Hos Mommer

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

18. oktober 2020

Strandfund – sømus og andre lækkerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:31
Tags: , , ,

Huset er dejligt og beliggenheden okay. Der stod, at der var 10 meter til vandet, men jeg gad godt vide hvordan de har lavet den beregning, for der er 50 meter til Fjellerup Strandvej; så er der selve vejen, derefter et (heldigvis godt) vaffelbageri, inden stranden begynder. Skal vi sige 200 meter? Men det er også i orden; det er ikke vildt langt, men dog falsk reklame, synes jeg – pudsigt nok kunne man hverken se vejen eller vaffelbageriet på nogle af billederne af huset eller haven … det har så lært mig at tjekke Google Satellite Map som et led i en sommerhusresearch.

Vejret er flot, men jeg skal da lige love for, at der blæste en kraftig nordenvind i nat, så vi regnede med, at der var masser af ‘guf’ at finde nede på stranden. Det var, i modsætning til ovenstående, rigtigt regnet ud.

P1020583P1020585

Først så vi en … ja, hvad så vi? En and? Eller en svane med meget små fødder … dernæst en hund.

Så fandt vi sømus – vi fandt rigtig mange sømus, som er en søstjerneart, og som ingen af os havde set før, men de findes vist heller ikke i de sjællandske farvande.
Jeg fandt også en blå søstjerne. Den ER blå, selv om den ser sort ud, men den var også meget død.

P1020586P1020591

Vi fandt noget tang, som voksede op fra nogle små huller i den gummiagtige gullige masse, som Google Lens ikke kunne fortælle mig hvad var.
Jeg lagde den på min taske for at fotografere den, hvilket fik Google Lens til at foreslå “lignende produkter”. Det var sko … GL er altså bedre til planter, hvilket jeg efterhånden har konstateret nogle gange.
Vi fandt en meget nydød krabbe. Det er ellers næsten altid kun skallen, vi finder, men her var der kød indeni, og den lugtede endnu ikke dårligt.

P1020588P1020590

Det har blæst så meget i nat, at der er blevet revet tang op med rod – se herunder – det lyse ‘garnnøgle’ til højre er rodnettet … går jeg ud fra, for det sad meget fast sammen med det flade, grove, brune tang, som jeg tror er sukkertang, men er ikke sikker, og jeg havde ikke lyst til at smage på det.

P1020592

En stor del af oplevelsen ved denne form for gåtur er at finde ud af hvad det er, vi finder. Det lykkes ikke hver gang, men vi prøver altid.
Det er heller ikke altid vi kan huske det til næste gang vi finder det samme, men på et eller andet tidspunkt sidder det fast. Nogle navne sætter sig af en eller anden grund straks fast, mens andre skal slås op igen og igen. Hvorfor mon det er sådan? Jeg har forsøgt at finde et mønster i de ting jeg husker med det samme, men uden held – det er tilsyneladende helt tilfældigt.
Måske har det bare noget at gøre med hvor frisk man er lige den dag.

16. oktober 2020

Jeg kan åbenbart ikke lade være …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg har lige pakket til efterårsferien, som begynder i morgen for os – og også for englænderne, men vi må nøjes med at være sammen i tankerne. Heldigvis for dem bor de i et af de områder, der er mindre hårdt coronaramt, så de må gerne tage på ferie i et tilsvarende ‘mildt’ område, som i deres tilfælde bliver Cornwall. I mangel af bedre, som Charlotte sagde, men det er helt klart bedre end slet ikke at komme nogen steder. Børnene græd, da danmarksturen blev endeligt aflyst. Det gjorde jeg næsten også, da jeg hørte det, for de er jo 13 og 14 år, og jeg havde egentlig troet, at de var ved at nærme sig alderen, hvor et bedsteforældrebesøg var mere pligt end fornøjelse, men sådan er det åbenbart ikke, og mommer her blev temmelig rørt.
Heldigvis er de alle fire lige så begejstrede for Cornwall, som John og jeg er, så det var et plaster på såret, at de gerne må tage dertil.
Vi beholder sommerhuset, for at aflyse i sidste øjeblik koster alligevel hele lejebeløbet, så det ville være fuldstændig tåbeligt ikke at tage afsted.
Vi har inviteret Johns bror og min søster, som begge godt ved, at de er med på et afbud, men det forstår de selvfølgelig fint og glæder sig bare til en lille ekstra ferie.

Vesterhavet

Normalt tager jeg seks sæt sengetøj med, fordi englændernes og vores sengetøj ikke passer sammen – hverken dyner eller hovedpuder har samme størrelse. I år skal jeg bare have to sæt med. Jeg pakker også altid lidt ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med, bare fordi jeg er en rigtig pylremor, der åbenbart ikke har tillid til, at min særdeles voksne og ansvarlige datter selv husker det hele …
Og jeg kan ikke lade være med at pylre, men det behøver jeg heldigvis ikke at fortælle nogen.
Jeg har nemlig pakket ekstra sokker, huer, halstørklæder og vanter med i kufferten.
Får nogen brug for det, fordi det enten er glemt eller i pakkestunden ikke blev anset for værende nødvendigt, så kan jeg trylle det op af hatten kufferten, og får ingen brug for det, tager jeg det bare med hjem igen uden at sige noget til nogen om, at det havde været med.
Jeg ved det godt: Det er stadig voksne mennesker, men derfor kan man jo godt glemme. En af dem har fx to gange glemt, at “sengetøj” inkluderer et lagen. Det har jeg dog ikke taget et ekstra med af, fordi jeg i går med eftertryk pointerede, at der, udover dyne- og hovedpudebetræk, også skal medbringes et lagen!
Jeg har dog ekstra håndklæder med.

MOLS 2019-62

Vi skal nok få en god ferie alligevel. En ferie er jo en ferie, og der skal mere til end en forbasket coronapest til at ødelægge den.
Det er i øvrigt det nederste og ikke det øverste vand, vi skal til i år. Øverste billede er fra Vesterhavet i 2018 og det nederste fra Djursland i 2019.

14. oktober 2020

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , , ,

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Højvande oktober 2020

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Højvande oktober 2020 (4)Landrovertræf (3)

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene P1050307 - Copyretning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

P1050306

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

12. oktober 2020

Den lokale jungle er fældet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: , , ,

TomatrødderI næste uge er vi ikke hjemme; i denne uge er det indtil videre fint vejr, så det var i dag, at drivhuset skulle ryddes og renses.
Det var sandelig godt, vi fik det nye, for aldrig før har jeg fået så meget ud af et drivhus – men okay – det har måske også lidt at sige, at det også er det største drivhus, jeg har haft … dog kun tre kvadratmeter større end de to tidligere. 
Der er forsyninger frem til næste høst af henkogte tomater (som jeg ofte bruger i stedet for en dåse flåede tomater), ovntørrede tomater, agurkesalat, syltet snackpeber, pesto, sambal oelek, ‘ren’ chilipasta, chilisovs og chilimarmelade. De to bønneplanter i hjørnerne udenfor drivhuset har ligeledes givet bønner til hele vinteren.
Glorien er stor og tung, men det mærker jeg ikke, for den svæver over mit hoved (nej, ikke mit hovede! Det hedder et hoved).
Agurkeplanten havde ikke meget rodnet, mens tomaterne og basilikummerne var gået helt amok i roddannelser – der er ikke noget mystisk i, at de drak så meget, som de gjorde, men det var vel også derfor, at ydelsen var i top. Næste år skal jeg bare huske at give tomatplanterne lidt stjålent materiale fra et af alle de kalkbrud, vi har i lokalområdet, så tomaterne ikke igen får griffelråd. De tre af sorterne var ligeglade, men bøftomaten, som jeg gerne vil have igen, fordi den var helt vildt smagfuld, led desværre meget af det.

Tomatrødder

To af de fire tomatsorter var jeg ekstra glad for, så for første gang har jeg selv forsøgt mig med at tage frø. Jeg vil dog ikke satse 100 % på held med dette, så jeg vil også til næste år købe planter hos Toftegaard.
Snackpeber kommer også i drivhuset igen til næste år, lige som, selvfølgelig, agurk og chilien early jalapeno.
Resten besluttes senere, men jeg kunne godt finde på at prøve med en aubergine, bare for at se om den vil trives hos mig.

Dahliaerne er det langtfra slut med endnu; tværtimod bliver de hele tiden flottere og frodigere og kommer med flere flere og flere blomster, så jeg håber det varer rigtig længe, inden nattefrosten indfinder sig ved Den Stråtækte.
Vi har aftalt med Troels Tækker, at han skal mønne stråtaget i år, men han har lovet at vente med at komme til i den sidste halvdel af november, fordi det vil komme til at svine en del med halm, og han var enig i, at det ville være synd at ødelægge det smukke dahliasyn ved at få bedene til at ligne stormvejrsramte, nyhøstede marker.

Dinner Plate Dahlia 2020

Rådhusvinen er tæt på at nå sit maximum, så vi når at få fuld glæde af den, inden vi tager på efterårsferie.
Efteråret er bare den smukkeste årstid, men det har jeg vist sagt før …

Rådhusvinen

Nu fik bagboerne besøg af datter og børnebørn, så jeg lige.
Jeg er ikke misundelig, for jeg under dem det naturligvis så gerne, men jeg saaaavner mine egne, gør jeg!

10. oktober 2020

Nu er det nok!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:26
Tags: ,

Egentlig havde jeg næsten færdigskrevet et indlæg der handlede om min uforgribelige mening om sager om krænkelser, men jeg havde svært ved at bevare objektiviteten, fordi jeg er så vred på de kvinder, der er godt i gang med at udvande begreberne overgreb og voldtægt. Sikkert uden at ville det, men det er i mine øjne det der sker, når man kalder en hånd på et lår for overgreb.
Overgreb og magtmisbrug er naturligvis ikke det mindste acceptabelt eller undskyldeligt, men jeg ser for mange medløbere, som benytter sig af chancen for at få deres 15 minutters berømmelse, og i den højaktuelle radikale sag er der flere aspekter, bl.a. hykleri i mastodontformat, så jeg besluttede mig for at skrotte indlægget for dermed forhåbentlig at undgå en længere kommentardebat, som jeg i virkeligheden heller ikke gider, og i stedet beskæftige mig med noget mere positivt.
Som fx plantefarvning.

Vajdfarvning (2)

Med et par ugers mellemrum har jeg høstet først vajdmarken og dernæst japansk indigo-marken.
Jeg er ikke ligefrem erfaren i omgang med disse planter, så der må søges hjælp på internettet – som mange gange er kilde til større forvirring end indsigt, fordi der er flere forskellige fremgangsmåder, og hvilken er mon den bedste?
Som jeg har sagt flere gange før, så er plantefarvning ikke en eksakt videnskab, så selv om jeg vælger den fremgangsmåde, der umiddelbart giver den i mine øjne smukkeste farve, er der bestemt ingen garanti for, at det også bliver den farve, jeg får ud af det.
Herunder ses resultaterne af de valgte fremgangsmåder for 2020. Til venstre japansk indigo og til højre vajd.

Japansk indigo 2020Vajd 2020

Vajd giver en farve, der minder mest om den ‘ægte’ og meget potente indigo, som jeg køber som pulver, hvor den japanske indigo her har givet nogle smukke, gråblå farver.
Hvad man bedst kan lide er en smagssag, og jeg kan ikke finde ud af med mig selv, om jeg til næste år vil have kun den ene, kun den anden eller begge planter igen. Min plads til farveplanter er begrænset, så det kunne være en fordel at lave vekseldrift for at få mere farvemateriale ad gangen.
Vajd er lidt nemmere at have med at gøre end japansk indigo, men det skal jo helst ikke være mere eller mindre besværligt arbejde med at få farverne frem, der er en begrænsende faktor for mit vedkommende – jeg har jo al den tid, jeg behøver.

Hvad jeg skal lave med disse farver? Det ved jeg ikke endnu – måske et sjal af de gråblå farver, måske med en mørk koksgrå som kontrast. Jeg har jo kun omkring 20 halstørklæder og sjaler i forvejen, så jeg kan altid bruge et til …
Eller … måske ikke, men jeg holder så meget af dem alle sammen, fordi der er lagt meget sjæl og arbejde i dem. Det er virkelig svært for mig af forære dem væk, fordi jeg får et nærmest personligt forhold til alle mine arbejder.

7. oktober 2020

Så er det løb kørt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags:

Vi var så glade, da grænserne åbnede i sommer, så vores englændere kunne komme hertil på ferie.
Det blev deres eneste ferie, da deres ellers meget imødesete tur til Namibia gik i vasken pga. coronapesten.
Det er der meget der er for mange. Gået i vasken, altså …
Nu også deres efterårsferie i Danmark. Det løb er således kørt, medmindre der sker et mirakel inden uge 43.
Der er mange steder på landkortet nu, hvorfra og til de forskellige lande fraråder rejser, og selv om det i princippet kun ‘frarådes’, så skal englænderne isolere sig i 14 dage efter hjemkomst fra Danmark, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre pga. børnenes skole.
Som i øvrigt er i fare for at lukke, da de netop har konstateret to elever og en lærer positive for corona. De er en anelse spændt på udviklingen.

John og jeg lejede allerede i januar, dvs. før nogen vidste noget om corona, et stort sommerhus, som han og jeg kan fare vild i alene, og vi kan helt ærligt ikke finde ud af, hvor meget vi vil fylde det op – indtil nu har vi kun spurgt min søster, fordi hun for første gang i sit 63 år lange liv er blevet arbejdsløs. Det er ikke en nem alder at finde andet arbejde, men hun har løn i 11 måneder, fordi hun røg i en af de efterhånden mange fyringsrunder, så lige nu går hun vist bare og nyder, at hun ikke behøver at arbejde 24/7. Hun er systemadministrator, og jeg har ikke tal på de gange, hvor hun har stået standby nærmest døgnet rundt, uanset hvor hun har været henne i verden. Det løb er også kørt nu.

20201006_09594920201007_130734

Løbet er ligeledes snart kørt for rådhusvinen, der dækker hobbithuset. Herover ses forskellen bare fra i går til i dag … det varer ikke længe, før alle bladene er lysende røde, og ganske kort tid derefter falder de af nærmest på én gang.

Nå. Så længe løbet ikke er kørt for John eller mig, så går det jo nok alt sammen, men jeg er saftsusemig træt af alt det coronahalløj! Det er jo umuligt at planlægge noget som helst.

Jeg talte med vores forsikringsselskab i går, fordi vi sidste år oprettede en lidt ekstraordinær rejseforsikring, efter vi havde bestilt rejsen til Alaska og Canada. Det var en lidt dyr tur, så vi skulle ryste op med mere, hvis vi ville have beløbet dækket 100 %, hvilket vi naturligvis ville.
Jeg tror ikke, vi nogensinde kommer på den tur – hvis vi gør, bliver den taget i bidder – så jeg spurgte hvad det ville koste, hvis vi vil have sat dækningen ned til det halve beløb.
Det ville koste det samme! Afbestillingsforsikringerne er steget voldsomt (gæt selv hvorfor!), og at ændre en forsikring er åbenbart det samme som at sige én op og oprette en anden. Præmien på forsikringer, der allerede var oprettet inden coronapesten, stiger ikke, så vi beholder indtil videre den dyre, men alligevel relativt billige forsikring.
Jeg håber jo ikke, at rejseløbet er kørt og vil helst tro på, at vi engang kommer ud på en lang rejse igen, men tiden er desværre ikke med os.

4. oktober 2020

Syddanmark rundt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Almindelig ryleChristie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Almindelig ryleAlmindelig ryle

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Stor regnspove

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

2. oktober 2020

Pittoresker og Peberkorn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:16
Tags:

Et par gange har jeg oplevet, at min søde mand sidder og taler med sig selv. Inden jeg nåede at blive bekymret for hans mentale tilstand, gik det op for mig, at han såmænd bare er begyndt at google ved at sige ordet eller ordene frem for at indtaste sine søgninger.
Det er egentlig underligt, at han først er begyndt på det nu, for selv om han er en handyman, der kan næsten alt med sine hænder, så lærer han aldrig nogensinde hvor på et tastatur de enkelte bogstaver befinder sig. Han har i alle vores efterhånden mange år sammen kørt efter det, jeg kalder det bibelske system: Søg og du skal finde. Nogle gange søger han længe, selv om han vist efterhånden har lært placeringen af nogle af bogstaverne, men det tager ham en krig at skrive bare en smule, hvorfor der heller ikke er noget at sige til, at han normalt fatter sig i størst mulig korthed, når han skal svare på en sms. Og nu har han altså opdaget, at Google forstår hvad han siger. Fantastisk.

Hvorfor overskriften? Fordi jeg kom til at tænke på min barndoms månedlige læsning af Det Bedste, som mine forældre holdt i mange år. Lige indtil min mor blev så irriteret på magasinet, at hun opsagde abonnementet med følgende vris: Det er det samme og det samme sødsuppepjat hver eneste gang. Det er alt sammen skåret over den samme læst.
Hun havde jo ret; læsten var virkelig meget amerikansk, men ikke desto mindre læste jeg det trofast hver måned, for jeg var ikke så kritisk, da jeg var barn. Ofte (eller vel nok hver gang) var der en side med Pittoresker og Peberkorn, som indeholdt citater fra bøger eller ‘levende’ personer.
Hvorfor jeg kom til at tænke på netop dette, ved jeg ikke, men jeg forsøgte at bore lidt i sagen og og fandt et enkelt hit på min søgning, hvilket førte en pudsig fortælling med sig, nemlig Uglekrigen i Hammel.
Den stammer fra en udgivelse fra juli 1953, så den er kun et par måneder yngre end mig. En eller anden har af en eller anden grund lagt artiklen ud på nettet som en pdf, og der kom så tilfældigvis en side med disse Pittoresker og Peberkorn med i købet, fordi man naturligvis skulle have slutningen på historien med. Det er søgningen, jeg linker til, men det er det øverste hit. Jeg kan anbefale at læse den korte historie om uglekrigen – den er ret underholdende, men om den også er sand, skal jeg lade være usagt.
Magasinet kostede kun 1 krone dengang. Gad vide hvad prisen var, da det sidste nummer udkom i 2005?

Overskriften skyldes også, at dette indlæg må siges at være mere strøtanker end dybdeborende journalistik, og en af strøtankerne var, at jeg håber det værste og frygter det [normalt] bedste, hvad angår en vis Mr T, som er konstateret smittet med corona.
Men som jeg skrev ovre hos Eric, så hytter fanden sine.
Det skulle derfor ikke forbavse mig, hvis den megalomane diktator-wannabe slipper uden at få nogen symptomer overhovedet.

30. september 2020

Hvad er der dog galt med min jord?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:21
Tags: ,

For tre sæsoner siden satte jeg 30 montbretialøg i et nyetableret bed. Jeg havde klare forestillinger om et frodigt, rødorange syn a la dem, vi flere gange har set i engelske haver og parker, men jeg har endnu til gode at se mere end 10 små, forkølede blomster på én gang i mit bed.
Hvorfor? Jeg ved det desværre ikke, men vi er helt sikkert lysår fra den frodighed, man ser på billedet herunder.

Første år var der ikke mange blomster, men det tænkte jeg ikke så meget over … de skulle jo lige have lov til at etablere sig.
Andet år – 2019 – var der måske 10 løg, der blomstrede. Lidt.
Tredje år – altså i år – kom der masser af de karakteristiske små spidse grønne blade op af jorden, men der kom aldrig så meget som en eneste blomst!
Jeg har gødet, men måske ikke nok. Jorden ser fin nok ud, men jeg kan jo ikke se, hvad den indeholder.
Jeg kunne se, at kvikgræs overtog mere og mere, men det var svært, for ikke at sige umuligt, at få det effektivt fjernet uden at ødelægge montbretierne.
Græsset og nogle få skvalderkål overtog mere og mere, uden der skete nogen yderligere vækst for det, der egentlig skulle være i det bed.

P1050251P1050252

I dag har vi været i Bauhaus for at købe nogle sække med kompost, og jeg har hevet revl og krat op fra bedet.
Renset og sorteret det i skidt for sig og kanel for sig … der var rigtig meget skidt, men også forbløffende mange montbretia-løg. Som i virkelig, virkelig mange.
Mange hundrede, viste det sig. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke talte dem … det var ganske vist flere hundrede enormt små løg, men de var der, så formerings(overlevelses-?)evnen havde så sandelig ikke fejlet noget, selv om de ikke gad blomstre.
 Langt de fleste løg var ganske, ganske små, kun mellem 3 og 8 mm i diameter. Til sammenligning var dem jeg satte, vel omkring 3 cm i diameter.
Med andre ord, så har jeg nu vildt mange rensede minimontbretier, hvormed jeg har tænkt mig at (over?)fylde bedet, når jeg har blandet jordforbedringen med den grundigt rensede jord.
Jeg kunne dog godt frygte, at en medvirkende årsag til elendigheden er, at jeg ikke har vandet bedet grundigt nok i den tørre sommer, vi har haft. Når jeg har vandet, var det fordi dahliaerne i de to andre bede i den del af haven hang med bladene, og de har trods alt haft et større energi- og vanddepot i deres knolde end der kan være i de små og ubetydelige løg.
Jeg blev ikke helt færdig, for det var hårdt arbejde at ruske i al den jord, så jeg orkede ikke at tage det sidste og slet ikke at blande kompost ned i jorden, men forhåbentlig når jeg resten i morgen, inden vejret vender og vi får regn.
Med en have keder man sig aldrig … men jeg ville ønske jeg vidste meget mere om de forskellige planter, så jeg kunne være mere sikker på at gøre det rigtige – det er desværre ikke alt, man kan google sig til, og jeg ville så gerne have et flot rødt montbretiabed, for det er en af mine yndlingsblomster.

27. september 2020

Black Friday

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Fredag morgen skulle jeg afsted lidt i klokken ni for at samle Ditte op på samkøringspladsen ved Sorø. Vi skulle til webstrikfestival i Esbjerg og kunne lige så godt nøjes med at køre i én bil.
Det regnede. Det regnede temmelig kraftigt, så jeg kunne ikke ræse afsted, men gps’en sagde, at jeg havde 10 minutter ekstra at løbe på.
Vinduesviskerne havde ikke været brugt i laaang tid, for hvis det regner, venter jeg bare med at køre ud for at handle … hvorfor køre i regnvejr, når man selv kan bestemme? Men det betød altså, at viskerne larmede som bare … den der fræsende lyd henover ruden, som nok alle bilejere kender, og som er en yderst irriterende lyd. Den blev bare ved og ved og var ved at drive mig til vanvid, men jeg kunne ikke gøre noget ved det på det tidspunkt.
Det viste sig at være heldigt, at jeg havde den ekstra tid, for bilen var tørstig, så jeg var nødt til at tanke, inden jeg mødte Ditte. Dammit. Hvorfor så jeg ikke det i går? Fjols.
Jeg kørte ind på en tankstation – og kunne ikke få benzindækslet af! Mere dammit. Jeg er så privilegeret, at jeg normalt bare siger til John, at min bil er sulten, så tanker han den op for mig, men jeg har da for pokker selv prøvet at tanke, hvor det ikke voldte problemer. Jeg prøvede uden nøgle og jeg prøvede med nøgle, men det forbaskede dæksel kørte bare rundt, så jeg var nødt til at kapitulere og ringe til John for at klage min nød.
I samme øjeblik jeg havde fortalt om problemet, kunne jeg løfte benzindækslet af. Jeg takkede John for den telepatiske hjælp, genindlæste mit betalingskort, fordi jeg havde været for længe om at komme i gang, og fik langt om længe tanket op.
Så kunne jeg ikke få nøglen ud af dækslet! MEGET mere dammit. Det tog dog heldigvis kun 30 paniske sekunder, så fik jeg nøglen ud.
Og ankom til mødestedet præcis kl. 10:00! Kørte måske en halv anelse hurtigere end helt forsvarligt i den kraftige regn, men jeg hader at komme for sent til en aftale.
Da vi skulle køre videre, gik der noget galt, fordi gps’en ikke kendte en ny vej (og fordi jeg i indstillingerne har forbudt den at bede mig om at “make a U-turn, if possible”), så den ledte os af nogle besynderlige bittesmå og snoede veje for at få gelejdet os ud på motorvejen. En kæmpestor lastbil foran os må have haft samme fjollede gps, og derudover turde han ikke køre over 20 km/t på de smalle veje, så det gik særdeles langsommeligt. Langt om længe fik han mulighed for at køre ind til siden for at lade os komme forbi, og efter yderligere fem minutters sydsjællandsk sightseeing kunne vi fange motorvejen ved afkørsel 38 i stedet for 37.
Det bliver en meget meget lang dag, dette her, tænkte jeg.

Klokken halvotte samme fredag morgen havde jeg meldt min bil til Pay by Plate og fik den besked, at bl.a. over Storebælt ville det virke 20 minutter efter tilmelding, mens det ville tage 24 timer for fx Øresundsbroen.
 Pyt. Jeg skulle jo netop kun over Storebælt, men som jeg sagde til Ditte, at som den dag var begyndt for mig, så skulle det på ingen måde forbavse mig, hvis det ikke virkede med bare at køre igennem betalingsanlægget.
Det gjorde det dog, og som ved et mirakel holdt vinduesviskerne i samme øjeblik op med at larme som et tordenvejr.
Den sorte fredag lysnede en smule, og inden vi nåede over Fyn, var det holdt op med at regne.
Den sorte fredag var overstået.
Resten af weekenden gik med strik, snak, afstandtagningsoverholdelse i videst muligt omfang, ingen gensynsknus og, viste det sig, glæde over, at vi kun var 32, der havde valgt at melde sig til i år, fordi vi havde været nødt til at sende nogen hjem, hvis vi havde været >50.

23. september 2020

Nu kan jeg lægge låg på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: ,

P1050239Gläser und Flaschen må efterhånden kende mig som en relativt god kunde, for igen i år blev jeg nødt til at bestille noget hos dem, nemlig nogle 250-milliliters flasker og små ‘marmelade’glas på 100 ml til al min Sambal oelek, øvrig chilipasta og ikke mindst den gele, der skal laves af kvæder, når de engang bliver modne. Det er samme nørkler, som jeg fik filippaæblerne af, der har et kvædetræ med hundredevis af frugter på, og som jeg for nylig fik æbler af til endnu en batch af den lækre sirup. Jeg har også lavet mere af den sur-søde chilisovs, fordi det viste sig, at både John og Søren var temmelig begejstrede for den, så de sidste otte små flasker skal nok få ben at gå på.
Der kom 12 glas filippaæblesirup ud af det.
Nu mangler jeg kun at få brugt de sidste chilier, men jeg venter på, at efternølerne på jalapeno-planten bliver røde. Når de bliver det, kan der vist ikke presses mere ud af drivhuset i år, men det har også været et Æblesirup og sur-sød chilisovsrekordår hvad udbytte angår. Der kan man bare se, hvad det fører med sig at få sig et nyt drivhus.

Forleden dag trodsede jeg min angst for at blive rendt over ende af et hold olme tyre og gik ind i kvægfolden for at indsamle frø fra kruset skræppe, fra hvilke jeg har set nogle farvere opnå ganske fine rødlige nuancer.
Det måtte naturligvis prøves, og da der står masser af frøstande på strandengen lidt fra hvor vi bor, lurede jeg af, hvornår kvæget befandt sig længst muligt væk, inden jeg vovede mig ind på deres territorium.
Det lykkedes uden de opdagede mig, så jeg kom hjem med en stor portion, hvor frøene skulle pilles af grenene inden afkogning.
Holddaop, hvor det arbejde kunne svine over det meste af terrassen, men jeg fik 360 gram frø ud af det, som jeg kogte efter forskrifterne. Dagen efter kom jeg 350 gram garn i, og jeg kunne snildt have kommet mere i, kunne jeg se, men jeg ville ikke ofre mere garn på sagen.
Fordi det #!@%&!”* ikke blev rødt! Ikke det mindste røde skær var der at se, men der er nyt håb for dem, der ikke har adgang til grønne valnødder, for frø af kruset skræppe giver nogenlunde samme farve, kunne jeg konstatere …
Jeg kunne også konstatere, at jeg ikke er enig med dem der hævder, at man kan bejdse med kruset skræppe, for garnet til venstre er på ubejdset garn, hvorimod de fire næste er forskellige garntyper, alle bejdsede med alun inden farvning. (Nej, Uffe, det hjælper ikke, at du plager! Der bliver ikke flere kameluldswannabe-sutsko til dig! Smile)
Selv om resultatet ikke bliver det forventede, kan man altid lære noget.
Måske har jeg taget frøene for sent, for de er mere brune nu, end de var for en måneds tid siden, hvor de var mere ovre i det rødlige.
Det finder jeg ikke ud af før til næste år. Hvis jeg altså forsøger mig igen …

Frø fra kruset skræppeKruset skræppe

21. september 2020

Nu løber det da helt af sporet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:04
Tags: ,

Skal planerne endnu engang gå i vasken?
Skal 2020 blive året, hvor jeg kun ser mit barn og mine børnebørn to gange?
Og hvad med 2021? Vil vi kun sjældent, eller slet ikke, kunne ses næste år?
Jeg spår nemlig, at coronapesten og dermed disse tilstande varer hele næste år med, fordi det tager lang tid at få en gennemtestet vaccine.
Nu har jeg sagt det, og jeg håber for en gangs skyld ikke, at jeg får ret, men skulle det blive tilfældet, vil det til den tid virke utroværdigt at hævde, at det har jeg hele tiden ment, hvis ikke jeg havde luftet tanken inden.

imageJeg kender stadig ingen, der har været syge af corona – de få jeg har hørt om, har været venners eller bekendtes venner eller bekendte, men ser man på den store, vide verden, må det vist regnes for at være mere eller mindre ude af kontrol. Det daglige antal af nye smittede er højt og ligger konstant på små 300.000. Tallene i tabellen er fra i forgårs, hvor UK lå som nr. 11 med 4.422 nye smittede.
Jeg vil helst heller ikke rammes, for jokeren er stadig, at man ikke ved hvor syg man bliver, men jeg vil heller ikke isolere mig; bare passe på og ønske, at alle ville gøre det samme.

I England har de igen skrappe restriktioner, men skolerne har dog ikke lukket. Børnene skal have mundbind på i skolebussen og når de færdes på gangene, men må gerne tage dem af i timerne. De begynder og slutter hver time med at spritte bord og stol af.
De tænker ikke særlig meget over det; sådan er den nye virkelighed bare for dem.
Jeg ved godt, at det er meget egoistisk tænkt, men vil ikke lægge skjul på, at jeg er ked af, at vores efterårsferie sammen lige nu ser ud til at være i fare for at blive aflyst. Der er fem uger til, men kan man nå at ændre situationen så meget på den tid, selv med nye, skrappe restriktioner? Det er nok usandsynligt.
Planen er, at vi skal derover til jul – den tror vi heller ikke specielt meget på længere – det bliver i givet fald den anden juleaften i vores mange år sammen, at vi bare skal være os to. Det er i sig selv ikke noget problem, men jeg vil da savne englænderne.

Hvad skete der lige? Var det pga. ferietiden, hvor grænserne krydsedes og måske også i overført betydning overskredet?
Var det nattelivet, hvor forstanden gik ud i takt med, at alkoholen gik ind?
Tror for mange, at “arhhh, det går nok, selv om jeg ikke gør som anbefalet”?
Er det ganske almindelig glemsomhed?
Jeg var forbavset over, at ved den bisættelse, vi deltog i i midten af august, krammede folk hinanden alt, alt for meget, og dem, der ikke krammede, gav hånd. Bare ikke John og mig; vi rørte ikke ved nogen, og vi kunne godt fornemme, at de syntes vi var mærkelige. Jeg er nødt til at pointere, at 80 % af deltagerne kom fra Jylland, og det gør jeg fordi jeg har oplevet jyder give udtryk for “luk dog den bro, for de er skideligeglade derovre på Sjælland – de overholder ikke reglerne, så sørg for at holde dem væk fra Jylland”. Den påstand synes jeg ikke helt holder vand …
Jeg har sympati for bar- og restaurationsejeres økonomiske usikkerhed, men ikke for deres påstand om, at det ikke hjælper at lukke kl. 22.
Det tror jeg på, at det gør.
Jeg har også skarpe meninger vedrørende natteliv, fester og svineri i gaderne, men dem må jeg hellere holde inden for en snæver kreds og i dette forum nøjes med at undre mig over, at så mange tilsyneladende finder det vigtigere at kunne feste end at samfundet generelt kan holdes åbent.

18. september 2020

Fuglekiggerkigger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: ,

Vi kørte til Mandehoved på Stevns i dag – mere fordi vejret har været rigtig godt end i håbet om at se trækkende fugle.
Først Mandehoved, så Holtug Kridtbrud og til sidst Bøgeskov havn.
Vi så som forventet ikke specielt mange fugle, men vi så mange fuglekiggere – derfor dagens overskrift. Jeg var mere fuglekiggerkigger end fuglekigger.
Det var en klub, fandt vi ud af, ikke mindst fordi vi hørte hvordan de kommunikerede med hinanden via walkie-talkies. De fleste stod ude langs klinten.

Ved Mandehoved

Nogle foretrak tilsyneladende ensomheden, men havde dog radiokontakt til de andre.

Ved MandehovedVed Mandehoved

Ved MandehovedAtter andre havde placeret sig oppe i tårnet, hvor vi også lige skulle op for at nyde udsigten.
Det var her på Mandehoved, John var ‘raketvagt’, da han var soldat under den kolde krig – jeg fik udpeget, hvor han sov, hvor chefen holdt til, og hvor radarerne var placeret.
Hvis man kan lide slåensnaps, skal man tage til Mandehoved – der er mange hundrede slåenbuske, og der er masser af bær på dem.
Vi fik en fordel ved at være tæt på den ornitologiske forening: Pludselig blev de som en flok børnehavebørn, der lige pludselig oplever noget vildt spændende. Fra flere walkie-talkier lød det HAR I SET SKRIGEØRNEN? LIGE OPPE OVER OS!!!
John fik et billede af den, men den var kun en lille prik højt, højt oppe.
SkrigeørnJeg er dog ikke forbavset over, at de alligevel kunne genkende den – de er eksperter på området, og I skulle se det udstyr, de havde! John, selv med sin monsterlinse, følte sig som total amatør, hvad gearet angik.
Men han fik skrigeørnen ind på kortet, gjorde han. Og selv om billedet ikke vinder nogen præmier, kommer det med her, for det viser sig (vi måtte hjem og undersøge sagen, for vi vidste ikke, at der findes noget der hedder en skrigeørn), at det er en sjælden og truet fugl.
Da vi kom op i tårnet, spurgte de ivrigt, om vi havde set skrigeørnen, til hvilket jeg overlegent svarede Jada – den var jo lige deroppe over os …
De skulle bare vide hvor lidt jeg ved om fugle …
Ikke kun så vi en sjælden fugl; jeg opdagede også, at her vokser en del vau eller farvereseda, som vi hentede med hjem fra Bornholm. Rart at vide, at jeg ikke behøver at tage derover, hvis jeg skulle få lyst til at prøve at farve med det igen til næste år.

P1050235

Ude ved Holtug Kridtbrud så vi kun nogle forkølede måger, der havde travlt med at finde orme inde på en mark, men der var da så nyyydeligt!
Der er kun 13 km til Falsterbo i fugleflugtslinje, så det er ikke så underligt, at mange trækfugle tager denne den korteste vej over vandet. Man kan ikke se Falsterbo på billedet, men det sås tydeligt, når man kiggede mod horisonten.

P1050237 

Nede i det nedlagte Holtug kridtbrud er alt fredet, fordi her findes sjældne planter og dyr, og det er strengt forbudt at plukke, sanke, medbringe løse hunde, cykle eller fiske.
Men … hvis bregnen er så sjælden, hvorfor pokker hedder den så ‘Almindelig’ til fornavn?

17. september 2020

Det bliver ved og ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: ,

Selv om hastigheden er aftaget, bliver der ved med at modnes tomater og chili i drivhuset.
Sambal OelekLige nu er der tomater i ovnen ved 60° i så mange timer det er nødvendigt for at de ser halvtørre ud på den rigtige måde.
Der er lavet chilipasta og Sambal Oelek til at forsyne både os selv og flere andre et helt år. Mindst. Jeg kender et par stykker, som vil være glade for at få et glas eller to. Jeg kender også et par stykker, som helst vil være fri!
Forskellen på chilipasta og Sambal Oelek er, at førstnævnte bare er chili kogt i 10 minutter med en anelse æbleeddike og sukker og derefter blendet.
Sambal Oelek er også kogt og blendet, men her der der kogt meget hvidløg og en del ingefær med, samt en smule brun farin og saft fra en lime. Det smager bedre, men jeg fik først ideen da jeg havde lavet første portion chilipasta.
Begge dele er vildt stærke, men fordelen er, at man nemt kan dosere i en mængde, der passer til familiens smagsløg. Jeg synes Chilisovsdet er svært at dosere den rigtige mængde, hvis jeg skærer en chili ud og kommer den i gryden, mens man med pastaerne her kan begynde med meget lidt, for så at komme mere i efterhånden. Der er respons med det samme, hvor det med frisk chili tager lidt tid at få smagen frem – og så kan det være for sent, for man kan altså ikke trække smagen ud igen.
Det blev forbavsende stærkt taget i betragtning, at jeg ‘kun’ har anvendt jalapeno, som er styrke 5. Jeg satte tungespidsen på skeen, da jeg havde fyldt glassene, hvilket gav en brændende fornemmelse, så den bliver drøj i brug!

Som noget nyt har jeg også forsøgt mig med at lave min egen chilisovs, thai style (= sur-sød). Det kan vi godt lide at bruge til flere forskellige ting og har det derfor altid i huset, så hvorfor ikke prøve at lave sit eget? Der er mange opskrifter derude, og jeg prøvede en med masser af hvidløg (ni fed i flasken her). Chilisovs blender man ikke, men hakker chili og hvidløg fint i en foodprocessor, hvorefter det koges i 5 + 5 minutter med lige dele eddike og vand, en del sukker, lidt tamari og en teskefuld fiskesovs. De sidste fem minutter koges det med majsstivelse, så det får den rigtige konsistens.
Jeg brugte æbleeddike, fordi jeg ikke havde riseddike, men jeg skal have købt noget, for jeg vil lave mere … jeg troede der blev til en hel flaske (750 ml), men det gjorde der ikke, og da det viste sig at smage rigtig godt, vil jeg producere yderligere et par flasker. I dem tror jeg også, jeg vil tilsætte lidt ingefær – det bliver sovsen sikkert kun endnu bedre af. Jeg fjerner kernerne fra mine chili – jeg synes det bliver for stærkt, hvis jeg tager dem med.
Der er fint med ‘bid’ i, men ikke for meget. I denne portion er der fem jalapenos. Det mildner dem en hel del, når de syltes.

15. september 2020

Gæs i store flokke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:47
Tags: , ,

Selv om vejret lige nu er det perfekteste sommervejr, er vi tæt på at være på den vemodige tid på året. Tiden, hvor himlen kan være så høj og så klar og så blå og så flot, at man helt taber vejret, men også tiden, hvor man gør sig det klart, at sommeren er ved at være forbi og at den grå og kedelige vinter nærmer sig med alt for raske fjed.
Efteråret er en smuk tid – på sin egen måde lige så smuk som foråret med sine fantastiske farver og alle de mange frugter på træerne – men den er ikke på samme måde fyldt med fryd, glæde og forårsfornemmelser; den gode og tilfredsstillende følelse af, at lige om lidt kommer der endnu en sommer med alle de fornøjelser, der er forbundet med den.
Om foråret flyver gæssene i store flokke lige over vores hus, og nu er de igen ved at samle sig til de store træk.
Hver dag ser vi flere flokke, der fylder det meste af himlen. Nogle gange ligger de hele dagen på fjorden; andre gange er de blot på en ganske kort visit, som her til morgen, hvor de lettede igen efter få minutter. Gad vide hvorfor de overhovedet landede?

P1050219

Jeg ville ønske jeg kunne forstå gåsesprog. Det er helt utroligt, som de gæs kan skvadre dagen lang. Og natten med, for den sags skyld. Her er deres snak dog lidt mere afdæmpet, næsten som om de ved, at nogle sover og derfor gerne vil have nattero.
Men hvad snakker de om?
Ligger de der og brokker sig i én uendelighed over naboen, som fylder for meget eller er ved at snadre sig ind på et allerede optaget fourageringsområde? Eller taler de om, hvornår de skal lette igen? Om de andre har mødt nogle af de fælles bekendtskaber? Om Didrik og Dot har det godt?
Hvilken rute de skal tage?
Eller er de i virkeligheden aldeles ligeglade med, hvad alle de andre gæs siger, men snakker bare for at høre egen stemme?
Der må da være en grund til al den snak … de larmer også når de flyver. Hvorfor gør de det? Er der en ornitolog til stede?
Der kan skrives bøger om det jeg ikke ved om fugle, og selv om John ved meget mere end jeg gør, er det desværre ikke alle mine mere eller mindre fjollede spørgsmål, han er i stand til at besvare.

Gæs

Vi har aftalt at køre til Falsterbo i oktober. Tage frokosten med, være der det meste af dagen og håbe på, at vi er heldige.
Jeg er ikke i besiddelse af den samme fuglekiggertålmodighed som John, men heldigvis er strikketøjet opfundet.
Vi kan se mange trækfugle på Stevns, men der skal vi være mere heldige, for det er ikke alle trækfuglene, der lægger vejen forbi her – selv om der i 2018 blev observeret hele 9000 (ja!) musvåger på én dag.
Ved Falsterbo samles der heeelt vildt mange fugle, men vi var desværre ikke heldige at se særlig mange den eneste gang vi kørte derud.
Vi må bare prøve igen … jeg har fundet en god vejledning til præcis hvor man skal begive sig hen under de forskellige vindretninger.

13. september 2020

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Svaneke RøgeriFor at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

MakrelKammuslinger

RøgduettenVi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

På Christiansø

Den 'krogmodnede' gris

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Figner, is og ... ENGELSK lakrids!Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

11. september 2020

Jeg kom hjem med meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags: ,

Farve-vau eller farve-reseda

Den oprindelige årsag til, at vi tog til Bornholm med Ditte og Peter var, at der var Strik Bornholm i weekenden – en type begivenhed, som Ditte altid har styr på hvornår finder sted. Vi spurgte vores mænd om de ville med, hvilket de heldigvis ville, så vi fandt, som allerede læserne bekendt, et sommerhus til os. John og jeg havde ikke været på Bornholm sammen, og Strik Bornholm tog for mit vedkommende kun en del af lørdagen; resten af tiden – næsten – var vi sammen alle fire.
Det var synd for stadeholderne, og vi fornemmede, at der havde været en del afbud blandt dem, for der var flere tomme pladser at se. Derudover måtte der kun være 150 personer ad gangen i hallen. Vi syntes det var skønt, at der var så rigeligt med plads, men det gik naturligvis kraftigt ud over salget for de fleste af dem, så jeg vil tro, at nogle af dem er taget hjem uden at have haft overskud.
Jeg var meget standhaftig og købte kun 200 gram garn. Den dag … at jeg så købte 240 gram mere, da vi var i Lighuset på Christiansø, taler vi ikke om.
Kom jeg ikke hjem med ret meget garn, kom jeg hjem med så meget mere til at farve det med. Da vi gik en tur på Redningsstien fra Listed til Svaneke, så vi i Svaneke en plante, som ingen af os kendte (billedet øverst til højre). Selv min planteguru Ditte måtte slå den op, men interessant blev det, da hun kunne meddele, at det var farve-reseda eller farve-vau. Vi lod denne her stå, men begejstringen var stor, da Ditte fandt meget mere på engen med alle fårene lige over for vores hus.

Vau før salmiakVau efter salmiak (1)

John og jeg gik derover for at få noget med hjem, og i går klippede jeg det i stykker og kom det i farvegryden. Jeg havde læst, at det gule farvestof opløses bedst i ammoniak, men de gamle dages anvendelse af urin er heldigvis en saga blot, så jeg kom et skvæt 25 % salmiakspiritus i. Vupti: På sekundet gik det fra grønligt til meget gult. Nu skulle det bare helst også trække ud i farvesuppen, men det gjorde det så sandelig også! Jeg havde læst, at vau pga. dens effektivitet og drøjhed var en yndet farveplante før i tiden, og jeg skal da også lige love for, at den var højpotent.

Farve-vau eller farve-reseda (2)

Fra venstre: Gråt superwash babymerino, lyseblåt ren uld, natur superwash babymerino, natur Arwetta og til sidst en overfarvning af noget fesent lyserødt. Den orange er nu ikke meget bedre, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg synes den til venstre er den flotteste.

Agern plus jernvitriol

Farve-reseda kunne ikke gøre det alene. Da vi var ved Opalsøen, stod der et egetræ, som havde tusindvis af agern, lige til at plukke, hvilket vi derfor naturligvis gjorde. Ditte havde fortalt mig, at det kunne give en flot stålgrå, hvis man efterbehandler det med jernvitriol.
Det gav en utrolig kedelig kameluldsfarve af agern alene, og da jeg ikke kan blive ved med at lave futter til en vis hr. Jerner, glædede jeg mig til at se, hvad jernet kunne udrette. Der skulle ikke mange korn til, før denne grå farve overmandede kamelen.
Man siger, at man ikke skal bejdse garnet, fordi agern indeholder meget garvesyre. Den slags skal selvfølgelig udfordres, så jeg kom et nøgle alunbejdset garn i (det mørke til højre). Man kan diskutere, hvilken farve der er den pæneste, men jeg synes jeg kan tillade mig at påstå, at man med fordel kan bejdse garn også til agernfarvning, hvis man går efter de mørke farver.

Vau efter salmiak (2)

Jeg købte også en vase fra Baltic Sea Glass, så det var alt i alt en god og givtig bornholmertur.

8. september 2020

Vekslende vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:36
Tags: , , ,

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

Et kig over til Frederiksø

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

P1020477P1020479P1020480

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

P1020475P1020490

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev Den eneste sæl vi så herovre var meget død og havde været det længe.effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

P1020437P1020453

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

4. september 2020

Bornholm i coronatider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: , ,

P1020382Puha. Vi havde ikke engang vores mundbind på under alle firs minutters overfart, for i mindst en halv time spiste vi og drak kaffe, men øv, hvor kan jeg bare ikke lide det. Det er ubehageligt og det er varmt. Det er irriterende ikke at kunne læse folks ansigtsudtryk, og det med, at man kan læse det hele i øjnene passer overhovedet ikke.
Overstået blev det dog, og vi kunne køre i land og finde frem til vores fine sommerhus i Bølshavn.
På vejen kørte vi forbi Svaneke Røgeri og købte røget fisk galore til en nem gang aftensmad.
Det viste sig at være et fint hus med en dejlig udsigt. Vi ankom til kraftig østenvind, som tiltog jævnt hen over aftenen, hvor det ved sengetid føltes som stormende kuling, men det var hyggeligt, og det aftog helt i løbet af natten, hvorfor vi kunne vågne op til en skøn torsdag med sol fra en skyfri himmel. Vi lagde ud med at sidde i husets lille knop og nyde en velkomstdrink.

P1020368

Torsdag gik vi en tur oppe i nærheden af Hammershus ruin, tværs over øen, gennem et kulturlandskab, hvor vi var nødt til at kigge mere ned end op pga. nogle kolossale kolorte, som man ikke trådte i, men snarere gik ind i, og endte med at se på nogle helleristninger.
Når vi er i begyndelsen af en uges ferie, føles det som om vi har alverdens tid til at nå hvad vi end måtte have planlagt, så både torsdag og i dag, fredag, har vi ikke haft travlt med at nå noget som helst. Når vi så når hen til at have omkring halvdelen af tiden tilbage, får vi pludselig halvtravlt med at nå det hele, for lige om lidt skal vi jo hjem igen …
Nå, men der er vi ikke nået til endnu. I aftes spiste vi på Le Port i Vang – en skøn treretters menu, hvortil vi fik valgt nogle rigtig gode vine. John som altid (aldeles frivilligt) er chauffør, fik alkoholfattig øl fra Svaneke.

P1020389

Da vi stoppede bilen for at studere en fin lille klippestrand nærmere, så vi disse pudsige geder, som på fineste og mest antiracistiske vis har løst problemet med en 100 % integration af sort og hvid.

P1020402P1020405

I dag har vi været i Rønne og set Hjorts Fabrik, som fremstiller keramik og som også er et keramikmuseum. Vi så damen her, som maler pelikaner, der bruges til gave til bloddonorer, som har givet blod 100 gange. Det havde jeg ikke hørt om før, men det er nok heller ikke så mange, som kan nå at give donere så meget blod. Jeg kan så ikke helt forstå, hvordan en pelikan kan symbolisere dette, men der kan skrives bøger om det jeg ikke kan forstå … og det er der da så sandelig også blevet …
I morgen begiver Ditte og jeg os til Strik Bornholm hele eftermiddagen, så mændene skal klare sig selv. Det gør de bl.a. ved at tage ned og se koldkrigsmuseet, som Ditte og jeg ikke har den helt store interesse i at se, men det er jo fint, at vi kan pleje hver vores interesser.

31. august 2020

Bare kort …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Blå tomatfarveFor ikke så længe siden var der en der spurgte, om man kunne farve med tomatblade, og da jeg ikke kendte svaret, måtte jeg google. Der kom intet op på dansk, men da jeg googlede på engelsk, kom alle mulige og i denne sammenhæng aldeles ubrugelige kombinationer af ordet ‘blue’ og ‘tomato’ op, på trods af, at jeg også havde ordet ’dyeing’ med, men kun en enkelt side, der kunne bruges til noget. Det var i form af et skema med samtlige farveplanter og de farver, de giver. Her stod, at tomatblade og –stængler giver blå!
Det var lidt af en overraskelse, for der er næsten ingenting, der fra naturens hånd giver blå farver. Tre af dem kender jeg, hvoraf to af dem igen er japansk indigo og vajd (‘Nordens indigo’), som jeg har i min have og som skal høstes, når jeg er hjemme fra Bornholm. Men tomatblade???
Jeg kunne ikke få det bekræftet nogen steder og havde også svært ved at tro på det, for hvis det var sandt, hvorfor kan jeg så ikke finde masser af litteratur om blåfarvning med noget så almindeligt som tomater? Med lidt god vilje kan man måske ane en blålig farve på bladene, så prøves af skulle det på trods af min skepsis, for en fejlfarve kan stort set altid reddes med en indigo- eller valnøddefarvning.

Resultatet ses herunder. En temmelig alternativ blå, må jeg sige.
Den mest mørkgyldne blå, jeg har set … men bevares, den er da smuk og med en dyb glød, som desværre ikke helt fremgår af billedet – den er kønnere i virkeligheden, men blå er den altså ikke, så hvordan nogen kunne finde på at skrive det i en ellers tilsyneladende seriøs plantefarvningsoversigt, kan jeg ikke helt regne ud, men måske er amerikanske tomatplanter meget anderledes end vores …
Jeg farvede kun dette ene fed, og det bliver ikke overfarvet. Der kommer dog heller ikke flere tomatfarvninger i denne omgang, for uanset hvor varm og gylden farven er, kan det også gøres med løgskaller eller lyng, hvilket jeg har en hel del af, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, så det bliver sandsynligvis til tæpper til Røde Kors.

Tomatblade og -stængler

29. august 2020

En brat opvågnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:48
Tags: ,

Jeg blev vækket lidt i halvsyv af et ordentligt brag. Jeg må have sovet godt, for jeg havde ikke hørt uvejret nærme sig, men det der specielle, trommehindesprængende smæld, der kommer, når lynet slår ned et eller andet sted, kan da vække selv de døde … det vækkede i hvert fald mig.
Og så kom skybruddet! Vi er åbenbart altid bagefter; nu har folk skrevet om skybrud her, der og alle vegne i flere dage, men vi fik først et i morges.
Det var til gengæld effektivt: 15 mm vand på 10 minutter (hvilket er tredobbelt skybrud), hvorefter det stilnede en smule af, men gav dog 26 mm på en halv time (hvilket næsten er dobbelt skybrud).

Skybrud

Skybrud (2)Typisk ikke? Alle mine regnvandstønder blev fyldt til randen, og nu kommer jeg ikke til at behøve alt det vand, for drivhusets plantekasser synger på sidste vers. Hvis regnen her var faldet for 3-4 uger siden, havde jeg været noget mere tilfreds, men det hjælper nok ikke at brokke sig over vejret – og da slet ikke over hvordan det har været.
Tønden i hjørnet, som John har boret hul i for at undgå sprøjt på væggene, blev fuld på rekordtid, og hullet, som normalt er stort nok til at klare opgaven, kunne slet ikke følge med, selv om tønden tissede mere som en ung mand end som en ældre herre med forstørret prostata.

P1050174

Fronterne er trukket op, og der er både sol og regn … fra gæsteværelset kan jeg se, at strandengen ikke kan komme af med vandet lige så hurtigt, som det kommer ned. I dag ville landroverne virkelig kunne komme på en opgave, hvis der altså var en, der var dum nok til at køre maskiner ud til dette søle.

Dramatisk vejr

Flot er det … jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg elsker tordenvejr, og jeg er ikke spor utryg ved det, selv om vi bor i et stråtækt hus. Det er et fascinerende skue med den dramatiske himmel, lynene og voldsomme regn.

Nu var jeg kommet tidligt op, så lige så snart det værste var overstået og vi havde spist morgenmad, kørte jeg til Præstø for at købe ind, inden handlemyldretiden begyndte – og som sædvanlig nød jeg turen langs fjorden. Det gør jeg også hver eneste gang – bliver aldrig træt af det, tror jeg.
Over for Marjatta er der en del sten ude i vandet, som nogle gange er synlige, men som ikke var det i dag, hvilket måske kunne få ikke-stedkendte til at tro, at skarverne her på egnen kan gå på vandet.

P1020348

P1020351

Der var på én gang tordenvejrshalvmørkt, sol og modlys, så det blev til silhouetbilleder, men det gør ikke så meget i dette tilfælde.

Stilhed efter stormen

Stilhed efter stormen

Fjorden skifter konstant udtryk. Det meste af formiddagen gik vi bare fra rum til rum for at følge vandets og himlens forskellige fremtoninger. Vi har haft stedet her i seks år nu, men stadig kan vi blive bjergtagede af, hvordan det skifter – sommetider fra minut til minut. Fjorden bliver aldrig kedelig at se på; det har vi sagt i alle seks år, og vi kan stadig både sige og mene det.
Man siger stilhed før stormen, men i dag blev det til stilhed efter stormen. Vinden lagde sig fuldstændig, da uvejret var stoppet, men der gik lidt tid, inden fjorden faldt helt til ro oven på den oppiskede stemning.

27. august 2020

Nu skal jeg da LIGE love for, at der kommer vand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , ,

Nu SKAL jeg da lige love for, at der kommer vand.
Nu skal jeg da lige LOVE for, at der kommer vand.
NU skal jeg da lige love for, at der kommer vand.
Trykket kan i dette tilfælde lægges forskellige steder uden betydningen ændres.
Nu havde jeg åbenbart brokket mig længe nok over, at alle andre end os fik meget vand. Fronterne luskede hver gang lige præcis udenom Den Stråtækte. Resten af Danmark er nærmest druknet, men vi fik kun sølle 10 mm. Selv i Præstø kun seks kilometer væk fik de meget mere vand end os.
I nat forbarmede vejrguderne sig over mig. Jeg vågnede kl. 02 ved lyden af regn, og da jeg vågnede igen klokken 06:30, regnede det stadig. Eller igen … det ved jeg jo i bund og grund ikke, men i hvert fald havde vi på det tidspunkt fået 17 mm.
Det regner endnu, og nu har vi sådan set fået nok! 45 mm – det rækker, tak!

Semi-dried tomatoes

Det er vejr til indendørs aktiviteter, og heldigvis regner det ikke inde i drivhuset, så der blev høstet chili (Apache, styrke 5) og tomater galore. Jeg har lavet syltede chili og chilipasta – begge dele er ret godt til at give vinterens mad lidt ekstra varme.
I tirsdags kom en af nørklerne til at sige, at hendes filippaæbler faldt på jorden i store mængder fordi der var orm i dem. Jeg spurgte om hun kunne bruge dem alle selv, og hun forstod et vink med en vognstang og sagde, at jeg kunne tage lige så mange, jeg orkede at slæbe. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så jeg hentede en stor kurvfuld. Der gik meget til spilde pga. alle ormene, men det der blev tilbage, kom i saftkogeren, så nu har jeg masser af filippaæblesirup og filippaæblegele. Jeg bilder mig ind, at det smager bedre end det andet æblesirup jeg lavede af de sidste overlevende æbler fra sidste år. Nu har jeg i hvert fald æblesirup nok!
En på vejen kom med en stor kasse blommer, så blommesirup er det også blevet til. Plus noget pæresirup, hyldeblomstsirup og rabarbersirup … der skulle nu gerne være mere end tilstrækkeligt med sirup af forskellig art til hele vinterens morgengrød, og det smager i øvrigt supergodt, hvis man hælder lidt på en ganske almindelig vanilleis – en nem dessert er ikke at foragte.

IMG_1904

John, som ikke hører så godt mere, har stadig et godt fugleøje. Det er stort set altid ham, der får øje på havørnen, rørhøgen, duehøgen eller hvad der nu kommer af spændende, bevingede væsner i vores nærhed. Han kan ikke høre ret mange fuglestemmer mere, men han og jeg har et godt teamwork: Han får øje på dem, og jeg ‘får øre på’ dem.
I forgårs sad der en duehøg (tror vi; det kunne måske være en spurvehøg; det er svært at vurdere størrelsen, når man ikke rigtig har noget at sammenligne med) nede på en gammel palle, der må have ligget der længe, men som blev afsløret den dag der blev slået tagrør. Selvom fuglen sidder 150 meter væk, kan John trække den ind med sin gode linse.

Dagen efter, altså i går, var rørhøgen der. Vi troede ellers, at den var draget afsted mod Afrika, men det var den så ikke.
Den lå længe og kredsede nede ved vandet, hvor der fløj flokke af viber og andre fugle op for at prøve at jage den væk, men den lod sig ikke sådan uden videre skræmme. Her er vi måske 200-250 meter fra fuglen, og så er det lige før, at selv Johns monsterlinse kommer til kort. På originalfotoet er den noget mindre, men billedkvaliteten er god nok til, at der digitalt kan forstørres lidt.

IMG_1933

24. august 2020

Nu er jeg næsten lige så pæn som alle andre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: ,

Hvem skulle nu have troet det? Jeg ville ikke selv have troet det for bare kort tid siden.
Charlotte kunne da heller ikke gætte det, da jeg i dag erklærede, at du gætter aldrig hvad jeg er i gang med!
En ny beklædningJeg forbarmede mig efter andet forkerte gæt og afslørede, at jeg var i færd med at sy mundbind.
Jeg er stadig fast besluttet på i videst muligt omfang at undgå situationer, hvor mundbind er påkrævet, såsom at tage offentlige transportmidler eller komme på steder, hvor det kan være svært at overholde afstandsanbefalingerne, men helt muligt er det ikke, og så må jeg jo være beredt.
Vi skal til Bornholm i næste uge, og for at komme dertil er man nødt til at tage en færge. Eller flyve, selvfølgelig, men det ville vi ikke engang have gjort før coronapesten. Og ikke kun skal vi til Bornholm, vi skal også en tur til Christiansø, hvilket involverer endnu en færge. Der skal ikke den store kædestrammereksamen til at regne ud, at det kræver mindst otte mundbind, og da de i mine øjne er vildt grimme, besluttede jeg mig for at sy nogle selv, hvilket foreløbig er blevet til seks – tre til hver af os. De er forskellige, ikke kun i stoffet, men også i størrelsen, og jeg vil gerne understrege, at det var John selv, der valgte det rødternede! Patchworkstoffer er gode at sy af, fordi de er så tætvævede; desuden er det bomuld, så de kan tåle at blive vasket ved 60°, som de skal. Jeg har så meget stof, at jeg i teorien sandsynligvis ville kunne forsyne det meste af Region Sjælland med mundbind. I teorien, blev der sagt. Ikke i praksis, for så sjove er de altså heller ikke at sy, selv om ét kun tager en halv times tid.
Da John tog sit på, duggede hans briller omgående til, fordi der var et hul ved siden af næsen, lige under øjnene. For at lukke det, indsatte jeg en halv piberenser til at forme bindet til tæt på huden på hver side af næsen. Det virker fint.
Ved lejlighed skal jeg have fundet andre farver elastikker, for i dag kunne casa Ellen kun klare den hvide af slagsen, og det ville have set lidt mere elegant ud, hvis jeg også havde kunnet klare fx sort eller blå.

Mundbind

Der kan findes flere forskellige mønstre på nettet. Det nærmest flyder over med forskellige mønstre alle vegne derude i mange varianter, så det er lige med at forsøge at lure af, hvilke der vil være gode. Den jeg har syet efter her, har jeg fundet på SeeKateSew. Den er nem at gå til, også for begyndere, og den viste sig at være behagelig at bære (alt er relativt; jeg kommer nok ikke aldrig til at holde af at gå med mundbind, og jeg er stadig skeptisk mht. effekten, hvis alle de andre forholdsregler bliver overholdt. Jeg er dog med på, at det giver mening i myldretidstrafik med offentlige transportmidler), men jeg har fundet flere, som sikkert snart bliver afprøvet. Vi må bare se i øjnene, at alt det her coronahalløj vil blive en langvarig affære, så det med at skulle bære mundbind er desværre nok kun lige begyndt. 
Det var der nødt til at komme en selfie ud af – noget jeg ellers ikke praktiserer, for jeg nærer ingen illusioner om mit udseende – bare spørg mine venner, hvor lidt lyst jeg har til at blive fotograferet, men her kunne gøres en undtagelse, for med mundbind på bliver jeg næsten lige så pæn som andre.
Næsten. Men det er okay, og jeg skriver altså ikke dette, fordi jeg fisker efter trøst og en eller anden positiv udtalelse om mit udseende, så lad venligst være med det, tak.

23. august 2020

Endnu en tur i Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:00
Tags: , , , ,

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Dansk ingefærSvaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

P1020338P1020339

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

P1020345

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

21. august 2020

Det har regnet!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags: , , ,

Endelig!
Endelig kom der lidt regn. Det har ikke ligefrem været skybrud, for siden det begyndte så småt sidst på eftermiddagen i går, har vi fået seks millimeter. Det må siges at være til at overse, men det er bedre end ingenting, og det regner endnu – stille og roligt, hvilket er den bedste måde at regne på.
I aftes skulle jeg til Birkerød for at være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – værtinden havde fået ny terrasse og inviterede holdet på sushi og hvidvin for at fejre det.
image004Det blev det skam også på fineste vis. Inde i stuen. Hvor er det bare ren Murphy, men vi kunne da heldigvis sidde og se ud på den fine nye terrasse.
Jeg er normalt ikke specielt vild med sushi, men denne kræsenhed skulle da på ingen måde forhindre mig i at deltage i en sammenkomst med de dejlige mennesker … og hvad skete? Jeg var vild med det … jeg fik den bedste sushi nogensinde, så enten har jeg ændret smag eller det skyldtes stemningen og det gode selskab – eller det er en ekstra god sushi-leverandør, de har i Birkerød. Godt var det i hvert fald, så jeg skal måske til at spise lidt mere sushi fremover?
Memet er naturligvis en corona-pun, for i aftes var jeg i høj grad omgivet af positive mennesker, dog forhåbentlig ingen af coronaslagsen, men selvfølgelig optog emnet en del af aftenens samtale.

Vi fik også talt lidt om sproget og dets udvikling. Eller afvikling …
Vi er en hel del, der er irriteret over den hyppige anvendelse af ordet fremadrettet, selv om det er blevet godkendt i betydningen fremover. Jeg vil nok ikke begynde at bruge ordet af den grund, men fortsætte med at sige fremover, når det er det jeg mener.
imageVi er også mange, der finder de mange anglicismer lidt for smarte. De anvendes ofte af personer, der gerne vil virke smarte og nok også kloge – men som tit kommer til i stedet at virke ret dumme.
Du har min ryg er et af rædselseksemplerne – det giver ingen mening på dansk.
Andrew overraskede os med at fortælle, at det ikke er en pind bedre på engelsk. Han er ved at kaste op over hyppigheden af vendingen going forward, som er parallellen til fremadrettet, men som (også) lyder helt forkert i en sprogkyndigs ører.
Ligeledes udtrykket I’ll revert to you i betydningen jeg vender tilbage [med et svar/når jeg har undersøgt sagen].
Det bliver (mis)brugt i tide og utide, især i mails, men revert to betyder at vende tilbage til noget tidligere/en tidligere tilstand, så det betyder reelt, at afsenderen igen vil blive modtageren – hvilket vedkommende selvsagt aldrig har været og det er derfor noget rent vrøvl.
Andrew fortæller det igen og igen (det er en del af hans job), men den slags er svært af aflive, når det først er etableret.
Hvis I tror, vi havde en kedelig aften, når vi brugte tid på den slags, så tror I forkert – der er en grund til, at Andrew stadig kalder os sit Dream Team – vi elsker alle sammen at nørde med den slags, og selv om jeg godt kan mærke, at mit engelske lige så stille ruster, fordi jeg ikke længere bruger det i dagligdagen, så er det dejligt at være sammen med folk, der er lige så skøre som mig, hvad sproglige finurligheder angår.

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

16. august 2020

Kollaps i drivhuset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:34
Tags: , , , ,

Mit nye drivhus er vist næsten for godt. Ikke for godt til at være sandt, men for effektivt.
I går morges, da jeg kom derud på min morgenlige inspektionsrunde, var der knækket en stor gren af fra snackpeberens hovedstamme. Den kunne ikke længere bære vægten af alle de mange frugter. Jeg troede ellers nok, at naturen selv forstod at indrette sig, så den kunne klare mosten og sende sine børn godt i vej, men sådan var det altså ikke. Jeg bandt først grenen op, og dernæst forsøgte jeg med en bastsnor at binde den knækkede gren ind til stammen, hvorfra den var knækket af, men den ser virkelig sørgelig ud her til morgen. Nu håber jeg bare, at peberfrugterne kan modne alligevel, for jeg synes de er lidt for bitre som grønne.
Bøftomaten kollapsede senere samme dag.
Om eftermiddagen, da jeg skulle ud og høste tomater, lå den og var nærmest krøllet helt sammen. Den havde dog ingen knækkede grene, kun bøjede, så den er med stor sandsynlighed reddet.
Den havde naturligvs været bundet op i mange uger allerede, men havde knækket snoren! Det er store tomater, der hænger på planten, men alligevel … igen: Naturen burde kunne osv.
Den har nu fået ekstra kraftig forstærkning i form af den slags snor man bruger til halmballer, af hvilken jeg tog en rulle med fra gården. Det er stærkt og derfor godt til mange ting og altså også til overfrodige tomater.

Semidried tomatoes in spe

Næsten alle tomaterne af engelsk afstamning blev skåret over i kvarte for derefter at blive sat i ovnen ved lav temperatur til de var halvtørre. Derefter kom jeg dem på glas og gav dem den sidste olie, så de kan holde sig i nogle måneder. Der kom kun tre relativt små glas ud af denne portion, så selv om jeg syntes de stadig var lige våde nok i morges, har de alligevel smidt meget væde.
Bøftomaterne bliver brugt til bruschetta med basilikum, rødløg, pesto og mozarella. De almindelige, store tomater bliver henkogt og de små fortinsvis brugt i salater. Jeg har dog allerede 13 glas henkogte tomater, så måske skulle man lave en gang tomatsuppe? Den bliver helt sikkert bedre end den, jeg skrev om engang, hvor en kollegas mor opløste en bouillonterning i 1½ liter vand, tilsatte ketchup og serverede …

Agurken er færdig, men den nåede at give os over 40 agurker, hvilket vel er rimeligt nok klaret. Jeg synes bare, at det var en lidt brat død, den fik, og det var ikke pga. spindemider eller andet kryb; det har enten jeg eller tallerkensmækkerne formået at holde drivhuset fri for i år, men lige pludselig blev samtlige blade gule inden for en uges tid, og den smed alle agurkerne, der var sat af.
Når man googler agurkens problemer, er det svært at finde ud af, hvori problemet består.
Det kan enten være pga. for meget vand eller for lidt vand.
Enten har den fået for meget gødning eller også har den fået for lidt gødning.
Det med vandingen tror jeg godt, at jeg kan styre, men hvordan pokker skal jeg kunne vide, om gødningsmængden har været passende?
Nu ryger den ud – den har gjort det godt.

14. august 2020

En tur til Enø og et nyt træ

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: ,

I går formiddags satte vi kursen mod Enø, så ikke endnu en dag skulle smuldre mellem hænderne på os. Den sidste portion af den store stak håndklæder, som Englænderne efterlod, kunne vente til i dag med at få en tur i vaskemaskinen. Alt sengetøjet, de mange duge og to portioner håndklæder var vasket, så det var også rart med en lille vaskepause, men når man har besøg af fire, der tager både strand- og brusebad, så går der meget til.

P1050116

På Enø satte vi bilen, da vi helt bogstaveligt nåede til vejs ende.
På et engdrag så vi store, dybblå plamager af vikke (tror jeg nok) – de lå som [s]øer af blåt i alt det grønne, men så faktisk pænest ud på afstand.
Vi gik en tur oppe på stien langs lerklinterne og nød det hele: Faunaen langs kyststien, solen, vinden og det meget blå og nogle steder nærmest middelhavsgrønblå hav, hvori der kajakkede en enlig roer af ældre årgang (dvs. min eller ældre), som øvede og øvede og øvede i grønlændervendinger.
Mange gange drejede han rundt, og han var da også god til det, men var det ikke lidt [over]modigt at øve den slags helt alene? Eller er jeg bare blevet en større kryster på mine gamle dage?

P1050115

Der var rigelige mængder af strandkål. Det har jeg endnu til gode at smage, men i aften bliver den smule jeg tog, ristet på panden og prøvesmagt. Har I prøvet at spise strandkål? Rå eller stegt? Der står alle steder, at den smager bedst i maj-juni, men jeg tog 5-6 af de mindste og sprødeste blade. Hvis det smager ad Pommern til, skal jeg huske mig selv på at give det en chance igen om 9-10 måneder.

Quercus canariensis - algerisk egQuercus canariensis - algerisk eg (1)

P1050122I et levende hegn vinkelret på kyststien fik vi øje på et for os ukendt træ. Da jeg kom tæt på syntes jeg, at bladene mest at alt lignede egeblade, men barken lignede ikke den egebark, vi kender.
Google Lens fortalte mig, at det var Algerisk eg (Quercus canariensis). Kan nogle af de botanikkloge læsere af- eller bekræfte dette?
Google Lens, som Ditte har introduceret for os, er blevet et uundværligt hjælpemiddel til bestemmelse af planter (eller dyr … alle mulige ting, faktisk). Før brugte jeg Plantsnap, som også er god, men engelsk, og som derfor ikke kan fortælle mig de danske navne på planterne – og heller ikke altid kan finde planten, hvis ikke den findes i England. Det var også lidt besværligt altid at skulle omkring det latinske navn på en eller anden plante for at finde frem til det danske navn.
Google Lens finder planterne på et splitsekund og rammer oven i købet mere korrekt (så vidt jeg kan vurdere) end Plantsnap, så den app kan varmt anbefales.

Frokosten indtog vi på Kanalkroen i Karrebæksminde. Vi har spist der et par gange før, men den slags succeser kan snildt tåle at blive gentaget. Det er et dejligt sted, hvor man sidder på et dæk helt ude ved (på?) vandet og hvorfra man har den fineste udsigt til den karakteristiske græshoppebro, som gik op og ned et par gange mens vi sad der.

12. august 2020

Næh tak – jeg har!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Jeg takker nej – jeg har allerede et barn og behøver på ingen måde tre mere – ikke engang selv om jeg får rabat på dem.Naj tak

I dag fik jeg min nye timer/stegetermometer. Jeg bestilte det i går og modtog det i dag, så både butik og DAO var superhurtige.
Det var de åbenbart også til at få trykt teksten til en af de timermuligheder jeg fravalgte, og sådan går det nemt, når man ikke giver sig tid til at tjekke sine oversættelser – og oven i købet ikke helt kan finde ud af, om man skal skrive tyrker eller turkey.
Prøv en anden gang at oversætte turkey med kalkun. Jeg er ikke specielt begejstret for tanken om en stegt tyrker. Det må vel egentlig være det modsatte af en kold tyrker?
I øvrigt en forholdsvis almindelig fejl, når man fristes til at bruge Google som oversættelsesmedium.
Ordet ‘og’ i sidste linje giver heller ikke meget mening.

Kalkun

Herunder hhv. forside og ryg på en bog, som de ikke ville give mig rabat på.
Det tog faktisk lidt tid, inden jeg opdagede, at der var en fejl i teksten på bogryggen. Det ligner ikke mig ikke at opdage den slags med det samme …
I England har de en boghandel inden for køreafstand fra Charlotte, hvor de får bøger med denne slags trykfejl og sælger dem videre til en langt lavere pris, end man normalt tager for samme bog uden fejl.

P1050109

P1050110

Det er agurketid. Både i drivhuset og udenfor. Bl.a. i DR hvor vi finder, at det står temmelig skralt til med seværdige udsendelser.
Nu er Søren Ryge langt om længe stoppet – det var virkelig også på tide; vi har ikke kunnet holde ud at høre på ham de sidste mange år. Uengageret, uinspirerende og gentagende sig selv i én uendelighed, men nu skal vi vel tilbydes samtlige hans udsendelser gennem alle årene en gang til, vil jeg tro.
Det er også agurketid for bloggeriet – i dag har stået i dovenskabens tegn; ikke mindst fordi jeg mistede fire timers søvn i nat, hvor jeg af en eller anden grund ikke kunne sove mellem kl. 01 og 05. Jeg kunne ikke engang gå ud og se på Perseidernes stjerneskudsvrimmel nu, hvor jeg alligevel var vågen, for hvis ikke skyerne dækkede, så forstyrrede månens lys.
Vi må finde på et eller andet godt at tage os til i morgen – det her går ikke. Det er lidt for kedeligt, selv om jeg nyder at lave ingenting en enkelt dag.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.