Hos Mommer

2. januar 2011

Nytår på svensk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:24
Tags: , ,

P1010079Vi satte kursen nordøstover ved 8-tiden fredag morgen; skulle lige handle lidt på vejen og var fremme kl. 11.
De små veje var ikke saltede, men fint ryddede. Sneen lå pænt overalt; også på træerne – ikke en vind rørte sig, solen tittede frem… det var som at køre i et eventyrland.  
Naboen havde ryddet så fint – der var såmænd plads til to biler til, hvis det skulle være. Trappen var højt belagt med sne og vinduerne matterede af isblomster, hvilket fik os til at få en lumsk anelse om, at der var minusgrader inde i huset.
Det var der også… ÷ 5°. Det var forholdsvis koldt af en indendørstemperatur at være. Vi fik tændt op i brændeovn i stue, i komfur i køkkenet og elradiatoren i soveværelset (varmetæpperne i sengen blev dog først tændt senere), men der gik en rum tid, inden vi kunne smide fleecejakkerne, for alt var selvfølgelig gennemkoldt – vægge, møbler, gulve… Selv opvaskemidlet var bundfrossent.

Det er et rigtigt eventyrland, for der er eventyrnisser – den lille nissepige-Askepot har tabt sin glastræsko i tagrenden.
P1010097

Mexikaneren har frosset bravt, for han har taget taget hue og krave på og ligner nu mere en kvindelig kok.
P1010091P1010087

Vandet var frosset på sin vej fra brønden til hydroforen, men det vidste vi næsten godt, så os afsted for at hente 20 liter vandhanetappet drikke-kaffe-tevand, dernæst pumpe fire spande vand til toiletskyl op fra nabobrønden og til sidst fik vi gang i det yderst lokale vandværk, så vi kan få varmt vaske- og vaskeopvand (det lyder lidt forkert at sige opvaskevand, ikke?)
Sne var der ligesom mere end rigeligt af. Vi kunne selvfølgelig bruge brøndvand til vaskevand, men vi skal bære spandene ret langt, og vilde er vi altså heller ikke med at lege vandbærere. I princippet burde vi vel også kunne bruge brøndvandet til drikkevand, men der ligger så meget fnulder på bunden af spandene, når de har stået et stykke tid. Det er sikkert bare os, der er sarte…
P1010088

Farmer spurgte engang hvilket mærke komfuret er – det er et Norrahammar No. 19 – og det er ikke ret stort, som du ser.

Vægophænget kom på plads – farvevalget viste sig at være okay. De matchende puder, som næsten ikke kan anes i hjørnet, skal stå i den superbløde, råhvide sofa, vi forhåbentlig har fået købt til næste gang vi skal herop.
Bord og stole var dem jeg skrev om, John havde fundet for no money i Haslev. Der er to stole til, men dem kunne vi ikke have i bilen i denne omgang.
Det hele skal slibes godt og grundigt ned; bordpladen er temmelig medtaget, men plankerne er tykke og solide, og nu har manden jo fået værktøjet til det…
P1010123P1010121P1010127

Lys kom der over land. Eller rettere over bordet…
Jeg er nu gået i gang med at fabrikere 14 – fjorten – ens dækkeservietter, også i disse brun-beige-halvgyldne farver. Kors, hvor bliver det kedeligt at sy så mange ens… normalt syr jeg kun 4-6 ens, men jeg ville have mindst 8 og helst 10 denne gang. Jeg kunne undervejs i skæreprocessen konstatere, at de 2×8 fat quarters ville række til 14 dækkeservietter, og så kunne jeg jo lige så godt bruge dem op. Nu skal de bare sys sammen i 14 stykker á 6×8 forskudte kvadrater, have tyndt pladevat i midten og en ensfarvet bagbeklædning. Bare…

Vi kan kun se svenske tv-programmer, så det blev en meget svensk nytårsaften. Som man åbenbart ikke gør så stort et nummer ud af her… kun ét underholdningsprogram, der ærlig talt ikke var specielt underholdende. Det var drags, drags og drags. Meget overdrevne drags i maaange timer, men musikken var ganske udmærket – alle de dametøjsiklædte herrer mimede til kendte sange af alskens art, så udsendelsen fik lov at køre i baggrunden. Da klokken slog tolv, hev de i et par knallerter, og så kørte showet ellers bare videre. Dér stod John og jeg så med alle vores talenter, to glas hvidvin og to stykker kransekage… det var søreme godt, vi selv havde et ur, ellers kunne 2011 snildt have kommet snigende, uden vi overhovedet havde opdaget det Smiley, der blinker 

Vores søde nabo kiggede ind et par gange og bad os om at kigge indenfor på vejen hjem. Vi havde en ramme øl til ham, men det kunne han ikke vide… grunden var, at han havde vildsvin til os – en stor steg, en hel bagkølle og to mindre stege. Årh, hvor vi glæder os. Bagkøllen skal helsteges på grillen i Kr. Himmelfartsferien, når hele familien skal samles i Sverige. Ret blæret… men det bliver godt, gør det.

På vej hjem deroppefra beærede himlen os med en timelang udsendelse af den smukkeste solnedgang, vi længe har set. Den blev bare ved og ved og ved. Det var godt, at vi skulle mod sydvest, ellers havde vi fået hold i nakken.
P1010137

30. december 2010

Den mand kan stadig få mig til at miste mælet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

P1010072Min egen mand, altså…

Vi sad fredeligt i hver vores magelige – John kommer med følgende ord:
Nu synes du sikkert, jeg er helt åndssvag.
– Sikkert…
Pause, fordi jeg ved, at han venter på et opfølgende spørgsmål fra mig, men så nem er jeg ikke…
Jo, altså, hvad ville du sige til, hvis vi kører til Sverige i morgen tidlig?

Det var her, jeg mistede taleevnen.

Nu har jeg i vores 14-årige ødegårdskarriere ofte prøvet at lokke ham med til Sverige nytåret over, men han har altid pure nægtet. Faktisk er det flere år siden, jeg er holdt op med at spørge, for jeg kender jo efterhånden hans holdning til sagen.
Og så skal man høre dette! Jeg blev superglad – vi er frie og ubundne, skal bare være os selv, og min far vil helst blive på gården og i al stilhed byde det nye år velkommen.

Da jeg langt om længe fik mælet igen, var jeg simpelthen nødt til at spørge, hvad der lige skete her, siden der var så radikal en holdningsændring:
– Naboen har lovet at grave ud, så vi kan komme ind; der er en kanongod vejrudsigt for de næste fem dage deroppe, og vi har en dag ekstra, så vi kan nå en masse.

Det var nok ikke lige der, jeg skulle spørge, hvorfor han ikke har villet derop, når nytåret strækker sig over fire dage, hvad det jo gør, hvis det er nytårsaften en torsdag eller en mandag.
Det undlod jeg derfor…  
Vi skal til Sverige og holde en dødssyg, dejlig to-personers nytårsaften. Formentlig uden rindende vand. Helt sikkert uden krudt og bang. Men med god mad og gode vine.
Og jeg glæder mig Smiley

Rørene på billedet er nogle meget rummelige, luksus-nogen, John fandt i dag – med livstidsgaranti – man påstår faktisk i et medfølgende skriv, at de holder køberens tid ud. Der blev købt tre, for min far ville også have et – og han grinede, da han sagde, at det kunne man da også snildt love, når man sælger noget til en 90-årig.
Da John sagde, at han skulle bruge tre, undrede forhandleren sig en anelse – og gav højlydt udtryk for det.
John oplyste ham om, at det ene var til hans svigerfar, hvorefter manden med et lille smil kiggede på John og sagde: “Du må godt nok have en ung kone”.

Tror I lige, jeg hyggede mig? John kunne nu heller ikke lade være med at smile, da han fortalte mig det.

Vi ses igen på søndag – forhåbentlig med nogle pragtfulde snebilleder fra Sverige her på bloggen. Tænk engang… deroppe må der gerne være sne… hvor er man dog inkonsekvent indrettet.

Godt nytår alle sammen.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.