Jamen, der sker jo ikke noget?

Der var engang hvor jeg syntes, at jeg havde noget yderst interessant at berette næsten hver eneste dag. Det gør jeg ikke mere – det bliver til hver tredje eller højst hver anden dag. Pensionistlivet leves stornydes på niende år, hvilket afspejler sig i en mindre forekomst af uforglemmelige og/eller fortælleværdige oplevelser eller episoder (og det er mig, der afgør dette. I andre må leve med min vurdering af ‘interessantheden’).
Der sker bare tit det, at når jeg så synes, at nu må det være på tide at forfatte et indlæg, så bliver det nemt til et rodet og for langt foretagende, fordi der alligevel er for mange og dermed for forskellige ting, der presser sig på.
Som nu.
Vi har været til plantemarked i Kettinge, Lolland. I en gammel grusgrav, som nu er blevet helt monetsk i sit udtryk – en fin mølle var der også.
Jeg købte ingen planter, men et fint stativ til klatreting, som fx lathyrus. “Lad være med at komme kl. 13 alle sammen, men fordel jer over åbningstiden”. Jaja, det er godt med jer. Forslaget var sådan set fornuftigt nok, så vi adlød og kom kl. 14, men der var ingen tvivl om, at alt det mest interessante var væk på det tidspunkt.

Vi har været i Haveselskabets have på Frederiksberg. Da vi havde travet den igennem, ville vi have spist frokost på en af de op til flere restauranter i nærheden, men vi skulle have haft bestilt bord. På en onsdag! Det er også alle de pensionister … de har for meget tid. Vi kørte igen og spiste i stedet på restaurant Krabben i Vallensbæk havn. Det var så vores københavnerdag for denne gang … den varede under to timer. Krabben serverede en god frokost, men den var en anelse pebret i pris.
Der var blærenød (havde aldrig set sådan en før), træskeletter og selvfølgelig også meget andet, men desværre ikke længere det helt store udvalg af blomstrende vækster.

  

Vi har set havørnen. To på en gang, faktisk, men de er så irriterende at flyve ude over vandet og dermed være lige netop for langt væk til at få taget gode billeder.
I må derfor bære over med billedkvaliteten og bare tro mig på mit ord: Det er en havørn på billederne! Er jeg næsten helt sikker på … vi har jo også rørhøge, og de fleste rovfugle har spredte fingre, men denne fugl var kæmpestor.

Jeg har læst hele Carl Christian Toftes bog ‘Ørneflugt’, som vi købte i Maribo. Ud over at nyde hans dejlige tegninger, handlede den meget om at læse vejret og dermed lære at forudse, hvornår de store fugletræk så indfinder sig.
Jeg ville virkelig gerne opleve det, han – man – kalder en rovfugleskrue. Atter et nyt begreb for mig, men man skal helst lære noget hver dag.
En rovfugleskrue er, når de store fugle udnytter den termiske opdrift, som nogle steder kan være ret koncentreret, og hvorfor man i træktiden ofte kan se mange på én gang. CCT har oplevet “en havørn, en vandrefalk, 73 musvåger, 10 røde glenter, to blå kærhøge og en spurvehøg” i en skrue. Det må have været et fantastisk syn!

Et fugleløst fuglereservat

“Dagens tur gik til Tissø – eller Tirs/Tyrs sø, som den oprindeligt menes at have heddet. Ville ønske, at den stadig hed det … har aldrig rigtig brudt mig om det latrinære navn.”
Det er et citat fra mit indlæg fra februar 2014, og min mening om søens navn har ikke ændret sig.
Vi kørte dertil i dag, fordi John mente, at vi måtte kunne se masser af fugle … det er trods alt et fuglereservat, men ganske som sidste gang så vi ikke en fugl. Det eneste vi så, var rudskaller, som jeg først troede var aborrer pga. de røde finner, men det var det altså ikke.
Det er stadig et vældig smukt område, men man skal bare ikke tro, at man kan tage til dette fuglereservat og se på fugle!
Dengang i februar 2014 var der masser af vand i søen. Det var der ikke i dag – mit gæt er, at vandstanden er over en halv meter lavere end sidst vi var her, men det er vist meget normalt, at den skifter med årstiderne.

Ved foden af fugletårnet, hvor vi var oppe for at nyde udsigten, stod der læge-oksetunge, som nok er en af de blå blomster, der er allermest blå – det er en aldeles dyb og smuk blå farve, og jeg er vild med den.

Dette var den eneste form for gæslinger eller andet/andre med dun, vi så i dag, så da der ikke rigtig var nogen grund til at dvæle mere ved det sted, gik vi tilbage til bilen og hentede den medbragte mad, som vi indtog på bænkene ved shelterne og bålpladsen lige ved siden af parkeringspladsen.
Selv om det er pinselørdag med et upåklageligt vejr, var der ikke ret mange andre besøgende, hvilket passede os fint.

Det er godt nok alt sammen, men for pokker, hvor blev jeg skuffet i går, da Mette Frederiksen meldte ud, at grænsen over for alle fra andre lande end Tyskland, Norge, Island og måske Sverige og Finland vil forblive lukket indtil 31. august.
ØV. Det kan næsten ikke råbes tilstrækkelig højt.
Børnene skal i skole igen 4. septemer, så et danmarksbesøg vil ikke kunne nås i denne sommerferie, hvad vi jo ellers kraftigt havde satset på.
Der er godt nok længe til – tre hele måneder, hvilket er længere, end Danmark på nuværende tidspunkt har været lukket mere eller mindre ned, så den lille, lige nu næsten ikke-eksisterende, optimist inde i Charlotte og mig har stadig et lønligt håb om, at det måske kan blive lempet mere inden da.
Vi vil dog kunne foretage et englandsbesøg i starten af september, og bliver der ikke ændret på regeringsbeslutningen, vil det betyde, at englænderne ikke kommer til at besøge Den Stråtækte i år, fordi vi har lejet et sommerhus på Djursland i uge 43, og fordi det er vores tur til at komme derover til jul.
Det med sommerhuset skal jeg have talt med C om, for vi er selv mest tilbøjelige til at prøve at få det ophold flyttet til et andet tidspunkt, hvor John og jeg så bare kan tage afsted alene – eller med hvem der måtte have lyst til at tage med os – men jeg kan altså næsten ikke bære, at de ikke kommer hjem til os i mere end et år!
Planer er til for at ændres.
Det håber jeg, en vis fru Frederiksen også er klar over …
På den anden side kan jeg godt forstå beslutningen, for England er meget hårdt ramt af coronaen, men også derovre går det den rigtige vej nu, så der kan nå at ske meget i løbet af et par måneder; det har vi jo set herhjemme.
Der er netop lige åbnet en lille smule mere i England: De må nu samles seks ad gangen, som ikke behøver at være i familie. De små er startet i skole igen, og folk, der ikke kan arbejde hjemmefra, må gerne begynde at arbejde igen, men fx frisører og tøjforretninger må stadig ikke åbne, ejheller restauranter, så de er ikke engang nået til, hvor Danmark landede i forbindelse med den første del af genåbningen, men tager noget mindre skridt ad gangen, end vi har praktiseret i Danmark.

Væk fra køerne og ned til køerne

Der er køer og der er køer.

Denne her kø sad jeg dagligt i i mange år. At forlade den for evigt lagde jeg ikke skjul på var en meget væsentlig del af min store glæde ved at forlade arbejdsmarkedet for at gå på efterløn.
I denne periode kører vi mod trafikken hver morgen, og jeg fryder mig hver eneste dag over, at det ikke er i den anden side, jeg hænger – med lydbøger som den eneste (men gode) mentale trafikafledningsforanstaltning.
Det er uden diskussion den kedeligste form for køer. Den lugter anderledes end de firbenede af slagsen, og det er vel en smagssag, hvilken af lugtene, der er den værste.

I dag kørte vi en tur ud på vores gamle yndlings-campingsted: Halvøen Svinø, hvor vi har ligget en del gange, fordi det var en superhyggelig lille campingplads.
Campingpladsen eksisterer dog ikke mere.
De er åbenbart meget landbrugsorienterede på disse kanter: Kostræde. Svinø. Som i øvrigt kun ligger 15-16 kilometer fra Ornebjerg, som jeg før har omtalt. Jeg ved ikke, om der er en sammenhæng mellem disse to stednavne … man fristes til at tro det.
Der er en bitte by, der heder Kostræde Banker, hvor de har en vej, der hedder Kviemarken.

Der er det meget smalle stræde, som går mellem Svinø og Dybsø og leder os ind til Dybsø Fjord, som er meget ren og derfor elsket af både fugle og fisk – sikkert årsagen til dens fredning i 1988.
Dybsø Fjord er absolut ikke dyb – kun omkring en meter. Af den grund et spøjst navn at give fjorden – det kan vel næppe have været for at lokke folk til, som da Grønland fik sit navn.
Det lille hus’ beboere har fred og ro, for det er det eneste hus på den 139 ha store Dybsø. Øen er ikke brofast – og blev i øvrigt fredet før fjorden, nemlig i 1978.

Dagens sidebemærkning: Det er for varmt at sidde ude på vores terrasse. Vi er altså ikke engang i maj endnu …

Forårsfornemmelser – live …

Jeg har det fint igen, men det er nu alligevel ikke mig, der så ublufærdigt demonstrerer forårsfornemmelser IRL, men nogle knald(!)røde biller i vores have. Findes der pletfrie mariehøns?
De er lidt slankere end mariehøns, men nok lige så lange. Størrelsesforholdet får man måske en fornemmelse af, når jeg fortæller, at det er en vibeægstængel, de sidder og hygger sig på. Skjoldet er omkring 6 mm langt.
Det er lilje(blad)biller “Liljebillerne og deres larver angriber et meget stort antal plantearter inden for slægterne Lillium og Fritillaria (hos sidstnævnte kender vi især kejserkrone og vibeæg)” – jeg skal nok ikke være spor glad over at have observeret dem i vores have – deres larver æder alt, hvad de kan komme i nærheden af. De er hurtige til at opdage planterne – vibeæggen er først kommet til i år og kejserkroner har vi ikke.

“

I dag gik turen igennem Ugledige tæt på Vordingborg. Bare fordi …
Ugledige har jeg set skilte mod, men normalt har man andre ærinder og er måske heller ikke nysgerrig nok. 
Fordi John havde kørt igennem i sin tid som patienttransportør, ville han vise mig denne lille, idylliske plet på danmarkskortet.

Alene de to steder, som lå så smukt ned til en lille sø, var betagende. Ren Morten Korch, ikke?

På den anden side af vejen gik gæssene og skræppede fornærmet til os, mens de var på vej ned til den anden lille sø. Der fløj hele tiden par fra den ene lille sø til den anden lille sø, og vi kunne høre en konstant skræppen op fra flere fuglearter, mens vi stod og fotograferede og i det hele taget nød området omkring os. Vi så flere hold gæslinger her.
Jeg har ganske vist været på det sydligste Sjælland før, men har aldrig studeret det så indgående og fra så små veje som i år – hvor er det dog et smukt område.
Her kunne jeg godt bo.

Svend Gønges land og hule

I dag så vejret væsentlig bedre ud end i går, selv om det viste sig at blæse en del, da vi kom udenfor.
Men pyt – himlen var høj og blå; overtøjet blev tilpasset, og efter den strålende behandling gik turen mod Jungshoved, en østsjællandsk halvø, som de fleste danskere nok kender fra historien om Gøngehøvdingen.

Jungshoved med position for Svend Gønges Hule

Vi kørte rundt på de små veje på Jungshoved – området mindede os lidt om Løjtland i Sønderjylland: Et karakteristisk og smukt kuperet terræn med virkelig smalle veje – jeg var glad for, at vi stort set ikke mødte andre biler – og slet ingen lastbiler.

Jættestuen herover bliver kaldt Svend Gønges Hule. Om han virkelig brugte den, er nok mere en god historie end noget andet, men en kendsgerning er det, at den er omkring 5200 år gammel og stammer fra Tragtbægerkulturen, som i lertøjsudsmykning gjorde de gamle grækere kunsten fint efter.

Inden vi nåede til skoven med jættestuen, var vi oppe ved Maderne, hvor vi så en hel flok havterner. Jeg skal på ingen måde antyde, at jeg er fugleklog, men selv jeg kunne på en pæn afstand se, at det ikke var måger. Vingerne var smallere og så mere elegante ud.
Apropos fugle, så synes jeg, at den gamle pil (poppel?) herover har noget påfugleagtigt over sig.

Vi gik gennem skoven til ‘hulen’ og langs stranden tilbage til bilen. Jeg har altså noget med nøgne eller døde træer – jeg er helt vild med deres silhuetter.
Bøgetræerne her ved stranden troede jeg måtte være lige så gamle som Svend Gønge ville have været, hvis han havde overlevet til i dag, men en googling efter hjemkomst fortalte mig, at de sjældent bliver mere end 300 år, så den holdt desværre ikke. De allerældste er dog omkring 400 år og gror på kalkbund på Møn, som ligger tæt på Jungshoved, så måske alligevel …
I øvrigt så vi her det samme fænomen, som jeg hvert år omkring ved denne tid undrede mig over på vejen til mit arbejde: At ét bøgetræ kunne være sprunget helt ud, mens naboerne umiddelbart ved siden af ikke engang havde vovet at tænke tanken om udspring endnu. Det er altså underligt, synes jeg … det kan næppe være noget med jordbundsforholdene.

Ikke kun træstammer er smukke – også deres rødder kan være interessante at kigge på.

… Jeg er der om et kvarters tid. Kommer med Virus!

Møgvejr i dag. P….koldt, blæsende og mere regnvejr end tørvejr. Alligevel kørte vi lidt rundt, for vi havde en aftale på Sydsjælland og skulle have godt et par timer til at gå.
Vi startede med Rønnebæksholm, som er et kunst- og kultursted ejet af Næstved Kommune.
Det blev kun til en kort tur i parken; det var simpelthen for koldt og desuden for tidligt på året til at få noget ud af at se en herregårds[køkken]have. Da det så oven i hatten begyndte at regne, fik vi nok. Indendørs kunne vi ikke komme i dag, men det er kommet på listen til et sommer-to-see-sted, da det så ret interesant ud. Er der nogen, der kender det?

Brrrr. Videre. Godt vi havde varm kaffe i bilen.
Vi kørte til Kalvehave, ned til byens havn, hvorfra færgen går ud til Lindholm, hvor man stadig arbejder med diagnosticering og forskning i virussygdomme, der potentielt kan skade produktionen af husdyr i Danmark; bl.a. mund- og klovsyge, rabies og svinepest.
Hvad kan færgen til Lindholm så hedde andet end dette?

Solen brød frem i to sekunder – det gjaldt bare om at være hurtig på aftrækkeren.

Dronning Alexandrines bro mellem Sjælland og Møn. Sikkert også meget pænere i solskin, men det gælder vel næsten for alt.

 

Jungshoved sprang vi over, både pga. vejret og tidsnød, men der skal vi ud en anden dag. 2½ time var nu slået ihjel, med koldt blod, så at sige, så vi satte kursen mod målet.
Ligeledes er 40 % af strålebehandlingerne nu ‘slået ihjel’. Tiden går altså hurtigt. Når vi kører til Sverige på onsdag, er jeg allerede halvt færdig med dem.

Selv Google translate ville skamme sig her

Its like you learn my mind! You seem to understand so much approximately this, like you wrote the book in it or something.
I believe that you simply can do with some percent to power the message house a bit, however instead of that, that is fantastic blog.
A fantastic read. I will certainly be back.

Nu er spammerbunden nået. Jeg plejer at kunne gennemskue, hvilket sprog Google translate er blevet udsat for, men det kunne jeg ikke i denne spamkommentar – værre til ævl er sjældent set, og jeg forstår ikke, hvad der menes med den ‘percent’, jeg ville kunne drage nytte af.
Åndssvage spammere. Godt jeg kun har en enkelt eller to om dagen, jeg selv skal kigge på; resten sorteres fra, inden jeg ser dem.

I dag gik turen forbi Gisselfeld og Bregentved, som havde en hel væg af hvide narcisser foran slottet.
Der var mange nu, og der kommer mange flere til, kunne jeg se, da jeg tog et nærbillede.
Der er blevet sat en hel del løg på et eller andet tidspunkt.

Da vi ankom, brød solen igennem, så vi besluttede os for at gå en tur i parken.
Det kunne vi så desværre ikke. Eller rettere: Vi måtte ikke, selv om vi godt kunne, da der på skiltet ved indgangen stod, at det kun er på onsdage, der er adgang i hverdagene. Lågen er ikke låst, så folk retter sig åbenbart efter henstillingen. 
Det gjorde vi også. I øvrigt kunne vi høre, at der blev slået græs et sted derinde, så vi var nok høfligt blevet bedt om at forføje os.
Vi prøver igen på onsdag, hvis vejret er til det – medbringende en lille pose. I denne park har jeg nemlig fundet vårmusseroner; en af de få, spiselige svampe, der kommer om foråret.
Det kunne jeg godt tænke mig at finde igen, og hvis de slår græs i dag, ville der alligevel ikke have været nogen at hente.

 

Den røde hestehov (som jeg lærte af Pia sidste år, at det hedder – indtil da troede jeg de hed skræpper) er fremme overalt nu – i mere eller mindre blomstrende tilstand.

Jeg nyder hver eneste dags tur til Næstved. Det er ubetinget den bedste årstid, jeg overhovedet kunne have fået tildelt til de strålebehandlinger.
Hver eneste dag er det blevet en lille smule mere grønt alt sammen.
Hver eneste dag er der lidt flere gule rapsblomster at få øje på.
Hver eneste dag har det sneet lidt mere med mirabelleblomstblade.
Hver eneste dag er hestehovsblomsterne blevet en anelse større.
Hver eneste dag sidder jeg og hygger mig med mit strikketøj og café latte i bodumkruset.
Hver eneste dag er jeg nærmere afslutningen af forløbet.
I dag rundede jeg 32 %. Det tætteste jeg vil være på en tredjedel. Tiden går lynhurtigt.
Jeg er blevet lidt rød på huden, men jeg kan ikke mærke nogen form for irritation eller kløe, så indtil videre skrider det frem uden problemer.

Krokushjørnet er fra Tappernøje.
Og lige om fem minutter vil jeg “køre på arbejde” og deltage i en vinsmagning.

Myten (?) om Tappernøje Kro

Kender I historien om, hvordan Tappernøje Kro fik sit navn?
Først var der en yderst gavmild kroejer, som skænkede lysteligt og alt for meget til sine kunder. Det kunne økonomien ikke holde til, så han gik fallit.
Den næste ejer var den forriges diametrale modsætning: Han var alt for nærig med sit øl, så de mange kunder forsvandt, og han gik fallit.
Den næste i rækken havde lært af sine forgængeres sørgelige historier, så han skænkede det han skulle – hverken mere eller mindre – han tappede meget nøje.
Om historien er sand, skal jeg ikke kunne sige – det er den sandsynligvis ikke – men den er da meget god, og en eller anden grund må der jo være til det noget alternative navn.
Tappernøje Kro ligger ved Hovedvej 2, men den er alt for ny til at kunne være den, historien handler om, så vi kørte ud mod Gl. Tappernøje, hvor vejen gik i gamle dage (vi taler 1600-1700-tallet), og her lå et hus, der hed Krohuset. Vi konkluderede, at det nok godt kunne være den gamle kro, der var anledningen til det underlige stednavn.

Vi kørte videre ad den gamle landevej, forbi Fjordkroen, også kaldet Elnasminde, hvorfra John og jeg har nogle helt specielle minder … videre ind over Sydstevns, hvor vi ved Orup/St.Elmue-egnen så en langdysse.

Vi kørte forbi et dejligt hus, der er til salg. Tjekkede, da vi kom hjem. Uhhh – atter en gang får jeg lyst til at rive teltpælene op. Denne gang for at flytte til et hus, hvorfra vi kan spytte ud i Præstøfjorden. 214 stråtækte m², som koster nada. Pænt og indflytningsklart, oven i købet. Jamen hvad laver vi dog her?  
Vi har to badeværelser og et køkken, som jeg elsker, men jeg tror, vi må ned og kigge engang på det store hus, som desværre kun har ét badeværelse og et nyt køkken, som ikke falder helt i min smag – men et ekstra toilet burde altid kunne presses ind, selv om det var det, der gik mest galt ved huset, vi kiggede på på Nordfalster, hvor der netop ikke kunne presses et toilet ind nogen steder, hvilket huset dumpede på.

Turen gik videre forbi Rødvig og ud til vores ramsløgskov, hvor der røg lidt med hjem, så nu skal der laves ramsløgpesto lige om lidt.

Danmarks sydligste punkt

Vi havde set på DOF-basen, at der er rigtig mange edderfugle ved Gedser Odde lige nu – i morges og i formiddags blev der observeret over 2000. Vedkommende, der havde talt disse edderfugle, havde også set en masse andre fuglearter, så nu måtte turen gå til Gedser Odde i det skønne, men blæsende vejr, vi har haft i dag.

Et sted, vi ikke har været før. Ærgerligvis bliver der længere og længere til nye steder, så hvis der er nogen derude, der har gode turforslag/ting der må ses på Sjælland, Lolland/Falster og Møn, modtages de med kyshånd.
Vi så masser af edderfugletræk, men de kom i modlys, så jeg forstår godt hvorfor manden, der var ude og tælle i morges, startede allerede kl. 05:30.

Jeg kan anbefale stedet, hvis man er fugleinteresseret. Kig evt. på DOF-basen inden afgang.

Efter odden kørte vi til fugletårnene i Bøtø, men de havde ikke noget særligt at byde på.
Videre ad bittebittesmå veje mod Stubbekøbing med Hesnæs som mål. Jeg har set de stråindpakkede huse før, men det er mange år siden, vi sidst var her. Dette fænomen kendes ikke fra andre steder i landet end her i godsets Corselitzes område.

I udkanten af Hesnæs har de den Bageste Vej … jeg lagde ikke mærke til, om de havde den Forreste i den anden ende af byen.

---

Og hvorfor satte jeg tagget ‘Sygdom’ ind i et indlæg om Gedser Odde?
Det gjorde jeg, fordi jeg har været på Ringsted og blive drænet for forhåbentlig sidste gang: kun 80 ml! Den magiske grænse er 100 ml, så målet er nået!
Nu venter jeg simpelthen bare på, at Næstved kontakter mig, så jeg kan komme i gang med strålerne ASAP. Hvis ikke de kontakter mig i morgen formiddag, kontakter jeg dem i morgen eftermiddag.

Løjt og omegn

I morges og i formiddags var vejret flot. Nu er det bare gråt, men holder sig uvådt. Endnu …
Det blæste ½ pelikan, så vi lod cykler være cykler i dette stærkt kuperede terræn og tog i stedet bilen for at køre Løjt Land igennem på kryds og tværs.

Første stop var ved Runde Mølle udsigtspunkt, hvor der – ikke overraskende – var en nydelig udsigt over Gennerbugten med Kalvø.

Næste stop var Loddenhøj, hvor vejret var så fint, at folk var krøbet ud af campinghulerne og sad udenfor og solede sig!

Tredje stop: Skarrev. Jeg må absolut give Conny (og andre) ret i, at Løjt Land er enestående smukt med de utallige bakker – vi nød turen i fulde drag; helt uden at blive fuldstændig forpustede …

Derefter ind til Haderslev … hvor vi blev mindet om, at det er søndag i dag! Haderslev er, om muligt, endnu mere død end Køge er i weekenden efter butikkernes lukketider, men vi fandt et udmærket sted nær domkirken, hvor vi sad udenfor og fik en god frokost.
Derefter gik turen til Slivsø, som blev tørlagt mellem 1957-59, hvor alt drejede sig om at inddrage mere og mere landbrugsjord, men som i 2004 som et led i Vandmiljøplan II igen fik lov til at blive en sø. Stenen, som markerer disse årstal, fortæller dette med en sød lille bemærkning:

Man er åbenbart ikke helt enige om, hvor mange fuglearter der skulle kunne findes ved Slivsø; brochuren siger 180 og tavlerne siger 190 … begge er dog enige om, at her er både isfugl og havørn. Vi så nogle måger og en enkelt svale … ikke specielt ophidsende, vil jeg tillade mig at mene.
Da vi opgav at finde spændende fugle på vandreturen og i stedet begyndte at køre hjemover, så vi fra vejen, som på visse steder går helt tæt på søen, både blishøns og en enkelt svane med unge, så en smule fik vi da ud af det. Hvis jeg satte den stærkeste zoom på, kunne jeg ude på en ø skelne nogle ænder mellem alle mågerne, men jeg har altså stadig 175 eller 185 arter til gode!

I morgen vender vi næsen østpå, men om vi kører direkte hjem eller tager et par nætter undervejs et eller andet sted, vil vi lade komme helt og aldeles an på vejret. Er det ikke godt nok, kan det også være ligemeget; så kører vi hjem og tjekker drivhus, post og rækkehus, for derefter at drage mod Sverige.
For hulen, hvor er det dog skønt at være så frit stillet … hvilket endelig ikke må forveksles med fritstillet!
Ka’ I så se, hvor vigtigt det er, at ordene bliver sammensat (eller delt) rigtigt?
Gammel inder dør. Gammel inderdør … indrøm nu bare, at der er en markant forskel.

Her i lejren, her i le-ej-ren …

Den sidste del af formiddagen i dag bød på besøg af Tove, som lagde vejen forbi på sin indkøbsfærd til Tyskland.
Tak for besøget – det var rigtig hyggeligt at møde dig!

Omkring frokosttid turde vi efterhånden blive en anelse optimistiske og tro på, at 24/7-regnvejret måske nu var ved at være overstået, selv om DMI og lignende instanser hele tiden skubbede forbedringstidspunktet mere og mere frem.

Inspireret af Nonna tog vi i dag ned for at se Frøslevlejren – skulle vejret svigte, kan man i det mindste komme inden døre dernede … men det svigtede ikke! Solen kom frem – man har jo næsten glemt hvordan den ser ud, men Frøslevlejren blev søreme set i solskin. Og kraftig blæst. Nu skal træerne jo helst ikke vokse ind i himlen – det må være nok, at vi kan se den …

Det var vældig interessant at se – vi så det hele, men fordybede os især i selve lejrens historie og i FN-udstillingen.
I sidstnævnte lå der masser, masser af fotoalbum; hvoraf nogle med efterlysninger af de afbildede personer. Det havde givet pote, og mange steder var der sat små lapper ind med oplysninger om personerne. Det gjorde det til en lidt mere vedkommende udstilling, og vi brugte faktisk temmelig lang tid på den.
Min fætter var MP’er på Cypern engang, men jeg kunne ikke indkredse årstallet til mindre end et spænd på 3-4 år, og jeg fandt ham ikke på nogen af billederne.

Selve lejrens historie var eminent godt beskrevet; med et forskelligt tema i hvert barakrum – rum som var beregnet til 15, men hvor der kunne være op til 30, da der sad flest internerede.

Ét af rummene havde de tyske koncentrationslejre som tema. På trods af, at jeg har set Bergen-Belsen og at vi kender billederne og de forfærdelige historier fra den tid, bliver jeg hver gang slået af den største undren over, at folk kunne behandle hinanden så bestialsk. Og kan vist endnu, desværre, men det er en anden historie …

Det slog os hurtigt, hvor stor en humor, der var den gennemgående faktor i de fleste af temaerne – underfundigheder, satire, grin, søde og sjove tegninger, fødselsdagskort, hjemmelavede spillekort med meget mere. Humoren kunne være meget direkte, men kunne så sandelig også skinne indirekte igennem, som det kan læses på nedenstående tekst:

Til højre ses et hjemmelavet billedlotteri og et ditto skakbræt med brikker formet af tygget rugbrød!

Humoren har selvfølgelig en mere alvorlig baggrund – det har været måden at overleve mentalt på, vil jeg tro, hvilket selvfølgelig ikke lykkedes for alle … nogle gik mentalt ned med flaget og 1600 blev, mod alle aftaler, deporteret til tyske KZ-lejre. Resten havde det efter omstændighederne godt; de fik rigelig og god mad, hvilket jeg vil tro har været en væsentlig faktor til, at humoren kunne blomstre i en sådan grad: det har ikke været enhvers kamp for sig selv; en daglig og trøstesløs kamp for at overleve.
Jeg mener naturligvis ikke, at det ligefrem har været sjovt at være i Frøslevlejren, men sammenlignet med de ubeskrivelige rædsler, der fandt sted i KZ-lejrene, har dette været at sammenligne med den rene luksus.

Vil I med på efterårsferie?

For jeg har har oplevet efterårsferier med bedre og varmere vejr end det, vi har haft i dag.
Vi lagde ud med (jeg siger ikke noget om tidspunktet, men vi lå og gassede os længe under den varme dyne; det var kun et efterhånden meget presserende ærinde, der tvang os ud af sengene) at køre til Harrislee, hvor Fleggaard tjente lidt penge på os – men ikke så mange som han kunne have gjort: i reklamebladet reklamerede han med flydende Omo til 15 kroner flasken, så dem ville jeg have seks flasker med hjem af.
Troede jeg … for der var kun til helt hvid og helt sort tøjvask; ikke colour, som var den eneste, jeg ville have.

Vejret var mildt sagt ikke til spadsere- eller byture, så vi kørte tilbage til DK og tog den langs kysten til Gråsten, hvor vi udnyttede opholdet i regnvejret til at gå Gråsten slotspark igennem – ingen af os havde set den før.

 

Nydelig. Absolut nydelig, men lidt sol ville have pyntet gevaldigt. Selve slottet er lidt kedeligt at se på, hvis jeg skal være helt ærlig. Meget stilrent, ja, og fint hvidt og pænt vedligeholdt. Men altså umiddelbart ikke særlig spændende. Det var dog langt større, end jeg var klar over. Tænk at have så stort et slot stående for bare at bruge det de få dage om året, hvor kongefamilien samles hernede. Det er synd … sådan noget skal bruges.
De kan da bare spørge mig … jeg snupper det gerne i en tre ugers tid.

Vi kørte videre nordpå og ud til Ballebro, hvorfra der går en lille færge til Hardeshøj på Als. Her ved stranden ville vi have spist den medbragte, men en stiv kuling og 13° var lige meget nok af det mindre gode, så vi kørte igen og prøvede at finde et sted med læ.

Det lykkedes os skam også til sidst at finde et sted, hvor vi kunne holde ud at sidde og spise vores mad; nemlig inde i bilen!
Jeg har lovet nogle hvidkitlede væsener ikke at blive syg, og hvis jeg ikke selv skulle kunne finde ud af at passe på mig, så skal jeg da lige love for, at John gør det som om jeg var skrøbeligheden selv i egen høje person … men det er da meget hyggeligt sådan at blive pylret om. Endnu …
Vi var ude på de små veje, men var ret glade for, at det ikke foregik på en cykel lige præcis i dag. Turen var flot, skal siges, så bliver det bedre vejr, kunne vi godt finde på at gentage den.

Nu vil jeg fortælle noget, kun de færreste af jer ved

Det er altid en fordel at komme i kontakt med lokalbefolkningen, når man holder ferie et hvilket som helst sted i verden, og i aftes havde John og jeg nærkontakt med seks af de lokale, sydfynske beboere i særdeles høj og ditto hyggelig grad. 
En fantastisk bolig, et par dejlige forældre, fire skønne børn og noget utrolig lækker mad – så kan man ikke få det ret meget bedre.

Kong Mor fortalte os, blandt så meget andet, at vi ikke måtte snyde os selv for at tage ned og se Den lille Havfrue på vores vej hjemover i dag!
Que? Hun sidder da på Langelinje – når hun altså ikke lige er en tur i Kina …  
Men nej, hun sidder også lige her, på stranden tæt på Åbyskov, og ser meget lille og meget sød ud. Jeg tror hun frøs i dag, for det blæste en halv pelikan, og indimellem stod regnen ned i tove.
Men sød var hun – og I vidste sikkert ikke, at vi havde mere end én lille havfrue!
Det vidste de heller ikke i Åbyskov, at de skulle have … lige pludselig en augustmorgen i 2011 sad hun simpelthen på en sten på stranden ved Skårupøre Strandvej; ingen vidste hvor hun var kommet fra, hvem der havde lavet hende, eller hvorfor hun skulle stå lige præcis her.
Så vidt jeg ved, har man stadig ikke fundet frem til svarene, men havfruen sidder der endnu, med sin lille fugl på venstre skulder.

Mens vi holdt vores lille havfruepause, kom der et par (andre) ferierejsende forbi:

Vores miniferie er slut for denne gang, men der kommer forhåbentlig mange flere af slagsen.

Den næstsidste dag på Thurø – måske med skybrud i vente

Vi vågnede op til dejligt vejr, men alle vejrudsigter hævder hårdnakket, at vi får masser af regn i eftermiddag.
Det var derfor med at komme af sted, inden vi risikerede at drukne.
I dag blev det Troense på Tåsinge, hvor vi gik en tur byen igennem; derefter til Langeland for at kigge nærmere på Rudkøbing; til sidst, på anbefaling af Kong Mor, et besøg i Momses Stuer (på Langeland), hvor ALT er til salg. Også hundehvalpen, men den kostede ½ million € …

Troense var ren idyl – men det vidste vi godt; skulle bare studere den lidt nærmere. Herunder ses veteranfærgen Helge, som vi var ude med i onsdags, på vej tilbage til Svendborg.

I Rudkøbing købte vi fire slagter-håndmadder, som vi indtog på en parkeringsplads på vej ud til Momse. Eller (måske?) rettere Momses datter, som var en sød og snakkesalig kvinde ved navn Lisbeth, som vi endelig skulle hilse Kong Mor fra i aften, hvor vi er blevet inviteret op til møllen, hvilket vi naturligvis glæder os meget til.

Troense har en gammel skole fra 1790 “Til nyttige kundskabs udbredelse blev denne skole op bygt”.
Det var vel sagtens gældende for skoler generelt, vil jeg nok sige, men jeg synes det er sødt, at tidernes forskellige ejere har ladet skiltet blive hængende over døren.

Hos Momse faldt jeg over en gammel hæklebog. Hvor gammel ved jeg desværre ikke, men den er fra før 1948, kan jeg se på ‘aa’ og store navneords-begyndelsesbogstaver. Vi stod og beundrede forsiden, som er præget; med ophøjede blonder og det hele … noget som næsten ikke ville kunne laves for penge i dag. Det kan godt fornemmes på billedet; i hvert fald når man ved det.
Jeg har ledt efter sådan en bog længe, for gæt lige, hvem vi kender, der bor i England i et gammelt hus fra 1410, og hvis husmoderlige halvdel godt kunne tænke sig fine, gammeldags, hæklede hyldeborter i køkkenet?
Det rigtige gamle DMC-garn havde Momse også et enkelt nøgle af, så nu skal der hækles hyldeborter, skal der. Jeg har også selv en del nøgler fra gården, som jeg ikke nænnede at smide ud. Det var godt, jeg ikke nænnede det … det var min farmors hæklegarn. Hun vil glæde sig i sin himmel over, at det omsider nok bliver brugt.

Hos O.O.E. Hæklegarn ville man gerne være helt sikker på, at salg af både opskrifter og garn blev i familien  … hvis man lod sig “paanöde et andet, mindre værdifuldt Mærke”, blev det sandsynligvis ikke rigtigt, og ens anstrengelser åbenbart nærmest forgæves …

Til sidst et lille stemningsbillede fra en ‘baggård’ i Rudkøbing.

I skrivende stund er det begyndt at regne … der skal være fest på campingpladsen i aften, så ‘lejerchefen’ og en flok mandfolk var i formiddags i fuld sving med at sætte pavilloner op. Rigtig god ide, hvis det skulle blive skybrud.
Vi er ikke misundelige; tværtimod er vi meget glade for, at vi slet ikke er på pladsen, for vores alternativ er helt klart langt, langt bedre, men det ved de selvfølgelig ikke, de stakler.

De har nogle sjove, langhårede og krøllede grise i den fynske landsby

Overskriften lader antyde, at vi i dag beærede den fynske landsby med vores besøg.
På vej dertil så vi et skilt, der simpelthen måtte foreviges. “Goe Bakke”. Vi kunne ikke helt gennemskue, om Goe er et stednavn, eller det er den gode bakke på syngende fynsk dialekt, men smile gjorde vi begge to.

Den fynske landsby er ren idyl – en landsby, hvor alt er fra HC Andersens tid. Det kan ikke helt sammenlignes med Frilandsmuseet nord for København, hvor man har samlet bygninger fra hele Stordanmark; dvs. inklusive Schlesvig og Skåne, Halland og Blekinge.
Hold da op, for en idyl, man gik rundt i hele tiden.

Maren blev malket … hun er da smuk, ikke? Ni år er hun.

Gårde med skæve vægge.
Og gruekedler på alle gårdene … jeg kan faktisk tydeligt huske, at min mor og farmor, som boede på gården, til jeg var otte år, vaskede i sådan en. Vaskemaskinen holdt ikke sit indtog før farmor var flyttet på plejehjem i 1961.
Vi børn blev badet i et zinkbadekar, men John kan huske, at de, når de var på besøg hos deres farmor, blev badet i gruekedlen.
Det er altså en anelse deprimerende at føle sig som en aktiv del af historien på HC Andersens tid!
De store sulekar, som vi vist kaldte dem på Sjælland – jeg tror da i hvert fald, at det måtte være i disse kar, man saltede de store mængder kød, så det kunne holde sig vinteren over. De var der dog ikke på gården i min tid; jeg har aldrig fået nedsaltet kød – far og mor opbevarede deres slagtekød i det fælles frysehus i den nærmeste landsby, indtil de fik egen fryser omkring 1960.

En ting, vi lagde specielt mærke til var, at der var så mange ‘aktive’ haver – stort set alle bygninger havde en levende have. Det savner vi på Frilandsmuseet, som er et must for Charlotte, når hun er i DK om sommeren – atter en grund til at tage englænderne med til Sydfyn … C&T vil simpelthen elske denne fynske landsby.

Men altså … grisene har et ganske anderledes udseende, end jeg lige er vant til at se. På skiltet ligner det dem, jeg kender, men de grise, vi ikke måtte fodre, var blevet både krøllede og langhårede …

Det er bestemt den rene og skære idyl at kigge på over det hele, men når man kigger bag den, var første halvdel af 1800-tallet så afgjort ikke en tid, jeg kunne tænke mig at have boet i denne landsby – eller i det hele taget have levet, med mindre jeg var adelig, og disse havde det såmænd heller ikke for morsomt for den sags skyld … sidde hele dagen og brodere eller lære fransk er ikke min opfattelse af et godt og indholdsrigt liv.

Lerstampede gulve – åbne ildsteder – stor børnedødelighed – og mødredødelighed, for den sags skyld – uvis alderdom: vil der være nogen til at sørge for mig, eller skal jeg på fattiggården?
Og alkoverne! Hvis jeg var mindre end 10 år, var det da sikkert i orden, hvis jeg vel at mærke havde den for mig selv, hvad chancen var minimal for. Tænk at halvt sidde op og sove; på et underlag af træ, dækket af halm. Med mus og mug. Lige bag ved én lå måske svigermor. Eller mor? Far? Hej far – vi hygger os lige …
Eller halvstore børn. Jeg er helt sikker på, at de ægteskabelige glæder måske ikke var til så megen glæde endda. Hele huset må da have kunnet følge med i forestillingen …

Men det var en skøn dag! Meget blæsende – vi måtte hive campingsvognsoversejlet ind, inden vi kørte, men inde i landsbyen var det fint nok, og solen tittede frem fra ved middagstide.

Egeskov Slot

Regnen stod uafbrudt ned i stride strømme hele aftenen, natten og formiddagen. Da vi kl. 9:30 kørte mod Egeskov Slot, sagde lokalradiooplæseren følgende: "… med regn indimellem … " Nej, kære ven; der havde ikke været fem minutters ophold siden i aftes.
Pyt – vi kan altid nøjes med at se slottet og alle museerne, tænkte vi, men da vi var færdige med selve slottet og alfepaladset, som de har lånt af Legoland, var regnen stoppet, så vi fik også set fuchsiahaven, urtehaven, renæssancehaven og volierehaven.

Der var kostumeudstilling, dukkeudstilling, modelbiludstilling, trælegetøjsudstilling, købmandsmuseum, veteranbiler, ditto motorcykler, Falckmuseum … vi brugte fem timer og kunne i princippet have brugt fem til, men det orkede vi ikke. Vi lovede i stedet os selv at komme igen; medbringende englænderne, for vi ved, at ungerne vil elske The Tree-top Walk og i det hele taget det kæmpestore legeområde; Charlotte vil nyde resterne af Marie Antoinettes fantastiske kjole og Tim vil hygge sig blandt veteranbilerne. Hvis Anna og Aubie er store nok til de sjove Segways, man kunne lege ridder anno 2013 på, vil de ikke være til at rive væk herfra igen.

Jeg havde svært ved at løsrive mig fra alle de fantastiske miniaturer og detaljer i Titania’s Palace, og John dvælede længe ved veteranbilerne, men vi respekterede uden ord hinandens forskellige interesser og gemte vores utålmodigheder væk.

Jeg var dog ret betaget af Swane-familiens (malerne, I ved) autocamper; specialbygget det år jeg blev født (1953 for dem, der ikke gider tjekke) … den var med stålvask i køkkenet og porcelænsvask på toilettet – der var skam ingen smalle steder her.

Så var der konebilen her – hvad siger I så? Elbil og det hele – man var skam fremme i skoene dengang:

Titania’s Palace tog jeg masser af billeder af, men det er ikke placeret så godt som dengang, det stod i Legoland, hvor det (så vidt jeg husker) stod i et rum uden vinduer. Hvor det var stillet op her på Egeskov, var der alt for mange dumme reflekser fra de store ruder. Her er et af de få, man kan holde ud at se på – alfernes fint dækkede bord – og nej, bestikket er ikke glemt; det står i skegemmerne (de ægformede tingester i venstre halvdel af billedet), for det bruges kun til gæster; alferne levede af nektar, så de behøvede ikke kniv og gaffel.
Det er et totalt fantastisk dukkehus. Stoleryggene her er større end naturlig størrelse og ville kunne skjules af min tommelfinger – så kan man selv regne ud, hvor små krystalglassene er …

Jeg kunne blive ved og ved – fuchsiahaven har over 1500 forskellige fuchsiaarter! Ikke kun 1500 planter, for hver eneste af dem er der kun den samme af. Men de skal alle 1500 hvert eneste år plantes ud og senere ind igen. Så er det godt at være grevinde og kunne nøjes med at planlægge, mens resten af arbejdet kan uddelegeres …

Vi manglede næsten kun, at Grev Michael får styr på apostrofferne – men det hjalp åbenbart, at jeg brokkede mig: På det næste skilt var Solurshaven skrevet korrekt … nu skal han bare finde ud af forskellen på ad og af – men hvad pokker – det har jeg jo ikke engang selv altid … selv om jeg dog aldrig ville have begået den viste fejl.

Egeskov er et fantastisk sted. Jeg har ikke været der før, men jeg vender helt sikkert tilbage. Med familien …
Jeg håber blot, at vi vil kunne undgå højsæsonen, for i den må det være skrækkeligt at færdes her. Vi kunne jo se, hvor mange P-pladser der var sat af. I dag var der kun tre busser og omkring 30 personbiler, men der må have været plads til 20 busser og 500 biler, vil jeg tro … det gider vi ikke rigtig være med til.

Det sker sikkert kun på Fyn. Og måske Lolland-Falster

Fynboerne har det med at lade være med at udtale d’erne, og når alle d’er er stumme, må det være svært at regne ud, hvornår de skal være der og hvornår de ikke skal være der, hvilket jeg har set tre festlige eksempler på i går og i dag.
De første to er fra vores campingplads og det tredje fra en antikvarboghandel i Svendborg.
‘Tildmelding’ og ‘lejerchef’ … samme mand, hvad hans stilling så end måtte være, havde også skrevet et skilt med HENDVENDELSE I RECEPTIONEN.

Det andet (tredje …) skilt (staves det mon ‘skildt’ her?), hvor de prøver at lokke os ind for at rydde bordet, skriver de UDANSET FØR PRIS, hvilket faktisk er noget gevaldigt vrøvl; men igen, fordi dette er Fyn, hvor ud udtales u’, regner boghandleren nok med, at så staves uanset også med d … Men har de ikke glemt et d? Udandset?

I formiddags lagde vi ud med at tage færgen Helge, som er intet mindre end et historisk monument! Det var da også en rigtig flot og særdeles velholdt veteranfærge (med et meget fint skibsur), som vi tilbragte små to timer på, mens den fragtede os rundt til forskellige destinationer i det sydfynske øhav.

Mens solen endnu skinnede …

Frokosten blev indtaget på Torvet i Svendborg, hvorefter vi gik gågaden igennem og shoppede en smule. John forærede mig en Sun Sniper, som er den perfekteste måde at bære et kamera på. Jeg forærede mig en hårtørrer til at have liggende i campingvognen og vi forærede hinanden en lille elkedel – det tager simpelthen for lang tid at koge to gange vand om morgenen på gasblusset.

Vi rendte ind i min nevø lige midt på gaden. Nu bor han i Svendborg, så det var ikke sådan, at vi faldt besvimede om af forbavselse, men alligevel var det da pudsigt, at vi var på gaden samtidigt … han læser på skibsofficerskolen og havde slet ikke tid til at snakke, for han var på vej til eksamen – naturligvis i sidste øjeblik … ellers ville jeg også være blevet overrasket … men nu har vi aftalt at mødes over en øl i morgen eftermiddag. Han fik i øvrigt 10 i miljøledelse. Hvad det så end er for noget, men det må han have vidst en hel del om, og jeg ved nok i det mindste hvad det er, efter vi har været sammen i morgen.

Eftermiddagens cykeltur gik til Thurø Rev og derefter til Grasten – en tur, som, inklusiv et kort ophold ude på revet, tog 1½ time. I må meget gerne grine hånligt her, men for mig var fem kvarter lang tid at sidde på en cykelsadel! Især på de bulede veje, man bød os. Og med én hånd på styret – den anden var nødt til at understøtte brystet mere, end bh’en kunne klare – uf da hvor det hev i såret indimellem.

Er det mon fra Grasten her på Thurø, filminstruktøren Regner stammer fra?
Apropos regner: solen er væk; skyerne har indfundet sig – i morgen og hen over weekenden skulle det regne, hvis vejrudsigten ellers holder vand …
Det er næsten i orden – vi mangler vand, men for min skyld behøver det altså ikke at høvle ned de næste fire dage.
Nå. Vognen er vandtæt og hul indvendig, og det er Egeskov vel sagtens også, så det går nok alligevel.

Beduinen har slået lejr

Turen til Thurø gik problemfrit; FDM-campingpladsen blev fundet, lige som pladsen på den blev besluttet – efter nøje granskning af vind- og terrænforhold.
Det er heldigvis uden for sæsonen endnu, så der er masser af plads på pladsen. Der står en del vogne, der sandsynligvis kun bliver brugt i weekenderne. Hovedparten af gæsterne er folk på Johns og min alder, hvilket ikke ligefrem er en stor overraskelse.

Bortset fra det er der ikke meget at berette om dagen i dag, som mildt sagt har været aldeles begivenhedsløs.
I morges var jeg dog heeelt enormt glad for at være jobstoppet: meget tidligt i morges var der ved Solrød N væltet en lastbil, som formåede at sætte al trafik fuldstændig på standby. Strækninger, som normalt tager 3-5 minutter, tog i dag over to timer! Min søster skulle have været til et møde i Lyngby og spurgte mig i aftes, hvad tid jeg ville køre hjemmefra, hvis jeg skulle være i Lyngby kl 9.
Mine erfaringer kom så absolut ikke til at holde stik … da jeg op ad formiddagen sendte hende en medfølende SMS, sagde hun, at hun havde givet op efter to timer, hvor hun kun var nået til netop Solrød N; tredje afkørsel fra hvor hun startede …

Vi arriverede på Thurø ved tretiden uden at have været stødt ind i trafikale problemer og tog os god tid til at rigge vognen til og fordele mad og tøj på de dertil indrettede pladser.
“Stikket til strømforsyningen passer ikke!! Shit … det er garanteret et såkaldt EU-stik, der skal til … det vil jeg håbe, jeg kan købe nede i receptionen.” (Det kunne han).
“Hvor hulen skal den spildevandsdunk mon monteres?”
“Er du sikker på, at gassen er slået til nu?”
“AADDDRR – har du set det vand, der kommer ud af hanen? De forrige ejere har helt sikkert ikke rettet sig efter anvisningerne, da sæsonen var slut.”

Efter disse begyndervanskeligheder slappede vi af, nød det gode vejr og kiggede i turistbrochurer i en times tid, inden vi gik en tur til stranden.
Så lavede vi mad. Den spiste vi. 
Jeg skriver blogindlæg. John hører fodboldkamp.
Livet nydes. I morgen skal der helst ske lidt mere – planerne er i hvert fald lagt.