Hos Mommer

10. maj 2017

Så kan vi klare os i et par dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

image

Vejret i dag blev lovet vådt, trist, koldt og kedeligt, så vi besluttede i aftes, at vi ville investere i en endagsbillet til Puttgarden og investere i lidt drikke- og andre varer hos Fleggaard i Burg. Alene prisforskellen på tre rammer af Johns yndlingsøl, den alkoholfrie Nordic, kan betale returbilletten et par gange – den man kan nemlig få for 99 kroner, hvis man kan nå at checke ind til hjemturen højst fire timer senere end udturs-checkind. Så det kunne vi godt. Benzinen er også betalt inden for de tre rammer øl … og der blev købt en anelse mere end tre rammer Nordic …

Kender I vinen her? Det gjorde jeg først for nylig, da en nabo forærede mig en flaske som tak for en tjeneste.
Den er aldeles fortræffelig, og jeg gættede på, at den var købt i Meny. Det kan jeg naturligvis ikke vide om den var, men de har den, og når den er på tilbud, koster den en halvtredser – og man får virkelig meget for de penge, synes jeg.
Vi havde ellers vognen pænt fyldt, da jeg opdagede den i butikken. Til 186 kroner for seks flasker! Det kan da nok lige være, jeg fik skaffet plads til to kasser af denne dejlige vin.

Vi havde også lovet at have tre rammer øl med til Sverige som delvis betaling i naturalier for udgravningen i forbindelse med undersøgelsen af vores trekammerbrønd. Det med at få betaling i stärköl gør de en del i, de svenskere, og både de blågule og de rødhvide er glade for den ‘ordning’.
Men det er altså IKKE alkoholfri Nordic, man skal købe til svenskerne! Det blev giraføl denne gang – det ved vi er et hit.
Maskinvaskemidler køber jeg også altid i Tyskland. Og deodoranter. Sæbe. Barberblade. Alt i alt svinger de ting, vi gerne køber dernede, mellem at koste 1/3 og 2/3 af det, vi giver for dem i de danske supermarkeder, så det kan helt klart betale sig at ofre både brændstoffet og billetten på sagen.

Det tog laaaang tid gennem grænsekontrollen i Rødby, hvilket skyldtes en russer, som blev undersøgt meget, meget, MEGET grundigt. Vi sad og blev lige så grundigt irriterede over, at de ikke kunne finde ud af at få verfet ham ind til siden, så vi andre kunne komme videre. Det gjorde de også langt om længe – men først da narkohundene ankom …

Dem, der har ondt af, at der eksisterer noget, der hedder grænsehandel, kan godt få ondt nu af mit indlæg, men så længe det er en mulighed, har jeg tænkt mig at benytte mig af det.

Vi nåede lige at runde Burg, hvor jeg på torvet fik erhvervet mig en stor portion hvide asparges. Manden var ved at pakke sammen, da jeg kom, så han fyldte bare posen uden at veje varen, hvorved jeg fik et helt kilo for bare €5 … det gad jeg ikke brokke mig over …

25. juli 2016

Havsalt er noget man tager på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Sea Salt regnfrakkeI hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

P1030350P1030353

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

P1030362P1030363

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

P1030364

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

22. april 2016

En beslutning (til) truffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

imageJeg kan godt lidt at gå på livsstilsmesse. Ikke hele tiden – der er jo snart en sådan hveranden weekend et eller andet sted, og med stort set det samme indhold – men engang hvert eller hvert andet år, så der vil være chance for lidt nyt at se på.
I går så John, at der var livsstilsmesse på Gisselfeld her i St. Bededagsferien.
Jeg var glad for, at det var ham, der fik øje på det og ikke mig … se bare det lille pluk her til højre af CHPevents salgstale til udstillerne. Jeres med stort og I med lille, krydret med en hel del sludder. Det var måske derfor, de blev fyret fra Gavnø, hvor de til og med sidste år har arrangeret livsstilsmesserne. Nå … nok ikke, men det virker ikke specielt professionelt.

P1010774P1010775

De åbnede kl. 11 i dag, så vi var der kl. 11. Sammen med resten af Syd- og Midtsjælland. Det var heeeelt vildt, og jeg har det virkelig meget, meget svært med den slags; det var lige før, jeg vendte om med det samme, men jeg holdt ud. 100 kroner pr. næse for at komme ind er i øvrigt ren åger – hvis bare det så gik til Gisselfeld, var det okay, men jeg har lidt på fornemmelsen, at sådan er det ikke.

P1010777P1010780
Jeg abstraherede fra klaustrofobien og gik på opdagelse i et af teltene, hvor jeg så disse glasvaser, der var formet hen over en rod. Smart, sødt og nyt, men jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle anbringe den, så der kom ikke en med hjem.
Den fine, ordspillende plakat stod der en dame foran, som jeg pænt spurgte, om hun ville være sød at rykke sig en halv meter, for jeg ville gerne tage et billede. Hun flyttede sig med et smil og et “selvfølgelig” – og i samme øjeblik trådte damen i den blå frakke ind foran. Den søde dame sagde, at der lige var en derhenne, der skulle have et billede. Blå frakke vrissede “Det er jeg kraftedeme da ligeglad med!” Sød dame sagde “Tusind tak for venligheden – man kommer altid langt med et smil, ikke?” Sød dame og jeg kiggede på hinanden og kom begge til at smile temmelig højlydt, hvad der ikke gjorde Blå frakke mindre ond i sulet. Hun må have haft en virkelig dårlig dag.

P1010783P1010785

Man skulle ellers tro, det må være svært at være så møgsur på sådan en skøn dag, men hun klarede det flot.
Inde i det lille fine legehus sad der en lille pige og var mere end glad. Hun havde simpelthen en fest derinde helt alene, og jeg sagde til moderen, at hun da vist ikke kom videre i dag. Det tror jeg, at jeg fik ret i … da mor sagde, at hun skulle komme ud igen, lød der et rungende NEEEIIIIII.
Da vi havde været det hele igennem, undtagen det sidste telt, som vi opgav, da vi så, hvor tætpakket det var, kørte vi hjem igen og lovede os selv, at på Gisselfeld skulle vi hverken til julemesser eller livsstilditto mere, selv om de er nok så gode. Never ever. Det er ganske enkelt for populært.

6. april 2016

Parfumen over alle parfumer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:16
Tags: , ,

Jeg har brugt parfume/eau de toilette i 45 år, og jeg har prøvet mange af slagsen – de fleste med held; nogle få var ikke så gode på mig, selv om det var det jeg syntes, da jeg prøvede dem.
Fiji, Shalimar, Trésor, L’air du Temps – det var de gode, som blev købt mere end én gang.
Yndlingen over alle yndlinge er Elizabeth Taylors White Diamonds. Den har jeg brugt i omkring 30 år, og 80-90 % af mine parfumeflasker har været denne.
Det pudsige ved parfumer er, at man ikke kan anbefale dem til andre. Den, der dufter skønt på én kvinde, kan få en anden til at stinke værre end …  Selvom Charlotte formentlig har halvdelen af mine gener, kan vi overhovedet ikke bruge den samme parfume – de dufter så forskelligt på os, at ingen kan gennemskue, at det er samme parfume. ‘Forskelligt’ er ikke det rigtige ord – lige så god Allure er på C, lige så dårligt lugter den på mig, og den eneste gang, hun har prøvet min White Diamonds, spurgte John, om hun var gået i lære som bordelmutter.
White Diamonds var mit kendemærke på arbejdet. Ingen andre brugte den, og alle vidste, at det var Ellen, der var (eller lige havde været) i rummet. Når folk sagde sådan, troede jeg i starten, at jeg havde brugt for meget, men kolleger jeg stolede på, sagde, at det ikke var tilfældet – den parfume var bare så god og så meget mig, at den var blevet min signatur.
Når jeg bærer den, har jeg flere gange været ude for, at både kvinder og mænd i fx kassekøen i supermarkedet har spurgt mig, hvad det dog er for en parfume jeg har på, for den dufter helt vidunderligt … jeg har gennem årene fået mange positive kommentarer pga. duften af White Diamonds.
Det gør ikke noget.
Hver gang jeg kommer i en hvilken som helst lufthavn, skal jeg prøve en to-tre parfumer. Der kommer hele tiden nye til, men de fleste af dem har en bestemt ingrediens, som jeg ikke ved hvad er, men som jeg synes lugter dårligt og nærmest kemisk. Kvindelige ekspedienter over 50 ved godt hvad jeg mener og er enig med mig, men ingrediensen er svær at komme udenom.

De sidste mange år har jeg købt White Diamonds i lufthavne rundt omkring, fordi jeg gerne vil spare lidt penge i forhold til detailhandelprisen i Danmark, men det er færre og færre lufthavne, der fører den.
For et par år siden stoppede Heathrow med den, hvilket bekymrede mig, for det er som bekendt en virkelig stor lufthavn med et kæmpe vareudvalg.
Sidst, jeg fløj, havde de også droppet den i Kastrup lufthavn. Nu blev jeg for alvor bekymret – går den helt ud af produktion? Det ville jeg blive meget ked af.

I dag fik jeg den lyse ide at se, hvad internettet har at sige om det.
Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg fandt en butik, som sælger 100 ml til 279 kroner, hvilket (så vidt jeg husker) er omkring 200 kroner billigere end den var i lufthavnen! Amazon har den til bare 15 £, men de må ikke sælge til Danmark. Så er det godt, at jeg har en dækadresse i England.
Problemet er løst. I  hvert fald for en tid. Der er små bekymringer og der er store bekymringer.
Jeg ved godt, at man siger, at internethandelen ødelægger det for detailbutikkerne, men når jeg kan få varen til under 1/3 af prisen, så bliver det internethandel for mit vedkommende.

24. februar 2016

Piedestal-kompromis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: ,

IMG_5543Kræmmermarkedet i Lov viste sig at være kæmpestort – De Blå Haller i Haslev er muligvis større, men i givet fald ikke meget, og på markedet i Lov har man gjort det noget mere indbydende at bevæge sig rundt, og der virker til at være renere end i Haslev. Vi skal derned igen om ikke så længe, for vi løb det hurtigt igennem … jeg skulle bare kigge efter den piedestal, jeg var ude efter, og det var desværre hurtigt overset, lige hvad den slags møbel angår. Der var kun to, og de stod hos den samme stadeholder. Den ene var alt for stor og bastant til vores små stuer, så jeg tog den anden. Jeg havde ellers forestillet mig den se anderledes ud, men nu blev det sådan.

Den bliver malet hvid, hvilket jeg næppe ville have gjort, hvis piedestalen havde været af den slags, jeg var ude efter, men i dette tilfælde generer det mig ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke ødelægger en eller anden uvurderlig antikvitet ved at give den en omgang maling.
Jeg er også klar over, at jeg næppe finder uvurderlige antikviteter på et kræmmermarked, men nu havde jeg fået en ide om hurtigt at finde et eller andet til den nærmest vildtvoksende novemberkaktus, så jeg tog simpelthen det første, det bedste, jeg kunne finde, for mine ideer skal helst hurtigt føres ud i livet.

Og så er den da heller ikke værre – den bliver måske oven i købet helt nydelig at se på, når den er blevet hvid? Den er meget spinkel, men den anden piedestal, som damen havde, var netop en alt for bombastisk udgave, så jeg er heller ikke helt nem at stille tilfreds. Det øverste af den kommer man ikke til at kunne se voldsomt meget, da P1010077novemberkaktussen vil skjule det og bare vælde ned. Måske …
Her ses, hvordan jeg allerede har været nødt til at klodse den op, hvilket ser ret fjollet ud. Den er også alt for stor til det vindue … den er for stor til alle vores vinduer, og jeg nænner ikke at smide den ud, bare fordi den fik vokseværk.
Om en måneds tid får den en endnu større potte – jeg har nemlig givet mig selv det projekt at se, hvor stor jeg kan få sådan en novemberkaktus. Det er bare ærgerligt, at den kun er rigtig pæn i et par uger om året, hvor den til gengæld er meget smuk; sidste jul havde den fuldstændig pakket sig selv ind i flere hundrede røde blomster.
Nu sætter jeg den helt bogstaveligt op på en piedestal – og lidt af vejen. Så kan den få lov til at komme ud på en mere synlig plads, når den igen får blomster.

1. februar 2016

Englands kedeligste by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

Beklager, Swindon, men det er du altså. Englands kedeligste by. For at kompensere lidt på det har du et dejligt outletcenter, som vi godt kan lide at komme i, og du har sørget for at gøre dine hvide vipstjerter tamme, så vi har stor fornøjelse af at fotografere dem.

Hvid vipstjert i SwindonHvid vipstjert i Swindon

Nej, IKKE apostrof som flertalsbetegnelse5 o'clock teaDen var noget så nuser, denne lille fyr, som vimsede fuldstændig frygtløs lige omkring vores fødder. Pludselig stod den på tæer, og vi kom til at grine højt, hvilket heller ikke generede den. Måske var den simpelthen rævestolt over at kunne gøre sig et par centimeter højere.

Vi var i outletcentret og i to store enorme planteskoler, hvor vi på den ene fik en glimrende frokost. Den meget engelske opsats her med lidt lækkert til teen lod vi være … også de Bon Bons, hvis navn fabrikanten ikke kan skrive korrekt.

Vi blev enige om, at hvis vi kørte til Swindon, kunne vi sikkert med lidt god vilje få et behov eller to til at opstå, hvilket da også skete for os alle tre … bortset fra, at Charlotte havde et behov allerede hjemmefra, hvilket gav os en glimrende undskyldning for at køre derop.
Vejen hjem fra det sidste sted, Whitehall, går igennem både Lacock og Sandy Lane, som er to af mine yndlingsbyer herovre. Lacock er a village lost in time og blev bl.a. brugt i Downton Abbey.
Hus i Sandy Lane

Sandy Lane er lutter skønne, skønne typiske engelske landsbyhuse … her ville jeg gerne kunne købe et hus, men jeg har vist rigeligt at se til i forvejen, hvad boliger angår, og når nu de er ved at have en granny flat færdig til os, er det vel i bund og grund fjollet selv at købe et hus herovre.
Men hver gang jeg ser denne slags huse med stråtagene med de buttede former, får jeg lyst til at flytte til England.
Lysten forsvinder heldigvis som regel, når jeg er hjemme igen, men jeg er vild med disse huse, med landsbypubberne med de frodigste blomsterkrukker udenfor, med de engelske haver, med Cornwall, med … ja, med rigtig mange ting og steder her i UK.

Huse i Sandy Lane

Så er det jo meget heldigt, at jeg har verdens bedste undskyldning for at tage herover et par gange eller tre om året.

14. december 2012

Swindon Outlet Centre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: ,

P1060377En anden ting, der efterhånden er et must, når jeg er herovre, er en tur til Swindon Outlet Centre, hvor jeg lige skal ind og se, om Marks & Spencers omsider har besluttet sig til at producere tynde, marineblå rullekravesweaters. Jeg har dem i mange farver, men har længe manglet en marineblå. I flere år har jeg manglet en marineblå rullekravesweater, faktisk, men når moden dikterer en bestemt farveholdning, kan man godt glemme alt om personlige ønsker desangående.
Søreme om de ikke havde en denne gang, efter flere års forgæves forsøg … jeg blev både glad og ked af det … nu har jeg jo ikke nogen undskyldning for at tage dertil næste gang.
Nå. Mon ikke jeg finder på noget …

En kop julekaffe kunne det også blive til.

Jeg har næsten købt mig en overvægt til i bøger. Jeg taler om min kuffert på hjemturen her!
Det var ikke kun dem til Anna og Aubrey, der blev investeret i.
Robert Goddard har begået en ny; der lå en af Wilbur Smith, jeg ikke har læst … troede egentlig, han var død …
Grinebøger blev det også til – bl.a. disse to; en til John og en til mig. Det er tankevækkende, at Bev har skrevet begge bøgerne …

P1060361

P1060364Katherine Hepburn og jeg har samme personlighedstype. Det er nok derfor, jeg elsker denne hendes bemærkning:

P1060362

Denne af en for mig ukendt mandsperson ville John sikkert ønske var hans bemærkning:

P1060363

22. juni 2012

Bath igen igen – denne gang uden showers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

P1030491Vejret er ikke med os, så det med at besøge en engelsk have blev ikke i dag – i stedet tog vi en tur til Bath, som altid er et besøg værd.
Der er fx den berømte Circus, der, som alt andet, tager sig bedst ud i solskin, men går også an i gråvejr. Den frise, der løber over alle dørene hele vejen rundt i cirklen, har små motiver, der ikke er to ens af. Vi har ikke talt dem, men der er mange.
Der gik en ung mand rundt i et eller andet universitetsgradslignende kostume, men jeg gættede på, at han var hyret af turistforeningen, for vi så ikke andre end ham.

P1030495

P1030459P1030458Vi benyttede os af, at vi hverken havde mænd eller børn med og gik på Costume Museum, som var meget interessant at se; bl.a. med intakte guld- og sølvbrokadedragter helt tilbage fra Shakespeares tid. Fantastiske kreationer – håndbroderede, naturligvis – som kun kommer i udstilling en gang imellem, for de hænger sig selv i stykker, så at sige, og man er naturligvis nødt til at skåne dem mest muligt. Vi var således meget heldige i dag.
Victorian bonnetNaturligvis skulle vi også prøve de victorianske klædedragter, der var fremstillet til netop dette formål. Sjov ide. Der var dragter til mænd og kvinder, drenge og piger.
Det var tungt, det tøj! jeg tror min kjole vejede 10 kilo, og jeg havde ikke engang taget krinolinen på under, som Charlotte gjorde med sin. Jeg syntes, jeg så alt for rigelig stor nok ud uden den krinoline. Med den vægt på tøjet burde det egentlig have virket som motion bare at gå påklædt rundt …

P1030468P1030469
Paper pot makerDer var meget andet interessant på det museum, men det kan I selv gå ind og se engang … er I i området, er Bath et must.
Vi var også inde i en butik udelukkende med varer fra Prins Charles’ Highgrove. Her fik jeg øje på en paper pot maker, som jeg i foråret efterlignede ved hjælp af en vinflaske, fordi jeg ikke ville give 300 kroner for sådan en dims. Jeg kunne nu se, at potter i vinflaskestørrelse blev alt for store, og her i Highgroves ellers hundedyre butik kostede den kun 15 pund, hvorfor den fluks blev indkøbt. Jeg fortrød bagefter, at jeg ikke købte hele lageret til videresalg i DK – jeg kunne have tjent 100 kr. pr stk. og alligevel være meget billigere end alle andre derhjemme.

P1030490Det var en rigtig dejlig butik, faktisk. Dem har de en hel del af i Bath. Dejlige butikker, altså. 
I en køkkenudstyrsbutik, hvor jeg snildt kunne have købt mig fattig i aldeles unødvendige, men meget lækre ting, faldt jeg over en kartoffelskræller, som jeg første gang så ovre hos Lene. Jeg syntes den var SÅ smart og ville have købt en til Charlotte, fordi hun har så mange æbletræer. Lige indtil jeg opdagede, at den kostede 600 kroner. Det syntes jeg ikke var helt i orden, så jeg glemte den skræller igen.
Her kostede den £14! Den røg omgående med hjem. Charlotte kunne først ikke se fidusen, men så indså hun, at grunden til, at hun ikke lavede æblemos til fryseren, var, at hun ikke gad skrælle alle de mange æbler. Med denne dims vil det formentlig gå en del hurtigere, og børnene vil sikkert nærmest forhåbentlig slås om at få lov til at hjælpe.

Det mest fjollede jeg så i dag, var en strikkebog med knit your own cat! 16 forskellige strikkede kattevarianter. Så har man dæleme for lidt at lave – eller også er man bare vild med strikkede katte. De er selvfølgelig også billige i kost. De fælder ikke. Der skal heller ikke skiftes grus i kattebakken. Men alligevel …

P1030476P1030477

Blog på WordPress.com.