Skadedyrsbekæmpelse

Vi har en rotte. Vi har måske flere – det ved vi ikke, for vi går ikke og ringmærker dem. Muligvis har rotterne selv ingen problemer med at skelne de enkelte individer fra hinanden, men jeg kan ikke. Charlotte fortæller, at deres rottemand omme i England siger, at hvis man ser rotter om dagen, har man mange. Det skulle ifølge ham nemlig kun være, hvis der er kamp om føden, de føler sig nødsaget til at vove sig ud ved dagslys. Hvis det passer, hvad jeg ikke håber det gør, har vi mange rotter.
I sidste uge var John nede for at købe en ny fælde. Vi gider ikke rigtig vores kommunale rottefænger mere, for han kommer bare, løfter pegefingeren og siger, at vi ikke burde fodre fugle, sætter en aluminiumskasse eller to op, kommer 14 dage efter, konstaterer, at der ikke var gået nogen i hans fælde, så det var det.
Vores fuglefodringsmetode er meget rotteuvenlig, og rotten viste sig da også først, da Eva Solo-foderkuglen faldt ned og spredte glasskår og fuglefoder ud over terrassen. Den må have ventet på det uheld, for den var der under 10 minutter efter det skete. Den har også håbet på et tilsvarende tag selv-bord lige siden, for vi har set den et par gange gå og lede efter mad, den så ikke finder. Eva Solo-foderkuglen er god på flere måder, idet de små fugle ikke kan komme til at spilde noget, og de store fugle kan ikke komme til foderet.
John købte en fælde i form af en kasse med en gammeldags smækfælde i hver ende. I midten er der hængt noget, som rotter finder særdeles tiltrækkende, men som de aldrig når at komme ind til, inden fælden er klappet.
Hvilket den gjorde i dag. Du GOdeste, for en larm, det forårsagede, men den virkede fuldtud efter hensigten. Fælden væltede og afslørede dermed den voldsomt kæmpende, men effektivt strangulerede rottes dødskamp. Jeg troede ikke, jeg ville have så koldblodig en tilgang til den slags, men for det første varede det kun omkring 30 sekunder, inden den ikke længere bevægede sig, og for det andet kan jeg bare ikke udstå rotter, og den eneste gode rotte er en død rotte! Punktum.
Jeg ville have taget et barsk udseende foto af fælden indeholdende en åbenmundet rotte, men John nåede at komme den over i en spand inden jeg kom i tanke om det. Derfor et billede af en død rotte i den spand, John bruger som ‘rustvogn’ til de myriader af mus, han har båret ned fra loftet og ud på strandengen, hvor de forhåbentlig kan blive et måltid for andre dyr.
Dem har vi nemlig også mange af. Mus, altså. På loftet. I de første syv år kom de også ind i køkkenet indimellem, men efter at have udskiftet køleskabet sidste sommer, fik vi elimineret den indgang. Gammeldags stålsvampe er meget effektive til den slags afspærringer – der sidder nogle stykker oppe under vores tag, men det er os umuligt at finde den indgang, de nu bruger for at komme op på vores loft. Som sagt holder de sig heldigvis deroppe, hvor der ingen mad er til dem udover de rosiner, som ligger i fælderne, og som de er helt vilde med. Jeg tror vi har fanget en halv snes mus i denne vinter.

John har naturligvis genopsat fælden, men vi håber der kun har været den ene på matriklen. Nu ved vi i hvert fald, at fælden virker!
Rotter er bare ULÆKRE!!!
Vi vil meget hellere se på motiver som nedenstående – kan vi ikke hurtigt blive enige om det?

Det er genbrug af et billede, jeg havde i et februarindlæg for syv år siden, så det er der sikkert ingen af jer der kan huske at have set før …

Huset ryster, det er snestorm, det er …

Huset ryster, det er snestorm, det er noget værre noget alt sammen … vores rystometer, som Holbøll nok mere korrekt kalder en vibrationsmåler, er stadig monteret på vores hus, men vi kan ikke få et godt svar på, hvem der monitorerer data. ‘Man’ ved ikke, hvem der får de data, og ‘man’ ved ikke, om der sker en løbende monitorering med påhæftede alarmklokker. Vi kan med andre ord kun vælge at tro på, at dimsen ikke kun blev sat op for at indgive Ellen og John en falsk tryghedsfornemmelse. “Så tror de, at vi har styr på det”.
Nu er jeg ond, og det er forhåbentlig heller ikke sådan det er – John tror det slet ikke, men han tror også meget mere på det gode i mennesker end den evige skeptiker Ellen.

Da de arbejdede lige uden for vores hus, kom de betænkelig tæt på brønden, der fører overskudsvandet videre fra vores septiktank. Det gjorde John dem opmærksom på, og de var da heller ikke klar over, at den var der, hvor den var. Ikke desto mindre hamrede de hul i den få timer efter den oplysning. Nu har vi et stort hul ude på vejen med en blanding af grund- og overløbsvand. Det bliver repareret og vi skal ikke bekymre os, siger de.
Det gør vi så alligevel, for inden arbejdsdagen sluttede i går, lagde de køreplader tættere på hullet og flyttede derfor afspærringen, så selve vejen ikke længere var halvt lukket. Vejen har ikke været helt plan, så kørepladerne vipper, når der køres over dem. Det kan kun netop fornemmes med personbiler, men lastbiler får hele vores hus til at runge så meget, at vi føler det ryster. Vi vågnede flere gange i nat på grund af det.
Vi tog fluks i morges fat i den kontaktperson vi har fået et telefonnummer til, og han stod der efter få minutter. Jeg kunne stadig ikke få svar på nogen af mine spørgsmål vedr. rystometeret, men han flyttede resolut afspærringen ud, så bilisterne ikke kunne komme til at køre over de tunge jernplader.

 

Hullet i cementbrønden kan ses i centrum af øverste billede.
I aftes og i nat bestod afspærringen kun af metalgitteret; det var de rød-hvide plader, der blev sat op, da vi ringede og gav udtryk for vores bekymring.
Vi håber stadig det hele går – og ender – godt. Vi har i hvert fald ingen klager over reaktionshastigheden, når vi henvender os til sjakbajserne, eller hvad sådan nogle fyre nu hedder.

Som det fremgår af billedet til højre, har vi snestorm. I morges var det 2,1° og lige nu er det sølle 2,5°. Vi havde således ikke nattefrost – man lærer at være taknemmelig for lidt …
Nu har det været så lunt og skønt i nogle dage, at jeg gik rundt og troede jeg rigtig skulle i gang i have og i drivhus, men det skulle jeg så ikke.
Jeg vil meget gerne bede om lidt local warming, tak.
Det er dog vist ikke kun locally, det er koldt. Ovre hos Charlotte har de også igen fået det køligere, og helt nede i Madrid kan vi se temperaturer helt ned til 1°. Madrid ligger godt nok højt, men det er alligevel usædvanligt koldt så langt mod syd for en lige om lidt 1. april.

Badesæsonen er begyndt

Herligt vejr! Et par læs skvalderkål er nu ikke længere i min jord, det store rosenbed har fået fjernet brændenælderne (som nu er lagt i vand, så jeg kan få noget god gødning), de 22 vajdplanter er plantet ud og nogle af zinniaerne ligeså.
Der er stadig lang vej igen, inden jeg er færdig.
Færdig med første gennemløb, vel at mærke, for når jeg er igennem det hele, kan jeg starte forfra, selv om der dog ikke vil være tilnærmelsesvis den samme mængde skvalderkål resten af året, så en effekt har det da heldigvis med alt det arbejde. Man bliver aldrig arbejdsløs, når man har en have, men det er fint – jeg sidder rigeligt meget ned og strikker eller syr i løbet af vinteren, så det er fint at få udført noget fysisk arbejde.
Mens jeg lå og udplantede vajden, hørte jeg en masse unge mennesker ude på vejen, og det lød som om de gik ned ad stien til fjorden.
Op med mig og hen for at kigge … de fleste var nået ned til vandet, men der stod to unge knægte kun iført badebukser lige ud for vores grund. De måtte være fra Brøderup Efterskole, som ejer grunden.
Nysgerrig er man jo, så jeg spurgte, om de virkelig skulle i vandet.

Njah, lød svaret, vi ved ikke helt hvad vi skal. Vi skal ikke ligefrem ud og svømme, men vi skal lave en eller anden øvelse ude i vandet, og vi ved altså ikke helt hvor fedt det er. Det er garanteret hundehamrende KOLDT!
Det kunne vi hurtigt blive enige om … du skal være velkommen til at komme ned og se hvad vi skal lave, sagde de, men jeg takkede nej. Okay – så må du have en rigtig god dag!
Søde og høflige unge mennesker, der ikke havde noget imod en sludder med en for dem ukendt, ældre dame. Der er stadig håb for Danmarks fremtid.
Lidt senere kunne jeg både se og høre dem pjaske i vandet. Det kom der nogle solide hyl ud af – især fra pigernes side.

Gråspurvene og skovspurvene har også indledt badesæsonen, men de er da så fornuftige ikke at sænke sig ned i det våde og kolde element. I stedet bruger de bedene jeg har lagt dahliaknoldene ned i. Disse er endnu ikke kommet op, så der er masser af dejlig jord at støvbade i.
Kan I se fuglene? De har ‘anlagt’ fem badehuller, og tit er der fugle i alle fem. Alligevel er det ikke nok, for de er nærmest ved at komme op at slås for at få et lækkert støvbad.
Badehullerne bliver dybere og dybere, jo mere de bliver brugt; i et par af dem kan man ikke se fuglen, kun det støv, den hvirvler op, når den basker med vingerne. (Hvorfor kom jeg mon lige til at tænke på Rumle fra Radiserne?)
Spurvene hygger sig tilsyneladende en hel del mere ved den badning end de unge mennesker fra efterskolen gjorde med deres.

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg har sagt, at jeg vil bestræbe mig på at nedbringe mit garnlager ved ikke at købe mere, end jeg forbruger, regnet på hele kalenderår – ja, faktisk helst forbruge en hel del mere, end jeg køber.
Den 3. januar indledte jeg 2021 med at købe 1475 gram garn, som jeg modtog den 7. januar. En god start på ‘bestræbelserne’ …
Pyt, tænkte jeg. Det får jeg hurtigt strikket forbi, så at sige, og ganske rigtigt: pr. dags dato har jeg strikket 2046 gram (~ 41 nøgler), så der er allerede et underskud på 571 gram. Dygtig pige …
I [mit] garnregi er det lige så godt at have underskud, som det er godt at være negativ, når det er i coronaregi.
Den glorie blev ikke pudset særlig længe, for i går bestilte jeg yderligere 200 gram mohair til et projekt, strikdesigneren Anette Danielsen har haft gang i på Instagram, og mohair er ikke en lagervare hos mig – i hvert fald ikke så meget, at jeg kunne skrabe sammen til det projekt.
Sådan er det næsten altid – det er derfor, der overhovedet bliver købt noget: Det er ligemeget, om man har 50 kilo garn på lager – man står altid lige og mangler noget, når man finder et nyt projekt at kaste sig over. Det er en af naturlovene.
Men jeg holder stadig mit ikke-løfte til mig selv, også efter, at de 200 gram er ankommet.

Meteorologerne er til gengæld virkelig gode til at love noget, der ikke holder.
I forgårs i Tv-avisen blev vi lovet rigtig snestorm på vores egn; en snestorm, som skulle vare det meste af dagen. Lars E ville have klappet i hænderne, fluks taget dommedagsstemmen på og forbudt al udkørsel.
Men hvad blev det? Et brag af et flot solskinsvejr! Vinden havde lagt sig lidt, så jeg kunne komme ud og tage billeder af lidt hvidere sne og is end tilfældet var i forgårs.
I nat kom der et lille drys, men heldigvis kun lige nok til at hvidte landskabet, som var blevet brunt af al den fygning de sidste par dage.
Det er en af de flere kedelige ting ved snefygning: Blæsten flytter både sne og jord fra markerne og lægger i stedet det hele på og ved siden af vejene, så de bliver ufremkommelige og ydermere får marker og vejrabatter til at se ud som om man har strøet kanelsukker over det hele. Snavsetgråt kanelsukker …
Men nu er det altsammen hvidt; det er stadig højt og flot solskin, og det blæser næsten ikke. Flot er det, må jeg modstræbende indrømme.

Rottemanden har været her og har taget den udendørs fælde med sig igen. Vi har set to døde rotter, men ingen levende ved fuglepladsen den sidste halvanden uges tid, og han kunne ikke se, at der havde været aktivitet omkring fælden siden eftersynet ugen før, så lige nu er vi tilsyneladende rottefri. Det varer sikkert ikke ved, men så kontakter vi ham bare igen.
Vi har smilet lidt i skægget, fordi vi, et stykke tid før vi selv meldte det, havde set rottemanden køre forbi os og længere op ad vejen, hvorved vi kunne regne ud, at også andre, flere matrikler fra os, har anmeldt rotter, men to af vores nærmeste naboer har set rotter ude på vejen og har ringet på hos os og fortalt os, at vi har rotter. Bare fordi vi har et gammelt hus, går nogle automatisk ud fra, at så er det kun os, der kan have rotter.
Det har de misforstået. Der er rotter overalt, fortalte rottemanden – også i langt nyere huse end vores – og altså også hos andre på vores vej.

…mand på en tagryg

Det er ikke en spillemand, vi har på tagryggen, men en tækkemand, for stråtaget skal mønnes. Sidste gang var i juni 2015, og eftersom der skal gå 5-6 år mellem mønningerne, var det tid nu. Troels Tækker besøgte os i sommer, hvor vi over en kopkaf lavede en aftale om, at han skulle klare sagen, når dahliasæsonen var overstået – “for jeg sviner en del”, som han sagde.
Og det har han ret i! Jeg har heldigvis ingen aktier i hele dette arbejde, men John har været ude det meste af dagen i dag og revet halm sammen og fejet. Derudover har han haft lånt Troels’ dertil velegnede rive og har revet det meste af mosset på det sydvendte tag væk. Det har (også) pyntet, for det var blevet helt grønt.

Han er en god tækker. Han er dygtig, reel, holder hvad han lover og lidt til – og er desuden hyggelig at få en sludder med … det er lige før, han tilbringer lige så meget tid i vores køkken som på taget, fordi vi snakker så meget.

Der sidder nogle brædder under de små kviste på taget. De er ved at være temmelig rådne, så dem lovede han at skifte ved samme lejlighed.
Da han kom i går morges, spurgte jeg ham, om han kender en murer eller en maler, der ikke er ved at gå ned af stress (det er vildt svært at få fat i håndværkere i disse coronatider …), for jeg er så ked af/flov over vores pinligt grimme skorstene, som skriger til himlen efter en gang maling, men hverken John eller jeg skal derop og svinge penslen.
“Dem ordner jeg da lige”, siger Troels, “har I maling? Det skal nemlig helst gøres nu, hvor kragetræerne alligevel skal af, og jeg har erfaring for, at murere er rigtig gode til at ødelægge mønninger.”
Jeg kunne have kysset ham, men det må jeg ikke, og jeg er sikker på, at han derfor som en af de yderst få sender corona en venlig tanke …
Forskellen på før og nu ses tydeligt.

I skrivende stund går de og rydder det sidste op, så Troels nåede det hele på trods af, at vi gav ham en halv dags ekstra arbejde med de skorstene.
Han er som sagt ikke spillemand og han er heller ikke vandbærer, men halmbærer. Han får havrehalmen, som bruges til mønninger, af en landmand, der stadig har en af de første traktordrevne lavtrykspressere. En sådan former ballerne i en slags kuvertform i stedet for de senere højtrykspressede ‘legoklodsminiballer’, som de fleste nok kender.
Vi må håbe, de bliver ved med at holde de gamle lavtrykspressere ved lige, for senere modeller presser for hårdt og dermed knækker halmstråene for meget til, at de kan anvendes til mønning. Danmarks stråtage skulle jo helst kunne vedligeholdes i mange år endnu.
Herunder kan det vist godt fornemmes, at ballerne har en løsere struktur og en fladere facon.

Næsten færdig – garagen fik nye kragetræer denne gang. I 2015 fik stuehuset nye, hvor de bedste af de gamle blev genbrugt på garagen, men nu kunne de ikke mere. Det gav lidt mad til brændeovnen – godt, solidt egetræ. Okay – måske knap så godt og solidt mere, men fint til afbrænding.

En lille dims – stor forundring

Vi er i gang med at få ordnet noget, som burde have været i orden fra det øjeblik, vi flyttede ind, men vi er åbenbart ikke bedre end alle dem der siger “det sker for de andre; ikke for os”.
Det handler om flugtveje i tilfælde af brand. Men selvfølgelig brænder vores hus da ikke. Det er andres huse, der brænder. Ikke vores.
Men alligevel … det skal jo være i orden. Først og fremmest skal den lille dims virke således, at man kan løsne posten i midten af vinduet og dermed få en tilstrækkelig stor åbning til, at et voksent menneske kan komme ud gennem vinduet.
Dernæst skal der fastgøres et reb til radiatoren foran vinduet, så ikke man skal springe ned fra første sal, men kan fire sig ned ved hjælp af rebet.
Den redningsdims var gået i stykker på gæsteværelset, så John var i XL-Byg for at få en ny. De havde ikke nogen i løs vægt, men de ydede en god service og ringede rundt for at skaffe et til ham. Det lykkedes i andet hug. Sådan en koster 70 kroner, men leverandøren ville have 85 kroner for at sende den … til XL-butikken, vel at mærke, ikke hjem til os.
Det ville koste 19 kroner at proppe dimsen i en kuvert og sende den direkte til os. Eller til butikken, for den sags skyld. Hrmpf.
Det var ikke de 85 kroner som sådan; dem havde vi nok overlevet, men princippet! John går helt i baglås, når han kommer ud for den slags, så han sagde tak for hjælpen – jeg finder en anden løsning. Ekspedienten sympatiserede vist med den holdning, så han foreslog en anden dims, som ikke var lig med originalen, men med lidt fingernemhed vil den kunne anvendes.
Fingernemhed til den slags opgaver er noget, John har til overflod, så problemet bliver løst.
Nu skal vi bare have fundet ud af at gemme et reb på hvert af de to værelser på førstesalen. Gemme dem, så de ikke kan ses, men så man nemt kan finde dem, selv i en paniksituation, som en brand sandsynligvis kommer til at høre ind under. De skal dog være bundet permanent til radiatorerne, så de altid virker omgående – det er ikke specielt smart at gemme rebene væk på bunden af et skab, men ligefrem kønne er de jo ikke at se på.
Jeg må finde en løsning.

Vi har i øvrigt set noget usædvanligt i dag!
Vi så solen! I morges!
Der er god grund til at finde udråbstegnene frem her! Fordi! Det var første gang i december, vi så den hernede!
Nej, det passer vist ikke helt, men sådan føles det – det er ikke meget vi har set til den i denne måned.
Vi så den kun i en halv times tid, og det var ikke engang en hel sol, men den tittede gennem meget tyndt skylag og lavede flotte solstriber på fjorden.
Vi nåede lige at blive glade og nyde synet, så smuttede den igen om bag et tæt skydække, men vi fik i det mindste konstateret, at den findes endnu – man kunne ellers godt få sine tvivl.

Billedet er ikke fra i dag, men er to år gammelt; fra nytårsaftensmorgen 2018.
Sådanne morgener kan få enhver i godt humør, ikke sandt?

Man kan da heller ikke være væk bare et øjeblik …

Vi havde været oppe hos Ditte og Peter siden onsdag formiddag og kom hjem 17:15 i går, hvor jeg som det første gik ud for at se til drivhuset og kunne konstatere, at en agurkeplante, som forsøger at efterligne kultidens kæmpeplanter, kun lige netop kan tåle, at man springer en dag over med at vande.
Da jeg ville fylde kanden på sædvanlig måde ved at bruge den elektriske pumpe fra vandopsamlingsbeholderen, virkede den ikke. Heldigvis har jeg op til flere reservetanke, så agurken blev vandet.
Da jeg var på vej ind for at fortælle John, at han godt måtte se på den pumpe, kunne han fortælle mig, at vi ingen strøm havde.
Okay – så var det ikke underligt, at pumpen ikke virkede.
John gik til genboen for at høre nærmere, og denne kunne fortælle, at i forbindelse med nedgravning af den store gasledning havde man gravet et stort kabel over helt ovre ved Rønnebæk, så der må have været flere tusinde husstande uden strøm.
Den skulle komme igen kl. 17:11 (!), men den kom kl. 18:15. Det var okay – det var vist først sket ved 15-tiden, så de har været hurtige, og for så stort et område er de nok nødt til at åbne i bidder, hvis ikke nettet skal blive overbelastet.

I går formiddags kørte vi til Fredensborg, fordi jeg via Madame havde set, at slotsparkens køkkenhave, som normalt er lukket for offentligheden, er åben i juli. John og jeg har aldrig set den slotspark, og det var mange år siden, at Ditte og Peter havde.
Den er imponerende flot – jeg var meget betaget af det KÆMPEstore magnolietræ, som i omfang næsten kunne måle sig med de enorme baobabtræer vi så i Botswana engang. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvor gammelt magnolietræet er, men for mange år siden løb en mand ind i stammen, og han sidder der endnu – I kan selv se hans buksebeklædte bagdel.

Ellers var jeg næsten mest imponeret over køkkenhaven – var dog noget forundret over, at rabarberbedet var fire gange så stort som kartoffelbedet. HolddaOP med rabarber de havde … hvad i alverden mon de bruger alle dem til?
Man havde anlagt en løgtørringsbænk, men vi blev enige om, at vi synes en hel del bedre om Charlottes løgtørringsløsning. Hendes kæmpeliljer døde af sen frost i foråret, så stativet, de læner sig op ad, stod ubrugt. Det har hun så pyntet med høstede løg. Ret elegant, ikke sandt?

Efter køkkenhaven gik kursen mod rosenhaven, som var fint indrammet af klippede buske.
Herunder en austinrose, Charlotte for nogle år siden købte, og som hedder … Charlotte, såmænd.

Rosenhaven studerede Ditte og jeg så grundigt, at vores mænd, som benyttede lejligheden til at hvile benene, åbenbart fik hvilet disse mere end tilstrækkeligt, fordi de på et tidspunkt kom hen og spurgte os, om vi ikke også skulle se resten af parken …
Men okay, så … hvis I ikke mener, I trænger til mere hvile … vi styrede hen mod det 1000 m² store staudebed, som jeg også havde glædet mig til at se.

Her fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at investere i en violfrøstjerne.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive inspireret af en slotspark – så ambitiøs er jeg trods alt ikke for min, i sammenligning ynkeligt lille, haves vedkommende, men det staudebed var altså (også) flot!

Endelig kom jeg i reden – og Murphy fik ret igen

Hver morgen står vi op til et bed fyldt med små, røde valmuer. De står i det ene dahliabed, og disse er stærkt på vej, men indtil valmuerne er helt afblomstret, må de meget gerne levere deres daglige pynt.
Om morgenen ser det således ud (her er de faktisk allerede begyndt at smide de røde skørter):

Klokken senest 9:30 ser bedet ud som på billedet herunder. Alle kronbladene er blæst af, men jeg ved, at næste morgen er bedet rødt igen.
Sådan har det været nu i fem dage, og på et tidspunkt er der selvfølgelig ikke flere knopper tilbage, men der er da til et par dage endnu.
Det burde være valmuer, der hed morgenfruer …

Når det er lummert i vejret, er det bedste sted at opholde sig oftest ude foran, fordi det lufter mest der – hvis der er nogen vind til at lufte …
Det var der i dag, og endelig fik jeg taget mig sammen til at hive min lille rede ned fra loftet. Min rede, som er mit yndlingssted at siddeligge og strikke, når jeg ikke rigtig orker andet.
Tidligt på formiddagen var vi ude for at få bundet de sidste roser op. Nogle af dem havde glemt, at det var 120 cm i højden, de skulle blive – ikke 120 cm lange – de skulle lige styres lidt på rette vej, for vi kan jo ikke have, at de slås indbyrdes om pladsen, når der er så rigeligt af den i højden. Da det var gjort, lagde John sig, fordi det helt bogstaveligt var et meget trykkende vejr for ham.
Jeg byggede rede og tog formiddagskaffen og strikketøjet med ud for at hygge mig der.
Jeg tænkte, at når jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at rigge det hele til, så skulle det ifølge Murphy begynde at regne.
Ham kan man altid regne med … da jeg havde siddet der en halv time, trak det sammen og blev mørkt, mens det begyndte at lufte en hel del mere.
Da jeg havde siddet der en time, hvor John havde gjort mig selskab i den sidste halve for at nyde den nye, relative kølighed, begyndte det at regne.
Vi fik hurtigt hynderne ind. Bygen var kraftig, men desværre kort – og ganske uden dramatik i form af lyn og torden.
To millimeter blev det til. Ikke nok. Langt fra nok, men lidt har også ret, som jeg skrev forleden dag, og der kommer forhåbentlig mere.
Især hvis jeg slæber reden og alle hynderne ud igen, så det må jeg hellere gøre … eller bør jeg mon, for at være på den sikre side, gå linen helt ud og også hænge vasketøj til tørre? Invitere naboerne til havefest?

Oldenborrelarver og rørhøg

Det var åbenbart oldenborreår sidste år. Det er det hvert fjerde år, fordi fire år er længden af oldenborrens livscyklus, og eftersom det ifølge denne kilde var det både i 1887 og i 1891, kunne Excel hurtigt fortælle mig, at det sidst var i 2019. Det må jeg så bare tro på … og da jeg ikke ved, hvor længe larven er om at blive den store, fede kæmpe, jeg i år har fundet to eksemplarer af i haven, skal jeg ikke imødegå det.
Jeg anede intet om oldenborrer, før jeg fandt først en i dahliabedet og i går en til i jorden, da jeg flyttede lidt rundt på insekthotellet, vi har etableret i et ellers relativt ubrugeligt område ved garagen, men google var som altid min megetvidende ven.
Oldenborrer har jeg set før, men ikke deres tykke og velnærede larver – intet under, at stære og andre fugle anser dem for at være en lækkerbisken. Den på billedet, jeg tog i går, er vel 4-5 cm lang. Det er en syrenblomst ved siden af den.
Jeg er på ingen måde vild med larver, og jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle spise dem – man taler jo om at ‘dyrke’ dem, fordi de er så rig en proteinkilde. Det bliver altså uden mig! Så er jeg den, der lynhurtigt konverterer til vegetar.
Men der var nu også noget (ret lidt, dog …) fascinerende ved denne fætter, måske mest pga. størrelsen.

Det endnu ikke særlig luksuriøse insekthotel (bliver udbygget lidt efter lidt) lever altså op til formålet indtil videre, men jeg tror næppe, at oldenborreplagen bliver så voldsom som førnævnte (i øvrigt vældig interessante) kilde beskriver den. I 1887 blev det lov, at oldenborrerne skulle bekæmpes, og det år blev der i Danmark samlet over 7,5 millioner pund, eller ca. 4 milliarder voksne oldenborrer. Det næste oldenborre-år, 1891, blev der ”kun” samlet ca. det halve.
I Vejle amt var oldenborren skyld i et tab på 1 million kr. i årene 1881-82 (da var det jo så ikke engang oldenborreår, kan jeg regne ud). Skaderne var meget store, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa, hvor den kunne lægge landsdele øde. I Irland var et angreb så voldsomt, at befolkningen måtte bage brød af ristede oldenborrer i stedet for mel.

“Oldenborren blev lyst i band af kirken, men billen var resistent mod alle former for himmelske påvirkninger. Skolelærer Schelderup fik læst og påskrevet af Bergsøe for et foredrag, han i 1859 havde holdt i Holbæks landøkonomiske forening: “Sammenblandingen af tiende, oldenborrer, præster, landmænd og Vorherre hører hjemme i middelalderens tykkeste mørke, ikke i vor oplyste tid”.”
Jeg kan vældig godt lide den gamle skolelærer Schelderup … han må have været lidt forud for sin tid.

Til sidst et par pralebilleder af rørhøgen, som bor lige over for vores hus. Vi ser den næsten dagligt, men vi har ikke i år set to på én gang, hvilket vi gjorde nogle gange sidste år, hvor vi var ret sikre på, at de havde en rede nede i tagrørene 100 meter fra os. Det har den derfor nok også i år, men sikre kan vi ikke være, før vi har set begge de halvstore fugle, som har et vingefang på mellem 110 og 125 cm.
Havørnene er noget større med et vingefang på 200-245 cm, men de bor på den anden side af fjorden, og vi ser dem ikke så ofte som vi ser rørhøgen.

Det er nok ikke til Bo Bedre

Det er varmt.
Det er sommer i Danmark.
Det er også sommer i Den Stråtækte.
Jeg arbejdede lidt ude i haven i morges, men det blev hurtigt for varmt til andet end at sætte sig i skyggen under æren (det hedder træet …) med strikketøjet og en kopkaf, nyde stedet, udsigten, en lydbog og livet i al almindelighed.

Ansatte fra boligmagasinet Bo Bedre, som jeg i øvrigt kun har set ganske få eksemplarer af, og det for mange år siden, ville sikkert løbe skrigende bort ved synet af vores hjem. Det er vist ikke lige deres stil – og heldigvis for det … at have et “Bo Bedre-hjem” er ikke nødvendigvis godt i mine øjne.
Men hvad ved jeg om boligstil og -indretning? Ikke en pind. Hvad ved jeg om, hvordan en have skal se ud efter tidens tendenser? En lille smule. Retter jeg mig efter det? Måske lidt, men det handler mest om, hvad vi trives bedst med.
Hvad ved jeg om, hvad John og jeg synes om og hvor og hvordan vi helst vil bo? En hel masse.

Bagboerne havde i går eftermiddags og aftes fyldt vores trailer med hækafklip, og han og John kørte afsted med det i dag. Sidst på eftermiddagen spurgte jeg dem, om de ikke kunne komme og gøre os selskab, så vi havde en undskyldning for at snuppe en G&T (som John jo lige har lært mig at drikke). Det ville de gerne. Der kom lidt snacks på bordet, herunder de første drivhusagurker, lidt gin og lidt tonic, hvilket tilsammen udgjorde grundlaget for meget hygge, mens vi snakkede og snakkede og kiggede lidt på sejlklubben, som altid er ude på fjorden om onsdagen for at øve sig på et eller andet. At sejle kunne dog være et udmærket bud …

De gik igen omkring 18:30, så jeg var glad for, at jeg har mad fra Årstiderne i denne uge – det tog kun 20 minutter at tilberede.
Det har virkelig været varmt i dag.
Hvor er det dog godt, at vi selv kan bestemme, hvornår vi vil lave noget og hvor meget vi gider. Ingen bestemmer over os.
Pensionistlivet er ret fedt (har jeg sagt det før?) og nu er vores venner heldigvis så småt ved at komme med på vognen, så vi ikke længere er afhængige af weekenderne, men kan tage hverdagene i brug til samvær med andre end os selv.

En anden slags millimeter end dem fra i går

John fik en ret smart ide i dag. Han elsker småprojekter, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Vi har haft et problem med, at filteret til slangen til vandforsyningen fra sheltertaget ned til vandtønden nede ved drivhuset irriterende hurtigt stoppede til, hvorfor tønden ofte ikke blev fyldt op under et regnvejr – for vi opdagede det selvfølgelig aldrig før regnen var stoppet igen. Så er der ikke meget fidus i at have en regnopsamlingstønde,  hvis ikke den fyldes op under et regnvejr …

Så fik Nielsen som sagt et af sine lyse indfald: Vi kunne købe en ekstra regnvandstønde og bruge den som en filterløs mellemstation for vandet fra sheltertaget.
Vi brugte lidt tid i morges på at se på forskellige muligheder for tønder. Der var ingen grund til at ofre en formue, da den ville blive gemt godt af vejen og dermed usynlig fra både hus, have og shelter.
Vi var på vej til Jem & Fix, da han udbrød: “For pokker! Vi kan da bare bruge den gamle skraldespand!”
Så kørte vi hjem igen – vi var heldigvis ikke nået ret langt.

Vi havde nemlig den gamle skraldespand stående, fordi vi selv skulle skaffe os af med den efter vi fik nye, da vi skulle til at affaldssortere pr. 1. oktober.
Han borede et hul i låget på skraldespanden og placerede en dykpumpe nede i den.
(Og nej, han står ikke med et kosteskaft i munden, selv om det godt kunne se sådan ud!)
Han slæbte hele molevitten om bag shelteret, satte nedløbsrøret på plads og tilsluttede strømmen.
Nu kan vandet løbe direkte fra taget og ned i skraldespanden uden at skulle igennem det sarte filter, som vi ikke kunne fjerne, for hvis den meget lange slange ned til drivhuset hvor trætønden står, stopper til et eller andet sted undervejs, er det mildt sagt noget hø.

Det var altså et godt påfund!
Ingen kan se den alternative regnvandsopsamler, så det gør ikke spor, at den ikke ligefrem er noget kønt syn. Det er der faktisk mange regnvandstønder, der ikke er …
Når tønden er blevet godt og vel halvt fuld, går pumpen automatisk i gang og sender vandet videre ned til tønden ved drivhuset, hvor jeg mest bruger regnvand.
Ikke flere ærgrelser over tilstoppede filtre.
Det er da genbrug på den allerbedste måde! Godt vi ikke havde fået kasseret den gamle skraldespand – ideen er hermed givet videre.

Det er heeelt færdigt!

Der er, som det vil være alle forældre bekendt, en periode, hvor børn under pottetræningsforløbet skal hjælpes med den efterfølgende aftørring.
Det foregår på den måde, at man planter barnet på potten/toilettet og som oftest forlader rummet for at vende tilbage og afslutte foretagendet, når barnet har råbt “Jeg ER færdig!”
Vores nevø havde det med at kalde lidt for tidligt, for når min søster kom hen til ham, sagde han næsten hver gang: “Nej, vent lidt, der kommer vist mere.” Det kunne gentage sig flere gange under samme seance, så Merete sagde til ham, at han først skulle sige til, når han var helt færdig. Det huskede han så nogenlunde fint.
I en restaurant, vi engang var på, og hvor toiletterne ikke befandt sig ret langt fra lokalet vi sad i, udspandt sig derfor følgende episode:
Nevøen skulle på toilettet, og Merete mente, at det var i orden at tillade sig at gå tilbage til bordet, fordi hun vidste af erfaring, at det ærinde altid tog meget lang tid for den lille fyr. 
Efter en rum tid gjaldede det gennem hele lokalet: MOAAAR! JEG ER HEEEELT FÆRDIG!!!
Det vakte en del jubel. Merete havde regnet med at gå derud, inden han råbte, men denne gang var han hurtigere end han plejede.

Nu er projekterne i Den Stråtækte heeelt færdige – i hvert fald dem, vi skal betale os fra.

Jeg holder meget af arbejde … jeg kan se på det i timevis.
(Hvem sagde først dette? Jeg kan huske udtrykket helt tilbage fra min gymnasietid.)
Her ses Jørgen og Troels, der var i fuld gang i går. Førstnævnte blev færdig i går og sidstnævnte er lige blevet det i dag.

Det er blevet så fint alt sammen – også selv om det næsten ser for pænt ud med Jørgens sirligt anlagte sten og den snorlige kumme ved siden af de uregelmæssige brosten, men når sandet er forsvundet, ser det nok lidt bedre ud. Vi skal bare vænne os til det.
Badeværelsesvinduet behøver vi ikke at vænne os til. Det fremgår ikke af disse billeder, men i den ikke-digitale virkelighed har det vindue rent visuelt gjort rummet 20 % større, og vi er ret så glade for den lille, men store ændring.
I morgen skal jeg i Stof & Stil, så jeg kan få lavet de foldegardiner …
Det ligger nemlig (næsten) på vejen hjem fra Birkerød, hvor jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold i aften – og hvor jeg af værtinden har fået tilbudt en seng i nat.
Jeg skal afsted nu – det bliver noget så hyggeligt, ved jeg!

Det skrider … men heldigvis fremad

Gavlen er færdig og fliserne er ved at blive lagt. Der er skåret ud til det vindue i badeværelset, som aldrig har været der, men som nu kommer. Kun et lille et, men alene det, at vi får noget, vi kan åbne, bliver skønt.
Jo, der er gang i den i Den Stråtækte, så jeg er glad. Af flere årsager. Der bliver gjort pænere og vejret er allerede blevet pænere. Faktisk rigtig flot i dag, med sol fra en skyfri himmel. Det er ikke varmt, men det føles varmt nok, når man går og arbejder i haven.

Flise-Jørgen kom i går, ganske som aftalt. Hernede er vores håndværkere til at stole på – de fleste af dem i hvert fald. Vi er stødt på en enkelt af modsatte slags, men ellers har de overholdt aftalerne med os.
Da Jørgen gik hjem i går, var de sekskantede fliser og byggeaffaldet, der holdt højbedet, væk, og der var stampet stabilgrus på plads, så der så ud som på billedet til højre.
I dag kom han igen, lagde først det nye kloakdæksel på og begyndte derefter på krydderurtebedsmuren.

Det skal nok blive pænt.
Vinduet er som sagt skåret ud på den udvendige side. På mandag kommer Troels igen for at sætte det nye i.
Der kommer almindeligt, klart glas i, hvilket John ikke var særlig begejstret for, men han blev nedstemt af både Troels og mig.
John indvendte, at det altså er et toilet, og klart glas kan man faktisk kigge igennem!
Troels og jeg sagde, at vinduet er nordvendt og så lille, at der ikke må komme glas i, der hindrer bare den mindste smule lys at komme igennem – og der er ingen naboer, der kan kigge ind af det vindue!
Nej, sagde han, men når man skal ned oppe fra terrassen, kan man se ind. Ikke deroppefra, men på vejen ned. 
Okay, så syr jeg et foldegardin, hvis det gør dig glad.

Så accepterede han (kun lettere modstræbende) det klare glas – og nu skal jeg lære at sy et foldegardin, men det må vel være til at finde ud af.
Jeg søgte lidt rundt og fandt et hav af forskellige metoder til foldegardiner, så det største problem lige nu er at gennemskue hvilken en der er den nemmeste og samtidig giver det pæneste resultat. De to ting følges ikke nødvendigvis ad.
Foldegardiner hedder Roman blinds på engelsk. Persienner hedder Venetian blinds. Lidt pudsigt, som gardiner er italienske på engelsk.
For år tilbage citerede jeg en oversættelse fra engelsk, som var helt i skoven, men her får I den igen, for den tåler en gentagelse:
He hid behind the Venetian blinds. Det blev overundersat til: Han gemte sig bag de blinde i Venedig.
Når man oven i købet på filmen så manden, der kiggede stjålent ud gennem persiennerne, forstår jeg ikke, at en oversætter kan kvaje sig så eftertrykkeligt. Filmen foregik i øvrigt ikke i Venedig …

Kurve kan flettes. De kan også sys

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …

Troels er færdig og jeg er lige begyndt

Vejret har været lidt imod Troels, så han er først blevet færdig i dag med gavlen – han har ikke kunnet male før.
Det er blevet så fint. Når man ser huset fra en vinkel hvor man kan se begge gavle, er det lige præcis sådan det skal være, hvilket en af naboerne da også sagde til os i dag, da han så resultatet. Vi kan kun undre os over, hvorfor vi ikke gjorde det dengang vi satte en murer og en maler på at gøre den hvide gavl pæn, men det er altid meget nemmere at være bagklog.

Troels er færdig, og jeg/vi er kun lige begyndt. I haven. Det er stadig tidligt, men forårsfornemmelserne har i høj grad indfundet sig – og de er af en lidt anden karakter end de var engang … apropos indlægget om, at man ændrer sig livet igennem. Den her med at elske sin have havde jeg overHOvedet ikke set komme – hverken jeg selv eller folk, der kender mig. Ikke desto mindre kribler det i fingrene for at komme i gang med årets havesysler, og i gang er jeg da også. Vi har fjernet et par hylegrimme buske og i stedet sat nogle røde havepotentil, som gerne skulle komme til at give dahliabedet lidt læ.
I tænkeboksen og på tegnebrættet har jeg haft bedet under stilladset. Det har længe været min onde ånd, for uanset hvad jeg gør, kommer der hele tiden nye sæbeurt og snebærbuske op. Godt nok mindre år for år, for jeg har hvert år gjort en grundig indsats for at reducere fremspringet af de generende planter, men udryddet kan man sandt for dyden ikke sige, at de er. Endnu. Det kommer forhåbentlig, men der var rigtig meget, der havde nået at gro både vildt og til, inden vi overtog huset – især de forbaskede snebær kan jeg finde alt for mange steder, hvor de ikke er ønskede.
Jeg har nu tænkt færdig (det blev ikke til så meget tegneri) og har besluttet mig for (og bestilt) velduftende og “yderst hårdføre” roser. Det er nødvendigt med hårdføre planter, for gavlen vender ud mod fjorden – der er jo også en grund til, at murværket nu er beklædt med træ.
Jeg bestilte syv roser til nævnte bed og en til en nordvæg, hvor der aldrig kommer sol, hvilket der heldigvis findes roser, der trives udmærket med; heriblandt New Dawn.  
Der er en eller anden ínstans, der beder os almindelige mennesker om at indmelde hvad vi synes skulle kategoriseres som invasive arter. Jeg tror jeg melder sæbeurt ind, for den er sværere at udrydde end skvalderkål, skulle jeg hilse fra mig selv og sige. Rødderne når lige så dybt som padderokkens, og en lille bitte bid rod afføder straks en ny plante. Sæbeurt er såmænd ganske nydelig (pænere end skvalderkål), men jeg vil altså ikke have den overalt i haven!

Når Troels Tækker ikke tækker

Vores gavl er blevet så grim – pudset falder af og der kommer grimme pletter ind til murstenene, fordi den vender ud mod fjorden og dermed er meget udsat for vejr og vind. Vi fik den ordnet i 2016, men det varede blot nogle få måneder, inden det igen begyndte at krakelere, og nu kan vi ikke længere udskyde at gøre noget ved det. Vi har bare ikke ret meget lyst til at betale en murer hvert andet eller tredje år for at komme og ordne noget, der alligevel kommer til at se grimt ud efter ganske kort tid.
De to andre gavle er beklædt med sortmalede brædder på den øverste halvdel. Det blev vi enige om også at få gjort med denne tredje gavl. Hvorfor det ikke hele tiden har været sådan, forstår vi ikke helt, for det er langt den mest udsatte gavl. 
Den slags arbejde kan vi (ikke længere) selv udføre, men så kan man ringe til en ven; i dette tilfælde Troels Tækker, som, inden han uddannede sig til tækker, uddannede sig til tømrer, så vi regnede med, at det kunne han nok godt – han tækker alligevel ikke her ved vintertide.
Han var i hvert fald den første der skulle spørges, for vi ved, at han er god, holder hvad han lover og oven i købet er rimelig i pris.

Det ville han heldigvis gerne klare for os. Han byttede lidt rundt på nogle aftaler og kom og satte stillads op allerede to dage efter han havde været her for at se på opgaven (og fået accept af tilbuddet). Han ville nemlig gerne benytte sig af, at vejrudsigten for denne og de næste dage ser god og ikke-regnfuld ud, så han kom tidligt i morges og begyndte at banke de første brædder i.
Når man sætter noget uden på en eksisterende mur, skal eventuelle vinduer flyttes ud med tilsvarende afstand; ellers kommer det til at se underligt ud. Dette havde han lige fået klaret, da jeg tog billedet her.
Selv om han var så hurtig til vinduesflytningen, som man på nogen måde kan forvente, blev det hurtigt koldt i denne ende af huset – bare det at John skulle op og åbne vinduet, så Troels kunne få fat, og lidt senere igen lukke det, gav, på trods af, at døren til rummet blev holdt lukket mens ‘udflytningen’ stod på, nok kølig luft nede i stuen til, at jeg trak et tykt sjal over skuldrene.
Vejret er flot, men der blæser en god vind, og den blæser lige ind fra fjorden og rammer dermed gavlen.
Der bliver sat et eller andet mellem mur og træ, der giver yderligere isolerering, således at det med rette kan kaldes en ‘klimamur’, hvilket igen vil sige, at håndværkerfradraget kan tages i anvendelse. Det er dejligt, at skatten dermed betaler en del af udgiften til arbejdet.
Håndværkerfradraget er gjort permanent – nu ved både håndværkerne og kunderne hvad de har at rette sig efter. “Tidligere var håndværkerfradraget en politisk ventil, der hvert år blev skruet op og ned for. Det gav uhensigtsmæssig stop-and-go adfærd”.

Edderkoppestøvsugning

Det tager noget længere tid at støvsuge lofterne end det tager at støvsuge gulvene her i Den Stråtækte.
Det skyldes edderkopper. Der er tusindvis af edderkopper – eller retteligt mejeredderkopper – her i huset hele sommerhalvåret. De er der altid, men der er knap så mange i vinterhalvåret. Hvis man lider af araknofobi, skal man ikke købe et stråtækt hus, hvilket Charlotte hurtigt erfarede, da hun flyttede sammen med Tim. Hun kom dog hurtigt over den fobi, og også jeg blev hurtigt kureret efter vi flyttede herned. Det skyldes især, at mejeredderkopper ikke er så ulækre som fx dem, der kommer op i et badekar. Disse har tykke, behårede ben, de er store som fortidsuhyrer og de tramper!
Jeg har undret mig over, hvad de lever af. Eller … det ved jeg godt, men jeg ser sjældent, at de fanger noget. Jeg har læst, at mejeredderkoppen uden problemer kan leve i 6 måneder uden føde og vand. De må de dog fange bytte og dermed have gang i fordøjelsen, for det er ofte deres efterladenskaber, der afslører, at der sidder en og gemmer sig i en loftsrevne eller bag radiatoren.

De findes i alle størrelser, og når jeg støvsuger rummenes lofter, indfanger jeg mange.
I dag blev der støvsuget 182 op fra stuer, køkken, gæsteværelse, syrum, entre, repos og de to badeværelser. Det er ganske almindeligt. Der er gået sport i at tælle dem, og jeg har endnu ikke været under 129, men har haft rundet 200. 
Udover denne grundige støvsugning, der som regel især finder sted i forbindelse med gæstebud, går John dagligt på jagt med en lille håndstøvsuger, men det er bare for at tage de største af dem.
I dag startede jeg oppe på gæsteværelset og en lille time efter var jeg færdig med at loft- og vægstøvsuge de nævnte rum, hvorefter jeg atter gik op på gæsteværelset for at tørre vindueskarme af – og kunne tælle to nye her plus fem ude på reposet. Jeg ved, at jeg ikke havde overset dem i første omgang, men jeg ville virkelig gerne vide, hvor de så lynhurtigt kommer fra!
Det er godt nok et sisyfosarbejde at holde edderkoppebestanden nede her i huset.

Billedet har ikke en pind med dagens emne at gøre,
men jeg synes ikke, at mejeredderkopper er specielt fotogene,
så dagens illustration bliver englændernes terrasse fra det lejede hus på Korfu.
Det minder lidt om den udsigt, vi havde fra huset på Mallorca. Der var nu også dejligt …

En proces

Skrivebordet er i hus. Det var det sådan set også før, men nu er det i vores hus … det blev kigget på og fluks godkendt – ingen kunne være i tvivl om, at det var et gedigent stykke håndværk – se blot på skuffesamlingen herunder – den har vi pudsigt nok for nylig set Bonderøven vise hvordan man gør.
Skrivebordet blev lavet på bestilling af sælgers farforældre i slut-fyrrerne. Egetræet havde tørret i 10 år inden forarbejdning, og det er tungt.

Det var godt, vi havde allieret os med Søren, for jeg havde ikke haft kræfter til at få det tunge møbel ned ad trappen, der havde en ret vinkel på midten. Det var noget af en proces, hvor der lige skulle pustes lidt ud et par gange. Det første stykke blev skrivebordet lagt med fladen nedad på noget pap, så de kunne lade det glide ned, men efter vinklen bar de det resten af vejen. Sælgeren sagde, at hun udmærket kunne huske, hvor stort et besvær det havde været at få det op for 12 år siden, da hun flyttede ind.
Så op på traileren, som heldigvis kunne køres næsten helt hen til døren i Det Gamle Apotek på Vemmetofte, som jeg tror, Jørgen har et særligt forhold til.

Hjemme skulle det naturligvis bæres ind, og der var to, der var temmelig glade for, at det ikke skulle op på første sal!
Nu går John og fylder i skuffer og ordner ledninger. Boghylden bag på skrivebordet har vi desværre været nødt (nej, ikke nød, men nødt!) til at gemme op ad væggen, for jeg tror, det bliver for voldsomt, hvis det bliver anbragt i en 90°-vinkel ud fra væggen – det vil få det til at virke som en rumdeler, er jeg sikker på, men min teori er endnu ikke afprøvet. 
Det bliver den måske en dag, men lige nu er vi begge svært tilfredse med denne løsning, for selv om det er et forholdsvis stort skrivebord, dominerer det ikke stuen på en uheldig måde. Synes vi.
Hvis man venter længe nok, kan man blive konge af Sverige, sagde min far tit. Man kan også finde det rigtige skrivebord … vi har kigget et stykke tid på diverse loppemarkeder, men enten var de af teaktræ, eller også var de på anden måde for grimme.

Heldigt, at forsikringen dækkede

I stedet for, at det, som de to gutter regnede med, tog én dag at udbedre det knuste kloakrør, tog det næsten fire. Alene det at have to mand på i fire dage lyder som om det godt kan blive ret dyrt. Dertil kommer nye rør, tv-inspektion og spuling, men det eneste, vi skal betale, er selvrisikoen, hvilket passer mig glimrende. Vores bagbopar, som flyttede ind i november 2015, havde sidste forår nogenlunde det samme problem som vi lige har haft, men de måtte selv æde hele regningen på over 80.000 kroner. Forsikringen dækkede ikke, fordi de forrige ejere tre (!) gange var blevet pålagt af kommunen at få ordnet deres bundfældningstank (eller noget … det er John der har styr på, hvad der nøjagtigt var galt, men det var noget med kloaksystemet), hvilket de ikke havde efterkommet, og derfor dækker hverken almindelig husforsikring eller ejerskifteforsikringen. Det var virkelig surt for dem.

John og jeg er derimod glade, for det var nemlig ikke bare galt lige foran køkkenet, som vi (og de to hårdt arbejdende gutter) først håbede på. Det greb mere og mere om sig, efterhånden som de nåede igennem røret og fik målt og spulet, så det endte med, at de måtte grave sig under hjørnet af bådehuset, under og ud på den anden side af stativet til brænde, hvor de fandt en skjult brønd, som ingen vidste var der, igennem ‘knolden’, hvor jeg havde etableret et nysseligt staudebed, igennem en smal sti, under risgærdet, grave noget af hækken og en kirsebærlaurbær op, der havde gemt sig i snebærhækken, for at ende helt ude ved vejen i en brønd, der viste sig at befinde sig der.
Jeg blev temmelig bekymret, da jeg i går morges så den medbragte bobcat, men den kom gudskelov ikke ind på grunden; de kunne nøjes med at betjene den ude fra vejen.

De har været de mest hensynsulde folk af den slags, jeg har været ude for: De tog billeder af alt, inden de gik i gang med at grave i noget eller tage noget op, og de har reetableret alt: Brostenene ved bådehuset og brændestablen, staudebedet og stien med de store kantsten, stort set som det så ud inden de kom. Jeg er meget imponeret! Der var lige et par smuttere i staudebedet, og jeg tror, de har fået ødelagt tre floks, men de har ikke kunnet se dem, for intet er jo særlig langt fremme endnu. Til gengæld har de bag de store sten fjernet nogle skvalderkålsrødder, som jeg har kæmpet med i to år nu, så de har bestemt gjort hvad de kunne og lidt til; de har genplantet og revet efter sig lige så pænt, som var de gartnere. Man burde næsten kontakte deres chef og fortælle ham, hvor gode folk han har.
Og nu skal det skrækkeligt grimme risgærde væk! Det har jeg sunget for i to år, men John har holdt på, at det skal blive, fordi det giver læ. Nu blev det tydeligere hvor grimt det er og hvor meget det fylder, så John spurgte, om vi ikke skulle fjerne det! Det syntes jeg jo pudsigt nok var en vældig god ide, så det sker sikkert her i løbet af foråret … der er stadig en hæk minus et lille hul, som vi må finde noget pænt at fylde i, så der bliver sikkert læ nok.

Moster Ellens strikkeskole

Malle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

Arbejd, arbejd, arbejd …

Efter John meget blæret har monteret en fjernbetjent garageport, er det sjældent, vi har brug for at stige ud af bilen, mens den holder udenfor, fordi en af os skal ud og åbne porten, men alligevel sker det jo, at man af en eller anden grund skal sætte sine fødder på pladsen foran garagen.
Det er stadig, selv efter to år hernede, vild luksus for os at kunne sætte bilen i garage og oven i købet gå fra den og direkte ind i fyrrummet. I Havdrup skulle vi gå langt for at komme fra bilen og ind, hvilket var hammerirriterende under de fleste forhold, og med regn, snestorm og mange indkøbsposer som de tre mest irriterende.

Pladsen foran portene, som burde være græs, er i stedet efterhånden blevet til noget værre pladderværk, som længe har generet både os og pænt fodtøj. Det er jo ikke nok, at vi selv kan gå tørskoede ind, når vores gæster får svinet skoene til, så nu fik vi endelig taget os sammen til at få bestilt de granitskærver, vi har talt om lige siden sidste sommer. Den flinke vognmand smed dem af lige præcis hvor vi skal bruge dem, så nu skal de bare bredes lidt ud. Søren er kommet for at hjælpe med det – til gengæld får han marinerede bisonspareribs til aftensmad – ledsaget af en god vin, naturligvis.

Da jeg gik ud for at gøre d’herrer opmærksom på, at jeg helst ikke ville se nogen hjertetilfælde, sagde Søren bare – uden overhovedet at se på mig:
Nejnej, det har vi sgu da ikke tid til!
Jeg fik dem dog til at stille sig op og lade som om de holdt pause, men de er godt nok hurtige til at få spredt de skærver.
Stenene er mændenes; dem vil jeg ikke have noget at gøre med, selv om jeg er glad for, at det bliver lidt pænere nu.

Jeg har nemlig fået muldjord. Igen afleveret præcis hvor den skal bruges – det er bare at skære hul på sækkene.
I efteråret fik vi endelig lagt en række store kantsten ude ved gavlen. Det var så meningen, at der skulle fyldes jord i til et hævet bed. Vi har talt om det bed lige siden vi flyttede ind, for det var grimt, grimt, grimt, men vi har haft svært ved at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved det, da det vender østsydøst og ikke er skærmet af for modvinden, hvorfor det ikke vil være hvad som helst, der kan trives der.
Jeg har tænkt på at sætte David Austin-roser, men de fleste af dem kræver mindst seks timers solskin om dagen, hvilket kommer til at knibe her, selv på en dag med sol fra morgen til aften.
Når muldjorden er blevet fordelt, må jeg tænke igen. Jeg er nok foreløbigt nået frem til at plante én David Austin-rose, bare for at se, om den kan overleve. Derudover vil jeg, af samme grund, sætte et par dahliaer. Hvis disse solkrævende vækster klarer den, skal jeg finde ud af, om jeg vil fortsætte med det ene eller det andet, men den beslutning vil ikke kunne træffes før til efteråret.

Nu med bladkugle

I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

Værelse med udsigt

A Room With a View – måske husker nogle filmen, som havde både Maggie Smith og Judy Dench i hovedrollerne.
Vi har masser af værelser med [fjord]udsigt i Den Stråtækte – faktisk har vi kun ét rum uden.
Strandengene ned mod fjorden er fredede, og derfor foreligger der en fredningsplan, hvori der står, at der ikke må være noget, der tager udsigten fra vejen og ned mod vandet; undtaget nogle gamle, stynede pile lidt længere mod syd og nogle enkelte æbletræer hist og pist. Pil og hvad der ellers måtte dukke op, skal fjernes. Fredningsplanen foreslår afgræsning som det optimale, ellers må man holde det uønskede nede ved håndkraft.

Grunden over for os var ejet af vores bagbo, som kun bruger huset her på vejen som et sjældent besøgt sommerhus. Det er et par et sted i 70’erne, og han var efterhånden en anelse træt af, at den tidligere ejer af vores hus samt naboerne punkede ham for at holde bevoksningen nede. Han forærede derfor hele stykket, som er temmeligt stort; nok et sted mellem halvanden og to hektar, til Brøderup Efterskole.
De blev selvfølgelig glade, for nu kunne de få deres eget sted at sætte deres kajakker ud, men det er vist kommet lidt bag på dem, at der følger disse forpligtelser med – eller måske nok rettere, hvor hurtigt piletræer, nødde- og hybenbuske gror og spreder sig. Jeg skrev til skolens forstander, vedhæftede fredningsplanen, som han kendte til, men aldrig havde set, og fortalte, at vi var lidt kede af, at vores skønne udsigt var ved at forsvinde.
Han og skolens pedel var her i dag. De er yderst samarbejdsvillige og havde faktisk, få dage, inden jeg skrev til dem, indkaldt alle elever og forældre, der måtte have lyst, til Store Træfældnings- og Buskrydningsdag den 1. oktober på strandengen. Hvor mange der kommer ved de ikke endnu, men de håber selvfølgelig på stor opbakning.
Forskellen ses ikke vildt tydeligt på de to billeder, men det første er fra april 2014 og det andet fra i dag. Det er stort set helt groet til, så vi glæder os meget til at få vores fabelagtige udsigt tilbage, også fra stueplansniveau – det var jo en af årsagerne til, at vi købte stedet her … vi flyttede til en tilgroet have og en åben udsigt. Nu er det næsten omvendt …

Men snart bliver udsigten åbnet igen, og så kan vi atter nyde synet af hele Præstø Fjord oppe fra bænken.

Jeg vil leve evigt. Men kun her – ellers er det ligemeget

I formiddags erklærede jeg højtideligt, at jeg lige havde besluttet mig for at leve evigt. Lige præcis her i den Stråtækte med den vidunderlige have. Og helst også sammen med John. Han kiggede på mig med dyb alvor i blikket og spurgte: “Kan man det? Bare sådan beslutte det?”, og jeg svarede, at det vel kun var et spørgsmål om tilstrækkelig vilje. Så var han med på ideen.
Nu har vi fået 23 mm regn, solen skinner igen og vi har været i haven – ikke kun for at fjerne lidt ukrudt mens jorden er våd og nem at arbejde med, men også for at fotografere det hele igennem, ganske som jeg har gjort før. Så nu er der billedspam!

Jeg ville så gerne vide, hvad det er for roser, jeg har. Både den øverste, som der er syv buske af, og den nederste (de to nederste billeder er af den samme rosenbusk; blomsten ændrer farve, efterhånden som den ‘modnes’), dufter nærmest bedøvende, især nu, hvor de er fugtige.
Jeg har prøvet at billedgoogle, men der er alt for mange, der ligner, så jeg kan umuligt med sikkerhed bestemme dem. Den øverste ligner David Austen-rosen Barbara, især fordi dens knopper er gullige, men …
Nå pyt … jeg kan jo nyde dem, selv om de forbliver anonyme.

Timian har vi til overflod, og lige nu blomstrer den. Jeg tror i hvert fald, at det er timian – duften ligner, selv om den godt kunne være lidt kraftigere. Er der noget, der ligner timian, men som ikke er det?

Timian igen – valmuer – æblemynte – katost – et drivhus – en fjord – en bænk, så man kan sidde og falde i staver over livet og hvor skønt det er.

Spredt over et par timer i løbet af formiddagen kom der et par store skoleklasser gående langs fjorden. På et tidspunkt blev de meget, meget våde meget, meget hurtigt, de stakkels unge mennesker. Det havde ellers holdt tørt siden engang i nat, men de sidste syv mm regn faldt i løbet af ingen tid.
En af smågrupperne havde sørget for at være sikre på ikke at opleve naturskønheden hernede; en ung gut bar på et musikanlæg, der, trods sin ringe størrelse, kunne (og også næsten gjorde) spille en middelstor bypark op. Når musikken er så høj, så skal man også tale virkelig højt for at blive hørt. Det gik de så og øvede sig på.
Jeg er ikke forarget, bare forundret … men de hyggede sig på deres måde, og fred være med det. Jeg foretrækker fuglenes lyde.

En udbrændt oliebrænder

Man kan altid finde noget at bruge penge på i et hus, der har næsten 240 år på bagen, og kan man ikke selv finde på noget, skal andre nok klare opgaven for én.
De penge, der er sjovest at bruge, er naturligvis dem, der investeres i haven, og, selv om det måske var mange penge, var det også sjovt at bruge dem der gik til renoveringen, fordi vi kunne se den kæmpestore forskel, det gjorde.
Penge, der er knap så sjove at komme af med, er fx dem til en ny oliebrænder.
En gang om året kommer der en ‘oliefyr’ og går systemet igennem. Det er lovpligtigt, og jeg kunne se i mit regnskab, at han sidste år var her 1. juni, så han har styr på sine kunder og er ret præcis.
Dengang sagde han, at brænderen ikke havde det så godt; at han godt turde lade den køre et år mere, men at vi skulle regne med, at den snart stod til udskiftning.
Denne gang sagde han, at den nu har en stor risiko for at ‘sætte sig’ (oliefyrens udtryk … aner ikke, hvad det betyder) til vinter. Kender man den mindste smule til Murphys love, ved man, at det vil ske i en periode med ekstrem frost, og at oliefyren ikke lige har tid til at komme samme dag.
Han havde en brænder liggende i bilen og kunne oplyse os om, at hvis han skiftede den her og nu, ville vi kun skulle betale for den og ikke for eftersynet, som koster 2200 kroner. Valgte vi at skifte den senere, skulle vi betale det samme for brænderen, men selvfølgelig derudover også for dagens serviceeftersyn.
Så sjovt synes jeg som sagt heller ikke det er at bruge penge, så beslutningen om at spare 2200 kroner hørte ikke til i den vanskelige ende af skalaen.
Brænderen er 20 år gammel, så det er vel reelt nok. Jeg kan læse mig til, at oliefyr kan blive op til dobbelt så gamle, men jeg ved ikke under hvilke omstændigheder, lige som jeg heller ikke ved, hvor meget denne har kørt for de forrige ejere. Finn sagde, at han aldrig brugte brændeovnen, så der blev åbenbart kun kørt på oliefyr.
I hvert fald må vi gå ud fra, at denne brænder holder vores tid ud i dette hus, og den er formentlig så meget mere effektiv end den gamle, at den kan tjene sig selv hjem i sparet olie inden for nogle år.

Jeg er til gengæld overhovedet ikke udbrændt, hvilket er ganske udmærket, for om nogle få timer lander tre af de mennesker, jeg holder allermest af, i Kastrup lufthavn.
Tim skrev: og sendte mig billedet fra Terminal 5, hvor især Aubie ser ret begejstret ud.
Nu må jeg se, om jeg får et ordentligt knus i lufthavnen, eller vi skal vente til under mere private forhold, når vi er kommet hjem.
Da de var her til jul, ville han helst slet ikke krammes; det var dog gået over igen, da jeg var der for få uger siden, men det er stadig pinligt at vise den slags intimiteter i fuld offentlighed.
Det respekteres naturligvis – jeg ser ingen grund til at tvinge den slags igennem, hvis det betyder noget for knægten. Det er jo ikke fordi han ikke er glad for at se os.
Anna er fuldkommen ligeglad; hun flyver mig omgående om halsen og bliver hængende der, til jeg næsten ikke kan bære hende længere – alt mens Aubie kigger den anden vej og tydeligvis er lidt flov på søsterens vegne.

Det er en ommer!

Hvis I er heldige, holder det i 10 år; det har man erfaringer med i Tyskland, men her i Danmark har man ikke brugt denne specielle maling længe nok til at kunne sige med sikkerhed, hvor længe det kan holde.
Sådan lød ordene, da maleren sidste forår ordnede alle udvendige vægge.
Vi er åbenbart ikke heldige …
Gavlen ud mod fjorden er noget mere udsat for vejr og vind end resten af huset, men dette her er alligevel ikke i orden.

Fra venstre mod højre: Så grimt var det, inden maleren startede; så fint og hvidt var det, da arbejdet blev erklæret færdigt, og så grimt ser det ud i dag – og har gjort den sidste måneds tid. Mindst. Vi har ikke lagt mærke til, hvornår det begyndte at skalle af.
Jeg kontaktede maleren, som straks skrev tilbage, at han ville komme og se på det fredag eftermiddag, for han kunne da ikke have, at vi var utilfredse med hans arbejde.
Vi er spændt på hvad han siger, for jeg tror ikke det bliver helt billigt at lave det om – og hvad skal han gøre? Dette håber jeg dog bliver hans problem, for selv om han ikke gav os 10 års garanti på skrift, så er vi heldigvis enige om, at den gælder mere end et halvt år.
Nu håber jeg, at han husker at komme … jeg skrev til ham torsdag, og han svarede, at han ville komme fredag.
Fredag ved 17-tiden skrev jeg og spurgte, om han havde glemt os.
Det havde han, skrev han ved 18:30-tiden. Meget undskyld, beklager, men jeg har lidt meget at se til for tiden. Godt for ham, men han ville i stedet kigge ind lørdag formiddag, hvor han alligevel havde et ærinde i Roskilde.
Man må ikke sige det, så det gør jeg heller ikke, men han har været maler i mange år, og vi har før oplevet hans dårlige hukommelse. Vi er ret sikre på, at det ikke er ond vilje, men at tingene vitterligt smutter hurtigt ud af hans hoved igen, så jeg er lidt spændt på, om han kører direkte til Roskilde …
Der er nok også ting, der er sjovere at huske end klager fra kunderne, men det sagde jeg heller ikke!

Indlægget er skrevet lørdag morgen, for vi skal til frokost hos gode venner. I skrivende stund ved jeg derfor hverken om maleren husker os, eller hvad der i givet fald bliver udfaldet af hans besøg.
Man lever sandelig et spændende liv hernede ved Præstøfjorden … kan I have en dejlig lørdag derude!

Vi har været ret spændte på …

Da vi i sin tid så salgsopstillingen på Den Stråtækte, var udgifterne til fyringsolie sat til 52000 kroner om året.
Det var lige før, vi faldt besvimede om – over 4300 kroner om måneden! Det var jo ikke et slot, vi skulle opvarme, men det så sådan ud.
Mægleren sagde, at det var et tal, som dem, der udarbejdede tilstandsrapporten, beregnede sig til ud fra isoleringsforholdene i huset, men Finn mente, at de reelle udgifter til fyringsolie var omkring 24000 om året. Han var ikke sikker, men … jeg undrede mig lidt over, at man ikke har styr på den slags ting, men 24000 ville vi kunne leve med – det er som bekendt et gammelt hus, og i otte vinduer er der stadig kun ét lag glas. De tre af dem har dog en forsatsrude i, men fem er altså mininalt energivenlige. Vi skiftede alle eksisterende termoruder, fordi de var punkteret og dermed stort set altid ugennemsigtige, og to af dem med ét lag blev konverteret til termoruder, inden vi flyttede ind, men vi havde ikke råd til at totaludskifte samtlige vinduer og valgte at se tiden an, til vi havde konstateret det faktiske olieforbrug.
I Havdrup har de verdens dyreste fjernvarmeværk, så vi var vant til store varmeudgifter. Jeg fandt aldrig ud af deres måde at køre regnskabet på – det ene år betalte vi 1600 kroner á conto/md, og det næste kunne det være 1300 kroner – vores forbrug var stort set altid det samme, men så var der lån, og så var der noget andet eller noget tredje, men de fleste år lå det mellem 1300 og 1500 kroner om måneden for vores 109 m² ikke-enderækkehus, så vi var altid både misundelige og forundrede, når vi i Hammerslag kunne høre, hvor lidt resten af Danmarks befolkning betalte for husvarmen.

Vi har lige regnet på det, fordi vi om 17 dage har boet i Den Stråtækte i et år.
Cirka 1200 kroner om måneden i snit på det lille år. Ingen klager herfra – og det er ikke fordi, vi går og fryser, at vi har brugt så lidt. Vi har dog haft ild i brændeovnen næsten hver dag siden november, hvilket er en udgift, der måske burde regnes med, men det har vi ikke gjort – blot medtaget selve olieforbruget. Vi har kun købt brænde en enkelt gang; resten har vi haft selv, plus den trailerfuld, vi fik af Bodil og Hans.
Når vi engang får behov for at købe os til mere brænde, har vi fundet ud af, at vi på Nysø kan købe det meget billigt, hvis vi selv henter det, så alt i alt gider vi ikke regne brændepris med i opvarmningsregnskabet, men gjorde vi det, kom vi ikke engang op på prisen i rækkehuset, og Den Stråtækte er næsten dobbelt så stort – vi har dog kun varme på de to værelser på førstesalen, når vi har overnattende gæster.
Og – hvis hele sandheden skal frem, så var det varme vand med i rækkehusregnskabet, mens vi her har en elektrisk vandvarmer. Til gengæld har vi gulvvarme i køkken og badeværelse. Det sluger sikkert en del olie, men hvor er det skønt …
Vi er i hvert fald ikke utilfredse, hvilket er det vigtigste.

Hvad er forskellen på rotter på loftet og mus i kasketten?

I julen hørte vi noget oppe på loftet, der lød af skræmmende meget mere, end hvad en mus ville kunne forårsage.
Vi var temmelig sikre på, at det var en husmår og tænkte, at så kan den lige få lov til at spise musene, inden vi gør noget ved det.
Støjen kom igen med jævne mellemrum – ikke hver dag, ikke engang hver anden, men et par gange om ugen.
Men så – i lørdags – så vi en rotte ude ved fuglefoderpladsen foran.
Satans, pokkers og sgu! Der var desværre slet ingen tvivl om, at det var en rotte, så mandag morgen kontaktede vi Næstved Kommune. Mandag formiddag ringede rottefængeren – ikke ham fra Hameln, men den lokale – og sagde, at han ville kigge forbi ved 14-tiden.
Det var imponerende hurtig service!
Han så de billeder, vi havde taget af udyret og gav os ret i, at en rotte var det. Han tog en runde om huset, kiggede sig grundigt om og mente at have set et sted, hvor den kunne komme ind. Han var også oppe på loftet og se sig omkring.
Han gav os tre rottefælder mage til de smækfælder, vi har til mus, men i en særdeles voksen udgave. Der skulle lægges en sveske eller rosin i, så ville rotten forhåbentlig gå i fælden.
Han ville helst i første omgang se, om vi kunne klare det med fælder, for lagde han gift, og en rotte døde inde i skunken, hvor vi ikke kan komme ind, ville vi få et seriøst lugtproblem på et tidspunkt.
Den forventede besked kom også: “Og så væk med det fuglefoder! I hvert fald så længe I ved, at I har rotter.”

(Jeg synes ikke, det er specielt lækkert med rottebilleder, så I får gårsdagens solnedgang i stedet.)

Tirsdag klappede den første fælde, som stod ude i garagen, og da jeg kom hjem torsdag middag, havde John fundet en død rotte i den anden fælde oppe på loftet. De svesker er ret effektive, må man sige – jeg har hørt, at rotter går uden om nye og/eller ukendte ting temmelig længe, inden de begynder at spise eller undersøge hvad det er for noget, men svesker er åbenbart uimodståelige.
Vi har ikke hørt en lyd nogen steder fra siden da, så vi krydser fingre for, at der kun var de to rotter – vi har heller ikke set rottespor i sneen.
Mus kan jeg så nogenlunde leve med, men rotter – no way!
Nu skriver vi lørdag eftermiddag, og der har ikke lydt den mindste lyd fra loftet siden den anden rotte gik i fælden. Vi håber på, at vi kun havde to rotter. Håber, håber, håber.
Og så begynder vi altså snart at fodre fugle igen – det er jo lige nu, med frost og sne, at de har allermest brug for det. Hvis vi ikke har hørt lyde fra loftet i en uge, kommer der foder frem igen, har vi aftalt med hinanden.
Skulle der komme flere rotter, ved vi nu, hvad vi skal gøre ved dem … vi løber ikke tør for svesker foreløbig.
Der er forskel på at have rotter på loftet og mus i kasketten – her i huset i hvert fald.

Stormskader og andre fugle

Vi lagde vejen hjem omkring Falsterbo i håb om at se nogle af de 500 millioner fugle, der hævdes at trække forbi her hvert efterår.
Med det antal skulle man tro, at der altid var lidt at se, selv midt på eftermiddagen, men det var sandt at sige temmelig pauvert. Vi så et par halvstore gåsetræk, men det kan vi også se fra Den Stråtækte. Så lå der nogle ænder (tror jeg, men hvilke?) og pjaskede rundt i en indsø, og vi så nogle hundrede canadagæs fouragere på et par marker.
Det var det. Der er langt til 500 millioner. Men fyret fra 1795 var da meget pænt.
På vejen ud til fyret kører man tværs over en golfbane, og man bliver skam også advaret: “ Advarsel. Golfbane. Husk at kigge efter flyvende golfbolde både fra højre og venstre”. Jeg ville dog umiddelbart tro, at når man får øje på dem, er det for sent …

I Sverige havde vi flot vejr til langt ud på eftermiddagen. I går og i forgårs var der højt og klart efterårsvejr, ganske som det havde været derhjemme i de seneste 14 dage.
Vi var derfor noget forbavsede, da vi vendte hjem til et værre uvejr – så langt har vi altså heller ikke været væk.
Pavillonen er ikke en pavillon mere – det må have været et ganske forskrækkeligt uvejr, som H.C. Andersen sikkert ville have udtrykt det.
Det er godt, at vi har købt et mere robust tag til at lægge på til næste sæson, men vi havde ikke helt forudset, at det var nødvendigt at pille det gamle tag ned, inden vi kørte – vi forlod jo Danmark, mens det var det skønneste vejr. Jeg ved naturligvis godt, at det kan ændre sig hurtigt, men dette her kom ikke desto mindre helt bag på os. Det må have blæst med noget, der ligner stormstyrke, for vi har før haft kraftige blæsevejr hernede, uden pavillonen har lidt under dem, men taget er fuldstændig flået i stykker denne gang.

Det var så den største fugl, vi så i dag. Stormskaden. Heldigvis så vi ingen vandskader.

Skorstenene er hvide igen

Skorstenene er hvide igen, holmegårdsstenene er fint gulmixede, ganske som de skal være, og den sidste håndværker har forladt os.
Stenene er pænest i regnvejr, men vi har nu ikke tænkt os at gå og vande dem af den grund. Jørgen lagde dug mellem gruset og fliserne, for han stødte på en del myreboer under gravningen. Alle disse myrer er nu både hjemløse og totalt forvirrede – vi har hele tiden en snes stykker oppe på havebordet, fordi de åbenbart kender deres gps-koordinater, men ikke kan finde indgangen, som befandt sig under bordet.

De fleste af roserne er sprunget ud nu – de findes både i alle størrelser og fra slet ikke duftende til helt vidunderligt duftende. Det er typisk de mest undseelige, der dufter mest; en af de mørkerøde har det største hoved jeg nogen sinde har set på en rose, og smuk er den da også, men skulle jeg vælge, vil jeg foretrække dem, der dufter. Jeg har klippet ned, jeg har gødet og bundet op og gødet igen efter alle kunstens regler og i det hele taget nuslet og puslet om dem alle sammen, som var det mine egne børn, og det giver pote nu i form af kraftige planter og hundredvis af knopper, så der skulle gerne være et rigt blomsterflor hele sommeren igennem.

Billedet til højre er til ære for Nikolaj, som efterlyste et færdig-med-fliserne-billede. Det er svært at tage, for jeg kan ikke komme tilstrækkeligt langt væk, så det rigtige indtryk må du få næste gang du kommer, Nikolaj.
Det runde bord med tre stole havde Finn efterladt. Nu har John slebet, renset og malet alle fire dele, og jeg købte tre hynder, forrige gang vi var i Sverige. Jeg har oprettet brugerprofil hos Lauritz.com og deltaget i fire auktioner for at få fat i flere stole mage til, men forgæves – jeg blev overbudt hver gang. Mit max-offer var for lille for nogen, men heldigvis ikke for mig selv – jeg bød det jeg syntes de var værd – og ikke mindst hvad jeg højest ville ofre på sagen.
Da jeg købte tre hynder, sagde jeg til John, at det er godt, jeg kender Murphy, for han siger, at jeg så ville finde flere stole inden der er gået 14 dage. Hvis jeg havde købt fx fire eller seks hynder, ville jeg aldrig finde stole, der passede til.
Både Murphy og jeg fik ret, så nu har vi seks stole til bordet … heldigvis kunne jeg få tre hynder til mage til de første tre, hvilket jeg ikke var sikker på, da de blev købt i Jula, som godt kan finde på at have engangstilbud på Netto-måden, så vi skyndte os til Jula allerede på vejen derop i torsdags – og de havde dem som sagt stadig.