Mandagstema – eksotisk

I dag synes Helene, at emnet skulle være eksotisk, som kommer fra græsk og betyder fremmed.
Mange af os forbinder nok eksotisk med et eller andet, der kommer fra Østen, men principielt kunne det lige så godt komme fra Grønland eller Polen – det skal bare ikke komme fra Danmark…

På engelsk er an exotic dancer en stripper, men det vil jeg så ikke komme nærmere ind på.

Dette billede forestiller, på trods af nøgenheden, ikke en stripper – det hedder Mother and Child og er en klippeformation i Zimbabwes Matobo nationalpark.

Afrika er det mest eksotiske, jeg har oplevet – Østen er jeg ikke så vild med at forsøge at besøge, så derfor er mit eksotiske bidrag fra Zimbabwe, som vi besøgte i 2007.

Matobo Nationalpark har sten og klippeformationer over det hele og i alle afskygninger. Vi boede i huset her i et par nætter – det var lige så eksotisk indvendig som udvendig.

Dette var dæleme også eksotisk – ingen dør; ingen vinduer – men en udsigtsplads lige ved siden af sengen.
Toilettet var et par meter længere bagved sengen; hævet godt ½ meter, så man kunne sidde på ‘tønden’ (billedet er taget fra samme tønde) og stadig nyde udsigten. Man skulle jo nødig gå glip af noget som helst.
Med andre ord: heller ingen dør. Så skal man altså kende hinanden godt for at synes, at det er interessant, men i Afrika kan alt ske, og dette var faktisk en luksuslodge efter zimbabwianske (hedder det det?) forhold.
Vandingshullet var kun 50 meter væk, så det var bare om at sætte sig og nyde synet af elefanterne, når de kom for at få deres aftendrink.

Det var også temmelig eksotisk at stå så tæt (fem-seks meter) på en næsehornsmor med sit barn.
Næsehorn er meget nærsynede, og jeg håbede derfor stærkt på, at den ikke ville opdage mig og gå til angreb – guiden havde sagt, at hvis den fik øje på mig, skulle jeg bare stå helt stille. Jeg måtte absolut ikke begynde at løbe min vej, men sætte mig på hug og kigge ydmygt ned i jorden.
Det lød så ganske afgjort lettere sagt end gjort, men jeg fik heldigvis ikke mulighed for at afprøve, om jeg ville være i stand til at parere denne ordre … næsehornene var fuldstændig ligeglade med mig.
Nogle gange er det bedste af alt at blive totalt ignoreret.

Flere eksotiske bidrag kan ses her.

Mørketid

Helenes tema er i dag Mørketid.

Mørketid er lysenes tid, så mørketid er hyggetid.

Selvfølgelig kan det da godt være en anelse træls, at det er mørkt, når man møder på arbejde og mørkt (næsten da), når man skal hjem igen, men på den anden side elsker jeg alle lysene, der bliver taget frem og i brug nu – stearinlys i alle afskygninger og havelys/belysning af alskens art. Hvis sidstnævnte vel at mærke altså ikke er røde,  skriggule, blå eller grønne. Eller den der lidt specielle blå, iskolde farve, som får mig til at fryse, bare jeg ser på den.

Næhtak … det skal være varme farver til mig – stearinlysflammefarver…

… og brændeildsfarver.

Det er disse farver, der gør min mørketid tilstrækkelig lys og dejlig hyggelig, og det er rigeligt til mig – jeg er så heldig, at jeg ikke er negativt påvirket af vinterens mørke, men jeg glæder mig nu alligevel hvert år til vintersolhverv, hvor det vender og igen går ‘den rigtige vej’ med dagslængden.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve at bo helt et år højt, højt mod nord og opleve, at solen ikke går ned i flere måneder – og slet ikke viser sig i flere af vintermånederne.
De to gange, vi har ferieret nord for polarcirklen, har jeg syntes var noget ganske specielt (så specielt, at vi gør det igen til sommer), og John og jeg har lovet hinanden, at vi, når vi engang får tid, skal tilbringe så meget vintertid i f.eks. Tromsø, at vi får oplevet nordlyset, hvilket står meget, meget højt på ønskelisten for os begge.

Der er mange andre fotobud på mørketider her.

Mandagstema – langt borte

Helenes mandagstema er langt borte.
Det synes jeg, der er rigtig meget, der er … er der snart noget der er tæt på, bortset fra vinteren? Selv julen er endnu langt borte, selv om forretningerne gør deres bedste for at overbevise os om, at den er lige om hjørnet.

Sommeren, mit barn og mine børnebørn er langt borte… sommeren helt nede på den anden side af jorden, mens familien trods alt kun er i England, men jeg ville ønske, at jeg var der. Igen…

Afrika og Okavangodeltaet er meget langt borte, men jeg ville ønske, at jeg var der. Igen…

Pensionisttilværelsen er langt borte, men jeg ville ønske, at jeg var der…

 

De andres bidrag er ikke langt borte; de er nemlig lige her.

Mandagstema – hvilepause

Mandagstemaet er – ikke for første gang – ret godt timet af Helene: Hvilepause. Det er jo lige det jeg har. I en hel uge. Velfortjent og tiltrængt, hvis I spørger mig.

Jeg vil slet ikke vise billeder fra min egen hvilepause – den bliver I godt og grundigt belastet med ugen igennem.
Jeg vil vise en af mine yndlingsbilledserier; nemlig de fire egernunger, vi havde den store fornøjelse at se boltre og tumle sig i en hel halv time. Vi stod lige ved siden af dem, og de var overhovedet ikke bange for os, for det havde deres mor endnu ikke nået at lære dem at være. De legede og legede, men lige pludselig kunne en af dem blive træt og sove i 20 sekunder for så at lege lige så ivrigt igen.

Men så opdagede moderen os. Én lyd fra hende, og ungerne havde gemt sig på et splitsekund. Vi så dem aldrig igen, men vi vil aldrig glemme den halve time, vi fik sammen med dem.
Hvilepausen ses i midten af collagen – man fornemmer sagtens trætheden hos det lille pus.

Her kan du få flere hvilepauser.

Spiselig

Helenes Mandagstema er Spiselig. Det er jo et dejligt emne at koge lidt suppe på…

Spiselig kan være i konkret og i overført betydning – jeg kan gøre en Powerpoint-præsentation mere spiselig ved ikke kun at sætte tør og kedelig tekst på mine slides, eller jeg kan gøre en dårlig nyhed mere spiselig ved hjælp af nogle omsvøb … det kunne måske kaldes nyheder i svøb?

Hvad der er spiseligt for andre, er ikke nødvendigvis spiseligt for mig.

Denne er spiselig for en snegl, men jeg ville blive meget, meget dårlig af den.

Denne er spiselig for en fugl, men jeg ville have det meget, meget dårligt med at forsøge mig.

Dette græs er spiseligt for en ko. Eller en hest. Jeg har skam prøvet at bide i græsset, men det smagte mig ikke.

Dette er spiseligt for mig. Selv om det ser hamrende ulækkert ud… det er en jomfruhummer med rogn. Sådan en (eller helst flere) skal bare marineres og derefter en tur på grillen, så smager den himmelsk.

Her kan I se, hvad mange andre har fundet frem til af spiselige sager.

Mandagstema: I skoven

Helenes tema er helt i skoven…

I skoven  er der egern, vildsvin, mårhund, elg, rådyr, grævling, ræv, bjørn og ulv.
I skoven er der fugle i hobetal, der er småkravl overalt under og over jorden – der er specielt mange edderkopper, når man går og samler svampe.

I skoven er der faktisk så mange ting, at det sommetider er svært at se træerne for bare skov.

I skoven er der masser af mosser…

Og svampe…

Søer…

Folk og sten…

Og uhyggelige trolde…

Der er mange andre ting i skoven, og dem kan I se et bredt udvalg af her.

Mandagstema – barndomsminder

Helenes mandagstema er i dag barndomsminder.

Dem er der skam mange af – inde i mit hoved… For eksempel regnede det ALDRIG i sommerferien. Solen skinnede ALTID på min fødselsdag (i begyndelsen af marts). Det var hvid vinter HVERT år fra november til februar – og jeg elskede sneen, også selv om jeg havde 4½ km til skole… på cykel. Vi kunne stå på skøjter HVER vinter på regnvandssøerne ude på markerne. Og jeg overdriver ALDRIG.

Vi fik kun sodavand, når det var jul, fødselsdag/fest i familien eller vi var syge. Det var fedt at være syg; så blev man anbragt på sofaen i stuen lige ved siden af køkkenet, så mor hele tiden kunne holde øje med patienten, lægge sin hånd på sammes pande, spørge om man ville have noget at spise eller drikke (sodavand) – det var bare topmålet af hygge. Far kom hjem med chokolade og eksotiske frugter som appelsiner, bananer eller vindruer, der normalt også kun var noget, der hørte julen eller i hvert fald særlige lejligheder til. Han kunne finde på at købe en ny bog til mig, når jeg lå der og havde det rigtig godt skidt. Ohh, det var hyggeligt. Når den ene af os tre søstre blev syge, gik de to andre bare og ventede med længsel på at blive smittet og derved kunne opnå samme grad af forkælelse som den syge. Jeg er ikke klar over, om vores mor foretrak en eller flere syge af gangen. Sikkert det sidste… men tre børn med simultan kighoste må nu have været noget af en prøvelse.

… Der var aftenerne omkring spisetid, hvor vi skulle være stille, fordi far skulle høre Præstens Radioavis. Søndagene, hvor vi alle lyttede til Giro 413, mens jeg løste Berlingskes krydserpåtværs (ehhh, omkring halvdelen – mor klarede resten) på gulvet bag ved fars lænestol. Hørespillene i radioen, hvor vi alle sad klistrede til højttaleren og holdt vejret i spænding.

Men det er jo altsammen ordbilleder. De mere konkrete af slagsen har jeg stort set ikke, bortset fra nogle ganske få, der er taget af en professionel fotograf, og det kan lige som være helt ligemeget…
Jeg har dog denne sparebøsse, som jeg har gemt. Sådan en fik vi alle tre i dåbsgave; sammen med en sparekassebog, selvfølgelig. Jeg havde den med en rød stjerne; mine søstre havde hhv. en blå og en grøn, og det var drønsvært at se forskel på disse to farver, så de hævdede altid begge at have retten til den, der føltes tungest.

Man vil se, at der står Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Det var forløberen til Sparekassen Sjælland, som efterfulgtes af Sparekassen København-Sjælland, som blev forkortet til SKS, som efterfulgtes af SDS, som var en forkortelse af Sparekassen Danmark-Sjælland, som kom til at hedde Unibank. Nu hedder den Nordea, og det er ikke længere min bank. Men den lille bikube (må det vel skulle forestille), gemmer jeg, til Charlotte en dag kan smide den ud eller selv gemme den.

Andres barndomsminder kan ses her.

Mandagstema – træværk

Træværk er, hvad Helene har valgt til dagens emne. Der er uendeligt mange smukke ting, der er forarbejdet af træ, så det er svært at vælge… bortset fra, at det ikke er så meget af det, jeg har billeder af…

Det har jeg heldigvis af dette skib, som jeg var ude at sejle med tidligere på året – det gode skib Halma.
Det er træværk – træarbejde – der godt kan være sig selv bekendt. Et velholdt træskib er en sand fornøjelse af se på.

Et andet træskib; det gode skib Mira set fra det gode skib Halmø…

Træ er simpelthen et supergodt materiale – både til kunstværker og til mere praktiske ting. Og de to kan oven i købet snildt forenes.
At kunne lave pænt træværk er godt håndværk, selv om det måske kan give lidt ‘bagværk’, som ikke skal forveksles med noget, der kommer fra ovnen.
Øv, hvor er jeg tarvelig over for nordmændene og svenskerne nu… men at noget ‘værker’, betyder på gammeldansk, at noget gør ondt, og ‘bagværk’ er i dette tilfælde således ondt i ryggen  

Flere træværker kan ses her.

Høst – efterår

Helenes mandagstema er høst. Det, som vi på dansk kalder efterår, da høst nok mere er noget med at få noget ind fra markerne.

Jeg bryder mig ikke så meget om efteråret, men det er lidt uretfærdigt mod det, da min antipati mest er baseret på dets indvarsling af vinterens komme. Efteråret er jo smukt; med alle dets gyldne og røde farver er det som om, naturen helst vil gå totalt amok i et farveorgie, inden det hele går over i gråt, brunt og sort. Måske også hvidt…

Efterår er bid i luften. Efterår er frugter, der skal plukkes og tilberedes – eller fryses. Efterår er svampesæson. Efterår er ild i brændeovnen. Efterår er en høj himmel, men også regn og rusk. Efterår er forrådssamletid for skovens små dyr.

Andres bidrag kan ses her.

Mandagstema – vand

Helene har valgt vand som dagens tema; tydeligvis inspireret af weekendvejret i Norge.
Det var så nogenlunde i Danmark, men i dag har det bare høvlet ned igen…

Vand og vand er mange ting – noget er pragtfuldt; andet vil jeg helst være fri for, og så er der alt det imellem disse to grader af vand.

Jeg elsker at se tidevandet ved Englands kyster komme og gå. Forskellen på op til seks meter er stor og fascinerende – her havnen i St. Ives med og uden vand.

Jeg nyder at kigge på Vesterhavet, når det viser tænder, og norske fosser kan jeg sidde i timevis og nyde.

Vand kan være kunst. På utallige måder, og her er en af dem:

Jeg gider bare ikke mere regn! Jo, engang. Til næste år eller sådan noget. Helst ikke før…
Her kan I se meget mere vand.

Mandagstema – Sensommer

Dagens tema er ‘sensommer’.

For mig – og sikkert også alle jer andre – er sensommeren selvfølgelig symboliseret af mange ting, men én af dem er, når humlen står allersmukkest.
Jeg elsker dens farver og de fantastiske små koglelignende frugter.

Gad vide hvor mange øl, der kunne komme ud af det, hvis man brugte hele høsten herfra?
John mener ikke, at det kan betale sig at begynde at producere ud fra denne mængde, men jeg mener jo, at lidt har også ret, og er der måske ikke noget, der hedder mikrobryggerier?
Vi kunne da bare starte vores eget lille nanobryggeri til ikke-kommercielt (for)brug…

Resten af sensommer-buddene kan ses her.

Nedefra – mandagstema

Dagens mandagstema er nedefra.

Først tænkte jeg lidt i de lettere morbide tanker, der fylder meget i mit hoved for tiden, men så… nej. ‘Nedefra’ kunne måske misforstås i den sammenhæng. Ikke helt heldigt…
Altså noget helt andet. Men hvad? Selv om der er fri tolkning af begrebet, var det svært for mig i dag. Bogstavelig betydning? Overført betydning?

Det endte med de klippede træer, jeg uden for den gamle LO-skole i Helsingør (Konventum i dag) så nedefra på min tur rundt i Kongernes Nordsjælland i foråret.

Andet billede er fra samme sted – noget af det er da set lidt nedefra…

De mange øvrige bidrag til denne ugentlige leg kan du finde her.

Primitivt…

Jeg har lyst til at lege med i Mandagstema. Igen… jeg har været der før – ved egentlig ikke hvorfor jeg stoppede, for det er ganske hyggeligt at lege lidt med rundt omkring.

Dagens emneord er primitivt. Det er et ord, vi bruger til at definere alt det, der ikke lever op til vores normer og standarder – for nu at være lidt grov.
Men det, der er normen efter vores målestok, behøver ikke nødvendigvis at være normen for andres.
Beboelsen, jeg har valgt som illustration til dagens emne, vil jeg kalde primitiv, men alt er relativt og i sammenligning med nogle af de hytter, vi så senere på vores tur, er den ikke spor primitiv – der er sikkert en del afrikanere, der hellere end gerne ville bytte.

Er det primitivt at bære sine varer på hovedet? Måske, men sikke en rank holdning de har, og det er meget sundere end at bære dem i en skuldertaske eller et håndbårent indkøbsnet.

Andres primitive bud kan ses her.

Mandagstema: Landlig

Med Landlig som denne mandags tema er bondetøsen her nødt til lige at pippe lidt med…

Min barndom på en gård har præget mig på den måde, at jeg ikke ville kunne trives i en by. I min hverdag skal jeg kunne komme ud i en have – den må gerne være lille (meget gerne, faktisk), men den skal være der. Jeg er bange for, at en altan ikke ville kunne gøre det.
Jeg har også brug for roen, der er på landet; jo fredeligere og mere stille, jo bedre.
Det behøver ikke nødvendigvis at være i landlige omgivelser – ‘skovlige’ (ødegården i Sverige) eller ‘havlige’ kunne lige så godt gøre det. Men ‘bylige’ er for meget – jeg holder meget af at besøge byer af alskens art og størrelser, de skal blot nydes i små doser.
En enkelt ulempe kunne måske være, at der i visse perioder dufter meget ‘landligt’ ude på landet, og det er sandelig ikke altid i små doser… men det er kun en overgang.
Jeg ønsker ikke, at jeg var blevet landmand – det frie landmandsliv er det vist kun børnene, der har – landmænd er i mine øjne stadigvæk alt for stavnsbundne; specielt selvfølgelig, hvis de har dyr, der skal passes.

Barndommen står i et rosenrødt skær – selvfølgelig havde vi pligter, men de var få og meget begrænsede. Det frie liv havde vi derfor masser af, og vores legeplads var kæmpestor – haven, markerne, en lille bæk, en bittelille, men privat skov, hvor vi byggede huler og lavede bål til at bage kartofler, æbler og snobrød ved… Joh, det landlige liv var et dejligt liv. Nogle vil have højt til loftet inden døre – jeg vil hellere have det udenfor.

 

En sommerdag på landet.

Når man bor i landlige omgivelser, skal man bare gå uden for sin dør for at opleve sådan en solnedgang. Fås ikke meget bedre.

PorTRÆt

Denne mandags tema er portræt.

Jeg vil sandsynligvis blive yderst upopulær, hvis jeg offentliggør portrætter af andre, og jeg bryder mig slet ikke om at bringe et af mig selv. For, som jeg så ofte citerer min gamle far, så kan det ikke både ligne og se godt ud.

Det er en sandhed aldeles uden modifikationer – i hvert fald for mit eget vedkommende – så jeg måtte finde på noget andet…

Vi er medlem af Danmarks Naturfredningsforening og får derfor også medlemsbladet Natur & Miljø. 

I det seneste blad var der en reference til en samling af smukke, gamle træer – www.traegruppen.dk .

Den ide snuppede jeg da lige og skannede fluks billedet ind – håber ikke at portrætte jer med det noget alternative forslag til fortolkning af dagens tema – men hvorfor skulle man egentlig ikke kunne portrættere et træ?

Sporty

Det var da uheldigt, dette mandagstema for denne uge. Uheldigt for mig, for ingen, mindst af alle mig selv, vil med samvittigheden i behold kunne kalde mig sporty. Ikke desto mindre kan man godt være i besiddelse af sportsånd…
Det var nu alligevel lidt sjovt, at dette tema kom bare et par dage efter, jeg causerede lidt om sportsjournalister…

www.ordbogen.com giver følgende bud på
sporty adjektiv <sportier, sportiest>
Oversættelser
– (om udseende, tøj, biler osv.) sporty – Hun er meget sporty
– sportstrænet – Han er en sportstrænet, ung mand
– sportsinteresseret – Han er ikke specielt sportsinteresseret
– god til sport – Hun er god til sport
– sportslig – De har forskellige sportslige interesser

Jeg snupper eksempel nummer 3, men den går ikke uden en negering: I’m not sporty. Not anymore – that belongs to another era.

Jeg kan dog bidrage med et billede der antyder, at hele min familie kan dyrke sport. United. I regnvejr i Cornwall. Nede på stranden. De mange sko, der var sat til tørre i solen uden for vores vidunderlige hus i Polperro morgenen efter den våde oplevelse, var genstand for megen opmærksomhed og var den direkte årsag til et interview i de lokale medier.

Vi boede i huset med de blå skodder og det ved siden af (vi var 14), så vi kunne ikke komme tættere på havnen og tidevandet.

Heller ikke her var jeg aktiv deltager, men Tim tog på skift Charlotte plus alle Charlottes kusiner og ene nevø med ud en tur i kajakken. Her Charlotte.

Var det nok til at være Sporty? Bare en lillebitte smule? Årh jo, ikke?

I øvrigt er jeg off to England kl. 05:00 i morgen tidlig. Det kræver da i høj grad sportsånd at skulle så tidligt op. Det gør det også at skulle trækkes igennem en lufthavns omfattende og yderst irriterende sikkerhedsforanstaltninger. Jeg elsker at flyve, men hader lufthavne. Det har jeg vist sagt før, men jeg siger det meget gerne igen. Og igen.
See you, folks…

Sommerdrømme

Siger Mandagstemaet for denne uge, fordi bestyreren har holdt et par ugers ferie under sydens sol og sikkert har svært ved at vende tilbage til hverdagen og denne ekstra lange vinter, vi har i år.

Er sommerdrømme, når man om vinteren drømmer om, at det kunne være dejligt, hvis det var sommer lige nu?
Eller er det drømme, man har om sommeren?
Jeg valgte begge muligheder – og bruger de seneste par somres billeder til illustration af lidt forskellige drømme.

Jeg kunne da godt drømme om atter bare at kunne sidde og filosofere over livet under tidevandets kommen og gåen i en lille, sydwalisisk kystby. Med et strikketøj i hånden, naturligvis… (Undskyld, Mia – det var ikke for at kopiere dig, men temaet er jo så oplagt for sådan nogle englandselskere som os 😉 )		John kunne godt finde på at drømme om en lækker lunch i en gammel, engelsk pub. (Vi kan anbefale den wiltshire’ske The Ivy, som har et fantastisk køkken.) Han kunne måske også drømme om at fotografere store, eksotiske blomster.
Tim drømmer om stadig at kunne køre i sin Ferrari – bare om sommeren – om vinteren kan det alligevel være ligemeget. Men den blev solgt, da barn nr. 2 gjorde sin entre, så det løb er bogstavelig talt kørt…		Aubie sidder og dagdrømmer, at det var ham, der sad på den traktor, der trækker den fantastiske maskine, som på forunderligste vis producerer disse store tingester, vi sidder på – og kigger på den fantastiske maskine, som… Anna ville ønske, hun var hjemme igen, og vi andre nyder bare sommeren og duften af høst.

Alle disse sommerdrømmebilleder, fordi: Hvem i alverden drømte da sidste sommer om, at vinteren skulle blive så lang og så streng? Ikke mig.
Men jeg har rent faktisk siddet om sommeren og tænkt på vinter og sne, fordi jeg har haft det for varmt. Jamen jamen… det er søreme svært at forstå lige nu, men sådan var det.
Det var jo også en slags sommerdrøm…

Fugle

Mandagstemaet er ‘Fugle’.
Her i denne ekstrakolde og for en gangs skyld snerige vintertid er der mange af de små vingede væsener, der går til. Nogen siger, at sådan må det være, og hvis vi fodrer dem, er det kun for vores egen skyld, for naturen har sin egen måde at regulere bestanden på. Survival of the fittest, sagde gamle Darwin.
Læs Petunias indlæg, siger Ellen.

Darwin havde da ret i, at det er de stærkeste, der overlever. Af sig selv. Men hvis vi skulle efterleve den naturlov, så var der vist ikke megen hjælp at hente for de mennesker i vores samfund, der har behov for hjælp. Vi mennesker er jo også bare dyr, blot lidt højere udviklet. På nogle punkter i hvert fald… men på andre…? Nogle gange kan jeg godt have mine tvivl om, hvor langt vi er nået i vores udvikling. Er der nogen dyr, der udøver terror? Altså bortset fra visse menneskedyr?

Nå. Dette er ikke en politisk blog.
Billeder af fugle begrænser sig for mit eget vedkommende til matriklens foderhus, der er meget populært hos områdets skovspurve. Ikke at der er noget galt med skovspurve, men billederne af dem ville aldrig vinde en fotokonkurrence. Det er der rigtig mange af de andre mandagstemadeltagere, der ville kunne gøre, så jeg vil slet ikke så meget som forsøge at gøre dem rangen stridig.
John derimod har, måske ikke overraskende, taget nogle forholdsvis gode fuglebilleder på vores ferier og i Sverige.
Hvis man muser hen over billederne, kan man få en ide om min viden om fuglenavne. Den er ret lille.
Ved at klikke et par gange kan man måske også se billederne i større format, hvis det skulle have interesse.

Iskunst

Mandagstemaet er iskunst, og for mit vedkommende er visualiseringen af dette rent og ublufærdigt genbrug.

Johns billede, som nu har fire år på bagen, er i mine øjne stadig et af de bedste, der er blevet taget efter et ikke helt lille isslag, der dannede en lille ishånd, der griber om lille kvist på en lille gren på et lille, middelstort træ.

Jeg mangler for en gangs skyld og aldeles atypisk ord. Men er det ikke et ganske hæderligt billede, han fik skudt, ham John?
Sig nu ja – jeg forsøger stadig at få ham til at sende det ind til et eller andet, men han har endnu ikke gjort det…

Ventetid.

Mandagstemaet er ventetid. Der er nok ingen tvivl om, hvad børn over hele verden går og venter på for øjeblikket. Adventstid er ventetid.

Ventetid er passiv – hvis man venter på noget, ligger det implicit, at man ingen aktiv deltagelse har og man kan derfor ikke gøre noget for at reducere ventetiden. 

Jeg v e n t e r også på julen. Ikke fordi jeg har ondt i maven over, at juleaften ikke kan indfinde sig hurtigt nok, men jeg har det altid lige som et lille barn, når tiden sig nærmer for, at englænderne kommer og besøger os. Den ventetid er meget, meget lang for mig, fordi jeg glæder mig helt vildt… de ni dage, som jeg endnu skal vente, føles som 90 lige nu, men erfaringen viser jo, at lige om et øjeblik er de gået.

Ventetid er altid lang tid. Også hvis den ikke er særlig lang. Ventetid er relativ – to minutter kan føles som flere timer (har man én gang prøvet at holde de legendariske to minutters stilhed, vil man vide, hvad jeg mener), men hvis man fik den skrækkelige besked, at man har tre, seks eller x måneder tilbage at leve i, vil jeg godt vædde på, at man synes, den ventetid er alt for kort.

Jeg venter med længsel på at kunne gå på pension. Jeg har så meget, jeg skal nå, og så længe mit arbejde griber så forstyrrende ind i min fritid, som det gør, har jeg slet ikke nok tid til at føre alle mine planer ud i livet.

Jeg venter også med længsel på, at dette strikkede tæppe/sjal skal blive færdigt, men den holder bare ikke ifølge definitionen, for det er mig selv, der bestemmer, hvornår det er færdigt. Jeg nævner det kun for at få en chance til officielt at sukke over, at hver eneste omgang her på den afsluttende kant har 1730 masker. Det tager saftsusemig lang tid at komme rundt, men det skal, skal være færdigt inden jul, for jeg er ved at være en anelse træt af det. Træt af at vente.
Nåh nej…

Tradition

Mandagens tema er, måske ikke helt overraskende, tradition.
Lige så lidt overraskende er julen derfor den overvejende del af indholdet i mit indlæg.

Julen er traditionernes højborg, og alt skal ske i den måned, vi har til rådighed – gavekøb, familierendsammen, oppyntning af hus og måske have, mange har større eller mindre julegilder i børneinstitutioner; der er julefrokosten på arbejdet, der skal bages og kokkereres – der er 1000 ting man skal nå; det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes. Nogle bliver stressede, andre tager det temmelig afslappet.

Jeg hører til de sidste – jeg elsker julen, og jeg gør forholdsvis meget ud af den, men stresset? Nej, ikke her. Jeg når det, jeg når.

Og det, jeg ikke når? Det er oftest julebagningen, der bliver sprunget over. Det har vi alligevel ikke godt af.

I går var vi på gården og sammen kreerede vi de juledekorationer, vi hver især har i vores hjem. Det er blevet en tradition.
Lille William var med, og han nægtede simpelthen at smile til mig, den lille bøf… Men jeg kan vel ikke tillade mig at brokke mig over, at knægten tager mig alvorligt.
Søster havde – som sædvanlig – lavet en lækker middag. Det er en tradition, der heldigvis ikke kun hører julen til.
Jeg har sat lys i korkelmen, der hænger i stuens loft. Det er en tradition.
Der er kommet lidt lys i haven. Det er en tradition.

Dem har vi mange af.
Men jeg gider ikke mere julefrokosten på arbejdet…

Det var vist et uhyre traditionelt bud på traditioner. Man kan ikke være lige opfindsom altid.

Musik

Mandagstemaet var i går Musik. Og hvad er så musik for mig?

 

Da jeg var barn og lige havde lært hvad noder var og gik ud på, syntes jeg altid, at svalerne lignede noder, når de sad og fik sig en slapper eller en sladder på telefontrådene. Sådan nogen fandtes nemlig dengang. Både svaler og telefontråde, faktisk.

 

Da jeg var ung, var ‘min’ musik noget, min mor i den grad afskyede – Rolling Stones, Bob Dylan, Donovan, The Kings, Joan Baez, The Monkeys, Steppenwolf (bl.a. Born to be Wild), The Byrds (bl.a. I wasn’t Born to Follow) og mange, mange, mange flere. Jeg elskede bare de musikformer, der dukkede op i tresserne, og i dag er det ren nostalgi for mig. (Ikke Cliff eller Elvis – slåskampen om dem lod jeg andre om.)

 

I dag, hvor jeg er temmelig halvgammel, er både kropsmål og musiksmag blevet noget meget bredere, hvilket gør det meget nemmere at fortælle, hvad jeg ikke kan lide: Heavy Metal og det, der ligner. Jazz. Beklager, men jeg kan ganske enkelt bare ikke holde det ud. Dette sidste gælder også den anden grøft med Kandis og Bjørn og O.k. og de fleste andre dansktopsangere… stilen med den kære lille mormor, med duerne, de rigtige venner og lignende uhyrligheder… Jeg var heller ikke verdens Danmarks største Jodle Birge-fan.

Dermed ikke sagt, at dansk musik ikke er godt, men dansk musik er også dansktopmusik, og det er åbenbart en genre helt for sig selv.

Jeg er er mest til dur – jeg dur ikke til mol, som er for dystert til mig, hvorimod John er en mol-mand, som også holder meget af blues. Modsætninger mødes, og sød musik opstår, ved I nok…

 

På det seneste har man i medierne set, at folk er meget hurtige til at forbinde en speciel musik eller tonerække med specifikke ting, hvilket reklamebranchen for alvor er ved at finde ud af. De fleste genkender nok Dyne-Larsens lille fløjtemelodi.

Musik er også andet end musik:
Det er musik i mine ører, når børn ler deres klukkende, hjertelige og meget smittende latter.
Det er musik i mine ører, når en mor og hendes lille baby pludrer sammen og er helt på bølgelængde.
Det er musik i mine ører, når jeg er i Sverige og hører fuglenes sang. Eller bare stilhedens (sfærernes?) musik.
Det er musik i mine ører, når chefen siger en fredag efter en hård uge: ‘Skal du ikke snart hjem? – I skulle til Sverige, ikke?’
Det er musik i mine ører, når proppen med et stille plop bliver trukket op af en flaske rødvin, jeg bare ved, er god.
Det er musik i mine ører, når Aubie i telefonen siger: ‘Hi mommer. I want you to come here. Bye-bye, mommer.’

Hvis jeg fordrejer Lola Baidels tekst en smule, kan jeg sige, at jeg godt kan leve uden musik, men jeg vil helst ikke.

Mørketid

Mørketid er mandagens tema. Temaet, som bliver sendt ud fra Norge, der har det endnu mørkere, end vi har det her i lille Danmark. Eller… sikke da noget sludder, Ellen… selvfølgelig har de det ikke mørkere i Norge, men de har et længerevarende mørke, end vi har her til lands. Jo højere mod nord, jo kortere varer dagslyset.

Mørketid er hyggetid for mig. Jeg er ikke, som så mange andre, specielt påvirket fordi der mangler lys. Tværtimod synes jeg, at denne mørke tid har sin egen charme, fordi man selv kan skabe sin egen form for lys indendøre.

Mørketid er brændeovnstid (desværre kun i Sverige).

Mørketid er slowfoodtid (både i Sverige og i Danmark).

Mørketid er sne (som lysner) og smuk, hvid natur. Nok mere i Sverige end i Danmark.

Mørketid er den tid, hvor man sætter lys i have og på terrasse og nyder det hyggelige syn.

Mørketid er, når det er mørkt, når man tager hjemmefra om morgenen, og det er mørkt, når man kommer hjem igen om eftermiddagen. Det kan selvfølgelig virke en anelse trist, men så har vi da weekenderne til at kompensere lidt.

Mørketid er indendørstid. Ikke fordi jeg ikke kommer ud hele vinteren, men jeg går sjældent aftenture i mørketiden.

Mørketid er masser af tændte stearinlys i stuen.

To år i rap var den mørkeste Mørketid den tid på året, hvor mine to yndlingsbørnebørn kom til verden og gjorde min verden meget lysere.

Tim kaldte omgående Anna for ‘My little starfish’, da han første gang så hende anbragt i autostolen iført flyverdragten fra Danmark.
Aubrey gjorde hende kunsten efter et år og en uge senere.

Mørketid er såmænd ikke så værst endda…

Natur

Dagens Mandagstema er Natur.
Naturen er altid dejlig, og man skal i disse CO2-mættede tider ikke tage den for givet til evig tid.
Jeg holder meget af den danske natur, elsker den svenske og norske og var dybt, dybt betaget af den afrikanske, som jo natur(!)ligvis er meget forskellig alt efter, hvor man befinder sig.
Vi har befundet os i Sydafrika, som er forholdsvis friseret, men kunne (blandt meget andet) byde på de skønneste blomster.
Vi har også befundet os i Botswana og Zimbabwe, som var noget helt andet. Og tredje.
Botswana er (blandt meget andet) Okavangodeltaet. Zimbabwe er (blandt meget andet) Victoriafaldene og nogle pragtfulde nationalparker.

En hvilkensomhelst ferie på dette fantastiske kontinent er én lang og underskøn naturoplevelse – krydret med enkelte ‘spændende’ episoder.

Det sværeste ved dagens opgave var at vælge…
Billederne kan forhåbentlig klikkes større.

Koraltræ i Sydafrika	Protea (SA’s nationalblomst)	Flaskerensertræ i SA
Okavango	Okavango. Termitbo med naturlig voldgrav.	Okavango set lidt fra oven.
Zimbabwe – Matobo Hills: “Mother & Child”	Victoria Falls, Zimbabwe	Nydelige fugle har de også dernede.

Maskulin

Er mandagens tema.
Det første, der faldt mig ind, var en episode fra vores ferie til Zimbabwe/Botswana i 2007. Vi sad i safarijeepen ikke så langt fra vandingshullet og ventede på, at elefanterne skulle samles for at mødes til deres aftendrink.

De kom også – nogle ganske få til at starte med, men der kom flere og flere til efterhånden og til sidst stod de som sild i tønde og drak vand.

 

Så kom ham her… meget stor og majestætisk var han. Og han gik bare stille og roligt ned mod de andre. Gjorde ingenting som sådan, men gik ind mod midten af flokken, som uden nogen som helst diskussion veg til side for ham og overlod ham vandingshullet, så han i fred og ro og alene om kilden kunne drikke, hvad han nu havde behov for. Han var på ingen måde aggressiv eller truende. Han var der bare.

Da han gik igen, kom de andre tilbage og drak videre. Det var helt bestemt en enlig og meget maskulin herre, der stod stor respekt om.

Urban, urban, Urban og Urban

Både på dansk og engelsk kan man være urban (beleven, kultiveret, dannet). Urban kan også på begge sprog betyde bymæssig.

Det er nok kun i DK, vi også bruger ordet som personnavn – mest kendt er nok Urban Hansen, 1908-1986, dansk politiker og Københavns overborgmester 1962-76. Han lagde navn til den kendte Urbanplan på Vestamager.

Det sjoveste er nu Urban Legends – ‘vandrehistorier’ på engelsk.

Dette link vil kunne give en del timers underholdende læsning, hvis I ellers synes, den slags højlitterære internetstof er interessant 🙂
Jeg kan virkelig undre mig over, hvor sejlivede nogle af disse historier kan være; nærmest umulige at udrydde. Katten i mikroovnen for eksempel. Det kan også være en puddel, men princippet er selvfølgelig det samme.
Eller dette her billede af et hajangreb, som rigtig mange af jer sikkert har set (hvor mange af jer hoppede på den?) Billede snuppet herfra – kan ikke forestille mig, at der kan være copyright på det, eftersom det har været verden rundt omkring 30 gange 😆

Vi skal da også have en til ære for de mange katteelskere:

• 1) It’s an impressive feat for any average adult male to “curl” a hundred pounds while weightlifting, yet this guy, “Roger,” appears to be wielding an 87-pound (39,5 kg. Red.) cat as if it were a ball of fluff.
• 2) No normal, live animal — even a completely docile one — should appear so stiff and lifeless when held this way. Is Snowball stuffed?
• 3) The animal has all the appearance of a very large toy. For that matter, so does “Roger.”

4) In blow-ups published on Urban Legend Zeitgeist, evidence of photo manipulation is clearly visible.

Ovenstående er et eksempel på, hvad jeg godt kan lide på hjemmesiden om Urban Legends: Der er ofte både den oprindelige tekst og en forklaring på, hvorfor det er lyv alt sammen. Igen har jeg ingen problemer med copyright. Samme begrundelse som før.

Det blev mit bidrag til dagens mandagstema. Man har måske gættet, at jeg ikke lige lå inde med billeder, der kunne illustrere den ene eller den anden ‘urban’?

Morgenstund

Dette er ugens mandagstema, og jeg har fuldstændig bevidst valgt totalt og fuldstændigt at misforstå emnet denne gang. Beklager, det er absolut ikke af ond vilje, bare ren overstadighed.

For hvad er det lige, jeg skal næste gang, en morgenstund rammer mig? Hvad er det mon lige, der fylder hele mit lille hoved lige nu?
Jer, der har fulgt min blog gennem en tid, vil sikkert have gættet det. Nye læsere kan begynde her:

JEG SKAL TIL ENGLAND TIL BARN OG BØRNEBØRN OG JEG REJSER TIRSDAG.

Det var da ikke til at misforstå, vel?

Jeg har pakket sko, oceaner af eget tøj, tre bløde gavepakker, fire hårde gavepakker, flydende toiletsager (de der lovlige, I ved, som kan være i en 1-liters, gennemsigtig osv. osv.), hårde toiletsager (tandbørste, øjenskygge o.l.), punge, fotografiapparat, strikketøj, ekstra lille taske, en bog, krydser-på-tværs-opgaver, Illustreret Videnskab…

Lyder det voldsomt? Næh, nej, det er det slet ikke – jeg medbringer ikke spor overvægt. Jeg har faktisk kun godt og vel (= lidt mere end) 7 kg netto-håndbagagevægt, fordi jeg bruger en af de tasker, jeg har pralet med i et tidligere indlæg.

 En rigtig morgenstund skal I nu alligevel se, og jeg har fundet et billede, John har taget d. 4. oktober 2007. Det er taget lige udenfor vores lille by og er vel egentlig ikke så tosset endda. Kan jeg heldigvis tillade mig at sige, når jeg ikke er fotografen.

Jeg er blogpassiv til og med søndag. Vil jeg lige nævne, hvis en enkelt stadig ikke skulle have forstået budskabet 😀
Jeg læser muligvis, men jeg skriver ikke. Charlotte har lige ringet for at fortælle, at jeg ikke behøver at tage tøj med (!) for de får hedebølge i resten af denne uge. Det er da o.k. med mig. Vi er heldigvis på landet, så vi behøver ikke at være smarte – vi skal bare have dækket de strategiske punkter på kroppen. Det er så bare ikke ‘punkter’ hos mig, men det glemmer vi lige nu…
Jeg får syet mine badedragter der, hvor man syr fortelte til campingvogne.  Jeg må altså huske at få bestilt en ny, for der er hul på knæet i den gamle…

Kan I have det godt derude – vi ses igen på mandag.

 

 

Barndomsminder

Det er mandagstemaet.

Det er svært. Barndomsminder er noget, man har inde i sit hoved, og som bliver udløst lige pludselig – meget ofte uden man aner hvad der var udløseren.
De dukker op i glimt, og erindringen kan dække over kortere eller længere tid.

Barndomsminder er svært at tolke i dette mandagsforum, fordi man normalt har ikke billeder af minder. Eller jo; man har en masse, men de lader sig ikke umiddelbart udtrykke fysisk, så andre kan se dem.
Jeg har da nogle enkelte fotos fra min barndom, men ikke særlig mange, for et fotografiapparat var ikke en del af min barndoms dagligdag.

De fotografier, der findes, er i bund og grund ikke mine minder, men andres…

Nogle af mine gode minder er dem, hvor jeg var sammen med min farmor eller mine morforældre (min farfar døde, inden jeg blev født, så ham kan jeg i sagens natur ikke huske).
Jeg har sat et billede af mine morforældre ind. Hun ser lidt sur ud, men jeg husker hende bestemt ikke som værende sur. De boede i et lillebitte hus nede på Lolland. Og jeg mener lillebitte som i noget, jeg husker som højest 70-80 m2. De fik otte børn, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de har kunnet være der alle sammen. Jeg vil dog ikke lægge hovedet på bloggen blokken mht. husstørrelse – jeg har ikke været der siden engang i tresserne, hvor de kom på plejehjem.

Min farmor boede, sammen med mine forældre, de første otte år af mit liv på den gård, min farfar havde købt i 1911, og som min far havde arvet. Jeg elskede hende, men det er jeg ikke helt sikker på, at min mor gjorde, og da mine forældres trejde barn gjorde sin entre, flyttede min farmor på De gamles Hjem, hvor jeg cyklede hen og besøgte hende mindst en gang om ugen.
Jeg vil lige pointere, at det ‘alderdomshjem’ var noget ganske andet end vore dages plejehjem. Ih, hvor hun hyggede sig med andre gamle koner… de var ikke specielt senile nogen af dem, og jeg kan huske deres næsten tøseagtige fnis over ting, der gik helt hen over hovedet på mig.
Sidste billede er Mig og Mor, taget i 1956. Tror jeg nok. Ligner det ikke en 3-årig?

Alle mine bedste minder er tæt knyttet til samvær med mine bedsteforældre. Charlotte har haft et meget tæt forhold til sin mormor og morfar og har nogle skønne minder om tiden sammen med dem.
Jeg håber meget egoistisk, Anna og Aubrey vil kunne sige det samme, når jeg er blevet til støv.

Sommerlig

Ugens mandagstema.

En af familen Sommers medlemmer er død – det er et Sommerlig…
Et myrdet person er blevet fundet i en park for nylig – det er et sommerlig…

Jeg læser krimier for tiden, hvilket vist alt for tydeligt afspejler sig i de første tanker, der dukkede op omkring mandagstemaet. Jeg må i anden tankeomgang nok erkende, at ordet snarere skal lede vores tanker hen på det faktum, at vi er trådt ind i sommeren – i hvert fald trådt ind i årets første officielle sommermåned.

Sommerligt – nu sætter vi lige et ‘t’ på for at komme ud over disse skrækkelige krimi-associationer – kan for mig bedst symboliseres af følgende:
Friske jordbær, nye kartofler, et lille barn iført solhat og ikke ret meget andet, et florlet gardin, der vifter i brisen, lyden af en gammeldags plæneklipper (en truet art), små, hvide lammeskyer på en dybblå himmel, indtagelse af mad og drikke under åben himmel.

  Det mere uhåndgribelige kan være den vidunderlige fornemmelse, man har i maven den dag, man går på sommerferie og med slet skjult fryd i stemmen siger til sine kolleger: “Vi ses om tre uger! Hav det godt så længe…”; følelsen af bare fødder på græs, duften af alskens blomster og krydderurter, duften af tilberedning af grillmad rundt omkring i nabolaget, glade stemmer fra legende børn.

Faktisk bruger vi nok ikke ordet så meget om sommeren, for der er det jo sommer, og (næsten) alt er sommerligt.

Bruger man det ikke mere på de andre tre årstider for at indikere, at et eller andet nærmere hører til sommersæsonen? ”Ih altså, du har jo helt sommerligt tøj på i dag.” Det ville være temmelig tåbeligt at sige i juli, ikke?

Eller: ”Nej da, sikke noget sommerligt mad, du serverer i dag.” Ligeledes en mere passende bemærkning på alle andre tidspunkter end om sommeren…

”Det er helt sommerligt vejr i dag.” Det skal være en umanerlig dårlig sommer, hvis man siger sådan om sommeren – den bemærkning vil man nok oftere høre om foråret eller om efteråret.

Mine påstande bekræftes så nogenlunde i ”Ordbog over det danske sprog”:
sommerlig, adj. adv. -t ell. d. s. (VSO. Grundtv.PS.IX.13). (oldn. sumarligr, ty. sommerlich) som hører sommeren til, er ejendommelig for, præget af ell. mindende om sommeren. Moth.S606. *(hun) Omtryller . . Vinter til sommerlig Tid. Oehl.XXI.38. *det var underligt, om Vinterstide | At se det ene Træ saa sommerligt. Grundtv.PS.II.33. det Sagn, at naar man kommer gjennem Nordpolisen, træffer man under selve Polen aabent Vand og en sommerlig Ø med Frugter og Blomster. Goldschm.IV.352. lyst klædt i en sommerlig Dragt. Pont.LP.V.127. Vejret holdt sig stadig sommerligt. smst.VII.22. Folk havde saa smaat begyndt at klæde sig sommerligt. HSeverinsen.D.155. || (især ) om følelser, livsytringer: præget af sommerglæde, livslyst. *Da smeltes jo i mit Bryst | Jordlivets Iis og Kulde | Til en sommerlig Lyst. Winth. III.120. Hun stirrede et Øjeblik paa ham i sommerlig Henrykkelse. OlesenLøkk.NH.III. 103.

Hold på formerne

Dette kan være både en ret uartig og en meget alvorligt ment opfordring. Den engelske parallel til det sidste ville nok være deres “stiff upper lip” eller “keeping up appearances”, som vi kender det fra Mrs Hyacinth Bucket.

Det kan også være denne mandags tema. Former. Som introduktionen siger, dækker det over næsten alt  – både en fysisk fremtoning og et abstrakt billedsprog. Det gør på en måde temaet både nemt og svært denne gang – alt hvad man overhovedet kan illustrere via et foto, må nødvendigvis have en fysisk form. Den kan være rund, kurvet, kantet, amorf og meget, meget mere. Jeg tænkte først på at skrive ‘billedligt’ i stedet for ‘via et foto’, men det var jo lige præcis helt forkert, for billedligt…metaforisk…abstrakt kan man beskrive meget, meget mere, end man kan med et foto. Det er muligt, at et billede skal symbolisere noget abstrakt, men dette er stadig nødt til at blive udtrykt fysisk – ellers er der ikke noget billede, altså… Det er meget få forundt at kunne skrive et digt i fotografiske billeder.

Selv det fysiske udtryk er abstrakt farvet. Tænk på ordene, vi sommetider hører:  “Han/hun er jo blevet helt uformelig”. Uformelig i forhold til hvad? Det er jo noget sludder, for vedkommende har nødvendigvis en form; den er bare af en anden karakter end den samfunds- eller tidsmæssigt vedtagne standardkropsbygning.

Og her til sidst – det måtte jo komme her på min blog og med det tema… når man syr den slags, som jeg syr, er man så ganske afgjort nødt til at holde på formerne; holde meget fast, faktisk, hvad enten disse er runde, firkantede eller alt der imellem, for ellers ender det færdige arbejde med at blive temmelig uformeligt. Det er dog nemmest med de kantede… 🙂