Hos Mommer

29. september 2022

I disse sparetider …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , ,

SparetipsMin bank sendte en mail ud med sparetips af enhver art.
Det er fint nok, men når man allerede har hakket de fleste af, er det ikke helt så nemt.
Det indsatte klip viser hvad de foreslår mht. abonnementer.
Det første gjorde vi for flere år siden.
Gratis streaming vil vi ikke nøjes med, da DR ikke (altid) opfylder vores krav til tv. Jeg har i øvrigt lige meldt mig til BritBox, som ser ud til at være rigtig god, og den koster kun godt 500 kroner om året, så det klarer vi nok. Faktisk får jeg den mere end gratis, så at sige, for jeg sagde ved samme lejlighed Amazon Prime Video op, for den brugte vi stort set aldrig, og den kostede 79 kroner/måned.
Fitness er ‘sparet væk’ (lad os bare kalde det det …) for maaange år siden.
Forsikringerne kiggede vi på for tre år siden og sparede derved 3000 kroner om året – samtidig med, at vi fik bedre betingelser!
Mobilabonnementerne er optimale for os.
Vi har ingen måltidskasser for tiden.

Hvad søren skal vi så gøre?
Vi har skruet en grad ned for varmen (vi har jo vores brændeovn), og vi oplader bil og vasker op om natten, men det har vi gjort siden vi ændrede vores el-abonnement i juli sidste år, hvorved strømmen blev billigere mellem kl. 22 og 06. Nej, vi har ikke variabel pris.
Tørretumbler har vi ikke brugt i mange år. Det er gratis at lufttørre sit vasketøj.
Når vi har rejst i vinterhalvåret, har vi altid skruet fyret så langt ned, som stueplanterne har tilladt os. Det eneste nye for os i disse tider er, at vi slukker for el-vandvarmeren, når vi er væk i en uge eller mere. Den har ellers altid bare kørt konstant.

Vi er kommet frem til den konklusion, at vi bare må ‘æde’ de regninger, der kommer. Det er da vildt irriterende, at alting skal blive så dyrt, især fordi jeg har en voldsomt kraftig mistanke om, at rigtig mange skruer priserne i vejret, bare fordi de kan og ser en pæn ekstraprofit løbe ind uden særlige ekstraomkostninger. Fx forstår jeg godt, at ovntørret brænde stiger i pris, men lufttørret brænde??? Der gælder her det samme som for vasketøjet, nemlig at den atmosfæriske luft ikke er blevet dyrere! Og drop dog det ovntørrede – det andet er okay at bruge.

Vi klarer den, men der er mange, der ser en rigtig hård tid i møde, for man skal jo have mad.
Derimod er det noget klynkeri, hvis man piber over at skulle skrue lidt ned for varmen. Man behøver ikke at kunne rende rundt i T-shirts og bare tæer hele vinteren. Vi er mange, der kan huske hvordan det var i 1973, og vi overlevede, også selv om vi blev anbefalet at nøjes med 18° i hjemmet. Gad vide, hvad man ville sige til bilfrie søndage i 2022?

Thymes Planteskole sparer åbenbart r’er væk, men det er ikke nogen god ide, hvilket jeg lige kom til at fortælle dem, da jeg modtog mailen. Og fejre[r] skal ikke skrives med stort F.
Jeg skal nok bare være taknemmelig for, at de ikke har sat apostrof i Thymes …

Vi sparer et r

26. september 2022

Tanker om øliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Kunne jeg bo på en ikke-brofast ø? Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke kunne, og jeg har aldrig haft lyst til at prøve. Der er et eller andet, der stritter i mig ved tanken om, at jeg ikke bare kan tage min bil og køre afsted, hvis jeg skulle få lyst – eller endnu værre: Hvis det skulle blive nødvendigt. Her tænker jeg ikke på egen sygdom, for det er der nok råd for, også på øer, men på hvis andre bliver syge og har brug for mig lige nu.
Det er sikkert bare noget pjat, og mange andre har det fint med det, men nej tak, ikke mig.
Det var måske nok noget andet, hvis jeg havde min familie og vennerne på samme ø, men at få så langt til alt og alle – i hvert fald psykisk – virker temmelig afskrækkende på mig. Jeg vil kunne komme ud at spise (og ikke på den samme restaurant hver gang), jeg vil kunne tage til nørklestrik, jeg vil ikke være afhængig af en færge, og vi er for gamle til at sejle i egen båd. Jeg tør godt springe ud i faldskærm, men jeg ville være hundeangst for at skulle styre eget fartøj, det være sig nok så lille og ukompliceret.
P1040933

Vi talte om det på vejen hjem. Inde i mit hoved har Bornholm altid ligget meget langt væk, og jeg har betragtet det som lidt af en rejse at tage dertil, men faktisk tager det præcis samme tid at komme til Bornholm (inkl. ventetiden ved færgen fra Ystad) som det tager at køre til Skagen, hvilket jeg ikke betragter som en rejse. Det er jo bare til Nordjylland! Det er inde i mit hoved, jeg ved det godt, og Bornholm er en skøn ø at besøge, men alle de ture taget i betragtning, som John og jeg med stor fornøjelse kører, så ville jeg hurtigt komme til at føle mig indespærret på selv en halvstor ø som Bornholm.

Ravelry: Fescue pattern by Marie WallinFanø er også dejlig. Og Ærø. Og Læsø. Og … alle øer er dejlige, og da vi for ikke så længe siden var på Fejø, var det tydeligt, at livet leves langsommere på en lille ø.
Det er bare ikke der, jeg er i mit liv – ikke engang her i min fremskredne alder. Om jeg nogensinde når dertil, skal jeg ikke kunne sige, men nok næppe.
Samtidig synes jeg det er ærgerligt, at så mange små øsamfund er i fare for at blive lukket mere eller mindre ned, fordi folk flytter derfra. Når skolen og købmanden lukker, er det straks problematisk at få dagligdagen til at fungere. Det er virkelig synd, og jeg ville ønske, det ikke skete – de må så bare klare det uden min deltagelse, hvad jeg er sikker på heller ikke er noget problem …

Men nu er vi hjemme igen fra dejlige Bornholm.
Jeg har købt noget lækkert garn, og nu skal jeg i gang med at strikke denne korte bluse til min dejlige Anna. Hun vil så gerne have sådan en, og jeg ville da være en dårlig mormor, hvis ikke jeg fattede den hårfine hentydning og gik i gang med det samme. Desværre når jeg nok ikke at blive færdig til vi skal derover, men jeg vil gøre mit bedste. Så fin og slank, som hun er, vil den være helt perfekt til hende.
Garnet er vundet op, så bare sæt i gang, mommer.

22. september 2022

Teknik er ikke kun for mænd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:10
Tags: , ,

Vi er på Bornholm. Ditte, Peter, John og mig. Vi skal til Strik Bornholm i morgen. Nogle af os, altså … nogle andre af os tager på bilmuseum i Åkirkeby.
Vi har et fuldstændig fantastisk vejr; med sol fra morgen til aften. Uanset hvad vejrmeldingen siger, er der masser, masser af sol, og det gider vi absolut ikke brokke os over.

P1040944P1040946
På atlanterhavskrydstogtet var der en med, som er kustode i den selvejende institution Bornholms Tekniske Samling, som han talte meget varmt for. Jeg har sikkert, alene pga. navnet, ret hurtigt set ret træt ud i ansigtet, for han understregede, at trods navnet er det bestemt ikke kun for mænd, hvilket jeg fik bekræftet af min kusine, som har set det det for nylig.
Altså måtte vi da også se det, så vi aftalte med Flemming, at vi kom onsdag, for da var han der.
Og det var ganske rigtigt ikke kun for mænd. Vi fik en lyngennemgang af det hele, så vi kunne finde ud af, hvad vi ville koncentrere os om. Damerne for sig og herrerne for sig, for vi havde bestemt ikke helt de samme interessesfærer.
Entrebilletten kostede 75 kroner, og Flemming fortalte, at han altid, på spørgsmålet om der er en særlig pris for pensionister, svarer, at ja, de skal betale 85 kroner! Så ligner de naturligvis ét stort spørgsmålstegn, men det er fordi, at jo ældre man er, jo mere får man ud af at se samlingerne.

P1040956P1040957

Hvilket han har ret i! Det var simpelthen så skægt, interessant, spændende, nostalgisk … fortsæt selv … at gå rundt og se samlingerne, og holddaop, hvor de udløste mange “nårhhh, kan du huske dem?” Eller “Ihhh, har du set de her? Sådan nogle havde min mor også.”
Det halvautomatiske piskeris havde vi dog ikke set før, men bollesprøjterne har vi mange gange brugt – jeg sammen med mor, som trykkede på stemplet, mens jeg med tungen i mundvigen meget omhyggeligt skar melbollerne af med en lille kniv. Jeg har aldrig kunnet fordrage melboller, men det var SÅ sjovt at hjælpe mor med at lave dem.
Koppesamlingen var enorm (6000). Ligeledes ølsamlingen (7000). Og patentpropsamlingen. Brødmaskinerne. Radioerne. Kameraerne. Nogle flyvemaskiner, traktorer og andre landbrugsmaskiner. Og meget, meget, meget andet.
Det vil føre for vidt at skrive om det hele her, men skulle man tilfældigvis befinde sig på Bornholm, er det en rigtig god ide at besøge museet, uanset alder og køn.

P1040994

I dag, igen pga. det fantastiske vejr, tog vi en tur i en lille båd, som max kunne tage 12 personer, og som stævnede ud fra Hammerhavn. Turen varede 40 minutter, og vi så den våde ovn indefra, den tørre ovn udefra og løve- og kamelhovedet tæt på.

P1040999l

Plus, at vi selvfølgelig nød hele turen, med udsigt til hvidskidte skarvklipper og Hammershus Ruin set fra søsiden.

P1050012

Vi bor i Villa Villekulla lige ved siden af Hammersøen. Det er bygget af Hjortfamilien, som er en af de kendte keramikere her på øen. Den er ikke længere i familiens eje, men den nuværende ejer lægger vægt på at bevare stilen og huset indeholder en del hjortkeramik og gamle billeder af huset. Da vi så det hos udlejningsbureauet, faldt vi pladask for villekullastilen, og ejeren har set det samme i det, for wifi-pw’et afspejler dette.

P1040901P1040903

P1040911

16. september 2022

Du ved du er gammel, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:16
Tags: , ,

Jeg ved jeg er gammel, når …
… jeg ikke vil se TV-udsendelser og film på en mobiltelefon.
Det er da alt for småt! Næh, må jeg bede om en ordentlig størrelse skærm. Jeg cromecaster en del …
… jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst sov hele natten uden afbrydelser. Det er rigtigt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov igennem.
… jeg ved hvad en matrixprinter er. Jojo – sådan en husker jeg da tydeligt.
… jeg må gå baglæns i mit eget spor for at komme i tanker om hvad det var jeg ville hente. Puha. Det har faktisk stået på i en hel del år.
… jeg sidder ned når jeg tager strømper på. Det er efterhånden blevet noget nemmere, hvis jeg sætter mig ned, og jeg skal i hvert fald helst støtte mig til noget.
… folk omkring mig studser over ord jeg synes er helt almindelige. Det har også stået på i et stykke tid, men jeg er ikke sikker på, at det har noget med min alder at gøre.
… jeg ved hvad en floppydisk er. Jeg har brugt flere hundrede af slagsen i min tid. De kunne kun rumme 720 kB, men det var ofte nok. Jeg kan også huske de endnu ældre hulkort!
… jeg ved hvad ratgear er. Jada. Min far havde en bil med ratgear, da jeg fik kørekort.
… jeg stadig kan lave en dobbelt udkobling. Det var tit nødvendigt i samme bil, og jeg har ikke glemt hvordan man gør.

Ovenstående er fra en 33 punkter lang liste, som jeg fandt på Fiduso. Hele listen kan læses her.
De øvrige 24 punkter er jeg ikke enig i. Endnu. Nogle af dem forhåbentlig aldrig. Men jeg er jo heller ikke rigtig gammel (vel?), kun godt og vel halvgammel (der må gerne nikkes). Fx var et af punkterne “..når du stadig bruger Usenet”. Det måtte jeg google, for jeg havde aldrig hørt om Usenet.

Being Twenty In the '70s Was Much More Fun Than Being Seventy In The '20s -  Funny Boomer Design" Sticker for Sale by RKasper | RedbubbleJeg er heller ikke gammel, bare fordi jeg glemmer vores bryllupsdag. Det har jeg nemlig gjort altid – selv vores 1-års bryllupsdag glemte jeg; det er næsten altid John, der på et eller andet tidspunkt af dagen kommer i tanke om, hvad der gør den lidt speciel for os.
I år på vores bryllupsdag (i dag, faktisk …) kom han hjem fra at have været i Meny, bl.a. for at købe de fire pakker Kærgården, som de havde rationeret antallet til, hvis vi ville have dem til 14 kroner pakken, frem for normalprisen på 26,95.
Dem overrakte han mig med et skævt smil og ordene “tillykke med bryllupsdagen”.
Jeg spiser ikke engang selv Kærgården, men foretrækker rigtigt smør, hvilket han selvfølgelig udmærket er klar over, men han var kommet i tanke om datoen, da han kørte ind i garagen, og han gad ikke køre igen. Det er også et tegn på alder, for det havde han helt sikkert gjort for bare få år tilbage.
Det er dog helt i orden; jeg kunne ikke lade være med at grine, for jeg har som sagt ikke noget at lade nogen høre mht. at huske bryllupsdage – og han har i øvrigt lige inviteret mig ud at spise i aften.

Jeg bliver 70 år næste gang. Der er stadig næsten et halvt år til, men jeg ved allerede nu, at det kommer til at gøre ondt. Jeg tog derfor med kyshånd imod Charlottes tilbud om, at vi, i stedet for at holde en fest, jeg ikke har lyst til at holde, tager til England for at være med til at fejre Tim, som bliver 50 kun få dage efter min fødselsdag.
Dem, der hævder, at alder kun er et tal, er jeg på ingen måde enig med. Det er det da ikke! Tænk, hvis vi var den samme samme person både fysisk og mentalt hele livet igennem, og det kun var tallet, der ændrede sig … det ville da være skrækkeligt. Vi ændrer os med tiden, netop både fysisk og mentalt, og sådan skal det trods alt også være.

Men. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig ordene: “being 20 in the seventies was more fun than being 70 in the twenties”.
Jeg ved ikke hvem der først sagde dem, for de er blevet tillagt temmelig mange og kan fx fås trykt på T-shirts.
Det er morsomt og fuldstændig sandt – jeg ville ønske det var mig, der havde fundet på den bemærkning.

14. september 2022

Med respektfuld afstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Jeg kom for sent til nørklestrik i går, fordi jeg blev nødt til at vende om og hente mit fotografiapparat. Jeg havde telefonen, men den er elendig til at zoome.
Jeg var lidt spændt på, om de alle ville være der endnu, når jeg vendte tilbage med kameraet, men det var de, og der var oven i købet kommet flere til. Flere fiskehejrer. Det er vel ikke så usædvanligt, kan I mene, at se fiskehejrer, og det er det da heller ikke, for vi ser dem dagligt, men kun en, to, tre eller fire ad gangen.
Denne gang så jeg 12, og da jeg vendte tilbage, var der tilmed kommet flere, hvorfor jeg kunne tælle hele 32 fiskehejrer stående ude i det lave vand, lige over for Marjattas bygninger.
Toogtredive! På én gang!
Billederne blev ikke særlig gode, og hvis jeg zoomede så lidt, at alle 32 kom med, kunne man overhovedet ikke se dem på billedet, men her er et af forsøgene.

P1060263_Moment(2)
32 fiskehejrer over en strækning på måske 100 meter. Det var et lidt specielt syn – jeg ved godt, at de bor i kolonier, men min hidtidige rekord er en halv snes på en gang, som vi har set det nogle gange, hvor man krydser Køge Å lige før Ringstedvej.
En lille bonus var, at den unge havørn også var der, men fiskehejrerne tog ikke spor notits af den.

Havørn (12)

I dag så vi igen den unge havørn stå i det lave vand lige ud for vores hus. Vandet er ekstra lavt, fordi vestenvinden har været hård.
Den unge fugl har vist ikke helt lært alle jagtteknikkerne endnu, for den kan må ingen måde nå at fange noget som helst, hvis den først skal sætte af fra hvor den står.
Det ved jeg ikke, om gæssene også var klar over, for de fløj ikke væk, men de holdt trods alt en respektfuld afstand til ørnen. Et par krager forsøgte at jage den væk, men den var ophøjet ligeglad.

Havørn (11)

Havørn (11)

Den ser lidt forpjusket ud, men det gør havørne generelt, så det er ikke fordi den endnu mangler at lære noget om personlig hygiejne – de ser altid ud som om de netop er fløjet igennem et uvejr.

Vi ser allerede nu blishøneøer ude på vandet; gæs, viber og stære er ved at samle sig, og mange af dem gør det heldigvis lige hvor vi bor, så der er gang i den store kikkert hver eneste dag, hvor vi ser især gæs i store mængder.
Det er en meget snakkende fugl, og når de bliver forskrækkede over et eller andet, kan vi høre dem, selv om døre og vinduer er lukkede.
Vi ser hele flokken lette, flakse meget støjende og mere eller mindre forvirret rundt et minut eller to for så igen at slå sig til ro på vandet. Det er sjældent, vi ved, hvad der får dem til at lette, men det er en meget forsigtig fugl, som hopper på “ulven kommer” hver gang.

12. september 2022

Uha, det er så svært

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:46
Tags:

Dengang jeg stadig var arbejdsramt, leverede jeg med mellemrum sprogrelaterede indlæg. Hvorfor jeg ikke gør det mere, kan jeg ikke forklare, for sproglige fejl og misforståelser samt dårlige oversættelser er ikke i aftagende – nærmere det modsatte, og det har intet at gøre med, om jeg skal på arbejde eller ej.

Sportsjournalister er en evig kilde til sproglige, mere eller mindre bevidste, ups’er. Det skal også gå stærkt, og så kan man nemt komme til at fyre noget vrøvl af, og hvem af os kan sige sig fri for sommetider at ønske, at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft? Ikke mig, men jeg har den fordel, at jeg, i modsætning til mediefolk, sidder i et sluttet selskab og bare kan grine af mig selv eller blive sur på mig selv, lidt afhængig af situationen eller konteksten.

Den seneste fra sportens verden er fra i lørdags, hvor John sad og så cykelløb fra Spanien:
”Han har haft et alibi hele dagen.”
HVAD har han haft??? Jeg ved selvfølgelig godt, hvad et alibi er, men det ved den pågældende cykelkommentator tydeligvis ikke. Jeg spurgte John, hvad der mon mentes med den bemærkning, for han – John – havde, i modsætning til mig, hørt efter hele tiden, men han kunne heller ikke regne ud, hvad udtrykket skulle beskrive eller dække over.
Er der nogen her, der har et bud?

En anden uudtømmelig kilde er oversættere. De fleste er rigtig gode, men sommetider tænker de sig altså ikke om. Eller har de (også) for travlt? Nogle af dem har nok, for de er vist ikke alle lige godt betalt, selvom vi ikke ser de skodkanaler, der betaler allerdårligst. DR og TV2 har glimrende oversættere, skønt en del af dem stadig ikke har lært, at engelsktalende ikke bruger -arder, men kun -oner. Det vil sige, at for dem betyder en billion en milliard for os.
Det har jeg været inde på for flere år siden, men vil igen understrege, at det i mine øjne er en voldsom fejl, fordi den i nævnte eksempel udgør en faktor 1000, og helt grotesk bliver det, når en engelsktalende siger “trillion”, og det bliver ‘oversat’ til en trillion og ikke til det rigtige billion. Forskellen her er en faktor en million, nemlig fra 1012 til 1018. En dansk trillion er med andre ord en milliard milliarder, mens en engelsk trillion ‘kun’ er en million millioner. Det er ikke helt lige ligegyldigt om det er det ene eller det andet – slet ikke når vi taler bruttonationalprodukter!

På BBC Earth så/hørte jeg forleden aften to fejl:
It gives 30.000 litres at the time blev til ‘Det leverer 30.000 liter hver time’. Det er bestemt ikke det samme, og der blev oven i købet umiddelbart inden omtalt en døgnmængde. I øvrigt forstår jeg ikke, hvordan en oversætter kan få time til at blive til time. Man har ikke gået ret længe i skole, inden man ved, at en engelsk time hedder an hour.

Den anden var måske mest lidt sjov og bestemt ikke meningsforstyrrende, men oversætteren burde have vidst bedre.
Borneo lies across the equator blev til ‘Borneo ligger på den anden side af ækvator’.
Nej, det gør den ikke; den strækker sig netop over begge sider af ækvator.

BBC Brit kan også: I Pointless, som er et meget britisk underholdningsprogram, svarede en deltager North Ireland på spørgsmålet om hvor han kom fra, hvilket blev oversat til Nordøen!
Jeg synes, der er en endog tydelig forskel på udtalen af Ireland og island, men ikke desto mindre blev det så håbløst oversat.

Jaja. Kan man ikke bruge sit pensionistliv til andet, kan man altid få tiden til at gå med at finde andres fejl …

Det er bedre og mere givende at finde pærer, så nu vil jeg gå på pærerov. Jeg har fået frit lejde til at tage alle de pærer og alle de æbler jeg orker, i den store have til det store hus på vejen, hvor der – blandt meget andet – er tre pæretræer og hele ti æbletræer.
Det er fedt at have sådan nogle søde og gavmilde mennesker lige i nærheden.

Nøgen jomfru (2)Nøgne jomfruer

Nu blomstrer alle vores nøgne jomfruer. På engelsk har de mistet deres uskyld, for der kaldes de Naked Ladies.

7. september 2022

Nej! Der må de ikke spare!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Visse kommuner vil til at slukke for gadebelysningen fra kl. 22, fordi de, som de fleste af os andre, skal spare på den dyre strøm.
Det synes jeg er en rigtig dårlig ide – altså ikke, at vi skal spare; det er næsten altid en god ide – men at spare lige på dette punkt er ikke så godt.
Min umiddelbare reaktion på denne nyhed i gårsdagens Tv-avis var, at der må de bare ikke spare, og jeg kan se på reaktionerne i dag, at jeg ikke står alene med den holdning.
De nævnte sågar Solrød Kommune i aftes, fordi de her havde lavet det nummer i 2004.
Da boede vi i Solrød Kommune; i Havdrup, som har et fabelagtigt stisystem, hvor gående og cyklister kan bevæge sig rundt i det meste af byen uden at skulle færdes på biltrafikerede veje.
Det er jo en god ting.
Men … dengang i 2004 talte John og jeg om, at vi var glade for, at vi ikke længere havde en hjemmeboende teenagedatter, som skulle færdes ude sent om aftenen på de buldermørke stier. Jeg skulle heller ikke nyde noget. Man kunne ikke se en hånd for sig, og det føltes vildt utrygt at færdes på stierne, når det var mørkt, og vi talte om, at de da i hvert fald burde tænde for lyset fredag og lørdag aften og nat. Jeg kan ikke huske, hvor længe de holdt lyset slukket, men det var vist ikke så længe endda, så jeg kan forestille mig, at der har været mange, der har følt den samme utryghed og derfor har klaget over beslutningen.
I dag har ‘eksperter’ givet udtryk for den samme frygt, nemlig at lyssky elementer af forskellig art vil stortrives på de mørke stier.
Det er jo det, jeg har sagt længe: Jeg bør slå mig ned som ekspert. De eksperter medierne indkalder, kan de i rigtig mange tilfælde godt spare sig – de kan bare spørge mig!

Min lokale fugleekspert, som jeg tilfældigvis også er gift med, fik mig ud af sengen i ekspresfart i morges.
”Der sidder to havørne på pælene nede ved fjorden!”
Ihhh – jeg ville have et billede, men jeg havde ikke en trævl på, og det ville nok være en anelse provokerende at stille sig op udenfor i evakostume. Eller i hvert fald opsigtsvækkende …
Nød lærer nøgen kvinde at slynge et stort tæppe om sig og skynde sig ud.
Jeg fik også billeder, selv om det viste sig ret vanskeligt at holde tæppet anstændigt på plads og samtidig betjene kameraet og holde det helt roligt. Det krævede faktisk tre hænder, og John var aldeles utilbøjelig til at hjælpe, da han selv havde travlt med sit eget kamera. Og så syntes han også, jeg så ret sjov ud, den bøf …
Der er omkring 100 meter ned til vandet, der hvor de sad, så billedkvaliteten er ikke helt god, desværre.
Men bevis blev det til – både på, at det var havørne og at der var to af dem.
Det var en voksen (dvs. mere end 4-5 år) og en juvenil. Det kan man se på bl.a. næbbet, som er tofarvet hos den unge og ensfarvet gult hos den voksne fugl. Måske mor og unge?

Havørn sept 2022

sept 2022 (3)

4. september 2022

Den evige undren

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

Nu har jeg lavet årets sidste Sambal Oelek – tror jeg nok … for det er sandelig en særdeles rigtydende chiliplante jeg har fået fat i denne gang. Den hedder Bubba og har styrke 5.
Jeg købte tre i år: En Pimiento di Padron i styrke 2-3 (det gør jeg aldrig mere; man kan ikke smage andet end en ikke særlig god rød peber), og udover den nævnte Bubba også en styrke 5 Jalapeño. Jeg synes dog, at den første virker stærkere end den sidste, men Bubbaen kommer med mindst fire gange så mange frugter som Jalapeñoen. Der er derfor blevet til meget af den gode chilipasta, som for især det sidste batchs vedkommende er temmelig hot, så den er drøj i brug. Godt, at det kan holde sig længe.
Jeg burde virkelig beherske mig til næste år mht. antal chiliplanter, men jeg ved også godt, hvordan jeg har det hvert forår. Så kan jeg ikke få nok!

Jeg ville ønske, at flere kendte til den glimrende effekt, en god chilipasta kan have i hverdagskøkkenet. Der skal ikke ret meget til, for det skal ikke nødvendigvis decideret smage af chili, men fra en knivspids til en teskefuld kan give frikadellefarsen eller en gryderet lige netop det, der manglede for at sætte prikken over i’et. Jeg bruger det meget, og ingen gætter, at jeg har brugt stærk chili, men det har jeg, og maden smager bare godt. Det er lidt ligesom at bruge gastrik: Sovsen (eller retten) bliver bedre, men uden man kan definere præcist, hvad der egentlig bevirkede det.

imageHer er opskriften på den Sambal Oelek, jeg laver. Jeg har prøvet et par stykker, men denne er den bedste, efter jeg, som sædvanlig, har modereret den lidt.
400 g røde chili, 6 fed hvidløg, 2 lime (fintrevet skal af én og saften af begge), 2 spsk brun farin, 2 spsk rørsukker, 2 spsk reven ingefær, 8 spsk æbleeddike.
Chilierne vaskes og stilken skæres fra. Skær dem igennem og fjern de fleste af kernerne. Hak hvidløgsfeddene. Bland det hele sammen og kog det i 20 minutter. Blend det med en stavblender – groft eller fint – som du ønsker den. Hæld på små glas.
Det var det. Enkelt og let, ikke sandt?

Dagens overskrift stammer fra læsningen af ovenstående opskrift, som stammer fra USA. Måske burde de stillede spørgsmål derfor ikke have undret mig, men hør bare her:
Kan man udelade hvidløg? Jeg bryder mig ikke om hvidløg!
Ja, selvfølgelig kan man udelade hvidløg. Hvorfor finder man det nødvendigt at spørge? Man kan også udelade ingefær. Eller lime. Eller … hvad som helst … den kommer til at smage anderledes, men det kan vel næppe komme bag på nogen?
Kan man bruge gule chili?
Sagtens. Men farven må forventes at blive en anden … og rigtig Sambal Oelek skal være rød!
Kan jeg bruge mindre stærke chili end dem, du nævner i opskriften?
Yep. Ikke noget problem. Hvad tror du så, der sker?

Svarene er mine. Jeg har fuld respekt for vedkommende, der svarede på de fjollede spørgsmål, for han var seriøs og ikke spor sarkastisk.
Det er som sagt også fra over there, så man er sikkert vant til dumme spørgsmål i mange varianter. Det kan være ret underholdende at læse kommentarerne til amerikanske madblogs.
Og til dem, der siger, at der ikke findes dumme spørgsmål, er mit svar: Jo, det gør der. Men nok i mindre grad her i Europa …

2. september 2022

En god nummer to

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags: ,

Jeg har det lige som min medblogger Betty: Jeg synes ikke rigtig, jeg har noget at skrive om, og når jeg så får taget mig sammen, dukker der alt for meget op i tankerne, og hvem gider læse romanlange indlæg? Ikke mange, tror jeg. Jeg vil derfor prøve at beherske mig en smule i dette indlæg.
Vi har været på Lolland to gange på en uge. Først for at se to åbne haver; en med permakultur og en, der har planer om at være selvforsynende ved hjælp af en urtehave på 1000 m2. Den første var ærlig talt ret uspændende, men den anden var interessant – det hjalp nok også lidt på det, at jeg fik en god snak først med værtinden og bagefter med en fra Haveselskabet.
Værtinden havde en filosofi, jeg kan tilslutte mig. Helt uden jeg selv havde sat disse ord på det, er det også sådan min have fungerer: “Haven er ikke udtalt hverken det ene eller det andet, den er – som naturen selv – et virvar af små og store strukturer, planter der trives mere eller mindre godt, og tiltag, hvor nogle virker bedre end andre.”

P1040859P1040860

I dag gik turen til Fejø – uden bil, men medbringende vore cykler.
Det har vi gjort før, for næsten præcis fem år siden, og turen beviste, at det godt kan lade sig gøre at lave en god toer.
Men nu var nummer et jo heller ikke en film …
Der var ikke så mange, der havde travlt med at høste æbler i dag, og der var heller ikke det samme store udvalg i vejboderne. Kan det virkelig passe, at høsten er senere i år end i det køligere 2017? Det lyder underligt, synes jeg, men ikke desto mindre var det sådan, det var. Jeg fik dog et par forskellige æblemost med hjem, samt smagt på en af øens cidere, da vi spiste frokost i Dybvig Havn. Det blev også til en bakke med blommer plus et enkelt stjålet æble, men det var der ingen der så, at jeg tog.

P1040861

I en af de første plantager vi kom forbi, lå der flere æbler på jorden, end der sad på træerne, hvilket virker temmelig urentabelt. Man kan vist ikke bruge dem til noget, når de har været på jorden … eller tager jeg helt fejl?

P1040867

Det fremgår mange steder og på mange mere eller mindre finurlige måder, at det er en æbleø.

Vi cyklede øen rundt (i det omfang det kan lade sig gøre at køre ‘rundt’) og til sidst ud på Skalø, som ikke er en rigtig ø, men forbundet med Fejø med en smal tange.
Der lå mange store sten, hvorpå der sad skarver eller måger. Samt en enkelt fiskehejre, men den kom ikke med på billedet, for den blev sur over, at vi standsede op.

P1040871

Det er et fuldstændig enestående sensommervejr, og selv om vi i princippet er gået ind i efteråret, kan det ikke mærkes. Det var 20° og sol fra en skyfri himmel, så det var det helt perfekte vejr til en cykeldag.
Vi besluttede derfor at gentage succesen i næste uge, hvis vejret holder. Måske til Orø? Der har vi aldrig været.
Vi får se. Vi gider ikke, hvis det bliver dårligt vejr, men en sensommer som denne har man ganske enkelt en forpligtelse til at nyde, hvis man overhovedet har den mulighed.

27. august 2022

Kartofler, kartofler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:54
Tags: , , ,

Vores lille krydstogtgruppe på kun 14 personer bestod af syv par, som selvfølgelig var forskellige. Det er en lille gruppe, så der går ikke særlig lang tid, inden man lurer de forskellige af og noterer sig deres karakteristika. Jeg plejer at være god til at vurdere folk, og det sker ikke ofte, at jeg må revidere mit første indtryk. Selvfølgelig er det sket, men det er heldigvis ikke noget, de pågældende var eller blev klar over. En af de lidt større fejltagelser var på en tur til Tunesien, hvor vi syntes, at især han var latterlig, hjælpeløs og i øvrigt temmelig dum at høre på, når han åbnede munden … en typisk turist på den virkelig tåkrummende måde. Hun var bare en lille, grå mus at se på.
Jeg syntes de virkede bekendte, og det viste sig, at parret var et astronomægtepar, som vi ‘kendte’, fordi de ofte svarede på læserspørgsmål eller havde en artikel i Illustreret Videnskab, og som derfor bestemt ikke på nogen måde kunne kaldes uintelligente. Dem kunne vi nok have fået os en del interessante samtaler med, hvis altså ikke vi havde gjort os svære anstrengelser for at undgå dem.

På denne seneste krydstogttur var der kun ét par, jeg ikke frivilligt satte mig i nærheden af, når vi skulle have aftensmad. Resten var søde og behagelige mennesker.
(Jeg har kun fortalt til en enkelt i gruppen, at jeg har en blog, så jeg både satser og håber på, at det pågældende par aldrig læser dette.)
Han var typen, der hele tiden skulle komme med en kvik bemærkning, men de befandt sig mest ovre i den dårlige afdeling af onkelvittighederne eller i den for floskler. Bl.a. sagde han tit: “Årh, du ved: kartofler, kartofler.”
Nej, det vidste jeg ikke … det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at det var hans måde at citere de ellers så velkendte linjer fra Let’s Call the Whole Thing Off: "You like po-tay-to / And I like po-tah-to”. Han sagde det nemlig lidt senere på engelsk, men hvor der ingen forskel overhovedet var på de to udtaler; således heller ikke, da han sagde kartofler, kartofler, som blev udtalt på bredt københavnsk. Jeg syntes ikke, det var morsomt, men jeg er jo også a grumpy old woman.
Hun brillerede ved at komme temmelig beruset til de fleste aftensmåltider. Hun råbte heldigvis ikke op eller skabte sig tosset, men hun var mildt sagt s….irriterende at høre på. Hun kunne ikke huske fra næse til mund og kunne spørge om den samme ting op til seks gange på en halv times tid – og man skulle koncentrere sig for at forstå, hvad hun sagde. 
Hun var såmænd sød nok i ædru tilstand, hvilket hun da trods alt præsterede om formiddagen, men vi blev enige med guiden (og flere andre) om, at hun da så sandelig fik fuld valuta for den drikkepakke, der var en del af konceptet.

Nå. You like potayto and I like potahto – You like tomayto and I like tomahto – Potayto, potahto, Tomayto, tomahto. Let’s call the whole thing off.
Jamen det gør vi så … glemmer alt om det lidt irriterende par og husker i stedet de øvrige 10 søde og behagelige rejsekammerater.

Konc tomatpure 2022

Tomaytoes / tomahtoes har vi i overflod her på matriklen.
På billedet ses otte relativt små glas. De indeholder koncentratet af 4½ kilo tomater, som, efter at have været igennem foodprocessoren, fyldte hele gryden = knap syv liter. Det, tilsat en spsk salt, stod og småkogte i seks timer, hvilket reducerede mængden til noget under det halve.
That’s it. Simplere bliver det ikke, for jeg gider ikke fjerne kernerne inden det koges ind. 
Det er ikke decideret for at spare penge, for koncentreret tomatpure er ikke dyrt i indkøb, men når nu man selv har så mange tomater … og så kan det trods alt ikke komme ned på prisen for seks timer på lavt blus. Måske én kwh? To? Det er under alle omstændigheder til at overse, selv i disse tider, og så smager det, som skrevet før, langt bedre end det købte.

24. august 2022

Smag og behag er forskellig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:13
Tags: ,

Jeg kan huske for mange år siden, da jeg første gang købte et glas basilikumpesto i et supermarked, fordi jeg efterhånden havde hørt det lovprist af nogle stykker. Jeg var på ingen måde begejstret, men prøvede igen med et andet mærke. Det gjorde ingen synderlig forskel for mig, og jeg kunne ikke forstå hvorfor det skulle være så godt.
Indtil jeg fandt på at prøve at lave det selv … jeg fandt en opskrift og prøvede det bare med lidt frisk pasta. Intet andet. Og det smagte himmelsk! Der var en verden til forskel på de færdige og på den hjemmelavede.
Nogle gange er der ikke den store forskel, og så gider jeg ikke lave det selv – fx syltede rødbeder. Dem kan jeg ikke få til at smage bedre end de købte, så hvorfor have det besvær?
Sidst Malle var hjemme hos os, havde jeg lige lavet jordbærmarmelade, og hun udtrykte sin undren over, at jeg lavede noget, som jeg ikke selv havde råvaren til ude i haven, men skulle købe. Kunne det virkelig betale sig?
I stedet for at svare hende, tog jeg en teske og gav hende en smagsprøve. Hun kiggede bare på mig og indrømmede så, at det var svar nok – det var jo klasser bedre end det, man køber, kunne hun godt se – eller rettere smage.
Det gælder for de fleste madvarer/-retter, men altså ikke for alle, at selvgjort er velgjort.
Det tog nogle år for John helt at forstå, hvorfor jeg ikke gad gå på restaurant for at få en hakkebøf eller stegt flæsk med persillesovs. Jeg gad simpelthen ikke gå ud og give penge for noget, jeg kunne lave bedre selv – og som jeg i øvrigt betragtede som hverdagsmad. Hvis jeg skal spise ude, skal det være noget specielt. Med tiden er John heldigvis blevet lige så glad som mig for at prøve nye smage. Det vil sige … han ville aldrig gøre det på eget initiativ, og står der noget på et menukort, han ikke kender, springer han det over, men når vi er på gourmetophold, og vi får en eller anden på forhånd givet menu, elsker han at smage og kommentere på alt det ukendte.
Det er en mandeting, tror jeg – jeg kender i hvert fald flere mænd, der har det på samme måde, og det kan derfor godt undre mig lidt, at de fleste [eksperimenterende] kokke er mænd. Mon det ganske enkelt skyldes, at den branche indebærer nogle upraktiske arbejdstider, især når man også har ansvaret for en familie? At kvinderne helst ikke vil arbejde om aftenen? For uanset alverdens tiltag fra regeringers og ligestillingsudvalgs side, tror jeg ikke, at mænd generelt vil vælge børnepasning fremfor arbejde. Beklager, men jeg tror på, at det er sådan det er – alene det ubestridelige faktum, at det er os, der bærer og føder barnet, gør en forskel, især i de første par år af barnets liv. Det er der bare ikke ret mange, der tør indrømme.

Nå. Det var et sidespring, for det, jeg egentlig ville frem til er, at jeg i dag har lavet tomatpesto.
Jeg har haft tomater i flere år, men har ikke haft lyst til at lave pesto af dem, fordi jeg ikke bryder mig om tomatpesto.
Men hov! Jeg kan jo heller ikke lide fabriksfremstillet basilikumpesto. Mon ikke det var en glimrende ide at forsøge sig med noget hjemmelavet tomatpesto? Hvis ikke jeg kan lide det, er der garanteret en eller flere, jeg kan forære det til.
Som sagt, så gjort.
Og det smager naturligvis hammergodt!
Også selvom jeg udelukkende brugte friske tomater. De fleste opskrifter går på soltørrede, men nu ville jeg prøve at gøre det så nemt som muligt.
Pestoen bliver nok endnu bedre, hvis jeg blander soltørrede tomater i – det vil givetvis få en mere koncentreret smag, men det kan jeg prøve næste gang.

22. august 2022

Ikke som for 40 år siden. Eller bare syv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

Vi afmønstrede tidligt fredag morgen i Reykjavik og blev smidt direkte på en bus, som ville køre os først til Þingvellir, dernæst til gejseren Strokkur og til sidst til Gullfoss = Den Gyldne Cirkel.
En fantastisk rundtur, men desværre blev vi belemret med en guide, som mente at kunne tale dansk. Det kunne han kun virkelig dårligt, og sommetider ledte han så længe efter et ord, at ikke kun vi tabte tråden … han gjorde det også selv og startede derfor med noget helt andet end det han egentlig var begyndt på. Vi fik mange begyndelser på historier, men ikke så mange afslutninger. Vi sagde ellers til ham, at han bare kunne sige det forsvundne ord på engelsk (som han beherskede bedre, men ikke ville tale til os), men det huskede han kun nogle få gange. Ydermere havde han skruet bussens mikrofonanlæg op på en decibelstyrke, der grænsede til fare for høreskade. Han var sød og rar nok, men vi blev alle meget hurtigt frygteligt trætte af at høre på ham. Heldigvis havde jeg mine støjreducerende hørebøffer i tasken, så dem tog jeg på. Det var ikke engang nok, men nu kunne jeg da holde ud at være der. De fleste var ret misundelige på mig, men et par stykker kunne tage min ide op.

Þingvellir 2022

Þingvellir 2015

Første gang jeg var her i området Þingvellir, som fra 930 og en del år frem var stedet for samlingen af Islands Alting, var i april 1982. Vi var en lille gruppe på en halv snes, og der var ikke andre end os. Vi kunne føle stilheden og jeg husker tydeligt, hvor nærmest andægtig jeg følte mig. Der var en helt speciel og gribende stemning, som jeg kan genkalde mig den dag i dag. Der var næsten heller ingen, da jeg genså det i 2015, og hvor det hele i øvrigt var pakket ind i sne og is, men i fredags var der hundreder og atter hundreder af turister, som godt nok ikke var støjende, men alene det, at der var så mange, ødelagde noget af oplevelsen for mig, og jeg syntes det var synd for dem, for hvem det var første gang.

StrokkurP1040786

P1040787P1040788

P1040789P1040790

StrokkurP1040802

Ved gejseren Strokkur, som stadig trofast springer omkring hvert femte minut, var der også en million mennesker. Mindst …
Jeg optog med burst-funktionen og har sat omkring en tredjedel af billederne ind herover. Fra det første til det sidste er der gået præcis to sekunder, så man er nødt til at bruge burst, hvis man vil have noget brugbart med hjem. Desværre fik jeg vinklet kameraet lidt for højt, så ikke hele vandsøjlen kom med, men til gengæld fik jeg fint den blå boble, som er der umiddelbart inden, og som kun er der i en brøkdel af et sekund.
Det er et dybt fascinerende syn, og jeg kunne sagtens have stået der og set på fænomenet en halv snes gange til, men det var der desværre ikke tid til.

Gullfoss 2022

Gullfoss 2015

Gullfoss så jeg i regnvejr i 1982, som iskoldt i 2015 og i solskin i 2022. Tre meget forskellige oplevelser – men igen denne sidste gang med alle de alt for mange turister. Jeg kan godt forstå, hvis det at få covid-19 er blevet en ferieting, for det er da nærmest umuligt at undgå at komme tæt på folk.
Det skal dog siges, at der lå to krydstogtskibe, som hver havde læsset omkring 2000 passagerer af den dag, hvilket velsagtens er en del af forklaringen.

Om aftenen var vi begge trætte og ingen af os gad gå langt for at få mad, så jeg bookede et bord på Fishmakt, som både så spændende ud og som også var nabo til vores hotel.
Her fik jeg noget af det lækreste fisk, jeg nogensinde har fået. Kammuslinger til forret og tre af deres hovedretter samlet i mindre udgave til én hovedret. Holdnuop, det var lækkert, men John ville – ikke overraskende – have den eneste kødret, de havde.
Det var ribeye, og det var så sejt, at han havde svære problemer med at skære det ud, selv med den grillkniv han havde fået, for slet ikke at tale om at tygge det. Jeg fik en bid, men måtte opgive at tygge mig igennem den. Jeg klagede over det, og tallerkenen blev straks fjernet, ledsaget af spørgsmålet om han ville have en ny. Det svarede han nej til, for vi regnede med, at det ville blive præcis det samme. Han havde spist tilbehøret, så han var tilstrækkelig mæt, sagde han. Vi bad i stedet om dessertkortet og besluttede os som trøst for den dyreste, men umiddelbart også lækreste af udvalget.
To minutter efter kom der en (overtjener?), som sagde: I can understand that you had a little accident with your steak?
No, sagde jeg, but the chef had!
Det beklagede hun meget og sagde, at den ret naturligvis ville blive trukket ud af regningen, og desuden var desserten til os begge på husets regning.
Se, det kalder jeg god service. Det var selvfølgelig en ærgerlig hændelse, men jeg håber, at John via den kan lære, at på en fiskerestaurant spiser man med stor fordel fisk – og så blev regningen lige 1000 kroner billigere. Det gad jeg ikke klage over …

Fishmakt, ReykjavikFishmakt, Reykjavik

18. august 2022

Det VAR for tidligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:34
Tags: , , , ,

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Akueyri, Island

P1040726

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

P1040732P1040740

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

Fermenterende fedt

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

P1040755

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

P1040765

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

16. august 2022

Grønland og isbjerge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:49
Tags: , ,

Mens det meste af Danmark åbenbart går og gisper i en landsdækkende hedebølge, bevæger vi os rundt blandt isbjerge. Temperaturen ligger på omkring 10 grader, så vi tager masser af tøj på – men det kan vi gøre. Man kan derimod ikke tage tøj af, til man har det passende.
Qaqortoq er en fin, lille by med omkring 2500 indbyggere, så det tal bliver næsten fordoblet, når de får besøg af et krydstogtskib. Vi gik en tur med guiden gennem byen og fik mange gode indtryk, selv om den er lille.
Bl.a. kan man finde 40 stenkunstværker rundtomkring. Nogle af dem skal man kigge godt efter for at få øje på, og vi fandt langtfra dem alle,

Qaqortoq (tidligere Julianehåb)

Men vi fandt Brættet. Det er stedet ved havnen, hvor fiskerne sælger deres friskfangede bytte til byens folk, og der var lagt varer til salg, selv om det var søndag.
Vi gættede på, at kødet var fra en sæl, og bagved lå der flotte, store havørreder og så fristende ud, men jeg kunne ikke have dem med hjem!

På Brættet

Det grønlandske sprog bruger mange bogstaver. Se blot både gågaden og den anden gade, som jeg afholdt mig fra at forsøge at udtale.

P1040637P1040650

Efter Qaqortoq skulle næste formiddags højdepunkt være Prins Christians Sund. Det var faktisk hele turens højdepunkt indtil nu, men først historien om Michaels (guidens) klage over den ringe og mangelfulde betjening i restauranten:
Han havde indkaldt os til et orienteringsmøde, hvortil han havde booket et mødelokale på skibet. Midt i det hele troppede der tre personer op – en med tre striber og to med to. Den ene var cateringchefen, kunne vi forstå, og denne bad Michael uddybe, hvad der var galt, hvilket han gjorde på en meget sober, men også meget myndig måde.
De høje herrer beklagede dybt, undskyldte mange gange og fortrak igen.
Samme aften stod tjenerne der som små, plantede spyd, og på vores to borde stod der hvidvine på køl og optrukne rødvinsflasker – oven i købet med en bedre kvalitet vin, end den klassiske drikkepakke giver ret til. Sådan har det været hver aften siden, og vi har næsten helt ondt af tjenerne, som må have modtaget en skideballe to kill all skideballer.
Men okay – klagen var berettiget, og det havde så sandelig en markant større effekt, at det var Michael, der kom med den fremfor en af os andre.
Han kender, efter mange år i branchen, gud og hvermand, høj som lav, så hans ord har vægt.

P1040684

Det har disse også. Vægt, altså.
Endelig kom isbjergene, og vi var dybt betagede.
De kom i Fifty Shades of Blue og i mange faconer. Den dybe, dybe blågrønne farve er svær for kameraet at indfange, men fantastisk var det at skue.
Nogle var større end andre, men vi var lidt skuffede over ikke at se nogen af de helt store … lige indtil der kom et andet krydstogtskib imod os. Det sejlede imellem isbjerget og os, og selv om bjerget lå et stykke på den anden side af skibet, ragede det op over dette og var dermed noget højere end end et 11-etagers krydstogtskib! Det kunne vi ikke fornemme, når de bare flød rundt på vandet i ensom majestæt.

P1040686

Prins Christians Sund går på tværs helt nede ved Grønlands sydspids.
Da vi sad på dæk 11 og nød synet, hørte vi en amerikaner gøre sig klog over for et ældre (også amerikansk) ægtepar. Den Kloge-Åge kan ingen ide have om Grønlands udseende og/eller geografi, for han forklarede følgende:
”Her på denne side [af sundet] er det Grønland. Jeg fik ikke helt fat i, hvad kaptajnen sagde om den anden side, men Grønland er det ikke! Island måske? I don’t know …
Du godeste! Det er garanteret ikke det eneste, han ikke ved. Jeg havde sådan en lyst til at hoppe op fra min stol og forklare manden, at det da for pokker er det HELE her, der er Grønland! Om han nogensinde havde hørt om Google maps? Eller andre former for landkort, for den sags skyld?
Men jeg gjorde det ikke. Jeg styrede mig.

P1040687

De ser SÅ små ud …

12. august 2022

Vi har nok været for tidligt ude

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , ,

Vi havde ikke skænket det en tanke, at hele krydstogtverdenen er rykket tilbage til start, men det kan tydeligt mærkes på skibet. Da pandemien startede, og alle rederier havde fået sendt både passagerer og mandskab hjem, lukkede de alt ned og fyrede stort set samtlige medarbejdere.
Det vidste vi godt. Vi vidste ikke, at det ikke var de samme, der blev hyret ind igen, da man igen fik lov at rejse, så 90 % af personalet er uerfarent. Vi er sikre på, at de gør deres bedste, og mere kan man ikke forlange, men det er alligevel en smule irriterende, for vi som passagerer har ingen rabat fået, selv om det ikke er den samme upåklagelige oplevelse, vi har haft to gange før.
Da vi skulle checke ind i NY, spurgte den unge kvinde efter vores boardingkort. Jeg svarede, at sådan nogle regnede jeg med, at vi fik af hende, for vi havde ikke checket ind hjemmefra. Nejnej, siger hun så, JEG skal checke jer ind her, men må jeg bede om jeres boardingkort, tak!
[Suk.] Mener du vores udfyldte skibsbilletter? Dem har jeg her … værsågod. Hun gloede lidt på mig, men tog så vores papirer og pas.
– Har I en ESTA?
– Ja. Ellers var vi jo ikke blevet lukket ind i USA!
Den ville hun se. Plus vores beviser på, at vi var fully vaccinated, og at vi i NY var testet negative for Covid-19, men det var vi forberedt på. Hun forsvandt med pas og papirer og var lææænge væk. Da hun endelig kom tilbage (andre havde i den tid nået at checke mindst tre par ind), gav hun os papirerne tilbage, men forsvandt igen med vores pas. Tilbage igen for anden gang, gav os passene, sagde, at vi var cleared og bad os om at fortsætte til ombordstigning.
Da vi kom derhen, bad en dame om vores boardingkort.
Grrrr. Vi har ikke fået nogen boardingkort, men den unge dame derhenne har lige checket os ind!
Denne kvinde, som i øvrigt så ud til at have styr på tingene, fik vores pas, klikkede på en skærm og sagde: You are okay – I’ll print your cards.
Som sagt, så gjort, og endelig kunne vi gå ombord. Kortet ligner et kreditkort.
Det skulle senere vise sig, at der var blevet byttet om på Johns og mit registreringsnummer, så da vi skulle fra borde første gang, skannede vagten mit kort, kiggede forundret på mig og spurgte: Is your name John???
Ehh, næh, men så hedder min mand her sandsynligvis Ellen?
Det gjorde min mand lige præcis, så den pågældende vagt grinede, rystede på hovedet og ville sørge for, at der lå nogle korrekte kort og ventede på os, når vi vendte tilbage til skibet.

St. Johns, Newfoundland

Tjenerne er (også) særdeles uerfarne. De kommer først og spørger hvad vi vil drikke, efter forretten er serveret, og de kan ikke huske, hvad vi bad om. Den ene dag fik jeg heller ikke den forret, jeg havde bestilt, men orkede ikke at brokke mig, og heldigvis var den leverede god nok.
Det hele sejler. Tøhø. Men på en måde, det helst ikke skulle sejle på … når jeg tænker på, hvor imponerende det alt sammen var på Kap Horn-krydstogtet, er det tragikomisk denne gang. Vi har valgt at grine ad det – der er jo ikke andet at gøre, og de arme tjenere gør hvad de kan, men jeg kan godt have min tvivl om, hvad de mon egentlig lavede før de blev hyret …

St. Johns, Newfoundland

Heldigvis har vi Verdens Bedste Guide, så turene i land er gennemarbejdede og velforberedte, men han har desværre ikke magt til at bestemme vejret. I St. Johns i Newfoundland var det regnvejr meget af tiden, men vi nød alligevel synet af de mange farverige huse i denne by.
Og heldigvis har vi vores balkonkahyt, så det er også helt som forventet, og vores lille housekeeper er en sød fyr, som har helt styr på det, han skal have styr på, så han har fået en pæn sjat drikkepenge – det giver sjovt nok et rigtigt godt forhold …
Vi er ikke så interesserede i de mange, mange tilbud, vi får om underholdning af enhver art – alt er, ikke overraskende, meget amerikansk, så når der bliver linet op til sjov og ballade, fortrækker vi gerne til et mere fredeligt sted.

P1040595P1040603

Gaderne i St. Johns er stejle, så Johns (min John …) knæ kom på noget af en prøvelse og han måtte desværre relativt hurtigt give op, så vi kom ikke med op på Signal Hill, hvorfra der var en flot udsigt. Vi var nu ikke de eneste, der ikke fuldførte den tur!

I NY så vi overraskende få fede mennesker, men det er nok fordi, de er på krydstogt … her på skibet har vel omkring 30 % af passagerene en BMI på mellem 40 og 50. Rigtig mange befinder sig mellem 30 og 40, mens kun omkring 10 % har et BMI på under 25. Jeg synes det var slemt sidste gang, men det her er nærmest grotesk, synes vi. Jeg hører ikke til blandt de slankeste i gadebilledet i DK, men her ombord føler jeg mig ret lille!

Udsejling fra St. Johns

Vi har nu atter stævnet ud fra Canada og har to dage på havet på vej mod Grønland, så der bliver slappet af og vi forsøger at komme os helt over den dårlige hals, både John og jeg erhvervede os pga. al den aircon, man ikke kan undgå, når man er i USA. Frostvejr og stiv kuling indendørs, plus vildt høj stemmeføring (ofte pga. afspilning af HØJ og ikke særlig god musik), så ved man, at man er i Guds eget land!

Nå. Det var vist nærmest én stor gang brok, og det blev da også en meget lang historie, selv om ikke engang alt er nævnt. Det er altså trods alt ikke en dårlig ferie, vi er på, men så sandelig markant anderledes fra de to tidligere krydstogter.
Nu håber vi på snart at se nogle isbjerge og nogle hvaler – glæder os meget til Sydgrønland.
Jeg tror vi venter med at tage på krydstogt igen, til vi kan føle os sikre på et rutineret personale.

8. august 2022

New York

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:22
Tags: , ,

P1040505Vi var 1½ time om at komme igennem pas- og immigrationskontrollen i Newark lufthavn, men det kunne have været værre. Da vi endelig nåede frem til en skranke, ville han ikke se vores ESTA og han ville kun have mine fingeraftryk, ikke Johns. Jeg må have set mistænkelig ud.
Til gengæld stod kufferterne og ventede på os. Alle kufferter var der, men en af dem var revet i stykker. Ikke vores …
Det tog 45 minutter at køre ind til vores hotel, som lå lige i yderkanten af The Garment District, hvor en som min datter ville gå helt i selvsving, for her findes forretninger med ALT, man kan forestille sig inden for sybranchen. Som i virkelig alt og så lidt til, som man ikke engang kan forestille sig. Ved siden af har vi Hell’s Kitchen, hvor stort set hver eneste ‘forretning’ i hele området er en restaurant.
Vi gjorde dog ikke meget ud af måltiderne mens vi var i NY, for vi vidste jo, at vi de næste 12 dage har rig lejlighed til at spise os en pukkel til. Og den pukkel sidder lige foran!
Vi gik igennem Central Park, som er et dejligt og meget stort åndehul i den evigt pulserende by. Vi startede i Strawberry Fields, som ligger lige overfor Dakota Building, Hvor John Lennon boede i og blev skudt foran. Lidt længere væk sidder H.C. Andersen og læser op fra Den Grimme Ælling – og nej, det er ikke Danny Kaye, der har sørget for at rejse statuen, men en gruppe danskere.

P1040493P1040494

P1040496P1040497

Videre til Ground Zero, som ikke var færdig, da vi var her i 2016. Nu er Fugl Føniks færdig, både ud- og indvortes, og selve Ground Zero er et firkantet hul, hvorfra vand strømmer langs de fire sider og videre ned i et sort hul. Navnene på alle de omkomne er indgraveret langs siderne.
Det lyder ikke af noget og ser også tamt ud på billederne her, men det var faktisk ret forstemmende at stå og se på navnene, mens man kigger ned mod hullet. Alle er bare stille – selv amerikanerne glemmer helt at være højrøstede.

P1040551

The NY Skyline bliver man vel aldrig træt af at se på. Om lørdagen, som var til egen disposition, tog vi en 2½ times sejltur rundt om hele Manhattan. Den højeste bygning er One World Trade Center, som er bygget i stedet for de to tårne i det oprindelige World Trade Center, som blev udslettet hin 11. september.
Skyskraberne i denne by er for manges vedkommende helt fantastiske at se på, så når man ser Bjarke Ingels’ værk, som ikke er særlig højt, men så meget mere imponerende, og guiden kalder ham for “en genial dansk arkitekt” – ja, så bliver man en lille smule stolt over at være dansker.

P1040565

Vi boede på 23. etage. På 36. var der A Rooftop Bar, hvor vi var oppe hver aften. Den sidste aften sagde New York pænt farvel til os i form af en nydelig solnedgang.

P1040574

Jeg købte et glas hvidvin, som blev serveret i et plasticglas; John fik en øl, som var i en glasflaske, og han fik intet ‘glas’. Nu er vi jo i USA, så bartenderen sagde til mig, at vi altså ikke måtte kaste flasken ud over rækværket, når den var tømt! Jeg har nok set yderst forundret ud, da jeg sagde No, of course not!, for hun undskyldte og sagde, at det havde hun altså fået besked på at sige. Jeg smilede bare sødt og sagde ikke mere.

Vi befinder os nu på skibet, og det meste bærer præg af, at alt har været lukket ned i et par år, og der derfor er nyt personale stort set hele vejen igennem. Dermed er der ofte ikke engang nogen, dette uerfarne personale kan spørge til råds. Det går dog alligevel; vi har fuld forståelse for, at det må være svært, og vi er ikke i tvivl om, at alle gør deres bedste, og så kan ingen forlange mere, men mere om det i næste indlæg.

3. august 2022

Vi er SÅ klar

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Kufferterne er pakket – og tøjet nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to vi har med. Håndbagagen pakket – min vejer 8,2 kilo, men det er inklusive den fly-nakkepude, som hænger løst udenpå tasken, så den tæller ikke med, vel?
For første gang i vores fælles liv er det John, som har den største kuffert. Han prøvede at tørre den af på, at det er fordi han har noget af mit tøj, men jeg har lige så meget af hans. Næh – det er fordi han skulle kunne pakke sin jakke og pæne skjorter, så de krøller mindst muligt, og dertil var den største kuffert bedst egnet. Ingen af kufferterne vejer mere end 18 kilo, så der er plads til souvenirs eller hvad vi nu måtte finde på at købe undervejs.
Hvis vi altså får dem i New York … jeg mindes at have hørt en fugl synge om, at kuffertkaosset/-forsinkelserne skulle være mindre ved oversøiske rejser, men eftersom jeg ikke kender nogen, der har rejst oversøisk siden før corona, så aner jeg ikke om det er sandt. Det er måske bare ønsketænkning …

Herunder er båden vi skal bo på i 12 nætter. Med plads til 2158 passagerer, men skibet er så stort, at man ikke rigtig lægger mærke til, at der er så mange – selv om det ikke hører med til de største krydstogtskibe, som kan tage tre gange så mange passagerer. Jeg har det glimrende med, at det hører til de lidt mindre af slagsen og kan ikke helt forestille mig hvordan en rejse med 6680 passagerer og 2394 besætningsmedlemmer må være.

Celebrity Summit

Herunder vores kahyt. Vi valgte at betale os til at få en balkonkahyt, som rederiet ganske gratis opgraderede os til på Kap Horn-krydstogtet. De vidste selvfølgelig udmærket hvad de gjorde, for når man først har haft egen, udendørs terrasse med store skydedøre und alles, så kan man ikke nøjes med mindre næste gang. Det er bare vildt godt at have den lille luksus. Desværre fik vi ikke en kahyt i den for denne rejse rigtige side af skibet, som vi ellers havde bedt om, men de var allerede booket alle sammen. Vi ville have haft i bagbords side, for så havde vi kunnet se ind på kysten, når vi da ellers skal sejle langs en sådan. Men pyt. Det er fedt alligevel, er det.

Celebrity Silhouette | Celebrity Cruises | Cruise118.com

Restauranter er der også nok af. Inkluderet i rejsens pris er den store buffet til morgen og frokost, plus tre-retters middage alle dagene i The Main Restaurant.
Men. Der er også andre, herunder Le Petit Chef, som var en så enestående oplevelse på togtet rundt Kap Horn, at jeg, da det gik op for mig, at den også findes på Summit, sagde til John, at det skal vi simpelthen prøve igen.

Så vi er rejseklar. Huset er forhåbentlig præsentabelt nok til, at vi kan overlade det til Ditte og Peter i en periode. Det er første gang, der er andre der skal bo i vores hus, når vi ikke selv er der, så det er en lidt sjov fornemmelse – det er bare med at have alt så pænt som muligt, når andre skal i ens skuffer og skabe, men det er skønt, at de gider, for der er meget vanding, når man forlader drivhus og højbedskøkkenhave i lang tid. Normalt ville vi ikke tage afsted på denne tid, men der var kun ét skud i bøssen til denne tur, og den ville vi have.

1. august 2022

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Naturklip

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Nysted

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Plettede svin Rabarbergården (1)

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

28. juli 2022

Det løber op …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:49
Tags:

Jeg har lige måttet købe en ny rejse-pc, for den gamle (som godt nok også er meget gammel efterhånden) duede ikke mere. Den kan ikke finde nye netværk, og den kan ikke længere finde ud af bruge mit sædvanlige blog-software, og i øvrigt er den blevet ulideligt langsom, så den fik sig en afløser i dag.
Ny pcDet er svært at finde bærbare så små som den kasserede 11”, og de få på markedet er blevet urimeligt dyre. Jeg gider bare ikke slæbe min skrivebords-pc med, selv om den også hedder bærbar, men den er 16,5” og i rejsesammenhæng ret tung, så den skulle helst blive hjemme.
Jeg fandt en Windows-pc på bare 10,5”. Det er en kombination af pc og tablet, hvilket indebærer touchscreen og mulighed for at installere apps.
Fint nok. Jeg øjnede straks en mulighed for at kunne slippe for at tage ipadden med, som jeg har mine bogapps på, men det er ikke alle apps, den kan installere, og naturligvis er både Bookmate og Saxo blandt dem, fandt jeg ud af. Bookmate kunne jeg godt installere, men kunne ikke hente bøger pga. en “forbindelsesfejl”, som jeg ikke kunne finde ud af at løse. Jeg prøver igen i morgen, men jeg kan ikke undvære at læse bøger i 17 dage, men lykkes det ikke, bliver det sandsynligvis med både iPad og pc, desværre, for jeg gider ikke læse bøger på min telefon – skærmen er alt for lille til mig.
Jeg bliver nok nødt til at kapitulere og få mig en Kindle, men sådan en når jeg ikke at få fat på til denne ferie.

Dette indlæg er en test på, om alt virker som det skal, og det var godt, at jeg prøvede det af inden afrejse, for den vil ikke læse billeder ind direkte fra kameraet (hvorfor, når der ingen problemer er med den anden pc???), så jeg måtte have fat i Johns kortlæser, som ellers ikke ville blive medbragt – men den virkede heldigvis her.
Windows 11 skal jeg lige vænne mig til, men det er okay, og fordi jeg har en google- og microsoftaccount i forvejen, laver den næsten alt arbejdet af sig selv, fordi meget bare bliver synkroniseret med mine andre enheder. Programmer skal dog selvfølgelig installeres.
Jeg var nødt til at købe et eksternt keyboard, for at skrive blogindlæg fra skærmen er ikke til at holde ud af flere grunde – bl.a. fordi der så i praksis kun er en halv skærm, da keyboardet fylder den anden halvdel. Det lille keyboard er dog skabt præcis til denne lille og smarte pc, så det går fint op i en højere enhed.

Det går efterhånden hen og bliver en dyr ferie – jeg har også købt en ny kabinekuffert, som kan rumme mere end den jeg plejer at bruge. Jeg føler mig nødsaget til at have mere med i håndbagagen end jeg plejer – og jo mere jeg tager højde for, at vi mister vores bagage, jo mindre er risikoen for det, mon ikke? Sådan en slags omvendt Murphy …

24. juli 2022

Herligt at kunne lægge planer igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: , , ,

Det er så fedt at kunne lægge masser af ferie- og rejseplaner igen. Nu tør vi godt, og vi har en rum tid satset på, at 2022 ville blive året, hvor det hele vender tilbage til normalen.
Det gjorde det så ikke helt, for i mange lande bruger mange stadig mundbind, når man færdes i det offentlige rum – vi ser det bl.a. i Tour de France. Men hvad hjælper det, at de “tager hensyn til hinanden”, når tourdeltagerne alligevel falder fra på stribe, fordi de bliver smittet med coronavirus? Det bekræfter min ide om, at det mundbind ikke er meget værd.
Jeg havde ikke set det komme, at jeg skulle blive interesseret i at følge med i TdF. Jeg har nogle gange kigget lidt med, når de er kørt igennem de smukke, franske landskaber, og man fik det hele med helikopterblikket og Jørgen Leths gode kommentatorskab. Så stoppede han, og TdF var ikke længere helt det samme.
Men i år skulle det hele som bekendt begynde i Danmark. Det, jeg faldt for der, var at se det hele sådan lidt fra oven. Jeg kender de to lange strækninger relativt godt, og det gav pludselig løbet en for mig interessant dimension. At Magnus Cort skulle vinde bjergtrøjen i et land uden høje bjerge var også flot – og meget synd for ham, at han fik covid-19.
Jeg har ikke siddet limet til skærmen under hele touren, men jeg har kigget lidt mere med indimellem end jeg normalt gør, og som oftest set de sidste 20-30 kilometer – især da Vingegaard så mere og mere ud til at kunne vinde.
Sportsjournalisterne er en kilde til evig fornøjelse. Hvor har vi dog moret os mange gange, når de fyrer deres metaformix af eller får sat nogle andre ord ind end de rigtige. I har sikkert selv hørt dem, men her kommer to fra i dag fra afslutningen på løbet i Paris. Det er ikke kun rytterne, der er helt oppe at køre, kommentatorerne er det selvfølgelig også, så der bliver brændt en masse sludder af.

..når de brosten bliver våde, så bliver det brunt som sæbe..

..det, som han nu lægger for døren..

Hvorfor kalder de mon egentlig hele tiden Vingegaard for ‘lille’? Han er 1,75 meter, så han er da ikke specielt lille. Han er spinkel, men det er ikke det samme som lille. Gennemsnitshøjden for danske mænd er godt nok 1,84 meter, men man er da ikke ‘lille’, før man er under 1,70, er man? Hvornår er man i jeres øjne en lille mand?


Men tilbage til planerne. I august tager vi på krydstogt i Nordatlanten, og her i formiddag fik vi booket et sommerhus på Bornholm i september (Strik Bornholm) og en tur til England i oktober. Indimellem kommer den sædvanlige webstrikfestival, så vi får travlt på den helt go’e måde.
Vi tager bilen til England igen – vi gider simpelthen ikke det kaos, der åbenbart stadig hersker rundtomkring i Europas lufthavne.
Dover-Calais har problemer med timelange køer, fordi franskmændene efter sigende ikke har personale nok til at tjekke pas.
Godt, vi har Hook van Holland-Harwich, som mine englændere også blev helt glade for bare på den ene gang de for nylig benyttede sig af den mulighed. Nemt og smertefrit går det, og at stå tidligt op et par morgener i træk kan vel overleves af alle.
På krydstogtet står vi ud fra New York og ender i Reykjavik, hvorfra vi flyver hjem.
Desværre kan vi ikke køre til NY, men vi må pakke kufferterne fornuftigt og glæde os over, at vi i værste fald vil kunne nå at købe en ny garderobe på forsikringens regning, inden vi skal ud at sejle. Vi håber det bedste og frygter det værste, men glæder os vanvittigt meget til turen.

22. juli 2022

Intet nyt under solen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags: , , , ,

Det er hverdag igen. Jeg passer gør mit bedste for at passe min penicillinkur. Jeg har nemlig præsteret at glemme hele to tabletter, hvilket ikke er specielt smart, så nu har jeg lavet mig et lille skema, hvor jeg skal krydse af, hver gang jeg tager en af mine tre daglige doser. Det er nok dels fordi jeg ikke føler mig syg, at jeg glemmer at tage dem, og dels, at jeg ikke tager dem i forbindelse med måltider, men fordeler dem, så der er otte timer imellem. Fint system, når det altså virker …
Udover at gå og lave huskeskemaer til mig selv, går jeg og nusser med at farve lidt garn og ordne lidt i haven.
I morgen får vi venner på besøg og på tirsdag kommer Røde Kors-nørkledamerne til frokost, og så skulle haven gerne se nogenlunde ud.
‘Nogenlunde’ er i orden med mig – jeg får aldrig den perfekt passede have, sådan som jeg oplever dem, når vi en sjælden gang er ude for at se en af de åbne haver, som Haveselskabet formidler en del af hver sommer. Jeg skal aldrig have åben have, selv om jeg på sin vis gerne vil vise den frem, for jeg elsker min have, men jeg gider simpelthen ikke at bruge så meget krudt på at opnå det perfekte.
Den skal naturligvis heller ikke se sjusket og ‘uholdt’ ud, men alt med måde, som min far så ofte sagde, og jeg satser på, at jeg godt kan være den bekendt, når vi når tirsdag.
Sengetøj og håndklæder er vasket – alt er næsten normalt igen.

P1040447

Vi fik lidt regn i går. Ikke så meget, at det battede noget særligt, hvad haven angår, men nok til at danne en lille vandpyt ud for vores vej.
Et ungt par på vejen har en lille pige på knap to år, og i morges fik vi det skønneste bevis på, at i hvert fald noget her i verden aldrig forandrer sig: Er der en vandpyt, så skal der hoppes i den!
Hun var simpelthen ikke til at drive forbi den vandpyt. Den var sjov, så det tog meget lang tid at udforske alle dens muligheder.
John og jeg stod bare, med hvert vores lille smil på, inde i køkkenet og nød synet, så længe det varede.
Jeg er naturligvis ikke ked af, at vores børnebørn er blevet så store og fornuftige, som de er, men lige som jeg nostalgisk kan finde på at tænke tilbage på tiden, da Charlotte var en lille og uskyldig pige, tænker jeg også på den dejlige tid, da Anna og Aubrey var små.
Den tid kommer aldrig igen, men inde i mit hoved står børnebørnenes og selv Charlottes barndom i så frisk erindring, som befandt de sig stadig i den.
Og det er altså ikke fordi jeg er blevet dement og kun kan huske det der var.
Heller ikke selv om jeg skal lave sedler til mig selv …

19. juli 2022

Virkelig, virkelig dårlig timing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:20
Tags: , , , , ,

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.
Frilandsmuseet Maribo (13)Frilandsmuseet Maribo (4)

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Gavnø (2)

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …
Gavnø (12)

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

14. juli 2022

Same procedure as …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:58
Tags: , , ,

Englænderne kom lidt før kl. 19 tirsdag. Trætte og lidt sultne. Det er en lang køretur fra Hook van Holland, når man skal tage den i næsten ét stræk, og Charlotte er enechauffør, når de kører i den for en englænder forkerte side. Selv om hun har boet i England i 25 år, kan hun stadig skifte fra den ene til den anden chaufførhjerne, så at sige … ganske som John gør det, når han kører i England.
Alle faldt hurtigt ind i danmarksrytmen – meget er temmelig rutinepræget, når de er her, fordi der er en masse traditioner, der helst skal nås, fordi de hører til et danmarksophold.
En af dem er, at Tim og Aubrey lejer kajakker hos Lars i Roneklint Kajakcenter. Det har de gjort siden 2015, som var vores første sommer i Den Stråtækte, med 2021 som eneste undtagelse, fordi coronapesten lukkede det meste af verden ned. 
Dengang i 2015 fik 8-årige Aubie den mindste kajak, der var til rådighed – denne gang var de nødt til at indstille en voksenkajak til længste benlængde, så nu må den dreng altså ikke blive højere!

Aubie august 2015

Sommer 2022 (8)

De sidste forberedelser …

Sommer 2022 (9)

… og så afsted fra Roneklint mod Sjolte Strandhuse. En tur, som tog dem omkring tre timer, fordi der var side- eller modvind hele vejen, så det var lidt sejt. Jeg havde smurt madpakker til dem, og de havde vand nok at drikke, så det var heldigvis intet problem for dem, at turen varede lidt længere. Der kunne holdes pauser ved øerne i Præstø Fjord – det kunne jo være, der dukkede en havørn op. Det er sket før for dem, men desværre ikke i går.

Andre traditioner er fx, at vi skal have en af de gode vaffelis fra Iskutteren i Præstø havn. I skrivende stund er de to kajakroere taget afsted ad vandvejen. Om en times tid tager Charlotte og Anna afsted på vores elcykler; til sidst danner John og jeg bagtrop i bilen, hvorefter vi alle mødes ved ishuset på det aftalte tidspunkt.
Vi skal også nå at spise på Det Gamle Toldhuus (ligeledes på Præstø havn), hvilket bliver i aften.

Sommer 2022 (2)

Nogen skal også nå at spille en masse skak. Tim kæmper stadig en brav kamp for at banke Aubrey, og en sjælden gang lykkes det ham da også … men vistnok kun fordi drengen er flink og sommetider fortæller sin far, når han er ved at begå en skæbnesvanger fejl.

De er her kun i seks dage denne gang, dels fordi de, pga. alt det bøvl i mange lufthavne, valgte at tage færgen Harwich/Hook van Holland, hvilket koster et par døgn alene i rejsetid, og dels fordi de i begyndelsen af august skal til Namibia i 14 dage. Det er ikke noget problem for Charlotte og børnene at holde en lang sommerferie, men det kniber lidt for Tim at holde fri i længere tid ad gangen.
Seks dage går ALT for hurtigt. Det er ingenting, når man egentlig også helst vil nå både i Tivoli og på Frilandsmuseet. Og kajakke hver dag … og slappe mest muligt af i Den Stråtækte … den går jo ikke, og man må prioritere, hvilket er svært.
Vi har en del danske middagsretter, vi også gerne skulle nå igennem, men vi når ikke det hele denne gang. Sådan er det bare, og vi har ikke tænkt os at give os selv og hinanden stress – vi når det vi når, og resten må vente til en anden god gang.

9. juli 2022

Hvor er de henne alle sammen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags: , , ,

Da vi var i Jylland i sidste uge, undrede vi os lidt over, at der var så få mennesker rundt omkring, hvor vi kom frem. Det var lige meget, hvor vi var, så kunne vi på ingen måde mærke, at det var lige midt i højsæsonen, med Søndervig og Hvide Sande som de eneste undtagelser.
Ikke, at det generede os, tværtimod, men det var da underligt. Er de alle sammen fløjet sydpå nu, hvor stort set alle coronarestriktioner er ophævet? Men tyskerne kører da nordpå, til de vestjyske strande, gør de ikke? Bevares, der var turister, men tidspunktet taget i betragtning så vi forbløffende få.

Strøby Ladeplads (3)

I dag kørte vi nordpå. En smule nordpå … vi ville op til Thymes planteskole i Herfølge og derefter havde vi booket bord til en sen frokost på Gjorslev traktørsted på Stevns. De har en fin buffet, og jeg er stadig så mæt, at jeg sandsynligvis først indtager mit næste måltid i morgen ved frokosttid.
Herover ses stranden ved Strøby Ladeplads. Ikke Danmarks bedste strand, men dog en udmærket strand, som ikke ligger så langt fra Køge. Der var ikke en sjæl at se. Husene ligger skønt; lige på den anden side af vejen, så man kan gå herned på to minutter. Men det gjorde man altså af en eller anden årsag ikke. Ikke i dag, i hvert fald.

Vi ville til Thyme fordi det var længe siden vi havde været netop der. Det er en dejlig planteskole, som gør det nemt at få nogle behov til at opstå. Det skete dog ikke i dag, hvor jeg kun kom hjem med det, jeg kom efter – heriblandt en fairy-rose, som skal stå i en krukke ude foran, ved siden af hoveddøren. Jeg håber den kan overvintre i krukken, men det skulle den kunne.
Derudover skulle jeg have mere Ferramol, noget tomatgødning og lidt kobbertape. Jeg er i gang med en udmattelseskrig mod dræbersnegle og plettede voldsnegle, som jeg har i nogenlunde lige mængder i haven. Udover den kemiske krig mødes vi ansigt til ansigt på slagmarken en del aftener. Dræbersneglene bliver klippet over, og voldsneglene bliver enten trådt på (de små) eller kylet over i sivene (de store) på den anden side af vejen.
Der er specielt tre steder, hvor jeg er nødt til at komme Ferramol på hver anden dag, så hurtige er de til at spise det – og eftersom de dør af det, må der gemme sig virkelig mange i haven. De tre steder er ved hhv. en lille, næsten nyfødt blåregn, som der skal nurses godt om, to kermesbær og en hosta. De kan lide alle mine hosta, men der er specielt én, som må være ekstra lækker, og hvis ikke jeg kigger efter alle tre steder dagligt, bliver planterne lynhurtigt spist. Det kan de overleve én gang, men ikke gentagne gange.
Disse tre slags planter er så lækre, at selv dahliaerne får lov til at stå nogenlunde i fred. Der bliver spist Ferramol ved dem også, men langt fra i de mængder, der indtages de tre andre steder. Jeg bliver nærmest ruineret af alt det Ferramolkøb, så i sidste uge bestilte jeg noget i England, som Charlotte tager med til mig – derovre koster det kun det halve, og det er præcis det samme middel, som jeg køber herhjemme. Desuden har de også noget effektivt svampemiddel til roser, som jeg ikke kan få herhjemme.
Hvor er det godt, man har sine forbindelser …

6. juli 2022

Tre måneder efter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags: ,

Sidst vi var sammen, udtrykte min niece Malle ønske om endnu et par strikke-hyggedage nede i Den Stråtækte. Det sagde jeg, at vi da sagtens kunne finde ud af; tilbage var så bare, at hun skulle have det til at passe ind i Anders’ vagtskema, for det skulle være et kvinde/strikke/voksendøgn uden den toårige krudtugle til Caroline.
Det fik de to lige talt om, og vi lavede en aftale til i mandags.
“Er der noget specifikt, du vil se på, snakke om eller måske lære noget om, eller er det ren hygge?” Hun er blevet en rigtig god og habil strikker, så jeg regnede med, at det var det sidste, hvilket det da også var.
“Så har jeg en ide: Hvad med, om vi prøvede at syrefarve noget garn?”
Hun reagerede som et lille barn juleaften og stod nærmest og hoppede af lutter glæde … “Jahhh!!!! Kan vi det hjemme hos dig? Har du materialerne? FEDT!!! Jeg har masser af garn, jeg kan tage med!”

P1040390P1040391

Som sagt, så gjort. Tre måneder efter jeg var på kursus hos Dyeing to Knit, skulle jeg for første gang stå på egne ben og oven i købet være i stand til at lære fra mig. Ret ambitiøst … Malle var heldigvis helt med på, at intet bliver perfekt første gang man prøver, og hun var helt vild med tanken om et forsøg med selv at farve garn.
Jeg fik lavet nogle farveopløsninger, mens Malle transformerede garnnøgler til farveegnede fed; inddrog nogle flade fade, jeg alligevel stort set aldrig bruger, og så gik vi i gang.
Jeg besluttede, at vi skulle tage mikroovnsmetoden i anvendelse, idet det måtte være måden at nå at farve mest på. Det var ikke den metode, jeg lærte hos Pernille, men jeg har en bog om det, og der er ikke mange ben i det – det er heller ikke metoden, der er det sværeste; det er at håndtere farverne, som fx at finde ud af, hvor stærk opløsningen skal være for at få den farve, man ser for sit indre blik. Det er heller ikke nemt at lave pæne speckles, men al læring tager tid.

P1040393P1040394

Malle farvede mest garn – jeg kan altid gå i gang for mig selv, og det skal jeg da også … det var sjovt at eksperimentere med farverne. Hun ville lave en efterårsfarve og jeg en blå/lilla blanding. Det blev ikke så tosset endda, men da der kun er 100 gram af hver farve (mine fade er ikke større end til den mængde), kan det for mit vedkommende kun blive til huer eller sokker (eller måske Røde Kors-tøj), mens Malle kan strikke til deres lille Caroline.
P1040397

Hun (altså Malle) troede, at hun tog to fed af samme garn til ovenstående farvning, men der blev stor forskel på resultatet, hvilket undrede hende lidt.
Jeg huskede, hun havde sagt et eller andet om, at hun bl.a. havde taget en blanding af bomuld og merino med, så jeg spurgte om det ene fed mon ikke var sådan noget, for jeg kunne forestille mig, at bomuld ikke tager imod farven på samme måde som uld. Vi blev enige om, at det var forklaringen – det lærte os i det mindste også lidt, og det bekymrede ikke Malle, som var sikker på, at hun nok skulle få brugt garnet alligevel.

P1040396

Et voila: resultaterne af vores anstrengelser. Mit garn er det blå og det lilla; Malles resten. Sat sammen med noget ensfarvet i passende farve skal det nok gå hen og blive til noget godt.

1. juli 2022

Tur til Thy

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:12
Tags: ,

Igenigen har vi været på gourmetophold. Det er efterhånden blevet en vane for os. En god vane, og selv om langtfra alle vil være enige med os i det, synes vi det, fordi vi ikke kun får god og spændende mad, men også glimrende lejligheder til lidt nærmere at studere de dele af Danmark, hvor det pågældende sted ligger.
Senest var det Hotel Thinggaard i Hurup, Thy. Vi har nogle enkelte gange været ude for, at selv om stedet selv kalder det gourmet, er vi ikke helt enige. Det er altid god mad, men for at kunne kalde det gourmet kræver det noget ekstra, herunder lidt spændende nytænkning.
Den ‘eksamen’ bestod Hotel Thinggaard. Det var ualmindelig lækker og spændende mad. Værelset var meget fint; det var stort og med en lille terrasse.

P1040356

En af forretterne var pocheret helleflynder med krabbesauce og ramsløgkapers. Det var überlækkert. Vi fik fem retter, og hver enkelt af dem havde det lille twist, som gjorde det til noget helt særligt. Det eneste, vi ikke var glade for, var den halve snes grønne jordbær, som omkransede yoghurtisen til desserten. Der var også en hybenrosesirup til, hvilket reddede den dessert for vores vedkommende, for jordbær skal være røde. Punktum. Det andet er barnemord og smager slet ikke godt.
Resten af måltidet kunne vi kun rose i høje toner – også deres valg af vine til mig.
På dag to fik jeg “Dagens friske fangst”, som var en stor rødspætte – også absolut veltilberedt.
Morgenmadskøkkenet var der heller ikke noget at klage over, så der blev tildelt mange stjerner til Hotel Thinggaard fra os.

P1040359P1040361

Onsdagen tilbragte vi dels på Mors og dels ved Stenbjerg Landingsplads.
Mors havde vi ikke ‘gjort’ før, så dette var en oplagt lejlighed. Først tog vi Næssundfærgen – en af Danmarks mindste – til Mors. Det er ikke den mindste, for med sin kapacitet på 12 biler findes der mindre færger end denne, men lille og nuttet var den da. Vi var to biler, der ville over denne gang, og jeg har ærlig talt lidt svært ved at forestille mig 12 biler mast ind her.
På vejen hjem i går tog vi Aggersundfærgen, som også er lille, men som dog kan tage 10 personbiler mere end Næssund-overfarten.

P1040385

MorsPå den lange tange ud til Agger så vi en del køer, som gik i vandet. Det gør de sikkert hver dag, men for os var det et ret usædvanligt syn. Selv om vi har ‘vores’ køer gående på engarealer, der går helt ned til fjorden, har vi kun set dem gå ud i vandet i den meget varme og tørre sommer i 2018.

Mors er en dejlig ø. Vi kørte så langt ude mod kysten som muligt og tog os god tid fra færgen og op til molerklinterne. Vi hyggede os lidt med, at Bjergby og Flade er nabobyer – og at det, hvor jeg tog billedet, gik opad til Flade og nedad til Bjergby!
Smukt var der overalt, hvor vi kom. Vi så ikke hele Mors – der skal også være noget til en anden gang, men nu fik vi set klinterne.

Efter frokost kørte vi til Stenbjerg Landingsplads, som vi indtil nu kun havde set om efteråret, men vi kan ikke køre til Thy uden også at køre en tur ud til Vesterhavet.
Båden, som John står ved, ser mig noget klejn ud til at være egnet til det store hav, men modige fiskere mangler der nok ikke på disse kanter.

Stenbjerg LandingspladsStenbjerg Landingsplads

Den blå og grønne båd hedder Niels Juel. Han er da vist ellers mest kendt for slaget ved Køge Bugt, så hvad han laver her oppe i Nordjylland, ved jeg ikke …

Alt i alt en dejlig miniferie. Rent madmæssigt vil vi placere Thinggaard på en tredjeplads, kun overgået af Molskroen og Norsminde.

23. juni 2022

Det lignede sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: ,

“Jeg skrev lige, at vi aldrig kommer derop mere, men lur mig, om ikke vi på et tidspunkt kommer til at gøre os et ærinde i nærheden, så vi kan snige os til at se, om der er sket store forandringer.”
Dette er et citat fra indlægget den novemberdag i 2018, hvor vi overdrog nøglerne til de nye ejere af ødegården. Vi har længe talt om at køre en tur derop for at se, hvor meget der er sket med hus og have, men der har været en coronapest i vejen de sidste par år.
Charlotte spurgte, om vi nu også var sikre på, at vi ville se det igen? Om det ikke var bedre at have vores eget billede af stedet? Jeg sagde, at vi var sikre, at vi var ret nysgerrige og endelig, at vi jo aldrig har fortrudt, at vi solgte, hvilket også har noget at sige – hvis vi havde været tvunget til at sælge, havde det været noget andet.
Vi lagde vejen omkring den hyggelige Kristianstad og spiste frokost der, inden vi kørte mod vores gamle home away from home.

Besøg 22 juni 2022 (5)Besøg 22 juni 2022 (3)

Der var næsten ingenting sket, så de må have kunnet lide huset som det var – hvilket de nu også sagde dengang, men det kunne snildt have været usandt. Det var nye vinduer i hele den gamle del, men for det første er køberen ‘vinduesmand’ og for det andet trængte de til udskiftning. Der var også et par andre småting, der var ændret, men det var netop … småting. De har sikkert også sat nyt køkken ind, for det var vi selv meget tæt på at gøre, da vi så i stedet besluttede os for at sælge.

Besøg 22 juni 2022 (2)Besøg 22 juni 2022 (1)

Udsigten ned mod åen var væk; hele det store stykke, som Verdens Bedste Nabo havde fældet og slået ned, var sprunget i krat, fordi det havde fået lov til at passe sig selv. Det kom ikke helt bag på os, for han bliver heller ikke yngre og kan ikke hvad han kunne før, og i øvrigt var han ked af, at vi rejste. Måske har han ikke fået et lige så godt forhold til de nye, men det er rent gætteri – vi traf ham ikke i går.
Det var godt vi solgte, mens den dejlige udsigt var der …
Porse er der heller ikke blevet mindre af, så jeg plukkede til en portion porsesnaps. Det er længe siden, vi har haft det i huset.

Vi har savnet det gode, svenske svinekød, så på vejen hjem handlede vi i City Gross i Höör, hvor de til min glæde havde netop den slags udskæringer på tilbud, som jeg helst ville have. Der blev således købt halvstort ind. En Västerbottenost blev det også til, plus andre ting, vi ikke kan få derhjemme.
De er desværre ved at komme lidt for godt med derovre, hvad priserne angår. Der var engang, hvor prisen på den samme slags vare var temmelig ens i danske og svenske kroner, så med en kurs på (dengang) omkring 80 var der penge at spare. Nu er kursen 70, og priserne er steget meget på de 3½ år – hvilket vel næppe heller er overraskende. Vi glæder os i stedet over, at kødet er så meget bedre – og så var det jo altså tilmed på tilbud.
I aften står den på grillede, svenske koteletter med selvdyrkede kartofler og salat fra naboen, som ikke selv kan spise alt det de har, så vi indgik en tuskhandel med agurker.
God Sankt Hans, derude – nyd livet, ganske som vi gør det, mens nætterne stadig er lyse og lange. Det går alt for hurtigt den anden vej igen.

20. juni 2022

NU skulle det være. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: , , , , ,

Sidste gang Charlotte og Tim var til Royal Ascot var i 2019, men nu er alt åbnet igen, billetterne erhvervet, og i lørdags var de afsted. Adgang til The Royal Enclosure is by invitation only, men den invitation får de heldigvis hver gang. Jeg tror nu nok, det er Tims medlemskab af den fornemme Buck’s Club i London, der giver dem adgang, men jeg er ikke sikker.
Denne gang skulle børnene med for første gang. Hvis man er mellem 10 og 17 år, må man deltage torsdag, fredag og lørdag, hvis man ledsages af sine forældre!
Det hele er meget, meget engelsk. Der er stringente regler for påklædningen, selv om man i fredags for kun anden gang slækkede lidt på dem pga. den hedebølge, der huserede den dag. “For only the second time in the meeting’s history, racegoers were permitted to remove jackets, ties and hats in all enclosures on Friday after the heatwave prompted a relaxation of the official dress code. However, Ascot has confirmed the dress code will be back in place on Saturday.”
Kvinder skal bære hat og mændene morning dress og top hat. Hvis man har bare skuldre, skal skulderstroppen være mindst 2½ cm bred. Anna overholder det lige præcis.

Royal Ascot 2022_

Jamen så se dem da lige … så nydelige alle fire, hvis I spørger familiens gamle mormor.
Jeg synes Charlottes hat er vildt flot. Begge damehatte er lejede – de er meget dyre at købe, og er så specielle, at man kun har sådan en hat på én gang.
Jeg var lidt spændt på, hvordan Aubrey ville se på at skulle være iklædt dette for en 15-årig nok lidt aparte outfit, men han er ikke englænder for ingenting, for han syntes det var sjovt og insisterede på selv at vælge skjorte og slips. Det er naturligvis ikke noget, han vil gå i ellers, og ‘udstyret’, undtagen skjorte, slips og sokker, var da også lejet.
Der er sådan set heller ikke noget i det – hvis man vil til Royal Ascot, så er man sådan klædt. Punktum. Og når alle andre mænd ser lige sådan ud, er der jo ikke noget at være flov over – det er bare sådan det er.
Alle fire havde en herlig dag. Børnene havde fået hver 50 pund til at spille for. Aubrey spillede nogenlunde lige op, men Anna vandt 130 pund og gik således hjem med et overskud på 80 pund. Charlotte, som altid plejer at vinde, tabte i år alt hvad hun satsede, så det var godt, at Anna kunne kompensere lidt.

Og nu til noget helt andet: Vi har haft besøg af en sjælden fugl. En turteldue. Sådan en havde vi ikke set før, men vi er ret sikre på, at det virkelig var en turteldue, der kiggede forbi.
Der var kun den ene; den forsvandt igen efter at have spist lidt mad, og vi har ikke set den siden. Jeg er normalt meget lidt begejstret for de dumme duer, men dette er en ganske køn en af slagsen, og det er altid sjovt at kunne hakke en ny fugl af i fuglebogen.

Turteldue (5)

16. juni 2022

Onsevigs fuldkomne fiskere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:04
Tags: , ,

Da vi for knap et år siden spiste på Den Fuldkomne Fisker, talte vi meget og varmt om vores oplevelse. Så varmt, at Ditte og Peter erklærede, at det kunne de da også godt tænke sig at prøve. Vi bestilte, som skrevet i forrige indlæg, et ophold “i sæk”. Det er dyrt. Så dyrt, at John og jeg blev nervøse for, om vi havde talt det for meget op, for der skal godt nok en del til at retfærdiggøre den udgift.
Det hjælp dog en del, da det gik op for mig, at det også var inklusive den eksklusive vinmenu. Man kan vælge mellem to vinmenuer – en god og en bedre, og da sidstnævnte som sagt var med i prisen, dulmede det lidt.
Vi talte en del med dem om, at det altså ikke nødvendigvis blev den bedste mad, de nogensinde havde fået … den er god, maden, bestemt, men Den Fuldkomne Fisker er en totaloplevelse, både pga. omgivelserne og fordi værtsparret og den forhenværende bankmandstjener er så engagerede i foretagendet, at man bliver helt varm om hjertet. Også pga. kokkene, selvfølgelig, men de hører som bekendt til den usynlige del, selv om de naturligvis ikke er mindre vigtige af den grund.

Hos Den Fuldkomne Fisker (4)

De har den samme eritreanske kok som sidste år, og et par af retterne var da også stort set de samme som dengang; bl.a. denne portions-tagine, men denne gang med et par urtefrikadeller som tilbehør. De slog hårdt på smagsløgene, selv om kokken, ifølge værten, jævnligt bliver husket på at tage behørigt hensyn til de sarte danskeres ganer.
Værtsparret er som sagt enestående. Venlige, imødekommende, smilende, ofte også grinende, vidende, fortællelystne … det er virkelig en sand fornøjelse at være bænket ved deres bord.
Denne vinter kørte de til Pyrenæerne/Sydfrankrig/Sydspanien hele tre gange i deres autocamper. Heeele vejen frem og tilbage fra Danmark (“vi mistede jo sidste vinter!”. Så gider man altså godt køre bil. Selv John var imponeret. De tager ned og køber vine og spændende varer til deres restaurant, og historierne fra de ture er mangfoldige og underholdende.
Da jeg efter morgenmaden ville betale, kaprede jeg værten med ordene: “Nu må vi hellere få overstået den alvorlige del af legen”.
Hans svar: “Nåhh … pelsningen?” fik mig til at smile i lang tid. Han ved åbenbart selv, at det er lidt pebret i mere end én forstand at få en oplevelse på Den Fuldkomne Fisker.

Dodekalitten (2)Ved Albuen Nakskov (3)

Vi besøgte Dodekalitten om tirsdagen og tog et smut ud på Albuen ved Nakskov om onsdagen, inden kursen atter blev sat mod Præstø.
Dodekalitten har endnu kun fået opsat 10 af de 12 sten, der skal til for at retfærdiggøre navnet, og tre af disse ti ser ufærdige ud, så vi mener, at kunstneren må have en anelse travlt, hvis han skal være færdig i løbet af 2025.
Selv om skarven ifølge lærebøgerne er omkring 20 cm længere end havmågen, ser det ikke sådan ud på billedet her, og skarvens pæl var ikke længere ude end mågens (jeg stod dog tættere på mågen da jeg tog billedet), så det er ikke hele forklaringen. Måske en ung skarv? Havmåger er nogle store bæster, er de. 68-74 cm lange.

Ved Albuen Nakskov (4)Ved Albuen Nakskov (8)

Heldigvis var Ditte og Peter ikke skuffede, så vi kunne ånde lettet op. De syntes også, at det var en totaloplevelse af de bedre, som var alle pengene værd.

13. juni 2022

Lidt pensionistliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , ,

Jeg har det lidt lige som i Pensionistvisen – og så alligevel ikke, for tiden føles ikke spor lang. Tværtimod, så flyver den afsted; den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge. Igen. Det går alt for stærkt, gør det.
Bloggeriet bliver det ikke til så meget med – jeg nyder livet hver eneste dag, men begynder jeg at skrive for meget om mine hverdagsaktiviteter, kommer det helt sikkert til at ligne en kopi af omtalte pensionistvise.
Bloggen er vist ved at udvikle sig til at blive en slags rejseblog eller i hvert fald en blog, hvor jeg kun kommer med indlæg, hvis jeg har oplevet et eller andet ud over det sædvanlige.
Holde helt op med at blogge har jeg ikke lyst til, men skrive bare for at skrive, hvis der ikke er noget interessant i andres øjne end mine egne, kan næppe lokke læsere til.
Det vil i givet fald nok bare blive lige som det er blevet med dette indlæg: Nogle billeder af min have. Jeg elsker min have, men jeg er ganske klar over, at det ikke er ensbetydende med, at andre gider se på en uendelig række af billeder fra den.

Roserne ved gavlen (2021)

Roserne ved gavlen 2022

I slipper dermed ikke denne gang. Herover er sat to billeder ind af min alkymist-rose. Øverst fra sidste år; nederst fra i år. Den var længe om at etablere sig, men sidste sommer tog den for alvor fat, og nu kan jeg næsten ikke styre den. Den er stukket helt af, også i sammenligning med de tre andre roser jeg satte i samme bed. Fire forskellige roser, men holdt i nogenlunde samme farveområde. Jeg er totalt betaget af alkymisten, hvis blomster ændrer sig fra varm fersken til næsten helt hvid. Det er en skam, at den ikke remonterer, men den kompenserer for det med dens enorme blomsterrigdom.
(Og jo: John har pudset ettallet, tøhø. OG de tre andre tal, så de alle fire nu skinner så fint. Det var nødvendigt, efter Annemarie og Nicolai malede gavlen for os.)

Herunder billedspam af alkymistens aldersvariation. Den yngste først; den ældste sidst.

Alkymistrosen

AlkymistrosenAlkymistrosen

Roserne 12 juni 2022 (18)

Den dufter ikke vildt meget, men den dufter! Den holder pænt længe i en vase, og når der er så mange, kan jeg sagtens tage ind til flere vaser.
Snart kommer alle de hvide roser omme i baghaven – der er flere grunde til, at vi ikke er meget for at feriere i juni og i skolernes sommerferie, og en af dem er havens skønhed i netop de tre måneder. En anden er drivhuset.

I stedet for ferie tager vi på småture. I morgen kører vi (igen) til Den Fuldkomne Fisker ved Onsevig. Det var så god en oplevelse sidste sommer, at vi vover en gentagelse; denne gang med overnatning, for der er altså virkelig langt hjem derfra, selv når man er John. Han kan fint køre hele vejen til og fra Hoek van Holland uden afløsning, men når han har indtaget en større middag, og klokken er blevet ti-halvelleve om aftenen, er han ikke lige så frisk. Med overnatning er der yderligere den gevinst, at han kan tillade sig at drikke noget med lidt procenter i.
På den lille campingplads kender de den gamle talemåde, at man ikke kan få både i pose og i sæk, så som gæst bliver man bedt om at beslutte sig til, om man vil have i pose eller i sæk. Vi valgte sækken, hvor vi får den store menu og har eget bad og toilet i den hytte, vi skal sove i.
Om 14 dage tager vi på  gourmetophold på hotel Thinggaard i Hurup, Thy, så lidt sker der da indimellem. Ditte og Peter har også fundet et sted, vi skal hen. Vi har faktisk travlt!

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.