Hos Mommer

22. februar 2018

Køge må helst ikke forny sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Når man taber sig så mange kilo som jeg har gjort, er der desværre det modsatte af en sidegevinst: Man taber sig ikke kun der, hvor man gerne vil.
Der er nemlig røget lidt af barmen ved samme lejlighed. Dvs. … det er naturligvis kun i den ene side, det rigtig kan ses og føles, men den side er nu blevet så meget mindre, at mine bh’er efterhånden føles en smule for omfangsrige, hvilket ikke er fremmende for selvtilliden. Smide bh’en går dog absolut ikke … faren er blevet for stor for forveksling med den navnkundige troldkvinde, som Bjørn Nørgaard har skulptureret på Axeltorv i Næstved.
Vi tog derfor til bandagisten i Køge for at erhverve et par nye bh’er, der passer bedre. Da dette lille ærinde var overstået, var vejret i mellemtiden blevet flot, så vi blev enige om at gå en tur ned til stationsområdet for at se på alt det nye, der er blevet bygget. Det er voldsomt meget, og vi var især interesserede i at se de såkaldte stræder, som man har valgt at kalde de nye gågader, hvor der skulle være kommet en masse nye forretninger.

SyforretningenRichter

Okay. Det var så det. Det var da nogle fine forretninger i en splinterny gågade, og John fandt sig en ny jakke, men det kunne lige så godt have været i en hvilken som helst anonym provinsby et hvilket som helst sted i DK. Der var intet hyggeligt over det; der var intet miljø, der var ikke rigtig noget – andet end nogle forretninger.
For mig er Køge en unik, gammel by, med en bymidte der er en overdådighed af smukke huse fra både 15- og 1600-tallet, som fx de to herover, som ligger i Vestergade. Her – samt i Brogade og Nørregade – er der charme, miljø og en masse hygge, med forretninger af alskens art i de gamle huse.
Nogle af dem var lukket. Der var ingen tomme forretninger sidst vi var der. Et par af de lukkede butikker kunne vi genfinde henne på den nye gågade.

P1010499

Jeg håber virkelig ikke – som i overhovedet slet ikke – at alt nybyggeriet betyder forretningsdøden for den gamle, centrale del af Køge, der befinder sig i en ikke særlig stor radius omkring Torvet. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg er såmænd ikke imod fremskridt som sådan, men der er fremskridt og så er der fremskridt. Og tilbageskridt. I dette tilfælde er fremskridtet et tilbageskridt, for ingen skal ændre ved mit gamle, elskede, hyggelige Køge.
De må skam gerne bygge nyt i Køge. De må bygge nye boliger. Ikke forretningsgader, og slet ikke, hvis de går i konkurrence med de gamle stræder.
Visse ting skal forblive som de altid har været.
Jeg synes selv, det er yderst sjældent, jeg fremturer med den slags forandringsuparathed, men mit Køge skal de dæleme ikke pille ved!

Reklamer

21. februar 2018

Flirtende brandmænd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

De er altså underholdende, de der btistudios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth. Forleden dag gav jeg eksemplerne med forkert oversatte tal, hvilket de tilsyneladende bliver ved med at excellere i.
Denne gang fik de 90 miles til at blive 1600 km. Det er 144 km … noget af en forskel, ikke sandt?
Og her var det ikke antallet af nuller, man ikke kunne finde ud af – jeg kan ikke gennemskue, hvordan man er nået frem til de 1600 km.
Dagens næste talfejl var dog en nul-fejl, så at sige: One thousand blev tekstet til 10.000.
Jeg vil råde alle til at være meget tilbageholdende med at stole på BBC Brits og Earths tal, hvis man holder sig til underteksterne.
Jeg undrer mig, for bortset fra disse eklatante fejl, leverer de faktisk et pænt stykke arbejde.

Næsten hele tiden …
I en nylig set QI gik et af de mange emner på brandmænd og den stang de benytter (eller engang benyttede), når de skal fra første sal til stuen og bilerne og hurtigt afsted til en ildebrand; stangen, der vist er ret så velkendt, om ikke andet så fra film og tegneserier. Den har givetvis eksisteret for de rigtige brandmænd engang, men i dag findes den vist kun som legepladsrekvisit.
Uanset om det er rigtige brandmænd eller legende børn, der benytter sådan en, så kurer de ned ad den. Ikke kurrer, som der stod i underteksten.
Det ekstra ‘r’ gav nogle associationer om flirtende og/eller syngende brandmænd.

20. februar 2018

Opfølgning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags:

Indlægget i går førte en masse trafik med sig rundt omkring på nettet, tror jeg – både fra min egen side og fra andres, som gerne ville hjælpe. Det er noget af det, der er så dejligt med blogland – man bliver inspireret, bliver oplyst og får gode ideer forærende.
Fordi jeg brugte lidt andre søgekriterier i dag, kom der naturligvis også andre hit op end der gjorde i går. Derudover blev jeg gjort opmærksom på, at fx pofiber er noget billigere i Sverige.
Det er i hvert fald rigtigt, kunne jeg google mig frem til, så næste gang vi tager derover, skal vi lige runde et supermarked og købe det produkt, som herhjemme koster 25 kroner, men som derovre koster 10,95. Svenske. Det svarer til lige lidt over otte danske kroner, hvilket jeg godt kan regne ud er under 1/3 af dansk pris!
Derudover fandt jeg netbutikken rawfoodshop, alias  Reco Organic Market, som har fysiske butikker i Malmö og Lund, og hvor jeg bl.a. kan få pofiber i 300 gramsposer og sesamfrø i 500 gramsposer. Sitet er svensk, men de havde det også på dansk, med priser i danske kroner, så jeg regnede med, at de sender til Danmark. Det gør de sandsynligvis også, men hver gang jeg havde angivet Shipping method, stoppede systemet. Jeg prøvede tre gange og opgav så og sendte en undrende mail til deres kundeservice, men der kan jeg selvfølgelig ikke forvente svar før i morgen. Jeg kunne også bare opsøge butikken i Lund – en by, vi kører lige forbi alligevel og som er nemmere at ‘gå til’ end Malmö.

imageJeg fandt også ud af, at kartoffelmospulver nok ikke er en god ide som erstatning for pofiber, i hvert fald ikke den danske udgave, da 1) fiberindholdet i det er meget lavt og 2) kulhydratindholdet er helt vildt højt – over 85 % mod 17 i pofiber. Fiberindholdet er hhv. 65 % mod 15 i mosen.
Jeg kunne åbenbart lige så godt spise en sukkermad eller 10 … jeg må med andre ord hellere holde mig til pofiber, men nu ved jeg hvor jeg kan købe det til en overkommelig pris; så må jeg forsyne Charlotte, hvis hun kommer til at ønske at ville ligge inde med det.
Den Tesco-udgave af kartoffelmosen, som Kristine henviste til, er tilsyneladende voldsomt lavere i kulhydratindhold end den danske, men fiberindholdet er ikke godt nok som pofibererstatning:

Det er godt nok den halvstore videnskab, når man først begynder at gå i dybden med den slags ting, og det bør man jo.
Og nu skal jeg nok stoppe med det her!
For denne gang …

19. februar 2018

Kan mandelmel erstatte pofiber?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

I går bagte jeg boller uden brug af hvedemel; alias ketoboller, alias low carb-boller, alias LCHF-boller, som dækker over stort set det samme, og som man kan finde adskillige opskrifter på i utallige variationer. Grunden til, at jeg faldt for netop denne var, at forfatteren hævdede, at hendes datter syntes vældig godt om dem – så måtte de jo kunne konkurrere med mormors go’e, gammeldags fødselsdagsboller.
Det virkede i hvert fald temmelig overbevisende på mig, så de måtte prøves.
De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed.
Erstatningerne for mel var Pofiber og FiberHUSK, altså loppefrøskaller.
Sidstnævnte kan man købe i England, og jeg har bestilt et halvt kilo til levering hos Charlotte – sammen med et helt kilo mandelmel, som viste sig at koste hvad der svarer til bare 115 kroner kiloet. Det er billigt, så hvis C ikke selv kan bruge det, tager jeg det med hjem.

Jeg fortalte Charlotte om bollerne, og jeg lovede at afprøve dem for familien, når vi kommer derover om fire uger. Men det der pofiber kan jeg ikke finde i England. Er der nogen, der ved, om det findes derovre? Og hvad produktet i givet fald hedder? Pofiber er fibre fra kartofler (og er tilladt i LCHF-konceptet, selv om kartofler ikke er specielt velset. Mig ikke helt forstå …), og i England findes der potato starch og potato flour, som er to forskellige ting. Jeg læser varebeskrivelserne som, at førstnævnte er det samme som vores kartoffelmel og sidstnævnte måske mere som det vi kender som pofiber. Men er det rigtigt fortolket?
Godt nok er mine engelskkundskaber ikke helt ringe, men det er desværre ikke helt nok at forstå ordene her.
Der er nok ikke andet at gøre end at investere i noget potato flour og så ellers bare prøve at se hvad der sker.
Endelig kunne jeg jo prøve at erstatte pofiber med mandelmel – det forsøg kan jeg gøre hjemmefra, så det vil være afklaret, når vi rejser.

Noget, der er rigtig godt ved disse boller er, at ingredienserne bare skal røres sammen til en tyk grød, stå i nogle minutter, formes og smides i ovnen. Ikke noget med at ælte og ælte og ælte og hæve og ælte igen og hæve igen … alt det, jeg ikke gider (og heller ikke er god til) ved almindelig brødbagning.

18. februar 2018

Det blev lige 12.000 ekstra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:49
Tags: ,

Masker, altså. Det krævede 12.000 flere masker, end jeg troede, for at færdiggøre tæppet. Godt og vel endda.
Da jeg begyndte på Røde Kors-tæppet, slog jeg et antal masker op og strikkede, til banen var en meter lang. Røde Kors-tæpper skal måle 1 x 1 meter.
Så samlede jeg masker op langs banen og strikkede en bane til på. De blev målt til 14 cm, og så kræver det ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, at der skal syv baner til; som afslutning en hestetømmekant hele vejen rundt, og vupti, så har vi et tæppe i de foreskrevne mål.
Ikke så mange dikkedarer, men et halvt kilo lager-restegarn er blevet anvendt på fornuftig og overskudsagtig vis.

RK-tæppe endnu uden kantRK-tæppe med kant

Det vil sige …
Tæppets sider var kun 86 centimeter. Hvordan det kan gå til, forstår jeg ikke, for det passede efter første bane.
Det må være kalorier … I ved de der små bæster, der spiser af ens tøj om natten og når det hænger i skabet. De spiser åbenbart også strikketøj, men det vidste jeg først nu!
Tæppet var dog trods alt kvadratisk, selv om det ikke ser sådan ud på billederne, men 86 cm var 14 for lidt, kunne jeg godt regne ud.
Det krævede heller ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, at så måtte der en kant til på syv centimeter til hele vejen rundt, hvilket var lidt af en streg i regningen. Den kant ser ikke ud af noget som helst, vel? Men det tog lige to dage at strikke de 13 omgange, der skulle til for at give de fornødne syv cm.
Nå, men det blev okay og fint. Den tynde, røde stribe drukner næsten her, men den er skarp og lysende rød, ganske som jeg syntes den skulle være for at live lidt op på tæppet. De blå farver er også kommet til at virke lidt matte, men ideen kan godt fornemmes – der skal laves flere tæpper efter den opskrift – som i øvrigt er mit eget påhit – men næste gang bliver det med dobbelt garn, så jeg ikke igen skal strikke en hel m2 på pinde 3!
Har I forresten lagt mærke til, at der forholdsvis ofte står “km2”, når der utvivlsomt menes “m2”? Selv ejendomsmæglere har jeg set begå den fejl.
“Lejlighed på 125 km2 til salg”. Det svarer til en lejlighed lidt større end Læsø. Den må siges at være pænt stor.
Min teori er, at folk tror, at k’et står for kvadrat … hvad de så forestiller sig totallet betyder, kan jeg ikke helt gennemskue.

17. februar 2018

En mini-snowdrop walk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

Mini-snowdrop walkI dag fik jeg endelig beskåret vinen i drivhuset. Det skal vist helst gøres i januar, lige efter nytår. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke finde en god forklaring på, så jeg regner med, at midt i februar også er i orden.
Omme bag bådehuset, et sted vi ikke kan se indefra, men kun hvis vi bevæger ud i haven, står der en masse vintergækker. Så mange, at jeg sagde til John, at vi kan lave vores egen lille snowdrop walk. Den snowdrop walk, som jeg har set så flot i Heale Gardens, men som var aflyst, da John tog med for to år siden for at se den – det var det år, England havde haft det vådeste år i historien, så alle de bedste steder var utilgængelige.

Vi talte om, hvorvidt Heale House & Gardens nogen sinde ville åbne igen for offentligheden, idet de ikke længere var afhængige af entreindtægter som supplerende indtægtskilde. Det er en fantastisk historie: De fandt for få år siden i et loftsrum et ur, som viste sig at være uhyre kostbart. Det blev solgt på auktion og indbragte flere millioner – jeg husker ikke hvor mange, men mener det var over fire millioner pund, så de lidt stramme tider var med ét en saga blot for The Rasch family.

De tanker blev heldigvis gjort til skamme, for Heale House & Gardens har åbent for snowdrop walks igen – i næste uge, faktisk, så det når vi ikke at se i år, men det er rart at vide, at det stadig vil være en mulighed fremover, for de der walks er intet mindre end fantastiske, hvilket vist sagtens kan fornemmes på ovenstående billede. Er der noget at sige til, at man nemt kan blive lidt galanthofil, når man ser sådan et syn i virkeligheden?
Det er lidt en skam, at ingen herregårde eller andre potentielle steder i Danmark har noget tilsvarende.

Galanthofil kommer af det latinske navn for vintergæk. Jeg er måske lidt mere hyacinthofil, for er jeg betaget af vintergæktæpper, er jeg nok endnu mere betaget af de enestående smukke tæpper af bluebells; den direkte årsag til, at vi har lagt årets englandstur i bil i maj, hvor de blomstrer derovre.
Den tid, den glæde. Nu er der kun tre måneder til … vi er hjemme igen fra den tur.
Jo, vi har vores anemoner, og jo, det er bestemt også et betagende syn, når de er fremme, men det syn har jeg nydt i over 60 år, hvorimod de to andre blomstertæpper er et forholdsvis nyt fænomen for mit vedkommende.

16. februar 2018

Kaffe-søvnløshed: myte eller faktum?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags:

Det er maaange år siden, jeg har drukket kaffe om aftenen. Jeg gjorde det sommetider, hvis vi var eller havde gæster, og jeg gjorde det naturligvis altid, når jeg var til fest eller andre større sammenkomster. Under sidstnævnte omstændigheder skete der ikke så meget ved det, for det var stort set altid i forbindelse med en weekend, men var det til hverdag, var det så sikkert som amen i kirken, at jeg lå søvnløs i timevis og bandede mere og mere, fordi jeg jo skulle så pokkers tidligt op og på arbejde … skulle både være frisk der og på landevejen dertil. Altså: ingen aftenkaffe til Ellen.
Af lutter gammel vane har jeg heller ikke drukket aftenkaffe efter jeg jobstoppede, selv om det betyder mindre nu, om jeg kan falde i søvn. Det er dog lige så irriterende at ligge der og vende og dreje sig, så jeg har ikke drukket kaffe.
Undtagen … når vi har eller er gæster. ´
Det har på det seneste slået mig og undret mig såre, at 1) de gange, jeg ikke har kunnet falde i søvn, har jeg ikke drukket kaffe, og 2) de gange, jeg enten har drukket ren kaffe eller indtaget den i form af en Irish Coffee, som jeg elsker, er jeg uden problemer faldet i søvn meget hurtigt.
Underligt. Meget underligt.
Foregår det hele bare inde i ens hoved? Er det rent psykisk og ikke den fysiske virkning af coffein?
Det måtte komme an på en prøve, for jeg holder faktisk meget af kaffe.
Altså tog jeg et par gange, mens vi var på Malta, en dejlig og velsmagende kop aftenkaffe (jeg faldt for Lavazzo Rosso og har nu forsynet mig med den herhjemme – heldigvis laver vi en kop ad gangen, så John og jeg kan køre med hver vores foretrukne mærke) – og faldt i søvn på normal vis inden for normal tid.
Det der aftenkaffedrikkeri har jeg så nydt lige siden. Ikke hver aften, men har vel drukket aftenkaffe 8-10 gange inden for de seneste tre uger.
Jeg har ingen som helst problemer med at falde i søvn.
Er det ikke mærkeligt?
Var det, dengang jeg arbejdede, alene frygten i sig selv for ikke at kunne falde i søvn, der bevirkede søvnløsheden?
Måske lidt som det, at jeg aldrig kunne falde i søvn på min sidste ferienat, således at jeg efter tre ugers ferie troppede op på arbejde og lignede en, der virkelig trængte til ferie! Det må også have være psykisk, for der var ingen fysisk grund til ikke at kunne sove – det var bare den irriterende tanke om, at nu er ferien slut, der huserede i mit hoved. Det gjorde det ikke spor bedre, at John sov sødeligt ved siden af mig. Så var jeg parat til at smadre et eller andet, når klokken rundede både 02 og 03 eller endnu mere, inden søvnen endelig indfandt sig.
Men nu! Jeg sover sødeligt, både med og uden kaffe … man skal bare ikke arbejde, så holder kaffe ikke én vågen!

14. februar 2018

Selvforkælelse. Nydelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: ,

Dengang jeg var arbejdsramt, stod jeg op 15 minutter før jeg skulle ud ad døren: I bad, på med makeup og tøj, brygge en kopkaf til at drikke i bilen og så ellers afsted. Jeg spiste aldrig morgenmad og havde ikke gjort det, siden jeg var barn og min mor tvang mig til det. Jeg har altid haft meget svært ved at spise kort tid efter, jeg er vågnet. Mens Charlotte voksede op, smurte jeg hendes madpakke mens hun spiste – så var både samvær og samvittighed i orden.
Dengang drømte jeg om det kommende pensionistliv: At have alverdens tid til rådighed til rigtig at forkæle mig selv med lækre cremer, med selv at lave lyse striber i håret, med at eksperimentere med frisuren, med at have rigeligt med tid at bruge på pedi- og manicure.
Der var selvfølgelig weekenderne, men der skulle jeg altid nå så meget andet.
Da jeg arbejdede på et hospital, så jeg skræmmende mange både gamle og halvgamle mennesker med uplejede fødder, grimme negle og revner i hælene så dybe som Grand Canyon, og jeg lovede mig selv, at sådan skulle jeg aldrig komme til at se ud. Hvis jeg ikke selv kan klare det mere, vil jeg betale mig fra at få plejet mine fødder. Det gjorde min far, og han elskede det hverandenmånedlige besøg hos fodterapeuten. Der var også alt for mange kvinder med skæg, både som overskæg og som lange hår på hage og hals. Jeg finder det grimt og sørger for ikke selv at kunne forveksles med den skæggede dame. Dette blev en del lettere efter kemoterapien, for kropsbehåringen kom kun igen i meget lille grad, hvilket er okay – værre er det, at hovedhåret kun er halvdelen af hvad det var før. Men pyt. Det er bedre end alternativet.

Nu har jeg været uden for arbejdsmarkedet i næsten fem år. Jeg har ikke brugt hele eller halve formiddage på mig selv så ofte jeg forestillede mig det dengang, men jeg gør det med jævne mellemrum, og jeg stornyder det, når det sker.
Jeg ordner mine fødder – og når jeg selv skal sige det, er mine fødder fine og ikke spor ‘gamle’ at se på.
Jeg smører hele kroppen ind i lækre cremer. Gerne flere forskellige, for der skal ikke det samme til hoved og fødder. Det hjælper sikkert ikke spor; det gør mig i hvert fald ikke et sekund yngre at se på, men det føles dejligt, og jeg går ikke nærmest støvende rundt og drysser skæl, som jeg også har oplevet gamle mennesker gøre. Det er altså ikke særlig lækkert.
Som en af Die Drei Mädchen engang udtrykte det: Man kan ikke købe sig til en yngre hud, men man kan købe en superlækker fornemmelse, og det er netop sådan det er: En følelse af luksuriøs lækkerhed, som jeg gerne betaler lidt ekstra for.
Jeg viser mig aldrig uden makeup – slet ikke uden for privatsfæren og helst heller ikke, selv om der bare er John og mig, for jeg er farveløs og nærmest usynlig uden – ikke mindst fordi jeg ikke længere har øjenvipper eller -bryn. Charlotte grinede ad mig, fordi jeg, selv om jeg lå syg med høj feber, alligevel forsøgte at komme lidt omkring øjnene, så jeg så knap så elendig ud, når John kom hjem fra arbejde.
Forfængeligheden længe leve.
Til gengæld er jeg aldrig gået særlig meget op i modetøj og mærkevarer. Sådan er vi så forskellige.
Caring for myself is not self-indulgence, it is self-preservation.
image

13. februar 2018

Så meget for planlægning …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Jeg mener at have nævnt, at vi skal på gourmetophold i Sønderjylland sidst i februar.
Faktisk er det lidt fjollet at have én nat dernede og så bare tage hjem igen – vi kunne lige så godt få lidt mere ud af det.
Tænkte jeg, da der helt tilfældigt dumpede en mail ind med glimrende kortferietilbud. Dem modtager jeg op til flere af.
Det er farligt. Meget farligt, fordi det er så pokkers fristende, men Risskov viste sig at have en hel del gode tilbud på to nætter i Nordtyskland med halvpension, og John og jeg brugte en times tid på at kigge på dem alle. Vi ville helst bo i Friedrichsstadt, men der havde de ingen ledige værelser i de to aktuelle nætter.
Efter at have undersøgt 10-15 potentielle emner på kryds og på tværs, endte vi med at vælge et, som vi mente kom tættest på vores ønsker.
Booke, booke – modtage bekræftelse – booke færge til udturen og så ellers mig afsted til Røde Kors-nørkleklubben.

 Så langt, så godt.
Da jeg kom hjem igen, ringede Natasja fra Risskov Rejser, at der desværre alligevel ikke var flere ledige værelser på det ønskede hotel. Derefter spurgte hun, om det var hotellet eller datoerne, der var vigtige for os, til hvilket jeg kun kunne svare, at det egentlig var både-og, men mest det sidstnævnte.
Så meget for al vores research …
Efter lidt snak frem og tilbage, endte vi med at få et hotel i Bad Bramstedt, så nu håber vi bare, at det vil være godt nok. Jeg kunne godt huske, at vi havde set på det, men kunne ikke huske, hvorfor vi valgte det fra i første omgang …
Nå. Det kan jo ikke gå fuldstændig galt med bare to nætter, satser vi på.
Vi har planer om at se Plön-området på vej dertil, tage til Friedrichsstadt på vores hele dag dernede og undersøge selve Bad Bramstedt på trejdedagen.
Det bliver ikke en lang og eksotisk ferie, men det bliver et afbræk, men lidt har også ret, især på denne kedelige årstid, hvor enhver afvigelse fra hverdagen modtages med kyshånd, og får man den ikke forærende, hvad man sjældent gør, må man selv sørge for afvekslingen.

Det gør vi så. Det var den anden (og tredje) for-fødselsgave fra folkepensionisten in spe til folkepensionisten in spe, og også denne får John lige så meget glæde af som den i går. Nok også mere, hvis man spørger ham …
John har allerede spurgt, om jeg har flere fødselsdagsoverraskelser på lager til os, for indtil videre går det jo meget godt …

12. februar 2018

Det kan hurtigt gribe om sig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , , ,

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

image

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

11. februar 2018

Jamen … der er da heller ikke så mange tilbage, er der?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags:

Huddling by the AGAEn lille, engelsk familie, som jeg tror, mange af jer har hørt om, sidder og ser Sister Act (Halløj i klosteret), filmen, hvor Whoopi Goldberg spiller nonne.
Hun er ikke en rigtig nonne, hvilket bl.a. afspejles af hendes sprog.
En replik fra WG lyder: This is better than sex!
Jeg kender ikke den efterfølgende bemærkning, men den får Anna og Aubrey til at undre sig og derfor stille Charlotte et spørgsmål, på hvilket hun svarer (på engelsk, fordi Tim også er der) følgende:
Nuns are not allowed to have sex.

Lang pause.

Så spørger Aubrey:
Then why do they not die out?

Jeg elsker den dreng.

 

Børnene varmer sig foran AGA-komfuret
på en kold vintermorgen.

9. februar 2018

Uha, det er svært med de tal …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: , ,

Jeg vil SÅ gerne være færdig med Amsterdam-halstørklædet nu. Jeg er nået til det punkt, hvor det kun kan gå for langsomt, selv om jeg knokler og knokler. Der mangler fem farvestriber – og så lige en hæklet kant hele vejen rundt … satsede ellers på, at John skulle kunne have det på i morgen, hvor vi skal ‘i byen’, men jeg har ikke sagt det højt, for så skuffer jeg kun mig selv.
Jeg ser BBC Brit eller BBC Earth mens jeg strikker med en intensitet, at jeg får helt ondt i armene, hvad jeg ellers aldrig får af at strikke.
Det gik fuldstændig galt for oversætteren i dag – jeg så desværre ikke, hvem det var, men vedkommende må være talblind.
A hundred-foot high [something] blev oversat til tre meter.
Three quarters of a million blev til 75.000.
One hundred thousand blev til 1000.
Hvis ikke man forstår engelsk, men ellers er i besiddelse af en smule sund sans, må man have studset en del over de danske tal i den pågældende sammenhæng.
At 30 mi2 blev til de rigtige 77 km2, kan undre en anelse, men her skulle ikke blot oversættes, her skulle også regnes – eller i hvert fald slås op. At det så er 77,6 km2, således at der burde have stået 78 km2, er i petitesseafdelingen.
Og jo: Jeg kan skam udmærket lytte, læse undertekster og strikke på Amsterdam samtidig!
If you want something said, ask a man; if you want something done, ask a woman, som Margaret Thatcher sagde.

Amsterdam

38 down, 5 to go. Og så sidder jeg bare her og skriver.
Sæt i gang, Ellen!

8. februar 2018

Må jeg byde på et fed kaffe? Nej? Et fed te, så?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags:

 

Jeg fik lyst til at eksperimentere lidt udi plantefarvningens glæder, og det var på tide at få brugt det sidste af noget kaffe, vi købte på Mallorca i april, og som vist efterhånden måtte have mistet en del aroma. Der var lige 200 gram tilbage, så det hele blev sat til at koge i en times tid, hvorefter jeg lod det stå til dagen efter. For en gangs skyld var det dejligt velduftende at igangsætte en omgang farvning …
Næste formiddag blev kaffesuppen hældt igennem tre lag osteklæde og bønnerne kogt op en gang til. Derefter atter igennem osteklædelagene, og så var det klar til at komme garnet i.
Kaffe og teDer kom et enkelt prøvefed ubejdset garn i, og det gik som forventet med det: næsten ingen farvemodtagelse. Udover de fem gram kom der, set fra venstre mod højre, i alt 200 gram garn i suppen: 1) strømpegarn med 80 % akryl og 20 % uld, 2) 100 % lammeuld, 600 m/100 gram, 3) 100 % lammeuld, 350 m/100 gram og 4) ubleget merino. Sidstnævnte var inden farvningen meget ‘natur’, nærmest helt beigefarvet.
Det lille prøvefed helt til højre er te, også i forholdet 1:1. Det farvebad udsendte også en dejlig duft. Jeg brugte nogle tebreve med English Breakfast Tea, som jeg havde haft liggende længe – jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg overhovedet har det, for jeg bruger aldrig posete – det smager rædsomt – men jeg regnede med, at den slags savsmuld nok godt kunne koges til en brugbar farvesuppe.
Selv efter garnet er skyllet, dufter det lidt af kaffe, henholdsvis te.
Det er lidt underligt, at den rene lammeuld opfører sig så forskelligt, som tilfældet er. Begge garnerne er fra garnudsalg.dk, og begge er bejdset samtidigt. Det tynde garn er dog uvasket og som udgangspunkt lidt mørkere end det lidt tykkere garn. Gad vide, om det er derfor, det ikke tager så meget imod farven? Det er da trods alt kogt i 20 % alunvand i en time, hvilket burde affedte det en del.
Det bliver spændende at se, om garnerne reagerer lige så forskelligt, når jeg igen kan gå i gang med at farve med planter.
Merinoen gav en smuk, brun farve, meget lig den, man også får fra farvning med hele valnødder. Godt at vide, hvis valnøddeleverandøren skulle svigte.
Alt i alt er jeg ikke utilfreds med resultaterne – farverne er lidt mere varmt brune, end mit kamera havde lyst til at vise.

7. februar 2018

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , , ,

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Høj himmel ved Præstøfjorden

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Havørn!IMG_8227

5. februar 2018

Drømme – et stykke tid endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

Skæve istapperHvis ikke jeg gik ud i dag, kunne jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er blevet forår – solen har skinnet fra en høj og, det meste af dagen, klar himmel, og fjorden har været så blå, så blå. Man skulle bare sørge for at blive inden døre, for i modsat fald røg forårstankerne lige pr. omgående, da termometret viste ÷3°.
Istapperne fra stråtaget gjorde også deres til, at drømmen forsvandt – jeg ville i øvrigt gerne vide, hvordan de kan blive så skæve, når der stort set ingen vind er – men pyt, de besad bare deres egen skæve charme.
I mangel af det ægte forår, kørte jeg I stedet videre på forårstanken via de meget rustikke og hjemmegjorte poser, jeg lige har fået tilsendt fra Albinus Frø. Dette er ikke en reklame – og så er det jo alligevel, fordi jeg nævner firmaet ved navn, men det er hende vel undt.

Frø til sommer

Frø til sommer (1)Se bare her: Små, fine poser med håndskrevent poseindhold. Herligt.
Jeg skulle bare have lidt kermesbær, for jeg har set på amerikanske blogs, hvor fine farver de kan give. Jeg husker kermesbær fra mit barndomshjem, hvor de fik lov at vokse frem forskellige steder i haven. Her i Den Stråtækte er de tænkt at skulle sås omme bag shelteret, hvor de for min skyld gerne må gro lidt vildt. Og de kan koldsås! Ved ikke om det hedder sådan, men det har jeg lige døbt det begreb, at jeg kan smide frøene ud nu selv på denne kolde årstid. Jeg venter dog lige en måneds tid, men det er dejligt, at jeg slipper for at forspire dem – især fordi vi er væk en uges tid i marts, hvor planterne helst skal tilses hver dag.
Perilla kan ligeledes koldsås – en vækst jeg aldrig har hørt om før, men beskrivelsen “en blanding af basilikum og mynte” lyder tiltalende, så den måtte lige prøves. I kurven med den.
Oppe på de små terrasser over det nu græsbeklædte Atlanterhav, hvor Finn kørte rundt med sine modeltog, er jorden gruset, hård og elendig og næsten intet kan gro der. Ikke engang mynte gider vokse … så må det være slemt … men jeg tænkte, at så må mexikansk hat være velegnet.
Øjeblomsten så smuk ud, og bunddække kan man altid bruge …
Opiumsvalmuer er dejligt frodigt-vulgære at se på – jeg har dem i orange og vil gerne supplere med en anden farve.
Mamelukærmer kan sås overalt, hvor der er huller.
Drumsticks = den “skulpturelle plante” så bare spændende ud, selv om vores boligstil ikke ligefrem kan kaldes “tidens” … medmindre man har glemt et ‘for’ foran ‘tiden’. Men det har man næppe.

Hov. Jeg skulle jo bare have en pose kermesbær …
Sådan går det tit, når jeg internetshopper.
Men jeg har bare huller i bedene, og indtil alt det for nyligt plantede breder sig tilstrækkeligt, er det rigtig fint at fylde ud med sommerblomster.
Poserne og ordrebekræftelsen (alene dens omfangsrighed gør, at jeg er nødt til at anbefale Albinus Frø), er lagt hen i min havedagbog/have to-do-bog.

4. februar 2018

Det var lidt af en kontrast

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , ,

Minus to grader landede vi til sent i går eftermiddags. Det var koldt, når man kom fra 18°. Ikke så chokerende for kroppen, som da Charlotte oplevede en forskel på 60°, da hun i 1996 kom hjem til jul – fra sommer i Sydafrika til bidende ÷30° i Sverige. Det slog hende fuldkommen ud, og så slemt var det dog ikke for os i går (faktisk var det vel præcis 1/3 så slemt, tøhø), men nok til, at vi frøs som små hundehvalpe, da vi steg ud af bilen i sne- og blæsevejr.
Huset var køligt, men ikke koldt. Jeg skruer altid lidt ned for radiatorerne når vi er væk, men der må helst ikke komme under 15°, da stueplanterne gerne skulle kunne overleve vores fravær. Det havde de også fint gjort, men der blev hurtigt tændt for brændeovnen.

Sivene er væk (2)

Hvad vi ikke kunne se i aftes, men som John opdagede som det første, da han var stået op, var, at fjorden var kommet tættere på huset.
Sivene lige over for vores grund var væk næsten alle sammen. Piletræerne var der desværre endnu – dem ville vi hellere se forsvundne end sivene – men tagrør vokser vel hurtigt op igen, lige som græs. Det håber jeg – jeg skal bruge et par kilo blomster til august – men det kan skaffes fra naboerne, hvis ikke de nye når at blomstre. Jeg kender ikke alverden til tagrørenes liv.

Sivene er væk

P1010413På panoramabilledet taget fra vores gæsteværelse på første sal ses det endnu tydeligere, at vi nu nærmest kan spytte ud i vandet. Det har naturligvis hele tiden været sådan; vi har bare ikke kunnet se det. Fiskehejren er ligeledes kommet tættere på, fordi den slår sig ned tæt på båden i stedet for på pælen, jeg viste forleden dag. Nu mangler vi bare, at også havørnene finder på at komme lidt tættere på.
Nu kunne vi pludselig se, hvor meget vand der åbenbart altid står på hver side af den smalle, menneskeskabte sti, vi går ad ned til vandet. Stien ses lige over båden i begge billeders midte. Sne har vi også fået, som det vist tydeligt fremgår. Ikke i de voldsomme mængder, men det sner lidt hele tiden – nu er det dog blevet tøvejr igen.
Det gør ikke noget for mig – tværtimod – jeg kan sagtens undvære den hvide vinter, men jeg er klar over, at jeg nok ikke har flertallet med mig.
Jeg vil have forår nu! Vel vidende, at det nok er både et urimeligt og urealistisk krav … men bedst som jeg troede håbede, det var på nippet til at ankomme, ankommer dette vejr i stedet for.
Bare ikke vintergækker og erantis fryser for meget – heldigvis er de hårdføre.

2. februar 2018

38 år efter Robin Williams

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

P1010382

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

P1010383

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

P1010392

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

P1010390

Og alle vegne den forfaldne charme.
Vækster MaltaMere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.

1. februar 2018

Gozo – den grønne ø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Tidligt op, ud ad døren og afsted til Gozo. Det er altså en herlig årstid at være her på, med en helt tilpas temperatur og meget begrænset antal turister. Man kan komme til alle vegne.
Gozo, som malteserne selv mener var øen Ogygia, som Kalypso boede på (hende forfører-nymfen fra Homers Odysse, som sørgede for at opholde Odysseus i syv af de 10 år, det tog ham at komme hjem). Grækerne mener naturligvis, at Ogygia var en af de ioniske øer – og en britisk forsker mener, det var Lolland! Så forstår man bedre, hvorfor den Odysse kunne tage 10 år …

P1010331P1010365P1010371

På Gozo har de carftsmen, folkedragter med indbygget læskur og kniplende kvinder.
Det er da heller ikke nemt, når man skal læse korrektur på hele 11 ord … så skal det jo næsten gå galt, men det var godt nok noget fantastisk glas, de der carftsmen kunne præstere, så jeg købte en vase i netop den skønne blå farve, der ses på plakaten. Jeg købte også et halssmykke, et tørklæde, noget lokal og meget velsmagende olivenolie, samt to glas marmelade – jeg er nødt til at have noget med hjem, der er lavet på figenkaktussens frugter.

P1010299P1010310

Vi tog en såkaldt speedbådstur på bare et kvarters tid. Når jeg skriver ‘såkaldt’, er det fordi det ikke gik særlig stærkt – jeg følte, at jeg kunne have roet i samme tempo ved siden af, selv om John hævdede, at 1) det kunne jeg i hvert fald IKKE, og 2) at styrmanden ikke forsvarligt havde kunnet sejle stærkere i den bølgegang, og det har han jo nok ret i. Det så ikke ud af noget, men den lille båd gyngede faktisk ganske pænt, når man kom ned i vandoverfladeniveau.
The Azure Window var engang der hvor der nu ikke er noget på billedet herover med himmel og hav. Gozos nok største turistattraktion tillod sig at styrte sammen i marts 2017 under en kraftig storm.

Gozo Comino Malta

Det var en fin dag med godt vejr næsten hele tiden, undtagen til sidst, da vi skulle hjemover. Sejlturen tilbage til Malta var kold, og det kunne godt se ud som om det kunne finde på at begynde at regne, hvilket det dog ikke gjorde. 
Herover ses Gozo, Comino og Malta; de tre beboede øer af republikken Maltas i alt syv øer. På Comino bor der dog kun tre personer! Jeg håber søreme ikke, at de bliver uvenner.

P1010356

Lidt mere patina – og herunder et kig ned ad en af Victorias gader. Victoria er Gozos hovedby. Ganske hyggelig.

P1010357

Det var det. Stort set. I morgen er det sidste dag hernede, og som altid er tiden fløjet afsted.
Det bliver spændende, om vi skal hjem og opleve vinter.

31. januar 2018

Valetta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

P1010254

Malta er en lille ø, og alligevel tager det mellem en time og halvanden at komme fra Mellieha i næsten nord til hovedstaden Valetta lidt syd for midten. En strækning på 25 km, som ville have taget 42 minutter i bil. Siger Google Maps … men okay, vi får set noget undervejs, så det er fint nok.
Valetta var, hvad vi havde forventet, og ses skulle den da, nu vi er på Malta. Jeg elsker (stadig) alle de karnapper, som desværre lige så langsomt forsvinder, for man renoverer ikke husene hernede, man river dem ned og bygger nye op, hvilket er en stor skam, er vi (og de) mange, der synes.
Vi lagde stille og roligt ud med en kopkaf lige ved begyndelsen af St Paul Street, hvorefter vi ad den gik helt ned til spidsen af halvøen.
Derfra rundt om samme spids, så krydse lidt frem og tilbage ad de stejle, smalle gader, indtil vi pludselig befandt os på Republic Street, som er shopping-gågaden og hvor der åbenbart altid er en million mennesker. Den tog vi resten af vejen tilbage til busterminalen, hvor vi fandt en bus, der kunne bringe os tilbage til Mellieha.

P1010281P1010285

P1010261P1010268P1010280

Med vasketøj hængende – det var næsten som at være i Venedig …
Jeg kan godt lide patina, men der kan altså også være liiige lidt for meget af den – og alligevel er det jo charmerende.

P1010265P1010273

Uh, hvor jeg tog mange billeder. Også af mandeltræet, hvis blomstring vi (bevidst) gik glip af på Mallorca, fordi der er lidt for koldt i januar og februar, men nu har jeg da i det mindste set, hvordan blomsterne ser ud.

P1010289

P1010288Man bedes lægge mærke til farven på himlen. Den fås ikke meget blåere, og temperaturen er 22 grader. Det kan vi lide. Ikke for koldt og ikke for varmt.
Til frokost vaklede jeg mellem blækspruttestuvning og kanin, men vi valgte begge kaninen til frokost. Maltas nationalret. Vi fik en hel kanin hver – der var godt nok rigeligt med kød, selv om kaniner ikke er så store. Jeg ville have regnet med en hel til os begge, men så havde jeg nok også haft lidt mere tilbehør, end tilfældet var her – det smagte dog glimrende.

Også her i Valetta kan man risikere at blive clamped, hvis man holder ulovligt – her var der en englænder, der måske troede at den slags går, når man er udlænding, men det gjorde den ikke!

30. januar 2018

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

P1010196P1010198

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

P1010248P1010233P1010238

P1010232

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

P1010251P1010212P1010253

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

29. januar 2018

Falmet skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

P1010162 collage

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

P1010154P1010155P1010157

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

P1010182P1010184P1010189

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

P1010192P1010193

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

28. januar 2018

Markedet i Marsaxlokk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: ,

Det underlige navn udtales marsaschlok. Marsa betyder havn og xlokk betyder sydvest, så vi har i dag befundet os i sydvesthavnen. Maltesisk er oprindelig arabisk, men skrives med latinske bogstaver … det er derfor ikke så underligt, at sproget forekommer os aldeles uforståeligt, men heldigvis har commonwealth-perioden smittet så meget af, at engelsk stadig er deres andetsprog hernede, og som alle derfor taler.

En Luzzu

P1010112P1010120

De smukke, karakteristiske, farvestrålende både (kaldet luzzu) var der ekstraordinært mange af i havnen i dag; måske fordi vejret var bedre og mere solrigt, end det havde været længe, hvilket også havde lokket flere stadeholdere til markedet – og mange flere kunder! Holddaop, hvor der var mange mennesker!
Det er lidt sjovt med øjnene foran på bådene: De beskytter mod ondskab og havari, når man er på søen, og der er stadig fiskere, der tror så meget på det, at de dækker øjnene til, når båden ligger på land, for ikke at misbruge øjnenes kraft, når der ikke er brug for den.

P1010105

Der var nok mere junk på markedet, end jeg havde forestillet mig, og ikke så meget kunsthåndværk, men pyt med det, for så gik jeg ikke shop amok.
Vi kom hjem med noget frugt, et par lækre små æbletærter (fyyy, men vi har trods alt ferie!), og noget mandelmel. Sidstnævnte er vildt dyrt i Danmark, så de 5 Euro, jeg måtte slippe for 500 gram, er kun omkring 25 % af den danske pris. Hvorfor købte jeg dog ikke et kilo?

P1010127

Honningsælgeren havde taget fabrikken med!

P1010102

Vi har 17 grader, skyfri himmel, bare arme og bare tæer og kunne sidde og nyde udsigten, livet og en kopkaf (og den der æbletærte) oppe på tagterrassen efter markedsturen og inden vi gik en tur ned til stranden.
Kager er de uforskammet gode til hernede på Malta, derfor æbletærten. Se bare billedet herover – de har mange og de har mange gode, hvilket ikke lover godt for taljemålet, og eftersom vi skal til gourmetaften på Christie´s Sdr. Hostrup Kro i Sønderjylland (tak for tip, Helle!) sidst i februar, ved vi godt, hvad vi skal, når vi er hjemme igen. Men den tid, den sorg … jeg siger skål i (maltesisk) rødvin og god søndag aften derhjemme i kulden Smiley

27. januar 2018

Malta, dag 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: ,

Det kan godt gå hen og blive en lang dag, når man skal op kl. 02:30, ud ad døren kl. 03:15, flyve kl. 06:30, mellemlande i Billund kl. 07:15, flyve videre til Malta kl. 08:00 og lande der kl. 11:00. Nu er klokken 17 og vi er godt indkvarteret i vores hus med gårdhave og tagterrasse, vi har været til introduktionsmøde for at se, om de havde et par gode fif (det havde de), vi har spist en maltesisk platte til frokost og vi har købt ind i supermarkedet til aftens- og morgenmad, plus det løse – OG slæbt to tunge indkøbsnet hele vejen fra supermarkedet til vores hus, som ligger længst muligt væk fra receptionen og øvrige fællesarealer. Til gengæld har vi en smuk udsigt. Det var der også over Innsbruck-området her til morgen: sol over sneklædte alper – det så ikke helt tosset ud. Billedet til venstre viser en solopgang, som den ser ud set mod vest!

P1010091P1010092

Luften er 15 (den er faktisk 17) og vandet er 16 (spot on) og pigen er 17½ … næh, hun er snarere 77½ … jeg føler mig virkelig ung og meget som en charterrejseturistnovice i dette selskab. Nogle er hernede for gud ved hvilken gang og nogle af dem skal være her i 10 uger. TI UGER! Hele Maltakolonien er mindre end halvt så stor som Bornholm, men okay – hvis man hjemme i Danmark bor i en lille lejlighed et eller andet sted, så kan vinteren blive meget lang og meget kedelig, og så er dette sikkert et godt og nok også et relativt billigt alternativ.
Udenfor er det dejligt lunt, men indenfor er her ret køligt, så vi har tændt for varmen. En af os er kravlet under dynen, mens en anden af os skriver og tager et glas rødvin – det har som sagt været en lang dag, så en af os trængte lige til en lille lur.

P1010097

Udsigten fra tagterrassen er okay, og der er et rigt fugleliv lige udenfor. Malta er i øvrigt ikke så gold, som jeg havde forestillet mig, men en del mere grøn.
En anden en af os er måske også en anelse træt, når det kommer til stykket, så det er hermed slut for i dag – i morgen formiddag skal vi på et rigtigt marked med frugt, med grønsager, med loppeting, med tekstiler, med fisk, med brugskunst, med … andre ord alt muligt og lige sådan noget, jeg bare ELSKER, så der skal vi have det store indkøbsnet med igen.
Sov godt …

26. januar 2018

Altså … hvis det var min datter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Der opstod lige et behov, så vi var i smut i Næstved Storcenter i dag.
Johns kuffert gik i stykker for et års tid siden, og han købte sig en ny. Den viste sig at have en meget bedre størrelse end dem, vi havde i forvejen, som enten var lige lidt for stor (til treugers ferier) eller lige lidt for små (til lange weekender).
Den gode størrelse resulterede i, at jeg har hugget den kuffert stort set hver gang vi har rejst siden, men i dag satte John hælene i: “Jeg gider ikke tage den store, og de små er for små. Var det ikke ved at være på tide, at du køber din egen lige tilpas-kuffert?”
Det var der ikke så meget at sige til, så afsted til Neye. Jeg satsede lidt på et godt udsalgstilbud.
Vi havde målt den gode kuffert op, så jeg vidste lige præcis hvad jeg gik efter – og søreme om ikke de havde mit yndlingsmærke (Delsey) i de rigtige mål – og til en god pris. Alle var glade.

Forargelsen kom, da vi gik forbi en dametøjsforretning, hvor de opfordrede til at rydde konfirmationskjolelageret.
Altså … sådan skal en 14-årig pige ikke klæde sig. Punktum. Hvis det var min datter, ville jeg nedlægge absolut forbud mod at komme anstigende, det være sig i kirke eller til fest, i sådan en mundering.

P1010088P1010089

Godt jeg ikke har en pige i konfirmationsalderen – så slipper jeg da for den diskussion.
Jeg ved i øvrigt ikke engang helt, hvordan de så ud for 27 år siden, da det kunne have været Charlottes tur, for hun var lige så fornuftig som sin mor og valgte konfirmationen fra. Og vi kaldte IKKE hendes 15-års-fødselsdagsfest for nonfirmation! Et udtryk, jeg stejler over og nægter at bruge.
Men jeg er forholdsvis sikker på, at de ikke så sådan ud. Der var heller ikke det der limousinepjat i spil dengang.
Det er en konfirmation, vi taler om. Ikke en minibrud uden gom, som jeg synes, der er lagt op til, at pigerne skal være/ligne.

Nå. Det gider jeg ikke tænke mere over. Der var måske i virkeligheden en god grund til, at netop disse kjoler var sat meget ned – måske er flertallet af både forældre og konfirmander fornuftige nok. Det ville da være dejligt.
Den nye kuffert er pakket; vi skal køre hjemmefra kl. 03:15, så vi skal tidligt i seng.

25. januar 2018

Jeg kan ikke ..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: ,

Jeg kan ikke få lov at kommentere hos nogen af jer, der kører med blogspot!
Jeg har forsøgt mig med flere forskellige af de mulige ‘identiteter’ som WP, Google-ID, OpenID m.m., men intet virker.
Det går fint hos bloggere med andre udbydere.
Beklager, men det er altså ikke pga. manglende vilje, at jeg ikke kommenterer, men det er da hamrende irriterende!

OPDATERING: Jeg tænkte det, men nøjedes med det … Kristine skrev det, og så prøvede jeg: Det var manglende accept af tredjepartscookies, der bevirkede, at jeg ikke kunne kommentere.
Hvorfor det så er sådan, ville jeg meget gerne vide, men det vigtigste er, at problemet er løst.

Professionel eller amatør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: ,

Jeg er selv en glad amatør inden for nogle få ting, fx strik, syning, madlavning …
Der skal være – og er – plads til amatører i alle afskygninger, for en verden fyldt med professionelle ville hurtigt give en del mindreværdskomplekser.
Men. Når det kommer til, hvad der vises som underholdning i tv, synes jeg ikke særlig godt om amatører. Jeg så en kvart udsendelse af dem, der handlede om at smide folk (amatører) ud på en overlevelsestur i vildmarken. Klynken og selvmedlidenhed gider jeg ikke høre på. Det var endnu værre, da jeg rendte ind i en amerkansk udgave. I miss my family so terribly. Klynke, tude. Jamen så bliv hjemme …
Jeg så den første i rækken af en serie for nogle år siden med BS, der havde en flok forskruede teenagetøser med i junglen, og jeg så den kun, fordi vores administrerende direktørs datter var en af de forskruede tøser.
Vores adm.dir. sad og fortalte hele Danmark, at “min datter er rigtig god til at manipulere folk, så hun skal nok ende med at få sin vilje.” (Hun blev nægtet at prioritere make up over praktisk fodtøj.)
Jeg var vildt forarget (det var flere af kollegerne) – tænk at prale seriøst med, at ens afkom er god til at manipulere! Jeg har aldrig kunnet lide ham, og efter dette blev mine følelser for ham ikke ligefrem varmere, og jeg gad ikke se mere – ikke engang selv om BS var med. Bubber og BS så jeg også lidt af, men han var også for tøsedrenget. Bubber, altså. Jeg er klar over, at det skulle være sådan for kontrastens skyld – jeg gider bare ikke se den slags.

I disse dage kører der en norsk serie i seks dele over DR2, der hedder På Vildspor i Ødemarken. Den viser den højt professionelle Lars Monsen, som, sammen med en ven, har gået hele Norge på langs. Med bind for øjnene helikopterfragtes ahn til og sættes han af på et sted i Norge, han ikke ved hvor er. Han bliver tildelt forskelligt (nogle gange næsten ingenting) udstyr og/eller proviant og har så fire-fem dage til at nå frem til målet, samt have fundet ud af hvor i Norge han har befundet sig. Hvis ikke han når det, kommer de og henter ham hjem, hvilket manden naturligvis ikke er helt tilfreds med.
Nu har jeg set udsendelse nummer 4. Det er meget interessant at høre ham begrunde hvorfor han vælger hvilken rute, hvorfor han vælger et telt eller den dyreste sovepose fra, hvordan han tackler selv at skulle bygge en tømmerflåde for at kunne komme videre.
Han er gps-tracket, og han skal nå et par udlagte poster undervejs, hvor han gerne får en opgave, han ikke lige havde set komme, men som naturligvis ikke gør det nemmere for ham. 
En gang missede han med 25 minutter og en anden gang med flere timer. I dag missede han fordi han blev bremset af tåge på fjeldet og måtte ligge underdrejet i et døgn. Af de fire, jeg har set, har han kun nået det én gang inden for fristen.
Men som sagt er det den yderst professionelle tilgang fra hans side – og Norges smukke natur – der får mig til at nyde udsendelserne.
Her er der ingen plads til amatører.
Professionalisme kan få mig til at fatte interesse for næsten hvad som helst – jeg elsker at se professionelle håndværkere i aktion og kan blive betaget at ting, jeg normalt ikke interesserer mig for.
Det lyder måske som, at jeg må gerne være amatør – de andre må bare ikke …
Det er nu ikke helt sådan det er, og jeg bestemmer da heldigvis selv, hvad jeg vil se i tv.

24. januar 2018

Jeg – en heldig kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , ,

Atter en gang må jeg konstatere, at jeg er en privilegeret (nej, IKKE priviligeret – tænk på, at det hedder et privilegium) kvinde at være gift med en mand, der har skruet hænderne rigtigt på. Så rigtigt, at han kan skrue tingene sammen på den rigtige måde.
Så rigtigt, at han sætter i gang nærmest omgående, når jeg pipper op om ønsker om ting, der kunne være rare at have, virke bedre eller på anden måde blive optimeret.
IMG_8221Det allerbedste er, at han ikke sukker dybt eller opgivende, himmelvender øjnene eller på anden måde kommer med mere eller mindre fine hentydninger til, at jeg er krævende. Faktisk kan han rigtig godt lidt at få den slags større eller mindre udfordringer – også i denne mørketid, hvor der ikke er så meget andet at tage fat på udendørs.
Vi har et lille rum med 3¼ væg og et halvtag lige ved siden af køkkendøren. Derinde hænger der haveredskaber og der står et plantebord, som den forrige ejer lod stå. Han lod virkelig meget stå af alskens art, men dette var helt fint. Jeg har brugt det til potter og potteskjulere, men efter jeg har taget plantefarvning op, har jeg også brugt det til gryderne, fadet, spandene og de øvrige redskaber, der er blevet dedikeret til dette formål.
Det vil sige, at der efterhånden skulle være dobbelt så meget på den samme plads. Det kunne kun gå galt, og de sidste gange har jeg været virkelig irriteret over at skulle flytte rundt på en masse, hvis jeg havde brug for et eller andet.
Det der ‘et eller andet’ var nemlig på forunderlig vis, helt af sig selv, altid kravlet underst eller bagerst.
Mærkeligt, ikke? Selv om jeg satte det øverst, befandt det sig nederst næste gang jeg skulle bruge det …
I aftes sagde jeg til John, at jeg godt kunne tænke mig at få to hylder derude. Lidt smallere end bordet, men brede nok til, at alle potterne og skjulerne kan stå der, således at jeg kan bruge bordet til plantefarvningstingene.
De er sat op! Det tog ikke manden lang tid at finde de fornødne materialer frem og få den lille sag bragt i orden. Plus et lodret bræt, hvor jeg kan skrue kroge i efter behov til planteskeer og lignende.
Perfekt.
Det tog mig fem minutter at rydde op derude – lige nu er der oven i købet plads tilovers, men kender jeg mig ret, varer det ikke så længe, før det hele er 100 % udnyttet.

23. januar 2018

Jeg har et spørgsmål

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:35
Tags: , ,

Når man undersøger flybilletpriser på internettet, stiger de efterhånden lidt hvis man søger flere gange på den samme rute. Jeg forestiller mig, at det er fordi cyberhjernen tænker: Aha – man er altså ægte interesseret … vi hæver lige priserne.
Sådan er det måske nok ikke, men jeg kender ikke mekanismerne, og det er det, der leder mig hen til mit spørgsmål.
Jeg har ladet mig fortælle, at det er IP-adressen, nogen lagrer, og hvis der kommer flere ens søgninger fra den samme IP-adresse, så er det, at nogen sørger for, at priserne lige får et lille nøk opad.
Nu er det jo sådan, at min iPad og min pc har to forskellige IP-adresser. Da jeg i går skulle undersøge priser til London Heathrow, søgte jeg derfor fra min iPad, mens jeg i dag gik direkte ind og bestilte billetter fra min pc. De var ikke steget i forhold til i går, men det kan jo være en tilfældighed.

Er det fuldstændig tosset tænkt og dermed helt overflødigt at gøre det på den måde?
Jeg har som sagt ikke meget forstand på den slags … jeg er den samme kunde som har to IP-adresser. Gør det så en forskel? Eller hvad? Jeg ville så gerne vide noget mere.

Grunden til alt dette var, at jeg pludselig sad og fik vældig ondt af mig selv over, at jeg ikke skal se mine englændere i hele fire måneder. Det er kun sket én gang før, og det var ALT for længe. Jeg ville derfor undersøge hvad det ville koste at flyve derover i uge 7, hvor børnene har vinterferie.
Puhhh, det var dyrt, så vi blev enige om, at jeg tager alene afsted – det ville faktisk koste det samme, som jeg normalt giver for to billetter.
Det sved lidt … men jeg ringede alligevel til C og hørte, om de skulle noget.
Det skulle de så – de havde faktisk selv booket en ferie, så beslutningen om, hvorvidt jeg skulle ofre den dyre billet, blev taget fra mig.
Det gjorde faktisk ikke spor.
Vi blev i stedet enige om at vente yderligere en måned og komme i ugen, hvor det er skærtorsdag og langfredag – børnene har hele tre ugers påskeferie.
Det var jo en ganske anden snak. Nu kunne både John og jeg komme afsted for de samme penge, som jeg alene skulle have givet for turen i uge 7.
Man skal virkelig bestræbe sig på at være i god tid.
Jeg lærte i sin tid på arbejdet, at flybilletter som hovedregel er billigst omkring otte uger før afrejse, og ca. 14 dage før begynder de at blive rigtig pebrede, hvilket var det, der så småt var gået i gang, da jeg i aftes kiggede på uge 7. Man udnytter, at forretningsrejser ikke altid kan planlægges i god tid.

Nå, men det bliver dermed 2½ måneds englænderpause, hvilket er betragteligt bedre end fire!
Snowdrop walk må bare blive et andet år. John har stadig til gode at opleve de store vintergæktæpper.

22. januar 2018

En god bankrådgiver og en dårlig vandhane

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: , ,

Vi havde bedt banken om et møde i forbindelse med, at jeg snart skal gå over til folkepension – jeg tænkte, at de nok har nogle gode forslag til, hvordan vi smartest muligt kan gøre det rent skatteteknisk, for jeg havde lidt på fornemmelsen, at det sikkert kan lade sig gøre at flytte rundt på et og andet, ihukommende rådgiverens ord fra dengang, arbejdet gav os seniorer et rollatorkursus: Det har meget at sige, hvornår I begynder at spise af jeres pensioner! Men om overhovedet, med hvad og hvordan havde jeg ingen anelse om.
Men ganske rigtigt: Han havde lige regnet ud, hvordan den skal kringles, så vi udnytter lovgivningen uden naturligvis på nogen måde at omgå den. Vi skal jo helst ikke sættes fast for kreativ bogføring!
Det korte af det lange er, at mit fradrag steg med så meget pr. måned, at jeg får mere ud af at få folkepension, end jeg hele tiden har fået i efterløn. Det er ikke så ringe endda, men den efterløn huggede de jo også irriterende meget af pga. mine pensionsordninger.
Hvor er det godt, at der findes den slags dygtige rådgivere, når nu man overhovedet ikke selv kan gennemskue hverken pensions- eller skattejunglen.

IMG_8216Kort efter hjemkomst fra Næstved kom Søren, efter aftale, til frokost. Han skulle hjælpe John med at skifte en eller anden dims under vasken, for vores vandhane kan næsten ikke finde ud af at give koldt vand – den gør det ligesom jeg forestiller mig prostatapatienter leverer vand …
Der var bare den hage ved det, at problemet ikke løstes ved at skifte den dims – kun det delproblem, at man ikke kunne lukke individuelt for opvaskemaskinens vandtilførsel. Det kan man nu, men det var altså ikke fordeleren, den var gal med, eftersom der er fuldt tryk på forsyningen til opvaskemaskinen, mens vandhanen stadig er lige elendig.
Afsted til byggemarkedet, for konklusionen måtte være, at vandhanen skal udskiftes – og vi var enige om IKKE igen at købe en halvbillig udgave, for det bliver alligevel dyrere i længden, kunne vi atter en gang konstatere. Man får hvad man betaler for.
Lige nu ligger mændene og roder rundt ude på køkkengulvet, forhåbentlig med det resultat, at der kan komme lidt power på det vand igen.
Her i huset er der ikke lukket for det varme vand; derimod næsten helt for det kolde … og således kan man på fem minutter bruge en betragtelig del af den skattelettelse, der ikke engang er trådt i kraft endnu …

21. januar 2018

Avalon tur/retur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , , ,

Sol.
Kulde.
Vindstille.
Morgendis.
En glimrende kombination, når det nu absolut skal være vinter.
Fjorden bliver så dejlig mystisk, når en let dis ligger på det blanke vand, og som jeg skrev i morges på Instagram, så kom jeg til at tænke på Avalon, som er den hellige ø, hvor Kong Arthur blev begravet, og på film er sejlturen dertil eller derfra altid indhyllet i mystikkens tåger.

En vintermorgen

Jeg kan godt lide at se den slags eventyrfilm – og læse den slags eventyrbøger. Den slags fantasy taler til min hjerne på en måde, som jeg ikke helt kan forklare, men som jeg sluger råt, hvilket forklarer, hvorfor jeg elskede alle Harry Potter-bøgerne (og senere filmene) mindst lige så meget som min nevø (og senere mine børnebørn) gjorde. Og hvorfor jeg, sammen med Charlotte, otte år, sad og fulgte lige så opslugt som hende med i Stjernedrengen. Nævn denne titel for hende den dag i dag, og hun sukker henført og siger: Åhhh ja, det var bare den bedste serie nogensinde!
Det trøster mig lidt, at en af mine veninder, som er forsynet med en langt højere IQ end mig, har samme ‘mystiske’ tilbøjeligheder.

En vintermorgenEn vintermorgen

Fiskehejren har ikke Avalon i tankerne, men sandsynligvis noget langt mere jordnært som fx det næste måltid mad … han sidder ofte på lige præcis denne pæl og kigger ned i vandet. Vi har ikke set ham fange noget herfra, men han må åbenbart alligevel anse den for at være den perfekte udkigspost.

En vintereftermiddag

Mystikken holdt sig hele dagen – ikke en vind har haft rørt sig, solen har skinnet og gæssene har indfundet sig i hobetal, så vi har ærgret os lidt over, at det var for koldt til at have en dør på klem eller et vindue åbent, så vi kunne høre deres konstante snakken.
Det var så godt vejr og så hyggeligt med fuglesnakken ude på fjorden, at jeg fik lyst til at gå op i shelteret for at indtage eftermiddagskaffen, men det så bedre ud indefra, end virkeligheden viste sig at være … brrrr.
Nu er det bløde eftermiddagslys næsten helt væk, og mørket er ved at falde på. Der er ild i brændeovnen og gang i strikkepindene.
Vinteren har bestemt også sine lyse sider!

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.