Mosekoner brygger og troldkvinder kværner

Jeg stod og strøg duge, da John kom ind fra haven og bad mig komme med ud, for han havde lige opdaget noget meget underligt noget i flisbunken fra træet, der blev fældet i juli.
Man bliver jo nysgerrig … og en strygepause siger jeg ikke nej til, selv om jeg samtidig kan stå og nyde den dejlige udsigt.

“Se!”, sagde han, “Har du nogensinde set sådan noget før?”

Det så spændende ud. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en svamp, men hvilken? John så skeptisk på mig; han var vist ikke helt sikker på min vurdering, men hvad skulle det ellers være og hvad har man Google Lens til? Jeg hentede telefonen, søgte, og inden for et millisekund kom svaret: troldsmør.
Det havde jeg hørt om, men fik da ikke selv tanken. Så det er altså troldsmør.
Naturbasen siger: “I sommerstadiet (plasmodiet) er det en lysende gul, uregelmæssigt formet masse med nubret overflade, der langsomt bevæger sig hen over voksestedet, medens den spiser planteaffald, bakterier og sporer.
Biologi: Egentlig hører myxomyceterne ikke sammen med svampene, da de er encellede organismer, der har masser af cellekerner i samme protoplasma uden cellevægge. Man kan måske sige, at de er dyr om sommeren og svampe om vinteren. Kan bruges til garnfarvning, hvor garnet ved forskellige bejdser giver gule/grønlige farver.”
Den kan nogle gange findes i haver på barkflis efter kraftig regn. Aha!
”Okay, John, er du overbevist?”
Det var han.
Den ene klump smør var beige og derfor ikke helt ung; den anden meget mere gul. Det har nok været nogle unge, der var ved at flytte hjemmefra, for klumpen befandt sig en halv meter væk, og ikke på barkflisen, men så ikke ud til at mistrives af den grund.
”Dyr om sommeren og svampe om vinteren”. Jaja, man skal lære nyt hver dag.

Der findes mosekoner og troldkvinder. Billedet herover er dog ikke mosebryg, men hører mere til kategorien tåge. Det var bare det nærmeste jeg kunne finde i eget fotoarkiv.

Nu mangler jeg at se lygtemænd og elverpiger. Førstnævnte eksisterer og må være spændende at opleve. Elverpigerne skal man nok have en god fantasi for at få øje på.
Det har jeg nu egentlig også, så måske …
Jeg har set kornmod, men ikke morild, hvilket min søster engang har oplevet på en kajaktur i mørke. Det var fuldstændig magisk, sagde hun. Det tror jeg gerne, og det er sæson for det lige nu: “I Danmark kan morild med en god portion held opleves i august eller september. Natten efter en varm sensommerdag er det bedste tidspunkt at gå på jagt efter det glitrende fænomen.”
Vi burde gå en tur ned til vandet, når det er blevet mørkt. Det kunne jo være, vi var heldige.

Man kan ikke få alt …

Man kan ikke få alt.
Men nogle gange savner jeg ødegården. Når vi var deroppe i svampesæsonen, gik jeg aldrig forgæves efter disse. Nogle gange fik jeg kun ganske få, men jeg kom aldrig hjem med en helt tom kurv.
I går var vi på svampejagt, for jeg regnede med, at efter alt det vand og med temperaturer omkring de 20° måtte der være masser af svampe i skovene.
Det eneste jeg kom hjem med, var to flåter. Ikke så meget som en eneste, lillebitte kantarel, pigsvamp, Karl Johan eller trompetsvamp, som diverse svampefora rundtomkring på internettet ellers flyder over med i disse dage.
Er jeg for utålmodig? Eller har der været andre før mig? Har der været en første bølge og nu venter vi på den næste?
Jeg har desværre aldrig fundet nogen gode svampesteder i nærheden af Den Stråtækte, selv om vi har meget skov omkring os.
Det kan ikke passe, der ikke er svampe på Sydsjælland. Svampeforeningen har nogle ture i løbet af september, som vi vist er nødt til at deltage i – det kunne jo være, at vi kom til at kende nogle steder, vi ikke lige havde tænkt på at opsøge.
Det kan i hvert fald kun gå fremad!

Den pæneste og noget nær eneste svamp vi fandt, var den herunder afbildede, som jeg tror er kæmpeporesvamp. Tror … ikke ved, men det betyder ikke så nøje om jeg tror eller ved, for det eneste jeg behøver at vide er, at den ikke skal spises.

Jeg hørte heldigvis her til morgen røster om, at man skal lære børnene om svampe i stedet for at fjerne alle svampe fra de steder, børnene færdes, hvilket vi i går hørte, at ‘man’ anbefalede.
Er der noget at sige til, at der kommer curlingbørn? Nu er det ikke engang kun forældrene, der fejer alle sten væk fra børnenes veje; nu skal de arme pædagoger også til det.
Jeg blev omgående til the grumpy old lady, da jeg i radioen hørte nogen sige, at svampe bør fjernes fra legepladserne, inden børnene bliver sendt ud at lege.
Nej, for pokker da. John og jeg sagde det i munden på hinanden, da vi hørte det. Lær dog børnene, at de her rører man bare ikke. Punktum. Og man spiser dem slet ikke. Mere punktum. Lær børn hvad de har med at gøre i stedet for at spilde tid på at foregive, at der intet farligt er i denne verden. Hvad forestiller man sig mon, at de gør i skovbørnehaverne? Er dette måden at gøre danskerne mere ‘naturlige’ på? Jeg kan gå med til, at man fjerner en hvid eller grøn fluesvamp, da disse er dødelige. De allerfleste svampe smager i værste fald bare ikke særlig godt, og så skal ungerne nok helt naturligt lade dem være en anden gang.
Det er den hårde metode, og jeg skal nok få på hatten over det, men som sagt hørte jeg i dag, at der er andre end mig med samme holdning.

Da Charlotte var et års tid og tullede omkring i huset uden jeg nødvendigvis hele tiden rendte foran hende og ‘curlede’, så jeg hende finde et tændt stearinlys vældig interessant. Jeg tog hendes lille hånd og førte hendes pegefinger meget langsomt hen mod flammen, indtil hun sagde av og kiggede bebrejdende på mig. Så sagde den forfærdelige mor her til hende, at ja, tændte lys kan gøre meget ondt, så dem skal du ikke røre ved.
Det prøvede hun da heller aldrig siden på. Hun lærte på en effektiv og for et lille barn meget forståelig måde, og hun fik ingen ar, hverken på sjæl eller krop, af den ‘forbrænding’.
Gad vide, hvad de ikke altid kloge autoriteter ville sige til den form for læring i dagens overbeskyttede Danmark? Jeg ville sikkert komme i fængsel, hvis nogen hørte om det, men da det er 45 år siden, må det vel være forældet, selv om det er en tilståelsessag …

Til slut: Jeg er klar over, at der er meget delte meninger om emnet curlingbørn/curlingforældre. Nogle mener det er helt i orden; andre er bekymrede for den udvikling.
Min mening om emnet er klar og det er ikke en diskussion jeg ønsker at gå ind i. Jeg oplevede på min arbejdsplads et enkelt, voksent curlingbarn. Det var rigeligt for mig. Hun var voksen af navn, men bestemt ikke af gavn, og hun rejste hurtigt igen, da det gik op for hende, at hun ikke fra dag ét var firmaets omdrejningspunkt, og at andre rent faktisk bestemte, hvilket projekt hun skulle arbejde med.

En ny svamp – for mig

Da jeg lå og hev ukrudt op fra et af bedene, fik jeg pludselig øje på nogle små, nærmest neonrøde kugler. Min første tanke var, at en eller anden havde tabt nogle legetøjsperler, for farven så temmelig kunstig ud. Da jeg ville tage en af dem op, eksploderede den nærmest, og en endnu rødere, tyk væske flød ud fra dem. Ret ulækkert, men nu blev jeg nysgerrig, for hvad pokker kunne det dog være?
Google Lens er min nye bedste ven, og den kunne på en brøkdel af et sekund fortælle mig, at det er almindelig rødært.
Som navnet antyder, er det en ganske hyppigt observeret svamp, som bor på døde træstubbe – hvilket min da også gjorde. Så den var godt nok ny, men kun for mig i min have, men det gør ikke noget – jeg har lært noget nyt i dag. Der stod oven i købet, at den slimede substans kan bruges til at farve med, men for det første var der ikke ret mange ‘ærter’, og for det andet virkede materialet ikke specielt lækkert at arbejde med, så jeg tror jeg springer over denne gang, selv om jeg ellers altid er med på at prøve noget nyt inden for garnfarvning.
Mit kamera kan – som sædvanlig – ikke finde ud af at gengive røde farver, og selv om jeg prøvede at photoshoppe billederne, kunne jeg ikke [finde ud af at] få den rigtige frem, hvorfor jeg begik en forbrydelse og huggede et billede fra nettet, hvor slimens farve er korrekt.

Vi har fået rigeligt med regn, og selv om det kun var rigtig varmt i et par dage, er det i det mindste ikke de arktiske temperaturer, vi havde helt frem til den dag, vi havde sommer.
Alt er derfor eksploderet – det er ikke kun mine rødært, der kan det, men stort set alt, der er i haven. Også ukrudtet … der er virkelig noget at tage fat på, hvis ikke det skal kvæle det, der helst skulle blive til de dominerende planter.
Nå. Det er jo sundt med noget fysisk arbejde, siges der. Man skal have pulsen op, siges der. Jeg burde være meget sund …
Bortset fra, at jeg de sidste to døgn har sovet for lidt, spist for meget, snakket for meget og drukket for meget vin. Men det har været superhyggeligt, har det, så vi har blæst højt og flot på sundheden. Den mentale sundhed har nemlig været helt i top i de par dage, og det virker helt sikkert også livsforlængende.

Jeg fandt sort guld!

Nej, jeg har ikke fundet olie, men noget, der er meget bedre. Måske ikke for pengepungen, men for både klimaet og mine smagsløg.
Jeg fandt sorte trompetsvampe i dag – har I nogensinde smagt en omelet med sort trompetsvamp? Uhmmm, det er SÅ godt! Den passer perfekt til noget med æg eller til fisk, så disse vil komme i en omelet i morgen.
Totentrompete, som de så dystert hedder på tysk, er en fremragende spisesvamp, som jeg desværre finder alt for sjældent, men i dag var den altså god nok, og disse svampe er guld for mig.

 

Vist de fleste lovpriser kantarellerne som de bedste; andre sværger til Karl Johan, og atter andre til en tredje eller fjerde spisesvamp.
Min top 6 ser således ud:
1) Trompetsvamp – 2) Karl Johan – 3) blomkålssvamp – 4) tragtkantareller – 5) kantareller – 6) almindelig pigsvamp.
Der er flere, der er gode, og nogle gange bytter de nævnte plads på listen, men kantareller vil aldrig befinde sig i toppen af den for mit vedkommende.
Da smag og behag bør ikke diskuteres, var dette ikke ment som et oplæg til en debat – bare en konstatering – I er dog naturligvis velkomne til at give jeres bud på, hvilken spisesvamp I synes er den bedste.
Det skulle være et fantastisk svampeår i år, men jeg kan godt mærke, at vi ikke længere bare lige skal gå ud ad døren oppe i vores forhenværende svenskerhus for at komme til svampeland, for i dag var første gang, vi er ude i år – altså for at finde spiselige svampe – vi har været ude af andre årsager …
Til gengæld blev vi jo altså belønnet med dette herlige sorte guld, som ikke var at finde i nærheden af vores svenske matrikel.

Det var også mere guldlignende guld at finde i skoven. Flot er denne her, ikke sandt? Vi nøjes dog med at nyde synet, for jeg tror nemlig, det er knippe-svovlhat, men er ikke 100 % sikker. Skulle det være rigtigt, skal den ikke i kurven, for den hører til blandt de giftige svampe.

“Vi har snydt lidt …”

I dag har den stået på svampefarvningskursus i Hornbæk. Det var gratis for medlemmer af Svampeforeningen (som hedder Foreningen til Svampekundskabens Fremme, men det er så tungt at sige), så det var et tilbud jeg ikke kunne modstå. Man skal lære nyt hver dag, og jeg har lært meget i dag – af søde, dygtige, vidende mennesker. Mennesker med forstand på svampe og et enkelt menneske også med forstand på kemi, fordi en af svampekendernes ægteviede er kemiker. Han deltog i dag og kunne bidrage med den mere videnskabelige side af farvemysterierne, hvilket jeg holder meget af. Svampefarvning er, fuldstændig som plantefarvning, absolut ikke en eksakt videnskab, og det er umuligt at reproducere noget som helst, men ikke desto mindre ligger der noget kemi bagved, som det er rart at vide lidt om.

Underviserne i dag var meget dedikerede til svampe, men kendte stort set intet til plantefarvning, så vi fik en del interessante samtaler og sammenligninger ud af det. Herover ses, hvor flotte farver svampe kan præstere. Ganske almindelige svampe, som enhver kan gå ud i de danske (og svenske) skove og finde. Til nogle af dem skal man måske være en smule heldig, men de findes!

Det er en god ide at have et tørreapparat, som jeg heldigvis er den heldige ejer af, for man finder stort set aldrig nok svampe på én gang til at kunne farve noget af betydning, men hvis man tørrer dem, kan de holde sig i årtier.
Herunder ses først cinnoberbladet slørhat og dernæst brunporesvamp. De kan enten give nogle skrigende eller nogle forholdsvis afdæmpede farver, afhængigt af hvilken bejdse man har anvendt.

Disse garner herover er – nedefra og op – ubejdset, bejdset med aluminiumsulfat, tinsulfat, kobbersulfat og jernsulfat. Samme type garn, samme farvebad, så det er tydeligt, at det er bejdsen, der gør hele forskellen.
Det er lidt nørdet, alt det her, jeg ved det godt, men indlægget er i høj grad også en støtte til min hukommelse. Jeg er holdt op med at tro, at jeg kan huske det hele, når der er gået et stykke tid.

Det lille billede til højre er resultatet af det garn, jeg selv havde med.
Til venstre noget lysegråt, alunbejdset uldgarn, i midten garn indeholdende hør og uld, farvet i 2. bad af den cinnoberbladede slørhat og til sidst noget alunbejdset, naturfarvet superwash strømpegarn i 1. bad af cinnoberbladet slørhat.
De var lidt forbavsede over, at farveudfaldet på mit garn gik så meget til den teglrøde side, når nu det var alun- og ikke tinbejdset, men jeg har erfaringer fra plantefarvningerne med, at superwashgarn ofte tager en del mere imod farve end ikke-behandlet lammeuld.
Jeg skal helt sikkert eksperimentere mere med svampefarvning – jeg var så heldig at få noget tørret materiale med hjem af netop de to svampe, vi forsøgte os med i dag.

(Hvorfor den overskrift i dag? Fordi kursusholderne i forvejen havde kogt nogle tørrede svampe til farveekstrakter for at spare tid.)

Kejserens nye … hat!

Det var en god ide, dengang jeg fandt på at melde mig ind i Haveselskabet, for de har en del interessante foredrag.
I sidste uge var vi i Slagelse for at høre hortonom Bente Mortensen fortælle om den gode jord – en titel, som naturligvis fluks fik mig til at tænke på litteraturnobelpristageren Pearl S. Buck. Jeg læste Den Gode Jord engang i min tidlige ungdom og kan ikke mindes, at jeg var specielt betaget af den, men jeg har nok været for ung til den. Det er jeg ikke længere. For ung, altså. Måske for ung til at dø, trods alt, men på ingen måde for ung på alle andre områder, jeg umiddelbart kan komme i tanke om.
Nå … vi fik en masse nyttig information om hvad der gør jord god eller dårlig; bl.a. også, hvordan man tyder varedeklarationen på poser med forskellig slags muld og spagnum. Ledningsevne (skal være høj til plantesække og lav til priklejord), Omsætningsgrad (om der høstet højt eller lavt i mosen), om der er få eller mange mikronæringsstoffer m.m.
Hun var bestemt ikke begejstret for Champost, som ellers bliver rost af mange og som virkelig forstår at promovere sig selv. De følger af en grund, man har lov til at gætte på, ikke reglerne (loven, faktisk) om varedeklaration, så man ved reelt ikke, hvad man får, og forsøg fra Bentes side viser, at det ligger tæt på at være det dårligste man som haveejer kan investere i.
Jojo, jeg blev meget klogere – især også hvad gødning angår; det var i det hele taget et rigtig godt foredrag holdt af en meget vidende kvinde.

I går var vi, også via Haveselskabet, på rundvisning på Tvedemose, som nærmest ligger i vores baghave, og hvor der dyrkes svampe i millionvis. Brune og hvide champignon, shiitake, enoki, bøgehatte, kejserhatte og østershatte, som dog bliver dyrket hos en anden avler. Kejserhattene ses herover. De bliver dyrket i flasker med vækstmedium, og de vokser fra spæde babyer til kæmper på fire-fem dage. Det samme gælder for de fleste svampe, hvilket jeg jo egentlig godt vidste fra Sverige, hvor der kan være ingen svampe én dag og i hundredvis på den samme plet få dage efter.

Der arbejdes fra syv morgen til 23 aften med at plukke og pakke. Man plukker virkelig – man høster ikke som sådan, men udtager hele tiden de største, så der kan blive plads til, at flere kan vokse sig større. Hvis de kommer til at mangle vokserum, går de i stå og sætter sporer, hvilket vi ikke vil have.
Vi blev meget klogere på mange svampe i går. Vi kan ikke bruge den viden til noget relateret til vore egne haver, men det er altid rart at indfange ny viden, og således også i går.
Ejeren (eller en af dem; det er et familieforetagende) fortalte også en del interessante ting om kunder og markedsmekanismer; hvad de ikke kunne sælge for et par år siden, men som i dag har den største markedsandel.

SÅ heldigt!

Det er aprilsvejr i dag, vekslende mellem næsten helt blå himmel og blygrå, nærmest sort ditto, som giver regn i stænger.
Det regner dog sjældent mere end få minutter ad gangen, inden vi har blå himmel igen, så det er okay.
Bortset fra, at nu er alle svampene pladdervåde. Det var bedre i går, hvor hattene var tørre, men man kan ikke få alt.
I dag føler jeg dog næsten, at jeg har fået alt, for jeg har fundet blomkålssvamp. En af kongerne, som jeg underligt nok glemte på listen forleden dag, hvor jeg nævnte mine fem yndlingssvampe, så der er altså seks af slagsen, idet blomkålssvamp så absolut hører til blandt favoritterne; jeg finder den bare yderst sjældent – men i dag var der et par eksemplarer til mig derude.
Nu begynder det for alvor at ligne noget … der er masser til både at tage med hjem og til at spise til aftensmaden igen i aften.
Jeg var ude i formiddags, mens John huggede optændingsbrænde. Her til eftermiddag gik vi begge ud en tur i den stadig grønne skov.

Der er bare MASSER af svampe derude i skoven nu – selvfølgelig flest af dem, vi ikke spiser, men de kan også være et smukt syn, når de står der i klynger. Den gule her ved jeg ikke hvad hedder; jeg ved bare, at jeg ikke tager den med i kurven, men derfor kan jeg sagtens nyde synet af dem alligevel.
Jeg har taget nogle af dem, vi ikke spiser, med i kurven, nemlig sortfiltet netbladhat og randbæltet hovporesvamp. De skulle begge være egnede som farvesvampe, så det har jeg tænkt mig at lade komme an på en prøve.

At gå rundt i områder som dette … jamen, kan man andet end blive glad?
Hjemme igen fik jeg øje på de små trompetmosser i vores stendige. Det hedder ikke trompetmos, men det kalder jeg det.

Naturen er forunderlig. Jeg kan ikke blive træt af den.

Endelig blev det min tur

Vores lille ekstratur til Sverige, som jeg fik lokket John med til, har allerede givet pote. Eller rettere svampe …
Og græsplænen var blevet så rigeligt lang, så det var godt vi kom herop og ikke ventede de ellers planlagte små 14 dage endnu.
Straks efter biludpakning fes John i kælderen for at lufte havetraktoren, mens jeg trak i gummistøvlerne for at gå i skoven. Ikke fordi der er vådt i skoven, men fordi jeg tiltrækker flåter som en magnet tiltrækker jernfilspåner, så jeg pakker mig godt ind. Også med tørklæde på hovedet pga. lusefluen, som jeg hader at få i håret, fordi den er næsten umulig at få pillet ud igen. Til sidst lidt sprøjt på udsatte steder med myggespray, og så afsted.
Og der var bid! Endelig var der bid også for mig.

Nederst til højre ses et par eksemplarer af græsgrøn skørhat, som er en rimelig god spisesvamp. Der var faktisk store mængder af den, men da først Karl Johannerne begyndte at dukke op, skrottede jeg skørhattene til fordel for rørhattene, som nu engang er nummer ét.
Kantareller var der næsten ingen af, men det havde jeg heller ikke forventet.
Det er ikke voldsomt meget, jeg kom hjem med, men det tog nu alligevel kun godt en halv time at samle dagens høst. Jeg kunne se, at der for nylig havde været andre end mig, så at jeg overhovedet fandt så mange, glædede mig.
I morgen vil jeg søge andre jagtmarker. Det meste af dette bliver spist til aften, og jeg ville gerne have lidt med hjem til tørremaskinen.

Et dejligt syn, ikke sandt?
Men nok ikke for ikke-svampeelskere …

Lidt har også ret

Vi prøvede igen i går at samle svampe; denne gang i en af de lokale skove. Det står stadig skralt til med dem … jeg har tænkt på, om det er fordi der er faldet meget mere regn i Jylland og i det hele taget resten af Danmark? Det er bare her i Sydøstdanmark, vi ikke har fået så meget vand. De få svampe vi fandt, var temmelig tørre, så der er sikkert ikke kommet vand nok endnu til at give svampene optimale forhold her i området.
Til gengæld fandt jeg det største eksemplar af snehvid fluesvamp, jeg til dato har set. Næsten dobbelt så stor som vanligt. Det er en smuk svamp – men jo desværre dødeligt giftig.
Jeg fandt også op til flere indogorørhatte – dem plejer jeg kun at finde en enkelt af ad gangen. Derudover én Karl Johan og et par andre rørhatte. Fine, unge (men store), faste og tørre – og helt uden svampemyggelarver. Dejligt. 
Der kom nok med hjem til at der kunne blive til en gang rørhattestuvning til aftensmaden.

Den første spiser vi ikke; den anden er god.

På fredag tager vi en ekstraordinær tur til Sverige. Jeg fik lokket John med, for jeg ville så gerne op og se, om ikke der også i nærheden af vores sted skulle være det svampemekka, alle har så travlt med at billeddokumentere på Facebook.
Det kunne være ret fedt at finde tilstrækkeligt med Karl Johan til, at der også kan blive til lidt tørrede svampe; de er rare at have i løbet af vinteren.
Jeg har vist nævnt det før, men jeg kan bedre lide Karl Johan end kantareller, som faktisk er helt nede på femtepladsen på min svampe-top5.
Både Karl Johan, tragtkantareller, trompetsvampe og pigsvampe slår kantarellerne.
Synes jeg. Smag og behag er heldigvis forskellig. En del af årsagen til, at jeg mener dette, kan dog også være, at vi altid finder så rigeligt med kantareller, mens de andre er sjældnere forekommende – i hvert fald der hvor jeg går på svampejagt. Trompetsvampe findes slet ikke i vores område deroppe, desværre. Den er ellers uovertruffen i ægge- og fiskeretter.

Det er så kommet i dag, vandet – det har regnet hele dagen, så jeg ser frem til en god svampejagt om kort tid!

Free giveaway???

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så må der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

Sjældne fund – i Danmark, men vist ikke her

På dagens svampejagt (fin fangst, men desværre ingen tragtkantareller) faldt vi over nogle køllesvampe, som jeg ikke mindes tidligere at have set i virkeligheden. Først pigsvampen i går, og nu denne – det må virkelig være et optimalt svampeår i år.
Jeg bestemte den til at være en Clavariadelphus pistillaris – herkuleskøllesvamp, men er ikke 100 % sikker. Den var dog så stor – og ikke blank – at jeg ikke kunne se andre match end dette. Vi så den flere steder, hvilket er interessant i betragtning af, at det er første gang.
Det er ikke første gang, vi ser guldgafler; dem ser vi næsten altid, men de små fine, skriggule svampe er så flotte, når de står og lyser op i skovbunden.

Under jagten på identiteten af køllesvampen faldt jeg over en anden svamp, som viser sig at høre under laverne – jeg har bare altid kaldt den en svamp, men man bliver heldigvis hele tiden klogere.
Det drejer sig om en Peltigera neopolydactyla. Det er godt nok nogle heftige navne, vi er ude i i dag … men det må være den, og den er kun observeret et enkelt sted i Danmark. Vi har den flere steder her på torpet, så jeg gætter på, at den må være almindelig her i Sverige. Den har et svensk navn (nordlig trevarlav), så mon ikke?

Sådan kan man komme meget rundt – i sin søgen efter ét, finder man tit noget andet og måske noget tredje … somme tider slet ikke det, man oprindelig gik efter, men det går endda, for ens viden øges hele tiden.
Så er det bare, om man kan huske det til en anden gang … det der med indlæring går ikke så tjept som i de yngre dage, og ny læring sidder heller ikke lige så godt fast fra starten, men kræver ofte gentagelser. Gid man kunne bejdse hjernen, som man bejdser garn for at få farven til at sidde bedre fast.

Vi er ikke færdige med de underlige navne. Dog ikke den til venstre, som jeg tror er enten en net-eller punktstokket indigorørhat. Tror, så den kommer ikke i gryden – der er en svag mulighed for, at det er en djævlerørhat, og jeg er ikke dygtig nok til at kunne skelne, så jeg skal ikke risikere noget.
Den gule oganisme til højre er efter al sandsynlighed et svampedyr ved navn poleret glatfrø (Leocarpus fragilis). Godt så. Poleret glatfrø. Helt ærligt …  
Nu tror jeg vi stopper for i dag; min hjerne kan ikke rumme mere ny viden, hvis den også skal lagres, hvilket den helst skal, for det er så dejligt at have svar på rede hånd, når man går i skoven og bliver spurgt om de forskellige svampes navne.

Regn, regn, kom igen …

Man vil måske undre sig over dagens overskrift, men jeg fik den ide, at når det nu næsten altid, rent vejrmæssigt, går stik modsat af mine ønsker, så skal jeg nok bare ønske mig mere regn for at opleve en bedring i den ret så våde vejrsituation.
ALT er vådt – der står skræmmende meget vand på markerne, men heldigvis er der kun ganske få, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det vil vare en rum tid, inden der kan køres på de marker igen.

I det sydsvenske var der vist faldet lige så meget vand, og har det været lige så lunt som derhjemme, skulle der gerne være mulighed for masser af svampe.
Det var der også … på min færden gennem Den Lille Rute fik jeg pludselig øje på en stor, gullig-hvid svamp, som jeg umiddelbart identificerede som en pigsvamp alene på grund af den karakteristiske hatfarve, men tænkte, at det kunne ikke passe, for dem har jeg ikke tidligere fundet her omkring.
Det kunne så bare godt passe! ÉN pigsvamp! Hvordan den ene så er havnet her, kan jeg ikke regne ud, men jeg ledte lidt rundt omkring uden at finde flere. Til gengæld var det den største, jeg nogensinde har ‘fanget’.
Og nej, jeg går ikke og drysser kokosmel på min Karl Johan; det er pigsvampen, der ikke holder fast på piggene. Det grønne er lav, som skal med hjem og tørres til senere farvebrug.
Jeg fandt ikke voldsomt mange kantareller og også kun den ene Karl Johan, men dem jeg fandt, var kæmpestore. Vejret har måske været for vådt for selv svampesamlerne i den seneste tid?
Jeg må ud på Den Store Rute i morgen, hvor vejret skulle blive lidt bedre, og det helst inden folk kommer hjem fra arbejde.

Tænk, hvis man kunne spise alle de svampe, man ser i skovene … eller … det kan man jo sådan set godt, eftersom alle svampe i princippet er spiselige. Det er bare virkningen, der er yderst forskellig.
JA, det er ordkløveri, dette her, for jeg ved naturligvis godt hvad folk mener, når de spørger, om den eller den svamp er spiselig. Jeg elsker bare det der svar på den helt bogstavelige opfattelse af spørgsmålet.
I øvrigt er jo selv de for os dødeligt giftige fluesvampe spiselige – for snegle. Og de dør ikke af det, fordi de har et andet fordøjelsessystem end vores, så jeg håber ikke, der stadig er nogen der tror, at hvis der er spist af svampen, er den ikke giftig for mennesker. Der er næsten aldrig spist af kantareller, som jo af nogle (ikke af mig …) regnes for kongen over alle svampe, mens der næsten altid er spist af fluesvampene.

Lige pludselig samler jeg også de giftige …

Lokalt omkring Den Stråtækte fandt jeg kun en enkelt – og meget lille – plet med gul snerre, men på vores vej til torpet i dag kunne jeg konstatere, at Sverige er velsignet med den urt i en grad så høj, at jeg var forbavset over aldrig at have lagt specielt mærke til den før – men sådan kan ens syn på verden omkring én ændre sig, når der kommer andre interesser i spil.
Jeg har derfor gul snerre med hjem i store mængder (samlet på naboens grund), så der skal farves to bade med overvejende blomsterdelen i det ene og med roddelen alene i det andet for at se en eventuel forskel. Men gult giver de begge! Jeg er begyndt at undersøge hvilke svampe der giver andre farver end gul, så fremover (selv om jeg lige præcis i dette tilfælde måske kunne forsvare at sige, at jeg samler dem fremadrettet, for jeg havde kun øjne i nakken, da Charlotte var lille) samler jeg også de svampe, som vi ikke spiser, og jeg ved, at der findes nogle heroppe lige omkring os, jeg vil kunne bruge; de er bare ikke rigtig kommet frem endnu.

Det er første gang, jeg ser svampen her med hvid stok og grå hat på egen grund. Det er en Phallus impudicus, på dansk formelt kendt som almindelig stinksvamp, men kaldes i daglig tale det flatterende navn præstepik. Hvorfor lige de stakkels præster skulle lægge navn til, skal jeg lade være usagt – jeg har aldrig kendt en præst intimt, så jeg ved ikke, om der er noget om snakken … men hvorfor den hedder stinksvamp, er man derimod slet ikke i tvivl om, når man kommer i nærheden af den!
Fluerne elsker den.
På engelsk hedder den common stinkhorn, så medmindre horn har en betydning, jeg ikke kender, er de ikke så direkte i deres navngivning … mere … for se her, hvad den har heddet før dronning Victoria og hendes snerpede æra kom ind i billedet:
Botanist John Gerard called it the "pricke mushroom" or "fungus virilis penis effigie" in his General Historie of Plants of 1597, and John Parkinson referred to it as "Hollanders workingtoole" or "phallus hollandicus" in his Theatrum botanicum of 1640.
Især den med ‘hollænderens redskab’ synes jeg er ret morsom.
Den gule hedder tåresvamp, men jeg har ikke tænkt mig at eksperimentere med at farve med den!

Til fest med østershatte

Ja, hvorfor ikke kombinere tingene?
Det sted, Merete havde lejet, er, foruden festsal og øvelokale for The Hicks, som spillede gode rock- og 60’er hits efter middagen, også adressen på Danmarks største østershattefarm. Alle gæsterne så produktionsfaciliteterne (vi blev lukket ind i hold), hvilket var virkelig interessant at se og høre om.
De høster helt op til 800 kilo. Om dagen! Uhhh, det kriblede i fingrene, og jeg måtte beherske mig for ikke at ‘komme til’ at plukke et par gode klaser østershatte, som er en rigtig god spisesvamp. Vi fik dog alt hvad vi kunne spise til natmaden, som bestod af en lækker østershattesuppe med masser af svampe i. De bliver dyrket i pasturiseret halm i poser i tre etager i lange rækker. Holddaop, der var mange poser med halm i den bygning. Lige pludselig kunne vi godt forstå de 800 kilo på en dag. Der bliver høstet hver dag, inklusive weekender og helligdage.

Festen var et brag af en fest. Fordi det blev holdt på en gård, var der god udenomsplads, så mange havde taget telt eller campingvogn med, så de var fri for at tænke på den kedelige ting at skulle køre hjem.
Underholdingen var festlig, især indslaget fra vores fætter Kurt, som havde lagt et stort arbejde i at printe store bannere ud og hængt dem op på en stang, således, at man kunne bladre i dem. Meretes opgave gik ud på at kigge på de mange gæster og konkludere ud fra, hvem af os der rejste sig op, hvad der stod på banneret. Fordi Kurt havde taget fejl af kano og kajak, kunne jeg også rejse mig op til den tekst, hvilket forvirrede hende totalt. Ellers gættede hun vist dem alle sammen. Ud over de her viste var der “Hvem har spillet sammen med Merete?” (hun har spillet klarinet i et orkester for mange år siden) og “Hvem har rejst i udlandet med Merete?” Det var et meget morsomt indslag, som involverede samtlige og som alle, også ‘offeret’ selv, havde det rigtig sjovt med at deltage i.
Der kom en del bemærkninger undervejs, både stuerene og det modsatte, som var yderst underholdende, men som jeg har censureret bort her …

Vi var hjemme klokken 03:30, og vi er begge hamrende trætte i dag – jeg nok endnu mere end John, for han holdt sig til de alkoholfrie øl hele aftenen, mens jeg nød den gode og meget rigelige vin … men hvor var jeg glad for, at han godt gider det med at køre hjem – jeg har det også meget bedre dagen efter, når jeg ikke har drukket alt det alkohol – ja, det kan du sagtens bilde mig ind … det var ved at være lyst, da vi kom hjem … gad vide hvornår de sidste faldt omkuld?
Men det var en god fest. Det er lidt tømmermænd værd – jeg har/havde nu ikke ondt i hovedet, men kan godt mærke, at jeg ikke skal sent i seng.

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

Her er masser af svampe!

Jeg troede, her ville have været både for tørt og for varmt til svampevækst i plukkeværdig grad, men jeg tog fejl.
Nogle gange kan jeg godt lide at tage fejl …
Jeg gik, kort efter ankomst til torpet, hen til mit ‘prøvested’ – er der ingen kantareller her, er der som regel heller ikke nogen på de andre af mine steder.
Der var over et kilo – langt flere, end jeg nogensinde har plukket lige på dette sted, så jeg forføjede mig videre til de næste tre steder.
Som dog skuffede lidt; tilsammen havde disse tre kun lige så mange som på det første, men det er fint og rigeligt nok til os.
I morgen hedder det derfor ud i skovene, men det bliver med min stifinder.

Anne gav mig en god ide: At bruge karkludestrikning som mønsterafprøvning og ditto øvelser.
For et par år siden købte jeg denne bog, som indtil nu bare har stået på hylden.
(Er det ikke lidt pudsigt, at nordmændene kalder den for “De bedste”? Danskerne forholder sig mere neutrale her.)
Jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg købte den bog, men nu har jeg da fundet noget at bruge den til.

Jeg er i gang med en hue (!) i et meanderlignende mønster på pinde 2, men det er ikke et godt bilstrikketøj; det er karkludene derimod.
Strikkefastheden på huen snød mig temmelig meget, selv om jeg havde lavet en prøve og taget højde for forskellen – er der mon en, der har har et lille barn med en hovedomkreds på omkring 52 cm, der vil have en hue i blå farver? Billede kommer, når den engang er blevet helt færdig.
Jeg kunne på en måde godt tænke mig at strikke en norsk trøje på pinde 2. Det bliver kanonflot på så tynde pinde. På den anden side er jeg næsten klar over, at jeg nok aldrig får gjort den færdig. Alene tanken om alt regnearbejdet for at få omregnet et mønster, så det passer med pindene og ikke bliver til et to-års barn i stedet for til mig, kan gøre mig helt svedt …
Eller er det bare vejret? Her klokken 18 er der stadig 27° udenfor.

Mikro-mini-makrosvampe

Mikrosvampe – også kaldet skimmelsvampe – er der en del mennesker, der ikke kan tåle, men det er ikke fordi de spiser dem, at de bliver syge, men oftest fordi de florerer, hvis der er fugtproblemer i boligen. Så indånder man deres sporer, og det er der mange, der bliver rigtig syge af at gøre.
Minisvampe er der ikke noget, der officielt hedder, men jeg har opfundet begrebet til lejligheden i dag, fordi vi stort set ikke fandt andre svampe end at vi, hvis vi havde taget dem, med rette kunne beskyldes for barnemord eller oven i købet fosterdrab.
Makrosvampe er dem, vi spiser. Ikke dem alle, men nogle af dem.

Herover en minisvamp, men ikke en af dem vi spiser – heller ikke når den har vokset sig større. Den så bare så kær ud, som den stod der i lyste op i solen. Den var ikke mere end 3-4 mm i hatdiameter.
Kantarellerne var ikke meget større, men vi fandt dog nogle få, vi kunne tillade os at tage. 141 gram blev det til – dagens høst var virkelig til at overse.

Ingen makrosvampe, altså, men så har jeg da heldigvis et kamera med makrofunktion – det smager da lidt af fugl.
Fugle fotograferer man dog ikke med en makrofunktion.
Det kan man derimod gøre med sådan en fætter som ham herover.
Hvad er det for en? Den ligner en eller anden slags tæge, men efter flere forgæves billedgooglinger måtte jeg give op og beder derfor publikum om hjælp.
Jeg har ikke set den før, men på trods af, at det nok er en tæge, er den fin med den lille orange hjertelignende dims og de blå striber på siden. Siderne, må man formode, men da højre side ligger i skygge, kan striberne kun ses på venstre side.

Moderne postkort

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

Næste søndags blogtræf – og andet

Det lader til, at vi bliver 11 + en ‘måske’ på søndag. Et glimrende tal, og vi kan godt være i Den Stråtækte til en kopkaf.
Hvis der er nogen, der ikke er selvtransporterende, samler John og jeg op ved Faxe Ladeplads station kl. 12 præcis.
Man kan lige nå at melde sig til (via en kommentar eller en mail til mig), hvis man skulle have lyst til at deltage.

---

Der var Karl Johan i dag, så Ellen er glad.
Der blev ikke sat en ny sverigesrekord, men det blev da til 1234 gram, og lidt har også ret.

I går havde jeg (for) meget tøj på, og alligevel fandt en flåt ind på min mave gennem en T-shirt, en sweatshirt og en regnjakke. Imponerende stædighed, må man sige. Jeg opdagede den ved, at det begyndte at klø her til formiddag. Sådan reagerer jeg heldigvis altid på flåter, inden de har siddet et døgn, så jeg er optimist og tror ikke, de nogensinde når at sidde 24 timer eller mere på mig, inden de bliver pillet af.

I dag fik jeg til min store irritation en luseflue i håret. De er SÅ irriterende, for de kan trykke sig helt flade og er næsten umulige at få ud, når de først er kommet i ens hår. Deres værter er normalt ikke mennesker, men jeg ved ikke, hvad den forvekslede mig med.

Det er faktisk ikke småting, man udsætter sig for bare for at få lidt svampe i hus … vi gik oven i købet rundt i skoven i regnvejr, men Nielsen skulle absolut sove til middag, mens det var fint vejr, så der var ikke noget at gøre, hvis vi skulle ud i dag, og det skulle vi.

NU er de der vist endelig

Nu er de der vist for alvor, svampene, men det var også på tide, skulle jeg mene. Da jeg gik den lille tur i dag, gav det et kilo kantareller på forholdsvis kort tid – oven i købet hovedsagelig fra et sted, hvor jeg ikke før har fundet kantareller.
Der var ingen Karl Johan, men det plejer der heller ikke at være på den rute, så det er jeg ikke bekymret for endnu. Jeg satser på at få John med ud på nogle længere ture i morgen, så ser vi ad, om ikke der skulle vise sig nogle stykker.

Store, flotte og lysende gule stod de der i skovbunden og kaldte på mig.
De andre stod der også. Smukke, men dødelige. Grøn fluesvamp. Den ser meget hvid ud, men den rigtige hvide hedder ikke uden grund snehvid fluesvamp, og man kan godt se forskel på den grønne og den hvide, når man først har set dem begge. I øvrigt er det fuldstændig ligegyldigt, hvorvidt man er i tvivl om det er den grønne eller den hvide. Man lader nemlig begge stå, fordi man dør af dem. Spiser man dem ved en fejl, er det for sent, når man opdager symptomerne. Det ville ellers være så nemt, hvis man bare begyndte at kaste op efter kort tid, men fluesvampene er snedigere end som så.

Jeg faldt over disse pragteksemplarer af cladonia. Sidste gang, jeg bragte billeder af dette mit yndlingsbægerlav (som jeg startede med at kalde for trompetmos), kaldte jeg dem for Cladonia chlorophaea og var vældig stolt af at have fundet den korrekte latinske betegnelse for dem.
Da jeg i dag ville tjekke igen, fordi jeg havde glemt deres navn, blev forvirringen hurtigt total … jeg nøjedes nemlig med at billedgoogle cladonia, og hurtigt nåede jeg frem til hele ni forskellige, hvoraf fire lignede mine til forveksling, og alle ni kunne såmænd godt være mine.
Der var Cladonia digitala, gracilis, pyxilata, chlorophaea, humilis, fimbriata, deformis, grayi og pleurofa.

Nu bliver jeg jo nødt til at bore i det. Man kan da ikke gå rundt og ikke ane, om ens yndling er det ene, det andet eller det niende.
Eller kan man?
Måske skulle jeg bare holde mig til deres engelske navn, som i virkeligheden er det bedste af dem alle.
Pixie Cup.
Alfebæger. Det burde den have heddet på dansk.

Keyboards må være noget fanden har skabt

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

Rødmende fluesvamp?

John, Søren og jeg gik i går, mellem to byger – vi var heldige og blev slet ikke våde – den store tur for at finde lidt flere svampe. Det var godt nok et magert resultat: Ikke så meget som en eneste – hverken kantarel eller Karl Johan. Jeg fandt én grøn skørhat og to rødmende fluesvampe. Måske. Temmelig sikkert, faktisk, men når det gælder fluesvampe, er selv den sidste 0,1 % usikkerhed nok til, at jeg ikke putter den i kurven. Det ville jeg kun gøre, hvis jeg havde en statsautoriseret svampeekspert med mig. De fleste ved sikkert, at fluesvampe normalt er giftige, men rødmende fluesvamp er faktisk spiselig.
Okay – alle svampe er selvfølgelig spiselige, men virkningen er meget forskellig … rødmende fluesvamp skulle være god, og man dør ikke af den, som man gør, hvis man spiser snehvid eller grøn fluesvamp. Denne er helt sikkert ingen af de to nævnte, men jeg skal som sagt ikke have forsøgt mig udi de (måske) spiselige fluesvampes verden uden ekspertbistand.

Guldsmeden eller libellen herunder er også spiselig. Ikke for mig, men det må være en god og solid mundfuld for fugle.
Den sad på vores meget malingtrængende terrasse. (Jeg kan lige så godt selv sige det – I andre tænker det sikkert alligevel.) Der er købt nye ‘overliggere’, som skulle have været sat på under dette ophold heroppe, men stort set al mændenes tid er gået med at:
Skille plæneklipper ad. Sætte de nye tændspoler i, som vi havde med. Samle den igen. Hmmmm. Skille den ad. Ud og købe nye tændrør. Samle den igen. Lade batteriet op. Klø sig i nakken. Ud og købe nyt batteri. Klø sig i nakken. Skille den ad. Flytte en eller anden lille dims to mm. Samle den igen. YES. Slå græs, langt om længe.
Dette var den ultrakorte udgave. Holllldnuop, hvor har de både bandet og undret sig, de to, men jeg er glad for, at John har haft en sparringspartner i Søren, for jeg er, nok ikke overraskende, mindre end intet værd i motorsammenhænge, hvorimod de to herrer overvejer at slå sig ned som Honda-plænetraktoreksperter … de var det ikke, da vi kom, men de er det nu, hævder de.

ENDELIG kom jeg på omgangshøjde

Endelig kom jeg på omgangshøjde med de snesevis af Danske Torpare, der i ugevis på Facebook har gjort mig misundelig over deres mange fund af især Karl Johan og kantarel. Det har kriblet i fingrene og det har gjort ondt helt ind i hjertet, at jeg ikke selv kunne deltage i festlighederne, så dårligt nok var vi landet, inden jeg iførte mig gummistøvler og regnjakke og begav mig ud på ruten.

Lige straks blev jeg skuffet, for det første sted på ruten var aldeles kantareltomt. Ligeledes det andet sted, som jeg er næsten sikker på, er mit private og dermed fri for svampevandaler (= alle andre svampesamlere end mig – specielt i den nærmeste omegn af vores egen grund).
Optimismen sivede lidt ud, men jeg fortsatte til tredje sted, hvor der heldigvis var masser af kantareller.
Fjerde og femte sted gav også lidt, så jeg endte med at komme hjem med godt et kilo.
Det var ikke rekordsættende, men bestemt tilfredsstillende; især fordi det var den lille rute, som jeg kender så godt, at jeg ved, jeg ikke farer vild.
Skal jeg ud på den store rute, er jeg nødt til at bevæbne mig med mobiltelefonen – ikke fordi jeg har haft brug for den endnu, men den giver mig sådan en dejlig, omend falsk, tryghedsfornemmelse, for hvad skulle jeg egentlig bruge den til, hvis jeg for vild?
“Hej John, jeg er faret vild!”
“Hvor er du?”
“Ja, hvis jeg vidste det, var jeg nok ikke faret vild … jeg står ved … et stort træ. Et grantræ. Ved siden af står der nogle fyrretræer. Og der er en sti … ”
Ikke vildt informativt i en svensk skov, men jeg ville i det mindste kunne fortælle manden, at jeg ville blive meget forsinket. Jeg tror nu også, at han ville gå ud i skoven og forsøge at råbe mig op – han kender nemlig den store rute ret godt, så han ville have en vis ide om, hvor han skulle begynde at råbe efter mig. Vi har gået den store rute sammen mange gange, så min selvtillid er efterhånden så stor, at jeg nu tør gå den alene, og som sagt er det endnu gået godt, men jeg har det med at glemme at tage pejlemærker, hvis jeg finder mange svampe, og hvis ikke solen er fremme, kan jeg ikke finde ud af verdenshjørnerne.
Okay – vi er nået ind i internet-på-mobilen-tiden. Nu burde jeg bare sætte Endomondo eller gps’en til, så jeg kunne begive mig ud på selv helt nye steder og alligevel være i stand til at finde tilbage igen på egen hånd.
Jeg er, selv med sådanne hjælpemidler, dog stadig ikke helt tryg og vil helst have John med, når der skal svampejagtes på nye steder … jeg har noget med skove – bryder mig faktisk ikke særlig meget om dem, ikke engang i dagslys, hvis jeg er alene, og når det er mørkt, nægter jeg at færdes i dem, selv i selskab med andre.

Kong Karl går næsten i ét med tapetet

I det lønlige håb om at komme de svampeindsamlende svenskere i forkøbet, strøg vi afsted på jagten umiddelbart efter morgenmaden.
I dag gik turen til Kantarelbjerget, som Sydved (staten) tillod sig at ødelægge helt for 2-3 år siden. Bakkerne er der naturligvis endnu, men der blev tyndet så kraftigt ud i træerne, at kantareller og andet godt nægtede at vise sig i et par år.
Nu er symbiosen tilsyneladende retableret og kantarellerne myldrer frem igen. Endnu ikke i de mængder, vi så engang, men det skal nok komme.
Ydermere har vi døbt området om til Kantarel- og Karl Johanbjerget, da vi også finder temmelig mange af sidstnævnte – flere end før ødelæggelsen, synes jeg, så måske var det alligevel ikke så tosset endda, at de ryddede lidt op i skoven.

Det ser måske ikke så voldsomt ud, men vi har store kurve … det blev til 1800 g kantareller og 2 kilo Karl Johan + fire flotte indigorørhatte. Derudover lidt græsgrøn skørhat, som jeg dog ikke tog så mange af, da jeg først fandt ud af, at det alligevel ikke var så nødvendigt at hjembringe fyldsvampe.

Til højre ses 650 g Karl Johan hængt til tørre over brændeovnen. 
Den går næsten i ét med tapetet, den stakkels kongesvamp her – men det gjorde den rigtige Karl XIV Johan vist ikke … altså den konge, der efter sigende har givet svampen sit navn, fordi det var hans yndlingsspisesvamp. Samme Karl d. 14. var en fransk Bernadotte, så ikke blot har han lagt navn til en svamp, men han indførte også en masse franske ord til det svenske sprog, som bruges den dag i dag.
Kalsonger (caleçon) for herreunderbukser, fx. Her i Sverige er det kun hunkønsvæsener, der går i underbukser.
Et fortov hedder trottoare (trottoir), toilettaske hedder necessär (porte nécessaire) – og så videre og så videre; dette var bare nogle få eksempler. Bladet Torpare kan være meget lærerigt.

Vi var ude i to timer for at finde svampe, og da vi havde 10 meter til bilen, begyndte det at styrte ned. Igen fantastisk timing. Eller nok rettere fantastisk heldigt. Vi havde begge taget regnjakker med, men John havde ladet sin ligge i bilen … hvorfor han så overhovedet tog den med, forstår jeg nok ikke helt …
Vejret er i det hele taget et rigtigt aprilsvejr. Lidt lunere måske, men skiftevis sol fra en skyfri himmel og derefter næsten uden varsel en heftig regnbyge. 
Da vi kom hjem, syltede jeg de Monkey Face-chilier (styrke 7 – der skal ikke meget til at gøre en gryderet varm i mere end én forstand), jeg havde taget med hjemmefra + plus at jeg forsøgte mig med at sylte en squash, efter Ditte i en kommentar fortalte mig, at det havde hun gjort meget i engang.
Og så skulle jeg jo lige ordne næsten fire kilo svampe …

Der er gået svamp i den

Heldigvis.
Selv på ødegårdsgrunden har vi svampe, hvilket jeg ikke har set under samfulde 17 års ejerskab; med undtagelse af lærkerørhatte, dengang vi havde to lærketræer.
Jeg tilskriver fremkomsten af svampe det faktum, at det nu er 2½ år siden, plænen sidst er blevet gennempløjet af vildsvin, således at svampene har fået fred til at etablere sig. Der var både røde fluesvampe, birkerørhatte og en enkelt stor parasolhat.
Rød fluesvamp er, i mine øjne, den smukkeste af alle svampe; selveste prototypen på en storsvamp, og da også den, man kan købe efterligninger af som julepynt.

Bare fra i går til i dag er de store af dem gået fra at have kuppelformet hat til at ligne en dyb, hhv. flad tallerken. 
Når man kan se hattens hvide eller lyse pletter, som er rester af det, der kaldes svøbet, er det tegn på, at det er en fluesvamp, og så nøjes man med at lade kameraet og snegle spise dem.

Der er tusindvis af svampe i skoven nu – desværre flest af dem, vi ikke spiser, men jeg har åbenbart noget med svampe, for jeg synes de fleste af dem er kønne at se på.
Herunder panterfluesvamp (igen de lyse pletter eller svøbrester) og den smukt røde skørhat, som desværre også kun er guf for sneglene. Den er ikke giftig, bare meget skarp og brændende i smagen. De mildtsmagende skørhatte kan sagtens spises, og man vurderer det ved at smage på et lille stykke med det yderste af tungespidsen. Føles det ‘skarpt’, lader man den være, og føles det mildt, kan den lægges i kurven.

Hvis man spytter smagsprøven ud igen med det samme, kan man smage på selv en dødbringende fluesvamp.
I modsætning til, hvad mange tror, dør man ikke af at smage dem – nogle tror sågar, de sætter livet på spil bare ved at røre ved dem, men de skal altså ned i fordøjelsessystemet for at gøre skade.
Jeg plukker en del græsgrønne skørhatte heroppe. Af en eller anden grund lader svenskerne dem stå, på trods af, at det er en glimrende spisesvamp – god både i smag og konsistens.
Kantarellerne er først lige kommet rigtig i gang; det ville have været bedst, hvis vi havde kunnet lade dem stå i yderligere nogle dage, men weekenden nærmer sig, hvilket er ensbetydende med, at svenskerne får travlt med at komme ud og indsamle, så jeg var fræk og tog selv de mindre eksemplarer.
Det blev derfor til mange i antal, men knapt så meget vægtmæssigt … der er dog nok til en god gang stuvning til frokosten i morgen.
Jeg skulle være gået ud 10 minutter før i formiddags … jeg har (som alle svenskere, host, host), mine favoritsteder, men jeg har før set, at andre har fundet frem til dem, og i dag, da jeg sad på hug og samlede løs fra det ene sted, kom der en mand med kurv og kniv i hånd.
Han småsludrede lidt, mens jeg havde enormt svært ved at bevare det venlige smil, og snart ødelagde han det totalt ved at sige: “tag du bare alle dem der, så tager jeg nogle fra et sted, jeg kender lidt længere fremme”.
Grrrrrr. Go away. Please. 
“Nå, så det sted kender du også?”, fik jeg frem gennem sammenbidte tænder. Jeg havde sådan en lyst til at sige til ham, at allemandsretten IKKE gælder på lige dette sted i skoven, men han havde nok ikke troet på mig alligevel.
Og der var bare SÅ mange kantareller lige på de to af mine favoritsteder … jeg er bare ikke god til at dele, når det gælder den slags.

Masser af svampe …

… Bare ikke specielt mange interessante set fra et kulinarisk synspunkt – men dog lidt – en snes rørhatte, tre krystalstøvbolde og nogle løghatte.

Dagens tur til et par skove gav, om ikke andet, så dog et par timers færden ude i sol og blæst – og med masser af herlige, gyldne efterårsfarver.

Den i midten er en repræsentant for de rørhatte, vi fik i kurven; kl. 12 ses krystalstøvbolden, som bestemt ikke er en trestjernet spisesvamp, men som er udmærket som fyldsvamp.
Jeg kender ikke dem alle på billedet, men jeg kender mine giftsvampe, hvilket er mindst lige så vigtigt som at kunne kunne kende de spiselige … kl. 6:30 ses et skoleeksempel på en fluesvamp, så den fik lov til at blive stående. Kl. 9 en ametysthat, som er så fin i salatskålen, og kl. 10-11 stykker en blækhat, som kunne minde lidt om parykblækhatten, som er trestjernet. Parykblækhatten er dog en ægte blondine og derfor ikke mørk i bunden som denne er.
Kl. 1 en koralsvamp – et velvalgt navn for den.
Men ingen trompethatte. Ingen tragtkantareller.

En bille var der dog – flot fyr.

Hjemme i haven var der såmænd også ganske pænt, men der har vi ikke så mange svampe …

Vejret var bedre end forventet/lovet – som sagt pænt blæsevejr, men ellers en høj og klar efterårshimmel. Uh, det var godt med de par timer, vi tilbragte ude i skovene.

En svampefattig weekend, men rig på så meget andet

Først vil jeg gerne uddybe hvorfor jeg kom med måske lidt flere ting i går, end jeg normalt ville gøre, når jeg kommer som  gæst – om ikke andet, så for at berolige Rasmine …
For det første havde jeg lovet Pia, at hun gerne måtte smage mine to havtornmarmelader. For det andet har hun snart fødselsdag, hvorfor det var oplagt at give hende det sjal, som var strikket i acrylgarn, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om at gå med, men som Pia gerne bærer, fordi hun ikke tåler uld. Garnet var noget fra min mors gemmer, og jeg nænnede ikke at kassere det. Nu er det så kommet til ære og værdighed.
For det tredje belastede vi dem med vores selskab fra lørdag middag til søndag eftermiddag; dvs. at den stod på kaffe/kage, en sightseeingtur, der dækkede det meste af det nordlige Lolland, en lækker aftenmenu, morgenmad og en madpakke til svampeturen … så synes jeg altså ikke, man kan tillade sig at komme tomhændet … og jeg har så mange syede ting, jeg skal se at få foræret væk, så der er plads til at frembringe noget mere. Så Rasmine: du behøver ikke at have nogen præstationsangst, og som jeg skrev et par gange til kommentarerne til gårsdagens indlæg, er en flaske vin eller to altid dejligt at få som tak for ‘ulejligheden’.

De kørte os en skøn og lang tur rundt langs Lollands nordkyst; til Bandholm, Blans og Kragenæs havne; næsten helt over til Nakskov. Forbi Lindholm, hvorfra Ellehammer sendte sit fly i luften i 1906; til de smukke bakker (ja! Bakker på Lolland!) ved Ravnsborg slotsruin.
Vejret var regnfuldt og møgelendigt, da vi startede, men det blev bedre og bedre for til sidst at blive helt flot. Hellere regn lørdag end søndag, var vi helt enige om.

I dag har vi haft det smukkest tænkelige vejr til vores guidede svampetur til Søholts og Engestoftes skove. Desværre er svampene kommet for sent ud af sengen, for de var først lige vågnet.
Igen må jeg spørge: Hvor er den våde sommer, som så mange klager over? Vi har ikke set den på Sjælland eller Lolland-Falster – det har været næsten ekstremt tørt, og landmændene har sukket efter vand.
Nu er der kommet både lidt vand og lidt varme, så svampene kommer – måske – nu. Eller måske slet ikke. Det ved man aldrig. Pia og Allan fik vist dog helt styr på pigsvampe og på sort trompetsvamp; begge meget, meget lækre spisesvampe.
Hvor vi i dag nærmest begik fosterdrab på nogle bittesmå trompetsvampe, sagde vores gode guide, svampeguruen Jacob Ryge, at han sidste år havde set et veritabelt tæppe af disse svampe flere steder, og hvor det havde taget hele flokken under fem minutter at samle hver en hel kurvfuld. Svampene i dag blev opdaget af en dreng – børn er fantastiske til at spotte svampe, fordi de er koncentrerede i en anden grad end os voksne og fordi de simpelthen har øjnene tættere på jorden.
Jeg ville ønske, at jeg kunne tage dertil igen om 14 dage, hvor svampene er blevet voksne … det er jeg dog ret sikker på, at Pia og Allan vil, så jeg krydser fingre for, at de kommer hjem med kilovis af dem.

Frokosten blev indtaget uden for skovpavillonen, som over døren havde ovenstående vise indskrift.

Og vi så havørne! I flertal! Vi så to – en gammel og en ung. Billedkvaliteten kunne aldeles indiskutabelt have været bedre, men de var der og det var stort at se dem. Billederne er dokumentation på såvel havørne som på det fantastiske vejr, vi havde.

Alt i alt en virkelig dejlig og meget hyggelig weekend – tak, I to for godt værtsskab og ditto samvær.
Der er lavet to glas hybenmarmelade – nu mangler jeg at sylte alle de chilier, jeg fik af Pia, men det bliver ikke i dag.
Et hokkaidogræskar fik jeg også af hende, så der er skam rig udveksling af naturalier os to imellem.

Vores eget private østershattetræ

Hegnstilsynsmanden – i form af en vis Hr Nielsen – gik i formiddags en runde for at se, om der var faldet grene ned over det elektriske hegn.
Overalt lå der forholdsvis uskadelige birkeris, som han rev sammen, men bagerst i haven ved stengærdet, hvor hegnet slutter, var der knækket en så stor gren af, at han måtte have fat i kædesaven for at få den fjernet.
Det er ikke et sted, vi kommer så tit. Træet har været dødt i nogen tid, så grenene har selvfølgelig været skøre. Til gengæld har det fostret nogle gevaldige østershatte – John kom ned til åen, hvor jeg gik og forevigede den store mængde vand, der er i den for tiden, for at fortælle mig, at jeg skulle på østershatteplukning.

Herligt – det har vi ikke selv høstet før – disse var store, flotte og appetitlige; lige til at spise, høhø…

Jeg tog vel omkring 2/3 af, hvad der var, hvilket blev til 1400 gram. Herligt.
Nu stod frokosten på noget med østershatte, forstås … på det gamle komfur ristede vi dem med rejer, cherrytomater, persille, hvidløg, salt, peber og paprika og vendte denne blanding i pasta. Lyder det ikke godt? Det smagte i hvert fald godt.

Resten røg i fryseren til en anden god gang.
På den nedfaldne gren sad en masse andre svampe; ikke nogen vi spiser, men de ser ganske nydelige ud – og mos er jo altid smukt. Dette er taget i dag, er frisk og grønt og ligner nærmest et eller andet, der svajer for havstrømmene ude i koralrevet.
Synes jeg, men jeg har sommetider en temmelig levende forestillingsevne…

  

Det tangerer rekordmeget vand i åen … al porsen står under vand, og ølbænken, som ses som en lillebitte hvid prik øverst i midten af billedet, ville kræve waders, hvis man skulle komme på den tanke at ville ud og sidde på den.
Den tanke fik vi så overhovedet ikke – det er for koldt til at sidde og nyde noget udendørs nu – og svært at forestille sig, at vi normalt går tørskoet ud til, hvor broen begynder.

Vandindpakkede rosenknopper.

Vejret er flot – hverken regn eller sne, og det er tre plusgrader.

Og sådan bliver det forhåbentlig ved i mindst 11 dage endnu … Overleverens tip med at tjekke Aftonbladets langtidsprognose lover foreløbig rigtig godt: Stort set ikke frostvejr på denne side af jul, kun lidt om natten en gang imellem; heller ingen truende snestorme.
Passer mig glimrende – håber de holder fast i dette.

Indbygget varmeværk

Det er altså irriterende… jeg har altid hørt, at det er usundt at ryge, men efter jeg er stoppet med det, har jeg været oftere syg. Før i tiden kunne der gå år imellem sygedagene, og nu er det anden gang i år, jeg har måttet kapitulere og lægge mig. Og så i en træfældningsweekend! Det er ikke fair.

I torsdags gik jeg tidligt hjem, fordi jeg følte mig skidt tilpas. Efter at have slæbt mig ned for at sætte mit kryds og derefter købt ind til weekenden, kravlede jeg totalt færdig i seng og tog min temperatur, som viste sig at være 39,6. Kors. Så må man gerne føle sig sløj… og valgaftenen måtte John overvære i ophøjet ensomhed.
Ind og skrive til chefen, at dette godt kunne ligne en sygedag fredag, hvilket han var enig i. Fredag morgen 38,2. Fredag eftermiddag 37,4. FINT – os af sted til Sverige; med hele husapoteket i bilen, så jeg kunne dope mig selv, hvis det skulle gå den forkerte vej igen.
Det gjorde det desværre, men det gik først rigtig galt sidst på eftermiddagen lørdag, hvor hverken det ene eller det andet mirakelmiddel kunne forhindre feberen i at stige. Jeg fik lavet maden, og de kunne vist også lide den, men jeg sad og stak uengageret og sprængfyldt med selvmedlidenhed til ½ kartoffel og havde ikke spor lyst til den gode vin, som var blevet skænket op.
Det var her, John blev bekymret. Ingen mad og ingen vin til Ellen? SÅ er den gal. Jeg drak to glas mælk og sad og spillede helt, men klokken 20:30 var jeg nødt til at gå i seng. Vi har intet termometer i Sverige, men den må mindst have rundet de 45° – jeg tror aldrig, jeg har været så varm – torsdag var vand ved siden af… sengen brændte. Jeg skulle være blevet på sofaen inde i stuen, så havde de ikke behøvet at have gang i brændeovnen – jeg havde mere strålevarme i mig end den…
Jeg undrede mig over, hvad pokker det kunne være, dette her, men midt på natten ændrede det sig heldigvis og alt føltes lidt mere normalt igen.

Søndag morgen var jeg næsten frisk. Også kun næsten, men vi gik da en pæn tur om formiddagen, inden Pia og Allan vendte sig selv og campingvognen mod de syddanske græsgange. Begge fik lært at kende kantarellerne, og Pia også krystalstøvbolde og visse rørhatte, men Allan nægtede pure at spise den stuvning, jeg lavede til frokost. Han har (efterhånden) ikke noget imod at være med til at finde dem, men SPISE DEM??? Nej, ellers mange tak, siger han. Gad vide, om hun nogen sinde får ham omvendt? Han virker enormt standhaftig på dette punkt.

Havehyrden havde lige et par beske bemærkninger til folk, der sviner i naturen. Det kan de skam også finde ud af her i Sverige: Dybt inde langs en skovsti fandt vi denne grundigt udtjente og derfor efterladte grill. Folk er altså mærkelige. Det koster ikke engang noget at aflevere den på genbrugspladsen, så ulejligheden kan da næppe have været mindre ved at køre den langt ind i skoven?

Det er samme type mennesker som dem, der tømmer bilaskebægeret, mens de alligevel spilder tiden med at holde for rødt lys. Eller på en benzintank.

Heldigvis er der flere kønne ting at se på end grimme… ikke at disse to er specielt kønne, men svampe er andet end kantareller – nogle kan leve på en sten og nogle er større end andre; med indbygget dam og det hele…

Måske til denne lille tudse, der forskrækket sprang i vandet, da jeg nærmede mig? Han ligner et surt spøgelse…

En god fangst eller to

Det var torvedag i hyggelige Kristianstad, med masser af efterårets frugter. Jeg så til min glæde, at mange havde rigeligt med kantareller at sælge, hvilket gav mig håb om, at der stadig var nogen at hente ude i skoven.

Hanne skulle se min yndlingsbutik (udover garnbutikken), The Spice Tree. Den kan jeg ikke blive træt af at ose rundt i. Hanne købte en frugtte og var – på trods af min advarsel om, at det er en DYR butik, ved at falde besvimet om, da hun skulle betale… jeg håber dæleme ikke, du bliver skuffet over teen, Hanne  

Men det er en lækker butik med skønne ting – og yderst delikat sat frem og op.

Flere efterårsfarver…

Vejret blev bedre og bedre – da vi kom hjem, blev frokosten indtaget på terrassen, men inden da måtte vi lige standse op og nyde synet af alle køerne langs Helgeåen – nogle helt andre og meget hyggeligere køer end dem, jeg er vant til i min hvedag på de storkøbenhavnske landeveje. De svenske køer er måske lidt svære at få øje på, men klik billedet større, så dukker de frem.

Garnhøsten: Udmærket. Jeg skal skåne jer for detaljer, men kan afsløre, at det ikke blev helt så dyrt som et kamera… omend jeg følte mig nødsaget til at glide lidt uden om spørgsmålet om, hvor meget jeg havde købt for…

Svampehøsten: 900 g kantareller og 250 g rørhatte; men kun en enkelt, meget stor Karl Johan, som alene stod for de 200 g. Slet ikke en ringe høst, og Hanne har bestået svendeprøven i kantareller nu.