De fik en chance til

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Jeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Vejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

Verden er lille

Vi laver stadig så lidt som muligt, men synes trods alt, at det er synd at sidde og stene hele dagen, så det er i går og i dag blevet til en tur til Aarhus, Ebeltoft og Ørnbjerg Mølle. De to første var gensyn; det sidste nysyn, så at sige. Det var måske ikke et særsyn, men det var et smukt syn – og vi fik et uventet syn: Jeg hørte John sige Hej Viggo! og troede først han havde mødt en gammel kollega, men det viste sig at være min kusines mand, til hvis 70-års fødselsdag vi var tidligere på året. Pudsige tilfældigheder – var vi kommet fem minutter senere, havde han været kørt igen, men vi fik os en kort sludder, og de kommer begge to i morgen eftermiddag til en kopkaf – de camperer ved Ebeltoft, bare nogle få minutters kørsel fra vores sommerhus.

Jeg havde set billeder fra Salling Roof Top og læst, at stedet var et besøg værd, hvilket ikke var helt løgn. Der var en glimrende udsigt deroppe fra, men jeg var vist den eneste, der gik ud på glasgulvet for at få den fornemmelse med. Det gav et lille sug i maven, men selvfølgelig skulle det prøves!
Det var faktisk ikke specielt gennemsigtigt – det kunne de nu godt have lavet af noget bedre glas.

Det var således også et nysyn for os, ligesom Aarhus Ø var det.
Der var meget spændende byggeri at se på, men jeg/vi kunne ikke bo sådan et sted i en uge – der var ikke ‘venligt’, syntes vi. Ikke grønt nok, selv om der selvfølgelig var en smule, og godt nok elsker jeg at bo ved vandet, men der skal altså være mere end bare vand. Vi bliver aldrig, aldrig bymemmesker.

Nå. Jeg skal vel bare lære at se verden gennem andre briller … måske større briller …

A room with a view

Det er ren afslapning. 100 % afslapning.
Som om vi havde brug for afslapning … men der skal jo være forskel på hverdag og ferie, og nu holder vi ferie. Igen.
Denne gang på Djursland, hvor vi har lejet et sommerhus stort nok til, at englænderne kunne være her, men samme englændere meldte for kort tid siden, at de alligevel ikke kom, fordi det trak op til, at Tim ville komme ud i samme travlhedsproblem som i sommerferien, og Charlotte ville ikke én gang til tage turen alene i bil, som de altid gør, når vi skal mødes i Jylland.
Der stod vi så, to personer, med et hus med masser af plads, så vi spurgte Ditte og Peter, om de ville med på et afbud, hvilket de var friske på. Peter dog ikke hele ugen, da han stadig er arbejdsramt, men Ditte bliver her sammen med os ugen ud.

I husbeskrivelsen stod der, at det ligger 50 meter fra vandet. Det lød forjættende, men passer ikke helt, medmindre man regner fra, hvor grunden går til, men tæt på er det, og vi kan sidde i den let ‘forhøjede’ stue (tre trin op) og nyde udsigten.

I dag kørte vi den meget smukke tur gennem Mols Bjerge ned til Slettehage Fyr, hvor vi så den fineste Rolls Royce-version af en Citroën 2CV. Den hed 6V, og havde dermed så meget trækkraft, at den var i stand til at have den matchende trailer efter sig. Den vakte en del opsigt og blev ivrigt fotograferet af stort set alle, der var der.

Selv den strandede tang har efterårsfarver – den lå og glødede så fint i vandkanten.
Den strand, vi har tæt på, er ikke en god badestrand, fordi der er sten overalt. Virkelig mange sten … John og jeg har allerede fundet en halv snes stykker med hul igennem, så jeg skal hjem og trække sten på snor.

Det er fjerde gang, vi holder efterårsferie på Djursland, så der er ikke så meget nyt for os at se, men området er så absolut smukt nok til at tåle et gensyn.
Det betyder nok også, at vi vil tilbringe mere tid i huset end vi normalt ville gøre, hvilket igen betyder, at der bliver dejligt meget strikketid til Ditte og mig.
John vil høre lydbøger – det får han ikke gjort så meget, når vi er hjemme.
Så altså afslapning og dermed ikke meget at skrive om. Det gør ikke noget.

Skovtårnet

Tirsdag havde vi booket billetter til Skovtårnet, som er Gisselfelds nyeste attraktion. Man skal vælge et time slot at komme på, men der var ingen, der var helt optagede, fordi højsæsonen nu er slut, så vi kunne vælge frit – og tog kl. 10:30. Da vi så, hvordan det hele fungerede, giver det god mening at fordele folk, så ikke der opstår trafikpropper på vej op eller ned i tårnet.
Der er plankebroer hele vejen ud til tårnet og hele vejen tilbage igen – først den ene vej, og så den anden vej – de var meget praktisk lavet ensrettede, så man for det første fik to forskellige vandringer gennem skoven og for det andet ikke uafladeligt skulle vige for modgående trafik. Man måtte ikke forlade the board walks af hensyn til naturen, hvilket måske umiddelbart kan virke fjollet, men når man tager i betragtning, hvor mange tusind besøgende, de har der, giver det også god mening. Når man har gået fra start til slut og har været oppe og nede i tårnet, har man gået 3,2 kilometer. Mange har angivet, at det er fire, men det passer nok også meget godt, hvis man medregner turen fra parkeringspladsen.

Der kommer nogle interessante vinkler, når man er på vej opad. Turen op, som var på 800 meter, var ikke så slem, som nok især John havde frygtet – og alligevel gik det en hel del hurtigere at komme ned igen …
Det føltes som at gå mere end 45 højdemeter, skal jeg gerne indrømme, men det er absolut turen værd. Vi er 135 meter over havets overflade, når vi står på toppen, men er altså startet i 90 meters højde.

Der er højt ned …

Se … det ser da ud som mere end 45 meter, gør det ikke? Men det havde nok også været ret skuffende, hvis det havde føltes mindre end de 45 meter.

Set nedefra virker det som værende højere end 45 meter.

På vej tilbage gik plankevejen sommetider på begge sider af ivejenstående træer, og der var udsigtsbænke og en ditto platform, man kunne nyde udsigten fra.
Det hele gik gennem et temmelig kuperet terræn, så det var ikke kedeligt at komme til og fra Skovtårnet; tværtimod var det en hyggelig tur.
Vi sprang klatreskoven over, for man skulle kunne klare sig selv i den, og det havde børnene hverken mod eller kompetencer til at kaste sig ud i, men det gjorde ikke noget – alle, også børnene, havde haft en dejlig og tilstrækkelig oplevelse ved bare at skulle op i tårnet.
Skulle jeres vej falde forbi, kan vi absolut anbefale at tage turen derop.

---

Det var godt, at Tim tog hjem. Ikke for os, selvfølgelig, men for ham. Han ringede tirsdag aften omkring 19:30 og fik en snak med Charlotte. Den sluttede med, at han sagde, at NU skulle han endelig i seng og forhåbentlig sove en lang og uforstyrret nat, for han havde tænkt sig at slukke telefonen. Da havde han ikke sovet siden han stod op søndag morgen, den stakkel. Til gengæld var kunden tilfreds, for han (Tim, altså) havde præsteret at få et eller andet, åbenbart vigtigt for sagen, på forsiden af to landsdækkende dagblade.

To gange Nyhavn

Vi har gang i planlægningen af en stor rejse til Alaska og Canada, hvilket involverer rejsebureauet Nyhavn Rejser, som ikke længere ligger i Nyhavn, men lige ved siden af Østerport station. Vi tog toget til staden, for det der med at finde parkeringspladser i den indre by er en stort set umulig mission, og hvis det endelig lykkes at finde en, koster afgiften nærmest prisen for en lille bil. Det er nu ikke fordi toget gør det billigere; det kan kun betale sig, hvis man rejser én person, men det er en del mere afslappende – især for ham, der plejer at være chauffør – og så holder vi begge to af denne rejseform. Ikke så meget S-tog, det kan være lidt ligemeget, men alle andre former for tog, og turen med lokalbanen fra Faxe Ladeplads til Køge er hyggelig.

Vi gik fra Nyhavn til Nyhavn. Visse steder fornemmer man ikke, at man befinder sig i en storby, for med roserne og stokroserne og de farverige, små og hyggelige byhuse kunne vi lige så godt befinde os i en provinsby. Gadenavnene er også romantiske: Hjertensfrydsgade, Krusemyntegade … og ved det blå hus står der en blå cykel, naturligvis.
Vi lovede i foråret hinanden, at vi en dag skulle ind til København og lege turister, og nu vi alligevel havde en aftale derinde, kunne vi lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Vejret var okay, selv om det blæste meget. Desuagtet vovede vi os ud på voverne i form af en kanalrundfart på en times tid, for det var maaange år siden, vi sidst var på sådan en, og vi havde været så forudseende at tage regnfrakker med, så vi kunne holde den kølige vind ude. Det var højvande i går, så broerne var kun lige til at komme under, hvilket betød, at vi skulle huske at dukke os, medmindre vi havde lyst til at blive et hoved kortere i løbet af turen.

Det var en hyggelig tur med både gensyn og nysyn.
Der var rigtig mange turister i byen, både på Strøget, i Nyhavn og ude ved Den Lille Havfrue, men eftersom vi kunne tælle fem store krydstogtskibe, gav det nok en del af forklaringen på de mange mennesker.

Var det noget med en husbåd? 222 m² for bare 6,550 millioner kroner? Ingen have at passe – fem værelser, to badeværelser, bryggers, stor opholdsstue, ditto køkken og en tagterrasse.

Ingeniørernes hus BLOX (inspireret af legoklodser) havde jeg ikke set før – det er flot, synes jeg.
Med billetten til rundfarten fik vi et rabathæfte, som inspirerede os til at booke et bord på den italienske Riz Raz i Kompagnistræde.
Det var en positiv overraskelse – de havde en omfattende, vegetarisk middelhavsbuffet, som man kunne vælge solo eller som tilbehør. Vi gjorde det sidste og bestilte som hovedret en Riz Raz Blend It, som bestod af ristede kammuslinger, kæmperejer, laks, lammekrone og kyllingespyd plus garniture.
Vi blev meget mætte. Jeg gemte strategisk kyllingen til sidst, for hvis jeg ikke kunne spise op, var den den, der skulle levnes. Det viste sig at være et klogt træk fra min side …

Plastikaffald i et strøgvindue? Nej, men en efterligning i kongeligt porcelæn. Hvorfor? Pas … men det fangede da vores opmærksomhed.

Den ene side og den anden side

Lørdag morgen satte vi kursen mod Djursland for at være med til at fejre min kusines mands 70-års fødselsdag.
Den vil jeg ikke gå nærmere ind i, andet end at sige, at det var smadderhyggeligt og på ægte jysk maner med en overdådighed af mad – det ville have været nemt at trille mig ud, da vi sagde farvel og tak for i dag.

Vi overnattede på Rønde Vandrerhjem, som en eller anden har formået at placere aldeles ideelt, højtliggende og med udsigt over hele Kalø Vig. Værelserne lå i en bue ved terrassen her, så vi kunne se det hele inde fra sengen. Ret fedt. Værelset var spartansk, som de nu engang er på vandrerhjem, men det var fint nok – vi er jo ikke på ferie, men gad bare ikke køre hele vejen hjem i går. Det hed et familieværelse, men man skulle komme hinanden godt ved. Ikke fordi værelset var specielt lille, men der var kun to senge! Til gengæld var badeværelset kæmpestort og kunne have rummet det meste af min familie, så måske derfor …

På vejen hjem kørte vi via Sydfyn, hvor Johns nevø har slået sig ned. Han havde for et godt stykke tid siden, i forbindelse med en præsentation, han skulle give et eller andet sted derovre, brug for en overnatning og fik anbefalet dette sted, som er en B&B.
Han overnatter der endnu, men jeg tror ikke, han betaler for det mere …
Det vil sige – det gør han jo, men det er på en anden måde!
Rummet her i gavlen har hun selv tegnet. Jeg er vild med det; der er et fantastisk lys derinde, og udsigten kan man (heller) ikke klage over.

Fra Lones hus kunne man lige skimte Egebjerg Mølle, som i stedet for den traditionelle hat havde fået en af glas. Vi blev anbefalet at se den, inden vi kørte hjem, og det var da også interessant at være i stand til at se en del af det sydfynske øhav herfra.
Desværre gav glasvæggene mange reflekser, men det kunne vi ikke rigtig gøre noget ved. Der var anbragt en kikkert i rummet, så vi kunne se huset, vi lige havde forladt, men vi kunne ikke se, om de stod og vinkede til os, som de havde lovet.

I aften står den på tidligt i seng. Selv om det ikke blev sent i går, er vi alligevel trætte. Vi er desværre ikke 20 år længere, hvilket absolut kan mærkes ved denne slags lejligheder.
Nå. Jeg ville nu ikke ønske mig at være 20 år … tænk at have 40 års arbejdsliv foran sig. Eller måske 55, som det jo nok vil komme til at være for dem, der er 20 år i dag. Gys, siger jeg bare.

En dejlig tur til Reersø

 

For seks år siden blev jeg tilbudt at udstille mine fotografier på Reersøgalleriet, hvilket jeg dengang på samme tid var yderst smigret og forbløffet over. Det er jeg såmænd endnu … men primært fordi jeg en god måned senere fik konstateret brystkræft, takkede jeg nej. Dog ikke med det samme, men et halvt års tid inden jeg skulle have været ‘på’. Der var nu også andre årsager: Vi købte Den Stråtækte, og jeg fandt ud af, at det nok ville koste mig omkring 10.000 kroner at trykke tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt store billeder (det virker ikke helt seriøst med postkortstørrelser …) og købe forskellige rammer m.m., så jeg var efterhånden alligevel ikke helt sikker på, at det med en udstilling var en god ide.
Søde Helle, som har galleriet sammen med sin lige så søde mand Flemming, og John og jeg har dog perifert holdt forbindelsen, fordi vi havde nogle gode samtaler og hyggede os i hinandens selskab. Vi har bestemt ikke løbet hinanden på dørene, men er rendt sammen et par gange siden, og selv om det er et par år siden sidst, genkendte hun mig straks, jeg trådte ind i galleriet.
Hun inviterede fluks på kaffe og lækkert hjemmebagt, og inden vi havde set os om, var der gået et par timer i deres hyggelige gård, hvor de samtidig kan holde øje med, om galleriet får gæster. Flemming excellerer i hjemmelavede snapse og likører, så en sådan fik jeg også, mens John sprang over, fordi han som altid var chauffør. Det var faktisk Flemming, som fik gjort mig interesseret i at lave snaps af alle mulige mere eller mindre mærkelige ting. Vi har mange stående i dag, og vi drikker stort set aldrig af dem! Lidt fjollet, men de kan da heldigvis holde sig længe.

Inden galleribesøget gik vi en tur på havnen, hvor vi kunne konstatere, at Reersø har to fruer. Der skal såmænd nok også være flere, men de to af dem er nogle rigtige skuder og ligger altså her side om side. Reersø by og havn er en klassisk hyggelig landsbyidyl, og vi kan varmt anbefale en tur dertil. Er man til dansk kromad, kan man spise enten frokost eller aftensmad i den hyggelige kro midt i byen. Der fås ikke en mere autentisk landsbykro end denne … den er lige så autentisk dansk, som engelske landsbypubber er i England. Vi indtog frokosten på kroen. Selv tjeneren var ‘autentisk’, for han lignede til forveksling Thummelumsen fra Livsens Ondskab: Han var hverken ung eller særlig høj, og ikke mindst havde han samme lidt pudsige gangart. Dette var sandt at sige ikke en særlig smigrende beskrivelse, og jeg håber derfor ikke, at han læser dette, men det er på ingen måde ondt ment, vi hyggede os meget og det føjede yderligere et pust af ægthed til stedet.

Man kan se Storebæltsbroen fra Reersø havn. Ikke tydeligt, men se den kan man, også selv om der ligger lidt formiddagsdis og forsøger at skjule den.

Sydafrika eller Sydsjælland? Same, same …

Kan I huske Husk lige tandbørsten? Hvor man, afhængigt af hvordan man klarede sig, kunne vinde en rejse til Sicilien eller Sønder Omme? Eller Madeira eller Maribo? Jeg kom til at tænke på den gamle underholdningsserie, da vi i dag cyklede til Feddet og fik øje på køerne i og ved deres vandingshul. John og jeg udbrød samtidig, at “det er ligesom at være i Sydafrika!”
Jojo – Sydafrika eller Sydsjælland – hvorfor tage så langt, når man kan opleve det samme begge steder?
Næsten …
Det er så køer her og ikke elefanter, men nu befinder vi os som bekendt på Sydsjælland, så det ville godt nok have undret os en del, hvis der havde stået en flok elefanter.

Vi drak den medbragte eftermiddagskaffe på langbænken ved Fed Havn. Det blæser stadig lidt for meget – vi er SÅ glade for vores elcykler, men her var der læ, og temperaturen har langt om længe rundet et tocifret tal. Det var den også længe om!
Vi cyklede gennem campingpladsen på Feddet på vej hjem. Der er sandelig allerede kommet mange campister, men påsken er jo også traditionelt den tid, hvor sæsonen indledes. Næsten alle sad udenfor, men alle var fuldt påklædt, mange af dem oven i købet med vindjakker på. Alle … på nær én, som kun var iført et par badebukser. Det var modigt, synes jeg nok.

Dagens frokost blev meget optimistisk indtaget oppe i shelteret, men det blev ikke til så meget mere tid deroppe i dag, for jeg sad og blev lidt for kold lidt for hurtigt. Shelteret er bygget, så den åbne side vender mod syd-sydøst; for det første fordi den så vender ud mod fjorden og for det andet fordi den fremherskende vind i Danmark kommer fra vest.
Det gør den så bare ikke, når der har bidt sig en påskeøsten fast (et begreb, jeg lige har lært af Farmer), så der var ikke helt læ deroppe, desværre.
Jeg kunne bare have hentet et varmt sjal eller et tæppe, men det gjorde jeg altså ikke. I stedet tog vi cyklerne frem og arbejdede os til varmen.
Det har vi nok også meget bedre af.

Det stod lige parat til os

Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

Nu igen?!

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
– Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivalen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldsnedkeren. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivalen er ikke engang begyndt endnu.

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

Et godt tilbud?

Vi fik lyst til at lege ferie i dag.
John fandt et rosarium ved Løve (det hedder det) ikke så langt fra Høng, som det kunne være spændende at se.
Det var det så bare ikke helt, for stedet virkede lettere forsømt, og alt for mange af roserne var allerede afblomstret – hvilket selvfølgelig er vejrets skyld, men de havde oven i det forsømt at vande, så alt i alt lidt ikke ligefrem hvad vi havde regnet med.

Vi fortsatte til Mullerup Havn, hvor vi spiste frokost på Skipperkroen. Mullerup lyder lidt som noget tv for børn, ikke sandt? Måske er det bare fordi det for mig skaber associationer til Jullerup Færgeby.
Den var okay, frokosten. Vi kørte videre via kysten ned mod Korsør, hvor sommerhusene visse steder ligger så tæt på vandet, som man næsten kan komme. Her Stillinge Strand.

I Skælskør ville vi drikke en kopkaf nede ved havnen. Her skete dagens oplevelse, som jeg stadig ikke har fattet den dybere betydning af:
Jeg gik ind og bestilte:
– Jeg vil gerne have en café latte og en kop almindelig sort kaffe.
– Vil du ikke have dagens tilbud til den almindelige kaffe? Du får både kaffe og kage for 50 kroner. Det gælder altså kun for den almindelige kaffe!
– Johh, tak … men hvad nu, hvis jeg også vil have et stykke kage til min latte?
– Det er bare ikke på tilbud, men du kan naturligvis godt få en latte og et stykke kage til normalpris.
– Okay, så siger vi sådan. To kager, en sort og en latte. Til bord 245, tak.
– Gerne. Vil du betale med det samme?
– Det kan jeg lige så godt.
– Tak, så skal du af med 89 kroner.

Jeg fortrak ikke en mine. Jeg betalte uden at sige et ord og skyndte mig ud for at fortælle John, at han havde fået kaf’ og kaw på tilbud til en halvtredser, mens jeg måtte betale fuld pris og dermed af med 39 kroner for næsten den samme ydelse.

Det er ikke alt, man skal forstå.
Det skal siges, at Johns kaffe var med en gang påfyldning, hvad min latte ikke var, men det forklarer stadig ikke de priser, synes jeg.
Det må være varmen …

På veje og afveje. Og vandveje …

Vi har nu konstateret, at Black Friday tilsyneladende tages ganske afslappet i Lemvig. Der var masser af tilbud at hente, men der var kun få mennesker på gaden. Men okay, vi var der allerede klokken 10.
Jeg faldt over et par Gaborsko til halv pris. De var simpelthen noget så flotte og lige Charlottes stil, og da de kun havde skoen i hendes nummer, får hun lige en ekstra fødselsdagsgave ud af det. Det blev alt i alt til skoene, en flaske af min flydende sæbe fra Matas og et nyt iPad-cover, så det er ikke os, der har sikret Lemvigs forretningslivs fortsatte beståen.

Da vores shop-amok således var overstået, foreslog jeg, at vi kørte ud for at se, hvad det der Gjellerodde var for noget. Jeg havde haft navnet i hovedet på hele ferien uden at vide hvorfor, og skulle vi nå at se området, skulle det være i dag.
Der var søreme da også pænt – og eftersom vejret var med os, fik vi det flotte billede af en spejlende Gjellergård med hjem.
Det så ud, som om vi kunne køre ud til et dige, så vi besluttede os for at køre lidt ad afveje. En smal grusvej var det bare, og nogle gange blev afvejen til en vandvej, men det gik fint at komme helt ud til diget, og smukt var her over det hele.

Eftermiddagen blev brugt til at slappe af og nyde den sidste dag heroppe – også nede ved stranden, selvfølgelig. Tiden er som sædvanlig fløjet afsted, og den uge, der syntes så lang, da vi kiggede på den i lørdags, er nu stort set væk, så vi siger farvel og tak for denne gang til huset her og den gamle mand og havet.

I kan godt se den gamle mand, ikke sandt? Han sidder lige til venstre for midten af billedet, med løftet arm, store øjenbryn og en spøjs næse.

Bølgerne var temmelig høje i dag

Selvom en vestjyde sikkert kun vil kalde 12 m/s for en mild brise, så virker det for vores sarte og vejrforkælede sydsjællandssjæle som ‘rigtigt’ blæsevejr, og bølgerne var oppe i en pæn størrelse; nemlig omkring de to meter – var vores kvalificerede gæt, for det er svært at vurdere.

Uh, hvor jeg elsker dette her! Jeg kan stå i timevis bare og glo ud over vandet og nyde bølgerne og skumsprøjtet.
Bare det ikke regner, og det begyndte det på, mens vi var dernede. Det kan ikke blæse for meget til mig, men der skal ikke meget regn til, før jeg kryber i ly som en forskræmt lille mus, for selv om jeg elsker vand, så kan jeg ikke fordrage at blive våd, medmindre jeg befinder mig i en brusekabine. Jeg kan ikke engang lide regnvejr, selv om jeg er iført vandtæt påklædning.

Stenbjerg Landingsplads, som billederne her er fra, ligger ikke så langt fra Klitmøller, som er Danmarks Cold Hawaii. Dette her i dag var helt sikkert et Very Cold Hawaii, men det var da lige før, en modig surfer kunne have præsteret lidt tuberiding, der hvor bølgerne kammede over.
Dagens mål var egentlig at gå en tur i Thagaard Plantage for at se lidt nærmere på de specielle forkrøblede birke- og fyrretræer, men det væltede ned fra oven, så vi kørte i stedet til Hanstholm for at spise frokost, i håb om opklaring senere.

Det kom der også – bare for sent til os. Billederne herover fra en P-plads ved plantagen er taget på ultrakort tid – jeg var ud af bilen i højst 10 sekunder. Det høvlede simpelthen ned.
Så kørte vi tilbage gennem Nationalpark Thy og hele vejen hjem igen. Lige da vi kørte ud af området, kom den blå himmel, men da var det for sent at vende om; det ville blive for mørkt for hurtigt.
Vi kommer forhåbentlig herop igen til næste efterår, så vi håber på lidt mere vejrheld til den tid.

Der var ingen gorillaer …

Dagens titel er naturligvis inspireret af filmen om Dian Fossey og hendes gorillaer i disen. 
Disen havde vi, men det vrimlede ikke ligefrem med gorillaer ude ved Bovbjerg fyr, og udsigten kunne godt opleves bedre, men op skulle vi da selvfølgelig alligevel for at se hvor langt vi kunne se.
Det er et barsk område – beklager, hvis der skulle være nogen fra Bovbjerg eller Fjaltring, der læser dette, men jeg finder området trøstesløst og uvenligt. Jeg kunne ikke bo her i bare nogle dage; det er for goldt til mig. Jeg så et hus, hvor der intet var omkring. Som i slet ingenting; ikke en eneste busk eller blomst, ikke engang et hegn om græsset omkring huset (som var beboet, selv om det ikke umiddelbart så sådan ud). De andre ‘haver’ i den lille by havde trods alt nogle forkrøblede hybenbuske som afgrænsning til naboen. 
Der er nogle, der vil bo herude – naboen til Bovbjerg fyr var lige blevet solgt til nogen, der åbenbart gerne vil bo et sted uden træer.

Selve Bovbjerg fyr var fint at se, og det var vældig godt at komme ind og få sig en kopkaf efter at være blevet blæst lidt igennem ude ved kanten.

Hornvarefabrikken fik vi også set; med Sara fra Made in Denmark arbejdende inde bag glasset.
Normalt er jeg ikke til ting lavet af horn, men jeg må sige, at der var mange flotte ting at købe – jeg investerede dog kun i en sjalsnål til mig selv.
I morges talte jeg med Charlotte, som, da hun hørte om vores planer, sagde, at jeg gerne måtte se, om de havde nogle flotte knapper.

De havde masser af knapper. Jeg købte tre gange fem af de firkantede, som passede sammen. De var da godt nok ikke helt billige, men Charlottes tøj er jo heller ikke just discount, så det går nok.

Og bedst som vi var kommet tilbage til huset og sad og hyggede os med endnu en kopkaf, døde min telefon. Meget effektivt. Den afgik ikke just ved en stille død, men det er en helt anden historie, som måske kommer en anden dag.
Derfor til jer, der måske kunne finde på at ringe til mig: Vent til søndag eller ring til John.

Når himlen er høj

Søndag morgen stod vi op til et herligt vejr – næsten helt vindstille og med fuld sol fra en blå, blå himmel.
Så bliver man glad.
Jeg har altid bildt mig selv ind, at jeg er stort set upåvirket af vejret, men jeg må erkende, at det nok ikke er helt sandt. Heldigvis er det på den go’e måde, forstået således, at jeg ikke får sort humør ved dårligt vejr, men jeg bliver altså lidt gladere, når vejret er godt. Vinterdepression er et for mig ukendt begreb, og jeg synes heller ikke, jeg behøver så meget lys, men derimod nyder mørketiden på de betingelser, der nu engang er. Vi tænder i stedet op i brændeovnen og hygger inden døre.
Men.
Når man kommer ned til et veldækket morgenbord og får en lys og smuk vinduesplads som denne, kan man da kun blive glad. De serverede ikke engang den ellers så almindelige buffet, men morgenmaden var anrettet og serveret individuelt for gæsterne. Dejligt.
Velduftende, yndige gammeldags roser kunne også yde deres bidrag til den generelle livsglæde.

Vi nød det dejlige måltid, pakkede os selv og bilen, afregnede med Schackenborg Kro og satte igen kursen mod Aventoft, denne gang for at handle lidt billigt ind, men der blev vi snydt, for de åbnede først klokken 11, hvilket ville betyde, at vi skulle have over en time til at gå. Det gad vi ikke vente på, så de billige, alkoholfrie øl må vente til en anden gang. Det havde måske været noget andet, hvis vejret havde været som dagen før, men som det nu var, måtte der ikke gå tid til spilde.
Vi satte derfor kursen mod Rømø, da der var enighed om, at en lille spadseretur langs vandet på den brede, brede strand ville bekomme os godt.

Vi skulle køre igennem noget sand, der endnu ikke var helt vandfrit, men John tænkte åbenbart hvis de andre kan, så kan jeg også. Det kunne han ganske rigtigt, og mens nogle af os tog de vandtætte vandrestøvler på, fortsatte Ditte kun ‘iført’ bare fødder.
Hun hævdede, at vandet var dejlig lunt, men jeg nøjedes med at tro på hendes ord. Peter bemærkede, hvor flot hun matchede Vesterhavets farver.

Efter den omgang mental opladning var klokken 11:30, så vi vendte næsen mod Ribe, hvor vi ville spise frokost.
Vi havde talt om Vadehavscentret, men det må også vente til en anden gang, for vi havde en deadline … vi skulle være hjemme ved sekstiden.
Den gode restaurant nede ved åen, hvor John og jeg har spist et par gange, var desvære lukket – og så ud til at være lukket sådan ret permanent, så vi måtte finde os et andet sted, hvilket viste sig at være vanskeligere end troet, medmindre man vil have pizza eller burger, hvilket vi ikke lige havde forstillet os skulle udgøre vores frokost.
John og jeg har spist mange gode frokoster i Ribe, for det var der, vi tyede til, når vi bevidst var i meget god tid til at nå Englandsbåden, men lige i går havde vi svært ved at finde et egnet sted.

Indtil vi fandt Bobbers, hvor mændene fik hver et stjerneskud, jeg røget laks på hytteost og masser af grønt, og Ditte en … ‘dameburger’, såmænd, men der er burgere og så er der gode burgere, i dette tilfælde med en grøn aioli til, og så var Ditte solgt. Jeg kunne dermed, som den eneste, pudse LCHF-glorien, hvilket jeg da heller ikke undlod. Det var lækkert og veltilberedt alt sammen.
Nu skulle bilen findes, og et par timer senere kunne vi sige farvel og tak for denne gang; nogle gode oplevelser rigere alle fire.

Vi bor tæt på et menneskereservat

Da Ditte og Peter var her i weekenden, legede vi som sædvanlig lokale turistguider og kørte lidt rundt med dem(!) både lørdag og søndag.
Når man kører ad Broskovvej, ad hvilken man også skal finde Oldtidsvejen (som var oversvømmet, da vi var der sidste år), kommer man forbi et menneskereservat. Jeg kender ikke de pågældende ejere af stedet, men de må formodes at have en mening med at skrive således. Man lægger i hvert fald mærke til det. Og undrer sig måske lidt …

 

Vi kørte til Bogø og fik fanget Farøbroerne fra en lidt anden vinkel; vi kørte ind for at hilse på den bittelille færge fra Bogø til Stubbekøbing, som kun sejler i sommerhalvåret, men som vi regner med, at cykelturisterne er glade for, for de må ikke køre på Farøbroerne. Derefter vi kørte videre til Møn, hvor Fanefjord Skov var dagens mål. Ikke af nogen speciel grund, men fordi det altid er godt at have et mål, og vi havde ikke været der før.

Efter en længere tur ind ad temmelig våde skovveje, hvor bilen blev ganske forskrækkeligt snavset, nåede vi helt ud til klinten, som på denne del af Møn er af ler, og kunne af naturlige årsager ikke komme videre på hjul. Legebarnet Peter fik fluks øje på rebgyngen, hvor man kunne svinge sig helt ud over kanten. Vi andre skulle ikke nyde noget … man kunne også komme nede fra stranden og op her via et reb, men selv Peter opgav på forhånd, da der var så pladret, at han med stor sandsynlighed ville være blevet nægtet adgang til bilen bagefter.
Der var en meget lang langbænk, skåret ud af en træstamme. Ret kreativt.
Fanefjordskoven kunne sagtens blive målet en anden gang, hvor også kaffen eller picnickurven skal med.

Vi lagde turen forbi Rønnebæksholm, hvor de normalt har en meget stor og yderst velplejet staude/urte/krydderurtehave, men den skuffede lidt denne gang, da der var en del bede, som bare lå hen og fik lov til at gro til med ukrudt. Halvdelen af anlægget var dog stadig nydeligt, og i midten voksede denne fantastiske rose, som jeg desværre har glemt navnet på. Ditte, kan du huske, hvad den hedder? Jeg bliver mere og mere vild med den, hver gang jeg ser billederne, så hvis ikke Ditte kan huske navnet, må jeg jo en tur til Rønnebæksholm igen for at finde ud af det, for den må jeg eje.
Resten af indlægget bliver billedspam af rosen. Jeg er stadig lidt handlings- og hjernelammet efter mødet med ejendomsmægleren. På tirsdag skal vi op og skrive under på kontrakten. Mon jeg kan lade være med at ryste på hånden?

Er den ikke bare utrolig smuk? Og så dufter den oven i købet!

En lang fredag, men en god fredag

Så fik jeg på snedigste vis listet Langfredag både på dansk og engelsk ind i titlen.
I går morges klokken halvti satte vi kursen mod Lolland, hvor Pia og Allan havde sat os i stævne (i stævne eller bare stævne?), og hvor de med deres sædvanlige gode turistguideevner førte os rundt på øen. Blandt andet Bandholm station, som ofte er blevet brugt som kulisse til film, der skal forestille at foregå i gamle dage.
Det har man ikke svært ved at forestille sig, når man står på perronen, hvor man bl.a. ser en gammel drikkekumme og et skilt med aa i stedet for å.

Men vejret! Vi nåede at drikke formiddagskaffen ude, men frokosten blev indtaget i bilen. Heldigvis havde Pia taget højde for dette og havde medbragt mad, der var egnet til dette.
Turen ud til Dodekalitten måtte også i første omgang opgives pga. for megen væde fra oven, men da vi senere vendte tilbage, blev vi enige om at gøre forsøget på trods af den ret så dramatiske himmel. Vi kom da også helt derud, uden det begyndte at regne, men mens vi stod ved de høje stenansigter. lyttende til lolernes sang fra de skjulte højttalere, begyndte det at hagle. Det bliver man heldigvis ikke så våd af, men uvejret fortsatte, så vi var blevet temmelig våde, inden vi nåede tilbage til bilen.

Imellem disse to besøg var vi på Pederstrup, hvor vi kunne se en enorm hængebøg, der flere steder var ved at gå under jorden. Det var altsammen interessant nok, men det vejr, altså! Vi fik ganske vist nogle korte glimt af en blå himmel, men i det store og hele var det endnu mere koldt, blæsende, vådt og uindbydende, end det var tirsdag og onsdag oppe hos Ditte og Peter. I går havde vi dog, belært af malplaceret vejroptimisme og dermed dårlig erfaring, taget en varmere jakke med, men den kunne sagtens blive våd, selv om vi ikke frøs …
Nå, men ganske som da vi var i Nordsjælland, er det jo selskabet, der er det vigtigste, og det var aldeles upåklageligt begge steder, men jeg er sikker på, at jeg ville have ærgret mig mere over det elendige vejr, hvis jeg havde været arbejdsramt og kun havde disse fem påskefridage.
I dag er det nemlig ikke en pind bedre – vi har ild i brændeovnen og må tørre det vaskede ferie/sommertøj inden døre.

Glade sæsonarbejdere i Stevns kommune

Vi har haft dejligt besøg af en af Die Drei Mädchen med husbond. De sov her i nat, som mange af vores gæster gør; der er langt hjem for de fleste og det er så dejligt for chaufføren at kunne nyde mere end et enkelt glas af den gode rødvin.
I formiddags legede John og jeg turistguider og tog dem med til bl.a. Højerup for at se kirken, hvis kor styrtede ned i 1928.
Her så vi nede på stranden nogle legesyge geder, som så ud til at hygge sig gevaldigt både med klappende mennesker, hinanden og naturen.
Da vi kom hjem, fandt John ud af, at de lige var ankommet … i fredags, faktisk, og skal ‘arbejde’ her i resten af april for at afgræsse området.
Det er efter sigende de dygtigste naturplejere, man kan forestille sig, og de kan komme til på steder, hvor mennesker ikke kan.
God ide, Stevns kommune!

Sus og jeg fik øje på nogle små, lilla blomster, som jeg, uvist af hvilken årsag, ikke kan huske at have lagt mærke til før. Ingen af os anede, hvad det var for en, men internettet er jo heldigvis opfundet, så nu har jeg lært en ny plante at kende.
Jeg googlede lilla blomst skov, og vupti, så var den der omgående. Lærkesporen. Det er da nemt – man er ikke engang nødt til at gå hen og hente Dyr og Vækster ned fra reolen mere …
Det er en meget fin, lille blomst, som jeg havde lyst til at plukke en buket af, men jeg var bange for, at den ville nå at dø af tørst inden vi kunne være hjemme og sætte den i vand.
Gule og (selvfølgelig) hvide anemoner var der masser af i fuld blomst, solen skinnede fra en skyfri himmel, nogle af skovens træer stod spinkelt lysegrønne, og det var dejlig varmt i solen på steder hvor vinden ikke kunne komme til.
Kan man forlange ret meget mere af livet? Foråret er bare en skøn, skøn tid, der kun kan gøre en glad.

Søndagsudflugt til Lungholm

Pia havde sendt mig et link til, hvornår de lollandske herregårde og godser holder det årlige søndagsåbent. Det var virkelig dårlig timing fra vores side, for det viste sig, at vi kun havde mulighed for at se et af de otte godser, der ekstraordinært vises frem, som regel af ejeren selv. Enten har vi gæster eller også er vi ude at rejse. Det er selvfølgelig et luksusproblem, men alligevel er det lidt ærgerligt, for normalt kan man ikke komme ind og se de steder.
Nå, men jeg kan jo bare håbe, de gentager konceptet i 2018.

I søndags så vi Lungholm gods, beliggende ikke så langt fra Rødby. Jeg havde aldrig hørt om stedet før, men da det var den eneste søndag, vi kunne, tænkte jeg, at det aldrig kunne skade at se noget nyt.
Det så pænt og velholdt ud; med en fint renoveret facade.
I virkeligheden var denne rundvisning måske lige så meget et salgsfremstød, for det viste sig, at ejeren ikke boede i hovedbygningen, som kan lejes, hvis man er 28 personer, der har lyst til at bo sammen i en uges tid. De har naturligvis 14 værelser til rådighed, men de skal enes om køkkenet, og selv om der er mange badeværelser, er der ikke et til hvert par – hvilket vel også kan være ligemeget, hvis det fx er en stor familie, der skal fejre et eller andet.

Det var absolut interessant nok at høre om stedets historie, men han fik altså ikke solgt ideen om at leje stedet ud til os. Det er svært at sætte fingeren på præcis hvad der gjorde det, men bygningen var uden sjæl, uden varme, uden personlighed. Soveværelserne var temmelig kedelige; et enkelt af dem så lille, at man ikke engang ville kunne have en kuffert i rummet – for slet ikke at tale om to.
Der var rent og pænt overalt, og måske var det bare os, der var i negativt humør den dag (det synes vi nu ellers ikke …), men vi har da set en del godser og herregårde med tiden, og dette hørte i Johns og mine øjne til i bunden af hyggeskalaen. Det var synd, for vi kunne godt se, at der sikkert var gjort meget ud af det, men som sagt var det ikke lykkedes for dem at give rummene sjæl.
Okay: Én sjæl var der, for det blev påstået, at de havde en grå dame, som gik igen, men den slags skal de vel fyre af for at få det til at lyde autentisk.
Vi må få Pia til at sende link igen til næste år og så håbe på, at det hele passer lidt bedre sammen, for vi vil gerne se flere lollandske godser – vi starter fra bunden og arbejder os op – geografisk og måske også kvalitetsmæssigt.

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

Katastrofeturister

Nej – vi var ikke katastrofeturister, for der var ikke meldt katastrofevejr, og vi gik heller ikke i vejen for noget redningspersonnel.
Men vejrudsigten onsdag aften varslede op til 25 sekundmeter ved Vesterhavet. Vi har før kørt derover bare for at opleve Vesterhavet, når det er barskt, men sidst vi gjorde det, er præcis 10 år siden – det ved jeg, fordi det var på vejen derover, at Charlotte ringede og fortalte, at jeg lige var blevet mormor til en lille Aubrey, og han fylder 10 i morgen.
Vi var igennem alt slags vejr flere gange, inden vi var ved målet – lige fra blændende solskin til hagl, til regn, til slud og til sne. Det vekslede hele tiden.

25 sekundmeter er ikke storm, men når det er rigtigt stormvejr, er det ikke videre smart at køre ud i sin bil – og i øvrigt er Storebæltsbroen højst sandsynligt lukket. Vi var altså ikke rigtige katastrofeturister … jeg kan godt lide det ord … sådanne har vel eksisteret længe, men første gang jeg lagde mærke til ordet, var i forbindelse med oversvømmelserne i sidste uge.
Vi kørte til Thorsminde, hvor der var pænt blæs i den, og hvor en del af havnen var oversvømmet. Jeg gik – på eget ansvar – ud på molen for at komme lidt tættere på larmen og de ret så høje bølger.

Det gjorde jeg sandelig også … kom tættere på, altså … pludselig var der en bølge, der var væsentligt større end alle de andre, så jeg var glad for mine vandtætte vandrestøvler, da vandet kom og og slikkede mig om anklerne.
Efter dette kørte vi til Søndervig, hvor jeg havde booket et værelse for natten på Strandkroen. Det havde dog ikke været nøvendigt at booke, for vi var de eneste gæster den nat.
Om aftenen var der dog tre hold gæster i restauranten, som vel havde omkring 15 borde i den del, vi sad i. Da et fjerde hold kom, bemærkede de til tjeneren, at de havde løbet risikoen og var gået herned uden at bestille bord – hvortil hun kvikt svarede, at der var de søreme heldige, for de havde lige fået et afbud!

Desværre kunne vi ikke komme ind og se sandskulpturerne Afrikas vilde dyr – det må have været flot, men det var næsten tre måneder for sent til det, så vi måtte nøjes med et snydekig gennem et hegn.
I dag kørte vi via Hvide Sande hjem, for jeg ville ind og købe mig fattig i forskellige røgede fiskelækkerier på røgeriet, som jeg ved er virkelig godt.
I havnen lå der den fætter, som ses herunder. Den stod på bunden, men må formodes også at kunne flyde. Er det en slags nemt flytbar boreplatform til prøveboringer, mon? Jeg har aldrig set sådan et monstrum før.
Og i dag var der nærmest havblik, som det ses … det var godt, vi traf en hurtig beslutning onsdag aften og kørte tidligt torsdag morgen.

Katastrofeturisme passer ellers rigtig godt til en fredag d. 13., men nu er vi trygt hjemme igen …

Der er længere til Glænø end på cykel

Da jeg var et stort barn og/eller en ung teenager, morede vi os over og med at lave tåbelige sætninger som “der er længere til Roskilde end på cykel”, “jeg går hverken med slips” og syntes selv, at vi var fantastiske.
Vi gav også hinanden fjollegåder som “hvad er ligheden mellem en kanin?” og “hvad er forskellen på en and?”
(Svarene var hhv. “den er lige tyk på midten” og “den svømmer bedre end den går”.)

I dag kørte vi en masse kilometer for at cykle rundt på Glænø. Fjollet, måske, men vi gad på ingen måde cykle 50 kilometer frem og lige så mange tilbage, så vi var nødt til at tage bilen det meste af vejen.
Jeg har lige fundet en side, som vi skal til at bruge lidt mere – det kommer også til at koste nogle bilkørte kilometer, men til gengæld får vi set noget af Danmark, vi måske ellers ikke ville få set.
Vi startede med at spise klemmerne på dæmningen til Glænø – numsevarmerne er her om sommeren ganske velegnede til at blødgøre sten, så vi kan holde ud at sidde på sådanne og holde frokostpause.

I cykelguiden stod der, at Glænø var færgefri pga. en “kunstigt anlagt dæmning”. Godt så … det er da vist en pleonasme, fordi definitionen på en dæmning netop er, at den er menneskeskabt. Lige som diger er det.
Men der var smukt. Meget kuperet og næsten overalt kunne der ses vand, da øen kun er 5,6 km² stor.
Det var en glimrende måde at tackle en lidt for varm dag på. Vi gad ikke haveabejde og blev enige om, at det måtte være en god ide at bevæge sig rundt i det danske landskab og nyde godt af vind og søluft, og da vi sejlede i går, skulle der ske noget andet i dag.

Vi så et lidt underligt, meget hjemmestrikket, søgående transportmiddel … vi er også helt sikre på, at vi så stedet, hvor ejermanden boede, men det syntes jeg ikke var en god ide at fotografere.

Så søndag chefbesøg, mandag syltning, tirsdag se på smukke dahliaer, onsdag sejltur, torsdag cykeltur, fredag stingfjernelse fra pandaøjne og derefter Sverige.
Det var søreme mange s-lyde … nu må vi se, hvad weekenden har tænkt sig at servere for os – og hvis ikke weekenden frivilligt serverer noget seværdigt, må vi gå over til selvbetjening.

Glade, trætte og mætte

Vi havde en gammel aftale med Ditte og Peter om, at de skulle komme et par dage i deres ferie, og de par dage er nu lige overstået. De er kørt hjem til Nordsjælland, John er taget et smut til drømmeland og jeg selv til blogland.
Det er dog utroligt, som der kan blive snakket på godt et døgn … man skulle tro, at det ville være tid nok, men vi kom da ikke i seng før klokken to i nat.
Man er måske en anelse træt nu, men det er på den go’e måde.

I går eftermiddags kørte vi til Nyord, hvor vi investerede i et par glas af den berømte Nyord-sennep i Noorbohandelen. Vi så også senneps‘fabrikken’ – helt tilfældigt, fordi det begyndte at regne kraftigt, hvorfor vi søgte læ i rekordfart, da regntøjet lå i bilen. Det viste sig at være en heldig byge, for Ditte opdagede, at man kunne købe sorte sennepskorn, som vi begge længe har ledt efter op til syltesæsonerne, men ikke har kunnet finde. Før i dag. Vi købte også noget groft sort og gult sennepspulver til hjemmeproduktion af en god, men meget stærk sennep.

I dag ville luften helt sikkert have godt af os, så vi kørte en tur til Bregentved og Gisselfeld, som D&P måske, måske ikke havde set før – det var i givet fald maaange år siden. Bregentved ligger noget så idyllisk, og de små, stråtækte bindingsværksskønheder på den anden side af vejen er faktisk meget mere fotogene end selve Bregentved hovedbygning.

Vi har aldrig set så mange springbalsaminer samlet på ét sted. Smukt var det. Også den gulgrønne tidsel af (for os) ukendt art, som vi lidt senere genså ved Villa Galina. Ingen af os havde set den før, men den kan vel næppe være egnsspecifik. Ingen torne på stænglen, kun nogle halvbløde af slagsen på bladene.

Derefter Gisselfeld, hvor vi lovede Peter at springe den store park over og kun bevæge os rundt i et mindre område (alt er relativt) for at se det meget flotte orangeri og bygningerne omkring området, hvor de store jule- og livsstilsmesser afholdes. Plus herskabsstaldene.

Flot. To stavefejl i den korte, engelske tekst.
Inde i orangeriet, hvor der for nylig er indrettet en lille tesalon, var der en tavle, hvor der var skrevet ‘the’ to steder – med kridt. Det var derfor ret nemt at viske de to overflødige h’er ud … Ditte blev vist lidt flov over mig, men det var kun hende, der så det.
“Du kan altså ikke få folk til at holde op med at skrive te med h, Ellen!” 
“Det har du givetvis ret i, men det skal ikke forhindre mig i stædigt at blive ved med at prøve!”
Til sidst kørte vi til Villa Galina, hvor vi ville have købt en kopkaf.
Lukket mandag og tirsdag …
Nå – det var alligevel også blevet frokosttid, så den kørte vi hjem og indtog.
Vi takker for en masse timer med en masse snak og en masse hygge!

Turist på Falster

Da vi kørte hjemmefra kl. 10 i går formiddags, var det mørkt og meget, meget vådt, så vi pakkede gummistøvler og regnfrakker med i udflugtstasken, men tog sandaler og T-shirt på i bilen. Da vi nåede til Guldborg, var det helt tørt og over 20°. Vi fik slet ikke brug for regntøjet, mens Pia og Allan som yderst effektive turistguider fragtede os rundt på Falster. Det var en All inclusive, for Pia havde sørget for frokost, eftermiddagskaffe med kage, afsluttende med en dejlig tre-retters middag i hjemmet om aftenen. Bedre service fås ikke – det var på alle måder en god dag!

Vi stoppede op mange steder; bl.a. ved Danmarks smukkeste præstegård. De har da sikkert haft deres grunde, dem der har kåret den, og de har nok også fået lov til at gå ind og fotografere den fra mere flatterende vinkler, end vi kunne komme til ude fra vejen, for vi var ikke specielt imponerede.
Jeg kan dog ikke stå for sådanne gamle navnebjælker, eller hvad de nu måtte hedde.

Et andet stop var Corselitze, hvor parken stort set altid er åben for offentligheden. Bygningen kan man kun komme ind i et par gange om året, og det var ikke nu … men parken er smuk og velplejet, så det var en fornøjelse at gå rundt derinde.

Der var fine rosenpergolaer og ved siden af dem en decideret rosenhave. Smukke var roserne da bestemt, men der var kun én, der duftede.

Vi så i hundredvis af nogle biller, ingen af os kendte, men lidt research har ledt mig frem til, at det er Eurydema ornata, rød kåltæge. RETTELSE: Det er ildtæger (Pyrrhocoris apterus). Jeg oploadede billedet til fugleognatur.dk, hvor der hurtigt var en, der gjorde mig opmærksom på min fejltagelse. Har aldrig hørt om den hverken kål- eller ildtæger før, men det var så dagens nye lærdom. De fandtes i alle aldre og med mange forskellige tegninger på ryggen. De havde forfærdelig travlt med at parre sig – henne til venstre på stammen, hvor de alle sad, havde de etableret et horehus, blev vi enige om … sjældent har jeg set så voldsom en parringsaktivitet som her. Under akten kunne de godt flytte rundt, men de kunne ikke altid blive enige om, hvem der skulle gå forlæns og hvem der skulle gå baglæns.

Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)

Normalt løber det nærmest koldt ned ad ryggen på mig, bare jeg hører ordet tæge, men jeg må nok sige, at disse her fascinerede os alle fire, og vi stod temmelig længe og studerede deres liv og færden. Vi talte om, at det var lidt underligt, så forskellige de så ud på ryggen. Havde vi studeret dem lidt længere, kunne vi have lært at skelne dem fra hinanden, men da vi alligevel ikke havde lyst til at tage dem med hjem som kæledyr, forlod vi dem uden at have navngivet dem alle, som det ellers er blevet så moderne at gøre i alskens naturudsendelser.

Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)
Parken var helt monetsk i sit udtryk visse steder – åkanderne var der skam også – dog ikke lige her ved broen, desværre.

Et andet sted gik der en ENORM hest – jeg vil ikke vædde, men jeg tror, at det var sådanne store krabater, min far kaldte for belgiere.
Se dens fødder – den står fast, gør den! Den virkede ikke særlig glad ud over at se os – jeg var glad for, at jeg stod på den rigtige side af hegnet.

En araber er en elegant og meget strømlinet hest, men jeg kan godt lide robustheden, der er over den viste hest. Den minder lidt om verdens største hesterace, Shire hesten, som kunne/kan bære en ridder i fuld udrustning.

Arnakke

Jeg er hverken død eller syg … havde først tænkt mig at skrive i morgen, men kom så i tanke om, hvor søde mange af jer er til at blive bekymrede, hvis jeg holder mere end én dags pause. Der er ingen grund er til at råbe Ulven kommer …
Vi er lidt udfarende her i weekenden – først til en fætter lidt uden for Holbæk i går, og i dag går turen til Pia og Allan, som vil lege turistguider i deres lokalområde, ganske som Kurt gjorde i går – han bor i Arnakke, som ligger meget smukt. Oppe fra hans terrasse kan man se over til Munkholmbroen.

Hvem kunne ikke leve med sådan en udsigt?

Mens vi venter på kaffen og den kringle, som var det eneste, der var tilbage af dagens kagetilbud – vi kom lidt sent her til Maglesø Traktørsted.
Det var i øvrigt et glimrende sted. Man kan få helstegt pattegris, hvis man kan stille op med mindst 30 personer. Var det ikke en ide til et stort blogtræf?
Kuvertprisen er rimelig, og beliggenheden kan man bestemt ikke klage over!
Maglesø er et dødishul, som ligger midt i de vestsjællandske alper. Endnu et bevis på, at vi aldrig har sat vores lys under en skæppe her i lille Danmark mht. bjerghøje ambitioner … Himmelbjerget og lignende stednavne tænker jeg selvfølgelig på. Vi har de fynske alper og altså også de vestsjællandske.
Smukt er her dog, ingen tvivl om det.
God, våd søndag derude … godt, at regnfrakken er opfundet, for Pia har satset på at være udendørs i dag … men det bliver bedre, inden vi når så langt. Håber vi … vi kører dernedad lige om lidt.

Vejrhøj er et godt navn – der var masser af vejr

Weekenden er tilbragt i særdeles godt selskab i sommerhus med Ditte og Peter og i går også med Inge og Hasse.
Sommerhuset ligger i et yderst smukt hjørne af Sjælland; helt ude på Ordrup Næs. Jeg har været på Dragsholm før, men Ditte og Peter kunne vise os nye (for os) landskaber og veje, der skar igennem nogle af de skønneste steder, vi har set i Danmark.

Bjergene kaldes området, og i et land, der kalder et af sine højeste punkter for Himmelbjerget, er det vel relevant nok … her er vi på vej op til Vejrhøj, som med sine 121 meter rager pænt op i landskabet. I klart vejr skulle man kunne se Roskilde Domkirke, men jeg fandt den nu ikke.

Man kommer ikke udenom den nydelige udsigt, der var deroppefra. Her tænker jeg dog ikke på Peter, selv om han er en nydelig mand … og holddaop, hvor det blæste deroppe.

Til lørdag aften var der bestilt bord i Spisehuset på Dragsholm. Der er både á la carte-retter og enten 2-, 3- eller 4-retters menu.
Vi tog ikke den navnkundige gourmetrestaurant, da vi også gerne ville have råd til benzinen hjem, men Spisehuset havde vi bestemt ingen klager over – det er da også samme køkken til begge steder, og man kunne såmænd sagtens have bildt mig ind, at det var gourmetresturanten, vi spiste i – vi slap måske derfor for det skrækkelige spytlignende skum, der åbenbart er blevet et nødvendigt onde på de finere spisesteder.
Dette her var så umanerlig lækkert, at jeg hører englesangen endnu. Vi tog enten to eller tre retter fra menuen; John og jeg sprang desserten over og tog to forretter og hovedretten.

Herover agurkesuppe (kold) og hvide asparges med hummercreme. I michelinklassen.

Herover langtidsstegt kalveculotte med Lammefjordens grønsager, samt desserten, som fire tog: rabarberkage, men vist ikke en helt almindelig rabarberkage.
Hvis forretterne var i michelinklassen, så var hovedretten trestjernet. Den kalveculotte var så mør, saftig, god og lækker, at vi alle seks sad småstønnende i en grad der nærmede sig et leje, der ellers kun hører soveværelset til, med himmelvendte øjne og var, på trods af i forvejen høje forventninger, forbavsede over, at noget kunne være SÅ godt. Og vi er ikke helt nemme at imponere … hvilket ikke er det samme som, at vi ikke er nemme at stille tilfreds, men der skal altså en del til at efterlade seks personer, der alle går en del op i mad, nærmest stumme af beundring.
Det med stumheden varede dog ikke så længe.

Mætte og tilfredse både med maden og selskabet red vi hjem i solnedgangen – Inge og Hasse helt til Roskilde, mens vi andre nøjedes med de få kilometer til sommerhuset.
Skulle I få lyst til at forkæle jer selv med et udsøgt måltid, der er til at betale uden at skulle ansøge om et banklån først, kan vi på det kratigste anbefale Spisehuset på Dragsholm slot!
Vi er nu hjemme igen i Den Stråtækte, hvor John tager en lur, mens jeg skriver. De sidste to nætters søvn blev ikke helt så lang som normalt, men det kan vi indhente i nat.

En amerikansk havørn er halvtung

Vi nåede Falkecentret på Samsø, inden jeg måtte kapitulere, og selv om jeg er en smule ambivalent med hensyn til vilde dyr i fangenskab, må jeg indrømme, at det var fascinerende at se de store fugle flyve lige om ørene på én. Fuglene så på ingen måde lidende eller forsømte ud, og man må formode, at hvis de levede et miserabelt liv, ville de ikke så villigt lyde de ordrer, de fik. Eller ordrer og ordrer … man lokkede med kyllingefostre, så de kunne vel ikke stå for fristelsen. Og med alle de fortællinger, de kunne servere om falke og ørne, der lige fik lyst til en ekstra lang flyvetur, så tror jeg såmænd ikke, at man behøver at have ondt af dem.

 

Her stor hornugle og amerikansk havørn. De to fugle er nogenlunde lige tunge og begge med et vingefang på omkring to meter. Den amerikanske havørn vejer kun godt det halve af den danske udgave, men den var dæleme alligevel tung at holde i strakt arm!

Stor hornugle er verdens største ugle, og herover ses en dværghornugle – og en jagtfalk, som også er en ret lille fugl med en vægt på omkring et kilo.
Alle fuglene er blevet udstyret med gps, så man kan se præcis hvor de befinder sig i tilfælde af at de får lyst til en lille udflugt. Jeg kan ikke huske  nøjagtigt, hvor langt de har måttet køre for at hente dem tilbage, men det var langt. “Vi har altid fuld tank på bilen!”

Som sagt, ikke nær så stor som dem, vi kan se fra Den Stråtækte, men sådan en havde jeg slet ikke kunnet løfte i strakt arm, og det var da sjovt at stå med sådan en fætter i hænderne, for uanset hvordan vi bærer os ad, vil vi aldrig få dem så tæt på hjemme hos os selv.
John påstod, at jeg så bange ud … og perception is reality, som min chef altid sagde, men jeg benægtede hårdnakket – jeg var aldeles ikke bange!

Det var dog et særdeles respektindgydende næb. Kvinder med bare fødder og rød neglelak på tæerne blev bedt om at skjule disse, da man havde oplevet, at en ørn lige skulle hen og tjekke, om det var noget spiseligt, frisk kød … det var lidt sjovt at se, hvor hurtigt en fire-fem par fødder blev gemt væk i græsset.

Efter denne oplevelse og den frokost, jeg først troede var skyld i al den senere elendighed, tog vi ud på det vist nu danmarksberømte Issehoved, som den nye motorfærge til Samsø er opkaldt efter. Det er altid nemt at være bagklog, men jeg har altså svært ved at forestille mig, at ikke én i et helt byråd kan se, hvordan M/F Issehoved sandsynligvis vil blive læst. For den rene er alting rent, men alligevel …
Nogle lagde måske mærke til, at gårsdagens Alle mod én havde taget ideen op og kaldt den anvendte lille robåd for M/F Jollehoved.

Fyn er fin, men det er Samsø også

Indtil videre ser Samsø fin ud, men jeg tror nok, jeg rent tidsmæssigt gerne ville have haft byttet Tremsbüttel-tilbuddet ud med dette, for to hele og to halve dage på denne lille ø er vist mere end rigeligt til at se det hele, mens vi snildt kunne have brugt et døgn mere i Tyskland.

Værelset her på Ballen Badehotel er fint, absolut stort nok og holdt i de søgrønne nuancer, jeg er så glad for, så ingen klager over det herfra.
Eftermiddagen blev brugt på at se Ballen … det er nemt at bo her, da alting er indenfor gåafstand – vi har set byens restauranter, den gamle købmandsbutik og havnen. I den ene af restauranterne hang en tavle ude med DAGEN’S RET skrevet. Ahahh – kridt på tavle … Ellen var lynhurtigt henne ved den og viskede apostroffen ud. Gnæk gnæk. Gad vide, om de lægger mærke til det? En ældre dame gjorde, men hun sendte mig et smil.

Den gamle købmand var en meget hyggelig butik med masser af lokale varer udstillet i den mere nostalgiske stil. Og hvad ser jeg her? Til min store forbløffelse måtte jeg konstatere, at man heller ikke havde styr på apostrofferne i efterkrigstiden, hvilket godt nok kom en hel del bag på mig.
Carstensen i Sønderjylland havde ganske anderledes tjek på stavning og grammatik: Hverken den forbudte apostrof eller te stavet med h i midten. Så faldt jeg lidt til ro igen …

Tidligere på dagen, på færgen, var jeg også ophidset et kort øjeblik. Jeg ville downloade en app for at få “hele Samsø med på mobilen”. Smart nok, tænkte jeg, men ikke ret længe, fordi jeg så, at appen krævede adgang til mine persondata, mine billeder, min placering og … mine kontakter! Der hoppede kæden af for mit vedkommende – hvad i alverden har mine kontakter at gøre med, at jeg vil downloade noget fra visitsamsoe.dk? No way – så blev det lukket ned uden download, men med mig stilfærdigt grumlende over den slags frækheder.

Nede ved Ballen havn var det heldigvis sjælefredsgivende. Vi så den ene lystsejler efter den anden lægge til for natten … en enkelt gang blev John bedt om at være midlertidig gast og tage imod rebet, der blev kastet ind til ham.

At byen er så lille, har ydermere den fordel, at vi kunne nå at se spisekortene på samtlige byens restauranter. I aften bliver det italiensk.