Sidst vi var sammen, udtrykte min niece Malle ønske om endnu et par strikke-hyggedage nede i Den Stråtækte. Det sagde jeg, at vi da sagtens kunne finde ud af; tilbage var så bare, at hun skulle have det til at passe ind i Anders’ vagtskema, for det skulle være et kvinde/strikke/voksendøgn uden den toårige krudtugle til Caroline.
Det fik de to lige talt om, og vi lavede en aftale til i mandags.
“Er der noget specifikt, du vil se på, snakke om eller måske lære noget om, eller er det ren hygge?” Hun er blevet en rigtig god og habil strikker, så jeg regnede med, at det var det sidste, hvilket det da også var.
“Så har jeg en ide: Hvad med, om vi prøvede at syrefarve noget garn?”
Hun reagerede som et lille barn juleaften og stod nærmest og hoppede af lutter glæde … “Jahhh!!!! Kan vi det hjemme hos dig? Har du materialerne? FEDT!!! Jeg har masser af garn, jeg kan tage med!”
Som sagt, så gjort. Tre måneder efter jeg var på kursus hos Dyeing to Knit, skulle jeg for første gang stå på egne ben og oven i købet være i stand til at lære fra mig. Ret ambitiøst … Malle var heldigvis helt med på, at intet bliver perfekt første gang man prøver, og hun var helt vild med tanken om et forsøg med selv at farve garn.
Jeg fik lavet nogle farveopløsninger, mens Malle transformerede garnnøgler til farveegnede fed; inddrog nogle flade fade, jeg alligevel stort set aldrig bruger, og så gik vi i gang.
Jeg besluttede, at vi skulle tage mikroovnsmetoden i anvendelse, idet det måtte være måden at nå at farve mest på. Det var ikke den metode, jeg lærte hos Pernille, men jeg har en bog om det, og der er ikke mange ben i det – det er heller ikke metoden, der er det sværeste; det er at håndtere farverne, som fx at finde ud af, hvor stærk opløsningen skal være for at få den farve, man ser for sit indre blik. Det er heller ikke nemt at lave pæne speckles, men al læring tager tid.
Malle farvede mest garn – jeg kan altid gå i gang for mig selv, og det skal jeg da også … det var sjovt at eksperimentere med farverne. Hun ville lave en efterårsfarve og jeg en blå/lilla blanding. Det blev ikke så tosset endda, men da der kun er 100 gram af hver farve (mine fade er ikke større end til den mængde), kan det for mit vedkommende kun blive til huer eller sokker (eller måske Røde Kors-tøj), mens Malle kan strikke til deres lille Caroline.
Hun (altså Malle) troede, at hun tog to fed af samme garn til ovenstående farvning, men der blev stor forskel på resultatet, hvilket undrede hende lidt.
Jeg huskede, hun havde sagt et eller andet om, at hun bl.a. havde taget en blanding af bomuld og merino med, så jeg spurgte om det ene fed mon ikke var sådan noget, for jeg kunne forestille mig, at bomuld ikke tager imod farven på samme måde som uld. Vi blev enige om, at det var forklaringen – det lærte os i det mindste også lidt, og det bekymrede ikke Malle, som var sikker på, at hun nok skulle få brugt garnet alligevel.
Et voila: resultaterne af vores anstrengelser. Mit garn er det blå og det lilla; Malles resten. Sat sammen med noget ensfarvet i passende farve skal det nok gå hen og blive til noget godt.