendt, har vi ofte måttet erkende.
Da jeg checkede ind på Hvalpsund Færgekro, var der et ældre par (= på vores alder), der lige havde checket ind og gerne ville have en kopkaf. Værten sagde, at de bare skulle sætte sig, for der gik lige et øjeblik, inden han kunne betjene dem. Så blev manden halvknotten: “Vi har altså kørt temmelig langt og trænger meget til en kop kaffe! Kan vi ikke få den med det samme?” Værten svarede, at han kom så snart han havde checket os ind. “Ja, for vi har altså kørt over 150 kilometer, så vi er meget trætte!”
John og jeg kiggede på hinanden og kom altså til at grine, må jeg indrømme. Jeg sagde med teaterhvisken til John, at så skulle han da ligge på gulvet og ralle af udmattelse med vores 350 kilometer. Som vi i øvrigt ikke regner for noget, men sådan er vi jo så forskellige …
Da John som salgschef for Norsk Hydro rejste landet tyndt, fandt han hurtigt sine foretrukne hoteller, og han ville hellere køre 30-60 km til dagens aftale med en benzintank end bo på et mindre godt hotel. Det kunne jyderne slet ikke forstå – “jamen vi har da et glimrende hotel her i byen. Hvorfor vil du dog køre så langt?” John syntes ikke det var langt, men han oplevede mange gange, at jyder syntes, at over 30 km var en rigtig lang tur. Han kørte mange tusind kilometer om året dengang, men han elskede at køre bil, hvilket han stadig gør – og han er stadig en kanongod chauffør, selv om han er blevet 75 år. Det er dejligt. For ham selv såvel som for mig …

Vejlerne (3)

Vi kørte Himmerland tyndt ad mange af de bittesmå veje. Det har vi ikke gjort før, og det var en dejlig oplevelse – der er virkelig smukt.
Vejlerne nord for Limfjorden ville vi dog ikke snyde os selv for; dertil er vi for interesserede i fugle. Vi så kun en enkelt skestork, men jeg har både hørt OG set en gulbug, hvilket sidste kunne imponere selv de amatørornitologer, vi lidt senere faldt i snak med. “SÅ du den også!?” Jeps! Det er åbenbart sjældent, at man gør det. For mit vedkommende var det første gang, og det kun fordi en mand i en bil standsede op, rullede vinduet ned og sagde: “Lige derovre sidder der en ..u.hf.l..u.g og synger så smukt. Den sidder helt oppe i toppen af det træ, du kan se derhenne.”
”Undskyld, hvad sidder der?”  “Der sidder en ..u.hf.l..u.g:” Okay. Godt så. Jeg ville ikke spørge igen, men da jeg lidt senere både så og hørte fuglen, blev jeg klar over, at det søreme da var en gulbug, selv om navnet lød noget længere, da manden sagde det. Det var et nyt kryds i fuglebogen. Det sker sjældnere og sjældnere, så det var stort.
Vejlerne (7)

Maange køer

Vi har set meget på kort tid, og jeg har ikke haft tid til at blogge undervejs. Det kommer muligvis senere – nu kan jeg jo starte med at få lidt hug over mine indledende betragtninger.

31. maj 2021

Vi holdt weekend i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:03
Tags:

I morges erklærede jeg, at jeg ikke gad lave noget i haven i dag. Jeg var så øm fra dagen i forvejen, hvor en lille opgave, ikke for første gang, endte i et lidt større projekt, der involverede frigravning og flytning af sten. Altså: fridag i dag.
John spurgte med det samme hvor vi så skulle køre hen, og vi blev enige om at (gen)se Ravnsby Bakker på Lolland. Der ligger også Dodekalitten, men den sprang vi over i dag. På vej dertil kørte vi forbi Knuthenborg, hvor vi ikke har været siden Anna og Aubrey var tre og to år. Eller … vi var på lynvisit i december 2016, men det var kun for at komme til julemarked.

Ravnsby Bakke Lolland (1)

Ravnsby Bakke Lolland (3)Men først Ravnsby Bakker. Det er jo helt befriende at se, at Lolland ikke nødvendigvis er lige så fladt som det er kendt for at være. Ikke over det hele i hvert fald. Visse steder kan man se en hare løbe i tre dage, men her ved Ravnsby er terrænet kuperet. Selve Ravnsby Bakke er 30 meter. Den her viste er kun omkring det halve, men den er da fin nok.
Måske kan nogle genkende bakken, hvis man har set 1 døgn, 2 hold, 3 dyr med de skønne mennesker Vicki Knudsen, Bjørli Lehrmann, Sebastian Klein og Morten D.D. Udsendelser, som jeg stærkt kan anbefale. De kan ses på TV2 Play.

Derefter som sagt Knuthenborg. Jeg er normalt ikke vild med at se dyr i fangenskab, men på Knuthenborg har de givet dyrene så meget plads, at jeg næsten kan bilde mig selv ind, at det er i orden. Hvad der er helt i orden er, at de i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse har taget fire cirkuselefanter i pension og har givet dem Europas største anlæg at boltre sig i.
Samme slags planer er ved at blive ført ud i livet i form af en kæmpestor tigerpark – også den største i Europa – hvor de ligeledes vil tilbyde et indbydende pensionistliv til cirkustigre.

Knuthenborg (6)

Bisoner er ret store og ret ligeglade med, at vi holdt lige ved siden af dem, men det kender vi fra vores tre safarier i Afrika (og jeg kunne snildt tage et par stykker til – det var fuldstændig fantastiske oplevelser, men det er en helt anden historie), hvor de vilde dyr ikke anser en bil for at være farlig eller en fjende. Biler er bare noget, der er en del af landskabet og som de totalt ignorerer. Går man derimod ud af bilen … men det gør man ikke!
Frokosten måtte desværre indtages på burger- og pizzabaren, da den bedre restaurant holder lukket mandag. Det var en streg i regningen, og det var ikke den bedste frokost i vores liv. Det var endda vores første frokost uden for hjemmet efter nedlukningen, så det burde have været en større oplevelse, men vi blev da mætte.
Hvad der dog gav os en rar følelse var, at man ikke kommer ind uden coronapas, så vi vidste, at alle gæster var coronafri … og i øvrigt er vi jo vaccinerede, men det fortæller lidt om, hvor påvirkede vi er af hele coronapesten, som nu har varet i 14 måneder. Gad vide hvor længe den vil påvirke os, selv efter alle restriktioner engang er blevet ophævet?

19. maj 2021

Nogle skal have det ind med skeer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

I forgårs var jeg i Toksværd planteskole for at købe sommerblomster til de krukker, som ikke blev tilplantet i første omgang, hvor jeg købte dem hos Thyme syd for Køge, men Toksværd ligger nærmere.
Der var tvillingblomster iblandt de blomster jeg købte, og da de kun kostede 20 kroner stykket, købte jeg 10 i tre farver – plus flere andre planter.
Ved kassen:
– Hvor mange har du af disse?
– 10.
– Jamen du har taget tre forskellige farver!
– Ja … må man ikke det? (Retorisk spørgsmål.)
– Har du så tre af hver?
– Øhhh nej … så ville jeg jo kun have haft ni …
– Hvor mange har du af hver farve?
– Tre, tre og fire. Jeg kan ikke huske hvilken en jeg tog fire af. Er det vigtigt?
– Nå, men du har tre af hver.
– Nej. Jeg. har. 10. planter!
– Nå … jeg tæller dem lige.
Jamen så gør da for himlens skyld det. Det sagde jeg ikke højt. Faktisk sagde jeg ikke ret meget mere herfra.
Hun talte derefter også alle de andre planter. Nogle havde jeg seks af, andre tre af og andre igen en eller to af. Jeg havde helt styr på, hvor mange jeg havde af hver, men hun tog samtlige op og skannede dem en ad gangen. Jeg ved ikke hvorfor hun tilsyneladende ikke troede på mig – det var jo mig, der insisterede på, at jeg havde ti, og hende der blev ved med at prøve at få mig til at sige ni …
Nå. Vi kan jo alle have en dårlig dag. Hun havde det. Jeg fik det … næsten … oppe hos Thyme siger jeg bare hvor mange jeg har af hver, og så er det det. Ikke så meget pjat med dem.

Mølle ved Gørslev

Vi kørte bevidst en omvej hjem, fordi det var så dejligt vejr, og fordi den sydlige halvdel af Sjælland er så vidunderlig smuk lige nu. Den er den altid, men nok allersmukkest her i maj.
Vi kørte ad veje, jeg ikke kunne huske at have kørt på før, men John sagde, at det havde vi.
Pyt med det – hvis det er nyt for mig hver gang, så har jeg da bare en hjerne som en guldfisk …
Vi kom forbi denne fantastisk flotte mølle. Jeg så den på alt for lang afstand og bad John om at vende om, så vi kunne dreje af og komme lige forbi den.
Den viste sig at være privatejet. Det var med andre ord en bolig … og hvilken bolig! Flot, flot restaureret og/eller velholdt. Den ville jeg gerne have set indvendig, men de havde nok ikke ladet os komme ind, hvis vi havde banket på og spurgt, om vi måtte kigge os lidt omkring.
Bortset fra, at jeg elsker at bo i Den Stråtækte og ikke ville bytte med noget, så har jeg drømt om at bo i en mølle lige siden engang jeg så en boligudsendelse, hvor et par havde indrettet sådan en, og hvor var den bolig bare spændende.
Men okay … der må være mange trapper, så det er nok meget godt, at vi ikke bor i en mølle.
Flot var denne dog – i hvert fald set udefra.

Mølle ved Gørslev 2

4. maj 2021

Aarøsund Badehotel – bare perfekt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: ,

Dette indlæg bliver én lang madanmeldelse.
Vi har boet på Aarøsund Badehotel i to nætter, hvor hovedvægten blev lagt på det gastronomiske, og hvis man ellers er til den slags oplevelser, så kan dette på det varmeste anbefales.
Værten, Hans Harvest, smed samtlige tv-apparater ud, da han overtog forpagtningen af det Jebsen-ejede badehotel. De kun 12 værelser er holdt i 30’er-stil, så vi opfattede vores som værende spartansk, men sengen var god og badeværelset meget moderne med regnvejrsbruser. De havde dog wi-fi … ellers tror jeg heller ikke, man overlever i dag. Vi har ingen klager – tværtimod var det vores næstbedste madoplevelse nogensinde. Måske den bedste – Aarøsund Badehotel og Norsminde Kro kæmper lige nu om førstepladsen.
Søndag aften stod der tre retter på vores menu: Laks, skovkylling og … noget, jeg ikke kan huske hvad de kaldte, men det var bl.a. is og grankogler!
P1020923P1020924

Dette var ubetinget den bedste laks, vi har fået til dato. Ovenpå var der syltede sennepskorn, agurkekugler og tallerkensmækkerblade. Det brune, flydende var æble-gastrik, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Kuvertbrødene lignede små formfranskbrød; det ene hvidt, det andet maltmørkt. Anretningen af dem delikat og sjovt tænkt.

P1020925P1020926

Skovkyllingebrystet var flankeret af en hvid asparges, hvorpå der var smeltet en kraftigt smagende ost. Saucen kan jeg ikke huske, men det var en slags musseline. Kartoffelmosen med bacon og et eller andet smulder var røget! Det var nytænkning, skulle jeg mene … hørøget var det. Næste dag skulle det vise sig, at det var et koncept, som de to michelinkokke, de har været heldige at få kapret til hotellet, er ret glade for. Meget anderledes, men overraskende delikat.
Desserten var et kapitel for sig. Den lidt noprede, yderste skal forsvandt på et mikrosekund inde i ens mund, kun efterladende et smagsspor. Ikke noget flydende, ikke noget fast; det var bare væk! Det var en spøjs fornemmelse, som jeg ikke kan forklare nærmere. Bunden var en nytænkt marcipanbund, indmaden en superb mellemting mellem sorbet og flødeis, og ovenpå lå der bronzefennikel og mini-grankogler indsmurt i noget sødt. Dem var John ret vild med – jeg syntes nok, det smagte lige lidt for meget af granskov. Men resten … jeg mangler ord … fantastisk var det.

Morgenmaden

Morgenmaden var portionsanrettet. Udover alt dette på ét bræt (croissanter, to slags ost, laks, skinke, pølse, ‘hvid’ morgenmad, lidt hindbær og hjemmelavet marmelade) kunne vi få scrambled egg med bacon og/eller pandekager. ‘Røræg’ er åbenbart for ordinært, men jeg må så også sige, at der intet ordinært var ved smagen. Det var vitterlig bare røræg med bacon (og til John også en pølse), men det bedste ever! Ligeledes pandekagen, som trods alt fik lov at blive kaldt for pandekage, var den bedste morgenmadspandekage, jeg har fået i hele mit lange liv. Hvordan pokker de bærer sig ad, ved jeg desværre ikke. Brødet, æblemosten og kaffen var også i topklasse.

P1020930P1020931

Efter den første aften og dette overdådige morgenbord var vores forventninger til mandag aftens firerettes-menu skruet helt op i de højereliggende luftlag. Det ville blive svært at leve op til, og – lad det være sagt med det samme – det lykkedes, men også kun lige. Faktisk var det nok den første aften, vi fik det bedste mad, men alt har været en kanon oplevelse.
Første ret var rejer med mayonnaiseklatter tilsat en god smag, brøndkarse og inde i midten lidt dildolie. Kuvertbrødene var samme koncept som aftenen før.
Jeg var vild med det.
Anden ret var hørøgede (der var den igen …) kammuslinger med sprøde jordskokchips og en yoghurt-purløgssauce til. Himmelsk …

P1020932P1020933

Tredje ret glemte jeg at forevige, inden jeg begyndte at spise, så det er ikke kokkens skyld, at det ser rodet ud. Det var rimmet torsk med grillet hjertesalat og en cremet hyldeblomstsauce til.
Ovenpå torsken noget crumble, jeg ikke kan huske, men som smagte lidt som pulveriseret flæskesvær. Meget alternativt, men meget lækkert.
Desserten var syltede hindbær og hindbærsorbet lagt i … æhhh … noget grønt … (sorry); overhældt med en hvid chokoladesauce, som fik englene til at synge.
Man vil have bemærket, at alt – undtagen desserten, selvfølgelig – stammede fra havet, så den vinmenu, vi begge tog, bestod af hvide vine. Undtagen dessertvinen, som var rød!
Lidt uventet, men det var en mousserende rød vin, som havde hindbærnoter og derfor passede fint til maden.

Aarøsund Badehotel (1)

Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes vi, at dette ophold var alle pengene værd. Det var ikke luksus, hvad værelset angik, men som nævnt er forpagterens mening, at det er et badehotel i gammel stil, og den skal holdes. Hans ambitioner går mest på det madmæssige – han håber at hotellet bliver optaget i The White Guide – og vi må sige, at gourmetoplevelsen i vores øjne på ingen måde blev skuffende, så spørger man os, fortjener de til fulde at blive nævnt i den.

23. april 2021

Gæslinger gange to

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Temperaturerne er ikke med os, og det ville være synd at sige, at dagens vindstyrke svarer til en let forårsbrise, men ser man bort fra det, er vejret upåklageligt med sol fra en skyfri himmel. Dermed er det kun et spørgsmål om at tage det rigtige tøj på, hvis man vil ud for at nyde de tusindvis af kridhvide mirabelletræer, der blomstrer så smukt lige nu.
Vi kiggede på All Trails for at blive inspireret og fandt ud af, at hjertestien rundt om Maribos Nørresø kunne være en passende tur i dag, så straks efter morgenmaden bryggede vi kaffe, tappede vand og satte kursen sydover.
Stien er yngre end de huse, der ligger på østsiden af søen, for samtlige haver var skåret igennem, så den nederste halvdel af dem lå ned til søen og den øverste ved huset, med stien imellem. Holddaop, hvor må de husejere have været sure, da det blev besluttet! De er måske nok blevet økonomisk kompenseret, men det betyder sikkert mindre for dem.

Nørresø ved Maribo (6)

En nydelig tur var det, men lige tæt nok på motorvejen – jeg vidste godt, at noget af ruten gik langs motorvejen ad den menneskeskabte deling af søen, men jeg havde ikke forestillet mig, at den larmede meget på lang afstand! Det tog en del af hyggen ved turen, selv om den var nok så fin ellers.
Vi så to slags gæslinger, nemlig dem på træerne og dem i vandet. ‘Vores’ gæs ved fjorden har også fået gæslinger, men dem kan vi ikke komme tæt på. Denne lille familie stod på søbredden, men forføjede sig ud i vandet, da de så os komme – og gik straks på land igen, da vi var væk. Der tages ingen chancer … vi kunne jo være grusomme gæslingemordere!

Nørresø ved Maribo (8)

Vi havde sat bilen ved Superbrugsen, så der kunne vi efter turen passende gå ind og finde os tre håndmadder, som er ved at blive standardfrokosten på vores udflugter. Det bliver dejligt, når vi uden coronapas bare kan gå ind et sted og få en frokost, selvom dette unægtelig er en del billigere – og så smager det trods alt lidt af fugl, fordi jeg ikke selv har fikset et eller andet spiseligt … jeg har aldrig været vild med madpakker – hverken at lave dem eller at spise dem.
Vi kørte til Oreby Havn, for John mente, at der var bænke at sidde på.
Det var der ikke – kun en omvendt båd, og det var mildt sagt ikke behageligt at sidde på den, for man brugte flere benmuskler ved at ‘sidde’ end ved at stå op, så vi kørte igen.

Ved OrebyVigsnæs

Denne gang til Vigsnæs, hvor vi for enden af Havmosevej fandt en okay udsigt og et enkelt bord med bænke. Eftersom vi var alene og ikke havde behov for at sidde ved hver sit bord, var det fint.
Oven i købet var vi så heldige, at der var næsten læ, hvor bordet var placeret, så vi slap for at sidde og spise i bilen.

29. marts 2021

Fra Skagen til Gedser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Vi kørte en tur i dag. Ikke helt fra Skagen til Gedser, men halvdelen, tøhø, nemlig til Gedser.
Jeg så en flok trækkende gravænder over fjorden i morges og kom i tanke om, at det da vist måtte være cirka nu, der er de store edderfugletræk ved Gedser Odde. John tjekkede DOFbasen, og ganske rigtigt: Der er mange for tiden – alene i dag er der observeret over 5000 edderfugle.
Så mange så vi ikke, men vi var der heller ikke mere end en times tid, for det var hammerkoldt! Vi så fem flokke – vel omkring et par hundrede edderfugle. Rovfugle så vi også en del af, og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Gedser Odde

Danmarks sydligste punkt – beliggenhed 54°33’32’’, hvis man skulle være interesseret. DOFs fuglestation ligger helt ude ved spidsen … Gedser Odde skulle være Danmarks bedste sted, hvis man vil se trækkende edderfugle, og det var lige det vi ville.

Gedser OddeP1050616

Billedet med de røde prikker viser hvordan havvindmøllerne dernede er placeret. De sorte streger er fuglenes trækruter. Det var lidt interessant at se, hvordan de fleste flyver pænt lige netop udenom, mens nogle vælger en mere direkte, men nok også mere ‘spændende’ rute mellem vindmøllerne. Det er måske med fugle som med mennesker: Der findes både blærerøve og vovehalse, mens nogle bare tror de er udødelige.

Gedser Odde - edderfugleP1050619

Det var træk som disse, vi så fem af. Vi regner med, at der er flest (og større) træk tidligt om morgenen, men det er relativt urealistisk, at vi skulle kunne befinde os på Gedser Odde ved syvtiden!
Ude i vandet befinder der sig nogle store beton’hjul’, vi ikke kunne regne ud hvad havde været. I dag fungerer de som rasteplads for edder- og andre fugle.
Det var måske ikke en verdensomvæltende begivenhed, denne dagens tur, men i disse tider er næsten alting bedre end ingenting.
Vi kørte direkte hjem igen, da vi havde set nok på fugle, for det var på ingen måde vejr til hyggeophold i det fri.
Men vi fik set edderfugle! Og vi fik en frokost uden for hjemmets fire vægge. Alt tæller!

Gedser Odde - edderfugle

I går talte jeg 1½ time med Charlotte. John kan ikke forstå, at vi kan snakke i så lang tid, når ingen af os oplever ret meget, men det er overhovedet ikke noget problem, og det er dejligt at komme så vidt omkring som vi gør. Tænk hvis det havde været dengang, man skulle betale en formue for at ringe til udlandet.
Da hun flyttede til England, var der ikke noget der hed mobiltelefoni for folket, men man kunne købe en slags taletidskort til fastnettelefoner, hvorved man sparede rigtig mange penge. Den mulighed var vi virkelig glade for, og vi har i alle 24 år talt sammen i en times tid ad gangen. I øvrigt er det stadig langt dyrere at ringe mellem mobiltelefoner, hvorfor jeg altid ringer op til deres fastnettelefon. Fra min mobil …
‘Kortene’ findes stadig, har jeg lige fundet ud af. Jeg købte altid Global Ones, for de var billigst til England. Dette var vigtigt at undersøge, for der var forskellige priser, afhængigt af hvortil man havde brug for at ringe.
Og ja, jeg ved godt, at vi kan ringe gratis via internettet, men vi har vel alle vores præferencer …

30. januar 2021

Hva’ så?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Det var et flot vejr i formiddags. Præstøfjorden lå blikstille hen; vimplerne hang sløvt ned langs flagstængerne og himlen var høj.
– Hvor kan man køre hen og gå en tur, John?
– Tjah … hvor?
… Ellen tænkte …
– Kan vi ikke køre til Nysted Nor igen? Det sted med alle skarverne.
– Det kan vi da godt.

Vi lavde kaffe, tappede vand og lagde kursen forbi Meny for at købe et par håndmadder og så ellers dernedad.
Desværre var det ikke lige så fint vejr syd for Farøbroerne, men decideret dårligt var det heller ikke, så vi fortsatte, selv om det var med en lille smule øv, vi kunne konstatere, at vi åbenbart havde valgt den forkerte retning til dagens udflugt.

P1050419

Skarverne var ikke hjemme. I modsætning til os er de ikke underlagt nogen rejserestriktioner, så de er taget en tur til middelhavsområdet.
Deres sommerresidens ser også ret kold ud …
Vi gik videre og tog turen rundt om, hvad vi formoder engang har været Ålholm slots køkkenhave, som har været STOR.
Der er ikke mange tegn på en køkkenhave, men fordi det var et stort og helt fladt område, omkranset af en mur på alle fire sider, samt tilstedeværelse af ruinerne af nogle store drivhuse/orangerier, kunne vi ikke komme til anden konklusion. Vi gik og småsludrede lidt om, at det er en skam, den slags herregårdsliv ikke fungerer mere, selv om det alt i alt nok kun var en god tid for de få privilegerede – som jeg flere gange har skrevet, så synes jeg bestemt ikke, at de gamle dage var særlig gode.

Gammel køkkenhave?

Der er flere steder på slottets område, der er markeret “Privat”, men andre steder må man gerne færdes. Bl.a. forbi denne gule bygning, som vi – igen gætteri – blev enige om måtte have været tjeneste- eller arbejderboliger. Vi havde ingen skrupler over at kigge ind gennem nogle af vinduerne, eftersom det tydeligt fremgik, at stedet ikke længere var beboet. Det er mange år siden, det var det, men det var uomtvisteligt små boliger engang. Der havde været to (eller flere) størrelser: Små og meget små. De meget små var dem med de ligeledes små vinduer længst væk på billedet.

Arbejderbolig på Ålholm

SaxineNysted vandtårnVi spiste vores madder ved Nysted havn med udsigt til slottet og til alle fuglene på vandet. I bilerne ved siden af os var der andre par eller familier, der havde fået samme gode ide, så vi følte nærmest et helt fællesskab og smilede sødt til hinanden.
Fra stien kunne vi se Nysted vandtårn. Det minder lidt om Sakskøbings Saxine, men smiler ikke. Jeg ved heller ikke lige, hvilket navn Nysted skulle give deres vandtårn, men der skal jo nok være en kreativ sjæl derude, som har en god ide. Da vi kom tilbage efter turen, var der tre par, der indtog maden stående uden for deres biler, så selv om de var flere end fem, synes jeg ikke de skal høre noget for det. De frøs med anstand, og jeg kunne ikke dy mig for at komme med følgende bemærkning: “Velbekomme! I er nok ude for at indtage det store kolde bord!”, hvilket de ufortøvet gav mig ret i … kort efter satte John og jeg os ind og nød vores medbragte og nu både velfortjente og tiltrængte kaffe.
Da vi kom hjem, var det stadig fint vejr på Sjælland. Man kan ikke få alt.

12. januar 2021

Vi kom uuuud …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: ,

OringehalvøenAllTrailsVi vågnede til en vandtom fjord og en skytom himmel. Vi ved ikke helt, hvorfor vandet var forsvundet, men måske har der været en storm oppe i den Botniske Bugt, som har pustet vandet derop og dermed væk fra vores del af Østersøen.
Det gode vejr skulle udnyttes. Under morgenmaden kiggede vi på vejrudsigten, hvorved vi kunne konstatere, at skyerne ville vende tilbage ved 14-tiden, og de er da også stærkt på vej i skrivende stund. Vi kiggede derefter på nysomtalte AllTrails for at se, hvad de mon havde at byde på i dag. I dag formiddag, skulle det være, hvis den vejrudsigt passede.

Der var bl.a. et forslag til en spadseretur rundt på halvøen ved Oringe. God ide.
Oringe startede som “Østifternes Dåreanstalt” og var engang et stort kompleks med mange psykisk syge – 900, da der var flest. Det fungerer stadig som psykiatrisk hospital, men i dag er der kun få pladser, og bygningerne bruges til alskens andre formål, men med alle dem, som har brug for hjælp, og som der ikke er plads til i systemet, kunne de godt udvide til 900 igen. Jeg synes det er trist, at alt for mange ikke får den hjælp, de i nogle gange katastrofal grad har brug for.
Det var et sidespring … det skulle bare lige ud.

Oringehalvøen (3)

Vi begav os afsted til Oringe, satte bilen og begav os afsted på den foreslåede tur. John optog den, lige som han gjorde med den første tur vi tog forleden dag. Billedet øverst er et screendump af vores tur. Den kunne han, hvis han ville, give et selvvalgt navn og gemme for eftertiden, men det gør han ikke – det er bare meget sjovt at se den med nøjagtig angivelse af tilbagelagt distance, tid og højdeforskelle.
På den første del af turen var der fin udsigt til Gåsetårnet og de omkransende mure.

Oringehalvøen (1)

Det var noget værre smat at gå i; vi burde i princippet have haft gummistøvler på, men de er ikke gode at gå tur i, og desuden får jeg kolde fødder, for mine gummistøvler er ikke store nok til at kunne rumme både fødder og et par tykke sokker – så ville de være for store resten af året, hvor jeg har mere brug for dem.
Normalt er vi ikke en time om at gå tre kilometer, men der var så mange dejlige steder, hvor vi lige skulle have et billede eller bare stå og nyde det gode vejr og udsigten over vandet.

Oringehalvøen (7)

Med billeder som disse kan vel ingen være i tvivl om, at vi har haft fantastisk vejr på Sydsjælland her til formiddag. Den himmel fås ikke mere blå!
Så kan vi lidt igen … og nu regner det … det var godt vi kom afsted da vi gjorde.

22. november 2020

En tur til Vallø m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: , ,

Vejret er godt hveranden dag på denne egn … i forgårs flot, i går elendigt og flot igen i dag, så vi kørte en tur til Vallø slotspark, som altid er fin at gå en tur i, selv om vi regnede med, at efterårsfarverne var forsvundet, hvilket de da også var, men, ikke specielt overraskende, stod træerne der endnu, og der er mange gamle kæmper iblandt dem. Flotte, store solitærtræer, som fx denne knudrede eg.

P1020740

P1020745

De adelige, gamle jomfruer – eller hvem der nu end måtte bebo Vallø Slot i dag, må være virkelig bange for at blive smittet med corona, men ved I hvad, kære frøkener? Man bliver altså ikke smittet, fordi der står nogle mennesker – selv hvis de er coronasmittede – ude i en åben gård, og I sidder trygt inde bag slottets mure.
Nogle er så absolut mere bange end de fleste. To gange har jeg set hhv. en enlig cyklist og en ditto fodgænger på vejen hernede langt ude på landet … iført mundbind. Det er hvad jeg normalt ville kalde overkill, også selv om man hører til højrisikogruppen, men det er måske et lidt uheldigt ordvalg i denne sammenhæng?

Jeg er i øvrigt forarget. Meget. Måske har I også set billedet (fra traktordemonstrationen) af en plakat, som florerer på Facebook, hvor man ser Mette Frederiksen og et par andre iført brunskjorter og med et nazikors oppe i hjørnet?
Det er ganske enkelt under lavmålet! Jeg har i de seneste dage læst nogle artikler om den betrængte minkbranche, og jeg får mere og mere det indtryk, at der nu skal slås plat på hele denne triste situation, men at fremstille MF som nazist er så primitivt, at jeg mangler ord til at udtrykke min vrede over det. Eller … det gør jeg faktisk ikke, men jeg skal skåne jer for dem her.
Og blå blok har mig bekendt ikke haft nogen indvendinger imod det billede. Det er heller ikke i orden! Hører I?!
Selvfølgelig skal man ikke gå uden om grundloven, men det har Venstre selv gjort engang, hvor de undskyldte sig med, at det var en krisesituation, så der var ikke tid til at vente på afstemninger og ny lovgivning.
Hvad er lige forskellen på dengang og nu?
Jeg synes på ingen måde, at MF + hendes regering bør gå af, og jeg synes heller ikke, at vi har plads eller grund til et folketingsvalg midt under coronapesten. Hvis blå blok skulle lykkes med at få tvunget det igennem, tror og håber jeg, at de får et ordentligt hak i tuden for det – jeg vil i hvert fald gerne være med til at give dem det, hvis det skulle være. For en enkelt gangs skyld …
Sorry. Det er meget sjældent, jeg skriver om politik, men den plakat fik mit bæger til at flyde over og mit ikke-adelige, men alligevel blå blod i kog.

16. november 2020

Jeg har været inde i en kirke!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:16
Tags: ,

Det er ikke hver uge jeg sætter min fod i en kirke. Det er heller ikke hvert år. Faktisk er det temmelig sjældent, at jeg gør det – men jeg har dog været i kirke i år, for Johns søster døde dagen efter John fyldte 75. Hun blev kun 72 år, så det var lige tidligt nok – men det var nu egentlig ikke det, jeg ville fortælle om.
Forleden dag kom vi af en eller anden grund til at tale om Store Heddinge (eller Store Hedninge, som min far altid udtalte Stevns’ hovedstad, og som jeg har taget til mig). Denne bevidst forkerte udtale bliver lidt sjovere, når samtalen kommer ind på byens kirke, som John fortalte er ottekantet.
Det anede jeg ikke, og John undrede sig såre: Har du aldrig set St. Heddinge kirke??? Du har gået i gymnasiet med folk fra hele Stevns, og så kender du ikke den usædvanlige kirke i St. Heddinge?
Øh, næhh … det var ikke lige kirker der fyldte vores tanker, da vi gik i gymnasiet …  men jeg vil da gerne se den nu.

St. Heddinge kirkeFrederiksberg Kirke.jpg

I lørdags kørte vi derfor til Store Hedninge, og allerede ved første blik præsenterede den sig som værende anderledes end en gennemsnitlig dansk kirke.
 Så vidt jeg kan finde frem til, er der kun tre kirker i Danmark, som er ottekantede. De to andre er Nyord Kirke (som jeg også har set) og Frederiksberg kirke, men ingen af disse to ligner St. Heddinges Sankt Katharina kirke.
Sidstnævnte er opført i middelalderen, hvilket på ingen måde er usædvanligt for danske kirker, men den kan næppe have set sådan ud fra begyndelsen, fordi der på en af de otte sider er angivet året 1853, lige som der på uret på tårnet står 1867. Pudsigt nok de to år hvor jeg blev hhv. døbt og konfirmeret … 100 år senere, forstås, hvis nogen skulle være i tvivl …
Min dåb var jeg ikke specielt bevidst om, og min konfirmation fik jeg ikke lov til at vælge fra.
Konfirmander så dog ikke ud som den unge pige på billedet til højre. Hverken i 1867 eller i 1967. Det siger måske nok mere om min fremskredne alder end om pigens smag … måske … hun var den eneste på sit hold med den type sko til de fine hvide brudekjoler, de alle havde på, men hun kan have været meget fremmelig – det kan være blevet moderne året efter?

St. Heddinge Kirke

P1020732Selv om jeg ikke, siden jeg blev i stand til at tænke, har troet på en gud, der, blandt meget andet ondt, lader børn sulte eller lide under forskellige former for mishandling, så har jeg intet imod kirker som kulturminder betragtet, og jeg elsker at gå rundt på kirkegårde og spinde små historier om de mange skæbner, som gravstenene kan fortælle om.
Som fx Karen her. Bare 31 år blev hun – sandsynligheden taler for, at hun døde i barselsseng, den stakkels kvinde.
Et andet sted var der en kvinde, der hed Hilaria; et navn, jeg ikke tidligere er stødt på her i landet – eller overhovedet, og en googling gav mig stort set kun hit på Alec Baldwins hustru. Hun (altså stevnskvinden, ikke Mrs Baldwin) var født Smith, så mon ikke hun var af engelsk afstamning?

4. oktober 2020

Syddanmark rundt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Almindelig ryleChristie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Almindelig ryleAlmindelig ryle

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Stor regnspove

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

8. september 2020

Vekslende vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:36
Tags: , , ,

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

Et kig over til Frederiksø

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

P1020477P1020479P1020480

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

P1020475P1020490

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev Den eneste sæl vi så herovre var meget død og havde været det længe.effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

P1020437P1020453

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

4. september 2020

Bornholm i coronatider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: , ,

P1020382Puha. Vi havde ikke engang vores mundbind på under alle firs minutters overfart, for i mindst en halv time spiste vi og drak kaffe, men øv, hvor kan jeg bare ikke lide det. Det er ubehageligt og det er varmt. Det er irriterende ikke at kunne læse folks ansigtsudtryk, og det med, at man kan læse det hele i øjnene passer overhovedet ikke.
Overstået blev det dog, og vi kunne køre i land og finde frem til vores fine sommerhus i Bølshavn.
På vejen kørte vi forbi Svaneke Røgeri og købte røget fisk galore til en nem gang aftensmad.
Det viste sig at være et fint hus med en dejlig udsigt. Vi ankom til kraftig østenvind, som tiltog jævnt hen over aftenen, hvor det ved sengetid føltes som stormende kuling, men det var hyggeligt, og det aftog helt i løbet af natten, hvorfor vi kunne vågne op til en skøn torsdag med sol fra en skyfri himmel. Vi lagde ud med at sidde i husets lille knop og nyde en velkomstdrink.

P1020368

Torsdag gik vi en tur oppe i nærheden af Hammershus ruin, tværs over øen, gennem et kulturlandskab, hvor vi var nødt til at kigge mere ned end op pga. nogle kolossale kolorte, som man ikke trådte i, men snarere gik ind i, og endte med at se på nogle helleristninger.
Når vi er i begyndelsen af en uges ferie, føles det som om vi har alverdens tid til at nå hvad vi end måtte have planlagt, så både torsdag og i dag, fredag, har vi ikke haft travlt med at nå noget som helst. Når vi så når hen til at have omkring halvdelen af tiden tilbage, får vi pludselig halvtravlt med at nå det hele, for lige om lidt skal vi jo hjem igen …
Nå, men der er vi ikke nået til endnu. I aftes spiste vi på Le Port i Vang – en skøn treretters menu, hvortil vi fik valgt nogle rigtig gode vine. John som altid (aldeles frivilligt) er chauffør, fik alkoholfattig øl fra Svaneke.

P1020389

Da vi stoppede bilen for at studere en fin lille klippestrand nærmere, så vi disse pudsige geder, som på fineste og mest antiracistiske vis har løst problemet med en 100 % integration af sort og hvid.

P1020402P1020405

I dag har vi været i Rønne og set Hjorts Fabrik, som fremstiller keramik og som også er et keramikmuseum. Vi så damen her, som maler pelikaner, der bruges til gave til bloddonorer, som har givet blod 100 gange. Det havde jeg ikke hørt om før, men det er nok heller ikke så mange, som kan nå at give donere så meget blod. Jeg kan så ikke helt forstå, hvordan en pelikan kan symbolisere dette, men der kan skrives bøger om det jeg ikke kan forstå … og det er der da så sandelig også blevet …
I morgen begiver Ditte og jeg os til Strik Bornholm hele eftermiddagen, så mændene skal klare sig selv. Det gør de bl.a. ved at tage ned og se koldkrigsmuseet, som Ditte og jeg ikke har den helt store interesse i at se, men det er jo fint, at vi kan pleje hver vores interesser.

14. august 2020

En tur til Enø og et nyt træ

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: ,

I går formiddags satte vi kursen mod Enø, så ikke endnu en dag skulle smuldre mellem hænderne på os. Den sidste portion af den store stak håndklæder, som Englænderne efterlod, kunne vente til i dag med at få en tur i vaskemaskinen. Alt sengetøjet, de mange duge og to portioner håndklæder var vasket, så det var også rart med en lille vaskepause, men når man har besøg af fire, der tager både strand- og brusebad, så går der meget til.

P1050116

På Enø satte vi bilen, da vi helt bogstaveligt nåede til vejs ende.
På et engdrag så vi store, dybblå plamager af vikke (tror jeg nok) – de lå som [s]øer af blåt i alt det grønne, men så faktisk pænest ud på afstand.
Vi gik en tur oppe på stien langs lerklinterne og nød det hele: Faunaen langs kyststien, solen, vinden og det meget blå og nogle steder nærmest middelhavsgrønblå hav, hvori der kajakkede en enlig roer af ældre årgang (dvs. min eller ældre), som øvede og øvede og øvede i grønlændervendinger.
Mange gange drejede han rundt, og han var da også god til det, men var det ikke lidt [over]modigt at øve den slags helt alene? Eller er jeg bare blevet en større kryster på mine gamle dage?

P1050115

Der var rigelige mængder af strandkål. Det har jeg endnu til gode at smage, men i aften bliver den smule jeg tog, ristet på panden og prøvesmagt. Har I prøvet at spise strandkål? Rå eller stegt? Der står alle steder, at den smager bedst i maj-juni, men jeg tog 5-6 af de mindste og sprødeste blade. Hvis det smager ad Pommern til, skal jeg huske mig selv på at give det en chance igen om 9-10 måneder.

Quercus canariensis - algerisk egQuercus canariensis - algerisk eg (1)

P1050122I et levende hegn vinkelret på kyststien fik vi øje på et for os ukendt træ. Da jeg kom tæt på syntes jeg, at bladene mest at alt lignede egeblade, men barken lignede ikke den egebark, vi kender.
Google Lens fortalte mig, at det var Algerisk eg (Quercus canariensis). Kan nogle af de botanikkloge læsere af- eller bekræfte dette?
Google Lens, som Ditte har introduceret for os, er blevet et uundværligt hjælpemiddel til bestemmelse af planter (eller dyr … alle mulige ting, faktisk). Før brugte jeg Plantsnap, som også er god, men engelsk, og som derfor ikke kan fortælle mig de danske navne på planterne – og heller ikke altid kan finde planten, hvis ikke den findes i England. Det var også lidt besværligt altid at skulle omkring det latinske navn på en eller anden plante for at finde frem til det danske navn.
Google Lens finder planterne på et splitsekund og rammer oven i købet mere korrekt (så vidt jeg kan vurdere) end Plantsnap, så den app kan varmt anbefales.

Frokosten indtog vi på Kanalkroen i Karrebæksminde. Vi har spist der et par gange før, men den slags succeser kan snildt tåle at blive gentaget. Det er et dejligt sted, hvor man sidder på et dæk helt ude ved (på?) vandet og hvorfra man har den fineste udsigt til den karakteristiske græshoppebro, som gik op og ned et par gange mens vi sad der.

7. august 2020

Vi har næsten nået det hele …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:58
Tags: , , , ,

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

En pudseløjerlig cykelEn pudseløjerlig cykel

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

HC Andersens gravEn tidsrejsendes grav

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

Aubie folder servietterJohn 75 år

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

P1020324

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

P1020319
Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

31. juli 2020

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:40
Tags: , , , ,

imageTuren til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

P1050062P1050066P1050067

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

P1020270

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

P1020274P1020275

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

24. juli 2020

Man kan da heller ikke være væk bare et øjeblik …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:25
Tags: , , ,

Vi havde været oppe hos Ditte og Peter siden onsdag formiddag og kom hjem 17:15 i går, hvor jeg som det første gik ud for at se til drivhuset og kunne konstatere, at en agurkeplante, som forsøger at efterligne kultidens kæmpeplanter, kun lige netop kan tåle, at man springer en dag over med at vande.
Da jeg ville fylde kanden på sædvanlig måde ved at bruge den elektriske pumpe fra vandopsamlingsbeholderen, virkede den ikke. Heldigvis har jeg op til flere reservetanke, så agurken blev vandet.
Da jeg var på vej ind for at fortælle John, at han godt måtte se på den pumpe, kunne han fortælle mig, at vi ingen strøm havde.
Okay – så var det ikke underligt, at pumpen ikke virkede.
John gik til genboen for at høre nærmere, og denne kunne fortælle, at i forbindelse med nedgravning af den store gasledning havde man gravet et stort kabel over helt ovre ved Rønnebæk, så der må have været flere tusinde husstande uden strøm.
Den skulle komme igen kl. 17:11 (!), men den kom kl. 18:15. Det var okay – det var vist først sket ved 15-tiden, så de har været hurtige, og for så stort et område er de nok nødt til at åbne i bidder, hvis ikke nettet skal blive overbelastet.

MagnolietræMagnolietræ

BaobabtræI går formiddags kørte vi til Fredensborg, fordi jeg via Madame havde set, at slotsparkens køkkenhave, som normalt er lukket for offentligheden, er åben i juli. John og jeg har aldrig set den slotspark, og det var mange år siden, at Ditte og Peter havde.
Den er imponerende flot – jeg var meget betaget af det KÆMPEstore magnolietræ, som i omfang næsten kunne måle sig med de enorme baobabtræer vi så i Botswana engang. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvor gammelt magnolietræet er, men for mange år siden løb en mand ind i stammen, og han sidder der endnu – I kan selv se hans buksebeklædte bagdel.

P1020247

Ellers var jeg næsten mest imponeret over køkkenhaven – var dog noget forundret over, at rabarberbedet var fire gange så stort som kartoffelbedet. HolddaOP med rabarber de havde … hvad i alverden mon de bruger alle dem til?
Man havde anlagt en løgtørringsbænk, men vi blev enige om, at vi synes en hel del bedre om Charlottes løgtørringsløsning. Hendes kæmpeliljer døde af sen frost i foråret, så stativet, de læner sig op ad, stod ubrugt. Det har hun så pyntet med høstede løg. Ret elegant, ikke sandt?

LøgtørringMere løgtørring

Efter køkkenhaven gik kursen mod rosenhaven, som var fint indrammet af klippede buske.
Herunder en austinrose, Charlotte for nogle år siden købte, og som hedder … Charlotte, såmænd.

Charlotte-rose
Rosenhaven studerede Ditte og jeg så grundigt, at vores mænd, som benyttede lejligheden til at hvile benene, åbenbart fik hvilet disse mere end tilstrækkeligt, fordi de på et tidspunkt kom hen og spurgte os, om vi ikke også skulle se resten af parken …
Men okay, så … hvis I ikke mener, I trænger til mere hvile … vi styrede hen mod det 1000 m2 store staudebed, som jeg også havde glædet mig til at se.

Violfrøstjerne

Her fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at investere i en violfrøstjerne.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive inspireret af en slotspark – så ambitiøs er jeg trods alt ikke for min, i sammenligning ynkeligt lille, haves vedkommende, men det staudebed var altså (også) flot!

20. juli 2020

Livet er fuldt af overraskelser af forskellig art …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , , ,

P1020162Nogle af blomsterne på stokroserne gemmer sig inde bag plantens blade.
De har en dyb, dyb, smuk bordeaux farve, så jeg kom på den ide at forsøge mig med at udvinde denne fantastiske farve og komme garn i suppen.
Som sagt, så gjort – man kunne alligevel næsten ikke se blomsterne, og de synlige lod jeg naturligvis sidde – ikke mindst af hensyn til humlebierne, som holder i indflyvningskø for at mæske sig i den voldsomme pollenrigdom, som stokroser har det med at præstere. Der drysser pollen ned på kronbladene, så man er ikke i tvivl om, at der er meget af det … ikke så underligt, at stokroser krydsbestøver, så man ikke altid kan regne med farven, hvis man sår frøene fra en plante, hvis farve blomster man ellers godt kunne tænke at have flere af.
Er det ikke en smuk farve? Jeg kunne godt se det garn for mig …

Bordeaux stokroseBordeaux stokrose

Det vil sige … det kunne jeg så ikke, for der kom nemlig denne farve ud af det.
En nydelig, olivengrøn farve, men bestemt ikke den jeg havde forestillet mig. Der var masser af – mørklilla – farvestof tilbage i vandet, selv om det var 1:1, nemlig 50 gram blomster til 50 gram garn, men jeg kylede vandet ud og nøjedes med at farve dette ene fed.
Det er det jeg siger: Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.

imageEn anden overraskelse indløb pr. mail: Tænk engang, jeg kan slippe for selv at gøre værelset rent, når jeg har boet på hotel.
Det plejer jeg da ellers altid … holddaop for et tilbud. Eller hvad … ?
Det er vel næppe et sommerhus, vi taler om her, går jeg ud fra. Mon man i øvrigt overhovedet får lov til selv at gøre et lejet sommerhus rent i disse coronatider? Anticoronaeffektiviteten og graden af renhed er jo ikke kontrollerbare faktorer, og min erfaring er, at det sjældent er okay. Jeg har hele tre gange klaget over mangelfuld rengøring i et sommerhus, vi har lejet – og det er ikke fordi jeg er specielt sart, men når man fx får sorte fødder af at gå henover stuegulvet bare en enkelt gang, så bliver der altså klaget. Men det var snavs, man kunne se – det er noget andet med coronavirus.
De må godt nok have travlt om lørdagen, de stakkels rengøringsfolk ude i sommerhuslandet.

Den tredje overraskelse har jeg til gode, og sådan vil det blive ved med at være.
Det var nemlig fra et udenlandsk nummer, og så ‘kvæler’ jeg altid vedkommende.
Danske, ukendte numre besvarer jeg, for jeg har flere gange været ude for, at det har været en vigtig opringning, som det ikke havde været særlig smart ikke at besvare.
Screenshot_20200720-112356_MessagesHvis det så bare viser sig at være en af de talløse phoners, der siger “Pænt goddag, Ellen”, så siger jeg: “Hej Kaj (eller Andrea), jeg har desværre ikke tid til at tale med dig i dag, men hils Andrea (eller Kaj)!”, og afbryder derefter uden at vente på reaktionen.
De fem første cifre afslører, at samtalen kom via en satellit, der ejes af De Forenede Arabiske Emirater.
Jeg gik nok ikke glip af så meget ved ikke at besvare den samtale – men man ved selvfølgelig aldrig – det kan være, vedkommende havde et rigtig godt tilbud til mig, eller kunne fortælle mig om en eller anden gevinst, jeg kunne hente, hvis de lige kunne få mine bankoplysninger. Det kunne også være en ansat hos Microsoft, som ville hjælpe mig med et eller andet problem, jeg slet ikke vidste jeg havde. Der er mange muligheder.

8. juli 2020

Røsnæs og rødfarvning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:32
Tags: , ,

Forleden dag så jeg noget garn med den skønneste røde farve, opnået med de umodne kastanjer, der falder ned nu. Desværre har jeg ikke lagt mærke til, hvor der kan findes kastanjetræer i vores nærhed, men belært af tidligere erfaringer vidste jeg, at jeg bare skulle spørge nørkledamerne, og naturligvis havde de et svar til mig, da jeg var sammen med dem i går: Der står en del nede i dalen. Et øjeblik efter vidste jeg også hvad ‘dalen’ er, så John og jeg kørte dertil i formiddags og fik samlet 800 gram små, grønne gnallinger, der for de fleste andre er totalt uinteressante. Vi fik da også et par underlige blikke, da vi gik og samlede op – det var tydeligt, at de forbipasserende syntes vi var lidt dumme, for der er da ikke kastanjer inde i de skaller endnu.
De kunne tænke hvad de ville, kunne de … nu er kastanjesuppen sat over, så i løbet af i morgen ved jeg, hvad jeg får ud af vores fælles anstrengelser.

P1020113

Derefter gik turen mod Røsnæs. Vi har været på Reersø en del gange, men lige ovre på den anden side af Kalundborg Fjord har vi af en eller anden grund aldrig været. Det måtte der rådes bod på, så afsted med os. Helt ud på spidsen til fyret. Det er en fin tur derud – vi talte om, at det er lidt sjovt, at så smal en halvø kan være så kuperet, når man, endnu lidt nordligere, til sammenligning har Sjællands Odde, som er temmelig flad og relativ uinteressant.
Røsnæs har pæne skrænter på begge sider, hvilket tydeligt fremgår af en billedgoogling af halvøen.

P1020129

Help, please: Hvilke ænder ligger her og varmer næb? Det er irriterende, at vi ikke kan se næbbene, for hverken John eller jeg kunne finde ud af deres ID, selv om det i teorien burde kunne lade sig gøre ud fra deres fjerdragt alene.
Jeg nåede frem til rødnæbbet and, men den købte John ikke. Er der nogen, der kan bestemme dem ud fra dette dårlige billede? Pft.

P1020137P1020136

Efter fyret kørte vi til Røsnæs havn, hvor vi så disse … vi kunne måske, for at være meget flinke, kalde dem pittoreske … skure. De trængte i sandhedens navn dog mere til maling end de var maleriske, selvom de havde deres egen charme i al deres forfaldenhed, men det er vist længe siden de sidst er blevet brugt til noget. Vi fik den tanke, at det der ligner en gammeldags cirkusvogn, måske har været brugt som sommerhus engang for længe siden.
Vejret var ikke alt for godt. Ikke før vi satte kursen hjemover … da begyndte solen at skinne fra en mere blå himmel, og det blev den ved med, til vi var hjemme igen. Men pyt. Det holdt tørvejr de gange vi var ude, så det er okay, på trods af, at det var en kold og blæsende fornøjelse at sidde ude og spise den medbragte frokost.

Farvesuppen har kogt; der er slukket for gryden, men den skal have et opkog igen i morgen inden den bliver siet og garnet kommes i. Spændende …

17. juni 2020

Hvordan kan noget være stillere end stille?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:06
Tags:

Vi har tilbragt tre dage i Jylland. Igen. Denne gang boede vi på et medlem af Small Danish Hotels, nemlig Tambohus Kro og Badehotel på Thyholm, hvilket er yderst anbefalelsesværdigt. Hyggelige og store værelser, holdt i smukke farver – i hvert fald det fjordværelse, som vi fik tildelt. God mad og stor venlighed … kan man så forlange meget mere? Det tror jeg ikke. Og dog … de havde kun Bakkedal som ‘smør’ til morgenbrødet. Det bryder jeg mig ikke om. Slet, slet ikke. På morgenbrød skal der smør. Rigtigt smør. Punktum! Jeg kan sagtens smage forskel, og den forskel falder ikke ud til Bakkedals fordel. Okay – det er et thyprodukt, så det er vel derfor. Men vi kunne da have fået et valg, synes jeg nok.

Tambohus havn

I modsætning til, da vi var i Søhøjlandet for et par uger siden, havde vi et fantastisk vejr denne gang. Varmt, solrigt og i dag stort set vindstille.
Næsten for varmt: Vi nåede op på 28°, og det var lummert, da vi gik rundt på Hjerl Hede museum.

Skestork i Vejlerne
Vi synes selv, vi bor meget stille og fredeligt i Den Stråtækte ved Præstø Fjord.
Her ved Tambohus og især længere ude i Limfjorden, på Jegindø, var der stillere end stille. John vidste udmærket hvad jeg mente, da jeg sagde, at her er endnu stillere end derhjemme, og han var i øvrigt ganske enig med mig. Og bare for en ordens skyld, så ved jeg altså godt, at man normalt ikke gradbøjer stille på den måde …
Vi indledte dagen i dag med et smut ud på Jegindø, som nu er blevet til Jeg – en ø på ellenjohnsk, fordi John troede den første stavelse skulle udtales som stedordet, og først lod sig overbevise om andet, da vi spurgte kroværten hvad øen kaldes på lokalsproget.
Der var så stille, stille, stille, stille og fredeligt, at vi da vist aldrig har oplevet noget lignende.

Stenbjerg

Vi har været i Thorsminde, hvor vi skulle se den nye udgave af Strandingsmuseet, vi gjorde ophold i Klitmøller, hvor Cold Hawaii hverken var kold eller Hawaii, fordi det var varmt og vindstille, så det næsten var havblik; der var kun nogle enkelte SUP’ere ude.

SUP'ere i Klitmøller

Vi har været i Vejlerne, hvor vi så skestorke, i Stenbjerg (billedet med bådene) og i Nørre Vorupør, vi har kørt gennem Nationalpark Thy, været på Fur, på Hjerl Hede frilandsmuseum og endelig i Ravning hos G-uld, og hvor vi sluttede den korte ferie af med at se Ravningbroen.
Vi har egentlig nået meget, og alligevel har det været dejligt afslappende.

Rekonstruktion af Ravningbroen

Den bro er et imponerende bygningsværk fra vikingetiden, opført omkring 980. Den var 760 meter lang og der blev brugt 1800 pæle af op til seks meters længde og med et tværsnit på 30 x 30 cm. Alt sammen hugget ud med økser, for saven kendte man endnu ikke i vikingetiden. Im.po.ne.ren.de arbejde!
Man får en fornemmelse af størrelsesforholdet på billedet herover – og den var altså så lang:

P1010853

Hos Guldpigerne købte jeg et kilo lysegråt No.4-garn, som jeg før har farvet med, og som de havde et godt tilbud på, hvis man købte 10 bundter. Det er et skønt garn, så det skal jeg nok få en masse godt ud af. Jeg købte også cochenille, som jeg havde brugt op, samt en enkelt opskrift på et sjal.
Jeg har jo næsten ingen sjaler eller tørklæder, så jeg må hellere se at komme i gang med at strikke et … men først skal jeg lige have farvet noget garn …

5. juni 2020

Midt i en coronatid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:11
Tags: ,

Afrika ved Slåensøen?Den lumske virus er ikke død, men vi har lært at håndtere den, så at sige; derfor kan vi nu bevæge os lidt mere rundt i landet, og vi har fået lov til at bo på et hotel og at indtage vores måltider på restauranter. Og der er rent. Der er meget, meget rent alle vegne. Menukort er plastlamineret og de sprittes af efter at have været brugt af en gæst.
Jeg havde tænkt på, hvordan man ville håndtere morgenmaden, men det blev løst på bedste vis ved, at tjeneren kom med friskpresset appelsinjuice, hvidt og brunt brød og rugbrød (alt i alt mere end rigeligt), samt en tallerken med yoghurt og müsli, ost, pålæg, marmelade og lidt grønt. Plus kaffen, selvfølgelig. Man kunne selv hente sig et blødkogt æg eller et weck-glas med røræg og pølse; man kunne hente en lille flaske med æblemost og endelig en ‘enestående’ spandauer på en sidetallerken.
Der var mere end rigeligt af den coronasikrede mad.

John turde ikke tage en gyngetur her

Det er ligemeget hvor vi kommer, så sprudler alt personale af glæde, overskud og energi. Sjældent har vi følt os så velkomne – og det skal ikke opfattes som om vi normalt føler os uvelkomne eller får dårlig service, men der er en forskel alligevel. De har i voldsom grad glædet sig til at komme på arbejde og til at kunne modtage gæster igen. Hvis man har oplevet forskellen på at feriere i middelhavsområdet i april i forhold til sidst i september, så gang det med en faktor etellerandet noget mere end to.
På Energimuseet ved Tange, hvor vi lagde ud fordi der kom nogle solide byger, da vi forlod Skovridergården, blev vi undervejs mødt af en yngre mand med ordene: Dejligt at ser jer – hvor er det dog skønt at se mennesker igen! Og så fik vi os ellers en længere sludder – selvfølgelig mest om corona og dens både gode og dårlige følger.
Alle er glade og positive, alle passer på sig selv og andre og alle gør alt hvad de kan for at overholde de anbefalinger der stadig gælder.

P1010666

Efter Energimuseet, hvor der var en del trapper, var John ikke specielt begejstret for at skulle besejre Sukkertoppen som det næste punkt på dagsprogrammet, så vi beklager, Anne Marie, men vi kørte i stedet efter Kirstens forslag om at gå Slåensøen rundt.
Det var nu heller ikke nogen tosset ide, og det viste sig at være kuperet nok til, at John var glad for, at vi ikke foretog os noget mere knæbelastende.
Billedet øverst til højre var et spøjst udseende træ, der fluks fik mig til at tænke på de høje og slanke ibenholtfigurer, jeg købte da vi var i Afrika.

P1010675

Mens John stod og fotograferede motivet med de spejlede træer, fik jeg øje på en mosegrisunge, der havde vældig travlt tæt på hvor jeg var. Den var overhovedet ikke bange for mig, men studerede mig nysgerrigt mens jeg tog en masse billeder af den – en meget nuser lille fætter var den. Jeg kunne flytte mig lidt rundt, uden det generede den unge herre – eller frøken … jeg kunne trods alt ikke komme til at kønsbestemme den.
De er ikke så sjove at have i haven, men her var det da ren fornøjelse at bruge lidt tid på at studere den lille fyr.

4. juni 2020

NU skulle vi lidt ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:10
Tags: ,

Ikke så snart var der blevet åbnet en smule for vores bevægelsesfrihed, før vi bookede et par dage i det jyske. I første omgang til Silkeborg, hvor vi befinder os lige nu på den gamle skovridergård. I øsende regnvejr! Vi prøvede at fremskynde vores ophold et par dage, da vi havde set vejrudsigten, men i dag er første dag de har åbent, fandt vi ud af, så vi måtte bare acceptere, at det ikke ligefrem er ferievejr.
Samme lidt dårlige vejr bevirkede dog også, at vi fik taget os sammen til at besøge Clay Museum i Middelfart, som viste sig at være et glimrende afbræk på turen.

P1010620
Der er i denne periode to hovedudstillere, udover den permanente fra Den Kgl. Porcelænsfabrik/Bing & Grøndal/Aluminium, nemlig Cathrine Raben Davidsen og Carl-Henning Pedersen. Sidstnævnte kender jeg fra diverse antik- og auktionsudsendelser i tv, og ham er jeg ikke specielt betaget af, men førstnævnte viste sig at være interessant. Hun har i samtlige sine værker indsat et ansigt, kun bestående af øjne, næse og mund, og som for det meste var helt ude af proportioner med selve vasen/krukken/flasken, men ansigtet var der ikke desto mindre.

P1010616  P1010617P1010626

Og hvad fik jeg lige øje på i den store udstilling doneret af Royal Copenhagen? Blandt porcelænsfigurerne fra forskellige dele af Danmark var der en fra … Havdrup! Af alle steder var der en figur fra min lillebitte og uanselige fødeby. Men den ligger selvfølgelig indenfor Hedeboegnens område, som er “det flade, frugtbare moræneområde mellem Roskilde, Køge og København; også kaldet Heden, jf. navnet på stationsbyen Hedehusene (noget skulle de jo hedde, husene … sorry …). I løbet af middelalderen bebyggedes egnen med landsbyer, der ligger spredt med små indbyrdes afstande. Egnen er hjemsted for hedebosyning.” Jojo, vi er skam berømte, er vi! Selv om jeg så ikke synes, at vores viskestykkelignende forklæde er noget at prale af, sådan rent dragtsmæssigt … dette må dog være en hverdagsdragt, for den der normalt er angivet for værende fra hedeboegnen, ser trods alt lidt mindre kedelig ud.

P1010631

Vel ankommet til Gl. Skovridergård tjekkede vi ind og begav os derefter fluks ind til Silkeborg bymidte, fordi der var pause i regnvejret.
Lige indtil vi kom derind … det var faktisk ikke særlig anstændigt gjort af Silkeborg, og vi havde oven i købet parkeret tæt på Anstændighedens Plads.

P1010632

De kan noget med gavlmalerier deromme i Jylland. Næstved er såmænd godt med, men vi kan ikke hamle op med, hvad vi har set i Ålborg og nu i Silkeborg. Det må være vildt svært at kunne præstere den slags fine farveovergange i så stort format – Ellen og John var i hvert fald imponerede.

Nu vil jeg gå i seng og lytte til det ret kraftige regnvejr, som har præget billedet stort set hele eftermiddagen og aftenen. Jeg håber sandelig, at det regner lige så meget hjemme ved Den Stråtækte, for vi trænger!
Det er nu i grunden meget hyggeligt, når man kan ligge i sin seng og nyde det, men det vil jeg ikke synes hvis det fortsætter i morgen, hvor vi på Anne Maries anbefaling prøver at forcere terrænet, som ikke egner sig for gangbesværede, op til Sukkertoppen. John er lidt bekymret for sine knæ, men nu ser vi … hvis altså vejret arter sig!

22. maj 2020

Samfundssind og fuglekiggeri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:45
Tags: ,

Jeg har tjent penge på at opføre mig som jeg plejer …
Der kom en mail fra mit forsikringsselskab om, at jeg kan få 100 kroner tilbage på min bilforsikring, fordi der overordnet set er blevet kørt færre kilometer under coronapesten:
Du kan få 100 kr. tilbage pr. forsikret bil
Vi ved ikke hvor meget mindre du har kørt under Corona-krisen ift. de årlige kilometer på din bilforsikring. Vi har derfor valgt at se på tværs af vores kunder og anslået en generel mindre kørsel de sidste to måneder. Det betyder, at du kan få 100 kr. tilbage pr. bil du har forsikret hos os i dag.
Vi donerer, når du donerer – vælg om pengene skal til dig eller Røde Kors – senest d. 8. juni
Vil du donere pengene til Røde Kors? Så sørger vi for en samlet donation på vegne af vores kunder på 150 kr. pr. forsikret bil.
Nu er 100 kroner ikke noget, der giver mig en følelse af at svømme over af rigdom, så jeg kunne lige så godt donere pengene til Røde Kors, hvilket foregik elektronisk, og fluks kom responsen:
Tak for din donation til Røde Kors!
Tusind tak for din støtte til Røde Kors’ arbejde. Vi har modtaget dit valg, og der er ikke mere du skal gøre.
Vi sender vores fælles bidrag til Røde Kors inden udgangen af juli måned. Når du donerer, donerer vi sammen med Østifterne – og det bliver spændende at se, hvor tæt vi kommer på de 4,5 millioner kroner, som vi i fællesskab kan donere til Røde Kors.
Vi glæder os til at fortælle dig mere om vores samlede donation, når vi kommer dertil.

Det er da en slags samfundssind.

P1030876

Vi selv viste ikke umiddelbart meget samfundssind i går ved at køre en tur først til Albuen ved Nakskov, hvor vi picnic’ede den medbragte frokost.
Nu kan vi sige, at vi har set albuen, men den får ikke tre stjerner i min turbog, selv om jeg så vækster, jeg måtte slå op på min Plantsnap-app – bl.a. strandengelskgræs, som jeg kun kendte af navn og troede var en græs, men det var det ikke …
Strandarve ‘opdagede’ vi også, hvis det ellers var en sådan, plus vandbrandbæger, så der var i alt tre nye planter for os. Fire, faktisk, men den sidste kan jeg ikke finde ud af hvad er.
Hvis nogen med sikkerhed ved, hvorvidt planten på fotoet herunder er en strandarve eller noget andet, vil jeg gerne oplyses.

Strandarve?

Efter Albuen satte vi kurs mod Nysted, som er en af landets hyggeligste byer. På vejen ind til byen kørte vi forbi en skarvkoloni, og da vi lidt senere opdagede en sti, der førte ned til søen med kolonien, parkerede vi bilen og gik ud til en skøn plet, hvor der var et hav … eller en sø … af fugle, samt masser af særdeles larmende frøer. Jeg fik en af dem på skudhold, og jeg nåede at se de to store kindposer udvide sig som balloner, men den nægtede desværre at sige et kvæk, efter jeg fik kameraet kørt i stilling.

P1030886P1030897

Den gråstrubede lappedykker herunder gav også anledning til et nyt kryds i fuglebogen – jeg havde kun set den toppede indtil nu, men denne sø havde begge disse plus lille lappedykker.

SkeandGråstrubet lappedykker

Skeand var ny for os begge, så vi var svært glade begge to – det er altid rart at kunne sætte hak ved nye fugle i vores bog.

P1030876P1030874

De mange døde træer er på én gang et fascinerende og lidt beskæmmende syn.
Der var ti forskellige arter ænder, der var fiskehejrer, gæs og svaner, blishøns, grønbenede rørhøns og flere andre. Hvis man vil se fugle, så kør en tur til Rørsøen. Den blev for mange år siden tørlagt af bilbaronen; i 2008 besluttede man at stoppe med dræningen, og i 2009 slog 46 par skarver sig ned i de druknede elletræer. Kolonien er vokset lige siden og bliver der, til de døde træer falder sammen og ned i vandet. Og vel sagtens længere, for de bagerste træer er ikke druknet, men står på land og er kun døde pga. skarverne.

John ville have haft købt en is på havnen i Nysted, men opgav, da han så køen.
På vej ud af byen så vi det mest nuttede lillebitte byhus.
Nuttede Nysted

Alt i alt en dejlig dag, og det er ikke sidste gang, vi tager til Rørsø for at kigge på fugle.

3. maj 2020

Jeg har en ny rejseide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

På virkelig mange punkter kan vi godt mærke, at vi ikke bor i eller i nærheden af en større by. I 99,9% af tiden passer det mig mere end glimrende, men den sidste promille … som bl.a. indeholder det, at vi sommetider har haft lyst til at støtte de lokale restauranter ved at købe deres takeaway-mad. Det var ærlig talt ikke særlig inspirerende. Vi har derfor kun gjort det to gange siden verden lukkede ned, og det er naturligvis stadig synd for de lokale næringsdrivende, men hvor spændende er “dagens burger” lige? Eller “dagens platte”? Især når den platte har bestået af stort det samme i snart to måneder. Det andet sted vi prøvede er sikkert godt nok for mange – eller rettere, det ved jeg, at det er – men Charlotte siger, at mit problem måske er, at jeg laver for god mad. Det kan hun sagtens sige – deres nærmeste takeaway er en rigtig god indisk restaurant.
Tænk, at det nu pludselig er et problem at lave god mad … Duevangs mad var skam god og relativt veltilberedt, men vi kunne vælge mellem stegt kylling og burger. Igen. Vi tog den stegte kylling, som ikke var grillet, men stegt på gammeldaws maner, serveret med hvide kartofler og brun sovs. Ke.de.ligt. Så er deres burger faktisk bedre, og deres friter er helt gode.
Vi mangler nogle udenlandsk inspirerede restauranter her i Præstøområdet, så hermed er min ide givet videre til dem, der måtte være friske nok til at gribe den – også udenfor Præstø: Lad jeres kunder foretage en kulinarisk rejse og slå lidt på netop det, når vi nu ikke kan komme ud af landet inden for en endnu ukendt tidsramme. Lad dem komme til Italien én dag (eller uge), Frankrig den næste, så Indien osv. osv.
Jeg vove den påstand, at det ville gøre livet lidt mere spændende for både kokken og kunderne.
Kokkene behøver jo ikke at kunne tilberede det pågældende lands mad til michelinstjerneniveau; meget mindre kan gøre det, og der skal immervæk ikke meget til at overhale en burger!
Vi har ikke noget imod at køre de små 25 km til Næstved, men maden er bare blevet kedelig inden vi når hjem med den.
Det kan selvfølgelig være John og mig, der er noget galt med – vi er nemlig også kørt helt træt i Årstiderne og har sagt abonnementet op. Vi brød os hverken om Ketokassen eller Verdenskassen. I stedet har jeg nu et abonnement hos Den Grønne Asparges, som vi foreløbig har fået én (men meget lovende) måltidskasse fra. Fisk fra Skagenfood holder vi fast i – den kan vi åbenbart ikke blive trætte af.

Stor fladstjerne på Jungshoved

I dag kørte vi en tur rundt på de bittesmå veje på Jungshoved. Svend Gønge-landet. Det kan anbefales – terrænet er kuperet og smukt, ofte med udsigt til vand.
I skovbunden er anemonerne afløst af stor fladstjerne, som lige så smukt kan dække store områder.
Det kan bluebells også. I England. Her på Jungshoved måtte vi nøjes med synet af et noget mindre område; faktisk bestod ‘området’ kun af en enkelt plante, men lidt har også ret.

Bluebells i EnglandBluebells på Jungshoved

Jeg blev jo lige mindet om, at vi skulle have været på vej til England nu. Øvøvøvøv.

19. april 2020

Bisserup havn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags:

Bisserup havn. Det lyder næsten som en gammel film, ikke sandt? Noget i stil med Bjergkøbing Grand Prix. Men Bisserup havn eksisterer, og det er et fint sted, hvis man savner et hyggeligt mål for en køretur.
Det er mange år siden, jeg var der første gang. I de, nogle gange, go’e gamle dage inviterede far flere gange hele familien med ned til Bisserup for at spise stegte ål ad libitum på Lodskroen, som ligger næsten helt nede ved havnen.
Der var engang man kunne det. Engang for mange år siden, hvor man kunne få så mange ål man orkede at spise og engang for bare et par måneder siden, hvor man kunne gå på restaurant og få sig et godt måltid mad.

Bisserup havn og omegn (8)

Man kan dog stadig tage til Bisserup havn og gå en tur.
Man kan parkere sin bil, gå forbi grillbaren, legepladsen, campingpladsen, ned til vandet og rundt, nyde de fine huse med den gode beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, mens man nærmer sig den lillebitte havn, hvor der oppe på land ligger hundredvis af nye og gamle bundgarnspæle. Her kan man dvæle mens man nyder, at livet tilsyneladende leves langsomt i Bisserup. Her er stille og her er smukt.
Når man går rundt dernede på en skøn og solrig forårslørdag er der en stemning og en atmosfære, som jeg kunne forestille mig der var dengang man transporterede sig rundt med hestevogn.

Bisserup havn og omegn (14)

En mand står lidt ude og fisker, mens han taler med to, der stadig befinder sig på land. Der er så stille, at de kan tale med normal stemmeføring og alligevel høre, hvad de siger til hinanden. Vi andre kan så også høre det, men da det er en for os relativt uinteressant samtale, går vi hurtigt lidt videre.

Bisserup havn og omegn (3)

Det var således en yderst fredelig lørdag i går, som er blevet fulgt af en lige så fredelig søndag i dag. Stille og med meget lidt trafik – bortset fra en kortege på 38 motorcykler, der larmede forbi midt på dagen. Gad vide, hvor de har tænkt sig at mødes ulovligt? Med denne som undtagelse har vi været dejligt forskånet for de lange og støjende motorcykeltræk, der i ikke-coronatider desværre lidt for ofte drøner forbi Den Stråtækte. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget …

Bisserup havn og omegnMin frisør må åbne i morgen, men jeg ved ikke, om hun når at blive parat til det. De er tre i salonen, og fordi de for nylig flyttede til et større lokale, har de ingen problemer med at holde den reglementerede afstand mellem kunderne, men der skal vist lidt mere til end det.
Jeg var der sidst d. 25. februar, og som altid aftalte jeg den næste tid, hvilket er på fredag, men jeg ved faktisk ikke, om jeg skal komme eller ej. Jeg håber aftalen stadig gælder, men de må have oparbejdet en voldsom pukkel pga. nedlukningen. For en sikkerheds skyld har jeg booket en tid om en måned (første ledige tid!), hvis de nu skulle have aflyst den på fredag, hvilket jeg dog faktisk ikke tror de har – det er mit indtryk, at de ikke har aflyst nogen kunder før det var strengt nødvendigt.
Jeg er ikke blevet lige så langhåret som denne repræsentant for bisserupsk skotsk højlandskvæg, eftersom min normalklippetid først er om fem dage, men varer det en måned endnu inden jeg kan blive klippet, vil forskellen være sværere at få øje på …

28. februar 2020

Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

En dag jeg sad og lurede lidt rundt på nettet for at finde nye, egnede emner til at undersøge nærmere her på Sydsjælland, faldt jeg over Mallings Kløft og blev enig med John og mig selv om, at det sted nok var et godt bud.
I dag skulle det være – vejret var blæsende, men ellers fint og solrigt, og nede i en kløft kan det vel næppe suse helt vildt.
Det var rigtigt, og vi har hermed fundet et sted, vi sikkert vil vende tilbage til igen og igen.

Nostalgi-stenSnowdrop walk

Man starter mange år tilbage i tiden. Sådan følte jeg det, da vi havde sat bilen og så de rød-hvide sten. Lidt senere kom vi til en veritabel snowdrop walk inde i skoven. Man går nede i en lille kløft, hele vejen langs med et lille vandløb (Stensby Møllebæk), hvor der i fordums tid var hele fem vandmøller placeret på det godt en kilometer lange stykke. De fungerede kun om vinteren, hvilket jeg godt forstår, for selv om vi har fået ret meget vand, var der sandelig ikke meget i fut i det vandløb.
Lidt heldigt, måske, for der var tre steder, hvor stien krydsede vandet, og hvor vi kun kunne komme videre ved at gå på vadestenene.

Mallings KløftMallings Kløft

Vi kom tørskoede over alle tre steder, selv om jeg var lidt spændt på, hvordan John ville klare det med sine ikke så gode knæ.
Men det gik …

Mallings Kløft - et vadestedMallings Kløft - et vadested

Også for mit vedkommende …
Stien var sommetider smal; andre steder noget bredere. Vi endte et sted, hvor vi kunne se over til Farøbroerne. Vi kunne godt have gået helt ned til stranden, men Johns knæ havde fået nok, så vi satte kursen tilbage mod bilen, denne gang ad en mere knævenlig sti oppe over kløften, men stadig langs med den.

Mallings KløftMallings Kløft

Vi så flere af en slags gran, jeg ikke normalt ser vokse uden for haver og parker. Jeg troede først, det var vandgraner, men det kan det vel ikke være, eftersom disse skulle være løvfældende? Godt nok er naturen tidligt på færde i år, men alligevel.
Er der nogen der kan fortælle mig hvilket nåletræ der ser sådan ud, når det blomstrer? Det havde tydelig juletræsfacon.

P1000845

De buske, som altid er tidligt på den, er endnu tidligere på den end normalt, og de røde hestehov er åbenbart præcis en måned tidligere end de plejer.
De to billeder herunder er taget hhv. i dag, 28. februar 2020, og 28. marts 2017.

Rød hestehovRød hestehov

I onsdags så vi store mængder ramsløg af en pæn størrelse ved Ledreborg. Det er altså også tidligt!
Der hvor vi plejer at hente dem, er der dog ingen endnu, så der er åbenbart stor forskel på, hvornår de dukker frem.

Tidligt på færde

Det var skønt at komme ud og se noget nyt – og også at finde et godt sted at tage gæster med til, når vi vil prale af vores dejlige Sydsjælland.
Vi var ved at løbe lidt tør for steder til dem, der har været hos os mange gange.

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

23. oktober 2019

Verden er lille

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , , , ,

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Ørnbjerg MølleØrnbjerg Mølle

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Salling RooftopSalling Rooftop

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Aarhus ØAarhus ØAarhus Ø

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

P1000116

20. oktober 2019

A room with a view

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det er ren afslapning. 100 % afslapning.
Som om vi havde brug for afslapning … men der skal jo være forskel på hverdag og ferie, og nu holder vi ferie. Igen.
Denne gang på Djursland, hvor vi har lejet et sommerhus stort nok til, at englænderne kunne være her, men samme englændere meldte for kort tid siden, at de alligevel ikke kom, fordi det trak op til, at Tim ville komme ud i samme travlhedsproblem som i sommerferien, og Charlotte ville ikke én gang til tage turen alene i bil, som de altid gør, når vi skal mødes i Jylland.
Der stod vi så, to personer, med et hus med masser af plads, så vi spurgte Ditte og Peter, om de ville med på et afbud, hvilket de var friske på. Peter dog ikke hele ugen, da han stadig er arbejdsramt, men Ditte bliver her sammen med os ugen ud.

P1000084

I husbeskrivelsen stod der, at det ligger 50 meter fra vandet. Det lød forjættende, men passer ikke helt, medmindre man regner fra, hvor grunden går til, men tæt på er det, og vi kan sidde i den let ‘forhøjede’ stue (tre trin op) og nyde udsigten.

P1000089

P1000090I dag kørte vi den meget smukke tur gennem Mols Bjerge ned til Slettehage Fyr, hvor vi så den fineste Rolls Royce-version af en Citroën 2CV. Den hed 6V, og havde dermed så meget trækkraft, at den var i stand til at have den matchende trailer efter sig. Den vakte en del opsigt og blev ivrigt fotograferet af stort set alle, der var der.

Selv den strandede tang har efterårsfarver – den lå og glødede så fint i vandkanten.
Den strand, vi har tæt på, er ikke en god badestrand, fordi der er sten overalt. Virkelig mange sten … John og jeg har allerede fundet en halv snes stykker med hul igennem, så jeg skal hjem og trække sten på snor.

Det er fjerde gang, vi holder efterårsferie på Djursland, så der er ikke så meget nyt for os at se, men området er så absolut smukt nok til at tåle et gensyn.
Det betyder nok også, at vi vil tilbringe mere tid i huset end vi normalt ville gøre, hvilket igen betyder, at der bliver dejligt meget strikketid til Ditte og mig.
John vil høre lydbøger – det får han ikke gjort så meget, når vi er hjemme.
Så altså afslapning og dermed ikke meget at skrive om. Det gør ikke noget.

22. august 2019

Skovtårnet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:14
Tags: ,

SkovtårnetTirsdag havde vi booket billetter til Skovtårnet, som er Gisselfelds nyeste attraktion. Man skal vælge et time slot at komme på, men der var ingen, der var helt optagede, fordi højsæsonen nu er slut, så vi kunne vælge frit – og tog kl. 10:30. Da vi så, hvordan det hele fungerede, giver det god mening at fordele folk, så ikke der opstår trafikpropper på vej op eller ned i tårnet.
Der er plankebroer hele vejen ud til tårnet og hele vejen tilbage igen – først den ene vej, og så den anden vej – de var meget praktisk lavet ensrettede, så man for det første fik to forskellige vandringer gennem skoven og for det andet ikke uafladeligt skulle vige for modgående trafik. Man måtte ikke forlade the board walks af hensyn til naturen, hvilket måske umiddelbart kan virke fjollet, men når man tager i betragtning, hvor mange tusind besøgende, de har der, giver det også god mening. Når man har gået fra start til slut og har været oppe og nede i tårnet, har man gået 3,2 kilometer. Mange har angivet, at det er fire, men det passer nok også meget godt, hvis man medregner turen fra parkeringspladsen.

SkovtårnetSkovtårnet

Der kommer nogle interessante vinkler, når man er på vej opad. Turen op, som var på 800 meter, var ikke så slem, som nok især John havde frygtet – og alligevel gik det en hel del hurtigere at komme ned igen …
Det føltes som at gå mere end 45 højdemeter, skal jeg gerne indrømme, men det er absolut turen værd. Vi er 135 meter over havets overflade, når vi står på toppen, men er altså startet i 90 meters højde.

Skovtårnet

Der er højt ned …

Skovtårnet

Se … det ser da ud som mere end 45 meter, gør det ikke? Men det havde nok også været ret skuffende, hvis det havde føltes mindre end de 45 meter.

Skovtårnet

Set nedefra virker det som værende højere end 45 meter.

SkovtårnetSkovtårnetSkovtårnet

På vej tilbage gik plankevejen sommetider på begge sider af ivejenstående træer, og der var udsigtsbænke og en ditto platform, man kunne nyde udsigten fra.
Det hele gik gennem et temmelig kuperet terræn, så det var ikke kedeligt at komme til og fra Skovtårnet; tværtimod var det en hyggelig tur.
Vi sprang klatreskoven over, for man skulle kunne klare sig selv i den, og det havde børnene hverken mod eller kompetencer til at kaste sig ud i, men det gjorde ikke noget – alle, også børnene, havde haft en dejlig og tilstrækkelig oplevelse ved bare at skulle op i tårnet.
Skulle jeres vej falde forbi, kan vi absolut anbefale at tage turen derop.


Det var godt, at Tim tog hjem. Ikke for os, selvfølgelig, men for ham. Han ringede tirsdag aften omkring 19:30 og fik en snak med Charlotte. Den sluttede med, at han sagde, at NU skulle han endelig i seng og forhåbentlig sove en lang og uforstyrret nat, for han havde tænkt sig at slukke telefonen. Da havde han ikke sovet siden han stod op søndag morgen, den stakkel. Til gengæld var kunden tilfreds, for han (Tim, altså) havde præsteret at få et eller andet, åbenbart vigtigt for sagen, på forsiden af to landsdækkende dagblade.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.