Fra den ene yderlighed til den anden

Vi var et kort smut til Sverige i juni 2022, men denne gang skulle turen vare lidt længere, for vi var blevet inviteret op til et par meget gamle venner, hvor venskabet stammer helt tilbage fra Hannes ansættelse på ALK i 1986.
Vi bryster os af at være den direkte årsag til, at de købte en ødegård få år efter vi gjorde. Den fred i sjælen, man får 20 nanosekunder efter at være ankommet på stedet, har ikke sin lige, hvilket dette par fandt ud af den allerførste gang de besøgte os på vores ødegård.
De har stadig deres … det har vi som bekendt ikke, men så er det jo skønt, at venskabet har holdt, og at de gider invitere os op til et par dage i skønne omgivelser i det bedste selskab.

Torsdag dukkede frostklar frem fra onsdagens regnfulde vejr og glædede os med det smukkeste vejr hele dagen, så det var oplagt at smøre en madpakke og drage afsted på eventyr. Vores værtspar kendte ikke Gustavsfors, som John og jeg har besøgt mange gange – første gang vi så det, var i starten af firserne; altså længe før vi købte ødegården i 1996.
Det er et dejligt sted med en fin historie, og det er ikke sidste gang Hanne og Steen er her, kunne de hurtigt fastslå. Det sted skal børn og børnebørn også opleve.

Madpakken blev indtaget ved Dragsån ved Vittsjö, hvor der ligger en gammel vandmølle med en violinspillende faun – eller noget – på en lille ø ude i vandet.
Det var koldt. Som i virkelig koldt. Måltidet blev hurtigt til det særdeles kolde bord, men sultne var vi blevet, så vi holdt ved – vi sad bare ikke så længe og hyggesnakkede, som vi forestillede os, mens vi stadig sad i den varme bil. Godt vi altid har numsepuder med. De gør en ret stor forskel for bagpartiets vedkommende, men de kan desværre ikke holde hænder og fødder varme.

Om aftenen opdagede vi, at den lidt mere end halvfulde måne havde en kæmpestor halo. Den største, jeg nogensinde har set. Den kunne ikke engang være i kameraets linse, så mændene blev enige om, at de nok var nødt til at skulle lidt længere væk fra månen for at få hele haloen med. Jeg foreslog dem, at de kunne prøve at gå ned fra terrassen, som ligger i et par meters højde. Det blev underligt nok ikke kommenteret …
Det var med andre ord en smuk, skyfri og meget kold himmel i aftes …

… hvorfor vi var aldeles uforberedte på det syn, der ventede os næste morgen: Verden var blevet til den hvide verden. Da vi stod op, lå der ca. 10 cm sne, men allerede inden morgenmaden var indtaget, var vi oppe på små 20 cm, og det væltede stadig ned. 
Vi blev enige om at se at få pakket vores sydfrugter og komme afsted lidt hurtigt. Værtsparret har en aftale i DK i morgen formiddag og skulle derfor også afsted deroppefra i dag, så det kunne desværre ikke nytte noget at sne inde.
Men hvor var det dog flot! Det er længe siden, jeg har set så meget sne, og i Sverige får det lov at blive liggende på de mindre veje. Sneplov, måske, men ikke noget med salt og deraf følgende sjap.

Og det var den vinter … længe inden vi nåede Danmark, var vi tilbage i de sædvanlige brungrønne omgivelser.

Så er det hele snart overstået

Julen er overstået. For mine englændere er denne tredje juledag sidste hele dag i Danmark – ferien er derfor ved at være overstået og heldigvis er det tågede og triste julevejr åbenbart også ved at være overstået.
Alt er gået efter planen; alle er raske og spiser godt. John og jeg prøver at holde lidt igen … han læste, at for at brænde en normal julemiddag (hvad det så end er) af, skal man gå 40 kilometer!
Det kan vi ikke. Det vil vi heller ikke. Gider ganske enkelt ikke. Men hvis så vi spiste lidt mindre, kunne vi måske komme ned på 20-25 kilometer?
Nogle af dem tog vi i dag. Ikke ret mange, men lidt har også ret.

Vejret har været flot hele dagen, så efter morgenmaden kørte vi til Nysø for at sætte bilen og gå en tur ud til Sælstenen, som vi har døbt den, selv om vi endnu har til gode at se den sæl, flere andre har set ligge og sole sig på stenen. Der er tale om pålidelige kilder, så den må være der indimellem, den sæl. Det må lykkes for os en dag at se den, men det skulle altså ikke være i dag, hvilket dog ikke forhindrede os i at have en dejlig tur.
Herover ses en af de mange redekasser til stor skallesluger, vi kan finde rundtomkring langs Præstø Fjord og Faxebugten.
Sælstenen er der også: Den befinder sig umiddelbart til venstre for E’et i mit navn. Men altså uden sæl, desværre.

Charlotte måtte tage træstammeklatringen, når børnene ikke ville. Det er de åbenbart blevet for store til nu. Hun fik uafvidende taget kamuflagetøjet på, men hun glemte at sværte sig i ansigtet, så hun er nem at få øje på.

Lidt længere henne ad stien var der et lille hul i sivene ud til vandet, så traditionen tro varede det ikke længe før alle fire var ude i vandet – bare fordi sådan noget er sjovt og fordi de lige skulle prøve af hvor koldt det var.
Det var efter sigende ret koldt, og jeg troede dem på deres ord … havde intet behov for at tjekke sandhedsværdien i det.
Og … miraklernes tid er ikke forbi: Ingen fik våde sokker!
Det var nu også noget fantastisk flot og stille vand i dag. Det blæsevejr vi var blevet lovet, holdt sig væk fra vort kvarter.

Den lavtstående sol giver nogle gode kontraster og fine farver. Klokken var næsten 12, men den var alligevel lavtstående … det er ikke nogen stor bue, solen tager på himlen her tæt på vintersolhverv, men nu går det da i det mindste den rigtige vej mod lyset igen.

Paspolitiet strejker i Londons lufthavn, så man har sat militæret ind til at tjekke pas i morgen. Det bliver ‘spændende’, synes de … lige nu ved vi ikke, om der vil være andre, der strejker, men de er forberedte på at komme senere hjem end hvad der normalt kunne forventes.
Flyene flyver; det er det vigtigste.

Nogle har garagebryggerier …

Nogle har garagebryggerier. Det får jeg helt sikkert aldrig, men i dag har jeg haft et garagefarveri.
Jeg fik nemlig en rigtig god ide – synes jeg selv – til mit næste projekt. Jeg mangler kun et ærme på den igangværende sweater, og da jeg bliver færdig med det i løbet af de næste par dage, mangler jeg et nyt lidt større arbejde at gå i gang med. Planen er at strikke PetiteKnits Zipper sweater, men på lageret er der af egnet garn kun lyseblåt, og det skal den ikke være, hovedsageligt fordi den, der er tæt på at være færdig, også er lyseblå. Ikke samme lyseblå, men alligevel …
Hvad gør man så, når man har besluttet ikke at købe mere garn i år?
Man farver da selv noget, naturligvis!
Det blev så (endnu) et eksperiment, for der skal bruges 700 gram garn, og til samme arbejde er det klogest at farve alt garnet på én gang. Det kan jeg også, men kun i den 28-liters gryde, jeg købte til plantefarvning, og den vil jeg helst arbejde med udenfor, hvilket i denne kolde tid ikke er oppe i shelteret, men ude i garagen. Det var alligevel rigelig koldt!

Heldigvis havde jeg et kilo naturfarvet garn i den rigtige tykkelse på lager, så jeg indledte med at lave 50-grams nøgler om til 100-grams fed.
Da det var overstået, begyndte jeg farveprocessen, og få timer senere havde jeg det fineste, perlegrå garn med små brune og mørkerødlillabrune fregner pænt fordelt på feddene. Producenten kalder den Coffee Bean, men den farve kan kaffebønner altså ikke have.
Følgetråden af Kidsilk Mohair havde jeg tilstrækkeligt af i en helt rigtig, lysegrå farve.
Nu kan jeg jo slet ikke vente med at gå i gang!
Farven er ikke korrekt gengivet på billedet; den blev rent faktisk meget, meget tæt på den perlegrå, jeg forestillede mig.
Det er potente farver. Normalt regner man med mellem 1 og 3 gram farve pr. 100 gram garn, alt efter hvor kraftig indfarvning man ønsker. Jeg havde prøvet Tornado Grey før og vidste, at jeg kunne bruge meget mindre end det og vejede derfor kun 1,2 gram farve af til de 700 gram garn.

Det lykkedes så fint med at ramme den ønskede farve, at jeg næsten kunne gå på vandet af bare begejstring og glæde over heldigt arbejde. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde det veludført, for det gode resultat var nok mere held end forstand.

Jeg prøver dog ikke at gå på vandet i bogstavelig forstand, for selv om vores lokale fugle er i stand til det nu, vejer jeg en anelse mere end dem og ville sandsynligvis få mere end fødderne våde.
Isen holder til svanerne nu, og blishøneøen længere ude består ikke af svømmende fugle, selv om det ser sådan ud på billedet, men i kikkerten kunne jeg se deres ben.
Det er ikke hele fjorden, der er frosset til, så fuglene klarer sig indtil videre. Vi har haft let frost i nogle nætter nu, men det har heldigvis ikke været under ÷5-6 grader – og dermed ikke i nærheden af Jyllands ÷17° natten til i dag!

Jeg ved, det er december, når …

Jeg ved, det er december, når..
..bilens gps ikke finder det nødvendigt at gå væk fra natindstillingen, selv om klokken er 13.
..jeg slæber to kasser med julepynt ned fra loftet, men lige vil vente med at gå i gang, til det bliver lidt lysere i stuerne … og det bliver det så ikke den dag … og heller ikke den næste. Det er MIG, der skal spare på lyset – dette gråtriste vejr gør projekt SparPengePåStrømmen en kende vanskeligere!
..en eller flere større ting opgiver ævred, medførende uventede udgifter i en i forvejen udgiftstung måned. Okay, indrømmet, det var mig selv der slog komfuret ihjel, men alligevel …
..jeg ser frem til den 21. for så begynder det så småt at gå mod lysere tider igen.

Det var den mørke side af december. Den har heldigvis også lyse; med den søde juletid, ild i brændeovnen og masser af julepynt overalt. Når man ellers kan se at anbringe det, hvor det skal være …
Den 21. december vender lyset tilbage i dobbelt forstand for mig, for den dag ankommer mine englændere og bliver her i en uge.
Alle julegaveindkøb er overstået, glorien kan pudses og gaverne pakkes ind.
Småkager skal bages og konfekt skal kreeres. Noget jeg virkelig har svært ved at tage mig sammen til, men egentlig holder af når jeg er i gang – og jeg holder desværre alt for meget af at spise de frembragte produkter.
Komfuret er ankommet, og jeg er glad. Det passer så fint i vores køkken, som er moderne, men ser lidt gammeldags ud. Vi synes selv, at det er et superhyggeligt køkken, hvor der bliver tilbragt mange timer, både når vi er alene og når vi har gæster.
Retrolooket på komfuret er jeg ret vild med: Det oxyderede messinghåndtag, knapperne med den lille fine arm, som minder lidt om den dims, der med tommelfingeren skulle betjenes på telefonerne inden drejeskiven og de fuldautomatiske centraler. Uret der ser analogt ud, men er digitalt, således at det både kan bruges som minutur, starte ovnen tidsforskudt eller slukke for den på den valgte tid.

Det er ikke hvidt, men cremefarvet, hvilket jeg først var betænkelig over – lige til jeg kom til at tænke på, at køkkenlågerne ikke er rent hvide.
Hvad jeg dog umiddelbart faldt for, var designet af frontlågens rude.
Næste step var at finde en forhandler. Der var en i Padborg, som var 2750 kroner billigere end Skousen, som ellers praler med altid at matche laveste netpris. Jeg troede dog ikke helt på, at de ville matche den i dette tilfælde med så stor en forskel, men de gik 1750 kroner ned, hvilket stadig var mere end jeg havde turdet håbe på, så jeg var glad.
Jeg valgte Padborg fra, fordi de først kunne levere det den 21. december, og jeg kunne bestemt ikke vente mere end tre uger!
Der var, så vidt jeg kunne se, kun tre Gorenje Classico tilbage i Danmark, da jeg købte mit, og nu kan jeg kun finde det i Padborg, hvor det i øvrigt er steget i pris, så jeg har vist været heldig. Jeg kan i hvert fald ikke længere finde det på Gorenjes egen liste over produkter, hvilket jeg kunne i mandags, da jeg bestilte det.

Vintergækvandring

Hvis jeg havde depressive tendenser, ville jeg nok sætte mig hen i et hjørne af stuen og indhylle mig i sort humør.
Det har jeg ikke, og det gør jeg ikke.
Jeg sætter mig dog … men lige i midten af stuen, foran et vindue, sætter en Elly Griffith-bog på lyd og griber mit strikketøj.
Som i øvrigt også er drønkedeligt at strikke på, men jeg satser stærkt på, at resultatet bliver en pæn sweater med V-hals.
Findes der et mere kedeligt håndarbejde end kroppen på en sweater i glatstrikning? Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget – det skulle da lige være, hvis jeg var gået i gang med et dobbelt sengetæppe i udelukkende glatstrik, men det vil aldrig ske.
Undervejs med denne Petite Knits stockholmsweater, som forhåbentlig ikke bliver en hidtil ukendt variant af stockholmsyndromet, er jeg dybt taknemmelig for, at lydbøgerne for længst er opfundet … den skal nok blive færdig, og den bliver en drøm at have på, men som strikkeunderholdning er den bestemt ikke meget værd.

Vejret tegnede så fint, da vi stod op – og langt hen ad formiddagen – men nu er det igen gråt og trist.
Det fine vejr bevirkede, at jeg fik en voldsom lyst til at forsøge mig med en dansk udgave af en Snowdrop Walk, som jeg har nydt nogle gange i England, så jeg satte mig fuld af optimisme ved pc’en og googlede vintergækker i parker.
Hvis der overhovedet var nogen, var det i Jylland: Augustenborg (jaja, på Als, I know …), Gråsten, Marselisborgskovene, m.m., men det skulle jo være på Sjælland eller Lolland-Falster, og ironien er, at vi kørte hjem fra Sønderjylland i torsdags. Det var dog elendigt vejr både onsdag og torsdag, så da kom ordet vintergækvandring overhovedet ikke til mig.
Vi har før fundet pæne mængder af vintergækker, bl.a. ved Maribo, men ingen, der bare tilnærmelsesvis ligner Englands flere hektar store vintergækklædte arealer.

Det ene af billederne herover er 11 år gammelt og været vist flere gange her på bloggen, fordi det er et af mine yndlingsbilleder, som giver et lille indtryk af, hvor mange snowdrops der er her ved Heale House.
Jeg kan stadig bedst lide det mere beskrivende engelske navn, men vintergækvandring har alliteration, som ikke forekommer i snowdrop walk.
En vintergækvandring i min egen have er hurtigt overstået. Jeg har klynger forskellige steder, men størrelsen på dem kan næppe imponere nogen.
Nogle ‘klynger’ består af to blomster, men helheden har trods alt et dekorativt element i sig. Og se: Purløg har fundet op af jorden.
Det har erantis, påskeliljer og (nogle) tulipaner også, men det er ikke specielt usædvanligt for februar.
Helleborus er på vej, men der er langt til blomstringen endnu. Og den trænger til at blive klippet, lige som jeg. Jeg skal klippes på tirsdag, men mon ikke jeg kan nå at lade helleborusen få et forspring, hvad det angår?
Helleborus – julerose – påskeklokke – nyserod. Kært barn har mange navne. Men hvorfor har man haft brug for at lave nysepulver?

Men altså: Kedeligt strik, kedeligt vejr og ingen vintergækvandringer i denne omgang.
Nu går jeg ud og trøstespiser.
Det vil sige … det gør jeg så heller ikke, for vi er på Nupo til frokost for tiden, så det måltid er også hamrende kedeligt. John er også på pulvermorgenmad, men den har jeg valgt at springe helt over.
Når man (heldigvis rent midlertidigt) har et kedeligt liv, må man se på de lyse sider: Om 14 dage er mine englændere her … om alt går vel … børnene fik ikke deres andet stik, fordi de fik covid-19, og de kan ikke nå at få det inden deres vinterferie. Heldigvis er en højst 180 dage gammel positiv PCR-test tilstrækkeligt bevis på overstået smitte, så jeg går ud fra, at alt går vel.

Vi er for alvor på vej mod lysere tider

Det har været så flot et vejr i dag. Et vejr, som jeg, hvis det skal være ny vinterstandard, intet har at brokke mig over.
Men sådan er det nok ikke. Ikke desto mindre har vi nydt det smukke syn af fjorden, både i morges og i formiddags, da jeg skulle en tur i Meny.
Jeg elsker fjorden sådan en blikstille morgen, hvor alt ånder fred og ro.
Det er 6. januar. Dagen er tiltaget med 16 minutter lige her ved Den Stråtækte, hvis man ellers kan stole på Hermansens almanak, men det tror jeg godt, man kan.
16 minutter er måske ikke meget, men en dag som i dag, uden en sky på himlen, er det endnu ikke helt mørkt her kl. 16:45. I forgårs var det mørkt stort set hele dagen …

Da jeg kørte langs fjorden i formiddags, var der havblik fra strandlinjen og et godt stykke ud.
Vi plejer at have masser af knopsvaner liggende tæt på os, men i dag var det sangsvaner. Også teenage-sangsvaner.
Jeg har opholdt mig en del i systuen i dag og havde lyst til at have et vindue åbent, så jeg kunne nyde deres sang.
Det havde jeg dog ikke … det er trods alt ikke sommer, men når jeg var helt stille – når symaskinen med andre ord ikke var i gang – kunne jeg lige netop høre dem.
Man kunne jo også gå udenfor og nyde lydene og synet.
Det gjorde vi så …

Kan man undgå at komme i godt humør med sådan en himmel? Sådan en fjord? Sådan et vejr?
Jeg kan ikke. Det er mig umuligt at være a grumpy old lady under sådanne forhold.

Det går mod lysere tider i mere end én forstand.
Coronapesten er tilsyneladende ved at være der, hvor det er muligt at leve med omikronvarianten som den mindre farlige af slagsen, der kan få verden ind i et leje, vi kendte fra før.
Nu mangler vi bare, at de bestemmende organer læser de kloge menneskers vurdering af situationen og igen tillader en normal tilværelse.
Eric havde et godt indlæg med tanker om hvornår det unormale bliver normalt og hvornår plejer bliver født og ikke er død, som vi lærte på vores arbejdspladser, at han er.
Vi ser måske ikke 100 % ens på det, men hvad der betyder noget, er hvordan vi bliver bedt om at agere.

Tiden går også mod Annas 16-års fødselsdag. Som er i morgen. Tænk, altså. Og mod Aubreys 15-års fødselsdag, som er om otte dage. Tænk, altså.
Jeg kan nogle gange ikke forstå, hvor tiden bliver af.
Coronapesten har huseret i næsten to år, hvilket jeg har følt som irriterende lang tid, men jeg synes da kun det er et øjeblik siden, børnebørnene var små.
Nu er de selvstændige, unge mennesker, som Charlotte skal lære at give slip på, ganske som jeg skulle slippe hende, da hun var i samme alder.
Hun kan godt give slip; hun stoler på dem og lader dem ikke mærke den bekymring hun føler indeni, når hun sender dem ud i den store verden på egen hånd.
Det kan jeg godt huske hvordan var, og Charlotte og jeg havde en god snak om det i går.

Der er flere måder at få varmen på …

I onsdags kom brændetårnet, vi havde bestilt. Som en sidebemærkning vil jeg da lige klemme ud, at jeg tror der er nogle, der benytter sig af situationen og lader priserne stige, bare fordi nogle andre er nødt til at lade dem stige. Jeg gav 27 % mere for et tårn brænde med ovntørret avnbøg mage til det, jeg købte i januar i år. Så meget tror jeg simpelthen ikke på er en reel stigning, men jeg kan intet stille op andet end betale ved kasse ét, hvis jeg vil have mit vinterbrænde, og det vil jeg.
Hvis alle lader deres varer stige tilsvarende, kommer inflationen op på noget mere end de 3 % den er lige nu. Og mange gør det. Nogle af nødvendighed, andre fordi de lige skal malke os og skumme fløden for nu at blive i det samme billedsprog.
Nå. Brændet kom på plads, og vi fik varmen fra det første gang.

Vi fik også varmen af at åbne østers. Både i overført og egentlig betydning, for de var dæleme svære at åbne. De stillehavsøstes, jeg fandt i lørdags, er nogle store og muskuløse bæster, så jeg kan godt forstå, at krofatter sagde, at de bare skal på grillen, da man så slipper for at have den kamp om hvem der er stærkest.
Men. Så er det jo stadig den rene østers, og det er ingen af os helt vilde med. Der skal helst lidt til at camouflere.
Vi vandt over dem alle, men til de tre største måtte der grovere midler til end bare en gemen østerskniv. De kunne dog ikke vedblive at stritte imod, da John troppede op med det svære skyts i form af skruetrækker og hammer.

 

De mindre var klart nemmere at få åbnet end de store, men det lykkedes som nævnt, og fordi skallerne var så grimme, lagde jeg østerserne op i en skål, hvorefter de blev skyllet.
Amatører, vil mange sikkert sige, men vi vil hverken spise skalrester, sand eller havvand, så sådan blev det.

Jeg havde fundet en opskrift med en blanding af creme fraiche, hvidløg og persille (+ salt og peber), som lægges på, hvorefter der drysses med parmesanost.
Ind med fadet under ovngrillen, til overfladen var gylden. Et godt brød til, og hermed var weekenden indledt med en blæret frokost.
Vi kunne så konstatere, at seks østers til hver er for meget – tre havde været passende, men vi tænkte ikke lige på at invitere naboerne, hvilket vi skulle have gjort, men vi kom da igennem det, og her efter godt fire timer har vi stadig ingen mén efter måltidet.

 

Jeg var lidt forbavset over, at østers kan holde sig i op til 10 dage. Vi fik at vide, at hvis vi skulle have gæster i weekenden efter indsamlingsdagen, var der ingen problemer forbundet med det, og det var da også sandt nok. Vi skulle bare tildække dem med lidt frisk tang. Jeg lugtede naturligvis til hver enkelt efter åbning, og de lugtede bare af hav, ganske som de skulle. De kunne heller ikke have været så muskelstærke, hvis de havde været hel- eller halvdøde, vil jeg tro. Det er i en helt utrolig voldsom grad sådanne to skalhalvdele kan være hermetisk tillukkede.

Nu har vi prøvet at indsamle egne østers. Det er ikke udelukket, at vi prøver igen engang, men det bliver i Vadehavet, hvor vi kan nøjes med at trække i gummistøvlerne og bare tage dem op med vores bare hænder.

Det er noget rod

Den, der laver vejret hernede ved Den Stråtækte, har set forkert i kalenderen – eller også er det bare klassisk aprilsvejr. Det ene øjeblik skinner solen; det næste er det så tæt en snestorm, at sigtbarheden falder til ikke ret meget. Vi kunne ikke se fjorden, som ligger under 100 meter fra huset.
Jeg var ude for at plukke ramsløg i morges, for jeg regner med, at de er helt perfekte lige nu.
Det var de også, men det var vejret ikke. Vi tog afsted i smukt solskin – dog kun sølle 2,5°, så der er stadig kigget forkert i kalenderen – og jeg nåede lige netop at plukke den mængde jeg ville have, inden det blev snestorm.
Det har det nu været fire gange i dag; den ene helt forrygende, de tre lidt mindre forrygende, og lige nu sner det mens solen skinner, hvilket den i øvrigt gjorde bare et par minutter efter hvert snefald. Det er noget rod, men som sagt: aprilsvejr i højeste potens.

Det roder også i systuen. Mit syflip var åbenbart ikke helt overstået, for jeg fik lyst til at sy en indkøbspose af nogle af de bittesmå rester, som jeg (også) gemmer.
Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg gemmer så små stofstykker, men i dag gav jeg selv svaret på det: De kan nemlig bruges på denne måde: Først skæres stofferne i 5,5 cm bredde, dernæst i stykker på mellem 6 og 15 cm. Her har jeg brugt 25 forskellige stoffer, som sys sammen, først den ene vej og så den anden vej, og så har man to stykker ‘stof’ på et tidspunkt.

Det lignede virkelig noget rod i starten, men efterhånden kom der orden i kaos. Det er sjovt, at den slags roderi kan ende med at ligne noget, der hele tiden har været planlagt til at se ud som det kom til i form af de to stykker, som nu bare skal quiltes på pladevat og sys sammen. Så skal der sys for – med lomme, selvfølgelig – til sidst en hank eller to.
Hmmm. Sagde jeg ‘bare’?

Den bliver ikke færdig i dag, men forhåbentlig i morgen. Det tog lang tid at skære og sy alle de stykker sammen.
Ud fra det, jeg har brugt i dag, vil jeg tro, jeg har smårester nok til omkring 10 tasker til i forskellige farver, stadig tone-i-tone, efter samme princip som denne, men så mangler jeg pladevat … det er godt, at Stof & Stil har åbent igen.
Vi skal også en tur i Bauhaus, hvor vi skal kigge på røgflis, som vi John er løbet tør for, så jeg tror jeg vil lokke ham til at køre en tur til Roskilde i morgen.

Det er april, og jeg burde befinde mig ude i haven det meste af dagen, men det har jeg sjovt nok ikke særlig meget lyst til. Vejret fremkalder så sandelig ikke de store smil, men måske kan det lille billede til højre fremkalde et lille et af slagsen.

Isbjerge på Præstø Fjord

Nu er de næsten væk igen, men vi har skam haft isbjerge her på fjorden.
Heldigvis har vi ikke plads til, at Titanic kan være her – det er for fladvandet.
Et enkelt skibbrud har der dog været, men det var bare en jolle, der havde revet sig løs i blæsevejret og i et stykke tid har siddet fast i skrueisen.
Jojo, vi føler os nærmest som nordpolsfarere her i Den Stråtækte – det smager altid lidt af rejseliv. Ikke fordi Nordpolen står på vores to see-liste, men i disse tider må man tage hvad man kan få.
Nu kan vi dog se lyset forude. Det kan de også i England, hvor Boris Johnson i går fremlagde en omfattende og detaljeret plan, så vi har et fornyet håb om at kunne se dem igen måske til juni. Det kommer stadig an på meget, men vi krydser alle seks alt, hvad der kan krydses! Det hjælper garanteret!

Det er simpelthen ligemeget, hvor lille et projekt er … det skal nok finde ud af at gøre sig selv større.
Dette her startede oven i købet med slet ikke at være et projekt …
Først fik jeg min nye opholdsstol af Ditte, hvilket medførte, at vi mente sofabordet skulle være lidt større for at passe i proportionerne.
Det har vi nu hentet, og John har samlet det.
Det medførte igen, at jeg fik den ide, at det strikkerod, jeg havde på det gamle sofabord, måske med lidt kreativitet kunne minimeres. Problemet er bare, at når jeg strikker, er der visse ting jeg hele tiden bruger, hvorfor det hurtigt vil drive mig til vanvid at skulle rejse mig i tide og utide for at hente de remedier andetsteds fra.
Da jeg luftede ideen for John, så han glad ud.
Han har aldrig kommenteret rodet, men var ikke uenig i, at det ville pynte gevaldigt at få det væk fra bordpladen. Han gav mig derfor en dimsekasse, som han aldrig har brugt. Umiddelbart mente jeg, at den for stor og den var i hvert fald alt for grim til at kunne få en plads i stuen. Den hører hjemme i et værksted.
Men det må der kunne gøres noget ved …

Jeg lod mig inspirere af en ‘kasse’, jeg sidste år syede til at opbevare frø i.
Dimsekassen blev målt, stoffer fundet frem og symaskinen startet.
Efter nogle timer var kassen til kassen færdig, og jeg kunne begynde at indrette mig.
Jeg har lavet lommer i de to smalle ender, så jeg stadig har supernem tilgang til fx hæklenålene til tabte masker, til pindemåleren, en blyant og en lille saks.
I enden ud mod stuen er der en lille hank, så jeg nemt kan trække kassen ud.
Desværre er den for stor til at kunne holde sig stabil og lodret i siderne – det er jo trods alt bare stoffer, den er lavet af, så jeg har sat en temmelig uautoriseret snor i til at holde lidt på formerne. Den ses ikke, når kassen står på sin plads.

Fra at være noget, der fyldte et halvt sofabord, står det nu på hylden nede under og ser ud som om det næsten ikke er der.

Sidste solskinsdag i denne omgang. Og andet …

Ifølge vejrudsigten, som man godt nok sjældent kan stole på, er i dag den sidste flotte solskinsdag for en tid.
Hvis de har ret, må vi hellere benytte os af det.
Hvis de ikke har ret, er der ikke sket noget ved at benytte sig af det.
Vi vågnede i morges til rimtåge, men solen fik hurtigt overtaget og afslørede et fjordlandskab indhyllet i hvidt pudder.
Vi skyndte os at spise morgenmaden, lave noget kaffe, tappe et par flasker vand, køre i Meny for at købe frokosten og så afsted mod Vestsjælland, hvor solen om formiddagen står rigtigt, hvis man gerne vil tage billeder.

Der er meget is på de indre farvande efterhånden, så det kniber for fuglene at finde isfrie områder. Det havde de dog fundet et par steder vi var i dag, både i Skælskør havn og ved gennemløbet til Noret. Her var skarv, gråand, troldand, blishøne og måge.
Vi kørte videre … de havde ikke fået ret meget sne i området, og vi kunne godt se på havnene, at de foregående dages kraftige vind havde været overvejende fra øst/nordøst, for der var ingen isdannelser på moler og bolværk.

Vi satte kursen mod Korsør, for jeg ville se hvordan Storebæltsbroen så ud fra landsiden i dette flotte vejr.
Den var såmænd da nydelig … 
Ligeså disse pæle – hvad de så end har været grundpiller for engang – da vi kom nærmere, kunne vi se et fint farvespil, når solen lyste på tangen.

Det er fastelavn i dag. I år falder det sammen med Valentines Day. Denne sidste kan man mene om, hvad man vil, og mange mener, at det er noget kommercielt fis, udelukkende skabt for at give forretnings- og restaurationslivet ekstra indtjening. Det sidste sker ikke i år, men hvad er der egentlig galt med det? Lad dog forretningerne tjene penge. Lad restauranterne få kunder. Lad blomsterhandlerne sælge lidt ekstra blomster og chokolade.

Hvis du synes det er noget pjat, så lad være med at deltage i det. Den relativt ny-introducerede, fiktive pytknap kan bruges i mange sammenhænge. Jeg er selv blevet bedre til at bruge den og bruger den også i valentine-sammenhæng, men andre kan da gøre hvad de vil – og egentlig er der vel ikke noget forkert i at hylde kærligheden, er der? Selv om det naturligvis ikke kun skal gøres én gang om året …    

Men jeg savner, gør jeg, og kunne en hjerteformet æske fyldte chokolader og en buket røde roser få alverdens forskellige og stadigt muterende coronavira til at uddø, så købte jeg gerne verdens største af slagsen.
Børnene har vinterferie nu – også i England. Jeg talte med familien i fredags, og alle sagde, at de savner os.
De savner mor og John, de savner mormor og morfar, de savner at holde ferie i vores hus, de savner, at vi kommer en tur over og besøger dem, de savner vores overfladiske snakke og vores dybe samtaler, de savner min gode mad, de savner Danmark, de savner … vi savner … alle savner …
ET NORMALT LIV!!!
Er vi mon ikke mange, der kan skrive under på det?

Charlotte og jeg har, uafhængigt af hinanden, besluttet, at BC (Before Christ) har fået en anden betydning.
Before Corona, selvfølgelig.
Vi kan så bare ikke helt finde ud af, hvad vi skal finde på for AD (Anno Domini). Vi kan ikke finde på noget, der er coronarelateret.

Tour de Isfugl – uden isfugl

Vi skulle i går tilbringe tre timer i Køge, fordi John skulle igennem en behandling hos hudlægen, hvor der skulle gå denne tid mellem første og andet besøg. Normalt ville vi ingen problemer have med at slå tre timer ihjel i denne dejlige by, men lige nu, hvor ingen restauranter eller cafeterier har åbent, og hvor det er for koldt til at tilbringe tre timer ude i fri luft, så vi os nødsaget til at køre hjem … men så kom vi heldigvis i tanke om min søster, som bor kun 10 minutters kørsel fra Køge. Hun var frisk på at opbevare os i ventetiden, så sådan blev det. Hun bor et dejligt sted, hvorfra man kan se ind til Køge, som på billedet herunder kan anes i midten.

Hun havde besøg af en ven, som lige havde købt en ny linse. Det havde Merete fortalt, samt, at vi skulle huske at tage varmt tøj med, da jeg ringede for at spørge om hun ville huse os, for så kunne vi alle fire køre til Næstved, når Johns behandling var overstået.
Nede ved slusen havde vennen nemlig set en isfugl sidst han var der. Uden at have medbragt kamera, selvfølgelig …
Vejret var fantastisk, så vi drog afsted; mændene iført varmt tøj og monsterlinser, Merete og jeg kun førstnævnte.

Vi havde ikke før været ved slusen, som ligger ikke så langt fra den gamle amtsgård. Helt klart en fejl fra vores side, for hvor var der dejligt!
Der var også meget is. Uden fugl. I hvert fald uden isfugl, men der var masser af andre fugle; bl.a. grønbenet rørhøne, som vi ikke har set i årevis.
Men altså ingen isfugl.
Mens vi stod og kiggede os omkring, henvendte Merete sig til en mand: “Har du set isfuglen i dag?” Det havde han ikke; det var et par dage siden, men han fortalte Merete om vandstæren, som normalt holdt til “lige derhenne”.
Da han var gået gået, spurgte jeg Merete, om det var en hun kendte. “Nej”, svarede hun, “men han lignede en lokal, så jeg regnede med, at han ville kende til isfuglen.”
Typisk Merete. Jeg spurgte hende ikke, hvad det var for karakteristika, der fik ham til at ligne en lokal, men ret havde hun jo. Jeg kunne forstå, hvis han havde været hundelufter, men det var han ikke.
Hun lavede samme nummer, da vi havde flyttet os nogle hundrede meter. Igen havde hun vurderet personen korrekt, og igen var det nogle dage siden denne lokale mand havde set isfuglen.

Vi fik øje på en underlig indretning, som var anbragt ude i vandet.
Det viste sig at være et rederør (til ænder), som ingen af os havde hørt om eller set før, men nu ved vi hvad et rederør er, hvis vi skulle støde på ordet igen – og det gør vi inden for en uges tid ifølge nytordsloven, som siger, at når man hører et ord for første gang i sit liv, vil der gå mindre end en uge, inden man støder på det igen. Er det ikke rigtigt? Det fænomen har jeg oplevet virkelig mange gange.
Inden I bliver helt gråhårede af at spekulere, så har jeg netop opfundet ordet ‘nytordsloven’, og selvom jeg synes det er et glimrende og yderst passende ord, vil jeg godt nok blive forbavset, hvis I eller jeg støder på det igen inden for en uge. Et nyt ord med indbygget paradoks …

Der var som sagt en del forskellige fuglearter at kigge på. Er dette en terne? I så fald, hvilken? Jeg kan ikke finde den i DOF’s fugleapp, og jeg har endnu ikke fået svar fra Naturbasen.
John og jeg har aftalt, at vi skal ud og kigge ved slusen hver gang vi fremover er i Næstved – det kunne da være, vi engang kunne være heldige at se enten isfuglen eller vandstæren.

Opdatering: Svar fra Naturbasen: “Det er en hættemåge, hovedtegningerne er meget variable her om vinteren.”
En hættemåge uden hætte! Det havde jeg aldrig selv fundet ud af!

Vores hus fryser

Det er kun ÷3°, men med den kraftige blæst føles det, ifølge kuldeindextabellen, som ÷12°. Jeg synes det føles endnu koldere. Hvis jeg stod stille i ÷12°, men vindstille, ville jeg ikke føle det værende så isnende koldt som i dag, hvor det absolut ikke var nogen fornøjelse at opholde sig ude i bare de få minutter, det tog at tage billederne af isfjorden og af højvandet. Højisen? Vrøvl, men vandstanden er stigende på trods af, at der ligger is til langt ud på fjorden.
Vi håber på, at vi snart kan se havørnene færdes ude på isen.

Billedet herover er taget i morges, og allerede i skrivende stund, seks timer efter, er vandet hvor ænderne ligger, frosset til.
Det er meget heldigt, at der ikke er voldsom stor søgning på shelterne lige nu, for man kan kun komme til dem fra vandsiden – både shelteret herunder og to andre, som er placeret længere sydpå langs fjorden. Man kan så faktisk heller ikke komme til dem fra vandsiden lige nu, medmindre man har en isbryderkajak … og er meget stærk …

Ved Nysø var vandet ikke, som vi troede, nået helt ind over vejen, men det er begyndt at kravle derhenad, kunne vi se, da vi kørte en tur til Præstø. Det blæser som jeg ved ikke hvad, selv om en vestjyde nok ville smile overbærende af “sådan en smule vind”, men 14 m/s og 22 i vindstødene kan godt mærkes af en østsjællænder!

Nu havde jeg ellers været så dygtig at købe ind til to uger, så det ikke var nødvendigt for os at skulle ud før om et godt stykke tid.
Jeg havde ikke lige taget højde for, at Charlotte ringede forleden og klagede Aubreys nød: De har snart vinterferie, og han er løbet tør for pålægschokolade! Det er sandelig ikke godt … tanken om savnet kan jo næsten ødelægge en ferie på forhånd for ham. Teen, jeg eksporterer til dem, er også ved at være drukket – der går mere til, når alle fire er hjemme hele dagen hver dag.
Så ‘rigtig’ te til dem, plus en Pickwick Skovbærte til Anna, og så selvfølgelig den pålægschokolade – så er alle glade.
Charlotte får også to opvaskebørster. Her kan man få dem med hår og ikke kun med de irriterende, stive nylonbørster, som vi kan vælge til eller fra her i landet, men som er de eneste, de kan få i England – i hvert fald i samtlige de supermarkeder, Charlotte kan finde på at handle i.

Dette, plus lidt godter af den slags jeg ved de kan lide, blev sendt afsted i dag. Efter udfyldelse af tolddeklaration. Dammit, hvor irriterende, men jeg vidste jo godt, at det ville være et krav efter Brexit. Jeg er spændt på, om – eller hvilke – konsekvenser det har for tiden, det tager for pakken at nå frem. Og om det kommer til at koste Charlotte noget at modtage den, hvilket jeg sandelig ikke håber. Der er forskellige toldgrænser, afhængigt af de enkelte landes regler, men det var mig ikke muligt at finde ud af, hvor de ligger for en engelsk modtager af en dansk pakke. Jeg kunne kun finde ud af det, hvis jeg selv skulle modtage en pakke.

Hva’ så?

Det var et flot vejr i formiddags. Præstøfjorden lå blikstille hen; vimplerne hang sløvt ned langs flagstængerne og himlen var høj.
– Hvor kan man køre hen og gå en tur, John?
– Tjah … hvor?
… Ellen tænkte …
– Kan vi ikke køre til Nysted Nor igen? Det sted med alle skarverne.
– Det kan vi da godt.

Vi lavde kaffe, tappede vand og lagde kursen forbi Meny for at købe et par håndmadder og så ellers dernedad.
Desværre var det ikke lige så fint vejr syd for Farøbroerne, men decideret dårligt var det heller ikke, så vi fortsatte, selv om det var med en lille smule øv, vi kunne konstatere, at vi åbenbart havde valgt den forkerte retning til dagens udflugt.

Skarverne var ikke hjemme. I modsætning til os er de ikke underlagt nogen rejserestriktioner, så de er taget en tur til middelhavsområdet.
Deres sommerresidens ser også ret kold ud …
Vi gik videre og tog turen rundt om, hvad vi formoder engang har været Ålholm slots køkkenhave, som har været STOR.
Der er ikke mange tegn på en køkkenhave, men fordi det var et stort og helt fladt område, omkranset af en mur på alle fire sider, samt tilstedeværelse af ruinerne af nogle store drivhuse/orangerier, kunne vi ikke komme til anden konklusion. Vi gik og småsludrede lidt om, at det er en skam, den slags herregårdsliv ikke fungerer mere, selv om det alt i alt nok kun var en god tid for de få privilegerede – som jeg flere gange har skrevet, så synes jeg bestemt ikke, at de gamle dage var særlig gode.

Der er flere steder på slottets område, der er markeret “Privat”, men andre steder må man gerne færdes. Bl.a. forbi denne gule bygning, som vi – igen gætteri – blev enige om måtte have været tjeneste- eller arbejderboliger. Vi havde ingen skrupler over at kigge ind gennem nogle af vinduerne, eftersom det tydeligt fremgik, at stedet ikke længere var beboet. Det er mange år siden, det var det, men det var uomtvisteligt små boliger engang. Der havde været to (eller flere) størrelser: Små og meget små. De meget små var dem med de ligeledes små vinduer længst væk på billedet.

Vi spiste vores madder ved Nysted havn med udsigt til slottet og til alle fuglene på vandet. I bilerne ved siden af os var der andre par eller familier, der havde fået samme gode ide, så vi følte nærmest et helt fællesskab og smilede sødt til hinanden.
Fra stien kunne vi se Nysted vandtårn. Det minder lidt om Sakskøbings Saxine, men smiler ikke. Jeg ved heller ikke lige, hvilket navn Nysted skulle give deres vandtårn, men der skal jo nok være en kreativ sjæl derude, som har en god ide. Da vi kom tilbage efter turen, var der tre par, der indtog maden stående uden for deres biler, så selv om de var flere end fem, synes jeg ikke de skal høre noget for det. De frøs med anstand, og jeg kunne ikke dy mig for at komme med følgende bemærkning: “Velbekomme! I er nok ude for at indtage det store kolde bord!”, hvilket de ufortøvet gav mig ret i … kort efter satte John og jeg os ind og nød vores medbragte og nu både velfortjente og tiltrængte kaffe.
Da vi kom hjem, var det stadig fint vejr på Sjælland. Man kan ikke få alt.

Det er blevet vinter i England

Tim sendte i morges nogle billeder fra deres idylliske hus (og have), som i nattens løb blev dækket med sne. Han var tidligt ude … snebillederne er lidt mørke, men man kan sikkert godt se, hvor fint det hele ser ud, og paradoksalt nok gør ‘mørkheden’, at sneen virker endnu mere lysende i den morgensol, han så gerne ville indfange på sit kamera.

Det bliver lidt billedspam i dag, men det må I finde jer i …

… for hvor jeg dog nød at se billederne af et hus (og have) jeg savner …

… dog langt fra lige så meget, som jeg savner husets indvånere!

The ‘lean to’-drivhus, som jeg er var lidt misundelig over. Det gik næsten helt over efter jeg fik mit eget nye i april. Det hjalp gevaldigt på den følelse.

Nu er det tæt på at være et halvt år siden jeg har set dem, og det er 11 måneder siden vi sidst var i England. Jeg har før haft en lang pause mht. at rejse til England, nemlig da jeg havde kræft og blev forbudt at rejse udenlands i et år. Det år var de til gengæld et par gange mere i DK end normalt, så jeg så dem lige så ofte som jeg hele tiden havde gjort. Det her halve år, som i værste fald kan nå at blive til et helt, er en kedelig rekord, som jeg håber aldrig nogensinde bliver slået.
Charlotte har fortalt, hvordan Aubrey vokser og vokser og vokser. I sommer, da de var her, havde han cirka min højde (167 cm), men allerede her efter de nævnte seks måneder har han netop overhalet sin far og må være lige omkring 180 cm.
Det lovede hun at sende billeddokumentation på, hvilket skete morgenen efter.
På billedet retter Tim sig op – hans holdning er normalt lidt skrutrygget, hvilket får Aubie til at virke som om han er højere end sin far, end det ser ud til her. Drengen vokser ud af sine bukser lige så hurtigt C kan nå at købe nye til ham.
Den små Anna holdt op med at vokse for næsten to år siden, så hun er endt med at blive lidt mindre end Charlotte, som er 160 cm.
Det er Anna lidt ked af – hun ville så gerne være højere end hun er nu. Bare lidt …
Mommer siger selvfølgelig, at hun ikke behøver at blive en høj pige; det er bedre at blive en flot pige, og det er hun allerede. Synes altså mommer … måske ikke helt objektivt …
Jeg siger det samme til Anna, som jeg sagde til Charlotte, da denne som teenager klagede over præcis det samme:
Vær du bare glad for det! Du vil få mange flere mænd at vælge imellem, hvis du ellers som mig synes bedst om, at manden er den højeste.

Jeg vil uuuuud – ud under åben himmel

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Anne Dorte Michelsens tekst, der ‘synges’ i overskriften.
Jeg længes. Længes efter godt vejr, så vi kan komme ud og køre en tur for at komme til at gå en tur.
Jeg ved det godt: 1) Vi kan bare gå en tur her hvor vi bor. 2) Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Men der er også noget, John og Ellen gider, og så er der noget, John og nok især Ellen ikke gider.
Da Merete var her i julen, viste hun os en app, som vi satser på at få meget glæde af: AllTrails. Den tager udgangspunkt i, hvor man rent fysisk befinder sig, men man kan klikke et kort frem og dermed lede efter ture i områder, man kunne tænke sig at køre til.
Den er gratis, med mindre man vil kunne downloade kort til offline brug, men det har vi umiddelbart ikke brug for. Det kan dog være, vi får det, for den virker tilsyneladende globalt – jeg kan i hvert fald lede over hele kloden.

Jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Først kommer der forskellige lokale forslag op (første billede) – hver af turene har oplyst længde og anslået varighed, og klikker man på en, kommer der et kort frem (andet billede), som selvfølgelig kan zoomes ud og ind. Den røde linje er højdekurven for turen. Man kan lægge egne ture ind, og man kan supplere med kommentarer og egne billeder.
Der er ture fra 100 meter (hvor man bare krydser et bytorv) til ture, der vil tage flere dage at gå, så der er noget for enhver alder og ethvert knæ.
På tredje billede ses et screendump, hvor jeg havde tastet Pewsey ind; en by ikke så langt fra Charlottes bopæl, og allerede i første hug dukkede der to ture op, vi ikke kender, så jeg skal have gjort Charlotte opmærksom på appen. Bluebell-turen nederst skal vi tage ved førstkommende lejlighed, for det er et lige fantastisk syn hver gang. Planen er, at vi skal derover netop i bluebellsæsonen til maj, men nu må vi jo se, om coronapesten igenigenigen forhindrer os i at tage afsted.
Man skulle næsten tro, at jeg har fået sponsorbetaling for dette indlæg, men det har jeg ikke – er bare ret begejstret, så jeg synes jeg ville fortælle alle gårtursglade folk om denne eminente app. I morgen tager vi Around the Suså på billede to – hvis vejret vil, men det ser det lige nu ud til at ville.

For vi trænger, gør vi ikke? Vi trænger til at komme ud, til at se og opleve noget andet, noget nyt, gør vi ikke? Vi trænger til bare for en stund at glemme alt om forsamlingsforbud, rejserestriktioner, afstand til andre og alt det andet, vi alle i mere eller mindre grad lider under.
Jeg har lige bestilt årets fjerde sommerhusuge (ja!), hvor kun den ene tur, som er til det sydlige Norge i juni, kan komme i coronafare. De tre andre er forskellige steder her i Danmark, og det kan ingen forhindre os i at gennemføre. Andet end, hvis vi selv bliver coronaramt, naturligvis, men vi passer på, krydser fingre og venter med længsel på vaccinationen.

Så skete det …

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

Vi har set en UFO i dag

Mon ikke medierne flyder over med fænomenet i løbet af dagen?
Det er en stor oplevelse, dette yderst sjældne syn, som netop nu i skrivende stund – i hvert fald på de sydsjællandske himmelstrøg – kan ses som en flad, cirkelformet figur stående lavt på himlen. UFOen er svagt gul og den lyser så kraftigt, at det er forbundet med fare for blindhed at se direkte på den, så det skal man ikke forsøge sig med, men man kan med fordel gå ud og lade sig helkropsbestråle, idet dette på denne årstid normalt ikke er skadeligt. Det skulle tværtimod give ny energi, således at man er bedre rustet til at klare sig igennem de forhåbentlig sidste faser af coronapesten – og muligvis også til at gå i gang med de sidste forberedelser til de kommende, måske lidt anderledes, juledage.

Jeg er om kort tid på vej ud i Grandma’s kitchen, where grandchildren are spoilt and happy memories are made.
Her skal jeg lave vanilletrøfler, og jeg skulle også have haft lavet Liselottes Italienske fristelser (som vi smagte hos Ditte, og som var vældig gode), hvis jeg ellers havde kunnet få pistacienødder i Fakta, men som det altid går, når jeg en sjælden gang bevæger mig ind i den butik, er der mindst fem ting på min liste, som de ikke har. De må købes i morgen tidlig, som bliver min forhåbentlig sidste indkøbstur inden jul, idet jeg satser på, at alt det indkøbte, inklusive mælkeprodukterne, så vil kunne holde sig t.o.m. den 26. december.
Jeg satser desuden på, at der 1) ikke er ret mange i Meny en tidlig lørdag morgen og 2) at personalet har brugt fredagen på at få fyldt godt op på alle hylderne. Jeg har dårlige erfaringer med at handle mandag morgen, fordi der ofte er mange tomme hylder.

Bortset fra de to nævnte manglende gøremål kan julen såmænd godt indfinde sig for mit vedkommende. Gaverne er på plads i England og deres gaver til os er ankommet … ingen stress over eventuelt for sene afleveringer fra det danske eller engelske postvæsen. Jeg sendte udfyldte til og fra-mærkater over til Charlotte, så vores gaver kan blive bare minimalt personlige, selv om Charlotte kommer til at pakke dem ind for mig.
Madplanen er lagt otte dage frem (to af dagene skulle jeg ikke tænke så meget over …), så hvad det kulinariske angår, skal jeg bare huske at tage tingene ud af fryseren i tide. Min søster kommer på en lille juleferie hos os; det bliver hyggeligt at blive tre i stedet for bare John og mig, selv om vi selvfølgelig også havde klaret det.

I øvrigt har jeg til min usigelige glæde konstateret, at jeg, indtil videre, helt har undgået min julehadesang, nemlig Whams Last Christmas.
Om det er rent og skært held, eller man på de forskellige kanaler langt om længe har indset, at der er mange andre end mig, der i mange år har været ualmindelig træt af den julesang, skal jeg ikke kunne sige. Nogle af de traditionelle julemelodigengangere kan jeg høre igen og igen hvert år, men Last Christmas giver mig lige så mange tics og røde knopper som en vis Mr T’s stemme.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at UFOen er forsvundet igen.

Tromsø m.m.

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

Nordlysspam

John tog små 60 billeder af nordlyset tirsdag aften. Nogle få af dem har han slettet, men selv om de resterende umiddelbart ser relativt ens ud, synes vi selv det er interessant at se, hvordan det hele tiden flytter sig hen over himlen og hvordan det uafladeligt forandrer sig, både i retning, facon og intensitet.
På nogle af billederne ses Karlsvognen, som vi brugte som en slags reference til at se, hvor hurtigt nordlyset flyttede sig, men det bevægede sig den aften rundt over stort set hele himlen.

En af kommentarerne i går lød: “Selvom du skriver, at nordlys er flottere på billeder, så tror jeg, at det alligevel er ret fedt at opleve det selv”.
Det er nemlig rigtigt. Det er virkelig en wow-oplevelse, selv om intensiteten af lyset er mindre for det blotte øje, end det er på billederne her.
Det er umuligt at beskrive, man skal selv opleve det for at forstå hvad jeg mener.

Jeg så tre stjerneskud, mens vi stod der og fik et mindre hold i nakken af at beundre himlen.
Desværre kom ingen af dem med på Johns billeder.
Han blev nærmest helt rundtosset af hele tiden at skulle dreje både sig selv og kameraet på stativ rundt efter mine anvisninger:
Ihhh – SE derovre!
Hvor?
Der – til venstre.
…
Neiiii, nu skal du kigge i den stik modsatte retning!
Okay, okay, okay!
Og nu tilbage igen hvor du var før!
Jajaja …
På et tidspunkt holdt jeg mig væk – jeg tror han trængte til en lille pause fra mig.
Så gik jeg hen til guiden for at blive fotograferet under nordlyset. Hun eksponerede (også) i fem sekunder og havde et lille trick med at føre en tændt lygte i en halvcirkel over sit hoved i cirka et sekund. Hun lyste ikke direkte på folk, men den smule lys bevirkede, at personerne kunne ses på billedet, mens det ikke influerede på fotokvaliteten af nordlyset.

Det var det. Ikke mere i dag. Nordlyset må tale for sig selv. Næsten …
Jeg kan ikke vurdere, om det er et lille stjerneskud, der er kommet med på nederste billede cirka to tredjedele oppe ad den tykke stribe til højre. Det må det vel næsten være, for der sad ikke noget på linsen – det ville have kunnet ses på de andre billeder også.
I næste indlæg vil der komme lidt billeder fra Tromsø, som er Norges største by nord for polarcirklen, hvilket betyder, at der er museer, den flotte Ishavskatedral og andre nydelige kirker. Der er hyggelige byhuse og museer, der er masser af restauranter, cafeer og butikker – bl.a. den fedeste garnbutik. MED herreventestol, så John kunne tage en slapper, mens jeg kiggede på garn.

Vi så MASSER af nordlys

Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

Som det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

Tromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

Koks i årstiderne

Det er vinter, siger kalenderen, men det er den varmeste januar i mands minde og absolut ikke specielt vinteragtigt.
Personligt har jeg intet imod dette, men jeg ved, at mange savner frost og sne. Jeg frygter lige nu mest, at der kommer en kuldeperiode, som vil ødelægge alt det, der er alt for tidligt fremme.
Man kan dog trods alt ikke sige, at der er gået koks i årstiderne, men usædvanligt er det.

Men der er gået koks i det for Årstiderne.
Hver tredje tirsdag får vi LowCarbKassen fra Årstiderne. Den er fra uge 6 ændret til at hedde KetoKassen og der er dermed “skruet endnu mere ned for kulhydraterne”. Også for kødmængden, men der er i stedet mere grønt. Det er fint med mig – det skal i hvert fald prøves af, inden jeg ændrer på det.
Den første af den nye slags kom i tirsdags. Jeg abonnerer på kassen til to personer i fem dage.
Jeg pakkede først frostkassen ud, hvor kød, fisk og eventuelle mælkeprodukter findes. Den så rigtig ud – der var fem pakker + lidt creme fraiche.
Så pakkede jeg grøntkassen ud: Kartofler??? Oven i købet to poser? Og en pakke RIS??? Hvad har de dog gang i? Det er da på ingen måde ‘keto’ – tværtimod.
Der var heller ikke så mange grønsager som ventet, eftersom de havde skrevet, at der skulle være flere end normalt.
Jeg nåede ned i bunden til ugens opskrifter.
Det første, der ramte mine øjne var “3 personer i 3 dage”. Dammit. Det nummer har de lavet en gang før, men man kan finde opskrifterne på nettet, så den fejl er til at råde bod på.
Det andet der ramte var ordet “KVIKKASSEN”. Aha – det forklarer kartofler og ris. Opskrifterne passede dog ikke af den grund med indholdet af hverken frost- eller grøntkassen.
Jeg ringede til kundeservice, forklarede problemet og blev bedt om at oplyse kodenumrene på de to kasser. Han takkede og sagde, at han ville kontakte distributøren, for den rigtige grøntkasse måtte jo befinde sig et eller andet sted … jeg ville høre fra ham senere.

Der gik et par timer, inden han ringede:
– Det er faktisk – ifølge koden – den rigtige grøntkasse, du har fået.
Jeg nåede at undre mig, men ikke at spørge, inden han sagde:
– MEN: Det er pakkeriet, den er gal med. De har simpelthen ikke pakket de rigtige ting i kasserne, så der står altså ikke en kasse og savner dig.
– Uuuha, sagde jeg, så er jeg vist ikke den eneste, der har fået forkert levering i dag?
– Nej, det er du ikke. Slet ikke, desværre … har du pakket kasserne ud?
– Æhhh, jada, hvordan tror du ellers, jeg skulle kunne konstatere, at jeg har fået forkert levering?
– Nåhnej, selvfølgelig, men så må vi ikke tage den retur. Du beholder bare hvad du har fået, og så krediterer vi dig for denne levering. Den skal du naturligvis ikke betale for.

Jeg er glad for Årstiderne, og med den gode service har jeg ikke tænkt mig at ændre noget vedrørende mit abonnement.
Alle begår fejl indimellem, og selv om denne nok var en af de lidt mere omfattende, så var det Årstiderne selv, det gik mest ud over, og jeg tror der var nogle af deres medarbejdere, som stod til lidt af en skideballe i går.
For 1½ års tid siden fik jeg ingen levering, da jeg forventede det. Der gik en dags tid, inden de fandt ud af, at distributøren havde afleveret den på en forkert adresse. Det var godt nok ret frækt, at manden der med tak tog imod leveringen, undlod at fortælle, at han ikke abonnerede på Årstidernes kasser, for det var sådan det var, sagde chaufføren senere til mig, så han tænkte ikke over det, før han blev ringet op og fortalt, at der var en kunde, der savnede en levering. Jeg fik en erstatningskasse et par dage efter, som jeg ikke skulle betale for, så igen: Servicen fejler ikke noget.
Det allerbedste ved disse måltidskasser har jeg nævnt før: Det er, at jeg for næsten 25 % af mine aftensmåltiders vedkommende ikke skal finde på.
Dette irritationsmoment kender rigtig mange husmødre, ved jeg: Det værste er ikke at lave maden; det er at finde på, finde på, finde på.

Sæsonens første istap

John har det meste af dagen gået ude og arbejdet på at gøre klar til det nye drivhus. Jeg synes han er modig at turde gå i gang, inden firmaet har givet endeligt grønt lys for, at det kan lade sig gøre, men han er ikke i tvivl om, at det kan det.
Hvis han får ret, er alt fint. Hvis ikke, bliver en del af haven og pladsen, hvor vi har vores brænde, lagt temmelig meget om …

Vejret har været smukt. Ikke en sky, men en smuk, frostglitrende solopgang og resten af dagen rimfrost der, hvor solen ikke nåede hen. Sæsonens første istapper hang og dryppede fra bådehustaget. De var ikke store, men de var der.

Jeg måtte ud og flytte den klematis Montana, jeg havde anbragt meget strategisk i nærheden af bådehuset. Den stod bare ikke særlig strategisk mere efter Johns nedrivningsprojekt – tværtimod stod den og strittede temmelig umotiveret op midt i det hele.
Det er typisk. Det var første sommer, den havde fået rigtig godt fat og blomstrede, så det var en lyst. Nu bliver den formentlig sat en del tilbage, hvis den overhovedet kommer igen. Jeg forestiller mig, at den skal stå og skjule en del af skuret, John bygger senere. Det skal nemlig helst være så usynligt som muligt, hvorfor vi også maler det sort, hvilket nærmest får det til at forsvinde.
Lige nu står den i en stor balje inde i det gamle drivhus og klarer sig forhåbentlig vinteren igennem.

Af dagens øvrige gøremål kan nævnes Charlottes fødselsdagsgave, som blev postet i dag. Hun havde ønsket sig “Tidens Mode 1840-1890”, men havde advaret mig om, at det nok ikke var nemt at skaffe den, da den kun fås antikvarisk.
Jeg tror, jeg har kapret Danmarks eneste tilgængelige eksemplar. Dog kun ved surfing – jeg har ikke ringet rundt til antikvarboghandlerne, hvilket ville have været næste træk, hvis det ikke lykkedes at skaffe den via nettet.
Anna skal seks dage til Berlin med skolen og kommer hjem på Charlottes fødselsdag. Godt nok fylder hun 14 år om en måneds tid, men hun er altså ikke ældre, end at hun tilbød at melde fra den tur, fordi hun troede, at Charlotte ville blive ulykkelig over ikke at have hele sin lille familie samlet til fødselsdagsmorgenbordet … altså ikke fordi Anna mente, at hun selv var uundværlig, men fordi de altid gør så meget ud af deres fødselsdagsmorgener, så hun mente, det var helt ubærligt, at den for hendes stakkels mor ikke skulle være som den plejer.
C fik dog overbevist Anna om, at det ville være helt i orden, og at det ikke er noget problem for hende, at de i stedet fyrede alle ritualerne af til aftensmadbordet i stedet for.
Det var mens vi var derovre, at denne samtale udspandt sig. Det var rørende, at Anna tilbød at blive hjemme fra den tur, hun havde glædet sig så meget til, indtil hjemkomstdatoen pludselig sprang hende i øjnene, men jeg kan såmænd godt huske, hvor vigtig min egen fødselsdag var, og hvor lidt jeg forstod hvorfor den tilsyneladende ikke betød lige så meget for mine forældre.

Vinterbelysningen er på plads

Vinterbelysningen er på plads udenfor, og John har købt og monteret en lampe med bevægelsessensor omme ved brændet, så vi kan se hvad vi laver, når vi glemmer at hente brænde, mens det endnu er lyst.
Jeg synes det bliver meget tidligt mørkt, selv om der stadig er over en måned til det begynder at vende. Godt, at strikketøjet er opfundet – ligeledes elektrisk lys, så ikke jeg er nødt til at sidde ved petroleumlampens skær som i de ikke så gode, gamle dage. Eller endnu værre: ved tællelysets skær.
Jeg drillede min gamle far med, at han i sine sidste år var nødt til at have en 100 watts-pære på sin skrivebordslampe.
Jeg sender ham tit en kærlig tanke, fordi jeg er færdig med at grine over den slags – jeg er lidt forskrækket over, hvor meget mere lys jeg allerede har brug for, længe før min far nåede det lysbehovsstadium, hvor jeg befinder mig her som 66-årig.
Hyggebelysning er okay, og jeg nyder det i snakkeøjemed, men skal jeg strikke, læse eller sy – eller såmænd bare lave mad – skal jeg bruge så meget lys, at der ikke er så forfærdelig meget hygge tilbage.
Det er der bare ikke rigtig noget at gøre ved.

Den står stadig i strikketingsjulekassens tegn, og efterhånden er der kommet en del ting i den. Herover fire af fem par fingerløse vanter.
Sådanne har jeg ellers altid kun haft et overbærende smil tilovers for … mente, at de ikke ville virke efter hensigten, når det yderste af fingrene ville være uden dækning.
Sådan er det ikke, har jeg fundet ud af, og jeg håber, at familien har fundet ud af det samme, for der kommer nok til at være en del af dem i julekassen, da jeg er blevet ret pjattet med at strikke dem.
Jeg er fjollet, for jeg bilder mig selv ind, at de er meget hurtigere at strikke, når der mangler toppen af hånden og tommelen. Selvfølgelig er de lidt hurtigere, men det er ærlig talt nok ikke særlig meget.
Ulempen ved alt det strikkeri er, at jeg har forfærdelig svært ved at tage mig sammen til at komme ud og få frisk luft. På det punkt har jeg med skam at melde en rygrad som en kålorm, men en del af forklaringen er nok, at jeg ikke gider gå ud bare for at GÅ. Jeg skal helst foretage mig noget fornuftigt, og en gåtur betragtes åbenbart ikke som fornuftig nok ifølge mit indre jeg.
Jeg ville ønske, at jeg holdt mere af at gå. Måske kunne det hjælpe, hvis jeg prøvede at tage en bog med i ørerne, men det har jeg i princippet også været imod, da jeg mener, at når man færdes ude i naturen skal man nyde naturen og ikke andet.
Den holdning holder vist bare ikke, hvis jeg skal tage mig sammen til at vintermotionere.

Influenzavaccinen er i hus.

Årets influenzavaccine er i hus. Eller rettere sagt: i krop. Nu skulle vi gerne være garderet mod at dø af det for denne sæsons vedkommende. Jeg ved godt, at den ikke dækker 100 %, men jeg vælger at være overbevist om, at hverken John eller jeg bukker under for den irriterende virus i denne vinter.
John ringede og bestilte tid hos sygeplejersken i vores lægehus, men hun havde ikke tid til at tage os før 18. november. Irriterende – jeg ville godt have haft det overstået, inden vi flyver til England i næste uge.
Da John lidt senere skulle hente sin medicin på apoteket, spurgte man ham om han var interesseret i at blive influenzavaccineret.
??? Gør I det? Jada. Du kan bare komme an – det klarer vi med det samme.
Herligt, sagde John, jeg kører lige hjem og henter min kone.
Som sagt, så gjort, og nu er vi begge vaccinerede.
Jeg spurgte, om de altid havde foretaget den vaccination, og svaret lød, at det var første år for deres vedkommende, men at andre apoteker havde klaret den lille sag i flere år; de havde bare først fået taget sig sammen nu her i Præstø.
Fint nok. Så er der jo ingen grund til at ulejlige dem henne i lægehuset – de har rigeligt travlt i forvejen.
Og nej, man får ikke influenza af influenzavaccine. Virussen er så svækket, at den kun lige formår at booste immunsystemet til at danne antistoffer; den kan ikke gøre os syge. Bliver man det, ville man være blevet syg alligevel – også uden vaccinen.
Man får heller ikke mæslinger (eller andre endnu mere skrækkelige sygdomme, uanset hvad der har verseret af snak på de sociale medier), røde hunde, børnelammelse eller kighoste af de respektive vacciner. Nogle få kan få lette symptomer i op til 2-3 dage efter injektionen, men det er det og bare en indikation af, at kroppens immunforsvar er sat til at arbejde.
Jeg kan kun anbefale at lade jer vaccinere. Der er lige så lidt grund til at lade være med det, som der er til at lade være med at tage imod de kræftscanningstilbud, vi får.

Hvis man ikke ved, hvad Irish Moss er, kan man læse lidt om det her. Jeg kendte det ikke, og det bliver nok heller ikke noget jeg vil investere i fremover.
Jeg hælder mere til enten Lemsip eller Beechams, som jeg køber i Boots, når vi er ved at løbe tør. Ingen af midlerne kan gøre os raske – der er intet at stille op mod influenza eller bare forkølelse for den sags skyld, men midlerne kan dope os så meget, at det gør det lidt lettere at holde ud, så længe det nu engang varer.
Hvad er det man siger? Hvis man ikke behandler en forkølelse, varer den en uge. Hvis man behandler den, varer den i syv dage.
Men ét er en gemen forkølelse, som såmænd kan være irriterende nok, men influenza? Ellers mange tak … hvis jeg overhovedet kan gøre noget for at undgå at få det, så gør jeg gerne det.

Der er kun 23 dage imellem …

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

I dag sendte han mig dette billede:

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

En hveps nu???

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

Brrrr

I forgårs lovede man, at der ville falde en del sne i England fra og med i går eftermiddags. Anna & Aubrey har 40 minutters kørsel med skolebus (hvortil de har 10 minutter i bil, så det er en lang transporttid for dem). Hvis ikke vej- og vejrforholdene er gode, vil chaufførerne ikke tage det store ansvar for andre folks børn. Safety first, og det er naturligvis helt i orden. I forgårs meldte man derfor ud på skolens intranet, at alle non-boarders i går ville få en time før fri. Hvorvidt bussen ville køre morgenen efter, ville der gå besked ud om senest klokken 07. Skolen tilbød, at børnene gratis kunne overnatte på skolen, hvilket altid er muligt, hvis man af en eller anden grund skulle have lyst eller behov for det, men normalt koster det en eller anden sum penge. Det havde nok heller ikke været muligt for alle non-boarders, men lur mig, om der var mange, der tog imod tilbuddet.  
Tim forsøgte dog:
– Children! You can stay on the school tomorrow night! Wouldn’t that be fun?
– And why would we do that??? We can get home an hour earlier tomorrow and we cross our fingers for a lot of snow, so the bus can’t drive. Why on earth should we board, then?
Han kunne godt se, at den ikke blev solgt …
Vejrudsigten holdt, skolebussen aflyst i dag, og børnene har brugt det meste af dagen på at bygge snemænd. Der faldt ganske rigtigt en del sne, men det er allerede tøvejr, så det bliver nok ikke til mere end en forlænget weekend, men det er heller ikke så ringe endda, synes de.

Denne mængde sne er åbenbart nok til at lukke England ned. Charlottes ord i mailen lød nogenlunde således:
Sne. Fri fra skole. Ingen tog til London. Derfor heller ingen bil til Woodborough. Jubiii.  (Det er i Woodborough, C har sit lille værksted).

Vi har det koldt, men vi har ingen sne. Det gør ikke noget.
De par minutter, det tog mig at tage nogle få billeder af fjorden, var rigeligt for mig – det blæser en del, så kulden går gennem marv og ben.
Jeg skal ikke ud og gå tur i dag!

Svanerne fryser

Det blæser en halv pelikan i dag (ved I, hvorfor man siger sådan? Svaret fås her), og svanerne ligger med hovedet under armen eller med hovedet under vandoverfladen så meget som det kan lade sig gøre uden de drukner. Det må være koldt om næbbet, uanset om det befinder sig over eller under vandoverfladen.
Solen kommer og går; det ene øjeblik styrter det ned, det næste skinner solen. Jeg har været ude for at plukke en spand æbler fra bagboens træ, inden det bliver for sent. De har de skønneste æbler, og de har en million af dem. Mindst. Og når jeg nu har fået lov til at tage af dem, er det bare med at benytte sig af tilbuddet. Jeg gik i solskin, men inden jeg var nået de 50 meter op til æbletræet, stod det ned i tove, så jeg blev ret våd. Det overlever jeg dog nok …
I aftes lavede jeg den skønneste, gammeldags æbleflæsk. Det er bare SÅ lækkert, og dermed blev der plads til en ny forsyning æbler i den muse- og rottesikrede opbevaringskasse, John lavede til mig, så afsted med mig.

Der bliver syet og strikket julegaver. Som ikke er rigtige julegaver, men ting, jeg tager med til julefrokosten med mine søskende og deres børn.
Jeg har toiletpunge med, og jeg har huer, halstørklæder, sokker, hjemmesko og pandebånd med. Noget gider de godt have, men ikke det hele. De strikkede ting, de ikke vil have, ryger ned i Røde Kors-butikken, hvor de forhåbentlig kan blive afsat.

Der bliver også lavet lidt til mig selv. Herover en brødkurv, lavet af en slags pølser af stof med fyld i – inspireret af Made by Lil. Jeg så en ovre hos hende og faldt med det samme for den, og så er det jo altid rart at kunne lave noget nyt – eller i hvert fald lave noget velkendt efter en ny metode, så der kan komme lidt variation i produkterne.
Jeg lavede først kurven til højre, hvor jeg lige ville bruge nogle haloweenstoffer op, men den blev alt for stor; især alt for høj, og det selv om jeg oven i købet lavede den tre lag lavere end opskriften sagde … men nu havde jeg syet pølserne, og så valgte jeg at anvende dem alle. Det er dog nærmest blevet til en balje i stedet for en kurv, så nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med den. Hvis den skal bruges som brødkurv, så skal man være mere end 10 personer, hvis ikke brødet bare skal skjule sig nede på bunden af kurven.
Så blev den røde lidt bedre, selv om jeg regnede forkert, så bunden fik for lille en diameter. Overlappet skulle absolut ikke have været så stort, men sådan blev det.
Første gang er altid et pilotprojekt. Hvad kalder man det så, når heller ikke andet forsøg går helt efter planen?
Jeg har også lavet en lille toiletpung efter konceptet, men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om den. Den har en underlig og ikke specielt elegant lukning. Muligvis kan jeg forbedre den del af det – det vil pynte en del på udseendet.

Lynkursus i grønlandspåklædning

Jeg har aldrig haft så meget tøj på på én gang. Holddaop, hvor det tog lang tid at få det hele på. Og af igen. Og på. Og af. Det skulle af og på flere gange om dagen, for man kunne naturligvis ikke holde ud at have så mange lag på, når man opholdt sig indendørs, hvor de bestemt ikke sparede på varmen heroppe.
Sent søndag aften blev der oven i købet en ekstra øvelse (selv om vi på det tidspunkt følte os fuldbefarne i klæd-af-og-på-disciplinen), for jeg havde netop gjort mig parat til natten, smidt alle kludene og kravlet til køjs med samme ‘påklædning’ som altid: Kun iført en let parfume. Efter mig kom John ind fra badeværelset (vi havde ikke vores eget) og kunne meddele, at han lige havde haft stukket næsen udenfor – og det vrimlede med nordlys. Endnu flottere end i aftes.
Der var kun én vej frem: På med alt klunset igen, for man kan ikke opholde sig udenfor i så meget som et par minutter med for lidt tøj på uden at blive stivfrossen – og da slet ikke, når man bare skal stå stille. Altså:

1. Trusser og bh (denne udelod jeg dog denne ene gang)
2. Vandresokker (ikke de tyndeste)
3. Uldne gamacher
4. Skiundertrøje
5. Tykke, hjemmestrikkede, let filtede sokker
6. Fleecetrøje med høj hals
7. Nummer to par uldne gamacher
8. Tyk, hjemmestrikket, ulden sweater
9. Termobukser, dvs. forede vinterbukser, yderst
10. Den meget varme og til formålet indkøbte vinterfrakke
11. Strikket hue
12. Varme, terrængående støvler, som er store nok til at rumme begge par sokker, og alligevel kunne vrikke med tæerne
13. Laaangt, hjemmestrikket halstørklæde (nogle gange dækker man også munden med det)
14. Vanter – en enkelt gang to par
15. Hætten op over hovedet

Men så er man også totalt klar til Grønlands kulde. Jeg lignede en michelinmand og jeg ved præcis, hvorfor Charlotte hadede at få flyverdragt und alles på, da hun var lille, men det er alt sammen aldeles ligegyldigt, for jeg kom ikke til at fryse på noget tidspunkt, hvilket var det vigtigste.

Hvis man er heldig, kan man sommetider se både rødt, blåt og lilla nordlys. Vi var heldige, og her ses den blålilla variation.
Som en ekstrabonus fik vi lige et stjerneskud med, men det så vi først, da vi så billederne på en stor skærm.
Grønland er fantastisk at opleve.
Det bliver ikke vores foretrukne feriested, for her er alt for koldt, øde og barsk til os, men nu har vi oplevet det, og jeg ville afgjort ikke have undværet denne oplevelse; kulden kan sagtens holdes ud i nogle få dage, hvis man ellers har det rigtige tøj, hvilket vi jo altså havde.
Vi kom fra ÷24° i går og har været ude at ordne lidt i haven i dag i 12°, hvilket ikke kræver den store kædestrammereksamen for at regne ud, at det giver en forskel på 36°. Vi har flere gange haft tilsvarende kuldegrader i Danmark, men så har jeg ikke skullet opholde mig udendørs i flere timer ad gangen.

Prøv at forestille jer dette fylde hele himlen. Det bevæger sig konstant; det bølger og det blafrer. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at fotografere, for billederne skulle eksponere mellem 10 og 35 sekunder, og der skete noget nyt hele tiden et andet sted end lige der, hvor man nu kiggede. Jeg blev helt svimmel sommetider, ikke kun af ærefrygt over dette fantastiske skue, men fordi jeg kiggede op og samtidig drejede rundt med meget korte mellemrum.

Det bliver rasende koldt

Vi pakker kuffert. Til grønlandsturen. Den globale opvarmning huserer ikke deroppe lige for øjeblikket, for selvom dagsgennemsnitstemperaturen for november skulle ligge på ÷8°, så holder den sig lige nu og i de kommende dage på ÷20° eller derunder i Kangerlussuaq, hvor vi skal til i morgen.
Det er richtig dajli’ koldt!
Vi har dog garderet os – jeg har lånt skiundertøj og fleecebluser af en af Die Drei Mädchen, og John havde selv noget fra sin tid som taxachauffør. Varme støvler og ditto sokker, huer, halstørklæder, vanter og sweaters, de nye frakker, vi købte på Fanø – jeg tror vi kan klare under 30 graders frost og snestorm.
Det handler om lag-på-lag-på-lag, og det har vi tænkt os at efterleve. Gallatøjet og – for mit vedkommende – stiletterne lader vi blive hjemme. Desuden skulle det ikke føles nær så koldt på Grønland, som den samme minustemperatur føles som herhjemme – det finder vi snart ud af om passer … derudover er vinden næsten ikke-eksisterende; bare 0-1 m/sek, så chillfactor kan lades ude af betragtning.

Og dette her er endnu bedre! Lave temperaturer og klar himmel hører jo sammen, så vi vil meget hellere have kulden end den relative varme, der indfinder sig om en uges tid. Vi tager jo primært derop i håbet om endelig at opleve nordlys, og det kan man ikke med en overskyet himmel. Lige nu er vi derfor fulde af fortrøstning.
Og til de mange, der har spurgt os om, hvorfor vi tager derop, når det er mørkt døgnet rundt, kan jeg svare, at det gør vi skam heller ikke ikke … som det fremgår, står solen op lidt i ni og er på himlen til næsten halvfire, hvilket ligner Danmark ved juletide, så vi skal nok få glæde af de tilmeldte ture både til tundraen, indlandsisen og Russelgletsjeren.
Vi vil meget gerne til Grønland på et eller andet tidspunkt om sommeren for at opleve Isfjorden, men man ser ikke nordlys, når der er lyst døgnet rundt, selv om en del tror det – man ser jo heller ikke stjerneskud om dagen, vel?
Glæder vi os? JA, vi gør da. Kulden afskrækker os slet ikke – vi ved jo, at vi har det rigtige tøj med. Vi har fordelt det i to kufferter, med cirka halvdelen af hver vores tøj i hver kuffert, selv om John atter en gang nærmest skulle overtales til det. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvorfor han gerne vil dele hus og seng med mig, men synes jeg er fjollet hver gang jeg foreslår ham, at vi deles om kufferterne. Det er oven i købet ham, der har den dårlige erfaring med ikke at ville gøre det.
Kryds venligst alt, hvad der kan krydses for, at vi får et af vores højeste ønsker opfyldt. Det der nordlys, forstås …