Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Reklamer

Ny sø i baghaven

Efter et hyggeligt og, ganske som det plejer at være, meget ordrigt stop hos Inge og Hasse i deres svenske sommerhus er vi nu velanbragt i vores eget.
De to tog os med en tur til Fulltofta for at se på de mange storke, som man kan finde der. Man kan, hvis man er interesseret, læse lidt om det her.
Vi så også enkelte storke i den fri natur ikke så langt fra den store voliere.

Der var mange par, der lå på æg i rederne, så der er babyboom på vej. Lidt morsom tanke, når nu det er storke, vi taler om her, ikke sandt?

Vejret er flot; med en høj, klar og blå himmel helt uden skyer. Men det blæser. Meget. Og udendørstemperaturen er kun 8°, så det føles koldt. Vi har derfor valgt at sidde inde og kigge ud og bilde os selv ind, at det virkelig er forår, fremfor at gå ud og fryse halvt ihjel.
Da vi ankom, var der 6° inde i huset, men det var da trods alt 13° mere, end der havde været, da det var koldest!

Der har, ved vi fra ejendomsmægleren, ligget meget sne heroppe. Det er væk nu, men da her også har været bitterligt koldt, kan væden ikke trænge ned i jorden, hvilket har medført, at vi har fået en sø lige bag haven. Som man kan se herover, kan den næsten ikke komme tættere på grunden uden også at ‘vande’ vores græsplæne. Vandet ses blot et par meter bag en af vildsvine-elhegnets pæle.
Det har vi set en enkelt gang eller to før, men det har aldrig nået helt ind på vores grund, så da man placerede huset her i midten af 1800-tallet, har man sandsynligvis vidst hvad man gjorde.

Der er voldsomt meget vand i åen, hvilket vi naturligvis ofte ser i forbindelse med, at vinterens sne forsvinder, men det er længe siden, jeg har set påskeliljerne så sent på færde – det er lige før, de først kan nå at blomstre til pinse, tænkte jeg først … indtil jeg kom på nært hold af dem.  Da kunne jeg se, at de, selv om de kun er kommet 5-6 cm op fra jorden, allerede har store blomsterknopper. Det bliver med andre ord ikke langstilkede påskeliljer i år, men blomstre vil de med djævelens vold og magt, og det skal være meget snart!
Vi ser, hvad opholdet heroppe vil bringe – vi skulle bare op og tjekke, om alt var i orden ude og inde, hvilket det er, så vi følger den oprindelige plan og tager hjem igen allerede på søndag.

Årets første!

Endelig.
Endelig kom den.
Årets første rigtige forårsdag.
Og årets første udelufttørrede vasketøj.
Temperaturen rundede de 15° i går, og solen skinnede næsten hele dagen.
Jeg indledte dagen med at vaske sengetøjet og hænge det ud i blæsten og solen – det er næsten et halvt år siden det sidst er sket, så det kunne kun gå for langsomt. Ja … det er altså ikke et halvt år siden, sengetøjet blev vasket …

Det nåede at tørre helt udenfor, så det var lige før jeg havde lyst til at gå i seng klokken 20, for der findes ikke ret meget, der er bedre end at stikke næsen i vasketøj, der lige er hevet ind fra tørresnoren.
I dag går turen til Sverige for første gang siden vi var der lige efter nytår – helt uhørt fra vores side, at der går så lang tid, men vi må jo nok indrømme, at motivationen er dalende, efter huset er sat til salg.
Nu skal det dog være; den første eftermiddag og aften bliver tilbragt hos Inge og Hasse, som er oppe i deres svenskerhus, men det gør jo ikke sverigesturen ringere – tværtimod.
Jeg er glad.

Manden i piletræerne

Bare to bogstaver udgør forskellen på Kenneth Grahames dejlige klassiker og en forårshungrende ægtemage, der i dagens fine solskin bare ville ud og foretage sig et eller andet. Brøderup Efterskole har efterhånden fået tæmmet det stykke jord, de fik foræret af ejerne til den gård, der har givet vores vej navn. Da vi kom hjem fra Malta, var der sket noget med sivene, men de kunne ikke komme til at rydde piletræerne, fordi jorden var for våd.
Nu vejer John ikke lige så meget som den maskine, skolen så gerne vil anvende, så han gik derned i dag for at få nedlagt de sidste træer. Ud fra billedet her kan man måske ikke fornemme det, men når der kommer blade på, tager de en del af vores fine fjordudsigt, både set fra køkkenet og oppe fra shelteret. Ikke så meget oppe fra gæsteværelset …

Jeg har siddet og binge-watchet (“den praksis at umådeholdent se flere afsnit af en enkelt tv-serie, tv-show eller film (fx trilogi) ud i én køre”) tre af fire udsendelser om Kunsten at blive snydt. Herligt nyt udtryk (binge-watching, altså …), der har fundet ind i sproget – og nu har jeg så hermed lavet det om til et verbum og givet det dansk bøjning. Lige som at google. Jeg ved ikke, om det er officielt tilladt endnu, men hvis ikke, så bliver det det helt sikkert.

Det var meget interessant at se. På flere måder – bl.a. undrede jeg mig over, så mange af deltagerne, der åbenbart havde misforstået noget – eller også misforstod jeg bare deres måde at udtrykke sig på, men det handlede om at kunne finde frem til det af 10 mulige malerier, der var en kopi, og flere af personerne sagde noget i stil med Det der er ikke en typisk Krøyer eller Det er slet ikke Krøyers stil. Det drejede sig jo ikke om at finde noget, der måske kunne have været malet af den pågældende kunstner, men om at finde den nøjagtige kopi af et af vedkommendes værker.
En af dem sagde Og her har vi en nøgen dame med bare bryster. Ja …?
Den bedste (eller værste …) formulering kom dog fra ham, der lægger stemme ind over og kommenterer det hele, for han sagde følgende i alle tre udsendelser (jeg citerer kun fra de to sidste, for jeg kan ikke huske den første ordret):
Det er Kristian Vodders karrieres hidtil største svindelnummer.
Johannes har lavet det største svindelnummer i sin karriere.
I mine ører er det det samme som at sige, at de alle har lavet flere svindelnumre, men at disse bare var de største. Sådan er det forhåbentlig ikke ment. Den første udsendelse handlede om skagensmalerne, den anden om guldaldermalerne og den tredje om Cobra-gruppen. Fjerde og sidste udsendelse kommer i aften, og jeg glæder mig til at se den.
Det var gennemgående, at det var børn, der var bedst til at finde frem til kopien – det hyggede jeg mig en del over. Nogle af de mere professionelle deltagere, såsom fx en galleriejer og en kunstmaler, gættede forkert.
Som sagt vældig interessant, og har I mulighed for Tv on demand, så kan jeg anbefale at se udsendelserne.

Når foråret ikke vil komme til mig …

Når foråret ikke vil komme til mig, så må jeg komme til foråret – hvis ellers det giver mening at anvende det gamle ord om Muhammed på den måde.
Jeg havde i første omgang besluttet mig til ikke at forspire nogen planter indendørs i år, for det kunne godt komme til at konflikte med, at vi skal til England først i maj. Hvis ikke de kan plantes ud inden afrejsen, vil de have brug for meget vand, og jeg af bitter erfaring, at det nemt kan gå galt, når man ikke kan overvåge dem hver dag. Hvis vejret på den anden side har tænkt sig endnu et stykke tid at lege mini-istid, så kan jeg måske ikke engang få sået det altsammen udendørs inden vi tager afsted. Da vi bestilte færgerne til England, havde vi ingen anelse om, at kulden ville bide sig så fast. Vi planlagde jo turen efter the bluebells, men måske er de forsinkede i år?
DMI påstår godt nok, at det bliver helt op til 14° på onsdag, men lad os nu se – og hvem siger det betyder, at foråret er kommet for alvor?

Hvad gør den små Ellen så?
Hun ændrer mening, laver alligevel avispotter og sår 10 forskellige slags frø. Lidt af hvert, men ikke det alt sammen af hvert, så der vil også være til at så på friland, hvis det pludselig skulle blive sommer. Vi har set før, at vi praktisk talt går direkte fra vinter til sommer.
Jeg fandt de gamle frysetørringsbakker frem, som de forærede væk i mit gamle firma, da der blev købt nyt frysetørringsanlæg. De er perfekte til det her: Der kan lige være 5 x 5 potter i hver bakke, og de lækker ikke. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på dem før? De har bare stået ude i skuret, men det er godt, at jeg ikke har nænnet at smide dem ud – for en gangs skyld er Murphy kommet til kort.
Jeg lavede kun to bakker. Hvis jeg er hjemme hele foråret 2019, vil jeg nok gå mere til den og lave 100 potter.
Disse to bakker vil, hvis ikke planterne er kommet i haven, hvad de nok ikke er, når vi rejser, blive afleveret hos en af mine søde naboer, som jeg er sikker på ikke vil have noget imod at varetage den daglige overvågning/pasning.

Nu står de oppe i et af de buede vinduer, fint mærkede, så jeg har styr på planternes identitet. Om nogle uger kan jeg umuligt huske hvad jeg lagde hvor, og da jeg ikke kender alle kimplanternes udseende, er jeg nødt til at støtte min hukommelse.
Næste skridt er at væbne sig med tålmodighed … spirer de alle sammen, mon? De er blevet og bliver behandlet helt ens, hvilket de ikke nødvendigvis skal, men jeg ved ikke nok om de enkelte planter til at kunne give dem den optimale behandling, så det må gå, som det bedst kan.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Endelig er drivhuset tilplantet

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
Chilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm² af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

Foråret nydes indefra i dag

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

Utålmodigheden bliver ikke mindre

Shelteret står bare og venter på, at vi for alvor tager det i brug.
Drivhuset er vasket og gjort forårsklart.
Vandtønden er monteret og venter bare på regnvejr (det må så godt vente lidt endnu …).
Det store, grimme kirkegårdsstedsegrønne træ er opstammet, så der kunne blive plads til en blåregn, som jeg forestiller mig lynhurtigt blive kæmpestor, kravle op ad stammen og skjule, hvad der skal skjules.
Planterne, som kom med posten fra Jespers Planteskole, er sat i jorden; herunder omtalte blåregn og tre klematis, hvor en står i en stor krukke og skal løbe op ad en hjørnestolpe på shelteret, og de to andre skal dække det grimme hegn, som nu står blotlagt og generer især Johns øjne. Jeg kan bedre abstrahere fra det grimme syn, mens jeg hver dag går og tjekker hvor meget det hele er vokset siden i går …
Haven er så kuperet, at vi kan samle regnvand op fra shelteret, lade det løbe gennem en slange og ned i regnvandstønden, som er stillet i skjul bag drivhuset og derfor ikke generer nogen … det øverste af vandtønden står lavere end gulvet i shelteret, så det skulle gerne gå helt af sig selv med regnvandspåfyldningen.
Hvis jeg kan få 40 tønder vand i løbet af sommeren, går det vist nogenlunde lige op med det ekstra forbrug til havevanding i 2016. Det får jeg nok ikke, men hvis jeg skal gå med kanden, bruger jeg ikke nær så meget vand, som når jeg går med en slange.
Vejret er tåget, trist og uinspirerende hele formiddagen, men efter frokost klarer det op, og så kan vi slet ikke holde os inde.

Man skulle ikke tro, at disse to billeder er taget med bare et par timers mellemrum.
Der var 30° inde i drivhuset i dag – jeg er ret ivrig for at få sat tomatplanter i plantesækkene inden weekenden, men jeg er nødt til at styre mig, for Gartneri Toftegaard åbner først 7. april. På fredag lover de helt op mod 20°, men vi har jo set, hvor hurtigt de kan lave om på de prognoser … i hvert fald bliver det sikkert rigeligt varmt nok til, at jeg kan få gravet op, så der kan blive god plads til alle mine dahliaer.

Det kommer bag på mig hvert år

Lige siden Pia for seks år siden introducerede mig til ramsløg, er det hvert år kommet bag på mig, hvor tidligt de er der. Jeg tror det er fordi, det var sidst i maj dengang i 2011, men rent faktisk var det mindst en måned for sent – fandt jeg senere ud af. De er nemlig lækrest, når de endnu står med små fine, spæde og meget lysegrønne blade, som de gør nu, hvor der er et stykke tid til de går i blomst.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg for kort tid siden så en eller anden skrive, at ramsløgene er kommet, men jeg kan huske jeg den dag sagde til John, at så er det ved at være tid til, at vi skal en tur i skoven.
Vi kom afsted i dag, hvilket er tre uger tidligere end i 2015, kunne jeg konstatere ved et tilbagekig på bloggen. Vi var ude den 14. april det år, og da var de oven i købet knap så store som de er i dag, den 25. marts.
De var fine og gode – lige tilpas til min smag.
Nu er der lagt i tørremaskinen, der er et lager i køleskabet (bladene kan heldigvis holde sig meget længe), og der er lavet ramsløgpesto, som er lagt i fryseren til hele næste års forbrug.

Jeg kan lige så godt lide ramsløgpesto som jeg kan lide den traditionelle lavet af basilikum – de to smage ligger ikke milevidt fra hinanden, selvom det er hovedingrediensen basilikum, der skiftes ud med ramsløg. Jeg har forsøgt mig med pesto lavet af forskellige krydderurter, men basilikum og ramsløg er de bedste – synes jeg … andre er formentlig af en anden mening og fred være med det.
En couscous-salat søppet godt ind i ramsløgpesto er ikke så ringe endda.
Når jeg kommer avocado, granatæblekerner, rucola, mozarellaost, forårsløg og små tomater i couscous og blander det hele med masser af ramsløgpesto, kan jeg få selv John til at spise couscous, som han ellers ikke var meget for at indtage. “Det er noget skrækkeligt tørt noget, der ikke smager af en pind”, mente han, og en knastør og meget kedelig couscous har vi da også fået en enkelt gang et eller andet sted, men det har man lov til at ændre på … det sker ikke så sjældent, at menuen på en kødløs dag i det nielsenske hjem består af denne couscous-salat.

Så kom den endelig, den varme …

I dag er det 10 grader varmere end det var i går, så her nydes. Formiddagen gik med at køre familien en tur rundt i landskabet.
En tur langs Ivösjön, ned forbi Bäckaskog slot og se den store Troldesten, hjem over Vånga og en tur ind på Breanäs.
Herefter meldte sulten sig, og vi kørte hjem for at indtage frokosten.

Lige ved siden af Bäckaskog fik jeg øje på en bro, som ikke var i min stenbrosamling. Dette er min første enbuede bro. En meget nuser lille en.

Det hele står på spring – nogle steder var bøgen og birken sprunget meget ud; andre steder var de ikke begyndt overhovedet. Inden for bare ganske få kilometer kunne det variere så meget, at man skulle tro det drejede om flere hundrede kilometer.

 

Ellen er stærkt på vej – tøhø.

Her en af de ting, der for mig er 100 % Sverige: De mange postkasser på stribe. Jeg ved godt, at det også ses i Norge, men af en eller anden grund forbinder jeg det mest med Sverige.
Dette vejr må meget gerne holde! Lige om lidt tager jeg til England, hvor jeg bl.a. skal være med til at indrette og tilplante Charlottes nyopsatte drivhus, og når jeg kommer hjem igen, skal vi på fransk marked med Ditte og Peter.
Der er meget at glæde sig til!

Forår – fornyelse – forbedring – forplantning – forandring – forundring

Fantastisk vejr i dag. Fås ikke bedre på denne forårstid, og jeg var helt ked af at skulle bruge noget af formiddagen hos frisøren, men det var en absolut nødvendighed. Frisuren var blevet for lang; der var plads til forbedring.
House of Hair ligger lige ved siden af Netto, så jeg gik ind for at lure på deres spottilbud, og minsandten om ikke der var en quiltet plaid, der passer perfekt til gæstesengen. Det var dagens fornyelse – den gamle hjemmelavede quilt kommer med til England til sommer – vil tro, at børnene kan bruge den som legetæppe ude i haven.

Den lille kobjælde, jeg købte sidste forår, har overlevet vinteren og kommer så forførende, fin og rød. Den timian, som skulle kunne tåle alt, er død. Den franske esdragon, som man skal være heldig med, hvis den skal overleve, vælter op af jorden med mange rodskud. Ligeledes har de sarte planter rosmarin, laurbær og salvie klaret vinteren i fin stil, så hvad der lige skete med den timian, ved jeg ikke – jeg plukkede af den til langt ind i januar, og så pludselig, til min forundring, bang, død.

Drivhuset er forårsfærdigt og forplantet. Beplantet dur ikke i dag …
Jeg har behersket mig i forbeundringsværdig grad, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for John er vistnok ikke helt enig.
Indtil videre er der kun én tomat, én agurk, én squash, én basilikum og to chiliplanter sat. Da jeg hørte om Charlottes planer for sit nye drivhus, der er på bare 5,5 m², synes jeg virkelig, jeg har behersket mig. Ambitionsniveauet for hendes vedkommende ligger ikke ikke ligefrem i den lave ende …

De skinnende selvvandingskrukker er en foræring. Søren har haft dem i nogle år, men brugte dem aldrig og spurgte derfor om jeg ville have dem. Mit svar var i første omgang nej tak, fordi stilen ikke passer til Den Stråtækte, men da han sagde, at han nok havde forestillet sig, at de ville være okay oppe på terrassen, måtte jeg give ham ret, så der står nu disse to små (!) og en noget større krukke. Der skal blomster i den store og der er kommet krydderurter i de små. Træspinat, isop, jordbærmynte og citronmynte. Jeg havde aldrig hørt om træspinat, før jeg så det i Gartneri Toftegård i forgårs, så det er et forsøg, både for at se hvordan sådan noget ser ud og hvordan det smager.

Eftermiddagskaffen blev – naturligvis – drukket oppe på terrassen, mens vi fortabte os i den fortryllende blå Præstøfjord, fuglesangen, forsytiaen og sommerfuglene.
Alle disse forårsfornemmelser og forårsarbejde har forårsaget en smule forårstræthed, men det er af den gode slags!

Jeg kunne ikke vente længere

Jeg kunne ikke vente længere, så i dag er der både blevet beskåret roser og lagt dahliaknolde og montbretialøg i lange baner. 21 knolde og 25 løg.
Jeg er nu derfor i besiddelse af en temmelig øm ryg. Jeg havde i forvejen ordnet et af bedene og var halvt færdig med det andet, men den sidste halvdel var lidt sej, da det var en del af græsplænen, der skulle inddrages.
Til højre er Carribean Fantasy lagt til rette og herunder er husets frue godt i gang med at få dem stoppet 15 cm ned i jorden.
Nu er jeg jo temmelig meget amatør udi dahliaer … når der står, at plantedybden er 15 cm, er det så fra knoldens top eller bund? Nogle af knoldene ligger forholdsvis fladt, mens andre er over 10 cm høje, så det må da betyde en del, om det er fra top eller bund, de 15 cm bliver målt. 
Jeg havde ikke nogen at spørge, så jeg valgte den diplomatiske gyldne middelvej og er spændt på, om de bliver til noget – og hvor længe de i givet fald er om at komme op, men jeg satser naturligvis på at se masser af meterhøje og bugnende, farvestrålende dahliaer senere på året.

Pauserne blev holdt udenfor, mens vi nød, at den første del af havearbejdet endelig var undervejs og senere færdig … hvor kaffen blev udskiftet med et glas rødvin og en øl, hvilket vi selv mente var velfortjent – John har ikke arbejdet i haven, men har skåret brænde, så hans ryg er lige så øm som min.

Der har ikke været så meget som en eneste lille bitte sky på himlen hele dagen. Fjorden har været lige så intenst blå som de fine små violer, man kan ane i græsplænen, så det gør næsten helt ondt i øjnene at kigge ud på den – hvor vi også så havørnen jage og gæssene have vældig travlt med at flyve frem og tilbage, mens de snakkede og diskutererde, så det var en lyst.

Drivhuset er parat, når vejret er det, men jeg er sikker på, at agurker, tomater og chilier har bedst af at vente lidt længere ude på planteskolerne.
Gartneri Toftegård åbner om en uges tid, men jeg må vist væbne mig med tålmodighed lidt længere end det.
Eller hvad … hvad gør andre have-/drivhusentusiaster? Går I i gang nu?
Det klør jo som bare pokker i de grønne fingre, gør det!

Det første brød – og årets ramsløghøst

I går blev brødbagemaskinen indviet. Jeg lavede det mindste brød (500 g) af tre mulige størrelser, for vi vil helst prøve mange brød af så hurtigt som muligt. Mine søstre spurgte fluks, de så den, om den kan bage rugbrød, men det kan den ikke – i hvert fald ikke rugbrød, som vi danskere vil have dem, da dejen er alt for tung og klæg til, at maskinen kan klare æltningen.
Brødet blev fint. Der er hul i bunden af det, fordi vingen der ælter, sidder i under hele forløbet, men det kan man vel vænne sig til.
Det blev et forholdsvis tæt brød, men jeg tror ikke, vi skal forvente at få den slags brød, som består mere af større eller mindre lufthuller end af krumme. Det er også ligemeget; dette var glimrende og smagte ditto.
Man kan vælge mellem lys, medium og mørk skorpe – her er brugt medium.
Der blev brugt amomel, en lille smule grov durum og en spiseskefuld hørfrø, så allerede første gang kunne jeg ikke dy mig for at træde lidt ved siden af opskriften – det gik dog godt. Udover de nævnte sidespring brugte jeg også almindelig gær, for der var heldigvis en gæromregningstabel i manualen. I England kan man nemlig kun få tørgær, men det er tilsyneladende en anden og mere hurtigtvirkende slags end den vi kender herhjemme, så jeg var ikke meget for at bruge det – synes normalt det tager 100 år at få gang i gæren, hvilket er i orden, når man selv kan bestemme hævetiden, men den går dermed ikke i brødbagemaskinen.
Skal man have frisk gær i England, skal man kende en bager eller have tilsvarende gode forbindelser – det fås ikke i detailhandlen.
Lige nu er der et brød i gang med mannitobamel, lidt fuldkornshvedemel, hørfrø, chia, græskar- og solsikkekerner. Igen med det danske, friske gær, som jeg som nævnt hellere vil bruge end tørgær. Spændende, spændende …

I går plukkede jeg ramsløg. De var ikke så store, som jeg havde regnet med, men jeg fandt en solfyldt plet, hvor de var lidt længere fremme. Godt nok er de bedst når de er spæde, men de skal heller ikke være så spæde, at det tager en krig at få fyldt posen …
Jeg synes jeg plejer at få en masse løg med op, når jeg hiver i bladene, men lige netop i år, hvor jeg gerne ville ‘komme til’ at få nogle løg med hjem til haven, blev de stædigt i jorden, og kun et enkelt løg kom med. Typisk … men så små, som bladene var, kan jeg forsøge mig en gang til om en uges tid eller to, uden det af den grund bliver for sent.

Hvor køber man svenske kludetæpper?

Jeg har længe syntes, at der skal ligge et svensk kludetæppe foran sovesofaen i det ene af gæsteværelserne i Den Stråtækte – det ville passe perfekt ind i den rustikke landbostil.
Men har jeg kunnet finde dem? Svaret er selvfølgelig nej – ellers ville jeg ikke have stillet dette retoriske spørgsmål.
Jeg tænkte, at så tager jeg da bare til Ikea i Älmhult; det er der, jeg har købt alle dem, der ligger her i svenskerhytten.
Som sagt, så gjort.
Men der havde de dem heller ikke – ikke andet end nogle små måtter på 50 x 90cm, som man ikke kan bruge til andet end dørmåtter.
Irriterende, altså. De må været gået helt af mode, hvis man ellers kan sige sådan om noget, der skal forestille at være ældgammelt … jeg var ellers så sikker på, at de måtte kunne findes her i Sverige.

Heldigvis nød vi turen frem og tilbage. Løvskovene her har lige nu den lysegrønne, spæde farve, som jeg synes er den smukkeste af alle forårsfarver, men som kun varer i så kort tid.
Jeg har nemlig i år igen gjort det, jeg efterhånden har gjort en del gange: Jeg har oplevet tre forår. Først et i England, så i Danmark og til sidst det i Sverige. De kommer lige præcis så forskudt, at jeg kan nå at få alle tre spædgrønne sæsoner med. Dejligt.
Jeg nyder derfor – på trods af kludetæppeskuffelsen – livet og foråret, at lade mig transportere af min søde og altid kørevillige mand, at sidde med mit strikketøj, der i biludgaven som hovedregel er et, jeg kan strikke på uden at have øjnene på arbejdet hele tiden – det dur jo ikke, at jeg ikke samtidig kan nyde naturen i al sin forårsskønhed. Og i andre former for skønheder på andre tider af året …
Lige nu er det sommerblusen i 100 % silke fra Karen Noe i mine søgrønblå yndlingsfarver, som er på bilpindene. Det er så blødt, så blødt, så blødt, at selv en barnenumse vil virke hård og ru i sammenligning. Hvis ellers den kommer til at sidde ordentligt, bliver det sådan en, der vil hænge på en altid, fordi man slet ikke kan mærke, at man har den på.

Den ser voldsomt ud, men det er kun pinde 3,25, så billedet viser ca. tredobbelt størrelse.
Kan I huske 80’ernes flamégarn? Dette er også flamégarn, dog ikke med så store udsving i garntykkelsen som dengang, men flamégarn er det.
Alting går i ring … også garnmoden. Det er helt fint, for nu vil jeg på én gang kunne anvende mine første fortvivlede forsøg udi spindekunsten, være moderne og endda kunne bilde folk ind, at det skam hele tiden har været meningen, at garnet skulle se således ud.
Jeg har hængt det hele på en stang i en stue her i Sverige – jeg kalder ‘kunstværket’ for Evolution – bevæger man sig fra venstre mod højre, kan man tydeligt se, at flamé-effekten bliver mindre, efterhånden som jeg bliver mere øvet. Billedet kan klikkes større.

Når far kommer hjem, er mor lige gået …

… og når mor kommer hjem, så sover min far.
Kan I huske den? Det er sådan, jeg har det med min datter for tiden. Da vi kom hjem torsdag aften, var englænderne kørt torsdag morgen for at holde påsken med Tims fars familie, ganske som de plejer. Eller næsten, for ‘plejer’ er Skotland, men i år blev de enige om at prøve Irland, som også er et af vores to see-steder, så jeg er spændt på at høre om deres indtryk om en lille uges tid. Charlotte sendte et billede af udsigten fra huset – ikke så ringe endda. To kilometer nord for Bantry mod Glengarrif.
Vi taler ofte og længe sammen, også selv om jeg ikke længere har fastnettelefon, hvorfra jeg kunne ringe gratis til en engelsk fastnettelefon. Charlotte havde samme mulighed, men nu skal hun betale fuld mobiltakst. Vi valgte derfor 3, hvor vi ikke betaler for roaming i de fleste europæiske lande (men vi skulle fra Island). Jeg har kombineret det med et abonnement, hvor jeg kun skal give ni øre i minuttet for at ringe til en engelsk fastnettelefon, så nu er det altid mig, der ringer op. Vi ved godt, at vi kan skype aldeles gratis, og vi har da gjort det en sjælden gang, men vi foretrækker faktisk at tale i telefon sammen.

Selv om temperaturerne stadig nægter at kravle op på tocifrede tal, har vi været lidt i haven både i går og i dag – vi arbejder os til varmen.
Det er noget af en kamp, den mod skvalderkålen, men med et lille nøk hver dag får kampen vel en ende engang. Der vælter samtidig så meget andet op, at det ikke nytter at tænke på en endlösung, da det vil gå ud over alt for mange uskyldige og mere ønskede vækster.
Den lille rød tvetand herover er også ukrudt, men den har vi ikke tænkt os at bekæmpe; den er så yndig, og ‘bekæmpelsen’ kommer helt af sig selv, når vi begynder at slå græsplænen.

Nyheden om restaurant Den Stråtækte udbredes til stadighed – nu er bestanden vokset med et par bogfinker, hvilket får os op på ni forskellige arter. Vi håber at få endnu flere på besøg, men det skal nok komme … og det var os, som var så bekymrede i starten hernede, fordi vi aldrig så en eneste fugl i haven, kun dem nede på fjorden, og selv om vi nyder synet af dem meget dér, har vi slet ikke lyst til at få dem på besøg inde i haven …

Nu har denne overspringshandling varet længe nok; jeg skal arbejde. I et svagt øjeblik lovede jeg at hjælpe min niece med at transskribere nogle interviews, hun har foretaget i forbindelse med sin afsluttende opgave til en magistergrad, hun er ved at tage.
Holddaop, det tager lang tid – jeg har aldrig transskriberet før, så tommelfingerreglen, at det tager fem timer at transskribere én times tale, holder ikke for mit vedkommende. Det går dog hurtigere efterhånden, men jeg vil tro, at en times tale vil tage mig otte timer at få fældet ned på papir en Word-fil.

Ramsløg galore!

Åh, jeg elsker det ord: galore. Jeg ved godt, at det skal oversættes til ‘masser af’ eller ‘i store mængder’, så vi har gode, danske ord for det, men galore smager så godt i min mund, at jeg helst vil bruge det, på trods af mine egne pegefingerløft om at tale dansk, når vi har danske ord for en given ting.
Inkonsekvens? Bestemt. Jeg må godt. I andre må ikke. Så enkelt er det …

Takket være Pia blev jeg opmærksom på, at der allerede er ramsløg. De er der selvfølgelig et godt stykke tid endnu, men som hun ganske rigtigt siger, er de bedst nu, hvor bladene endnu er unge. Det er svært at begrænse sig, og da jeg kender mig selv udmærket, tog jeg en ikke for stor pose med, så begrænsningen lå her og ikke inde i mit hoved, hvor jeg vidste, at den ville være ikke-tilstedeværende.
Alligevel kom jeg hjem med rigeligt med ramsløg!

Vi kørte – ikke for første gang – forbi den store stendysse, som står ikke så langt fra Roholte.
Her er geocachere på spil – John fik øje på en lille æske, som vi ikke kunne dy os for at kigge i, og jo, den var god nok: Det var en cache til geocaching. Hele to engelske ord, men det er vist efterhånden et alment kendt udtryk – i hvert fald geocaching, hvor vi mig bekendt ikke har noget dansk ord, der kan bruges, men cache kan blandt andet betyde et hemmeligt gemmested … det er bare lidt irriterende, at vi ikke har ét ord for det, så jeg forstår godt, at man synes det er nemmere at bruge det engelske udtryk.
Jeg siger ikke, hvad der var i cachen!

Den store stendysse kalder man for Fandens Fodspor.
Citat: Ved Store Elmue ligger en smuk stendysse fra den yngre stenalder. Det er en storstensgrav med flere store overliggere. Det mærkelige navn på dyssen “Fandens Fodspor” menes at hænge sammen med en uregelmæssighed på en af de overliggende sten. Det ser ud som om der er et aftryk af en stor fod.
Dette var jeg ikke klar over, da jeg fotograferede den, for så havde jeg taget billedet fra en anden vinkel, men jeg gætter på, at det er ‘fodsporet’’ på overliggeren længst til venstre i billedet.

Vi hører åbenbart lige dårligt

Jeg var næsten lige stået op og gik og nussede rundt i køkkenet. John var lige over mig, oppe i ‘fugleobservationsrummet’, hvor han stod og lurede lidt rundt med teleskopet. Trappen er lige ved siden af, og der er åbent op til rummet, så vi kan godt kommunikere, selv om vi er på hver sin etage.
– Finder du noget?
– Ja, der er da lidt forskelligt.
…
– Nu satte der sig lige en havørn!
YESSS!!! Jeg fes op ad trappen og kiggede i skopet.
– Hvor sidder den?
– Kan du ikke se den?
– Nej …  så havde jeg nok ikke spurgt …
John kiggede igen.
– Kan du ikke se den!? Det var dog utroligt! Den sidder lige midt i billedet.
Jeg kiggede igen.
– Det er da bare en and!
– Ja! En gravand. Det sagde jeg jo!

Vorherre bevares. Nu kan jeg ikke høre forskel på, om John siger gravand eller havørn.
Hvem var det lige, der blev kostet afsted til høreprøve forleden?
Eller er der en parallel til ønsketænkning? Ønskehørelse?

Denne gang er der således heller intet billede af en havørn.
Til gengæld er der et af rød hestehov, eller skræppe, som jeg stadig helst vil have den til at hedde, nok mest fordi førstnævnte ikke er et logisk navn. Rød kan jeg forstå, men hestehov???
De myldrer frem overalt, så vi i formiddags da vi gik en tur langs fjorden – i bidende kulde. Det er bare ikke nået over 4° på noget tidspunkt i dag. Det ser fint ud indefra, men mine planer om at gå i haven røg sig en tur, da jeg kiggede på termometret.
En tur fik vi da gået, og vel hjemme igen fik jeg atter en undskyldning for at gå i gang med lidt håndarbejde, for havearbejde var udelukket.
Det gør såmænd nok heller ikke noget, for ukrudtet vokser sikkert alligevel ikke specielt hurtigt i sådan en kulde.

Fra vinter til forår på en nat

Fra den nærmest arktiske vinter – som det mod forventning viste sig at være – til det danske forår … lidt af en omvæltning, men ikke anderledes end hvad de fleste oplever med modsat fortegn, når de vender hjem fra varmen.
Vi har haft en skøn tur, selv om vi ikke kunne se nordlyset for de mange skyer, der for det meste dominerede den ellers så kulsorte stjernehimmel.

At komme hjem til et forårsdanmark er nu heller ikke så tosset – solen har skinnet fra en dybblå himmel hele dagen. Fjorden har vist sig fra sin smukkeste side, og svanerne har fløjet til og fra hele dagen, af en eller anden årsag lige over vores hus, så himlen har været fuld af svanesang. Varmt har det dog ikke været, kun 6°, men i solen var det okay, så vi har været et par timer i haven.
Og vi har været i Næstved. John skulle til høreprøve, for han kan ikke høre hvad jeg siger til ham – jeg skal gentage alt for ofte, og i dag kapitulerede han og fik foretaget en prøve – som (desværre, synes jeg) viste, at han kun ligger lige på grænsen til, at han kan få tilskud til høreapparat. “Kom igen om et års tid, så ser vi om eller hvordan det har udviklet sig”.
Sådan er det så åbenbart bare – det er ellers nogle komiske eksempler på “Goddag mand – økseskaft”, der sommetider afspejles i vores samtaler.
Noget godt kom der da ud af det: Lige over for Audionova ligger der en af de bedste patchworkforretninger, jeg til dato har oplevet, så jeg myldrede derind og fik skabt et par behov, mens John var til høretest.

I Næstved viste der sig også at ligge et stort Kvickly, som vi derfor benyttede lejligheden til at undersøge nærmere, da køleskabet alligevel skreg på at blive fyldt op. Butikken var stor og god og levede helt op til hvad jeg forventer af en COOP-butik. På alle planer, for naturligvis lever man også op til ansættelseskravet om ikke at beherske dansk grammatik, hvorfor ikke alle de ansatte har styr på brugen af apostroffer. Her er der ren overflod af dem: Både i Storstrøm’s og efter gram (G’).
Nogle har dog styr på sagen, som det ses på skiltet til venstre … jeg gætter derfor på, at de to skilte er forfattet af to forskellige personer. Men igenigen: Hvorfor ser det skilteskrivende folk ikke, hvad der står på den vare, de skal skilte for? Der står jo så fint Storstrømsost på pakken.

Til slut mine aldeles vidunderlige og lige så aldeles uforlignelige børnebørn til World Book Day sidste torsdag. Sidste år var temaet litterære figurer, hvor de var Robin Hood og Pippi Langstrømpe; i år var temaet professioner.
Hvis man ikke kan gætte det, så var Aubie avisdreng og Anna var nanny – her personificeret af Mary Poppins.

Jeg er herovre! Hvor? Heeer!

I dag ville vi køre forbi Sparresholm for at se, hvordan det ser ud.
Det var pakket ind. Som i fuldstændig indhyllet i presenninger, så det må blive en anden gang – vi nøjedes med at tage et par billeder af den forårsgrønne bøgeskov, der ligger i forbindelse med godset. Farven er skønnest lige nu.

Derefter gik turen til gartneri Toftegaard for at købe chili, tomat og bønner.
To chili, én tomat og to bønneplanter. Sørgeligt lidt, men …
… jeg havde sat mig selv på streng ration: kun én plante pr. plantekasse, så kan de passe sig selv i næsten tre uger, selv til højsommer, og da jeg alligevel ikke kan være væk længere end det tidsrum pga. antistofbehandlingerne, passer det jo fint.
Til næste år tror jeg, at jeg vil tillade mig at gå totalt drivhusamok!

De to chilier og tomaten står og råber til hinanden inde i drivhuset, men kommer frodigheden op på samme niveau som sidste år, skal det såmænd nok ende med at blive helt jungleagtigt igen. Chilierne var Monkey face og Serrano.
Bønnen til højre for plantekassen – en borlotti – skal med til Sverige. I en krukke på terrassen har jeg sat en bønne, der bliver mere busket end høj.

Efter et besøg i fiskeforretningen (=> stegt kullerfilet med råstegte kartofler, rosenkål/bacon og stegte blommer til aftensmad), kørte vi hjem og spiste frokost, inden vi kørte i Hobbyland for at købe lidt krukkeblomster.
Det var da godt, jeg ikke smækkede med døren, da jeg i tankerne sagde farvel til Thyme planteskole ved Herfølge, for lige så imponeret jeg var over Hobbyland, da jeg købte tazetter, lige så uimponeret var jeg i dag over deres udvalg i krukkeblomster.
Det var ikke helt godt nok, så vi skal til Thyme i løbet af weekenden. Eller nok nærmere i næste uge – jeg kunne forestille mig, at med den vejrudsigt bliver der sort af mennesker på alle planteskolerne.
Jeg købte kun edderkoppeblomsten og en (den til højre), jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Håber, at edderkoppeblomsten hedder sådan, fordi den ligner en edderkop og ikke fordi den tiltrækker edderkopper. Jeg har godt nok lidt svært ved at se den lighed, men jeg bliver vel klogere på et tidspunkt …

Forårsfornemmelser – live …

Jeg har det fint igen, men det er nu alligevel ikke mig, der så ublufærdigt demonstrerer forårsfornemmelser IRL, men nogle knald(!)røde biller i vores have. Findes der pletfrie mariehøns?
De er lidt slankere end mariehøns, men nok lige så lange. Størrelsesforholdet får man måske en fornemmelse af, når jeg fortæller, at det er en vibeægstængel, de sidder og hygger sig på. Skjoldet er omkring 6 mm langt.
Det er lilje(blad)biller “Liljebillerne og deres larver angriber et meget stort antal plantearter inden for slægterne Lillium og Fritillaria (hos sidstnævnte kender vi især kejserkrone og vibeæg)” – jeg skal nok ikke være spor glad over at have observeret dem i vores have – deres larver æder alt, hvad de kan komme i nærheden af. De er hurtige til at opdage planterne – vibeæggen er først kommet til i år og kejserkroner har vi ikke.

“

I dag gik turen igennem Ugledige tæt på Vordingborg. Bare fordi …
Ugledige har jeg set skilte mod, men normalt har man andre ærinder og er måske heller ikke nysgerrig nok. 
Fordi John havde kørt igennem i sin tid som patienttransportør, ville han vise mig denne lille, idylliske plet på danmarkskortet.

Alene de to steder, som lå så smukt ned til en lille sø, var betagende. Ren Morten Korch, ikke?

På den anden side af vejen gik gæssene og skræppede fornærmet til os, mens de var på vej ned til den anden lille sø. Der fløj hele tiden par fra den ene lille sø til den anden lille sø, og vi kunne høre en konstant skræppen op fra flere fuglearter, mens vi stod og fotograferede og i det hele taget nød området omkring os. Vi så flere hold gæslinger her.
Jeg har ganske vist været på det sydligste Sjælland før, men har aldrig studeret det så indgående og fra så små veje som i år – hvor er det dog et smukt område.
Her kunne jeg godt bo.

Livet er ikke det værste man har …

Nu er de kørt igen, vennerne. To af dem er stadig arbejdsramte og ville derfor ikke komme sent hjem i dag. Man var måske også en anelse trætte, for vi gik ikke helt tidligt i seng. Dog heller ikke så sent, at vi var totalt smadrede, men som sagt: lidt trætte var vi vist alle.
For hunde, hvor er der blevet snakket og grinet. Vi var alle meget glade for, at vores børn ikke var til stede, for uanset hvor voksne de end måtte være, ville de stensikkert indimellem have syntes, at vi var pinlige.
Ikke hele tiden, naturligvis – nu skal jeg jo heller ikke få det til at lyde som om vi er en flok teenagere i Prag, men hvis livet bliver forlænget med 10 minutter hver gang, man får sig et hjerteligt grin, ville vi fem forholdsvis hurtigt opnå udødelighed.

De ville gerne ud og køre en tur for at se lidt af det smukke Sverige i dette stadig så fantastiske vejr. John foreslog Gustavsfors, hvilket jeg var med på med det samme. Vennerne stolede bare på os og satte sig om bag i bilen for at blive transporteret.
Gustavsfors er et hit hver gang, vi viser nogen det for første gang. John og jeg har været her mindst 10 gange efterhånden, men det gør ikke noget, for det er virkelig et dejligt sted. Der var desværre ikke tid til Höö også, som vi ellers har fået anbefalet, bl.a. fordi der er blå anemoner. Det er måske også lige på det tidligste, så vi vil forsøge at komme derop i påsken, selv om den bliver kort i år pga. strålebehandlingerne.

Vi mødte to unge familier, der begge kun havde kunnet finde ud af at lave drenge – fem små pojkar mellem 0 og 5-6 år fløjtede rundt (okay, det var kun de fire af dem, der var selvgående) og havde en fest, mens farmændene grillede pølser til hele styrken. Vi kunne se, at den mindste også var en dreng, fordi der lige var et bleskift i gang.

Tænk, at man kan vende hjem fra en kort tur i det fri den 30. marts og konstatere, at man har fået sin ungpigekulør igen!
Lige ved søbredden så vi denne underlige plante og talte om, hvad det kunne være for en fætter. Vi fandt ikke ud af det, men endte med at døbe den vananas … vi er jo i Linnéland, så vi kan ikke have unavngivne planter her …

Jeg skød et par brunøjede edderkopper … det er nu udmærket, mit nye Lumix. Edderkopperne var kun 13 mm lange inklusive stikkelsbærben og det hele.

Svante havde helt ret: Livet er bestemt ikke det værste man har! Kaffen var også klar – både den og kagen havde vi med.

5500 traner, 2 storke og 1 sød pige

Lige så pivkoldt og regnfuldt det var i går, lige så flot var vejret i dag, hvor vi nåede op på 15° og solen skinnede fra en skyfri himmel fra morgen til aften.
Vi har nydt hele dagen på torpet, men ved 16-tiden tøffede vi mod Pulken for at få de sidste traner med for i år.
Det er virkelig de sidste allerede, selv om vi stadig er i marts, for vi så næsten ingen flyve ind, og i forhold til i forgårs var der 1000 mindre, nemlig ‘kun’ 5500 i dag, så de er sikkert på vej mod ynglepladserne alle sammen, og det store træk fra syd er slut for i år.

Det gør nu ikke så meget – jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan se, om der er 6500 eller 5500 … for mig er der bare temmelig mange.

Endelig fik jeg set tranedans. Overalt gav de opvisning … sikkert ikke til ære for det store publikum – Pulken er godt nok ved at blive noget af et tilløbsstykke. På billedet oppe til højre er et tranepar forrest i billedet i fuld sving med parringsdansen. Klik det eventuelt større, så er det nemmere at se. 
Billedet herover skal man forestille sig lagt i forlængelse af sig selv en hel masse gange – der var traner, traner, traner overalt foran os.
Nogle stod ude i vandet, men de havde alt for travlt med at pudse fjerene til at lægge mærke til, om de fik kolde fødder.

Klokken 18 kom fodervognen. Da den kørte ud blandt tranerne, flyttede de sig, men ikke langt væk, kun lige så traktoren kunne komme til. Det ser nydeligt ud, når en masse traner flytter sig på én gang.

Det ser især godt ud med solnedgangshimlen som baggrund.

Fjerdragten begynder at tage farve af den nedgående sol.

Som i sig selv var ret pæn. Lumix TZ60 har netop bestået solnedgangsprøven.

Da vi var ved at være parate til at vende tilbage til bilen, så jeg en lille pige, som ankom sammen med sin bedstemor. Pigen satte en kikkert for øjnene og blev øjeblikkelig fuldstændig fascineret af de mange traner: “Oj. Jammen nej altså. Så vackert. Wow.” Det var så sødt, for hun var vitterlig ikke ret gammel, hvad jeg fik bekræftet, da jeg sagde et par ord til hende; bl.a. spurgte hende om det var første gang hun så traner. Hun kiggede lidt tomt på mig, så jeg spurgte (på dansk): ”Forstår du hvad jeg siger?”
”Nej. Ser du, jag är båra fem år, så jag förstår faktiskt inte så mycket alls! Men detta är första gången jag ser tranor.”
Jeg var solgt, og bedste var stolt … hun havde jo forstået det hele, den lille bøf … bedste og jeg smilede lidt sammen.

Storkene? De gik på en anden mark, så vi, da vi kørte derfra, men det var blevet for mørkt til at fotografere dem.

Tazetter i hus – sammen med et par vibeæg og en blå anemone

Inge skrev og fortalte mig, at jeg kunne købe tazetter i Hobbyland i Roskilde, og Birthe skrev og fortalte, at jeg kunne købe dem på Engstrupgård, men da vi alligevel havde et ærinde i Roskilde i dag, blev det Hobbyland.
Hvorfor har vi dog aldrig været der før? Farvel, Thyme syd for Køge, som ellers har været vores foretrukne haveforsyningssted. HOLDdaop, hvor har de meget i Hobbyhaveland. Også et bur med smukke fugle … aner ikke, hvad det var for nogle finker, der fløj rundt, men kønne var de. Og hurtige. Kunne knapt nok sidde stille den brøkdel af et sekund, jeg gerne ville låne dem.

Kaktus havde de også, og jeg kunne lige på stedet konstatere, at min kaktussvaghed fra vores USA-tur i 2010 stadig stak dybt, så der kom en enkelt med hjem, selv om jeg tidligere har måttet konstatere, at kaktus gror en hel del villigere i USA end i min stue.

Jeg satte en vibeæg for et par år siden, men den kunne åbenbart ikke lide os, for den kom aldrig igen.
Nu prøver vi igen, for vi synes det er en sød lille blomst. Denne gang er der fem i potten, så vi håber, at der overlever i hvert fald et par stykker af dem.
En blå anemone kom også i vognen. Jeg sagde ovre hos Jørgen, at jeg aldrig har set sådan en i naturen. Det har jeg stadig ikke, men lige om lidt har vi en i haven. Der er en plads ned ved hækken, hvor bregnerne senere tager over, men hvor jeg regner med, at der er gode vækstforhold for sådan en lille blå prinsesse.

24 Bridal Crown-løg blev det til. De otte af dem tager vi med til Sverige næste gang … håber de kan klare den ofte lidt strengere vinter deroppe.

---

Da vi i torsdags var hos Inge og Hasse, viste hun mig, at en iPhone kan tage panoramabilleder ‘af sig selv’, forstået på den måde, at man bare fører billedet langs det, man vil panorere på, og så klistrer det indbyggede software selv billederne sammen, hvor man med Lumixen skal runde noget eksternt software for at klistre.
Dammit, tænkte – og sagde – jeg. Mig, som principielt er voldsomt imod iPhone-hypet, måtte, omend modstræbende, erkende, at der måske her var en enkelt feature, der uomtvisteligt er smart.
I dag sad jeg af bar’ indædt stædighed/ærgrelse og tjekkede min Samsung Galaxys kamerafunktion, og den kunne da panorere lige så fint! Phew. IPhone-aversionen er stadig intakt: Hvad skal man dog med sådan en?
Galaxyen havde faktisk flere kamerafunktioner, viste det sig, da jeg først fik kigget nærmere på det; bl. a. HDR-funktion. Normalt fotograferer jeg aldrig med kameraet, men det kunne godt være, jeg skulle lege lidt mere med det, for Samsung kan noget med billedkvalitet, hvor iPhone ikke rigtig kan være med. Sorry. Den måtte ud.  

Det var grundfarven …

Carpe diem. Seize the day. Grib dagen.
For at gentage mig selv for 117. gang, så er jeg ret glad for at være gået på efterløn. Jeg er ret glad for, at jeg ikke har skullet sidde inde på et kontor, kigge ud og ærgre mig. Jeg er ret glad for, at jeg ikke lige nu og i den næste 1½ time sidder i en myldretidskø, men i stedet kunne skrive dagens indlæg. Jeg er ret glad for, at jeg kan nyde godt vejr, mens det er der. Især fordi det bliver lidt dårligere allerede fra i morgen.
Kan man andet end nyde dette pragtfulde vejr? I dag har det været så varmt og mildt, at jeg ville have været imponeret, hvis det havde været i maj.
Jeg slæbte hynder, strikketøj og mig selv ud på terrassen og fik John til at forevige nydelsen.
To minutter efter, han havde taget billedet, måtte fleecen af og erstattes af en tynd vest – pyhhh hvor var det dog dejligt varmt.
Jeg sad der i to timer og lod mig bage igennem, mens strikketøjet skred fremad og grunden til en mindre sygelig ansigtskulør blev lagt.
John gik og nussede rundt andetsteds på terrassen – forsynede den med lidt flere stikkontakter, for det irriterede os begge, at der manglede, så man skulle hive stik af og sætte et andet i, afhængigt af, hvad man lige skulle have gang i.
Jeg nyder, når han går og nusser med sådanne syslerier – det er så hyggeligt.

I torsdags fejrede England World Book Day, som i Annas og Aubreys skole bliver markeret ved, at man beder børnene komme udklædt som en af deres litterære yndlingsfigurer.
Anna valgte Pippi Langstrømpe, fordi hun bestemmer alting selv, og fordi hun er så stærk, at hun kan løfte heste og smide rundt med granvoksne politibetjente. Aubrey valgte Robin Hood fordi … han er bare sej …
Lidt ståltråd og orange farve i håret, lidt lommepåsyning på en kjole, umage strømper og pap som skoforlængere, og den er hjemme.
Robin Hood-kostumet ved jeg ikke, hvordan blev skabt, men ungerne har jo en kreativ mor, der er dygtig til at sy, så det gik sikkert som en leg – Charlotte holder meget af denne slags små hverdagsudfordringer.
Aubrey vandt i sin klasse. Anna gjorde til sin store skuffelse ikke, selv om nogle mente, at hun burde have vundet. Der er bare det, at hun også vandt de to foregående år; man har vel simpelthen ment, at man var nødt til at udpege en anden vinder. Det forstod Anna vist også godt, da Charlotte fik talt lidt med hende, men det er selvfølgelig altid sjovest at vinde …

Lidt kongelig har man da lov at være

Når der står Highgrove på noget fra England, kan man være næsten sikker på, at det har noget med Prince Charles at gøre.
Sidste år købte jeg en pottemager derovre. Jeg købte den ikke, fordi jeg er specielt vild med Prince Charles, men fordi det ikke var godt nok at bruge en flaske, som jeg gjorde sidste år, til at fremstille avispotter med … den der lille tut i bunden af den autoriserede pottemager, man skal presse den omrullede avis ned over, er lige præcis det, der gør forskellen, således at potten forbliver nogenlunde stabil, så længe man arbejder med den. Plus at det også bliver den rigtige størrelse; en flaske er for stor.
Bortset fra det, er Prince Charles god nok på det punkt, at han går meget ind for økologi og bæredygtighed. Highgrove-brandet borger for kvalitet og økologi – det kan man vel ikke have noget imod …

Jeg er sikkert kommet for sent i gang med at forspire, men forhåbentlig ikke så sent, at det er for sent.
Nu prøver jeg i hvert fald.
Bonderoserne, jeg fik af Farmer. Rød torskemund. Noget, jeg ikke ved hvad er (hvorfor i alverden tror jeg, at jeg kan huske sådan noget?) – jeg ved dog, at jeg ikke ville have taget frø af noget, jeg ikke har fundet interessant – det er altid rart at kunne overraske sig selv.

Vi har været i Stof & Stil for at købe 15 meter ostelærred. Mens klippedamen stod og småbandede over, hvor meget så mange meter kunne drille, når de skulle håndteres af én person, kunne hun ikke dy sig for at spørge, om vi skulle til at fremstille ost i meget store portioner.
Vi kunne så fortælle hende, at det skal bruges til gardiner i drivhuset.
Det var en ide, John fik fra nettet, da han surfede rundt for at blive inspireret til noget andet end de tudegrimme og tunge plasticgardiner, der er beregnet til formålet, men som bare er SÅ ucharmerende og ligner lige præcis det, de er: grim plastic. Jeg havde forestillet mig måtter af bambus eller strå eller lignende, for at kalke ruderne over er ikke i spil, så da han faldt over ostelærred-ideen, kaldte han på mig og spurgte om ikke jeg havde lyst til at sy gardiner til drivhuset, og selvfølgelig havde jeg det. Smart, smart fundet på – og langt kønnere end noget andet, vi har set.

Det er tåget i dag. Det har det været hele dagen. I morges var den tyk som ærtesuppe; nu kan vi da i det mindste se den anden ende af vores lille have.
Se, at vi har erantis, krokus, vintergækker og dorthealiljer derude. Det er forår fra på lørdag.

1. maj–fejring med bøffer og rødvin

WOW, for et vejr! Det har næsten været sommer i dag.

Jeg har arbejdet hjemmefra, fordi jeg skulle på Borgerservice (åbent 10-14) for at bestille et nyt pas. Det tog en halv times tid, inden det blev min tur, men i den halve time steg min beundring for damen, der sad og besvarede opkald, ganske betragteligt. Sagen om rykkerbrevene var på ingen måde slut endnu, for hun sad hele tiden og gentog sig selv, staklen:
– Solrød Kommune, goddaag.
…
– En rykkerskrivelse om rottebekæmpelse? Den skal du bare smide ud. Det var en fejl, at du fik den; vi beklager meget.
… borger …
– Nej, du kommer til at betale den over næste års ejendomsskatter. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside.
…borger
– Ja, glem alt om det; du skal bare smide den ud; det er en fejl fra vores side.
…borger
– Det var så lidt. Hejhej.

– Solrød Kommune, goddaaaag.
… …borger
– Det er en fejl, at du har modtaget den. Vi beklager meget. Smid den ud og glem alt om den.
… borger
– Nej, selvfølgelig trækker vi ikke rykkergebyret. Det hele var en fejl fra vores side.
… borger
– Velbekomme. Hejhej.

– Solrød Kommune, goddaag.

Og. så. videre. I. én. uendelighed.

I den halve time, jeg sad og ventede på at det skulle blive min tur, var der kun ét opkald, hun skulle viderestille til en anden person på rådhuset, men hun havde ikke 30 sekunders pause mellem opkaldene, og dog lød hun hver gang lige sød og som om, den pågældende borger var den første overhovedet, der ringede for at spørge til det tåbelige rykkerbrev.
Sådan en kvinde tager jeg hatten af for. Jeg ved godt, at hun skal kunne den slags i det job, hun besidder, men jeg er alligevel imponeret.

Det er 1. maj i dag. Og vældig sommerligt, som sagt.
Det blev fejret på ægte, usocialistisk maner med servering i drivhuset af lækre grilbøffer, salat og kartofler med rucula/ramsløgpesto. Og selvfølgelig rødvin til, for årets første næsten-udespisning måtte fejres på behørig vis.

Der var da noget, der var rødt, så vi holder skam stilen …

Dækkeservietterne, som jeg nørklede med i slut-halvfjerdserne, og som jeg dengang syntes var drønsmarte, har nu ligget i skuffen i over 30 år, men er kommet til ære og værdighed igen, fordi jeg synes, at disse omgivelser godt kan tåle lidt rødternet dug-stemning.

Nu med egne ramsløg

Sidste år havde jeg i min iver fået hevet nogle få løg med op, da jeg var ude og samle ramsløg. Dem satte jeg ned bagerst i haven (det lyder som om vi har en stor have, men det har vi som bekendt ikke) og tænkte, at nu kunne de leve eller lade være.
De valgte det første … senere overtager bregnerne pladsen, men det er ret smart først at have glæde af ramsløgene, og når de er væk, kommer der så noget andet grønt i stedet for.

Der er kun to klumper indtil videre, men de siges jo at brede sig som jeg ved ikke hvad, så jeg er optimist og håber på, at de får udkonkurreret skvalderkålen inden længe …

Fem chiliplanter og en tomat er plantet i kapillarkasserne – en enkelt chili har overvintret på gæsteværelset og er nu på plads i drivhuset.
To chiliplanter, der skulle kunne klare at gro på friland, er sat i det lune hjørne af det højbed, vi alligevel ikke får nedlagt i år. 
Campingvognen er kørt til Sverige, hvor den kan få lov at stå, til vi kører langt mod nord i juni.
VI ER KLAR! BARE KOM AN, SOMMER!

Store Bededagsferien er startet – den næstsidste miniminiferie, inden jeg jobstopper.
I den sidste af slagsen er Lene fra Canada i Danmark og har heldigvis givet sig selv tid til at komme med os en tur til Sverige.
Det glæder jeg mig simpelthen bare SÅ meget til – vi har kun mødt hinanden pr. mail (og bloggeri, naturligvis), men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig dejligt at møde hende.
Hun bliver afløst af Ditte og Peter, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til – der er i det hele taget meget at se frem til, allerede inden min snarlige efterløns- og pensionisttilværelse. 
Vejret er lovet fint-fint frem til mandag, så for en gangs skyld har jeg absolut intet at brokke mig over.

It’s springtime again

I sidste weekend, da vi aftalte, at Johns familie skulle med herop i denne weekend, bestilte jeg godt vejr.
Der er nogen, der har lyttet, for vejret fås ikke meget bedre. Ganske vist har det været frostvejr i nat, men nu er det 12°, så vi sidder ude på terrassen i T-shirts og sveder med anstand. Men vi NYDER det, gør vi – der er over 20° oppe på terrassen.

Ruth hygger sig altid gevaldigt heroppe – jeg har lidt på fornemmelsen, at hun holder meget af at være her … der kan både strikkes, hækles og der er masser af muligheder for også at tage en dyst med sig selv og spille Edderkoppen på Johns pc.

Hun har, som 87-årig, fået en Duka-pc derhjemme; de er kommet på internettet og Ruth har lært at sende emails – og at læse dem selvfølgelig. Nu skal vi lige have lært hende, hvordan man gennemskuer alle de falske mails, der skal narre folk til at tro, at de skal have skattepenge tilbage. Foreløbig har de bare fået den besked, at de aldrig, aldrig må åbne en mail fra nogen, de ikke kender; heller ikke selv om den ser ud til at komme fra SKAT.

Som sagt er foråret kommet. Det var så sandelig også ventet med længsel …
Tudserne nede ved – eller rettere i – åen havde vældig travlt med enten at parre sig eller sidde og lægge æg.
Her er der en, der lige er blevet færdig med æglægningen og en, der er i fuld gang. Hende, der er færdig, snuppede sig lige en gyngetur i sivene – det hele foregik nede i colavandet, selvfølgelig … derfor de lettere sepiaagtige billeder.

Der er næsten helt vindstille. Det første grønne er allerede eksploderet – plus et enkelt bundt påskeliljer, der åbenbart fik lyst til at tyvstarte i forhold til alle de andre. Vi nyder livet i fulde drag.