Hos Mommer

25. september 2016

En flettet lurendrejer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:51
Tags:

I dag var dagen, hvor Lene skulle forsøge sig med at sætte mig ind i pilefletningens mysterier. Hun foreslog, at vi skulle starte med en dims, der snor sig om sig selv. Det var da overhovedet ikke svært – faktisk overraskende nemt, hvilket Lene også havde sagt det var, og det var selvfølgelig derfor, jeg skulle starte med netop den, så jeg kunne få en fornemmelse af pilegrenene og hvordan de er at arbejde med.

P1030958P1030956

I løbet af … en halv times tid og bestemt ikke de ti minutter, det tog Lene at lave en tilsvarende, var dimsen færdig.
Den dims, som jeg senere fik at vide meget malende kaldes en lurendrejer.
Man skal lige vende billedet 90 grader inde i hovedet. Måske. Men den kan hænges op i et træ og duve blidt i vinden.

P1030973

Den kan også anvendes som bordpynt, hvor man anbringer fx fyrfadslys i buerne. Med en smule fantasi er den skam meget anvendelig – og om ikke andet, er det noget, jeg selv har lavet, og så bliver jeg lige pludselig Ellen, otte år, som i skolen har lavet en ‘fin’ julegave til far og mor.
Det var straks værre med den kogle, jeg skulle lave som mit andet arbejde. Lenes forskellige udgaver – som jeg slet ikke vil vise her, det ville være alt, alt for pinligt for mig – er så smukke og regelmæssige, mens min … tjah, døm selv.
Jeg har dog naturligvis tænkt mig at fortælle gud og hvermand, at det lige fra starten har været meningen, at den skulle se sådan ud.

P1030974

Men en kogle er det altså! Uanset hvad I måtte mene om den.
Lene sagde meget diplomatisk, at hun nok mente, at jeg havde brug for mindst to kogler, da den slags altid er pænest i par.
Det var en meget sød måde at sige på, at jeg skal lave en til, inden jeg får lov til at fortsætte op i næste klasse.
Det bliver i morgen, for lige om lidt skal vi ind til Niagara for først at spise et godt sted og derefter se fyrværkeri over faldene.

Tour de Lene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 02:36
Tags: , ,

Efter en god nattesøvn, der stort set satte os i normaltilstand rent søvnrytmemæssigt, slappede vi bare i af i formiddags. Lene viste os rundt på deres dejlige sted – vi så hendes pilearaler, hendes værksted og lager; vi gik en tur ned til Lake Erie, som var smuk, blå og stille i dag.

P1030905

P1030906

Lene begyndte at interessere sig for pilefleting i 2005. Inden da kunne hun knap nok kende et piletræ fra andre træer, men i dag dyrker hun omkring 35 forskellige arter, hun sælger af den høstede pil, hun sælger sine flettede varer, hun sælger stiklinger og hun underviser i pileflet. Det er (endnu) ikke så almindeligt i Canada som i DK, så hun er lidt af en pioner herovre og har fået en god forretning ud af det.

P1030903P1030904P1030911

Pil er ikke bare pil – de ser meget forskellige ud, og Lene har lavet nogle flotte, flotte ting, hvor hun har udnyttet disse forskelle.

P1030914P1030915P1030919

Hun har sagt, at vi kan få et minikursus, hvis vi er interesserede. Det er vi! I hvert fald en af os … jeg vil meget gerne prøve en eller to småting, jeg vil kunne have med hjem i kufferten.

Eftermiddagen gik med at køre tur, køre til Niagara-on-the-Lake, til et bryggeri (Oast) og en vinproducent, som der er overraskende (for os) mange af her i Ontario. Vinene er ikke bare drikkelige; de er faktisk rigtig gode, både de hvide og de røde, så vi kom til at købe nogle stykker til at sidde og nyde om aftenen sammen med Lene og Finn.

P1030941

En lidt alternativ taburet … og det er ikke kun USA, der er landet med de specielle postkasser – Canada kan sagtens være med her.

P1030928P1030930

Vi oplever så meget, at jeg løber helt sur i stednavnene – jeg var nødt til at se på et kort, hvor vi egentlig har været … havde knap nok styr på, om vi har været mod nord, syd, øst eller vest, for jeg har intet med kørslen at gøre. Jeg sidder bare bag i bilen sammen med Lene, pladrer og snakker og kigger og nyder at være turist med gode privatguider.
Her var jeg dog helt klar over, at vi kørte mod vest …

P1030950

Nu sidder vi igen og nyder Lenes eminente kogekunst og Finns gode vine. Jojo, han brygger skam selv, og det kan på ingen måde sammenlignes med det sprøjt, det var så moderne at fremstille i firserne.

24. september 2016

Canada here I come

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:07
Tags: ,

Endelig ankommet – efter en lang og sej tur herover, med skift i London Heathrow og New York. 23 timer fra dør til dør, med ankomst på hotellet i Buffalo klokken midnat præcis. Vi var hamrende trætte begge to og gik i seng med det samme. John sov forholdsvis hurtigt, men kunne jeg falde i søvn?
Nix. Det lykkedes dog til sidst, men jeg vågnede igen efter fire timer og kunne naturligvis ikke falde i søvn igen. Nå, men jeg fik vist også et par timer i flyet over Atlanten, så jeg har jo selvfølgelig heller ikke manglet søvn …
Nu er klokken 18:30 canadatid og 00:30 danmarktid. Lene laver mad, Finn sidder og nyder en forrygende canadisk whisky sammen med John, og Lene og jeg har god rødvin i glassene. Jeg er træt, men glad, og har ikke tænkt mig at gå i seng før ved 22-tiden, så må vi se, hvordan det går. Jeg regner med, at der går et par dage, inden mit system har fundet ud af den lokale søvnrytme.

Niagara Falls

Det gør ikke spor – vi fik en varm velkomst og en kæmpefrokost af Lene og Finn – og det efter en Full American Breakfast, med alt til faget hørende, på hotellet. Nu serverer hun snacks og er i færd med en middag, der ser god ud … det er virkelig et gastronomisk skråplan, dette her – vi har taget mindst 10 kilo på, når vi kommer hjem igen, hvis dette fortsætter.

Horseshoe Falls

Kørt tur har vi også nået – de mente lige, vi skulle snuse til nok den største turistattraktion i området: Niagara Falls.
Im.po.ne.ren.de – selv om det virkelig kun var et snus, for en af dagene skal vi dertil igen, har Lene lovet, og naturligvis igennem hele turistdynen med en tur i Maid of the Mist, så vi kan komme helt tæt på faldene.

The Whirlpool

Lidt længere nede ad floden ligger The Whirlpool, hvor der, som navnet mere end antyder, er nogle ret kraftige hvirvelstrømme.
Det er der naturligvis også nogen, der har lavet en forretning ud af, nemlig ved at tage folk (“på eget ansvar”) med ud i jetbåde og sejle helt ud midt i disse hvirvelstrømme.
Det så ærlig talt ret spændende ud – jeg fik helt lyst til at prøve, men det var jeg vist den eneste, der gjorde …

The Whirlpool

Det er foreløbig en god start – og selv om det var en lang rejse, så ankom vores kufferter sammen med os til Buffalo, på trods af, at vi skulle skifte i Heathrow, hvor det alt for ofte går galt. Eller gik galt, måske … det gjorde det dengang jeg arbejdede, hvor vi af samme grund i videst muligt omfang undgik Heathrow som transferlufthavn, men de kan jo have forbedret deres systemer siden dengang.

21. september 2016

Sort sol over Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

Stærene samles nu. Der er vist ingen der ikke ved, at det gør de i voldsomme mængder nede i Tøndermarsken, hvor man kan være heldig at se helt op til en million fugle på en aften.
Så rigelige mængder har vi ikke her, men vi kan godt præstere en miniudgave af Sønderjyllands sorte sol. I morges – ja, her lander de om morgenen og ikke om aftenen, hvilket undrede os lidt, men de holdt måske bare pause på vejen – havde vi fornøjelsen af en flok på omkring 300 fugle. Cirka. Jeg gider ikke tælle efter …

Sort sol over Den Stråtækte (5)Sort sol over Den Stråtækte

De fløj til og fra et træ lidt længere nede ad vejen. Sommetider sad hele flokken i træet på én gang, og nok holdt de pause, men de tog sig ikke en formiddagslur – sikke en larm, de kunne lave!
Jeg sagde til John, at han godt lige kunne tage hen og lege en eller anden rovfugl, så vi kunne få lidt gang i formationerne. Jeg var oven i købet flink og gav ham frit valg mht. hvilken en han ville være – jeg kan alligevel ikke se på arten af formationen hvilken rovfugl det drejer sig om, som de professionelle så imponerende er i stand til. Han påstod, at han midlertidigt havde mistet flyveevnen, så jeg måtte tænke mig til den himmelske dans.

Sort sol over Den Stråtækte (3)

IMG_0445De kunne også næsten selv alligevel.
Pausen – med skiftevis formationsflyvning og palaver i træet – varede vel en lille time, inden de fløj deres vej.
Vi ser dem dagligt, disse småflokke, men jeg kan godt mærke, at det trækker lidt i mig for at komme til Syddanmark og opleve de helt store flokke igen. Det er tre år siden vi var der sidst, men heldigvis har vi en aftale med Ditte og Peter om, at vi skal en tur afsted til næste år. Det er sådan en dejlig tur, især når man kombinerer den med en god middag og overnatning på Schackenborg.
Det lille billede er fra vores første tur til Schackenborg i 2011.

20. september 2016

Dette her ligner i betænkelig grad efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: ,

It looks like the summer is over, som Frank Ifield crooner med smægtende stemme – The leaves that were green are no longer so green.
Da vi kom herop i går, viste min/max-termometret, at nattetemperaturen havde haft sneget sig ned på to grader. Der var bare 15 grader indenfor ved ankomst, så der måtte gang i brændeovnen. Vejret var såmænd fint og solrigt nok, men der var den karakteristiske skarpe kølighed i luften, som kendetegner efteråret.

P1030866

Æblerne på det ældgamle æbletræ er blevet røde og modne, filippatræet har kun ydet 50 % af sidste års produktion (ét æble i år), men det tager sig vel sammen en dag – håber bare ikke, det varer for længe.
Bregnerne er brunende, birkeløvet er på nogle træer næsten helt væk, på andre brunligt og andre igen gulligt.
Jojo, efteråret er stærkt på vej.
P1030862I åen er der meget lidt vand i forhold til hvad der plejer at være på denne tid af året. Faktisk rekordagtigt lidt; denne sten kan vi slet ikke huske at have set før.
Det sydlige Sverige lider nemlig af tørke – jeg har set, at flere af Torparne på FB har meldt om udtørrede brønde, men det problem havde vi heldigvis ikke, og inden vi når at komme herop igen, har det stensikkert haft regnet.
Vi vil meget gerne have efterår nu. Måske ikke nødvendigvis her, men i New England, hvortil vi rejser om et par dage. Vi har lagt turen på dette tidspunkt, fordi vi vil over at se de fantastiske farver, som området er så berømt for. Vi skal først besøge Lene i Canada i nogle dage, hvilket vi glæder os utroligt meget til, og derefter går turen østover i den bil, vi har lejet. Det bliver lidt spændende, om jeg har ramt rigtigt mht. tidspunktet – sæsonen varierer naturligvis også her, så jeg valgte et gennemsnit fra start til slut og kan så ellers bare krydse fingre. Jeg valgte ud fra dette ret geniale interaktive kort over løvfaldet.
Vi rejser torsdag morgen, så skulle jeg springe et par dage over mht. blogindlæg i de kommende tre uger, er det forhåbentlig ikke fordi jeg er død.

19. september 2016

Kaffe og kaffe og kaffe og kaffe og kaffe er ikke bare kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

Der er filterkaffe, der er kaffemaskinekaffe, der er espressokandekaffe, der er pudekaffe og der er kapselkaffe. Der er sikkert også flere.
Kaffe er blevet en hel videnskab, og vi er hoppet lidt med på trendbølgen.
Vi har nemlig købt en ny kaffemaskine. Normalt drikker John og jeg kaffe brygget på kaffepuder – ikke kapsler, men senseopuder. De er dyre nok, men ikke nær så dyre som kapsler, som til gengæld er lidt bedre, men med Johns daglige kaffeindtag ville kapselkaffe nærmest ruinere os. Min enlige kopkaf om eftermiddagen gør ikke den store forskel i regnskabet.
imageI går havde vi gæster, og når vi er mere end fire, laver vi kaffe på den gammeldaws metode på vores moccamaster, men det sker sjældnere og sjældnere, for vi bryder os ikke længere om kaffe brygget på den måde.
Da vi for nogen tid siden var til middag hos et par på vores vej, fik vi kaffe brygget på deres nye maskine, som ikke er en kapselmaskine, men en, der maler bønnerne umiddelbart før brug. Den kaffe kunne vi begge vældig godt lide, og John har siden den aften med meget regelmæssige mellemrum ymtet noget om, at han godt kunne tænke sig sådan en kaffemaskine.
Så nu har vi købt en DeLonghi espressomaskine. En fejl, vi måske har begået er, at vi købte den billigste udgave. Det har vi prøvet før og har i den forbindelse flere gange konstateret, at man får, hvad man betaler for, så måske er det noget værre bras … vi får se.
Priserne på den slags maskiner varierede (i svenske kroner) fra små 3.000 kroner til omkring 20.000. Så skal man altså både have mange penge og være meget glad for kaffe (eller være en rigtig blærerøv?), hvis man køber en husholdningskaffemaskine til den pris. Men for lidt og for meget … vores hører bestemt til i den helt lave ende, og vi sparede oen i købet hele 13 kroner ved at købe den her i Sverige. Troede egentlig vi havde sparet mere, men den var i det mindste da ikke dyrere herovre.
Jeg er spændt på kaffesmagen fra den nyindkøbte. Den kan også lave mælkeskum, hvilket er fint, for jeg skal helst have mere mælk[eskum] end kaffe, og lad nu være med at komme med den evindelige bemærkning om, at “så kan man jo ikke smage kaffen”. Der er lige så stor forskel på kaffesmagen, når kaffen har mælk i, som der er er, når den drikkes sort. Basta.
John er lige kommet ind efter at have slået græsset her på torpet, så nu skal den rigges til og afprøves.

Humlen er så fin nu

Kaffemaskinen er købet i MediaMarkt, som ligger lige ved siden af Jula, hvor vi havde lovet at købe to nye par legebukser mage til dem jeg købte sidste år. Børnene er vokset ud af bukserne, inden de nåede at slide dem op (på trods af endog meget flittig brug), hvilket for Aubreys vedkommende er første gang i drengens liv. Er der noget at sige til, at de bukser er lige så populære hos moderen som hos børnene?
Heldigvis havde Jula dem endnu, så der bliver glæde, når familien kommer i skolernes efterårsferie.

17. september 2016

Er det mon lige som med frikadelleopskrifter?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

Vi skal have frokostgæster i morgen, så jeg har lige lavet en lille portion chocolate chip cookies – til kaffen bagefter, naturligvis.
Det er ikke ligefrem julesmåkager – de er endnu mere syndige, fordi de er så store. Man kan naturligvis lave dem mindre, men så er de ikke helt rigtige.
Da min søster havde været udvekslingsstudent i USA, kom hun hjem og præsenterede familien for disse lækre småkager. Som altså ikke er specielt små.
I England kan man i de fleste Café dit eller dat købe dem i kæmpeudgaver, sådan nærmest lille lagkagestørrelse.
Siden Meretes hjemkomst for næsten 40 år siden og til for et par år siden havde jeg ikke fået dem hjemmebagt i mange, mange år, nok især fordi det med at bage aldrig har stået mit hjerte nær, men også til en vis grad fordi hvis vi har hjemmebag i huset, bliver det spist, og det har vi ikke godt af.
Chocolate chip cookiesChocolate chip cookies (1)

Nye tider, nye vaner, nye skikke. Den Stråtækte kom ind i billedet og dermed også håndværkere, som godt kunne lide at få lidt til kaffen. Især Troels Tækker (som også har repareret noget ved den ene skorsten). Han vil ikke komme, hvis vi ikke er hjemme, selv om han ikke skal arbejde inde i huset – “jeg vil da ikke gå glip af Ellens gode kager og den hyggelige snak med jer begge”.

Hvis man googler opskriften på engelsk og på dansk, får man et væld af varianter op. Jeg har prøvet et par forskellige, men har vist nu fundet frem til den, jeg vil fortsætte med. Denne portion skulle række til 12 (eller ni store) – jeg fik 15 ud af den og synes det gav en passende størrelse.
imageOphavskvinden til den er (naturligvis, fristes man til at sige) amerikaner, men ser, på trods af sin cookieglæde, temmelig normalvægtig ud.
At hun oven i købet er i besiddelse af en god portion humor, gør ikke historien bag hendes opskrift mindre kedelig. Som alle amerikanere vævede hun godt og grundigt rundt i det, inden hun kom til sagen, så man skal væbne sig med tålmodighed … opskriften kommer langt nede i indlægget … og fremgangsmåden er i sig selv en mindre roman, da hun vil være helt sikker på, at man har fattet budskabet – også meget amerikansk, men ellers virker hun meget sød og har flere opskrifter, jeg har tænkt mig at afprøve. Jeg har været flink og forærer jer her de metriske ækvivalenter til de amerikanske mål, som er særligt fjollede, når det kommer til sådan noget som smør.
Det er nok med chocolate chip cookies, som det er med vores frikadelleopskrifter: der findes en omtrent for hver familie, og nogle er bedre end andre.
Her dukkede en lille erindring frem fra Die Drei Mädchens langt yngre og i visse henseender uforpligtede singledage: Når vi talte om, hvorvidt en mand var god til at lave frikadeller, mente vi noget helt, helt andet. Ham der ser ud som om han er god til at lave frikadeller. Eller Er han sød? Mmmm. Kan han også lave frikadeller? JA!
Hvor var vi dog fjollede … også dengang …

16. september 2016

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

imageimage

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
imageJeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

15. september 2016

Spaghettisquash

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags:

Forleden dag, da vi var ude at køre en tur, kom vi forbi en ret velforsynet vejbod, hvor jeg var nødt til at se nærmere på udvalget.
Tre almindelige og pænt store squash for en tier og en stor spaghettisquash til otte kroner. Spaghettisquash? Hvad er nu det for noget? Den måtte med hjem og afprøves googles.
Den skulle så indledningsvis bages i en halv times tid, hvis man havde skåret den over, hvilket jeg havde, og hvilket var ret svært.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor den hedder noget med squash. Den har en hård skal som et græskar, den har struktur som et græskar og den har kerner, som ligner græskarkerner.

SpaghettisquashSpaghettisquash (1)

Jeg læste flere forskellige opskrifter, men alle gik på, at den skulle bages og derefter skulle kødet tages af med en gaffel, hvorefter den lever op til i hvert fald sit fornavn: spaghetti.
Disse tråde lagde jeg i en dyb tallerken.
Jeg smeltede lidt smør og smed lidt olie i gryden. Derefter spaghettien sammen med frisk basilikum, salt, peber, fire store fed knuste hvidløg og en god deciliter revet parmesan. Blande sammen, svitse et par minutter og færdig.

Spaghettisquash (2)

Det smagte fuldstændig som en blanding af smør, parmesan, hvidløg og basilikum tilsat lidt salt og peber. Det gule ‘spaghetti’ var fuldstændig neutralt og rent ud sagt temmelig kedeligt. Man kan på ingen måde sige, det smagte væmmeligt eller dårligt – det smagte bare overhovedet ikke af noget, så det var vist både første og sidste gang, jeg har købt sådan en.
Medmindre der er en af jer derude, der har en fuldstændig fantastisk opskrift, hvor man bruger en spaghettisquash …

14. september 2016

Værelse med udsigt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags:

A Room With a View – måske husker nogle filmen, som havde både Maggie Smith og Judy Dench i hovedrollerne.
Vi har masser af værelser med [fjord]udsigt i Den Stråtækte – faktisk har vi kun ét rum uden.
Strandengene ned mod fjorden er fredede, og derfor foreligger der en fredningsplan, hvori der står, at der ikke må være noget, der tager udsigten fra vejen og ned mod vandet; undtaget nogle gamle, stynede pile lidt længere mod syd og nogle enkelte æbletræer hist og pist. Pil og hvad der ellers måtte dukke op, skal fjernes. Fredningsplanen foreslår afgræsning som det optimale, ellers må man holde det uønskede nede ved håndkraft.

JÆGERSBORGVEJ-19Manglende udsigt (1)

Grunden over for os var ejet af vores bagbo, som kun bruger huset her på vejen som et sjældent besøgt sommerhus. Det er et par et sted i 70’erne, og han var efterhånden en anelse træt af, at den tidligere ejer af vores hus samt naboerne punkede ham for at holde bevoksningen nede. Han forærede derfor hele stykket, som er temmeligt stort; nok et sted mellem halvanden og to hektar, til Brøderup Efterskole.
De blev selvfølgelig glade, for nu kunne de få deres eget sted at sætte deres kajakker ud, men det er vist kommet lidt bag på dem, at der følger disse forpligtelser med – eller måske nok rettere, hvor hurtigt piletræer, nødde- og hybenbuske gror og spreder sig. Jeg skrev til skolens forstander, vedhæftede fredningsplanen, som han kendte til, men aldrig havde set, og fortalte, at vi var lidt kede af, at vores skønne udsigt var ved at forsvinde.
Han og skolens pedel var her i dag. De er yderst samarbejdsvillige og havde faktisk, få dage, inden jeg skrev til dem, indkaldt alle elever og forældre, der måtte have lyst, til Store Træfældnings- og Buskrydningsdag den 1. oktober på strandengen. Hvor mange der kommer ved de ikke endnu, men de håber selvfølgelig på stor opbakning.
Forskellen ses ikke vildt tydeligt på de to billeder, men det første er fra april 2014 og det andet fra i dag. Det er stort set helt groet til, så vi glæder os meget til at få vores fabelagtige udsigt tilbage, også fra stueplansniveau – det var jo en af årsagerne til, at vi købte stedet her … vi flyttede til en tilgroet have og en åben udsigt. Nu er det næsten omvendt …

IMG_5768

Men snart bliver udsigten åbnet igen, og så kan vi atter nyde synet af hele Præstø Fjord oppe fra bænken.

13. september 2016

Fakta er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: ,

Fakta er et sted, jeg var i formiddags. Tænk, at det skulle nå så vidt, at jeg helt frivilligt handler i Fakta – det havde jeg ikke troet muligt, men der er flere årsager; bl.a. er det det supermarked, der ligger tættest på (4 km), og når jeg som fx i dag bare stod og manglede et par appelsiner, så kunne jeg lige så godt cykle dertil som til Præstø. Desuden benytter jeg lejligheden til at se, hvad de har på tilbud af de varer, jeg normalt køber alligevel. I dag var det Senseo Café Noir til 20 kroner pakken. Normalprisen er 32-35 kroner, og når det er på tilbud i Brugsen, koster det 25 kroner pakken.
Det gode smør til en 10’er – det var også i orden.
Jeg vil dog stadig ikke køre i Fakta med min store uge-indkøbsseddel, for så ved jeg, at de højst sandsynligt ikke har alt, hvad jeg skal bruge, men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet at give mere for præcis den samme vare, bare fordi jeg partout vil handle i Brugsen eller i Menu. Jeg skal bare sørge for jævnligt at fylde lageret op med tefiltre, kaffe, flåede tomater og andet i samme stil, hvor jeg får den samme vare billigere.
Sådan er det altså også at blive pensionist …
Nu kan nogle af jer måske undre sig lidt over, hvorfor jeg går op i den slags småting, for vi kan vel ikke være helt fattige med den rejseaktivitet, vi lægger for dagen. Det er vi heller ikke, men rejsekontoen er en speciel opsparingskonto, som vi helst ikke piller ved. Det at kunne rejse meget er noget, vi har glædet os til i mange år, og vi stornyder, at det nu er blevet en mulighed for os. Jeg sætter en ære i at klare dagligdagen for efterlønnen og den pension, jeg får udbetalt. Det er til gengæld ikke de voldsomme midler, så derfor …

Solopgang ved Præstøfjorden

En anden (og herlig!) side af pensionistlivet er, at man har uanede mængder af tilgængelige solopgange, lige til at nyde og forevige. Måske ikke lige ved højsommertide, men fx som denne perle, der er fra den 20. august klokken 06:15; dvs. på et tidspunkt, der er til at overskue også for sådan en som mig, der godt kan lide at dvæle i sengen om morgenen. Og de bliver mere og mere menneskelige, så at sige, de solopgange – det er ikke kun negativt, at dagen nærmer sig tidspunktet på året, hvor den i længde må se sig overgået af natten.

12. september 2016

Dumme måger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:22
Tags: ,

I dag sad vi og kiggede ud på blishønsøen, som er kommet lidt tidligere, end den plejer. Mener vi.
Pludselig begyndte mange at måger dykke hurtigt og aggressivt ned i flokken, som derefter begyndte at flygte nordover – stadig i samlet flok, men med en relativ høj hastighed.
Beklager det dårlige billede, men det var nødvendigt med den kraftigste zoom for at få et indtryk af det.

Måger jagter blishøns (2)

Måger dræber mig bekendt ikke blishøns? Så hvorfor dette angreb? Det stod på, til blishønsene var for langt væk til at kunne se sceneriet, dvs. at vi kunne observere det over et kvarters tid.
Er der nogen, der kan gøre os klogere angående dette fænomen? Google kunne ikke hjælpe mig, og John havde ikke set eller hørt om noget tilsvarende.
Fjollede måger. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Punktum.

11. september 2016

Ude er godt, men hjemme er … sandelig også godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: ,

I lufthavnen stod der to ægtemænd og ventede på de to ikke-enlige af Die Drei Mädchen, som alle havde haft en dejlig, dejlig tur, idet både England, barn og børnebørn viste sig fra hver deres bedste side, så det hele kunne vist godt siges at have været ovenud vellykket.
Alligevel er det jo altid skønt at få et varmt og solidt velkomstkram af den slags, der siger “det er rart at se dig igen”. Jeg elsker at være sammen med veninderne uden ægtemænd, jeg elsker at være hos Charlotte og børnene, men det er nu allerbedst, når John også er med. Bortset fra, at jeg også elsker alenetid med Charlotte. Det er ikke nemt at stille mig tilfreds … eller også er det godt altsammen, bare på hver sin måde.
Når katten er ude, spiller musene på bordet. Jeg må være en kat, for vi havde ikke set noget til sæsonens mus inden jeg tog afsted, men da jeg kom hjem igen, var der gået seks i fælderne. Efter jeg kom hjem, har der ikke været en eneste … jeg vil nok helst ikke vide hvorfor …

P1030819P1010882

Susanne og jeg blev meget inspireret af de engelske haver. Jeg vidste godt, at jeg ville blive blive det, for det gør jeg hver gang, men det var dejligt at se, at de også faldt i hendes smag. Ja, også i Karens for den sags skyld, men hun nøjedes med at nyde dem, da hun ikke rigtig har mulighed for at omsætte indtrykkene i praksis.
Dette viktorianske drivhus kunne jeg godt tænke mig, men det bliver ved ønsket. Charlotte ville også gerne have et, men hun må foreløbig nøjes med den noget mindre udgave af det, for det store, som vi så i Avebury, koster 12.500 pund. Og det er uden soklen og mistbænkene.

P1030813P1030812

Hvad vi derimod godt kunne forsøge os med at praktisere, er at sætte artiskokker sammen med dild. To køkkenurter er det jo, men det så virkelig godt ud sammen, som det stod i flere af bedene i Munkehaven i Avebury. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde ville kunne få de to ting til at vokse sig så store her i landet, men det kunne jo komme an på en prøve.

Nu går jeg rundt og nyder det usædvanligt flotte septembervejr … nyder Den Stråtækte … nyder haven, udsigten, samværet, at gå og nusse i bedene, mens John pudser vinduer.
Jeg måtte igen filosofere lidt over planters evne til at forsvinde rent visuelt: Lige så forundret John blev over, at visse af stue- og krukkeplanterne blev usynlige for Søren, da vi var i England i juli, lige så usynlige blev de rent faktisk for min mand, mens jeg var væk. Det er altså noget underligt noget … skaden kan dog lettere gøres god igen, da det denne gang drejede sig om en uge og ikke to, men han så altså sjov ud i ansigtet, da jeg spurgte, om han kunne se dem nu, hvor jeg var hjemme igen og kunne pege på de stakkels tørstende planter.

10. september 2016

Avebury Manor and Garden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

imageAvebury Manor and Garden ligger, ikke overraskende, i Avebury, som har den største henge. Stencirklen er så stor, at man ikke rigtigt opfatter, at det er en cirkel. Selv om det tilsyneladende bare er nogle store sten på en mark, er der noget fascinerende over dem, når man ved, at de for flere tusind år siden blev transporteret hertil fra Wales. Mange af stenene er væk, fordi man gennem århundrederne har fjernet dem og brugt dem i forskelligt øjemed – man havde ikke rigtig sans for historiens vingesus før i nyere tid.

P1030810P1030809

Avebury Gardens er smukke, som næsten alle engelske haver. Stedets have er opdelt i flere afdelinger; dette er Monks’ Garden.

P1030812P1030815

Avebury Manor blev overladt, uden indhold, til National Trust. BBC tilbød at genskabe rummene i forskellige tidsperioder og lavede serien The Manor Reborn i fem afsnit. Der var Tudor, Queen Anne, Georgian, Victorian og en stue fra 1930’erne. Her er en god artikel om det af og med Penelope Keith. Efter afslutning kunne NT beholde det hele, hvilket har gjort det til et særdeles levende museum, fordi alt er nyt og derfor ikke bevaringsværdigt på samme måde, som havde det været ægte møbler fra de forskellige perioder. Man må sidde i stolene og ligge i sengene; man må bruge kaffemøllen i køkkenet osv. Børn elsker naturligvis den slags, og faktisk er det flottere end the real things, fordi farvene ikke er falmet og stofferne ikke slidt.

P1030823P1030824

Herover er det Tudor-stuen, hvor bordet er dækket, og hvor der er lagt tudorhatte på stolene, så man kan tage dem på og lege en 500 år gammel rigmandsfamilie. Gobelinerne ser fuldstændig ægte ud, og selv om man rørte ved dem (hvad man godt måtte), var det svært at ‘opdage’, at motiverne var printet på stof. På gulvene lå der sivtæpper, som jeg desværre ikke fik billeder af, men som var tykke og dejligt bløde at gå på.

P1030832P1030833

Måske kan man fornemme ‘friskheden’ i farverne … da vi kom tilbage til den flotte himmelseng, lå der en lille dreng i den. Han sov bestemt ikke, men lå med et stort og stolt smil og med fire gange så store øjne som normalt – ingen tvivl om, at han ikke ville sige nej tak til at få sig sådan en seng.

P1030826P1030827

Off to GoodwoodHerover køkkenet og The Georgian Dining Room med en indendørs hest, kaldet en chamber horse “Eighteenth-century English gentlemen (and likely a few ladies as well) used this peculiar-looking device to help burn off the effects of those infamously lengthy Georgian dinners”. Der var høje fjedre under sædet.
Jeg forsøgte mig og var glad for, at ingen filmede. Det var næsten som at sidde på den tyr, I ved, der er beregnet til at smide en af så hurtigt som muligt.
Køkkenet var viktoriansk; dvs. fra 1800-tallet. Jeg elsker at se på disse gamle køkkener, men har ingen sentimentale ønsker om at arbejde i sådan et – det har været hamrende besværligt, for at sige det mildt.
Vi fik fortalt, at det var fordi man troede, den blå farve holdt insekter væk, at man malede så meget blåt i køkkener.

Så bare afsted med jer til Avebury, hvis I nu skulle få lyst til en tur til England.
Den ene af veninderne skrev hjem til sin mand, at hun synes de skal holde ferie i England til næste år. Hun var meget positivt overrasket over de kuperede landskabers store skønhed og af de fantastiske huse og haver, vi nåede at vise hende.

Og nu vi alligevel dvæler ved historien, så er familien til The Goodwood Revival i dag – i gennemført stil fra 1940’erne. De minder mig om mine forældre, som jeg husker dem fra ganske lille. Aubie er stolt af sit outfit – selv hans sko er ‘rigtige’, selv om de er nye, men han elsker dem. 
Han spurgte sin mor: “Det her er lidt sådan en slags legedag for voksne, er det ikke?”

7. september 2016

Aubrey er en redebygger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:22
Tags: , , ,

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

P1030803P1030804P1030805

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

6. september 2016

Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 01:39
Tags: , ,

P1030776Hvis jeg nogensinde havde været bekymret for, om det nu også var en god ide at slæbe mine to bedste og ældste veninder med til England, så er den bekymring nu gjort til skamme.
Det kan da godt være, at det er fordi, min datter efterhånden selv er ved at være midaldrende (jeg har en datter på næsten 40 år! Skræmmende!), men min bekymring blev manet til jorden i dag. Jeg tror aldrig, jeg har snakket så lidt, når jeg har været herovre … holddaOP, hvor kunne de snakke, de tre.
Jeg sad for det meste af tiden mageligt tilbagelænet og lyttede.
Og lyttede. Og hyggede mig.
Anna og Aubrey var de skønne unger, som opførte sig aldeles eksemplarisk – jeg fornemmede en konflikt, men den blev løst uden nogen andre end mor og mormor fandt ud af, at der overhovedet havde været en konflikt.
Huset blev fremvist, der blev hentet børn, der havde overstået første og derfor meget hårde skoledag, der blev gået landsbyrundtur, der blev lavet aftensmad, der blev snakket om historie (husets), EU, bedste- og svigermødre (der er nogle mere eller mindre udefinerbare forskelle på farmødre og mormødre, og de to andre damer er farmødre), der blev snakket, grinet og mobbet næsten lige så meget, som hvis det stadig bare var os tre grumpy old women, der var sammen.

I morgen (som nu er blevet til i dag, kan jeg se på pc-uret), står den på Bath, som jeg elsker, og som de to damer glæder sig til at se.

P1030782Angus-restauranten, som vi valgte i går, var ikke nogen succes.
John og jeg har spist på denne kædes restauranter flere gange og har haft en god oplevelse hver gang. Da Sus, Karen og jeg var i London for 10 år siden, havde vi også en rigtig god madoplevelse her.
Det havde vi bestemt ikke i går. Mit kød var næsten utyggeligt, så jeg lod mine to fæller smage. De var enige.
Jeg klagede over, at kødet var hårdt og sejt – meget, endda.  “Okay – I’ll call the manager.”
”Jamen det er denne udskæring altså. Du skulle have taget … (bla, bla – det-og-det), hvis du vil have mørt kød”
”Og det formodes jeg som kunde bare at vide?
… Ehhh … no … ehhh … (manager med fåret udtryk i ansigtet).
“Jeg forventer sådan set, at alt, hvad I serverer, er mørt og lækkert. Og hvis ikke jeg kan forvente det, så at I i det mindste fortæller mig, at det er et dårligt valg, jeg har taget, fordi det kød ikke er værd at sætte tænderne i”.
Det kunne han ikke sige noget fornuftigt til, så han tilbød mig, at you can choose anything from the menu, hvortil jeg svarede, at nej, jeg vil ikke selv vælge – nu skal du fortælle mig, hvad man kan tygge med øjenbrynene – hvad der er det bedste.
Jeg fik det dyreste og (efter sigende) det bedste og møreste, møre kød fra menukortet – “naturligvis uden ekstra beregning”. Ih, men tusind tak, da …
Det var såmænd også næsten okay, men det nåede ikke gårsdagens kød (fra Bukowski) til sokkeholderne, så vi blev enige om, at det var vores sidste besøg på en Angus Steakhouse.
Husk det, hvis I kommer til London.

4. september 2016

Lost in London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: , , ,

I aftes blev middagen indtaget i Soho på en af Bukowski-restauranterne, som jeg ikke kendte før i aftes. En sød og frisk, men ikke overfrisk, ung gut kom hen til os og spugte hvor vi kom fra og hvad vi ville have at spise. Vi sagde Danmark og hvad vil du anbefale.
”Don’t take the clam chowder – it’s absolutely rubbish. Absolutely! Not worth eating. But the lamb and the ribs are excellent.”
”Vi er lidt i tvivl om hvilken af disse to rødvine, vi skal vælge.”
Så kom fyren med glas og lod os alle tre smage begge vine, så vi var i stand til at træffe en beslutning. Enstemmig, heldigvis.
Der var MASSER af mad, og det smagte fuldstændig, som trækulsgrillet kød skal smage.

P1030753P1030754

I dag skulle vi finde til Battersea Park, fordi der var noget bestemt “vandkunst”, jeg gerne ville se.
Battersea Park fandt vi nemt, men inde i parken gik det så grusomt galt. Nu er det ikke en helt lille park, og det var overskyet – så er jeg totalt lost. Kan overhovedet ikke finde ud af noget som helst, hvad retning angår – på trods af, at vi fik et kort over parken og fik forklaret vejen hen til vandkunstens placering, gik vi i den helt forkerte retning. Hvilket vi fandt ud af, da vi havde gået hele parken igennem og opdagede, at Themsen overhovedet ikke var, hvor den burde være. Themsen har man nok ikke flyttet, så sandsynligheden for, at det var Die Drei Mädchen, der var gået galt i byen, var ikke helt lille. Vi gik og vi gik og vi gik. Kom blandt andet forbi et hundeshow med mange både to- og firbenede deltagere; med tivoli und alles … jeg var ved at give op til sidst, men de to andre blev stædige og mobbede mig på det grusommeste.
Og lige pludselig langt om længe stod vi ved søerne, hvor Samara Scott havde lagt stof i og farvet vandet. Godt så. Det var det … vi gik over Themsen og fandt en bus til Kensington High Street, hvor frokosten blev indtaget og shoppegenet derefter aktiveret.

P1030763P1030764

I parken var der svævende aktiviteter af forskellig art – kvinden til venstre var god, mens drengen til højre aldrig nåede videre; han var ikke stor nok til at nå rebet på det næste hold planker.

P1030774P1030757

Albert Bridge, som vi krydsede til fods – og vi sørgede naturligvis for at undgå at gå i takt … vi ville ikke risikere, at den gik i selvsving!
Og ja – vi bor tæt på Paddington station, så selvfølgelig står bjørnen her også.
Lige nu står den på afslapning – vi er sandelig en køn treenighed … én har ondt i knæet, én har ondt i ryggen og én har ondt i røven. Én sover, én strækker ryg og én skriver et blogindlæg. Der samles kræfter til at gå ud og spise aftensmad. Sådan var det ikke for 35 år siden, da vi mødte hinanden, men tiden går som bekendt, og den sætter sine spor undervejs.
Og det er så ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt. På ingen måde …

2. september 2016

Var det nu også helt gennemtænkt, Ellen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:17
Tags:

Nej, det var vist ikke helt gennemtænkt, men nu er det for sent at fortryde.
Jeg har konstateret – som om jeg ikke vidste det i forvejen – at gennemtænkning ikke er helt synonymt med ønsketænkning.
Men jeg vil så gerne strikke en norsk sweater til John.
På relativt tynde pinde.
imageJeg har lige været i pakkeudleveringen for at hente Tilly Woolcot i store mængder. Det er ret tyndt garn med en løbelængde på 700 meter pr. 100 gram, så der skal strikkes med dobbelt garn – og alligevel skal jeg kun bruge pinde 3½. Eller måske oven i købet pinde 3 til denne sweater i størrelse XL, men så skal jeg ekstrapolere mønstret, hvilket jeg ikke har ret meget lyst til at springe ud i.
Det kalder jeg ambitiøst, men der var et godt tilbud på garnet, som jeg ikke kunne stå imod.
Nu ligger jeg derfor inde med fire kegler garn á 500 gram. Det skal ikke bruges altsammen, men det kunne kun købes i 500 gram ad gangen.
Jeg kunne naturligvis bare strikke begge sweaters …
Nogle hardcore strikkere vil måske undre sig over, at jeg vil strikke norsk i halvt uld og halvt bomuld, men jeg har en trøje i samme blanding (købt færdig i Norge), som er strikket på hvad jeg tror svarer til pinde 2½, og som er meget behagelig at have på. Den er derfor ikke for varm at have på indendørs.
Det bliver lidt af et eksperiment og noget af en udfordring (her kan man for en gangs skyld med rette bruge ordet udfordring) for sådan en som mig, der helst vil være færdig dagen før jeg begynder. Jeg vil ikke fortælle John, at jeg strikker til ham, for hvis han ikke ved det, bliver han ikke utålmodig – den bliver med stor sandsynlighed til en UFO en gang imellem – det er sådan et arbejde, hvor jeg bliver nødt til at have noget andet indimellem.
Hvad jeg derimod stensikkert ikke har tænkt mig at strikke, er huen, som kvinden har på.
Det er ikke lige min stil … men på den anden side … hvis man lukker spidserne sammen i toppen, er den måske meget sød? Så ligner man da i det mindste ikke et rensdyr med klokker i geviret.

Nu har jeg checket os alle tre ind hos SAS, og lige om lidt skal der pakkes. Gad vide, hvad kuffertgennemlysningen siger til en metalæske? Jeg har marmelader med til UK, og jeg vil helst ikke have, at et eller flere af glassene går i stykker under den sommetider noget hårdhændede behandling af bagagen.
Nå – de kan jo bare kigge, hvis de får lyst. Indholdet af æsken må jeg gerne medbringe.

1. september 2016

Jeg lovede mig selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags:

Dengang vi flyttede ind i Den Stråtækte, lovede jeg mig selv, at der altid skulle være blomster i vase(r) i det køkken, jeg havde ønsket mig i over 30 år: Det store, lyse landkøkken, hvor der er plads til det hele, og hvor jeg bliver glad bare af at træde ind i rummet om morgenen.
Om det er blomster fra haven eller fra grøftekanten er ligemeget, bare det er blomster.
Dahliaen Caribbean fantasy, som jeg ellers ikke er helt tilfreds med (den er for gul), passer tilfældigvis fint i farverne til dinner for two-dækkeservietten, så den er taget til nåde igen. Jeg havde nu heller tænkt mig at smide knoldene væk, men til næste år bliver de sat et andet sted.

IMG_5812

Asters kan fås i et hav af varianter. Nede i strandengene har vi strandasters, som er søde nok, men som ikke holder så længe – det gør disse her derimod; de kan stå i over en uge. Det passer måske ikke helt med dahliaer i vasen med asters, men farvemæssigt er det okay, så når der alligevel skal tyndes ud i bedet udenfor … de skal i hvert fald ikke kasseres, så længe de er pæne.
Og den lille vase med snebær og kobberrosehyben … det er bare fordi de er der. I overflod.
Jeg troede ikke, at blomster ville komme til at betyde så meget for mig, men jeg har lært en del om mig selv i de forløbne tre år – og lidt har det vel også med alderen at gøre; det er andre ting, der betyder noget i ens liv i forhold til tidligere. 
Om vinteren nøjes jeg for det meste med de fine, kunstige blomster, de er så gode til at lave i England.

IMG_5814IMG_5804

Tiderne forandrer sig – da Johns og mit forhold var nyt, fik jeg tit blomster.
“Tak for de første tre måneder”.
“Tak for det første halve år”.
“Tak for vidunderlige ni måneder”.
“Tak for det første år”.
Der stod lidt mere, men det lader vi høre ind under privatlivets fred … kortene har jeg gemt. Jeg faldt over dem forleden dag, smilede lidt over dem og tænkte, at den blomsterfrekvens har godt nok ændret sig drastisk siden dengang … men nu har vi også lige om lidt været gift i 27 år.
Det er ligemeget. Han gør så meget andet, der gør mig glad, og nu har jeg jo selv blomsterne.
Nogle bliver dog ved – Tim slutter sin arbejdsdag på et tidspunkt, hvor gadehandlerne også gerne vil holde fri, så de nærmest smider deres varer efter folk, hvorfor han sommetider kommer hjem med hele favnen fuld af blomster.
Han kommer altid hjem med mindst tre buketter, for Anna var ikke mere end fire år, da hun brokkede sig: “Hvorfor har du altid kun blomster med hjem til mor? Jeg ville også blive meget glad for at få en buket! … I’m a woman too, you know!”

31. august 2016

Fjollet – eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , ,

Det er måske årets sidste varme dag, og hvad gør man? Bruger en halv formiddag på at køre til Næstved for at købe kuffert og handle til resten af ugen.
Eftermiddagen bruges på at lave chutney, samt forsøge sig med at henkoge tomater efter en Camilla Plum-opskrift, som Elsebeth gjorde mig opmærksom på. Det er i lille målestok her den første gang – jeg skal lige finde ud af, om det bliver et hit.
Det er nok lidt fjollet i så godt vejr, men på den anden side er det med at benytte sig af, at ånden er over en til at få det gjort … det skulle alligevel være i orden, inden jeg rejser til England på lørdag – og inden de plukkede drivhustomater blev dårlige, hvilket var lige oppe over.

Snart henkogte tomater

Jeg har allerede lavet en chutney uden tomater, og nu står der en med tomater og bobler på komfuret. Der bliver mest af den sidstnævnte, og Murphy-typisk er det, at jeg tror, den førstnævnte bliver den af de to, jeg foretrækker. Glassene fra den sidste sending er således ved at være brugt, og nu håber jeg ikke, jeg behøver at købe flere. “Det har du sagt før!”, hævdede John, men det er fire år siden, så det har jeg fortrængt.

P1030746

En ny kuffert måtte der til, fordi jeg længe har været irriteret over, at mine to kufferter er i størrelserne for stor og for lille, forstået på den måde, at den store er glimrende til ferier på to uger eller mere, mens den lille har kabinekuffertstørrelse og dermed lige en tand for lille til en hel uge. Nu har jeg fået en middelstørrelse, jeg tror vil passe perfekt. Der skal jo også være plads til gaver! Jeg har dog denne gang har købt nogle bøger gennem Amazon, som forhåbentlig ligger og venter på mig derovre. Én om spionage (Spy Science: 40 Secret-sleuthing, Code-cracking, Spy-catching Activities for Kids), én om hvordan man lever udelukkende af det, man kan finde i naturen (Ultimate Guide to Wilderness Living: Surviving with Nothing But Your Bare Hands and What You Find in the Woods), og endelig én om, hvordan man ‘læser’ naturen (The Walker’s Guide to Outdoor Clues and Signs). Jeg håber virkelig, at de vil blive glade for bøgerne; de går begge stadig højt op i alt, hvad der har med ‘det vilde liv’ at gøre, og da de var her sidste jul, gik de meget op i at lege spioner.
Jeg vil ikke sige, at børnene forventer gaver, hver gang jeg kommer – det har moderen i hvert fald kraftigt formanet dem om ikke at gøre, og de behersker sig da også voldsomt for ikke at spørge mig, om jeg har noget med til dem. Jeg kan ikke fortænke dem i at forvente noget – det er endnu ikke sket, at jeg har været derovre uden at have noget med til dem.
Forkælelse? Ja, selvfølgelig. Det er min simple pligt som mormor!

30. august 2016

A nitty-gritty, topsy-turvy helter-shelter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

imageOverskriften er ikke korrekt. Jeg ved godt, det hedder helter-skelter.
Da jeg slog ordet op for at se den originale betydning, kom jeg ind på en artikel om reduplication, som er det fine ord for de kunstigt opfundne rimeord.
Helter-skelter betyder in chaotic and disorderly haste – altså hovedkulds – og passer således overhovedet ikke ind i denne fordanskede sammenhæng.
Topsy-turvy passer fint. Det betyder omvendt eller på hovedet. Mr. Topsy-Turvy er en af de mange Mr. Men, som Anna og Aubrey elskede, da de var små.
Som shelter vender det naturligvis korrekt, men ikke som båd betragtet. 
Nitty-gritty betyder basal eller fundamental – Ordbogen.com siger ‘praktiske detaljer’ men det er efter min mening ikke dækkende.

Shelteret (4)

Og grunden til al den snak ses herover. ‘Vores’ shelter, som ligger helt ud til fjorden 1½ kilometer fra Den Stråtækte.
Det er lavet især til glæde for kajakroerne, men alle kan/må naturlivis bruge det. Det ser ikke særlig benyttet ud, måske fordi det virkelig er et meget basalt shelter. Dog med gæstehytte, faktisk … det er båden til højre i billedet, i hvilken der kan ligge en enkelt person. I den store til venstre kan der ligge to eller fire – lidt afhængigt af hvor gode venner man er.

Shelteret (2)Shelteret (3)

Det er temmelig lavloftet – jeg ved ikke helt, om jeg turde risikere at lægge mig til at sove her; jeg kan bedst lide at sove under åben himmel, hvis jeg endelig skal lege naturmenneske. Men jeg skal være stensikker på, at det ikke begynder at regne …

Shelteret

Der ligger også en skydepram, en ret lille en, men det er vel heller ikke meningen, at man skal ligge andet end meget stille og helt alene på lur i sådan en.
Så kom bare an – I skal være så velkomne. Vi lægger også gerne hus og senge til, men kommer I for mange, har vi Soveplan B lige syd for huset.

29. august 2016

Alle mand til pumperne!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Vi nåede at få 35 mm i går mellem 16:30 og sengetid, så vi lovede at huske hinanden på at få båden lænset i løbet af i dag – den skulle jo nødig gå hen og blive til en halv undervandsbåd lige som vores nabo i jollehavnen. Kommer der 35 mm, ligger der vel næsten det dobbelte i bunden af båden, og selv om der kan ligge meget vand, inden det går hen og bliver alvorligt, kan vi lige så godt få den tømt.
Der var flere med samme ærinde som os …

Alle mand til pumperneAlle mand til pumperne (1)

Vi cyklede til havnen – ingen grund til at tage bilen i hæderligt vejr, og nu vil jeg altså tillade mig officielt at tage til genmæle over for dem, der ryster overbærende på hovedet af os, når vi siger, at vi har elcykler. “Pfft. I får jo ingen motion, så!”
Jo, vi gør så. For det første hævdede cykelhandleren (det kan dog ikke afvises, at tallet var lettere overdrevet som en del af salgsargumenterne), at der findes undersøgelser der viser, at man får 80 % af den motion man ville have fået på en almindelig cykel. For det andet, og det er det vigtigste: Hvis alternativet er, at man tager bilen, er det så ikke bedre at have en elcykel, man bruger, frem for en almindelig cykel, man ikke bruger?
Jeg ved med os selv, at vi aldrig havde cyklet 14 kilometer bare for at bruge fem minutter på at lænse en båd, hvis ikke vi havde haft elcyklerne. Jeg havde heller aldrig cyklet de samme 14 km for at komme i Menu, fordi jeg stod og manglede et par småting.

Viberne øver sig

Viberne motionerer også – de øver sig måske på den lange tur til Spanien eller Frankrig, de snart skal på. Vi har en stor flok, der holder til skråt over for Den Stråtækte, og en gang imellem letter hele flokken og flyver rundt i to minutter, inden de lander igen. Hvorfor er vi ikke helt klar over – der er ikke en rovfugl at øjne nogen steder, men de må vel have en grund. ´

Præstø forsvundet i disen

Præstø er helt forsvundet i morgendisen. Jeg elsker fjorden på morgener med det specielle og blide lys, når der er musestille og ikke en vind rører sig.

Mellem to tordenskyller

I aftes kom der også et ret specielt lys mellem to tordenskyl, hvor solen fik lov at titte en lille smule frem. Det var midt i den gyldne time, og alt blev virkelig nærmest gyldent – men kort tid efter kunne vi knap nok se vejen for regnen.
I dag har vi haft 20°. Det synes jeg er pænt, taget i betragtning, at vi er sidst i august.

28. august 2016

Det var ikke myntet på dig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: ,

“Det var ikke myntet på dig” – sådan lyder det oftest i min del af verden, når folk mener “Det var ikke møntet på dig”.
Google giver 1.820 hit på ‘ikke myntet på dig’ og 11.300 på ‘ikke møntet på dig’, så tilsyneladende ved de fleste godt hvordan det staves. Det undrer mig bare, hvorfra udtalen ‘mynte’ stammer … det kan jeg ikke regne ud, for selv om sammenhængen med de små, runde metalbetalingsmidler måske ikke er umiddelbart indlysende, kan jeg heller ingen forbindelse se til krydderurten.
Jeg synes dog også at have lagt mærke til, at mange siger ‘mynter’ om ‘mønter’, altså pengene. Myntsamler … er det helt almindeligt? Jeg synes min egen udtale ligger tættest på ø, som det lyder i kønt.

P1030735

Jeg kom til at tænke på udtrykket, fordi der i går blev myntet på mig, så at sige.
Det er ikke nemt at se i de lange skygger, men mynteområdet er den runde plamage cirka klokken 4 i billedet. Det startede for fire år siden med en lille potte arabisk mynte, som jeg satte i et muldvarpeskud – så kunne det gå, som det ville.
Det bredte sig og bredte sig og bredte sig. Jeg kan levere mynte til en hel landsby, hvis det skulle være, og nu behøver området ikke at blive større, så John slår rundt om det med plæneklipperen. Det er derfor det er så god en ide at sætte mynte i græsplænen, og det afgiver den skønneste duft, når han kører hen over det – i går rakte duften helt op på terrassen, hvor jeg sad hyggede mig med at se andre arbejde, mens jeg strikkede.

P1030740

Lige så flot vejret var i går og i forgårs, lige så regnfuldt er det i dag. Temperaturen var faldet 11° i forhold til i går, så vi vendte næsen hjemefter – og kom hjem til et værre uvejr. Vi nåede lige at tømme bilen, inden sluserne åbnede sig … det varede ikke længe nok til at kunne kaldes et skybrud, men det var voldsomt nok i de fem minutter, det varede. Dahliaerne klarede heldigvis skærene, selv om vi fik seks mm vand på de fem minutter.
DMI kan oplyse, at der i skrivende stund har været 14.076 lynnedslag i dag. Det er da en sjat …

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

26. august 2016

Her er masser af svampe!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags: ,

Jeg troede, her ville have været både for tørt og for varmt til svampevækst i plukkeværdig grad, men jeg tog fejl.
Nogle gange kan jeg godt lide at tage fejl …
Jeg gik, kort efter ankomst til torpet, hen til mit ‘prøvested’ – er der ingen kantareller her, er der som regel heller ikke nogen på de andre af mine steder.
Der var over et kilo – langt flere, end jeg nogensinde har plukket lige på dette sted, så jeg forføjede mig videre til de næste tre steder.
Som dog skuffede lidt; tilsammen havde disse tre kun lige så mange som på det første, men det er fint og rigeligt nok til os.
I morgen hedder det derfor ud i skovene, men det bliver med min stifinder.

image

imageAnne gav mig en god ide: At bruge karkludestrikning som mønsterafprøvning og ditto øvelser.
For et par år siden købte jeg denne bog, som indtil nu bare har stået på hylden.
(Er det ikke lidt pudsigt, at nordmændene kalder den for “De bedste”? Danskerne forholder sig mere neutrale her.)
Jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg købte den bog, men nu har jeg da fundet noget at bruge den til.

Jeg er i gang med en hue (!) i et meanderlignende mønster på pinde 2, men det er ikke et godt bilstrikketøj; det er karkludene derimod.
Strikkefastheden på huen snød mig temmelig meget, selv om jeg havde lavet en prøve og taget højde for forskellen – er der mon en, der har har et lille barn med en hovedomkreds på omkring 52 cm, der vil have en hue i blå farver? Billede kommer, når den engang er blevet helt færdig.
Jeg kunne på en måde godt tænke mig at strikke en norsk trøje på pinde 2. Det bliver kanonflot på så tynde pinde. På den anden side er jeg næsten klar over, at jeg nok aldrig får gjort den færdig. Alene tanken om alt regnearbejdet for at få omregnet et mønster, så det passer med pindene og ikke bliver til et to-års barn i stedet for til mig, kan gøre mig helt svedt …
Eller er det bare vejret? Her klokken 18 er der stadig 27° udenfor.

25. august 2016

Der er længere til Glænø end på cykel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags:

Da jeg var et stort barn og/eller en ung teenager, morede vi os over og med at lave tåbelige sætninger som “der er længere til Roskilde end på cykel”, “jeg går hverken med slips” og syntes selv, at vi var fantastiske.
Vi gav også hinanden fjollegåder som “hvad er ligheden mellem en kanin?” og “hvad er forskellen på en and?”
(Svarene var hhv. “den er lige tyk på midten” og “den svømmer bedre end den går”.)

Glænø (2)

I dag kørte vi en masse kilometer for at cykle rundt på Glænø. Fjollet, måske, men vi gad på ingen måde cykle 50 kilometer frem og lige så mange tilbage, så vi var nødt til at tage bilen det meste af vejen.
Jeg har lige fundet en side, som vi skal til at bruge lidt mere – det kommer også til at koste nogle bilkørte kilometer, men til gengæld får vi set noget af Danmark, vi måske ellers ikke ville få set.
Vi startede med at spise klemmerne på dæmningen til Glænø – numsevarmerne er her om sommeren ganske velegnede til at blødgøre sten, så vi kan holde ud at sidde på sådanne og holde frokostpause.

GlænøGlænø (1)

I cykelguiden stod der, at Glænø var færgefri pga. en “kunstigt anlagt dæmning”. Godt så … det er da vist en pleonasme, fordi definitionen på en dæmning netop er, at den er menneskeskabt. Lige som diger er det.
Men der var smukt. Meget kuperet og næsten overalt kunne der ses vand, da øen kun er 5,6 km2 stor.
Det var en glimrende måde at tackle en lidt for varm dag på. Vi gad ikke haveabejde og blev enige om, at det måtte være en god ide at bevæge sig rundt i det danske landskab og nyde godt af vind og søluft, og da vi sejlede i går, skulle der ske noget andet i dag.

Glænø (5)

Vi så et lidt underligt, meget hjemmestrikket, søgående transportmiddel … vi er også helt sikre på, at vi så stedet, hvor ejermanden boede, men det syntes jeg ikke var en god ide at fotografere.

Så søndag chefbesøg, mandag syltning, tirsdag se på smukke dahliaer, onsdag sejltur, torsdag cykeltur, fredag stingfjernelse fra pandaøjne og derefter Sverige.
Det var søreme mange s-lyde … nu må vi se, hvad weekenden har tænkt sig at servere for os – og hvis ikke weekenden frivilligt serverer noget seværdigt, må vi gå over til selvbetjening.

24. august 2016

Overvågning og overvågning er to ting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

I formiddags debatterede man i radioen gps-overvågning af børn.
Jeg har intet imod flere overvågningskameraer spredt med rund hånd stort set alle vegne – har man samvittigheden i orden, kan de fotografere så tosset de vil for min skyld, og kan det øge sikkerheden, er det kun godt. Mon ikke også det ville være billigere at sætte kameraer op ved motorvejsbroerne fremfor at bygge tilstrækkeligt høje værn?
Men at gps-overvåge sine egne børn? Det er der, til min overraskelse, omkring en tredjedel af forældrene, der mener er i orden. Jeg har en meget skarp mening om, at hvis man synes man har brug for at overvåge sit barn, er der noget fundamentalt galt i forældre-barn-forholdet, og så skader man kun endnu mere ved at overvåge.
Det er virkelig et mistillidsvotum, der batter! Jeg ville, hvis jeg var det barn, for det første miste respekten for mine forældre, og for det andet lynhurtigt finde en metode til at omgå overvågningen.
”Jamen det kunne da være helt fint at have overvågning på, hvis barnet fx bliver bortført?”
Okay – vi er da også helt sikre på, at en eventuel bortfører bare ville lade telefonen forblive tændt og sammen med barnet, ikke? De er jo ovenud dumme, sådan nogle?
Kære forældre, der læser min blog: I har forhåbentlig ikke så meget som tænkt tanken at lade jeres børn gps-overvåge, vel?
I har et så godt og tillidsfuldt forhold til jeres børn, at I i tilstrækkeligt omfang stoler på dem, ikke sandt?
Husk, at I selv har været unge engang. Og at I nok selv en gang eller to har gjort noget, I ikke måtte? Men I slap levende fra det, ikke?
Hvis jeg kan huske hvordan det var at være ung, kan I også. Mine forældre frygtede måske noget andet end I gør i dag, men det er ingen undskyldning, for man vil som forældre til alle tider være bekymret for sine børn; det er kun naturligt, men de skal altså have lov til at kunne være i fred.
Jeg kender kendte en mor, der ringede til sit (dengang 10-årige) barn en gang i timen. Jeg prøvede at tale med hende om det, for jeg var ikke i tvivl om, hvordan den datter sandsynligvis ville se på sin mor inden for en overskuelig årrække.

P1030725

Jeg overvågede ikke fuglene og fårene på Lilleholm, da vi var ude og sejle i dag, men jeg iagttog dem. Gennem en kikkert, hvilket er vanskeligt i en lille båd, der gynger, men det var en dejlig tur på to-tre timer, vi havde.

23. august 2016

Det er nødvendigt med understøttelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:08
Tags: ,

I dag var vi på det første besøg i en have gennem Haveselskabet, som jeg lige har meldt mig til. 10.000 m2, stod der i beskrivelsen, selv om de har tre tønder land, hvilket svarer til 16.500 m2, men det passer nok meget godt med, at det er de 10.000, de går og bruger meget tid på.
Sikke en have! Du GOdeste, hvor var den flot.

P1030695

Det første vi så, var æbletræet her, som ikke kunne stå alene – selv med over halvdelen af æblerne pillet af, så resten kunne vokse sig store og stærke.
P1030696P1030715

Umiddelbart for mange sten efter min smag, men i så stor en have – og rundt om så stort et hus – er det i orden. Der er stadig masser af plads til have, så her var det bare flot. De havde langt over 100 krukker med vækster, der kommer i garage om vinteren, sammen med alle dahliaerne. Og med ‘garage’ mener jeg nok nærmest en busremise. Ægteparret var i pensionsalderen, men have og hus lå i Præstøs industrikvarter, så han har haft en virksomhed, hvor der var brug for så stor en garage.
150 dahliaer. Det er mange. Virkelig mange. Hver af ‘buskene’ her er bare en enkelt knold, der blev lagt i jorden i foråret. Nogle af knoldene er dog så store, at “de lige blev hakket over med spaden”, som haveværten forklarede.

P1030699

Mange af dem har en imponerende højde. Desværre kendte ejerne ikke navnene på ret mange af dahliaerne, for disse herover ville jeg gerne have fat i.
Hvad de ikke har i højden, har nogle af dem i blomsterstørrelse – de var enorme, simpelthen – se blot den herunder, der er lige så stor som mit hoved.

P1030711

Nogle af dem ville jeg som sagt gerne have; andre var mere specielle end de var kønne, som fx dem klokken 5, klokken 7 og i centrum i collagen herunder, men alt i alt var det det store dahliaområde et imponerende syn.
Hver nat er fruen ude og klippe dræbersnegle over – foreløbig er de oppe på over 9000 i år. Møgdyr.

Have i Præstø med mange dahliaer

Men altså … godt nok er det lige før jeg går og ønsker mig en større have end der kan blive af de 820 m2 grund, der blev os til del her ved Præstøfjorden, men de 10.000 m2 vi så i dag er trods alt lige meget nok i den anden ende af skalaen. Hele haven var overordentlig flot passet og vedligeholdt – det var tydeligt at se, at det ikke kun var fordi, de viste den frem i dag, at den var så pæn, men den tager al deres tid, og de bliver ikke yngre, som de sagde.
Jeg er sikker på, at vi vil få meget fornøjelse og inspiration af haveselskabet.

22. august 2016

Hvor er der meget jeg ikke ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , , ,

Der er meget jeg ikke ved, og der er desværre også en del jeg burde vide, men som jeg ikke husker. Blandt andet, at jeg så udmærket ved, hvor lidt der Magnolia i augustbliver ud af asierne, når først de er udkernede og udvandede, men det glemmer jeg hver gang, så derfor købte jeg to for for lidt, da vi var i Køge i onsdags. Nu kan jeg ikke finde sølle to asier, så jeg kan få lavet forråd nok til næste sæson. De skal jo nok dukke op, men lagen står og venter.
Jeg troede der var en gårdbutik ikke så langt herfra, der havde asier, så afsted med mig. På cykel – vejret er jo skønt. Ingen asier, så det var forgæves 10 kilometer på cykel, men det skader heldigvis ikke.
På vej gennem Tappernøje så jeg et blomstrende magnolietræ. Jeg troede ikke helt mine egne øjne og måtte undersøge sagen, da jeg var hjemme igen … fandt ud af, at det er forholdsvis almindeligt: Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.
Så lærte jeg det. Det var vitterligt også en mindre efterblomstring med højst 30-40 blomster, men de var der …

Jeg er løbet tør for chilimarmelade og må ty til en en købe-en. Ikke godt. Inge og Hasse (og andre) kan godt lide min chilimarmelade, så jeg turde ikke andet end at sætte i gang og få lavet en portion, hvilket nu er gjort. 16 af de lidt mindre glas på cirka to deciliter blev det til, så er der lidt at forære væk af. Der er vist lidt mere bid i denne end i den forrige, så jeg er lidt spændt på, om den er for stærk for nogle – det er ellers supergodt til ost. 

Chilimarmelade 2016

Det er åbenbart lige meget hvor mange glas jeg køber hos Gläser und Flaschen, så bliver jeg ved med at løbe tør. I dag måtte jeg købe 10 glas i Brugsen, men så kommer jeg til at give dobbelt så meget for dem som i Tyskland, hvilket irriterer mig, så jeg må hellere i gang med en bestilling, så jeg har et reservelager igen. Det er ikke fordi jeg skal producere så meget mere i år, men jeg mangler at lave noget chili-tomatrelish og ditto chutney, og jeg har simpelthen ikke flere glas.

P1030678

Brugsen er blevet bedre til at stave, men summen af lasterne er konstant, for nu kan de ikke regne. Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden, og umiddelbart mener jeg ikke, at der skal en kandidateksamen til for at regne ud, at når der er mindre i flasken til en højere pris, så kan kiloprisen ikke være lavere. Kiloprisen til venstre er korrekt, men til højre skulle der have stået 59,56 kroner og ikke 48,50. Det undrede mig, at den økologiske ketchup var billigst, så der skulle måske ikke have stået 31,50?

21. august 2016

Besøg fra fortiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu håber jeg ikke, min forhenværende chef tager overskriften ilde op … men det tror jeg ikke, for det er naturligvis ikke ham, der skal opfattes som et fortidsminde, men han har været hernede i Den Stråtækte i dag for at se, hvordan vi bor – noget vi har talt om gennem et stykke tid, men det er så først blevet til noget i dag.
Et år eller to før jeg jobstoppede, købte han en MG fra 1968, som han har brugt en del tid på at renovere og gøre køreklar. Han har altid arbejdet meget, så jeg tror det var et led i at have brug for at koble 100 % fra med et eller andet, der var så fjernt fra dagligdagen som muligt – men den teori står for min egen regning. Han er jo trods alt også en mand, og rigtig mange mænd (og nogle få kvinder) har noget med biler, uanset hvordan og med hvad de går rundt og tjener til det daglige brød – John var sandelig heller ikke uimponeret af den, må man sige. Jeg må da også indrømme, at det kunne være ret fedt at køre tur i et smukt landskab i dette røde lyn – jeg gad bare ikke have arbejdet med bilen – det overlader jeg glad og gerne til det modsatte køn.

P1030674P1030675

Chef og jeg har hilst på hinanden de gange, jeg har været til vin- og veteranklubmøder på mit gamle arbejde, og vi har for længe siden aftalt, at en dag, når vejret var til det, skulle han tage sin MG og køre den lange tur ned til os. Aftalen er røget et par gange af forskellige årsager, men i dag blev det, og det var særdeles hyggeligt at snakke med ham igen.
Da vi sad oppe på terrassen og snakkede om både firma og mange andre ting, nød han udsigten og havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke savnede arbejdet … kunne sagtens se, at jeg er et andet sted i livet nu.
Hvilket vi også var inde på – at det er vigtigt selv at få lov at vælge, hvornår arbejdslivet skal være slut, som også Lene har været inde på for ganske nylig.
Det er ideelt at have været glad for arbejdet og ikke mindst for den leder man havde, for derefter at takke af i god ro og orden og med fuld forståelse fra arbejdsgivers side (der er trods alt heller ikke noget odiøst i at gå på pension, som samme chef selv sagde, da jeg sagde op), for at kunne nyde den fjerde alder fuldt ud. At den startede med en kræftsygdom gider vi ikke tænke på nu; den var et uvelkomment intermezzo i mit liv, men jo samtidig den direkte årsag til, at vi i dag bor, hvor vi bor.
Skulle man undre sig over udtrykket “den fjerde alder”, er det fordi jeg, som tidligere nævnt, mener, at den tredje alder er voksenlivet uden hjemmeboende børn, men stadig som en del af det arbejdende folk. Den fjerde alder er et aktivt pensionistliv, og den femte … gider vi heller ikke tænke på lige nu. Den kommer måske eller måske ikke, men det vil vi ikke vide noget om.

P1030677

Tak for besøget – hils mine gamle kolleger!

Næste side »

Blog på WordPress.com.