Hos Mommer

12. maj 2021

Jeg har sådan en lyst til at oprette en hotmailkonto

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: , ,

Hej, der!

Jeg haber, du har det godt?

Jeg onsker laere at kende med dig. Jeg ser vil oprette palidelig forhold pa Internettet. Mit navn er Yulichka. Jeg er positiv og omgaengelig kvinde. Jeg er tilhaenger af sund livsstil. Jeg ryger ikke og jeg bruger ikke alkoholholdige drikke. Jeg kan godt lide til at ga ind til med din krop. Hvis du er du har intet imod videreudvikling af vores kommunikation, fortael mig. Hvis du onsker jeg kan skriv mere om dig selv. Jeg aldrig blev aldrig gift, og jeg har ikke born. Venligst lad mig vide mere om dig. Jeg onsker laere dig at kende og at vide meget mere om dig. Hvis du har mulighed venligst vedhaeft dine foto. Og i et efterfolgende brev sender jeg vil sende min fotos.

Jeg vil vente svarbrev med kaempe look.

Hav det godt, Yulichka.

Hver gang jeg får sådan en mail – hvilket heldigvis ikke sker ret tit – får jeg lyst til at oprette en midlertidig hotmailkonto bare for at kunne igangsætte en (slags) korrespondance.Jeg er ret spændt på, hvad hun vil skrive om mig selv … Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om jeg vil sende et vellignende foto af mig og spørge, hvordan hun dog kunne vide, at jeg er en kærlighedshungrende, ældre homoseksuel kvinde, der tager imod dette initiativ med kyshånd, for der er ellers ikke ret mange, der gider date mig, eller jeg vil finde et eller andet billede af en fedladen mand, der lader skinne igennem, at penge mangler han ikke, og bare han kan få fat i denne “positive og omgaengelige kvinde”, så skal hun til gengæld nok få alt det, hun går og drømmer om.

Men det bliver nok også der – altså i mine tanker, for hvad skulle jeg kunne bruge det til? Intet som helst. Det, jeg egentlig får mest ud af, er et godt og billigt grin over formuleringerne, som er helt i skoven pga. af maskinoversættelsen. De gule sætninger var, som alle vil kunne se, ikke de eneste fejlbehæftede, men dem jeg smilede mest over.


Skærmbillede 2021-05-12 194531Og nu til noget helt andet.
Nogle vil måske kende Mine Mål-kontoen, som Nykredit kørte med i en periode, men som nu er taget af programmet. Vi lavede ingen selvmål, men lod bare kontoen køre og tænkte ikke videre over den, men nu bliver den helt lukket, og pengene flyttes over på vores nemkonto eller hvor vi måtte vælge at anbringe dem.
Det var ikke noget, vi blev millionærer af, men det var blevet til 2600 kroner til os hver.
Vi havde i et stykke tid talt om at få os en ordentlig fuglekikkert. Vi har en relativt god ‘almindelig’ kikkert, men vi ville gerne have en, der kunne trække lidt bedre ind, og desuden ville John gerne kunne tage billeder gennem kikkerten.
Google er vores ven – der blev søgt og undersøgt og sammenlignet.
Bresser Pirsch II 25-75x100Vi nåede frem til en Bresser (25-75X100). Den forstørrer næsten dobbelt så meget som den håndholdte, og glasset er 10 cm, hvilket betyder, at der kan komme lys nok igennem selv i skumringen. Kameraadapteren havde han ikke hjemme, så den kommer med posten på fredag. Det bliver spændende.
Vi har fundet ud af, at vi ikke har så mange gravænder, som vi troede, for nogle af dem viste sig at være store skalleslugere, men det kunne vi først se i den nye kikkert.
Vi kan nu også se de mere undselige skalleslugerhunner – dem fik vi slet ikke øje på før, lige som de to ryler, der gik rundt og fouragerede i vandkanten, også var nye for os.
Vi fik derfor – synes vi selv – noget godt ud af de penge. Det er en kikkert, der kun kommer med på bilferier, for det er ikke en, man lige gider slæbe med i en kuffert.

19. april 2021

Vi er begyndt at ryge!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , , , ,

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Vi ryger bacon (1)Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Vi ryger bacon (4)

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Ask i knopPadderok-sporehus

3. april 2021

Man skal ikke altid ignorere opkald fra ukendte numre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: ,

Johns telefon ringede. Det var ikke et nummer han havde i sine kontakter, så han valgte at ignorere opkaldet.
Jeg spurgte, om det var et af de mange engelske opkald han har fået de seneste måneder, og som han blokerer efterhånden som de indløber, hvilket heldigvis har hjulpet på antallet af opkald, som dermed er faldet fra et par stykker om dagen til mindre end et om ugen, men hvordan han overhovedet er havnet på en eller anden engelsk spammerliste, ved vi ikke.
Dette var dog fra et dansk nummer, så jeg sagde, at det ikke altid var en god ide at ignorere danske opkald, og skulle det vise sig at være en sælger, kunne han bare sige farvel og tak.
Han ringede derfor tilbage, hvilket viste sig at være heldigt, for det var vaccinationscentret, der ville høre om han kunne komme i morgen i stedet for på mandag.
Det kunne han naturligvis godt.  Jeg har flere gange været ude for, at ukendte numre ikke nødvendigvis behøver at være sælgere, men reelle opkald, så jeg ignorerer aldrig opkald fra danske numre; kun udenlandske. Men jeg blokerer nummeret, hvis det viser sig at være en sælger, så vedkommende ikke kan prøve igen. Og jo, jeg kender til Robinsonlisten …

The gear bag - eller bare en toilettaske (2)The gear bag - eller bare en toilettaske (3)The gear bag - eller bare en toilettaske (1)

KameraposeJeg har lige haft et af mine syflip. Først en Double Zip Gear Bag, som den hed i opskriften. Den er god som toilettaske med sine to udvendige lyslåslommer og tre indvendige lommer.
Som om jeg ikke havde toilettasker nok, men jeg syntes, at denne så så flot ud, at jeg var nødt til at prøve om jeg kunne finde ud af at sy den.
Det kunne jeg, men det var lidt svært både at gennemskue sybeskrivelsen og at styre de mange og tykke lag, hvilket gik hårdt ud over fingrene, når man skulle holde dem sammen, så ikke symaskinen gik på afveje.
Den kunne være pænere, når man går den efter i sømmene, tøhø, men gør man ikke det og tager de lettere overbærende øjne på, er den fin nok.
I stedet for at quilte efter de opgivne mål, quiltede jeg bare hele fat quarters, hvorved jeg fik stof tilovers, som blev til en ny kamerataske til det lille Lumix. Tasken havde længe trængt til udskiftning, og jeg har det bedst med, at kameraet ligger beskyttet i min særdeles indholdsrige dametaske – og ikke mindst, at jeg kan have det om halsen i stedet for i hænderne, når vi går tur.

Strikke- eller sytaske med rumdelere

Endelig blev det i dag til en strikke-/sytaske (Patchwork-oasens eget mønster – fed butik, i øvrigt!), som jeg faldt for, da jeg så den på Pinterest. Mønsteret blev bestilt sammen med nogle af mellemlægsmaterialerne, der gør den stabil og uslatten. Den var nem og sjov at sy, men er desværre for lille – strikketøjet kan kun være sokker, babytøj eller karklude og ikke rigtig nogle af de bare lidt større ting jeg har gang i. Ideen og designet er dog god nok, og det er ikke svært at opskalere mønstret, men først skal der vist lige være en lille symaskinepause.

28. marts 2021

Lidt ‘local warming’ ville være så fint

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:07
Tags: ,

Jeg har ingen intentioner om at kaste mig ud i en diskussion om global opvarmning, men rent egoistisk og rent lokalt ville jeg meget gerne have lidt mere opvarmning end tilfældet er, så jeg kan så mine nyetablerede højbede til og begynde at plante de forspirede planter ud i drivhuset, for de er ved at gå helt amok oppe i vindueskarmen. De står nok lidt for varmt, men jeg har ingen steder med den ideelle temperatur for dem, desværre. Det varer kun et par dage, så bliver jeg vist nødt til at løbe risikoen og satse på, at der ikke kommer mere nattefrost, og hvis der trues med det, må jeg sætte et par stearinlys i drivhuset. Det har jeg gjort før med held – det lille fif kan lige netop holde temperaturen en grad eller to over udetemperaturen, hvilket forhåbentlig er tilstrækkeligt – vi får vel næppe sibiriske temperaturer på denne tid af året.
Nu tegnede det ellers lige så godt med forårets indtog, og så kommer meteorologerne og lover os en hundekold påske. Det er ikke godt – heller ikke for dem, der havde håbet på lidt mere venlige vinde, så man kunne afholde udendørs påskearrangementer uden at skulle trække i tøj, der kan klare en arktisk vinter.

P1050594P1050595a

Søren var her i går. Han havde spurgt John om han kunne få lidt hjælp til at reparere et foderbræt, der ikke havde det så godt mere.
Det ville John gerne hjælpe med, og jeg ville godt lave en lammekølle til aftensmad – det smager da altid bare lidt af påskekomsammen …
De to herrer tilbragte en del af eftermiddagen i garagen, hvor der, i stedet for en reparation, blev bygget et helt nyt foderbræt.
John elsker at lave sådan noget, og Søren havde sjovt nok ikke spor imod at komme hjem med et nyt frem for et repareret gammelt.
Det blev halvstort – det er lige før, han kan fodre rovfugle i det, men det tror jeg ikke han er interesseret i.
Det var så fint, at jeg tillod mig at spørge, om ikke det også skulle tækkes med strå for at gøre det 100 % blæret, men det skulle det ikke. Det skal i stedet have en eller anden form for afdækning oppe på tagrygningen, så der ikke trænger vand ind i bræddeenderne og ødelægger træet. Egnet materiale til dette havde Søren derhjemme, så han udfører selv den sidste finish på huset.
Så spurgte jeg, om ikke de havde glemt at bygge en terrasse, for det var da et gevaldigt udhæng, de havde lavet.
Det var her jeg kunne fornemme, at de vist helst så, jeg gik ind og lavede maden færdig. Det sagde de ikke direkte – bare at de sådan set var færdige med byggeriet, og om maden mon også var ved at være det, for de var efterhånden ved at være sultne …
Lammekøllen havde ligget i sous viden i 36 rimer og var smørmør. Meget, meget lækker var den, og de 36 timer var vist mere end rigeligt. I min sous vide-vejledning står der oven i købet, at den skulle have haft 48 timer, hvilket jeg ikke forstår, da selv det sejeste oksekød ikke skal have mere end 18-24 timer. Er der en sous vide-ekspert til stede, der kan forklare mig hvorfor lam så anbefales det dobbelte? Jeg vil tro, at 24 timer havde været nok, hvilket jeg har tænkt mig at efterprøve næste gang.

12. marts 2021

Skrædder, strikker og svineavler …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: , ,

At Charlotte blev skrædder, forbavsede mig ikke – hun har syet tøj og kostumer siden hun var 11 år, i hvilken alder hun syede sin første krinoline, hvor hun brugte bambus fra haven og lagener fra mors skab, så den fremtid lå næsten i kortene.
At hun ville lære at strikke i en alder af 43 år, kom i høj grad bag på mig.
At hun ville til at have en mindre svinefarm var faktisk mindre overraskende end det med strikkeriet.
De havde talt om det et stykke tid, og de har pladsen til det, fordi de købte marken bag deres hus for at være sikre på, at der ikke kom nogen og byggede en stald, der kunne tage deres fine udsigt. Marken er på omkring tre tønder land, så der er rigelig plads til et par svin.
Høns og nogle ænder står også på listen over kommende husdyr. Høns primært pga. æggene, og ænderne så de kan få nogle ordentlige landænder i stedet for det barnemord, der finder sted for at levere julemaden til Charlotte. De er fine nok i smagen, men vejer kun 1,8 kilo. Vi ved ikke, hvorfor man har valgt denne lille slagtevægt derovre.

The saddlebacks 1The saddlebacks 2

Gad vide hvad det næste bliver …
Jeg foreslog Charlotte, at de anskaffede sig en ko som dem, vi så da vi var i Sønderjylland – Belted Galloway kvæg ville matche deres Saddleback pigs noget så fint. Det mente hun dog ikke ville blive aktuelt, for de havde ikke rigtig lyst til at håndtere store kvæg, som de ikke mente ville være lige så nuttede som grisebasserne – ikke engang som små.
De er meget glade for deres grise, som de har købt af Seb; en knægt på bare 10 år, som allerede er englandskendt for sin svineavl. Ret godt gået, synes jeg.

Der har været ført alvorlige samtaler med Anna og Aubrey inden anskaffelsen af grisene, for lige nu er de meget søde og en kilde til underholdning for hele familien, men det er meningen, at de skal spises. Punktum. Det står ikke til diskussion. De har fået to orner, så de skal slagtes når de er seks måneder, hvilket er ultimo juni. 
Der vil det nok heller ikke være noget problem at sende dem til slagtehuset, for de vil med størst sandsynlighed have mistet enhver form for nuttethed til den tid, og faktisk glæder de sig alle fire til at opleve, hvor stor forskellen er på svinekød og svinekød.
Slagtningen vil foregå på et lille, lokalt slagteri, hvor de kan være sikre på at den gris, de afleverer, også er den, de får tilbage igen i parteret tilstand. Charlotte er spændt på, om hun ved at vise dem en planche over de danske udskæringer vil kunne lokke dem til at skære ud, så de kan lave stegt flæsk med persillesovs. Det kender de ikke i England, og det er umuligt derovre at finde en udskæring, der kan bruges til den danske nationalret, som er en af mine fire englænderes yndlingsretter.
Det er dyrt at producere sit eget kød. ‘Stald’, hegn, fodertrug, halm og ret kostbart foder i første omgang. Og grisene, naturligvis. Dernæst anskaffelse af en større fryser.
Det meste skal dog kun købes én gang, men selv om man kun regner med grise og foder, bliver det stadig ikke billigt. Det er så heller ikke for at spare penge, de gør det, men fordi de holder meget af tanken om at være selvforsynende og af at vide præcist hvad det er de putter i munden.

29. december 2020

Løftet opfyldt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:07
Tags: , ,

Mit til enhver tid gældende løfte til mig selv er opfyldt for 2020.
Jeg vil ikke tale om eller komme med nytårsforsætter, for det er at bede om nederlag, når man lover sig selv, at næste år vil jeg …
Derimod er der en forskel på at love at gøre et forsøg på hvert år at nedbringe garnlageret i stedet for at øge det. Det kan jeg nemlig godt overholde … altså at forsøge. Det er ikke altid, at forsøget lykkes; det gør det normalt kun, når jeg holder plantefarvningsgarnet uden for regnskabet og dermed kun huler ud i det omfangsrige lager af klar til brug-garn, men i år har jeg præsteret at nedbringe lageret for både det og garn til plantefarvning.
Jeg har strikket i alt 12,647 kilo garn op i år og har ‘kun’ totalt købt 10,9 kilo; dvs. at jeg har brugt 35 nøgler fra lageret.
Det er i øvrigt rekordår for mængde strikket garn, men det har muligvis noget med coronapesten at gøre – aldrig har vi været så meget hjemme som i år. 
Jeg er meget stolt af mig selv og kan næsten ikke få hænderne ned, men det skal de – ellers kan jeg ikke strikke.
Jeg er nemlig meget, meget dygtig, og jeg beklager, at jeg er nødt til at rose mig selv, men John gør det ikke, for han synes kun, at jeg er dygtig, hvis jeg helt kunne lade være med at købe noget, hvilket naturligvis er totalt umuligt at overholde, hvis jeg skulle være så fjollet at love mig selv eller ham det … og så er det ellers ikke fordi han nogensinde kunne finde på at blande sig i mine garnkøb. Han respekterer, at jeg har min hobby, lige som han har sin, og skulle vi endelig begynde at regne sammen hvad vi bruger på den slags, er hans linser ikke ligefrem billige, så vi er for længst blevet enige om, at vi ikke har noget at lade hinanden høre, og så længe vi ikke mangler noget andet, skal vi have lov at hygge os med hver vores.

 imageimage

Hvis nogen mod forventning skulle kigge nærmere på uddraget af excelfilen, bedes man bære over med ordvalget (‘færdiggarn’ er noget vrøvl). Det er ikke skabt med henblik på offentliggørelse, men jeg var simpelthen nødt til at prale i år. Der bliver oven i købet tilføjet yderligere omkring 150 gram strik af det plantefarvede inden nytårsaften, for jeg er næsten færdig med et par tagrørsgrønne futter.
Sweater, 4 år, Røde KorsJeg bestræber mig på at strikke så meget som muligt af de gule og gulgrønne farver til Røde Kors, for selv om jeg synes det er dejlige farver, kan jeg ikke bruge dem til ret meget fornuftigt – i hvert fald ikke, hvis jeg vil have folk til at gå med det, jeg frembringer.
Jeg har lavet flere tæpper og sweaters i de gullige farver til Røde Kors – herunder er vist det tæppe, jeg strikker på lige nu, som er baseret på det klassiske patchworkmønster Log Cabin. Så bliver det ikke kedeligt at strikke …
Jeg forestiller mig, at hvis jeg var en nødlidende mor, der ikke havde noget varmt at svøbe eller klæde sit lille barn i, ville jeg være revnende ligeglad med farven på det, bare det virker, og det gør det.

Babytæppe, Røde KorsDet er ikke nuancer der mangler ...

19. december 2020

Sådan så mit første arbejde ikke ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

Advarsel: Dette indlæg vil indeholde praleri.
Jeg lærte at strikke som seks-syvårig, og da jeg var otte, strikkede jeg min første sweater. Jeg havde en meget tålmodig mor, som uden at kny pillede op eller strikkede tilbage hist og pist, når jeg havde begået en fejl. Hun ville ikke genstrikke det oppillede for mig, fordi forskellen så ville blive for stor i strikkekvalitet. Det kunne selv jeg se … men færdig blev den til sidst; jeg var rævestolt og havde ikke øje for, hvor ujævnt og grimt den var strikket.
Siden er kvaliteten af mine præstationer gradvist blevet bedre, kan jeg vist godt tillade mig at sige – mindre som pral end som konstatering.
Som det vil være nogle bekendt, ville min gennem 35-40 år stædigt strikkefornægtende datter til min store overraskelse lære at strikke.
Jeg er endnu ikke kommet mig helt over chokket …
Hun lærte det i august, bare et par dage inden de skulle hjem til England, men heldigvis ser verden meget anderledes ud, end da jeg var barn og ung.
Blandt andet har man opfundet internettet og dermed YouTube, så er der noget, man ikke kan finde ud af, er der altid onlinehjælp at hente.
Jeg viste hende hvordan man slår masker op, hvordan man strikker ret- og vrangmasker, hvordan man tager ud og ind og hvordan man lukker af.
Vi mangler sammensyning af de strikkede stykker, men jeg satser kraftigt på at vi får lov til at tage derover i maj, og hun bliver nok ikke færdig inden da.
Jeg forklarede hvorfor det er så vigtigt at overholde en given strikkefasthed, hvilket hun, som skrædder og tilskærer, ikke havde problemer med at forstå.
Kan man de nævnte basale teknikker, kan man i princippet strikke alt, hvad der nogensinde er designet til at skulle håndstrikkes.
I princippet …

Charlottes første jumber

Hun tog hjem til England og øvede sig, så hendes strik kunne blive mere jævnt end det hun præsterede mens hun endnu var i Danmark – selv om det faktisk var ret pænt præsteret af en nybegynder.
I september begyndte hun at gå i garnforretninger (der er desværre næsten ingen i en stor radius omkring Charlotte) og surfe rundt på internettet for at finde det helt rigtige garn til det projekt, hun fandt frem til allerede mens hun var her, fordi jeg fandt en side med masser af opskrifter på vintage knitting, hvilket jeg vidste ville være lige noget for hende.
Det viste sig at være noget af en opgave at finde det rigtige garn, fordi hun ikke kunne bruge det fra den lokale garnbutik. Vi fik os en snak om løbelængder – Patons Beehive fingering (2-ply) findes ikke mere, men heldigvis var garnbutikindehaveren en ældre dame, som havde et godt bud på en tilsvarende tykkelse garn. Charlotte købte et par nøgler og gav sig i kast med strikkeprøver, men hun kunne kun få det i naturfarvet, og hun ville have blåt, men nu havde hun et udgangspunkt og kunne gå på nettet.
Så blev farverne den vanskelige del! Skærmen viste sig at være i uoverensstemmelse med virkeligheden, så der skulle et par fire forsøg til, inden hun fandt det næsten helt rigtige garn, som også havde den rigtige løbelængde, men det lykkedes med kun en svag fornemmelse af kompromis.
Vi er enige om, at næste gang hun er i DK, skal vi besøge et par af de fantastiske garnforretninger, vi har her i landet. I UK er der (stadig!) alt for meget akrylgarn. De hævder fx hårdnakket, at det da er det eneste, man kan bruge til babyer! De er skøre, de briter, som Obelix siger.
Man kan få mange udmærkede garner på nettet derovre, men ikke i de to fysiske forretninger, C har adgang til, og enhver strikker ved, hvor vigtigt det er at føle på garnet, inden man beslutter sig.
Nu er hun færdig med ryggen, og mor er stolt.
Det er hun faktisk også selv … the feather-stitch fandt hun selv ud af at afkode, selv om det var lidt kryptisk beskrevet.

5. december 2020

Specialbyggede fuglehuse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:32
Tags: , ,

Da først John begyndte at bygge de fuglehuse til mejserne, som jeg fortalte om forleden, gik der sport i det for mit vedkommende.
Ikke, at jeg begyndte på at snedkerere fuglehuse; det vil jeg overhovedet ikke blande mig i, når jeg har en mand, der er meget bedre til den slags, end jeg nogensinde ville kunne blive. Jeg holder mig helst fra hans maskineri, lige som han ikke har tænkt sig at tage min symaskine i brug. Vi hylder forskellene og går ikke ind for ligeret for enhver pris.
Næh … jeg begyndte at surfe rundt på nettet for at finde ud af, hvilken boligform de forskellige fugle foretrækker. Kunne man måske, ved hjælp af en sådan viden, kunne lokke flere af én art til fremfor en anden?
Vi har to rødhalse, vi meget gerne vil have til at blive, ligeledes gærdesmutterne, som vi også mener at have to par af.
Jeg fandt forskellige huse til dem, og da målene var angivet, selv på dem, der skulle købes færdige, viste jeg dem til John.
Se her: Dem kan du sikkert sagtens finde ud af at lave selv, ikke sandt? De er da noget så nuser!

GærdesmuttehusMejsehus

Rødhalshus

Selvfølgelig kunne han det. Han fandt en vinkelmåler frem og sad og regnede og tegnede en halv times tid, hvorefter han gik ud og begyndte at save.
Det første billede viser et gærdesmuttehus; det andet det velkendte og mere almindelige til mejserne, og det sidste er til rødhalsen. Disse kan, ifølge mine kilder, godt lide at have en overdækket terrasse, fordi de har det bedst med at have mulighed for at kunne stå og sondere omgivelserne, inden de begiver sig ud i dem. 
Det hus kunne jeg ikke stå for – det er da den rene luksus, og jeg håber virkelig, at rødhalsen vil beslutte sig for at tage det i brug.  
Da John kom ind for at vise mig prototypen til denne luksusudgave af et fuglehus med terrasse, sagde han, at han havde tænkt sig at kalde det for Robinhus. (En rødhals hedder, som de fleste nok ved, Robin på engelsk.)
Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans påfund og fik hurtigt kogt lidt mere suppe på den ide, så jeg fortsatte i bedste ejendomsmæglerstil med at foreslå at kalde det andet for Home og det tredje for Estate. Nybolig dur ikke, for det ville kun passe det første år.
John ville dog ikke kaste sig ud i at lave små fine navneskilte til husene …
Han besluttede at male dem mørkegrønne, dels fordi det ubehandlede træ virker alt for lyst og dermed for synligt og dels fordi det ikke holder særlig længe, netop på grund af, at det ikke er trykimprægneret. På denne måde håber vi, at levetiden vil kunne forlænges med nogle år, og desuden falder husene noget mere naturligt ind i omgivelserne, når man får dem anbragt, hvor de skal hænge.
Hvis ellers fuglene så overhovedet kan finde dem … men mon dog ikke?

18. november 2020

Ikke noget rotteræs her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Vi ved ikke, om vi har rotter i år, men det har vi sandsynligvis, for det har vi indtil nu haft hvert år. De fleste gange, når jeg hører små fødder fare hen over vores hoveder, så er det mus, der har travlt på loftet, men en enkelt gang frygtede jeg, at vi også har rotter på loftet, for da lød det nærmest som om der løb et får rundt deroppe! Der er dog ikke gået nogen i rottefælden, men de to musefælder har klappet en del gange.
Jeg har læst et eller andet sted, at hvis der er mus, er der ikke rotter – eller også var det omvendt – og mus har vi. Jeg har ikke kunnet finde noget, der endegyldigt har kunnet be- eller afkræfte den påstand, og hvorfor skulle de ikke kunne leve på samme sted?
De gange, den kommunale rottefænger har været her, har han haft løftet sin pegefinger og sagt, at det altså ikke er så smart at fodre fugle, når man har rotter, for det kan ikke undgås, at fuglene taber mad på jorden, hvilket er guf for både rotter og mus.
Musene har vi såmænd ikke noget imod at fodre lidt på, især ikke hvis det kan afholde dem fra at søge ind i huset, men rotter … addr. De er SÅ ulækre!

P1050321

Vores lille Robin (som naturligvis er en rødhals) er også flink til at samle op fra jorden, og det er ham særdeles vel undt. Vi har et rør med jordnødder, som lynhurtigt bliver fortæret af fuglene, og da det ikke helt kan undgås, at de spilder lidt når de sidder og hakker i det, er Robin der til at rydde op, og han er god til det. Udover jordnødderøret har vi et glas jordnøddesmør med melorme monteret på træet. Det er sandelig også populært, og der er intet spild derfra overhovedet. Den tredje foderting ude foran er en Eva Solo glasdims, som sidder på køkkenvinduet. Herfra kan de heller ikke spilde.
Vi har ikke haft nogen form for rør med ‘almindeligt’ fuglefoder i, for der ligger som oftest mere nede på jorden, end der er spist fra røret, for de elsker at sortere i maden, de små bøller – også selv om vi køber den vildeste luksusmad til dem uden havre eller andre hele korn, for det gider de ikke rigtig spise.
Det gider rotterne desværre godt …
Det problem har John nu løst ved at anvende bålfadet på en noget anden måde end dets oprindelige formål. Ret genialt tænkt, faktisk. Her kan ingen rotter komme til, og det der bliver spildt i bunden af fadet, kommer der andre fugle og samler op.

I dag har vi været en tur i Køge – forgæves – derfor derefter en tur til Slagelse, hvor de havde uimprægnerede brædder i den rigtige bredde.
John fik nemlig lyst til at bygge redekasser til småfuglene, og her ses pilotmodellen. Musvitter - skovspurveDen er endnu ikke helt færdig, Musvitter - skovspurvemen færdig nok til, at jeg kunne vise den frem. En lille finesse er, at kassen er hængslet således, at den kan åbnes fortil, hvilket gør det en hel del nemmere at rense den om foråret. Der kommer selvfølgelig en lukkedims på, så ikke den kan åbnes af fuglen.
Igen ret smart tænkt.
John lavede nogle stykker til ødegården i Sverige. De blev lynhurtigt okkuperet af forskellige arter småfugle, som nærmest var ved at komme op at slås om dem om foråret, så vi satser på at kunne gentage succesen i Den Stråtæktes have.
Så er han beskæftiget, min handyman. I hvert fald i nogle dage. Han bliver rastløs, når ikke han har noget praktisk at tage sig til, og det er der altså ikke særlig meget af i vintermånederne.
Jeg har foreslået, at han kunne lave nogle ekstra og forsøge at sælge dem, men det skulle han lige tænke over.
Det er da en god ide, er det ikke? Det skulle ikke være for at tjene penge som sådan, men lidt som når jeg en sjælden gang sælger strik: Kan vi bare få dækket materialeudgifterne, er det fint.

16. august 2020

Kollaps i drivhuset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:34
Tags: , , , ,

Mit nye drivhus er vist næsten for godt. Ikke for godt til at være sandt, men for effektivt.
I går morges, da jeg kom derud på min morgenlige inspektionsrunde, var der knækket en stor gren af fra snackpeberens hovedstamme. Den kunne ikke længere bære vægten af alle de mange frugter. Jeg troede ellers nok, at naturen selv forstod at indrette sig, så den kunne klare mosten og sende sine børn godt i vej, men sådan var det altså ikke. Jeg bandt først grenen op, og dernæst forsøgte jeg med en bastsnor at binde den knækkede gren ind til stammen, hvorfra den var knækket af, men den ser virkelig sørgelig ud her til morgen. Nu håber jeg bare, at peberfrugterne kan modne alligevel, for jeg synes de er lidt for bitre som grønne.
Bøftomaten kollapsede senere samme dag.
Om eftermiddagen, da jeg skulle ud og høste tomater, lå den og var nærmest krøllet helt sammen. Den havde dog ingen knækkede grene, kun bøjede, så den er med stor sandsynlighed reddet.
Den havde naturligvs været bundet op i mange uger allerede, men havde knækket snoren! Det er store tomater, der hænger på planten, men alligevel … igen: Naturen burde kunne osv.
Den har nu fået ekstra kraftig forstærkning i form af den slags snor man bruger til halmballer, af hvilken jeg tog en rulle med fra gården. Det er stærkt og derfor godt til mange ting og altså også til overfrodige tomater.

Semidried tomatoes in spe

Næsten alle tomaterne af engelsk afstamning blev skåret over i kvarte for derefter at blive sat i ovnen ved lav temperatur til de var halvtørre. Derefter kom jeg dem på glas og gav dem den sidste olie, så de kan holde sig i nogle måneder. Der kom kun tre relativt små glas ud af denne portion, så selv om jeg syntes de stadig var lige våde nok i morges, har de alligevel smidt meget væde.
Bøftomaterne bliver brugt til bruschetta med basilikum, rødløg, pesto og mozarella. De almindelige, store tomater bliver henkogt og de små fortinsvis brugt i salater. Jeg har dog allerede 13 glas henkogte tomater, så måske skulle man lave en gang tomatsuppe? Den bliver helt sikkert bedre end den, jeg skrev om engang, hvor en kollegas mor opløste en bouillonterning i 1½ liter vand, tilsatte ketchup og serverede …

Agurken er færdig, men den nåede at give os over 40 agurker, hvilket vel er rimeligt nok klaret. Jeg synes bare, at det var en lidt brat død, den fik, og det var ikke pga. spindemider eller andet kryb; det har enten jeg eller tallerkensmækkerne formået at holde drivhuset fri for i år, men lige pludselig blev samtlige blade gule inden for en uges tid, og den smed alle agurkerne, der var sat af.
Når man googler agurkens problemer, er det svært at finde ud af, hvori problemet består.
Det kan enten være pga. for meget vand eller for lidt vand.
Enten har den fået for meget gødning eller også har den fået for lidt gødning.
Det med vandingen tror jeg godt, at jeg kan styre, men hvordan pokker skal jeg kunne vide, om gødningsmængden har været passende?
Nu ryger den ud – den har gjort det godt.

5. august 2020

Min datter kan stadig overraske mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: , ,

Mens Tim og Aubrey var ude med kajakkerne i formiddags, sad Charlotte og Anna oppe i shelteret og hyggede sig, mens jeg lige fik ordnet nogle tomater til henkogning og lavet en stor portion pesto, så de kan få noget med hjem fra mit basilikumtræ.
Jeg gjorde dem selskab og satte mig over for Charlotte.
– Godt. Nu sidder du ned, mor. Hold også lige fast i armlænet, for nu får du en overraskende meddelelse.
Jeg frygtede det værste – jeg ved såmænd ikke hvad jeg frygtede, bare det uspecifikke værste, for tonefaldet var alvorligt. På den anden side, så sad Anna der jo, så hvis det virkelig var noget slemt, ville C nok have valgt et tidspunkt, hvor vi var alene.
Tonefaldet var da også kun alvorligt, fordi hun ville se mit ansigtsudtryk, da hun spurgte, om jeg ikke lige ville lære hende at strikke, inden de skal hjem.
– Strikke!? Dig???!!! Du har da altid holdt meget fast i, at det ville du ALDRIG fatte interesse for. Du har skrædderiet og du har dine broderier til aftensyslerierne. Siger du …
– Ja, men jeg kan jo ikke bruge alle de broderier – jeg kan ikke plastre husets vægge til med dem, og jeg har det lige som dig: Jeg kan ikke bare sidde inaktivt hen om aftenen, og jeg gider ikke læse altid, når jeg holder fri. Mine hænder skal have noget at beskæftige sig med.

P1020305

Æblet faldt åbenbart alligevel ikke så langt fra stammen, og som en på Instagram fluks kommenterede, så er det bedre sent end aldrig.
Jeg fandt garn og pinde frem, og så gik vi ellers i gang. Naturligvis først med at slå masker op, skarpt forfulgt af seks pinde med retstrikning, efterfulgt af at lære vrangmasker, så hun også kan strikke glatstrikning.
Mere nåede vi ikke på de tre kvarter vi havde, inden de skulle afsted til København for at besøge en af C’s gamle veninder, men vi har både i morgen og fredag inden de skal hjemover igen, og da ‘barnet’ hurtigt viste sig at være lidt af et naturtalent, når hun langt nok til at kunne lave strikkeprøver uden min supervision.
Det, hun i virkeligheden gerne vil strikke, er vintagebluser og –cardigans som de så ud i 1940’erne, hvilket nok ikke ligefrem overraskede mig. Jeg måtte dog fortælle hende, at det sommetider indebærer strik, der måske ikke lige er for begyndere, men det havde hun gennemskuet, så hun har tænkt sig at bruge tiden frem til efterårsferien (hvor vi skal være sammen i en uge igen, om Corona vil) med at strikke prøver med forskellige teknikker og hul- og flettemønstre, samt prøve forskellige garner af, for jeg serverede også et mindre foredrag om hvor forskelligt de forskellige garner opfører sig og kan være nemmere eller vanskeligere at arbejde med.
Typisk for Charlotte, som sjældent gør noget halvt, og som også via skrædderiet har lært, at man ikke bliver verdensmester i noget som helst på kort tid, så vil hun hellere bruge to måneder på at øve sig således, at når hun for alvor går i gang med en bluse, så bliver resultatet pænt at se på, fordi hun har brugt tid på at lære at strikke så jævnt, som det kan lade sig gøre. Hun vil aldrig kunne få sig selv til at gå med noget, der skriger til himlen af amatørarbejde – så hellere bruge lang tid inden alvoren begynder, og alvoren kunne meget vel vise sig at være som billedet her – det er ikke ligefrem et begynderarbejde …

30. april 2020

Det er da løg(n)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:51
Tags: ,

I forgårs, hvor det stadig var dejligt vejr, riggede jeg den store gryde til oppe i shelteret og satte vand over til en større omgang bejdsning. Dette er det mindst sjove ved plantefarvning, så det er bare med at få bejdset en anselig portion, når jeg er i gang. Det er ikke noget, man bør springe over, bortset fra cochenille-, indigo- og valnøddefarvning.
Denne gang var drejede det sig om farvning med skaller udelukkende fra gule løg, som giver de smukkeste, varmeste, gyldne og gyldenbrune farver.
Røde løgskaller giver mere grønlige farver, men dem skulle det ikke være denne gang, for dem, plus den anden pose med gule skaller, gemmer jeg, til det unge par i nummer 5 får tid (og coronalov) til at komme og lære processen, som de har ønsket.
Der er, som sagt, for det første coronapest, så vi kan ikke stå tæt sammen med tre par øjne lige over en farvegryde og nyde forvandlingen, og for det andet er hun relativt nygravid og har det stadig elendigt det meste af dagen, så disse plantefarvningslugte er sikkert ikke gavnlige for hendes velbefindende. Men senere – eller i hvert fald når barnet er kommet til verden – kan de lære at lege med plantefarver. Løgskaller er så ikke det værste; det dufter af grønsagssuppe, men bejdsning af garn lugter lidt kemisk. John kan ikke fordrage den lugt, så bejdsning foretages udenfor eller i garagen.

Gule løgskaller 2020

Selv om jeg efterhånden har set det mange gange, bliver jeg hver gang lige forundret over, så forskelligt de forskellige garner tager imod farve.
Til denne mængde garn har jeg brugt 167 gram helt tørre og sprøde løgskaller, samlet gennem lang tid.
Nr. 1 længst til venstre var et lyngforsøg, som jeg betragter som mislykket – det blev en lidt fesen farve, men den kan bruges til en fair isle-sampler.
RK-tæppe - vindmøller (1)Derefter er det 2) cashmere natur, 3) cashmere lysegrå, 4) Arwetta superwash, 5) Arwetta superwash, 2. bad, 6) Blackhills softwool, 7) lysegråt lammeuld, 8) Elevé chunky, 9) natur lammeuld (overfarvning af en for svag indigo), 10) natur lammeuld, 2. bad.
De to nøgler til højre er øverst et næsten sytrådstyndt, lysegråt følgegarn og nederst et nøgle af Coops sokkegarn, som er superwash ligesom Arwetta.
Superwashgarn er også super at farve med, fordi det tager så ekstremt godt imod farve. De hærdede plantefarvenørder vil ryste forarget på hovedet, fordi jeg så meget som tænker på at farve på andet end ubehandlet 100 % lammeuld.
Men det bestemmer jeg heldigvis selv, og jeg er godt tilfreds med resultaterne på superwash-garnerne.
Det er bare ærgerligt, at disse farver ikke klæder mig, for jeg elsker dem. Det er efterårsfarver, så det basker, men jeg kan strikke sokker af dem, både til familien og mig selv. Det kunne også blive et flot tæppe til Røde Kors – måske et mage til det, jeg har strikket før? Med sorte felter i stedet for de hvide?
God ide, du fik der, Ellen!

10. april 2020

Noget er som det plejer at være

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Hele verden er vendt på hovedet i en grad, ingen havde kunnet forestille sig, men visse ting er ganske som de plejer. Jeg ville så langt hellere have, at verden var normal, og at visse ting ikke var som de plejer at være, fordi dette ‘plejer’ er mit sisyfosarbejde med det forbaskede skvalderkål. Hvert år når jeg i bund – og hvert næste år opdager jeg, at det gjorde jeg ikke alligevel, fordi der dukker et nyt, lysegrønt tæppe frem. Grrrr. Det er fast arbejde, og der er ikke nogen, der kommer og fyrer mig. Desværre, kunne jeg godt sige, og det er altså ikke for at gøre grin med alle de mange, der er blevet arbejdsløse fordi verden er vendt på hovedet. Dem føler jeg virkelig med.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Drivhuset er blevet færdigt. De nåede det i går, de to mænd – med hiv og sving og med kun tre korte pauser. Jørgen kom klokken 8 og tog først hjem igen klokken 16, så han fik ødelagt en hel skærtorsdag, den stakkels mand. Jeg var glad for, at han ikke var på helligdagsbetaling, men havde afgivet tilbud, og han har sikkert bandet over, at han ikke nåede det til 1. april, som han havde lovet. Det var på ingen måde hans skyld, at han ikke nåede det, men han er en flink mand.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Her er John ved at montere de automatiske vinduesåbnere/lukkere. Dem kan man ikke undvære, når man ikke altid er hjemme – og selv om alt tyder på, at vi er det i denne sommer, regner vi ikke med, at det vil være normen fremover!

Chili- og tomatgartneri Toftegaard har åbent på en lukket måde … man kan bestille sine planter over internettet og så komme og hente dem på en aftalt dag – i mit tilfælde på søndag – og når man henter selv (man kan også få dem sendt med fragtmand), kan man ringe på en klokke og via en slags fingersprog (vil jeg tro) og Mobilepay købe de gode plantesække, jeg plejer at bruge.
Det er så dejligt, når forretningsdrivende har mulighed for at finde alternative løsninger, så ikke deres produktion går tabt og forretningen ned.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Det er nu, jeg skal flytte rundt på plantekasser og -baljer og finde ud af, hvordan de forskellige ting skal fordeles, for når der først er 45 liter vand i beholderne, flytter man ikke lige rundt på dem! Til venstre skal der tomater bagerst og basilikum og agurk forrest. Til højre de tre chiliplanter og den ene snackpeber, jeg har købt. Udenfor i hjørnet vil jeg forsøge mig med pralbønner, som har de smukkeste blomster.
Jeg har allerede en del mere i det nye drivhus end i det gamle, men har lige så meget tom gulvplads, som der totalt var før. Cirka … hvor er det FEDT!
Det er lidt af en videnskab at sætte planterne rigtigt i et drivhus, og selv om jeg har læst på lektien og gør som foreskrevet, er det ikke sikkert det virker optimalt for mig alligevel. Jeg forsøgte med forskellige placeringer i det gamle drivhus, og nu skal jeg til at eksperimentere lidt igen. Det gør ikke noget – det går sjældent helt galt, så jeg skal nok få nogle afgrøder ud af det.
Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at holde spindemiderne væk!

4. februar 2020

En (for)underlig mekanisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , , ,

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Røde kors-strik

Røde kors-strikJeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland Smile )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.
Røde kors-strik

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m2. Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

31. januar 2020

Min indre dialog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

John havde en aftale i dag med nogle gamle kolleger til en gensynsfrokost. Efter mere end 20 år – han var lidt spændt på, hvordan det ville gå, men han er endnu ikke kommet hjem, så det er nok ikke gået helt galt.

P1000681Jeg benyttede mig af lejligheden til at tage til AOHs messe i Rødovrehallen.
Der var måske ikke ligefrem kaos, da jeg ankom lidt over 10, men det snerpede … jeg kørte ind uden det store håb om, at der skulle være flere pladser, men søreme om ikke jeg så en, som andre enten havde overset pga. bilernes størrelse eller fordi pladsen var for snæver, hvilket den ikke var til mig. Heldigvis har jeg en lille bil, så den passede fint ind der – oven i købet i godt selskab tæt op ad Geilsk.

Hvad skal du nu til håndarbejdsmesse for? Du mangler hverken garn eller stof!
Jeg er da nødt til at se, om der er nogen spændende nyheder …
Du kommer bare hjem med noget, du i virkeligheden ikke har brug for.
Arrhhh … jeg skal nok være standhaftig.
Hmmm …

To timer senere:
Nå. Var du så standhaftig?
Næsten. Jeg købte ikke ret meget. Kun lidt mohair til følgegarn til mit plantefarvede garn. Det var et godt tilbud til under 1/4 af normalprisen.
Og så lidt Manos del Uruguay. Det er verdens bedste garn, ved du nok! Og her fik jeg rabat, fordi jeg købte to fed.
Var det nu også nødvendigt?
Næhhh, måske ikke … og dog … johhh … JO, det var, var det! Absolut nødvendigt.

imageDet skal understreges, at ovenstående er min egen indre dialog. Min søde mand kunne ikke drømme om at stille mig den slags inkvisitoriske spørgsmål.
Han ville heller ikke have så meget at have dem i, fordi han selv benyttede lejligheden til at træffe en aftale i København om at se på en brugt linse. Selv om den er brugt, ville han skulle af med 10 gange så meget, som jeg brugte i dag – hvis han altså besluttede sig for at købe den. Den er perfekt til at fotografere nordlys med, så sådan en kan han naturligvis ikke undvære …

Jeg fik, som skrevet, fat i noget fantastisk Manos-garn, så nu skal jeg til at kaste mig over mit tredje Kaleidoscope-sjal fra Kaosyarn. Jeg købte garn og opskrift af Pia selv, da hun stod på Fiberfolk i Roskilde, og jeg elsker det sjal. Dette bliver det fineste fine af dem alle, fordi det bliver strikket i lacegarn. Det kommer derfor til at tage 100 år at strikke det, men det er forhåbentlig umagen værd, og så har jeg et perfekt bilhåndarbejde til de næste par langture.
Billedet er Pias eget fra hjemmesiden, men jeg håber hun tilgiver mig, når nu jeg reklamerer lidt for hendes fine sjal? Mit eget foto yder ikke sjalet tilstrækkelig retfærdighed.

Desværre (eller måske heldigvis?) var der ikke ret mange stande med patchwork i forhold til, hvad jeg husker fra tidligere år – i stedet var der stande i hobetal med symaskiner af alskens mærker. Jeg plejer ellers altid at finde et nyt og interessant mønster til et eller andet, men altså ikke denne gang.
Så sparede jeg da de penge …

18. december 2019

Hele vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Lige før de kommer ...Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Juletræer fra SnedkerboetHele vejen

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

20. september 2019

Min handyman

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags: ,

Når man plantefarver, skal garnet være i fed og ikke i nøgler. Det er dog hændt, at jeg af ren og skær dovenskab har smidt garnnøgler i farvebadene. Det er også gået godt i de fleste tilfælde, selv om al sagkundskab fortæller mig, at garnet ikke vil blive farvet inde i midten.
Det er heller ikke et problem, når garnet købes ind som fed – og så alligevel, fordi sådanne altid indeholder 100 gram, og nogle gange ønsker jeg kun at farve 50 g ad gangen.
Dvs. at enten skal jeg dele et fed i to, eller også skal jeg have et garnnøgle vundet op som fed.
Det er lidt besværligt. Jeg har en garnvinde, men den kører ikke af sig selv, så jeg skal stå og føre hjulet rundt med en finger, hvilket ikke er sjovt, når det drejer sig om mere end et par nøgler, hvad der oftest er tilfældet. 
Det er en garnvinde herunder til venstre … som I måske kan forestille jer, kan den ikke umiddelbart automatiseres, så jeg står der og får ondt i fingeren og hold i nakke og ryg, når den skal betjenes med det modsatte af det egentlige formål, som jo altså er at forvandle fed til nøgler.

GarnvindeGarnhaspe

Garn på coneGarnfedGarnnøgleFor at vinde garn på fed skal man bruge en garnhaspe. En googling førte ikke til noget – jeg kunne ikke finde nogen til salg nogen steder.
Så fortalte jeg John om mit problem og viste ham et billede af en garnhaspe.
Den skulle han lige tygge lidt på, men det varede ikke så længe, inden han kørte efter nogle lister – og denne gang løj han ikke for mig, men kom vitterligt hjem med liste og rundstok.
John forsvandt ud i værkstedet en halv times tid og vendte retur med indretningen på billedet til højre.
Den fungerer perfekt. Den lange af de fem rundstokke er håndtaget til at dreje den rundt med – nu kan jeg bruge hele hånden og ikke kun en finger ad gangen.
(Hvis man ikke skulle være inde i terminologien, er det fra venstre mod højre hhv. et nøgle, et fed og en cone garn.)
Det eneste, der viste sig at mangle, var et øje til at styre garnet, når det vikles af en cone som den på et af de små billeder. Når der kommer lidt fart på, har det nemlig en tilbøjelighed til at brede sig mere end rundstokkene er lange.
Det blev klaret med en øsken på en pind. Hvor svært kan det være? Det hele er sat fast på bordet med vingeskruer og er derfor nemt at afmontere, når det ikke er i brug.
Hurra for min handyman.

Hvad jeg har i tørremaskinen? Det er æbler. Ungerne elsker tørrede æbler og spiser det som slik.

15. marts 2019

Kurve kan flettes. De kan også sys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , , , ,

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

P1020472P1020473

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

P1020475

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …

25. februar 2019

Så er vi to på stoffer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:27
Tags: , ,

Fredag aften begyndte John at få tandpine, og den blev absolut ikke mindre i løbet af weekenden, så han har været på bedøvende midler 24/7, og vi kører på reserverne hvad smertestillende midler angår, men han klarer sig til i morgen.
I dag fik han en akuttid hos tandlægen, som satte en time af til ham.
Han var der i to timer … og kom hjem to kindtænder fattigere. Der var så meget betændelse, at der kun var denne løsning.
Han er på flydende kost og ingen varme drikke, men har det ellers okay.

P1020358

Jeg er også på stoffer. Jeg er faktisk lidt afhængig af dem, kan man vist godt hævde, og alle der kender mig ved, at jeg har et lager der er stort nok til, at jeg med stor sandsynlighed ikke bliver stoffri i dette liv.
Men man ved jo aldrig, så jeg købte for en sikkerheds skyld et lille supplement for et par uger siden. Det var som sædvanlig Shabby Fabricks i USA, der leverer, og jeg vidste så glimrende, hvad der så kunne ske.
Min pakke blev da også snuppet i tolden, men jeg slap nogenlunde rimeligt og uden at blive ruineret, fordi fakturaprisen tilsyneladende var opgivet til noget mindre end den reelle pris, jeg betalte for varerne. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gider ikke brokke mig over det.
Jeg har konkrete planer med de fleste af tekstilerne, men måske var det heldigt, at de kom i dag, hvor John var væk og havde for travlt med noget, der fylder meget mere hos ham end at ryste på hovedet over mit stofforbrug. Han kalder det dog i det mindste ikke stofmisbrug …
Jeg behøver naturligvis ikke at skjule købet for ham, men lige netop i dag vil han sikkert være ret ligeglad med mine stofindkøb.
Han kunne dog godt nyde solnedgangen, som her til aften viste sig fra en af sine pænere sider.

P1020362P1020363

20. februar 2019

Selvforsynende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags: ,

Charlotte og Tim har tre acres grund, hvilket er godt 12.000 m2, hvilket igen, i bonderøvs-/landbrugssprog, er 2,2 tønder land. De har en stor have, men de fleste af kvadratmetrene er paddock; altså græsmark. De holder den delvist tæmmet og har plantet nogle træer, men ellers er det mest børnene, der bruger den til deres base camp.
I søndags kom C til at tale med en af kusinerne om den store grund, og Annemarie spurgte om C kendte bogen Den nye komplette håndbog i selvforsyning, som Bonderøven vist var involveret i. Det gjorde C ikke, men vi kom til at tale om den her til morgen, hvor vi så fandt ud af 1) præcis hvad den hedder, 2) at forfatteren er irsk, hedder John Seymour og skrev den første udgave allerede i 1980, og endelig 3) at Bonderøven har anbefalet den, fordi det har været hans bibel siden han var 11 år og en af årsagerne til, at han blev til Bonderøven. Nu er bogen genoptrykt med farvebilleder und alles, og vi fik lige pludselig et ærinde til Køge for at se, om de havde den der, så C kunne få den med hjem med det samme.
Det havde de, og hun blev glad.

P1020343P1020346

Efter boghandelbesøget gik vi på Vivaldi, hvor nogle fik varm chokolade og andre kaffe, og hvor jeg smugkiggede lidt i bogen, som så meget interessant ud. C & T skal ikke være selvforsynende – selv om vi har joket en del med, at det måske var værd at overveje at blive, Brexit taget med ind i ligningen.
De har desværre bare ikke jord nok. Bogen siger, at der skal fem tønder land til for at kunne gøre en familie på seks 100 % selvforsynende, bortset fra kaffe og te. Og strøm, selvfølgelig, men nu taler vi kun om fødevarer.
P1020347De skal med andre ord anskaffe sig knap tre tønder land mere, men så kan vi også flytte derover uden at skulle risikere at komme til at sulte. Det svarer nogenlunde til naboens paddock, så det skulle vel ikke være umuligt … med mindre naboen også vil til selv at sørge for forsyningen af fødevarerne … 
Og nej. Det er stadig bare en joke, omend det med Brexit faktisk ikke er spor morsomt, men det gider vi ikke komme ind på lige nu.
At ingen af os nogensinde kommer til andet end at lege med tanken og måske drømme lidt, gør ikke bogen mindre interessant, så efter at have kigget lidt mere i den, blev jeg enig med mig selv om, at det er ærgerligt, at C tager den med hjem til England allerede i morgen, så nu har jeg også bestilt den som en fødselsdagsgave fra mig til mig.
Hun har såmænd seriøst overvejet at få sig en større køkkenhave, men er klar over, at det er temmelig arbejdskrævende. Vi må se, hvad det ender med. Under alle omstændigheder er det som sagt en interessant og inspirerende bog.
Tanken om at være selvforsynende er da mere end bare en lille smule fascinerende, ikke sandt?
Og nej igen, jeg er ikke sponsoreret af nogen … hverken af forlag, boghandlere eller forfattere …

2. januar 2019

Så strammer vi op!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , ,

Billedresultat for burda 1940Når Charlotte, Tim og børnene tager på Goodwood Revival, så forventes der, at man er passende klædt på, hvilket i dette tilfælde vil sige “Although not compulsory, the vast majority of Revival visitors dress in period style with many going to great lengths to achieve that authentic look. The resulting step-back-in-time spectacle plays a key role in making the Revival such a unique event.”
Næste gang vil Charlotte nok ekvipere dem i 40’er-stil, og til den tids mode kræves der et korset for at fremhæve en slank talje. Sådan et fik hun i juegave af Tim (jeg fik ikke spurgt, om han selv har købt det!). Hun har i forvejen en smækker talje, men det er jo med at fremhæve fordelene mest muligt, så korset må der til. Med i gaveæsken med det intime indhold lå en bh. Her måtte jeg lige smile højt – kan I huske dem, der nærmest lignede torpedoer? Du GOdeste, den var spids! Den var hun ikke helt sikker på, at hun ville tage på, hvilket jeg så glimrende forstår, for den var virkelig bare for meget, men skal man holde stilen eller hvad?
Jeg fik lov at lege Mammy fra Borte med Blæsten og stramme korsettet til.
Vi endte på 60 cm, målt udenpå korsettet. Der har jeg også været engang, men det var ikke lige i forgårs …
Hun fik bøger med gode stofbeskrivelser og snitmønstre i, og hun glæder sig allerede til at gå i gang, selv om det først er til september.

KorsetKorset

John og jeg måtte en tur til Næstved i dag for at købe en kuffert i størrelse XL. For et par år siden måtte vi kassere den ene af de to største kufferter og har egentlig klaret os glimrende med kun én stor – den anden af os har så brugt den næststørste.
Det er ikke helt nok til denne tur, fandt vi ud af. Jeg har lige tjekket yr.no og set, at der er 32° i Santiago og 8° i Ushuaia, som er verdens sydligste by, og hvor vi skal af skibet og på tur.
Med andre ord: Vi er nødt til at dække det meste af tøjspektret, bortset fra, at jeg simpelthen nægter at tage vinterfrakken med. En varm fleece og sommerjakken skal være nok. Punktum.
Men det kræver maksimal kuffertplads. Der skal afslapningstøj med og der skal fint tøj med … sæt nu vi bliver inviteret til Captain’s Dinner med dresscode galla … man ved jo aldrig …
Der blev således ikke strammet op på bagagemængden – den bliver nok tværtimod fuldt udnyttet med alle 23 kilo, selv om jeg gerne vil have en smule plads til en souvenir eller to … man ved jo aldrig …
Der er heller ikke strammet op på wi-fi-budgettet. Jeg har lige booket unlimited internet access på hele turen. Der var desværre ikke noget imellem ingenting og alting, hvilket jeg havde håbet på. Fx noget med et par timer om dagen, men sådan er rederiets politik åbenbart ikke.
Det betyder til gengæld, at vi ikke behøver at downloade et større lager af lyd- og ebøger, men kan læse og lytte løs online så meget vi orker.
Og jeg kan blogge … selvfølgelig kan jeg skrive dagbogsindlæg offline, men jeg har ikke lyst til at fyre en hel bunke indlæg af på én gang, når vi kommer hjem – det er der jo ingen, der orker at læse.

25. oktober 2018

Et lynkursus i vodbinding

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:00
Tags: , ,

I gør kørte vi til Abelines Gård på Holmsland Klit. John, Charlotte og jeg har været der flere gange, men børnene og Tim havde ikke set det fine museum. Som altid lod Tim sig begejstre og var straks parat til at finde den nærmeste ejendomsmægler for at købe sådan en fin, gammel klitgård. Da vi spurgte ham, om han virkelig kunne tænke sig at bo herude i sådan et barsk landskab, trak han lidt i land igen … måske mest fordi C sagde, at når ikke hun kan have en have, så er hun altså ikke med på den galaj. Det er fint at holde ferie her, men ingen af os kunne tænke sig at bo her fast. Det tror jeg, man skal være født til.

VodbindingVodbinding

Da vi efter rundturen og kaffe- og kagebordet kom tilbage til butikken, kiggede vi lidt på de to gamle folk, der sad og hhv. strikkede sokker og bandt en ruse. Charlotte var meget interesseret i det, manden foretog sig og fortalte ham, at hun længe havde ønsket at kunne lave den slags net.
Det fulgte han omgående op på … straks smed han rusen, tog et fladt net frem og viste hende hvordan det gøres.

VodbindingVodbinding

Efter en kort demonstration af teknikken overlod han hende sin plads og sagde: “Værs’go’ – nu er det din tur.”
Det kneb lidt i starten … det så naturligvis legende let ud, når han bandt, men han har også været professionel vodbinder siden 1956, hvor han kom i lære. Charlotte så dog lyset, så efter et par minutter gik det helt fint.
Han var bare sådan en kær, gammel gut, som nød at have et interesseret publikum til sine fortællinger om livet som vodbinder; vi havde mange spørgsmål til ham, og vi fik en god, lang snak om verden før og nu.
Charlotte var glad fordi han gad bruge tid på hende og lagde ikke skjul på det. Han var vist også glad for hendes interesse, for han forærede hende en gammel, håndskåret vodbindernål af træ: “Den er din, hvis du vil love mig at gå hjem og øve dig.”

VodbindingVodbinding

Det gjorde hun naturligvis, og ikke kun fordi han var så gavmild. Vi lagde ud med at købe nogle flere størrelser nåle og lidt bomuldsgarn.
Hun var nødt til at slå op, hvordan man begynder på projektet, men så gik det fint derefter.
Vi kan nu kalde hende for den lille vodbinder. Hvis skrædderforretningen skulle gå dårligt, kan hun vel altid lave nogle indkøbsnet.
Aubrey har erklæret, at han godt kunne tænke sig en hængekøje – men har dog også sagt, at han godt kunne tænke sig at lære hvordan man gør, for det kunne bare være det fedeste selv at kunne lave sådan en.
Det første Charlotte vil lave, er små net til at binde meloner op med i drivhuset.

Gammel håndskåret nål til vodbinding

17. april 2018

Det var godt med nogle nye stoffer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags: ,

Det var godt at få nogle nye stoffer, for det fik sat skub i sylysten igen. Den havde ellers været temmelig død hele vinteren, hvor det derfor ikke er blevet til mere end masser af strik. Jeg har været lidt sur på mig selv over ikke rigtig at kunne finde gejsten, for jeg har i kilovis af stoffer – men ikke i spandevis af projektideer, desværre.
IMG_8370Det hjalp at få de lækre stoffer, jeg skrev om forleden dag – det motiverede mig til at komme i gang igen … nu hvor det er blevet forår … men jeg kan trods alt ikke være ude i haven hele tiden.
I går syede jeg en lille kosmetikpung. Jeg har lige smidt den gamle ud, for den var efterhånden blevet en tand for ulækker, og når man har et rum fyldt med stoffer, er der ingen grund til at begynde at vaske den.
Jeg brugte ikke engang de nye – ville hellere have pungen i sort, så den passer bedre til min store toilettaske.
Derudover syede jeg en bestikmappe til min søster. En bestikmappe er nemmest at sammenligne med et pennalhus i overstørrelse, således at der kan være et lille spækbræt og det bestik, de har med på deres bilferier.

Toiletpungen måtte have en hvid lynlås i.
Er det ikke typisk: Jeg har nok 100 lynlåse, men havde jeg en sort i den rigtige længde? Nej. Gad jeg køre bare for at købe sådan en? Nej.
Altså blev den hvid. Det var jo bare til mig selv.

IMG_8371

Jeg har vist arvet (i hvert fald en del af) det gen fra min mor, som bød hende at gemme alt, hvad der kan genbruges. Når et stykke tøj blev kasseret, blev knapper og lynlåse møjsommeligt pillet af og gemt, og det gør jeg også – plus alle de nye jeg har købt for næsten ingen penge i Stof & Stil.
Men jeg har også altid en knap der passer, og jeg har altid en lynlås i den rigtige farve og længde.
Troede jeg … 
I morgen indvier jeg nok det nye stof og går i gang med dækkeservietterne. Til dem skal der ikke bruges lynlåse …
Eller måske bliver det senere, for nu kommer foråret for alvor – både her og i England … uhhh, det er en skøn tid, vi går i møde.

19. december 2017

SÅ kom der knald på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: ,

Blåt garn af sorte bønner (5)Farvningen med de sorte bønner gik over al forventning. De kunne trække fire bade – måske også et femte, men den ville være blevet meget lys, så det ville jeg ikke bruge garn på. Det ramte ret præcist de støvede blå nuancer, jeg havde forestillet mig, da jeg gik i gang, så jeg er glad.
De tre garner til venstre er fra 1. bad. Længst til venstre havde jeg siet farvesuppen, og nummer to og tre er genbrug af bønnerne med frisk vand hældt over. Det beviste, at der er krudt nok i dem til at trække to gange. Fra fjerde fed og mod højre er det hhv. 2., 3. og 4. bad. I virkeligheden er farverne lidt klarere end herunder; lidt mere som det lille indsatte billede viser – og så alligevel ikke helt de rigtige.
Det viste sig også at være sandt, at superwash-garner tager bedst imod farven. Garnet til venstre er 100 % ubehandlet lammeuld, hvor de næste fem er superwashbehandlet garn. Den lyseblå lammeuld er dog ganske nydelig – det kommer bare an på, hvad det er, man går efter, og jeg gik efter lidt mørkere denimfarver.

Blåt garn af sorte bønner (6)

Turen kom herefter til gurkemejeeksperimentet. De fleste kilder sagde cirka halv mængde gurkemeje i forhold til garnets vægt. Der var 80 gram i en pose, men jeg tænkte, at suppen så tilstrækkelig krudtet ud til at kunne bære 200 gram garn.
Jeg skal da lige love for, at der kom knald på liggehønen! Eller læggehønen, som Fru Blomsterberg så tåkrummende siger …
Billedet skal læses efter hebraisk metode, dvs. fra højre mod venstre – der er seks fed i øverste række og fem i de to nederste.

Gurkemeje - 80 gram

Der er forskel, og garnerne fader en smule fra bad til bad, men ikke særlig meget. Igen er det den ubehandlede lammeuld, der er sartest; det er i hvert fald den, der aftager mest i farve. Superwashgarnerne og især bomuldsgarnet er ret stabilt. De grønne garner er tre forskellige nuancer indigofarvet garn, der blev overfarvet med gurkemeje – jeg ville se, hvor grønne de blev.
Jeg tror, konklusionen må være, at man godt kan nøjes med højst en fjerdedel gurkemeje pr. enhed garn – men det kommer selvfølgelig an på, hvilken farve man helst vil ramme.
Efter fjerde bad var suppen blevet næsten helt klar, så jeg forsøgte mig ikke med et femte, selv om der nok godt kunne have været kommet en babylysegul farve ud af det, men selv om jeg har købt meget garn til farvning, er der med disse fem bade gået 650 gram til, og hvor meget skriggult har man lige brug for?
Det er godt, jeg har fået Røde Kors ind i billedet – de kan være aftagere, hvis ingen andre vil. En stakkels desperat og nødlidende mor vil ikke sige nej til varme, strikkede ting, fordi de ikke lige passer til barnets teint.
Den gule bomuld kan der komme enten grydelapper ud af, eller jeg kan strikke RK-blebukser, som skal strikkes af bomuldsgarn.

16. juli 2017

Fifty Shades of Yellow

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:58
Tags: ,

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

50 Shades of Yellow

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

14. juli 2017

Gul, gulere, neon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1070064Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men P1070062jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

P1070067P1070070

P1070069

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

11. juli 2017

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: , ,

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Første forsøg (1)Første forsøg (3)Første forsøg (5)Første forsøg (6)

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Første forsøg (8)Første forsøg (9)

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Første forsøg (13)

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

10. juli 2017

Man begynder med bejdsningen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

EvolutionNu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

IMG_6676IMG_6678

IMG_6679Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …

6. maj 2017

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:28
Tags: ,

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

P1060744

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

27. februar 2017

Den første er færdig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags: ,

En håndarbejdstaske (2)Den første Oslo Craft bag til at have et håndarbejde med mig, når vi skal ud og køre, er nu blevet færdig. Hehe … som om jeg ikke har 10 i forvejen, men denne er lidt anderledes …  
Det er bevidst, at jeg skrev ‘den første’ for jeg er nok nødt til at lave en til … denne her er da blevet fin nok, men som det næsten altid sker, når jeg syr noget for første gang, finder jeg ud af en eller flere ting, der i mine øjne burde gøres anderledes eller se en smule anderledes ud, og denne gang var ingen undtagelse fra dette.

Den er for det første ikke høj nok. Den væsentligste fejl.
Båndene øverst på lommerne foran ser grimme ud på den måde, de er fastgjort. Jeg gjorde som der stod – det gør jeg stort set altid første gang, jeg laver noget; det gælder også for mad- og  strikkeopskrifter – og det kunne jo sagtens være, at denne metode var både nemmere og pænere, men det var ikke tilfældet, så min måde at montere de bånd på er bedre.
En håndarbejdstaskeBåde de tre små lommer på den ene forside og lommen på den anden forside skal være højere, sidstnævnte fordi den så passer bedre til at kunne rumme en A4-side eller et magasin (kunne fx være til den aktuelle opskrift). Samme lommes stof skal ligne hovedstoffet bedre end det gjorde i dette tilfælde, så den bliver næsten usynlig, lige som det er tilfældet med sidelommerne. Den fejl var så ikke designerens skyld, men udelukkende min egen …
Skumgummiet til at sætte mellem foret og hovedstoffet er derimod forrygende godt – både nemt at sy i og det støtter mere effektivt og på en langt pænere måde end Veledon gør, så det skal der investeres i noget mere af.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange tasker jeg har syet. Jeg gik tilbage i mine fotos i dag og fandt ud af, at jeg syede de første af de lidt mere avancerede af slagsen i begyndelsen af 2003.
Nogle – faktisk langt de fleste – af modellerne har jeg syet mere end en af. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om fire tasker, jeg kun har syet én udgave af. Nogle få solgte jeg engang; andre er foræret væk. Andre igen har været bestillingsopgaver.
Det er måske overflødigt at betro jer, at jeg godt kan lide at sy tasker?

Mange tasker

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.