Hos Mommer

31. marts 2018

Hvis det havde været 23. december …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:22
Tags: , , , ,

SandeltræJeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

Sjal farvet med blåtræSjal farvet med blåtræ    Arabella 1DrachenfelsNæsten Exploration Station

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Reklamer

29. marts 2018

Det har sneet dobbelt så meget som i går

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , ,

Fantastisk påskevejr

“Det har sneet dobbelt så meget som i går”, siger hun.
Jamen … det giver jo ikke mening, fordi langt det meste af året sner det slet ikke, og når noget kan have værdien 0, kan man ikke tale om hverken for-, fem eller tidoblinger. Vil [nog]en nok hævde …
Det giver dog fint mening for mig, og det har i øvrigt også sneet dobbelt så længe. Winking smile
Det har nemlig sneet uafbrudt siden en gang i nat; visse steder kan man ikke komme frem for drivedannelser i forbindelse med fygning. Det er tøvejr, men det fyger hurtigere til, end det kan nå at smelte, så sneplovene kører i fast rutefart forbi os.
JEG GIDER IKKE. Påsken skal, efter min definition, bruges til de indledende haveøvelser, men det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter. Tøhø. Meget hvid, endda … snehvid, faktisk.

Så er det sandelig godt, at jeg samlede løgskaller i England, fordi jeg gerne ville have de manglende 20 gram til at kunne farve endnu et batch garn.
Vi brugte heldigvis en del løg, mens vi var derovre, så jeg fik 32 gram skaller med hjem.
Charlotte og jeg stod og kogte lidt suppe (!) på, hvad en tolder ville sige, hvis han hev en plastpose med løgskaller op af min kuffert …

Gule løgskallerDe 112 gram blev kogt til en effektiv suppe, som jeg satsede på kunne klare hele 150 gram garn, nemlig et gråt superwash, et lysegråt merino og noget naturfarvet lammeuld. Andet bad tog et gråt og et hvidt superwash, samt endnu et naturfarvet lam. Tredje bad var en prøve med gråt superwash, men nu var der ikke mere gult krudt i bøssen, så garnet blev en bleggrågrøn. Sandsynligvis også fordi det var ubejdset, og selv om jeg puttede alun med ned i farvegryden, tror jeg det var en kombination af svag suppe og ineffektiv bejdsning, men så er det afprøvet. Nogle siger, at man sagtens kan bejdse, mens man farver – jeg har ikke helt troet på det, og jeg mener at have bekræftet det her, idet suppen, på trods af, at det var tredje bad, stadig var stærkt gul.

Jeg elsker løgskalsgul. Denne gang har jeg helt undladt at tage skaller med fra rødløg, da de giver en mere grønlig farve, hvilket jeg ikke var interesseret i.
Garnerne bør – som sædvanlig – ses i virkeligheden. Især de første to fra venstre har en vidunderlig glød, som kameraet ikke kan fange.
Jeg har netop, som beskæftigelse til en hyggelig Barnabyepisode, strikket et sjal færdigt, til hvilket jeg har brugt fem af nuancerne fra blåtræsfarvningen (billede senere; sjalet ligger i vand nu), og lige om lidt går jeg i gang med et Røde Kors-tæppe med et tidligere batch fra farvning med løgskaller.
Jeg har strikket 2900 gram i løbet af årets første kvartal, hvoraf 1400 gram er af mine plantefarvede garner og 1000 gram til Røde Kors af ’gammelt’ lagergarn. Det giver 500 grams forbrug af nyt købegarn, så det går indtil videre den rigtige vej for mig.

28. marts 2018

I brokkehumør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

Vintervindue tæt på 1. aprilAltså, det her vejr! Me not like. Me absolutely not like. Jeg vågnede klokken seks i morges til snestorm. Uden overdrivelse: en veritabel snestorm. Megen blæst og meget sne. Ikke slud. Sne. Og langt det meste af det ligger der endnu.
Det smelter, men meeeget langsomt. Hvis jeg skal se på den lyse side af situationen, så er temperaturen steget til det femdobbelte siden klokken ni, nemlig fra 0,2° til 1,0°.
Begejstringen kender ingen grænser. Jeg lyver.
Billedet er af køkkenvinduet, hvorigennem man måske fornemmer en kold og hvid fjordudsigt. Sådan skal et køkkenvindue ikke se ud tre dage før den 1. april – sneen i hjørnet er ikke noget, der stammer fra en spraydåse. Hvis det også ser sådan ud om tre dage, håber jeg det er en aprilsnar, og at vejret tager sig alvorligt sammen.

Det elendige vejr gjorde mig ikke specielt venligt stemt, så jeg tænkte, at det var det rette tidspunkt at kontakte We Park You Fly i Københavns lufthavn. Jeg skal dog indlede med at sige, at WPYF er rigtig godt, og at det er noget, vi har tænkt os at fortsætte med, for vi nyder (bl.a.), at vi ikke skal gå langt i dårligt vejr eller tænke på isslag og andre ubehageligheder, der kan vente os ved hjemkomst. Vi afleverer og afhenter bilen lige under afgangs-/ankomsthallen og den er tør og lige til at gå til, når vi kommer trætte hjem og bare vil hjem
Men. For der er et men. Vi har nemlig henholdsvis undret os over og blevet irriterede på dem, der flytter rundt med vores bil, efter vi har afleveret den på den sædvanlige James Bond-facon. 
Hvorfor er begge forsæders nakkestøtter altid blevet flyttet maksimalt højt op? Hvorfor skal der to til at flytte bilen? Og kan det virkelig passe, at de alle er væsentligt højere end os begge? De kører den ikke ret langt væk eller ligefrem kører tur i den (det har Tim og Charlotte faktisk været ude for!), for kilometertælleren bliver aflæst, når vi ankommer. Dette sidste er godt nok forholdsvis nyt, så jeg har lumske anelser om, at folk har haft klaget over, at deres bil er blevet brugt.
Det andet, der irriterer os er, at det åbenbart er livsnødvendigt for dem (for de er jo to om det … ) på den korte køretur at stille radioen over på P3, som vi aldrig hører. Herregud – kan de ikke holde ud at høre P4 i to minutter, kan de skrue ned, kan de.
Jeg sendte en mail, og to timer efter fik jeg svar. De skulle nok sørge for, at radioen fremover bliver ladt i fred, men de kunne ikke garantere, at nakkestøtterne ikke bliver rørt, da “personalet er af forskellig højde”. De gled dermed uelegant af på min undren over, hvorfor der skal pilles ved begge nakkestøtter, og hvorfor det er hver gang, der bliver det.
Og nu må I gerne tænke, at dette er petitesser, og at jeg er sart. Det er mig, der er kunden, og det er derfor pr. definition mig, der har ret. 

19. marts 2018

Vi er her!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , , , ,

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

P1010641

18. marts 2018

Hvem kan jeg klage til?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags: , ,

Vi var lige kommet hjem fra en herlig weekend hos Ditte og Peter, da Charlotte ringede.
– Hej – hvordan er vejret hos jer?
Det fortalte jeg … og så fortalte hun, hvordan det er derovre. Det er helt vildt. Og helt hvidt. Togene kører ikke, det blæser 20 m/sek, og det er snestorm; dvs. at vejene fyger til, og vi ved jo alle, hvordan vinter- og snerydningsberedskabet er i UK, nemlig nærmest ikke-eksisterende. Hun regner ikke med, at børnene kan komme i skole i morgen.
Vejret har ikke tænkt sig at blive bedre før i morgen ved 11-tiden, så hvis det holder, kan vi simpelthen ikke komme ud til dem. Og selv om vi kunne det, ville de ikke kunne komme og hente os på stationen, fordi de små veje ude hos dem er lukkede.
For et par uger siden havde de The Beast From the East. Dette er døbt Little Beast.
Jamen hvad er det da for noget? Helt ærligt! Her bestiller man en rejse til England den 19. marts, fordi man skal over og tage lidt forskud på foråret, og så har de endnu værre vinter end os. Det gider jeg simpelthen ikke, men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal klage.
I stedet bliver det til, at vi nok skal regne med at tage østpå i stedet for vestpå, når vi ankommer til Heathrow i morgen – med andre ord: Tilbringe de første 24 timer i London, inden vi kan drage mod den lille landsby.
Okay, London er måske ikke det værste alternativ, men jeg foretrækker selv at bestemme, hvornår jeg skal dertil.
Så derfor – hvis bussen overhovedet går fra Heathrow til Reading, men det er ad motorvej, så det gør den nok – så tager vi dertil og overnatter, og ikke til London, hvor vi alligevel ikke rigtig vil kunne nå noget særligt, fordi vi (forhåbentlig) skal derfra igen tirsdag morgen.

IMG_8311

Jeg stod oppe i vores gæsteværelse og kiggede ud over fjorden, da jeg fik øje på vores bagbopar, som forsøgte at forcere det oversvømmede stykke for at komme ned til vandet, men det måtte de opgive.
Lige her ved os er isskruningerne ikke så slemme, men 750 meter nordpå er der en del. Det er da flot, men de er her i en helt forkert måned, synes jeg.

P1010629

Charlotte aflægger vejrrapport sidst på eftermiddagen, ligesom vi har aftalt, at vi ringer sammen når vi kommer til England. Det er jo ikke altid, at vejrudsigterne holder, men på den anden side vil vi hellere strande i Reading end i Pewsey, hvor der ingen hoteller findes.
Vi krydser fingre for et godt udfald af vores rejse i morgen!

14. marts 2018

Katastrofeturisterne fik i stedet en snowdrop-tour

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

Vejret tegnede nogenlunde tilforladeligt i morges, så vi kørte en tur ud i de sydsjællandske og lolland-falsterske landskaber for at se på rigets tilstand vandstand. Det var heldigvis ikke så slemt – i hvert fald så vi ingen steder, hvor det var mere kritisk end på billedet herunder. De har dog nok lidt fugt i kælderen, men det var synligt sunket, da vi kørte forbi igen efter små seks timer.

2018 14 maarts efter megen sne (1) 

Nede ved Ålholm slot ved Nysted var der meget vand, men de træer så nu ud som om de havde stået under vand i meget lang tid.

2018 14 maarts efter megen sne (9)

Et sted så vi vand fosse ovenud fra et sted, hvorfra der normalt ikke kommer vand.

2018 14 maarts efter megen sne (3)

Flere steder så vi pænt store arealer med vintergækker, dog ikke store nok til at kopiere englændernes koncept med snowdrop walks (den er i hvert fald hurtigt overstået), men vi talte om at udforske Danmark lidt mere og så på et tidspunkt udgive en guide med forslag til en biltur: A Snowdrop Tour with Mrs & Mr Nielsen.

SnowdroptourSnowdroptour (3)

Her var der virkelig mange – det var næsten helt englandsk at se på – et dejligt syn.

Snowdroptour (2)

Især den sidste store klynge her på nederste billede overraskede mig – det var nemlig ikke vintergækker, men dorthealiljer. Så mange har jeg aldrig set samlet på én gang før – heller ikke i England.

Da vi havde rundet Maribosøerne og det smukke Søholt, vendte vi næsen hjemover, og tænk, det passede lige med, at jeg som tak for chaufførskabet kunne give en frokost på caféen på Borgcentret i Vordingborg. Der har vi spist to gange før og er endnu ikke blevet skuffet.
Frokost på BorgcentretDet blev vi heller ikke i dag; det var atter en gang dejligt, hjemmelavet, lækkert og veltilberedt.
Da vi fik vores tapastallerken, var der ikke noget vesterhavsost på, hvilket jeg bestemt mente, der havde stået på menukortet. Da jeg spurgte efter det, kom der et løftet øjenbryn, en beklagelse og et jeg vender straks tilbage!
Få minutter efter kom kokken ud til os med en gedigen portion vesterhavsost og næsten et halvt brød.
– Det må I søreme undskylde – der var jeg vist lige hurtig nok til at lave den tallerken.
Vi forsikrede hende om, at det naturligvis var helt i orden … jeg tror faktisk, vi fik dobbelt så meget ost på den forglemmelseskonto.
Sådan kan man få en ellers dødkedelig og grå onsdag til at gå på bedste vis.

2. marts 2018

The Beast from the East

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

I formiddags ringede Charlotte; hun havde set de billeder, jeg sendte til hende i går, så hun ville lige høre, om vi var sneet helt inde. Det vidste jeg så ikke helt endnu, men hun kunne fortælle, at de var næsten lige så hårdt ramt som os af The Beast from the East, som de kalder denne Sjaggerpludselige sne- og kuldebølge i England. Børnene har naturligvis en fest – skolen har været lukket i går og i dag, så den har stået på leg ude i sneen begge dage – selv om de ikke har fået så meget som vi har (Aubrey var ret misundelig over al vores sne), så har der dog været nok til lidt sjov.

Jeg stoler ikke helt på yr.no mere. De lovede, at det skulle holde op med at sne kl. 12 i dag, men det sner endnu! Og det fyger meget, fordi det blæser meget.
De æbler, jeg har haft til overvintring ude i garagen, har ikke helt kunnet lide denne kulde, så de er ikke så pæne mere, men solsorten er meget begejstret for dem og vil kæmpe for livet for at beholde dem for sig selv. Da der kom et par sjaggere og ville have en bid med, blev der en veritabel slåskamp, så fjerene føg omkring dem. De har da ellers hårdt brug for hver eneste fjer i den kulde … Vi lagde flere æbler ud, sådan ret spredt, for så kunne solsorten ikke forsvare dem alle. Troede vi.
Den flyttede dem da bare! Snedige lille bæst. Den samlede æblerne, så den kunne holde øje med dem alle, og sjaggerne fik ikke en chance.
Så lagde vi nogle uden for solsortens synsvidde og håbede, at sjaggerne fandt dem, hvilket de gjorde.

Værs'go' - ta' en vognVi kom ud at handle. Sneen holdt en mindre pause først på eftermiddagen, så John gik ud og skrabede foran garagen og mente nok, at vi ville kunne komme afsted.
Afsted til et præstøsk snekaos. Parkeringspladsen ved Meny var forsøgt ryddet, men de kan jo ikke få sneen til at forsvinde op i luften; de er nødt til at skubbe den ind til siden, med færre parkeringspladser til følge. Når folk så ikke har kunnet komme ud de sidste par dage, så bliver der rift om pladserne, når det igen kan lade sig gøre at komme ud at handle. Vi var heldige og kørte lige hen og fik os en plads – ved siden af vores nabo, som havde kørt rundt i et kvarter for at finde en.
Jeg kiggede også en ekstra gang, da jeg skulle have en vogn, men heldigvis havde de taget nogle ind under et halvtag, hvor der normalt står ‘udendørs’ varer, så jeg fik en snefri vogn.
Nu har jeg handlet til omkring en halvanden uges tid, så bortset fra, at jeg vældig gerne vil se gæster i morgen, så kan vejret bare komme an, kan det. Jeg er beredt og vi kan klare den uden at komme til at sulte!

1. marts 2018

Lokale fimbulvintre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: ,

Da vi checkede ud i morges, advarede receptionisten os mod den sorte is, dar var lige ude på Åbenråvejen, og i trafikradioen kunne vi høre om flere uheld. Der var da også skøjteglat, så jeg var glad for min rutinerede og erfarne chauffør.
Det varede dog kun små 20 kilometer, så var det okay igen. Hen over det meste af Fyn var der ikke så meget som et snefnug at se; ligeledes fra Korsør og videre over Sjælland. Vi havde et ærinde i Køge, og også der så alting fint og aldeles snefrit ud.
Vinteren begyndte så småt nede omkring Dalby – og det blev værre og værre.
Og værre … det var ikke spor sjovt at køre på vejen fra Tappernøje og ned mod fjorden; den var visse steder føget næsten helt til.

1 marts 20181 marts 2018 (2)

Som det kan fornemmes på billede to og tre, går vores vej opad (huset bag os ligger højt i forhold til Den Stråtækte), og det tog John tre forsøg, hvor han måtte bakke helt ud på den saltede Præstøvej for at kunne tage et grundigt tilløb. Jeg turde slet ikke se på det … men i trejde forsøg lykkedes det at komme de få meter op til garagen.
Da han drejede, gik det galt igen, så John hentede sneskraberen og gik i gang – vi spærrede for andre bilister, men der var åbenbart ikke andre, der havde lyst til at køre ud i det skrækkelige vejr – i hvert fald nåede han at skrabe sneen væk og få bilen listet ind i garagen, inden der kom en bil.

1 marts 2018 (6) 

På DMI’s radar kunne vi se, hvor smalt snebæltet er – det går lige hen over det sydligste Sjælland; herunder Den Stråtækte, ingenting på Fyn, og så igen over et smalt stykke Sønderjylland (og hele Bornholm).
JEG GIDER IKKE!
Undskyld, jeg råber, men jeg er sur! I overmorgen har jeg fødselsdag. Jeg har godt nok kun inviteret den allernærmeste familie, men de skal have god mad, som jeg meget gerne skulle ud og købe ind i morgen. Nu må vi selvfølgelig se, om de overhovedet kan komme herned, eller jeg skal ringe og aflyse. Oppe, hvor de bor, har de jo ikke set så meget som et snefnug, så de har ingen anelse om, hvor slemt det er hernede.

1 marts 2018 (7)

Alt det hvide i den øverste halvdel af billedet herover er normalt Præstøfjordens vand. Det er frosset og dækket af sne, og vi kan ikke se over til den anden side af fjorden – det er bare hvidt i hvidt.
Og det bliver da VED med at sne. Det passer altså på ingen måde fruen her, og hvis nogen er misundelige, så kan vi bytte, kan vi. Bare i nogle dage, til dette her pjat er overstået igen.
Det er kommet sådan cirka 2½ måned for sent!

28. februar 2018

Udsigten er ikke helt så god, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

Vi er ankommet i hel tilstand til Christies i Sdr. Hostrup, og det er ikke vejrets, men Johns skyld. Det har været lidt af et snehelvede at køre i dag, og bilerne kørte da også i grøften på alle sider af os – og betænkeligt tæt på! En modkørende dame krydsede vejen umiddelbart bag os, og det var ikke med vilje. Hun slingrede så meget, at John sagde “hun kører i grøften nu!” Og det gjorde hun så … hun kunne meget nemt have ramt vores bil.
Det var flot solskin indtil 30 km før Kupfermühle, hvor vi skulle ind til Fleggaard, men det blev nogle meget lange 30 km, fordi det inden for få hundrede meter blev til en veritabel whiteout. Lige før grænsen var der solskin, men 10 km før ankomst var der igen whiteout og nærmest ikke til at se en hånd for sig. En halv time efter igen skinnede solen, og det gør den endnu – det vejr er lige så ubeslutsomt som i april.

20 km før grænsenSdr. Hostrup

Der er forskel på udsigten fra 11. etage og ind i en sneklædt hæk … vi er lidt spændte på, hvordan vejret arter sig i morgen, når vi atter sætter kursen mod Den Stråtækte.
Eckernförde i går var en ommer, så den tog vi i formiddags. Solen skinnede som sagt fint, men det var HAMrende koldt. Minus 7 grader, feels like minus 17, som vejrtjenesten var så venlig at oplyse os om. Vi gik gågaderne igennem, men fokuserede nok mest på at komme ind til varmen og en kopkaf i Cafe Heldt, som Jørgen anbefalede os, for den vind bed godt nok til!
I Fleggaard havnede der, nok ikke overraskende, lidt god vin i kurven, plus den obligatoriske mormorgave til Aubrey: Galle & Jessens pålægschololade. Han ville blive skuffet, hvis ikke jeg har den sædvanlige dobbeltpakning med til ham, men jeg ved, at i Tyskland kan man få den som 3-pak. I dag var den på tilbud: Fem 3-pak for 100 kroner. Det giver 6,67 kroner pr. pakke mod normalt 16,63 kroner i Brugsen. Det er altså ikke fordi, jeg ikke under den lille Aubie med den store søde tand for 33 kroner chokolade, det er nok mere den store prisforskel, jeg undrer mig over … og når nu vi var her alligevel …
Jeg har én gang glemt at lægge chokoladen i kufferten, hvorfor jeg så købte den i lufthavnen. For 54 kroner for én pakke! Var der nogen der sagde, at man kan købe billigt i lufthavnen?

P1010557

Nå. Nok om det.
Nu er der to timer til gourmetmiddagen, men de bliver tilbragt på værelset, da der ikke rigtig er til at komme til for sne udenfor.
Vi sprang skakspillet over … det var lidt svært at se felterne. Ligeledes kroens forslag: “Husk at besøge vores fantastiske urtehave på 1600 m2, der ligger bag kroen” blev vi enige om at gemme til en anden god gang.

27. februar 2018

Solskin–snestorm-solskin-snestorm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

Efter det herlige morgenbord, med alt til faget hørende, som det kun fås i Tyskland, bevægede vi os som det første i formiddags, efter Jørgens anbefaling, mod Eidersperrwerk, som ganske rigtigt var spændende at se. Principperne og konstruktionen mindede os meget om Thames Barrier, men det gør det ikke mindre imponerende. Der skal stærke kræfter til at holde på vands stærke kræfter …

EidersperrwerkEidersperrwerk

Vejret vekslede uafladeligt mellem solskin og snestorm – vi kunne køre i det smukkeste solskinsvejr og se tunge byger lige foran os. En ret så dramatisk himmel var det indimellem.

P1010514

Da Eidersperrwerk var set, satte vi kursen mod Friedrichstadt, hvor vi spiste frokost. En fin, lille by var det, meget sønderjysk i sit udtryk – eller rettere sagt, så er Sønderjylland og Nordfriesland/Schleswig vel i bund og grund det samme og har været det i mange år. Det er samme byggestil, det er det samme marsklandskab med ‘koger’ og ‘Koogen’; mange gårde er bygget på kunstige forhøjninger, og endelig er dørene i byerne lige kunstfærdige i både nord og syd.

Friedrichstadt

Også i Friedrichstadt vekslede vejret mellem godt og mindre godt, men dagen var så langtfra gået, så vi kørte til Husum for at se, hvordan den så ud. Den fandt vi dog temmelig uinteressant og kørte derfor til Eckernförde, for ifølge kortet kunne der godt være noget kønt at se på.
Nu var vejret holdt op med at veksle – det var kun snestorm og en temmelig tæt en af slagsen. Da vi nåede Eckernförde, stod himmel og jord nærmest i ét, så vi nøjedes med at finde et sted, hvor vi kunne få en kopkaf. Det med at gå ned gennem shoppingområdet droppede vi helt.
Da kaffen var indtaget, kørte vi hjem. Det sneede meget, og vi kunne ikke køre ret stærkt, da vejene nu var blevet fedtede og glatte, men efterhånden som vi kom sydpå, blev det fint igen, og da vi var 10 km fra Bad Bramstedt, hvor vi bor, var der igen helt blå himmel og kun faldet lidt eller ingen sne.
Det drejede sig om bare 80 km, men vi har selvfølgelig tit set indenfor hvor korte afstande det kan skifte – også derhjemme.

Dør i FriedrichstadtDør i FriedrichstadtDør i Friedrichstadt

17. februar 2018

En mini-snowdrop walk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

Mini-snowdrop walkI dag fik jeg endelig beskåret vinen i drivhuset. Det skal vist helst gøres i januar, lige efter nytår. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke finde en god forklaring på, så jeg regner med, at midt i februar også er i orden.
Omme bag bådehuset, et sted vi ikke kan se indefra, men kun hvis vi bevæger ud i haven, står der en masse vintergækker. Så mange, at jeg sagde til John, at vi kan lave vores egen lille snowdrop walk. Den snowdrop walk, som jeg har set så flot i Heale Gardens, men som var aflyst, da John tog med for to år siden for at se den – det var det år, England havde haft det vådeste år i historien, så alle de bedste steder var utilgængelige.

Vi talte om, hvorvidt Heale House & Gardens nogen sinde ville åbne igen for offentligheden, idet de ikke længere var afhængige af entreindtægter som supplerende indtægtskilde. Det er en fantastisk historie: De fandt for få år siden i et loftsrum et ur, som viste sig at være uhyre kostbart. Det blev solgt på auktion og indbragte flere millioner – jeg husker ikke hvor mange, men mener det var over fire millioner pund, så de lidt stramme tider var med ét en saga blot for The Rasch family.

De tanker blev heldigvis gjort til skamme, for Heale House & Gardens har åbent for snowdrop walks igen – i næste uge, faktisk, så det når vi ikke at se i år, men det er rart at vide, at det stadig vil være en mulighed fremover, for de der walks er intet mindre end fantastiske, hvilket vist sagtens kan fornemmes på ovenstående billede. Er der noget at sige til, at man nemt kan blive lidt galanthofil, når man ser sådan et syn i virkeligheden?
Det er lidt en skam, at ingen herregårde eller andre potentielle steder i Danmark har noget tilsvarende.

Galanthofil kommer af det latinske navn for vintergæk. Jeg er måske lidt mere hyacinthofil, for er jeg betaget af vintergæktæpper, er jeg nok endnu mere betaget af de enestående smukke tæpper af bluebells; den direkte årsag til, at vi har lagt årets englandstur i bil i maj, hvor de blomstrer derovre.
Den tid, den glæde. Nu er der kun tre måneder til … vi er hjemme igen fra den tur.
Jo, vi har vores anemoner, og jo, det er bestemt også et betagende syn, når de er fremme, men det syn har jeg nydt i over 60 år, hvorimod de to andre blomstertæpper er et forholdsvis nyt fænomen for mit vedkommende.

5. februar 2018

Drømme – et stykke tid endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

Skæve istapperHvis ikke jeg gik ud i dag, kunne jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er blevet forår – solen har skinnet fra en høj og, det meste af dagen, klar himmel, og fjorden har været så blå, så blå. Man skulle bare sørge for at blive inden døre, for i modsat fald røg forårstankerne lige pr. omgående, da termometret viste ÷3°.
Istapperne fra stråtaget gjorde også deres til, at drømmen forsvandt – jeg ville i øvrigt gerne vide, hvordan de kan blive så skæve, når der stort set ingen vind er – men pyt, de besad bare deres egen skæve charme.
I mangel af det ægte forår, kørte jeg I stedet videre på forårstanken via de meget rustikke og hjemmegjorte poser, jeg lige har fået tilsendt fra Albinus Frø. Dette er ikke en reklame – og så er det jo alligevel, fordi jeg nævner firmaet ved navn, men det er hende vel undt.

Frø til sommer

Frø til sommer (1)Se bare her: Små, fine poser med håndskrevent poseindhold. Herligt.
Jeg skulle bare have lidt kermesbær, for jeg har set på amerikanske blogs, hvor fine farver de kan give. Jeg husker kermesbær fra mit barndomshjem, hvor de fik lov at vokse frem forskellige steder i haven. Her i Den Stråtækte er de tænkt at skulle sås omme bag shelteret, hvor de for min skyld gerne må gro lidt vildt. Og de kan koldsås! Ved ikke om det hedder sådan, men det har jeg lige døbt det begreb, at jeg kan smide frøene ud nu selv på denne kolde årstid. Jeg venter dog lige en måneds tid, men det er dejligt, at jeg slipper for at forspire dem – især fordi vi er væk en uges tid i marts, hvor planterne helst skal tilses hver dag.
Perilla kan ligeledes koldsås – en vækst jeg aldrig har hørt om før, men beskrivelsen “en blanding af basilikum og mynte” lyder tiltalende, så den måtte lige prøves. I kurven med den.
Oppe på de små terrasser over det nu græsbeklædte Atlanterhav, hvor Finn kørte rundt med sine modeltog, er jorden gruset, hård og elendig og næsten intet kan gro der. Ikke engang mynte gider vokse … så må det være slemt … men jeg tænkte, at så må mexikansk hat være velegnet.
Øjeblomsten så smuk ud, og bunddække kan man altid bruge …
Opiumsvalmuer er dejligt frodigt-vulgære at se på – jeg har dem i orange og vil gerne supplere med en anden farve.
Mamelukærmer kan sås overalt, hvor der er huller.
Drumsticks = den “skulpturelle plante” så bare spændende ud, selv om vores boligstil ikke ligefrem kan kaldes “tidens” … medmindre man har glemt et ‘for’ foran ‘tiden’. Men det har man næppe.

Hov. Jeg skulle jo bare have en pose kermesbær …
Sådan går det tit, når jeg internetshopper.
Men jeg har bare huller i bedene, og indtil alt det for nyligt plantede breder sig tilstrækkeligt, er det rigtig fint at fylde ud med sommerblomster.
Poserne og ordrebekræftelsen (alene dens omfangsrighed gør, at jeg er nødt til at anbefale Albinus Frø), er lagt hen i min havedagbog/have to-do-bog.

4. februar 2018

Det var lidt af en kontrast

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , ,

Minus to grader landede vi til sent i går eftermiddags. Det var koldt, når man kom fra 18°. Ikke så chokerende for kroppen, som da Charlotte oplevede en forskel på 60°, da hun i 1996 kom hjem til jul – fra sommer i Sydafrika til bidende ÷30° i Sverige. Det slog hende fuldkommen ud, og så slemt var det dog ikke for os i går (faktisk var det vel præcis 1/3 så slemt, tøhø), men nok til, at vi frøs som små hundehvalpe, da vi steg ud af bilen i sne- og blæsevejr.
Huset var køligt, men ikke koldt. Jeg skruer altid lidt ned for radiatorerne når vi er væk, men der må helst ikke komme under 15°, da stueplanterne gerne skulle kunne overleve vores fravær. Det havde de også fint gjort, men der blev hurtigt tændt for brændeovnen.

Sivene er væk (2)

Hvad vi ikke kunne se i aftes, men som John opdagede som det første, da han var stået op, var, at fjorden var kommet tættere på huset.
Sivene lige over for vores grund var væk næsten alle sammen. Piletræerne var der desværre endnu – dem ville vi hellere se forsvundne end sivene – men tagrør vokser vel hurtigt op igen, lige som græs. Det håber jeg – jeg skal bruge et par kilo blomster til august – men det kan skaffes fra naboerne, hvis ikke de nye når at blomstre. Jeg kender ikke alverden til tagrørenes liv.

Sivene er væk

P1010413På panoramabilledet taget fra vores gæsteværelse på første sal ses det endnu tydeligere, at vi nu nærmest kan spytte ud i vandet. Det har naturligvis hele tiden været sådan; vi har bare ikke kunnet se det. Fiskehejren er ligeledes kommet tættere på, fordi den slår sig ned tæt på båden i stedet for på pælen, jeg viste forleden dag. Nu mangler vi bare, at også havørnene finder på at komme lidt tættere på.
Nu kunne vi pludselig se, hvor meget vand der åbenbart altid står på hver side af den smalle, menneskeskabte sti, vi går ad ned til vandet. Stien ses lige over båden i begge billeders midte. Sne har vi også fået, som det vist tydeligt fremgår. Ikke i de voldsomme mængder, men det sner lidt hele tiden – nu er det dog blevet tøvejr igen.
Det gør ikke noget for mig – tværtimod – jeg kan sagtens undvære den hvide vinter, men jeg er klar over, at jeg nok ikke har flertallet med mig.
Jeg vil have forår nu! Vel vidende, at det nok er både et urimeligt og urealistisk krav … men bedst som jeg troede håbede, det var på nippet til at ankomme, ankommer dette vejr i stedet for.
Bare ikke vintergækker og erantis fryser for meget – heldigvis er de hårdføre.

21. januar 2018

Avalon tur/retur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , , ,

Sol.
Kulde.
Vindstille.
Morgendis.
En glimrende kombination, når det nu absolut skal være vinter.
Fjorden bliver så dejlig mystisk, når en let dis ligger på det blanke vand, og som jeg skrev i morges på Instagram, så kom jeg til at tænke på Avalon, som er den hellige ø, hvor Kong Arthur blev begravet, og på film er sejlturen dertil eller derfra altid indhyllet i mystikkens tåger.

En vintermorgen

Jeg kan godt lide at se den slags eventyrfilm – og læse den slags eventyrbøger. Den slags fantasy taler til min hjerne på en måde, som jeg ikke helt kan forklare, men som jeg sluger råt, hvilket forklarer, hvorfor jeg elskede alle Harry Potter-bøgerne (og senere filmene) mindst lige så meget som min nevø (og senere mine børnebørn) gjorde. Og hvorfor jeg, sammen med Charlotte, otte år, sad og fulgte lige så opslugt som hende med i Stjernedrengen. Nævn denne titel for hende den dag i dag, og hun sukker henført og siger: Åhhh ja, det var bare den bedste serie nogensinde!
Det trøster mig lidt, at en af mine veninder, som er forsynet med en langt højere IQ end mig, har samme ‘mystiske’ tilbøjeligheder.

En vintermorgenEn vintermorgen

Fiskehejren har ikke Avalon i tankerne, men sandsynligvis noget langt mere jordnært som fx det næste måltid mad … han sidder ofte på lige præcis denne pæl og kigger ned i vandet. Vi har ikke set ham fange noget herfra, men han må åbenbart alligevel anse den for at være den perfekte udkigspost.

En vintereftermiddag

Mystikken holdt sig hele dagen – ikke en vind har haft rørt sig, solen har skinnet og gæssene har indfundet sig i hobetal, så vi har ærgret os lidt over, at det var for koldt til at have en dør på klem eller et vindue åbent, så vi kunne høre deres konstante snakken.
Det var så godt vejr og så hyggeligt med fuglesnakken ude på fjorden, at jeg fik lyst til at gå op i shelteret for at indtage eftermiddagskaffen, men det så bedre ud indefra, end virkeligheden viste sig at være … brrrr.
Nu er det bløde eftermiddagslys næsten helt væk, og mørket er ved at falde på. Der er ild i brændeovnen og gang i strikkepindene.
Vinteren har bestemt også sine lyse sider!

20. januar 2018

Nu må der gerne snart ske noget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , , ,

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

imageimage

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

11. januar 2018

Rastløs kedsomhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:46
Tags: ,

Min mor sagde altid, at intelligente mennesker aldrig keder sig, så det nægter jeg at indrømme, at jeg gør.
Men jeg kan jo ikke strikke hele dagen – det bliver for kedeligt.
Jeg er rastløs. Jeg kan ikke komme ud. Eller … det kan jeg naturligvis godt, men jeg gider ikke, for der er ikke noget at lave i haven, og en gåtur er no go (tøhø) i dette vejr, som er gråt, surt, vådt, trist og kedeligt. Måske er jeg mere vejrpåvirkelig, end jeg vil indrømme over for mig selv?

John er kørt for at hente isoleringsmateriale til røgovnen, for her i den kolde periode skal tingene have noget længere i den end om sommeren, og hvis der er noget, det systematiske ordensmenneske John ikke kan have, så er det uregelmæssigheder. “En lakseside plejer at skulle have 35 minutter. Så dur det da ikke, at jeg ikke på forhånd ved, om den skal have 45 eller helt op til 60 minutter. Det er jo umuligt at planlægge spisetiden, så!”
Se, sådan noget tager jeg nok ikke så tungt, men det gør han, og nu gør han noget ved det. Jeg var lige ved at køre med bare for at blive beskæftiget i en lille time, men så kunne jeg godt selv se, at jeg var for tåbelig.

imageI stedet kredser jeg lidt rundt om mig selv. Strikker lidt. Laver en kop te. Kigger ud ad vinduet. Skriver dette indlæg. Prøver at tage mig sammen til at få syet de to pudebagbeklædninger, jeg har lovet Malle. Burde også tage mig sammen til at sy de to andre ting, jeg længe har haft i tankerne. Burde, burde …
Nu skal I altså ikke tro, at der hænger en vinterdepression truende over hovedet på mig, for det gør der så langt fra, men holddanuheltop, hvor har jeg svært ved at komme i omdrejninger i dag.
Om lidt kommer John hjem igen – også medbringende vores Malta & Gozo Marco Polo Pocket Guide, så kan jeg begynde at studere den, mens jeg drikker resten af teen. Vi har også købt en elektronisk udgave af Turen Går Til Malta; den kan gemmes og læses på telefonen, mens vi er på farten dernede. Vi er nødt til at finde ud af lidt om øen, inden vi kommer derned, så vi kan prioritere hvad vi skal se i løbet af ugen, og vi ved bogstaveligt intet om øen/øerne i forvejen … kender kun et malteserkors, og det har så ikke en pind med Malta at gøre, fandt jeg lige ud af ved en googling. Godt så. Man skal lære nyt hver dag.

Jeg tror jeg hiver farvegryden frem og ser, om der bliver forskel på avokadoskaller og -sten. Så får jeg da udrettet bare en smule konstruktivt i dag.

12. december 2017

Nødder i sengen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , , ,

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

P1000670

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt!
Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

10. december 2017

Sibirisk kulde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , ,

Vi har haft dejligt besøg af Ditte og Peter, og som Ditte så elskværdigt sagde i morges, så er det da rent utroligt, så træt jeg altid bliver at at komme på besøg hernede hos jer …
Det bliver vi alle fire. Trætte, altså, af hinandens selskab, så at sige, men altså, hvis en eller anden mod forventning skulle tage dette udsagn for pålydende, vil jeg pointere, at det er træt på den bedste måde, for selv om vi ved, vi har et døgns tid eller mere til at få pladret færdig i, så bliver det gerne så skrækkelig sent, inden vi finder vores senge – og nok også med en anelse for meget alkohol indenbords. Men hvem vågnede klokken seks, ganske som vanligt? John og mig, naturligvis. John stod op, jeg spillede Ruzzle og Quiz Battle og lagde et iPad-puslespil, til klokken var halvni. 
Den fysiske tilstand hos alle fire krævede en solid morgenmad, så det fik vi, og efter den blev vi enige om, at luften nok ville have vældig godt af os. Det blev til Vemmetofte Strandskov, også kaldet Sibirien. Vejret var hæderligt, så det ud til og føltes som, da vi tog afsted hjemmefra, men da vi steg ud af bilen, var der en bidende og hård vind, der fik stedet til i høj grad at leve op til sit navn.

P1000654

Smukt er der dog altid, selv på denne kedelige årstid, men det var som sagt bidende koldt, så turen blev kortere end oprindelig tænkt.
Hjemme igen blev der tændt op i brændeovnen og indtaget en kopkaf – det hjalp hurtigt på forfrossenheden.
Der kom lidt slud, og der var en anelse hvidt nogle steder, men det var ingenting sammenlignet med, hvad vi ser, Jylland er ramt af.
I løbet af natten skulle sneen komme hen omkring vores egn. Så nærmer vi os et af de tidspunkter, jeg glæder mig allermest over at være jobstoppet, for jeg husker udmærket, hvordan AL trafik blev lammet, når den første sne faldt – det kunne tage timer at komme på arbejde. Men det skal jeg altså ikke ud i i morgen tidlig.
Vi skal godt nok en tur til Sverige, men vi kan køre, når det passer os – og det gør det så afgjort ikke i myldretidstimerne. Bliver det alt for slemt, kører vi slet ikke, men nu har visse medier det som bekendt med at overdramatisere tingene, så vi afventer bare, ser hvordan det bliver og handler derefter.

13. november 2017

Sneglenes og mine vinterforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags: ,

Engang i forrige årtusinde, da jeg gik i folkeskole, havde vi noget, der hed biologi. Vi havde også en god lærer, der tog os med på småture i skolens nærområde for vise os naturen, som den ser ud i virkeligheden og ikke bare i en bog. Han vidste ALT, syntes jeg – ingen af os kunne stille ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. Samtidig var han en god formidler, så vi hørte alle sammen godt efter for ikke at gå glip af noget. Jeg kan ikke huske alt det, han lærte os, men nok langt det meste, vil jeg tro – men jeg kan ikke huske, hvad han hed … 
Snegl i vinterdragtJeg mener det var ham, der fortalte os, at vores havesnegle går i hi. De danner en kalkforsegling og lukker dermed døren til deres lille hus for vinteren.
Når jeg googler dette, omhandler det udelukkende vinbjergsnegle, men de almindelige små havesnegle kan også være med – jeg har set mange i disse seneste dahliaknoldopgravningsdage.
”Når vinteren kommer, da lukker vinbjergsneglene sit hus med en særlig kalkforsegling for at overvintre og klare sig mod kulden og frosten.”
Jeg er med på, at det er deres form for at gå i hi, men jeg har ret svært ved at forstå, hvordan kalkforseglingen kan hjælpe dem til at klare kulde og frost – det er jo ikke ligefrem en effektiv hulmursisolering, dyret har udført her, og i det blæser næppe heller ind, hvor dyret har anbragt sig i sin vinteropbevaring.
Nå. Det er ikke alt, man skal forstå, og en kendsgerning er det jo, at mange af de små kræ overlever vinteren. 
Jeg hører alle sige, at de ikke kan have deres dahliaer i fred, fordi sneglene æder dem. Jeg har SÅ mange snegle i dahliabedene, og de har ikke så meget som smagt på herlighederne. Har vi specielle dahliahadende snegle her på præstøegnen, eller smager mine dahliaer forkert for snegle?
Uanset hvad, lader de i hvert fald mine dahliaer i fred – men når jeg støder på disse snegle, kyler jeg dem over i sivene på den anden side af vejen, for jeg gider ikke have dem i så stort et antal, selv om jeg ikke synes de fortjener at dø lige som dræbersneglene.
Endelig er jeg færdig med bedet til roserne og med at tage alle de mange dahliaknolde op. Desuden har jeg flyttet alle montbretierne hen på ét sted, så der forhåbentlig kommer en koralrød og tæt lille ‘sø’ af de smukke blomster. De 25 løg, jeg satte sidste forår, har allerede firedoblet sig, så det blev til et pænt bed. Det var mine (sidste) vinterforberedelser.
Nu mangler vi bare at sætte vinterbelysningen op rundt omkring, men det får vente, til vi er vel hjemme fra Jylland.

IMG_8202

FasanbalancegangFasanbalancegangGrå- og skovspurve kan ikke gå i hi, så vi fodrer dem.
Det er lidt svært at se, men de sidder i kø på hegnet for at komme til både glaskuglen og ind i glasset med jordnøddesmør og melorme. Nogle gange er der over 20 i kø.
(Billedet illustrerer også ret tydeligt, hvilket fantastisk vejr vi har for tiden – det er en sand fornøjelse at gå ude og vinterforberede haven.)
Det, småfuglene spilder på jorden, kommer fasanerne og tager. De ville meget gerne gå til det glas også, men det kan de heldigvis ikke finde ud af – de kan ikke balancere mere end et par sekunder på pileflethegnet.

24. februar 2017

Jeg måtte skynde mig ud …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:57
Tags: ,

Så snart jeg var stået op, var jeg nødt til at skynde mig ud for at nå at fotografere den der voldsomme vinter, der blev brugt så meget tid på i går aftes i vejrudsigterne. Havde Lars E. Christiansen stadig huseret i trafikradioen, er jeg overbevist om, at alle medier havde frarådet enhver udkørsel fra og med i aftes. Tænk engang, terrassen og fiskerkuglerne var næsten helt dækket af sne! Det er sandelig godt, at jeg er jobstoppet og derfor slap for at skulle køre ud i dette livsfarlige vejr tidligt i morges.

IMG_5855IMG_5856

Det kan til stadighed undre mig, at det skal slås så dramatisk op, måske især taget i betragtning, hvor tit de tager fejl … når der så endelig falder så meget sne, at den volder trafikale problemer, kommer det bag på dem … det er ikke nemt at være meteorolog, som selv med de store datamængder, der er til rådighed i dag, ikke er nået meget længere end til at endnu en gang at måtte erkende hvor svært det er at spå – især om fremtiden.
(Det er i øvrigt slet ikke Storm P., der har fundet på dette udtryk. Det er måske Niels Bohr eller Piet Hein. Eller måske er det ikke. Det er måske slet ikke et dansk udtryk. Her er en interessant artikel desangående.)

IMG_5857

Endelig blev bullen til Sørens trøje færdig i aftes. Nu er der dømt pause inden ærmestrikning, så jeg kunne det meste af formiddagen findes i systuen, hvor der blev lagt stoffer frem til den taske, jeg nævnte forleden.
Det viste sig at blive det sædvanlige problem med at have for meget at vælge imellem … skal det være den ene eller den anden farve-/stofkombination? Eller en helt tredje eller fjerde? Hvad skal jeg bruge som for? Og bånd? Hanken? Det ender med, at jeg bliver nødt til at sy to tasker, for jeg kan simpelthen ikke vælge mellem de to kombinationer jeg endte med.
Farverne er desværre ikke ramt rigtigt af kameraet – de to store FQ’er på billede to kører i samme farveskala, hvilket ikke fremgår af billedet.

IMG_5859IMG_5860

Nu har jeg spist frokost på beslutningen. Lige om lidt har jeg skrevet dagens blogindlæg på beslutningen. Måske burde jeg også sove på den, men jeg tror ikke, det løser noget – jeg bliver ganske enkelt nødt til at finde ud af det. Nu.
Og så ellers bare se at komme i gang, selv om solen skinner fra en skyfri himmel, men det er kun 5° (skulle det ikke blive frostvejr, også om dagen?), og jeg har min pragtfulde udsigt fra systuen, så et ophold derinde weekenden over kan snildt kompensere for ikke at kunne komme i haven.

23. februar 2017

Når Muhammed ikke vil komme til bjerget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , ,

Nu kan det bare begynde at sne, næsten lige så tosset det vil, for jeg har lige købt ind til en belejring. Bortset fra, at vi skal til Johns søsters fødselsdag på lørdag, behøver vi ikke at skulle begive os ud i vinteren hele den næste uges tid.
Det er rigtig godt med de madplaner, jeg har været flink til at lave i et par år nu, og jeg holder stædigt fast i Brugsen, selv om jeg må konstatere, at nogle af de ansatte i min nyopdagede yndlingsfilial i Fensmark har gået på det samme fejlstavningskursus som alle andre brugsmedarbejdere.
Næsten alle … det store vinskilt var til min glæde skrevet korrekt, men til skiltet med forårsbakken kunne overskriften passende være Find Fem Seks Fejl.

P1050932P1050934

Når jeg ikke kan komme ud i haven, må haven komme ind til mig.
Nu har jeg derfor lavet avispotter med min dertil indrettede paper pot maker fra HRH Prince Charles himself (ej, dog ikke, men fra Highgrove) – og jeg har også puttet noget i dem.
P1050936Det vides dog ikke endnu, om frøene overhovedet kan blive til noget, for nogle af dem var tre år gamle. Jeg har ingen anelse om, hvor længe frø bevarer spireevnen, men det er vel forskelligt fra plante til plante – og har man ikke hørt, at man har kunnet få flere tusinde år gamle frø til at spire? Nå, ikke? Jeg satser dog og krydser fingre for, at i hvert fald nogle af dem beslutter sig for at ville spire.
Der er olieplanter, blodrød torskemund, en smuk staude, som hverken haveejeren eller jeg kender navnet på, men som jeg med samme ejers velsignelse fik nogle frø fra; der er to farver stokroser og der er evighedsblomster, som jeg huggede frø fra i Wales’ botaniske have. Kan I huske evighedsblomster? De var meget moderne en overgang, men er tilsyneladende forsvundet helt ud af det danske havebillede. Min mor havde dem nogle år i træk – de er meget søde og jeg kunne godt lide deres knitrende pergamentagtighed, når man strøg med fingeren hen over kronbladene, og tanken om at kunne have hjemmedyrkede blomster i vaserne hele vinteren synes jeg lyder tiltalende.

18. februar 2017

Det klør, gør det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

IMG_5764Nu klør det altså i havefingrene! Både i Johns og mine … hans fordi han gerne vil i gang med at gøre klar til den nye terrasse og mine fordi jeg vil i gang i bedene. John kan så småt begynde, men han skal bruge Søren til noget træfældning, og han kan ikke her i weekenden.
Det er desværre nok for tidligt endnu med de bede, men mon ikke jeg så småt kan begynde rundtomkring at fjerne visne strittejawertusser fra sidste blomstring? Nu tror jeg ikke mere på, at der kommer så store mængder sne, at de er nødvendige for at isolere – eller hvorfor det nu lige er, at man ikke må fjerne dem før om foråret.

‘Træfældning’ er måske et voldsomt ord – det er den store, stedsegrønne plante, der står bag pavillonen, der skal væk. Jeg tror, det er en kinesisk ene, men er ikke sikker, og det er også ligemeget, for dens skæbne er nu beseglet. Jeg har ønsket den væk lige siden vi flyttede ind, men John syntes den skulle blive. Nu har han selv foreslået, at den bliver slagtet, så den nye terrasse kan tage sig ud på bedst mulige vis … og jeg havde naturligvis intet som helst at indvende mod det!
Det bliver ren win-win – ny, overdækket terrasse og ingen kinesisk ene – plus, at der bliver noget plads, både hvor den står nu og bag den, hvor der vil blive plads til nye planter.
Det har jeg bare ikke nævnt noget om endnu til John … jeg skal også først se, hvordan det bliver, når terrassen er færdig, inden jeg kan begynde at se for mig, hvad der ville se pænt ud – og hvad der vil kune gro der, for det bliver et lidt mørkt hjørne af haven.

Det er simpelthen også snart bydende nødvendigt, at jeg kan komme ud – jeg bruger alt for lang tid på internettet på at blive inspireret til nye tiltag i haven. Alle, der kender mig, morer sig strålende over min haveiver, der jo er et ganske nyt fænomen fra min side.
Men altså … jeg har tiden til det nu. Al den tid, der skal til, og selv om jeg holder meget af at strikke og sy, nytter det ikke noget at sidde på sin flade hele dagen med den slags sysler. Man skal UD, skal man, og når man har et sted som vores, hvor det, næsten uanset vejret, er skønt at være ude og med jævne mellemrum kigge ud over fjorden, så er det da bare med at benytte sig af det.
Så forår, tak! Snarest!

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

9. februar 2017

Blomster skal der til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags:

DuftgeranieI denne tid, hvor der ingen blomster er i haverne – bortset fra de vintergækker og erantis, der lige nåede at titte frem, inden de blev dækket af sne – har jeg behov for blomster inden døre. Grønne planter er fint; det vil jeg ikke undvære, men der skal helst også være blomster.
Den gammeldags duftgeranie er gået helt amok i denne vinter. Jeg troede ellers det var meningen, at den skulle gå i en slags dvale og samle kræfter til foråret, men på trods af, at den har stået i et køligt gæsteværelse, er den nærmest gået helt gro-amok.
Gammeldags plantekrukkeNu har jeg, midlertidigt, taget den ned i stuen, for englænderne kommer på mandag, og jeg synes ikke, den skal fylde det halve af deres værelse. Under transporten brækkede der nogle grene af, men de er sat i jord, og jeg ved, at de nok skal vokse; det er prøvet før. Den er meget nem at formere … jeg forestiller mig, at de alle til foråret skal ud i den gammeldags, store, hvide ting, jeg fik med fra gården, og fylde den godt ud med en overdådig mængde duftgeranium. Det er ikke de mest prangende blomster den præsterer, tværtimod, men planten har en skøn, grøn farve.

I stedet fandt jeg i dag en bordeaux rose (matcher gardinerne!), som jeg satte op til Tim og Charlotte, og til entreen faldt jeg for en minicampanula i min yndlingsfarve: mørk blålilla. Den håber jeg, at jeg kan holde liv i, til den kan komme ud, for den er nøjsom og kan fint gro i et stenbed, så den kan få lov at sidde og lyse smukt op hele sommeren og efteråret ude mellem stenene i mit krydderurtehøjbed.

Duftgeranier

Campanula

Da der til Halloween blev pyntet med en hel del græskar, fandt jeg en gerbera i samme orange farve, som blev sat i vinduet lige bagved, hvor græskarrene stod ude på trappen. Den er nu på sit tredje hold blomster – ikke så snart er et hold visnet, før der er et nyt på vej. Den må også gerne holde, til jeg kan plante den ud, men alt tyder på, at den er særdeles levedygtig.

Kan I mærke dem? Forårsfornemmelserne? De trænger sig mere og mere på for mit vedkkommende … måske er det fordi vinteren først nu rigtig har indfundet sig, men jeg vil så gerne have forår nu.
Mine fem nye dahliaer er kommet fra Peter Nyssen i England, så det kan altsammen kun gå for langsomt. Alt for langsomt.

8. februar 2017

Strikkevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:52
Tags: , ,

Den undskyldning har jeg vist brugt lidt rigeligt på det sidste: “Det er ikke vejr til andet end at hygge og strikke og se tv og drikke kaffe/te”.
Det er det altså heller ikke. Det bliver ved med at blæse en halv pelikan, og småsner gør det også indimellem. “Klæd dig bare godt på”, vil I sige, “og så ud med dig!” Nixen, siger jeg bare. Jeg må kompensere senere, for jeg skal ikke ud i det blæsevejr – I prefer to chill out rather than being chilled outside. Det kan jeg ikke oversætte.

P1050804P1050809 - Copy

image

Og min nye kimono hjælper ikke i denne sammenhæng. Den er supervarm, men på ingen måde vindtæt. Det var træls at strikke Ormen hin Lange, som skulle udgøre borten rundt foran. Det lykkedes dog til sidst uden jeg gik helt død i den, men de tokommanul meter føltes lige så lang som en jysk motorvej.

Malle er stadig på strikkebanen. Først babytæppet, så sokkerne, som også er færdige. Nu er hun i gang med denne grafiske sweater. Hun havde lige lidt problemer med ærmeudtagningerne, men eftersom jeg ikke hørte noget siden “Okay, jeg klør på, men det kan godt være, jeg skriver igen”, går jeg ud fra, at alt gik som det skulle. Hun er stadig sej, er hun.

Det synes jeg også, at jeg selv er. Ingen andre siger det til mig; så må jeg jo selv gøre det …
P1050817Søren har åbenbart været betaget af de norske sweatere, jeg har strikket til John – i hvert fald spurgte han forleden dag, om jeg tog imod bestillinger.
Det gør jeg normalt ikke, men her gjorde jeg en undtagelse, fordi han altid er så flink til at komme og hjælpe, når vi har brug for en ekstra hånd eller to, og derudover ramte han et meget heldigt spørgetidspunkt, fordi jeg var tæt på at være færdig med kimonoen, men havde endnu ikke besluttet mig for næste projekt.
Den skulle være mage til denne sweater, som Dalegarn designede i forbindelse med VM 1999, så jeg gik i gang på nettet for at finde det rigtige og originale garn.
Der viste sig at være en relativ stor prisforskel på præcis det samme garn, og når man skal bruge 26 nøgler, bliver 6,50 pr. nøgle også til en slags penge.
Det er den fjerde (!) af slagsen, jeg nu er i gang med. Jeg har strikket den blå til John, en råhvid til mig og en koksgrå til Charlotte. Heldigvis er det 10-12 år siden, jeg strikkede den sidste, så nu gider jeg godt igen, hvilket Søren blev ret glad for. Når først man er nået over de kedelige ‘bundstykker’ (som der faktisk også er et (relief)mønster i), bliver den rigtig sjov at strikke, selv om man HELE tiden er nødt til at kigge på mønsterdiagrammet.
Jeg er i gang. Det er snevejret også …

7. februar 2017

“Kold og bister østenvind med lidt snedrys”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

P1050812Overskriften er en afskrift af DMIs udmelding her til morgen. Jeg kan gå med til det med den kolde og bistre østenvind, men LIDT? Og ‘drys’?
Hvis det er ‘drys’, så vil jeg nødig opleve et snevejr – for slet ikke at tale om en regulær snestorm – himmel og fjord har har indtil videre stået i ét på grund af sne‘drysset’, mens vinden til stadighed er tiltaget og den blygrå fjords hvide heste har formeret sig med foruroligende fart.
Det underligste var det kraftige tordenbrag, vi hørte. Jeg kan ikke huske at have oplevet tordenvejr i forbindelse med en regulær snestorm, men torden var det. Vi kiggede først forbavset på hinanden, fordi det lød som om noget stort styrtede sammen. Det varede lidt før det gik op for os, at det måtte have været torden. Hos DMI kunne vi da også lidt efter se, at landets eneste lyn i dag var netop hvor vi bor.

P1050808

Der skal nok være nogle stykker, der er glade nu. Personlig kan jeg sagtens undvære dette vejr – også selv om jeg ikke behøver at gå ud.
Selv her næsten fire år efter jeg jobstoppede, hopper jeg stadig af fryd og glæde og kommer med min evigt tilbagevendende bemærkning: HolddaOP, hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde, når jeg står op til sådant et vejr. Det kunne nemt tage op til tre timer at nå frem. Hvis ikke jeg ligefrem måtte give op og køre hjem igen.

P1050808Fuglene får lige lidt ekstra mad og solsorten fik nogle æbler. Den fløj op og forsøgte med sit næb at hive i snoren, som den halve kokosnød øverst til venstre i det lille billede er ophængt i. Fuglen havde intet sted, hvor den kunne finde fodæste, så operation Befri Kokosnødden foregik som luftkrig.
Faktisk var jeg ret imponeret over, at solsorten er klar over, at nødden hænger i den snor! Har de virkelig så stor en hjerne, at de kan gennemskue den slags ting? Dens ihærdige indsats affødte en stor respekt fra min side; derfor æblerne, for det havde den fortjent. Vi vil ellers helst ikke anbringe fuglemad på en måde, der kan tænkes at lokke rotter til, for indtil videre har vi været fri for dem i denne sæson.
Bank under bordet. 7-9-13. Touch wood.

21. januar 2017

Spændende vejr … eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.
image

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

P1050764

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

18. januar 2017

KOLDT, koldt, koldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Vel ankommet til et vinterkoldt sommerhus kunne vi konstatere, at indendørstemperaturen havde været nede på minus 6,5°. Sikkert fordi udendørstemperaturen på et tidspunkt havde været nede på ÷17,5° – hvilket må siges at være lidt mere end halvkoldt …
Da vi kom kl. 13:30, var udendørstemperaturen +2 og indendørstemperaturen ÷0,5 grader.
Nu er den 20 grader. Inden døre, forstås.
Hvad skulle vi gøre uden de elektriske varmetæpper i sengene? Så ville vi ikke nå at få varmen, inden vi skal hjem igen. Det er totalt umuligt at varme madrasserne tilstrækkeligt op med sin kropsvarme. Det har vi kun prøvet én gang, så blev der købt varmetæpper i stor stil. Det var rædselsfuldt – aldrig i mit liv har jeg frosset så meget og så intenst, selv om vi lagde mindst 400 tæpper både under og over os.
Vandlåsen i køkkenvasken var frossen, men det blev klaret med en omgang kogende vand og et lille pust med hårtørreren.
Heldigvis virker varmestrengen fra brønden og ind til hydroforen, så vandet kom med det samme – hvis ikke det havde været tilfældet, var vi kørt igen. John og jeg kan lige klare den ved at hente toiletskyllevand fra naboens pumpe og drikkevand fra tanken, men når vi er tre heroppe, gider jeg simpelthen ikke det bøvl.

Timian

Køleskabet er gået i kuldestrejke – det er godt, vi har det store køleskab udenfor, hvis ikke det har tænkt sig at ville starte igen.

Der er ikke helt hvidt heroppe, kun lidt, men de lover en smule sne i nat. Tøvejr igen allerede fra i morgen, så det bliver ikke denne gang, vi skal ud og gå tur i knitrende frostsne.
Med dette kedelige grå, disede og triste vejr er jeg ret sikkert på, at dovenskaben overtager helt, mens vi er her – ingen gåture til os.
Så kan jeg nå at strikke rigtig meget på trøjen – det gør ikke spor!

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.