Hos Mommer

23. juli 2021

Mon ikke det hjælper at trøstespise?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags:

Noget må vi gøre.
Det dur ikke at gå i sort. Det dur heller ikke at gå og være arrig over tåbelige og ikke længere meningsgivende coronarestriktioner. Men det er svært at lade være, og jeg brokker mig til alle, der er så ufornuftige at spørge hvordan jeg har det.
Jeg havde regnet med snart at være lykkeligt og travlt optaget med at servicere mine englændere og stornyde deres nærvær i Den Stråtækte, men sådan bliver det ikke.
Dette skal ikke misforstås – der er ingen, der hverken forventer eller forlanger servicering fra min side, og jeg får hjælp, når/hvis jeg beder om det, men jeg elsker det, fordi jeg så sjældent har mulighed for det, og så længe jeg kan, så gør jeg det. Den dag kan tids nok komme, hvor min energi eller mine evner rækker kortere end tilfældet endnu er.
Charlotte nyder sin mors mad samt diverse danske specialiteter, som ikke fås i England, og hun nyder at kunne stå op til et veldækket dansk morgenbord. Tim nyder svigermors mad og at kunne dele en flaske god rødvin med en, der sætter pris på det, og børnene nyder ligeledes mormors mad og i øvrigt alt muligt forskelligt, som de forbinder med mormor, morfar og det at være i Danmark.
Jeg svælger i selvmedlidenhed, men det ændrer ikke spor på situationen, desværre.
John har fødselsdag først i august, og hans ønske var bare at fejre den sammen os seks og ingen andre, men sådan bliver det ikke.
Fejringsspisestedet er afbestilt; det vil ikke være rart at sidde der og spise uden dem.

Noget må der gøres.
Vi har valgt at forsøge os med trøstespisning. Ikke så meget her i huset, men tage lidt væk hjemmefra for at abstrahere bare en smule fra al ærgrelsen.
Jeg har lige booket et gourmetophold på hotel Fåborg Fjord.
Vi kender ikke stedet, men det kan vi komme til. Opholdet er samtidig min fødselsdagsgave til John – han er alligevel umulig at finde på gaver til.
Han syntes lige først, at det ophold var lidt pebret i pris, men jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg sparer mange penge ved ikke at skulle have fire ekstra personer på luksusudgaven af all inclusive i små 14 dage – for ikke at tale om at samle hele familien til middag (kun to kunne ikke komme, så vi var blevet 21, som alle havde glædet sig til gensynet med englænderne), hvor maden var bestilt udefra, fordi jeg ville kunne nyde hele sammenkomsten uden at skulle stå i køkkenet i en hulens masse tid både før, under og efter.
Maden er naturligvis også afbestilt. Eller rettere udsat på ubestemt tid – de var heldigvis forstående.
Vi ville ikke kunne spise for 21, men mon ikke det vil hjælpe lidt at trøstespise?
I morgen tager vi på Torup marked – der kan man blandt andet købe gode råvarer, så vi alligevel kan komme til at trøstespise lidt herhjemme, hvis vi skulle få de lyster.
Vi er derudover beskæftiget med andet end hverdagsting i fire dage omkring Johns fødselsdag. Det er alt sammen gode ting, som vi glæder os til.
Og vi skal nok finde på mere … 

Genopstået mamelukærme (3)

19. juli 2021

Skuffet-Ked-Uforstående-Frygteligt Frustreret-Eddikesur-Trist

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:02
Tags: , ,

Jeg er alt det, ordene i overskriften viser, og hvis begyndelsesbogstaver den kvikke læser vil have gennemskuet siger SKUFFET. Jeg er det hele (dog ikke særlig sur, men det var svært at finde et passende e-ord); mest ked af det og skuffet. Charlotte, Anna og jeg tog os lige en tudetur i aftes, da det gik op for os, at de ikke bliver lukket ind i Danmark, medmindre jeg er død eller døende, og det er trods alt lige langt nok at gå for at få dem hjem. Vi er ikke engang sikre på, at der i givet fald ville blive lukket andre ind end Charlotte, og så kan det være lige meget, for vi vil jo alle sammen være sammen.
C og jeg har talt sammen i dag. Vi blev færdige med at tude i går; det fører ikke til noget at gå i sort, så vi fik os en god og lang snak i dag.
Pressen har vældig travlt med at fortælle hvordan England er gået mere eller mindre i panik, fordi alle restriktioner er blevet ophævet fra i dag.
Det er overdrevet, men nogle er selvfølgelig nervøse.
Jeg synes man andre steder er blevet for forsigtig og forstår godt den holdning, Boris Johnson har udmeldt til folket. Corona er kommet for at blive, og vi skal lære at leve med den. Ja, der vil dø nogle af covid-19, men det gør der også af andre sygdomme. Ja, smittetallene vil stige, men sygehusvæsenet er ikke belastet af covid-19-patienter. Det er primært skolebørn, der er smittede; det er hovedsageligt unge/yngre, der bliver indlagt, og nogle af dem får ubehagelige senfølger. Men man er jo i den alder udødelig og derfor ligeglad med vaccinationen og ‘glemmer’ at være forsigtig, som det stadig tilrådes at være.
Så se nu derfor at få fingeren ud og få foretaget den vaccination! Man kan stadig blive smittet, men man bliver ikke ret syg. Og hverken coronavirus eller vaccinationen mod den er et internationalt og verdensomfattende komplot – hvordan i himlens navn skulle alle verdens nationer pludselig kunne blive enige om den samme sammensværgelse? Og sponsoreret af Bill Gates?

I England sker det samme som vi hører om herhjemme: Folk – også primært unge mennesker – enten slet ikke booker eller måske booker de en tid, men møder så ikke op. Det drejer sig sikkert i virkeligheden ikke om så mange, men det er selvfølgelig dem der er interessante at hive frem i medierne.
Konsekvensen af det er i mine øjne let at få øje på: Man skal betale hvad vaccinen koster, hvis man udebliver uden at afbestille sin tid. Det er et gratis tilbud, men det er ikke en undskyldning for at være årsag til spildte vacciner og penge.
Hvis man ikke vil vaccineres, er det ens eget valg, men så må man tage konsekvensen og fx endnu en rum tid være forhindret i at foretage sig mange af de ting, de vaccinerede må. Ethvert valg har en konsekvens, og jeg kan så afgjort ikke se, hvorfor vi andre skal have trukket pinen ud fordi nogle har en anden holdning til vaccination.
Det er en holdning, jeg ikke er villig til at diskutere.

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor bevis for færdigvaccination OG en gyldig, negativ PCR-test ikke kan gælde som adgangsret til andre lande.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor kun England skal være rødt. De har 4630 smittede pr. 100.000. Det er da vildt mange, men:
Cypern har 5870. Holland 4102, Spanien 3488, Portugal 2221 og Grækenland 1767. Tallene stiger hele tiden, men landene er stadig gule. Sidste sommer skulle tallet være 20 for at åbne et land og 30 for at lukke det igen. Jeg ved godt, at testsituationen var anderledes, men alligevel …

Charlotte og familie talte om, hvad de så skulle gøre, men det er i sagens natur svært at finde noget, der er både interessant og ledigt i England lige nu. Det ender nok med, at de bliver hjemme, men de ved godt, at de skal passe på, at sommerferien ikke bare smuldrer og det lige pludselig er skoletid igen.
De fandt ellers et hotel på den skotske ø Islay, hvor de skulle være sejlet til Port Ellen og bo i Port Charlotte.
Passende under de givne omstændigheder, blev de enige om, men de bookede det ikke.

18. juli 2021

Ferietid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: , ,

Jeg går ellers rundt og bilder mig selv ind, at der for vores vedkommende ikke er forskel på ferie og ikke-ferie, når vi ikke direkte er ude at rejse, men et eller andet sker der åbenbart her i juli, for det gik pludselig op for mig, at det var fem dage siden jeg postede et indlæg; et interval, der hører til sjældenhederne for mit vedkommende.
Jeg har simpelthen ikke haft tid!
Og hvorfor har jeg ikke haft det? Det kan jeg ikke svare fyldestgørende på, og det behøver jeg da heller ikke, men noget af det skyldes, at vi – for fjerde gang – har været på gourmetophold på Christies i Sdr. Hostrup. Der kom igen et tilbud vi ikke kunne modstå. Det undrede mig, at det skulle være fra fredag til lørdag midt i en feriesæson, men det var først i går, jeg ærgrede mig over det. Holdddnuop, hvor tog det lang tid at komme hjem. Det var lørdag og dermed sommerhusskiftedag; der var kø nordpå fra Tyskland; der var kø over Fyn, og der var kø over Storebælt. Heldigvis bestod køen ved betalingsanlægget åbenbart langt overvejende af turister, som ikke havde anden mulighed end at bruge et betalingskort, for til de opmarchbåse var der laaaange køer, hvorimod vi kørte direkte til en af PayByPlate-banerne og sparede derved en del tid. Alligevel tog det en time længere end beregnet at komme hjem. Der var også en næsten stillestående feriekø fra Slagelse, gennem betalingsanlægget mod vest og videre over broen. Feriemyldretid, så det baskede.
Det gode er, at en bil er det absolut bedste sted at opholde sig, når temperaturen overstiger det behagelige. I fredags rundede vi hele 33° udenfor, mens vi i bilen følte det dejligt køligt. Det var ikke specielt rart, når vi var nødt til at forlade bilen.

Den Geografiske Have (2)

Bog- og spilbyggeskabVi lagde hjemvejen forbi Den Geografiske Have i Kolding – Ditte og Peter havde ikke set den, og det var ti år siden, vi havde været der, så vi regnede med, at der var sket en del, hvad der da også var … den er et besøg værd, hvis man skulle komme forbi. Temperaturen var nogenlunde okay, og der var mange pausebænke på skyggefulde steder, så det gik.
Frokosten sprang vi over. Vi havde fået et rigeligt morgenmåltid på kroen, og fordi det var varmt, var sulten nærmest ikke-eksisterende. En kopkaf fra Starbucks rakte fint.
Vi var hjemme ved 17-tiden, så vi riggede til til det ostebord, jeg havde planlagt inden vi tog afsted. Jeg vidste nemlig, at uanset hvornår på dagen vi kom hjem, ville jeg ikke have lyst til at stå og kokkerere selv et simpelt aftensmåltid – ikke engang til gode venner.
Da jeg havde ydet førstehjælp til drivhuset (nogle af planterne var voldsomt tørstige, selv om de var blevet vandet om morgenen dagen før), var jeg glad for den dejligt nemme løsning, for så gad jeg egentlig ikke lave meget mere den dag.
Feriedovenskaben længe leve … og ost er altid godt!

Hvad der ikke er godt er, at England er blevet til et rødt land. Det er simpelthen bare for meget! Her kan I roligt sætte de værste bandeord ind, I kender – jeg vil undlade at gøre det, da dette skal forestille at være en stueren og sober blog, hvilket ville gå midlertidigt fløjten, hvis jeg satte de ord på, som jeg har lyst til i denne situation.

13. juli 2021

Kroner én, kroner to, kroner tre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

For nogle år siden, hvor jeg fik fat i nogle drueagurker, investerede jeg også i nogle dildkroner – det hører sig til, når man sylter på gammeldaws maner. Det er bevidst, at jeg skriver ‘investerede’, for jeg skulle op med den store tegnebog for at betale for både agurker og dildkroner. Man skulle tro, at sidstnævnte var lavet af det pure guld! Agurkerne var også hammerdyre, så jeg blev enig med mig selv om, at godt nok er det hjemmelavede bedre end det købte, men der må være en grænse, og hvis et glas kommer op på det dobbelte eller tredobbelte af prisen for et færdiglavet produkt, så er jeg stået af.
Så vidt jeg husker, gav jeg 12-15 kroner pr. krone. Det er jo helt til grin!
Jeg har derfor, hvis jeg ellers husker rigtigt, lige høstet for en formue i min minimalistiske køkkenhave. Der var godt nok endnu ikke mere end et par stykker af de helt store kroner, men da jeg også ville kunne bruge selve dilden, valgte jeg at høste nu, inden den bliver for kedelig.

P1050843

Det blev til en bakkefuld kroner og seks poser hver med, hvad der svarer til et stort bundt dild. De er nu lagt i fryseren og jeg satser på, at der som minimum er til det næste halve års tid, idet det ikke er dild jeg bruger mest af. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg kan virkelig godt lide smagen.
Nogle af de små kroner befinder sig allerede i de tre glas med agurkesalat, jeg lige har lavet.

Corona betyder som bekendt også krone.
Endnu mere dyrebart end selv platinkroner ville have været, er mine englændere. De kommer snart, men regner ikke med, at de får lov til at køre hertil i bil – de tør i hvert fald ikke satse på det – så de har bestilt flybilletter og ankommer sidst på måneden.
Håber jeg da … smittetallene stiger voldsomt derovre, men det er især nordpå; deres område er ikke erklæret rødt, så vi krydser fingre. Hvis det bliver det, får de nok stadig lov at flyve, men de skal testes et par gange og i isolation (heldigvis hos os) efter ankomst – også selv om Tim og Charlotte er færdigvaccinerede. Det har ingen af os specielt meget lyst til.
Vi er ikke bekymrede for de stigende smittetal, for der er næsten ingen hospitalsindlæggelser og dødstallet er lavere end det var BC (Before Corona).
Nu må de altså se at få set på det hele én gang til. Holde tallene op mod, hvad der normalt florerer af sygdomme. Det debatteres meget i England, men som det er lige nu, stopper alle restriktioner den 19. juli. Det er da også nu, mens det er sommer, at det skal gøres og få en masse smittet. Nu, og ikke til efteråret, hvor det i givet fald med stor sandsynlighed vil komme til at virke værre. Næsten 68 % af englænderne er vaccineret; de er det land i Europa, der ligger højest rent procentmæssigt.
Jeg synes det er på tide, vi vender tilbage til normale tilstande – så normale, som de nu kan blive, for verden bliver nok ikke helt den samme igen, men de eksempler vi hører herhjemmefra med fx kirker, hvor ikke engang den nærmeste familie må deltage i en barnedåb, fordi de så bliver for mange, samtidig med, at man ser de store folkemængder der samles i fodboldrus, uden der bliver reageret på det.
Det hænger bare ikke sammen.

10. juli 2021

En science fiction novelle?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

Jeg sidder inde i min stue og, via telefonens Google Map, lægger en ruteplan for vores næste tur. Den er måske på én dag, måske er det en hel ferie. Det er koldt udenfor, så jeg fortæller bilen, også via telefonen, at den lige skal varme den op til 20°, inden jeg kommer lige om lidt.
Uden at tage nøglerne op af tasken eller lommen tager jeg i bilens håndtag og åbner den dør, der var låst, indtil nøgleindehaveren tager fat i håndtaget. Jeg trykker på startknappen og alle systemerne aktiveres. Nu fortæller jeg hvor vi skal hen, og bilen genkender ruten fra telefonen, hvorfor den for en sikkerheds skyld spørger mig, om det er a destination. Jeg svarer ja, og vi sætter i gang. Ude på vejen sørger bilen selv for, at vi holder os lige midt imellem de hvide kantstriber og midterstriben – dog først når vi er oppe på mere end 60 km/t, så i byområder og på vores 2÷1-vej er den funktion sat ud af kraft. Den kan også læse hastighedsskilte, så jeg ikke kommer til at køre for stærkt. Bortset fra, at jeg har sat en tolerance på +5 km ind, når hastighedsbegrænsningen er >80 km/t. Ved 50 km/t har vi givet den 0-tolerance.
Kommer jeg for tæt på andre, bremser bilen selv op, hvis jeg reagerer for langsomt.

Hov – nu begynder det at regne. Det bliver værre, så jeg sætter systemet til “Regn”. Der er også funktioner til “Sne”, “Isglat” og “Sport” – plus selvfølgelig den, jeg bruger mest, som hedder “Normal”. Her ved “Regn” sørger bilen selv for, at jeg ikke kommer i fare pga. fx aquaplaning.

Bilen kan i praksis køre helt uden min medvirken til destinationen, men hvis jeg bliver for kæphøj og slipper rattet, bare fordi jeg kan, kommer der omgående et lille bip og en besked på instrumentbrættet: HOLD HÆNDERNE PÅ RATTET. Selv om bilen i princippet har overtaget kontrollen, må jeg på intet tidspunkt være uopmærksom – det er mig og alene mig, der har det juridiske ansvar, hvis der skulle ske noget. Den bipper også af mig og fortæller, hvis “Træthed er registreret. Hold en pause”.

Nu kommer vi til en lille by, hvor jeg har et ærinde. Jeg ser en ledig plads mellem to biler og trykker derfor på “P” og blinker til højre. Jeg sætter den lille, drejelige gearskive i “Neutral” og slipper rattet, mens jeg holder “P”-knappen nede. Bilen kører bilen langsomt frem til lige foran den ledige bås, begynder at bakke, og få sekunder efter har bilen parallelparkeret for mig, meget elegantere end jeg selv kunne have gjort (dvs. ad én gang!), men uden jeg har rørt rattet.

For fem-syv år siden kom jeg med følgende påstand:
– Om ikke så mange år kan jeg sætte mig ind i min bil, sige Hej Bil, jeg vil gerne køres over til Charlotte i England, og så skal jeg ikke tænke meget mere over det, før jeg kan give hende et knus.
– Det er ren science fiction, sagde John – sådan bliver det ikke i vores tid!

Den nye Kuga

Men det blev i hans tid. Næsten da. Der mangler lige det med, at jeg kan slippe rattet og strikke eller blunde, mens bilen transporterer mig til min valgte destination.
Det er noget juridisk, som man vist ikke rigtig kan blive enige om.
Dette er vores nye bil. Den kan alt det, jeg skrev og meget mere til. Det er en plug in-hybrid, så man kan køre både på el og på benzin. Vi har kørt et par hundrede kilometer, men har endnu ikke brugt en dråbe benzin. Vi kan ‘gemme’ el’tanken’, bruge benzin på motorvejen og så slå over på el, når vi kører i byer. Det er smart, at man selv kan bestemme, for der er ikke meget fidus i at have brugt al strømmen på vej til en storby og så være tvunget til at bruge benzin dér.
Det er mest Johns nye bil. Men også lidt min …
Det er ikke science fiction, det er fagre nye – og meget virkelige – verden.

8. juli 2021

Nu går jeg hele vejen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

AgurkesylteeksperimentI mine bestræbelser på at få udnyttet alle agurkerne på varierende vis, har der måttet nytænkes lidt. Vi kan jo ikke leve af agurkesalat, uanset hvor godt det smager. Jeg ville i hvert fald blive træt af det på et tidspunkt. Jeg kender nogle få, der kan spise det samme dag ud og dag ind uden det generer dem; fx kender jeg en, der ikke kunne drømme om at spise anden marmelade end jordbær. I nu 60 år! Hver morgen! Jeg ville have været død for længst af ren og skær jordbærlede.
Det skulle nødig ske med det lækre agurkesalat. Variation må der til.
Jeg skrev forleden om den asiatiske agurkesalat. Nu har jeg prøvet en anden opskrift efter samme princip, men som bevirkede, at jeg blev inspireret til at undersøge syltekrydderier lidt nærmere. Den er som sagt ikke meget anderledes end den første, som i øvrigt er godkendt, også fra Johns side. De smager lidt skarpere end almindelig agurkesalat, hvilket da også li’som var meningen med det hele, men de har en rigtig god smag og vil være fine til det, man normalt bruger syltede agurker til.
Vi kender de almindelige syltekrydderier, som man kan købe, hvis man har lyst til og mod på at sylte drueagurker eller asier. Søger man på ‘hjemmelavede syltekrydderier’, kommer der ikke noget brugbart op, men søger man på ‘homemade pickling spice’, bliver det straks mere interessant.
Tørsleff vil sikkert gerne have monopol på det i Danmark, men de kan godt tro om, kan de. Arla er dog enig med mig: “Sylter man meget, er de færdige krydderiblandinger en dyr løsning i forhold til at købe krydderierne hver for sig og så krydre efter smag og behag”.
Nu har jeg en portion hjemmelavet syltekrydderi, der rækker langt ind i næste sæson. Tror jeg …
Jeg blev helt elektrisk efter at have set et par forskellige opskrifter, som jeg samlede til én og gengiver her, i lettere modificeret form, under billederne – jeg har undladt stjerneanis og revet muskatnød, men til gengæld tilføjet et par andre elementer. Ser det ikke bare indbydende ud?

Hjemmelavet syltekrydderi (1)Hjemmelavet syltekrydderi (4)

I glasset er der 1 spsk af hver af følgende: Hel allehånde (endelig ikke stødt; det bliver for bittert), gule sennepsfrø (jeg tog to skefulde), sorte sennepsfrø, korianderfrø, hele nelliker, tørret, knust ingefær, dildfrø, fennikelfrø, sorte, grønne, røde og hvide peberkorn, 2 smuldrede laurbærblade, 1 kanelstang (klippet itu med en rosensaks), og endelig lidt knust, tørret chili – så meget som man tør. Jeg turde tage to af den lidt mildere slags til den dobbelte portion, jeg miksede.
Det kan da kun blive til velsmagende agurker – eller hvad man nu ellers kunne have lyst til at sylte.
Jeg tror jeg slår mig ned som syltekrydderifabrikant … Tørsleffs er jo vand ved siden af disse lækkerier.
Det blev dog alligevel halvdyrt for denne pilotproduktion. For det første måtte vi til Nyord ved Møn for at forny forsyningen af sorte og gule sennepsfrø (men det er en dejlig tur!), og for det andet måtte jeg ind på Hedebogaard.dk for at købe 50 gram af mange af de øvrige ingredienser. Men nu har jeg dem alle, og der er til flere produktioner.

Og lad nu venligst være med at fortælle mig, at jeg er flittig, tak.
Al min tid er min egen, og der går altså ikke ret meget af den til sylteriet. Jeg elsker det og jeg elsker min have og mit drivhus, så det er ren fornøjelse for mig alt sammen. Vi har bare ikke alle de samme interesser, men det ville da også være trist, hvis vi havde.

6. juli 2021

En engel blev gift

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags: ,

Når en engel bliver gift, står hun så skybrud? Bliver engle gift? Findes der overhovedet engle?

Det er sjældent, vi oplever et vaskeægte (tøhø) skybrud, men det gjorde vi i går.
Et firdobbelt skybrud blev det oven i købet til, hvis man regner lidt på det.
Det defineres som “et meget kraftigt regnvejr, hvor der falder mindst 15 millimeter regn inden for 30 minutter”.
Hos os faldt der 28 mm på 14 minutter, hvilket svarer til 60 mm på en halv time – altså firdobbelt skybrud, hvis der er noget der hedder det.
Det var godt, det ikke varede længere, for selv om vores grund skråner en hel del, så har vi dog enkelte vandrette flader.
Dem kunne vi bare ikke se, for de var dækket af vand – alt omkring os var nærmest én stor sø, hvis det ikke var en flod. Vejen vi bor på, skråner lige så meget som grunden gør (surprise …), så vandet væltede ned og tog mange af belægningsstenene med. Det var næsten som at se på en af de vejrkatastrofeoptagelser, som de viser over en af BBC-kanalerne.

En engel blev gift (1)

Billedet er fra før det blev rigtig slemt. Da det blev det, var det som at stå bag et vandfald. Vil jeg tro … det er en oplevelse, jeg har til gode. Vi skulle engang have været inde bag et på Island, men vejen dertil var for farlig på det tidspunkt vi var der, og vandfaldet var i øvrigt frosset til is, så vi fik ikke lov.
Da jeg tog billedet, var det stadig kun et lille vandfald der, hvor de to tage mødes. Jeg har altid en vandkande stående derunder til at samle regnvand. Den blev hurtigt fyldt i går!
Alle mine vandopsamlinger blev fyldt på ingen tid – jeg kunne have haft femdobbelt kapacitet eller mere, og lagrene var alligevel blevet fyldt. Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Jeg er et utaknemmeligt bæst, at jeg åbenbart aldrig er tilfreds, men nu har jeg vist vand til et par uger eller tre uden brug af vandværksvand i drivhuset.

P1030070

Denne flotte fyr er nok rystende ligeglad med, om der er skybrud eller ej.
Madame viste i går et billede af en frø, hvilket var meget pudsigt, for jeg havde netop for få dage siden set mit livs første ‘rigtige’ frøer. Jeg møder nemlig normalt kun de brune skrubtudser på min vej; aldrig grønne frøer, så nu vil jeg også lige vise, hvad jeg så i Peter Hansens Have på Vestlolland. Der var virkelig mange af dem. Vi var ikke i tvivl om, at de var der, for vi kunne høre dem på lang afstand, men så snart vi nærmede os, kunne vi høre en masse små plop, og nede i andemaden var de meget vanskelige at få øje på. Denne her var åbenbart mindre frygtsom end sine artsfæller, for den sad pænt stille og lod sig fotografere.

3. juli 2021

Man starter som LILLLLE …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:36
Tags: , ,

Jeg smed sidste år min enormt tunge kaktus ud. Det var noget af et projekt at få gjort det, og det er ikke for sarte sjæle, for det var noget med en skarp kniv. Den var fuldstændig uhåndterbar og vejede alt for mange kilo, så der var ikke andet at gøre, selv om den en gang imellem berigede os med sine smukke blomster.
Jeg satte to af dens små børn i jord, og de fik hurtigt fat og begyndte at gro.
Allerede nu, mens de stadig må betragtes som teenagere, har de sat knopper, og den første blomstrede i går.
I starten er det bare en næsten usynlig, behåret udvækst på tornepuderne, men efter nogle dage går det op for os, hvad der er gang i.
Langsomt, men sikkert, begynder ‘vorten’ at vokse, og en dag sker det: Den springer ud, men man skal være hjemme, for blomsten holder ikke engang et døgn.

Kaktus 1Kaktus 2

Kaktusblomst (17)

I drivhuset er alt ligeledes startet som småt, men det er intet af det mere. Tværtimod. John tør ikke gå derind. Ikke fordi han er bange for Jungledyret Hugo, selv om han hårdnakket påstår, at det er derinde et eller andet sted i vildnisset, men fordi han ikke mener, at han kan bevæge sig rundt uden at knække et eller andet. Det er sandelig heller ikke nemt, men jeg ved hvornår og hvordan jeg skal sno mig …
Agurk nummer 28, 29 og 30 er høstet i dag. Der er foræret væk, der er lavet tzatziki i rå mængder (det er heldigvis svært at blive træt af at spise), der er lavet gammeldags dansk agurkesalat til vinteren og der er lavet ‘asiatiske agurker’ med Kaffir limeblade, skiver af ingefær, hakket rødløg, sennepskorn og chili i lagen. Og sukker, selvfølgelig. Man er jo nødt til at finde på noget nyt, men jeg kan ikke sige, om det er en succes før om en uges tid, da det skal trække i 14 dage.
Indbydende ser det dog ud.

Asiatiske agurker

Citronagurk

Jeg har satset på, at det smager godt og har foreløbig lavet to batch. De fire glas er fremstillet ens, men de to til venstre er en uge ældre. Rødløgene farver lagen rødlig, efterhånden som de selv bliver blege, så den friske, grønne farve forsvinder desværre ret hurtigt.
Ved en fejltagelse fik jeg i foråret købt en citronagurk. Sådan en havde jeg ikke hørt om før, men den fik naturligvis en chance, nu hvor den var kommet i hus.
Agurkerne bliver citronstore og dittogule, men de smager ikke af citron.
De får nogle små torne på skallen, som man godt nok kan tørre af med en klud, men skallen er tyk og ubehageligt hård, så agurken skal skrælles.
Når man så har gjort det og skærer den over, ser man, at den består af 80 % kernemateriale med et alt for smalt stykke egentlig agurk. Som ikke smager af særlig meget …
Man kan måske fornemme, at den ikke bliver købt fremover til Ellens drivhus?
Dens allersidste chance får den, hvis den kan bruges til at sylte på samme måde som asier, hvilket nu er afprøvet med et lille glas.
Det skal også trække i et stykke tid, og hvis det ikke smager godt, så ryger hele planten ud.
Medmindre en eller anden vil overtage den – den har sat mange, mange agurker af, men hvad hjælper det, når vi ikke gider spise dem?
Den eneste fordel er den flotte farve, men den alene frelser ikke plantens liv!

1. juli 2021

My handyman can

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags:

Det er en dejlig fornemmelse at skulle indrette et nyt køleskab med tilhørende fryser – en perfekt lejlighed til at tænke over, om ikke det kan gøres mere praktisk.
I princippet er det det samme køleskab som det gamle, men lidt er der naturligvis sket hen over årene.
Dog ikke nødvendigvis til det bedre, viste det sig, men vi havde reelt ikke noget valg, fordi 1) køkkenet er i sin tid nærmest bygget uden om et Samsung, og 2) det skulle være hvidt.
Det gamle havde ekstra holdere på siderne og i døren, så man selv kunne bestemme, hvor hylderne skulle sidde i forhold til hinanden – eller købe en ekstra, som jeg gjorde fordi jeg synes det er meget upraktisk at skulle stable ting, man har i køleskabet. Murphy siger, at man altid skal bruge det, der står nederst.
Det gamle amerikanerkøleskab blev båret ud og det smukke, men hyldefattige nye blev båret ind og monteret.
Hvorfor i alverden nogle af hvidevarefirmaerne ikke vil levere netop amerikanerkøleskabe andet end ‘til kantsten’, går over min forstand: Næsten alle andre hvidevarer ville vi og de fleste andre kunne håndtere selv, men ikke et sådant monstrum af et køleskab, og det hører endda ikke til de største af slagsen. Det ville de færreste kunne bakse med, tror jeg. De pågældende firmaer kan da ikke sælge mange amerikanerkøleskabe?
Punkt1 ville gerne sørge for både bortskaffelse af det gamle og indbæring af det nye, samt montering. Det koster selvfølgelig, men det kan vel næppe komme bag på nogen.

Nyt køleskab (2) Nyt køleskab (3) Nyt køleskab (1)

Da jeg skulle have tingene på plads i det nye køleskab, løb jeg ind i problemer, da jeg nu manglede hyldeplads og en lille, flad, meget anvendelig skuffe, som kunne betragtes som en beholder, fordi den sluttede relativt tæt til hylden ovenover.
Hvem designer køleskabe? En, der ikke selv bruger et køleskab til ret meget?
Hvem synes, det er smart med så meget plads mellem hylderne, som det ses på det andet billede? Der er ikke engang mulighed for at sætte ekstra hylder ind, hverken i skabet eller i døren. Hrmpf.
Stålristen (hvorpå æggebakken står) fandt John oppe på loftet. Den kunne hænge fint på en hylde og som da gav en smule mere plads, men det var ikke nok. Jeg skulle have taget den ud inden jeg tog det første interiørbillede, for man ser ikke tydeligt den store spildplads, der er over hylden.
Vi havde gemt både to dørhylder og to glashylder fra det gamle køleskab, men dem kunne vi ikke bruge i det nye, desværre.
Troede jeg.
Jeg havde midt i al ærgrelsen glemt, at jeg er gift med en handyman.
Han forsvandt et stykke tid og vendte tilbage med to ‘afskårne’, gamle dørhylder og en af de glashylder, vi havde gemt.
Han havde ganske enkelt skåret enderne af, satte nu det resterende op i siderne og lagde en hylde ovenpå. Stålhylden kunne stadig hænge og gøre nytte, og vupti havde jeg den hyldeplads, jeg manglede.
Nu behøver tingene ikke at blive stablet, og der er ikke nær så meget spildrum i køleskabet.
Hurra for min kreativt tænkende John!
Det er okay, at jeg mangler en hylde i døren, for de er dybere i det nye køleskab, så jeg kan have det samme, måske endda mere på dem.

30. juni 2021

Den Fuldkomne Fisker var … fuldkommen fortræffelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:20
Tags:

I går oplevede vi så meget, at der ikke er plads til det hele i ét indlæg, hvorfor jeg vil koncentrere mig om madoplevelsen først.

På det vestligste Lolland, langt uden for lands lov og ret, helt derude hvor kragerne vender, hvis de da overhovedet når så langt, ligger der en lillebitte by, der hedder Onsevig. Den har en lillebitte havn og en lillebitte campingplads med bare 26 enheder. Der er fred og ro, for, som de skriver om sig selv, er der hverken vandland eller hoppeborg.
Der er dog nogle hytter, og næste gang (for der bliver en næste gang), snupper vi sådan en for natten, så John ikke skal køre så langt hjem efter så meget fantastisk mad.
Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.

Den Fuldkomne Fisker 

Ser I nogensinde Sæt pris på Danmark med Hans Pilgaard? I et af programmerne var han på Lolland og tog de to ‘prissættere’ med til, blandt andet, en lille restaurant, der hed noget så spøjst som Den Fuldkomne Fisker. De to deltagere var positivt overraskede over et fortræffeligt måltid, som de tydeligvis ikke havde regnet med at få på en lille campingplads.
Navnet studsede vi over, men i aftes fik vi den forklaring, at for år tilbage var det bare et sted, hvor især tyske lystfiskere kom og fik et måltid mad. Efterhånden gik der mere og mere sport i at lave mere og mere spændende mad, og i dag er det blevet til en vildt god restaurant, hvortil folk valfarter fra både nær og fjern.
Den drives af et ægtepar, som, med assistance af en tidligere bankfunktionær (“efter 40 år i bankbranchen ville jeg lave noget helt andet, og det her er meget sjovere!”), serverede både mad og lokalkolorit for os. I køkkenet er der et par kokke; den ene fra Eritrea, hvilket afspejles i nogle af retterne.

Vi tog en 6-retters menu med tilhørende vine for mit vedkommende og to gode, alkoholfri øl for Johns.

P1030091P1030094

Første ret var majspaneret pighvar og rogn med tallerkensmækker-aioli; ledsaget af quinoablinis med røget stenbiderrogn.
Anden ret var hjemmerøget fasanbryst med solbær-blommechutney og grønne salater fra haven.

P1030095P1030096

Tredje ret: friteret salvie og persille, surdejshævede eritreiske pandekager med fyld af arabisk krydret gulerodspuré, grøn salsa og taita (?)
Der var fire forskellige fyld, men jeg husker ikke hvad de kaldte det sidste – det var ikke nævnt på kortet.
Fjerde ret var kalvetagine (i miniformat), afghansk kartoffelbrød og spidskålssalat med æbler, mandler, kikærter og chili.

P1030097P1030098

Femte servering bestod af fire slags ost med knækbrød (hjemmelavet, naturligvis) og solbærsyltetøj.
Sidste ret var rabarbertrifli.
Vinene var skænket med endog særdeles rund hånd. Da jeg kommenterede, at de sandelig undte mig det godt, lød svaret, at her serverer man ikke vinen på københavnsk manér, hvor man dårligt nok kan nå at smage på den, inden glasset er tømt. Jeg må tilstå, at jeg sov godt i bilen på vejen hjem.

Det var anderledes. Det var spændende. Det var superHAMrende godt!
Hvad der gjorde det til en næsten endnu bedre oplevelse var værtsparrets ligefremme uhøjtidelighed. Vi fik ikke kun god mad; vi fik i tilgift både en god atmosfære og en dejlig stemning. De serverede i ganske almindeligt sommertøj; herrerne i cowboybukser og fruen i bermudashorts. Alle tre bar dog et stort tjenerforklæde.
Han røg selv kød og fisk; hun lavede syltetøj og chutneyer; så meget som muligt er hjemmelavet og -dyrket.
Han fortalte meget og grundigt om de serverede vine; hun fortalte meget og grundigt om det vi fik på tallerkenerne.
Vi sad fire par i en lille stue med plads til 10 personer (John og jeg havde det eneste firemandsbord). Der var også servering udenfor samt i en anden og tredje stue, vi ikke fik set nærmere på.
Her skal vi stensikkert ned igen – næste gang med overnatning, som nævnt. Menuen bliver skiftet med jævne mellemrum; nogle gange hver dag, dog ikke alle seks retter på én gang.
Udover den faste menu har de også en buffet, hvor man får mad efter princippet I vælger – vi lægger det på tallerkenerne for jer. Den buffet så også meget fristende ud, så alene for at prøve den skal vi derned igen.
Den Fuldkomne Fisker var fuldkommen fantastisk og får mine varmeste anbefalinger.
Og nej, det har de ikke betalt mig for at skrive. De ved slet ikke, at jeg skriver om dem.

27. juni 2021

En uhyre sjælden gæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: ,

Fredag aften klokken halvsent – omkring kl 21 – kom Jørgen, som er en af “de indfødte”, medbringende en stor kikkert og bankede på vores dør. Det er en frisk, gammel gut i 80’erne, som kun bruger huset som sommerhus, men han og fruen er her meget i sommerhalvåret, fordi de har en lejlighed i København. Han arvede stedet hernede efter en onkel, og vi har haft nogle ret så interessante samtaler med ham, fordi han kan huske tilbage fra tiden under og efter 2. verdenskrig, så vi har efterhånden fået serveret en masse lokalkolorit.
Blandt andet, at stedet, han har arvet, om sommeren i mange år efter krigen fungerede som pensionat. Det var onklens og tantens hovedindtægt. Det er et stort hus, som kunne rumme 8-10 gæster, og de havde vist næsten altid fuldt hus. Om sommeren flyttede parret ud i hønsehuset (ja! Jeg fik ikke spurgt, om der også var høns, men det skal der da nok have været …) og tilbragte dagene med at lave mad til pensionærerne og ordne deres værelser. Det er en meget stor grund; stor nok til at kunne holde dem selvforsynende med grønsager i perioden med pensionærerne.
Nede ved fjorden, ud for vores hus, var der dengang en badebro. Den er der ikke mere, men vi kan godt se, hvor den har været. Den var nødvendig, for fjorden er meget lavvandet et godt stykke ud fra kystlinjen.
Jeg fik mange fine billeder på nethinden, dengang Jørgen beskrev disse år for os. Tv-serien Badehotellet kravlede også ind og blandede sig i den indre filmforestilling.

Ved en eller anden lejlighed må vi også have talt om fugle, for det var derfor, han kom ned til os:
Nu skal I bare se! Der er havlitter på fjorden! Det syn kunne jeg simpelthen ikke være alene med!
Så stillede han kikkerten op og fandt dem til os. John kiggede først, og imens spurtede jeg ind for at google havlit.
Jeg havde nemlig end ikke hørt det fuglenavn før og anede ikke, hvad manden talte om. Det var for pinligt, så jeg skyndte mig ind for lynhurtigt at læse om dem og kunne derfor komme ud igen, kigge i kikkerten og gøre mig vældig klog:
Jaja – det er da helt klart havlitter – ingen tvivl med den karakteristiske lange hale og de store pletter på kroppen.
Han skulle bare vide, skulle han, men John smilede bare skævt og lidt taknemmeligt til mig. Han kendte heller ikke havlitter, kunne jeg se på ham …

Havlit

Havlit obs

Da Jørgen var gået igen, og John og jeg gik ind, læste jeg højt for ham om havlitter, og det var åbenbart virkelig et sjældent syn, vi fik der, for normalt er de her ikke efter midt-maj, og når de er her, ligger de langt ude på vandet og kommer, ifølge en af kilderne, ikke ind i fjordene.
“Havlitten overvinter i Danmark [fra oktober til midten af maj] som en udpræget havfugl, der kun i ringere antal kommer ind i fjorde og andre mere beskyttede farvande.” På det indsatte kort har der ingen observationer været i Præstø Fjord.
Der var otte havlitter, og hvordan de er kommet så meget på afveje, kan vi ikke regne ud.
Jeg spurgte Jørgen, hvordan i alverden han fandt ud af, at vi har havlitter i fjorden, for de lå så langt ude, at i hvert jeg ikke kunne se dem med det blotte øje, men han havde genkendt dem på deres kald.
Respekt for ham!
Og jeg kunne krydse en ny fugl af i fuglebogen.
Det gør jeg med alle de fugle, der findes i Danmarks Store Fuglebog fra Gyldendal, med angivelse af dato og sted, hvis det er første gang, jeg ser en given fugl – ganske som jeg også gjorde med gulbugen oppe i Vejlerne for ikke så længe siden.

24. juni 2021

Usammenhængende …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

Det vil, må jeg hellere advare om på forhånd, være umuligt at finde en rød tråd i dagens indlæg.

  • Da vi for 14 dage siden var på Hvalpsund Færgekro, kørte vi Himmerland tyndt ad de hyggelige og smalle veje.
    Det slog mig, hvor utroligt mange rugmarker vi så. Uden naturligvis at vide det, vil jeg skyde på, at 3/4 af alle marker var tilsået med rug.
    Vi ser lige så utroligt sjældent en rugmark her på Sjælland; faktisk næsten ingen.
    Mit spørgsmål er (nok mest stilet til mit landbrugsorakel Farmer): Hvorfor denne markante forskel? Mit umiddelbare gæt er, at det har noget med jordens beskaffenhed at gøre; det er dog kun et ukvalificeret gæt, men jeg undrede mig meget over det.
  • Hvorfor er det lige, at de lyse nætter allerede bliver kortere fra nu, mens de lune nætter først for alvor begynder om en måneds tid?
    Sommeren bliver lidt usammenhængende på den måde … jeg så langt hellere, at de lune og de lyse nætter fulgtes ad, men jeg ved ikke rigtig, til hvem jeg skal klage.
  • Må jeg have lov at anbefale et besøg på MoMu (Moesgaard Museum)? Tak for det …
    Vi var der i går – tog bare en dagstur, men det er fint til at overkomme, skulle jeg hilse og sige fra chaufføren.
    Det var tredje gang vi var der; denne gang var det neandertaludstillingen, der havde gjort mig nysgerrig, og da Johns bror Søren i efteråret udtrykte ønske om at se dette fantastiske bygningsværk indefra, inviterede vi ham med denne gang.
    Og blev, som hver gang, betaget af museets evne til formidling. Det kan de bare, kan de. De kan gøre det interessant, selv for folk, som ikke interesserer sig vildt meget for Danmarks oldtid i almindelighed eller fx neandertalerne i særdeleshed. Evnen til formidling er alfa og omega. Jeg vidste en del om neandertalerne, men lærte meget nyt i går.
    Vi gennemgik – på kortere tid, end vi plejer – også den permanente udstilling, hvor de som noget nyt gav os mulighed for at skrive runeskrift.
    Mit navn det står med runer – pas på de ikke … (hvad? Bruner? Nej. Tuner? Nix. Puha, den er svær).Moesgaard Neandertalerne (3)
    Helt præcist står der Ellen was here.
    I bedste graffitistil.
  • Hvorfor er jeg så svag en sjæl, at jeg konstant lader mig friste af de tilbud, jeg får tilsendt på mail, og som jeg ikke kan tage mig sammen til (i virkeligheden nok heller ikke har lyst til) at afmelde? Det var et retorisk spørgsmål …
    Gourmetophold findes her, der og alle vegne i Danmark. Vi har allerede været på to og har endnu to bookede ophold at se frem til, plus en ‘enaftensforestilling’ på Den Fuldkomne Fisker på Vestlolland i næste uge.
    Jeg glæder mig til dem alle sammen, og jeg forsvarer det med, at vi ikke var ‘rigtigt’ på ferie sidste år og heller ikke kommer det i år. Noget skal vi da lave, og når selv John siger ”Skal vi ikke snart foretage os et eller andet? Det her pensionistliv er begyndt at blive lidt kedeligt!” – så er det sandelig bare med at tage ham på ordet.
    Vi har også haft en usædvanlig lille omgangskreds i de forgangne 15-16 måneder, så det sociale liv har været temmelig amputeret.
    Nu kan vi heldigvis ses med nogle flere igen.

21. juni 2021

De er skøre, de briter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:59
Tags: , , ,

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

20. juni 2021

Vejret er omvendt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , ,

Ni paa een gangI går: gispe, gispe, ralle, stønne. Vi sad bare sløve og slappe (en af os strikkede dog) udenfor på det sted, der var mest vind, og selvfølgelig med parasollen opslået. Vi nåede op på 29°, hvilket er for meget til os – og der var flere steder, hvor temperaturen kom højere op. Dem misunder jeg ikke.
Om morgenen struttede den højeste og omfangsrigeste af tomatplanterne af saft, sundhed og spændstighed, men da jeg kiggede igen om eftermiddagen, slæbte den nærmest hen ad jorden og gispede endnu mere end John og jeg tilsammen. Uha, den var tørstig. Det er ulempen ved at plante i den størst tilgængelige murerbalje. Fordelen er, at der er meget mere jord, hvilket ses relativt hurtigt på plantens grokraft og størrelse.
Men den skal vandes tit. Meget tit og med meget vand. Der er i sagens natur ikke det samme reservoir som i kapillærkasserne – bare mere jord. Agurkeplanterne (jeg har to i år i én balje) reagerer på samme måde. De gror som var de ude på at sætte en verdensrekord, men der går altså også 15-20 liter vand til i døgnet, når der er så meget sol og varme som der er nu. I torsdags høstede jeg ni (!) fra bare den ene plante, i går tre fra den anden og i dag yderligere to fra den. I morgen er der tre til …
De fire af de ni kom dem til gode, vi var sammen med torsdag aften. Hvis ellers ikke planterne tørrer ud for mig og dermed smider agurkerne, bliver det virkelig agurker galore i år som aldrig før.
Jeg har også en citronagurk, men den bryder vi os ikke om. Vi er nødt til at skrælle den, for den har en slags små torne, som er for hårde til at være behagelige at få i munden. Navnet har den ikke fordi den smager af citron, men den er lysegulgrøn og er på størrelse med en citron.
Nu har vi prøvet det – den kommer ikke ind i mit drivhus igen, selv om den er meget sød at se på.

Citronagurk

I dag har vejret så opført sig omvendt af det normale, når der er lovet tordenvejr.
Det plejer at være sådan, at det først er varmt og trykkende. Dernæst begynder det at blæse op, og til sidst ender det hele i et brag og en masse regn. Når det hele er overstået, er luften renset, og man kan trække vejret frit igen.
Dagen i dag begyndte (her taler jeg om fra ved nitiden i morges) med blæsevejr og behagelige 19°. Jeg skyndte mig ud for at få ordnet noget i haven, mens det stadig var sådan.
Det skal lige indskydes, at duen, som har bygget rede i den navr, vi har ude foran, ikke har været glad for blæsten. Duer er notorisk elendige redebyggere, og reden faldt da også ned.
Med æg i. Det var ikke første gang, og det vil ikke blive sidste. Det kan undre mig, at evolutionen ikke har udryddet duen for længst.
Nå. Men ‘kuldeperioden’ gik over i stille regn og det holdt op med at blæse. Så kom tordenen langsomt snigende. Ingen lyn, men højere og højere brag, uden det dog kom helt tæt på. Det regnede lidt kraftigere, men blev kun til tre mm i alt.
Tordenvejret gik over, og temperaturen stiger og stiger. I skrivende stund er her 27°
Det er da den omvendte verden.

17. juni 2021

Man kan ikke være heldig hver gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:44
Tags: ,

For lang tid siden – næsten et år – kom der en invitation til en oplevelse på Gjorslev Gods: “I Svend Gønges Fodspor”, hvor der skulle komme nogen fra Foreningen Svend Gønge og “gøre historien levende”. Bagefter fik vi lov til at gå rundt i en del af hovedbygningen og se os lidt omkring.

Gjorslev (4)

Godset er opført i slutningen af 1300-tallet og er Danmarks største middelalderslot. Det er i privateje og fjerde generation af familien Tesdorpf overtog det i 2018. Han er ret moderne indstillet og vil gerne åbne godset lidt mere, end det ellers har været – og altså i aftes til omtalte arrangement. Det skulle have været i oktober, så i marts, men coronapesten sørgede for, at det først blev til noget nu.
Gjorslev (1)Inde i den sal, hvor vi blev bænket, stod der seks gamle mænd, hvoraf de fem af dem var i hjemmesyede uniformer.
De havde “en overraskelse i ærmet” til os, som viste sig at være to unge musikere, som, “helt i aftenens stil ville spille lidt middelaldermusik”. Allerede her studsede jeg lidt. Godt nok er det et middelalderslot, men Svend Gønge blev født i 1600; altså et pænt stykke inde i Renæssancen.
Manden til venstre præsenterede sig selv som Svend Povlsen Gønge og sagde derefter ikke ret meget mere. En af de andre præsenterede sig som Ib, og var der noget, han IKKE lignede, var det Gøngehøvdingens tro væbner og følgesvend. Det er selvfølgelig min mening, men I skulle have set ham …
Endelig var musikken overstået (de var dygtige nok, men det var ikke lige noget, jeg var i stand til at nyde), og beretningen kunne begynde, fortalt af Ib og en anden, jeg tror skulle være Kaptajn Mannheimer.
De skulle som nævnt “gøre historien levende”. Det gjorde de ikke. På ingen måde. De slog den tværtimod godt og grundigt ihjel.
Aldrig har jeg oplevet noget så usammenhængende og uforberedt. Godt nok er det på frivillig og ulønnet basis, men dette kunne de ganske enkelt ikke være bekendt. Mannheimer var okay, men blev forstyrret i kronologien, fordi lysbillederne enten var i forkert rækkefølge eller simpelthen ikke var der … “Her skulle have været et billede med..”, eller “Jeg er sikker på, at vi også har et billede af.. – prøv at køre lidt frem”, og så kørte en eller anden hurtigt frem og tilbage i lysbilledshowet. Nogle gange var det efterlyste billede der, andre gange ikke.
Ib tabte flere gange tråden, delvist pga. de rodede eller manglende lysbilleder, så han måttes hjælpes i gang af en af de andre – efter først selv at have læst i pinlig lang tid i det manuskript, han heller ikke havde styr på.
Det var meget lange 90 minutter og det kedeligste og ‘amatøragtigste’, jeg har været med til i mange, mange år! Jeg sad bag en temmelig omfangsrig dame, som kunne gemme mig, så jeg listede min mobil frem og spillede Sudoku. John sagde bagefter, at det havde han også set en hel del andre gøre – altså ikke nødvendigvis spille Sudoku, men tage telefonen frem.
Jaja. Det var da helt sikkert en alternativ måde at spilde penge på. Det havde ikke ligefrem været gratis at deltage.
Hvis I nogensinde ser noget, hvor Foreningen Svend Gønge optræder, så hold jer for himlens skyld væk!

14. juni 2021

Sådan kommer man hurtigt af med en masse penge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: ,

Det er mandag, og det er første mundbindsfri dag i mange måneder. Da vi var i Næstved i formiddags, var der mange glade ansigter at se, så der var andre end os, der nød at slippe for at have underansigtet pakket ind.
Først fik vi investeret i vores nye køleskab. Det er svært, grænsende til umuligt, at finde et amerikanerkøleskab, der ikke er af stål, men det er et ultimativt krav fra min side, at det skal være hvidt. Jeg har tilbragt for meget tid i laboratoriemiljøer til at synes det er smart at have store flader af rustfrit stål hjemme i mit eget køkken.
Vi fandt et Samsung helt mage til det, der nu skal skiftes, men det er fint, for det har vi været meget glade for, og så har vi gratis ekstrahylder. Isterningdelen har været særdeles ustabil i mange måneder, og nu er mekanikken gået helt i stykker. Vi aner ikke hvor gammelt køleskabet er, for det stod her da vi købte huset for syv år siden, og Finn kunne ikke huske hvornår det var erhvervet. Det var begyndt at ruste igennem ved vandtapningsstedet, så det synger nok på sidste vers. Det er sikkert også en værre strømsluger. Godt nok kan vi – måske – overleve uden isterninger, men vi tør ikke vente på, at resten af mekanikken – eller elektronikken – går helt i stykker, for der er 14 dages leveringstid på det nye. Den går ikke her i sommertiden.
Det er dyrt at blive gammel! Til køleskabets pris blev der lige lagt næsten 50 % oveni til fragt, indslæbning og montering af nyt, samt udslæbning og bortskaffelse af det gamle. Det var bare nødvendigt, for sådan et er et rigtig stort monstrum, som John og jeg ikke har en kinamands chance for at bakse rundt med uden et par hjertestop og dårlige rygge til følge. Sidstnævnte er selvfølgelig lige meget, hvis førstnævnte er effektivt nok …

Derefter ikke bare “skulle jeg være gået til Louis Nielsen”. Jeg gik til Louis Nielsen. De har gentagne gange via mail opfordret mig til at kigge ind til en synstest, for det var ved at være længe siden sidst. Jeg fik nye briller i 2016 og fik synet tjekket i 2018, hvor der ikke var sket nogen ændringer, men nu synes jeg ikke længere, at brillerne fungerer optimalt.
De havde tid et kvarter efter, så det var fornemt.
Synet var ikke lige så fornemt. Der var ingen stær og trykket var fint, men mine øjne er begyndt at modarbejde hinanden, så det er ikke så underligt, at brillerne ikke virker så godt. Jeg er blevet mere langsynet på det ene øje og mere nærsynet på det andet – begge havde flyttet sig 0,5, og bygningsfejlen havde også ændret sig. Den slags sker jo. Det sker også for min krop, der efterhånden er én stor bygningsfejl …
Det blev derfor til nye briller og solbriller – sidstnævnte var helt tilbage fra 2014, så de skulle også skiftes. Igen ikke underligt, at jeg ikke syntes jeg så helt skarpt nok, da jeg kørte hjem fra Udsholt i går.
Selv om jeg får to briller for ét pars pris, blev det alligevel næsten 6000 kroner.
Med dårligere syn og køleskab i udu er der ingen som helst problemer med at få udgifterne til at slå til i denne måned!

1996 TOSCANA ROM-026

Billedet har intet med dagens begivenheder at gøre, men er fra en skøn, skøn sommerferie med hele familien i Toscana, hvor vi boede i en olivenmølle. Et fantastisk sted!
John og jeg var slankere, Malle, som ses foran John, har selv fået barn, de to personer til højre i billedet er her ikke mere. Min mor døde i 2001 og Henrik alt for ung i 2019.
Billedet er 25 år gammelt. Jeg går med den T-shirt endnu, og den er stadig pæn! Vores køleskabe bliver udskiftet oftere end min garderobe …

11. juni 2021

Jahhhh

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , , ,

Jubiii – vi er næsten færdige med at bære mundbind – i hvert fald i denne omgang. Med den hurtigt muterende virus er det dog ikke til at vide, om den vender stærkt tilbage til efteråret. Der skulle vi dog gerne være vaccinerede alle sammen – eller alle, der vil, i hvert fald, så vi kan jo håbe, at det ikke går så galt.
Jeg er glad, glad, glad. Jeg har afskyet det mundbind fra dag ét, og selv om isterningsfrysedelen i vores amerikanske køleskab stod af i dag, så kan jeg snildt leve uden isterninger til på mandag, hvor jeg kan gå ind i en forretning uden at have det irriterende mundbind på. Jeg havde ikke troet, at regeringen ville slippe det så meget, som tilfældet er, men jeg skal være den sidste til at brokke mig. Det er helt okay, at vi stadig skal passe på, men det der mundbind, altså …
Jeg tror også, at konen til den ubehøvlede mand, jeg omtalte i forgårs, er glad for at slippe for mundbindet; i hendes tilfælde visiret.
Da vi sad og spiste morgenmad, så jeg, at hun skar toppen af sit blødkogte æg, mens hun stadig bar sit visir. Hun lagde sin kniv, tog en teske, stak den i ægget, hvorfra den kom op igen med både blomme og hvide på. Jeg ventede spændt …
Så skete det, jeg ventede på: Hun plonkede skeen fyldt med æg lige ind i visiret, som derefter så temmelig ugennemsigtigt ud. Hun så bare sjov ud.
Jeg sad og kluklo, for hvor så det altså komisk ud. John undrede sig, for han sad med ryggen til forestillingen. Jeg fortalte ham hvad jeg lige havde set, og han klukkede lige så meget som mig. De opdagede ikke, at jeg havde set det hele, men uden at vide det havde hun lige reddet min morgen.
Jeg er måske nok lidt ondskabsfuld, men der skete jo ikke noget.

Hessel - bindingsværksherregård (15)

På vores vej hjemover fra Himmerland lagde vi vejen forbi Hessel, som er Danmarks eneste bindingsværksherregård. Den er indrettet som landbrugsmuseum, og ih, hvor blev jeg dog nostalgisk, da jeg gik rundt og så alle de gamle redskaber.
Jeg er dog trods alt ikke så gammel, at jeg husker arden i brug, men mange af remedierne husker jeg fra min barndom; bl.a. de herunder viste, som blev brugt til den månedlige storvaskedag. Jeg husker det kun i glimt, men det varede til 1960 eller 1961, hvor mine forældre fik indlagt centralvarme. (Ja, så sent var det. Det skete i forbindelse med min yngste søsters fødsel.)
Jeg husker optændingen i gruekedlen og sliddet med vaskebrættet. Mor havde også en tøjrulle som den viste, som man glattede duge og sengetøj med. Jeg husker det gammeldags komfur med det og kakkelovnen i stuen om eneste varmekilde i stueetagen. Og så taler man om de go’e gamle dage. Jeg sov tit med vanter på. Og fik en varmedunk med i seng.Hessel - bindingsværksherregård (10)Hessel - bindingsværksherregård (11)

Af landbrugsredskaber husker jeg bl.a. høriven, såmaskinen og slåmaskinen, så man kunne gå bagefter og lægge i kornet i neg; alle med et sæde, så man kunne sidde der og styre hesteforspandet, samtidig med, at der blev holdt øje med, om alt fungerede efter hensigten.
Den første traktor kom til gården i 1956. Indtil da gik min far bag hestene til alt markarbejde. Jeg var bare tre år i 1956, så igen husker jeg kun i glimt, men nogle billeder fra det lille landbrug har jeg da inde i hovedet.

Hessel - bindingsværksherregård - slåmaskineHessel - bindingsværksherregård - hørive

Jeg vil ikke bruge så mange flere ord på Hessel, for så bliver indlægget for langt, men er man en smule landbrugsinteresseret (eller måske bare historieinteresseret), så er dette museum værd at bruge et par timer på.

9. juni 2021

I jyder og vi djævle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:22
Tags: ,

Vi er vel hjemme igen efter tre dage i Himmerland, hvor vi havde taget et gourmetophold på to nætter. Tre dejlige dage med flot vejr, skønne landskaber og ikke mindst herlig og rigelig mad. Ikke noget med små, franske portioner her – ikke engang til den femretters menu, vi fik den første aften, så vi kunne trille i seng.
Hvad mon det er med de jyder? Jeg er københavner, bare fordi jeg kommer fra Djævleøen – en betegnelse jeg aldrig har fået en forklaring på, og som gør mig temmelig krænkelsesparat. Der er frygtelig langt her til denne ø – der er meget længere fra Jylland til Sjælland end omvendt, har vi ofte måttet erkende.
Da jeg checkede ind på Hvalpsund Færgekro, var der et ældre par (= på vores alder), der lige havde checket ind og gerne ville have en kopkaf. Værten sagde, at de bare skulle sætte sig, for der gik lige et øjeblik, inden han kunne betjene dem. Så blev manden halvknotten: “Vi har altså kørt temmelig langt og trænger meget til en kop kaffe! Kan vi ikke få den med det samme?” Værten svarede, at han kom så snart han havde checket os ind. “Ja, for vi har altså kørt over 150 kilometer, så vi er meget trætte!”
John og jeg kiggede på hinanden og kom altså til at grine, må jeg indrømme. Jeg sagde med teaterhvisken til John, at så skulle han da ligge på gulvet og ralle af udmattelse med vores 350 kilometer. Som vi i øvrigt ikke regner for noget, men sådan er vi jo så forskellige …
Da John som salgschef for Norsk Hydro rejste landet tyndt, fandt han hurtigt sine foretrukne hoteller, og han ville hellere køre 30-60 km til dagens aftale med en benzintank end bo på et mindre godt hotel. Det kunne jyderne slet ikke forstå – “jamen vi har da et glimrende hotel her i byen. Hvorfor vil du dog køre så langt?” John syntes ikke det var langt, men han oplevede mange gange, at jyder syntes, at over 30 km var en rigtig lang tur. Han kørte mange tusind kilometer om året dengang, men han elskede at køre bil, hvilket han stadig gør – og han er stadig en kanongod chauffør, selv om han er blevet 75 år. Det er dejligt. For ham selv såvel som for mig …

Vejlerne (3)

Vi kørte Himmerland tyndt ad mange af de bittesmå veje. Det har vi ikke gjort før, og det var en dejlig oplevelse – der er virkelig smukt.
Vejlerne nord for Limfjorden ville vi dog ikke snyde os selv for; dertil er vi for interesserede i fugle. Vi så kun en enkelt skestork, men jeg har både hørt OG set en gulbug, hvilket sidste kunne imponere selv de amatørornitologer, vi lidt senere faldt i snak med. “SÅ du den også!?” Jeps! Det er åbenbart sjældent, at man gør det. For mit vedkommende var det første gang, og det kun fordi en mand i en bil standsede op, rullede vinduet ned og sagde: “Lige derovre sidder der en ..u.hf.l..u.g og synger så smukt. Den sidder helt oppe i toppen af det træ, du kan se derhenne.”
”Undskyld, hvad sidder der?”  “Der sidder en ..u.hf.l..u.g:” Okay. Godt så. Jeg ville ikke spørge igen, men da jeg lidt senere både så og hørte fuglen, blev jeg klar over, at det søreme da var en gulbug, selv om navnet lød noget længere, da manden sagde det. Det var et nyt kryds i fuglebogen. Det sker sjældnere og sjældnere, så det var stort.
Vejlerne (7)

Maange køer

Vi har set meget på kort tid, og jeg har ikke haft tid til at blogge undervejs. Det kommer muligvis senere – nu kan jeg jo starte med at få lidt hug over mine indledende betragtninger.

5. juni 2021

Indigoeksperimenter i Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: ,

Ditte havde læst om en anden slags indigofarvning end den, vi ellers plejer at anvende, hvor vi bruger natriumhydroxyd (kaustisk soda), natriumdithionit, tredobbelt salmiakspiritus og sprit. Det er lidt krasse sager, hvilket dog ikke har generet mig … man er vel gammel laborant … men den er lidt besværlig at bruge.
Indigoeksperimenter (3)Da Ditte så fandt en metode, hvor man kun bruger læsket kalk og fruktose (og indigopulver, naturligvis), var det oplagt at prøve den af. Læsket kalk lyder hidsigt, men når det først er opløst, så er det bare helt uskadeligt kalkvand oven på bundfaldet, og fruktose er forhåbentlig ikke farligt!
1-2-3. 1 del indigo, 2 dele fruktose og 3 dele læsket kalk. Ditte fandt lidt senere et par opskrifter, hvor der var byttet om på mængderne af kalk og sukker. Vi fandt ikke nogen forklaring på, hvorfor de forskellige kilder ikke var enige om dette forhold, og da havde vi allerede blandet vores. Det ville nok være bedre, hvis vi kunne bruge mindre kalk, men det må prøves næste gang.

Farvebadet så rigtigt ud med det gulgrønne, metalglinsende lag i overfladen og ‘blomsterne’ som de blå bobler kaldes, og jeg skal da også lige love for, at der var knald på farven, da garnet kom op af badet.
Vi skal dog lige se, hvordan det opfører sig efter skyl, inden vi endeligt godkender metoden, men indtil videre ser det lovende ud.
Herunder ses mine resultater efter skylning. De ikke-blå farver skyldes, at jeg havde nogle ikke særlig pæne gule og kraprøde farver, jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle bruge til, og så er det altid en god ide at overfarve med noget andet for at se, om det hjælper.
Farven er mindre dybblå end med standardfarvekypen, men garnerne her har kun fået ét dyp. Havde jeg dyppet flere gange, var farven blevet mørkere for hvert dyp, men Ditte og jeg gav dem bevidst kun ét.

Indigoeksperimenter (6)

VaccinetroDet viste sig, at vi havde læst fremgangsmåden, som fanden læser bibelen og dermed ubevidst gjort det endnu nemmere, end forskrifterne foreskrev, idet vi ikke sørgede for at undgå at slemme bundfaldet op, mens garnet lå i gryden. Vi rørte bare rundt for at få farvestoffet grundigt ind også i midten af feddene. Det lader dog til, at det ikke har betydet noget, men vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det havde været, hvis vi havde gjort som vi skulle.
Der var meget kridtstøv i garnet, da det var tørt, men det kunne nemt rystes ud, inden garnet blev skyllet.
En anden fordel ved denne farvemetode skulle være, at man kan vække farvebadet til live efter lang tids henstand ved at tilsætte lidt mere reduktionsmiddel, som her er fruktosen.
Jeg har derfor ikke smidt farvebadet ud, men ladet det stå for at afprøve genopstandelsesteorien senere.
Hvis det viser sig at være rigtigt, bliver det højst sandsynligt den metode, vi fremover vil bruge til indigofarvning.

Og jeg fik sidste stik i går. Så mangler vi bare at få styr på resten af verden!

31. maj 2021

Vi holdt weekend i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:03
Tags:

I morges erklærede jeg, at jeg ikke gad lave noget i haven i dag. Jeg var så øm fra dagen i forvejen, hvor en lille opgave, ikke for første gang, endte i et lidt større projekt, der involverede frigravning og flytning af sten. Altså: fridag i dag.
John spurgte med det samme hvor vi så skulle køre hen, og vi blev enige om at (gen)se Ravnsby Bakker på Lolland. Der ligger også Dodekalitten, men den sprang vi over i dag. På vej dertil kørte vi forbi Knuthenborg, hvor vi ikke har været siden Anna og Aubrey var tre og to år. Eller … vi var på lynvisit i december 2016, men det var kun for at komme til julemarked.

Ravnsby Bakke Lolland (1)

Ravnsby Bakke Lolland (3)Men først Ravnsby Bakker. Det er jo helt befriende at se, at Lolland ikke nødvendigvis er lige så fladt som det er kendt for at være. Ikke over det hele i hvert fald. Visse steder kan man se en hare løbe i tre dage, men her ved Ravnsby er terrænet kuperet. Selve Ravnsby Bakke er 30 meter. Den her viste er kun omkring det halve, men den er da fin nok.
Måske kan nogle genkende bakken, hvis man har set 1 døgn, 2 hold, 3 dyr med de skønne mennesker Vicki Knudsen, Bjørli Lehrmann, Sebastian Klein og Morten D.D. Udsendelser, som jeg stærkt kan anbefale. De kan ses på TV2 Play.

Derefter som sagt Knuthenborg. Jeg er normalt ikke vild med at se dyr i fangenskab, men på Knuthenborg har de givet dyrene så meget plads, at jeg næsten kan bilde mig selv ind, at det er i orden. Hvad der er helt i orden er, at de i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse har taget fire cirkuselefanter i pension og har givet dem Europas største anlæg at boltre sig i.
Samme slags planer er ved at blive ført ud i livet i form af en kæmpestor tigerpark – også den største i Europa – hvor de ligeledes vil tilbyde et indbydende pensionistliv til cirkustigre.

Knuthenborg (6)

Bisoner er ret store og ret ligeglade med, at vi holdt lige ved siden af dem, men det kender vi fra vores tre safarier i Afrika (og jeg kunne snildt tage et par stykker til – det var fuldstændig fantastiske oplevelser, men det er en helt anden historie), hvor de vilde dyr ikke anser en bil for at være farlig eller en fjende. Biler er bare noget, der er en del af landskabet og som de totalt ignorerer. Går man derimod ud af bilen … men det gør man ikke!
Frokosten måtte desværre indtages på burger- og pizzabaren, da den bedre restaurant holder lukket mandag. Det var en streg i regningen, og det var ikke den bedste frokost i vores liv. Det var endda vores første frokost uden for hjemmet efter nedlukningen, så det burde have været en større oplevelse, men vi blev da mætte.
Hvad der dog gav os en rar følelse var, at man ikke kommer ind uden coronapas, så vi vidste, at alle gæster var coronafri … og i øvrigt er vi jo vaccinerede, men det fortæller lidt om, hvor påvirkede vi er af hele coronapesten, som nu har varet i 14 måneder. Gad vide hvor længe den vil påvirke os, selv efter alle restriktioner engang er blevet ophævet?

29. maj 2021

Det betaler sig at klage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , ,

Skarlagenrød tallerkensmækkerMåske kan man huske, at jeg sidste sommer skrev til Hornum Frø og klagede over, at posen med frø af skarlagenrøde tallerkensmækkere viste sig at give bleggule blomster.
Damen, jeg korresponderede med, forlangte dokumentation for, at det ikke var mig, der enten var farveblind eller ikke kunne læse (ikke hendes ord!), i form af en eller anden kode på frøposen, som jeg heldigvis stadig havde. Hun var faktisk ret sød og imødekommende, og da hun først var blevet overbevist om, at det ikke var mig, der var forkert på den, lovede hun mig en ny pose frø med den rigtige farve blomster.
Jeg havde næsten glemt alt om den affære, da der i februar med posten ankom to poser frø ledsaget af en venlig hilsen fra føromtalte dame. Den ene pose indeholdt skarlagenrøde tallerkensmækkere og den anden var, “som et lille plaster på såret”, en pose med lige så knaldrød latyrus.
Det kalder jeg fin service. Og blomsterkarsen er så skarlagenrød, at det nærmest gør ondt i øjnene. Latyrussen har endnu ikke blomster.

Genopstået mamelukærme (1)Genopstået mamelukærme (2)

Er der mon overhovedet nogen af mine små mamelukærmeblomsterbørn ude i landet, der er kommet sig oven på vinterens frost?
Alle mine fire er stærkt på vej, så selv om de længe så helt døde ud, tog de for alvor fat for nogle få uger siden, og nu er selv disse to viste, som jeg satte i jorden som babyer sidste sommer, omkring 30-40 cm høje. Moderbusken måtte jeg klippe næsten helt tilbage, men den trives også fint igen og skyder både nedefra og fra nogle af de ikke helt døde grene.
Sig endelig til, hvis jeres er helt døde, så laver jeg gerne nogle stiklinger.

Vajdblomster

Sidste sommer havde jeg for første gang sået vajd, som farver indigoblåt – og det til min overraskelse i en nuance, jeg bedre kunne lide end den, der kommer jeg får ud af japansk indigo, så sidstnævnte er skrottet for mit vedkommende.
Til farvning skal førsteårsbladene bruges. Andet år sætter den frø, men så indeholder planten ikke længere det stof, der giver den karakteristiske blå farve.
Det er ikke de par kroner til frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere selv at avle, så jeg lod et par planter stå til at give mig frø i år. Ditte fik en af dem, for holddaop, hvor bliver vajd stor på andetåret! Den ene, jeg havde tilbage, har jeg delt i tre og sat forskellige steder. Hvis alle de blomster bliver til frø, kan jeg forsyne alle Sjællands plantefarvefolk med vajdfrø.

27. maj 2021

Hold da maule, hvor der var sten i Stenmaglehaven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags:

Sidste år besøgte vi kun én have via vores medlemskab af Haveselskabet, hvilket vi ellers gør et par gange eller tre hver sæson, men situationen var som bekendt blevet en anden. Nu er der åbent igen, og i går tog vi til Nyrup for at se Stenmaglehaven.
Vi ser på haver af flere grunde: For at blive inspireret, som jeg fx blev det til at sætte vores store, brune vinballon ud i et af bedene, hvilket jeg aldrig havde fundet på af mig selv, men det ser godt og lidt finurligt ud. Vi gør det med skam at melde også af ren og skær nysgerrighed – man er vel lidt af en skabsvoyeur – og endelig gør vi det for at blive imponerede over at se alt det arbejde, som mange lægger i deres have.

P1020964

Dennis og hans kæreste Louise har lagt mere end meget arbejde i haven. De har også lagt 600 ton store sten, hvor den største vejer 11 ton!
Da de byggede til, lagde de den derfra kommende overskudsjord rundt om den overdækkede terrasse, han også (næsten) selv byggede, hvorefter de fra forskellige steder fik fat i masser af kæmpestore sten.
Navnet Stenmaglehaven har han selv fundet på. Sten betyder sten og magle betyder stor, så han mente, det var et passende navn til netop denne have.
Det var værtsparret selv, der gav os en guidet tur rundt over det hele. Han er ikke kun bidt af en gal arbejdshest, men viste sig også at være i besiddelse af en god portion lune, så vi fik både havens historie og en del anekdoter om tilblivelsen med på vejen.

P1020961

Vi blev mere og mere imponerede, efterhånden som vi kom rundt. Selve haven er 26.000 m2, men de har mere jord end det. De har gravet ud til søer og endda en lille å, og de har lige anlagt en frugthave på 1000 m2.
De er tilsyneladende ret glade for hosta, for mange forskellige varianter af disse står spredt med jævn hånd overalt og de fleste er en hel del større end mine vist nogensinde bliver.
Den smukke bronzeblad, som anes til højre på billedet herunder, kunne jeg have købt en aflægger af, hvis jeg havde haft lyst til det. Det havde jeg egentlig nok, vores have er bare slet ikke stor nok til sådan en plante, men hvor er den dog smuk.

P1020965

Der var masser af rododendron, og der var mange planter, jeg ikke kendte

P1020951

De to mennesker arbejder altid. De har begge fuldtidsjob, og alligevel har parret overskud til at kreere og ikke mindst vedligeholde alt dette, som de bruger alle aftener, weekender og fridage på. Imponerende er det, og hvis I har lyst og mulighed, så er haven et besøg værd. De har åbent for besøgende næsten hver weekend, men det kan tjekkes på deres hjemmeside.
Jeg har været ude at kæmpe med sæbeurts- og skvalderkålsrodnet i tre timer i dag og er gået totalt død nu. Men jeg er selvfølgelig også adskillige år ældre end det arbejdsomme par fra i går.
Det er i hvert fald min undskyldning … og i øvrigt begyndte det at regne.

24. maj 2021

Pludselig huskede jeg hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags:

På vej hjem fra Køge forleden dag kørte vi forbi en lang beplantning af hæg. Meget lang … John spurgte, om ikke han skulle stoppe, så jeg kunne få fat i en favnfuld, hvilket jeg syntes var en glimrende ide, og jeg havde ingen som helst skrupler over at plukke, for der var tonsvis af blomstrende grene.
Da vi kom hjem, arrangerede jeg dem i en masse vaser – jeg elsker at have huset fyldt med blomster og har det i videst muligt omfang altid – i hvert fald i sommerhalvåret. Nogle gange selvfølgelig flere vaser end andre gange, men her blev det til syv, plus de tre mini-Kählere, der altid står på vores spisebord.
Sus havde givet mig tre store og lange grene med lyserød kalanchoe, som kan holde sig virkelig længe, og som så fine ud blandt de lyse hægblomster.
Da jeg var færdig, gik jeg udenfor et godt stykke tid, og da jeg kom ind igen, ramte den mig som en mur.
Lugten.
For hæg dufter ikke. Hæg lugter. Hæg stinker! Af kattetis. Lige pludselig huskede jeg, hvorfor jeg aldrig satte hæg i vand, da vi boede i Havdrup og havde mange lige ved siden af rækkehuset.
Fy, for pokker! Men sjovt nok har John det ikke på samme måde – han synes de dufter dejligt og kan ikke forstå min association til kattetis.
Det er meget underligt. Hvad siger I? Dufter hæg godt eller stinker den?
Jeg lod dem stå, fordi John nyder dem så meget, men lovede mig selv, at det var sidste gang … heldigvis bliver lugten mindre slem efterhånden. I de første par dage åbnede jeg ofte døre og vinduer, men det blev mindre og mindre nødvendigt, og det var ikke fordi jeg vænnede mig til lugten.

P1050745

Nu blomstrer vores hvide syrener, så i dag har jeg skiftet samtlige hæg ud med sådanne, og se, det var jo en ganske anden snak. Lugt …

KaktusblomstNu vi er ved blomsterne, så er en af mine to kaktus i blomst lige nu. Den kaktus, jeg købte som så meget mini, at den faktisk var mikro, og om hvilken de på planteskolen sagde, at den skal kun have en teskefuld vand hver 3. måned.
Det lød ikke rigtigt, men i begyndelsen gjorde jeg – næsten – hvad de sagde og gav den meget meget lidt vand, men efterhånden så den ret lidende ud.
Så gav jeg den noget nyt jord og begyndte at vande den, som jeg ville have gjort, hvis ikke jeg i første omgang havde fået dette tilsyneladende dårlige råd, hvilket hurtigt gjorde en forskel, idet den begyndte at trives og gro!
Ved købet var der kun én ‘klump’, men der kom efterhånden flere. Nu har jeg taget af til stiklinger – det er derfor venstresiden ser lidt amputeret ud … det er nemlig lige hvad den er.
Kaktussen har troet, at jeg var ude på at slå den ihjel, for kort tid efter stiklingetagningen kom denne lille fine blomst. Mange kaktusblomster ser kunstige og papiragtige ud, så jeg har tit troet, at de på planteskolerne snød, når de solgte blomstrende kaktus, men den er god nok – min kaktusblomst er i hvert fald ægte.

21. maj 2021

Brugsen kan endnu … ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: , , ,

Det er længe siden, jeg har skrevet om Brugsens stavning, men nu er tiden atter inde.
Jeg har flere gange hævdet, at manglende kendskab til dansk retstavning er et kriterium for at blive ansat i en af COOPs butikker.
Den påstand holder stadig.
Vi havde et ærinde i Køge i dag, hvorfor vi på vejen hjem købte ind i min yndlingsbrugs, som ligger i Karise. Det er en virkelig god butik, og jeg holder meget af at handle der, men de holder sig godt nok nogle særdeles alternativt stavende skilteskrivere.

210521_1210521_2

CaptureSikke noget fusk med de fuchsia … og mon de virkelig udtaler ‘reparation’ som ‘rarption’ i Karise og omegn?
Det kan jeg ikke tro. Denne fejl var så slem, at det tog mig et par sekunder at gennemskue, hvad de mente.

Jeg fik et tilbud fra samme brugs i foråret. Et tilbud jeg godt kunne modstå. Det var også noget sludder, der stod i den mail.
Nej, jeg har IKKE fået startet min grill endnu – dette lille ‘ikke’ hjælper betydeligt på sætningen.

Meny kan noget andet, idet de gør mere i en uigennemskuelig prispolitik end i dårlig stavning – det er meget sjældent, jeg ser stavefejl på deres skilte, men når jeg endelig gør, vasker de hænder og fralægger sig ansvaret, som fx da jeg fortalte en medarbejder, at det, man drysser på yoghurt og lignende hvid morgenmad, ikke hedder Måsli, men Müsli: “Det er ikke skilte vi selv skriver; vi får dem sendt inde fra hovedkontoret!”
Jamen så fortæl da det hovedkontor, at det ikke hedder Måsli …
Det har de ikke gjort. Der står stadig Måsli, selv om 1) det er flere måneder siden, jeg gjorde opmærksom på fejlen, og prisen er ændret flere gange siden, og 2) i andre Menyer står der Müsli, som det jo retteligen hedder, så hovedkontoret, min bare …

20210225_3_LI

Hvad prispolitikken angår ses et eksempel herover.
Det drejer sig om præcis den samme shampoo, hvor eneste forskel er mængden, nemlig 300 ml i den ene beholder og 400 ml i den anden. Vi tror sikkert alle, at det bliver billigere, jo større mængder man køber, men sådan er det ikke i Meny. Det er måske lidt svært at se, men literprisen er lavest, hvis man køber 300 ml og ikke de 400. Forskellen ruinerer nok ingen, men det er princippet, er det! Man skal huske at medbringe både øjne og hjerne, når man køber ind. Det lugter efter min mening lidt af manipulation, ganske som når man oplever “Normalpris 7 kroner – tag 3 for 25 kroner”. Den slags ser jeg ikke helt sjældent, men måske knap så gennemskueligt som dette for forståelsen lidt overdrevne eksempel, så jeg regner altid eventuelle tilbud efter i hovedet, inden jeg lægger noget i vognen, lige som jeg altid sammenligner kilo- eller literpriserne på varer, der i princippet er ens. Der er ofte forskel, og den ligger ikke nødvendigvis på kvaliteten, selv om den naturligvis også har betydning for prisen.

P1050744

Til sidst – helt uden for emnet – ses min mand øve sig på at tage billeder gennem kikkerten, som vi er meget glade for. Det var vist bare ikke så nemt at tage de billeder, som han havde forestillet sig, så nu har han været på nettet for at søge information om det.
Jeg nyder bare kikkerten, som bl.a. er skyld i, at vores mange gravænder nede ved fjorden viste sig, for de flestes vedkommende, i stedet at være store skalleslugere!

19. maj 2021

Nogle skal have det ind med skeer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

I forgårs var jeg i Toksværd planteskole for at købe sommerblomster til de krukker, som ikke blev tilplantet i første omgang, hvor jeg købte dem hos Thyme syd for Køge, men Toksværd ligger nærmere.
Der var tvillingblomster iblandt de blomster jeg købte, og da de kun kostede 20 kroner stykket, købte jeg 10 i tre farver – plus flere andre planter.
Ved kassen:
– Hvor mange har du af disse?
– 10.
– Jamen du har taget tre forskellige farver!
– Ja … må man ikke det? (Retorisk spørgsmål.)
– Har du så tre af hver?
– Øhhh nej … så ville jeg jo kun have haft ni …
– Hvor mange har du af hver farve?
– Tre, tre og fire. Jeg kan ikke huske hvilken en jeg tog fire af. Er det vigtigt?
– Nå, men du har tre af hver.
– Nej. Jeg. har. 10. planter!
– Nå … jeg tæller dem lige.
Jamen så gør da for himlens skyld det. Det sagde jeg ikke højt. Faktisk sagde jeg ikke ret meget mere herfra.
Hun talte derefter også alle de andre planter. Nogle havde jeg seks af, andre tre af og andre igen en eller to af. Jeg havde helt styr på, hvor mange jeg havde af hver, men hun tog samtlige op og skannede dem en ad gangen. Jeg ved ikke hvorfor hun tilsyneladende ikke troede på mig – det var jo mig, der insisterede på, at jeg havde ti, og hende der blev ved med at prøve at få mig til at sige ni …
Nå. Vi kan jo alle have en dårlig dag. Hun havde det. Jeg fik det … næsten … oppe hos Thyme siger jeg bare hvor mange jeg har af hver, og så er det det. Ikke så meget pjat med dem.

Mølle ved Gørslev

Vi kørte bevidst en omvej hjem, fordi det var så dejligt vejr, og fordi den sydlige halvdel af Sjælland er så vidunderlig smuk lige nu. Den er den altid, men nok allersmukkest her i maj.
Vi kørte ad veje, jeg ikke kunne huske at have kørt på før, men John sagde, at det havde vi.
Pyt med det – hvis det er nyt for mig hver gang, så har jeg da bare en hjerne som en guldfisk …
Vi kom forbi denne fantastisk flotte mølle. Jeg så den på alt for lang afstand og bad John om at vende om, så vi kunne dreje af og komme lige forbi den.
Den viste sig at være privatejet. Det var med andre ord en bolig … og hvilken bolig! Flot, flot restaureret og/eller velholdt. Den ville jeg gerne have set indvendig, men de havde nok ikke ladet os komme ind, hvis vi havde banket på og spurgt, om vi måtte kigge os lidt omkring.
Bortset fra, at jeg elsker at bo i Den Stråtækte og ikke ville bytte med noget, så har jeg drømt om at bo i en mølle lige siden engang jeg så en boligudsendelse, hvor et par havde indrettet sådan en, og hvor var den bolig bare spændende.
Men okay … der må være mange trapper, så det er nok meget godt, at vi ikke bor i en mølle.
Flot var denne dog – i hvert fald set udefra.

Mølle ved Gørslev 2

17. maj 2021

Badesæsonen er begyndt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Herligt vejr! Et par læs skvalderkål er nu ikke længere i min jord, det store rosenbed har fået fjernet brændenælderne (som nu er lagt i vand, så jeg kan få noget god gødning), de 22 vajdplanter er plantet ud og nogle af zinniaerne ligeså.
Der er stadig lang vej igen, inden jeg er færdig.
Færdig med første gennemløb, vel at mærke, for når jeg er igennem det hele, kan jeg starte forfra, selv om der dog ikke vil være tilnærmelsesvis den samme mængde skvalderkål resten af året, så en effekt har det da heldigvis med alt det arbejde. Man bliver aldrig arbejdsløs, når man har en have, men det er fint – jeg sidder rigeligt meget ned og strikker eller syr i løbet af vinteren, så det er fint at få udført noget fysisk arbejde.
Mens jeg lå og udplantede vajden, hørte jeg en masse unge mennesker ude på vejen, og det lød som om de gik ned ad stien til fjorden.
Op med mig og hen for at kigge … de fleste var nået ned til vandet, men der stod to unge knægte kun iført badebukser lige ud for vores grund. De måtte være fra Brøderup Efterskole, som ejer grunden.
Nysgerrig er man jo, så jeg spurgte, om de virkelig skulle i vandet.

Brøderup bader - 17 maj
Njah, lød svaret, vi ved ikke helt hvad vi skal. Vi skal ikke ligefrem ud og svømme, men vi skal lave en eller anden øvelse ude i vandet, og vi ved altså ikke helt hvor fedt det er. Det er garanteret hundehamrende KOLDT!
Det kunne vi hurtigt blive enige om … du skal være velkommen til at komme ned og se hvad vi skal lave, sagde de, men jeg takkede nej. Okay – så må du have en rigtig god dag!
Søde og høflige unge mennesker, der ikke havde noget imod en sludder med en for dem ukendt, ældre dame. Der er stadig håb for Danmarks fremtid.
Lidt senere kunne jeg både se og høre dem pjaske i vandet. Det kom der nogle solide hyl ud af – især fra pigernes side.

Gråspurvene og skovspurvene har også indledt badesæsonen, men de er da så fornuftige ikke at sænke sig ned i det våde og kolde element. I stedet bruger de bedene jeg har lagt dahliaknoldene ned i. Disse er endnu ikke kommet op, så der er masser af dejlig jord at støvbade i.
Kan I se fuglene? De har ‘anlagt’ fem badehuller, og tit er der fugle i alle fem. Alligevel er det ikke nok, for de er nærmest ved at komme op at slås for at få et lækkert støvbad.
Badehullerne bliver dybere og dybere, jo mere de bliver brugt; i et par af dem kan man ikke se fuglen, kun det støv, den hvirvler op, når den basker med vingerne. (Hvorfor kom jeg mon lige til at tænke på Rumle fra Radiserne?)
Spurvene hygger sig tilsyneladende en hel del mere ved den badning end de unge mennesker fra efterskolen gjorde med deres.

Gråspurvestøvbad

15. maj 2021

En ny svamp – for mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: , ,

Da jeg lå og hev ukrudt op fra et af bedene, fik jeg pludselig øje på nogle små, nærmest neonrøde kugler. Min første tanke var, at en eller anden havde tabt nogle legetøjsperler, for farven så temmelig kunstig ud. Da jeg ville tage en af dem op, eksploderede den nærmest, og en endnu rødere, tyk væske flød ud fra dem. Ret ulækkert, men nu blev jeg nysgerrig, for hvad pokker kunne det dog være?
Google Lens er min nye bedste ven, og den kunne på en brøkdel af et sekund fortælle mig, at det er almindelig rødært.
Som navnet antyder, er det en ganske hyppigt observeret svamp, som bor på døde træstubbe – hvilket min da også gjorde. Så den var godt nok ny, men kun for mig i min have, men det gør ikke noget – jeg har lært noget nyt i dag. Der stod oven i købet, at den slimede substans kan bruges til at farve med, men for det første var der ikke ret mange ‘ærter’, og for det andet virkede materialet ikke specielt lækkert at arbejde med, så jeg tror jeg springer over denne gang, selv om jeg ellers altid er med på at prøve noget nyt inden for garnfarvning.
Mit kamera kan – som sædvanlig – ikke finde ud af at gengive røde farver, og selv om jeg prøvede at photoshoppe billederne, kunne jeg ikke [finde ud af at] få den rigtige frem, hvorfor jeg begik en forbrydelse og huggede et billede fra nettet, hvor slimens farve er korrekt.

Røde blævresvampe (1)Skærmbillede 2021-05-15 163742

Vi har fået rigeligt med regn, og selv om det kun var rigtig varmt i et par dage, er det i det mindste ikke de arktiske temperaturer, vi havde helt frem til den dag, vi havde sommer.
Alt er derfor eksploderet – det er ikke kun mine rødært, der kan det, men stort set alt, der er i haven. Også ukrudtet … der er virkelig noget at tage fat på, hvis ikke det skal kvæle det, der helst skulle blive til de dominerende planter.
Nå. Det er jo sundt med noget fysisk arbejde, siges der. Man skal have pulsen op, siges der. Jeg burde være meget sund …
Bortset fra, at jeg de sidste to døgn har sovet for lidt, spist for meget, snakket for meget og drukket for meget vin. Men det har været superhyggeligt, har det, så vi har blæst højt og flot på sundheden. Den mentale sundhed har nemlig været helt i top i de par dage, og det virker helt sikkert også livsforlængende.

12. maj 2021

Jeg har sådan en lyst til at oprette en hotmailkonto

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: , ,

Hej, der!

Jeg haber, du har det godt?

Jeg onsker laere at kende med dig. Jeg ser vil oprette palidelig forhold pa Internettet. Mit navn er Yulichka. Jeg er positiv og omgaengelig kvinde. Jeg er tilhaenger af sund livsstil. Jeg ryger ikke og jeg bruger ikke alkoholholdige drikke. Jeg kan godt lide til at ga ind til med din krop. Hvis du er du har intet imod videreudvikling af vores kommunikation, fortael mig. Hvis du onsker jeg kan skriv mere om dig selv. Jeg aldrig blev aldrig gift, og jeg har ikke born. Venligst lad mig vide mere om dig. Jeg onsker laere dig at kende og at vide meget mere om dig. Hvis du har mulighed venligst vedhaeft dine foto. Og i et efterfolgende brev sender jeg vil sende min fotos.

Jeg vil vente svarbrev med kaempe look.

Hav det godt, Yulichka.

Hver gang jeg får sådan en mail – hvilket heldigvis ikke sker ret tit – får jeg lyst til at oprette en midlertidig hotmailkonto bare for at kunne igangsætte en (slags) korrespondance.Jeg er ret spændt på, hvad hun vil skrive om mig selv … Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om jeg vil sende et vellignende foto af mig og spørge, hvordan hun dog kunne vide, at jeg er en kærlighedshungrende, ældre homoseksuel kvinde, der tager imod dette initiativ med kyshånd, for der er ellers ikke ret mange, der gider date mig, eller jeg vil finde et eller andet billede af en fedladen mand, der lader skinne igennem, at penge mangler han ikke, og bare han kan få fat i denne “positive og omgaengelige kvinde”, så skal hun til gengæld nok få alt det, hun går og drømmer om.

Men det bliver nok også der – altså i mine tanker, for hvad skulle jeg kunne bruge det til? Intet som helst. Det, jeg egentlig får mest ud af, er et godt og billigt grin over formuleringerne, som er helt i skoven pga. af maskinoversættelsen. De gule sætninger var, som alle vil kunne se, ikke de eneste fejlbehæftede, men dem jeg smilede mest over.


Skærmbillede 2021-05-12 194531Og nu til noget helt andet.
Nogle vil måske kende Mine Mål-kontoen, som Nykredit kørte med i en periode, men som nu er taget af programmet. Vi lavede ingen selvmål, men lod bare kontoen køre og tænkte ikke videre over den, men nu bliver den helt lukket, og pengene flyttes over på vores nemkonto eller hvor vi måtte vælge at anbringe dem.
Det var ikke noget, vi blev millionærer af, men det var blevet til 2600 kroner til os hver.
Vi havde i et stykke tid talt om at få os en ordentlig fuglekikkert. Vi har en relativt god ‘almindelig’ kikkert, men vi ville gerne have en, der kunne trække lidt bedre ind, og desuden ville John gerne kunne tage billeder gennem kikkerten.
Google er vores ven – der blev søgt og undersøgt og sammenlignet.
Bresser Pirsch II 25-75x100Vi nåede frem til en Bresser (25-75X100). Den forstørrer næsten dobbelt så meget som den håndholdte, og glasset er 10 cm, hvilket betyder, at der kan komme lys nok igennem selv i skumringen. Kameraadapteren havde han ikke hjemme, så den kommer med posten på fredag. Det bliver spændende.
Vi har fundet ud af, at vi ikke har så mange gravænder, som vi troede, for nogle af dem viste sig at være store skalleslugere, men det kunne vi først se i den nye kikkert.
Vi kan nu også se de mere undselige skalleslugerhunner – dem fik vi slet ikke øje på før, lige som de to ryler, der gik rundt og fouragerede i vandkanten, også var nye for os.
Vi fik derfor – synes vi selv – noget godt ud af de penge. Det er en kikkert, der kun kommer med på bilferier, for det er ikke en, man lige gider slæbe med i en kuffert.

10. maj 2021

Sommeren faldt på en mandag i år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Sommeren faldt på en mandag i år, så jeg benyttede mig af det fantastiske vejr og fik alle dahliaerne i jorden. Næsten alle … der er altid nogle knolde, der falder af og som jeg derfor ikke ved om er levedygtige eller ej. De kommer i jorden på steder, hvor det ikke gør noget, hvis ikke de kommer, og gør de, kan de eventuelt flyttes et andet sted hen.

MyggenetVi har rekordmange myg i år. Millioner af dem. Vores naboer, som begge underviser på Marjattas Steiner-seminarium, sagde, at der er ikke millioner; der er milliarder! På trappen foran en af administrationsbygningerne lå de en morgen i så tykt et lag, at folk gled i dem, og de sad så tæt på en væg, at den var myggegrå i stedet for den sædvanlige lysegule. Addr. Hos os sværmer de i tætte, tætte flokke, så for en gangs skyld er jeg glad for, at vinden tager lidt til i løbet af dagen, så de ikke selv kan bestemme hvor de vil flyve. Vi købte myggenet til vores Tilleyhatte til sidste sommers alaskatur, som aldrig blev til noget pga. coronapesten, så det outfit bar jeg i formiddagstimerne, indtil myggeplagen aftog lidt. De Marjatta-børn, der gik forbi ude på vejen, mens jeg arbejdede i bedet ude foran iført hat og net, kiggede en ekstra gang – sådan noget underligt noget havde de vist ikke set før, og disse lidt ‘specielle’ børn har ikke altid noget filter, så de kigger aldeles uhæmmet nysgerrige og ugenerte på mig – men det er da fint, hvis jeg har givet dem noget at tale om. Jeg kan tåle det …

Det er lidt lige som en ny version af nogle af Ægyptens ti plager, dette her: Coronapest, arktisk kulde og nu myg i et antal så voldsomt som de bibelske græshoppesværme. Vi ved ikke, hvorfor det er så slemt netop i år, men alle vi taler med, er enige i, at der aldrig før har været så mange myg her i området.

Men sommeren blev brugt fornuftigt og udnyttet fuldt ud. Dahliaer i jorden, køretur til Kværkeby i et ærinde, jeg fortæller om senere; så en tur til Thymes planteskole i Herfølge for at købe i hvert fald nogle af årets krukkeblomster.
De bliver forhåbentlig sat i krukker i morgen, hvis ikke det regner for meget. Die zwei anderen Mädchen kommer på torsdag, så jeg har hujende travlt med at gøre haven bare nogenlunde præsentabel til besøget.
Sommeren er åbenbart allerede overstået, men John har købt en terrassevarmer, så vi kunne jo håbe på, at den vil være effektiv nok til at holde kulden stangen i tilstrækkelig grad til i hvert fald at kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Det vil med størst sandsynlighed blive umuligt at indtage aftensmaden udendørs – terrassevarmer eller ej.
Uanset vejret, så har alle Die Drei Mädchen ikke mødtes i langt over et år, så vi glæææder os alle tre til at være sammen fra torsdag til lørdag. Der skal speedsnakkes, skal der!
Stakkels John, men han må klare sig så godt han kan … han er nok glad for, at lydbøgerne er opfundet …

8. maj 2021

Tilfældigt sammentræf?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , ,

I går skrev Farmer om bredsåning og nede i kommentarfeltet kunne man læse hans ord om teknikken til en smuk og ensartet bredsåning.
Jeg tillader mig at citere den gode og meget vidende bondemand: “Når man bredsår, skal man som højrehåndet sprede, når man har højrebenet fremme (naturligvis ligeså venstre/venstre), ellers kommer kornet til at stå i måner, og det blev der virkelig set ned på i hine tider.”
Min far havde lært at bredså, selv om såmaskinen for længst var opfundet, da han blev født. Jeg er ikke særlig god til det, men nu vil jeg da øve mig på den rigtige teknik næste gang jeg skal strø gødning i min have.
I dag har jeg haft en lille Messenger-‘snak’ med Stine, som nogle af de vedholdende bloggere nok bedre kender som Kong Mor, som havde en skøn blog om sin familie og livet, først i Normandiet og senere i Møllen på Fyn. Hun blogger desværre ikke mere, men vi har holdt forbindelsen ved lige, selv om det ikke just er hverken daglig eller ugentlig kontakt.
Ikke desto mindre har vi ikke glemt hinanden, og i dag havde vi en ‘snak’, der bl.a. førte til, at Stine sendte mig dette link, der fører til en engelsk serie (der kan ses på YouTube), som handler om bl.a. hverdagslivet i tudortiden, om klostrenes rigdom dengang og meget, meget andet – men alt sammen engelske, historiske dokumentarudsendelser, som jeg generelt bare elsker!
En af de gennemgående personer er Ruth Goodman, som jeg kender fra Inside the Factory. En ildsjæl og en krudtugle, som man kun kan blive i godt humør af at opleve. Hun har medvirket i et hav af engelske historiske serier, og altså også denne.
Tak til Stine for at gøre mig opmærksom på, at det meste – om ikke alt? – dette kan ses ganske gratis på YouTube. Vi har allerede set den første her til aften, og jeg er solgt! Kan absolut anbefales, og lad jer ikke afskrække af, at det foregår på engelsk. Det er nemt at følge med, også uden danske undertekster – og måske ikke helt uden betydning mener John det samme. Det er ikke for at virke blæret, men for at understrege, at det ikke kun er for sådan nogle som mig, der engang har været god til engelsk, men også for dem, der ikke tror de er ret gode til det.

Men hvad var det for et sammentræf, jeg nævnte i overskriften?
Det var, at netop i denne første af en række episoder fortalte en mand os lidt om bredsåningsteknikken! Jeg kan, som et lille kuriosum, nævne, at bredsåning hedder broadcasting på engelsk. Ret pudsigt, faktisk…
Nu har jeg ikke tænkt på netop denne term i mange år; jeg har aldrig vidst hvordan man gør det korrekt, og så skal man lære det to gange på to på hinanden følgende dage fra to vidt forskellige kilder.
Det er da noget af et sammentræf, ikke sandt?
Og hurra for blogland og alle de mange erfaringer/oplevelser/megen viden, det har givet mig i den tid jeg har været med i den eksklusive klub. Som jeg i øvrigt netop i denne måned kan fejre kobberbryllup med.

Næste side »

Blog på WordPress.com.