Hos Mommer

5. juni 2020

Midt i en coronatid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:11
Tags: ,

Afrika ved Slåensøen?Den lumske virus er ikke død, men vi har lært at håndtere den, så at sige; derfor kan vi nu bevæge os lidt mere rundt i landet, og vi har fået lov til at bo på et hotel og at indtage vores måltider på restauranter. Og der er rent. Der er meget, meget rent alle vegne. Menukort er plastlamineret og de sprittes af efter at have været brugt af en gæst.
Jeg havde tænkt på, hvordan man ville håndtere morgenmaden, men det blev løst på bedste vis ved, at tjeneren kom med friskpresset appelsinjuice, hvidt og brunt brød og rugbrød (alt i alt mere end rigeligt), samt en tallerken med yoghurt og müsli, ost, pålæg, marmelade og lidt grønt. Plus kaffen, selvfølgelig. Man kunne selv hente sig et blødkogt æg eller et weck-glas med røræg og pølse; man kunne hente en lille flaske med æblemost og endelig en ‘enestående’ spandauer på en sidetallerken.
Der var mere end rigeligt af den coronasikrede mad.

John turde ikke tage en gyngetur her

Det er ligemeget hvor vi kommer, så sprudler alt personale af glæde, overskud og energi. Sjældent har vi følt os så velkomne – og det skal ikke opfattes som om vi normalt føler os uvelkomne eller får dårlig service, men der er en forskel alligevel. De har i voldsom grad glædet sig til at komme på arbejde og til at kunne modtage gæster igen. Hvis man har oplevet forskellen på at feriere i middelhavsområdet i april i forhold til sidst i september, så gang det med en faktor etellerandet noget mere end to.
På Energimuseet ved Tange, hvor vi lagde ud fordi der kom nogle solide byger, da vi forlod Skovridergården, blev vi undervejs mødt af en yngre mand med ordene: Dejligt at ser jer – hvor er det dog skønt at se mennesker igen! Og så fik vi os ellers en længere sludder – selvfølgelig mest om corona og dens både gode og dårlige følger.
Alle er glade og positive, alle passer på sig selv og andre og alle gør alt hvad de kan for at overholde de anbefalinger der stadig gælder.

P1010666

Efter Energimuseet, hvor der var en del trapper, var John ikke specielt begejstret for at skulle besejre Sukkertoppen som det næste punkt på dagsprogrammet, så vi beklager, Anne Marie, men vi kørte i stedet efter Kirstens forslag om at gå Slåensøen rundt.
Det var nu heller ikke nogen tosset ide, og det viste sig at være kuperet nok til, at John var glad for, at vi ikke foretog os noget mere knæbelastende.
Billedet øverst til højre var et spøjst udseende træ, der fluks fik mig til at tænke på de høje og slanke ibenholtfigurer, jeg købte da vi var i Afrika.

P1010675

Mens John stod og fotograferede motivet med de spejlede træer, fik jeg øje på en mosegrisunge, der havde vældig travlt tæt på hvor jeg var. Den var overhovedet ikke bange for mig, men studerede mig nysgerrigt mens jeg tog en masse billeder af den – en meget nuser lille fætter var den. Jeg kunne flytte mig lidt rundt, uden det generede den unge herre – eller frøken … jeg kunne trods alt ikke komme til at kønsbestemme den.
De er ikke så sjove at have i haven, men her var det da ren fornøjelse at bruge lidt tid på at studere den lille fyr.

4. juni 2020

NU skulle vi lidt ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:10
Tags: ,

Ikke så snart var der blevet åbnet en smule for vores bevægelsesfrihed, før vi bookede et par dage i det jyske. I første omgang til Silkeborg, hvor vi befinder os lige nu på den gamle skovridergård. I øsende regnvejr! Vi prøvede at fremskynde vores ophold et par dage, da vi havde set vejrudsigten, men i dag er første dag de har åbent, fandt vi ud af, så vi måtte bare acceptere, at det ikke ligefrem er ferievejr.
Samme lidt dårlige vejr bevirkede dog også, at vi fik taget os sammen til at besøge Clay Museum i Middelfart, som viste sig at være et glimrende afbræk på turen.

P1010620
Der er i denne periode to hovedudstillere, udover den permanente fra Den Kgl. Porcelænsfabrik/Bing & Grøndal/Aluminium, nemlig Cathrine Raben Davidsen og Carl-Henning Pedersen. Sidstnævnte kender jeg fra diverse antik- og auktionsudsendelser i tv, og ham er jeg ikke specielt betaget af, men førstnævnte viste sig at være interessant. Hun har i samtlige sine værker indsat et ansigt, kun bestående af øjne, næse og mund, og som for det meste var helt ude af proportioner med selve vasen/krukken/flasken, men ansigtet var der ikke desto mindre.

P1010616  P1010617P1010626

Og hvad fik jeg lige øje på i den store udstilling doneret af Royal Copenhagen? Blandt porcelænsfigurerne fra forskellige dele af Danmark var der en fra … Havdrup! Af alle steder var der en figur fra min lillebitte og uanselige fødeby. Men den ligger selvfølgelig indenfor Hedeboegnens område, som er “det flade, frugtbare moræneområde mellem Roskilde, Køge og København; også kaldet Heden, jf. navnet på stationsbyen Hedehusene (noget skulle de jo hedde, husene … sorry …). I løbet af middelalderen bebyggedes egnen med landsbyer, der ligger spredt med små indbyrdes afstande. Egnen er hjemsted for hedebosyning.” Jojo, vi er skam berømte, er vi! Selv om jeg så ikke synes, at vores viskestykkelignende forklæde er noget at prale af, sådan rent dragtsmæssigt … dette må dog være en hverdagsdragt, for den der normalt er angivet for værende fra hedeboegnen, ser trods alt lidt mindre kedelig ud.

P1010631

Vel ankommet til Gl. Skovridergård tjekkede vi ind og begav os derefter fluks ind til Silkeborg bymidte, fordi der var pause i regnvejret.
Lige indtil vi kom derind … det var faktisk ikke særlig anstændigt gjort af Silkeborg, og vi havde oven i købet parkeret tæt på Anstændighedens Plads.

P1010632

De kan noget med gavlmalerier deromme i Jylland. Næstved er såmænd godt med, men vi kan ikke hamle op med, hvad vi har set i Ålborg og nu i Silkeborg. Det må være vildt svært at kunne præstere den slags fine farveovergange i så stort format – Ellen og John var i hvert fald imponerede.

Nu vil jeg gå i seng og lytte til det ret kraftige regnvejr, som har præget billedet stort set hele eftermiddagen og aftenen. Jeg håber sandelig, at det regner lige så meget hjemme ved Den Stråtækte, for vi trænger!
Det er nu i grunden meget hyggeligt, når man kan ligge i sin seng og nyde det, men det vil jeg ikke synes hvis det fortsætter i morgen, hvor vi på Anne Maries anbefaling prøver at forcere terrænet, som ikke egner sig for gangbesværede, op til Sukkertoppen. John er lidt bekymret for sine knæ, men nu ser vi … hvis altså vejret arter sig!

1. juni 2020

Havearbejde og haveglæder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:58
Tags: , ,

Havearbejde og haveglæder er to ord, som både kan være synonyme og antonyme, hvilket må høre til sjældenhederne.
Jeg er lige ved at nå dertil, hvor de er 100 % synonyme, for stort set alt det kedelige, såsom fx skvalderkålkampen, er overstået for denne gang. Den skal nok komme igen – det kan godt være, at nogen har sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, men det samme gælder ikke for skvalderkål!
Aldrig har min have haft så lidt ukrudt som i år. Jeg skrev først “været så ukrudtsfri”, men det ville være at overdrive, for ukrudtsfri bliver den næppe, men lige nu er den så tæt på, som den nok nogensinde bliver.
Sådan havde den med stor sandsynlighed ikke set ud uden coronapesten, så noget godt har hele den ulykkelige situation trods alt ført med sig.

P1010592
Dette her er også halvhårdt arbejde. John, som er den lille blå prik tæt på kl. 12 på billedet, er ved at slå stien ned til fjorden, selv om det ikke er vores grund, men han gør det fordi vi selv (og naboerne) helst vil kunne gå derned uden at medbringe en machete. Glæden kommer så, når vi står dernede og nyder stilheden og fuglelivet.

SoløjeStolt kavaler

Kender I soløje? Jeg kalder den min lille spejlægsblomst, men det er ikke et passende officielt navn til en plante. De små blomster ser ud som om de svæver over bladene og den lille buskagtige plante blomstrer rigt hele sommeren. Til højre en enkelt stolt kavaler. Hvorfor mon den hedder det, når den er lyserød? Til gengæld er jomfru i det grønne lyseblå. Lidt underligt, men det er ikke alt man skal forstå.

P1010594

En af roserne har fine, bolsjestribede knopper. Når man ser hele planten lidt på afstand, ser det vitterligt ud som om der vokser små bolsjer på den, men dens blomst, som ses herunder, ligner ikke sin knop.

P1010595

Japansk indigo og vajd

Jeg er opvokset på en gård og er derfor vant til at kalde jorder med afgrøder for marker. Det gør jeg stadig, men nu er det den noget reducerede pensionistudgave. Min kartoffelmark (bestående af fire af de specielle kartoffelspande) er grøn og frodig, men jeg har endnu ikke tjekket frodigheden under jorden. Jeg har lige plantet en jordbærmark (seks planter).
Min farvemark med hhv. japansk indigo (ti planter) og vajd (otte planter) har forladt drivhuset og gror lystigt i denne varme, når bare jeg husker at vande, og det gør jeg.
Førstnævnte er det tredje gang, jeg har, men det er første gang jeg prøver vajd, som skulle være ret potent og, som indigoen, give en blå farve. Jeg gider ikke selv dyrke (nej, det hedder ikke gro!) planter, som giver gule og grønlige farver, da disse findes i overmåde righoldige mængder i naturen.
Her til morgen har jeg beskåret mamelukærmebusken en smule og brugt noget af det til 11 nye stiklinger af den.
Er der nogen, der kunne være interesseret i en? Det er denne her, jeg har, og den blomstrer fra lige om lidt til helt hen i december. Alle de nye planter, jeg laver, plejer at blive til noget, men jeg skal ikke selv bruge flere. Jeg har lovet Sus et par stykker, men det betyder, at jeg om nogle uger sandsynligvis har ni levedygtige planter, som kan afhentes.

30. maj 2020

Et fugleløst fuglereservat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: , ,

P1030912“Dagens tur gik til Tissø – eller Tirs/Tyrs sø, som den oprindeligt menes at have heddet. Ville ønske, at den stadig hed det … har aldrig rigtig brudt mig om det latrinære navn.”
Det er et citat fra mit indlæg fra februar 2014, og min mening om søens navn har ikke ændret sig.
Vi kørte dertil i dag, fordi John mente, at vi måtte kunne se masser af fugle … det er trods alt et fuglereservat, men ganske som sidste gang så vi ikke en fugl. Det eneste vi så, var rudskaller, som jeg først troede var aborrer pga. de røde finner, men det var det altså ikke.
Det er stadig et vældig smukt område, men man skal bare ikke tro, at man kan tage til dette fuglereservat og se på fugle!
Dengang i februar 2014 var der masser af vand i søen. Det var der ikke i dag – mit gæt er, at vandstanden er over en halv meter lavere end sidst vi var her, men det er vist meget normalt, at den skifter med årstiderne.

P1030923Læge-oksetunge

Ved foden af fugletårnet, hvor vi var oppe for at nyde udsigten, stod der læge-oksetunge, som nok er en af de blå blomster, der er allermest blå – det er en aldeles dyb og smuk blå farve, og jeg er vild med den.

P1030916

Dette var den eneste form for gæslinger eller andet/andre med dun, vi så i dag, så da der ikke rigtig var nogen grund til at dvæle mere ved det sted, gik vi tilbage til bilen og hentede den medbragte mad, som vi indtog på bænkene ved shelterne og bålpladsen lige ved siden af parkeringspladsen.
Selv om det er pinselørdag med et upåklageligt vejr, var der ikke ret mange andre besøgende, hvilket passede os fint.

P1030924

Det er godt nok alt sammen, men for pokker, hvor blev jeg skuffet i går, da Mette Frederiksen meldte ud, at grænsen over for alle fra andre lande end Tyskland, Norge, Island og måske Sverige og Finland vil forblive lukket indtil 31. august.
ØV. Det kan næsten ikke råbes tilstrækkelig højt.
Børnene skal i skole igen 4. septemer, så et danmarksbesøg vil ikke kunne nås i denne sommerferie, hvad vi jo ellers kraftigt havde satset på.
Der er godt nok længe til – tre hele måneder, hvilket er længere, end Danmark på nuværende tidspunkt har været lukket mere eller mindre ned, så den lille, lige nu næsten ikke-eksisterende, optimist inde i Charlotte og mig har stadig et lønligt håb om, at det måske kan blive lempet mere inden da.
Vi vil dog kunne foretage et englandsbesøg i starten af september, og bliver der ikke ændret på regeringsbeslutningen, vil det betyde, at englænderne ikke kommer til at besøge Den Stråtækte i år, fordi vi har lejet et sommerhus på Djursland i uge 43, og fordi det er vores tur til at komme derover til jul.
Det med sommerhuset skal jeg have talt med C om, for vi er selv mest tilbøjelige til at prøve at få det ophold flyttet til et andet tidspunkt, hvor John og jeg så bare kan tage afsted alene – eller med hvem der måtte have lyst til at tage med os – men jeg kan altså næsten ikke bære, at de ikke kommer hjem til os i mere end et år!
Planer er til for at ændres.
Det håber jeg, en vis fru Frederiksen også er klar over …
På den anden side kan jeg godt forstå beslutningen, for England er meget hårdt ramt af coronaen, men også derovre går det den rigtige vej nu, så der kan nå at ske meget i løbet af et par måneder; det har vi jo set herhjemme.
Der er netop lige åbnet en lille smule mere i England: De må nu samles seks ad gangen, som ikke behøver at være i familie. De små er startet i skole igen, og folk, der ikke kan arbejde hjemmefra, må gerne begynde at arbejde igen, men fx frisører og tøjforretninger må stadig ikke åbne, ejheller restauranter, så de er ikke engang nået til, hvor Danmark landede i forbindelse med den første del af genåbningen, men tager noget mindre skridt ad gangen, end vi har praktiseret i Danmark.

28. maj 2020

Flyvende sommer og coronaforvirring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: ,

Så vidt jeg husker, har jeg ikke set flyvende sommer siden vi boede i Havdrup. Selv om det er edderkopper, synes jeg det er et sødt og fascinerende syn at se alle de bittesmå edderkoppebørn bogstavelig talt flyve fra reden i løbet af få øjeblikke.
I går så jeg det oppe fra terrassen. Jeg så den umiskendelige gule klump få liv og var klar over hvad der skulle ske lige om lidt, så jeg hentede kameraet.
Da jeg efter højst to minutter vendte tilbage, var klumpen ikke længere en klump; der var allerede sket stor spredning i feltet, og mange var på vej opad langs hjørnestolpen for at lade vinden fange deres små spind og dermed bestemme, hvor i verden de skal slå sig ned.
Nogle af dem nåede ikke længere end til drivhuset, kunne jeg senere konstatere, men det er okay med mig.
Billedet her viser dem 3-4 gange så store, som de er, så af edderkopper at være, er de altså ret nuser. De gad overhovedet ikke stå stille til ære for mig!

P1010570

Nu til noget helt andet: Jeg undrer mig over udmeldingerne fra ‘myndighederne’, som i dag bad os huske på, at man skal gå i karantæne, hvis/når man vender retur fra Sverige. En jeg kender, har været derovre og spurgte politiet ved grænsen, om hun skulle i karantæne, når hun kom hjem igen, og svaret var, at nej, det skulle hun ikke. Hun skulle op på sin ødegård, havde medbragt det hele hjemmefra og var ikke i kontakt med nogen under opholdet. Der er selvfølgelig nemt at påstå, men jeg ved, at det var sandt, og jeg kunne ikke se noget galt i det, da hun ikke udsatte sig selv for nogen form for smitterisiko – og igen: Politiet gav grønt lys.
I dag husker ‘myndighederne’ så os på en tilsyneladende tvungen karantæne, som politiet givetvis ikke er klar over eksisterer. Sverige er mig bekendt angivet som et af de orange lande, om hvilke der står, at ‘man opfordres til at gå i karantæne’ ved hjemkomst, hvilket for mig ikke er det samme som for et rødt land, hvor der står, at ‘man skal gå i karantæne’. Altså må det førstnævnte være frivilligt; ellers var der jo heller ingen grund til at have to formuleringer.
I øvrigt er det lidt fjollet af ‘myndighederne’ at føre sig frem på den måde den 28. maj, når regeringen har sagt, at grænselukningerne foreløbig gælder til 29. maj, og at de derfor senest i morgen vil melde ud, hvad der så skal ske. Det er da selvfølgelig tænkeligt, at de forlænger lukningen, men det er altså ikke helt smart, at der skal herske så stor en usikkerhed, ikke mindst fordi det er en forlænget weekend pga. pinsen.
At blive opfordret til noget skaber en vis usikkerhed, og der er plads til fortolkning, hvilket der ikke er ved en lodret ordre.
Jeg skal undlade at fremføre min personlige mening om emnet, men jeg synes ikke det er første gang, jeg observerer inkonsekvens og/eller uklare meldinger om hvordan man skal forholde sig. Jeg undrede mig fx også over hvordan restauranterne skulle kunne åbne, når der ikke må forsamles mere end 10 personer. Det viste sig så at være højst 10 personer i ét selskab, men der må gerne være mange flere i lokalet. Det er også fint nok med mig, men hvordan hænger det sammen med ordet ‘forsamlingsforbud’, og kunne man så ikke bruge den samme fortolkning i andre sammenhænge?
Det er ikke nemt, det her, men jeg er glad for, at vi trods alt er ved at vende tilbage til normale tilstande, selv om meget har ændret sig, måske for en meget lang tid, ikke mindst med, at vi stadig helt undgår fysisk kontakt med andre.
Jeg håber nu godt nok, at grænserne åbnes. For turistindustriens skyld og for min egen – så kan englænderne nemlig komme og holde deres sommerferie i Den Stråtækte her hos os gamle, som savner dem så meget.

25. maj 2020

Oldenborrelarver og rørhøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: , , , ,

Det var åbenbart oldenborreår sidste år. Det er det hvert fjerde år, fordi fire år er længden af oldenborrens livscyklus, og eftersom det ifølge denne kilde var det både i 1887 og i 1891, kunne Excel hurtigt fortælle mig, at det sidst var i 2019. Det må jeg så bare tro på … og da jeg ikke ved, hvor længe larven er om at blive den store, fede kæmpe, jeg i år har fundet to eksemplarer af i haven, skal jeg ikke imødegå det.
Jeg anede intet om oldenborrer, før jeg fandt først en i dahliabedet og i går en til i jorden, da jeg flyttede lidt rundt på insekthotellet, vi har etableret i et ellers relativt ubrugeligt område ved garagen, men google var som altid min megetvidende ven.
Oldenborrer har jeg set før, men ikke deres tykke og velnærede larver – intet under, at stære og andre fugle anser dem for at være en lækkerbisken. Den på billedet, jeg tog i går, er vel 4-5 cm lang. Det er en syrenblomst ved siden af den.
Jeg er på ingen måde vild med larver, og jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle spise dem – man taler jo om at ‘dyrke’ dem, fordi de er så rig en proteinkilde. Det bliver altså uden mig! Så er jeg den, der lynhurtigt konverterer til vegetar.
Men der var nu også noget (ret lidt, dog …) fascinerende ved denne fætter, måske mest pga. størrelsen.

Insekthotellet

Det endnu ikke særlig luksuriøse insekthotel (bliver udbygget lidt efter lidt) lever altså op til formålet indtil videre, men jeg tror næppe, at oldenborreplagen bliver så voldsom som førnævnte (i øvrigt vældig interessante) kilde beskriver den. I 1887 blev det lov, at oldenborrerne skulle bekæmpes, og det år blev der i Danmark samlet over 7,5 millioner pund, eller ca. 4 milliarder voksne oldenborrer. Det næste oldenborre-år, 1891, blev der ”kun” samlet ca. det halve.
I Vejle amt var oldenborren skyld i et tab på 1 million kr. i årene 1881-82
(da var det jo så ikke engang oldenborreår, kan jeg regne ud). Skaderne var meget store, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa, hvor den kunne lægge landsdele øde. I Irland var et angreb så voldsomt, at befolkningen måtte bage brød af ristede oldenborrer i stedet for mel.

Oldenborrelarve (1)

“Oldenborren blev lyst i band af kirken, men billen var resistent mod alle former for himmelske påvirkninger. Skolelærer Schelderup fik læst og påskrevet af Bergsøe for et foredrag, han i 1859 havde holdt i Holbæks landøkonomiske forening: “Sammenblandingen af tiende, oldenborrer, præster, landmænd og Vorherre hører hjemme i middelalderens tykkeste mørke, ikke i vor oplyste tid”.”
Jeg kan vældig godt lide den gamle skolelærer Schelderup … han må have været lidt forud for sin tid.
IMG_1203IMG_1217

Til sidst et par pralebilleder af rørhøgen, som bor lige over for vores hus. Vi ser den næsten dagligt, men vi har ikke i år set to på én gang, hvilket vi gjorde nogle gange sidste år, hvor vi var ret sikre på, at de havde en rede nede i tagrørene 100 meter fra os. Det har den derfor nok også i år, men sikre kan vi ikke være, før vi har set begge de halvstore fugle, som har et vingefang på mellem 110 og 125 cm.
Havørnene er noget større med et vingefang på 200-245 cm, men de bor på den anden side af fjorden, og vi ser dem ikke så ofte som vi ser rørhøgen.

22. maj 2020

Samfundssind og fuglekiggeri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:45
Tags: ,

Jeg har tjent penge på at opføre mig som jeg plejer …
Der kom en mail fra mit forsikringsselskab om, at jeg kan få 100 kroner tilbage på min bilforsikring, fordi der overordnet set er blevet kørt færre kilometer under coronapesten:
Du kan få 100 kr. tilbage pr. forsikret bil
Vi ved ikke hvor meget mindre du har kørt under Corona-krisen ift. de årlige kilometer på din bilforsikring. Vi har derfor valgt at se på tværs af vores kunder og anslået en generel mindre kørsel de sidste to måneder. Det betyder, at du kan få 100 kr. tilbage pr. bil du har forsikret hos os i dag.
Vi donerer, når du donerer – vælg om pengene skal til dig eller Røde Kors – senest d. 8. juni
Vil du donere pengene til Røde Kors? Så sørger vi for en samlet donation på vegne af vores kunder på 150 kr. pr. forsikret bil.
Nu er 100 kroner ikke noget, der giver mig en følelse af at svømme over af rigdom, så jeg kunne lige så godt donere pengene til Røde Kors, hvilket foregik elektronisk, og fluks kom responsen:
Tak for din donation til Røde Kors!
Tusind tak for din støtte til Røde Kors’ arbejde. Vi har modtaget dit valg, og der er ikke mere du skal gøre.
Vi sender vores fælles bidrag til Røde Kors inden udgangen af juli måned. Når du donerer, donerer vi sammen med Østifterne – og det bliver spændende at se, hvor tæt vi kommer på de 4,5 millioner kroner, som vi i fællesskab kan donere til Røde Kors.
Vi glæder os til at fortælle dig mere om vores samlede donation, når vi kommer dertil.

Det er da en slags samfundssind.

P1030876

Vi selv viste ikke umiddelbart meget samfundssind i går ved at køre en tur først til Albuen ved Nakskov, hvor vi picnic’ede den medbragte frokost.
Nu kan vi sige, at vi har set albuen, men den får ikke tre stjerner i min turbog, selv om jeg så vækster, jeg måtte slå op på min Plantsnap-app – bl.a. strandengelskgræs, som jeg kun kendte af navn og troede var en græs, men det var det ikke …
Strandarve ‘opdagede’ vi også, hvis det ellers var en sådan, plus vandbrandbæger, så der var i alt tre nye planter for os. Fire, faktisk, men den sidste kan jeg ikke finde ud af hvad er.
Hvis nogen med sikkerhed ved, hvorvidt planten på fotoet herunder er en strandarve eller noget andet, vil jeg gerne oplyses.

Strandarve?

Efter Albuen satte vi kurs mod Nysted, som er en af landets hyggeligste byer. På vejen ind til byen kørte vi forbi en skarvkoloni, og da vi lidt senere opdagede en sti, der førte ned til søen med kolonien, parkerede vi bilen og gik ud til en skøn plet, hvor der var et hav … eller en sø … af fugle, samt masser af særdeles larmende frøer. Jeg fik en af dem på skudhold, og jeg nåede at se de to store kindposer udvide sig som balloner, men den nægtede desværre at sige et kvæk, efter jeg fik kameraet kørt i stilling.

P1030886P1030897

Den gråstrubede lappedykker herunder gav også anledning til et nyt kryds i fuglebogen – jeg havde kun set den toppede indtil nu, men denne sø havde begge disse plus lille lappedykker.

SkeandGråstrubet lappedykker

Skeand var ny for os begge, så vi var svært glade begge to – det er altid rart at kunne sætte hak ved nye fugle i vores bog.

P1030876P1030874

De mange døde træer er på én gang et fascinerende og lidt beskæmmende syn.
Der var ti forskellige arter ænder, der var fiskehejrer, gæs og svaner, blishøns, grønbenede rørhøns og flere andre. Hvis man vil se fugle, så kør en tur til Rørsøen. Den blev for mange år siden tørlagt af bilbaronen; i 2008 besluttede man at stoppe med dræningen, og i 2009 slog 46 par skarver sig ned i de druknede elletræer. Kolonien er vokset lige siden og bliver der, til de døde træer falder sammen og ned i vandet. Og vel sagtens længere, for de bagerste træer er ikke druknet, men står på land og er kun døde pga. skarverne.

John ville have haft købt en is på havnen i Nysted, men opgav, da han så køen.
På vej ud af byen så vi det mest nuttede lillebitte byhus.
Nuttede Nysted

Alt i alt en dejlig dag, og det er ikke sidste gang, vi tager til Rørsø for at kigge på fugle.

20. maj 2020

Jamen det var jo hele tre ting …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:38
Tags: , , , , ,

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”

DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Vandseng

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

18. maj 2020

Formering og vækst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags:

P1010546Blæsten har lagt sig, men nu er regnen kommet, så jeg holder mig inden døre. Her til eftermiddag dog en del i drivhuset, hvor det heldigvis ikke regner.
Flere af mine stueplanter skreg på mad i form af ny og/eller mere jord, og min plantebørnehave både inde og i drivhuset skulle enten have jord for første gang eller have større potter.

To basilikumplanter er stærkt på vej til at blive til seks, og de bliver til endnu flere. Hvis man tager en lille kvist og sætter i vand, vil der i løbet af 1-2 uger dannes et solidt rodnet, og den nye basilikum kan plantes. Man kan også starte med at knibe en hel plante og få 10-20 nye sat i vand med det samme, men jeg kan godt lide, at de ikke alle bliver voksne på én gang, så jeg sætter et eller to børn i vej ad gangen.

Ny basilikum på vejNye krydderurter på vej

Herover til venstre ses de små, men livskraftige rødder, og til højre, nederst til højre, er to nye skud sat i jorden. Over dem er der gang i hhv. citrontimian, esdragon og en større basilikum.
I plantekasserne er der tre chili og en snackpeber. Vi kommer ikke til at gå ned på chili … heller ikke i år, men denne gang har jeg tre styrke 5-planter, for vi synes, at mere end det bliver for stærkt til vores ganer. Man kan selvfølgelig bare bruge mindre, men det er svært at dosere, når der skal så lille en mængde til. Sidste år havde jeg en styrke 2-3, en 7’er og en 9’er. Den første smagte ikke af en pind, den anden var lige stærk nok, og den tredje aldeles uspiselig. Heldigvis er de smukke at se på, når man træder dem på en snor og lader dem hænge og pynte i køkkenet til næste sæson.

Tomaterne fra Gartneri Toftegaard er blevet temmelig store, og dem jeg fik som frø af Charlotte, har nu vokset sig så store som gartneritomaterne var, da de kom i plantekasserne for fem uger siden – nogle uger før alle eksperterne sagde, at vi skulle vente flere uger endnu …
Det samme gælder for agurkerne. Vi har spist årets første, og to til er meget snart klar.

P1010549P1010550

Jeg kneb sideskud af tomaterne i dag og satte et par af dem i fugtig jord. De er særdeles villige til at slå rod og blive til nye tomatplanter, så bortset fra, at de naturligvis halter bagud, skal de nok nå at give tomater, og man kan sagtens forsyne en middelstor landsby med tomatplanter på denne måde – eller i hvert fald have nogle til at forære venner og familie.
Mellem agurkerne står en potte med tallerkensmækkere. Jeg læste, at visse af de skadedyr, der elsker agurkeplanter (bl.a. de forbaskede spindemider), ikke bryder sig spor om lugten af tallerkensmækkere, så det må komme an på en prøve. Om ikke andet, så kan de røde blomster vel pynte på et tidspunkt.

Brøndkarse

Brøndkarsen, som jeg skulle bruge en potte af for 14 dage siden, blev sat ud i en større potte. Det er en tørstig sjæl (der er nok en grund til navnet), men den vokser til gengæld også som var den betalt for det, så vi mangler ikke brøndkarse for tiden.

17. maj 2020

Får på græs – og lejet arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vores yngste niece har været her siden fredag. Det var en gammel halv aftale, som nu blev effektueret.
Hun ville gerne have hjælp til en cardigan, hun har lyst til at strikke, men ikke helt vidste Der males gavlvinduehvordan skulle gribes an, da hun endnu ikke er en voldsomt erfaren strikker. Hun ville også gerne have hjælp til vejledning til garnalternativ, for som studerende havde hun desværre ikke råd til det i opskriften foreslåede.
Det mente jeg at have en god løsning på: Hvis hun ville male de to kvistvinduer plus et gavlvindue for os, ville jeg med glæde forære hende originalgarnet som tak for hjælpen. John og jeg vil helst ikke op på stiger mere, men for en ung kvinde er det ikke noget problem.
Hun tog da også imod tilbuddet, så efter en af de så trendy internetkonferencer om farven på garnet, bestilte jeg hvad hun besluttede sig for og gav hende som lektier til weekendopholdet at skulle lave en strikkeprøve, så vi kunne kaste os direkte over selve cardiganen, når hun kom.
Vinduerne var klaret i løbet af lørdag formiddag, så indtil hun tog afsted igen sidst på eftermiddagen i dag, var det kun strik og hygge. Og lidt god mad … John følte sig nok en anelse overflødig mellem måltiderne, men så må han jo bare lære at strikke …

Fårene kommer på marken

Mens Annemarie stod på stigen og tjente sit garn, kom der liv på marken skråt overfor os, så vi fik fårudsætningen, tøhø, fra første parket. Det blev nærmest et helt tilløbsstykke, som det ses. De kom i tre omgange, for der kunne ikke være mere end 8-9 får på hvert læs, men nu har vi en hel flok får og nogle små lam gående tæt på Den Stråtækte. Hyggeligt, hyggeligt, og de havde ikke opholdt sig i deres nye omgivelser ret længe, før de var totalt afslappede og så ud som om de aldrig havde opholdt sig andre steder end lige netop på den mark.

 Blodkløver

I dag formiddag kørte vi en tur til Strandskoven ved Vemmetofte for at gå en tur der i håb om, at der ville være en smule læ for den kraftige vestenvind, der desværre er temmelig fremherskende i disse dage. På vej dertil så vi en mark med en farve blomster, vi ikke havde set før, så vi standsede bilen og jeg løb ind for at kigge. Det var en kløver, ingen tvivl om det, men hvilken? Google kunne hurtigt fortælle mig, at det var blodkløver, som jeg indtil i dag aldrig havde hørt om. Det er en smuk farve, så det må I da gerne så meget mere af, kære landmænd.

Vemmetofte Stranskov

Det må være al den regn i marts der er årsag til, at disse bøgetræer har lagt sig ned. Det er en rigtig bøgestrand, det her.
Jeg havde engang en kollega, hvis efternavn var Bøgestrand, og som i sin grønne ungdom havde et band sammen med sine to brødre.
De kaldte sig The Beachbeechboys.

15. maj 2020

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:37
Tags:

Nu kan vi se lys forude, og det går forhåbentlig godt med både fase 2, 2½, 3 osv, så vi ikke skal til at gå et eller flere skridt tilbage.
Coronapesten og dens følger har været noget skidt på så mange måder, som jeg ikke vil remse op her – der er ingen grund til at skrive det indlysende. Det er dog heldigvis ikke altsammen dårligt, for mange af os har lært noget, både om os selv og om andre.
Jeg har fx lært, at jeg vældig godt kan lide Mette Frederiksen som person. Hun har en skøn humor, og selv om det naturligvis ikke er den vigtigste egenskab for en statsminister, er det altså heller ingen skade til. Første gang jeg oplevede det, var hendes orientering om elefanterne til Folketinget, hvor hun grinede temmelig meget, og i aftes ‘på trappen’ inden partilederdebatten hørte vi det igen i en ordveksling med Qvortrup (som jeg synes er en temmelig ubehagelig person):
Men nu er det jo dig, der er statsminister, og mig der er journalist, lød det fra Henrik Qvortrup.
Det er nok måske meget godt for danskerne, hvis jeg må være så fri, afbrød Mette Frederiksen.
Den slags bør hun måske ikke sige, men jeg synes det er ret befriende. Og til jer, der ikke synes det er humor: Det ændrer ikke, at jeg synes det.

Mange anser det for godt, at man er blevet tvunget til at afholde videomøder, og det er det måske også. Måske. På visse punkter. Det er godt for miljøet, at mange flyrejser kan spares, også fremover, men meget er man nødt til at mødes face to face om – for eksempel inspektioner af enhver art, ligeledes visse forhandlinger, og som en klog kvinde her udtrykte det: “Videomøderne har ikke kun gjort deres indtog på de almindelige arbejdspladser og i skolerne. Også storpolitiske forhandlinger om coronakrisen i EU foregår pr. video. Og det har store konsekvenser. Det fortæller vores EU-redaktør Rikke Albrechtsen. At man kun kan tale på skift og ikke aflæse kropssprog og stemninger, har gjort forhandlingsklimaet stift på et tidspunkt, hvor fleksibilitet og evnen til at bøje sig mod hinanden er altafgørende.”
Jeg oplevede både video-, telefon- og IRL-møder, og ingen var i tvivl om, at sidstnævnte var bedst for mennesket, mens det for økonomien naturligvis var en anden sag, så det var og er en opvejning og spørgsmål om prioritet.
Skoleundervisningen har for de større børns vedkommende været én lang videokonference siden midt i marts. Hvor mange børn kender I, der synes, at det har været en forandring til det bedre? Jeg har kun hørt om hvor meget de glæder sig til at komme i skole igen, og for bare tre måneder siden ville jeg have forsvoret, at jeg skulle komme til at høre børn og unge sige lige netop det, så her har situationen også ført noget positivt med sig.
Jeg er dog lidt spændt på, hvornår efter normalitetens indførelse poderne igen bliver svære at få hevet ud af sengen om morgenen …

Håbet er lysegrønt

Endelig synes jeg generelt godt om folks opførsel og venlighed.
Det er markant, så mange flere smil man både får og giver, og så mange flere små ordudvekslinger der finder sted på vej og sti. De vanlige lidt reserverede skel mellem unge, yngre, ældre og gamle er mindre skarpe; vi står sammen som et folk i en krisesituation, og jeg er på ingen måde enig med den gnavne sprogrevser der mente, at det nye udtryk at stå sammen hver for sig er noget vrøvl, for det er jo lige præcis det, vi har gjort så flot, og det er derfor, vi nu er nået til at kunne åbne landet igen lidt hurtigere end først forventet.
Bagklogskab kan vi ikke bruge til noget.

13. maj 2020

Det er vist ved at være længe siden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Det kan sandelig godt mærkes på antallet af mine indlæg om fejlskrivning på butiksskilte, at vi er flyttet fra Havdrup, hvor jeg havde en teori om, at ansættelseskriteriet i Superbrugsen var dumpekarakter i dansk.
Hernede sydpå staver de tilsyneladende meget bedre; det er yderst sjældent, at Meny i Præstø begår skiltestavefejl, og Superbrugsen Karise har klart bedre stavere end i Havdrup … 
Facebook flyder som sædvanlig over med myriader af tåkrummende læsning. Jeg så i dag en lærer, som efterlyste seriøse bud på, hvorfor man i sproggrupperne anser stavning og grammatik for at være så pokkers vigtigt. Hun er dansklærer og har – bl.a. – ikke helt styr på nutids-r, så det er nok en del af forklaringen på, at hun gerne så kritikken af folkets ringe stavning OG folkeskolelærerne reduceret. Jeg kunne godt have været kommet med en lang kommentar til hende, men tænkte, at jeg hellere måtte lade være.
Jeg har, af hensyn til min egen sjælefred, besluttet mig til, at det ikke er værd at bruge krudt på at blive irriteret over menigmands stavning og i stedet lade mig underholde af den, når det er muligt.
De to første eksempler herunder er en illustration af dette, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg så dem – især det første tydeliggør, at hvis man kender ordets etymologi, er det nemmere at gennemskue stavningen.

Et mareridt
Åhhhhnej

Herunder et eksempel på, at maden er vigtigere end visse andre ting her i livet for denne madblogger. Det er så i orden …

Hmmm

P1010164

Og til sidst et skilt fra Meny. Når de endelig kommer med en bøf, skal de ikke dø i synden, selv om de ikke er alene om at skrive ‘organisk’, når de mener ‘økologisk’.
I England køber man organic food, når man vil købe økologiske fødevarer, men det er altså ikke ensbetydende med, at det skal oversættes direkte.
I virkeligheden er det lidt noget sludder, de siger i England, for al mad er jo organisk, uanset produktionsmæssige principper, men det bliver af en eller anden årsag mere tydeligt, når det oversættes til dansk, synes jeg.
I samme virkelighed er det vel i bund og grund heller ikke korrekt at kalde det økologisk mad på dansk?
Økologi er en videnskab, men noget skulle man jo kalde fødevarer, der er dyrket/avlet uden at bruge for mange giftstoffer og andet, der kan gøre produktionen rigere, men er mindre miljø- og dyrevenlige.
Jeg køber en del økologiske varer, men ikke så mange som så mange andre. Sommetider har jeg på fornemmelsen, at der er lidt bondefangeri med i spillet, og når de spiller på de naive forbrugeres følelser, som fx her, står jeg oftest af, for det kan virkelig irritere mig.
Inden for vinavl tillader man op til 49 forskellige tilsætningsstoffer i økologiske vine – dog mod 370 i konventionel vinfremstilling, men alligevel … 49 er da mange.
Biodymamisk vin tillader kun op til 10 forskellige.
Jeg skriver ‘tilladte tilsætningsstoffer’, men den enkelte producent bruger vel ikke nødvendigvis mere end nogle få ad gangen, så teoretisk kan en økologisk vin være lige så ‘forurenet’ som en konventionel. Jeg formoder dog, at dyrkningen af økologiske druer foregår uden brug af pesticider, hvilket jeg anser for at være den mest betydende faktor, når vi taler økologisk planteavl.

11. maj 2020

Pudsige skyer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Som jeg har skrevet utallige gange før, så stornyder vi at bo her ved Præstø Fjord. Det er som om hver eneste dag er forskellig fra alle de andre, selv om det nok kun føles sådan.
Vandet har forskellige farver, himlen ditto.
Lige i disse dage går gæslingerne til svømning. Nogle har åbenbart overlevet det højvande, som vi havde den 30. marts, og de er allerede ved at blive store. I lørdags var der fem hold til svømmetræning – ret pudsigt valgte alle forældreparrene åbenbart at tage gæslingerne ud på én gang, så vi så fem kuld, som i størrelse spændte fra to til syv unger. Der bliver passet godt på dem: Far svømmer forrest og mor bagerst (eller omvendt …), med ungerne på stribe imellem dem.

Sjove skyer

I dag var der en skyformation, som vi ikke ser hver dag. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad de hedder, men det er vist en kombination af flere typer skyer, så jeg opgav igen og besluttede mig for at nøjes med at kigge på dem. Det interessante ved dem er de tunger, der skyder ned fra den tynde blå stribe. Det var ikke regnvejrsskyer, og i virkeligheden er de måske ganske almindelige, så det bare er os, der ikke har lagt mærke til den slags skyer før.

P1010506

I haven er syrenen ved at være på sit højeste. En hvid syren, desværre, men den stod her da vi købte huset, og jeg nænner trods alt ikke at fælde den, selv om jeg så langt foretrækker de helt mørklilla syrener. Hækken, som anlægsgartneren der etablerede rosenbedet, beskar kraftigt fordi den var for skvattet, er stadig skvattet, men det ser ud som om den har tænkt sig at komme lidt mere til hægterne i år. Vi kan godt lide en have, der er totalt afskærmet fra andres indsyn, så vi håber den snart er tæt igen.

Vi er begge ved at blive en anelse rastløse og glæder os til at komme lidt ud igen. Vi skulle have været taget afsted fra England netop i dag, så det besøg har vi kun haft inde i vores hoveder.
Jeg så Boris Johnsons tale til nationen i går, og det kunne godt se ud til, at det varer op til et par måneder, inden de når til, hvor Danmark befinder sig nu mht. genåbning, men de har så sandelig også været hårdere ramt. Dog har de nu fået lov til at køre en tur som familie – før måtte de kun færdes to og to sammen og kun gå ud én gang om dagen. Detaljerne om Englands fase 1 drøftes i parlamentet i dag og bliver meldt ud i aften. Det er lidt spændende.

Når kroer, hoteller og restauranter igen får lov til at holde åbent her i landet, vil vi nok finde en eller anden kro i Jylland og tage ophold der et par dage. Gerne en med noget rigtig god mad – det er jo, lige som for alle andres vedkommende, ret længe siden vi har været ude at spise, og sådan som jeg er indrettet, har jeg naturligvis savnet det endnu mere, bare fordi det ikke har været muligt.

9. maj 2020

Vi har også åbnet Den Stråtækte igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

Nu gjorde vi det. Vi inviterede gæster. Det har vi haft før, men kun tre gange i de forløbne to måneder. De to første gange kun udendørs, og den tredje, som var mine søstre, indledte vi med kaffe på terrassen, men vi spiste indenfor om aftenen.
Nu har Ditte og Peter været her siden i går formiddags. De er kørt igen, men nåede at være her i små 27 timer. De har deres eget badeværelse mens de er her; vi har overhovedet ikke rørt ved hinanden og vi har holdt god afstand hele tiden. Vi kunne ikke konstant overholde to meter, men vi tror på, at den afstand vi overholdt, var okay.
Det var dejligt at være sammen igen. Vi har savnet hinanden og nu mente vi, at det kunne være nok, at nu skulle vi altså ses.
Vi skal bare alle sammen lære at omgås på en ny måde, og vi tror disse nye hygiejneregler vil holde i lang tid fremover – måske oven i købet længere end til der forefindes en effektiv vaccine. Vi talte om, at det at have indlært en god hygiejne (både hånd- og anden) på coronamåden vil kunne forhindre megen sygdom, ikke mindst i børneinstitutionerne.
Det føles stadig lidt underligt ikke at kunne give familien eller gode venner et knus til goddag og farvel, men så er det jo trods alt heller ikke vigtigere – det er langt bedre at kunne være sammen uden knus end ikke at kunne være sammen. Det vil nok føles som noget andet ikke at kunne give børnebørnene et ordentligt bjørnekram, men det varer desværre nok en rum tid endnu inden jeg får lov til at afprøve det i praksis.

Nu har vi alle hørt, hvad der må åbne i fase to og hvad der ikke må. Det er der mange meninger om, og min egen angående dette skal jeg lade være usagt. Eller rettere uskrevet.
Der er en ting der har undret mig under det meste af coronaforløbet: Hvorfor anbefaler man, at man ikke er sammen for længe ad gangen?
Hvorfor er det bedre at være sammen med nogen i en halv time frem for i to timer? Det kan jeg ikke forstå. Forudsat, selvfølgelig, at man overholder de foreskrevne anvisninger. Men det er måske netop det? Det er måske fordi, at når man er sammen i længere tid, er man mere tilbøjelig til at falde tilbage i gamle vaner? Ellers kan jeg i hvert fald ikke få øje på logikken.

P1010494

P1010490

I går kørte vi (i to biler …) til Mallings Kløft, som vi opdagede sidst i februar. Vi gik igennem hele kløften, som selvfølgelig gav os en langt smukkere tur end sidst. Når man kommer op af kløften i dens modsatte ende, kan man se Farøbroerne – og man kan også gå ad en sti langs vandet hen til dem, men det gjorde vi ikke. Det bliver en anden gang …
Den lille å skal krydses tre gange undervejs, men det er stadig ikke spor farligt …
Danmark fås ikke meget smukkere end lige nu; med lysegrønne skove, gule rapsmarker, blå himmel og blåt vand. Vi gik bare og stornød det hele og talte igenigen om, hvor heldige og privilegerede vi er, fordi vi er pensionister i en tid som denne. For Peter er det godt nok noget helt nyt; han er først så småt ved at vænne sig til tanken, som han stadig synes er en smule underlig.

6. maj 2020

Den blev heeelt færdig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags:

Endelig. Sweateren har ligget færdigstrikket et par uger, men jeg skulle åbenbart tage mig voldsomt sammen for at få monteringsarbejdet overstået. Det tager det meste af en dag, når jeg regner strikningen af kraven med, for den kan jeg ikke strikke før jeg har syet rundt om halsen og klippet det af, der skal væk for at få den rigtige runding.
Lynlåsen skulle sys i – helst nogenlunde pænt, og det er svært. Synes jeg. Der er givetvis andre, der ikke regner det for noget særligt, men for mig er det sværere at få pænt i strik end i stof.
Så skulle der sys og klippes til ærmegab, ærmerne maskinsys i sømmen, klippes op og sys sammen igen – denne gang med garnet, jeg strikkede af.
Kraven blev strikket, bukket dobbelt, syet til opslagskanten og til slut syede jeg ærmerne i. Det er ikke ligefrem arbejde jeg synes er skingrende morsomt, men eftersom der ikke kommer en lille, venlig fe og gør det for mig, er der ikke rigtig nogen vej udenom. 
Den blev vasket, centrifugeret og lagt til tørre. 
Og nu er den færdig. Heeeelt færdig.

Johns sweaterJohns sweater

Ja, ærmerne er lidt for lange, men det var et ønske fra John, så sådan blev det.
Nej, lynlåsen tager ikke kraven med, men det var også et ønske fra John. Han hader at have noget siddende stramt om halsen. Efter et langt liv med obligatorisk slips de fleste af ugens dage, er han lykkelig for at være fri for det. (Han har muligvis også fået lidt mere hals siden dengang, men det siger jeg ikke noget om til ham. Han ved det nok også godt selv.)
John er 100 % tilfreds med udfaldet og glæder sig til at kunne bruge den – det er efterhånden lige varmt nok, men en kølig aften på terrassen skulle vel nok gøre det muligt at indvie den på passende vis.
Hvis bare jeg kunne få den fe til at komme, strikkede jeg hjertens gerne en til, men denne gang til mig selv. Jeg har lige farvet masser af garn i forskellige nuancer af kraprød – det ville blive rigtig fint med dem sammen med den koksgrå, næsten sorte farve, jeg har brugt her.

4. maj 2020

Nødhjælpspakke til England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: , ,

Vi skulle lige nu have opholdt os et par dage i Brügge inden den videre færd til England og vores familie derovre. Typisk, ikke sandt? Nu har vi været flere år om at tage os sammen til det ophold, som vi blev inspireret til af Mia, men nu skulle det endelig være, og hvad sker der så? Corona. Murphy har så sandelig ikke levet forgæves. Vi havde ellers booket et værelse på en båd i en af kanalerne og havde sådan glædet os. Også til det …
Når vi tager derover i bil, har vi altid en masse med, der ikke kan købes i England, men som vi ikke kan eller vil have med i kufferterne.
For at føje spot til skade, står de netop i år og mangler flere ting end sædvanligt, fordi der er vareknaphed i England – de kan ikke få alt, som vi kan herhjemme, men mangler pasta, mel, gær, dåsemad m.m. Ikke fordi de lever af dåsemad, men fx tun og baked beans savner de.
Mel er der dog kommet en løsning på, fordi møllerne har fået et problem, idet de plejer at levere mel til bagere i store sække. Sådanne sække har deres lokale planteskole købt (planteskoler i England er meget mere end planteskoler – jeg elsker dem), så man kan komme med sin egen emballage og dermed få fat i noget mel. Charlotte havde en ny pakke tørgær, som i UK rækker til rigtig mange brød, så hun kan bage igen. Der mangler mange varer; sommetider er der nogle, andre gange nogle andre – aldrig hele udvalget, men de sulter altså ikke; det føles bare ret underligt.

Mit yndlingshus i Lockeridge

Jeg har derfor pakket en nødhjælpspakke til dem. Det er godt nok pebret at sende pakker til udlandet, men når jeg tænker på, hvad vi skulle have betalt for transporten frem og tilbage, er det jo aldeles ligegyldigt hvad det koster, og hvis jeg overhovedet kan hjælpe, gør jeg det selvfølgelig.
De får masser af pasta, som de især savner, de får den te (vi har længe eksporteret te til England) og de kammerjunkere, som vi havde aftalt for længe siden, at jeg skulle have med, og så er der naturligvis lidt godbidder til børnene, plus et William Morris-viskestykke, som jeg lige har købt hos Anglofilia og som passer perfekt til deres køkken.

Wilton House

Charlotte og jeg talte sammen i 1½ time i går – nok ikke overraskende (også) en del coronasnak; bl.a. om, hvornår vi tør flyve igen. Selv om der bliver åbnet for det, har vi så lige lyst til at sidde 40 cm fra fremmede? Det er jo ikke nok, at de lader midtersæderne være tomme, som nogle har talt om. Der er dog vist noget om, at de kan lukke for recirkulationen af luft, således at den i stedet udskiftes hele tiden, men alligevel … både C og jeg er sikre på, at vi vil tage bilen i stedet for flyet – i hvert fald til vi er vaccinerede, men nu må vi først og fremmest se, hvornår det overhovedet kan lade sig gøre.
Hvis man tager tunnellen, behøver man ikke være i kontakt med andre, fordi man bliver i sin bil, men John og jeg vil ikke længere kunne tage turen i ét stræk, så det kan ikke undgås at skulle tage en overnatning.
Næh … verden bliver helt sikkert ikke den samme efter corona. BC (Before Christ) er kommet til at betyde Before Corona på engelsk, blev C og jeg enige om – vi kunne bare ikke umiddelbart finde ud af, hvad vi så skulle lade AD (Anno Domini) betyde. After etellerandet, men hvad?

3. maj 2020

Jeg har en ny rejseide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

På virkelig mange punkter kan vi godt mærke, at vi ikke bor i eller i nærheden af en større by. I 99,9% af tiden passer det mig mere end glimrende, men den sidste promille … som bl.a. indeholder det, at vi sommetider har haft lyst til at støtte de lokale restauranter ved at købe deres takeaway-mad. Det var ærlig talt ikke særlig inspirerende. Vi har derfor kun gjort det to gange siden verden lukkede ned, og det er naturligvis stadig synd for de lokale næringsdrivende, men hvor spændende er “dagens burger” lige? Eller “dagens platte”? Især når den platte har bestået af stort det samme i snart to måneder. Det andet sted vi prøvede er sikkert godt nok for mange – eller rettere, det ved jeg, at det er – men Charlotte siger, at mit problem måske er, at jeg laver for god mad. Det kan hun sagtens sige – deres nærmeste takeaway er en rigtig god indisk restaurant.
Tænk, at det nu pludselig er et problem at lave god mad … Duevangs mad var skam god og relativt veltilberedt, men vi kunne vælge mellem stegt kylling og burger. Igen. Vi tog den stegte kylling, som ikke var grillet, men stegt på gammeldaws maner, serveret med hvide kartofler og brun sovs. Ke.de.ligt. Så er deres burger faktisk bedre, og deres friter er helt gode.
Vi mangler nogle udenlandsk inspirerede restauranter her i Præstøområdet, så hermed er min ide givet videre til dem, der måtte være friske nok til at gribe den – også udenfor Præstø: Lad jeres kunder foretage en kulinarisk rejse og slå lidt på netop det, når vi nu ikke kan komme ud af landet inden for en endnu ukendt tidsramme. Lad dem komme til Italien én dag (eller uge), Frankrig den næste, så Indien osv. osv.
Jeg vove den påstand, at det ville gøre livet lidt mere spændende for både kokken og kunderne.
Kokkene behøver jo ikke at kunne tilberede det pågældende lands mad til michelinstjerneniveau; meget mindre kan gøre det, og der skal immervæk ikke meget til at overhale en burger!
Vi har ikke noget imod at køre de små 25 km til Næstved, men maden er bare blevet kedelig inden vi når hjem med den.
Det kan selvfølgelig være John og mig, der er noget galt med – vi er nemlig også kørt helt træt i Årstiderne og har sagt abonnementet op. Vi brød os hverken om Ketokassen eller Verdenskassen. I stedet har jeg nu et abonnement hos Den Grønne Asparges, som vi foreløbig har fået én (men meget lovende) måltidskasse fra. Fisk fra Skagenfood holder vi fast i – den kan vi åbenbart ikke blive trætte af.

Stor fladstjerne på Jungshoved

I dag kørte vi en tur rundt på de bittesmå veje på Jungshoved. Svend Gønge-landet. Det kan anbefales – terrænet er kuperet og smukt, ofte med udsigt til vand.
I skovbunden er anemonerne afløst af stor fladstjerne, som lige så smukt kan dække store områder.
Det kan bluebells også. I England. Her på Jungshoved måtte vi nøjes med synet af et noget mindre område; faktisk bestod ‘området’ kun af en enkelt plante, men lidt har også ret.

Bluebells i EnglandBluebells på Jungshoved

Jeg blev jo lige mindet om, at vi skulle have været på vej til England nu. Øvøvøvøv.

30. april 2020

Det er da løg(n)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:51
Tags: ,

I forgårs, hvor det stadig var dejligt vejr, riggede jeg den store gryde til oppe i shelteret og satte vand over til en større omgang bejdsning. Dette er det mindst sjove ved plantefarvning, så det er bare med at få bejdset en anselig portion, når jeg er i gang. Det er ikke noget, man bør springe over, bortset fra cochenille-, indigo- og valnøddefarvning.
Denne gang var drejede det sig om farvning med skaller udelukkende fra gule løg, som giver de smukkeste, varmeste, gyldne og gyldenbrune farver.
Røde løgskaller giver mere grønlige farver, men dem skulle det ikke være denne gang, for dem, plus den anden pose med gule skaller, gemmer jeg, til det unge par i nummer 5 får tid (og coronalov) til at komme og lære processen, som de har ønsket.
Der er, som sagt, for det første coronapest, så vi kan ikke stå tæt sammen med tre par øjne lige over en farvegryde og nyde forvandlingen, og for det andet er hun relativt nygravid og har det stadig elendigt det meste af dagen, så disse plantefarvningslugte er sikkert ikke gavnlige for hendes velbefindende. Men senere – eller i hvert fald når barnet er kommet til verden – kan de lære at lege med plantefarver. Løgskaller er så ikke det værste; det dufter af grønsagssuppe, men bejdsning af garn lugter lidt kemisk. John kan ikke fordrage den lugt, så bejdsning foretages udenfor eller i garagen.

Gule løgskaller 2020

Selv om jeg efterhånden har set det mange gange, bliver jeg hver gang lige forundret over, så forskelligt de forskellige garner tager imod farve.
Til denne mængde garn har jeg brugt 167 gram helt tørre og sprøde løgskaller, samlet gennem lang tid.
Nr. 1 længst til venstre var et lyngforsøg, som jeg betragter som mislykket – det blev en lidt fesen farve, men den kan bruges til en fair isle-sampler.
RK-tæppe - vindmøller (1)Derefter er det 2) cashmere natur, 3) cashmere lysegrå, 4) Arwetta superwash, 5) Arwetta superwash, 2. bad, 6) Blackhills softwool, 7) lysegråt lammeuld, 8) Elevé chunky, 9) natur lammeuld (overfarvning af en for svag indigo), 10) natur lammeuld, 2. bad.
De to nøgler til højre er øverst et næsten sytrådstyndt, lysegråt følgegarn og nederst et nøgle af Coops sokkegarn, som er superwash ligesom Arwetta.
Superwashgarn er også super at farve med, fordi det tager så ekstremt godt imod farve. De hærdede plantefarvenørder vil ryste forarget på hovedet, fordi jeg så meget som tænker på at farve på andet end ubehandlet 100 % lammeuld.
Men det bestemmer jeg heldigvis selv, og jeg er godt tilfreds med resultaterne på superwash-garnerne.
Det er bare ærgerligt, at disse farver ikke klæder mig, for jeg elsker dem. Det er efterårsfarver, så det basker, men jeg kan strikke sokker af dem, både til familien og mig selv. Det kunne også blive et flot tæppe til Røde Kors – måske et mage til det, jeg har strikket før? Med sorte felter i stedet for de hvide?
God ide, du fik der, Ellen!

27. april 2020

Pensionistvisen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: ,

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har brug for en stresscoach …
Livet går sin meget stille og meget rolige gang for os – vi kunne have stået model til pensionistvisen. I ved, den der indleder hvert vers således:
Se ugen starter mandag, hvor mor hun står op så’n ved halvottetiden
mens far han sover rævesøvn og ta’r et ekstra kvarter til på siden..

Disse to første linjer er de samme for seks af ugens dage, kun dagens navn skifter. Søndag er anderledes, for da er deres lille verden på den anden ende, fordi børn og børnebørn kommer i en halv time.
For Johns og mit vedkommende er rollerne dog byttet om. John står først op, mens jeg bliver liggende i sengen til halvni og lader min iPad underholde mig på forskellig vis. John sidder også med sin iPad, men han vil helst sidde i en stol.
Langt de fleste dage begynder på samme måde for os – variationen er svær at få øje på.
Selv om det er syv år siden jeg jobstoppede, nyder jeg stadig at kunne blive liggende og gasse mig og lade andre om at begive sig ud i den myldretidstrafik, der så godt nok ikke er meget af for tiden. Jeg vågner mellem klokken fem og klokken syv, oftest ved sekstiden, men vi skal have en eller anden aftale for at få mig ud af fjerene inden 8:30.
Og aftaler har vi ikke så mange af for tiden.
Det var derfor nærmest en begivenhed, at vi, fordi jeg var løbet tør for jord til krukkerne, begav os afsted til Land og Folk, som Land og Fritid hedder i daglig tale i det nielsenske hjem. Naturligvis tog vi begge afsted – så skete der også noget i dag! Rollerne var pænt fordelt: Jeg gik ind i butikken og betalte, mens John blev udenfor og læssede sækkene ind i bagagerummet.

På Broskovvej (1)

Når vi skal til Bårse, kører vi ofte ad Broskovvej, fordi den er smal og smuk. Ja, altså selve vejen er ikke smuk, men det er landskabet, vi kan nyde, mens vi kører, og der er noget specielt over sådanne meget smalle veje, synes jeg.
Den har været at betragte som en halv alle (kun træer i den ene side), men alle træerne er i år blevet meget effektivt stynet.
Midt på ruten står et af den slags (døde) træer, der gerne får mig til at tænke på Fyrtøjet af HC Andersen. Det tænder for min fantasi; jeg synes, at en sådan ruin af et træ er smuk, og jeg er glad for, at man ikke synes det behøver at blive fældet.
Jeg har arbejdet i haven i dag – det gør jeg næsten hver dag, så på et eller andet tidspunkt kommer jeg vel igennem det hele. Der bliver flyttet lidt fra her til der eller fra der til her; yderligere et par kvadratmeter bliver totalryddet for ukrudt, og den daglige mælkebøttejagt bliver udført.
Spændende liv, man fører, ikke sandt? Sidder I ikke helt ude på kanten af stolen?
Inden for en overskuelig fremtid skal jeg have lidt gang i plantefarvningen igen, men det har jeg jo også skrevet om mange gange før.
Det er ikke nemt at fastholde sine læsere i disse coronatider …

24. april 2020

Sysler og tanker i en coronatid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: , ,

Dahliaerne er i jorden. 39 planter blev det til, plus dem jeg har foræret væk til naboer, fordi der ikke var plads til dem alle i vores have. Nogle af planterne havde afsluttet sidste sæson med så store knolde, at de nu skulle deles i to eller tre – det bliver efterhånden til mange.
Da John og jeg var færdige med vores glimrende samarbejde (han gravede hullerne, jeg satte knolde, vandede og fyldte hullerne igen), fandt jeg en kasse til med dahliaknolde … jeg er selv en knold, er jeg. Det var oven i købet nogle af de smukkeste af dem alle, så der skal findes en plads i min have. Punktum. Jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af det, men jeg kommer nok ikke uden om at rykke rundt på noget for at få det hele til at gå op.

Drivhuset er også næsten tilplantet nu. Vi kommer til at drukne i agurker, tomater og chili, hvis alle planterne viser grokraft, men pyt med det – der er i givet fald sikkert nogle naboer, der ikke vil have noget imod at blive forsynet med hjemmedyrkede ting – der er næppe nogen af os på vejen, der skal på sommerferie i år – i hvert fald ikke i udlandet.

Charlotte har lavet en lille del af deres have om; den del der er inden for murene, så at sige. Hun havde planlagt det allerede sidste år, men ikke rigtig haft tid til at gøre noget ved det. Også her har corona spillet ind, fordi hun for det første ikke selv har noget at lave, og for det andet har fået hjælpere.
Den have er nu døbt Coronahaven …

P1020045

Deres have er meget, meget stor, for det kan man tillade sig i dag. Dengang huset blev bygget, var prydhaven ikke større end det, der er inden for murene her. Resten af den tilhørende jord skulle bruges til at producere mad – ganske som det også var herhjemme. Faktisk var det luksus overhovedet at have så meget prydhave, som der har været her, men ejerne har hørt til den mere privilegerede del af samfundet, idet det var et malttørreri fra opførelsen i 1410 og frem til engang i 1800-tallet. På ingen måde overklassestatus, men alligevel et godt stykke fra de stakkes fattige folk, der kæmpede for bare at opretholde livet. Mon ikke erhvervet kan sammenlignes med de danske møllere?

Frisøren fik besøg af mig i dag – min gamle booking fra februar holdt, så jeg slap for at skulle vente en måned.
Jeg anser mig selv for at være født under en heldig stjerne: Jeg er fra det sidste kvartal, hvor man kunne gå på efterløn som 60-årig og fra det sidste år, hvor man kunne få folkepension som 65-årig.
Jeg besøgte min datter og børnebørn i den sidste uge, inden verden lukkede ned, og nu holdt min frisørtid fra før samme verden ændrede sig radikalt.
Det er da alt sammen heldigt – man må se på de lyse sider …

Vi havde besøg af et par venner i tirsdags. Hun gik på efterløn sidste efterår og har nydt hvert eneste sekund siden da, selv om hun, lige som jeg, faktisk var ret glad for sit arbejde. Det kom lidt bag på hende, at det var SÅ skønt at jobstoppe, selv om jeg naturligvis havde udbredt mig om, hvor fedt pensionistlivet er – og vi er, som tidligere skrevet her på bloggen, kun glade for, at vi lige nu ikke skal bøvle med et arbejde (eller risikere at miste det).

22. april 2020

PostNord, altså …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags:

I onsdags indløb der både en mail og en sms fra PostNord om, at jeg kunne afhente en pakke i Meny, hvilket jeg gjorde torsdag morgen.
Så langt, så godt. Det er normal procedure, at jeg får dobbeltbesked. Hvis den bliver afleveret på hjemmeadressen, sender de ligeledes begge slags beskeder for at fortælle mig, at de kommer en eller anden given dag med min pakke. Når de har afleveret den, får jeg så en sms om, at de har afleveret den, og endelig får jeg en mail, hvor jeg skal fortælle hvad jeg mener om PostNords service – hvilket jeg aldrig gør. Og tænk, de vil sågar have min vurdering af min købsoplevelse, når jeg køber online porto … fjollehoveder!
I dag fik jeg et gammeldags papirbrev fra PostNord om, at de havde en pakke til mig, som jeg kunne hente i Meny. Der stod ikke noget om, hvem pakken var fra, og jeg undrede mig, for så vidt jeg vidste havde jeg kun én ikke-modtaget pakke, men den skulle komme med GLS. Det kunne dog være fra en, der ville sende mig en gave – hvem ved?
Jeg lagde vejen omkring Meny. Da jeg, mens jeg ventede på, at det blev min tur, stod med sedlen og kiggede på trackingnummeret, af hvilket man skal oplyse de sidste fire cifre som ens pakke-ID, genkendte jeg nummeret. 8162 … det var jeg næsten helt sikker på var det samme nummer som det fra forleden dag. Jeg ville ikke udsætte den stakkels ansatte for at stå og lede forgæves efter en pakke, de allerede havde udleveret, så jeg forlod butikken igen. Jeg har altid haft en særlig god hukommelse for tal (ikke bevidst indøvet, men af en eller anden grund sidder mange tal bare fast i lang tid), men helt sikker kunne jeg naturligvis ikke være, og jeg havde lige så naturligvis ikke gemt beskederne fra PostNord, men vi havde indpakningspappet endnu, hvilket afslørede, at jeg havde husket de fire cifre rigtigt, og at det just modtagne brev dermed handlede om den pakke, jeg havde hentet for næsten en uge siden.
PostNord, for pokker! De må da selv vide, at deres breve er mindst fem dage om at nå frem, mens deres pakker har dag til dag-levering, stensikkert på grund af den stærke konkurrence på det felt, mens de har monopol på brevomdeling, så her kan de opføre sig som det passer dem – hvilket de også gør.
Det er temmelig hjernedødt at sende et brev med oplysninger om en pakke, de burde vide for længst er modtaget. Det plejer de nu heller ikke at gøre, men vores eneste forsøg på en forklaring på papirbrevet var, at det var fordi det var en pakke fra IKEA, og at pakken var sendt fra Sverige, men det er alligevel noget tosseri.

Havde jeg ikke været i besiddelse af en på visse punkter lettere overdreven hukommelse for tal, kunne jeg i god tro måske have igangsat en større eftersøgning for at finde en pakke, der ikke længere eksisterer. Jeg kender ikke systemet fra den anden side, så jeg ved ikke hvor længe man som pakkeudleverer kan se nummeret og dermed fortælle mig, at den allerede er udleveret.

Sangsvaner

19. april 2020

Bisserup havn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags:

Bisserup havn. Det lyder næsten som en gammel film, ikke sandt? Noget i stil med Bjergkøbing Grand Prix. Men Bisserup havn eksisterer, og det er et fint sted, hvis man savner et hyggeligt mål for en køretur.
Det er mange år siden, jeg var der første gang. I de, nogle gange, go’e gamle dage inviterede far flere gange hele familien med ned til Bisserup for at spise stegte ål ad libitum på Lodskroen, som ligger næsten helt nede ved havnen.
Der var engang man kunne det. Engang for mange år siden, hvor man kunne få så mange ål man orkede at spise og engang for bare et par måneder siden, hvor man kunne gå på restaurant og få sig et godt måltid mad.

Bisserup havn og omegn (8)

Man kan dog stadig tage til Bisserup havn og gå en tur.
Man kan parkere sin bil, gå forbi grillbaren, legepladsen, campingpladsen, ned til vandet og rundt, nyde de fine huse med den gode beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, mens man nærmer sig den lillebitte havn, hvor der oppe på land ligger hundredvis af nye og gamle bundgarnspæle. Her kan man dvæle mens man nyder, at livet tilsyneladende leves langsomt i Bisserup. Her er stille og her er smukt.
Når man går rundt dernede på en skøn og solrig forårslørdag er der en stemning og en atmosfære, som jeg kunne forestille mig der var dengang man transporterede sig rundt med hestevogn.

Bisserup havn og omegn (14)

En mand står lidt ude og fisker, mens han taler med to, der stadig befinder sig på land. Der er så stille, at de kan tale med normal stemmeføring og alligevel høre, hvad de siger til hinanden. Vi andre kan så også høre det, men da det er en for os relativt uinteressant samtale, går vi hurtigt lidt videre.

Bisserup havn og omegn (3)

Det var således en yderst fredelig lørdag i går, som er blevet fulgt af en lige så fredelig søndag i dag. Stille og med meget lidt trafik – bortset fra en kortege på 38 motorcykler, der larmede forbi midt på dagen. Gad vide, hvor de har tænkt sig at mødes ulovligt? Med denne som undtagelse har vi været dejligt forskånet for de lange og støjende motorcykeltræk, der i ikke-coronatider desværre lidt for ofte drøner forbi Den Stråtækte. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget …

Bisserup havn og omegnMin frisør må åbne i morgen, men jeg ved ikke, om hun når at blive parat til det. De er tre i salonen, og fordi de for nylig flyttede til et større lokale, har de ingen problemer med at holde den reglementerede afstand mellem kunderne, men der skal vist lidt mere til end det.
Jeg var der sidst d. 25. februar, og som altid aftalte jeg den næste tid, hvilket er på fredag, men jeg ved faktisk ikke, om jeg skal komme eller ej. Jeg håber aftalen stadig gælder, men de må have oparbejdet en voldsom pukkel pga. nedlukningen. For en sikkerheds skyld har jeg booket en tid om en måned (første ledige tid!), hvis de nu skulle have aflyst den på fredag, hvilket jeg dog faktisk ikke tror de har – det er mit indtryk, at de ikke har aflyst nogen kunder før det var strengt nødvendigt.
Jeg er ikke blevet lige så langhåret som denne repræsentant for bisserupsk skotsk højlandskvæg, eftersom min normalklippetid først er om fem dage, men varer det en måned endnu inden jeg kan blive klippet, vil forskellen være sværere at få øje på …

17. april 2020

A Pole and his pole … and flag …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:57
Tags: , ,

Nogle vil sikkert huske, hvordan jeg for to år siden kom op i det røde felt pga. vores nabonabo, da han var et værre miljøsvin.
Jeg er ganske klar over, at jeg ikke er noget pænt menneske, fordi jeg om lidt hænger ham ud igen. Men:
Frankly, my dear, I don’t give a damn (Rhett Butler i Borte med Bæsten).
For de er altså lidt mærkelige, de mennesker.
Jeg kender ikke de polske flagregler, men det ville undre mig såre, hvis det er på denne måde de håndterer flagning.
Jeg syntes ellers lige, det var så flot, da de for et par måneder siden satte en flagstang op og gjorde et stort nummer ud af at markere de danske flagdage; således i går også dronningens fødselsdag.
Mens vi indtog morgenmaden her til morgen, fik jeg øje på noget nederst på flagstangen.
Hva’ sulan, sagde jeg til John, det er da flaget, der bare hænger der.
Jada, sagde han, og det har det gjort siden i aftes …

P1010417P1010408

Så meget for de gode intentioner … han havde, sagde John, heller ikke hængt det rigtigt op, så der har måske været en knude, han ikke kunne få løsnet.
Men alligevel … de er skøre, de polakker … (frit efter Obelix)
Jeg er ikke flagfanatiker, så det er ikke forargelse, der fylder hos mig, men det så temmelig fjollet ud.
Han hejste flaget til tops igen kl. 12, så han har nok bare ikke ment, at det var ulejligheden værd at tage det helt ned …

Den skarpøjede læser vil bemærke et til salg-skilt på venstre billede. Det er desværre ikke omtalte personage, der sælger, men nr. 7, hvis ejer er nordmand og nypensioneret efter en del år som skattet Marjatta-medarbejder. Han vil tilbringe sit pensionistliv i Norge, hvor han har sine børn og børnebørn.
Hans hus er derfor til salg, og vi kan ikke forstå, hvorfor det ikke for længst er solgt – det er et dejligt og højtliggende hus; med fjorden mod øst og et kuperet terræn mod vest. Hvor mange huse kan prale af, at man fra stuerne kan nyde både solopgangene og solnedgangene?
Det koster nærmest ingenting efter prisreguleringen, for han vil så gerne have det solgt.
Man skal kunne lide træ, men kan man det, er det et velholdt og præsentabelt hus. Det er det sådan set også, hvis man ikke bryder sig om træ …
Nu har jeg vist reklameret nok … men det kunne jo være, at man havde lyst til at blive en del af de søde mennesker, der bor på vores vej ved den smukke Præstø Fjord. Se huset her.

16. april 2020

Forårssysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: , , ,

Det er så rart, når man kan se hvor langt man er nået. Det var jeg ikke i tvivl om, da jeg malede de gamle betonkrukker, jeg tog med fra gården i 2011. Allerede dengang trængte de til at blive frisket op, men det er først sket nu. Jeg tog dem i første omgang med til Sverige, fordi jeg syntes den hvide farve passede så fint til det røde svenskerhus. Da vi solgte ødegården, tog jeg dem naturligvis med hjem til Danmark.
Og nu har de endelig fået en omgang betonmaling.
‘Søjlen’ havde oprindelig et stort, relativt fladt fad øverst, men det kunne ikke holde til at flytte til Sverige, så nu sætter jeg bare en træpotte på piedestalen. Jeg har en allerede meget stor duftgeranium, som skal plantes ud i træbaljen lige om lidt. Jeg tager stiklinger i sensommeren og sætter i jord, og inden længe slår de rod og bruger hele vinterhalvåret på at vokse sig store, hvilket de gør i voldsom grad, selv om de står køligt.

P1010352P1010366P1010361

Der bliver naturligvis også puslet i drivhuset. Der mangler en del endnu, inden det bliver hvad jeg håber på det bliver, men jeg er godt på vej. John har sat seks hylder op, og jeg har bestilt to plantetårne på 1,50 meter, som jeg endnu ikke helt ved hvor skal stå, men det skal jeg nok finde ud af.

P1010380

Vi har været en smule bekymrede for, hvad bagboerne ville synes om, at vi øgede drivhusets areal med næsten 50 %. Dermed øges jo også tagarealet, så ville det tage for meget af deres udsigt?
Det har det heldigvis ikke gjort, og de har været her for at rose os til skyerne for “det fantastiske drivhus, som paser så fint i stilen til Den Stråtækte”.
I dag inviterede de os op på deres terrasse til eftermiddagskaffe, så vi med egne øjne kunne se, hvor smukt det tager sig ud, og hvor fint det passer i stil og farver til de endnu gule og visne tagrørsplanter og den blå, blå fjord.
Det kunne vi godt se … det har kun pyntet i forhold til det gamle, gyselige drivhus, og det tager på ingen måde deres fjordudsigt fra dem, så alle er glade.

14. april 2020

Det er sommer … nogle steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , , , ,

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

10. april 2020Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
imageDet er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

12. april 2020

..og julen varer li’ til PÅske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Det engelske urJulekaktus til påskeMin julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

10. april 2020

Noget er som det plejer at være

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Hele verden er vendt på hovedet i en grad, ingen havde kunnet forestille sig, men visse ting er ganske som de plejer. Jeg ville så langt hellere have, at verden var normal, og at visse ting ikke var som de plejer at være, fordi dette ‘plejer’ er mit sisyfosarbejde med det forbaskede skvalderkål. Hvert år når jeg i bund – og hvert næste år opdager jeg, at det gjorde jeg ikke alligevel, fordi der dukker et nyt, lysegrønt tæppe frem. Grrrr. Det er fast arbejde, og der er ikke nogen, der kommer og fyrer mig. Desværre, kunne jeg godt sige, og det er altså ikke for at gøre grin med alle de mange, der er blevet arbejdsløse fordi verden er vendt på hovedet. Dem føler jeg virkelig med.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Drivhuset er blevet færdigt. De nåede det i går, de to mænd – med hiv og sving og med kun tre korte pauser. Jørgen kom klokken 8 og tog først hjem igen klokken 16, så han fik ødelagt en hel skærtorsdag, den stakkels mand. Jeg var glad for, at han ikke var på helligdagsbetaling, men havde afgivet tilbud, og han har sikkert bandet over, at han ikke nåede det til 1. april, som han havde lovet. Det var på ingen måde hans skyld, at han ikke nåede det, men han er en flink mand.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Her er John ved at montere de automatiske vinduesåbnere/lukkere. Dem kan man ikke undvære, når man ikke altid er hjemme – og selv om alt tyder på, at vi er det i denne sommer, regner vi ikke med, at det vil være normen fremover!

Chili- og tomatgartneri Toftegaard har åbent på en lukket måde … man kan bestille sine planter over internettet og så komme og hente dem på en aftalt dag – i mit tilfælde på søndag – og når man henter selv (man kan også få dem sendt med fragtmand), kan man ringe på en klokke og via en slags fingersprog (vil jeg tro) og Mobilepay købe de gode plantesække, jeg plejer at bruge.
Det er så dejligt, når forretningsdrivende har mulighed for at finde alternative løsninger, så ikke deres produktion går tabt og forretningen ned.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Det er nu, jeg skal flytte rundt på plantekasser og -baljer og finde ud af, hvordan de forskellige ting skal fordeles, for når der først er 45 liter vand i beholderne, flytter man ikke lige rundt på dem! Til venstre skal der tomater bagerst og basilikum og agurk forrest. Til højre de tre chiliplanter og den ene snackpeber, jeg har købt. Udenfor i hjørnet vil jeg forsøge mig med pralbønner, som har de smukkeste blomster.
Jeg har allerede en del mere i det nye drivhus end i det gamle, men har lige så meget tom gulvplads, som der totalt var før. Cirka … hvor er det FEDT!
Det er lidt af en videnskab at sætte planterne rigtigt i et drivhus, og selv om jeg har læst på lektien og gør som foreskrevet, er det ikke sikkert det virker optimalt for mig alligevel. Jeg forsøgte med forskellige placeringer i det gamle drivhus, og nu skal jeg til at eksperimentere lidt igen. Det gør ikke noget – det går sjældent helt galt, så jeg skal nok få nogle afgrøder ud af det.
Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at holde spindemiderne væk!

6. april 2020

Øv, øv og tre gange ØV – men også stille smil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , ,

Første ØV: Coronapesten hærger. Det er sandt for dyden ikke nogen nyhed, men det gør det ikke nemmere, at nedlukningen i morgen har varet i fire uger og ikke ser ud til at blive nævneværdigt lettet sådan lige med det samme.
Det er selvfølgelig fint, at strategien ser ud til at have virket efter hensigten, men holdnuop, hvor er dette her bare ikke sjovt, og John og jeg hører oven i købet til de privilegerede, fordi vi som pensionister ikke er i fare for at blive fyret og alt i alt har vores på det tørre. Vi skal bare sørge for ikke at blive smittet. Hvis ikke det var for den store joker, at man ikke kan vide hvor syg man vil blive, ville jeg egentlig gerne smittes, så jeg kunne få det overstået og (forhåbentlig) fremover være immun. Jokeren er dog for stor til, at jeg frivilligt løber risikoen, selv om gennemsnitligt 84 % af de coronadøde har haft underliggende sygdomme. Risikoen lurer skræmmende, og der er jo også en grund til, at jeg har valgt at lade mig vaccinere mod både influenza og lungebetændelse.
(Hvorfor siger nogle medier “omkomne” om de coronarelaterede dødsfald? Man “omkommer” ved ulykke, krig, sult eller naturkatastrofer, og coronavirus hører vel trods alt ikke til i nogen af disse kategorier, selv om den kan være slem nok?)

Andet ØV: Min bil er punkteret. Hvorfor? Det ved jeg ikke, men dæktryksalarmen begyndte at lyse sidste gang jeg kørte i den, og morgenen efter var højre forhjul fladt.
John er kørt på værkstedet med det for at få det lappet. Eller udskiftet. Det kommer an på …

Tredje ØV: Jeg kan tidligst komme til at indrette mit drivhus på torsdag. Måske først fredag. Jørgen havde en aftale, som han ikke kunne skubbe, vedrørende en trykforøgerbrønd (??? I er velkomne til at google …) på et vandværk. Måske kommer han onsdag, ellers først på torsdag.
Nå. Det vidste jeg jo egentlig godt, men vejret er bare så drivhusindretningsinviterende lige nu …

Der er heldigvis også plads til de stille smil. For tiden hører jeg anden bog i De Syv Søstre-serien af Lucinda Riley. Oplæseren, som jeg ikke vil hænge ud ved navn her, men som man nemt kan finde ud af hvem er, hvis det er det, man ønsker, har sommetider nogle særdeles pudsige udtalelser af forholdsvis almindelige, eller i hvert fald i mine øjne genkendelige, danske ord.
Hun er overordnet set okay som oplæser, hvilket gør, at jeg ikke bliver irriteret, men som sagt kommer smilet frem, når jeg hører hendes udtalefejl (den trykstærke stavelse er skrevet med verSAler). Man skal nok prøve at sige det højt, før komikken rigtig skinner igennem.
..En klump RØDler (med ‘-ler’ udtalt som i ‘kugler’)´. Umiddelbart efter kom “som hun formede en krukke af”.
SmaRAþer [= smaragder] – udtalt uden et hørbart ‘g’ og endelse som i ‘gader’.
Ma-TROsa-farvede.. – jeg ville ellers tro, at en kvinde ville kende farven matrosa.
Det tyske ‘Mein Kind’ blev udtalt som om det var engelsk, på trods af, at vi befinder os i Leipzig.
KarDANophængt (‘DAN’ som i dansker).

P1030836
(Billedet er palmesøndagsmorgenstemning set fra køkkenet i Den Stråtækte).
Efter på rekordtid at have lyttet mig igennem Hvor Flodkrebsene Synger, vil enhver bog lige derefter have vanskelige vilkår, idet der skal meget til for ikke at virke mere eller mindre ordinær. De Syv Søstre er såmænd udmærket, men jeg finder handlingen lige en anelse for forudsigelig. Der er ikke nogen overraskelser, for jeg har ikke langt inde i bogen i det store og hele gættet det meste af både forløb og slutning. Alligevel bliver jeg ved, for på trods af disse negative ord er bøgerne velskrevne – dog nok ikke noget for Y-kromosomindehavere.

3. april 2020

For lidt og for meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Den 30. marts stod vandet en del højere end normalt.
I dag er det blæst ud af fjorden igen. Man føler sig helt hensat til sydengelske/cornwallske kyster med deres kraftige tidevand – bortset fra tidsintervallet mellem flod og ebbe, som ikke helt overholder den internationale standard her hos os.

Flod i Præstø FjordEbbe i Præstø Fjord

Drivhuset skrider langsomt frem. Vi var alle tre med i morges for at holde, så ikke den desværre stadigt kraftige vind vred for meget i rammerne. Heldigvis havde den aftaget en lille smule, men ikke nok til, at Jørgen følte sig helt tryg. Det gik dog uden uheld, og da rammen først var solidt forankret, kunne der ikke ske noget – og så tog vinden naturligvis yderligere en smule af …
Det har ikke regnet, så mændene har været flittige hele dagen, men det har drillet dem temmelig meget, så det bliver ikke færdigt til at lege med til denne weekend. Jeg tror, Jørgen bander lidt, men han er så venlig at holde det for sig selv, selv om jeg er ret sikker på, at han havde satset på at være færdig i dag, men det kommer til at stå som vist her til på mandag, hvor han vil prøve at finde tid til at komme – han er en travl mand, så han har andre aftaler, men i værste fald ville han gøre det færdigt i påsken – han har fuld forståelse for, at jeg er utålmodig, og han havde jo lovet mig det til 1. april.

P1010229

Kristine troede vist, at grunden til min kedsomhed var fordi jeg var løbet tør for strikkeideer, men det tror jeg aldrig vil ske. Ideer og kommende projekter har jeg så mange af, at jeg aldrig får tid nok til at føre dem alle ud i livet, men, som jeg skrev til hende, hverken kan eller vil jeg sidde og strikke hele dagen og aftenen. Variation i livet dagene må der til – også i disse triste coronatider.
Seneste påhit er en plantefarvningsafart af en kendt sweater – faktisk Johns yndlingssweater, som han har to af. Ikke to helt ens, men de ligner hinanden meget. Jeg fik en ide om, at det kunne være sjovt at strikke en til ham i en koksgrå bundfarve og med masser af forskellige plantefarver til mønstret. Min søde mand er ikke bange for farver, i hvert fald ikke, når der er en neutral bundfarve, så han var fluks med på ideen.

Islænder P1010203

imageIde til venstre – projekt til højre. Der er bevidst kun to pinde mellem mønsterfarverne. Skal der være fire som på originalen, har jeg ikke mørkt garn nok, men John er meget tilfreds og glæder sig til sin one of a kind-sweater. Det er med 100 % stats- og Ellengaranti, at der aldrig nogensinde vil blive strikket en sweater helt mage til – hverken af mig eller andre. Der vil kunne forekomme efterligninger, men ikke en eksakt kopi.
Jeg er også i gang med min egen farveversion af Søster Elise, mit fjerde Kaleidoskopsjal, og endelig Røde Kors-nørkleriet, så på strikkefronten keder jeg mig skam på ingen måde.

2. april 2020

Man ved man keder sig, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

Screenshot_20200401-162748_WhatsAppMan ved man keder sig, når man pludselig synes det kunne være hyggeligt, ud over at være særdeles tiltrængt, at tørre den store, MANGEbladede palme og de sprøde, letafknækkelige julekaktusblade af med en opvredet klud.
Det er ikke fordi vejret indbyder til lidt ekstra rengøring – tværtimod! Det blæser ALT for meget, så jeg kan ikke komme i haven. Eller rettere: Det kan jeg i princippet godt, men jeg har ikke spor lyst. Chillfaktoren = Antarktis! Jeg har gået lidt rundt om mig selv – og stueplanterne – og engang imellem kigget ud til John og Jørgen, som går og samler drivhusrammer. Det går laaangsomt, synes jeg, men det skal jeg for guds skyld ikke have sagt højt, for jeg ved de arbejder så hurtigt de kan under de ikke særlig morsomme arbejdsbetingelser. Heldigvis har de kunnet samle rammerne i læ inde i garagen, ellers var de da sikkert døde af kulde.
Nu er de stoppet for i dag. De skulle til at sætte væggene op, men det blæser simpelthen for meget til, at de turde gå i gang med det – de var bange for, at noget kunne blive vredet pga. blæsten, hvilket ville være overmåde ærgerligt.
I morgen prøver de igen, men vejrudsigten lover desværre ikke meget mindre blæsevejr end i dag, så vi må se … jeg havde ellers kraftigt satset på at kunne indrette drivhus i weekenden, men nu tør jeg ikke helt tro på det.

I går var jeg ellers så glad, fordi arbejdet skred planmæssigt frem. Jeg har lovet at opdatere Charlotte dagligt på drivhusfronten, og i går så en del af vores korrespondance ud som på billedet oppe til højre. Det varede med skam at melde et øjeblik, inden jeg forstod hvad hun mente, men så fik jeg øje på jordboret og måtte fluks ud og referere ‘samtalen’ til mændene, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Drivhusrammesamling

Det er jo bare mig, der er spændt på mit nye legetøj og derfor ikke kan få drivhuset færdigt hurtigt nok, for med disse temperaturer er der ikke noget der haster voldsomt mht. at få planter i det. Gartneri Toftegaard har slet ikke åbent endnu, og det har højere prioritet at få plantet alle mine bittesmå planter om, så de har hver sin potte, hvilket vil give dem plads nok til at vokse sig store og stærke.

Tomater, Zinnia, Judaspenge, Evighedsblomster, Torskemund og StorkenæbJapansk indigo og farvevajd

Forspiringen er blevet en pæn succes – jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få brugt alt det, der er spiret – fx får jeg ikke, selv om det bliver et større drivhus, plads til seks ens tomatplanter. Jeg vil helst have flere forskellige sorter, og der skal også være plads til både chiliplanter, agurk og basilikum.
Japansk indigo og farvevajd er ligeledes vældig spirevilligt, så der bliver trængsel i både have og i drivhus i år.
Men det gør ikke noget.
Vi skal jo ikke ud at rejse.
Selv om det var gået alligevel – vi har dejlige, gode og hjælpsomme naboer.

Næste side »

Blog på WordPress.com.