Hos Mommer

29. august 2015

Hvad er det modsatte af et udfarende liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: ,

Hvad er det modsatte af et udfarende liv? For det er jo ikke et indfarende …
Kors, hvor er vi dog inaktive. Eller … det er vi vel ikke, for vi får da cyklet de dage, hvor regnen ikke står ned i stænger. Vi har også været i haven et par timer i dag. Og der er gjort rent i hele huset, så inaktive, nej, det er vi ikke, men vi får ikke rigtig oplevet noget; det er virkelig agurketid både i livet og her på bloggen.
Vi har ikke den samme lyst til at fare afsted i tide og utide og se en masse, som da vi boede i rækkehuset; vi vil hellere blive i Den Stråtækte og nyde livet, huset og udsigten.
Du godeste, hvor jeg føler mig gammel, når jeg kan skrive – og mene – sådan noget … mig som altid er gået ind for, at vi skal UD, UD, UD – vi skal ikke bare sidde her og gro fast, vi skal opleve noget, vi skal ikke spilde tiden, vi skal …

Ved Offerlunden

Og hvad sker der? Dagens højdepunkt var Offerlunden på Feddet, hvor der er en yderst hyggelig lille plet, hvor man kan sidde og nyde, hvad man end måtte have medbragt. For vores vedkommende var det kun vand, men det bliver nok kaffe eller en frokost næste gang, vi cykler herud.
Bænken står næsten i vandkanten, hvorfra man med enten meget god vilje eller en god zoom kan kigge hjem til Den Stråtækte, som ligger og trykker sig mellem huse, der ser meget større ud, men faktisk slet ikke er det. Det lyder underligt, men ikke desto mindre sandt. Det er os lige præcis i midten.På Feddet (1)

Der er også sket noget andet med mig … hvor jeg før i tiden stornød mit eget selskab, når John havde aften- eller nattevagter, synes jeg i dag slet ikke, at det er dejligt at være alene hjemme. Det skal på ingen måde forveksles med at være bange for det, bare at jeg har det bedst, når jeg er sammen med John.
Og det, selv om vi er sammen 24/7! Hvad er det dog med mig? I går tog han til Køge og var væk i bare tre timer, men jeg savnede ham gudhjælpemig!
Hvor er individualisten Ellen blevet af? Forsvandt hun med lønmodtageren Ellen?
Det er selvfølgelig ikke en dødssynd, John synes det er både sødt og sjovt og har det i øvrigt på samme måde, men det er da underligt, at jeg ikke engang kan nyde tre timer med mig selv. Vi går ikke og holder i hånd hele tiden, naturligvis, men bare det at vide, at han er her … jeg tør overhovedet ikke tænke den tanke, at jeg en dag skulle blive enke – problemet er, at John heller ikke bryder sig spor om tanken om at blive enkemand. Jeg ved ikke helt, hvordan vi til sin tid får løst dette, for kollektivt selvmord er nok også udelukket.
Nå. Der er forhåbentlig en del år endnu, inden det bliver aktuelt, men alene det, at tanken overhovedet kan dukke op, er lidt skræmmende …

28. august 2015

I samarbejde med en psykolog …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: ,

Inden sommerferien var der en kommentartråd et sted, jeg husker ikke hvor, om at det kunne være hyggeligt med et blogtræf.
Det var meget moderne en overgang og fandt sted flere gange om året, men medmindre man bevidst holder mig ude, gider folk vist ikke rigtig mere at mødes med andre bloggere, for det er længe siden, jeg har hørt om et træf, der ikke har været rent privat.
En af deltagerne i omtalte tråd var Jørgen Carlsen, som jeg for nylig kontaktede for at høre, om han kunne være interesseret i at arrangere et træf ved Vemmetofte, som han har stor viden om, da han er født i Det Gamle Apotek i Vemmetofte og hans forældre begge arbejdede på Vemmetofte Kloster.

Map picture

Det var Jørgen heldigvis interesseret i, og derfor har vi arrangeret et blogtræf
søndag d. 27. september kl. 12:30 med følgende program:

  • Vi mødes ved parkeringspladsen ved Vemmetofte Strandskov. Koordinater til gps:
    image
  • Spadseretur langs stranden hen til Musestenen og tilbage til bilerne – omkring 1,7 km
  • Kørsel til Vemmetofte Kloster
  • Vi går igennem parken, ser kirkegården og går forbi Prins Carls plankeværk; en tur på omkring 1,5 km – Jørgen fortæller undervejs …
  • Kørsel (ca. kl. 14:30) til Den Stråtækte, hvor John og jeg vil servere en kopkaf og et stykke kage.
    Her kan folk blive så længe de lyster – vi giver dog ikke aftensmad …

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!
Erfaringsmæssigt plejer der ikke at være det helt store opbud til blogtræf, men skulle der mod forventning komme så mange, at Den Stråtækte bliver for lille, bliver kaffeindtagelsesstedet forlagt til Præstø Havn, formentlig Café Mocc@.
Igen afhængigt af deltagerantallet vil Jørgen forsøge, bemærk stregen under forsøge, at få arrangeret en rundvisning på klostret, men regn som udgangspunkt ikke med, at dette bliver til noget – tag det i stedet som en positiv overraskelse, hvis det sker.

I melder jer til ved at give besked via en kommentar. Vi har ikke tænkt os at være mere strikse, end at vi byder ikke-bloggende ægtefæller velkomne.
Af hensyn til de ovennævnte forbehold kan man desværre ikke bare møde op på dagen. Vi er nødt til at vide – og gerne i god tid – hvor mange vi bliver.

27. august 2015

På en regnvejrsdag …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:40
Tags:

Augustmorgen 2015 (1)Bortset fra en ganske nydelig solopgang, har det indtil nu været nærmest efterår … solen forsvandt snart fuldstændig bag runge regnvejrsskyer, som først nu så småt er begyndt at få en lidt lysere nuance.
Hvad gør man så?
Man går ud og får de sørgeligt få blommer hevet ned fra træet. 14! Sidste år var der flere kilo, men jeg synes ikke, træet har det helt godt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det til at få det bedre.
De 14 blev til 285 gram i udstenet tilstand, så der kunne lige blive til et enkelt glas syltede blommer i rom. Det er supergodt til fx en god vaniljeis, og lidt har også ret.

Mangochutneyen forleden dag blev også virkelig god – selv John stod og sagde uhhhmmmm, da han prøvesmagte – det skal der ellers meget til, for han er bestemt ikke en mand af store ord og med store armbevægelser. Som regel bliver det bare til et “jaja, det er da udmærket”. Så kan man selv bestemme, om det var en succes eller ej …
Jeg fandt, som så ofte før, en masse forskellige opskrifter frem og blandede dem sammen. I dette tilfælde endte jeg med fire, som lignede hinanden lidt, men ikke helt. I én skulle der limeskal og -saft i; i en anden frø fra kardemommekapsler … jeg tog samtlige ingredienser fra de fire opskrifter, undtagen kanel, som jeg har det meget svært med i mad. Det kan lige gå an i kager med æbler, men ellers bryder jeg mig slet ikke om det. Den allerførste chutney jeg lavede, var der kanel i, og jeg endte med at forære den væk – det pokkers kanel ødelagde hele smagsoplevelsen for mig.
Så altså, ingen kanel, men en masse andre gode sager. Usch, hvor den blev god. Af bare to mangofrugter blev der en pæn portion, og skulle vi (for) hurtigt løbe tør, kan man få mango hele året … helt rart, faktisk, at ikke alt er sæsonbetinget, selv om det bestemt også er en del af charmen.

P1080063

Hakket rød peberfrugt, løg, citronchili, hvidløg, ingefær, rosiner, lime, forårsløg og … mango, selvfølgelig. Af krydderier var der karry, salt, kardemommefrø og peber. Krydderierne ristes i olie, derefter kommes det på bakken til venstre i og svitses lidt med; så kommes resten i og koges godt igennem med lidt æbleeddike, vand, limesaften og agavesirup som sødemiddel. Man kan sikkert søde med hvad som helst, men inde i mit hoved (nej, ikke ‘hovede’) passer mango og agave så overmåde fint sammen.

P1080065P1080079

Det er de syltede blommer med rom i glasset helt til venstre – bare hvis I skulle undre jer over det anderledes udseende.

26. august 2015

Hvornår er man opfinder?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:54
Tags: ,

Nu syntes jeg lige, at jeg var så smart, og så viser det sig, at jeg ikke er den første, der har tænkt i de baner.
Det var jeg nu nok godt klar over inderst inde … men jeg havde stadig ikke læst mig til fremgangsmåden.
Hvis flere finder ud af samme løsningsmodel eller flere tænker de samme nye tanker, hvem er så opfinderen? Det er vedkommende, der først tager patent. Den enes gode ide kan være lige så genial som den andens som den tredjes osv., men det tæller ikke rigtigt, før resten af verden også ved det.
På mit arbejde skulle vi i forsknings- og udviklingsafdelingerne i mange år følge et regelsæt, der hed First to Invent.
ALT skulle dokumenteres mht. tidspunkt for udførelse, og det på en måde, så der ikke senere kunne manipuleres med bevismatierialet i forbindelse med påstande eller retssager om, at man var før med et eller andet, end man i virkeligheden var.
Det var naturligvis af hensyn til patentering. Hvis to firmaer eller personer indsendte patentansøgning om den samme ting, gjaldt det om at kunne bevise, hvem der kom først.
First to Invent blev dog, umiddelbart inden jeg jobstoppede, afløst af First to File (in a first-to-file system, the right to the grant of a patent for a given invention lies with the first person to file a patent application for protection of that invention, regardless of the date of actual invention), så nu er det ligemeget, om man er i stand til at bevise, at man var den første med den geniale ide.
Selvfølgelig er det hele mere komplekst end denne ultrakorte beskrivelse, men i hovedtrækkene er det korrekt.

P1080055  P1080056

Jeg var ikke den første til at opfinde ryst-de-frosne-bær-metoden, men selv om det havde været således, ville jeg alligevel ikke søge patent på fremgangsmåden. I stedet ville jeg skynde mig at skrive det på min blog, så flere kunne få gavn af opdagelsen.
Mange steder står der, at man skal fryse grenene med bær – intet nyt i det. Derefter er metoderne lidt forskellige. Nogle siger, at man skal tage en gaffel og vride de frosne bær af ved hjælp af den, men det er utrolig bøvlet, synes jeg.
Andre siger, at man kan nulre de frosne bær af, men det besværliggøres af de mange og skarpe torne på grenene – og det er s….koldt for fingrene.
“Bærrene bankes let af efter nedfrysning” … jaja, men så har man da også bær i hele køkkenet. 
I stedet lagde jeg nogle få grene ad gangen i en plastbeholder, lagde et skærebræt over og rystede kraftigt et par gange eller fire.
Det var nok og det var effektivt! Der røg nogle blade med af, som måtte sorteres fra med håndkraft, da de ikke flød ovenpå bærrene i et vandbad. Der var kun nogle få bær, der skulle pilles af med fingrene efter den behandling, så det var nemt, hvilket var godt, for det viste sig, at jeg havde fået flere med hjem end jeg havde regnet med – 1950 gram rensede bær blev det til, så der vil komme temmelig meget marmelade ud af det, da jeg blander havtorn med æbler.
Et andet gode ved metoden er, at fordi jeg kun tog små portioner op af fryseren ad gangen, nåede bærrene ikke at tø op, så jeg var fri for at sidde med en masse smattede bær.

25. august 2015

Og jeg troede Læsøsalt var dyrt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

I forbindelse med et andet ærinde i Præstø i dag gik jeg i Menu for at købe et par småting til den mangochutney, jeg besluttede mig for at lave, da jeg så, at mangoer var på tilbud i Brugsen.
Her så jeg et mærke salt, jeg ikke har set før:

P1080052

P1080057Og jeg som troede, at Læsø Sydesalt var dyrt – jeg skrev om det for seks år siden. Det synes jeg stadigvæk, at det er, og jeg bruger stadig ikke Læsø salt, men kommentarerne til indlægget dengang fik mig alligevel til at eksperimentere med forskellige slags salt – og derefter selv lave forskellige slags.
Og indrømmet: Selv uden alt muligt tilsat er flagesalt anderledes (og lidt bedre) end det salt, vi putter i for at salte pasta- eller kartoffelkogevandet. Synes jeg. John er ikke enig, og vi kører derfor med et lille udvalg af forskellige salte til at putte på maden.
Jeg købte ikke det der natrium i kloridende [potens].
De kan ikke engang skrive det rigtigt. Det er såmænd nok bevidst forkert af hensyn til det grafiske indtryk, men som arbejdsmiljøskadet kan jeg bedst lide, når tingene står rigtigt, således at der i dette tilfælde bør stå NaCl og ikke NaCl.
Når noget står løftet, er det ofte tal, og så betyder det i en eller anden potens. 210 betyder to i tiende (som er 1024).
Men altså … salt til 570 kroner kiloet. Læsø Sydesalt koster ‘kun’ 264 kroner kiloet – en god del under det halve. Jeg har som sagt kapituleret mht. at salt ikke altid bare er salt, men jeg vil stadig ikke være til grin, og det ville jeg føle mig, hvis jeg købte det der natrium i kloridende. Maldon salt er glimrende.

Jeg ville ellers have skrevet om alle mine havtorn og den smarte metode, jeg undervejs udviklede til at få bærrene af grenene med, men det må vente til i morgen. Det passer ikke ind i dagens brokkestil …

24. august 2015

Havtorn galore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: ,

Havtorn (1)Det har været et værre uvejr i nat og i morges. Tordenen vækkede mig lidt i syv, så jeg lå i sengen i 1½ time med min iPad og nød tordenvejret samtidig med, at jeg spillede Ruzzle eller lagde et par puslespil.
Ved nitiden klarede det lidt op, og John og jeg blev enige om, at det så var nu, vi kørte op for at skære havtorn – for havtorn skærer man nemlig, man plukker dem ikke. De afskårne grene lægges i fryseren, fordi bærrene i frossen tilstand bliver, om ikke nemme, så dog nemmere, at få af grenene. Man skal ikke have dårlig samvittighed over at skære i buskene – i hvert fald ikke på det sted i nærheden af transportcentret i Tåstrup, som jeg fandt for tre år siden. Der er bogstavelig talt tonsvis af havtorn, og jeg har ikke taget mere end det viste. Jeg stod på ét sted og fyldte den ene kurv – jeg rykkede mig ikke et skridt, og man skulle kigge godt efter for at se, at der overhovedet var taget noget. John stod på den anden side af vejen og flyttede sig heller ikke for at fylde sin kurv.

Der bliver rigeligt med havtornmarmelade af denne mængde bær, da jeg blander det op med æble. Ikke kun for at strække bærrene, men også fordi jeg synes, at ren havtorn er lige en tand for karakteristisk i smagen til mig; den skal blødes lidt op.
Jeg havde ellers ikke tænkt mig at lave noget i år, for det er så besværligt.
Jeg skulle blive klogere … for da jeg åbnede et glas, mens englænderne var her, spurgte Charlotte om jeg havde mere.
– Næhhh, det har jeg ikke, dette er det sidste glas …
– Ih, du laver en ny portion, ikke? Jeg elsker simpelthen den marmelade. Den lavede du da ikke, da jeg var barn? Det er mine yndlingsmarmelader, denne og hyben. Jeg håber søreme, du vil lave begge dele i år? Der er bare ikke noget bedre end det danske morgenbord med rigtig ost og med dine marmelader. Og tebirkes, ikke at forglemme … jeg glæder mig altid til det i flere uger, inden vi kommer.

Havtorn

Med smiger kommer man langt, så I kan sikkert gætte jer til resten. Hvad gør man ikke for sit barn? Hybenmarmeladen er allerede lavet, og nu er der også snart en ny batch havtorn/æblemarmelade.
Hvorfor er det lige de to allermest besværlige, barnet er vild så med? Det er da godt, at Annas yndlingsmarmelade er jordbær, og at Aubreys fra og med i år er stikkelsbærmarmelade. Alle holder dog af hindbærmarmeladen, jeg lavede, da jeg var derovre i ferien … undtagen John. Han tror kun, han kan lide jordbærmarmelade … men det, at der er forskellige favoritter bevirker, at der ikke skal laves så meget af hver enkelt slags.

23. august 2015

Find Fem Fejl. Is og nye Kajkager. Agurketid …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:36
Tags: ,

Man kan vist godt finde i alt fem fejl på disse to skilte fra BonBon-Land.
Apostroffen er vi vel efterhånden helt vant til (nej, ikke helt. Ikke for mit vedkommende – jeg vænner mig aldrig til dem), men kø-skiltet er mildt sagt alternativt, hvad tegnsætning angår. Hvis man ser det som en sætning, er det endnu tydeligere: NÅR DER ER KØ..! BLIVER BÅDENE,-FYLDT OP.
Sikke noget sludder. Og så passede det i øvrigt ikke. Der var lang kø, men bådene blev ikke fyldt op.

P1070795P1070729

Ishytten på Præstø havn er sikkert fuldstændig uimodståelig for isentusiaster – ikke for mig, men den anden halvdel af ægteparret Nielsen skulle da lige prøve. Det var svært at vælge, tror jeg.

Ishytten Præstø

Og så er der fundet nye Kajkager – i Dalby Superbrugs. Nogle ret så skel- eller vindøjede herrer.

DalbySuperbrugsDalbySuperbrugs (1)

Agurketiden … jo, noget skulle jeg jo finde på i dag, og den har været så begivenhedsløs, som tænkes kan. Grå, blæsende og trist.

22. august 2015

Når man ser en edderkop i et fugletårn, er det så en fugleedderkop?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

I dag skulle det være. Vi ville ud til fugletårnet på sydspidsen af Feddet. De sidste fire kilometer dertil må man ikke køre i bil, medmindre man bor på Fedgården eller i et af de tilliggende huse, men man må gerne cykle derud. Og gå, naturligvis, men det var ikke i spil for os. Vi cyklede – ikke kun de fire km, men også de cirka ni til Feddet camping, hvorfra bilforbuddet starter.
Inklusive en lille omvej, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at læse skilte, kom vi op på 28 km i dag. Benene har det udmærket, men bagdelen er blevet noget øm, desværre. Den bliver vel hærdet på et tidspunkt …

På Feddet (6)En fugleedderkop?

Når man ser en edderkop i et fugletårn, må man vel kunne kalde den for en fugleedderkop … den kan blive stor nok til det, hvis man klikker på billedet.
Inde i tårnet var der en havørn, en gås og en vandrefalk (tror jeg nok); alle udskårede i træ og i naturlig størrelse.
Æggene må dog være dinosauræg, hvis de skal forestille at være naturlig størrelse.

På Feddet (8)På Feddet (9)

Der var også lagt to forskellige brochurer til os inde i tårnet – en naturvejledning og en naturvildledning. Anden beskrivelse har jeg ikke for det, når der under en af illustrationerne står således:

Naturvildledning

Lidt temmelig pinlig fejl, skulle jeg mene …

Vi kom forbi et sted, hvor der på få kvadratmeter var over hundrede admiraler. Sommerfugle, altså … også nogle få dagpåfugleøjer og kålsommerfugle, men helt dominerende var admiralerne – et meget fascinerende skue at se så mange samlet på ét sted.
Hvorfor der så ingen var i tilsvarende grupper af de samme blomster, har jeg ikke en fornuftig forklaring på – de var der kun dette ene sted.

Admiral (2)Admiral (6)

Og nu må jeg atter en gang appellere til jer kloge læsere: Hvad er det for en blomst/plante, de sidder på, alle de admiraler? Jeg har den i haven (hvor det dog nok skal opfattes som ukrudt, der har forvildet sig ind, men indtil videre får den lov at stå), den står i massevis nede i sivene ved fjorden og her var det midt på Feddet.
Jeg har billedgooglet og jeg har kigget i min flora, men begge dele forgæves, så nu forlader jeg mig på hjælp fra jer.

21. august 2015

En cykelprøve?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Dagens cykeltur gik ad nye veje. Det vil sige gamle veje, men forholdsvis nye for os. Vi har kørt ad dem i bil nogle få gange, men i dag skulle det være på cykel, for det første fordi det var pragtfuldt vejr og for det andet fordi mange af vejene omkring os ikke er bredere end cykelstierne er andre steder i landet. Vi blev sat fuldstændig tilbage til barndommens land på turen – på den go’e måde, vel at mærke. Der blev høstet alle vegne, og hele verden duftede af mejetærskning og halm og høststøv. Herligt, herligt, herligt.

P1070976

Vi havde vejen stort set for os selv, så vi kørte ved siden af hinanden og fyldte det hele. Det var en skøn tur.

Vejnavnene var heller ikke uden evner. Hvad mener I om Ny Prøvevej? Den fik vi spundet en ende over … ny prøve af hvad? Eller på hvad? Vores udholdenhed? Ved siden af stod et skilt, der gjorde opmærksom på, at vejen hverken bliver saltet eller ryddet om vinteren, så der kan den sikkert sagtens gå hen at blive noget af en prøvelse. Vi kørte også på Hovskovvej. Hovskoven?? Der hvor hun blev gravid ved et uheld?

P1070974P1070975

Det er Bækkeskov gods og dermed Peter Zobel, der ejer det meste af jorden og skoven her, men i dag gik der en mand og arbejdede ved et hus, som vi troede var ubeboet. Det havde det godt nok ikke været siden maj, men der har længere end fra maj hængt nogle mærkelige, hvide gardiner, som vi har undret os en del over, hvilket jeg fortalte manden. Det viste sig, at han havde købt huset af Zobel, som ellers købte det så sent som i 2013 – men det var vist mest for den tilhørende jords (og dermed jagts) skyld. Gardinerne var manden (og konen, som kom til, fordi hun selvfølgelig blev nysgerrig) helt enige i var ret underlige, fordi man kunne rent faktisk se ind, især når man bevægede sig rundt, mens man stort set ikke kunne se ud … de skulle skiftes, men i det hele taget var huset noget af et projekt, sagde han.
Den mand var yderst snakkesalig; vi var nær aldrig kommet op på cyklerne igen, for udover at stille vores nysgerrighed mht. huset, fik vi hele hans livshistorie: hans tidligere ægteskab, forholdet til faderen, hvordan han havde brudt med sin storebror, hans 60-70-timers arbejdsuge, hans blodprop og meget, meget mere. Han manglede simpelthen bare at informere os om, hvor tit han gik i seng med sin kone, men det var såmænd nok også kommet, hvis ikke vi efter et kvarter helt trætte i ørerne sagde, at nu måtte vi søreme også se at komme videre …

Sådan er det (også) at bo langt ude på landet.

20. august 2015

En formue og en underlig svamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:29
Tags: ,

Der er en del, der har grinet af de penge, som 900.000 danskere har fået tilbage i skat. Det har vi såmænd også selv, men forestil jer, at pengene ikke var blevet udbetalt: Så havde medierne haft skrigende travlt med at anklage SKAT/regeringen/den forrige regering for at snyde “knapt 1 million danskere” for deres retmæssige penge. Stor historie, der kunne have været kørt i dagevis her midt i agurketiden.
John fik 20 kroner. Jeg har ikke fået noget, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg har også betalt til en sundhedsforsikring fra 2004-2012.
Nå. Jeg overlever vel, selv om det må være (endnu en) fejl, for selvfølgelig har det hele tiden kunne mærkes, at jeg gennem otte år har fået vel omkring en krone mindre udbetalt om måneden – jeg vidste bare ikke hvorfor økonomien ikke holdt – at jeg i virkeligheden blev snydt af det officielle Danmark! 
I går kunne man sms’e ind til P4 og fortælle, hvad man ville bruge pengene til. Jeg foreslog John, at han skrev, at han først skulle tale med sin formuerådgiver, inden han besluttede sig, men kunne ikke komme til det, fordi hun hele tiden var optaget af andre, der også havde fået skattepenge tilbage, og køen var lang …

Svamp i HollænderskovenSvamp i Hollænderskoven (1)

Da vi cyklede en tur gennem Hollænderskoven i dag, var der ikke mange svampe at se. Jeg gætter på, at det er for tørt, men pludselig så jeg denne lige ved siden af cykelstien. Den var 25-30 cm høj og lidt lysere end svovlgul. Jeg har aldrig set sådan en fætter før og er spændt på, om jeg har bestemt den korrekt.
Da jeg billedgooglede “gule svampe”, kom der, udover masser af billeder af kantareller, guldgafler og andre gule skovsvampe, mangt og meget totalt unyttigt og uvedkommende op, såsom natursvampe (dem, man vasker sig med), grydesvampe, en badeand, to kopulerende (sorte!?) biller, et par ulækre tånegle og nogle belagte tunger. En mere specifik søgning “gule poresvampe” gav noget mere brugbart, og jeg er kommet frem til, at dette må være en svovlporesvamp, men er ikke sikker, da den ser mig noget atypisk ud. Jeg smider senere billedet på FB’s Svampeatlas, som sikkert vil kunne være behjælpelige med det rigtige svar.
Bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg ved, at, uanset om det er en svovlporesvamp eller en anden, så er det ikke en, jeg vil spise.

19. august 2015

Jeg ville nok ikke kunne blive EU-godkendt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: ,

De fleste husker sikkert EU-polemikken om agurkernes krumning.
At det hele viste sig overvejende at være en and, en misforståelse, en rigtig god historie, som var ikke bare vand, men champagne på EU-modstandernes mølle, og at EU – dengang EF – faktisk ikke som sådan lovgav om agurkernes krumning, er noget helt andet … det var nemlig danskerne selv, der fandt på det længe, længe før, EU var så meget som en fjern ide – her er en interessant historie om historien – og helt ved siden af var det jo alligevel ikke alt sammen, for man inddelte dem i klasser, og ingen ville åbenbart købe andet end klasse 1.
Men lad os nu bare for sjov forudsætte, at krumme agurker stadig pr. definiton er en absolut sekundavare …

P1070926P1070929P1070931

… så ville jeg aldrig kunne komme af med disse eksemplarer. Som det ses på nederste billede, har jeg dog også agurker, der ikke er oppe på at krumme mere end 10 mm pr. 10 cm, så alt håb er ikke ude endnu.
Det var sandelig godt, jeg kun købte én plante. I går tog jeg to store agurker ind; lige nu hænger der fire, der burde tages nu, og 16, der er i forskellige børne- og ungdomsstadier, og som bliver voksne inden for den næste 1½ uges tid. I aftes lavede jeg en stor portion tzatziki, som vi begge to heldigvis holder meget af. Man kunne i princippet vel også lave masser af agurkesalat (som er et kæmpehit, når jeg laver det til familiesammenkomsterne, fordi de alle tror, det er så skrækkelig besværligt at lave, at de aldrig selv gør det), men jeg synes det bliver lidt underligt af at blive gemt på glas. Er der nogen, der ved, hvordan det kan gøres, så det holder sig pænere? Eller har forslag til, hvordan man spiser sig igennem et ton agurker uden at blive kvalt i dem?

P1070927

18. august 2015

Det er svært at indrømme en fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:27
Tags: ,

30. juli:
Da vi købte de hvide havemøbler i Havemøbelshoppen, var det et tilbud, jeg så på nettet, vi kørte efter.
Det viste sig, at de kun havde bordet og bænken tilbage på lageret; hvis vi ville have stole med, var vi nødt til at købe nogle af de andensorterings, de havde stående et andet sted i butikken.
Vi kiggede på dem og blev enige om, at vi godt kunne bruge to af dem.
Nu skulle vi til at handle, syntes jeg, for tilbuddet gik på bord, bænk og to stole – fejlfrie, naturligvis – så hvordan skulle vi nu lige få det på plads?
Da jeg kom med et prisforslag, blev han helt vred i sin stemmeføring, da han gjorde mig opmærksom på, at de sandelig ikke forærede deres varer væk her i butikken; de skulle også leve, og det var i forvejen et godt tilbud.
Hovhov, tænkte jeg – har du aldrig prøvet at forhandle en pris før? Du behøver da ikke at blive vred på mig …
Dette sagde jeg ikke højt; i stedet sagde jeg, at så kunne han jo komme med et forslag. Det gjorde han – jeg var ikke enig, og det endte med, at jeg fik de fem dele for 2700 kroner (vejl. udsalgspris for førstesortering er ca. 6000 kr). Min pris ville jeg ellers ikke have fortalt her på bloggen, men resten giver ikke helt mening uden at kende den.
Det var stadig et godt tilbud, og man skal kigge godt efter på stolene for at finde grunden til, at de ikke kunne sælge dem til fuld pris.
Men. Jeg var uopmærksom et kort øjeblik, da jeg skulle betale og opdagede et mikrosekund for sent, at jeg havde accepteret en sum af 4733 kroner.
Det gjorde jeg naturligvis opmærksom på og sagde, at han måtte føre pengene tilbage, og så måtte vi tage betalingen en gang til.
Det kunne kan ikke finde ud af. Hvad han sagde var følgende (i et bebrejdende, “Lille-De-tonefald”):
”Jeg er jo nødt til at tage den fulde pris for møblerne. Det skal jeg gøre. Rabatten fører systemet selv tilbage på din konto.”
Det var noget værre sludder – jeg fortalte ham, at den fremgangsmåde har jeg aldrig hørt om før. Jeg skal betale prisen med rabatten fratrukket. Punktum. Ikke noget med penge frem og tilbage – deres interne regnskab skal min bankkonto ikke blandes ind i.
Jeg skal skåne jer for hele vores lange diskussion, men han holdt stædigt på sit og sagde, at jeg skulle gå hjem og tjekke min bankkonto, for han ville godt vædde på, at de 2033 kroner var returneret til den. Jeg fik ham dog til at notere på deres kopi af bonen, hvad jeg dikterede til ham.

imageDer var selvfølgelig ikke ført penge retur. Den 10. august ringede jeg og gjorde opmærksom på det. “Lars er her igen i morgen. Kan du ringe igen dér?”
Dagen efter indrømmede Lars modstræbende, at han vist var kommet til at taste mit postnummer ind som beløb, og at han ikke vidste, hvordan han skulle redde situationen, “men i morgen er vores bogholder der. Kan du ikke ringe i morgen?”
Hrmpf. 11. august bad Lars om mit kontonummer og lovede at få pengene ført retur samme dag.
Der skete ikke en pind …

14. august sendte jeg en noget vrissen mail til Havemøbelshoppen, hvor jeg beskrev forløbet, og samme aften kom der mail fra selveste direktøren … han beklagede “alt dette rod” og lovede at få overført pengene til mig straks næste dag.
Jeg takkede og svarede, at så droppede jeg alligevel ikke hans butik – især ikke, hvis vi kunne finde ud af noget med nogle hvide polyrattanstole.
Vi har to, og Tim faldt pladask for dem – han mente de ville passe perfekt i deres engelske have.
Jeg fik et ganske godt tilbud på to stole med hynder “som kompensation for mit bøvl”.
Nu har vi jule-/fødselsdagsgave til Tim.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

17. august 2015

Nu sparker de hvide heste

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

Sikke dog et blæsevejr. Ifølge DMI og lokalvejret blæser det ikke mere, end det gjorde i fredags, men det tror jeg ikke helt på, og John har desværre endnu ikke fået monteret den flotte vejrstation, han fik i fødselsdagsgave. Nu har han givet sig selv den opgave at gøre det i morgen, for vi er nødt til at kunne lave vores egen, ikke vejrudsigt, men vejrrapport. De siger godt nok 18 m/s i stødene, men jeg tror, det er mere end 12 m/s i middelvinden.
Skummet på bølgerne er i skrivende stund endnu mere fremtrædende end på billedet herunder. Det er ikke blonder mere – det er snarere nogle ret vilde, hvide heste. Både John og jeg har flere gange i dag tænkt på vores mange efterårsferier ved Vesterhavet – det har lydt præcis, som når vi sad i firmasommerhuset Ty Te Mile og hørte den kraftige vind suse omkring os. Smadderhyggeligt, syntes vi dengang og synes vi nu – måske bortset fra, at vi er midt i august, men hyggeligt er det nu stadig.
Vinden kommer stadig fra stik øst, så vi har fået højvande – den højeste vandstand, vi indtil videre har set, men der er overhovedet ingen grund til bekymring, hvad vores hus angår. Det ville også have forbavset os såre – nu har det stået siden 1780, så det er nok ikke den første østenstorm, det har oplevet. Og overlevet.

Højvande

Men forskel er der – se blot på det idylliske kajak-søsætningsbillede herunder – disse to billeder er taget fra samme sted.

P1070680

Vi er dog stadig et godt stykke fra de store tidevandsforskelle i Sydengland og Nordfrankrig, for slet ikke at tale om ovre på Canadas yderliggende østkyster, hvor vi kan komme op på 16 meters fra maximum til minimum, men for lille Præstøfjord er det nu en pænt synlig forskel.
Så lavt som herunder har vi også set det. Stadig samme motiv, men i en lidt anden vinkel:

Nogen har taget vandet i fjorden (7)

Vindruechutney

Jeg ville bruge nogle af alle vores vindruer til noget fornuftigt, så jeg har lavet vindruechutney. Jeg synes portionen lød lige lille nok, så jeg lavede 1½ portion. Jeg ville heller ikke lave for meget, for klog af skade er man jo efterhånden blevet. Jeg er nemlig tilbøjelig til at lave alt for store portioner – det kan man jo lige så godt, når man er i gang, for arbejdet er næsten det samme, uanset portionsstørrelsen.
Jeg havde dog ikke regnet med, at 1½ portion var SÅ lidt – det fyldte ikke engang det glas, jeg troede, jeg skulle fylde; dvs. at der ikke engang var en liter. Dammit – jeg havde jo druer nok, så jeg skulle have lavet dobbelt portion. jeg laver nok en mere i morgen – så kan der blive et par glas til at tage med som værtindegaver – vindruechutney skulle efter sigende være rigtig godt til oste, men kan også bruges som tilbehør til kød; ganske som alle andre chutneyer.

Ellers har jeg næsten spist mig igennem alle vores druer – jeg spiser og spiser og spiser – regner ikke med, at man kan spise for mange, og de smager simpelthen bare eventyrlig godt. 

16. august 2015

Hold jer væk fra Sandstrøm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

imageForleden skrev jeg om, at jeg havde spildt vand i mit keyboard og købte et nyt, som jeg måtte bytte igen.
Jeg ville have haft et andet mærke, men hvis jeg ville have et lille og kompakt keyboard – og det ville jeg – hos Elgiganten, var jeg nødt til at købe det eneste tilgængelige mærke, nemlig Sandstrøm. De førte også Logitech, men de var alle for store til mig.
Jeg pakkede det ikke ud, før vi var kommet hjem fra Sverige, så først der opdagede jeg, at USB-dimsen manglede. Det er en såkaldt nano-receiver, som er så lille, at man ikke behøver at fjerne den fra pc’en under transport.
Men altså ikke så lille, at den er usynlig … den lå ikke på den dertil indrettede plads ved siden af batterierne – den var der simpelthen ikke.
Nu var jeg grundigt træt af Sandstrøm, og lørdag morgen gik turen igen de 20 km til Elgiganten i Næstved. 80 kilometers kørsel har fabriksnye, men defekte keyboards foreløbig kostet mig. Grrr.
Denne gang forlangte jeg pengene tilbage. Sandstrøm får ikke en chance til hos mig. Ikke på vilkår.
Jeg gik ind til Computer City umiddelbart ved siden af Elgiganten, og minsanten om ikke de der havde samme mærke som det keyboard, jeg fik vandet, nemlig rapoo, som er et godt og forholdsvis lydløst keyboard.
imageNu sidder Insert/ScrLk og Delete-knapperne også rigtigt i forhold til hinanden igen. De sidder begge lige over Backspace-knappen, men havde byttet plads hos Sandstrøm, hvilket var temmelig irriterende.
Jeg ved ikke, hvilke erfaringer I måtte have med Sandstrøm, men jeg kan i hvert fald ikke anbefale mærket. Logitech har gode varer, men jeg vil ikke have så stort et keyboard, som jeg var vant til på arbejdet – hjemme har jeg ikke så stort et skrivebord.
Og rapoo virker – jeg skriver på det nu, og jeg er glad.

Lige som jeg er glad for, at jeg har fået strøget alle seks duge fra fødselsdagen. Glorien var så stor, at den næsten ikke kunne kunne komme gennem døren … i mine noget yngre dage lagde jeg som oftest bare dugene ind i skabet efter vask, men jeg har efterhånden bandet lidt for mange gange over, at jeg også skal nå at stryge dugen oven i alle de andre forberedelser, der altid er, når man skal have gæster, så nu bliver strygetøj strøget inden påpladslægning. Måske en selvfølge for de fleste af jer, men ikke for mig, som aldrig har kunnet fordrage at stryge, så jeg har altid haft masser af dårlige undskyldninger for at udskyde det.
Det er dog blevet meget hyggeligere at stryge her i Den Stråtækte, hvor jeg kan stå og nyde udsigten over fjorden og ikke bare står og glor ind i en væg, som jeg gjorde i rækkehuset, fordi jeg ikke gad flytte strygebrættet ned fra syværelset på første sal.

15. august 2015

Jernheste og hvide heste

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: ,

På trods af den stride blæst var det en hyggelig 14-kilometers tur, vi cyklede i går. Desværre kom der ikke en eneste motorcykel, som vi kunne genere. Vi havde ellers aftalt, at hvis der nærmede sig en i for stor fart, ville vi sprede feltet og fylde heeele vejen.
Sådan er det altid … vi var ellers rørende enige om, at de motorcyklister så vi meget gerne forsvinde fra vores vej. Kun dem, der kører for stærkt, selvfølgelig – de andre er velkomne.

Uofficiel indvielse af 2-1-vejenUofficiel indvielse af 2-1-vejen (1)

Vi mødtes ved rastepladsen og satte kursen nordover. Vinden kom fra nordøst, så vores jernheste lå i skarp konkurrence med de hvide heste (eller blonderne, som jeg i går lærte, at nogle kalder dem) ude på fjorden.
John og jeg var de eneste med elcykler, så vi syntes, det gik enormt langsomt og kom da også til at overhale de fleste. Ret fedt, faktisk, og vi fik slet ingen hånlige kommentarer med på vejen. Vinden mærkede vi næsten ikke – vi er SÅ glade for, at Eric fik os lokket til at købe elcykler.

Uofficiel indvielse af 2-1-vejen (3)Uofficiel indvielse af 2-1-vejen (5)

image

Cirka halvvejs på ruten dukker Den Stråtækte op, og efter at have nået [rød] vejs ende og igen vendt næserne den anden vej, gik turen – denne gang med en noget mere samarbejdsvenlig vind – mod Marjatta-afdelingen i Bredeshave, hvor VisitDenmark havde sponseret lidt mad til os. VisitDenmark har haft en stor finger med i spillet for at få gennemtrumfet at skabe bedre forhold for cyklisterne på denne strækning, som er en del af cykelruten København-Berlin.
Vi var mange, der talte om de irriterende motorcyklister, og da det viste sig, at jeg sad ved siden af en rerpæsentant for Faxe Kommune, spurgte jeg ham, hvad man kunne gøre.
”Du bestiller bare en færdselskontrol gennem politiets hjemmeside.”
Du godeste – er det så nemt? Men det er det. Bare et klik væk.

Da jeg googlede lidt rundt på VisitDanmarks sider, kom jeg bl.a. ind på deres brochuredownloadside og faldt over nedenstående forside til et tysksproget magasin.
Du godeste, siger jeg igen – er det nødvendigt at give de stakkels turister sådan et indtryk af Danmark? Eller kan sådan et billede virkelig lokke turister til? Men okay – det er nok en lidt speciel målgruppe dette magasin har; jvf. punkt. 4 “Hafenfeste & Erotik” …
Se bare hans hals’ overgang til skuldrene – adddr, siger jeg bare. Jeg kan skam godt lide bredskuldrede mænd – har selv en af slagsen, men bodybuildere synes jeg er direkte ulækre. Har I nogensinde prøvet at billedgoogle bodybuilder? Jeg får kvalme … så er gutten herunder ikke engang slem i sammenligning – nogle af dem på billedgooglingen vil jeg helst ikke tro er ægte; de virker fuldkommen groteske i deres proportioner.

image

14. august 2015

Hvad hedder “white horses” på dansk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Jeg ved naturligvis godt, hvad white horses betyder, men hvad kalder man det på dansk, når vandet viser tænder? Når der kommer små eller større skumtoppe på bølgerne? Jeg har hørt en (men kun én) kalde det for kattepoter, men kender ellers ingen anden betegnelse end at ‘havet viser tænder’. Har vi en mere poetisk betegnelse for det, på linje med de hvide heste, som Tim kaldte fænomenet, da han var her?

P1070903

Det blæser 12 sekundmeter, og vi skal ud og cykle lige om lidt! Med den vind ville jeg normalt holde mig fra at cykle, men ‘man’ har inviteret beboerne langs strækningen, samt “berørte politikere”, til på en uformel måde at indvie den røde vej eller 2÷1-vej, som vi har fået langs fjorden på en strækning af 7,2 km.
Vi er meget glade for vejen, som har fået mange lastbiler til at vælge anden rute og førerne af personbiler til at køre mere forsigtigt og tage mere hensyn til cyklisterne – selv om mange af bilisterne har ret svært ved, trods tydelig og hyppig skiltning, at finde ud af, hvordan man kører korrekt på en rød vej.
Motorcyklisterne derimod … jeg har sådan en lyst til at ringe til politiet og fortælle, at et par betjente ville kunne tjene deres årsløn hjem i hastighedsbøder, hvis de ligger og lurer ved vores hus et par dage. Over halvdelen af de motorcyklister, der kører her, kører langt over den tilladte hastighed, som varierer mellem 50 og 60 km/t. Virkelig langt over – nogle af dem når jeg dårligt nok at se, inden de er væk igen. Til gengæld kan jeg høre dem meget, meget, meget tydeligt. Mange kører over 100 og nogle af dem kører 150, er jeg sikker på – det er totalt ansvarsløst og komplet sindssygt med alle de cyklister og Marjatta-børn/voksne, som færdes her. Jeg griber mig i at ønske, at sådan nogle idioter kører katastrofalt galt en dag – og at det kun går ud over dem selv, vel at mærke. Beklager. Det er absolut ikke pænt af mig at tænke sådan, men når jeg oplever den slags personager, ville jeg ønske, at motorcykler var forbudt på denne strækning. Og her er der ikke tale om, at de få ødelægger det for de mange; at flertallet kører ordentligt, for det gør flertallet ikke!
Et par af dem har jeg vist min midterste finger pegende lodret op, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de enten ikke nåede at se det, eller at de er ophøjet ligeglade med, hvad fru Nielsen i Den Stråtækte mener om dem …

Nå. I dag fra klokken 17 når en del af os måske at få generet en motorcyklist eller to, når et for mig endnu ukendt antal personer cykler frem og tilbage ad ruten for at ende på Marjatta, som giver “en forfriskning og lidt at spise”. Som sagt ville vi normalt have valgt fra at cykle i den kraftige vind, men det kunne være lidt hyggeligt at deltage, og med vores elcykler i højeste mode overlever vi nok strækningerne i modvind, vil jeg tro.
Og hvis der indfinder sig nogle af de beslutningstagende politikere, kunne jeg måske godt finde på at nævne problemet med motorcyklisterne …

13. august 2015

Alle skovene har det godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

Alle mine svenske skove har det godt.
Da vi ankom, havde det lige været en regnskov. Krukkerne havde det fint; var frodige og rigtblomstrende efter de 16 dage, de har måttet klare sig selv.
Bregneskovene – både den plantede ved garagen og den naturlige med ørnebregnerne lige på den anden side af elhegnet – er nu på deres maksimale størrelser.

August 2015

Tidselskoven synger på sidste vers. Der er stadig et hav af fluer, bier og biller, men stort set ingen sommerfugle.
Latyrusskoven – en meget lille skov – tiltrak til gengæld masser af citronsommerfugle – ét sted sad der seks på én blomsterklase. Jeg nåede at fotoindfange fire på en gang.
Fire sommerfugle med ét klikSvampeskoven har det også udmærket. Både de spiselige og dem, vi helst ikke vil spise. Her en amindelig blækhat, tror jeg. Den spiser vi ikke – vi spiser kun parykblækhatte.
Solbærskoven får lov at være i fred. Jeg bryder mig ikke om solbær og kunne lige nu godt bruge Ditte eller måske en anden, som gad have alle solbærrene, for der er faktisk en del. Bare kom an, hvis det skulle være – vi er her til i morgen tidlig …
Mynteskoven vokser og vokser. Det gør ikke spor; plænen er stor nok til at huse en endog meget stor mynteskov. Sus (en af Die drei Mädchen) er en glad aftager af min myntegele, men jeg glemte at spørge, om hun har spist hele min 2014-produktion, som var forholdsvis stor. Må hellere tage 100 gram med hjem for en sikkerheds skyld.
Hundepersilleskoven (tror jeg nok det er – det ligner hverken vild gulerod eller ditto kørvel) er ved at være bekæmpet på grunden, men skvalderkålskoven lever endnu visse steder – bl.a. i nærheden af solbærbuskene, men kun på bagsiden, som vender ind mod statsskoven, så det er i orden med mig. Gider ikke gøre noget ved dem der, da det kun er solbærplukkere, der nogensinde vil opdage, at der er skvalderkål.
Lige nu ville både John og jeg forfærdelig gerne afsted til Karl Johan-skoven, men skorstensfejeren er endnu ikke kommet. Han er måske gået en tur i det fantastiske svenske sommervejr? Jeg håber så bare, at turen går mod torpet, så han snart dukker op!

12. august 2015

Tankerne flyder og skyerne flyver … væk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:57
Tags: , ,

Hvor føles det som uendelig længe siden, at jeg bare har kunnet sætte mig i en stol ude på terrassen, slappe 100 % af, lade tankerne flyde frit rundt og ikke hele tiden komme til at tænke på et eller andet i forbindelse med et eller andet i forbindelse med i lørdags.
Jeg brugte 1½ time i formiddags på at male skorstensnichen for anden gang. Det var det. Jeg har indtil videre intet andet lavet i dag – andet end en omgang stuvede kantareller til frokost.
Jeg har oven i købet sovet til middag, men det blev vist ikke til så meget. Jeg ville bare så gerne være forholdsvis sikker på ikke at falde i søvn, efter festfyrværkeriet på himlen går i gang ved midnatstide, men jeg er elendig til at sove om dagen, især når jeg har haft en normal og god søvn den foregående nat, hvilket jeg havde. Det går lidt nemmere, hvis man har været til fest …

P1070854

Eftermiddagen er tilbragt på terrassen med en kopkaf og strikketøjet. I starten var det næsten overskyet, men indtil videre har yr.no holdt, hvad de lovede; alle skyerne er nu væk, så vi er nok en del, der ser frem til de første af det næste døgns timer.

imageNu har jeg så småt rigget gæstesengen til, så jeg kan ligge i den absolut mageligste stilling og se stjerneskud. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor den hedder gæstesengen, for der er mest mig, der bruger den … vi skal være mere end 14, der sover heroppe, før den er nødvendig.
Skulle jeg falde i søvn midt i det hele, er det ærgerligt, men trods alt ingen katastrofe, når jeg alligevel har tænkt mig at sove ude hele natten. Hvis bare jeg lægger et militærtæppe over dynen, kan der falde nærmest litervis af dug, uden det går igennem tæppet. Lidt myggespray i ansigtet, og jeg er kampklar.
Jeg er ret glad for, at vores terrasse ligger i første sals højde; ellers ville jeg nok være en smule nervøs for at blive rendt over ende af en elg. Vi ser dem stort set aldrig om dagen, men vi ser tit spor efter dem om dagen, så vi ved, de er der, men oppe på terrassen kan ingen komme, så jeg føler mig helt tryg. Jeg får måske besøg af et par flagermus, men jeg stoler blindt (!) på deres evner til at navigere uden om mig i mørket.
Jeg glæder mig. Jeg har ikke sovet på terrassen siden før jeg fik kræft, så sidste gang må have været i 2012. Alt for længe siden …

11. august 2015

Keyboards må være noget fanden har skabt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , ,

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
P1070844Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

P1070846P1070847

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

10. august 2015

Afskedens time – Laurentius Tårer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags:

Så er her atter stilhed på matriklen. Englænderne har sat kursen mod Alperne, og selv om ungerne elsker at ligge i telt og i det hele taget er vilde med campinglivets glæder, var de ikke helt glade for at tage afsted. Det er kun anden gang, de er her, men de elsker Den Stråtækte. Aubie har oven i købet erklæret, at han helst vil bo i Danmark. Faktisk nok allerhelst inde i BonBon-Land …
Vi tror så nok ikke lige, at han har tænkt på, at permanent ophold i Danmark også indebærer skolegang.
Bilen er stoppet til sidste kubikcentimeter – sådan et villatelt fylder meget, og så er der bord, stole, køleskab, soveposer osv.
De har været meget heldige med vejret under opholdet her; i modsætning til hjemlandet, hvor vejret har været – og er – køligt og regnfuldt.

P1070841

Men selv om jeg naturligvis var lidt vemodig ved at se dem drage afsted, græd jeg trods alt ikke. Det vil jeg lade St. Laurentius om; han er nemlig så småt begyndt at lade tårestrømmen flyde. De bedste steder for at se mange stjerneskud, øst for Storebælt, er i Dark Sky Park og Dark Sky Community områderne på Møn og Nyord. Siger nogen, der åbenbart ikke kender Den Stråtækte …
Et andet godt sted på Sjælland, med næsten lige så mørk stjernehimmel, er Avnø Naturcenter. Eller hvis man er til oplevelser, fortællinger og stjernekig, så besøg Brorfelde arrangementet.
Perseiderne er den samme meteorsværm som Laurentius-tårerne. Den topper natten mellem onsdag og torsdag, og er himlen uden skyer, burde man i snit kunne se et stjerneskud i minuttet mellem midnat og 02:30, men mellem den 9. og 14. august vil der være mere end 25 % af maximum, så der vil være mange stjerneskud at se i fem dage nætter. På en klar augustnat burde det første stjerneskud vise sig, inden man har vendt blikket opad i 10 minutter. Jeg kan på det varmeste anbefale, at man lægger sig ud i hængekøjen og nyder synet i overmorgen aften/nat, hvis himlen er klar. Det er altå noget helt specielt at se så mange stjerneskud. Husk det, Lene – du bor jo ude, hvor der er buldrende mørkt, så du har optimale forhold.

9. august 2015

Det gik vist som det skulle …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags:

Buffeten endnu uden de forskellige slags kødHvor var jeg glad for, at der var tre til alt det, der skulle ordnes ude i haven – borde, stole, hynder, tæpper, borddækning, belysning af alskens art, m.m., for jeg stod i køkkenet hele dagen. Nåede dog lige at smutte i bad og blive færdig med smukseringen inden de første gæster kom kl. 15:40. Men ellers mad, mad, mad.
Jeg var dermed ikke specielt ‘udenomsaktiv’ i går, men fik rundet 12000 skridt alligevel. Det var jeg selv lidt forbavset over, men det har såmænd næppe skadet mig.
Og tosset er man jo – jeg var overhovedet ikke stresset. Slet ikke. Ikke før gæsterne kom, og der alligevel pludselig var 1000 ting, jeg lige skulle se til var i orden. Inge bad mig flere gange om at slappe lidt af, men det blev jeg vist ikke rigtig god til, før alle var færdige med at spise.

Nogle kørte tidligt hjem, mens andre heldigvis holdt længe ud – sådan er det jo altid – en del skulle køre langt; andre havde været så snedige at indlogere sig på campingpladser i Udsigten forevigesnærheden eller på B&B i Præstø. Mine søstre sov her i Den Stråtækte, så her var fully booked i nat.

Vejret holdt, bortset fra en smule regn i går formiddags. Det var overskyet hele dagen, men det gjorde faktisk ikke spor, at solen ikke bagte ned på os, som den gør det i dag.
Planen var ellers at tage på Frilandsmuseet, men det er droppet til fordel for en strandtur for nogle og en sidste kajaktur for Tims vedkommende.
Det er sidste dag, englænderne er her – i morgen går deres tur videre mod den italienske del af Tyrol, hvor de vil campere i en uges tid, og så ved vi jo godt, hvor stille vi synes her bliver lige efter, de er kørt.

Den yngste kusine, Annemarie, kom ved frokosttid, og nu er John og jeg ved at øve os i stilhed, så at sige, for børnene og de to unge damer er kørt til Feddet Strand, hvor Tim vil mødes med dem – han tager kajakvejen hele vejen nedenom og over på den anden side. John og jeg Ca 3/5 af gæsterneorkede ikke stranden i dag – ikke engang i bedsteforældrestolene – vi kom først i seng meget sent, fordi vi gik og ryddede op, da der var blevet stille i huset.
Og fordi vi længe stod og nød det kornmod, vi så. Det varede ved meget, meget længe og var meget, meget flot at se på, men til sidst blev vi nødt til at finde vores senge.
Jeg så også et meeegastort stjerneskud. Det var i det hele taget den mest fantastiske stjernehimmel i aftes – det er skønt, at vi er kommet så langt ud på landet, at her hverken er gadebelysning eller bylys til at forstyrre. Den nærmeste by er Præstø syv km væk; man kan godt se dens lys, men det er ikke nok til at oplyse himlen. I Sverige er der naturligvis også buldermørkt, men skoven tager langt over halvdelen af himmeludsynet – man kan kun kigge opad. Her kan vi se hele vejen rundt.

7. august 2015

Nu er bordplanen i det mindste lagt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags: ,

Englænderne er sendt afsted til en af kusinerne, så de kan få hilst på i hvert fald en del af den unge del af familien. Den ældre kommer i morgen i form af mine søstre, men af pladshensyn måtte vi sige til alle i Charlottes generation, at de desværre ikke ville blive inviteret med. Det var blevet en 11-12 stykker mere, og dem ville vi ikke kunne bænke i haven udover de 33, vi bliver i forvejen.

P1070813P1070814

imageI formiddags tog mor og datter en lille (meget lille) tur, inden far og søn satte afsted for at aflevere kajakkerne hos udlejeren. Vandet var næsten spejlblankt, så Tim turde godt tage ansvaret for, at lillefyren var med hele vejen ud til Roneklint. De klarede de 8-9 kilometer på to timer uden at holde pause – han er altså en sej, lille gut, er han, og udlejer Lars var da også behørigt imponeret. De ramlede ind i en regnskylle på vejen, men det generede ikke store ånder. Man kan se dem (regnskyllene. Ikke ånderne) lige i den retning, ruten skulle gå, på billedet herunder.  Ruten blev en smule længere, fordi Tim ikke ville tage drengen med på den direkte rute tværs over fjorden. Better safe than sorry, og skulle regnvejret vise sig at blive til et tordenvejr, skulle de hurtigt kunne trække ind til land. Sådan gik det heldigvis ikke; det dårligste vejr trak uden om dem, men sådan noget kan man ikke vurdere på forhånd.
Lars spurgte, om han måtte få nogle billeder af Aubrey i kajakken. Dem vil han bruge til reklame, for som skrevet forleden, var Aubie den første, der brugte den, så der er endnu ingen billeder af den fine miniudgave på vandet.

P1070827

Der er købt det hele ind nu (håber jeg …), bordene er sat op og bordplanen er lagt. Hvorfor er det altid så hundesvært at lægge en bordplan? Der var nogle, der næsten gav sig selv. Det kolliderede bare med, at der samtidig er en del andre, jeg gerne vil have møder hinanden, men jeg kan ikke sætte alle dem sammen. Så er der også altid nogle, man er i tvivl om, hvor man skal placere. Når man endelig har fået det hele til at gå op, opdager man, at det alligevel ikke er gået op på den helt rigtige måde … så flytter man et par stykker, og så ramler hele planen. Om igen.
Nu tror jeg dog, det er lykkedes, men det kan nå at ændres til i morgen aften.
Nu vil jeg gå ud og hænge bunting op i den hvide pavillon.

6. august 2015

70 års-fødselsdag i BonBon-Land

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:56
Tags: , ,

Hvad er mere naturligt end at tilbringe sin 70 års-fødselsdag i BonBon-Land?
Ungerne havde en fest – de syntes det var alle tiders at være der. Forældrene syntes også udmærket om det, mens vi to gamle … men okay; når børnene har det godt og har haft en god dag, har det også været en god dag for os, men jeg var ærlig talt ikke imponeret. Forlystelserne var såmænd sjove nok, men det virkede for uorganiseret for os. “Køb jeres billetter online og spar både penge og tid ved indgangen.”
Vi sparede 100 kroner for os alle seks; med de priser kunne det være det samme, og det tog en krig at komme ind, fordi der sad billetpiger og skannede vores billetter og skulle fortælle samtlige gæster, at “disse kort giver gratis adgang i morgen”. Det var ikke aktuelt for os, men hun insisterede på at lire hele remsen af alligevel. Det eneste sted, der ikke var kø var der, hvor man skulle købe billetter …
Det er ikke i orden, at man skal betale for at parkere. Det er heller ikke i orden, at for hver billet, hvor stregkoden fylder 5 cm2, skal man printe et helt A4-ark med et stort farvebillede på. Altså seks ark for vores vedkommende. Jeg kan bruge mit farveblæk på mere interessante eller nødvendige ting end BonBon-Land-billetter.

P1070734

P1070733På en dag, hvor størstedelen af Danmark har besluttet at tage i BonBon-Land (og det må de have vidst på forhånd), skal man ikke deklamere, at man kun har én af de fire pizaer på kortet.

Og deres fejlbehæftede skilte – tsk, tsk, tsk …
Eksempler på disse må blive en anden gang – det skal heller ikke blive alt for negativt, for det var jo en god dag. Sindssygt varm, men god. Det var skønt at se vores medbragte to generationer børn skrige af grin og hyle af skrækblandet fryd i de forskellige forlystelser. John og jeg ventede pænt de fleste steder, men vi var med på bl.a. bæverraftingen – det var sjovt, og vi blev dejligt våde alle sammen – det kølede dejligt den næste halve times tid.

Vi havde bestilt bord på Fjordkroen, fordi vi gerne 1) ville fejre John og 2) vidste, at lysten og energien til selv at lave mad nok ikke var på det højeste efter sådan en aktiv dag.
DET var til gengæld suuupergodt. John og jeg kom der nogle gange i vore yngre dage, men det er 26 år siden sidst vi var der, så vi var lidt spændte på, om de nye ejere kunne holde den høje standard, vi kendte fra dengang.
Det kunne de og lidt mere til. Det var blevet endnu bedre, og at gå fra supergodt til suuuupersupergodt er noget af en præstation, så der skal vi hen igen. Når vi får sparet sammen … men det er da dejligt at have sådan et godt spisested bare 750 meter fra bopælen. Det er ikke noget, vi har været vant til – har altid skullet køre til Køge eller Roskilde.

P1070802P1070803P1070806

Under middagen forklarede Charlotte børnene, hvad det vil sige at mime, og vi morede os så meget over ungernes faktisk ret vellykkede forsøg på at udtrykke forskellige følelser, at det var lige før, det blev pinligt … vi var nødt til at lægge en dæmper på os selv, inden det blev det.
Aubie var dog ikke særlig god til at vise vrede, som det måske fremgår af billederne.

P1070804P1070807P1070808

I morgen må jeg hellere begynde at tænke på på lørdag … men John havde en god fødselsdag.

5. august 2015

Endelig lykkedes det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: ,

Det var godt vi fik det uvejr i går – vi fik 20 mm vand, hvilket haven og især den nye plæne sætter stor pris på, luften blev renset, og i dag vågnede vi op til det fineste solskin og en pænt stille fjord.
Straks efter morgenmaden gik vi alle derfor ned til kajakkerne, så Aubie endelig kunne få sig en ordentlig tur på fjorden sammen med sin far.
Der havde forvildet sig en dræbersnegl ned i Aubies kajak; herunder får han øje på den og giver udtryk for inderlig væmmelse, men jeg er i træning, hvad disse snegle angår, så ud kom den med min hjælp.

IMG_3624

Bølgerne var til at overse, så de tog en 1½-times tur, som knægten var yderst tilfreds med, kunne man se på ham, da de kom ind igen. Kajakken havde passet perfekt til ham. Det er en af fordelene ved at leje: De er for dyre at købe, så de hele tiden passer præcis til ham, så den derhjemme er egentlig for stor og dermed lidt for svær for ham at styre. Det er ikke farligt, for i den store kan han ikke lige tippe rundt, som han ville kunne i denne, så der er fordele og ulemper ved begge dele.

P1070702

I aftes havde vi det kraftigste regnvejr, som vi endnu har oplevet i Den Stråtækte. Når vi kiggede ud gennem vinduerne, var det som at opholde sig på indersiden af et vandfald, og ude på badeværelset begyndte afløbene at tale til os. Eller rettere at gurgle til os, både fra brusenichen og fra toilettet. Der kom ikke vand op, men vi holdt nøje øje. Toilettet så ud som en kogende mudderpøl; der kom store luftbobler op, som brast med dybe boble- eller gurglelyde – hvis jeg havde været alene hjemme, havde jeg nok været en anelse nervøs … det lugtede dog heldigvis ikke, hvad der så end kom op fra de ukendte dybder, og det hele fungerede normalt, da regnen stoppede efter en halv times tid, men i de 10 minutter, hvor der virkelig kom vand, bød huset så sandelig på nye lyde.

_MG_3632

I dag er Johns sidste dag i tresserne … det har han det lidt underligt med. Jeg er sikker på, at det nok skal gå alt sammen, men hans ansigt har altså ikke et lige så tilfreds udtryk som det på vores lille Aubie her …

P1070709

4. august 2015

Det endte med et brag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:38
Tags:

P1070693Der er ikke bemærkelsesværdigt meget at bemærke for i dag.
Vi tog til Dragør for at se Pernilles grav, som ikke engang Charlotte har set, fordi hun ikke var her til urnenedsættelsen. De havde hver en buket blomster med, som selvfølgelig kom i vand, og englænderne stod lidt og snakkede om og mindedes den dejlige Pernille, der var engang.

Bagefter gav Karin og Bjarne en kopkaf, så vi tilbragte et par hyggelige timer sammen med dem, inden vi igen satte kursen sydover, hvor vi på vejen rundede Dalby Brugs, som jeg nu har fundet ud af er bedre end Karise Brugs. Mere ryddelig, mere plads rundt om hylderne og 100 % styr på bland-selv-teen. Jojo – det er om at finde ud af, hvor der på alle måder er bedst at handle – først ‘tabte’ den nærmeste, nemlig Faxe Ladeplads, og nu også Karise. Menuen var planlagt til at være koldskål, fordi vi vidste næsten med sikkerhed, at vi ikke ville blive budt på en bar kopkaf, hvilket vi da så absolut heller ikke gjorde, så appetitten var ikke den store da vi kom hjem. Klokken var desuden P1070696blevet 19, inden vi ramte Den Stråtækte, så planen om et hurtigt og let måltid var ikke helt dum.

Det har været lummert og trykkende hele eftermiddagen, og sorte skyer samlede sig efterhånden i horisonten, så vi begyndte at glæde os til et lille rask tordenvejr, som vi alle elsker at sidde og betragte i al dets pragt og vælde.
Det skuffede ikke. Ved det første brag sagde Anna: “YES! A thunderstorm! I love thunderstorms!”

Der blev heller ingen kajakture i dag.
I går, da Lars viste Aubie den lille børnekajak, sagde han, at den var splinterny, og at Aubie dermed ville blive den første, der fik lov at bruge den. I stedet for det forventede forventningsfulde smil, fik Lars et meget skeptisk blik og et slet ikke så dumt spørgsmål: “Has it been tested?”

3. august 2015

Kajakker i blæsevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: ,

I går eftermiddags fik Tim den ide at leje kajakker til ham selv og Aubrey for resten af ugen. Som sædvanlig er der ikke langt fra tanke til handling hos den mand, så inden vi fik set os om, havde han fundet en udlejer på Jungshoved, som han fik en aftale med om at hente en stor og en lille kajak her til formiddag.

P1070674P1070675

Aubie var helt solgt, da han så den lille børnekajak, så den var hans. Tim og Lars gik rundt og så på forskellige og sidstnævnte blev snart klar over, at Tim ikke var helt grøn rent kajakmæssigt.
Da de til sidst var blevet enige om både kajak og pagaj (meget vigtigt! Jeg troede en pagaj var en pagaj, men nejnej), tog vi den lille kajak på bilen og den store blev kørt ned til Maderne med Lars bag rattet i den lille jeep. Aubies øjne lyste som stjerner, da han fik lov at sidde på bagsædet – uden sikkerhedsseler! (Det her fortæller I altså ikke til nogen!)
Der var ikke ret langt; Lars lovede at køre langsomt og forsigtigt, og Aubie holdt godt fast i bøjlerne. Havde det været mørkt, havde de ikke behøvet lygter, så meget lyste hans øjne.

P1070680

Turen over fjorden hjem til Den Stråtækte var for lang for Aubie, så vi kørte hjem og ventede på Tim. Lars mente, at det ville tage omkring tre timer – to, hvis han var god. Vi tog den derfor med ro og legede først lidt ved stranden, inden vi kørte hjem. Vi ville ikke vente på ham med frokosten, men vi havde kun lige sat os til rette, da Aubie pegede og sagde “Dér er Daddy!” Vi andre kunne godt se en kajakroer, men ikke, om det var Tim eller en anden, så vi hentede kikkerten – men drengen havde søreme ret; det var Tim, som havde gjort turen på kun en time! Respekt, siger jeg bare. Han er godt nok sej.

P1070678

Efter frokost havde vinden desværre taget en del til, men prøves skulle kajakken partout, så den blev slæbt ned til vandet, og knægten kom i båden.
Det blæste for meget – der var stort set ingen fribord i den lille kajak, og børn har ikke ‘skørt’ på, så hvis der slog en bølge ind over, ville der komme vand i kajakken. Det blev derfor kun til en meget kort tur, og desværre ser det ud til, at vi må vente til på onsdag, hvor vinden går i stik vest, hvilket med stor sandsynlighed vil hjælpe en del på situationen set fra Den Stråtæktes beliggenheds side.

P1070680P1070686

I stedet tog vi til stranden. Igen. Men holddaop, en vind. Ikke særlig stærk, hvis man er vestjyde, men det var rigeligt, hvis man er mormor og morfar fra Præstøfjorden, så vi trak i vindjakkerne og satte os mageligt til rette, lidt tilbagetrukket, og strikkede – en af os – mens ungerne var i vandet og legede lidt i sandet.

P1070690

Vi følte os ikke kun lidt, men virkelig meget som bedsteforældre, som vi sad der i de medbragte stole og, i mangel af havblik, bildte os ind i stedet at have det store overblik.

2. august 2015

100 % afslapning – og det bliver man træt af?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

P1070652Der var totalt gang i børnene fra morgenstunden. De sov – for dem – længe, og nok netop derfor var de noget friskere end os andre, som havde siddet og småsludret til ved midnatstide.
Det gode vejr er her endnu; det har indtil videre holdt hele dagen, og vi krydser, krydser for dets forbliven i helst mindst en uge endnu.
Både morgen- og aftensmaden blev indtaget inden døre, men ellers er de resterende af dagens og aftenens timer tilbragt udendørs – enten på terrassen, hvor der blev studeret fjordliv …

P1070654

… eller bag terrassen, hvor der er et meget, meget hemmeligt sted, som er helt perfekt til hule, hvorfor alle husets picnic- og andre tæpper samt diverse puder, som gerne må leges med udedørs, blev taget i brug. Det varede ikke længe, inden hulen var færdig; der blev både til gulv, loft og tre vægge, så der herskede stor tilfredshed med disse midlertidige boligforhold. Først hyggelæsning (hhv. Skatteøen og Robinson Crusoe) og derefter, som en næsten uundgåelig følge af kombinationen af disse bøger og en hule, tegnet sørøverkort i stor stil.
Åhh – kan I huske det fra barndommen? Det var bare det bedste at bygge huler. Indendørs eller udendørs, det var ligemeget, men huler var altid gode.

P1070657

Efter frokost kørte vi på Feddet, hvor der først var herlig og sjov leg på den fantastiske naturlegeplads; derefter badning.
For to af os. Resten skulle ikke nyde noget – der er ingen af os, der nogensinde har været vandhunde, men ungerne havde en fest, selv om de frøs med anstand, da de kom op.
Aubie kom op med helt blå læber, og han rystede som et espeløv.
Charlotte kom med et håndklæde og sagde med moderlig ømhed: “Åh hvor du dog fryser, lille mand!”
”NO! I’m not cold. I’m just shivering”. Han ville sandsynligvis ikke risikere, at vi tog hjem, hvis han indrømmede, at han frøs.

P1070661P1070669

Da de nåede til, at de gravede sig ned og pakkede sig ind, var der faktisk kommet en kølig vind, så vi kørte hjem og nød, at der var læ i haven.

P1070672

Efter aftensmaden var der solnedgangs- og blødt lys-hygge på terrassen, mens ungerne rendte dagens sidste krudt af.
Jeg er træt og fatter ikke hvorfor – jeg har ikke lavet en pind hele dagen. Det må være al den friske luft. Især havluften har tæret, vil jeg tro.

1. august 2015

Så kan de bare komme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: ,

P1070249

Så kan englænderne ellers bare komme. Det gør de også, men det varer nogle timer endnu, for de kommer helt fra Holland. De blev forsinkede i går pga. alt bøvlet ved Calais, så ikke nok med, at deres færge var 1½ time forsinket, de var også tre timer om at komme ud af Calais, fordi man havde lukket motorvejen. Der blev skumlet noget i bilen, men der var ikke så meget at stille op.
Men som sagt: Vi er klar. Hele hytten er parat både oppe og nede, vinduerne er oven i købet pudset, og det er glorien dermed også. Det gode vejr, vi lovede, er allerede ankommet og venter også bare på dem.

De vil være trætte, når de kommer hertil, men hvis Charlotte har det lige som jeg ville have det i samme situation, så er tanken om en hel uges madlavningsfrihed nok til at holde den gående.
De har lige meldt, at de bliver forsinkede, for alle danskerne er på vej hjem, og alle tyskerne er på vej til Danmark. Vi havde håbet på, det ville være endnu værre i morgen, men det kan det selvfølgelig også godt blive … det tog en time at køre gennem Hamburg og lige nu kører de 10 km/t, de stakler.
Det er altid hende, der er chauffør, når de er ude af UK, for Tim har det vist ikke så godt med kørsel i den for ham forkerte side, så hun er gerne godt brugt, når de ankommer. Eller måske er det Charlotte, der ikke har det så godt, når Tim kører i den for ham forkerte side …

Det er ferie for dem, ja, men selvfølgelig hjælper de til med forberedelserne til på lørdag. Der er nu ikke så forfærdelig meget; ikke før på selve dagen, og sådan noget som borddækning synes de kun er hyggeligt at gå og pusle med. Desserterne er lavet og venter i fryseren, og i løbet af ugen laver jeg sous vide-kødet, så det hele skulle blive til at overse, når dagen oprinder. Jeg ville jo gerne kunne snakke med gæsterne, så det er med at have køkkentjansen overstået i videst muligt omfang, når de ankommer.

P1070651    image

Jeg har købt lidt pavillonbeslysning i form af disse solcelledrevne mini-rispapirslamper – købte 3 sæt á 10 lamper, fordi jeg regner med, at det vil se festligt og/eller hyggeligt ud, når det mørkner udenfor. De er lige ankommet i dag med posten, så de er endnu ikke afprøvet.
Men. Hvorfor i himlens navn har de sat en sort ledning i, når de små lamper er hvide? Det ser grimt ud og er ikke særlig gennemtænkt.
I Jula i Kristianstad købte jeg 12 af de viste små solcellelamper i ‘kobber’. 9,95 svenske kroner stykket, hvilket jeg synes er uforståeligt billigt. De har nu stået rundt omkring i haven i 1½ måned og fungerer perfekt endnu, men skulle de kun holde til denne sæson, er det stadig helt vildt billigt. Jeg vil nok helst slet ikke vide, hvordan det kan lade sig gøre at sælge dem til sådanne priser.

31. juli 2015

Så har jeg erklæret krig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: ,

Jeg har atter en gang kastet håndklædet i ringen. Jeg syntes ellers nok, at med vores store have er der plads til os alle, også sneglene, idet jeg ingen dræbersnegle havde observeret, og dem med hus på ryggen synes jeg skal have lov at være der i et eller andet omfang.
Jeg blev godt nok sur, da jeg så, at de på en nat havde fortæret min squash og min bønneplante, men det fik så være – jeg købte nye og satte dem i drivhuset. Hvor der desværre også er kommet snegle til siden, for de har spist et solsikkehoved! Squash og bønner er de åbenbart blevet trætte af, for de er forholdsvis intakte begge to. Men af alle ting spiser de et helt solsikkehoved, de tossede snegle – ikke solsikkens blade.
Chilierne er sikkert alt for stærke for dem og tomater og agurker kan de heller ikke lide.
Forleden nat blev min dild spist, sådan bare lige … det alt sammen. Ligeledes min persille. Begge dele stod i det nye krydderurtebed, og nu var mit mål ved at være fuldt.
Da jeg i skumringen gik en haverunde, så jeg en dræbersnegl. Og en til. Og en til. Det var pokkers – indtil nu havde jeg ikke set en eneste, men inden det var blevet for mørkt til at se noget, havde jeg fået gjort kål på 21 dræbersnegle.
Det var dråben!
Jeg skulle alligevel på planteskole i går, så jeg kiggede efter noget gift og fandt noget Ecostyle Ferramol, der virker mod de små rødbrune sataner, men som er ugiftigt for alle andre dyr end snegle.
Giften blev spredt i krydderurtebedet og i drivhuset. I morges var det hele spist begge steder, så jeg satser på, at det er effektivt. Jeg har sat en ny ‘prøvedild’ fra en potte fra Brugsen og har spredt noget mere gift, som de skal være så særdeles velkomne til at spise af i aften og i nat.
Jeg synes nemlig ikke, det er spor sjovt at klippe dem over. Det er SÅ ulækkert.
Nu har jeg derfor erklæret krig, og alle kneb gælder!
 Jeg husker så tydeligt det år, hvor min søster og svoger, som begge dengang stadig boede på gården, var ude aften efter aften efter aften og klippe dræbersnegle over. Den sommer slog de alle hidtil kendte rekorder og klippede over 50.000 snegle.
Nej, der er ikke et 0 for meget og nej, jeg husker ikke forkert. Hun syntes, det var rædselsfuldt (absolut forståeligt!), men nødvendigt.
Der var godt nok en KÆMPE have, så så mange får jeg heldigvis aldrig, men heller ikke relativt ønsker jeg at nå en sådan yderlighed med bestanden her i Den Stråtækte … regner dog med at få fjernet plagen i opløbet.

30. juli 2015

Løftebrud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Det er ikke kun politikere der kan bryde løfter. Jeg kan også.
imageDet var heldigvis kun et løfte til mig selv, så forbrydelsen er vel til at overse – jeg havde ikke engang fortalt John om det: Jeg havde lovet mig selv, at nu var ferien slut, i hvert fald indtil oktober, så nu skal der spares. Der er brugt penge nok. Mere end rigeligt, faktisk. Bestemt ikke kun til luksus, men i høj grad også nødvendige udgifter til Den Stråtækte, men nu skal det være slut. Sparekniven skal frem. Ikke noget med luksuskøb eller anden form for køb, der er opstået af et kunstigt behov.
Så er det bare SÅ tarveligt at annoncere med et godt havemøbeltilbud på hvide, ‘gammeldags’ havemøbler, der passer som designet specielt til Den Stråtækte.

‘Plankesættet’ tog vi med hjem fra Sverige i går, men P1070645det er lige som om, det passer bedre deroppe end her.
Det får dog lov at stå her i garagekrogen, for det er fint at have i reserve, når vi skal være mange mennesker, og vi brugte det stort set aldrig i Sverige.

Da vi stadig mangler nogle få siddepladser til Johns fødselsdag, blev jeg enig med mig selv om, at slet ikke var luksus at investere i et pænt sæt, der passer så fint ind i stilen. Det var en ren og skær nødvendighed.
John var heldigvis enig, så vi begav os afsted for at se, om de var lige så pæne i virkeligheden som på billedet.
Det var de. Heldigvis havde vi taget traileren med, hvis dette skulle være tilfældet.

P1070643P1010344
Det er lidt sjovt at se forskellen … man fornemmer måske, at der er sket lidt på havefronten siden vi overtog huset?

Mit eneste forsvar hvad havemøblerne angår er, at de var sat meget ned. Det var faktisk et rigtig godt tilbud, jeg lige faldt over der.
Men nu er det også slut.
Det lover jeg. Men kun mig selv. Og jeg siger det ikke til nogen.

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 63, der følger denne blog