Min handyman

Når man plantefarver, skal garnet være i fed og ikke i nøgler. Det er dog hændt, at jeg af ren og skær dovenskab har smidt garnnøgler i farvebadene. Det er også gået godt i de fleste tilfælde, selv om al sagkundskab fortæller mig, at garnet ikke vil blive farvet inde i midten.
Det er heller ikke et problem, når garnet købes ind som fed – og så alligevel, fordi sådanne altid indeholder 100 gram, og nogle gange ønsker jeg kun at farve 50 g ad gangen.
Dvs. at enten skal jeg dele et fed i to, eller også skal jeg have et garnnøgle vundet op som fed.
Det er lidt besværligt. Jeg har en garnvinde, men den kører ikke af sig selv, så jeg skal stå og føre hjulet rundt med en finger, hvilket ikke er sjovt, når det drejer sig om mere end et par nøgler, hvad der oftest er tilfældet. 
Det er en garnvinde herunder til venstre … som I måske kan forestille jer, kan den ikke umiddelbart automatiseres, så jeg står der og får ondt i fingeren og hold i nakke og ryg, når den skal betjenes med det modsatte af det egentlige formål, som jo altså er at forvandle fed til nøgler.

For at vinde garn på fed skal man bruge en garnhaspe. En googling førte ikke til noget – jeg kunne ikke finde nogen til salg nogen steder.
Så fortalte jeg John om mit problem og viste ham et billede af en garnhaspe.
Den skulle han lige tygge lidt på, men det varede ikke så længe, inden han kørte efter nogle lister – og denne gang løj han ikke for mig, men kom vitterligt hjem med liste og rundstok.
John forsvandt ud i værkstedet en halv times tid og vendte retur med indretningen på billedet til højre.
Den fungerer perfekt. Den lange af de fem rundstokke er håndtaget til at dreje den rundt med – nu kan jeg bruge hele hånden og ikke kun en finger ad gangen.
(Hvis man ikke skulle være inde i terminologien, er det fra venstre mod højre hhv. et nøgle, et fed og en cone garn.)
Det eneste, der viste sig at mangle, var et øje til at styre garnet, når det vikles af en cone som den på et af de små billeder. Når der kommer lidt fart på, har det nemlig en tilbøjelighed til at brede sig mere end rundstokkene er lange.
Det blev klaret med en øsken på en pind. Hvor svært kan det være? Det hele er sat fast på bordet med vingeskruer og er derfor nemt at afmontere, når det ikke er i brug.
Hurra for min handyman.

Hvad jeg har i tørremaskinen? Det er æbler. Ungerne elsker tørrede æbler og spiser det som slik.

Kurve kan flettes. De kan også sys

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …

Så er vi to på stoffer

Fredag aften begyndte John at få tandpine, og den blev absolut ikke mindre i løbet af weekenden, så han har været på bedøvende midler 24/7, og vi kører på reserverne hvad smertestillende midler angår, men han klarer sig til i morgen.
I dag fik han en akuttid hos tandlægen, som satte en time af til ham.
Han var der i to timer … og kom hjem to kindtænder fattigere. Der var så meget betændelse, at der kun var denne løsning.
Han er på flydende kost og ingen varme drikke, men har det ellers okay.

Jeg er også på stoffer. Jeg er faktisk lidt afhængig af dem, kan man vist godt hævde, og alle der kender mig ved, at jeg har et lager der er stort nok til, at jeg med stor sandsynlighed ikke bliver stoffri i dette liv.
Men man ved jo aldrig, så jeg købte for en sikkerheds skyld et lille supplement for et par uger siden. Det var som sædvanlig Shabby Fabricks i USA, der leverer, og jeg vidste så glimrende, hvad der så kunne ske.
Min pakke blev da også snuppet i tolden, men jeg slap nogenlunde rimeligt og uden at blive ruineret, fordi fakturaprisen tilsyneladende var opgivet til noget mindre end den reelle pris, jeg betalte for varerne. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gider ikke brokke mig over det.
Jeg har konkrete planer med de fleste af tekstilerne, men måske var det heldigt, at de kom i dag, hvor John var væk og havde for travlt med noget, der fylder meget mere hos ham end at ryste på hovedet over mit stofforbrug. Han kalder det dog i det mindste ikke stofmisbrug …
Jeg behøver naturligvis ikke at skjule købet for ham, men lige netop i dag vil han sikkert være ret ligeglad med mine stofindkøb.
Han kunne dog godt nyde solnedgangen, som her til aften viste sig fra en af sine pænere sider.

Selvforsynende?

Charlotte og Tim har tre acres grund, hvilket er godt 12.000 m², hvilket igen, i bonderøvs-/landbrugssprog, er 2,2 tønder land. De har en stor have, men de fleste af kvadratmetrene er paddock; altså græsmark. De holder den delvist tæmmet og har plantet nogle træer, men ellers er det mest børnene, der bruger den til deres base camp.
I søndags kom C til at tale med en af kusinerne om den store grund, og Annemarie spurgte om C kendte bogen Den nye komplette håndbog i selvforsyning, som Bonderøven vist var involveret i. Det gjorde C ikke, men vi kom til at tale om den her til morgen, hvor vi så fandt ud af 1) præcis hvad den hedder, 2) at forfatteren er irsk, hedder John Seymour og skrev den første udgave allerede i 1980, og endelig 3) at Bonderøven har anbefalet den, fordi det har været hans bibel siden han var 11 år og en af årsagerne til, at han blev til Bonderøven. Nu er bogen genoptrykt med farvebilleder und alles, og vi fik lige pludselig et ærinde til Køge for at se, om de havde den der, så C kunne få den med hjem med det samme.
Det havde de, og hun blev glad.

Efter boghandelbesøget gik vi på Vivaldi, hvor nogle fik varm chokolade og andre kaffe, og hvor jeg smugkiggede lidt i bogen, som så meget interessant ud. C & T skal ikke være selvforsynende – selv om vi har joket en del med, at det måske var værd at overveje at blive, Brexit taget med ind i ligningen.
De har desværre bare ikke jord nok. Bogen siger, at der skal fem tønder land til for at kunne gøre en familie på seks 100 % selvforsynende, bortset fra kaffe og te. Og strøm, selvfølgelig, men nu taler vi kun om fødevarer.
De skal med andre ord anskaffe sig knap tre tønder land mere, men så kan vi også flytte derover uden at skulle risikere at komme til at sulte. Det svarer nogenlunde til naboens paddock, så det skulle vel ikke være umuligt … med mindre naboen også vil til selv at sørge for forsyningen af fødevarerne … 
Og nej. Det er stadig bare en joke, omend det med Brexit faktisk ikke er spor morsomt, men det gider vi ikke komme ind på lige nu.
At ingen af os nogensinde kommer til andet end at lege med tanken og måske drømme lidt, gør ikke bogen mindre interessant, så efter at have kigget lidt mere i den, blev jeg enig med mig selv om, at det er ærgerligt, at C tager den med hjem til England allerede i morgen, så nu har jeg også bestilt den som en fødselsdagsgave fra mig til mig.
Hun har såmænd seriøst overvejet at få sig en større køkkenhave, men er klar over, at det er temmelig arbejdskrævende. Vi må se, hvad det ender med. Under alle omstændigheder er det som sagt en interessant og inspirerende bog.
Tanken om at være selvforsynende er da mere end bare en lille smule fascinerende, ikke sandt?
Og nej igen, jeg er ikke sponsoreret af nogen … hverken af forlag, boghandlere eller forfattere …

Så strammer vi op!

Når Charlotte, Tim og børnene tager på Goodwood Revival, så forventes der, at man er passende klædt på, hvilket i dette tilfælde vil sige “Although not compulsory, the vast majority of Revival visitors dress in period style with many going to great lengths to achieve that authentic look. The resulting step-back-in-time spectacle plays a key role in making the Revival such a unique event.”
Næste gang vil Charlotte nok ekvipere dem i 40’er-stil, og til den tids mode kræves der et korset for at fremhæve en slank talje. Sådan et fik hun i juegave af Tim (jeg fik ikke spurgt, om han selv har købt det!). Hun har i forvejen en smækker talje, men det er jo med at fremhæve fordelene mest muligt, så korset må der til. Med i gaveæsken med det intime indhold lå en bh. Her måtte jeg lige smile højt – kan I huske dem, der nærmest lignede torpedoer? Du GOdeste, den var spids! Den var hun ikke helt sikker på, at hun ville tage på, hvilket jeg så glimrende forstår, for den var virkelig bare for meget, men skal man holde stilen eller hvad?
Jeg fik lov at lege Mammy fra Borte med Blæsten og stramme korsettet til.
Vi endte på 60 cm, målt udenpå korsettet. Der har jeg også været engang, men det var ikke lige i forgårs …
Hun fik bøger med gode stofbeskrivelser og snitmønstre i, og hun glæder sig allerede til at gå i gang, selv om det først er til september.

John og jeg måtte en tur til Næstved i dag for at købe en kuffert i størrelse XL. For et par år siden måtte vi kassere den ene af de to største kufferter og har egentlig klaret os glimrende med kun én stor – den anden af os har så brugt den næststørste.
Det er ikke helt nok til denne tur, fandt vi ud af. Jeg har lige tjekket yr.no og set, at der er 32° i Santiago og 8° i Ushuaia, som er verdens sydligste by, og hvor vi skal af skibet og på tur.
Med andre ord: Vi er nødt til at dække det meste af tøjspektret, bortset fra, at jeg simpelthen nægter at tage vinterfrakken med. En varm fleece og sommerjakken skal være nok. Punktum.
Men det kræver maksimal kuffertplads. Der skal afslapningstøj med og der skal fint tøj med … sæt nu vi bliver inviteret til Captain’s Dinner med dresscode galla … man ved jo aldrig …
Der blev således ikke strammet op på bagagemængden – den bliver nok tværtimod fuldt udnyttet med alle 23 kilo, selv om jeg gerne vil have en smule plads til en souvenir eller to … man ved jo aldrig …
Der er heller ikke strammet op på wi-fi-budgettet. Jeg har lige booket unlimited internet access på hele turen. Der var desværre ikke noget imellem ingenting og alting, hvilket jeg havde håbet på. Fx noget med et par timer om dagen, men sådan er rederiets politik åbenbart ikke.
Det betyder til gengæld, at vi ikke behøver at downloade et større lager af lyd- og ebøger, men kan læse og lytte løs online så meget vi orker.
Og jeg kan blogge … selvfølgelig kan jeg skrive dagbogsindlæg offline, men jeg har ikke lyst til at fyre en hel bunke indlæg af på én gang, når vi kommer hjem – det er der jo ingen, der orker at læse.

Et lynkursus i vodbinding

I gør kørte vi til Abelines Gård på Holmsland Klit. John, Charlotte og jeg har været der flere gange, men børnene og Tim havde ikke set det fine museum. Som altid lod Tim sig begejstre og var straks parat til at finde den nærmeste ejendomsmægler for at købe sådan en fin, gammel klitgård. Da vi spurgte ham, om han virkelig kunne tænke sig at bo herude i sådan et barsk landskab, trak han lidt i land igen … måske mest fordi C sagde, at når ikke hun kan have en have, så er hun altså ikke med på den galaj. Det er fint at holde ferie her, men ingen af os kunne tænke sig at bo her fast. Det tror jeg, man skal være født til.

Da vi efter rundturen og kaffe- og kagebordet kom tilbage til butikken, kiggede vi lidt på de to gamle folk, der sad og hhv. strikkede sokker og bandt en ruse. Charlotte var meget interesseret i det, manden foretog sig og fortalte ham, at hun længe havde ønsket at kunne lave den slags net.
Det fulgte han omgående op på … straks smed han rusen, tog et fladt net frem og viste hende hvordan det gøres.

Efter en kort demonstration af teknikken overlod han hende sin plads og sagde: “Værs’go’ – nu er det din tur.”
Det kneb lidt i starten … det så naturligvis legende let ud, når han bandt, men han har også været professionel vodbinder siden 1956, hvor han kom i lære. Charlotte så dog lyset, så efter et par minutter gik det helt fint.
Han var bare sådan en kær, gammel gut, som nød at have et interesseret publikum til sine fortællinger om livet som vodbinder; vi havde mange spørgsmål til ham, og vi fik en god, lang snak om verden før og nu.
Charlotte var glad fordi han gad bruge tid på hende og lagde ikke skjul på det. Han var vist også glad for hendes interesse, for han forærede hende en gammel, håndskåret vodbindernål af træ: “Den er din, hvis du vil love mig at gå hjem og øve dig.”

Det gjorde hun naturligvis, og ikke kun fordi han var så gavmild. Vi lagde ud med at købe nogle flere størrelser nåle og lidt bomuldsgarn.
Hun var nødt til at slå op, hvordan man begynder på projektet, men så gik det fint derefter.
Vi kan nu kalde hende for den lille vodbinder. Hvis skrædderforretningen skulle gå dårligt, kan hun vel altid lave nogle indkøbsnet.
Aubrey har erklæret, at han godt kunne tænke sig en hængekøje – men har dog også sagt, at han godt kunne tænke sig at lære hvordan man gør, for det kunne bare være det fedeste selv at kunne lave sådan en.
Det første Charlotte vil lave, er små net til at binde meloner op med i drivhuset.

Det var godt med nogle nye stoffer

Det var godt at få nogle nye stoffer, for det fik sat skub i sylysten igen. Den havde ellers været temmelig død hele vinteren, hvor det derfor ikke er blevet til mere end masser af strik. Jeg har været lidt sur på mig selv over ikke rigtig at kunne finde gejsten, for jeg har i kilovis af stoffer – men ikke i spandevis af projektideer, desværre.
Det hjalp at få de lækre stoffer, jeg skrev om forleden dag – det motiverede mig til at komme i gang igen … nu hvor det er blevet forår … men jeg kan trods alt ikke være ude i haven hele tiden.
I går syede jeg en lille kosmetikpung. Jeg har lige smidt den gamle ud, for den var efterhånden blevet en tand for ulækker, og når man har et rum fyldt med stoffer, er der ingen grund til at begynde at vaske den.
Jeg brugte ikke engang de nye – ville hellere have pungen i sort, så den passer bedre til min store toilettaske.
Derudover syede jeg en bestikmappe til min søster. En bestikmappe er nemmest at sammenligne med et pennalhus i overstørrelse, således at der kan være et lille spækbræt og det bestik, de har med på deres bilferier.

Toiletpungen måtte have en hvid lynlås i.
Er det ikke typisk: Jeg har nok 100 lynlåse, men havde jeg en sort i den rigtige længde? Nej. Gad jeg køre bare for at købe sådan en? Nej.
Altså blev den hvid. Det var jo bare til mig selv.

Jeg har vist arvet (i hvert fald en del af) det gen fra min mor, som bød hende at gemme alt, hvad der kan genbruges. Når et stykke tøj blev kasseret, blev knapper og lynlåse møjsommeligt pillet af og gemt, og det gør jeg også – plus alle de nye jeg har købt for næsten ingen penge i Stof & Stil.
Men jeg har også altid en knap der passer, og jeg har altid en lynlås i den rigtige farve og længde.
Troede jeg … 
I morgen indvier jeg nok det nye stof og går i gang med dækkeservietterne. Til dem skal der ikke bruges lynlåse …
Eller måske bliver det senere, for nu kommer foråret for alvor – både her og i England … uhhh, det er en skøn tid, vi går i møde.

SÅ kom der knald på …

Farvningen med de sorte bønner gik over al forventning. De kunne trække fire bade – måske også et femte, men den ville være blevet meget lys, så det ville jeg ikke bruge garn på. Det ramte ret præcist de støvede blå nuancer, jeg havde forestillet mig, da jeg gik i gang, så jeg er glad.
De tre garner til venstre er fra 1. bad. Længst til venstre havde jeg siet farvesuppen, og nummer to og tre er genbrug af bønnerne med frisk vand hældt over. Det beviste, at der er krudt nok i dem til at trække to gange. Fra fjerde fed og mod højre er det hhv. 2., 3. og 4. bad. I virkeligheden er farverne lidt klarere end herunder; lidt mere som det lille indsatte billede viser – og så alligevel ikke helt de rigtige.
Det viste sig også at være sandt, at superwash-garner tager bedst imod farven. Garnet til venstre er 100 % ubehandlet lammeuld, hvor de næste fem er superwashbehandlet garn. Den lyseblå lammeuld er dog ganske nydelig – det kommer bare an på, hvad det er, man går efter, og jeg gik efter lidt mørkere denimfarver.

Turen kom herefter til gurkemejeeksperimentet. De fleste kilder sagde cirka halv mængde gurkemeje i forhold til garnets vægt. Der var 80 gram i en pose, men jeg tænkte, at suppen så tilstrækkelig krudtet ud til at kunne bære 200 gram garn.
Jeg skal da lige love for, at der kom knald på liggehønen! Eller læggehønen, som Fru Blomsterberg så tåkrummende siger …
Billedet skal læses efter hebraisk metode, dvs. fra højre mod venstre – der er seks fed i øverste række og fem i de to nederste.

Der er forskel, og garnerne fader en smule fra bad til bad, men ikke særlig meget. Igen er det den ubehandlede lammeuld, der er sartest; det er i hvert fald den, der aftager mest i farve. Superwashgarnerne og især bomuldsgarnet er ret stabilt. De grønne garner er tre forskellige nuancer indigofarvet garn, der blev overfarvet med gurkemeje – jeg ville se, hvor grønne de blev.
Jeg tror, konklusionen må være, at man godt kan nøjes med højst en fjerdedel gurkemeje pr. enhed garn – men det kommer selvfølgelig an på, hvilken farve man helst vil ramme.
Efter fjerde bad var suppen blevet næsten helt klar, så jeg forsøgte mig ikke med et femte, selv om der nok godt kunne have været kommet en babylysegul farve ud af det, men selv om jeg har købt meget garn til farvning, er der med disse fem bade gået 650 gram til, og hvor meget skriggult har man lige brug for?
Det er godt, jeg har fået Røde Kors ind i billedet – de kan være aftagere, hvis ingen andre vil. En stakkels desperat og nødlidende mor vil ikke sige nej til varme, strikkede ting, fordi de ikke lige passer til barnets teint.
Den gule bomuld kan der komme enten grydelapper ud af, eller jeg kan strikke RK-blebukser, som skal strikkes af bomuldsgarn.

Fifty Shades of Yellow

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

Gul, gulere, neon

Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

Man begynder med bejdsningen

Nu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

Den første er færdig

Den første Oslo Craft bag til at have et håndarbejde med mig, når vi skal ud og køre, er nu blevet færdig. Hehe … som om jeg ikke har 10 i forvejen, men denne er lidt anderledes …  
Det er bevidst, at jeg skrev ‘den første’ for jeg er nok nødt til at lave en til … denne her er da blevet fin nok, men som det næsten altid sker, når jeg syr noget for første gang, finder jeg ud af en eller flere ting, der i mine øjne burde gøres anderledes eller se en smule anderledes ud, og denne gang var ingen undtagelse fra dette.

Den er for det første ikke høj nok. Den væsentligste fejl.
Båndene øverst på lommerne foran ser grimme ud på den måde, de er fastgjort. Jeg gjorde som der stod – det gør jeg stort set altid første gang, jeg laver noget; det gælder også for mad- og  strikkeopskrifter – og det kunne jo sagtens være, at denne metode var både nemmere og pænere, men det var ikke tilfældet, så min måde at montere de bånd på er bedre.
Både de tre små lommer på den ene forside og lommen på den anden forside skal være højere, sidstnævnte fordi den så passer bedre til at kunne rumme en A4-side eller et magasin (kunne fx være til den aktuelle opskrift). Samme lommes stof skal ligne hovedstoffet bedre end det gjorde i dette tilfælde, så den bliver næsten usynlig, lige som det er tilfældet med sidelommerne. Den fejl var så ikke designerens skyld, men udelukkende min egen …
Skumgummiet til at sætte mellem foret og hovedstoffet er derimod forrygende godt – både nemt at sy i og det støtter mere effektivt og på en langt pænere måde end Veledon gør, så det skal der investeres i noget mere af.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange tasker jeg har syet. Jeg gik tilbage i mine fotos i dag og fandt ud af, at jeg syede de første af de lidt mere avancerede af slagsen i begyndelsen af 2003.
Nogle – faktisk langt de fleste – af modellerne har jeg syet mere end en af. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om fire tasker, jeg kun har syet én udgave af. Nogle få solgte jeg engang; andre er foræret væk. Andre igen har været bestillingsopgaver.
Det er måske overflødigt at betro jer, at jeg godt kan lide at sy tasker?

Nye planer i England

Det er svært at etablere sig som skrædder, selv i England og selv i et område med indbyggere, der overordnet set regnes for at være velhavende.
Alligevel er det vanskeligt at finde kunder, der er villige til at ville betale mellem 1200 og 3000 pund for at få sig noget bespoke tayloring. Dem der vil og kan, har allerede deres faste skrædder, som de er loyale over for. Nu vil hun prøve et andet koncept af: Made to measure.

Hun har lejet sig ind i et skur, som ligger sammen med andre tilsvarende – nogle lidt større, nogle lidt mindre, nogle grimmere, nogle pænere – i forbindelse med et stort havecenter. Der er 10-12 kunsthåndværkere og småhandlende af forskellig slags, som på denne måde får et billigt forretnings- og/eller arbejdslokale.
Charlotte overtog det lige efter nytår og har brugt tiden på at male ALT, samt lægge nyt gulv og få sat nogle lamper op. Udlejeren sagde, at der lige var blevet malet, så det var lige til at bruge. Det var Charlotte så ikke helt enig i, så hun gik i gang.
Mor her er ret stolt af, at hun selv har kunnet lægge gulvet, efter at have stillet John et par spørgsmål, da vi var derovre i julen.
Udenfor skal der stilles krukker med blomster, når vejret bliver til det, og i det hele taget skal hun få det til at se lidt mere indbydende ud.

Nu er hun næsten færdig, selv om der stadig mangler nogle detaljer, som fx noget for vinduerne, men arbejdsbordet og den store industrisymaskine er flyttet herned, så nu skal der sys modeller.
Hun vil sy lidt forskellige faconer af de almindeligste størrelser op i stout (ubleget, lidt groft og stift lagenlærred) og hænge på bøjler og giner. Hun har dermed faste mønstre til prøvning og til senere at klippe efter. Hun vil så i lettere grad tilrette mønstrene til folks forskelligheder, og kunden vil kunne vælge ærmelængde på bluser, jakker og kjoler, men det bliver som sagt skåret over nogle standarder og der bliver heller ikke mere end en enkelt prøvning undervejs, i modsætning til ægte bespoke, hvor der er flere prøvninger, og hvor mønster og design er 100 % individuelt og udarbejdet helt forfra hver gang.

Kunden vælger også selv stof, og som hjælp til at finde det rigtige snit og de rigtige farver har C allieret sig med en veninde, som er god til den slags.
Det er C egentlig også selv, men det er lige så meget for at hjælpe veninden i gang igen efter hun har været igennem en meget lang og meget sej kamp med at restituere sig efter hun for seks år siden blev kørt over af skolebussen (ja, sgu!), da hun skulle aflevere sin ældste søn i skolen. Hendes etårige søn, som hun havde på armen, blev dræbt, og Niki selv så tæt på at dø af sine mange hårde kvæstelser, at det er et mirakel, at hun overhovedet er her og at hun efterhånden kan gå igen.
(Skolebuschaufføren fik en fængselsdom, hvilket ingen fandt uretfærdigt.)
Det var både en skrækkelig historie og et sidespring fra indlægget her, men jeg syntes alligevel, at det hørte med til historien om Charlottes kommende og forhåbentlig blomstrende forretningsliv.
Butikken skal hedde Ragtime – et godt navn med indbygget ordspil.

Det der med mænd og tasker, ikk´?

Vi kvinder må ofte høre for vores formidable evner til impulskøb og for vores store behov for (store?) tasker.
Det er nok mest kvindernes egne ægtemænd, der har flest ord at skulle have sagt om de sager. John har travlt med at fortælle gud og hvermand, at han kun køber, hvad der står på indkøbssedlen, når han køber ind i Brugsen. Det kan han jo sagtens sige, for han køber kun dagligvarer, når jeg har travlt med andet, og han forlanger en seddel, hvis han skal have mere end to ting … han laver mad spaghetti carbonara cirka en gang om måneden og han aner ikke, hvad der måtte mangle på køkkenlageret, ej heller kan han gennemskue, hvad jeg kunne forestille mig at kunne få brug for i den nærmeste fremtid – selvfølgelig ikke, men kan det så i virkeligheden kaldes for ægte impulskøb?
Det kan man vist diskutere …

Der er vist også noget med, at mænd griner lidt i skægget af kvinders tasker. Nogle gør åbenlyst grin med emnet, andre vover det kun i det skjulte eller sammen med andre mænd.
Min søde mand har i dag købt sin fjerde sorte kameraudstyrsrygsæk. Hver enkelt af dem har været fuldstændig uundværlig og den bedste, han nogensinde har haft.
Hvilket selvfølgelig er fint nok – altså at han er glad for sine tasker, og jeg kender ingen andre mænd, der går ind i hver eneste butik, han måtte møde på sin vej for at se, om der ikke kunne opstå et taskebehov. 
Dengang han gik på abejde, købte han ofte nye tasker/mapper og var lige begejstret hver gang – han kunne altid finde en eller flere ting, der var forskelligt fra – og meget bedre end – de forrige tasker/mapper.
Jeg havde sommetider svært ved at se forskellen og blev aldrig helt klar over, om det var mig eller sig selv, han skulle overbevise om netop denne nyerhvervelses fremragende egenskaber.
I dette tilfælde var det, at han kan have alt sit udstyr (minus monsterlinsen, men den har han aldrig med på flyferier) plus resten af nødvendighederne, der skal med i en håndbagage.

Nu er fotoudstyret pakket om i den nye taske, og John er glad. Det er Søren også, for han er blevet lovet en af de tre andre sorte kamerarygsække på det nielsenske lager, så der vil stadig kun befinde sig tre i Den Stråtækte efter hjemkomst med denne nye, som man burde kunne finde i mørke, hvis man lader være med at lukke lynlåsen. Men det lader man ikke være med – så falder de dyrebare linser ud.

Og han skulle egentlig bare ud for at købe en dims, så han kan cromecaste danske tv-kanaler fra sin iPad til den store fjernsynsskærm her i Sverige.
Ikke et ord om impulskøb …
Men på trods af mit drilleri, synes jeg faktisk, det er lidt fedt at have en mand, der ikke nødvendigvis ligner alle andre mænd.

Elektroniske julehjerter

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
Jeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

Her ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

Fabrikslignende forhold

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

Hvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

Det er stadig syslevinter

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

Vintertid er sysletid

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
Ifølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Jeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

Sådan sliber man sten

Jeg tror det var Fruen i Midten, der spurgte til stenslibning. Emnet fangede min interesse for nok omkring 20-25 år siden, da jeg på en udstilling så en hel skattekiste fuld af spændende, smukt blanktslebne sten. For at gøre en lang historie lidt kortere, så startede jeg om efteråret på et kursus, hvor vi manuelt sleb halvædelsten og formede dem til smykker, lige som jeg samme år i julegave fik en maskine til tromleslibning af sten. Der er mange år siden, jeg sidst har tromlet sten, men familiens indsamling i efterårsferien af mere eller mindre runde flint inspirerede mig til at tage det op igen. Ungerne valgte hvilke der skulle slibes, og jeg satte gang i processen, som tager omkring en måneds tid.

Først tromles ca. et kilo sten seks-syv dage med det groveste slibepulver af fire finhedsgrader. Jeg har korn 60, 80, 220, 400, 600, 800 og 1000 (nogle vil kende disse tal fra slibepapir). Til denne flint har jeg brugt 80, 220, 600 og 1000. Hvad jeg vælger, afhænger af emnet, der skal slibes – der skal helst slibes sten med den samme hårdhedsgrad pr. batch. Flint er temmelig hårdt med samme hårdhedsgrad som kvarts, nemlig 7 (Mohs’ skala).

Cirka hver sjette dag skiftes der til et finere pulver, der kommes lidt vand ved, og tromlen startes igen. Den larmer ad pommern til, så den er forvist til garagen. Efter korn 1000 skal der tromles med polerpulver, hvilket fx kan være aluminiuimoxyd. Når processen er slut, har man de smukkeste glatte og blanke sten, som tænkes kan.
Jeg har set flot slebne sten, og jeg har set noget skrækkeligt klamp, som jeg ikke forstår, folk vil give penge for. Min stenlærer (det næste er rent pral) var højlydt forbavset over mit første forsøg … Jamen … det er jo perfekt! Det kan simpelthen ikke gøres bedre! De færreste kan slibe så flot – ikke engang jeg … hvordan pokker har du båret dig af med det? Det er ikke retfærdigt, det her! (Dog med et stort smil på …)

Jeg fortalte hende, at jeg var laborant, så jeg vidste lidt om renlighed og om afsmitning og forurening. Jeg har også en god logisk sans, så jeg kunne godt regne ud, at hvis man ikke gjorde tromle og sten meget grundigt rene efter hvert pulver, så var der risiko for forurening, og hvis der kom grove korn med over til det finere, så kunne det næsten være ligemeget at skifte. Derfor investerede jeg med det samme i en tromle alene til de groveste pulvere og en, der var forbeholdt polering, således at jeg fra start kørte med tre tromler, hvor mange nøjes med én. Det gav pote.  
Faktisk står alt dette i vejledningerne i dag, men dengang var de ikke så gode, og internettet var ikke opfundet. OG en del har vist nok en tilbøjelighed til at tænke årh, det går nok alligevel, selv om jeg sjusker lidt – men det gør det så ikke.

 

Til sammenligning har jeg lagt en usleben kugleflint ved siden af de slebne – forskellen kan man ikke være i tvivl om. Den uslebne er i øvrigt en raslesten; derfor kom den ikke med i tromlen. Stenene bliver nemlig altid mindre under slibeprocessen, og jeg ved ikke, hvor tyk skallen er. De slebne sten er skønne at nulre; nogle bruger at have en i lommen, fordi det kan virke afstressende at føle på noget, som er så lækkert og på én gang stenhårdt og fløjlsblødt.
Næste hold er færdigt om fire dage – de skal med til England, for ungerne vil synes det er sjovt, når de selv har fundet stenene.

En flettet lurendrejer

I dag var dagen, hvor Lene skulle forsøge sig med at sætte mig ind i pilefletningens mysterier. Hun foreslog, at vi skulle starte med en dims, der snor sig om sig selv. Det var da overhovedet ikke svært – faktisk overraskende nemt, hvilket Lene også havde sagt det var, og det var selvfølgelig derfor, jeg skulle starte med netop den, så jeg kunne få en fornemmelse af pilegrenene og hvordan de er at arbejde med.

I løbet af … en halv times tid og bestemt ikke de ti minutter, det tog Lene at lave en tilsvarende, var dimsen færdig.
Den dims, som jeg senere fik at vide meget malende kaldes en lurendrejer.
Man skal lige vende billedet 90 grader inde i hovedet. Måske. Men den kan hænges op i et træ og duve blidt i vinden.

Den kan også anvendes som bordpynt, hvor man anbringer fx fyrfadslys i buerne. Med en smule fantasi er den skam meget anvendelig – og om ikke andet, er det noget, jeg selv har lavet, og så bliver jeg lige pludselig Ellen, otte år, som i skolen har lavet en ‘fin’ julegave til far og mor.
Det var straks værre med den kogle, jeg skulle lave som mit andet arbejde. Lenes forskellige udgaver – som jeg slet ikke vil vise her, det ville være alt, alt for pinligt for mig – er så smukke og regelmæssige, mens min … tjah, døm selv.
Jeg har dog naturligvis tænkt mig at fortælle gud og hvermand, at det lige fra starten har været meningen, at den skulle se sådan ud.

Men en kogle er det altså! Uanset hvad I måtte mene om den.
Lene sagde meget diplomatisk, at hun nok mente, at jeg havde brug for mindst to kogler, da den slags altid er pænest i par.
Det var en meget sød måde at sige på, at jeg skal lave en til, inden jeg får lov til at fortsætte op i næste klasse.
Det bliver i morgen, for lige om lidt skal vi ind til Niagara for først at spise et godt sted og derefter se fyrværkeri over faldene.

To sjæle, én tanke. Nej, seks sjæle …

Da Inge og Hasse, i sommerhuset forrige lørdag, storsmilende fortalte, at de sammen med to medredere havde købt Martha af Roskilde, blev vi naturligvis glade på deres vegne og beundrede behørigt billederne af båden. Vi sagde, at nu troede de nok, det var løgn, men gennem de seneste par uger havde John og jeg talt mere og mere om at købe en lille jolle, bare til at tøffe rundt på Præstøfjorden med. Slet ikke noget dyrt eller fancy, men heller ikke noget med sejl eller årer. En god lille motor er et ufravigeligt krav.
Det er en tanke, vi har leget lidt – meget lidt – med, siden vi flyttede herned, men det er blevet ved snakken. Der er selvfølgelig også mange, der har spurgt, om vi dog ikke skal have en båd liggende, fordi vi bor, hvor vi bor.
Da Søren fik lokket John med til at tage fiskeriet op igen, kom bådtanken lidt mere op til overfladen, så John begyndte at se sig lidt omkring.
De er meget billigere, end jeg havde forestillet mig – blev temmelig forbavset over, hvad man kan få for ikke så mange penge.
Vi faldt begge for denne her:

En meget fin lille båd – brugt, selvfølgelig – men med en forholdsvis ny motor og en kun tre år gammel bådtrailer. Ejeren var eks-militærmand og ivrig fisker og jæger. Han har selv camoufleret/overdækket den, fordi han ofte tog ud alene i to-tre dage ad gangen – og sov i båden.
Det kommer vi stensikkert aldrig til, så John er ved at ændre lidt på camouflagen, så der kun er dækket af helt henne foran. Den er ikke stor, men det skal den heller ikke være – vi to gamle skal selv kunne bakse rundt med den – faktisk skal John helst kunne bakse helt alene.

Motoren ser helt ny ud, og båden er dejligt fladbundet – Præstøfjorden er ikke ligefrem en dybvandsfjord.
Inden vi tog ud for at se (og prøve) båden, kiggede vi ind på Kystens Perle, et klubhus kun fem minutters gang fra Den Stråtækte, og hvor der tilfældigvis blev afholdt bestyrelsesmøde, da vi ankom. Vi spurgte, om vi kunne have en lille båd liggende dernede og hvad vi i givet fald skulle betale grundejeren for det. Det er ikke af nærighed, vi ikke vil have den i Præstø havn, men hvis vi skal starte bilen for at komme til båden, bliver den ikke brugt – så godt kender vi os selv.
“Det kan I ikke”, sagde den sindige grundejer. To lange ansigter … øv …
“I får ikke lov at betale for det, men I kan bare komme med båden; den må meget gerne ligge her”. Smilene kom frem igen.
“Vil du virkelig ikke have noget for det?”
“Nej!”
“Heller ikke et par rammer øl om året?”
Johhh, det gik nok an – det var faktisk også, hvad de andre tre småbådsejere betalte for det.
Så var det på plads. Vi tog til Næstved for at mødes med Per, og 1½ time efter havde vi den lille Sea Line på slæb.
Nu står den i garagen, og jeg har ikke set John hele dagen, for nu skal den gøres til hans båd!
Med venlig hilsen
Hr. og Fru Mærsk Mc-Kinney Nielsen

Frem og tilbage er lige langt

Dengang John og jeg var væsentligt yngre, end vi er i dag; dvs. for små 30 år siden, var der ikke noget, der hed digitalfotografering. John tog feriebillederne, som efter hjemkomst blev indsendt til en dyr fremkaldelse, og så krydsede vi ellers fingre. Han var dog allerede dengang en habil fotograf, hvilket jeg bestemt ikke var – eller rettere: jeg gad ikke engang forsøge mig. Fra mine forældre var jeg vant til, at det det var stort at komme hjem med 36 billeder fra en ferie sydpå. John tog altid mindst 3-4 film á 36, hvilket næsten fik mig til at tabe underkæben.
De fremkaldte billeder blev klæbet ind på farvet papir (John), og der blev skrevet tekster (Ellen). Vi har dusinvis af A4-mapper, fordi vi hvert år lavede en (mindst én) en årsmappe og en (mindst én) feriemappe.

Da digitalkameraet kom, var John straks med på moden – “tænk at slippe for alt det tunge udstyr!” Han havde (naturligvis) et dyrt spejlreflekskamera, og han slæbte sig en pukkel til på ferierne, fordi han også havde forskellige linser til det. Det lille digitalkamera gjorde det überfedt at kunne tage billeder og tage billeder og tage billeder i én uendelighed, uden det kostede andet end lidt tid i kasseringsprocessen. Der var uendelig plads til eksperimenter.
At han i dag har et stort set lige så tungt udstyr som dengang, taler vi ikke om. Næsten ikke. Ikke ret tit, i hvert fald, og vi smiler slet ikke over det, men jeg eller andre familiemedlemmer har flere gange overtaget et lille kamera, fordi han alligevel helst ville have Rolls Roycen og ikke minien.
Nogle gange er jeg fristet til at købe et større og dermed bedre, når jeg ser kvaliteten på hans billeder, men fristelsen varer kun til jeg får det i hånden, så er jeg igen glad for mit lille Lumix, som faktisk kan rigtig meget for ingen penge. Og endelig har jeg mit Canon til, hvis der skal leges med fx silkevand. Det gider jeg bare ikke bære rundt på normalt.

Jeg elskede tanken om, at man bare kunne se sine feriealbum på pc’en, men John har aldrig været glad for den løsning – savnede at kunne hive en ferie ned fra hylden og genopleve den. Det kunne han ikke digitalt, sagde han. Jeg forstod ham ikke.
Charlotte har længe haft digitalkamera, selvfølgelig, men har hele tiden fået lavet et professionelt print af sine billeder og har sat dem i album.
Jeg forstod hende ikke.
Nu er hun begyndt at designe sine egne fotobøger hos photobox.co.uk.
Hun har foreløbig lavet to årsbøger og to feriebøger. Hun har været god til at designe, så det er levende bøger at kigge i – klasser bedre end vores gamle, stereotype A4-mapper.
Jeg forstår hende godt.

John har lavet to bøger i liggende A4; en med vores krydstogt sidste efterår og en med vores sommerferie i Bretagne og England sidste sommer.
Photobox er okay, men jeg fandt cewe, som har mange flere produkter. Jeg brugte lang tid i Sverige, mens jeg alligevel bare skulle pleje den fjollede forkølelse, på at kreere en bog over vores madeiratur. Man kan lade billederne lappe over hinanden, man kan have 20 på en side eller ét panoramabillede, der fylder hele bogen i bredden. Siderne er kartontykke og bogen er helt flad, når man bladrer i den. Man kan rotere billederne og man kan sætte tekster ind; der er flere snese baggrunde at vælge imellem – der er en million kombinationsmuligheder.
Jeg hentede i dag bogen på posthuset.
Jeg er glad. Meget glad.
Fremover skal der laves album i stor stil. Har i øvrigt også en yderst personlig kalender nu.
Hvem var det, der ikke gad lave fotoalbum, fordi det var meget bedre at se billeder på pc’en?
Tænk, det kan jeg slet ikke huske …
Men jeg har planer om flere forskellige ting hos cewe; bl.a. drikkedunke til ungerne med billeder af dem selv påtrykt.
Eller hvad med en familieugeplan på vaskbart akryl med et billede af mormor og morfar som baggrund. Okay, dårlig ide, men så et andet billede, da …

Tøsedag – uden den anden tøs

Håndarbejdsmesse i Lillebæltshallerne – en årligt tilbagevendende begivenhed, som jeg helst ikke svigter. Det er simpelthen superfedt at have alle Danmarks patchwork- og garnbutikker under ét tag.
Naturligvis er det ikke dem alle, men det er så stort et udvalg af dem, at det føles sådan. Man ser hvad der er nyt, man ser en masse dimser, gadgets, tilbehør, bøger, mønstre, opskrifter og selvfølgelig oceaner af stoffer og garner i alle afskygninger. Ih, hvor kan der dog opstå mange behov …

Kreativiteten blomstrer, og der er masser af kigge på – også uden for ens eget interesseområde.
Jeg skulle have kørt derover sammen med en anden, men hun måtte melde afbud i sidste øjeblik pga. sygdom, den stakkels kvinde. Øv, mest for hende, selvfølgelig, men vi havde begge glædet os til en rigtig tøsedag.

Jeg havde ikke meget lyst til at tage turen alene, så jeg spurgte John, om han kunne underholde sig selv i 2½ time, mens jeg fordybede mig i håndarbejdets verden.
Det mente han nok, at han kunne, så sådan blev det. Da vi mødtes igen, satte vi kursen mod Langeland, fordi vi var blevet enige om at tage over Spodsbjerg-Tårs hjem – men det er en helt anden historie.

Jeg var ved hallerne allerede kl. 9:15, og den første halve time var dejlig fredelig, med kun ganske få besøgende.
Derefter begyndte det at vælte ind, og da jeg gik ud kl. 11:50, var der totalt rædselsfuldt at gå rundt derinde!
John knurrede lidt, da jeg sagde, at vi skulle køre kl. 7, men jeg kunne for det første slet ikke se problemet, eftersom han oftest er ude af fjerene ved 6-tiden, og for det andet var jeg af ovennævnte årsag glad for, at jeg insisterede.

Jeg elsker som sagt den messe!
Jeg vil slet ikke begynde at regne på de kvitteringer, der ligger i den (store) taske, jeg yderst forudseende havde taget med til at fragte varerne hjem i. Hvis jeg lægger tallene sammen, kunne jeg sikkert blive helt dårlig over resultatet, og det er der overhovedet ingen grund til at blive.
Tværtimod vil jeg bare glæde mig over de ting, jeg fandt – det hele kommer med til Sverige, når vi kører en tur derop i morgen – der vil der være masser af tid til at studere det hele grundigt.
Jeg købte nemlig ikke ret meget garn, men jeg købte – blandt andet – flere bøger, et taskekit til en ny slags taske syet i jordemoderstil, nogle kaffestoffer (må ikke forveksles med Kaffe Fasset-stoffer, der nok umiddelbart er flotte, men som hurtigt bliver alt for overvældende), der var nye for mig, og som jeg skal have syet et hold dækkeservietter og krusunderlag af.

Hun syede, og hun syede

Min sylyst kommer i bølger. I det seneste år har jeg næsten ikke syet, men når jeg så endelig kommer i gang, er jeg næsten ikke til at stoppe igen.
Det er ikke fordi, jeg har savnet det, for hvis det var det, det handlede om, kunne jeg jo bare sætte i gang.
Der er som regel et eller andet, der skal tvinge mig til at sy igen, og denne gang var det altså Meretes taske.
Når jeg så er i processen, genopdager jeg hvor sjovt det rent faktisk er at lege med symaskinen, hvor meget jeg holder af at frembringe pæne ting ting jeg i hvert fald selv synes er pæne (tasken er dog godkendt af Merete), og så bliver jeg inspireret til den ene ting efter den anden.
Undervejs dukkede der ideer op til forbedringer på tasken, men ikke alle kunne gennemføres, da ideerne kom – det har noget at gøre med en syrækkefølge, der nødvendigvis må overholdes.

Fx som da jeg syede den udvendige lomme på den første taske, slog det mig, at jeg altid køber en flaske vand i lufthavnen, da man jo ikke selv må medbringe væsker. På min udgave kom der derfor i modsatte ende af knaplommen en lomme med ekstra rummelighed til en ½-litersflaske.
Snipperne, man holder i, når tasken skal lynes i eller op, ville måske være pænere, hvis de var i samme stof som kantbåndet …
Indvendige lommer ville være en klar forbedring …
Hankene må godt være en anelse længere …

Også denne gang havde jeg stof, der passede næsten helt perfekt til kantbåndet. Det kantbånd, som ikke kun er der af rent dekorative årsager, men fordi man syr tasken sammen vrang mod vrang for at undgå grimme kanter inde i tasken. Franske sømme er ikke en mulighed, fordi der er så mange lag stof.
Sømstykket zigzagges og kantbåndet sys på med maskine i den ene side og håndsys med så usynlige sting som muligt i den anden side.
Hvorfor kan man kun få skråbåndsfolder til 18 mm, når jeg skal bruge 20 mm? I stedet for at bruge sådan en nem dims, skal jeg selv stryge de indadbøjede kanter – over tre gange, oven i købet, først på midten for at have noget at øjemåle efter og derefter hver af de to kanter. Jeg har efterhånden lavet så mange skråbånd, at jeg vist er ved at være moden til at købe en justerbar skråbåndsfoldertrykfod til min symaskine – især til dækkeservietter ville det være smart at kunne lave skråbåndet as you go. Selvfølgelig vil man, i modsætning til her, kunne se sømmene, men dem kunne man gøre til en del af pynten.

Og hvorfor havde jeg så travlt med at sy tasken, når der er over en uge til vi rejser til UK?
Fordi når dette indlæg bliver udgivet, er jeg lige landet hos Ditte, hvor jeg skal sove i nat, så det var en oplagt mulighed for at teste, om tasken virker.

Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og … Dannebro?

Denne gang var det ikke magasinet Samvirke eller en af Coops forretninger, men Coops hjemmeside, den var gal med.

Jeg taler med sjællandsk accent – måske ikke voldsomt meget, men den er der, selv om jeg ikke er helt derude, hvor man kører med 56 bogstaver i alfabetet og to stavelser i te og is. Jeg er flyttet lige på grænsen til, hvor de begynder at ‘synge’ lidt mere, når de taler, men det gør ikke spor, for jeg synes, at Haslevs og Næstveds omegne har Danmarks grimmeste dialekter. På den anden side er det synd, hvis dialekterne forsvinder – også de mindre charmerende.
Tilgiv mig venligst, hvis jeg lyder lidt selvmodsigende.
Jeg ville så gerne bilde mig selv ind, at jeg taler rigsdansk, men jeg tror ikke engang på mig selv i den forbindelse … ikke desto mindre har jeg et forholdsvis tydeligt ‘g’ i Dannebrog, så det er ikke fra mig, vedkommende har fået den ide, at det hedder Dannebro.

I øvrigt var Samvirke-udgavens klumme skrevet af en meget ung mand, der er 100 år indeni. Han bliver superirriteret, krummer tæer og får knopper, når han ser alle de særskrevne navneord, som i stadig højere grad florerer overalt.
Hurra for, at der også er unge mennesker, der bliver lige så irriterede som os halvgamle stødere.

Da Charlotte var her for et par uger siden, blev hun varm på tanken om at forsøge sig med at lave æblechampagne.
Tim sendte billedet til venstre for en uges tid siden og her til morgen løb der en mail ind med et billede af Chateau Malt House.
Det passer så ikke helt, for det er ikke gæret og er derfor bare ganske almindelig æblemost, men hvorfor så de der ret autentiske champagnepropper?
Hun talte om at ønske sig et cider-kit i fødselsdags- eller julegave (hvad det så end består af), men gad vide, om hun allerede har investeret i et eller andet? Det er selvfølgelig nu, det skal bruges og ikke i december eller senere … det er nogle år siden, hun fik den franske, halvprofessionelle mostpresser af os (på billedet er den ikke samlet endnu, hvis nogle af jer skulle undre sig over, hvordan det dog foregår).   
Jeg har prøvet at ringe til hende, men hun er ikke hjemme – og mig, som er SÅ nysgerrig! Det er forbudt at sende sådan en mail og så drøne ud af huset.
Nu burde ungerne være hentet fra skole, så jeg prøver igen lige om lidt …

To glade ølentusiaster

Min mand går i byen med andre kvinder en anden kvinde. Nemlig min søster, og det er med min fulde velsignelse – faktisk vil jeg helst være fri for at følges med min mand ved disse lejligheder.
Min søster bor alene. Hun interesserer sig for øl. Det gør John også, så hun spurgte John, om ikke de begge skulle melde sig ind i Danske Ølentusiaster, deltage i interessante smagninger og dermed lære lidt mere om (gode) øl.
Den var han med på, vel vidende, at jeg aldrig frivilligt ville være med til at drikke øl.
I aftes var de til årets juleølsmagning. Jeg legede den opofrende og flinke hustru og kørte ham til og fra Køge, så ikke han skulle sidde og spytte i glassene.
Her skal juleøl bestemt ikke forveksles med nisseøl – der er snart ved at opstå et mere avanceret sprog inden for ølterminologien, end der findes tilsvarende for vin. Hvad mener I fx om teksten på billedet til højre, som er fra bryggeriet Willemoes? “En cremet mokkakrone” – holddaop, siger jeg bare – Peter Vinding-Diers og Flemming Hvelplund ville vende sig i de grave, de endnu ikke er kommet i, tror jeg.
Jojo, det er blevet den helt store videnskab. Ved samme bord som John og Merete sad der to fyre i trediverne, som var totalensusiaster og gjorde notater til den helt store guldmedalje, og alle de fine ord, de kunne, fik andre til at måbe.

Disse to øl var ikke på aftenens smagemenu, men er præmier. Den ene af de to just nævnte eksperter sagde, at John godt kunne glæde sig til den Gulden Draak, han var så heldig at vinde. “Inspired pale ale” – hvad betyder det mon? Hvad er den inspireret til? Eller af? Er det ikke noget sludder at skrive?
Der opstod almindelig buh-stemning ved trækningen af disse præmier. Der var fem øl på højkant og alle interesserede kunne købe fem lodder for en tyver, så John og Merete investerede hver en af slagsen.
Da præmierne blev udtrukket, vandt John den første øl.
Merete vandt den anden.
John vandt den tredje.
En af de to eksperter, som jo sad ved samme bord som mine to deltagere, vandt den femte øl.
Den fjerde gik heldigvis til et andet bord, men forestil jer lige folks reaktioner med sarkastiske og misundelige bemærkninger om aftalt spil!

Da jeg arriverede til aftalt tid, var man ikke blevet helt færdige med afstemningen om årets juleøl, så jeg satte mig ved bordet og ventede. Merete rakte et glas frem mod mig og sagde, at den her øl skulle jeg altså smage, for den var så god (det var den med den cremede mokkakrone). Hmmm. Okay da. Jeg kunne lugte lakridsen, lige så snart hun rakte mig glasset, så allerede der stod jeg næsten af. Mangoen var umulig at spore, og alle de andre noter (eller er det vinsprog?) druknede også i øl- og lakridssmag, men jeg var høflig og erklærede, at af en øl at være var det måske ikke det værste, jeg havde smagt … hvilket var sandheden, for jeg kunne ikke smage humle, som jeg absolut ikke bryder mig om og hvilket er den direkte årsag til, at jeg aldrig drikker øl.
Og prøv ikke at overbevise mig om andet. Summen af lasterne er som bekendt konstant, men jeg har nok i forvejen og jeg drikker altså bare ikke øl.

Afsnit 2 om udygtighed osv. kommer senere – jeg synes alligevel, det blev for meget med to surtklingende indlæg lige efter hinanden.

Projektmappekursus

Puuuhhh, jeg er træt i hovedet. Det er længe siden, jeg har skullet suge ny viden til mig i 8 timer i træk. Okay – 4 + 3½, for der var frokost, men det føltes alligevel som 24, da dagen var overstået og John kom for at hente mig.

Ragnhild, som ejer Den Lille Lade i Ejstrupholm, er en fantastisk kvinde, som formentlig kun har 24 timer i døgnet som alle andre, men hun når mere, end vi andre ville kunne nå, selvom vi havde det dobbelte. Hun har ingen ledige weekender på denne side af påsken; Hun modtager hele busfulde af folk til foredrag eller hun afholder eksterne kurser; hun afholder kursus i sin butik i dag og i morgen. På mandag skal hun aflereve 12 tasker, som hun godt nok har klippet, men endnu ikke syet. Vi var seks på kurset, og man kunne efter denne sidste erklæring finde seks underkæber nede på gulvet.

Hun har den mest velassorterede patchworkbutik, jeg til dato har set; hun har værksted, galleri og café.
Hun lavede kaffe, havde bagt rundstykker til morgenkaffen og lod os sidde og arbejde for os selv i en halv time, mens hun gik i cafeen og lavede en lækker kyllingeburger (hjemmebagte burgerboller, naturligvis!) med tzatiki til os til frokost.
Hun er kun et par år yngre end jeg er, så hendes børn er voksne, men hun er plejemor til to piger på (nu) 22 og 18 år. Den yngste af dem bagte muffins til os eftermiddagskaffen.
Hun havde gang i meget, meget mere – alene at høre om det kunne gøre mig træt, og der var vi ikke engang rigtig startet på selve kurset endnu …

Jeg fik produceret næsten en hel projektmappe. Noget af færdiggørelsen/finishen sprang jeg over, for de teknikker kunne jeg i forvejen, og da kurset indeholdt nok ny viden til at burde vare en hel weekend, lavede jeg nogle halve eller trekvarte ting, men nåede derfor også som den eneste at komme alle de nye teknikker igennem i løbet af dagen, hvilket jeg var virkelig glad for. Jeg har lært mange snedige fif og lækre små detaljer, der gør, at jeg vil kunne få noget til at se professionelt ud i stedet for at se lige lidt for hjemmesyet ud – sådan noget kan vi godt lide. Jeg gav mig tid til at skrive meget ned, hvilket jeg ved, jeg bliver glad for senere – de andre sagde hele tiden “Ih, jeg burde skrive noget af alt dette ned, men jeg synes ikke, jeg har tid til det, for så får jeg ikke syet lige så meget”. Jeg tror de fortryder, at de ikke tog sig den skrivetid, men tænkte, at det må de da selv om.
Ragnhild anbefalede at lave en mappe til inden for meget kort tid, så det hele kan nå at sætte sig fast i vores små overbelastede hoveder, hvilket jeg kun kan give hende ret i er en absolut nødvendighed, så Ditte: Skal du på ‘kursus’ hos mig, skal det nok ikke vare for længe … og et par timer er overhovedet ikke nok – det ville være perfekt, hvis du kunne tage med til Sverige, når vi tager derop 4.-8. december – i hvert fald i et par af dagene, men det må vi lige tale om. Jeg har forberedt John på, at jeg skal sy og sy og sy næste gang vi er deroppe.

Regnvejrsblues

Nu har jeg sukket efter regnvejr jeg ved ikke, hvor længe, og når det så endelig kommer, griber jeg mig selv i at gå rundt nede i Den Stråtækte og sukke for mig selv, mens jeg tænker, at der er laaang vej endnu. Rigtig lang vej. Forfærdelig lang vej. Vi får det aldrig pænt.
Det er supersvært at møblere stuerne … hvor skal jeg gøre af mit elskede og uundværlige skrivebord, som er et arvestykke fra min farmor?
Umiddelbart er der heller ingen steder at hænge det flotte egetræsvitrineskab med slebne ruder, som vi fandt på et loppemarked til sølle 75 kroner.
Vores nye reolsystem kan ikke stå, hvor det vil se bedst ud, hvorfor det må forvises til et mindre hensigtsmæssigt sted.
Hvis sofaen ikke kan spejlvendes, kan den ikke stå optimalt.
De møbler, vi har nu, er naturligvis købt til den stue, vi har nu … jeg ved godt, at det bare er ting, men det er ting, som betyder noget for os begge, og som vi ikke bare kan smide ud og købe nyt. Der bliver såmænd også rigeligt at bruge penge til alligevel, så vi skal have de møbler placeret på en eller anden måde. Punktum.
Hvad mon man renser fugerne med i badeværelset? Finn havde meget snedigt stillet en taburet i brusenichen, så jeg overså, at fugerne nede mellem gulv og væg er helt sorte. Bvadr.

Jeg er (heldigvis) godt klar over, at jeg ser så negativt på det lige nu, fordi ALT bare er møgbeskidt og roder dernede. Overalt er der spor efter håndværkerne, og sådan må det naturligvis også være. Når de har ryddet op efter sig, og jeg kan begynde at få gjort ordentlig rent, så skal humøret nok stige igen … jeg har ikke fortrudt noget som helst; det er slet ikke der jeg er, og det bliver godt. Engang – lige nu har jeg bare set tilstrækkeligt med rod, med værktøj og pensler smidt hist og pist, med savsmuld og afdækningsplast og løse gulve i stabler.
Kronen på dagens negativitet kom i form af en mail med tilbud på skabet i vores soveværelse. Fjortentusindefemhundrede kroner for 2,7 meter klædeskab bare med bøjlestænger og nogle hylder; uden smarte eller fancy ting! De må have spist søm! Så kan jeg godt leve uden skydelåger, kan jeg. John blev også en anelse mundlam, men da han fik mælet igen, spurgte han, om det er i orden, at han selv smækker et sammen, som vi kan bruge, til vi engang vinder i Lotto. Det er bare helt i orden med mig.

Det er godt, at jeg på en regnvejrsbluesdag kan trøste mig med mit Magic Puzzle, som jeg har købt til ipadden. John har også købt det, så vi lægger begge to puslespil til den helt store guldmedalje lige i øjeblikket. Jeg har altid elsket at lægge store puslespil og har lagt oceaner af dem gennem årene, men ikke så meget her i rækkehuset, fordi her er for småt til at have en stor plade liggende fremme i længere tid. 
Nu kan vi få vores lyst styret, og vi kan oven i købet lægge puslespil siddende mageligt i sofaen eller liggende i sengen. Det er jo fantastisk!
Det findes i en gratisversion, men køber man det, slipper man for det første for reklamer, og for det andet kan man få lov at skabe puslespillene ud fra ens egne billeder, hvis det er det, man ønsker, men gør man ikke det, findes der hundredevis af flotte motiver af enhver art – lige nu har jeg 323, inden jeg begynder at regne mine egne 16000 potentielle med.
Billedet fylder altid en iPad, men brikkerne varierer i størrelse, så der kan vælges mellem 42, 72, 143, 288 eller 550 brikker. De sidste er virkelig små, når de skal kunne være på ipadden – det afbillede motiv (et af mine egne fotos) herover er med 288 brikker.
Prøv det, kan jeg bare sige! Men pas på … det er en værre tidsrøver. Hver dag i august er der et nyt spil, hvor man ikke får lov til at se motivet på forhånd; man skal selv gætte, så det bliver først afsløret, efterhånden som man finder brikkerne. Det er med at have blik for detaljerne og et godt farvenuanceskelnesyn. Hjemmelavet ord, men det dækker fint hvad jeg mener.