Hos Mommer

1. november 2016

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

P1040975P1040976

P1040696Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

P1040983P1040984

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Gulbæltet slørhat?

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

26. august 2016

Her er masser af svampe!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags: ,

Jeg troede, her ville have været både for tørt og for varmt til svampevækst i plukkeværdig grad, men jeg tog fejl.
Nogle gange kan jeg godt lide at tage fejl …
Jeg gik, kort efter ankomst til torpet, hen til mit ‘prøvested’ – er der ingen kantareller her, er der som regel heller ikke nogen på de andre af mine steder.
Der var over et kilo – langt flere, end jeg nogensinde har plukket lige på dette sted, så jeg forføjede mig videre til de næste tre steder.
Som dog skuffede lidt; tilsammen havde disse tre kun lige så mange som på det første, men det er fint og rigeligt nok til os.
I morgen hedder det derfor ud i skovene, men det bliver med min stifinder.

image

imageAnne gav mig en god ide: At bruge karkludestrikning som mønsterafprøvning og ditto øvelser.
For et par år siden købte jeg denne bog, som indtil nu bare har stået på hylden.
(Er det ikke lidt pudsigt, at nordmændene kalder den for “De bedste”? Danskerne forholder sig mere neutrale her.)
Jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg købte den bog, men nu har jeg da fundet noget at bruge den til.

Jeg er i gang med en hue (!) i et meanderlignende mønster på pinde 2, men det er ikke et godt bilstrikketøj; det er karkludene derimod.
Strikkefastheden på huen snød mig temmelig meget, selv om jeg havde lavet en prøve og taget højde for forskellen – er der mon en, der har har et lille barn med en hovedomkreds på omkring 52 cm, der vil have en hue i blå farver? Billede kommer, når den engang er blevet helt færdig.
Jeg kunne på en måde godt tænke mig at strikke en norsk trøje på pinde 2. Det bliver kanonflot på så tynde pinde. På den anden side er jeg næsten klar over, at jeg nok aldrig får gjort den færdig. Alene tanken om alt regnearbejdet for at få omregnet et mønster, så det passer med pindene og ikke bliver til et to-års barn i stedet for til mig, kan gøre mig helt svedt …
Eller er det bare vejret? Her klokken 18 er der stadig 27° udenfor.

4. august 2016

Mikro-mini-makrosvampe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

Mikrosvampe – også kaldet skimmelsvampe – er der en del mennesker, der ikke kan tåle, men det er ikke fordi de spiser dem, at de bliver syge, men oftest fordi de florerer, hvis der er fugtproblemer i boligen. Så indånder man deres sporer, og det er der mange, der bliver rigtig syge af at gøre.
Minisvampe er der ikke noget, der officielt hedder, men jeg har opfundet begrebet til lejligheden i dag, fordi vi stort set ikke fandt andre svampe end at vi, hvis vi havde taget dem, med rette kunne beskyldes for barnemord eller oven i købet fosterdrab.
Makrosvampe er dem, vi spiser. Ikke dem alle, men nogle af dem.

P1030503

Herover en minisvamp, men ikke en af dem vi spiser – heller ikke når den har vokset sig større. Den så bare så kær ud, som den stod der i lyste op i solen. Den var ikke mere end 3-4 mm i hatdiameter.
Kantarellerne var ikke meget større, men vi fandt dog nogle få, vi kunne tillade os at tage. 141 gram blev det til – dagens høst var virkelig til at overse.

P1030515

Ingen makrosvampe, altså, men så har jeg da heldigvis et kamera med makrofunktion – det smager da lidt af fugl.
Fugle fotograferer man dog ikke med en makrofunktion.
Det kan man derimod gøre med sådan en fætter som ham herover.
Hvad er det for en? Den ligner en eller anden slags tæge, men efter flere forgæves billedgooglinger måtte jeg give op og beder derfor publikum om hjælp.
Jeg har ikke set den før, men på trods af, at det nok er en tæge, er den fin med den lille orange hjertelignende dims og de blå striber på siden. Siderne, må man formode, men da højre side ligger i skygge, kan striberne kun ses på venstre side.

3. august 2016

Moderne postkort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , , ,

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Lunch on the balcony

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Greetings from GreeceSwimming Greece 2 august
Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

22. september 2015

Næste søndags blogtræf – og andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , , , ,

Det lader til, at vi bliver 11 + en ‘måske’ på søndag. Et glimrende tal, og vi kan godt være i Den Stråtækte til en kopkaf.
Hvis der er nogen, der ikke er selvtransporterende, samler John og jeg op ved Faxe Ladeplads station kl. 12 præcis.
Man kan lige nå at melde sig til (via en kommentar eller en mail til mig), hvis man skulle have lyst til at deltage.


Karl Johan

Der var Karl Johan i dag, så Ellen er glad.
Der blev ikke sat en ny sverigesrekord, men det blev da til 1234 gram, og lidt har også ret.

I går havde jeg (for) meget tøj på, og alligevel fandt en flåt ind på min mave gennem en T-shirt, en sweatshirt og en regnjakke. Imponerende stædighed, må man sige. Jeg opdagede den ved, at det begyndte at klø her til formiddag. Sådan reagerer jeg heldigvis altid på flåter, inden de har siddet et døgn, så jeg er optimist og tror ikke, de nogensinde når at sidde 24 timer eller mere på mig, inden de bliver pillet af.

I dag fik jeg til min store irritation en luseflue i håret. De er SÅ irriterende, for de kan trykke sig helt flade og er næsten umulige at få ud, når de først er kommet i ens hår. Deres værter er normalt ikke mennesker, men jeg ved ikke, hvad den forvekslede mig med.

Det er faktisk ikke småting, man udsætter sig for bare for at få lidt svampe i hus … vi gik oven i købet rundt i skoven i regnvejr, men Nielsen skulle absolut sove til middag, mens det var fint vejr, så der var ikke noget at gøre, hvis vi skulle ud i dag, og det skulle vi.

21. september 2015

NU er de der vist endelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , ,

Nu er de der vist for alvor, svampene, men det var også på tide, skulle jeg mene. Da jeg gik den lille tur i dag, gav det et kilo kantareller på forholdsvis kort tid – oven i købet hovedsagelig fra et sted, hvor jeg ikke før har fundet kantareller.
Der var ingen Karl Johan, men det plejer der heller ikke at være på den rute, så det er jeg ikke bekymret for endnu. Jeg satser på at få John med ud på nogle længere ture i morgen, så ser vi ad, om ikke der skulle vise sig nogle stykker.

P1080453P1080457

Store, flotte og lysende gule stod de der i skovbunden og kaldte på mig.
De andre stod der også. Smukke, men dødelige. Grøn fluesvamp. Den ser meget hvid ud, men den rigtige hvide hedder ikke uden grund snehvid fluesvamp, og man kan godt se forskel på den grønne og den hvide, når man først har set dem begge. I øvrigt er det fuldstændig ligegyldigt, hvorvidt man er i tvivl om det er den grønne eller den hvide. Man lader nemlig begge stå, fordi man dør af dem. Spiser man dem ved en fejl, er det for sent, når man opdager symptomerne. Det ville ellers være så nemt, hvis man bare begyndte at kaste op efter kort tid, men fluesvampene er snedigere end som så.

Cladonia fimbriata (1)

Cladonia fimbriata (2)

Jeg faldt over disse pragteksemplarer af cladonia. Sidste gang, jeg bragte billeder af dette mit yndlingsbægerlav (som jeg startede med at kalde for trompetmos), kaldte jeg dem for Cladonia chlorophaea og var vældig stolt af at have fundet den korrekte latinske betegnelse for dem.
Da jeg i dag ville tjekke igen, fordi jeg havde glemt deres navn, blev forvirringen hurtigt total … jeg nøjedes nemlig med at billedgoogle cladonia, og hurtigt nåede jeg frem til hele ni forskellige, hvoraf fire lignede mine til forveksling, og alle ni kunne såmænd godt være mine.
Der var Cladonia digitala, gracilis, pyxilata, chlorophaea, humilis, fimbriata, deformis, grayi og pleurofa.

Nu bliver jeg jo nødt til at bore i det. Man kan da ikke gå rundt og ikke ane, om ens yndling er det ene, det andet eller det niende.
Eller kan man?
Måske skulle jeg bare holde mig til deres engelske navn, som i virkeligheden er det bedste af dem alle.
Pixie Cup.
Alfebæger. Det burde den have heddet på dansk.

11. august 2015

Keyboards må være noget fanden har skabt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , ,

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
P1070844Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

P1070846P1070847

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

29. juli 2015

Rødmende fluesvamp?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , ,

John, Søren og jeg gik i går, mellem to byger – vi var heldige og blev slet ikke våde – den store tur for at finde lidt flere svampe. Det var godt nok et magert resultat: Ikke så meget som en eneste – hverken kantarel eller Karl Johan. Jeg fandt én grøn skørhat og to rødmende fluesvampe. Måske. Temmelig sikkert, faktisk, men når det gælder fluesvampe, er selv den sidste 0,1 % usikkerhed nok til, at jeg ikke putter den i kurven. Det ville jeg kun gøre, hvis jeg havde en statsautoriseret svampeekspert med mig. De fleste ved sikkert, at fluesvampe normalt er giftige, men rødmende fluesvamp er faktisk spiselig.
Okay – alle svampe er selvfølgelig spiselige, men virkningen er meget forskellig … rødmende fluesvamp skulle være god, og man dør ikke af den, som man gør, hvis man spiser snehvid eller grøn fluesvamp. Denne er helt sikkert ingen af de to nævnte, men jeg skal som sagt ikke have forsøgt mig udi de (måske) spiselige fluesvampes verden uden ekspertbistand.

Rødmende fluesvamp?

Guldsmeden eller libellen herunder er også spiselig. Ikke for mig, men det må være en god og solid mundfuld for fugle.
Den sad på vores meget malingtrængende terrasse. (Jeg kan lige så godt selv sige det – I andre tænker det sikkert alligevel.) Der er købt nye ‘overliggere’, som skulle have været sat på under dette ophold heroppe, men stort set al mændenes tid er gået med at:
Skille plæneklipper ad. Sætte de nye tændspoler i, som vi havde med. Samle den igen. Hmmmm. Skille den ad. Ud og købe nye tændrør. Samle den igen. Lade batteriet op. Klø sig i nakken. Ud og købe nyt batteri. Klø sig i nakken. Skille den ad. Flytte en eller anden lille dims to mm. Samle den igen. YES. Slå græs, langt om længe.
Dette var den ultrakorte udgave. Holllldnuop, hvor har de både bandet og undret sig, de to, men jeg er glad for, at John har haft en sparringspartner i Søren, for jeg er, nok ikke overraskende, mindre end intet værd i motorsammenhænge, hvorimod de to herrer overvejer at slå sig ned som Honda-plænetraktoreksperter … de var det ikke, da vi kom, men de er det nu, hævder de.

Guldsmed - libel

27. juli 2015

ENDELIG kom jeg på omgangshøjde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

13 august 2011 (7)

Endelig kom jeg på omgangshøjde med de snesevis af Danske Torpare, der i ugevis på Facebook har gjort mig misundelig over deres mange fund af især Karl Johan og kantarel. Det har kriblet i fingrene og det har gjort ondt helt ind i hjertet, at jeg ikke selv kunne deltage i festlighederne, så dårligt nok var vi landet, inden jeg iførte mig gummistøvler og regnjakke og begav mig ud på ruten.

Lige straks blev jeg skuffet, for det første sted på ruten var aldeles kantareltomt. Ligeledes det andet sted, som jeg er næsten sikker på, er mit private og dermed fri for svampevandaler (= alle andre svampesamlere end mig – specielt i den nærmeste omegn af vores egen grund).
Optimismen sivede lidt ud, men jeg fortsatte til tredje sted, hvor der heldigvis var masser af kantareller.
Fjerde og femte sted gav også lidt, så jeg endte med at komme hjem med godt et kilo.
Det var ikke rekordsættende, men bestemt tilfredsstillende; især fordi det var den lille rute, som jeg kender så godt, at jeg ved, jeg ikke farer vild.
Skal jeg ud på den store rute, er jeg nødt til at bevæbne mig med mobiltelefonen – ikke fordi jeg har haft brug for den endnu, men den giver mig sådan en dejlig, omend falsk, tryghedsfornemmelse, for hvad skulle jeg egentlig bruge den til, hvis jeg for vild?
“Hej John, jeg er faret vild!”
“Hvor er du?”
“Ja, hvis jeg vidste det, var jeg nok ikke faret vild … jeg står ved … et stort træ. Et grantræ. Ved siden af står der nogle fyrretræer. Og der er en sti … ”
Ikke vildt informativt i en svensk skov, men jeg ville i det mindste kunne fortælle manden, at jeg ville blive meget forsinket. Jeg tror nu også, at han ville gå ud i skoven og forsøge at råbe mig op – han kender nemlig den store rute ret godt, så han ville have en vis ide om, hvor han skulle begynde at råbe efter mig. Vi har gået den store rute sammen mange gange, så min selvtillid er efterhånden så stor, at jeg nu tør gå den alene, og som sagt er det endnu gået godt, men jeg har det med at glemme at tage pejlemærker, hvis jeg finder mange svampe, og hvis ikke solen er fremme, kan jeg ikke finde ud af verdenshjørnerne.
Okay – vi er nået ind i internet-på-mobilen-tiden. Nu burde jeg bare sætte Endomondo eller gps’en til, så jeg kunne begive mig ud på selv helt nye steder og alligevel være i stand til at finde tilbage igen på egen hånd.
Jeg er, selv med sådanne hjælpemidler, dog stadig ikke helt tryg og vil helst have John med, når der skal svampejagtes på nye steder … jeg har noget med skove – bryder mig faktisk ikke særlig meget om dem, ikke engang i dagslys, hvis jeg er alene, og når det er mørkt, nægter jeg at færdes i dem, selv i selskab med andre.

23. august 2014

Kong Karl går næsten i ét med tapetet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: , , , ,

Dagens høst 23 augustI det lønlige håb om at komme de svampeindsamlende svenskere i forkøbet, strøg vi afsted på jagten umiddelbart efter morgenmaden.
I dag gik turen til Kantarelbjerget, som Sydved (staten) tillod sig at ødelægge helt for 2-3 år siden. Bakkerne er der naturligvis endnu, men der blev tyndet så kraftigt ud i træerne, at kantareller og andet godt nægtede at vise sig i et par år.
Nu er symbiosen tilsyneladende retableret og kantarellerne myldrer frem igen. Endnu ikke i de mængder, vi så engang, men det skal nok komme.
Ydermere har vi døbt området om til Kantarel- og Karl Johanbjerget, da vi også finder temmelig mange af sidstnævnte – flere end før ødelæggelsen, synes jeg, så måske var det alligevel ikke så tosset endda, at de ryddede lidt op i skoven.

Karl Johan hænger til tørre 2Det ser måske ikke så voldsomt ud, men vi har store kurve … det blev til 1800 g kantareller og 2 kilo Karl Johan + fire flotte indigorørhatte. Derudover lidt græsgrøn skørhat, som jeg dog ikke tog så mange af, da jeg først fandt ud af, at det alligevel ikke var så nødvendigt at hjembringe fyldsvampe.

Til højre ses 650 g Karl Johan hængt til tørre over brændeovnen. 
Den går næsten i ét med tapetet, den stakkels kongesvamp her – men det gjorde den rigtige Karl XIV Johan vist ikke … altså den konge, der efter sigende har givet svampen sit navn, fordi det var hans yndlingsspisesvamp. Samme Karl d. 14. var en fransk Bernadotte, så ikke blot har han lagt navn til en svamp, men han indførte også en masse franske ord til det svenske sprog, som bruges den dag i dag.
Kalsonger (caleçon) for herreunderbukser, fx. Her i Sverige er det kun hunkønsvæsener, der går i underbukser.
Et fortov hedder trottoare (trottoir), toilettaske hedder necessär (porte nécessaire) – og så videre og så videre; dette var bare nogle få eksempler. Bladet Torpare kan være meget lærerigt.

Monkey Face og squash

Vi var ude i to timer for at finde svampe, og da vi havde 10 meter til bilen, begyndte det at styrte ned. Igen fantastisk timing. Eller nok rettere fantastisk heldigt. Vi havde begge taget regnjakker med, men John havde ladet sin ligge i bilen … hvorfor han så overhovedet tog den med, forstår jeg nok ikke helt …
Vejret er i det hele taget et rigtigt aprilsvejr. Lidt lunere måske, men skiftevis sol fra en skyfri himmel og derefter næsten uden varsel en heftig regnbyge. 
Da vi kom hjem, syltede jeg de Monkey Face-chilier (styrke 7 – der skal ikke meget til at gøre en gryderet varm i mere end én forstand), jeg havde taget med hjemmefra + plus at jeg forsøgte mig med at sylte en squash, efter Ditte i en kommentar fortalte mig, at det havde hun gjort meget i engang.
Og så skulle jeg jo lige ordne næsten fire kilo svampe …

12. september 2013

Der er gået svamp i den

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , , ,

Heldigvis.
Selv på ødegårdsgrunden har vi svampe, hvilket jeg ikke har set under samfulde 17 års ejerskab; med undtagelse af lærkerørhatte, dengang vi havde to lærketræer.
Jeg tilskriver fremkomsten af svampe det faktum, at det nu er 2½ år siden, plænen sidst er blevet gennempløjet af vildsvin, således at svampene har fået fred til at etablere sig. Der var både røde fluesvampe, birkerørhatte og en enkelt stor parasolhat.
Rød fluesvamp er, i mine øjne, den smukkeste af alle svampe; selveste prototypen på en storsvamp, og da også den, man kan købe efterligninger af som julepynt.

Røde fluesvampe (1)

Bare fra i går til i dag er de store af dem gået fra at have kuppelformet hat til at ligne en dyb, hhv. flad tallerken. 
Når man kan se hattens hvide eller lyse pletter, som er rester af det, der kaldes svøbet, er det tegn på, at det er en fluesvamp, og så nøjes man med at lade kameraet og snegle spise dem.

Røde fluesvampe (2)

Der er tusindvis af svampe i skoven nu – desværre flest af dem, vi ikke spiser, men jeg har åbenbart noget med svampe, for jeg synes de fleste af dem er kønne at se på.
Herunder panterfluesvamp (igen de lyse pletter eller svøbrester) og den smukt røde skørhat, som desværre også kun er guf for sneglene. Den er ikke giftig, bare meget skarp og brændende i smagen. De mildtsmagende skørhatte kan sagtens spises, og man vurderer det ved at smage på et lille stykke med det yderste af tungespidsen. Føles det ‘skarpt’, lader man den være, og føles det mildt, kan den lægges i kurven.
P1030547P1030548

Græsgrøn skørhatHvis man spytter smagsprøven ud igen med det samme, kan man smage på selv en dødbringende fluesvamp.
I modsætning til, hvad mange tror, dør man ikke af at smage dem – nogle tror sågar, de sætter livet på spil bare ved at røre ved dem, men de skal altså ned i fordøjelsessystemet for at gøre skade.
Jeg plukker en del græsgrønne skørhatte heroppe. Af en eller anden grund lader svenskerne dem stå, på trods af, at det er en glimrende spisesvamp – god både i smag og konsistens.
Kantarellerne er først lige kommet rigtig i gang; det ville have været bedst, hvis vi havde kunnet lade dem stå i yderligere nogle dage, men weekenden nærmer sig, hvilket er ensbetydende med, at svenskerne får travlt med at komme ud og indsamle, så jeg var fræk og tog selv de mindre eksemplarer.
SV. 2004 H-S-T-M-05Det blev derfor til mange i antal, men knapt så meget vægtmæssigt … der er dog nok til en god gang stuvning til frokosten i morgen.
Jeg skulle være gået ud 10 minutter før i formiddags … jeg har (som alle svenskere, host, host), mine favoritsteder, men jeg har før set, at andre har fundet frem til dem, og i dag, da jeg sad på hug og samlede løs fra det ene sted, kom der en mand med kurv og kniv i hånd.
Han småsludrede lidt, mens jeg havde enormt svært ved at bevare det venlige smil, og snart ødelagde han det totalt ved at sige: “tag du bare alle dem der, så tager jeg nogle fra et sted, jeg kender lidt længere fremme”.
Grrrrrr. Go away. Please. 
“Nå, så det sted kender du også?”, fik jeg frem gennem sammenbidte tænder. Jeg havde sådan en lyst til at sige til ham, at allemandsretten IKKE gælder på lige dette sted i skoven, men han havde nok ikke troet på mig alligevel.
Og der var bare SÅ mange kantareller lige på de to af mine favoritsteder … jeg er bare ikke god til at dele, når det gælder den slags.

7. oktober 2012

Masser af svampe …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:13
Tags: , ,

… Bare ikke specielt mange interessante set fra et kulinarisk synspunkt – men dog lidt – en snes rørhatte, tre krystalstøvbolde og nogle løghatte.

Dagens tur til et par skove gav, om ikke andet, så dog et par timers færden ude i sol og blæst – og med masser af herlige, gyldne efterårsfarver.

2012 Svampe

Den i midten er en repræsentant for de rørhatte, vi fik i kurven; kl. 12 ses krystalstøvbolden, som bestemt ikke er en trestjernet spisesvamp, men som er udmærket som fyldsvamp.
Jeg kender ikke dem alle på billedet, men jeg kender mine giftsvampe, hvilket er mindst lige så vigtigt som at kunne kunne kende de spiselige … kl. 6:30 ses et skoleeksempel på en fluesvamp, så den fik lov til at blive stående. Kl. 9 en ametysthat, som er så fin i salatskålen, og kl. 10-11 stykker en blækhat, som kunne minde lidt om parykblækhatten, som er trestjernet. Parykblækhatten er dog en ægte blondine og derfor ikke mørk i bunden som denne er.
Kl. 1 en koralsvamp – et velvalgt navn for den.
Men ingen trompethatte. Ingen tragtkantareller.

En bille var der dog – flot fyr.

P1050253

Hjemme i haven var der såmænd også ganske pænt, men der har vi ikke så mange svampe …

P1050185

Vejret var bedre end forventet/lovet – som sagt pænt blæsevejr, men ellers en høj og klar efterårshimmel. Uh, det var godt med de par timer, vi tilbragte ude i skovene.

23. september 2012

En svampefattig weekend, men rig på så meget andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , , , , ,

P1050018Først vil jeg gerne uddybe hvorfor jeg kom med måske lidt flere ting i går, end jeg normalt ville gøre, når jeg kommer som  gæst – om ikke andet, så for at berolige Rasmine
For det første havde jeg lovet Pia, at hun gerne måtte smage mine to havtornmarmelader. For det andet har hun snart fødselsdag, hvorfor det var oplagt at give hende det sjal, som var strikket i acrylgarn, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om at gå med, men som Pia gerne bærer, fordi hun ikke tåler uld. Garnet var noget fra min mors gemmer, og jeg nænnede ikke at kassere det. Nu er det så kommet til ære og værdighed.
For det tredje belastede vi dem med vores selskab fra lørdag middag til søndag eftermiddag; dvs. at den stod på kaffe/kage, en sightseeingtur, der dækkede det meste af det nordlige Lolland, en lækker aftenmenu, morgenmad og en madpakke til svampeturen … så synes jeg altså ikke, man kan tillade sig at komme tomhændet … og jeg har så mange syede ting, jeg skal se at få foræret væk, så der er plads til at frembringe noget mere. Så Rasmine: du behøver ikke at have nogen præstationsangst, og som jeg skrev et par gange til kommentarerne til gårsdagens indlæg, er en flaske vin eller to altid dejligt at få som tak for ‘ulejligheden’.

Flotte store gevirerDe kørte os en skøn og lang tur rundt langs Lollands nordkyst; til Bandholm, Blans og Kragenæs havne; næsten helt over til Nakskov. Forbi Lindholm, hvorfra Ellehammer sendte sit fly i luften i 1906; til de smukke bakker (ja! Bakker på Lolland!) ved Ravnsborg slotsruin.
Vejret var regnfuldt og møgelendigt, da vi startede, men det blev bedre og bedre for til sidst at blive helt flot. Hellere regn lørdag end søndag, var vi helt enige om.

I dag har vi haft det smukkest tænkelige vejr til vores guidede svampetur til Søholts og Engestoftes skove. Desværre er svampene kommet for sent ud af sengen, for de var først lige vågnet.
Igen må jeg spørge: Hvor er den våde sommer, som så mange klager over? Vi har ikke set den på Sjælland eller Lolland-Falster – det har været næsten ekstremt tørt, og landmændene har sukket efter vand.
Sort trompetsvampNu er der kommet både lidt vand og lidt varme, så svampene kommer – måske – nu. Eller måske slet ikke. Det ved man aldrig. Pia og Allan fik vist dog helt styr på pigsvampe og på sort P1050090trompetsvamp; begge meget, meget lækre spisesvampe.
Hvor vi i dag nærmest begik fosterdrab på nogle bittesmå trompetsvampe, sagde vores gode guide, svampeguruen Jacob Ryge, at han sidste år havde set et veritabelt tæppe af disse svampe flere steder, og hvor det havde taget hele flokken under fem minutter at samle hver en hel kurvfuld. Svampene i dag blev opdaget af en dreng – børn er fantastiske til at spotte svampe, fordi de er koncentrerede i en anden grad end os voksne og fordi de simpelthen har øjnene tættere på jorden.
Jeg ville ønske, at jeg kunne tage dertil igen om 14 dage, hvor svampene er blevet voksne … det er jeg dog ret sikker på, at Pia og Allan vil, så jeg krydser fingre for, at de kommer hjem med kilovis af dem.

P1050086
Frokosten blev indtaget uden for skovpavillonen, som over døren havde ovenstående vise indskrift.

P1050083

Og vi så havørne! I flertal! Vi så to – en gammel og en ung. Billedkvaliteten kunne aldeles indiskutabelt have været bedre, men de var der og det var stort at se dem. Billederne er dokumentation på såvel havørne som på det fantastiske vejr, vi havde.

P1050065P1050066

Alt i alt en virkelig dejlig og meget hyggelig weekend – tak, I to for godt værtsskab og ditto samvær.
Der er lavet to glas hybenmarmelade – nu mangler jeg at sylte alle de chilier, jeg fik af Pia, men det bliver ikke i dag.
Et hokkaidogræskar fik jeg også af hende, så der er skam rig udveksling af naturalier os to imellem.

11. december 2011

Vores eget private østershattetræ

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: , , , ,

Lille John i den store skovØstershatteHegnstilsynsmanden – i form af en vis Hr Nielsen – gik i formiddags en runde for at se, om der var faldet grene ned over det elektriske hegn.
Overalt lå der forholdsvis uskadelige birkeris, som han rev sammen, men bagerst i haven ved stengærdet, hvor hegnet slutter, var der knækket en så stor gren af, at han måtte have fat i kædesaven for at få den fjernet.
Det er ikke et sted, vi kommer så tit. Træet har været dødt i nogen tid, så grenene har selvfølgelig været skøre. Til gengæld har det fostret nogle gevaldige østershatte – John kom ned til åen, hvor jeg gik og forevigede den store mængde vand, der er i den for tiden, for at fortælle mig, at jeg skulle på østershatteplukning.

Herligt – det har vi ikke selv høstet før – disse var store, flotte og appetitlige; lige til at spise, høhø…

Jeg tog vel omkring 2/3 af, hvad der var, hvilket blev til 1400 gram. Herligt.
Nu stod frokosten på noget med østershatte, forstås … på det gamle komfur ristede vi dem med rejer, cherrytomater, persille, hvidløg, salt, peber og paprika og vendte denne blanding i pasta. Lyder det ikke godt? Det smagte i hvert fald godt.

Østershatte, tomater, rejer og persille Østershatte, tomater, rejer og persille - og pasta

Resten røg i fryseren til en anden god gang.
På den nedfaldne gren sad en masse andre svampe; ikke nogen vi spiser, men de ser ganske nydelige ud – og mos er jo altid smukt. Dette er taget i dag, er frisk og grønt og ligner nærmest et eller andet, der svajer for havstrømmene ude i koralrevet.
Synes jeg, men jeg har sommetider en temmelig levende forestillingsevne…

Østershatte P1070391 Mos

Det tangerer rekordmeget vand i åen … al porsen står under vand, og ølbænken, som ses som en lillebitte hvid prik øverst i midten af billedet, ville kræve waders, hvis man skulle komme på den tanke at ville ud og sidde på den.
Den tanke fik vi så overhovedet ikke – det er for koldt til at sidde og nyde noget udendørs nu – og svært at forestille sig, at vi normalt går tørskoet ud til, hvor broen begynder.

Oversvømmelse

Vandindpakkede rosenknopper.

Rosenknop i vand

Vejret er flot – hverken regn eller sne, og det er tre plusgrader.

Og sådan bliver det forhåbentlig ved i mindst 11 dage endnu … Overleverens tip med at tjekke Aftonbladets langtidsprognose lover foreløbig rigtig godt: Stort set ikke frostvejr på denne side af jul, kun lidt om natten en gang imellem; heller ingen truende snestorme.
Passer mig glimrende – håber de holder fast i dette.

18. september 2011

Indbygget varmeværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , , ,

Mit yndlingsmosDet er altså irriterende… jeg har altid hørt, at det er usundt at ryge, men efter jeg er stoppet med det, har jeg været oftere syg. Før i tiden kunne der gå år imellem sygedagene, og nu er det anden gang i år, jeg har måttet kapitulere og lægge mig. Og så i en træfældningsweekend! Det er ikke fair.

I torsdags gik jeg tidligt hjem, fordi jeg følte mig skidt tilpas. Efter at have slæbt mig ned for at sætte mit kryds og derefter købt ind til weekenden, kravlede jeg totalt færdig i seng og tog min temperatur, som viste sig at være 39,6. Kors. Så må man gerne føle sig sløj… og valgaftenen måtte John overvære i ophøjet ensomhed.
Ind og skrive til chefen, at dette godt kunne ligne en sygedag fredag, hvilket han var enig i. Fredag morgen 38,2. Fredag eftermiddag 37,4. FINT – os af sted til Sverige; med hele husapoteket i bilen, så jeg kunne dope mig selv, hvis det skulle gå den forkerte vej igen.
Det gjorde det desværre, men det gik først rigtig galt sidst på eftermiddagen lørdag, hvor hverken det ene eller det andet mirakelmiddel kunne forhindre feberen i at stige. Jeg fik lavet maden, og de kunne vist også lide den, men jeg sad og stak uengageret og sprængfyldt med selvmedlidenhed til ½ kartoffel og havde ikke spor lyst til den gode vin, som var blevet skænket op.
Det var her, John blev bekymret. Ingen mad og ingen vin til Ellen? SÅ er den gal. Jeg drak to glas mælk og sad og spillede helt, men klokken 20:30 var jeg nødt til at gå i seng. Vi har intet termometer i Sverige, men den må mindst have rundet de 45° – jeg tror aldrig, jeg har været så varm – torsdag var vand ved siden af… sengen brændte. Jeg skulle være blevet på sofaen inde i stuen, så havde de ikke behøvet at have gang i brændeovnen – jeg havde mere strålevarme i mig end den…
Jeg undrede mig over, hvad pokker det kunne være, dette her, men midt på natten ændrede det sig heldigvis og alt føltes lidt mere normalt igen.

Søndag morgen var jeg næsten frisk. Også kun næsten, men vi gik da en pæn tur om formiddagen, inden Pia og Allan vendte sig selv og campingvognen mod de syddanske græsgange. Begge fik lært at kende kantarellerne, og Pia også krystalstøvbolde og visse rørhatte, men Allan nægtede pure at spise den stuvning, jeg lavede til frokost. Han har (efterhånden) ikke noget imod at være med til at finde dem, men SPISE P1050783DEM??? Nej, ellers mange tak, siger han. Gad vide, om hun nogen sinde får ham omvendt? Han virker enormt standhaftig på dette punkt.

Havehyrden havde lige et par beske bemærkninger til folk, der sviner i naturen. Det kan de skam også finde ud af her i Sverige: Dybt inde langs en skovsti fandt vi denne grundigt udtjente og derfor efterladte grill. Folk er altså mærkelige. Det koster ikke engang noget at aflevere den på genbrugspladsen, så ulejligheden kan da næppe have været mindre ved at køre den langt ind i skoven?

Det er samme type mennesker som dem, der tømmer bilaskebægeret, mens de alligevel spilder tiden med at holde for rødt lys. Eller på en benzintank.

Heldigvis er der flere kønne ting at se på end grimme… ikke at disse to er specielt kønne, men svampe er andet end kantareller – nogle kan leve på en sten og nogle er større end andre; med indbygget dam og det hele…

P1050782P1050805

Måske til denne lille tudse, der forskrækket sprang i vandet, da jeg nærmede mig? Han ligner et surt spøgelse…
P1050802

10. september 2011

En god fangst eller to

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , ,

Det var torvedag i hyggelige Kristianstad, med masser af efterårets frugter. Jeg så til min glæde, at mange havde rigeligt med kantareller at sælge, hvilket gav mig håb om, at der stadig var nogen at hente ude i skoven.

P1050672P1050675

Hanne skulle se min yndlingsbutik (udover garnbutikken), The Spice Tree. Den kan jeg ikke blive træt af at ose rundt i. Hanne købte en frugtte og var – på trods af min advarsel om, at det er en DYR butik, ved at falde besvimet om, da hun skulle betale… jeg håber dæleme ikke, du bliver skuffet over teen, Hanne Smiley 

Men det er en lækker butik med skønne ting – og yderst delikat sat frem og op.

P1050679P1050681

Flere efterårsfarver…

P1050684

Vejret blev bedre og bedre – da vi kom hjem, blev frokosten indtaget på terrassen, men inden da måtte vi lige standse op og nyde synet af alle køerne langs Helgeåen – nogle helt andre og meget hyggeligere køer end dem, jeg er vant til i min hvedag på de storkøbenhavnske landeveje. De svenske køer er måske lidt svære at få øje på, men klik billedet større, så dukker de frem.

P1050690

Garnhøsten: Udmærket. Jeg skal skåne jer for detaljer, men kan afsløre, at det ikke blev helt så dyrt som et kamera… omend jeg følte mig nødsaget til at glide lidt uden om spørgsmålet om, hvor meget jeg havde købt for…

Svampehøsten: 900 g kantareller og 250 g rørhatte; men kun en enkelt, meget stor Karl Johan, som alene stod for de 200 g. Slet ikke en ringe høst, og Hanne har bestået svendeprøven i kantareller nu.

27. august 2011

Sleeping beauties og andre kongelige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:21
Tags: , , , , ,

P1050439P1050440Den seng var åbenbart helt koloenormt hyggelig, for det var fuldstændig umuligt at lægge sig til at sove, og der blev snakket og fniset og snakket i dobbeltsengen, lige indtil mor blev en anelse knotten ved 23-tiden og sagde med indædte bogstaver, at NU skulle de sove! Punktum, færdig og meget basta!

Med hensyn til det med de kongelige, er vi nu nogen, der kan gøre nogen rangen stridig; om ikke andet, så på det sproglige område. Når Anna taler dansk, lyder det nemlig fuldstændig som når Kronprinsesse Mary taler dansk. Aubrey har mere sprogøre, hvorfor hans accent er knapt så udpræget – er der stort set ikke, faktisk. Anna kommer dog hurtigt efter det… som jeg nævnte i et svar til Hanne, så er det gået meget stærkt fremad med danske ord og sætninger, siden de kom i tirsdags. Formentlig fordi deres far ikke er med, og de derfor ikke hører andet end dansk.

P1050445Hvis vi skal til at være lidt oftere her på ødegården, må vi have lært ungerne ordentligt op i svampeindsamlingens kunst, så vi har taget to ture i dag.

Formiddagsturen gik mest på at introducere dem for skoven og for åen, som de kaldte for The River. Den svulmede af stolthed. Skoven var lidt skræmmende; især for Aubie, for han har fået en fiks ide om, at ræve er monsterstore uhyrer, der æder alt og alle og nærmest findes overalt – men ses specielt hyppigt i svenske skove. Vi brugte lang tid på at snakke om ræve, og jeg tror, jeg efterhånden fik overbevist knægten om, at han ikke var i direkte livsfare, men at han roligt kunne gå sammen med Anna og mig ude i skoven.

P1050449Moderen sad og hyggede sig med at oliere grimer og seletøj, hentet fra gården – det skal nu med til England og bæres af husets nyerhvervelse, shetlandsponyen Jamie Dancer.

Den sidste svampetur i eftermiddags var god og lang. Aubie koncentrerede sig hovedsageligt om at finde dem, vi ikke spiser, hvorimod Anna var mest interesseret i at finde dem, der kunne komme med i kurven. Begge dele er lige vigtige at have styr på, så det var helt i orden at dyrke hver sine interesser.

Vi var nok kommet lidt langt hjemmefra, da Aubie spurgte, om vi ikke kunne gå hjem nu. Jamen det kunne vi da og søgte ud mod vejen for at komme hurtigt hjem – og to minutter efter begyndte det at regne. Det regnede meget hurtigt meget. Ungerne havde regnjakker på; det havde jeg ikke… hele Ellen og den nederste tredjedel af A&A blev hurtigt dyngvåde – 500 meter kan være langt nok, når man har små, korte ben og det bare høvler ned.

Vi kom hjem med kantareller, Karl Johan (det tredje og sidste kongelige element), brune og røde birkerørhatte. De to sidstnævnte er ikke de allermest eftertragtede spisesvampe, men de er gode som fyldsvampe og den røde birkerørhat er ganske flot som ung.

P1050466

Der kom ild i brændeovnen, selv om vi i forvejen havde pænt over 20° inden døre. Ild var nødvendigt, hvis børnenes fodtøj skal nå at tørre til i morgen. Og cowboybukserne…
John går og gisper af hede, vinduerne står åbne, og vi er glade for, at brænde er gratis heroppe.

Da det blev mørkt, blev vi oven i købet nødt til at lukke for vinduerne, hvis ikke vi ville ædes levende af myg. Så kan Aubie komme med sine ræve – myggene er langt mere blodtørstige end alverdens ræve. Det tror han så bare stadig ikke helt på…

Noget af aftenen gik med at lege oldefars alternative begravelse. En ‘kiste’ med et tæppe over blev slæbt med overalt i huset, for han skulle ikke gå glip af noget som helst af det der skete rundt omkring, inden de til sidst puttede ham ned i jorden. Ind imellem løftede de op i tæppet og orienterede ham om, hvad de skulle ske lige om lidt…

Nu sover de. Både oldefar og børnene.

Charlotte lægger kabale. Rigtig god, gammeldags kabale med rigtige, gode, gammeldags spillekort. Ikke noget med computere til dette – næhænæ – nu skal det være god, gammeldags sommerhushygge med de regnekabaler, C og jeg gennem mange år har nydt at lægge. Senior Wrangler er favoritten.

31. juli 2011

Sådan ser fem kilo Karl Johan ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:50
Tags: , ,

Det var helt vildt. De stod overalt. Mange var for gamle, men på trods af, at de nu er uspiselige, var de ældet med ynde og var store og flotte. Jeg har aldrig oplevet et Karl Johan-mekka som dette og kunne næsten ikke slæbe kurven med tilbage gennem skoven – for slet ikke tale om at cykle de sidste par kilometer med så bugnende en kurv. Mange gange måtte jeg stå af, fordi jeg kunne høre, at der var en, der forsøgte at flygte op af kurven…

P1050076P1050077P1050078P1050079

Ih, hvor er det altså svært for mit kamera at finde ud af at tage billeder i en skov, hvor solen skinner i glimt fra oven. Beklager, men jeg kunne ikke levere en bedre kvalitet end dette.

P1050082Fem kilo slæbte jeg hjem. Den største vejede 155 gram, men rekorden, som er fra 2003, for en der var fin, lækker og lige til at spise, er 240 gram.
Vi var først hjemme i Danmark kl. 20, og så er det skønt lynhurtigt at kunne stable et måltid på benene, bestående af en omelet med oceaner af ristede Karl Johan.
De indeholder store mængder vand, så når man først har ‘fräset dem af’, som det så skønt hedder på svensk, er de svundet ind til under en fjerdedel af oprindeligt volumen. Men smagen, venner, smagen… koncenteret og meget dejlig.
Citat fra svensk opskrift:
”Förkoka svampen i sin egen vätska tills den är nästan torr. Hetta upp oljan i en stekpanna och fräs svampen under omröring tills den blir knaprig og ‘knäpper’.”
Lyder det ikke helt skønt? Og måske også lidt frækt i vores danske ører Smiley, der blinker

Denne gang blev det kun til 300 gram kantareller, men sådan er svampelykken så forskellig fra dag til dag.

I dag kom der Stihl over John – han har købt nyt legetøj, og det skulle naturligvis afprøves. Normalt er vi ikke altid helt enige om, hvilke træer der skal fældes hvornår her på grunden, men i dag var han sjovt nok nem at overtale.

P1050075

Jeg benyttede mig fluks af den gunstige lejlighed og udpegede fem træer, som er alt for tæt på huset og som er blevet ALT for store. Vi nåede de to… Ét af dem, som i virkeligheden er to, er så stort, at vi ikke kan klare dem uden mere professionel hjælp, så vi håber, at Pia og Allan kommer midt i september og hjælper os. Sådan noget med at fælde træer er Allan nemlig (også) god til.
Stort set alt vores Johns værktøj blev stjålet under det sidste indbrud, men efterhånden får vi lige så langsomt indkøbt erstatninger – denne gang var det så motorsavens tur. Den ser måske ikke så stor ud, men John var meget glad for den og sagde, at den virkelig kunne arbejde for sagen, uden man skulle lægge for mange kræfter i.

Uh, det var svært at finde hjemefter i dag med 27° og solskin hele dagen. Der var dog ikke rigtig noget at gøre – morgendagen kalder – bossen vender tilbage fra sin ferie, så jeg ville ikke blive specielt populær ved at sende ham en SMS for at orientere ham om, at jeg ikke gad tage hjem fra Sverige…

Vores nabo har i øvrigt et hus til salg – var det noget, folks? At blive vores svenske naboer? Der er rigelig plads til to… med plads til overnattende gæster.

Blog på WordPress.com.