Hos Mommer

22. maj 2020

Samfundssind og fuglekiggeri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:45
Tags: ,

Jeg har tjent penge på at opføre mig som jeg plejer …
Der kom en mail fra mit forsikringsselskab om, at jeg kan få 100 kroner tilbage på min bilforsikring, fordi der overordnet set er blevet kørt færre kilometer under coronapesten:
Du kan få 100 kr. tilbage pr. forsikret bil
Vi ved ikke hvor meget mindre du har kørt under Corona-krisen ift. de årlige kilometer på din bilforsikring. Vi har derfor valgt at se på tværs af vores kunder og anslået en generel mindre kørsel de sidste to måneder. Det betyder, at du kan få 100 kr. tilbage pr. bil du har forsikret hos os i dag.
Vi donerer, når du donerer – vælg om pengene skal til dig eller Røde Kors – senest d. 8. juni
Vil du donere pengene til Røde Kors? Så sørger vi for en samlet donation på vegne af vores kunder på 150 kr. pr. forsikret bil.
Nu er 100 kroner ikke noget, der giver mig en følelse af at svømme over af rigdom, så jeg kunne lige så godt donere pengene til Røde Kors, hvilket foregik elektronisk, og fluks kom responsen:
Tak for din donation til Røde Kors!
Tusind tak for din støtte til Røde Kors’ arbejde. Vi har modtaget dit valg, og der er ikke mere du skal gøre.
Vi sender vores fælles bidrag til Røde Kors inden udgangen af juli måned. Når du donerer, donerer vi sammen med Østifterne – og det bliver spændende at se, hvor tæt vi kommer på de 4,5 millioner kroner, som vi i fællesskab kan donere til Røde Kors.
Vi glæder os til at fortælle dig mere om vores samlede donation, når vi kommer dertil.

Det er da en slags samfundssind.

P1030876

Vi selv viste ikke umiddelbart meget samfundssind i går ved at køre en tur først til Albuen ved Nakskov, hvor vi picnic’ede den medbragte frokost.
Nu kan vi sige, at vi har set albuen, men den får ikke tre stjerner i min turbog, selv om jeg så vækster, jeg måtte slå op på min Plantsnap-app – bl.a. strandengelskgræs, som jeg kun kendte af navn og troede var en græs, men det var det ikke …
Strandarve ‘opdagede’ vi også, hvis det ellers var en sådan, plus vandbrandbæger, så der var i alt tre nye planter for os. Fire, faktisk, men den sidste kan jeg ikke finde ud af hvad er.
Hvis nogen med sikkerhed ved, hvorvidt planten på fotoet herunder er en strandarve eller noget andet, vil jeg gerne oplyses.

Strandarve?

Efter Albuen satte vi kurs mod Nysted, som er en af landets hyggeligste byer. På vejen ind til byen kørte vi forbi en skarvkoloni, og da vi lidt senere opdagede en sti, der førte ned til søen med kolonien, parkerede vi bilen og gik ud til en skøn plet, hvor der var et hav … eller en sø … af fugle, samt masser af særdeles larmende frøer. Jeg fik en af dem på skudhold, og jeg nåede at se de to store kindposer udvide sig som balloner, men den nægtede desværre at sige et kvæk, efter jeg fik kameraet kørt i stilling.

P1030886P1030897

Den gråstrubede lappedykker herunder gav også anledning til et nyt kryds i fuglebogen – jeg havde kun set den toppede indtil nu, men denne sø havde begge disse plus lille lappedykker.

SkeandGråstrubet lappedykker

Skeand var ny for os begge, så vi var svært glade begge to – det er altid rart at kunne sætte hak ved nye fugle i vores bog.

P1030876P1030874

De mange døde træer er på én gang et fascinerende og lidt beskæmmende syn.
Der var ti forskellige arter ænder, der var fiskehejrer, gæs og svaner, blishøns, grønbenede rørhøns og flere andre. Hvis man vil se fugle, så kør en tur til Rørsøen. Den blev for mange år siden tørlagt af bilbaronen; i 2008 besluttede man at stoppe med dræningen, og i 2009 slog 46 par skarver sig ned i de druknede elletræer. Kolonien er vokset lige siden og bliver der, til de døde træer falder sammen og ned i vandet. Og vel sagtens længere, for de bagerste træer er ikke druknet, men står på land og er kun døde pga. skarverne.

John ville have haft købt en is på havnen i Nysted, men opgav, da han så køen.
På vej ud af byen så vi det mest nuttede lillebitte byhus.
Nuttede Nysted

Alt i alt en dejlig dag, og det er ikke sidste gang, vi tager til Rørsø for at kigge på fugle.

14. februar 2020

Bondefangeri?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags: , , ,

På mandag tager vi til Tromsø og krydser både før og under turen alt, hvad der kan krydses for nordlys mandag og især tirsdag aften, hvor vi har booket en nordlystur med professionelle guider. Den tur har jeg selv fundet frem til, men hotellet har jeg bestilt gennem Booking.com, som jeg så ofte gør. Inden jeg booker, tjekker jeg gerne med det pågældende hotels egen hjemmeside, om B.com nu også har de bedste priser, hvilket de oftest har – og hvis ikke, booker jeg naturligvis direkte.
Billedresultat for nordlysvarsel tromsøI går skrev B.com til mig, at nu var det jo lige før vi skulle afsted, og om ikke de skulle sørge for en taxi fra lufthavnen til hotellet for mig? Det var da bare SÅ meget nemmere, mente de.
Det kunne da godt være – jeg fingerede en bookning og fandt ud af, at det ville koste 871 NOK pr tur. De må have spist søm – så vidt jeg husker, ligger hotellet ikke særlig langt fra lufthavnen, hvorfor jeg tog den på Google Maps, og ganske rigtigt: Der var kun 5,2 kilometer. Så søgte jeg på Tromsø Taxi, som tilsyneladende tager 125 NOK for den samme tur, hvis man bare går ud og tager en vogn. Hvis man booker en på forhånd, tager de 60 kroner mere (og hvorfor mon det pjat? Det gør man ikke i Danmark), men vi ville alligevel kun komme op på 185 NOK for turen.
Det kalder jeg bondefangeri. Det eneste gode var, at de overdrev så voldsomt, at det nærmest skreg til mig, for havde der stået 400 kroner, havde jeg såmænd nok ikke undersøgt sagen yderligere, men bare bestilt en vogn.
Hvem scorer den difference på næsten 700 NOK? Jeg tør godt vædde på, at det gør Booking.com.

Puha … jeg skulle lige have luft. Og nu til noget helt andet … som dog stadig nok kan listes under emnet ‘Brokkerier’.
Man taler om, at børnene i dagens Danmark bliver dårligere og dårligere til at stave, at lærerne ikke gør nok ud af undervisningen og at det sandelig var en hel del anderledes, da vi andre gik i skole.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ser skræmmende mange dansklærere, der ikke har helt styr på det danske sprog – ikke engang på nutids-r, hvilket virkelig kan få mig op i det røde felt.
Men. Hvis man tror, at alle over fx 50 år kan skrive og stave, så vil jeg foreslå, at man lurer lidt rundt på Facebook.

Et mareridtÅhhhhnej

Disse to (ret morsomme, faktisk) eksempler er fra +50-årige.
AOH 2020Jeg har meldt mig ud af gruppen For os født i 50’erne – jeg kunne ikke længere klare at se den totalt elendige stavning (ejheller de sommetider temmelig stupide bemærkninger), så det er ikke kun de unge eller næsten unge, den er gal med. Det er bare blevet mere synligt, fordi man for 20 år siden blev forskånet for at se dårlige staveres skriftlige udgydelser.
Når det er sagt, vil jeg gerne – igen igen – understrege, at jeg ikke af den grund synes det er i orden, at professionelle, herunder journalister og dansklærere, ikke har 100 % styr på det danske sprog.
Eksemplet til højre er fra håndarbejdsmessen i Rødovrehallen. Der har man så ikke fundet ud af, at navneord i flertal ender på –ene, og at udsagsord i lang tillægsform ender på –ende. Det er klippet fra en plakat, man fik lige i synet overalt i hallerne.
Herunder er det B.T., som, sammen med EkstraBladet, er storleverandør af stave- og/eller forståelsesfejl.
Hvorfor skal de reddes ud.

Hvor mon de tråde skal reddes ud fra?

Man må nok gøre op med sig selv, om den slags skal være en uudtømmelig kilde til underholdning eller det er noget, som giver søvnløse nætter og bekymringer over verdens forfald.

6. november 2019

De sidste indkøb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Forleden dag ringede jeg til Charlotte for at spørge hende, hvad hun mangler. Her blev bl.a. nævnt te, og som jeg vist før har fortalt, eksporterer vi te til England, da de jo ikke selv kan finde ud af at hverken lave eller forhandle en ordentlig te.
Vi har også nougat og marcipan med, så hun kan lave konfekt til jul. Man kan godt løbe marcipan i England, men det er ikke nær så godt som det danske … det er alt for sødt, og blød nougat kender de ikke.
De skal godt nok holde jul i Danmark, men derfor synes C alligevel, at der skal laves konfekt, og da de tager hjem inden nytår, skal det nok blive spist.
Derudover har jeg købt hyggesokker i bunkevis. Jeg sendte et par over til hver af dem efter deres besøg i sommer, da jeg opdagede, at Aubreys havde så store huller, at de var blevet til benvarmere i stedet. Annas var helt kaput. Det var Aubies jo sådan set også, men han nægtede at kassere dem. Vi fandt ikke nogen, mens de var her, men kort tid efter fandt jeg nogle stykker, hvoraf jeg altså sendte to par afsted. Resten kommer med nu, plus et par vildt tykke julehyggesokker, som jeg ved de vil elske at have på. Aubrey flytter ind i hyggesokker året rundt, både nat og dag, når han ikke opholder sig udendørs – han er aldeles afhængig af dem, men nu burde han have til et stykke tid.
Julegaven til Charlottes svigerforældre nåede at ankomme i går. Den havde jeg nær glemt at bestille, men de var hurtige til at sende, og PostNord var hurtig til at levere. Det er årets juleuro fra Georg Jensen, som de bare elsker begge to. Uroen, altså, ikke Georg Jensen … og når jeg køber årets, ved jeg, at de ikke får dubletter. Der går totalt Mrs Hyacinth i Elizabeth, når hun praler med sin specielle flotte danske julepynt. De hænger på grangrene rundt om deres åbne kamin, og alle julens gæster bliver gjort opmærksom på denne pynt. Hvert år … Charlotte morer sig ofte over den hyacinthske attitude – også i andre sammenhænge.

John sad i går og studerede lokalaviserne, og som så ofte sad han og kommenterede forskellige tilbud.
 – Den olivenolie du bruger til stegning, koster 45 kroner. Er det ikke billigt?
– Joda. Den koster normalt 89.
– Den rødvin, du blev så glad for, er sat ned til under halv pris. Du ved, den der Why Not.
– Holddaop …
– En pakke Lurpak til en tier. Det er da også billigt, ikke sandt?
– Jo. Også under halv pris. Hvor ser du alt det henne?
– Kvickly, Vordingborg.
– Okay. Der kører vi til i morgen formiddag og køber ind!

Som sagt, så gjort. Vi købte stort ind, men benyttede os stort set kun af de gode tilbud, og gør man det, er der altså en del penge at hente.
Nu er julevinen i hus. Plus smørret til julesmåkagerne. Og en hel del andet … det er godt, vi har (skabs)plads nok.

3. november 2019

Det kan vi da gøre meget billigere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Forleden dag så vi udsendelsen om de dyre lejligheder i København – og blev temmelig chokerede. Det er da helt vildt, som det koster! Jeg forstår så glimrende, hvorfor man siger, at ‘almindelige’ lønmodtagere snart ikke længere har råd til at bo i København.
Et af skrækeksemplerne var et værelse på 15 m2, som kostede 11.000 kroner. Om MÅNEDEN!!!
Hvad pokker bilder de sig ind? Blackstone og andre af slagsen. Vi sad og lod den hellige forargelse fylde os – og den fyldte mere og mere, efterhånden som udsendelsen skred frem. Vi kender også nogen, der har måttet flytte pga. Blackstone. Jeg går normalt ikke ind for statslig indgriben, men den slags horrible huslejestigninger burde virkelig ikke være tilladt.

Nu vil jeg – for første gang i historien – give et indblik i vore privatøkonomi. I vores alder har man normalt ikke nemt ved at låne penge, men som det fremgår, har vi et lån på godt en million i huset. Kreditinstituttet er så sikre på, at der er dækning for de penge i husets værdi, plus lidt til, så vi har et 30-årigt lån med afdragsfrihed i foreløbig fem år.
Vi har lige genforhandlet – nu til negativ rente. Det vil sige, at lånet reelt bliver afdraget med renten hvert år. Det vil ganske vist tage en hel del mere end 30 år at afdrage det, men det er vi ret ligeglade med, for vi har omkring 200 m2, og vi sidder med terminsydelser på 471 kroner. Om MÅNEDEN!!!
Dertil kommer naturligvis bidrag og så alt det andet, som følger med, når man er husejer.
Inden I begynder at argumentere for det ene eller imod det andet, vil jeg gøre opmærksom på, at vi er bekendt med lånevarianterne og at vi er bekendt med konsekvenserne osv. Vores valg er derfor ikke til debat, for vi er ikke spor i tvivl om, at dette er det rigtige for os.
Det vises udelukkende for at tydeliggøre den store forskel der er på at bo i København og på Sydsjælland.
Okay – der er langt til København, men man behøver heller ikke at flytte helt herned. Da vi boede i Havdrup, var det også væsentlig billigere end inde i hovedstaden, og jeg lærte aldrig helt at forstå, hvorfor det er så vigtigt at bo i København, når man får så meget mere hus for pengene udenfor byen.
Jeg ved også godt, at vi ikke er ens … det behøver vi heller ikke at diskutere.
Men hvorfor er det så skrækkeligt at skulle bruge 40 minutter på transport (det var et af eksemplerne i udsendelsen)? Dem kan man eventuelt bruge på sig selv i form af læsning eller lytning, og det er da ikke så dårligt at få lidt jeg-tid, er det? Jeg kan forstå, at det kan blive irriterende eller problematisk, hvis det tager mere end en time hver vej, men op til det ville i mine øjne være okay, når det nærmest er penge lige ned i lommen at acceptere det.

Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at vi ikke er oppe på 9.000 kroner i faste udgifter i gennemsnit pr. måned, når alt regnes med. Som i ALT, hvad man overhovedet kan komme i tanke om (undtagen mad). Og rejser, naturligvis, men der er plads til samme rejser, fordi vi har valgt at bo billigt.
At vi så samtidig bor aldeles vidunderligt, gider vi ikke brokke os over.

HuslejeRente

13. august 2019

Nu skal jeg til at være forsøgskanin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Jeg skal til at være på den anden side af skranken, så at sige – jeg har nemlig meldt mig til at deltage i en klinisk undersøgelse. Det bliver interessant at opleve det fra den anden side. Det drejer sig om en ny vaccine mod lungebetændelse, og som nok de fleste ved, er det slemt at få, når man når op i en vis alder. Jeg har ikke nået den kritisk farlige alder endnu, men det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg ser det som udelukkende værende en fordel at deltage i den slags. Det værste der kan ske er, at det ikke virker. Jeg er dog ikke inkluderet endnu, men medmindre de indledende undersøgelser taler for at fraråde deltagelse, regner jeg med at blive accepteret – ved dog ikke, om det har noget at sige, at jeg har haft kræft, men uden at kende inklusionskriterierne kan jeg ikke se, at det skulle have noget med sagen at gøre.
Fordel 1, fordi jeg skal igennem en større undersøgelse – jeg skulle i hvert fald sætte to timer af til hele seancen.
Fordel 2, fordi jeg satser på, at det virker. 90 % af deltagerne får den nye vaccine, mens 10 % får en vaccine, man ved virker, og som allerede er på markedet. Ergo kommer jeg forhåbentlig ud derfra med immunitet overfor lungebetændelse.

Nervøsitet? Ingen. Det er et fase 3-forsøg, hvilket betyder, at man allerede ved, at vaccinen hverken er giftig eller smækfyldt med bivirkninger. Man går ikke ind i en fase 3 uden at være meget sikker på, at det virker efter hensigten, da det er vildt omkostningsrigt.
Der er nemlig en grund til, at ny medicin er så dyr som den er – det koster i omegnen af en milliard at udvikle noget nyt. Der skal forskes, der skal udvikles og der skal afprøves – det sidste i stor stil, for hvem af os er interesseret i noget, der enten ikke virker eller har frygtelige bivirkninger?
Det er derfor, at kopimedicin er så billig: De har ikke lige lagt en milliard i kassen for at finde frem til, udvikle og gennemprøve medicinen.
Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det måske igen, for jeg bliver så harm, når folk bare blindt og i sørgelig uvidenhed langer ud efter medicinselskaberne som nogen, “der bare er ude efter at tjene penge”.
Jamen, naturligvis er de det! Hvor mange virksomheder kender I, der ikke vil tjene penge?
Hvis ikke de tjener udviklingsudgifterne hjem og lidt til, er der ikke penge til mere forskning og udvikling – så enkelt er det.
Det havde nær lagt Lundbeck ned, da en ny medicin mod skizofreni blev skrottet efter gennemførelse af et fase 3-studie – pengene er mistet, og aktierne styrtdykker – worst case scenario for enhver medicinalvirksomhed.

 I det hele taget går jeg all in for vaccination af enhver art. Jeg er så vred på den tosse, der af ren og skær hævntørst sendte falske nyheder ud om bl.a. mæslingevaccinen, men desværre var så effektiv med det, at mange stadig tror, at det nærmest er livsfarligt for deres afkom at lade det vaccinere.
Det er livsfarligt IKKE at gøre det, at I bare ved det! Basta!
Vil også lige nævne, at man ikke får influenza af influenzavaccine. Jeg ved godt, at mange er overbevist om det, men det gør man ikke. Spørg jeres læge, hvis ikke I tror mig. Det værste, der kan ske er (igen), at det bare ikke virker, eftersom den oftest ‘kun’ omfatter ca. 80 % af de influenzaforvoldende vira.
Jeg er blevet influenzavaccineret hvert år siden den blev tilbudt, og jeg er gået fri indtil videre. Det er nemlig heller ikke ufarligt at få, når man bliver ældre – der er en grund til, at man får den gratis, når man er fyldt 65.

28. november 2018

Konen med æggene? En historie om at blive reddet på målstregen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags:

Vi er gode til impulskøb. Måske er det nok mest mig, men de helt store foretager jeg dog ikke uden Johns accept. For eksempel købet af Den Stråtækte, som var vort livs største impulskøb.
I dag kom vi lige til at købe en ny bil. Det var så det næststørste …
Vi har talt om, at det er dumt med alle de småture, som Renaulten er nødt til at køre, efter min bil døde for vistnok 1½ år siden. Renaulten kører på diesel, så ture, hvor den ikke når at blive rigtig varm i motoren, er ikke godt for den.
Det var måske derfor en god ide at investere i en lille benzindreven bil til alle småturene, og eftersom der løber penge ind for hussalget på fredag, turde vi godt begynde at kigge på mulighederne i går.
Der viste sig at være et godt tilbud i Birkerød. Det var næsten en variant af joken med den gamle dame og søndagsturene til kirken: En ældre kvinde, der pga. sygdom stort set ikke havde haft bilen ude af garagen i dens 2½ års levetid. Den har kun gået 1550 kilometer – altså i princippet en helt ny bil. Vi kunne dermed spare de små 30.000 kroner, som damen har måttet bøde for at købe en bil, hun aldrig fik brugt.
Det er en Skoda Citigo. En supergod lille bil, som vi kørte en tur i, da ingen af os havde haft sådan en på før.
imageVi sidder begge godt i den; den er støjsvag, rap og reagerer snapt; der er alt hvad man kan ønske sig af udstyr og lidt til, mikrostørrelsen taget i betragtning, så det var rent faktisk et så godt tilbud, at vi blev enige om at tage bilen med hjem.
Mit Mastercard kan godt rumme købesummen, men tog de Mastercard, de drønnerter?
Nix. Kun Dankort. Det var lidt bævende, at jeg kørte det igennem, for jeg må kun trække 30.000 over på det, men da forretninger ikke har dækningskontrol, så går den jo i et stykke tid.

Jeg ringede til min bankrådgiver, da jeg kom hjem, men han var der ikke og der var ingen andre på kontoret, der havde tilladelse til at pille ved mine konti, så jeg måtte forklare sagen i kundeservice, hvor der heldigvis sad en frisk og handlekraftig dame.
Jeg sagde, at det egentlig bare er en orientering, så de ikke myrder mig (eller spærrer mit Dankort) i morgen, for fredag kommer der rigeligt med penge til at dække. Problem løst.
Men nej. Damen sagde, at i nat kommer der en liste ud, og på den vil jeg figurere som en af de “voldsomme overtrækkere”, som hun så malende udtrykte sig. Udover, at jeg kunne risikere, at de nægtede at udbetale pengene til bilforhandleren (hvilket ville være ekstremt pinligt!), ville mit køb plinge ud med alarmklokker, blinkende røde lygter og næsten automatisk fulgt af både pantefoged og politi, forestillede jeg mig … damen grinede og sagde, at det er også (næsten) rigtigt, men hun må stadig ikke pille ved mine konti og kunne derfor ikke trække penge fra mastercardkontoen over på min forbrugskonto.
”Men jeg vil meget gerne hjælpe dig. Jeg har lige tjekket dig, og du er jo god for pengene. Hæng lige på.”
Jeg hang på. I næsten fem minutter, hvorefter hun vendte tilbage med beskeden om, at sagen var klaret.
”Når du kommer på listen i nat, og det gør du, det kan vi ikke ændre på, men de hverken spærrer dit kort eller sender bagmandspolitiet eller andre efter dig i morgen, for nu er der tilknyttet en note til dig. Jeg lægger også en note til din rådgiver om, hvad jeg har gjort, men det er dog nok en god ide, at du selv lige kontakter ham i morgen – sådan bare for en god ordens skyld.”
Hun kan være ganske rolig – jeg skal nok kontakte Claus i morgen.
Den søde dame fik mange tak og mange rosende ord for hendes sin (ups) vilje til at hjælpe.
Kundeservice kan godt være god service, har jeg hermed konstateret.
Og jeg vi har fået ny bil. Jeg elsker små biler og kan bedre lide at køre i denne fremfor i den store Renault.

2. oktober 2018

Vi har hamstret … lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: ,

Dette indlæg kan ses som en slags supplement til indlægget fra i forgårs som illustration af, at vi pensionister sagtens kan finde noget til at få tiden til at gå med … i dag har jg fx brugt mindst et kvarter på at regne …

Hvis der er nogle af jer, der lige som os sommetider supplerer pejsebrændet med træbriketter (de der af sammenpresset savsmuld, I  ved), vil I måske også have lagt mærke til, at i næsten hele sidste sæson var de stort set umulige at få fat i (noget med to store polske firmaer, der gik konkurs). Hvor man før fik dem nærmest smidt i nakken i butikker som fx Bilka, skulle man nu betale ågerpriser, hvis man var så heldig at finde nogen overhovedet. Vi gad ikke købe til de priser – almindeligt, gammeldags brænde var billigere, og det er da trods alt hyggeligere at se på i brændeovnen.
I dag ved halvtolvtiden så John en annonce fra Silvan med et fødselsdagstilbud: syv poser for 100 kroner, så vi myldrede afsted til Silvan, Næstved, hvor de er flinke og servicemindede, i skarp kontrast til Køgeafdelingen.
“I skal bare køre om til drive in’en. Vi har ikke ret mange tilbage, men der er sikkert nok til jer.”
Der var rigeligt til os. Vi havde undervejs talt om, hvorvidt vi kunne tillade os at købe 21 pakker, eller det var for hamstringsagtigt.
Det var det ikke. Manden, som stod og talte hvor mange pakker vi proppede i bagagerummet, sagde, at 21 var  da ingenting, for folk kom med trailere. De havde solgt 13 paller allerede. Vi tog fra den næstsidste palle, kunne vi se.
Nå! Men okay, så tager vi da 28 poser, gør vi.
“Vil I ikke også have nogle ind på bagsædet?”
Næk tak – det rakte fint med de 28, mente vi, og så kørte vi hjem med dem. Jeg vil tro, at disse kan holde til det meste af vinteren, afhængigt af, naturligvis, hvor frostfyldt den går hen og bliver, og det er som sagt stadig kun et supplement.

Det er et vanskeligt regnestykke, hvis man prøver at regne ud hvad prisen er i forhold til at købe et tårn brænde. Der er forskel i brændværdien, og massefylden på træ og på træbriketter er ikke den samme, så hvad koster det ene og hvad koster det andet?  
Jeg har forsøgt at regne på det og er kommet frem til, at briketterne nok er omkring halv pris af rigtigt træ, men om det holder vand, aner jeg ikke. 
I min research fandt jeg også frem til, at Jem & Fix (jeg bryder mig ikke om det navn!) nu har dem til næsten samme normalpris, som Silvan havde dem til på tilbud, hvor de hævdede, at det var under halv pris – og det var den samme vare. Der er forskel på briketter og briketter, så man skal være vågen.
Sådan er der så meget – jeg skal nok bare være glad for, at Silvan i det mindste ikke var dyrere end Jem & Fix.

22. januar 2018

En god bankrådgiver og en dårlig vandhane

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: , ,

Vi havde bedt banken om et møde i forbindelse med, at jeg snart skal gå over til folkepension – jeg tænkte, at de nok har nogle gode forslag til, hvordan vi smartest muligt kan gøre det rent skatteteknisk, for jeg havde lidt på fornemmelsen, at det sikkert kan lade sig gøre at flytte rundt på et og andet, ihukommende rådgiverens ord fra dengang, arbejdet gav os seniorer et rollatorkursus: Det har meget at sige, hvornår I begynder at spise af jeres pensioner! Men om overhovedet, med hvad og hvordan havde jeg ingen anelse om.
Men ganske rigtigt: Han havde lige regnet ud, hvordan den skal kringles, så vi udnytter lovgivningen uden naturligvis på nogen måde at omgå den. Vi skal jo helst ikke sættes fast for kreativ bogføring!
Det korte af det lange er, at mit fradrag steg med så meget pr. måned, at jeg får mere ud af at få folkepension, end jeg hele tiden har fået i efterløn. Det er ikke så ringe endda, men den efterløn huggede de jo også irriterende meget af pga. mine pensionsordninger.
Hvor er det godt, at der findes den slags dygtige rådgivere, når nu man overhovedet ikke selv kan gennemskue hverken pensions- eller skattejunglen.

IMG_8216Kort efter hjemkomst fra Næstved kom Søren, efter aftale, til frokost. Han skulle hjælpe John med at skifte en eller anden dims under vasken, for vores vandhane kan næsten ikke finde ud af at give koldt vand – den gør det ligesom jeg forestiller mig prostatapatienter leverer vand …
Der var bare den hage ved det, at problemet ikke løstes ved at skifte den dims – kun det delproblem, at man ikke kunne lukke individuelt for opvaskemaskinens vandtilførsel. Det kan man nu, men det var altså ikke fordeleren, den var gal med, eftersom der er fuldt tryk på forsyningen til opvaskemaskinen, mens vandhanen stadig er lige elendig.
Afsted til byggemarkedet, for konklusionen måtte være, at vandhanen skal udskiftes – og vi var enige om IKKE igen at købe en halvbillig udgave, for det bliver alligevel dyrere i længden, kunne vi atter en gang konstatere. Man får hvad man betaler for.
Lige nu ligger mændene og roder rundt ude på køkkengulvet, forhåbentlig med det resultat, at der kan komme lidt power på det vand igen.
Her i huset er der ikke lukket for det varme vand; derimod næsten helt for det kolde … og således kan man på fem minutter bruge en betragtelig del af den skattelettelse, der ikke engang er trådt i kraft endnu …

18. oktober 2016

Er dette politik? Nej, det er en opsang, er det

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:12
Tags: , ,

Jeg har lige siddet og bladret gennem Ældresagens medlemsblad (jeg nægter pure at skrive Ældre Sagen!) og blev lidt rystet.
Da jeg for 38 år siden blev ansat i det firma, jeg forlod for tre år siden, nærmest tvang jeg dem til at fortsætte den pensionsordning, jeg var begyndt på, mens jeg var ansat på Hvidovre Hospital. De ville ellers ikke, men jeg insisterede på, at hvis jeg skulle arbejde, skulle jeg også have en pensionsordning. Gennem en del år var det kun os to hospitalslaboranter, der havde en sådan pensionsordning, men efterhånden blev det mere almindeligt, og på et eller andet tidspunkt (jeg husker ikke hvornår) kom alle ansatte med i en ordning, hvor vi startede med at betale 1 % af vores løn og endte med at betale 5 %, hvor arbejdsgiveren hele tiden indbetalte dobbelt så meget som arbejdstageren. Jeg fik på denne måde to ordninger via min arbejdsgiver. Som senere blev til tre … og jeg havde derudover en privat opsparing.
Jeg troede faktisk, at det var et politisk påbud dengang, at alle lønmodtagere skulle indbetale til en pensionsordning, men har lige fundet ud af, at sådan er det ikke – det er stadig frivilligt, om man vil.

Og nu kommer det: FYFY skamme jer, der ikke gør noget for at sikre jeres egen alderdom!
Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kender ingen under 30 år, der tror på, at der er noget, der hedder folkepension, når de engang er færdige på arbejdsmarkedet, så hvorfor nogen med den overbevisning ikke gør en aktiv indsats for at sikre sig selv en tryg alderdom, går over min forstand.
15 ud af 100 lønmodtagere lægger ikke noget til side til pensionen. Shocking! Hvad pokker vil I leve af? Jeres ATP? Så meget udgør den altså heller ikke.
Man regner med, at disse “fattige pensionister” vil udgøre 20-25 % i 2050. Det er et skræmmende scenarie.
(Som tommelfingerregel skal man som pensionist have 75 % af indkomsten som lønmodtager for at kunne opretholde samme levestandard.)

Det er ingen undskyldning, at man har så meget andet at bruge sine penge på, når man er ung, lige har købt hus og lige har fået børn.
Jeg var enlig mor og sad vildt hårdt i det, men holdt fast i pensionsindbetalingen, hvilket alene skal tilskrives min fars insisteren på, at jeg gjorde – han kunne ikke understrege kraftigt nok, at det var bydende nødvendigt at sikre sin alderdom, og jeg kan jo nu se, hvor meget ret han havde.

Jeg har i dag en pæn pension, fordi jeg startede som 23-årig med at indbetale til den. Det giver IKKE nok at starte, når børnene er flyttet hjemmefra – især ikke set i lyset af, at folk får børn senere i dagens Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at jeg udelukkende taler om lønmodtagere her. Hvad der bør gøres for andre og i andre sammenhænge, hører ind under en politisk paraply og skal derfor ikke blandes ind i dette indlæg, men som lønmodtager har man mulighed for at selv at tage et pensionsansvar, og jeg kan, ganske som min far, ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er.
Så kom i gang, alle I unge mennesker, der tror, at det med pensionen kan I vente 20-25 år endnu med at begynde at tænke på. Det kan I nemlig ikke, hvis I vil være forholdsvis sikre på at få jer et indholdsrigt ældreliv med plads til fx rejser. Tal evt. med jeres bank – min var og er en god rådgiver.

_MG_0576

Livets efterår skulle gerne være lige så smukt som naturens …

15. oktober 2016

Nu har jeg betalt parkeringsbøden!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , ,

P1040677En af de første dage, i Cooperstown (den, hvor alt handlede om baseball), var der desværre en enkelt officer ved navn K. Barrows, der havde tankerne ved sit arbejde og ikke ved baseball. Vi havde ikke set, at der skulle betales for at parkere, hvor vi parkerede.
Surt, men da heldigvis kun 35 $ (små 230 kroner), hvilket er under en trejdedel af, hvad jeg skulle have sluppet herhjemme.
Jeg regnede – åbenbart naivt – med, at jeg bare kunne lange sedlen over til Avis’ personale og så lade dem klare afregningen, selvfølgelig mod, at jeg gav dem de 35 dollar. Det ville de imidlertid intet have med at gøre, og hvis jeg ikke betalte, ville Avis, som ejeren af bilen, få et brev, men det får man først efter 60 dage, og så vil bøden være steget til 140 $ – plus noget mere, hævdede de. Det nyttede ikke noget bare at ignorere bøden, tænkte vi – Avis er jo udmærket klar over, hvem de har lejet bilen ud til.
But you can pay online – it’s very easy.
Tak, tak. Det har jeg så gjort nu. Det var problemløst, og fem minutter efter fik jeg en mail om, at sagen var bragt i orden.
Fartbøder fik vi ingen af – John var meget omhyggelig med at overholde fartgrænserne (det er han altid). Billigste sats er 150 $, som vist stadig er meget billigere end herhjemme.
Det var benzinen også – ca. 4,25 kroner literen. John smilede stort, hver gang han tankede op.
USA er ikke et dyrt land at feriere i. Det er naturligvis ikke gratis at komme derover, men ellers synes vi nok, at man kan få temmelig meget for sine penge. Når vi spiste ‘fint’, kostede hovedretten omkring 25-30 dollar, men det kunne snildt lade sig gøre at nøjes med at give mellem 15 og 25 $ – uden at den af den grund var junkfood, men gode og sunde måltider.
Turen har haft andre uforudsete og dyrere konsekvenser end end parkeringsbøden. Vi sov nemlig så fabelagtigt godt i Lenes gæsteværelseseng, at vi allerede efter den første nat erklærede, at sådan en topmadras vil vi også have! Finn oplyste os om, at vi skal gå efter dem med memory.
Jeg har efter hjemkomsten gransket en del i topmadrasser og har nu bestilt to nye, bløde, lækre, 9 cm tykke 3D Memory K60 topmadrasser. De var lidt dyrere end den dumme parkeringsbøde, men det bliver herligt at sove så godt igen. Jeg syntes ellers, at vi har gode topmadrasser, men de faldt grundigt igennem efter besøget hos Lene – og i øvrigt også ved de fleste af de mange hoteller, vi nåede at sove i – vi sov simpelthen så godt næsten hver eneste nat.

P1040169P1040170
P1040166P1040173

Ahornsirup og halloween/høstpynt galore – så er vi i det efterårsklædte, nordøstlige USA … jeg købte ikke engang noget ahornsirup med hjem, hvilket jeg først fortrød, men som viste sig at være heldigt, for da vi vejede kufferterne i Newark, vejede de hhv. 24,8 og 20,8 kilo. Vi må have 23 kilo hver, så jeg flyttede lidt ting over i Johns kuffert, så min kom ned på 23,0 og Johns på 22,6 kilo. John drillede mig lidt med, at jeg et eller andet sted måtte have kalkuleret forkert med indkøbene, siden vi havde 400 gram til overs.

13. september 2016

Fakta er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: ,

Fakta er et sted, jeg var i formiddags. Tænk, at det skulle nå så vidt, at jeg helt frivilligt handler i Fakta – det havde jeg ikke troet muligt, men der er flere årsager; bl.a. er det det supermarked, der ligger tættest på (4 km), og når jeg som fx i dag bare stod og manglede et par appelsiner, så kunne jeg lige så godt cykle dertil som til Præstø. Desuden benytter jeg lejligheden til at se, hvad de har på tilbud af de varer, jeg normalt køber alligevel. I dag var det Senseo Café Noir til 20 kroner pakken. Normalprisen er 32-35 kroner, og når det er på tilbud i Brugsen, koster det 25 kroner pakken.
Det gode smør til en 10’er – det var også i orden.
Jeg vil dog stadig ikke køre i Fakta med min store uge-indkøbsseddel, for så ved jeg, at de højst sandsynligt ikke har alt, hvad jeg skal bruge, men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet at give mere for præcis den samme vare, bare fordi jeg partout vil handle i Brugsen eller i Menu. Jeg skal bare sørge for jævnligt at fylde lageret op med tefiltre, kaffe, flåede tomater og andet i samme stil, hvor jeg får den samme vare billigere.
Sådan er det altså også at blive pensionist …
Nu kan nogle af jer måske undre sig lidt over, hvorfor jeg går op i den slags småting, for vi kan vel ikke være helt fattige med den rejseaktivitet, vi lægger for dagen. Det er vi heller ikke, men rejsekontoen er en speciel opsparingskonto, som vi helst ikke piller ved. Det at kunne rejse meget er noget, vi har glædet os til i mange år, og vi stornyder, at det nu er blevet en mulighed for os. Jeg sætter en ære i at klare dagligdagen for efterlønnen og den pension, jeg får udbetalt. Det er til gengæld ikke de voldsomme midler, så derfor …

Solopgang ved Præstøfjorden

En anden (og herlig!) side af pensionistlivet er, at man har uanede mængder af tilgængelige solopgange, lige til at nyde og forevige. Måske ikke lige ved højsommertide, men fx som denne perle, der er fra den 20. august klokken 06:15; dvs. på et tidspunkt, der er til at overskue også for sådan en som mig, der godt kan lide at dvæle i sengen om morgenen. Og de bliver mere og mere menneskelige, så at sige, de solopgange – det er ikke kun negativt, at dagen nærmer sig tidspunktet på året, hvor den i længde må se sig overgået af natten.

6. april 2016

Parfumen over alle parfumer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:16
Tags: , ,

Jeg har brugt parfume/eau de toilette i 45 år, og jeg har prøvet mange af slagsen – de fleste med held; nogle få var ikke så gode på mig, selv om det var det jeg syntes, da jeg prøvede dem.
Fiji, Shalimar, Trésor, L’air du Temps – det var de gode, som blev købt mere end én gang.
Yndlingen over alle yndlinge er Elizabeth Taylors White Diamonds. Den har jeg brugt i omkring 30 år, og 80-90 % af mine parfumeflasker har været denne.
Det pudsige ved parfumer er, at man ikke kan anbefale dem til andre. Den, der dufter skønt på én kvinde, kan få en anden til at stinke værre end …  Selvom Charlotte formentlig har halvdelen af mine gener, kan vi overhovedet ikke bruge den samme parfume – de dufter så forskelligt på os, at ingen kan gennemskue, at det er samme parfume. ‘Forskelligt’ er ikke det rigtige ord – lige så god Allure er på C, lige så dårligt lugter den på mig, og den eneste gang, hun har prøvet min White Diamonds, spurgte John, om hun var gået i lære som bordelmutter.
White Diamonds var mit kendemærke på arbejdet. Ingen andre brugte den, og alle vidste, at det var Ellen, der var (eller lige havde været) i rummet. Når folk sagde sådan, troede jeg i starten, at jeg havde brugt for meget, men kolleger jeg stolede på, sagde, at det ikke var tilfældet – den parfume var bare så god og så meget mig, at den var blevet min signatur.
Når jeg bærer den, har jeg flere gange været ude for, at både kvinder og mænd i fx kassekøen i supermarkedet har spurgt mig, hvad det dog er for en parfume jeg har på, for den dufter helt vidunderligt … jeg har gennem årene fået mange positive kommentarer pga. duften af White Diamonds.
Det gør ikke noget.
Hver gang jeg kommer i en hvilken som helst lufthavn, skal jeg prøve en to-tre parfumer. Der kommer hele tiden nye til, men de fleste af dem har en bestemt ingrediens, som jeg ikke ved hvad er, men som jeg synes lugter dårligt og nærmest kemisk. Kvindelige ekspedienter over 50 ved godt hvad jeg mener og er enig med mig, men ingrediensen er svær at komme udenom.

De sidste mange år har jeg købt White Diamonds i lufthavne rundt omkring, fordi jeg gerne vil spare lidt penge i forhold til detailhandelprisen i Danmark, men det er færre og færre lufthavne, der fører den.
For et par år siden stoppede Heathrow med den, hvilket bekymrede mig, for det er som bekendt en virkelig stor lufthavn med et kæmpe vareudvalg.
Sidst, jeg fløj, havde de også droppet den i Kastrup lufthavn. Nu blev jeg for alvor bekymret – går den helt ud af produktion? Det ville jeg blive meget ked af.

I dag fik jeg den lyse ide at se, hvad internettet har at sige om det.
Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg fandt en butik, som sælger 100 ml til 279 kroner, hvilket (så vidt jeg husker) er omkring 200 kroner billigere end den var i lufthavnen! Amazon har den til bare 15 £, men de må ikke sælge til Danmark. Så er det godt, at jeg har en dækadresse i England.
Problemet er løst. I  hvert fald for en tid. Der er små bekymringer og der er store bekymringer.
Jeg ved godt, at man siger, at internethandelen ødelægger det for detailbutikkerne, men når jeg kan få varen til under 1/3 af prisen, så bliver det internethandel for mit vedkommende.

10. december 2015

Den enes død …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

Engang for mange, mange år siden var der i mit firma noget der hed medarbejderaktier. I starten var det rigtig sjovt at kunne købe den slags, fordi vi måtte købe dem til kurs 105. Det sjove i det var, at de på et tidspunkt rundede kurs 2000. Ganske pæn fortjeneste på de fem år, de var bundet, inden vi måtte sælge dem. Skattefrit. Desværre var der grænser for hvor mange vi fik lov at købe.
Efterhånden strammedes lovgivningen lidt, og fra kurs 105 steg vores fordelagtige kurs til “aktiens indre værdi” – et teknisk begreb, jeg aldrig helt fattede, men det kunne stadig betale sig, så jeg købte hver gang vi fik tilbuddet, hvilket er længe siden sidst. Gennem de seneste år har der nemlig kun været aktier til direktionen i form af aktieoptioner – de troede nemlig på, at vi medarbejdere troede på, at direktionen så sandelig heller ikke fik nogen lønforhøjelser … det krævede dog ikke den store kædestrammereksamen at gennemskue – man skulle bare kunne læse et årsregnskab.
Der skete ting og sager. Vi blev udskilt fra moderselskabet og blev et selvstændigt aktieselskab. I lang tid så det lidt temmelig sort ud med fortjenesten på de aktier, så jeg lod dem stå. Og stå. Og stå. Tjekkede kun sjældent kursen, for jeg havde givet mig selv en nedre grænse for hvornår jeg ville realisere aktierne, og den var de meget længe meget langt fra. 
For nogle måneder siden skete der endelig et gennembrud og de steg så meget, at det igen begyndte at blive interessant at følge lidt nøjere med i kursudviklingen.
For en uge siden fik deres største konkurrent tvungent produktionsstop. Det er absolut noget værre skidt for en hvilken som helst virksomhed, og selvfølgelig også for denne franske, som ellers sidder/sad på størstedelen af det franske marked. Mit gamle firma gik storsindet (!) med til at “gøre alt hvad de kan” for at hjælpe de patienter, der er midt i en behandling, således at de kan fortsætte med den.
imageSå fik aktierne lige et nøk til, og i dag har jeg solgt dem.
De var mit eneste engagement i Danske Bank. Vi havde ikke noget valg mht. anbringelsen, og jeg var egentligt også lidt ligeglad, men i dag fandt jeg DB i Næstved og fremførte mit ærinde.
Han sagde: “Du har X aktier, og lige nu kan du sælge til kurs Y. Skal jeg trykke på Ok?”
Jeps.
“Du er klar over, at fortjenesten er skattefri, ikke?”
Joda …
“Nåhmen, det skal jeg bare oplyse dig om, lige som jeg skal oplyse det til SKAT.”
Det gør du bare … det gør lige som ingen forskel for mit vedkommende.
Pengene har hele tiden været øremærket til i hvert fald én stor rejse.
Nu må vi se, hvor den kommer til at gå hen.
Jeg har lovet John aldrig at se på kurserne mere på lige præcis denne aktie – han gider ikke høre mig tude, hvis de om et år er steget yderligere.
Lige nu har jeg det bare ret fedt.
De er i øvrigt faldet lidt siden i formiddags. Det er nok fordi jeg solgte mine … det har virkelig rystet aktiemarkedet …

24. november 2015

Det gælder om at regne den ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

I dag kom vi da uden for en dør …
Vi kørte til Næstved Storcenter, hvor vi var i Toys R Us, i BR, i Bog & Idé og i Bilka.
Børnene ønsker sig drager og figurer fra How to Train Your Dragon, som er et kæmpehit derovre. Er den også det herhjemme? Jeg havde slet ikke hørt om den før de var her i deres efterårsferie.  Figurerne findes også herhjemme, men da slet ikke i det udvalg, de har i UK.
Jeg er så heldig, at jeg er den første, der ser børnenes ønskeseddel, og når jeg har købt hvad jeg vil købe, bliver den givet videre til andre. Det kræver på den anden side, at jeg ikke udsætter julegaveindkøbene til sidste øjeblik, men er nødt til at være hurtig på aftrækkeren.

image

Vi valgte Toys først, fordi den er størst. Derfra gik vi med aldeles uforrettet sag.
Så BR. Her havde de én af de ønskede figurer. Det irriterer mig, at jeg skal bestille det via Amazon, få det sendt til Charlotte, som så kan have ulejlighed med at slæbe gaverne med til Danmark, men det bliver vist nødvendigt.
imageBåde i Toys, BR og Bog & Idé kiggede jeg efter et spil, der hed Othello, da Charlotte var barn. På engelsk hedder det Reversi; ungerne spillede det på min telefon sidst de var her og blev ret glade for det, hvilket er fint, for det er et spil, hvor man skal tænke sig godt om, inden man lægger sin næste brik. Nu ville jeg købe en ikke-elektronisk udgave til dem, men det findes slet ikke mere, lød beskeden alle tre steder.
Google, google.
Selvfølgelig findes det. Jeg fandt det i flere udgaver og valgte … ikke den her viste, men en noget mindre magnetudgave, så de kan spille det, mens de kører bil.

Det med at regne den ud: I Toys og BR (som er den samme butik med samme varesortiment. Næsten …) havde de gavepapir på “tilbud”: SE HER 2 RULLER GAVEPAPIR KUN 60 kroner!
2 x 5 meter for 60 kroner? Det lød meget dyrt. Selv i hovedet kunne jeg regne ud, at det er seks kroner meteren, og det var ikke engang pænt.
I Bilka, hvor vi sluttede af, havde de 25-meters ruller – nydelige – for 30 kroner. Det kunne jeg også godt regne ud i hovedet: 1,20 kroner meteren.
Begge var 70 cm brede. Morale: Man skal se sig godt for, men det er der vel ikke noget nyt i?
Jeg skal i øvrigt til at handle mere i Bilka. Jeg har altid afskyet at komme i den forretning og gjorde det kun, hvis det var yderst nødvendigt, for i Ishøj og Hundige-afdelingerne er der altid en million mennesker; man kan ikke komme til, og der er en masse støj.
Her i Næstved var der masser, masser af plads, og klientellet var et ganske andet og langt mindre støjende. Det må man nok ikke sige, men det kom jeg søreme lige til …

25. august 2015

Og jeg troede Læsøsalt var dyrt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

I forbindelse med et andet ærinde i Præstø i dag gik jeg i Menu for at købe et par småting til den mangochutney, jeg besluttede mig for at lave, da jeg så, at mangoer var på tilbud i Brugsen.
Her så jeg et mærke salt, jeg ikke har set før:

P1080052

P1080057Og jeg som troede, at Læsø Sydesalt var dyrt – jeg skrev om det for seks år siden. Det synes jeg stadigvæk, at det er, og jeg bruger stadig ikke Læsø salt, men kommentarerne til indlægget dengang fik mig alligevel til at eksperimentere med forskellige slags salt – og derefter selv lave forskellige slags.
Og indrømmet: Selv uden alt muligt tilsat er flagesalt anderledes (og lidt bedre) end det salt, vi putter i for at salte pasta- eller kartoffelkogevandet. Synes jeg. John er ikke enig, og vi kører derfor med et lille udvalg af forskellige salte til at putte på maden.
Jeg købte ikke det der natrium i kloridende [potens].
De kan ikke engang skrive det rigtigt. Det er såmænd nok bevidst forkert af hensyn til det grafiske indtryk, men som arbejdsmiljøskadet kan jeg bedst lide, når tingene står rigtigt, således at der i dette tilfælde bør stå NaCl og ikke NaCl.
Når noget står løftet, er det ofte tal, og så betyder det i en eller anden potens. 210 betyder to i tiende (som er 1024).
Men altså … salt til 570 kroner kiloet. Læsø Sydesalt koster ‘kun’ 264 kroner kiloet – en god del under det halve. Jeg har som sagt kapituleret mht. at salt ikke altid bare er salt, men jeg vil stadig ikke være til grin, og det ville jeg føle mig, hvis jeg købte det der natrium i kloridende. Maldon salt er glimrende.

Jeg ville ellers have skrevet om alle mine havtorn og den smarte metode, jeg undervejs udviklede til at få bærrene af grenene med, men det må vente til i morgen. Det passer ikke ind i dagens brokkestil …

20. august 2015

En formue og en underlig svamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:29
Tags: ,

Der er en del, der har grinet af de penge, som 900.000 danskere har fået tilbage i skat. Det har vi såmænd også selv, men forestil jer, at pengene ikke var blevet udbetalt: Så havde medierne haft skrigende travlt med at anklage SKAT/regeringen/den forrige regering for at snyde “knapt 1 million danskere” for deres retmæssige penge. Stor historie, der kunne have været kørt i dagevis her midt i agurketiden.
John fik 20 kroner. Jeg har ikke fået noget, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg har også betalt til en sundhedsforsikring fra 2004-2012.
Nå. Jeg overlever vel, selv om det må være (endnu en) fejl, for selvfølgelig har det hele tiden kunne mærkes, at jeg gennem otte år har fået vel omkring en krone mindre udbetalt om måneden – jeg vidste bare ikke hvorfor økonomien ikke holdt – at jeg i virkeligheden blev snydt af det officielle Danmark! 
I går kunne man sms’e ind til P4 og fortælle, hvad man ville bruge pengene til. Jeg foreslog John, at han skrev, at han først skulle tale med sin formuerådgiver, inden han besluttede sig, men kunne ikke komme til det, fordi hun hele tiden var optaget af andre, der også havde fået skattepenge tilbage, og køen var lang …

Svamp i HollænderskovenSvamp i Hollænderskoven (1)

Da vi cyklede en tur gennem Hollænderskoven i dag, var der ikke mange svampe at se. Jeg gætter på, at det er for tørt, men pludselig så jeg denne lige ved siden af cykelstien. Den var 25-30 cm høj og lidt lysere end svovlgul. Jeg har aldrig set sådan en fætter før og er spændt på, om jeg har bestemt den korrekt.
Da jeg billedgooglede “gule svampe”, kom der, udover masser af billeder af kantareller, guldgafler og andre gule skovsvampe, mangt og meget totalt unyttigt og uvedkommende op, såsom natursvampe (dem, man vasker sig med), grydesvampe, en badeand, to kopulerende (sorte!?) biller, et par ulækre tånegle og nogle belagte tunger. En mere specifik søgning “gule poresvampe” gav noget mere brugbart, og jeg er kommet frem til, at dette må være en svovlporesvamp, men er ikke sikker, da den ser mig noget atypisk ud. Jeg smider senere billedet på FB’s Svampeatlas, som sikkert vil kunne være behjælpelige med det rigtige svar.
Bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg ved, at, uanset om det er en svovlporesvamp eller en anden, så er det ikke en, jeg vil spise.

18. august 2015

Det er svært at indrømme en fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:27
Tags: ,

30. juli:
Da vi købte de hvide havemøbler i Havemøbelshoppen, var det et tilbud, jeg så på nettet, vi kørte efter.
Det viste sig, at de kun havde bordet og bænken tilbage på lageret; hvis vi ville have stole med, var vi nødt til at købe nogle af de andensorterings, de havde stående et andet sted i butikken.
Vi kiggede på dem og blev enige om, at vi godt kunne bruge to af dem.
Nu skulle vi til at handle, syntes jeg, for tilbuddet gik på bord, bænk og to stole – fejlfrie, naturligvis – så hvordan skulle vi nu lige få det på plads?
Da jeg kom med et prisforslag, blev han helt vred i sin stemmeføring, da han gjorde mig opmærksom på, at de sandelig ikke forærede deres varer væk her i butikken; de skulle også leve, og det var i forvejen et godt tilbud.
Hovhov, tænkte jeg – har du aldrig prøvet at forhandle en pris før? Du behøver da ikke at blive vred på mig …
Dette sagde jeg ikke højt; i stedet sagde jeg, at så kunne han jo komme med et forslag. Det gjorde han – jeg var ikke enig, og det endte med, at jeg fik de fem dele for 2700 kroner (vejl. udsalgspris for førstesortering er ca. 6000 kr). Min pris ville jeg ellers ikke have fortalt her på bloggen, men resten giver ikke helt mening uden at kende den.
Det var stadig et godt tilbud, og man skal kigge godt efter på stolene for at finde grunden til, at de ikke kunne sælge dem til fuld pris.
Men. Jeg var uopmærksom et kort øjeblik, da jeg skulle betale og opdagede et mikrosekund for sent, at jeg havde accepteret en sum af 4733 kroner.
Det gjorde jeg naturligvis opmærksom på og sagde, at han måtte føre pengene tilbage, og så måtte vi tage betalingen en gang til.
Det kunne kan ikke finde ud af. Hvad han sagde var følgende (i et bebrejdende, “Lille-De-tonefald”):
”Jeg er jo nødt til at tage den fulde pris for møblerne. Det skal jeg gøre. Rabatten fører systemet selv tilbage på din konto.”
Det var noget værre sludder – jeg fortalte ham, at den fremgangsmåde har jeg aldrig hørt om før. Jeg skal betale prisen med rabatten fratrukket. Punktum. Ikke noget med penge frem og tilbage – deres interne regnskab skal min bankkonto ikke blandes ind i.
Jeg skal skåne jer for hele vores lange diskussion, men han holdt stædigt på sit og sagde, at jeg skulle gå hjem og tjekke min bankkonto, for han ville godt vædde på, at de 2033 kroner var returneret til den. Jeg fik ham dog til at notere på deres kopi af bonen, hvad jeg dikterede til ham.

imageDer var selvfølgelig ikke ført penge retur. Den 10. august ringede jeg og gjorde opmærksom på det. “Lars er her igen i morgen. Kan du ringe igen dér?”
Dagen efter indrømmede Lars modstræbende, at han vist var kommet til at taste mit postnummer ind som beløb, og at han ikke vidste, hvordan han skulle redde situationen, “men i morgen er vores bogholder der. Kan du ikke ringe i morgen?”
Hrmpf. 11. august bad Lars om mit kontonummer og lovede at få pengene ført retur samme dag.
Der skete ikke en pind …

14. august sendte jeg en noget vrissen mail til Havemøbelshoppen, hvor jeg beskrev forløbet, og samme aften kom der mail fra selveste direktøren … han beklagede “alt dette rod” og lovede at få overført pengene til mig straks næste dag.
Jeg takkede og svarede, at så droppede jeg alligevel ikke hans butik – især ikke, hvis vi kunne finde ud af noget med nogle hvide polyrattanstole.
Vi har to, og Tim faldt pladask for dem – han mente de ville passe perfekt i deres engelske have.
Jeg fik et ganske godt tilbud på to stole med hynder “som kompensation for mit bøvl”.
Nu har vi jule-/fødselsdagsgave til Tim.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

12. juni 2015

Et lille indblik i vores privatøkonomi

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: ,

Der kom et brev fra Nykredit, adresseret til os begge, hvilket plejer at betyde, at det drejer sig om et eller andet med huslånet.
Det holdt stik.
Nu får vi simpelthen råd til også fremover at tage på ferie. Der var ikke et øje tørt … hele SYV kroner mindre at betale hvert kvartal. Jaaamen altså … det er virkelig overvældende.

P1060861

Helt så overvældet blev jeg ikke af at se danboligs reklame på de lokale busser. Det skulle da lige være af sorg over grammatikken.
Jeg har skrevet til Køgeafdelingen og tilbudt mig som korrekturlæser, så de ikke en anden gang sætter den slags skiltning i værk uden at være sikker på, at grammatikken er i orden. Med så få ord burde korreturlæsning ikke belaste en ejendomsmæglerkædes budget i bekymrende grad.

P1060854

19. marts 2014

Så er der permanent skyfrit hos Nielsens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Jeg købte for flere år siden mit eget domæne af to grunde: Ambitionen om at lave en hjemmeside om vores rejser og muligheden for at få en mere skræddersyet mailadresse.
Hjemmesiden blev aldrig rigtig til noget – i stedet fik jeg øjnene op for den mere interaktive blogverden. Webhotellet hedder one.com, og jeg er fint tilfreds med det. Det understøtter også WordPress, således at jeg kunne have min blog hos dem og dermed ikke skulle tænke mere over backup, men så vil jeg miste en alt for stor del af administratorrettighederne, hvilket jeg ikke har lyst til.
One.com har en feature, der hedder Cloud Drive, hvor man lægger sine billeder og dokumenter i ‘skyen’, som det hedder.
Smart, tænkte jeg: En ekstra backup udover de to eksterne harddiske, jeg allerede kører med; en i DK og en i Sverige. Jeg er nemlig ret hysterisk med mine billeder – VIL simpelthen ikke miste dem.
Cloud Drive er også smart på den måde, at den hele tiden synkroniserer mellem enhederne og skyen; dvs. ikke kun en konstant og løbende backup, men også adgang til mine billeder og dokumenter på alle vores enheder (to ipadder og to mobiltelefoner) anytime.
Det lød ikke særlig dyrt, så jeg var med på ideen.
Det var ikke engang særlig dyrt. I starten … men …
Jeg tog jo flere og flere billeder, så cirka en gang om året fik jeg en mail fra One.com om, at nu havde jeg overskredet loftet og måtte derfor op på næste trin på abonnementsstigen.
Dumme Ellen betalte bare og havde egentlig ikke helt styr på den årlige omkostning, fordi det kom sådan lidt snigende med en lille stigning ad gangen.
For et par dage siden kom regningen for det næste år.
2160 kroner!!!
Bare fordi jeg nu er oppe på at skulle have plads til 250 GB. Der var oven i købet ikke længe til, at dette tal også ville blive overskredet, hvilket ville medføre næste step på 500 GB, som ville have kostet mig 4320 kroner om året. Det er godt nok mange penge – jeg ville kunne investere i en hel del eksterne harddiske på flere TB for de penge.
Så kan jeg godt leve uden den ekstra backup og uden at have adgang til mine billeder via skyen.
Jeg fik nedgraderet mit abonnement til begynderpakken på op til 5 GB, som er mere end rigeligt til mig, når billederne er pillet ud.
Dermed kom jeg ned på kun 135 kroner om året. Det kan jeg leve med.


Brugsens stenalderbrødJeg fik ellers olieret vores køkkengulv i går.
Jeg tabte en hel flaske olivenolie. En liter olie og ti millioner glasskår fordelt på et par kvadratmeter. FOR HÆVLED!
John hørte knaldet og min indædte banden helt ud på terrassen og kom ind med det samme. “Har du skåret dig?”
”Nej, heldigvis ikke, men for hulen da et forbandet svineri”.
Det kostede en halv times arbejde, hvor det lykkedes mig at skære mig en enkelt gang.
Det hele bare fordi jeg skulle afprøve Brugsens stenalderbrødblanding:
Tilsæt 5 æg, 1 dl olivenolie og 2 tsk salt. Kom i en smurt form. Bag.
Nemt. Jeg har dog en vis tvivl om, hvorvidt man bagte på den måde i stenalderen. Æg og olivenolie … jamen det havde man da også lige ved hånden i enhver stenalderhusholdning …

28. januar 2014

Roses den som roses bør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

Nu skal det ikke være brokkerier altsammen – selv om man er ved at udvikle sig til a grumpy old lady, bør grumpy gemmes lidt af vejen bare en gang imellem, og jeg vil her komme med en frivillig og ganske gratis reklame for DFDS.
Som nogle vil have læst, bestilte jeg DFDS-billetter til England for kort tid siden; helt præcist fik jeg den endelige bookning d. 22. januar.
Den 24. januar løb der en en tilbudsmail ind fra DFDS om, at man i hele 2014 kan tage bilen gratis med til England.
Jeg tænkte over, om jeg skulle brokke mig, men normalt, når der løber denne slags tilbud ind, står der tydeligt, at de ikke gælder for allerede bestilte rejser, således at man ikke kan forvente at få penge retur på en allerede betalt billet.
Det kunne jeg dog ikke finde noget om denne gang – om det er en forglemmelse, skal jeg ikke kunne sige, men nu mente jeg, det måtte kunne betale sig at gøre et forsøg, så jeg sendte følgende mail til DFDS:

Jeg må indrømme, at jeg godt kan ærgre mig lidt mere end en anelse over at have været hurtig på aftrækkeren, hvilket ellers nok plejer at kunne betale sig.
Den 22. januar fik jeg mit bookingnummer til en tur til UK på Commodore class. (Bookingnummer xxxxxxxxx-3).
Den 24. januar kom der et tilbud på mail om at få bilen gratis med til England i 2014. Der stod godt nok ikke noget om hjemturen, men uanset om det er 1000 eller 2000 kroner, dette handler om, er det trods alt en slags penge … især når man har betalt [en hulens masse penge] for at komme til England.
Bare to dage skilte os ad. Jeg vil helst tro, at I forstår min ærgrelse, for som sagt plejer man ikke at blive straffet for at være i god tid, men jeg kunne jo sagtens have ventet tre dage med at bestille.
Jeg håber derfor, at det er muligt at få nogle af pengene retur for den bestilte rejse, da jeg ikke kunne finde noget om, at tilbuddet ikke gjaldt for allerede bestilte rejser.

P1020041I går løb følgende mail ind fra DFDS:

Hej Ellen
Jeg har ændret din booking, og refunderet kr.: 1.996,- tilbage på dit kort.
Jeg sender et nyt rejsebevis.

Se, det er simpelthen totalt i orden.
Vi er selvfølgelig også forholdsvis gode kunder … jeg aner dog ikke, om de har været inde og checke hvor tit vi rejser med DFDS, eller de simpelthen har erkendt, at hende fru Nielsen er i sin fulde ret til at forlange penge retur.

Hvis jeg sammenligner en billet, som vi ville have købt den, før vi blev luksusmennesker, der helst kun vil rejse på Commodore Class, og, som normalt, skulle betale 998 kroner pr. vej for bilen, er merprisen denne gang derfor reelt kun 672 kroner for at få al den herlige komfort i den private lounge, luksusfølelsen, den frie bar, kager, frugt, snacs og morgenmad. En flaske vin pr. vej og måske en cognac til aftenkaffen … så er de små 700 kroner såmænd hurtigt brugt.

10. marts 2011

Mindre eller intet tilskud til medicin – hvem gavner det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:37
Tags: , ,

Advarsel: dette er et langt og kritisk, men forhåbentlig også informerende indlæg…

Den 24. februar blev der sendt et  åbent brev til vores sundhedsminister. Jeg håber søreme han har læst det – og reagerer på det.
Det handler meget kort sagt om, at det nu er for gennemskueligt, at medicintilskud fjernes eller nægtes alene for at spare penge og ikke længere har det rette fokus på patienternes ve og vel.

Jeg kan (måske) lige akkurat og med armen vredet om forstå, at man kunne finde på at sætte alle tilskud lidt ned, men jeg fatter ikke, at man vælger at beholde nogen tilskud fuldt og i stedet nægter at give så meget som en krone, hvis der kommer et nyt og forbedret produkt.
Der forskes hele tiden i ny og bedre medicin. Det koster i omegnen af en milliard at få et nyt præparat igennem fra start til slut; over toksikologiske undersøgelser til kliniske afprøvninger i tre forskellige faser. Der skal dokumentation, dokumentation og atter dokumentation til, før medicin bliver sluppet løs på sagesløse patienter. En dokumentation, der slet ikke er krav om til alternativ medicin, hvor det ikke engang er nødvendigt at kunne dokumentere en effekt, der ligger over placeboeffektens.

Det er rigtigt, at meget medicin har bivirkninger. Langt de fleste af disse er velkendte og beskrevne – det er en opvejning mod virkningen, om medicinen kan frigives. Hvis man forestillede sig, at der blev fundet en medicin, der helbredte kræft 100%, kunne der accepteres flere og værre bivirkninger, end hvis man ‘bare’ havde fundet et nyt smertestillende præparat, som der i forvejen findes snesevis af.
Ja, jeg sagde en milliard. Det er mange penge, og derfor koster medicin mange penge. Derfor er et nyt præparat beskyttet i nogle år, inden kopiprodukterne bliver sluppet løs, så medicinalfirmaerne får en chance til at tjene pengene ind. Hvis ikke de får den chance, bliver der ikke råd til forskning, og så kommer der ikke ny medicin på markedet.

En ny form for medicin skal igennem rigtig mange test og afprøvninger; først på raske personer (primært bivirkningsundersøgelser), derefter på personer, der lider af det, medicinen er rettet imod. Dette er oftest undersøgelser, der udføres i flere lande – hvis man vil sælge i Europa, skal der testes i Europa. Hvis man vil sælge i USA, Japan eller Australien, skal der testes i USA, Japan eller Australien. Måske logisk nok, men det mindsker ikke omkostningerne.
Sundhedsmyndighederne er særdeles kritiske over for, hvad de frigiver til markedet – det skal de sandelig også være – men det ærgrer mig lidt, at så få ved, hvad der egentlig ligger bagved, inden medicin bliver hevet over skranken. Det irriterer mig også, at ‘man’ har ondt af, af noget medicin er meget dyrt, og at ‘det samme’ kan fås til langt mindre. De, der fremstiller kopiprodukterne, har ikke haft en udgift på en milliard til hele udviklingen og alle afprøvningerne verden over, så selvfølgelig kan de sælge deres produkt billigere. Bivirkningsprofilen kan også være anderledes, hvilket er forklaringen på, at ikke alle kan tåle et hvilket som helst produkt.

imageNår der så bliver frigivet et forbedret produkt, bliver der ikke bevilget tilskud til det, “for der er jo allerede et, der virker”. Jaja, det er der da, men dette nye er bedre (hvis det var det samme eller endog ringere, var det sandsynligvis ikke blevet tilladt at markedsføre det), så hvorfor forhindre folk i at få det?
Vi forbedrede vores eget produkt fra at være en vaccine, der ændrede sig fra, at man skulle have fri fra arbejde for at gå til lægen og blive injiceret ved hjælp af en kanyle, nu i stedet kunne tages hjemme i form af en tablet, der lægges under tungen og bliver opløst/optaget i løbet af et par sekunder. Behandlingen består af en hel del vaccinationer, og da der er mange, der hader at blive stukket, var dette en klar forbedring, men tilskud blev nægtet, så folk har simpelthen ikke råd til at gå i en nemmere og bedre behandling end den, de kan få offentligt tilskud til.
Det er da tosset… 
Der er lavet (upartiske) socialøkonomiske beregninger, der viser, at inden for få år efter behandlingsstart vil det være meget billigere for samfundet, hvis der var blevet givet mulighed for den forbedrede behandling, men det vælger man at overhøre.
Det er da tosset…

Læs brevet, hvis I orker. Det sætter nogle tanker i gang.
“Medicinalfirmaer er forretninger, der skal køre”, hører man ofte folk sige med mere end en smule foragt i stemmeføringen.
Jamen det er det da ganske rigtigt. Det kender jeg ikke ret mange forretninger, der ikke skal…

22. oktober 2010

Den skattefri præmie, del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Jeg slår mig ned som spåkone i mit næste liv. Er der ikke en eller anden skøn heks derude, der har en krystalkugle til overs?
Johns første sværdslag med ‘systemet’ = ase gik nogenlunde som jeg forventede.

Han kørte ned til kontoret i Køge, gik ind i receptionen og bad om at komme til at tale med en, der vidste noget om skattefri præmier.

Vi borer i sagen...– Du kan ikke komme ind og tale med nogen. Det kan man ikke her.
– Jamen der er sket en fejl i nogle beregninger, og jeg vil gerne tale ansigt til ansigt med en eller anden.
– Det kan du altså ikke komme til; du kan ringe eller skrive til os.
– Jeg vil meget hellere have en personlig kontakt – det gør tingene så meget nemmere.
– Desværre…
– Vil det sige, at jeg skal gå lige uden for døren derhenne og stå og ringe til vedkommende? Eller sætte mig i stolen derhenne og ringe?
– Ja.

Det gjorde John. Gik ud og ringede… og blev stillet direkte igennem til ‘en eller anden’, som fandt hans papirer frem.
John forklarede hvorfor han synes, der mangler fire portioner, og ‘en eller anden’ sagde, at hun godt kunne se, der vist var sket en fejl eller to undervejs.
De talte lidt mere sammen og hun lød til at være enig med John, da de havde været igennem det hele.
(YES!!!)
– Nå, men det retter I vel så nu?, spurgte John.
– Nejnej, det kan vi skam ikke. Du er nødt til at sende os en mail eller et brev, hvor du skriftligt redegør for det hele.
– Jamen vi er jo sådan set enige…
– Det gør ingen forskel – klagen skal komme fra dig. I skriftlig form. Men du skal bare skrive alt det, vi lige har talt om.

Er de bange for voldelige episoder, siden de ikke vil lukke folk ind? Laver de så mange fejl, at de ikke længere orker at sidde og forsvare sig ansigt til ansigt?Det er da noget underligt noget, synes jeg.

Nå. Men så langt, så godt. Der er trods alt håb forude, men det ligner nu alligevel bureaukrati for bureaukratiets skyld.

14. oktober 2010

Advarsel: ikke for sarte nerver!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:39
Tags: , ,

Jeg er eddersplintrende rasende. På et stift system, på skrankepaver, fagforeninger og arbejdsløshedskasser. Og fordi jeg er så tosset, roder jeg garanteret også begreberne sammen ind imellem… På forhånd undskyld.

En anden advarsel: det er et megalangt indlæg. Men der er heldigvis ingen, der tvinger dig til at læse det – vil dog sige, at hvis du er tæt på 60, er medlem af efterlønsordningen og har tænkt dig at blive ved med at arbejde, til du er 65 og forventer derefter at få den skattefri præmie, er det nok en rigtig god ide at læse dette.

Nu er det tredje gang, John og jeg tilsammen bliver svigtet af en fagforening. Jeg for 32 år siden, hvorefter jeg omgående meldte mig ud og var herefter kun medlem af en arbejdsløshedskasse. Jeg var enlig mor og turde ikke andet. Senere var det for at kunne være med i efterlønsordningen. Min fagforeningshistorie kommer måske i sin fulde udstrækning en anden gang, men kort sagt gjorde de alt andet end at hjælpe mig – kom tværtimod med velmente trusler om at hvis ikke jeg makkede ret, ville de sørge for, at jeg blev ekskluderet fra dem og også fra pensionskassen og dermed ville jeg miste arbejdsgiverens bidrag. Det var løgn; det har de overhovedet ikke hjemmel til, og det havde kun til formål at skræmme mig.
Det lykkedes dem på ingen måde, og da jeg truede igen, klappede de i. Men jeg undrede mig meget over, hvordan en fagforening kan påstå, at den er til for medlemmerne…
“Vi er til for dig” HA!

Nå. Nu er det John, det handler om.
Hvis ikke I kender reglerne for skattefri præmie, så er det kort, at man skal have arbejdet i to år efter det fyldte 60. år, for derefter at arbejde fuldtids i tre år for at kunne få 12 portioner á 11731 kr.
Man kan ikke få sit efterlønsbevis, før man er 60, hvorfor John sendte anmodning ind, så de havde den med posten den dag, han fyldte 60. Beviset kom to måneder senere. Her snuppede ‘systemet’ vist allerede den første portion af de 12… Han var dog arbejdsløs i 10 måneder; han opfyldte derfor først 2-årsreglen senere, hvorfor ‘syltningen’ druknede i dette faktum. 
Men husk for himlens skyld at få et bevis, der gælder fra fødselsdagen, ellers bliver I snydt i sidste ende. Smart gjort af dem.

Citat fra ase: “Du opfyldte toårsreglen den 01-07-2008. Du har fra denne dag til og med den 05-08-2010 arbejdet i 2473,2 timer.”
Det får ase til 5 portioner.
Det er en helt forkert udregning, som vi slet ikke kan gennemskue. Han opfyldte faktisk toårsreglen d. 3. maj 2008, og når vi tæller timer, skal det selvfølgelig være rigtigt angivet. Et arbejdsår på fuld tid er i øvrigt over 1900 timer.
Han har afleveret lønsedler for hele den aktuelle periode, så det skulle være en enkel sag at regne ud.

Inden jeg går videre med Johns personlige sag, er jeg nødt til at spørge ud i luften/jer: Hvordan i alverden er det muligt for nogen overhovedet at optjene 12 portioner på 36 måneder, hvis 25 måneder på fuldtid giver 5 portioner?

Det er mange penge at blive snydt for. John ringede til ase, brokkede sig på høfligste måde og forklarede hvori fejlene bestod, og at han selv var nået frem til lige præcis 9 portioner. Damen sagde, at hun ville kigge på det, hvorefter John kort tid efter fik atter et brev. Med de samme forkerte tal, men denne gang anonymt og med den besked, at hvis han ville klage, skulle det ske via Arbejdsdirektoratet og senest om 4 uger. Dateret en uge før han modtog brevet.

Hvor er lige den fagforening i forhold til medlemmet?
Hvorfor gider de ikke høre på Johns indvending mod deres udregning, når han allerede har leveret den nødvendige dokumentation?
Hvorfor er det i ases interesse at forholde John nogle af de penge, han efter loven har ret til?
Hvordan kan de, med uomstridelige beviser for fuldtidsbeskæftigelse, hævde, at han har arbejdet 2473 timer på 25 måneder? Jeg behøver ikke engang regnemaskine for at gennemskue, at det giver mindre end 100 timer om måneden.

Det var ase.
Før det var det Ledernes Fagforening, der svigtede ham. Han var leder i mange år, og da han ikke længere var det, spurgte han, om han skulle skifte fagforening. Næhnej, lød svaret. Du er skam velkommen til at blive alligevel. Det har han skriftligt, for det bad han om at få.
Da John fik brug for hjælp, fordi en arbejdsgiver snød ham for næsten 14000 kr, ville de ikke gå ind i sagen “Du er jo ikke leder, så vi føler ikke, vi er forpligtet til hjælpe her…”.
Hvordan tror I lige, det føltes?
“Vi er til for dig” HA!

Hvis ikke det var et krav, hvis man vil være med i efterlønsordningen, var ingen af os medlem af noget som helst – John og jeg har tre meget dårlige oplevelser med fagforeninger, der har skadet os fremfor at støtte os.

“Vi er til for dig” HA!

Jeg er medlem af en arbejdsløshedskasse, som sagt, men faktisk har jeg betalt langt flere penge for det medlemskab, end jeg nogensinde ville kunne få i skattefri præmie, og så har jeg ikke engang regnet renter med.

Nu kan John klage og kæmpe mod systemer og skrankepaver for at få noget, der ganske indiskutabelt er hans ret – fordi der sidder en kæmpeklump, der ikke kan regne, men ikke vil indrømme det, koster det ham en masse besvær – måske i sidste ende en advokat. Men det handler om så mange penge, at vi ikke vil tøve med at pudse en advokat på ase, hvis det skulle komme så vidt.

Pas på derude – sæt jer grundigt ind i systemet, vær vågne og pas på med at have tillid til fagforeninger. De er måske gode nok i teorien, men i praksis…
Jeg er ganske klar over, at dette er et følsomt emne og at nogle jer er dybt uenige med mig her og mener, at fagforeninger er uundværlige og at det er en dødssynd at mene andet. De var en rigtig god ide og meget nødvendige da de opstod og også længe derefter, men jeg mener, at de har overlevet sig selv med det samfund vi har i dag. 
Giv mig bare én grund til, at jeg burde synes, at fagforeninger er en god ting.

11. februar 2010

Hvad er dit stilbudget?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:55
Tags: , ,

Så I Rabatten? Det gjorde jeg. Programmet lagde ud med den snart gammelkendte prissammenligning blandt kendte discountbutikker.
Same same.
Forskellen var blot, at vi denne gang ikke fik at vide, hvilke varer der egentlig blev sammenlignet – kun betingelserne for at deltage, så at sige…

Så skiftede man emne til Stilbudgetter.
Nyt ord, men det var bare gammel vin på nye flasker, for det handlede om, hvor mange penge de unge bruger på tøj og ikke mindst tilbehør – derfor præfikset stil i stedet for tøj
Same same.
I studiet var der en meget hurtigttalende, nærmest overgearet kvinde, som foran sig havde en ung gut på 18 år og en ung pige på 17.

Sagde jeg Same same?
Jeg hoppede ½ meter i sofaen og havde i den forbindelse nær tabt strikketøjet:
Den 18-årige havde et månedligt stilbudget på 2000 kr. 
Den 17-årige slog dette med 50% og havde dermed et månedligt stilbudget på 3000 kr.
Vi så derefter et bredt udvalg af totalt uundværlige ting, man simpelthen er nødt til at have, hvis man ikke vil være helt til grin i dagens samfund; som f.eks. nogle hundehalsbåndslignende armbånd, der skulle placeres ved siden af det meget trendy armbåndsur, men stadig helst slet ikke skulle matche samme. For slet ikke at tale om det flade guitar-efterlignende ‘smykke’, som umiskendeligt lignede Union Jack, og som skulle hænge i en guldsnor uden på skjorten.
accessories

Jeg ved godt, at jeg er gammel.
Jeg ved også godt, at jeg på nogle (få, naturligvis…) punkter er gammeldags.
Men hvor blev finanskrisen af? Hvor får disse to unge mennesker alle de penge fra? Er det SU’en, der er blevet så stor? Hvis det er tilfældet, så tillad mig at mene, at den bliver brugt forkert. Er det fra forældrene? Hvis det er tilfældet, så tillad mig at mene, at de forældre har misforstået noget.

Min ellers så store sympati for alle dem, der siger, at det er blevet for dyrt at etablere sig, dalede lige lidt.
Med mindre det drejer sig om helt forskellige befolkningsgrupper.

Jeg kan ikke engang fortælle jer, hvad mit stilbudget er; kun ved jeg, at det ikke er i den omtalte størrelsesorden – men det er måske i virkeligheden kun et spørgsmål om prioritering?
Godt så.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.