Tanker om øliv

Kunne jeg bo på en ikke-brofast ø? Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke kunne, og jeg har aldrig haft lyst til at prøve. Der er et eller andet, der stritter i mig ved tanken om, at jeg ikke bare kan tage min bil og køre afsted, hvis jeg skulle få lyst – eller endnu værre: Hvis det skulle blive nødvendigt. Her tænker jeg ikke på egen sygdom, for det er der nok råd for, også på øer, men på hvis andre bliver syge og har brug for mig lige nu.
Det er sikkert bare noget pjat, og mange andre har det fint med det, men nej tak, ikke mig.
Det var måske nok noget andet, hvis jeg havde min familie og vennerne på samme ø, men at få så langt til alt og alle – i hvert fald psykisk – virker temmelig afskrækkende på mig. Jeg vil kunne komme ud at spise (og ikke på den samme restaurant hver gang), jeg vil kunne tage til nørklestrik, jeg vil ikke være afhængig af en færge, og vi er for gamle til at sejle i egen båd. Jeg tør godt springe ud i faldskærm, men jeg ville være hundeangst for at skulle styre eget fartøj, det være sig nok så lille og ukompliceret.

Vi talte om det på vejen hjem. Inde i mit hoved har Bornholm altid ligget meget langt væk, og jeg har betragtet det som lidt af en rejse at tage dertil, men faktisk tager det præcis samme tid at komme til Bornholm (inkl. ventetiden ved færgen fra Ystad) som det tager at køre til Skagen, hvilket jeg ikke betragter som en rejse. Det er jo bare til Nordjylland! Det er inde i mit hoved, jeg ved det godt, og Bornholm er en skøn ø at besøge, men alle de ture taget i betragtning, som John og jeg med stor fornøjelse kører, så ville jeg hurtigt komme til at føle mig indespærret på selv en halvstor ø som Bornholm.

Fanø er også dejlig. Og Ærø. Og Læsø. Og … alle øer er dejlige, og da vi for ikke så længe siden var på Fejø, var det tydeligt, at livet leves langsommere på en lille ø.
Det er bare ikke der, jeg er i mit liv – ikke engang her i min fremskredne alder. Om jeg nogensinde når dertil, skal jeg ikke kunne sige, men nok næppe.
Samtidig synes jeg det er ærgerligt, at så mange små øsamfund er i fare for at blive lukket mere eller mindre ned, fordi folk flytter derfra. Når skolen og købmanden lukker, er det straks problematisk at få dagligdagen til at fungere. Det er virkelig synd, og jeg ville ønske, det ikke skete – de må så bare klare det uden min deltagelse, hvad jeg er sikker på heller ikke er noget problem …

Men nu er vi hjemme igen fra dejlige Bornholm.
Jeg har købt noget lækkert garn, og nu skal jeg i gang med at strikke denne korte bluse til min dejlige Anna. Hun vil så gerne have sådan en, og jeg ville da være en dårlig mormor, hvis ikke jeg fattede den hårfine hentydning og gik i gang med det samme. Desværre når jeg nok ikke at blive færdig til vi skal derover, men jeg vil gøre mit bedste. Så fin og slank, som hun er, vil den være helt perfekt til hende.
Garnet er vundet op, så bare sæt i gang, mommer.

Teknik er ikke kun for mænd

Vi er på Bornholm. Ditte, Peter, John og mig. Vi skal til Strik Bornholm i morgen. Nogle af os, altså … nogle andre af os tager på bilmuseum i Åkirkeby.
Vi har et fuldstændig fantastisk vejr; med sol fra morgen til aften. Uanset hvad vejrmeldingen siger, er der masser, masser af sol, og det gider vi absolut ikke brokke os over.

På atlanterhavskrydstogtet var der en med, som er kustode i den selvejende institution Bornholms Tekniske Samling, som han talte meget varmt for. Jeg har sikkert, alene pga. navnet, ret hurtigt set ret træt ud i ansigtet, for han understregede, at trods navnet er det bestemt ikke kun for mænd, hvilket jeg fik bekræftet af min kusine, som har set det det for nylig.
Altså måtte vi da også se det, så vi aftalte med Flemming, at vi kom onsdag, for da var han der.
Og det var ganske rigtigt ikke kun for mænd. Vi fik en lyngennemgang af det hele, så vi kunne finde ud af, hvad vi ville koncentrere os om. Damerne for sig og herrerne for sig, for vi havde bestemt ikke helt de samme interessesfærer.
Entrebilletten kostede 75 kroner, og Flemming fortalte, at han altid, på spørgsmålet om der er en særlig pris for pensionister, svarer, at ja, de skal betale 85 kroner! Så ligner de naturligvis ét stort spørgsmålstegn, men det er fordi, at jo ældre man er, jo mere får man ud af at se samlingerne.

Hvilket han har ret i! Det var simpelthen så skægt, interessant, spændende, nostalgisk … fortsæt selv … at gå rundt og se samlingerne, og holddaop, hvor de udløste mange “nårhhh, kan du huske dem?” Eller “Ihhh, har du set de her? Sådan nogle havde min mor også.”
Det halvautomatiske piskeris havde vi dog ikke set før, men bollesprøjterne har vi mange gange brugt – jeg sammen med mor, som trykkede på stemplet, mens jeg med tungen i mundvigen meget omhyggeligt skar melbollerne af med en lille kniv. Jeg har aldrig kunnet fordrage melboller, men det var SÅ sjovt at hjælpe mor med at lave dem.
Koppesamlingen var enorm (6000). Ligeledes ølsamlingen (7000). Og patentpropsamlingen. Brødmaskinerne. Radioerne. Kameraerne. Nogle flyvemaskiner, traktorer og andre landbrugsmaskiner. Og meget, meget, meget andet.
Det vil føre for vidt at skrive om det hele her, men skulle man tilfældigvis befinde sig på Bornholm, er det en rigtig god ide at besøge museet, uanset alder og køn.

I dag, igen pga. det fantastiske vejr, tog vi en tur i en lille båd, som max kunne tage 12 personer, og som stævnede ud fra Hammerhavn. Turen varede 40 minutter, og vi så den våde ovn indefra, den tørre ovn udefra og løve- og kamelhovedet tæt på.

l

Plus, at vi selvfølgelig nød hele turen, med udsigt til hvidskidte skarvklipper og Hammershus Ruin set fra søsiden.

Vi bor i Villa Villekulla lige ved siden af Hammersøen. Det er bygget af Hjortfamilien, som er en af de kendte keramikere her på øen. Den er ikke længere i familiens eje, men den nuværende ejer lægger vægt på at bevare stilen og huset indeholder en del hjortkeramik og gamle billeder af huset. Da vi så det hos udlejningsbureauet, faldt vi pladask for villekullastilen, og ejeren har set det samme i det, for wifi-pw’et afspejler dette.

En god nummer to

Jeg har det lige som min medblogger Betty: Jeg synes ikke rigtig, jeg har noget at skrive om, og når jeg så får taget mig sammen, dukker der alt for meget op i tankerne, og hvem gider læse romanlange indlæg? Ikke mange, tror jeg. Jeg vil derfor prøve at beherske mig en smule i dette indlæg.
Vi har været på Lolland to gange på en uge. Først for at se to åbne haver; en med permakultur og en, der har planer om at være selvforsynende ved hjælp af en urtehave på 1000 m². Den første var ærlig talt ret uspændende, men den anden var interessant – det hjalp nok også lidt på det, at jeg fik en god snak først med værtinden og bagefter med en fra Haveselskabet.
Værtinden havde en filosofi, jeg kan tilslutte mig. Helt uden jeg selv havde sat disse ord på det, er det også sådan min have fungerer: “Haven er ikke udtalt hverken det ene eller det andet, den er – som naturen selv – et virvar af små og store strukturer, planter der trives mere eller mindre godt, og tiltag, hvor nogle virker bedre end andre.”

I dag gik turen til Fejø – uden bil, men medbringende vore cykler.
Det har vi gjort før, for næsten præcis fem år siden, og turen beviste, at det godt kan lade sig gøre at lave en god toer.
Men nu var nummer et jo heller ikke en film …
Der var ikke så mange, der havde travlt med at høste æbler i dag, og der var heller ikke det samme store udvalg i vejboderne. Kan det virkelig passe, at høsten er senere i år end i det køligere 2017? Det lyder underligt, synes jeg, men ikke desto mindre var det sådan, det var. Jeg fik dog et par forskellige æblemost med hjem, samt smagt på en af øens cidere, da vi spiste frokost i Dybvig Havn. Det blev også til en bakke med blommer plus et enkelt stjålet æble, men det var der ingen der så, at jeg tog.

I en af de første plantager vi kom forbi, lå der flere æbler på jorden, end der sad på træerne, hvilket virker temmelig urentabelt. Man kan vist ikke bruge dem til noget, når de har været på jorden … eller tager jeg helt fejl?

Det fremgår mange steder og på mange mere eller mindre finurlige måder, at det er en æbleø.

Vi cyklede øen rundt (i det omfang det kan lade sig gøre at køre ‘rundt’) og til sidst ud på Skalø, som ikke er en rigtig ø, men forbundet med Fejø med en smal tange.
Der lå mange store sten, hvorpå der sad skarver eller måger. Samt en enkelt fiskehejre, men den kom ikke med på billedet, for den blev sur over, at vi standsede op.

Det er et fuldstændig enestående sensommervejr, og selv om vi i princippet er gået ind i efteråret, kan det ikke mærkes. Det var 20° og sol fra en skyfri himmel, så det var det helt perfekte vejr til en cykeldag.
Vi besluttede derfor at gentage succesen i næste uge, hvis vejret holder. Måske til Orø? Der har vi aldrig været.
Vi får se. Vi gider ikke, hvis det bliver dårligt vejr, men en sensommer som denne har man ganske enkelt en forpligtelse til at nyde, hvis man overhovedet har den mulighed.

Virkelig, virkelig dårlig timing

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

Tur til Thy

Igenigen har vi været på gourmetophold. Det er efterhånden blevet en vane for os. En god vane, og selv om langtfra alle vil være enige med os i det, synes vi det, fordi vi ikke kun får god og spændende mad, men også glimrende lejligheder til lidt nærmere at studere de dele af Danmark, hvor det pågældende sted ligger.
Senest var det Hotel Thinggaard i Hurup, Thy. Vi har nogle enkelte gange været ude for, at selv om stedet selv kalder det gourmet, er vi ikke helt enige. Det er altid god mad, men for at kunne kalde det gourmet kræver det noget ekstra, herunder lidt spændende nytænkning.
Den ‘eksamen’ bestod Hotel Thinggaard. Det var ualmindelig lækker og spændende mad. Værelset var meget fint; det var stort og med en lille terrasse.

En af forretterne var pocheret helleflynder med krabbesauce og ramsløgkapers. Det var überlækkert. Vi fik fem retter, og hver enkelt af dem havde det lille twist, som gjorde det til noget helt særligt. Det eneste, vi ikke var glade for, var den halve snes grønne jordbær, som omkransede yoghurtisen til desserten. Der var også en hybenrosesirup til, hvilket reddede den dessert for vores vedkommende, for jordbær skal være røde. Punktum. Det andet er barnemord og smager slet ikke godt.
Resten af måltidet kunne vi kun rose i høje toner – også deres valg af vine til mig.
På dag to fik jeg “Dagens friske fangst”, som var en stor rødspætte – også absolut veltilberedt.
Morgenmadskøkkenet var der heller ikke noget at klage over, så der blev tildelt mange stjerner til Hotel Thinggaard fra os.

Onsdagen tilbragte vi dels på Mors og dels ved Stenbjerg Landingsplads.
Mors havde vi ikke ‘gjort’ før, så dette var en oplagt lejlighed. Først tog vi Næssundfærgen – en af Danmarks mindste – til Mors. Det er ikke den mindste, for med sin kapacitet på 12 biler findes der mindre færger end denne, men lille og nuttet var den da. Vi var to biler, der ville over denne gang, og jeg har ærlig talt lidt svært ved at forestille mig 12 biler mast ind her.
På vejen hjem i går tog vi Aggersundfærgen, som også er lille, men som dog kan tage 10 personbiler mere end Næssund-overfarten.

På den lange tange ud til Agger så vi en del køer, som gik i vandet. Det gør de sikkert hver dag, men for os var det et ret usædvanligt syn. Selv om vi har ‘vores’ køer gående på engarealer, der går helt ned til fjorden, har vi kun set dem gå ud i vandet i den meget varme og tørre sommer i 2018.

Mors er en dejlig ø. Vi kørte så langt ude mod kysten som muligt og tog os god tid fra færgen og op til molerklinterne. Vi hyggede os lidt med, at Bjergby og Flade er nabobyer – og at det, hvor jeg tog billedet, gik opad til Flade og nedad til Bjergby!
Smukt var der overalt, hvor vi kom. Vi så ikke hele Mors – der skal også være noget til en anden gang, men nu fik vi set klinterne.

Efter frokost kørte vi til Stenbjerg Landingsplads, som vi indtil nu kun havde set om efteråret, men vi kan ikke køre til Thy uden også at køre en tur ud til Vesterhavet.
Båden, som John står ved, ser mig noget klejn ud til at være egnet til det store hav, men modige fiskere mangler der nok ikke på disse kanter.

Den blå og grønne båd hedder Niels Juel. Han er da vist ellers mest kendt for slaget ved Køge Bugt, så hvad han laver her oppe i Nordjylland, ved jeg ikke …

Alt i alt en dejlig miniferie. Rent madmæssigt vil vi placere Thinggaard på en tredjeplads, kun overgået af Molskroen og Norsminde.

Onsevigs fuldkomne fiskere

Da vi for knap et år siden spiste på Den Fuldkomne Fisker, talte vi meget og varmt om vores oplevelse. Så varmt, at Ditte og Peter erklærede, at det kunne de da også godt tænke sig at prøve. Vi bestilte, som skrevet i forrige indlæg, et ophold “i sæk”. Det er dyrt. Så dyrt, at John og jeg blev nervøse for, om vi havde talt det for meget op, for der skal godt nok en del til at retfærdiggøre den udgift.
Det hjælp dog en del, da det gik op for mig, at det også var inklusive den eksklusive vinmenu. Man kan vælge mellem to vinmenuer – en god og en bedre, og da sidstnævnte som sagt var med i prisen, dulmede det lidt.
Vi talte en del med dem om, at det altså ikke nødvendigvis blev den bedste mad, de nogensinde havde fået … den er god, maden, bestemt, men Den Fuldkomne Fisker er en totaloplevelse, både pga. omgivelserne og fordi værtsparret og den forhenværende bankmandstjener er så engagerede i foretagendet, at man bliver helt varm om hjertet. Også pga. kokkene, selvfølgelig, men de hører som bekendt til den usynlige del, selv om de naturligvis ikke er mindre vigtige af den grund.

De har den samme eritreanske kok som sidste år, og et par af retterne var da også stort set de samme som dengang; bl.a. denne portions-tagine, men denne gang med et par urtefrikadeller som tilbehør. De slog hårdt på smagsløgene, selv om kokken, ifølge værten, jævnligt bliver husket på at tage behørigt hensyn til de sarte danskeres ganer.
Værtsparret er som sagt enestående. Venlige, imødekommende, smilende, ofte også grinende, vidende, fortællelystne … det er virkelig en sand fornøjelse at være bænket ved deres bord.
Denne vinter kørte de til Pyrenæerne/Sydfrankrig/Sydspanien hele tre gange i deres autocamper. Heeele vejen frem og tilbage fra Danmark (“vi mistede jo sidste vinter!”. Så gider man altså godt køre bil. Selv John var imponeret. De tager ned og køber vine og spændende varer til deres restaurant, og historierne fra de ture er mangfoldige og underholdende.
Da jeg efter morgenmaden ville betale, kaprede jeg værten med ordene: “Nu må vi hellere få overstået den alvorlige del af legen”.
Hans svar: “Nåhh … pelsningen?” fik mig til at smile i lang tid. Han ved åbenbart selv, at det er lidt pebret i mere end én forstand at få en oplevelse på Den Fuldkomne Fisker.

Vi besøgte Dodekalitten om tirsdagen og tog et smut ud på Albuen ved Nakskov om onsdagen, inden kursen atter blev sat mod Præstø.
Dodekalitten har endnu kun fået opsat 10 af de 12 sten, der skal til for at retfærdiggøre navnet, og tre af disse ti ser ufærdige ud, så vi mener, at kunstneren må have en anelse travlt, hvis han skal være færdig i løbet af 2025.
Selv om skarven ifølge lærebøgerne er omkring 20 cm længere end havmågen, ser det ikke sådan ud på billedet her, og skarvens pæl var ikke længere ude end mågens (jeg stod dog tættere på mågen da jeg tog billedet), så det er ikke hele forklaringen. Måske en ung skarv? Havmåger er nogle store bæster, er de. 68-74 cm lange.

Heldigvis var Ditte og Peter ikke skuffede, så vi kunne ånde lettet op. De syntes også, at det var en totaloplevelse af de bedre, som var alle pengene værd.

En lørdag på Samsø

En lørdag på Samsø skal på ingen måde sammenlignes med En Søndag på Amager, men jeg kom til at tænke på Fru Heibergs vaudeville, da jeg skrev dagens overskrift.
I går blev hele dagen brugt på sightseeing – vi var på Ballebjerg og på Issehoved, vi spiste frokost i Nordby, drak farvelkaffe hos Søren, hvorefter vi ledte efter (og fandt …) Ilse Mades kilde og til sidst satte kurs mod Ballen, hvor vi tilbragte de sidste par timer inden færgen gik.

Fredag aften ville Søren gerne med ud at spise. Valget faldt på Sælvigs Samsø Perlen, som kun havde ni retter på kortet – tre af hver af hhv. forret, hovedret og dessert. Ejeren, som var en lidt speciel type, men et særdeles behageligt menneske, sagde, at de havde fået friske rødspætter den dag. Det ville jeg gerne have, mens mændene tog wienerschnitzel. Vi mente ikke, der var plads til andet end denne hovedret, og da vi så portionsstørrelsen på forretten til et par andre gæster, kiggede vi på hinanden og blev enige om, at det vist havde været en god beslutning. Jeg fik fik en rødspætte, som ville gøre en frederikshavnerrødspætte misundelig, og de to wienerschnitzler havde heller ikke noget at skamme sig over.
Ingen af os kunne så meget som rokke med ørerne, da vi var færdige med at spise.
Under en af samtalerne med værten nævnte han, at han har en ung kone – hun er 45 og han 65 – hvortil jeg bemærkede, at “uha, så er der da noget at leve op til”. Hans svar kom prompte: “Ja, det er heller ikke altid, at hun kan følge med”.
Jeg elsker den slags svar. Ellens ‘smarte’ bemærkning blev totalt udmanøvreret, og vi fik alle fire et godt grin ud af det.

På Ballebjerg, hvor der er endnu smukkere end på Issehoved, så vi temmelig mange æggeskaller ligge i det lave græs. Jeg er totalt novice hvad vildfugleæg angår, og her er google for en gangs skyld ikke nogen særlig god ven, for jeg kan ikke finde ud af, hvilke fugle disse æg er lagt af. Jeg efterlyser hermed professionel hjælp – næste step er Naturbasen, men jeg prøver lige her via bloggen først. Vi så helt hvide, smukke blå, støvet pink og et enkelt næsten selvlysende rødorange æg. Især det sidste undrede os, for der kan da ikke være en pind camouflage i det æg, uanset hvor fuglen måtte vælge at lægge det? Alle skallerne lå på det nedadskrånende græsstykke på billedet herunder. Hvem har æggetyven været? Hvorfor slæbe æggene herop på græsset, for her er de næppe blevet lagt?
Vi var temmelig mystificerede og håber på, vi kan få svar på alle spørgsmålene.

I Nordby, som med rette kaldes Danmarks smukkeste landsby, er der flere spøjse gadenavne, bl.a. Hæderlighedsgyden. Jeg kunne ikke finde nogen oplysninger om, hvorfor gaden hedder således, men pudsigt er navnet.
Vi ville finde Ilse Mades kilde, som skulle springe fra en gammel, udhulet egestamme, og som har flere sagn tilknyttet. Bl.a. skulle vi have været her syv dage senere, da vand fra den drukket Valborgs nat (mellem 30. april og 1. maj) skulle have helbredende kraft.
Da vi fandt kilden, var det lidt skuffende, og vandet så virkelig uappetitligt ud, så at drikke det kan vist ikke gøre noget godt for helbredet.
Den ‘sprang’ bestemt ikke. Man kunne ikke se så meget som det mindste tegn på bevægelse i vandet.
Men den var der, og da den i dag ligger meget tæt på vandet, er kildens vand ikke kun ulækkert, det er også salt!

Det var dog det eneste skuffende ved Samsø, så vi er friske på at tage en tur til en anden gang.

Hvis jeg skrev kriminalromaner …

Vi kørte en tur til Møn i dag. Det var flot vejr, da vi tog hjemmefra; med høj, blå himmel og næsten ingen vind. Sådan var det ikke på Møn, hvor der var tunge, grå skyer og meget vind. Og regn indimellem. Da vi kom hjem igen, var det flot vejr og ingen vind …
Vi skal kun køre 25 km, så er vi på Møn.
Men pyt. Vi havde en fin tur alligevel og så den mest primitive campingplads ever. Klipset fra Wiki: “Pomlerende Lejrplads på Møn er en af Danmarks ældste campingpladser og vel nok den mest originale. Den åbnede i 1927 og hed oprindeligt Liselund Camping. Den har ikke ændret sig meget gennem årene og de eneste faciliteter på pladsen er et lokum og en tankvogn med koldt vand.” Jaja, man bliver da ikke lovet for meget.
I indlægget før dette skrev jeg, at teltlivet ikke rigtig var noget for mig, og denne ‘campingplads’ ville ikke have fået mig til at skifte mening om det. Heldigvis ser de unge mennesker herunder anderledes på det, og de havde hele pladsen for sig selv, så de har forhåbentlig rigtig hygget sig.

Det koster 50 kroner pr. person pr. nat, hvilket virker halvdyrt, de manglende faciliteter taget i betragtning. Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvad de forskellige bygninger var, men vi troede næsten ikke vores egne øjne, da vi nåede ud til pladsen. John sagde på vej derud, at der nok ingen campingvogne var, da det ville være temmelig nervepirrende at skulle derud med sådan en på slæb. Man anbefaler da også først at køre ind uden campingvogn for at tjekke de dagsaktuelle forhold på den smalle skovvej.

Der var campingvogne! Ikke så mange, men de så ud til at blive brugt – man kan godt fornemme når noget er forladt, og det var ikke tilfældet her. Det var fastliggere, så de er her nok kun i weekenderne. De hygger sig sikkert også – der var bålpladser ved hver af vognene. Man må formode, at de der holder til her kan lide at være her, men vi syntes godt nok, at  det så noget skummelt ud. Hvis jeg skrev kriminalromaner, ville jeg finde på noget, som involverede dette sted.
Pomlerenden skulle være et af Danmarks bedste fiskesteder for havørred, hvilket meget vel kunne være en del af grunden til at opholde sig her.

På vejen derud ville vi lige tjekke hvor langt Troels Tækker var nået på sin pensionistbolig på Møn. Han købte en ruin og sætter den i stand i weekender og når tiden ellers tillader det.
Der er lang vej endnu, kunne vi se, men det skrider trods alt fremad. Vi fik bekræftet, at han er en af øens største modstandere af den feriepark, der er i medierne for tiden.
Overalt så vi skiltene med TURISTER – JA TAK. FERIEFABRIKKER– NEJ TAK. Troels havde sat hele otte plakater op – hans mening om den sag skal i hvert fald ikke overses. Det er forståeligt nok, at han er imod, for ferieparken vil i givet fald blive en af hans nærmeste naboer.

Som det ser ud lige nu, efter et nyligt afholdt borgermøde, bliver der nok givet den fornødne tilladelse, men til 200 lidt større boliger i stedet for 500 små som oprindeligt planlagt.
Jeg forstår godt dilemmaet: Øen har brug for turisterne; det kan alle forstå, men de skal ikke være i for stor koncentration lige i ens baghave.

Nu er vi færdige med at trøstespise

Vi er på flere måder færdige med at trøstespise.
For det første behøver vi ikke længere at trøstes – medmindre noget går galt, så vi ikke kommer afsted til England, men det gider jeg ikke tænke på.
For det andet er vi blevet alt for kræsne og kritiske. Det kan vi ikke have, så nu holder vi en gourmetopholdspause. (Tænk, at man kan skrive ‘ophold’ og ‘pause’ i det samme ord, uden det er en pleonasme.)
Vi har tilbragt to nætter på Hotel Troense på Tåsinge. Den første aften fik vi to retter og den anden aften fik vi fem.
Det der ‘gourmet’ er ved at være lidt for devalueret. Maden var okay, men så heller ikke mere. Første aften glemmer vi, og de fem retter dagen efter bestod af én varm og fire kolde. Meget kolde. Iskolde, faktisk. Kokkene er tilsyneladende nødt til at økonomisere med deres tid (eller også er hotellet nødt til at økonomisere med kokkene), for de fire tallerkener, vi hver fik, var tydeligvis blevet anrettet tidligt på dagen og så opbevaret i køleskab indtil servering. Der er altså forskel på en kold ret og så på en iskold ret, hvis man spørger mig – mad mister noget af smagen, hvis den er for kold. Det mest positive var kalvemørbraden, som var helt utroligt mør og dejlig. De må have en god slagter. Sovsen dertil var intetsigende; ligeledes de tilhørende Pommes Anna, som smagte af dampkogte kartofter og ikke andet.
Vinkortet var relativt omfattende, men man tilbyder altså ikke en 5-retters menu uden også at tilbyde en vinmenu. Jeg har en mand der ikke drikker vin, hvorfor jeg vil kunne købe vin pr. glas og ikke i hele flasker, så det var ikke i orden, at jeg kun kunne vælge mellem to hvide og to røde vine.
Ingen klager over hotellet, dog. Det er et godt hotel med venlige ansatte, og de havde husket, at jeg som den annoncerede velkomst havde bedt om hvidvin i stedet for ‘bobler’ på værelset, hvilket i øvrigt, viste det sig, var det samme rigtig gode og store værelse med den skønne udsigt, vi havde sidst. Det havde vi altså ikke bedt om, men det hører åbenbart sammen med de lidt mere luksusprægede ophold.

Vi kørte lidt rundt på Tåsinge, hvor vi pludselig måtte standse fordi der sad en lille flok svaler på vejen. De ignorerede stort set vores tilstedeværelse, så vi holdt lidt og ventede på, at de forføjede sig. Vejen var heldigvis meget lidt trafikeret, men det vidste de åbenbart. Vi listede meget langsomt frem og kom helt tæt hen til dem … de var stadig ret ligeglade med os. De fløj godt nok op flere gange, men de landede igen og igen lige foran vores bil. Det kunne vi ikke gennemskue. Hvorfor pokker var det mon så interessant at sidde lige præcis lige der? De sad der bare og kiggede alle i samme retning …

Vi så flere fugle – her en flok hjejler, men det kunne vi ikke selv se. Kikkerten, vi altid har i bilen, kunne ikke trække dem nok ind til, at amatører som John og mig kunne bestemme dem. Det kunne en dame, som også standsede og stillede en monsterkikkert op. Sådan en har vi jo også, men den befandt sig hjemme i Den Stråtækte …
Møgkikkert, sagde John, den er lige til at kassere.
Som sagt, så gjort, og da vi var på vej hjem, kørte vi ind til vores gode kikkertbutik og købte en langt bedre kikkert til bilen. På den måde fordyrer man en miniferie.
På kikkertfronten er vi nemlig også blevet krævende. Vi ser måske heller ikke så godt som i vores yngre dage, men det vælger vi at fortrænge og skyder i stedet skylden på udstyret.

Tiden flyver, og det gør jeg snart også …

Jeg kan slet ikke nå at følge med mig selv, så hurtigt flyver tiden afsted for mig. Siden sidst har vi:
Været sammen med Ditte og Peter et par dage, hvor vi bl.a.
Spiste på restaurant Knud på Hundested havn. Megalækkert!
Gik tur ved Vaserne ved Holte. Smukt.
Gik tur fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Også smukt.
Vi har også:
Diskuteret hvorvidt træet ved terrassen foran huset skulle beskæres. Han imod; hun for.
Beskåret træet ved terrassen foran huset. Dejligt. Nu er der lysere i køkkenet.
Høstet yderligere 3,5 kilo tomater. Arbejdskrævende.
Bestilt flybilletter til England. Fantastisk!
Her var jeg fristet til at sætte mindst 1000 udråbstegn. Vi kan slet ikke få hænderne ned, så vildt meget glæder vi os til den 1. september. Jeg bestilte faktisk billetterne mens England stadig var rødt, fordi jeg nu simpelthen savner dem for meget, så vi valgte at blæse på samtlige anbefalinger, som alligevel ikke gav nogen mening for os, og tage det medfølgende besvær med, men søreme om ikke alle lande blev malet orange i lørdags! Nu skal vi i det mindste ikke i selvisolation når vi kommer hjem igen.
Jeg skal bare nyde at være der, nyde bare at kigge på dem, nyde at lave god mad til dem, nyde deres hus, nyde deres have, nyde … ALT! Hele tiden! Alle otte dage!
Jeg er glad for, at vi bestilte mens landet var rødt, for nu er der ingen billetter at få, medmindre man vil bruge 10 timer på turen, fordi man skal via Stockholm eller Oslo.
Det gider vi ikke, og det behøver vi heldigvis heller ikke, men jeg var alligevel nødt til at købe de dyreste billetter til flyet hjem, så der var godt booket, selv om det var til et rødt land. Der har nok været mange vaccinerede, der har tænkt lige som os.
Nu må der bare ikke gå noget galt, men det kan vel ikke gå værre, end at de røde farver igen tages i brug.

Herover Knud Rasmussens hus, hvorfra vi gik en tur oppe langs kysten ned til Kikhavn – en tur vi ikke før havde gået, men hvor var den dog smuk. I Kikhavn må der, lige som i den lille by på Nyord ved Møn, kun køre biler tilhørende beboerne. Det forstår man godt, når man går rundt derinde; sikke en idyl.
Jeg troede jeg havde mange krukker …

Jeg legede paparazzofotograf – noget jeg ikke normalt excellerer i, men her gjorde jeg altså en undtagelse, da vi fik øje på den skønne og livlige unge kvinde fra tv (Vicki Knudsen fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vildt Naturligt radioens P1) sidde i skjul lige ved siden af den bænk, hvor John tog sig en lille pause. Hun kikkede efter vadefugle. Det gjorde de sådan set begge to, men vi ved ikke hvem han er. Det var i hvert fald ikke Johan Olsen.

Fik jeg for resten fortalt, at jeg glæder mig til at komme til England? Nå, okay … det gjorde jeg. Jamen, så snakker vi ikke mere om det. Ikke lige nu … men måske senere.

Trøstespisning, version 1.0

I går morges gik turen mod Taars ved Nakskov for at tage færgen til Spodsbjerg. John havde set, at Tranekær Slot har Nordeuropas største medicinhave, så den ville vi se lidt nærmere på. Det var da bestemt også interessant at se, hvad man har brugt alle mulige og umulige vækster til.
Det mest interessante var næsten at se Hildegard af Bingens have og at læse om denne helt specielle kvinde, der levede for næsten 1000 år siden.

Haverne var delt op i temaer, men mange af planterne gik igen flere steder. Nogle planter hjalp nærmest for alt!
Nogle af dem havde jeg end ikke hørt om; andre kendte jeg naturligvis ganske godt. Til første kategori hører dette smukke træ. Alene navnet sætter fantasien i gang: Alm. skæbnetræ.
Jamen dog … hvordan? Hvorfor får det sådan et navn på dansk?

 

Jeg kan anbefale at se medicinhaverne, hvis man alligevel er på Langeland.
Som er en ø med personalemangel. Vi ville have spist frokost på Tranekær Slotskro, fordi jeg havde læst så meget godt om værten Mariah Sama Veith. Da vi ankom, var hun ved at bære nogle kasser ind, men som svar på vores spørgsmål om hun havde åbent, lød svaret: “Nej, jeg er nødt til at holde lukket, for jeg kan ikke få noget personale, og jeg har kun to hænder. Jeg kan ikke lave alting selv.”
Nej, det kan hun da ikke, den arme kvinde … lidt senere kom vi forbi et andet sted, hvor vi så et skilt: “Lukket pga. personalemangel”.
Jamen det er godt nok en coronabivirkning, der slår hårdt. Vi tror det må være fordi de unge hellere vil være podere, fordi det giver flere penge. Det kan jeg godt forstå de vil, men det er søreme noget skidt for de mange, der så ikke kan få ekstra hjælp i højsæsonen, hvor pengene netop skal tjenes hjem.

(På vej hjem så vi Kaleko Mølle.)

Den Store Gastro, som Hotel Fåborg Fjord kaldte tilbuddet med en seksretters gourmetmenu inkl. vinmenu + overnatning, kan vi nok ikke rigtig anbefale.
Maden var i og for sig udmærket, men der var ikke meget gourmet over det. Ærtesuppen var dog fænomenalt god, hvilket jeg ikke ville have troet jeg skulle komme til at sige om ærtesuppe, som virkelig lyder som noget, der er ret udelikat. Første ret var kæmperejer, som jeg kunne have marineret bedre; anden var ærtesuppen, tredje var bresaola, fjerde var perlehøne, femte var ost og sjette var citron på tre måder. Tre überlækre måder, skal dog siges til deres ros. Den dessert var rigtig god, men de fire af de seks retter var temmelig ordinære. Velsmagende, men ret ordinære og ikke noget at skrive hjem om. Osteserveringen, fx, bestod af fire kvarte teskefulde rygeost rørt med urter. Der var så lidt, at vi havde problemer med at få det op på gaflerne, og vi kunne faktisk ikke rigtig smage det.
Værelset var okay, og morgenmaden ligeså, så det var ikke en dårlig oplevelse, men bare ikke helt så god, som vi havde forventet. Vi er garanteret bare ved at være møgforkælede, hvad den slags ophold angår. Vi forventer måske for meget, men den trøstespisning, som vi havde satset på, blev det altså ikke til denne gang.
Den 17. august skal vi på et lignende ophold i to nætter på Hotel Troense. Der har vi været før og forventer i det mindste noget tilsvarende som første gang.
Og det var rigtig godt, så trøstespisning 2.0 bliver forhåbentlig en forbedret version.

Frilandsmuseet ved maribosøerne

Vejret tegnede her til morgen til at opføre sig pænt med ikke for høje temperaturer, så vi besluttede at køre ned for at se De Gamle Huse i Maribo, et frilandsmuseum, som ligger smukt ned til en af maribosøerne.
Det er ikke ret stort, men det var interessant nok. Der var masser af møbler, værktøj og redskaber udstillet inde i husene, og der var, via plancher, forklaret lidt om hverdagslivet på Lolland, som det formede sig for 200-300 år siden.
Det er ikke så gammelt som landets største frilandsmuseum, der ligger lidt uden for København, og som er oprettet i 1897, mens det i Maribo er etableret i 1920’erne og kun beskriver lokalhistorie.

Ved Kapellanhusets dør lå denne hatformede sten. Har man et bud på, hvad den har været brugt til?
Et andet sted sås disse fire hjerterum, hvor det så ud til, at det var høns, der blev lukket inde her om natten. Et fint hønsehus, som ville passe fint til Den Stråtækte. Hvis ellers ikke Hr Nielsen havde nedlagt veto, hvad Fru Nielsens anskaffelse af høns angår …

Vi kom til “Den selvkørende lokomobil”. Sådan et monstrum havde vi ikke set eller hørt om, men det var en form for plov, som en sukkerfabrik havde investeret i. Måske fordi den har været hundedyr. For de 38.000 kroner kar man kunnet købe en gård på omkring 15 tønder land i 1872.
I 1900 svarede beløbet til godt 2,7 millioner kroner. Jeg har ikke kunnet finde beregnere, der går længere tilbage, men skal vi ikke bare sige, at det har været MANGE penge?
Og så bliver den oven i købet kasseret af Fabrikstilsynet i 1929, hvorefter den så blev overladt til dette frilandsmuseum.

Teksten på denne stoleryg måtte jeg læse et par gange, inden det gik op for mig, at der ikke står noget med ‘amigo’, men “SID PAA MIG OG HVIIL DIG”.
Jeg undrede mig da også såre over hvordan den ‘amigo’ kom ind i billedet i en lollandsk bondegårdsstue …

I skolestuen blev jeg betaget af det store VERDENSKAART, som hang på væggen. Vi blev ret nysgerrige efter at vide, hvilket år det stammede fra, men kunne ikke blive klogere, end at det var fra før 1. verdenskrig, idet riget Østrig-Ungarn fandtes, men nok efter midten af 1800-tallet, fordi det ser ud til, at det var efter Dr. Livingstone var blevet fundet af Henry Stanley i 1871, fordi store dele af kontinentet syd for Ækvator er kortlagt. Der stod på det, at det var 4. Udgave, men den oplysning er ikke speciel nyttig, når den står alene.
De ældre enkeltbladskort, som lå i lamineret form på et af skolebordene, vidste man var fra 1825, og på det tidspunkt var store dele af Afrika stadig uudforsket. Kystområderne, hvor man lagde til og gik på slavejagt fra, var nogenlunde kortlagte, men man bevægede sig ikke langt ind på kontinentet.

Vi brugte lang tid på at studere alle disse kort. Der er sket meget på de 200 år. På alle måder.

Som sagt var museet ikke så stort med sine 13 huse, men det var nok til os, og med den smukke beliggenhed var det en god måde at bruge en onsdag formiddag på.
I butikken købte vi en bog af Carl Christian Tofte, som er fænomenal til at tegne fugle. Vi havde fornøjelsen af at opleve ham engang på Pulken, hvor han signerede en af sine bøger og lynhurtigt tegnede en ørn til mig over sin signatur.
Dagens bog hedder Ørneflugt – kunsten at se på rovfugle, som er både skrevet og rigt illustreret af Carl Christian Tofte selv. Den giver et godt overblik over, hvor og hvornår man kan opleve både enkeltindivider og de store rovfugletræk.
Og forhåbentlig kan den gøre mig bedre til at skelne de enkelte rovfugle fra hinanden. Det er jeg desværre ikke særlig god til. Endnu.

I jyder og vi djævle

Vi er vel hjemme igen efter tre dage i Himmerland, hvor vi havde taget et gourmetophold på to nætter. Tre dejlige dage med flot vejr, skønne landskaber og ikke mindst herlig og rigelig mad. Ikke noget med små, franske portioner her – ikke engang til den femretters menu, vi fik den første aften, så vi kunne trille i seng.
Hvad mon det er med de jyder? Jeg er københavner, bare fordi jeg kommer fra Djævleøen – en betegnelse jeg aldrig har fået en forklaring på, og som gør mig temmelig krænkelsesparat. Der er frygtelig langt her til denne ø – der er meget længere fra Jylland til Sjælland end omvendt, har vi ofte måttet erkende.
Da jeg checkede ind på Hvalpsund Færgekro, var der et ældre par (= på vores alder), der lige havde checket ind og gerne ville have en kopkaf. Værten sagde, at de bare skulle sætte sig, for der gik lige et øjeblik, inden han kunne betjene dem. Så blev manden halvknotten: “Vi har altså kørt temmelig langt og trænger meget til en kop kaffe! Kan vi ikke få den med det samme?” Værten svarede, at han kom så snart han havde checket os ind. “Ja, for vi har altså kørt over 150 kilometer, så vi er meget trætte!”
John og jeg kiggede på hinanden og kom altså til at grine, må jeg indrømme. Jeg sagde med teaterhvisken til John, at så skulle han da ligge på gulvet og ralle af udmattelse med vores 350 kilometer. Som vi i øvrigt ikke regner for noget, men sådan er vi jo så forskellige …
Da John som salgschef for Norsk Hydro rejste landet tyndt, fandt han hurtigt sine foretrukne hoteller, og han ville hellere køre 30-60 km til dagens aftale med en benzintank end bo på et mindre godt hotel. Det kunne jyderne slet ikke forstå – “jamen vi har da et glimrende hotel her i byen. Hvorfor vil du dog køre så langt?” John syntes ikke det var langt, men han oplevede mange gange, at jyder syntes, at over 30 km var en rigtig lang tur. Han kørte mange tusind kilometer om året dengang, men han elskede at køre bil, hvilket han stadig gør – og han er stadig en kanongod chauffør, selv om han er blevet 75 år. Det er dejligt. For ham selv såvel som for mig …

Vi kørte Himmerland tyndt ad mange af de bittesmå veje. Det har vi ikke gjort før, og det var en dejlig oplevelse – der er virkelig smukt.
Vejlerne nord for Limfjorden ville vi dog ikke snyde os selv for; dertil er vi for interesserede i fugle. Vi så kun en enkelt skestork, men jeg har både hørt OG set en gulbug, hvilket sidste kunne imponere selv de amatørornitologer, vi lidt senere faldt i snak med. “SÅ du den også!?” Jeps! Det er åbenbart sjældent, at man gør det. For mit vedkommende var det første gang, og det kun fordi en mand i en bil standsede op, rullede vinduet ned og sagde: “Lige derovre sidder der en ..u.hf.l..u.g og synger så smukt. Den sidder helt oppe i toppen af det træ, du kan se derhenne.”
”Undskyld, hvad sidder der?”  “Der sidder en ..u.hf.l..u.g:” Okay. Godt så. Jeg ville ikke spørge igen, men da jeg lidt senere både så og hørte fuglen, blev jeg klar over, at det søreme da var en gulbug, selv om navnet lød noget længere, da manden sagde det. Det var et nyt kryds i fuglebogen. Det sker sjældnere og sjældnere, så det var stort.

Vi har set meget på kort tid, og jeg har ikke haft tid til at blogge undervejs. Det kommer muligvis senere – nu kan jeg jo starte med at få lidt hug over mine indledende betragtninger.

Vi holdt weekend i dag

I morges erklærede jeg, at jeg ikke gad lave noget i haven i dag. Jeg var så øm fra dagen i forvejen, hvor en lille opgave, ikke for første gang, endte i et lidt større projekt, der involverede frigravning og flytning af sten. Altså: fridag i dag.
John spurgte med det samme hvor vi så skulle køre hen, og vi blev enige om at (gen)se Ravnsby Bakker på Lolland. Der ligger også Dodekalitten, men den sprang vi over i dag. På vej dertil kørte vi forbi Knuthenborg, hvor vi ikke har været siden Anna og Aubrey var tre og to år. Eller … vi var på lynvisit i december 2016, men det var kun for at komme til julemarked.

Men først Ravnsby Bakker. Det er jo helt befriende at se, at Lolland ikke nødvendigvis er lige så fladt som det er kendt for at være. Ikke over det hele i hvert fald. Visse steder kan man se en hare løbe i tre dage, men her ved Ravnsby er terrænet kuperet. Selve Ravnsby Bakke er 30 meter. Den her viste er kun omkring det halve, men den er da fin nok.
Måske kan nogle genkende bakken, hvis man har set 1 døgn, 2 hold, 3 dyr med de skønne mennesker Vicki Knudsen, Bjørli Lehrmann, Sebastian Klein og Morten D.D. Udsendelser, som jeg stærkt kan anbefale. De kan ses på TV2 Play.

Derefter som sagt Knuthenborg. Jeg er normalt ikke vild med at se dyr i fangenskab, men på Knuthenborg har de givet dyrene så meget plads, at jeg næsten kan bilde mig selv ind, at det er i orden. Hvad der er helt i orden er, at de i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse har taget fire cirkuselefanter i pension og har givet dem Europas største anlæg at boltre sig i.
Samme slags planer er ved at blive ført ud i livet i form af en kæmpestor tigerpark – også den største i Europa – hvor de ligeledes vil tilbyde et indbydende pensionistliv til cirkustigre.

Bisoner er ret store og ret ligeglade med, at vi holdt lige ved siden af dem, men det kender vi fra vores tre safarier i Afrika (og jeg kunne snildt tage et par stykker til – det var fuldstændig fantastiske oplevelser, men det er en helt anden historie), hvor de vilde dyr ikke anser en bil for at være farlig eller en fjende. Biler er bare noget, der er en del af landskabet og som de totalt ignorerer. Går man derimod ud af bilen … men det gør man ikke!
Frokosten måtte desværre indtages på burger- og pizzabaren, da den bedre restaurant holder lukket mandag. Det var en streg i regningen, og det var ikke den bedste frokost i vores liv. Det var endda vores første frokost uden for hjemmet efter nedlukningen, så det burde have været en større oplevelse, men vi blev da mætte.
Hvad der dog gav os en rar følelse var, at man ikke kommer ind uden coronapas, så vi vidste, at alle gæster var coronafri … og i øvrigt er vi jo vaccinerede, men det fortæller lidt om, hvor påvirkede vi er af hele coronapesten, som nu har varet i 14 måneder. Gad vide hvor længe den vil påvirke os, selv efter alle restriktioner engang er blevet ophævet?

Nogle skal have det ind med skeer

I forgårs var jeg i Toksværd planteskole for at købe sommerblomster til de krukker, som ikke blev tilplantet i første omgang, hvor jeg købte dem hos Thyme syd for Køge, men Toksværd ligger nærmere.
Der var tvillingblomster iblandt de blomster jeg købte, og da de kun kostede 20 kroner stykket, købte jeg 10 i tre farver – plus flere andre planter.
Ved kassen:
– Hvor mange har du af disse?
– 10.
– Jamen du har taget tre forskellige farver!
– Ja … må man ikke det? (Retorisk spørgsmål.)
– Har du så tre af hver?
– Øhhh nej … så ville jeg jo kun have haft ni …
– Hvor mange har du af hver farve?
– Tre, tre og fire. Jeg kan ikke huske hvilken en jeg tog fire af. Er det vigtigt?
– Nå, men du har tre af hver.
– Nej. Jeg. har. 10. planter!
– Nå … jeg tæller dem lige.
Jamen så gør da for himlens skyld det. Det sagde jeg ikke højt. Faktisk sagde jeg ikke ret meget mere herfra.
Hun talte derefter også alle de andre planter. Nogle havde jeg seks af, andre tre af og andre igen en eller to af. Jeg havde helt styr på, hvor mange jeg havde af hver, men hun tog samtlige op og skannede dem en ad gangen. Jeg ved ikke hvorfor hun tilsyneladende ikke troede på mig – det var jo mig, der insisterede på, at jeg havde ti, og hende der blev ved med at prøve at få mig til at sige ni …
Nå. Vi kan jo alle have en dårlig dag. Hun havde det. Jeg fik det … næsten … oppe hos Thyme siger jeg bare hvor mange jeg har af hver, og så er det det. Ikke så meget pjat med dem.

Vi kørte bevidst en omvej hjem, fordi det var så dejligt vejr, og fordi den sydlige halvdel af Sjælland er så vidunderlig smuk lige nu. Den er den altid, men nok allersmukkest her i maj.
Vi kørte ad veje, jeg ikke kunne huske at have kørt på før, men John sagde, at det havde vi.
Pyt med det – hvis det er nyt for mig hver gang, så har jeg da bare en hjerne som en guldfisk …
Vi kom forbi denne fantastisk flotte mølle. Jeg så den på alt for lang afstand og bad John om at vende om, så vi kunne dreje af og komme lige forbi den.
Den viste sig at være privatejet. Det var med andre ord en bolig … og hvilken bolig! Flot, flot restaureret og/eller velholdt. Den ville jeg gerne have set indvendig, men de havde nok ikke ladet os komme ind, hvis vi havde banket på og spurgt, om vi måtte kigge os lidt omkring.
Bortset fra, at jeg elsker at bo i Den Stråtækte og ikke ville bytte med noget, så har jeg drømt om at bo i en mølle lige siden engang jeg så en boligudsendelse, hvor et par havde indrettet sådan en, og hvor var den bolig bare spændende.
Men okay … der må være mange trapper, så det er nok meget godt, at vi ikke bor i en mølle.
Flot var denne dog – i hvert fald set udefra.

Aarøsund Badehotel – bare perfekt!

Dette indlæg bliver én lang madanmeldelse.
Vi har boet på Aarøsund Badehotel i to nætter, hvor hovedvægten blev lagt på det gastronomiske, og hvis man ellers er til den slags oplevelser, så kan dette på det varmeste anbefales.
Værten, Hans Harvest, smed samtlige tv-apparater ud, da han overtog forpagtningen af det Jebsen-ejede badehotel. De kun 12 værelser er holdt i 30’er-stil, så vi opfattede vores som værende spartansk, men sengen var god og badeværelset meget moderne med regnvejrsbruser. De havde dog wi-fi … ellers tror jeg heller ikke, man overlever i dag. Vi har ingen klager – tværtimod var det vores næstbedste madoplevelse nogensinde. Måske den bedste – Aarøsund Badehotel og Norsminde Kro kæmper lige nu om førstepladsen.
Søndag aften stod der tre retter på vores menu: Laks, skovkylling og … noget, jeg ikke kan huske hvad de kaldte, men det var bl.a. is og grankogler!

Dette var ubetinget den bedste laks, vi har fået til dato. Ovenpå var der syltede sennepskorn, agurkekugler og tallerkensmækkerblade. Det brune, flydende var æble-gastrik, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Kuvertbrødene lignede små formfranskbrød; det ene hvidt, det andet maltmørkt. Anretningen af dem delikat og sjovt tænkt.

Skovkyllingebrystet var flankeret af en hvid asparges, hvorpå der var smeltet en kraftigt smagende ost. Saucen kan jeg ikke huske, men det var en slags musseline. Kartoffelmosen med bacon og et eller andet smulder var røget! Det var nytænkning, skulle jeg mene … hørøget var det. Næste dag skulle det vise sig, at det var et koncept, som de to michelinkokke, de har været heldige at få kapret til hotellet, er ret glade for. Meget anderledes, men overraskende delikat.
Desserten var et kapitel for sig. Den lidt noprede, yderste skal forsvandt på et mikrosekund inde i ens mund, kun efterladende et smagsspor. Ikke noget flydende, ikke noget fast; det var bare væk! Det var en spøjs fornemmelse, som jeg ikke kan forklare nærmere. Bunden var en nytænkt marcipanbund, indmaden en superb mellemting mellem sorbet og flødeis, og ovenpå lå der bronzefennikel og mini-grankogler indsmurt i noget sødt. Dem var John ret vild med – jeg syntes nok, det smagte lige lidt for meget af granskov. Men resten … jeg mangler ord … fantastisk var det.

Morgenmaden var portionsanrettet. Udover alt dette på ét bræt (croissanter, to slags ost, laks, skinke, pølse, ‘hvid’ morgenmad, lidt hindbær og hjemmelavet marmelade) kunne vi få scrambled egg med bacon og/eller pandekager. ‘Røræg’ er åbenbart for ordinært, men jeg må så også sige, at der intet ordinært var ved smagen. Det var vitterlig bare røræg med bacon (og til John også en pølse), men det bedste ever! Ligeledes pandekagen, som trods alt fik lov at blive kaldt for pandekage, var den bedste morgenmadspandekage, jeg har fået i hele mit lange liv. Hvordan pokker de bærer sig ad, ved jeg desværre ikke. Brødet, æblemosten og kaffen var også i topklasse.

Efter den første aften og dette overdådige morgenbord var vores forventninger til mandag aftens firerettes-menu skruet helt op i de højereliggende luftlag. Det ville blive svært at leve op til, og – lad det være sagt med det samme – det lykkedes, men også kun lige. Faktisk var det nok den første aften, vi fik det bedste mad, men alt har været en kanon oplevelse.
Første ret var rejer med mayonnaiseklatter tilsat en god smag, brøndkarse og inde i midten lidt dildolie. Kuvertbrødene var samme koncept som aftenen før.
Jeg var vild med det.
Anden ret var hørøgede (der var den igen …) kammuslinger med sprøde jordskokchips og en yoghurt-purløgssauce til. Himmelsk …

Tredje ret glemte jeg at forevige, inden jeg begyndte at spise, så det er ikke kokkens skyld, at det ser rodet ud. Det var rimmet torsk med grillet hjertesalat og en cremet hyldeblomstsauce til.
Ovenpå torsken noget crumble, jeg ikke kan huske, men som smagte lidt som pulveriseret flæskesvær. Meget alternativt, men meget lækkert.
Desserten var syltede hindbær og hindbærsorbet lagt i … æhhh … noget grønt … (sorry); overhældt med en hvid chokoladesauce, som fik englene til at synge.
Man vil have bemærket, at alt – undtagen desserten, selvfølgelig – stammede fra havet, så den vinmenu, vi begge tog, bestod af hvide vine. Undtagen dessertvinen, som var rød!
Lidt uventet, men det var en mousserende rød vin, som havde hindbærnoter og derfor passede fint til maden.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes vi, at dette ophold var alle pengene værd. Det var ikke luksus, hvad værelset angik, men som nævnt er forpagterens mening, at det er et badehotel i gammel stil, og den skal holdes. Hans ambitioner går mest på det madmæssige – han håber at hotellet bliver optaget i The White Guide – og vi må sige, at gourmetoplevelsen i vores øjne på ingen måde blev skuffende, så spørger man os, fortjener de til fulde at blive nævnt i den.

Gæslinger gange to

Temperaturerne er ikke med os, og det ville være synd at sige, at dagens vindstyrke svarer til en let forårsbrise, men ser man bort fra det, er vejret upåklageligt med sol fra en skyfri himmel. Dermed er det kun et spørgsmål om at tage det rigtige tøj på, hvis man vil ud for at nyde de tusindvis af kridhvide mirabelletræer, der blomstrer så smukt lige nu.
Vi kiggede på All Trails for at blive inspireret og fandt ud af, at hjertestien rundt om Maribos Nørresø kunne være en passende tur i dag, så straks efter morgenmaden bryggede vi kaffe, tappede vand og satte kursen sydover.
Stien er yngre end de huse, der ligger på østsiden af søen, for samtlige haver var skåret igennem, så den nederste halvdel af dem lå ned til søen og den øverste ved huset, med stien imellem. Holddaop, hvor må de husejere have været sure, da det blev besluttet! De er måske nok blevet økonomisk kompenseret, men det betyder sikkert mindre for dem.

En nydelig tur var det, men lige tæt nok på motorvejen – jeg vidste godt, at noget af ruten gik langs motorvejen ad den menneskeskabte deling af søen, men jeg havde ikke forestillet mig, at den larmede så meget på så lang afstand! Det tog en del af hyggen ved turen, selv om den var nok så fin ellers.
Vi så to slags gæslinger, nemlig dem på træerne og dem i vandet. ‘Vores’ gæs ved fjorden har også fået gæslinger, men dem kan vi ikke komme tæt på. Denne lille familie stod på søbredden, men forføjede sig ud i vandet, da de så os komme – og gik straks på land igen, da vi var væk. Der tages ingen chancer … vi kunne jo være grusomme gæslingemordere!

Vi havde sat bilen ved Superbrugsen, så der kunne vi efter turen passende gå ind og finde os tre håndmadder, som er ved at blive standardfrokosten på vores udflugter. Det bliver dejligt, når vi uden coronapas bare kan gå ind et sted og få en frokost, selvom dette unægtelig er en del billigere – og så smager det trods alt lidt af fugl, fordi jeg ikke selv har fikset et eller andet spiseligt … jeg har aldrig været vild med madpakker – hverken at lave dem eller at spise dem.
Vi kørte til Oreby Havn, for John mente, at der var bænke at sidde på.
Det var der ikke – kun en omvendt båd, og det var mildt sagt ikke behageligt at sidde på den, for man brugte flere benmuskler ved at ‘sidde’ end ved at stå op, så vi kørte igen.

Denne gang til Vigsnæs, hvor vi for enden af Havmosevej fandt en okay udsigt og et enkelt bord med bænke. Eftersom vi var alene og ikke havde behov for at sidde ved hver sit bord, var det fint.
Oven i købet var vi så heldige, at der var næsten læ, hvor bordet var placeret, så vi slap for at sidde og spise i bilen.

Fra Skagen til Gedser

Vi kørte en tur i dag. Ikke helt fra Skagen til Gedser, men halvdelen, tøhø, nemlig til Gedser.
Jeg så en flok trækkende gravænder over fjorden i morges og kom i tanke om, at det da vist måtte være cirka nu, der er de store edderfugletræk ved Gedser Odde. John tjekkede DOFbasen, og ganske rigtigt: Der er mange for tiden – alene i dag er der observeret over 5000 edderfugle.
Så mange så vi ikke, men vi var der heller ikke mere end en times tid, for det var hammerkoldt! Vi så fem flokke – vel omkring et par hundrede edderfugle. Rovfugle så vi også en del af, og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Danmarks sydligste punkt – beliggenhed 54°33’32’’, hvis man skulle være interesseret. DOFs fuglestation ligger helt ude ved spidsen … Gedser Odde skulle være Danmarks bedste sted, hvis man vil se trækkende edderfugle, og det var lige det vi ville.

Billedet med de røde prikker viser hvordan havvindmøllerne dernede er placeret. De sorte streger er fuglenes trækruter. Det var lidt interessant at se, hvordan de fleste flyver pænt lige netop udenom, mens nogle vælger en mere direkte, men nok også mere ‘spændende’ rute mellem vindmøllerne. Det er måske med fugle som med mennesker: Der findes både blærerøve og vovehalse, mens nogle bare tror de er udødelige.

Det var træk som disse, vi så fem af. Vi regner med, at der er flest (og større) træk tidligt om morgenen, men det er relativt urealistisk, at vi skulle kunne befinde os på Gedser Odde ved syvtiden!
Ude i vandet befinder der sig nogle store beton’hjul’, vi ikke kunne regne ud hvad havde været. I dag fungerer de som rasteplads for edder- og andre fugle.
Det var måske ikke en verdensomvæltende begivenhed, denne dagens tur, men i disse tider er næsten alting bedre end ingenting.
Vi kørte direkte hjem igen, da vi havde set nok på fugle, for det var på ingen måde vejr til hyggeophold i det fri.
Men vi fik set edderfugle! Og vi fik en frokost uden for hjemmets fire vægge. Alt tæller!

I går talte jeg 1½ time med Charlotte. John kan ikke forstå, at vi kan snakke i så lang tid, når ingen af os oplever ret meget, men det er overhovedet ikke noget problem, og det er dejligt at komme så vidt omkring som vi gør. Tænk hvis det havde været dengang, man skulle betale en formue for at ringe til udlandet.
Da hun flyttede til England, var der ikke noget der hed mobiltelefoni for folket, men man kunne købe en slags taletidskort til fastnettelefoner, hvorved man sparede rigtig mange penge. Den mulighed var vi virkelig glade for, og vi har i alle 24 år talt sammen i en times tid ad gangen. I øvrigt er det stadig langt dyrere at ringe mellem mobiltelefoner, hvorfor jeg altid ringer op til deres fastnettelefon. Fra min mobil …
‘Kortene’ findes stadig, har jeg lige fundet ud af. Jeg købte altid Global Ones, for de var billigst til England. Dette var vigtigt at undersøge, for der var forskellige priser, afhængigt af hvortil man havde brug for at ringe.
Og ja, jeg ved godt, at vi kan ringe gratis via internettet, men vi har vel alle vores præferencer …

Hva’ så?

Det var et flot vejr i formiddags. Præstøfjorden lå blikstille hen; vimplerne hang sløvt ned langs flagstængerne og himlen var høj.
– Hvor kan man køre hen og gå en tur, John?
– Tjah … hvor?
… Ellen tænkte …
– Kan vi ikke køre til Nysted Nor igen? Det sted med alle skarverne.
– Det kan vi da godt.

Vi lavde kaffe, tappede vand og lagde kursen forbi Meny for at købe et par håndmadder og så ellers dernedad.
Desværre var det ikke lige så fint vejr syd for Farøbroerne, men decideret dårligt var det heller ikke, så vi fortsatte, selv om det var med en lille smule øv, vi kunne konstatere, at vi åbenbart havde valgt den forkerte retning til dagens udflugt.

Skarverne var ikke hjemme. I modsætning til os er de ikke underlagt nogen rejserestriktioner, så de er taget en tur til middelhavsområdet.
Deres sommerresidens ser også ret kold ud …
Vi gik videre og tog turen rundt om, hvad vi formoder engang har været Ålholm slots køkkenhave, som har været STOR.
Der er ikke mange tegn på en køkkenhave, men fordi det var et stort og helt fladt område, omkranset af en mur på alle fire sider, samt tilstedeværelse af ruinerne af nogle store drivhuse/orangerier, kunne vi ikke komme til anden konklusion. Vi gik og småsludrede lidt om, at det er en skam, den slags herregårdsliv ikke fungerer mere, selv om det alt i alt nok kun var en god tid for de få privilegerede – som jeg flere gange har skrevet, så synes jeg bestemt ikke, at de gamle dage var særlig gode.

Der er flere steder på slottets område, der er markeret “Privat”, men andre steder må man gerne færdes. Bl.a. forbi denne gule bygning, som vi – igen gætteri – blev enige om måtte have været tjeneste- eller arbejderboliger. Vi havde ingen skrupler over at kigge ind gennem nogle af vinduerne, eftersom det tydeligt fremgik, at stedet ikke længere var beboet. Det er mange år siden, det var det, men det var uomtvisteligt små boliger engang. Der havde været to (eller flere) størrelser: Små og meget små. De meget små var dem med de ligeledes små vinduer længst væk på billedet.

Vi spiste vores madder ved Nysted havn med udsigt til slottet og til alle fuglene på vandet. I bilerne ved siden af os var der andre par eller familier, der havde fået samme gode ide, så vi følte nærmest et helt fællesskab og smilede sødt til hinanden.
Fra stien kunne vi se Nysted vandtårn. Det minder lidt om Sakskøbings Saxine, men smiler ikke. Jeg ved heller ikke lige, hvilket navn Nysted skulle give deres vandtårn, men der skal jo nok være en kreativ sjæl derude, som har en god ide. Da vi kom tilbage efter turen, var der tre par, der indtog maden stående uden for deres biler, så selv om de var flere end fem, synes jeg ikke de skal høre noget for det. De frøs med anstand, og jeg kunne ikke dy mig for at komme med følgende bemærkning: “Velbekomme! I er nok ude for at indtage det store kolde bord!”, hvilket de ufortøvet gav mig ret i … kort efter satte John og jeg os ind og nød vores medbragte og nu både velfortjente og tiltrængte kaffe.
Da vi kom hjem, var det stadig fint vejr på Sjælland. Man kan ikke få alt.

Vi kom uuuud …

Vi vågnede til en vandtom fjord og en skytom himmel. Vi ved ikke helt, hvorfor vandet var forsvundet, men måske har der været en storm oppe i den Botniske Bugt, som har pustet vandet derop og dermed væk fra vores del af Østersøen.
Det gode vejr skulle udnyttes. Under morgenmaden kiggede vi på vejrudsigten, hvorved vi kunne konstatere, at skyerne ville vende tilbage ved 14-tiden, og de er da også stærkt på vej i skrivende stund. Vi kiggede derefter på nysomtalte AllTrails for at se, hvad de mon havde at byde på i dag. I dag formiddag, skulle det være, hvis den vejrudsigt passede.

Der var bl.a. et forslag til en spadseretur rundt på halvøen ved Oringe. God ide.
Oringe startede som “Østifternes Dåreanstalt” og var engang et stort kompleks med mange psykisk syge – 900, da der var flest. Det fungerer stadig som psykiatrisk hospital, men i dag er der kun få pladser, og bygningerne bruges til alskens andre formål, men med alle dem, som har brug for hjælp, og som der ikke er plads til i systemet, kunne de godt udvide til 900 igen. Jeg synes det er trist, at alt for mange ikke får den hjælp, de i nogle gange katastrofal grad har brug for.
Det var et sidespring … det skulle bare lige ud.

Vi begav os afsted til Oringe, satte bilen og begav os afsted på den foreslåede tur. John optog den, lige som han gjorde med den første tur vi tog forleden dag. Billedet øverst er et screendump af vores tur. Den kunne han, hvis han ville, give et selvvalgt navn og gemme for eftertiden, men det gør han ikke – det er bare meget sjovt at se den med nøjagtig angivelse af tilbagelagt distance, tid og højdeforskelle.
På den første del af turen var der fin udsigt til Gåsetårnet og de omkransende mure.

Det var noget værre smat at gå i; vi burde i princippet have haft gummistøvler på, men de er ikke gode at gå tur i, og desuden får jeg kolde fødder, for mine gummistøvler er ikke store nok til at kunne rumme både fødder og et par tykke sokker – så ville de være for store resten af året, hvor jeg har mere brug for dem.
Normalt er vi ikke en time om at gå tre kilometer, men der var så mange dejlige steder, hvor vi lige skulle have et billede eller bare stå og nyde det gode vejr og udsigten over vandet.

Med billeder som disse kan vel ingen være i tvivl om, at vi har haft fantastisk vejr på Sydsjælland her til formiddag. Den himmel fås ikke mere blå!
Så kan vi lidt igen … og nu regner det … det var godt vi kom afsted da vi gjorde.

En tur til Vallø m.m.

Vejret er godt hveranden dag på denne egn … i forgårs flot, i går elendigt og flot igen i dag, så vi kørte en tur til Vallø slotspark, som altid er fin at gå en tur i, selv om vi regnede med, at efterårsfarverne var forsvundet, hvilket de da også var, men, ikke specielt overraskende, stod træerne der endnu, og der er mange gamle kæmper iblandt dem. Flotte, store solitærtræer, som fx denne knudrede eg.

De adelige, gamle jomfruer – eller hvem der nu end måtte bebo Vallø Slot i dag, må være virkelig bange for at blive smittet med corona, men ved I hvad, kære frøkener? Man bliver altså ikke smittet, fordi der står nogle mennesker – selv hvis de er coronasmittede – ude i en åben gård, og I sidder trygt inde bag slottets mure.
Nogle er så absolut mere bange end de fleste. To gange har jeg set hhv. en enlig cyklist og en ditto fodgænger på vejen hernede langt ude på landet … iført mundbind. Det er hvad jeg normalt ville kalde overkill, også selv om man hører til højrisikogruppen, men det er måske et lidt uheldigt ordvalg i denne sammenhæng?

Jeg er i øvrigt forarget. Meget. Måske har I også set billedet (fra traktordemonstrationen) af en plakat, som florerer på Facebook, hvor man ser Mette Frederiksen og et par andre iført brunskjorter og med et nazikors oppe i hjørnet?
Det er ganske enkelt under lavmålet! Jeg har i de seneste dage læst nogle artikler om den betrængte minkbranche, og jeg får mere og mere det indtryk, at der nu skal slås plat på hele denne triste situation, men at fremstille MF som nazist er så primitivt, at jeg mangler ord til at udtrykke min vrede over det. Eller … det gør jeg faktisk ikke, men jeg skal skåne jer for dem her.
Og blå blok har mig bekendt ikke haft nogen indvendinger imod det billede. Det er heller ikke i orden! Hører I?!
Selvfølgelig skal man ikke gå uden om grundloven, men det har Venstre selv gjort engang, hvor de undskyldte sig med, at det var en krisesituation, så der var ikke tid til at vente på afstemninger og ny lovgivning.
Hvad er lige forskellen på dengang og nu?
Jeg synes på ingen måde, at MF + hendes regering bør gå af, og jeg synes heller ikke, at vi har plads eller grund til et folketingsvalg midt under coronapesten. Hvis blå blok skulle lykkes med at få tvunget det igennem, tror og håber jeg, at de får et ordentligt hak i tuden for det – jeg vil i hvert fald gerne være med til at give dem det, hvis det skulle være. For en enkelt gangs skyld …
Sorry. Det er meget sjældent, jeg skriver om politik, men den plakat fik mit bæger til at flyde over og mit ikke-adelige, men alligevel blå blod i kog.

Jeg har været inde i en kirke!

Det er ikke hver uge jeg sætter min fod i en kirke. Det er heller ikke hvert år. Faktisk er det temmelig sjældent, at jeg gør det – men jeg har dog været i kirke i år, for Johns søster døde dagen efter John fyldte 75. Hun blev kun 72 år, så det var lige tidligt nok – men det var nu egentlig ikke det, jeg ville fortælle om.
Forleden dag kom vi af en eller anden grund til at tale om Store Heddinge (eller Store Hedninge, som min far altid udtalte Stevns’ hovedstad, og som jeg har taget til mig). Denne bevidst forkerte udtale bliver lidt sjovere, når samtalen kommer ind på byens kirke, som John fortalte er ottekantet.
Det anede jeg ikke, og John undrede sig såre: Har du aldrig set St. Heddinge kirke??? Du har gået i gymnasiet med folk fra hele Stevns, og så kender du ikke den usædvanlige kirke i St. Heddinge?
Øh, næhh … det var ikke lige kirker der fyldte vores tanker, da vi gik i gymnasiet …  men jeg vil da gerne se den nu.

I lørdags kørte vi derfor til Store Hedninge, og allerede ved første blik præsenterede den sig som værende anderledes end en gennemsnitlig dansk kirke.
Så vidt jeg kan finde frem til, er der kun tre kirker i Danmark, som er ottekantede. De to andre er Nyord Kirke (som jeg også har set) og Frederiksberg kirke, men ingen af disse to ligner St. Heddinges Sankt Katharina kirke.
Sidstnævnte er opført i middelalderen, hvilket på ingen måde er usædvanligt for danske kirker, men den kan næppe have set sådan ud fra begyndelsen, fordi der på en af de otte sider er angivet året 1853, lige som der på uret på tårnet står 1867. Pudsigt nok de to år hvor jeg blev hhv. døbt og konfirmeret … 100 år senere, forstås, hvis nogen skulle være i tvivl …
Min dåb var jeg ikke specielt bevidst om, og min konfirmation fik jeg ikke lov til at vælge fra.
Konfirmander så dog ikke ud som den unge pige på billedet til højre. Hverken i 1867 eller i 1967. Det siger måske nok mere om min fremskredne alder end om pigens smag … måske … hun var den eneste på sit hold med den type sko til de fine hvide brudekjoler, de alle havde på, men hun kan have været meget fremmelig – det kan være blevet moderne året efter?

Selv om jeg ikke, siden jeg blev i stand til at tænke, har troet på en gud, der, blandt meget andet ondt, lader børn sulte eller lide under forskellige former for mishandling, så har jeg intet imod kirker som kulturminder betragtet, og jeg elsker at gå rundt på kirkegårde og spinde små historier om de mange skæbner, som gravstenene kan fortælle om.
Som fx Karen her. Bare 31 år blev hun – sandsynligheden taler for, at hun døde i barselsseng, den stakkels kvinde.
Et andet sted var der en kvinde, der hed Hilaria; et navn, jeg ikke tidligere er stødt på her i landet – eller overhovedet, og en googling gav mig stort set kun hit på Alec Baldwins hustru. Hun (altså stevnskvinden, ikke Mrs Baldwin) var født Smith, så mon ikke hun var af engelsk afstamning?

Syddanmark rundt

Christie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

Vekslende vejr

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

Bornholm i coronatider

Puha. Vi havde ikke engang vores mundbind på under alle firs minutters overfart, for i mindst en halv time spiste vi og drak kaffe, men øv, hvor kan jeg bare ikke lide det. Det er ubehageligt og det er varmt. Det er irriterende ikke at kunne læse folks ansigtsudtryk, og det med, at man kan læse det hele i øjnene passer overhovedet ikke.
Overstået blev det dog, og vi kunne køre i land og finde frem til vores fine sommerhus i Bølshavn.
På vejen kørte vi forbi Svaneke Røgeri og købte røget fisk galore til en nem gang aftensmad.
Det viste sig at være et fint hus med en dejlig udsigt. Vi ankom til kraftig østenvind, som tiltog jævnt hen over aftenen, hvor det ved sengetid føltes som stormende kuling, men det var hyggeligt, og det aftog helt i løbet af natten, hvorfor vi kunne vågne op til en skøn torsdag med sol fra en skyfri himmel. Vi lagde ud med at sidde i husets lille knop og nyde en velkomstdrink.

Torsdag gik vi en tur oppe i nærheden af Hammershus ruin, tværs over øen, gennem et kulturlandskab, hvor vi var nødt til at kigge mere ned end op pga. nogle kolossale kolorte, som man ikke trådte i, men snarere gik ind i, og endte med at se på nogle helleristninger.
Når vi er i begyndelsen af en uges ferie, føles det som om vi har alverdens tid til at nå hvad vi end måtte have planlagt, så både torsdag og i dag, fredag, har vi ikke haft travlt med at nå noget som helst. Når vi så når hen til at have omkring halvdelen af tiden tilbage, får vi pludselig halvtravlt med at nå det hele, for lige om lidt skal vi jo hjem igen …
Nå, men der er vi ikke nået til endnu. I aftes spiste vi på Le Port i Vang – en skøn treretters menu, hvortil vi fik valgt nogle rigtig gode vine. John som altid (aldeles frivilligt) er chauffør, fik alkoholfattig øl fra Svaneke.

Da vi stoppede bilen for at studere en fin lille klippestrand nærmere, så vi disse pudsige geder, som på fineste og mest antiracistiske vis har løst problemet med en 100 % integration af sort og hvid.

I dag har vi været i Rønne og set Hjorts Fabrik, som fremstiller keramik og som også er et keramikmuseum. Vi så damen her, som maler pelikaner, der bruges til gave til bloddonorer, som har givet blod 100 gange. Det havde jeg ikke hørt om før, men det er nok heller ikke så mange, som kan nå at give donere så meget blod. Jeg kan så ikke helt forstå, hvordan en pelikan kan symbolisere dette, men der kan skrives bøger om det jeg ikke kan forstå … og det er der da så sandelig også blevet …
I morgen begiver Ditte og jeg os til Strik Bornholm hele eftermiddagen, så mændene skal klare sig selv. Det gør de bl.a. ved at tage ned og se koldkrigsmuseet, som Ditte og jeg ikke har den helt store interesse i at se, men det er jo fint, at vi kan pleje hver vores interesser.

En tur til Enø og et nyt træ

I går formiddags satte vi kursen mod Enø, så ikke endnu en dag skulle smuldre mellem hænderne på os. Den sidste portion af den store stak håndklæder, som Englænderne efterlod, kunne vente til i dag med at få en tur i vaskemaskinen. Alt sengetøjet, de mange duge og to portioner håndklæder var vasket, så det var også rart med en lille vaskepause, men når man har besøg af fire, der tager både strand- og brusebad, så går der meget til.

På Enø satte vi bilen, da vi helt bogstaveligt nåede til vejs ende.
På et engdrag så vi store, dybblå plamager af vikke (tror jeg nok) – de lå som [s]øer af blåt i alt det grønne, men så faktisk pænest ud på afstand.
Vi gik en tur oppe på stien langs lerklinterne og nød det hele: Faunaen langs kyststien, solen, vinden og det meget blå og nogle steder nærmest middelhavsgrønblå hav, hvori der kajakkede en enlig roer af ældre årgang (dvs. min eller ældre), som øvede og øvede og øvede i grønlændervendinger.
Mange gange drejede han rundt, og han var da også god til det, men var det ikke lidt [over]modigt at øve den slags helt alene? Eller er jeg bare blevet en større kryster på mine gamle dage?

Der var rigelige mængder af strandkål. Det har jeg endnu til gode at smage, men i aften bliver den smule jeg tog, ristet på panden og prøvesmagt. Har I prøvet at spise strandkål? Rå eller stegt? Der står alle steder, at den smager bedst i maj-juni, men jeg tog 5-6 af de mindste og sprødeste blade. Hvis det smager ad Pommern til, skal jeg huske mig selv på at give det en chance igen om 9-10 måneder.

I et levende hegn vinkelret på kyststien fik vi øje på et for os ukendt træ. Da jeg kom tæt på syntes jeg, at bladene mest at alt lignede egeblade, men barken lignede ikke den egebark, vi kender.
Google Lens fortalte mig, at det var Algerisk eg (Quercus canariensis). Kan nogle af de botanikkloge læsere af- eller bekræfte dette?
Google Lens, som Ditte har introduceret for os, er blevet et uundværligt hjælpemiddel til bestemmelse af planter (eller dyr … alle mulige ting, faktisk). Før brugte jeg Plantsnap, som også er god, men engelsk, og som derfor ikke kan fortælle mig de danske navne på planterne – og heller ikke altid kan finde planten, hvis ikke den findes i England. Det var også lidt besværligt altid at skulle omkring det latinske navn på en eller anden plante for at finde frem til det danske navn.
Google Lens finder planterne på et splitsekund og rammer oven i købet mere korrekt (så vidt jeg kan vurdere) end Plantsnap, så den app kan varmt anbefales.

Frokosten indtog vi på Kanalkroen i Karrebæksminde. Vi har spist der et par gange før, men den slags succeser kan snildt tåle at blive gentaget. Det er et dejligt sted, hvor man sidder på et dæk helt ude ved (på?) vandet og hvorfra man har den fineste udsigt til den karakteristiske græshoppebro, som gik op og ned et par gange mens vi sad der.

Vi har næsten nået det hele …

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Turen til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

Man kan da heller ikke være væk bare et øjeblik …

Vi havde været oppe hos Ditte og Peter siden onsdag formiddag og kom hjem 17:15 i går, hvor jeg som det første gik ud for at se til drivhuset og kunne konstatere, at en agurkeplante, som forsøger at efterligne kultidens kæmpeplanter, kun lige netop kan tåle, at man springer en dag over med at vande.
Da jeg ville fylde kanden på sædvanlig måde ved at bruge den elektriske pumpe fra vandopsamlingsbeholderen, virkede den ikke. Heldigvis har jeg op til flere reservetanke, så agurken blev vandet.
Da jeg var på vej ind for at fortælle John, at han godt måtte se på den pumpe, kunne han fortælle mig, at vi ingen strøm havde.
Okay – så var det ikke underligt, at pumpen ikke virkede.
John gik til genboen for at høre nærmere, og denne kunne fortælle, at i forbindelse med nedgravning af den store gasledning havde man gravet et stort kabel over helt ovre ved Rønnebæk, så der må have været flere tusinde husstande uden strøm.
Den skulle komme igen kl. 17:11 (!), men den kom kl. 18:15. Det var okay – det var vist først sket ved 15-tiden, så de har været hurtige, og for så stort et område er de nok nødt til at åbne i bidder, hvis ikke nettet skal blive overbelastet.

I går formiddags kørte vi til Fredensborg, fordi jeg via Madame havde set, at slotsparkens køkkenhave, som normalt er lukket for offentligheden, er åben i juli. John og jeg har aldrig set den slotspark, og det var mange år siden, at Ditte og Peter havde.
Den er imponerende flot – jeg var meget betaget af det KÆMPEstore magnolietræ, som i omfang næsten kunne måle sig med de enorme baobabtræer vi så i Botswana engang. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvor gammelt magnolietræet er, men for mange år siden løb en mand ind i stammen, og han sidder der endnu – I kan selv se hans buksebeklædte bagdel.

Ellers var jeg næsten mest imponeret over køkkenhaven – var dog noget forundret over, at rabarberbedet var fire gange så stort som kartoffelbedet. HolddaOP med rabarber de havde … hvad i alverden mon de bruger alle dem til?
Man havde anlagt en løgtørringsbænk, men vi blev enige om, at vi synes en hel del bedre om Charlottes løgtørringsløsning. Hendes kæmpeliljer døde af sen frost i foråret, så stativet, de læner sig op ad, stod ubrugt. Det har hun så pyntet med høstede løg. Ret elegant, ikke sandt?

Efter køkkenhaven gik kursen mod rosenhaven, som var fint indrammet af klippede buske.
Herunder en austinrose, Charlotte for nogle år siden købte, og som hedder … Charlotte, såmænd.

Rosenhaven studerede Ditte og jeg så grundigt, at vores mænd, som benyttede lejligheden til at hvile benene, åbenbart fik hvilet disse mere end tilstrækkeligt, fordi de på et tidspunkt kom hen og spurgte os, om vi ikke også skulle se resten af parken …
Men okay, så … hvis I ikke mener, I trænger til mere hvile … vi styrede hen mod det 1000 m² store staudebed, som jeg også havde glædet mig til at se.

Her fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at investere i en violfrøstjerne.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive inspireret af en slotspark – så ambitiøs er jeg trods alt ikke for min, i sammenligning ynkeligt lille, haves vedkommende, men det staudebed var altså (også) flot!

Livet er fuldt af overraskelser af forskellig art …

Nogle af blomsterne på stokroserne gemmer sig inde bag plantens blade.
De har en dyb, dyb, smuk bordeaux farve, så jeg kom på den ide at forsøge mig med at udvinde denne fantastiske farve og komme garn i suppen.
Som sagt, så gjort – man kunne alligevel næsten ikke se blomsterne, og de synlige lod jeg naturligvis sidde – ikke mindst af hensyn til humlebierne, som holder i indflyvningskø for at mæske sig i den voldsomme pollenrigdom, som stokroser har det med at præstere. Der drysser pollen ned på kronbladene, så man er ikke i tvivl om, at der er meget af det … ikke så underligt, at stokroser krydsbestøver, så man ikke altid kan regne med farven, hvis man sår frøene fra en plante, hvis farve blomster man ellers godt kunne tænke at have flere af.
Er det ikke en smuk farve? Jeg kunne godt se det garn for mig …

Det vil sige … det kunne jeg så ikke, for der kom nemlig denne farve ud af det.
En nydelig, olivengrøn farve, men bestemt ikke den jeg havde forestillet mig. Der var masser af – mørklilla – farvestof tilbage i vandet, selv om det var 1:1, nemlig 50 gram blomster til 50 gram garn, men jeg kylede vandet ud og nøjedes med at farve dette ene fed.
Det er det jeg siger: Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.

En anden overraskelse indløb pr. mail: Tænk engang, jeg kan slippe for selv at gøre værelset rent, når jeg har boet på hotel.
Det plejer jeg da ellers altid … holddaop for et tilbud. Eller hvad … ?
Det er vel næppe et sommerhus, vi taler om her, går jeg ud fra. Mon man i øvrigt overhovedet får lov til selv at gøre et lejet sommerhus rent i disse coronatider? Anticoronaeffektiviteten og graden af renhed er jo ikke kontrollerbare faktorer, og min erfaring er, at det sjældent er okay. Jeg har hele tre gange klaget over mangelfuld rengøring i et sommerhus, vi har lejet – og det er ikke fordi jeg er specielt sart, men når man fx får sorte fødder af at gå henover stuegulvet bare en enkelt gang, så bliver der altså klaget. Men det var snavs, man kunne se – det er noget andet med coronavirus.
De må godt nok have travlt om lørdagen, de stakkels rengøringsfolk ude i sommerhuslandet.

Den tredje overraskelse har jeg til gode, og sådan vil det blive ved med at være.
Det var nemlig fra et udenlandsk nummer, og så ‘kvæler’ jeg altid vedkommende.
Danske, ukendte numre besvarer jeg, for jeg har flere gange været ude for, at det har været en vigtig opringning, som det ikke havde været særlig smart ikke at besvare.
Hvis det så bare viser sig at være en af de talløse phoners, der siger “Pænt goddag, Ellen”, så siger jeg: “Hej Kaj (eller Andrea), jeg har desværre ikke tid til at tale med dig i dag, men hils Andrea (eller Kaj)!”, og afbryder derefter uden at vente på reaktionen.
De fem første cifre afslører, at samtalen kom via en satellit, der ejes af De Forenede Arabiske Emirater.
Jeg gik nok ikke glip af så meget ved ikke at besvare den samtale – men man ved selvfølgelig aldrig – det kan være, vedkommende havde et rigtig godt tilbud til mig, eller kunne fortælle mig om en eller anden gevinst, jeg kunne hente, hvis de lige kunne få mine bankoplysninger. Det kunne også være en ansat hos Microsoft, som ville hjælpe mig med et eller andet problem, jeg slet ikke vidste jeg havde. Der er mange muligheder.