Det VAR for tidligt …

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

Grønland og isbjerge

Mens det meste af Danmark åbenbart går og gisper i en landsdækkende hedebølge, bevæger vi os rundt blandt isbjerge. Temperaturen ligger på omkring 10 grader, så vi tager masser af tøj på – men det kan vi gøre. Man kan derimod ikke tage tøj af, til man har det passende.
Qaqortoq er en fin, lille by med omkring 2500 indbyggere, så det tal bliver næsten fordoblet, når de får besøg af et krydstogtskib. Vi gik en tur med guiden gennem byen og fik mange gode indtryk, selv om den er lille.
Bl.a. kan man finde 40 stenkunstværker rundtomkring. Nogle af dem skal man kigge godt efter for at få øje på, og vi fandt langtfra dem alle,

Men vi fandt Brættet. Det er stedet ved havnen, hvor fiskerne sælger deres friskfangede bytte til byens folk, og der var lagt varer til salg, selv om det var søndag.
Vi gættede på, at kødet var fra en sæl, og bagved lå der flotte, store havørreder og så fristende ud, men jeg kunne ikke have dem med hjem!

Det grønlandske sprog bruger mange bogstaver. Se blot både gågaden og den anden gade, som jeg afholdt mig fra at forsøge at udtale.

Efter Qaqortoq skulle næste formiddags højdepunkt være Prins Christians Sund. Det var faktisk hele turens højdepunkt indtil nu, men først historien om Michaels (guidens) klage over den ringe og mangelfulde betjening i restauranten:
Han havde indkaldt os til et orienteringsmøde, hvortil han havde booket et mødelokale på skibet. Midt i det hele troppede der tre personer op – en med tre striber og to med to. Den ene var cateringchefen, kunne vi forstå, og denne bad Michael uddybe, hvad der var galt, hvilket han gjorde på en meget sober, men også meget myndig måde.
De høje herrer beklagede dybt, undskyldte mange gange og fortrak igen.
Samme aften stod tjenerne der som små, plantede spyd, og på vores to borde stod der hvidvine på køl og optrukne rødvinsflasker – oven i købet med en bedre kvalitet vin, end den klassiske drikkepakke giver ret til. Sådan har det været hver aften siden, og vi har næsten helt ondt af tjenerne, som må have modtaget en skideballe to kill all skideballer.
Men okay – klagen var berettiget, og det havde så sandelig en markant større effekt, at det var Michael, der kom med den fremfor en af os andre.
Han kender, efter mange år i branchen, gud og hvermand, høj som lav, så hans ord har vægt.

Det har disse også. Vægt, altså.
Endelig kom isbjergene, og vi var dybt betagede.
De kom i Fifty Shades of Blue og i mange faconer. Den dybe, dybe blågrønne farve er svær for kameraet at indfange, men fantastisk var det at skue.
Nogle var større end andre, men vi var lidt skuffede over ikke at se nogen af de helt store … lige indtil der kom et andet krydstogtskib imod os. Det sejlede imellem isbjerget og os, og selv om bjerget lå et stykke på den anden side af skibet, ragede det op over dette og var dermed noget højere end end et 11-etagers krydstogtskib! Det kunne vi ikke fornemme, når de bare flød rundt på vandet i ensom majestæt.

Prins Christians Sund går på tværs helt nede ved Grønlands sydspids.
Da vi sad på dæk 11 og nød synet, hørte vi en amerikaner gøre sig klog over for et ældre (også amerikansk) ægtepar. Den Kloge-Åge kan ingen ide have om Grønlands udseende og/eller geografi, for han forklarede følgende:
”Her på denne side [af sundet] er det Grønland. Jeg fik ikke helt fat i, hvad kaptajnen sagde om den anden side, men Grønland er det ikke! Island måske? I don’t know … “
Du godeste! Det er garanteret ikke det eneste, han ikke ved. Jeg havde sådan en lyst til at hoppe op fra min stol og forklare manden, at det da for pokker er det HELE her, der er Grønland! Om han nogensinde havde hørt om Google maps? Eller andre former for landkort, for den sags skyld?
Men jeg gjorde det ikke. Jeg styrede mig.

De ser SÅ små ud …

Vi har nok været for tidligt ude

Vi havde ikke skænket det en tanke, at hele krydstogtverdenen er rykket tilbage til start, men det kan tydeligt mærkes på skibet. Da pandemien startede, og alle rederier havde fået sendt både passagerer og mandskab hjem, lukkede de alt ned og fyrede stort set samtlige medarbejdere.
Det vidste vi godt. Vi vidste ikke, at det ikke var de samme, der blev hyret ind igen, da man igen fik lov at rejse, så 90 % af personalet er uerfarent. Vi er sikre på, at de gør deres bedste, og mere kan man ikke forlange, men det er alligevel en smule irriterende, for vi som passagerer har ingen rabat fået, selv om det ikke er den samme upåklagelige oplevelse, vi har haft to gange før.
Da vi skulle checke ind i NY, spurgte den unge kvinde efter vores boardingkort. Jeg svarede, at sådan nogle regnede jeg med, at vi fik af hende, for vi havde ikke checket ind hjemmefra. Nejnej, siger hun så, JEG skal checke jer ind her, men må jeg bede om jeres boardingkort, tak!
[Suk.] Mener du vores udfyldte skibsbilletter? Dem har jeg her … værsågod. Hun gloede lidt på mig, men tog så vores papirer og pas.
– Har I en ESTA?
– Ja. Ellers var vi jo ikke blevet lukket ind i USA!
Den ville hun se. Plus vores beviser på, at vi var fully vaccinated, og at vi i NY var testet negative for Covid-19, men det var vi forberedt på. Hun forsvandt med pas og papirer og var lææænge væk. Da hun endelig kom tilbage (andre havde i den tid nået at checke mindst tre par ind), gav hun os papirerne tilbage, men forsvandt igen med vores pas. Tilbage igen for anden gang, gav os passene, sagde, at vi var cleared og bad os om at fortsætte til ombordstigning.
Da vi kom derhen, bad en dame om vores boardingkort.
Grrrr. Vi har ikke fået nogen boardingkort, men den unge dame derhenne har lige checket os ind!
Denne kvinde, som i øvrigt så ud til at have styr på tingene, fik vores pas, klikkede på en skærm og sagde: You are okay – I’ll print your cards.
Som sagt, så gjort, og endelig kunne vi gå ombord. Kortet ligner et kreditkort.
Det skulle senere vise sig, at der var blevet byttet om på Johns og mit registreringsnummer, så da vi skulle fra borde første gang, skannede vagten mit kort, kiggede forundret på mig og spurgte: Is your name John???
Ehh, næh, men så hedder min mand her sandsynligvis Ellen?
Det gjorde min mand lige præcis, så den pågældende vagt grinede, rystede på hovedet og ville sørge for, at der lå nogle korrekte kort og ventede på os, når vi vendte tilbage til skibet.

Tjenerne er (også) særdeles uerfarne. De kommer først og spørger hvad vi vil drikke, efter forretten er serveret, og de kan ikke huske, hvad vi bad om. Den ene dag fik jeg heller ikke den forret, jeg havde bestilt, men orkede ikke at brokke mig, og heldigvis var den leverede god nok.
Det hele sejler. Tøhø. Men på en måde, det helst ikke skulle sejle på … når jeg tænker på, hvor imponerende det alt sammen var på Kap Horn-krydstogtet, er det tragikomisk denne gang. Vi har valgt at grine ad det – der er jo ikke andet at gøre, og de arme tjenere gør hvad de kan, men jeg kan godt have min tvivl om, hvad de mon egentlig lavede før de blev hyret …

Heldigvis har vi Verdens Bedste Guide, så turene i land er gennemarbejdede og velforberedte, men han har desværre ikke magt til at bestemme vejret. I St. Johns i Newfoundland var det regnvejr meget af tiden, men vi nød alligevel synet af de mange farverige huse i denne by.
Og heldigvis har vi vores balkonkahyt, så det er også helt som forventet, og vores lille housekeeper er en sød fyr, som har helt styr på det, han skal have styr på, så han har fået en pæn sjat drikkepenge – det giver sjovt nok et rigtigt godt forhold …
Vi er ikke så interesserede i de mange, mange tilbud, vi får om underholdning af enhver art – alt er, ikke overraskende, meget amerikansk, så når der bliver linet op til sjov og ballade, fortrækker vi gerne til et mere fredeligt sted.

Gaderne i St. Johns er stejle, så Johns (min John …) knæ kom på noget af en prøvelse og han måtte desværre relativt hurtigt give op, så vi kom ikke med op på Signal Hill, hvorfra der var en flot udsigt. Vi var nu ikke de eneste, der ikke fuldførte den tur!

I NY så vi overraskende få fede mennesker, men det er nok fordi, de er på krydstogt … her på skibet har vel omkring 30 % af passagerene en BMI på mellem 40 og 50. Rigtig mange befinder sig mellem 30 og 40, mens kun omkring 10 % har et BMI på under 25. Jeg synes det var slemt sidste gang, men det her er nærmest grotesk, synes vi. Jeg hører ikke til blandt de slankeste i gadebilledet i DK, men her ombord føler jeg mig ret lille!

Vi har nu atter stævnet ud fra Canada og har to dage på havet på vej mod Grønland, så der bliver slappet af og vi forsøger at komme os helt over den dårlige hals, både John og jeg erhvervede os pga. al den aircon, man ikke kan undgå, når man er i USA. Frostvejr og stiv kuling indendørs, plus vildt høj stemmeføring (ofte pga. afspilning af HØJ og ikke særlig god musik), så ved man, at man er i Guds eget land!

Nå. Det var vist nærmest én stor gang brok, og det blev da også en meget lang historie, selv om ikke engang alt er nævnt. Det er altså trods alt ikke en dårlig ferie, vi er på, men så sandelig markant anderledes fra de to tidligere krydstogter.
Nu håber vi på snart at se nogle isbjerge og nogle hvaler – glæder os meget til Sydgrønland.
Jeg tror vi venter med at tage på krydstogt igen, til vi kan føle os sikre på et rutineret personale.

New York

Vi var 1½ time om at komme igennem pas- og immigrationskontrollen i Newark lufthavn, men det kunne have været værre. Da vi endelig nåede frem til en skranke, ville han ikke se vores ESTA og han ville kun have mine fingeraftryk, ikke Johns. Jeg må have set mistænkelig ud.
Til gengæld stod kufferterne og ventede på os. Alle kufferter var der, men en af dem var revet i stykker. Ikke vores …
Det tog 45 minutter at køre ind til vores hotel, som lå lige i yderkanten af The Garment District, hvor en som min datter ville gå helt i selvsving, for her findes forretninger med ALT, man kan forestille sig inden for sybranchen. Som i virkelig alt og så lidt til, som man ikke engang kan forestille sig. Ved siden af har vi Hell’s Kitchen, hvor stort set hver eneste ‘forretning’ i hele området er en restaurant.
Vi gjorde dog ikke meget ud af måltiderne mens vi var i NY, for vi vidste jo, at vi de næste 12 dage har rig lejlighed til at spise os en pukkel til. Og den pukkel sidder lige foran!
Vi gik igennem Central Park, som er et dejligt og meget stort åndehul i den evigt pulserende by. Vi startede i Strawberry Fields, som ligger lige overfor Dakota Building, Hvor John Lennon boede i og blev skudt foran. Lidt længere væk sidder H.C. Andersen og læser op fra Den Grimme Ælling – og nej, det er ikke Danny Kaye, der har sørget for at rejse statuen, men en gruppe danskere.

Videre til Ground Zero, som ikke var færdig, da vi var her i 2016. Nu er Fugl Føniks færdig, både ud- og indvortes, og selve Ground Zero er et firkantet hul, hvorfra vand strømmer langs de fire sider og videre ned i et sort hul. Navnene på alle de omkomne er indgraveret langs siderne.
Det lyder ikke af noget og ser også tamt ud på billederne her, men det var faktisk ret forstemmende at stå og se på navnene, mens man kigger ned mod hullet. Alle er bare stille – selv amerikanerne glemmer helt at være højrøstede.

The NY Skyline bliver man vel aldrig træt af at se på. Om lørdagen, som var til egen disposition, tog vi en 2½ times sejltur rundt om hele Manhattan. Den højeste bygning er One World Trade Center, som er bygget i stedet for de to tårne i det oprindelige World Trade Center, som blev udslettet hin 11. september.
Skyskraberne i denne by er for manges vedkommende helt fantastiske at se på, så når man ser Bjarke Ingels’ værk, som ikke er særlig højt, men så meget mere imponerende, og guiden kalder ham for “en genial dansk arkitekt” – ja, så bliver man en lille smule stolt over at være dansker.

Vi boede på 23. etage. På 36. var der A Rooftop Bar, hvor vi var oppe hver aften. Den sidste aften sagde New York pænt farvel til os i form af en nydelig solnedgang.

Jeg købte et glas hvidvin, som blev serveret i et plasticglas; John fik en øl, som var i en glasflaske, og han fik intet ‘glas’. Nu er vi jo i USA, så bartenderen sagde til mig, at vi altså ikke måtte kaste flasken ud over rækværket, når den var tømt! Jeg har nok set yderst forundret ud, da jeg sagde No, of course not!, for hun undskyldte og sagde, at det havde hun altså fået besked på at sige. Jeg smilede bare sødt og sagde ikke mere.

Vi befinder os nu på skibet, og det meste bærer præg af, at alt har været lukket ned i et par år, og der derfor er nyt personale stort set hele vejen igennem. Dermed er der ofte ikke engang nogen, dette uerfarne personale kan spørge til råds. Det går dog alligevel; vi har fuld forståelse for, at det må være svært, og vi er ikke i tvivl om, at alle gør deres bedste, og så kan ingen forlange mere, men mere om det i næste indlæg.

Vi er SÅ klar

Kufferterne er pakket – og tøjet nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to vi har med. Håndbagagen pakket – min vejer 8,2 kilo, men det er inklusive den fly-nakkepude, som hænger løst udenpå tasken, så den tæller ikke med, vel?
For første gang i vores fælles liv er det John, som har den største kuffert. Han prøvede at tørre den af på, at det er fordi han har noget af mit tøj, men jeg har lige så meget af hans. Næh – det er fordi han skulle kunne pakke sin jakke og pæne skjorter, så de krøller mindst muligt, og dertil var den største kuffert bedst egnet. Ingen af kufferterne vejer mere end 18 kilo, så der er plads til souvenirs eller hvad vi nu måtte finde på at købe undervejs.
Hvis vi altså får dem i New York … jeg mindes at have hørt en fugl synge om, at kuffertkaosset/-forsinkelserne skulle være mindre ved oversøiske rejser, men eftersom jeg ikke kender nogen, der har rejst oversøisk siden før corona, så aner jeg ikke om det er sandt. Det er måske bare ønsketænkning …

Herunder er båden vi skal bo på i 12 nætter. Med plads til 2158 passagerer, men skibet er så stort, at man ikke rigtig lægger mærke til, at der er så mange – selv om det ikke hører med til de største krydstogtskibe, som kan tage tre gange så mange passagerer. Jeg har det glimrende med, at det hører til de lidt mindre af slagsen og kan ikke helt forestille mig hvordan en rejse med 6680 passagerer og 2394 besætningsmedlemmer må være.

Herunder vores kahyt. Vi valgte at betale os til at få en balkonkahyt, som rederiet ganske gratis opgraderede os til på Kap Horn-krydstogtet. De vidste selvfølgelig udmærket hvad de gjorde, for når man først har haft egen, udendørs terrasse med store skydedøre und alles, så kan man ikke nøjes med mindre næste gang. Det er bare vildt godt at have den lille luksus. Desværre fik vi ikke en kahyt i den for denne rejse rigtige side af skibet, som vi ellers havde bedt om, men de var allerede booket alle sammen. Vi ville have haft i bagbords side, for så havde vi kunnet se ind på kysten, når vi da ellers skal sejle langs en sådan. Men pyt. Det er fedt alligevel, er det.

Restauranter er der også nok af. Inkluderet i rejsens pris er den store buffet til morgen og frokost, plus tre-retters middage alle dagene i The Main Restaurant.
Men. Der er også andre, herunder Le Petit Chef, som var en så enestående oplevelse på togtet rundt Kap Horn, at jeg, da det gik op for mig, at den også findes på Summit, sagde til John, at det skal vi simpelthen prøve igen.

Så vi er rejseklar. Huset er forhåbentlig præsentabelt nok til, at vi kan overlade det til Ditte og Peter i en periode. Det er første gang, der er andre der skal bo i vores hus, når vi ikke selv er der, så det er en lidt sjov fornemmelse – det er bare med at have alt så pænt som muligt, når andre skal i ens skuffer og skabe, men det er skønt, at de gider, for der er meget vanding, når man forlader drivhus og højbedskøkkenhave i lang tid. Normalt ville vi ikke tage afsted på denne tid, men der var kun ét skud i bøssen til denne tur, og den ville vi have.

M/S Norröna

Og hvordan var livet så ombord på M/S Norröna? Det var vi alle fire lidt spændt på. Skibet er fra 2003 og er ikke helt lille, hvilket vil sige omkring 1500 passagerer, men hvor mange der reelt var med på vores tur, ved jeg ikke. (På billedet til højre ligger det i Seyðisfjörður). Med et personale på bare 120 personer har de nok at lave allesammen, og man så da også de samme personer både morgen, middag og aften.
Personalet har vi intet som helst at udsætte på. Alle var til enhver tid smilende, flinke og yderst serviceorienterede. Nogle var fra Færøerne, andre fra Danmark og nogle få kommunikerede kun på engelsk, så hvor de var fra, ved jeg ikke, men det er jo også aldeles ligegyldigt.

Skibet bar tydeligt præg af at være 16 år gammelt. Det var slidt; nogle steder meget slidt. Der var såmænd rent nok over det hele, men fx Skybar på øverste dæk, som, pga. det gode udsyn, var hvor vi først søgte hen efter at have pakket kufferterne ud, gav ikke noget positivt førstehåndsindtryk. Dækstolene var ikke behagelige og en del var gået i stykker, men blev ikke af den grund fjernet.
Det var dog heldigvis det mest nedslidte sted; opholdsrum og kahytter var okay.

Vi så suler. Vi så mange suler. Vi kendte fuglen af navn, men det var første gang, vi så den. Store, elegante ‘glidere’, og ‘store’ skal tages bogstaveligt, idet de har et vingefang på 165-180 cm og en kropslængde på 87-100 cm.
Vi så andre havfugle, men nok flest mallemukker, som vi også kun kendte af navn indtil nu. De er noget mindre, med kun omkring ⅓ af sulens vingefang.
Herhjemme ser jeg måger som nogle hammerirriterende, plagsomme og højrøstede skabninger, men på sådan en havtur er det hyggeligt at blive fulgt af forskellige havfugle det meste af vejen.

Maden ombord var meget forskellig, afhængigt af valget af restaurant. Med i rejsens pris var næsten alle måltiderne, men det var ikke nogen fantastisk oplevelse i buffetrestauranten, hvor lørdagsaftensmaden blev indtaget.
To af aftenerne skulle vi spise i a la carte-restauranten Simmer Dim. Første gang var søndag aften, og det var sandelig en noget anderledes og klart bedre oplevelse. (Herunder lammeskank og havtornis med ‘lava’chokolade. (Se vandflasken til venstre … båden vippede …))

Man kunne, for en rimelig sum penge, opgradere sin buffet til i stedet at spise en treretters menu i Simmer Dim. Det var vi ikke længe om at beslutte os for, og spiste dermed kun i buffetrestauranten én gang til, men det var til deres vikingbuffet den sidste aften om bord, som skulle være noget særligt, og som da også var noget bedre end de øvrige.
Morgenmaden i buffetrestauranten var der, som jeg vist nævnte forleden, intet at klage over.
Der var også en tredje restaurant, The Diner, hvor vi spiste frokost to gange. Heller ikke noget at skrive hjem om …

De havde et system med drikkebilletter, som skulle give rabat på drikkevarer. Man kunne købe syv ad gangen for 259 kr = 37 kroner pr. billet. Det gav adgang til visse drikkevarer, som naturligvis ikke hørte til blandt de dyreste. Sådan er det også med drikkepakkerne på større krydstogtskibe.
Det, der viste sig at være noget fis, og som vi opfattede som tangerende bondefangeri var, at vi fx kun kunne købe en almindelig kaffe med langtidsholdbar papfløde til. Den koster normalt 30 kroner, så hvad er der lige sparet her? Man kunne få et glas rødvin for en billet, men det viste sig, at den eneste drikkelige af slagsen var oppe i Skybaren. I Naust, hvor vi oftest befandt os, var det noget værre sprøjt, vi kunne få. Til gengæld kostede det 59 kroner, så her var penge at spare, hvis man ellers kunne få sig til at drikke vinen.
En god kaffe, fx en caffe latte, kostede 39 kroner, så hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at få sådan en på ‘rabatbilletterne’, var ganske enkelt ikke i orden – hvilket jeg da heller ikke lagde skjul på i evalueringsskemaet, vi blev bedt om at udfylde ved rejsens slutning.
Jeg har to af de syv billetter med hjem, og det har Ditte også – vi gad simpelthen ikke indtage hvad de gav ‘rabat’ på.
Dette bare til advarsel. Bortset fra dette klagepunkt var det overordnet set en glimrende tur, hvor vi fik set en masse på den uge, vi var væk, på trods af, at meget af tiden foregik på havet.
Selskabet på turen var der absolut heller ingen grund til at klage over …

Stinkende svovl, boblende mudder og varme bade

Island er ikke et så misvisende navn som Grønland. Der var nemlig koldt. Temmelig koldt, faktisk: bare 3°, men det vidste vi inden vi tog afsted, så vi havde tøj nok med og frøs derfor ikke.

Men er luften kold, så er jorden varm. Temmelig varm, faktisk: 80-100°.
Guiden advarede os mod lige at skulle efterprøve, om stenene nu også er så varme, som man påstår. De er de, og ens håndflader skulle efter sigende gøre ret ondt, hvis man alligevel vil prøve – “Der er altid en i enhver gruppe, der gør det”, og det var der ganske rigtigt også … fæhoved …
Hvem der har stablet stenene i disse bunker (som kaldes solfatara), skal jeg derfor lade være usagt. Jeg tænkte ikke på at spørge, men vedkommende må have haft asbesthandsker.
Fascinerende var det også med de boblende mudderpøle. Det var dystre, lidt hæse, hule blop, der lød som når en gryde med grød er i kog. Det var der dog ingen, der lige skulle have hænderne i for at se, om det nu også var så varmt, som man hævder.
Der var desværre ingen gejsere i dette område, hvilket jeg ellers godt kunne have undt Ditte og Peter at se, for jeg husker tydeligt, hvor voldsomt fascineret jeg var af det fænomen, da vi var på det vestlige Island i foråret 2015.

Svovl-og andre aflejringer ses flere steder.

Et bad i en varm kilde blev vi naturligvis også tilbudt – ved Myvatn. John og jeg sprang over; John fordi han stædigt nægter den slags, jeg fordi jeg havde prøvet det før. Det havde Ditte og Peter ikke, og da de kom op igen og begejstret fortalte om den anderledes og ret specielle oplevelse, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget badetøjet med. Man har en hud bagefter, der er blødere end en barnenumse – eller sådan føles det i hvert fald.
Herunder ses Peter (i midten af billedet) vinke til mig. Ditte står og ser yndig ud skråt til højre for Peter.

Det er en mærkelig fornemmelse, at man ‘forsvinder’, når man kommer i vandet. Det er helt ugennemsigtigt, så alt hvad der er mere end et par cm nede, kan man ikke se. Det er vanskeligt at forklare, men ikke at kunne se noget af en selv, man naturligvis ved er der, føles virkelig underligt.
Vandet er mellem 38 og 42° grader og derfor meget behageligt.

Vandfaldet Dettifoss var selvfølgelig også flot at skue. De påstod, at det er Europas vandrigeste, med 500 m³ vand løbende igennem pr. sekund.
Det må siges at være en hel del vand …

Herover udsigt over Seyðisfjörður, hvor båden lå i to nætter.
Skiltet med den gennemstregede fod var deres søde måde at gøre opmærksom på, at vi skulle passe på den sparsomme beplantning i området ved Dettifoss-vandfaldet.

Det må være nok Island og Færøerne for denne gang.
Måske kommer der lidt om båden … en form for evaluering, for der var både godt og mindre godt. Mest godt, heldigvis, men … vi er nok bare ved at blive lettere blaserte efter det fantastiske krydstogt det halve af Sydamerika rundt.

Søgang …

Set i det store perspektiv må vi nok sige, at vi var heldige med vejret på stort set hele turen. Det var flot sejlvejr; det var smukt om mandagen på Færøerne og det var rimeligt på Island tirsdag og onsdag (rimeligt = ingen regn). Men så gik det galt torsdag, hvor vi igen befandt os på Færøerne. Ikke megen sigtbarhed og regnen væltede ned indimellem.
Nå. Man kan ikke få alt. Vores færøske guide sagde ellers, at hvis man er utilfreds med vejret på Færøerne, skal man bare vente 10 minutter.
Det holdt så ikke helt stik, desværre, og vi skulle helt op til Gjogv, som ligger nordligst på Eysturoy. Det var en smuk tur, selv i regnvejr, så den må have været fantastisk, hvis solen havde skinnet som om mandagen.

Da vi sejlede videre mod Island, tog vi den op gennem strædet mellem Eysturoy og Kalsoy – også en betagende tur, men sikke da båden kunne vippe, selv om det så ud som om vi sejlede i smult vande inde i strædet. Se evt. videoen her, som giver et lille indtryk. Det skulle blive meget værre; om aftenen og især om natten, hvor vi var langt ude i Nordatlanten, blev det rigtig slemt, men det kunne vi i sagens natur ikke filme.
To tredjedele af gæstene på restaurant Simmer Dim, hvor vi spiste søndag aften, meldte afbud fordi de var søsyge, de stakler. Det var i det hele taget en særdeles fredelig båd den aften; de fleste lå åbenbart og våndede sig i deres køjer, så der var god plads alle vegne.
Ingen af os fire blev syge, men jeg skal da lige love for, at vi blev moslet grundigt rundt i sengene mandag nat, for da vippede vi ikke kun op og ned; den rullede og vippede på én gang, så det var en tur for de søstærke. Samt for dem os, der havde snydt lidt og taget transportsygemedicin …

Herover det beskyttede havneindløb til byen Gjogv (som udtales tjægf. Tilnærmelsesvis …). Dønningerne her var, ifølge guiden, tre meter høje, så at skulle herind med en lille båd kan ikke have været særlig sjovt på sådan en dag. Men vi syntes naturligvis, at det var et flot syn – ligeledes det voldsomme vand, man så oppe fra Kronprinsesse Marys bænk, som udsigtsbænken hedder. De er stolte af heroppe, at hun har været her og har siddet på den bænk – den er sågar angivet på Google Maps!

Herover Trolden og Kællingen, som vi standsede ved på vej tilbage til båden.
Vi fik fortalt et folkesagn om disse to personager – det var bemærkelsesværdigt, hvor meget folkloren stadig holdes i live både i Island og på Færøerne. Begge guider serverede en hel del muntre og/eller sørgelige historier og sagn:
“I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på eksistensen af huldufólk, eller som i det mindste ikke vil udelukke den”. _[Wiki]
Jeg kan godt lide den sidste bemærkning – man lader lige en bagdør stå åben, for sæt nu …

Jeg fik øje på et nuser lille drivhus. Det så ikke ud, som om der blev dyrket noget i det, men på disse kølige breddegrader må det være skønt at kunne forlænge den korte sommer lidt.

I næste indlæg skal vi en tur til Island.

Der forsvandt lige en uge

Sådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

Krydstogt eller ej? Pro et contra

Først og fremmest vil jeg henvise til Ibs blog. Ib var en af rejsefællerne, og han har skrevet et rigtig godt indlæg om hele turen. Han indleder med meget malende at beskrive de timer med temmelig hård sø, vi var ude for, men overordnet set har han en ganske anden og meget interessant tilgang til krydstogtets oplevelser, end jeg har fokuseret på. Det er spændende at se den samme ferie beskrevet med så forskellige – og dog på en måde ens – øjne. God fornøjelse med læsningen.

Hvis nogen for 10 år siden havde spurgt os, om vi kunne tænke os at rejse på krydstogt, ville vi nok have givet et rungende NEJ som svar.
Det er pudsigt, som ting og holdninger kan ændre sig med alderen … vores første krydstogt var i oktober 2015, og det var godt nok til, at vi dengang sagde, at det kunne vi godt finde på en gang til.
Jeg kan kun anbefale denne rejseform, men anbefaler også, at man venter, til man har nået en moden alder. I vores gruppe spændte det fra 55 til 75 år – så vidt jeg ved … jeg kender ikke den nøjagtige alder på samtlige deltagere. Det skal heller ikke kun være krydstogter; så afhængige er vi ikke blevet, men det er alle tiders som en afveksling. I dette tilfælde var det alene det at skulle sejle rundt om Kap Horn, der triggede, for jeg havde og har stadig ingen ønsker om at rejse rundt i Sydamerika.
Naturligvis er der både godt og skidt, men hvis vi havde ment, der var mest skidt, havde vi nok ikke kastet os ud i det én gang til, og hvad der er ‘pro’ for mig, kunne sagtens være ‘contra’ for andre, hvilket gerne skulle afspejles af den lidt alternative opbygning af tabellen.

	PRO	CONTRA
1	Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.	Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.
2	Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. Det er superlækkert selv at kunne sætte et varieret og velsmagende måltid sammen – både morgen, middag og aften.	Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. De fleste tager lidt på på sådan en ferie.
3	Man skal ikke bekymre sig om noget som helst – alting er klaret, ordnet og (vel)tilrettelagt. En god guide er guld værd, og jeg synes jeg får meget mere ud af det, når vi får historierne og bagrunden med.	Man skal ikke bekymre sig om noget som helst. Der er ikke meget plads til selvstændige oplevelser – men der er dog flere gange, hvor landgang sker på egen hånd. Det er bare svært at vide, hvordan man skal prioritere på den korte tid, der er til rådighed.
4	Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib, og at opleve så forskellige folkeslag og religioner, både blandt personale og passagerer, leve sammen i fred og fordragelighed er positivt og livsbekræftende.	Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib. Der er dog altid flest amerikanere og asiater, hvilket kan være en anelse belastende (beklager, hvis jeg hermed støder nogle), for især amerikanere fylder meget; mentalt og ofte også fysisk.
5	Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet. Jeg elsker fred og ro omkring mig, og det er heldigvis muligt at finde steder, hvor det kan opnås – og ikke kun i kahytterne, som i øvrigt er vældig godt isolerede. Der var bl.a. roligt på Sky View Café på 14. dæk, hvor vi havde 180° udsigt og hvor vi tilbragte en del timer (øverste billede), samt biblioteket, som nok var de to fredeligste steder indendørs.	Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet. Man behøver aldrig at kede sig. Det er for meget med al den beskæftigelsesterapi. Der er en konstant baggrundsstøj i form af quizzer, auktioner og diverse levende orkestre eller solister. Eller bare højttalere i form af amerikanere. Sorry igen 🙂
6	Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne. Denne gang var det en klar fordel – det var ganske enkelt alle sammen yderst behagelige personer; de var vidende, berejste, underholdende og spændende at tale med. Gruppen var behageligt lille (18), og vi fandt hurtigt sammen.	Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne. På første krydstogt var det ikke en fordel. Der var ikke rigtig nogen af de øvrige i selskabet, vi swingede godt med (og vi regner ikke os selv for at være vanskelige at omgås). Gruppen var også lidt for stor (30), og der var specielt to par, vi næsten altid skulle vente på, hvilket jeg finder yderst irriterende.

Der er givetvis flere både proer og contraer, men indlægget er allerede for langt … godt gået, hvis I er med endnu.
Hvis man nemt bliver søsyg, er det nok ikke den første ferieform, der falder én ind, men vi havde faktisk to i gruppen, der blev søsyge næsten med det samme. Det bekymrede mig lidt på deres vegne, for jeg kunne slet ikke mærke nogen søgang – men …
De fik udleveret plaster og tabletter i Guest Relations, og så klarede de begge den fint på resten af turen, også da vi løb ind i så slemt vejr, at glas og porcelæn røg i dørken i stor stil.

Den form for ledningsføring, som vi så i alle byer, var ikke gået på vore breddegrader.

Buenos Aires – tangoshow og La Boca

Verdens Bedste Guide havde lovet os at udmatte os totalt således, at vi ville være i stand til at sove på den lange tur hjem. Om lørdagen var der føromtalte ranch, som lå 100 km uden for Buenos Aires. Herfra kom vi hjem lidt i kl. 18 og havde et par timer til at komme i bad og få noget andet tøj på. Vi steg af båden igen, blev hentet i bussen og kørt ind til et sted, hvor der ville blive serveret en trerettersmenu plus vine, og efter det et tangoshow, hvor temaet – for kostumernes vedkommende – ville strække sig fra tangoens fødsel og op til vore dage.

Det var et pudsigt sted, hvor man følte sig sat tilbage i tiden, hvad der selvfølgelig var bevidst. Det var nærmest 20’er-stil, uden jeg skal forsøge at gøre mig klog på, hvorfor jeg lige synes det, men det var min første tanke, da jeg kom ind.
Længere inde end på billedet herover kom man ind i en stor sal med en scene i den ene ende. Ovenover scenen en balkon til orkestret. Michael tog et billede til os, og jeg vil lige pointere, at så tyk er jeg altså heller ikke blevet på turen, men jeg læner mig åbenbart lidt for mageligt tilbage i stolen …
I øvrigt var vi blevet for godt vant på skibet, for den mad vi fik her, var ikke god. Den var faktisk ret dårlig. Altså ikke som i rådden eller noget, men elendigt tilberedt. Manden overfor John er kok, og han kunne absolut heller ikke lide maden. Det gjorde det heller ikke nemmere, at vi alle stadig var mere end halvmætte efter alt det kød på ranchen.
Kl. 22:30 begyndte tangoshowet, som varede i 1½ time. Det var ½ time for langt, selv om det var virkelig flot at se på – det var ikke de rene amatører, de havde kapret til at danse – men også her havde det nok noget at sige, at vi allerede var kørt trætte, inden showet begyndte.
Vi var tilbage på båden en halv time efter midnat. Nu skulle der pakkes (færdig), og kufferterne stilles ud på gangen, hvorefter nogen ville hente dem og bringe dem til terminalen, hvor vi kunne afhente dem søndag morgen..

..hvor vi efter udchekning atter blev hentet af bussen og kørt rundt i Buenos Aires (med adskillige gange ud og ind af bussen til diverse fotostop) frem til klokken 14, hvor vi blev sat af i lufthavnen.
Da var vi allesammen blevet grundigt trætte, og alle i gruppen sov vist en del mere, end vi havde gjort på vej hertil, så de 13 timer til Amsterdam føltes ikke helt så slemme.

Første billede efter tangoshowet er Buenos Aires’ vartegn: En tulipanlignende blomst, der folder sig sammen om natten og folder sig ud igen om morgenen.
Herefter følger tre billeder fra det farverige kvarter La Boca, som er et must, når man er i Buenos Aires. Jeg vil nøjes med tre billeder af de mange, jeg tog, men prøv at klikke på mit link til kvarteret, så skal I bare se.

Vi var inde på kirkegården, hvor alle de rige har ‘lejligheder’. Man køber en plads for temmelig mange penge og opfører et større eller mindre mausoleum.
Her så vi Eva Perons gravmæle, hvilket var årsagen til vores besøg. Det var dog næsten umuligt at tage et godt billede af det, fordi hendes ‘gade’ var ret smal, men det er det herunder med blomsterne på døren.

Byen overraskede os på den go’e måde. Den var flottere og noget mere spændende, end vi havde regnet med. Her kunne vi godt tilbringe nogle dage, men jeg var nu alligevel glad for, at vi skulle hjem. Vi har fået så mange indtryk med os, at det vil tage lang tid at bearbejde dem alle.

Nu tror jeg ikke, der kommer mere om krydstogtet, så I slipper for at høre mere fra mig desangående. Der kommer muligvis på et tidspunkt nogle konklusioner og/eller betragtninger over fordele og ulemper ved den ferieform, men selve turbeskrivelserne/oplevelserne må det vist være nok med nu.

Det har jeg aldrig skrevet om! Men Montevideo derimod …

Jeg så i går, at et af de søgekriterier, der havde ledt ind til min blog, var nedenstående med larverne. Det forstår jeg ikke helt, for det har jeg mig bekendt aldrig gjort mig den ulejlighed at undersøge. De andre er forståelige nok, men den med larverne, altså … ???
mommer, zoneterapi, billigste sted at købe larver til mad, sølvbryllupsrejse

Nå. Det får stå hen i det uvisse … nu er vi lige ved at forlade Montevideo, som er hovedstaden i Uruguay. Jeg må pinligvis erkende, at hvis nogen havde bedt mig om at nævne Uruguays hovedstad, var jeg nok blevet dem svar skyldig.
Nu ved jeg meget mere om landet og dets hovedstad. Uruguay er et særdeles velfungerende og, vist ikke engang kun efter sydamerikanske forhold, også et rigt land, med en glimrende infrastruktur, ringe arbejdsløshed, et godt socialt sikkerhedsnet og en stærk økonomi. Det er præcis fire gange så stort som DK, men med bare 3,44 mio indbyggere, hvoraf over halvdelen (1,8 mio) bor i hovedstaden, er det er tyndt befolket land.

Montevideo var en spændende by. Her kunne jeg godt have brugt et par dage, men vi havde kun nogle få timer til rådighed. Så få, at jeg ikke nåede ind til outlettet for Manos del Uruguay, som er noget af det bedste og blødeste garn i verden. Øv. Men vi er ret hysteriske med at overholde tiderne for boarding, for skibet venter ikke på nogen. Forståeligt nok, for med over 2000 passagerer, hvoraf nogle måske ikke tager tidspunkter helt alvorligt, kunne der nemt blive irriterende forsinkelser ved hver afsejling.

De to billeder forestiller de tidligste settlers; først kom man i oksekærrer og senere i en prærievogn. Det er i hvert fald hvad jeg ville have kaldt den, hvis vi havde talt om USA. Det var to bronzeskulpturer, som stod i to forskellige parker, men lavet af den samme kunstner, og jeg var ret betaget af dem, for de virkede helt levende. Man kunne tydeligt se, hvordan de arme dyr knoklede for at få vognen igennem vanskeligt fremkommelige landskaber.

Vi var igen ret uheldige med vejret, som var usædvanlig dårligt for årstiden. De klimaforandringer mærkes – ikke underligt – over hele kloden. Her plejer at være over 30 grader og sol, men de var ikke kun gået direkte fra vinter til sommer og sprang dermed foråret over, men et stykke inde i den sommer blev det pludselig køligt (20 grader) og med regnen stående ned i stænger. Det var så her, vi ankom til byen …
Heldigvis var markedet, vi var inde på, overdækket – det var noget lignende Torvehallerne i København, men med et lidt anderledes og mere overdådigt udvalg af frugt og grønt.

En mikrokaffebar … eller noget … på markedet; uden besøgende, men måske også uden betjening. Jeg kunne ikke helt finde ud af det.

Som vi tidligere har set det her på kontinentet, så ligger der gammelt og nyt tæt op ad hinanden. Strandvejsvillaer har de også.
Som sagt var vejret elendigt – jeg ville virkelig gerne se denne by med både mere sightseeingtid og mere sol, men det kommer jeg nok ikke til, desværre.

Punta del Este – et ultrakort besøg

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Det ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

Punta Arenas og Kap Horn

Punta Arenas – en blæsende by. Billederne herunder er taget nede ved havnen (okay, sorry … det er vist ret indlysende), hvor vi morede os lidt over synet af den forhenværende udskibningsjernbane, hvor der nu hvilede hundredvis af skarver og andre havfugle.

Der var en i kommentarsporet, der nævnte “de store sejlskibes tid”, men de var faktisk skræmmende små, de sejlskibe. Jeg har engang været på en kopi af Columbus’ skib Santa Maria, og i Punta Arenas besøgte vi et sted, hvor de har lavet kopier af både Magellans Victoria og Darwins Beagle.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg ikke var ombord dengang for 500 år siden (Magellan ‘opdagede’ strædet i 1520), for det må have været helt igennem rædselsfuldt. Næsten ingen plads og mellem 40 og 60 ombord, hvor kaptajnen oven i købet optog relativt meget af den liden plads. Ingen vidste, hvor de skulle hen, og ingen vidste, om de nogensinde kom hjem igen. Man må enten have været enormt eventyrlysten eller desperat på flugt fra et eller andet for at melde sig frivilligt til den slags ekspeditioner.

Herover Victoria øverst og Beagle nederst. Man kan måske fornemme via Johns størrelse, at Victoria ikke er særlig stort, så det må have været lidt for spændende at skulle runde Kap Horn i sådan et – det kunne nemt blive slået til pindebrænde, hvad da også mange blev.
Beagle er noget større, men det sejlede også præcis 300 år senere.

Jeg ved ikke, hvor meget det fornemmes, men bølgerne herover vurderede vi til at være ubehageligt høje, hvis man ikke er på et stort skib som vores.

I går blæste det så meget, at de lukkede havnen i Ushuaia, så vi først kom afsted 1½ time senere end planlagt. Kaptajnen meldte dog ud, at han til gengæld ville speede op, så vi kunne holde planen og runde Kap Horn ved sekstiden næste morgen.
Det var slemt at gå det lille stykke på molen ud til båden, og nogle blev faktisk blæst omkuld og måtte samles op i bil af skibets personale. Herefter blev folk kørt det lille stykke hen til, hvor man gik ombord. Vi nåede at komme ind, før det blev helt slemt, og alligevel måtte vi kæmpe for at holde os oprejst.

Søgangen var nu ikke så slem, selv om bølgerne bogstavelig talt gik højt ved Kap Horn.
Som vi naturligvis ikke sov fra! Skibet cruisede rundt, så alle, uanset om man havde kahyt til den ene eller den anden side, fik det hele med på nærmest mulige hold. Som sagt blæste det voldsomt, hvorfor ingen fik lov at gå ud for at fotografere, så vi var ekstra glade for vores balkonkahyt i morges.

Vi så både fyrtårnet og skulpturen af albatrossen på selve Kap Horn, men billederne blev, pga. vejrforholdene, ikke særlig gode.
Det gør dog ikke spor, for skal man runde hornet, så skal det da også være i dårligt vejr og høj sø, ellers er det ikke helt rigtigt. I virkeligheden er det vel slet ikke noget særligt, for det er bare nogle forrevne klipper dernede langt sydpå … og så er det jo allievel i høj grad noget særligt at have rundet, og skibet brugte da også en god times tid på at krydse rundt hernede, så alle fik oplevelsen med.
De næste to dage er på havet, så der vil livet gå sin stille, men hyggelige gang uden de store oplevelser.

Kold ild

I dag har vi tilbragt hele dagen i verdens sydligste by, Ushuaia. Vi har set verdens sydligste posthus og vi har gjort stop på det sydligste punkt på verdens længste vej, The Pacific Highway, som vi faktisk har kørt på før på denne tur. Den går fra Alaska til Ildlandet, hvor vi er nu. Tierra del Fuego. Gad vide hvorfor det har fået det navn, for her er dæleme ikke varmt. I teorien er det højsommer hernede, men temperaturen er 6 grader og det blæser ikke kun ½ pelikan, men nærmere 1½, selv om de ikke her regner det for andet end en mild brise.

Posthuset ved verdens ende …
Vi befinder os i Nationalparken Tierra del Fuego. Lige som Magellanstrædet ved første øjekast godt kunne minde om Norge, mindede turen til denne park om, når man nærmer sig Alperne, men når man så får øje på detaljerne, er det naturligvis helt anderledes. Væksterne, især.
Her gror tre slags bøgetræer, og det er da også uden tvivl bøgeblade vi ser, men de er meget små, kun godt en centimeter lange, og træernes vækst er meget langsom. Ikke så underligt, med sommertemperaturer på maksimalt 10-12 grader og vinterditto på ned til minus 15.
Den gule dims herunder fandt jeg på stranden – formentlig en eller anden slags svamp. Jeg fandt også hvad jeg tror er et søpindsvin i miniformat.

Herunder de små bøgeblade og ved siden af en busk, der havde lavendellignende blade og margueritlignende blomster.

Fotostoppene var legio, da vi gik rundt inde i nationalparken, men det er alt sammen så stort og prægtigt, at det var vanskeligt at indfange det.
Jeg kan kun anbefale, at man selv tager derned og ser det – vel vidende, at ikke alle kan eller vil.

På træerne sad tusindvis af disse vækster, som jeg kun kunne forbinde med mistelten, og så alligevel ikke, for de havde forkert farve og tekstur. Jeg fandt dog ud af, at den kaldes falsk mistelten, hvilket absolut giver mening.

I morgen meget tidlig runder vi Kap Horn, og vi har aftalt med hinanden, at vi skal op og have det hele med fra ved sekstiden. Man tager ikke sådan en rejse, hvor et af højdepunkterne netop hedder Kap Horn, bare for at komme hjem og med blussende kinder indrømme, at man sov fra det!

I går, som jeg måske skriver om senere, var vi i Puntas Arenas, hvor vi skulle have brugt tre timer på en sejlads ud til en ø, hvor der er albatrosser, pingviner og søløver. Vi så alle i høj grad frem til denne oplevelse, for solen skinnede fra en skyfri himmel.
Det blæste dog for meget … det var så ikke engang blæsten, man var nervøs for, men for strømforholdene. I går var der så stærke strømninger i farvandet, at de ikke turde tage turister med ud i det. ØV, tænkte vi, men ingen er herre over vejret, og sikkerheden går naturligvis frem for alt.
Jeg ville nu meget gerne se en albatros. Vi ser skarver, måger, terner og petreller (der er vist ikke noget dansk navn for dem?) i massevis, men så vidt vi har kunnet se, har der ikke været albatrosser imellem. De er her dog, for andre i vores gruppe hævder at have set dem.

Hårdt vejr i Magellanstrædet

Vi lagde ellers så fint ud med at finde os en god plads ved et af vinduerne i baren øverst og forrest i skibet, mens vi sejlede gennem de smukke passager i Magellanstrædet.
God udsigt fra første parket.
Jeg tog kun nogle få billeder indefra, for jeg havde ikke medbragt overtøj. De blev derfor meget blå pga. de let tonede ruder. John gik lidt ud, men kom hurtigt ind igen, for vinden blæser frisk og kold. Magellanstrædet var dog ganske smukt at sejle igennem, så jeg var glad for vores gode plads.
Der var i øvrigt en quiz om almenviden, mens vi var der. Vi dannede et team med et andet dansk par, og tilsammen svarede vi rigtigt på så mange spørgsmål, at vi fik en førsteplads – dog delt – men vi var kun tre hold, der fik 14 point; andenpladsen havde bare scoret 10 point. Vi deltog, fordi de lagde ud med at spørge hvem der i 1967 gik fra venstrekørsel til højrekørsel. Rundt omkring os sagde amerikanerne, at det havde de da ikke den ringeste ide om. Nogle havde svaret Irland, men vi vidste jo, at det var Sverige, og så fik vi blod på tanden. Vi havde kun to forkerte (vi svarede slet ikke på dem), selv om et par af svarene var rent gætteri. Lidt heldig har man lov at være. Præmien var lodder til et eller andet, men vi syntes, at æren var fin.

Klokken 11:30 blev de fleste smidt ud herfra, fordi der skulle foregå et eller andet med kaptajnen, som de havde glemt at invitere os med til.
Vi gik derfor i kahytten og slappede af, indtil uret viste kl. 13, hvorefter vi igen tog den til 14. etage for at indtage frokosten.
Her mødte vi et par, som var med Stjernegaard rejser, og som både kendte Præstø og Havdrup. Dem fik vi en hyggelig rejsesnak med. De forlod bordet, da vi skulle til desserten, for da havde de allerede siddet der i 1½ time og trængte til et hvil.
Nu begyndte båden pludselig at rulle og at gynge, hvilket kom bag på alle, også personalet, for hvem adskillige glas og tallerkener røg på gulvet.
Det blev værre og værre, så John og jeg besluttede at gå i kahytten igen, hvor vi kunne lægge os på sengen – så kunne vi da ikke falde …

På gangen mødte vi ham, der gør rent i vores kahyt (to gange om dagen!); han spurgte, om vi var okay, til hvilket vi svarede ja.
Vi er også okay, men det er ret slemt, dette her. Vi bor på 6. dæk, så vi er allerede halvhøjt oppe, men det er ikke kun regn, vi får smidt på os, når vi går ud på balkonen – skumsprøjtet når vist helt op på øverste dæk.
Den ruller og hugger, men indtil videre er det faktisk ret sjovt – det er det, når man ikke er søsyg (banke, banke under bordet).
Stewarden sagde, at det ville vare resten af eftermiddagen, så skulle det løje af igen. Indtil videre er det sandelig ikke nemt at holde baligelancen.
Hele dagen i morgen (vi skal i land allerede klokken 07) er vi i Puntas Arenas og omegn, hvor de har lovet mellem 0 og 5 grader, så det er godt, jeg tog skiundertøjet med.

Vulkaner, vandfald og verdens mindste kok

I går lagde skibet til ved Puerto Montt, og vores gruppe blev sejlet i land i de små tenderbåde, som også vil blive brugt som redningsbåde, hvis vi skulle komme i den situation – men det håber vi sandelig ikke!
Vi blev kørt afsted til vulkaner, til en lækker frokost, som i virkeligheden var en treretters middag, og endelig til Petrohue-vandfaldene, som var smaragdgrønne og naturligvis flotte.
Mit SD-kort gik i udu, og John tager billeder i rawformat, som ikke umiddelbart lader sig kopiere til det jpg-format, som er nødvendigt, hvis de skal uploades til min blog. Det passede ikke fruen her, så jeg måtte til at finde en måde at konvertere på, hvilket da også lykkedes, men det tager tid, så jeg forsøgte kun med to i første omgang.

Så slipper I også for billedspam … her kommer i stedet historien om bådens restaurant Qsine – le petit chef.

Restauranten, vi oplevede for første gang, findes der kun ganske få i verden af. De lader en lille 3-D-kok både indfange og ‘tilberede’ maden på tallerkenen foran kunden.
Det var SÅ underholdende. Ikke kun det animerede, men også den lille koks små, ledsagende lyde var ret morsomt.
Jeg fandt Le Petit chef på Youtube, og fordi det er en 2-D-film af en 3-D-ditto, så er kvaliteten naturligvis derefter, men man kan måske få et indtryk af, hvordan det var. Und jer selv at se videoen, selv om den tager noget tid (håber linket virker – ellers googl selv). Celebrity-rederiet er ved at indføre konceptet på alle deres skibe.
https://www.youtube.com/watch?v=bK8-a10QFoQ
Fra animationen sluttede, til det (helt tilsvarende) måltid blev serveret, gik der højst 20 sekunder, så mange tjenere var der – men restauranten var hverken stor eller helt fyldt op. Havde den været det sidste, havde det nok taget 30 sekunder …
Det skal tilføjes, at det var mad i absolut topklasse.

Jeg synes, at, selv om der er en fantastisk middag hver aften inkluderet i rejsens pris, så bør man unde sig den ekstra oplevelse det er at gå på en eller flere af specialrestauranterne. Herregud – hvor tit tager man lige sådan et luksuskrydstogt som dette? Jeg vil i hvert fald have det hele med.
Man får lidt rabat, hvis man bestiller flere på én gang, så det har jeg gjort. Tre i alt. John var lidt svær at overbevise – han synes pr. definition, at sådan noget er spild af penge, men efter denne første oplevelse overgav han sig uden forbehold, og vi glæder os allerede til opleve, hvad de to andre restauranter har at byde på. Det er ikke med 3-D de andre steder, men den gourmetmæssige del er fuldt på højde med eliterestauranter på land.

Som jeg skrev tidligere, så er maden en væsentlig del af et krydstogt, og når jeg dertil mangler fotodokumentation, så må jeg jo finde på noget andet at berette om end vores smukke naturoplevelser, tøhø.
I dag har vi sejlet gennem den chilenske skærgård. Meget smukt, men det kunne godt minde lidt om Norge. I morgen går turen gennem Magellanstrædet.
Billedet viser lyset, som det kom ned gennem skyerne, da vi spiste morgenmad.

Special edition: madspildet fra et krydstogtskib

Det er pudsigt, så mange af jer der fik den samme tanke som jeg fik på The Galley Tour: Hvad gør de ved al den mad, der nødvendigvis må gå til spilde?
Heldigvis fik jeg den glimrende ide at spørge den kok, der viste os rundt, så udfordringen med at svare jer var ikke så stor.
For at gøre det nemmere for mig selv, vil jeg svare på jeres kommentarer via dette ekstraindlæg.
Kokken gled elegant af på spørgsmålet om mængden af madspild, men svaret var alligevel interessant.
Alt organisk; dvs. al mad, ryger ned i en dertil indrettet container, hvor det bliver kværnet til en fin grød.
Derefter går det igennem en forbrændingsproces og til sidst bliver dette organiske restprodukt presset til flager, som bliver sendt ud i havet som fiskefoder. Det er faktisk en ret smart løsning, synes jeg, og fiskene elsker det.
Alt andet affald bliver sorteret og naturligvis bragt i land.

Mht. spildevandet ‘sorteres’ det i brunt og hvidt vand. Det brune giver næsten sig selv, men det er faktisk det enkleste at håndtere, fordi materialet er organisk og må derfor gerne dumpes, når man når et vist antal sømil fra en hvilken som helst kyst. Celebrity-rederiet har valgt at fordoble den lovpligtige afstand, inden de dumper.
Det hvide vand kommer fra vask, opvask og badevand og er derfor fyldt med kemikalier. Det bliver opbevaret indtil man er i land og kan få det gennem et rensningsanlæg.

Mad til 4200 personer i 14 dage …

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.

Det skal være skidt, før det bliver godt

Flyveturen til Santiago – først en time til Amsterdam, så 13 timer til Buenos Aires, hvor vi blev verfet af for at skulle gennem en ekstra gang security, og så endelig de to sidste timer til målet – var rædsom, forstået på den måde, at vi havde fornøjelsen af en skrigende og uafbrudt opmærksomhedskrævende unge de ni af de tretten timer. JO, det er da synd for både barn og forældre, men jeg nåede relativt hurtigt dertil, hvor jeg syntes det var mere synd for mig, for hvis jeg endelig nåede til at blunde bare lidt, vendte skrigene tilbage med fornyet styrke.

Det blev der heldigvis kompenseret for. Først et überlækkert hotel i Santiago, hvor vi, efter en byrundtur både med bus og til fods, efterfulgt af en meget lækker middag, sov fabelagtigt efter 1½ døgn uden søvn.

Dernæst, dagen efter, på vej mod båden, en tur til Valparaiso.
Det var kærlighed ved første blik fra både min, Johns og stort set alle andres side.
En fantastisk og farverig by, hvor fattig og rig bor i skøn samdrægtighed lige ved siden af hinanden. Ikke noget med at dele byen ind i kvarterer – man bygger, hvor man kan og for så mange penge, man nu engang har til det.

Der var kunst overalt – på huse, på klipper, på vejene, på plankeværkerne, og langt det meste af det var flot, flot, flot. Noget var naivt, andet var provokerende, det meste var smukt, og det er en af de mest spændende byer, jeg har set.

Jeg tror jeg tog 200 billeder i Valparaiso …

Vi var inde for at se forfatteren og nobelprismodtageren Pablo Nerudas hus, som nu er museum … et yderst specielt hus i fem etager og med mange, sjove eller spændende rum og ting. Vi måtte ikke fotografere inde i huset, men gerne tage billeder af udsigten, og jeg kom vist til at træde lidt tilbage nogle af de gange, hvor jeg skulle fotografere den i øvrigt pragtfulde udsigt.
Det kontor kunne jeg godt bruge – helt øverst oppe lå det.

Men … det allerbedste havde vi endnu til gode.
Vi var blevet anbefalet at checke ind på skibet hjemmefra, hvilket skulle gøre det lidt smidigere, når vi skulle boarde. Det skulle gøres mindst tre dage før afgang. Jeg undrede mig over, at der ikke blev angivet vores kahytsnummer på skibsbilletten, så jeg kunne skrive det på de kuffertmærker, vi skulle hænge på vores bagage. Hvordan skulle dragerne så kunne finde ud af, hvor de skulle bringe bagagen hen?
Nå, tænkte jeg … det må vi bare finde ud af, når vi når så langt. De fleste, men ikke alle i vores gruppe på 18 havde fået kahytsnummer, viste det sig.
Vi fik da også tildelt en kahyt, og til min kæmpestore fryd opdagede jeg, at de havde opgraderet os til en balkonkahyt!
Hvorfor ved jeg ikke, men jeg skal så absolut ikke klage. Jeg var nødt til at tage hænderne ned for at skrive dette, men det var svært.
Mens jeg skriver, ligger John og tager en morfar inden aftensmaden, og det hele foregår med åben terrassedør, så vi kan høre vinden og bølgerne.
Det er SÅ FEDT!!!!

Det er jeg også, inden vi kommer hjem. Fed, altså … dette er bare dessertbuffeten – jeg har nok taget 10 kilo på, inden turen er slut.