Hos Mommer

9. januar 2023

Kend dig selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:54
Tags: , ,

“Kvinde, kend din krop” er der en bog, der hedder. Jeg har ikke læst den, for jeg kender min krop i tilstrækkeligt omfang.
Men hvad med sindet? Kender vi alle os selv? Hvordan vi vil reagere i enhver given situation?
Det tror jeg ikke. Man kan have en ide om, hvordan man vil reagere, men kan i sagens natur ikke vide det, før man står i situationen. Viser man sig at være stærk? Svag? En, der kan støtte og hjælpe, eller lidt af et pylrehoved, der hælder sig op ad andre?
Der er naturligvis ‘situationer’, hvor man hverken behøver at give eller modtage støtte.
Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg er stærk. Det har jeg ikke altid været, men det der indimellem lidt svære liv har givet mig noget mental muskeltræning. Og lad det være sagt med det samme: Flosklen Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere, har jeg aldrig brugt. Jeg synes det er noget sludder. Det er ikke nødvendigt at være i en livstruende situation for at blive stærkere, og omvendt er der bekymrende mange der mentalt bliver slået ihjel af situationer, andre ingen problemer har med at stå igennem. Sig flosklen til en, der overlevede en koncentrationslejr – eller en af de mere nutidige ditto – eller til en soldat, der lider af PTSD. Han overlevede, men er han blevet stærkere? Sig flosklen til en kvinde, der på mirakuløs vis slipper ud af trafficking. Tror I nogensinde de stakkels mennesker bliver hele igen? Så nej, fri mig for den slags fjollede bemærkninger, tak.

Det blev lidt alvorligt.
Egentlig ville jeg bare i al uskyldighed ind på, at jeg tror jeg kender mig selv.
Kender mig godt nok til at vide, at selv om jeg i hele mit voksenliv har haft lyst til at både at være i stand til at lave min egen surdej og til at sy mit eget tøj, så kommer det sandsynligvis aldrig til at ske. Jeg ville virkelig gerne have en levende modersurdej; den slags som kan holde et helt liv, men nej. Jeg kan ikke engang undfange en, for slet ikke at tale om at holde den i live. Jeg har forsøgt mig et par gange og tror ikke på det mere.
Jeg har også syet en kjole – som jeg havde på én gang. Den var grim.
Jeg har syet et par lange bukser – halvt. Jeg opgav, fordi jeg ikke kunne finde ud af lynlåsen.
Jeg kan sy de mest avancerede tasker, men kan ikke sy en bluse.
Jeg kan lave relativt god mad, men jeg kan ikke bage brød. Det bliver altid noget værre klamp, når jeg en sjælden gang forsøger mig. Dette er dog længe siden nu, for min bagemaskine klarer det langt bedre, og desuden er det også meget nemmere – man er vel doven født rationaliseringsekspert.
Der er folk, der anser mig for at være doven, men det er for nogles vedkommende især fordi jeg ikke gider de ting, de selv synes er interessante …
Jeg synes ikke selv, at jeg er doven, men jeg har hele mit liv haft det bedst med at finde den metode, der får tingene til at gå hurtigst. Det gør man ved 1) at være hurtig og 2) tænke rationelt. Jeg havde engang en laborantkollega, der, når han så dagens opgaveliste, begyndte med det der stod øverst på den uden at læse den igennem og planlægge. Klokken tre fandt han ud af, at listens sidste punkt var noget, der skulle stå og inkubere i to timer, inden han kunne afslutte analysen, hvilket tog yderligere mindst en time. Han havde en del overarbejde …

Alt dette, fordi jeg her til morgen fik en mail fra Gastrofun, som handlede om surdejskunsten. Jeg blev vældig inspireret af de gode tips, råd og opskrifter, men nej.
Jeg lader mig ikke friste. VIL ikke. Jeg ved jo hvordan det går, og hvorfor bede om endnu et nederlag?

P1040664

24. august 2020

Nu er jeg næsten lige så pæn som alle andre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: ,

Hvem skulle nu have troet det? Jeg ville ikke selv have troet det for bare kort tid siden.
Charlotte kunne da heller ikke gætte det, da jeg i dag erklærede, at du gætter aldrig hvad jeg er i gang med!
En ny beklædningJeg forbarmede mig efter andet forkerte gæt og afslørede, at jeg var i færd med at sy mundbind.
Jeg er stadig fast besluttet på i videst muligt omfang at undgå situationer, hvor mundbind er påkrævet, såsom at tage offentlige transportmidler eller komme på steder, hvor det kan være svært at overholde afstandsanbefalingerne, men helt muligt er det ikke, og så må jeg jo være beredt.
Vi skal til Bornholm i næste uge, og for at komme dertil er man nødt til at tage en færge. Eller flyve, selvfølgelig, men det ville vi ikke engang have gjort før coronapesten. Og ikke kun skal vi til Bornholm, vi skal også en tur til Christiansø, hvilket involverer endnu en færge. Der skal ikke den store kædestrammereksamen til at regne ud, at det kræver mindst otte mundbind, og da de i mine øjne er vildt grimme, besluttede jeg mig for at sy nogle selv, hvilket foreløbig er blevet til seks – tre til hver af os. De er forskellige, ikke kun i stoffet, men også i størrelsen, og jeg vil gerne understrege, at det var John selv, der valgte det rødternede! Patchworkstoffer er gode at sy af, fordi de er så tætvævede; desuden er det bomuld, så de kan tåle at blive vasket ved 60°, som de skal. Jeg har så meget stof, at jeg i teorien sandsynligvis ville kunne forsyne det meste af Region Sjælland med mundbind. I teorien, blev der sagt. Ikke i praksis, for så sjove er de altså heller ikke at sy, selv om ét kun tager en halv times tid.
Da John tog sit på, duggede hans briller omgående til, fordi der var et hul ved siden af næsen, lige under øjnene. For at lukke det, indsatte jeg en halv piberenser til at forme bindet til tæt på huden på hver side af næsen. Det virker fint.
Ved lejlighed skal jeg have fundet andre farver elastikker, for i dag kunne casa Ellen kun klare den hvide af slagsen, og det ville have set lidt mere elegant ud, hvis jeg også havde kunnet klare fx sort eller blå.

Mundbind

Der kan findes flere forskellige mønstre på nettet. Det nærmest flyder over med forskellige mønstre alle vegne derude i mange varianter, så det er lige med at forsøge at lure af, hvilke der vil være gode. Den jeg har syet efter her, har jeg fundet på SeeKateSew. Den er nem at gå til, også for begyndere, og den viste sig at være behagelig at bære (alt er relativt; jeg kommer nok ikke aldrig til at holde af at gå med mundbind, og jeg er stadig skeptisk mht. effekten, hvis alle de andre forholdsregler bliver overholdt. Jeg er dog med på, at det giver mening i myldretidstrafik med offentlige transportmidler), men jeg har fundet flere, som sikkert snart bliver afprøvet. Vi må bare se i øjnene, at alt det her coronahalløj vil blive en langvarig affære, så det med at skulle bære mundbind er desværre nok kun lige begyndt. 
Det var der nødt til at komme en selfie ud af – noget jeg ellers ikke praktiserer, for jeg nærer ingen illusioner om mit udseende – bare spørg mine venner, hvor lidt lyst jeg har til at blive fotograferet, men her kunne gøres en undtagelse, for med mundbind på bliver jeg næsten lige så pæn som andre.
Næsten. Men det er okay, og jeg skriver altså ikke dette, fordi jeg fisker efter trøst og en eller anden positiv udtalelse om mit udseende, så lad venligst være med det, tak.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.