Hos Mommer

16. januar 2017

En rigtig god arbejdsfordeling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: ,

Vi slår lige to fluer med ét smæk her …

Jeg kan 1) forhåbentlig berolige især Farmer, der lidt bekymret spurgte, om vi var opmærksomme på, at jorden i vores let forhøjede bed ville kunne komme til at skade muren bagved.
Se bare, hvor langt der stadig er op til den – det vil jeg antage er helt okay. Bunken nederst til venstre skal fordeles i andre bede, men den rører stadig ikke ved muren, selv her under den midlertidige placering.

P1050744

Jeg vil 2) illustrere den helt fantastiske arbejdsfordeling, man en sjælden gang kan finde i Den Stråtækte: John tog jordfordelingstjansen og jeg tog sofatjansen med at strikke videre på kimonotrøjen.
Bemærk, hvor meget det er muligt at ligge ned og stadig befinde sig i en behagelig strikkestilling!

P1050745

Jeg kan lige akkurat holde det ud … det er lidt ærgerligt, at det hævner sig for meget, hvis det her var noget, man excellerede i hele tiden.
På den anden side …de ville nu nok meget hurtigt blive meget kedeligt. Jeg elsker at strikke, men da ikke hele dagen!

15. januar 2017

Lidt mosterchat – meget vennesnak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Forleden dag skrev Malle til mig, og nedenstående lille chat udspillede sig.
Hun skal nok blive god, hvis hun allerede er i gang med noget med rib.

P1050732P1050733P1050734

Malle, som efter planen skulle have være blevet moster (igen) d. 3. januar, blev snydt og blev det først dagen efter hun var ankommet til Norge.
Først da besluttede lillesøsteren til Ella sig til at ville ud og opleve verden, så nu går der nok mindst tre måneder, inden Malle får den lille ny niece at se. Så længe går der heldigvis ikke for os.

P1050741

Vi er en anelse flade i dag – vi har haft skønt besøg af Ditte og Peter, der, som traditionen efterhånden er blevet til, overnattede her, fordi de har langt hjem.
Det er bare så meget mere hyggeligt, når folk bliver og sover, selv om klokken som regel bliver alt for mange, inden vi kan finde sengene, og i går var naturligvis ingen undtagelse.
I formiddags blev vi enige om, at luften nok havde godt af os, så vi kørte en tur for først at se Blåbæk Møller og derefter til Vemmetofte Strandskov. Gåturen blev dog minimal, for luften havde ikke spor godt af os, mente den … den bed os ret så effektivt, så vi havde ikke fået tøj nok på til den lange spadseretur, vi så optimistisk havde forestillet os. Men smukt var der ganske som sædvanligt – selv her på en kold januardag er det en fryd for øjet med det stille vand og de skarpe silhuetter.

P1050743

Nu er de draget hjem mod det nordsjællandske … en af os tager en morfar, en anden skriver.
Om en lille halv time kommer David Attenborough og gør os klogere på naturens gåder; derefter kommer Barnaby og opklarer nogle mord i Midsomer County – for nej, Midsomer er ikke en lille landsby med en kolossal kirkegård, som mange tror, men et fiktivt, engelsk county, så der er rigtig mange endnu, der kan blive slået ihjel, inden de løber tør for ofre i den serie.
Med andre ord: Der bliver ikke lavet en pind mere i dag – det har været superhyggeligt, men vi kan desværre ikke rigtig holde til det natteroderi mere. Vi har det på ingen måde dårligt eller har ondt i hovedet, men energiniveauet har ikke toppræstationspotentiale.

13. januar 2017

Katastrofeturister

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags:

Nej – vi var ikke katastrofeturister, for der var ikke meldt katastrofevejr, og vi gik heller ikke i vejen for noget redningspersonnel.
Men vejrudsigten onsdag aften varslede op til 25 sekundmeter ved Vesterhavet. Vi har før kørt derover bare for at opleve Vesterhavet, når det er barskt, men sidst vi gjorde det, er præcis 10 år siden – det ved jeg, fordi det var på vejen derover, at Charlotte ringede og fortalte, at jeg lige var blevet mormor til en lille Aubrey, og han fylder 10 i morgen.
Vi var igennem alt slags vejr flere gange, inden vi var ved målet – lige fra blændende solskin til hagl, til regn, til slud og til sne. Det vekslede hele tiden.

P1050702

25 sekundmeter er ikke storm, men når det er rigtigt stormvejr, er det ikke videre smart at køre ud i sin bil – og i øvrigt er Storebæltsbroen højst sandsynligt lukket. Vi var altså ikke rigtige katastrofeturister … jeg kan godt lide det ord … sådanne har vel eksisteret længe, men første gang jeg lagde mærke til ordet, var i forbindelse med oversvømmelserne i sidste uge.
Vi kørte til Thorsminde, hvor der var pænt blæs i den, og hvor en del af havnen var oversvømmet. Jeg gik – på eget ansvar – ud på molen for at komme lidt tættere på larmen og de ret så høje bølger.

P1050707

Det gjorde jeg sandelig også … kom tættere på, altså … pludselig var der en bølge, der var væsentligt større end alle de andre, så jeg var glad for mine vandtætte vandrestøvler, da vandet kom og og slikkede mig om anklerne.
Efter dette kørte vi til Søndervig, hvor jeg havde booket et værelse for natten på Strandkroen. Det havde dog ikke været nøvendigt at booke, for vi var de eneste gæster den nat.
Om aftenen var der dog tre hold gæster i restauranten, som vel havde omkring 15 borde i den del, vi sad i. Da et fjerde hold kom, bemærkede de til tjeneren, at de havde løbet risikoen og var gået herned uden at bestille bord – hvortil hun kvikt svarede, at der var de søreme heldige, for de havde lige fået et afbud!

P1050725

Desværre kunne vi ikke komme ind og se sandskulpturerne Afrikas vilde dyr – det må have været flot, men det var næsten tre måneder for sent til det, så vi måtte nøjes med et snydekig gennem et hegn.
I dag kørte vi via Hvide Sande hjem, for jeg ville ind og købe mig fattig i forskellige røgede fiskelækkerier på røgeriet, som jeg ved er virkelig godt.
I havnen lå der den fætter, som ses herunder. Den stod på bunden, men må formodes også at kunne flyde. Er det en slags nemt flytbar boreplatform til prøveboringer, mon? Jeg har aldrig set sådan et monstrum før.
Og i dag var der nærmest havblik, som det ses … det var godt, vi traf en hurtig beslutning onsdag aften og kørte tidligt torsdag morgen.

P1050731

Katastrofeturisme passer ellers rigtig godt til en fredag d. 13., men nu er vi trygt hjemme igen …

11. januar 2017

Tilflydende havemøbler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: ,

Som bekendt havde vi ret meget vand ret tæt på os for præcis en uge siden (der er allerede gået en uge! Chokerende!). Da John forleden dag kiggede ud over fjorden, som først fredag eller lørdag havde nogenlunde normal vandstand, fik han øje på noget, der ikke var der før oversvømmelserne.
Kikkerten kunne afsløre, at det var en havestol. Den kan kun være blevet bragt hertil af ‘tidevandet’ fra i onsdags, men jeg tror ikke, jeg gider efterlyse ejermanden. Hvis fjorden fryser til, som den gjorde sidste vinter, vil det være et ideelt sted at sætte sig og studere havørne på nært hold. Måske …

IMG_5835

Man skal se rigtig godt efter for at opdage, at der er noget her, der ikke plejer at være der – John har bedre falkeøjne end jeg umiddelbart troede – eller også er han bare mere langsynet end jeg troede … jeg havde aldrig fået øje på den stol, men den er der!

IMG_5833

I dag skulle der også være forhøjet vandstand visse steder i landet, men ikke her. Der blæser en strid vind, som indimellem bringer enten sne eller slud med sig. Jeg skal ikke uden for en dør, tak, helst ikke, men vi løb tør for rugbrød og mælk, så John tilbød helt frivilligt at trodse elementernes rasen.
Og nu skal jeg så heller ikke gøre det værre end det er – der er intet farligt ved det; kun ubehag.

Malle og strik 1Malle og strik 2

Malle rejste til Norge i tirsdags, og onsdag løb der ovenstående melding ind. Hun er glad og det er jeg også – nu er jeg forholdsvis sikker på, at hun nok skal få styr på strikkeriet, inden hun kommer hjem igen.
001Jeg spurgte ikke hvad “en Grethe med tilsvarende alder” betød, men gik ud fra, at navn og alder passede sammen i Malles øjne – nemlig en halvgammel kone lige som moster her.

image

Herover er hvad vi indtil videre ved om job og kolleger, men hun virker ikke utilfreds … jeg kan tilføje, at det er et rehabiliteringscenter, hun er på.

Jeg har været næsten hele mit garnlager igennem i dag for at se, om jeg kunne skrabe sammen til (endnu) en kimonotrøje fra Jamieson’s of Shetland. Det er mange år siden, jeg strikkede den første, og jeg synes den er så flot, at man godt kan tillade sig at have to af slagsen.
Jeg tror, jeg har fundet nok garn til en grå og flødefarvet udgave; lidt mere tone-i-tone end den viste.
Ordet, der bekymrer mig, er “tror” – jeg vil tude, hvis det viser sig, at jeg mangler til et kvart ærme.
I teorien; dvs. når jeg vejer og regner løbelængder ud, er der nok, men vi ved jo alle, at det er i sådanne situationer, at Murphy slår til med ubarmhjertig hånd.
Jeg vælger dog at være optimist, og lige om lidt skal jeg i gang med strikkeprøven – også for at se, om de to farver til kontraststriberne passer, når man strikker dem ind og ikke bare holder dem op mod garnet.

10. januar 2017

Arbejd, arbejd, arbejd …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Efter John meget blæret har monteret en fjernbetjent garageport, er det sjældent, vi har brug for at stige ud af bilen, mens den holder udenfor, fordi en af os skal ud og åbne porten, men alligevel sker det jo, at man af en eller anden grund skal sætte sine fødder på pladsen foran garagen.
Det er stadig, selv efter to år hernede, vild luksus for os at kunne sætte bilen i garage og oven i købet gå fra den og direkte ind i fyrrummet. I Havdrup skulle vi gå langt for at komme fra bilen og ind, hvilket var hammerirriterende under de fleste forhold, og med regn, snestorm og mange indkøbsposer som de tre mest irriterende.

P1050689P1050691

Pladsen foran portene, som burde være græs, er i stedet efterhånden blevet til noget værre pladderværk, som længe har generet både os og pænt fodtøj. Det er jo ikke nok, at vi selv kan gå tørskoede ind, når vores gæster får svinet skoene til, så nu fik vi endelig taget os sammen til at få bestilt de granitskærver, vi har talt om lige siden sidste sommer. Den flinke vognmand smed dem af lige præcis hvor vi skal bruge dem, så nu skal de bare bredes lidt ud. Søren er kommet for at hjælpe med det – til gengæld får han marinerede bisonspareribs til aftensmad – ledsaget af en god vin, naturligvis.

P1050697P1050698

Da jeg gik ud for at gøre d’herrer opmærksom på, at jeg helst ikke ville se nogen hjertetilfælde, sagde Søren bare – uden overhovedet at se på mig:
Nejnej, det har vi sgu da ikke tid til!
Jeg fik dem dog til at stille sig op og lade som om de holdt pause, men de er godt nok hurtige til at få spredt de skærver.
Stenene er mændenes; dem vil jeg ikke have noget at gøre med, selv om jeg er glad for, at det bliver lidt pænere nu.

P1050686

Jeg har nemlig fået muldjord. Igen afleveret præcis hvor den skal bruges – det er bare at skære hul på sækkene.
I efteråret fik vi endelig lagt en række store kantsten ude ved gavlen. Det var så meningen, at der skulle fyldes jord i til et hævet bed. Vi har talt om det bed lige siden vi flyttede ind, for det var grimt, grimt, grimt, men vi har haft svært ved at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved det, da det vender østsydøst og ikke er skærmet af for modvinden, hvorfor det ikke vil være hvad som helst, der kan trives der.
Jeg har tænkt på at sætte David Austin-roser, men de fleste af dem kræver mindst seks timers solskin om dagen, hvilket kommer til at knibe her, selv på en dag med sol fra morgen til aften.
Når muldjorden er blevet fordelt, må jeg tænke igen. Jeg er nok foreløbigt nået frem til at plante én David Austin-rose, bare for at se, om den kan overleve. Derudover vil jeg, af samme grund, sætte et par dahliaer. Hvis disse solkrævende vækster klarer den, skal jeg finde ud af, om jeg vil fortsætte med det ene eller det andet, men den beslutning vil ikke kunne træffes før til efteråret.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

7. januar 2017

Jeg troede jeg kendte London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: ,

imageJeg har ikke tal på de gange, jeg har været i London og har på et tidspunkt lidt arrogant erklæret, der vist efterhånden ikke er meget i den by, jeg ikke har set.
De ord æder jeg hermed beskæmmet og ydmygt i mig igen og leverer samtidig en kortfattet boganmeldelse – noget jeg normalt ikke giver mig i kast med.
Det er dog noget lidt andet, når man har været sammen med bogens forfatter et par gange, og jeg vil hermed på det varmeste anbefale Mia Folkmanns bog om London – måske især for dem, der føler, at de efterhånden kender denne dejlige hovedstad rigtig godt.
For det vil jeg vove at påstå, at de nok alligevel ikke gør, selv om jeg kan risikere at få på hatten for sådan en bemærkning … tal for dig selv!

Er det første gang – eller en af de første gange – man er i London, er det ikke nødvendigvis denne bog, man først og fremmest hælder til, for byen har så mange must sees, at der er nok til nogle besøg, men vil man efterhånden gerne snuse lidt til det mindre kendte London, er Mias bog aldeles fortræffelig.

Heldigvis er det ikke alt i bogen, der er nyt for mig; det ville simpelthen have været så pinligt (for mig selv), at jeg nok slet ikke havde skrevet dette indlæg, men at omkring halvdelen af det nævnte i de 38 kapitler var ukendte steder for os, er da så alt rigeligt til, at John og jeg blev enige om, at vi nu har stof til en del flere ture til London. Osterley House, The Red House og flere andre – dejligt at have noget at glæde sig til.
Mia har researchet grundigt, og der er ingen tvivl om, at hun har travet byen tynd mange gange.
Jeg blev undervejs i læsningen klar over, hvad grunden til en del af mit manglende kendskab er, nemlig at vi ikke har været gode nok til at bruge en times tid på at tage et godt stykke ud fra det centrale London. Vi har været på Hampstead Heath, i Greenwich, Richmond og ved Thames Barrier, men der ligger andre ting i byens yderområder, som vi ikke har gjort os den ulejlighed at undersøge nærmere.
Disse undladelsessynder vil vi glæde os til at råde bod på, og vi har lovet os selv, at alle de steder der er nævnt i bogen skal vi nå at se. Dog nok ikke nødvendigvis som fx Chelsea Flower Show, som jeg kender til, men nok ikke har så meget lyst til at opleve – mest pga. de 10 millioner andre, der også vil se det …
Hvis I tror I kender London, så køb Mias bog og bliv overrasket – den kan blandt andet købes her og naturligvis gennem Mia selv. God fornøjelse.

6. januar 2017

Overrasket, men glad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Jeg har en sej niece. Jeg har faktisk fire seje niecer og en sej nevø, som både jeg og deres forældre er stolte af … de er alle fem godt i vej og har styr på liv og karriereveje. Jeg holder meget af dem alle, men i dag skal Amalie, som for mig fra den dag hun blev døbt har heddet Malle, fremhæves.
I maj 2016 bad hun mig om at hækle nogle klude for hende, for hun ville gerne støtte ikke mere mikroplast-kampagnen. Jeg parerede ordre og hæklede syv karklude til hende i de ønskede farver – og har i øvrigt hæklet og strikket et hav (et ikke-plastfyldt hav!) af klude siden. Malle sagde tak, og så troede jeg ikke den var længere, men ganske kort tid efter begyndte hun selv at hækle – hun har sikkert tænkt, at de klude så nu alligevel ud til at kunne klares selv af en nybegynder. I hvert fald kom hun hurtigt selv i gang.
Og hun hæklede og hun hæklede. Hun avancerede hurtigt fra kludene til sjove dyr til sin lille niece på tre år, og søreme om ikke hun også har hæklet en sweater til sig selv. My Little Pony herunder kan jeg ikke stå for, og jeg synes hun er nået langt på et halvt år.

Fra Malles FB-sideFra Malles FB-sideFra Malles FB-side

For ikke så længe siden blev hun færdig som sygeplejerske, og da hendes vikariat på Herlev Sygehus var ved at løbe ud, søgte hun om at komme til Norge i en periode. Der er hun nu stærkt på vej til – rejser på tirsdag – og i går henvendte hun sig til mig og erklærede, at når hun kommer hjem igen om tre måneder, har hun til hensigt at have lært at strikke!
Så hvad har jeg brug for, moster? Jeg har nemlig tænkt mig at slæbe alt det nødvendige med fra Danmark.
Det endte med en aftale om, at hun og kæresten kommer til middag i aften, for jeg har en masse pinde og dobbelt eller endog tredobbelt af andre både nødvendige og aldeles uundværlige strikkedimser, som jeg derfor sagtens kan undvære i tre måneder. Der vil også være en lille overraskelse til hende: Et wiresæt fra Drops – så har hun alle pinde fra 3,5 til 8 mm. Det er måske lidt frækt af mig, for et lån forpligter ikke, hvilket gaven derimod måske godt kunne fortolkes til at gøre, men sådan mener jeg det ikke … man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og skulle hun finde ud af, at det med at strikke alligevel ikke lige var noget for hende, finder det wiresæt nok en anden ejermand.
Det er godt, at YouTube er opfundet – og internettet i det hele taget – jeg havde ikke kunnet lære at strikke uden en erfaren strikker (min mor!) til at løse akut opståede problemer, men i dag er der ufatteligt mange instruktionsvideoer på nettet, så det skal nok gå.
Moster her er meget glad for, at der endelig er bare en enkelt i familien, der har lyst til at tage strikketraditionen op, og jeg håber hun kommer hjem med masser af strikkeblod på tanden.

5. januar 2017

Endnu ikke normal vandstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , ,

Hasse og John må have målt rigtigt, for vi var på intet tidspunkt bekymrede for at blive ramt af den oversvømmelse, der generede så mange i går.
Vandet steg yderligere en del centimeter efter vi havde forladt Præstø havn – hvilket vi da heller ikke var i tvivl om, da vi fulgte vandstanden derhjemme efter mørkets frembrud. Jeg vil tro, at den har nået de varslede 170 centimeter.

imageP1050662

Billedet herover til venstre er ikke mit, og jeg har ikke spurgt om lov til at låne det. Jeg kender navnet på fotografen, men har ikke mulighed for at kontakte ham. Hvis vedkommende ser dette, så kontakt mig lige … grunden til, at jeg således på det skammeligste bryder copyrighten er naturligvis, at det er så vældig illustrativt ved siden af mit eget fra i går af restauranten Siv & Co.

P1050675P1050670

Det har frosset en del i nat, hvilket i bogstavelig forstand har fastfrosset hvor højt vandet havde stået. Vandet er dog stadig langt fra sit normale stade, så ‘badekarret’ er ikke vippet helt på plads endnu. Fra i morges og indtil nu har det ikke trukket sig yderligere tilbage, men har hele dagen været på et niveau, der matcher tidligere rekorder. Det forvredne æbletræ står lige over for vores hus, så vandet har stået pænt højt, men selv om det skulle have nået vejen, ville der stadig have været lige knap en meter op til vores dørtærskel.

P1050677

P1050679

Hvis man har besøgt os i Den stråtækte, vil man herover kunne genkende vejen ned til Kystens Perle, hvortil der normalt går en solid grusvej, der kører biler med bådtrailere på. Man kan se Kystens Perle lidt over midten af billedet. Jeg vil tro, at det meget benyttede bestyrelseslokale har fået våde gulve i løbet af aftenen – og billedet er jo altså taget i dag, efter vandet har trukket sig omkring en meter tilbage i forhold til max.
Her til venstre tror jeg vi har forklaringen på, at vores lys blinkede en del i aftes. Kun LED-pærerne, sjovt nok, men dem var vi nødt til at slukke, fordi de var ret irriterende. Vandet har stået op i bunden af dette elskab. Vi ved ikke med sikkerhed, om det er dette, der forsyner os, men det er nærliggende at tro. Strømmen gik dog aldrig helt i vores område, som den gjorde flere steder i Præstø og Faxe Ladeplads.

Nu vil jeg godt satse en del på, at der i de kommende dage vil blive råbt højt adskillige steder fra om kystsikring her, der og alle vegne.
Det er absurd, for denne oversvømmelse var, som sikkert andre end mig nåede at høre 117 gange i går, en 100-årshændelse, og skal man gardere mod en sådan, skal man jo omkranse samtlige Danmarks kyster med diger.
Nogle steder er det relevant nok, men en større forsømmelse (hvis ellers det er det rigtige ord at anvende) fra myndighedernes side er, at de tillader byggemodning af grunde på så lavtliggende områder, at oversvømmelser givetvis vil ske inden for husets levetid.

Det kan jeg naturligvis sagtens sige, når vi tilsyneladende ligger trygt og godt og højt nok, men der var engang, hvor man byggede, hvor man anså det for at være sikkert og ikke kun så på beliggenheden. Det var måske en ide at begynde på det igen?

4. januar 2017

Vi følger den dramatiske udvikling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Selv om vinden hos os stadig var stik vest, begyndte vandet i fjorden ganske langsomt at stige. Jeg undrede mig, men John påpegede, at den sagtens kan være i nordøst i Den Botniske Bugt og dermed blæse hele Østersøen ind i Præstøfjorden og ned mod Den stråtækte.
I går fik John en sms fra havnefogeden i Præstø, som skrev, at der var varslet en vandstand op til 1,70 over det normale og at han regnede med, at havnekontoret ville komme til at stå under 20 cm vand. “I mine 35 år her har jeg kun oplevet op til 148 cm én gang, så der er virkelig en grund til at være på vagt.” Derefter skrev han, hvordan man skulle forholde sig, alt efter hvor ens båd ligger.

Dramatisk vejr på vejP1050657

DMI har modereret varslet en smule. I formiddags varslede de 177 cm over daglig vande (hvordan pokker kan de forudsige 177 cm? Det må da være umuligt at spå så nøjagtigt), men ved 14-tiden sagde de mellem 1,4 og 1,7 meter over. Herover ses vores dramatiske himmel og det næste billede viser vejen ved Nysø, som den så ud, da vi ikke længere kunne styre vores nysgerrighed og kørte ind til Præstø. Ad en anden vej, end vi plejer …

P1050637P1050642

Herover ses udviklingen på bare 40 minutter. Da vi kom tilbage fra Præstø, var stakken af kvas næsten forsvundet.
Jeg håber virkelig, at Hasses og Johns målinger var korrekte og nøjagtige, da de sidste sommer fik det til, at Den Stråtækte ligger godt tre m.o.h., men som det fornemmes på det første billede skal der en del til, før vandet kommer ind over vores dørtærskel – i skrivende stund er det stadig et godt stykke fra vejen, så vi er ikke nervøse – jeg tror simpelthen heller ikke på, at Hasse og John kan måle mere end en meter forkert.

Et shelterSiv & Co, Præstø havn

Herover ses det lille shelter, jeg skrev om sidst i november. Lige netop i nat tror jeg ikke, der bliver kamp om sovepladserne!
Næste billede er restauranten Siv & Co på Præstø havn. Jeg tror ikke de får mange gæster i aften … man kan lige skimte en bekymret ejer stå og tale med en Falck-mand. En mand sagde, at det her var steget 1,4 meter, og vi husker lige, at der er flere timer, til det topper …

Parkeringspladsen, Præstø havnVores båd på vinteropbevaring

Parkeringspladsen ved jollehavnen i Præstø. Ham her har vist holdt her et godt stykke tid …
Vores båd ses yderst til højre. Vandet er lige akkurat nået hen til under den gule pil, men vi satser på, at det ikke stiger så meget, at det bliver kritisk.
Nu er det for mørkt til at fotografere, og når jeg siger mørkt, så mener jeg kulravende sort, for vi bor så langt ude på landet, at her bliver så mørkt, at man bogstavelig talt ikke kan se en hånd for sig!
Ikke desto mindre har jeg ikke tænkt mig at gå i seng, før jeg er sikker på, at det har kulmineret. Vi vil se DR2 i aften; de har ryddet sendefladen til fordel for at følge stormfloden.
Selv Jesper Theilgaard, som altid er behersket og aldrig følger op på journalisternes sensationstrang, men prøver at holde det hele nede på et ikke-hysterisk plan, har lige sagt, at det måske ikke engang kan gøre det med en 100-årsstormflod – vandet kan visse steder risikere at stige mere end varslet, idet det stiger lidt hurtigere end man havde forudset.
Det er sandelig spændende det her – måske ikke på den helt gode måde for rigtig mange mennesker.

P1050665

3. januar 2017

Jeg har sagt det før, det der med nutids-r – og det meste af det andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags:

Jeg har sagt det hele før, men det er tilsyneladende ikke alle, der har hørt efter, så der kommer lige en gentagelse her i anledning af nytåret.
Murphy siger, at i dette indlæg vil jeg selv have begået op til flere fejl, inden det sidste ord er skrevet, men ingen er perfekt – bestemt heller ikke undertegnede, men jeg bestræber mig på ikke at begå den samme fejl flere gange!

  • Hvis man skriver VIDST, kommer det af at VIDE. Jeg har vidst det hele tiden.
    Hvis man skriver VIST, betyder det vistnok, og kan man sige vistnok eller bare nok i stedet for, skal man ikke skrive vidst. Det var vist det hele.
  • Aldrig komma foran at, hvis der følger infinitiv efter at. Jeg lærte at læse. Men han sagde, at han var sulten.
  • NUTIDS-r! Der skal r i slutningen af verber i nutid. Det er så enkelt. NUtid. Noget, der sker NU. Hvorfor er det så svært? Kom ikke med den der “jamen jeg har det så svært med grammatik”. Nutid er hvad der sker nu, hvilket alle formentlig ved, også ikke-grammatiknørder.
    Altså: r på i nutid. For pokker da.
    Folk kan jo godt, når verbet er fx hoppe. Man ville aldrig skrive han hoppe hen ad fortovet, vel? Hvorfor skriver man så jeg ignorere dig?
    Tag jer nu sammen – I kan jo godt. Og ja: I skal med stort og jer (og jeres) skal med lille begyndelsesbogstav. I skriver ikke Du, vel? Det har nemlig ikke spor at gøre med at være høflig, men fordi I, De og Deres betyder noget andet end i, de og deres.
  • Til gengæld skal der aldrig r på verber i infinitiv! Det hedder ikke han begyndte at hopper hen ad gaden. Og det hedder heller ikke han lærte at kører bil, da han var 18.
  • Og nu hvor ‘i’ dukkede op i anden sammenhæng: Det hedder i dag, ikke idag! Det hedder også i morgen, i går og til stede. Det er forholdsled og sådanne skal ikke skrives sammen. Siger I også jeg boede ihovedstaden, påGammel Kongevej, til jeg var fire år? Eller skal vi gå en tur iskoven påfredag? Læg så kortene påbordet – eller smid dem ivasken! Nej, vel?
  • Derimod skal mange navneord skrives sammen – det har jeg (også) nævnt 117 gange allerede. Når trykket ligger (nej, ikke lægger!) på det første af to navneord, skal de skrives sammen. En kort transaktion er ikke det samme som en korttransaktion. En halv nøgen dame er ikke det samme som en halvnøgen dame.
    Ægte skab og rød kælk har vi vist været inde på før.
  • Man kan godt sige Peter og mig! Jeg så på FB, at der var en, der var forarget over dronningens dårlige beherskelse af det danske sprog: “Hun sagde ‘Prins Henrik og mig!!!’” Forargelsen kendte ingen grænser, men hun blev hurtigt rettet af andre, som forklarede, at det var rigtigt nok.
    Min enkle regel er denne: Smid den anden væk … hvad ville du så sige? Tak for alle hilsnerne til jeg? Næppe. Det hedder tak for alle hilsnerne til mig, og derfor hedder det også tak for alle hilsnerne til Prinsen og mig.
    Kun når jeg er grundled, hedder det jeg. Prinsen og jeg takker for alle hilsnerne. Igen: Smid den anden væk, hvis der er tvivl.
  • Apostroffer vil jeg overhovedet ikke nævne denne gang. Alle har helt styr på, hvornår man bruger apostroffer på dansk, ikke sandt?

image

Okay så – jeg klapper i nu.

2. januar 2017

Bag Marjatta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

En af vores naboer hedder Bernhard Schmitz, og han er leder af Marjatta. Som jeg har skrevet før, flytter der, på grund af nærheden til institutionen, en marjattamedarbejder ind, så snart her bliver et hus til salg i området. Bortset fra os, som var en åbenbart sjælden undtagelse, men det forklarer hvorfor noget af det første vi blev spurgt om var, om vi havde købt Den Stråtækte til at bruge som sommerhus.
Bernhard har et par gange spurgt os, om vi har været omme bag skolens bygninger for at finde deres shelter, som vores børnebørn gerne må bruge til at lege i, hvis de har lyst.
Da vejret i dag har været det bedste siden vi kom hjem fra England, besluttede vi, at dagens gåturformål skulle være at finde det shelter.

Marjatta (1)Marjatta (3)

Området overraskede os ved dets skønhed, selv her på en 2. januar, med en lille skov, små søer og flere arealer, som vi kan se bliver brugt på andre tider af året.
Skuret herover var måske ikke lige det kønneste, men navnet (Cirkus etellerandet) antydede, at nogle har det sjovt her sommetider.
Det var selvfølgelig ikke shelteret. Det var det heller ikke, det meget nuser lille bindingsværkshus, hvis oprindelige formål vi gættede på har været et lysthus – et tehus – for det er vitterligt et meget lille hus, for lille til at kunne have været beboelse, selv i mere nøjsomme tider. Her tror vi også der er marjattabeboere, der hygger sig, for foran det er anlagt en stor bålplads.

Marjatta (4)

Men så var det der lige pludselig, shelteret. Ikke den slags, der er beregnet til overnatning for cykel- eller vandreturister (tror vi ikke, i hvert fald), så hvorfor det ligger der, og til hvilket formål det er anlagt, kan vi ikke regne ud – det må vi have spurgt om, for med alle de marjattafolk rundt omkring os må der være en, der kan fortælle os historien.
Indenfor lå et stort, gammelt drivhjul, som vi selvfølgelig heller ikke ved, hvad har drevet. Hjulet, der ligger på hjulet, kunne antyde en minivandmølle, men det er kun et ukvalificeret gæt.

Marjatta (5)Marjatta (6)

Marjatta (7)Da vi nåede lidt længere frem, kom vi til det største og fornemmeste insekthotel, vi til dato har set – der var det hele, lige fra små værelser til store luksussuiter … det må komme i kategorien ****-hotel!
Desværre så der ikke ud til at være fuldt optaget, men enkelte af hullerne var kittet til, så mon ikke det betyder, at her inde bagved befinder der sig en overvintrende beboer?
Vi blev helt inspirerede og blev enige om, at vi skulle have flikket sådan et insekthotel sammen til næste vinter. Det bliver ikke lige så stort, men mindre kan også gøre det. Det er så flot, at det ikke behøver at blive gemt væk, men måske er netop det, at dette hotel er udsat for vejr og vind, årsagen til, at det ikke bliver brugt så meget?

1. januar 2017

Brændende og eksploderende mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags:

Mit Glorious Garlic er indviet, så at sige; jeg brugte ét fed i et fad med kartoffelbåde. Feddet delte jeg i fire, således at John og jeg fik hver to kvarte, bagte hvidløgsfed. Det havde en meget kraftig hvidløgssmag, hvilket kom lidt bag på mig, da jeg snarere havde forestillet mig så stort et hvidløg være en smule svag i koderne.
Vejes skulle det naturligvis – tilsammen vejede et normalt hvidløg og et enkelt, pillet fed 121 gram, der fordelte sig som det ses herunder.
Den 22. december skrev jeg, at “hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg”, hvilket viste sig at være en underdrivelse.

P1050606P1050600P1050601

P1050617I aftes skulle jeg lave dobbeltbagte kartofler; dvs. at man bager dem, piller indmaden ud, moser den groft, kommer lidt forskellige ting i, alt efter humør og smag, putter blandingen tilbage i skallerne og bager dem igen.
Den ene kartoffel havde selv klaret opgaven … ikke med at blande ting i, men at kravle ud og mose sig.
Så kan jeg bare lære at prikke et par huller i skrællen, hvilket jeg normalt også gør, men altså ikke lige i går.

Endelig skulle Østre Gasværk afprøves, så der blev lavet crème brûlée.
Det havde jeg ikke prøvet før, så der skulle googles.
Opskrifterne var temmelig forskellige, men jeg endte med at vælge dessert-og kageguruen Mette Blomsterbergs.
P1050616

Det skulle jeg ikke have gjort – jeg siger ikke, at hun ikke kan få dem til at blive rigtige, men jeg kunne ikke! På trods af, at jeg fulgte opskriften 100 %, med temperaturmålinger i stor stil med Johns dertil egnede ‘pistol’. De så okay nok ud i vandbadet i ovnen; de voksede sig store … men ikke stærke. Da de kølede af, svandt de ind til under halvdelen af ramekinhøjden, hvilket viste sig at give dem en meget underlig, forkert konsistens. Smagen var næsten helt i orden, men den konsistens var … ja, underlig … lidt for fast og lidt for meget hen mod en æggestand, hvilket er en dødssynd for crème brûlée.
Hvorfor hævede de ikke ens? De blev bagt i vandbad ved 150° varmluft, og der var præcis lige meget i hver ramekin.
Brændingen var dog upåklagelig og lige efter bogen, så min julegave bestod prøven.
Det var således kun mig, der ikke bestod … er der nogen af jer, der har en god og ufejlbarlig opskrift på crème brûlée?
Mette Blomsterberg er fyret for mit vedkommende.

30. december 2016

Til jer, der ikke lader jeres børn vaccinere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags:

Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ligefrem opfinder sygdomme for at kunne tjene penge på at give jer medicin for dem?
Hvordan kan I tro på, at medicinalvirksomheder ikke er interesseret i at gøre folk raske, men udelukkende i at tjene penge?
(Selvfølgelig vil de gerne tjene penge. Det vil alle andre firmaer også. Nævn mig bare én fabrik eller anden form for producerende virksomhed, der er ligeglad med om de får overskud.)

Uddrag af ordveksling på FB: “Det er vigtigt at blive vaccineret. Prøv at spørge de polioramte … hvis du kan finde nogen … om de ville have valgt den fra.”
Svar: “Argumentet er ugyldigt. Polio er jo udryddet.”
Øhh ikke helt endnu, men det er nået langt pga. et omfattende vaccinationsprogram …
Kopper er udryddet på verdensplan og tuberkulose behøver vi ikke at frygte i Danmark.
Nu handler indlægget her mest om mæslingevaccinationen herhjemme. Mæslinger, som udryddede hele samfund i Sydamerika, da vi kom med Europas sygdomme.
“Jamen jeg og mange andre overlevede mæslinger, fåresyge og kighoste, så hvordan tror I vi har overlevet som art, indtil vaccinerne kom?”
Mon den samme person synes det ville være rart at få røde hunde under en graviditet?

“Der har været nogle forfærdelige bivirkninger.”
Det ER skrækkeligt for den, der bliver ramt, ja, men enhver medicin har bivirkninger, selv kodimagnyler, og man er nødt til at vægte disse op mod effekten. Det er i øvrigt ikke med sikkerhed fastslået, at bivirkningerne skyldes vaccinen. Du undlader sikkert ikke at anvende sikkerhedssele i bilen, fordi du har hørt noget om, at der engang var en der omkom, fordi han brugte sikkerhedssele?

Nogle hævder, at “sundhedsmyndighederne er i lommen på medicinalfirmaerne”. I skulle have lov til at opleve en inspektion fra en hvilken som helst sundhedsmyndighed, skulle I. Der er en uhyre streng kontrol med medicinproducerende virksomheder.
Jeg ville i den forbindelse gerne vide, hvordan man forestiller sig det amerikanske FDA eller det europæiske EMA blive betalt for at se igennem fingre med svindel med data.
Tror I virkelig, at medicinalvirksomhederne formår at holde samtlige verdens sundhedsmyndigheder konstant bestukket? Og at samme sundhedsmyndighers ansatte er totalt amoralske hele bundtet?

Jeg vil gerne henstille til jer vaccinationsnægtere, at I fremover undlader at indtage nogen som helst form for medicin – der er åbenbart alligevel ikke noget af det der virker, der er bivirkninger forbundet med det, og det hele er ren profitjagt. Altså:
Ingen hovedpinepiller.
Ingen antibiotika, hvis du skulle få fx lungebetændelse. Menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen blodtryks- eller kolesterolsænkende medicin. Blodpropper er jo ikke spor livsfarlige, og menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du tog fejl og døde af den blodprop.
Ingen kemoterapi, hvis du får kræft. Bivirkningerne er voldsomme, og kræften overlever du naturligvis helt uden at gøre noget ved den, og hvis ikke, skal menneskearten skal nok overleve alligevel, selv om du ikke gør det.
Ingen vaccination mod nogen af de smitsomme leverbetændelser, hvis du har tænkt dig at rejse ud i verden. Skulle du mod forventning blive smittet med hepatitis, skal du ikke lade dig behandle – bivirkningerne ved medicinen er værre end for vaccinationens vedkommende. Så er det bedre at dø langsomt af skrumpelever.

29. december 2016

Base Camp – et børneparadis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , , ,

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Base camp

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

The ditchThe ditch

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Der fortælles om the tribal life

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

P1050584

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

28. december 2016

De gamle køretøjer på Manor Farm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

For 3½ år siden skrev jeg om Tims onkels bilsalg. Dette ene salg var rigeligt til at sikre de to en tryg alderdom – også selv om de har et pengeslugende hus. Ude i garagen/værkstedet, som er både ventileret og opvarmet, har onkel endnu fire gamle, men meget velholdte biler, og naturligvis ville både John og jeg gerne se hans samling. Udover bilerne har han en væltepeter, som hans egen bedstefar kørte rundt på.
En væltepeter hedder på engelsk en pennyfarthing, fordi en penny var meget stor i forhold til en farthing.

P1050572P1050576P1050577P1050574

Jeg var imponeret og John var … jeg ved ikke hvad jeg skal sige han var, men alene hans wow’er og ooohhh’er beskrev med al ønskelig tydelighed, hvordan han havde det med de flotte biler.

P1050561P1050563

Selv jeg var ikke i tvivl om, at der blev kælet for køretøjerne – man kunne servere mad på de motorblokke, og alt skinnede som katteskidt i måneskin.

P1050564P1050567

Garagens ubestridte stjerne var denne Alfa Romeo fra … øhhh … 1936, tror jeg nok … alene her står der et pænt supplement til pensionen – i USA er der i øjeblikket en tilsvarende bil til salg, som ejeren vil have 3,5 millioner dollar for. Onkel gav 25.000 £ for denne her, så jeg tror, hans investering har tjent sig hjem … han lovede, at hvis vi kom igen til sommer, så gav han en tur både i den og i den Jaguar E, som man herunder ser ungerne sidde i. John fik stjerner i øjnene, og incitamentet for at køre derover i maj, som vi allerede har talt om, steg yderligere.

P1050565P1050570

Det er både onkel og moster, der er interesseret i veteranbiler. Alfa Romeoen har deltaget i Mille Miglia et par gange – da tog parret turen fra England til Italien i den smukke, gamle bil for at deltage i løbet. De har været flere gange i Danmark også til løb eller veteranbilejersamvær af forskellig art og har en del kontakter her i landet. De har begge rundet de 70 år, så de deltager ikke længere i deciderede veteranbilløb, men deltager stadig i de mere hyggelige komsammener af slagsen. Han har gennem mange år udlejet forskellige af sine gamle biler til film.

P1050569

Garagen var spækket med gamle skilte og alt muligt mere eller mindre mystisk (for mig) værktøj og dimser, der gjorde det hele meget autentisk at se på.
Han har flere scootere og en Fergusontraktor fra 1953 – samme glimrende årgang som mommer her … min far købte sin første Ferguson i 1956, og jeg husker den som helt mage til den, jeg så hos onkel. Hyggelig nostalgi var det – for mig faktisk mere end bilerne, men det sagde jeg ikke til nogen …
Moster og onkel er et meget sødt par, som vi naturligvis har inviteret til at bo hos os i Danmark, hvis deres veteranvej skulle falde forbi. Onkel arbejder endnu (to dage om ugen), selv om han er 74. Jeg spurgte hvorfor han dog ikke jobstoppede, når han havde en så interessant hobby, der sagtens kunne udfylde alle hans dage. Svaret var, at han ikke havde råd til at stoppe. Det tror jeg så ikke helt på, men han må jo kunne lide sit job.

27. december 2016

Engelsk jul, del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , ,

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

P1050525P1050531

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Ildstedet i spisestuen

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 P1050534En 10-kilos fyldt kalkun

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Christmas crackersChristmas pudding

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

1975 - kun lige akkurat drikkelig1973 - down the drain :-(Portvin 1960 - glimrende

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Tv-stuenDagligstuen

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

26. december 2016

Engelsk jul, del 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:53
Tags: , ,

Jeg tror jeg har stof til fem indlæg bare fra de sidste to dage, så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.
Julebordet i Malthuset

Måske kronologisk og dermed med julemaden til den danske del af julen i England?
Den var yderst traditionel med andesteg og risalamande. Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om (men vistnok Facebook), en familie som puttede 25 mandler i risalamanden. Den der fik flest, fik mandelgaven. Det lød som et sjovt koncept, som vi var nødt til afprøve, især efter de sidste to julers på meget mystisk vis forsvundne mandler. Man kan sætte en slags deadline eller bare blive enige om, at nu stopper legen, for det handler ikke om at spise alt op eller sidde og lure på hinanden. Vi valgte at stoppe legen, da John havde samlet ti mandler, for da var vi klar over, at med det antal, der måtte være tilbage i skålen, kunne han ikke overgås … nummer to ‘kun’ havde fem mandler. Konkurrencen blev både sjovere og mere synlig; selv Anna spiste mere risalamande, end hun plejer, og også Aubie gik til den med en del større ildhu end normalt. Den metode er hermed kommet for at blive i vores familie – den kan anbefales, og vi takker af hjertet den ukendte herre, som gav os ideen!

Nyt mandelklonceptP1050522
Juleaften kom den hvide ugle med breve til Miss and Master Maltin – med det vaskeægte Hogwarts-segl på, oven i købet. Uh, det var SÅ spændende! Brevene indholdt, udover en unik tryllestav til hver af dem, et brev med de specielle karakteristika for Gryffindor-kollegiet, som Maltin-børnene, via en internettest (!), har fundet ud af, at de tilhører. Anna har læst alle Harry Potter-bøgerne, de har begge set alle filmene og er betaget af den unge Potters magiske univers. Hvad de endnu ikke ved er, at den 7. januar, på Annas fødselsdag og en uge før Aubreys ditto, skal de, sammen med deres forældre, op og se Harry Potter-studierne. Det er fødselsdagsgaven til dem fra John og mig.

P1050518P1050519P1050521

Anna fik et førstehjælpskit, som hun havde ønsket sig til at have i den i forvejen godt fyldte rygsæk til base campen – hun blev meget glad for det, for sådan en havde hun flere gange haft brug for, når de kommer til skade dernede, som hun sagde. Jeg må have set en anelse bekymret ud, for hun skyndte sig at berolige mig med, at det ikke drejede sig om livstruende eller omfattende skader.

Jeg fik blandt andet en bog om dahliaer, som jeg glæder mig til at studere nærmere, og en bunsenbrænder. Den hedder godt nok ikke en bunsenbrænder, men Cook & Baker, så nu kan jeg brænde sukkeret på en crème brûlée på helt autoriseret vis.
Der var selvfølgelig mange flere gaver, og i går var der endnu flere på Manor Farm, hvor Tims moster og onkel bor.
Det var en fuldstændig fantastisk dag i et gammelt og spændende hus, som jeg vil fortælle meget mere om i senere indlæg.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

21. december 2016

Base Camp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Rejsen forløb planmæssigt – fly, bus og tog opførte sig ordentligt, så vi landede i Pewsey kl. 12:02, strengt efter køreplanen.
P1050456Vi var lidt forbavsede over, så mange rejsende der var i Københavns lufthavn; det mindede mest af alt om en travl charterrejsende-skiftedag. Vores fly var helt fyldt op, men der var stort set ingen kufferter, der skulle af i Heathrow. Vores kom som hhv. nummer to og fem – vi var glade, men der kom kun en lille halv snes stykker til, så enten havde alle kun håndbagage, eller også var de fleste i transit.

I aftes var der tid til en omgang fælles Minecraft inden sengetid, men i dag har børnene, iført fuld udrustning, været nede i deres lejr, også kaldet The Camp eller Base Camp.
De har tæpper, værktøj, overlevelsespakker og drikkevarer med. Begge rygsække er fyldt til bristepunktet. I dag skal de ikke lave bål, men når de skal, bruger de dette ‘flintredskab’, som rent faktisk virker, til at slå ild med. Det ville jeg gerne se en dag, men jeg ved ikke, om vi når det denne gang.

Klargøring til Base CampKlargøring til Base CampP1050464

For vi voksne har travlt med at forberede julen – i dag stod den på indkøb af langt det meste til alle dagene, vi er her, og jeg har konstateret, at der er mindst lige så juletravlt i de engelske supermarkeder som i de danske. Men det blev klaret, og vi mangler bare et par småting i morgen, plus at afhente den bestilte and, for sådan en fætter finder man ikke i et supermarked herovre. Heldigvis kan den bestilles hos den gode slagter i Devizes.

På vej mod Base CampPå vej mod Base Camp

På vej ned til the camp … de kom dog tilbage igen noget før det annoncerede tidspunkt, men vi ved ikke helt hvorfor. I hvert fald kom de tilbage for at sige, at de i stedet ville gå ned til River Avon for at se, om der var sket noget nyt siden sidst de havde været der.
Det er ikke den samme Avon, som Stratford ligger upon; der er flere floder i England, der hedder Avon … fem tror jeg, Charlotte engang kom frem til. Vi har en teori om, at Avon ganske enkelt kunne være et oldengelsk ord for flod, men den er hverken be- eller afkræftet.

Jeg løber igen – der bliver kaldt på mig – børnene er kommet tilbage med kristtjørn, så nu skal der laves juledekorationer.

19. december 2016

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , , ,

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

De flyver mod nordøst - vi flyver mod sydvest ...

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem
, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

18. december 2016

Elektroniske julehjerter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , , ,

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

imageimageimage

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
imageJeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

imageHer ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

P1050454

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

17. december 2016

Fede hvidløg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

P1050445

Fakta = Coop. Brugsen = Coop. De ansatte går dermed formentlig på de samme kurser, hvor man får højere karakterer, jo dårligere man er til stavning og grammatik. Jeg må dog indrømme, at brugsen i Karise ikke er så slem til at fejle som den var i Havdrup, men Fakta i nærheden af os er ved at tage over i stedet for.
Jeg kan forstå, hvis blomsten af Danmarks ungdom ikke har hørt om garnfed, men jeg troede de kendte til hvidløgsfed, hvilket åbenbart ikke alle gør … eller er mon ‘fede’ også bevidst? I modsætning til magre hvidløg? Næppe … det ville i givet fald være nyt for mig, at jeg skal til at tjekke fedtprocenten i hvidløgene, inden jeg køber dem.

Her er der en, der ikke kender kragefuglene, jeg lod vende i gårsdagens titel:

Hvilke kraver

Hvordan vedkommende forestiller sig, at en krave kan vende (på eget initiativ, oven i købet), uden resten af én følger med, ville jeg gerne vide … og ‘lyder tiltagne’ er også noget værre vrøvl, for hvad skulle det ord betyde? Der er ikke meget sprogfornemmelse at spore her.

Jeg har to gange inden for et par uger set, at det engelske ord Geordie i underteksten bliver oversat til dansk til … geordie. Ved alle i Danmark, hvad/hvem en geordie er? At det er en person fra Tynesideområdet (nær Newcastle)? Det er nemlig det, det er, og det burde en oversætter vide – i hvert fald de forholdsvis godt betalte oversættere, der er tilknyttet DR-kanalerne. Og hvis ikke man som oversætter ved det, slår man det op! Man skriver ikke “han var en geordie”. Selv om Tyneside dækker mere end selve Newcastle, ville det være okay at skrive “han var fra Newcastle”, da der nok er flere, der kan placere byen end området; lige som det ikke er alle der ved, at det hedder Newcastle upon Tyne.
KamerataskeDe skal heller ikke oversætte it’s like carrying coals to Newcastle med ‘Det er som at bringe kul til Newcastle’.
Man skal ikke oversætte talemåder ordret, hvis der findes en tilsvarende på dansk, hvilket der ofte gør. I dette tilfælde det er som at give bagerbørn hvedebrød.

Det var dagens sprogbrokkerier.
Dagens syede ting er en ny kamerataske til mit Lumix. Den gamle var efterhånden blevet en tand for snavset.
Det lyder både dovent og højrøvet, men når jeg nu har så meget stof og kan lide at sy, hvorfor så ikke kassere en snavset kamerataske?

16. december 2016

Er det her, kragerne vender?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:44
Tags:

Jeg har ofte undret mig over påskriften på vores fiskepakke fra Skagenfood, som jeg får hver anden fredag.
Gennem Post Nord, i øvrigt – og den kan næppe have været mere end ét døgn undervejs, for isen i kassen er slet ikke begyndt at smelte. Gad vide, om Skagenfood har en særaftale med postvæsenet? Pakken kommer fredag. Punktum. Uden undtagelser.
P1050442Men … LAST MILE ØST … det er et pudsigt udtryk. Jeg opfatter det som om, at nu kan man ganske enkelt ikke komme længere væk – det er helt ude på Lars Tyndskids mark. Vi er helt derude, hvor kragerne tager madpakke med, når de skal ud og vende.

Når jeg sender pakker til England, printer jeg pakkelabels ud hjemmefra, sætter dem på kassen på autoriseret og foreskreven vis, hvorefter jeg kører dem til Meny i Præstø og placerer dem i det rette bur.
Første gang, jeg gjorde dette, havde jeg tilsyneladende ikke lært at læse indenad, så jeg spurgte en medarbejder, hvor jeg skulle gøre af en pakke til England.
“Øst?”
“Nej, til England.”
“Øst!”
“Den skal IKKE mod øst! England ligger mod vest!”
“Du skal lægge pakken i det bur, hvor der står ‘ØST!’” – og så kiggede han på mig, som om jeg var en, der lige var sluppet ud fra en eller anden anstalt.
Det stod der så også, det havde jeg bare ikke set. Der stod Øst for Storebælt øverst og nedenunder med mindre skrift: Pakker til udlandet
Men altså … hvis han nu havde svaret mig med mere end et surt enstavelsesord, som jeg opfattede som et vrissende spørgsmål, havde jeg måske fattet beskeden første gang. Måske …jeg bor jo i LAST MILE ØST, og vi er sikkert kendt for at være nogle værre tumper.

Man kan sende tre kilo helt gratis. Vidste I det?
Prisen er nemlig den samme, uanset om pakken vejer to eller fem kilo, så det har jeg udnyttet de to gange, jeg har sendt de julegaver derover, vi ikke kan have i kufferterne. Vi har nemlig været så ukloge at bestille flybilletter – vi skulle have haft taget bilen og ikke flybilletten, skulle vi, men når jeg bestiller rejsen i god tid (oktober), er det svært at vide, om vi kommer til at køre alle godt 1500 kilometer på sne- og isglatte veje, hvilket vi ikke har specielt meget lyst til. Risikoen er dog så lille, at vi nok tager bilen næste gang, for jeg har hver gang sagt præcis det samme, og vejret har været okay. Det har det også været, når englænderne har kørt her til DK eller Sverige for at holde jul.
Det var altså kun i barndommen, der altid var hvid jul.

15. december 2016

En tur i skilteskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

Det var godt ...Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

skilt 2

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

14. december 2016

Skyerne var faldet ned på jorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: ,

Turen gik til Roskilde i dag til den halvårlige befamlingskontrol. Alt var i orden, men det havde jeg nu også regnet med. Så er der kun syv års kontrol tilbage – plus mammografierne, som jeg skal igennem 10 år længere end kvinder, der ikke har været ramt af brystkræft.
Vi skulle ud ad døren kl. 7:45. Hernede ved Den Stråtækte havde vi en smuk solopgang og et flot, klart vejr, men undervejs blev det mere og mere diset. Disen vekslede lidt i styrke, så nogle steder kunne vi se, at der ikke var en sky på himlen – de var simpelthen bare faldet helt ned på jorden. Temperaturen faldt, efterhånden som dagen skred frem – lidt underligt og omvendt af hvad man normalt oplever. Det er heller ikke så tit, man oplever svævende vindmøller.

P1050429

Jordemodertaskerammerne kom i går. Jeg bestilte dem søndag aften, og de kom – som brev! tirsdag formiddag.
Jeg har læst SÅ mange klager over PostNords skammeligt lange leveringstider, men dette kunne ikke gå hurtigere end det gjorde. Jeg bestilte dem som brevlevering, fordi det var gratis for mig … kunne lige så godt spare de 70 kroner, og det var ikke noget, der hastede. Vi har altså også nogle søde postbude hernede – de smiler, roser udsigten og står og småsludrer, mens man skriver under (altså ikke på at modtage breve …) og ønsker altid en god dag, når de går igen. Bor vi mon i et særligt privilegeret område? (Nej, ikke priviLIgeret – du siger priviLEgium, ikke også?)

Jeg måtte fluks i gang med symaskinen, men først skulle jeg have fundet mig noget mindre hysterisk stof end det sorte med de selvlysende prikker. Det skulle ikke være umuligt med mit store stoflager, men det tog mig da over en halv time at beslutte mig. Jeg havde mange fremme, men endte med det viste, som vist må være et møbelstof af en slags. Det er halvkraftigt og derfor med et godt hold i, hvilket kunne bære, at tasken blev gjort lidt dybere, så der er plads til lidt mere … det går ikke med en dametaske med utilstrækkeligt indvendigt volumen!

Jordemodertaske (3)Jordemodertaske (5)

Jordemodertaske (6)Jordemodertaske (7)

Der er sat en indvendig lomme i. Det gjorde jeg også på den første, selv om det ikke stod i opskriften, men man kan heller ikke have en dametaske uden en lomme til småtingene.

13. december 2016

Store forventninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:38
Tags: ,

imageBison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
P1050428De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

12. december 2016

Vi er ikke stoffri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Jul i patchworkhjemmet (2)Jul i patchworkhjemmet (3)Jul i patchworkhjemmet (4)

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Jul i patchworkhjemmetJul i patchworkhjemmet (1)Jul i patchworkhjemmet (8)

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Jul i patchworkhjemmet (5)Jul i patchworkhjemmet (9)Jul i patchworkhjemmet (10)

Jul i patchworkhjemmet (6)Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

11. december 2016

Knald i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:40
Tags: ,

Jeg sad fredeligt og syede på en jordemodertaske, da der lød et lille smæld fra køkkenet.
Nåda, tænkte jeg, der gik vist en mus i fælden.
Lidt efter lød der et lidt højere smæld – nærmere et knald. Et højt knald, for systuen er det rum i huset, der ligger længst væk fra køkkenet.
Hmmm. Der går da ikke mus i begge fælder med et minuts mellemrum? Jeg må lige se, hvad der foregår …
Da jeg nåede til entreen, som ligger lige ved siden af køkkenet, gik røgalarmen i gang lige over mit hoved, så jeg hoppede det sidste stykke, men da havde jeg allerede selv lugtet det.
imageFY for satan, hvor det stank.
Pardon my French, men der blev virkelig bandet igennem.
Jeg havde gjort det, jeg indtil i går kun havde hørt om, at (meget distræte) folk kunne gøre: Sat en gryde med æg over og derefter glemt alt om den.
Knaldene var æggene, der eksploderede.
Det var også bare fordi jeg var så grebet af den jordemodertaske …
10 sortgrønne, underligt udseende, for de flestes vedkommende temmelig udsplattede, æg i en gryde, der var kulsort i bunden, og som udsendte en grå røg og en stank, som var helt ubeskrivelig rædsom.
Jeg skulle bruge 10 hårdkogte æg, hvorfor jeg ikke brugte æggekogeren, som kun kan tage syv. Jeg har nok haft inde i hovedet, at jeg normalt ikke behøver at tænke over noget, når jeg koger æg, for maskinen brummer særdeles hørligt, når den er færdig.
Puha – jeg åbnede to yderdøre, så der kunne komme et ordentligt gennemtræk, og så ringede jeg til John, som var ude og køre: “Gider du købe en bakke med mindst 10 æg på vejen hjem?”
Da han kom hjem et par timer senere, havde jeg kun lige lukket dørene, selv om der stadig lugtede lidt, men det var ved at blive lidt for koldt.
”Føj for pokker – hvad er det her lugter af?”
”Her lugter af grunden til, at du skulle købe æg …”
Han fik historien, men havde ikke andre kommentarer end: “Så kan jeg bedre forstå jeg skulle købe æg – du købte jo 12 i går.”
Og så vaskede han ellers bare gryden ren – han er nu flink.
Vi tændte op i brændeovnen og luftede lidt mere ud. Vi kunne lugte det hele dagen i går, men vi kunne heldigvis ikke lugte noget, da vi stod op i morges.

JordemodertaskeP1050387P1050386

Jordemodertasken er særdeles rummelig og dermed god til at transportere mindre strikkeprojekter i. Jeg er ikke vild med stoffet, men det fulgte med kittet, så hvis jeg ville have rammen, der klapper tasken sammen, samt målene til at klippe og sy efter, så var det sådan det var – “Jamen de unge elsker dette stof!” Meget muligt, men nu er tasken altså til mig selv … det nøjedes jeg dog med at tænke.
Nå. Det vælger jeg at kalde prototypen. Nu ved jeg hvordan jeg gør og hvad jeg skal rette til næste gang.
Jeg skal have fat i en ramme til, for jeg skal have lavet en taske af noget andet og mere diskret stof og med et pænere for – det her er alt for hidsigt – men jeg er ret vild med den klap op og klap i-fidus.

Næste side »

Blog på WordPress.com.