Fifty Shades of Yellow

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

Gul, gulere, neon

Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

Man begynder med bejdsningen

Nu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

Den første er færdig

Den første Oslo Craft bag til at have et håndarbejde med mig, når vi skal ud og køre, er nu blevet færdig. Hehe … som om jeg ikke har 10 i forvejen, men denne er lidt anderledes …  
Det er bevidst, at jeg skrev ‘den første’ for jeg er nok nødt til at lave en til … denne her er da blevet fin nok, men som det næsten altid sker, når jeg syr noget for første gang, finder jeg ud af en eller flere ting, der i mine øjne burde gøres anderledes eller se en smule anderledes ud, og denne gang var ingen undtagelse fra dette.

Den er for det første ikke høj nok. Den væsentligste fejl.
Båndene øverst på lommerne foran ser grimme ud på den måde, de er fastgjort. Jeg gjorde som der stod – det gør jeg stort set altid første gang, jeg laver noget; det gælder også for mad- og  strikkeopskrifter – og det kunne jo sagtens være, at denne metode var både nemmere og pænere, men det var ikke tilfældet, så min måde at montere de bånd på er bedre.
Både de tre små lommer på den ene forside og lommen på den anden forside skal være højere, sidstnævnte fordi den så passer bedre til at kunne rumme en A4-side eller et magasin (kunne fx være til den aktuelle opskrift). Samme lommes stof skal ligne hovedstoffet bedre end det gjorde i dette tilfælde, så den bliver næsten usynlig, lige som det er tilfældet med sidelommerne. Den fejl var så ikke designerens skyld, men udelukkende min egen …
Skumgummiet til at sætte mellem foret og hovedstoffet er derimod forrygende godt – både nemt at sy i og det støtter mere effektivt og på en langt pænere måde end Veledon gør, så det skal der investeres i noget mere af.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange tasker jeg har syet. Jeg gik tilbage i mine fotos i dag og fandt ud af, at jeg syede de første af de lidt mere avancerede af slagsen i begyndelsen af 2003.
Nogle – faktisk langt de fleste – af modellerne har jeg syet mere end en af. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om fire tasker, jeg kun har syet én udgave af. Nogle få solgte jeg engang; andre er foræret væk. Andre igen har været bestillingsopgaver.
Det er måske overflødigt at betro jer, at jeg godt kan lide at sy tasker?

Nye planer i England

Det er svært at etablere sig som skrædder, selv i England og selv i et område med indbyggere, der overordnet set regnes for at være velhavende.
Alligevel er det vanskeligt at finde kunder, der er villige til at ville betale mellem 1200 og 3000 pund for at få sig noget bespoke tayloring. Dem der vil og kan, har allerede deres faste skrædder, som de er loyale over for. Nu vil hun prøve et andet koncept af: Made to measure.

Hun har lejet sig ind i et skur, som ligger sammen med andre tilsvarende – nogle lidt større, nogle lidt mindre, nogle grimmere, nogle pænere – i forbindelse med et stort havecenter. Der er 10-12 kunsthåndværkere og småhandlende af forskellig slags, som på denne måde får et billigt forretnings- og/eller arbejdslokale.
Charlotte overtog det lige efter nytår og har brugt tiden på at male ALT, samt lægge nyt gulv og få sat nogle lamper op. Udlejeren sagde, at der lige var blevet malet, så det var lige til at bruge. Det var Charlotte så ikke helt enig i, så hun gik i gang.
Mor her er ret stolt af, at hun selv har kunnet lægge gulvet, efter at have stillet John et par spørgsmål, da vi var derovre i julen.
Udenfor skal der stilles krukker med blomster, når vejret bliver til det, og i det hele taget skal hun få det til at se lidt mere indbydende ud.

Nu er hun næsten færdig, selv om der stadig mangler nogle detaljer, som fx noget for vinduerne, men arbejdsbordet og den store industrisymaskine er flyttet herned, så nu skal der sys modeller.
Hun vil sy lidt forskellige faconer af de almindeligste størrelser op i stout (ubleget, lidt groft og stift lagenlærred) og hænge på bøjler og giner. Hun har dermed faste mønstre til prøvning og til senere at klippe efter. Hun vil så i lettere grad tilrette mønstrene til folks forskelligheder, og kunden vil kunne vælge ærmelængde på bluser, jakker og kjoler, men det bliver som sagt skåret over nogle standarder og der bliver heller ikke mere end en enkelt prøvning undervejs, i modsætning til ægte bespoke, hvor der er flere prøvninger, og hvor mønster og design er 100 % individuelt og udarbejdet helt forfra hver gang.

Kunden vælger også selv stof, og som hjælp til at finde det rigtige snit og de rigtige farver har C allieret sig med en veninde, som er god til den slags.
Det er C egentlig også selv, men det er lige så meget for at hjælpe veninden i gang igen efter hun har været igennem en meget lang og meget sej kamp med at restituere sig efter hun for seks år siden blev kørt over af skolebussen (ja, sgu!), da hun skulle aflevere sin ældste søn i skolen. Hendes etårige søn, som hun havde på armen, blev dræbt, og Niki selv så tæt på at dø af sine mange hårde kvæstelser, at det er et mirakel, at hun overhovedet er her og at hun efterhånden kan gå igen.
(Skolebuschaufføren fik en fængselsdom, hvilket ingen fandt uretfærdigt.)
Det var både en skrækkelig historie og et sidespring fra indlægget her, men jeg syntes alligevel, at det hørte med til historien om Charlottes kommende og forhåbentlig blomstrende forretningsliv.
Butikken skal hedde Ragtime – et godt navn med indbygget ordspil.

Det der med mænd og tasker, ikk´?

Vi kvinder må ofte høre for vores formidable evner til impulskøb og for vores store behov for (store?) tasker.
Det er nok mest kvindernes egne ægtemænd, der har flest ord at skulle have sagt om de sager. John har travlt med at fortælle gud og hvermand, at han kun køber, hvad der står på indkøbssedlen, når han køber ind i Brugsen. Det kan han jo sagtens sige, for han køber kun dagligvarer, når jeg har travlt med andet, og han forlanger en seddel, hvis han skal have mere end to ting … han laver mad spaghetti carbonara cirka en gang om måneden og han aner ikke, hvad der måtte mangle på køkkenlageret, ej heller kan han gennemskue, hvad jeg kunne forestille mig at kunne få brug for i den nærmeste fremtid – selvfølgelig ikke, men kan det så i virkeligheden kaldes for ægte impulskøb?
Det kan man vist diskutere …

Der er vist også noget med, at mænd griner lidt i skægget af kvinders tasker. Nogle gør åbenlyst grin med emnet, andre vover det kun i det skjulte eller sammen med andre mænd.
Min søde mand har i dag købt sin fjerde sorte kameraudstyrsrygsæk. Hver enkelt af dem har været fuldstændig uundværlig og den bedste, han nogensinde har haft.
Hvilket selvfølgelig er fint nok – altså at han er glad for sine tasker, og jeg kender ingen andre mænd, der går ind i hver eneste butik, han måtte møde på sin vej for at se, om der ikke kunne opstå et taskebehov. 
Dengang han gik på abejde, købte han ofte nye tasker/mapper og var lige begejstret hver gang – han kunne altid finde en eller flere ting, der var forskelligt fra – og meget bedre end – de forrige tasker/mapper.
Jeg havde sommetider svært ved at se forskellen og blev aldrig helt klar over, om det var mig eller sig selv, han skulle overbevise om netop denne nyerhvervelses fremragende egenskaber.
I dette tilfælde var det, at han kan have alt sit udstyr (minus monsterlinsen, men den har han aldrig med på flyferier) plus resten af nødvendighederne, der skal med i en håndbagage.

Nu er fotoudstyret pakket om i den nye taske, og John er glad. Det er Søren også, for han er blevet lovet en af de tre andre sorte kamerarygsække på det nielsenske lager, så der vil stadig kun befinde sig tre i Den Stråtækte efter hjemkomst med denne nye, som man burde kunne finde i mørke, hvis man lader være med at lukke lynlåsen. Men det lader man ikke være med – så falder de dyrebare linser ud.

Og han skulle egentlig bare ud for at købe en dims, så han kan cromecaste danske tv-kanaler fra sin iPad til den store fjernsynsskærm her i Sverige.
Ikke et ord om impulskøb …
Men på trods af mit drilleri, synes jeg faktisk, det er lidt fedt at have en mand, der ikke nødvendigvis ligner alle andre mænd.

Elektroniske julehjerter

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
Jeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

Her ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

Fabrikslignende forhold

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

Hvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

Det er stadig syslevinter

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

Vintertid er sysletid

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
Ifølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Jeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

Sådan sliber man sten

Jeg tror det var Fruen i Midten, der spurgte til stenslibning. Emnet fangede min interesse for nok omkring 20-25 år siden, da jeg på en udstilling så en hel skattekiste fuld af spændende, smukt blanktslebne sten. For at gøre en lang historie lidt kortere, så startede jeg om efteråret på et kursus, hvor vi manuelt sleb halvædelsten og formede dem til smykker, lige som jeg samme år i julegave fik en maskine til tromleslibning af sten. Der er mange år siden, jeg sidst har tromlet sten, men familiens indsamling i efterårsferien af mere eller mindre runde flint inspirerede mig til at tage det op igen. Ungerne valgte hvilke der skulle slibes, og jeg satte gang i processen, som tager omkring en måneds tid.

Først tromles ca. et kilo sten seks-syv dage med det groveste slibepulver af fire finhedsgrader. Jeg har korn 60, 80, 220, 400, 600, 800 og 1000 (nogle vil kende disse tal fra slibepapir). Til denne flint har jeg brugt 80, 220, 600 og 1000. Hvad jeg vælger, afhænger af emnet, der skal slibes – der skal helst slibes sten med den samme hårdhedsgrad pr. batch. Flint er temmelig hårdt med samme hårdhedsgrad som kvarts, nemlig 7 (Mohs’ skala).

Cirka hver sjette dag skiftes der til et finere pulver, der kommes lidt vand ved, og tromlen startes igen. Den larmer ad pommern til, så den er forvist til garagen. Efter korn 1000 skal der tromles med polerpulver, hvilket fx kan være aluminiuimoxyd. Når processen er slut, har man de smukkeste glatte og blanke sten, som tænkes kan.
Jeg har set flot slebne sten, og jeg har set noget skrækkeligt klamp, som jeg ikke forstår, folk vil give penge for. Min stenlærer (det næste er rent pral) var højlydt forbavset over mit første forsøg … Jamen … det er jo perfekt! Det kan simpelthen ikke gøres bedre! De færreste kan slibe så flot – ikke engang jeg … hvordan pokker har du båret dig af med det? Det er ikke retfærdigt, det her! (Dog med et stort smil på …)

Jeg fortalte hende, at jeg var laborant, så jeg vidste lidt om renlighed og om afsmitning og forurening. Jeg har også en god logisk sans, så jeg kunne godt regne ud, at hvis man ikke gjorde tromle og sten meget grundigt rene efter hvert pulver, så var der risiko for forurening, og hvis der kom grove korn med over til det finere, så kunne det næsten være ligemeget at skifte. Derfor investerede jeg med det samme i en tromle alene til de groveste pulvere og en, der var forbeholdt polering, således at jeg fra start kørte med tre tromler, hvor mange nøjes med én. Det gav pote.  
Faktisk står alt dette i vejledningerne i dag, men dengang var de ikke så gode, og internettet var ikke opfundet. OG en del har vist nok en tilbøjelighed til at tænke årh, det går nok alligevel, selv om jeg sjusker lidt – men det gør det så ikke.

 

Til sammenligning har jeg lagt en usleben kugleflint ved siden af de slebne – forskellen kan man ikke være i tvivl om. Den uslebne er i øvrigt en raslesten; derfor kom den ikke med i tromlen. Stenene bliver nemlig altid mindre under slibeprocessen, og jeg ved ikke, hvor tyk skallen er. De slebne sten er skønne at nulre; nogle bruger at have en i lommen, fordi det kan virke afstressende at føle på noget, som er så lækkert og på én gang stenhårdt og fløjlsblødt.
Næste hold er færdigt om fire dage – de skal med til England, for ungerne vil synes det er sjovt, når de selv har fundet stenene.

En flettet lurendrejer

I dag var dagen, hvor Lene skulle forsøge sig med at sætte mig ind i pilefletningens mysterier. Hun foreslog, at vi skulle starte med en dims, der snor sig om sig selv. Det var da overhovedet ikke svært – faktisk overraskende nemt, hvilket Lene også havde sagt det var, og det var selvfølgelig derfor, jeg skulle starte med netop den, så jeg kunne få en fornemmelse af pilegrenene og hvordan de er at arbejde med.

I løbet af … en halv times tid og bestemt ikke de ti minutter, det tog Lene at lave en tilsvarende, var dimsen færdig.
Den dims, som jeg senere fik at vide meget malende kaldes en lurendrejer.
Man skal lige vende billedet 90 grader inde i hovedet. Måske. Men den kan hænges op i et træ og duve blidt i vinden.

Den kan også anvendes som bordpynt, hvor man anbringer fx fyrfadslys i buerne. Med en smule fantasi er den skam meget anvendelig – og om ikke andet, er det noget, jeg selv har lavet, og så bliver jeg lige pludselig Ellen, otte år, som i skolen har lavet en ‘fin’ julegave til far og mor.
Det var straks værre med den kogle, jeg skulle lave som mit andet arbejde. Lenes forskellige udgaver – som jeg slet ikke vil vise her, det ville være alt, alt for pinligt for mig – er så smukke og regelmæssige, mens min … tjah, døm selv.
Jeg har dog naturligvis tænkt mig at fortælle gud og hvermand, at det lige fra starten har været meningen, at den skulle se sådan ud.

Men en kogle er det altså! Uanset hvad I måtte mene om den.
Lene sagde meget diplomatisk, at hun nok mente, at jeg havde brug for mindst to kogler, da den slags altid er pænest i par.
Det var en meget sød måde at sige på, at jeg skal lave en til, inden jeg får lov til at fortsætte op i næste klasse.
Det bliver i morgen, for lige om lidt skal vi ind til Niagara for først at spise et godt sted og derefter se fyrværkeri over faldene.

To sjæle, én tanke. Nej, seks sjæle …

Da Inge og Hasse, i sommerhuset forrige lørdag, storsmilende fortalte, at de sammen med to medredere havde købt Martha af Roskilde, blev vi naturligvis glade på deres vegne og beundrede behørigt billederne af båden. Vi sagde, at nu troede de nok, det var løgn, men gennem de seneste par uger havde John og jeg talt mere og mere om at købe en lille jolle, bare til at tøffe rundt på Præstøfjorden med. Slet ikke noget dyrt eller fancy, men heller ikke noget med sejl eller årer. En god lille motor er et ufravigeligt krav.
Det er en tanke, vi har leget lidt – meget lidt – med, siden vi flyttede herned, men det er blevet ved snakken. Der er selvfølgelig også mange, der har spurgt, om vi dog ikke skal have en båd liggende, fordi vi bor, hvor vi bor.
Da Søren fik lokket John med til at tage fiskeriet op igen, kom bådtanken lidt mere op til overfladen, så John begyndte at se sig lidt omkring.
De er meget billigere, end jeg havde forestillet mig – blev temmelig forbavset over, hvad man kan få for ikke så mange penge.
Vi faldt begge for denne her:

En meget fin lille båd – brugt, selvfølgelig – men med en forholdsvis ny motor og en kun tre år gammel bådtrailer. Ejeren var eks-militærmand og ivrig fisker og jæger. Han har selv camoufleret/overdækket den, fordi han ofte tog ud alene i to-tre dage ad gangen – og sov i båden.
Det kommer vi stensikkert aldrig til, så John er ved at ændre lidt på camouflagen, så der kun er dækket af helt henne foran. Den er ikke stor, men det skal den heller ikke være – vi to gamle skal selv kunne bakse rundt med den – faktisk skal John helst kunne bakse helt alene.

Motoren ser helt ny ud, og båden er dejligt fladbundet – Præstøfjorden er ikke ligefrem en dybvandsfjord.
Inden vi tog ud for at se (og prøve) båden, kiggede vi ind på Kystens Perle, et klubhus kun fem minutters gang fra Den Stråtækte, og hvor der tilfældigvis blev afholdt bestyrelsesmøde, da vi ankom. Vi spurgte, om vi kunne have en lille båd liggende dernede og hvad vi i givet fald skulle betale grundejeren for det. Det er ikke af nærighed, vi ikke vil have den i Præstø havn, men hvis vi skal starte bilen for at komme til båden, bliver den ikke brugt – så godt kender vi os selv.
“Det kan I ikke”, sagde den sindige grundejer. To lange ansigter … øv …
“I får ikke lov at betale for det, men I kan bare komme med båden; den må meget gerne ligge her”. Smilene kom frem igen.
“Vil du virkelig ikke have noget for det?”
“Nej!”
“Heller ikke et par rammer øl om året?”
Johhh, det gik nok an – det var faktisk også, hvad de andre tre småbådsejere betalte for det.
Så var det på plads. Vi tog til Næstved for at mødes med Per, og 1½ time efter havde vi den lille Sea Line på slæb.
Nu står den i garagen, og jeg har ikke set John hele dagen, for nu skal den gøres til hans båd!
Med venlig hilsen
Hr. og Fru Mærsk Mc-Kinney Nielsen

Frem og tilbage er lige langt

Dengang John og jeg var væsentligt yngre, end vi er i dag; dvs. for små 30 år siden, var der ikke noget, der hed digitalfotografering. John tog feriebillederne, som efter hjemkomst blev indsendt til en dyr fremkaldelse, og så krydsede vi ellers fingre. Han var dog allerede dengang en habil fotograf, hvilket jeg bestemt ikke var – eller rettere: jeg gad ikke engang forsøge mig. Fra mine forældre var jeg vant til, at det det var stort at komme hjem med 36 billeder fra en ferie sydpå. John tog altid mindst 3-4 film á 36, hvilket næsten fik mig til at tabe underkæben.
De fremkaldte billeder blev klæbet ind på farvet papir (John), og der blev skrevet tekster (Ellen). Vi har dusinvis af A4-mapper, fordi vi hvert år lavede en (mindst én) en årsmappe og en (mindst én) feriemappe.

Da digitalkameraet kom, var John straks med på moden – “tænk at slippe for alt det tunge udstyr!” Han havde (naturligvis) et dyrt spejlreflekskamera, og han slæbte sig en pukkel til på ferierne, fordi han også havde forskellige linser til det. Det lille digitalkamera gjorde det überfedt at kunne tage billeder og tage billeder og tage billeder i én uendelighed, uden det kostede andet end lidt tid i kasseringsprocessen. Der var uendelig plads til eksperimenter.
At han i dag har et stort set lige så tungt udstyr som dengang, taler vi ikke om. Næsten ikke. Ikke ret tit, i hvert fald, og vi smiler slet ikke over det, men jeg eller andre familiemedlemmer har flere gange overtaget et lille kamera, fordi han alligevel helst ville have Rolls Roycen og ikke minien.
Nogle gange er jeg fristet til at købe et større og dermed bedre, når jeg ser kvaliteten på hans billeder, men fristelsen varer kun til jeg får det i hånden, så er jeg igen glad for mit lille Lumix, som faktisk kan rigtig meget for ingen penge. Og endelig har jeg mit Canon til, hvis der skal leges med fx silkevand. Det gider jeg bare ikke bære rundt på normalt.

Jeg elskede tanken om, at man bare kunne se sine feriealbum på pc’en, men John har aldrig været glad for den løsning – savnede at kunne hive en ferie ned fra hylden og genopleve den. Det kunne han ikke digitalt, sagde han. Jeg forstod ham ikke.
Charlotte har længe haft digitalkamera, selvfølgelig, men har hele tiden fået lavet et professionelt print af sine billeder og har sat dem i album.
Jeg forstod hende ikke.
Nu er hun begyndt at designe sine egne fotobøger hos photobox.co.uk.
Hun har foreløbig lavet to årsbøger og to feriebøger. Hun har været god til at designe, så det er levende bøger at kigge i – klasser bedre end vores gamle, stereotype A4-mapper.
Jeg forstår hende godt.

John har lavet to bøger i liggende A4; en med vores krydstogt sidste efterår og en med vores sommerferie i Bretagne og England sidste sommer.
Photobox er okay, men jeg fandt cewe, som har mange flere produkter. Jeg brugte lang tid i Sverige, mens jeg alligevel bare skulle pleje den fjollede forkølelse, på at kreere en bog over vores madeiratur. Man kan lade billederne lappe over hinanden, man kan have 20 på en side eller ét panoramabillede, der fylder hele bogen i bredden. Siderne er kartontykke og bogen er helt flad, når man bladrer i den. Man kan rotere billederne og man kan sætte tekster ind; der er flere snese baggrunde at vælge imellem – der er en million kombinationsmuligheder.
Jeg hentede i dag bogen på posthuset.
Jeg er glad. Meget glad.
Fremover skal der laves album i stor stil. Har i øvrigt også en yderst personlig kalender nu.
Hvem var det, der ikke gad lave fotoalbum, fordi det var meget bedre at se billeder på pc’en?
Tænk, det kan jeg slet ikke huske …
Men jeg har planer om flere forskellige ting hos cewe; bl.a. drikkedunke til ungerne med billeder af dem selv påtrykt.
Eller hvad med en familieugeplan på vaskbart akryl med et billede af mormor og morfar som baggrund. Okay, dårlig ide, men så et andet billede, da …

Tøsedag – uden den anden tøs

Håndarbejdsmesse i Lillebæltshallerne – en årligt tilbagevendende begivenhed, som jeg helst ikke svigter. Det er simpelthen superfedt at have alle Danmarks patchwork- og garnbutikker under ét tag.
Naturligvis er det ikke dem alle, men det er så stort et udvalg af dem, at det føles sådan. Man ser hvad der er nyt, man ser en masse dimser, gadgets, tilbehør, bøger, mønstre, opskrifter og selvfølgelig oceaner af stoffer og garner i alle afskygninger. Ih, hvor kan der dog opstå mange behov …

Kreativiteten blomstrer, og der er masser af kigge på – også uden for ens eget interesseområde.
Jeg skulle have kørt derover sammen med en anden, men hun måtte melde afbud i sidste øjeblik pga. sygdom, den stakkels kvinde. Øv, mest for hende, selvfølgelig, men vi havde begge glædet os til en rigtig tøsedag.

Jeg havde ikke meget lyst til at tage turen alene, så jeg spurgte John, om han kunne underholde sig selv i 2½ time, mens jeg fordybede mig i håndarbejdets verden.
Det mente han nok, at han kunne, så sådan blev det. Da vi mødtes igen, satte vi kursen mod Langeland, fordi vi var blevet enige om at tage over Spodsbjerg-Tårs hjem – men det er en helt anden historie.

Jeg var ved hallerne allerede kl. 9:15, og den første halve time var dejlig fredelig, med kun ganske få besøgende.
Derefter begyndte det at vælte ind, og da jeg gik ud kl. 11:50, var der totalt rædselsfuldt at gå rundt derinde!
John knurrede lidt, da jeg sagde, at vi skulle køre kl. 7, men jeg kunne for det første slet ikke se problemet, eftersom han oftest er ude af fjerene ved 6-tiden, og for det andet var jeg af ovennævnte årsag glad for, at jeg insisterede.

Jeg elsker som sagt den messe!
Jeg vil slet ikke begynde at regne på de kvitteringer, der ligger i den (store) taske, jeg yderst forudseende havde taget med til at fragte varerne hjem i. Hvis jeg lægger tallene sammen, kunne jeg sikkert blive helt dårlig over resultatet, og det er der overhovedet ingen grund til at blive.
Tværtimod vil jeg bare glæde mig over de ting, jeg fandt – det hele kommer med til Sverige, når vi kører en tur derop i morgen – der vil der være masser af tid til at studere det hele grundigt.
Jeg købte nemlig ikke ret meget garn, men jeg købte – blandt andet – flere bøger, et taskekit til en ny slags taske syet i jordemoderstil, nogle kaffestoffer (må ikke forveksles med Kaffe Fasset-stoffer, der nok umiddelbart er flotte, men som hurtigt bliver alt for overvældende), der var nye for mig, og som jeg skal have syet et hold dækkeservietter og krusunderlag af.

Hun syede, og hun syede

Min sylyst kommer i bølger. I det seneste år har jeg næsten ikke syet, men når jeg så endelig kommer i gang, er jeg næsten ikke til at stoppe igen.
Det er ikke fordi, jeg har savnet det, for hvis det var det, det handlede om, kunne jeg jo bare sætte i gang.
Der er som regel et eller andet, der skal tvinge mig til at sy igen, og denne gang var det altså Meretes taske.
Når jeg så er i processen, genopdager jeg hvor sjovt det rent faktisk er at lege med symaskinen, hvor meget jeg holder af at frembringe pæne ting ting jeg i hvert fald selv synes er pæne (tasken er dog godkendt af Merete), og så bliver jeg inspireret til den ene ting efter den anden.
Undervejs dukkede der ideer op til forbedringer på tasken, men ikke alle kunne gennemføres, da ideerne kom – det har noget at gøre med en syrækkefølge, der nødvendigvis må overholdes.

Fx som da jeg syede den udvendige lomme på den første taske, slog det mig, at jeg altid køber en flaske vand i lufthavnen, da man jo ikke selv må medbringe væsker. På min udgave kom der derfor i modsatte ende af knaplommen en lomme med ekstra rummelighed til en ½-litersflaske.
Snipperne, man holder i, når tasken skal lynes i eller op, ville måske være pænere, hvis de var i samme stof som kantbåndet …
Indvendige lommer ville være en klar forbedring …
Hankene må godt være en anelse længere …

Også denne gang havde jeg stof, der passede næsten helt perfekt til kantbåndet. Det kantbånd, som ikke kun er der af rent dekorative årsager, men fordi man syr tasken sammen vrang mod vrang for at undgå grimme kanter inde i tasken. Franske sømme er ikke en mulighed, fordi der er så mange lag stof.
Sømstykket zigzagges og kantbåndet sys på med maskine i den ene side og håndsys med så usynlige sting som muligt i den anden side.
Hvorfor kan man kun få skråbåndsfolder til 18 mm, når jeg skal bruge 20 mm? I stedet for at bruge sådan en nem dims, skal jeg selv stryge de indadbøjede kanter – over tre gange, oven i købet, først på midten for at have noget at øjemåle efter og derefter hver af de to kanter. Jeg har efterhånden lavet så mange skråbånd, at jeg vist er ved at være moden til at købe en justerbar skråbåndsfoldertrykfod til min symaskine – især til dækkeservietter ville det være smart at kunne lave skråbåndet as you go. Selvfølgelig vil man, i modsætning til her, kunne se sømmene, men dem kunne man gøre til en del af pynten.

Og hvorfor havde jeg så travlt med at sy tasken, når der er over en uge til vi rejser til UK?
Fordi når dette indlæg bliver udgivet, er jeg lige landet hos Ditte, hvor jeg skal sove i nat, så det var en oplagt mulighed for at teste, om tasken virker.

Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og … Dannebro?

Denne gang var det ikke magasinet Samvirke eller en af Coops forretninger, men Coops hjemmeside, den var gal med.

Jeg taler med sjællandsk accent – måske ikke voldsomt meget, men den er der, selv om jeg ikke er helt derude, hvor man kører med 56 bogstaver i alfabetet og to stavelser i te og is. Jeg er flyttet lige på grænsen til, hvor de begynder at ‘synge’ lidt mere, når de taler, men det gør ikke spor, for jeg synes, at Haslevs og Næstveds omegne har Danmarks grimmeste dialekter. På den anden side er det synd, hvis dialekterne forsvinder – også de mindre charmerende.
Tilgiv mig venligst, hvis jeg lyder lidt selvmodsigende.
Jeg ville så gerne bilde mig selv ind, at jeg taler rigsdansk, men jeg tror ikke engang på mig selv i den forbindelse … ikke desto mindre har jeg et forholdsvis tydeligt ‘g’ i Dannebrog, så det er ikke fra mig, vedkommende har fået den ide, at det hedder Dannebro.

I øvrigt var Samvirke-udgavens klumme skrevet af en meget ung mand, der er 100 år indeni. Han bliver superirriteret, krummer tæer og får knopper, når han ser alle de særskrevne navneord, som i stadig højere grad florerer overalt.
Hurra for, at der også er unge mennesker, der bliver lige så irriterede som os halvgamle stødere.

Da Charlotte var her for et par uger siden, blev hun varm på tanken om at forsøge sig med at lave æblechampagne.
Tim sendte billedet til venstre for en uges tid siden og her til morgen løb der en mail ind med et billede af Chateau Malt House.
Det passer så ikke helt, for det er ikke gæret og er derfor bare ganske almindelig æblemost, men hvorfor så de der ret autentiske champagnepropper?
Hun talte om at ønske sig et cider-kit i fødselsdags- eller julegave (hvad det så end består af), men gad vide, om hun allerede har investeret i et eller andet? Det er selvfølgelig nu, det skal bruges og ikke i december eller senere … det er nogle år siden, hun fik den franske, halvprofessionelle mostpresser af os (på billedet er den ikke samlet endnu, hvis nogle af jer skulle undre sig over, hvordan det dog foregår).   
Jeg har prøvet at ringe til hende, men hun er ikke hjemme – og mig, som er SÅ nysgerrig! Det er forbudt at sende sådan en mail og så drøne ud af huset.
Nu burde ungerne være hentet fra skole, så jeg prøver igen lige om lidt …

To glade ølentusiaster

Min mand går i byen med andre kvinder en anden kvinde. Nemlig min søster, og det er med min fulde velsignelse – faktisk vil jeg helst være fri for at følges med min mand ved disse lejligheder.
Min søster bor alene. Hun interesserer sig for øl. Det gør John også, så hun spurgte John, om ikke de begge skulle melde sig ind i Danske Ølentusiaster, deltage i interessante smagninger og dermed lære lidt mere om (gode) øl.
Den var han med på, vel vidende, at jeg aldrig frivilligt ville være med til at drikke øl.
I aftes var de til årets juleølsmagning. Jeg legede den opofrende og flinke hustru og kørte ham til og fra Køge, så ikke han skulle sidde og spytte i glassene.
Her skal juleøl bestemt ikke forveksles med nisseøl – der er snart ved at opstå et mere avanceret sprog inden for ølterminologien, end der findes tilsvarende for vin. Hvad mener I fx om teksten på billedet til højre, som er fra bryggeriet Willemoes? “En cremet mokkakrone” – holddaop, siger jeg bare – Peter Vinding-Diers og Flemming Hvelplund ville vende sig i de grave, de endnu ikke er kommet i, tror jeg.
Jojo, det er blevet den helt store videnskab. Ved samme bord som John og Merete sad der to fyre i trediverne, som var totalensusiaster og gjorde notater til den helt store guldmedalje, og alle de fine ord, de kunne, fik andre til at måbe.

Disse to øl var ikke på aftenens smagemenu, men er præmier. Den ene af de to just nævnte eksperter sagde, at John godt kunne glæde sig til den Gulden Draak, han var så heldig at vinde. “Inspired pale ale” – hvad betyder det mon? Hvad er den inspireret til? Eller af? Er det ikke noget sludder at skrive?
Der opstod almindelig buh-stemning ved trækningen af disse præmier. Der var fem øl på højkant og alle interesserede kunne købe fem lodder for en tyver, så John og Merete investerede hver en af slagsen.
Da præmierne blev udtrukket, vandt John den første øl.
Merete vandt den anden.
John vandt den tredje.
En af de to eksperter, som jo sad ved samme bord som mine to deltagere, vandt den femte øl.
Den fjerde gik heldigvis til et andet bord, men forestil jer lige folks reaktioner med sarkastiske og misundelige bemærkninger om aftalt spil!

Da jeg arriverede til aftalt tid, var man ikke blevet helt færdige med afstemningen om årets juleøl, så jeg satte mig ved bordet og ventede. Merete rakte et glas frem mod mig og sagde, at den her øl skulle jeg altså smage, for den var så god (det var den med den cremede mokkakrone). Hmmm. Okay da. Jeg kunne lugte lakridsen, lige så snart hun rakte mig glasset, så allerede der stod jeg næsten af. Mangoen var umulig at spore, og alle de andre noter (eller er det vinsprog?) druknede også i øl- og lakridssmag, men jeg var høflig og erklærede, at af en øl at være var det måske ikke det værste, jeg havde smagt … hvilket var sandheden, for jeg kunne ikke smage humle, som jeg absolut ikke bryder mig om og hvilket er den direkte årsag til, at jeg aldrig drikker øl.
Og prøv ikke at overbevise mig om andet. Summen af lasterne er som bekendt konstant, men jeg har nok i forvejen og jeg drikker altså bare ikke øl.

Afsnit 2 om udygtighed osv. kommer senere – jeg synes alligevel, det blev for meget med to surtklingende indlæg lige efter hinanden.

Projektmappekursus

Puuuhhh, jeg er træt i hovedet. Det er længe siden, jeg har skullet suge ny viden til mig i 8 timer i træk. Okay – 4 + 3½, for der var frokost, men det føltes alligevel som 24, da dagen var overstået og John kom for at hente mig.

Ragnhild, som ejer Den Lille Lade i Ejstrupholm, er en fantastisk kvinde, som formentlig kun har 24 timer i døgnet som alle andre, men hun når mere, end vi andre ville kunne nå, selvom vi havde det dobbelte. Hun har ingen ledige weekender på denne side af påsken; Hun modtager hele busfulde af folk til foredrag eller hun afholder eksterne kurser; hun afholder kursus i sin butik i dag og i morgen. På mandag skal hun aflereve 12 tasker, som hun godt nok har klippet, men endnu ikke syet. Vi var seks på kurset, og man kunne efter denne sidste erklæring finde seks underkæber nede på gulvet.

Hun har den mest velassorterede patchworkbutik, jeg til dato har set; hun har værksted, galleri og café.
Hun lavede kaffe, havde bagt rundstykker til morgenkaffen og lod os sidde og arbejde for os selv i en halv time, mens hun gik i cafeen og lavede en lækker kyllingeburger (hjemmebagte burgerboller, naturligvis!) med tzatiki til os til frokost.
Hun er kun et par år yngre end jeg er, så hendes børn er voksne, men hun er plejemor til to piger på (nu) 22 og 18 år. Den yngste af dem bagte muffins til os eftermiddagskaffen.
Hun havde gang i meget, meget mere – alene at høre om det kunne gøre mig træt, og der var vi ikke engang rigtig startet på selve kurset endnu …

Jeg fik produceret næsten en hel projektmappe. Noget af færdiggørelsen/finishen sprang jeg over, for de teknikker kunne jeg i forvejen, og da kurset indeholdt nok ny viden til at burde vare en hel weekend, lavede jeg nogle halve eller trekvarte ting, men nåede derfor også som den eneste at komme alle de nye teknikker igennem i løbet af dagen, hvilket jeg var virkelig glad for. Jeg har lært mange snedige fif og lækre små detaljer, der gør, at jeg vil kunne få noget til at se professionelt ud i stedet for at se lige lidt for hjemmesyet ud – sådan noget kan vi godt lide. Jeg gav mig tid til at skrive meget ned, hvilket jeg ved, jeg bliver glad for senere – de andre sagde hele tiden “Ih, jeg burde skrive noget af alt dette ned, men jeg synes ikke, jeg har tid til det, for så får jeg ikke syet lige så meget”. Jeg tror de fortryder, at de ikke tog sig den skrivetid, men tænkte, at det må de da selv om.
Ragnhild anbefalede at lave en mappe til inden for meget kort tid, så det hele kan nå at sætte sig fast i vores små overbelastede hoveder, hvilket jeg kun kan give hende ret i er en absolut nødvendighed, så Ditte: Skal du på ‘kursus’ hos mig, skal det nok ikke vare for længe … og et par timer er overhovedet ikke nok – det ville være perfekt, hvis du kunne tage med til Sverige, når vi tager derop 4.-8. december – i hvert fald i et par af dagene, men det må vi lige tale om. Jeg har forberedt John på, at jeg skal sy og sy og sy næste gang vi er deroppe.

Regnvejrsblues

Nu har jeg sukket efter regnvejr jeg ved ikke, hvor længe, og når det så endelig kommer, griber jeg mig selv i at gå rundt nede i Den Stråtækte og sukke for mig selv, mens jeg tænker, at der er laaang vej endnu. Rigtig lang vej. Forfærdelig lang vej. Vi får det aldrig pænt.
Det er supersvært at møblere stuerne … hvor skal jeg gøre af mit elskede og uundværlige skrivebord, som er et arvestykke fra min farmor?
Umiddelbart er der heller ingen steder at hænge det flotte egetræsvitrineskab med slebne ruder, som vi fandt på et loppemarked til sølle 75 kroner.
Vores nye reolsystem kan ikke stå, hvor det vil se bedst ud, hvorfor det må forvises til et mindre hensigtsmæssigt sted.
Hvis sofaen ikke kan spejlvendes, kan den ikke stå optimalt.
De møbler, vi har nu, er naturligvis købt til den stue, vi har nu … jeg ved godt, at det bare er ting, men det er ting, som betyder noget for os begge, og som vi ikke bare kan smide ud og købe nyt. Der bliver såmænd også rigeligt at bruge penge til alligevel, så vi skal have de møbler placeret på en eller anden måde. Punktum.
Hvad mon man renser fugerne med i badeværelset? Finn havde meget snedigt stillet en taburet i brusenichen, så jeg overså, at fugerne nede mellem gulv og væg er helt sorte. Bvadr.

Jeg er (heldigvis) godt klar over, at jeg ser så negativt på det lige nu, fordi ALT bare er møgbeskidt og roder dernede. Overalt er der spor efter håndværkerne, og sådan må det naturligvis også være. Når de har ryddet op efter sig, og jeg kan begynde at få gjort ordentlig rent, så skal humøret nok stige igen … jeg har ikke fortrudt noget som helst; det er slet ikke der jeg er, og det bliver godt. Engang – lige nu har jeg bare set tilstrækkeligt med rod, med værktøj og pensler smidt hist og pist, med savsmuld og afdækningsplast og løse gulve i stabler.
Kronen på dagens negativitet kom i form af en mail med tilbud på skabet i vores soveværelse. Fjortentusindefemhundrede kroner for 2,7 meter klædeskab bare med bøjlestænger og nogle hylder; uden smarte eller fancy ting! De må have spist søm! Så kan jeg godt leve uden skydelåger, kan jeg. John blev også en anelse mundlam, men da han fik mælet igen, spurgte han, om det er i orden, at han selv smækker et sammen, som vi kan bruge, til vi engang vinder i Lotto. Det er bare helt i orden med mig.

Det er godt, at jeg på en regnvejrsbluesdag kan trøste mig med mit Magic Puzzle, som jeg har købt til ipadden. John har også købt det, så vi lægger begge to puslespil til den helt store guldmedalje lige i øjeblikket. Jeg har altid elsket at lægge store puslespil og har lagt oceaner af dem gennem årene, men ikke så meget her i rækkehuset, fordi her er for småt til at have en stor plade liggende fremme i længere tid. 
Nu kan vi få vores lyst styret, og vi kan oven i købet lægge puslespil siddende mageligt i sofaen eller liggende i sengen. Det er jo fantastisk!
Det findes i en gratisversion, men køber man det, slipper man for det første for reklamer, og for det andet kan man få lov at skabe puslespillene ud fra ens egne billeder, hvis det er det, man ønsker, men gør man ikke det, findes der hundredevis af flotte motiver af enhver art – lige nu har jeg 323, inden jeg begynder at regne mine egne 16000 potentielle med.
Billedet fylder altid en iPad, men brikkerne varierer i størrelse, så der kan vælges mellem 42, 72, 143, 288 eller 550 brikker. De sidste er virkelig små, når de skal kunne være på ipadden – det afbillede motiv (et af mine egne fotos) herover er med 288 brikker.
Prøv det, kan jeg bare sige! Men pas på … det er en værre tidsrøver. Hver dag i august er der et nyt spil, hvor man ikke får lov til at se motivet på forhånd; man skal selv gætte, så det bliver først afsløret, efterhånden som man finder brikkerne. Det er med at have blik for detaljerne og et godt farvenuanceskelnesyn. Hjemmelavet ord, men det dækker fint hvad jeg mener.

Jeg er ikke en pind bedre end Aubie – men der er en forskel …

Forskellen på Aubrey og mig er, at når jeg leger med vand, bliver jeg ikke våd.
Okay … EN af forskellene, da – for nu at komme eventuelle kvikke bemærkninger i forkøbet.

Det har været et fantastisk vejr i dag, og da jeg endnu ikke har leget med at lave vores eget åvand om til silkevand, var det en oplagt lejlighed at benytte sig af, mens den lave sol stadig stod i en forholdsvis god vinkel. Ideel var vinklen ikke, men det vil den slet ikke kunne blive på denne årstid, så det var as good as it gets.

Jeg legede og legede i det flotte vejr, med alle mulige og, viste det sig, umulige indstillinger, men man lærer jo hele tiden af sine fejl, og der kom da heldigvis et par gode skud ud af det.

Mens jeg legede, kom naboen, som havde fået øje på os, hen og snakkede – om vi ville have noget af hans affaldstræ?
Det har jeg skrevet om før – affaldstræ i en svenskers øjne er så absolut ikke affaldstræ i en danskers, og da det meste af det var asketræ denne gang, sagde vi selvfølgelig pænt ja tak til tilbuddet. 
Over frokost kørte naboen og John et helt læs hjem til torpet. Gode, lange, tykke grene på op til 15 cm i diameter. Bare én af grenene vil kunne række en hel brændeovnsaften. 

Herover er et billede taget med autoindstillingen. Det fremgår vist tydeligt, hvor godt vejret var – der er ikke pillet ved billedet … det så virkelig sådan ud, lige til det begyndte at mørkne midt på eftermiddagen.

Herover med gråfilteret på og en eksponering på 2 sekunder.
Jeg kunne komme helt op på 8 sekunder ved at sætte gråfilteret til at sluge så meget lys som muligt, men det gjorde ikke den helt store forskel på vandets udseende; derimod gjorde længere og længere eksponeringstider bare den røde farve i huset mere og mere kedelig at se på – bemærk forskellen på billede 1 og 2, hvor billede 1 har eksponeret i 1/100 sekund.

Helt vindstille har det også været – ellers havde grenene været ‘tågede’ med 1 sekunds eksponeringstid.
Det var dagens fotonørderi. Beklager, hvis jeg har kedet jer.

Jeg har også julepyntet huset … det er Charlottes fødselsdag og dermed dato for pyntning. Jeg mangler at lave juledekorationerne, men det må blive i morgen.
Nogle gange kan jeg føle mig som en vårhare (inden kemoen, dog …), men på en dag som denne, hvor det går op for mig, at jeg har en datter på 37, føler jeg mig ÆLDgammel. Jeg forstår bedre og bedre min far, når han sagde, at det ikke var hans egne fødselsdage, der gjorde ondt, men hans børns!

Når SSS medfører en UFO

Efter kemoen i fredags er jeg nu ikke længere på speed, så jeg bevæger mig igen rundt i glycerin – som dog heldigvis er en anelse mindre tungtflydende end efter første gang Taxotere, men jeg springer ikke ligefrem rundt som en gazelle og har egentlig mest lyst til at sidde i sofaen og strikke.
NU HAR JEG KUN TO GANGE KEMO TILBAGE. Skøn, skøn tanke – er lidt spændt på, hvornår de opererer mig – håber det bliver inden jul, så vi hurtigst muligt kan få alt dette pjat overstået. Sidste kemo er efter planen 26. november, så det skulle meget gerne blive inden jul – skidtet skulle jo nødigt nå at vokse igen, og det ville komme til at passe med de seks ugers behandlingspause mellem operation og strålebehandlinger over julen og nytåret.

Lidt har vi fået taget os sammen til i dag: Vi fik vinterklargjort campingvognen og tømt den for vand og dyner … vi kommer helt sikkert ikke mere ud at campere i år, så nu får den lov at stå og hygge sig til foråret.

Når man som jeg lider af SSS – Second Sock Syndrome (kan også betyde Second Sleeve Syndrome) – altså det psykiske fænomen, mange strikkere kender og som bevirker, at det er umådeligt svært at tage sig sammen til at strikke en sok fuldstændig identisk med den, man lige er blevet færdig med, kan det resultere i, at man kommer til at udsætte andensoksstrikningen en tid, og når der ligger et ufærdigt arbejde i strikkekurven, kalder vi det for en UFO (UnFinished Object).

Sådan en SSS-UFO har nu fået fjernet U’et og er blevet forfremmet til FO i form af sokker til Tim. Han er vild med mine hjemmestrikkede sokker og påstod, at I changed his life, da han første gang trak et par på.
Det er ikke det allersjoveste at strikke sokker, slet ikke herresokker, som aldrig må være i sjove farver og som i sagens natur er større end dame- og børneditto – og det er som sagt slet ikke sjovt at strikke den anden sok. Til gengæld kan man koble hjernen helt fra og lade den beskæftige sig med andre ting, mens hænderne arbejder.

Den ene sok havde efterhånden ligget et par år, så det måtte siges at være på tide at få strikket nummer to, men det kan tage lang tid at overvinde sit SSS, kan I nok fornemme, og jeg tror ikke, der findes en kur – i det mindste ikke for mig, for jeg har prøvet med at løse problemet ved at strikke begge sokker på én gang med den såkaldte Magic Loop-metode, men jeg har aldrig rigtig set lyset her … har som sagt afprøvet metoden og kan godt finde ud af det, men synes det er mere bøvlet end den go’e, gammeldags metode med fem pinde.

WIP

WIP – Work In Progress. Det kan man vist roligt kalde dette.
Jeg er et stort rodehoved, når jeg har gang i symaskinen (her ville John ganske givet have sat et ‘også’ ind – sandsyndligvis foran ‘et’), men jeg hygger mig, gør jeg – og okkuperer hele spisebordet. Godt vi også har et mindre spisebord stående andetsteds i stuen, så ikke jeg skal rydde op hver gang, der skal tallerkener på bordet.
Symaskinen er en gave fra John. Han gav mig den for nogle år siden, fordi jeg ikke nænnede at slæbe min creme de la creme-symaskine med frem og tilbage – bilrystelser er noget, man ikke skal udsætte dens finmekanik for mere end allerhøjest nødvendigt. Dette er derfor en af de billige fra Brugsen, som ikke kan nær så meget som den, jeg har derhjemme, men jeg må sige, at det den kan, gør den forbløffende pænt – dens største svaghed er knaphuller; den kan ikke sy dem lige så pænt på opturen som på nedturen, desværre, så det kræver lidt håndmanipulation at få vristet nogenlunde acceptable knaphuller ud af den.

John er desværre gået ned med flaget. Han er blevet skrupforkølet og har sovet det halve af formiddagen, hvilket er uhørt for ham. Heldigvis hjalp det lidt på hans almentilstand, men han har stadig hovedet fyldt med vat og snot, så jeg undgår nærkontakt med ham. Om det hjælper, ved jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om det er det samme, der lagde mig ned forleden dag … jeg nøjedes dog med at få feber og blev ikke forkølet.

Jeg har også været kvikkere – ikke at jeg har det decideret dårligt mere, men jeg er meget træt.
Så er det jo godt, at man kan hygge sig sammen midt i alle elendighederne – for hygge, det gør vi begge.  
John har fjernsynet kørende og sidder og zapper lidt rundt – følger et eller andet i en tid eller til det slutter – zapper lidt igen – snøfter – går ud og brygger lidt kaffe (det gider han nemlig godt; i modsætning til ølbrygning) – snøfter igen – udtrykker for 117. gang, at han altså ikke håber, han smitter mig …

Jeg syr. Går lidt til og fra min pc. Svarer på mail. Lægger mere brænde i brændeovnen eller komfuret, for vi har gang i begge dele – vejret er stadig smukt, men det er køligt. Tager en kop kaffe. Syr lidt igen. Bander og piller den lommesøm op, der blev skæv … halve millimetre er særdeles synlige her.

Lyder det kedeligt og pensionistagtigt? Det er det ikke – i hvert fald ikke kedeligt for os; det andet vil jeg lade andre om at afgøre – vi er sammen og har det rigtig godt med det. Taler selvfølgelig med hinanden indimellem, men det er lige så meget den fælles tavshed, der giver trygheden og hyggefølelsen.

Om lidt skal jeg ud og forberede til slowfood. Det er med at benytte sig af, at vi har gang i det gammeldags komfur. Ikke kun fordi det er strømbesparende, men sådan noget brændekomfurmad sender de lifligste dufte ud i huset på en helt anden måde, end hvis gryden stod på et elektrisk komfur.
Er jeg sikker på …

Nyt legetøj. Igen

Og så siger man, at kvinder bruger mange penge.
Og så påstår jeg, at reklamer ikke virker.
Det første er ikke sandt. Ikke altid.
Det sidste mener jeg stadig er sandt for mit vedkommende, men det gælder ikke for min mand. Han var også meget længe om at acceptere, at vi satte postkasseskiltet med ‘Reklamer – nej tak’ op …  
John sad og så tv i aftes, hvor der kom en reklame fra Järnia om en dims, som hedder en kap-/geringssåg. På svensk.
Den var vi så i Älmhult for at købe i dag.
Maskinen var sat 1000 kroner ned; svarende til 33 % rabat.
Jamen det er da også en pæn rabat, og når man nu har ønsket sig sådan en maskine længe, længe, lææænge, er der jo kun ét at gøre.
Den kan præcisionssave – i alle mulige og sikkert også umulige vinkler, som bliver det, man vil have dem til at blive. En ret vinkel bliver 90,0° og ikke 89 eller 91.
Den har laserlys, så man kan se, hvor maskinen har tænkt sig at save … det så helt science fiction-agtigt ud, syntes jeg, da John demonstrerede det.
Den larmer ad Pommern til, men John er en lykkelig mand, som aldrig vil gå ned på udstyr. 
Saven skulle naturligvis indvies med det samme, så nu er der isat et par nye brædder, hvor der var en vandskade, og det trækker heller ikke længere lige så meget på det gammeldags lokum – hvis man skulle have lyst til at sætte sig derud. Man kommer til at sidde i fred og ro …
Det lokum kommer naturligvis aldrig i brug igen, men vi synes, det er et kuriosum og hører med til stedet, og det koster jo ikke noget at beholde det. Det vil sige … hvis vi regner dagens indkøb med, gør det naturligvis, men det regner vi så ikke med …
Jeg tillod mig at sige, at det var en skam, maskinen ikke også kunne male, for det havde da været ret smart at male brædderne inden isætning. Jeg fik det blik, der betyder, at sådan noget skal jeg slet ikke begynde at udtale mig om …
Det vigtigste er også, at John som sagt er en lykkelig dreng med det nye stykke legetøj. Nu skal der bygges fuglehuse, siger drengen – der må ændres på, at de ikke gider bosætte sig i de eksisterende; sikkert fordi hullerne ikke er rigtige i forhold til, hvad fuglene foretrækker. Det bliver spændende at se, om teorierne om hulstørrelser m.m. holder stik.

Jeg har bare leget lidt med Lumix Makro og mosser.

Jeg holder åbenbart aldrig op med at være betaget af den mikroverden, der åbner sig, når man bruger makrofunktionen.

Mostrompeterne herover til venstre er tre mm høje i virkeligheden, og ‘frugterne’ til venstre for dem nogenlunde lige så høje.

Det nederste billede til venstre er et udsnit af det lille billede til højre, som viser mossen i omtrentlig naturlig størrelse.

Det er en fascinerende detaljerigdom, der afsløres på selv så små planter.

Billeder, der viser en hånd, når man muser over dem, kan, som altid, klikkes større. Anbefales især for mosbillederne, men for interesserede i Kap- og geringssave har det første billede måske også en vis interesse i større format.

Vikinger og V-max-entusiaster i Frederikssund

Vi kørte tidligt fra Sverige i går, fordi vi ville hilse på Annemarie og Jimmi, som var på træf i Frederikssund.
Jeg skal ikke forsøge at foregøgle, at jeg er den store MC-fan, men ikke desto mindre var det sjovt at se den lidenskab, andre lægger i deres maskiner.
Klubformanden og hans kone havde naturligvis disse nummerplader:

Vikinger var der også masser af i vikingernes egen by – her er mutter ved at få sat håret.

Ved de røde duge ses en korpulent herre, som kunne frembringe nogle meget smukke vikingesmykker – og nu skal jeg altså lige blære mig lidt, for det har jeg også kunnet engang … jeg gik i et par år til smykkefremstilling på aftenskole, hvor jeg bl.a. lærte denne oldgamle teknik.
Jeg lavede en halskæde til John – som heldigvis blev glad for den og har gået rigtig meget med den gennem årene. Det var et ret stort arbejde, men jeg må indrømme, at jeg selv synes, det var ulejligheden værd.

Man vikler en tynd sølvstang om en pind, skærer spiralen op, så man får en masse små ringe, som man med to tænger vrider fra hinanden og sætter sammen igen i et mønster. Nemt nok, når man havde lært teknikken, men at få lavet lukkedimsen trak tænder ud …

De otte-ni lande, der deltog i træffet, dystede på forskellig vis; her gjaldt det om at få vristet pinden fra modstanderen – evt. få ham helt ned og bide i græsset gruset. Jeg fandt aldrig ud af, om man scorede færre eller flere point, hvis man fik nedlagt ham helt. Man ser her, at nogle vikinger er større end andre …

Det fremgår nok ikke helt tydeligt af billedet, hvad det drejer sig om her, men den grøn/hvide dims er hul indeni og beregnet til en hund! Den sidder nede i hullet og troner saligt under kørslen; med ørepropper og styrthjelm, forklarede Annemarie. Det forlyder også, at manden forsøgte at flytte hundens plads om bagved, hvor passagererne normalt må tage plads, men det nægtede hunden at være med til.
Næh, foran, tak! Ellers kan det være fuldstændig ligegyldigt, mente den lille firbenede.
Jeg så hverken mand eller hund i går – ville ellers meget gerne, men da det nødvendigvis må være en lille hund, det drejer sig om, var den nok lidt for nem at overse i mængden.

Det var hyggeligt at få hilst på begge de to motorcyklister – som vist efterhånden var ved at være en anelse trætte. Det er ikke en helt almindelig campingplads, hvor der skal være ro kl. 23 om aftenen, så nattesøvnen havde været lidt mere end en anelse utilstrækkelig. 
Vi må håbe de har fået hvilet ud, til de kommer en tur på torpet om en god uges tid … ikke fordi vi har tænkt os at give dem den helt store stroppetur – det bliver nok i stedet til Den store Sørundtur, men den er heller ikke så tosset endda.

Find fem fejl – og en strid om ord

Parykken skulle bestå styrkeprøven i dag i form af en cykletur til Brugsen i moderat blæsevejr.
Den rokkede sig ikke en millimeter, og Carina sagde da godt nok også, at den burde kunne modstå Vesterhavsvinden i, om ikke ligefrem stormvejr, så i hvert fald en pæn blæst. Altså bestået.
(I min yndlingskrydserpåtværs fra ugebladet Søndag, hvor de bevidst tillægger ordene en anden betydning end den normale, er forklaringen på parykker en malkepige. “Det det var” – løsning: DDR. Ret genialt fundet på. Helt Eric’sk …)

Det er længe siden, jeg har grebet Brugsen i nævneværdige fejl, men i dag belønnede de mig med en etiket (ediket!) med fem fejl på.

Rent bortset fra, at ‘ING’ normalt er en forkortelse for ingeniør og ikke for ingrediens, er der fem fejl, selv om jeg er flink. Ret imponerende på så få ord, ikke?

Kan Ruzzle ikke godt kaldes en strid om ord?
Mange er nok bekendt med, at jeg spiller Ruzzle og synes, det er smaddersjovt. Hvordan nogen kan nå op på 100 ord på to minutter, forbliver nok en gåde for mig – jeg vil tro, mit gennemsnit ligger på 55-60, og mit suverænt bedste spil rundede 85 ord, hvilket jeg kun har opnået én gang. Hvis det er et godt spil, er jeg oppe på godt 70, og når jeg det tal, er jeg lidt stolt af mig selv. Selv om jeg øver mig og øver mig, ligger min grænse åbenbart deromkring … nok lige som med ens IQ – den har en øvre grænse, og man kan ikke træne sig til at blive et geni. Desværre … tænk hvis det kun var et spørgsmål om hjernetræning, inden man var den næste Niels Bohr eller Stephen Hawking!
Nogle af ordene, spillet selv kommer med som løsning, er mildt sagt søgte … til gengæld accepteres ikke datidspassivformer, som accepteredes eller ristedes. Mig ikke forstå.
De fleste er dog gode, danske ord, og de der pekingeseres ville jeg godt selv have haft fundet frem til – 448 point er ret meget på et enkelt ord!

Her kom jeg i det mindste ind på en femteplads, kan man vel sige – og jeg ville aldrig selv have fundet på, at man kunne sige ‘yletternes’.

Hvad mener I fx om ‘irskere’ og ‘irskeste’? Lidt søgt, ikke?
Det er dog blevet bedre, end det var i starten, men det accepterer stadig ikke iste eller tesi.

Men det er stadig sjovt! Også selv om jeg aldrig, aldrig kommer op blandt top25. En af disse, som næsten altid ligger blandt de fem øverste, udfordrede mig engang. Hende tør jeg simpelthen ikke spille med mere – hun er totalt suveræn – jeg havde mareridt i flere nætter efter at have spillet med hende …

På loppis – nu mangler vi bare snapsene

På vores tur i søndags kørte vi forbi et ægte, svensk loppis. Det vil sige … vi kørte ikke forbi; vi stoppede op for at se, om der var nogle gode flasker at finde til de hjemmelavede snapse, vi vil til at lave.
Det var der – vi vendte hjem med otte flasker plus en fin, lille og meget meget svensk sukkerskål til afløsning af den rædsel, vi har på ødegården.

Det var ikke helt priser, som vi ser dem i Søndag. De små patentflasker fik vi for en halvtredser for fire. Den dyreste var den til venstre med den indgraverede elg på. Manden ville have 100 kroner for den “se selv: den er fra Eneryds Glasverk!”. Det var da rigtigt, men det betød ikke, at vi ville give den pris for den.
Vi fik den for en svensk halvtredser – det var i orden med mig, for det er faktisk en meget fin, lille karaffel. Eller hvad sådan en flaske nu hedder.

Indtil videre har vi havtornesnaps og porsesnaps.
I dag blev der sat en (meget) lille portion solbærlikør over – der var endnu ikke ret mange modne bær på buskene. Men næste gang vil der være masser af solbær, og så skal vi have lavet en lidt større portion. Der er nemlig ingen af os, der bryder os om solbærmarmelade, så som regel er det kun fuglene, der får glæde af de bær.

Apropos fugle, så har musvitungerne været ældre, end vi regnede med – de forlod i hvert fald reden i morges.
Sidst på formiddagen var der en af dem, der vist ikke havde lært at flyve (eller lette?) ordentligt, for den moslede rundt henne i nærheden af stensætningen ud mod vejen; med moderen bekymret flaksende rundt i nærheden.

Den blev meget vred over, at vi kom så tæt på den og udstødte en lyd, der mest var en hvæsen og slet ikke den pippen, vi har kunnet høre bag væggen i stuen. Vi lod den derfor være – vi kunne jo ikke rigtig gøre noget for at hjælpe den … håber bare, at den vil kunne klare sig, indtil den lærer at komme i luften.
Læg mærke til næbbet: det ses tydeligt, hvor stort og bredt det kan blive, når den spærrer det op på vid gab for at modtage de insekter, forældrefuglene kommer og serverer for den.

Store forhåbninger … eller … ?

I forbindelse med oprydningen oppe på vores loft for et par uger siden, faldt jeg over min barndoms frimærkesamling og tænkte, at nu måtte den ud. Jeg samlede mellem mit 8. og 12. år, så vidt jeg husker; oprindeligt sat i gang af min morbror, som havde en ko.los.sal. frimærkesamling (gad vide, hvad der egentlig blev af den … han døde barnløs). Den var virkelig stor, den samling – min egen nåede aldrig op på mere end 3 bøger.
Ud skulle de altså, frimærkerne, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til bare at kyle dem i skraldespanden – sæt nu, der gemte sig et frimærke, der i de mellemliggende små halvtreds år var blevet tusindvis af kroner værd …

Det troede jeg naturligvis ikke engang selv på, men ikke desto mindre tog jeg i dag til Rishøjhallen, hvor der var frimærke-byttedag og hvor man gratis kunne få vurderet ens kostbarheder.
To hyggelige, ældre gutter (i midten af collagen) tog pænt imod mine barndomserindringer og gav sig god tid til at kigge albummene igennem, mens vi sludrede om løst og fast.

Endelig kiggede den ene op over brillerne og spurgte den anden: “Fandt du noget?”
“Næhhh, det må jeg nok indrømme, at jeg ikke gjorde.”
Nå. Okay så. Jeg kan ikke sige, at det kom bag på mig – det ville alt andet end denne udmelding have gjort.
Ikke desto mindre tilbød blåskjorte-manden mig en halvtredser for det hele – “så har du da fået dækket udgifterne til benzinen hertil – og måske også indgangen.”
Det havde jeg – det kostede en tier at komme ind, og nu kan en eller anden begynder udi frimærkesamlingens mysterier få sig en god start med mærker fra over 60 lande. Så havde jeg gjort dagens gode gerning. Det gjorde jeg igen, da der stod en frysende mand fra Røde Kors-indsamlingen og bad om et bidrag, så de 50 kroner – og lige så meget til – forsvandt dermed hurtigt, men sådan er det nogle gange.

Jeg gik en runde, nu jeg var kommet … nogle af samlingerne var voldsomme – se bare kl. 12 på collagen: en hel kasse udelukkende med frimærker fra engelske kolonier. Imponerende. De allerfleste af samlerne var folk på min alder eller ældre, men den største samling var ejet af en gut på højest 35 år. Med kone og barn parkeret lige bag ham. Barnet var tydeligvis adopteret, så mine teorier om, at ægte frimærkesamlere ikke tænker på andet end frimærker, blev bekræftet … (og husk nu lige på Kumbel …)

En association: frimærker ® stempler ® vil en eller anden være så venlig at fortælle mig, hvad forskellen er på “Fortroligt” og “Strengt fortroligt”, tak …
Det har undret mig i mange, mange år i arbejdsmæssig sammenhæng, og når jeg har spurgt, har jeg ikke fået noget svar.
I en farmaceutisk virksomhed som den, jeg arbejder i – endnu – ser jeg mange dokumenter med et påstemplet ‘fortroligt’ i en kraftig rød farve. Somme tider kommer der noget fra Forsknings- eller patentafdelingen, som er påstemplet “Strengt fortroligt”.
Enten er det fortroligt, eller også er det ikke. Det kan ikke gradbøjes.
Er respekten større, når det ledsages af et ‘strengt’? Så tør man slet ikke sige det videre, mens man godt kan, når der bare står ‘fortroligt’, eller hvad? Den holder jo ikke …
Mener jeg. Hvad mener I?