Når Muhammed ikke vil komme til bjerget …

Nu kan det bare begynde at sne, næsten lige så tosset det vil, for jeg har lige købt ind til en belejring. Bortset fra, at vi skal til Johns søsters fødselsdag på lørdag, behøver vi ikke at skulle begive os ud i vinteren hele den næste uges tid.
Det er rigtig godt med de madplaner, jeg har været flink til at lave i et par år nu, og jeg holder stædigt fast i Brugsen, selv om jeg må konstatere, at nogle af de ansatte i min nyopdagede yndlingsfilial i Fensmark har gået på det samme fejlstavningskursus som alle andre brugsmedarbejdere.
Næsten alle … det store vinskilt var til min glæde skrevet korrekt, men til skiltet med forårsbakken kunne overskriften passende være Find Fem Seks Fejl.

Når jeg ikke kan komme ud i haven, må haven komme ind til mig.
Nu har jeg derfor lavet avispotter med min dertil indrettede paper pot maker fra HRH Prince Charles himself (ej, dog ikke, men fra Highgrove) – og jeg har også puttet noget i dem.
Det vides dog ikke endnu, om frøene overhovedet kan blive til noget, for nogle af dem var tre år gamle. Jeg har ingen anelse om, hvor længe frø bevarer spireevnen, men det er vel forskelligt fra plante til plante – og har man ikke hørt, at man har kunnet få flere tusinde år gamle frø til at spire? Nå, ikke? Jeg satser dog og krydser fingre for, at i hvert fald nogle af dem beslutter sig for at ville spire.
Der er olieplanter, blodrød torskemund, en smuk staude, som hverken haveejeren eller jeg kender navnet på, men som jeg med samme ejers velsignelse fik nogle frø fra; der er to farver stokroser og der er evighedsblomster, som jeg huggede frø fra i Wales’ botaniske have. Kan I huske evighedsblomster? De var meget moderne en overgang, men er tilsyneladende forsvundet helt ud af det danske havebillede. Min mor havde dem nogle år i træk – de er meget søde og jeg kunne godt lide deres knitrende pergamentagtighed, når man strøg med fingeren hen over kronbladene, og tanken om at kunne have hjemmedyrkede blomster i vaserne hele vinteren synes jeg lyder tiltalende.

Så skal du kun handle ét sted …

Det har ikke rigtig været min dag i dag. Alle mine lovprisninger af Brugsen over for en sammenligning med Fakta, som aldrig har alt, hvad jeg skal bruge, er sendt til hjørne, og jeg er halvknotten.
Nu er jeg endelig blevet relativt god til at lave madplaner. En lille time af formiddagen blev brugt til dette, hvorefter Nielsen x 2 begav sig afsted for henholdsvis at investere i en diasskanner og en masse madvarer.
1) Det er okay, at man kan få økologiske varer, men jeg vil kunne vælge dem fra, for jeg gider ikke betale det dobbelte for økologi. Citronerne kostede fx otte kroner pr. økologisk, mens en Coop-citron kostede fire kroner. Så er det heller ikke vigtigere med det der økologi. I dag blev jeg tvunget til at købe økologisk ingefær, hvilket jeg synes er noget pjat.
2) De havde ikke noget romainesalat
3) De havde ingen svinehjerter.
4) De havde ikke noget kalvespidsbryst (måske mere forståeligt end hjerterne, men irriterende, når det nu stod på min liste til Meyers gule ærter).
5) De var udgået for ricottaost. Der røg canellonierne på lørdag … medmindre jeg kører i Meny.
6) Bland selv-teen fra Fredsted stod stadig med sørgeligt tomme kasser, hvilket affødte følgende ‘dialog’ med den kaffe/teansvarlige (let forkortet udgave):

Q: Hvordan kan det være, at jeg, næsten hver gang jeg er i Karise Brugs, er nødt til at klage over det manglende vedligehold af disse kasser?
A: Jeg tror ikke, jeg har set ham i et halvt år … det er da ikke i orden, kan jeg godt se …
Q: Og det får dig ikke til at kontakte Fredsted Te og høre, hvad de har tænkt sig?
A: Ehhh …
Q: Jeg har klaget fire-fem gange i det samme halve år, og der er ikke sket en pind!
A: Ehhh … det beklager jeg …
Q: Det gør jeg sandelig også! Skulle man ikke formode, at det er den samme konsulent, der kommer i brugsen i Dalby og i Meny i Præstø?
A: Johhh, det skulle man tro …
Q: Har du så et godt bud på, hvorfor det altid er i orden disse to steder, men aldrig i orden her?
A: Nææhhh …
Q: Er de overhovedet blevet kontaktet, eller er I ligeglade?
A: Vi er bestemt ikke ligeglade!
Q: Så synes jeg ærlig talt, at I skulle gøre noget ved det. Jeg er SÅ tæt på at svigte Brugsen til fordel for Meny i Præstø. Ville det ikke være ret fjollet, hvis det skulle være på grund af, at I ikke kan finde ud af det med bland selv-teen?
A: Vi vil jo helst beholde vores kunder …
Q: Så gør noget ved det, når de kunder klager. I har jo i øvrigt også lov til selv at holde øje med, om tingene er i orden.
Exit mig, der som sagt var halvsur i forvejen.

Da jeg kom til kassen, var systemet til læsning af Coopkortet nede. Det kan Karise Brugs ikke gøre for, men da jeg bad om Samvirke, og kassedamen sagde, at det kunne hun ikke give mig uden at kunne læse kortet, medmindre jeg ville betale 49,50 for det …
“DET kan du i hvert fald, og jeg har ikke tænkt mig at betale for det”, sagde jeg og kiggede hvast på hende. En anden kassedame, der hørte dette, sagde, at hun bare skulle give mig det Samvirke – “kunden kan heller ikke gøre for, at systemet er nede, og du kan jo se, at hun er medlem”.

Visse ansatte i brugsen ville nok gerne ledsage mig til Vojens Skydecenter, så de kunne komme af med mig og samtidig få sig en hyggelig eftermiddag, mens de så mig blive skudt.

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

Hvor er der meget jeg ikke ved

Der er meget jeg ikke ved, og der er desværre også en del jeg burde vide, men som jeg ikke husker. Blandt andet, at jeg så udmærket ved, hvor lidt der bliver ud af asierne, når først de er udkernede og udvandede, men det glemmer jeg hver gang, så derfor købte jeg to for for lidt, da vi var i Køge i onsdags. Nu kan jeg ikke finde sølle to asier, så jeg kan få lavet forråd nok til næste sæson. De skal jo nok dukke op, men lagen står og venter.
Jeg troede der var en gårdbutik ikke så langt herfra, der havde asier, så afsted med mig. På cykel – vejret er jo skønt. Ingen asier, så det var forgæves 10 kilometer på cykel, men det skader heldigvis ikke.
På vej gennem Tappernøje så jeg et blomstrende magnolietræ. Jeg troede ikke helt mine egne øjne og måtte undersøge sagen, da jeg var hjemme igen … fandt ud af, at det er forholdsvis almindeligt: Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.
Så lærte jeg det. Det var vitterligt også en mindre efterblomstring med højst 30-40 blomster, men de var der …

Jeg er løbet tør for chilimarmelade og må ty til en en købe-en. Ikke godt. Inge og Hasse (og andre) kan godt lide min chilimarmelade, så jeg turde ikke andet end at sætte i gang og få lavet en portion, hvilket nu er gjort. 16 af de lidt mindre glas på cirka to deciliter blev det til, så er der lidt at forære væk af. Der er vist lidt mere bid i denne end i den forrige, så jeg er lidt spændt på, om den er for stærk for nogle – det er ellers supergodt til ost. 

Det er åbenbart lige meget hvor mange glas jeg køber hos Gläser und Flaschen, så bliver jeg ved med at løbe tør. I dag måtte jeg købe 10 glas i Brugsen, men så kommer jeg til at give dobbelt så meget for dem som i Tyskland, hvilket irriterer mig, så jeg må hellere i gang med en bestilling, så jeg har et reservelager igen. Det er ikke fordi jeg skal producere så meget mere i år, men jeg mangler at lave noget chili-tomatrelish og ditto chutney, og jeg har simpelthen ikke flere glas.

Brugsen er blevet bedre til at stave, men summen af lasterne er konstant, for nu kan de ikke regne. Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden, og umiddelbart mener jeg ikke, at der skal en kandidateksamen til for at regne ud, at når der er mindre i flasken til en højere pris, så kan kiloprisen ikke være lavere. Kiloprisen til venstre er korrekt, men til højre skulle der have stået 59,56 kroner og ikke 48,50. Det undrede mig, at den økologiske ketchup var billigst, så der skulle måske ikke have stået 31,50?

De bestod prøven med glans

Varerne ankom med PostDanmark. Det hedder vel ikke PostNord endnu? Bilen var postdanmarkgul og ikke postnordblå …
Den unge fyr smilede stort, da han holdt foran garagen, hvor John stod inde og rodede med båden.
”Skal I holde fest?”
Jeg kan godt forstå, at han spurgte, for han kom med fiskekassen fra Skagenfood (nederst), tre flamingokasser og tre papkasser – det fyldte næsten hele hans bil.
John spurgte, hvor meget jeg egentlig havde købt, og jeg kunne svare, at jeg havde købt sådan cirka hvad jeg plejer, når jeg handler til en uges tid.

Jeg må sige, at jeg er tilfreds med alle varerne – også grøntsagerne, som visse havde udtrykt bekymring for, når man nu ikke selv kunne føle sig frem til kvaliteten, men alt var ovenud perfekt. Ingen klager herfra.

Grunden til det store volumen var bl.a., at der i den ene flamingokasse kun lå en pakke frosne krebsehaler i en masse tøris.
Der var i øvrigt både larm og fest i køkkenvasken, da jeg hældte tørisen ned i et fad, der stod med vand i – det var som at se en koncert fra dengang, hele scenen helst skulle se ud som om den flød på dampen fra optøende tøris. Var det vistnok, ikke sandt? Dette lignede i hvert fald til forveksling.
I de to andre flamingokasser var der kølevarer, og i hver kasse var der fire plastposer med en lille liter is, så alt kunne holde sig køligt. Papkasserne indeholdt så selvfølgelig kolonialvarer og det grønne. Man har villet være sikker på, at varerne ikke har kunne trykke eller klemme hinanden; derfor to gange tre kasser, men de hvide tager de heldigvis retur.
Der var brugt mange små plastikposer. Rigtig mange. Det synes jeg måske nok var lidt spild, men man kan ikke klage over, at det var sjusket eller mangelfuldt pakket ned.
Jeg kan heller ikke klage over at have betalt 19 kroner for at få pakket og sendt alt dette. Havde jeg købt for godt 200 kroner mere, havde jeg slet ikke skullet betale noget.
Det var første, men ikke sidste gang, jeg handler på denne måde.

Min eneste klage er over deres velkomstoverraskelse til mig: En pose vingummi! Den havde jeg ellers været ret spændt på, hvad kunne være, men helt ærligt, altså! Hvis de har så godt tjek på mig og mine indkøb, at de kan målrette deres tilbud til lige præcis mig, så burde de da vide, at jeg ALDRIG køber slik. Hrmpf.
Jeg håber, at Anna og Aubrey kan lide vingummi, for den pose kommer med til England.

Én gang skal jo være den første

Jeg handler meget – som i virkelig meget – på internettet. Det er nemt, måske i virkeligheden lidt for nemt, at sidde ved skærmen og lade sig inspirere og så derefter bare trykke på et par knapper for at bestille sin(e) vare(r). Garn, bøger, gaver af enhver art, elektronik, parfume, blomster, ja, stort set alt. 
I denne forbindelse vil jeg lige pudse min glorie og understrege, at jeg altid tjekker, om det er en såkaldt sikker forbindelse, betalingen sker igennem, og der er bank under bordet endnu ikke gået noget galt, selv om jeg har internethandlet snesevis af gange. De hundrede er vist også rundet et par gange efterhånden. Det gode ved EU er, at man ved handel indenfor dette område ikke skal betale told og moms med tilhørende forsinkelser, som man risikerer, når man handler i fx USA, og de lige får fanget én ved grænsen.
Jeg har købt sko, men endnu ikke tøj. Det kommer såmænd nok også snart, men når jeg tænker på, hvor meget et stykke tøj kan finde på at forandre sig på det korte stykke vej fra bøjlen til min krop, bliver det meget begrænset, hvilken slags tøj jeg vil forsøge mig med på nettet.

Dagligvarer havde jeg heller aldrig handlet … regnede med, at det nok på et tidspunkt bliver en nødvendighed, så det kan vente. Troede jeg. Men.
Jeg handlede i COOP i går uden at bevæge mig uden for min dør. Jeg fik alt, hvad der stod på min liste. Der var ingen impulskøb, men det er bestemt ikke udelukket, selv om man nethandler, kunne jeg sagtens fornemme – men altså ikke i går. Det er selvfølgelig en fordel, at jeg i så mange år har handlet i brugsen – jeg kender alle varerne og ved, hvad jeg skal vælge til og fra.
Man følger med øverst på skærmen, både mht. varer og samlet pris. Det er nemt at slette en vare. Det var i det hele taget nemt.
Det er dog ikke den måde, jeg fremover vil handle på – ikke hver gang, i hvert fald, men nok indimellem, for der er naturligvis også ulemper, som fx zonegebyret. Jeg troede først, det havde noget at gøre med, hvor jeg boede, men det viste sig at være følgende:

Fordi jeg handler til en uge ad gangen, kom jeg naturligvis af med alle 12 kroner. Man betaler også for levering/transport, medmindre man køber for over 1200 kroner. De termokasser, varerne bliver leveret i, tager de heldigvis retur, næste gang de leverer.
Både ordrebekræftelse (umiddelbart efter bestilling) og faktura (når varerne er pakket), er penslet ud til mindste detalje.

Så jo, nemt er det. Nu kan jeg på ingen måde hævde, at jeg er en fortravlet mor med tre børn og fuldtidsjob, der kæmper for at få tiden i hverdagen til at slå til (altså, moderen kæmper, ikke fuldtidsjobbet …), men var jeg det, ville jeg med stor sandsynlighed sætte mig i ro og mag om aftenen, når ungerne sov, for at lave madplan og derefter købe ind til den næste uges tid.
Fordi jeg er efterlønner og stadig fuldt mobil, vil jeg derfor selv gå i brugsen, men nu er det afprøvet og bliver sikkert også praktiseret igen, også inden jeg bliver gammel og affældig. Er lidt spændt på i morgen, når varerne kommer.

Jeg har en klippefast tro på …

Jeg har en klippefast tro på, at bornholmsk klippevand ikke er bedre end så meget andet vand.
Det kan i dag fås i Brugsen, og for at sætte det i den klasse, hvor man åbenbart mener, at det hører hjemme, er det at finde i vinafdelingen og ikke hvor man normalt ville lede efter vand på flasker.

Det er ikke Brugsen, jeg hænger ud her … jeg hænger sådan set slet ikke nogen ud, jeg undrer mig blot over, at nogen gider købe den slags.
Det, der kan irritere mig ved skiltningen er, at der nederst, venstrest står “Pr. stk. 25,00”. Det nummer laver de tit, men hvorfor dog det? Jeg kan da godt regne stykprisen ud, når de koster 25 kroner stykket! Det er meningen, at de skal angive liter- eller kilopriser med denne oplysning; ellers giver det ingen mening som sammenligningsgrundlag. En stykpris kan naturligvis i visse tilfælde give mening, men ikke i dette tilfælde.

Dagens overskrift er ment en anelse sarkastisk over for mig selv.
Jeg havde nemlig også engang en klippefast tro på, at alt det med flagesalt og Læsø sydesalt og den slags er rent til grin.
Det er stadig ikke blevet til saltet fra Læsø; det er simpelthen for groft med den pris, men næsten alt muligt andet er det blevet til efterhånden.
Det er længe siden, jeg satte både flagesalt og almindeligt groft salt på bordet (John foretrækker stadig det sidstnævnte), men efter et besøg hos en af de skønne kvinder fra Det Fast Sammentømrede Engelskhold, øgedes repertoiret ganske langsomt, fordi jeg efterabede hendes inspirerende saltfad.
Først var der én slags. Så var der to. Så tre og fire. Fem. Seks.
I en periode har jeg haft Johns salt stående for sig, men i dag tog jeg skridtet fuldt ud og købte et fad, der var stort nok til det hele – plus dem, jeg efterhånden syntes, jeg stod og manglede i samlingen; blandt andet saltet med rosa peberkorn, som jeg er ret begejstret for.
Og noget, jeg ville have forsvoret: lakridssalt! Jeg spiser aldrig lakrids – kan absolut ikke lide smagen, og slet, slet ikke i mad, men det slog mig, at bare fordi jeg er en af de fem danskere, der ikke kan lide lakrids, kunne det jo være, at mange andre ville sætte pris på at få maden til at smage af lakrids.

1:  Hvidløgssalt
2:  Lakridssalt
3:  Hærvejssalt (med brændenælde og hvidløg)
4:  Birkerøget salt
5:  Almindeligt groft salt
6:  Maldon flagesalt
7:  Islandsk sort salt
8:  Hjemmelavet chilisalt
9:  Salt med rosa peberkorn (laver jeg også selv)
10: Fint middelhavssalt
11: Flagesalt med ramsløg

Grin I bare – det ville jeg selv have gjort engang, men dengang jeg i et indlæg brokkede mig vildt over prisen på Læsø sydesalt, var der en del, der gav mig en kommentar med på vejen, hvor de lovsang flagesaltet; at der rent faktisk var forskel på smagen på maden. Ikke, når man lavede maden, hvor almindeligt salt er glimrende, men det salt, man kommer på sin ægge- eller tomatmad. Eller på sine kartofler.
Og rent bortset fra, at det ser fint ud, når det står på bordet, så går der lidt sport i det, skal jeg gerne indrømme.
Jeg er begyndt at bruge meget mindre salt i min madlavning bare for at kunne forsvare at bruge lidt af alle disse sjove, forskellige slags salt.

Kort og godt

Fair isle færdig og Spectra halvt færdig, næsten. 38 af 85 ‘mosaikker’ strikket.
Jeg var skuffet over, hvor grønt garnet var. På billedet var det blå dominerende, men det har været et tilfælde, at den blå del af det har været vundet yderst. Det er ellers superlækkert Norogarn til en formue for 100 gram, og nu bliver Spectra da også strikket færdigt, men så snart det er det, går jeg i gang med et nyt og mere i blå nuaner i mosaikkerne med Nordlys, som garnet hedder. Sådan kan det gå, når man køber garn via internettet, men det er nu første gang, jeg ikke har fået, hvad jeg forventede.
Er der en, der vil købe denne Spectra med flest grønne mosaikker? Så er det bare at sende en mail. Det bliver naturligvis kønnere at se på end på billedet, eftersom det skal vaskes og spændes ud, når det er færdigt. Her kan ses en masse billeder af det.

Det var alt for i dag – den står i brændesavningens tegn, så sidste pip bliver “Sig det med broccoli” på superbrugsensk. De er vist kommet i lige rigeligt nok julestemning allerede …

Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og … Dannebro?

Denne gang var det ikke magasinet Samvirke eller en af Coops forretninger, men Coops hjemmeside, den var gal med.

Jeg taler med sjællandsk accent – måske ikke voldsomt meget, men den er der, selv om jeg ikke er helt derude, hvor man kører med 56 bogstaver i alfabetet og to stavelser i te og is. Jeg er flyttet lige på grænsen til, hvor de begynder at ‘synge’ lidt mere, når de taler, men det gør ikke spor, for jeg synes, at Haslevs og Næstveds omegne har Danmarks grimmeste dialekter. På den anden side er det synd, hvis dialekterne forsvinder – også de mindre charmerende.
Tilgiv mig venligst, hvis jeg lyder lidt selvmodsigende.
Jeg ville så gerne bilde mig selv ind, at jeg taler rigsdansk, men jeg tror ikke engang på mig selv i den forbindelse … ikke desto mindre har jeg et forholdsvis tydeligt ‘g’ i Dannebrog, så det er ikke fra mig, vedkommende har fået den ide, at det hedder Dannebro.

I øvrigt var Samvirke-udgavens klumme skrevet af en meget ung mand, der er 100 år indeni. Han bliver superirriteret, krummer tæer og får knopper, når han ser alle de særskrevne navneord, som i stadig højere grad florerer overalt.
Hurra for, at der også er unge mennesker, der bliver lige så irriterede som os halvgamle stødere.

Da Charlotte var her for et par uger siden, blev hun varm på tanken om at forsøge sig med at lave æblechampagne.
Tim sendte billedet til venstre for en uges tid siden og her til morgen løb der en mail ind med et billede af Chateau Malt House.
Det passer så ikke helt, for det er ikke gæret og er derfor bare ganske almindelig æblemost, men hvorfor så de der ret autentiske champagnepropper?
Hun talte om at ønske sig et cider-kit i fødselsdags- eller julegave (hvad det så end består af), men gad vide, om hun allerede har investeret i et eller andet? Det er selvfølgelig nu, det skal bruges og ikke i december eller senere … det er nogle år siden, hun fik den franske, halvprofessionelle mostpresser af os (på billedet er den ikke samlet endnu, hvis nogle af jer skulle undre sig over, hvordan det dog foregår).   
Jeg har prøvet at ringe til hende, men hun er ikke hjemme – og mig, som er SÅ nysgerrig! Det er forbudt at sende sådan en mail og så drøne ud af huset.
Nu burde ungerne være hentet fra skole, så jeg prøver igen lige om lidt …

Sprog og kager

Jeg har samlet lidt forskelligt sammen. Der er ingen sammenhæng – andet end at de alle fik mig til at smile eller til undre mig. Eller både-og.
Besøget på cakewreck-siden, som det er længe siden, jeg sidst har besøgt, fik mig til at smile højt. Her er simpelthen grinegaranti.
Og dog – er der alligevel en sammenhæng til? Døm selv …

En Aarhus-googling resulterede i nedenstående.
Egentlig underligt, at vi ikke frøs mere, da vi sad på Åboulevarden og fik en kopkaf … de sender åbenbart kølevand gennem åen.
(Og hvorfor insisterer århusianerne mon ikke på at skrive Aaboulevarden og Aarhus Aa?)

Brugsen kan bedre lide orginaler end originaler. Det er ikke så underligt. Intet kan længere forbavse mig ved Brugsens stavning. Det underlige er, at hvis man udtaler original på engelsk, hvilket vel burde være oplagt i dette tilfælde, er det umuligt at overhøre det første ‘i’.
Hvis vi abstraherer fra Brugsens evindelige stave- og grammatikfejl, er Zin-vinene ganske glimrende – i hvert fald dem, jeg har smagt, hvilket drejer sig om Original Zin, Ultimate Zin og 7 Deadly Zins. Det er fine ordspil på druens navn zinfandel.
Hvad jeg derimod ikke bryder mig om, er at få bekræftet noget, jeg længe har haft mistanke om er et salgstrick, nemlig Brugsens ‘besparelser’, når man køber deres tilbudsvine. Original Zin står andre steder med en vejledende pris på 50 kroner flasken. Det er temmelig langt fra de 85, man her hævder, det skule være. Spier-vinene, som også er gode, fås altid kun til ‘halv’ pris, 50 kroner. Jeg har endnu ikke set dem til ikke-tilbudspriser, og nu ved jeg hvorfor. De er skam 50 kroner værd. Bestemt. Men de er ikke det dobbelte værd.

Er man fyrrig, fordi man fylder fyrre? Coop er på banen igenigen …
Jeg er muligvis gammeldags, men uanset hvad jeg inde i mit hoved måtte mene om, hvad min direktør eventuelt kunne tænkes at være i sit privatliv, ville jeg aldrig i en officiel fødselsdagsinvitation skrive, at han er ‘fyrig’! Den slags hører hjemme i de private festers regi.

Og nu til noget lidt mere komisk:
Fra min længst forgangne it-tid kan jeg huske WYSIWYG – what you see is what you get.
Det gælder ikke for dette kageønske. Til venstre ses bryllupskageønsket; til højre, hvad brudeparret fik.

 

Så var der dette ønske om a black high heel. Hvad de fik var a black high hill …

Man skal med andre ord ikke telefonere sine ønsker til konditoren, vil jeg bare sige. Han/hun tager tingene alt for bogstaveligt.
“…And underneath that, write ‘We will miss you’. Got it?”

    

Ashley J. had two male coworkers each expecting a child, so the office decided to get them a cake. They wanted it to say, “Happy Fatherhood Shawn and Glenn”. Instead, they got this:

    

Jeg er ikke kun gammeldags. Jeg er også fuld af fordomme.
Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at så tåbelige misforståelser kan forekomme andre steder end i USA.
Kig selv videre – man tror det er løgn.

Jeg savner min brugs

Værtinden fra i lørdags har en søn, der er lærer på Havdrup skole, hvor Charlotte gik, så vi fik os lige en lokalsnak, hvorunder han nævnte, at Superbrugsen i Havdrup er en af de rigtig gode … som dansklærer måtte han dog give mig ret i, at man ser ret så mange fejl på deres skilte. Jeg kender et par, der bor ved Solrød Strand, hvor der ligger en Superbrugs i Solrød Centret, men som kører helt til Havdrup for at handle “i en ordentlig brugs”.
Det er bestemt også en af de bedre brugser. Min nærmeste befinder sig i Faxe Ladeplads, men den vil jeg simpelthen ikke handle i, så jeg kører de 21 km til Karise, fordi det er den bedste inden for en rimelig afstand.
Men jeg savner den i Havdrup. Episode fra Kariseafdelingen i dag i let forkortet udgave:
– Har du mulighed for at kigge ned til bland-selv-teen? Hun gik med.
-Jeg er klar over, at der kommer en og fylder op her, og at det derfor ikke er dit eller for den sags skyld brugsens ansvar, men jeg er nødt til at bruge dig/jer som talerør. Nu har jeg ventet i over tre uger på, at der skulle blive fyldt op i teerne; jeg fik at vide i mandags, at det skulle ske i torsdags. Noget er der da også sket, men se så bare her: Der skal ifølge etiketten være Earl Grey-te, men der ligger en uåbnet (!) pose grøn te. Det der (jeg peger) har aldrig været Earl Grey med jasmin; det er jo stort set ikke andet end røde blomsterblade. Den der er stadig tom. Den kasse har ingen etiket på, men efter duften at dømme kunne det godt være Earl Grey med jasmin. Den kasse der indeholder afgjort ikke kvædete.
Hun kiggede helt bestyrtet på mig og begyndte at forklare, at det ikke var hendes ansvar, og at hun “hørte til i den anden ende af butikken”.
– Og så må du slet ikke komme herned i denne ende???
Fåret smil fra hendes side.
– Jeg har jo sagt, at jeg udmærket ved, at det ikke er din skyld, men hvad vil du have, at jeg skal gøre som kunde?
– Okay, det kan jeg godt se …
– Der må da være en her i butikken, som kan gøre noget ved dette roderi?
– Det er der også.
– Fint. Ham eller hende må du meget gerne vise dette. For ville du være tilfreds med det her som kunde?
– Nej.
– Eller som den, der ansvaret for, at tingene er gjort ordentligt?
– Nej.
– Så du leverer min klage videre? Det her er bare ikke i orden.
Det lovede hun.

Nu må vi se hvad der sker – om der overhovedet sker noget.
Jeg undrer mig dog: Jeg forestiller mig nemlig, at den slags er der én person, der som minimum kører over hele Sjælland for at tage sig af. Hvorfor var det så altid 100 % i orden i Havdrupafdelingen, mens det endnu ikke på noget tidspunkt har været helt okay i Karise? Og nu gik det som sagt helt galt. Det kan der være mange forklaringer på, men i morgen har vi et andet ærinde til Havdrup, så jeg har tænkt mig at smutte i brugsen og blande min egen, go’e gamle te.

Blomsten er fra en kaktus … ret relevant til dagens indlæg, synes jeg.

Fra vinter til forår på en nat

Fra den nærmest arktiske vinter – som det mod forventning viste sig at være – til det danske forår … lidt af en omvæltning, men ikke anderledes end hvad de fleste oplever med modsat fortegn, når de vender hjem fra varmen.
Vi har haft en skøn tur, selv om vi ikke kunne se nordlyset for de mange skyer, der for det meste dominerede den ellers så kulsorte stjernehimmel.

At komme hjem til et forårsdanmark er nu heller ikke så tosset – solen har skinnet fra en dybblå himmel hele dagen. Fjorden har vist sig fra sin smukkeste side, og svanerne har fløjet til og fra hele dagen, af en eller anden årsag lige over vores hus, så himlen har været fuld af svanesang. Varmt har det dog ikke været, kun 6°, men i solen var det okay, så vi har været et par timer i haven.
Og vi har været i Næstved. John skulle til høreprøve, for han kan ikke høre hvad jeg siger til ham – jeg skal gentage alt for ofte, og i dag kapitulerede han og fik foretaget en prøve – som (desværre, synes jeg) viste, at han kun ligger lige på grænsen til, at han kan få tilskud til høreapparat. “Kom igen om et års tid, så ser vi om eller hvordan det har udviklet sig”.
Sådan er det så åbenbart bare – det er ellers nogle komiske eksempler på “Goddag mand – økseskaft”, der sommetider afspejles i vores samtaler.
Noget godt kom der da ud af det: Lige over for Audionova ligger der en af de bedste patchworkforretninger, jeg til dato har oplevet, så jeg myldrede derind og fik skabt et par behov, mens John var til høretest.

I Næstved viste der sig også at ligge et stort Kvickly, som vi derfor benyttede lejligheden til at undersøge nærmere, da køleskabet alligevel skreg på at blive fyldt op. Butikken var stor og god og levede helt op til hvad jeg forventer af en COOP-butik. På alle planer, for naturligvis lever man også op til ansættelseskravet om ikke at beherske dansk grammatik, hvorfor ikke alle de ansatte har styr på brugen af apostroffer. Her er der ren overflod af dem: Både i Storstrøm’s og efter gram (G’).
Nogle har dog styr på sagen, som det ses på skiltet til venstre … jeg gætter derfor på, at de to skilte er forfattet af to forskellige personer. Men igenigen: Hvorfor ser det skilteskrivende folk ikke, hvad der står på den vare, de skal skilte for? Der står jo så fint Storstrømsost på pakken.

Til slut mine aldeles vidunderlige og lige så aldeles uforlignelige børnebørn til World Book Day sidste torsdag. Sidste år var temaet litterære figurer, hvor de var Robin Hood og Pippi Langstrømpe; i år var temaet professioner.
Hvis man ikke kan gætte det, så var Aubie avisdreng og Anna var nanny – her personificeret af Mary Poppins.

Ligner man en million, når man ifører sig en Rockefeller?

Der bliver strikket en del for tiden. Jeg er blevet færdig med endnu en Maestro (nummer tre!) og mit Rockefeller, som er et tørklæde/sjal, jeg startede på, da vi tog til England.
Jeg er ret vild med Rockefeller. Det er flot og alternativt tænkt – af en mand, oven i købet. Ikke fordi mænd ikke kan tænke alternative eller smarte tanker, men der går ikke tretten på dusinet af mandlige strikkedesignere, så det er en smule usædvanligt.

Det er min udgave til venstre … jeg ville desværre ikke have megen gavn af så slank en gine … nu skal jeg bare lære at drapere tørklædet, så jeg ligner en million i det. Der skal nok øves længe. Meget længe …
Selv om det ikke ser sådan ud, er der kun de samme to farver i den; en grå og en lys beige.

Brugsen i Karise lever fortsat op til mine brugsforventninger.
I dag kunne man se følgende skilt:

        

Nej, min ven, en pomelo er ikke en melon og har heller aldrig været det. Desuden har du hængt det fejlagtige skilt umiddelbart ved siden af papirerne med en forklaring på, hvad en pomelo er, hvis der nu skulle være en kunde eller to, der er lige så uvidende som dig …
Tal sammen, kære kolleger. Eller se lidt ud over egen næsetip. Eller spørg, hvis du er i tvivl. Ingen kan forlange, at du skal vide alt, og jeg har måttet svare på en del unge kassemedarbejderes spørgmål om, “hvad det her er for en”. Hvis det ikke er en grønsag eller frugt, man kender hjemmefra, er det i orden ikke at vide, hvad det er, men så kunne det måske være en god ide at benytte sin ansættelse i et supermarked til at lære lidt om den slags ting.

---

Man kan se en komet for tiden – hvis skyerne ellers kunne forføje sig. Note to self: Må huske at sige det til Aubrey. Den hedder Lovejoy efter ham, der opdagede den så sent som i 2014, og den kan ses i sydlig retning lidt over halvvejs mellem horisonten og zenit. Dens lysstyrke forventes at stige frem til slutningen af januar, hvor den vil stå endnu højere på himlen, fordi den nærmer sig Solen. Derefter fader den og rejser langt ud i solsystemet igen, inden den vender tilbage om 8000 år.
Klart vejr ønskes, tak! Jeg er der ikke til at se den, når den vender tilbage.

Nu var jeg lige så glad …

Først droppede de apostroffen i slagterens. Hvorfor de ikke med det samme droppede den i bagerens, vil forblive et mysterium for mig, men nu har de gjort det. Måske i forbindelse med, at de overtog byens bager, inklusive de ansatte, heldigvis, men eksklusive ejeren, og dermed fik en rigtig bagerforretning i stedet for det bake-off, de havde haft indtil da. I forbindelse med ombygningen fjernede de skiltningen med SLAGTERENS HJEMMELAVET.
Nu mangler de vist efterhånden snart kun at sælge tøj, inden min Superbrugs kan kalde sig for Kvickly.
Jojo, jeg var rigtig glad – se bare på billedet herunder: ingen fejl. Ingen apostrof i slagterens, de skriver hjemmelavede i stedet for hjemmelavet og svær uden ‘d’.

Der kom dog lidt skår i glæden, da jeg ikke langt fra ovenstående skilt fik øje på et andet skilt:

Stært. Det kan jeg godt huske, at Charlotte sagde, men da var hun altså kun to år! “Hvor er du al’så stært, mor. Du har så mange kræsper”.
Akja, det var dengang, barnet så op til og beundrede sin mor … hvordan landet ligger mht. til det nu, har jeg det lige som Generalen i Basserne med: “Jeg VIL ikke spørge”.
Jeg spurgte heller ikke nede i Brugsen, hvem af deres medarbejdere, der ikke er nået længere end til to-årsstadiet.
Ydermere forstår jeg slet ikke prisen på det skilt. Hvorfor står der 55 kroner, når de samtidig skriver, at stykprisen er 30,95? Det er ikke fordi de ikke kan finde ud af forskellen på stykker og kilo (hvilket er set før), for en chorizo vejer ikke 1,78 kg – hverken som sød eller stært.

Endelig er der deres frie indkøbsvogne. Ville I ikke anvende ordet gratis i dette tilfælde? For mig er fri synonymt med ubundet og ikke med gratis (jeg ved godt, at man siger kvit og frit, men det er noget andet …) – jeg får en association om at skulle til at indfange en vogn med lasso og det hele, inden man kan gå i brugsen.
Anglicisme? Fordi gratis hedder free på engelsk? Måske.
S-togene skrev også Fri internet i S-toget – for mig var der noget Befri Wllly over den måde at formulere det på, hvilket man åbenbart selv fandt ud af, for det er nu omformuleret.
Nå, men man kan ikke få alt.
Jeg synes egentlig, det er skønt at bo så langt ude på cowboy?landet, at Superbrugsen ikke finder det nødvendigt at tage pant for at benytte en indkøbsvogn, og jeg er glædeligt overrasket over, hvor sjældent jeg ser en indkøbsvogn, der bare er smidt, fordi vedkommende har fundet det uoverkommeligt at gå de 20-30 skridt hen til ‘garagen’.
Derfor er jeg overordnet set glad, trods alt.
Nu mangler vi bare, at de ansatte på Samvirke-redaktionen lærer at regne …

Find Fire Fejl

Jeg anstrengte mig, men kunne ikke finde fem fejl på skiltet fra Brugsen i Karise. Fire på ét skilt er vel også tilstrækkeligt …
Det er nævnt før, men nu er det i hvert fald bekræftet, at Karise er en værdig afløser for min hidtidige hjemstavnsbrugs.

Kan I finde alle fire? Den ene er lidt tricky, fordi der ikke et billede af selve stegebenene.
De er nemlig ikke spor blandede, idet pakkerne indeholdt stegeben fra gris og ikke andet. Det var første fejl. Hvad skulle stegeben i øvrigt også være blandet af? Eller med?
Anden fejl er, at der, selvom de ben virkelig havde været blandede, skulle have stået netop blandede og ikke blandet. Den er lige så slem som den i min brugs: “Slagterens hjemmelavet”. Det hedder det ikke, og mine sprogører visner, hver gang jeg ser det i min brugs. Her er en tak til Fruen i Midten for dette dejlige udtryk på sin plads. Det er nok ikke sidste gang, jeg vil bruge det
Tredje fejl er afstand mellem tekst og spørgsmålstegn. Jeg undrede mig over denne tendens allerede for fem år siden.
Fjerde fejl er naturligvis apostroffen i Danmarks.

Da jeg stod og skulle til at betale, spurgte en ung pige i kassen bagved min kassedame, hvad “denne her” var for noget. Det var en selleri. Jeg kan forstå, at de måske ikke kender navnene på alle de eksotiske frugter, man kan købe efterhånden, men mit barn kendte altså alle de danske frugter og grønsager, inden hun blev 14 år. Hun interesserede sig overHOvedet ikke for madlavning, men det hører lige som med til almindelig opdragelse. Eller hvad? Jeg har også engang oplevet en ung kassemand, der ikke vidste, at et hvidkål var et hvidkål.

---

Det er bagerens fødselsdag (ælte i ælte), og i morges blev jeg vækket af bebyggelsens plænepasser, der kørte og slog græsset på fællesarealerne.
Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke tidligere i mit liv har oplevet i november.

Nede ved Den Stråtækte havde der samlet sig noget over 1000 ænder i dag. De flyttede lidt frem og tilbage, men lettede ikke fra vandet.

Postevand, venner. Postevand!

Fik Samvirke i dag og læste blandt andet lidt om, hvad vi godt kunne ændre på med kun en minimal indsats.
Nu har jeg jo før grebet det blad i at lave nogle gevaldige regnefejl, så måske skal det tages med et gran salt (nej, ikke et gram salt, kære unge mennesker), men jeg har i andre sammenhænge hørt/læst, at flaskevand faktisk ikke er spor bedre end postevand – snarere tværtimod.

“Postevand er 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand. I Danmark blev der købt 139,5 millioner liter flaskevand i 2012. Hvis vi i stedet havde drukket postevand, kunne vi have sparet klimaet for 25.000.000 kilo CO₂-forurening, der blev udledt under produktionen og transporten af flaskevandet.”

Jeg regnede lidt på det … det svarer til, at jeg kan flyve til New York 41.667 gange. I et fly, forstås – jeg har desværre ikke udviklet vinger, selv om jeg tit pudser min glorie.
Eller John og jeg kan køre 178.571.429 kilometer i vores Kia Carnival. Det er 4.252 gange rundt om jorden. Det kommer til at knibe en anelse med at nå det, selv om vi starter nu …
Jeg kan sagtens pudse glorien, for jeg kan bedst lide postevand. Jeg drikker heller aldrig sodavand, for jeg kan ganske enkelt ikke lide det søde stads, men tænk, hvis de mange, mange, mange coladrikkere stoppede med at drikke cola og i stedet drak postevand! Både miljøet og de selv ville have rigtig godt af det.

Fjordvand kan jeg til gengæld ikke anbefale at drikke, men jeg kan anbefale at bruge 20 af de mange kilometer til at køre en tur rundt om Præstøfjorden – måske i lidt mere klart vejr end det viste.

Stil dig lige op på en række, mor

Charlotte, otte år, skulle fortælle mig, hvad de havde lavet i gymnastik i skolen, men syntes det var sjovere, hvis hun kunne få mig til at udføre øvelsen, hvilket jeg naturligvis var villig til.
Deraf overskriftens bemærkning, som hun har hørt for lige siden.
Jeg kom til at tænke på den, da jeg i dag i Brugsen så skiltet henne ved salatbaren.
Jeg ved naturligvis godt, hvad de mener, men kunne ikke lade være med at grine inde i mig selv ved tanken om at skulle forsøge med at blande én slags kød.

At bindestregen er blevet til en tankestreg, vil jeg lade fare i min glæde over, at skilteskriveren er klar over, at salatbar skal skrives i ét ord.

Den ene tankerække førte den næste med sig og gik videre til en gang, hele familien sad og spillede Quizspillet Otto Leisner.
Charlotte, denne gang 10 år, fik spørgsmålet “Hvad hedder verdens største ocean?”
Hun så lidt blank ud i ansigtet – vi vidste, at hun vidste det, men klappen var åbenbart gået ned.
Den var gået meget effektivt ned, den klap, for da John storsindet hjalp hende på vej ved at hviske schyyy, kom svaret omgående og triumferende: SYDKYSTEN!!”

Videre til Charlotte og Pernille, 12 år, som en aften spillede Tegn & Gæt med mine forældre, Johns bror og svigerinde samt John og mig:
Pernille tegnede en fugl på en træstamme og Charlotte gættede “Spætte?”, hvorefter Pernille nikkede og gestikulerede, at der manglede noget af ordet.
“Rødspætte?” foreslog Charlotte, og John og jeg var kun nået til at kigge på hinanden og lægge op til et grin, da Pernille glædestrålende svarede “JA!! Skidegodt, Charlotte!”
Se, det var godt, de to tøser var sammen, for det havde ingen af os andre nogensinde gættet.

Billedet er Charlotte, 14 år. Vi havde hentet hende på Isle of Wight, hvor hun havde været på sprogskole i tre uger, for at køre videre til Wales, hvor vi ville være i en god uges tid, inden turen gik hjem igen.
Vi spiste en middelaldermiddag på Ruthin Castle, hvor der var børneparkering.
Blev vi enige om, at det måtte være, men vi fik medlidenhed med barnet og tog hende alligevel med ind til middagen.

Akkeja, der er løbet meget vand i standen siden dengang i 1991 – her er et billede fra samme tur, hvilket fik mig til at tænke på Den Stråtækte, så ringen blev hermed sluttet og jeg landede i nutiden igen.

Gammel vin på nye flasker?

Brugsen har godt nok oppet sig gennem det sidste års tid, men der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Det er meget længe siden, jeg har skrevet et indlæg om Brugsens ansattes tragikomiske staveevner, men nu har jeg endelig fået samlet lidt sammen. Det er såmænd ikke engang særlig graverende, men lidt har også ret – og det er da kun glædeligt at se, at det ikke længere er så slemt, som det har været.

De har dog opfundet et nyt land …

Og de sælger tilsyneladende gammelt rugbrød, som Slot har bagt – eller leveret opskrift til. Det med det gamle ville jeg undlade at reklamere med, hvis jeg var dem.
De mener vel nok gammeldags rugbrød, men da jeg gik i skole, betød gl. gammel og ikke gammeldags, og jeg mener ikke, at der er ændret på det siden dengang.

Har Café Noir ikke smagt af noget før, siden man skal gøre opmærksom på, at denne er med smag? (Og det skal være en accent aigu og ikke grave).
Hvis ikke hele ordet kan være på skiltet, springer man da blot nogle bogstaver over. Hellere det end gøre fontstørrelsen mindre …

Al vinen er omhældt på ny emballage. Sikke et arbejde …
Nej – retfærdigvis skal det siges, at vores brugs er ved at udvide forretningen betragteligt og ved samme lejlighed flytter man varerne rundt i butikken, så der lige i øjeblikket er en del varer, jeg lige skal rundt og lede efter.
Det skal dog nok blive godt, når de engang bliver færdige, men jeg er glad for, at det ikke er min arbejdsplads lige nu, for sikke en larm, de går rundt i.
Bortset fra, at der såmænd ikke er den store forskel på Den Stråtækte og Brugsen, hvad larm angår – hvor hyggeligt, at de er så solidariske.

Til sidst denne, som min niece sendte til mig i morges.
Jeg kunne godt lide at vide, hvad vores regentpar siger til påstanden om, at “he fits the Queen”! Det giver ‘at passe på dronningen’ en helt ny betydning. Jeg ved ikke hvor billedet er ‘lånt’ fra (Instagram?), men jeg håber, at jeg slipper ustraffet fra at vise det her.

Første gryde i hus – og en historie om sygehusforvirring

Jeg er ret tilfreds med Brugsens samlemærkekoncept, som kører t.o.m. maj måned ud.
Nu har jeg fået min første gryde. Dvs. fået og fået … jeg fik 80 % rabat og betalte dermed 199 kroner for denne suppegryde, som iflg. Brugsen normalt koster 999 kroner, men som andre steder tilsyneladende koster mere.
Fint med mig. Varerne i Brugsen køber jeg jo alligevel.

Jeg skulle gerne nå at få samlet mærker nok til et par gryder til, men det skulle nok kunne lade sig gøre med det tempo, jeg har på … nu hjalp det selvfølgelig lidt, at englænderne var her i fem dage – der skal købes en del ekstra mad ind, når vi pludselig er fem i stedet for to.

---

Var på Ringsted sygehus for at blive seromdrænet.
350 ml. Dammit! Holder det da aldrig op? Jeg heler fint op, og det skvulper da heller ikke rundt derinde mere, men til gengæld betyder helingen, at der er mindre plads til væsken, så det har spændt de sidste par dage i en grad, at jeg følte mig sat 37 år tilbage til dengang jeg ammede Charlotte.
Jeg var ellers lige ved at blive efterlyst i Ringsted og omegn.
Da jeg ankom 13:50 og meldte mig i skranken (havde tid til kl. 14), kiggede sekretæren forvirret på mig og hævdede, at jeg var da allerede kommet …
Jeg var ét spørgsmålstegn … “Nej. Det vil sige jo, nu er jeg selvfølgelig kommet, men … hvad mener du?”
”Ih undskyld, altså. Det er min fejl. Jeg har fået indskrevet dig klokken 13, så vi har faktisk gået og ledt efter dig.”
Fæhoved. “I har måske ligefrem været bekymrede for mig?”
”Ja, det har vi faktisk. Vi regnede dog med, at fordi du var kommet så tidligt, var du gået en tur i det gode vejr.”
”Så havde jeg altså gået den tur, inden jeg meldte min ankomst! Jeg kunne da ikke drømme om at melde mig ind og så forsvinde igen.”
Det havde hun sjovt nok ingen kommentar til, men sagde, at nu skulle hun nok fortælle sygeplejersken, at jeg sad inde i venteværelset.
Jamen tak for det …
Sygeplejersken spurgte, hvor jeg dog havde haft gemt mig, så hun fik hele historien – som også indeholdt, at det faktisk var Næstved sygehus’ skyld, at jeg overhovedet havde en tid i dag, for den var blevet skrevet ind på mit patientkort, da jeg var der i mandags, men åbenbart ikke i systemet.
Næstved ringede til mig i mandags og spurgte, hvorfor jeg ikke havde fået en ny tid, da jeg jo stadig danner for meget serom. (De holder øje med mig – det er fint nok.)
Da jeg fortalte næstveddamen, at det havde jeg også; til i dag kl. 14:45, ville Næstved kontakte Ringsted. Som igen kontaktede mig, var forundrede, men gav mig en tid klokken 14.
Jeg fortalte, at det var en ny, som sad i skranken, så hun havde nok ikke helt styr på det endnu, hvilket man gav mig ret i.
Det har hun stadig ikke, for det var den samme nye, som i dag havde meldt mig ind, inden jeg kom. Hvordan hulen det kan lade sig gøre, forstår jeg slet ikke, for de beder om ens CPR-nummer, når man kommer.
Jeg må hellere tjekke i morgen, om jeg nu også er inde i systemet igen til torsdag i næste uge, selv om hun skrev det på mit kort.

Retur til Enø og frokost på Kanalkroen

Vejret var nogenlunde. Heller ikke mere, men det regnede i det mindste ikke, så vi kørte mod Sydsjælland for at gå en tur på stranden igen samt for at indtage frokosten på den hyggelige kanalkro i Karrebæksminde med ‘statuerne’ af Kaj og Bøje ude på terrassen, som selvfølgelig stadig er lukket af for spisende gæster.
Der blev ikke vist synderlig meget respekt for den mere kunstneriske udførelse af artsfællerne – under hele frokosten sad denne måge på Kaj.

 

Kanalkroen, hvor sugerørene får solbriller på – et hidtil ukendt fænomen for familierne Maltin og Nielsen – men hvor man også får serveret en dejlig frokost.

Hjemme igen skulle jeg lige en tur i Brugsen for at købe nogle ting til aftensmaden.
De er begyndt at udlevere mærker, som kan give op til 90 % rabat på potter og pander. Man får et mærke for hver 50 kroners køb og 60 mærker giver ret til 90, 80, 70 eller 60 %, afhængig af grydens/pandens størrelse. I Sverige trænger vi i temmelig høj grad til nye gryder, så selvfølgelig vil jeg samle mærker – varerne bliver jo købt alligevel.
Uha, nu begynder det at blive svært. Der er nemlig ingen kasseanordninger, der fortæller, hvor mange mærker kunden skal have, så der skal hovedregnes.
Forleden dag købte jeg for 1170 kroner, og pigen så helt skæv ud i ansigtet, da beløbet plingede frem.
“Det giver 23 mærker”, kunne jeg fortælle hende.
“Aj, hvor var du hurtig om at regne det ud!”
”1000 kroner giver 20 mærker – det er til at huske. Og at 170 kroner giver tre mærker, er nemt nok, ikke?”
”Ih … det var smart tænkt; det skal jeg nok huske!”

Fint. Det var første lektion.
I dag købte jeg for 363 kroner. Hun gav mig seks mærker.
“Jeg vel gerne bede om et til. 350 kroner giver syv mærker.” Hun kiggede på mig i et par sekunder og måtte så give mig ret i, at 35 divideret med 5 vist ganske rigtigt er 7.

Aubrey blev for en gangs skyld ikke våd på fødderne. Faktisk var det meget sjovere at høvle rundt på skrænterne og få mudret tøjet til …

Har jeg apostrofforskrækket Brugsen?

Nu har jeg i årevis tordnet over Brugsens (og andres) overdrevne og ikke mindst helt forkerte brug af apostroffer, som fx dette tragiske eksempel fra august 2012, som ses til højre.
Jeg har ofte følt, at det var som Don Quixotes kamp mod vejrmøllerne: totalt spild af tid, men for det første kan jeg slet ikke lade være, og for det andet har det måske alligevel båret frugt – i hvert fald oplevede jeg i Brugsen i dag, at der manglede en apostrof!
Har jeg trods alt ikke levet forgæves?
At de så er gået over i den anden grøft og udelader apostrofferne, hvor de skulle være, er en anden snak.
Man kan ikke få alt.

I morges, mens jeg sad på onkologisk ambulatorium og ventede på, at sygeplejersken skulle blande mit antistofdrop, så jeg nogle fantastiske solopgangsfarver spejlet i rådhusets store vinduer på den anden side af vejen. Jeg gjorde opmærksom på det, og sygeplejersken sagde, at jeg bare kunne gå ud og nyde synet, så længe jeg havde lyst – der var ingen her, der havde travlt. Flink fyr … jeg drog afsted med mit lille Lumix, og selv om det ikke var ideelle forhold, fik jeg da noget, der lignede et par billeder. Det bedste var det, der var taget fra 1. sal, for der fik jeg mindst parkeringsplads med.
Det forklarer også de fire UFOer, der ses i venstre side. Det er ikke en invasion fra det ydre rum vi har gang i, kan jeg berolige eventuelle bekymrede sjæle med; bare en spejling af nogle lamper.
Tror jeg nok.

Tøjtasken er pakket – med bluser, der skal knappes foran og dermed ikke skal trækkes ned over hovedet.
Godt, de gør opmærksom på sådan noget, for det ville jeg ikke have tænkt over, selv om det er logik for burhøns, når man tænker over det, at jeg nok ikke er i stand til at løfte venstre arm lige med det samme.
IPad og mini-pc er pakket med, + laderne til dem og telefonen. Man skulle jo nødig gå ned på udstyr, bare fordi man skal være indlagt et par dage eller tre.
Jeg skal møde allerede klokken 9, hvilket jeg blev meget glad for, i og med, at jeg skal faste fra midnat. Det kunne være blevet en lang og maverumlende dag, hvis jeg først skulle have været opereret som den sidste i morgen. Nu er jeg i stedet en af de første, hvis ikke den første.
Vi ses igen, når jeg er frisk.

Altså, den Brugs …

Vi var som sagt på Læsø i dag, men mere om det i morgen.
Vi er lige kommet tilbage – vi var oppe kl. 05 i morges, og vi er t.r.æ.t.t.e.
I får derfor kun nedenstående, som bekræfter min teori om, at Brugsens ansatte bliver sat på en staveprøve som et led i ansættelsessamtalen.
Man MÅ IKKE kunne stave for at kunne blive ansat.
Den, der skrev denne engelske tekst, bestod denne prøve med glans og har i dag en ledende stilling i Læsø Superbrugs:

Cop betyder strisser. Cup betyder kop.
Rember for remember … tsk, tsk, tsk …
Jeg synes altså, det er pinligt.

Opdatering lørdag morgen:
Vi har haft sprogkyndige på banen: det tyske er lige så elendigt som det engelske. Der skal ingen d’er være i erinnern, og det er i øvrigt ikke det rigtige ord at anvende …

Agurketider? Tomattider!

Den “lille, tætte busk”, som fylder et kvart drivhus, giver flere tomater, end vi kan spise, selv i disse sommervarme tider, hvor frokosten består af et hårdkogt æg, en skive rugbrød, nogle skiver agurk og … tomater en masse.
Jeg forsøgte mig derfor at kaste mig ud i noget med tomatchutney i dag. Et kilo tomater og 625 gram rødløg blev, sammen med chili, ingefær, hvidløg og nogle forskellige krydderier kogt sammen til noget, der burde kunne bruges som tilbehør til mad.
Jeg smagte det selvfølgelig til efter alle kunstens regler, men for det første ved jeg ikke, hvordan det burde smage, og for det andet var det i sagens natur rygende varmt endnu, så jeg kan nok ikke helt regne med, at det smager af det samme, når det er kølet af … var faktisk ikke helt sikker på, at jeg kunne lide det, men det får en chance. Det er jo lige som også lavet nu.

Brugsen mener, at vi er blevet tungtopfattende i sommerheden og fortæller os to gange, hvad det er, vi køber.

Det er muligvis mig, der er blevet overfølsom i sommerheden, og fransk er så afgjort ikke et sprog, jeg vil påstå at beherske, udover nogle ganske få brokker. Jeg gik til fransk på aftenskole på HF-niveau i en vintersæson, da jeg var omkring 30 år, så …
De få måneder udgør den samlede franskundervisning, jeg har modtaget i hele mit liv. Bare fordi jeg skulle være trodsig og oprørsk i gymnasiet og chokere mine lidt kommunistforskrækkede forældre ved at vælge russisk som hovedsprog. Ungdommelige fjollerier …
Jeg mener dog at vide, at baguetter er lange, hvide brød, og at pain betyder brød, hvorfor jeg synes, at dette måske er at gøre lige meget nok ud af at gøre os opmærksom på, hvad der ligger i kurven under skiltet.

Hvad brød hedder på russisk? хлеб! Udtales khljeb, med en dybt i halsen harkende kh-lyd.

Find fem fejl – og en strid om ord

Parykken skulle bestå styrkeprøven i dag i form af en cykletur til Brugsen i moderat blæsevejr.
Den rokkede sig ikke en millimeter, og Carina sagde da godt nok også, at den burde kunne modstå Vesterhavsvinden i, om ikke ligefrem stormvejr, så i hvert fald en pæn blæst. Altså bestået.
(I min yndlingskrydserpåtværs fra ugebladet Søndag, hvor de bevidst tillægger ordene en anden betydning end den normale, er forklaringen på parykker en malkepige. “Det det var” – løsning: DDR. Ret genialt fundet på. Helt Eric’sk …)

Det er længe siden, jeg har grebet Brugsen i nævneværdige fejl, men i dag belønnede de mig med en etiket (ediket!) med fem fejl på.

Rent bortset fra, at ‘ING’ normalt er en forkortelse for ingeniør og ikke for ingrediens, er der fem fejl, selv om jeg er flink. Ret imponerende på så få ord, ikke?

Kan Ruzzle ikke godt kaldes en strid om ord?
Mange er nok bekendt med, at jeg spiller Ruzzle og synes, det er smaddersjovt. Hvordan nogen kan nå op på 100 ord på to minutter, forbliver nok en gåde for mig – jeg vil tro, mit gennemsnit ligger på 55-60, og mit suverænt bedste spil rundede 85 ord, hvilket jeg kun har opnået én gang. Hvis det er et godt spil, er jeg oppe på godt 70, og når jeg det tal, er jeg lidt stolt af mig selv. Selv om jeg øver mig og øver mig, ligger min grænse åbenbart deromkring … nok lige som med ens IQ – den har en øvre grænse, og man kan ikke træne sig til at blive et geni. Desværre … tænk hvis det kun var et spørgsmål om hjernetræning, inden man var den næste Niels Bohr eller Stephen Hawking!
Nogle af ordene, spillet selv kommer med som løsning, er mildt sagt søgte … til gengæld accepteres ikke datidspassivformer, som accepteredes eller ristedes. Mig ikke forstå.
De fleste er dog gode, danske ord, og de der pekingeseres ville jeg godt selv have haft fundet frem til – 448 point er ret meget på et enkelt ord!

Her kom jeg i det mindste ind på en femteplads, kan man vel sige – og jeg ville aldrig selv have fundet på, at man kunne sige ‘yletternes’.

Hvad mener I fx om ‘irskere’ og ‘irskeste’? Lidt søgt, ikke?
Det er dog blevet bedre, end det var i starten, men det accepterer stadig ikke iste eller tesi.

Men det er stadig sjovt! Også selv om jeg aldrig, aldrig kommer op blandt top25. En af disse, som næsten altid ligger blandt de fem øverste, udfordrede mig engang. Hende tør jeg simpelthen ikke spille med mere – hun er totalt suveræn – jeg havde mareridt i flere nætter efter at have spillet med hende …

Der er grokraft i drivhuset – og hvad advokerer en advokado for?

Efter at have været i Sverige i fire dage, kunne vi i går konstatere, at tomaten i mellemtiden havde knækket snorene, der holdt den oppe.
Man må sige, at der er sket noget på de lige præcis to måneder, der er gået fra dette billede taget den 24. april:

Det er tomaten til venstre – “en lille, tæt busk” stod der på beskrivelsen fra Gartneri Toftegaard. Lille? Nej. Tæt? Ja. Busk? Ja.
Sådan så den ud mandag morgen; kravlende langs jorden. Heldigvis var var der ikke noget, der var knækket.

Vi turde ikke være for voldsomme ved planten for at få den på ret køl igen, så vi brugte et skaft fra den dårlige flisetrimmer til at løfte tomaten med. Det får lov til at blive hængende som støttepædagog resten af sæsonen – det er tykt og intet knækkede i opretningsprocessen.
Til næste år får tomaten lov til at stå for sig selv i et hjørne – jeg har måttet skære 3-4 grene af for at forhindre den i at kvæle Hungarian wax-chilien ved siden af, og jeg har kun brugt de to af de tre plantehuller i sækkene, som det ses. Den er totalt vild, den tomat! Der er allerede sat en million tomater af, og der er stadig fem millioner blomster på … cirka.

 

Apropos drivhuse og grønne vækster, så har altid gibbet i mig, når folk siger ‘advokado’, og det er meget, meget svært for mig at lade være med at spørge, hvad det har med en advokat at gøre … sommetider spørger jeg også; det kommer lidt an på, hvem der siger det …

Når Brugsen så sælger pakker, hvor ordet står forkert stavet, er det måske ikke så underligt, at flere og flere tror, det er rigtigt, at der skal to d’er i.
Retfærdigvis skal det siges, at det ikke er Brugsen selv, der har skrevet etiketten, men firmaet, der har pakket avokadoerne. Men Brugsen sælger dem! Så må de også finde sig i at blive nævnt ved navn. Pakkefirmaet kan også læses.

Denne sidste skal I også lige have med – den er fra Saxos hjemmeside. Lidt pinligt, når man er en boghandel, ikke?

Et par guldkorn fra Samvirke

Det nye nummer af Samvirke er udkommet. Det er ganske udmærket at læse – ikke mindst fordi jeg næsten altid kan finde et eller andet, jeg kan smile skævt til eller undre mig over – og jeg blev da heller ikke skuffet denne gang:

I ‘Bag om varen’; denne gang om tandpasta. Det er ikke Coop, jeg hænger ud her, jeg undrer mig bare noget så gevaldigt over, at nogen kan finde på at købe de sidstnævnte tandpastaer:

“Langt de fleste tandpastaer på markedet har mintsmag. Nogle børnetandpastaer har smag af sødt eller lakrids. På nettet kan du dog købe tandpasta med smag af bacon eller cupcakes”.
Adddr. Hvem gider dog børste tænder i noget, der smager af mad???

“Kvalitet fra bjergene
Har du lyst til en ost fra bjergene?
I supermarkedet kan du snart finde et nyt mærke på varerne: ‘Bjergprodukt’.
Mærket er et kvalitetsmærke på linje med ø-mærket og kan kun komme på varer, som er dyrket og produceret i bjergrige områder.
Ingen danske varer har fået mærket.”

Der kan man bare se. Tak for den sidste oplysning … jeg undrer mig blot over, at man fandt den nødvendig.
Jeg ville nok også miste tilliden til troværdigheden, hvis jeg så danskdyrkede/producerede varer mærket med ‘Bjergprodukt’ …
Hvorfor mon det er en kvalitet i sig selv, at noget stammer fra ‘bjergene’? Kan det have noget med ren luft at gøre? Mindre forurening? Så vidt jeg ved, er syreregnsproblemer direkte proportionalt med højden af landskabet. Jeg savnede en uddybende forklaring på dette nye ‘kvalitetsmærke’.

Tak også til Overleveren, som beærede os med et besøg og leverede et par timers godt selskab – det var rigtig hyggeligt, selv om vi også nåede lidt rundt om lidt mindre hyggelige emner … det gør jo ikke selskabet mindre godt af den grund.

Brugsen vrøvler stadig, men andre kan skam også

Dagens e-mail fra COOP indeholdt følgende tilbuddet til venstre; deres netmagasin tilbuddet til højre:

Mener de 50000 eller 500000 hoteller?  Hvad er et klatretorv? Anede ikke, at man kan klatre på vandrette flader …

---

På arbejde er jeg så småt begyndt at rydde op i mapper og filer; bl.a. har jeg nu slettet alle de revserier, jeg har leveret til mine kolleger gennem tiderne. Nogle af dem kunne jeg dog ikke nænne at kassere, hvorfor jeg sendte dem hjem i stedet for – så kan I med uregelmæssige mellemrum blive udsat for udpluk af dem.
Nedenstående har jeg vist oven i købet ofret et indlæg på før, men der er for det første kommet mange nye læsere til, og for det andet kan det godt tåle en gentagelse. Har jeg lige besluttet … 
Her er derfor guldkornene, ‘nogen’ har indsamlet rundt omkring. Ganske som med googlesøgningerne, er det lige så meget kommentaren som selve brøleren, der gør det morsomt.
Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men jeg har sådan på fornemmelsen, at de fleste eksempler må være fundet i USA.

In Honor of Stupid People
In case you needed further proof that the human race is doomed through stupidity, here are some actual label instructions on consumer goods.
 
On a Sears hairdryer — Do not use while sleeping.
(damn, and that’s the only time I have to work on my hair.)

On a bag of Fritos — You could be a winner!  No purchase necessary. Details inside.
(the shoplifter special)?
 
On a bar of Dial soap — “Directions: Use like regular soap.”
(and that would be how???….)
 
On some Swanson frozen dinners — “Serving suggestion: Defrost.”
(but, it’s “just” a suggestion).

On Tesco’s Tiramisu dessert (printed on bottom) — “Do not turn upside down.”
(well…duh, a bit late, huh)!

On Marks &Spencer Bread Pudding — “Product will be hot after heating.”
(…and you thought????…)

On packaging for a Rowenta iron — “Do not iron clothes on body.”
(but wouldn’t this save me more time)?
 
On Boot’s Children Cough Medicine — “Do not drive a car or operate machinery after taking this medication.”
(we could do a lot to reduce the rate of construction accidents if we could just get those 5-year-olds with head-colds off those forklifts.)
 
On Nytol Sleep Aid — “Warning: May cause drowsiness.”
(and…I’m taking this because???….)
 
On most brands of Christmas lights — “For indoor or outdoor use only.”
(as opposed to…what)?
 
On a Japanese food processor — “Not to be used for the other use.”
(now, somebody out there, help me on this. I’m a bit curious.)
 
On Sainsbury’s peanuts — “Warning: contains nuts.”
(talk about a news flash)

On an American Airlines packet of nuts — “Instructions: Open packet, eat nuts.”
(Step 3: maybe, uh..fly Delta?)
 
On a child’s Superman costume — “Wearing of this garment does not enable you to fly.” 
(I don’t blame the company. I blame the parents for this one.)
 
On a Swedish chainsaw — “Do not attempt to stop chain with your hands or genitals.”
(Oh my God…was there a lot of this happening somewhere?)

Er nr. 100 kun halvdød?

99½ colibakterie dræbt af kanel. Resten af millionen døde vel af alderdom …

Det er herligt, at John har overtaget de daglige indkøb, således at jeg bare kan komme hjem fra arbejde og slappe af, men jeg savner jo alligevel Brugsen en smule, og det er i sagens natur blevet helt umuligt at holde sig orienteret om de sproglige bommerter.
Så er det sandelig godt, at vi har Samvirke, som har leveret rigtig mange morsomheder indtil videre … og det lugter jo altid lidt af Brugs.
Ovenstående er fra den seneste udgave. De klokker godt nok tit rundt i det, når de skal servere disse små statistiske godbidder for os – som dengang de ville bilde os ind, at vi i snit spiser hele 10 milligram kartofler om dagen … MEN at vi danskere på trods af denne yderst minimale indtagelse alligevel købte 56 ruller toiletpapir hver evig eneste dag!
Opdatering: det er kun min navnesøster i Kragelund, der kan være med til at holde denne sidstnævnte statistik kørende …
(sorry – men jeg kunne ikke lade være, og jeg tror du kan tåle det 😉 )  

Regne kan de ikke på Samvirke, og finde procenttegnet kan de heller ikke … det er sgu nok røget til Indien.

Røde, gule, hvide og stribede beder

I den forløbne uge har Brugsen atter haft ‘Fyld posen for 25 kroner’. 
Med rod frugter. Suk. Det hedder rodfrugter, for pokker.
Jeg fyldte posen med beder af forskellig art. Der var hvide beder, gule beder, rødbeder og … stribet beder. Suk igen. Det hedder stribede beder, for pokker. Jamen så lær det dog. Eller se på, hvad du har skrevet på de andre skilte. Skrev du ‘gult beder’? Eller ‘hvidt beder’? Nej, vel? Hvorfor pokker tror du så, det hedder ‘stribet beder’?? Det hedder det kun, hvis der blot havde været en enkelt [stribet bede].
Rødbederne holder vi helt udenfor – det er så indgroet et begreb, at det nok varer lidt, før vi får hvidbeder, gulbeder og … stribbeder? Forhåbentlig ikke det sidste … det lyder fuldstændig tåbeligt. I øvrigt var de ikke spor stribede, så det behøver vi måske slet ikke at spekulere så meget over.

Aftenens menu stod på hellefisk med en salat af bl.a. bagte rødbeder.
Det var derfor oplagt at tage lidt af alle bederne og se, hvad forskellen var i både udseende og smag.
De smagte forholdsvis ens, og de stribede var som sagt slet ikke stribede; jeg kunne ikke se forskel på stribede og gule … men desuagtet blev salaten ganske nysselig – her vist hhv. med og uden den løg-olie-appelsin-/citronsaft-fintstrimlet appelsinskal-dressing, der skulle til. Det smagte rigtig godt.

Og til sidst dagens fuglebillede: en lille skovspurv med munden fuld af mad. Taget inde fra stuen. Med masser af zoom. Er den ikke sød?

Dagens øvelse var at få fokusmaskineriet på kameraet til ikke at fokusere på grenene foran fuglen.
Jeg bestod.
Men jeg var også både lærer, eksaminand, eksaminator og censor … det havde muligvis noget at sige for bedømmelsen …

Så er den vist feset ind hos selv den mest tungnemme

Vi skal have kalvehaleragout her i weekenden, så hvad er mere naturligt end at erhverve sig nogle kalvehaler til formålet?

Det havde Brugsen heldigvis.

DANSK
KALVEKØD
KALVEHALER
AF KALVEKØD

Godt så. Er alle med nu?
(Det er kalvehaler, der er i pakken, hvis en enkelt stadig skulle være i tvivl.)
At jeg så forbryder mig mod anvisningerne ved at lave ragout og hverken sylte eller suppe, er en helt anden sag, men hvis I nu lader være med at sladre til Brugsen, går den så ikke, mon?

Den gode nyhed: De har langt om længe droppet apostroffen i Slagterens
Yeahhhh – det er svært at få hænderne ned!