Hos Mommer

11. januar 2018

Rastløs kedsomhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:46
Tags: ,

Min mor sagde altid, at intelligente mennesker aldrig keder sig, så det nægter jeg at indrømme, at jeg gør.
Men jeg kan jo ikke strikke hele dagen – det bliver for kedeligt.
Jeg er rastløs. Jeg kan ikke komme ud. Eller … det kan jeg naturligvis godt, men jeg gider ikke, for der er ikke noget at lave i haven, og en gåtur er no go (tøhø) i dette vejr, som er gråt, surt, vådt, trist og kedeligt. Måske er jeg mere vejrpåvirkelig, end jeg vil indrømme over for mig selv?

John er kørt for at hente isoleringsmateriale til røgovnen, for her i den kolde periode skal tingene have noget længere i den end om sommeren, og hvis der er noget, det systematiske ordensmenneske John ikke kan have, så er det uregelmæssigheder. “En lakseside plejer at skulle have 35 minutter. Så dur det da ikke, at jeg ikke på forhånd ved, om den skal have 45 eller helt op til 60 minutter. Det er jo umuligt at planlægge spisetiden, så!”
Se, sådan noget tager jeg nok ikke så tungt, men det gør han, og nu gør han noget ved det. Jeg var lige ved at køre med bare for at blive beskæftiget i en lille time, men så kunne jeg godt selv se, at jeg var for tåbelig.

imageI stedet kredser jeg lidt rundt om mig selv. Strikker lidt. Laver en kop te. Kigger ud ad vinduet. Skriver dette indlæg. Prøver at tage mig sammen til at få syet de to pudebagbeklædninger, jeg har lovet Malle. Burde også tage mig sammen til at sy de to andre ting, jeg længe har haft i tankerne. Burde, burde …
Nu skal I altså ikke tro, at der hænger en vinterdepression truende over hovedet på mig, for det gør der så langt fra, men holddanuheltop, hvor har jeg svært ved at komme i omdrejninger i dag.
Om lidt kommer John hjem igen – også medbringende vores Malta & Gozo Marco Polo Pocket Guide, så kan jeg begynde at studere den, mens jeg drikker resten af teen. Vi har også købt en elektronisk udgave af Turen Går Til Malta; den kan gemmes og læses på telefonen, mens vi er på farten dernede. Vi er nødt til at finde ud af lidt om øen, inden vi kommer derned, så vi kan prioritere hvad vi skal se i løbet af ugen, og vi ved bogstaveligt intet om øen/øerne i forvejen … kender kun et malteserkors, og det har så ikke en pind med Malta at gøre, fandt jeg lige ud af ved en googling. Godt så. Man skal lære nyt hver dag.

Jeg tror jeg hiver farvegryden frem og ser, om der bliver forskel på avokadoskaller og -sten. Så får jeg da udrettet bare en smule konstruktivt i dag.

Reklamer

12. december 2017

Nødder i sengen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , , ,

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

P1000670

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt!
Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

10. december 2017

Sibirisk kulde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , ,

Vi har haft dejligt besøg af Ditte og Peter, og som Ditte så elskværdigt sagde i morges, så er det da rent utroligt, så træt jeg altid bliver at at komme på besøg hernede hos jer …
Det bliver vi alle fire. Trætte, altså, af hinandens selskab, så at sige, men altså, hvis en eller anden mod forventning skulle tage dette udsagn for pålydende, vil jeg pointere, at det er træt på den bedste måde, for selv om vi ved, vi har et døgns tid eller mere til at få pladret færdig i, så bliver det gerne så skrækkelig sent, inden vi finder vores senge – og nok også med en anelse for meget alkohol indenbords. Men hvem vågnede klokken seks, ganske som vanligt? John og mig, naturligvis. John stod op, jeg spillede Ruzzle og Quiz Battle og lagde et iPad-puslespil, til klokken var halvni. 
Den fysiske tilstand hos alle fire krævede en solid morgenmad, så det fik vi, og efter den blev vi enige om, at luften nok ville have vældig godt af os. Det blev til Vemmetofte Strandskov, også kaldet Sibirien. Vejret var hæderligt, så det ud til og føltes som, da vi tog afsted hjemmefra, men da vi steg ud af bilen, var der en bidende og hård vind, der fik stedet til i høj grad at leve op til sit navn.

P1000654

Smukt er der dog altid, selv på denne kedelige årstid, men det var som sagt bidende koldt, så turen blev kortere end oprindelig tænkt.
Hjemme igen blev der tændt op i brændeovnen og indtaget en kopkaf – det hjalp hurtigt på forfrossenheden.
Der kom lidt slud, og der var en anelse hvidt nogle steder, men det var ingenting sammenlignet med, hvad vi ser, Jylland er ramt af.
I løbet af natten skulle sneen komme hen omkring vores egn. Så nærmer vi os et af de tidspunkter, jeg glæder mig allermest over at være jobstoppet, for jeg husker udmærket, hvordan AL trafik blev lammet, når den første sne faldt – det kunne tage timer at komme på arbejde. Men det skal jeg altså ikke ud i i morgen tidlig.
Vi skal godt nok en tur til Sverige, men vi kan køre, når det passer os – og det gør det så afgjort ikke i myldretidstimerne. Bliver det alt for slemt, kører vi slet ikke, men nu har visse medier det som bekendt med at overdramatisere tingene, så vi afventer bare, ser hvordan det bliver og handler derefter.

13. november 2017

Sneglenes og mine vinterforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags: ,

Engang i forrige årtusinde, da jeg gik i folkeskole, havde vi noget, der hed biologi. Vi havde også en god lærer, der tog os med på småture i skolens nærområde for vise os naturen, som den ser ud i virkeligheden og ikke bare i en bog. Han vidste ALT, syntes jeg – ingen af os kunne stille ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. Samtidig var han en god formidler, så vi hørte alle sammen godt efter for ikke at gå glip af noget. Jeg kan ikke huske alt det, han lærte os, men nok langt det meste, vil jeg tro – men jeg kan ikke huske, hvad han hed … 
Snegl i vinterdragtJeg mener det var ham, der fortalte os, at vores havesnegle går i hi. De danner en kalkforsegling og lukker dermed døren til deres lille hus for vinteren.
Når jeg googler dette, omhandler det udelukkende vinbjergsnegle, men de almindelige små havesnegle kan også være med – jeg har set mange i disse seneste dahliaknoldopgravningsdage.
”Når vinteren kommer, da lukker vinbjergsneglene sit hus med en særlig kalkforsegling for at overvintre og klare sig mod kulden og frosten.”
Jeg er med på, at det er deres form for at gå i hi, men jeg har ret svært ved at forstå, hvordan kalkforseglingen kan hjælpe dem til at klare kulde og frost – det er jo ikke ligefrem en effektiv hulmursisolering, dyret har udført her, og i det blæser næppe heller ind, hvor dyret har anbragt sig i sin vinteropbevaring.
Nå. Det er ikke alt, man skal forstå, og en kendsgerning er det jo, at mange af de små kræ overlever vinteren. 
Jeg hører alle sige, at de ikke kan have deres dahliaer i fred, fordi sneglene æder dem. Jeg har SÅ mange snegle i dahliabedene, og de har ikke så meget som smagt på herlighederne. Har vi specielle dahliahadende snegle her på præstøegnen, eller smager mine dahliaer forkert for snegle?
Uanset hvad, lader de i hvert fald mine dahliaer i fred – men når jeg støder på disse snegle, kyler jeg dem over i sivene på den anden side af vejen, for jeg gider ikke have dem i så stort et antal, selv om jeg ikke synes de fortjener at dø lige som dræbersneglene.
Endelig er jeg færdig med bedet til roserne og med at tage alle de mange dahliaknolde op. Desuden har jeg flyttet alle montbretierne hen på ét sted, så der forhåbentlig kommer en koralrød og tæt lille ‘sø’ af de smukke blomster. De 25 løg, jeg satte sidste forår, har allerede firedoblet sig, så det blev til et pænt bed. Det var mine (sidste) vinterforberedelser.
Nu mangler vi bare at sætte vinterbelysningen op rundt omkring, men det får vente, til vi er vel hjemme fra Jylland.

IMG_8202

FasanbalancegangFasanbalancegangGrå- og skovspurve kan ikke gå i hi, så vi fodrer dem.
Det er lidt svært at se, men de sidder i kø på hegnet for at komme til både glaskuglen og ind i glasset med jordnøddesmør og melorme. Nogle gange er der over 20 i kø.
(Billedet illustrerer også ret tydeligt, hvilket fantastisk vejr vi har for tiden – det er en sand fornøjelse at gå ude og vinterforberede haven.)
Det, småfuglene spilder på jorden, kommer fasanerne og tager. De ville meget gerne gå til det glas også, men det kan de heldigvis ikke finde ud af – de kan ikke balancere mere end et par sekunder på pileflethegnet.

24. februar 2017

Jeg måtte skynde mig ud …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:57
Tags: ,

Så snart jeg var stået op, var jeg nødt til at skynde mig ud for at nå at fotografere den der voldsomme vinter, der blev brugt så meget tid på i går aftes i vejrudsigterne. Havde Lars E. Christiansen stadig huseret i trafikradioen, er jeg overbevist om, at alle medier havde frarådet enhver udkørsel fra og med i aftes. Tænk engang, terrassen og fiskerkuglerne var næsten helt dækket af sne! Det er sandelig godt, at jeg er jobstoppet og derfor slap for at skulle køre ud i dette livsfarlige vejr tidligt i morges.

IMG_5855IMG_5856

Det kan til stadighed undre mig, at det skal slås så dramatisk op, måske især taget i betragtning, hvor tit de tager fejl … når der så endelig falder så meget sne, at den volder trafikale problemer, kommer det bag på dem … det er ikke nemt at være meteorolog, som selv med de store datamængder, der er til rådighed i dag, ikke er nået meget længere end til at endnu en gang at måtte erkende hvor svært det er at spå – især om fremtiden.
(Det er i øvrigt slet ikke Storm P., der har fundet på dette udtryk. Det er måske Niels Bohr eller Piet Hein. Eller måske er det ikke. Det er måske slet ikke et dansk udtryk. Her er en interessant artikel desangående.)

IMG_5857

Endelig blev bullen til Sørens trøje færdig i aftes. Nu er der dømt pause inden ærmestrikning, så jeg kunne det meste af formiddagen findes i systuen, hvor der blev lagt stoffer frem til den taske, jeg nævnte forleden.
Det viste sig at blive det sædvanlige problem med at have for meget at vælge imellem … skal det være den ene eller den anden farve-/stofkombination? Eller en helt tredje eller fjerde? Hvad skal jeg bruge som for? Og bånd? Hanken? Det ender med, at jeg bliver nødt til at sy to tasker, for jeg kan simpelthen ikke vælge mellem de to kombinationer jeg endte med.
Farverne er desværre ikke ramt rigtigt af kameraet – de to store FQ’er på billede to kører i samme farveskala, hvilket ikke fremgår af billedet.

IMG_5859IMG_5860

Nu har jeg spist frokost på beslutningen. Lige om lidt har jeg skrevet dagens blogindlæg på beslutningen. Måske burde jeg også sove på den, men jeg tror ikke, det løser noget – jeg bliver ganske enkelt nødt til at finde ud af det. Nu.
Og så ellers bare se at komme i gang, selv om solen skinner fra en skyfri himmel, men det er kun 5° (skulle det ikke blive frostvejr, også om dagen?), og jeg har min pragtfulde udsigt fra systuen, så et ophold derinde weekenden over kan snildt kompensere for ikke at kunne komme i haven.

23. februar 2017

Når Muhammed ikke vil komme til bjerget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , ,

Nu kan det bare begynde at sne, næsten lige så tosset det vil, for jeg har lige købt ind til en belejring. Bortset fra, at vi skal til Johns søsters fødselsdag på lørdag, behøver vi ikke at skulle begive os ud i vinteren hele den næste uges tid.
Det er rigtig godt med de madplaner, jeg har været flink til at lave i et par år nu, og jeg holder stædigt fast i Brugsen, selv om jeg må konstatere, at nogle af de ansatte i min nyopdagede yndlingsfilial i Fensmark har gået på det samme fejlstavningskursus som alle andre brugsmedarbejdere.
Næsten alle … det store vinskilt var til min glæde skrevet korrekt, men til skiltet med forårsbakken kunne overskriften passende være Find Fem Seks Fejl.

P1050932P1050934

Når jeg ikke kan komme ud i haven, må haven komme ind til mig.
Nu har jeg derfor lavet avispotter med min dertil indrettede paper pot maker fra HRH Prince Charles himself (ej, dog ikke, men fra Highgrove) – og jeg har også puttet noget i dem.
P1050936Det vides dog ikke endnu, om frøene overhovedet kan blive til noget, for nogle af dem var tre år gamle. Jeg har ingen anelse om, hvor længe frø bevarer spireevnen, men det er vel forskelligt fra plante til plante – og har man ikke hørt, at man har kunnet få flere tusinde år gamle frø til at spire? Nå, ikke? Jeg satser dog og krydser fingre for, at i hvert fald nogle af dem beslutter sig for at ville spire.
Der er olieplanter, blodrød torskemund, en smuk staude, som hverken haveejeren eller jeg kender navnet på, men som jeg med samme ejers velsignelse fik nogle frø fra; der er to farver stokroser og der er evighedsblomster, som jeg huggede frø fra i Wales’ botaniske have. Kan I huske evighedsblomster? De var meget moderne en overgang, men er tilsyneladende forsvundet helt ud af det danske havebillede. Min mor havde dem nogle år i træk – de er meget søde og jeg kunne godt lide deres knitrende pergamentagtighed, når man strøg med fingeren hen over kronbladene, og tanken om at kunne have hjemmedyrkede blomster i vaserne hele vinteren synes jeg lyder tiltalende.

18. februar 2017

Det klør, gør det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

IMG_5764Nu klør det altså i havefingrene! Både i Johns og mine … hans fordi han gerne vil i gang med at gøre klar til den nye terrasse og mine fordi jeg vil i gang i bedene. John kan så småt begynde, men han skal bruge Søren til noget træfældning, og han kan ikke her i weekenden.
Det er desværre nok for tidligt endnu med de bede, men mon ikke jeg så småt kan begynde rundtomkring at fjerne visne strittejawertusser fra sidste blomstring? Nu tror jeg ikke mere på, at der kommer så store mængder sne, at de er nødvendige for at isolere – eller hvorfor det nu lige er, at man ikke må fjerne dem før om foråret.

‘Træfældning’ er måske et voldsomt ord – det er den store, stedsegrønne plante, der står bag pavillonen, der skal væk. Jeg tror, det er en kinesisk ene, men er ikke sikker, og det er også ligemeget, for dens skæbne er nu beseglet. Jeg har ønsket den væk lige siden vi flyttede ind, men John syntes den skulle blive. Nu har han selv foreslået, at den bliver slagtet, så den nye terrasse kan tage sig ud på bedst mulige vis … og jeg havde naturligvis intet som helst at indvende mod det!
Det bliver ren win-win – ny, overdækket terrasse og ingen kinesisk ene – plus, at der bliver noget plads, både hvor den står nu og bag den, hvor der vil blive plads til nye planter.
Det har jeg bare ikke nævnt noget om endnu til John … jeg skal også først se, hvordan det bliver, når terrassen er færdig, inden jeg kan begynde at se for mig, hvad der ville se pænt ud – og hvad der vil kune gro der, for det bliver et lidt mørkt hjørne af haven.

Det er simpelthen også snart bydende nødvendigt, at jeg kan komme ud – jeg bruger alt for lang tid på internettet på at blive inspireret til nye tiltag i haven. Alle, der kender mig, morer sig strålende over min haveiver, der jo er et ganske nyt fænomen fra min side.
Men altså … jeg har tiden til det nu. Al den tid, der skal til, og selv om jeg holder meget af at strikke og sy, nytter det ikke noget at sidde på sin flade hele dagen med den slags sysler. Man skal UD, skal man, og når man har et sted som vores, hvor det, næsten uanset vejret, er skønt at være ude og med jævne mellemrum kigge ud over fjorden, så er det da bare med at benytte sig af det.
Så forår, tak! Snarest!

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

9. februar 2017

Blomster skal der til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags:

DuftgeranieI denne tid, hvor der ingen blomster er i haverne – bortset fra de vintergækker og erantis, der lige nåede at titte frem, inden de blev dækket af sne – har jeg behov for blomster inden døre. Grønne planter er fint; det vil jeg ikke undvære, men der skal helst også være blomster.
Den gammeldags duftgeranie er gået helt amok i denne vinter. Jeg troede ellers det var meningen, at den skulle gå i en slags dvale og samle kræfter til foråret, men på trods af, at den har stået i et køligt gæsteværelse, er den nærmest gået helt gro-amok.
Gammeldags plantekrukkeNu har jeg, midlertidigt, taget den ned i stuen, for englænderne kommer på mandag, og jeg synes ikke, den skal fylde det halve af deres værelse. Under transporten brækkede der nogle grene af, men de er sat i jord, og jeg ved, at de nok skal vokse; det er prøvet før. Den er meget nem at formere … jeg forestiller mig, at de alle til foråret skal ud i den gammeldags, store, hvide ting, jeg fik med fra gården, og fylde den godt ud med en overdådig mængde duftgeranium. Det er ikke de mest prangende blomster den præsterer, tværtimod, men planten har en skøn, grøn farve.

I stedet fandt jeg i dag en bordeaux rose (matcher gardinerne!), som jeg satte op til Tim og Charlotte, og til entreen faldt jeg for en minicampanula i min yndlingsfarve: mørk blålilla. Den håber jeg, at jeg kan holde liv i, til den kan komme ud, for den er nøjsom og kan fint gro i et stenbed, så den kan få lov at sidde og lyse smukt op hele sommeren og efteråret ude mellem stenene i mit krydderurtehøjbed.

Duftgeranier

Campanula

Da der til Halloween blev pyntet med en hel del græskar, fandt jeg en gerbera i samme orange farve, som blev sat i vinduet lige bagved, hvor græskarrene stod ude på trappen. Den er nu på sit tredje hold blomster – ikke så snart er et hold visnet, før der er et nyt på vej. Den må også gerne holde, til jeg kan plante den ud, men alt tyder på, at den er særdeles levedygtig.

Kan I mærke dem? Forårsfornemmelserne? De trænger sig mere og mere på for mit vedkkommende … måske er det fordi vinteren først nu rigtig har indfundet sig, men jeg vil så gerne have forår nu.
Mine fem nye dahliaer er kommet fra Peter Nyssen i England, så det kan altsammen kun gå for langsomt. Alt for langsomt.

8. februar 2017

Strikkevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:52
Tags: , ,

Den undskyldning har jeg vist brugt lidt rigeligt på det sidste: “Det er ikke vejr til andet end at hygge og strikke og se tv og drikke kaffe/te”.
Det er det altså heller ikke. Det bliver ved med at blæse en halv pelikan, og småsner gør det også indimellem. “Klæd dig bare godt på”, vil I sige, “og så ud med dig!” Nixen, siger jeg bare. Jeg må kompensere senere, for jeg skal ikke ud i det blæsevejr – I prefer to chill out rather than being chilled outside. Det kan jeg ikke oversætte.

P1050804P1050809 - Copy

image

Og min nye kimono hjælper ikke i denne sammenhæng. Den er supervarm, men på ingen måde vindtæt. Det var træls at strikke Ormen hin Lange, som skulle udgøre borten rundt foran. Det lykkedes dog til sidst uden jeg gik helt død i den, men de tokommanul meter føltes lige så lang som en jysk motorvej.

Malle er stadig på strikkebanen. Først babytæppet, så sokkerne, som også er færdige. Nu er hun i gang med denne grafiske sweater. Hun havde lige lidt problemer med ærmeudtagningerne, men eftersom jeg ikke hørte noget siden “Okay, jeg klør på, men det kan godt være, jeg skriver igen”, går jeg ud fra, at alt gik som det skulle. Hun er stadig sej, er hun.

Det synes jeg også, at jeg selv er. Ingen andre siger det til mig; så må jeg jo selv gøre det …
P1050817Søren har åbenbart været betaget af de norske sweatere, jeg har strikket til John – i hvert fald spurgte han forleden dag, om jeg tog imod bestillinger.
Det gør jeg normalt ikke, men her gjorde jeg en undtagelse, fordi han altid er så flink til at komme og hjælpe, når vi har brug for en ekstra hånd eller to, og derudover ramte han et meget heldigt spørgetidspunkt, fordi jeg var tæt på at være færdig med kimonoen, men havde endnu ikke besluttet mig for næste projekt.
Den skulle være mage til denne sweater, som Dalegarn designede i forbindelse med VM 1999, så jeg gik i gang på nettet for at finde det rigtige og originale garn.
Der viste sig at være en relativ stor prisforskel på præcis det samme garn, og når man skal bruge 26 nøgler, bliver 6,50 pr. nøgle også til en slags penge.
Det er den fjerde (!) af slagsen, jeg nu er i gang med. Jeg har strikket den blå til John, en råhvid til mig og en koksgrå til Charlotte. Heldigvis er det 10-12 år siden, jeg strikkede den sidste, så nu gider jeg godt igen, hvilket Søren blev ret glad for. Når først man er nået over de kedelige ‘bundstykker’ (som der faktisk også er et (relief)mønster i), bliver den rigtig sjov at strikke, selv om man HELE tiden er nødt til at kigge på mønsterdiagrammet.
Jeg er i gang. Det er snevejret også …

7. februar 2017

“Kold og bister østenvind med lidt snedrys”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

P1050812Overskriften er en afskrift af DMIs udmelding her til morgen. Jeg kan gå med til det med den kolde og bistre østenvind, men LIDT? Og ‘drys’?
Hvis det er ‘drys’, så vil jeg nødig opleve et snevejr – for slet ikke at tale om en regulær snestorm – himmel og fjord har har indtil videre stået i ét på grund af sne‘drysset’, mens vinden til stadighed er tiltaget og den blygrå fjords hvide heste har formeret sig med foruroligende fart.
Det underligste var det kraftige tordenbrag, vi hørte. Jeg kan ikke huske at have oplevet tordenvejr i forbindelse med en regulær snestorm, men torden var det. Vi kiggede først forbavset på hinanden, fordi det lød som om noget stort styrtede sammen. Det varede lidt før det gik op for os, at det måtte have været torden. Hos DMI kunne vi da også lidt efter se, at landets eneste lyn i dag var netop hvor vi bor.

P1050808

Der skal nok være nogle stykker, der er glade nu. Personlig kan jeg sagtens undvære dette vejr – også selv om jeg ikke behøver at gå ud.
Selv her næsten fire år efter jeg jobstoppede, hopper jeg stadig af fryd og glæde og kommer med min evigt tilbagevendende bemærkning: HolddaOP, hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde, når jeg står op til sådant et vejr. Det kunne nemt tage op til tre timer at nå frem. Hvis ikke jeg ligefrem måtte give op og køre hjem igen.

P1050808Fuglene får lige lidt ekstra mad og solsorten fik nogle æbler. Den fløj op og forsøgte med sit næb at hive i snoren, som den halve kokosnød øverst til venstre i det lille billede er ophængt i. Fuglen havde intet sted, hvor den kunne finde fodæste, så operation Befri Kokosnødden foregik som luftkrig.
Faktisk var jeg ret imponeret over, at solsorten er klar over, at nødden hænger i den snor! Har de virkelig så stor en hjerne, at de kan gennemskue den slags ting? Dens ihærdige indsats affødte en stor respekt fra min side; derfor æblerne, for det havde den fortjent. Vi vil ellers helst ikke anbringe fuglemad på en måde, der kan tænkes at lokke rotter til, for indtil videre har vi været fri for dem i denne sæson.
Bank under bordet. 7-9-13. Touch wood.

21. januar 2017

Spændende vejr … eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.
image

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

P1050764

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

18. januar 2017

KOLDT, koldt, koldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Vel ankommet til et vinterkoldt sommerhus kunne vi konstatere, at indendørstemperaturen havde været nede på minus 6,5°. Sikkert fordi udendørstemperaturen på et tidspunkt havde været nede på ÷17,5° – hvilket må siges at være lidt mere end halvkoldt …
Da vi kom kl. 13:30, var udendørstemperaturen +2 og indendørstemperaturen ÷0,5 grader.
Nu er den 20 grader. Inden døre, forstås.
Hvad skulle vi gøre uden de elektriske varmetæpper i sengene? Så ville vi ikke nå at få varmen, inden vi skal hjem igen. Det er totalt umuligt at varme madrasserne tilstrækkeligt op med sin kropsvarme. Det har vi kun prøvet én gang, så blev der købt varmetæpper i stor stil. Det var rædselsfuldt – aldrig i mit liv har jeg frosset så meget og så intenst, selv om vi lagde mindst 400 tæpper både under og over os.
Vandlåsen i køkkenvasken var frossen, men det blev klaret med en omgang kogende vand og et lille pust med hårtørreren.
Heldigvis virker varmestrengen fra brønden og ind til hydroforen, så vandet kom med det samme – hvis ikke det havde været tilfældet, var vi kørt igen. John og jeg kan lige klare den ved at hente toiletskyllevand fra naboens pumpe og drikkevand fra tanken, men når vi er tre heroppe, gider jeg simpelthen ikke det bøvl.

Timian

Køleskabet er gået i kuldestrejke – det er godt, vi har det store køleskab udenfor, hvis ikke det har tænkt sig at ville starte igen.

Der er ikke helt hvidt heroppe, kun lidt, men de lover en smule sne i nat. Tøvejr igen allerede fra i morgen, så det bliver ikke denne gang, vi skal ud og gå tur i knitrende frostsne.
Med dette kedelige grå, disede og triste vejr er jeg ret sikkert på, at dovenskaben overtager helt, mens vi er her – ingen gåture til os.
Så kan jeg nå at strikke rigtig meget på trøjen – det gør ikke spor!

16. november 2016

Lidt nyt fra kooperativet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags:

Som opfølgning på indlægget fra forleden dag, hvor jeg spurgte til, hvornår køer normalt kommer ind for vinteren, og hvortil jeg fik mange gode svar, vil jeg ganske kort sige, at i går eftermiddags kom der en med en balle hø til køerne.
Den blev de glade for, kan man se.

P1050149P1050150

Farmer lovede at komme med et forslag til race, hvis jeg kunne præstere et lidt bedre billede end det, jeg satte i forleden.
Jeg ved ikke, om dette er nærbillede nok til denne racebestemmelse, men det var hvad jeg kunne klare.
De var temmelig nysgerrige og afbrød sig selv i spisningen for at tage en større eller mindre kovending og undersøge hvad hun var for en underlig en, hende der, som pludselig dukkede op og satte en lille sort kasse op foran øjnene.
I øvrigt går der stadig køer flere steder langs fjorden, når man kører turen ned mod Præstø, så jeg er ikke bekymret – alle har fået kosttilskud, kunne jeg konstatere i dag; ingen har et læskur, men der er vækster, der kan give læ for blæsten, og ingen ser ud til at lide nogen nød.
Situationen er under kontrol …

13. november 2016

I fiskenes tegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: ,

Sortsø ved Stubbekøbing, som vi via min søster lærte at kende sidste år, har igen udsalg af regnbueørred, som jeg i resten af indlægget, af ren og skær dovenskab, bare kalder laks.
Vi kørte derned i dag og kom hjem med fire laks på 2½-3 kilo og en enkelt på 4 kilo. Ingen rogn – jeg gider simpelthen ikke det besvær; det tog en krig sidste år at få det rengjort ordentligt.
Det er slemt nok at filetere laksene, men nu har jeg i det mindste, i modsætning til sidste år, en rigtig fileteringskniv, der er suuuperskarp.
Og jeg kom slet ikke til skade! John var ellers meget bekymret for, at der skulle komme lidt menneskekød med, for jeg er ikke altid helt god til det med skarpe knive – i sidste weekend præsterede jeg at skære mig to gange!

Sortsø (4)

Det gik så nogenlunde; der var kun en halv laksefilet, der blev virkelig grim, så den spiser vi i aften og i morgen. Jeg bliver aldrig verdensmester i at filetere fisk, men typisk nok blev jeg bedre efterhånden som arbejdet skred frem, så den femte og dermed sidste blev fileteret lidt pænere end de fire første – og til næste år har jeg sandsynligvis glemt teknikken igen, så jeg kan starte forfra. Der fulgte dog en sidegevinst med mit manglende professionelle håndelag: Da jeg fik renset skeletterne ordentligt, blev der over et kilo til at hakke til laksefrikadeller. Kødhakkeren kom således også i brug … holddaop, hvor var der meget, der var indsmurt i fiskesnask, da jeg endelig var færdig efter godt tre timers arbejde – der røg yderligere en halv time på i rengøring af grej og køkken.
Men amatør eller ej – laks skal vi have, også til næste år – det smager himmelsk, når man selv ryger dem.

Sortsø (2)Sortsø (6)

Rejen herover må have foretaget et rejehop i verdensrekordklasse for sådan en lille fætter … eller noget … jeg undrede mig over, hvordan den var havnet lige midt på molen på et sted, hvor der bestemt ikke så ud til at være landet nogen fisk.
Vejret var, i modsætning til sidste år, hvor det både regnede og blæste, højt, klart og flot. Koldt, godt nok, men det gør ikke noget – hellere kulde og sol end (relativt) varmt og kedeligt regnvejr.
Det føles ret fedt at have ni store laksefileter i fryseren. Ih, hvor skal vi ryge her i vinter!

10. november 2016

Tålmodighed, tålmodighed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: ,

P1050073Da Anna og Aubrey for første gang opdagede en pænt stor klump harpiks på et grantræ her ved torpet, gjorde de som børn helst skal gøre: Undrede sig og spurgte hvad det var for noget. Det fortalte vi dem naturligvis og fortalte også, at det bliver til rav, hvis man venter længe nok.
Nu er ‘længe nok’ for små børn noget ganske andet, end det er for os andre. De tog harpiksklumpen med ind og gik og kiggede til den et par dage.
“Hvor længe skal vi vente, mommer?”
”Årh, nogle millioner år … mindst 30, faktisk.”
”30 ÅR???”
”Nej. 30 millioner år.”
Da det gik op for dem, at jeg ikke tog gas på dem, mistede de lidt interessen for det stykke harpiks.

P1050071Jeg mindes ikke at have set harpiks på asketræer, men i dag fandt jeg en stor klump, som her er vist i naturlig størrelse. (Ask tilhører sorten af hårdt træ. Det er let at save, men svært at splitte. Sammenlignet med fyr- og gransorter er indholdet af harpiks i ask meget lavt. Dette skaber få uønskede gnister eller flyvende gløder – citat slut.)
John og Søren skriver vist gerne under på, at det er svært at splitte … jeg tror nok, de hev og sled i nogle af stykkerne indimellem for at vride dem fra hinanden.
Nu skal jeg bare vente i 30 millioner år på, at dette bliver til en klump smuk, lys rav.
Mon ikke arvingerne vil tage over gennem generationerne? Jeg lægger det lige i vand …
Mine fodspor i den svenske sne bliver ikke stående i millioner af år. Faktisk blev de ikke engang et døgn, for nu er det blevet tøvejr.

P1050084P1020834

De flittige mænd har nu, trods asketræets stritten imod, kløvet alt brændet, som ses til højre. Nu mangler kun de stadig hele stammer, men de får vente, for lige nu ser de ud som på billedet till venstre. Flink Nabo har lovet at komme og hjælpe med at slæbe det længere ind på plænen (med sin traktor, forstås). Stammernes ene ende rager lidt ud over et stengærde og er derfor ikke helt nemme at gå til med kædesaven.

På en af stammerne lå der rester fra den irriterende ukrudtsplante burresnerre, hvis kuglerunde frø sætter sig på både hud og tøj, men set i nærbillede ligner de mest af alt små, stiliserede får, der er ude at løbe sig en tur.

P1050085

Jeg råhygger med strikketøj og blogindlæg, mens jeg nyder den dybe stilhed og brændeovens varme. Jeg er alene hjemme, mens mændene er en tur i Kristianstad. De fandt lige pludselig ud af, at de var nødt til at erhverve sig hver en fiskehat, hvilket pludselig kun kunne gå for langsomt.

9. november 2016

Verdens vinter?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: , ,

Verdens Vinter er midterbogen i en Ken Follett-trilogi, som handler om tiden fra 1933-1949. Jeg håber ikke, den titel også vil kunne bruges om den tid, vi går i møde nu. Og så ikke et ord mere om den sag fra min side. Lige nu. Ikke et ord.
Vinter er det under alle omstændigheder blevet her i det svenske. Lige så flot og blåt det var i går, lige så mørkt og gråt er det i dag – bortset fra, at det bliver hvidere og hvidere udenfor, fordi det vælter ned fra den blytunge himmel.
Den fine dag i går sagde et smukt farvel til os med et dejligt blødt, men alligevel intenst lys.

P1050055

Og nu …

P1050062

… kan vi næsten ikke se ned til åen.

Kvæder honning og citrusKvæder honning og citrus (3)P1050066

P1050068Når man nu ikke får lov til at blande sig i mandfolkenes arbejde, så er det heldigt, at man i stedet kan bruge tiden på noget (andet) fornuftigt, som fx at lave kvæder syltet med honning og citrusfrugter. Det blev sandelig godt! Vi prøvede det her til morgen – begge herrerne godkendte produktet. Det var udmærket, for arbejdet med at skære seks kvæder ud i tern på ½ cm tog en rum tid; det ville have været en anelse surt, hvis resultatet ikke var blevet godt nok.
Jeg havde ledt rundt efter en ny måde at tilberede kvæder på … denne fandt jeg i en af Dittes kogebøger. Jeg skal også prøve et par andre, hun fandt til mig: provencalsk kvædemarmelade (med granatæblesirup) og en kvædeterrin, som skal serveres med enten gammel parmesan, lagret fåreost eller en blåskimmelost. Temmelig alternative opskrifter, men man er jo nødt til at forny sig, hvis ikke kvædelivet skal blive for kedeligt.
Sådan som de to herrer knokler, skal de forkæles lidt rent madmæssigt, hvorfor den i aften står på langtidsstegt lammekølle. To hele, overskårede hvidløg ligger og hygger sig i rødvin, som er tilsat en smule balsamico, sammen med rødløg, gulerod, rosmarin, salt og peber. 125° i 7-8 timer og så lige et bruningsboost til sidst.
Det skal nok blive godt …

13. januar 2016

Det er vist rekordlænge siden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Det er faktisk ikke engang ‘vist’ rekordlænge siden – det er rekordlænge siden, vi sidst var i Sverige. 20. november, så det er hele otte uger siden. Ikke så godt …
Ikke, at det gør noget som sådan … der er ikke græs, der skal slås, og huset var vinternedlukket på korrekt vis, men der må bare helst ikke gå så længe imellem, synes jeg.
Jeg ved dog godt hvorfor. Det er fordi, Sverigeshytten ikke trækker i samme grad som da vi boede i rækkehuset, hvorfra jeg ikke kunne komme væk tit nok eller længe nok ad gangen.
Jeg er dog ikke moden til at sælge det. Langt fra. Og glæden ved at være her er ikke mindre, når vi er ankommet. Selv om vi elsker Den Stråtækte og omgivelserne omkring huset, så er Sverige trods alt stadig noget helt andet og noget, vi ikke kan finde mage til i Danmark.

Der er stille ved Præstøfjorden, men heroppe er der så stille, at stilheden larmer. Naturen er en anden, huset er anderledes … nej, det skal ikke sælges. Ikke endnu. Der kommer en dag, hvor vi ikke kan vedligeholde det mere, og så må det skippes, men jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver før alderdomssvækkelsen indfinder sig.

En iskold vinterdag

Her var koldt, da vi kom. 1° både inde og ude. Det havde været ÷6,5° inde og ÷13,5° ude, og lige så lave eller lavere udetemperaturer lover de i resten af denne uge. I skrivende stund er det ÷5°, med en høj, klar og blå himmel, så det bliver koldt i nat.
Jeg har taget sytøj med – har for længe siden lovet at sy en weekendtaske til Merete, og nu skal det være. Det er for koldt at opholde sig ude – andet end for at hente nye forsyninger brænde til komfur og brændeovn – og det er smadderhyggeligt at være i den varme stue sammen med John og få gjort noget ved sysagen, mens han lægger puslespil, læser webaviser eller bevæger sig lidt omkring på YouTube.

Lige om lidt skal jeg ud og starte langsommaden op. Jeg købte en kalvelårtunge og diverse vintergrøntsager, som sammen med lidt ingefær, et helt hvidløg, chili, en dåse flåede tomater, rødvin og selvfølgelig vand og krydderier skal stå og simre på brændekomfuret i nogle timer. Uha, det bliver godt, og så er der mad til 2-3 dage, hvilket passer mig fint, for jeg vil være færdig med tasken inden vi kører hjem igen.

Elhegnet holder kun de dyr ude, som det skal holde ude, nemlig vildsvinene. Udenfor i haven kan vi derfor se spor efter hare, ræv, elg og rådyr. De har det koldt for tiden, mens livet inden døre leves langsomt, men varmt og godt heroppe.

6. januar 2016

Kildebeskyttelse ikke nødvendig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags:

De kom da lidt vrimlende, sneflokkene, i aftes og i nat. Vi er på ingen måde sneet inde, men her er hvidt overalt, og John lagde stærkt ud i morges med at have skrabet sne, inden jeg overhovedet fik overtalt mig selv til at forlade min dejlige, varme seng.
Jeg tror han nyder at have så lidt at rydde – det er ret smart at have fundet et hus med vej på tre sider, men hvor man ikke har rydningspligt på nogen af dem. Selvfølgelig skal vi holde frit, så skraldedamen kan komme til at tømme, men det er til at overse. Ellers er der kun, hvad der ses på billedet, plus en lille sti ud til, hvor brændet opbevares.

 

Den første sne i Den Stråtækte

Den ugentlige indkøbstur gik over Vemmetofte Strandskov – denne gang ved Sibirien – men her var der ikke så smukt isbelagt som hjemme hos os selv – muligvis fordi Præstøfjorden må være mindre saltholdig end Faxebugten.

Vemmetofte Strandskov (3) - Copy

Vemmetofte Strandskov (4) - CopyEt enkelt sted var der dog lidt is …

Kilden sprang lystigt trods frost og sne – den springer med samme lille, men konstante kraft uanset årstiden, så her behøves ingen kildebeskyttelse. Det irriterer mig lidt, at jeg ikke kan finde ud af, hvad dette kildespring hedder, for det må vel have et navn. Tættere på campingpladsen ligger Hellig Svends kilde, men det er den eneste kildehenvisning, jeg kan finde i forbindelse med Vemmetofte Strandskov. Måske Jørgen kan komme op med en kildeangivelse her? Den mand er helt klart min bedste kilde til Vemmetoftes historie og geografi … jeg lover at lade være med at komme med kildekritik, hvis ikke du kender svaret, Jørgen, men jeg ville unægtelig blive glad for en kildekode.

Og nu skal jeg nok stoppe, men man er jo nødt til at benytte sig af de hjælpekilder man har Smile

5. januar 2016

Sneflokke kommer vrimlende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , ,

Kan I huske den? 
FotograferingDa jeg gik i folkeskole, skulle vi lære en masse salmevers udenad, og jeg syntes lige fra starten, at det var et totalt spild af tid. Der var jo salmebøger i kirken, hvilket var det eneste sted, man sang salmer, og de sange, man holdt af, kom det helt af sig selv med, at man hurtigt kunne udenad. Den undrende Ellen spurgte både lærer og præst, hvorfor vi dog skulle lære salmer udenad, men fik aldrig et tilfredsstillende svar. Min stille protest var, at lige inden timen begyndte, læste jeg det over et par gange, så det sad løst yderst i hjernen til timen var slut og var lynhurtigt derefter glemt igen. Ingen grund til at spilde lagerkapacitet på den slags pjat.
Sneflokke kommer vrimlende var allerede dengang min yndlings-vintersang, og jeg kunne den naturligvis udenad – kan det stadig, faktisk, selv om det er mange år siden, jeg har sunget den. Jeg elskede de krøllede ord, de mange mundrette rim og den kvikke melodi, der med sit hurtige toneløb understregede hvordan de sneflokke opførte sig og hvad de medførte.
Det fyger ikke ud af himlen, når man hedder Jeppe Aakjær – nej, det knyger ud af himlene

Det har det også næsten lige gjort hernede, men i formiddags var det stadig fint vejr, og i det var der andre, der fik øje på min flotte poncho, der stadig stod så fint helt nede ved vandet. Det kunne være interessant at se denne mands billeder, for han var der forholdsvis længe og gjorde et stort nummer ud af at fotografere den fra alle mulige vinkler, mens jeg legede paparazzo oppe fra terrassen.

P1100084

Hen mod solnedgangstide begyndte det at knyge fra himlene. Det er ikke snavs, men sne, man kan se herover, men det var åbenbart ikke alvorligt ment, for solen skinnede i baggrunden, mens vi lige fik det par millimeter det nåede at blive til, inden knygeriet holdt op igen.
Det var et lidt specielt lys, det gav. Kameraet kunne ikke helt finde ud af at gengive det, men det gjorde sit bedste.

P1100085P1100087

Har det også knøget ud af himlene hos jer, så I har halet op i sokkerne og set forsagt derud?

4. januar 2016

John og jeg glæder os til at komme i seng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: ,

Ih, hvor vi glæder os til at komme i seng i aften.
Det er desværre ikke helt af de samme grunde som det var engang … vi har nemlig fået nye dyner.
Det kom lige pludselig over mig … lige som når man fra den ene dag til den næste slet ikke kan holde sit hår ud og styrer direkte hen til telefonen for at aftale en tid med frisøren for at høre, om hun har tid, helst med det samme.

Ænder, gæs og svaner gemmer sig for vinden

Jeg var midt i at skifte sengetøjet, da jeg kategorisk smed min dyne på gulvet, gik ind i stuen til John og sagde: “Jeg vil have en ny dyne! Nu.”
”Det kunne jeg da også godt tænke mig”, sagde manden min, så det tog cirka 10 sekunder at beslutte os til at køre i Jysk for at se, om Larsen mon havde et godt tilbud til os.
Det havde han …

Vores egen isfjord

Vi har slet ingen varmekilde i soveværelset, men den kølige rumtemperatur generer os ikke; det er vi vant til – og har det bedst med – men vi ligger begge op ad en kold væg, så vi har et fleecetæppe liggende oven på vores dyner, som i øvrigt intet fejler, men nu fik jeg altså lyst til fornemmelsen af en ny dyne. De gamle bliver vasket og brugt som gæstedyner. Vi har otte sovepladser, men kun seks dyner – det er lidt fjollet.
Vi har inden for de seneste to år købt nye dyner til de fire englændere, men ingen til os selv – kun nye hovedpuder … 

Vi har aldrig skiftet mellem sommer- og vinterdyner, men har brugt den samme året rundt.
Jysk kører med tre kategorier, nemlig sval, varm og meget varm. Vi valgte en meget varm, hvilket ingen af os har prøvet før, så vi glæder os som sagt til at komme i seng. Det kan være, vi vågner gispende og ved at dø af hede …

Hvide ponchoerHvide ponchoer

Ponchoerne er blevet lidt længere i løbet af natten – det har været meget flot solskin i dag, men det bliver ved med at blæse 10-11 sekundmeter.
I dag gik jeg trods det en længere tur, men jeg var også pakket ind som til en nordpolsekspedition. Både min samvittighed og jeg havde det godt, da jeg kom hjem igen, og selv om det havde bidt lidt i kinderne, frøs jeg overhovedet ikke.

3. januar 2016

Kong Frost har slået til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:28
Tags: ,

Temperaturen føles som ÷21°. Brrrr. Det hujer og fløjter om ørerne på os, og man går ikke timelange ture. Vi gør i hvert fald ikke.
Inge og Hasse har været en tur hernede, og vi kørte ind til Præstø for at gå en tur, for herude ved fjorden er det simpelthen for bidende til, at det er hyggeligt.
Fjorden i vinterdragt 3 jan 2016 (8)

Fjorden i vinterdragt 3 jan 2016 (5)Jeg var ude at gå langs fjorden et kvarters tid i formiddags, fordi jeg ville have nogle billeder af hegnspælene iklædt deres fine, hvide ponchoer.
De har dog nok ikke været specielt varme …

Det kvarter var mere end rigeligt, selv om jeg havde pakket mig godt ind – vinden gik lige ind i de gamle knogler og jeg skal da lige love for, at jeg havde fået min ungpigekulør tilbage, da jeg kom ind igen.

Det var til gengæld flot. Når svaner, ænder og gæs lagde an til landing, stod de næsten helt stille i luften, fordi der var så meget modvind, at de havde svært ved at komme frem – og at lande i medvind tror jeg ikke er i spil – det ved enhver pilot da …

Fjorden i vinterdragt 3 jan 2016 (11)

Ligner det ikke en hvid poncho?

Fjorden i vinterdragt 3 jan 2016 (12)

Det må godt holde op med at blæse og det må gerne lade være med at sne, men kigger man på vejrudsigten, ser det ikke umiddelbart ud til, at jeg får min vilje med nogen af delene. Sydøstlige, bidende vinde hele ugen og sne på onsdag og torsdag.
Så skulle det igen blive lidt mildere … vi skulle have været afsted til Sverige nu, men har udsat turen lidt, for John render stadig rundt og hoster en del – det vil jeg helst have er helt væk, inden vi kommer op til et gennemkoldt hus, der vil være to dage om at blive ordentlig varmt. Ikke med hensyn til rumtemperaturen, for det går hurtigt nok, men på møbler og vægge er varmen noget længere om at slå igennem.
Vi bliver derfor hjemme. Vi kan godt nok mærke, at vi har købt et gammelt hus, der ikke er isoleret efter tidens krav, men vi mærker det dog kun i form af, at vi skal åbne lidt mere for radiatorerne og at det er en rigtig god ide at tænde op i brændeovnen allerede når vi står op om morgenen.

28. december 2015

Rigets tilstand. Vandstand …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Solen skinnede fint og flot i formiddags, så vi blev enige om at køre en tur for at se, hvordan vandstanden i riget så ud efter det langvarige regnvejr i lørdags. Vi kunne godt fornemme, at det havde været slemt, men det meste af vandet var allerede væk igen de fleste steder.
Vi kom – som så ofte før – både steder, vi ikke havde været før og steder, der ikke var nye for os.
Det gamle færgeleje ved Grønsund havde vi ikke set før. Det var tydeligt at se, at det var meget længe siden, den færge havde indstillet driften.
Faktisk skete det under krigen, i 1941 eller 1942, men det var herfra, Marie Grubbe og Søren for 300 år siden passede færgefarten over Grønsund til Møn, efter hun var blevet udstødt fra de højadelige cirkler.

Havnen ved Grønsund (3)Ved Nysø (1)

Nede ved Nysø var Præstø Fjord udvidet med en del hektar vand, og man kunne fornemme, at det nok også havde stået lidt ind over vejen her.

Lidt længere mod nordøst hos os er fjorden også blevet lidt større. Ikke bekymrende overhovedet; vi har stadig masser af højde ned til vandet, så for os bliver det ikke farligt, før Grønlands indlandsis er ved at være smeltet. Svanerne elsker at være inde på arealet, hvor der normalt er mark. Mit gæt er, at det er fordi der må være masser af mad i det lave vand. Det fremgår ikke tydeligt af billedet, men der ligger flere hundrede svaner og hygger sig i disse dage. Ikke lige så mange gæs, ænder og blishøns, men dog alligevel en del.

IMG_5048

Havørnen kom, netop som vi skulle til at køre, fiskehejren slog sig ned, da vi var hjemme igen, og et par musvåger har også besøgt os i dag, så der har været nok at kigge på.

IMG_5051

Downton Abbey er desværre uigenkaldeligt slut, men i aften starter en miniserie i fire dele, Wolf Hall, på DR2. Charlotte og Tim har set den for nylig og siger, at de kun kan anbefale den. Den handler særdeles kort sagt om Thomas Cromwell, Henrik d. 8.s rådgiver. Vi kan godt lide at se historien fortalt i dramaform – det er lidt mere lettilgængeligt end at læse sig til den, og så kan jeg strikke samtidig. Det kan jeg ikke, når jeg læser.
Downton Abbey sluttede i øvrigt helt efter mit hoved: Der var ingen løse ender, og jeg blev ikke efterladt med en frustrerende følelse af, at et eventuelt videre forløb kunne bevæge sig i alle mulige retninger. Der var måske lige rigeligt med amoriner i luften i aftes, men hvad pokker … det er jo jul, og man har nok ikke villet risikere at blive bestormet med krav om endnu en sæson, fordi tingene ikke var blevet ordentligt rundet af.

16. december 2015

Musse og Robin – et umage par

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , , ,

Vi er gode ved vores fugle, men det er en lidt kedelig bivirkning, at også musene nyder godt af foderet. Nu har John opdaget endnu en mus, som bor ude i stendiget i haven, og her til eftermiddag så jeg en mus løbe rundt og samle op på fliserne ude foran huset.
Den lille rødkælk (jeg ved godt, det hedder en rødhals, men kan bedre lide det ‘gamle’ navn for den) har også længe gået rundt på samme fliser og samlet op efter musvitterne og spurvene.
Jeg har lige læst mig til, at rødhals og rødkælk er synonyme, idet “rødkælk” kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Så lærte jeg igen lidt … jeg har altid undret mig over, hvordan den kælk kom ind i billedet … men Dirch Passer havde ikke kunnet beskrive den som “en maoistisk vintersportsfugl”, hvis den altid kun havde været kaldt rødhals.

IMG_5009

Rødkælken er næsten endnu mere territorieforsvarende end solsorten, så man har mig bekendt altid kun én af slagsen i sin have. Til gengæld er den meget trofast. Musen (eller andre fugle) har den intet imod, og musen føler sig på sin side åbenbart heller ikke generet af Robin, som jo er det engelske navn for den.
_MG_0035Det ledte mig til yderligere fuglestudier: Hvorfor hedder den robin på engelsk?
”The distinctive orange breast of both sexes contributed to the European robin’s original name of redbreast (orange as the name of a colour was unknown in English until the sixteenth century, by which time the fruit of that name had been introduced). In the fifteenth century, when it became popular to give human names to familiar species, the bird came to be known as robin redbreast, which was eventually shortened to robin.” (Kilde her).

Vi er til gengæld ikke umiddelbart begejstrede for de mange mus, så nu har John sat klapfælder ud både foran og bagved huset. Det kunne gå, da vi troede, at der kun var en. Og måske to. Men nu er der altså mindst fire og sandsynligvis også flere. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor mange de kan blive til, når de begynder at få forårsfornemmelser og ikke engang er udmarvede efter en lang og hård vinter.
De er ved at forberede sig på kulden. Hullet, som de på billedet her bruger som ind- og udgang, er nu lukket til, og de bruger et andet og lidt mindre et par sten længere væk.

De er nu meget søde … som før nævnt har jeg egentlig ikke noget imod mus, så længe de bliver udenfor, men det kan altså også blive for meget, hvilket det er blevet nu, så vi har hermed indledt vores form for musefamilieplanlægning.

9. marts 2015

En tur med en 32-fods-trækker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: , , ,

Dagens clou var hundeslædeturen! Det var præcis som jeg havde håbet, at det var – ingen skuffede miner eller uindfriede forventninger fra vores side.
Da vi ankom til Tromsøs vildmarkscenter, som ligger lidt inde i landet, var vi ikke i tvivl om, at her var slædehunde i et større antal – både lugten og lyden afslørede det, men 300 slædehunde skal vel også larme en hel del, når de synes, at det går alt for langsomt med at komme ud og trække slæderne.

P1050410P1050403

Du GOdeste, hvor var de hunde ivrige og hvor kunne de dog hyle af forventningsglæde! 
Herover ses ægteparret Nielsen, pakket godt sammen og siddende i futtog på et rensdyrskind og med et filtet tæppe over sig. Til højre er slædeførerne ved at rigge hundene til (begge billeder kan klikkes større).
Der var fra fem-hundesslæder (to personer på slæden) og helt op til 10-hundesslæder (fire personer på slæden). John og jeg kom afsted med en med otte hundekræfter, som en sød, ung jente havde fuldstændig styr på.
Det var SÅ fedt. Kan så absolut anbefales, hvis man alligevel er på disse kanter … faktisk vil jeg hævde, at sådan en oplevelse er en rejse værd …

P1050419
Vi var ude i en times tid, hvor vejret – igen – vekslede mellem lidt sol og vindstille til en hujende vind med både sne og hagl i sig.
Det gjorde ikke spor – jeg følte mig som en uhyre autentisk polarekspeditionsdeltager, når vejret indimellem var rigtig slemt, og som man nok fornemmer på billedet, var vi pakket ind til at kunne klare stort set hvad som helst rent vejrmæssigt.
Tilbage i lejren fik vi lov til at kigge på og klappe nogle slædehundehvalpe og til sidst fik vi serveret frokost inde i en kåtelignende indretning, med bålvarme og det hele. Frokost = rensdyrsuppe, chokoladekage og kaffe.

P1050434

Efter frokosten gik turen videre helt ud på de yderste skær til Sommarøy Arctic Hotel, hvor turens sidste to døgn skal tilbringes. Her er vi væk fra byens lys, hvorfor der skulle være større chance for at se nordlys. I aften skal vi ud i tre timer, så jeg satser kraftigt på at skifte fra en Roald Amundsen look-alike til en Joanna Lumley-look-alike. Værten hævder, at her er nordlys fire ud af fem aftener, så i og med, at vi skal tilbringe to aftener/nætter herude, må chancen siges at være pæn.

P1050432

Hvis der er bare den mindste smule solskin, har vandet herude en flot, grønlig, næsten helt azurkyst-blågrøn farve, hvilket skyldes et stort indhold af kisel. Ved ebbe kan man gå ud og finde koraller på de fine sandstrande, som på billedet herover gemmer sig i højvandet, og det er oven i købet tilladt at tage koraller med hjem … de er nok heller ikke lige så farvestrålende som ved Great Barrier Reef.
Der er sikkert mange, der i høj grad ville foretrække netop dette rev fremfor at ligge og rode rundt oppe ved grænsen til Ishavet, men vi er ikke rigtig til de varme steder, så dette her passer os såmænd fint.

8. februar 2015

Superceller

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , , ,

Rigtige superceller har det vel ikke været, der skal nok være mere i dem, end der var i dag på Sydsjælland, men det lignede nu meget sådan nogle, man ser i forbindelse med udsendelser med storm chasers i USA.
Vi stod op sammen med en smuk solopgang med kun små klatter af skyer på himlen, men knapt nok havde vi nået at nyde og kommentere sceneriet og den fuldstændig fantastiske blå himmel, før det nærmest blev helt mørkt mod sydvest. Kun mod sydvest. Vi kunne se sneen komme mod os i fejende bølger, mens solen stadig skinnede hvor vi var. Det blev til en forrygende snestorm, der varede omkring fem minutter, hvorefter det igen blev blåhimmelsk og solrigt.

Supercelle

Da vi satte kursen mod rækkehuset, så vi flere superceller på vejen – der kunne være blå himmel til venstre for os og snestorm til højre for os … en lidt underlig fornemmelse. Det var virkelig lokale snebyger – nogle af dem strakte sig kun nogle få hundrede meter. Det vekslede mellem sol og snestorm hele fem gange på de godt 50 kilometer.
Og ‘godt’ 50 betyder lidt mere end 50!
Jeg kan sagtens forstå, at man kan misforstå ordet bjørnetjeneste, men hvor logikken er i, at ‘godt’ eller ‘godt og vel’ skulle være det samme som ‘knapt nok’, har jeg meget svært ved at se.
Vidste I godt, at for mine bedsteforældres generation betød ‘lemfældig’ forsigtig? Ikke som vi bruger det i dag i betydningen skødesløs eller sjusket. Vore forældre har været lige så slemme til at ‘fordreje’ ordene, som min generation og de unge er.
Skal vi lige huske at huske. Der har altid eksisteret pendulord.

14. januar 2015

Åerne er blevet elve og børnebørnene er blevet otte og ni

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: , , , , ,

Under aftensmaden i går sad vi og funderede lidt over, hvorfor nogle vandløb her i Sverige hedder åer og andre hedder elve. Jeg mente, at det måtte have noget med størrelsen at gøre, men fx Mörrumåen er temmelig stor (= vandrig), og vi har set mindre elve i Nordsverige.
Google, google. Det har noget med størrelsen at gøre, men også noget med strømhastigheden. Hvis der er fart over feltet, hedder det en elv, og flyder den lige så stille som Don, er det en å. Naturligvis kunne vi finde undtagelser fra begge dele, men det er den overordnede mening.

P1020491Flammefaldets lillebror (2)

Lige for tiden er selv de mindste åer i Sverige lavet om til elve. Ovenstående billeder er taget på samme sted hhv. en fredelig aprildag i 2011 og i dag.
Man kan se på buerne, at vandstanden egentlig ikke er steget så forfærdelig meget, men det har en stor effekt, og alle stenene til venstre er lige nu dækket af vand.
Denne å/elv følger vi et temmeligt langt stykke ad vejen mod Olofström; den var næsten hele vejen udvidet temmelig meget i bredden og havde lagt mange engdrag undervejs under vand – man kunne næsten sige, at Kristianstads Vattenrike er blevet adskillige kvadratkilometer større end normalt og når helt op til nord for Olofström.

Flammefaldets lillebror (1)

Det må i øvrigt være Flammefallets lillebror, vi passerer et sted mellem Olofström og Vilshult – faldet er mindre, men vandets farve er præcis den samme. Colavand, som mange kalder det. Vi har oplevet børn som har troet, at det er cola og derfor var dybt misundelige på de mange svenskere, som bare kan hente deres cola i spandevis lige uden for døren.

Flammefaldets lillebror (5)

P2260019P2260020Anna havde fødselsdag i onsdags og Aubrey har i dag. Han måtte derfor pænt nøjes med at se til, da Anna åbnede sine gaver. Han vidste godt, at det snart også var hans tur, så han kæmpede en brav kamp med sig selv for at nedtone den grimme følelse af misundelse. Da Anna pakkede en kabinekuffert ud, som vi havde købt til hende, løb øjnene over og hele ansigtet krakelerede. Han forsøgte – han forsøgte virkelig – at skride værdigt og tilsyneladende upåvirket ud af stuen og op på værelset for at begrave sig under dynen, mens han græd og græd. Charlotte gik op og trøstede. “Buhuuu, jeg ønsker mig [snøft] OGSÅ en ny kuffert [snøft]”.
Hun sagde bl.a., at det da sandelig var godt, han kun skulle vente en uge og ikke et halvt år, inden det var hans fødselsdag …
Han tænkte sig lidt om … hmmm … den var fra mormor og morfar … de kunne sikkert godt finde på at give os ens gaver … man kunne jo håbe, så …
Den lille fyr tog sig sammen og gik ned til sin søster.
I dag kunne drengen så pakke sin nye kabinekuffert ud og glad var han. Nu mener de begge, at det bliver endnu mere spændende at flyve til Danmark i deres vinterferie, for de kan have meget mere i de nye, ‘rigtige’ end i de gamle, som mirakuløst har holdt i de seks år, der er gået siden jeg købte dem. Det var bare nogle billige nogen, der nærmest var ment lidt for sjov, men de har holdt til en hel del flere flyrejser og leg indimellem, end vi havde kunnet forestille os.

Annas ni års-fødselsdagAubies otte års-fødselsdag

I søndags havde de efter Annas ønske farfar og Susan på besøg. Da C spurgte, hvordan Aubrey kunne tænke sig at holde sin fødseldagssøndag, svarede han, at han helst ville have en dag, hvor de alle fire havde nattøj på hele dagen “ … and maybe a wellie walk, too …” – en ‘gummistøvletur’ er lykken for en lille dreng, især med det meget vand, de har fået også derovre.

29. december 2014

Lykken er at være efterlønner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , ,

I aftes begyndte det at sne. I morges var det holdt op igen, men der nåede at falde en halv snes centimeter. 
Hvis det havde været for to år siden, ville jeg have storbandet over, at det absolut skulle begynde på sådan noget pjat en søndag aften – nu kunne jeg læne mig mageligt tilbage i sofahjørnet med mit strikketøj og kigge på nytårskagemesterbagerne i tv, samtidig med jeg erklærede for mindst 117. gang siden maj 2013, at “hvor ER jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde i morgen!”

Indrømmet: Det er da flottere, når ens verden er hvid, men det er bare ikke særlig morsomt, når man skal ud og lægge sig i kø på motorvejen og være den halve dag om at komme på arbejde, fordi trafikken går fuldstændig i stå.

Næh, så hellere (gen)nyde gårsdagens solnedgang, som var en af de kønnere af slagsen.

2014 december 28 (1) - Copy

Billedet er taget fra vores soveværelse. Det så ud som om varmeværkets røg ikke rigtig kunne finde ud af, hvilken vej den skulle tage.

Den Stråtækte havde det fint – vi var lige nede for at kigge i går. Fjorden havde nogle flotte, men meget sarte pastelfarver, som mit kamera desværre ikke rigtig kunne indfange, så jeg måtte nøjes med at forevige lidt af fuglelivet.  
Jeg kan såmænd sagtens forstå, hvis man synes man har trængt til sne her i Danmark; det må godt nok have regnet voldsomt, mens vi gik rundt og kiggede på den skyfri himmel ovre i England, for der var vand, vand, vand overalt på vej til Præstø – oversvømmede åer og nye søer på markerne.

P1040725

Men en flot tur var det fra det solbeskinnede Østsjælland til det lige så solbeskinnede Sydsjælland. Det var ikke alle steder rundt omkring i skovene eller haverne, solen havde nået ned og smeltet sneen på alle de små grene.
Vi ville også have været kørt derned i dag, fordi vi snart skal bruge traileren, som er parkeret dernede, men det behøver ikke at være lige nu – de lover snart tøvejr igen, så vi kan lige så godt vente på det.

Næste side »

Blog på WordPress.com.