Genoplivning af en tradition

Madame tog for et stykke tid siden et godt initiativ og annoncerede, at hun syntes det kunne være hyggeligt med et blogtræf på Gavnø, mens de havde deres tulipanfestival. Jeg – og andre, selvfølgelig – var med på ideen. I gamle dage, dvs. for 7-8 år siden, var der blogtræf med jævne mellemrum, og jeg arrangerede, sammen med Jørgen, et af slagsen i 2015, men ellers har det været lidt skralt med den slags arrangementer de seneste år. Det er lidt synd, for det virker på to måder: Man får genset andre bloggere, eller man kan træffe og få sat ansigt på bloggere, man kender elektronisk, men endnu ikke har mødt IRL.
Der var desværre hele fire sidste øjebliks afbud, så vi var ikke så mange, men det afholdt os ikke fra at blive enige om, at dette skulle gentages – i hvert fald en gang om året. Bloggeres partnere er naturligvis velkomne! Også selv om de ikke selv er bloggere.

Vi undrede os over denne birk, som stod nær slotskapellet og som ingen af os havde set før. Vi kunne dog godt blive enige om, at det var en birk pga. den hvide bark og raklerne, men var ikke tidligere stødt på denne udgave.
Google er stadig min ven. “birk med fligede blade” gav masser af hit, hvoraf jeg kan konstatere, at arten åbenbart er ganske almindelig, og at den hedder Betula pendula ‘Dalecarlica’; Fligetbladet hængebirk, såmænd. Så lærte jeg også noget i går.

Tulipanerne var smukke, men Pia og jeg talte om, at der ikke var gjort så meget ud af bedene, som der tidligere har været. Det var bestemt smukt nok, det der var, men når man har set fordums overdådighed af tulipanbede med fx figurer formet af tulipaner, så var det altså lidt skuffende. Det er nok også svært år efter år efter år at få folk til at komme helt fra Holland for at lægge tulipanløg.
Sidste år havde tulipanfestivallen 60 års-jubilæum. Det har sikkert været flot, men så har der vel ikke været så meget krudt tilbage til i år.

Slotskapellet er et fint lille rum, som er rigt dekoreret. Det beskrives som “Nordens mest farverige kirkerum”. Det vil jeg gerne tro …
Prædikestolen bæres af en person med tre tæer og tre fingre, begge dele med kløer lige som fx hunde har det. Eller måske som en drage, men sådan en har jeg aldrig set i virkeligheden …
Jeg troede det var Fanden selv, man hånede ved at lade ham være hovedløs og bære en prædikestol i en kirke, men den er på Gavnøs egen hjemmeside angivet som “en hovedløs trold”, og de må jo vide det.

Prismelysekronen i kapellet er alt for meget bling-bling til, at jeg normalt ville forbinde den med en kirke, især på grund af det blå og grønne slebne glas, men det kan selvfølgelig også godt være en, de ikke længere gad se på inde på slottet … hvem ved?

Vejret var fint, og det var som sagt en hyggelig sammenkomst. Næste gang håber vi at se både dem, der måtte melde afbud i går og gerne også flere end det. Pia, Allan, John og jeg afsluttede dagen med en dejlig middag på Fjordkroen, som ligger næsten lige ved siden af os.

---

Et lille kuriosum: Den 19. maj kan man – mod normal entre – komme ind og grave tulipanløgene op og uden yderligere beregning tage dem med hjem og sætte i sin egen have.
Så langt, så godt. Det stemmer bare ikke helt overens med en anden begivenhed, de har nævnt på samme side: “30. maj: Oplev Danmarks største tulipanfestival i netop disse dage. Det er et fantastisk syn og en seværdighed i sig selv.”
Selv om de mod forventning ikke allerede skulle være gravet op og fjernet, tvivler jeg på, at der overhovedet kan være tulipaner i blomst så sent.

Der er forskel på cab og cap

Jeg kan godt forstå, hvis grønlænderne har det lidt svært med sprog. Deres eget er utroligt svært (men det synes de jo nok ikke selv), dansk er deres andet sprog, så engelsk kommer først som tredje sprog. Ikke så underligt, at det kan gå galt, og jeg vil ikke pege fingre ad dem, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg så dette skilt mens vi stod og ventede på vores kufferter udenfor lufthavnen.
En cab er en taxi. Hvis man taler om indlandsisen, og det gør man her, så hedder det the icecap.

Grønlands største lufthavn. Man bliver sommetider overrasket, men det var meget hyggeligt, og servicen var upåklagelig. Fordi de var ved at få nyt bagagebånd, kom bagagen på traktorvogne på området her foran, hvor vores guide stillede bussen, så han kunne køre bagagen til Polar Lodge. Det havde været hurtigere selv at trække den (bagagen altså; ikke bussen), for der var en genvej, som bussen ikke kunne tage, hvorfor vi kom til at vente på vores kuffterter. Vi trak dem selv til lufthavnen, da vi skulle hjem.

Her ses vores ‘icecab’ på Punkt 660 foran Grønlands icecap. Her er ret stort, og ví er ret små.

På vej tilbage fra indlandsisen gjorde vi holdt ved denne sø. Løbende henover midten af billedet fra venstre mod højre kan anes en mørkere stribe i isen. Hertil gik vandet indtil et par måneder før vi var der. Det forsvandt i løbet af en nat! Otte meter vand, der forsvinder fra en ganske stor sø … imponerende … ganske langsomt havde noget vand smeltet en bredere og bredere vej gennem isen, pludselig går det stærkt, fordi et eller andet bryder sammen, og en sø kan tømmes på ultrakort tid. Der har været nogle udsendelser i fjernsynet om det fascinerende fænomen.

Nu sætter jeg også en streg – ikke i isen, men i indlægget. Slut med Grønland i denne omgang.

---

Præcis i dag har min blog eksisteret i 10 år.
Fra de første, famlende forsøg til, hvad den har udviklet sig til gennem årene. Den har været med til lidt af hvert i mit (og andres) liv, hvor de tre nok mest betydningsfulde ting var min fars død, mit jobstop og min kræft. I sammenligning er alt andet småting, men det har været skønne 10 år, som har givet og lært mig meget, og, som noget af det allerbedste, har givet mig nogle fantastiske venner og nogle hyggelige bekendtskaber, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for blogland.
Nogle af jer har været med fra starten; der er nogle der er forsvundet og nye læsere er kommet til.
Hvor længe jeg bliver ved, vides ikke – intet varer evigt – men jeg er ikke part til at stoppe endnu.

Jeg kan ikke ..

Jeg kan ikke få lov at kommentere hos nogen af jer, der kører med blogspot!
Jeg har forsøgt mig med flere forskellige af de mulige ‘identiteter’ som WP, Google-ID, OpenID m.m., men intet virker.
Det går fint hos bloggere med andre udbydere.
Beklager, men det er altså ikke pga. manglende vilje, at jeg ikke kommenterer, men det er da hamrende irriterende!

OPDATERING: Jeg tænkte det, men nøjedes med det … Kristine skrev det, og så prøvede jeg: Det var manglende accept af tredjepartscookies, der bevirkede, at jeg ikke kunne kommentere.
Hvorfor det så er sådan, ville jeg meget gerne vide, men det vigtigste er, at problemet er løst.

Skal vi mødes?

Pia skrev til mig i går, fordi hun havde fået en god ide.
Sidste år var hun på Frederiksdal for at plukke kirsebær. Det var en interessant dag, fordi der også var en guidet rundvisning – og mon ikke der også er det i år? Det satser vi på. Hvis det mod forventning ikke skulle være tilfældet, finder vi ud af at hygge os alligevel.
Kan man så oven i købet kvit og frit få nogle gode syltekirsebær med hjem, gør det nok ikke dagen ringere …

Pia fik den glimrende ide, at alle bloggere, der har tid, lyst og lejlighed, kan mødes på Frederiksdal kl. 11:00 den 3. september.
Bloggerægtefæller er naturligvis også velkomne – det er en lang tur for de fleste, for det ligger helt ovre i nærheden af Nakskov – men selv om mødestedet således ligger på Lolland, har fynboerne, pga. færgen Spodsbjerg/Tårs, en fordel her frem for sjællænderne, så måske kunne vi være så heldige, at der var nogle fra denne ø, der kunne tænke sig at deltage og få hilst på andre bloggere. Jyder er naturligvis også velkomne – alle er faktisk velkomne – og man ved aldrig, hvor meget spandevis af gratis stevnskirsebær kan lokke …
Vi tager hver især frokost og kaffe/kage med. Der er et naturcenter i Frederiksdals baghave, hvor der er bord og bænke og tørvejr, hvis vejret ikke skulle være helt med os.

Adressen er Frederiksdalsvej 30, 4912 Harpelunde.

Hvad siger I? Skal vi mødes?
Foreløbig bliver vi fire: Pia & Allan, John og mig, men vi vil selvfølgelig gerne se mange flere.

Billederne er til ære for Pia, som efterlyste at se kanden, som jeg købte på markedet i Markaryd.

Et historisk blogtræf!

Hvor heldig har man lov at være? Først arrangerede Jørgen og jeg et blogtræf i slutningen af september, hvor vi beskedent krydsede fingre for, at det i det mindste ikke ville regne, og fik et vejr, der var en julidag værdig. Dernæst udrettede samme Jørgen små mirakler og fik en af beboerne på Vemmetofte til at vise rundt og fortælle ikke blot om klostret og lidt af dets historie, men også om, hvordan det er at bo der i dag i en af lejlighederne.

Vi gik først ud til den den store Musesten, om hvilken der florerer op til flere mere eller mindre sandsynlige forklaringer på, hvorfor den ligger lige her.
Dernæst gik turen til Vemmetofte Kloster, hvor vi gik lidt rundt i parken, mens Jørgen fortalte en masse. Han er født i det gamle apotek i Vemmetofte, og begge hans forældre har arbejdet på klostret.

John og jeg har kørt forbi det smukke kloster snesevis af gange, men har naturligvis aldrig været inden for dets døre. Det var i mange år et såkaldt adeligt jomfrukloster, til hvilket aristokratiet indforskrev døtrene i en tidlig alder, for sæt nu de ikke blev gift … hvad i alverden skulle man så stille op med dem? I endnu ældre dage blev de nonner, sandsynligvis ikke med deres gode vilje, men efter reformationen nedlagdes de fleste af landets ‘rigtige’ klostre. Man fortsatte med konceptet, men de skulle ikke længere aflægge nonneløfte. Der er en fin artikel om dets historie her, og Jørgen har en blog om det her, hvor historien har en langt mere personlig tilgang.

Marianne Zenius Kreutzmann, som er kulturetnolog, bebor i dag en af lejlighederne, og hun gad godt vise os nysgerrige rundt i klostret – og så sandelig også sin egen lejlighed. Marianne har boet i Provence i mange år og har skrevet kulturhistoriske kogebøger om det provencalske køkken. Hun var en levende formidler og vi var alle 10 meget glade for at have fået denne mulighed, hun gav os i går.
Vi startede i klosterkirken, som også fungerer som almindelig sognekirke. Dronning Margrethe II, som er protektor for klostret, har broderet messehagelen i 2010.
I mange af rummene i klostret sås smukke, gamle gyldenlædertapeter; nogle steder med matchende stole.
Hvad der (også) imponerede mig var, at det ikke er et museum, hvor tingene dårligt nok må kigges på og da slet ikke berøres; dette er et hjem for et antal ganske almindelige mennesker – næsten da – som bor her og bruger alle rummene. I ét rum spises der; i et andet drikkes kaffen måske. Så er der værelset, hvor man kan sidde og læse dagens aviser og så videre og så videre.
Beboerne laver selv deres morgenmad, men får en udsøgt frokost og to retter til aften. Marianne læste en ugemenu op for os – jeg ville blive tromletyk på rekordtid, hvis jeg boede på Vemmetofte …

Herunder er spisestuen. Marianne sidder altid ved dette lange bord og spiser. Som det måske kan ses på bordenes opstilling, er der nogle, der foretrækker at sidde alene; andre at sidde to og to – man kan få det, næsten som man vil have det.
Det bliver husket, at den-og-den vil have kaffen i en stor tekop, den-og-den drikker vand osv. – alle små særheder/ønsker bliver husket og efterlevet.

Det er ikke et alderdomshjem. Rollatorer og rullestole er ikke en mulighed her, så man skal være selvhjulpen.
Det var simpelthen så interessant at høre Marianne fortælle – også om den udvikling, der er sket bare på de 4½ år, hun har boet her. Uden at gå i detaljer kan jeg røbe, at hendes egne ord var, at 68-generationen er rykket ind på Vemmetofte Kloster …
Der er nu ærlig talt visse repræsentanter for 68-generationen, jeg har temmelig svært ved at se for mig i disse omgivelser, men Marianne uddybede, og vi kunne sagtens se, hvad hun mente.

Dagen afsluttedes i Den Stråtækte, hvor vi til alles store glæde kunne sidde oppe på terrassen og indtage kaffen, bollerne og konfektkagen. Herligt, herligt, herligt – alene det at kunne fremvise alle de bare arme d. 27. september …
Jørgen skrev til mig i dag, at han havde været så betaget af udsigten, at han helt glemte at trykke på knappen, da han tog et billede af den …
Deltagerne var Conny, Kisser, Inge og Hasse, Pia og Allan, Jørgen med hustru, samt selvfølgelig John og undertegnede.
Det var godt, hyggeligt, dejligt, interessant og tåler nok en gentagelse på et eller andet tidspunkt.
Det er altid rart at få sat ansigter på de mennesker, man i forvejen føler, at man kender allerede.

Næste søndags blogtræf – og andet

Det lader til, at vi bliver 11 + en ‘måske’ på søndag. Et glimrende tal, og vi kan godt være i Den Stråtækte til en kopkaf.
Hvis der er nogen, der ikke er selvtransporterende, samler John og jeg op ved Faxe Ladeplads station kl. 12 præcis.
Man kan lige nå at melde sig til (via en kommentar eller en mail til mig), hvis man skulle have lyst til at deltage.

---

Der var Karl Johan i dag, så Ellen er glad.
Der blev ikke sat en ny sverigesrekord, men det blev da til 1234 gram, og lidt har også ret.

I går havde jeg (for) meget tøj på, og alligevel fandt en flåt ind på min mave gennem en T-shirt, en sweatshirt og en regnjakke. Imponerende stædighed, må man sige. Jeg opdagede den ved, at det begyndte at klø her til formiddag. Sådan reagerer jeg heldigvis altid på flåter, inden de har siddet et døgn, så jeg er optimist og tror ikke, de nogensinde når at sidde 24 timer eller mere på mig, inden de bliver pillet af.

I dag fik jeg til min store irritation en luseflue i håret. De er SÅ irriterende, for de kan trykke sig helt flade og er næsten umulige at få ud, når de først er kommet i ens hår. Deres værter er normalt ikke mennesker, men jeg ved ikke, hvad den forvekslede mig med.

Det er faktisk ikke småting, man udsætter sig for bare for at få lidt svampe i hus … vi gik oven i købet rundt i skoven i regnvejr, men Nielsen skulle absolut sove til middag, mens det var fint vejr, så der var ikke noget at gøre, hvis vi skulle ud i dag, og det skulle vi.

Sådan går det når man endnu ikke er lokalkendt

Jeg kom til at angive et forkert mødested til blogtræffet den 27. september.
Det beklager jeg selvfølgelig … for mig er der kun én parkeringsplads i Vemmetofte Strandskov, men det viser sig, at Jørgen og jeg har talt om hver sin parkeringsplads.
Så forstår jeg også meget bedre, hvorfor jeg ikke er rendt ind i den Musesten noget før …
Jeg har opdateret mødestedet i det indledende indlæg, men jer, der allerede er tilmeldt, går vel ikke ind og kigger der igen, så her kommer de rigtige oplysninger.
Jørgen skrev: Den ligger for enden af Ny Strandskov efter Campingpladsen. Ny Strandskov 4, Faxe skulle føre gps-systemet på rette spor.

Koordinaterne er:

Så er det forhåbentlig på plads … lige nu er der 11 tilmeldte og et måske, men vi kan godt være flere.

---

På Kalvehave Havn var der opsat dette skilt.
“Få samtidig kode til bad / toilet, se vejrprognosen.”
Jeg havde en anelse svært ved at få øje på sammenhængen mellem disse to ting. Inge kunne ikke gøre mig klogere, selv om hun engang har hørt til det sejlende folk.
Den tyske del gav en smule mere mening – uden at jeg i øvrigt er i stand til at læse korrektur på tysk, hvorimod de vrøvlede lige så meget endnu mere på engelsk – “… go to the service terminal” – det lyder meget stort og meget lufthavnsagtigt, men var bare en lille overdækket ting med en betalingsautomat i …

I samarbejde med en psykolog …

Inden sommerferien var der en kommentartråd et sted, jeg husker ikke hvor, om at det kunne være hyggeligt med et blogtræf.
Det var meget moderne en overgang og fandt sted flere gange om året, men medmindre man bevidst holder mig ude, gider folk vist ikke rigtig mere at mødes med andre bloggere, for det er længe siden, jeg har hørt om et træf, der ikke har været rent privat.
En af deltagerne i omtalte tråd var Jørgen Carlsen, som jeg for nylig kontaktede for at høre, om han kunne være interesseret i at arrangere et træf ved Vemmetofte, som han har stor viden om, da han er født i Det Gamle Apotek i Vemmetofte og hans forældre begge arbejdede på Vemmetofte Kloster.

Det var Jørgen heldigvis interesseret i, og derfor har vi arrangeret et blogtræf
søndag d. 27. september kl. 12:30 med følgende program:

• Vi mødes ved parkeringspladsen ved Vemmetofte Strandskov
• Spadseretur langs stranden hen til Musestenen og tilbage til bilerne – omkring 1,7 km
• Kørsel til Vemmetofte Kloster
• Vi går igennem parken, ser kirkegården og går forbi Prins Carls plankeværk; en tur på omkring 1,5 km – Jørgen fortæller undervejs …
• Kørsel (ca. kl. 14:30) til Den Stråtækte, hvor John og jeg vil servere en kopkaf og et stykke kage.
  Her kan folk blive så længe de lyster – vi giver dog ikke aftensmad …

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!
Erfaringsmæssigt plejer der ikke at være det helt store opbud til blogtræf, men skulle der mod forventning komme så mange, at Den Stråtækte bliver for lille, bliver kaffeindtagelsesstedet forlagt til Præstø Havn, formentlig Café Mocc@.
Igen afhængigt af deltagerantallet vil Jørgen forsøge, bemærk stregen under forsøge, at få arrangeret en rundvisning på klostret, men regn som udgangspunkt ikke med, at dette bliver til noget – tag det i stedet som en positiv overraskelse, hvis det sker.

I melder jer til ved at give besked via en kommentar. Vi har ikke tænkt os at være mere strikse, end at vi byder ikke-bloggende ægtefæller velkomne.
Af hensyn til de ovennævnte forbehold kan man desværre ikke bare møde op på dagen. Vi er nødt til at vide – og gerne i god tid – hvor mange vi bliver.

OPDATERING:
Jørgen har gjort mig opmærksom på, at det er en anden parkeringsplads, vi skal mødes ved, nemlig den for enden af Ny Strandskov efter Campingpladsen, der ses på kortet, når man har klikket det større og trukket det lidt mod venstre.

Tast Ny Strandskov 4, Faxe i gps’en, så kommer I det rigtige sted hen.
Beklager – for mig er der kun én parkeringsplads i Vemmetofte Strandskov, men der er altså to …

Et nyt blogtræf i miniformat

Engang i et svagt øjeblik kom jeg til at invitere Fruen i Midten til at kigge indenfor, hvis familiens vej nogensinde skulle falde forbi torpet.
Det gjorde den i dag, så jeg har haft fornøjelsen af Fruen og Donnaen til frokost og hele eftermiddagen, mens Hr Gemalen var ude og køre et cykelmountainbikeorienteringsløb.
Det med det svage øjeblik er naturligvis ment i spøg, og vi havde da også en rigtig hyggelig eftermiddag. Atter en gang har blogland vist sig fra sin bedste side og formidlet et møde, som med største sandsynlighed aldrig ville have fundet sted, hvis ikke cyberspace var opfundet.

Kamelen var naturligvis også med, men den blev opstaldet nede i haven – der var vist en, der havde gennemskuet min holdning til hunde …
Det gik nu fint, og da hus-, hhv. kamelejerne sad ude på terrassen, kunne vi alle holde øje med hinanden.
Mens vi sad der og snakkede, hørte vi et trompeterende skrig nede fra åen, og Donnaens umiddelbare udbrud var: “Det var da en elefant!!??”
Jeg kunne fortælle hende, at dem har vi ikke så mange af her på torpet, men at det enten var en gås eller en trane. Ved nærmere eftertanke nok tranen, hvilket John bekræftede, da vi spurgte.
Den trompeterede igen, og denne gang mente Donnaen, at det var en togfløjte …

Nu var vi simpelthen nødt til at gå ned til åen, så Donnaen kunne overbevises om, at denne hverken er en togbane eller et elefantvandingshul – selv om jeg var nødt til at sige, at chancen for reelt at se tranen/tranerne desværre er temmelig lille, da det er en meget sky fugl.
Ikke desto mindre fik Fruen straks øje på en trane, der stod i sivene på den anden side. Jeg havde i første omgang ikke set den, for jeg havde været så genial at undlade at tage mine briller på, hvorfor jeg er bange for, at det var min tilsynekomst, der skræmte den væk – men så fik de både set en stående og en flyvende trane. Billedet er ikke taget i dag, men det er temmelig sikkert den samme trane.
Alt i alt en absolut hyggelig eftermiddag. Samtaleemner nåede vi på ingen måde at løbe tør for …

Lige inden vi fik gæster, havde vi konstateret, at strømforsyningen til elhegnet var stået af. Sådan et kan åbenbart ikke holde mere end to års konstant kørsel. John gad næsten ikke køre helt til Kristianstad i denne hede for at købe et nyt, så han kørte hen til Verdens Bedste Nabo for at høre, om det var muligt at købe et tættere på os. Det var det ikke, men han havde da lige et, vi kunne låne til næste gang, vi kom herop. Den mand har alt!
John tilsluttede hegnet, gik ned og målte, om det virkede, hvilket det næsten ikke gjorde, men nu vidste vi godt hvorfor, nemlig af samme årsag som gav os mistanken om, at der nok slet ikke var strøm på: Græsset, der berørte hegnet, var ikke brændt af. Nu blev strømmen afledt, fordi der var rigtig meget græs og mange urter og bregner, der berørte hegnstrådene.
Slukke igen og ud med trimmeren. Nu er han færdig med at slå hele vejen langs hegnet, og det virker igen. Heldigvis. Normalt er vildsvinene dybt inde i skoven midt om sommeren, men det er ikke til at vide, hvornår de igen får lyst til at opsøge civiliserede områder, og vi gider ikke have pløjet den plæne op igen nogensinde. Nu er den langt om længe (fire år) ved at blive bare nogenlunde pæn og jævn.

Besøg i Solkær Enge og hos en medblogger

Vi har set og oplevet så meget i dag, at der slet ikke er plads i et enkelt blogindlæg … vi startede med at gå rundt og fotografere inde i Hindsgavl hovedbygning, hvor morgenbuffeten (umanerlig lækker!) blev serveret; lige derefter gik vi parken rundt og ned til Lillebælt, hvorefter vi pakkede os selv, fotoudstyr og vandrestøvler i bilen og kørte mod Solkær Enge, som Per Teilmann er skyld i, at vi havde lyst til at se.
Efter det til Kolding, hvor jeg købte et par støvler og hvor vi spiste en meget let, italiensk frokost på Rafaels (som vi i øvrigt vil anbefale på det varmeste; antipastoen, vi valgte, smagte som vor italienske mor ville have lavet den), hvilket vi, til trods for, at det vitterlig ikke var ret meget mad, vi indtog, fortrød, at vi havde gjort, da vi midt på eftermiddagen trådte ind i Per Teilmanns hjem, hvor et overdådigt traktement ventede på os.

Jeg har vist en enkelt gang eller to nævnt hvor glad jeg er for blogland. Når man har fulgt hinandens blogge gennem lang tid, føler man, at men kender personerne bag, og det var da også præcis lige så hyggeligt at møde Per og hans søde kone, som jeg havde regnet med – ingen pinlige og/eller tavse stunder her! Både John og jeg siger hermed tusind tak for en rigtig dejlig eftermiddag.

Solkær Enge var et smukt område at gå tur i. Fugle så vi ikke vildt mange af, bortset fra en mark med 3-400 gæs, nogle ænder ude på en ø i kæret og en enkelt fiskehejre, der lurede på bytte. Men pyt med det – vejret var upåklageligt, så vi nød bare turen. Hvis ikke det lige var for de manglende blade på træerne, kunne ovenstående billede være taget om sommeren og ikke d. 4. januar … med køer på græs og det hele.

Ænderne er taget med fuld zoom (x 50) med håndholdt kamera, sagde blærerøven Ellen.

Da vi i morges gik rundt og kiggede på hovedbygningen, var vi ret imponerede over de flotte … ja, blomsterarrangementer kan man vel ikke engang kalde dem, men altså … pynten, der var overalt, hvor vi kom frem.
Vi spurgte til det og fik at vide, at de har en fuldtidsansat blomsterbinder. Det må godt nok være lidt af et ønskejob for en blomsterbinder! Hun bruger skoven og naturen meget, fik vi at vide. Bodil må have foræret hende en mængde nyt råmatieriale, for der ligger større eller mindre træstammer over det hele. Indendørs, selvklart …

… selv om Bodils spor naturligvis var tydeligere udenfor; her for enden af parken.

Det koster penge at være blogger …

Her sidder man i al uskyldighed og kigger over til Mia for at se, hvad hun har begået siden sidst, og hvad sker? 
Hun nævner sin yndlingsserie gennem tiderne (Forever Green). Jeg kommenterer … en tankerække sættes i gang og jeg ihukommer mine egne foretrukne serier, som gik for maaange år siden i dansk tv, og som mig bekendt aldrig har været genudsendt.
Typisk, i øvrigt. De kan genudsende så meget fuldstændig ligegyldigt, men lige præcis disse to, som jeg så forfærdelig gerne ville se igen, kom naturligvis aldrig.

Men … tanken var ikke fjern: Når Mias gamle yndlingsserie kan fås på DVD nu, så kan mine vel også? Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det?  
Fluks ind og kigge på engelske Amazon og JO! Der var den jo. Den ene. Den bedste af dem.
Den anden hed Afrodites skat; jeg kan ikke huske originaltitlen, så hvis nogen kan det, hører jeg meget gerne fra vedkommende.

Against the Wind havde de på DVD. Mod vinden hed den såmænd på dansk. I hovedrollerne Mary Larkin og Jon English – sidstnævnte havde selv skrevet den dejlige kendingsmelodi.
Er der nogen af jer, der kan huske den? Den hander om britiske straffefanger, som blev sendt til Australien.
Den er fra 1978, men præcis hvornår den blev vist i Danmark, kan jeg ikke huske.
Buy with one click. Done.

Når nu jeg alligevel var ovre i England og handle, kunne jeg lige så godt finde ud af hvad det var, Mia syntes så godt om dengang, så Forever Green fik også et Buy with one click. Uhhh, det er for nemt, er det …

Så jo: det kan koste penge at være blogger. I hvert fald en impulshandlende blogger som mig. Jeg håber sandelig, at den ene er lige så god, som jeg husker den, og at den anden er lige så god, som Mia husker den.
Hvad er din tv-serie over alle tv-serier? Udover Matador, som jo intet kan slå …

Kartofler i lange baner – og nogle superhyggelige timer

Dagen startede hos Lene, som havde inviteret os til et besøg på gården, hvor hun bor.
Ikke blot blev vi trakteret, så vi formentlig først bliver sultne igen på lørdag, men snakken gik, som havde vi kendt hinanden i årevis og bare skulle have fulgt op på et par års adskillelse.
Hvis man læser ovre hos Lene, kan man se, at hun inden mødet havde gjort sig de samme tanker som jeg, og var derfor heller ikke nervøs for pinlige pauser på grund af, at det var første gang, vi så hinanden IRL – og sådan gik det da også. Hvis ikke Lene havde skullet noget andet senere på dagen, er jeg sikker på, vi sad der endnu og pladrede løs, for jeg følte slet ikke, at vi var bare halvt færdige med at snakke, da vi kørte derfra.
Tusind, tusind tak for nogle særdeles hyggelige timer – også til din søde mand for praktisk og visuel gennemgang af en kartoffelavlers liv (og for kartoflerne, vi fik med hjem) – det var spændende og interessant for mig, der er vokset op med en kartoffelfar, så at sige. Dog i langt, langt mindre målestok end det, vi så dag … maskinparken hører til i kategorien monsterstørrelse – se bare traktoren herunder, som kan køre selv, så føreren kan koncentrere sig om computeren, der styrer det, der sidder bag på traktoren! Min far ville hverken have troet sine øjne eller ører, hvis han havde kunnet opleve dette.

Vejen hjemover havde vi fået anbefalet at lægge gennem Fosdalen, og vi parerede naturligvis ordre. Vi nøjedes med at beundre den fra bilen, da ingen af os, som før nævnt, af forskellige årsager er til bratte stigninger og mange trapper. Det var helt rigtigt, at det var et specielt og smukt område – et særdeles kuperet terræn lige ved siden af den Vildmose, der er så flad, at en pandekage ligner et bjerglandskab i sammenligning.
Vejret var desværre ikke til fotodokumentation af Fosdalen.
Det bedrede sig en anelse, da vi nærmede os de hjemlige strande.
På Jørgens opfordring kørte vi til Grønnestrand for at se Svineklovene lidt på afstand og for at få os en spadseretur hen til samme klove.
Troede vi, men da Ellen ikke havde tænkt i terrængående og vandtæt fodtøj, måtte vi opgive forehavendet igen, da vi ikke kunne krydse floden, der dermed hindrede vores videre vej. Det er for længe siden, jeg var gymnasiets tredjebedste til højde- og længdespring. Alt, alt for længe siden …

Så kunne vi da heldigvis køre hen på klovene og atter en gang nyde den fantastiske udsigt oppe fra toppen, som er omkring 10 meter højere end Sjællands højeste punkt. Bare sådan for at få sat tingene lidt i relief.

Den dybde i landskabet, der næsten kan gøre en svimmel af bar’ betagelse, kan man desværre overhovedet ikke fornemme på et billede – i hvert fald ikke på et billede, Ellen har taget. Men den er der, dybden, og vi var begge glade for, at Jørgen anbefalede os at tage turen derud gennem et karakteristisk og enestående landskab.

Trondheim

Først må jeg lige æde nogle ord i mig igen: det var nok alligevel ikke Norges kedeligste campingplads, vi boede på i nat – den tog sig noget bedre ud i solskin – og den der elv så jeg slet ikke i går, selv om vi kørte over den for at komme ind på pladsen … og jeg sov altså ikke!

Egentlig havde vi planlagt at køre til Steinkjer i dag og fortsætte videre op ad Kystriksvei 17 til Bodø, som Ragnhild har anbefalet os. Nu traf det sig bare således, at samme Ragnhild tilbød sig som guide i Trondheim, hvilket vi naturligvis ikke kunne sige nej til.
Vi fandt derfor en campingplads lidt uden for Trondheim og kørte efter frokost tilbage til byen for at se, som det kunne lade sig gøre at finde hinanden … vi har jo kun de halvdårlige billeder fra vores blogge.
Jeg ringede og fortalte, hvor vi befandt os. Ragnhild fortalte, at vi så bare skulle gå over broen, dreje til højre ad Fjordgate og gå, indtil vi nåede en stor, åben plads.  
Det lød jo ret enkelt … da vi kom til pladsen, slog John sig på bukselommerne og bandede derpå slemt: han havde lagt sin pung med penge og samtlige kreditkort tæt på vinduet i camperen (i hvert fald et meget synligt sted), fordi han troede, at han skulle betale bompenge for at komme ind i byen. Nu fik han sig en god, ekstra spadseretur, mens jeg ventede på Ragnhild …
Jeg så en dame stille sig i den anden ende af pladsen, kigge sig omkring, tage sin mobil frem og taste et nummer … jeg tænkte, at det lignede hende på det lyse, krøllede hår, og hvis min mobil ringer lige om lidt, så er det hende.
Min mobil ringede, og jeg sagde derfor ikke meget andet end “Hej – jeg står og vinker til dig lige nu”. Hun kiggede op og fik øje på en Ellen, der vinkede. Jamen hvor svært kan det dog være?
Lige da vi havde hilst pænt på hinanden, dukkede John op igen – MED tegnebog, heldigvis, og vi begyndte på vores færd gennem byen.
Vi så et Trondheim, som vi bestemt ikke ville have set, hvis vi havde været turister på egen hånd – Ragnhild fortalte og forklarede, mens vi gik.
Ind imellem blev det også til lidt snak om Norge generelt – alt i alt 2½ meget givtige og hyggelige timer blev det til, inden vi skiltes igen.
I biblioteket kunne man se resterne af en gammel 1100-tals-kirke – med skeletter og det hele.
Vi så den KÆMPEstore domkirke, det gamle havnekvarter med købmandsgårdene til venstre i billedet og det arbejdende folks områder til højre. Det hele er, lige som vi kender det fra DK, nu lavet om til mondæne beboelser og der er et rigt cafe- og restaurantliv.

Jeg kunne vise mange, mange flere billeder, og jeg kunne skrive mange, mange flere ord, men det vil blive alt for langt … jeg vil derfor ikke sige ret meget mere end tusind tak til dig, Ragnhild, fordi du gad ulejlige dig med at føre os to danskere igennem en smuk, ren og velholdt by. Det var en rigtig god eftermiddag og vi er på grund af dig en dejlig oplevelse rigere – endnu en gang må jeg konstatere, at blogland rummer en rigdom af muligheder – jeg holder aldrig op med at forbavses over alt det gode, jeg nærmest får forærende, bare fordi jeg har meldt mig under blogfanerne engang.

Ellen: “Hvad kan du især anbefale, at vi ser på rute 17 mod Bodø?”
Ragnhild: “Alt!” 
Godt så. Det er da heldigt, vi har sat 4-5 dage af til den små 700 km lange tur, som Google maps siger vil tage 11 timer og 27 minutter uden ophold …
Tak igen for i dag, Ragnhild. Vi gør med største glæde gengæld, hvis du engang skulle befinde dig i nærheden af Roskilde eller Køge  

Til slut et kig over fjorden sådan cirka fra, hvor vi har parkeret camperen – der er nogle fastliggere, der har kapret sig den allerbedste udsigt og nærmest har fået anlagt sig hele parcelhushaver med udekøkken og det hele i forbindelse med deres monsterstore campingvogne.
Og til allerslut, på utallige opfordringer, interiørbilleder fra camperen: vi kan i dag fremvise et kig på køkkenet, mens der bliver kogt kaffevand; plus Johns seng, som den ser ud, når alt andet end John ligger i den, og endelig et sceneri fra kommandorummet, når begge pc’er er sluttet til.

Blogland – inspirationsland

Atter en gang må jeg konstatere, at blogland er en rig kilde til inspiration og ny viden.
Jeg har bl.a. lært at lave mælkebøttesirup, at finde og kende ramsløg, og nu senest at plukke hybenblomstblade, tørre dem og få dem til at give mig velduftende tøj i en tid fremover. Dette sidste med rosenduft er inspireret af Pia, som skrev om det for nylig.

Det er jo logisk nok at gøre det, især efter andre har plantet ideen i mit hoved … for hvor tit er vi ikke gået forbi blomstrende hybenbuske og er blevet næsten helt berusede af deres skønne duft?
Det var i sidste øjeblik, jeg var ude; der var ikke mange blomster tilbage, men jeg fik, hvad jeg skulle bruge – uden egentlig helt at vide, hvor mange jeg skulle bruge, men jeg satser på, at jeg har vurderet mængden korrekt.

Turen gik forbi vores diminutive sø, hvor det er længe siden, jeg sidst har været, hvilket gav mig en passende lejlighed til at tjekke, om blishønsene har det godt.
Det havde de, og det havde deres kyllinger heldigvis også, men det er sandelig pligtopfyldende og årvågne mødre, de blishøns: På afstand så jeg tre hold med kyllinger, men selv om jeg gjorde alt for at virke helt usynlig og snige mig på bedste indianermaner ned mod bredden, kunne jeg ikke narre dem. Hønsene kom fluks med deres advarselsbip, hvorfor jeg kun nåede at få et par fotos eller tre i kassen, hvor man bare kunne ane nogle blisfamilier. Der var kun en enkelt lille kylling, der måtte have en hel del ekstra høje og vrede bip, inden den var villig til at søge dækning inde i sivene.
Man kan lige se det for sig: “Årh moar altså – jeg skal bare lige …”

Nu er rosenbladene lagt fladt ud og anbragt mørkt i et skab.
Jeg vil bevæge mig op efter den store kuffert og se, om jeg kan have alt, hvad jeg skal have i den. Det er med at få pakket i aften, for jeg skal ud af døren klokken 05:30 i morgen.

Men hvad gør det, når jeg skal til England? Jeg vil kunne være fremme ved destinationen klokken 12 GMT – det er såmænd forholdsvis hurtigt; især når man tænker på al den ventetid, der er. I ren transporttid er der kun lige knapt 3½ time.

WordPress og tilknyttede kommentarproblemer

WordPressbrugere har i den seneste tid oplevet, at folk har svært ved at få lov til at smide kommentarer hos dem.
Det er virkelig genialt, må jeg sige … det er jo lige som hele ideen bag blogning, at det kan lade sig gøre at kommentere på det, folk skriver – ellers kunne man jo bare have sig en almindelig hjemmeside.

Det varede lidt, inden det gik op for mig, at der overhovedet var problemer, for jeg havde pudsigt nok ingen vanskeligheder ved at svare på de kommentarer, der slap igennem WP-nåleøjet – lige som jeg ikke selv havde oplevet problemer med at kommentere nogen steder.

Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg helt har forstået, hvad det er der foregår, men flere har været så flinke at komme med forklaringer og/eller løsningsforslag.
Hvis ikke dette allerede kommer så sent, at I har opgivet ævred – eller i hvert fald min blog, kommer der et forsøg på forklaring plus forslag til en ‘workaround’, som vores it-folk siger det på nudansk.

Citat fra Jørgen:
“Hvad angår kommentarer ser det ud til at WordPress.com har bestemt sig for at man skal logge ind, hvis man vil benytte en email til kommentarer, der er koblet på en konto hos wp.com. Det angives at være af sikkerhedsgrunde. For at undgå bøvleriet benytter jeg en anden gmailadr. der ikke er knyttet til wp.com. Så længe wp fastholder beslutningen er der såmænd ingen grund til at anvende emotionelt krudt på den sag. Log ind eller skift mailadr. Det er i øvrigt derfor der ikke længere er billede ved mine kommentarer.”

Mormor i Norge har fundet en god forklaring her, hvor du også finder en vejledning til løsning af problemet.
Mange har undret sig over, at man bliver bedt om at logge ind på en WP-konto, man slet ikke har, men det skyldes med stor sandsynlighed, at man har sig en Gravatar.

Jeg har en Gravatar, bruger WP som udbyder og har ingen problemer haft nogen som helst steder.
Jeg har også en googlekonto og en bloggerkonto, fordi det faktisk er meget nyttigt at have disse konti – jeg har fundet ud af, at det sparer mig for mange kommentarproblemer rundt omkring. Det SKAL være nemt at kommentere – det er hele ideen med blogs, som nævnt, hvorfor jeg derfor her vil slå et slag for, at I får fjernet de der utrolig irriterende dobbelte antispamord, som er næsten umulige at læse, også for ikke-spammere.
Googlekontoen har jeg, fordi jeg har en Gmailadresse, som jeg finder meget nyttig på rejser, hvor jeg ikke kan bruge min egen mailserver. Jeg sender altid mine rejsepapirer, kopi af pas, rejseforsikring og andre vigtige ting til min googlemail inden afrejse – så har jeg altid en backup, som jeg har adgang til på enhver computer, af vores reservationsnumre og lignende, hvis noget skulle gå galt.
Det var et lille sidespring …

For at vende tilbage til kommentarproblemerne, så er der jo også de smarte brugere – og dem er der mange af – der har fundet ud at, at man bare kan opgive en emailadresse, der ikke eksisterer – det sluger WP åbenbart råt. Så meget for, at de startede hele balladen ‘af sikkerhedsmæssige hensyn’. Nu kan man bare lyve sig ind i systemet. Virkelig gennemtænkt, WP!
Jeg ville nok selv anvende denne sidste løsning, og får jeg af en eller anden grund brug for at kende jeres rigtige mailadresser, kan jeg vel finde dem på jeres blogge.

Afslutningsvis lige en smuk pil fra Kastellet i Kbh. Jeg har ikke vendt kameraet skråt, og jeg var heller ikke beruset … det var virkelig Skæve Thorvald af et piletræ.

Sikken dejlig dag det var i dag

Fantastisk vejr!
Kl. 13 skulle jeg møde nye og gamle bekendte til blogtræffet på Firefly i København – det var hyggeligt, ganske som det plejer at være. Det er altid spændende at se ansigtet bag bloggen, og Ninas og Luftprikkernes ansigter var nye for mig – hyggeligt at møde jer.
Men selvfølgelig også meget dejligt at se de go’e gamle: Bente, Jens, Madame og Pia. Tak for i dag til jer alle – også til de tre ‘medløbende’ ægtemænd.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var en anelse spændt på at skulle spise på en veganerrestaurant … jeg fik bønnesalat, og jeg var positivt overrasket – bortset fra, at jeg måske nok synes, at portionen var lige det mindste til prisen, men en god avokadosalsa med chili gjorde det hele meget lækkert – blomsterpynten sprang jeg dog over, og jeg savnede brød til – det var absolut en mangel ved retten, at der ikke engang kunne blive til et stykke brød for de der 98 kroner.
Jens var mere på hjemmebane og havde helt styr på, hvad kan skulle bestille, så det blev til en brunch fra hans side – han fik masser af mad.

Vi måtte derfor have en dessert bagefter – mig en æbletærte og de andre dessertspisere en cheesecake uden ost – jeg sagde jo, at det var vegansk, dette her … jeg forstår bare ikke, hvorfor den så absolut skulle hedde cheesecake – de kunne have kaldt den hvadsomhelst, uden jeg ville have løftet et øjenbryn – jeg synes ikke engang, at den ligner en cheesecake.
Min æbletærte var god – rigtig god, faktisk, men igen: hvorfor skal der være ‘dehydrerede æbler’ på? Hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg have troet, at det bare var tørrede æbler, men jeg er jo heller ikke veganer  

Vi havde alle en anelse svært ved at sidde stille derinde og kigge ud på Københavns menneskemylder – ALLE var bare ude i det skønne vejr.
Jens foreslog, at vi tog metroen til Kgs. Nytorv, gik langs Nyhavn, forbi Skuespilhuset, Amalienborg og –haven, for at ende på Langelinje.
Det var en rigtig god ide, og Jens er en god københavnerguide. Tak for det, du.

Det var en million mennesker i Nyhavn – selv på en varm sommerdag kan der vist ikke være mange flere ude.

Bente og jeg drog mod Østerport station fra Gefionspringvandet – også en dejlig gåtur.
Alt i alt en dejlig dag.

Jeg vil gerne holde et blogtræf på ødegården i Sverige, hvis der ellers er nogen, der gider bevæge sig derop. Sidste år var det jo ikke så mange, der kom, men det er nu ikke helt tosset at være i Sverige i slutningen af maj eller starten af juni, som jeg forestiller mig, at det kunne blive. Man kan overnatte hos os, hvis man synes, det er for meget til en dagstur.