Har jeg fået coronakuller?

Når man begynder at studere træernes inderside, har man så fået coronakuller?
Det lyder i hvert fald temmelig … alternativt at foretage sig den slags, skal jeg gerne indrømme.

I formiddags, da jeg hentede brænde ind til opnåelse af stuetemperatur inden optænding, faldt barken af et par af brændestykkerne, og jeg lagde mærke til, at der var spor i den.
Ikke nok med det; dyret, der havde lavet sporene, var der også. Dyrene, var det faktisk, for der var flere, men de kunne ikke længere spise af mit brænde, for de var døde. Af kulde, vel sagtens, for det har ikke været af sult!
Da jeg undersøgte flere løse barkstykker, viste det sig, at der var gravede gange på dem alle og mange af disse små hvide larver.

Det måtte undersøges nærmere, og Google var som næsten altid min ven. Jeg var så snedig at sætte ‘ask’ ind som et af søgeordene, eftersom den løse bark udelukende stammede fra asketræstykkerne.
Det viste sig at være askebarkbillen, der havde været på spil. Det gav jo sådan set fint mening …
Det er ikke noget problem, hverken for skovejere eller os, for de huserer kun på barken ét år.
Hvis de ellers overlever, hvad mine biller ikke gjorde. Med andre ord behøver vi ikke at frygte, at vores brænde er i fare for at blive spist inden vi kan nå at bruge det – og i øvrigt spiser de kun barken; ikke selve træet, så jeg er ganske rolig – er kun blevet en smule klogere, og det er aldrig skidt. Artiklen, jeg fik min viden fra, kunne desuden fortælle mig om askeroser, som jeg har set hundredvis af gange på vores asketræer på ødegården, men aldrig har tænkt nærmere over.
Det er så dejligt at blive klogere.

Det er også dejligt at få nyt legetøj.
Det har John fået – det kom med posten i går: En bladpuster.
Det lyder umiddelbart som endnu et tilfælde af coronakuller, for hvorfor i himlens navn skulle man investere i en maskine til at puste bladene rundt, når naturens egen vind klarer det så glimrende uden vores indblanding?
Den kan dog også suge dem op i en pose, så helt kulret var han alligevel ikke blevet.
Inspirationen til købet skyldes Troels Tækker, hvis ‘puster’ John brugte i forbindelse med mønningen af taget, som efterlod mange løse halmstrå overalt omkring huset. Han fik dengang pustet det meste sammen og suget det op i posen, men oppe på taget lå der stadig løst halm, som efterhånden blev blæst ned på fliserne, på stenene foran garagen og i bedene. Der var således igen meget at samle op, hvilket er et virkelig irriterende og rygbrækkende arbejde.
“Lad det dog ligge”, vil nogle sige, men det var grimt at se på, så John fandt en lille husmandsmodel til en rimelig pris, og som snildt rækker til os.
I dag har han så været ude at lege.

Den pustede fint til både blade og halm, så nu er der ryddet op.
Jeg tog billederne gennem ruderne på døren, for det ville have været temmelig dumt at åbne døren lige på det tidspunkt …

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

“Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

Eske Willerslev live

Vi havde i går den store fornøjelse at opleve biologen og DNA-forskeren Eske Willerslev for fuld udblæsning. Jeg tror så ikke, at man kan opleve ham uden fuld udblæsning … mage til dynamik skal man lede længe efter. Her er en ægte forskersjæl, som brænder af interesse og nysgerrighed. En sådan ildsjæl kan fange alle … jeg havde en smule faglig indsigt i det, han fortalte om; John ingen, men det var heller ikke nødvendigt, for han var lige så grebet som jeg – og samtlige andre tilhørere – af foredraget Når verden skælver.
Han startede med at ridse sin egen baggrund op … han har altid haft forskersjælens kerne, grundnerve: Han er voldsomt nysgerrig og han hader opgaver, hvor opgaven har et på forhånd kendt facit, hvilket var ved at forhindre hans karriere helt fra den spædeste start, fordi han kedede sig i skolen i en grad, der var tæt på at få lærerne til at ekskludere ham og hans enæggede tvillingbror – som vist er lige så stor en ildsjæl.

Han fortalte om folkevandringerne og om sin forsken for at kortlægge dem; de forhindringer han var stødt på undervejs, bl.a. den, som nok alle nytænkere på et eller tidspunkt bliver mødt med: Det der? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Men det kunne det, og Eske W løste gåder gang på gang.
Der var et par øjenbrynsløftere undervejs. Vi ‘oprindelige’ danskere er i virkeligheden indoeuropæere “så polakkerne, som nogle har ondt af er her, vender såmænd bare tilbage til deres slægtninge”, var en af hans bevidst provokerende bemærkninger.
“Hvis ikke der er indvandring, går folket i stå”, var en anden. Aboriginerne kom til Australien for 50-60.000 år siden og har ikke blandet sig med andre i den periode, hvilket EW hævder er årsagen til, at de, på trods af deres meget rige åndelige traditioner, i stort set alle aspekter ikke er nået meget videre på de 50.000 år. Grønlænderne – inuit – er ikke de oprindelige indbyggere i Grønland; der har levet et folk deroppe før dem.
Indvandringer har dog aldrig været smertefrie, de har kostet mange liv. Indtil for nylig sloges de indvandrede og de ‘besatte’ i flere hundrede, sommetider flere tusinde år og slog rask væk hinanden ihjel, inden “de fandt ud af at have sex med hinanden og fik lavet nogle børn”. I dag har verdensbilledet ændret sig, og der er mere ind- og udvandring end nogensinde. Hvordan det skal håndteres, er ikke EW’s opgave, men i går åbnede han manges øjne for nogle perspektiver, som der måske ikke lige er tænkt ind i problematikken.

Jeg synes det er tankevækkende, at klodens oprindelige folk alle behøver beskyttelse og særlige rettigheder for ikke at uddø eller blive opslugt af civilisationerne. Det underbygger EW’s påstande, at et folk går i stå uden nyt blod. Her er jeg ambivalent. Igen. Selvfølgelig skal hele befolkninger ikke udyddes, men hvorfor er de ikke interesserede i teknologiske fremskridt? Jeg er ikke så meget naturmenneske, at jeg kan tro på, at verden (nej, ikke verdenen) ville have været et bedre sted, hvis ingen var nået længere end til den tidlige jernalder.
Puha – dette sidste kunne blive en meget lang diskussion, som jeg ikke er spor interesseret i at gå ind i, så jeg vil nøjes med at slutte af med at sige, at hvis I får chancen til at opleve Eske Willerslev, så grib den!
Jeg har lige købt en bog om ham. Jeg vil vide mere om den mand og hans forskning.

Mange vil ikke mene, at det er årets længste dag i dag

Mange vil ikke mene, at det er årets længste dag i dag, fordi det er, hvis man spørger alle de børn, jeg kender, den 24. december.
Ifølge almanakken var det i forgårs, men den er endnu ikke aftaget med så meget som et minut; det vil den først være i morgen.
Solen står naturligvis ikke op og går ned på samme tidspunkt i hele landet, men overalt gælder det, at det først begynder at gå den anden vej fra i morgen. De tre interessante Snipping Tool-cuts er klippet ud af Torben Hermansens almanak, som jeg med jævne mellemrum går ind og kigger lidt i, for den er så god at blive klog af. Måske er nogle af jer blevet nysgerrige efter (ikke nysgerrige på, selv om det giver dobbelt så mange google-hit) at vide, hvad borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke er? Den slags kan jeg i hvert fald ikke se uden at jeg er nødt til at undersøge det nærmere, så jeg ved det godt nu … og at det hedder borgerligt tusmørke har intet at gøre med politiske tendenser; det hed det også inden det nyligt overståede valg!

Det første snapshot er fra Præstø; det andet og tredje viser hhv. Skagens og Gedsers data, så man kan blandt andet se, at dagen lige nu er 50 minutter længere i det nordligste Danmark i forhold til det sydligste. Til gengæld er den 43 minutter kortere den 21. december. Det er vel egentlig retfærdigt nok …

Vi skal fejre Skt. Hansaften hos min søster og svoger. Det er blevet en tradition, så det lå næsten i luften, at det skulle vi – og vi vil da også gerne, det er slet ikke det, men vi har for nylig fundet ud af, at alle vores naboer slæber haveaffald ned til stranden i særdeles stor stil, og nu kan vi se det kommende bål oppe fra vores hus – der bliver virkelig blus på, så næste år bliver vi nok hjemme … det er lidt af et dilemma, for det er dejligt at være sammen med familien, men vi har fået gode naboer og kunne godt tænke os at se, hvordan det går for sig hernede … og så er det alt andet lige betydeligt nemmere at gå 100 meter frem for at skulle køre 120 kilometer for at komme hjem.
Min søde søster har skam tilbudt, vi kan overnatte, men vi skal også noget i morgen, så vi takkede pænt nej.
Holddaop, hvor har vi travlt – vi trænger snart til ferie …

Kan I nu have en god midsommeraften derude.
Lad os håbe, at den ikke bliver så våd, som der trues med visse steder i landet – jeg husker Johns og min første Skt. Hansaften sammen. Den var så våd og så pivkold, at vi ingen problemer havde med at tro på byens borgmester, da han i sin båltale hævdede, at denne midsommeraften kun var én grad varmere end nytårsaften et halvt år tidligere.
Det behøver ikke at gentage sig!

Ikke de vildeste udfoldelser her …

Det er ikke blevet en pind bedre – hverken med snotteri eller halsen, men timingen af denne omgang hvad-det-nu-er har været helt perfekt. Det var en rigtig rar tanke ikke at skulle ud i trafikken i morges … ikke så langt fra hvor jeg arbejder, var der kørt en bus ind i et hus!

Billedet til højre er ikke særlig godt, men en god illustration af, i hvor stor grad små bebser er midtpunktet for alles opmærksomhed. Her hviler barnet trygt i bedstefars arme, mens mormor, de to mormostre og John har sluttet sig til nårrrhhh- og ihhhh-altså-koret.
Hun er stadig ret gul, men alt er som det skal være, så far og mor er glade, stolte og lettede.
Aldrig senere i livet bliver vi (de fleste af os) udsat for så massiv en beundring.

Her, i min temmelig sløve tilstand, orker jeg ikke meget andet end at indtage varme drikke og have medlidenhed med mig selv. Jeg har så jäklaondt af at hoste og nyse, at det slet ikke kan lade sig gøre at hoste igennem. Nysene er svære at undertrykke, men jeg gør mit bedste, selv om man i princippet ikke må … avavav – især fordi jeg nyser 10-15 gange i træk. Hvem sagde læge? Det kunne godt være, det var en god ide. Vi får se, om ikke det er bedre i morgen.

Det er de sjoveste ting, man kan lære, når man ser DRK: Vidste I at en bulldog hedder en bulldog fordi den skulle bide tyrene i deres muler og i det hele taget skræmme de arme dyr fra vid og sans, inden de skulle slagtes? Fordi man troede, at jo mere bange, et dyr var før og under slagteprocessen, jo mørere kød kom der ud af det. Vi taler om tiden op til 2. verdenskrig. Tænk altså! 
Sådan noget vil jeg slet ikke vide, men nu ved jeg det altså alligevel.

Igen fik jeg bekræftet min overbevisning om, at valgretsalderen på 18 år er for lav. Jeg stemte imod det, da jeg selv var ung, for jeg mente ikke – og mener stadig ikke – at en 18-årig generelt er moden til at skulle være medbestemmende i et land. Jajaja, skyd mig bare, og selvfølgelig er der også nogle, der er det, men tallene i dag talte for sig selv: Kun hver anden 18-årig stemmer, og hver fjerde aner ikke, hvad de skal stemme på – de interesserer sig ikke for politik. Det leder mig til den konklusion, at 25 % stemmer bare for at stemme, men ved ikke, hvad de gør. Meget betryggende …
Jeg tror selvfølgelig ikke på, at valgretsalderen bliver sat op igen, men den skal i hvert fald ikke længere ned, som visse har udtrykt ønske om.

Johns brød: Det blev pragtfuldt. Simpelthen bare et ordentligt brød … det blev spist til suppen og til morgenmaden og vil blive serveret igen i aften, for han lavede suppe nok til to dage – og brød blev der rigeligt af, som I ser. Kogte, knækkede hvedekerner er nyt i vores repertoire, men det er godt!