To slags leg med farver

I torsdags var jeg på kursus i syrefarvning. Det var jeg sammen med Inge og Ditte, og vi tre var hos Pernille, som har Dyeing to Knit.
Det var sjovt. Det var rigtig sjovt.
Jeg vil ikke sige, at jeg er træt af at plantefarve, men jeg har bare SÅ meget garn, der er plantefarvet, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Derfor vil jeg i en periode gå all in for syrefarvning, så jeg kan farve så meget garn, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Hvis der er nogen der forskrækket træder et skridt tilbage og siger SYREfarvning!!!??? Det lyder usundt! – kan jeg berolige med, at ‘syren’ er citronsyre, som man kan købe i ethvert supermarked. Det er ikke giftigt, og man kan uden risiko for helbredet indtage det. Faktisk er der mange, der gør det, for der er op til flere spiseskefulde i en portion hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det er det eneste kemi, der bruges til syrefarvning, hvorimod plantefarvning som minimum kræver alun, og indigofarver man, skal der væmmelige ting til som salmiakspiritus og natriumdithionit. Dette sidste kaldes affarver på beholderen, sikkert fordi det så lyder mindre farligt … til gengæld skal garnet ved indigofarvning ikke først bejdses med alun, hvilket måske kan kompensere lidt. Kaustisk soda kan også forekomme i plantefarvningsverdenen.
Plantefarver giver afdæmpede farver, som på forunderlig vis alle passer sammen. Syrefarver er meget mere pangfarver, selv om man selvfølgelig kan bløde dem lidt op, men de ligner ikke plantefarverne overhovedet (med undtagelse af indigo og kochenille), så farvespektret i det nielsenske hjem bliver snart udvidet.

Så selv om navnet måske lyder væmmeligt, kan man godt kalde det mere naturligt at syrefarve end at plantefarve. OG ikke mindst er det 10 gange nemmere, hvilket ikke gør spor for mit vedkommende – man er vel dovent anlagt.
Pernille lod os kigge på de 102 farver (jeg har lige ‘lånt’ dit billede, Pernille – håber det er okay!), vi kunne vælge imellem. Holddaop, hvor det var svært.
Jeg endte med at tage en lys og en lidt mørkere grøn, nemlig de to tættest på klokken 6 af de fire grønne, der ligger mellem klokken 7 og 8.
Pernilles kamera kan fange de grønne. Det kan hverken min telefon, mit lille eller mit store Lumix. Ikke engang Johns monsterdyre og avancerede kamera kunne klare det. Det er ham, der har taget billederne herover, og garnet synede præcis lige så blåt, som det gjorde ved mine fotoforsøg, og det er i virkeligheden nogenlunde de samme grønne, som ses på Pernilles billede. Jeg kunne ikke ændre tilstrækkeligt i mit fotobehandlingsprogram, så jeg spurgte John, om ikke han havde lyst til at lege lidt med sit mere avancerede software. Det gad han godt, og det blev da også bedre. Men ikke godt nok.
Det forstår jeg ikke. Desværre forstod John det heller ikke, så fotoet af mit første syrefarvningsforsøg er temmelig meget ringere end selve resultatet – garnet har ikke den farve, som fremgår af billederne her. Men det er fint. Jeg ville bare gerne vide, hvilket kamera Pernille har brugt …

Så fint, at både Ditte og jeg fortsætter. Der er så mange muligheder for farvegraduering og farveskiftegarn, og man kan lave speckles (dvs. små pletter af en anden farve end hovedfarven). Både Ditte og jeg har meget ufarvet garn, der var indkøbt til plantefarvning, og da vi nu alligevel har garnet, kan vi lige så godt farve det. Jeg har købt et starterkit med 12 farver, som vil ligge og vente på mig, når vi i maj tager til England. Firmaet sender ikke udenfor UK, men den slags bagateller er jeg heldigvis ligeglad med – jeg har jo lagerkapacitet i Brexitland. Det betyder naturligvis, at jeg skal vente otte uger på at kunne komme i gang, men det går nok. Det er snart forår – håber jeg, for lige nu er det stadig vinter – så jeg har rigeligt at beskæftige mig med, indtil jeg kan syrefarve.

Jeg har sådan en lyst til at oprette en hotmailkonto

Hej, der!

Jeg haber, du har det godt?

Jeg onsker laere at kende med dig. Jeg ser vil oprette palidelig forhold pa Internettet. Mit navn er Yulichka. Jeg er positiv og omgaengelig kvinde. Jeg er tilhaenger af sund livsstil. Jeg ryger ikke og jeg bruger ikke alkoholholdige drikke. Jeg kan godt lide til at ga ind til med din krop. Hvis du er du har intet imod videreudvikling af vores kommunikation, fortael mig. Hvis du onsker jeg kan skriv mere om dig selv. Jeg aldrig blev aldrig gift, og jeg har ikke born. Venligst lad mig vide mere om dig. Jeg onsker laere dig at kende og at vide meget mere om dig. Hvis du har mulighed venligst vedhaeft dine foto. Og i et efterfolgende brev sender jeg vil sende min fotos.

Jeg vil vente svarbrev med kaempe look.

Hav det godt, Yulichka.

Hver gang jeg får sådan en mail – hvilket heldigvis ikke sker ret tit – får jeg lyst til at oprette en midlertidig hotmailkonto bare for at kunne igangsætte en (slags) korrespondance.Jeg er ret spændt på, hvad hun vil skrive om mig selv … Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om jeg vil sende et vellignende foto af mig og spørge, hvordan hun dog kunne vide, at jeg er en kærlighedshungrende, ældre homoseksuel kvinde, der tager imod dette initiativ med kyshånd, for der er ellers ikke ret mange, der gider date mig, eller jeg vil finde et eller andet billede af en fedladen mand, der lader skinne igennem, at penge mangler han ikke, og bare han kan få fat i denne “positive og omgaengelige kvinde”, så skal hun til gengæld nok få alt det, hun går og drømmer om.

Men det bliver nok også der – altså i mine tanker, for hvad skulle jeg kunne bruge det til? Intet som helst. Det, jeg egentlig får mest ud af, er et godt og billigt grin over formuleringerne, som er helt i skoven pga. af maskinoversættelsen. De gule sætninger var, som alle vil kunne se, ikke de eneste fejlbehæftede, men dem jeg smilede mest over.

---

Og nu til noget helt andet.
Nogle vil måske kende Mine Mål-kontoen, som Nykredit kørte med i en periode, men som nu er taget af programmet. Vi lavede ingen selvmål, men lod bare kontoen køre og tænkte ikke videre over den, men nu bliver den helt lukket, og pengene flyttes over på vores nemkonto eller hvor vi måtte vælge at anbringe dem.
Det var ikke noget, vi blev millionærer af, men det var blevet til 2600 kroner til os hver.
Vi havde i et stykke tid talt om at få os en ordentlig fuglekikkert. Vi har en relativt god ‘almindelig’ kikkert, men vi ville gerne have en, der kunne trække lidt bedre ind, og desuden ville John gerne kunne tage billeder gennem kikkerten.
Google er vores ven – der blev søgt og undersøgt og sammenlignet.
Vi nåede frem til en Bresser (25-75X100). Den forstørrer næsten dobbelt så meget som den håndholdte, og glasset er 10 cm, hvilket betyder, at der kan komme lys nok igennem selv i skumringen. Kameraadapteren havde han ikke hjemme, så den kommer med posten på fredag. Det bliver spændende.
Vi har fundet ud af, at vi ikke har så mange gravænder, som vi troede, for nogle af dem viste sig at være store skalleslugere, men det kunne vi først se i den nye kikkert.
Vi kan nu også se de mere undselige skalleslugerhunner – dem fik vi slet ikke øje på før, lige som de to ryler, der gik rundt og fouragerede i vandkanten, også var nye for os.
Vi fik derfor – synes vi selv – noget godt ud af de penge. Det er en kikkert, der kun kommer med på bilferier, for det er ikke en, man lige gider slæbe med i en kuffert.

Gratis billeder

Via WordPress har jeg fundet et site hvor man, ganske gratis og uden at være bange for at bryde nogen former for copyright, kan bruge billederne til hvad man måtte ønske. Man behøver ikke engang at fortælle hvem der har taget billedet. En eller anden – eller nogle – har sørget for, at fotografen får, hvad han nu engang skal have for sit eller sine billeder.
Jeg lurede en del rundt og og fandt bl.a. billedet herunder – et af den slags man ville ønske man selv havde taget, ikke sandt?

Man må nemlig ikke stjæle billeder på internettet. Alle er, med meget få undtagelser, automatisk underlagt copyright. Jeg vil ikke være så hellig at påstå, at jeg aldrig har brugt andres billeder, men hvis ikke man vil risikere høje bøder, skal man virkelig være påpasselig med, hvis billeder man i givet fald anvender, og det er ikke nok at sige, at man har ‘lånt’ billedet fra denne eller hin.
Jeg opdagede engang, at en eller anden turistforening i København havde brugt et af mine billeder fra kongens have. Det slap de ikke gratis fra. De kunne såmænd bare have spurgt mig, for så ville jeg sandsynligvis være blevet meget smigret og sige, at det selvfølgelig var i orden, bare de på en eller anden måde gjorde opmærksom på, hvem fotografen var.
Det gjorde nogle andre – altså skrev til mig og spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på deres hjemmeside, hvilket de derfor gerne måtte.
En tredje havde brugt et mine vesterhavssolnedgangsbilleder og frejdigt erklæret, at da hun kom hjem efter at have taget netop det billede, blev hun inspireret til en trøje, hun designede på baggrund af det. Hun slap ikke gratis, for det syntes jeg var ret frækt gjort af hende! Og også lidt dumt …
Det er egentlig ikke fordi jeg normalt er voldsomt utilfreds med mine egne fotos, jeg gør opmærksom på Pexels.com. Jeg vil sandsynligvis ikke gøre særlig meget brug af muligheden, men der kunne jo være lejligheder, hvor mine egne billeder ikke i tilstrækkelig grad rent illustrativt understøtter et indlæg.

I nat er det fuldmåne. Billedet herover ville jeg også gerne selv kunne prale med at have taget, men det kan jeg desværre ikke.
I øvrigt har jeg lige læst og dermed fået bekræftet, hvad jeg altid har hævdet: Man sover ikke dårligere fordi det er fuldmåne. Kun i den forstand, at for nogle kan det være for lyst i nætterne omkring fuldmåne, men det kan så klares med mørklægningsgardiner. Der har været en stor undersøgelse med over 2000 personer, hvor man ikke videnskabeligt har kunnet påvise nogen påvirkning fra fulde måner.
Men vi ved jo alle, at troen kan flytte bjerge, så hvis man bilder sig selv ind, at et eller andet er fuldmånens skyld, så ER det fuldmånens skyld.

Vidste I, at man ikke kan læse i selv det stærkeste månelys? Jeg troede ikke helt på det og måtte selvfølgelig afprøve det, men det er sandt. Når man læser, bruger man øjets tappe, mens månelys opfattes af stavene i øjet. Det er af samme årsag, at et månebelyst landskab altid vil opfattes som et sort/hvidt billede. “Stavene giver det sorthvide indtryk af objekter og tappene giver farveindtrykket. Da tappene kræver meget mere lys end stavene for at fungere ordentligt, er tappene fortrinsvist ude af drift om natten. Derfor kan vi kun benytte os af stavene om natten, og derfor kan vi kun se sort/hvidt om natten.”
Det er da interessant at vide den slags. Synes jeg.

Til sidst et af mine egne billeder. Ikke helt tosset, hvis jeg må være så fri, selvom totalt vindstille og dermed havblik ville have været optimalt.
Sov godt, når I når så langt … og glem, at det er fuldmåne …

Nordlysspam

John tog små 60 billeder af nordlyset tirsdag aften. Nogle få af dem har han slettet, men selv om de resterende umiddelbart ser relativt ens ud, synes vi selv det er interessant at se, hvordan det hele tiden flytter sig hen over himlen og hvordan det uafladeligt forandrer sig, både i retning, facon og intensitet.
På nogle af billederne ses Karlsvognen, som vi brugte som en slags reference til at se, hvor hurtigt nordlyset flyttede sig, men det bevægede sig den aften rundt over stort set hele himlen.

En af kommentarerne i går lød: “Selvom du skriver, at nordlys er flottere på billeder, så tror jeg, at det alligevel er ret fedt at opleve det selv”.
Det er nemlig rigtigt. Det er virkelig en wow-oplevelse, selv om intensiteten af lyset er mindre for det blotte øje, end det er på billederne her.
Det er umuligt at beskrive, man skal selv opleve det for at forstå hvad jeg mener.

Jeg så tre stjerneskud, mens vi stod der og fik et mindre hold i nakken af at beundre himlen.
Desværre kom ingen af dem med på Johns billeder.
Han blev nærmest helt rundtosset af hele tiden at skulle dreje både sig selv og kameraet på stativ rundt efter mine anvisninger:
Ihhh – SE derovre!
Hvor?
Der – til venstre.
…
Neiiii, nu skal du kigge i den stik modsatte retning!
Okay, okay, okay!
Og nu tilbage igen hvor du var før!
Jajaja …
På et tidspunkt holdt jeg mig væk – jeg tror han trængte til en lille pause fra mig.
Så gik jeg hen til guiden for at blive fotograferet under nordlyset. Hun eksponerede (også) i fem sekunder og havde et lille trick med at føre en tændt lygte i en halvcirkel over sit hoved i cirka et sekund. Hun lyste ikke direkte på folk, men den smule lys bevirkede, at personerne kunne ses på billedet, mens det ikke influerede på fotokvaliteten af nordlyset.

Det var det. Ikke mere i dag. Nordlyset må tale for sig selv. Næsten …
Jeg kan ikke vurdere, om det er et lille stjerneskud, der er kommet med på nederste billede cirka to tredjedele oppe ad den tykke stribe til højre. Det må det vel næsten være, for der sad ikke noget på linsen – det ville have kunnet ses på de andre billeder også.
I næste indlæg vil der komme lidt billeder fra Tromsø, som er Norges største by nord for polarcirklen, hvilket betyder, at der er museer, den flotte Ishavskatedral og andre nydelige kirker. Der er hyggelige byhuse og museer, der er masser af restauranter, cafeer og butikker – bl.a. den fedeste garnbutik. MED herreventestol, så John kunne tage en slapper, mens jeg kiggede på garn.

Vi så MASSER af nordlys

Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

Som det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

Tromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

En (for)underlig mekanisme

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Jeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m². Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.