Hos Mommer

22. maj 2015

Fuglen er fløjet, men hvorhen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , ,

Da jeg gik op på førstesalen i går efter den halvsene hjemkomst, kunne jeg se, at der havde været ubudne gæster på førstesalen: En vase med tørrede blomster i vinduet var væltet. Uhhhha, tænkte jeg – hvad eller hvem kan det være, der har gjort det? Jeg troede kun, at vores husspøgelse tændte for tv-apparatet på ukristelige tidspunkter. Skal det nu også til at flytte rundt på tingene?
Ude på toilettet blev jeg dog sikker på, at det var en fugl, for der lå nogle efterladenskaber på gulvet, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, at de stammede fra en lille fugl. Men hvor var den? Og hvordan var den i det hele taget kommet ind? Stort mysterium. Godt nok er det er gammelt hus, men det er altså ikke utæt med huller i småfuglestørrelse, og vi har lige været væk i fem dage.
Den havde også huseret nede i stuen og i køkkenet, fandt vi ud af. Ingen voldsomme skader, men der var forskellige tegn på, at den havde fløjet rundt også der.
Vi har ledt højt og lavt, nede under og bagved alle møbler.
Ingen fugl. Jeg er bekymret af to grunde: Enten ligger det lille pus et eller andet sted og tørster og sulter, eller også er den allerede død, og så vil vi ikke opdage den, før den begynder at lugte.
Ubehagelig tanke …

Og nu til noget helt andet: Overleveren læste mit indlæg fra i går og som den it-halvnørd hun er (det må jeg gerne skrive …), fandt hun hurtigt frem til, hvad det var for noget med den ulykke på motorvej E22 i går. Hun sendte mig et link til en artikel med en lille film af episoden, optaget af en person, som kørte lige efter lastbilen og filmede hvad der skete. Han havde virkelig fart på, ham gutten, der havde glemt at tage kranen (som det åbenbart var; ikke en frontlæsser) ned, inden han for fuld musik kørte ind i broen. Læg mærke til, hvordan lastbilen ligefrem hopper på grund af kollisionen.
Som Overleveren skrev til mig, kan det godt undre, at det har været så vigtigt at filme, at vedkommende selv fik en smule nærkontakt med den nedfaldende kran – det ser i hvert fald sådan ud på filmen, men der skete heldigvis ikke noget alvorligt – heller ikke med det hurtigkørende kranfjols.

Et solfyldt vue

Vindruer in speEt lille vue fra terrassen og ned over drivhuset, hvor vinen allerede er ved at gå fuldstændig amok i drueklaser. Jeg har talt over 100 af dem, og jeg har skåret nogle af de mange sideskud af for at give planten mere energi til at modne druer for, men ved egentlig ikke, om det er rigtigt at beskære den nu eller ikke – sidste år gjorde Finn jo intet ved den, og der kunne jeg høste kilo- og atter kilovis af druer, da vi overtog Den Stråtækte i august. Hvis de modnes på samme tid i år, kommer høsttidspunktet til at falde sammen med, at vi holder Johns 70-års fødselsdag – det kunne da være lidt blæret at kunne servere hjemmeavlede druer en masse til alle gæsterne.
Jeg skar vinen en del ned i efteråret, og den er allerede ved at fylde hele drivhuset igen.
Er der er erfaren drueavler til stede? Skal der beskæres nu og i givet fald hvordan? Jeg kunne selvfølgelig bare google mig frem til et svar, men det er så meget hyggeligere at kommunikere direkte med jer.

21. maj 2015

Det var så en af de dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:26
Tags:

Det var så bare en af de dage, man snildt kunne have undværet.
Vi kom lidt senere fra torpet end beregnet, nemlig klokken 11:30, men vi skulle stadig kunne nå at være hjemme inden myldretiden for alvor ville sætte i gang.
Da vi havde kørt i tre kvarter, kom jeg i tanke om noget … “SHIIIT! STOP! VEND OM! Jeg har glemt min iPad! Dammit!”   image
Det var den første 1½ times ekstra kørsel. Det skal siges til Johns ros, at han ikke fortrak en mine … som om det lige så godt kunne have været ham, det var sket for. Hvad det i øvrigt også kunne. Han har engang glemt sin toilettaske med hele apoteket i. Nu tager kan kun med, hvad han skal bruge, mens vi er væk. Noget tilsvarende kan jeg så ikke med min iPad …
På vej 23 var der sket en ulykke, som dog kun sinkede os i små fem minutter. Det var en belgisk lastvogn, der lå i grøften – midt på et langt, lige stykke af vejen. Han må være faldet i søvn.
På motorvej E22 blev vi forsinket i en halv time, fordi en eller anden tumpe havde glemt at sænke en frontlæsser, som derved var drønet ind i en bro og nu lå temmelig molesteret og fyldte hele højre vognbane.
På Køge Bugt-motorvejen var der også sket en ulykke, som ham i trafikradioen desværre overhovedet ikke overdrev følgerne af. Det sinkede os i yderligere laaaang tid.
Vi var hjemme kl. 17:30.
Seks timer efter afgang. Turen tager normalt omkring 2½ time. Der må gerne bandes igen.     image

Nå. Man skal se på de lyse sider: Jeg nåede et virkelig langt stykke på mit strikketøj.
Jeg tilbød ellers yderst solidarisk at afløse ved rattet, men det var okay med John – han havde ikke noget imod at blive siddende, hvor han sad … det meste af tiden slappede han jo alligevel bare af, som han tørt sagde …

Det bedste ved dagen var, at hjemme i postkassen ventede en invitation til en 130-års fødselsdagsfest. Til en af de rigtig dejlige fester, der varer hele dagen og så langt ud på aftenen og natten, som man orker. Vi starter nemlig med en sejltur. Herligt! Humøret kom på plads igen.
Hvor var det heldigt, at englandsturen er blevet skubbet et par uger; ellers havde vi ikke kunnet deltage, hvilket virkelig ville have været en skam … som i så tilpas ærgerligt, at vi godt havde kunnet finde på at ændre planer alene pga. den fest, men de var som sagt allerede ændret af andre udefra kommende omstændigheder.

20. maj 2015

De bruger nok alligevel ikke detentionen mere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , , , ,

Vi kørte sydpå for at se æbletræer i blomst i Vångaområdet, for derefter at køre til en planteskole i Osby.
Her så vi et skilt, vi ikke umiddelbart kunne gennemskue, men vi blev enige om, at det må være detentionen, politiet har lavet om til hotel. Det kunne de da også gøre i Danmark – det kunne måske supplere bødeindtægterne lidt …

Vi sover hos polisen

Da vi holdt på vores sædvanlige sted for at nyde udsigten over Ivösjön, kredsede der en rød glente. De er svære at indfange med et kamera, men det lykkedes næsten. Det blev ikke optimalt skarpt, men den kredsede helt nede ved vandet, som ses på billedet, så der skulle max zoom på og derefter digital zoom efter overførsel til pc, og under sådanne omstændigheder får man altså ikke et præmiebillede. At jeg overhovedet fik den ind på linsen med alt det zoom var mere held end forstand, tror jeg.

Rød glenteIvösjön

Apropos polisen: Jeg har stjålet i dag! Da jeg smed den gamle krukkejord ud i skoven på den anden side af vejen (vi har en meget stor kompostbunke derovre …), opdagede jeg, at der stod flere klumper white bluebells. De stod bare der til ingen verdens nytte – de kunne ikke ses fra vejen, ingen ejer dem, andet end staten, og den kommer med gang 10 (facebooksk for ‘garanti’ Open-mouthed smile ) ikke og tjekker, om der mangler to klumper. Og skulle det alligevel ske, skal de først finde blomsterne i Den Stråtækte og dernæst bevise, at jeg har taget dem. Det bliver svært. For svært, tror jeg. Der er jo en grund til, at politiet har sengepladser tilovers. Den største kriminelle handling består i øvrigt nok i at indsmugle svensk skovjord til Danmark, men der er aldrig toldere fra Sverige til Danmark, kun den anden vej, så jeg satser på at slippe for opdagelse.

19. maj 2015

Hvor køber man svenske kludetæpper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

KludetæpperJeg har længe syntes, at der skal ligge et svensk kludetæppe foran sovesofaen i det ene af gæsteværelserne i Den Stråtækte – det ville passe perfekt ind i den rustikke landbostil.
Men har jeg kunnet finde dem? Svaret er selvfølgelig nej – ellers ville jeg ikke have stillet dette retoriske spørgsmål.
Jeg tænkte, at så tager jeg da bare til Ikea i Älmhult; det er der, jeg har købt alle dem, der ligger her i svenskerhytten.
Som sagt, så gjort.
Men der havde de dem heller ikke – ikke andet end nogle små måtter på 50 x 90cm, som man ikke kan bruge til andet end dørmåtter.
Irriterende, altså. De må været gået helt af mode, hvis man ellers kan sige sådan om noget, der skal forestille at være ældgammelt … jeg var ellers så sikker på, at de måtte kunne findes her i Sverige.

Heldigvis nød vi turen frem og tilbage. Løvskovene her har lige nu den lysegrønne, spæde farve, som jeg synes er den smukkeste af alle forårsfarver, men som kun varer i så kort tid.
Jeg har nemlig i år igen gjort det, jeg efterhånden har gjort en del gange: Jeg har oplevet tre forår. Først et i England, så i Danmark og til sidst det i Sverige. De kommer lige præcis så forskudt, at jeg kan nå at få alle tre spædgrønne sæsoner med. Dejligt.
Jeg nyder derfor – på trods af kludetæppeskuffelsen – livet og foråret, at lade mig transportere af min søde og altid kørevillige mand, at sidde med mit strikketøj, der i biludgaven som hovedregel er et, jeg kan strikke på uden at have øjnene på arbejdet hele tiden – det dur jo ikke, at jeg ikke samtidig kan nyde naturen i al sin forårsskønhed. Og i andre former for skønheder på andre tider af året …
Lige nu er det sommerblusen i 100 % silke fra Karen Noe i mine søgrønblå yndlingsfarver, som er på bilpindene. Det er så blødt, så blødt, så blødt, at selv en barnenumse vil virke hård og ru i sammenligning. Hvis ellers den kommer til at sidde ordentligt, bliver det sådan en, der vil hænge på en altid, fordi man slet ikke kan mærke, at man har den på.

Karen Noe-silke-flamégarn

Den ser voldsomt ud, men det er kun pinde 3,25, så billedet viser ca. tredobbelt størrelse.
Kan I huske 80’ernes flamégarn? Dette er også flamégarn, dog ikke med så store udsving i garntykkelsen som dengang, men flamégarn er det.
Alting går i ring … også garnmoden. Det er helt fint, for nu vil jeg på én gang kunne anvende mine første fortvivlede forsøg udi spindekunsten, være moderne og endda kunne bilde folk ind, at det skam hele tiden har været meningen, at garnet skulle se således ud.
Jeg har hængt det hele på en stang i en stue her i Sverige – jeg kalder ‘kunstværket’ for Evolution – bevæger man sig fra venstre mod højre, kan man tydeligt se, at flamé-effekten bliver mindre, efterhånden som jeg bliver mere øvet. Billedet kan klikkes større.

Evolution

18. maj 2015

Dansken tog til Danska fallet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

I dag så vejret rimeligt ud, så vi tog turen til Danska Fallet, som vi droppede sidste gang på grund af … vejret.
Faldet, eller faldene, for der er flere, fik ifølge legenden sit navn, fordi svenske soldater lokkede danske soldater ud på en svag bro, som derved brast, og mange danske soldater faldt i faldet og druknede.

Vandmøllen (9)Vandmøllen (11)

Inden vi nåede frem til danskerfaldet, faldt vi over et andet smukt sted, nemlig en gammel vandmølle ikke så langt fra Knäred. Jeg fik øje på et smukt parti, men nåede ikke i tide at bede John om at standse, så han vendte om. Mens jeg fotograferede, kørte han videre for at vende igen. Han var temmelig længe væk – så længe, at jeg begyndte at undre mig. Da han endelig dukkede op igen, vendte han igenigen, for han ville lige vise mig et sted, han fandt et stykke nede ad en vej, da han vendte bilen.
Det var colavand, der strømmede igennem en smuk og idyllisk plet – hvor der tilsyneladende ikke kun har været en vandmølle, men også Brovikens bryggeri, selv om det i givet fald må have hørt til de mindre af slagsen …

Vandmøllen (2)Vandmøllen (10)

Efter dette fotostop gik turen mod dagens endemål: Danskerfaldet, som viste sig at være nogle nydelige fald på i alt 36 meter, men vi vil have lov til at klage over naturplejen på stedet: Man har forsømt at fjerne nogle af træerne, der er på vej op, hvorfor det ikke var muligt at tage ‘trapperne’ fra de bedste vinkler uden forstyrrende elementer (billedet herunder). En smule ærgerligt, faktisk, men vi måtte jo så nøjes med at tage billeder fra de steder, vi kunne komme til, hvilket nu ikke var så få endda.

Danska fallet (1)

Danska fallet (8)

Danska fallet (10)

Vi havde taget madpakker med. Mens vi spiste, fik vi øje på et gul vipstjertpar, som fløj rundt og flirtede med hinanden.
Hvorfor det ser ud, som om den ene slet ingen ben har, og den anden har 1½, aner jeg simpelthen ikke! Jeg har ikke pillet ved billedet, kun beskåret det, så man rent faktisk kan få øje på fuglene.

Danska fallet (12)

Det var endnu et sted krydset af på Sverigeskortet. Hertil kan vi godt anbefale en dagsudflugt, hvis man bor på Sjælland – eller er i nærheden, selvfølgelig. Eller bor i Jylland/på Fyn, men har lyst til at køre langt … uanset hvor man kommer fra, synes jeg dog, at man skal tage Flammefallet med i samme køb. De ligger begge to knapt 100 kilometer fra Helsingborg og kun omkring 30 kilometer fra hinanden, så det skulle være overkommeligt.

17. maj 2015

Global opvarmning? Her er det lokal nedkøling!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Hold op, her er koldt. Ikke engang 11° – hvad er det da for en maj, vi har i år? Desuden blæser det nærmest i kulingstyrke, så det føles som om det er frostvejr, hvilket det faktisk også har været, siden vi var her sidst … ÷ 3,5° viste termometret som minimum siden sidst. Brrrr.

Vores White bluebells, som jeg slet ikke kunne huske, vi havde, er på deres højeste, mens æbletræet har lang vej endnu – kun antydninger af blomsterknopper, og bladene er ikke helt sprunget ud endnu, lige som birketræerne heller ikke er det.
Syrenerne har forholdsvis små knopper, hvor de hjemme i Den Stråtækte står i fuldt flor.

IMG_4539

Det eneste, der er langt fremme, er græsset, som er vokset til nummeret før leen skal tages i brug, så John har trukket i polarudstyret og er begyndt at slå det.
Jeg skal ikke udenfor mere end højest nødvendigt i dag; jeg har tændt op i både brændeovnen og komfuret, har lavet mig en kopkaf og tændt pc’en, mens jeg sender John varme tanker og håber det er nok til, at han ikke fryser, den stakkel.
Vi talte om at se Sofiero på vejen herop, for det skal være nu, hvis vi skal se alle de flotte rododendroner, men vi kunne sagtens fornemme, hvor meget det blæste, og da det også begyndte at regne, droppede vi det helt.
Vi talte i morges om, at Vångaområdet med alle de mange æbleplantager må være et superflot syn lige nu, men gad vide, om blomstringen er mere end lige begyndt? Vi bliver nok nødt til at køre ned og kigge, for næste gang vi kommer, er de helt sikkert afblomstret igen.

P1020689

Nu er min hukommelse sommetider en temmelig upålidelig størrelse, men et kig i arkiverne gav mig ovenstående billede, som er præcis tre år gammelt; taget 17. maj 2012, så det er ikke forkert husket, at det er tilbage i forhold til normen.
Heldigvis ser det ud til at blive lidt mere opholdsvenligt, mens vi er her … håber det holder stik, ellers er det godt, at jeg har masser af strikketøj med.

16. maj 2015

Hvad byder De uventede gæster?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:29
Tags: , , ,

I aften skal vi have gæster for tredje dag i træk, uden der er nogen egentlig årsag, andet end det er lysten, der driver værket.
Det var heldigt, at jeg lavede så meget osso buco til Inge og Hasse i torsdags, at der også var rigeligt med mad i går til de to søde mennesker, der tog fusen på os og spurgte, om vi gav en kopkaf, hvis de kom med kagen.
Selvfølgelig gjorde vi det, og de sagde heldigvis også ja til, at de gerne ville blive og nøjes med at spise restemad. Osso buco bliver nu heller ikke ligefrem ringere af at stå til dagen efter …
Det gør boeuf bourguignon heller ikke, og lige nu står der sådan en og snurrer sagte i ovnen, inden den skal serveres for Johns søskende, som kommer i aften. Det er 100 år siden jeg har lavet denne yderst velsmagende ret, så nu skulle det være. Det regnes vist mest for en vinter-simremad, men med de temperaturer, vi holder os i dag, er det det helt rigtige valg.
LilleMusse (2)

Vi er glade for, at det var i går, det passede bedst ind i programmet at cykle ind til det franske marked i Præstø; det havde ikke været specielt hyggeligt i dag – mon ikke den tyske trækulsgrillsvinger er glad for sit varme telt nu?
Vi har tændt op i brændeovnen – det er i forvejen kun 12°, og det føles koldere end det, fordi det blæser temmelig meget. Vi har naturligvis ikke kun 12° inden døre, men det hele virker så dystert og efterårsagtigt, at det kræver en optænding.

Den lille yndighed til højre har jeg døbt LilleMusse. Hun er mor til en redefuld søde små, grå musebørn, som hun nu er ved at lære, hvordan man skaffer sig føde ved at liste sig ud og tage det korn, som fuglene taber eller smider på jorden.
De har kronede dage, de mus. Jeg håber virkelig, at den rigelige føde kan forhindre dem i at søge indenfor. Jeg har intet imod mus, så længe de bliver ude, i hvilke tilfælde jeg faktisk synes, de er ret nuttede. LilleMusse her er mere bange for fuglene end for mig … jeg kunne komme meget tæt på hende, og hun sad bare der, tilsyneladende ganske tilfreds med tilværelsen og spiste videre af de lækre sager, mens hun så ud til at spekulere meget lidt over, om jeg kunne udgøre en potentiel fare.

15. maj 2015

Det franske marked i Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:25
Tags:

Så snart vi flyttede herned i området omkring Præstø, hørte vi om det årlige franske marked. I starten smilede vi lidt over det og tænkte lidt mere end en anelse arrogant, at jaja, så slår de nok en bod op et eller andet sted og sælger lidt franske oste.
Man blev ved med at tale om det, og efterhånden gik det op for os, at det faktisk er en temmelig stor affære, som det meste af byen er involveret i. Det foregår altid i Kristi Himmelfartsferien, og sidste år var her 40.000 gæster på de tre dage, det varer. Ikke så lidt, taget i betragtning, at det er en lille by med under 4000 indbyggere.

Fransk marked (4)

Stadeholderne kommer ikke kun fra Frankrig – og Danmark, selvfølgelig – men også fra England, Holland, Tyskland og … Thailand. De er nok ikke rejst hertil fra Thailand alene for at komme på marked i Præstø, men der var en Thai-stand.

Fransk marked (6)Fransk marked (8)
Fransk marked (9)Fransk marked (10)

Jeg havde et helt specielt formål med at gå på det franske marked: Jeg ville have fat i en rund og en rektangulær provencedug til vores to haveborde, hvilke vi fandt i Savon de Provence (øverste billede). De havde alt, hvad hjertet begærer i den retning, så jeg fik, hvad jeg ønskede, plus et morsomt skilt i tilgift. Man havde nok lige brugt google translate, for det var meget franske franskmænd, der kun kunne tale fransk – de kunne dog tallene på engelsk, så de kunne fortælle, så vi kunne forstå det, hvad de ville have for dugene.

Fransk marked (5)Fransk marked (1)

Måske er det alligevel ikke google translate med pletter fri, men det fik smilet frem hos John og mig.

Der var boder med store ‘gryder’ med franske specialiteter, der var tyske pølser (nyd lige navnet på teltet … findes det mere tysk end det?), engelsk fudge og hollandske blomster. Der var øl og hornmusik fra hhv. diverse mikrobryggerier, Greve Pigegarde og en anden garde. Der var børneteater og der var små, nuttede, grønne kaffevogne The mean green bean machine.

Fransk marked (2)Fransk marked (3)

Der var en meget yndig og meget ung pige, der i bogstaveligste forstand havde fundet helt sin egen nicheforretning, hvor hun solgte sine hjemmelavede cupcakes og andet sødt.
Der var loppemarkeder og et bagagerumsmarked, hvor man i dagenes anledning havde skruet de normale priser for den slags forretningsvirksomhed en hel del i vejret. De bliver forhåbentlig klogere, for der var sandelig ikke meget gang i nogen af de butikker.
Alt i alt var Præstøs franske marked både ret hyggeligt, spændende og interessant. At de var så heldige med vejret, hvert fald på denne første dag, gjorde selvfølgelig sit til at højne oplevelsen.

14. maj 2015

Et ukendt sprog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:20
Tags: ,

Da vi besøgte Mompesson House i Salisbury, var der – blandt meget andet, naturligvis – udstillet en fin vifte og ved siden af den et billede, der viste viftesproget – Fanology.
Det er ikke nyt for mig, at kvinderne kunne sende hemmelige signaler til mænd ved hjælp af deres vifter, men jeg sætter (ikke stiller!) nu spørgsmålstegn ved den reelle hemmelighed i disse signaler … kvinderne skulle kende dem for at kunne sende og mændene skulle kende dem for at kunne aflæse.
Med andre ord: Alle kendte sproget. Det mest interessante gik velsagtens især på at lægge mærke til, hvem der sendte hvilke signaler til hvem, kunne jeg forestille mig.

Fanology

Skiltet på museet var dog temmelig mangelfuldt, fandt jeg ud af ved en googling; det indeholdt kun en fjerdedel af hele sproget. Det dur ikke – man må have det hele med, ellers kan man jo ikke gøre sig tilstrækkeligt forståelig … der var adskillige nyttige vendinger, der ikke var med i Mompesson House-udgaven.
På den anden side var det nærmest umuligt at bruge viften til dens oprindelige formål uden at udsende et eller andet signal. Tænk at have det ægte varmt og så dermed fortælle gud og især hvermand, at man er optaget, hvis man i virkeligheden deltager i ballet for at forsøge at finde en passende kavaler … ikke godt.
‘Billedordbogen’ kan klikkes større, hvis man skulle have problemer med at læse teksten.

P1060411

Og selvfølgelig findes der et viftemuseum i England, hvis man skulle være interesseret. Nærmere betegnet I Greenwich.
Faste vifter var i mange år et tegn på rigdom, men efterhånden som bourgoisiet begyndte at blande sig, vandt de foldede vifter mere og mere indpas, således at overklassedamerne i endnu en tid havde noget, ikke alle og enhver havde mulighed for at erhverve sig.

Nu vil jeg gå ud og se, om jeg skulle have brug for en vifte, hvis jeg sætter mig ud i haven … god dag og aften til jer alle!

13. maj 2015

Hvor er det lige, man kan finde de der selvflettende træer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags:

LykkekastanjeVi var i Ikea i går for at følge Annes råd om at købe selvvandingspotter der. Jeg havde ellers søgt højt og lavt, men kun fundet dem til 600 kroner eller mere, hvilket var for voldsomt til mine skotske gener, der må sidde og gemme sig til specielle lejligheder som disse, hvor de til gengæld virkelig træder i karakter. Potterne skal bruges til hhv. det oliventræ, vi har fået, og til en basilikum, som jeg erfaringsmæssigt ved er meget tørstig.

Nu er det jo sådan med Ikea, at der sker noget med én, når man bevæger sig rundt derinde – det har i hvert fald endnu ikke været muligt for mig at komme ud af forretningen i besiddelse af udelukkende de varer, jeg kom derind for at købe.
Således også i går, hvor ekstrakøbet var en lykkekastanje.
Jeg så sådan en for første gang ovre hos Charlotte i sidste uge og syntes den var flot.
Det synes jeg stadig, og da de stod i massevis lige ved siden af selvvandingspotterne, måtte jeg have en med hjem. Tænk, at man kan få en så stor plante (den er højere end jeg er) for bare 200 kroner … jeg forstår slet ikke, at det kan lade sig gøre. Den er fra Holland, hvorfor det vel næppe kan være ultralave lønninger, der holder prisen nede.

Da jeg kom hjem, googlede jeg lykkekastanje for at finde ud af den rette pasning og pleje. Den holder meget af et dagligt brusebad, så det har den fået i dag. Jeg kan dog ikke love, at jeg husker det hver dag, men jeg kan da forsøge, lige som jeg må gøre mit bedste for at lade den tørre grundigt ud mellem vandingerne. Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er standardproblemet for gennemsnittet af stueplanteejere, men jeg glemmer aldrig at vande mine potteplanter, og jeg har svært ved at lade være med at vande, så snart jorden bliver bare en lille smule tør.

Under min granskning fandt jeg en tråd med mange nyttige råd og gode svar på gode spørgsmål.
Man siger jo altid til kurser, seminarer og lignende, at der ikke findes dumme spørgsmål. Jeg vil dog hævde, at nedenstående spørgsmål uden større anstrengelse kunne placeres i denne kategori, men døm selv …
Nu var min lykkekastanje flettet, da jeg købte den, så jeg finder nok aldrig ud af, om de kan flette sig selv. Damen, der stillede spørgsmålet, fik nemlig ikke noget svar …

image

12. maj 2015

Et par hængepartier og lidt apostrofoverskud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: , ,

Jeg har et par hængepartier, som de fleste nok har glemt alt om, men nu kommer afslutningen ikke desto mindre.
Saxo og den tåbelige opnedgradering: Jeg fik en mail fra dem, hvor de blankt erkendte, at ja, der var en del fejl, at jeg ikke var den eneste, der havde klaget, at de arbejdede hårdt for at løse problemerne, og at jeg ville kunne hente alle mine bøger til en del andre læsere.
Det sidste havde jeg fundet ud af – jeg installerede Calibre og hentede del af mine bøger ned hertil. Den fungerer fint.
Jeg har ikke tjekket, om Saxos problemer er løst – det går så fint med Calibre og Plusbog, at jeg ikke behøver Saxo lige nu.

Da jeg den første aften i England sad og sludrede med Tim, fortalte jeg ham, at jeg hverken kunne finde pommets eller pummets – om han havde nogen forklaring på det. Det havde han ikke umiddelbart, men sagde, at han havde ordet fra fredningsfolkene, der havde været og kigge på huset i forbindelse med renoveringen, så han var ret sikker på, at ordet eksisterede.
Tim hentede sin mega-kæmpe-ordbog (The Compact Edition of the Oxford English Dictionary), som er én bog, der vejer et halvt ton, og som hævder at liste stort set samtlige ord, der findes i det engelske sprog. Skriften er nedfotograferet og er umulig at læse uden brug af den medfølgende lup med lys i.
Han ledte efter ordet og fandt det til sidst – stavet pammet eller pamment, som ganske enkelt betyder fliser … gad vide, om der her er et link til vore dages pavement?

Til sidst et eksempel på, at apostrofmisbrug kan overdrives i en grad, så selv jeg ikke rigtig kunne opnå den sædvanlige irritation, men simpelthen kom til at grine højt.
Det er hentet fra en brødopskrift, jeg fik i en mail. Det er fra en person, som ikke ved, at jeg har en blog, så han opdager aldrig, at jeg har vist dette.
Nyd blot følgende uddrag:

image

Holddaop, si’r vi bare – meget gennemført, bortset fra, at han glemte apostroffen i sætte’s …

11. maj 2015

Hvad er det modsatte af borgerservice?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: ,

Jeg har lige vasket Johns skjorte. I lommen lå hans pas, så det fik også en tur gennem maskinen, hvilket det ikke havde ret godt af. ‘Guld’teksten på forsiden var næsten forsvundet; det eneste, der var upåvirket, var den laminerede side, så vi tør ikke satse på, at pasmyndigheder fremover vil acceptere dets gyldighed, så der var kun én vej: et nyt pas.
Da jeg ville tjekke åbningstider på Borgerservice i Næstved, kunne jeg konstatere, at man fra 4. maj skal bestille tid online, så det prøvede jeg.
Første ledige tid til pasfornyelse var sidst i maj, mens vi er i Tyskland. Gad vide, om han så kan nå at få et nyt, til vi skal til England igen?
image– Jeg prøver bare at spille dum og uvidende og gå ind, sagde John.
Det kunne man skam ikke bare. Surprise
Han fortalte sin kvide til damen i skranken, som godt kunne se hans dilemma, men som ikke kunne måtte hjælpe ham.
– Du skal bestille tid, men jeg kan godt gøre det for dig – lad mig se … jo, der er en tid 25. maj.
– Der er jeg i Tyskland, og kort derefter skal jeg til England, hvor jeg skal bruge mit pas.
– Hmmm. Så må du have en akuttid, det vil jeg lige prøve at give dig.
– Der står ingen henne ved passkranken.
– Jeg ville gerne sende dig derover, men jeg må desværre ikke.

Hun kunne ikke finde ud af det med akuttiden, så hun måtte tilkalde sin chef.
Han kom, og hun forklarede denne situationen.
John sagde:
image– Helt ærligt: Der står ikke nogen i skranken til pasfornyelse, og på den tid, jeg har brugt til at forklare sagen, kunne den i stedet have været ordnet!
– Jajaja, det er meget muligt, sagde chefen, men nu skal vi jo rette os efter systemerne.
Herefter spurgte skrankedamen ham, om hun kunne søge et andet job her på Borgerservice, hvor hun ikke skulle sidde i skranken. Det kunne hun godt, sagde bossen, og henvendt til John sagde damen:
– Ja, for det her gider jeg altså ikke mere! Vi er her for at servicere vores borgere, og så skal det være sådan her, hvor vi bruger mest tid på at spilde hinandens tid. Det er simpelthen ikke i orden.

Hende kan vi godt lide …

Bossen havde nu fundet en akuttid til John. Klokken 17:40 i eftermiddag. I de godt 10 minutter, der var gået på alt dette, havde der ingen været ved passkranken, og der er sat 10 minutter af til et passkrankebesøg.
Nu kan John i stedet køre til Næstved to gange på samme dag.

Hurra for forbedring af systemerne.
Eller hvad?
Jeg er ikke imod den slags ‘forbedringer’ som sådan, og tidsbestilling kan sikkert spare megen frustrerende ventetid, men der skal dæleme også være plads til fleksibilitet, som damen selv var inde på – og gerne ville vise, hvis hun havde fået lov. Vi kunne forstå, hvis der var fyldt op med folk, der havde bestilt tid, men det var der jo netop ikke.

10. maj 2015

Storkenæb i syv varianter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , ,

Eller varinater, som Brugsen i både Havdrup og Karise skriver på skiltene.
Jeg færdigbearbejdede knolden, som jeg kalder den lille jordhøj mellem bådehus og drivhus. Per grovordnede den i går, og jeg har i dag forberedt den til plantning. Hele sidste år kom der ikke rigtig noget interessant op; hovedsagelig græs og lidt skvalderkål, så hvad knolden har været tænkt til, kan jeg ikke rigtig regne ud. En miniurtehave, måske.

Æbleblomster

Jeg sad i aftes og billedgooglede stauder, bare for inspirationens skyld, og faldt over storkenæb – var ikke klar over, at de findes i så mange varianter. Jeg kunne plante hele haven til med dem uden at behøve at sætte to ens. Næsten i hvert fald … jeg endte med at bruge en halv aften på storkenæb og blev mere og mere begejstret: De er hårdføre, tåler tørke og breder sig villigt. Lyder som den ideelle Ellen-blomst!
John og jeg kørte derfor til Ugledige til Flemmings store, dejlige planteskole, som havde en masse forskellige storkenæb. Foreløbig har jeg plantet syv forskellige på knolden – forskellige, og alligevel ligner de hinanden lidt; samme grundfarve, men i forskellige toner, så jeg håber det vil komme til at se ud, som om der er system i rodet.

Pæreblomster (3)

Æbleblomsterne øverst er Charlottes; her er de ikke kommet så langt endnu, selvom det ikke varer mange dage.
De nederste er mine egne pæreblomster. Jeg håber ikke det har været for koldt og blæsende for bierne, for jeg vil gerne have en masse af de gode pærer i år. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor der er røde dimser i nogle af blomsterne? De fleste har en eller to; nogle få, som denne, har mange.
Har det noget med han- og hunblomster at gøre? Man fornemmer nok, at botanik ikke er min spidskompetence …

P1060338

Pas på ældre herrer med nedsat hørelse, siger jeg bare …

9. maj 2015

Man kan ikke få alt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags:

Per Havemand er her. Han startede med at få stengærdet gjort mere stabilt, hvilket er lykkedes ham helt.
Han er effektiv og blev derfor færdig før jeg havde regnet med. Da jeg kom hjem fra Gartneri Toftegård, var han i fuld sving med at ordne bedene. Han havde godt nok sagt, at han ikke kendte plantenavnene, men at han kunne kende forskel på krudt og ukrudt.
Det kunne han så ikke helt, for mine to nye rabarberplanter, som lige var kommet godt i vækst, røg desværre med i købet. Det var faktisk ret ærgerligt, men man kan ikke få alt, og optimisten i mig kan nu bare håbe på, at de kan komme i vækst igen. Han havde også buskryddet et stort stykke med de grønne blade fra en masse vintergækker og påskeliljer. Det havde han dog fået lov til af John, som åbenbart heller ikke vidste, at den slags helst skal visne ned af sig selv.

P1060513P1060516P1060520

Nå. Nu er stenbedet i hvert fald i orden. Blåpuderne håber vi på at kunne sætte i jorden igen, uden de dør af den hårdhændede behandling – de var ellers lige på deres allerhøjeste lige nu, men det er der ikke noget at gøre ved. Nu skulle det ordnes her hvor Per kunne komme, og så må vi bare krydse fingre for, at blåpuderne overlever.

På Gartneri Toftegård var der så stort et hav af biler, at det var svært at finde en plads, så jeg blev helt nervøs, men der var så god plads i drivhusene, at det ikke føltes slemt. Du godeste, hvor er det dog svært at beherske sig sådan et sted. Jeg skulle kun have tre chilier, men købte fire. Krydderurter kan man ikke få for mange af, så jeg investerede i en ‘hot & spicy’ oregano, en appelsinsalvie og en citronverbena; specielt den sidstnævnte udsendte allerede i bilen en skøn citrusduft.

P1060519

P1060524Nu er mit eget lille drivhus også fyldt for sæsonen – fire chilier, tre tomater, en agurk og en melon, plus det oliventræ, vi fik i gave.
Derudover står der både en squash, en bønne og de tre krydderurter, men de skal alle videre i systemet, når Per er færdig med at ordne de steder, hvor disse fem ting skal stå. Jeg satte dem midlertidigt i nogle store potter, så de kan komme godt i vækst.

På et af stederne, Per har ryddet for skvalderkål, vil jeg så lathyrus. Jeg elsker lathyrus og håber ikke, det er for sent at så dem til at få en ordentlig blomstring ud af dem i denne sommer.

8. maj 2015

And now it’s hyggetime

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , , ,

Vi sidder og spiser aftensmad. Jeg har lavet napolitansk kartoffelkage, som både børn og voksne holder meget af. Opskriften jeg linker til her, er fra madabc.dk. Det er min opskrift, som jeg engang sendte ind til et andet opskriftwebsite, men nævner de mig som kilde? Nænæ. Og det er helt sikkert min opskrift, for jeg kan genkende de ændringer, jeg har lavet i forhold til originalen, men pyt med det – det bliver den bestemt ikke dårligere af, og jeg kan på det varmeste anbefale denne enkle ret, serveret med en god salat til eller eventuelt en gammeldags mormorsalat.

P1060496P1060499

Efter pudding, som i daglig tale ikke betyder budding, men dessert, lød det fra en meget tilfreds Aubie:
And now it’s hyggetime. Sidste ord udtales med første halvdel på dansk og anden halvdel på engelsk, så det er ikke en time, vi taler om, men hyggetid.
Han spillede Wordsearch og hun … noget andet … jeg lagde især mærke til hans valg, fordi han jo er ret ordblind, men har fået så gode værktøjer, at han ligefrem synes, det er sjovt at bruge sin frihyggetid til at lære mere og mere om ord, så han kan blive bedre, hvad han da også hele tiden bliver.

P1060492Charlotte viste mig en lerpibe, Tim havde fundet liggende på en af de bjælker, der blev afdækket i forbindelse med renoveringen. Charlotte har i haven fundet flere lerpibestumper, som hun har gemt, men det er først efter fundet af en næsten hel pibe, hun er blevet klar over, hvad de andre stumper stammer fra.
Jeg googlede clay pipes for at finde ud af, hvor gamle sådan nogle størrelser mon kan være, og fandt ud af, at de kan stamme helt tilbage fra slutningen af det 16. århundrede. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at denne er så gammel, men den er på den anden side nok ikke ligefrem ny. Det er en forholdsvis lille pibe, med et rumindhold på måske halvdelen af en moderne pibes.
Samme googling kunne lede mig frem til en hjemmeside for The Society for Clay Pipe Research. Det er simpelthen kun i England, den slags klubber kan eksistere.

7. maj 2015

Bluebells – klokkescilla

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Vi har haft meget dårligt vejr herovre. Så dårligt, at vi ikke rigtig har haft lyst til at foretage os friluftsting.
I går tog vi derfor til Mompesson House i Salisbury – et hus, Charlotte fik lyst til at se i virkeligheden, efter hun fandt ud af, at 1996-udgaven af Sense and Sensibility med Hugh Grant, Kate Winslet og Emma Thompson blev filmet her.

Mompesson House, SalisburyEmma Thompsons kjole

Det var da også fint nok, men ikke noget at bruge et helt indlæg på. Det bedste var nok, at vi ikke blæste eller regnede væk, så længe vi befandt os indendørs. Vi var helt oppe på 22 sekundmeter indimellem, så der var tryk på. Til gengæld har vi vist ikke fået lige så meget regn som i Danmark, selv om vi har fået en del vand.
Så meget vand, at the bluebells ikke var helt så smukke, som de kunne have været, da vi i formiddags kørte til West woods for at nyde synet.
De var ikke færdige som sådan, men det vejr, de havde været udsat for i går, havde efterladt de fleste af dem lettere forpjuskede at se på.

Bluebells West woods Marlborough

White bluebells

White bluebells

Bluebells hedder bluebells, også selv om de er hvide, hvor de sjovt nok hedder white bluebells, selv om albinoudgaven åbenbart er ret sjælden … vi fandt fem på turen gennem skoven. Uanset farven hedder de klokkescilla på dansk, og i virkeligheden er det vel Englands svar på Danmarks anemonedækkede skovbunde, som også er et smukt, smukt syn – det er nok især fordi dette vue med den fuldstændig blådækkede skovbund er usædvanligt i en danskers øjne, at vi er så betagede af det … John og jeg er i hvert fald meget betagede. Og Charlotte også, for den sags skyld. Hun vidste slet ikke, at hun havde en stor bøgeskov med titusindvis af bluebells så tæt på deres hjem, som tilfældet er. Bøgeskove er ikke så udbredt et fænomen som i Danmark, så C var glad for at have fundet en skov, hvor hun kan tage familien med ud og starte på den meget danske pinsefrokostskovturstradition, som hun elskede, da hun var barn.

Bluebells West woods Marlborough

De er da smukke, ikke? Vi gik og vi gik inde i skoven, og det kæmpestore, blå tæppe sluttede ikke, før skoven gjorde det.

Bluebells West woods MarlboroughBluebells

De findes også i lyserøde og som nævnt hvide. Førstnævnte så vi ikke, men vi så nogle enkelte hvide – fem i hele det store område, så én pr 10.000 blå er nok ikke helt ved siden af.

6. maj 2015

Det gamle engelske hus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: ,

Fruen i Midten stillede det glimrende spørgsmål, om man fra starten havde haft en indbygget brønd. Det har man ikke, og spørgsmålet fik mig til at gå rundt og fotografere lidt hist og pist, hvorfor dagens indlæg hovedsagelig vil handle om et hus, der er grundlagt i 1410, tilbygget engang i 1600-tallet og til sidst i 1770. Hvornår i 1600-tallet, skal de have dateret, for nu har de fundet en egnet bjælke til det; det kræver nemlig, at man kan se de yderste lag af træet, hvor barken har siddet.

P1060424P1060430P1060431

Første billede er den oprindelige hjørnesten og hjørnestolpe fra 1410. Den var så mærket af 2-3 århundreders vejr og vind, at den måtte repareres (billede i midten). Håndværkerne ville have haft skiftet den helt, hvilket havde været en del nemmere, men det ville C&T ikke gå med til.
Det tredje billede er taget fra dette hjørne og viser, hvor den oprindelige ydervæg har gået – den flugter med hjørnet, der ses til venstre for stolpen i midten. Huset har formentlig været et malttørreri helt fra starten, men den store tørreovn er den første tilbygning og den, som man ser gå skråt op fra venstre mod midten. Det skal males, men det er et stort arbejde – hun er halvt færdig, som det ses.

P1060425P1060426

Stolpen fra øverst til højre er ny og sat op for at forhindre det hele i at skvatte sammen, når førstesalen tages i brug. Som det ses her, er den oprindelige bærende bjælke simpelthen knækket, hvorfor ‘skoen’ er sat på som erstatning.
Billedet herover til højre viser, at der har været noget; man ved ikke hvad, men man ser sporene efter en vandret og to lodrette brædder, plus hullerne efter nogle store trænagler.

P1060427P1060428 ,

Der er nogle få steder efterladt nogle gevaldig store jern’søm’, som de heller ikke vil fjerne – de er en del af husets historie og skal derfor forblive synlige. Herover til højre ses noget af husets oprindelige ydervæg … og så alligevel ikke den helt oprindelige, for det ville have været wattle and daub (lerklinet), men fra engang, man erstattede dette ikke særlig vejrbestandige materiale med mursten. De var røde, men her er der spor efter tre lag kalk; et rødligt gråt, et gult og et hvidt lag. Denne mur er nu indervæggen i deres baggang. Yderst til højre på billedet ses en bærende stolpe med ridser i – de er der, fordi man engang har dækket hele væggen med et lag puds, og for at få det til at hænge fast, skar man revner i træet. C&T ved ikke rigtig, hvad de vil stille op med denne væg, for kønt er det ikke ligefrem, men på den anden side er det interessant, så det bliver nok sådan, at de maler alt andet end lige dette stykke, som får lov at stå som et billede af hvordan det engang har været.

Dagens smil bliver kortet, som jeg i går købte som ledsager til den fødselsdagsgave, som Tim langt om længe fik. Jeg kender jo lige som mandens kone og vidste bare, at han ville elske denne tekst. John mente dog, at det lige så godt kunne have været ham, det var møntet på … men hvad pokker, æblet faldet som bekendt heller ikke så langt fra stammen, vel?

P1060342

5. maj 2015

Planter, tøj, en brønd og nogle pikante kort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , , ,

Vi har været i to plantecentre i dag. Begge er meget mere end planter; det er nærmest stormagasiner, der også har inden- og udendørs planter; bl.a. fører de tøjmærkerne Lazy Jack og Joules, som jeg er meget glad for, så jeg fik købt en ny forsyning bluser m.m. … har heldigvis masser af plads i kufferten, nu hvor alle gaverne er afleveret.
Charlotte, som aldrig har kunnet holde indendørs planter i live i mere end få dage eller måske uger, hvis det er en af de hårdføre, er pludselig blevet meget ambitiøs og køber den ene efter den anden til det nye sun room. Orkideer, efeu, bregner, klokkeblomst, duftranke, fredsliljer, begonier, streptocarpus (primula?), palmer … hun er gået helt amok i planter, barnet mit.
Både Tim og jeg har belært hende om, at planter er noget levende, og at de skal have vand for at overleve. Også mere end den første gang, hun kommer i tanke om det. Hun har lovet bod og bedring, og det skal nok lykkes hende, for det nye, dejlige rum er en stor motivationsfaktor, da det nærmest råber på masser af blomster og grønt. De gamle smedejerns-potteholdere, Charlotte fik med fra fædrenegården, passer fint ind i huset herovre.

P1060387 P1060388

Da de begyndte på rummet, blev der afsløret en gammel brønd, der havde været helt dækket til, og som de derfor ikke anede eksisterede. Den nænnede de ikke at skjule, hvorfor de har fået lavet en tyk glasplade, der kan tåle, at man sætter møbler på den eller går på den.
Der er endnu masser af kondensvand på undersiden af glaspladen, for der er først for tre dage siden tændt for gulvvarmen. Når pladen er blevet gennemvarm, satser de på, at vandet forsvinder. Der er lagt en ledning ned, så når glasset er tørt, bliver der monteret en lampe, som vil lyse brønden op nedefra og tilføje et spændende element og helt bogstaveligt en ny dimension til det gamle, nye rum. Den er vel 5-7 meter dyb, og der står en vandsøjle på cirka et par meter, men det er svært at vurdere højder (vel svarere dybder …) oppefra.
Vi forsøgte i aftes at illustrere det med en kraftig lampe ovenfra. Det blev ikke helt rigtigt, men måske kan man godt få en ide om, hvordan det vil komme til at tage sig ud.

P1060386P1060337

I det ene plantecenter faldt vi over humorkortene – hold op, hvor vi morede os – og så taler ‘nogen’ om de bornerte englændere! Det her var herlig og meget engelsk humor. Jeg tog en del billeder, men de vil komme i små portioner.
John og jeg er enige om, at vi så småt kan begynde at genkende den problematik …

P1060340

P1060341

4. maj 2015

Så er vi her igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: ,

Vi stod op klokken 03:45 i morges for at kunne køre 04:45 for at kunne være i lufthavnen 05:45 for at kunne flyve 07:45 for at lande 08:45 (lokal tid) for at tage bussen 09:45 for at tage toget 12:01 for at være i Pewsey 12:45, blive hentet der og køre til The Hatchet Inn for at spise frokost.
Hele familien samlet, oven i købet, for det er Bank Holiday i England.

P1060328

Vel hjemme i Malthuset blev vi naturligvis vist rundt i alt det renoverede. De er ikke færdige, men The Sun Room er meget tæt på.
Det er ikke så ringe endda, for nu at sige det på jysk …
Det er blevet skønt rum, der kun mangler den sidste finish med lampeskærme, planter og mere vægmaling.
Førstesalen er ikke færdig, så der mangler Blogger’s Landing, badeværelse og soveværelse. De er også her tæt på, men ikke i mål endnu. Måske næste gang vi kommer …

P1060329

Der er så mange spændende detaljer, men det blev kun til et par hurtige billeder for nu og det bliver heller ikke til meget bloggeri – vi koncentrerer os nok lige om noget andet i dag og i aften.
Det er herligt at være her igen.

3. maj 2015

Fjorden viser tænder mens vi ser venner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , ,

Har du krammet et træ i dag

Så har vi sagt farvel til Die Zwei Mädchen plus mädchenmand.
Endelig fik vi det hele til at at gå op i en højere enhed – de har travlt og vi har travlt, men nu blev det. Over et døgn i det bedste selskab.
Med for lidt søvn, men pyt med det – der var så forfærdelig meget, vi skulle opdatere hinanden på, for det var ALT for længe siden sidst.
Det siger vi hver gang, men vi er stadig for dårlige til at blive bedre … måske engang, når de træder ud af arbejdsmarkedet, men der er længe til; Sus og Jan er kun lige blevet 60 og er overhovedet ikke parate til at jobstoppe.
I går så vi lidt på Præstø, hvor Karen fik krammet et træ ved Frederiksminde.
I dag, efter morgenmaden, kørte vi dem rundt i landskabet – var på Feddet Strand, i Vemmetofte Strandskov og kiggede til sidst ned på Det Store Hvide Hul (Faxe Kalkbrud).
Vejret er meget flot, men også meget blæsende, så jakkerne kom på.

ET

Vi viste dem kludeegen, men den har I set billeder af et par gange før, hvorfor I denne gang får et af en kludeegsgren, der til forveksling ligner E.T.

Vemmetofte Strandskov

Vi viste dem hvordan et kildeudspring i Vemmetofte Strandskov ser ud … det mindede mig faktisk også lidt om E.T.

I aftes fik vi bl.a. confit de canard og æblesmuldrekage med romrosiner.

Æblesmuldrekage med romrosinerÆblesmuldrekage med romrosiner (1)

Læg 3 dl store, gode rosiner i blød i et døgn i 1½ dl god, mørk rom (jeg bruger 1 dl mørk rom og ½ dl romtopf-rom).
Kør 150 g mandler igennem foodprocessoren (jeg gider bare ikke hakke dem så fint i hånden).
Smelt 150 g smør. Vej 150 g hvedemel og 175 g sukker af, bland det med mandlerne og en smule revet muskatnød.
Saml dejen med smørret og lidt af romlagen. 
Fjern kernehuset fra 8 æbler og del dem i hver 12 både, læg dem i et ildfast fad, dryp med 2 spsk citronsaft og fordel rosinerne og resten af lagen plus 120 g sukker over æblerne.
I den oprindelige opskrift skal æblerne skrælles, men det synes jeg ikke er nødvendigt.
Smuldr dejen over æbler og rosiner og bag ved 180° i 25 minutter.
Den kan serveres med vanilleis, flødeskum eller creme fraiche. Jeg foretrækker det sidstnævnte; is er også glimrende, mens flødeskum er udelukket for mit vedkommende, men smag er som bekendt forskellig.
Én ting er dog sikker: Det er en gudeskøn dessert!
Hvis man har noget romtopf-rom (og det har jeg), bliver det hele ikke dårligere af at få sådan et lille glas til. Vi har spist alle frugterne i romtopfen; den resterende rom (ca. 3/4 liter) hældte jeg igennem et lommetørklæde, så væsken blev helt klar. Det er en herlig dessertlikør.

2. maj 2015

Dippy Soldiers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags:

Efter børnebørnene kom til, har jeg lært en del engelske termer, som jeg af naturlige årsager ikke kendte før. Jeg skal skåne jer for deltaljer, som alligevel kun vil have de færrestes interesse, men der er ét udtryk, jeg er nødt til at bringe på banen, for jeg vil gerne vide, om det er mig, der har været uoplyst.
Jeg er i UK for at besøge familien. Det er søndag morgen, Charlotte har lavet blødkogte æg, og Tim spøger børnene, om de vil have dippy soldiers, hvilket de siger jaaaaaa til.
Dippy soldiers? Hvad pokker er det? Hvis I heller ikke kender udtrykket, kan svaret ses i følgende citat fra en journalist i London og i billederne herunder.
Jeg bestiller næsten altid blødkogte æg, der serveres med den klassiske britiske børneopfindelse ’soldiers’, ristet brød med smør skåret i passende strimler, så man kan dyppe dem i ægget, mens man sidder og bladrer aviserne igennem og lader roen falde.

001Jeg har set følgende varianter: soldiers, dippy soldiers og dippy eggs with soldiers.
Jeg har ikke selv fået soldater på denne måde. For det første har jeg aldrig brudt mig om blødkogte æg (jeg vender også mine spejlæg), og for det andet bliver det til noget værre griseri, inden man er færdig med at spise.
Jeg siger derfor pænt og høfligt nej tak til selv at deltage, når jeg er derovre, men ungerne elsker deres dippy soldiers.

Jeg har aldrig hørt om danske soldater. I forbindelse med blødkogte æg, forstås …
Indtil i går, hvor jeg kom hjem med en bakke æg, hvori det viste kort var lagt.
Soldater, skriver man. Og brødsticks. 
Er det bare mig stakkels forsømte barn, der aldrig er blevet tilbudt soldater i forbindelse med de blødkogte æg, jeg har nægtet at spise, så længe jeg kan huske tilbage?
Det kunne være, disse soldater ligefrem kunne have lært barnet Ellen at sætte pris på blødkogte æg?
Det der giver mig en lumsk mistanke om, at det er noget, man først for nylig har fundet ud af, er, at man aldrig i livet ville have kaldt det for brødsticks i min barndom, hvorfor det med stor sandsynlighed ikke er et gammelkendt fænomen i Danmark, men ret mig endelig, hvis jeg skulle tage fejl.
Man har sikkert ikke anet, hvad man skulle oversætte denne åbenbart “klassiske britiske børneopfindelse” til, og så nåede man frem til dette i mine øjne temmelig ynkelige og kluntede forsøg. Hvad er der galt med brødpinde? Eller fingerbrød?

1. maj 2015

Jeg er en glad kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: ,

Skvalderkål Galore (1)Nogle gange bliver man positivt overrasket. Nogle gange bliver man oven i købet positivt overrasket over, hvor billigt noget kan være. Det er sjældent, det sker, men det sker.
Det skete for mig i dag.
For en god uges tid siden kastede jeg handsken og skrev til Byggestart og bad om et tilbud på at komme i bund i haven i Den Stråtækte. Jeg gider simpelthen ikke gå og slås med alt det skvalderkål længere – jeg kan ikke se en ende på det og er i det hele taget i den grad demotiveret, fordi der er så lang vej endnu, inden jeg kan komme i gang med den sjove del af gør-haven-pæn-igen-processen.
Allerede dagen efter ringede der en mand, der ville sende en mand, der er rigtig god til netop til den slags l….opgaver (som vi var fuldstændig enige om, at det er); med min tilladelse ville han give denne mand mit nummer, så han selv kunne kontakte mig for at vurdere opgavens omfang – og give en pris, naturligvis.
Billederne her giver vist et glimrende indtryk af, hvor slemt det står til …

Skvalderkål Galore (2)

Han hedder Per og han har set vores have, fået en kopkaf og givet et tilbud. Jeg skriver med tæerne, for jeg kan ikke få hænderne ned.
Han var overhovedet ikke ved at besvime. Den opgave, jeg slet ikke kan overskue (jeg har så heller aldrig kunnet fordrage denne yderst kedelige del af havearbejde), inklusive at rette de fire meter af stengærdet op, som er ved at skride sammen, og som John ikke har ryg til at give sig i kast med … hele den opgave hævdede manden ville kunne klares på to, højest tre dage.
WHAT??? Selv om jeg kunne tage mig sammen og virkelig gå til den, ville jeg være mindst 14 dage om at komme det hele igennem, og så siger han to dage!
Det ville med andre ord sige, at vi ramte en pris, som bare var en femtedel af den pris jeg havde håbet på i mine allermest optimistiske øjeblikke og langt mindre end den pris, jeg frygtede, men hvor jeg så ville have sagt, at han måtte komme så langt han kunne, og stoppe, når vi nåede mit prisloft. Nu klarer han mere end det hele for meget under det halve, og han så overhovedet ikke skræmt ud: “Det skal jeg hurtigt få klaret, men det kan godt være, jeg skal komme igen en halv dags tid senere på sommeren og gå det igennem igen, for der vil altid være nogle skvalderkålsrødder, der ikke kommer med i første omgang.”
Det tror jeg på, og han skal være så velkommen. Hurra for denne verdens Permænd. Faktisk har jeg allerede i tankerne lavet en aftale med ham om fremover at komme 3 x 1 dag om året og lave det meste af det havevedligeholdsarbejde, som jeg afskyr. De penge vil være givet godt ud, og vi er et skridt nærmere til at gøre Den Stråtækte så alderdomsvenlig som muligt.

30. april 2015

Ørkenens Sønner og Reef’n Beef

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

P1060268Den søde Flemming har gjort os tre søstre en KÆMPEtjeneste, og vi har en rum tid talt om, hvordan vi skulle få sagt ordentligt tak til ham.
Det fandt vi langt om længe ud af, og det gjorde slet ikke noget, at vi alle – søstre + vores mænd – fik noget ud af samme tak.
Vi inviterede ham med på Reef’n Beef, for derefter at tage ham med i Glassalen i Tivoli for at se Ørkenens Sønner.
Holdnuop, hvor var det god mad.
Holdnuop, hvor var de sønner hylemorsomme.
Det er ikke sidste gang, vi spiser på den australske restaurant – det var lidt anderledes og meget lækkert.
Nogle af os fik dybstegt krokodille-ravioli med passionsfrugt-honning-dip til. Og noget brød, selvfølgelig. Yderst delikat var det.
P1060256P1060257

Til hovedret fik jeg 100 g Certified Australian Wagyu ribeye “Kobe” stil. Totalt mørt og lækkert … kunne tygge det med øjenbrynene.
Merete og Flemming fik lyst til en kængurubøf, da det var nyt for dem. Det har jeg fået nogle gange, men især fordi jeg ikke ville kunne spise 200 g kød, ville jeg hellere nøjes med 100 g mørt oksekød – kænguru smager dog fint nok, og de kunne godt lide det.
For de meget sultne kan man bestille en bøf på 600 gram! Det var der ingen af os, der følte os i stand til at tage kampen op med.
P1060258P1060262

Ingen dessert til mig, andet end en caffe latte, men to kunne godt lige klare en cheesecake, som også blev rost til skyerne.
Både hvid- og rødvinen var meget australsk og meget god – en hhv. Chardonnay Riders Hill og en Peter Lehmann Portrait.

P1060270P1060276

Henrik Koefoed er god at klæde ud – både som H.C. Andersen og som Dyrehandler Clausen lignede han så godt, at man næsten ville kunne forveksle dem med den ægte vare.
De var dog skønne, alle de fire herrer – jeg synes altid, de er morsomme, men det er altså noget helt, helt andet at se dem IRL; det er at deltage på en ganske anden måde, når man har hele salens stemning med. Vi hujede af grin flere gange, end jeg kan tælle – de er geniale, er de. Det vid, de kan præstere, er både intelligent og uforligneligt.
At de går under bæltestedet i tide og utide gør det kun endnu morsommere; de overskrider i hvert fald ingen grænser hos mig.
Kan så absolut anbefales.

29. april 2015

Min mand rystede på hovedet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: ,

Vi skulle i XL-Byg i går for at finde et tørrestativ. Jeg har i flere år ønsket mig, at mit vasketøj, især sengetøjet, kunne hænge og lufttørre med en romantisk blafren og ikke bare hænge alt for sammenfoldet på et lille stativ, men det var der ikke rigtig plads til i rækkehushaven.
Nu har vi plads – stativet er kommet i jorden og tøjet i luften … første hold skjorter er vasket, hængt op, tørret lynhurtigt i dejlig blæst og sol og taget ned igen. Herligt! Et beskedent ønske endelig gået i opfyldelse.
Der var bare lige det … jeg var måske ikke så beskeden hele vejen igennem i går …
Vi gik rundt i XL Køge i deres haveafdeling, hvor jeg fik øje på en pavillon. Sandt at sige var det svært at undgå at få øje på den …
En pavillon, der ikke er sort, men fin og lys.
En pavillon, der er 4 x 3 meter og ikke 3 x 3, så der vil være plads nok til bordet – også med alle seks stole omkring.

image

Er den ikke fin?
Således spurgte jeg i går også John, som pludselig så meget træt ud i ansigtet.
– Jamen jeg har jo lige sat den anden op!
– Det ved jeg, men den er meget sort, ikke sandt? Og Søren var helt vild med den, ikke? Den er lidt for lille, har du hele tiden sagt. Det vil denne ikke være, og Søren vil være glad for at kunne overtage den anden.

Kan I høre det? Jeg kunne desværre godt høre mig selv … som et lille barn, der plager sin far om et eller andet.

For at gøre en længere historie kortere, er John nu ved at sætte en fin, lys, stor og dejlig pavillon op i stedet for den sorte, huleagtige tingest, ingen af os var helt tilfreds med.
Han gav sig, da han hørte prisen. Vi frygtede, at sådan en ville være frygtelig dyr, hvilket den rent faktisk viste sig ikke at være, og jeg fik oven i hatten lokket damen til at sælge den for det, den havde været på tilbud til i sidste uge.

Jeg kan sagtens leve med, at min mand ryster på hovedet af mig … når bare jeg får min vilje … og han er jo helt enig med mig i, at denne er både pænere og mere velegnet. Han var bare aldrig kommet på den tanke at skifte den sorte ud, men nu er der tre glade mennesker i stedet for to halvutilfredse, så hvad skulle han dog gøre uden mig?

28. april 2015

Ord, ord, ord. Bøger, bøger, bøger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , ,

P1060254Det har drejet sig lidt vel rigeligt om bøger, siden Saxos reader svigtede mig så grusomt; de to seneste indlæg har handlet om bøger, så nu kan jeg lige så godt sige alle gode gange tre … nok især affødt af Connys kommentar “det var imponerende mange ordbøger”.
De imponerende mange var omkring halvdelen af mine ordbøger; derudover har jeg en del bøger, der ‘bare’ handler om og/eller forklarer det engelske sprog. Den anden halvdel af ordbøgerne ses til højre – skulle man mod forventning være interesseret i titlerne, kan boghyldebillederne i dagens indlæg klikkes større.
I dag er der masser af gode online-ordbøger, men det var der ikke, da jeg begynde at samle på dem.
Faktisk er jeg (stadig) indrettet således, at jeg kan finde på at tage en ordbog og læse i den, som var det en roman, jeg havde fat i. Dog ikke en, der svarer til Gyldendals kedelige Røde, og som jeg heller ikke har, men en af de forklarende bøger. Det kan skam være spændende læsning og under alle omstændigheder er det lærerigt. Eksemplet herunder er fra Fowler’s Modern English Usage og viser bl.a. forskellen på affect og effect; noget, jeg meget, meget ofte skulle rette i rapporterne, fordi folk ikke kendte den faktisk temmelig markante forskel på de to ord.
Forskellen på altogether og all together er heller ikke helt uvæsentlig. (OE = Old English. ME = Middle English)

P1060248P1060253

Så er der bøgerne om sproget – for mig lige så spændende og langt mere interessante end selv den bedste skønlitterære bog. Især skriver David Crystal, så jeg har svært ved at lægge mig til at sove … skal liiige have et kapitel til, og jeg har læst alle hans bøger flere gange – jeg kan nemlig overhovedet ikke huske det hele ved første gennemlæsning …
P1060251Lynne Truss’ legendariske Eats, Shoots & Leaves The Zero Tolerance Approach to Punctuation er helt vidunderlig – den har jeg også læst et par gange. Hvis ikke I kender bagsideintroduktionen til denne bog, kommer den her:
A panda walks into a cafe. He orders a sandwich, eats it, then draws a gun and fires two shots in the air.
“Why?” asks the confused waiter, as the panda makes towards the exit. The panda produces a badly punctuated wildlife manual and tosses it over his shoulder.
“I’m a panda,” he says, at the door. “Look it up.”
The waiter turns to the relevant entry and, sure enough, finds an explanation.
Panda. Large black-and-white bear-like animal, native to China. Eats, shoots and leaves.”
So, punctuation really does matter, even if it is only occasionally a matter of life and death

Der skal også være plads til humor midt i og sammen med alvoren. Lynne Truss klarer begge dele fejende flot, og foruden hende har vi blandt andet how not to say what you mean – a dictionary of euphemisms og Who Put the Butter in Butterfly?
Temmelig underholdende bøger …
Vil I også gerne vide hvem der puttede smørret i smørflyveren? Svaret er herunder.
Eller … er det nu også et svar?

P1060252

27. april 2015

Jeg har lært et nyt ord i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:02
Tags: , ,

Cleaning pummetsDer løb en mail ind fra Tim: “Preparing for mommer’s visit – cleaning the pummets
The pummets!? Har aldrig hørt det ord før … inden jeg åbnede mailen, slog jeg ordet op. Forgæves. Min onlineordbog kendte det ikke, og Google kom op med en masse, jeg med det samme var klar over intet kunne have at gøre med huset i Wiltshire.
Jeg åbnede mailen og så det indsatte billede.
Det blev jeg ikke specielt meget klogere af – det er tilsyneladende nogle sten med huller i, men hvorfor skal de gøres rene, fordi jeg kommer? Og hvad bruges de til?
Jeg måtte kapitulere og spørge Tim. Følgende svar indløb næsten øjeblikkelig:
Well, they are the aerated clay tiles which formed the old kiln floor. We need to reintroduce some of them back onto your bedroom floor, to keep the listed building planning people happy, as this was a condition of our planning permission – and will add another historical note to the house!

Javel. Nu gav det mening. The kiln floor er gulvet i malttørreriet, hvilket er husets oprindelige formål.  Det er dog vist over 100 år siden, det stoppede med at fungere som et sådant. De bor selv i den ‘rigtige’ beboelse fra gammel tid, og det er malttørredelen, de nu er ved at lave om til en granny flat. Man tændte ild nede under tørreloftet, og varmen trængte op gennem hullerne i teglstenene og tørrede derved malten. Nu vidste jeg hvad a pummet er, men jeg kunne godt tænke mig at se, hvad en ordbog skriver om det, men selv i min særdeles gedigne moppedreng af Webster’s findes ordet ikke. Det overraskede mig godt nok. Hvad i alverden ville en oversætter have gjort her? Det er vel ikke alle, der er så heldige som jeg at kende en englænder, der efterhånden er blevet ekspert i gamle engelske huse med deres tilhørende termer?

P1060243P1060242

Hvis ikke det står i Webster’s, så ved jeg ikke, hvor jeg skal lede efter pummet. Jeg googlede og jeg billedgooglede. Jeg googlede malt tiles, og der kom hit op med tegl, som lignede disse, men ikke et eneste hit, der indeholdt ordet pummet. Jeg forsøgte mig også med andre stavemåder, men uden held. Så gav jeg op! Jeg må vist have en snak med Tim, når jeg kommer derover …

Fordi huset er, hvad det er, hedder det naturligvis The Malt House, og flere har troet, at Tim og Charlotte har taget navn efter deres hus, men det er altså et rent tilfælde, at Tim hedder Maltin – det har familien heddet i flere generationer, selvom der har måske været en malttørrer-forfader engang, lige som Thatcher betyder tækker, Archer bueskytte, Mason murer, Cooper bødker osv. …  Miller, Butcher, Slaughter, Carpenter … kan vi flere?

26. april 2015

Jeg er SÅ træt af Saxo Read(er)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , ,

Saxo Reader er ændret til Saxo Read. Ordet er reduceret med 33 %, og det er funktionaliteten også, selv om Saxo naturligvis hævder det modsatte.
Det tager 100 år at liste min bogsamling, hvor den før bare var der, når jeg åbnede appen. Okay, måske ikke 100 år, men to minutter er alt for længe.
De skal alle downnloades igen, hvis jeg vil kunne læse i dem. Det haster ikke, for jeg har læst næsten alle på min liste og derfor downloader jeg ikke, hvorfor stort set alle mine bøger er så fadede, at jeg har meget vanskeligt ved at se coveret. De får først fuld styrke efter download. Det skal vel forestille at være smart, men de er for ulæsbare inden download.
Før kunne jeg lave biblioteker efter eget valg; jeg havde et bibliotek der hed ‘læste’ og et der hed ‘ulæste’, plus et for hver af de forfattere, jeg havde mange bøger af, fx Sara Blædel. Det kan man ikke mere, men kun sortere efter forfatter, titel og ‘nyeste’. Og dette kun nedad, hvorfor nyeste bøger altid befinder sig nederst på listen. Det er MØGirriterende, at man ikke kan ændre på det.
Man kunne ændre lysstyrke ved at lade fingeren glide op eller ned ad skærmen. Det kan man ikke mere, men skal ind og ændre i indstillinger – som huskes meget tilfældigt, men vel i snit i halvdelen af tilfældene.
Der er kommet ‘natlæsning’, som består i sort skærm med hvide bogstaver. Det synes nogle måske om – jeg gør ikke … synes kontrasten er ubehagelig, når den er negativ, så at sige.
Men det værste. Det aller-allerværste er, at bedst som jeg læser og skal bladre en side frem, hopper appen tilbage til start – puff, væk er bogen.
Så skal jeg starte HELT forfra. Indlæse liste. To minutter. Trykke på den igangværende bog, hvorefter appen selv finder frem til, hvor jeg var nået til, hvilket tager et minut, som er en meget lang svartid i forhold til de gamle ganske få sekunder.
Det kan ske spontant, men sker oftest, når der starter et ny kapitel. Når jeg endelig er nået så langt, at jeg er der, hvor programmet crashede, bladrer jeg frem … og det samme sker igen. Og igen. Første gang det skete, startede jeg forfra fire gange, inden jeg gav op.
Jeg læser i sengen lige inden jeg falder i søvn. Gæt, hvor rolig og parat til at sove jeg var første gang, dette skete for mig!
Den eneste måde, jeg kan komme videre i bogen på, er manuelt at bladre på skinnen nederst på skærmen. Jeg skal så scrolle forbi kapitelskiftet, og jeg kan gudhjælpemig ikke bladre tilbage til kapitlets start, uden det crasher igen. Jeg er derfor tvunget til at gå glip af et par sider af det nye kapitel, for rammer jeg plet, crasher det igenigenIGEN.
Dette skete ikke ved hvert nyt kapitel, så fejlen er tilfældig.
Det var i den grad ved at drive mig til vanvid. Nu har jeg fundet et nyt sted at handle ebøger, nemlig plusbog.dk, som har en app, der er fuldstændig mage til Saxos før deres nedgradering. Jeg nægter at kalde det en opgradering.
De er oven i købet meget billigere end Saxo …

Bøgerne kan ikke overføres fra Saxo Read til Plusbog Reader. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det.
Det er også en ting, der irriterer mig. Selv om jeg har købt bøgerne gennem Saxo, burde jeg selv kunne bestemme, hvordan jeg vil læse dem. Det svarer efter min mening lidt til, at man ikke må tage sine papirbøger med, når man flytter hus, eller ikke får lov til at tage dem med i et andet rum i huset.
Er der nogen her, der har prøvet noget tilsvarende?
Er der nogen her, der ved, hvordan man flytter ebøger, man har købt og derfor burde kunne bestemme over på sin egen læseenhed?

25. april 2015

Her ligger vores bredbånd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: ,

Forleden dag hørte vi pludselig en værre larm lidt nede ad vejen.
Fibernet in speDet viste sig at være en maskine, der gravede en smal rende i asfalten inde på cykelstien; efterfulgt af en anden maskine, som spurtede både frem og tilbage, og som jeg egentlig ikke helt fandt ud af formålet med.
Det overordnede formål var jeg dog ikke i tvivl om: Det er fibernettet, der bogstavelig talt er på vej. Det er smart nok, at de ‘ødelægger’ vejen, inden de skal til at lægge asfalt på til den 2-minus-1-vej, af nogle også kaldet rød vej, som de ligeledes er begyndt at træffe foranstaltninger til at etablere. Gad nok vide, om de to instanser virkelig har formået at kommunikere, eller det er et rent lykketræf, at det foregår i den rigtige rækkefølge.
Den lidt specielle og fartbølle-uvenlige vej glæder vi os meget til. Den underliggende årsag er, at netop strækningen langs Præstøfjorden forbi vores hus er en del af en cykelrute mellem København og Berlin. Den er visse steder nærmest livsfarlig at færdes på som svag trafikant; bl.a. her tæt på os. Hvis folk bare kunne køre enten efter loven eller efter forholdene, var der såmænd ingen problemer … sådan kører da også langt de fleste, men der er selvfølgelig nogle idioter (flest motorcyklister, men også enkelte bil-Brian’er), der lige synes de skal drøne igennem her med 120 i timen eller mere (her er fartbegrænsning på 60). Vi har masser af turistcyklister om sommeren pga. nævnte cykelrute, og hele året rundt er her en livlig trafik af gående børn og voksne, der skal til og fra Marjatta-institutionen.
Der er kun én meget smal sti i den ene side til både cyklister og fodgængere, hvilket er noget hø på trafiktravle sommerdage – især for cyklisterne, som i deres hensyntagen til fodgængerne tvinges ud på vejen, og kommer der så en klump af en fartbisse, opstår de farlige situationer.
Det er turistforeningen, der har presset kommunerne omkring Præstøfjorden til at få anlagt denne 2÷1-vej, fordi strækningen er så farlig, som den er. Vi skulle jo helst ikke have ødelagt vores gode rygte som et godt og smukt cykelland. Nede på havnen i Præstø ses sommeren igennem cykelturister fra Tyskland, Holland og Belgien og sågar Italien og Spanien!

Bredbånd

Og her ligger så vores ret brede bredbånd *) … det venter bare på at komme i jorden.
*) Man husker måske tv-reklamen om manden, der i butikken ikke helt kan finde ud af, hvor bredt et bånd han skal købe?

24. april 2015

Det kommer noget bag på mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:15
Tags:

Det kommer faktisk en hel del bag på mig, hvor træt jeg egentlig må have været af rækkehuset, uden det dog gik helt op for mig, mens vi boede der.
Nok meget godt, når man tænker over det …
Første gang, jeg tænkte bare lidt over det, var før vi overhovedet fik øje på Den Stråtækte.
En dag, jeg sad og kiggede ud i den lille gårdhave, slog den tanke mig, at når vi en dag ikke er i stand til at klare at vedligeholde svenskerhytten mere og dermed er bundet til rækkehuset, så vil det gå helt galt for mig. Så dør jeg ganske enkelt. Af klaustrofobi eller kedsomhed eller noget. Jeg kunne i hvert fald ikke holde tanken ud om at skulle tilbringe en måske relativt inaktiv alderdom i det hus.
Et halvt års tid efter fandt vi Den Stråtækte, så var den del af problemet da løst. Den tanke, at vi heller ikke kan klare at vedligeholde det på et tidspunkt, vælger jeg at se helt bort fra lige nu – vi nyder bare den tid, vi kan få, og så tager vi den derfra, hvis ‘derfra’ overhovedet kommer. Gider ikke ligefrem opsøge problemerne. De kommer erfaringsmæssigt helt af sig selv.

 Grønirisk ved Præstø Fjord

Når vi tidligere skulle hjem fra Sverige, trak og trak og trak jeg afrejsetidspunktet, til Johns større eller mindre irritation, men jeg havde overhovedet ikke lyst til at forlade stedet for at køre hjem til dødkedelige Havdrup. Hvorfor tage til Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup …
Nu har manden lidt nemmere ved at få mig ud ad døren, og ih, hvor jeg nød at komme hjem denne gang – hurtigt pakke ud og så ellers fluks ud i haven, hvor jeg vandede de nye planter og under denne seance kunne konstatere, at både min buskbønne og squash var ædt – af snegle, formentlig. Det må der snarest gøres noges ved.
Derefter skænke et glas vin, sætte sig op på den nye terrasse og bare nyde, nyde, nyde, og hvor jeg midt i nydningen fik øje på en lille grønirisk, der sad og sang i vilden sky øverst i et af småtræerne i sivene cirka 100 meter væk.
Jeg hentede mit Canon, som kan zoome – nårhnej sume – x50 og tog dette billede. Det er altså ikke helt tosset, når jeg selv skal sige det – først maksimalt zoom og derefter yderligere digitalt zoom på pc’en. Til gengæld skal man ikke forsøge at blæse det mere op nu – jeg har vist trukket alt, hvad der kan trækkes ud af kameraet her.

23. april 2015

Det er en mormors pligt at forkæle og give gaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

P1010279Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle foretage os i dag – havde ellers talt om at køre op og se Danska Fallet, som ligger lidt længere væk end Flammefallet. Det droppede vi igen, da vi så vejret – ikke fordi det er blevet regnvejr, men det blæser temmelig meget, og da skoven alligevel nok vil tage sig en hel del pænere ud næste gang vi kommer herop, blev vi enige om at vente med den tur.
I stedet kørte vi en tur til Kristianstad. Man kan altid få et eller flere behov til at opstå i Jula, og inde i centrum var det efterhånden længe siden, vi havde været.
I Jula havde de rigtige håndværkerbukser til drenge – I ved sådan nogle med dusinvis af lommer over det hele – de så meget professionelle ud, så der røg et par med til Aubrey. Der sad nogle effektive knæbeskyttere på, hvilket er godt til den dreng drenge. Anna får jo den strikkede poncho, hvorfor der skulle findes på et eller andet til Aubie – det er uhyre vigtigt, at de får lige mange gaver. Prisen på dem er aldeles underordnet, det er antallet og størrelsen, der er det afgørende. Endnu.

Johns yndlingsbutik var væk, nemlig den med alt det lækre fritidstøj. Altså ikke joggingdragter og deslige, men alt til jagt, fiskeri og fjeldvandringer. Ikke at John foretager sig nogen af delene, men tøjet er supergodt.

P1020459Min yndlingsbutik var væk, nemlig den dejlige garnforretning Helylle. Hun ville ud og finde nye horisonter i sit liv … eller noget i den retning … stod der på et lille skilt. Dem må vi da håbe hun finder. Jeg vil savne den forretning, men det var bestemt ikke mig, der gav hende smør på brødet.

Børnetøjsforretningen lå der endnu. Den lækre, lækre børnetøjsforretning. Selv om ungerne er ved at blive så store, at de kræver medindflydelse, når deres mor køber tøj til dem, synes de stadigvæk, at det er sjovt, når mormor kommer med noget til dem fra Danmark. Eller Sverige, men det behøver jeg ikke at fortælle dem.
Jeg fandt en virkelig sød sommerjakke til Anna. Så måtte jeg også lige finde en til Aubie.
Der lå nogle fine pigecowboybukser med små ‘diamanter’ i to rækker ned langs sidesømmene. Et par cowboybukser uden udsmykning til den unge mand var naturligvis ikke svære at finde. Jeg tog ikke dem, der er født særdeles hjulbenede – de ser da skrækkelige ud.
En bluse og en T-shirt til dem hver, så stoppede legen for denne gang, men da havde jeg også brugt en mindre formue. Ekspeditricens smil blev større og større …
Pyt – det gør ikke noget, at det sommetider koster noget at udføre sine pligter. Slet ikke når det gælder forkælelsespligten over for mine børnebørn.

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 61, der følger denne blog