Hos Mommer

20. oktober 2015

Sidste stop: Olympen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:45
Tags: ,

Så synger det snart på sidste vers. Dagens havn var Katakolo(n), hvorfra turen gik til Olympen, hvor de første olympiske lege blev afholdt; startende i 776 f.Kr. og varende i små 1200 år, indtil denne hedenske uskik blev forbudt i år 393 af de nye kristne. Mens legene, som varede fem dage under julis fuldmåne, blev afviklet, skulle der være fred i verden.

P1090076P1090079

Skraldemændene strejkede her og havde gjort det i 14 dage, hvilket tydeligt sås flere steder. Vores guide tog det fra den humoristiske side og bad os lægge mærke til det pragtfulde vejr og især den flotte blå himmel. Guiden, der var en skøn lille græsk krudtugle, talte et flydende og meget imponerende dansk. Hun havde startet med at lære svensk, men syntes bedre om det danske sprog, så det fortsatte hun med – er delvist autodidakt, men begik kun yderst små og ubetydelige fejl. Nogle få gange ledte hun efter et ord, og når en af os sagde det på dansk, var det tydeligt at se, at hun mentalt skrev sig dette nye ord bag øret. Hun er den eneste dansktalende guide i Athen, så jeg gætter på, at hun har rigeligt at lave.

Zeus' tempel

Hele Peloponeshalvøen er smuk – meget anderledes og langt mere frodighed, end vi har set på de små øer, vi hidtil har besøgt. Skulle vi engang se nærmere på græske landskaber, ville Pelopones være oplagt. Olympen blev ikke opført tilfældigt her; stedet var nøje udvalgt.
Det var en fornøjelse at gå rundt under de skyggefulde træer og høre historien, som guiden fortalte den.

P1090092P1090097

Herover til venstre nogle umiddelbart ret uinteressante sten, men det er her, den olympiske ild bliver tændt – også den dag i dag.
Til højre vores unge Derek; turens suverænt yngste deltager, som er med på et afbud, spænede i smuk olympisk stil frem og tilbage over Stadion og blev belønnet med en dusk ukrudt i mangel af en med en guldsaks afklippet olivengren fra Zeus’ hellige træ, som vinderne blev hædret med i fordums tider.

Anette giver en Ouzo

Lige før busholdepladsen var der, ikke overraskende, en souvenirbod, men de solgte også kolde drinks. Anette – Kulturrejsers søde og også dejligt krudtede guide – gav en ouzo her, “fordi her er så rart at være”. Jeg tog et glas for ikke at virke uhøflig, men den smag bliver jeg aldrig glad for. Som barn nægtede jeg at indtage min farmors Kongen af Danmark-bolcher, og som lidt ældre lærte jeg aldrig at drikke pernod, så ouzo må man for min skyld også gerne beholde for min skyld. Men pyt – det var kun et lille glas, og det er jo ikke ligefrem noget, man dør af at drikke. Ikke i den mængde, i hvert fald …

Tilbage på skibet igen, hvor vi nu skal befinde os i godt halvandet døgn, inden vi igen lægger til i Civitavecchia. Kahytten er som sædvanligt gjort ren, mens vi har været væk; det bliver den både om formiddagen og igen om aftenen, mens vi spiser den store, forkromede middag. Og den bliver gjort virkelig ren – alt sanitet bliver tørret af begge gange, og håndklæder hængt pænt. Om formiddagen bliver sengene redt og om aftenen bliver de gjort parat til natten, og der ligger ofte et fint håndklædedyr og pynter på sengene.
Der er tjenende ånder overalt og hele tiden. Snavset service og glas/krus bliver omgående fjernet, solstole rettet ind, når folk forlader dem, toiletterne rengøres nærmest uafbrudt, tjenerne kan huske, hvad man foretrækker at drikke – alle hilser hver gang, man møder dem på gangene, alle er altid søde, høflige og smilende. Det er nærmest utroligt … de har trods alt været på arbejde 10 dage i træk, når vi er i havn igen.
Jeg ved ikke, hvornår eller om overhovedet vi skal på krydstogt igen, men det har været sjovt at prøve, en oplevelse har det helt sikkert været, og kunne man finde et, der ikke var domineret af amerikanere, ville det passe os glimrende.

P1090040P1080846

P1090112P1080743

Det er nok bare svært, når et krydstogt Vancouver-Alaska godt kunne være et ønske …

Reklamer

19. oktober 2015

Jeg er bare ikke til for mange mennesker ad gangen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: ,

Akropolis. Athen. Det første var imponerende; det andet slidt. Det ville nu også have undret mig, hvis Athen havde set velplejet ud, når man ved, hvilke problemer Grækenland slås med. Jeg forstår det så måske alligevel ikke helt med alle de turister, de har …

P1090029

Udsigten oppe fra Akropolis var storslået – man følte man kunne se hele Athen, men det kunne man nok ikke. Guiden fortalte os, at Grækenland har godt 10 millioner indbyggere, hvoraf de fire millioner bor i Athen, så der er ikke noget at sige til, at de hernede synes, at Athen er en meget stor by.
Nu var det godt nok turister, alle de mennesker på Akropolis, men ellers kunne man fristes til at tro, at alle fire millioner befandt sig der samtidig med os … der var ALT for mange mennesker til, at jeg kunne høre historiens vingesus – se bare billedet herunder.

P1090022

Nå. Det nyttede jo ikke noget at rende rundt og være sur, men 7.000.000 millioner gæster om året … det er sådan cirka 40.000 om dagen i gennemsnit på hver dag, der er åbent. Til sammenligning var der 10.000 om dagen i Efesos, men området der var mange gange større.
Selvfølgelig var det imponerende alligevel, men lidt negativ blev jeg altså.

P1090038

Ting har det med at være pakket ind i stilladser med stof, når John og jeg kommer for at se dem første gang; hverken Notre Dame i Paris eller Westminster Abbey i London kunne vi se, og nu var også Parthenon pakket ind – men heldigvis uden stof omkring, og især fra den ene side kunne vi godt få taget et nogenlunde billede.
Herover ses restaureringsprocessen i gang: Det hvide, nyindsatte marmor, hvor alt originalt marmor er gult. Ses også ret tydeligt på menneskemylder-billederne både herunder og øverst i indlægget.

P1090034

Lige nu sejler vi ud fra Piræus’ havn (jeg udgiver gerne indlæggene på et andet tidspunkt end lige efter de er skrevet, så man kan ikke helt regne med mig …)
Der er noget storslået ved det hver gang, vi lægger fra. Når det store skib majestætisk flyder afsted igen mod en ny destination.
Lige om lidt vil vi kunne høre kaptajnen, som er argentiner, byde os velkommen til den videre rejse:
Welcome on board again, ladies and gentelemen, theees is your captain, Captain Dimas, speaking to you FRRRRRom the brrridge. Det var meget vigtigt at understrege, at han talte oppe fra broen …
I aften er temaet ved middagsbordet calypso (rederiet hedder Royal Carribean), så vi skal have farvestrålende tøj på. Eller … forhåbentlig ikke skal, for vi gør det normalt ikke så meget i hawaii-lignende skjorter og den slags, men jeg har købt et rigtigt bling-bling-tørklæde, som jeg har tænkt mig at tage på. Så kan Anna få det, når hun kommer på torsdag.
I morgen er det formal dress code – godt John tog et slips med. Jeg ejer ikke en kjole, så jeg er spændt på, om jeg bliver lukket ind.
Normalt er det casual – altså pænt, men alligevel afslappet. P1090005

Det er hammerromantisk, når solen går ned. Sommetider, netop i øjeblikke som disse på billedet herover, kunne jeg godt ønske mig at være ung igen og stormende hjernedødsforelsket. Det er altså ikke helt det samme, når man har nået vores alder.
Og det er altså ikke, fordi vi har en dårlig ferie, Nielsen og fruen her, tværtimod, men vi lader os desværre ikke så nemt rive med mere, som vi gjorde engang.

18. oktober 2015

Hvidt, hvidt, hvidt, blåt, blåt, smukt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:17
Tags: ,

Santorinï. Øen med de blå tage og de blå døre. Øen med de hvidmalede, højtliggende huse. Vulkanøen, som måske lagde grunden til sagnet om Atlantis. Eller måske var årsagen til Ægyptens plager. Alt sammen fordi vulkanen sprang i luften for 3700 år siden i det, der formodes at være vulkanhistoriens største udbrud. Den efterfølgende tsunami ødelagde kulturen på Kreta.
Man har så senere fået genopbygget … det er en utrolig smuk by, men lige da vi var der, var det sammen med tre andre krydstogtskibe. Jeg er ikke i tvivl om, at indbyggerne er glade for alle de turister, men det var lige så slemt som på Capri for godt et år siden.

SantoriniSantorini

SantoriniSantorini

Vi blev bragt i land med tenderbåde. Der er en tovbane videre op, eller man kan vælge at tage trapperne. 560 trin. Meget brede trin, hvor hvert enkelt kræver fire skridt. Køen til tovbanen var meeeegalang, så vi ændrede vores beslutning om at tage banen op og gå ned til det modsatte. Vi kunne også tage et æsel op, men det gjorde vi ikke.
Det var godt nok halvhårdt i 25 graders varme. Hele tiden blev vi mødt af æseldrivere på vej ned for at fange flere turister – eller også blev vi overhalet af et hold, der var blevet indfanget. Værst var det, når man selv blev fanget midt i et møde mellem 15 æsler på vej op og 15 på vej nedad igen.

Santorini

Endelig nåede vi op, og udsigten var hele besværet værd. Lige da vi nåede op, var der en bod, hvor de solgte vand. Han havde en god omsætning …
Den lange vej op på Santorini

Vi klappede os selv og hinanden på skuldrene og gik videre, men blev snart indfanget af guiden og to af ‘vores’ par, der var nået op før os og nu sad på et listigt sted og fik sig en læskende øl. Det var for stor en fristelse for John, men det var næsten synd, for den øl fordampede vist på vej ned i maven …
Efter en tyve minutters tid gik vi videre op – vi ville helt øverst op for at nyde synet af byen og krateret på optimal vis.

P1080969

Det næste motiv var hele tiden kønnere end det forrige, så kameraet var på overarbejde. Det havde også vanskelige betingelser, for alle de kontraster fra det nærmest selvlysende hvide til det dybdybblå hav var svært for det at håndtere. Forhåbentlig er det gået bedre for John med hans gode udstyr – hvis altså ikke samme udstyr har lidt mere skade, end det umiddelbart så ud til: Mange af de fjollede æsler kom alt for tæt på og et af dem ramte med et eller andet dinglende den lille skærm på Johns kamera, så den revnede. Hamrende ærgerligt, men det var tilsyneladende det eneste, der skete … krydse, krydse fingre …

P1080974 

Vi gik tilbage til tovbanen for på lettest mulige måde at komme ned til anlægspladsen for de små tenderbåde.
Kun for at finde ud af, at hvis køen om morgenen var megalang, så var den nu vokset til det tredobbelte. Mindst. Den var helt grotesk lang. Vi regnede med, at det ville tage et par timer at komme igennem den, så vi kiggede en gang på hinanden og gik hen til trapperne. John har nogle rigtig dumme knæ, så jeg vidste, at det ville blive værre for ham at gå ned end at gå op og spurgte derfor, om ikke vi skuille tage et æsel, men nej, han skulle under ingen omstændigheder op at sidde på sådan et dyr – aldrig i livet … så hellere få ondt i knæene. Det fik han også, men bortset fra det var det trods alt noget nemmere at gå ned end op.

Santorini

Den blå himmel var næsten for blå til at yde de karakteristiske blå tage retfærdighed, og vi kunne ikke komme højere op.
Sikke ting man dog kan finde på at brokke sig over …

15. oktober 2015

Kreta og Mykonos

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: ,

Nu har vi lært at krydstogte. Når først man lige får kunsten luret af, går det fint. Det gælder om at undgå amerikanere og asiater, men det lader sig fint gøre, for de gider slet ikke være de der rolige steder, som John og jeg bedst kan lide. Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi er alene; det er vi kun i kahytten, men vi er sammen med ligesindede og dermed ikke-støjende personer.

Bord med dueP1080763

På Kreta tog vi en af shuttlebusserne ind fra havnen i Sousa til den gamle havn i Xania – hvor de visse steder vred lidt rundt på begrebet due på bordene, men som ellers var præcis som jeg husker den fra 1999, hvor jeg var hernede med min mor og min ene søster med familie. Uden John … jeg kom med på et afbud, fordi min far fik flyveforbud pga. hjertet. 
Denne gang var her flere danskere – de var ganske enkelt overalt og i stort antal, så man skulle passe på, hvad man sagde.
Xania var absolut okay, men Mykonos var bedre.

Havnen i Mykonos by

Havnen i XaniaHavnen i Xania

Jeg elsker farven på vandet hernede …
Frokosten blev indtaget på restauranten med de blå stole og med skiltet “We don’t press you – we respect you”. Dem var der to af; alle de andre prøvede på traditionel græsk vis at hive folk ind ved at ‘overfalde’ dem ude på gaden. Det er ret irriterende i længden, men sådan er det bare her.

Mykonos byMykonos byMykonos by

Mykonos var dejlig. Alt var hvidt i hvídt. Selv gaderne og træerne var malet hvide. Vi gik hele den gamle del af Mykonos rundt, hvilket ikke er så imponerende, som det lyder, for den var hurtigt overset. Der var masser af butikker, men ikke nær så meget junk som i Xania på Kreta. Selvfølgelig var der også junk, som herunder med bl.a. disse yderst smagfulde 3-D-køleskabsmagneter, men junkbutikker, hhv. udmærkede butikker var nok i forholdet 1:10 eller mindre, så det var fint nok.

P1080804P1080807

Mykonos bys vartegn er de fem gamle møller på stribe, som i dag kun fungerer som fotografmagneter, men meget smukke og meget græske var de.

Møllerne på MykonosMøllerne på Mykonos

Vejen ned fra møllerne tog vi gennem Mykonos’ ‘Lille Venedig’, hvor vi holdt en pause midt i det hele for at nyde udsigten og en kopkaf.
Ikke så tosset endda … man skulle bare ikke sidde længere ude, end John gjorde her på billedet, pga. skumsprøjtet. Alle stolene havde våde sæder; der var kun helt tørt i de bløde puder, hvor vi fik placeret os, men her var til gengæld skønt at sidde. Det var også her, jeg svarede på mange af første ferieindlægs kommentarer. Godt sted til det med bedre internetforbindelse end ude på skibet. Det er nu smart med 3 like home

Lille Venedig, Mykonos byLille Venedig, Mykonos by

Holdnuop, hvor jeg tog mange billeder på Mykonos …

MykonosMykonos

Det bliver sikkert endnu værre på Santorini, men først skal vi lige til Efesos i Tyrkiet.

14. oktober 2015

Alle de første indtryk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: ,

Der er søreme hul igennem her på Kreta … men hvor skal jeg dog starte? Der godt nok mange indtryk at tage af …
Det er et stort skib – større end jeg huskede, da jeg i sin tid tjekkede: 2200 passagerer og 1000 besætningsmedlemmer. De 2000 er amerikanere eller asiater; resten er fra Danmark, Brasilien, Italien og Norge. Det er ikke noget jeg ved, det er noget jeg gætter. I elevatorerne står der “Max 21 personer”: Det er i hvert fald ikke amerikanere, de mener her – dem kan der højest være 10 af. Til gengæld kan der nok være 30 japanere …
Her er folk i alle størrelser fra Xsmall til XXXXXXL – dem i den førstnævnte kategori kan dog tælles på én hånd, mens to X’er eller mere må siges at være forholdsvis dominerende. Hvis man kunne inddele stemmemæssige lydniveauer på samme måde, er det de samme forhold, der gør sig gældende.

P1080714P1080728

Herover hhv. pøbelpoolen og de mere stille eksistensers pool. Billederne er fra tidlig morgen, så der er ikke så meget leben endnu, men holddafast, hvor kan der larmes omkring den første. Der er mere stille ovre i den ‘ægyptiske’ swimmingpool, som ligger ved siden af sparummet, skønhedsklinikken, barber- og frisørsalonen og fitnesscentret. Det er temmelig overvældende, hvad der tilbydes af aktiviteter, hvoraf her kun nævnes et udvalg: Karaoke (yrk), kunstauktioner, Bliv-slank-på-10-minutter, Få-seks-gange-hvidere-tænder, Gæt og grimasser, Free Ladies’ Pamper Party, Cash Prize Royal Bingo, The Ultimate Elton John (koncert), World’s Sexiest Man Competition. Et kvindeligt dommerpanel vælger blandt passagererne, som melder sig frivilligt til at deltage, men med en gennemsnitsalder på omkring 55 og en gennemsnítsvægt på over 100 kilo tror jeg bare, at jeg dropper det show …

P1080729P1080731

Det er alt for meget for os – vi gider slet ikke alt sådan noget pjat, men det er heldigvis muligt at finde fredelige opholdssteder, hvor man tilligemed er fri for at høre på alle de menneskelige højttalere.
Det er masser af mad – altid og alt for meget af det. Beherskelsens kunst får sig nogle gevaldige udfordringer, men foreløbig går det fint, og der overspises ikke. Vi har fx begge droppet at lave vores egen burger, og vi kan også snildt undvære otte forskellige risretter … 
Med i prisen er AltForMegetMad (bortset fra i tre restauranter, hvor det koster ekstra), der er kaffe, te, vand og æble- og appelsinjuice ad libitum, men alt andet koster penge. Mange penge. Internettet koster $20 om dagen. Okay, tænkte jeg, en dag eller to er da i orden, men det viste sig, at det er alt eller intet – man skal købe til hele opholdet på skibet. 180 dollar for internet – no way! Jeg nøjes med det jeg kan få, når vi er i nærheden af land.

P1080726

Herover Messinastrædets slutning med en rygende Etna i baggrunden.
Man kan få drukpakker (det kalder skibet dem ikke), fra soft drinks ad libitum ($22) via to mellemstationer til den store pakke til $67 om dagen, hvor man virkelig skal være alkoholtørstig for at kunne udnytte den. Det er der så et par på vores hold, der er … og man skal igen købe til hele turen; man kan ikke købe én eller flere pakker, kun til samtlige dage – lidt noget pjat, hvis I spørger mig.
Vi har taget en vinpakke til $190. For det får vi syv flasker vin till en værdi af $247. Det, man ikke når at drikke til middagen, kan man tage med sig. Det er fint til os – vi skal ikke have alkohol i løbet af dagen alligevel. Hvorfor det så ikke er ni flasker, må I ikke spørge om!
Jeg kan fortælle, at det slet ikke er noget problem at nå det gyldne mål på 10000 skridt om dagen. Hvis man lader være med at tage elevatorerne, kommer det helt af sig selv, når man bor på dæk 3 og alt foregår på dæk 6, 9, 10 og 11 …

Blog på WordPress.com.