Hos Mommer

17. januar 2019

Punta del Este – et ultrakort besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , , ,

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

P1020094

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

P1020090

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
P1020093I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Forret med laks - MuranoFlamberet hummer - MuranoFlamberet hummer - MuranoGrand Marnier-sufflé - Murano

Afternoon tea - Celebrity EclipseDet ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

Reklamer

15. januar 2019

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , ,

P1040101Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

P1020088P1020061

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

P1020072

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

P1020068P1020083

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

P1020074

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

P1020078

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

P1020087

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

13. januar 2019

Punta Arenas og Kap Horn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:17
Tags: , , , ,

Punta Arenas – en blæsende by. Billederne herunder er taget nede ved havnen (okay, sorry … det er vist ret indlysende), hvor vi morede os lidt over synet af den forhenværende udskibningsjernbane, hvor der nu hvilede hundredvis af skarver og andre havfugle.

P1010760P1010761

Der var en i kommentarsporet, der nævnte “de store sejlskibes tid”, men de var faktisk skræmmende små, de sejlskibe. Jeg har engang været på en kopi af Columbus’ skib Santa Maria, og i Punta Arenas besøgte vi et sted, hvor de har lavet kopier af både Magellans Victoria og Darwins Beagle.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg ikke var ombord dengang for 500 år siden (Magellan ‘opdagede’ strædet i 1520), for det må have været helt igennem rædselsfuldt. Næsten ingen plads og mellem 40 og 60 ombord, hvor kaptajnen oven i købet optog relativt meget af den liden plads. Ingen vidste, hvor de skulle hen, og ingen vidste, om de nogensinde kom hjem igen. Man må enten have været enormt eventyrlysten eller desperat på flugt fra et eller andet for at melde sig frivilligt til den slags ekspeditioner.

P1010746

P1010743

Herover Victoria øverst og Beagle nederst. Man kan måske fornemme via Johns størrelse, at Victoria ikke er særlig stort, så det må have været lidt for spændende at skulle runde Kap Horn i sådan et – det kunne nemt blive slået til pindebrænde, hvad da også mange blev.
Beagle er noget større, men det sejlede også præcis 300 år senere.

P1020019

Jeg ved ikke, hvor meget det fornemmes, men bølgerne herover vurderede vi til at være ubehageligt høje, hvis man ikke er på et stort skib som vores.

I går blæste det så meget, at de lukkede havnen i Ushuaia, så vi først kom afsted 1½ time senere end planlagt. Kaptajnen meldte dog ud, at han til gengæld ville speede op, så vi kunne holde planen og runde Kap Horn ved sekstiden næste morgen.
Det var slemt at gå det lille stykke på molen ud til båden, og nogle blev faktisk blæst omkuld og måtte samles op i bil af skibets personale. Herefter blev folk kørt det lille stykke hen til, hvor man gik ombord. Vi nåede at komme ind, før det blev helt slemt, og alligevel måtte vi kæmpe for at holde os oprejst.

P1020034

Søgangen var nu ikke så slem, selv om bølgerne bogstavelig talt gik højt ved Kap Horn.
Som vi naturligvis ikke sov fra! Skibet cruisede rundt, så alle, uanset om man havde kahyt til den ene eller den anden side, fik det hele med på nærmest mulige hold. Som sagt blæste det voldsomt, hvorfor ingen fik lov at gå ud for at fotografere, så vi var ekstra glade for vores balkonkahyt i morges.

P1020042

Vi så både fyrtårnet og skulpturen af albatrossen på selve Kap Horn, men billederne blev, pga. vejrforholdene, ikke særlig gode.
Det gør dog ikke spor, for skal man runde hornet, så skal det da også være i dårligt vejr og høj sø, ellers er det ikke helt rigtigt. I virkeligheden er det vel slet ikke noget særligt, for det er bare nogle forrevne klipper dernede langt sydpå … og så er det jo allievel i høj grad noget særligt at have rundet, og skibet brugte da også en god times tid på at krydse rundt hernede, så alle fik oplevelsen med.
De næste to dage er på havet, så der vil livet gå sin stille, men hyggelige gang uden de store oplevelser.

12. januar 2019

Kold ild

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:52
Tags: , , ,

I dag har vi tilbragt hele dagen i verdens sydligste by, Ushuaia. Vi har set verdens sydligste posthus og vi har gjort stop på det sydligste punkt på verdens længste vej, The Pacific Highway, som vi faktisk har kørt på før på denne tur. Den går fra Alaska til Ildlandet, hvor vi er nu. Tierra del Fuego. Gad vide hvorfor det har fået det navn, for her er dæleme ikke varmt. I teorien er det højsommer hernede, men temperaturen er 6 grader og det blæser ikke kun ½ pelikan, men nærmere 1½, selv om de ikke her regner det for andet end en mild brise.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Posthuset ved verdens ende …
Vi befinder os i Nationalparken Tierra del Fuego. Lige som Magellanstrædet ved første øjekast godt kunne minde om Norge, mindede turen til denne park om, når man nærmer sig Alperne, men når man så får øje på detaljerne, er det naturligvis helt anderledes. Væksterne, især.
Her gror tre slags bøgetræer, og det er da også uden tvivl bøgeblade vi ser, men de er meget små, kun godt en centimeter lange, og træernes vækst er meget langsom. Ikke så underligt, med sommertemperaturer på maksimalt 10-12 grader og vinterditto på ned til minus 15.
Den gule dims herunder fandt jeg på stranden – formentlig en eller anden slags svamp. Jeg fandt også hvad jeg tror er et søpindsvin i miniformat.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Herunder de små bøgeblade og ved siden af en busk, der havde lavendellignende blade og margueritlignende blomster.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Fotostoppene var legio, da vi gik rundt inde i nationalparken, men det er alt sammen så stort og prægtigt, at det var vanskeligt at indfange det.
Jeg kan kun anbefale, at man selv tager derned og ser det – vel vidende, at ikke alle kan eller vil.

Nationalpark Tierra del Fuego

På træerne sad tusindvis af disse vækster, som jeg kun kunne forbinde med mistelten, og så alligevel ikke, for de havde forkert farve og tekstur. Jeg fandt dog ud af, at den kaldes falsk mistelten, hvilket absolut giver mening.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

I morgen meget tidlig runder vi Kap Horn, og vi har aftalt med hinanden, at vi skal op og have det hele med fra ved sekstiden. Man tager ikke sådan en rejse, hvor et af højdepunkterne netop hedder Kap Horn, bare for at komme hjem og med blussende kinder indrømme, at man sov fra det!

I går, som jeg måske skriver om senere, var vi i Puntas Arenas, hvor vi skulle have brugt tre timer på en sejlads ud til en ø, hvor der er albatrosser, pingviner og søløver. Vi så alle i høj grad frem til denne oplevelse, for solen skinnede fra en skyfri himmel.
Det blæste dog for meget … det var så ikke engang blæsten, man var nervøs for, men for strømforholdene. I går var der så stærke strømninger i farvandet, at de ikke turde tage turister med ud i det. ØV, tænkte vi, men ingen er herre over vejret, og sikkerheden går naturligvis frem for alt.
Jeg ville nu meget gerne se en albatros. Vi ser skarver, måger, terner og petreller (der er vist ikke noget dansk navn for dem?) i massevis, men så vidt vi har kunnet se, har der ikke været albatrosser imellem. De er her dog, for andre i vores gruppe hævder at have set dem.

10. januar 2019

Hårdt vejr i Magellanstrædet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , , ,

Vi lagde ellers så fint ud med at finde os en god plads ved et af vinduerne i baren øverst og forrest i skibet, mens vi sejlede gennem de smukke passager i Magellanstrædet.
God udsigt fra første parket.
Jeg tog kun nogle få billeder indefra, for jeg havde ikke medbragt overtøj. De blev derfor meget blå pga. de let tonede ruder. John gik lidt ud, men kom hurtigt ind igen, for vinden blæser frisk og kold. Magellanstrædet var dog ganske smukt at sejle igennem, så jeg var glad for vores gode plads.
Der var i øvrigt en quiz om almenviden, mens vi var der. Vi dannede et team med et andet dansk par, og tilsammen svarede vi rigtigt på så mange spørgsmål, at vi fik en førsteplads – dog delt – men vi var kun tre hold, der fik 14 point; andenpladsen havde bare scoret 10 point. Vi deltog, fordi de lagde ud med at spørge hvem der i 1967 gik fra venstrekørsel til højrekørsel. Rundt omkring os sagde amerikanerne, at det havde de da ikke den ringeste ide om. Nogle havde svaret Irland, men vi vidste jo, at det var Sverige, og så fik vi blod på tanden. Vi havde kun to forkerte (vi svarede slet ikke på dem), selv om et par af svarene var rent gætteri. Lidt heldig har man lov at være. Præmien var lodder til et eller andet, men vi syntes, at æren var fin.

1. klasses udsigt til MagellanstrædetMagellanstrædet

Klokken 11:30 blev de fleste smidt ud herfra, fordi der skulle foregå et eller andet med kaptajnen, som de havde glemt at invitere os med til.
Vi gik derfor i kahytten og slappede af, indtil uret viste kl. 13, hvorefter vi igen tog den til 14. etage for at indtage frokosten.
Her mødte vi et par, som var med Stjernegaard rejser, og som både kendte Præstø og Havdrup. Dem fik vi en hyggelig rejsesnak med. De forlod bordet, da vi skulle til desserten, for da havde de allerede siddet der i 1½ time og trængte til et hvil.
Nu begyndte båden pludselig at rulle og at gynge, hvilket kom bag på alle, også personalet, for hvem adskillige glas og tallerkener røg på gulvet.
Det blev værre og værre, så John og jeg besluttede at gå i kahytten igen, hvor vi kunne lægge os på sengen – så kunne vi da ikke falde …

P1040058

På gangen mødte vi ham, der gør rent i vores kahyt (to gange om dagen!); han spurgte, om vi var okay, til hvilket vi svarede ja.
Vi er også okay, men det er ret slemt, dette her. Vi bor på 6. dæk, så vi er allerede halvhøjt oppe, men det er ikke kun regn, vi får smidt på os, når vi går ud på balkonen – skumsprøjtet når vist helt op på øverste dæk.
Den ruller og hugger, men indtil videre er det faktisk ret sjovt – det er det, når man ikke er søsyg (banke, banke under bordet).
Stewarden sagde, at det ville vare resten af eftermiddagen, så skulle det løje af igen. Indtil videre er det sandelig ikke nemt at holde baligelancen.
Hele dagen i morgen (vi skal i land allerede klokken 07) er vi i Puntas Arenas og omegn, hvor de har lovet mellem 0 og 5 grader, så det er godt, jeg tog skiundertøjet med.

9. januar 2019

Vulkaner, vandfald og verdens mindste kok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:28
Tags: , , ,

I går lagde skibet til ved Puerto Montt, og vores gruppe blev sejlet i land i de små tenderbåde, som også vil blive brugt som redningsbåde, hvis vi skulle komme i den situation – men det håber vi sandelig ikke!
Vi blev kørt afsted til vulkaner, til en lækker frokost, som i virkeligheden var en treretters middag, og endelig til Petrohue-vandfaldene, som var smaragdgrønne og naturligvis flotte.
Mit SD-kort gik i udu, og John tager billeder i rawformat, som ikke umiddelbart lader sig kopiere til det jpg-format, som er nødvendigt, hvis de skal uploades til min blog. Det passede ikke fruen her, så jeg måtte til at finde en måde at konvertere på, hvilket da også lykkedes, men det tager tid, så jeg forsøgte kun med to i første omgang.

petrohue IMG_4493

Så slipper I også for billedspam … her kommer i stedet historien om bådens restaurant Qsine – le petit chef.

Restauranten, vi oplevede for første gang, findes der kun ganske få i verden af. De lader en lille 3-D-kok både indfange og ‘tilberede’ maden på tallerkenen foran kunden.
Det var SÅ underholdende. Ikke kun det animerede, men også den lille koks små, ledsagende lyde var ret morsomt.
Jeg fandt Le Petit chef på Youtube, og fordi det er en 2-D-film af en 3-D-ditto, så er kvaliteten naturligvis derefter, men man kan måske få et indtryk af, hvordan det var. Und jer selv at se videoen, selv om den tager noget tid (håber linket virker – ellers googl selv). Celebrity-rederiet er ved at indføre konceptet på alle deres skibe.
https://www.youtube.com/watch?v=bK8-a10QFoQ
Fra animationen sluttede, til det (helt tilsvarende) måltid blev serveret, gik der højst 20 sekunder, så mange tjenere var der – men restauranten var hverken stor eller helt fyldt op. Havde den været det sidste, havde det nok taget 30 sekunder …
Det skal tilføjes, at det var mad i absolut topklasse.

Jeg synes, at, selv om der er en fantastisk middag hver aften inkluderet i rejsens pris, så bør man unde sig den ekstra oplevelse det er at gå på en eller flere af specialrestauranterne. Herregud – hvor tit tager man lige sådan et luksuskrydstogt som dette? Jeg vil i hvert fald have det hele med.
Man får lidt rabat, hvis man bestiller flere på én gang, så det har jeg gjort. Tre i alt. John var lidt svær at overbevise – han synes pr. definition, at sådan noget er spild af penge, men efter denne første oplevelse overgav han sig uden forbehold, og vi glæder os allerede til opleve, hvad de to andre restauranter har at byde på. Det er ikke med 3-D de andre steder, men den gourmetmæssige del er fuldt på højde med eliterestauranter på land.

Flot lys IMG_4409

Som jeg skrev tidligere, så er maden en væsentlig del af et krydstogt, og når jeg dertil mangler fotodokumentation, så må jeg jo finde på noget andet at berette om end vores smukke naturoplevelser, tøhø.
I dag har vi sejlet gennem den chilenske skærgård. Meget smukt, men det kunne godt minde lidt om Norge. I morgen går turen gennem Magellanstrædet.
Billedet viser lyset, som det kom ned gennem skyerne, da vi spiste morgenmad.

8. januar 2019

Special edition: madspildet fra et krydstogtskib

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: ,

Det er pudsigt, så mange af jer der fik den samme tanke som jeg fik på The Galley Tour: Hvad gør de ved al den mad, der nødvendigvis må gå til spilde?
Heldigvis fik jeg den glimrende ide at spørge den kok, der viste os rundt, så udfordringen med at svare jer var ikke så stor.
For at gøre det nemmere for mig selv, vil jeg svare på jeres kommentarer via dette ekstraindlæg.
Kokken gled elegant af på spørgsmålet om mængden af madspild, men svaret var alligevel interessant.
Alt organisk; dvs. al mad, ryger ned i en dertil indrettet container, hvor det bliver kværnet til en fin grød.
Derefter går det igennem en forbrændingsproces og til sidst bliver dette organiske restprodukt presset til flager, som bliver sendt ud i havet som fiskefoder. Det er faktisk en ret smart løsning, synes jeg, og fiskene elsker det.
Alt andet affald bliver sorteret og naturligvis bragt i land.

Mht. spildevandet ‘sorteres’ det i brunt og hvidt vand. Det brune giver næsten sig selv, men det er faktisk det enkleste at håndtere, fordi materialet er organisk og må derfor gerne dumpes, når man når et vist antal sømil fra en hvilken som helst kyst. Celebrity-rederiet har valgt at fordoble den lovpligtige afstand, inden de dumper.
Det hvide vand kommer fra vask, opvask og badevand og er derfor fyldt med kemikalier. Det bliver opbevaret indtil man er i land og kan få det gennem et rensningsanlæg.

Sæler i San Antonios Havn

Mad til 4200 personer i 14 dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 03:31
Tags: , , ,

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
P1030952Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

P1030963

P1030947P1030948Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.

P1030938P1030939P1030940P1030941P1030942P1030943P1030944P1030946P1030945

7. januar 2019

Det skal være skidt, før det bliver godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:34
Tags: ,

Flyveturen til Santiago – først en time til Amsterdam, så 13 timer til Buenos Aires, hvor vi blev verfet af for at skulle gennem en ekstra gang security, og så endelig de to sidste timer til målet – var rædsom, forstået på den måde, at vi havde fornøjelsen af en skrigende og uafbrudt opmærksomhedskrævende unge de ni af de tretten timer. JO, det er da synd for både barn og forældre, men jeg nåede relativt hurtigt dertil, hvor jeg syntes det var mere synd for mig, for hvis jeg endelig nåede til at blunde bare lidt, vendte skrigene tilbage med fornyet styrke.

P1010494

Det blev der heldigvis kompenseret for. Først et überlækkert hotel i Santiago, hvor vi, efter en byrundtur både med bus og til fods, efterfulgt af en meget lækker middag, sov fabelagtigt efter 1½ døgn uden søvn.

P1010522P1010523

Dernæst, dagen efter, på vej mod båden, en tur til Valparaiso.
Det var kærlighed ved første blik fra både min, Johns og stort set alle andres side.
En fantastisk og farverig by, hvor fattig og rig bor i skøn samdrægtighed lige ved siden af hinanden. Ikke noget med at dele byen ind i kvarterer – man bygger, hvor man kan og for så mange penge, man nu engang har til det.

P1010535

Der var kunst overalt – på huse, på klipper, på vejene, på plankeværkerne, og langt det meste af det var flot, flot, flot. Noget var naivt, andet var provokerende, det meste var smukt, og det er en af de mest spændende byer, jeg har set.

P1010540P1010552P1010555P1010560P1010550P1010561

P1010570P1010572P1010564

Jeg tror jeg tog 200 billeder i Valparaiso …

Vi var inde for at se forfatteren og nobelprismodtageren Pablo Nerudas hus, som nu er museum … et yderst specielt hus i fem etager og med mange, sjove eller spændende rum og ting. Vi måtte ikke fotografere inde i huset, men gerne tage billeder af udsigten, og jeg kom vist til at træde lidt tilbage nogle af de gange, hvor jeg skulle fotografere den i øvrigt pragtfulde udsigt.
Det kontor kunne jeg godt bruge – helt øverst oppe lå det.

P1010504P1010512

Men … det allerbedste havde vi endnu til gode.
Vi var blevet anbefalet at checke ind på skibet hjemmefra, hvilket skulle gøre det lidt smidigere, når vi skulle boarde. Det skulle gøres mindst tre dage før afgang. Jeg undrede mig over, at der ikke blev angivet vores kahytsnummer på skibsbilletten, så jeg kunne skrive det på de kuffertmærker, vi skulle hænge på vores bagage. Hvordan skulle dragerne så kunne finde ud af, hvor de skulle bringe bagagen hen?
Nå, tænkte jeg … det må vi bare finde ud af, når vi når så langt. De fleste, men ikke alle i vores gruppe på 18 havde fået kahytsnummer, viste det sig.
Vi fik da også tildelt en kahyt, og til min kæmpestore fryd opdagede jeg, at de havde opgraderet os til en balkonkahyt!
Hvorfor ved jeg ikke, men jeg skal så absolut ikke klage. Jeg var nødt til at tage hænderne ned for at skrive dette, men det var svært.
Mens jeg skriver, ligger John og tager en morfar inden aftensmaden, og det hele foregår med åben terrassedør, så vi kan høre vinden og bølgerne.
Det er SÅ FEDT!!!!

P1010596P1010597P1010599

Det er jeg også, inden vi kommer hjem. Fed, altså … dette er bare dessertbuffeten – jeg har nok taget 10 kilo på, inden turen er slut.

3. januar 2019

Hvorfor tror jeg egentlig, at …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

Hvorfor tror jeg egentlig, at der er forskel på at pakke til tre uger langt væk i forhold til tre uger ikke så langt væk?
For det er der ikke – i hvert fald ikke, når man i begge tilfælde rejser med fly. Det er noget andet, når vi er i egen bil; så er der ikke mange grænser for, hvad jeg kan finde på at tage med.

Strikketøjet er startet, så jeg bare kan fortsætte i flyet uden de store dikkedarer. Hulmønsteret er printet, klippet ud og lamineret, så det ingenting fylder. Det påbegyndte er et tørklæde til Charlotte i noget garn, der hedder Manos del Uruguay. Det er temmelig dyrt her i Danmark, hvorfor jeg plejer at købe det i England.

_1010416

Eftersom vi lægger til i Montevideo, Uruguay, håber jeg på, at det bliver muligt at finde garnet dernede, men jeg ved jo ikke, om de eksporterer det hele.
Manos del Uruguay er en særlig garnproducent, der har eksisteret siden 1968. Siden opstarten har der været fokus på at hjælpe kvinder i landsbyer i Uruguay. Det er tilmed værd at bemærke, at der er tale om en garnproducent, der er medlem af World Fair Trade Organisation. Manos del Uruguay holder mange kvinder beskæftiget – kvinder der fremstiller garn i høj kvalitet.”
Se, det kan vi lide … både garnet og dets baggrund … det er et super-überlækkert garn, som jeg har strikket flere tørklæder af til Charlotte, og nu skal hun altså have et til.
Denne lace-udgave af garnet er meget tynd, og selv om jeg mod forventning skulle nå langt, vil det stadig ikke fylde ret meget.

Skiundertøjet er pakket med, så der er taget højde for alle vejr-eventualiteter. Tror jeg. Der er masser af tøj med, og alligevel er der plads tilovers i kufferten, både hvad volumen og vægt angår (kun 16 kilo, og jeg må have 23!) Der er bekymrende meget plads til souvenirs. Johns kuffert vejer 22 kilo, så han er næsten fyldt op.

Nogle ting er nok overflødige, men man kender vel sin Murphy …
Insektforskrækker og kløestillende middel (bare for en sikkerheds skyld) Ö
Zovir (ditto – jeg gider IKKE rende rundt med et forkølelsessår) Ö
Reservestrikkepind (hvis ikke jeg har en ekstra med, knækker den, jeg bruger) Ö
Tre kvaliteter i tørklæder (1) ‘fint’ pashmina, 2) et tyndt, men stort og 3) et strikket; ikke stort, men varmt) Ö
Bælte (som om jeg får problemer med at holde bukserne oppe, når man kan få lækker mad HELE døgnet …) Ö
Badedragt (mig, som aldrig bader under andet end en bruser … men der er noget med massage, duftbade og alt det der fantastisk lækre) Ö

Billedresultat for exhausted cartoonJeg håber ikke, at jeg har glemt noget. Pakkeliste bruger jeg ikke, og selv om jeg gjorde, ville jeg garanteret glemme noget alligevel … den ville jo blive skrevet af mig selv …

Nu mangler jeg bare at ruste mig selv til 15 timer i en flyver, men det kan jeg ikke, ved jeg. FEMTEN timer har John regnet ud, at det tager fra Amsterdam til Santiago!!! Det bliver rædselsfuldt, og jeg ville ønske, at et sæde på første klasse ikke kostede mere end hele denne ferie gør, for jeg ville virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne kunne lægge mig ned.

2. januar 2019

Så strammer vi op!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , ,

Billedresultat for burda 1940Når Charlotte, Tim og børnene tager på Goodwood Revival, så forventes der, at man er passende klædt på, hvilket i dette tilfælde vil sige “Although not compulsory, the vast majority of Revival visitors dress in period style with many going to great lengths to achieve that authentic look. The resulting step-back-in-time spectacle plays a key role in making the Revival such a unique event.”
Næste gang vil Charlotte nok ekvipere dem i 40’er-stil, og til den tids mode kræves der et korset for at fremhæve en slank talje. Sådan et fik hun i juegave af Tim (jeg fik ikke spurgt, om han selv har købt det!). Hun har i forvejen en smækker talje, men det er jo med at fremhæve fordelene mest muligt, så korset må der til. Med i gaveæsken med det intime indhold lå en bh. Her måtte jeg lige smile højt – kan I huske dem, der nærmest lignede torpedoer? Du GOdeste, den var spids! Den var hun ikke helt sikker på, at hun ville tage på, hvilket jeg så glimrende forstår, for den var virkelig bare for meget, men skal man holde stilen eller hvad?
Jeg fik lov at lege Mammy fra Borte med Blæsten og stramme korsettet til.
Vi endte på 60 cm, målt udenpå korsettet. Der har jeg også været engang, men det var ikke lige i forgårs …
Hun fik bøger med gode stofbeskrivelser og snitmønstre i, og hun glæder sig allerede til at gå i gang, selv om det først er til september.

KorsetKorset

John og jeg måtte en tur til Næstved i dag for at købe en kuffert i størrelse XL. For et par år siden måtte vi kassere den ene af de to største kufferter og har egentlig klaret os glimrende med kun én stor – den anden af os har så brugt den næststørste.
Det er ikke helt nok til denne tur, fandt vi ud af. Jeg har lige tjekket yr.no og set, at der er 32° i Santiago og 8° i Ushuaia, som er verdens sydligste by, og hvor vi skal af skibet og på tur.
Med andre ord: Vi er nødt til at dække det meste af tøjspektret, bortset fra, at jeg simpelthen nægter at tage vinterfrakken med. En varm fleece og sommerjakken skal være nok. Punktum.
Men det kræver maksimal kuffertplads. Der skal afslapningstøj med og der skal fint tøj med … sæt nu vi bliver inviteret til Captain’s Dinner med dresscode galla … man ved jo aldrig …
Der blev således ikke strammet op på bagagemængden – den bliver nok tværtimod fuldt udnyttet med alle 23 kilo, selv om jeg gerne vil have en smule plads til en souvenir eller to … man ved jo aldrig …
Der er heller ikke strammet op på wi-fi-budgettet. Jeg har lige booket unlimited internet access på hele turen. Der var desværre ikke noget imellem ingenting og alting, hvilket jeg havde håbet på. Fx noget med et par timer om dagen, men sådan er rederiets politik åbenbart ikke.
Det betyder til gengæld, at vi ikke behøver at downloade et større lager af lyd- og ebøger, men kan læse og lytte løs online så meget vi orker.
Og jeg kan blogge … selvfølgelig kan jeg skrive dagbogsindlæg offline, men jeg har ikke lyst til at fyre en hel bunke indlæg af på én gang, når vi kommer hjem – det er der jo ingen, der orker at læse.

1. januar 2019

Great minds think alike

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:35
Tags: ,

Kort før jul skrev jeg om gaven fra os til Tim, som Charlotte fortalte, at han selv havde købt: Wolseley – a Very British Car. Det viste sig, at Tims bror havde fået samme glimrende ide, så jeg var ikke den eneste, der mente, at den bog lige var noget for Tim.
Han pakkede James’ bog ud efter at have pakket den ud fra os, med tilhørende forklaring. Alle fik sig et godt grin over vores sammenfaldende gaveideer, og jeg sagde til James:
Great minds think alike!
Det kunne han naturligvis kun erklære sig enig i … og alle var enige i, at det var en rigtig god gaveide, og at den bog simpelthen var så meget Tim …
Vi sendte bogen retur, mens jeg var derovre, og for pengene valgte han i stedet to, han gerne ville have, så alt er i orden nu. James beholdt sin bog og vil sørge for at få pengene retur.
I øvrigt er der i bogen et billede og en beskrivelse af bryllupsbilen, som Tim for nylig har investeret i.

I tirsdags serverede jeg bemærkningen; i dag fik jeg den selv serveret.
En af mine forhenværende kolleger havde læst mit indlæg fra i går om det kommende krydstogt og sendte mig en mail her til aften.
Overskriften lød:
Great minds think alike!
Jeg var naturligvis enig, men blev nu alligevel lidt forbavset, da jeg læste mailen … her et lille uddrag:
… “Jeg havde tastet ALLE vores oplysninger ind og manglede at trykke ”køb” til den tur I er på vej til nu: ”Den store rejse”.  Tror nok jeg var blevet en anelse overrasket, hvis jeg/vi havde mødt jer ombord!!!!!
Arbejdspresset er for stort, og jeg ville ikke kunne nå at glæde mig, men kun være stresset over ikke at kunne nå det hele og skulle være væk i lang tid. – Ferien var lagt ind i kalenderen ”und alles”.
Rigtig, rigtig god tur …. – jeg er selvfølgelig ikke overrasket over, at vi vil det samme og så alligevel.
Jeg ved det bliver en totalt fantastisk oplevelse, og vil tænke på jer ”hele vejen rundt”.” …

Det var sandelig noget af en overraskelse, og jeg synes det er temmelig ærgerligt, at det ikke skulle blive til noget for deres vedkommende. Først og fremmest selvølgelig pga. årsagen til, at hun følte sig nødsaget til at springe fra lige før det afgørende klik, men da også, fordi det kunne have været ret morsomt, hvis de havde deltaget.

31. december 2018

Årets – men forhåbentlig ikke min – sidste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:00
Tags: , ,

Anna: I’m sorry, Amelia, but you can’t be here tonight – it’s mommer’s and morfar’s last day.
Ellen: I certainly hope not!
Anna så helt forskrækket ud, men så gik det op for hende, at jeg 1) smilede til hende, og 2) hvad det egentlig var hun havde sagt.
Man kan hurtigt komme galt afsted, sådan rent sprogligt.

Præstøfjorden den sidste dag i 2018

Dagen lagde noget så nydeligt ud, men ellers ser det ikke så godt ud for i aften, sådan rent vejrmæssigt. Hvis det bliver lige så kedeligt, som de lover, så tror vi, at vi kommer sovende ind i det nye år. Nu får vi se hvad det bliver til …

imageVores sidste dage (i Anna-sprog) inden Den Store Rejse går bl.a. med forberedelser til samme. Vi skulle, mindst tre dage før afrejse, selv checke ind på båden, da de hævder, at det gør det hele lidt mere glidende og ikke mindst hurtigt den dag, vi border. Det tror jeg på, for det var sandelig en omstændelig affære. Jeg skulle også angive med navn, email og telefonnummer hvem der skal underrettes i tilfælde af, at der sker os noget. På én gang betryggende og lidt skræmmende, men det er rart at vide, at de gerne vil have styr på tingene.

Kreditkortoplysninger på os begge med navn, de sidste fire cifre og udløbsdato skulle de have. Skibet er pengeløst, men det må endelig ikke forveksles med, at det er gratis! Det betyder, at til alt det vi kunne finde på at købe, skal vi bare vifte med det indmeldte kreditkort, så accepterer vi (formentlig) oversigten over beløbene på vores sidste aften (!) og skriver under én gang for alle, hvorefter de trækker pengene.
imageVi har dog tilkøbt den lille drikkepakke, selv om vi på ingen måde kan nå at drikke alt det (vi taler alkoholiske drikke her; kaffe, te og vand er med i billetprisen), som pakken giver ret til at indtage, men købte man den, blev man automatisk opgraderet til en udvendig kahyt, som alene ville have kostet 1500 kroner mere pr. næse end drikkepakken kostede, hvorfor vi hurtigt blev enige om, at det ville være direkte dumt ikke at tilkøbe den.
Vi skal derfor bo i et Ocean Stateroom i 14 dage. Man kunne godt have en lumsk anelse om, at de har taget ejendomsmæglerkameraet i brug her, men alene det, at vi ikke skal bo under vandoverfladen, vil få mig til at føle mig meget bedre tilpas, min klaustrofobi light taget i betragtning.
Vi er også ved at gå sommertøjet igennem. Vi kommer til at opleve temperaturer fra 30° i Santiago til 15° nede ved Kap Horn, så der skal lidt forskelligt med – men heldigvis intet vintertøj.
John har det godt og har fået grønt lys for rejsen af SOS; vi havde ikke turdet tage til den anden ende af kloden uden at være forsikrede.
Om vi glæder os?
Jowda. Heeeelt vildt!

29. december 2018

Hverdag igen … næsten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Vi er hjemme igen efter en næsten planmæssig rejse. Tim havde advaret os om, at de engelske tog af en eller anden grund ikke rigtigt er gearede til andet end arbejdsdage. I ferier og på helligdage går der beklageligt ofte noget galt. Da vi skulle hjem i forgårs, kunne vi på strækningens online-opdatering læse, at toget var forsinket ni minutter, hvilket vi ikke syntes lød særlig slemt, så vi kørte afsted til tiden, for familien skulle videre til Bath og kunne bare sætte os af – vejret var jo godt. Inden der var gået fem minutter på turen til stationen, opdateredes igen: Nu var det 20 minutter forsinket. Lidt øv, men pyt. Englænderne satte os af, men nu var toget 40 minutter forsinket. Hvordan man på cirka 15 minutter fïnder ud af, at toget går fra at være forsinket fra 9 minutter til 40 minutter, forstod vi ikke – og kort tid efter øgedes forsinkelsen oven i købet til 49 minutter. Vi var glade for, at vi havde rigtig god tid til at nå vores fly.
Det blev dog ved de 49 minutter, men da toget så langt om længe ankom, var det proppet som et københavnsk S-tog i den værste myldretid, og vi var mange, der skulle med fra Pewsey, som var sidste stop inden Reading, hvorfra vi, og sikkert også mange andre, skulle videre til Heathrow og nå et fly. Det vidste togpersonalet, så de gjorde meget for at få os ind i toget, og det lykkedes da også efter 10 lange minutter, hvor vi nåede at blive en anelse spændte, for kom vi ikke med dette tog, gik det næste først tre timer senere, og så ville vi naturligvis miste vores fly.
Vi kom med – alle kom mirakuløst nok med – men John og jeg måtte stå i samlingen mellem to vogne, og da det kørte ekstra stærkt for at indhente bare lidt af forsinkelsen på nu en time, var det noget af en rystetur, vi fik os.
Resten af turen gik planmæssigt, men vi kunne kun give Tim ret i, at man nok helst skal undgå First Great Western i ferier og på helligdage.

P1030915

(Vi har mange sangsvaner på fjorden lige nu. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan have vinduerne åbne, for det er faktisk ret hyggeligt at høre på dem.)

Annemarie og Malle har været her til strikkekurset, og vi har hygget os. At jeg kvajede mig med en opskrifttolkning til AM og opdagede det i søvne, er noget helt andet. Jeg vågnede med et sæt i nat kl. 03, fordi fejlen åbenbart havde slået mig hårdt oven i hovedet. Jeg stod op, pillede hendes arbejde op til før fejlen og strikkede stykket igen. Det kostede mig en god times nattesøvn, men har med største sandsynlighed sparet det stakkels pigebarn for nogle voldsomme og fuldt forståelige spekulationer senere.

P1030920

Annemarie skulle afsted i formiddags til sin svømmehalslivreddervagt, men Malle er i aftenvagt for tiden, så hun blev her til midt på eftermiddagen.
Vi nåede at gå en skovtur, og på vejen undrede vi os såre over denne dysse: Hvor almindeligt var mon lige navnet Suzanne for omkring 5.500 år siden? Jeg vidste heller ikke, at de kunne skrive så pænt i stenalderen, men man bliver jo klogere hver dag …

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

23. december 2018

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , , , ,

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!

– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!

Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

P1030851
Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

21. december 2018

Christmas Carol Singers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:12
Tags: , ,

Du GOdeste, hvor er her blevet julet siden vi kom i går. Forsinket pga. nogle sindssyge personers leg med droner i Gatwick, hvilket kunne mærkes i London Heathrow. En times forsinkelse gav det, pga. ekstraordinær travlhed, så vi nåede vores tog med tre minutters margin. Hader den slags …
Men vi er fremme, hvilket er det vigtigste. I går blev der pyntet over kaminen i spisestuen. Meget engelsk. Vi pakkede gaver ind i hobevis. Det er nok både dansk og engelsk.

P1030801P1030804.

I formiddags kørte vi til Marlborough for at få købt al julemaden ind. Det var der sandelig også ufatteligt mange andre, der gjorde. Det var sidste skoledag, så der var en masse mødre, der lige skulle have klaret alle indkøbene inden de skulle hente børnene. John og jeg skulle i Boots for at hamstre Beechams og andre sager til at gøre kål på de forkølelser, som jeg, men især John stadig ligger under for.
Charlotte har lavet juledekorationer, og børnene trillede romkugler af massen, som jeg lavede til dem.

P1030808P1030809

Hvis man undrer sig over, at der er tre børn, så kan jeg fortælle, at den tredje er nabodatteren, som på det nærmeste er flyttet ind her, men hun er en sød og dejlig pige, så det har ingen noget imod. Og der er altså ikke noget galt i hjemmet, vil jeg skynde mig at understrege, men begge forældre arbejder meget, så hun kommer herind og hygger sig.

P1030812

Og så har vi lige oplevet et klassisk engelsk fænomen: Christmas Carol singers. De er 20-25 personer fra landsbyen, som, startende fra Wilsford House, hvor de varmer stemmerne op, går landsbyen igennem til stort set alle dens husstande og synger julens sange. Nogle få steder (i år fem) bliver de inviteret ind – det går vist lidt på skift – og får et glas et eller andet og lidt knas. I dette tilfælde glögg og romkugler (som andre vist kalder havregrynskugler), fordi Charlotte godt kan lide at demonstrere sine nordiske rødder ved denne slags lejligheder.
Alle blev på mirakuløs vis proppet ind i spisestuen, hvor der skiftevis blev sunget på livet løs og budt glögg rundt.
Stemningen var høj, selv om det var det første sted på ruten.
Det var simpelthen så hyggeligt – jeg elsker den slags traditioner. Hele seancen tog kun omkring 30-40 minutter, men vi stod tæt, så det var fint nok.
Billederne er elendige – det er umuligt for mig at fotografere så mange i så lille et rum, men kan stemningen fornemmes bare en lille smule, er jeg tilfreds.

P1030813P1030822

Der var en, der spurgte mig, hvad vi danskere mener om Brexit, men jeg svarede, at det ville de slet ikke ønske at få svaret på ved sådan en hyggelig lejlighed som denne.
Så tog Richard lige over – Richard er manden på billedet herover helt til højre og ham, der på meget humoristisk vis skriver og redigerer landsbyavisen, som udkommer en gang om måneden – og brød ud i
WE WISH YOU A MERRY BREXIT, WE WISH YOU A MERRY BREXIT AND A HAPPY NEW YEAR.
Der var ikke et øje tørt.

19. december 2018

Stor begejstring, lille øv og en lidt trist historie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: , , ,

Begejstringen er pga. vores pc’er, der har drukket af ungdommens kilde. Sikke en forandring!
It-krise? Ring til Henrik Friese. Det var det rigtige valg at ringe til ham. Vores bærbare er så hurtige som lynet, og der er ingen centrifuger, der kører for at køle harddisken ned. Det er bare SÅ godt.
Det er dermed ikke spor øv, men det er det, at min julegave til Tim lige er spoleret.
Jeg ringede for nogle uger siden til Charlotte for at fortælle hende, at jeg havde fundet alle tiders gave til Tim, nemlig bogen Wolseley – a Very British Car, skrevet af danskeren Anders Ditlev Clausager. Jeg var ret glad for mit fund – lige indtil i går, hvor C ringede:
Øhhh, jeg er ked af det, men Tim er lige kommet hjem med den bog, du har købt til ham. Han fandt den i London og er meget begejstret over den.
ØV, altså. Nå, men det viser jo bare, at han virkelig ville have været blevet glad for gaven.
Nu får han i stedet et par lidet spændende seler. Det er dog et ønske, men alligevel …

Han har købt sin tredje Wolsesly. Nummer to kom som samlesæt, men nummer tre var i køreklar stand. Den var også nyere end de andre; Tim kalder den for sin Matadorbil, fordi den er fra 30’erne.
Den er blevet brugt som bryllupsbil, og det fortsætter den med; noget, Tim gør, fordi hans gode hjerte ikke kan holde til, hvis to af landsbyboerne skal gå fra hus og hjem.
Hele England er gået i stå – jeg behøver vel ikke at nævne årsagen? Ingen tør bruge penge, ingen tør investere, små virksomheder lukker og ingen tør starte noget nyt op. Charlottes lille skrædderi lever også et meget stille liv og har gjort det i nogle måneder, men de er jo så privilegerede, at hun kun har det som hobby.
Alt, alt for mange mister deres job, bl.a. ham, der nu skal være chauffør på Wolseleyen. Han står uden arbejde, og konen er hjælpelærer på børnenes gamle skole og tjener derfor ikke ret meget. De har brugt deres opsparing på at kunne blive boende i deres hus, men hvis ikke deres situation ændrer sig, må de sælge det og flytte til noget, de helst ikke vil flytte til.
Tim og Charlotte har det skidt med den slags kedelige historier, så Tim spurgte den stakkels mand, om det ville gøre en forskel for dem, hvis han kunne lave lidt penge på at køre Wolseleyen som bryllupsbil.
Det ville det, hævdede han, så nu er de ved at få lavet en hjemmeside, hvorigennem man kan booke bilen.
Tim betaler driftsomkostningerne. Manden selv skal holde bilen ren og køreklar, men så får han også ubeskåret de penge, der måtte gå ind fra lejen af bilen – indtil han eventuelt får arbejde igen.
Jeg håber virkelig, at det vil gå godt med det lille projekt, og jeg synes ærlig talt, at jeg har en meget  god og betænksom svigersøn.

18. december 2018

Foryngelseskur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:36
Tags: ,

Det er desværre ikke mig, der gennemgår en foryngelseskur lige nu; det er to pc’er, nemlig Johns og min, der er indlagt indtil i morgen aften.
Vi troede egentlig, at vi nok ikke kunne komme udenom at anskaffe os hver en ny, for de er hhv. fem og seks år gamle og derfor, set fra et elektronisk synspunkt, håbløst outdatede. Dette er vi sådan set i princippet ligeglade med, så længe de opfører sig ordentligt, men det var lige præcis det, de ikke rigtig gjorde mere. Johns var mest tosset, hvilket er lidt underligt, for han har den nyeste, og han bruger den langtfra så meget som jeg bruger min. Nogle gange har han nærmest helt opgivet den, som fx når det tager mellem tyve minutter og en halv time at starte den op, fordi den tror, den mangler nogle drivere, som den i virkeligheden slet ikke mangler, fordi de blev (eller burde være blevet) overflødiggjort, da et ikke længere anvendt program afinstalleredes.
Det var ligemeget, hvad vi gjorde – og her kan jeg godt mærke, at det er 5½ år siden, jeg havde tæt kontakt til en it-afdeling – der er for meget, jeg ikke ved nok om. Jeg troede fx, at jeg var så dygtig, da jeg ville defragmentere Johns harddisk, men i stedet kunne konstatere, at det klarer pc’en helt af sig selv efter behov.
Noget måtte gøres.
Jeg ledte efter en pc-doktor i nærheden, og vi fandt en fyr i Præstø, som viste sig at være yderst sympatisk.
Alene det, at han skriver, at han, fordi han har fuldtidsjob ved siden af sin ‘lægepraksis’, ikke er momsregistreret, men at han udskriver en regning, og han betaler sin skat, gør, at vi på forhånd havde tillid til ham. Han kunne ikke være helt umulig.
De findes altså, de der foretrækker at være gode samfundsborgere og ikke arbejder sort.
Det bliver muligvis af samme årsag lidt dyrere, men vi kan lige som ikke tillade os at brokke os, vel? I øvrigt er han meget rimelig, og to nye maskiner ville have kostet os langt mere – for ikke at tale om alt det, der skal reinstalleres. Jeg bliver træt bare ved tanken.
Han renser begge maskiner og installerer en ny form for harddisk, som (som jeg forstod det, men jeg er som sagt gået bagud af dansen) består af et SD-kort, således at den mekaniske harddisk, som til tider kunne lyde som en centrifuge, ikke længere er nødvendig. I stedet ‘spejler’ han den via dette SD-kort, som bliver på 450 GB.
Og spørg mig endelig ikke om hvad han dog snakker om eller hvordan det kan lade sig gøre, for jeg ved det ikke.
Jeg ved derimod, at vi nu forventer at kunne beholde vores bærbare i nogle år endnu. Der var engang, jeg var bedre til den slags; det er jeg ikke helt mere, men jeg har det lige som jeg har det med biler, vaskemaskiner og tv-apparater: Det skal bare virke, skal det.
Jeg anser ikke mig selv for decideret it-analfabet, men jeg må se i øjnene, at teknologien efterhånden kræver mere af mig, end jeg gider at sætte mig ind i, og når jeg ikke har nogen at spørge, bliver det lidt for tungt.
Jeg satser på foryngelseskuren, og at vores pc-doktor bliver i området nogle år endnu, for vi får garanteret brug for ham igen.

16. december 2018

Julen er skudt i gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:47
Tags: ,

Årets første julefrokost løb af stabelen i dag. Måske var det i virkeligheden den sidste, for vi holder jo en i august … faktisk er jeg ikke helt klar over, om det er den forrige eller den følgende jul, vi holder der …
I hvert fald holdt vi den for bare os tre søstre med børn og børnebørn. De to andres børn og børnebørn, for mine kan desværre yderst sjældent deltage, og således også i år – men det var som sædvanligt smadderhyggeligt alligevel, selvom det er lidt ærgerligt, at vi manglede mine fire englændere. Den skulle vist helst også have været holdt lidt tættere på julen, men fordi vi er ovre hos samme englændere hele julen, blev det altså i dag.
Malle og Anders lagde hus til. De har lige købt et nyt, gammelt hus, som de flyttede ind i for bare en måneds tid siden, men det var totalt indflytningsklart, og de ville naturligvis gerne vise det frem til familien.
John og jeg er ellers en anelse fornærmede: De har slået vores Stråtækte med tre år! Vores er fra 1780, mens deres er fra 1777.
Og så har de oven i købet den kæmpestore have, jeg gerne ville have haft – men det skal retfærdigvis siges, at det vidste jeg ikke, at jeg ville, da vi købte vores hus – det er kommet til senere, at jeg er glad for at have have.
Og de skal have høns … jeg er helt misundelig, men man kan ikke få alt. Vi rejser også alt for meget til at have høns. Siger John.

P1030794

Julefrokost med én øl til deling. Fars Jul fra Refsvindinge … tre liter øl, så det var lidt af en flaske. Annemarie klarede udskænkningen perfekt uden at spilde en dråbe.
Og der var da også flere øl til dem der ville have det, men der var mange chauffører, så det var ikke så galt endda – man kan ane Johns Nordic, som man godt kan tillade sig at drikke mere end én af, selv om man kører, og snapsen var det kun mine to søstre, der tog af. Jeg var godt nok ikke chauffør, men fordi jeg foretrækker vin fremfor øl, syntes jeg ikke lige, at der skulle snaps til fruen her.

Jeg har som bekendt afholdt strikkekurser for begyndere for mine to yngste niecer.
De ønsker nu et kursus for let øvede, og da de syntes det kunne være hyggeligt, hvis de var to på holdet denne gang, aftalte vi, at de kommer lige inden nytår, så vi kan nå det, inden vi skal på en stor rejse i januar.
Det bliver da SÅ hyggeligt.
Jeg havde en masse strikkede sokker, futter, pandebånd, halstørklæder og huer (og nogle af de syede toiletpunge) med i håbet om, at der kunne findes afsætning for det.
Det kunne der. Alle tog en eller flere ting; jeg havde næsten ingenting med hjem igen, så det blev ikke meget til Røde Kors i denne omgang, men jeg synes det er skønt, at alle, unge som ældre, godt gider gå med mosters hjemmestrikkede.
Det har hulet lidt ud i alt det plantefarvede garn at strikke alle disse ting – jeg har strikket 11,5 kilo garn op i år, så jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over at have købt over 20 kilo garn. Det skal nok blive brugt.

14. december 2018

Så kan vi få svar på tiltale, kan vi!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags:

Det skal ikke handle om jul alt sammen … der skal også være plads til lidt sprogmæssige kommentarer, og opslaget jeg så forleden dag, gav inspirationen til dagens indlæg.

Når jeg bruger en vending som at få/give svar på tiltale, så mener jeg det præcist som der står i sproget.dk:

Jeg mener ikke, det betyder at få svar på det eller de spørgsmål, man har stillet en eller anden.
Det plejer at være en generation eller to under mig, der klokker rundt i udtrykkene og får ændret de go’e, gamle betydninger således, at der opstår pendulord.
Det bekymrer mig derfor en smule, at fejlen i dette tilfælde stammer fra Faglige Seniorers Kommunegruppe i Vordingborg, idet jeg går ud fra, at de ikke har sat en eller andens barnebarn til at forfatte skrivelsen.

20181213_112652

Kan I læse det? Det er, pga. en snavset rude, beklageligvis ikke verdens bedste billede, men der står bl.a. således: Vi har inviteret lokale politikere samt en landspolitiker, der vil gi’ dig svar på tiltale om fremtiden og trafikken i kommunen.
Den formulering forudsætter, at spørgsmålstillerne har været mere eller mindre flabede eller ubehøvlede og at politikerne svarer igen på tilsvarende ubehagelige måde.
Jeg er forholdsvis sikker på, at det ikke er det, de faglige seniorer mente.
Husk i øvrigt, at man stiller spørgsmål, men man sætter spørgsmålstegn. Der er forskel, og jeg undrer mig ofte over, hvor folk stiller de spørgsmålstegn henne …

Svar på tiltale-misforståelsen er måske parallel med vendingen der er lagt i kakkelovnen… men det blev grundigt diskuteret her på bloggen i august sidste år, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu.

Jeg undrer mig i øvrigt over, at sørgeligt mange skriver jer og jeres med stort begyndelsesbogstav, men af en eller anden grund godt er klar over, at du, dig og dine skrives med lille begyndelsesbogstav. Hvor er logikken lige blevet af i den tankegang? Jeg har hørt nogle hævde, at det skal med stort, fordi det er høfligt, hvilket ikke holder, for hvorfor skal man så kun være høflig over for jer, men ikke for dig?
I, De og Deres skrives med stort, fordi i, de og deres er noget andet. Ganske enkelt … men jeg havde en hel del diskussioner med kolleger om det, dengang jeg var arbejdsramt og læste korrektur på deres skriverier.  
Ovenstående med jer/jeres plus tilstede (som skal være til stede – ses næsten altid i et referat), manglende nutids-r og ikke mindst de utallige forkerte apostroffer udgjorde nok over 90 % af fejlene, når jeg fik tekster til korrekturlæsning.
Akkeja, det var dengang. Det er ved at være længe siden.

13. december 2018

Det lange, grimme hus og det høje, smukke slot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags: ,

Ditte, som var med os til Wismar, havde for år tilbage været på Rügen, hvor hun ude på østkysten ved Prora havde set det 4½ km lange hus, som Hitler fik opført i slutningen af trediverne, og hvor det var meningen, at det arbejdende folk skulle have mulighed for at komme på en helsebringende og sund ferie. Udover nazisternes noget aparte form for racehygiejne, blev også både mental- og kropshygiejne sat i højsædet. Disse to sidstnævnte var selvfølgelig en god tanke, men regimet kørte en hel del på afveje, som vi vist alle ved …
Og ja, I læste rigtigt: Betonklodsen (som det jo var) var hele 4½ kilometer lang og lå helt ud til stranden. Kønt har det ikke været!
Prora var et enormt ferieanlæg og badehotel opført af nazisterne på Tysklands største ø Rügen. Anlægget, der ligger cirka 150 meter fra Østersøen, blev bygget 1936-1939 som en del af Kraft durch Freude (KdF)-programmet. Otte identiske seks-etagers hotelblokke nåede at blive bygget, men aldrig taget i brug. Anlægget er interessant og kan også ses som en forløber for industrialismens masseturisme.”

_1010401_1010402

imageVi skulle naturligvis se det, bare fordi … men det kunne ikke længere lade sig gøre at se det i sin lange og lidet kønne helhed. Vi kunne kun komme tæt på en del af det, som må være brændt ned for mange år siden. Nogle steder var det renoveret til hotel og beboelser, for det er mondænt for tyskerne at kunne holde ferie ved en strand, som de jo ikke har så voldsomt meget af.

_1010383_1010397

Så må slottet i Schwerin siges at være noget kønnere at se på! Ikke så meget Tornerose som Neuschwanstein, men det kommer nu godt derefter, synes jeg. Tårne og spir til overflod var der i hvert fald.
Som sagt var der museumsmandagslukket, og efter at have set nogle interiørbilleder (og hørt vores bagbos beskrivelse), tror jeg nok, vi må til Schwerin igen for også at se slottet indvendigt.

P1030717P1030718P1030736P1030762

Wismar har mange smukke, gamle huse (der er en grund til, at den står på UNESCOs verdensarvliste (og nu er jeg oppe på 106 af de knap 1100 steder … der er lang vej endnu …)), men byen byder også på andet end det. Herover ses, på billede et og to, udsmykningen i et konditori, vi frekventerede; billede tre er et ikke mere så kedeligt, gråt målerskab og billede fire strudsen, som var malet på en husmur.

P1030728P1030744

P1030757De kan noget med mursten nogle steder – og nogen har gerne villet vise evnerne frem.
ABC-Strasse her fandt vi alle tre lidt pudsigt … jeg tænkte på, om her mon havde ligget en skole …

Det var en kort tur; bare tre dage/to nætter, men det er fint, og den slags småture til ind- og udland har vi lovet os selv at blive gode til at tage, nu hvor sverigeshytten ikke længere eksisterer for vores vedkommende. Vi skal naturligvis også på rigtige ferier, men to-tre dage er næsten altid nemt lige at hive ud af kalenderen, hvis man pludselig skulle få lyst til at opleve et eller andet – og det er skønt at kunne undgå at skulle gøre det i weekenderne.

11. december 2018

Når man glemmer sin strømforsyning …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:27
Tags: ,

Når man glemmer sin strømforsyning, så er man et lille fjols – især når man har husket rejse-pc’en, som derfor lå og grinede ad mig i sit hylster. Den grinede dog ikke så højt, for den havde ikke engang nok energi til at kunne starte, fordi jeg ikke har brugt den siden vi var på Grønland.
Jeg er altså hverken død eller noget i den retning – bare glemsom.
Wismar er dog ikke glemt endnu. Det er en fin lille by. Nej, ikke lille, for den har over 44.000 indbyggere, men den syntes lille for os, fordi vi kun bevægede os rundt inde i den gamle bydel.
P1030771Hele torvet fyldtes ud af julemarkedet, som vi gik igennem et par gange, mens vi var dernede.
Det var hyggeligt, ganske som et tysk julemarked skal være – og er – det, men et eller andet sted havde de misforstået det der med, hvor Jesusbarnet i sin krybbe lå, for det gjorde han mig bekendt ikke midt inde i en granskov …
Resten var, som det skulle være, med glühwein, currywurst, pandekager und alles.
Første aften var maden udmærket; i aftes var den suveræn. Vi fik tiltusket os et bord på en italiensk restaurant, som vi i første omgang sprang let og elegant over i vores udvælgelsesprocedure, da den så lille og lettere snusket ud udefra.
Den var ingen af delene. Den var tværtimod temmelig stor, men på trods af det fully booked på en ganske almindelig mandag aften, så vi måtte vente en hel time på et bord.
Det viste sig at være værd at vente på – vi kunne snildt finde på at tage til Wismar igen bare for at spise på denne restaurant.

P1030780P1030781P1030782

I går gik vi først en tur ned til havnen, hjem langs kanalen og tog julemarkedet med endnu en gang, inden vi hentede bilen for at køre til Schwerin for at se på torneroseslottet.
På Schweinbrücke så vi fire glade julegrise, hvor vi kunne se, at især den ene var blevet både kysset og strøget på maven i et noget større omfang end de tre andre.

P1030753P1030754P1030756

På vejen til Schwerin kørte vi igennem misteltenland. Ingen af os havde set så mange træer med så mange mistelten før inden for så relativt lille et område – det virkede nærmest helt overvældende. Man kunne næsten risikere at blive kysset ihjel, hvis man stillede sig ind under et af disse træer. Det kommer dog nok an på, hvem der stiller sig …

_1010373_1010376

To be continued … jeg er en anelse træt nu.

7. december 2018

Det er da de besynderligste ting, der kan ske med alderen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: ,

Gad vide hvor gammel jeg ville være, hvis ikke jeg kendte min alder?
Mange af os har allerede med al [u]ønsket tydelighed set, hvordan mange ting på kroppen søger mod jorden, efterhånden som vi bliver ældre.
Man ældes, gør man, nogle med ynde, andre … øhhh … uden …
imageHuden bliver slappere, håret tyndere, taljemålet øges, ører, fødder og næse vokser, fingrene det modsatte.
Alt det er der ikke noget nyt i for de fleste af os. Vi ved det, allerede når vi er unge, for vi har alle sammen kendt gamle folk og ved, hvad tiden gør ved os – men vi tænker nok ikke så meget over det, før det rammer. Nogle rammer det hårdt, fysisk og/eller mentalt; andre knap så hårdt, men ingen går ram forbi.
Så altså: Intet nyt indtil videre, men …
I går var jeg hos optikeren, fordi jeg ikke synes mine briller virker så godt mere. Jeg har dem efterhånden kun på, når jeg skal køre bil, men inden for kortere afstande ser jeg lige så godt uden.
Jeg var igennem hele møllen med trykmåling, nethindefotografering und alles.
Alt i orden, hvad det angik, så ingen stær på vej sådan lige med det første.
Videre ind til selve synsprøven.
Din bygningsfejl har flyttet sig lidt nedad.
Flyttet sig???
– Ja, det kan sådan nogle godt.
– Det var pokkers – jeg er ganske klar over, at jeg efterhånden har en del ‘bygningsfejl’, som primært er aldersrelaterede, og som intet har med synet at gøre, men at den i øjet også bliver ekstra påvirket af tyngdekraften … det er godt nok nyt for mig.
Her kunne kan ikke lade være med at grine, og vi fik os derefter en god snak om øjnes aldring i almindelighed og mine øjnes aldring i særdeleshed. ´

Jeg er faldet ½ styrke på højre øje og er status quo på venstre, hvilket forklarer, at jeg ikke synes mine briller virker så godt mere.
Mon ikke jeg bare er ved at udligne således, at min nærsynethed er ved at blive opvejet af alderdommens langsynethed?
Det er ikke altid, at det er sådan, men nogle kan godt opleve det.

Hvad jeg godt kunne lide min optiker for var, at han ikke forsøgte at prakke mig et par nye briller på; han sagde, at det ikke ville gøre den store forskel for mig, hvis han lavede nye glas, der skulle kompensere for den lidet ændrede styrke. Jeg skulle komme igen og blive tjekket om 1½ år, for så var mine nuværende briller nok blevet slidte og ridsede. De er næsten tre år, men jeg har passet godt på dem, så de kan godt holde lidt endnu, og det kan mine øjne åbenbart også.
Hurra for gode optikere!

Og så til sidst lige denne:
Morfar gik en tur med sit barnebarn. Barnet finder en æske viagra på stien.
Morfar: “Hvis du giver mig æsken, så får du 100 kr. af mig i morgen.”
Morfar fik æsken, og næste dag fik barnebarnet 500 kr. af sin morfar.
Barnet: “Jamen morfar, jeg skulle jo kun have 100 kr?”
Morfar: “Jeg ved det, men de sidste 400 er fra mormor.”

5. december 2018

Genbrug: galt eller genialt?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , ,

Min mor, som var 14 år, da krigen kom til Danmark, og 19, da den sluttede, genbrugte alt. Vitterlig alt. I en grad, så vi børn sommetider rystede lidt på hovedet over hende, fordi vi mente det var lige i overkanten, som for eksempel, når hun vaskede plastposer. Jeg genbruger selv plastposer, hvis de er tørre og rene, men ligefrem at vaske dem – der sætter jeg grænsen.
Hun holdt da også op på et tidspunkt, lige som hun stoppede med at stoppe strømper og med at pille strikkede trøjer op, hvor garnet så kunne genbruges til fx sokker.
Julegaveindpakningspapiret blev glattet ud og gemt; ganske som de pæneste og længste af båndene blev rullet op på et eller andet. Jeg kan egentlig ikke huske, om det nogensinde blev genanvendt, eller det bare hobede sig op på loftet.
Efterhånden tog det alt sammen af, men hun blev aldrig god til at smide ud, og når man ser på samfundet i dag, så kan det vel siges, at det var hende, der var fremsynet og os, der var/er nogle forbrugssvin.
Bortset fra, at jeg har en snert af pisken, for jeg har ikke helt nemt ved at smide ting ud – heller ikke selv om det er noget, jeg ikke har brugt i årevis. 
John er ikke et hak bedre, så det var en svær øvelse at skulle igennem, da vi skulle flytte.
Men vi klarede det og fik smidt ud. Det der kunne genbruges, blev overdraget til nogen, der kunne bruge det, men meget røg helt ud.
Det er en svær læringsproces, men det kan lade sig gøre. Tag nu det Canon, der gik i udu i Grønland: John ville til at lægge det op på loftet, men her protesterede jeg:
Vil du forsøge at reparere det?
– Næhhh …
– Så bare ud med det! Der er ingen grund til, at enten vi selv eller Charlotte engang skal gøre det. Vi smider det ud nu.
Vi har haft gamle telefoner liggende. Hvorfor, ved jeg ikke, men nu er de væk. Helt væk.

En af de ting, mor gjorde, og som jeg dengang var sikker på, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville gøre selv, var at genbruge dynebetræk og lagner.
 Da Charlotte boede hjemme, løste det sig selv, idet jeg næsten måtte binde hende for at forhindre hende i at tage selv det, vi havde liggende på sengene, fordi hun slet ikke kunne samle nok stof til at øve sig på at sy. Hun satte videoer med My Fair Lady eller Borte med Blæsten på pause, tegnede kjolerne af og forsøgte at efterligne dem. Det begyndte hun på, allerede da hun var 11 år, så det kom ikke som en overraskelse for os, da hun senere erklærede, at hun ville være skrædder.
Tilbage til emnet: Jeg har lige kasseret nogle dynebetræk. Vi har simpelthen alt for mange nu, også selv om vi bruger seks sæt når englænderne er her. Deres fire senge står altid redt op, plus vores, selvfølgelig, og alligevel ligger der nu 13 sæt i skabet.
Nu ligger der så kun 10, hvilket stadig er alt for meget …
Jeg har klippet to op til pudseklude, og jeg vil sy lommetørklæder af et af dem.
Det er verdens bedste pudseklude, både til vinduer og ædelmetaller, for det fnugger ikke og er dejligt blødt.
OG det er verdens bedste lommetørklæder, som er skønne at bruge, når jeg er forkølet, igen fordi der ikke fås noget blødere; ingen Kleenex kan hamle op med et superblødt lommetørklæde, og den ømme og hudløse næse kan stort set altid undgås.
Prøv selv.
Og kald mig bare gal. Jeg kan bære det.

4. december 2018

Jeg elsker overraskelser – de gode, vel at mærke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:13
Tags: , ,

Overraskelser kan være ubehagelige og de kan være gode. Førstnævnte kan det vel næppe undgås at få indimellem, men det er naturligvis sidstnævnte, vi helst vil have.
I dag kom der en af den gode slags.
Der kom en pakke fra Charlotte, som vi var noget mystificerede over, for det er hende, der har fødselsdag lige om lidt, og vi skal derover for at holde jul, så hvorfor skulle der nu komme en fra hende til os?
En decideret fejl kunne det ikke være, for man pakker ikke et eller andet ind, skriver adresse på og går på posthuset for at få det sendt – nåhh nej, undskyld, det var en fejltagelse – det var slet ikke jer, der skulle have haft den pakke
Det viste sig at være en julekalender med et motiv af børnene på, taget i København i julen 2017 og med lækre chokolader i.
Det er første gang, jeg har fået en julekalender af min datter – det har ellers altid været omvendt. Fra hun var to til hun var 13, var det 24 pakker, og fra 14-18 år var det en adventskalender, så hun kunne få lidt større og dermed mere anvendelige ting.
Da hun gik i gymnasiet, foreslog jeg, at John, hun og jeg købte otte gaver hver, og så skulle vi lave en pakkekalender til hinanden.
Det blev nedstemt med to stemmer imod og en for …  
Da hun flyttede hjemmefra, fik hun til den første jul igen en pakkekalender, men denne gang en lidt anderledes en af slagsen. Nu indeholdt den en tube tandpasta, en pakke ris, en pakke vaskepulver, en pose mel, osv. i den dur. Alt sammen noget, man ikke lige tænker over, men som bare skal stå i skabene. Det kom nemlig som noget af en overraskelse for hende, hvor dyre den slags ting kunne være. Fra en af de første telefonsamtaler efter flytningen til Amager:
– Mor, er du klar over, hvad en tube tandpasta koster!?
– Ja, mit barn, det ved jeg skam godt …
Hun blev meget glad for den julekalender. Hun var på førsteårselevløn og havde lige købt lejlighed, så hun svømmede ikke ligefrem i penge.
I dag blev jeg lige så glad for hendes julekalender til os, selvom det selvsagt var tanken, der glædede mig, og ikke fordi det normalt kniber for os med at få den daglige økonomi til at hænge sammen.

Julekalender 2018

2. december 2018

Endelig!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:30
Tags:

Så skete det langt om længe: Roserne kom i jorden og hullet i hækken blev lukket.
Henrik fra Grønt Design var ked af det skete; at jeg ganske enkelt var blevet glemt. Og så noget med sygdom. Han sagde, at der også var gået noget galt med hans mailsystem, så mine mails ikke gik igennem til ham, hvilket også var sket for andre kunder. Den ved jeg så ikke rigtig, hvad jeg skal mene om, men nu er sagen afsluttet, og så gider jeg ikke bruge mere energi på det. Han er faktisk en meget sympatisk fyr, så min irritation er overstået nu.
Som kompensation lovede han at plante alle 76 roser, hvilket ikke var med i tilbuddet. Han skulle plante den 150 cm høje hæk, men roserne skulle jeg selv klare. Jeg tøvede naturligvis ikke i to sekunder, da han tilbød denne kompensation for min utilfredshed. 76 roser er mange, og jeg ville have været længe om det, er jeg sikker på. Det ville dog ikke have gjort noget, for det var potteroser, sagde Henrik.

_1010317

Det var det så bare ikke. Det var barrodsroser, så det kunne næsten kun gå for langsomt med plantningen, hvilket ville have betydet, at jeg skulle have tilbragt hele dagen ude i regnvejr! Nøj, hvor var jeg glad for at være sluppet for den tjans.
De er jo professionelle, så hvad der sandsynligvis ville have taget mig det meste af dagen, klarede de på 2½ time. Inklusive de 10 hækplanter. Okay, de var to mænd, og jeg er én kvinde, men ville jeg have kunnet klare roserne på fem timer? Det får jeg heldigvis aldrig opklaret, men jeg tror det ikke.
Forhåbentlig får jeg lidt glæde af alle roserne allerede i løbet af næste sommer. Jeg kan for mit indre øje se det meget sarte pink, hvide og cremefarvede tæppe af rosenbuske på den øverste terrasse i haven, og jeg ser frem til også at nyde synet med mine ydre øjne.
Aspirin Rose, White Cover, Sea Foam og White Meidiland.

Aspirin Rose 50-90 cmWhite Cover 40-60 cmSea Foam 60-80 cmWhite Meidiland 60-80 cm

Her illustreret med stjålne billeder – så kan jeg måske finde ud af, hvad der er hvad, når de engang kommer med blomster.
Er det en god ide at dække jorden med bark, så længe planterne står og råber til hinanden? Jeg gider ikke bruge hele sommeren på at gå og luge ukrudt.

1. december 2018

Lakse- og lagencirkus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

_1010284Det er fjerde gang jeg gør det, og de tre seneste har jeg spurgt mig selv hvorfor jeg gør det, for jeg kan ikke lide det. Som i overhovedet ikke.
Alligevel kender jeg svaret: Jeg gør det, fordi Johns hjemmerøgede lakseørredsider bare er noget af det bedste til en gæstefrokost – især når den bliver serveret med med Christina Ovesens porrecreme.
Men for sulan, hvor kan jeg ikke fordrage at filetere fiskene.
Det er næstsidste lørdag, Sortsø Røgeri har udsalg af lakseørreder nede på havnen. Næste år må jeg huske at finde ud af, i hvilken weekend de starter på det, for alle de store fisk er væk, og i dag kunne jeg kun vælge mellem fisk mellem et og to kilo og mellem to og tre kilo. Det var såmænd også okay; jeg ville dog godt have haft i hvert fald en enkelt, der var meget større, men nu tog jeg fire af de størst mulige.
Selv om jeg fik en supergod fileteringskniv af John, bliver jeg aldrig god til det. Når man ser de professionelle filetere fisk, siger det zzzzt og det tager to nanosekunder.
Sådan er det på ingen måde, når jeg gør det, men med fire fisk om året kan man næppe forvente at udvikle et professionelt håndelag. Desværre.
Gjort blev det ikke desto mindre, så nu har jeg otte store fileter plus tre pakker hakket laks i fryseren.
Det var årets laksecirkus i Ellens køkken.

_1010287

Dette her var et helt andet cirkus. I morges satte jeg sengetøj over til vask og tørring. Jeg havde helt glemt, hvor meget sengetøj jeg havde lagt oppe i Sverige (hvorfor det nu viser sig dumt, at jeg købte fire nye lagener, da vi skulle til Vesterhavet med englænderne), fordi når vi selv skulle have skiftet, tog jeg det bare med hjem og tog det med retur i vasket tilstand.
Ekstrasættene havde jeg liggende i tilfælde af, at gæster skulle have glemt selv at medbringe sengetøj.
Det havde ligget så længe, at det lugtede en smule hengemt, så jeg lagde det i vaskemaskinen i morges og satte den til at tørre, for vejret er ikke til udendørs tørring for tiden, og jeg ville have den store bunke vasketøj af vejen hurtigst muligt.
Jeg bruger stort set aldrig den indbyggede tørretumbler, og nu er det helt sikkert helt slut. Den er elendig! Når man tager sengetøj ind fra en tørresnor, er det fint glat og kan lægges direkte enten på sengen eller i skabet.
Det kunne jeg ikke i dag, så jeg var nødt til at stryge det – folk kan jo blive væk i de utallige og kæmpestore folder i lagenerne!
Der blev brugt mere vand til strygningen, end der ville have fordampet fra vasketøjet, hvis jeg havde tørret det på stativ inden døre, hvilket John af samme grund ikke kan lide, at jeg gør.
Jeg viste ham disse lagener, og da jeg fortalte ham, at han fremover kan få lov til at stryge dem, hvis han insisterer på, at jeg ikke må tørre dem på stativ, kapitulerede han. Han kunne godt forstå, at jeg var knotten.
De to af lagenerne var faconlagener og dermed næsten umulige at stryge. Det her lagencirkus deltager jeg ikke frivilligt i igen!

30. november 2018

Jeg tudede slet ikke!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:57
Tags:

Så er det uigenkaldeligt.
Det har det vel i bund og grund været, siden vi skrev under på købsaftalen, men jeg ved ikke, hvor lang fortrydelsesret man har i Sverige. I Danmark er den seks hverdage, men der har vist sig at være en del ting anderledes i Sverige, sammenlignet med huskøb/salgsrutinerne i Danmark. Fx skal overdragelsen ske på en bankdag, og ejendomsmægleren har på forhånd aftalt tidspunktet med en bankansat og kontakter telefonisk vedkommende umiddelbart efter, at overdragelsesunderskrifterne foreligger. Johanna ringede og sagde GO, eller hvad hun nu har sagt på godt svensk, hvorefter pengene blev overført med det samme.
Uanset hvad reglerne ellers måtte være, så har vi nu overdraget nøglerne til himmeriget Spjutatorpet til to søde svenskere, som glæææder sig til at tage det i brug. De har tænkt sig at holde jul på torpet, sagde de. Vi er glade, for det viser jo, hvor meget de ser frem til at tage det i brug.
Mens ejendomsmægleren kontaktede banken, sad vi og sludrede med køberne, som bl.a. spurgte, om vi kørte hjem i dag.
Jeg kom til at grine, men de tog det dog pænt, da jeg sagde, at det var vi da nødt til, for det var lige som ikke vores hus mere efter lige præcis lige nu.
Nårh nej da, det var det jo heller ikke, haha.

Jeg må være ualmindeligt tungtopfattende, for det er stadig surrealistisk og slet ikke rigtig gået op for mig endnu, at vi aldrig skal op på torpet mere. Det er nok også derfor, at jeg, i stedet for at tude, var i stand til at både smile stort og ønske dem held og lykke med deres nye, gamle, vidunderlige sted, da vi satte kursen hjemover efter at have sat dem ind i de vigtigste ting, hvoraf det at lukke vandet af om vinteren havde topprioritet. Det havde været ÷14° på et tidspunkt deroppe, siden vi var der for 14 dage siden, så det er vildt vigtigt, at de har helt styr på det.
Slut, finale, punktum for en 22 år lang og skøn æra.
Jeg skrev lige, at vi aldrig kommer derop mere, men lur mig, om ikke vi på et tidspunkt kommer til at gøre os et ærinde i nærheden, så vi kan snige os til at se, om der er sket store forandringer.
Det bør man nok ikke gøre, men jeg tror ærlig talt ikke, jeg vil kunne lade være.

På vej hjem spiste vi en udmærket frokost i Elisefarm golfklub. Vi skålede med hinanden i henholdsvis et glas hvidvin og et glas vand og sagde på én gang: “Till…”
Så standsede vi begge op og kunne ikke helt finde ud af, hvad vi egentlig skålede for, for “tillykke med salget” syntes forkert at sige.
P1030710

Alting har sin tid, og nu har Spjutatorpet haft sin for vores vedkommende.

28. november 2018

Konen med æggene? En historie om at blive reddet på målstregen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags:

Vi er gode til impulskøb. Måske er det nok mest mig, men de helt store foretager jeg dog ikke uden Johns accept. For eksempel købet af Den Stråtækte, som var vort livs største impulskøb.
I dag kom vi lige til at købe en ny bil. Det var så det næststørste …
Vi har talt om, at det er dumt med alle de småture, som Renaulten er nødt til at køre, efter min bil døde for vistnok 1½ år siden. Renaulten kører på diesel, så ture, hvor den ikke når at blive rigtig varm i motoren, er ikke godt for den.
Det var måske derfor en god ide at investere i en lille benzindreven bil til alle småturene, og eftersom der løber penge ind for hussalget på fredag, turde vi godt begynde at kigge på mulighederne i går.
Der viste sig at være et godt tilbud i Birkerød. Det var næsten en variant af joken med den gamle dame og søndagsturene til kirken: En ældre kvinde, der pga. sygdom stort set ikke havde haft bilen ude af garagen i dens 2½ års levetid. Den har kun gået 1550 kilometer – altså i princippet en helt ny bil. Vi kunne dermed spare de små 30.000 kroner, som damen har måttet bøde for at købe en bil, hun aldrig fik brugt.
Det er en Skoda Citigo. En supergod lille bil, som vi kørte en tur i, da ingen af os havde haft sådan en på før.
imageVi sidder begge godt i den; den er støjsvag, rap og reagerer snapt; der er alt hvad man kan ønske sig af udstyr og lidt til, mikrostørrelsen taget i betragtning, så det var rent faktisk et så godt tilbud, at vi blev enige om at tage bilen med hjem.
Mit Mastercard kan godt rumme købesummen, men tog de Mastercard, de drønnerter?
Nix. Kun Dankort. Det var lidt bævende, at jeg kørte det igennem, for jeg må kun trække 30.000 over på det, men da forretninger ikke har dækningskontrol, så går den jo i et stykke tid.

Jeg ringede til min bankrådgiver, da jeg kom hjem, men han var der ikke og der var ingen andre på kontoret, der havde tilladelse til at pille ved mine konti, så jeg måtte forklare sagen i kundeservice, hvor der heldigvis sad en frisk og handlekraftig dame.
Jeg sagde, at det egentlig bare er en orientering, så de ikke myrder mig (eller spærrer mit Dankort) i morgen, for fredag kommer der rigeligt med penge til at dække. Problem løst.
Men nej. Damen sagde, at i nat kommer der en liste ud, og på den vil jeg figurere som en af de “voldsomme overtrækkere”, som hun så malende udtrykte sig. Udover, at jeg kunne risikere, at de nægtede at udbetale pengene til bilforhandleren (hvilket ville være ekstremt pinligt!), ville mit køb plinge ud med alarmklokker, blinkende røde lygter og næsten automatisk fulgt af både pantefoged og politi, forestillede jeg mig … damen grinede og sagde, at det er også (næsten) rigtigt, men hun må stadig ikke pille ved mine konti og kunne derfor ikke trække penge fra mastercardkontoen over på min forbrugskonto.
”Men jeg vil meget gerne hjælpe dig. Jeg har lige tjekket dig, og du er jo god for pengene. Hæng lige på.”
Jeg hang på. I næsten fem minutter, hvorefter hun vendte tilbage med beskeden om, at sagen var klaret.
”Når du kommer på listen i nat, og det gør du, det kan vi ikke ændre på, men de hverken spærrer dit kort eller sender bagmandspolitiet eller andre efter dig i morgen, for nu er der tilknyttet en note til dig. Jeg lægger også en note til din rådgiver om, hvad jeg har gjort, men det er dog nok en god ide, at du selv lige kontakter ham i morgen – sådan bare for en god ordens skyld.”
Hun kan være ganske rolig – jeg skal nok kontakte Claus i morgen.
Den søde dame fik mange tak og mange rosende ord for hendes sin (ups) vilje til at hjælpe.
Kundeservice kan godt være god service, har jeg hermed konstateret.
Og jeg vi har fået ny bil. Jeg elsker små biler og kan bedre lide at køre i denne fremfor i den store Renault.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.