Hos Mommer

1. august 2015

Så kan de bare komme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: ,

P1070249

Så kan englænderne ellers bare komme. Det gør de også, men det varer nogle timer endnu, for de kommer helt fra Holland. De blev forsinkede i går pga. alt bøvlet ved Calais, så ikke nok med, at deres færge var 1½ time forsinket, de var også tre timer om at komme ud af Calais, fordi man havde lukket motorvejen. Der blev skumlet noget i bilen, men der var ikke så meget at stille op.
Men som sagt: Vi er klar. Hele hytten er parat både oppe og nede, vinduerne er oven i købet pudset, og det er glorien dermed også. Det gode vejr, vi lovede, er allerede ankommet og venter også bare på dem.

De vil være trætte, når de kommer hertil, men hvis Charlotte har det lige som jeg ville have det i samme situation, så er tanken om en hel uges madlavningsfrihed nok til at holde den gående.
De har lige meldt, at de bliver forsinkede, for alle danskerne er på vej hjem, og alle tyskerne er på vej til Danmark. Vi havde håbet på, det ville være endnu værre i morgen, men det kan det selvfølgelig også godt blive … det tog en time at køre gennem Hamburg og lige nu kører de 10 km/t, de stakler.
Det er altid hende, der er chauffør, når de er ude af UK, for Tim har det vist ikke så godt med kørsel i den for ham forkerte side, så hun er gerne godt brugt, når de ankommer. Eller måske er det Charlotte, der ikke har det så godt, når Tim kører i den for ham forkerte side …

Det er ferie for dem, ja, men selvfølgelig hjælper de til med forberedelserne til på lørdag. Der er nu ikke så forfærdelig meget; ikke før på selve dagen, og sådan noget som borddækning synes de kun er hyggeligt at gå og pusle med. Desserterne er lavet og venter i fryseren, og i løbet af ugen laver jeg sous vide-kødet, så det hele skulle blive til at overse, når dagen oprinder. Jeg ville jo gerne kunne snakke med gæsterne, så det er med at have køkkentjansen overstået i videst muligt omfang, når de ankommer.

P1070651    image

Jeg har købt lidt pavillonbeslysning i form af disse solcelledrevne mini-rispapirslamper – købte 3 sæt á 10 lamper, fordi jeg regner med, at det vil se festligt og/eller hyggeligt ud, når det mørkner udenfor. De er lige ankommet i dag med posten, så de er endnu ikke afprøvet.
Men. Hvorfor i himlens navn har de sat en sort ledning i, når de små lamper er hvide? Det ser grimt ud og er ikke særlig gennemtænkt.
I Jula i Kristianstad købte jeg 12 af de viste små solcellelamper i ‘kobber’. 9,95 svenske kroner stykket, hvilket jeg synes er uforståeligt billigt. De har nu stået rundt omkring i haven i 1½ måned og fungerer perfekt endnu, men skulle de kun holde til denne sæson, er det stadig helt vildt billigt. Jeg vil nok helst slet ikke vide, hvordan det kan lade sig gøre at sælge dem til sådanne priser.

31. juli 2015

Så har jeg erklæret krig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: ,

Jeg har atter en gang kastet håndklædet i ringen. Jeg syntes ellers nok, at med vores store have er der plads til os alle, også sneglene, idet jeg ingen dræbersnegle havde observeret, og dem med hus på ryggen synes jeg skal have lov at være der i et eller andet omfang.
Jeg blev godt nok sur, da jeg så, at de på en nat havde fortæret min squash og min bønneplante, men det fik så være – jeg købte nye og satte dem i drivhuset. Hvor der desværre også er kommet snegle til siden, for de har spist et solsikkehoved! Squash og bønner er de åbenbart blevet trætte af, for de er forholdsvis intakte begge to. Men af alle ting spiser de et helt solsikkehoved, de tossede snegle – ikke solsikkens blade.
Chilierne er sikkert alt for stærke for dem og tomater og agurker kan de heller ikke lide.
Forleden nat blev min dild spist, sådan bare lige … det alt sammen. Ligeledes min persille. Begge dele stod i det nye krydderurtebed, og nu var mit mål ved at være fuldt.
Da jeg i skumringen gik en haverunde, så jeg en dræbersnegl. Og en til. Og en til. Det var pokkers – indtil nu havde jeg ikke set en eneste, men inden det var blevet for mørkt til at se noget, havde jeg fået gjort kål på 21 dræbersnegle.
Det var dråben!
Jeg skulle alligevel på planteskole i går, så jeg kiggede efter noget gift og fandt noget Ecostyle Ferramol, der virker mod de små rødbrune sataner, men som er ugiftigt for alle andre dyr end snegle.
Giften blev spredt i krydderurtebedet og i drivhuset. I morges var det hele spist begge steder, så jeg satser på, at det er effektivt. Jeg har sat en ny ‘prøvedild’ fra en potte fra Brugsen og har spredt noget mere gift, som de skal være så særdeles velkomne til at spise af i aften og i nat.
Jeg synes nemlig ikke, det er spor sjovt at klippe dem over. Det er SÅ ulækkert.
Nu har jeg derfor erklæret krig, og alle kneb gælder!
 Jeg husker så tydeligt det år, hvor min søster og svoger, som begge dengang stadig boede på gården, var ude aften efter aften efter aften og klippe dræbersnegle over. Den sommer slog de alle hidtil kendte rekorder og klippede over 50.000 snegle.
Nej, der er ikke et 0 for meget og nej, jeg husker ikke forkert. Hun syntes, det var rædselsfuldt (absolut forståeligt!), men nødvendigt.
Der var godt nok en KÆMPE have, så så mange får jeg heldigvis aldrig, men heller ikke relativt ønsker jeg at nå en sådan yderlighed med bestanden her i Den Stråtækte … regner dog med at få fjernet plagen i opløbet.

30. juli 2015

Løftebrud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Det er ikke kun politikere der kan bryde løfter. Jeg kan også.
imageDet var heldigvis kun et løfte til mig selv, så forbrydelsen er vel til at overse – jeg havde ikke engang fortalt John om det: Jeg havde lovet mig selv, at nu var ferien slut, i hvert fald indtil oktober, så nu skal der spares. Der er brugt penge nok. Mere end rigeligt, faktisk. Bestemt ikke kun til luksus, men i høj grad også nødvendige udgifter til Den Stråtækte, men nu skal det være slut. Sparekniven skal frem. Ikke noget med luksuskøb eller anden form for køb, der er opstået af et kunstigt behov.
Så er det bare SÅ tarveligt at annoncere med et godt havemøbeltilbud på hvide, ‘gammeldags’ havemøbler, der passer som designet specielt til Den Stråtækte.

‘Plankesættet’ tog vi med hjem fra Sverige i går, men P1070645det er lige som om, det passer bedre deroppe end her.
Det får dog lov at stå her i garagekrogen, for det er fint at have i reserve, når vi skal være mange mennesker, og vi brugte det stort set aldrig i Sverige.

Da vi stadig mangler nogle få siddepladser til Johns fødselsdag, blev jeg enig med mig selv om, at slet ikke var luksus at investere i et pænt sæt, der passer så fint ind i stilen. Det var en ren og skær nødvendighed.
John var heldigvis enig, så vi begav os afsted for at se, om de var lige så pæne i virkeligheden som på billedet.
Det var de. Heldigvis havde vi taget traileren med, hvis dette skulle være tilfældet.

P1070643P1010344
Det er lidt sjovt at se forskellen … man fornemmer måske, at der er sket lidt på havefronten siden vi overtog huset?

Mit eneste forsvar hvad havemøblerne angår er, at de var sat meget ned. Det var faktisk et rigtig godt tilbud, jeg lige faldt over der.
Men nu er det også slut.
Det lover jeg. Men kun mig selv. Og jeg siger det ikke til nogen.

29. juli 2015

Rødmende fluesvamp?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , ,

John, Søren og jeg gik i går, mellem to byger – vi var heldige og blev slet ikke våde – den store tur for at finde lidt flere svampe. Det var godt nok et magert resultat: Ikke så meget som en eneste – hverken kantarel eller Karl Johan. Jeg fandt én grøn skørhat og to rødmende fluesvampe. Måske. Temmelig sikkert, faktisk, men når det gælder fluesvampe, er selv den sidste 0,1 % usikkerhed nok til, at jeg ikke putter den i kurven. Det ville jeg kun gøre, hvis jeg havde en statsautoriseret svampeekspert med mig. De fleste ved sikkert, at fluesvampe normalt er giftige, men rødmende fluesvamp er faktisk spiselig.
Okay – alle svampe er selvfølgelig spiselige, men virkningen er meget forskellig … rødmende fluesvamp skulle være god, og man dør ikke af den, som man gør, hvis man spiser snehvid eller grøn fluesvamp. Denne er helt sikkert ingen af de to nævnte, men jeg skal som sagt ikke have forsøgt mig udi de (måske) spiselige fluesvampes verden uden ekspertbistand.

Rødmende fluesvamp?

Guldsmeden eller libellen herunder er også spiselig. Ikke for mig, men det må være en god og solid mundfuld for fugle.
Den sad på vores meget malingtrængende terrasse. (Jeg kan lige så godt selv sige det – I andre tænker det sikkert alligevel.) Der er købt nye ‘overliggere’, som skulle have været sat på under dette ophold heroppe, men stort set al mændenes tid er gået med at:
Skille plæneklipper ad. Sætte de nye tændspoler i, som vi havde med. Samle den igen. Hmmmm. Skille den ad. Ud og købe nye tændrør. Samle den igen. Lade batteriet op. Klø sig i nakken. Ud og købe nyt batteri. Klø sig i nakken. Skille den ad. Flytte en eller anden lille dims to mm. Samle den igen. YES. Slå græs, langt om længe.
Dette var den ultrakorte udgave. Holllldnuop, hvor har de både bandet og undret sig, de to, men jeg er glad for, at John har haft en sparringspartner i Søren, for jeg er, nok ikke overraskende, mindre end intet værd i motorsammenhænge, hvorimod de to herrer overvejer at slå sig ned som Honda-plænetraktoreksperter … de var det ikke, da vi kom, men de er det nu, hævder de.

Guldsmed - libel

28. juli 2015

Godt man ikke har ferie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: , ,

Godt man ikke har ferie, for det ville have temmelig ærgerligt med det vejr – som Søren nu har haft i over halvdelen af sin ferie. Han skulle ikke noget i sine 14 dages ferie, så han er med i Sverige i de par dage, vi desværre kun har tid til at være her denne gang.

Da vi kom i går, var regnmåleren løbet over. Krukkepanterne trivedes fint; dem havde jeg ellers troet var bukket under for hedebølgen, men det var ikke sket. I nat og det meste af formiddagen regnede det igen, og lige for lidt siden kunne jeg tømme yderligere 20 mm af regnmåleren. Det har været koldt, 14,5°, og så mørkt, at vi har måttet tænde lys inden døre. Brændeovnen er der naturligvis ild i.

Løbesod førLøbesod efter

Afbrænding i regnvejr (1)Det var derfor oplagt at kaste sig ud i at få ordnet nichen, hvor det store, gamle ildsted engang har været. Den løbesod har irriteret mig længe, men der er bare ikke noget maling, der kan dække det. Inden der er gået to minutter, er det sort igen.
Lige indtil man har været i England, hvor man kan købe noget, der virker …
Stenene til venstre gav John tre lag vandglas, inden de blev malet, og alligevel gik der ikke lang tid, før der var trukket noget gult etellerandet ud og fik det til at se grimt ud. Det kunne vi også male igen og igen, uden det kunne ses.
Lige indtil man har været i England, hvor man kan købe noget, der virker …
Det er jo en sand fornøjelse, dette her – og det var kun grunderen. Næste gang vi kommer, skal det hele have en gang halvblank maling, så bliver det simpelthen så flot, så flot.

Vores søde nabo er vist en stædig rad: Nu havde han besluttet at brænde affaldstræ af i dag, og så holdt han fast i det, selv om regnen stod ned i kaskader. Billedet er taget gennem vores stuevindue; der er 100 meter over til hans bål, og det regner meget – så bliver sådan et billede ikke bedre end det viste. Gad vide, hvordan han holdt liv i det bål? Det røg naturligvis meget, men vi så skam også store flammer.

I skrivende stund er solen dukket frem; temperaturen er steget 4 grader, så der er håb for resten af dagen. Det skal ikke være tørvejr i mange fem minutter, før der er et vældigt liv i de to meter høje tidsler lige uden for vores grund.

Klit-hvepsesvirreflue?Engrandøje og ???

Den første ligner mest en klit-hvepsesvirreflue (billedgoogle er min ven), men det lyder ikke logisk, at de skulle kunne findes midt i en svensk skov. Der sad en artsfælle og spiste i al fredsommelighed ved siden af en engrandøje (som jeg takket være Dovregubben til gengæld er ret sikker på).

P1070624

Den herover aner jeg ikke hvad er og vil meget gerne have et bud. Den ligger størrelsesmæssigt mellem en bi og en humlebi, men det er en flue. Hvilken?

Pragtnymfe

Pragtnymfen havde forvildet sig ind på vores græsplæne – den har jeg ellers kun set i umiddelbar nærhed af åer eller vandløb.

27. juli 2015

ENDELIG kom jeg på omgangshøjde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

13 august 2011 (7)

Endelig kom jeg på omgangshøjde med de snesevis af Danske Torpare, der i ugevis på Facebook har gjort mig misundelig over deres mange fund af især Karl Johan og kantarel. Det har kriblet i fingrene og det har gjort ondt helt ind i hjertet, at jeg ikke selv kunne deltage i festlighederne, så dårligt nok var vi landet, inden jeg iførte mig gummistøvler og regnjakke og begav mig ud på ruten.

Lige straks blev jeg skuffet, for det første sted på ruten var aldeles kantareltomt. Ligeledes det andet sted, som jeg er næsten sikker på, er mit private og dermed fri for svampevandaler (= alle andre svampesamlere end mig – specielt i den nærmeste omegn af vores egen grund).
Optimismen sivede lidt ud, men jeg fortsatte til tredje sted, hvor der heldigvis var masser af kantareller.
Fjerde og femte sted gav også lidt, så jeg endte med at komme hjem med godt et kilo.
Det var ikke rekordsættende, men bestemt tilfredsstillende; især fordi det var den lille rute, som jeg kender så godt, at jeg ved, jeg ikke farer vild.
Skal jeg ud på den store rute, er jeg nødt til at bevæbne mig med mobiltelefonen – ikke fordi jeg har haft brug for den endnu, men den giver mig sådan en dejlig, omend falsk, tryghedsfornemmelse, for hvad skulle jeg egentlig bruge den til, hvis jeg for vild?
“Hej John, jeg er faret vild!”
“Hvor er du?”
“Ja, hvis jeg vidste det, var jeg nok ikke faret vild … jeg står ved … et stort træ. Et grantræ. Ved siden af står der nogle fyrretræer. Og der er en sti … ”
Ikke vildt informativt i en svensk skov, men jeg ville i det mindste kunne fortælle manden, at jeg ville blive meget forsinket. Jeg tror nu også, at han ville gå ud i skoven og forsøge at råbe mig op – han kender nemlig den store rute ret godt, så han ville have en vis ide om, hvor han skulle begynde at råbe efter mig. Vi har gået den store rute sammen mange gange, så min selvtillid er efterhånden så stor, at jeg nu tør gå den alene, og som sagt er det endnu gået godt, men jeg har det med at glemme at tage pejlemærker, hvis jeg finder mange svampe, og hvis ikke solen er fremme, kan jeg ikke finde ud af verdenshjørnerne.
Okay – vi er nået ind i internet-på-mobilen-tiden. Nu burde jeg bare sætte Endomondo eller gps’en til, så jeg kunne begive mig ud på selv helt nye steder og alligevel være i stand til at finde tilbage igen på egen hånd.
Jeg er, selv med sådanne hjælpemidler, dog stadig ikke helt tryg og vil helst have John med, når der skal svampejagtes på nye steder … jeg har noget med skove – bryder mig faktisk ikke særlig meget om dem, ikke engang i dagslys, hvis jeg er alene, og når det er mørkt, nægter jeg at færdes i dem, selv i selskab med andre.

26. juli 2015

Belæst? Blæst! Bæst …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Kattens til blæst i dag. Vi forsøgte os med udearbejde, men gav op. Gad ikke i det blæsevejr. Jeg klippede buksbommene ved den nye græsplæne og fortrød det kort efter: Inden jeg havde nået at samle bladene og smågrenene sammen, havde de spredt sig over hele den nye plæne.
Altså indendørsaktiviteter.
Eller noget … det kan næppe siges at være aktiv at læse – men en aktivitet kan det vel godt kaldes – lige som det at lægge Hobitten i dvd-afspileren, hvilket vi har aftalt at gøre, når John er genopstanden fra sin morfar.

Lige nu læser jeg Steffen Nohrs Det forsvundne bibliotek. Nohr er et nyt bekendtskab for mig, og selv om han er let læst og forholdsvis underholdende, er jeg ikke sikker på, at jeg vil investere i flere bøger fra hans hånd. En del af underholdningen er ufrivillig fra hans side.
Han har ikke mange stavefejl, heldigvis … i givet fald havde jeg ikke villet læse bogen færdig, men han har nogle stykker, som er smuttet uden om korrekturlæseren – hvis der da ellers har været sådan en på banen. Han kan godt lide ekstra e’er: en rande, enespænder og varetegn.
Det er ikke nemt for ham at gennemskue, hvornår der skal t på biordene: at stå fuld oprejst er ikke helt det samme som at stå fuldt oprejst.
Han bruger billedsprog og adjektiver i en grad, jeg aldrig har oplevet før … det er temmelig overdrevet og virker derfor i bedste fald lidt barnligt og ofte enten grinagtigt eller for kunstigt. Hvad er fx en degenereret hemmelighed?
Der er perler indimellem som “Det var som at stå midt i en pestbærende storm af rædselsskrig”.
Hvad mener I om denne: “Med andre ord havde Concordia-imperiet flere penge end Gud”?
Det har jeg da også. Og alle andre. Mig bekendt har Gud i en hvilken som helst form eller skikkelse aldrig haft brug for at være i besiddelse af banale betalingsmidler. Det ville i givet fald være meget lidt guddommeligt.
Jeg prøvede at google udtrykket for at se, om jeg er gået bag af dansen, men det tror jeg ikke jeg er mht. dette udtryk.
Han taler om at “lette sin nødtørft” – en pudsig sammenblanding af at “lette sig” og “forrette sin nødtørft”.
Han er så begejstret for sit blomstrende sprog, at han indimellem bliver lettere forvrøvlet:
“I havets salte lugt, der blandede sig med madosen fra lejren, krusede et stille smil mine læber.”
“Jeg holdt vejret og beredte mig på at ragnarok ville regne ned over os alle.” Man kan godt forestille sig, at regn er en del af ragnarok, inden fimbulvinteren holder sit indtog, men det er alligevel noget sludder.

Til gengæld har han introduceret mig til et nyt ord: ølnosser. Det har man fået, når man i fuldskab får mod til at sige noget, man ellers ikke havde turdet sige. Udmærket udtryk, faktisk.

Med fiskehejre 2

Jeg så gerne blæsten blæse sig selv væk, så vi igen kan få en fjordidyl som denne. Med fiskehejre og det hele …

25. juli 2015

Selvgenererende ad hoc-opgaver og gådefulde undersættelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , ,

Vi stod op til øsende regnvejr og var glade for det, da det vil bekomme den nye plæne særdeles vel. Jeg vandede det grundigt igennem i aftes, og så kan naturen få lov at klare det i de næste par dage, tænkte jeg.
Der kom kun fem mm regn – jorden blev ikke engang våd under buskene. Nu er det varmt – lummert, faktisk – igen, men det ser ud som om det er slut med regnen for denne gang, medmindre lummerheden ender med et brag senere.

Rullegræsplænen

Vi stod op uden at have planer for dagen, men der skete hurtigt det, der meget ofte sker for mig: Opgaverne giver sig selv hen ad vejen, og den ene fører til den næste; sommetider inden den forrige er færdig.
Jeg startede med at male skorstenen på børneværelset med den superdækkende maling, vi købte i England. Den holdt hvad den lovede.
Fordi jeg trak i malertøjet, gjorde John det samme og fik malet færdig i fyrrummet. Mellem fyrrummet og garagen er der et lille rum hvor fryseren står, samt hylder med en hel del syltede ting. Solen kan skinne ind hele eftermiddagen, hvad der bestemt ikke er godt for sylt, så jeg syede et gardin, hvilket både pynter og gør nytte.

Jeg opdagede, at roserne foran huset igen trængte til en klipning. Mens jeg deadheadede, fik jeg øje på nogle bare pletter i græsplænen, hvorefter jeg hentede lidt græsfrø og strøede ud. Så må det spire eller lade være …
Jeg skulle også lige en tur i drivhuset for at se ‘rigets tilstand’, hvilket fik mig til at indse, at den ene tomat og chili slet ikke får nok lys, fordi vinen gik helt gro-amok i vores ferie.
Nu ligger der en halv kubikmeter druegrene på gulvet … de skal selvfølgelig fjernes. Om lidt …
Selvfølgelig fik fjolset her også klippet et par grene af med store drueklaser på, så dem vil jeg sylte, selv om de ikke er helt modne endnu.
Når nu jeg så alligevel har gang i noget i køkkenet, kan jeg lige så godt lave et par batch chocolate chip cookies til om 14 dage – der skal alligevel en del til, når der kommer over 30 gæster.
image

Da jeg googlede lidt rundt for at blive inspireret til, hvilken opskrift jeg ville bruge til druerne, røg jeg ind på denne side. Den er tydeligvis googleoversat – det er bare ikke noget, jeg har bedt om. Det kan ikke bruges til en pind, men det er herlig underholdning, kan I se … hvad mon fx 1-2 fed ‘opløb’ kan være? Vel næppe hvidløg sammen med druer?
Og nu vi (måske) har fat i hvidløgene, så nyd den herunder. Salte 10 kilo hvidløg??? Så har man da nok til et par år, vil jeg tro.

image

image       image

Lige mine ord: Til helvede med sukkerroejuice – det lyder da ualmindelig ulækkert!
Saften fra hofterne vil jeg nok helst ikke vide, hvad er …

24. juli 2015

Det er på én gang hårdt og nemt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Rullegræsset kom tidligt – allerede ved 10-tiden. De havde set vejrudsigten for i morgen og dermed det massive regnvejr, der er blevet lovet os, så derfor stod de tidligt op og skar vores græs, så vi kunne nå at blive færdige med at lægge det allerede i dag.
Det er da fin service! De havde i starten sagt, at de nok først kunne være her ved 15-16-tiden.

JÆGERSBORGVEJ-26P1070571

P1070582Det er dette stykke jord, vi har gået og været halvirriterede på i et halvt års tid – sådan et stykke bart jord er bestemt ikke det smukkeste syn i denne verden, men nu havde vi endelig fået Atlanterhavet helt fyldt op med jord fra forhaven, så endelig kunne det blive færdigt.
Billedet til venstre er taget i april 2014, da Finn endnu ejede Den Stråtækte. Her ser man også i baggrunden den kæmpestore krybende ene, der fyldte en halv have.
Da vi gerne vil have det pænt til om 14 dage, var der kun én vej: rullegræs.
Hvis man lægger det selv, er prisen absolut overkommelig, selv med levering, så John er i fuldt sving.

Sådan ser 40 m2 græsplæne ud, når den kommer i ruller.
Der bliver vist en del til overs; det var svært at måle nøjagtigt med alle de buer og skæve vinkler, der er i det stykke, der skal dækkes, men resterne kan lægges, hvor enen groede, så det er fint nok. Hellere bestille for meget end for lidt græs.
De enkelte ruller er nok lidt tungere, end John havde regnet med, så det er hårdt arbejde, men med tilstrækkelig lange og tilstrækkelig mange pauser går det, siger han.
Nu er han snart færdig – er allerede noget længere end på undervejs-billedet.

P1070583

Hårdt arbejde er det, men så er det også en fiks og færdig smuk grøn plæne, der ligger her. Den skal bare vandes grundigt i det første stykke tid, til rødderne har fået etableret sig i den nye jord.
Og det er pænt til festen. Det er det vigtigste.

23. juli 2015

Hvor mange ‘aldre’ har vi mon?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Mens jeg gik og arbejdede i haven, filosoferede jeg over, hvad det er der gør, at vi livet igennem ændrer os. Hvorfor jeg fx holder meget af at gå og arbejde i haven, hvor jeg i rækkehuset (og tidligere) anså det for at være surt, kedeligt og uinspirerende? Undtagen lige, når jeg skulle plante krukker til i forsommeren …
Humlebi i perikonenEr det virkelig omgivelserne, der har betydet så stor en forandring i min indstilling? Eller passede det bare sammen med, at jeg nåede et nyt stadie i mit liv? Måske en kombination?
Tankerne fløj videre: Man har forskellige aldre: Barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. Det er dog en del forenklet, synes jeg, selv om udtrykket “den tredje alder”, som skulle være den sidste, forenkler det yderligere. Jeg er i det, jeg selv kalder den fjerde alder, fordi jeg mener, at den tredje alder er den, man lever, når ens voksne børn er flyttet hjemmefra. Den fjerde starter med arbejdslivets ophør. Der kan for nogle også komme en femte: Den, hvor man ikke længere kan være så udadfarende og er mere eller mindre tvunget til at være inaktiv (ikke en rar tanke).
Aldrene kan også defineres ud fra interesser … i gymnasiet var jeg ved at kede mig ihjel i historie- og oldævlstimerne. I dag bander jeg over mig selv, at jeg ikke hørte bedre efter – historie er da vældig interessant og er nødvendig for at forstå nutiden … jeg abonnerer på magasinerne Historie og Siden Saxo og læser begge med stor entusiasme.
I gymnasiet var det biologiundervisningen, der drev værket for mit vedkommende – jeg elskede simpelthen det fag og det var den primære årsag til, at jeg blev matematisk student, da man ikke dengang kunne kombinere fagene som man gør det i dag. Jeg har dog altid været god til at lære sprog og til at skrive stile (ifølge min dansklærer), men det var først, da jeg var i trediverne, at den sproglige interesse tog overhånd, og jeg begyndte at læse engelsk i min fritid, fordi jeg egentlig ikke gad lege laborant mere.
Fugle var DØDkedelige og aldeles absolut uinteressante. Jeg kendte gråspurve, høns og kalkuner (min far var i en årrække kalkunavler), måske nogle ganske få andre, og det var det. Så kom en fugleinteresseret John ind i mit liv, og i dag synes jeg, fugle er spændende; jeg elsker at tage med på fugleture, at lære nyt om dem og at kunne krydse en ‘ny’ fugl af i fuglebogen.
Som barn, som ung og i årene, hvor jeg var alene med Charlotte, læste jeg bøger i én uendelighed – biblioteket kunne næsten ikke følge med mit store behov, så jeg lånte bøger af gud og hvermand. Jeg læser stadig, men kun i sengen og det varer sjældent ret længe, inden jeg snorksover. Jeg vil hellere lave alt muligt andet om dagen end at læse.

Så hvor mange aldre har man egentlig? Eller skal vi kalde det epoker? Hvad er det, der bevirker, at man ændrer holdning; i nogle tilfælde temmelig radikalt? Jeg taler ikke politik! Dette er en upolitisk blog. Cirka. For den er ikke holdningsløs, og tingene hænger jo sammen.
Ens grundlæggende livsholdning og ditto værdier ændrer sig vel sagtens sjældent; indeni er man den samme livet igennem – og så alligevel ikke …
livet er da forunderligt.
Har I også oplevet, at jeres interesser ændrer sig fra den ene yderlighed til den anden?

22. juli 2015

Jeg ønsker mig en bil, der kan køre helt selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Da ødegården blev købt i 1996, var 56k-modemet ikke engang frigivet til salg endnu – det blev det først i 1998. Jeg kan ikke huske, hvornår vi fik internet i privaten, men jeg kan huske, hvor langsomt sådan et 56k-modem var. Det tog en krig at åbne en hjemmeside, hvis der var bare nogle få billeder. I Sverige var det helt udelukket at få telefon og dermed internet, for man skulle have en fastnetlinje, hvilken ville koste os omkring 25.000 kroner at etablere. Svenske, godt nok, men alligevel …
Jeg er egentlig lidt stolt af min forudseenhed, for jeg sagde allerede dengang, at inden der er gået så forfærdelig mange år, kan vi hive internettet ned fra luften, lidt lige som mobiltelefoni (som også var relativt nyt).
Der var ikke rigtig nogen, der troede på mig dengang, men realiteterne taler jo for sig selv – jeg fik faktisk ret, før jeg selv troede, jeg havde fået det.
Nu sidder vi deroppe in the middle of nowhere og hhv. modtager og sender med 25/13. Bare sådan. Med et modem ikke meget større end en æske husholdningstændstikker. Jeg synes det er fantastisk … jeg fatter overhovedet ikke teknikken bagved, men det er mig aldeles ligegyldigt, bare det virker, og det gør det. Lige som min mobiltelefon og meget andet elektronik.

Så sent som i går sagde jeg, at jeg ønskede mig en bil, der kan køre helt af sig selv. Tænk, hvor ville det være fantastisk, hvis man bare satte sig i det magelige sæde og fortalte bilen, hvor man skulle hen.
I dag – meget pudsigt og helt underligt – lå Illustreret Videnskab og ventede på os. Deri var en artikel om … den totalt selvkørende bil, såmænd. Mercedes er godt på vej med den, og hvis jeg er bare en lille smule heldig, så kommer den på markedet, mens jeg stadig kan få glæde af den. Man påstår nemlig, at det vil blive i 2035, hvor jeg runder de 82 år. Hvis jeg er så heldig at leve til den tid, ville verden måske være et bedre sted, hvis jeg ikke selv sad bag rattet, så jeg satser simpelthen på, at ‘man’ har ret.
Det ville glæde mig såre, om jeg bare kunne sætte mig godt til rette i en kabine som den viste (fra Mercedes) med mit strikketøj og sige “Godmorgen bil. Jeg vil gerne over til mine børnebørn i England. Vi tager lige et stop hos Albert undervejs.” Måske kan jeg oven i købet sige ‘mine oldebørn’ … til gengæld skal jeg nok ikke regne med, at Albert endnu kører sin B&B, men hvis jeg alligevel ikke skal bekymre mig om kørslen, tager vi den da bare i ét stræk.

Intet er umuligt. Da computere blev mindre og mindre, sagde ‘eksperterne’ dengang, at dem skulle man sandelig ikke regne med nogensinde kom ud til den brede befolkning. De var for dyre, for ubrugelige, osv. osv.
Så meget for eksperter. De havde ikke ret dengang, og dagens eksperter virker heller ikke altid som om de er eksperter i andet end selvpromovering.

“There is no reason anyone would want a computer in their home.” — Ken Olson, president, chairman and founder of Digital Equipment Corp., 1977

“The most exciting phrase to hear in science, the one that heralds new discoveries, is not ‘Eureka!’ (I found it!) but ‘That’s funny …'” (Isaac Asimov)

21. juli 2015

Tre uger væk fra Den Stråtækte betyder …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:49
Tags:

Hjemme igen i Den Stråtækte efter præcis tre ugers fravær … så længe har vi ikke været væk hjemmefra siden 2010, da man jo normalt kun har tre ugers ferie og gerne lige vil nå at lande, inden man skal på arbejde igen, så det skulle være noget helt specielt for at overskride de 20 dage.
Vi skal på sin vis også på arbejde nu, for tre ugers fravær har betydet, at vi kom hjem til en have og især et drivhus, der er særdeles frodigt … også med en del af det, man ikke nødvendigvis ønsker skal være frodigt. Den ene tomatplante var blevet til en skov, agurken var gået endnu mere agurk, selvom Søren siger, at han har taget godt fra, melonen har fem frugter og vinen har klaret resten af jungleindtrykket.

Eurotunnellen

Hjemturen gik fuldstændig gnidningsløst. De kilometerlange lastbilkøer på englandssiden af kanaltunnellen var blevet afviklet totalt siden onsdag aften, hvor man igen åbnede for godstrafikken. Det er et K Æ M P E stort anlæg. Man fortæller sin booking code og kører ind på anlægget. Man kører og kører og kører. Kommer langt om længe til, hvor man skal holde og vente på at blive ledt videre. “Lane number nine”. Vi parkerer i bane ni og skal iflg. skiltet vente 25 minutter til, inden vi får lov at køre ombord. Når man får lov til det, kører man igen et pænt langt stykke, inden man når så langt, som ovenstående billede viser. I midten ses en holdende shuttle, som man kører ind i bagfra og derefter frem inde i for at fylde toget op.

EurotunnellenEurotunnellen

Fire, højest fem biler i hver afdeling, som under overfarten (underfarten?) bliver lukket med brandtætte døre, så går der ild i et eller andet, går det kun ud over den ene afdeling.
Det hele er meget effektivt og turen under Den Engelske Kanal tager kun 25 minutter. Til gengæld koster en billigbillet omkring 100 pund, så vi kigger nok på færgerne til Dover via Calais eller Dunkerque næste gang. Billigbillet betyder, at man har booket til en bestemt afgang. En flexbillet koster over 240 pund, hvilket er lige i overkanten, synes jeg. Man kan ikke komme med uden at have forhåndsbooket.

Publunch på Seven Stars

I Harskamp ventede Asterix/Albert igen med en herlig middag til os. Og igen betalte vi kun 85 € for en god seng, en trestjernet tre-retters aftenmenu og en lækker og rigelig morgenmad, så ham kan vi kun anbefale. Hans hjemmeside findes kun på hollandsk, men han taler glimrende engelsk, hvorfor man sagtens kan skrive til ham på dette sprog. Det passer med næsten præcis halvvejen over til vores englændere, både tids- og afstandsmæssigt, så vi er meget glade for, at vi fandt ham. (Husk at bestille aftensmad samtidig med værelsesreservationen.)
Vi havde godt kørevejr hele vejen og kom hjem til en fantastisk aften i Den Stråtækte. John pakkede bilen ud, mens jeg kastede mig over at deadheade roserne (hvorfor har vi ikke så godt og enkelt et ord for at klippe visne blomsterhoveder af?) langs huset.

Den gyldne time

Det har været (atter) en supergod ferie. Nu er det hverdag i 1½ uge, inden englænderne kommer for at være med til at fejre Johns runde fødselsdag. Så tager vi ‘hævn’ for vores bidrag til Flower Showet ved at sætte dem i arbejde med forberedelserne til festen. Det bliver dog langt fra så omfattende, så de slipper faktisk billigt …

20. juli 2015

The Wilsford Henge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: ,

Man har gennem et stykke tid vidst, at der mellem mine englænderes landsby og nabolandsbyen Marden har ligget et meget stort henge, som vi kender det fra Stonehenge, Avebury og Woodhenge. Ikke alle henges havde sten stillet op, som vi kender det fra Stonehenge. Som navnet antyder, havde Woodhenge træ og ikke sten.

P1070535

Vi gik derhen søndag. Udgravningen ligger bare et kvarters gang væk ad The Millenium Path, hvilket er et system af vandrestier, som regeringen op til årtusindskiftet beordrede etableret i hele England. The right to roam skulle genindføres, og det blev den. Det svarer lidt til den svenske allemandsret.
Stierne kan sagtens gå tværs igennem fx kornmarker. Når bonden pløjer den op om efteråret, bliver den hurtigt genetableret af ryttere og hundeejere.

P1070538

image

Og her er den så … det forreste er udgravningen af en romersk bosættelse; udgravningen af Wilsford Henge kan anes bagved, og af selve landsbyen kan man lige se et par hvide huse, så det ligger virkelig tæt på.
Marden Henge er enorm, Wilsford Henge noget mindre. De er naturligvis skabt af religiøse grunde, men hvorfor man har ment, at guderne ville blive tilfredse, hvis man gravede nogle kæmpestore grøfter ud med den tids uhyre primitive redskaber, er stadig en gåde for forskerne. Også for mig, for den sags skyld …

P1070552P1070553

Billedresultat for wilsford henge

I dag finder man disse henges via luftfotografering – det er også en gåde for mig, hvordan det er muligt, at disse grøfter, som ligger to meter eller mere under nutidig overflade, kan bevirke så stor en forskel i væksten på noget korn, som har rødder, der på ingen måde når ned til den gamle rituelle plads.
Dagen var i det hele taget fyldt med gåder … jeg har nemlig også meget svært ved at forstå, hvorfor nogen gider bruge så meget tid på at grave jord væk – det må være 99 % ‘spildt’ arbejde og 1 % succes. Ikke desto mindre er der mange hundrede arkæologistuderende, der synes det er alletiders tjans at få med at være en af dem, der får tildelt de seks uger, der graves hver sommer.
Der var en lille ildsjæl, der tog sig tid til at forklare os, hvad de havde fundet hvor. Hun VAR en ildsjæl, som formelig stod og hoppede på stedet af bare iver og fortælleglæde, og sådanne kan få selv sådan en som mig til at synes, at det er vældig spændende … hvad det jo rent faktisk også er, når alle konklusionerne er fundet og det hårde arbejde er overstået.
På de to billeder herover kan man ane nogle buer på den lodrette side af hullet. De sagde arkælologerne en hel masse, som vi fik forklaret, og som jeg skal skåne jer for. De har kun t.o.m. på lørdag, inden de skal dække det hele til igen, hvorfor al gang med trillebørene gudhjælpemig foregik i løb! Så brænder man godt nok for sagen.Marden Henge (1)

Sidste billede er The Marden Henge, der som nævnt er kæmpestor – cirka 10 gange så stor som Stonehenge. Der er virkelig gravet kolossale mængder jord væk!
Man er ikke bange for at blive bestormet af turister. Disse henges er vist kun interessante for historisk og arkæologisk interesserede personer – det bliver aldrig en turistfælde og en kultting som Stonehenge, fordi stenene mangler.
The Guardian beskriver det meget humoristisk: “Famously – to its comparatively few devotees and visitors, that is – it is the biggest henge in Britain that isn’t there, surrounding one of the biggest artificial hills in Britain, which isn’t there either.” Anden artikel her.

19. juli 2015

The Flower Show, part 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Konkurrencer af enhver art er en del af en fete. Blomster-, blomsterarrangements- og frugt/grønsagskonkurrencer giver næsten sig selv, men der var også arrangeret væddeløb af forskellig art. Da Tim annoncerede, at om to minutter ville the children’s dash take place, styrtede ungerne hen til startlinjen og stillede op. To dash betyder at styrte afsted – eller måske passer ordet spæne bedre; her er det så bare blevet til et substantiv.
Det er et meget Edwardiansk ord for det, siger Tim – et dash foregår altid over en meget kort distance, hvad den danske betydning da også indikerer.

P1070466

Præsten markerer, at han har konstateret, at den første er nået over målstregen.
Der var et løb for børn, et løb for voksne, et løb for voksne og børn og et egg-and-spoon-race (det hed pudsigt nok ikke a dash), ligeledes først for børnene og dernæst for alle. Endelig blev der til lejligheden opfundet et dog dash.

P1070469P1070471

P1070510Æggene var af praktiske årsager erstattet af kartofler. På billede 1 ses bevis for, at alle startede samtidig, men på ganske få sekunder var feltet spredt ud over, hvad jeg ville have troet kunne ske på så kort tid. Hvis billede to klikkes større, vil man tydeligt kunne se det intenst koncentrerede ansigtsudtryk hos de to vindende herrer. Ifølge præsten passerede de målstregen på præcis samme tid, og begge var åbenbart for meget kylling til at ville løbe om bare med de to som kombattanter.
Hundene var lige så konkurrencemindede som deres herrer. Her blev udfaldet ikke overraskende afgjort af hundens størrelse …

Det var alskens typer repræsenteret i går: Landsbyens rigeste kvinde, som samtidig er landsbyens sødeste – aldeles usnobbet og slet ikke som Penelope Keith i To the Manor Born – hvilket i øvrigt er en særdeles underholdende serie.
Der var landsbyens Maude Varnæs, som gik hjem (i seng, formodede Tim) meget kort tid efter, hun ikke havde vundet blomsterarrangementskonkurrencen. Der herskede ingen tvivl i nogens sind om, at hun havde følt sig meget sikker på at vinde, så det var ubærligt for hende ikke at gøre det. Retfærdigvis skal det siges, at jeg også syntes, hun havde lavet det smukkeste arrangement, men det syntes dommeren altså ikke.

P1070515P1070516

P1070418Endelig var der the Raffle – lotteriet, som 14 havde doneret præmier til og hvortil der blev solgt virkelig mange lodder. En havde købt så mange, at han vandt tre af præmierne. John havde fra nummer 91 til 95. Numrene 90 og 96 blev udtrukket. Jeg prøvede at trøste ham med den sædvanlige med held i hhv. kærlighed og spil, men det hjalp ikke rigtigt … Aubie blev trukket og trak et glas med slik i. Det foregik på den måde, at man blev trukket, fik så lov at trække den næste, hvorefter man fik lov til at vælge det, man helst ville have.
Det var såmænd ikke de store og dyre præmier, men det er som bekendt tanken, der tæller. Et ældre ægtepar havde givet den flotte og meget store picnickurv. Det var en, de selv havde fået i gave, men som de vidste, de aldrig ville komme til at bruge.
Den var ikke den første, der blev trukket; det var de tre øl, mener jeg – faktisk var det en af de sidst valgte. Måske fordi alle har en i forvejen …

P1070437P1070514

Som sagt en yderst vellykket dag, som med stor sandsynlighed vil blive gentaget om et års tid.
I dag går spadsereturen ud til det nye henge, man lige har opdaget mellem denne landsby og nabolandsbyen. Det passer perfekt med, at den ligger cirka på halvvejen mellem hjemmet og den pub, hvor vi giver en afskedslunch, når man går over markerne. Mere om det senere …

PS: Rotten overlevede alle splat-angreb. Vi troede på et tidspunkt, den var spist af den store hund, men det viste sig, at den blot var bortført for en tid … alle er glade.

18. juli 2015

Succes!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:57
Tags: ,

Vejret artede sig. Børnene artede sig (det havde vi nu også forventet) og havde en skøn dag. Det havde vi også. Det havde alle vist – alt forløb fuldstændig efter bogen. Tror jeg. For egentlig kender jeg overhovedet ikke bogen, men det forløb, som jeg forventer, der ville stå i sådan en bog.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde, for der er så meget at fortælle – jeg er bange for, at det hele ikke kan være i ét indlæg – der er mange, mange billeder at vise, både fra de sidste forberedelser, som næsten foregik i løb for at få alt klar til kl. 14, og fra resten af eftermiddagen.

P1070426The trophiesP1070435

Tipierne blev sat op, hvis børnene skulle få lyst til at lege indianere. Den skarpe iagttager vil måske bemærke, at stoffet er mage til the bunting.
C syede på et tidspunkt disse tipier og solgte dem, men hun stoppede med det, inden stoflageret var opbrugt; derfor de mange rester til vimplerne.
De victorianske kageopsatser og tallerkener blev udlånt til lejligheden af en, der har en antikvitetsforretning i Pewsey. Damen sagde, at de var meget værdifulde, hvilket selvfølgelig resulterede i, at vi dårligt turde bruge dem, men heldigvis holdt de alle sammen.

P1070442P1070440

I køkkenet blev der brygget fem liter kaffe og fem liter te. Blomster, donerede lodtrækningspræmier, kager, frugt og grønsager løb ind i en lind strøm. Der kom en million kager. Cirka. Billedet blev taget, inden alle kagebidragsydere var ankommet. Nogle kager var mere dekorative end andre, men alle var meget lækre – man skulle jo nødig risikere at stå tilbage for de andre …
Der blev blandet Pimm’s No. 1 i en dertil indrettet hvid ‘spand’, som kan anes yderst til højre. Pimm’s fortyndes med limonade, som serveres med frugtfyld og et par mynteblade i glasset – så er det vist (også) så engelsk som det kan blive.

P1070483

De havde fået samme lune og meget lidt præsteagtige præst, som døbte Anna og Aubrey sidste år, til at komme og annoncere nogle af vinderne og afgøre diverse væddeløb – ingen tør anklage en præst for at snyde eller være partisk, så det var nok et klogt valg.

P1070446P1070487

Herover repræsentanterne for Best Vegetable/Fruit. Vinderen blev bakken nederst til venstre.

Best Flower Arrangement

Alle deltagerne i Best Flower Arrangement var desværre meget vanskelige at fotografere, fordi de stod op ad den kridhvide teltside, hvor solen stod ind på. Jeg valgte derfor at lave en collage af dem i forsøget på at give i det mindste et lille indtryk af, hvor smukke buketterne var.
Alle navne var skjulte, og dommeren kendte ingen (andre end Charlotte) i landsbyen, så det var virkelig upartisk – bortset fra, at C viste sin buket og sagde, at den ikke måtte vinde. Heller ikke svigermors, som C vidste var lavet af købeblomster. Det er snyd, synes C; hun ønsker at opmuntre folk til, at de kun skal fremvise hjemmedyrkede produkter. Selv svigermors ellers så loyale mand havde sagt: “Just make sure that she doesn’t win!”

P1070465

Charlotte havde købt en megafon i dagens anledning, og Tim befandt sig tydeligvis som en fisk i vandet, hver gang han fik lov til at bruge den – herover er han ved at annoncere, at de fire pokaler vil blive uddelt klokken 15:30.
Jeg talte 56 gæster, men tallet er forbundet med en vis usikkerhed. Det er, uanset usikkerheden, et fint og tilfredsstillende resultat i en landsby med små 70 indbyggere.

Best Bloom trophy

Aubies vinderbuketHerover er Charlotte ved at få Alan til at overrække pokalen til vinderen af Best Bloom. Aubrey vandt Children’s Best Flower Arrangement – og hvor var han stolt! Han havde virkelig tænkt over, hvad der skulle i hans lille buket, så han fortjente den, den lille fyr.

Kristine spurgte til hatte ved sådan et arrangement. De glimrede ved deres fravær – der var kun et par stråhatte eller fire, og det var pga. solen og ikke for at se smart ud. Vil jeg tro … påklædningen var i det hele taget generelt meget afslappet – smart casual, som der ville have stået, hvis man havde valgt at angive the dresscode for dagen.
Mere senere – der er meget at fortælle endnu.

17. juli 2015

Rotten bliver splattet – eller gør den nu også det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

P1070407I aftes blev røret til Splat the Rat hængt op i æbletræet.
Da det kom til stykket, viste det sig, at Aubie alligevel ikke havde det så slemt med at ofre sit nye sovedyr for sagen – hvad moderen måske nok også havde kalkuleret lidt med. Til Aubreys ikke helt stille fryd var det nemlig stort set umuligt at baske den forbaskede rotte. Man tror, det er så nemt – især når man står og ser på, hvordan de andre klumregøjer misser hvert eneste slag, så bliver man da helt klar over, hvornår man skal slå i forhold til, hvornår go’et kommer i ready – steady – GO!
Pærelet – lige indtil man selv prøver … vi morede os kongeligt, og Aubie blev mindre og mindre bekymret for rotten, da det gik op for ham, at den sandsynligvis ikke når at få mange slag i morgen – ‘bekymringen’ stak i øvrigt heller ikke dybere, end at han selv helhjertet forsøgte sig med med nogle gevaldige slag i luften, og som ville have sendt kræet til nabolandsbyen, hvis han havde ramt det …

Apropos splat:
Jeg producerede i går marmelade i fabriksagtige mængder.
Det var min debut for stikkelsbærrenes vedkommende, så jeg indledte processen ved at gå ind på tre-fire engelske hjemmesider for at blive lidt klogere på stikkelbærmarmelade. Opskrifterne var ret enslydende, så jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg fulgte devisen 1 kilo bær, 750 g sukker og ½ liter vand, så gik jeg nok ikke helt galt i byen. Alle opskrifterne pointerede, at stikkelsbær indeholder meget pektin, hvorfor det er unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel. Fint. Jeg gik i gang med mine 2½ kilo bær, hvoraf der var en del ikke helt modne, som vist oven i købet indeholder mere pektin end de modne, så vidt jeg ved.
Efter 45 minutters kogning udførte jeg geleprøven. Fuldstændig flydende. Det fik lov at koge en halv time mere. Stadig flydende.
Så tilsatte jeg halvdelen af den mængde melatin, jeg ville have brugt til fx jordbærmarmelade.
P1070362Næsten fuldstændig flydende.
Så tilsatte jeg, så det fik præcis den mængde, der fik hindbærmarmeladen til at få den perfekte marmeladekonsistens.
Nu fremkom der endelig rynker, når jeg skubbede til det tynde lag marmelade på den kolde tallerken, så jeg fyldte de mange glas.
I morges, da vi skulle prøvesmage produktionen på toastbrød – Aubie så mest frem til stikkelsbærmarmeladen og Anna mest til hindbærmarmeladen – viste den førstnævnte sig at være næsten helt flydende; der kunne kun lægges et ultratyndt lag på brødet, inden det begyndte at løbe af.
Smagen fejlede heldigvis ikke spor, og vi blev enige om, at den marmelade kommer til at holde meget længe, så lidt som der kan bruges ad gangen.
Men hvorfor??? Jeg var en anelse gnaven og mere end en anelse ærgerlig. Hvorfor påstod alle, at den gelerer sig selv, og at man derfor ikke kan lave stikkelsbærsaft, fordi det uundgåeligt vil blive til gele? Det er virkelig møgirriterende. Jeg har hverken tid eller lyst til at hive det alt sammen ud af glassene igen – og vil det overhovedet hjælpe, selv om jeg gjorde det?
Stikkelsbærmarmeladeeksperthjælp søges, tak!

16. juli 2015

Lige pludselig kunne jeg godt huske hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:53
Tags: , , ,

Lige pludselig kunne jeg godt huske hvorfor jeg ikke var så vild med at hjælpe mor med at lave stikkelsbærmarmelade: De skal nippes!
Det var nu ikke så slemt, som jeg huskede det; de 2,5 kilo bær tog kun en halv times tid at ordne, og jeg fik produceret et meget stort, et mellemstort og 11 almindelige glas stikkelsbærmarmelade, plus at der kom 11 glas ud af hindbærresterne fra i aftes. Ikke så ringe endda, og nu behøver Charlotte ikke at købe pandekagesyltetøj det næste år.

P1070356P1070365

Ellers er forberedelserne til det der flower show, I ved nok, (stadig) i fuld gang – herover er pavillonen ved at blive rejst.
Og herunder er the bunting ved at blive hængt op – noget af det. Resten skal vist på pavillonen, når den er færdigmonteret.
Alle andre end jeg er, sammen med Tims mor og mand, henne ved The Village Hall (landsbyens forsamlingshus) for at hente borde og stole.

P1070395P1070402

De fire fantastiske pokaler er fundet frem, men dem vil jeg ikke vise, før de står på den hvide dug og tager sig ordentligt ud.
I morgen er der vist nok flere af landsbybeboerne, der vil være i fuldt sving med at bage kager.
The Celebrity’, som skal komme og vurdere blomster og grønsager, er en lokal blomsteravler. Der vil være præmie for best bloom, best flower arrangement, best vegetable og best children’s something.
Alt er købt ind. Tror vi nok. John og jeg står stand-by, hvis noget skulle være glemt.
I år bliver det kun med deltagelse fra landsbyen. Måske kommer der nogle enkelte udefra, men det er ikke annonceret. Det er en test, for hvis der skal komme besøgende fra de omkringliggende landsbyer, vil det i sagens natur blive et noget større arrangement, hvor alle aktiviteter og boder er nødt til at være konstant bemandede, hvilket igen kræver en del frivillige. Det vil alt sammen blive diskuteret på et senere tidspunkt i landsbylauget.

P1070370   P1070381

I dag har vi ydermere været til et arrangement på skolen, hvor en eller to klasser ad gangen opførte et musisk nummer, hvis sværhedsgrad naturligvis modsvarede klassetrinet, hvoraf der er seks på denne grundskole. A&A befinder sig lige i midten, nemlig 3. og 4., og skulle først synge og derefter spille på ukulele, hvilket krævede en del koncentration, kunne vi fornemme – de fik dem først udleveret i går, så der har ikke været lang til at øve sig i.
Læreren stod foran ungerne og viste, hvilke to greb de skulle bruge. Det gik faktisk bedre end jeg nok havde forventet, og sangen forløb fortrinligt.
Desværre havde læreren pakket Anna væk på bagerste række; hun kan kun lige anes bag Aubies venstre skulder.

15. juli 2015

Mor her blev en anelse upopulær, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:07
Tags: , , ,

Keglebanen skulle males mahogni-vinrød, hvis I kan forestille jer den farve. Meget mørk brunrødbordeaux. Malerforretningen kunne ikke blande den ønskede, men kun en, der var to nuancer lysere. (Og hvorfor han ikke kunne det, når det er samme farve, det drejer sig om, må I ikke spørge om – vi spurgte, men svaret var bare this colour is not available, I’m afraid). Jeg kiggede på farveprøven og mente, at det da nok gik an med den lidt lysere udgave. Charlotte var ikke sikker, men gav sig.
P1070346Det fortrød hun i dag – hun kom halvskummende ind og sagde: “Har du SET, hvor pink den er? Grrrr.”
Pink? Nej. Naarrjjj. Ikke pink. Vel? Vel?

Jeg synes stadig ikke, man kan kalde den for pink, men særdeles rød er den uomtvisteligt. Meget mere rød, end jeg havde forestillet mig ud fra farvekortet – hvis jeg fik et ‘mahogni’bord eller en flaske vin i den farve, ville jeg tvivle en hel del på ægtheden af begge dele. Jeg indrømmer blankt, at den er gyselig. Faktisk var jeg lige der ret upopulær, men datteren lod sig jo overtale …
Jeg spurgte om jeg kunne gøre det godt igen ved at plukke alle de modne hindbær. Jeg ved ikke, om jeg fik associationer til hindbærrene via malingen; det kan vel næppe udelukkes, men jeg plukkede tre kilo, som der først skal spises af til dessert og derefter laves marmelade af resten. Jeg er vist tilgivet, men det er ikke sådan specielt helhjertet og med den store entusiasme, at John og Charlotte går og maler den keglebane …

SvirreflueSvirrefluer og en bi

Og nu til billedspam. Her, ganske som i Sverige, er denne slags tidsler umådelig populære hos insekterne. Igen så jeg den smukke sommerfugl med det grimme navn skråstregbredpande Thymelicus sylvestris, og denne gang er jeg sikker på det med den skrå streg, som ses tydeligt på billedet.
Jeg så bier og humlebier, jeg så svirrefluer (alle insektbilleder kan klikkes større), nældens takvinge og en, jeg mener må være en engrandøje.

P1070315Skråstregbredpande Thymelicus sylvestris (2)P1070354

De befinder sig nede i den lidt mere vilde del af haven, nede ved skuret, for så høje tidsler vil man, trods deres skønhed, ikke have i den rigtige have. Mest fordi de fuldstændig uhæmmet sår sig selv.
Men smukke er de og kan pynte så tilstrækkeligt på et gammelt, rustent skur, at det hele nærmest går op i en højere enhed.

P1070342

Maniola jurtina

Her en okkergul randøje. Charlotte siger, den hedder meadow brown, hvilket ville passe bedre overens med engrandøje, men jeg kan ikke få det til at passe, når jeg billedgoogler. Er der en sommerfugleekspert til stede?

Jeg er temmelig vild med at tage billeder af insekter og sommerfugle, især når jeg kan få dem til at sidde stille, hvad der absolut ikke altid er helt nemt. Det går langt bedre på tidslerne end på lavendlerne – også for den samme art. Jeg tror, at tidselnektaren er så fantastisk lækker, at de glemmer alt omkring sig, når de sidder og mæsker sig.

14. juli 2015

Én have, tre apostroffer og 50 meter bunting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:04
Tags: , , ,

Vi fik en fridag af vores strenge arbejdsgiver og benyttede den til at køre en tur til Kilver Court Gardens, som Mia havde skrevet om i sit Anglofilia. Det er en forholdsvis lille have, som er voldsomt og meget effektfuldt domineret af en høj, gammel viadukt. Det var helt Monet-agtigt med åkanderne i vandet, men den nok så kendte bro må siges at være en anelse større her i Kilver Gardens!

P1070268

Haven var som sagt hurtigt overset, og den er ikke en rejse værd, men er man alligevel i nærheden, er den værd at se.
Jeg ville så gerne have, at montbretia kunne blive lige så store i min have, som de kan blive her i England (og i Frankrig, så vi).
Jeg er vild med farven, og når de står der, lysende røde, næsten lige så høje som jeg er, er jeg solgt.

P1070288P1070275

Herover montbretiabusken og herunder en uudsprungen, regnvåd montbretia i et close up.
Det der rør med to skeer og en rose hængende fra opdagede John på en af viaduktens sider. Vi har overhovedet ikke noget bud på symbolikken – bortset fra, at det måske kan tolkes som havende et ret frækt udseende. Hvis man ellers har den form for tankegang, hvad jeg naturligvis ikke har … Angel

P1070292

Derefter kørte vi til Cheddar Gorge – igen … vi var der for to år siden og har spist ostene, vi købte dengang … omend med stor forsinkelse. Det var dagen efter hjemkomsten fra UK den gang, at jeg fik (bekræftet) min kræftdiagnose, så jeg glemte simpelthen alt om de to oste. Jeg fandt dem senere i en pose, der lå oppe i min systue. Meget senere. I december, tror jeg … vi var her i maj. De var vaccumpakkede og havde ved første øjekast ikke lidt skade, så vi pakkede dem ud sådan nærmest ved at følge svenskernes surströmmingsmetode, og de var da også særdeles kraftigt modnede, men smagte faktisk forbløffende godt!
Og nu har vi nye forsyninger af The Only Cheddar Made in Cheddar, som dog (forhåbentlig) ikke bliver glemt ved hjemkomst.

P1070308

I Cheddar har de heller ikke styr på apostrofferne. På et enkelt skilt kunne man finde hele tre Greengrocer’s Apostrophe.
Fyfyskamme … jeg er nemlig ret sikker på, at de hverken mener Monday is eller mandagens

Da vi kom hjem, var Charlotte ved at male keglebanen, men hun var ikke nået særlig langt, for det havde taget hende fire timer at sy de 50 meter bunting, der endte med at blive ud af det. Hun havde ikke regnet helt rigtigt, for hun ville have 50 meter, men der er vimpler til nogle meter endnu – der var bare ikke mere snor til at sy dem fast på.
50 meter á 120 kroner. Det giver 6000 kroner. Det har taget pænt lang tid at få produceret de 50 meter, men datteren er nu ganske godt tilfreds med at kunne fortælle sig selv, at for hende har de i princippet kun kostet en rulle bånd til otte pund, da selve vimplerne er syet af rester hun havde haft liggende i 2-3 år og været så tæt på at smide ud, fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle bruge dem til.

50 meter bunting (1)

13. juli 2015

Coconut Shy, mere bunting og en ekstra apostrof

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: ,

P1070259JP1070257eg havde ganske rigtigt glemt en af legetingene: Coconut shy, som jeg (heller) aldrig havde hørt om før, men efter sigende har selv den mindste skolefest, byfest eller lignende med respekt for sig selv sådan en sag. Det består i al sin enkelhed af et rør med en ring foroven, hvori man placerer en kokosnød. Man har 3-5 rør, som sættes i jorden med passende afstand, hvorefter man skal forsøge at skyde kokosnødderne ned med trækugler.
Ringspillet af træ er så fint med sine ringe af rigtigt reb – ikke noget med plastic her – det skal være autentisk!

Vi ‘bunter’ stadig i én uendelighed – der skal laves 182 vimpler, men vi er næsten færdige nu. Jeg er ved at være fuldt autoriseret buntingmaker, bortset fra selve syningen, men det fandt jeg nok ud af; jeg får bare ikke lov til at bruge Charlottes industrimaskine uden kørekort, for hun har ikke den dims monteret, der forhindrer folk i at sy sig selv i fingeren, og hun tør ikke engang betro selv mig med min forholdsvis store syerfaring at bruge den.

P1070258P1070246

Til gengæld kunne jeg lære min skrædderdatter noget for en gangs skyld: At det er meget lettere at skære stoffet frem for at tegne og klippe, når man kun har med rette linjer at gøre. Hun troede vist ikke rigtig på mig, da jeg bad hende om at hente skæreudstyret, som jeg engang forærede hende, men som hun aldrig har brugt. Det viste sig hurtigt, at jeg kunne skære fire dobbeltstykker på den tid, det tog hende at at tegne og klippe ét.
Lige om lidt er vi færdige med alle vimplerne, så Charlotte har givet John og mig fri i morgen til at køre en tur, for da skal hun bare sy dem på båndene, hvilket hun ikke behøver hjælp til.

P1070250

Vi kørte til Marlborough for at købe noget maling, som vi skal have med hjem til at male noget indvendig med, hvor gammel sod bliver ved med at trænge igennem malingen. Det er vildt effektivt, kan jeg se, og det koster kun en tredjedel af, hvad vi har set det til derhjemme. Vi havde netop inden ferien aftalt, at NU skulle vi se at få købt det dyre stads, så der kan blive fint både oppe på børnenes værelse i Den Stråtækte og omkring den gamle skorsten i svenskerhytten.
I forretningen så jeg ovenstående vare.
Vi er i England, der som det eneste land legalt må bruge apostrof i genitiv, og hvad gør de? Bruger den igen og igen foran flertals-s, hvor den overhovedet ikke hører hjemme. Greengrocer’s apostrophe, som de selv så dejligt nedladende kalder den, og som jeg har skrevet om før. Og nu, hvor vi er i gang med kritikken, skal der være mellemrum før og efter den første streg, idet det er en tankestreg og ikke en bindestreg. Den skal også være længere end en bindestreg. Det første komma skal heller ikke være der.
Jeg synes altså det er pinligt at levere sådan en stribe fejl – det er jo ikke butiksejeren selv, der har skrevet det, men fabrikken, der leverer varen. Det er muligt, at skidtet er produceret i Kina, men derfor har man jo lov til at læse korrektur alligevel …

12. juli 2015

Bunting and Small Skippers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

P1070233I går byggede Tim og John The Skittle Alley (keglebanen) til The Flower Show. Lige inden spisetid  blev den færdig og derfor naturligvis indviet af os alle seks. Den er bygget med de autoriserede olympiske mål (eller noget …) og den virkede fint – Anna og Aubrey syntes det var et herligt spil, så så snart aftensmaden var indtaget, gik de to i gang igen – men blev lige pludselig meget, meget stille, og så er det, at man straks skal blive en anelse mistroisk. Jeg gik hen for at se, hvad de havde gang i, hvilket viste sig at være at lede fortvivlet efter en af kuglerne, som på mystisk vis havde forvildet sig langt væk fra banen og var forsvundet ud i noget højt græs. Den er i skrivende tidspunkt endnu ikke fundet, trods intensiv eftersøgning, så vi må nok kapitulere og køre ud og købe et nye sæt kugler. Godt det ikke skete fredag aften!

BuntingP1070238Charlotte har allerede syet metervis af bunting (flagpynt … eller hvad kalder man det egentlig på dansk?), og i dag fortsætter vi begge med at skære stof, sy og stryge. Hun havde en masse liggestolestof liggende, så det er nu næsten alt sammen konverteret til bunting. Det har taget en del tid, for det første fordi én gang skrædder, altid skrædder, så hver af de to halvdele af trekanterne naturligvis passer på millimeter! For det andet fordi færdiglavet bunting ville koste 120 kroner meteren, hvilket hurtigt kan komme til at løbe op, når man skal bruge mange meter, så de bliver håndproducerede efter alle kunstens regler. Jeg har fået lov til at låne dem med hjem til Johns fødsesdag … det bliver da festligt.

P1070240

Af øvrige aktiviteter, der vil blive etableret, kan nævnes Splat the Rat (er det ikke et skønt navn?), som foregår ved, at man lader en rotte (i form af et tøjdyr, forstås) falde ned gennem et ugennemsigtigt rør. Under/ved siden af dets munding står spilleren med et bat og skal fornemme, hvornår rotten kommer ud og så ellers forsøge at give den et ordentligt bask med battet.
Skråstregbredpande Thymelicus sylvestris (1)Vi er bare løbet ind i det problem, at Aubie er blevet så forelsket i den fjollede rotte, at han nu sover med den om natten og er fuldstændig knust ved tanken om, at folk skal til at slå på den … den havde vi ikke lige set komme, og vi har ikke helt fundet ud af, hvordan vi kommer videre herfra.
Der vil være Quoits (dér lærte jeg et nyt ord: ringspil), og der vil være Guess the name of the frog. De har en lille dam i haven, hvor der bor en skrubtudse, som børnene har navngivet. Præmien vil her være en æske Toms chokoladefrøer, som vi havde med fra Danmark.
Der er vist mere endnu, men det må komme senere. Lige nu sidder de andre og er fuldstændig opslugt af Wimbledonfinalen, så jeg vil ikke forstyrre dem.

Sommerfuglen her er der i dusinvis af i et af lavendelbedene. Jeg har aldrig set den før, men Charlotte siger, at den hedder Small Skipper, så det var dagens andet nye ord.
Jeg måtte naturligvis finde ud af, hvad den hedder på dansk, men heller ikke det navn er jeg stødt på før. Stregbredpande (Thymelicus lineola).
Det er da et af de mere fjollede sommerfuglenavne, synes jeg. Der findes åbenbart flere slags bredpander, men disse er mest almindelige i Jylland – lærte jeg også under min research.
Faktisk er jeg i tvivl om hvorvidt dette oven i købet er en skråstregbredpande (T. sylvestris), da jeg ikke kunne komme tæt nok på den til at se, om den sorte streg går skråt for eller parallelt med kroppen.
Det er nok også lidt ligemeget – den var en køn lille fætter, og under alle omstændigheder har jeg nu både en for mig ny art i billedarkivet og har lært noget nyt.

11. juli 2015

St. Malo – Guernsey – Poole – ”hjemme”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:53
Tags: , , ,

P1000365Vi skulle være ude af huset kl. 10, men var færdige kl. 9 og kunne lige så godt køre, da der nu var pakket sammen og gjort rent.
Vi sad og gloede ud over havnen i St. Malo i 1½ time, inden vi kunne checke ind før afsejlingen til Guernsey. Vi havde regnet med at have to timer på øen, hvilket skulle være nok til at køre hele vejen rundt, men vi nåede ikke at se en pind, for færgen var godt en time forsinket, så vi nåede kun at køre i land (vi skulle med en anden færge videre til Poole) og lede en rum tid efter, hvor vi skulle køre til for at komme ind til det andet check-in. Her sad vi så og ventede i omkring to timer; med et par flyt af bilen undervejs – man skal checke ind mindst en time før afgang, så vi turde ikke rigtig køre nogen steder. Men nu kan vi da sige, at vi har været på en af kanaløerne …
Det var alt i alt ikke en ligefrem spændende dag; vi tog af sted kl. 9 og var hos Charlotte kl. 21:20 engelsk tid. Selve sejltiden er to timer + tre timer, med mindst 2-3 timers ventetid, og to gange omstændelig og lidt rodet ombordtil- og frakørsel. Det er tilmed hundedyrt, så det er ikke et kanalkryds, vi kan anbefale.
Og med overtrætte og derfor hylende børn i store mængder kan tre timers overfart meget nemt blive en meget lang tur. Man får tildelt nummerede hvilestole, lige som i et fly, så man har ikke mulighed for at flytte et andet sted hen for at få lidt fred – i hvert fald ikke, når færgen er fyldt op.

P1000329P1000335

I torsdags kørte vi til en afveksling en tur til en smuk kyst. Vi fandt et par restauranter med excellente udsigter, hvor vi på den ene drak en kopkaf og på den anden spiste alt godt fra havet – for mit vedkommende. Den slags kan ikke rigtig friste John, så han fik lidt gris med fritter og grønt. Det ved man da, hvad er. Men pil-selv-rejer! Og østers!! “Og hvad er det der??? Snegle???” Det var jo snegle fra havet, ikke fra haven, og de smagte godt, men intet af det kunne på nogen måde gøre min mand misundelig. Han synes ikke mindst, at der er alt for meget hårdt arbejde forbundet med at få maden fisket ud af diverse skaller. Hvis nogen ville gøre det arbejde for ham, ville han – måske – overveje det. Jeg var da også over en time om at få gjort kål på fadet, men det var herligt!

P1000336

Generelt var vi (også) ret imponerede over Bretagnes mindre og lidt større byer – alt var så rent, pænt og velholdt, med masser, massser af blomster både i haver og i krukker. De engelske pubber har skarp konkurrence her.

P1000366P1000368

Billedet øverst til højre er fra St. Malo. Manden stod og førte sin dukke til musikledsagelse, og da jeg dykkede ned i min lynlåslukkede taske for at finde en euro til ham, stod drengen lynsnart meget, meget tæt på mig. Jeg sendte ham mit mest bistre og skræmmende blik – som han da heller ikke undlod at reagere på – og jeg ‘glemte’ hurtigt alt om at donere noget til den dukkefører.

Men – nu er vi hos familien, vi nyder det selvfølgelig, og der vil i løbet af ugen komme masser af ord om det kommende flower show. De har godt nok tænkt sig at gøre noget ud af det.

8. juli 2015

Vi havde åbenbart set de flotteste kyster allerede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

I dag blev vi enige om 1) at droppe at køre helt ud til Pointe du Raz, som vi ellers havde talt om hjemmefra; der var for langt bare for at kunne sige, at vi har været ved Frankrigs vestligste punkt, og 2) i stedet at køre en tur ad forskellige grønne veje, som vi fandt på kortet.
En af dem gik oppe langs kysten og endte ved Roscoff, men det var ikke noget at skrive hjem om – vi er allerede forvænte mht. de bretonske kyster, så efter den i øvrigt glimrende frokost vendte vi i stedet næsen sydover og fandt ud af, at her gælder åbenbart det samme som i Tyskland: En grøn vej betyder, at man kører gennem en skov, og man kan ikke se andet end træer … ret irriterende, faktisk.

P1000293

I Roscoff så vi en fodgængerbro, der ikke førte nogen steder hen! Andet end ned i vandet … vi så også mennesker på den, men ingen som gik i retning mod højre på billedet … det er selvfølgelig også en måde at slippe af med folk på, men hvad mon får dem til at gå derud?

Alt i alt er der ikke meget at berette om dagen i dag, men vi kom forbi et stort supermarked, så jeg skulle lige ind og se, om de mon ikke kunne friste med et eller andet.
Det kunne de: Confit de canard til halv pris! Samme størrelse dåse som jeg køber derhjemme, men til 9,75 € i stedet for 150 kroner. Jeg købte fire dåser. John fandt senseokaffepuder til 90 øre stykket; derhjemme koster de – på tilbud – 1,51 krone stykket. Han købte fem maxipakker á 54 puder. Så kan han vel klare sig en uges tid … og jeg overdriver naturligvis slet ikke … den mand har danmarksrekorden i kaffedrikning, tror jeg.

P1000298

Billederne (undtagen det af broen, selvsagt) er fra gårdspladsen foran vores lejede hus. Herover muren til naboens skur og garage og herunder kig mod venstre til bedet ind mod en græsplæne og ind til hønsegården, hvor der i øvrigt huserer en yderst irriterende hane, som fuldstændig har misforstået, hvornår man skal gale. Vi ville sådan ønske, at der hurtigst muligt blev besluttet at få kogt noget suppe på ham, eller måske bruge ham til en slowfood-coq-au-vin. Det kan kun gå for langsomt at komme af med ham, men jeg har desværre på fornemmelsen, at han stadig galer, når vi tager afsted igen.

P1000299P1000300

Udover and og kaffe blev der også investeret i forskellige slags cider og en enkelt flaske calvados. Sidstnævnte hører vel mest til Normandiets specialiteter, men her i Bretagne ser man det ene ‘cideri’ efter det andet; de fleste sælger direkte, nogle få gør ikke, men alle forretninger har en del forskellige at vælge imellem, men hvordan skal man dog kunne gøre det? Jeg kender naturligvis ingen af dem, så jeg kan ikke gå efter andet, end at den skal være brut – jeg vil ikke risikere at komme hjem med noget sødt og derfor for mig udrikkeligt stads. Jeg har købt fem forskellige helflasker; dvs. 75 cl, så det bliver noget med at dele, men mon ikke jeg finder en eller flere, der vil dele med mig? Det tror jeg. Cider er – som oftest – en udmærket drik.

7. juli 2015

Frankrigs største turistfælde?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Jeg havde læst om det, så jeg var forberedt. “Man skal være indstillet på at gå skulder ved skulder, men det er det værd”.
På en af hjemmesiderne anbefalede man at være der senest kl. 9, fordi man så undgår stort set alle turistbusserne. Det lød fornuftigt, så vi tjekkede via Google Maps og så, at det skulle tage en times tid at køre dertil.
Derfor afsted med os klokken otte. Vi havde så ikke lige forudset vejarbejdet, som sinkede os i 20 minutter, men det var på en måde heldigt nok, at vi opdagede det, for det er vi nødt til at tage højde for, når vi skal nå færgen fra St. Malo på fredag.

Mont St Michel - low tide

Vi blev godt nok lidt lange i ansigterne da vi så den enorme parkeringsplads. Som i kæmpe-hyper-meeeegastor. Heldigvis var den slet ikke fyldt op; vi kom til at parkere på P5 – mit gæt er, at det efter størrelsen at dømme nok sluttede med P50 … plus alle busserne … det er helt vildt.

Parkeringsafgiften inkluderede en gratis shuttlebus, som vi tog, da der er et godt stykke at gå derud.
Da vi kom, var der land omkring øen, men det var der ikke, da vi tog afsted igen. Det der tidevand var næsten det mest fascinerende og det eneste, der kan få mig til at stå stille i laaang tid ad gangen uden at foretage mig noget som helst andet end se det komme ind. Eller forsvinde ud igen. Her gik det tilsyneladende meget stærkt, men det skyldes formentlig, at her er fladt, fladt, fladt.

Tidevandet kommerTidevandet kommerTidevandet kommerTidevandet kommer

Mellem det første og det sidste billede i ovenstående lille serie er der 10 minutter.
Vi var helt oppe på toppen, selvfølgelig – og vi gik ikke “skulder ved skulder”, selv om der var mange mennesker.
De smalle stræder i den nederste tredjedel var pakket til bristepunktet med caféer, souvenirbutikker, crêperier og restauranter.

Le Mont St MichelLe Mont St Michel

De øverste to tredjedele så ud til at være helliget noget beboelse, et par hoteller og så selvfølgelig klostret med kirke og en lille kirkegård.
Vejret havde hele morgenen og formiddagen set dystert ud, men John og jeg var enige om, at det ikke ville begynde at regne, så det dertil egnede tøj lod vi ligge i bilen.
Dér havde vi forregnet os, for pludselig begyndte det at høvle ned. Souvenirbutikkerne fik god gang i engangs-regnfrakkesalget, og John og jeg søgte ly i en restaurant, hvor vi fik os hver en kopkaf og en crêpe. Dvs. – her i Frankrig får man ikke en kopkaf. Ellen får en café au lait og John en café Mont St Michel - by not lowest tide ...americano, som oftest er en espresso med en kande varmt vand til, så man kan fortynde, til smagen passer … det er ikke helt Johns kop te at få kaffe på den måde, men det går og er bedre end ingenting. Siger han.
Da forfriskningen var indtaget, var det næsten holdt op med at regne, og vi satte kursen ned mod indgangen og shuttlebusserne. Klokken var nu tæt på 12, og det væltede ind med turister! I veritable horder strømmede franske pensionister, japanere og engelske og franske skolebørn ind – vi kunne på smalle steder næsten ikke kæmpe os imod strømmen. Godt, vi var ankommet tidligt; jeg hader sådan noget, og mit ansigtsudtryk må have afspejlet det, for i bilen bemærkede John: “Det var vist ikke rigtig noget for dig.” “NEJ! Var det så tydeligt?” Det var det, selv om jeg ikke havde sagt et ord.
Men nu har vi set Frankrigs største turistfælde og kan krydse endnu et sted af på UNESCOs World Heritage Site.

6. juli 2015

“Gider I lige komme og hjælpe med at fjerne den sten i baghaven?”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

I dag gik turen til Trègastel, som ligger på Côtes du Granit Roses og som så ud til at have nogle gode udsigtspunkter. Som sædvanlig kodede jeg gps’en med svinkeærinder undervejs, så vi havde flere delmål. Vi måtte derudover hele tiden standse op, fordi vi tabte vejret over al den skønhed og lige var nødt til at stå ud af bilen og samle det op igen – herunder ved en lille bugt, hvor nogle havde fundet ned for at bade. Igen meget cornwallsk med sådan en lille, “hemmelig” bugt.

P1000210P1000211

Overalt i Bretagne ser vi hortensia i store mængder – den busk har alle, der har et stykke jord.
Jeg mener at have lært, at farven på blomsterne er afhængig af jordbundens beskaffenhed eller af, hvad man giver planten at spise. Er der derfor en, der kan forklare mig, hvorfor der fx er en med hvid blomst midt i det hele? Eller hvorfor der er flere forskellige farver på hortensiabillede 2? 

P1000215P1000224

Udover hortensia er der, ligeledes i næsten samtlige haver, mandshøje perikonbuske og ditto fuchsia. I DK bliver Perikon bare 30-50 centimeter høj …

P1000227

Efter en frokost ved en lille havn kørte vi videre mod dagens mål i Trègastel, der som nævnt ligger på Côtes de Granit Rose, og søgte ned til stranden. Kysten hedder således pga. klippernes farve. Det er dog en sandhed med modifikationer, vil jeg mene – jeg vil kalde dem for brune, men kysten er speciel; med kæmpestore, glatte sten, som er meget større, end billedet umiddelbart giver indtryk af, men de skal vist ses ved solnedgangstide for at virke rødlige. Vi fik os en god gå- og klatretur for at komme helt ud på de yderste sten/klipper. Man kan se, hvor store de er ved at sammenligne med manden under pilen på billedet herunder. Billedet kan klikkes større.

P1000243

Man må gerne kalde mig Aubrey – lige pludselig var der en bølge meget større end alle de andre. Det var ikke med vilje, som Aubie ville have sagt …

P1000239P1000252

På billedet af John fornemmes stenenes størrelse igen – og til sidst på huset herunder, som har en af særdeles betragtelig størrelse i haven.

P1000255

Har jeg nævnt før, at jeg er ret begejstret for Bretagne? Nå, okay … men måske forstår I hvorfor?

P1000247

5. juli 2015

Turen går til … Dinan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , ,

I nat blev det et forskrækkeligt uvejr, som H.C. Andersen ville have udtrykt det. Det buldrede og bragede og regnede og lynede til den store guldmedalje, hvilket alt sammen fik sat en effektiv stopper for det varme vejr – hele formiddagen var det bare 14-15°, hvilket var fint nok med os; man kan tage lunt tøj på, men man kan ikke smide mere, end anstændigheden tillader.
I løbet af eftermiddagen nåede vi dog atter op på 23°, men det er en behagelig sommertemperatur, der passer lige til os.
Der sker vist det samme i Danmark, har jeg lige set på DMI – mange af jer vil opleve skybrud og den voldsomme varme forsvinder, men det er vel i orden med de fleste af jer, går jeg ud fra? Mere end 30° er nok lige i overkanten for de fleste.
Vi kørte til Dinan i dag for at undersøge den gamle bydel nærmere.

P1070215 P1000174

Den var da nydelig …
Crêperiet, som anes nederst til venstre på første billede, og som er taget forfra på det andet, frekventerede vi, da det blev eftermiddagskaffetid.
Der ligger crêperier overalt her – i byerne på hvert andet gadehjørne og for hver 200 meter på gaderne (sådan cirka næsten uden at overdrive), og på landet med jævne mellemrum. Antallet af crêperier slår antallet af pizzeriaer i Sverige, og dem er der ellers rigtig mange af.
John blev en lille dreng igen og bestilte en pandekage med nutella (yrk!), mens jeg gik knapt så meget amok og bestilte en med citronsaft på.
Jeg ville absolut ikke have brudt mig om at bytte, men sådan havde John det vist også, så alle var glade – og det var rigtig gode pandekager.

P1000197

Regn om natten og om morgenen, og så ellers fint og tørt vejr om dagen – det er sådan vi kan lide det. Noget af det, jeg synes godt om ved Bretagne er, at her er så grønt og frodigt, men hvis dette er normalen med masser af væde og masser af varme, kan det næsten ikke blive anderledes.
Stort set alle haver bugner af skønne store roser og hortensiaer, og de oftest grove husmure prydes ligeledes tit af rigtblomstrende arrangementer. Her sat på en kirkemur.

P1000199

Vores lejede hus ligger, som tidligere nævnt, langt ude på landet i et smukt og meget kuperet terræn. Det er godt, jeg ikke har noget imod at lave mad i min ferie, for der er mange kilometer til spisestederne i området, og vil man have flere at vælge imellem, er man nødt til at køre den halve time til Dinan. Det betyder også, at både telefon- og internetforbindelse er særdeles ustabile, men det går naturligvis alligevel … bortset fra, at det var ret irriterende, at jeg ikke kunne modtage min Visa-bekræftelseskode, da jeg i formiddags bestilte billet til Eurotunnellen til vores hjemtur fra England … det lykkedes dog i andet forsøg, fordi jeg var så snedig at gå udenfor, til koden var modtaget – og så skynde mig ind og fortsætte igen i håb om, at transaktionen ikke havde nået at time out.

4. juli 2015

Cap Erqui og Cap Fréhel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:35
Tags: , ,

Vi lagde ud i morges med at finde det nærmeste supermarked for at få købt ind til weekenden. Det lå 8,5 km væk; det næste 32 km væk, så vi tog selvfølgelig det, der lå tættest på. Og som var et Lidl! Pokkers også, men jeg var nødt til at krybe til korset og handle der. Resten af ugen vil vi kigge efter supermarkeder på vores vej, for jeg VIL ikke Lidl. Principielt! Og i øvrigt var jeg ikke imponeret, så fordommene er i behold. De havde kun langtidsholdbar mælk, fx, men vi fik da, så vi kan klare os gennem weekenden.

Oplevelsesturen i dag skulle ikke være for lang – der er blevet kørt nok de sidste tre dage. Vi nøjedes derfor med at smutte op til nordkysten for at se, om tidevandet og kyststrækningerne kunne genkendes fra de engelske kyster.
Det hele lignede fint noget vi kender – meget cornwallsk i sit udtryk, men det gør ikke spor, tværtimod, for vi er begge ret begejstrede for Englands sydvestligste hjørne, og selvfølgelig var det ikke helt det samme, da vegetationen er lidt anderledes.

Tidevandsforskel

Forskellen på flod og ebbe er lige her tæt på syv meter. Disse to billeder viser forskellen på et par timer, hvor det nederste er minimum, og hvor det netop er bebyndt at løbe ind igen. Vi gad ikke vente seks timer på, at det skulle blive højest; mest fordi der var et orkester, der var ved at line op til noget strandfest i aften. De kunne nu godt have øvet sig hjemmefra – det lød forfærdeligt, rent ud sagt.

Tidevandsforskel (3)

Vi kørte ud til Cap Fréhel og gik det sidste stykke ud til spidsen, som – også – minder om Cornwall; denne gang Land’s End.
Uha, der var højt ned, men vi lider heldigvis ikke af højdeskræk, så vi nød bare synet og udsigten.

P1070170

Havet havde en vidunderlig grøn farve visse steder – formentlig pga. kalk, for det mindede lidt om farven på vandet ved Stevns Klint; vejret var perfekt med sine yderst behagelige 22°, så vi havde slet ingen klager over dagen.
Frokosten var medbragt, sammen med vand, kaffe og lidt kage. Ren luksus at kunne indtage den på en skyggefuld plet i så smukke omgivelser.

P1070155

Det bedste af det hele: Bierne er forsvundet. Som i helt væk, hver og en af dem!
Jeg kan kun komme til den konklusion, at det har været en sværm på rejse, hvor noget af den af en eller anden årsag er kommet væk fra dronningen.
Enten er de døde nu eller også drog de videre igen på et tidspunkt – jeg er faktisk lidt ligeglad, bare de er væk, for der var virkelig mange i går; det var en smule temmelig skræmmende, at de blev ved med at kunne finde ind gennem de gamle mure/bindingsværk. Vi kunne høre dem bzzzz’e hidsigt inde bag stikkontakterne … det var helt Hitchcock’sk.

3. juli 2015

Vi er landet på landet – laaangt ude på landet i Bretagne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:56
Tags: ,

Hedebølgen er vi kørt forbi nu – næsten da … det er ‘kun’ omkring 30° her ved 21:30-tiden, men vi mærker det ikke inde i huset, som er et stenhus og (derfor?) dejlig køligt.
Internetforbindelsen skulle åbenbart også køles ned for at virke, for da vi ankom, viste den 2G med 1 streg, og ikke engang min mailbox kunne åbnes. Nu viser den 3G med fire streger … mig ikke helt forstå, men jeg skynder mig at benytte mig af det. Hvis blogningen fra min side bliver uregelmæssig i den næste uge, er det pga. dårlig forbindelse og ikke manglende vilje – og jeg tør næsten ikke uploade billeder … den viser 1,31 ned og 0,30 op, så det er ikke ligefrem bredbåndet, vi har fat i her …

Huset er ellers fint nok, bortset fra at det vrimlede med bier både ude og inde. Vi fandt stedet på muren, hvor de så ud til at samles, men det tog os noget tid at finde ud af, hvor de kom ind i huset. Vi plastrede alle potentielle indgangshuller i bjælkerne til med stanniol, men om bierne holdt op med at komme ind, fordi vi havde lukket adgangsvejene, eller det var fordi de var gået i seng, ved vi først i morgen.
Jeg forsøgte telefonisk at kontakte ejeren af huset, men ikke engang det var der forbindelse nok til i eftermiddags. I morgen kører vi ud og handler, samt kører en tur til nordkysten, så der skal det nok lykkes os at få forbindelse på et eller andet tidspunkt.
Gudskelov sover bier lige som os om natten, så jeg er ikke bekymret for vores nattesøvn.
Vi blev fint modtaget af en af naboerne, som kom og tjekkede, at vi blev godt installeret. Han ville så gerne snakke, men mit franske er mildt sagt ringe – lærdommen begrænser sig til et halvt år på HF-niveau som aftenkursus for 35 år siden … jeg kan dog pænt mange ord, men jeg er ikke god til at sætte dem sammen til sætninger og jeg har svært ved at forstå det talte sprog – især når det bliver talt med en tyktflydende bretonsk (må det vel være) accent, som det var tilfældet her. Vi endte dog med at mene, at vi nok havde forstået essensen i, hvad vi hver især ville fortælle, så det gode naboskab er (endnu) ikke spoleret.

P1070128P1070127

Som sagt vil jeg spare lidt på billederne, men disse to vil jeg have med. De viser udsnit af et stykke, der er cirka dobbelt så langt som på billede to. Der ser ud som om jorden er skyllet væk under alle trærødderne, men arealet lå over halvvejs oppe på et ret skråt stykke jord, som ikke på nogen måde kunne se ud til at kunne blive oversvømmet. Mystik, mystik … forklaring, anyone?

2. juli 2015

Jeg ledte efter et hotel tæt ved motorvejen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Jeg ledte efter et hotel tæt ved motorvejen … vi skulle jo bare overnatte og så videre næste morgen.
Det var så sandelig et hotel særdeles tæt ved motorvejen, og vores værelse vendte oven i købet ud til den; den fantastiske udsigt ses herunder. Det kunne man ikke se på internettet, desværre, men vi må trøste os med, at vi er tilbage på motorvejen i morgen tidlig på ganske få minutter. Hvis vi holder vinduet lukket, larmer det næsten ikke, og sengene er glimrende.

P1070111

Så var det klasser bedre, Asterix-Alberts lille, fredelige villakvarters-B&B fra i går. Til hovedret fik vi lammesteg, så mør at den smeltede på tungen – den virkede som sous vide-tilberedt, men det var ikke det, der var hemmeligheden, fandt jeg ud af senere – “later I vill tell you my little secret!”
P1070105Det lød jo forjætttende. Vi fik en treretters-middag, der sagde spar to. Holddaop, det var lækkert, både smags- og synsmæssigt.
Han satte sig og sludrede længe med os under og efter indtagelsen af hovedretten, kun afbrudt af dessertserveringen, og his little secret viste sig at være, at han er tidligere hotel- og restaurantejer (med ham selv som chefkok). Det blev for hårdt for familielivet, så han gearede voldsomt ned, men inden da havde hans restaurant fået en couvert (kaldte han det), som er noget man åbenbart får, hvis Michelin har en i kikkerten til måske at opnå en stjerne næste gang en repræsentant kigger forbi.
Han fik aldrig sin stjerne, for, som han sagde, han var parat til det, og køkkenet var også, men selve restaurationslokalet forlangte Michelinfolket shinet så meget op, at det var lige voldsomt nok. Han kvittede derfor det hele og slog sig i stedet ned som B&B-bestyrer og en lille nebengeschäft med arbejdsplads-catering; dvs. ikke andet aftenarbejde, end hvad B&B’en kræver.
Men det forklarer til fulde, hvorfor vi fik sådan noget fantastisk mad!
Det er simpelthen allerede nu besluttet, at han bliver vor mand i Holland, når vi fremover skal til og fra England i bil. Det passer ganske glimrende med, at han ligger halvvejs mellem Den Stråtækte og Calais. Vi har booket ham til hjemturen – MED aftensmad, selvfølgelig – heldigvis var et af hans kun to værelser ledige den nat.
Han ligner da Asterix, ikke? Med krølle på skægget og det hele … han er ivrig motorcyklist, og i den lokale klub bliver han godt nok kaldt for Vikingen …

1. juli 2015

35 grader i Harskamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

PYHHHH, siger jeg bare. Godt man har aircon i bilen. Jeg bryder mig ellers ikke om at bruge det, men i dag var det nødvendigt, og det forbliver det at være de næste dage … vi sad og kunne følge temperaturen stige og stige for at ende på 35°, da dagens etape blev fuldført. Ikke Tour de France-etapen, men Ellen og Johns. Den var på omkring 630 kilometer, og nu sidder vi på B&B Harskamp i Holland.
Det var booket hjemmefra – vi kunne endog bestille aftensmaden hos Albert, som værten hedder. Tre retter hjemmelavet mad for 15 Euro pr. næse … det er for det første rørende, at han kan gøre det for så få penge, og for det andet er vi glade for, at vi ikke skal i byen for at finde en restaurant – vi er jo bare på vej og gider ikke ret meget i den hedebølge – hvilken vi dog ikke kunne vide noget om, da vi bookede for en måneds tid siden.
Vi har bidt turen til Bretagne over i tre. Når etaperne ikke er længere, gider John nemlig godt køre hele tiden, hvilket som bekendt passer fruen her særdeles godt. Etapen i dag var oven i købet den længste af de tre.
Der er så fint her hos Albert – som i øvrigt har et ansigt, der ligner Asterix til forveksling … jeg er vist begyndt at tænke lidt for meget i tegneserier, tror jeg – men jeg var bestemt ikke den første, der havde nævnt det. Han har to værelser til fire gæster. Der eksisterer en fru Albert, men han klarer det hele vedr. B&B’en selv. Er lidt spændt på maden, men er dog fuld af fortrøstning om, at det nok skal smage godt.

P1070103

Albert sagde, at det her i Holland runder helt utrolige 39-40° på lørdag, og de har lovet 38° i Bretagne. Det er jo helt vildt og bare alt for VARMT og i øvrigt også virkelig dårlig timing at tage på ferie, når sommeren starter for alvor i Danmark, men at det blev nu er fordi, vi vil over til The Wilsford Flower Show, som Charlotte og Tim vil forsøge at genoplive efter omkring 80 års pause. Det skal løbe af stabelen i deres have, så der vil være en bunke forberedelser, som vi så kommer over og hjælper til med.
Det hele kom sig af, at en eller anden i landsbyen under restaureringen af et hus fandt tre pokaler, der var indgraverede med hhv. bedste grønsag, smukkeste blomst og en ting til, som jeg ikke kan huske. Man higer og søger i gamle bøger, hvis man spørger Öhlenschläger, men Charlotte spurgte de allerældste i landsbyen, som godt kunne huske, at det var vandrepokalerne til The Wilsford Flower Show, som sidst blev afholdt vist nok engang i 1930’erne. Der skal bages kager, der skal sættes boder op, der skal udtænkes konkurrencer med tilhørende præmier, der skal … en hel masse, men det bliver sjovt at være med til. Og spændende at se, hvor mange der kommer, men landsbyen bakker fint op om ideen.
Håber I kan holde varmen …

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 62, der følger denne blog