Hos Mommer

14. marts 2017

Heldigt, at forsikringen dækkede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags:

I stedet for, at det, som de to gutter regnede med, tog én dag at udbedre det knuste kloakrør, tog det næsten fire. Alene det at have to mand på i fire dage lyder som om det godt kan blive ret dyrt. Dertil kommer nye rør, tv-inspektion og spuling, men det eneste, vi skal betale, er selvrisikoen, hvilket passer mig glimrende. Vores bagbopar, som flyttede ind i november 2015, havde sidste forår nogenlunde det samme problem som vi lige har haft, men de måtte selv æde hele regningen på over 80.000 kroner. Forsikringen dækkede ikke, fordi de forrige ejere tre (!) gange var blevet pålagt af kommunen at få ordnet deres bundfældningstank (eller noget … det er John der har styr på, hvad der nøjagtigt var galt, men det var noget med kloaksystemet), hvilket de ikke havde efterkommet, og derfor dækker hverken almindelig husforsikring eller ejerskifteforsikringen. Det var virkelig surt for dem.

Da kloakrøret gik i udu (8)Da kloakrøret gik i udu (10)

John og jeg er derimod glade, for det var nemlig ikke bare galt lige foran køkkenet, som vi (og de to hårdt arbejdende gutter) først håbede på. Det greb mere og mere om sig, efterhånden som de nåede igennem røret og fik målt og spulet, så det endte med, at de måtte grave sig under hjørnet af bådehuset, under og ud på den anden side af stativet til brænde, hvor de fandt en skjult brønd, som ingen vidste var der, igennem ‘knolden’, hvor jeg havde etableret et nysseligt staudebed, igennem en smal sti, under risgærdet, grave noget af hækken og en kirsebærlaurbær op, der havde gemt sig i snebærhækken, for at ende helt ude ved vejen i en brønd, der viste sig at befinde sig der.
Jeg blev temmelig bekymret, da jeg i går morges så den medbragte bobcat, men den kom gudskelov ikke ind på grunden; de kunne nøjes med at betjene den ude fra vejen.

Da kloakrøret gik i udu (4)Da kloakrøret gik i udu (11)

De har været de mest hensynsulde folk af den slags, jeg har været ude for: De tog Da kloakrøret gik i udu (12)billeder af alt, inden de gik i gang med at grave i noget eller tage noget op, og de har reetableret alt: Brostenene ved bådehuset og brændestablen, staudebedet og stien med de store kantsten, stort set som det så ud inden de kom. Jeg er meget imponeret! Der var lige et par smuttere i staudebedet, og jeg tror, de har fået ødelagt tre floks, men de har ikke kunnet se dem, for intet er jo særlig langt fremme endnu. Til gengæld har de bag de store sten fjernet nogle skvalderkålsrødder, som jeg har kæmpet med i to år nu, så de har bestemt gjort hvad de kunne og lidt til; de har genplantet og revet efter sig lige så pænt, som var de gartnere. Man burde næsten kontakte deres chef og fortælle ham, hvor gode folk han har.
Og nu skal det skrækkeligt grimme risgærde væk! Det har jeg sunget for i to år, men John har holdt på, at det skal blive, fordi det giver læ. Nu blev det tydeligere hvor grimt det er og hvor meget det fylder, så John spurgte, om vi ikke skulle fjerne det! Det syntes jeg jo pudsigt nok var en vældig god ide, så det sker sikkert her i løbet af foråret … der er stadig en hæk minus et lille hul, som vi må finde noget pænt at fylde i, så der bliver sikkert læ nok.

Reklamer

9. marts 2017

Moster Ellens strikkeskole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

Malles første sweaterMalle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

Kloakrørsreparation

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

10. januar 2017

Arbejd, arbejd, arbejd …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Efter John meget blæret har monteret en fjernbetjent garageport, er det sjældent, vi har brug for at stige ud af bilen, mens den holder udenfor, fordi en af os skal ud og åbne porten, men alligevel sker det jo, at man af en eller anden grund skal sætte sine fødder på pladsen foran garagen.
Det er stadig, selv efter to år hernede, vild luksus for os at kunne sætte bilen i garage og oven i købet gå fra den og direkte ind i fyrrummet. I Havdrup skulle vi gå langt for at komme fra bilen og ind, hvilket var hammerirriterende under de fleste forhold, og med regn, snestorm og mange indkøbsposer som de tre mest irriterende.

P1050689P1050691

Pladsen foran portene, som burde være græs, er i stedet efterhånden blevet til noget værre pladderværk, som længe har generet både os og pænt fodtøj. Det er jo ikke nok, at vi selv kan gå tørskoede ind, når vores gæster får svinet skoene til, så nu fik vi endelig taget os sammen til at få bestilt de granitskærver, vi har talt om lige siden sidste sommer. Den flinke vognmand smed dem af lige præcis hvor vi skal bruge dem, så nu skal de bare bredes lidt ud. Søren er kommet for at hjælpe med det – til gengæld får han marinerede bisonspareribs til aftensmad – ledsaget af en god vin, naturligvis.

P1050697P1050698

Da jeg gik ud for at gøre d’herrer opmærksom på, at jeg helst ikke ville se nogen hjertetilfælde, sagde Søren bare – uden overhovedet at se på mig:
Nejnej, det har vi sgu da ikke tid til!
Jeg fik dem dog til at stille sig op og lade som om de holdt pause, men de er godt nok hurtige til at få spredt de skærver.
Stenene er mændenes; dem vil jeg ikke have noget at gøre med, selv om jeg er glad for, at det bliver lidt pænere nu.

P1050686

Jeg har nemlig fået muldjord. Igen afleveret præcis hvor den skal bruges – det er bare at skære hul på sækkene.
I efteråret fik vi endelig lagt en række store kantsten ude ved gavlen. Det var så meningen, at der skulle fyldes jord i til et hævet bed. Vi har talt om det bed lige siden vi flyttede ind, for det var grimt, grimt, grimt, men vi har haft svært ved at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved det, da det vender østsydøst og ikke er skærmet af for modvinden, hvorfor det ikke vil være hvad som helst, der kan trives der.
Jeg har tænkt på at sætte David Austin-roser, men de fleste af dem kræver mindst seks timers solskin om dagen, hvilket kommer til at knibe her, selv på en dag med sol fra morgen til aften.
Når muldjorden er blevet fordelt, må jeg tænke igen. Jeg er nok foreløbigt nået frem til at plante én David Austin-rose, bare for at se, om den kan overleve. Derudover vil jeg, af samme grund, sætte et par dahliaer. Hvis disse solkrævende vækster klarer den, skal jeg finde ud af, om jeg vil fortsætte med det ene eller det andet, men den beslutning vil ikke kunne træffes før til efteråret.

22. november 2016

Nu med bladkugle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

P1050202I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

22 nov 2016 (10)

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

22 nov 2016 (11)

14. september 2016

Værelse med udsigt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags:

A Room With a View – måske husker nogle filmen, som havde både Maggie Smith og Judy Dench i hovedrollerne.
Vi har masser af værelser med [fjord]udsigt i Den Stråtækte – faktisk har vi kun ét rum uden.
Strandengene ned mod fjorden er fredede, og derfor foreligger der en fredningsplan, hvori der står, at der ikke må være noget, der tager udsigten fra vejen og ned mod vandet; undtaget nogle gamle, stynede pile lidt længere mod syd og nogle enkelte æbletræer hist og pist. Pil og hvad der ellers måtte dukke op, skal fjernes. Fredningsplanen foreslår afgræsning som det optimale, ellers må man holde det uønskede nede ved håndkraft.

JÆGERSBORGVEJ-19Manglende udsigt (1)

Grunden over for os var ejet af vores bagbo, som kun bruger huset her på vejen som et sjældent besøgt sommerhus. Det er et par et sted i 70’erne, og han var efterhånden en anelse træt af, at den tidligere ejer af vores hus samt naboerne punkede ham for at holde bevoksningen nede. Han forærede derfor hele stykket, som er temmeligt stort; nok et sted mellem halvanden og to hektar, til Brøderup Efterskole.
De blev selvfølgelig glade, for nu kunne de få deres eget sted at sætte deres kajakker ud, men det er vist kommet lidt bag på dem, at der følger disse forpligtelser med – eller måske nok rettere, hvor hurtigt piletræer, nødde- og hybenbuske gror og spreder sig. Jeg skrev til skolens forstander, vedhæftede fredningsplanen, som han kendte til, men aldrig havde set, og fortalte, at vi var lidt kede af, at vores skønne udsigt var ved at forsvinde.
Han og skolens pedel var her i dag. De er yderst samarbejdsvillige og havde faktisk, få dage, inden jeg skrev til dem, indkaldt alle elever og forældre, der måtte have lyst, til Store Træfældnings- og Buskrydningsdag den 1. oktober på strandengen. Hvor mange der kommer ved de ikke endnu, men de håber selvfølgelig på stor opbakning.
Forskellen ses ikke vildt tydeligt på de to billeder, men det første er fra april 2014 og det andet fra i dag. Det er stort set helt groet til, så vi glæder os meget til at få vores fabelagtige udsigt tilbage, også fra stueplansniveau – det var jo en af årsagerne til, at vi købte stedet her … vi flyttede til en tilgroet have og en åben udsigt. Nu er det næsten omvendt …

IMG_5768

Men snart bliver udsigten åbnet igen, og så kan vi atter nyde synet af hele Præstø Fjord oppe fra bænken.

16. juni 2016

Jeg vil leve evigt. Men kun her – ellers er det ligemeget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

I formiddags erklærede jeg højtideligt, at jeg lige havde besluttet mig for at leve evigt. Lige præcis her i den Stråtækte med den vidunderlige have. Og helst også sammen med John. Han kiggede på mig med dyb alvor i blikket og spurgte: “Kan man det? Bare sådan beslutte det?”, og jeg svarede, at det vel kun var et spørgsmål om tilstrækkelig vilje. Så var han med på ideen.
Nu har vi fået 23 mm regn, solen skinner igen og vi har været i haven – ikke kun for at fjerne lidt ukrudt mens jorden er våd og nem at arbejde med, men også for at fotografere det hele igennem, ganske som jeg har gjort før. Så nu er der billedspam!

IMG_5754

IMG_5745IMG_5760

IMG_5748

Jeg ville så gerne vide, hvad det er for roser, jeg har. Både den øverste, som der er syv buske af, og den nederste (de to nederste billeder er af den samme rosenbusk; blomsten ændrer farve, efterhånden som den ‘modnes’), dufter nærmest bedøvende, især nu, hvor de er fugtige.
Jeg har prøvet at billedgoogle, men der er alt for mange, der ligner, så jeg kan umuligt med sikkerhed bestemme dem. Den øverste ligner David Austen-rosen Barbara, især fordi dens knopper er gullige, men …
Nå pyt … jeg kan jo nyde dem, selv om de forbliver anonyme.

IMG_5762IMG_5764

Timian har vi til overflod, og lige nu blomstrer den. Jeg tror i hvert fald, at det er timian – duften ligner, selv om den godt kunne være lidt kraftigere. Er der noget, der ligner timian, men som ikke er det?

IMG_5767

Timian igen – valmuer – æblemynte – katost – et drivhus – en fjord – en bænk, så man kan sidde og falde i staver over livet og hvor skønt det er.

IMG_5768

Spredt over et par timer i løbet af formiddagen kom der et par store skoleklasser gående langs fjorden. På et tidspunkt blev de meget, meget våde meget, meget hurtigt, de stakkels unge mennesker. Det havde ellers holdt tørt siden engang i nat, men de sidste syv mm regn faldt i løbet af ingen tid.
En af smågrupperne havde sørget for at være sikre på ikke at opleve naturskønheden hernede; en ung gut bar på et musikanlæg, der, trods sin ringe størrelse, kunne (og også næsten gjorde) spille en middelstor bypark op. Når musikken er så høj, så skal man også tale virkelig højt for at blive hørt. Det gik de så og øvede sig på.
Jeg er ikke forarget, bare forundret … men de hyggede sig på deres måde, og fred være med det. Jeg foretrækker fuglenes lyde.

31. maj 2016

En udbrændt oliebrænder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:50
Tags: , ,

Man kan altid finde noget at bruge penge på i et hus, der har næsten 240 år på bagen, og kan man ikke selv finde på noget, skal andre nok klare opgaven for én.
De penge, der er sjovest at bruge, er naturligvis dem, der investeres i haven, og, selv om det måske var mange penge, var det også sjovt at bruge dem der gik til renoveringen, fordi vi kunne se den kæmpestore forskel, det gjorde.
Penge, der er knap så sjove at komme af med, er fx dem til en ny oliebrænder.
En gang om året kommer der en ‘oliefyr’ og går systemet igennem. Det er lovpligtigt, og jeg kunne se i mit regnskab, at han sidste år var her 1. juni, så han har styr på sine kunder og er ret præcis.
Dengang sagde han, at brænderen ikke havde det så godt; at han godt turde lade den køre et år mere, men at vi skulle regne med, at den snart stod til udskiftning.
Denne gang sagde han, at den nu har en stor risiko for at ‘sætte sig’ (oliefyrens udtryk … aner ikke, hvad det betyder) til vinter. Kender man den mindste smule til Murphys love, ved man, at det vil ske i en periode med ekstrem frost, og at oliefyren ikke lige har tid til at komme samme dag.
Han havde en brænder liggende i bilen og kunne oplyse os om, at hvis han skiftede den her og nu, ville vi kun skulle betale for den og ikke for eftersynet, som koster 2200 kroner. Valgte vi at skifte den senere, skulle vi betale det samme for brænderen, men selvfølgelig derudover også for dagens serviceeftersyn.
Så sjovt synes jeg som sagt heller ikke det er at bruge penge, så beslutningen om at spare 2200 kroner hørte ikke til i den vanskelige ende af skalaen.
Brænderen er 20 år gammel, så det er vel reelt nok. Jeg kan læse mig til, at oliefyr kan blive op til dobbelt så gamle, men jeg ved ikke under hvilke omstændigheder, lige som jeg heller ikke ved, hvor meget denne har kørt for de forrige ejere. Finn sagde, at han aldrig brugte brændeovnen, så der blev åbenbart kun kørt på oliefyr.
I hvert fald må vi gå ud fra, at denne brænder holder vores tid ud i dette hus, og den er formentlig så meget mere effektiv end den gamle, at den kan tjene sig selv hjem i sparet olie inden for nogle år.

afrejse 31 maj

Jeg er til gengæld overhovedet ikke udbrændt, hvilket er ganske udmærket, for om nogle få timer lander tre af de mennesker, jeg holder allermest af, i Kastrup lufthavn.
Tim skrev: image og sendte mig billedet fra Terminal 5, hvor især Aubie ser ret begejstret ud.
Nu må jeg se, om jeg får et ordentligt knus i lufthavnen, eller vi skal vente til under mere private forhold, når vi er kommet hjem.
Da de var her til jul, ville han helst slet ikke krammes; det var dog gået over igen, da jeg var der for få uger siden, men det er stadig pinligt at vise den slags intimiteter i fuld offentlighed.
Det respekteres naturligvis – jeg ser ingen grund til at tvinge den slags igennem, hvis det betyder noget for knægten. Det er jo ikke fordi han ikke er glad for at se os.
Anna er fuldkommen ligeglad; hun flyver mig omgående om halsen og bliver hængende der, til jeg næsten ikke kan bære hende længere – alt mens Aubie kigger den anden vej og tydeligvis er lidt flov på søsterens vegne.

27. februar 2016

Det er en ommer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags:

Hvis I er heldige, holder det i 10 år; det har man erfaringer med i Tyskland, men her i Danmark har man ikke brugt denne specielle maling længe nok til at kunne sige med sikkerhed, hvor længe det kan holde.
Sådan lød ordene, da maleren sidste forår ordnede alle udvendige vægge.
Vi er åbenbart ikke heldige …
Gavlen ud mod fjorden er noget mere udsat for vejr og vind end resten af huset, men dette her er alligevel ikke i orden.

Brænde ankommetP1060209Gavl et halvt år efter behandling

Fra venstre mod højre: Så grimt var det, inden maleren startede; så fint og hvidt var det, da arbejdet blev erklæret færdigt, og så grimt ser det ud i dag – og har gjort den sidste måneds tid. Mindst. Vi har ikke lagt mærke til, hvornår det begyndte at skalle af.
Jeg kontaktede maleren, som straks skrev tilbage, at han ville komme og se på det fredag eftermiddag, for han kunne da ikke have, at vi var utilfredse med hans arbejde.
Vi er spændt på hvad han siger, for jeg tror ikke det bliver helt billigt at lave det om – og hvad skal han gøre? Dette håber jeg dog bliver hans problem, for selv om han ikke gav os 10 års garanti på skrift, så er vi heldigvis enige om, at den gælder mere end et halvt år.
Nu håber jeg, at han husker at komme … jeg skrev til ham torsdag, og han svarede, at han ville komme fredag.
Fredag ved 17-tiden skrev jeg og spurgte, om han havde glemt os.
Det havde han, skrev han ved 18:30-tiden. Meget undskyld, beklager, men jeg har lidt meget at se til for tiden. Godt for ham, men han ville i stedet kigge ind lørdag formiddag, hvor han alligevel havde et ærinde i Roskilde.
Man må ikke sige det, så det gør jeg heller ikke, men han har været maler i mange år, og vi har før oplevet hans dårlige hukommelse. Vi er ret sikre på, at det ikke er ond vilje, men at tingene vitterligt smutter hurtigt ud af hans hoved igen, så jeg er lidt spændt på, om han kører direkte til Roskilde …
Der er nok også ting, der er sjovere at huske end klager fra kunderne, men det sagde jeg heller ikke!

Indlægget er skrevet lørdag morgen, for vi skal til frokost hos gode venner. I skrivende stund ved jeg derfor hverken om maleren husker os, eller hvad der i givet fald bliver udfaldet af hans besøg.
Man lever sandelig et spændende liv hernede ved Præstøfjorden … kan I have en dejlig lørdag derude!

25. januar 2016

Vi har været ret spændte på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags:

Da vi i sin tid så salgsopstillingen på Den Stråtækte, var udgifterne til fyringsolie sat til 52000 kroner om året.
Det var lige før, vi faldt besvimede om – over 4300 kroner om måneden! Det var jo ikke et slot, vi skulle opvarme, men det så sådan ud.
Mægleren sagde, at det var et tal, som dem, der udarbejdede tilstandsrapporten, beregnede sig til ud fra isoleringsforholdene i huset, men Finn mente, at de reelle udgifter til fyringsolie var omkring 24000 om året. Han var ikke sikker, men … jeg undrede mig lidt over, at man ikke har styr på den slags ting, men 24000 ville vi kunne leve med – det er som bekendt et gammelt hus, og i otte vinduer er der stadig kun ét lag glas. De tre af dem har dog en forsatsrude i, men fem er altså mininalt energivenlige. Vi skiftede alle eksisterende termoruder, fordi de var punkteret og dermed stort set altid ugennemsigtige, og to af dem med ét lag blev konverteret til termoruder, inden vi flyttede ind, men vi havde ikke råd til at totaludskifte samtlige vinduer og valgte at se tiden an, til vi havde konstateret det faktiske olieforbrug.
I Havdrup har de verdens dyreste fjernvarmeværk, så vi var vant til store varmeudgifter. Jeg fandt aldrig ud af deres måde at køre regnskabet på – det ene år betalte vi 1600 kroner á conto/md, og det næste kunne det være 1300 kroner – vores forbrug var stort set altid det samme, men så var der lån, og så var der noget andet eller noget tredje, men de fleste år lå det mellem 1300 og 1500 kroner om måneden for vores 109 m2 ikke-enderækkehus, så vi var altid både misundelige og forundrede, når vi i Hammerslag kunne høre, hvor lidt resten af Danmarks befolkning betalte for husvarmen.
P1040004

Vi har lige regnet på det, fordi vi om 17 dage har boet i Den Stråtækte i et år.
Cirka 1200 kroner om måneden i snit på det lille år. Ingen klager herfra – og det er ikke fordi, vi går og fryser, at vi har brugt så lidt. Vi har dog haft ild i brændeovnen næsten hver dag siden november, hvilket er en udgift, der måske burde regnes med, men det har vi ikke gjort – blot medtaget selve olieforbruget. Vi har kun købt brænde en enkelt gang; resten har vi haft selv, plus den trailerfuld, vi fik af Bodil og Hans.
Når vi engang får behov for at købe os til mere brænde, har vi fundet ud af, at vi på Nysø kan købe det meget billigt, hvis vi selv henter det, så alt i alt gider vi ikke regne brændepris med i opvarmningsregnskabet, men gjorde vi det, kom vi ikke engang op på prisen i rækkehuset, og Den Stråtækte er næsten dobbelt så stort – vi har dog kun varme på de to værelser på førstesalen, når vi har overnattende gæster.
Og – hvis hele sandheden skal frem, så var det varme vand med i rækkehusregnskabet, mens vi her har en elektrisk vandvarmer. Til gengæld har vi gulvvarme i køkken og badeværelse. Det sluger sikkert en del olie, men hvor er det skønt …
Vi er i hvert fald ikke utilfredse, hvilket er det vigtigste.

23. januar 2016

Hvad er forskellen på rotter på loftet og mus i kasketten?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags:

I julen hørte vi noget oppe på loftet, der lød af skræmmende meget mere, end hvad en mus ville kunne forårsage.
Vi var temmelig sikre på, at det var en husmår og tænkte, at så kan den lige få lov til at spise musene, inden vi gør noget ved det.
Støjen kom igen med jævne mellemrum – ikke hver dag, ikke engang hver anden, men et par gange om ugen.
Men så – i lørdags – så vi en rotte ude ved fuglefoderpladsen foran.
Satans, pokkers og sgu! Der var desværre slet ingen tvivl om, at det var en rotte, så mandag morgen kontaktede vi Næstved Kommune. Mandag formiddag ringede rottefængeren – ikke ham fra Hameln, men den lokale – og sagde, at han ville kigge forbi ved 14-tiden.
Det var imponerende hurtig service!
Han så de billeder, vi havde taget af udyret og gav os ret i, at en rotte var det. Han tog en runde om huset, kiggede sig grundigt om og mente at have set et sted, hvor den kunne komme ind. Han var også oppe på loftet og se sig omkring.
Han gav os tre rottefælder mage til de smækfælder, vi har til mus, men i en særdeles voksen udgave. Der skulle lægges en sveske eller rosin i, så ville rotten forhåbentlig gå i fælden.
Han ville helst i første omgang se, om vi kunne klare det med fælder, for lagde han gift, og en rotte døde inde i skunken, hvor vi ikke kan komme ind, ville vi få et seriøst lugtproblem på et tidspunkt.
Den forventede besked kom også: “Og så væk med det fuglefoder! I hvert fald så længe I ved, at I har rotter.”

Solnedgang ved Præstø 22. januar 2016
(Jeg synes ikke, det er specielt lækkert med rottebilleder, så I får gårsdagens solnedgang i stedet.)

Tirsdag klappede den første fælde, som stod ude i garagen, og da jeg kom hjem torsdag middag, havde John fundet en død rotte i den anden fælde oppe på loftet. De svesker er ret effektive, må man sige – jeg har hørt, at rotter går uden om nye og/eller ukendte ting temmelig længe, inden de begynder at spise eller undersøge hvad det er for noget, men svesker er åbenbart uimodståelige.
Vi har ikke hørt en lyd nogen steder fra siden da, så vi krydser fingre for, at der kun var de to rotter – vi har heller ikke set rottespor i sneen.
Mus kan jeg så nogenlunde leve med, men rotter – no way!
Nu skriver vi lørdag eftermiddag, og der har ikke lydt den mindste lyd fra loftet siden den anden rotte gik i fælden. Vi håber på, at vi kun havde to rotter. Håber, håber, håber.
Og så begynder vi altså snart at fodre fugle igen – det er jo lige nu, med frost og sne, at de har allermest brug for det. Hvis vi ikke har hørt lyde fra loftet i en uge, kommer der foder frem igen, har vi aftalt med hinanden.
Skulle der komme flere rotter, ved vi nu, hvad vi skal gøre ved dem … vi løber ikke tør for svesker foreløbig.
Der er forskel på at have rotter på loftet og mus i kasketten – her i huset i hvert fald.

8. oktober 2015

Stormskader og andre fugle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:38
Tags: ,

Vi lagde vejen hjem omkring Falsterbo i håb om at se nogle af de 500 millioner fugle, der hævdes at trække forbi her hvert efterår.
Med det antal skulle man tro, at der altid var lidt at se, selv midt på eftermiddagen, men det var sandt at sige temmelig pauvert. Vi så et par halvstore gåsetræk, men det kan vi også se fra Den Stråtækte. Så lå der nogle ænder (tror jeg, men hvilke?) og pjaskede rundt i en indsø, og vi så nogle hundrede canadagæs fouragere på et par marker.
Det var det. Der er langt til 500 millioner. Men fyret fra 1795 var da meget pænt.
På vejen ud til fyret kører man tværs over en golfbane, og man bliver skam også advaret: “ Advarsel. Golfbane. Husk at kigge efter flyvende golfbolde både fra højre og venstre”. Jeg ville dog umiddelbart tro, at når man får øje på dem, er det for sent …

P1080666P1080671

I Sverige havde vi flot vejr til langt ud på eftermiddagen. I går og i forgårs var der højt og klart efterårsvejr, ganske som det havde været derhjemme i de seneste 14 dage.
Vi var derfor noget forbavsede, da vi vendte hjem til et værre uvejr – så langt har vi altså heller ikke været væk.
Pavillonen er ikke en pavillon mere – det må have været et ganske forskrækkeligt uvejr, som H.C. Andersen sikkert ville have udtrykt det.
Det er godt, at vi har købt et mere robust tag til at lægge på til næste sæson, men vi havde ikke helt forudset, at det var nødvendigt at pille det gamle tag ned, inden vi kørte – vi forlod jo Danmark, mens det var det skønneste vejr. Jeg ved naturligvis godt, at det kan ændre sig hurtigt, men dette her kom ikke desto mindre helt bag på os. Det må have blæst med noget, der ligner stormstyrke, for vi har før haft kraftige blæsevejr hernede, uden pavillonen har lidt under dem, men taget er fuldstændig flået i stykker denne gang.

P1080676

Det var så den største fugl, vi så i dag. Stormskaden. Heldigvis så vi ingen vandskader.

28. juni 2015

Skorstenene er hvide igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags:

Skorstenene er hvide igen, holmegårdsstenene er fint gulmixede, ganske som de skal være, og den sidste håndværker har forladt os.
Stenene er pænest i regnvejr, men vi har nu ikke tænkt os at gå og vande dem af den grund. Jørgen lagde dug mellem gruset og fliserne, for han stødte på en del myreboer under gravningen. Alle disse myrer er nu både hjemløse og totalt forvirrede – vi har hele tiden en snes stykker oppe på havebordet, fordi de åbenbart kender deres gps-koordinater, men ikke kan finde indgangen, som befandt sig under bordet.

P1060976IMG_4887

De fleste af roserne er sprunget ud nu – de findes både i alle størrelser og fra slet ikke duftende til helt vidunderligt duftende. Det er typisk de mest undseelige, der dufter mest; en af de mørkerøde har det største hoved jeg nogen sinde har set på en rose, og smuk er den da også, men skulle jeg vælge, vil jeg foretrække dem, der dufter. Jeg har klippet ned, jeg har gødet og bundet op og gødet igen efter alle kunstens regler og i det hele taget nuslet og puslet om dem alle sammen, som var det mine egne børn, og det giver pote nu i form af kraftige planter og hundredvis af knopper, så der skulle gerne være et rigt blomsterflor hele sommeren igennem.

IMG_4885

Billedet til højre er til ære for Nikolaj, som efterlyste et færdig-med-fliserne-billede. Det er svært at tage, for jeg kan ikke komme tilstrækkeligt langt væk, så det rigtige indtryk må du få næste gang du kommer, Nikolaj.
Det runde bord med tre stole havde Finn efterladt. Nu har John slebet, renset og malet alle fire dele, og jeg købte tre hynder, forrige gang vi var i Sverige. Jeg har oprettet brugerprofil hos Lauritz.com og deltaget i fire auktioner for at få fat i flere stole mage til, men forgæves – jeg blev overbudt hver gang. Mit max-offer var for lille for nogen, men heldigvis ikke for mig selv – jeg bød det jeg syntes de var værd – og ikke mindst hvad jeg højest ville ofre på sagen.
Da jeg købte tre hynder, sagde jeg til John, at det er godt, jeg kender Murphy, for han siger, at jeg så ville finde flere stole inden der er gået 14 dage. Hvis jeg havde købt fx fire eller seks hynder, ville jeg aldrig finde stole, der passede til.
Både Murphy og jeg fik ret, så nu har vi seks stole til bordet … heldigvis kunne jeg få tre hynder til mage til de første tre, hvilket jeg ikke var sikker på, da de blev købt i Jula, som godt kan finde på at have engangstilbud på Netto-måden, så vi skyndte os til Jula allerede på vejen derop i torsdags – og de havde dem som sagt stadig.

15. juni 2015

Ud på flisen, Karoline …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: ,

Kan I huske den? Med Blue Boys. Den er helt tilbage fra 1958, så det er ikke ligefrem en af årets slagere … her hos os ville det hedde ud med flisen i dag.
Vores næstsidste håndværker er på banen. Nu skal fliserne væk. De er gamle og efterhånden meget grimme og tærede, men derudover er de lagt direkte på jorden (og ikke altid helt lige), så når det er regnvejr, skal vi nærmest igennem en mudderpøl for at komme ind.

P1060884P1060886

Nu kommer der holmegårdssten. Gulmix. Det bliver rigtig pænt, synes vi selv, hvilket er det vigtigste – sammen med det, at vi fremover (nej, ikke fremadrettet) kan komme nogenlunde tørskoede ind – i værste fald kun med lidt våde og ikke mudrede sko.

Jørgen, som han hedder (gratis reklame for ham; han er dygtig, effektiv og rimelig i pris) har haft masser af tid til at drikke kaffe, for i skrivende stund er stenene ikke ankommet, og nu er han næsten parat til at begynde at lægge dem.
Han ringede og rykkede for dem og fik følgende svar: “Der står her, at vi skal levere d. 15. eller 16.”
”NEJ. Der står d. 15/6! Og der står om formiddagen!”
Jeg kan til nød forstå, at en håndskrevet (må det vel være) skråstreg kan forveksles med et ettal, men man skriver for pokker da ikke “d. 15. eller 16.” som “1516”. Jørgen kom vist også lige til at tale med ret store bogstaver, så de lovede at komme med dem i dag, men han får nogle spildtimer, hvilket ikke passer ham, da han har ret travlt.

P1060893P1060898

Manden, der styrede den store grab, havde lige pludselig også masser af tid. Ventetid.
Han manglede at læsse den sidste grabfuld jord af omme i Atlanterhavet, da der gik en hydraulikslange.
Der blev bandet. Meget. Lastbilchauffører har nogle gange et farverigt ordforråd. Der ringet efter en montør, for han kan ikke starte sin lastbil uden at den hydraulik er i orden – olien vil fosse ud, hvis han starter. Og ikke nok med det, men der blev jo allerede spildt nogle liter, da slangen sprang, så han skal også grave jord væk, hvor det ramte, samt selvfølgelig reetablere med ny jord og skærver ovenpå. Det skete heldigvis ikke på vores grund, men ude på vejen bagved, men det er da ærgerligt for vognmanden – som dog må formodes at have en forsikring, der dækker. Vi spurgte ikke.

P1060896P1060899

Nu går John ude og fordeler jord og fjerner småsten og rødder. Inden længe er det parat til at lægge rullegræs på. Vi er glade for, at vi kan genbruge de 4-5 m3, der blev gravet af ude foran – to fluer med ét smæk.
Vi har vaklet meget mellem at så græs og at lægge rullegræs. Jørgen kunne fortælle os, at vi ikke må så græs før sidst i august, men at vi godt kan lægge rullegræs, hvis vi husker at vande det, så lige pludselig havde vi svaret uden yderligere diskussion: rullegræs. Vi vil nemlig helst have, at det er pænt grønt og ikke bare en grim grusbunke, når vi skal fejre Johns 70-årsdag først i august.

5. juni 2015

Lillemand på en tagryg og Klappe, klappe tage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags:

Troels Tækker på tagryggenTroels er faktisk ikke spor lille, tværtimod, men der var sikkert aldrig en sjæl, der ville have gættet, at det var mildt omskrevne sangtitler jeg havde i tankerne med overskriften på indlægget, hvis jeg havde skrevet “stor mand på en tagryg”.
Nu går begge mændene ude i haven og rydder op. Der er mere løssluppent halm, end der var på gården midt i høsttiden – ser det i hvert fald ud som lige nu. Troels puster det af taget, og John suger det op fra jorden. Når han ellers husker at lukke lynlåsen på posen, det skal samles op i …
Som en lille vennetjeneste tilbød Troels at klappe stråene op på resten af siden, som han har nytækket et stykke af.
Det gjorde en større forskel, end jeg havde forestillet mig – bortset fra farven ser det stort set nytækket ud, og når man sammenligner med hvordan det så ud, inden John begyndte at hive mos af, kan man sikkert sagtens forstå, hvorfor jeg er så svært tilfreds nu.
Nu mangler vi bare at Glenn kommer og får malet huset og skorstenene, så det bliver fint kridhvidt at se på. Det og så lægning af holmegårdsfliser ude foran, så er vi endelig færdige med at have håndværkere. I hvert de fald planlagte af slagsen … man ved jo aldrig med så gammelt et hus …

P1060740

P1060702

“Klappe stråene op …” – jeg har lært en del fagudtryk i denne uge. Kragetræerne kendte jeg som noget nær det eneste, men jeg kendte ikke alle de mange synonymer for disse (rygtræer, ryttere, kragetræer, knægte, rytterknægte, rygningstræer, vårtræer, krager, aaretræer, poldtræer og overtræer), men må dog sige, at selv Troels ikke kendte dem alle; fx poldtræer, vårtræer og åretræer havde han ikke hørt om før.

BomjernP1060715

Til venstre ses bomjern, af nogle kaldet 3-taller. De bruges til at stikke ind i stråene og hægte fast på en lægte for derefter at lægge en bom, man kan bruge til at tage sin vægt, så ikke man skal hvile på stråene – se billedet ved siden af.

Jeg har også fået oplyst, at vores nye strå er lokale; høstet på Jungshoved. Faktisk en rar tanke.
Strå, der har groet nær saltvand, er kraftigere og mere stabile end strå, der har groet i fx moser, så vi har altså fået lagt nogle langtidsholdbare strå.
Halmen, der bruges til mønningen, er havrehalm, fordi det er den mest hårdføre halm, som ikke binder væde i samme grad som halm fra de tre andre kornsorter. Det var samtidig en gratis forklaring på, hvorfor man ikke fodrer dyr med havrehalm – det er simpelthen for ufordøjeligt, men det er godt som strøelse, fordi det leder væde bort, men ikke falder så meget sammen.
Hvor bliver vi dog kloge, gør vi.

3. juni 2015

Fuld som en tækkemand …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags: ,

Det er heldigvis ikke Troels Tækker, jeg taler om her, men han fortalte lidt om gamle dages tækkere.
Da han var inde til kaffe (og lidt boller fra i går), skulle jeg filtrere bladene fra min skovsyresnaps. Vi snusede interesseret til den alle tre og blev enige om, at Troels havde ret i, at den duftede af sommer.
Jeg spurgte, om vi skulle have en lille smagsprøve, men John skulle ikke nyde noget. Troels sagde, at han ikke ville drikke alene, så jeg ville naturligvis også lige smage på varerne. Men så ville John alligevel ikke være en kylling … han er sommetider lidt bange for at prøve noget nyt.
Det var vitterligt kun en smagsprøve – ikke engang et spædbarn ville kunne mærke den smule, men det smagte ganske udmærket.
Troels fortalte lidt senere, at i gamle dage var en del af tækkerens løn en halv flaske snaps. Om dagen! Man brugte derfor udtrykket fuld som en tækkemand. Jeg kendte kun udtrykket fuld som en pave, men jeg har heller ikke tidligere talt med en fagmand inden for tækkeriet. Eller tækkeriget, som jeg i dag har set en kalde det … lige som jeg under dagens googling også stødte på en hjemmeside sprængfyldt med fejl, som fx mændende, mandfolkende, spegl (= spejl), “Ofte var der et standur og på vægen hang gudelige billeder”, og “Et ståtag har mange egenssaber” – teksterne havde faktisk en vis, sandsynligvis ufrivillig, underholdningsværdi med det temmelig naive sprog og den ubehjælpsomme stavning … det bør dog i retfærdighedens navn siges, at vedkommende har lagt et stort og flot arbejde i at berette om historien i eget lokalområde.

P1060715

I dag har vejret været tørt, så manden har kunnet arbejde effektivt, hvorfor det skrider pænt fremad nu – bortset fra, at det har blæst så meget, at han ikke kunne lægge det øverste lag strå, men så kunne han begynde på alle kragetræerne. 70 skal der skiftes, så der bliver en del brænde til os, for selv om de ikke længere er gode nok som kragetræer, vil de være gode nok til vores brændeovn. Det er trods alt egetræ, så Troels får ikke lov til at tage dem med hjem til sit Sankt Hansbål!

P1060716

Det bliver så fint, så fint. Troels regner med at blive færdig fredag, og vil altså arbejde der, selv om det er Grundlovsdag.
Nu er I sikkert snart trætte af at høre om alt dette tækkeri, men jeg synes selv, det er spændende, fordi det er første gang, jeg ser denne proces, så jeg er bange for, at dette ikke er det sidste tækkeskriveri, der kommer fra min hånd – der kommer under alle omstændigheder et billede af det færdige resultat. Det er lidt synd, at det ser så lappet ud, men allerede næste år vil der ikke være den store forskel.

2. juni 2015

Når det regner på tækkeren …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

… kommer han ind og får hjemmebagte boller.
Det havde han nu fået alligevel, men måske var det ikke blevet til lige så mange, som havde det været tørvejr. Det er hårdt fysisk arbejde, den mand udfører, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte have noget med lidt mere gods i til ham end småkager. Altså startede jeg dagen med at bage boller.
Troels kom sent, for vejrudsigten havde spået morgenregn indtil klokken ni, og så slut med det for i dag.
Det er så atter en gang bevist, hvor svært det er at spå, især om fremtiden, for regnen kom først en halv times tid efter Troels.

P1060712

Knapt havde han trillet lidt strå op på plads og hevet presenningen af, før regnen satte ind, så han måtte ind til kaffe og boller.
Det stoppede dog igen, så han genoptog arbejdet. I en times tid …
Det blev til mere kaffe og flere boller – godt, at der er nok af dem. De sidder endnu i skrivende stund ude i køkkenet, de to herrer (altså John og Troels) og hygger sig. Gad vide, om han kommer i gang igen i dag? Han ville ellers gerne være færdig inden fredag, men det tror jeg vist ikke rigtig på længere; pyt dog med det, selv om det selvfølgelig ville være dejligt at få stilladset væk snarest muligt, men vejret er ingen herre over.

P1060714

I går nævnte Donald, at Aage har fortalt ham, at en solid kobberledning i tagryggen kan forhindre mosdannelse. Det lød såmænd ikke helt ulogisk, for jeg ved godt, hvad kobberioner kan gøre, men det undrede mig dog, at man i givet fald ser så mange stråtag med masser af mos i. Jeg spurgte Troels, og han svarede, at det er rigtigt nok. Men:
For det første virker en selv nok så tyk ledning ikke – det giver en for lille en overflade på kobberet til, at det er effektivt. Man skal helst bruge kobber i form af ‘uld’ (lige som ståluldssvampe), hvilket øger effekten, men der er stadig kun en forholdsvis lille chance for, at det er så effektivt som ønsket. Troels har eksperimenteret både med kobberuld og med kobberplader, men ingen af delene går han specielt ivrigt ind for, fordi det er en rasende dyr løsning, og når han så ikke engang kan garantere for virkningen, vil han helst ikke anbefale det.
I øvrigt er zink lige så effektivt, siger han, og det er langt, langt billigere … man kan også bruge jernvitriol, men det er noget værre stads, så det undgår han helt. Det bliver skyllet med ned af regn og misfarver permanent eventuelle fliser, hvilket naturligvis ikke er ønskværdigt. 
Så blev vi igen i dag lidt klogere, end vi var i går.
Og Troels er nu gået i arbejde igen – vi krydser fingre for tørvejr!

1. juni 2015

Støv for alle pengene – eller det skal være skidt før det bliver godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags:

Så kom han, Troels Tækker. Han hedder i virkeligheden Rich og ikke Tækker, men da han er tækker, er det jo oplagt at kalde ham sådan – vi kan nemlig godt lide bogstavrim.
Der er seks meter, der af helt uforståelige årsager ikke blev tækket, da resten af taget blev tækket, så de skulle ordnes, plus at der skal mønnes og nye kragetræer sættes op. Og nye lægter på de seks meter, viste det sig, men sådan er det jo … Troels var forberedt på, at det nok ville være sådan.
HOLDdaop, hvor det støver, når gammelt strå rives ned. Jeg vidste det jo godt, men havde alligevel ikke fantasi til at forestille mig hvor meget det drejede sig om, da det kom til stykket.

P1060702

John lånte Troels’ lange rive og fik revet mosset ned på det stykke, der ikke skulle tækkes. Det pyntede svært på det. Næsten hele stykket … han nåede ikke helt hen til vinduet, for det skal helst rives mens det er vådt. Det skulle blive regn i morgen tidlig, så der når han nok resten.
Nu fik jeg endelig en forklaring på, hvorfor der kun er mos på den side, der vender mod sydøst og ikke på nogen af de andre. Det var helt forkert i min logik, for jeg mente at vide, at mos elsker skygge og fugt, så jeg kunne slet ikke få det til at passe sammen.
Sagkundskaben kunne fortælle mig, at det er fordi denne side (minus de seks meter) er tækket for godt 20 år siden, mens alle de andre er tækket for højest 10 år siden, så det er alene pga. alderen, at der er mos på sydsiden. Det skal nok komme mod nord, men det kan godt tage nogle år endnu. Det må meget gerne vente for min skyld, men John taler om at investere i en lang rive, så han selv kan holde mosset væk.
Jeg blev lidt bekymret for alle roserne, da Troels begyndte at smide strå ned i store mængder, men der var kun en enkelt, der led overlast … han havde også lovet mig at passe godt på dem, og jeg havde på ingen måde lyst til at stå nede under stilladset for at beskytte mine roser.

P1060705

Jeg er ret glad for, at tilbuddet er inklusive oprydning!

Billedet minder mig om, at jeg skal bede John om at flytte den dims til at hænge blomsterkrukken i. Den har hele tiden siddet der, så jeg har bare genbrugt, men den hænger et fjollet sted – det vil se pænere ud, hvis den kommer op et af de to steder, hvor der er større afstand mellem vinduerne.

23. maj 2015

Fugl i går, fugl i dag …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:28
Tags: ,

Ude i garagen fik jeg øje på en lille fyr, der sad i et pilefletstativ, jeg havde taget med hjem fra Sverige, men endnu ikke fået anvendt.
For nogen tid siden opdagede vi en solsorterede i garagen, og det var den, der var kommet liv i nu.
Det vidste vi nu godt, for sikke der så ud nede under reden, da vi kom hjem – godt der ikke stod en bil lige der.

P1060597

Den bare sad der, det lille pus – den var overhovedet ikke bange for os. Jeg hentede kameraet, og den sad der stadig. John og jeg talte lavmælt sammen, men det anfægtede heller ikke den lille fyr.
Jeg blitzede, og ungen fortrak ikke en mine. Jeg gik om på den anden side af den. Den fulgte mig med blikket, men foretog sig ellers intet, så John og jeg var ikke sikre på, om den overhovedet kunne flyve, men på den anden side kunne den ikke være landet, hvor den sad, ved at falde ud af reden.
Jeg kunne ikke komme til at fotografere den fra siden, for den fulgte mig hele tiden, uanset hvor jeg bevægede mig hen. John var den fuldstændig ligeglad med, så han kunne ikke fange dens opmærksomhed. Han havde selvfølgelig heller ikke et interessant apparat i hænderne …

P1060595

Men flyve kunne den. Helt uden problemer, fandt vi ud af efter jeg åbenbart havde blitzet den lige i fjæset én gang for meget.
Det var godt. Så skal vi da ikke være bekymrede over den fugl.

22. maj 2015

Fuglen er fløjet, men hvorhen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , ,

Da jeg gik op på førstesalen i går efter den halvsene hjemkomst, kunne jeg se, at der havde været ubudne gæster på førstesalen: En vase med tørrede blomster i vinduet var væltet. Uhhhha, tænkte jeg – hvad eller hvem kan det være, der har gjort det? Jeg troede kun, at vores husspøgelse tændte for tv-apparatet på ukristelige tidspunkter. Skal det nu også til at flytte rundt på tingene?
Ude på toilettet blev jeg dog sikker på, at det var en fugl, for der lå nogle efterladenskaber på gulvet, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, at de stammede fra en lille fugl. Men hvor var den? Og hvordan var den i det hele taget kommet ind? Stort mysterium. Godt nok er det er gammelt hus, men det er altså ikke utæt med huller i småfuglestørrelse, og vi har lige været væk i fem dage.
Den havde også huseret nede i stuen og i køkkenet, fandt vi ud af. Ingen voldsomme skader, men der var forskellige tegn på, at den havde fløjet rundt også der.
Vi har ledt højt og lavt, nede under og bagved alle møbler.
Ingen fugl. Jeg er bekymret af to grunde: Enten ligger det lille pus et eller andet sted og tørster og sulter, eller også er den allerede død, og så vil vi ikke opdage den, før den begynder at lugte.
Ubehagelig tanke …

Og nu til noget helt andet: Overleveren læste mit indlæg fra i går og som den it-halvnørd hun er (det må jeg gerne skrive …), fandt hun hurtigt frem til, hvad det var for noget med den ulykke på motorvej E22 i går. Hun sendte mig et link til en artikel med en lille film af episoden, optaget af en person, som kørte lige efter lastbilen og filmede hvad der skete. Han havde virkelig fart på, ham gutten, der havde glemt at tage kranen (som det åbenbart var; ikke en frontlæsser) ned, inden han for fuld musik kørte ind i broen. Læg mærke til, hvordan lastbilen ligefrem hopper på grund af kollisionen.
Som Overleveren skrev til mig, kan det godt undre, at det har været så vigtigt at filme, at vedkommende selv fik en smule nærkontakt med den nedfaldende kran – det ser i hvert fald sådan ud på filmen, men der skete heldigvis ikke noget alvorligt – heller ikke med det hurtigkørende kranfjols.

Et solfyldt vue

Vindruer in speEt lille vue fra terrassen og ned over drivhuset, hvor vinen allerede er ved at gå fuldstændig amok i drueklaser. Jeg har talt over 100 af dem, og jeg har skåret nogle af de mange sideskud af for at give planten mere energi til at modne druer for, men ved egentlig ikke, om det er rigtigt at beskære den nu eller ikke – sidste år gjorde Finn jo intet ved den, og der kunne jeg høste kilo- og atter kilovis af druer, da vi overtog Den Stråtækte i august. Hvis de modnes på samme tid i år, kommer høsttidspunktet til at falde sammen med, at vi holder Johns 70-års fødselsdag – det kunne da være lidt blæret at kunne servere hjemmeavlede druer en masse til alle gæsterne.
Jeg skar vinen en del ned i efteråret, og den er allerede ved at fylde hele drivhuset igen.
Er der er erfaren drueavler til stede? Skal der beskæres nu og i givet fald hvordan? Jeg kunne selvfølgelig bare google mig frem til et svar, men det er så meget hyggeligere at kommunikere direkte med jer.

29. april 2015

Min mand rystede på hovedet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: ,

Vi skulle i XL-Byg i går for at finde et tørrestativ. Jeg har i flere år ønsket mig, at mit vasketøj, især sengetøjet, kunne hænge og lufttørre med en romantisk blafren og ikke bare hænge alt for sammenfoldet på et lille stativ, men det var der ikke rigtig plads til i rækkehushaven.
Nu har vi plads – stativet er kommet i jorden og tøjet i luften … første hold skjorter er vasket, hængt op, tørret lynhurtigt i dejlig blæst og sol og taget ned igen. Herligt! Et beskedent ønske endelig gået i opfyldelse.
Der var bare lige det … jeg var måske ikke så beskeden hele vejen igennem i går …
Vi gik rundt i XL Køge i deres haveafdeling, hvor jeg fik øje på en pavillon. Sandt at sige var det svært at undgå at få øje på den …
En pavillon, der ikke er sort, men fin og lys.
En pavillon, der er 4 x 3 meter og ikke 3 x 3, så der vil være plads nok til bordet – også med alle seks stole omkring.

image

Er den ikke fin?
Således spurgte jeg i går også John, som pludselig så meget træt ud i ansigtet.
– Jamen jeg har jo lige sat den anden op!
– Det ved jeg, men den er meget sort, ikke sandt? Og Søren var helt vild med den, ikke? Den er lidt for lille, har du hele tiden sagt. Det vil denne ikke være, og Søren vil være glad for at kunne overtage den anden.

Kan I høre det? Jeg kunne desværre godt høre mig selv … som et lille barn, der plager sin far om et eller andet.

For at gøre en længere historie kortere, er John nu ved at sætte en fin, lys, stor og dejlig pavillon op i stedet for den sorte, huleagtige tingest, ingen af os var helt tilfreds med.
Han gav sig, da han hørte prisen. Vi frygtede, at sådan en ville være frygtelig dyr, hvilket den rent faktisk viste sig ikke at være, og jeg fik oven i hatten lokket damen til at sælge den for det, den havde været på tilbud til i sidste uge.

Jeg kan sagtens leve med, at min mand ryster på hovedet af mig … når bare jeg får min vilje … og han er jo helt enig med mig i, at denne er både pænere og mere velegnet. Han var bare aldrig kommet på den tanke at skifte den sorte ud, men nu er der tre glade mennesker i stedet for to halvutilfredse, så hvad skulle han dog gøre uden mig?

25. april 2015

Her ligger vores bredbånd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: ,

Forleden dag hørte vi pludselig en værre larm lidt nede ad vejen.
Fibernet in speDet viste sig at være en maskine, der gravede en smal rende i asfalten inde på cykelstien; efterfulgt af en anden maskine, som spurtede både frem og tilbage, og som jeg egentlig ikke helt fandt ud af formålet med.
Det overordnede formål var jeg dog ikke i tvivl om: Det er fibernettet, der bogstavelig talt er på vej. Det er smart nok, at de ‘ødelægger’ vejen, inden de skal til at lægge asfalt på til den 2-minus-1-vej, af nogle også kaldet rød vej, som de ligeledes er begyndt at træffe foranstaltninger til at etablere. Gad nok vide, om de to instanser virkelig har formået at kommunikere, eller det er et rent lykketræf, at det foregår i den rigtige rækkefølge.
Den lidt specielle og fartbølle-uvenlige vej glæder vi os meget til. Den underliggende årsag er, at netop strækningen langs Præstøfjorden forbi vores hus er en del af en cykelrute mellem København og Berlin. Den er visse steder nærmest livsfarlig at færdes på som svag trafikant; bl.a. her tæt på os. Hvis folk bare kunne køre enten efter loven eller efter forholdene, var der såmænd ingen problemer … sådan kører da også langt de fleste, men der er selvfølgelig nogle idioter (flest motorcyklister, men også enkelte bil-Brian’er), der lige synes de skal drøne igennem her med 120 i timen eller mere (her er fartbegrænsning på 60). Vi har masser af turistcyklister om sommeren pga. nævnte cykelrute, og hele året rundt er her en livlig trafik af gående børn og voksne, der skal til og fra Marjatta-institutionen.
Der er kun én meget smal sti i den ene side til både cyklister og fodgængere, hvilket er noget hø på trafiktravle sommerdage – især for cyklisterne, som i deres hensyntagen til fodgængerne tvinges ud på vejen, og kommer der så en klump af en fartbisse, opstår de farlige situationer.
Det er turistforeningen, der har presset kommunerne omkring Præstøfjorden til at få anlagt denne 2÷1-vej, fordi strækningen er så farlig, som den er. Vi skulle jo helst ikke have ødelagt vores gode rygte som et godt og smukt cykelland. Nede på havnen i Præstø ses sommeren igennem cykelturister fra Tyskland, Holland og Belgien og sågar Italien og Spanien!

Bredbånd

Og her ligger så vores ret brede bredbånd *) … det venter bare på at komme i jorden.
*) Man husker måske tv-reklamen om manden, der i butikken ikke helt kan finde ud af, hvor bredt et bånd han skal købe?

24. april 2015

Det kommer noget bag på mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:15
Tags:

Det kommer faktisk en hel del bag på mig, hvor træt jeg egentlig må have været af rækkehuset, uden det dog gik helt op for mig, mens vi boede der.
Nok meget godt, når man tænker over det …
Første gang, jeg tænkte bare lidt over det, var før vi overhovedet fik øje på Den Stråtækte.
En dag, jeg sad og kiggede ud i den lille gårdhave, slog den tanke mig, at når vi en dag ikke er i stand til at klare at vedligeholde svenskerhytten mere og dermed er bundet til rækkehuset, så vil det gå helt galt for mig. Så dør jeg ganske enkelt. Af klaustrofobi eller kedsomhed eller noget. Jeg kunne i hvert fald ikke holde tanken ud om at skulle tilbringe en måske relativt inaktiv alderdom i det hus.
Et halvt års tid efter fandt vi Den Stråtækte, så var den del af problemet da løst. Den tanke, at vi heller ikke kan klare at vedligeholde det på et tidspunkt, vælger jeg at se helt bort fra lige nu – vi nyder bare den tid, vi kan få, og så tager vi den derfra, hvis ‘derfra’ overhovedet kommer. Gider ikke ligefrem opsøge problemerne. De kommer erfaringsmæssigt helt af sig selv.

 Grønirisk ved Præstø Fjord

Når vi tidligere skulle hjem fra Sverige, trak og trak og trak jeg afrejsetidspunktet, til Johns større eller mindre irritation, men jeg havde overhovedet ikke lyst til at forlade stedet for at køre hjem til dødkedelige Havdrup. Hvorfor tage til Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup …
Nu har manden lidt nemmere ved at få mig ud ad døren, og ih, hvor jeg nød at komme hjem denne gang – hurtigt pakke ud og så ellers fluks ud i haven, hvor jeg vandede de nye planter og under denne seance kunne konstatere, at både min buskbønne og squash var ædt – af snegle, formentlig. Det må der snarest gøres noges ved.
Derefter skænke et glas vin, sætte sig op på den nye terrasse og bare nyde, nyde, nyde, og hvor jeg midt i nydningen fik øje på en lille grønirisk, der sad og sang i vilden sky øverst i et af småtræerne i sivene cirka 100 meter væk.
Jeg hentede mit Canon, som kan zoome – nårhnej sume – x50 og tog dette billede. Det er altså ikke helt tosset, når jeg selv skal sige det – først maksimalt zoom og derefter yderligere digitalt zoom på pc’en. Til gengæld skal man ikke forsøge at blæse det mere op nu – jeg har vist trukket alt, hvad der kan trækkes ud af kameraet her.

18. april 2015

Jeg gjorde det! Men hadede hvert sekund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Så er det overstået! Og uanset hvad Maler-Glenn siger, så får de kun den ene gang, de vinduer – eller også spørger jeg Tim eller Charlotte, om de kan kravle op og give dem et lag til, når de kommer til august. Jeg skal i hvert fald ikke igen op på en stige, der står i en vinkel på 45°, hvilende på et stråtag, så man skal stå med fødderne på langs af trinene for ikke at bore huller ind i stråtaget. Det har intet med højdeskræk at gøre; det lider jeg slet ikke af, men det der er jeg altså blevet for gammel til, åbenbart. For 20 år siden balancerede jeg rundt på stiger så let som ingenting, og det generede mig overhovedet ikke, men det var så dengang …
Fordi stigen hvilede på taget, kunne jeg ikke engang sætte bøtten med maling fra mig, så jeg kunne ikke holde ordentligt fast. Men det lykkedes mig uden uheld. Jeg malede de satans vinduer. Jeg gør det bare ikke igen. Punktum.
John blev pænt nede på jorden, umiddelbart ved siden af stigen. Det var ikke som sådan nødvendigt at holde den, men jeg bad ham om at blive for den psykologiske og opmuntrende støttes skyld – og ikke mindst fordi det skulle helst opdages med det samme, hvis jeg faldt ned …
Det er da godt, at det pynter – ellers skulle da pokker stå i at stå den slags igennem. Nu mangler vi bare, at Troels Tækker indfinder sig, så vi kan få mønnet og skiftet kragetræerne.

Gavlvindue førGavlvindue efter

Eric mente, at malingen, der blev brugt til gavlen, kunne tænkes at indeholde cement. Det viste sig at være silikatmaling, som også kommer til at ligne kalk, og som skulle holde den hvide farve helt utrolig godt. Det skal desværre have en grunder først, så man skal hele skidtet igennem to gange, hvilket min tålmodighed på ingen måde rækker til. Vi spurgte Glenn i dag, hvad han skulle have for at ordne hele huset – men at han gerne måtte dele tilbuddet i to, så det 1) kun er for vinklen, man ser på billedet herover, og 2) hele huset. Vi har nemlig på fornemmelsen, at det bliver hundedyrt, og i givet fald er John heldigvis i besiddelse af den fornødne tålmodighed, så han kan smøre bagsiden af huset selv. Det er s…..besværligt at smøre på, og man må kun tage ét felt ad gangen, for man kan ikke pletreparere det. OG: Man må ikke spilde på det sorte bindingsværk! Allerede der er jeg helt og holdent stået af. Hvad man stiller op med en stor, ubrudt facade, kan jeg ikke lige gennemskue, men det er så heller ikke et problem i Den Stråtækte.
Jeg skal ikke lægge skjul på at det ville passe mig særdeles glimrende at få Glenn til at klare den sag, for derefter ikke at skulle tænke mere på facadevedligehold (bortset fra vinduerne) i heldigste fald i al den tid, vi har Den Stråtækte, men nu må vi se, hvad han kommer op med. 

17. april 2015

Vi lavede lige en Eric

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:03
Tags: ,

Vi lavede en Eric, mens vi var i Jylland: Vi havde håndværkere på til at ordne gavlen, som skulle have skiftet nogle få mursten for derefter at blive pudset op og malet.
John hverken skal eller vil stå på en stige og ordne den slags ting selv. Der var engang … men den tid er forbi.
Det er blevet så fint hvidt, blåt og sort. Vi var ret flove over den gavl; især vinduerne skreg til himlen om maling, men hullerne var bestemt heller ikke kønne at se på. Jeg havde selv malet det nederste vindue, men fordi Maler-Glenn alligevel var deroppe, havde han lovet at male det øverste for mig.
Det hvide er en form for maling som ifølge Glenn holder mindst 10 år – det er noget vi kan lide … vi må se at få fat i noget mere gennem Glenn, så vi kan få givet resten af huset en omgang.

Brænde ankommetP1060209

Det er farligt (for pengepungen) at være med i webstrikkerforeningen – en navnesøster, som havde opdaget hvor jeg befandt mig, foreslog i går, at jeg besøgte Flittiglise i Vejers, og sådan en opfordring må naturligvis efterkommes.
Uha, hvor hun havde ret … problemet er bare at jeg har garn nok til resten af livet, om så jeg blev 100 år og strikkede til jeg drog mit sidste suk. Jeg købte derfor næsten heller ikke noget … kun fire nøgler silkegarn fra Karen Noe i lige netop de søgrønblå nuancer, som er min over alle-yndlings-farvekombination. Der er lige præcis til en sommerbluse, som jeg snarest må i gang med.

P1060212P1060213P1060218

Og fordi jeg har disse kilovis af garn allerede, købte jeg i stedet bøger til at blive inspireret af til at få brugt noget af det på en sjov måde.
Er man strikker, bør man absolut kigge ind hos Flittiglise som har et hav af forskellige og spændende garner – og masser af inspiration.

9. april 2015

Dette er ikke Santorini, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Den Stråtækte er ikke Santorini, men dørene er nu blå.
Nogle af dørene i hvert fald, og de er ikke Santorini-blå, men det er jo som sagt heller ikke Santorini …
Endelig sneg temperatruren sig op over 10° – så må man gerne male. Det har jeg ventet på længe – ikke fordi jeg elsker at male, tværtimod, men fordi døre og vinduer formelig har skreget på maling, lige siden vi flyttede ind. Vi fik det ikke gjort inden vinteren, fordi det nåede at blive for koldt, inden Maler-Glenn fik nosset sig sammen til at blande malingen igenigen. De to første forsøg blev alt, alt for blå, som nogen måske husker, men tredje gang, for et par måneder siden, lykkedes det for manden at finde frem til en blanding, vi jeg kunne acceptere.
Temperaturen skal være mellem 10 og 20 grader og det må ikke blive frostvejr om natten, så projektet har først kunnet startes nu.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg afskyr at male, især sprossede vinduer og døre, men eftersom John går og bygger terrasse, er der ingen vej udenom: Ellen må i gang.
I det mindste er jeg aldrig i tvivl om, hvor langt jeg er kommet … man må sige, at det pynter i svær grad.

P1060049     P1060050

Det er virkelig et projekt.
I dag har jeg malet to døre og otte vinduer.
Så mangler jeg bare 18 vinduer, seks døre, tre garageporte og en blændet, men udadtil bevaret vognport! Nej, 17 vinduer, for Glenn tager førstesals-gavlvinduet, når han kommer og pudser gavlen op for os. Herregud, det er hurtigt overstået, så …
Gid det var så vel – jeg bliver træt alene ved tanken … tror bare jeg skal koncentrere mig om hvor mange jeg har nået.

6. marts 2015

Det lokale Atlanterhav er ved at blive fyldt op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: ,

Den tidligere ejer havde en meget stor modeljernbane i haven. Den var næsten helt fjernet, da vi så huset første gang, men hele hans landskab, inklusive det, vi af uvist af hvilken årsag lige fra starten har kaldt for Atlanterhavet, er der endnu, samt resten af området med terrasser, tunneller, stensætninger und Alles.
Stensætningerne vil vi gerne beholde, men Atlanterhavet skulle nedlægges og fyldes op med jord, hvorefter vi vil have græs på det, der dermed bliver det bredeste af de vandrette stykker jord. Vi overvejer rullegræs – der er ikke så mange kvadratmeter, at det kan koste en herregård, og så har vi gåfærdigt græs næsten med det samme. På de smalle, vandrette stykker har jeg planer om, at der skal stå en hulens bunke forskellige krydderurter. Der har hele tiden været timian og sar, som fyldte haven med sin pragtfulde duft sidste sommer, så tanken om at fortsætte med salvie, mynte, rosmarin og flere andre er ikke fjern. At være selvforsynende samtidig med, at man har en middelhavsduftende have er ikke det værste her i livet.

Atlanterhavet er ved at være væk

Jeg fik taget et pænt stykke med skvalderkålrødder i dag, så man må sige, at for vores vedkommende er havesæsonen begyndt.

Staldvinduer

Nyt badeværelsestæppe (2)Malle, læser du med? Eller måske gør Heidi? Hvis en af jer gerne vil overtage disse vinduer, gemmer vi dem gerne til jer. De kræver nok en del arbejde for at blive pæne, men der er jo mange der synes, at det er alletiders med disse gamle staldvinduer.
Hvis hverken Malle eller Heidi vil have dem, er der frit slag for alle øvrige læsere, hvis det skulle have nogen interesse … det er bare at sende mig en mail. Man må selv afhente. Gælder alle.
(Og Malle hedder Amalie, men hun har fra dag ét været Malle for John og mig.)

Indendørs har badeværelset fået ny gulvbeklædning. I England bruger man meget at have et rigtigt væg-til-væg-tæppe på toilet og badeværelse, men det koncept kan jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil tage til mig. Charlottes svigermor har det, og ude på gæstetoilettet lugter der altid lidt af urin. Godt nok kun så svagt, at de sikkert selv er blevet immune for lugten, men det er vi andre ikke, og tanken om, hvad jeg sætter mine fødder på, er altså en anelse ulækker …
Denne måtte, som er syet af et fleecetæppe og bomuldsstoffer, kan gå i vaskemaskinen. Der skal helst ligge noget på gulvet, for en flise cirka midt under tæppet har fået et ordentligt slag, så der er både et hul og en revne i den.

4. marts 2015

Jeg tror vi har spøgelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: ,

Eftersom vi er flyttet ind i et 235 år gammelt hus, er det sikkert ikke helt usandsynligt, at vi skulle huse et spøgelse eller to. Det er i givet fald et spøgelse, der synes det er vældig skægt at pille ved den moderne elektronik. Forleden morgen havde det sat vejrstationen til at vække os klokken 6. I morges var det tv’et, der tændte helt af sig selv, mens vi begge lå og sov sødeligt. Det spøgelsesagtige ved det var, at det også var præcis klokken 6. Ikke kun vækkede det os; det var også en anelse tankevækkende … P1050340 Man må jo sørge for at overholde sit skridtmål (!), så vi gik en tur i eftermiddags, selv om vi egentlig havde mest lyst til at blive inde og hygge os foran brændeovnen, fordi himlen så lettere truende ud … et uvejr, der heldigvis trak uden om os. Vi gik ned ad en lille privat vej, som ikke er mere privat end at vi beboere overfor gerne må benytte den. har vi fået at vide, så man må håbe det er sandt. Lidt nede ad vejen står skiltet med kooperativet … historien bag det må vi have fundet ud af en dag. P1050333 P1050268 … og nede ved vandet kan man se Kystens Perle. Endnu kender vi ikke de stolte ejere af dette lysthus, men den ikke særlig diskrete skraldespand vidner om, at det er folk, der sætter pris på at hygge sig med en øl eller syv. På det sidste stykke af vejen tilbage mødte vi en del fra Marjatta, der nu havde fået fri og var på vej hjem. Den sidste af dem, en mand et sted i trediverne, havde fundet nogle vintergækker på sin vej – jeg vil helst ikke vide, hvor han havde plukket dem, for da han så mig, standsede han op, sendte mig et stort smil og ignorerede John totalt. “Dem skal du ha’”, sagde han og gav mig vintergækkerne. Jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at takke ham og sige, at det var sødt af ham, men da jeg vidste, at de måtte være fra en have på hans vej, var jeg glad for ikke at blive antastet og anklaget for tyveri, inden vi nåede hjem.

27. februar 2015

Finpudsning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Sagde jeg virkelig finpudsning forleden dag? “Nu mangler der kun finpudsning”, skrev jeg vist temmelig letsindigt. Finpudsning – pfffttt. Jeg tror heller ikke, at John vil være helt enig i det udtryk.
Jeg har arbejdet det meste af dagen på at rydde op og rydde ud fra mit arbejdsværelse, som har været brugt til aflæsningsrum til ting, hvis skæbne vi ikke havde truffet beslutning om endnu.
Jeg har tonsvis af stof, og nu var tiden kommet, i forbindelse med at få system i rodet, at få sorteret det fra, jeg er nogenlunde sikker på, at jeg aldrig vil komme til at bruge.
Der var noget fra gården, og der var noget, jeg har fået andre steder fra, og som jeg ikke har nænnet at smide ud, men når nu jeg har så rigeligt med stof alligevel til resten af mit liv – vil jeg tro – så er det lidt fjollet at gemme noget af sentimentale grunde. Ud med det!
Nå … selv om det er arbejde, er det et hyggeligt arbejde, og nu er arbejdsværelset/systuen så langt, at jeg kan bruge den til formålet: system i rodet, ikke flere flyttekasser og et stort og uvedkommende ting-frit arbejdsbord. Herligt.

2015 27 februar

Soveværelset er det eneste rum i hele huset, hvorfra man ikke har udsigt til fjorden, men hvis vi ikke lukker døren – og hvorfor skulle vi det, når vi er alene i huset? – så er min seng placeret, så jeg kan kigge ud ad døren, op ad trappen, gennem en anden dør og endelig ud ad det østvendte vindue på første sal. Jeg kan naturligvis ikke se fjorden, men jeg kan se en himmel og dermed kan jeg vurdere, om der er bevaringsværdige farver eller jeg roligt kan vende mig om på den anden side og sove videre.
Det gjorde jeg så ikke i morges. Det er set meget kønnere, men lidt har også ret, og jeg kunne godt lide solbræmmen under skyerne.

Jeg kan i øvrigt fortælle, specielt til Kirstin, der var bekymret over, om vi kunne risikere at blive oversvømmet, at det er der ingen fare for.
For det første ligger huset 3½ meter over vandet, selv om det ligger så tæt på vandet, og for det andet kræver en ekstrem højvandsstand som den, man oplevede i Roskildefjorden under stormen Bodil, en længerevarende og voldsom østenstorm, hvilket jeg aldrig tror vil forekomme.
Det var Inges mand, der i kraft af sin viden og erfaring fra sit tidligere arbejdsliv var i stand til at måle hvor højt vi ligger. Jeg er god til at [øje]måle afstande, men at vurdere ting i højden er svært, grænsende til det umulige. Jeg havde gættet på 2-2½ meter, og allerede der følte jeg mig temmelig sikker på, at vi ikke ville kunne oversvømmes, men den ekstra meter gør, at det aldrig vil kunne bekymre os.

26. februar 2015

Man har et standpunkt, til man …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Man har et standpunkt, til man bliver tvunget til at tage et nyt.
Da vi så på Den Stråtækte, havde Finn sin vaskemaskine i badeværelset, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at den skulle ud i fyrrummet, hvor der var strøm til den og hvor der var etableret afløb.
”Virker det afløb?”
”Jaja, det fungerer som det skal.”
Første gang vi brugte vaskemaskinen, stod der et par cm vand på gulvet. Det forsvandt af sig selv, men meget langsomt.
John prøvede at rense afløbet med alle tilgængelige midler, men intet hjalp, så vi måtte have fat i en kloakmand.
Denne fandt ud af, at det ikke var et rigtigt afløb, men bare et kort dræn, som endte i en faskine lige uden for garagen. Hverken lovligt eller tilstrækkeligt til snesevis af liter snavset sæbevand …
Vi kiggede i tilstandsrapporten, for vi huskede det omtalt som et afløb – hvilket var rigtigt husket, så dette er en ejerskifteforsikringssag, tænkte vi straks. HA – endelig noget, der ikke er blevet taget forbehold for.
Da vi tænkte én gang til, blev vi enige om at flytte vaskemaskinen ind på badeværelset … det var faktisk lidt ligemeget, at vi ikke selv skulle betale kloakgildet, så at sige, for vi orker simpelthen ikke tanken om, at det halve af haven skal graves op for at få ført et autoriseret afløb fra fyrrummet og ud til den eksisterende kloak.
Det passer ikke fruen helt – heller ikke herren, for den sags skyld – men alt det andet besvær passer os begge endnu mindre, så vi havde en VVS-mand ude i dag for at reetablere vandtilførslen, som vi fik stoppet og gemt godt af vejen, mens huset alligevel var fyldt med håndværkere.
Sådan kan det gå …

Da VVS-manden alligevel var her, spurgte John, hvorfor trykket faldt så hurtigt på ekspansionsbeholderen – han var nødt til at fylde vand på systemet en gang om ugen, hvilket han ikke følte sig helt tryg ved, for hvor forsvandt vandet hen?
Det ved ingen; det forsvinder bare, men ny ekspansionsbeholder er nu blevet sat op … det var dog okay – de holder angiveligt ikke mere end 10-12 år, så det kan vi vel ikke bebrejde nogen, andre end måske tilsynsmanden, som altså hverken opdagede, at afløbet ikke var et afløb eller det med ekspansionsbeholderen. Det sidste ved jeg ikke, om man overhovedet har mulighed for at opdage, men da vi omtalte det for VVS’eren, grinede han hånligt og erklærede, at de tilsynsrapporter var en ren pengemaskine – de færreste håndværkere havde respekt for det ‘arbejde’ (man kunne tydeligt høre hans gåseøjne), der blev udført i forbindelse med et hussalg.
Vi havde en oplevelse, der understøtter mandens påstand: Da vi havde en tilsynsmand ude til rækkehuset, ville han ikke gå ind i skunken “for der var erfaringsmæssigt ikke noget at finde i disse huse”. Ejerskifteforsikringen tog, ikke overraskende, forbehold for fejl bag skunken, og køberen forlangte derfor den efterset for at få forsikringsdækning.
Vi havde heldigvis en såkaldt sølvpakke, så det kostede os ikke noget at få ham ud igen (lige som det heller ikke kom til at koste os noget at få rapporten forlænget), men hvis han havde gjort sit arbejde ordentligt første gang, kunne vi helt have undgået den ommer.

21. februar 2015

Syslerier – eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Jeg ved ikke om man kan kalde det at løbe hele huset over med støvsuger, for bagefter at vaske dem, for ‘syslerier’.
Jeg ved heller ikke, om man kan kalde Johns heldagsbeskæftigelse for ‘syslerier’, men ligefrem kalde det ‘arbejde’ er vel heller ikke det rigtige ord. Og dog – det er det måske alligevel …
Ude i garagen havde Finn engang lavet et langt bord, som John bare har læsset på og på og på. Alt for meget på, viste det sig i morges – det var braset sammen i løbet af natten. Vi må have sovet godt, siden vi ikke har hørt noget som helst – ikke særlig betryggende, faktisk, for det må have larmet en del. Han har derfor brugt hele dagen på at konstruere et nyt og mere holdbart bord, plus færdiggjort blændingen af den ene af de fem (!) yderdøre vi har. Fire er mere end rigeligt, og blændingen af den løste et andet lille problem, vi havde, nemlig et sted til at sætte alle vores sko. Fyrrummet er meget lille, og vi vil ikke have de mange sko i entreen, men nu har handymanden bygget en fin reol, hvor der er masser af plads til dem. Det er helt bevidst, at vi gør det på denne måde, for det ville skæmme huset, hvis vi helt nedlagde døren. Nu ligner det en dør udefra, men den kan ikke længere åbnes. Det var to fluer med ét smæk, for den var så utæt, at vi et enkelt sted havde en lille sprække ud til det fri. Nu er der isoleret med rockwool i den nederste halvdel, og den øverste får noget skumgummi. Når vi engang får købt noget. Lige nu har den fået akutbehandling i form af malertape.

Blændet dør - indefraBlændet dør - udefra

I kan godt se, at det ville være en dødssynd at fjerne denne dør, ikke?

Hele hytten er som sagt gjort ren nu – det er da utroligt, at der kan komme så mange nullermænd på en uge, men vi har selvfølgelig været mange – jeg har vasket en ordentlig skudefuld sengetøj og håndklæder, der er en kage i ovnen til morgendagens gæstebud, og om lidt skal jeg lave mad. Man må sige, at kønsrollerne lige er hoppet godt 50 år tilbage med de sidste par dages fordeling. Jeg tror John er mere glad for den garage, end han tør indrømme, for han ser slet ikke spor ked ud af det, når der sker en mindre ulykke som den i nat – han har savnet sådan en arbejdsplads gennem al tiden i rækkehuset, og han elsker simpelthen at gå derude og arbejde og give den hele armen som den handyman, han heldigvis er. Der kommer vel en dag, hvor jeg kan håbe på, at han igen får tid til at svinge støvsugeren …

Næste side »

Blog på WordPress.com.