Forsøg med sorte bønner

Kender I Pinterest? Det er skræmmende, så meget tid man (jeg) kan bruge på at surfe rundt i alle de mange pins og få masser af gode ideer. Som i enormt mange – nogle blíver gemt på egne ‘opslagstavler’, andre nøjes jeg med at læse, og andre igen bliver bare skimmet og derefter skrottet. Pinterest er – som alt på nettet – god til at huske hvad jeg tilsyneladende interesserer mig for, så det er begrænset hvor meget uinteressant skrammel, der kommer op. Jeg undrer mig dog over, hvorfor der er en del henvisninger til noget fra Game of Thrones …
Pludselig dukkede der et billede op med garn i en skøn, gråblå farve. Klik … det ledte så ind på Ravelry (et cybermekka for strikkere og hæklere), til en laaang tråd om farvning med sorte bønner.
Jeg brugte en lille time på at læse det meste af den lange tråd og blev enig med mig selv om, at jeg måtte se at få fat i de der sorte bønner – de har dem ikke i supermarkederne her på Sydsjælland, så internettet blev igenigen min redning. Jeg købte et kilo og har nu brugt 400 gram af dem.

Essensen af de mange kommentarer og erfaringer er i punktform:

• Det er en kold proces. Ingen opvarmning, for det vil ødelægge den blå farve.
• Det er også en ‘rødkålsfarve’: base giver blå, syre giver rød.
• Lad bønnerne trække i vand i mindst 36 timer.
• Alunbejdset superwashgarn tager bedst imod farven. (Jeg havde heldigvis to nøgler naturfarvet Arwetta liggende).
• Lad garnet ligge i så lang tid i farvesuppen, at den begynder at gære.

Jeg smed nogle få korn kaustisk soda i sammen med bønnerne, for jeg har rødlilla farver nok for øjeblikket – jeg ville have lige præcis den farve, der ses på billederne. Med den stærke base havde jeg da heldigvis sikret mig, at bønnerne ikke ville kunne spises bagefter … jeg kom også lidt atamon i; det måtte yderligere kunne forsinke en gæringsproces. Det var min egen ide; det har jeg ikke set forsøgt andre steder, men hvorfor ikke? Tanken var i hvert fald nærliggende for mig – gæret garn lyder ikke specielt lækkert.
Jeg er ret sikker på, at jeg kunne have sparet den atamon. I formiddags delte jeg portionen i to: Den ene med ren farvesuppe, den anden med nyt vand over bønnerne. Jeg kom 50 gram garn i hver portion, og allerede få timer efter har det den skønneste blågrå farve, så jeg ser ingen grund til, at det skal stå sådan i flere døgn – så hellere forsøge at se, hvad der sker med et andetbad.

Vi var også et smut i kræmmerhallerne i Lov, hvor jeg købte 10 store poser krydderier for en hund. Heraf tre poser gurkemeje, som skulle kunne give en flot orangegul garnfarve. Det skal selvfølgelig også afprøves.
Heldigvis er det ikke kun i sommerhalvåret, der er mulighed for at farve garn med naturens egne farver.

Reklamer

Fremgang er ikke altid lige godt

Det er blevet skrevet før fra min side, og det vil blive skrevet igen. Nu, for eksempel:
De unge staver måske ikke optimalt godt, men de ældre og de gamle staver værre, så der er ingen grund til at være efter de unge altid – de fleste af dem ved faktisk mange flere ting og har lært meget mere, end jeg havde, da jeg var ung. Nogle af dem er da, af forskellige grunde, bestemt ikke værd at samle på, men det vil gøre sig gældende for hver eneste årgang overalt på jorden til alle tider. Hvis man vil underholdes med dårlig stavning, skal man bare kigge sig lidt omkring i de forskellige grupper på Facebook, som jeg tror må være Danmarks (verdens?) største forum for elendige stavere.

Her kunne lidt stavemæssig fremgang være ønskelig.

I eksemplet herunder har der desværre været lidt for meget fremgang … det er nemlig netsvindlere, der er ude med snøren her.
Jeg har altid hævdet, at de afslører sig selv, fordi de ikke kan stave eller fordi teksten er skrevet direkte af fra en dårlig googleoversættelse. (Det var vist en pleonasme; googleoversættelser er altid dårlige.)
Herunder er der ikke meget der kan afsløre, at der er en svindler på spil, men det bør nu alligevel omgående få alarmklokkerne til at ringe, når man ikke er nævnt ved navn.
At jeg så ikke bruger tjenesten Netflix, er noget andet, så jeg ved ikke på hvilken måde man betaler, men selv om jeg gjorde, ville jeg, i stedet for at klikke på linket, indlede med at kigge indenfor i min netbank for at tjekke transaktionerne.

Én gang skal jo være den første

Jeg handler meget – som i virkelig meget – på internettet. Det er nemt, måske i virkeligheden lidt for nemt, at sidde ved skærmen og lade sig inspirere og så derefter bare trykke på et par knapper for at bestille sin(e) vare(r). Garn, bøger, gaver af enhver art, elektronik, parfume, blomster, ja, stort set alt. 
I denne forbindelse vil jeg lige pudse min glorie og understrege, at jeg altid tjekker, om det er en såkaldt sikker forbindelse, betalingen sker igennem, og der er bank under bordet endnu ikke gået noget galt, selv om jeg har internethandlet snesevis af gange. De hundrede er vist også rundet et par gange efterhånden. Det gode ved EU er, at man ved handel indenfor dette område ikke skal betale told og moms med tilhørende forsinkelser, som man risikerer, når man handler i fx USA, og de lige får fanget én ved grænsen.
Jeg har købt sko, men endnu ikke tøj. Det kommer såmænd nok også snart, men når jeg tænker på, hvor meget et stykke tøj kan finde på at forandre sig på det korte stykke vej fra bøjlen til min krop, bliver det meget begrænset, hvilken slags tøj jeg vil forsøge mig med på nettet.

Dagligvarer havde jeg heller aldrig handlet … regnede med, at det nok på et tidspunkt bliver en nødvendighed, så det kan vente. Troede jeg. Men.
Jeg handlede i COOP i går uden at bevæge mig uden for min dør. Jeg fik alt, hvad der stod på min liste. Der var ingen impulskøb, men det er bestemt ikke udelukket, selv om man nethandler, kunne jeg sagtens fornemme – men altså ikke i går. Det er selvfølgelig en fordel, at jeg i så mange år har handlet i brugsen – jeg kender alle varerne og ved, hvad jeg skal vælge til og fra.
Man følger med øverst på skærmen, både mht. varer og samlet pris. Det er nemt at slette en vare. Det var i det hele taget nemt.
Det er dog ikke den måde, jeg fremover vil handle på – ikke hver gang, i hvert fald, men nok indimellem, for der er naturligvis også ulemper, som fx zonegebyret. Jeg troede først, det havde noget at gøre med, hvor jeg boede, men det viste sig at være følgende:

Fordi jeg handler til en uge ad gangen, kom jeg naturligvis af med alle 12 kroner. Man betaler også for levering/transport, medmindre man køber for over 1200 kroner. De termokasser, varerne bliver leveret i, tager de heldigvis retur, næste gang de leverer.
Både ordrebekræftelse (umiddelbart efter bestilling) og faktura (når varerne er pakket), er penslet ud til mindste detalje.

Så jo, nemt er det. Nu kan jeg på ingen måde hævde, at jeg er en fortravlet mor med tre børn og fuldtidsjob, der kæmper for at få tiden i hverdagen til at slå til (altså, moderen kæmper, ikke fuldtidsjobbet …), men var jeg det, ville jeg med stor sandsynlighed sætte mig i ro og mag om aftenen, når ungerne sov, for at lave madplan og derefter købe ind til den næste uges tid.
Fordi jeg er efterlønner og stadig fuldt mobil, vil jeg derfor selv gå i brugsen, men nu er det afprøvet og bliver sikkert også praktiseret igen, også inden jeg bliver gammel og affældig. Er lidt spændt på i morgen, når varerne kommer.

Parfumen over alle parfumer

Jeg har brugt parfume/eau de toilette i 45 år, og jeg har prøvet mange af slagsen – de fleste med held; nogle få var ikke så gode på mig, selv om det var det jeg syntes, da jeg prøvede dem.
Fiji, Shalimar, Trésor, L’air du Temps – det var de gode, som blev købt mere end én gang.
Yndlingen over alle yndlinge er Elizabeth Taylors White Diamonds. Den har jeg brugt i omkring 30 år, og 80-90 % af mine parfumeflasker har været denne.
Det pudsige ved parfumer er, at man ikke kan anbefale dem til andre. Den, der dufter skønt på én kvinde, kan få en anden til at stinke værre end …  Selvom Charlotte formentlig har halvdelen af mine gener, kan vi overhovedet ikke bruge den samme parfume – de dufter så forskelligt på os, at ingen kan gennemskue, at det er samme parfume. ‘Forskelligt’ er ikke det rigtige ord – lige så god Allure er på C, lige så dårligt lugter den på mig, og den eneste gang, hun har prøvet min White Diamonds, spurgte John, om hun var gået i lære som bordelmutter.
White Diamonds var mit kendemærke på arbejdet. Ingen andre brugte den, og alle vidste, at det var Ellen, der var (eller lige havde været) i rummet. Når folk sagde sådan, troede jeg i starten, at jeg havde brugt for meget, men kolleger jeg stolede på, sagde, at det ikke var tilfældet – den parfume var bare så god og så meget mig, at den var blevet min signatur.
Når jeg bærer den, har jeg flere gange været ude for, at både kvinder og mænd i fx kassekøen i supermarkedet har spurgt mig, hvad det dog er for en parfume jeg har på, for den dufter helt vidunderligt … jeg har gennem årene fået mange positive kommentarer pga. duften af White Diamonds.
Det gør ikke noget.
Hver gang jeg kommer i en hvilken som helst lufthavn, skal jeg prøve en to-tre parfumer. Der kommer hele tiden nye til, men de fleste af dem har en bestemt ingrediens, som jeg ikke ved hvad er, men som jeg synes lugter dårligt og nærmest kemisk. Kvindelige ekspedienter over 50 ved godt hvad jeg mener og er enig med mig, men ingrediensen er svær at komme udenom.

De sidste mange år har jeg købt White Diamonds i lufthavne rundt omkring, fordi jeg gerne vil spare lidt penge i forhold til detailhandelprisen i Danmark, men det er færre og færre lufthavne, der fører den.
For et par år siden stoppede Heathrow med den, hvilket bekymrede mig, for det er som bekendt en virkelig stor lufthavn med et kæmpe vareudvalg.
Sidst, jeg fløj, havde de også droppet den i Kastrup lufthavn. Nu blev jeg for alvor bekymret – går den helt ud af produktion? Det ville jeg blive meget ked af.

I dag fik jeg den lyse ide at se, hvad internettet har at sige om det.
Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg fandt en butik, som sælger 100 ml til 279 kroner, hvilket (så vidt jeg husker) er omkring 200 kroner billigere end den var i lufthavnen! Amazon har den til bare 15 £, men de må ikke sælge til Danmark. Så er det godt, at jeg har en dækadresse i England.
Problemet er løst. I  hvert fald for en tid. Der er små bekymringer og der er store bekymringer.
Jeg ved godt, at man siger, at internethandelen ødelægger det for detailbutikkerne, men når jeg kan få varen til under 1/3 af prisen, så bliver det internethandel for mit vedkommende.

En anderledes kirke og en internetforlænger

Vi skulle til Næstved i dag, og John valgte at tage den forholdsvis nye omfartsvej for at se, om det kan betale sig at køre den vej, når vi skal i storcentret.
Det kan det for det første, og for det andet så vi en landsbykirke, der ikke helt lignede standardmodellen for danske landsbykirker.
Den lå et godt stykke væk, og den kunne kun ses ganske kort fra omfartsvejen, men vi fik pudsigt nok øje på den begge to på en gang og blev enige om at finde den på vejen tilbage og kigge lidt nærmere på den.

Kirken er bygget ad flere omgange, hvor tårnet er det sidst opførte i 1779, som det ses. Den ældste del er fra 1050.
Vi fandt det også usædvanligt, at vinduerne var så store og sad i så lav en højde fra jorden. Man kunne kigge lige ind på alteret, hvis man fik lyst … så var man faktisk tættere på det, end hvis man sad på den forreste kirkebænk.
Vi gik lidt rundt på kirkegården og mødte graveren, som gik og passede sit arbejde.
Han ville hjertens gerne snakke, og på vores spørgsmål om hvorfor tårnet var placeret hvor det var, lød svaret, at det ganske enkelt var fordi jorden skrånede for meget der, hvor det normalt skulle have været stået.
Der gemte sig hverken underlige historier bagved eller har gamle sagn knyttet til det – det var af rent praktiske årsager.
Graveren kunne så også fortælle, at kirken står foran at skulle have nyt tag, for man regner ikke med, at det vil kunne klare en Bodil til.
Vi fik meget mere at vide; jeg tror han var glad for en lejlighed til at holde en velfortjent pause. Det var en af de mest velplejede kirkegårde, jeg har set.
Han havde kun haft jobbet i 1½ år, men hvad han ikke vidste om kirken, var vist ikke værd at vide.
Endnu lidt af en ildsjæl. De findes overalt og i alle mulige ‘forklædninger’, men jeg nyder hver gang jeg møder en. De har altid noget spændende at byde ind med.

Og vi fik købt vores internetforlænger, som jeg har danskdøbt vores nye range extender …
Vores bredbånd lever fint op til forventningerne og leverer de lovede 50/50, selv med flere enheder og et tv logget på.
Inde i stuen. Af en eller anden grund er det meget langsomt i soveværelset lige ved siden af, samt ude i køkkenet.
Routeren til det mobile bredbånd fra 3 stod i vinduet lige over, hvor Fibias router nu er sat på væggen, og det kunne sagtens trække både til køkken og soveværelse, mens bredbåndet kun leverer sølle 0,6 begge steder.
Det underligste er, at det rækker op til vores terrasse 30 meter væk uden de store problemer, men det kan altså ikke finde ind i soveværelset. Den direkte internetvej til terrassen er ind i soveværelset og ud igen gennem den anden væg.
Vi fatter ikke en brik … Elgiganten havde heller ingen forklaring, men de mente, at dimsen her ville kunne afhjælpe problemet.
Det kunne den også. Nu har vi hastigheder på 25-30 mbit/s de steder i huset, hvor der før var under 1.

Jeg ved hvor du bor!

Jeg ved jo godt, at intet er helligt for Det Store Internet – al ens cyberfærden er så overvåget, som ingen science fiction-forfatter har kunnet forestille sig. Og hvorfor nævner jeg nu lige sci-fi-forfattere? Det gør jeg fordi de altid har haft en særdeles blomstrende fantasi, og der har ingen grænser været for, hvor langt ud i rummet de er nået med diverse mere eller mindre troværdige metoder herfor, eller hvilke aparte væsener vi har været oppe at slås imod. Rum- og tidsrejser har floreret i stor stil i den form for litteratur.
Men … har I nogensinde tænkt over, at ingen – som i ikke en eneste af de mange – forudså internettet og dets funktionalitet, som er tilgængelig for alle og hvad det har ført med sig på godt og ondt?
Det synes jeg er ret morsomt og illustrerer tydeligt hvor svært det er at forudsige, hvad fremtiden vil bringe.
Efter sigende udtalte nogle ellers meget kloge mænd engang følgende om computere: “Datamaskiner vil aldrig blive allemandseje!” De har så sandelig måttet æde deres ord igen.

Det er på én gang morsomt og lidt skræmmende, at jeg i de følgende tre uger efter at have ledt efter nogen, der kunne lave nogle termoruder til os, nærmest blev bombarderet med reklamer for vinduer.
Forleden dag bestilte jeg julerejsen til England og fordi vi starter med tre nætter i London, bookede jeg et værelse til os i Kensington, hvilket fik Det Store Internet til at droppe vinduesreklamerne og i stedet bombardere mig med reklamer for hoteller i London – her i Sverige kommer de tilligemed på svensk! Det er muligt, Det Store Internet ved hvor jeg opholder mig, men det har åbenbart ikke fundet ud af, at jeg har booket det hotel!
Efter at have booket rejsen til Amalfi fik jeg stort set ikke andet end reklamer for rejser dertil. Det er alligevel lidt dumt, det der Internet, for jeg er ikke spor interesseret, når først rejsen er booket.

Hvepsen har bygget sig en fin lille bolig med tagudhæng – indtil videre er det kun en etværelses lejlighed (billedet viser boet i naturlig størrelse), men denne hveps fik ikke en chance for at udvide faciliteterne; den må finde et andet sted at slå sig ned.

I dag fik vi kløvet lidt træ. Et af stykkerne havde det ikke helt godt og var invaderet af kryb og rådsvampe … måske en dødningehovedbille (se kraniet ca. kl. 6 i billedet). Der var et flot farvespil i det kløvede træ.
Jeg mente nok engang at have hørt, at der er noget, der hedder en dødningehovedbille, men var i tvivl og googlede derfor, inden jeg ville skrive det her i indlægget.
Det er virkelig lidt dumt, det der Store Internet … jeg er aldeles ikke interesseret i adresser på dødningehovedbiller eller vejbeskrivelser til deres boliger … jeg har heller ikke tænkt mig at ringe til dem.

Ankomst Svinkløv – en skøn campingplads

Dette er en prøve … dette er en prøve … jeg kan ikke komme på min mail og jeg kan ikke logge på med ipadden, men jeg kan godt komme på www.
Mig ikke forstå.
Forbindelsen ser ellers ud til at være excellent – med fem streger ud af fem. Det er ikke alt, man skal forstå.

Det er en skøn plads, som Naturstyrelsen ejer. Der er langt mellem naboerne, men ikke så langt til Vesterhavet. Vi kunne godt have anbragt campingvognen i yderste klitrække, men regnede med, at det ville blive for blæsende og koldt på denne tid af året. Så hellere gå en tur derud et par gange om dagen. I stedet valgte vi en plads med dejligt læ, så ikke vi fryser halvt ihjel i løbet af natten.

John nåede at rigge forteltet til, inden vi spiste, selv om jeg foreslog, at vi ventede til i morgen med at samle det.
Det skal så også siges, at vi først fik aftensmad kl. 20:30. Vi ankom kl. 17:30, men inden vi fik fundet lige præcis den allerbedste plads for os, checket ind, sludret lidt med Mester og endelig kunne begynde at pakke bilen ud, var der gået en times tid.

Nå. Nu plingede der mails ind i stor stil – vi skulle åbenbart bare lige have en 20 minutters til til at tænke sig om i.
Der er dog nok ikke blevet enablet noget Java Script på ipadden af den grund (login failed. Enable Java Script. Den har jeg ikke været ude for før) – det kræver formentlig internetforbindelse at enable det, og jeg kan ikke kan få internetforbindelse, før jeg har enablet det. Ond cirkel, hedder sådan noget.
Altså, hvis jeg igen går flere tusind point tilbage i Ruzzle, fordi jeg “giver op” pga. manglende netforbindelse, bliver jeg hammersur. Jeg må få Mester til at se på det i morgen.
Lige nu skal jeg bare se, om skidtet her kan finde ud af at uploade.

Man må benytte sig af de gode tilbud – af enhver art

Gennem mit arbejde har jeg en konto hos Philipson Wine, fordi jeg altid har et lille vinlager på kontoret til, når min chef vil sige en eller anden tak for en lille ekstra indsats. Jeg kan betale med firmakort eller med mit eget kort, hvis jeg køber privat, men jeg får mine bonuspoint uanset hvilket kort, der bliver brugt – lige som med Eurobonuspoint hos SAS. Og hos os får medarbejderen heldigvis lov til selv at beholde den slags belønninger.
I dag strøg der en mail ind fra Philipson med et par tilbud, jeg absolut ikke kunne modstå.

Langhe-vinen til højre sat ned fra 120 kr til 50 kr.
Postales Fin del Mundo sat ned fra 60 til 40 kr.
Hvis man altså køber 12 flasker af hver … men det gjorde jeg så. Den sidstnævnte er ikke engang på tilbud mere, så det var godt, jeg slog til med det samme.
Jeg brugte min bonus og fik de 24 flasker for lige godt 800 kroner. Det er i orden med mig … og jeg forventer mig en del af den nebbiolovin.

---

Om kort tid har jeg ikke længere firmabetalt internetforbindelse, og efter at have undersøgt priser og muligheder, nåede vi frem til, at vores antenneforening var billigst; oven i købet med en meget stor hastighed.
Mit kære firma påstår ellers, at de giver deres medarbejdere crème de la crème mht. hastighed, og jeg har såmænd heller ikke følt grund til klage, men ment, at det virkelig var en pænt hurtig forbindelse.
Telenor kan dog godt pakke sammen, måtte vi konstatere i dag efter besøg af antenneforeningens montør.
Jeg blev ellers en anelse bekymret, da jeg så, at Telenor leverer fem ‘modtagestreger’ af fem, hvor Flimmer kun leverer tre af fem. Men jeg tør da næsten ikke tænke på, hvordan det ville se ud med fem af fem for Flimmers vedkommende, fordi:
Telenor: ned:  6,9 Mbit/s – op: 0,82.
Flimmer: ned: 32,5 – op: 13,45.
Det er da en forskel, der er til at tage at føle på! Og mærke, for den sags skyld … der er godt nok kommet fart over feltet her. Det må gå med raketfart, når dette indlæg skal publiceres … burde egentlig have lagt en hel masse heftige billeder ind bare for at se forskellen.
Nu nøjes jeg med et af kaktussen, som er startet på blomstringen.

Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad, men jeg er ærlig talt også fuldstændig ligeglad, bare det virker … og så for bare 150 kroner om måneden.
Det er også i orden med mig.