Genoplivning af en tradition

Madame tog for et stykke tid siden et godt initiativ og annoncerede, at hun syntes det kunne være hyggeligt med et blogtræf på Gavnø, mens de havde deres tulipanfestival. Jeg – og andre, selvfølgelig – var med på ideen. I gamle dage, dvs. for 7-8 år siden, var der blogtræf med jævne mellemrum, og jeg arrangerede, sammen med Jørgen, et af slagsen i 2015, men ellers har det været lidt skralt med den slags arrangementer de seneste år. Det er lidt synd, for det virker på to måder: Man får genset andre bloggere, eller man kan træffe og få sat ansigt på bloggere, man kender elektronisk, men endnu ikke har mødt IRL.
Der var desværre hele fire sidste øjebliks afbud, så vi var ikke så mange, men det afholdt os ikke fra at blive enige om, at dette skulle gentages – i hvert fald en gang om året. Bloggeres partnere er naturligvis velkomne! Også selv om de ikke selv er bloggere.

Vi undrede os over denne birk, som stod nær slotskapellet og som ingen af os havde set før. Vi kunne dog godt blive enige om, at det var en birk pga. den hvide bark og raklerne, men var ikke tidligere stødt på denne udgave.
Google er stadig min ven. “birk med fligede blade” gav masser af hit, hvoraf jeg kan konstatere, at arten åbenbart er ganske almindelig, og at den hedder Betula pendula ‘Dalecarlica’; Fligetbladet hængebirk, såmænd. Så lærte jeg også noget i går.

Tulipanerne var smukke, men Pia og jeg talte om, at der ikke var gjort så meget ud af bedene, som der tidligere har været. Det var bestemt smukt nok, det der var, men når man har set fordums overdådighed af tulipanbede med fx figurer formet af tulipaner, så var det altså lidt skuffende. Det er nok også svært år efter år efter år at få folk til at komme helt fra Holland for at lægge tulipanløg.
Sidste år havde tulipanfestivallen 60 års-jubilæum. Det har sikkert været flot, men så har der vel ikke været så meget krudt tilbage til i år.

Slotskapellet er et fint lille rum, som er rigt dekoreret. Det beskrives som “Nordens mest farverige kirkerum”. Det vil jeg gerne tro …
Prædikestolen bæres af en person med tre tæer og tre fingre, begge dele med kløer lige som fx hunde har det. Eller måske som en drage, men sådan en har jeg aldrig set i virkeligheden …
Jeg troede det var Fanden selv, man hånede ved at lade ham være hovedløs og bære en prædikestol i en kirke, men den er på Gavnøs egen hjemmeside angivet som “en hovedløs trold”, og de må jo vide det.

Prismelysekronen i kapellet er alt for meget bling-bling til, at jeg normalt ville forbinde den med en kirke, især på grund af det blå og grønne slebne glas, men det kan selvfølgelig også godt være en, de ikke længere gad se på inde på slottet … hvem ved?

Vejret var fint, og det var som sagt en hyggelig sammenkomst. Næste gang håber vi at se både dem, der måtte melde afbud i går og gerne også flere end det. Pia, Allan, John og jeg afsluttede dagen med en dejlig middag på Fjordkroen, som ligger næsten lige ved siden af os.

---

Et lille kuriosum: Den 19. maj kan man – mod normal entre – komme ind og grave tulipanløgene op og uden yderligere beregning tage dem med hjem og sætte i sin egen have.
Så langt, så godt. Det stemmer bare ikke helt overens med en anden begivenhed, de har nævnt på samme side: “30. maj: Oplev Danmarks største tulipanfestival i netop disse dage. Det er et fantastisk syn og en seværdighed i sig selv.”
Selv om de mod forventning ikke allerede skulle være gravet op og fjernet, tvivler jeg på, at der overhovedet kan være tulipaner i blomst så sent.

Reklamer

Om jeg fatter hvorfor …

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
…
– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

Det er påske – uanset vejret

Vejret er usandsynlig flot i disse dage. Koldt som bare pokker, ganske vist, men flot. Himlen fås ikke meget mere blå og fjorden er så flot med sine farveskift. Billedet er på ingen måde en vinderkandidat, men giver et glimrende indtryk af en så høj og klar himmel, som den ellers mest ses om efteråret.

Autocamperne, campingvognene og cykelturisterne er ude nu og har været det siden i fredags. Det er jo påske, og så skal vi på påskeferie. Punktum.
Motorcyklerne er desværre (undskyld, Lene) også ude af garagerne, så fartbøllerne er ligeledes på vejene igen. Der er selvfølgelig også fornuftige motorcyklister, men de er ikke i overtal langs Præstøfjorden. De tre førstnævnte er altså noget hyggeligere, når de passerer.

Jeg husker tydeligt det første forår, vi havde campingvogn, nemlig i 1989. Den blev købt i eftersommeren ‘88, så det var begrænset, hvor meget vi nåede at få den brugt det år, men i ‘89 skulle sæsonen indvies ved at tage på campingferie i påsken, så det gjorde vi. Det var mindst lige så hamrende koldt som nu, men ud over det var det også snevejr. Ikke meget, men snevejr var det. Påsken faldt sidst i marts. Det var en hyggelig ferie, men det var sandelig ikke meget, vi var ude. Vi lå på en hyggelig campingplads ved Nysted på Lolland, hvor der var glimrende muligheder for at gå nogle dejlige ture, hvilket vi da også gjorde, men de blev nok ikke så lange, som vi havde håbet på fra starten, for når det ikke sneede, så regnede det.
Pigerne stornød det. De/vi spillede spil eller læste bøger hele dagen og nød det ekstra tætte samvær med os – og vice versa, selvfølgelig, men vi glædede os alle lidt mere til sommerferien, som var planlagt til at gå til Moselområdet. Der blev spillet meget Uno den påske … og et kortspil, som i vores familie hed Tips, men som i en nær variant vist også kaldes Piratwhist. Kender I det? Det er sindssygt sjovt.
Det er bedst med fire eller fem spillere. Seks og syv går dog også an, men det er sværere at lægge strategier.
Kortene har den normale værdi, hvor es er højest og derefter konge, dame osv. ned til 2.
Man starter med at få 10 kort på hånden hver (hvis man er seks eller flere spillere, startes bare med færre kort), derefter 9 i næste runde, så 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 1, 2, 3, 4, osv., og til sidst 10 igen. Det første kort blandt de ikke uddelte er denne omgangs trumf.
Man melder, hvor mange stik man tror man kan få ved at skjule det pågældende antal tændstikker i hånden og afsløre det samtidigt for alle spillere. Derefter gælder det om at ramme nøjagtig dette antal stik, idet både stik over og under giver minuspoint. Hvis man fx har meldt 3 stik og får hverken mere eller mindre end 3 stik, giver det 10+3 = 13 point. Alle starter med at have 10 point, fordi det ikke kan lade sig gøre at gå i negativ.
Hvis man fik 4 eller 2, gik man “en ned”, som vi kaldte det, og det skulle trækkes fra det forrige resultat. 5 eller 1 stik (hvis der altså var meldt 3) gav “to ned” osv.
Hvis man ‘fedtede’, dvs. meldte 0 stik (og fik 0 stik), gav det kun 5 point, for det er nemmere at undgå at få stik.
Vinderen er den der ender med flest point.
Spillet ændrer sig hele tiden, fordi antallet af ‘ukendte’ kort stiger.

Hold nu op, hvor har det spil givet mange grin og mange gode timer i familien – igennem flere år skulle der helt sikkert spilles tips hver gang vi mødtes, og vi spillede det sommetider flere gange om dagen, når vi var på campingferie med pigerne.
Børnebørnene er gamle nok til det … jeg tror jeg vil foreslå at lære dem det, når vi kommer derover – jeg havde helt glemt det spil indtil jeg så alle campingvognene.
Det er heller ikke nogen dårlig ide at holde fast i, at spil godt kan spilles uden brug af elektronik.

Og hvor man sig end vender hen …

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

Plante- og andre fibre

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

Gundsømagle Sø

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

Det var et spændende sted. Vi så såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

Helt stenet

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

Troels er færdig og jeg er lige begyndt

Vejret har været lidt imod Troels, så han er først blevet færdig i dag med gavlen – han har ikke kunnet male før.
Det er blevet så fint. Når man ser huset fra en vinkel hvor man kan se begge gavle, er det lige præcis sådan det skal være, hvilket en af naboerne da også sagde til os i dag, da han så resultatet. Vi kan kun undre os over, hvorfor vi ikke gjorde det dengang vi satte en murer og en maler på at gøre den hvide gavl pæn, men det er altid meget nemmere at være bagklog.

Troels er færdig, og jeg/vi er kun lige begyndt. I haven. Det er stadig tidligt, men forårsfornemmelserne har i høj grad indfundet sig – og de er af en lidt anden karakter end de var engang … apropos indlægget om, at man ændrer sig livet igennem. Den her med at elske sin have havde jeg overHOvedet ikke set komme – hverken jeg selv eller folk, der kender mig. Ikke desto mindre kribler det i fingrene for at komme i gang med årets havesysler, og i gang er jeg da også. Vi har fjernet et par hylegrimme buske og i stedet sat nogle røde havepotentil, som gerne skulle komme til at give dahliabedet lidt læ.
I tænkeboksen og på tegnebrættet har jeg haft bedet under stilladset. Det har længe været min onde ånd, for uanset hvad jeg gør, kommer der hele tiden nye sæbeurt og snebærbuske op. Godt nok mindre år for år, for jeg har hvert år gjort en grundig indsats for at reducere fremspringet af de generende planter, men udryddet kan man sandt for dyden ikke sige, at de er. Endnu. Det kommer forhåbentlig, men der var rigtig meget, der havde nået at gro både vildt og til, inden vi overtog huset – især de forbaskede snebær kan jeg finde alt for mange steder, hvor de ikke er ønskede.
Jeg har nu tænkt færdig (det blev ikke til så meget tegneri) og har besluttet mig for (og bestilt) velduftende og “yderst hårdføre” roser. Det er nødvendigt med hårdføre planter, for gavlen vender ud mod fjorden – der er jo også en grund til, at murværket nu er beklædt med træ.
Jeg bestilte syv roser til nævnte bed og en til en nordvæg, hvor der aldrig kommer sol, hvilket der heldigvis findes roser, der trives udmærket med; heriblandt New Dawn.  
Der er en eller anden ínstans, der beder os almindelige mennesker om at indmelde hvad vi synes skulle kategoriseres som invasive arter. Jeg tror jeg melder sæbeurt ind, for den er sværere at udrydde end skvalderkål, skulle jeg hilse fra mig selv og sige. Rødderne når lige så dybt som padderokkens, og en lille bitte bid rod afføder straks en ny plante. Sæbeurt er såmænd ganske nydelig (pænere end skvalderkål), men jeg vil altså ikke have den overalt i haven!

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Ny sø i baghaven

Efter et hyggeligt og, ganske som det plejer at være, meget ordrigt stop hos Inge og Hasse i deres svenske sommerhus er vi nu velanbragt i vores eget.
De to tog os med en tur til Fulltofta for at se på de mange storke, som man kan finde der. Man kan, hvis man er interesseret, læse lidt om det her.
Vi så også enkelte storke i den fri natur ikke så langt fra den store voliere.

Der var mange par, der lå på æg i rederne, så der er babyboom på vej. Lidt morsom tanke, når nu det er storke, vi taler om her, ikke sandt?

Vejret er flot; med en høj, klar og blå himmel helt uden skyer. Men det blæser. Meget. Og udendørstemperaturen er kun 8°, så det føles koldt. Vi har derfor valgt at sidde inde og kigge ud og bilde os selv ind, at det virkelig er forår, fremfor at gå ud og fryse halvt ihjel.
Da vi ankom, var der 6° inde i huset, men det var da trods alt 13° mere, end der havde været, da det var koldest!

Der har, ved vi fra ejendomsmægleren, ligget meget sne heroppe. Det er væk nu, men da her også har været bitterligt koldt, kan væden ikke trænge ned i jorden, hvilket har medført, at vi har fået en sø lige bag haven. Som man kan se herover, kan den næsten ikke komme tættere på grunden uden også at ‘vande’ vores græsplæne. Vandet ses blot et par meter bag en af vildsvine-elhegnets pæle.
Det har vi set en enkelt gang eller to før, men det har aldrig nået helt ind på vores grund, så da man placerede huset her i midten af 1800-tallet, har man sandsynligvis vidst hvad man gjorde.

Der er voldsomt meget vand i åen, hvilket vi naturligvis ofte ser i forbindelse med, at vinterens sne forsvinder, men det er længe siden, jeg har set påskeliljerne så sent på færde – det er lige før, de først kan nå at blomstre til pinse, tænkte jeg først … indtil jeg kom på nært hold af dem.  Da kunne jeg se, at de, selv om de kun er kommet 5-6 cm op fra jorden, allerede har store blomsterknopper. Det bliver med andre ord ikke langstilkede påskeliljer i år, men blomstre vil de med djævelens vold og magt, og det skal være meget snart!
Vi ser, hvad opholdet heroppe vil bringe – vi skulle bare op og tjekke, om alt var i orden ude og inde, hvilket det er, så vi følger den oprindelige plan og tager hjem igen allerede på søndag.

Årets første!

Endelig.
Endelig kom den.
Årets første rigtige forårsdag.
Og årets første udelufttørrede vasketøj.
Temperaturen rundede de 15° i går, og solen skinnede næsten hele dagen.
Jeg indledte dagen med at vaske sengetøjet og hænge det ud i blæsten og solen – det er næsten et halvt år siden det sidst er sket, så det kunne kun gå for langsomt. Ja … det er altså ikke et halvt år siden, sengetøjet blev vasket …

Det nåede at tørre helt udenfor, så det var lige før jeg havde lyst til at gå i seng klokken 20, for der findes ikke ret meget, der er bedre end at stikke næsen i vasketøj, der lige er hevet ind fra tørresnoren.
I dag går turen til Sverige for første gang siden vi var der lige efter nytår – helt uhørt fra vores side, at der går så lang tid, men vi må jo nok indrømme, at motivationen er dalende, efter huset er sat til salg.
Nu skal det dog være; den første eftermiddag og aften bliver tilbragt hos Inge og Hasse, som er oppe i deres svenskerhus, men det gør jo ikke sverigesturen ringere – tværtimod.
Jeg er glad.

Manden i piletræerne

Bare to bogstaver udgør forskellen på Kenneth Grahames dejlige klassiker og en forårshungrende ægtemage, der i dagens fine solskin bare ville ud og foretage sig et eller andet. Brøderup Efterskole har efterhånden fået tæmmet det stykke jord, de fik foræret af ejerne til den gård, der har givet vores vej navn. Da vi kom hjem fra Malta, var der sket noget med sivene, men de kunne ikke komme til at rydde piletræerne, fordi jorden var for våd.
Nu vejer John ikke lige så meget som den maskine, skolen så gerne vil anvende, så han gik derned i dag for at få nedlagt de sidste træer. Ud fra billedet her kan man måske ikke fornemme det, men når der kommer blade på, tager de en del af vores fine fjordudsigt, både set fra køkkenet og oppe fra shelteret. Ikke så meget oppe fra gæsteværelset …

Jeg har siddet og binge-watchet (“den praksis at umådeholdent se flere afsnit af en enkelt tv-serie, tv-show eller film (fx trilogi) ud i én køre”) tre af fire udsendelser om Kunsten at blive snydt. Herligt nyt udtryk (binge-watching, altså …), der har fundet ind i sproget – og nu har jeg så hermed lavet det om til et verbum og givet det dansk bøjning. Lige som at google. Jeg ved ikke, om det er officielt tilladt endnu, men hvis ikke, så bliver det det helt sikkert.

Det var meget interessant at se. På flere måder – bl.a. undrede jeg mig over, så mange af deltagerne, der åbenbart havde misforstået noget – eller også misforstod jeg bare deres måde at udtrykke sig på, men det handlede om at kunne finde frem til det af 10 mulige malerier, der var en kopi, og flere af personerne sagde noget i stil med Det der er ikke en typisk Krøyer eller Det er slet ikke Krøyers stil. Det drejede sig jo ikke om at finde noget, der måske kunne have været malet af den pågældende kunstner, men om at finde den nøjagtige kopi af et af vedkommendes værker.
En af dem sagde Og her har vi en nøgen dame med bare bryster. Ja …?
Den bedste (eller værste …) formulering kom dog fra ham, der lægger stemme ind over og kommenterer det hele, for han sagde følgende i alle tre udsendelser (jeg citerer kun fra de to sidste, for jeg kan ikke huske den første ordret):
Det er Kristian Vodders karrieres hidtil største svindelnummer.
Johannes har lavet det største svindelnummer i sin karriere.
I mine ører er det det samme som at sige, at de alle har lavet flere svindelnumre, men at disse bare var de største. Sådan er det forhåbentlig ikke ment. Den første udsendelse handlede om skagensmalerne, den anden om guldaldermalerne og den tredje om Cobra-gruppen. Fjerde og sidste udsendelse kommer i aften, og jeg glæder mig til at se den.
Det var gennemgående, at det var børn, der var bedst til at finde frem til kopien – det hyggede jeg mig en del over. Nogle af de mere professionelle deltagere, såsom fx en galleriejer og en kunstmaler, gættede forkert.
Som sagt vældig interessant, og har I mulighed for Tv on demand, så kan jeg anbefale at se udsendelserne.

Når foråret ikke vil komme til mig …

Når foråret ikke vil komme til mig, så må jeg komme til foråret – hvis ellers det giver mening at anvende det gamle ord om Muhammed på den måde.
Jeg havde i første omgang besluttet mig til ikke at forspire nogen planter indendørs i år, for det kunne godt komme til at konflikte med, at vi skal til England først i maj. Hvis ikke de kan plantes ud inden afrejsen, vil de have brug for meget vand, og jeg af bitter erfaring, at det nemt kan gå galt, når man ikke kan overvåge dem hver dag. Hvis vejret på den anden side har tænkt sig endnu et stykke tid at lege mini-istid, så kan jeg måske ikke engang få sået det altsammen udendørs inden vi tager afsted. Da vi bestilte færgerne til England, havde vi ingen anelse om, at kulden ville bide sig så fast. Vi planlagde jo turen efter the bluebells, men måske er de forsinkede i år?
DMI påstår godt nok, at det bliver helt op til 14° på onsdag, men lad os nu se – og hvem siger det betyder, at foråret er kommet for alvor?

Hvad gør den små Ellen så?
Hun ændrer mening, laver alligevel avispotter og sår 10 forskellige slags frø. Lidt af hvert, men ikke det alt sammen af hvert, så der vil også være til at så på friland, hvis det pludselig skulle blive sommer. Vi har set før, at vi praktisk talt går direkte fra vinter til sommer.
Jeg fandt de gamle frysetørringsbakker frem, som de forærede væk i mit gamle firma, da der blev købt nyt frysetørringsanlæg. De er perfekte til det her: Der kan lige være 5 x 5 potter i hver bakke, og de lækker ikke. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på dem før? De har bare stået ude i skuret, men det er godt, at jeg ikke har nænnet at smide dem ud – for en gangs skyld er Murphy kommet til kort.
Jeg lavede kun to bakker. Hvis jeg er hjemme hele foråret 2019, vil jeg nok gå mere til den og lave 100 potter.
Disse to bakker vil, hvis ikke planterne er kommet i haven, hvad de nok ikke er, når vi rejser, blive afleveret hos en af mine søde naboer, som jeg er sikker på ikke vil have noget imod at varetage den daglige overvågning/pasning.

Nu står de oppe i et af de buede vinduer, fint mærkede, så jeg har styr på planternes identitet. Om nogle uger kan jeg umuligt huske hvad jeg lagde hvor, og da jeg ikke kender alle kimplanternes udseende, er jeg nødt til at støtte min hukommelse.
Næste skridt er at væbne sig med tålmodighed … spirer de alle sammen, mon? De er blevet og bliver behandlet helt ens, hvilket de ikke nødvendigvis skal, men jeg ved ikke nok om de enkelte planter til at kunne give dem den optimale behandling, så det må gå, som det bedst kan.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Vi er her!

Efter hvad der blev en lidt spændende rejse på en helt anden måde end vi i første omgang troede det ville blive, er vi søreme ankommet til familien i den lille, engelske landsby. Ingen tur til London, ingen overnatning i Reading, men direkte hjem til Charlotte.
Der kom ikke så meget sne, som de havde truet med, men der faldt dog fem cm i nat. I formiddags føg det, men tøvejret satte ind og solen kom frem. Når først den skinner fra en skyfri himmel, har den pænt meget magt.
Vi lagde ud med at starte en hel time for sent fra København, fordi de vidste der var problemer med at få lov til at lande i Heathrow. Det stressede os ikke, for vi har hele 1½ times ventetid på Reading station – hvis togene går som normalt, og det så det ud til, da jeg tjekkede GWR for weather conditions. o
Fra Heathrow skal vi have Railair-bussen til Reading. Det tager normalt 50 minutter, men vi havde jo en lille halv time at løbe på.
Den bustur tog længere tid end normalt. John sagde på et tidspunkt, at den vej har den bus da aldrig kørt før.
Det var rigtigt.
Lidt senere sagde han, at nu kører den tilbage igen!
Det var også rigtigt.
Selv den stedsanseløse Ellen kunne se, at han kørte i ring. Og i ring.
Da han havde gjort det i et kvarter, var jeg en anelse nervøs … ville vi kunne nå vores tog? Og hvad pokker havde manden gang i?
Det indrømmede han så: I’m sorry. I’m a bit lost here (a bit???). I’m new in the job – actually it’s my first day.
Du godeste, tænkte jeg. Giv dog manden en gps, så han kan finde stationen i Reading!
En kvinde spurgte, om han ikke havde en gps?
Det havde han ikke.
Så tog kvinden resolut over. Hun brugte sin telefon som gps og guidede buschaufføren ind til stationen.
Endelig lykkedes det så – ellers havde vi kørt rundt i Reading endnu …
Det var snært nu, og jeg skulle nå at afhente vores forudbestilte billetter, så jeg spurgte John, om han kunne huske, hvor det var, hvilket han kunne.
– Okay, godt. Jeg spæner i forvejen og henter billetterne, mens du får begge kufferterne af chaufføren og kommer så hurtigt du kan.
Netop som jeg fik printet alle billetterne, ankom John med kufferterne. Perfekt.
Afsted til perron 7, hvorfra toget afgik planmæssigt ganske kort tid efter. I bussen havde jeg sms’et med Charlotte, som sagde, at hvis toget kørte, kunne hun godt hente os. Håbede hun … men hun ville i hvert fald prøve.

Det lykkedes også. Det tøede voldsomt nu, så fygesneen blev ikke liggende på vejen, men smeltede med det samme. Der var ingen problemer – bare på den halve time var det blevet bedre, sagde datteren.
Jeg har dog aldrig set så meget sne i England. Ikke fordi der ligger voldsomt meget, men det er usædvanligt, at alt er hvidt.

Alles in Ordnung. Vi er ankommet til hvor vi helst ville ankomme … måske ikke fuldstændig planmæssigt hele vejen igennem, men slutresultatet var som ønsket, så ingen klager herfra.
Slet ingen.

Endelig er drivhuset tilplantet

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
Chilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm² af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

Foråret nydes indefra i dag

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

Utålmodigheden bliver ikke mindre

Shelteret står bare og venter på, at vi for alvor tager det i brug.
Drivhuset er vasket og gjort forårsklart.
Vandtønden er monteret og venter bare på regnvejr (det må så godt vente lidt endnu …).
Det store, grimme kirkegårdsstedsegrønne træ er opstammet, så der kunne blive plads til en blåregn, som jeg forestiller mig lynhurtigt blive kæmpestor, kravle op ad stammen og skjule, hvad der skal skjules.
Planterne, som kom med posten fra Jespers Planteskole, er sat i jorden; herunder omtalte blåregn og tre klematis, hvor en står i en stor krukke og skal løbe op ad en hjørnestolpe på shelteret, og de to andre skal dække det grimme hegn, som nu står blotlagt og generer især Johns øjne. Jeg kan bedre abstrahere fra det grimme syn, mens jeg hver dag går og tjekker hvor meget det hele er vokset siden i går …
Haven er så kuperet, at vi kan samle regnvand op fra shelteret, lade det løbe gennem en slange og ned i regnvandstønden, som er stillet i skjul bag drivhuset og derfor ikke generer nogen … det øverste af vandtønden står lavere end gulvet i shelteret, så det skulle gerne gå helt af sig selv med regnvandspåfyldningen.
Hvis jeg kan få 40 tønder vand i løbet af sommeren, går det vist nogenlunde lige op med det ekstra forbrug til havevanding i 2016. Det får jeg nok ikke, men hvis jeg skal gå med kanden, bruger jeg ikke nær så meget vand, som når jeg går med en slange.
Vejret er tåget, trist og uinspirerende hele formiddagen, men efter frokost klarer det op, og så kan vi slet ikke holde os inde.

Man skulle ikke tro, at disse to billeder er taget med bare et par timers mellemrum.
Der var 30° inde i drivhuset i dag – jeg er ret ivrig for at få sat tomatplanter i plantesækkene inden weekenden, men jeg er nødt til at styre mig, for Gartneri Toftegaard åbner først 7. april. På fredag lover de helt op mod 20°, men vi har jo set, hvor hurtigt de kan lave om på de prognoser … i hvert fald bliver det sikkert rigeligt varmt nok til, at jeg kan få gravet op, så der kan blive god plads til alle mine dahliaer.

Det kommer bag på mig hvert år

Lige siden Pia for seks år siden introducerede mig til ramsløg, er det hvert år kommet bag på mig, hvor tidligt de er der. Jeg tror det er fordi, det var sidst i maj dengang i 2011, men rent faktisk var det mindst en måned for sent – fandt jeg senere ud af. De er nemlig lækrest, når de endnu står med små fine, spæde og meget lysegrønne blade, som de gør nu, hvor der er et stykke tid til de går i blomst.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg for kort tid siden så en eller anden skrive, at ramsløgene er kommet, men jeg kan huske jeg den dag sagde til John, at så er det ved at være tid til, at vi skal en tur i skoven.
Vi kom afsted i dag, hvilket er tre uger tidligere end i 2015, kunne jeg konstatere ved et tilbagekig på bloggen. Vi var ude den 14. april det år, og da var de oven i købet knap så store som de er i dag, den 25. marts.
De var fine og gode – lige tilpas til min smag.
Nu er der lagt i tørremaskinen, der er et lager i køleskabet (bladene kan heldigvis holde sig meget længe), og der er lavet ramsløgpesto, som er lagt i fryseren til hele næste års forbrug.

Jeg kan lige så godt lide ramsløgpesto som jeg kan lide den traditionelle lavet af basilikum – de to smage ligger ikke milevidt fra hinanden, selvom det er hovedingrediensen basilikum, der skiftes ud med ramsløg. Jeg har forsøgt mig med pesto lavet af forskellige krydderurter, men basilikum og ramsløg er de bedste – synes jeg … andre er formentlig af en anden mening og fred være med det.
En couscous-salat søppet godt ind i ramsløgpesto er ikke så ringe endda.
Når jeg kommer avocado, granatæblekerner, rucola, mozarellaost, forårsløg og små tomater i couscous og blander det hele med masser af ramsløgpesto, kan jeg få selv John til at spise couscous, som han ellers ikke var meget for at indtage. “Det er noget skrækkeligt tørt noget, der ikke smager af en pind”, mente han, og en knastør og meget kedelig couscous har vi da også fået en enkelt gang et eller andet sted, men det har man lov til at ændre på … det sker ikke så sjældent, at menuen på en kødløs dag i det nielsenske hjem består af denne couscous-salat.

Så kom den endelig, den varme …

I dag er det 10 grader varmere end det var i går, så her nydes. Formiddagen gik med at køre familien en tur rundt i landskabet.
En tur langs Ivösjön, ned forbi Bäckaskog slot og se den store Troldesten, hjem over Vånga og en tur ind på Breanäs.
Herefter meldte sulten sig, og vi kørte hjem for at indtage frokosten.

Lige ved siden af Bäckaskog fik jeg øje på en bro, som ikke var i min stenbrosamling. Dette er min første enbuede bro. En meget nuser lille en.

Det hele står på spring – nogle steder var bøgen og birken sprunget meget ud; andre steder var de ikke begyndt overhovedet. Inden for bare ganske få kilometer kunne det variere så meget, at man skulle tro det drejede om flere hundrede kilometer.

 

Ellen er stærkt på vej – tøhø.

Her en af de ting, der for mig er 100 % Sverige: De mange postkasser på stribe. Jeg ved godt, at det også ses i Norge, men af en eller anden grund forbinder jeg det mest med Sverige.
Dette vejr må meget gerne holde! Lige om lidt tager jeg til England, hvor jeg bl.a. skal være med til at indrette og tilplante Charlottes nyopsatte drivhus, og når jeg kommer hjem igen, skal vi på fransk marked med Ditte og Peter.
Der er meget at glæde sig til!

Forår – fornyelse – forbedring – forplantning – forandring – forundring

Fantastisk vejr i dag. Fås ikke bedre på denne forårstid, og jeg var helt ked af at skulle bruge noget af formiddagen hos frisøren, men det var en absolut nødvendighed. Frisuren var blevet for lang; der var plads til forbedring.
House of Hair ligger lige ved siden af Netto, så jeg gik ind for at lure på deres spottilbud, og minsandten om ikke der var en quiltet plaid, der passer perfekt til gæstesengen. Det var dagens fornyelse – den gamle hjemmelavede quilt kommer med til England til sommer – vil tro, at børnene kan bruge den som legetæppe ude i haven.

Den lille kobjælde, jeg købte sidste forår, har overlevet vinteren og kommer så forførende, fin og rød. Den timian, som skulle kunne tåle alt, er død. Den franske esdragon, som man skal være heldig med, hvis den skal overleve, vælter op af jorden med mange rodskud. Ligeledes har de sarte planter rosmarin, laurbær og salvie klaret vinteren i fin stil, så hvad der lige skete med den timian, ved jeg ikke – jeg plukkede af den til langt ind i januar, og så pludselig, til min forundring, bang, død.

Drivhuset er forårsfærdigt og forplantet. Beplantet dur ikke i dag …
Jeg har behersket mig i forbeundringsværdig grad, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for John er vistnok ikke helt enig.
Indtil videre er der kun én tomat, én agurk, én squash, én basilikum og to chiliplanter sat. Da jeg hørte om Charlottes planer for sit nye drivhus, der er på bare 5,5 m², synes jeg virkelig, jeg har behersket mig. Ambitionsniveauet for hendes vedkommende ligger ikke ikke ligefrem i den lave ende …

De skinnende selvvandingskrukker er en foræring. Søren har haft dem i nogle år, men brugte dem aldrig og spurgte derfor om jeg ville have dem. Mit svar var i første omgang nej tak, fordi stilen ikke passer til Den Stråtækte, men da han sagde, at han nok havde forestillet sig, at de ville være okay oppe på terrassen, måtte jeg give ham ret, så der står nu disse to små (!) og en noget større krukke. Der skal blomster i den store og der er kommet krydderurter i de små. Træspinat, isop, jordbærmynte og citronmynte. Jeg havde aldrig hørt om træspinat, før jeg så det i Gartneri Toftegård i forgårs, så det er et forsøg, både for at se hvordan sådan noget ser ud og hvordan det smager.

Eftermiddagskaffen blev – naturligvis – drukket oppe på terrassen, mens vi fortabte os i den fortryllende blå Præstøfjord, fuglesangen, forsytiaen og sommerfuglene.
Alle disse forårsfornemmelser og forårsarbejde har forårsaget en smule forårstræthed, men det er af den gode slags!

Jeg kunne ikke vente længere

Jeg kunne ikke vente længere, så i dag er der både blevet beskåret roser og lagt dahliaknolde og montbretialøg i lange baner. 21 knolde og 25 løg.
Jeg er nu derfor i besiddelse af en temmelig øm ryg. Jeg havde i forvejen ordnet et af bedene og var halvt færdig med det andet, men den sidste halvdel var lidt sej, da det var en del af græsplænen, der skulle inddrages.
Til højre er Carribean Fantasy lagt til rette og herunder er husets frue godt i gang med at få dem stoppet 15 cm ned i jorden.
Nu er jeg jo temmelig meget amatør udi dahliaer … når der står, at plantedybden er 15 cm, er det så fra knoldens top eller bund? Nogle af knoldene ligger forholdsvis fladt, mens andre er over 10 cm høje, så det må da betyde en del, om det er fra top eller bund, de 15 cm bliver målt. 
Jeg havde ikke nogen at spørge, så jeg valgte den diplomatiske gyldne middelvej og er spændt på, om de bliver til noget – og hvor længe de i givet fald er om at komme op, men jeg satser naturligvis på at se masser af meterhøje og bugnende, farvestrålende dahliaer senere på året.

Pauserne blev holdt udenfor, mens vi nød, at den første del af havearbejdet endelig var undervejs og senere færdig … hvor kaffen blev udskiftet med et glas rødvin og en øl, hvilket vi selv mente var velfortjent – John har ikke arbejdet i haven, men har skåret brænde, så hans ryg er lige så øm som min.

Der har ikke været så meget som en eneste lille bitte sky på himlen hele dagen. Fjorden har været lige så intenst blå som de fine små violer, man kan ane i græsplænen, så det gør næsten helt ondt i øjnene at kigge ud på den – hvor vi også så havørnen jage og gæssene have vældig travlt med at flyve frem og tilbage, mens de snakkede og diskutererde, så det var en lyst.

Drivhuset er parat, når vejret er det, men jeg er sikker på, at agurker, tomater og chilier har bedst af at vente lidt længere ude på planteskolerne.
Gartneri Toftegård åbner om en uges tid, men jeg må vist væbne mig med tålmodighed lidt længere end det.
Eller hvad … hvad gør andre have-/drivhusentusiaster? Går I i gang nu?
Det klør jo som bare pokker i de grønne fingre, gør det!

Det første brød – og årets ramsløghøst

I går blev brødbagemaskinen indviet. Jeg lavede det mindste brød (500 g) af tre mulige størrelser, for vi vil helst prøve mange brød af så hurtigt som muligt. Mine søstre spurgte fluks, de så den, om den kan bage rugbrød, men det kan den ikke – i hvert fald ikke rugbrød, som vi danskere vil have dem, da dejen er alt for tung og klæg til, at maskinen kan klare æltningen.
Brødet blev fint. Der er hul i bunden af det, fordi vingen der ælter, sidder i under hele forløbet, men det kan man vel vænne sig til.
Det blev et forholdsvis tæt brød, men jeg tror ikke, vi skal forvente at få den slags brød, som består mere af større eller mindre lufthuller end af krumme. Det er også ligemeget; dette var glimrende og smagte ditto.
Man kan vælge mellem lys, medium og mørk skorpe – her er brugt medium.
Der blev brugt amomel, en lille smule grov durum og en spiseskefuld hørfrø, så allerede første gang kunne jeg ikke dy mig for at træde lidt ved siden af opskriften – det gik dog godt. Udover de nævnte sidespring brugte jeg også almindelig gær, for der var heldigvis en gæromregningstabel i manualen. I England kan man nemlig kun få tørgær, men det er tilsyneladende en anden og mere hurtigtvirkende slags end den vi kender herhjemme, så jeg var ikke meget for at bruge det – synes normalt det tager 100 år at få gang i gæren, hvilket er i orden, når man selv kan bestemme hævetiden, men den går dermed ikke i brødbagemaskinen.
Skal man have frisk gær i England, skal man kende en bager eller have tilsvarende gode forbindelser – det fås ikke i detailhandlen.
Lige nu er der et brød i gang med mannitobamel, lidt fuldkornshvedemel, hørfrø, chia, græskar- og solsikkekerner. Igen med det danske, friske gær, som jeg som nævnt hellere vil bruge end tørgær. Spændende, spændende …

I går plukkede jeg ramsløg. De var ikke så store, som jeg havde regnet med, men jeg fandt en solfyldt plet, hvor de var lidt længere fremme. Godt nok er de bedst når de er spæde, men de skal heller ikke være så spæde, at det tager en krig at få fyldt posen …
Jeg synes jeg plejer at få en masse løg med op, når jeg hiver i bladene, men lige netop i år, hvor jeg gerne ville ‘komme til’ at få nogle løg med hjem til haven, blev de stædigt i jorden, og kun et enkelt løg kom med. Typisk … men så små, som bladene var, kan jeg forsøge mig en gang til om en uges tid eller to, uden det af den grund bliver for sent.

Hvor køber man svenske kludetæpper?

Jeg har længe syntes, at der skal ligge et svensk kludetæppe foran sovesofaen i det ene af gæsteværelserne i Den Stråtækte – det ville passe perfekt ind i den rustikke landbostil.
Men har jeg kunnet finde dem? Svaret er selvfølgelig nej – ellers ville jeg ikke have stillet dette retoriske spørgsmål.
Jeg tænkte, at så tager jeg da bare til Ikea i Älmhult; det er der, jeg har købt alle dem, der ligger her i svenskerhytten.
Som sagt, så gjort.
Men der havde de dem heller ikke – ikke andet end nogle små måtter på 50 x 90cm, som man ikke kan bruge til andet end dørmåtter.
Irriterende, altså. De må været gået helt af mode, hvis man ellers kan sige sådan om noget, der skal forestille at være ældgammelt … jeg var ellers så sikker på, at de måtte kunne findes her i Sverige.

Heldigvis nød vi turen frem og tilbage. Løvskovene her har lige nu den lysegrønne, spæde farve, som jeg synes er den smukkeste af alle forårsfarver, men som kun varer i så kort tid.
Jeg har nemlig i år igen gjort det, jeg efterhånden har gjort en del gange: Jeg har oplevet tre forår. Først et i England, så i Danmark og til sidst det i Sverige. De kommer lige præcis så forskudt, at jeg kan nå at få alle tre spædgrønne sæsoner med. Dejligt.
Jeg nyder derfor – på trods af kludetæppeskuffelsen – livet og foråret, at lade mig transportere af min søde og altid kørevillige mand, at sidde med mit strikketøj, der i biludgaven som hovedregel er et, jeg kan strikke på uden at have øjnene på arbejdet hele tiden – det dur jo ikke, at jeg ikke samtidig kan nyde naturen i al sin forårsskønhed. Og i andre former for skønheder på andre tider af året …
Lige nu er det sommerblusen i 100 % silke fra Karen Noe i mine søgrønblå yndlingsfarver, som er på bilpindene. Det er så blødt, så blødt, så blødt, at selv en barnenumse vil virke hård og ru i sammenligning. Hvis ellers den kommer til at sidde ordentligt, bliver det sådan en, der vil hænge på en altid, fordi man slet ikke kan mærke, at man har den på.

Den ser voldsomt ud, men det er kun pinde 3,25, så billedet viser ca. tredobbelt størrelse.
Kan I huske 80’ernes flamégarn? Dette er også flamégarn, dog ikke med så store udsving i garntykkelsen som dengang, men flamégarn er det.
Alting går i ring … også garnmoden. Det er helt fint, for nu vil jeg på én gang kunne anvende mine første fortvivlede forsøg udi spindekunsten, være moderne og endda kunne bilde folk ind, at det skam hele tiden har været meningen, at garnet skulle se således ud.
Jeg har hængt det hele på en stang i en stue her i Sverige – jeg kalder ‘kunstværket’ for Evolution – bevæger man sig fra venstre mod højre, kan man tydeligt se, at flamé-effekten bliver mindre, efterhånden som jeg bliver mere øvet. Billedet kan klikkes større.

Når far kommer hjem, er mor lige gået …

… og når mor kommer hjem, så sover min far.
Kan I huske den? Det er sådan, jeg har det med min datter for tiden. Da vi kom hjem torsdag aften, var englænderne kørt torsdag morgen for at holde påsken med Tims fars familie, ganske som de plejer. Eller næsten, for ‘plejer’ er Skotland, men i år blev de enige om at prøve Irland, som også er et af vores to see-steder, så jeg er spændt på at høre om deres indtryk om en lille uges tid. Charlotte sendte et billede af udsigten fra huset – ikke så ringe endda. To kilometer nord for Bantry mod Glengarrif.
Vi taler ofte og længe sammen, også selv om jeg ikke længere har fastnettelefon, hvorfra jeg kunne ringe gratis til en engelsk fastnettelefon. Charlotte havde samme mulighed, men nu skal hun betale fuld mobiltakst. Vi valgte derfor 3, hvor vi ikke betaler for roaming i de fleste europæiske lande (men vi skulle fra Island). Jeg har kombineret det med et abonnement, hvor jeg kun skal give ni øre i minuttet for at ringe til en engelsk fastnettelefon, så nu er det altid mig, der ringer op. Vi ved godt, at vi kan skype aldeles gratis, og vi har da gjort det en sjælden gang, men vi foretrækker faktisk at tale i telefon sammen.

Selv om temperaturerne stadig nægter at kravle op på tocifrede tal, har vi været lidt i haven både i går og i dag – vi arbejder os til varmen.
Det er noget af en kamp, den mod skvalderkålen, men med et lille nøk hver dag får kampen vel en ende engang. Der vælter samtidig så meget andet op, at det ikke nytter at tænke på en endlösung, da det vil gå ud over alt for mange uskyldige og mere ønskede vækster.
Den lille rød tvetand herover er også ukrudt, men den har vi ikke tænkt os at bekæmpe; den er så yndig, og ‘bekæmpelsen’ kommer helt af sig selv, når vi begynder at slå græsplænen.

Nyheden om restaurant Den Stråtækte udbredes til stadighed – nu er bestanden vokset med et par bogfinker, hvilket får os op på ni forskellige arter. Vi håber at få endnu flere på besøg, men det skal nok komme … og det var os, som var så bekymrede i starten hernede, fordi vi aldrig så en eneste fugl i haven, kun dem nede på fjorden, og selv om vi nyder synet af dem meget dér, har vi slet ikke lyst til at få dem på besøg inde i haven …

Nu har denne overspringshandling varet længe nok; jeg skal arbejde. I et svagt øjeblik lovede jeg at hjælpe min niece med at transskribere nogle interviews, hun har foretaget i forbindelse med sin afsluttende opgave til en magistergrad, hun er ved at tage.
Holddaop, det tager lang tid – jeg har aldrig transskriberet før, så tommelfingerreglen, at det tager fem timer at transskribere én times tale, holder ikke for mit vedkommende. Det går dog hurtigere efterhånden, men jeg vil tro, at en times tale vil tage mig otte timer at få fældet ned på papir en Word-fil.

Ramsløg galore!

Åh, jeg elsker det ord: galore. Jeg ved godt, at det skal oversættes til ‘masser af’ eller ‘i store mængder’, så vi har gode, danske ord for det, men galore smager så godt i min mund, at jeg helst vil bruge det, på trods af mine egne pegefingerløft om at tale dansk, når vi har danske ord for en given ting.
Inkonsekvens? Bestemt. Jeg må godt. I andre må ikke. Så enkelt er det …

Takket være Pia blev jeg opmærksom på, at der allerede er ramsløg. De er der selvfølgelig et godt stykke tid endnu, men som hun ganske rigtigt siger, er de bedst nu, hvor bladene endnu er unge. Det er svært at begrænse sig, og da jeg kender mig selv udmærket, tog jeg en ikke for stor pose med, så begrænsningen lå her og ikke inde i mit hoved, hvor jeg vidste, at den ville være ikke-tilstedeværende.
Alligevel kom jeg hjem med rigeligt med ramsløg!

Vi kørte – ikke for første gang – forbi den store stendysse, som står ikke så langt fra Roholte.
Her er geocachere på spil – John fik øje på en lille æske, som vi ikke kunne dy os for at kigge i, og jo, den var god nok: Det var en cache til geocaching. Hele to engelske ord, men det er vist efterhånden et alment kendt udtryk – i hvert fald geocaching, hvor vi mig bekendt ikke har noget dansk ord, der kan bruges, men cache kan blandt andet betyde et hemmeligt gemmested … det er bare lidt irriterende, at vi ikke har ét ord for det, så jeg forstår godt, at man synes det er nemmere at bruge det engelske udtryk.
Jeg siger ikke, hvad der var i cachen!

Den store stendysse kalder man for Fandens Fodspor.
Citat: Ved Store Elmue ligger en smuk stendysse fra den yngre stenalder. Det er en storstensgrav med flere store overliggere. Det mærkelige navn på dyssen “Fandens Fodspor” menes at hænge sammen med en uregelmæssighed på en af de overliggende sten. Det ser ud som om der er et aftryk af en stor fod.
Dette var jeg ikke klar over, da jeg fotograferede den, for så havde jeg taget billedet fra en anden vinkel, men jeg gætter på, at det er ‘fodsporet’’ på overliggeren længst til venstre i billedet.

Vi hører åbenbart lige dårligt

Jeg var næsten lige stået op og gik og nussede rundt i køkkenet. John var lige over mig, oppe i ‘fugleobservationsrummet’, hvor han stod og lurede lidt rundt med teleskopet. Trappen er lige ved siden af, og der er åbent op til rummet, så vi kan godt kommunikere, selv om vi er på hver sin etage.
– Finder du noget?
– Ja, der er da lidt forskelligt.
…
– Nu satte der sig lige en havørn!
YESSS!!! Jeg fes op ad trappen og kiggede i skopet.
– Hvor sidder den?
– Kan du ikke se den?
– Nej …  så havde jeg nok ikke spurgt …
John kiggede igen.
– Kan du ikke se den!? Det var dog utroligt! Den sidder lige midt i billedet.
Jeg kiggede igen.
– Det er da bare en and!
– Ja! En gravand. Det sagde jeg jo!

Vorherre bevares. Nu kan jeg ikke høre forskel på, om John siger gravand eller havørn.
Hvem var det lige, der blev kostet afsted til høreprøve forleden?
Eller er der en parallel til ønsketænkning? Ønskehørelse?

Denne gang er der således heller intet billede af en havørn.
Til gengæld er der et af rød hestehov, eller skræppe, som jeg stadig helst vil have den til at hedde, nok mest fordi førstnævnte ikke er et logisk navn. Rød kan jeg forstå, men hestehov???
De myldrer frem overalt, så vi i formiddags da vi gik en tur langs fjorden – i bidende kulde. Det er bare ikke nået over 4° på noget tidspunkt i dag. Det ser fint ud indefra, men mine planer om at gå i haven røg sig en tur, da jeg kiggede på termometret.
En tur fik vi da gået, og vel hjemme igen fik jeg atter en undskyldning for at gå i gang med lidt håndarbejde, for havearbejde var udelukket.
Det gør såmænd nok heller ikke noget, for ukrudtet vokser sikkert alligevel ikke specielt hurtigt i sådan en kulde.

Fra vinter til forår på en nat

Fra den nærmest arktiske vinter – som det mod forventning viste sig at være – til det danske forår … lidt af en omvæltning, men ikke anderledes end hvad de fleste oplever med modsat fortegn, når de vender hjem fra varmen.
Vi har haft en skøn tur, selv om vi ikke kunne se nordlyset for de mange skyer, der for det meste dominerede den ellers så kulsorte stjernehimmel.

At komme hjem til et forårsdanmark er nu heller ikke så tosset – solen har skinnet fra en dybblå himmel hele dagen. Fjorden har vist sig fra sin smukkeste side, og svanerne har fløjet til og fra hele dagen, af en eller anden årsag lige over vores hus, så himlen har været fuld af svanesang. Varmt har det dog ikke været, kun 6°, men i solen var det okay, så vi har været et par timer i haven.
Og vi har været i Næstved. John skulle til høreprøve, for han kan ikke høre hvad jeg siger til ham – jeg skal gentage alt for ofte, og i dag kapitulerede han og fik foretaget en prøve – som (desværre, synes jeg) viste, at han kun ligger lige på grænsen til, at han kan få tilskud til høreapparat. “Kom igen om et års tid, så ser vi om eller hvordan det har udviklet sig”.
Sådan er det så åbenbart bare – det er ellers nogle komiske eksempler på “Goddag mand – økseskaft”, der sommetider afspejles i vores samtaler.
Noget godt kom der da ud af det: Lige over for Audionova ligger der en af de bedste patchworkforretninger, jeg til dato har oplevet, så jeg myldrede derind og fik skabt et par behov, mens John var til høretest.

I Næstved viste der sig også at ligge et stort Kvickly, som vi derfor benyttede lejligheden til at undersøge nærmere, da køleskabet alligevel skreg på at blive fyldt op. Butikken var stor og god og levede helt op til hvad jeg forventer af en COOP-butik. På alle planer, for naturligvis lever man også op til ansættelseskravet om ikke at beherske dansk grammatik, hvorfor ikke alle de ansatte har styr på brugen af apostroffer. Her er der ren overflod af dem: Både i Storstrøm’s og efter gram (G’).
Nogle har dog styr på sagen, som det ses på skiltet til venstre … jeg gætter derfor på, at de to skilte er forfattet af to forskellige personer. Men igenigen: Hvorfor ser det skilteskrivende folk ikke, hvad der står på den vare, de skal skilte for? Der står jo så fint Storstrømsost på pakken.

Til slut mine aldeles vidunderlige og lige så aldeles uforlignelige børnebørn til World Book Day sidste torsdag. Sidste år var temaet litterære figurer, hvor de var Robin Hood og Pippi Langstrømpe; i år var temaet professioner.
Hvis man ikke kan gætte det, så var Aubie avisdreng og Anna var nanny – her personificeret af Mary Poppins.

Jeg er herovre! Hvor? Heeer!

I dag ville vi køre forbi Sparresholm for at se, hvordan det ser ud.
Det var pakket ind. Som i fuldstændig indhyllet i presenninger, så det må blive en anden gang – vi nøjedes med at tage et par billeder af den forårsgrønne bøgeskov, der ligger i forbindelse med godset. Farven er skønnest lige nu.

Derefter gik turen til gartneri Toftegaard for at købe chili, tomat og bønner.
To chili, én tomat og to bønneplanter. Sørgeligt lidt, men …
… jeg havde sat mig selv på streng ration: kun én plante pr. plantekasse, så kan de passe sig selv i næsten tre uger, selv til højsommer, og da jeg alligevel ikke kan være væk længere end det tidsrum pga. antistofbehandlingerne, passer det jo fint.
Til næste år tror jeg, at jeg vil tillade mig at gå totalt drivhusamok!

De to chilier og tomaten står og råber til hinanden inde i drivhuset, men kommer frodigheden op på samme niveau som sidste år, skal det såmænd nok ende med at blive helt jungleagtigt igen. Chilierne var Monkey face og Serrano.
Bønnen til højre for plantekassen – en borlotti – skal med til Sverige. I en krukke på terrassen har jeg sat en bønne, der bliver mere busket end høj.

Efter et besøg i fiskeforretningen (=> stegt kullerfilet med råstegte kartofler, rosenkål/bacon og stegte blommer til aftensmad), kørte vi hjem og spiste frokost, inden vi kørte i Hobbyland for at købe lidt krukkeblomster.
Det var da godt, jeg ikke smækkede med døren, da jeg i tankerne sagde farvel til Thyme planteskole ved Herfølge, for lige så imponeret jeg var over Hobbyland, da jeg købte tazetter, lige så uimponeret var jeg i dag over deres udvalg i krukkeblomster.
Det var ikke helt godt nok, så vi skal til Thyme i løbet af weekenden. Eller nok nærmere i næste uge – jeg kunne forestille mig, at med den vejrudsigt bliver der sort af mennesker på alle planteskolerne.
Jeg købte kun edderkoppeblomsten og en (den til højre), jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Håber, at edderkoppeblomsten hedder sådan, fordi den ligner en edderkop og ikke fordi den tiltrækker edderkopper. Jeg har godt nok lidt svært ved at se den lighed, men jeg bliver vel klogere på et tidspunkt …

Forårsfornemmelser – live …

Jeg har det fint igen, men det er nu alligevel ikke mig, der så ublufærdigt demonstrerer forårsfornemmelser IRL, men nogle knald(!)røde biller i vores have. Findes der pletfrie mariehøns?
De er lidt slankere end mariehøns, men nok lige så lange. Størrelsesforholdet får man måske en fornemmelse af, når jeg fortæller, at det er en vibeægstængel, de sidder og hygger sig på. Skjoldet er omkring 6 mm langt.
Det er lilje(blad)biller “Liljebillerne og deres larver angriber et meget stort antal plantearter inden for slægterne Lillium og Fritillaria (hos sidstnævnte kender vi især kejserkrone og vibeæg)” – jeg skal nok ikke være spor glad over at have observeret dem i vores have – deres larver æder alt, hvad de kan komme i nærheden af. De er hurtige til at opdage planterne – vibeæggen er først kommet til i år og kejserkroner har vi ikke.

“

I dag gik turen igennem Ugledige tæt på Vordingborg. Bare fordi …
Ugledige har jeg set skilte mod, men normalt har man andre ærinder og er måske heller ikke nysgerrig nok. 
Fordi John havde kørt igennem i sin tid som patienttransportør, ville han vise mig denne lille, idylliske plet på danmarkskortet.

Alene de to steder, som lå så smukt ned til en lille sø, var betagende. Ren Morten Korch, ikke?

På den anden side af vejen gik gæssene og skræppede fornærmet til os, mens de var på vej ned til den anden lille sø. Der fløj hele tiden par fra den ene lille sø til den anden lille sø, og vi kunne høre en konstant skræppen op fra flere fuglearter, mens vi stod og fotograferede og i det hele taget nød området omkring os. Vi så flere hold gæslinger her.
Jeg har ganske vist været på det sydligste Sjælland før, men har aldrig studeret det så indgående og fra så små veje som i år – hvor er det dog et smukt område.
Her kunne jeg godt bo.