Er dette politik? Nej, det er en opsang, er det

Jeg har lige siddet og bladret gennem Ældresagens medlemsblad (jeg nægter pure at skrive Ældre Sagen!) og blev lidt rystet.
Da jeg for 38 år siden blev ansat i det firma, jeg forlod for tre år siden, nærmest tvang jeg dem til at fortsætte den pensionsordning, jeg var begyndt på, mens jeg var ansat på Hvidovre Hospital. De ville ellers ikke, men jeg insisterede på, at hvis jeg skulle arbejde, skulle jeg også have en pensionsordning. Gennem en del år var det kun os to hospitalslaboranter, der havde en sådan pensionsordning, men efterhånden blev det mere almindeligt, og på et eller andet tidspunkt (jeg husker ikke hvornår) kom alle ansatte med i en ordning, hvor vi startede med at betale 1 % af vores løn og endte med at betale 5 %, hvor arbejdsgiveren hele tiden indbetalte dobbelt så meget som arbejdstageren. Jeg fik på denne måde to ordninger via min arbejdsgiver. Som senere blev til tre … og jeg havde derudover en privat opsparing.
Jeg troede faktisk, at det var et politisk påbud dengang, at alle lønmodtagere skulle indbetale til en pensionsordning, men har lige fundet ud af, at sådan er det ikke – det er stadig frivilligt, om man vil.

Og nu kommer det: FYFY skamme jer, der ikke gør noget for at sikre jeres egen alderdom!
Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kender ingen under 30 år, der tror på, at der er noget, der hedder folkepension, når de engang er færdige på arbejdsmarkedet, så hvorfor nogen med den overbevisning ikke gør en aktiv indsats for at sikre sig selv en tryg alderdom, går over min forstand.
15 ud af 100 lønmodtagere lægger ikke noget til side til pensionen. Shocking! Hvad pokker vil I leve af? Jeres ATP? Så meget udgør den altså heller ikke.
Man regner med, at disse “fattige pensionister” vil udgøre 20-25 % i 2050. Det er et skræmmende scenarie.
(Som tommelfingerregel skal man som pensionist have 75 % af indkomsten som lønmodtager for at kunne opretholde samme levestandard.)

Det er ingen undskyldning, at man har så meget andet at bruge sine penge på, når man er ung, lige har købt hus og lige har fået børn.
Jeg var enlig mor og sad vildt hårdt i det, men holdt fast i pensionsindbetalingen, hvilket alene skal tilskrives min fars insisteren på, at jeg gjorde – han kunne ikke understrege kraftigt nok, at det var bydende nødvendigt at sikre sin alderdom, og jeg kan jo nu se, hvor meget ret han havde.

Jeg har i dag en pæn pension, fordi jeg startede som 23-årig med at indbetale til den. Det giver IKKE nok at starte, når børnene er flyttet hjemmefra – især ikke set i lyset af, at folk får børn senere i dagens Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at jeg udelukkende taler om lønmodtagere her. Hvad der bør gøres for andre og i andre sammenhænge, hører ind under en politisk paraply og skal derfor ikke blandes ind i dette indlæg, men som lønmodtager har man mulighed for at selv at tage et pensionsansvar, og jeg kan, ganske som min far, ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er.
Så kom i gang, alle I unge mennesker, der tror, at det med pensionen kan I vente 20-25 år endnu med at begynde at tænke på. Det kan I nemlig ikke, hvis I vil være forholdsvis sikre på at få jer et indholdsrigt ældreliv med plads til fx rejser. Tal evt. med jeres bank – min var og er en god rådgiver.

Livets efterår skulle gerne være lige så smukt som naturens …

Nu har jeg betalt parkeringsbøden!

En af de første dage, i Cooperstown (den, hvor alt handlede om baseball), var der desværre en enkelt officer ved navn K. Barrows, der havde tankerne ved sit arbejde og ikke ved baseball. Vi havde ikke set, at der skulle betales for at parkere, hvor vi parkerede.
Surt, men da heldigvis kun 35 $ (små 230 kroner), hvilket er under en trejdedel af, hvad jeg skulle have sluppet herhjemme.
Jeg regnede – åbenbart naivt – med, at jeg bare kunne lange sedlen over til Avis’ personale og så lade dem klare afregningen, selvfølgelig mod, at jeg gav dem de 35 dollar. Det ville de imidlertid intet have med at gøre, og hvis jeg ikke betalte, ville Avis, som ejeren af bilen, få et brev, men det får man først efter 60 dage, og så vil bøden være steget til 140 $ – plus noget mere, hævdede de. Det nyttede ikke noget bare at ignorere bøden, tænkte vi – Avis er jo udmærket klar over, hvem de har lejet bilen ud til.
But you can pay online – it’s very easy.
Tak, tak. Det har jeg så gjort nu. Det var problemløst, og fem minutter efter fik jeg en mail om, at sagen var bragt i orden.
Fartbøder fik vi ingen af – John var meget omhyggelig med at overholde fartgrænserne (det er han altid). Billigste sats er 150 $, som vist stadig er meget billigere end herhjemme.
Det var benzinen også – ca. 4,25 kroner literen. John smilede stort, hver gang han tankede op.
USA er ikke et dyrt land at feriere i. Det er naturligvis ikke gratis at komme derover, men ellers synes vi nok, at man kan få temmelig meget for sine penge. Når vi spiste ‘fint’, kostede hovedretten omkring 25-30 dollar, men det kunne snildt lade sig gøre at nøjes med at give mellem 15 og 25 $ – uden at den af den grund var junkfood, men gode og sunde måltider.
Turen har haft andre uforudsete og dyrere konsekvenser end end parkeringsbøden. Vi sov nemlig så fabelagtigt godt i Lenes gæsteværelseseng, at vi allerede efter den første nat erklærede, at sådan en topmadras vil vi også have! Finn oplyste os om, at vi skal gå efter dem med memory.
Jeg har efter hjemkomsten gransket en del i topmadrasser og har nu bestilt to nye, bløde, lækre, 9 cm tykke 3D Memory K60 topmadrasser. De var lidt dyrere end den dumme parkeringsbøde, men det bliver herligt at sove så godt igen. Jeg syntes ellers, at vi har gode topmadrasser, men de faldt grundigt igennem efter besøget hos Lene – og i øvrigt også ved de fleste af de mange hoteller, vi nåede at sove i – vi sov simpelthen så godt næsten hver eneste nat.

Ahornsirup og halloween/høstpynt galore – så er vi i det efterårsklædte, nordøstlige USA … jeg købte ikke engang noget ahornsirup med hjem, hvilket jeg først fortrød, men som viste sig at være heldigt, for da vi vejede kufferterne i Newark, vejede de hhv. 24,8 og 20,8 kilo. Vi må have 23 kilo hver, så jeg flyttede lidt ting over i Johns kuffert, så min kom ned på 23,0 og Johns på 22,6 kilo. John drillede mig lidt med, at jeg et eller andet sted måtte have kalkuleret forkert med indkøbene, siden vi havde 400 gram til overs.

Fakta er …

Fakta er et sted, jeg var i formiddags. Tænk, at det skulle nå så vidt, at jeg helt frivilligt handler i Fakta – det havde jeg ikke troet muligt, men der er flere årsager; bl.a. er det det supermarked, der ligger tættest på (4 km), og når jeg som fx i dag bare stod og manglede et par appelsiner, så kunne jeg lige så godt cykle dertil som til Præstø. Desuden benytter jeg lejligheden til at se, hvad de har på tilbud af de varer, jeg normalt køber alligevel. I dag var det Senseo Café Noir til 20 kroner pakken. Normalprisen er 32-35 kroner, og når det er på tilbud i Brugsen, koster det 25 kroner pakken.
Det gode smør til en 10’er – det var også i orden.
Jeg vil dog stadig ikke køre i Fakta med min store uge-indkøbsseddel, for så ved jeg, at de højst sandsynligt ikke har alt, hvad jeg skal bruge, men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet at give mere for præcis den samme vare, bare fordi jeg partout vil handle i Brugsen eller i Menu. Jeg skal bare sørge for jævnligt at fylde lageret op med tefiltre, kaffe, flåede tomater og andet i samme stil, hvor jeg får den samme vare billigere.
Sådan er det altså også at blive pensionist …
Nu kan nogle af jer måske undre sig lidt over, hvorfor jeg går op i den slags småting, for vi kan vel ikke være helt fattige med den rejseaktivitet, vi lægger for dagen. Det er vi heller ikke, men rejsekontoen er en speciel opsparingskonto, som vi helst ikke piller ved. Det at kunne rejse meget er noget, vi har glædet os til i mange år, og vi stornyder, at det nu er blevet en mulighed for os. Jeg sætter en ære i at klare dagligdagen for efterlønnen og den pension, jeg får udbetalt. Det er til gengæld ikke de voldsomme midler, så derfor …

En anden (og herlig!) side af pensionistlivet er, at man har uanede mængder af tilgængelige solopgange, lige til at nyde og forevige. Måske ikke lige ved højsommertide, men fx som denne perle, der er fra den 20. august klokken 06:15; dvs. på et tidspunkt, der er til at overskue også for sådan en som mig, der godt kan lide at dvæle i sengen om morgenen. Og de bliver mere og mere menneskelige, så at sige, de solopgange – det er ikke kun negativt, at dagen nærmer sig tidspunktet på året, hvor den i længde må se sig overgået af natten.

Parfumen over alle parfumer

Jeg har brugt parfume/eau de toilette i 45 år, og jeg har prøvet mange af slagsen – de fleste med held; nogle få var ikke så gode på mig, selv om det var det jeg syntes, da jeg prøvede dem.
Fiji, Shalimar, Trésor, L’air du Temps – det var de gode, som blev købt mere end én gang.
Yndlingen over alle yndlinge er Elizabeth Taylors White Diamonds. Den har jeg brugt i omkring 30 år, og 80-90 % af mine parfumeflasker har været denne.
Det pudsige ved parfumer er, at man ikke kan anbefale dem til andre. Den, der dufter skønt på én kvinde, kan få en anden til at stinke værre end …  Selvom Charlotte formentlig har halvdelen af mine gener, kan vi overhovedet ikke bruge den samme parfume – de dufter så forskelligt på os, at ingen kan gennemskue, at det er samme parfume. ‘Forskelligt’ er ikke det rigtige ord – lige så god Allure er på C, lige så dårligt lugter den på mig, og den eneste gang, hun har prøvet min White Diamonds, spurgte John, om hun var gået i lære som bordelmutter.
White Diamonds var mit kendemærke på arbejdet. Ingen andre brugte den, og alle vidste, at det var Ellen, der var (eller lige havde været) i rummet. Når folk sagde sådan, troede jeg i starten, at jeg havde brugt for meget, men kolleger jeg stolede på, sagde, at det ikke var tilfældet – den parfume var bare så god og så meget mig, at den var blevet min signatur.
Når jeg bærer den, har jeg flere gange været ude for, at både kvinder og mænd i fx kassekøen i supermarkedet har spurgt mig, hvad det dog er for en parfume jeg har på, for den dufter helt vidunderligt … jeg har gennem årene fået mange positive kommentarer pga. duften af White Diamonds.
Det gør ikke noget.
Hver gang jeg kommer i en hvilken som helst lufthavn, skal jeg prøve en to-tre parfumer. Der kommer hele tiden nye til, men de fleste af dem har en bestemt ingrediens, som jeg ikke ved hvad er, men som jeg synes lugter dårligt og nærmest kemisk. Kvindelige ekspedienter over 50 ved godt hvad jeg mener og er enig med mig, men ingrediensen er svær at komme udenom.

De sidste mange år har jeg købt White Diamonds i lufthavne rundt omkring, fordi jeg gerne vil spare lidt penge i forhold til detailhandelprisen i Danmark, men det er færre og færre lufthavne, der fører den.
For et par år siden stoppede Heathrow med den, hvilket bekymrede mig, for det er som bekendt en virkelig stor lufthavn med et kæmpe vareudvalg.
Sidst, jeg fløj, havde de også droppet den i Kastrup lufthavn. Nu blev jeg for alvor bekymret – går den helt ud af produktion? Det ville jeg blive meget ked af.

I dag fik jeg den lyse ide at se, hvad internettet har at sige om det.
Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg fandt en butik, som sælger 100 ml til 279 kroner, hvilket (så vidt jeg husker) er omkring 200 kroner billigere end den var i lufthavnen! Amazon har den til bare 15 £, men de må ikke sælge til Danmark. Så er det godt, at jeg har en dækadresse i England.
Problemet er løst. I  hvert fald for en tid. Der er små bekymringer og der er store bekymringer.
Jeg ved godt, at man siger, at internethandelen ødelægger det for detailbutikkerne, men når jeg kan få varen til under 1/3 af prisen, så bliver det internethandel for mit vedkommende.

Den enes død …

Engang for mange, mange år siden var der i mit firma noget der hed medarbejderaktier. I starten var det rigtig sjovt at kunne købe den slags, fordi vi måtte købe dem til kurs 105. Det sjove i det var, at de på et tidspunkt rundede kurs 2000. Ganske pæn fortjeneste på de fem år, de var bundet, inden vi måtte sælge dem. Skattefrit. Desværre var der grænser for hvor mange vi fik lov at købe.
Efterhånden strammedes lovgivningen lidt, og fra kurs 105 steg vores fordelagtige kurs til “aktiens indre værdi” – et teknisk begreb, jeg aldrig helt fattede, men det kunne stadig betale sig, så jeg købte hver gang vi fik tilbuddet, hvilket er længe siden sidst. Gennem de seneste år har der nemlig kun været aktier til direktionen i form af aktieoptioner – de troede nemlig på, at vi medarbejdere troede på, at direktionen så sandelig heller ikke fik nogen lønforhøjelser … det krævede dog ikke den store kædestrammereksamen at gennemskue – man skulle bare kunne læse et årsregnskab.
Der skete ting og sager. Vi blev udskilt fra moderselskabet og blev et selvstændigt aktieselskab. I lang tid så det lidt temmelig sort ud med fortjenesten på de aktier, så jeg lod dem stå. Og stå. Og stå. Tjekkede kun sjældent kursen, for jeg havde givet mig selv en nedre grænse for hvornår jeg ville realisere aktierne, og den var de meget længe meget langt fra. 
For nogle måneder siden skete der endelig et gennembrud og de steg så meget, at det igen begyndte at blive interessant at følge lidt nøjere med i kursudviklingen.
For en uge siden fik deres største konkurrent tvungent produktionsstop. Det er absolut noget værre skidt for en hvilken som helst virksomhed, og selvfølgelig også for denne franske, som ellers sidder/sad på størstedelen af det franske marked. Mit gamle firma gik storsindet (!) med til at “gøre alt hvad de kan” for at hjælpe de patienter, der er midt i en behandling, således at de kan fortsætte med den.
Så fik aktierne lige et nøk til, og i dag har jeg solgt dem.
De var mit eneste engagement i Danske Bank. Vi havde ikke noget valg mht. anbringelsen, og jeg var egentligt også lidt ligeglad, men i dag fandt jeg DB i Næstved og fremførte mit ærinde.
Han sagde: “Du har X aktier, og lige nu kan du sælge til kurs Y. Skal jeg trykke på Ok?”
Jeps.
“Du er klar over, at fortjenesten er skattefri, ikke?”
Joda …
“Nåhmen, det skal jeg bare oplyse dig om, lige som jeg skal oplyse det til SKAT.”
Det gør du bare … det gør lige som ingen forskel for mit vedkommende.
Pengene har hele tiden været øremærket til i hvert fald én stor rejse.
Nu må vi se, hvor den kommer til at gå hen.
Jeg har lovet John aldrig at se på kurserne mere på lige præcis denne aktie – han gider ikke høre mig tude, hvis de om et år er steget yderligere.
Lige nu har jeg det bare ret fedt.
De er i øvrigt faldet lidt siden i formiddags. Det er nok fordi jeg solgte mine … det har virkelig rystet aktiemarkedet …

Det gælder om at regne den ud

I dag kom vi da uden for en dør …
Vi kørte til Næstved Storcenter, hvor vi var i Toys R Us, i BR, i Bog & Idé og i Bilka.
Børnene ønsker sig drager og figurer fra How to Train Your Dragon, som er et kæmpehit derovre. Er den også det herhjemme? Jeg havde slet ikke hørt om den før de var her i deres efterårsferie.  Figurerne findes også herhjemme, men da slet ikke i det udvalg, de har i UK.
Jeg er så heldig, at jeg er den første, der ser børnenes ønskeseddel, og når jeg har købt hvad jeg vil købe, bliver den givet videre til andre. Det kræver på den anden side, at jeg ikke udsætter julegaveindkøbene til sidste øjeblik, men er nødt til at være hurtig på aftrækkeren.

Vi valgte Toys først, fordi den er størst. Derfra gik vi med aldeles uforrettet sag.
Så BR. Her havde de én af de ønskede figurer. Det irriterer mig, at jeg skal bestille det via Amazon, få det sendt til Charlotte, som så kan have ulejlighed med at slæbe gaverne med til Danmark, men det bliver vist nødvendigt.
Både i Toys, BR og Bog & Idé kiggede jeg efter et spil, der hed Othello, da Charlotte var barn. På engelsk hedder det Reversi; ungerne spillede det på min telefon sidst de var her og blev ret glade for det, hvilket er fint, for det er et spil, hvor man skal tænke sig godt om, inden man lægger sin næste brik. Nu ville jeg købe en ikke-elektronisk udgave til dem, men det findes slet ikke mere, lød beskeden alle tre steder.
Google, google.
Selvfølgelig findes det. Jeg fandt det i flere udgaver og valgte … ikke den her viste, men en noget mindre magnetudgave, så de kan spille det, mens de kører bil.

Det med at regne den ud: I Toys og BR (som er den samme butik med samme varesortiment. Næsten …) havde de gavepapir på “tilbud”: SE HER 2 RULLER GAVEPAPIR KUN 60 kroner!
2 x 5 meter for 60 kroner? Det lød meget dyrt. Selv i hovedet kunne jeg regne ud, at det er seks kroner meteren, og det var ikke engang pænt.
I Bilka, hvor vi sluttede af, havde de 25-meters ruller – nydelige – for 30 kroner. Det kunne jeg også godt regne ud i hovedet: 1,20 kroner meteren.
Begge var 70 cm brede. Morale: Man skal se sig godt for, men det er der vel ikke noget nyt i?
Jeg skal i øvrigt til at handle mere i Bilka. Jeg har altid afskyet at komme i den forretning og gjorde det kun, hvis det var yderst nødvendigt, for i Ishøj og Hundige-afdelingerne er der altid en million mennesker; man kan ikke komme til, og der er en masse støj.
Her i Næstved var der masser, masser af plads, og klientellet var et ganske andet og langt mindre støjende. Det må man nok ikke sige, men det kom jeg søreme lige til …

Og jeg troede Læsøsalt var dyrt …

I forbindelse med et andet ærinde i Præstø i dag gik jeg i Menu for at købe et par småting til den mangochutney, jeg besluttede mig for at lave, da jeg så, at mangoer var på tilbud i Brugsen.
Her så jeg et mærke salt, jeg ikke har set før:

Og jeg som troede, at Læsø Sydesalt var dyrt – jeg skrev om det for seks år siden. Det synes jeg stadigvæk, at det er, og jeg bruger stadig ikke Læsø salt, men kommentarerne til indlægget dengang fik mig alligevel til at eksperimentere med forskellige slags salt – og derefter selv lave forskellige slags.
Og indrømmet: Selv uden alt muligt tilsat er flagesalt anderledes (og lidt bedre) end det salt, vi putter i for at salte pasta- eller kartoffelkogevandet. Synes jeg. John er ikke enig, og vi kører derfor med et lille udvalg af forskellige salte til at putte på maden.
Jeg købte ikke det der natrium i kloridende [potens].
De kan ikke engang skrive det rigtigt. Det er såmænd nok bevidst forkert af hensyn til det grafiske indtryk, men som arbejdsmiljøskadet kan jeg bedst lide, når tingene står rigtigt, således at der i dette tilfælde bør stå NaCl og ikke Na^Cl.
Når noget står løftet, er det ofte tal, og så betyder det i en eller anden potens. 2¹⁰ betyder to i tiende (som er 1024).
Men altså … salt til 570 kroner kiloet. Læsø Sydesalt koster ‘kun’ 264 kroner kiloet – en god del under det halve. Jeg har som sagt kapituleret mht. at salt ikke altid bare er salt, men jeg vil stadig ikke være til grin, og det ville jeg føle mig, hvis jeg købte det der natrium i kloridende. Maldon salt er glimrende.

Jeg ville ellers have skrevet om alle mine havtorn og den smarte metode, jeg undervejs udviklede til at få bærrene af grenene med, men det må vente til i morgen. Det passer ikke ind i dagens brokkestil …

En formue og en underlig svamp

Der er en del, der har grinet af de penge, som 900.000 danskere har fået tilbage i skat. Det har vi såmænd også selv, men forestil jer, at pengene ikke var blevet udbetalt: Så havde medierne haft skrigende travlt med at anklage SKAT/regeringen/den forrige regering for at snyde “knapt 1 million danskere” for deres retmæssige penge. Stor historie, der kunne have været kørt i dagevis her midt i agurketiden.
John fik 20 kroner. Jeg har ikke fået noget, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg har også betalt til en sundhedsforsikring fra 2004-2012.
Nå. Jeg overlever vel, selv om det må være (endnu en) fejl, for selvfølgelig har det hele tiden kunne mærkes, at jeg gennem otte år har fået vel omkring en krone mindre udbetalt om måneden – jeg vidste bare ikke hvorfor økonomien ikke holdt – at jeg i virkeligheden blev snydt af det officielle Danmark! 
I går kunne man sms’e ind til P4 og fortælle, hvad man ville bruge pengene til. Jeg foreslog John, at han skrev, at han først skulle tale med sin formuerådgiver, inden han besluttede sig, men kunne ikke komme til det, fordi hun hele tiden var optaget af andre, der også havde fået skattepenge tilbage, og køen var lang …

Da vi cyklede en tur gennem Hollænderskoven i dag, var der ikke mange svampe at se. Jeg gætter på, at det er for tørt, men pludselig så jeg denne lige ved siden af cykelstien. Den var 25-30 cm høj og lidt lysere end svovlgul. Jeg har aldrig set sådan en fætter før og er spændt på, om jeg har bestemt den korrekt.
Da jeg billedgooglede “gule svampe”, kom der, udover masser af billeder af kantareller, guldgafler og andre gule skovsvampe, mangt og meget totalt unyttigt og uvedkommende op, såsom natursvampe (dem, man vasker sig med), grydesvampe, en badeand, to kopulerende (sorte!?) biller, et par ulækre tånegle og nogle belagte tunger. En mere specifik søgning “gule poresvampe” gav noget mere brugbart, og jeg er kommet frem til, at dette må være en svovlporesvamp, men er ikke sikker, da den ser mig noget atypisk ud. Jeg smider senere billedet på FB’s Svampeatlas, som sikkert vil kunne være behjælpelige med det rigtige svar.
Bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg ved, at, uanset om det er en svovlporesvamp eller en anden, så er det ikke en, jeg vil spise.

Det er svært at indrømme en fejl

30. juli:
Da vi købte de hvide havemøbler i Havemøbelshoppen, var det et tilbud, jeg så på nettet, vi kørte efter.
Det viste sig, at de kun havde bordet og bænken tilbage på lageret; hvis vi ville have stole med, var vi nødt til at købe nogle af de andensorterings, de havde stående et andet sted i butikken.
Vi kiggede på dem og blev enige om, at vi godt kunne bruge to af dem.
Nu skulle vi til at handle, syntes jeg, for tilbuddet gik på bord, bænk og to stole – fejlfrie, naturligvis – så hvordan skulle vi nu lige få det på plads?
Da jeg kom med et prisforslag, blev han helt vred i sin stemmeføring, da han gjorde mig opmærksom på, at de sandelig ikke forærede deres varer væk her i butikken; de skulle også leve, og det var i forvejen et godt tilbud.
Hovhov, tænkte jeg – har du aldrig prøvet at forhandle en pris før? Du behøver da ikke at blive vred på mig …
Dette sagde jeg ikke højt; i stedet sagde jeg, at så kunne han jo komme med et forslag. Det gjorde han – jeg var ikke enig, og det endte med, at jeg fik de fem dele for 2700 kroner (vejl. udsalgspris for førstesortering er ca. 6000 kr). Min pris ville jeg ellers ikke have fortalt her på bloggen, men resten giver ikke helt mening uden at kende den.
Det var stadig et godt tilbud, og man skal kigge godt efter på stolene for at finde grunden til, at de ikke kunne sælge dem til fuld pris.
Men. Jeg var uopmærksom et kort øjeblik, da jeg skulle betale og opdagede et mikrosekund for sent, at jeg havde accepteret en sum af 4733 kroner.
Det gjorde jeg naturligvis opmærksom på og sagde, at han måtte føre pengene tilbage, og så måtte vi tage betalingen en gang til.
Det kunne kan ikke finde ud af. Hvad han sagde var følgende (i et bebrejdende, “Lille-De-tonefald”):
”Jeg er jo nødt til at tage den fulde pris for møblerne. Det skal jeg gøre. Rabatten fører systemet selv tilbage på din konto.”
Det var noget værre sludder – jeg fortalte ham, at den fremgangsmåde har jeg aldrig hørt om før. Jeg skal betale prisen med rabatten fratrukket. Punktum. Ikke noget med penge frem og tilbage – deres interne regnskab skal min bankkonto ikke blandes ind i.
Jeg skal skåne jer for hele vores lange diskussion, men han holdt stædigt på sit og sagde, at jeg skulle gå hjem og tjekke min bankkonto, for han ville godt vædde på, at de 2033 kroner var returneret til den. Jeg fik ham dog til at notere på deres kopi af bonen, hvad jeg dikterede til ham.

Der var selvfølgelig ikke ført penge retur. Den 10. august ringede jeg og gjorde opmærksom på det. “Lars er her igen i morgen. Kan du ringe igen dér?”
Dagen efter indrømmede Lars modstræbende, at han vist var kommet til at taste mit postnummer ind som beløb, og at han ikke vidste, hvordan han skulle redde situationen, “men i morgen er vores bogholder der. Kan du ikke ringe i morgen?”
Hrmpf. 11. august bad Lars om mit kontonummer og lovede at få pengene ført retur samme dag.
Der skete ikke en pind …

14. august sendte jeg en noget vrissen mail til Havemøbelshoppen, hvor jeg beskrev forløbet, og samme aften kom der mail fra selveste direktøren … han beklagede “alt dette rod” og lovede at få overført pengene til mig straks næste dag.
Jeg takkede og svarede, at så droppede jeg alligevel ikke hans butik – især ikke, hvis vi kunne finde ud af noget med nogle hvide polyrattanstole.
Vi har to, og Tim faldt pladask for dem – han mente de ville passe perfekt i deres engelske have.
Jeg fik et ganske godt tilbud på to stole med hynder “som kompensation for mit bøvl”.
Nu har vi jule-/fødselsdagsgave til Tim.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Et lille indblik i vores privatøkonomi

Der kom et brev fra Nykredit, adresseret til os begge, hvilket plejer at betyde, at det drejer sig om et eller andet med huslånet.
Det holdt stik.
Nu får vi simpelthen råd til også fremover at tage på ferie. Der var ikke et øje tørt … hele SYV kroner mindre at betale hvert kvartal. Jaaamen altså … det er virkelig overvældende.

Helt så overvældet blev jeg ikke af at se danboligs reklame på de lokale busser. Det skulle da lige være af sorg over grammatikken.
Jeg har skrevet til Køgeafdelingen og tilbudt mig som korrekturlæser, så de ikke en anden gang sætter den slags skiltning i værk uden at være sikker på, at grammatikken er i orden. Med så få ord burde korreturlæsning ikke belaste en ejendomsmæglerkædes budget i bekymrende grad.

Så er der permanent skyfrit hos Nielsens

Jeg købte for flere år siden mit eget domæne af to grunde: Ambitionen om at lave en hjemmeside om vores rejser og muligheden for at få en mere skræddersyet mailadresse.
Hjemmesiden blev aldrig rigtig til noget – i stedet fik jeg øjnene op for den mere interaktive blogverden. Webhotellet hedder one.com, og jeg er fint tilfreds med det. Det understøtter også WordPress, således at jeg kunne have min blog hos dem og dermed ikke skulle tænke mere over backup, men så vil jeg miste en alt for stor del af administratorrettighederne, hvilket jeg ikke har lyst til.
One.com har en feature, der hedder Cloud Drive, hvor man lægger sine billeder og dokumenter i ‘skyen’, som det hedder.
Smart, tænkte jeg: En ekstra backup udover de to eksterne harddiske, jeg allerede kører med; en i DK og en i Sverige. Jeg er nemlig ret hysterisk med mine billeder – VIL simpelthen ikke miste dem.
Cloud Drive er også smart på den måde, at den hele tiden synkroniserer mellem enhederne og skyen; dvs. ikke kun en konstant og løbende backup, men også adgang til mine billeder og dokumenter på alle vores enheder (to ipadder og to mobiltelefoner) anytime.
Det lød ikke særlig dyrt, så jeg var med på ideen.
Det var ikke engang særlig dyrt. I starten … men …
Jeg tog jo flere og flere billeder, så cirka en gang om året fik jeg en mail fra One.com om, at nu havde jeg overskredet loftet og måtte derfor op på næste trin på abonnementsstigen.
Dumme Ellen betalte bare og havde egentlig ikke helt styr på den årlige omkostning, fordi det kom sådan lidt snigende med en lille stigning ad gangen.
For et par dage siden kom regningen for det næste år.
2160 kroner!!!
Bare fordi jeg nu er oppe på at skulle have plads til 250 GB. Der var oven i købet ikke længe til, at dette tal også ville blive overskredet, hvilket ville medføre næste step på 500 GB, som ville have kostet mig 4320 kroner om året. Det er godt nok mange penge – jeg ville kunne investere i en hel del eksterne harddiske på flere TB for de penge.
Så kan jeg godt leve uden den ekstra backup og uden at have adgang til mine billeder via skyen.
Jeg fik nedgraderet mit abonnement til begynderpakken på op til 5 GB, som er mere end rigeligt til mig, når billederne er pillet ud.
Dermed kom jeg ned på kun 135 kroner om året. Det kan jeg leve med.

---

Jeg fik ellers olieret vores køkkengulv i går.
Jeg tabte en hel flaske olivenolie. En liter olie og ti millioner glasskår fordelt på et par kvadratmeter. FOR HÆVLED!
John hørte knaldet og min indædte banden helt ud på terrassen og kom ind med det samme. “Har du skåret dig?”
”Nej, heldigvis ikke, men for hulen da et forbandet svineri”.
Det kostede en halv times arbejde, hvor det lykkedes mig at skære mig en enkelt gang.
Det hele bare fordi jeg skulle afprøve Brugsens stenalderbrødblanding:
Tilsæt 5 æg, 1 dl olivenolie og 2 tsk salt. Kom i en smurt form. Bag.
Nemt. Jeg har dog en vis tvivl om, hvorvidt man bagte på den måde i stenalderen. Æg og olivenolie … jamen det havde man da også lige ved hånden i enhver stenalderhusholdning …

Roses den som roses bør

Nu skal det ikke være brokkerier altsammen – selv om man er ved at udvikle sig til a grumpy old lady, bør grumpy gemmes lidt af vejen bare en gang imellem, og jeg vil her komme med en frivillig og ganske gratis reklame for DFDS.
Som nogle vil have læst, bestilte jeg DFDS-billetter til England for kort tid siden; helt præcist fik jeg den endelige bookning d. 22. januar.
Den 24. januar løb der en en tilbudsmail ind fra DFDS om, at man i hele 2014 kan tage bilen gratis med til England.
Jeg tænkte over, om jeg skulle brokke mig, men normalt, når der løber denne slags tilbud ind, står der tydeligt, at de ikke gælder for allerede bestilte rejser, således at man ikke kan forvente at få penge retur på en allerede betalt billet.
Det kunne jeg dog ikke finde noget om denne gang – om det er en forglemmelse, skal jeg ikke kunne sige, men nu mente jeg, det måtte kunne betale sig at gøre et forsøg, så jeg sendte følgende mail til DFDS:

Jeg må indrømme, at jeg godt kan ærgre mig lidt mere end en anelse over at have været hurtig på aftrækkeren, hvilket ellers nok plejer at kunne betale sig.
Den 22. januar fik jeg mit bookingnummer til en tur til UK på Commodore class. (Bookingnummer xxxxxxxxx-3).
Den 24. januar kom der et tilbud på mail om at få bilen gratis med til England i 2014. Der stod godt nok ikke noget om hjemturen, men uanset om det er 1000 eller 2000 kroner, dette handler om, er det trods alt en slags penge … især når man har betalt [en hulens masse penge] for at komme til England.
Bare to dage skilte os ad. Jeg vil helst tro, at I forstår min ærgrelse, for som sagt plejer man ikke at blive straffet for at være i god tid, men jeg kunne jo sagtens have ventet tre dage med at bestille.
Jeg håber derfor, at det er muligt at få nogle af pengene retur for den bestilte rejse, da jeg ikke kunne finde noget om, at tilbuddet ikke gjaldt for allerede bestilte rejser.

I går løb følgende mail ind fra DFDS:

Hej Ellen
Jeg har ændret din booking, og refunderet kr.: 1.996,- tilbage på dit kort.
Jeg sender et nyt rejsebevis.

Se, det er simpelthen totalt i orden.
Vi er selvfølgelig også forholdsvis gode kunder … jeg aner dog ikke, om de har været inde og checke hvor tit vi rejser med DFDS, eller de simpelthen har erkendt, at hende fru Nielsen er i sin fulde ret til at forlange penge retur.

Hvis jeg sammenligner en billet, som vi ville have købt den, før vi blev luksusmennesker, der helst kun vil rejse på Commodore Class, og, som normalt, skulle betale 998 kroner pr. vej for bilen, er merprisen denne gang derfor reelt kun 672 kroner for at få al den herlige komfort i den private lounge, luksusfølelsen, den frie bar, kager, frugt, snacs og morgenmad. En flaske vin pr. vej og måske en cognac til aftenkaffen … så er de små 700 kroner såmænd hurtigt brugt.

Mindre eller intet tilskud til medicin – hvem gavner det?

Advarsel: dette er et langt og kritisk, men forhåbentlig også informerende indlæg…

Den 24. februar blev der sendt et  åbent brev til vores sundhedsminister. Jeg håber søreme han har læst det – og reagerer på det.
Det handler meget kort sagt om, at det nu er for gennemskueligt, at medicintilskud fjernes eller nægtes alene for at spare penge og ikke længere har det rette fokus på patienternes ve og vel.

Jeg kan (måske) lige akkurat og med armen vredet om forstå, at man kunne finde på at sætte alle tilskud lidt ned, men jeg fatter ikke, at man vælger at beholde nogen tilskud fuldt og i stedet nægter at give så meget som en krone, hvis der kommer et nyt og forbedret produkt.
Der forskes hele tiden i ny og bedre medicin. Det koster i omegnen af en milliard at få et nyt præparat igennem fra start til slut; over toksikologiske undersøgelser til kliniske afprøvninger i tre forskellige faser. Der skal dokumentation, dokumentation og atter dokumentation til, før medicin bliver sluppet løs på sagesløse patienter. En dokumentation, der slet ikke er krav om til alternativ medicin, hvor det ikke engang er nødvendigt at kunne dokumentere en effekt, der ligger over placeboeffektens.

Det er rigtigt, at meget medicin har bivirkninger. Langt de fleste af disse er velkendte og beskrevne – det er en opvejning mod virkningen, om medicinen kan frigives. Hvis man forestillede sig, at der blev fundet en medicin, der helbredte kræft 100%, kunne der accepteres flere og værre bivirkninger, end hvis man ‘bare’ havde fundet et nyt smertestillende præparat, som der i forvejen findes snesevis af.
Ja, jeg sagde en milliard. Det er mange penge, og derfor koster medicin mange penge. Derfor er et nyt præparat beskyttet i nogle år, inden kopiprodukterne bliver sluppet løs, så medicinalfirmaerne får en chance til at tjene pengene ind. Hvis ikke de får den chance, bliver der ikke råd til forskning, og så kommer der ikke ny medicin på markedet.

En ny form for medicin skal igennem rigtig mange test og afprøvninger; først på raske personer (primært bivirkningsundersøgelser), derefter på personer, der lider af det, medicinen er rettet imod. Dette er oftest undersøgelser, der udføres i flere lande – hvis man vil sælge i Europa, skal der testes i Europa. Hvis man vil sælge i USA, Japan eller Australien, skal der testes i USA, Japan eller Australien. Måske logisk nok, men det mindsker ikke omkostningerne.
Sundhedsmyndighederne er særdeles kritiske over for, hvad de frigiver til markedet – det skal de sandelig også være – men det ærgrer mig lidt, at så få ved, hvad der egentlig ligger bagved, inden medicin bliver hevet over skranken. Det irriterer mig også, at ‘man’ har ondt af, af noget medicin er meget dyrt, og at ‘det samme’ kan fås til langt mindre. De, der fremstiller kopiprodukterne, har ikke haft en udgift på en milliard til hele udviklingen og alle afprøvningerne verden over, så selvfølgelig kan de sælge deres produkt billigere. Bivirkningsprofilen kan også være anderledes, hvilket er forklaringen på, at ikke alle kan tåle et hvilket som helst produkt.

Når der så bliver frigivet et forbedret produkt, bliver der ikke bevilget tilskud til det, “for der er jo allerede et, der virker”. Jaja, det er der da, men dette nye er bedre (hvis det var det samme eller endog ringere, var det sandsynligvis ikke blevet tilladt at markedsføre det), så hvorfor forhindre folk i at få det?
Vi forbedrede vores eget produkt fra at være en vaccine, der ændrede sig fra, at man skulle have fri fra arbejde for at gå til lægen og blive injiceret ved hjælp af en kanyle, nu i stedet kunne tages hjemme i form af en tablet, der lægges under tungen og bliver opløst/optaget i løbet af et par sekunder. Behandlingen består af en hel del vaccinationer, og da der er mange, der hader at blive stukket, var dette en klar forbedring, men tilskud blev nægtet, så folk har simpelthen ikke råd til at gå i en nemmere og bedre behandling end den, de kan få offentligt tilskud til.
Det er da tosset… 
Der er lavet (upartiske) socialøkonomiske beregninger, der viser, at inden for få år efter behandlingsstart vil det være meget billigere for samfundet, hvis der var blevet givet mulighed for den forbedrede behandling, men det vælger man at overhøre.
Det er da tosset…

Læs brevet, hvis I orker. Det sætter nogle tanker i gang.
“Medicinalfirmaer er forretninger, der skal køre”, hører man ofte folk sige med mere end en smule foragt i stemmeføringen.
Jamen det er det da ganske rigtigt. Det kender jeg ikke ret mange forretninger, der ikke skal…

Den skattefri præmie, del 2

Jeg slår mig ned som spåkone i mit næste liv. Er der ikke en eller anden skøn heks derude, der har en krystalkugle til overs?
Johns første sværdslag med ‘systemet’ = ase gik nogenlunde som jeg forventede.

Han kørte ned til kontoret i Køge, gik ind i receptionen og bad om at komme til at tale med en, der vidste noget om skattefri præmier.

– Du kan ikke komme ind og tale med nogen. Det kan man ikke her.
– Jamen der er sket en fejl i nogle beregninger, og jeg vil gerne tale ansigt til ansigt med en eller anden.
– Det kan du altså ikke komme til; du kan ringe eller skrive til os.
– Jeg vil meget hellere have en personlig kontakt – det gør tingene så meget nemmere.
– Desværre…
– Vil det sige, at jeg skal gå lige uden for døren derhenne og stå og ringe til vedkommende? Eller sætte mig i stolen derhenne og ringe?
– Ja.

Det gjorde John. Gik ud og ringede… og blev stillet direkte igennem til ‘en eller anden’, som fandt hans papirer frem.
John forklarede hvorfor han synes, der mangler fire portioner, og ‘en eller anden’ sagde, at hun godt kunne se, der vist var sket en fejl eller to undervejs.
De talte lidt mere sammen og hun lød til at være enig med John, da de havde været igennem det hele.
(YES!!!)
– Nå, men det retter I vel så nu?, spurgte John.
– Nejnej, det kan vi skam ikke. Du er nødt til at sende os en mail eller et brev, hvor du skriftligt redegør for det hele.
– Jamen vi er jo sådan set enige…
– Det gør ingen forskel – klagen skal komme fra dig. I skriftlig form. Men du skal bare skrive alt det, vi lige har talt om.

Er de bange for voldelige episoder, siden de ikke vil lukke folk ind? Laver de så mange fejl, at de ikke længere orker at sidde og forsvare sig ansigt til ansigt?Det er da noget underligt noget, synes jeg.

Nå. Men så langt, så godt. Der er trods alt håb forude, men det ligner nu alligevel bureaukrati for bureaukratiets skyld.

Advarsel: ikke for sarte nerver!

Jeg er eddersplintrende rasende. På et stift system, på skrankepaver, fagforeninger og arbejdsløshedskasser. Og fordi jeg er så tosset, roder jeg garanteret også begreberne sammen ind imellem… På forhånd undskyld.

En anden advarsel: det er et megalangt indlæg. Men der er heldigvis ingen, der tvinger dig til at læse det – vil dog sige, at hvis du er tæt på 60, er medlem af efterlønsordningen og har tænkt dig at blive ved med at arbejde, til du er 65 og forventer derefter at få den skattefri præmie, er det nok en rigtig god ide at læse dette.

Nu er det tredje gang, John og jeg tilsammen bliver svigtet af en fagforening. Jeg for 32 år siden, hvorefter jeg omgående meldte mig ud og var herefter kun medlem af en arbejdsløshedskasse. Jeg var enlig mor og turde ikke andet. Senere var det for at kunne være med i efterlønsordningen. Min fagforeningshistorie kommer måske i sin fulde udstrækning en anden gang, men kort sagt gjorde de alt andet end at hjælpe mig – kom tværtimod med velmente trusler om at hvis ikke jeg makkede ret, ville de sørge for, at jeg blev ekskluderet fra dem og også fra pensionskassen og dermed ville jeg miste arbejdsgiverens bidrag. Det var løgn; det har de overhovedet ikke hjemmel til, og det havde kun til formål at skræmme mig.
Det lykkedes dem på ingen måde, og da jeg truede igen, klappede de i. Men jeg undrede mig meget over, hvordan en fagforening kan påstå, at den er til for medlemmerne…
“Vi er til for dig” HA!

Nå. Nu er det John, det handler om.
Hvis ikke I kender reglerne for skattefri præmie, så er det kort, at man skal have arbejdet i to år efter det fyldte 60. år, for derefter at arbejde fuldtids i tre år for at kunne få 12 portioner á 11731 kr.
Man kan ikke få sit efterlønsbevis, før man er 60, hvorfor John sendte anmodning ind, så de havde den med posten den dag, han fyldte 60. Beviset kom to måneder senere. Her snuppede ‘systemet’ vist allerede den første portion af de 12… Han var dog arbejdsløs i 10 måneder; han opfyldte derfor først 2-årsreglen senere, hvorfor ‘syltningen’ druknede i dette faktum. 
Men husk for himlens skyld at få et bevis, der gælder fra fødselsdagen, ellers bliver I snydt i sidste ende. Smart gjort af dem.

Citat fra ase: “Du opfyldte toårsreglen den 01-07-2008. Du har fra denne dag til og med den 05-08-2010 arbejdet i 2473,2 timer.”
Det får ase til 5 portioner.
Det er en helt forkert udregning, som vi slet ikke kan gennemskue. Han opfyldte faktisk toårsreglen d. 3. maj 2008, og når vi tæller timer, skal det selvfølgelig være rigtigt angivet. Et arbejdsår på fuld tid er i øvrigt over 1900 timer.
Han har afleveret lønsedler for hele den aktuelle periode, så det skulle være en enkel sag at regne ud.

Inden jeg går videre med Johns personlige sag, er jeg nødt til at spørge ud i luften/jer: Hvordan i alverden er det muligt for nogen overhovedet at optjene 12 portioner på 36 måneder, hvis 25 måneder på fuldtid giver 5 portioner?

Det er mange penge at blive snydt for. John ringede til ase, brokkede sig på høfligste måde og forklarede hvori fejlene bestod, og at han selv var nået frem til lige præcis 9 portioner. Damen sagde, at hun ville kigge på det, hvorefter John kort tid efter fik atter et brev. Med de samme forkerte tal, men denne gang anonymt og med den besked, at hvis han ville klage, skulle det ske via Arbejdsdirektoratet og senest om 4 uger. Dateret en uge før han modtog brevet.

Hvor er lige den fagforening i forhold til medlemmet?
Hvorfor gider de ikke høre på Johns indvending mod deres udregning, når han allerede har leveret den nødvendige dokumentation?
Hvorfor er det i ases interesse at forholde John nogle af de penge, han efter loven har ret til?
Hvordan kan de, med uomstridelige beviser for fuldtidsbeskæftigelse, hævde, at han har arbejdet 2473 timer på 25 måneder? Jeg behøver ikke engang regnemaskine for at gennemskue, at det giver mindre end 100 timer om måneden.

Det var ase.
Før det var det Ledernes Fagforening, der svigtede ham. Han var leder i mange år, og da han ikke længere var det, spurgte han, om han skulle skifte fagforening. Næhnej, lød svaret. Du er skam velkommen til at blive alligevel. Det har han skriftligt, for det bad han om at få.
Da John fik brug for hjælp, fordi en arbejdsgiver snød ham for næsten 14000 kr, ville de ikke gå ind i sagen “Du er jo ikke leder, så vi føler ikke, vi er forpligtet til hjælpe her…”.
Hvordan tror I lige, det føltes?
“Vi er til for dig” HA!

Hvis ikke det var et krav, hvis man vil være med i efterlønsordningen, var ingen af os medlem af noget som helst – John og jeg har tre meget dårlige oplevelser med fagforeninger, der har skadet os fremfor at støtte os.

“Vi er til for dig” HA!

Jeg er medlem af en arbejdsløshedskasse, som sagt, men faktisk har jeg betalt langt flere penge for det medlemskab, end jeg nogensinde ville kunne få i skattefri præmie, og så har jeg ikke engang regnet renter med.

Nu kan John klage og kæmpe mod systemer og skrankepaver for at få noget, der ganske indiskutabelt er hans ret – fordi der sidder en kæmpeklump, der ikke kan regne, men ikke vil indrømme det, koster det ham en masse besvær – måske i sidste ende en advokat. Men det handler om så mange penge, at vi ikke vil tøve med at pudse en advokat på ase, hvis det skulle komme så vidt.

Pas på derude – sæt jer grundigt ind i systemet, vær vågne og pas på med at have tillid til fagforeninger. De er måske gode nok i teorien, men i praksis…
Jeg er ganske klar over, at dette er et følsomt emne og at nogle jer er dybt uenige med mig her og mener, at fagforeninger er uundværlige og at det er en dødssynd at mene andet. De var en rigtig god ide og meget nødvendige da de opstod og også længe derefter, men jeg mener, at de har overlevet sig selv med det samfund vi har i dag. 
Giv mig bare én grund til, at jeg burde synes, at fagforeninger er en god ting.

Hvad er dit stilbudget?

Så I Rabatten? Det gjorde jeg. Programmet lagde ud med den snart gammelkendte prissammenligning blandt kendte discountbutikker.
Same same.
Forskellen var blot, at vi denne gang ikke fik at vide, hvilke varer der egentlig blev sammenlignet – kun betingelserne for at deltage, så at sige…

Så skiftede man emne til Stilbudgetter.
Nyt ord, men det var bare gammel vin på nye flasker, for det handlede om, hvor mange penge de unge bruger på tøj og ikke mindst tilbehør – derfor præfikset stil i stedet for tøj. 
Same same.
I studiet var der en meget hurtigttalende, nærmest overgearet kvinde, som foran sig havde en ung gut på 18 år og en ung pige på 17.

Sagde jeg Same same?
Jeg hoppede ½ meter i sofaen og havde i den forbindelse nær tabt strikketøjet:
Den 18-årige havde et månedligt stilbudget på 2000 kr. 
Den 17-årige slog dette med 50% og havde dermed et månedligt stilbudget på 3000 kr.
Vi så derefter et bredt udvalg af totalt uundværlige ting, man simpelthen er nødt til at have, hvis man ikke vil være helt til grin i dagens samfund; som f.eks. nogle hundehalsbåndslignende armbånd, der skulle placeres ved siden af det meget trendy armbåndsur, men stadig helst slet ikke skulle matche samme. For slet ikke at tale om det flade guitar-efterlignende ‘smykke’, som umiskendeligt lignede Union Jack, og som skulle hænge i en guldsnor uden på skjorten.

Jeg ved godt, at jeg er gammel.
Jeg ved også godt, at jeg på nogle (få, naturligvis…) punkter er gammeldags.
Men hvor blev finanskrisen af? Hvor får disse to unge mennesker alle de penge fra? Er det SU’en, der er blevet så stor? Hvis det er tilfældet, så tillad mig at mene, at den bliver brugt forkert. Er det fra forældrene? Hvis det er tilfældet, så tillad mig at mene, at de forældre har misforstået noget.

Min ellers så store sympati for alle dem, der siger, at det er blevet for dyrt at etablere sig, dalede lige lidt.
Med mindre det drejer sig om helt forskellige befolkningsgrupper.

Jeg kan ikke engang fortælle jer, hvad mit stilbudget er; kun ved jeg, at det ikke er i den omtalte størrelsesorden – men det er måske i virkeligheden kun et spørgsmål om prioritering?
Godt så.