Det er altså noget vrøvl!

Jeg har lige læst en artikel skrevet af en af mine yndlingsjournalister, nemlig David Trads. Til min forbavselse måtte jeg konstatere, at også han er hoppet på bølgen med at skrive “antal døde pr. indbygger”; et udtryk jeg har set på så holdnings- og journalistik-kvalitetsmæssigt forskellige medier som Berlingske, Ekstrabladet, Politiken og Jyllandsposten.
Det er da noget værre sludder. Uanset hvordan man tolker dødstal i forbindelse med Corona, kan ingen lande have mere end ét dødsfald pr. indbygger.
Så vidt jeg ved, kan ingen andre end genoplivede hjertestopsramte dø mere end en enkelt gang.
Jeg ville sådan ønske, at de ville gå tilbage til den korrekte betegnelse, de bl.a. bruger på Worldometer, som jeg ofte er inde at kigge på, nemlig “antal døde pr. 1 mill. indbyggere”. Det giver fint mening.
Jeg så det i forbindelse med en artikel om The Terrible Trump, hvor Trads skrev: “[USA har] eksempelvis fire gange så mange døde per indbygger som Danmark og Tyskland”.

Og nu vi er inde på omtalte præsident, som i mine øjne mentalt kommer mere og mere ud af balance, ville jeg se, hvad Washington Post skrev om hans omkring 20.000 løgne gennem hans regeringstid. Tyve tusinde! Det tal kan kun en Mr. T nå på små fire år. WP har ført regnskab med løgnene med dokumentation und alles. The president is a bold, intentional liar, by any moral definition. A habitual liar. A blatant liar. An instinctual liar. A reckless liar. An ignorant liar. A pathological liar. A hopeless liar. A gratuitous liar. A malevolent liar. Det er godt nok skræmmende, men heldigvis taber han mere og mere terræn, fordi selv hans tilhængere er ved at miste tilliden til ham.

Nå. Nok om ham. Rigeligt om ham. Jeg kan i ekstrem grad ikke holde ham ud. Hvis jeg ser ham på tv eller bare hører hans stemme, går jeg ud af rummet.

For at vende tilbage til coronadødstallene, så har det undret mig lidt, at der er så stor forskel på dem, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at landene har forskellige grader af virusangreb. I England er de ved at overveje at revidere tallet, men ved godt, at hensigten med det kan misforstås. Her bliver et dødsfald regnet som coronarelateret, hvis man har været testet positiv. Punktum. Så langt, så godt. Men hvis man har været testet positiv i marts og bliver kørt over af en lastbil i juli, bliver det også regnet for coronarelateret. Det er ikke helt smart, for så skal tallene jo blive høje, men det må på den anden side være vanskeligt at sætte skarpe grænser, hvilket også er årsagen til, at man herhjemme kalder det at dø med corona og ikke af corona.

Husk i øvrigt, at vi ikke er forbi epidemien. Pandemien. Den er her stadig, selv om mange er tilbøjelige til at glemme det her i sommervarmen. Vi skal stadig holde en vis afstand, lade være med at røre ved hinanden og huske at vaske hænder og spritte af. Flere og flere ‘glemmer’ dette i butikkerne.
Jeg har ikke rørt ved andre end John siden 9. marts … bortset fra, da jeg fik lov at holde Malle og Anders’ lille nye baby …
Folk glemmer det i en grad, at visse nu taler om at indføre tvungent brug af mundbind i Danmark. Det håber jeg ikke bliver til noget. Lad dem i risikogrupperne bære det – det er også et fint signal til alle andre om at tage ekstra hensyn til dem – men lad os andre blive fri. Please.

Det er også en måde at blive millionær på

Ovenstående er klippet fra en artikel i Børsen. Det er selvsagt ikke en ny regel, men jeg kendte ikke til den før i dag, og jeg syntes omgående, at det er en virkelig dum regel! Men okay … af to onder … det er nok bedre end hvis han havde fået 0,2 % flere stemmer, så han var kommet i Tinget, men 1,8 % er 1,8 % for meget, efter min ringe mening. Hr P og Mr Trump har lidt for meget tilfælles, synes jeg. Jeg skal undlade at skrive hvad – vil helst ikke anklages for injurier. Selv om det strengt taget nok ikke engang er injurier, men der er nogle, der ikke lader sig forstyrre af fakta …

Og liste O kan godt liste A’ (frit efter Shu-Bi-Dua). Liste helt af gjorde de dog desværre ikke, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. De har fået et stort og velfortjent gok lige i nødden, så jeg er glad. Der er flere faktorer, der er skyld i dette, men jeg vil så gerne tro på, at det primært er fordi de frasagde sig enhver form for ansvar, da de fik de mange stemmer ved valget i 2015. Ikke at jeg ønskede, de skulle have magt, men demokratiet havde talt, og man kan simpelthen ikke bare stille sig i opposition og dermed hele tiden kunne stikke en kæp i hjulet i stedet for at leve op til det ansvar, deres vælgere gav dem. Så kan de lære det, kan de. Elller … det gør de forhåbentlig ikke, for jeg så dem hellere end gerne helt dømt ude.

Jeg kalder normalt min blog for upolitisk, men dette måtte lige ud. Jeg siger ikke, hvad jeg stemte på, men jeg kan godt afsløre, at det hverken var på SK eller Klaus Riskjær. Førstnævnte bliver ikke nævnt ved det fulde parti- eller personnavn fra min side – jeg vil ikke medvirke til, at denne yderst ubehagelige personage stiger opad i Googles hitparade.

Valget er overstået, sommeren har indfundet sig, haven kræver ikke det store lige nu, så jeg vil placere min dertil indrettede på min nyerhvervede solstol (som aldrig vil være placeret i solen, mens jeg har indtaget den) et eller andet godt sted i samme have og fortsætte med mit nye strikkeprojekt, mens jeg hører en lydbog.
Rent luksusliv, ikke sandt?

Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre?

Svaret på overskriften er: ikke noget som helst!
Men hvis der skulle være nogen, der absolut ikke gider beskæftige sig med Brexit, kan disse stoppe efter billedet, som forestiller nyopgravede kartofler fra min have! Mon ikke det er danmarksrekord? Men okay – man kan nok ikke kalde det for nye kartofler, og hvordan de smager, ved jeg først i aften.
Jeg skulle forårsordne bedet, jeg havde kartofler i i 2017, og jeg må have overset en ved opgravningen af dem, for disse er fra sidste år. Planten har haft kummerlige kår, for jeg opdagede ikke engang, at jeg havde en kartoffelplante sidste år.

Den sidste del af indlægget er sendt til mig af en tidligere kollega, som har teksten fra FB, hvor den har været delt et utal af gange.
Den er måske lidt sej at komme igennem, men det er både godt skrevet, sandt og temmelig sørgeligt. Og Tims kommentar til sidst må I ikke overse!

It all makes sense now…

BREXIT EXPLAINED

David Cameron made a promise he didn’t think he’d have to keep to have a referendum he didn’t think he would lose.

Boris Johnson decided to back the side he didn’t believe in because he didn’t think it would win. Then Gove, who said he wouldn’t run, did, and Boris who said he would run, said he wouldn’t, and Theresa May who didn’t vote for Brexit got the job of making it happen.

She called the election she said she wouldn’t and lost the majority David Cameron hadn’t expected to win in the first place. She triggered Article 50 when we didn’t need to and said we would talk about trade at the same time as the divorce deal and the EU said they wouldn’t so we didn’t.

People thought she wouldn’t get the divorce settled but she did, but only by agreeing to separate arrangements for Northern Ireland when she had promised the DUP she wouldn’t.

Then the Cabinet agreed a deal but they hadn’t, and David Davis who was Brexit Secretary but wasn’t said it wasn’t what people had voted for and he couldn’t support what he had just supported and left.

Boris Johnson who hadn’t left then wished that he had and did, but it was a bit late for that.

Dominic Raab became the new Brexit secretary.

People thought Theresa May wouldn’t get a withdrawal agreement negotiated, but once she had they wished that she hadn’t, because hardly anybody liked it whether they wanted to leave or not.

Jacob Rees-Mogg kept threatening a vote of no confidence in her but not enough people were confident enough people would not have confidence in her to confidently call a no confidence vote.

Dominic Raab said he hadn’t really been Brexit Secretary either and resigned, and somebody else took the job but it probably isn’t worth remembering who they are as they’re not really doing the job either as Olly Robbins is.

Then she said she would call a vote and didn’t, that she wouldn’t release some legal advice but had to, that she would get some concessions but didn’t, and got cross that Juncker was calling her nebulous when he wasn’t but probably should have been.

At some point Jacob Rees Mogg and others called a vote of no confidence in her, which she won by promising to leave, so she can stay. But they said she had really lost it and should go, at the same time as saying that people who voted Leave knew what they were voting for which they couldn’t possibly have because we still don’t know now, and that we should leave the vote to Leave vote alone but have no confidence in the no confidence vote which won by more.

The government also argued in court against us being able to say we didn’t want to leave after all but it turned out we could.

She named a date for the vote on her agreement which nobody expected to pass, while pretending that no deal which nobody wants is still possible (even though we know we can just say we are not leaving), and that we can’t have a second referendum because having a democratic vote is undemocratic. And of course as expected she loses.

Some people are talking about a managed no-deal which is not a deal but is not no-deal either.

Thank goodness for strong and stable government.

Her er Tims kommentar:
That is absolutely excellent and sadly true!

I had not seen it before – if fact I think it is much worse than that, because it ignores the opposition party, whose members want to remain or have a second referendum but whose leader wants to leave, but not as much as he wants to have a general election and get rid of Theresa May, so he can then make us leave, against the will of his party and most of the nation!

It also ignores the Scots who want to leave England but stay in Europe.

And the Irish who want to stay in England but remain in Europe too!

Oh, and the Labour leader is against the backstop because it could trap us in the customs union, but he wants a guarantee that any deal will keep us in the customs union.

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Sverige efterligner New Englands efterårsfarver. Lidt.

De kan trods alt lidt med efterårsfarver her i Sverige. Selv uden solskin kan man godt fornemme de varmtgyldne farver på vores ahorntræer i haven, men vi mangler de knaldrøde, som vi sjældent ser hos os. Det er en anden art ahorn, men der er også 128 af dem … hvor vores med størst sandsynlighed er Acer pseudoplatanus, er det Acer saccharum, altså sugar maple (sukkerløn på dansk), der giver de verdensberømte farver i New England. Det giver heldigvis god mening, da det også er dem, man tapper saften af til sirup.

Vores kan være med næsten hele vejen, men mangler dem omkring klokken 3 på det indsatte billede af et sugar maple-blads farvecyklus (jeg kan ikke lide navnet sukkerløn! Det lyder som noget man får for at arbejde på en sukkerfabrik). Der skulle være forskel på løn og på ahorn, men jeg har svært ved at skelne mellem dem. Det er også ligemeget – tror bare jeg kalder det hele for ahorn – der skal alligevel en ekspert til at rette mig i denne træfejl, og umiddelbart kender jeg ingen træeksperter.
Æblerne fra det gamle æbletræ kan bedre finde ud af den kønne, røde farve.

Selv om vi næsten lige er kommet hjem igen, er vi nødt til at smutte en tur til Sverige for at vinterlukke huset; dvs. sørge for, at vandet er tappet af systemet, når vi forlader stedet, og eftersom alle mine englændere kommer på torsdag, er det nødt til at være inden da.

---

Normalt bestræber jeg mig på at være så upolitisk som muligt både på egen og andres blogge, selv om visse af mine holdninger uvægerligt vil skinne igennem.
Men … i USA sad vi og brugte to timer på at se en faktisk ret interessant udsendelse om Trump og Hillary Clinton, hvor man skildrede begges liv lige fra deres spæde barndom og hele vejen op til i dag.
Billedet herover er fra FB, hvor en (flere …) har linket og delt det fra en på Instagram, som igen har det fra tv-dokumentaren – i hvert fald så vi præcis det samme billede i omtalte udsendelse, så jeg har ingen skrupler over at gengive det her – men i tv-udsendelsen så vi i sagens natur ikke de viste talebobler, som jeg, set i lyset af årets nobelprismodtager i litteratur, synes er så fint fundet på. Her kommer så min politiske holdning: Jeg håber virkelig ikke, at den skrækkelige Trump vinder valget, men det ser da heldigvis ud til, at det går mere og mere tilbage for ham. Man kan så mene om Mrs. Clinton, hvad man vil, men hun vil trods alt være en bedre løsning. Det kunne også være lidt sjovt med den første sorte præsident direkte efterfulgt af den første kvindelige ditto i landets historie, men det er altså ikke derfor, at jeg ikke har nogen fidus til Trump.
Og så synes jeg i øvrigt, at Bill Clinton har én ting til fælles med Sean Connery: De er begge blevet bedre med årene …

Ekstraudsendelse!

Som jeg skrev i en kommentar andetsteds:
Hvad skal vi med suverænitet, når vi mister indflydelse?

Selvfølgelig mister vi suverænitet. Men vi vil ikke have meget at bruge den til, hvis det bliver et nej.
Jeg mistede også suverænitet, da jeg giftede mig med John, men jeg vil hellere have et fungerende fællesskab OG indflydelse.

Nejsigerne taler meget om jasigernes skræmmekampagner. Hvad er det så, nejsigerne foretager sig?
Nogle vil stemme nej som protest mod den dårlige ja-kampagne, har jeg læst på en anden blog. 
Jeg har stor respekt for den slags saglige argumentation … (ironi er ikke utænkelig)

Hvis I skulle være i tvivl, stemmer jeg ja – og det er ikke fordi der er en, jeg ikke kan lide, som stemmer nej.

At prøve at forstå Putin

Hvorfor skulle jeg nu forsøge at forstå Putin? Fordi det var, hvad Leif Davidsen brugte en lille time på i dag at få os til, der havde valgt at høre på ham.
“Rusland og den geopolitiske uro v/Leif Davidsen, forfatter og Ruslandsekspert”.
Meget, meget interessant. Den mand kender sit Rusland og sit tidligere USSR. Han lagde ud med at fortælle lidt om historien bagved; hvorfor Putin og Rusland agerer, som de gør.

Den mand – altså Davidsen – kan sit stof og ved virkelig hvad han taler om. Det er en fornøjelse at høre på ham, og han kunne snildt have fortsat i et par timer endnu uden jeg ville være kommet til at kede mig.
Jeg bilder mig ind at forstå det hele lidt bedre nu. Det er på ingen måde ensbetydende med, at jeg accepterer hans handlinger, men jeg forstår dem bedre set fra russernes og Putins synspunkt.
Der er grund til bekymring, men måske ikke til voldsom bekymring, og selv om den menige russer støtter Putin og synes, at han bare er SÅ god for sit land, så er der nogle forretningsmænd derovre, der ikke nødvendigvis synes det samme, så det er derfor en smule spændende, hvordan det hele ender. Det er umuligt at forudsige, og det er heller ikke kun sort og hvidt – Ukraine har såmænd også kvajet sig; ligeledes os her i vesten, men ingen af parterne tror vist på, at en regulær krig vil ændre noget som helst, så der ender vi forhåbentlig ikke.
Leif Davidsen fortalte en anekdote om Stalin, som skulle være blevet spurgt, hvordan han turde/kunne gå ind for det frie valg og dermed lade folk stemme på, hvad/hvem de ønskede. Det var han overhovedet ikke bekymret for – så længe han kontrollerede dem, der talte stemmerne op, tog han det fuldstændig roligt …

Svindlerne skal godt nok stå tidligt op for at narre mig, men ikke SÅ tidligt …

Beliggenhed verifikation

Sikkerhedsproblemer: Deres sidste login placering, på dato 11/11/2013 er ikke blevet anerkendt.
Du er nødt til at kontrollere din placering med detaljer ved at følge vejledningen nedenfor.

Åh Herre Jemini …
Vi skriver den 7. november 2013, så hvis nogen eller noget på denne dato er i stand til at ‘anerkende’ min placering på mandag, er vi langt forbi videnskaben, som vi kender den i dag.

Den er næsten parallel med det tragikomiske eksempel på valgsvindel for en lille måneds tid siden i Aserbajdsjan, hvor valgresultatet blev offentliggjort dagen før valget blev afholdt.
Det var chokerende læsning – her et kort citat fra artiklen, som kan læses her i sin fulde længde:

”Who cares, at resultaterne for valget faktisk allerede blev offentliggjort en dag før valget på en smartphone app. Resultaterne var blevet aktiveret en dag før på grund af en fejl fra udviklerens side.
Da journalisterne opdagede det, tog de screenshots af uhyrlighederne og lagde dem ud på de sociale medier. Udviklerne i Aserbajdsjan har kontaktet journalisterne via Facebook og har bedt dem om at fjerne billederne, under trusler om fyring fra deres respektive jobs.
Who cares, at udvikleren påstod, at det er gamle valgresultater, som blev brugt for at teste app’en. Men det passer heller ikke, fordi valgresultaterne fra sidste år var anderledes, og desuden har oppositionskandidaten Jamil Hasanli aldrig før stillet op til præsidentvalget. Efter at journalisterne nægtede at fjerne billederne fra nettet, lukkede udvikleren alle sine konti på de sociale medier.”

Gad vide hvor længe den udvikler får lov til at leve? Jeg ville skynde mig ud af landet, hvis jeg var ham.
Det var sådan set det mindste af det hele … så uhyrlig en valgsvindel burde ‘nogen’ gribe ind over for, men det er sikkert lettere sagt end gjort.
Næh, så bliver man glad for lille Danmark – Helle Thorning og Lars Løkke til trods.

Til sidst en lille Garfield-stribe fra en bog, jeg faldt over under en oprydning i dag – det kunne meget vel være en måde at lukke munden på mig på … dem er der ellers ikke så mange af.
Det kan heldigvis bare ikke lade sig gøre i cyberspace – uanset om min “beliggenhed verifikation” kan “anerkendes” eller ej.

Politisk korrekthed. Politisk overkorrekthed? Overpolitisk … ?

Jeg fik slet ikke brug for at tage mine mavesårstabletter, så dette sure opstød havde frit løb:

Sad lige og hørte radio med Poul Nyrup Rasmussen, som talte om “psykisk sårbare” personer. Hver gang intervieweren kom til at sige “psykisk syge” personer, var PNR der fluks og sagde “psykisk sårbare”.
Intervieweren spurgte, hvorfor det nu ikke længere måtte hedde “psykisk syge”?
”Nej”, lød svaret, “for de kan jo blive raske igen, og så er det forkert at kalde den psykisk syge.”

Sikke noget sludder at brænde af! Jeg er da syg, når jeg har influenza, men jeg kan også blive rask igen. Børn er syge, når de får skoldkopper og mæslinger (hmmm … det må de vist ikke få mere – eller hvad? Mine børnebørn havde altså nogle overmåde kraftige skoldkopper), men de kunne også blive raske igen. Blev det faktisk ret hurtigt.
Så skal vi til at kalde en fysisk syg person for “fysisk sårbar” fra nu af?
”Jeg er ked af det, chef, men jeg kommer ikke på arbejde i dag, for jeg er fysisk sårbar!”
Jeg kan godt se den chefs ansigtsudtryk for mig … lidt lige som Chris og Chokoladefabrikken, ikke?

Når nu folk, der har med psykisk syge at gøre, (forståeligt nok) er så ivrige for og lægger et stort arbejde i at få os andre til at forstå, at sindets sygdomme er lige så konkrete (bare på en anden måde …) som kroppens sygdomme, så skal de da for pokker ikke begynde på at give disse sygdomme andre betegnelser i forhold til mere konkrete, fysiske sygdomme og dermed fremmedgøre og distancere efter mange års kamp for at få både menigmand og samfund til at forstå og acceptere.

En psykisk syg er psykisk syg og kan blive rask igen. Stop. Vedkommende er selvfølgelig også psykisk sårbar, men det ændrer ikke på, at man er syg lige nu.
Jeg er også fysisk sårbar, når jeg er syg af influenza. Eller har kræft.
Men jeg er stadig også syg og ikke kun sårbar.

Dette var aldeles uafhængigt af Kong Mors indlæg i går, men meget apropos.

Dette er ikke en politisk blog, men …

Regeringen: Vi skal have nogle flere i arbejde!
Regeringen: Jer, der arbejder, skal arbejde mere! 12 minutter mere om dagen, og så tager vi i øvrigt nogle helligdage fra jer!

Hvordan det hænger sammen og hvordan det skulle skabe arbejdspladser, kan jeg overhovedet ikke se.
Det er der heldigvis andre og mere magtfulde personer/instanser end mig, der heller ikke kan.

Regeringen (før den blev regering): Der skal IKKE være skattelettelser for nogen!
Regeringen: Vi løfter grænsen for topskat.

Regeringen: I skal arbejde i flere år! Ikke noget med at stoppe, bare fordi I er blevet 65 år!
Regeringen: Vi løfter ikke grænsen for topskat for erhvervsaktive folk over 65!

Hvordan hænger det nu sammen? Skulle det være motiverende for at få nogen til frivilligt at blive på arbejdsmarkedet i yderligere nogle år?
Så er der nogen, der har regnet grusomt galt.

Gudskelov hører jeg snart til ældrebyrden, så jeg bliver ikke udsat for at skulle arbejde længere og få mindre ud af det.
Til gengæld ville regeringen meget gerne trække 13000 fra min folkepension, når jeg bliver 65. Jeg troede det var den, vi alle betalte til hele livet?
Jeg skal nok klare mig, men det er ikke i orden, at os, der har suget på labben i årene med små børn og dyrt hus for at kunne betale til en ekstra pension OG vores skatter, nu skal straffes med at få mindre i folkepension.
Er det motiverende for at spare op for at gøre livet sjovere som ældre?

Jeg ved godt, at dette ikke altsammen er fra den helt aktuelle debat, men for kontrastens skyld har jeg valgt at stille det således op.
Jeg er heller ikke ude på en skyttegravskrig med modskyts af eksempler på den forrige regerings fejl, for fejl havde den da, men det er ikke dem, dette handler om.

Jeg synes bare, jeg vil indrømme i fuld offentlighed, at denne regering nok er den bedste, vi nogen sinde har haft.
Aldrig har nogen været så gode til at grave egen grav.

Aldrig har jeg været så glad for årstallet på min dåbsattest som nu.
Jeg bliver ind imellem fristet til at melde mig ud af samfundet.

Jeg har dog ikke tænkt mig at hoppe i åen …

Visse ting er bare for fristende…

Jeg burde ikke. Men det trækker for meget i mig.

Manden kan jo ikke gøre for det. JO, han kan! Og jeg håber dæleme, at en god sprogskole får lov til at pudse hans sprog lidt af.

Det har jo ikke noget med politik at gøre. JO det har.

Man må ikke hænge folk ud offentligt. Arh, hvorfor ikke? Det gør politikerne da selv i rigt mål over for hinanden. Hvis bare de husker at sige ‘Hr’ eller ‘Fru’ inden de nedsættende udtalelser, så er alt tilladt.

Med andre ord: jeg er simpelthen nødt til at flashe denne massemail, der cirkulerer for tiden, og som min søster sendte til mig:

The out of country minister is taking a motherfather on the flyingmachine

Jeg forlanger ikke, at en udenrigsminister skal være flydende i engelsk, men det vrøvl, der nogle gange kommer ud af munden i dette åbne ansigt, gør mig, mere end pinligheden i sig selv, bekymret for, hvad han kan få forårsaget fordi han måske ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Eller at andre misforstår, hvad han mener.
Han burde hellere åbent indrømme, at han har brug for en tolk, fordi han ikke behersker engelsk godt nok til at føle sig tryg ved det, når man har en så vigtig post, som han har.
Det ville jeg kunne respektere, for det er ærlig snak, hvorimod jeg ikke kan respektere, at han opfordrer os til, at vi ‘bare skal abstrahere fra hans dårlige engelsk og i stedet lytte til budskabet’ (ordvalget er hans eget).
Man kan jo slet ikke undgå at fokusere på hans tåkrummende sprog – og mht. budskabet … jamen … har han noget?

Mindre eller intet tilskud til medicin – hvem gavner det?

Advarsel: dette er et langt og kritisk, men forhåbentlig også informerende indlæg…

Den 24. februar blev der sendt et  åbent brev til vores sundhedsminister. Jeg håber søreme han har læst det – og reagerer på det.
Det handler meget kort sagt om, at det nu er for gennemskueligt, at medicintilskud fjernes eller nægtes alene for at spare penge og ikke længere har det rette fokus på patienternes ve og vel.

Jeg kan (måske) lige akkurat og med armen vredet om forstå, at man kunne finde på at sætte alle tilskud lidt ned, men jeg fatter ikke, at man vælger at beholde nogen tilskud fuldt og i stedet nægter at give så meget som en krone, hvis der kommer et nyt og forbedret produkt.
Der forskes hele tiden i ny og bedre medicin. Det koster i omegnen af en milliard at få et nyt præparat igennem fra start til slut; over toksikologiske undersøgelser til kliniske afprøvninger i tre forskellige faser. Der skal dokumentation, dokumentation og atter dokumentation til, før medicin bliver sluppet løs på sagesløse patienter. En dokumentation, der slet ikke er krav om til alternativ medicin, hvor det ikke engang er nødvendigt at kunne dokumentere en effekt, der ligger over placeboeffektens.

Det er rigtigt, at meget medicin har bivirkninger. Langt de fleste af disse er velkendte og beskrevne – det er en opvejning mod virkningen, om medicinen kan frigives. Hvis man forestillede sig, at der blev fundet en medicin, der helbredte kræft 100%, kunne der accepteres flere og værre bivirkninger, end hvis man ‘bare’ havde fundet et nyt smertestillende præparat, som der i forvejen findes snesevis af.
Ja, jeg sagde en milliard. Det er mange penge, og derfor koster medicin mange penge. Derfor er et nyt præparat beskyttet i nogle år, inden kopiprodukterne bliver sluppet løs, så medicinalfirmaerne får en chance til at tjene pengene ind. Hvis ikke de får den chance, bliver der ikke råd til forskning, og så kommer der ikke ny medicin på markedet.

En ny form for medicin skal igennem rigtig mange test og afprøvninger; først på raske personer (primært bivirkningsundersøgelser), derefter på personer, der lider af det, medicinen er rettet imod. Dette er oftest undersøgelser, der udføres i flere lande – hvis man vil sælge i Europa, skal der testes i Europa. Hvis man vil sælge i USA, Japan eller Australien, skal der testes i USA, Japan eller Australien. Måske logisk nok, men det mindsker ikke omkostningerne.
Sundhedsmyndighederne er særdeles kritiske over for, hvad de frigiver til markedet – det skal de sandelig også være – men det ærgrer mig lidt, at så få ved, hvad der egentlig ligger bagved, inden medicin bliver hevet over skranken. Det irriterer mig også, at ‘man’ har ondt af, af noget medicin er meget dyrt, og at ‘det samme’ kan fås til langt mindre. De, der fremstiller kopiprodukterne, har ikke haft en udgift på en milliard til hele udviklingen og alle afprøvningerne verden over, så selvfølgelig kan de sælge deres produkt billigere. Bivirkningsprofilen kan også være anderledes, hvilket er forklaringen på, at ikke alle kan tåle et hvilket som helst produkt.

Når der så bliver frigivet et forbedret produkt, bliver der ikke bevilget tilskud til det, “for der er jo allerede et, der virker”. Jaja, det er der da, men dette nye er bedre (hvis det var det samme eller endog ringere, var det sandsynligvis ikke blevet tilladt at markedsføre det), så hvorfor forhindre folk i at få det?
Vi forbedrede vores eget produkt fra at være en vaccine, der ændrede sig fra, at man skulle have fri fra arbejde for at gå til lægen og blive injiceret ved hjælp af en kanyle, nu i stedet kunne tages hjemme i form af en tablet, der lægges under tungen og bliver opløst/optaget i løbet af et par sekunder. Behandlingen består af en hel del vaccinationer, og da der er mange, der hader at blive stukket, var dette en klar forbedring, men tilskud blev nægtet, så folk har simpelthen ikke råd til at gå i en nemmere og bedre behandling end den, de kan få offentligt tilskud til.
Det er da tosset… 
Der er lavet (upartiske) socialøkonomiske beregninger, der viser, at inden for få år efter behandlingsstart vil det være meget billigere for samfundet, hvis der var blevet givet mulighed for den forbedrede behandling, men det vælger man at overhøre.
Det er da tosset…

Læs brevet, hvis I orker. Det sætter nogle tanker i gang.
“Medicinalfirmaer er forretninger, der skal køre”, hører man ofte folk sige med mere end en smule foragt i stemmeføringen.
Jamen det er det da ganske rigtigt. Det kender jeg ikke ret mange forretninger, der ikke skal…

Den skattefri præmie, del 2

Jeg slår mig ned som spåkone i mit næste liv. Er der ikke en eller anden skøn heks derude, der har en krystalkugle til overs?
Johns første sværdslag med ‘systemet’ = ase gik nogenlunde som jeg forventede.

Han kørte ned til kontoret i Køge, gik ind i receptionen og bad om at komme til at tale med en, der vidste noget om skattefri præmier.

– Du kan ikke komme ind og tale med nogen. Det kan man ikke her.
– Jamen der er sket en fejl i nogle beregninger, og jeg vil gerne tale ansigt til ansigt med en eller anden.
– Det kan du altså ikke komme til; du kan ringe eller skrive til os.
– Jeg vil meget hellere have en personlig kontakt – det gør tingene så meget nemmere.
– Desværre…
– Vil det sige, at jeg skal gå lige uden for døren derhenne og stå og ringe til vedkommende? Eller sætte mig i stolen derhenne og ringe?
– Ja.

Det gjorde John. Gik ud og ringede… og blev stillet direkte igennem til ‘en eller anden’, som fandt hans papirer frem.
John forklarede hvorfor han synes, der mangler fire portioner, og ‘en eller anden’ sagde, at hun godt kunne se, der vist var sket en fejl eller to undervejs.
De talte lidt mere sammen og hun lød til at være enig med John, da de havde været igennem det hele.
(YES!!!)
– Nå, men det retter I vel så nu?, spurgte John.
– Nejnej, det kan vi skam ikke. Du er nødt til at sende os en mail eller et brev, hvor du skriftligt redegør for det hele.
– Jamen vi er jo sådan set enige…
– Det gør ingen forskel – klagen skal komme fra dig. I skriftlig form. Men du skal bare skrive alt det, vi lige har talt om.

Er de bange for voldelige episoder, siden de ikke vil lukke folk ind? Laver de så mange fejl, at de ikke længere orker at sidde og forsvare sig ansigt til ansigt?Det er da noget underligt noget, synes jeg.

Nå. Men så langt, så godt. Der er trods alt håb forude, men det ligner nu alligevel bureaukrati for bureaukratiets skyld.

Advarsel: ikke for sarte nerver!

Jeg er eddersplintrende rasende. På et stift system, på skrankepaver, fagforeninger og arbejdsløshedskasser. Og fordi jeg er så tosset, roder jeg garanteret også begreberne sammen ind imellem… På forhånd undskyld.

En anden advarsel: det er et megalangt indlæg. Men der er heldigvis ingen, der tvinger dig til at læse det – vil dog sige, at hvis du er tæt på 60, er medlem af efterlønsordningen og har tænkt dig at blive ved med at arbejde, til du er 65 og forventer derefter at få den skattefri præmie, er det nok en rigtig god ide at læse dette.

Nu er det tredje gang, John og jeg tilsammen bliver svigtet af en fagforening. Jeg for 32 år siden, hvorefter jeg omgående meldte mig ud og var herefter kun medlem af en arbejdsløshedskasse. Jeg var enlig mor og turde ikke andet. Senere var det for at kunne være med i efterlønsordningen. Min fagforeningshistorie kommer måske i sin fulde udstrækning en anden gang, men kort sagt gjorde de alt andet end at hjælpe mig – kom tværtimod med velmente trusler om at hvis ikke jeg makkede ret, ville de sørge for, at jeg blev ekskluderet fra dem og også fra pensionskassen og dermed ville jeg miste arbejdsgiverens bidrag. Det var løgn; det har de overhovedet ikke hjemmel til, og det havde kun til formål at skræmme mig.
Det lykkedes dem på ingen måde, og da jeg truede igen, klappede de i. Men jeg undrede mig meget over, hvordan en fagforening kan påstå, at den er til for medlemmerne…
“Vi er til for dig” HA!

Nå. Nu er det John, det handler om.
Hvis ikke I kender reglerne for skattefri præmie, så er det kort, at man skal have arbejdet i to år efter det fyldte 60. år, for derefter at arbejde fuldtids i tre år for at kunne få 12 portioner á 11731 kr.
Man kan ikke få sit efterlønsbevis, før man er 60, hvorfor John sendte anmodning ind, så de havde den med posten den dag, han fyldte 60. Beviset kom to måneder senere. Her snuppede ‘systemet’ vist allerede den første portion af de 12… Han var dog arbejdsløs i 10 måneder; han opfyldte derfor først 2-årsreglen senere, hvorfor ‘syltningen’ druknede i dette faktum. 
Men husk for himlens skyld at få et bevis, der gælder fra fødselsdagen, ellers bliver I snydt i sidste ende. Smart gjort af dem.

Citat fra ase: “Du opfyldte toårsreglen den 01-07-2008. Du har fra denne dag til og med den 05-08-2010 arbejdet i 2473,2 timer.”
Det får ase til 5 portioner.
Det er en helt forkert udregning, som vi slet ikke kan gennemskue. Han opfyldte faktisk toårsreglen d. 3. maj 2008, og når vi tæller timer, skal det selvfølgelig være rigtigt angivet. Et arbejdsår på fuld tid er i øvrigt over 1900 timer.
Han har afleveret lønsedler for hele den aktuelle periode, så det skulle være en enkel sag at regne ud.

Inden jeg går videre med Johns personlige sag, er jeg nødt til at spørge ud i luften/jer: Hvordan i alverden er det muligt for nogen overhovedet at optjene 12 portioner på 36 måneder, hvis 25 måneder på fuldtid giver 5 portioner?

Det er mange penge at blive snydt for. John ringede til ase, brokkede sig på høfligste måde og forklarede hvori fejlene bestod, og at han selv var nået frem til lige præcis 9 portioner. Damen sagde, at hun ville kigge på det, hvorefter John kort tid efter fik atter et brev. Med de samme forkerte tal, men denne gang anonymt og med den besked, at hvis han ville klage, skulle det ske via Arbejdsdirektoratet og senest om 4 uger. Dateret en uge før han modtog brevet.

Hvor er lige den fagforening i forhold til medlemmet?
Hvorfor gider de ikke høre på Johns indvending mod deres udregning, når han allerede har leveret den nødvendige dokumentation?
Hvorfor er det i ases interesse at forholde John nogle af de penge, han efter loven har ret til?
Hvordan kan de, med uomstridelige beviser for fuldtidsbeskæftigelse, hævde, at han har arbejdet 2473 timer på 25 måneder? Jeg behøver ikke engang regnemaskine for at gennemskue, at det giver mindre end 100 timer om måneden.

Det var ase.
Før det var det Ledernes Fagforening, der svigtede ham. Han var leder i mange år, og da han ikke længere var det, spurgte han, om han skulle skifte fagforening. Næhnej, lød svaret. Du er skam velkommen til at blive alligevel. Det har han skriftligt, for det bad han om at få.
Da John fik brug for hjælp, fordi en arbejdsgiver snød ham for næsten 14000 kr, ville de ikke gå ind i sagen “Du er jo ikke leder, så vi føler ikke, vi er forpligtet til hjælpe her…”.
Hvordan tror I lige, det føltes?
“Vi er til for dig” HA!

Hvis ikke det var et krav, hvis man vil være med i efterlønsordningen, var ingen af os medlem af noget som helst – John og jeg har tre meget dårlige oplevelser med fagforeninger, der har skadet os fremfor at støtte os.

“Vi er til for dig” HA!

Jeg er medlem af en arbejdsløshedskasse, som sagt, men faktisk har jeg betalt langt flere penge for det medlemskab, end jeg nogensinde ville kunne få i skattefri præmie, og så har jeg ikke engang regnet renter med.

Nu kan John klage og kæmpe mod systemer og skrankepaver for at få noget, der ganske indiskutabelt er hans ret – fordi der sidder en kæmpeklump, der ikke kan regne, men ikke vil indrømme det, koster det ham en masse besvær – måske i sidste ende en advokat. Men det handler om så mange penge, at vi ikke vil tøve med at pudse en advokat på ase, hvis det skulle komme så vidt.

Pas på derude – sæt jer grundigt ind i systemet, vær vågne og pas på med at have tillid til fagforeninger. De er måske gode nok i teorien, men i praksis…
Jeg er ganske klar over, at dette er et følsomt emne og at nogle jer er dybt uenige med mig her og mener, at fagforeninger er uundværlige og at det er en dødssynd at mene andet. De var en rigtig god ide og meget nødvendige da de opstod og også længe derefter, men jeg mener, at de har overlevet sig selv med det samfund vi har i dag. 
Giv mig bare én grund til, at jeg burde synes, at fagforeninger er en god ting.

Vi skal have tårnhøje ambitioner

Siger den gode Lars Løkke.
Det skal vi da og det kan jeg ikke indvende noget som helst imod. Selvfølgelig skal vi da have tårnhøje ambitioner.

Overskriften er plukket fra statsministerens åbningstale, afsnittet om de danske folkeskoler. Han siger også, at “En af verdens dyreste folkeskoler skal blive en af verdens bedste”. Det er ambitioner blandet med selverkendelse.  Fint nok. Løbet er vel trods alt ikke helt kørt endnu… Festen er ikke slut… eller er den overhovedet begyndt? Har den i virkeligheden været slut længe?

For der er mildt talt meget, som i m.e.g.e.t. lang vej til verdens bedste folkeskole. Og den kommer ikke, hvis vi samtidig skal spare på området. Kræver det virkelig den store kædestrammereksamen at regne det ud?

John kom hjem i dag med et glimrende eksempel.

Vi skal have gæster; jeg står i køkkenet og er godt i gang med alle madforberedelserne, da jeg finder ud af, at jeg har glemt noget (anything else news?)… fat i telefonen:
“Hejsa det er mig hvor er du?”
“På vej ud fra Brugsen hvad har du glemt?”
“½ l piskefløde.”
“O.k. det bliver så den ikke-økologiske fra bageren for jeg gider ikke stå i kø en gang til.”
“Helt i orden vi ses.”

Ti minutter efter arriverer John og fortæller dagens lille historie med en blanding af et skævt smil og en opgivende hovedrysten:

John: Jeg skal have en halv liter piskefløde.
Bagerbutiksekspedientpige på 16-17 år: Det har vi al’så ikke! Vi har kun kvartliters.
J: Nå, jamen det er da fint nok, så må jeg jo bare få den halve liter i kvartliterudgaver.
Hvorpå B tager en kvart liter piskefløde, sætter den på disken og begynder at slå ind i kassen.

J: … Jeg skal have én til…
B: ????
J: Jo. Altså. Jeg bad om en halv liter piskefløde, og for at komme op på det, skal der to af disse her til.
B stod nu med et yderst tomt/irriteret ansigtsudtryk: “Nå??! Jamen du sagde al’så ikke, at du skulle ha’ to af de her kvartliters!”
J: Næh, det gjorde jeg vel sandt at sige ikke, men for at komme op på en halv liter skal der jo to kvarte litre til, ikke?
B, med et udtryk, der mere end antyder, at den der gamle stodder al’så bare er FOR åndssvag, siger: “Al’så … hvis du skal bruge to af disse her, ku’ du jo bare ha’ sagt det, ikk?”

Det kan selvfølgelig godt være, at det siger mere om bagerens valg af personale end om den danske folkeskole… Hvad mener I?

Jeg er håbløst gammeldags

og samtidig smækfyldt med fordomme, men har socialdemokratiet ikke altid stået som den gode og solide støtte til den del af Danmarks befolkning, der hører til det arbejdende, lønmodtagende folk og dermed ikke de specielt velbeslåede? Stået som support til den gode, solide og socialt velfunderede middelklasse (uf fyda, det må man søreme heller ikke sige, men det er sådan et godt og dækkende ord), hvis lønindkomster placerer sig omkring gennemsnittet.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Socialdemokratiet er imod privatisering og taler imod det ved enhver given lejlighed. De lægger heller ikke skjul på, at de rige skal betale mere i skat.
Jamen det må de gerne synes. Jeg er ikke nødvendigvis enig, men jeg har naturligvis respekt for andres meninger og for, at vi lever i et demokratisk samfund, hvor der både skal være og også er plads til både blå og rød stue.
Men.

Når de på samme tid kan stå og tale stærkt imod de tilbud, de selv benytter sig af – ja, så knækker filmen for mit vedkommende.
– Hvorfor føler en vis fru Thorning, at der nu skal betales 1/4 million i skat, når hun samtidig ca. 100 gange i et 2-minutters indslag når at hævde mere end hårdnakket, at hun og en vis Mr Kinnock ‘følger loven til punkt og prikke!’?
– Hvorfor taler Mette Frederiksen meget nedladende imod privatskoler, men bruger dem alligevel fordi ‘for min datter var det altså bedst med en lilleskole lige på det tidspunkt’. (Det forstår jeg så godt, men så acceptér deres tilstedeværelse).
– Hvorfor taler repræsentanter for A imod privathospitaler samtidig med, at de selv benytter dem?

Jeg hører mest til blå stue, men er nok forholdsvis lilla (blåt iblandet rødt eller omvendt) – jeg synes der er rigtig mange af ideologierne fra de blå, der harmonerer fint med mit eget ‘frihed-under-ansvar’-livssyn, men der også nogle gode fra A og SF. Jeg fortrænger helst, at vi har et DF, og jeg har aldrig brudt mig om de radikale (selv om dette afsnit totalt modsiger denne påstand 😀 ).
Men jeg har aldrig kunnet snuppe Helle Thorning eller Poul Nyrup… Yrk.

Jeg er ikke enig i, at de rige skal betale mere i skat. Ikke fordi jeg er rig, men hvis vi plukker dem, så rejser de fra landet, og vi har altså brug for både dem, deres ideer og deres penge – og de betaler faktisk ret mange penge til statskassen. At have ondt af, at der er nogen der har mange penge, er i mine øjne at leve efter janteloven. Jeg tror ikke helt på jer, hvis I siger, at I ikke kunne tænke jer lidt flere håndører at gøre godt med – vi er nok mange, der går og drømmer om at vinde den store gevinst i Lotto, så vi kan købe os en ny kaffemaskine…

Når det er sagt, erkender jeg uden blusel, at enhver regering der har siddet i mere end to perioder, skal udskiftes – man bliver alt for pokkers selvsikker og arrogant, når magten bliver for selvfølgelig, men det gælder begge fløje.
Endelig er det jo supernemt at være i opposition: Man kan kritisere i én uendelighed, for man har intet ansvar og kan påstå hvad som helst, men det gælder begge fløje.

Jeg forsøger at holde denne blog sådan cirka stort set forholdsvis nogenlunde relativ upolitisk, og jeg beklager opstødet, men jeg synes, der efterhånden skulle lidt kontravægt til de meget hyppige beklagelser over Lars Løkke og alle hans uløksaligheder. Jeg synes nemlig ikke, at Fru Thorning er et godt alternativ. Et lidt pænere at se på måske. Men ikke godt.

Vi burde ikke bruge… Exit Polls

Hvad kan vi bruge exit polls til? Andet end til at give irriterende journalister en kærkommen mulighed for at stille irriterende spørgsmål allerede irriterende tidligt om eftermiddagen på en valgdag?
Jeg er bestemt ikke den varmeste fortaler for, at man begynder at tale om ‘vindere’ og ‘tabere’ og ‘trends’ af enhver art, når der stadig er længe til, at stemmestederne lukker.

Da fænomenet for noget tid tilbage dukkede frem i Danmarks medier, tænkte jeg “pyt – man kan da ikke påvirke folk på så sent et stadium… alle har da dannet sig en mening inden valgdagen”.
Jeg er kendt i byen som den naive og godtroende Ellen.

For dannet sig en mening inden et valg har ikke alle gjort, hvilket vi kunne se i tv-avisen her til aften, hvor en dame gik ind til stemmeurnen efter at have udtalt sådan cirka følgende: “århh, det ved jeg såmænd ikke – jeg får vel en eller anden god ide eller åbenbaring lige inden, jeg skal sætte krydset”.

Hvis det virkelig er muligt at påvirke folk i sidste øjeblik, synes jeg ikke, at begrebet exit poll burde kunne forekomme. Det tenderer manipulation, og det bryder jeg mig ikke om.

Har I i øvrigt prøvet at google ‘exit poll’?
Det giver nogle tankevækkende forslag med disses tilhørende antal hits, når man når så langt som til at taste o’et – så dukker følgende frem på skærmen:

Exit pole giver 1,4 millioner hits. Pole betyder pæl eller stang. Men udtalen er trods alt meget lig poll.
Exit poll giver 3,2 millioner hits. Right! Poll betyder afstemning. Yeahh 🙂
Exit pools giver 2,4 millioner hits.
Exit Pool giver 11,5 millioner hits! Helt ærligt… pool udtales temmelig meget anderledes end poll, og pool betyder bassin, dam, pøl osv. i den dur.

Jeg er forbavset.

Og MEGET irriteret over, at alle, der bliver interviewet i tv, helst skal have en mening om et valg, hvis endelige resultat stadig kun er gisninger.

Apropos afslutning… første billede var en exit pole. Jeg har valgt (!) at det andet og sidste billede skal illustrere en exit pool.

Politikere er altid oplagte ofre

Min far har været politisk aktiv siden sin grønne ungdom. Først i Venstres Ungdom (man er vel landmand), senere bare i Venstre, i 1956 blev han valgt ind i det lokale sogneråd, som med kommunesammenlægningen (den første) i 1970 blev til byrådet. Her sad han i flere udvalg.
Han har taget en del første spadestik, og han har hilst på dronningen et par gange. Han stoppede som aktiv det år, han blev 70 – altså i 1990.
Han har siddet i et par bestyrelser, så lokalt var han alt i alt et forholdsvis kendt ansigt.

Politikere af alle tilhørsforhold har alle dage været oplagte presseofre, men far har da heldigvis aldrig været hængt ud for noget uheldigt; han formåede faktisk at holde sin sti ren gennem alle årene. Onde tunger vil vel påstå, at han bare aldrig blev opdaget, men det er heldigvis ikke sandt.
I starten af 80’erne var der nogen, der meget gerne så ham politisk fældet og ‘lækkede’ derfor en oplysning om, at hans nye swimmingpool nok kunne være interessant at gå lidt efter i sømmene.
Det var lige efter badeværelsessagen med Marius Andersen fra Ålborg, som nogle måske husker.
Bagmandspolitiet boede praktisk taget på gården i en uges tid, men de fandt intet, for der var intet at finde.
Der var gemt bilag for ikke bare de lovbefalede fem år, men for 25, tror jeg, og far havde til visse personers store ærgrelse ganske alene og med egne, beskattede midler betalt for deres indendørs swimmingpool. Øv, var der vist nogen, der mente, men faktisk var det en ubehagelig periode for mine forældre, for rygterne svirrede naturligvis i stor stil.

Nå – nu har jeg vist rost ham nok… det hele var egentlig bare ment som et oplæg til et par historiske billeder, der illustrerer, at vi indenfor familien altid har nydt at lave lidt sjov med hinanden, når der skal holdes fester.

Mink-mordere = meget misforstået minkvelfærd

Så I tv-avisen? Jeg så den og så den også i går. Og jeg er vred, forarget og harm. (Godt og fyndigt gammeldags ord, ikke? Harm!)

Jeg synes det er i orden at demonstrere for at synliggøre sine meninger. Jeg synes det er i orden at stå åbent frem og argumentere for sine meninger. Jeg synes IKKE, det er i orden, at en eller anden selvbestaltet dyreværnsorganisation, eller hvem det nu måtte være (længe leve ansvarsforflygtigelsen og/eller anonymiteten?) ‘befrier’ mink i stor stil for tiden. Jeg er ikke helt klar over, hvorfor de gør det. Det er jeg ikke, fordi det indtil videre er meget anonymt.
Ynkeligt.
Tag dog ansvar, for pokker.
Er man imod, at kvinder (og mænd) bærer pelsfrakker? Det må I da gerne mene, men jeg synes det er helt o.k., så længe det ikke er vilde dyr som sæler, ræve, ulve eller andre fritlevende dyr Derude, det går ud over.
Men mink er avlsdyr. Og ikke mindst er det er dyr, der ikke naturligt hører hjemme i den danske natur, så de gør ikke bare stor, men meget stor skade på samme natur, hvis når de bliver sluppet ud i det fri.

Alle de døde mange mink. Alle de mange mink, som nogen temmelig uoplyste personager lukker ud i naturen. Alle de mange mink, som forskellige interessenter gør alt for at indfange igen efter denne aktion, så de ikke gør alt for store og næsten uoprettelige skader på det naturlige økosystem. Så de ikke dør af sult, fordi der er alt for mange på et alt for lille område. Så de ikke slås, fordi de ikke kender hinanden. Så de ikke fryser.
De mink, der bliver indfanget, bliver gasset. Det dør de af … uden minkavleren eller andre, for slet ikke at tale om minken selv, kan bruge pelsen til noget. Dyrene var blevet gasset under alle omstændigheder, (eller hvordan man nu gør), men så havde de da gjort lidt gavn… nu skal de bare væk; ud af systemet. Både øko- og det andet.

Alle er tabere.
Både naturen og minkavlerne.
Jeg vil påstå, at de, der slipper dyrene ud, også er tabere.

Mink er avlsdyr. Jeg kan overhovedet ikke se forskel på svineavlere, hønseavlere, kyllingeavlere, fåre- gede- eller koavlere (!) eller hvilke som helst former for avlere, der har velkontrollerede forhold. Hestehår bruges også kommercielt.
Er det, fordi, mink har pels, man synes det er så forfærdeligt? Det har kaniner også. De er i kontrolleret avl. Kaniner er oven i købet forsøgsdyr på godt og ondt – men stadig fordi, vi mennesker kan få mere og mere medicin mod flere og flere sygdomme.
Får har pels. Køer og svin har også. De bliver så ikke brugt til kvindefrakker, men til (spise)kød og huder, som nogen lægger på gulvet eller hænger op på væggen, fordi de synes, at det er flot.
Når man vender pelsen om, hedder det skind, og lige pludselig er det af en eller anden grund vidt og bredt accepteret. Det hedder måske bare tasker, punge… whatever.
Ejer minkbefrierne ikke noget som helst lavet af skind? Muhhhligvis, men jeg vil have beviser, før jeg tror på det.
(I England er man out, hvis man bærer pels, mens skindtøj tilsyneladende er o.k…. Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt.)

Spiser minkbefrierne hverken kylling, svin, okse eller får? Er de alle vegetarer? Det tror jeg ikke.

De, i mine øjne, temmelig uvidende velfærdsfanatikere er lige præcis her gået mål forbi.

Jeg er vred og jeg er harm.

Hvid skulderengel: “STOP SÅ, Ellen… du er jo egentlig superglad.
Dine englændere er lige nu ved at spise et stort og forhåbentlig lækkert måltid mad ombord på esbjergfærgen. Du har købt tøj og legetøj til ungerne i store mængder. Du glæder dig til i morgen og til de næste otte dage.“

DET ER SGU DA RIGTIGT! JEG HAR FERIE, har jeg da!  😀
Vi læses ved, næste gang, jeg har internetforbindelse.
Og til aller-allersidst: Jeg ejer ikke og vil heller aldrig komme til at eje en minkpels eller anden form for pels. Men det er nok mest, fordi jeg ser, om muligt, endnu dummere og tykkere ud i en pels. Det er ren selvkritik og har ikke en pind med ideologi at gøre.