Vinden er stort set helt løjet af. Når den tager til igen, bliver det fra øst – hjemme ved Den Stråtækte lover de forhøjet vandstand helt op til 1,40 m over daglig vande, hvilket er meget, når man bor lige ud til Præstø Fjord. Og så er vi ikke engang hjemme til at opleve det. Typisk … det er den kraftige vestenvind, der har pustet meget vand op i Østersøen, og når det skvulper tilbage igen, går det ud over de østvendte kyster.
På de vestvendte kyster er der til gengæld temmelig stille lige nu. I går kørte vi en tur til Rømø, primært for at få tilfredsstillet visse englænderes umættelige behov for romkugler, kajkager o.l. og træstammer.
De havde først købt én kæmpetræstamme og én ditto romkugle, men inden vi nåede at køre, blev Aubrey bekymret for, om der nu også var nok til resten af ferien. Det mente Charlotte nu nok, men det skal ikke være træstammemangel, der ødelægger ferien, og de kan vel altid tage resten med hjem – mon ikke det kan holde sig en uges tid?
Nu hvor vi alligevel var på Rømø, skulle vi lige en tur ned til den brede, brede strand, som altid er et fascinerende syn for alle os, der ikke er i nærheden af sådan noget til hverdag.
Der var høj himmel og mindst en million (døde) knivmuslinger. Det føltes og lød som om vi gik på glasskår. Der var også en million tyskere, og helt traditionelt havde en halv million af dem en drage oppe at flyve. Jeg ved ikke hvad det er med tyskere og drager, men er der mange tyskere ved vandet, er der også mange drager i luften.
Og så er det jo snart Allehelgensdag, hvilket delvist afspejledes i valget af drager.
Aubrey så en rød frø, da han gik en tur alene ned til vandet. Der findes rød springfrø i Danmark, men kan man også finde dem i disse klitter? Vi var lidt mystificerede, men han holdt fast i, at det var en frø han så. Og at den var rød! Han havde desværre ikke sit kamera med.
Det er virkelig ikke en tur for gamle mennesker. Charlotte sagde til de andre, at hun og jeg går lidt i forvejen, for “mormor vil nok være ret langsom”. Sådan noget skal hun ikke påstå, så jeg lagde hårdt ud i det tempo jeg havde set dem sætte om formiddagen.
Det gik da også meget godt – lige indtil jeg nåede op til, hvor man ikke længere kan se sandstien på billedet. Der bliver det nemlig, lige modsat af, hvad jeg troede, endnu stejlere, og så gik jeg død og måtte lige sidde ned i to minutter. Damn. Til grin blev jeg naturligvis: “Jeg sagde jo, at det var hårdt! Selv jeg synes det er hårdt, og jeg er i god form.”
Pokkers. Og det var endnu stejlere på den anden side, hvilket gjorde det supernemt at komme ned, men bevirkede også, at jeg frygtede tilbageturen. Her fandt vi dog lidt længere nordpå en mere mormorvenlig udgave med en udlagt rebstige, som gjorde det ud for en slags trappe, så man ikke glider et halvt skridt tilbage for hvert skridt, man tager.