Sådan er det tit

Vi kender det nok alle sammen: Man skal fil fest og mangler en ny kjole. Når det er sådan, at man går i byen med det formål at finde et bestemt klædningsstykke, kan man ikke finde noget noget som helst som man kan lide eller som passer – enten en selv eller pengepungen eller begge dele.
Er det derimod sidst på måneden, og pengene er små, finder man masser af ting, man skrækkelig gerne ville eje, hvis man havde mulighed for at købe.
Det var lidt sådan, det var i går. Jeg har flere gange købt tøj i en bestemt forretning herovre, fordi jeg for flere år siden faldt pladask for to af deres mærker.
Hver gang jeg har haft noget med hjem, har købet været forholdsvis uplanlagt.
I går var det planlagt; jeg skulle have et par bluser i mindre størrelser end det har været nødvendigt de sidste 8-10 år.
Men kunne jeg finde noget, jeg kunne lide? Nixen. Typisk, ikke sandt?
Dvs. der var én bluse, jeg kunne lide, men den havde de så ikke i lige netop den størrelse, jeg skulle have. Også typisk. Murphy slog lige til igen.
Jeg gik derfor derfra med uforrettet sag.
Fandt dog lidt som kompensation; bl.a. nogle store påskeæg til børnene.

Rent tøjmæssigt blev det dermed en billig omgang, men jeg så et havespisebordsæt, som jeg vældig godt kunne lide. Det ville passe særdeles fint oppe i shelteret, men selv om jeg har ledt overalt i det danske cyberspace, har jeg ikke kunnet finde et mage til derhjemme, og ingen af de engelske forhandlere sender til Danmark – hvilket dog ikke overraskede mig.
Måske kunne jeg henvende mig til en dansk forhandler og spørge, om de har mulighed for at tage hjem på bestilling.
Eller … det har de selvfølgelig – sådan noget er altid kun et spørgsmål om prisen, men jeg gider ikke betale en formue for fragt; de skal kunne få det hjem sammen med en større ordre. Det er værd at prøve … jeg har ingen problemer med at se mig selv nærmest flytte ind oppe i shelteret hele sommersæsonen, hvis møbler som disse blev sat derop.

Charlotte har heller ingen problemer med at se sig selv i sådan en hængedims hjemme i deres have. Nu er den kommet som dobbeltsofa, hvilket er nyt. Ikke for at Tim skal kunne sidde der, som hun sagde med et skævt smil, men nu vil hun kunne lægge benene op og rigtig slænge sig.
England kan noget med visse ting, hvor jeg synes vi halter lidt efter i lille Danmark. De kan mere med hensyn til alt, der har med haver at gøre.

Det kan hurtigt gribe om sig …

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

To herregårds- og et Anglofiliabesøg

Vi lagde ud med at samle Pia og Allan op til det mindste blogtræf, jeg endnu har deltaget i, men det var naturligvis hyggeligt alligevel. Vi startede på Frederiksdal, hvor jeg faktisk var glad for, at vi ikke var 20 bloggere, der troede, vi skulle have hver 20 kilo kirsebær. Årets høst var kun 20 % af 2016-høsten (250.000 ton mod 50.000 i år – det må være noget, der gør ondt på en vinfremstiller), så efter kirsebærnedrystningsmaskinen havde været der, var der ikke mange bær tilbage til os … men jeg fik nok til årets kirsebærsovs til risalamanden juleaften, så jeg var tilfreds. Jeg bruger alligevel ikke kirsebær til andet end det. Græsset var langt og vådt, så jeg måtte gå rundt og se fjollet ud med opsmøgede bukseben.
Derefter blev vi vist rundt på vineriet af Hr. godsejeren selv. Eller … vist rundt og vist rundt … vi stod på ét og samme sted inde i den store forhenværende kostald og fik forklaret historien bag disse (forbavsende gode) vine, hvilket var interessant nok at høre fra ham selv pga. det personlige og dermed mere ‘involverede’ islæt, hvis man kan sige sådan.

De brugte både portvins-, rødvins- og cognacsfade (det store) hernede – ballonerne er fyldt med vin og står ude – ude! – i 1½ år, uden hensyn til vejret. De har klaret ned til 17 minusgrader.

Frokosten blev indtaget ved bordet på stranden ved Taars Havn – med fin udsigt til Langelandsfærgen.

Herefter gik turen til Mia og hendes nyindrettede Anglofiliabutik i et dejligt hus tilhørende Halsted Kloster.
Hun gav kaffe og rigeligt med kage; naturligvis gik vi butikken igennem flere gange og søreme om ikke der opstod et behov eller to for både Pia og mig … der var godt nok meget, der fristede … jeg er jo ikke ligefrem anglofob selv! (Jaja, det er hjemmelavede ord, men det må man godt. Nogle gange. Og den kvikke læser vil vide, hvad -fil, hhv. -fob betyder.)
Jeg købte bl.a. en bog om Cotswolds samt nogle blomster, der kan holde hele vinteren – og lidt til …

Sidste stop var Oreby, som har en meget lille havn. Selve slottet kan man næsten ikke se; kun et tårn og et spir, som rager op over trætoppene. Slottet er ubeboet – hvor er det synd, for det må vel nødvendigvis stå og forfalde, når der ikke bliver gjort noget ved det.
Det er der dog blevet ved en af de tilhørende bygninger, som er fra 1754 (så vidt jeg husker), men for nylig blevet gennemrestaureret og står nu flot.

Vi indtog aftensmaden på Oreby Gl. Kro. Der var ikke så meget at vælge imellem på menukortet. Faktisk havde vi slet intet valg, for der havde været et stort selskab (en 90-års fødselsdag) om eftermiddagen, så kokken var nok ret udkokset, tøhø, men vi fik tre små forretter og en hovedret og kunne også have fået en ostedessert, som vi dog valgte fra – alt var meget, meget lækkert og delikat, både for maven og for øjnene, så min anbefaling til stedet er hermed givet. Ydermere kunne vi sidde udendørs og kigge over på den smalle fjord, mens vi så solen svinde. Meget smukt og idyllisk.
Aftenkaffen gav Pia og Allan, og dermed sluttede en dejlig dag med lidt af hvert på begivenhedsmenuen.

Murphy strikes again

Det var da godt, jeg brokkede mig over leveringstiderne på garn i går … her til formiddag løb beskeden ind om, at jeg kan afhente garnet. Telepati?
Naturligvis blev det fluks hentet, og jeg åbnede pakken en smule bævende, for der var nemlig en risiko for, at det ikke var den rigtige farve, idet jeg har været et stort fjols og undladt at gemme banderolen fra garnet; ligeledes har jeg smidt e-ordren ud, så jeg var nødt til at se, om jeg kunne vurdere farven fra skærmen, men det er virkelig svært, som i næsten umuligt.
Jeg vaklede mellem to muligheder, og med dagens overskrift har man nok gættet, at jeg valgte den forkerte.
Havde jeg bare dengang gjort det, jeg har gjort her til højre, nemlig klippet ud og sat farverne ved siden af hinanden, havde jeg måske ikke været i tvivl, men også kun måske, og det er altid så nemt at være bagklog.
Jeg bandede derfor en del – jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så garnet i virkeligheden.
Til venstre det forkerte Baby Merino, til højre min fejlvurdering og i midten den rigtige. Ingen af dem ser på billedet ud, som de gør i virkeligheden – igen: det er svært med farver og computerskærme: Det hele nøgle ligner mest billedet til højre, ikke? Men det er det til venstre.

Selvfølgelig kan garnet sendes retur og byttes ad denne vej, men der vil gå alt for lang tid, så gode råd var dyre.
Jeg besluttede mig for en taktik, der altid virkede, da jeg endnu var i arbejde: På forhånd at afvæbne folk, så de næsten ikke kan tillade sig at blive sure – og faktisk heller aldrig blev det. Jeg kontaktede min livlinje i hvad det nu end måtte være, afhængigt af fejlen, og indledte med at sige “Jeg har kvajet mig og jeg har brug for din hjælp!” Ikke noget med at spille uskyldig, komme med elendige undskyldninger eller mumle noget om, at man søreme da ikke kan forstå, hvordan det er gået til, eller anden form for udenomssnak. Når der kommer en, som uden at blinke indrømmer en fejl, er folk uden tøven parate til at smide hvad de har i hænderne og træde til for at bistå.

Den taktik benyttede jeg overfor John, og han havde heldigvis ikke noget imod at køre en tur til Helsinge i morgen formiddag, så jeg kan bytte garnet i den fysiske butik. Jeg forklarede, at jeg havde brug for at se alternativet i virkeligheden, så jeg ikke gentager dette glansnummer. Risikoen er lille, men den er der, og min søde mand var meget forstående. Vi har da også kun 120 km til Helsinge … godt jeg ikke havde handlet et eller andet sted i Jylland …
Jeg kunne godt have kørt selv. Selvfølgelig kunne jeg det, men det er da så keeedeligt.
Og jeg har ringet til butikken og sikret mig, at de har masser af både det garn, jeg tror det er og også af den sidste, men nok usandsynlige mulighed, for hvis vi kørte 240 km forgæves, var manden min måske alligevel nok blevet en anelse stram i ansigtet.
De er i øvrigt tilgivet deres langsommelighed, for damen var noget så sød og lagde begge alternativer til side til mig, selv om hun ved, at jeg kun skal have den ene farve med hjem.

Så kan vi klare os i et par dage …

Vejret i dag blev lovet vådt, trist, koldt og kedeligt, så vi besluttede i aftes, at vi ville investere i en endagsbillet til Puttgarden og investere i lidt drikke- og andre varer hos Fleggaard i Burg. Alene prisforskellen på tre rammer af Johns yndlingsøl, den alkoholfrie Nordic, kan betale returbilletten et par gange – den man kan nemlig få for 99 kroner, hvis man kan nå at checke ind til hjemturen højst fire timer senere end udturs-checkind. Så det kunne vi godt. Benzinen er også betalt inden for de tre rammer øl … og der blev købt en anelse mere end tre rammer Nordic …

Kender I vinen her? Det gjorde jeg først for nylig, da en nabo forærede mig en flaske som tak for en tjeneste.
Den er aldeles fortræffelig, og jeg gættede på, at den var købt i Meny. Det kan jeg naturligvis ikke vide om den var, men de har den, og når den er på tilbud, koster den en halvtredser – og man får virkelig meget for de penge, synes jeg.
Vi havde ellers vognen pænt fyldt, da jeg opdagede den i butikken. Til 186 kroner for seks flasker! Det kan da nok lige være, jeg fik skaffet plads til to kasser af denne dejlige vin.

Vi havde også lovet at have tre rammer øl med til Sverige som delvis betaling i naturalier for udgravningen i forbindelse med undersøgelsen af vores trekammerbrønd. Det med at få betaling i stärköl gør de en del i, de svenskere, og både de blågule og de rødhvide er glade for den ‘ordning’.
Men det er altså IKKE alkoholfri Nordic, man skal købe til svenskerne! Det blev giraføl denne gang – det ved vi er et hit.
Maskinvaskemidler køber jeg også altid i Tyskland. Og deodoranter. Sæbe. Barberblade. Alt i alt svinger de ting, vi gerne køber dernede, mellem at koste 1/3 og 2/3 af det, vi giver for dem i de danske supermarkeder, så det kan helt klart betale sig at ofre både brændstoffet og billetten på sagen.

Det tog laaaang tid gennem grænsekontrollen i Rødby, hvilket skyldtes en russer, som blev undersøgt meget, meget, MEGET grundigt. Vi sad og blev lige så grundigt irriterede over, at de ikke kunne finde ud af at få verfet ham ind til siden, så vi andre kunne komme videre. Det gjorde de også langt om længe – men først da narkohundene ankom …

Dem, der har ondt af, at der eksisterer noget, der hedder grænsehandel, kan godt få ondt nu af mit indlæg, men så længe det er en mulighed, har jeg tænkt mig at benytte mig af det.

Vi nåede lige at runde Burg, hvor jeg på torvet fik erhvervet mig en stor portion hvide asparges. Manden var ved at pakke sammen, da jeg kom, så han fyldte bare posen uden at veje varen, hvorved jeg fik et helt kilo for bare €5 … det gad jeg ikke brokke mig over …

Havsalt er noget man tager på

I hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

En beslutning (til) truffet

Jeg kan godt lidt at gå på livsstilsmesse. Ikke hele tiden – der er jo snart en sådan hveranden weekend et eller andet sted, og med stort set det samme indhold – men engang hvert eller hvert andet år, så der vil være chance for lidt nyt at se på.
I går så John, at der var livsstilsmesse på Gisselfeld her i St. Bededagsferien.
Jeg var glad for, at det var ham, der fik øje på det og ikke mig … se bare det lille pluk her til højre af CHPevents salgstale til udstillerne. Jeres med stort og I med lille, krydret med en hel del sludder. Det var måske derfor, de blev fyret fra Gavnø, hvor de til og med sidste år har arrangeret livsstilsmesserne. Nå … nok ikke, men det virker ikke specielt professionelt.

De åbnede kl. 11 i dag, så vi var der kl. 11. Sammen med resten af Syd- og Midtsjælland. Det var heeeelt vildt, og jeg har det virkelig meget, meget svært med den slags; det var lige før, jeg vendte om med det samme, men jeg holdt ud. 100 kroner pr. næse for at komme ind er i øvrigt ren åger – hvis bare det så gik til Gisselfeld, var det okay, men jeg har lidt på fornemmelsen, at sådan er det ikke.

Jeg abstraherede fra klaustrofobien og gik på opdagelse i et af teltene, hvor jeg så disse glasvaser, der var formet hen over en rod. Smart, sødt og nyt, men jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle anbringe den, så der kom ikke en med hjem.
Den fine, ordspillende plakat stod der en dame foran, som jeg pænt spurgte, om hun ville være sød at rykke sig en halv meter, for jeg ville gerne tage et billede. Hun flyttede sig med et smil og et “selvfølgelig” – og i samme øjeblik trådte damen i den blå frakke ind foran. Den søde dame sagde, at der lige var en derhenne, der skulle have et billede. Blå frakke vrissede “Det er jeg kraftedeme da ligeglad med!” Sød dame sagde “Tusind tak for venligheden – man kommer altid langt med et smil, ikke?” Sød dame og jeg kiggede på hinanden og kom begge til at smile temmelig højlydt, hvad der ikke gjorde Blå frakke mindre ond i sulet. Hun må have haft en virkelig dårlig dag.

Man skulle ellers tro, det må være svært at være så møgsur på sådan en skøn dag, men hun klarede det flot.
Inde i det lille fine legehus sad der en lille pige og var mere end glad. Hun havde simpelthen en fest derinde helt alene, og jeg sagde til moderen, at hun da vist ikke kom videre i dag. Det tror jeg, at jeg fik ret i … da mor sagde, at hun skulle komme ud igen, lød der et rungende NEEEIIIIII.
Da vi havde været det hele igennem, undtagen det sidste telt, som vi opgav, da vi så, hvor tætpakket det var, kørte vi hjem igen og lovede os selv, at på Gisselfeld skulle vi hverken til julemesser eller livsstilditto mere, selv om de er nok så gode. Never ever. Det er ganske enkelt for populært.

Parfumen over alle parfumer

Jeg har brugt parfume/eau de toilette i 45 år, og jeg har prøvet mange af slagsen – de fleste med held; nogle få var ikke så gode på mig, selv om det var det jeg syntes, da jeg prøvede dem.
Fiji, Shalimar, Trésor, L’air du Temps – det var de gode, som blev købt mere end én gang.
Yndlingen over alle yndlinge er Elizabeth Taylors White Diamonds. Den har jeg brugt i omkring 30 år, og 80-90 % af mine parfumeflasker har været denne.
Det pudsige ved parfumer er, at man ikke kan anbefale dem til andre. Den, der dufter skønt på én kvinde, kan få en anden til at stinke værre end …  Selvom Charlotte formentlig har halvdelen af mine gener, kan vi overhovedet ikke bruge den samme parfume – de dufter så forskelligt på os, at ingen kan gennemskue, at det er samme parfume. ‘Forskelligt’ er ikke det rigtige ord – lige så god Allure er på C, lige så dårligt lugter den på mig, og den eneste gang, hun har prøvet min White Diamonds, spurgte John, om hun var gået i lære som bordelmutter.
White Diamonds var mit kendemærke på arbejdet. Ingen andre brugte den, og alle vidste, at det var Ellen, der var (eller lige havde været) i rummet. Når folk sagde sådan, troede jeg i starten, at jeg havde brugt for meget, men kolleger jeg stolede på, sagde, at det ikke var tilfældet – den parfume var bare så god og så meget mig, at den var blevet min signatur.
Når jeg bærer den, har jeg flere gange været ude for, at både kvinder og mænd i fx kassekøen i supermarkedet har spurgt mig, hvad det dog er for en parfume jeg har på, for den dufter helt vidunderligt … jeg har gennem årene fået mange positive kommentarer pga. duften af White Diamonds.
Det gør ikke noget.
Hver gang jeg kommer i en hvilken som helst lufthavn, skal jeg prøve en to-tre parfumer. Der kommer hele tiden nye til, men de fleste af dem har en bestemt ingrediens, som jeg ikke ved hvad er, men som jeg synes lugter dårligt og nærmest kemisk. Kvindelige ekspedienter over 50 ved godt hvad jeg mener og er enig med mig, men ingrediensen er svær at komme udenom.

De sidste mange år har jeg købt White Diamonds i lufthavne rundt omkring, fordi jeg gerne vil spare lidt penge i forhold til detailhandelprisen i Danmark, men det er færre og færre lufthavne, der fører den.
For et par år siden stoppede Heathrow med den, hvilket bekymrede mig, for det er som bekendt en virkelig stor lufthavn med et kæmpe vareudvalg.
Sidst, jeg fløj, havde de også droppet den i Kastrup lufthavn. Nu blev jeg for alvor bekymret – går den helt ud af produktion? Det ville jeg blive meget ked af.

I dag fik jeg den lyse ide at se, hvad internettet har at sige om det.
Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg fandt en butik, som sælger 100 ml til 279 kroner, hvilket (så vidt jeg husker) er omkring 200 kroner billigere end den var i lufthavnen! Amazon har den til bare 15 £, men de må ikke sælge til Danmark. Så er det godt, at jeg har en dækadresse i England.
Problemet er løst. I  hvert fald for en tid. Der er små bekymringer og der er store bekymringer.
Jeg ved godt, at man siger, at internethandelen ødelægger det for detailbutikkerne, men når jeg kan få varen til under 1/3 af prisen, så bliver det internethandel for mit vedkommende.

Piedestal-kompromis

Kræmmermarkedet i Lov viste sig at være kæmpestort – De Blå Haller i Haslev er muligvis større, men i givet fald ikke meget, og på markedet i Lov har man gjort det noget mere indbydende at bevæge sig rundt, og der virker til at være renere end i Haslev. Vi skal derned igen om ikke så længe, for vi løb det hurtigt igennem … jeg skulle bare kigge efter den piedestal, jeg var ude efter, og det var desværre hurtigt overset, lige hvad den slags møbel angår. Der var kun to, og de stod hos den samme stadeholder. Den ene var alt for stor og bastant til vores små stuer, så jeg tog den anden. Jeg havde ellers forestillet mig den se anderledes ud, men nu blev det sådan.

Den bliver malet hvid, hvilket jeg næppe ville have gjort, hvis piedestalen havde været af den slags, jeg var ude efter, men i dette tilfælde generer det mig ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke ødelægger en eller anden uvurderlig antikvitet ved at give den en omgang maling.
Jeg er også klar over, at jeg næppe finder uvurderlige antikviteter på et kræmmermarked, men nu havde jeg fået en ide om hurtigt at finde et eller andet til den nærmest vildtvoksende novemberkaktus, så jeg tog simpelthen det første, det bedste, jeg kunne finde, for mine ideer skal helst hurtigt føres ud i livet.

Og så er den da heller ikke værre – den bliver måske oven i købet helt nydelig at se på, når den er blevet hvid? Den er meget spinkel, men den anden piedestal, som damen havde, var netop en alt for bombastisk udgave, så jeg er heller ikke helt nem at stille tilfreds. Det øverste af den kommer man ikke til at kunne se voldsomt meget, da novemberkaktussen vil skjule det og bare vælde ned. Måske …
Her ses, hvordan jeg allerede har været nødt til at klodse den op, hvilket ser ret fjollet ud. Den er også alt for stor til det vindue … den er for stor til alle vores vinduer, og jeg nænner ikke at smide den ud, bare fordi den fik vokseværk.
Om en måneds tid får den en endnu større potte – jeg har nemlig givet mig selv det projekt at se, hvor stor jeg kan få sådan en novemberkaktus. Det er bare ærgerligt, at den kun er rigtig pæn i et par uger om året, hvor den til gengæld er meget smuk; sidste jul havde den fuldstændig pakket sig selv ind i flere hundrede røde blomster.
Nu sætter jeg den helt bogstaveligt op på en piedestal – og lidt af vejen. Så kan den få lov til at komme ud på en mere synlig plads, når den igen får blomster.

Englands kedeligste by

Beklager, Swindon, men det er du altså. Englands kedeligste by. For at kompensere lidt på det har du et dejligt outletcenter, som vi godt kan lide at komme i, og du har sørget for at gøre dine hvide vipstjerter tamme, så vi har stor fornøjelse af at fotografere dem.

Den var noget så nuser, denne lille fyr, som vimsede fuldstændig frygtløs lige omkring vores fødder. Pludselig stod den på tæer, og vi kom til at grine højt, hvilket heller ikke generede den. Måske var den simpelthen rævestolt over at kunne gøre sig et par centimeter højere.

Vi var i outletcentret og i to store enorme planteskoler, hvor vi på den ene fik en glimrende frokost. Den meget engelske opsats her med lidt lækkert til teen lod vi være … også de Bon Bons, hvis navn fabrikanten ikke kan skrive korrekt.

Vi blev enige om, at hvis vi kørte til Swindon, kunne vi sikkert med lidt god vilje få et behov eller to til at opstå, hvilket da også skete for os alle tre … bortset fra, at Charlotte havde et behov allerede hjemmefra, hvilket gav os en glimrende undskyldning for at køre derop.
Vejen hjem fra det sidste sted, Whitehall, går igennem både Lacock og Sandy Lane, som er to af mine yndlingsbyer herovre. Lacock er a village lost in time og blev bl.a. brugt i Downton Abbey.

Sandy Lane er lutter skønne, skønne typiske engelske landsbyhuse … her ville jeg gerne kunne købe et hus, men jeg har vist rigeligt at se til i forvejen, hvad boliger angår, og når nu de er ved at have en granny flat færdig til os, er det vel i bund og grund fjollet selv at købe et hus herovre.
Men hver gang jeg ser denne slags huse med stråtagene med de buttede former, får jeg lyst til at flytte til England.
Lysten forsvinder heldigvis som regel, når jeg er hjemme igen, men jeg er vild med disse huse, med landsbypubberne med de frodigste blomsterkrukker udenfor, med de engelske haver, med Cornwall, med … ja, med rigtig mange ting og steder her i UK.

Så er det jo meget heldigt, at jeg har verdens bedste undskyldning for at tage herover et par gange eller tre om året.

Swindon Outlet Centre

En anden ting, der efterhånden er et must, når jeg er herovre, er en tur til Swindon Outlet Centre, hvor jeg lige skal ind og se, om Marks & Spencers omsider har besluttet sig til at producere tynde, marineblå rullekravesweaters. Jeg har dem i mange farver, men har længe manglet en marineblå. I flere år har jeg manglet en marineblå rullekravesweater, faktisk, men når moden dikterer en bestemt farveholdning, kan man godt glemme alt om personlige ønsker desangående.
Søreme om de ikke havde en denne gang, efter flere års forgæves forsøg … jeg blev både glad og ked af det … nu har jeg jo ikke nogen undskyldning for at tage dertil næste gang.
Nå. Mon ikke jeg finder på noget …

En kop julekaffe kunne det også blive til.

Jeg har næsten købt mig en overvægt til i bøger. Jeg taler om min kuffert på hjemturen her!
Det var ikke kun dem til Anna og Aubrey, der blev investeret i.
Robert Goddard har begået en ny; der lå en af Wilbur Smith, jeg ikke har læst … troede egentlig, han var død …
Grinebøger blev det også til – bl.a. disse to; en til John og en til mig. Det er tankevækkende, at Bev har skrevet begge bøgerne …

Katherine Hepburn og jeg har samme personlighedstype. Det er nok derfor, jeg elsker denne hendes bemærkning:

Denne af en for mig ukendt mandsperson ville John sikkert ønske var hans bemærkning:

Bath igen igen – denne gang uden showers

Vejret er ikke med os, så det med at besøge en engelsk have blev ikke i dag – i stedet tog vi en tur til Bath, som altid er et besøg værd.
Der er fx den berømte Circus, der, som alt andet, tager sig bedst ud i solskin, men går også an i gråvejr. Den frise, der løber over alle dørene hele vejen rundt i cirklen, har små motiver, der ikke er to ens af. Vi har ikke talt dem, men der er mange.
Der gik en ung mand rundt i et eller andet universitetsgradslignende kostume, men jeg gættede på, at han var hyret af turistforeningen, for vi så ikke andre end ham.

Vi benyttede os af, at vi hverken havde mænd eller børn med og gik på Costume Museum, som var meget interessant at se; bl.a. med intakte guld- og sølvbrokadedragter helt tilbage fra Shakespeares tid. Fantastiske kreationer – håndbroderede, naturligvis – som kun kommer i udstilling en gang imellem, for de hænger sig selv i stykker, så at sige, og man er naturligvis nødt til at skåne dem mest muligt. Vi var således meget heldige i dag.
Naturligvis skulle vi også prøve de victorianske klædedragter, der var fremstillet til netop dette formål. Sjov ide. Der var dragter til mænd og kvinder, drenge og piger.
Det var tungt, det tøj! jeg tror min kjole vejede 10 kilo, og jeg havde ikke engang taget krinolinen på under, som Charlotte gjorde med sin. Jeg syntes, jeg så alt for rigelig stor nok ud uden den krinoline. Med den vægt på tøjet burde det egentlig have virket som motion bare at gå påklædt rundt …

Der var meget andet interessant på det museum, men det kan I selv gå ind og se engang … er I i området, er Bath et must.
Vi var også inde i en butik udelukkende med varer fra Prins Charles’ Highgrove. Her fik jeg øje på en paper pot maker, som jeg i foråret efterlignede ved hjælp af en vinflaske, fordi jeg ikke ville give 300 kroner for sådan en dims. Jeg kunne nu se, at potter i vinflaskestørrelse blev alt for store, og her i Highgroves ellers hundedyre butik kostede den kun 15 pund, hvorfor den fluks blev indkøbt. Jeg fortrød bagefter, at jeg ikke købte hele lageret til videresalg i DK – jeg kunne have tjent 100 kr. pr stk. og alligevel være meget billigere end alle andre derhjemme.

Det var en rigtig dejlig butik, faktisk. Dem har de en hel del af i Bath. Dejlige butikker, altså. 
I en køkkenudstyrsbutik, hvor jeg snildt kunne have købt mig fattig i aldeles unødvendige, men meget lækre ting, faldt jeg over en kartoffelskræller, som jeg første gang så ovre hos Lene. Jeg syntes den var SÅ smart og ville have købt en til Charlotte, fordi hun har så mange æbletræer. Lige indtil jeg opdagede, at den kostede 600 kroner. Det syntes jeg ikke var helt i orden, så jeg glemte den skræller igen.
Her kostede den £14! Den røg omgående med hjem. Charlotte kunne først ikke se fidusen, men så indså hun, at grunden til, at hun ikke lavede æblemos til fryseren, var, at hun ikke gad skrælle alle de mange æbler. Med denne dims vil det formentlig gå en del hurtigere, og børnene vil sikkert nærmest forhåbentlig slås om at få lov til at hjælpe.

Det mest fjollede jeg så i dag, var en strikkebog med knit your own cat! 16 forskellige strikkede kattevarianter. Så har man dæleme for lidt at lave – eller også er man bare vild med strikkede katte. De er selvfølgelig også billige i kost. De fælder ikke. Der skal heller ikke skiftes grus i kattebakken. Men alligevel …