Hos Mommer

2. februar 2016

Englands smukkeste by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags: , , ,

Det er vist næsten hver gang vi er herovre, vi er en tur i Bath, som, i stærk kontrast til Swindon, nok er Englands smukkeste by.
Det er også blevet en tradition, at vi skal drikke kaffe på Bridge Coffee, som på næsten gammelitaliensk vis ligger på broen over Avon. Den er mildt sagt ikke ret stor, den kaffebiks, men den har byens bedste udsigt og er derfor godt besøgt. At de også laver en god kaffe, gør ikke spor.

P1100273P1100275

Baths gader ligger ret højt i forhold til Avon. Man har først gravet ud til kulkældre (mange af disse er senere blevet til en del af lejlighederne; ganske som i London, hvor man kan finde de flotteste lejligheder, eller dele af dem, lige under gaderne.
Men dengang var det altså kulkældre, og oven på dem fyldte man jord, anlagde vejene og byggede husene, således at hele Bath så at sige starter på første sal.

P1100276P1100282

Herover ses udsigten fra Bridge Coffee, og på billedet til højre kan man fornemme, hvor højt byen er anlagt i forhold til det naturlige niveau, som er på græsplænens plan.

Da vi var på vej ud af byen igen, så jeg to damer, der til forveksling lignede Mary Poppins reinkarneret som enæggede tvillinger.
Charlotte kunne fortælle, at det var Norland Nannies, som bliver uddannet her i Bath på Norland College. Den dag i dag har de stadig en uniform på, man såmænd lige så godt kunne have set på gaden for 100 år siden eller mere.
Herunder, på det stjålne billede, ser man, at de er ganske klar over ligheden med Mary Poppins og måske oven i købe spiller lidt på det.

I modsætning til både Mary Poppins og Nanny McPhee, hvilken sidstnævnte vi lige har nydt at se sammen med ungerne, kan The Norland Nannies ikke trylle (og dog … måske kan de på en måde alligevel, hvis man sammenligner med usikre og/eller fraværende forældre), og de får en høj løn.

Mens vi kørte, spillede BBC Classic, som Charlottes radio i bilen altid er stillet ind på, et langt uddrag fra operetten Flagermusen.
Jeg sad og tænkte på, hvad den mon kunne hedde på engelsk. The Bat lyder temmelig tåbeligt, så det kan de vel næppe have kaldt den?
Det har de heller ikke – de har åbenbart været af samme mening som mig angående det navn, så man har valgt at beholde den tyske titel Die Fledermaus. Klogt, var vi alle tre enige om. Der bliver godt nok refereret til “The Bat” i engelske opslagsværker, men skrevet i parentes, hvorfor jeg opfatter det som en forklaring på, hvad den tyske titel betyder.
Mine undersøgelser lærte mig et nyt ord: Trouser role, som her i Flagermusen er Orlofskys rolle, nemlig en manderolle, der altid spilles af en kvinde. Jeg anede ikke, hvad det hedder på dansk og måtte derfor også slå det op. Det hedder såmænd bukse-rolle. Jamen hvor svært kan det være?
Man lærer lidt hver gang, man er herovre …

10. august 2012

Jeg følte mig lidt som en Brian

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , , ,

Min bil er på værksted. Den skal til syn i næste uge, så der var lige et par ting, som det nok var klogest at få bragt i orden og/eller tjekket, inden den strenge synsmand kommer til. Jeg kører derfor i Johns bil, som på mange de fleste måder er en langt bedre bil end min, men den har én meget stor fejl: cd-afspilleren kan ikke finde ud af at afspille MP3-filer. Og hvad hører Ellen i konebilen, der trods sin lidenhed har det moderneste og bedsteste, der kan fås for penge inden for bilradioer? MP3-filer. Mine lydbøger, som jeg ikke kan undvære, og som jeg kan høre via cd og USB, afhængig af kilden.
I Johns bil hører jeg derfor morfarkanalen P4, som såmænd ikke er så tosset endda … jeg er jo selv mormor … egentlig ville jeg helst høre P1, men radioens enkelhed til trods kan jeg ikke finde ud af skifte kanal. Eller jo – det kan jeg godt, men jeg kan ikke for min død finde P1!
Så jeg hører P4.

I går havde jeg et ærinde i Køge, og på min vej gennem denne skønne by i den skønne sommersol gav P4 et af de fedeste numre, der nogensinde er blevet skrevet: Summer of ‘69 med Bryan Adams. At den er skrevet i 1984, og at BA kun var ni år i 1969, er sagen aldeles uvedkommende. Den er bare god. Canadierne har kåret den som den bedste sang at høre under bilkørsel, hvilket jeg til enhver tid vil skrive under på!
Sommeren ‘69 har BA beskrevet meget rammende:
That summer seemed to last forever
And if I had the choice
Ya – I’d always wanna be there
Those were the best days of my life

Beklager, min søde og dejlige John; dette har intet med dig at gøre, men 1969 var virkelig uforglemmelig for mig: jeg var for første gang i London og jeg startede i gymnasiet efter ni års meget kedsommelige og, for de første syvs vedkommende, ret onde skoleår. Som 16-årig startede mit andet liv, og i og med afslutningen af 2. real var det allerede the best days of my life. De tre gymnasieår var på sin egen måde de bedste tre år i livet: masser, masser, masser af sjov, spas, ballade og fester, men intet ansvar udover at passe skolen.

I dag har jeg det meget svært med for høj musik. Jeg kan ikke lide, når radioen bare går som baggrundsstøj. Hører jeg radio, så lytter jeg til radioen, som jeg sagtens kan høre uden tinnitusfremkaldende lydstyrke. Hvis ikke det er værd at høre på, vil jeg helst gå rundt i stilhed.

Men så er der undtagelserne, som virkelig kræver power, når der skal lyttes. En af disse undtagelser er Summer of ‘69.
At det sker i Køge en torsdag eftermiddag i varmt og solrigt vejr; dvs. med nedrullede bilruder, er måske lidt uheldigt – man kunne sandsynligvis høre Summer of ‘69 fra den ene ende af byen til den anden, men jeg forglemte helt mig selv – sang dog ikke med – det ville have været skrækkeligt … sad bare med Danmarks største smil på, og for pokker, hvor der var nogle, der kiggede efter den skøre halvgamle kælling, der kørte rundt i Køge og støjforurenede på en måde, der ville have gjort en omvendt-kasket-bærer misundelig.

Meat Loafs I’d do Anything for Love (helst den oprindelige udgave) kan få det samme brian-gen op i mig.
Og titelmelodien fra The Piano. Hovedpersonens desperation kan så tydeligt fornemmes. 
Kim Larsens Kvinde Min.
Samme og Mats Ronanders Sensuella.
Ulf Lundells Öppna landskap – og det er altså hverken Erik Grip eller De gyldne Løver, der kan tage æren for den!
Til gengæld synes jeg, at Björn Afzelius’ fortolkning af Tusind Stykker er bedre end Anne Linnets original. Sorry, Anne L.  
Samme Björn Afzelius’ egen Älska mej nu er helt, totalt og aldeles vidunderlig – allerallerbedst, når ens elskede holder én tæt ind til sig, og man danser stille i stuen eller i en svensk skov, bare vi to, helt alene i hele verden … åhhh suk … vi mindes, gør vi … klik og lyt. LYT! …

Jamen der er jo i snesevis, når jeg får tænkt mig om … en hel del operaarier skal bestemt også tælles med. Duetten fra Perlefiskerne, bare for at nævne én – og den ville garanteret ikke ville skabe associationer til omvendte kasketter, hvis jeg fløjtede gennem Køge med den for fuld udblæsning og nedrullede ruder … 

Det eneste, jeg a.b.s.o.l.u.t. ikke kan klare, er jazz. Jeg får røde knopper, jeg slår samtlige eksisterende rekorder i sprint for at komme hen og slukke for radioen, jeg dør, jeg … kan.bare.ikke klare jazzmusik af en hvilkensomhelst art.

Fortæl mig hvordan I har det med musik – det kunne være sjovt at høre, hvilken rolle musik spiller i jeres hverdag.

24. juli 2011

Så er det hverdag igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: , , , ,

Jojo, jeg ved skam godt, at det er søndag, men ferien er slut, og i morgen kalder arbejdet og hverdagen igen. Den hverdag, som mange andre tilsyneladende holder mest af. Det gør jeg så ikke. 
Ikke at jeg ligefrem afskyr hverdagen – det ville sandelig heller ikke være godt, for det er trods alt den, der er mest af… og hvis den ikke var der, ville der ikke være noget at holde ikke-hverdagene op imod, og så kunne jeg ikke kunne sætte så stor pris på weekender, fridage og ferier, som jeg gør.
Hverdagen er kommet for at blive, men derfor behøver man jo ikke at elske den…

På Facebook er jeg blevet ven med Annette i Hollands spændende Hannie Mommers, fordi Annette ikke kunne dy sig for at fortælle Hannie om vores ‘navnelighed’. Hannie og jeg har udvekslet flere ‘beskeder’ via FB, så jeg har været der for mig et rekordstort antal gange de sidste par dage og faldt omgående over følgende reklame for et eller andet gigtmiddel:

Fantastiske resultater for mennesker med gigt, reumanimsme og andre ledsmerter

Kunne man ikke godt gøre sig den ulejlighed at undersøge hvordan reumatisme staves, inden man sender sådan en reklame i cyberspace? 

P1040961Haven.
Eller det, der lignede en have, da vi tog afsted for små tre uger siden… det var godt, vi fik erhvervet os en regnvandstønde. Den er meget fuld. Ligesom regnmåleren var det, og de tre små bede vi har – sidstnævnte dog fulde af ukrudt. DET kan finde ud af at gro i det møgvejr, som vores stakkels lille plet i Danmark har haft det meste af de seneste tre uger. Blomsterkrukkerne så til gengæld temmelig forhutlede og meget lidt blomsterfulde ud – ikke lige et vejr, de har nydt, de arme små blomster.
Inden ferien nåede vi kun at klippe hækken ude foran  – omme i gårdhaven var den nu blevet meget bred, og naboens vin var ydermere ved at overtage hele den ene halvdel, så det var junglelignende tilstande visse steder. Vinen får lov at gro ud over vores hæk, men først senere, så vi kan nyde de røde blade til efteråret.
John gik i gang med hækken, og jeg gik i gang med bede og krukker. Det er skønt med så lille en have som vores – den er hurtigt klaret, og i skrivende stund mangler vi bare lidt solskin for at få den til at se perfekt ud igen. Man må være taknemmelig for lidt – det holdt da tørvejr, så længe vi arbejdede…

Nu hvor jeg har været så uhørt meget på FB, faldt jeg igen over Pias lillebror, min fætter Mark, som har en rigtig god stemme.
Her giver han Kim Larsens ‘Kom Igen’ – som jeg vil vove at påstå er direkte taget fra hovedtemaet fra ‘Tornfuglene’. Prøv at høre begge klip – forskellen er næsten ikke til at finde – den umiskendelige ‘Kom Igen’-lighed starter 50 sekunder inde i temaet fra Tornfuglene – som er fra 1983, mens Hr Larsens komposition er fra 2009.

Mark med den dejlige stemme

Det må andre også have tænkt over, men jeg er i bund og grund aldeles ligeglad, om Kim Larsen har fundet sin inspiration der eller andre steder, for det er en dejlig melodi, som udmærket tåler at blive gentaget, så at sige…
Åh, kan I huske Tornfuglene? Eller gad I den ikke? Jeg indrømmer uden blusel, at jeg elskede den serie; lige som jeg på det nærmeste slugte bogen nogle år tidligere.
Underlødigt? Ka’ da godt være, og det må I gerne mene… jeg synes det ikke, for ud over det forbudte kærlighedsforhold mellem Maggie og Ralph beskrev Colleen McCollough både religion(ens bagsider) og Australien på glimrende vis.

Haven er ordnet, feriekuffertens indhold er vasket, der er købt ind, så vi kan få lidt at spise… kom bare an, hverdag – vi er parat til dig igen.

Blog på WordPress.com.