Hos Mommer

5. maj 2016

Basildon Park

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: ,

Det er ikke altid, man jeg tænker sig mig om. I dag kørte vi til Basildon Park, som ligger forholdsvis tæt på Reading. Da vi næsten var der, slog det mig, at det var temmelig fjollet, at vi ikke havde udsat denne tur til i morgen, hvilket kunne have sparet mig for en ekstra times ventetid i lufthavnen, fordi jeg ikke ville være afhængig af af de ikke så hyppige togafgange fra Pewsey til Reading.
Nå. Det var lige som 1½ time for sent, jeg fik den tanke …
Det så ud til at være et meget interessant sted, og eftersom haverne ikke er på deres højeste endnu, købte vi billetter til både hus og park. Huset ville åbne for publikum kl. 12, men der var stadig pladser på en guidet tur kl. 11. Det er altid godt med lokale guider, og denne var da heller ingen undtagelse.

Basildon Park (42)

Huset er bygget i nyklassicistisk stil mellem 1776 og 1784. Dets næstsidste ejer døde i 1910, så under både 1. og 2. verdenskrig blev det, tvunget af staten, brugt som infirmeri og som krigsfangelejr. Man kan sikkert forestille sig, i hvor høj grad det nåede at ødelægge stort set alt interiøret.
I 1952 blev det købt af et ægtepar, som restaurerede det fra kælder til loft. i 1976 overdrog de det til The National Trust, fordi de ingen børn havde fået, der kunne overtage stedet.

Basildon Park (24)Basildon Park (34)

Detaljerigdommen i loftsudsmykninger, træudskæringer på vægge og døre, søjler, tapeter og gardiner var overvældende, og jeg har taget et hav af billeder. Som det ses, er et gardin så absolut ikke bare et gardin … alene disse tassels, som der fandtes en del varianter af, er imponerende.

Basildon Park (35)Basildon Park (29)

Symaskinen herover undrede vi os begge over, men fik ikke spurgt. Det kan næsten ikke være en almindelig symaskine med det lille, runde bord. En tidlig brodere- eller quiltemaskine, måske? Den må have været kostbar med de mange indlagte stene, så alene derfor kan den ikke have været købt af en fattig syerske, og overklassen syede ikke tøjet selv.

En fin tur til et spændende sted – vi kan blive ved med at finde nye steder, selv om jeg har været i området så mange gange efterhånden.

4. maj 2016

Den uundgåelige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

P1010883

Efter én gang er det stadig noget nyt. Efter to gange er det en tradition.
Hvad er det så, når det er tiende gang? Eller mere … vi har igenigenigen været i Bath.
Vejret er skønt, varmt og solrigt, og når det er sådan, er Bath en af Englands smukkeste byer. 
Vi har drukket kaffe og spist en syndig æblekage hvor vi plejer, nemlig på den lille kaffebar på broen. Vi har spist en frokost bestående af Cornish Pasty med en cloudy apple juice til. Nydelsen var dobbelt, fordi frokosten blev indtaget udendørs for første gang i år. På et lille torv med udsigt til Bath Abbey. Der gik en gruppe skolepiger rundt på pladsen og fnidrede og fnadrede og hyggede sig på den måde, man nu engang gør, når man er omkring 14 år. Jeg sad og filosoferede lidt over, hvordan de syv (helt ens klædt) piger repræsenterede en skoleklasse, som jeg tror den ser ud over den ganske klode: Hende der er en del højere end alle de andre, hende der er mindre end alle de andre, en er den ubestrideligt smukkeste og så den mindre heldige i den modsatte ende af skønhedsskalaen; hende der er lige lidt for tyk, hende der ligner et stankelben og endelig hende med bøjle på tænderne.
Alverdens skolebørn på et torv i Bath … hvor Charlotte og jeg i øvrigt var omkring den industrielle revolution, vævemuseet i Køng, klæde- og andre stoffer før og nu, sociale forhold her og der og før og nu – plus meget andet. Samtaleemner mangles sjældent, selv om vi også sagtens kan være stille sammen, hvilket er hyggeligt på en anden måde.

P1010934P1010900P1010897.

Ungerne gav trampolinopvisning. Med sjovt hår og det hele. Hvor har man dog imponerende meget energi i den alder.

P1010887P1010894..

Pigen i gyngen og drengen i drivhuset. Nu mangler der bare den melon, men de er udsolgt, desværre. 
Vi prøver nok en sidste gang i morgen. I hvert fald sidste gang mens jeg er her …

3. maj 2016

Var det noget med en havenisse?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

P1010881I dag: planteskoler. To af slagsen, den sidste min kæmpestore yndlings, at det næsten er en by i sig selv, og hvor frokosten blev indtaget i det cafeteria, som, bortset fra, at det er selvbetjening, mere er en glimrende restaurant.
Det er også der, de har mit yndlingsmærke i slap af-tøj i den lidt pænere afdeling: Lazy Jacks. Mit eneste problem i den forbindelse var, hvilken af de fire ting, jeg næsten ikke kunne vælge imellem, var nødt til at vælge. Det er godt, vi skal herover igen i bil senere på året.

inP1010867P1010868

Charlotte fik, hvad hun ville have, inklusive et lille gyng i yndlingsstolen, som hun engang bare må have, men eksklusive melonen til drivhuset, så vi skal nok på jagt igen en anden dag.

Jeg brugte en del tid på at kigge på og forundres over de ganske forfærdelige, afskyelige og totalt smagløse rædsler, jeg i umådelig høj grad ikke forstår, at nogen kan finde på at anbringe i deres haver. Nogle er så slemme, at de ikke engang kan bruges til hadegaver. Der er havenisser og ubestemmelige væsener af ukendt oprindelse, aber, krokodiller, skildpadder, bjørne, hele bondegårdsmenageriet, papegøjer og andre fugle, egern, hunde, katte og endelig de mus, hunde og køer, der tog prisen som de grimmeste, og som lignede Storm P’s værste mareridt.

P1010863P1010875P1010878P1010877

Man kunne hurtigt få samlet sig en hel zoo her. Hvis man har den slags behov … i det mindste skal de ikke fodres, så man kan tillade sig at tage på ferie. Jeg vil også godt vædde på, at de ikke behøver at være låst inde, mens man er væk …

P1010864

Næh, må vi så bede om synet af de mange tusind bluebells, der er på sit højeste lige nu. Dem kan jeg ikke blive træt af at se på. Vi kørte ikke hen til nogen af de steder, hvor man kan se flere hektarer bluebells på én gang, men i det omfang de ses på billedet her, kører man ikke langt uden at se dem.
Nå. Nu er eftermiddagskaffen drukket, så jeg har ikke tid til at sidde her mere – skal lige en tur i drivhuset.

2. maj 2016

Så er man i England igen. I regnvejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Alt gik strålende på turen herover. I flyet holdt de min kuffert tilbage, fordi selv dette vildt tidlige morgenfly (07:15) var stoppet til randen med passagerer, hvorfor de havde “en udfordring” med den megen håndbagage. De ville se, hvor meget plads der var, når alle havde boardet og derefter enten komme med en bagagetag til mig eller fortælle, om der alligevel havde været plads til den.
Der kom ingen med bagagetag, og efter serveringen kom der en stewardesse (hedder de vist ikke længere?) og fortalte, at der havde været plads over sæde 20. Perfekt – jeg sad på 15. Det passede fruen her særdeles fint at skulle slippe for at vente på kufferten.
I morges kørte vi til lufthavnen langs en smuk solopgang, og der var fuldstændig skyfrit hele vejen, lige indtil vi ramte den østengelske kyst, hvorfra det blev – og forblev – helt overskyet.
Det er det endnu. Det regner. Meget. Det er da godt, at jeg var/er så glad for at se dem alle igen, at jeg er helt ligeglad med vejret – i hvert fald i dag – og for i morgen har vi planer om drivhustilplantning, så selv om det er sjovere at arbejde i godt vejr, slipper vi i det mindste for at blive våde.

P1010854Det er bank holiday i dag, så Tim laver mad, som han ofte gør, når han ikke er på arbejde.
I aften står den på roast chicken med kartofler, pastinak og en sand overflod af hvidløg. Man kan nok ikke se dem på det lille billede, men tro mig: der er virkelig masser af hvidløg. Både Tim og jeg elsker ovnbagte hvidløg og kan slet ikke få nok af dem, så vi to har sikkert alle de mange fed for os selv. Men jeg skal sove alene …
Jeg plejer at overtage kokketjansen, når jeg er her, men den første dag er jeg altid fredet.
Åhhhh, jeg nyder. Jeg har også lidt ondt af John, som bare skal gå hjemme og småkede sig, men han ville ikke med denne gang … sagde at han godt ved, at det ikke er helt det samme som når Charlotte og jeg har masser mor-datter-tid sammen, mens børnene er i skole og Tim på arbejde. Han er nu meget sød og meget forstående (John altså) – jeg ville dog intet have haft imod, at han havde været med, men det ved han godt.

1. maj 2016

Det er ikke kun unge/yngre, der ikke kan stave

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:49
Tags:

Man skal passe på med at generalisere. Jeg hører det ofte: De unge kan ikke stave – de har ikke styr på nutids-r – de lærer ikke noget i skolerne …
På Facebook er der en gruppe for sådan nogle gamle nisser som mig: Os der er født i 50erne. Jeg er medlem, men gider ikke følge den; kun en gang imellem går jeg lige ind og kigger, bare for at konstatere, at de stadig svælger rundt i deres barn- og ungdom.
Og kan de stave? Tjahh … de fleste kan, men der er en del, der ikke kan, og jeg har samlet et lille udpluk af de lidt mere underholdende eksempler her.
Tegnsætningen er et kapitel for sig, men er generelt så elendig, at man næsten ikke tror, det kan være så ringe.

Nostalgi

 

Jeg kunne godt lide at vide, hvordan vedkommende udtaler nostalgi

Tiden ...

Alderrede

Jaja, man er vel allerede aldrende …

Installeret

At børnene blev installeret i garagen, forfulgte jeg ikke yderligere. Det er ikke alt, jeg vil vide.

Til min fulde tilfredshed

image

Denne beviser vist, at nutids-r altid har været svært.

image

Det må være dejligt at blive af med sine skæl.

image

Uha, det er svært, det her sprog. Og så med glædesfyldte hjertekamre og sider, der spæner af sted.


TimianNoget skulle jeg jo finde på at skrive om i dag … jeg skal bare have tiden til at gå, til jeg skal afsted kl. 04:15 i morgen tidlig nat.
Det er tidligt, men det er vilkårene, når flyet letter kl. 07:15.
Jeg må kun have håndbagage med, men den må veje 23 kilo! Plus en laptoptaske, der i princippet må veje lige så meget, men den skal være lidt mindre.
Jeg skal bare selv kunne løfte den op, hvor den skal være under flyveturen. The maximum weight per bag is up to 23kg/51lb and you must be able to lift it into the overhead locker by yourself.
Jeg ville aldrig kunne stuve 23 kilo ned i en kuffert, der måler 56x45x25cm; jeg har sølle 11 kilo i den, men det er lidt spændende, om de opdager, at den er 58 cm og ikke 56 …

30. april 2016

Så kom den endelig, den varme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

I dag er det 10 grader varmere end det var i går, så her nydes. Formiddagen gik med at køre familien en tur rundt i landskabet.
En tur langs Ivösjön, ned forbi Bäckaskog slot og se den store Troldesten, hjem over Vånga og en tur ind på Breanäs.
Herefter meldte sulten sig, og vi kørte hjem for at indtage frokosten.

Nær Bäckaskog (1)

Lige ved siden af Bäckaskog fik jeg øje på en bro, som ikke var i min stenbrosamling. Dette er min første enbuede bro. En meget nuser lille en.

Nær Bäckaskog (3)

Det hele står på spring – nogle steder var bøgen og birken sprunget meget ud; andre steder var de ikke begyndt overhovedet. Inden for bare ganske få kilometer kunne det variere så meget, at man skulle tro det drejede om flere hundrede kilometer.

Elletræ ved Breanäs 

Ellen er stærkt på vej – tøhø.

Ved Breanäs (8)

Her en af de ting, der for mig er 100 % Sverige: De mange postkasser på stribe. Jeg ved godt, at det også ses i Norge, men af en eller anden grund forbinder jeg det mest med Sverige.
Dette vejr må meget gerne holde! Lige om lidt tager jeg til England, hvor jeg bl.a. skal være med til at indrette og tilplante Charlottes nyopsatte drivhus, og når jeg kommer hjem igen, skal vi på fransk marked med Ditte og Peter.
Der er meget at glæde sig til!

29. april 2016

Der er for mange træer i den skov!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Nogle steder er der for mange træer. Ikke i vores skov, hvor antallet er ganske passende, men i den lige ovre på den anden side af åen. Jeg tænker kun over det, når der er en så nydelig solnedgang, som der var i går. Den kan ikke ses i sin fulde udstrækning eller når solen er så langt nede, at farverne er allersmukkest, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for jeg har ingen anelse om, hvem der ejer de træer. Det er ellers bare lige et lille, smalt bælte på et par hundrede meter, det drejer sig om.
Nå. Det var nu meget pænt alligevel, også med træer … men når der kommer blade på, er det ikke så godt.

P1010817

Når dette indlæg bliver udgivet, har vi fået gæster – mændenes søster kommer med sin mand. Så er den gren af familien samlet. Jeg havde taget sous vide-maskinen med herop, fordi jeg ville tilberede en lammekølle i den – sådan en bliver nemlig vildt lækker med sous vide-metoden – men glemte vaccumpakkeren, og så kan det være aldeles fuldstændig ligemeget. Fjols, Ellen!

For at aflede mine tanker fra at give mig selv et velfortjent spark, gik jeg ud med mit Lumix og tog nærbilleder af mosser.

image

Jeg er meget betaget af den mikroverden, der udfolder sig i moslandskabet, når man kommer tæt på. Tragten herover er tre mm i virkeligheden.
MosStikkelsbær

De små ’dunhammere’ herover er bare én mm. Og de spæde stikkelsbærblade ser så morgenfriske ud, når de er våde.

Vi har lige haft en haglbyge med centimeterstore hagl, som gjorde landskabet hvidt på et par minutter. Godt jeg ikke var ude i det – det så temmelig hårdtslående ud. Fem minutter efter skinnede solen igen. April er snart slut, men lur mig om ikke dette vejr fortsætter ind i maj.

28. april 2016

Nu også med fiskeørn!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

P1010814P1010815

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

Vi må gerne tale sammen 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

27. april 2016

Skal vi ikke hellere lege?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: , , ,

Mændene går rundt som løver i bur. De går ud, så snart der er det mindste ophold i sludregnen – og sommetider også selv om der kommer lidt ned … faktisk kommer de kun ind, når der kommer meget ned, men det gør der desværre tit.
John har højtryksspulet (her er det essentielt at huske begge s’er) terrassen; det er et arbejde, hvor forskellen er lig nul, om det regner eller ej.
Noget af regntiden har de brugt på at regne den nøjagtige afstand ud mellem de tilskårne brædder/balustre. Det var ret morsomt at høre på, for de var langt fra enige.Tallene fløj gennem luften – Aj, hør nu her … Kan du ikke se, at … Det der er sgu da cm, ikke mm … Altså, var det ikke 15 brædder, du sagde?… Nej, 11! …
Så regnede de lidt hver for sig, men kunne da alligevel ikke lade være med at mundhugges i al venskabelighed og sammenligne tal hele tiden.
Det viste sig, at de bare brugte hver sin metode, for de kom frem til præcis det samme resultat, da de endelig var færdige.

Nu går det stærkt. Det er holdt op med at sludregne, solen titter frem, så herrerne strøg ud og gik i gang. De er færdige lige om lidt, for måske lige bortset fra de nævnte udregninger, er de gode til at arbejde sammen. Det tog dem kun 40 minutter at nå fra billede 1 til billede 2.

P1010810P1010812

Al deres talsnak fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg var arbejdsramt, hvor jeg sommetider overhørte mine lærde kolleger, mens de sad og diskuterede statistik og signifikans og al den slags. Sådan noget skulle oftest gerne munde ud i en rapport, og nu, hvor jeg har været tre år væk fra dette arbejdsmiljø, tør jeg godt afsløre, hvad hemmeligheden bag de videnskabelige artikler er – hvordan de forskellige, nærmest faste udtryk skal oversættes.

Phrase                               Translation
------------------------------------------------------------------------------
It has been long known.....................I haven't bothered to check the references
It is known.....................................I believe
It is believed...................................I think
It is generally believed......................My collegues and I think
There has been some discussion.........Nobody agrees with me
It is proven....................................It agrees with something mathematical
Of great theoretical importance..........I find it interesting
Of great practical importance............This justifies my employment
Of great historical importance........ ...This ought to make me famous
Some samples were chosen for study...The others didn't make sense
Typical results are shown....……………...The best results are shown
Correct within order of magnitude…....Wrong
The values were obtained empirically..The values were obtained by accident
The results are inconclusive.......…....The results seem to disprove my hypothesis
Additional work is required................Someone else can work out the details
It might be argued that....................I have a good answer to this objection
Nu har jeg ikke været ansat i en farmaceutisk virksomhed for ingenting, så denne sidste får I også med. 
Den er ment som en vits, men den er så tæt på sandheden, at det næsten kun gør den morsommere:
A Short History of Medicine: 
"Doctor, I have an ear ache."
2000 B.C. - "Here, eat this root."
1000 A.D. - "That root is heathen, say this prayer."
1850 A.D. - "That prayer is superstition, drink this potion."
1940 A.D. - "That potion is snake oil, swallow this pill."
1985 A.D. - "That pill is ineffective, take this antibiotic."
2000 A.D. - "That antibiotic is artificial. Here, eat this root!"

26. april 2016

Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

P1010806Vi kørte hjemmefra i et forrygende vintervejr med masser af slud og nærmest stormvejr. Mændene sad foran i bilen og brummede over “det satans vejr … vi skal op og arbejde, skal vi!”
Det dårlige vejr fortsatte og fortsatte, og mændene fortsatte med at kommentere på vejret med dystre stemmer – lige indtil vi var små 30 km fra torpet, hvor både luft og veje var tørre, og himlen havde fået blå pletter. Da vi nåede frem, skinnede solen højt og flot, så mændene stoppede deres mukkerier og skyndte sig at spise en bid mad, hvorefter de gik ud og gik i gang.
Solen kommer og går, men det holder tørt!

Rolf havde holdt hvad han lovede og havde lagt træet ned. Naboen havde også gjort hvad han havde lovet, nemlig brugt sin traktor til at trække stammerne op på plænen, så vi ikke selv skal slæbe det hele alt for langt. Han havde også afgrenet stammerne og skåret dem over et par gange, så de har lidt mere håndterbare størrelser. Det var ikke aftalt, men han er, som sagt flere gange før, verdens bedste nabo.

P1010802 

Vi kommer ikke til at kede os heroppe i et godt stykke tid fremover. Det ser måske ikke ud af så meget på billedet, men det er meget brænde, der ligger her og venter på en sav og en brændekløver. Jeg vil tro, at med det, vi har tilbage, vil vi have brænde til de næste fem år – også hvis vi ikke sparer på det, hvilket vi aldrig gør heroppe.
Arbejde mangler vi ikke … det er godt nok ikke lønnet, men kan man ikke sige, at det er en form for løn, at vi har brændet helt gratis?
Der er heller ikke en chef, der står og kigger på sit ur eller kommer og omprioriterer, hvad vi skal lave. Vi møder, når vi har lyst og holder lige så mange og lange pauser, som det passer os. Ferien skal ikke ske i samråd med andre. Vi har kun én kollega, men vi kommer vældig godt ud af det.
Faktisk en ret god arbejdsplads.

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

24. april 2016

Små søndagssysler i små glimt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

 

YES min yndlingsplanteskole af flere årsagerDet var frostvejr i nat, men alle nyplantede planter fra Flemmings Planteskole havde overlevet helt uden mén … og så se da lige klippet fra hjemmesiden: Der findes heldigvis danskere, der ved, at der ikke skal apostrof i genitiv på dansk.
Der er således håb endnu …

Da jeg kom på nettet, kunne jeg se, at FB nærmest svømmede over af snebilleder fra det meste af Danmark og Sverige (i Skåne og Blekinge har de mange steder fået 20 cm sne) – det var åbenbart for tidligt, at vi fik skiftet vinterdækkene ud med sommerdækkene …
Her ved Præstøfjorden er vi indtil videre er sluppet med fem dråber vand og et enkelt tordenbrag.
For en god time siden kom solen, og den ser ud til at have tænkt sig at blive resten af dagen, så ingen sne her, hvilket passer mig glimrende.

Måske

På svampeforummet på FB er der flere, der har fundet vårmusseroner, og i den forbindelse så jeg en noget alternativ måde at stave til måske på.

IMG_5770

IMG_5772John har leget med kamera. Den foderbeholder af glas, som han fik i julegave, fungerer helt efter hensigten. Fuglene kommer og spiser, selv om vi sidder ved spisebordet lige på den anden side. Musvitterne er lidt sky og flyver væk, når de får øje på os, men sumpmejser (som jeg tror denne er) og gråspurve lader sig overhovedet ikke anfægte af, at vi er så tæt på – vi kan endog bevæge os, uden de flygter.
Disse billeder er taget med fjernbetjening med kameraet sat op udenfor.

Det er altså ikke fordi, foderboblen har indbygget guillotine, selv om det kan se sådan ud på det øverste billede, men den lille fugls sorte hoved er visuelt helt forsvundet i ophængsdimsen.
Den har en meget stor fordel, denne måde at fodre fugle på: Den er rottesikker. Rotterne kan ikke komme til den og fuglene spilder ikke noget på jorden, som de kan komme og hente; det hele bliver inde i glasset – dermed selvfølgelig også de tomme skaller, så man skal holde øje med det og tømme og fylde op igen.
Beholderen kan tages af og vaskes, så den altid er ren, pæn og appetitlig – både for fugle og mennesker.

23. april 2016

Min tålmodighed vinder ingen præmier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags:

Gertrude JekyllJeg burde nok have ventet, men jeg kan ikke rigtig komme i haven de næste 14 dage, så jeg var ganske enkelt nødt til at køre hen til min yndlingsplanteskole i Ugledige. Jeg manglede stenbedsplanter, nogle stauder og en rose.
Der mangler sikkert meget mere senere, men dette var, hvad jeg har gået og fundet ud af i de sidste par dage, mens jeg har ryddet lidt ud i ukrudtet.

Rosen var jeg længe om at finde. Egentlig ville jeg helst købe roser i England, men jeg er bange for at få ballade med toldvæsenet, hvis jeg tager jord med til DK. Eller er det mon kun englænderne, der er hysteriske den anden vej? For det er de! Jeg vil nemlig helst have David Austin-roser, og udvalget er større derovre end her. Gammeldags, tætte, tætte roser og – vigtigst: kraftigt duftende, som denne Gertrude Jekyll, jeg fandt på planteskolen … de havde heldigvis nogle få David Austen, som kan noget med roser, ikke alle kan.

P1010790

Blåpuder – syv planter er fordelt. Mit kamera kan ikke finde ud af at tage billeder af blå eller blålilla farver, desværre. Blåpuderne her burde hedde lillapuder, for disse er de dyblilla, som jeg af ukendte årsager ikke kunne finde sidste år.
Derudover er der sat fire saxifraga, tre bunddækkeflox, som højst bliver 20 cm høje, ditto for tre skønne, rødorange nellikerod og endelig tre purpurkongelys, som bliver en meter høje. De var ikke til stenbedene …

Da jeg kørste afsted, var det blændende solskin, og da jeg kom hjem, regnede det, men heldigvis ikke længere end i 1½ time, hvorefter solen kom igen. Alt skulle plantes i dag eller senest i morgen, men nu er det hele i jorden.
Og jeg er færdig. På flere måder færdig. I hvert fald min ryg … resten af mig kunne såmænd godt have fortsat, men jeg tror nu alligevel, at jeg holder en fridag i morgen. Måske.

Vi så de mest nuser bittesmå og derfor sikkert meget nyklækkede gæslinger på fjorden i dag, svømmende så nysseligt på række med far forrest og mor bagerst. Eller omvendt … jeg bliver altid så varm om hjertet, når jeg ser sådan noget.

Saxifraga

22. april 2016

En beslutning (til) truffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

imageJeg kan godt lidt at gå på livsstilsmesse. Ikke hele tiden – der er jo snart en sådan hveranden weekend et eller andet sted, og med stort set det samme indhold – men engang hvert eller hvert andet år, så der vil være chance for lidt nyt at se på.
I går så John, at der var livsstilsmesse på Gisselfeld her i St. Bededagsferien.
Jeg var glad for, at det var ham, der fik øje på det og ikke mig … se bare det lille pluk her til højre af CHPevents salgstale til udstillerne. Jeres med stort og I med lille, krydret med en hel del sludder. Det var måske derfor, de blev fyret fra Gavnø, hvor de til og med sidste år har arrangeret livsstilsmesserne. Nå … nok ikke, men det virker ikke specielt professionelt.

P1010774P1010775

De åbnede kl. 11 i dag, så vi var der kl. 11. Sammen med resten af Syd- og Midtsjælland. Det var heeeelt vildt, og jeg har det virkelig meget, meget svært med den slags; det var lige før, jeg vendte om med det samme, men jeg holdt ud. 100 kroner pr. næse for at komme ind er i øvrigt ren åger – hvis bare det så gik til Gisselfeld, var det okay, men jeg har lidt på fornemmelsen, at sådan er det ikke.

P1010777P1010780
Jeg abstraherede fra klaustrofobien og gik på opdagelse i et af teltene, hvor jeg så disse glasvaser, der var formet hen over en rod. Smart, sødt og nyt, men jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle anbringe den, så der kom ikke en med hjem.
Den fine, ordspillende plakat stod der en dame foran, som jeg pænt spurgte, om hun ville være sød at rykke sig en halv meter, for jeg ville gerne tage et billede. Hun flyttede sig med et smil og et “selvfølgelig” – og i samme øjeblik trådte damen i den blå frakke ind foran. Den søde dame sagde, at der lige var en derhenne, der skulle have et billede. Blå frakke vrissede “Det er jeg kraftedeme da ligeglad med!” Sød dame sagde “Tusind tak for venligheden – man kommer altid langt med et smil, ikke?” Sød dame og jeg kiggede på hinanden og kom begge til at smile temmelig højlydt, hvad der ikke gjorde Blå frakke mindre ond i sulet. Hun må have haft en virkelig dårlig dag.

P1010783P1010785

Man skulle ellers tro, det må være svært at være så møgsur på sådan en skøn dag, men hun klarede det flot.
Inde i det lille fine legehus sad der en lille pige og var mere end glad. Hun havde simpelthen en fest derinde helt alene, og jeg sagde til moderen, at hun da vist ikke kom videre i dag. Det tror jeg, at jeg fik ret i … da mor sagde, at hun skulle komme ud igen, lød der et rungende NEEEIIIIII.
Da vi havde været det hele igennem, undtagen det sidste telt, som vi opgav, da vi så, hvor tætpakket det var, kørte vi hjem igen og lovede os selv, at på Gisselfeld skulle vi hverken til julemesser eller livsstilditto mere, selv om de er nok så gode. Never ever. Det er ganske enkelt for populært.

21. april 2016

Stæren var endnu kun en unge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags:

Sidste gang John var hos optikeren, sagde hun, at hun ikke ville se ham igen, før han havde konsulteret en øjenlæge.
Fik det John til at kontakte en øjenlæge? Nej. Man er vel mand …
Jeg spurgte et par gange, om ikke han skulle se at få en tid, for mig bekendt kunne der være lange ventetider. Der skete stadig ikke noget, og så måtte han altså selv om det – det var så langt, som jeg ville være barnepige for ham; han er da for pokker en voksen mand. Jeg gad heller ikke høre mere om hans tiltagende problemer med at læse i mere end et kvarters tid ad gangen, før han havde fået den aftale i stand.
Lillebror Søren skulle til øjenlæge og bad John om at køre for ham, for han havde fået at vide, at han ikke ville være i stand til at køre hjem.
Jeg spurgte, om ikke John syntes, at det var en passende lejlighed til at få en tid, nu hvor han alligevel var der – og tænk, det gjorde han!
Vi var der i dag.

Søren havde grå stær på begge øjne, er nu blevet opereret og har fået ungdommens syn igen. I hvert fald rent fysisk … 
Vi regnede med, at det også ville blive Johns diagnose, men deri tog vi fejl. Næsten.
Han har grå stær, men endnu ikke nok til, at en operation er nødvendig.
 Derimod hænger hans øjenlåg så meget, at de både tager hans perifere syn og presser øjenvipperne ned foran øjnene, hvilket ikke så meget forringer hans syn som det gør ham hurtigt træt i øjnene, når han skal læse. Han siger, at det ikke generer ham, når han kører bil – bortset fra det manglende perifere syn.
Jeg undrede mig over, at man ikke kan se, at man ser igennem sine øjenvipper, men det er vel kommet så gradvist, at han ikke har tænkt over, at det var årsagen til hans problemer. (Det er ikke John på billedet, men hans øjne ser lige så slemme ud).

Nu venter han på brev, der skal informere ham om, hvor han kan blive opereret. Det er så slemt, at det ikke kaldes en skønhedsoperation, så han får den gratis. Der er dog ventetid, men vi ved endnu ikke hvor lang den er – på venteinfo.dk oplyser de, at det svinger mellem 2 og 46 uger, alt efter hvor i landet vi er.
Vi er temmelig ligeglade med, hvor vi skal hen, og jeg går ud fra, at det stadig gælder, at hvis ens egen region ikke kan overholde højst en måneds ventetid, kan man vælge frit.

Så stæren var ikke voksen – men øjenlågene var en hel del mere end fuldvoksne.

20. april 2016

Forår – fornyelse – forbedring – forplantning – forandring – forundring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: ,

P1010758Fantastisk vejr i dag. Fås ikke bedre på denne forårstid, og jeg var helt ked af at skulle bruge noget af formiddagen hos frisøren, men det var en absolut nødvendighed. Frisuren var blevet for lang; der var plads til forbedring.
House of Hair ligger lige ved siden af Netto, så jeg gik ind for at lure på deres spottilbud, og minsandten om ikke der var en quiltet plaid, der passer perfekt til gæstesengen. Det var dagens fornyelse – den gamle hjemmelavede quilt kommer med til England til sommer – vil tro, at børnene kan bruge den som legetæppe ude i haven.

Den lille kobjælde, jeg købte sidste forår, har overlevet vinteren og kommer så forførende, fin og rød. Den timian, som skulle kunne tåle alt, er død. Den franske esdragon, som man skal være heldig med, hvis den skal overleve, vælter op af jorden med mange rodskud. Ligeledes har de sarte planter rosmarin, laurbær og salvie klaret vinteren i fin stil, så hvad der lige skete med den timian, ved jeg ikke – jeg plukkede af den til langt ind i januar, og så pludselig, til min forundring, bang, død.

P1010767

Drivhuset er forårsfærdigt og forplantet. Beplantet dur ikke i dag …
Jeg har behersket mig i forbeundringsværdig grad, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for John er vistnok ikke helt enig.
Indtil videre er der kun én tomat, én agurk, én squash, én basilikum og to chiliplanter sat. Da jeg hørte om Charlottes planer for sit nye drivhus, der er på bare 5,5 m2, synes jeg virkelig, jeg har behersket mig. Ambitionsniveauet for hendes vedkommende ligger ikke ikke ligefrem i den lave ende …

De skinnende selvvandingskrukker er en foræring. Søren har haft dem i nogle år, men brugte dem aldrig og spurgte derfor om jeg ville have dem. Mit svar var i første omgang nej tak, fordi stilen ikke passer til Den Stråtækte, men da han sagde, at han nok havde forestillet sig, at de ville være okay oppe på terrassen, måtte jeg give ham ret, så der står nu disse to små (!) og en noget større krukke. Der skal blomster i den store og der er kommet krydderurter i de små. Træspinat, isop, jordbærmynte og citronmynte. Jeg havde aldrig hørt om træspinat, før jeg så det i Gartneri Toftegård i forgårs, så det er et forsøg, både for at se hvordan sådan noget ser ud og hvordan det smager.

Eftermiddagskaffen blev – naturligvis – drukket oppe på terrassen, mens vi fortabte os i den fortryllende blå Præstøfjord, fuglesangen, forsytiaen og sommerfuglene.
Alle disse forårsfornemmelser og forårsarbejde har forårsaget en smule forårstræthed, men det er af den gode slags!

19. april 2016

Broerne i Madison County

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , , ,

Broerne i Madison County Kan I huske den film? Med Meryl Streep og Clint Eastwood. Da jeg så den for 20 år siden, lovede jeg mig selv at se nogle af de smukke, overdækkede broer i USA. Filmens navn dækker godt nok over Madison County i Iowa, men der er et Madison nær Conway, hvor vi har en overnatning – ikke så langt fra Denmark!
Når vi skal afsted til efteråret, skal vi se overdækkede træbroer galore, men hvordan finder man dem? Man kan sikkert køre forbi snesevis af dem uden at vide, at de er der, for det er ikke dem alle, der må køre biler på, og de ligger ikke nødvendigvis lige ved siden af the highway.
Google er min ven. Igen. Efter 20 sekunders søgen kommer jeg ind på et website, der lister samtlige af den slags broer i hele USA, stat for stat. Der er mange hundrede. Ikke stater, men broer … som i mange, mange flere, end jeg havde forestillet mig. Vi kommer til at brække os ved synet af overdækkede træbroer, inden vi er hjemme igen – alene i Vermont er der 106. I New Hampshire 54, og også en del i Massachusetts (håber the lights are back … ) og i gyserforfatteren Stephen Kings stat Maine, som vi også skal opleve – samt mere, mere, mere.
Næste skridt var derfor at holde kortet sammen med vores overnatninger.

Stednavne vi kenderBroerne i Madison County

Broerne i Madison CountyDet er genialt! Når man klikker på en bro-lokation, popper der et lille vindue op, der viser navn, koordinater, byggeår, hvem der må færdes på den, m.m. Jeg har nu fundet 12 broer, der ligger i bekvem nærhed af vores rute og/eller hoteller, screendumped det lille vindue og med elektronisk lim klistret det på et kortudsnit og gemt det som en fil, som bliver printet ud og medbragt som et af vores rejsedokumenter.
Forberedelserne til sådan en ferie kan være en smule omstændelige, men når vi tager så langt væk i tre uger, vil jeg være sikker på at se det, der for os er det vigtigste.
For eksempel springer vi Boston helt over, selv om alle bureauer havde det på listen. Fordi vi slutter med fire dage i New York, er det rigeligt med rigeligt storby for os.
Vi vil hellere se naturen – især med de farver, der forhåbentlig er, når vi kommer.
Der skal studeres meget, meget mere – vi kører selv rundt, men Stednavne vi kenderdagsmarcherne er helt
bevidst valgt at være meget korte (sjældent over 300 km), så der er masser af tid til at udforske områderne fra andet end en bil. Vi skal blandt andet bo i Bar Harbor, Cape Cod, Kennebunkport, i både Green og White Mountains … jojo, det bliver godt.

Når man sidder og kigger på et USA-kort og når ned i en vis detaljeringsgrad, fornemmer man tydeligt indvandrernes oprindelsessteder. Man kan ikke se selv et lille udsnit, uden det vrimler med europæiske (engelske) stednavne som på kortudsnittet her – Manchester, Plymouth, Dorset, Shaftsbury, Queensbury, Stratton, Bolton, Marlboro, Dover … det er sandelig ikke for ingenting, at det nordøstlige USA kaldes for New England … der er dog også lige Peru og Schenectady – denne sidste husker nogle måske fra den herlige pilotsketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Tips, anyone? Hvad må vi ikke gå glip af i New England? Udover det allerede nævnte, de smukke gamle træhuse, de overdådige skaldyrsmenuer i kystbyerne, hvilket sidste John dog ikke er specielt interesseret i …

18. april 2016

Et lille kuriosum (= mere pral)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , ,

I dag talte jeg med Charlotte for første gang efter Tims TED-talk i Sky News i fredags (TED står for Technology, Entertainment, Design).
Hun havde oversat indlægget for Tim; ligeledes jeres søde kommentarer, som jeg skulle hilse og sige, at han blev meget glad for.
En af jer nævnte ‘naturtalent’ i forbindelse med hans korte optræden.
Det lille kuriosum er nemlig, at Tim blev accepteret i take one, hvilket var første gang overhovedet i Sky News’ historie. Sagde de i hvert fald … 
Da han havde sagt, hvad han havde forberedt, kiggede tv-folkene lettere forbavsede på hinanden og sagde Okay. That’s it! Done! Perfect! We’ve never tried that before. Never approved the first take! Why don’t you just stay here? You have a job, if you want it – you were born for this.
Tim takkede pænt nej, men var selvfølgelig både glad og stolt.
Det synes jeg er okay at være. Det ville jeg også have været – nu nøjes jeg bare med at være stolt af The Talented Mr Maltin (forhåbentlig ikke helt de samme talenter som Mr. Ripley …)


P1010745

Ramsløgene lever og har det godt. I lørdags havde vi Helle og Per med ude på ‘vores’ sted, for hun havde endnu ikke været heldig at finde ramsløg og var lidt ærgerlig over det, for ‘alle taler jo om de her fantastiske ramsløg’. Her ikke så langt fra Rødvig er der så mange, at det er svært at beherske sig, så hun kom hjem med fire poser …
De har den gode egenskab, at de kan holde sig i mindst 2-3 uger i køleskabet, uden man får den mindste mistanke om, at de ikke er plukket dagen før.
Jeg tog derfor også en portion til med hjem, for de har en ret bred anvendelighed, har jeg efterhånden fundet ud af. 
Jeg har tørret en portion til (og har en tredje over), for i og med at de bevarer farven overraskende godt, kom jeg til at tænke på, at det er en udmærket ide til en lidt anderledes værtindegave: et glas tørret ramsløg og et glas ramsløgsalt.

RamsløgsaltTørrede ramsløg

De er gode i salater og i tærter, de er er rasende gode i en omelet; ramsløgpesto er lige så godt som basilikumpesto, jeg har brugt ramsløg i frikadeller, til lam, til … alt muligt … min egen konklusion er, at hvor man kan bruge persille, kan man også bruge ramsløg.

17. april 2016

Nogle vil have orgier …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: ,

Nogle vil have orgier, andre vil bare leve livet og have lov til at gøre som man lyster.
Jeg er ofte inderligt træt af barnepigesamfundet, træt af, at der hele tiden skal lovgives og ikke mindst hovsalovgives, fordi de få ødelægger det for de mange.
Misforstå mig ikke – jeg ønsker ikke at leve i et retsløst samfund, men for lidt og for meget er ikke af det gode.
Jeg tror vi har brug for oplysning, oplysning, oplysning. Jeg tror ikke på kriminalisering af livets goder, selv om et givent gode for nogle personer viser sig at være svært at styre.
Jeg kunne godt selv finde ud af at holde op med at ryge. Det kunne John også. Der var ingen, der tvang os.
Han kan godt lide en god øl; jeg som bekendt et godt glas vin.
Vi kan også lide god mad og hører – nok ikke helt tilfældigt – ikke til dem, der trækker befolkningens gennemsnitlige BMI ned. Jeg gider bare ikke af den grund gøres til en pensionistalkoholiker og grovæder.

 Ideen til dette indlæg blev født, fordi jeg læste Dovregubben Jesper Hansens indlæg fra i går. Han er selv lidt af en livsnyder, og det er hyggeligt at følge med i hans betragtninger. Er selvfølgelig ikke altid enig med ham, men denne gang sad jeg og nikkede i fuld samdrægtighed. Citat fra indledningen:
…Radioavisen, der netop havde fortalt, at flere og flere pensionister ikke kan styre deres alkoholforbrug. Endnu en gang stak puritanismen sit ækle ansigt frem i det hastigt mere og mere glædesløse Danmark.”
Indlægget Vi vil have orgier, som også blev bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 15. april, fortjener at blive læst – og ikke bare af pensionister, hvad JH i øvrigt ikke er endnu.
Jeg har ikke hørt og har ikke kunnet få bekræftet noget om det, han henviser til med Rudersdal kommune, som angiveligt skulle have forbudt hjemmehjælperne at købe tobak og alkohol til de borgere, som ikke selv kan købe deres dagligvarer. Jeg håber godt nok også, at det er en and, for den er da for langt ude!

Jeg håber mange ting … jeg håber, at jeg aldrig bliver så hjælpeløs, at jeg ikke kan foretage mine indkøb over internettet. Varerne skal selvfølgelig også påpladssættes, når de kommer ind i huset, men den tager vi derfra. Jeg håber, at Charlotte og Tim mener, hvad de siger nu, nemlig, at de nok skal tage sig af mig, når jeg bliver [rigtig] gammel. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at indtage en passende dosis et eller andet dødeligt, lige inden jeg bliver totalt hjælpeløs og 100 % afhængig af andre. Tanken om at komme i blealderen igen er virkelig skræmmende!
Ingen, udover mig selv, skal bestemme, om jeg skal indtage alhohol i mit eget hjem. Vi er nødt til at forventes at tage ansvar for vores eget liv. Går det galt, er det fint at kunne blive hjulpet, men vi skal ikke længere ind i et overvågnings- og barnepigesamfund, end vi allerede er.
Journalisten Tom Jensen har skrevet følgende: “Hvis vi eksempelvis ikke har nogen forventning om, at vi selv skal tage vare på vores egen sundhed, men at andre nok skal klare det for os og gribe ind, hvis det er ved at gå galt – så ryger både friheden og ansvaret.”

Ligefrem orgier behøver jeg måske ikke, men en overdådig portion selvbestemmelsesret, livsglæde og dermed livskvalitet vil jeg gerne svælge i.

15. april 2016

Et minut og 44 sekunders fredagsunderholdning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , ,

Tim sendte mig en mail i morges med et link til Sky News, hvor han deltog i Morning Story.
Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor han optrådte der – hvad var det indledning til? Kom der mere med ham? Måske var det bare denne korte bemærkning og ikke andet, fordi det i dag er 104-årsdagen for forliset?
Hans svar lød således:
It is one in a Sky News series of “Mini TED Talks”, so it stands alone as a sort of “thought for the day”!

Author Tim Maltin Describes What The Ship Signified

01:53, UK,Friday 15 April 2016

TIM MALTIN, MORNING STORIES
http://news.sky.com/video/1679062/morning-stories-the-titanic
We all know the story of The Titanic but what did the fateful ship represent back in 1912?
Author Tim Maltin tells us what it signified back in 1912 in today’s Morning Story.

Desværre slipper man ikke for en reklame, inden Tim er på.
Svigermor her er en anelse imponeret over, at han kan fortælle så meget på under to minutter om Titanics betydning for samtiden.
Han er en meget levende og engageret formidler – jeg tror han kunne blive en glimrende tv-vært, men han har ikke umiddelbart planer om et karriereskift, fortalte han da jeg spurgte.

Tim kan følges på Twitter.

14. april 2016

Hvorfor mon de valgte Grundtvigskirken?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

Bispebjerg og Grundtvigskirken (12)Bispebjerg kirkegård er blevet et nærmest nationalt tilløbsstykke de sidste par år. Jeg har aldrig været der og for to uger siden anede jeg ikke, at der var en kirsebæralle der. Det kunne Inge fortælle mig, og i dag var vi inde for at se den. Ikke i det bedste vejr, men på den anden side: Jo mere sol, jo større kontraster, så hvornår er det bedst? Hvis ikke man vil fotografere, er det selvfølgelig bedst i sol, men jeg tror ikke, det er mange, der ikke lige selv skal med på et billede herfra (bortset fra John og mig!).
Vi var også klar over, at de endnu mangler et par dage med sol for at nå deres maksimum, men vi var enige om, at i weekenden skulle vi i hvert fald ikke ind på den kirkegård – bare i dag, på en almindelig torsdag ved middagstide, var der mange mennesker.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (7)

Og jo, det var bestemt flot, men jeg var såmænd lige så betaget af resten af kirkegården, som jeg hellere vil betegne som en ret stor, meget smuk og særdeles velholdt park; med klippede buske og træer og mangeartede gravsteder, fordi der bl.a. er en russisk afdeling. De har en lidt anden tilgang til gravpladser end vi har, og om du og jeg synes om det eller ej, er ligegyldigt, når det er sådan de vil have det. Jeg synes nu godt om det.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (4)Bispebjerg og Grundtvigskirken (11)Bispebjerg og Grundtvigskirken (16)

Jeg hoppede engang, da jeg så skiltet med Lyra. Hvordan passer det lige med en kristen kirkegård? På den anden side dumper man jo ikke bare ateister i havnen eller på lossepladsen; faktisk skal de (vi) begraves på en kirkegård, så det er fint nok, at man kan få tildelt et sted uden religiøse symboler.
Vi gik en lang tur og nød det, mens vi talte om at tage herind, når alt er sprunget ud – det må virkelig være spændende med alle de vækster.
Hende med det blå hår gjorde sig selv til en seværdighed – der var andre end mig, der diskret tog billeder af hende. Man taler om ældre damer med blåt hår, men hvis mit hår var kommet til at se sådan ud, havde jeg nok brokket mig en kende, mens den unge dame her så ganske tilfreds ud med sit udseende.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (19)Bispebjerg og Grundtvigskirken (20)

Nu gik turen over til Grundtvigskirken, som jeg heller aldrig havde været inde i. Det er en smuk og uhyre enkel kirke. Katolikker ville nok tage sig til hovedet over al denne enkelhed, men jeg var betaget.
Her blev mine forældre gift for næsten 65 år siden. Uden det af den grund var det store bryllup – min mor var ikke engang hvid brud.
Det var ikke fordi “det hastede”, som man kaldte det, for jeg meldte først min ankomst 15 måneder efter brylluppet.
Jeg har et par gange spurgt dem hvorfor de valgte denne kirke og hvorfor der ikke var noget ‘rigtigt’ bryllup, men har aldrig fået et brugbart og ikke svævende svar, hvilket i sig selv er underligt.
Jeg har et gæt, men jeg finder aldrig ud af sandheden. Min mor var ung pige i huset på gården, som mine farforældre havde, og som min far overtog ved farfars død i 1952. Mine morforældre havde absolut intet at rutte med, og dengang var det almindelig skik og brug, at brudens forældre betalte brylluppet. Det har de ikke kunnet, så måske derfor blev det et særdeles lille bryllup. Men jeg ville stadig meget gerne vide, hvorfor de lige valgte denne kirke, da ingen af dem havde nogen forbindelse til dette sogn.
Jeg har også en fornemmelse af, at mine farforældre ikke helt billigede, at tyendet rendte af med gårdens arving … dette har jeg aldrig fået bekræftet, men jeg ved, at mor havde sit hyr med svigermor indimellem, og at livet derfor ikke altid var en dans på roser for hende.

13. april 2016

Det er ikke husbukke, men hvad er det så?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:35
Tags: ,

Larver

Når vi flækker brænde, dukker der sommetider hvide larver frem, som sidder langt inde i nogle af grenene.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilket insekt de udvikler sig til.
Jeg har billedgooglet i én uendelighed uden at blive ret meget klogere, så nu gør jeg det, jeg så ofte før har gjort: Henvender mig til mine kloge læsere.
Hvad er dette for et dyr? Eller rettere: Hvad bliver det for et dyr? Larven er 2-3 mm tyk, men længden kan jeg desværre ikke sige noget om … jeg har ikke forsøgt at pirke en ud af dens hul – synes faktisk ikke, at larver er specielt delikate, men vil alligevel gerne vide noget mere om dem.
Det er ikke i alle grene, vi finder dem, men er der én larve, er der gerne flere.

På et tidspunkt under googlingen troede jeg til min skræk, at det var husbukke, og at det nu kun var et spørgsmål om tid, inden de fandt inden døre til os og begyndte at fortære Den Stråtækte fra en ende af.
Heldigvis stod der et sted, at husbukke kun går i nåletræ, så den teori blev aflivet igen, og jeg kunne ånde lettet op.
Jeg ved faktisk heller ikke, hvad det er for træ, jeg fandt dem i – det var hverken birk, bøg eller et nåletræ … måske elm. Jeg er ikke specielt god til at bestemme træer ud fra en nøgen gren på et par meter.
Identifikation ud fra løvet er jeg forholdsvis god til, men det var ikke i spil her.

Til gengæld gætter jeg på, at det er gode proteinkilder som denne, der får spætterne til at sidde og hakke i træerne. Disse små fyre må virkelig være en lækkerbisken for dem. De sad dog ikke helt ude tæt på barken, men nogle centimeter inde. Vinterhi?

Ude i skvalderkålen, som jeg har indledt sæsonkrigen mod, fandt jeg den grønne, fede larve, som jeg heller ikke havde helt nemt ved at bestemme, men jeg er nået frem til, at det nok er en eller anden art af dem, der går under fællesbetegnelsen natsværmere. Hvad siger man til det forslag? Billedet viser den tæt på naturlig størrelse.
Jeg kunne selvfølgelig sende begge billeder ind til et eller andet forum, men jeg prøver lige jer først. I plejer at være ret gode …

Larver (3)

Opdatering: En læser mente, at den hvide kan være en bøgebuk. Det er også den, der ligner mest, men jeg er på den anden side ret sikker på, at træet hverken var bøg eller birk.

12. april 2016

Frem og tilbage er lige langt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:12
Tags: ,

Dengang John og jeg var væsentligt yngre, end vi er i dag; dvs. for små 30 år siden, var der ikke noget, der hed digitalfotografering. John tog feriebillederne, som efter hjemkomst blev indsendt til en dyr fremkaldelse, og så krydsede vi ellers fingre. Han var dog allerede dengang en habil fotograf, hvilket jeg bestemt ikke var – eller rettere: jeg gad ikke engang forsøge mig. Fra mine forældre var jeg vant til, at det det var stort at komme hjem med 36 billeder fra en ferie sydpå. John tog altid mindst 3-4 film á 36, hvilket næsten fik mig til at tabe underkæben.
De fremkaldte billeder blev klæbet ind på farvet papir (John), og der blev skrevet tekster (Ellen). Vi har dusinvis af A4-mapper, fordi vi hvert år lavede en (mindst én) en årsmappe og en (mindst én) feriemappe.

Da digitalkameraet kom, var John straks med på moden – “tænk at slippe for alt det tunge udstyr!” Han havde (naturligvis) et dyrt spejlreflekskamera, og han slæbte sig en pukkel til på ferierne, fordi han også havde forskellige linser til det. Det lille digitalkamera gjorde det überfedt at kunne tage billeder og tage billeder og tage billeder i én uendelighed, uden det kostede andet end lidt tid i kasseringsprocessen. Der var uendelig plads til eksperimenter.
At han i dag har et stort set lige så tungt udstyr som dengang, taler vi ikke om. Næsten ikke. Ikke ret tit, i hvert fald, og vi smiler slet ikke over det, men jeg eller andre familiemedlemmer har flere gange overtaget et lille kamera, fordi han alligevel helst ville have Rolls Roycen og ikke minien.
Nogle gange er jeg fristet til at købe et større og dermed bedre, når jeg ser kvaliteten på hans billeder, men fristelsen varer kun til jeg får det i hånden, så er jeg igen glad for mit lille Lumix, som faktisk kan rigtig meget for ingen penge. Og endelig har jeg mit Canon til, hvis der skal leges med fx silkevand. Det gider jeg bare ikke bære rundt på normalt.

Jeg elskede tanken om, at man bare kunne se sine feriealbum på pc’en, men John har aldrig været glad for den løsning – savnede at kunne hive en ferie ned fra hylden og genopleve den. Det kunne han ikke digitalt, sagde han. Jeg forstod ham ikke.
Charlotte har længe haft digitalkamera, selvfølgelig, men har hele tiden fået lavet et professionelt print af sine billeder og har sat dem i album.
Jeg forstod hende ikke.
Nu er hun begyndt at designe sine egne fotobøger hos photobox.co.uk.
Hun har foreløbig lavet to årsbøger og to feriebøger. Hun har været god til at designe, så det er levende bøger at kigge i – klasser bedre end vores gamle, stereotype A4-mapper.
Jeg forstår hende godt.
IMG_5673IMG_5672IMG_5674

IMG_5678IMG_5677

John har lavet to bøger i liggende A4; en med vores krydstogt sidste efterår og en med vores sommerferie i Bretagne og England sidste sommer.
Photobox er okay, men jeg fandt cewe, som har mange flere produkter. Jeg brugte lang tid i Sverige, mens jeg alligevel bare skulle pleje den fjollede forkølelse, på at kreere en bog over vores madeiratur. Man kan lade billederne lappe over hinanden, man kan have 20 på en side eller ét panoramabillede, der fylder hele bogen i bredden. Siderne er kartontykke og bogen er helt flad, når man bladrer i den. Man kan rotere billederne og man kan sætte tekster ind; der er flere snese baggrunde at vælge imellem – der er en million kombinationsmuligheder.
Jeg hentede i dag bogen på posthuset.
Jeg er glad. Meget glad.
Fremover skal der laves album i stor stil. Har i øvrigt også en yderst personlig kalender nu.
Hvem var det, der ikke gad lave fotoalbum, fordi det var meget bedre at se billeder på pc’en?
Tænk, det kan jeg slet ikke huske …
Men jeg har planer om flere forskellige ting hos cewe; bl.a. drikkedunke til ungerne med billeder af dem selv påtrykt.
Eller hvad med en familieugeplan på vaskbart akryl med et billede af mormor og morfar som baggrund. Okay, dårlig ide, men så et andet billede, da …

11. april 2016

Nu gik den simpelthen ikke længere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

Jeg havde tænkt tanken.
Det havde John også – John, som selvfølgelig udmærket ved, hvor meget jeg savner dem.
Inge tænkte den også.
Så kom Ditte på banen.
”Se nu at få fundet ud af at komme en tur til England; du kan jo ikke vente syv uger endnu med at se Charlotte og børnene.” Det skrev ingen af de to, men det var det, de mente. John var mere direkte …
AW3V2909cNej, jeg kan faktisk overhovedet ikke vente; det blev endnu sværere efter at have sat ord på det i går, så ind og kigge hos SAS. De havde billetter til en nogenlunde rimelig pris – men også kun nogenlunde – og ikke til de få fly, jeg har mulighed for at vælge, når jeg er afhængig af at skulle videre ud i det engelske land, og jeg nægter at give over 4000 kroner for en billet … no way. Jeg plejer at kunne holde dem på en fjerdedel.
Vi skal en hel del andet det næste stykke tid, så der var ikke det store spillerum; faktisk kunne der kun være tale om en enkelt uge, hvor det kan lade sig gøre for mig at tage afsted, og den slags ufleksibilitet straffes tit. Det er det, flyselskaberne lever af.
Så kiggede jeg på British Airways. Da jeg gik ind på ba.com, troede de jeg var tysker, men pyt, tænkte jeg, så meget tysk kan jeg da, så jeg klikkede datoerne ind … og fik priser retur på over 4500 kroner, og så skulle jeg oven i købet skifte fly! For at komme til London!! Resulterende i en rejsetid på seks timer!! De må have spist søm.
Jeg kapitulerede og ringede til Charlotte for at fortælle de sørgelige fakta, og at jeg nok ikke kom alligevel.
Hun svarede, at BA åbenbart vil gøre meget for ikke at få tyskere ind i UK … prøv at ændre land til Danmark og sprog til engelsk, hvilket jeg gjorde.
Miraklet skete, og jeg fik en returbillet til under 1100 kroner. Now we’re talking … det er ikke smart at være tysker, åbenbart … jeg bookede omgående, inden nogen fortrød et eller andet, så nu skal jeg til England om tre uger. Da jeg printede min rejseplan, fandt jeg ud af, at en del af årsagen til den billige billet var, at jeg kun må have håndbagage med. En kuffert, der skal checkes ind, vil koste 277 kroner pr. vej. Øv, er de nu også begyndt på det lavprispjat? Det gør så ikke noget – jeg kan sagtens klare mig med håndbagage, når jeg kun skal være væk i fem dage.
Næste problem er, at ankomstdagen er en bank holiday i England, så togene kører efter weekendkøreplanen. Pokkers – jeg havde ikke tænkt over, at det var derfor, billetten til den dag var ekstra billig, men det må jeg bare finde en løsning på – det vigtigste var flybilletten, og i allerværste fald må Charlotte køre til Reading og hente mig.
Det er faktisk ret svært at skrive dette med begge hænder oppe over hovedet, men det er altså svært at få dem ned.
Nu skal jeg nemlig kun sove 21 gange, inden jeg skal se dem igen.

10. april 2016

Det næstbedste må være okay lidt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:07
Tags:

Hi Mormor, we have made Berk – the village from How To Train Your Dragon! Now we are playing with it
Hi Mormor I really miss you we are having lots of fun with the stuff you bought us.
Love from Anna and Aubrey
xxx

Vi hyggerJeg elsker at se, hvordan børnene bruger mere tid på at opbygge et eller andet ud fra fantasien, eller b[r]ygge videre på et eller andet, de har set eller læst, end de senere bruger på den egentlige leg. Når Berk er færdig, er den ikke færdig alligevel; enten vokser den, eller også flyttes der grundigt rundt på tingene. Det er skabelsesprocessen, der er den vigtigste og sjoveste del af det hele.

Når selv Tim siger til Charlotte “I miss your mother”, så er det ved at være længe siden, vi har set hinanden.
Jeg ved så ikke, om det er mig, han savner, eller det er min gode mad og den tilhørende gode vin, han og jeg nyder at nyde i fællesskab (lige på det punkt har han jo en ‘kedelig’ viv), men det var da sødt sagt, og Charlotte og jeg blev enige om, at det nok var bedst for os begge to alle tre at lade være med at spørge ham …
Børnene savner os også, hvilket ikke nødvendigvis er pga. maden, men uanset hvad, er det sikkert intet imod, hvor meget jeg efterhånden savner dem. Og der er stadig syv uger til de kommer. SYV UGER. Det er altså længe – også selv om jeg altid hævder, at tiden flyver afsted for os. Det gør tid nemlig ikke, når man tænker fremad, kun bagud.
Det bedste er selvfølgelig at være sammen. Det næstbedste er, at de er søde til ofte at sende billeder af deres hverdagsliv; nu med Berk og sidst med flodbadningen, som de i øvrigt fortsætter med … nu har de været i seks gange, lød den seneste melding. Charlotte synes ikke hun bestiller andet end at vaske de tilmudrede våddragter og sokker, de har på, når de huserer dernede – nu med deres legekammerater fra landsbyen. Både de respektive mødre og mormødre (drengenes mormor er Charlottes nabo) synes de er godt tossede hele bundtet, men ungerne har en fest, det kan der ingen tvivl være om.

Aprilbadning igen

Måske får man den slags mærkværdige badelyster, når man har 80 kilometer til stranden, men elsker at bade.
Moderen holder såmænd meget af at arrangere en udflugt til den rigtige strand en gang imellem, men det alt for tidligt endnu. Synes moderen.

9. april 2016

Barnepigesamfund? En nødvendighed? Bare et irritationsmoment?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: ,

Vi har en stor ask bag i haven på vores svenske torp. Den er efterhånden mere end halvdød, så den kan lige så godt blive fældet nu og, i stedet for at være grim i haven, gøre nytte som pejsebrænde. For fire år siden røg den første store ask og nu ryger snart den anden og sidste. På vores grund. Der er masser inde i skoven. Dengang var Allan og Pia med deroppe for at hjælpe med at nedlægge den, og vores fuldstændig uundværlige nabo styrede forløbet, så intet skulle gå galt. Pia og jeg kiggede kun på … vi kunne foretage os så meget andet, og det gjorde vi så …
Naboen havde lejet en lift – det hele foregik meget professionelt. Han ER professionel.
På billedet til højre kan man se, at mændene står og diskuterer hvordan den anden, femstammede ask skal gribes an, for allerede dengang var den dødsdømt. Vi blev dog enige om, at den kan vente et par år endnu. Det blev til fire år, for nu skal det snart være.

P1020503P1020526

I mellemtiden er der kommet nye regler i Sverige, så vores nabo må ikke hjælpe os mere. Han har det professionelle motorsavskørekort, der skal til, og han har arbejdet med at fælde træer det meste af sit liv, men fordi han ikke ville ofre penge på at forny kørekortet, som det skal hvert femte år, må han ikke hjælpe sin nabo mere. Det må ingen naboer i Sverige. Det er et forsikringsspørgsmål, for det er den, der fører saven, der skal dække eventuelle skader. Det er ligegyldigt, at John og jeg siger, at det dækker vi selv via vores forsikring, for sådan er det ikke.
Man må fælde lige så tosset, som man vil på egen grund, også helt uden motorsavskørekort (selv om myndighederne selvfølgelig anbefaler, at man får sådan et), men man må altså ikke længere hjælpe andre.
Det er ærgerligt, for vi kan ikke selv lægge de fem stammer ned – John tør ganske enkelt ikke, da de to af dem skal styres professionelt. Falder de forkert, kan de ødelægge stuehuset. Naboen kunne godt, men …
Han er dog stadig uundværlig, for han har et hav af kontakter, og han vidste lige, hvem vi skulle ringe til for at blive fair behandlet og ikke komme til at betale overpris for fældningen. Ham har vi nu talt med, og de fem stammer ligger sandsynligvis ned, næste gang vi kommer herop. For ikke at brændet skal blive lige så dyrt som købebrænde, hvilket ville ærgre os en hel del, bad vi ham om at lægge stammerne ned og intet andet, så klarer vi resten selv. De gør vi også med de to andre træer, som skal lægges ned, men de kan vente, og de udgør i øvrigt ikke noget problem, for de står et sted, hvor de ingen skade kan gøre, uanset hvilken retning de falder i.
Irriterende nye regler! Hrmpf. Relevansen kan diskuteres, men det gider jeg ikke. Jeg (og svenskerne) synes bare, at det begynder at ligne en (ny) statslig pengemaskine, når en professionel hvert femte år skal betale flere tusinde kroner for at få lov til at forblive professionel, når han kan dokumentere, at han holder rutinen ved lige hele tiden!

8. april 2016

En dompap er ikke en dompap, men det er der andre, der er

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Kan man tillade sig at kalde en, der hopper på falske mails, som vil lokke kort- eller bankoplysninger ud af vedkommende, for en dompap?
Det kan man måske ikke (jeg gør det nu alligevel), men man skal dog være mere og mere vågen, da svindlerne beklageligvis bliver bedre og bedre, fx ved at sprede ægte logoer med rund hånd i mailen, samt forbedre deres sprog. Spørgsmålet er heldigvis, om de nogensinde bliver gode nok? Nu er jeg så ganske afgjort ingen nørd til den slags, men for mig at se kan et afslørende, falsk link ikke undgås, og det link kan ses, hvis man muser over det. Hvad gør man så på en tablet? Godt spørgsmål, og jeg har intet svar. Det er der sikkert andre og bedre folk end mig, der har (skriv gerne svaret til mig), men der er andre tegn, og nu er svindlerne oven i købet begyndt at advare mod sig selv.

PayPal1

Et af tegnene er, at en mail fra PayPal nok ikke har den underlige afsender, der ses til venstre herover.
Et andet tegn kunne være (let sarkasme er ikke utænkeligt), at man, efter at have brugt PayPal som betalingsmedie, modtager en kvittering for vellykket transaktion, og når man har en sådan, burde der ringe en alarmklokke eller to, når der i mailen hævdes, at PayPal har afvist betalingen, og at det skal man lige gøre noget ved.
Et tredje tegn kunne være, at man aldrig har anvendt PayPal …

PayPal2
PayPal3

Og så svindlernes egen advarsel: “Hvordan kan jeg vide, at denne mail ikke er svindel? […] Det kan du, fordi PayPal altid vil tiltale dig med med dit for- og efternavn.”
… skriver de i en mail, der er indledt med “Dear Customers” … i flertal … jamen hurra altså … dompapper!


En dompap med fjer er derimod ingen dompap, men noget så fornemt som en domprovst:
Navnet kommer af det tyske “Dompape”, domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med “dumrian”, skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene “dum” og “paphoved”.
Så blev jeg igen lidt klogere.

P1010721P1010722

Grunden til, at jeg forskede lidt i dompappens liv og dermed fandt frem til ovenstående var, at både hr. og fru Dompap i formiddags fouragerede i solsikkefrøene på én gang, så jeg konkluderede, at de næppe endnu ruger på årets familieforøgelse, men ville vide hvornår de så begynder på det.
At HUN endnu ikke ligger på æg, burde jeg have skrevet – man går ikke ind for ligestilling i dompappernes verden, men gør præcis som vi pattedyr gør: Når først han har overstået sit startbidrag til forplantningen, overlader han resten til kvinden. Han fodrer hende nok heller ikke, når hun ligger på æg, så selv om hun ruger, skal hun vel ud for at finde føde en gang imellem … men æggene bliver først lagt sidst i april, så mine indledende betragtninger holdt vand – der er stadig lidt tid, inden pligterne kalder.

7. april 2016

Endnu et af livets små mysterier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:29
Tags: , , ,

Når jeg er forkølet, har jeg det som nok de fleste andre: Smagsløgene går i udu, og man ville kunne servere hvad som helst for mig – det ville alt sammen smage ens. Eller rettere: Det ville ikke smage af noget som helst.
I aftes var der kylling på menuen. Kylling på den nemme, men (normalt) velsmagende måde:
imageMan tager en kylling og deler den i otte dele. Ikke nødvendigvis en økologisk kylling, men den må gerne have prøvet at stå på egne ben, fx en, der har levet sit korte liv på Frijsenborg.
Derefter skærer man kartofler og et stort løg i mindre stykker, således at de vil være færdige samtidig med kyllingestykkerne. Et helt hvidløg pilles. En courgette og et par tomater skæres i mundrette bidder. Masser af ramsløg snittes.
Har man andre grønsagsrester i køleskabet, så er dette en glimrende lejlighed til at få dem brugt – næsten alt er egnet. Alt fedtes ind i lidt olivenolie. Salt, peber, lidt chili og andre krydderier efter egen smag vendes med rundt, og det hele fordeles i et ildfast fad. Kyllingestykkerne lægges øverst og krydres efter behag; jeg brugte en smule salt og en lidt større smule ingefær. Lidt hvidvin skader ikke, men det havde jeg ikke i går.
Ind i ovnen med det hele ved 210° i cirka 50 minutter. Der skulle gerne blive mad nok til to personer i to dage, plus et par stykker kylling til frokost.
Alle mine anstrengelser var, om ikke forgæves, så dog lidt spildt, for ingen af os kunne smage maden. Jeg kunne lige så godt bare have kylet kylling og kartofler i fadet og ladet det være godt med det … men nu kommer det underlige:
Den rest rødvin, jeg havde taget med til Sverige, tog jeg et glas af til maden – tænkte, at det nok var spild af god vin, men den skulle da nødig stå og blive dårlig … den vin kunne jeg smage, og det i en grad, at den smagte langt bedre og meget mere intenst, end den gjorde forleden, da mine smagsløg endnu vidste, hvorfor de var der.
Kylling, chili, hvid- og ramsløg m.m. var næsten fuldstændig smagsneutralt, mens rødvinen smagte som en, der kunne vinde et verdensmesterskab.
Hvis ikke det er underligt …

Jeg glæder mig til aftenens vin. Det er nemlig bare med at benytte sig af, at jeg endnu er forkølet – og det er sidste chance, for den er kraftigt på retur – kun hos John, den stakkel, kører den stadig på for fuld skrue.

6. april 2016

Parfumen over alle parfumer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:16
Tags: , ,

Jeg har brugt parfume/eau de toilette i 45 år, og jeg har prøvet mange af slagsen – de fleste med held; nogle få var ikke så gode på mig, selv om det var det jeg syntes, da jeg prøvede dem.
Fiji, Shalimar, Trésor, L’air du Temps – det var de gode, som blev købt mere end én gang.
Yndlingen over alle yndlinge er Elizabeth Taylors White Diamonds. Den har jeg brugt i omkring 30 år, og 80-90 % af mine parfumeflasker har været denne.
Det pudsige ved parfumer er, at man ikke kan anbefale dem til andre. Den, der dufter skønt på én kvinde, kan få en anden til at stinke værre end …  Selvom Charlotte formentlig har halvdelen af mine gener, kan vi overhovedet ikke bruge den samme parfume – de dufter så forskelligt på os, at ingen kan gennemskue, at det er samme parfume. ‘Forskelligt’ er ikke det rigtige ord – lige så god Allure er på C, lige så dårligt lugter den på mig, og den eneste gang, hun har prøvet min White Diamonds, spurgte John, om hun var gået i lære som bordelmutter.
White Diamonds var mit kendemærke på arbejdet. Ingen andre brugte den, og alle vidste, at det var Ellen, der var (eller lige havde været) i rummet. Når folk sagde sådan, troede jeg i starten, at jeg havde brugt for meget, men kolleger jeg stolede på, sagde, at det ikke var tilfældet – den parfume var bare så god og så meget mig, at den var blevet min signatur.
Når jeg bærer den, har jeg flere gange været ude for, at både kvinder og mænd i fx kassekøen i supermarkedet har spurgt mig, hvad det dog er for en parfume jeg har på, for den dufter helt vidunderligt … jeg har gennem årene fået mange positive kommentarer pga. duften af White Diamonds.
Det gør ikke noget.
Hver gang jeg kommer i en hvilken som helst lufthavn, skal jeg prøve en to-tre parfumer. Der kommer hele tiden nye til, men de fleste af dem har en bestemt ingrediens, som jeg ikke ved hvad er, men som jeg synes lugter dårligt og nærmest kemisk. Kvindelige ekspedienter over 50 ved godt hvad jeg mener og er enig med mig, men ingrediensen er svær at komme udenom.

De sidste mange år har jeg købt White Diamonds i lufthavne rundt omkring, fordi jeg gerne vil spare lidt penge i forhold til detailhandelprisen i Danmark, men det er færre og færre lufthavne, der fører den.
For et par år siden stoppede Heathrow med den, hvilket bekymrede mig, for det er som bekendt en virkelig stor lufthavn med et kæmpe vareudvalg.
Sidst, jeg fløj, havde de også droppet den i Kastrup lufthavn. Nu blev jeg for alvor bekymret – går den helt ud af produktion? Det ville jeg blive meget ked af.

I dag fik jeg den lyse ide at se, hvad internettet har at sige om det.
Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg fandt en butik, som sælger 100 ml til 279 kroner, hvilket (så vidt jeg husker) er omkring 200 kroner billigere end den var i lufthavnen! Amazon har den til bare 15 £, men de må ikke sælge til Danmark. Så er det godt, at jeg har en dækadresse i England.
Problemet er løst. I  hvert fald for en tid. Der er små bekymringer og der er store bekymringer.
Jeg ved godt, at man siger, at internethandelen ødelægger det for detailbutikkerne, men når jeg kan få varen til under 1/3 af prisen, så bliver det internethandel for mit vedkommende.

5. april 2016

Hybris og nemesis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , ,

For ikke særlig længe siden, da jeg gik og hostede i næsten fire uger, påstod jeg nok så overlegent, at jeg meget sjældent blev syg.
Det hedder hybris.
I dag har John bragt mig med en gedigen forkølelse til Sverige. Hans forkølelse er desværre også godt på vej.
Det hedder nemesis.
I aftes fik jeg så ondt i halsen, at jeg måtte op og tage noget smertestillende for at kunne falde i søvn. I dag er halsen ikke så slem, til gengæld er jeg totalt snottet til. Øv, gider ikke.

En søndag i starten af aprilEn søndag i starten af april (1)En søndag i starten af april (2)

Jeg er garanteret blevet syg af at se mine to kegler bade i den lille å, der løber mellem haven og hestefolden lige bagved.
Der er sjældent vand i den om sommeren, så det er åbenbart med at benytte sig at, at det har regnet meget … uanset temperaturen på vandet.
Billederne er taget i søndags. Jeg har skrevet og fortalt dem, at jeg synes de er bindegale, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de bare griner lidt ad mig, de små bøffer. Vandet er da også ulækkert, men det er åbenbart ikke af den store betydning.

Broen i Lyngby

Jeg noterede mig hos Carl Christian Tofte, at der i søndags var talt 8000 traner på Pulken, så vi kørte via den til torpet for at se, hvor mange der er tilbage, hvilket viste sig at være omkring 5000. En hel del …
IMG_5654På vejen opdagede jeg en ny, gammel bro i Lyngby ikke så langt fra Pulken. Jeg samler nemlig på svenske stenbroer, og så længe jeg holder mig til at gøre det digitalt, er det ikke noget problem med hverken opbevaring eller tilladelse.

Jeg pudser sommetider glorie.
Traner pudser fjer.
Jeg forestiller mig, at det er ungkarleklubben, der skal ud og score damer i aften. Se da lige, hvor de går til den – den ene kækt poserende på ét ben.

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 71, der følger denne blog