Hos Mommer

21. februar 2017

Endelig sker der lidt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: , ,

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skabes plads og lys til ny terrasse (2)

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

Helleborus i knopHelleborus i knop (2)Helleborus i knop (3)

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

20. februar 2017

YRK, hvor er det ulækkert

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags: ,

imageVi havde vores lumske anelser, mens englænderne var her: Toiletterne blev mere og mere sendrægtige til at skylle ud, men heldigvis gik det ikke helt galt, så længe vi havde besøg. Det gjorde det først lørdag eftermiddag, og søndag morgen foregik udskylningen så langsomt, at der reelt ikke var noget skyl.
Vi delte de to toiletter i ‘Hans’ og ‘Hendes’ – ens eget skidt er altid det mindst ulækre – og ringede til nødtelefonen. Det viste sig at være en vagthavende brandmand (!), som ville kontakte en mere relevant vagthavende, som igen ville ringe os op.
Det skete bare aldrig. Vi turde næsten ikke bruge noget vand – den smule, imagebundfældningstanken kunne tage, skulle gemmes til toiletterne.
Her til morgen ringede vi til kommunen:
Det var da ikke så godt. Jeg skal sørge for, at der kommer en ud i morgen.
– I morgen?! Vores toiletter har ikke virket siden i lørdags!
– Hmmm. Okay. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få en til at komme i dag.
– Tusind tak!

Der kom en slamsuger klokken 13, så det var fint nok. Det var ikke Bøgh, for vi bor ikke i Østjylland, men jeg elsker, når små firmaer finder på sådanne kreative slogans eller en lidt fjollet tegning som på bilen fra AIM.

imageimage

Det er nok især slamsugerne, der excellerer i lumre slogans, selv om både Stormbudet og MM Stilladser også kan være med – Bøgh overgik dog sig selv, da han fandt på den næste:
image

Et godt og ikke engang lidt kikset, som mange af dem (bevidst?) er: “Køb fire vinterdæk – eller skrid”. Der var dog åbenbart ikke tilstrækkeligt mange, der havde syntes det var morsomt, for det pågældende dækfirma er lukket …

Billedresultat for køb fire vinterdæk eller skrid

Og til sidst et eksempel på, at det er fotografen (eller en billedredaktør), der er i besiddelse af humor.
Jeg kan sagtens grine, for nu virker alt igen som det skal hjemme hos os.

19. februar 2017

Reklame?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , ,

Tjah, det er vel en reklame, men jeg er hverken sponsoreret af dem eller blevet bedt om at reklamere – så havde jeg nemlig ikke skrevet om det.
IMG_5847Jeg blev inspireret af Conny, som har impulskøbt lidt strikketing i Netto, og disse indkøb fik mig til at tænke på de navnebånd, jeg har købt gennem Ikastetiket – og fra hvem jeg lige har bestilt 75 nye. Forandring må der til indimellem …

Øverst ses det bånd jeg har og nedenunder ses et preview af det jeg snart får.
imageIkke den helt store og verdensomvæltende forandring, kan man med rette indvende, men hvis tekst og billede skal være i overensstemmelse med sandheden, er der ikke plads til de store ændringer.
Jeg har derfor nøjedes med at ændre lidt på skrifttypen, baggrunden er blevet grå og det bliver syet med sølvtråd. Det nye bånd bliver, som det gamle, 10 mm i højden.

Det er ikke engang dyrt. Lidt afhængigt af modellen man vælger, skal man som minimum bestille enten 75 eller 100 stykker, hvilket umiddelbart forekommer voldsomt, men til den pris gør det ikke ondt, hvis ikke man får brugt dem alle. Kun 136,75 kroner, plus porto (19,95 kr.), for 75 bånd – det er i orden med mig.
Det er supernemt at designe lige det bånd i lige den bundfarve og trådfarve, man måtte ønske. Der er flere forskellige skrifttyper; man kan vælge en eller to linjer; der er en del forskellige figurer til at vælge at sætte på og det kan fås med eller uden strygebagside. Båndet her fås i tre bredder, men de har mange slags bånd med andre muligheder. Og etiketter har de selvfølgelig også … ellers ville navnet være misvisende.
Det er da smart! Og ret blæret at kunne sætte sådan et mærke på sine arbejder.
Jeg sætter dem dog ikke på alt, jeg laver – fx er det vist en smule overkill at sætte dem på IMG_5848karklude, og på tørklæder og sjaler går den heller ikke, selv om jeg gerne ville kunne, for det er et stort arbejde at frembringe disse, men det binder brugeren til at tænke på hvordan de skal foldes om halsen, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Man kunne måske også lave sig et bånd som det der sad på min julegave fra Charlotte.
Tror I lige, det blev gemt? Den gamle mor her blev da helt rørt, selv om hun godt ved, at man kan købe den slags bånd overalt i England; det er dog frivilligt, om man vil købe dem, men det ville hun gerne …

18. februar 2017

Det klør, gør det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

IMG_5764Nu klør det altså i havefingrene! Både i Johns og mine … hans fordi han gerne vil i gang med at gøre klar til den nye terrasse og mine fordi jeg vil i gang i bedene. John kan så småt begynde, men han skal bruge Søren til noget træfældning, og han kan ikke her i weekenden.
Det er desværre nok for tidligt endnu med de bede, men mon ikke jeg så småt kan begynde rundtomkring at fjerne visne strittejawertusser fra sidste blomstring? Nu tror jeg ikke mere på, at der kommer så store mængder sne, at de er nødvendige for at isolere – eller hvorfor det nu lige er, at man ikke må fjerne dem før om foråret.

‘Træfældning’ er måske et voldsomt ord – det er den store, stedsegrønne plante, der står bag pavillonen, der skal væk. Jeg tror, det er en kinesisk ene, men er ikke sikker, og det er også ligemeget, for dens skæbne er nu beseglet. Jeg har ønsket den væk lige siden vi flyttede ind, men John syntes den skulle blive. Nu har han selv foreslået, at den bliver slagtet, så den nye terrasse kan tage sig ud på bedst mulige vis … og jeg havde naturligvis intet som helst at indvende mod det!
Det bliver ren win-win – ny, overdækket terrasse og ingen kinesisk ene – plus, at der bliver noget plads, både hvor den står nu og bag den, hvor der vil blive plads til nye planter.
Det har jeg bare ikke nævnt noget om endnu til John … jeg skal også først se, hvordan det bliver, når terrassen er færdig, inden jeg kan begynde at se for mig, hvad der ville se pænt ud – og hvad der vil kune gro der, for det bliver et lidt mørkt hjørne af haven.

Det er simpelthen også snart bydende nødvendigt, at jeg kan komme ud – jeg bruger alt for lang tid på internettet på at blive inspireret til nye tiltag i haven. Alle, der kender mig, morer sig strålende over min haveiver, der jo er et ganske nyt fænomen fra min side.
Men altså … jeg har tiden til det nu. Al den tid, der skal til, og selv om jeg holder meget af at strikke og sy, nytter det ikke noget at sidde på sin flade hele dagen med den slags sysler. Man skal UD, skal man, og når man har et sted som vores, hvor det, næsten uanset vejret, er skønt at være ude og med jævne mellemrum kigge ud over fjorden, så er det da bare med at benytte sig af det.
Så forår, tak! Snarest!

17. februar 2017

Krise!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Pyyyha … men lad det være sagt med det samme: Krisen er overstået igen … men den var der ikke desto mindre.
En times tid efter morgenmaden fik Anna ondt i maven. Det blev værre og værre, og kort tid efter gik hun op i seng. Hun var ligbleg, men havde ikke feber. Charlotte og jeg vekslede bekymrede blikke … vi skulle afsted med dem til lufthavnen kl. 15:45!
Hun fik to Panodil junior, men de hjalp tilsyneladende ikke spor. Det stakkels barn græd og erklærede, at hun i hvert fald ikke skulle ud at flyve i dag!
Uh, hun havde ondt, det var der ingen tvivl om. Men lige i midten, nederst i maveregionen og ingen slipsmerter, så vi satsede på, at det i det mindste ikke var blindtarmsbetændelse. Måske en menstruation, der er på vej for første gang? Nu havde hun også fået lidt kvalme, så der blev sat et fad op til formålet, hvis det skulle blive alvor.
Lige inden frokost fik hun en Ipren. Hun kan ikke sluge piller (det kunne hendes mor heller ikke, før hun var blevet næsten voksen), så den blev knust og pakket ind i jordbærmarmelade.
Vi andre satte os til frokostbordet. 10 minutter efter kaldte hun på sin mor, fordi hun havde kastet op. Anna altså …
Det var her, krisen opstod, uden vi egentlig talte om det lige på det tidspunkt, men det blev en usædvanlig stille frokost, og Charlotte begyndte nu at tænke på backup-planer. Måske blev hun nødt til at sende Tim og Aubrey hjem og så selv komme med Anna, når hun var rask igen – så mistede de da kun to flybilletter. Da hun nævnte det for Tim, udbrød Aubrey: “Mummy, that’s NOT fair! I want to stay here as well!”.

P1050917

Hun kastede kun op denne ene gang og klokken 14 spurgte hun, om hun måtte komme ned og ligge på sofaen og spille iPad sammen med Aubrey.
Så var vi klar over, at krisen formentlig var overstået. Hun kunne også smile igen – det ses tydeligt på billedet, at her ved 15-tiden var krudtet vendt tilbage til øjnene.
Hvis det var Iprenens skyld, at hun kastede op, havde den på sin vis alligevel gjort nytte, selv om den bare lige var nede og vende. I hvert fald forsvandt både smerter og kvalme med den ene opkastning, og da klokken var en halv time i afgangstidspunkt, erklærede hun sig selv helt klar igen.
Krise afblæst.
Den lille bøf til Aubie følte dog ikke megen glæde på sin søsters vegne, men ærgrede sig lidt – han var slet ikke moden til at tage hjem endnu og ville hellere have været blevet. Det var selvfølgelig på en måde dejligt at høre, men hvor var vi (andre) dog lettede over, at hun blev rask næsten lige så hurtigt, som hun blev syg.
Hvad pokker det kan have været, finder vi nok aldrig ud af …
De er nu afleveret i lufthavnen, og selv om jeg altid finder det lidt vemodigt, når de drager hjemover igen, er det naturligvis helt som det skal være … ingen ferie bør forlænges ufrivilligt pga. sygdom.

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

12. februar 2017

Nørkle, nusse, gøre klar og købe nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: ,

Lige nu flintrer mine englændere rundt inde i København. Da Charlotte hørte vejrudsigten, ændredes planerne til fortrinsvis at bestå af indendørs aktiviteter. De er jo ikke englændere for ingenting, så de er ikke så hårdføre som vi vikinger er. Selv ikke C, som i den henseende er blevet mere engelsk end dansk. Men okay – det føles virkelig hundehamrende koldt, når det blæser så meget som det gør, også for os vikinger.
C & T havde kobberbryllup d. 31. januar. Det fejrer man ikke i England. Det kunne de selvfølgelig sagtens have gjort alligevel, men Tim har travlt med at flytte domicil og C har travlt med at forberede den nye butik, så det var ikke en fest, der havde nogen prioritet.
Hun har længe ønsket at vise børnene København, så hun bookede to nætter på et centralt hotel – ikke mindst for også at føle, at de gjorde bare lidt ud af det kobberbryllup.
Og hvordan reagerede ungerne?
“Hvorfor det??? Vi vil meget hellere direkte hjem til mommer og moffar!”
“Jamen … I kommer til København. Det er en dejlig by.”
“Vi har da været i Tivoli!”
… Nogle dage senere:
“Er der SNE hos mommor og moffar? Hvad laver vi så i København?”
Selv om den reaktion naturligvis glæder de gamle morforældrehjerter, håber jeg sandelig for dem alle sammen, at de får et par gode dage i København. De ville sikkert blive endnu bedre, hvis de kunne vente til sommer, men der var lige det med kobberbrylluppet, så det skulle være nu …

Jeg nusser huset invasionsparat. Invasion lyder så negativt – sådan er det ikke ment, men når husets normale indbyggertal vokser til det tredobbelte, så er vi langt fra den normale hverdag. Heldigvis.
Lægge håndklæder frem. Åbne mere for radiatorerne i de to værelser, da ingen af de fire holder af at sove så køligt som John og mig. Lægge en lille velkomstgave og et par nye annefutter ved hvert af børnenes hovedgærder. Lægge madplan med lutter livretter (ikke mine, forstås).
Yndlingsosten, pålægschokoladen, honningen, leverpostejen og de überlækre frosne tebirkes fra Meny er i hus. Disse og andre ting skal bare være de samme fra gang til gang – traditionerne er vigtige, og de glæder sig alle fire til hver deres helt bestemte ting, der hører sig til ethvert besøg hos os.

Radiatoren på børnenes værelse virkede ikke, heller ikke, da John havde lirket en lille pal løs. Det plejer ellers at virke, men ikke denne gang. Der blev åbnet i går, men i morges var det kun 1/4 af radiatoren, der var lunken, mens resten af den var helt kold – underligt, meget underligt. De kommer som sagt i morgen til frokost; vi kan derfor ikke nå en blikkenslager, so what to do?
John kørte afsted for at købe en elektrisk olieradiator, for ungerne hverken kan eller skal sove i 12°. Mens han var væk, skruede jeg lidt op og ned for termostaten, og da han kom tilbage, virkede radiatoren! Han havde naturligvis drejet på den flere gange inden da … det må være mit magic touch.
Nå. Det er altid godt med lidt backup, hvis vi skulle løbe tør for olie …

imageimageimageimageimage

Dahliaerne? Det er årets fem nye, som er ankommet fra Peter Nyssen. Der er meget at glæde sig til – både nu og senere.

11. februar 2017

Der er så meget jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

ReliefmønsterDer er så meget jeg ikke forstår – blandt andet, hvordan strikkefastheden kan passe nøjagtigt i bredden, men ikke i højden. Min logik siger mig, at hvis den ene dimension passer, vil den anden automatisk gøre det, men det holder åbenbart ikke …
Den norske sweater jeg er i gang med til Søren, passer på en prik med 24 masker i bredden på 10 cm, men hvor opskriften angiver 28 pinde i højden, skal der 33 af mine pinde til for at give 10 cm. Hvordan kan det lade sig gøre???
Jeg kan selvfølgelig sagtens regulere længden – det kostede bare et reliefmønster mere midt foran, inden jeg begynder på selve mønsterstrikket – men det nævnte fænomen er grunden til, at jeg aldrig gider at strikke mine strikkeprøver på fulde 10 x 10 cm, men bare 10 x 4-5 cm, for det er vigtigst, at det passer med antallet af masker, da længden er nemmere at regulere. Men hvad vil en uerfaren strikker stille op? Hvis man tager en større pind for at få dem til at fylde mere i højden, vil arbejdet jo også blive bredere.
Jeg forstår ganske enkelt ikke dette her, men skulle der være nogen derude, der kan give mig en god forklaring, vil jeg blive glad. Tænk, hvis Malle kommer og spørger mig … hun synes jo, jeg er en ren strikkeguru, så der skulle helst ikke være noget, jeg ikke kan svare på!

Bilarbejdet er for tiden karklude, når jeg har et ikke-bilegnet projekt i gang derhjemme. Karklude i så mange udgaver som muligt, for det er måske ikke lige det mest spændende håndarbejde, jeg kan komme i tanke om, så variation må der til.
Jeg har strikket et par stykker med skiftevis én pind ret og én pind 1 r, 1 vr. Det bliver nydeligt. Især på den ene side … jeg kan bedst lide, at mine klude ser ens ud på begge sider (selv om der sikkert ikke er andre end mig selv, der tænker over det), så den jeg i gang med nu, strikkes med 2 r, 1 vr på alle pinde, hvilket kommer til at se således ud:

Karklud -r-r-vKarklud -r-r-v (1)

Man skal bare sørge for, at maskeantallet er deleligt med 3, så jeg har til denne slået 83 m op (75 til mønster og 2 x 4 til kantmasker.
Den sidste maske tages vr løs af og strikkes ret på næste p – det er den kant, jeg altid strikker og som fungerer bedst for mig.
Først og sidst på kluden strikkes 8 p ret. Supernemt og totalt hjerneløst strikketøj, men det er også godt indimellem.

10. februar 2017

En ny fugl og et nyt ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

I morges opdagede John en ny fugl stå ude på den iskant, der nu er dannet på fjorden. Han troede først, det var en rovfugl, for den var stor i forhold til de måger, den stod iblandt.
Frem med kikkerten.
SvartbagDet var en svartbag. Jeg kender navnet, men havde mig bekendt aldrig set en svartbag … har i givet fald ikke hæftet mig ved, at det er så stor en måge i forhold til de almindelige måger, jeg normalt ser.
Den er virkelig stor – omkring 70 cm fra næb- til halespids og et vingefang på 150-170 cm … den er således en del større end en musvåge og en anelse større end en glente, så det er okay, at John inden kikkertundersøgelsen troede det var en rovfugl.
Ét sted stod der, at det er Danmarks største måge. I vores fuglebog stod der Europas største måge, og dansk Wikipedia siger verdens største.
På engelsk hedder svartbagen great black-backed gull og på tysk Mantelmöwe – det er ikke svært at se logikken i denne navngivning. Jeg ser altid efter hvad fuglene hedder på engelsk for at kunne tale med, når børnebørnene begynder at tale om deres store interesse, og med dette gode og beskrivende navn var jeg nødt til at undersøge, hvad den hedder på tysk, så jeg har lært tre nye ord i dag.

Tre? Ja, fordi jeg også har lært ordet kleptoparasit, som for mit vedkommende var et førstegangsord.
Det krævede dog ikke Den Store Kædestrammereksamen at regne ud hvad det kunne betyde, at svartbagen er en kleptoparasit. Faktisk stod der klaptoparasit, men Google var for en gangs skyld relevant med sit ellers så irriterende “mente du…” “…kleptoparasit?”. Ja, jeg gjorde da – selvfølgelig.
Kleptoman. Parasit. Reglen er, at to gange negativ giver positiv, men det gælder ikke i dette tilfælde – kan man forestille sig et mere negativt ladet ord end kleptoparasit?
Nu er det weekend. Det er ikke spor negativt.
Kan man forestille sig et mere positivt ladet ord end weekend?
Der er stadig noget magisk over weekender – også selv om man er jobstoppet – jeg vil ønske jer en god en af slagsen.

9. februar 2017

Blomster skal der til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags:

DuftgeranieI denne tid, hvor der ingen blomster er i haverne – bortset fra de vintergækker og erantis, der lige nåede at titte frem, inden de blev dækket af sne – har jeg behov for blomster inden døre. Grønne planter er fint; det vil jeg ikke undvære, men der skal helst også være blomster.
Den gammeldags duftgeranie er gået helt amok i denne vinter. Jeg troede ellers det var meningen, at den skulle gå i en slags dvale og samle kræfter til foråret, men på trods af, at den har stået i et køligt gæsteværelse, er den nærmest gået helt gro-amok.
Gammeldags plantekrukkeNu har jeg, midlertidigt, taget den ned i stuen, for englænderne kommer på mandag, og jeg synes ikke, den skal fylde det halve af deres værelse. Under transporten brækkede der nogle grene af, men de er sat i jord, og jeg ved, at de nok skal vokse; det er prøvet før. Den er meget nem at formere … jeg forestiller mig, at de alle til foråret skal ud i den gammeldags, store, hvide ting, jeg fik med fra gården, og fylde den godt ud med en overdådig mængde duftgeranium. Det er ikke de mest prangende blomster den præsterer, tværtimod, men planten har en skøn, grøn farve.

I stedet fandt jeg i dag en bordeaux rose (matcher gardinerne!), som jeg satte op til Tim og Charlotte, og til entreen faldt jeg for en minicampanula i min yndlingsfarve: mørk blålilla. Den håber jeg, at jeg kan holde liv i, til den kan komme ud, for den er nøjsom og kan fint gro i et stenbed, så den kan få lov at sidde og lyse smukt op hele sommeren og efteråret ude mellem stenene i mit krydderurtehøjbed.

Duftgeranier

Campanula

Da der til Halloween blev pyntet med en hel del græskar, fandt jeg en gerbera i samme orange farve, som blev sat i vinduet lige bagved, hvor græskarrene stod ude på trappen. Den er nu på sit tredje hold blomster – ikke så snart er et hold visnet, før der er et nyt på vej. Den må også gerne holde, til jeg kan plante den ud, men alt tyder på, at den er særdeles levedygtig.

Kan I mærke dem? Forårsfornemmelserne? De trænger sig mere og mere på for mit vedkkommende … måske er det fordi vinteren først nu rigtig har indfundet sig, men jeg vil så gerne have forår nu.
Mine fem nye dahliaer er kommet fra Peter Nyssen i England, så det kan altsammen kun gå for langsomt. Alt for langsomt.

8. februar 2017

Strikkevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:52
Tags: , ,

Den undskyldning har jeg vist brugt lidt rigeligt på det sidste: “Det er ikke vejr til andet end at hygge og strikke og se tv og drikke kaffe/te”.
Det er det altså heller ikke. Det bliver ved med at blæse en halv pelikan, og småsner gør det også indimellem. “Klæd dig bare godt på”, vil I sige, “og så ud med dig!” Nixen, siger jeg bare. Jeg må kompensere senere, for jeg skal ikke ud i det blæsevejr – I prefer to chill out rather than being chilled outside. Det kan jeg ikke oversætte.

P1050804P1050809 - Copy

image

Og min nye kimono hjælper ikke i denne sammenhæng. Den er supervarm, men på ingen måde vindtæt. Det var træls at strikke Ormen hin Lange, som skulle udgøre borten rundt foran. Det lykkedes dog til sidst uden jeg gik helt død i den, men de tokommanul meter føltes lige så lang som en jysk motorvej.

Malle er stadig på strikkebanen. Først babytæppet, så sokkerne, som også er færdige. Nu er hun i gang med denne grafiske sweater. Hun havde lige lidt problemer med ærmeudtagningerne, men eftersom jeg ikke hørte noget siden “Okay, jeg klør på, men det kan godt være, jeg skriver igen”, går jeg ud fra, at alt gik som det skulle. Hun er stadig sej, er hun.

Det synes jeg også, at jeg selv er. Ingen andre siger det til mig; så må jeg jo selv gøre det …
P1050817Søren har åbenbart været betaget af de norske sweatere, jeg har strikket til John – i hvert fald spurgte han forleden dag, om jeg tog imod bestillinger.
Det gør jeg normalt ikke, men her gjorde jeg en undtagelse, fordi han altid er så flink til at komme og hjælpe, når vi har brug for en ekstra hånd eller to, og derudover ramte han et meget heldigt spørgetidspunkt, fordi jeg var tæt på at være færdig med kimonoen, men havde endnu ikke besluttet mig for næste projekt.
Den skulle være mage til denne sweater, som Dalegarn designede i forbindelse med VM 1999, så jeg gik i gang på nettet for at finde det rigtige og originale garn.
Der viste sig at være en relativ stor prisforskel på præcis det samme garn, og når man skal bruge 26 nøgler, bliver 6,50 pr. nøgle også til en slags penge.
Det er den fjerde (!) af slagsen, jeg nu er i gang med. Jeg har strikket den blå til John, en råhvid til mig og en koksgrå til Charlotte. Heldigvis er det 10-12 år siden, jeg strikkede den sidste, så nu gider jeg godt igen, hvilket Søren blev ret glad for. Når først man er nået over de kedelige ‘bundstykker’ (som der faktisk også er et (relief)mønster i), bliver den rigtig sjov at strikke, selv om man HELE tiden er nødt til at kigge på mønsterdiagrammet.
Jeg er i gang. Det er snevejret også …

7. februar 2017

“Kold og bister østenvind med lidt snedrys”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

P1050812Overskriften er en afskrift af DMIs udmelding her til morgen. Jeg kan gå med til det med den kolde og bistre østenvind, men LIDT? Og ‘drys’?
Hvis det er ‘drys’, så vil jeg nødig opleve et snevejr – for slet ikke at tale om en regulær snestorm – himmel og fjord har har indtil videre stået i ét på grund af sne‘drysset’, mens vinden til stadighed er tiltaget og den blygrå fjords hvide heste har formeret sig med foruroligende fart.
Det underligste var det kraftige tordenbrag, vi hørte. Jeg kan ikke huske at have oplevet tordenvejr i forbindelse med en regulær snestorm, men torden var det. Vi kiggede først forbavset på hinanden, fordi det lød som om noget stort styrtede sammen. Det varede lidt før det gik op for os, at det måtte have været torden. Hos DMI kunne vi da også lidt efter se, at landets eneste lyn i dag var netop hvor vi bor.

P1050808

Der skal nok være nogle stykker, der er glade nu. Personlig kan jeg sagtens undvære dette vejr – også selv om jeg ikke behøver at gå ud.
Selv her næsten fire år efter jeg jobstoppede, hopper jeg stadig af fryd og glæde og kommer med min evigt tilbagevendende bemærkning: HolddaOP, hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde, når jeg står op til sådant et vejr. Det kunne nemt tage op til tre timer at nå frem. Hvis ikke jeg ligefrem måtte give op og køre hjem igen.

P1050808Fuglene får lige lidt ekstra mad og solsorten fik nogle æbler. Den fløj op og forsøgte med sit næb at hive i snoren, som den halve kokosnød øverst til venstre i det lille billede er ophængt i. Fuglen havde intet sted, hvor den kunne finde fodæste, så operation Befri Kokosnødden foregik som luftkrig.
Faktisk var jeg ret imponeret over, at solsorten er klar over, at nødden hænger i den snor! Har de virkelig så stor en hjerne, at de kan gennemskue den slags ting? Dens ihærdige indsats affødte en stor respekt fra min side; derfor æblerne, for det havde den fortjent. Vi vil ellers helst ikke anbringe fuglemad på en måde, der kan tænkes at lokke rotter til, for indtil videre har vi været fri for dem i denne sæson.
Bank under bordet. 7-9-13. Touch wood.

6. februar 2017

Franske portioner?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: ,

Vi var til kombineret fejring af Ellas 4-års fødselsdag og fremvisning af næsten nyfødte lillesøster Ida.
Vi fik hilst på nogle personer, vi ikke ser ret tit mere, fordi de to børns mormor og morfar er skilt og nu lever hver deres nye liv. Det forhindrer dem dog heldigvis ikke í at være i stue sammen, og i går var det således det meste af familien på mormors og morfars side, der var samlet, inklusive oldemor og oldefar – og det var naturligvis rigtig hyggeligt.
Heidi og Nikolaj serverede en overdådighed af hjemmebag – to slags boller, banankage og en drøm af en lagkage.
Det tog kun 10-15 pust at få aflivet de fire lys. I den alder puster man opad i egne næsebor i stedet for at ramme lysene, men det lykkedes til sidst for den lille stump; helt uden hjælp fra far. Nånej, store stump … man er vel blevet fire år!

P1050788

Vi tre søstre er ikke ligefrem naboer, så vi var blevet enige om at finde et sted at spise aftensmad sammen, når fødselsdagen var vel overstået og benytte os af lejligheden til at få sludret lidt sammen.
Det blev Jonstrup Gl. Købmandsgård, som ingen af os kendte, men som tilsyneladende havde et par gode menuer at vælge imellem.

P1050790

Det var søreme godt, vi havde lagt en god bund, for de der franske portioner bliver da også mere og mere franske …

P1050792P1050793P1050795

Okay – ret skal være ret … den øverste lille ting var bare en lille ekstra servering (kyllingehjerter) som en gestus fra kokken.
De havde en 5-retters fiskemenu og en 5-retters kødmenu, men vi kunne vælge fra en til fem retter og mikse de to menuer efter forgodtbefindende, hvilket vi alle syntes var et glimrende koncept. Vi valgte tre retter, men ikke de samme tre. Herover ses kalvetatar (som to minutter efter forevigelsen blev overhældt med en delikat consommé, lavet på noget, jeg ikke lige husker … vi fik mange ‘sjove’ ting præsenteret i går. I midten røget marv (spændende!) og til højre alles hovedret: oksemørbrad. Kun Hans ønskede fisk (ørred) til hovedret.

P1050797P1050798P1050800

Desserterne vi tilsammen valgte, var hhv. hjemmelavet rygeost med parmesankiks, is af kondenseret mælk og tre slags ost.
De fleste af retterne var temmelig alternativt udtænkt, især hvad tilbehøret angik, men uden undtagelse meget lækre.
Portionerne var alle ret små i det, så vi kunne, på trods af kagebordet, såmænd godt have spist fem retter, men vi gik trods alt ikke sultne fra bordet ved at nøjes med tre. Overmætte var vi dog heller ikke.
Det var lige efter mit hoved; nemlig at få noget mad, som jeg aldrig nogensinde selv ville give mig i kast med.
Priserne var ganske rimelige, trods gourmetstilen, så alt i alt kan jeg godt anbefale Jonstrup Gl. Købmandsgård, hvis man skulle befinde sig i nærheden ved aftensmadstide.


Dagens ejendomsmæglerbemærkning:
“Det er et dejligt område. Her burde man lave sig et lille otium og så komme her tit”.
Hvad mon han tror otium betyder?

5. februar 2017

Det er med at have forbindelserne i orden –

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:38
Tags: , ,

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

P1050781

P1050783Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

3. februar 2017

Der er huuuul midt i haven …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags:

I tirsdags fik vi et lidt foruroligende brev fra Osby Kommune, hvori de gjorde os opmærksom på, at man var i færd med at undersøge, om nationens et-, to- eller trekammerbrønde forurener nationens grundvand, søer eller vandløb. De, der gør, skal udskiftes og i den forbindelse bad de os om at udfylde og returnere de medsendte to blanketter, og i øvrigt ville der komme en ud fredag (i dag) for at se på sagerne.
Det var sandelig et kort varsel! Og der stod selvfølgelig intet om hvornår fredag …

Den var god nok ...

Ydermere var jeg ikke i stand til at udfylde alle felterne i skemaet, idet vi i forbindelse med huskøbet ikke fik alle de ønskede oplysninger.
Og hvad pokker betyder BDT???
(Det betyder bad, dusch og toalett, fandt jeg senere ud af. Man skal bare læse det med småt.)
Sveriges Bedste Nabo ringede og spurgte, om han ikke skulle få sønnen (som har et enmands-entreprenørfirma), til at grave et hul i vores have med det samme – han skulle alligevel selv have gravet, og sandsynligheden for, at vi ville blive bedt om at få gravet et godt stykke ned for at se, om der er utilsigtede udsivninger, var tæt på 100 %, så hvis vi gjorde det, til kommunemanden kom, sparede vi, at han skulle komme igen.
Vi sagde selvfølgelig ja tak.
Den var god nok ... (1)

Vi havde egentlig ikke tid til at køre til Sverige lige nu … vi skal have gæster i morgen og skal ud søndag. Hvis jeg handlede gæstemad i går, kunne vi køre derop her til morgen, blive der, til inspektionen var overstået og så sætte kursen hjemover igen. Sikke en måde at bruge en dag på – eller Sådan Kører Man 500 Kilometer Til Næsten Ingen Verdens Nytte, men vi ville selv være til stede for at høre dommen. Og for at få hjælp til at udfylde de blanketter …
Vi kørte hjemmefra klokken seks og var der lidt i ni som aftalt med naboen, idet vi håbede, at ingen kommunalt ansatte ville kunne finde på at komme tidligere end det. Ligeledes forhåbentlig heller ikke senere end kl. 14.
Han kom kl. 10. Det skulle han bestemt ikke høre noget for.

Den var vist ikke helt god nok her ...

Der var gravet et ordentligt krater. Det ligner nærmest et lille hul på billedet, men det var 2,35 meter dybt … og se lige den kæmpesten, der blev hevet op inde hos naboen (midt i billedet). Vi havde også en meget pænt stor en dernede; der var i det hele taget forbløffende mange sten.

Han var tilfreds! Inde hos os var han tilfreds. Han kiggede nøje efter, men der var ingen tegn på, at trekammerbrønden og dens mekanismer ikke fungerede aldeles efter hensigten, så vi var glade. Meget, meget glade, for det ville have kostet os en masse penge at få systemet udskiftet. En masse vil sige mindst 70.000 svenske kroner, så det er sikkert forståeligt nok, at det var med bævende hjerter, vi kørte afsted i morges.
Vi har nu mødt en sød, svensk kommunalansat, som ikke havde spor skrankepavementalitet.
Da han sagde, at alt var som det skulle være og at vi intet yderligere skulle foretage os, kunne jeg kunne have kysset ham, men så havde han nok bare skiftet mening. Han var kun omkring de 30 år …

2. februar 2017

De higer og søger …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags:

De higer og søger i gamle bøger …
Disse få ord er de eneste jeg umiddelbart ville kunne citere fra Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene, hvis man vækkede mig midt om natten og bad mig om at recitere digtet. Det er temmelig pompøst og svulmende; man kan ikke læse det højt uden at give sin stemmeføring en vis patos og et (forgæves) forsøg på at lyde som Poul Reumert. Eller rettere: Jeg ville ikke kunne, men en for mig ukendt Anders Ø. Kristensen kan godt, men han lyder altså helt forkert i mine ører. Og så udtaler han ‘oplukte’ i “i oplukte Höie med speidende Öie” som om det skal rime på opslugte. Jeg går da ud fra, at ‘oplukte’ har et og andet at gøre med at lukke op …
Ikke at jeg sådan går og læser Guldhornene op, hverken for mig selv eller andre, i tide og utide – i givet fald ville jeg forhåbentlig også have kunnet mere end de to første linjer udenad – men i dag måtte mit overfladiske bekendtskab med romantikkens første digt friskes op, fordi:
Vi var en tur i Faxe. Der har vi været før, men i dag så jeg for første gang rigtigt på statuen på byens lille torv. Jeg så en meget gejl hingst med en (mandlig, naturligvis) rytter på, befindende sig umiddelbart bag, hvad jeg gætter på må være en hoppe, hvorpå en (kvindelig, naturligvis) rytter sidder. Hun indtager en stilling, hvor hun ser ud, som om hun hengiver sig lidenskabeligt til … noget …

Rimfaxe og Skinfaxe i Faxe

Der var noget, der dæmrede … vi er i Faxe … var der i mytologien ikke noget med en Rimfaxe? Og var Rimfaxe ikke en hest?
Det blev undersøgt, da vi var hjemme igen, og jo, Rimfaxe var nattens hest, som trak månen hen over himlen, mens skummet fra dens bidsel faldt som dug. Gad vide, hvordan man dengang forklarede, at månen sommetider er fremme om dagen?
Skinfaxe var dagens hest. Den havde en manke, der skinnede som guld og lyste op som dagslys mellem jord og luft.

Guldhornene i originaludgaven

Hvad eller hvem er Delling?
Hvem der er hvem af disse to på Aage Petersens monument fra 1941 fremgår ikke nogen steder, men mit bud er, at hingsten må være Rimfaxe.
Selv om dette sidste spørgsmål stadig er uafklaret, blev jeg alligevel lidt klogere også i dag.

Opdatering: Lene ledte mig til Faxe kommunes hjemmeside, hvor følgende stod: “Nat og Dag var to personer, der red over himmelen med hver deres hest. Nat, der var datter af jætten Narfe, fik med asen Delling en søn, de kaldte dag.”
Det må derfor være hingsten, der er Skinfaxe.

1. februar 2017

Jeg bliver i brokkeland lidt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: , ,

I går gik det ud over Adam Price, mens Hammerslag kun blev nævnt perifert.
Det må jeg hellere råde bod på. Jeg synes langt de fleste af mæglerne i den udsendelsesrække virker pæne, søde og sympatiske; mange af dem har tilligemed en fin og stille humor.
En enkelt skiller sig ud fra de andre. Det handler om en damemægler fra Frederiksberg. Hun er formentlig dygtig nok rent fagligt, eftersom hun har 27 års erfaring inden for branchen, men hendes flittige brug af ‘-agtigt’-suffixet er lige meget nok. Det er fint nok, at hun siger ‘halvfjerdseragtigt’ (især hvis noget er halvfjerdseragtigt), men hun bruger det alt for ofte, når det ikke er spor relevant, og hvor hun derfor kommer til at fremstå som en usmart ældre, der gerne vil være en smart ung.
Det er dog værre, at hun siger værrels. For værelse, forstås. “Det er et dejligt sovværrels”. Grrrr. Jeg håber, hun kan stave til værelse – ellers er hendes annoncering ikke god, men hun kan selvfølgelig have folk ansat, der kan stave. Medmindre de konsekvent nøjes med at skrive ‘vær.’.
Det allerværste er, at hun siger lillet. Det kender jeg ingen, der har sagt efter de er fyldt tre år, men Hanne Løye er undtagelsen, for hun siger det. Første gang troede jeg ikke mine egne ører, men siden har jeg hørt hende sige det to gange. “Det kan være svært at få plads til det hele, når huset er så lillet.” Dum er hun trods alt ikke, kan det måske fornemmes af denne begavede udtalelse …

Ejendomsmæglerannoncer er tit ret morsomme at læse, selv om det sikkert ikke har været mæglerens mening, at de skulle være det. Ham der solgte fædrenegården for os var slem, men heldigvis skulle vi godkende ordlyden inden offentliggørelse, så jeg fik korrigeret alle fejlene i tide, som fx ‘pilefyr’.

Men altså … lillet … tænk at skulle høre det fra et voksent menneske.

Trænger vi ikke til at grine lidt nu?

Hahaha

Eller var det slet ikke morsomt? Ville den kun have været det, hvis det var en sand historie?

31. januar 2017

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , , , ,

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.


Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

P1050771P1050772P1050773

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

30. januar 2017

Hvorfor bliver jeg ved?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags:

Mon ikke de fleste af dem, der regelmæssigt læser med her, er klar over, at jeg godt kan lide at fremsætte min uforgribelige mening i tide og nok også i utide? Af samme årsag er jeg med i flere spørgepaneler, og det har jeg efterhånden været i omkring 15 år.
Den tid er måske ved at være forbi for mig – jeg oplever oftere og oftere, at jeg i stadig højere grad bliver irriteret både over selve spørgsmålene og disses svarmuligheder.

imageHvad er fx mellemtingen mellem “Kender ikke” og “Har kun hørt navnet”? Det første havde værdi 1 og det andet værdi 3, og derimellem stod der naturligvis 2. Betyder det så “Kender måske lidt”? Eller “Har måske engang hørt navnet”? Der skulle ikke have været en mulighed mellem 1 og 3. 
Værdi 4 var “Kender nogenlunde” og 6 var “Kender meget godt”. Igen kunne man så selv vurdere betydningen af værdi 5, men det virkede ikke så fjollet som i den anden ende af skalaen.
Undersøgelsen gik på supermarkedskæder, deres værdier og sortiment, og to af dem var Kiwi og Lidl. Jeg har været inde i begge to én gang og blev enig med mig selv om, at det ikke var steder, jeg ville handle. Jeg svarede derfor “Kender nogenlunde”, da jeg jo har mere end bare hørt navnet. Derefter skulle vi svare på, hvornår vi senest havde handlet i de pågældende butikker, hvortil jeg svarede “For mere end 12 måneder siden”. Så kom det næste:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Kiwi. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Nånå. Det var lige før, jeg følte trang til at stå ret … samtidig med, at mine øjne vendte sig mod himlen – det var temmelig fjollet, syntes jeg, og jeg ved da virkelig ikke, hvorfra jeg skulle vide, hvorvidt Kiwi belønner medarbejderne efter fortjeneste; om de har en fair ledelsespolitik eller de åbent melder strategierne ud, for selv om de hhv. gjorde/havde/gjorde, ville det ikke kunne fange min interesse i tilstrækkelig grad til at hæfte mig nærmere ved oplysningerne – og der var adskillige spørgsmål i samme dur.
Da jeg i stadig stigende irritation fik stampet mig igennem alle spørgsmålene (hvor jeg gjorde flittigt brug af “Ved ikke”), startede det hele forfra:
”Du er blevet udvalgt til at svare på spørgsmål om Meny. Du bedes svare efter din bedste overbevisning og kun bruge muligheden “Ved ikke”, hvis du virkelig ikke ved det”. Deja-vu. Jeg lukkede ned uden at afslutte undersøgelsen, hvad jeg kun har gjort yderst få gange.
De havde muligvis en mening med at “udvælge” mig til to, jeg havde anført at kende nogenlunde og et, jeg kendte godt, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke interesserer mig for, hvordan den interne ledelse er bygget op i de forskellige supermarkeder – heller ikke i dem, jeg handler i til daglig.
En fejl, vil nogle måske mene, men man kan jeg gider orker gider ikke gå op i alt. Hvis medarbejderne virker glade og tilfredse, er det rigeligt til mig. Hvis ikke, handler jeg et andet sted – jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Har jeg bare en dårlig dag, siden jeg blev så irriteret? Egentlig synes jeg den har været ret god – lige som de fleste af mine dage.

29. januar 2017

En pludselig indskydelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags:

Jeg lavede grønsagslasagne i dag. Det er fuldstændig umuligt at lave en lille portion grønsagslasagne, når man vil have så meget forskelligt i, som jeg vil – det var en slags operation Tøm dit køleskab – så der blev ALT for meget. Efter vi flyttede herned, har vi desværre ikke længere Inge og Hasse til at afhjælpe den slags akutte overskudssituationer – det var vi ellers gode til at finde ud af sammen, da vi boede bare 12-14 km fra hinanden.
Heldigvis flyttede der nogle rigtig gode og søde bagboer ind for godt et år siden. De er naturligvis begge tilknyttet Marjatta. Seminariet, tror jeg, i hvert fald for hans vedkommende. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad hun præcis laver på Marjatta, men de ved begge virkelig meget både om bevægelse; han med en ph.d., hun som performing dancer, og om indlæring og skal snart på turne sammen. De har deres egen børneforestilling, som de skal rundt med. Spændende, spændende mennesker – ikke længere helt unge, men det gør dem ikke mindre spændende og interessante at lytte til og tale med.
De har en søn, der er designer i London – det kreative æble falder ikke langt fra stammen – og en datter, der er børnelæge og som bor i Jylland.  
Han er svensk, hun er dansk, men hun havde boet i Sverige med sin Göran i 35 år, indtil november 2015, hvor de flyttede hertil.

P1050768P1050769

Han kommer fra Jämtland, og måske fordi jeg kom og forstyrrede dem i en øvelsesseance i forbindelse med deres snarlige turne, tog han sin violin med over til os og spillede et par af sit hjemlands vemodige sange for os … sit Jämtlands vemodige sange, tøhø. For vemodige, det var de – i mol og derfor lidt dystre i deres udtryk, men særdeles svenske, ingen tvivl om det – ikke engang for os ærkedanskere, som er opvokset med Først den ene vej

Det er jo lidt usædvanligt sådan at have sin næsten helt private spillemand, men hvor er det dog hyggeligt.
Og vi slipper for at spise grønsagslasagne de næste to dage – nu er der kun til én dag. Gode naboer/genboer er godt at have i mange sammenhænge.

28. januar 2017

I min idealverden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

I min idealverden

Regner det kun om natten.

Findes der ingen Trump’er, Putin’er eller Blachman’er

… og ingen tåbelige terrorister.

Kan man strikke hele dagen, hvis man har lyst.

Eller sy, hvis man hellere vil det.

Eller gå i haven, hvis man hellere vil det.

Eller læse en bog, hvis man hellere vil det 

… fordi man ikke har et lønnet arbejde. Mere. Men man har haft et. Et godt et, som man var glad for.

Må man spise alt det chokolade, man har lyst til.

Er ‘hvide’ græskarboller langt sundere end spelt- og fuldkornsboller.

Er krig kun noget, man kender fra historiebøgerne.

Dyrker man kun motion, fordi man har lyst til det og ikke fordi man skal.

Bor man i sit drømmehus

… sammen med en dejlig mand

… meget tæt på noget vand, så man har en god udsigt uanset årstiden

… og man kan sommetider se havørne.

Kan man altid finde et eller andet totalt intetsigende og hjernedødt at skrive i et blogindlæg, selv om dagen stort set kun har stået på hygge, strik, ild i brændeovnen og QI i tv.

IMG_8233

27. januar 2017

Eske Willerslev live

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Vi havde i går den store fornøjelse at opleve biologen og DNA-forskeren Eske Willerslev for fuld udblæsning. Jeg tror så ikke, at man kan opleve ham uden fuld udblæsning … mage til dynamik skal man lede længe efter. Her er en ægte forskersjæl, som brænder af interesse og nysgerrighed. En sådan ildsjæl kan fange alle … jeg havde en smule faglig indsigt i det, han fortalte om; John ingen, men det var heller ikke nødvendigt, for han var lige så grebet som jeg – og samtlige andre tilhørere – af foredraget Når verden skælver.
Han startede med at ridse sin egen baggrund op … han har altid haft forskersjælens kerne, grundnerve: Han er voldsomt nysgerrig og han hader opgaver, hvor opgaven har et på forhånd kendt facit, hvilket var ved at forhindre hans karriere helt fra den spædeste start, fordi han kedede sig i skolen i en grad, der var tæt på at få lærerne til at ekskludere ham og hans enæggede tvillingbror – som vist er lige så stor en ildsjæl.

Han fortalte om folkevandringerne og om sin forsken for at kortlægge dem; de forhindringer han var stødt på undervejs, bl.a. den, som nok alle nytænkere på et eller tidspunkt bliver mødt med: Det der? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Men det kunne det, og Eske W løste gåder gang på gang.
Der var et par øjenbrynsløftere undervejs. Vi ‘oprindelige’ danskere er i virkeligheden indoeuropæere “så polakkerne, som nogle har ondt af er her, vender såmænd bare tilbage til deres slægtninge”, var en af hans bevidst provokerende bemærkninger.
“Hvis ikke der er indvandring, går folket i stå”, var en anden. Aboriginerne kom til Australien for 50-60.000 år siden og har ikke blandet sig med andre i den periode, hvilket EW hævder er årsagen til, at de, på trods af deres meget rige åndelige traditioner, i stort set alle aspekter ikke er nået meget videre på de 50.000 år. Grønlænderne – inuit – er ikke de oprindelige indbyggere i Grønland; der har levet et folk deroppe før dem.
Indvandringer har dog aldrig været smertefrie, de har kostet mange liv. Indtil for nylig sloges de indvandrede og de ‘besatte’ i flere hundrede, sommetider Billedresultat for eske willerslev koneflere tusinde år og slog rask væk hinanden ihjel, inden “de fandt ud af at have sex med hinanden og fik lavet nogle børn”. I dag har verdensbilledet ændret sig, og der er mere ind- og udvandring end nogensinde. Hvordan det skal håndteres, er ikke EW’s opgave, men i går åbnede han manges øjne for nogle perspektiver, som der måske ikke lige er tænkt ind i problematikken.

Jeg synes det er tankevækkende, at klodens oprindelige folk alle behøver beskyttelse og særlige rettigheder for ikke at uddø eller blive opslugt af civilisationerne. Det underbygger EW’s påstande, at et folk går i stå uden nyt blod. Her er jeg ambivalent. Igen. Selvfølgelig skal hele befolkninger ikke udyddes, men hvorfor er de ikke interesserede i teknologiske fremskridt? Jeg er ikke så meget naturmenneske, at jeg kan tro på, at verden (nej, ikke verdenen) ville have været et bedre sted, hvis ingen var nået længere end til den tidlige jernalder.
Puha – dette sidste kunne blive en meget lang diskussion, som jeg ikke er spor interesseret i at gå ind i, så jeg vil nøjes med at slutte af med at sige, at hvis I får chancen til at opleve Eske Willerslev, så grib den!
Jeg har lige købt en bog om ham. Jeg vil vide mere om den mand og hans forskning.

25. januar 2017

Ambivalent? Selvmodsigende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags:

Det vil nogle måske hævde, at jeg er, hvis de elleres orker at læse dette indlæg.
Jeg ved nemlig ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv. Jeg ved ikke engang, om jeg er konsekvent eller det modsatte, fordi jeg går ind for at leve naturligt, men tror på ‘rigtig’ medicins helbredende effekt.
Det jeg ved er, at jeg hverken tror på kosttilskud eller homøopati.
Jeg tror mest på de eksakte videnskaber og kaster mig nærmest i støvet for lægerne, hvis jeg bliver syg, og forlader mig helt og holdent på, at det er dem, der ved bedst og at de vil gøre hvad de kan for at få mig rask igen.
Det virkede da også fint nok, da jeg fik brystkræft … og jeg havde absolut ingen forestillinger om, at det skulle kunne helbrede mig at lægge mit liv og mine kostvaner om. Og slet ikke at spise natron blandet med citronsaft …

Dette er ikke en konsekvent afvisning af kosttilskud, da der kan være flere årsager til, at dette kan blive ordineret, og bliver det det af en læge, skal jeg nok tage, hvad jeg bliver bedt om.
Når det derimod gælder en selvordineret, daglig vitaminpille, fiskeolie, Q10, Propolis, hajolie, m.m.m., så er jeg ikke med mere.
For Q10 ved man endnu ikke, om man overhovedet kan mangle det. Hvis man har brug for fiskeolie, så bør man spise fisk. Hvis man har brug for vitaminer, så spiser man noget frugt og nogle grønsager – hvis man er frisk og rask, behøver man ikke andet end en fornuftig levevis.

Spis varieret. Spis sundt. Lad være med at spise for meget (det kan være svært). Lad være med at spise for meget sukker (det kan også være svært).
Jeg skulle nødig snakke, kan man sige – jeg er jo overvægtig. Ikke så voldsomt, at mit BMI er kritisk, men bestemt ikke så slank, som jeg kunne ønske mig at være, så hvor troværdig er jeg lige?
Jeg prøver. Virkelig. Men jeg kan godt lide et godt glas vin, og så kan jeg godt lide god chokolade. Sidstnævnte tillader jeg mig stort set kun i julemåneden (undtagelse: Når Ditte kommer med en vildt lækker hvid chokolade med citron og birkes …); førstnævnte hele året, men med pauser indimellem. Jeg drikker aldrig sodavand/cola eller øl, jeg spiser slik måske to-tre gange på et år.
Jeg spiser grønsager 360 af årets dage. Frugt ikke hver dag, men flere gange om ugen.

Aldrig kosttilskud. Jeg hoppede for mange år siden på Q10 og har også engang haft taget vitaminpiller, men mærkede aldrig nogen forskel på noget som helst, så det droppede jeg igen.

skilt 3Jeg er sikker på, at kosttilskud er det kun producenterne, der har gavn af. Hvorfor har man egentlig set sig så ond på medicinalvirksomhederne? Medicin bliver ikke frigivet til salg uden klar dokumentation for effekt, mens det kniber en del for dokumentation af effekt af alle de i mine øjne underlige ‘naturlige’ ting, man kan fylde i sig – og som da heller ikke altid er lige billige – jo dyrere de er, jo bedre virker de, lader til at være holdningen. Igen det modsatte af, hvad der gælder for medicinalvirksomheder, som ikke ville kunne slippe afsted med “Det hævdes at hjælpe på …” eller “Det siges at være godt for …”.
I skal være så velkomne til at være uenige med mig, men ingen kan overbevise mig om, at det er nødvendigt at tage nogen former for kosttilskud.
Ikke før min læge siger noget andet. Kald mig bare autoritetstro. Eller naiv.

24. januar 2017

Er græskar i musestørrelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

P1050765

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

23. januar 2017

Man kan lige så godt slå to fluer med ét smæk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

Når nu vi … skal til England engang i maj og har besluttet os for at tage bilen derover …
Når nu vi … har hørt så meget om det fantastisk smukke Irland – folk kan jo nærmest ikke få hænderne ned, når de begejstret fortæller om landet …
Når nu vi … ved flere lejligheder har talt om, at Irland figurerer på to see-listen …
… kunne vi så ikke lige så godt booke en rejse til Panoramic Ireland, når vi alligevel befinder os så relativt tæt på?
Det mente vi, så det det gjorde vi.

Færgen fra Holyhead i Nordwales ligger bare små seks timers kørsel fra Tim og Charlotte, hvilket vil sige, at vi er i Irland på otte timer. Det er jo ingenting – det ville tage fem timer at flyve fra København, hvis man regner transporttid til og fra lufthavn + ventetid med.
Vi skal derfor ikke leje bil, men køre i egen bil, hvilket John så langt foretrækker, selv om rattet sidder i den forkerte side i forhold til den øvrige trafik, men så længe han har mig som overhalingskonsulent, går det fint. Vi har prøvet højrestyrede biler i Sydafrika, så vi ved godt hvordan det er – og hvis ikke det er en bil med automatgear, banker man højre hånds knoer ind i døren en del gange, inden man vænner sig til at skifte gear med venstre hånd, så derfor: helst egen bil.
Og udenfor højsæsonen – det bliver godt. Vi havde lovet os selv at blive hjemme i drivhusets og havens højsæson. At det så ikke kom til at holde helt i år, fordi vi ikke havde noget reelt valg mht. afrikaturen, er der ikke noget at gøre ved – der var vi jo afhængige af at kunne rejse i børnenes sommerferie, men da rejsen varer kun 11 dage, skal det nok gå.

Ring of Kerry – Cliffs of Moher – Connemara – Glendalough – Killarney – here we come!
Nu står den på planlægning – vi skulle jo gerne nå at se så meget som muligt på den uge, for jeg tror, det er en tur, vi kun foretager én gang – der er så meget, vi gerne vil nå at se, inden det er for sent, og John bliver ikke ved med at kunne tage på bilferier – som jeg har været inde på før.

22. januar 2017

Nye planer i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Det er svært at etablere sig som skrædder, selv i England og selv i et område med indbyggere, der overordnet set regnes for at være velhavende.
Alligevel er det vanskeligt at finde kunder, der er villige til at ville betale mellem 1200 og 3000 pund for at få sig noget bespoke tayloring. Dem der vil og kan, har allerede deres faste skrædder, som de er loyale over for. Nu vil hun prøve et andet koncept af: Made to measure.

Skuret til Ragtime 6Skuret til Ragtime - før

Hun har lejet sig ind i et skur, som ligger sammen med andre tilsvarende – nogle lidt større, nogle lidt mindre, nogle grimmere, nogle pænere – i forbindelse med et stort havecenter. Der er 10-12 kunsthåndværkere og småhandlende af forskellig slags, som på denne måde får et billigt forretnings- og/eller arbejdslokale.
Charlotte overtog det lige efter nytår og har brugt tiden på at male ALT, samt lægge nyt gulv og få sat nogle lamper op. Udlejeren sagde, at der lige var blevet malet, så det var lige til at bruge. Det var Charlotte så ikke helt enig i, så hun gik i gang.
Mor her er ret stolt af, at hun selv har kunnet lægge gulvet, efter at have stillet John et par spørgsmål, da vi var derovre i julen.
Udenfor skal der stilles krukker med blomster, når vejret bliver til det, og i det hele taget skal hun få det til at se lidt mere indbydende ud.

Skuret til Ragtime - før 3Skuret til Ragtime 7

Nu er hun næsten færdig, selv om der stadig mangler nogle detaljer, som fx noget for vinduerne, men arbejdsbordet og den store industrisymaskine er flyttet herned, så nu skal der sys modeller.
Hun vil sy lidt forskellige faconer af de almindeligste størrelser op i stout (ubleget, lidt groft og stift lagenlærred) og hænge på bøjler og giner. Skuret til Ragtime 8Hun har dermed faste mønstre til prøvning og til senere at klippe efter. Hun vil så i lettere grad tilrette mønstrene til folks forskelligheder, og kunden vil kunne vælge ærmelængde på bluser, jakker og kjoler, men det bliver som sagt skåret over nogle standarder og der bliver heller ikke mere end en enkelt prøvning undervejs, i modsætning til ægte bespoke, hvor der er flere prøvninger, og hvor mønster og design er 100 % individuelt og udarbejdet helt forfra hver gang.

Kunden vælger også selv stof, og som hjælp til at finde det rigtige snit og de rigtige farver har C allieret sig med en veninde, som er god til den slags.
Det er C egentlig også selv, men det er lige så meget for at hjælpe veninden i gang igen efter hun har været igennem en meget lang og meget sej kamp med at restituere sig efter hun for seks år siden blev kørt over af skolebussen (ja, sgu!), da hun skulle aflevere sin ældste søn i skolen. Hendes etårige søn, som hun havde på armen, blev dræbt, og Niki selv så tæt på at dø af sine mange hårde kvæstelser, at det er et mirakel, at hun overhovedet er her og at hun efterhånden kan gå igen.
(Skolebuschaufføren fik en fængselsdom, hvilket ingen fandt uretfærdigt.)
Det var både en skrækkelig historie og et sidespring fra indlægget her, men jeg syntes alligevel, at det hørte med til historien om Charlottes kommende og forhåbentlig blomstrende forretningsliv.
Butikken skal hedde Ragtime – et godt navn med indbygget ordspil.

21. januar 2017

Spændende vejr … eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.
image

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

P1050764

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

20. januar 2017

SE! Det hedder TE!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Hver gang jeg ser ordet te stavet the, kommer jeg til at udtale det som den engelske betegnelse for bestemt en- eller flertal. `
Det staves te. TE, sagde jeg! Og det har aldrig været stavet the. Jo, måske da det kom til landet i den sidste halvdel af 1600-tallet, men i hvert fald ikke så længe der har eksisteret ordbøger.

imageP1050753

Min Madam Blå-tedåse kunne snildt være omkring 100 år gammel – dengang kunne man godt stave til te.
Og lad nu være med at sige, at I synes the ser pænere ud end te. Sådan er det bare, og hvis vi alle stavede efter personlige staveskønhedsreferencer, kunne det hurtigt blive det rene, mere eller mindre ulæselige staveanarki, så I kan lige så godt vænne (nej, ikke vende!) jer til at stave det korrekt.

Så fik jeg lige markeret igen.
Mest fordi der intet spændende er at berette her fra det svenske – vi slapper totalt af alle tre. Vi kan lige overkomme at rejse os for enten at brygge en kopkaf eller fodre den evigt sultne brændeovn og det lige så forslugne brændekomfur.
Vi laver nemlig fotoalbum alle tre. Det er noget så hyggeligt at sidde og konstruere et album side for side – lige fra ét stort panoramabillede over to helsider til ti billeder på én side og stort set samtlige varianter mellem disse to yderpunkter. Nogle af dem tiltet og/eller overlappet lidt.
Søren laver et (salgs?)katalog med sine malerier. Han er et meget kreativt menneske, som maler og har lavet smukke ting både i rustfrit stål og i gammelt jern, sådan lidt på Robert Jacobsen-måden. Næsten. Bare lidt pænere, hvis man spørger mig.
John foreviger vores USA-tur og jeg laver en fotorevy over “Året der gik” for 2016. CEWE kommer til at tjene godt på os om ikke særlig længe, men vi venter med at uploade albummene til vi er hjemme igen – bredbåndet er lige det smalleste til det heroppe.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.