Alle går rundt og forelsker sig …

Okay, jeg går så godt nok ikke rundt og forelsker mig. Ikke i andre mænd, i hvert fald, men jeg er ikke kun forelsket i det forår, jeg kan mærke er lige om hjørnet nu. Jeg elsker forår!
Det er oven i købet forår på en endnu bedre måde, end det har været de sidste to år, for coronapesten er blevet håndterbar. Covid-19 er her, men vi er ikke mere nervøse for virussen. Nogle er, kan vi se på dem, der stadig bærer mundbind i det offentlige rum, men John og jeg er kun glade for at være sluppet for dem. En del lande har gjort som Danmark, men der er stadig mange, der ikke har ophævet alle restriktioner. De kommer nok med, når vi kommer lidt længere hen på året. Håber jeg …

Vejret er flot, og det kribler i fingrene for at komme i haven og ikke mindst for at få noget i jorden.
Det er bare for tidligt endnu, men jeg kan heldigvis sætte til forspiring. Ihh, hvor havde jeg svært ved at beherske mig nede foran frøstativerne på planteskolen, da vi kørte til Toksværd i dag, men jeg tror det lykkedes så nogenlunde.
Nu har jeg 140 små potter med frø i + en lidt større potte med mikroskopiske frø i. Måske. De var så små og så elektriske, at jeg kun med sikkerhed ved, at to af dem ramte potten. Der var otte frø, og jeg håber søreme, at flere af dem, selv om de var meget flyvske, landede det rigtige sted. De skulle gerne blive til en slyngplante, der hedder rosenslynge. Hvis kun to fandt deres mål, håber jeg sandelig, at de er spiredygtige begge to.

Vi kan høre, hvordan både små og store fugle er begyndt at kurtisere hinanden. Vi kan høre, at der snakkes meget nede ved fjorden, hvor vi ser mange gæs, der går to og to, og rundt omkring i haven ser vi de mindre fugle sidde og pudse sig og gøre sig lækre, mens de synger af hjertens lyst.
Vi mente begge, at vi så et vibepar i dag, men er det ikke lidt tidligt?

I haven fik jeg klippet sidste års visne stauder af og studset nogle af de buske, der har godt af at blive holdt lidt nede.
Hvert år ved denne tid tænker jeg på en bestemt kvinde, som selv ved hvem hun er – der kommer lidt flere af de smukke dorthealiljer op, hver gang det bliver forår, og jeg fryder mig over dem alle.
Tak til dig, Kirsten!

Vi er begyndt at ryge!

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Det er noget rod

Den, der laver vejret hernede ved Den Stråtækte, har set forkert i kalenderen – eller også er det bare klassisk aprilsvejr. Det ene øjeblik skinner solen; det næste er det så tæt en snestorm, at sigtbarheden falder til ikke ret meget. Vi kunne ikke se fjorden, som ligger under 100 meter fra huset.
Jeg var ude for at plukke ramsløg i morges, for jeg regner med, at de er helt perfekte lige nu.
Det var de også, men det var vejret ikke. Vi tog afsted i smukt solskin – dog kun sølle 2,5°, så der er stadig kigget forkert i kalenderen – og jeg nåede lige netop at plukke den mængde jeg ville have, inden det blev snestorm.
Det har det nu været fire gange i dag; den ene helt forrygende, de tre lidt mindre forrygende, og lige nu sner det mens solen skinner, hvilket den i øvrigt gjorde bare et par minutter efter hvert snefald. Det er noget rod, men som sagt: aprilsvejr i højeste potens.

Det roder også i systuen. Mit syflip var åbenbart ikke helt overstået, for jeg fik lyst til at sy en indkøbspose af nogle af de bittesmå rester, som jeg (også) gemmer.
Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg gemmer så små stofstykker, men i dag gav jeg selv svaret på det: De kan nemlig bruges på denne måde: Først skæres stofferne i 5,5 cm bredde, dernæst i stykker på mellem 6 og 15 cm. Her har jeg brugt 25 forskellige stoffer, som sys sammen, først den ene vej og så den anden vej, og så har man to stykker ‘stof’ på et tidspunkt.

Det lignede virkelig noget rod i starten, men efterhånden kom der orden i kaos. Det er sjovt, at den slags roderi kan ende med at ligne noget, der hele tiden har været planlagt til at se ud som det kom til i form af de to stykker, som nu bare skal quiltes på pladevat og sys sammen. Så skal der sys for – med lomme, selvfølgelig – til sidst en hank eller to.
Hmmm. Sagde jeg ‘bare’?

Den bliver ikke færdig i dag, men forhåbentlig i morgen. Det tog lang tid at skære og sy alle de stykker sammen.
Ud fra det, jeg har brugt i dag, vil jeg tro, jeg har smårester nok til omkring 10 tasker til i forskellige farver, stadig tone-i-tone, efter samme princip som denne, men så mangler jeg pladevat … det er godt, at Stof & Stil har åbent igen.
Vi skal også en tur i Bauhaus, hvor vi skal kigge på røgflis, som vi John er løbet tør for, så jeg tror jeg vil lokke ham til at køre en tur til Roskilde i morgen.

Det er april, og jeg burde befinde mig ude i haven det meste af dagen, men det har jeg sjovt nok ikke særlig meget lyst til. Vejret fremkalder så sandelig ikke de store smil, men måske kan det lille billede til højre fremkalde et lille et af slagsen.

En god afslutning

Marts sluttede på bedste vis.
Malle kom en tur, for vi skulle tale garn. Hun havde spurgt efter hvad jeg kunne anbefale til et bestemt formål, og jeg havde da også et bud eller to, men det er svært, når man kun får det beskrevet med ord, så jeg inviterede hende ned for at mærke garnerne og for at både se og prøve mine resultater med dem.
Sikke da et brag af et vejr, vi havde. Ikke Danmarks varmerekord for i går, men tæt på, og det var lige før der var for varmt at sidde oppe i shelteret og vise vores kridhvide ben og arme frem. Lige før. Vi holdt skam ud. Høj, klar og meget blå himmel uden en eneste hvid plet. Vi sad deroppe næsten fra hun kom til hun kørte igen – dog gik vi indenfor, da der skulle laves aftensmad, for kl 17 kunne vi godt mærke, at det trods alt ikke var sommer endnu.

Jeg har omplantet de fleste af de forspirede planter til større potter og sat dem i drivhuset. Nogle af dem ser lidt hængemulede ud og brokker sig over de ændrede forhold, men jeg håber de alle beslutter sig for at fortsætte med at leve, selv om det er for tidligt for dem at forlade fødestuen og fortsætte i vuggestue og børnehave.
De kan bare lade være med at vokse så hurtigt og dermed blive alt for ranglede. Det ses tydeligt på billederne herunder, hvor lange og tyndstænglede de var blevet, og nogle få af dem knækkede da også, da jeg håndterede dem … det håber jeg, at de formår at overvinde. De blev i hvert fald ikke kasseret af den grund.

I aftes oplevede jeg lidt af et særsyn: Min ellers ikke længere særlig spændstige mand fik et nærmest fjedrende islæt over sin gang. Det var måske mere mentalt end rent fysisk, men det var tydeligt for mig at mærke den forskel, det gjorde for ham at få det længe ventede tilbud om vaccination. Han var SÅ glad. Vi måtte sidde i tidsbestillingskøen i omkring 30 minutter, men kl. 21 var vi kommet igennem og havde fået bestilt de to tider til ham. Den første på mandag, 2. påskedag, og den anden den 27. april.
Vi valgte Slagelse, selv om det ligger længere væk end Næstved, men ligger byen nærmere, lå stikket længere væk, så at sige, for her kunne han ikke få første stik før den 12. april. Som jeg før har sagt, så kørte vi gerne til Skagen, hvis det kunne betyde, at vi hurtigere fik vores vaccinationer, så valget mellem Næstved og Slagelse var ikke spor svært.
Det vil altså sige, at planen holder, hvilket vi håber på, den også gør for mig således, at jeg får tilbuddet om en uges tid.
Så mangler vi bare at kunne tage til England.
Egentlig tror jeg ikke vi bliver nægtet adgang, for Danmark er ikke rødlistet af UK, men vi skal i karantæne i ti dage og have booket to test hver, inden vi kommer derover. Ingen steder skriver de noget om, om reglerne er anderledes, hvis man er vaccineret, så vi venter lidt endnu med at planlægge afrejsedatoen.

Projekt højbede

Det er da et værre aprilsvejr, og det er ikke engang april. Det ene øjeblik skinner solen fra en overvejende blå himmel, og det næste regner det ned fra en tung og blygrå ditto, men ikke mere end 5-10 minutter, så er det solskinsvejr igen. 
Jeg får næsten mere motion af at gå ind og ud, end jeg får af selve havearbejdet.
Det er endnu for koldt at vente på tørvejr i shelteret; jeg er nødt til at arbejde for at holde varmen, men er dog ikke voldsomt utilfreds med, at kulden holder fast, for vintergækker, dorthealiljer og krokus blomstrer meget længere, end de ville have gjort, hvis foråret havde sat ind med et brag af varme.
Tulipanerne og påskeliljerne er til gengæld længere om at komme ordentligt i vækst, men lad os da bare få trukket sæsonen lidt i langdrag – det varer jo noget tid endnu, inden alle sommerblomsterne kommer.

Fjorden elsker jeg uanset vejret. Den kan være stille eller dramatisk – det er ligegyldigt, for den er altid dejlig at kigge på.

Jeg nævnte for nogle dage siden, at jeg overvejede højbede bag shelteret.
Jeg fandt nogle flotte i cortenstål, men sommetider er det godt at sove på det inden beslutning.
Tænk, at jeg skulle sige det …
Men altså … jeg indså, at ingen andre end os selv ser de højbede, så det er faktisk lidt fjollet at ofre flere tusinde kroner på dem.
Dernæst har rigtige højbede ingen bund, og alligevel er disse meget tunge. Altså er det voldsomt arbejdskrævende at fortryde placeringen af dem.
Eftersom det er et forsøg, købte jeg i stedet nogle store, rektangulære murerbaljer og en masse plantesække. Jeg havde, fra efterårets etablering af montbretiabed, syv sække kompostjord, som jeg kan blande med plantesækkenes indhold – skulle der mon ikke komme noget brugbar jord ud af det? Det tror jeg på, indtil det modsatte er bevist.
John er i fuld sving med at klargøre baljerne til mig. Han har boret drænhuller og er nu ved at skrue lægter under dem, så de dræn også kan virke efter hensigten, samt få løftet baljen bare en smule mere op til en mere arbejdsvenlig højde.

Det bliver – hvis forsøget altså lykkes – stadig en af Danmarks mindste køkkenhaver, men det er okay. Foreløbig er der købt pluksalat, ærter, gulerødder og squash. Sidstnævnte har jeg prøvet flere gange med forskellige vækstforhold, men uden større succes. Hvis dette her heller ikke lykkes, er squash skrottet hos mig for fremtiden.
Jeg skulle have købt flere baljer, for det er der plads til, men nu bruger jeg 2021 til at se, om det overhovedet kan lade sig gøre at få noget til at gro i det hjørne.
Og til jer, der har hørt, at murerbaljer er giftige: Ideen fik jeg af en havekonsulent, og jeg går ud fra, at en sådan ved noget om den slags.
Da jeg gravede i sagen, viser det sig, at baljerne ikke gør mine grønsager giftige; det er bortskaffelsen, der kan udgøre et problem, og hvis det er sådan det er, så må man forbyde produktion (eller import) af dem. Disse her er fremstillet, så bortskaffelsesproblemet er der allerede, hvad enten jeg eller en murer køber dem, og så kan jeg lige så godt få lidt glæde af dem i mellemtiden.

Jeg har flyttet en bigbag

Sikke en herlig forårsdag i dag. Lidt kold, måske, men det opdager man slet ikke, når man skal flytte rundt med indholdet af en bigbag med kompost. 
Guf for bedene – håber jeg … ellers skulle pokker da stå i at have alt det arbejde. Jeg er helt død nu.

Vi lagde ud i morges med en meget rød solopgang. Fjorden var ud for vores hus pænt fyldt op med gæs og svaner, der ikke vågnede så tidligt som os.
Dernæst, mens vi indtog morgenmaden, indløb beskeden, at min kompost ville ankomme mellem kl. 8 og kl. 12.
Jeg havde bestilt varmebehandlet, organisk kompostjord, så det skulle gerne kun være mig selv, der leverer ukrudtet, og jeg havde i dagene op til i dag brugt en masse krudt på at rydde ukrudt i dahliabedene ud mod vejen.
Fragtmanden havde kun en palleløfter at arbejde med, så vi kunne ikke få bigbag’en anbragt, hvor vi helst ville, hvorfor vi måtte flytte lidt rundt på skraldespande og trailer for at få plads til den uden at genere naboerne.
Jeg havde nemlig regnet med, at det ville tage mig flere dage at få fordelt indholdet, men det er sket! Vi er færdige! HELT færdige!
Jeg havde nemlig IKKE regnet med, at John ville kunne tage så meget fat, som han gjorde. Han tømte hele baduljen op i trillebøren, så jeg skulle bare fordele, kultivere det lidt ned og rive pænt efter mig.
Bare … skrev jeg virkelig det? Det var sandelig også hårdt arbejde, men for hulan, hvor er både selvtilfredsheden og glorien stor.
Det var ikke alle steder som ved de to endnu helt bare dahliabede, at servicen kunne blive så udsøgt som på billedet – i staudebedene måtte jeg fordele ved at bruge enten en spade eller de bare hænder – jeg skulle jo nødig få slået nogen af de spirende stauder ihjel.

Farveplantemarken har også fået en god portion kompost, så jeg satser på storproduktion af vajd i år. Jeg springer japansk indigo over denne gang; jeg var mere tilfreds med den farve, som vajd gav. Jeg lod 3-4 planter overvintre, således at jeg fra i år bliver selvforsynende med frø. Bare for sjov … det er ikke indkøbet af den pose frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere at kunne det hele selv.

Nu mangler vi bare at få målt op, hvor mange højbede der kan være bag shelteret. Jeg ville så gerne have bare en lillebitte køkkenhave til lidt radiser, salat og den slags ‘hurtigting’, men vi har ingen muligheder for det uden at ødelægge havebilledet, så at sige. Tænk, at jeg skulle nå til at ærgre mig over at have en grund på kun godt 800 m² …
Jeg har forsøgt mig bag shelteret, men jorden er dårlig og fyldt med gamle rødder, så det er ikke lykkedes mig at få noget ud af noget som helst, men mon ikke et par højbede skulle kunne klare den sag? Det skal i hvert fald komme an på en prøve, og hvis jeg bestiller inden søndag, får jeg højbedsjord til halv pris. Det bliver så endnu en bigbag, der skal tømmes …
Jeg er vældig god til at sætte os i arbejde, men jeg har ikke tænkt mig at gå ned på haveplaner sådan lige foreløbig.

Så sørger jeg da bare selv for det forår

Når foråret ikke rigtig vil indfinde sig, må jeg selv sørge for at lege forår.
Jeg indledte forspiringen i dag ved at lave masser af små avispotter og sætte dem i de fantastiske frysetørringsbakker, vi fik lov til at tage, da firmaet indkøbte en ny og større frysetørrer. De er ganske enkelt geniale til formålet: De passer på en prik til 5 x 5 potter, de er nogenlunde pæne at se på, og da de er af aluminium, ruster de aldrig. Jeg tog seks, og jeg bruger dem alle seks hvert år.

Genial er også the potmaker, som jeg vist har nævnt et par gange før. Først ruller man en strimmel avis om toppen; dernæst lukkes den sammen i bunden, som mases godt ned over knoppen, der er vist herover. Derved bliver den lille potte i stand til at holde sammen på sig selv lige til de spæde planter skal i større potter.
Herunder står et hold færdige potter i aluminiumsbakkerne. Til venstre nogle duftgeranier, hvoraf 13 af de 15 stiklinger er godt på vej, så jeg går ikke ned på duftgeranium i år. Heller ikke på duftgeranium …

Herunder med jord – og frø. Der er sået vajd, olieplanter, zinnia, scabiosa og blomsterkarse, som alle nu står oppe i det lille kvistvindue, hvor de står optimalt og oven i købet ikke visuelt generer nogen. Det er nemlig spændende for mig, men jeg indrømmer gerne, at det her forspiringshalløj ikke ligefrem pynter i en stue.

Herunder frø til spiretest. Er de blevet for gamle? Vil de overhovedet spire? Fx den mørklilla katost og høstanemonen. Ingen af delene har jeg prøvet at så selv, så for ikke at bruge for meget forgæves krudt på det, har jeg lagt frøene på gennemvædede vatrondeller. Hvis ikke der sker noget i løbet af nogle dage, ryger frøene ud. I det lille glas er der lathyrus, hvis frø har en ret hård skal, som derfor med fordel kan blødes op inden såning.
De små, gule pletter er to slags tomater. En Toftegaards Sweet Grape, hvorfra jeg selv har taget frø og en med Charlottes Gardener’s Delight, hvor jeg havde originalfrø tilovers fra sidste år. Hvis alle disse tomater bliver til noget, drukner jeg i tomater, men det gør ikke noget. Sidste år forsøgte jeg mig med semitørre tomater på glas, og de viste sig at smage helt vildt godt i fx salater, så i år vil jeg lave mange flere glas af dem. De svinder i sagens natur meget (mere end de 50 %, betegnelsen antyder), så der går virkelig mange til pr. glas.
Jeg skal, udover de allerede nævnte, også have en Beauty Lottringa bøftomat fra Toftegaard, som viste sig at være umådeligt fuld af smag.

Der skal sås flere slags frø, men nu skal jeg snart se Foyle.
Jeg købte en pose med 30 vajdfrø, men der var 50 i, så der bliver rigeligt med farveplanter til både Ditte og mig.
Jeg tog frø fra farve-vau på Bornholm i efteråret, men dem tror jeg, at jeg gemmer indtil videre … jeg tog dem inden jeg fandt ud af, at der vokser masser af vau ude i nærheden af Stevnsfortet.
Naturligvis skal jeg også have chili i drivhuset, men dem lader jeg Gartneri Toftegaard passe, indtil de er store nok til at komme i plantekasserne.

Det lader jo desværre til, at foråret og sommeren bliver lige så rejseinaktive som i 2020, så vi må sørge for at holde os beskæftiget på anden vis!

Haves: En uge i sommerhus …

Kort efter nytår tænkte jeg, at nu skal der altså snart ske noget! Jeg er garanteret ikke den eneste – alle må være dødtrætte af coronapesten. Nu kan lyset i det mindste skimtes forude, og vi må holde ud i nogen tid endnu. Igenigenigen må jeg huske mig selv på, at John og jeg er hamrende privilegerede. Hvorfor vi er det, har jeg udbredt mig om før og skal spare jer for at gøre det igen … i dette indlæg.
Englænderne må endnu ikke bevæge sig ret langt væk fra hjemmet, og de må ikke leje et sommerhus, som vi har gjort i denne uge. Børnene skal dog i skole på mandag otte dage, og om ikke så længe må de mødes med én anden familie. Udendørs …

Så slemt er det ikke i Danmark, så nu må vi lige klare den sidste tid, mens vi venter på vaccinationerne.
Vi har lejet et sommerhus ved Binderup Strand. Det ligger helt ud til vandet – huset altså – billederne er taget fra dets terrasse. Det er lille, men det er så fint, og det smager afgjort af ferie.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, da vi for nylig hørte, hvor galt det står til i Kolding, som nu har landets næsthøjeste incidens. Binderup Strand ligger en snes kilometer syd for Kolding … men pyt med det – vi behøver ikke at køre ind til den by, men holder os syd for hvor vi bor.
Så sommerhus haves – nu ønskes bare godt vejr.

Jeg har fødselsdag på onsdag, og både YR og DMI har et stykke tid hævdet, at der bliver fuld sol hele den dag.
“Selvfølgelig”, sagde jeg til John, “hvad ellers?”, men Fru Nemesis trådte straks til og ændrede, så vejret nu bliver mere gråt i det. Hele ugen …

Tage ud at spise på dagen kan vi ikke, så vi har talt om at undersøge mulighederne for takeaway her … uden at skulle til Kolding for at hente det …
Vi får se. John er ikke så vild med takeaway, men det kan han jo sagtens sige, når det ikke er ham, der skal lave mad. Jeg kan dog godt følge ham, når han siger, at han savner alle de dufte, der opstår og fylder huset under tilberedningen af min gode mad. Det, synes han, er en del af forventningens glæde i forbindelse med et måltid, og når man bare skal sætte hele skidtet i en ovn i et kvarter, så når det ikke at ‘vellugte’.
Smiger preller ikke af på mig – faktisk kan man nogle komme langt med det, så det ender nok med, at jeg selv laver noget god mad. Fx confiterede andelår med pommes salardaise og appelsinsalat. Forret: Skaldyrssalat i en avocado/creme fraiche-dressing. Det lyder da okay, gør det ikke?
Den største del af arbejdet har nogen gjort for mig, for andelårene har jeg med i en stor dåse. Kartoflerne kan jeg sætte John til at skrælle.
Det skal nok gå altsammen – vi har ferie, og der sker lidt. Bare lidt …
Er der i øvrigt nogen af jer, der læser dette, der har forslag til naturoplevelser i det sønderjyske? Løjtland er jo meget smukt, men der må også findes andre steder, der er værd at køre efter.

Pudsige skyer

Som jeg har skrevet utallige gange før, så stornyder vi at bo her ved Præstø Fjord. Det er som om hver eneste dag er forskellig fra alle de andre, selv om det nok kun føles sådan.
Vandet har forskellige farver, himlen ditto.
Lige i disse dage går gæslingerne til svømning. Nogle har åbenbart overlevet det højvande, som vi havde den 30. marts, og de er allerede ved at blive store. I lørdags var der fem hold til svømmetræning – ret pudsigt valgte alle forældreparrene åbenbart at tage gæslingerne ud på én gang, så vi så fem kuld, som i størrelse spændte fra to til syv unger. Der bliver passet godt på dem: Far svømmer forrest og mor bagerst (eller omvendt …), med ungerne på stribe imellem dem.

I dag var der en skyformation, som vi ikke ser hver dag. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad de hedder, men det er vist en kombination af flere typer skyer, så jeg opgav igen og besluttede mig for at nøjes med at kigge på dem. Det interessante ved dem er de tunger, der skyder ned fra den tynde blå stribe. Det var ikke regnvejrsskyer, og i virkeligheden er de måske ganske almindelige, så det bare er os, der ikke har lagt mærke til den slags skyer før.

I haven er syrenen ved at være på sit højeste. En hvid syren, desværre, men den stod her da vi købte huset, og jeg nænner trods alt ikke at fælde den, selv om jeg så langt foretrækker de helt mørklilla syrener. Hækken, som anlægsgartneren der etablerede rosenbedet, beskar kraftigt fordi den var for skvattet, er stadig skvattet, men det ser ud som om den har tænkt sig at komme lidt mere til hægterne i år. Vi kan godt lide en have, der er totalt afskærmet fra andres indsyn, så vi håber den snart er tæt igen.

Vi er begge ved at blive en anelse rastløse og glæder os til at komme lidt ud igen. Vi skulle have været taget afsted fra England netop i dag, så det besøg har vi kun haft inde i vores hoveder.
Jeg så Boris Johnsons tale til nationen i går, og det kunne godt se ud til, at det varer op til et par måneder, inden de når til, hvor Danmark befinder sig nu mht. genåbning, men de har så sandelig også været hårdere ramt. Dog har de nu fået lov til at køre en tur som familie – før måtte de kun færdes to og to sammen og kun gå ud én gang om dagen. Detaljerne om Englands fase 1 drøftes i parlamentet i dag og bliver meldt ud i aften. Det er lidt spændende.

Når kroer, hoteller og restauranter igen får lov til at holde åbent her i landet, vil vi nok finde en eller anden kro i Jylland og tage ophold der et par dage. Gerne en med noget rigtig god mad – det er jo, lige som for alle andres vedkommende, ret længe siden vi har været ude at spise, og sådan som jeg er indrettet, har jeg naturligvis savnet det endnu mere, bare fordi det ikke har været muligt.

Forårssysler

Det er så rart, når man kan se hvor langt man er nået. Det var jeg ikke i tvivl om, da jeg malede de gamle betonkrukker, jeg tog med fra gården i 2011. Allerede dengang trængte de til at blive frisket op, men det er først sket nu. Jeg tog dem i første omgang med til Sverige, fordi jeg syntes den hvide farve passede så fint til det røde svenskerhus. Da vi solgte ødegården, tog jeg dem naturligvis med hjem til Danmark.
Og nu har de endelig fået en omgang betonmaling.
‘Søjlen’ havde oprindelig et stort, relativt fladt fad øverst, men det kunne ikke holde til at flytte til Sverige, så nu sætter jeg bare en træpotte på piedestalen. Jeg har en allerede meget stor duftgeranium, som skal plantes ud i træbaljen lige om lidt. Jeg tager stiklinger i sensommeren og sætter i jord, og inden længe slår de rod og bruger hele vinterhalvåret på at vokse sig store, hvilket de gør i voldsom grad, selv om de står køligt.

Der bliver naturligvis også puslet i drivhuset. Der mangler en del endnu, inden det bliver hvad jeg håber på det bliver, men jeg er godt på vej. John har sat seks hylder op, og jeg har bestilt to plantetårne på 1,50 meter, som jeg endnu ikke helt ved hvor skal stå, men det skal jeg nok finde ud af.

Vi har været en smule bekymrede for, hvad bagboerne ville synes om, at vi øgede drivhusets areal med næsten 50 %. Dermed øges jo også tagarealet, så ville det tage for meget af deres udsigt?
Det har det heldigvis ikke gjort, og de har været her for at rose os til skyerne for “det fantastiske drivhus, som paser så fint i stilen til Den Stråtækte”.
I dag inviterede de os op på deres terrasse til eftermiddagskaffe, så vi med egne øjne kunne se, hvor smukt det tager sig ud, og hvor fint det passer i stil og farver til de endnu gule og visne tagrørsplanter og den blå, blå fjord.
Det kunne vi godt se … det har kun pyntet i forhold til det gamle, gyselige drivhus, og det tager på ingen måde deres fjordudsigt fra dem, så alle er glade.

..og julen varer li’ til PÅske

Min julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

Forårs- og andre sysler

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gardener’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

Mallings Kløft

En dag jeg sad og lurede lidt rundt på nettet for at finde nye, egnede emner til at undersøge nærmere her på Sydsjælland, faldt jeg over Mallings Kløft og blev enig med John og mig selv om, at det sted nok var et godt bud.
I dag skulle det være – vejret var blæsende, men ellers fint og solrigt, og nede i en kløft kan det vel næppe suse helt vildt.
Det var rigtigt, og vi har hermed fundet et sted, vi sikkert vil vende tilbage til igen og igen.

Man starter mange år tilbage i tiden. Sådan følte jeg det, da vi havde sat bilen og så de rød-hvide sten. Lidt senere kom vi til en veritabel snowdrop walk inde i skoven. Man går nede i en lille kløft, hele vejen langs med et lille vandløb (Stensby Møllebæk), hvor der i fordums tid var hele fem vandmøller placeret på det godt en kilometer lange stykke. De fungerede kun om vinteren, hvilket jeg godt forstår, for selv om vi har fået ret meget vand, var der sandelig ikke meget i fut i det vandløb.
Lidt heldigt, måske, for der var tre steder, hvor stien krydsede vandet, og hvor vi kun kunne komme videre ved at gå på vadestenene.

Vi kom tørskoede over alle tre steder, selv om jeg var lidt spændt på, hvordan John ville klare det med sine ikke så gode knæ.
Men det gik …

Også for mit vedkommende …
Stien var sommetider smal; andre steder noget bredere. Vi endte et sted, hvor vi kunne se over til Farøbroerne. Vi kunne godt have gået helt ned til stranden, men Johns knæ havde fået nok, så vi satte kursen tilbage mod bilen, denne gang ad en mere knævenlig sti oppe over kløften, men stadig langs med den.

Vi så flere af en slags gran, jeg ikke normalt ser vokse uden for haver og parker. Jeg troede først, det var vandgraner, men det kan det vel ikke være, eftersom disse skulle være løvfældende? Godt nok er naturen tidligt på færde i år, men alligevel.
Er der nogen der kan fortælle mig hvilket nåletræ der ser sådan ud, når det blomstrer? Det havde tydelig juletræsfacon.

De buske, som altid er tidligt på den, er endnu tidligere på den end normalt, og de røde hestehov er åbenbart præcis en måned tidligere end de plejer.
De to billeder herunder er taget hhv. i dag, 28. februar 2020, og 28. marts 2017.

I onsdags så vi store mængder ramsløg af en pæn størrelse ved Ledreborg. Det er altså også tidligt!
Der hvor vi plejer at hente dem, er der dog ingen endnu, så der er åbenbart stor forskel på, hvornår de dukker frem.

Det var skønt at komme ud og se noget nyt – og også at finde et godt sted at tage gæster med til, når vi vil prale af vores dejlige Sydsjælland.
Vi var ved at løbe lidt tør for steder til dem, der har været hos os mange gange.

Coming up and going down – blomster og drivhus

Mit nye drivhus kom i går og er det næste stykke tid årsag til, at min lille bil må bo ude, fordi vi vil have det liggende under tag, så længe det befinder sig i sin pap- og træemballage.
I dag er det et fuldstændig fantastisk vejr – den himmel fås ikke meget mere blå end dette – så John ringede efter Søren og sagde, at nu var det tid til at pille det gamle drivhus ned, for vi skal have gjort klar til, at Jørgen kan komme og lægge ny belægning samt montere det nye drivhus.
Søren får det gamle, plus fliserne det står på, så han hjælper gerne John med nedrivningsprocessen.
(Grunden til de to forskellige himmelfarver skyldes, at jeg fotograferer mod hhv. øst og nord med kameraet stillet på Auto. Det gør en overraskende stor forskel på himlen, mens det grønne er nogenlunde ens at se på. Bare lidt undren fra en amatør.)

Vi skriver 22. januar, men det kunne lige så godt have været i slutningen af februar eller begyndelsen af marts. Temperaturen er dog ikke tocifret, men solen skinner og mændene arbejder sig varme.
Det gjorde jeg også. Mens solen stadig stod og varmede væggen mod sydøst, klippede jeg den alt for høje (>50 cm) og tætte vinca ned, så de mange påskeliljer, tulipaner og vintergækker kan få plads og lys nok til deres videre færd op af jorden.
Hvorfor de forrige ejere har plantet Vinca major her, forstår jeg ikke – der står fire rosenbuske; de har som nævnt sat mange forårsløg, og vincaen er vildt svær at komme til livs, hvilket bekræftes af havenyt.dk: “Udløberne fra især Vinca major kan også finde vej op i buske på området. Under jorden kan det blive næsten massivt med rødder. Det må derfor tilrådes kun at bruge Vinca et sted, hvor man ikke skal færdes, og hvor der ikke skal vokse så meget andet end store træer og veletablerede buske.”
Øv. Jeg får dem ikke væk uden at grave det hele op, og det vil jeg ikke. Tror jeg … roserne kunne måske godt trænge til foryngelse, så det var måske værd at prøve at få en havemand til at komme og gøre for mig. Om ikke andet, så kan jeg plante remonterende og velduftende roser, som jeg bedre kan lide at have i min have.
Nu er vincaen dog hæmmet så meget, at påskeliljer og andet kan komme op og pynte – det var nødt til at være nu, da det hele er allerede langt fremme.
Jeg tror vi har byttet klima med England, for da jeg talte med Charlotte i dag, sagde hun, at hos hende er ikke engang vintergækkerne på vej op. De har haft mange flere frostnætter end vi har, og de har oven i købet haft temmelig hård frost i perioder. Dog heller ingen sne.
Da jeg sendte hende disse billeder med hhv. vintergæk og erantis, tulipaner og påskeliljer, kunne hun godt se, at det er blevet den omvendte verden, for de er normalt tre uger foran os.

Genoplivning af en tradition

Madame tog for et stykke tid siden et godt initiativ og annoncerede, at hun syntes det kunne være hyggeligt med et blogtræf på Gavnø, mens de havde deres tulipanfestival. Jeg – og andre, selvfølgelig – var med på ideen. I gamle dage, dvs. for 7-8 år siden, var der blogtræf med jævne mellemrum, og jeg arrangerede, sammen med Jørgen, et af slagsen i 2015, men ellers har det været lidt skralt med den slags arrangementer de seneste år. Det er lidt synd, for det virker på to måder: Man får genset andre bloggere, eller man kan træffe og få sat ansigt på bloggere, man kender elektronisk, men endnu ikke har mødt IRL.
Der var desværre hele fire sidste øjebliks afbud, så vi var ikke så mange, men det afholdt os ikke fra at blive enige om, at dette skulle gentages – i hvert fald en gang om året. Bloggeres partnere er naturligvis velkomne! Også selv om de ikke selv er bloggere.

Vi undrede os over denne birk, som stod nær slotskapellet og som ingen af os havde set før. Vi kunne dog godt blive enige om, at det var en birk pga. den hvide bark og raklerne, men var ikke tidligere stødt på denne udgave.
Google er stadig min ven. “birk med fligede blade” gav masser af hit, hvoraf jeg kan konstatere, at arten åbenbart er ganske almindelig, og at den hedder Betula pendula ‘Dalecarlica’; Fligetbladet hængebirk, såmænd. Så lærte jeg også noget i går.

Tulipanerne var smukke, men Pia og jeg talte om, at der ikke var gjort så meget ud af bedene, som der tidligere har været. Det var bestemt smukt nok, det der var, men når man har set fordums overdådighed af tulipanbede med fx figurer formet af tulipaner, så var det altså lidt skuffende. Det er nok også svært år efter år efter år at få folk til at komme helt fra Holland for at lægge tulipanløg.
Sidste år havde tulipanfestivallen 60 års-jubilæum. Det har sikkert været flot, men så har der vel ikke været så meget krudt tilbage til i år.

Slotskapellet er et fint lille rum, som er rigt dekoreret. Det beskrives som “Nordens mest farverige kirkerum”. Det vil jeg gerne tro …
Prædikestolen bæres af en person med tre tæer og tre fingre, begge dele med kløer lige som fx hunde har det. Eller måske som en drage, men sådan en har jeg aldrig set i virkeligheden …
Jeg troede det var Fanden selv, man hånede ved at lade ham være hovedløs og bære en prædikestol i en kirke, men den er på Gavnøs egen hjemmeside angivet som “en hovedløs trold”, og de må jo vide det.

Prismelysekronen i kapellet er alt for meget bling-bling til, at jeg normalt ville forbinde den med en kirke, især på grund af det blå og grønne slebne glas, men det kan selvfølgelig også godt være en, de ikke længere gad se på inde på slottet … hvem ved?

Vejret var fint, og det var som sagt en hyggelig sammenkomst. Næste gang håber vi at se både dem, der måtte melde afbud i går og gerne også flere end det. Pia, Allan, John og jeg afsluttede dagen med en dejlig middag på Fjordkroen, som ligger næsten lige ved siden af os.

---

Et lille kuriosum: Den 19. maj kan man – mod normal entre – komme ind og grave tulipanløgene op og uden yderligere beregning tage dem med hjem og sætte i sin egen have.
Så langt, så godt. Det stemmer bare ikke helt overens med en anden begivenhed, de har nævnt på samme side: “30. maj: Oplev Danmarks største tulipanfestival i netop disse dage. Det er et fantastisk syn og en seværdighed i sig selv.”
Selv om de mod forventning ikke allerede skulle være gravet op og fjernet, tvivler jeg på, at der overhovedet kan være tulipaner i blomst så sent.

Om jeg fatter hvorfor …

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
…
– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

Det er påske – uanset vejret

Vejret er usandsynlig flot i disse dage. Koldt som bare pokker, ganske vist, men flot. Himlen fås ikke meget mere blå og fjorden er så flot med sine farveskift. Billedet er på ingen måde en vinderkandidat, men giver et glimrende indtryk af en så høj og klar himmel, som den ellers mest ses om efteråret.

Autocamperne, campingvognene og cykelturisterne er ude nu og har været det siden i fredags. Det er jo påske, og så skal vi på påskeferie. Punktum.
Motorcyklerne er desværre (undskyld, Lene) også ude af garagerne, så fartbøllerne er ligeledes på vejene igen. Der er selvfølgelig også fornuftige motorcyklister, men de er ikke i overtal langs Præstøfjorden. De tre førstnævnte er altså noget hyggeligere, når de passerer.

Jeg husker tydeligt det første forår, vi havde campingvogn, nemlig i 1989. Den blev købt i eftersommeren ‘88, så det var begrænset, hvor meget vi nåede at få den brugt det år, men i ‘89 skulle sæsonen indvies ved at tage på campingferie i påsken, så det gjorde vi. Det var mindst lige så hamrende koldt som nu, men ud over det var det også snevejr. Ikke meget, men snevejr var det. Påsken faldt sidst i marts. Det var en hyggelig ferie, men det var sandelig ikke meget, vi var ude. Vi lå på en hyggelig campingplads ved Nysted på Lolland, hvor der var glimrende muligheder for at gå nogle dejlige ture, hvilket vi da også gjorde, men de blev nok ikke så lange, som vi havde håbet på fra starten, for når det ikke sneede, så regnede det.
Pigerne stornød det. De/vi spillede spil eller læste bøger hele dagen og nød det ekstra tætte samvær med os – og vice versa, selvfølgelig, men vi glædede os alle lidt mere til sommerferien, som var planlagt til at gå til Moselområdet. Der blev spillet meget Uno den påske … og et kortspil, som i vores familie hed Tips, men som i en nær variant vist også kaldes Piratwhist. Kender I det? Det er sindssygt sjovt.
Det er bedst med fire eller fem spillere. Seks og syv går dog også an, men det er sværere at lægge strategier.
Kortene har den normale værdi, hvor es er højest og derefter konge, dame osv. ned til 2.
Man starter med at få 10 kort på hånden hver (hvis man er seks eller flere spillere, startes bare med færre kort), derefter 9 i næste runde, så 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 1, 2, 3, 4, osv., og til sidst 10 igen. Det første kort blandt de ikke uddelte er denne omgangs trumf.
Man melder, hvor mange stik man tror man kan få ved at skjule det pågældende antal tændstikker i hånden og afsløre det samtidigt for alle spillere. Derefter gælder det om at ramme nøjagtig dette antal stik, idet både stik over og under giver minuspoint. Hvis man fx har meldt 3 stik og får hverken mere eller mindre end 3 stik, giver det 10+3 = 13 point. Alle starter med at have 10 point, fordi det ikke kan lade sig gøre at gå i negativ.
Hvis man fik 4 eller 2, gik man “en ned”, som vi kaldte det, og det skulle trækkes fra det forrige resultat. 5 eller 1 stik (hvis der altså var meldt 3) gav “to ned” osv.
Hvis man ‘fedtede’, dvs. meldte 0 stik (og fik 0 stik), gav det kun 5 point, for det er nemmere at undgå at få stik.
Vinderen er den der ender med flest point.
Spillet ændrer sig hele tiden, fordi antallet af ‘ukendte’ kort stiger.

Hold nu op, hvor har det spil givet mange grin og mange gode timer i familien – igennem flere år skulle der helt sikkert spilles tips hver gang vi mødtes, og vi spillede det sommetider flere gange om dagen, når vi var på campingferie med pigerne.
Børnebørnene er gamle nok til det … jeg tror jeg vil foreslå at lære dem det, når vi kommer derover – jeg havde helt glemt det spil indtil jeg så alle campingvognene.
Det er heller ikke nogen dårlig ide at holde fast i, at spil godt kan spilles uden brug af elektronik.

Og hvor man sig end vender hen …

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

Plante- og andre fibre

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

Gundsømagle Sø

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

Det var et spændende sted. Vi så såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

Helt stenet

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

Troels er færdig og jeg er lige begyndt

Vejret har været lidt imod Troels, så han er først blevet færdig i dag med gavlen – han har ikke kunnet male før.
Det er blevet så fint. Når man ser huset fra en vinkel hvor man kan se begge gavle, er det lige præcis sådan det skal være, hvilket en af naboerne da også sagde til os i dag, da han så resultatet. Vi kan kun undre os over, hvorfor vi ikke gjorde det dengang vi satte en murer og en maler på at gøre den hvide gavl pæn, men det er altid meget nemmere at være bagklog.

Troels er færdig, og jeg/vi er kun lige begyndt. I haven. Det er stadig tidligt, men forårsfornemmelserne har i høj grad indfundet sig – og de er af en lidt anden karakter end de var engang … apropos indlægget om, at man ændrer sig livet igennem. Den her med at elske sin have havde jeg overHOvedet ikke set komme – hverken jeg selv eller folk, der kender mig. Ikke desto mindre kribler det i fingrene for at komme i gang med årets havesysler, og i gang er jeg da også. Vi har fjernet et par hylegrimme buske og i stedet sat nogle røde havepotentil, som gerne skulle komme til at give dahliabedet lidt læ.
I tænkeboksen og på tegnebrættet har jeg haft bedet under stilladset. Det har længe været min onde ånd, for uanset hvad jeg gør, kommer der hele tiden nye sæbeurt og snebærbuske op. Godt nok mindre år for år, for jeg har hvert år gjort en grundig indsats for at reducere fremspringet af de generende planter, men udryddet kan man sandt for dyden ikke sige, at de er. Endnu. Det kommer forhåbentlig, men der var rigtig meget, der havde nået at gro både vildt og til, inden vi overtog huset – især de forbaskede snebær kan jeg finde alt for mange steder, hvor de ikke er ønskede.
Jeg har nu tænkt færdig (det blev ikke til så meget tegneri) og har besluttet mig for (og bestilt) velduftende og “yderst hårdføre” roser. Det er nødvendigt med hårdføre planter, for gavlen vender ud mod fjorden – der er jo også en grund til, at murværket nu er beklædt med træ.
Jeg bestilte syv roser til nævnte bed og en til en nordvæg, hvor der aldrig kommer sol, hvilket der heldigvis findes roser, der trives udmærket med; heriblandt New Dawn.  
Der er en eller anden ínstans, der beder os almindelige mennesker om at indmelde hvad vi synes skulle kategoriseres som invasive arter. Jeg tror jeg melder sæbeurt ind, for den er sværere at udrydde end skvalderkål, skulle jeg hilse fra mig selv og sige. Rødderne når lige så dybt som padderokkens, og en lille bitte bid rod afføder straks en ny plante. Sæbeurt er såmænd ganske nydelig (pænere end skvalderkål), men jeg vil altså ikke have den overalt i haven!

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Ny sø i baghaven

Efter et hyggeligt og, ganske som det plejer at være, meget ordrigt stop hos Inge og Hasse i deres svenske sommerhus er vi nu velanbragt i vores eget.
De to tog os med en tur til Fulltofta for at se på de mange storke, som man kan finde der. Man kan, hvis man er interesseret, læse lidt om det her.
Vi så også enkelte storke i den fri natur ikke så langt fra den store voliere.

Der var mange par, der lå på æg i rederne, så der er babyboom på vej. Lidt morsom tanke, når nu det er storke, vi taler om her, ikke sandt?

Vejret er flot; med en høj, klar og blå himmel helt uden skyer. Men det blæser. Meget. Og udendørstemperaturen er kun 8°, så det føles koldt. Vi har derfor valgt at sidde inde og kigge ud og bilde os selv ind, at det virkelig er forår, fremfor at gå ud og fryse halvt ihjel.
Da vi ankom, var der 6° inde i huset, men det var da trods alt 13° mere, end der havde været, da det var koldest!

Der har, ved vi fra ejendomsmægleren, ligget meget sne heroppe. Det er væk nu, men da her også har været bitterligt koldt, kan væden ikke trænge ned i jorden, hvilket har medført, at vi har fået en sø lige bag haven. Som man kan se herover, kan den næsten ikke komme tættere på grunden uden også at ‘vande’ vores græsplæne. Vandet ses blot et par meter bag en af vildsvine-elhegnets pæle.
Det har vi set en enkelt gang eller to før, men det har aldrig nået helt ind på vores grund, så da man placerede huset her i midten af 1800-tallet, har man sandsynligvis vidst hvad man gjorde.

Der er voldsomt meget vand i åen, hvilket vi naturligvis ofte ser i forbindelse med, at vinterens sne forsvinder, men det er længe siden, jeg har set påskeliljerne så sent på færde – det er lige før, de først kan nå at blomstre til pinse, tænkte jeg først … indtil jeg kom på nært hold af dem.  Da kunne jeg se, at de, selv om de kun er kommet 5-6 cm op fra jorden, allerede har store blomsterknopper. Det bliver med andre ord ikke langstilkede påskeliljer i år, men blomstre vil de med djævelens vold og magt, og det skal være meget snart!
Vi ser, hvad opholdet heroppe vil bringe – vi skulle bare op og tjekke, om alt var i orden ude og inde, hvilket det er, så vi følger den oprindelige plan og tager hjem igen allerede på søndag.

Årets første!

Endelig.
Endelig kom den.
Årets første rigtige forårsdag.
Og årets første udelufttørrede vasketøj.
Temperaturen rundede de 15° i går, og solen skinnede næsten hele dagen.
Jeg indledte dagen med at vaske sengetøjet og hænge det ud i blæsten og solen – det er næsten et halvt år siden det sidst er sket, så det kunne kun gå for langsomt. Ja … det er altså ikke et halvt år siden, sengetøjet blev vasket …

Det nåede at tørre helt udenfor, så det var lige før jeg havde lyst til at gå i seng klokken 20, for der findes ikke ret meget, der er bedre end at stikke næsen i vasketøj, der lige er hevet ind fra tørresnoren.
I dag går turen til Sverige for første gang siden vi var der lige efter nytår – helt uhørt fra vores side, at der går så lang tid, men vi må jo nok indrømme, at motivationen er dalende, efter huset er sat til salg.
Nu skal det dog være; den første eftermiddag og aften bliver tilbragt hos Inge og Hasse, som er oppe i deres svenskerhus, men det gør jo ikke sverigesturen ringere – tværtimod.
Jeg er glad.

Manden i piletræerne

Bare to bogstaver udgør forskellen på Kenneth Grahames dejlige klassiker og en forårshungrende ægtemage, der i dagens fine solskin bare ville ud og foretage sig et eller andet. Brøderup Efterskole har efterhånden fået tæmmet det stykke jord, de fik foræret af ejerne til den gård, der har givet vores vej navn. Da vi kom hjem fra Malta, var der sket noget med sivene, men de kunne ikke komme til at rydde piletræerne, fordi jorden var for våd.
Nu vejer John ikke lige så meget som den maskine, skolen så gerne vil anvende, så han gik derned i dag for at få nedlagt de sidste træer. Ud fra billedet her kan man måske ikke fornemme det, men når der kommer blade på, tager de en del af vores fine fjordudsigt, både set fra køkkenet og oppe fra shelteret. Ikke så meget oppe fra gæsteværelset …

Jeg har siddet og binge-watchet (“den praksis at umådeholdent se flere afsnit af en enkelt tv-serie, tv-show eller film (fx trilogi) ud i én køre”) tre af fire udsendelser om Kunsten at blive snydt. Herligt nyt udtryk (binge-watching, altså …), der har fundet ind i sproget – og nu har jeg så hermed lavet det om til et verbum og givet det dansk bøjning. Lige som at google. Jeg ved ikke, om det er officielt tilladt endnu, men hvis ikke, så bliver det det helt sikkert.

Det var meget interessant at se. På flere måder – bl.a. undrede jeg mig over, så mange af deltagerne, der åbenbart havde misforstået noget – eller også misforstod jeg bare deres måde at udtrykke sig på, men det handlede om at kunne finde frem til det af 10 mulige malerier, der var en kopi, og flere af personerne sagde noget i stil med Det der er ikke en typisk Krøyer eller Det er slet ikke Krøyers stil. Det drejede sig jo ikke om at finde noget, der måske kunne have været malet af den pågældende kunstner, men om at finde den nøjagtige kopi af et af vedkommendes værker.
En af dem sagde Og her har vi en nøgen dame med bare bryster. Ja …?
Den bedste (eller værste …) formulering kom dog fra ham, der lægger stemme ind over og kommenterer det hele, for han sagde følgende i alle tre udsendelser (jeg citerer kun fra de to sidste, for jeg kan ikke huske den første ordret):
Det er Kristian Vodders karrieres hidtil største svindelnummer.
Johannes har lavet det største svindelnummer i sin karriere.
I mine ører er det det samme som at sige, at de alle har lavet flere svindelnumre, men at disse bare var de største. Sådan er det forhåbentlig ikke ment. Den første udsendelse handlede om skagensmalerne, den anden om guldaldermalerne og den tredje om Cobra-gruppen. Fjerde og sidste udsendelse kommer i aften, og jeg glæder mig til at se den.
Det var gennemgående, at det var børn, der var bedst til at finde frem til kopien – det hyggede jeg mig en del over. Nogle af de mere professionelle deltagere, såsom fx en galleriejer og en kunstmaler, gættede forkert.
Som sagt vældig interessant, og har I mulighed for Tv on demand, så kan jeg anbefale at se udsendelserne.

Når foråret ikke vil komme til mig …

Når foråret ikke vil komme til mig, så må jeg komme til foråret – hvis ellers det giver mening at anvende det gamle ord om Muhammed på den måde.
Jeg havde i første omgang besluttet mig til ikke at forspire nogen planter indendørs i år, for det kunne godt komme til at konflikte med, at vi skal til England først i maj. Hvis ikke de kan plantes ud inden afrejsen, vil de have brug for meget vand, og jeg af bitter erfaring, at det nemt kan gå galt, når man ikke kan overvåge dem hver dag. Hvis vejret på den anden side har tænkt sig endnu et stykke tid at lege mini-istid, så kan jeg måske ikke engang få sået det altsammen udendørs inden vi tager afsted. Da vi bestilte færgerne til England, havde vi ingen anelse om, at kulden ville bide sig så fast. Vi planlagde jo turen efter the bluebells, men måske er de forsinkede i år?
DMI påstår godt nok, at det bliver helt op til 14° på onsdag, men lad os nu se – og hvem siger det betyder, at foråret er kommet for alvor?

Hvad gør den små Ellen så?
Hun ændrer mening, laver alligevel avispotter og sår 10 forskellige slags frø. Lidt af hvert, men ikke det alt sammen af hvert, så der vil også være til at så på friland, hvis det pludselig skulle blive sommer. Vi har set før, at vi praktisk talt går direkte fra vinter til sommer.
Jeg fandt de gamle frysetørringsbakker frem, som de forærede væk i mit gamle firma, da der blev købt nyt frysetørringsanlæg. De er perfekte til det her: Der kan lige være 5 x 5 potter i hver bakke, og de lækker ikke. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på dem før? De har bare stået ude i skuret, men det er godt, at jeg ikke har nænnet at smide dem ud – for en gangs skyld er Murphy kommet til kort.
Jeg lavede kun to bakker. Hvis jeg er hjemme hele foråret 2019, vil jeg nok gå mere til den og lave 100 potter.
Disse to bakker vil, hvis ikke planterne er kommet i haven, hvad de nok ikke er, når vi rejser, blive afleveret hos en af mine søde naboer, som jeg er sikker på ikke vil have noget imod at varetage den daglige overvågning/pasning.

Nu står de oppe i et af de buede vinduer, fint mærkede, så jeg har styr på planternes identitet. Om nogle uger kan jeg umuligt huske hvad jeg lagde hvor, og da jeg ikke kender alle kimplanternes udseende, er jeg nødt til at støtte min hukommelse.
Næste skridt er at væbne sig med tålmodighed … spirer de alle sammen, mon? De er blevet og bliver behandlet helt ens, hvilket de ikke nødvendigvis skal, men jeg ved ikke nok om de enkelte planter til at kunne give dem den optimale behandling, så det må gå, som det bedst kan.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Endelig er drivhuset tilplantet

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
Chilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm² af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.