Hos Mommer

30. juli 2016

Red hvad reddes kan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags:

Jeg mener ikke, at min havepasser læser min blog … jeg har nemlig i sinde at være flink og høflig og sige pænt tak for indsatsen, selv om jeg var lidt øvsindet, da vi kom hjem, men umiddelbart har vi vist ikke andre, vi kan bede om græsplæneslåning, drivhus-, krukke- og stueplantevanding samt postkassetømning.
En del af forklaringen kunne jeg (næsten) forstå. Han bor kun 12 km fra os, og han havde fået så meget regn på de 17 dage, at han ikke kunne huske noget tilsvarende i de 35 år han har boet der.
Vi havde fået 5 mm på de samme 17 dage … manden har troet, at vores have havde fået rigeligt med vand, og det havde den så ikke.
Men. Uanset om der så er skybrud udenfor, regner det altså ikke i drivhuset eller på ‘utilregnelige’ krukker. Eller på mine potteplanter inde i stuerne.
Det meste af det kan reddes. Chiliplanterne, heldigvis, og tomaten og nok også squashen, men agurken er stendød og basilikummens tilstand kritisk.
Krukkerne kan også reddes, men det vil tage lidt tid, før nogle af dem bliver rigtig pæne igen. Det pudsige var, at stueplanterne i vinduerne ud mod fjorden og to store gulvplanter var fint vandede, men ikke resten. Han har simpelthen ikke set dem! Hvordan det end kan kan lade sig gøre, har de været usynlige, mens vi har været væk.
Jeg siger ikke noget. Jeg siger IKKE noget! Andet end tak. Han har gjort sit bedste, og vi er som sagt glade for, at han gider hjælpe os.
Vi tager bare ikke væk i mere end en uge ad gangen i juli eller august fremover – har vi lovet os selv lige nu. Så må vi se, om det holder vand. Tøhø …

Sugar Diamond 30.  juli

Dahliaerne havde, til min glæde, stortrivedes under fraværet. Den pink i midten herover, som hedder Sugar Diamond, var vokset langt mere end forventet; det var faktisk alle dahliaerne, men den nævnte tog prisen. Vi må have god dahliajord, for Sugar Diamond står til at skulle blive 90 cm, men den må være 120-130 cm høj nu.
Happy Halloween og Downham Royal havde også fået blomster. Jeg bliver mere og mere glad for dahlia, kan jeg godt mærke. Så glad, at jeg er tæt på at nå frem til en beslutning om at tage dem op til vinter og passe godt på dem, hvor jeg i starten kynisk tænkte, at de må overleve ude i haven, hvis de kan. Især den der Sugar Diamond vil jeg gerne se igen til næste år. Og næste igen … men de er allesammen smukke – kameraet kan ikke finde ud af at gengive de meget dybe og intense farver.

Sugar Diamond 11.  juliHappy HalloweenDownham Royal

Indendørs er der støvsuget mindst et halvt kilo edderkopper ned fra hjørner og lofter, udenfor er rosernes døde hoveder skåret af, hele forhaven og noget af baghaven er trimmet, John har været ude og købe ny elektrisk hækklipper, da den gamle døde af overanstrengelse og nok også alderdom sidste sommer, rododendronen er befriet for junglen af rådhusvin … det er helt vildt, som den kan brede sig på ingen tid … så nu ser her pænt ud igen. Næsten. Jeg har savnet min have, har jeg. Tænk, at jeg skulle høre mig selv sige sådan.

Høstanemoner

Høstanemonerne sprang ud mens vi var væk. Dem er jeg også blevet meget glad for – primært pga. udseendet, men jeg har lige fundet ud af, at de også imagekan gøre nytte.
Det har jeg en del muligheder for at afprøve …
Nedenstående er citeret fra samme haveside:
Høstanemoner er indbegrebet af bondehave og bedstemor. De har en sødme og en luftighed over sig, der bare er yndig.
Bondehave og bedstemor … jamen det er da så sandt, så sandt.

29. juli 2016

Et par lange rejsedage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:45
Tags:

Efter at have fulgt med i køsituationen ved Dover, blev vi enige om at lægge tre timer til rejsetiden mod kanaltunnellen. De 14 timers ventetid i weekenden før havde jeg dog kalkuleret med (nej, ikke alle 14 timer, men i hvert fald lang kø!), fordi det var første weekend i skoleferien i England. Af samme årsag tog vi hjem en torsdag (skulle have været onsdag, men Albert var først ledig torsdag), således at vi helt undgik weekender. Eurotunnel sendte mig en mail om, at vi skulle regne med travlhed og kø ved indcheckningen. Vi skulle være der 20 minutter før, men må ikke komme mere end to timer før det bookede tog. På M25 – Londons største parkeringsplads – skulle vi også regne med en times forsinkelse. Altså afsted med tre timer i overskud, så at sige, plus lidt til tissepause; dvs. kl. 07:45.
Selvfølgelig blev vi ikke så meget som et minut forsinkede pga. M25, så vi måtte slå en time ihjel på “Early Port Arrivals” tæt på Folkestone, inden vi kunne køre til check-in.
Det tog bare 10 minutter at komme gennem check-in, hvor vi fik en seddel med et megastort H på. Da vi kom længere ind på det KÆMPEstore område til Eurotunnel, så jeg på de store infoskilte, at E og F skulle med toget 13:50 og G og H kom med 14:20. Please park and wait for instructions. WHAT?? Vi har booket til 13:50 og vi var i god tid! Grrrrr, hvor jeg blev sur, men vi måtte pænt holde ind og vente på besked om den videre fremfærd. Klokken var nu 12.
Klokken 13 var vores tog rykket til 14:40. Mere Grrrrr. Vi havde en aftale med Albert om servering ca. ved 19-tiden, men det kunne vi godt glemme nu.

P1030435P1030437

Franskmændene tjekker pas her i UK (i Frankrig kører man af toget og direkte ud på motorvejen), cirka 50 meter længere fremme i forhold til, hvor englænderne tjekker vores pas! Det virker lidt tåbeligt, men det kunne næppe være det, der var skyld i de store forsinkelser – der havde været et par togaflysninger, men jeg ved ikke hvorfor.
Men. Man siger, at det var Frankrigs ekstra kontrol, der var skyld i de kolossale forsinkelser ved Dover i weekenden. Jeg forstår ikke, hvorfor de har så hulens travlt med at tjekke folk fra England mod Frankrig. Fra Tyskland og Belgien lægger man knap mærke til, når man passerer grænsen; der er ingen kontrol overhovedet, så alverdens terrorister kan komme i hobetal til Frankrig uden en mors sjæl opdager det. Og jeg tror ikke på, at de kommer fra UK.

P1030439P1030440

Jeg måtte skrive til Albert, at vi tidligst kunne være der 20:30, for vi løb ind i en trafikkø i Frankrig, som sinkede os yderligere ½ time.
Han skrev, at vi bare skulle tage det roligt – den gode hvidvin han havde lovet os, lå på køl og ventede, og hvis jeg skrev til ham 1 time inden ankomst, ville maden være færdig samtidig med vores ankomst – uanset hvornår den måtte ske. Han fortjente et kys på kinden!
Vi kom 20:50 og var grundigt sultne, men Alberts mad er værd at vente på.
I dag var den eneste kø lidt nord for Neumünster. Den sinkede os en lille time, men ellers gik turen glat.
John har kørt 826 kilometer alene i dag. Respekt for den ældre herre. Jeg spurgte, om han ville afløses, men det behøvede han ikke, sagde han. Vi tog naturligvis de behørige pauser, men ellers kløede han bare på.
Vi var hjemme klokken 20, og jeg må bare konstatere, at vi fremover ikke holder ferie i juli/august, for der var lige lovlig meget både i drivhuset og af krukkeplanterne, der havde lidt fatalt af tørst.

27. juli 2016

En fjollet pakke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

P1030399I dag var vi i endnu en Butterfly World, som var meget bedre end den i Wales, for i den i dag havde de på en eller anden forunderlig måde gjort dem tamme … de fleste sommerfugle sad helt stille, mens vi fotograferede. Kun to, den store blå fra Amazonas og en, der hed noget med zebra- havde ikke lært at sidde stille endnu, men resten havde … så er der noget ved det! Sikke nogle skud, vi fik af nogle af dem. Især selvfølgelig John, men hans billeder har jeg ikke set endnu.
Pudsigt nok var det ikke en af de mest farvestrålende jeg var mest betaget af, men den forholdsvis lille og uanselige her til højre. Den hedder et eller andet med glas, hvilket nok ikke kan forbavse synderligt. Den ser betagende ud både når den flyver og når den sidder stille.
Desuden var der reptiler, hvis man skulle have den interesse, og udenfor var der en noget blandet landhandel – dværgkænguruer, skildpadder i flere udgaver, kalkuner, surikater og flere forskellige bondegårdsdyr.
Atter en gang blev jeg grundigt til grin, for jeg så først kænguruerne som store kaniner – lige indtil jeg fik øje på halen, som var gemt i græsset, men inden da havde de andre nået at storgrine af min tilsyneladende manglende viden. Den viser sig ofte for tiden …

P1030410P1030408

Ovenstående larve ledte jeg længe efter mellem bambusbladene efter at have læst skiltet, men kunne ingen finde. Jeg kaldte på Aubrey, for hvem det tog ca. 20 sekunder at få øje på en. Typisk. Men det er en af grundene til, at det er så godt at have børn med på svampejagt.
Disse labre larver var der en snes stykker af på en plante, der næsten var helt spist. John gik lige forbi dem, selv om de var i øjenhøjde – han troede det var blomsterstande.

P1030429P1030431

P1030421P1030423P1030426

Kalkunhaner er nogle grimme fyre, som vist kun de selv og kalkunhønerne kan elske.
Surikaterne holdt trofast vagt oppe og nede, selv om der næppe kommer rovdyr forbi deres nuværende hjem. Og dog, talte vi om, for når stedet lukker og folk er gået hjem, kan rovfuglene sikkert sagtens finde på at snuppe sådan en lille lækkerbisken til aftensmad.

Butterfly World 1P1030434

Det sidste billede er overskriftens fjollede pakke, som stod og ventede på Charlotte, da vi var tilbage igen. Hun fik det lige som jeg kan få det, når jeg bestiller for meget over internettet: “Hvad i alverden kan det være? Hvad har jeg dog bestilt, der kan komme i sådan en indpakning?”
Hun hev det ene stykke papir ud efter det andet – for til sidst at stå med den lille flaske i hånden!
Den kunne hun godt huske at have bestilt, men havde ikke lige forestillet sig dette overkill i emballage.
Hun er premiumkunde hos Amazon og betaler derfor aldrig for porto, uanset hvor lidt eller hvor meget hun bestiller. Mon det har været en fordel i dette tilfælde? Jeg har prøvet noget tilsvarende engang. Jeg bestilte et meget lille USB-stik, som kom i en temmelig meget for stor papæske.

P1030147P1030149

26. juli 2016

Bag tæppet – bag facaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

P1030365P1030367 P1030368P1030369

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

P1030370P1030373

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more P1030374British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.


*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

25. juli 2016

Havsalt er noget man tager på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Sea Salt regnfrakkeI hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

P1030350P1030353

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

P1030362P1030363

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

P1030364

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

23. juli 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det er vaaarmt! Børnene plasker og larmer rundt i poolen, jeg sidder med benene oppe på en bænk i nærheden og strikker, mens jeg ikke sjældent smiler et skævt smil over deres latter, deres ord og deres leg. John sidder og ser Formel 1. For Tim og Charlottes vedkommende vil jeg slet ikke vide, hvad de laver, men de er i Bath og hygger sig forhåbentlig sammen.
Vi spurgte børnene i aftes under aftensmaden, om de havde lyst til at være alene hjemme. Der blev vekslet blikke mellem dem … does that mean … just the two of us or will mommer and morfar be here as well?
Da vi derefter spurgte, om det var i orden, at vi også var her – og om det var okay, at vi i givet fald lavede pandekager til dem, lød der et enstemmigt Yeahhh!!! Charlotte smilede og Tim kastede sin bekymrede mine bort og kunne ikke lade være med at grine – han ved jo hvordan børnene reagerer, hvis de skal passes af Granny.

P1030069P1030070

Mens vi spiste frokost, læste Anna op fra en bog med jokes og puns. Så meget for mig og mine sprogkundskaber – ud af 50 kunne jeg selv gætte to, forstod de 47, men forstod ikke helt pointen i en enkelt. Sådan cirka – men jeg troede jeg ville have kunnet gætte flere end jeg gjorde. En af dem jeg gættede var Why do you see a roll of toilet paper sliding down a hill? Den må vel være heading for the bottom, mente jeg, og Aubie grinede og sagde, at den var even better than the answer in the book.
What do you get when you pour boiling water down a rabbit hole?
A hot cross bunny!
(Som jo i virkeligheden er sådan en.)

Nu vi er ved sproget, så ventede bogen Top 35 mistakes Danes Make In English [a fun guide to small but significant errors] på mig, da jeg kom hertil.
Når jeg tager i betragtning, AT nyansatte på mit gamle arbejde (en farmaceutisk virksomhed) skal “læse og forstå” et hav af dokumenter, inden de får lov til at arbejde rigtigt, AT al rapportering skal foregå på engelsk, AT de fleste er gode til engelsk, men ikke gode nok, så synes jeg, at denne lille og overskuelige bog burde være et absolut krav at have “læst og forstået” inden de skriver deres første rapport. De fleste af fejlene kendte jeg (og de andre engelskkyndige) i mit firma så udmærket, og der blev da også som oftest lyttet, når vi påpegede dem. Et par af fejlene var vi nogle stykker, der kæmpede mod i årevis, men ville man høre på os? Nix. Man blev stædigt ved med at hævde, at det var korrekt engelsk, men her står der noget andet sort på hvidt, skrevet af en englænder, som har boet i Danmark i mange år og har set alle fejlene, vi kan finde på at begå.
Og så var der pinligvis en, jeg også kunne have begået. Flovt.
Jeg kunne nemlig godt have fundet på (har vist heldigvis aldrig gjort det) at sige a sparring partner i samme betydning, som vi bruger det på dansk, men det kan man ikke. På engelsk er det someone with whom you are constantly arguing, someone who needles and annoys you, a thorn in your side. Very few English speakers are looking for a sparring partner, although sometimes they are looking to get rid of one.
Så lærte jeg også noget den dag.
Jeg vil vise bogen til min gamle chef. Han er en af dem, der tager sproget alvorligt, og jeg tror han vil synes det er en god ide, at alle skal læse den.

22. juli 2016

Ikke Bath … Salisbury

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: , ,

Det blev ikke Bath i dag. Børnene skal have nyt fodtøj inden deres ferie i Grækenland, men det er deres sidste skoledag i dag, så det må vente til på mandag, hvor vi alle fem vil tage en tur til Bath.
I stedet kørte vi en tur til Salisbury i dag. Vi har været der før; også inde i den kolossalt store katedral, så vi nøjedes med at kigge indenfor i søjlegården – og undre os lidt over den vrede helgen – eller hvad han nu har været … han virkede ikke specielt helgenagtig.

P1030302P1030303
Det er ham, der står alene, jeg mener … han ser overmåde olm ud, mens han står og giver en eller anden fingeren. Ikke særlig helligt, må man sige. De andre ser ud, som sådan nogle nu engang bør se ud.
Katedralen er virkelig enorm og også et besøg værd, hvis I skulle komme på de kanter. Jeg kunne ikke rigtig komme langt nok væk til at tage et billede, der ikke vælter. Den er imponerende indvendig såvel som udvendig, hvor man kan bruge lang tid på at studere detaljer. Og undre sig over, hvorfor der aldrig er kommet statuer ind på de ledige pladser. Pengemangel? Trosretningsskifte? Det må kunne slås op, men det bliver en anden gang.

P1030305P1030306

Ken Follett har beskrevet en katedrals opførelse i Jordens Søjler, som er en fantastisk bog og er blevet til en god film. Det kunne måske i teorien have været denne i Salisbury, der var hans forbillede, men den er omkring 100 år yngre end Follets fiktive katedral i bogen. Det er imponerende klaret at kunne bygge i denne størrelse og højde i 1200-tallet – det er ikke svært at forstå, at der skete en del uheld undervejs.

Salisbury – Sarum – rødderne går langt tilbage (Old Sarum har rester af bosættelser fra 3000 fvt.), hvilket afspejles i nogle af byens smukke huse. Dagens formiddagskaffe blev indtaget i en lille gårdhave på Red Lion Hotel, hvis rødder går helt tilbage til 1300-tallet. Særdeles hyggeligt og stemningsfuldt!

P1030309P1030311

Billedet herunder er især interessant pga. det meget smalle hus lige til højre for den røde bygning. Hvert andet hus i den gade var så smalt. Vi kunne godt tænke os at se en af disse lejligheder indefra. Det er lige før, at en seng kun kan stå i én retning.

P1030319P1030317

Dyrekøllehuset (haunch of venison betyder dyre[vildt]kølle) kunne jeg bare ikke stå for, men igen det sædvanlige problem: Man kan ikke komme langt nok væk til at få nogle ordentlige billeder. An Old English Chop House – det er da skønt, ikke?

Nu er børnene hjemme – de kan ikke få hænderne ned, for nu har de sommerferie! Jeg kan sagtens huske den herlige fornemmelse af at vide, at der ligger mange uger foran en, hvor man bare kan gøre hvad man har lyst til. Og det var rigtig sommer HELE tiden. Det regnede aldrig! Er det ikke rigtigt?

21. juli 2016

Aberglasney Gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:41
Tags: ,

Det blev til endnu en have i dag … jeg tror vi kunne se en ny have hver dag og alligevel ikke blive trætte af at kigge på haver.
Dagens have var Aberglasney House and Gardens, som hævder at være blandt top 10 af UK’s haver. Flot var den bestemt også, men i dag begyndte det at regne, inden vi var blevet helt færdige med at gå rundt, så vi sprang lower walled garden over – heldigvis var det den sidste af alle haverne i haven; resten havde vi nået at være igennem.

P1030251P1030253

Der var et nyt house og resterne af et meget gammelt. Ruinerne af dette sidste havde man smidt et glastag over, under hvilket man derefter havde skabt en subtropisk have.

P1030268

Jeg er som sagt ikke blevet træt af haver, men jeg kunne godt forestille mig, at I snart er det …
Ikke desto mindre kommer her flere blomsterbilleder – herover fra et langt bed holdt i bordeaux og pink farver. Jeg var vild med det!
Det er simpelthen alt for inspirerende at kigge på alle de haver – jeg vil have det hele selv!

P1030277

Da det begyndte at regne, var vi helt tilfældigt ved siden af restauranten, så hvad var mere oplagt end at snuppe en latte og en scone med clotted cream, mens udsigten blev nydt? Det havde dog tilsyneladende ikke tænkt sig at holde op igen, så vi gik tilbage til bilen … hvorefter det holdt op med at regne. Murphy strikes again.

P1030278P1030275

Alt er større i en slotshave. Også plantesækkene …

P1030283P1030284

The sunken garden. “Den sunkne have!” sagde John, men jeg mente nok, at jeg ville kalde den for den nedsænkede have.
P1030293Vi har set virkelig mange montbretia herovre (den røde i midten), og de er langt, langt større end mine fra Peter Nyssen, men de kan selvfølgelig nå at indhente det forsømte – har hørt, at det er ved at blive sommer i Danmark.

Jeg købte ikke kruset, for jeg er forbi dette stadium i kvindelivet, men jeg fortrød bagefter, for det havde været en fin gave til en medsøster, der slås med hedeturene.

Nu er vi tilbage i den lille landsby, som vi kender så godt. Hvad vi skal lave i den sidste ferieuge herovre, vides ikke endnu, men vi skal nok finde på et eller andet – og så skal vi i øvrigt i høj grad lave masser af ingenting. Næsten ingenting … den står vist på Bath i morgen, medmindre Charlottes planer er ændret siden vi tog til Wales.

20. juli 2016

Wales’ botaniske have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: , , ,

P1030235Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

P1030198

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

P1030195

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

P1030189P1030191

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

P1030129

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

butterfly collage

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

P1030231

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

19. juli 2016

A very warm welcome to Wales

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: , ,

Or a hello as hot as hell … men så passer Wales ikke ind rent bogstavsmæssigt, heller ikke Cymru, som det hedder på walisisk.
Men det er varmt. Som i stegende hedt. 31o rundede vi i dag – godt man har aircon i bilen. Da vi nåede delmålet i Rosilli, blæste det heldigvis en hel del, ellers var vi da døde inden vi nåede helt ud på spidsen. Ingen af os vidste på forhånd hvad vi kørte ud til, men kortet viste, at det er A Heritage Coast, så vi konkluderede, at der nok var meget pænt. Det var der også …

P1030110

Tidevandet var ude. Langt ude, kan man sige, men det var ganske langsomt på vej ind igen.
Man kan ikke engang se menneskene, der var en del af nede på stranden, men det kan man på næste billede.

P1030119

Vi gad ikke gå derned; vi ville hellere længere ud mod det vestligste punkt, og i øvrigt havde vi en aftale med et hotel i Llanelli, så vi kunne ikke opholde os der alt for længe. Llanelli er et af de mange hundrede stednavne i Wales, der begynder med dobbelt-L. Måske er der oven i købet i tusindvis, for vi så mange navne undervejs, som ikke er med på selv vores pænt detaljerede kort.
Det er også i Wales, den af mange kendte by, Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, ligger – det længste stednavn i Europa og det tredjelængste i verden. Det kan kun være for at få den rekord, for det er godt nok et kunstigt navn at give en by:
“[Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule”.
Llanelli her i Sydwales er lidt mere overskueligt – man skal bare vide hvordan Ll udtales, men det lærte jeg første gang jeg var i Wales i 1985 – hvor vi besøgte byen med det lange navn og boede i Bettws-y-Coed, som udtales bettus-i-køjd.

P1030114

Vi er nu indlogeret på hotellet og har fået bilen placeret i et P-hus, hvor vi ikke lige ved, hvordan vi får den ud fra i morgen, men det må vi finde ud af til den tid. Nu handlede det bare om at komme op på værelset, få smidt tøjet og fladet ud! Et køligt bad vil heller ikke være det ringeste …

18. juli 2016

Lawn Service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: ,

Det er de mest utrolige ting, man kan gå med til bare for at opleve det mest engelske af det engelske. I går var det Lawn Service i Wilsford House – en årligt tilbagevendende begivenhed. Græsplænegudstjeneste. Gudhjælpemig … mig, som absolut ikke kunne finde på at gå i kirke frivilligt …

P1030095P1030096

Chippenham Salvation Army legede orgel, byens skravsamlingshus leverede stolene (heldigvis havde vi numsevarmere med!), og det meste af landsbyen plus et par udenbys (altså ikke os) var menigheden, linet op på tre rækker. Tre lange rækker – vi var vel omkring 100 – noget af et tilløbsstykke, i betragtning af, at kirkens gudstjenester er lige så ringe besøgt som de danske landsbykirker.
Der er altid a speach, som kan være meget interessant og ikke nødvendigvis med religøs baggrund; sidste år fortalte byens biavler om … biavl, såmænd.
Da Charlotte i programmet så, hvem der skulle holde årets tale, blev hun lang i ansigtet. Beklager meget, mor. Det er Englands kedeligste mand. Han har været her en gang før, og det var d.r.æ.b.e.n.d.e kedsommeligt.

P1030100

Hun havde fuldstændig ret. Det syntes resten af menigheden også, var vi overhovedet ikke i tvivl om … han havde måske en fan eller to på første række (det var en nyyydelig mand), men resten af os havde svært ved at sidde stille. Charlotte havde oven i købet svært ved at holde sin mund, men der kom ingen pinlige episoder. Han er et eller andet halvhøjt inden for kirken, så det er vel derfor den lokale præst mener, at Svend Erik Kedelig her har sin berettigelse.
Folk deltager i denne Lawn Service for hyggens og sammenkomstens skyld – der er altid tea bagefter, hvor landsbyens kvinder – og en enkelt mand – bidrager til fortæringen. Der manglede sandelig heller ikke noget – fire forskellige slags kager, fem slags sandwiches, scones, mince pies, snacs, småkager … intet manglede. Men der var te. Punktum. Ingen kaffe, til Johns fortrydelse, men han tog dog en kop te. Den var, til vores overraskelse, god. Det var ikke det sædvanlige gulvopfej, men en dejlig og ordentligt brygget te.
Så nu har vi prøvet en græsplænegudstjeneste!

En pub i Marlborough

Apropos te: Vi var i Marlborough i dag, hvor vi – ganske som vi plejer – fik os en kop formiddagskaffe.
Vi sad og sludrede om alt og intet, og en af bemærkningerne fra Charlottes side var: Det var simpelthen bare en storm i en tekop!
John og jeg prøvede. Virkelig. Men da vi kiggede på hinanden, kom vi altså til at grine højt. C kiggede lidt forvirret på os, men var godt klar over, at det var noget hun havde sagt.
Da vi havde grinet af, sagde jeg, at det mærkes mere og mere, at hun snart har levet halvdelen af sit liv i England … det hedder en storm i et glas vand på dansk, min søde pige.
Hun bliver meget ærgerlig på sig selv, når den slags sker, men det gør det mere og mere. Mange af hendes præpositioner bliver oversat direkte fra engelsk, og jeg nænner næsten ikke at gøre hende opmærksom på det hver gang, som hun ellers har bedt mig om. Nu bad hun mig om det igen.
Jeg mener det, mor. Du skal rette mig … men jeg taler i det mindste endnu ikke med engelsk accent … vel?

17. juli 2016

Hvorfor hedder det ikke “at tage en farfar”?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , , ,

Der er mange måder at slappe af på. Hygge på.
Som det særdeles tydeligt fremgår af nedenstående billeder, så er der en vældig god grund til, at vi forærede Anna og Aubie den hængekøje vi selv havde fået forærende. Giverne har givetvis ment os det godt, men det er altså ikke lige John og mig at slappe af i sådan et monstrum. Faktisk er det meget anstrengende og overhovedet ikke afslappende – jeg startede med omgående at lande på den anden side af ombordstigningssiden. Kom op igen ved egen hjælp, men overlod hellere end gerne indretningen til generationen et par stykker under min.

P1030060P1030061

Ungerne havde ellers en hængekøje hver, men det viste sig at være godt at få en tredje, for når Amelia, som tit kommer ind for lege, er der, slås de tre altid om de to hængekøjer. Nu har de en hver. Der blev snakket og hygget til den helt store guldmedalje i flere timer.

P1030076

Mændene tog en morfar. Tim ude, John inde. Charlotte og jeg sov ikke – jeg strikkede, mens hun kortvarigt var en levende illustration til Pigen i Gyngen. Lidt efter tog hun fat på lidt havearbejde. Hverken hun eller jeg er gode til at sove midt på dagen, medmindre vi er syge.

P1030074P1030082

P1030077
Mommer, where’s morfar?
Han tager lige en morfar.
He WHAT???
Det betyder, at han tager en lur … takes a nap.
Okay.   Pause.   Do you take a farfar if you’re a farfar?

Godt tænkt, Anna, men nej, det gør man af en eller anden årsag ikke, og vi kunne ikke forklare hende hvorfor det kun er morfar, der har lagt navn til vendingen.

P1030056Sissinghurst (87)

Vi nåede også en tur på planteskole, hvor jeg var tæt på at købe disse pastiller … gjorde det dog ikke.
Og hvis der nogensinde var nogen, der formastede sig til at forære mig den viste ‘knagerække’, ville jeg være parat til at begå mord.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er hundemenneske, men selv om jeg havde været, ville jeg ikke bryde mig om denne rædsel.
Beklager, hvis I ikke er enige – jeg vil ikke engang tilbyde at købe en med hjem til den, der eventuelt måtte ønske sig sådan en! No way!

16. juli 2016

Sissinghurst castle and gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags: ,

Sissinghurst var vidunderlig! Ganske enkelt. Jeg var overhovedet ikke skuffet – tværtimod. Forventningerne havde godt nok været høje, men virkeligheden var anderledes end det forventede, så måske derfor … jeg var trods forventningerne positivt overrasket. Sissinghurst (13)

Det var et stort område; selve slottet var meget smalt, men meget langt, og rundt omkring lå der små, idylliske huse spredt. Et ret højt tårn stod helt for sig selv, så det var en noget speciel opbygning.
Jeg forstår stadig ikke helt englænderne: KÆMPEstore bygninger kalder de for et house, mens dette (i denne sammenhæng) relativt lille hus kalder de for et slot?

Sissinghurst (19)

Herover en tidsel, helt som vi kender dem, men i overstørrelse – planten har været tæt på fire meter i højden, hvilket kan fornemmes herunder – den står mellem centrum og klokken 12. Og John er er lille ottetal i samenligning.

Sissinghurst (21)Sissinghurst (30)

John syntes også, at det var flot og værd at se, men han syntes, at det overordnet set gav et rodet indtryk. Hvis det er hans opfattelse, kan eller vil jeg ikke gøre noget ved det, men det var ikke rodet i mine øjne; tværtimod var det uhyre velplejet; intet var groet ind i hinanden eller virkede uplejet. Alt havde sin plads … jeg ved ikke om det var størrelsen på stauderne, der overvældede ham.
Jeg var bare vildt imponeret. Hele tiden – det var en have 100 % efter min smag.

Sissinghurst (32)Sissinghurst (79)

Der var masser af mure eller rester af mure, hvilket gav mange små hyggekroge.

Sissinghurst (84)Sissinghurst (86)

Sissinghurst (10)Den hvide have (herunder) duftede meget intenst, men vi kunne ikke finde ud af, hvad det var der duftede så kraftigt.
Der er seks fuldtidsansatte gartnere, to deltids ditto, en elev og to nursery (??, men vi gætter på må være folk, der har til opgave at fremelske og pleje stiklinger og nye planter), plus lots of volunteers. Det er virkelig mange til at passe selv en så stor have. Vi så dem alle, tror jeg … der var aktivitet i mange af bedene.

Sissinghurst - den hvide have

Haven åbner kl.11. Vi var der 11:10 og fik en parkeringsplads længst væk fra indgangen! Der var stort set fyldt op, men heldigvis kun med privatbiler – ikke en eneste bus var der at se, men de kunne nå at komme om eftermiddagen, hvor vi var væk igen. Det var temmelig overvældende med alle de besøgende og desværre meget svært at tage billeder af bedene uden at få personer med på dem. Alle var dog søde og hensynsfulde og to mest muligt hensyn til fotograferne, som der selvfølgelig var mange af.

Sissinghurst (35)Sissinghurst (40)Sissinghurst (43)

Historien om Sissinghurst og om Vita Sackville-West, som sammen med sin mand skabte denne pragtfulde have, er interessant at læse, men det må I selv gøre – det vil fylde for meget her.
Sissinghurst (57)

Det må vist også være billedspam nok for en dag – jeg har 89 billeder derfra, selv efter at have ryddet ud med hård hånd.
Det er et sted, jeg kun kan anbefale, at man ser – også på en dag, hvor der er mange andre, der har fået samme gode ide.

14. juli 2016

Det kommer ligefrem i hele lastbiler ad gangen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags: ,

Godt nok tror vi på, at de er dopede, alle de tour-ryttere, selv om de ikke er meget for at indrømme det, men at vi ligefrem skulle opleve, at de så åbenlyst kører EPO’en ned til dem i hele lastbilfulde ad gangen, kom alligevel lidt bag på os … jaja, de er jo også mange om det …

P1020920

Vi havde en udmærket nat hos den søde Asterix/The Viking/Albert i Holland – atter en gang også med en dejlig middag og en interessant snak med ham. Han er meget ivrig for både selv at fortælle og at høre lidt om os og om Danmark.

Da vi nåede Calais, kunne vi ikke undgå at køre forbi det meget store område, hvor de ‘opbevarer’ alle migranterne, der vil til England, men som vel næppe nogensinde kommer dertil … hvad mon man egentlig har tænkt sig på sigt? Området er sindssygt effektivt afspærret med et dobbelt og meget højt pigtrådshegn, hvor der på ydersiden (hvor vejen gik) for hver ca. halve kilometer holdt en politibil. Det er godt nok noget af et problem, der er der, for holddaop, hvor er den lejr altså stor.

P1020930

Vi havde ingen problemer, selv om vi skulle vise pas tre gange: Først ville den franske paskontrol se dem; derefter, nogle hundrede meter længere inde på det store færgeterminalområde, ville de engelske myndigheder se passene og endelig skulle de vises frem igen, da vi nåede frem till billetkontrollen til DFDS-færgen. Vi undrede os først over, at englænderne havde paskontrol i Calais – men til gengæld havde de det ikke i Dover, så det må være forklaringen.
Og så kom de jo: De nok så berømte white cliffs of Dover. Nærmere og nærmere kom de, men de kunne tydeligt ses fra havnen i Calais.

P1020934

Nu er vi indlogeret på det udmærkede Little Silver Country Hotel i Tenterden, kun et kvarters kørsel fra Sissinghurst, som vi skal se i morgen inden vi kører videre til Charlotte. Heldigvis havde de, som jeg havde bedt om, givet os et værelse med twin beds. Jeg kan sagtens dele seng med John, men vi har det begge meget svært med også at dele det tæppebelagte lagen.
Jeg er lidt spændt … Sissinghurst har stået på min must see-liste i over tyve år, så sæt nu det viser sig at være en skuffelse, fordi det er stærkt opreklameret?
Det kunne lige være yndigt, men under alle omstændigheder får jeg da fred i sjælen.

12. juli 2016

De sidste forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags:

Jeg er forholdsvis god til at rejse med kun lidt bagage, når jeg skal med fly … fylder sjældent op til det maksimale antal kilo. Det bliver så nok lidt anderledes, når vi senere på året skal tre uger til Canada og USA, men den bro krydser jeg, når jeg når til den …
The end of a lovely day 3Til gengæld er jeg rigtig god til at tage virkelig meget med, når vi er i bil! Her kan man jo helgardere – for eksempel i form af masser af garn til mindst to og helst tre projekter. Sæt nu, jeg går død i et? Eller at det alligevel var for besværligt til at være et godt bilstrikketøj? Som om jeg ikke kan regne det ud på forhånd …
Der skal også masser af sko med. Bare fordi jeg kan. Og numsevarmerne. Bare hvis vi skulle få brug for dem … Tingene, vi skal have med over til familien, er lagt et bestemt sted og har hobet sig op i løbet af tiden siden sidst vi var i bil. Der er altid meget, fordi vi samler sammen til, når vi har bilen med derover.
Blandt andet en god sportsjakke, som John fik i gave, og som de påstod var stor nok i XL. Det var den ikke – den var den mindste XL, jeg har set, men Tim vil forhåbentlig kunne passe den. En hængekøje. Et legepågræsplænentæppe. Pålægschokoladen til Aubie og jordbærmarmeladen til Anna. Den bold, de fik i maj, men som ikke kunne være i håndbagagen. Boggaverne til børnene, som jeg skrev om for lidt tid siden. Lidt danske specialiteter af den slags vi ikke får ballade over at indføre til England.

Childrens' egg and spoon raceAnna's a winner

Overnatningerne er bestilt … i sidste øjeblik, for der er meget, der allerede er fully booked, viste det sig, men jeg skulle lige have aftalt med Charlotte, hvornår det passer dem bedst, at vi tager et par dage for os selv – vil de fx helst have en af weekenderne i fred uden os gamle?
Det ville de, men på en anden måde: Charlotte spurgte, om det var i orden, at hende og Tim tog et romantisk døgn uden børnene … om det var okay, at vi passede dem? JA, selvfølgelig! Det er så sjældent, vi får lov til at være barnepiger, og da Granny (farmor) er, som Granny nu engang er, bliver hun ikke spurgt om den slags.

Mad dogs and Englishmen go out in the midday sun

The Blue BoyBillederne er fra årets Flower Show, som løb af stablen sidste weekend. Vi ville gerne have været med, men det kunne ikke hænge sammen med, at vi også gerne skulle være derovre i børnenes første ferieuge, og vi prioriterede det sidste højere.
Der var æggeløbet, som Anna vandt, og der var hundevæddeløbet … der var alt det, der også var sidste år, og alt gik så fint, så fint. Vejret opførte sig oven i købet i høj grad eksemplarisk; det holdt tørt hele dagen, hvor det i dagene forinden havde både blæst og regnet – hvilket det begyndte på igen dagen efter, så de var ualmindelig heldige med lige netop den dag.
Vi ser også a blue boy in a blue room … som ikke ser ret blåt ud på billedet, men er en douce, gråblå farve, jeg er helt vild med – ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal male i den farve. Tænker på køkkenet i Sverige, men er bange for, at farven vil virke for kold til et køkken. Jeg er også bange for, at jeg bliver nødt til at prøve … vi må benytte os af, at vi har bilen med … melet, jeg har tænkt mig at importere til DK, kommer trods alt ikke til at tage al pladsen …

11. juli 2016

Turist på Falster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Da vi kørte hjemmefra kl. 10 i går formiddags, var det mørkt og meget, meget vådt, så vi pakkede gummistøvler og regnfrakker med i udflugtstasken, men tog sandaler og T-shirt på i bilen. Da vi nåede til Guldborg, var det helt tørt og over 20°. Vi fik slet ikke brug for regntøjet, mens Pia og Allan som yderst effektive turistguider fragtede os rundt på Falster. Det var en All inclusive, for Pia havde sørget for frokost, eftermiddagskaffe med kage, afsluttende med en dejlig tre-retters middag i hjemmet om aftenen. Bedre service fås ikke – det var på alle måder en god dag!

Danmarks smukkeste præstegårdDanmarks smukkeste præstegård (2)

Vi stoppede op mange steder; bl.a. ved Danmarks smukkeste præstegård. De har da sikkert haft deres grunde, dem der har kåret den, og de har nok også fået lov til at gå ind og fotografere den fra mere flatterende vinkler, end vi kunne komme til ude fra vejen, for vi var ikke specielt imponerede.
Jeg kan dog ikke stå for sådanne gamle navnebjælker, eller hvad de nu måtte hedde.

Corselitze park (15)

Et andet stop var Corselitze, hvor parken stort set altid er åben for offentligheden. Bygningen kan man kun komme ind i et par gange om året, og det var ikke nu … men parken er smuk og velplejet, så det var en fornøjelse at gå rundt derinde.

Corselitze park (18)

Der var fine rosenpergolaer og ved siden af dem en decideret rosenhave. Smukke var roserne da bestemt, men der var kun én, der duftede.

Roser i Corselitze parkCorselitze park (34)

Vi så i hundredvis af nogle biller, ingen af os kendte, men lidt research har ledt mig frem til, at det er Eurydema ornata, rød kåltæge. RETTELSE: Det er ildtæger (Pyrrhocoris apterus). Jeg oploadede billedet til fugleognatur.dk, hvor der hurtigt var en, der gjorde mig opmærksom på min fejltagelse. Har aldrig hørt om den hverken kål- eller ildtæger før, men det var så dagens nye lærdom. De fandtes i alle aldre og med mange forskellige tegninger på ryggen. De havde forfærdelig travlt med at parre sig – henne til venstre på stammen, hvor de alle sad, havde de etableret et horehus, blev vi enige om … sjældent har jeg set så voldsom en parringsaktivitet som her. Under akten kunne de godt flytte rundt, men de kunne ikke altid blive enige om, hvem der skulle gå forlæns og hvem der skulle gå baglæns.

Eurydema ornata - rød kåltægeEurydema ornata - rød kåltæge (1)Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)

Normalt løber det nærmest koldt ned ad ryggen på mig, bare jeg hører ordet tæge, men jeg må nok sige, at disse her fascinerede os alle fire, og vi stod temmelig længe og studerede deres liv og færden. Vi talte om, at det var lidt underligt, så forskellige de så ud på ryggen. Havde vi studeret dem lidt længere, kunne vi have lært at skelne dem fra hinanden, men da vi alligevel ikke havde lyst til at tage dem med hjem som kæledyr, forlod vi dem uden at have navngivet dem alle, som det ellers er blevet så moderne at gøre i alskens naturudsendelser.

Eurydema ornata - rød kåltæge (3)Eurydema ornata - rød kåltæge (4)Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)
Parken var helt monetsk i sit udtryk visse steder – åkanderne var der skam også – dog ikke lige her ved broen, desværre.

Corselitze park (30)

Et andet sted gik der en ENORM hest – jeg vil ikke vædde, men jeg tror, at det var sådanne store krabater, min far kaldte for belgiere.
Se dens fødder – den står fast, gør den! Den virkede ikke særlig glad ud over at se os – jeg var glad for, at jeg stod på den rigtige side af hegnet.

P1020911

En araber er en elegant og meget strømlinet hest, men jeg kan godt lide robustheden, der er over den viste hest. Den minder lidt om verdens største hesterace, Shire hesten, som kunne/kan bære en ridder i fuld udrustning.

10. juli 2016

Arnakke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:28
Tags: ,

Jeg er hverken død eller syg … havde først tænkt mig at skrive i morgen, men kom så i tanke om, hvor søde mange af jer er til at blive bekymrede, hvis jeg holder mere end én dags pause. Der er ingen grund er til at råbe Ulven kommer
Vi er lidt udfarende her i weekenden – først til en fætter lidt uden for Holbæk i går, og i dag går turen til Pia og Allan, som vil lege turistguider i deres lokalområde, ganske som Kurt gjorde i går – han bor i Arnakke, som ligger meget smukt. Oppe fra hans terrasse kan man se over til Munkholmbroen.
P1020852

Hvem kunne ikke leve med sådan en udsigt?

P1020850

Mens vi venter på kaffen og den kringle, som var det eneste, der var tilbage af dagens kagetilbud – vi kom lidt sent her til Maglesø Traktørsted.
Det var i øvrigt et glimrende sted. Man kan få helstegt pattegris, hvis man kan stille op med mindst 30 personer. Var det ikke en ide til et stort blogtræf?
Kuvertprisen er rimelig, og beliggenheden kan man bestemt ikke klage over!
Maglesø er et dødishul, som ligger midt i de vestsjællandske alper. Endnu et bevis på, at vi aldrig har sat vores lys under en skæppe her i lille Danmark mht. bjerghøje ambitioner … Himmelbjerget og lignende stednavne tænker jeg selvfølgelig på. Vi har de fynske alper og altså også de vestsjællandske.
Smukt er her dog, ingen tvivl om det.
God, våd søndag derude … godt, at regnfrakken er opfundet, for Pia har satset på at være udendørs i dag … men det bliver bedre, inden vi når så langt. Håber vi … vi kører dernedad lige om lidt.

8. juli 2016

Nedbrydning og opbygning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:59
Tags:

Vi kom i gang i dag med at save de tynde grene fra asketræet op – og blev mod forventning færdige med samme opgave, som ikke tog nær så lang tid, som vi troede. Det er skønt, når det går den vej … ting plejer ellers oftest at tage længere tid end man først regner med.
Nu mangler vi bare de sidste 90 % af træet, men det kan ikke klares med den effektive vedkap … som er en af de mere geniale investeringer, vi har foretaget her i svenskerhytten! Alt dette tog kun en times tid at få ordnet.

P1020835

Vi ‘nedbryder’ træet … det gør disse ikke helt så populære gæster også – eller rettere: De tygger bogstavelig talt lidt på det for derefter at producere cellulose. Det er startet som en lille etværelses lejlighed, hvor kun dronningen boede vinteren over. Det har været så lille, at jeg ikke lagde mærke til det, så det kunne fjernes i tide.
Fordi det er sommer, er det et stykke tid siden, vi har været ude i vedboden, hvor boet på døren nu er vokset en del.
Vi lader det være. Her generer de os egentlig ikke, og de var ligeglade med, at jeg gik ud og ind ad døren. Dengang, de byggede deres bo, så de skulle ind lige ved siden af terrassedøren, var de virkelig irriterende, og John måtte, med livet som indsats, havde han på fornemmelsen, gøre noget for at få dem væk. Det lykkedes ham heldigvis.
Faktisk er jeg en smule nysgerrig efter at vide, hvor stort de kan nå at gøre dette bo, inden de fraflytter det igen. Eller dør, hedder det vel – det er kun dronningen, der overlever vinteren, så vidt jeg ved.

P1020840

7. juli 2016

Dagens pletskud – og delvis besættelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , , ,

Uha uha - ikke godt

Som en slags fortsættelse af gårsdagens indlæg, kan jeg meddele, at jeg er blevet besat – i hvert fald delvis.
Nej, okay … det er jeg så forhåbentlig ikke, men denne mail kunne love mig, at jeg kunne tjene massevis af Euro, også selvom jeg ikke skulle være interesseret i at arbejde hjemme på fuldtid, men kun være interesseret i en delvis besættelse …

Næh, den slags kan ikke lokke, men det kan en tur med kameraet i omegnen af vores dejlige, svenske sted, mens John bakser med at sætte nye rammer om vinduet på første sal. Billedet er taget med spionkameraet helt nede fra åen – han havde ingen anelse om, at jeg lurede på ham i skjul bag træerne. Han havde lovet mig at lade være med at falde ud ad vinduet, men jeg var nødt til lige at tjekke, om han holdt løftet.
Skovjordbær er meget små og smager faktisk slet ikke af jordbær, men de smagte godt, selv om den indsamlede portion nok højst kunne have mættet Titania og hendes familie.

P1020818P1020826P1020828

På vej ned mod åen sad denne lille fyr. Han var fuldstændig ligeglad med både mig og kameraet – han har måske været syg, men død var han ikke, for han rørte på sig og flyttede lidt rundt. Det er yderst sjældent, at man får lov at komme så tæt på, så det lille Lumix måtte nu vise, hvad det duede til.

P1020816

P1020811

Gid alle sommerfugle kunne sidde lige så roligt, når jeg kommer forbi med kameraet. Det ville i givet fald kunne udvikle sig til en besættelse …
Dette er en stregbredpande, men er ikke helt sikker på, om det er en skråstregbredpande … tror det ikke, da jeg ikke kan se en orange kile forneden på bagsiden af vingen. Du godeste, hvor dette i betænkelig grad nærmer sig nørderi.
Jeg så for første gang en [skrå]stregbredpande, da vi var i England sidste sommer – jeg mindes ikke at have set den før i vores svenske nærområde, men den findes altså, kan jeg hermed konstatere, og jeg har fundet ud af, at stregbredpande hedder mindre tåtelsmyggare på svensk – et navn, der på ingen måde lader det lidt fjollede danske navn noget at høre.

6. juli 2016

The never-ending story

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

De bliver ved. Og ved og ved. Nu lukker de søreme også min amazonkonto, hvis altså ikke jeg lige klikker her …

Nu lukker de søreme min amazonkonto

Jeg har hørt, at sproget er bevidst dårligt for at de mere sprogstærke (og dermed underforstået mere begavede, men det er altså ikke mine ord …) skal gennemskue, at det er svindel. Jeg har dog lidt svært ved at se logikken i dette argument – hvorfor skulle det være bedre, hvis kun sprogsvage personer falder for svindelen?

Disse to herunder sætter jeg ind, fordi der var en, der kommenterede hos mig, der kunne fortælle, at en bekendt faldt for PostDanmark-svindelmailen, fordi den ikke var sprogligt fejlbehæftet. Jeg har nu fået flere af dem og kan godt se, at de er direkte kopieret fra en ægte mail, men der er én væsentlig forskel: Svindelmailen skriver ikke ens navn. Man bør studse over, at der står “Kære .”
Endelig skal man også altid huske at muse over linket – det leder med garanti ikke til den rigtige Track and Trace, hvis det er fup.
Man kan altså stadig se forskel, selv om de bliver bedre rent sprogligt.
Også vigtigt: Brug en viewer – åbn aldrig en email fra nogen instanser, inden du først har skimmet den for ægthedskriterierne.

Den falskeDen ægte

FB er en stadig kilde til underholdning – og atter en gang vil jeg understrege, at det ikke kun er unge og/eller yngre, der ikke kan stave – der er adskillige morsomme eksempler i FB-grupperne for de ikke helt unge medlemmer af samfundet.OpsaveretTil gengæld

Jeg ved ikke, om vedkommende er gammel, men jeg ved, at det kniber med stavningen – ‘opsaveret’ er noget, John og jeg har til de stammer, der ligger ude i vores have i Sverige, og ‘tilgelgel’ … tjah, hvad skal jeg sige? Her kniber det også en del med udtalen, ellers kunne man vel næppe finde på at stave ordet således?

Den herunder forstår jeg ganske enkelt ikke. “… til både køkken tjener”??? Jeg får ikke umiddelbart lyst til at kontakte Jan eller Tobias.

Nyt ord

Nogle hævder, at det er vigtigst, at man forstår meningen, men hvordan lyder argumentationen, når man ikke forstår meningen?

Til sidst: Find syv stavefejl og et par kommafejl. Flot …

Nutids-r

5. juli 2016

23 down – 117 to go

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Der strikkes spidser. Mange spidser. 140 spidser skal der til – 35 på hver side af sjalet. Eneste fordel er, at jeg efter den tiende spids kan dem i søvne. Efter 50 drømmer jeg om dem om natten, og inden jeg er helt færdig, er drømmen nærmere et mareridt. Det er det, der hedder en spidsbelastning …  og jeg overdriver kun lidt …

P1020796

imageimageFronten nærmer sig og ligner mere og mere et rigtigt uvejr, når man kigger på DMI’s radar. Klokken henholdsvis 13:50 og 14:20 så det således ud, og med den aktuelle vindretning ser det ud som om det har retning mod Den Stråtækte, så mon ikke den står på spidsstrikning og tordenvejrshygge resten af eftermiddagen? Plus et enkelt Murdoch-mysterium.
I formiddags, mens vi holdt pause på øverste terrasse, gik det pludselig op for mig, at det var noget nær det perfekteste cykelvejr: Meget lidt vind og en sol, der ikke bagte voldsomt ned, men var lidt diset i sit udtryk.
John var med på ideen med at cykle ud på Jungshoved en tur, men vi nåede ikke længere end til garagen.
En af os havde nemlig glemt at sætte batterierne til opladning efter sidste cykeltur, så en anden af os blev en anelse vrissen. Den anden af os kunne selvfølgelig bare have tjekket, men det er i så høj grad blevet den enes ansvar, at den anden bare regner med, at det bliver gjort, og man går jo normalt ikke og tjekker, om pligterne passes.

Pausen, vi holdt, var en velfortjent en af slagsen efter at have ryddet lidt ud i vildnisset bag den forhenværende modeljernbane. Det gjorde jeg også sidste år, men noget har jeg overset, for da jeg begyndte at pille i de efterhånden lidt for omfangsrige puder af lavt bjørnegræs, afsløredes der en række sten, jeg ikke har set før. Bjørnegræsset er såmænd pænt nok, men som alt andet kan også det tage overhånd, og jeg er ikke bange for at tage for meget; det har alt for godt fat til at være i fare for at gå ud, og når Finn nu har haft ulejligheden med at sætte stenene så fint, kan vi lige så godt nyde synet af dem.

IMG_5742P1020799

4. juli 2016

En spejlvendt jomfrurejse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: ,

Den noget kryptiske overskrift er et forsøg på at beskrive dagens oplevelse.
Det var som bekendt en brugt jolle, vi købte, så den har for år tilbage foretaget sin jomfrurejse, hvorimod John og jeg i bekymrende grad er novicer på området – også selv om vi havde en båd engang i Sverige.
Kan man så ikke kalde det spejlvendt, når det er skipperne og ikke båden, der tager sin første tur?

P1020790

Okay … det var så ikke lutter jomfruer, der var ombord. Vi havde spurgt Søren, om han ville med – han har sejlet en del i sine lidt yngre dage – en 30-fods sejlbåd – så han har styr på det hele med sin beståede duelighedsprøve.

Den er godt nok lavvandet, den Præstøfjord! John sad nok så fint og så ud som om han havde styr på det hele og var vældig stolt af den store hækbølge, motoren kunne levere. Jeg sad og kiggede ned i vandet … og blev ret forskrækket, for bunden så pludselig ud, som om den ikke var ret langt nede. John tog farten næsten helt af, og min mistanke blev bekræftet, da skruen pludselig sagde klonk, klonk, fordi den stødte på et par sten, der lå. Motoren blev lynhurtigt løftet og årerne taget i brug, til vi var uden for grundstødningsfare.

Der stages ind til pladsen

Nu har jeg bestilt et søkort over Præstø Fjord. Selv ude midt på fjorden kunne vi ikke have motoren nede – vi havde ikke lige regnet med, at vi havde lokale Doggerbanker her, men det har vi altså, og dem vil vi vide hvor ligger, inden vi tager ud næste gang.
Vi har fået plads i Præstø havn. John fandt ud af, at nede ved Kystens Perle bliver der stjålet både både og motorer i stor stil, så der vil vi selvfølgelig alligevel ikke have den liggende. Heller ikke selv om motoren er låst fast til båden med en snedig anordning, John fandt i Biltema, fordi den er så tung, at den ikke vil blive taget med hjem, før vi lægger op for vinteren.
I Præstø jollehavn er der aldrig blevet stjålet en båd eller en motor, sagde havnefogeden. Det må være rigtigt, for bådene er ikke engang låst! Alle og enhver kan tage båden, men det gør alle og enhver åbenbart ikke. Vi tager dog benzindunken med frem og tilbage, for det er olieblandet benzin, som frister visse unge knallertejere lidt for meget, kunne samme havnefoged også fortælle.

P1020795

Kajplads 1612 – lige ved siden af undervandsbåden, som John kaldte den … det er meget længe siden, den har været ude af havnen. ‘Havnen’ kan sikkert ikke finde ejeren og gider åbenbart heller ikke selv ofre hvad det måtte koste at få den fjernet, men den båd kommer aldrig ud at sejle mere.
Jeg gik lidt rundt, mens Søren viste John de rigtige knob til fortøjningen.

P1020793

Her ved sejlklubben ligger husene nogle meter oppe, og de har næsten alle nogle fine pavilloner i bunden af haverne, så ejerne kan sidde i læ og tørvejr og studere sejlerlivet.
Nå. Vi fik vores jolledebut. Nu skal vi bare lære fjorden udenad …

3. juli 2016

Krydderi … ikke på tilværelsen, men i næsen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

John sad og så indledningen af dagens Tour de France-etape; jeg kiggede med med et kvart øje, lyttede med et halvt øre og undrede mig. Jeg forstår simpelthen ikke sproget: “… så taber han den reelle tid, han måtte miste …” Ja … ?
Jeg opgav og foretog mig forskellige småting, mens manden zappede mellem Formel1 og TdF – det må være frustrerende at ville se to ting på én gang.
Den ene småting var at få kværnet flere tørrede chili, for Søren fik dem med hjem, jeg lavede forleden dag.
Det kræver mundbind og beskyttelsesbriller! Chilierne bliver kværnet i en hermetisk lukket beholder, men bare det at klippe enderne af dem for at få frøene ud får mig til at nyse. Når jeg skal have det færdige produkt via en tragt fra kværn til glas, kommer der åbenbart også chilistøv i luften. Det sved i næsen og jeg nøs og nøs og nøs, mens øjnene løb i vand.
Nu har jeg heldigvis til lang tid.

Miss Grace (2)

P2080032Miss Grace er endelig blevet skyllet op og tørret. Det er ikke decideret blokket med nåle und alles, for jeg synes ikke, det skal være alt for luftigt – det blev to meter på den lange side uden at strække det, hvilket er stort nok. Jeg ønsker mig en gine til at drapere den slags mere fotogent på – og til at prøve bluser på.
Er der en, der har en til salg? Den behøver ikke at have modelmål … nok nærmere de mere eller mindre tøndeformede, Charlotte havde stående, da hun arbejdede hos Hardy Amies. Flere græske skibsrederfruer havde deres egen gine stående, så de kunne bestille tøj in absentia.
Miss Grace var sjovt at strikke, og måske kommer der et til engang. Lige nu er jeg i gang med mit femte babysvøb scottish style (det, der blev døbt Prinsesvøbet, da kronprinsparrets ældste kom til verden). Jeg elsker at strikke dette sjal, og da jeg forærede mine to niecer et, da de fik deres respektive første barn, var jeg godt klar over, at det skabte præcedens, så nu strikker jeg bare til lager – der er stadig to niecer og en nevø tilbage, som ikke har fået børn endnu.

Der var havnefest i Præstø i aftes. Bortset fra, at det var en anden slags musik, var det næsten som at være tilbage i Havdrup under roskildefestivallen: Vi kunne snildt høre hvad de havde gang i, når vi opholdt os udenfor. En havnefest må forhåbentlig gerne være våd, for de fik sig nogle gevaldige byger indimellem, men måske også en krukke med guld – regnbuen endte lige præcis ovre i Præstø.

P1020768

Jeg elsker de kontraster, naturen kan fremvise i den slags vejr – her var det fint vejr ved Den Stråtækte, men vi fik vores part af regnvejret kort efter.

2. juli 2016

Hvorfor er man dog så forfængelig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags:

Lad det være slået fast med det samme: Jeg har ingen illusioner om mit udseende. Jeg er hverken køn eller smuk eller har nogensinde været det.
Jeg har selvfølgelig set bedre ud end nu, men sådan er det jo at blive ældre. Jeg er enten lidt pæn eller meget lidt pæn.
Alligevel er jeg forfængelig, men det er vel ganske enkelt for at ikke foranstående beskrivelse skal ændres til lidt grim eller temmelig grim.
For tre år siden havde jeg haft min gode frisør i cirka 20 år. Hun var rigtig god og kendte både mit hår og mine holdninger – både til håret og til andet.
Vi kendte næsten hinandens familier, selv om vi aldrig så hinanden privat.
For tre år siden begyndte der 17 måneder, hvor jeg ikke havde brug for en frisør, og da jeg vendte tilbage til salonen, var Rikke rejst. Hendes afløser var ikke værst, men hun var ikke Rikke.
Vi flyttede til Præstø … hvis Rikke stadig havde arbejdet i Solrød, var jeg kørt dertil, men nu kunne jeg lige så godt finde en lokal.
Det var svært!
Jeg prøvede en. Håbløst. Jeg prøvede en anden. Hmmm. Måske … hun fik en chance til. Og en til. Jeg var aldrig helt tilfreds, men heller ikke helt utilfreds og måtte spørge mig selv, om det var hende, der var noget galt med, eller mig der var for kritisk. Ingen kan jo gøre mig smuk …
Fjerde gang gik det helt galt, og da jeg forlod salonen vidste jeg, at det var sidste gang, jeg havde sat mine ben der. Hun gjorde alt det, jeg specifikt havde bedt hende om ikke at gøre. Jeg har meget høje tindinger og ditto høj pande efter at have mistet håret, hvorfor jeg insisterer på langt pandehår. Hun klippede det nærmest helt op til hårgrænsen. Jeg vil ikke have håret klippet op i et omvendt V i nakken. Det vidste hun, men det gjorde hun. Ved højre øre sad der en lille tot, der var fire cm længere end alt det andet hår – hun havde af en eller anden grund ikke haft fat lige der med saksen. Når man kiggede på håret lige bag ørerne, var det godt to centimeter længere i højre side end i venstre. Det var så tydeligt, at John lagde mærke til det, og jeg forstår ikke, hvordan en frisør kan begå en så fatal fejl.
Da jeg kom hjem, kiggede min ellers så diplomatiske mand på mig og sagde: “Undskyld, men hvad er der sket? Dit hår var faktisk pænere da du kørte, end det er nu.”
P1020733En lille uge efter skulle jeg til England, hvor Charlotte kiggede på mig og sagde: “Dit hår er altså lidt underligt … trænger du til at blive klippet eller hvad er der galt?”
Puha. Jeg fortalte datteren, at jeg var blevet klippet ugen før, hvorefter hun kiggede én gang til og spurgte, om ikke den frisør skulle fyres. JO!
Jeg har ladet det gro lidt længere end jeg plejer, for spidsen af det omvendte V skulle helst være vokset ned igen inden næste klipning. Jeg fandt en frisør i Præstø, som jeg kom hjem fra for et par timer siden.
Jeg er SÅ glad. Det er John også. Jeg gik fra meget mindre pæn til okay.
Nej, ingen billeder. Så pæn er jeg heller ikke blevet, og jeg skriver ikke sådan, fordi I skal rose mig eller forsøge at trøste mig ved at sige, at så galt er det vel heller ikke.
Den slags udtalelser vil blive ignoreret.
Det er mere et udtryk for undren over, at ens hår kan betyde så meget for en.
I har i stedet fået billede af en dahlia. Den er smuk; den er kæmpestor (15 cm), den har 22 knopper og to blomster, den er en af dem fra Peter Nyssen i England, og den pynter i haven.
Den nye frisør tog imod udfordringen, selv om jeg serverede hele jammerklagen for hende, men hun klarede det til UG.
Og apropos udfordringer kan jeg anbefale Kirstens indlæg. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

1. juli 2016

De bestod prøven med glans

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags:

P1020749Varerne ankom med PostDanmark. Det hedder vel ikke PostNord endnu? Bilen var postdanmarkgul og ikke postnordblå …
Den unge fyr smilede stort, da han holdt foran garagen, hvor John stod inde og rodede med båden.
”Skal I holde fest?”
Jeg kan godt forstå, at han spurgte, for han kom med fiskekassen fra Skagenfood (nederst), tre flamingokasser og tre papkasser – det fyldte næsten hele hans bil.
John spurgte, hvor meget jeg egentlig havde købt, og jeg kunne svare, at jeg havde købt sådan cirka hvad jeg plejer, når jeg handler til en uges tid.

Jeg må sige, at jeg er tilfreds med alle varerne – også grøntsagerne, som visse havde udtrykt bekymring for, når man nu ikke selv kunne føle sig frem til kvaliteten, men alt var ovenud perfekt. Ingen klager herfra.

Grunden til det store volumen var bl.a., at der i den ene flamingokasse kun lå en pakke frosne krebsehaler i en masse tøris.
Der var i øvrigt både larm og fest i køkkenvasken, da jeg hældte tørisen ned i et fad, der stod med vand i – det var som at se en koncert fra dengang, hele scenen helst skulle se ud som om den flød på dampen fra optøende tøris. Var det vistnok, ikke sandt? Dette lignede i hvert fald til forveksling.
P1020759I de to andre flamingokasser var der kølevarer, og i hver kasse var der fire plastposer med en lille liter is, så alt kunne holde sig køligt. Papkasserne indeholdt så selvfølgelig kolonialvarer og det grønne. Man har villet være sikker på, at varerne ikke har kunne trykke eller klemme hinanden; derfor to gange tre kasser, men de hvide tager de heldigvis retur.
Der var brugt mange små plastikposer. Rigtig mange. Det synes jeg måske nok var lidt spild, men man kan ikke klage over, at det var sjusket eller mangelfuldt pakket ned.
Jeg kan heller ikke klage over at have betalt 19 kroner for at få pakket og sendt alt dette. Havde jeg købt for godt 200 kroner mere, havde jeg slet ikke skullet betale noget.
Det var første, men ikke sidste gang, jeg handler på denne måde.

Min eneste klage er over deres velkomstoverraskelse til mig: En pose vingummi! Den havde jeg ellers været ret spændt på, hvad kunne være, men helt ærligt, altså! Hvis de har så godt tjek på mig og mine indkøb, at de kan målrette deres tilbud til lige præcis mig, så burde de da vide, at jeg ALDRIG køber slik. Hrmpf.
Jeg håber, at Anna og Aubrey kan lide vingummi, for den pose kommer med til England.

30. juni 2016

Én gang skal jo være den første

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

Jeg handler meget – som i virkelig meget – på internettet. Det er nemt, måske i virkeligheden lidt for nemt, at sidde ved skærmen og lade sig inspirere og så derefter bare trykke på et par knapper for at bestille sin(e) vare(r). Garn, bøger, gaver af enhver art, elektronik, parfume, blomster, ja, stort set alt. 
I denne forbindelse vil jeg lige pudse min glorie og understrege, at jeg altid tjekker, om det er en såkaldt sikker forbindelse, betalingen sker igennem, og der er bank under bordet endnu ikke gået noget galt, selv om jeg har internethandlet snesevis af gange. De hundrede er vist også rundet et par gange efterhånden. Det gode ved EU er, at man ved handel indenfor dette område ikke skal betale told og moms med tilhørende forsinkelser, som man risikerer, når man handler i fx USA, og de lige får fanget én ved grænsen.
Jeg har købt sko, men endnu ikke tøj. Det kommer såmænd nok også snart, men når jeg tænker på, hvor meget et stykke tøj kan finde på at forandre sig på det korte stykke vej fra bøjlen til min krop, bliver det meget begrænset, hvilken slags tøj jeg vil forsøge mig med på nettet.

Dagligvarer havde jeg heller aldrig handlet … regnede med, at det nok på et tidspunkt bliver en nødvendighed, så det kan vente. Troede jeg. Men.
Jeg handlede i COOP i går uden at bevæge mig uden for min dør. Jeg fik alt, hvad der stod på min liste. Der var ingen impulskøb, men det er bestemt ikke udelukket, selv om man nethandler, kunne jeg sagtens fornemme – men altså ikke i går. Det er selvfølgelig en fordel, at jeg i så mange år har handlet i brugsen – jeg kender alle varerne og ved, hvad jeg skal vælge til og fra.
Man følger med øverst på skærmen, både mht. varer og samlet pris. Det er nemt at slette en vare. Det var i det hele taget nemt.
Det er dog ikke den måde, jeg fremover vil handle på – ikke hver gang, i hvert fald, men nok indimellem, for der er naturligvis også ulemper, som fx zonegebyret. Jeg troede først, det havde noget at gøre med, hvor jeg boede, men det viste sig at være følgende:

image

Fordi jeg handler til en uge ad gangen, kom jeg naturligvis af med alle 12 kroner. Man betaler også for levering/transport, medmindre man køber for over 1200 kroner. De termokasser, varerne bliver leveret i, tager de heldigvis retur, næste gang de leverer.
imageBåde ordrebekræftelse (umiddelbart efter bestilling) og faktura (når varerne er pakket), er penslet ud til mindste detalje.

Så jo, nemt er det. Nu kan jeg på ingen måde hævde, at jeg er en fortravlet mor med tre børn og fuldtidsjob, der kæmper for at få tiden i hverdagen til at slå til (altså, moderen kæmper, ikke fuldtidsjobbet …), men var jeg det, ville jeg med stor sandsynlighed sætte mig i ro og mag om aftenen, når ungerne sov, for at lave madplan og derefter købe ind til den næste uges tid.
Fordi jeg er efterlønner og stadig fuldt mobil, vil jeg derfor selv gå i brugsen, men nu er det afprøvet og bliver sikkert også praktiseret igen, også inden jeg bliver gammel og affældig. Er lidt spændt på i morgen, når varerne kommer.

29. juni 2016

Skal vi ikke spise ude i aften? Jeg gi’r

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Vores foderbeholder på køkkenvinduet, som jeg før har omtalt, er virkelig en succes. Næsten lidt for stor, for nu er spurvefar og spurvemor ved at lære deres unger hvordan de let og ubesværet kommer til maden.
Endnu sidder ungerne bare på toppen af havestolen og venter på at lade sig fodre.

Spurvefodring (3)Spurvefodring (4)

Det ser pudsigt ud med de små dunkugler, der sidder og netter sig, mens de venter på at få serveret.
Jeg synes nu nok, forældrene kunne lære dem lidt bordskik … man sidder fx ikke og skider mens man venter på maden!

Jeg har købt en foderbeholder til, som vi tager med til England – begge ungerne er pænt interesserede i fugle, så det er bare med at opmuntre og pleje interessen, så længe den varer.
Jeg har også lige bestilt to fuglebøger og en insektbog, som de skal have. Den ene fuglebog er en almindelig felthåndbog, men den anden og insektbogen er henvendt til halvstore børn, så de fænger forhåbentlig hos Anna og Aubrey.

Til sidst – bare fordi jeg er vild med den: min Gertrude Jekyll fra David Austin. Den dufter meget kraftigt – men fuldstændig vidunderligt, selvfølgelig.

Gertrude Jekyll (1)Gertrude Jekyll 4

28. juni 2016

Er her en plantedoktor til stede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , , ,

Hjælllp! Hvorfor ser mine squash sådan ud? Der er og har været sat masser af, men de fleste når ikke længere end til at se sådan ud:

P1020706

Der er over 20 frugter på denne ene plante, men indtil videre er der kun modnet sølle to til fuld størrelse i rask tilstand. Der ser ud til at være i alt fire sunde squash på planten lige nu, men der er alt for meget råddenskab, og selv om de er fine nu, kan de sagtens finde på at begynde at rådne. Er der nogen bud på, hvorfor de gør det? Er der simpelthen for fugtigt i et drivhus? Planten er enorm og fylder mere end den kvadratmeter, man anbefaler at sætte af pr. plante, men på trods af denne frodighed er der jo altså noget galt. Jeg håber virkelig, at der er en af jer, der har et kvalificeret bud på, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.

P1020712P1020709P1020713

Ellers går det fint i drivhuset. Basilikumplanten er nærmest en busk, selv om jeg allerede har skovet én gang til tørring, plus plukket til salatskålen.
Tomaten og agurken er nærmest gået amok; der er over 50 tomater, der ser ud til at blive modne nærmest på en gang – jeg håber bare det sker, inden vi tager på ferie. Ikke fordi jeg har spor imod, at Søren får sig nogle tomater, mens vi er væk, men jeg ville da også gerne selv have nogen!
Agurken leverer næsten dagligt en smagfuld kæmpe, så vi spiser tzatziki i én uendelighed. Endnu er vi ikke blevet trætte af det, men det er ikke udelukket, at vi når at blive det.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke lod mig friste til at købe mere end én af hver slags. Undtagen af chilien, hvoraf jeg har en ungarsk lang og en citronchili. Den første er ikke så skrækkelig stærk, så den skal nok fortrinsvis anvendes til årets chilimarmelade. Den anden er den med den absolut bedste smag, men den er ret stærk og dermed drøj i brug. De er henholdsvis stærkt rød og ditto gul, så de bliver flotte at tørre og senere knuse til diverse anvendelser.

Jeg har lige en til stakkels Liv, som har fået spærret sit dankort. Du kan da også bare lade være med at falde for den slags numre!

Opdatere

Retfærdigvis skal det fluks siges, at det heller ikke er det, hun er … altså faldet for dette svindelnummer, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man forestiller sig, at man kan opdatere sit nøglekort!

27. juni 2016

En mand af få ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

P1020705

Man siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår.
Det skete for Johns og mit vedkommende for efterhånden temmelig mange år siden.
Jeg var ikke dengang klar over, at der overhovedet var modsætninger, og slet ikke hvor store de var – jeg fokuserede vist meget mere på den søde musik. Det var også meget sjovere.
John er meget lidt temperamentsfuld, og der skal virkelig meget til at hidse ham op eller blive vred.
Han kan have en meget indirekte og ofte forblommet måde at sige tingene på, men den eneste, der forstod det sprog, var Pernille … jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hentydninger, men ofte er det fra hans side en snert af en antydning af en hentydning.
Og så siger man, at kvinder skal tale lige ud af posen, når de henvender sig til en mand …
John er – som regel – også en mand af få ord. Det er mig, der snakker, undtagen når han får lidt for meget at drikke, men det gør han stort set aldrig (mere). Det er altid ham, der aldeles frivilligt tager chaufførtjansen, når vi skal ud, for han drikker glad og gerne alkoholfri øl og har det meget bedre med det – især dagen efter.
Det har jeg det sådan set også helt fint med – ikke fordi jeg drikker mig i hegnet, men det er rart at kunne drikke mere end et enkelt glas vin.

Han er ligeledes en mand af få ord, når det drejer sig om at skrive. Hans fingre er for tykke, siger han, og han bruger det bibelske system, når han skal finde bogstaverne: Søg, og du skal finde … han afskyr derfor også at sms’e og er måske af samme grund ikke på den form for talefod med ret mange, men det hænder dog, at Karin sender ham en sms, som kræver et svar.
Så stønner han næsten helt uhørligt, men også kun næsten, og rækker telefonen over til mig:
”Læs lige den her … kan du ikke svare hende?”

Kort tid efter han var kørt i dag, løb der en besked ind til mig om, at min pakke var kommet.
Den videresendte jeg til John, med den afbildede korrespondance som resultat.
Man behøver selvfølgelig ikke at skrive en roman for at svare på dette, men det er generelt meget betegnende for længden af Johns svar, hvis han får en sms og jeg ikke er der til at svare for ham, hvilket jeg i sagens natur ikke er, når jeg selv er afsenderen.

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 73, der følger denne blog