Hos Mommer

26. februar 2015

Man har et standpunkt, til man …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Man har et standpunkt, til man bliver tvunget til at tage et nyt.
Da vi så på Den Stråtækte, havde Finn sin vaskemaskine i badeværelset, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at den skulle ud i fyrrummet, hvor der var strøm til den og hvor der var etableret afløb.
”Virker det afløb?”
”Jaja, det fungerer som det skal.”
Første gang vi brugte vaskemaskinen, stod der et par cm vand på gulvet. Det forsvandt af sig selv, men meget langsomt.
John prøvede at rense afløbet med alle tilgængelige midler, men intet hjalp, så vi måtte have fat i en kloakmand.
Denne fandt ud af, at det ikke var et rigtigt afløb, men bare et kort dræn, som endte i en faskine lige uden for garagen. Hverken lovligt eller tilstrækkeligt til snesevis af liter snavset sæbevand …
Vi kiggede i tilstandsrapporten, for vi huskede det omtalt som et afløb – hvilket var rigtigt husket, så dette er en ejerskifteforsikringssag, tænkte vi straks. HA – endelig noget, der ikke er blevet taget forbehold for.
Da vi tænkte én gang til, blev vi enige om at flytte vaskemaskinen ind på badeværelset … det var faktisk lidt ligemeget, at vi ikke selv skulle betale kloakgildet, så at sige, for vi orker simpelthen ikke tanken om, at det halve af haven skal graves op for at få ført et autoriseret afløb fra fyrrummet og ud til den eksisterende kloak.
Det passer ikke fruen helt – heller ikke herren, for den sags skyld – men alt det andet besvær passer os begge endnu mindre, så vi havde en VVS-mand ude i dag for at reetablere vandtilførslen, som vi fik stoppet og gemt godt af vejen, mens huset alligevel var fyldt med håndværkere.
Sådan kan det gå …

Da VVS-manden alligevel var her, spurgte John, hvorfor trykket faldt så hurtigt på ekspansionsbeholderen – han var nødt til at fylde vand på systemet en gang om ugen, hvilket han ikke følte sig helt tryg ved, for hvor forsvandt vandet hen?
Det ved ingen; det forsvinder bare, men ny ekspansionsbeholder er nu blevet sat op … det var dog okay – de holder angiveligt ikke mere end 10-12 år, så det kan vi vel ikke bebrejde nogen, andre end måske tilsynsmanden, som altså hverken opdagede, at afløbet ikke var et afløb eller det med ekspansionsbeholderen. Det sidste ved jeg ikke, om man overhovedet har mulighed for at opdage, men da vi omtalte det for VVS’eren, grinede han hånligt og erklærede, at de tilsynsrapporter var en ren pengemaskine – de færreste håndværkere havde respekt for det ‘arbejde’ (man kunne tydeligt høre hans gåseøjne), der blev udført i forbindelse med et hussalg.
Vi havde en oplevelse, der understøtter mandens påstand: Da vi havde en tilsynsmand ude til rækkehuset, ville han ikke gå ind i skunken “for der var erfaringsmæssigt ikke noget at finde i disse huse”. Ejerskifteforsikringen tog, ikke overraskende, forbehold for fejl bag skunken, og køberen forlangte derfor den efterset for at få forsikringsdækning.
Vi havde heldigvis en såkaldt sølvpakke, så det kostede os ikke noget at få ham ud igen (lige som det heller ikke kom til at koste os noget at få rapporten forlænget), men hvis han havde gjort sit arbejde ordentligt første gang, kunne vi helt have undgået den ommer.

25. februar 2015

Energien er vendt tilbage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: , ,

Af en eller anden årsag er energien vendt stærkt tilbage. Måske er det fordi jeg i går fik sat ord på mine bekymringer for min søster, måske er det bare fordi vi har slappet af et par dage. Måske er det fordi visse andre småbekymringer nu er slut – se længere nede …  
I går hentede vi det absolut sidste fra Havdrup, så nu er der så tomt som der kan være. Den ulovlige stikkontakt til terrassebelysningen er pillet ned “det er ikke en udendørskontakt!” Nejnej, men den sidder dybt inde i et hjørne af den overdækkede del. Der har aldrig været så meget som et fygesnefnug i nærheden af stikket, og det kunne kun blive vådt, hvis vi fik en oversvømmelse på over 1½ meter, hvad der er temmelig usandsynligt … pjat, pjat, men regler er selvfølgelig regler – jeg tør bare godt vædde på, at den nye ejer ret hurtigt sætter op, hvad vi lige har pillet ned.

Yesss: Den nye ejer! Vi har solgt og skal overdrage nøglen på søndag. Det var svært at få hænderne ned, men det var nødvendigt for at få dem ned i de sidste fem flyttekasser og få dem tømt. Det er nemlig også gjort i dag, så glorien er nærmest selvlysende.
I kender sikkert godt “De Sidste Fem Flyttekasser”? Alt muligt ukurant l…, som man har ventet til sidste øjeblik med at pakke ned, fordi man egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med tingene. I dag er der derfor taget beslutninger i massevis: Ud eller ej? Temmelig meget af det røg ud – hvad skal vi fx gemme 20 skifterammer for? De havde sin tid for alt for mange år siden; den æra er for længst slut, så de fik dødsstødet sammen med en del andet, som sagt.
Nu er der således kun finpudsningen tilbage … bortset fra haven. Kun en tåbe frygter ikke haven, som vittige hoveder påstår … det er rart at vide, at man ikke er en tåbe, for jeg frygter vores en lille smule, da der ligger meget arbejde endnu, inden vi får den tæmmet, selv om vi nåede en del sidste år.
Nå. Den tid, den sorg. Lige nu nøjes vi med at nyde de mange vintergækker og alle de andre løgplanter, der er på vej op for at varsle foråret, som er lige om hjørnet.

Find fem fejl på tre ord

På en af flyttekasserne var der sat denne lille seddel. Find fem fejl i en sætning på tre ord. Eller … faktisk er der jo to sætninger …
Vi havde desværre ikke fået flere flyttekasser brugt af denne kunde; det kunne ellers have været interessant at se, hvad vedkommende ellers kunne præstere.

24. februar 2015

En kræftramt familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags:

Den 9. februar løb der en mail ind fra min ældste søster. Hun spurgte om vi skulle noget den 11., for hun skulle ind til en kikkertundersøgelse på Holbæk sygehus. Hun havde fulgt tilbuddet om screening for tarmkræft og havde haft blod i afføringen, så de ville gerne kigge lidt nærmere på hende. Det var ikke sikkert, at hun kunne køre bil bagefter, så hun måtte ikke køre selv.
Puha. Den 11. var den dag, vi havde arrangeret os med flyttefirmaet, men lige netop det her … så svigter man altså bare ikke sin søster – det var jo ikke svært at gætte hvordan hun havde det.
Jeg spurgte John, om han kunne klare flytningen uden mig, og selvfølgelig kunne han det – jeg kunne være med lidt af tiden, men var nødt til at køre kl. 9:30.
Kikkertundersøgelsen viste, at det med 99,9 % sikkerhed var tarmkræft. Selv Merete, som absolut ingen som helst baggrund har for at kunne vurdere den slags, var ikke i tvivl om, at det hun så på skærmen, ikke var godt. Sygeplejersken var også meget sikker på, at det var kræft.
I torsdags var hun til CT-skanning og i dag har hun været til lægesamtale for at høre behandlingsplanen.
For jo: det var kræft, men de mente, at det er opdaget så tidligt, at hendes chancer er rigtig gode. I forbindelse med operationen, som er allerede den 6. marts, vil de undersøge lymfekirtlerne for at se, om det har spredt sig, men det er de ret sikre på, at det endnu ikke har nået, så chancen for, at hun kan nøjes med operation og undgå kemoterapi, er pænt stor. Jeg ved ikke, om hun kan undgå en stomi, hvilket er det hun frygter allermest. Bortset fra at dø i alt for ung en alder, selvfølgelig, men det gider vi ikke tænke på lige nu.

Vi er da lige ramt, vores lille familie. Først mig, så Merete. Som sagde til trøst, da jeg havde været alle undersøgelserne igennem, men endnu ikke havde fået dommen: “Tag det roligt, vi er jo slet ikke disponerede for kræft i vores familie, så det er nok falsk alarm”.
De ord har vi grinet lidt af midt i al elendigheden.
Stakkels hende. Jeg ved jo bedre end nogen, hvilke tanker der hele tiden huserer inde i hovedet, men jeg må sige, at hun tager det meget tappert. Vi snakkede selvfølgelig rigtig meget om det d. 11. i bilen, og vi var enige om, at det kan man også lige så godt være … tapper, altså … for der er ingen, der gider høre om ens elendighed. Eller jo … det er der selvfølgelig. Jeg gider godt. Hendes to sygeplejerskedøtre gider også godt, men det er ikke noget, der skal gøres til genstand for middagsbordssamtalen – her viser man det gode humør og den humor, der hjælper en igennem det hele.

Jeg kan kun gentage: Hurra for de skanninger. Får I tilbuddet, så tag imod det og lad være med at lytte til dommedagsprofeterne de allestedsnærværende eksperter, der hævder, at der er for mange falsk positive resultater, så der er for mange, der går og er bekymrede uden grund. Og hvad så? Siger jeg bare! Det er da bedre at være falsk positiv end at opdage kræften så sent, at det ER for sent og man dør af det.
Min søster havde ingen mistanke. Jeg havde ingen mistanke, men kræft var det – vi døde bare ikke af det. Jeg gjorde i hvert fald ikke i første omgang, og jeg tror på lægerne, når de siger, at Merete har gode chancer.
Vi har på sin vis været heldige, at vi er ramt af netop to af de vist kun tre kræftformer, der bliver screenet for, men kan vi ikke godt aftale, at nu er kræftstatistikken opnået for vores families vedkommende? Og sikke noget sludder, men meningen er vist klar …

23. februar 2015

Det ene mord efter det andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

IMG_4480

Sikke et vejr, det har været. Nu er det heldigvis blevet tørvejr, og vinden har lagt sig. Der er håb forude for godt eller i hvert fald lidt bedre vejr i morgen.  Pudsigt egentlig, at ‘godt’ i denne betydning er bedre end ‘bedre’ …
Det nåede aldrig at blive rigtig lyst i dag, så vi udsatte turen til Havdrup til i morgen, hvor vi så forhåbentlig ikke skal køre i slud og stærk blæst.
I stedet blev især i eftermiddag en totalhyggestund med først Foyle og dernæst en ny krimiserie, vi ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med: Miss Fisher. Der kom to på stribe – den første startede jeg på af nysgerrighed, men da den viste sig udmærket, snuppede jeg lige den næste med.
Tv-kiggeri fra 13:35-16:55 – DET er godt nok længe siden, vi har præsteret sådan en omgang tv-maraton. Og ikke alene i så lang tid, men i det hele taget at se tv om eftermiddagen … jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det.
Det er derfor blevet til en hel del mord i løbet af i dag, men trods det har det været hyggeligt at sidde i stuen ved siden af den blussende brændeovn, jeg har ønsket mig i 100 år og nu endelig har fået. Vi har en i Sverige, ja, men det er ikke det samme som også at have det i vores ‘rigtige’ hjem.

Billedet er et glaskugletræ fra gårsdagens rundvandring i Nyord by. Vi kunne ikke helt gennemskue, hvad de to stiger skulle til for – de skæmmede mildt sagt det ellers så pyntede træ.

22. februar 2015

Ørnens dag var en lidt flad fornemmelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:55
Tags: , , ,

IMG_4463Det var Ørnens Dag i dag, og for at få en undskyldning til at invitere et par par til at se Den Stråtækte i bemøblet stand, havde vi spurgt Pia og Allan og Inge og Hasse, om vi skulle mødes ved fugletårnet på Nyord, hvor DOF hævder, at det aldrig slår fejl at se havørne. Bagefter skulle vi begive os til Den Stråtækte og få lidt mad og måske en kop vin eller øl.
Det var de alle fire med på, så altså mødtes vi kl. 12 ved fugletårnet, hvor en DOF-guide havde stået siden kl. 10 og frosset med anstand. De havde set seks havørne i dag, hævdede den i øvrigt yderst sympatiske DOF-repræsentant, hvorefter vi ved selvsyn kunne se i hans superteleskop, at “der lige nu sad en lige dér! Der – lige midt på revlen på den anden side af det smalle stykke vand”.

Havørnen sidder lige der!

Nyord havn ...Hmmm. Ja, okay, det gjorde da der ganske rigtigt, men det var nok ikke lige det, vi havde forestillet os med en ørnekiggetur. Ørnen sad på samme sted i meget lang tid, så John mente, at det var en udstoppet en, ornitologen havde haft med, hvortil vi andre indvendte, at så kunne han sgu da godt have anbragt den lidt tættere på, så den ikke bare – selv i et meget blæret teleskop – lignede et komma i fontstørrelse 0,2 …
Bortset fra det, var det et fantastisk sted for fugleinteresserede – når der er fugle at se, så vi blev alle enige om at genbesøge stedet til sommer – eller bare på et tidspunkt, hvor man rent faktisk kan se nogle fugle.

Vi forlod fugletårnet for at køre til Nyord by, hvor Inge og Hasse ikke havde været før i dag.
En finfin oplevelse, med små og spændende butikker, hvor der blev lagt nogle kroner i dagens anledning hist og pist, men for alles vedkommende i den særdeles spændende butik Noorbo, som solgte alt fra talrige variationer i løsvægtskøb af whisky over rom, cognac, calvados og armagnac til balsamicoeddiker i alskens afskygninger til olivenolier i lige så mange eller flere afskygninger til sennep i en del variationer. Og så var der naturligvis også en café og et galleri … alt i alt et sted, der næsten helt af sig selv fik hevet kortet op af lommen på tre af os – nemlig de tre halvdele af parrene, der ikke ‘desværre havde glemt’ kreditkortet i bilen …

IMG_4493IMG_4499

Til venstre et lillle udpluk af de alkoholiske drikke; til højre nogle af olivenolierne. Jeg investerede i en trøffelolie og en basilikumolie; Inge og Pia købte også to olier hver. Det var svært at vælge – jeg kunne sagtens have købt mindst fem (der var også Karl Johan, granatæble, hvidløg, hindbær, chili, valnødde- og mange, mange flere olier), men jeg skal også nå at bruge dem, inden de bliver for gamle.
Vi var alle seks enige om, at der så absolut var belæg for et sommerbesøg på Nyord: Fugletårn, hyggelige Nyord by og denne butik – alle tre nærmest råber et “på gensyn!”
Det sagde vi også, da vores gæster forlod Den Stråtækte efter en meget hyggelig – og, ikke overraskende, meget ordrig – dag og aften. Nu er huset igenigen indviet.

21. februar 2015

Syslerier – eller …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Jeg ved ikke om man kan kalde det at løbe hele huset over med støvsuger, for bagefter at vaske dem, for ‘syslerier’.
Jeg ved heller ikke, om man kan kalde Johns heldagsbeskæftigelse for ‘syslerier’, men ligefrem kalde det ‘arbejde’ er vel heller ikke det rigtige ord. Og dog – det er det måske alligevel …
Ude i garagen havde Finn engang lavet et langt bord, som John bare har læsset på og på og på. Alt for meget på, viste det sig i morges – det var braset sammen i løbet af natten. Vi må have sovet godt, siden vi ikke har hørt noget som helst – ikke særlig betryggende, faktisk, for det må have larmet en del. Han har derfor brugt hele dagen på at konstruere et nyt og mere holdbart bord, plus færdiggjort blændingen af den ene af de fem (!) yderdøre vi har. Fire er mere end rigeligt, og blændingen af den løste et andet lille problem, vi havde, nemlig et sted til at sætte alle vores sko. Fyrrummet er meget lille, og vi vil ikke have de mange sko i entreen, men nu har handymanden bygget en fin reol, hvor der er masser af plads til dem. Det er helt bevidst, at vi gør det på denne måde, for det ville skæmme huset, hvis vi helt nedlagde døren. Nu ligner det en dør udefra, men den kan ikke længere åbnes. Det var to fluer med ét smæk, for den var så utæt, at vi et enkelt sted havde en lille sprække ud til det fri. Nu er der isoleret med rockwool i den nederste halvdel, og den øverste får noget skumgummi. Når vi engang får købt noget. Lige nu har den fået akutbehandling i form af malertape.

Blændet dør - indefraBlændet dør - udefra

I kan godt se, at det ville være en dødssynd at fjerne denne dør, ikke?

Hele hytten er som sagt gjort ren nu – det er da utroligt, at der kan komme så mange nullermænd på en uge, men vi har selvfølgelig været mange – jeg har vasket en ordentlig skudefuld sengetøj og håndklæder, der er en kage i ovnen til morgendagens gæstebud, og om lidt skal jeg lave mad. Man må sige, at kønsrollerne lige er hoppet godt 50 år tilbage med de sidste par dages fordeling. Jeg tror John er mere glad for den garage, end han tør indrømme, for han ser slet ikke spor ked ud af det, når der sker en mindre ulykke som den i nat – han har savnet sådan en arbejdsplads gennem al tiden i rækkehuset, og han elsker simpelthen at gå derude og arbejde og give den hele armen som den handyman, han heldigvis er. Der kommer vel en dag, hvor jeg kan håbe på, at han igen får tid til at svinge støvsugeren …

20. februar 2015

Vand, snedråber og stilhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu kommer vandet ikke kun fra fjorden, men også fra oven – i dag får vi dog ikke våde fødder, for vi nåede ikke ret meget andet end sidde længe ved morgenbordet og, for Charlottes vedkommende, at pakke kufferterne. Vejret indbød absolut ikke til udendørs færden. Vi skulle desuden køre allerede klokken 12 for at nå at aflevere dem i lufthavnen de anbefalede to timer før afgang.
Som altid går jeg lidt stille og halvvemodigt rundt, når jeg kommer tilbage til det tomme hus, som nu virker mere stille end normalt. Det er selvfølgelig noget vrøvl, men et er, hvad jeg ved, og noget andet er, hvordan det føles.

P1050292Denne gang går der længere tid end normalt, inden vi ses igen. Det er helt vores egen skyld – vi kan bare lade være med at have så travlt.
Vi skal til Tromsø og Sommerøya på jagt efter nordlyset. Vi skal til Island og se på vulkaner, varme kilder og geysere og hvad der ellers er at se deroppe. Vi skal en uge i sommerhus i Jylland med hele min familie. Vi skal til England i bil og til Nordnorge i campingvogn. Vi skal på krydstogt i det græske øhav.
Sverige skal passes, og det skal Den Stråtækte også. Det bliver et spændende og oplevelsesrigt år – så oplevelsesrigt, at vi sandsynligvis ikke når til England før engang efter pinse. Et skråplan … jeg plejer da altid at kunne finde en uges tid, men da vi synkroniserede kalenderne, viste det sig vanskeligt at få det til at passe sammen, så vi må se – måske er der pludselig et hul et eller andet sted, så jeg/vi lige kan snuppe nogle dage. Tre måneder er laang tid uden at se dem.

Lang tid – også selv om vi har fået en have, der kræver os og nok kan holde os beskæftigede resten af vores liv … med vores nuværende rejseaktivitetsniveau bliver vi simpelthen nødt til at finde en ungersvend, der mod gode ord og (især) betaling vil sørge for, at vores græsplæne bliver slået så regelmæssigt, at huset ikke skriger af ubeboethed.

Lige nu er der ikke noget at passe – vi kan bare nyde alle de mange mange hundrede vintergækker, der står rundt omkring i små blokke.
Jeg kan bedre lide det engelske navn for dem (snowdrop) – den variant, vi har her, ligner virkelig små snedråber.
Erantis har vi ikke så mange af; der er kun nogle få i spredt fægtning forskellige steder i haven; slet ikke de tæpper, man sommetider kan se. For deres vedkommende er det danske navn det bedste … winter aconites lyder mest som en fæl sygdom, synes jeg.

19. februar 2015

En helt anden vandsituationsrapport

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , , ,

Kan man skelne mellem at lave ingenting og at lave slet ingenting? Hvis ja, er det nok det sidstnævnte, vi har gjort i dag.
Nu har ungerne hver dag villet ud og lege – mørke, regnvejr og blæsevejr ingen hindring, men i dag, hvor solen skinner flot, højt og klart, måtte vi true dem med al landsens ulykker for at få dem til at gå op og tage tøj på, så vi kunne komme en tur ud og gå langs fjorden. Vi var hårde og ubarmhjertige, fordi vi ved, at når først de er ude, er de ikke til at drive ind igen, så samvittigheden var ikke spor sort ved at tvinge dem med.

P1050280

Stranden var ikke lige så bred som i går, men vi kunne sagtens gå en tur i vandet alligevel uden at få våde fødder – ungerne er igen langt ude og kan skelnes til venstre for Tim og Charlotte.
Lige over for Den Stråtækte løber en lille å ud i fjorden. Det måtte undersøges nærmere …
Den minimale å blev meget hurtigt forvandlet til en rivende fos, hvor Den Farlige Bjørn i form af Aubrey gik tungt frem og tilbage for at fange fisk og for at få fat i Den Smukke Prinsesse, som på ulykkelig vis var blevet borte fra sin prins.

P1050288

For at komme hjem skulle åen krydses.
Aubrey kom tørstøvlet over.
Anna kom tørstøvlet over.
Charlotte kom tørstøvlet over.
Tim fik en lille smule våde sokker.
Mommer fik en MEGET våd venstrestøvle, som svuppede hele vejen hjem. Der var heldigvis ikke så langt, for jeg var ikke i stand til at varme vandet op – uff hvor var det hundekoldt. Jeg prøvede at hælde vandet ud, men det var den indvendige sål, der søppede og svuppede og åbenbart kunne suge temmelig meget vand, så det hælderi fik jeg ikke meget ud af.
Charlotte kom hjem til John, som var blevet hjemme, fordi Tim lånte hans støvler, og sagde med en vis triumf i stemmen, at vi havde været nødt til at tage hjem før tiden, fordi hendes mor og mand ikke kunne finde ud af at holde deres fødder tørre …
Det havde hun glædet sig til hele vejen, mens hun gik og skrupgrinede. Møgunge.

18. februar 2015

Dagens Kaj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Tim erklærede i morges, at han var lidt imponeret over tidevandet i den lille Præstøfjord, men vi var nødt til at skuffe ham og fortælle, at forskelle i vandstanden udelukkende skyldes vindforhold. I dag er der omkring 60-75 cm lavere vandstand end der var i søndags, så ungerne (og deres mor og mormor) var langt ude – men det ville være synd at sige, at vi var på dybt vand …

P1050264

Jeg fik desværre ikke noget billede af, da de var endnu temmelig meget længere ude i selve vandet, som trods det kun gik til halvt op ad støvlerne. Ingen af dem fik våde fødder i dag – det burde faktisk skrives ind i historiebøgerne.
De brokkede sig lidt, for de forudså et problem til sommer: De kan simpelthen ikke komme så langt ud, at de kan komme til at svømme! Og hvad med kajakken? Den vil da bare lægge sig på siden, mente de.

P1040990P1050266

Fladt er der godt nok på stranden her – det kan vi ikke komme udenom. Båden på de to billeder er den samme – til venstre er den taget oppe fra huset; på billedet til højre er den taget fra den anden side af stedet, hvor man kan se noget af blishøneøen på det venstre billede.

Da jeg kørte til Karise for at handle, blev der spurgt til, om der mon kunne falde endnu en kajkage og en træstamme af.
Det kunne der selvfølgelig … Karise-Kaj havde et meget anderledes udseende end Præstø-Kaj.
I Karise er han enøjet, har en lille mund, men ingen tunge. Til gengæld har han fået nogle gevaldige hængekinder, så vi blev enige om, at Karise-Kaj er den gamle og velopdragne udgave, hvor Præstø-Kaj var den unge, [bred]flabede knægt.

Kaj - PræstøKaj - Karise
Der kunne meget nemt gå sport i det her … vi når ikke flere udgaver denne gang, men vi har aftalt at fortsætte Kaj-jagten til sommer.

17. februar 2015

Dagens vandsituationsrapport

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , , ,

På trods af at vejret overhovedet ikke levede op til løfterne om en hel del sol, kørte vi en tur ud til Roneklint Fyr for at gå en tur der.
Det var smukt i morges, men det blev hurtigt diset og gråt. Vinden havde dog været så venlig at lægge sig, så det ikke længere var så hundebidende koldt som det har været lige siden de ankom i lørdags.
Vandet var helt fladt, så jeg tænkte i mit stille sind, om Aubie mon så for en gangs skyld kunne præstere at komme tørstøvlet hjem.

Ved Roneklint

Det kunne han faktisk, men der er som bekendt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen: Han faldt over sine egne fødder, men formåede mirakuløst at undgå at falde pladask med hele kroppen ned i vandet ved at tage for sig med armene. Han stod i en fin bue på alle fire, så tørre indersider af støvler, ja, men våd op til over albuerne …
Han var lidt sur på sig selv, kunne man godt se, for han var naturligvis helt klar over, at han kunne takke sig selv for, at den herlige tur blev forkortet.

imageimage

P1050259

På vejen hjem var der pitstop ved Superbest-bageren, hvor der blev investeret i to kajkager og to romkugler – to meget danske ting, som er blandt de musts, der er hver gang, Charlotte er hjemme.
I det seneste Samvirke var der en artikel om kajkagens historie og en billedkavalkade over dens forskellige udtryk, afhængigt af hvor i landet, man befinder sig. Her i Præstø er det en af de frække udgaver, hvor Kaj rækker en lang tunge ud. Ungerne syntes selvfølgelig, at det var en sjovere udgave, end de var vant til fra Havdrup, hvor han var noget mere velopdragen.

Ellers intet nyt her fra østfronten – det har været en laveingentingdag i dag, bortset fra gåturen – alle er lidt trætte efter i går.

16. februar 2015

Godkendelse nummer to er hjemme!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:00
Tags: ,

Som opfølgning til Fruen i Midtens forslag om ekstra gummistøvler til børnene, kan jeg fortælle, at den tanke havde vi også selv fået, så det blev der investeret i i dag, hvorefter vi kørte ud til samme Vemmetofte Strand, hvor vådfodsuheldet skete i går.
Wow – nye støvler. Lange, tætte, sikre. Nu kan vi virkelig hygge os ved stranden. Bidende kold vind betyder intet. Fire grader varmt koldt vand heller ikke spor – vi er fuldstændig tørre og sikre uanset hvad vi kan finde på at foretage os. Vi kan for eksempel tillade os at lægge os på maven på et par store sten og bare kigge ud på bølgerne – intet kan ramme os.

P1050227

Intet … andet end en ekstra stor bølge, som slog temmelig kraftigt mod stenene og dermed totalt oversprøjtede begge ungerne med vand.
Så i stedet for gårsdagens ene våde støvlepar havde vi nu to børn, der var våde til skindet på trods af nye støvler og flyverdragter …
Charlotte: “Altså … I SKAL jo ikke nødvendigvis blive våde, bare fordi vi er ved noget vand!”
Aubie: “What’s the point going to a beach, then?”


Når Charlotte er hjemme, vil hun meget gerne se hele sin familie, og mens far stadig levede, samledes vi altid på gården, hvor der var masser af plads, men i de sidste to år har mine søstre på skift lagt hus til, fordi vores rækkehus kun kunne rumme otte, højest ti ad gangen. Vi kan have hele bundtet i Sverige, men derop kører vi naturligvis ikke for en enkelt aften – og da slet ikke en hverdagsaften, som det var nødt til at være denne gang.

P1050237

Mine søstre havde hugget om, hvem der skulle have tjansen, men lige pludselig kom vi til at annoncere, at vi var flyttet og nu havde den plads, vi ikke havde før, og at vi derfor naturligvis hellere end meget gerne ville se hele flokken nede hos os.
Der var desværre tre, som ikke kunne komme, så det blev til 16 personer, men de manglende tre ville der også have været plads til, så huset er nu godkendt til 19 personer. Plus. Der vil sandsynligvis komme et par små til inden for de næste par år, men dem skal vi nok også få skaffet plads til.
Holddaheltop, hvor er det fedt endelig at have plads til at kunne samle familien uden at skulle have hjælp fra andre.

15. februar 2015

UG med kryds og slange

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Man skal vist være på min alder eller ældre for at vide, at det betyder et 12-tal og før det et 13-tal.
Jeg blev ikke selv bedømt efter UG-skalaen, da jeg gik i skole, men overskriftens ord er med tiden blevet til et idiom.
I dette tilfælde betyder det, at Den Stråtækte i særdeles høj grad blev godkendt. Børnene nåede så langt som til deres værelse i rundvisningen, hvorefter vi ikke så dem mere den aften … bortset fra, da jeg annoncerede, at nu var der chokoladekage med is … men både det værelse og huset generelt var kærlighed ved første blik fra alles side.

Ny kystlinje

P1050191I dag blæser det som jeg ved ikke hvad – det er tre plusgrader, men det føles som temmelig mange minusditto. Det er vind direkte fra Sibirien, så vandet er presset langt ind i fjorden og er i dag det tætteste vi har set det op mod vejen. Kystlinjen følger under normale forhold den røde, indtegnede streg.

Det var ikke nemt at komme tæt på vandet – uden at blive våde, vel at mærke; hvor børnene står, var der for mudret til, at det var sjovt, og den vej, vi normalt går ned ad til den lille bålplads, var i bogstavelig forstand blevet til en vandvej.
Vi gik over til Fjordkroen for at se, om det gjorde en forskel. Niks … vi gik hjem igen.
Efter frokost ville vi finde en rigtig strand og kørte derfor igennem Faxe Ladeplads, hvor bølgerne slog ind over de små huse, som for fire år siden var dækket af et ispanser. Bølgerne slog også ind over vejen lidt længere fremme og gav bilen et saltvandsbad. Her kunne vi heller ikke gå en tur.

P1050198

Vi endte i Vemmetofte Strandskov, som åbenbart lå i læ, for her kunne vi ikke mærke den bidende vind, selv om bølgerne stadig slog ind mod stranden med en efter østsjællandske forhold pæn styrke.
Da vi steg ud af bilen, sagde jeg, at jeg godt turde vædde på, hvem der meget snart fik våde fødder. Der var ingen der tog imod tilbuddet. Vi nåede at være der i små*) 10 minutter, inden det gik galt og drengen var våd til over knæene. Det var en ekstra stor bølge kombineret med et øjebliks uopmærksomhed … kun waders kunne have forhindret dette uheld. Her fik vi således heller ikke gået en tur, for den var slut næsten inden den begyndte – vi var nødt til at tage hjem til kagen og den varme kakao, som jeg annoncerede kun var for dem med våde fødder, hvorefter Anna insisterede på, at hun lige havde et ærinde nede ved vandet inden vi kunne køre.
Hun droppede det dog igen, da jeg lovede, at der også var kakao og kage til dem med røde næser.

P1050209

*) Det er ikke ved at blive et pendulord, vel? Man kan forhåbentlig godt gætte, at ‘små 10 minutter’ ikke betyder et kvarters tid?
Man kan selvfølgelig aldrig vide … når man kan tro, at godt og vel betyder mindre end … jeg prøver således blot komme et nyt pendulord i forkøbet ved lige at skære ud i pap, hvad jeg mener. Måske skyldes det i virkeligheden alt sammen Mies van der Rohes udtryk i forbindelse med sin arkitektur: Less is more … tager man det bogstaveligt, skal det jo gå galt.

14. februar 2015

Fra havørnens rige 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: ,

Dette indlæg har jeg kaldt Fra havørnens rige 1 i håb om både en 2’er og 3’er. De næste forhåbentlig også med billeder …

Søren, som lige kiggede ind i formiddags, fordi han var nysgerrig efter at se huset i beboelig stand, stod på et tidspunkt og kiggede ud af køkkenvinduet: “Er det en musvåge, der står lige der?”
Mig hen til vinduet. Den stod lige over vandkanten; dvs. kun omkring 70 meter fra os. Jeg var næsten sikker på, at det endelig var en havørn, vi fik at se forholdsvis tæt på, men måtte have fat i kikkerten for at blive sikker. Jojo, den var god nok, den havde ‘fingre’ på vingespidserne.
Jeg myldrede ind for at kalde på John og for at hente mit kamera.
John nåede at se den, men mit kamera gjorde desværre ikke.

Da jeg googlede lidt rundt for at finde ud af hvor mange havørne, der er på Feddet, faldt jeg over denne overskrift på DOFs hjemmeside:
Renere vand har halveret bestanden af edderfugle.
De skrev ‘ederfugle’, men det støder mit øje, selvom stavemåden er tilladt.)

Det er ikke ligefrem den slags overskrifter man er vant til at se, og slet ikke fra DOFs side. Der er naturligvis en forklaring, men den må I selv læse.

Jeg opdagede også, at i næste weekend er det Ørnens dag over hele landet – jeg tror jeg vil lokke John med til et af arrangementerne – sikkert ikke en umulig opgave.

Hvis man er til fugle, som John altid har været, og som jeg er blevet (entusiasme smitter …), er Præstøfjorden et ret godt sted at slå sig ned. Ja altså, nær ved den, forstås … det er ikke en husbåd, vi har købt … 
Hvis man orker, kan her ses hvorfor det er godt for en fugleinteresseret at bo her. Bl.a. står der Visse år forekommer også store flokke af blishøne, som kan tælle tusindvis af fugle. I år er et ‘vist år’ – der er på de fleste dage en stor ø af blishøner ikke langt fra vores hus. Jeg har ikke forsøgt at tælle dem, men i tusindvis er der.

Hvis vi ikke kommer med på ørneturen, kan vi en dag selv tage ud til fugletårnet, som jeg har fremhævet på billedet. Når de kan påstå, at ‘det slår aldrig fejl’ at se ørne ved Nyord, er den sikkert også god nok på Feddet.

Jeg fandt aldrig ud af hvor mange havørne der er set her, men jeg fandt ud af så meget andet.
Og nu skal jeg lige ordne et par småting og have bagt en chokoladekage, inden vi skal afsted.

13. februar 2015

Vi flyttede heldigvis væk, inden de bombede vores by …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:02
Tags:

Jeg skulle alligevel til Køge, og da jeg nu var i nærheden, kunne jeg lige så godt hente vores tørrestativ, som blev glemt i onsdags – og dermed også lige så godt kunne handle i min go’e, gamle brugs. Bare hvis nogle skulle undre sig over, hvorfor jeg åbenbart ikke kan undvære den …

Hvor er vi dog glade for, at vi er flyttet til det fredelige Sydsjælland. I Havdrup, som vi flyttede fra, sprængte nogle amatører, bløddyr, bollefjæs, fedtefyre, feje hundehoveder, fnatmider, fæhoveder, grødbønder, hængerøve, ignoranter, jammerkommoder, karklude, elendige klamphuggere, klodsmajorer, narrehatte, skvadderhoveder, skvatpissere, slapsvanse og talentløse skiderikker (fik jeg det hele med? Egons ordforråd var stort i denne retning) apoteket i luften i nat. Man ville have fat i den kontantautomat, som sidder sad i muren ind til apoteket.
Jeg ved ikke, om forhavendet lykkedes, og om de derfor har fået fat i nogle tusinde kroner, men jeg er forholdsvis sikker på, at de er skyld i, at apoteket skal genopbygges for flere hundrede tusind kroner. Plus det af væggen ind til fakta, som det også gik ud over. Plus alle de apotekervarer, der formentlig nu bare kan kasseres.

Apoteket sprængt i luften

Da jeg kom – og gik – havde man vældig travlt med at rydde murbrokker og glasskår op, og der gik en vagt rundt. Det er en kold tjans han har fået sig der, og der er velsagtens nødt til at være et par mand på hele natten; de kan overhovedet ikke nå at rydde apoteket for varer inden mørkets frembrud – alt er lige til at gå til, hvis man skulle have den slags tilbøjeligheder.

Apoteket sprængt i luften (1)

Jeg ved heller ikke, om man har fanget de formastelige, men det har man formentlig ikke.
Gad vide, om det var bevidst, at bomben var så kraftig? Det er lige før jeg kunne ønske, at de selv var røget med i købet. Fy, sådan må jeg ikke engang tænke, men for pokker, hvor er det dog bare for meget, at nogle er totalt ligeglade med hvor meget de ødelægger for i jagten efter nogle relativt få kontante midler.
Jeg talte med en, som bor ret tæt på. Han fortalte, hvor højt braget lød – han vågnede og var sikker på, at der var drattet et fly ned (et fra Air Asia, vel) ned lige ved siden af hans bolig.

Jeg er ret sikker på, at apoteket ikke fremover ønsker at være ‘vært’ for en kontantautomat!

12. februar 2015

FLYTTET!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: ,

P1050167Flyttemændene stod der i går morges kl. otte præcis. En ældre, lavstammet herre og en meget ung mand med tatoveringer hele vejen rundt på halsen. Han hed Ronnie, så alle mine fordomsvarsler blafrede. Over for os var han en meget fåmælt yngling, men ham og Jan, som næsten kunne være hans bedstefar, havde et bramfrit, internt sprog, der tydeligt viste, at de arbejdede godt sammen og at dette ikke var første gang, de gjorde det.

Vi var helt klar til deres ankomst – havde pakket det hele i kasser, men ikke tømt alle skuffer, hvilket de heldigvis accepterede, undtagen for et enkelt møbels vedkommende. Jeg havde tapet skufferne fast med pakketape, selv om John mente, at det var en dårlig ide, men den bedrevidende Ellen kunne overhovedet ikke se noget problem i det.
P1050168Resultat: Da jeg hev tapen af, var alle de pågældende møbler meget lysere under den. 
At tape dem viste sig oven i købet at være spildte skønne kræfter, for Jan og Ronnie pakkede kommoder og reoler med skuffer og låger ind i bred plasticfilm, lige som man kan se i lufthavnen, at nogle kufferter bliver.
Da jeg hader at indrømme, at jeg har taget fejl, lavede jeg straks en sæbespånopløsning og begyndte at smøre møblerne ind. Jeg nåede dog ikke dem alle, inden John kom, kastede et enkelt blik på dem og erklærede, at han jo sagde, at jeg ikke skulle bruge det tape.  
Sæbespånerne hjalp heldigvis, så alle mærker er væk nu.

P1050169

I rummet, der bliver til min systue, er der absolut ikke meget hyggelig systue over det lige nu. Der bliver dog langsomt reduceret i antallet af fyldte kasser, og i skrivende stund er der 10 tilbage af de 20, der var i går eftermiddags. Jeg trængte godt nok også til denne lille skrivepause.
John går og sætter lamper op i én uendelighed.

Vi skulle til en afveksling en tur i byggemarkedet, da der til en afveksling lige var nogle småting, vi stod og manglede, og til en afveksling kunne det ikke vente til en anden dag, hvis vi skulle holde den prioritering, der til en afveksling blev ændret her til morgen. Da vi alligevel var i Køge, tog vi i Jysk, for nu, hvor vi har fået to Det elektroniske hjørnesengepladser mere, mangler vi to dyner, så jeg besluttede mig til at overraske Tim og Charlotte med nye dyner og hovedpuder i overmorgen. Børnene fik nye, da de for tre år siden gik fra juniordyner til voksendyner, så nu må det være forældrenes tur.

Hjemmekontoret er nu etableret. Lige ved siden af tv-stolene, hvor man i den ene sædvanligvis kan finde John om aftenen, så nu kan jeg holde varmen, blogge, tale med John og se tv – alt sammen på én gang. Man kan vel multitaske …
Planen om at have min farfars skønne, gamle skrivebord oppe på reposen blev skrottet, fordi det viste sig, at John og jeg mod forventning ikke kunne tale sammen, når tv’et kørte. Vi var ellers ikke så langt fra hinanden rent fysisk – jeg kunne høre John, men han kunne ikke høre mig, og jeg gider ikke råbe til ham. Denne løsning er både bedre og hyggeligere. Jeg har oven i købet kig ind til sofaafdelingen, så jeg kan sidde og beundre John, mens han tager sig en morfar …

11. februar 2015

Mere om pendulord eller janusord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags:

Som indledning linker jeg til en vældig god artikel, som, hvis man orker at læse den, kan blive meget klogere af på pendulord og på Sprognævnets opgave. Pendulord kaldes også janusord efter guden med de to ansigter, hvilket er et bedre ord for det, da ordenes (nye) betydning ikke svinger tilbage igen, men pendulord er det almindeligst brugte.
Der har altid været pendulord, og man kan ikke gøre noget ved det; sproget udvikler sig, og for at citere Sprognævnet, så kunne man teoretisk set godt forestille sig at der blev lavet en lov der forbød sprogændringer. Men den ville være lige så virknings- og meningsløs som en lov der forbød regnvejr i sommerferien.

Ordet ‘forfordele’ begyndte allerede i 1960’erne at ændre betydning fra at ‘give nogen en mindre del end det de har krav på’, til ‘give nogen en større del end det de har krav på’. Historien bag ændringen kan læses i artiklen, jeg linker til.

Et af de mærkeligste pendulord er ’psykopat’. I en fremmedordbog fra 1927 dækkede det over en læge, der behandlede sindssyge patienter – det er et eklatant eksempel på en ændring til den diametralt modsatte betydning. (Nej, ikke diamentralt – det har noget med en diameter at gøre).

Klippet fra en andel artikel: I moderne dansk er klimaks synonymt med højdepunkt. Den betydning har vi i en sætning som festens klimaks var et storslået fyrværkeri, men tidligere havde klimaks betydningen ’gradvis stigning; stigende skala’. Det skyldes at ordet kommer fra græsk klimax, der betyder ’stige’ eller ‘trappe’. Allerede ODS nævner i bind 10 fra 1928 at klimaks også bruges om ’højdepunkt, kulmination’, og at denne betydning er ”mindre rigtig”. Men trods denne slet skjulte advarsel fortsatte sprogbrugerne ufortrødent med at bruge klimaks i betydningen ’højdepunkt’, og nu er den oprindelige betydning vel på det nærmeste udraderet.

Hvad angår de to sidste eksempler, skal der nok have siddet nogle ældre mennesker og rystet på hovedet, mens den nye betydning langsomt tog overhånd.

Jeg må selv erklære mig skyldig i at anvende to ord i den modsatte betydning af dem, jeg lærte som barn. For at gøre forvirringen total bruger jeg dem oven i købet i begge betydninger – dog ikke i samme sætning, så meningen vil forhåbentlig fremgå af konteksten.
Når jeg bliver spurgt om kvaliteten af et eller andet, fx en film eller en rejse, kan jeg finde på med et smil på læben og glimt i øjet at sige, at joohh, den var rimelig god. De fleste vil vide, at så har jeg haft en særdeles god oplevelse og ikke ved det ordvalg udtrykker mellemfornøjelse med den.
I den originale betydning siger jeg, at et eller andet bestemt ikke er rimeligt – og mener det!
På samme måde siger jeg – og man – om fx en restaurantoplevelse, der godt kunne have været bedre: “Det var da såmænd udmærket, men …”.
En gammel karakterafgivelse var UG for udmærket godt og betegnede det bedste, man kunne opnå. ‘Udmærket’ har derfor skiftet betydning fra at være noget meget godt til noget halvskidt. Når noget i dag betegnes som ‘udmærket’, forventes vist i de fleste tilfælde det efterfølgende ‘men’, der forklarer hvorfor det ikke var så godt alligevel.

Hvad skal det hele ende med? Kan vi til sidst ikke forstå hinanden? Og hvorfor gør Dansk Sprognævn ikke noget? Det sidste spørgsmål kan der svares ganske kort på: Det må Sprognævnet ikke. De lovgiver ikke, og som tidligere nævnt ville det alligevel kun hjælpe som en skrædder i helvede.
Det udtryk har vist endnu ikke ændret betydning?

10. februar 2015

Staveelendigheden breder sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags:

Der er heldigvis altid noget at lave for os sprogbrokkehoveder – vi løber aldrig tør for stof!

I dag så jeg fejl både i byggemarkedet og i Brugsen. Denne gang er det dog ikke de enkelte butikkers ansattes staveevner, den er gal med her; fejlene skyldes sjuskeri en del højere oppe i systemerne.

P1050146

Først byggemarkedets Polyfilla-produkt: Nutids-r, nutids-r – NUTIDS-R! Så lær det dog!
Øv hvor er de tankeløse. De ved åbenbart godt, at det hedder hæfter – eller … det ved de måske ikke, men der kan man høre r’et. Så burde der da for sørensen ikke være så skrækkelig langt til den tanke, at så skal der nok også være r i det næste verbum. På svensk kan de godt finde ud af det, men til gengæld kan de ikke stave de svenske fuger korrekt mere end én gang: forgar i første linje, fogar i næste.
Det er ganske enkelt ikke godt nok, Polyfilla-fabrikant! Når jeg tænker på, hvor mange gange der blev læst korrektur på medicinetiketter i mit gamle firma … der må blive fremstillet i hundredtusindvis af disse tuber med fugeopfrisker, så var det mon ikke umagen værd at tjekke rigtigheden af teksten?

P1050147

Dagens anden r-oplevelse var på sedlen med brugsens nye tiltag om at samle varerne sammen til den travle. God ide. Men. Igen.
Læs dog korrektur! Varer er rigtigt skrevet i “dine varer”, men forkert i “dine friske dagligvare”. Fæhoveder.
Bortset fra det, er det en god ide til personer for hvem det kniber med at få hverdagstiden til at slå til, men denne slags sjuskeri støder mig.
Jeg ved udmærket, at jeg er pedantisk, men hvorfor skulle det være mere acceptabelt at stave et ord forkert, end det ville være at tage den forkerte vare til kunden? Ingen af delene dør nogen af, men de vækker en irritation, som i bund og grund er unødvendig.
I øvrigt skal der være forkortelsespunktum i ca. – det er oven i købet det sidste ord i en sætning, men tekstforfatteren har nok været forvirret pga. parentesen … Uhhh, hvor skal jeg nu sætte det punktum? Før eller efter parentesen? Eller både før og efter? Nå – jeg lader bare være med at sætte noget overhovedet, så er jeg ude over det problem.
Man ved forunderligvis godt, at “kl.” har forkortelsespunktum.
I minut er der valgfrit punktum ved forkortelse, men jeg ville i dette tilfælde have valgt at skrive ordet helt ud, da det ville have haft større effekt at skrive “Det tager kun ét minut” – og fordi man skriver tal under 10 med bogstaver.
Noget helt andet er, at så er det vel i arbejdstiden, man ‘kommer til’ at handle? Hvad mon arbejdsgiveren siger til det?
Alternativt skal man sørge for at få det gjort aftenen i forvejen, men hvor mange husker det?

9. februar 2015

Jeg går og går og går og kommer ingen vegne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: ,

9 februar 2015Jeg sidder stort set ikke ned i løbet af dagen – bortset naturligvis fra en hurtig frokost og de to gange 45 minutter i bilen.
Alligevel når skridttælleren kun op på omkring 5000 skridt. Det er ret demotiverende, når man er på benene hele tiden.
Det er måske netop det … ‘på benene’ … jeg står også meget, men alligevel. Jeg flintrer op og ned ad trapper i én uendelighed, og som jeg skrev til Inge forleden, så har jeg derfor besluttet, at trapper tæller dobbelt!
Jeg gider simpelthen ikke gå en tur, når vi endelig holder fyraften, hvilket vi først gør efter aftensmaden ved 19-tiden. Så er det jo mørkt.

Her til aften har vi haft vores første flotte solnedgang hernede. I morges vågnede vi begge klokken 5 – John fordi naturen kaldte og jeg fordi vores soveværelsesgulv knirker irriterende meget, så jeg vågnede, da han prøvede at liste sig ud på toilettet.
Ingen af os kunne falde i søvn igen, så vi fik solopgangen med lige fra de allerførste spæde glimt, som faktisk er der allerede lidt over halvsyv.

9 februar 2015 (1)

Grunden til de få skridt er nok også min måde at færdes på i vores nye hjem: Fra entreen går jeg ned på arbejdsværelset. På vejen standser jeg op og nyder udsigten. Ligeledes på vej tilbage – bare fra et andet vindue for variationens skyld.
Derefter skal jeg ud i køkkenet med et eller andet – udsigten bliver nydt et øjeblik.
En kasse skal op på førstesalen og tømmes der. Udsigt nydes. Ned igen. Hov – der fløj lige en hel flok gæs afsted. Dem må vi da lige kigge på.
Selv når man ikke standser op for bevidst at nyde synet ud over fjorden, kan vi hele tiden svagt høre når gæssene snakker eller diskuterer eller hvad sådan nogle gæs nu gør. Når diskussionen bliver voldsommere, skal vi lige hen for at se, hvad de blev enige om. Eller uenige om. Nogle gange flyver der et hold fra den store flok; andre gange letter de alle sammen for at flyve en lille tur rundt og lande igen et minut efter. Jeg forstår ikke gæs, men de forstår heller ikke mig, for hvis jeg nærmer mig dem, flygter de, og jeg er overhovedet ikke ude på at gøre dem noget ondt.
Lige nu står der svinekæber og simrer med urter, krydderier og en porter henne på mit fine nye komfur. De (kæberne …) var for en gangs skyld til at få til en pris, der ikke skulle konkurrere med kobebøffer – det kunne jeg naturligvis ikke stå for.
Livet er godt.
Også selv om jeg er HAMRENDE træt af at flytte.

8. februar 2015

Superceller

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , , ,

Rigtige superceller har det vel ikke været, der skal nok være mere i dem, end der var i dag på Sydsjælland, men det lignede nu meget sådan nogle, man ser i forbindelse med udsendelser med storm chasers i USA.
Vi stod op sammen med en smuk solopgang med kun små klatter af skyer på himlen, men knapt nok havde vi nået at nyde og kommentere sceneriet og den fuldstændig fantastiske blå himmel, før det nærmest blev helt mørkt mod sydvest. Kun mod sydvest. Vi kunne se sneen komme mod os i fejende bølger, mens solen stadig skinnede hvor vi var. Det blev til en forrygende snestorm, der varede omkring fem minutter, hvorefter det igen blev blåhimmelsk og solrigt.

Supercelle

Da vi satte kursen mod rækkehuset, så vi flere superceller på vejen – der kunne være blå himmel til venstre for os og snestorm til højre for os … en lidt underlig fornemmelse. Det var virkelig lokale snebyger – nogle af dem strakte sig kun nogle få hundrede meter. Det vekslede mellem sol og snestorm hele fem gange på de godt 50 kilometer.
Og ‘godt’ 50 betyder lidt mere end 50!
Jeg kan sagtens forstå, at man kan misforstå ordet bjørnetjeneste, men hvor logikken er i, at ‘godt’ eller ‘godt og vel’ skulle være det samme som ‘knapt nok’, har jeg meget svært ved at se.
Vidste I godt, at for mine bedsteforældres generation betød ‘lemfældig’ forsigtig? Ikke som vi bruger det i dag i betydningen skødesløs eller sjusket. Vore forældre har været lige så slemme til at ‘fordreje’ ordene, som min generation og de unge er.
Skal vi lige huske at huske. Der har altid eksisteret pendulord.

7. februar 2015

Vi skulle bare slappe af i dag …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: , ,

Fuglefoderstativ de luxeVi kørte – for første gang – to ture i går for at kunne slappe af i dag, hvilket vi var helt enige om, at vi fortjente. Ikke lave en pind, bare gå rundt og nyde livet, huset og hinandens selskab.
Vi har næsten heller ikke lavet noget. Ikke andet end at sætte det fuglefoderstativ op, vi købte i England i juli, pille automatikken af garageporten, så Johns monstrum af en bil kan være derinde, ordne lidt ledninger hist og pist, så det ser pænt ud, hænge gardinstang op for anden gang, fordi den faldt af, da jeg tog gardinet ned for at lægge det op. Indervæggen mod vejen er blød masonit, så hvis der sætter sig en gråspurv på stangen, falder den ned. Nu har John sat nogle ordentlige moppedrenge af 12-kroners rawlplugs i, så hvis ikke de kan holde, ved vi simpelthen ikke, hvad der skal til.
Jeg har gået og nusset med at gøre børneværelset og det andet gæsteværelse hyggeligt; jeg har forsøgt at finde fundet en plads til alt det, jeg i første omgang bare havde anbragt på køkkenbordet.
Og som sagt haft fat i gardinerne atter en gang, men forhåbentlig nu sidste gang, inden de på et eller andet tidspunkt skal vaskes.

Oplægningsklare gardinerHelt oplagte gardiner :-)

Indtil nu har de hængt med nåle i og set meget ufærdige ud. Nu er de lagt op og hænger med klemmer i og ser stadig ufærdige ud, men det gør de kun til i morgen, hvor jeg kan tage klemmerne ud – så har de lagt sig permanent i de rigtige folder.
Begge vore ansigter har været lidt ude af de normale folder en enkelt gang i dag: Jeg brændte mig på strygejernet, hvad jeg ellers ikke har prøvet i årevis … burde også være strygerutineret nok til at lade være med den slags pjat … men ondt gjorde det, så der blev lige skåret en grimasse.
Det blev der også fra Johns side, da han fik en klemmelus af de større – også pga. et eller andet banalt, som også han nok burde have kunnet undgå, men sådan kan det åbenbart gå indimellem.

Nå. Det var dagens kaffepause med indlagt blogindlæg … tilbage til symaskinen og strygejernet …
Men ih, hvor jeg dog går og nyder det. Stornyder det, selv om det blæser en halv pelikan fra vest udenfor og fjordens vand delvist er flyttet udenfjords.
Det er sådan en dag, man finder ud af, hvor husets utilsigtede trækkanaler befinder sig. Jeg har fundet to, som vi skal have tætnet snarest muligt.

6. februar 2015

First night

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

Nu er det nu. Eller i hvert fald om nogle få timer, for jeg er ikke umiddelbart på vej i seng, men i nat bliver første nat i Den Stråtækte.
Det bliver nyt på flere måder, for ikke kun er det nye omgivelser, men vi var som tidligere skrevet ude for at købe os nogle nye senge, så de skal også indvies – det bliver lidt spændende, om vi banger direkte omkuld og sover som små sten, eller vi ligger og vender og drejer os den halve eller hele nat.
I rækkehuset er der ikke meget tilbage – og alligevel ved jeg, at vi vil blive overrasket over hvor meget der så alligevel er, når det kommer til stykket … vi har dog nogle dage endnu, til de stærke mænd kommer og flytter de tunge møbler.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lige om lidt bliver det første gang, jeg skal bruge det nye komfur. I morgen eller i overmorgen bliver det første gangs brug for opvaskemaskinens vedkommende. Lige nu sidder John og leger med sit nye smart-tv. Det er hans, for det er legetøj for store drenge, men jeg må gerne kigge med, hvis jeg har lyst.
Stuen er varm; brændeovnen fungerer fint, og det gør fyret heldigvis også. Der var lige noget med radiatoren på børneværelset, der ikke virkede, men en VVS-mand klarede det på få minutter – noget med en dims inde i termostaten, der var kalket til, og som lige kunne udskiftes. Gid alt var så nemt.
Der er varme i gulvet i badeværelset og i køkkenet. Fed fornemmelse – jeg er glad for, at det virker, for varme i badeværelsesgulvet ville jeg have virkelig svært ved at undvære. Ikke alene er det for koldt for de stakkels små fusser om natten og om morgenen, hvis der ikke er varme i gulvet, men håndklæderne er også altid halvklamme og dermed lettere ulækre. Synes jeg … som har været privilegeret med gulvvarme i over 30 år nu, og da der er visse ting, jeg helst ikke vil gå på kompromis med, var jeg glædeligt overrasket over, at det fandtes i Den Stråtækte – og oven i købet også i køkkenet. 

Internetforbindelsen er bedre end jeg havde turdet håbe. Selv om John ser tv over nettet, viser min bredbåndstest 25/14, hvilket er lidt mere, end når vi er i Sverige og absolut fint nok til det umiddelbare behov. Vi har stadig ikke fået besked om vi kan få fibernet eller ej, og får vi det, er det selvfølgelig optimalt, men 25/14 kan jeg godt leve med.

5. februar 2015

Det bliver da også værre og værre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags: ,

Svindelmails er en næsten daglig foreteelse for mit vedkommende, og vi gider vel næsten ikke se eller høre flere advarsler mod dem – på den anden side må der stadig være folk, der falder i fælden, idet jeg går ud fra, at man i modsatte fald ville ophøre med at lade denne slags mail tilflyde vores indbokse.
Lige nu huserer der tilsyneladende den samme både i Danmark og i Sverige.

image

Jeg kan kun gentage mig selv: Hvordan kan man dog falde for den slags? Hverken danske eller svenske skattemyndigheder skriver for pokker da breve på engelsk!

Jeg modtog forleden dag en, der måske var en anelse mere skræmmende – nogle ville måske kunne lade sig narre, fordi den var formuleret på fejlfrit dansk! Det har jeg ikke set før, og som sagt kunne det desværre nok foranledige enkelte ekstremt naive sjæle til at gå i fælden. Det var angiveligt NemID, der havde haft et nedbrud, og for at det skulle kunne genaktiveres, skulle man returnere mailen med angivelse af hvilken bank, man bruger, samt have skrevet ens personlige adgangskode og endelig vedhæfte et skannet/fotokopieret billede af ens nøglekort. Det var i den forbindelse understreget, at alle kortets koder skulle være synlige. Jamen altså …

Det bliver værre og værre

I dag kom ovenstående. Nok den hidtil værste – jeg troede faktisk ikke, at oversættelsesmaskiner kunne være SÅ elendige.


Den næste er næsten lige så slem, selv om den ikke franarrer folk penge. På FB ville en ‘ven’ gerne dele dette følgende med mig (jeg har kun medtaget et ganske lille udpluk af teksten, som i øvrigt er maskinoversat):
Opskriften mod cancer :
To skriver øko citron presset ned i et glas fyldt op med vand tilsat en teskefuld natron to gange om dagen i max 3 – 6 mdr.>>>> indtages sammen med måltider da det kan være hårdt for maven.
Set udfra at cancer celler ikke kan leve i et basisk miljø !!!
Kombinationen af citron og natron har 10 000 gange mere stærkere effekt end kemoterapi!
Citroner har magt til at helbrede kræft, da det er blevet testet på alle kræfttyper. Tilføjelse bagepulver gør det endnu mere magtfulde, fordi bagepulver  bringer pH til normalt niveau.

Hvor blev så lige det basiske miljø af? I det hele taget er den tåbelige ‘opskrift’ én stor selvmodsigelse.
Mit svar til vedkommende var en anelse sarkastisk!
Hvis man har lyst til at få sig et billigt grin, kan hele teksten læses her.

4. februar 2015

Overflødigt bureaukrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags:

Tilstandsrapporten på rækkehuset er over et halvt år og skal derfor fornys. 
Det er noget værre pjat, at den kun gælder et halvt år. Det kostede os over 12000 kroner at få den lavet og nu skal vi igennem det hele en gang til.
Okay – ikke det hele; de kalder det en fornyelse/forlængelse, hvorfor den bliver lidt billigere; bl.a. behøves el-eftersynet ikke, men synsmanden skal komme og gennemgå huset igen, og jeg har lige udfyldt alle skemaerne med nøjagtig de samme oplysninger som sidst – aldeles irrelevante oplysninger, fordi der ikke på nogen måde kan være ændret på langt de fleste af forholdene.
Eksempler:
Er bygninger eller dele af bygninger udført helt eller delvist som selvbyg?
Er huset piloteret eller ekstrafunderet i forbindelse med opførelsen?
Er der kælder/krybekælder/ventileret hulrum?
Og.så.videre. Hvad mon de havde forestillet sig kunne ændres på dette gennem det seneste halve år?
Jeg forstår simpelthen ikke, at man skal lave penge på os sælgere på den måde. Det burde være nok at skrive under på er erklæring om, at der ikke er ændret noget siden sidst – eller naturligvis anføre det, hvis endelig der er sket ændringer.
Den skal kunne gælde et år, skal den.
En skam, at jeg ikke rigtig har overskud til den slags lige i øjeblikket – jeg er for flyttetræt, men jeg burde ellers være tilstrækkelig knotten til at formulere et vrissent brev til en eller anden politiker.
Gad vide, hvem der egentlig har besluttet, at en tilstandsrapport kun må gælde et halvt år? Alle, jeg har talt med, inklusive folk med forstand på den slags, er enige i, at den sagtens kunne gælde et år.

Fouragerende spurv

3. februar 2015

Mit ældste barnebarn er pludselig blevet voksen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:58
Tags: ,

P1050094Heeele vejen ned til Præstø i dag talte jeg med min datter, som berettede om, hvordan det skrider fremad med Granny flat’en; en beretning som jeg returnerede med Den Uendelige Historie Om En Flytning Og Hvor Langt Vi Nu Er Nået. De glæder sig meget til at komme på vinterferie i Den Stråtækte … jeg kunne kun sige, at det gør jeg også – af flere årsager: Vi glæder os selvfølgelig også til de kommer og når de gør det, er vi færdige med at flytte!!! 27 udråbstegn ville ikke engang være nok. Jeg er tæt på at gå død af den flytning. Ikke af træthed, men jeg gider bare ikke mere. Det er ikke sjovt længere. Punktum.

På den anden side mangler vi egentlig ikke særlig meget. I dag, efter at have sat en del køkkenting på plads, syede jeg gardiner til børnenes værelse. Det rum har førsteprioritet, fordi jeg som vist tidligere nævnt vil have, at de søde små skal komme og opleve huset på hyggeligste vis. Deres værelse er næsten helt klar nu, og det er blevet så fint, så fint. John har lagt nogle timer i nogle fine finesser, så vi tror håber ikke, at de bliver skuffede. 
Billedet illlustrerer ikke verdens bedste arbejdsstilling og/eller arbejdsplads, men mit gode sybord bliver først flyttet af de stærke mænd, som kommer i næste uge og hjælper os med alle de tunge ting, vi ikke selv vil slæbe på, så jeg må klare mig på bedste beskub indtil da.

Charlotte fortalte om, da hun og børnene i går var inde hos Giddings i Devizes for at nyde en kop kakao i det kolde, hvide vejr, som de (også) har i England lige nu. Giddings er også en vinhandel, hvor Robert huserer, og Charlotte får altid en snak med ham, når hun er der. Denne gang om vejret, hvortil Anna iført sin voksenmine kommenterede, at “When I was young there was always snow all the winter!”
Robert kæmpede en brav kamp for at holde masken, hvilket han klarede ret flot.

I skolen er der åbenbart nogle, der taler om, at Tim og Charlotte er rige, hvilket fik Anna til at spørge, om de er rige? Svaret var nej, men det skulle forklares på en ordentlig måde.
”Nej”, svarede Charlotte, “Det er vi ikke, men der vil nok være nogle der synes det, fordi vi har mere, end nogle har – og sikkert også mere end nogle i din klasse. Vi har råd til ferie, vi har råd til at flyve til Danmark alle sammen og vi har to biler – alene det vil nogle synes er det samme som at være rig.”
Her brød Aubrey ind med sit mest overbærende bedrevidende-tonefald: “Anna! Of course we’re not rich! We don’t have a library!”
Så ved vi det. Man er kun rig, hvis man har et bibliotek. Gid livet var så enkelt.

2. februar 2015

At prøve at forstå Putin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: ,

Leif DavidsenHvorfor skulle jeg nu forsøge at forstå Putin? Fordi det var, hvad Leif Davidsen brugte en lille time på i dag at få os til, der havde valgt at høre på ham.
“Rusland og den geopolitiske uro v/Leif Davidsen, forfatter og Ruslandsekspert”.
Meget, meget interessant. Den mand kender sit Rusland og sit tidligere USSR. Han lagde ud med at fortælle lidt om historien bagved; hvorfor Putin og Rusland agerer, som de gør.

Den mand – altså Davidsen – kan sit stof og ved virkelig hvad han taler om. Det er en fornøjelse at høre på ham, og han kunne snildt have fortsat i et par timer endnu uden jeg ville være kommet til at kede mig.
Jeg bilder mig ind at forstå det hele lidt bedre nu. Det er på ingen måde ensbetydende med, at jeg accepterer hans handlinger, men jeg forstår dem bedre set fra russernes og Putins synspunkt.
Der er grund til bekymring, men måske ikke til voldsom bekymring, og selv om den menige russer støtter Putin og synes, at han bare er SÅ god for sit land, så er der nogle forretningsmænd derovre, der ikke nødvendigvis synes det samme, så det er derfor en smule spændende, hvordan det hele ender. Det er umuligt at forudsige, og det er heller ikke kun sort og hvidt – Ukraine har såmænd også kvajet sig; ligeledes os her i vesten, men ingen af parterne tror vist på, at en regulær krig vil ændre noget som helst, så der ender vi forhåbentlig ikke.
Leif Davidsen fortalte en anekdote om Stalin, som skulle være blevet spurgt, hvordan han turde/kunne gå ind for det frie valg og dermed lade folk stemme på, hvad/hvem de ønskede. Det var han overhovedet ikke bekymret for – så længe han kontrollerede dem, der talte stemmerne op, tog han det fuldstændig roligt …

1. februar 2015

Høj, blå himmel, snestorm og liv i hytten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , , ,

P1050076

Det var det flotteste flotte helt skyfrie solskinsvejr, da vi kørte sydover i morges – så godt, at først Johns søster og siden Inge ringede for at høre, om vi var dernede, for så kunne de godt tænke sig at køre en tur i det fine vejr og kigge ind for at se hvor langt vi er kommet.
De skulle da være så velkomne alle sammen – i forvejen var lillebror Søren der for at hjælpe John med at sætte overskabene op til reolsystemet, så der var fuldt hus. Eller … det var der jo ikke, men møblerne er ikke kommet endnu, og indholdet i køkkenskabene står også stadig i rækkehuset, så vi kan endnu ikke bænke og bespise snesevis af mennesker, men på en eller anden måde finder man altid ud af et eller andet.
Det er ellers nemt at have gæster på den måde: En kopkaf kan vi altid klare, men ikke kaffekagen, med det resultat, at der ankom tre tærter og et wienerbrød.
Inden gæsterne forlod matriklen, var det blevet overskyet og der føg en forrygende snestorm!
Mens solen endnu skinnede, nåede jeg at tage et par billeder af alle de hundredevis af løgplanter, der skyder op mellem roserne. Det fremgår vist ret tydeligt, at det nok er Magnus’ metode med eddikesyren, der skal i brug her for at få bugt med den skvalderkål, der kommer i så rigt mål senere – det vil være umuligt at komme til på andre måder – for det første kan man ikke komme til at grave for rosenrødder og for det andet, selv om jeg kunne komme til at grave, orker gider jeg ganske enkelt ikke at hive alle de mange løg op og sætte dem ned igen.

P1050070P1050074P1050081

Jeg synes vi har flyttet SÅ mange ting, og alligevel mangler der stadig meget.
Nå. Vi har en uge. I næste weekend flytter vi selv derned, og møblerne kommer onsdagen efter. Vi har senge og vi har stole og borde, så vi kan sagtens leve de par dage uden resten af møblerne, og når de er kommet, har vi tre dage til at ordne resten inden englænderne kommer lørdag. Normalt synes jeg, at den dag, de ankommer er meget lang, fordi de først lander kl. 19, men denne gang tror jeg vi får brug for al den tid der er i de tre dage, vi har.

31. januar 2015

Det tager form. Ganske langsomt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: ,

Nu er det ved at hjælpe på det. Der er flyttet en hel del, men der mangler selvfølgelig stadig meget.
Hvorfor starter man altid med at pakke alt det nemmeste? Tilbage er så alt det ukurante, man egentlig ikke ved hvad man skal stille op med i den nye bolig. Noget af det har vi smidt ud, men det er ikke det hele, der skal det, og hvor vil det være naturligt at gøre af det?
Jeg tænkte, da vi købte huset, at det nok ikke gør så meget, at vi kommer til at mangle et bryggers.
Det passer ikke! Hvor skal jeg gøre af skopudserkassen, øvrige pudseklude og lignende? Hvor skal jeg anbringe alle mine sylteglas, efterhånden som de bliver tømt? Hvad med gulvspand, støvsuger og den slags? Det kan jo ikke stå og stritte lige midt i køkkenet.
Vi skal nok finde ud af et eller andet, men allerede nu er der et par kasser, hvis indhold jeg lige nu simpelthen ikke ved, hvor vi skal gøre af, og der kommer flere. Der er sådan set plads nok rundtomkring, men hvor praktisk er det lige at opbevare rene viskestykker oppe på første sal? Eller have støvsugeren i loftsrummet?

P2240090

Billedet er fra 2010, taget på vores Snowdrop Walk, da jeg var i England i februar det år.
Jeg lagde mærke til i dag, at det formelig vælter op med alskens løgplanter i rosenbedet foran huset. Det er både godt og skidt, for hele sommeren er det ét stort skvalderkålbed, som jeg egentlig havde tænkt mig at dække først med sort plast og derefter med træflis for at komme den til livs uden at slå roserne ihjel. Det vil nu også koste jeg ved ikke hvor mange forårsløgplanter livet, hvilket jeg af flere årsager har det lidt skidt med. På grund af roserne med deres formentlig omfangsrige rodnet bliver det næsten umuligt at grave løgene op, so what to do? Gode råd efterlyses. Jeg er ret spændt på, hvad der kommer op – lige nu er det kun vintergækker og lidt krokus, jeg med sikkerhed kan genkende, men der er mere på vej.

30. januar 2015

Vind et års forbrug af øl? Mig??

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: ,

På vej hjem i dag hørte vi om en konkurrence, hvor præmien var et års forbrug af øl fra bryggeriet Skovlyst.
Sikkert glædeligt for nogle, men det ville blive en særdeles billig omgang, hvis det var mig, som aldrig drikker øl, der vandt.
Ud fra hvilke kriterier vurderer man et års forbrug af øl? Baseres det på det anbefalede daglige max-forbrug, således at det er omkring 350 øl for kvinders vedkommende og 700 for mænd? Hvad hvis det er en alkoholiker der vinder? Får vedkommende så 3500 øl? Gider muslimer overhovedet deltage?
Næhtak, så hellere vinde et års forbrug af vin, og jeg ville ingen skrupler have over at fortælle præmiesponsoren, at jeg drikker en flaske om dagen, selv om det ikke passer. Så kan de bare specificere det lidt bedre, kan de.

P1050063

PræmienBillederne er fra gårsdagens årlige generalforsamling i vinklubben. Jeg var så heldig at vinde to flasker i går, fordi der var sat 80 flasker i udlodning til 65 deltagere, og jeg var en af de 15 heldige, der blev udtrukket to gange. Ingen klager over det herfra.
Efter det kedelige (= selve generalforsamlingen) og vinlodtrækningen var overstået, gik vi over til den portugisiske aften, som var blevet os lovet.
Den portugisiske aften inkluderede smagning af otte portugisiske vine og fire portugisiske retter, samt en præsentation af vinene fra importøren af dem. Heller ingen klager over noget af det fra min side.
Den ene af retterne var Bacalhao a portuguesa – klipfisk! Jeg har, trods min høje alder, kun hørt om klipfisk, og jeg har omhyggeligt sørget for at undgå det indtil i går. Til min store forbavselse smagte det ret godt, og jeg ville aldrig havde gættet på klipfisk … kunne selvfølgelig godt smage, at det var fisk, men det kan jeg jo også godt lide. Jeg troede, det var meget mere salt, end tilfældet viste sig at være.
Hovedretten var Portugals svar på biksemad – også ganske udmærket. Man havde blandet muslinger sammen med svinekød. Ret modigt, men åbenbart traditionelt, hvis man er portugiser.
Som sædvanlig en glimrende aften.
Til næste år har vinklubben 25-års jubilæum, så bestyrelsen lovede os et brag af en generalforsamling et arrangement efter næste generalforsamling.
Det glæder man sig til …

28. januar 2015

Mine børnebørn levede det frie og moderløse liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags:

Charlotte har aldrig været væk fra sine børn i mere end omkring 12 timer og aldrig en hel nat, så selv om det var en trist anledning og derfor på flere måder underligt for hende at være i Danmark i to døgn, nød hun den frihed og ferie, hun fik sig på den konto.
Hun kunne slappe helt af, for børnene var sammen med deres far og ikke med Granny, som de kun kan lide i små doser og under ingen omstændigheder, når hun skal lægge dem i seng.
Far gider de derimod heldigvis særdeles godt. Tim har næsten ikke været med til at opdrage dem, forstået på den måde, at han er så sjældent sammen med dem til hverdag pga. sine lange arbejdsdage og ditto transport til og fra London. Han kan simpelthen ikke få sig selv til at skælde dem ud, næsten uanset hvordan de opfører sig, så de har gerne en fest, når de er sammen med ham. I parentes bemærket er de trods alt godt opdragede og opfører sig fint, når de er ‘i byen’ så man behøver ikke at være flov over dem eller blive irriteret på dem. Det er ekstra sjovt at være alene sammen med far, men det gør såmænd ikke spor – mor er der jo altid, sådan er det bare. Mener de små – og Tim er god til at foretage sig ting sammen med børnene i weekenderne.
Granny hentede ungerne fra skole torsdag, men Tim var relativt tidligt hjemme for at hente dem hos hende. Han havde arrangeret hjemmearbejdsdag fredag, så han kunne køre børnene til og fra skole. Lørdag var de i svømmehallen, som ligger et sted, hvor man også kan foretage sig forskellige andre spændende ting.
Som fx at spille pool

Pool babies

Popcorn nowDe elsker at spille pool. Det her hedder ikke billard, vel? Det er ikke en terminologi, jeg er voldsomt inde i, må jeg indrømme, men er billard ikke noget med kegler på midten af bordet?
Jeg ser dog heldigvis ingen bajere på kanten af det, så der er måske håb endnu, selv om de er på vej ud på et skråplan …
De fik så popcorn i stedet.
Jeg tror ikke, de savnede mor i så meget som et sekund. Hvis de gjorde, glemte Tim i hvert fald at fortælle om det.
Lørdag aften var alle tre kørt til Heathrow for at hente Charlotte. Der var stor gensynsglæde, så måske havde de alligevel savnet en lille smule?

Det er lidt synd for Tim og Charlotte, at de ikke synes de vil/kan tage sig en forældreweekend, men de nænner simpelthen ikke at udsætte børnene for farmor en hel weekend.
John og jeg havde aftalt at passe dem en weekend sidste sommer, men desværre gik Aubie hen og blev syg, så de ville ikke blive væk natten over, men nøjedes med en eftermiddag og aften. Nu forsøger vi igen, når vi tager derover i det sene forår. Det er så dejligt med en voksenweekend, kan vi godt huske, og vi under dem det da så gerne.

27. januar 2015

Hvordan gentager man noget bagudrettet?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Der er gået inflation i ordet fremadrettet. Alting er fremadrettet, og ordet bruges, når det er indlysende, at der kun kan menes i fremtiden eller fremover og derfor overflødigt at tage det i anvendelse – i bedste fald bliver det til dobbeltkonfekt – i værste fald noget sludder.
I går hørte jeg følgende: “ … skal sørge for, at det ikke gentager sig fremadrettet … “
Ja …? Hvad havde man ellers forestillet sig? At man skulle kunne gentage noget bagudrettet?

P1040946

Herover et klip fra Johns iPad. Han kaldte grinende på mig, da han i går morges sad og surfede lidt rundt i nyhedsstrømmen.
Rent logisk skal der såmænd nok være flere risretssager i Østen end i Nørre Snede … eller var fejlen mon blot et resultat af en ubevidst tankeforbindelse?

P1040990

Det har været et smukt, smukt vejr i dag – den gyldne time levede op til sit navn sidst på eftermiddagen, hvor svanerne stod i knivskarp kontrast ude på fjorden ved siden af ‘fugleøen’ bestående af blishøns.
En times tid senere kunne vi nyde en flot solnedgang på vejen hjem fra Den Stråtækte.
Ved Vallø 27 januar (1)

Vi flytter. I kassevis. Vi fylder klap- og flyttekasser op og kører ned og får tingene sat på plads med det samme.
Det er en god fornemmelse, at der ikke står en million flyttekasser, for hvor skal man ende, og hvor skal man begynde?
Den 11. februar kommer der flyttemænd og tager alt det tunge for os, men inden da satser vi på selv at have taget alt det, vi uden problemer kan klare.

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 59, der følger denne blog