Hos Mommer

21. september 2018

Dem der ikke blæser væk, drukner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

P1030251
P1030252P1030253

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

P1030256P1030257

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

P1030262P1030266

P1030268

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

Reklamer

20. september 2018

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivallen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

SømusLungegopler (3)P1030237

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

P1030227

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

Horisontalsmagning

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldstedet. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivallen er ikke engang begyndt endnu.

P1030247P1030248P1030250

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

17. september 2018

Pjat, pjat og atter pjat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: ,

I bestræbelserne på, at varerne i supermarkedernes køle- og andre diske skal virke så ‘autentiske’ som muligt på os forbrugere, vil man gå langt.
PjatAlt for langt.
Det går nemlig hen og bliver direkte til grin indimellem, og så mister i hvert fald jeg noget af respekten for varen og dens producent.
Hvad mener I fx om den håndsaltede laks?
Er det ikke temmelig ligegyldigt, om det salt er drysset på laksen med fiskerens barkede og ru hænder? Eller bliver det bedre, hvis det er hans smukke datter?  
Faktisk foretrækker jeg en maskindosering, for den kan man standardisere og dermed dosere saltet ens hver gang der skal røges.
Ud med håndsaltning!
Især hvis det bruges som en undskyldning for at hæve prisen, hvad jeg godt kunne have mistanke om.

IMG_8522

Så er der den “økologiske gårdmælk”.
Øllingegård, hvis mejeriprodukter jeg køber når jeg handler i Meny, er også begyndt på dette pjat. De har både økologisk mælk og økologisk gårdmælk.
Hvor meget mælk kommer lige fra storbyerne, måske? Det er da muligt, at man også er begyndt at have malkekvæg på byens tage eller ude i kolonihaverne, men i så tilfælde næppe i et omfang der er stort nok til supermarkedsproduktion.
Ud med betegnelsen ‘gårdmælk’!
Også selv om de kan navngive gården. Mon ikke de fleste forbrugere er fløjtende ligeglade med, hvor koen bor?

Rema kan også. De har håndplukkede danske ærter.
IMG_8523Da jeg viste John dette, sagde han (med et grin), at jeg da bare skal være glad over, at GreenPeas Refsvindinge sætter folk i arbejde …
Godt så. Det mente han heldigvis ikke, og det er da også noget pjat. Hvad er der i vejen med at maskinhøste ærter?
De vil også være helt sikre på, at vi har forstået, at ærterne kommer fra Danmark.
Ud med håndplukkede ærter!

Jeg er stødt på flere eksempler; som jeg desværre ikke kan komme i tanke om lige nu, men alt dette pjat minder mig om en meget gammel vittighed:
Kunden: Hvad er forskellen på den franske leverpostej og den hjemmelavede leverpostej?
Slagteren: Den hjemmelavede får vi fra en fabrik; den franske laver vi selv.
Så okay, fænomenet er åbenbart ikke nyt, men det er eskaleret i voldsom grad. Hvis man skulle tro på, at alt hvad der hævdes at være håndlavet, ER håndlavet, burde vi have meget mere end fuld beskæftigelse. 
Kan man ikke godt sammenligne det med de mange varianter af hyperkorrekthed, der blomstrer i disse tider?

15. september 2018

SÅ heldigt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , , ,

Det er aprilsvejr i dag, vekslende mellem næsten helt blå himmel og blygrå, nærmest sort ditto, som giver regn i stænger. Blomkålssvamp
Det regner dog sjældent mere end få minutter ad gangen, inden vi har blå himmel igen, så det er okay.
Bortset fra, at nu er alle svampene pladdervåde. Det var bedre i går, hvor hattene var tørre, men man kan ikke få alt.
I dag føler jeg dog næsten, at jeg har fået alt, for jeg har fundet blomkålssvamp. En af kongerne, som jeg underligt nok glemte på listen forleden dag, hvor jeg nævnte mine fem yndlingssvampe, så der er altså seks af slagsen, idet blomkålssvamp så absolut hører til blandt favoritterne; jeg finder den bare yderst sjældent – men i dag var der et par eksemplarer til mig derude.
Nu begynder det for alvor at ligne noget … der er masser til både at tage med hjem og til at spise til aftensmaden igen i aften.
Jeg var ude i formiddags, mens John huggede optændingsbrænde. Her til eftermiddag gik vi begge ud en tur i den stadig grønne skov.

P1030225P1030198

Der er bare MASSER af svampe derude i skoven nu – selvfølgelig flest af dem, vi ikke spiser, men de kan også være et smukt syn, når de står der i klynger. Den gule her ved jeg ikke hvad hedder; jeg ved bare, at jeg ikke tager den med i kurven, men derfor kan jeg sagtens nyde synet af dem alligevel.
Jeg har taget nogle af dem, vi ikke spiser, med i kurven, nemlig sortfiltet netbladhat og randbæltet hovporesvamp. De skulle begge være egnede som farvesvampe, så det har jeg tænkt mig at lade komme an på en prøve.

P1030207

At gå rundt i områder som dette … jamen, kan man andet end blive glad?
Hjemme igen fik jeg øje på de små trompetmosser i vores stendige. Det hedder ikke trompetmos, men det kalder jeg det.

"Trompetmos"

Naturen er forunderlig. Jeg kan ikke blive træt af den.

14. september 2018

Endelig blev det min tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: ,

Vores lille ekstratur til Sverige, som jeg fik lokket John med til, har allerede givet pote. Eller rettere svampe …
Og græsplænen var blevet så rigeligt lang, så det var godt vi kom herop og ikke ventede de ellers planlagte små 14 dage endnu.
Straks efter biludpakning fes John i kælderen for at lufte havetraktoren, mens jeg trak i gummistøvlerne for at gå i skoven. Ikke fordi der er vådt i skoven, men fordi jeg tiltrækker flåter som en magnet tiltrækker jernfilspåner, så jeg pakker mig godt ind. Også med tørklæde på hovedet pga. lusefluen, som jeg hader at få i håret, fordi den er næsten umulig at få pillet ud igen. Til sidst lidt sprøjt på udsatte steder med myggespray, og så afsted.
Og der var bid! Endelig var der bid også for mig.

P1030180

Nederst til højre ses et par eksemplarer af græsgrøn skørhat, som er en rimelig god spisesvamp. Der var faktisk store mængder af den, men da først Karl Johannerne begyndte at dukke op, skrottede jeg skørhattene til fordel for rørhattene, som nu engang er nummer ét.
Kantareller var der næsten ingen af, men det havde jeg heller ikke forventet.
Det er ikke voldsomt meget, jeg kom hjem med, men det tog nu alligevel kun godt en halv time at samle dagens høst. Jeg kunne se, at der for nylig havde været andre end mig, så at jeg overhovedet fandt så mange, glædede mig.
I morgen vil jeg søge andre jagtmarker. Det meste af dette bliver spist til aften, og jeg ville gerne have lidt med hjem til tørremaskinen.

P1030183

Et dejligt syn, ikke sandt?
Men nok ikke for ikke-svampeelskere …

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

11. september 2018

Lidt har også ret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: ,

Vi prøvede igen i går at samle svampe; denne gang i en af de lokale skove. Det står stadig skralt til med dem … jeg har tænkt på, om det er fordi der er faldet meget mere regn i Jylland og i det hele taget resten af Danmark? Det er bare her i Sydøstdanmark, vi ikke har fået så meget vand. De få svampe vi fandt, var temmelig tørre, så der er sikkert ikke kommet vand nok endnu til at give svampene optimale forhold her i området.
Til gengæld fandt jeg det største eksemplar af snehvid fluesvamp, jeg til dato har set. Næsten dobbelt så stor som vanligt. Det er en smuk svamp – men jo desværre dødeligt giftig.
Jeg fandt også op til flere indogorørhatte – dem plejer jeg kun at finde en enkelt af ad gangen. Derudover én Karl Johan og et par andre rørhatte. Fine, unge (men store), faste og tørre – og helt uden svampemyggelarver. Dejligt. 
Der kom nok med hjem til at der kunne blive til en gang rørhattestuvning til aftensmaden.

Snehvid fluesvampNetstokket indogorørhat (1)

Den første spiser vi ikke; den anden er god.

Dagens rørhattehøstPå fredag tager vi en ekstraordinær tur til Sverige. Jeg fik lokket John med, for jeg ville så gerne op og se, om ikke der også i nærheden af vores sted skulle være det svampemekka, alle har så travlt med at billeddokumentere på Facebook.
Det kunne være ret fedt at finde tilstrækkeligt med Karl Johan til, at der også kan blive til lidt tørrede svampe; de er rare at have i løbet af vinteren.
Jeg har vist nævnt det før, men jeg kan bedre lide Karl Johan end kantareller, som faktisk er helt nede på femtepladsen på min svampe-top5.
Både Karl Johan, tragtkantareller, trompetsvampe og pigsvampe slår kantarellerne.
Synes jeg. Smag og behag er heldigvis forskellig. En del af årsagen til, at jeg mener dette, kan dog også være, at vi altid finder så rigeligt med kantareller, mens de andre er sjældnere forekommende – i hvert fald der hvor jeg går på svampejagt. Trompetsvampe findes slet ikke i vores område deroppe, desværre. Den er ellers uovertruffen i ægge- og fiskeretter.

Det er så kommet i dag, vandet – det har regnet hele dagen, så jeg ser frem til en god svampejagt om kort tid!

9. september 2018

Free giveaway???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

P1030137P1030138

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

7. september 2018

Jeg ønsker mig en gine

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

"Restesweater" - tagrørsfarvet garnLyngfarvet garn

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

6. september 2018

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , , ,

Lady Emma HamiltonHjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Lady Emma HamiltonHjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.


Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

2. september 2018

Og pludselig er det hele overstået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Så mange forberedelser, og så er det hele overstået på godt tre timer … men det var sjovt, og det gik godt, selv om der ikke var så mange deltagere, som der plejer at være; mest fordi tidspunktet var flyttet, ikke fordi de ikke gad mere – tværtimod, for de der ikke kunne komme, ærgrede sig. Havde de i hvert fald sagt …

Best vegetableTombolapræmierneEn af pokalerne

Der kom blomsterarrangementer (til Best Flower Arrangement) for børn og for voksne; der kom enkeltblomster (til Best Bloom) og der kom kurve med grønsager (til Best Vegetable). Der blev doneret mange præmier til tombolaen, hvor John senere var så heldig at vinde en boks med tre af de spændende øl, vi var ude at prøvesmage dagen før.

P1030091P1030092

Der var både hundevæddeløb og børnevæddeløb. De voksne gad ikke løbe …
De ville hellere spise Drømmekagen fra Brovst. Den er de totalt vilde med herovre. De har aldrig smagt noget lignende, hævder de … alle ville vide, hvad det var for en superlækker topping. Gad vide, om der er nogen danskere, der ikke kender en drømmekage? Den er nu også god.

P1030068P1030082

Den tredobbelte vinderMidt i det hele kom der 13 dobbeltdækkere, der skulle øve sig til en senere opvisning, så det var perfekt timet her til flowershowet. Vi har sommetider set syv dobbeltdækkere øve sig, men det var første gang der kom hele 13. De er allerede ret dygtige, så det var en fornøjelse at kigge på.

Til de to første shows fik Charlotte nogle professionelle folk til at komme og være dommere i de forskellige kategorier, men sidste år besluttede hun sig for at lave stemmesedler og i stedet lade demokratiet tale. Det syntes man var meget sjovere, så sådan blev det også i år.
Hvad ingen af os havde regnet med var, at Charlotte løb med alle tre pokaler i voksenkategorierne! Heldigvis løb hverken Anna eller Aubrey af med Children’s Best Flower Ararangement – det ville have været virkelig pinligt. Det var slemt nok i forvejen, og hun blev drillet en del med, at det bliver nemt at få indsamlet disse vandrepokaler til næste års flowershov.
Folk tog det dog pænt og grinede bare mere for hver gang Charlotte måtte op og modtage en pokal – de havde jo trods alt også selv stemt på hendes frembringelser – sæt det havde været en dommer, der havde afgjort det. Så ville alle nok have troet, at det var aftalt spil.

Da de sidste var gået omkring kl. 17:30, var vi alle godt brugt, men der skulle naturligvis ryddes en del op, før der kunne holdes fyraften. Det ord blev vi enige om at tage helt bogstaveligt, for vi kunne lige overkomme at lave en skål salat og riste nogle af deres lækre pølser på bålfadet, de har investeret i i år. Der sad vi og stenede og råhyggede til længe efter det var blevet mørkt, hvorefter der ikke gik voldsomt lang tid, før vi lå i vores senge.

P1030097P1030103

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

30. august 2018

En tur i en Wolseley

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

P1020843P1020844P1030012

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:
P1020846P1030004P1030005P1030007

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

P1030013P1030017

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

P1030019

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …
P1030022

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

28. august 2018

Dumpet i oversættelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags:

BTI Studios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del af, og som ellers har glimrende oversættere, laver nogle pudsige fejl sommetider. Måske går det for stærkt?
De fleste i min generation har sikkert lagt mærke til, hvordan patetisk nu oftest anvendes i den engelske betydning – altså i betydningen ynkelig eller sørgelig og ikke i den go’e, gamle danske, som, dengang jeg lærte at bruge ordet, betød med patos; [overdrevent] følelsesfuld
Ordet har officielt ændret betydning, eller rettere: Nu kan det betyde begge dele, hvilket jo ikke gør forvirringen mindre, for ynkeligt er li’som ikke helt synoymt med stærkt følelsesladet.
Det samme er ved at ske for episk. Det er dog ikke helt nyt, for DDS opdagede det tilsyneladende i 1996, men det bliver brugt mere og mere i den engelske betydning, hvor den bedste oversættelse til dansk nok er storslået eller imponerende.
Det er en episk film, kan man se både på tryk og i tale. Hermed mener man ikke, at det er en fortællende film. Hvad det dog forhåbentlig også er, men episk betyder i min verden som i ODS’ som vedkommer, hører til heltedigtet (-digtningen); om digterværk: som har karakter af et epos; ogs. i alm. om digtart: fortællende, berettende (mods. dramatisk, lyrisk).
På BBC Brit så jeg en udsendelse om voldsomt vejr. Den engelske fortæller kaldte det an epic storm, og det blev oversat med et episk uvejr. Det synes jeg er noget vrøvl.
Endnu mere vrøvlet er det at oversætte hailstones med haglsten. Det hedder hagl på dansk. Ganske enkelt. Selv John, som ikke går så højt op i det som mig, kommenterede det: Haglsten??? Sikke noget vrøvl! Det er der da ikke noget, der hedder på dansk.

Jeg kan ikke lade være. Det er en gammel arbejdsskade. Jeg skal helst både høre originalsproget og nå at læse, hvad de oversætter det til.
En klassisk og lidt for hyppigt forekommende oversættelsesfejl (ikke så meget fra BBC-oversætternes side som fra DR’s) er også den med at oversætte billion til billion og ikke til milliard. Den der faktor 1000 er sjældent uvæsentlig.

Nå. Jeg hævder jo med jævne mellemrum, at ethvert levende sprog er og skal være i stadig udvikling og/eller forandring, men det er altså ikke professionelle oversættere, der skal puste forandringens vinde i gang. 
Det gælder naturligvis især et lille sprog som dansk, at der hele tiden kommer nye ord til. Det er ret svært at gøre et sprog, der kun tales af små seks millioner mennesker, til et verdenssprog. Jeg synes derfor, at vi godt kan tillade os at være en smule stolte af, at hygge nu er optaget i engelske ordbøger i netop den helt specielle danske betydning, som de kan bruge så mange ord på at forklare, og så alligevel ikke formår. Hygge er noget, der skal opleves for at forstå den rigtige betydning. Bare spørg Tim. Han tog ordet til sig, allerede da han lærte Charlotte at kende for 18 år siden.
Hans mål var at få det indført i det engelske sprog. Det er det så blevet, men det er godt nok ikke hans fortjeneste, selv om han har fået det indført i hele sin familie, som går og siger, at now we’re going to hugge os! Eller oh – it was so huggeligt yesterday, wasn’t it?
Det er meget, meget svært, faktisk umuligt, for en englænder at udtale det danske y.

27. august 2018

Fra den ene yderlighed til den anden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

For 2½ uge siden gik vi stadig og gispede over varmen, som nogle af os bandede langt væk, fordi det var for meget af det gode.
I dag har vi tændt op i brændeovnen. Fra subtropisk sommer til dansk efterår på 16 dage.
Der er mere end én rekord i dette, da der ikke før er gået præcis fire måneder uden behov for lidt hyggevarme i stuen, for også om sommeren (dansk normalsommer, vel at mærke) kan der godt virke lidt køligt sommetider.
I morges og i formiddags var det kun 19° indenfor og bare 14° ude, så lige over frokost kapitulerede jeg og tændte op.
Hvor er det dog hyggeligt! Ingen kan få mig til at sige, at jeg savner varmen. I dag regner det, men det var i sidste øjeblik, for var der ikke kommet noget i dag heller, havde jeg været nødt til at vande. Igen. Men det slap jeg altså for.

Lyng

Lyngen er brugt op. Det vil sige … det blev den faktisk ikke helt, for der havde været rigeligt med krudt i suppen til et fjerde og måske også femte bad. Der hænger med andre ord kun tre dyp på stativet, men jeg skal tvinge mig selv til at stoppe og lade være med at ærgre mig over ikke at udnytte farvesuppen 100 %. Den er trods alt gratis, mens jeg bruger en hel del penge på garn.
Det ses – igen – tydeligt, hvor forskelligt forskellige garntyper falder ud, selv når de stammer fra samme dyp. Helt bagerst kan anes de forskellige udgangspunkter: natur og et par grå nuancer. Jeg farvede også noget caffe latte-farvet merino, som ses yderst til venstre.
Dette var samtidig et eksperiment. De gamle og veletablerede farveguruer vil til enhver tid hævde, at det er en dødssynd at farve garn, der er ikke er vundet i fed. Det måtte komme an på en prøve, så jeg tog nogle nøgler, som jeg først bejdsede og derefter kom i farvesuppen.
IMG_8515Tre forskellige kvaliteter og tykkelser. Det lykkedes over al forventning. Jeg har boret en finger ind og skilt garnet ad for at lure, om der var farvet lige så meget inde i midten som yderst på nøglet, og det var der. Så skulle da pokker stå i at have alt det mas med at vinde op i fed inden farveprocessen sættes i gang. 
Og til Ditte: Det sidste grå garn vi investerede i, giver en fantastisk farve på lyng. Billedet yder den ikke helt retfærdighed, men det er øverste række nr. 2 og 3 plus det grønne nøgle. Det må du prøve!
De gamle sagde også, at hvis ikke et garn er helt og aldeles ensfarvet, er man en dårlig farver og får dumpekarakter. Jeg synes ikke det gør spor, at der kommer lidt spil i garnet, som fx dette lilla, som er cochenille overfarvet med indigo.
Og nej, det er ikke et overtræk til et strygejern, det er sålen af den ene af et par babysko, jeg lige har strikket af det lækre garn.

26. august 2018

Et par huller blev udfyldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags:

Den oprindelige grund til næstvedbesøget i går var Haveselskabets årlige marked  på Rønnebæksholm. Der var jeg også for to år siden, og det var dengang, jeg meldte mig ind i Haveselskabet. Det er både amatører og professionelle, der sælger her, så man kan godt være heldig at finde nogle gode og ikke for dyre ting at sætte i sin have, da mange af stadeholderne bare sælger ud af overskuddet fra egen matrikel.
Således da også i går. Én havde stauder for 25 kroner stykket; fem for 100 kroner. Jeg tog fire hostaer og en duehoved.
Duehoved??? Det navn er jeg ikke tidligere stødt på, men for det første ville det være synd at kalde mig for haveekspert, og for det andet så den rigtig fin ud. Jeg tog den især, fordi damen sagde, at den blomstrer fra august til oktober, og hvem ville ikke synes det var fedt at have noget, der gider blomstre så sent? Allerede nu er der ikke mange blomstrende planter tilbage i min have, bortset fra dahliaerne og montbretierne, som oven i købet også er ret så ynkelige at se på, fordi alt mistrivedes under tørken, på trods af, at jeg var flittig til at vande.

DuehovedHosta under svære vilkår

Duehoved herover til venstre.
Jeg fik en temmelig lang og interessant snak med en kvinde, som havde boet 20 år i England – hvad var så mere naturligt end at bruge en rum tid på at tale om engelske haver? Vi var rørende enige om, at de kan noget med haver i UK. Jeg har mange gange set artiskokker i prydbedene i store haver derovre, og det ser hamrende godt ud. Jeg ville ikke tro, de kunne overleve en dansk vinter, men denne dame mente, at det kunne jeg sikkert godt få den til, hvis jeg bare ikke satte den på et meget vindudsat sted. Der er ingen steder i min have, hvor der ikke kommer vind, men selvfølgelig kommer der mere vind nogle steder end andre. Jeg tog den mindste plante i håb om, at den har nemmere ved at tilpasse sig. Den var i blomst, hvilket absolut ikke gjorde noget – det er der, artiskokkerne er smukkest.  
Nu prøver jeg i hvert fald. Hvo intet vover …
Hostaerne kommer virkelig på en overlevelsesprøve. De kan efter sigende gro steder, hvor der aldrig kommer sol, så nu har jeg sat nogle på nordsiden af garagen; helt ind mod muren. Der er næsten ingen jord at gøre godt med, og der er altid halvmørkt, men nu får vi se, om det kan lade sig gøre.
Med hjem kom også en phloks, fordi der skal flere hen på phlokspletten, så den kan komme til at se lidt mere frodig ud, end tilfældet er. Der er jo bare ingenting, der har groet, som det skal i år, men jeg satser stærkt på, at haverne næste år får en hel del bedre betingelser, end de har haft i år.

Artiskok i blomstArtiskokker i England

25. august 2018

Det var nemmere dengang man bare kunne købe lidt legetøj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags:

Vi rejser til England på onsdag, og igen har det knebet med at finde på en lille ting til ungerne – andet end den obligatoriske pålægschololade til Aubrey og blomme-abrikosmarmeladen til Anna. Chokoladeportionen bliver lidt større denne gang, for Anna er også begyndt at kunne lide det, hvilket vist ikke passer den unge mand helt, selv om han ikke siger noget. Da de var her, spurgte han bare forsigtigt, om jeg nu var sikker på, at jeg havde nok, nu hvor Anna også kan lide det. Jeg mindede ham om, at det kan købes her i landet, så skulle vi løbe tør, er det bare at gå en tur i supermarkedet. Han så lettet ud, og så talte vi ikke mere om det, men det bliver jo en anden sag med det, jeg har med til England.

imageJohn foreslog, at vi kunne give dem et kompas, så de kan finde ned til deres base camp, tøhø, men da også rundt i den fri natur i det hele taget. Der er kompas på mobiltelefoner, jeg ved det godt, men Aubie har ikke sådan en, og Anna bruger kun sin, når der skal kommunikeres med mor i forbindelse med skolebussen og lignende. Eller en sjælden gang sende en sms til mommer, hvis hun (Anna, altså …) føler, at livet i almindelighed eller mor i særdeleshed er møguretfærdige mod hende.
Et godt, gammeldags kompas blev det derfor – det er heller ikke afhængigt af strømtilgængelighed … det virker bare altid.
Jeg forklarede ekspedienten, hvem der skulle have det kompas og spurgte om han havde en god ide til en lille ting, der ikke var noget problem at have med i flyveren.
“Hvad med en FireFlash?”, og så demonstrerede han sådan en for mig. Man stryger den flade del mod magnesiumpinden, og vupti, kommer der fine gnister, som sagtens kan sætte ild i lidt tørt græs eller små barkstumper. Han havde et lille fad med sidstnævnte, og der kom ild næsten med det samme.  
Den var absolut en sjov lille ting, og han fik da også solgt to FireFlashes til mig. Plus kompasset.
Kender jeg mig ret, falder der nok også lidt af, mens vi er derovre, men det er aldrig det samme, som når jeg ankommer, kufferten båret ind fra bilen, og der bliver sendt forventningsfulde blikke mod den. Skjulte blikke, de ikke tror jeg opdager, men det gør jeg – jeg har det fint med, at de ikke spørger mig om jeg har noget med til dem, men skuffe dem vil jeg helst ikke, selv om det bliver sværere og sværere at finde på små ting, efterhånden som de bliver ældre.
Og alligevel finder vi jo et eller andet hver gang. Det håber jeg, at vi kan blive ved med.
Moderen synes, at jeg er lidt fjollet, fordi jeg også giver pæne jule- og fødselsdagsgaver, men når nu jeg kan … det er mine eneste børnebørn; jeg får ikke flere, og det er som bekendt bedsteforældres fornemmeste pligt at forkæle deres børnebørn.

23. august 2018

Brønden var alligevel ikke fuld

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags:

Som jeg skrev i går, var vi lettede over at komme herop og konstatere, at der var vand i brønden.
Ikke så længe efter viste det sig dog, at det ikke var det klare og rene lækre drikkevand, som vi er vant til – det var lettere lysebrunt og en smule uklart. Det skulle altså ikke bruges til at drikke – ikke uden at blive kogt først, så te og kaffe turde vi godt drikke.
Men hvor langt ville det række? Det der sluger mest, er nok toilettet, og hente vand til at skylle det med ovre i naboens brønd, som vi har gjort et par gange om vinteren, kan vi ikke regne med at kunne gøre nu.
I formiddags kørte vi til Lönsboda for at købe drikkevand, men i skrivende stund er hydroforen begyndt at opføre sig som om den kæmper for at fyldes.
Vi har derfor besluttet at pakke sammen og køre hjem igen, for vi gider ikke at løbe helt tør. Der skal være nok til at vaske op, for når huset er til salg, kan vi ikke bare lade det stå til næste gang vi kommer. Hvad der i øvrigt også ville være temmelig ulækkert … det ville være smartere at tage opvasken med hjem, men lige nu er der stadig vand nok til opvasken.
John har kigget ned i brønden, og det ser ud som om der er 30 cm vand, hvilket er meget lidt, og derfor bliver det delvist overfladevandet, som pumpen får fat i, hvilket ikke er særlig godt.

P1020813

Billedet er fra Lönsboda. Enhver lillebitte by i Sverige gør meget ud af at pynte sig, og således også her. Disse store tønder med hver et væld af blomster er der nok et eller andet sted mellem 50 og 100 af bare i lille Lönsbodas bymidte. Jeg har ikke talt dem; det er kun et gæt, men er her virkelig mange. Det er så fint.

På vejen hjem så vi blomstende lyng, så jeg plukkede til en omgang lyngfarvning, som jeg skal i gang med at bejdse garn til i morgen. Jeg var i tvivl om jeg havde taget nok (jeg skal bruge mindst 800 gram), men da jeg vejede det, var der over 1400 gram, så der er rigeligt. Det er lidt underligt … jeg har et meget nøjagtigt øjemål, når det gælder længder, men når det gælder vægtestimering, er jeg mildest talt elendig og aner overhovedet ikke, hvor jeg er henne.
Vi havde engang en konkurrence på arbejdet, hvor vi skulle vurdere fem forskellige emners vægt. De vejede mellem et halvt og fem kilo, men det vidste jeg først bagefter. Jeg ved ikke præcis, hvor dårlige mine resultater var, men mine gætterier var helt sikkert blandt de værste af samtlige 200 gæt.

22. august 2018

Et par bump på vejen til Sverige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: ,

På vej til torpet ville John i Silvan, Køge, for at få fat i noget mere snor til græstrimmeren. Det er en Flymo græstrimmer, så Jem & Fix eller XL-Byg kunne ikke klare den lille opgave. Altså Silvan eller Bauhaus, men førstnævnte er nemmest, fordi det ligger lige på vejen derop.
Jeg blev i bilen og undrede mig over, at så lidt kunne tage så lang tid.
Der var ingen service overhovedet. Ingen, han kunne spørge. Efter en rum tid, hvor ingen ansatte kom inden for synsvidde, gik John derfor til kassen og spurgte om hun ville kalde på hjælp til haveredskaberne.
Det har jeg gjort, men der kommer ingen!
Fantastisk … han gik tilbage og ledte videre efter den lille plastsnor, og langt om længe kom der en ansat.
Som kunne fortælle, at de fører græstrimmeren, men ingen reservedele til den.
Fantastisk.
Men prøv denne snor, den skulle passe.
Jamen det gør den ikke. Den skal være tyndere.
Nå, men så prøv denne her.
Okay. John gik til kassen, hvor det tog en krig, fordi kassedamen (som ikke var “Ny i job”) knurrede og mukkede og kunne ikke finde ud af en pind, hvorfor det selvfølgelig tog alt for lang tid.
Det er sidste gang, jeg kommer her!, sagde den ellers så fredsommelige og tålmodige John, og manden bag ham erklærede sig højlydt enig. Kunderne var ganske åbenlyst kun til ulejlighed for personalet. Exit Silvan!

Da vi var en god halvanden times tid fra torpet, var klokken blevet godt og vel frokosttid, så vi kørte ind på Elisefarm Golfklub, hvor vi bestilte dagens ret, som var rødspætte.
 Inkluderet i prisen var salatbar og kaffe bagefter.
Vi ventede og ventede på vores fisk; alle andre fik deres mad, men ikke os. Vi havde da ellers satset på, at dagens ret ville blive serveret forholdsvis hurtigt, men …
Til sidst kaldte vi på tjeneren.
Ja … vil Ni betala?
Øhh, næhhh, vi vil da sådan set hellere have noget mad …
Har I ikke fået noget???
Nej!
Nej, men dog, altså! Undskyld, undskyld, det beklager jeg virkelig meget!

Han kom lynhurtigt med vores rødspætter, som sjovt nok var varme endnu (eller også fik vi nogle andres og nyere bestilte). Han kom også med kartofler, som vi ellers selv skulle hente ved salatbaren, og han undskyldte endnu en gang og sagde, at der ville være et stykke luksuschokolade til os til kaffen som et lille plaster på [mave]såret.
Det er fin service med en god erkendelse af egne fejl, og denne oplevelse gjorde os ikke spor sure.

Der var i øvrigt vand i vores brønd heroppe – det havde vi været ret spændte på, for mange har meldt om tørlagte brønde, men altså ikke hos os, selv om der bestemt ikke er kommet meget vand fra oven – vi tømte regnmåleren for 23 mm, hvilket kun er halvdelen af, hvad vi har fået i Den Stråtækte.

21. august 2018

Han har åbenbart lavet noget, der ligner en “Uncle G”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:03
Tags:

For et års tid siden nævnte jeg i et indlæg veteranbilen, som Tim investerede i sidste år.
Det er en Wolseley fra 1919, som han gav i mine øjne mange penge for, men for dem, der har forstand på den slags, var det noget af et kup.
Inden sommerferien deltog den i et show i Bristol, hvor den søreme vandt en af præmierne; nemlig en der hed sådan noget som Best in the class. Der var flere forskellige præmier, og Tim rendte altså med den ene.

Bilen vandt 1-præmie i Bristol

På samme show kom der en herre hen og talte længe med Tim om bilen, som han var meget interesseret i, fordi lige netop den model åbenbart er en af kun fem (kendte) eksemplarer i verden – og det eneste i England. Hvad den mand ikke vidste, er ikke værd at vide, og han inviterede sig selv til at komme hjem til C & T for at lære Tim en masse om bilen.
Det sagde de ikke nej til, så manden kom i en hel weekend, hvor han bare fortalte, pillede, skilte ad, pudsede, justerede, samlede igen og snakkede og snakkede. Jeg fik en lang historie om den fantastiske mand, som ikke ville have noget for al den læren fra sig; kost og logi var så alt rigeligt – This is as much for my own sake as for yours, and it’s fun!
Han havde ønsket sig at få fingre i den bil i flere år, men havde ikke råd til at købe den, så dette var det næstbedste. Bilen kører nu bedre, end den har gjort i mange år.
Tim har fået den vurderet af hensyn til forsikringen, og den er langt mere end det dobbelte værd, end hvad han gav for den for blot et år siden, faktisk tæt på det tredobbelte, så jeg har en bilglad mand i min svigersøn. 
Selv Charlotte synes efterhånden, det er ved at være sjovt med den bil.
Nu skal den med til flere udstillinger, for jo flere præmier, jo mere værdistigning.

De er oven i købet så heldige, at Tims mors mand, som bor i samme landsby, har en egnet trailer og hellere end gerne vil transportere bilen rundt i UK. Dengang han arbejdede, var det for et firma, som lejede (især gamle) biler ud til film, og han har fx opholdt sig i Yorkshire under optagelserne til Folk og Fæ og har været den, der kørte de gamle biler rundt mellem the locations og også sad bag rattet, når det skulle se ud, som om det var skuespillerne selv, der sad bag rattet. Han havde ansvaret for bilerne, når de var uden for deres hjem, og han elskede sit arbejde, så at få sådan en slags aktie i dette her, passer ham særdeles fint. 
Jeg elsker sådanne gode historier fra virkeligheden.

20. august 2018

Hvad kan man mon så kalde det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags:

Mine chilier er gået totalt groamok i drivhuset.
I beskrivelsen fra Gartneri Toftegaard angives der ofte højden de kan opnå, både hvis man planter i 10-literskrukke og i fx en plantesæk. De bliver ikke så høje i krukker, som de gør når de har mere jord at gøre godt med.
For mine chilier står der, at den, for den størstes vedkommende, kan blive op til 1,20 meter under optimale forhold. De andre bliver omkring en meter – det er både Gartneri Toftegaard og en engelsk hjemmeside enige om:

image

Den højeste af mine fire chilier (Bubba) rager 2,5 meter op inde i drivhuset; to andre er ca. 2 meter og den fjerde er 1,80 meter. Herfra skal trækkes 40 cm, fordi de står i kapillærkasser, men tilbage bliver, at de alle er næsten en meter højere end de er angivet til at kunne blive “under optimale forhold”, som GT udtrykker det.
Hvad kalder man så de forhold, de tilsyneladende må have i mit drivhus?

Dagens høst fra drivhusetDen mest rigtydende hedder Pinocchio’s nose. Det er beskrivelsen af den, jeg har sat ind i tekstboksen herover, og den bliver virkelig meget lang.
I forgårs lavede jeg chilipasta (sambal oelek) af et halvt kilo af ‘næsen’ plus lidt citronchili. Den blev rigtig god, og Sus fik da også et glas med hjem, da de kørte herfra i formiddags.
Chilipasta kan laves på et utal af forskellige måder. Jeg blandede noget almindelig rød peber og et par dåser koncentreret tomatpuré i min, for jeg ville ikke have den så stærk, at den kan få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet (frit efter en tidligere kollega, som under sine kemobehandlinger jokede med, at “min chilipasta kan få håret til at rejse sig på hovedet af mig”).  
Den blev stærk, og det skal den også være, men ikke stærkere, end at den skal anvendes i teskestørrelser i stedet for knivspidsmængder.
Harissa er også en chilipasta, men som stammer fra Tunesien. Der er langt flere ingredienser i harissa, så den er besværligere at lave, og når jeg samtidig ikke bryder mig så meget om harissa som om sambal oelek, var det ikke svært at beslutte hvilken en af dem jeg ville stile efter.
Jeg fik 12 små (på mellem trekvart og én deciliter) glas ud af portionen, så jeg laver nok en til om ikke så længe – det holder sig godt nok i årevis, og der bruges i sagens natur kun små mængder ad gangen, men det er godt som værtindegave – til dem man ved holder af chilismagen, vel at mærke – men en lille smule giver et fint pift til mange ting. 
Jeg skal også have lavet chilimarmelade. Den er både Inge og Hasse og Sus og Jan ret glade for – plus mig selv, naturligvis. John spiser ikke den slags, men det er godt på ostebordet, synes mange af os.

18. august 2018

Edderkoppestøvsugning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:48
Tags:

Det tager noget længere tid at støvsuge lofterne end det tager at støvsuge gulvene her i Den Stråtækte.
Det skyldes edderkopper. Der er tusindvis af edderkopper – eller retteligt mejeredderkopper – her i huset hele sommerhalvåret. De er der altid, men der er knap så mange i vinterhalvåret. Hvis man lider af araknofobi, skal man ikke købe et stråtækt hus, hvilket Charlotte hurtigt erfarede, da hun flyttede sammen med Tim. Hun kom dog hurtigt over den fobi, og også jeg blev hurtigt kureret efter vi flyttede herned. Det skyldes især, at mejeredderkopper ikke er så ulækre som fx dem, der kommer op i et badekar. Disse har tykke, behårede ben, de er store som fortidsuhyrer og de tramper!
Jeg har undret mig over, hvad de lever af. Eller … det ved jeg godt, men jeg ser sjældent, at de fanger noget. Jeg har læst, at mejeredderkoppen uden problemer kan leve i 6 måneder uden føde og vand. De må de dog fange bytte og dermed have gang i fordøjelsen, for det er ofte deres efterladenskaber, der afslører, at der sidder en og gemmer sig i en loftsrevne eller bag radiatoren.

KorfuterrassenDe findes i alle størrelser, og når jeg støvsuger rummenes lofter, indfanger jeg mange.
I dag blev der støvsuget 182 op fra stuer, køkken, gæsteværelse, syrum, entre, repos og de to badeværelser. Det er ganske almindeligt. Der er gået sport i at tælle dem, og jeg har endnu ikke været under 129, men har haft rundet 200. 
Udover denne grundige støvsugning, der som regel især finder sted i forbindelse med gæstebud, går John dagligt på jagt med en lille håndstøvsuger, men det er bare for at tage de største af dem.
I dag startede jeg oppe på gæsteværelset og en lille time efter var jeg færdig med at loft- og vægstøvsuge de nævnte rum, hvorefter jeg atter gik op på gæsteværelset for at tørre vindueskarme af – og kunne tælle to nye her plus fem ude på reposet. Jeg ved, at jeg ikke havde overset dem i første omgang, men jeg ville virkelig gerne vide, hvor de så lynhurtigt kommer fra!
Det er godt nok et sisyfosarbejde at holde edderkoppebestanden nede her i huset.

Billedet har ikke en pind med dagens emne at gøre,
men jeg synes ikke, at mejeredderkopper er specielt fotogene,
så dagens illustration bliver englændernes terrasse fra det lejede hus på Korfu.
Det minder lidt om den udsigt, vi havde fra huset på Mallorca. Der var nu også dejligt …

16. august 2018

Babyboom – myggelarveinvasion

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:10
Tags: , ,

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

 Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
 Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

14. august 2018

Drivhus i to etager

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags:

Mange af haveselskabets medlemmer havde i begyndelsen af året tilmeldt sig til at åbne haven, men har afmeldt det igen pga. tørken.
I forgårs løb der en mail ind om to ikke aflyste åbne haver ikke ret langt fra os, hvoraf især den ene lød temmelig interessant. Vi besluttede os for at køre hen og se den, for “drivhus i to etager” var ikke lige noget, jeg var stødt ind i før, hvis man ser bort fra botaniske haver.

P1020790P1020799

Det var en spændende have. En landbohave, så de havde masser af plads – og måtte have brugt tonsvis af vand de seneste tre måneder for at holde den så smuk, som tilfældet var.
Jeg tog ikke billeder af staudebedene eller den store urtehave, men jeg fik en god sludder om nogle af de smukke, men for mig ukendte, planter med værtinden, som var en på mange måder kreativ kvinde, der også var keramiker og havde butik i et af udhusene.
Pergolaerne så ret godt ud, som de stod her, og insekthotellet på billede to må være Danmarks største. Alt det brænde blev nemlig ikke båret indenfor for at skulle give varme i en brændeovn, men var anbragt her udelukkende til pynt. Og altså til insekter.

P1020800

Og så var der jo lige det der drivhus. Det var, lige som alle andre konstruktioner i den spændende have, bygget af husherren selv.
Det var godt nok flot! Men det kræver en stor grund. Meget stor. Og det kræver også, at man ikke har bagvedliggende naboer, som i vores tilfælde sikkert ville blive en kende mugne, hvis vi spolerede fjordudsigten med sådan en kolos af et drivhus.
Der var plads til det hele: Seks tomatplanter, tre agurker, fem chilier, tre peberplanter – og så ellers bare en masse vækster, jeg ikke lige kunne identificere. Plus en brændeovn, bord og stole (og en lænestol) og en stor regnvandstank. To, faktisk. Et plantebord, selvfølgelig, og mange plantekasser – men alligevel er der masser af gulvplads; ingen steder er der knebent med plads.
På førstesalen var der yderligere et bord og et par stole – samt en mildt sagt god udsigt.

P1020794P1020797

Hønsene på den gård bor på firestjernet luksushotel, som er bygget i samme stil som drivhuset.
Mellem stuehus og udhuse havde parret indrettet en hyggelig gårdhave, hvor kaffen til de beundrende gæster blev serveret.

HønsehusetP1020810

Det er skønt at gå rundt sådan et sted og blive inspireret, selv om vi aldrig får huse, som der står i denne have – ikke så meget som et enkelt et af slagsen, men en lille pergola kunne det måske godt blive til et eller andet sted ved Den Stråtækte, og et par af stauderne skal jeg også have investeret i, bl.a. frøkenhat, som jeg troede var en halvkedelig staude med en lille blomst, men som i denne have havde flotte blomster på 10-12 cm i diameter.

12. august 2018

Moster Skrap

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags:

Vi var til den årlige familiejulefrokost i går – hvilket selvfølgelig og som sædvanlig var meget hyggeligt.
En af repræsentanterne for generationen efter mig gik rundt og gav hånd. Hver gang sagde han “Pænt goddag”.
Jeg kan simpelthen ikke tage det udtryk. Kan.bare.IKKE!
Når telefonsælgere indleder med at sige: “Nå, så du er Ellen. Pænt goddag, Ellen!”, sidder jeg oppe i loftet af irritation og fortæller den formastelige i umisforståelige vendinger, hvad jeg mener om voksne mennesker, der ikke er kommet forbi Bamse og Kylling-stadiet.
Det hedder “goddag”, gør det. Det hedder så absolut ikke “pænt goddag”. Det er barnligt og det er hamrende irriterende at høre på.
Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at fortælle dette til den nydelige unge mand.
Det foregik dog på en noget mere afslappet facon end jeg udøver over for telefonsælgere, og han tog det pænt … kunne faktisk godt se det efter at være blevet gjort opmærksom på det.
Nu er jeg spændt på, hvad han siger næste gang vi ses.

Senere, mens vi sad ved middagsbordet, sagde min bordnabo “advokado”.
Jamen altså … hun er ellers en yderst habil sprogbruger, både i skrift og tale, så jeg hviskede til hende, at der kun er ét ‘d’ i avokado – at det ikke har noget med en advokat at gøre.
Hun begyndte at grine – heldigvis.
”Ja, det er da også rigtigt. Jeg kan faktisk godt stave det korrekt, så jeg ved ikke hvorfor jeg udtaler det forkert. Nok fordi så mange siger det sådan.”
Så var den ude af verden. Hun var glad for at blive rettet, og jeg fik ikke ondt i maven.

Det er sjældent, jeg er så direkte over for folk, jeg er sammen med, for det er ikke altid til at vide, hvordan det vil blive modtaget, men sommetider bliver det bare for meget, som nu med Pænt Goddag-tendensen, og jeg ved også godt, hvad de fleste mener om sådan en moster Skrap som mig, der korrekser folk i tide og nok især i utide.
På den anden side kender de jo mig og min holdning til den slags ting. De synes også, at det er sjovt, når bloggen må agere ventil for min irritation, men derfra og til at finde det morsomt selv at blive ramt, kan der godt være et stykke vej.
Det gik dog godt i går.

Nu skal jeg bare have lært en hel masse, at det hedder i dag, i går, i morgen, osv. I TO ORD! Det er et forholdsled! For pokker da!
Og så påstår nogle oven i købet, at det er autocorrects skyld, men det passer ikke – autocorrect har fanden godt nok skabt i vrede, men ingen af slagsen retter “i morgen” til “imorgen”.
Andre hævder hårdnakket, at de lærte i skolen at skrive det i ét ord, men det tror jeg ikke på. Det VIL jeg ikke tro kan være sandt.

DR kan også være med. I en artikel om meteorsværmen Perseiderne, der ses på nattehimlen for tiden, skrev de således:
DR - for pokker da

Arrgghhh.

10. august 2018

Det smukkeste billede i verden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , ,

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

ENDELIG regn

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

På KorfuFamilien på Korfu

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

8. august 2018

Det er længe siden jeg har lavet så lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så inaktiv, hvis vi lige ser bort fra de 24 uger, jeg var i kemoterapi, og hvor jeg ikke ligefrem var noget energibundt.
Den grønne sweaterMen den varme, altså. 33° i dag. Nu er det ikke sjovt længere. Det har det i øvrigt ikke været på noget tidspunkt, siden vi røg op over 25°.
Jeg er træt af at vande have. Haver, faktisk, for genboen holder stadig ferie i et Midtsverige, der holder sine behagelige 21° og har fået så meget regn, at brandfaren ikke længere behøver at bekymre nogen deroppe. Nu er den vist kun akut i Sydsverige, men det er da også så rigeligt.
Regn får vi heller ikke her ved Den Stråtækte. I formiddags kunne vi se en kraftig byge, der trak over Feddet – dvs. 3-4 kilometer væk på den anden side af fjorden – og varede i omkring en halv time, men fik vi så meget som en dråbe? Nix.

John har det heller ikke for smart i denne hede – jo varmere, jo værre, og han har lidt problemer med at trække vejret. Han har det ikke helt vildt dårligt, men slemt nok til, at vi i dag opsøgte lægen, som satte nitroglycerindepotdosen op til det dobbelte.
Hans lunger fejler intet, det er hjertet, der kæmper for at give ham den nødvendige ilt. Vi frygtede lidt, at det måske kune være en mild KOL, fordi han røg indtil for otte år siden, men det er der ikke antydning af. Heldigvis.

Nu sidder jeg jo ikke ligefrem og glor ud i luften, selv om jeg kalder mig inaktiv, men det er ikke blevet til ret meget mere end til at vinde garn op i store mængder til en bespoke Ellen-udgave af en raglansweater strikket fra oven og ned, samt at strikke på et Fair Isle-sampler-halstørklæde, version 2.0. Man kan ikke kalde sweateren for et resteprojekt, for jeg starter med hele nøgler … men jeg vil ende med at have en masse rester.
Og så vander jeg som sagt haver, men det er først om aftenen.
Lidt mad skal der også laves, men i denne uge er det fra Årstiderne, så det er dejlig nemt.
Hvis vi får uventede gæster, vil de blive mødt af et ømt syn. Det er lidt irriterende at have brystprotesen på i denne hede, så når jeg ikke skal noget eller venter gæster, render jeg rundt i bare en (meget) tynd bluse og trusser.
Og det er mange år siden, at det var et kønt syn, skulle jeg hilse fra mig selv og sige …

7. august 2018

Let’s go fly a kite

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

Let’s go fly a kite – Up to the highest height!
Har vi mon ikke alle set Mary Poppins? Jeg har i hvert fald, og jeg tror Charlotte så den 20 gange, da hun var barn. Sjovt nok syntes hendes børn ikke lige så godt om filmen, men de så den da et par gange.
Søndag formiddag kørte vi til Lynæs og Hundested.
Det var ret blæsende, så der var et hav (tøhø) af kitesurfers oppe ved Lynæs. De havde dæleme fart på.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang – det var et fascinerende syn – at de ikke blæste ind i hinanden eller blev filtret sammen, kunne godt undre mig, men de har nok været tilstrækkelig rutinerede alle sammen.
Jeg forstår ikke helt, hvordan de bærer sig ad med at surfe lige så hurtigt mod vinden som med vinden. De har full speed på den ene vej, og vupti, så vender de på en tallerken og drøner lige så hurtigt den modsatte vej.

Kitesurfing ved Lynæs

Og der var mange flere på vej ud og kitesurfe, kunne vi se. Der kom biler i en lind strøm med unge og yngre folk af begge køn – dog mest mænd – og der blev klædt om og slæbt drager ud i stor stil.
(Det er lidt pudsigt, at “de yngre” er ældre end “de unge”, ikke sandt? Sproget er ikke altid helt logisk. Når man er gammel, er man også ældre end når man bliver betegnet som ‘ældre’.)

Kitesurfing ved Lynæs

Der var også gang i kitesurferskolen ude i vandet. Det så ud som om der var flere klasser, men lige her må de alle have været i gang med teorien, for ingen af dem havde en kite i nærheden.

Hvem der bare var 40 år yngre, for det ser rigtig sjovt ud … jeg bilder mig selv ind, at der ikke fandtes kitesurfing, da jeg var 25 år, men jeg tager muligvis fejl. Der var ‘almindelige’ surfere, så vidt jeg husker, men ikke kitesurfere. Jeg ville google historien, men fandt ikke rigtig nogen brugbare hit. Er der nogen af læserne der ved, hvornår Danmark så sine første kitesurfere?

6. august 2018

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: ,

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

P1020779P1020781
Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.