Hos Mommer

21. november 2017

Lokalområdet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:24
Tags: , ,

Vi bor på Viktoriavej.
Her går en lokalbane (Vemb-Lemvig-Thyborøn-banen), som har trinbræt her. Hvad er så mere naturligt end at kalde trinbrættet for Victoria Street Station?

Victoria Street Station

Det er da fed humor.

Til venstre for os ligger der et sommerhus af næsten vanderbiltske dimensioner. Det er tilsyneladende ikke et udlejningshus, så der er nogen, der har sig et fornemt sted at tilbringe fritiden. Man bedes bemærke de karakteristiske håndtag, der ses der, hvor det ser ud som om taget er skåret over – hold da op, sagde John, se derovre: De har swimmingpool på første sal!
Mit gæt er dog, at det sandsynligvis ‘bare’ er et vildmarksbad, men lidt blæret er det under alle omstændigheder. Det er et specielt og spændende hus.

P1000433

Vi bor nu også fint og har plads nok. Her er ti senge, men otte dyner, og udlejningsbureauet siger da også, at det er til otte personer, men hvorfor så have ti rigtige sengepladser?
Nå, pyt, vi skal kun bruge tre … måske seks, hvis englænderne har lyst til at tage med herover i efteråret 2018.
Det er det mest veludstyrede køkken, jeg endnu har set i et dansk sommerhus.
Så veludstyret, at jeg ikke engang ved, hvad en af dimserne skal bruges til. Kan man få et bud fra jer kloge læsere?

P1000364P1000368

Den er 16 cm lang; selve skærebladet eller skærehullet, om man vil, er 3,5 cm, men hvad skal der skæres/skrælles? Skærebladet er placeret højere end der, hvor der står FAMOS. Det skulle have været omvendt, hvis man forestiller sig at skrælle kartofler eller gulerødder med den. Og hvad bruger man den spidse hajfinne til, der sidder foroven?
Vi er alle tre ret mystificerede og vil meget gerne have opklaret, hvad det er for en tingest.

Mændene er taget til Loch Nees for at fiske. Jeg læste det først for Loch Ness, hvilket selvfølgelig også er meningen. Det er en put and take-sø, så det er også et udtryk for fin humor.
Der er bemærkelsesværdig radiotavshed fra deres side, så jeg tror ikke, de har haft held med sig i dag heller.
Nees ligger ellers tæt på Fru Pedersens have, som Fru Moll anbefalede, men jeg kunne ikke forestille mig at gå rundt og se på julehave i de tre timer, mændene forestillede sig fisketuren vare, så jeg blev hjemme.

Reklamer

20. november 2017

Vejlerne – altid et hit for os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

P1000370

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

P1000372P1000381

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

P1000383P1000385

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

P1000406

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

P1000419P1000422

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

P1000432

19. november 2017

Aubrey har det ikke fra fremmede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: ,

Vi stod op til et flot, flot vejr. Klokken 05 blæste det endnu virkelig meget, men klokken 07 havde det løjet betydeligt af. Solen skinnede og alt var perfekt. Umiddelbart efter morgenmaden trak vi i det varme tøj og gik ned til kysten.
Det der med 100 meter til vandet viste sig at være et salgstrick. Der var mellem 200 og 250 meter. Ikke fordi det gør, at vi ikke gider gå derned; det er slet ikke det, men det er bare noget fis at ángive en afstand, der så viser sig at være mindst dobbelt så lang!

P1000296P1000293

Jeg ved ikke, om denne strand altid ser sådan ud, eller det har været alt det blæsevejr, der har forårsaget den høje kant. I første omgang så det ud til, at vi slet ikke kunne komme ned til vandet, men vi fandt et sted, hvor der ikke var længere ned, end at vi ville være i stand til at kravle op igen, men de fleste steder var kanten mandshøj.
Det var her, John legede Aubrey. De to mænd stod og småsludrede mens de nød sceneriet, og lige pludselig kom den – den store bølge, der også altid kommer bag på Aubrey, så han bliver våd til knæene. Denne gang var det bare John, det gik ud over, men han tog det pænt, da jeg kaldte ham Aubrey.

P1000321

Efter det lille uheld måtte vi hjem igen, så en af os kunne få tørre bukser og strømper på.
Derefter kørte vi til Thorsminde for at se, hvor meget power der var i bølgerne ude på den yderste mole.
Det var dog ikke imponerende meget – det har vi set en hel del voldsommere, men til gengæld er vejret totalt perfekt, og havet er flot at se på.

P1000340

På vejen holdt vi ind ved Rammedige, som vi lige måtte se, hvad var for noget, for det var nyt for os – men det var da også først i 2011, det blev gjort synligt, så at sige, med lidt hjælp fra A.P. Møller.
Der var masser af gravhøje og et par vikinger, der stadig stod vagt.

P1000361P1000362

P1000363Vi havde et par ærinder, der krævede et supermarked, hvorfor vi lagde ruten om Lemvig; en smukt beliggende by, som skal studeres nærmere en dag, butikkerne har åbent.
Lemvig er som bekendt modellen til Livets gang i Lidenlund, Gantriis’ velkendte tegneserie (der i øvrigt er født samme år som dette indlægs forfatter) … og Rema1000 ligger bag hotellet, der har taget navn efter den ikke helt fiktive tegneserieby.

Efter frokosten og Johns korte morfar fik mændene lyst til at benytte det gode vejr til at prøve fiskelykken, så jeg er alene hjemme i nogle timer. Optimismen fejlede intet – vil du have rødspætter eller pighvar til aften? Torsk? Eller skal vi hellere komme hjem med nogle makreller?
Jeg sagde, at jeg vil blive glad for hvad som helst, bare det er noget, de har fanget selv. Jeg er måske knap så optimistisk, men det sagde jeg ikke.

18. november 2017

Du milde himmel … og det modsatte …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Ferien er begyndt, og den er begyndt med et smukt blæsevejr herovre i det vestjyske. Vi har efter sigende kun 100 meter til vandet, og vi kan da også særdeles tydeligt høre det, men det var for dårligt vejr og desuden for mørkt til, at vi ville gå derned i dag.
Vi havde ikke snevejr på vej hertil, men det var da også det eneste vejr, der manglede i at have været hele paletten igennem på turen.
På Fyn så vi denne noget aparte sky:

P1000270

Som man ser, var himlen fint blå lige her, men det havde lige regnet.
Da vi nærmede os Lemvig, skinnede solen, men det så bogstavelig talt sort ud forude – her kørte vi ind i en voldsom haglbyge:

P1000273

Da vi nåede frem til huset, som i øvrigt er stort, fint, rent og dejligt, så himlen blandet ud, og inden vi fik pakkenellikerne ind fra bilen, regnede det. Igen.

P1000277

P1000276

Og Vesterhavet ligger lige omme på den anden side af den høje klit.
Vi sidder og hygger med ild i den ene ovn, mad i den anden ovn og masser af blæsevejr og larm fra ov[e]n. Så meget, at jeg synes jeg kan mærke hele huset ryste en gang imellem, men jeg går ud fra, at det har været gennem en hel del værre vejr end dette, så det skal nok holde.
Og superhyggeligt er det altså …

17. november 2017

50 Shades of … purple …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:35
Tags:

Jeg fik lyst til at farve en omgang mere med blåtræet.
Blåtræet, som er brunt, når det er tørt, giver (og bliver) rødt, når man koger farven af, og som farver lilla.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Det er heller ikke alt, eksperterne er enige om: Sofie Meedom siger 20 gram blåtræ til 100 gram garn. Flere amerikanske kilder siger 50-100 gram pr. 100 gram garn, afhængigt af farveintensiteten man ønsker.
Jeg vejede 75 gram af, lagde det i en pose af ostelærred, overhældte det med kogende vand og lod det stå til næste dag, hvor jeg kogte det en time.
Det var uld/hampgarnet, der skulle afprøves nu.
I første bad lagde jeg 100 gram bejdset garn og lod det stå en time ved 85°. Det blev nærmest helt sort.
I de næste bade nøjedes jeg med 50 gram garn, og på trods af, at andet bad gav en meget lysere farve end første, viste det sig at være yderst potent, for jeg kunne blive ved og ved med at lægge nye 50 gram i.
Efter 7. bad løb jeg tør for bejdset uld/hampgarn, men da jeg ikke nænner at kassere et endnu virksomt farvebad, lagde jeg 50 gram lammeuld i bad 8. Og søreme også i bad 9 og 10, men så var farvesuppen også udmattet, som de så malende siger på engelsk (exhausted). Okay – exhausted betyder også opbrugt, men det lyder sjovere med udmattet.

P1000263
(Endelig har jeg fundet ud af, hvordan jeg får kameraet til at gengive den rigtige lilla farve. Det ser lige præcis således ud i virkeligheden. SKØN farve!)
Det var godt nok et imponerende resultat – der er ikke meget forskel på bad 4, 5 og 6.
Af det garn (plus det, jeg farvede sammen med Ditte) kan jeg lave et eller andet med næsten usynlige overgange fra mørkest til lysest, men det bliver ikke nu, for jeg har en masse julegaver, jeg lige skal have klaret først.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav i ammoniak dag 13Lav i ammoniak dag 50

Når vi kommer hjem fra Jylland, skal jeg afslutte mit forsøg med lav. Det mangler 10 dage i at have stået de 60, som forskriften angav, så det passer fint med, at det bliver i løbet af uge 48.
Det er blevet helt mørkebrunligtsort, så jeg har temmelig svært ved at se, at det skulle kunne give en lilla farve, som der stod i artiklen.
Det kan dog meget vel være fordi jeg ikke har taget den rigtige slags lav, men det bliver alligevel lidt spændende at se, hvad der kommer ud af det.

16. november 2017

Kan det virkelig passe?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
imageJeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

P1000191image

15. november 2017

En London-boghandel i Næstved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: ,

Jeg læser aldrig skønlitterære papirbøger mere; kun e-bøger. De er meget nemmere at læse i sengen, især fordi jeg ikke får en mere eller mindre tung – og meget kantet – bog i hovedet, når jeg falder i søvn. Jeg anbringer min iPad op ad en lille pude, således at jeg kan læse, liggende mageligt på min foretrukne side og bladre med den ene finger. Fem minutter efter jeg er faldet i søvn, sover ipadden også, og den bliver stående pænt ved siden af mig hele natten, så jeg vågner ikke op, fordi jeg skal lægge en bog til side og slukke lyset.
Det har naturligvis sine mangler ikke at læse papirbøger, men fordelene ved e-bøger opvejer dem. Synes jeg. Først og fremmest den allerede nævnte, men også, at de er billigere end papirbøger (men stadig ikke billigere end lydbøger??), og at al ferielekturen aldrig fylder mere end den iPad, jeg alligevel har med. Jeg kan have det meste af et bibliotek med, og skulle jeg mod forventning alligevel løbe tør, er det nemt at få fat i flere bøger.

Bog & Ide Næstved

Den største ulempe, hvis det ellers er det rette ord at anvende, er, at jeg ikke længere har en god undskyldning for at gå og snuse i en boghandel.
Derfor var det i dag første gang, jeg var inde i Bog & Ide i Næstved – jeg skulle afhente en bestilt gave til Johns lillebror.
Mens boghandleren fandt den frem, kiggede jeg mig lidt omkring – og nød det.
Mens han pakkede gaven ind, bemærkede jeg, at dette her er ligesom at befinde sig i en boghandel i London – og det er ment som en kompliment!
Så fik jeg at vide, at ejeren rent faktisk havde arbejdet i en londonsk boghandel i et års tid og havde syntes, at han ville forsøge sig med at efterligne konceptet, da han overtog denne butik. Alt har en forklaring …

Bog & Ide Næstved (1)Bog & Ide Næstved (2)

Og nu, hvor vi var kommet til staden, benyttede jeg mig af lejligheden til at købe et halvt kilo mere af min yndlingskaffe, som jeg kan have helt for mig selv, nemlig kaffen med kakaoaroma. Jeg drikker kun en enkelt kopkaf om dagen, når vi bare er John og mig, så den skal være god! For tiden bliver den nydt til en eftermiddags-Barnaby, hvis tiden tillader det, men det bestemmer jeg jo stort set suverænt selv, om den gør … det er ikke kun e-bøger, der er fordele forbundet med.

13. november 2017

Sneglenes og mine vinterforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags: ,

Engang i forrige årtusinde, da jeg gik i folkeskole, havde vi noget, der hed biologi. Vi havde også en god lærer, der tog os med på småture i skolens nærområde for vise os naturen, som den ser ud i virkeligheden og ikke bare i en bog. Han vidste ALT, syntes jeg – ingen af os kunne stille ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. Samtidig var han en god formidler, så vi hørte alle sammen godt efter for ikke at gå glip af noget. Jeg kan ikke huske alt det, han lærte os, men nok langt det meste, vil jeg tro – men jeg kan ikke huske, hvad han hed … 
Snegl i vinterdragtJeg mener det var ham, der fortalte os, at vores havesnegle går i hi. De danner en kalkforsegling og lukker dermed døren til deres lille hus for vinteren.
Når jeg googler dette, omhandler det udelukkende vinbjergsnegle, men de almindelige små havesnegle kan også være med – jeg har set mange i disse seneste dahliaknoldopgravningsdage.
”Når vinteren kommer, da lukker vinbjergsneglene sit hus med en særlig kalkforsegling for at overvintre og klare sig mod kulden og frosten.”
Jeg er med på, at det er deres form for at gå i hi, men jeg har ret svært ved at forstå, hvordan kalkforseglingen kan hjælpe dem til at klare kulde og frost – det er jo ikke ligefrem en effektiv hulmursisolering, dyret har udført her, og i det blæser næppe heller ind, hvor dyret har anbragt sig i sin vinteropbevaring.
Nå. Det er ikke alt, man skal forstå, og en kendsgerning er det jo, at mange af de små kræ overlever vinteren. 
Jeg hører alle sige, at de ikke kan have deres dahliaer i fred, fordi sneglene æder dem. Jeg har SÅ mange snegle i dahliabedene, og de har ikke så meget som smagt på herlighederne. Har vi specielle dahliahadende snegle her på præstøegnen, eller smager mine dahliaer forkert for snegle?
Uanset hvad, lader de i hvert fald mine dahliaer i fred – men når jeg støder på disse snegle, kyler jeg dem over i sivene på den anden side af vejen, for jeg gider ikke have dem i så stort et antal, selv om jeg ikke synes de fortjener at dø lige som dræbersneglene.
Endelig er jeg færdig med bedet til roserne og med at tage alle de mange dahliaknolde op. Desuden har jeg flyttet alle montbretierne hen på ét sted, så der forhåbentlig kommer en koralrød og tæt lille ‘sø’ af de smukke blomster. De 25 løg, jeg satte sidste forår, har allerede firedoblet sig, så det blev til et pænt bed. Det var mine (sidste) vinterforberedelser.
Nu mangler vi bare at sætte vinterbelysningen op rundt omkring, men det får vente, til vi er vel hjemme fra Jylland.

IMG_8202

FasanbalancegangFasanbalancegangGrå- og skovspurve kan ikke gå i hi, så vi fodrer dem.
Det er lidt svært at se, men de sidder i kø på hegnet for at komme til både glaskuglen og ind i glasset med jordnøddesmør og melorme. Nogle gange er der over 20 i kø.
(Billedet illustrerer også ret tydeligt, hvilket fantastisk vejr vi har for tiden – det er en sand fornøjelse at gå ude og vinterforberede haven.)
Det, småfuglene spilder på jorden, kommer fasanerne og tager. De ville meget gerne gå til det glas også, men det kan de heldigvis ikke finde ud af – de kan ikke balancere mere end et par sekunder på pileflethegnet.

12. november 2017

Min globale landsby

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags:

Vi bor faktisk ikke i noget, der selv med god vilje kan kaldes landsby – det er bare en samling huse, men til gengæld kender alle hinanden. Mere eller mindre; nogle ses ofte privat, andre knap så ofte, men alle hilser på alle. Mange er kolleger … Marjatta …
Selv om vi er så få, er vi mange slags mennesker, deraf overskriften.

Næst-naboerne til den ene side er polakker. De er usympatiske og ubehøvlede, så dem taler vi ikke med. Da de flyttede ind, hilste vi på dem, sådan bare på afstand med et ‘hej’ og en vinken til at begynde med, men begge to ikke bare undlod at hilse igen, men vendte oven i købet demonstrativt ryggen til os. Godt så. Underlig opførsel.
De satte et bord og nogle stole helt nede ved fjorden, hvad man ikke må, men vi gad ikke blande os, for de sad der aldrig. Da der derimod kom to ældre damer og satte sig for at nyde en medbragt kopkaf, fes Fru Polak ned til dem og råbte så højt, at vi kunne høre hende oppe i Den Stråtækte. De stakkels damer fortrak skyndsomt. Den slags personager (altså ikke damerne, naturligvis …) gider vi ikke beskæftige os med, og alle de andre i vores globale landsby er bare så søde, så hvis polakkerne ikke gider os, kan vi sagtens undvære samkvem med dem.
Lige bagved os bor Göran og Charlotte. Han er svensk, hun er dansk. Han har en ph.d. i noget med performing arts, erhvervet i Plymouth, England. Hun er danser og har derfor en for hendes alder (som vi ikke kender) misundelsesværdig smuk figur. De underviser begge på Marjattas seminarium.
Ved siden af dem bor Pia. Hun arbejder også på Marjatta og er fra Jylland …

Ved siden af igen bor Rina og Frode. Hun er fra Ukraine, han er nordmand – og både Marjattas og vejens klovn. På den go’e måde og helt selvvalgt. Han elsker at underholde med sang, musik og jokes, samt transportere trafikusikre marjattabørn rundt i området på sin tandem.
I dag kunne jeg høre temmelig højrøstet, men glad snak helt oppe fra Marjatta. Det viste sig at være Frode, der kom gående med to halvstore knægte – alle tre kørende med en trillebør med jord!
Har du fået nye havemænd?
JA! Svarer den ene dreng meget højt og med et meget stort smil. Ingen tvivl om, at de var stolte over at blive betroet så ærefuldt et job.

Ved siden af Frode og Rina bor Bernhard og Lisbeth. Han er Marjattas leder – og fra Tyskland, men gift dansk; hun arbejder også på Marjatta.
Bernhard kommer tit cyklende til eller fra institutionen – om det er hverdag eller weekend, betyder mindre; hvis der er noget, han lige skal se til, så gør han det. Jeg tror, det gælder for mange marjattafolk, at de mere opfatter det som et kald end som et arbejde, hvilket jeg kun kan tage hatten af for.
I går, da jeg stod og masede med det kommende rosenbed, stoppede Bernhard lige op for at hilse og få to minutters sludder.
Det gjorde han også i dag: Jamen dog, står du her endnu? Næh, dog ikke – man må nok nærmere sige, at jeg står her igen

202N00274.124

Så kan man ikke godt tillade sig at sige, at vi bor i en slags global landsby?

11. november 2017

Hårdt arbejde – og det modsatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: ,

Som nævnt for 11 dage siden, måtte pæretræet lade livet til fordel for roser, som er en hel del flottere at se på. Planteskolen ringede i forgårs og bekræftede, at de havde fået alkymisten hjem til mig, men at han, som han også sagde i butikken, ikke kunne skaffe de to David Austin-roser.
Det forstår jeg stadig ikke, hvorfor han ikke kunne, men Rosenposten.dk har meldt mig, at de sender dem i næste uge.
Heldigvis kan man da klare tingene selv …
Det kræver nu, at jeg skal se at få nosset mig færdig med at rydde hele stykket, hvor pæretræ, vinca og sæbeurt dominerede. Det er hårdt arbejde, for der er maaaange rødder, der skal hives op. Derudover kommer alle de forårsløg, som har kæmpet en brav kamp for at få lys og plads nok for især vincaen. Dem har jeg delt og kommet i jorden igen.
Jeg har derfor været nødt til at dele stykket op i tre dages arbejde. Sikke et skrog, man er blevet … men nu hvor jeg alligevel var ude, besluttede jeg mig til også at dele dahliaerne op i tre grupper, taget op i tre omgange. Så er der nemlig plads nok til, at der kan ligge et hold ad gangen og tørre i fyrrummet, inden jeg pakker dem ned i kasserne.
Jeg er lidt imponeret over, hvor stor forskel der er på hvor meget en knold vokser eller formerer sig i løbet af sæsonen. De fylder forskelligt imellem tekopstørrelse og næsten gulvspandstørrelse.

IMG_8194IMG_8193

John synes, at det er grimt nu ude ved gavlen. Jamen det er det da bestemt også, men når først roserne kommer op og dækker, og der kommer et eller andet pænere end vinca i bunden, så bliver det flot. Ja, ligefrem smukt, vil jeg vove at spå. Jeg har ikke spor svært ved at visualisere det fantastiske, kommende rosenflor – bare en skam, at jeg skal stå ude på vejen for selv at se det til den tid, men så får de forbikørende da noget pænt at se på.

House MittensIMG_8189

“Hvordan vil du dog få brugt alt det garn?”, var der nogle, der spurgte i forbindelse med al vores plantefarvning.
Det går foreløbig ganske udmærket; jeg har allerede brugt 1682 gram af det, jeg selv har farvet – senest disse House Mittens og min egen afart af en de engang så populære Mary-huer. Dette var pilotmodellen, som jeg, med yderligere et par modifikationer, skal strikke flere af, for den er hurtig og nem, tager kun en aften at stikke.
Og den slags hører absolut ikke ind under kategorien ‘hårdt arbejde’ – tværtimod.

10. november 2017

Jeg har gjort min borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

På valgdagen til kommunal- og regionsrådsvalgene er vi i Jylland, og da hverken John eller jeg nogensinde har undladt at stemme, gik vi på Borgerservice i går i Brøderup, som er det nærmeste for os. Vi ville naturligvis brevstemme.
Borgerservice ligger – her, som så mange andre steder – i forbindelse med biblioteket. I Brøderups tilfælde et meget lille bibliotek med en enkelt bibliotekar. Inde til højre lå et lille, mørkelagt rum med skiltet Borgerservice over.
Da bibliotekaren blev ledig, spurgte vi, hvorfor der var lukket i Borgerservice, når der på nettet stod, at der var åbent.
– Har I bestilt tid?
– Øh … næhh … skal vi det?
– Ja, det skal I faktisk. Må jeg spørge, hvad det drejer sig om?
– Det må du godt. Vi kom faktisk for at brevstemme.
– Ahhh, men lige præcis det kan jeg godt klare. Jeg skal bare bruge jeres sundhedskort.

Puha – så var vi alligevel ikke gået forgæves. Vi fik attesteret og skrevet under og stemt og stemplet og afleveret. Det er en noget omstændelig affære, som ingen af os har prøvet før, på trods af mine 15 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 15 EU-valg og et ikke opgjort antal amts- og regionsrådsvalg, men var/er disse som oftest ikke samtidig med kommunalvalgene?
I hvert fald er det blevet til mange ture til stemmeurnerne siden 1974, hvor jeg som 21-årig fik lov til at være medbestemmende i det danske samfund.
At det er så omstændeligt, er der en forklaring på. Næstved kommune har allerede nu allokeret to fuldtidsansatte til udelukkende at sidde og sortere brevstemmer. I princippet kunne jeg jo, hvis jeg ellers gad og havde tid, begive mig til hver eneste borgerservice i Danmark og afgive min stemme.
Og det kan jeg, ligeledes i princippet, gøre hver dag i seks uger:
image

Det er der jo så nogle, der skal sørge for, at der ikke bliver snydt med. Derfor skal alle brevstemmer i landet gennemgås, så man kan være sikker på, at den enkelte borger kun får lov til at komme igennem med sin sidste stemme, hvis vedkommende har afleveret mere end én.
Sikke et arbejde. Og der må bare ikke ske fejl – sikke en ballade, der kunne komme ud af det.
Det er heldigvis ikke min opgave at sørge for det – jeg har gjort min borgerpligt og kan tage til Jylland med god samvittighed.

På biblioteket hang en elevgjort plakat, som skulle argumentere for, at man ikke kun har ret til at stemme, men også pligt. Blandt andet stod der bramfrit
STEM ELLER HOLD KÆFT
Jeg er ganske enig. Hvis man ikke gider give sit besyv med, mister man brokkeretten.

9. november 2017

Det var heldigvis ikke en permanent tilstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

Vi har rejst en del i år – også selv om den sidste englandstur jo ‘bare’ var et familiebesøg og derfor ikke en rigtig rejse.
Men de tre rejser til henholdsvis Mallorca, Irland og Sydafrika over bare fire måneder bevirkede noget, jeg ville have troet umuligt: Jeg blev rejsemæt. Normalt har vi ikke overstået den ene rejse, før jeg er i gang med at planlægge den næste, men efter safarien kneb det med lysten til at tænke på den næste rejse.
Bare jeg dog ikke var blevet syg … både John og Charlotte blev helt bekymrede for mig, da jeg sagde, at jeg var rejsemæt.
Det er vist heldigvis overstået igen.
Det begyndte med, at vi for nogle uger siden sad og så noget tv, der viste ruskvejr fra Vesterhavet. Jeg sagde til John, at jeg savnede vores faste efterårsuge derovre. De sidste tre år har vi slet ikke været afsted, og før dette var vi på Djursland tre år i træk. I alle 19 år (på nær et) før det igen lejede vi hus ved Vesterhavet.
Da jeg nævnte det, svarede John, at vi da bare kan finde et hus og leje det for en uge. Sådan lige om lidt. Han savnede det nemlig også, viste det sig.
Det fandt jeg så. Man får jo nærmest smidt selv luksushusene i nakken på denne tid af året. Det blev derfor til et dejlig stort hus beliggende 100 meter fra vandet – det er ikke helt almindeligt, at de ligger så tæt på stranden, så det lød besnærende. Huset så vældig fint ud, så det satte vi os på og skal afsted om ikke så forfærdelig længe. Hvis det viser sig at være lige så okay, som det ser ud til, vil Charlotte og familien derovre gerne med i efterårsferien 2018, for de savner efterhånden også æ haw.
Nu var jeg så småt i gang … feriesulten var ved at genindfinde sig. Hvilken lettelse …
 Forleden aften spurgte jeg John, hvor man mon kunne tage hen i januar eller februar for at komme væk fra vintertristheden? Det skulle helst være inden for Europas grænser, men det behøvede heller ikke at være et sted med sommertemperaturer.
Hvad med Malta? Og så gik han i gang med at kigge på Malta – muligheder og middeltemperaturer.
Han fandt hurtigt noget; jeg kiggede på det, vi blev enige, jeg bestilte.
Så nu skal vi til Malta. Lige på det tidspunkt, hvor vinteren for os er skrækkelig langtrukken og kedelig. Der er ikke specielt varmt, kun 15-16°, men i solen vil det være perfekt for os.
Og naturligvis skinner solen, mens vi er dernede … vi har nemlig lejet et hus med masser af plads samt en tagterrasse. Den skulle helst bruges.
Vi har på forhånd booket os til en tur til Gozo, ellers vil vi lade inspirationen råde. Øen er kun halvt så stor som Bornholm, så vi satser på at tage busserne rundt fremfor at leje bil selv.
Feriemætheden er overstået – Ellen er sit go’e, gamle rejselystne selv igen og nu er der atter rejser at glæde sig til. Next step: foråret 2018.
Sommerhus på Fanø næste september er i øvrigt også klaret … nu skal jeg prøve strikkefestivallen derovre. Sammen med Ditte – jeg glæder mig allerede.

8. november 2017

Jeg går stadig ind for vaccination

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Vores frygtløse rødhalsVores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

7. november 2017

Frosttålende dahliaer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: , ,

Da John stod op i morges, lød hans kommentar, at nu var det nok slut med dahliaerne, for græsplænen og strandengen var hvide. Jeg tænkte, at han vel måtte kunne se, om det var slut – de står jo lige udenfor, hvor han kiggede ud.
Da jeg lidt senere fik maget mig ud af fjerene, kunne jeg konstatere, at ja, frostvejr var det umiskendeligt, men også at dahliaerne stadig så friske og ufrysende ud. Sidste år bukkede de under med det samme under årets første frost, men det må vel have frosset mere, end det har gjort i nat.
Beviset er herunder. Jeg plukkede flere buketter og tog ind, bare hvis nu det skulle være sidste dag, de lever, men resten får lov at stå, så længe de kan – jeg nyder jo synet hver eneste dag, så knoldene bliver ikke gravet op, før de ligger sammenklaskede hen ad jorden.

IMG_8174

Bortset fra det halvkolde vejr, så var det en aldeles vidunderlig og smuk morgen – og dag. Hele dagen.
Sikke et vejr. Det fås ikke flottere, ikke på denne årstid: Høj, klar himmel med kun få skyer i formiddags og helt blå himmel efter frokost. Ikke en vind rørte sig indtil ved 16-tiden, så fjorden var spejlblank det meste af dagen.
Solen stod lavt over fjorden et par timer endnu efter vi stod op, og med morgendisen hængende en rum tid, var der masser af tid til at nyde synet, hver gang, vi kom forbi et vindue.
Har jeg fortalt før, at jeg vist aldrig bliver træt af at bo her? Og at jeg aldrig bliver træt af udsigten over fjorden? At den aldrig er ens to dage i træk?
Nå. Har jeg det? Mange gange før, oven i købet?
Sorry. Dette bliver sandsynligvis ikke den sidste gang af den grund.
Jeg ELSKER stedet her.

image

image

6. november 2017

England kom før os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Baret - alkannaBaret - alkanna (2)Baret - alkanna (3)

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

3. november 2017

Det er dejligt om morgenen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: ,

Det er dejligt, at det om morgenen bliver lidt tidligere lyst nu, men puhada, hvor bliver det så også tidligt mørkt igen – og dagene har hele syv uger endnu til at blive kortere i, inden det vender.
Når solen så oven i købet skinner om morgenen, kan man blive i helt godt humør bare af at kigge ud i skoven, fordi solens lave, næsten vandrette stråler tydeligt skinner ned gennem træerne.

P1000220

Desværre skinner solen ikke mere for i dag, men det skulle dog i det mindste holde tørt de næste par dage.
John har gået og ryddet lidt mere op rundt omkring – eller rettere ryddet ud – det sætter godt nok nogle ting i gang, når man sætter et hus til salg efter at have beboet det i over 20 år. Vi syntes egentlig ikke, vi sådan gik og rodede, men da vi tog lidt andre øjne på, kunne vi godt se, hvor det nok var en god ide at sætte ind.

P1000221

Plus pudse kobbertøj, fx … og muge lidt ud under køkkenvasken og lignende nusserier … man ved jo aldrig, hvornår der står folk og vil se huset.
Verdens Bedste Nabo fortalte, at han havde set flere biler holde ind på grunden og se sig lidt omkring, men mere er det da heller ikke blevet til, for så havde vi formentlig hørt fra ejendomsmægleren, hvis de havde ønsket at ville kigge inde i huset.
Nå. Det kommer nok engang – der sker sikkert ikke mere i år, for dette er ikke den optimale årstid at sælge huse på. Til foråret kan vi igen sætte optimismen ind og håbe, at der sker noget i salgsmæssig retning. Jeg gider ikke gå og være bekymret – vi har jo ikke travlt, og det er ikke et økonomisk problem for os at have huset; det er ikke derfor det skal sælges – jeg har derfor besluttet mig for, at jeg lige så godt kan nyde det maksimalt hver eneste gang vi er heroppe.
Så det gør jeg. Også selv om solen er forsvundet, og der bare er en kedelig og grå novemberdag tilbage. Her er jo dejligt alligevel.

2. november 2017

Nu bliver det for fjollet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags:

I dag var vi i Meny i Faxe.
Her kunne vi se nedenstående skilt i deres bagerafdeling.
Nu bliver det simpelthen for fjollet – hvad mener de dog med frilandsbrød?

Nårhh jo – det skriver de selvfølgelig, fordi det er noget helt specielt korn. Det har nemlig stået ude på marken, lige fra det blev sået, til det blev høstet.
Da såsæden blev lukket ud af sækken, dansede det selv ned under jorden af ren og skær glæde over friheden.
Eller noget … har I et andet bud?
Du godeste, siger jeg bare …

P1000212

1. november 2017

De sidste havesysler … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Montbretierne skal flyttes, så der kan blive plads til endnu flere dahliaer næste år.
Hvad skal det dog ikke ende med? John er vist lidt bekymret for, at hele haven bliver inddraget til ét stort dahliabed, men det behøver han nu ikke at være – jeg flytter bare lidt rundt på det bestående, så der forhåbentlig kommer lidt mere system i rodet. Ikke fordi jeg er vild med meget systematiske og ligekantede haver, og der er sikkert heller ingen andre end mig selv, der kan gennemskue mit system.
De sidste kartofler er gravet op; det er fint, for vi skal have kartofler i weekenden, da vi får gæster i Sverige.
Alt er faktisk hakket af på min lange efterårs-to-do-liste – man er helt stolt … dog er jeg ikke færdig med de montbretier; jeg har kun forberedt jorden, hvor de skal flyttes hen, de er endnu ikke gravet op og flyttet. Det bliver næste uge.
I dag hev jeg en død rose op med rod und alles fra rosenbedet langs muren. I stedet skulle David Austin-rosen Gertrude Jekyll hen og stå på den ledige plads, men man må ikke plante roser, hvor der har stået roser uden at give noget rosenforbedringsjord som ernæringstilskud. Måske er det noget pjat, men vi kørte ikke desto mindre på planteskolen for at få fat i noget. Jeg vil ikke risikere, at Gertrude dør for mig – hun er så smuk og velduftende.

IMG_6544IMG_6552

Samtidig bestilte jeg en alkymist-rose (den fantastiske rose, vi så på Rønnebæksholm (herover)) og to David Austin-roser (A Shropshire Lady og Tea Clipper (herunder. Er de ikke flotte?)) Førstnævnte kunne han godt få hjem til mig, men de to sidste vidste han ikke, om han ville kunne skaffe.
Så var jeg nødt til at fortælle ham, at jeg sagtens kunne købe dem på internettet, men at jeg helst ville købe dem af ham, for jeg vil gerne handle i hans dejlige planteskole. Så kan han tygge lidt på den, kan han – jeg kan ikke forstå, at hvis jeg kan få fat i dem, hvorfor skulle han så ikke kunne?
Roserne skal stå op ad gavlen på huset. Der har indtil nu stået et espalieret pæretræ, men det giver ikke rigtig noget og har irriteret mig i et par år.
Jeg vil hellere have noget smukt at se på.

A Shropshire Lady  Tea Clipper

John har fjernet pæretræet i dag, hvilket afslørede, at der skal gøres noget ved muren til foråret, for den er bestemt ikke køn. Udgifter, udgifter, udgifter, men samme pæretræ forhindrede, at der blev gjort noget, da resten af husets mure blev ordnet, så nu må det gøres, så snart det bliver muligt.
Men så bliver der også bare SÅ pænt derude.

31. oktober 2017

Juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:13
Tags: , ,

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
Et elektrisk krydsnøgleapparat.
Hvad er det??? 
Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at imagekøbe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

Babufutter fra Miss LemonI dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er 31 oktober 2017 (7)ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

31 oktober 2017 (1)

30. oktober 2017

Bedre end æbleskud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:49
Tags: ,

Bagved vores hus, op mod de åbne marker, ligger der et stort, gammelt hus. Dettes ejere udstykkede den meget store grund for 30-40 år siden til fem grunde og beholdt kun, hvad der svarer til to store parcelhusgrunde. De – et barnløst par – beholdt en stor prydhave, en frugthave og en stor urtehave. Deres eneste arving var deres nevø, som derfor nu ejer huset; en mand og hans kone, der begge nu er et sted i halvfjerdserne, og som kun bruger det som sommerhus. Vi har hilst på dem nogle gange … vi fik at vide, at vi bare skulle byde ham på en god, stærk øl, så var det gode bagboskab så godt som allerede etableret. Andre af vores naboer siger, at det er et surt og underligt par, men de har åbenbart ikke fået tricket med øllen at vide, for vi opfatter dem ikke som sure. Han fik skam også hurtigt hevet to gode øl indenbords, da vi bød ham.

De har fem æbletræer og to pæretræer, og sidste år, som var et uhyre rigt æbleår, bed jeg hovedet af al skam og spurgte dem direkte, om jeg måtte gå op og tage nogle af deres nærmest tonsvis af æbler. Jeg kan ellers ikke lide at tigge, men jeg var næsten sikker på, at de ikke kunne bruge dem alle selv, men vidste i sagens natur ikke, om de havde nogen aftaler vedrørende æblerne.
De sagde: “Ja, selvfølgelig må du det – tag så mange, du kan bruge”.
Som tak gav jeg dem et par glas af hver af de tre forskellige æblechutneyer, jeg blandt andet brugte deres æbler til.
I år sagde de ikke noget om æblerne, da jeg havde en hæksnak med dem, og jeg ville ikke tigge igen – har også rigeligt med æblechutney nu, hvor den slags lækkerier ikke er så godt at indtage med LCHF-diæten. Lidt friske æbler kan man dog altid bruge, og jeg havde faktisk overvejet at lade som om sidste års besked var en generel tilladelse og gå op og plukke lidt, men jeg gjorde det ikke – det føltes alligevel forkert og ikke helt legalt.

Æbleforæring

I dag kom han og bankede på, bærende på tre store poser med æbler. To med Ingrid Marie og en med Lobo.
Jeg var helt rørt over, at de to gamle plukket alle de æbler til mig … det kunne jeg da selv have gjort, men det var godt nok sødt af dem.
Det var de eneste træer, der havde givet frugt i år – de tre andre æbletræer blomstrede på et forkert tidspunkt, ligeledes pæretræerne, for de havde ikke fået en eneste pære i år, hvor de sidste år nærmest druknede i både æbler og pærer.
”Og du skal altså ikke at give os noget af det, du laver af æblerne – det er ikke derfor, du får dem. Det mener jeg!”

Han spurgte også, om jeg ville have et par dahliaknolde – “du sagde jo, at du så godt kunne lide vores dahliaer, og vi graver dem op i dag”. Det ville jeg gerne, men bare et par stykker, sagde jeg, for jeg har så mange, bare ikke lige deres variant.
Der gik en time, så stod han med en hel bærepose fuld af dahliaknolde. Jeg tabte helt mælet, men fik dog takket pænt og lovet ham nogle af mine ‘byttere’ (dvs. dahliaer, som jeg har mere end én plante/knold af), når jeg har gravet dem op.

Flink mand. Han ville ikke engang ind og have en øl som tak – ville gerne nå hjem til Hvidovre inden det blev mørkt.

28. oktober 2017

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

imageDe kvikke af jer vil med det samme gennemskue, at dagens overskrift er en lettere omskrevet udgave af en gammel talemåde.
Udgaven her holder faktisk meget godt. Ganske vist var det dejligt vejr flere af dagene, mens vi var der, men de har fået rigtig meget vand derovre – der var en god grund til, at lastbilen sad fast i deres græsplæne, for der var meget vådt i England.
I Danmark blæser det lige nu. Både ved Den Stråtækte og i resten af landet.
Til gengæld regner det for en gangs skyld ikke …
Og blæsevejret skulle tage til i løbet af dagen og den kommende nat, men heldigvis ser det værste ud til at kravle lige præcis uden om Præstø Fjord.
P1000164Lad os se. DMI har som bekendt ikke altid ret i deres forudsigelser, men hvis jeg nu lader som om jeg tror på dem, så skulle det være ved sekstiden i morgen tidlig, at Ingolf befinder sig tættest på os.
Forhøjet vandstand truer man også med, fordi bælterne bliver fyldt op af alt det vand, som bliver presset ind i dem oppefra, men det skulle ikke nå helt ned til Præstøfjorden. Andre steder på Sjælland og Fyn vil det være slemt.

Alle mine dahliaer er måske ikke ligefrem glade for blæsevejret, men planterne står da endnu alle sammen.
Nogle af blomsterstænglerne var knækkede, da vi kom hjem, så i dag har jeg været ude for at trimme; smide de grimme og døde ud og tage resten af de knækkede plus lidt flere ind i vaserne. At have masser af smukke blomster inde her tæt på november kan jeg godt lige holde ud, selv om det måske ikke passer så fint med den samtidige ild i brændeovnen.

Ikke nok med, at man truer os med blæst og stormflod … på mandag kommer der også snevejr – og selvfølgelig dermed kulde, og hvis det holder stik, er det hurtigt sket med dahliaerne. Det der hvide noget sammen med kulde og frost måtte meget gerne vente en rum tid endnu, for jeg har virkelig mange blomster ude i haven stadigvæk, og dahliaerne er slet ikke færdige med at sætte knopper.
Roser er der også en del af endnu, men de står i læ og vil ikke blive generet af blæsten – sne og kulde vil de dog nok ikke være specielt glade for, så skal vi ikke bare aftale, at DMI atter tager fejl?

26. oktober 2017

Processer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:17
Tags: ,

Processer er mange ting.
Der er en proces, når moffar skal sætte et lille reolsystem op på Annas værelse. Først skal der tjekkes, om der findes et murbor i familien. Det gjorde der ikke – i hvert fald ikke det, der skulle bruges. Der manglede også skruer til væggen.
Det at lave mad er også en proces … der skal købes ind og maden skal tilberedes, så vi slog to fluer med ét smæk og kørte til Devizes, hvor jeg myldrede rundt i Sainsburys, mens Charlotte og John myldrede rundt i Rose’s for at finde de fornødne værktøjer.

P1000071P1000077

Anna er en glad pige.
Familien (alle, men nok mest Aubrey) er glad, fordi jeg lavede den familietraditionelle napolitanske kartoffelkage her på vores sidste aften herovre.
Det kan med lidt god vilje også kaldes en proces at først få en mindre lastbil til at hænge fast i græsplænen for derefter at hidkalde nogle stærke murersvende til at skubbe den fri igen. Det lykkedes hurtigere og nemmere, end John og jeg havde forudset.
Charlotte gik ud for at skubbe med, men inden hun nåede at demonstrere sine kræfter, var bilen fri og chaufføren var glad igen.
Det bliver også noget af en proces at få den græsplæne til at ligne en græsplæne igen, når processen med at bygge hhv. skur, drivhus og swimmingpool.

P1000079P1000080

Endelig er det en proces at lære at bevæge sig rundt på fire lemmer. Nu har Homo erectus efterhånden eksisteret i adskillige tusind år, så det må nødvendigvis tage lidt mere end et par måneder at vende tilbage til australopithecus-stadiet – eller endnu længere tilbage – hvilket ikke desto mindre er, hvad ungerne har sat sig for.
Jeg synes nemlig, at de ligner aber, der løber. Børnene mener selv, at de træner til at ligne geparder, og det er bestemt ikke mig, der skal fortælle dem, at det gør de nok ikke helt.
De løber godt nok hurtigt. Jeg har taget et par videoer, men dem skal jeg spare jer for.
Der kommer dog et sæt billeder fra træning i højdespring: Man løber til på alle fire, og man springer på samme måde, som en kat gepard ville gøre.
Det gør lidt ondt i håndleddene en gang imellem, når man lander lidt hårdt, men det tages i stiv arm. Tøhø.

P1000118P1000119

P1000141P1000142P1000143

Den dreng må kunne blive en fantastisk volleyballspiller …

Det er egentlig også en proces at overbevise mig selv om, at vi allerede skal hjem i morgen, men en kendsgerning er det ikke desto mindre. Vi har checket ind på flyet, så hvis vi udebliver, bliver vi nok efterlyst …

25. oktober 2017

Denne gang til Southampton

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Det reolsystem, som Anna ønskede sig, var udsolgt i Bristol, hvor en informationsmedarbejder sagde, at godt nok viste deres lagersystem, at der stadig var tre tilbage i Southampton, men at han ikke ville køre så langt, når der kun er tre, for de kunne meget nemt være væk, når vi kom frem. Og reservere kunne der naturligvis ikke være tale om. Det er ikke IKEA-politik.
Vi kørte derfor hjem med en lidt skuffet Anna, men hun er blevet så stor, at hun bare resignerer, vel vidende, at sådan er livet bare en gang imellem.
I morges tjekkede Charlotte Southamptons IKEA-filial, og da de stadig så ud til at have det ønskede system på lager, tilbød Charlotte at køre derned og få fat i det ønskede.
Vi fik hurtigt ryddet så meget op, at rengøringspersonalet kunne komme til, for de ville komme, mens vi var væk. Afgang med os, og vi kørte til den største IKEA, vi endnu har set – selv om den i Älmhult, alle IKEAers moder, vel egentlig hedder sig at være den største?
Vi drønede simpelthen afsted gennem den store butik med kun denne ene ting i tankerne … jeg tror det må have tangeret verdensrekorden for IKEA-gennemløb … fandt ud af lagerlokaliteten, nærmest løb derned og – tadAHHH – der var den jo.
Og der var ikke bare tre tilbage – der var i snesevis, så hvorfor vi fik den anden besked i går, forstår vi ikke rigtigt.
Men Anna var meget glad, og nu er John i gang med at reolsysle. Igen. Denne gang med en lidt mere besværlig en end den reol, Aubie fik i går, fordi den skal hænges op på en væg. En nok ikke helt lige væg, oven i købet. Det var også derfor, Charlotte var så ivrig efter at få fat i den – hun er ganske klar over, hvem der er familiens bedste til at få fikset den slags ting, og moffar kommer ikke igen før til foråret …

P1000067

Det var således en lykkelig udgang, og for at fejre den, gav Charlotte en dejlig frokost på The Fuller’s ved indgangen til New Forest, som vi kørte igennem på vejen hjemover, fordi det er sådan en smuk tur.
Her har dyrene forkørselsret, så at sige, og at se æsler, heste, grise, køer og får på vejen er et ganske almindeligt syn. Et meget hyggeligt syn …
Af en eller anden grund synes børnene, det er sjovest at få øje på æsler … et kvalificeret gæt er dog nok, at det er fordi de ser de fire andre dyr dagligt.

P1000069

Vejret er i øvrigt fuldstændig fantastisk – høj, klar, blå himmel og 18 grader. Der var tre hold, der sad udenfor óg spiste på pubben, og vi talte om, at det kunne vi også sagtens have gjort – men det gjorde vi altså ikke, og udsigten fra vores bord indenfor var den samme.
John og jeg har bare siddet og nydt at lade os befragte gennem de dejlige, bløde engelske landskaber, som vi begge holder så meget af.

24. oktober 2017

Syslerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , ,

Søreme om ikke det blev til en tur mere til Bristol i dag; denne gang for at komme i IKEA, som de har både der og i Southampton, men C foretrækker Bristol. Begge børnene skulle have nye reoler – først var det meningen, at det skulle være julegaven til dem, men for det første er det temmelig besværligt at have dem med i kufferterne frem og tilbage til Danmark, og for det andet var det med at benytte sig af, at moffar er her med sine gode hænder og alligevel går og småkeder sig en smule, fordi han ikke har noget at lave.

P1000060P1000057

Det var moffars sysleri i dag. Mommers hedder babyfutter til Røde Kors’ julebazar. Så bliver beskæftigelsen vist heller ikke mere pensionist- eller mormoragtig … men det er et dejligt lille arbejde at sidde med, især i flyveren.

P1000052

Begge børnene har noget med tøjdyr af enhver størrelse, farve og art. Mommer her blev (også) blød og gav dem hvert et nyt dyr. Aubie en middelstor haj og Anna en sjælden tiger. Sjælden, fordi den er sort og hvid som en zebra.
Anna har kun få dyr ad gangen i sin seng, men Aubrey vil have alle sine. Hele tiden. Ved sidste folkedyretælling var der 55, hvilket ikke levner meget plads til sengens oprindelige indbygger, men de skal være der allesammen; de har både navne og faste bosteder – og han husker, hvor eller af hvem han har fået dem alle. Han ville meget gerne foreviges på bloggen, men så ville han først rydde op og sætte dem ordentligt, hvilket godt kan tage en 20-30 minutter. Da den tid var gået, kaldte han på mig og præsenterede mig for hvert enkelt dyr.

P1000054P1000055

Til sidst demonstrerede han, hvordan han selv klarede at være der sammen med alle dyrene. I love to lie in my bed, erklærede han, og det er jo fint nok.

P1000033P1000035

Charlotte har haft den store planlægning i gang, hvilket betyder, at hun har arrangeret nogle hjemmearbejdsdage i denne uge. Det er selvfølgelig dejligt for alle, at det kan lade sig gøre, selv om vi jo egentlig er her for at være barnepige for børnene – men dette er da en meget bedre løsning.
Hun skal sy nogle flere modeller op i stout, og alt det tegne- og klippesysleri kan hun udføre hjemme. Det tager cirka en arbejdsdag at lave ét mønster.

P1000034P1000037

Jeg er så imponeret over denne lineal – hvis man ellers kan sige sådan om en dims, der stort set kun har afrundede sider. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med dimsen, men jeg er så heller ikke uddannet skrædder. Charlotte kunne ikke leve uden den.

Der bliver syslet – livet går sin stille gang, og vi nyder bare at være sammen. Vi har allerede været her over halvdelen af tiden. Det kan jeg slet ikke forstå, men tiden flyver jo i godt selskab. Den flyver alt for hurtigt i det bedste selskab …

22. oktober 2017

Bare en slentretur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Det blev bare til en slentretur i dag – stille og adstadigt gik vi gennem landsbyen, mens vi småsnakkede om alting og ingenting.
Vi fik hilst på en hundeluftende mand, som nu er vendt tilbage med sin familie, fordi de gerne ville have deres to børn (= nu unge mennesker) ind på en ordentlig skole, hvilket de ikke rigtig syntes, de havde muligheder for, hvor de ellers har haft opholdt sig de seneste mange år, såsom Tanzania, Ghana, Marokko, Zambia og senest Papua Ny Guinea.
Ham fik vi en god, lang sludder med – det er så spændende at møde nye mennesker, der samtidig er kloge på verden.

P1000028

Vi gik videre og så dette træ, som er bøjet, men ikke knækket – i hvert fald gror det uden problemer videre og har gjort det længe.
Videre igen ned til Wills lille ford (som betyder vadested), og som menes at have givet landsbyen navn.
I dag er der en fodgængerbro, men vi kan godt se, at heste med vogne ubesværet har kunnet krydse den lille flod her engang – et lille stykke fra broen.

P1000030P1000031

Videre, videre, videre, og på vejen tilbage overraskede vi Tims mor med et besøg. Det er meget bedre at komme uanmeldt, for ellers disker de op med det helt store, og da det efterhånden var tæt på frokosttid, var vi glade for bare at blive tilbudt en kopkaf.
Deres udsigt er også ganske nydelig.

P1000032

Det var stort set det for i dag – vejret har artet sig perfekt, og vi har været meget ude, men man kan ikke hævde, at der er sket noget mere interessant eller ophidsende end det allerede nævnte.
Hvilket faktisk passer os særdeles fint efter den lidt nervepirrende start på denne ferie.

21. oktober 2017

SÅ blev der bandet. Længe og indædt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi ankom til bagagebåndet i Heathrow i går, var der af ukendte årsager en, der havde taget alle kufferterne af båndet og sat dem i to rækker. Jeg fik hurtigt øje på vores og så gik vi ellers hurtigt ud og fandt vores bus. Togturen har jeg beskrevet. Vi var hjemme hos Charlotte kl. 12:15, og kl. cirka 18 ville John pakke ud.
Hvorfor har du låst min kuffert?
– Det har jeg da heller ikke. Hvorfor skulle jeg dog låse din kuffert?
– Det ved jeg ikke, men låst er den.

Ellen hen at kigge.
Det er ikke din kuffert! Sagde hun. Og så sagde hun For fanden og sgu! Og en del mere …
– Du må have taget den forkerte i lufthavnen! Sagde han …
Det kunne jeg ikke umiddelbart modbevise, men det ville godt nok undre mig såre, hvis det skulle forholde sig således – jeg kender så glimrende alle husets kufferter, mens John nok aldrig lærer dem at kende og altid må have mig til at udpege dem i lufthavnene.
Så gik det op for  mig, at der ingen bagagestrimler med stregkoder var på den fremmede kuffert:
Det være sket i toget; der er ingen bagagestrimler på. Og i øvrigt ingen form for identifikation overhovedet. Men der kommer ingen bagage gennem to lufthavne uden bagagestregkoder.
Den var svær for ham at argumentere sig ud af, men han prøvede:
– Altså. Jeg tog kufferten der, hvor jeg havde sat den. Færdigt arbejde! Og jeg tog min kuffert!
– Det kan du jo ikke have gjort!
– JO!
– Vi har da tit oplevet, at kufferterne bliver flyttet for at få plads til flere.

Det her førte lige som ingen steder hen …
Jeg undersøgte: Lost property kan tage op til syv dage at registrere … så er vi på vej hjem igen.

Det er ikke så godt … jeg havde min dyre linse i kufferten …
– Det havde du bare IKKE?! Har du da slet intet lært af vores første afrikatur? Aldrig værdifulde genstande i indchecket bagage!
Her måtte jeg tælle til 10. Han havde jo ikke gjort det med vilje, men ville/kunne stadig helst ikke tro, det var ham selv, der havde kvajet sig.

I morges fandt han et godt gemt telefonnummer i kuffertens dertil indrettede lomme. Vi ringede.
– Oh THANK YOU! I did see your suitcase, though, and reckoned that the owner was the one who took mine.
Efter beskrivelsen var der ingen tvivl om, at det var Johns kuffert, hun havde set, så var det i det mindste på plads: Vi skulle ikke involvere Heathrow.
Vi aftalte at indlevere den i Swindon. Nu var der i det mindste én glad person.

I Swindon var de uhyre velorganiserede og vidste fra den anden kufferts ejer, hvad det drejede sig om: Oh – this is ‘the other’ suitcase. The one you are looking for, is in Bristol Temple Meads’ Lost Property.
Det var dagens bedste besked, så Charlotte (og vi) satte kursen mod Bristol, som jo ikke ligger lige ved siden af deres hjem, men det var rart at vide med sikkerhed, at den var blevet indleveret og vi dermed ikke kørte forgæves. (Bristol Temple Meads var endestationen for vores tog i går, men vi kunne jo ikke vide med sikkerhed, om kufferten var blevet indleveret der.)

John gav en god frokost i Bristol, og nu har en glad mand pakket ud, fundet sin linse og lagt den over i rygsækken!
Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan vi lærer manden kuffertgenkendelse, men det er dog helt sikkert, at han nu har lært at tjekke grundigt. Og hellere tjekke en gang for meget end en for lidt. Jeg bliver også nødt til at huske at være mere opmærksom end jeg troede var nødvendigt …

Bristol Temple Meads station

Stationen var ret flot. Og alle Bristols taxier er blå, fandt vi ud af.

20. oktober 2017

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags:

Vi har taget det tidlige morgenfly til London utallige gange. Afgang 07:50 med ankomst LHR 08:50 GMT. Det har aldrig været forsinket, tværtimod kommer det oftest ind før tid, og vi har oceaner af tid til at nå Reading-bussen og derfra toget til Pewsey. I dag tog vi via Swindon, fordi jeg kom for sent til at få fat i de billige billetter til Pewsey, og Charlotte havde ikke spor imod at køre til Swindon i stedet for. Jeg havde booket toget kl. 11:59 fra Reading, hvilket er en god halv time før vi normalt tager mod Pewsey, men eftersom vi altid sidder og drikker en meget lang kopkaf, var det kun dejligt at skulle vente ½ time mindre – altså en lille times ventetid. 
Men. Flyet var samme lille time forsinket, så jeg regnede ikke med, at vi nåede vores tog, men den korte version er, at det gjorde vi. I allerallersidste øjeblik. Vi nærmest smed os selv ind i toget, fordi de var begyndt at lukke dørene, da vi kom ned på perronen. Vi halsede ind i vogn E, men havde sæder i vogn A … det var en lang tur med kufferter, håndbagage og overtøj gennem fire lange vogne med smalle midtergange. Men det lykkedes!

P1000006P1000020

Og nu er vi her.
Der bliver tækket. Det, der ikke blev tækket i første omgang. Det smalle billede er udsigten fra vores soveværelse … godt han ikke arbejder om natten!

Det store drivhus (1)

Der bliver bygget nyt skur og drivhus. Et herligt, stort drivhus får den unge dame, med mur op til hvor hun holder hånden – jeg er ikke spor misundelig. Ikke spor … jeg kunne da overhovedet ikke tænke mig sådan et drivhus! Slet ikke.

Swimmingpoolen (2)Swimmingpoolen (4)

Der bliver bygget swimmingpool – ret dyb i den ene ende og med en blæret trappe i den anden, som vender mod vest. Her er det meningen, at man skal ligge i det flade varnd og selv flade ud i eftermiddagssolen.
De går – lidt som mommer og moffar her – heller aldrig ned på planer, og jeg er bare så superglad på deres vegne over, at Tims firma efter så mange hårde og slidsomme år endelig går så godt, at der er et overskud til dem. Det er stadig hårdt og slidsomt, men nu er det også sjovt, siger Tim.

Charlotte er kørt til Warminster for at hente børnene hjem til ferie. Normalt kommer de med skolebussen, men der er forældremøde i Annas klasse klokken 16, så John og jeg er overladt til os selv til klokken 19, hvor de er tilbage igen.
Åhhh, det er skønt at være her igen – det er alt for længe siden; næsten et halvt år.

19. oktober 2017

Jeg er vist storforbruger af kameraer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

Det blev en rigtig elektronikdag – jeg vil omdøbe den til en elektronokdag …
Nu er jeg på mit femte Lumix. Tror jeg nok det er … det er efterhånden svært at holde rede på.
Mit TZ70 kan ikke længere zoome, og hvis det endelig, én gang ud af irriterende mange forsøg, tager sig sammen til det, kan det ikke fokusere. Nogle gange kan det ikke engang fokusere alligevel, så det kan lige så godt kasseres. Det irriterede mig dog lidt, for det er kun 2½ år gammelt, men en eller anden fortalte mig engang, at der er omkring 100.000 billeder i et Lumix, så det er vel derfor … det er ganske enkelt slidt op allerede.
Det nye er et Lumix TZ80 – nogle vil sige, at det er forældet, fordi der både er kommet et TZ90 og et TZ100, og det er det da på sin vis også, men jeg brugte lidt tid på specifikationerne, og så vidt jeg kunne gennemskue, er de to sidste kun forbedrede i forhold til 70’eren på videofunktionen, og den bruger jeg stort set aldrig. Så er det jo fjollet at give næsten det dobbelte for at få den nyeste version.

Et lille, men efektivt modemOg nu, hvor vi alligevel skulle i Elgiganten, besluttede John sig for at aflive sin mobiltelefon. Den var også ved at blive gammel og senil … dråben var, at der ikke var plads nok til at reinstallere netbanken på den.
Han besluttede sig for en Galaxy J7, som har en lidt større skærm uden dog at komme i nærheden af tabletstørrelse.
Denne telefon kunne ikke tage SIM-kortet fra den gamle, så vi måtte ind i 3-butikken i Næstved Storcenter for at få et, der passer til den nye.
Her tjekkede ekspedienten lige vores abonnement, nu vi var der, og kom frem til, at for 30 kroner mere om måneden kan vi få 100 GB i stedet for de 40, vi har, plus at vi som en lille bonus kunne få deres sidste nye mobile router med, så vi nu har to.
Det er altså smart! Ikke så meget, at vi nu har to, men at det nye er bittelille og ikke mindst, at det også kan køre på batteri. Det fylder ingenting, hvilket er skønt, når vi skal have det med på rejser, og det trækker fint – her i Den Stråtækte klarer det hele 38/16 Mbit/s, hvilket er flot. Jeg er spændt på, hvad kapaciteten er i Sverige og England, men det sidste finder vi ud af allerede i morgen.
Det er jo så smart, at vi ikke betaler mere for at bruge det ude omkring i den store verden, så vi har altid vores egen router med. Jeg ved godt, at roaming er blevet “gratis” i EU, men 3 har en masse andre lande med uden for EU, så det er langt bedre.
Grunden til, at gratis blev sat i gåseøjne er, at de fleste teleselskaber bare har hævet abonnementspriserne – det må være ærgerlige penge for folk, som ikke rejser ud af landet – men det har 3 ikke, for de havde allerede alle aftalerne og har derfor ikke været nødt til at hæve deres priser.
Det gider jeg ikke brokke mig over …

17. oktober 2017

Jeg HADER, når den slags sker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ordet ‘hade’. Det er et meget stærkt ord, som jeg helst vil reservere til noget, jeg virkelig … hader … og ikke bare ikke bryder mig om eller lignende. Faktisk er der næsten intet, jeg virkelig hader – og, så vidt jeg lige husker, heller ingen, jeg virkelig hader.
Det, der skete for mig i går, hører ind under hade-kategorien. Virkelig. Jeg havde helt ondt i maven og jeg fik en lettere hovedpine.
P1070325Jeg skulle lige tjekke min mini-pc, inden vi drager afsted til England, fordi jeg havde en lumsk mistanke om, at jeg ikke kunne huske passwordet til min webmail. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt den, og da passwordet er kompliceret (det skal de jo være), var jeg i tvivl.
Og det var godt, jeg var det det, for jeg kunne ikke huske det. For at få et nyt, skulle jeg gøre det via one.com, som hoster mit domæne (har det et dansk ord?). Så kunne jeg gudhjælpemig heller ikke huske det password – det var særdeles længe siden, jeg var inde på det kontrolpanel, og det stikord, jeg havde noteret mig vedr. passwordet, var ikke nok.
Nå, men jeg anmodede om at få et nyt til selve domænet, og da det var i orden, ændrede jeg selv i webmailen.
Men.
Så virkede den almindelige mail ikke. Jeg kunne godt modtage mails, men jeg kunne ikke sende. Grrrr. Jeg så rødt …

Jeg startede en chat med one.com, som indledte med at fortælle mig, at mine ind- og udgående porte var for gamle, så jeg skulle lige sætte mailprogrammet op igen, inden vi rigtig kunne komme videre. Han sendte et link til hjælp til hvilke parametre jeg skulle indtaste.
imageGrrrr igen. Den slags plejer altid at drille mig, og denne gang var da ingen undtagelse, sikkert fordi det ikke var helt entydigt, hvad der ville virke.
Der var bare ikke noget af det, der virkede! Jeg prøvede samtlige kombinationer, men intet hjalp.
Jeg chattede igen, og denne gang var det en anden, som sagde, at den udgående server husker de gamle parametre, så det var nok derfor, jeg ikke kuinne få det til at virke (hvad filan skulle jeg så ændre for?). Prøv at sætte mailen op i Outlook. Det tog mig en krig, og det endte med ikke at virke overhovedet, så det er skrottet.
Udserveren virkede stadig ikke, men til gengæld kom mine mails ind tre gange, fordi jeg havde oprettet flere klienter til afprøvningerne. Det er nok derfor – så bliver programmet forvirret; slet dem alle undtagen én. (Hvorfor siger I så, at man kan have ubegrænset antal klienter?)
Det virkede naturligvis heller ikke. Nu var der gået fire timer, og jeg havde ondt i maven, både af stress og arrigskab.
Jeg kan godt både sende og modtage mails via webmailen, men jeg vil helst ikke kun bruge den, da den er lidt mere primitiv i sine funktioner, men det er ret besværligt ikke at kunne besvare en mail uden at skulle skifte mellem almindelig mail og webmail.
Jeg gav op for i går.
I morges havde jeg sovet mig til lidt mere gåpå-mod, og jeg startede en ny chat.
Nu kom der en tredje ind i billedet:
Ja, det kan godt drille. Jeg kan anbefale, at du sætter din mail op med Thunderbird.
Prøv nu bare på at hjælpe mig med dette i stedet for, svarede jeg, og så spurgte han efter et par ting, jeg skulle tjekke, og bad mig om at sætte flueben til, at udgående mail skal autentificeres. Okay. Password? Ups. Hvis det er det gamle, har jeg et problem …
MEN DET VIRKEDE!!! Efter et par forsøg, så jeg er ikke klar over, om det var domænepasswordet eller mailpasswordet, der blev accepteret, men jeg er fuldkommen ligeglad, for nu kan jeg modtage og sende mail samme sted fra.
Hvor var det godt, at jeg ikke skulle sidde med alt det bøvl ovre i England …

15. oktober 2017

Ligusterfascist?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags:

Det håber jeg ikke, at jeg er. En ligusterfascist, altså. Som jeg husker ordet, der blev flittigt brugt i halvfjerdserne, betyder det småborgerlig og svæversynet, hvilket er en ikke særlig attraktiv etiket at få hæftet på sig.
Har man nogen sinde hørt om en ligusteraktivist? Det er jeg måske nærmere, hvis man kan forestille sig en person, der nok har stærke holdninger om en masse ting, men som sjældent aktivt råber op om dem uden for matriklen.
I sidste uge var jeg en ligustersværmer i ti minutter – jeg sværmede rundt ude ved ligusterhækken, som vi (heldigvis) kun har på én side af huset, for at imageplukke bærrene fra den. Det blev i alt til knap 400 gram, som blev kogt i en times tid, hvorefter bærrene blev siet fra.
Det var lidt spændende, selv om Ditte uden synderligt held havde forsøgt sig, da vi holdt vores seneste plantefarvningsseance. Jeg brugte alle bærrene til kun 2 x 25 gram garn, nemlig første og andet bad. Det er i teorien alt for mange bær, men Dittes sørgelige og blege resultat taget i betragtning, var det oplagt.
Suppen var dybt mørklillablå, men da jeg kom garnet i skyllevandet, forsvandt langt det meste af farven! Skyllevandet lignede fuldstændig den farve man får, når man vasker noget der har været rødkål i.
Den smule farve, der blev tilbage i garnet, var en svag, meleret grålig søgrøn. Ikke nødvendigvis grim, faktisk kan jeg ganske godt lide den, men uomtvisteligt en anden farve end forventet med det dybblålilla udgangspunkt. Man ved simpelthen aldrig, hvad udfaldet bliver med planter …

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav dag 13

Det fine, lysegråhvide lav, jeg lagde i ammoniak, har foreløbig udviklet sig som vist herover. Det er efter hhv. 0 timer, 1, 5 og 13 døgn.
Det er tydeligt at se udviklingen, men jeg syntes ikke ligefrem, den går i den ønskede/forventede lilla retning, så jeg tog en lille prøve ud og farvede fem gram garn. Jeg ved godt, at det skal stå 60 dage, men jeg var nødt til at se, hvor jeg var henne.

Lav - første forsøg 1Lav - første forsøg 2

Jeg var herhenne. Meget langt fra lilla, og ingen ved, hvad der sker, når der er gået yderligere 1½ måned, men dette her er i hvert fald keeedeligt.
Ikke desto mindre lader jeg det stå, for nu skal forsøget køres til ende, og ydermere har jeg plukket en anden slags lav (Peltigera neopolydactyla), som er sjælden i Danmark, men meget almindelig i Sverige, og som skal afprøves. Den bliver måske kedelig, da den ikke hedder canina til efternavn … men så er det forsøgt.
Jeg her også taget noget randbæltet hovporesvamp med hjem, som skal koges af til farveekstrakt. Hvo intet vover, intet vinder.

Næste side »

Blog på WordPress.com.