Hos Mommer

28. maj 2016

Jeg har da sjældent hørt noget så tåbeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags:

Søren skal være morfar for første gang om en lille måneds tid, hvilket han selvfølgelig glæder sig til. Sidst han besøgte de vordende forældre, sagde datteren, at “der er lige noget vi skal tale om”. Nådada, tænkte Søren – hvad kommer der mon nu?
Der kom det, at datteren havde hørt, at i de første 42 dage har et nyfødt barn bedst af at være alene sammen med forældrene.
Søren er en meget flegmatisk person, der tager tingene i den rækkefølge de kommer, men fortalte, at mormoderen, som Søren altså ikke længere er gift med, men ofte taler med, var helt oppe at køre over ikke at kunne se sit første barnebarn i de første 42 dage af dets liv.

Har I nogensinde hørt noget, der bare tangerer dette i rendyrket tåbelighed? Jeg har ikke. Synes den er totalt ude i hampen. Jeg ville nødigt have undværet min mors erfaring og gode råd, da jeg fik Charlotte, og jeg ved, at hun havde det på samme måde med mig, da hun fik Anna. Jeg siger ikke, at jeg/hun ikke kunne have klaret tingene selv, for selvfølgelig kunne vi det, men de der små fif og beroligende udtalelser kan være guld værd for en nybagt mor.
Jeg kan til nød – men også kun til nød – forstå, at man måske i den allerførste tid ikke skal fylde huset med 100 venner, kusiner, fætre og hvad ved jeg, men bedsteforældrene!? Eller søskende!? Man er jo fuldstændig syg for at vise verdens ottende vidunder frem til hele samme verden; det kan kun gå for langsomt, og man skal ikke forsøge at bilde mig ind, at barnet tager skade af det.

Jeg ville meget gerne vide, hvordan man er nået frem til de 42 dage. Har man taget 100.000 nyfødte og ladet 1000 være alene med forældrene i henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5, … , 100 dage, fulgt dem til de var 7, 15 eller 18 år og dermed som et videnskabeligt uangribeligt faktum konstateret, at de børn, der var alene med forældrene i præcis 42 dage – hverken mere eller mindre – fungerede bedst senere i livet?
Nej, vel? Den tror jeg heller ikke på. Jeg har prøvet at eftersøge data, men hele internettet er totalt tavst om emnet; intet overhovedet dukker frem, uanset hvordan jeg formulerer søgningen.

Ovenstående er i mine øjne helt på linje med og lige så langt ude som det ‘gode’ råd, jeg fik tilsendt af to mennesker efter jeg var konstateret rask:
image

Kære venner – thanks for nothing! Tænk jer dog om … hvis det virkelig var så nemt at slippe af med den modbydelige sygdom, så 1) var der nok ikke mange kræfttilfælde tilbage i verden og 2) ville citroner (og natron) være dyrere end guld og bestemt ikke til at købe i supermarkedet til tre for en tier.
Hvordan forestiller de naive fjolser sig, at det ‘basiske miljø’ skulle kunne penetrere ud til lever, lunger, bryster, m.m.? Jeg måtte virkelig tage mig til hovedet over folks godtroenhed. Forestiller de sig også, at alverdens læger og øvrigt sundhedspersonale ville udsætte folk for den rædselsfulde kemoterapi, hvis citron/natron-kombinationen var 10.000 gange mere effektiv? (Og “mere stærkere” – der er sandelig styr på det hele her …) 
Jeg må indrømme, at min respekt for folk, der falder for den slags pjat (den med de 42 dage inklusive), kan ligge på et meget lille sted.

27. maj 2016

Hvor var det dog godt, jeg fik kræft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: ,

Tænk, at man skulle nå til at sige sådan, og jeg kan jo også sagtens komme med så fjollet en bemærkning, nu hvor jeg er erklæret rask, men hvis ikke jeg havde fået brystkræft, så havde vi ikke opdaget Den Stråtækte og så havde jeg nok ikke lært at nyde livet i så voldsom grad, som jeg gør.
Det er godt nok pragtfuldt og perfekt at være jobstoppet, men jeg er sikker på, at den alvorlige, men nu forhåbentlig overståede sygdom har en stor andel i min livsglæde.
Jeg manglede et par småting og dagens cykletur gik derfor til Præstø. Det var et aldeles pragtfuldt vejr, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile … faktisk hele vejen, så jeg blev helt øm i kæberne af alt det smileri.
Jeg nyder hver eneste dag så meget, at det næsten gør helt ondt indeni en gang imellem. Det kan vist bedst sammenlignes med følelsen man får, når man kigger på sit barn (eller barnebarn) og spørger sig selv, hvordan man har båret sig ad med at frembringe noget så perfekt. 
Jeg vil ikke sige, at jeg nyder hver dag, som var det den sidste, for hvis jeg vidste det var min sidste dag, ville jeg ikke kunne nyde noget som helst!
Men jeg er umanerligt glad og føler mig som jordens mest privilegerede menneske, fordi jeg er rask, fordi jeg bor hvor jeg bor og fordi jeg har en dejlig mand, som siger det samme som mig – “hvad har vi dog gjort, siden vi er så heldige at finde sådan et sted at bo?”

Maj-gøgeurt

Maj-gøgeurt (1)Orkideer har vi oven i købet også. Jeg opdagede dem i dag; de bor nede på strandengene i bunden af fjorden. Masser, masser, masser af dem. Majgøgeurt er jeg kommet frem til, at det må være. Den er vist ikke specielt sjælden, men det er ikke en blomst jeg er vant til at se, så for mig var det noget særligt at få øje på den.
Billederne blev desværre uskarpe, for jeg blev nødt til at bruge kraftig zoom, da der er sat elektrisk hegn op så højt, at jeg ikke kan skræve over det – ej heller kravle under, for der er hele fire tråde, så jeg måtte nøjes med at nyde synet lidt på afstand.
Heldigvis er der ikke sat kvæg ud på netop den mark endnu – det ville da også være synd, hvis de skulle trampe alle de smukke orkideer ned.

Nu vil nogle af jer måske spørge, at hvis jeg går rundt og er så pokkers glad altid, hvorfor brokker jeg mig så over alt muligt? Dårlig stavning og grammatik, tåbelige politikere (dog ikke så meget her på bloggen – den skal forestille at være relativt upolitisk), og meget andet. Jamen det er simpelthen en del af min livsstil, tror jeg … jeg elsker at brokke mig!

Lidt lige som en hypokonder: Han har det også kun godt, når han har det skidt.

26. maj 2016

Så er der givet tid til klipning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Ikke klipning til mig, desværre, for selv ikke de bedste frisører kan klippe håret længere. Da vi flyttede herned, var min gode Rikke alligevel rejst fra den lokale Stender, så der skulle findes en ny frisør. Hende har jeg været hos fire gange, og nu er hun fyret på gråt papir. Jeg har aldrig værert 100 % tilfreds med hende, men sidste gang gik det helt galt, bl.a. fordi hun gjorde det stik modsatte af, hvad jeg bad hende om – på fire forskellige punkter, oven i købet – to steder efterlod hun det for langt og to andre klippede hun det alt for kort; nærmest helt svenskeragtigt, og det er de korte fejlklipninger, jeg er nødt til at vente et par uger endnu på skal gro lidt ud igen, inden jeg prøver at finde en, der kan redde min bad hair period. Det er desværre ikke gjort med a bad hair day her. Da jeg kom hjem, sagde den ellers så diplomatiske John, at det var grimt, og da jeg kom over til Charlotte halvanden uge efter klipningen, sagde hun, at mit hår så lidt underligt ud og at det var mærkeligt, fordi det egentlig ikke så ud som om det var fordi jeg trængte til at blive klippet! Grrrr.

Det er John, der skal klippes. I dag var han til den indledende undersøgelse på en klinik i Rødovre Centret, hvor øjenkirurgen kunne konstatere, at hans øjenlåg udgør et problem for ham, og at hans grå stær endnu ikke er moden til operation.
Det var søreme heldigt, for det var præcis det samme, som øjenlægen i Faxe var nået frem til …
Men det var det, hun kaldte det: “Så klipper jeg dig lige lidt dér og lidt dér, og så skal du bare se, hvor godt du kommer til at se ud, når de tagrender bliver klippet af”, så min mand skal have klippet øjenlåg midt i august. 
På Næstved sygehus, hvor han hører til, er ventetiden næsten et år, så han kunne vælge frit mellem en del klinikker og hospitaler landet over. Det blev Rødovre, fordi det var det nærmeste og med gode parkeringsforhold.

Mens vi ventede på at komme ind, læste jeg om italiensk mad i magasinet Gastro.
GastroDet var temmelig voldsomt, som de trængte til en korrekturlæser …

Man falbyder sine varer – det har ikke noget med et fald eller at falde at gøre.
Der skal ikke stort begyndelsesbogstav efter tøveprikker.
Der skal ‘s’ efter ‘døden’, fordi ‘døden’ ikke danner par med ‘dehydreringen’.
Man kan sige ‘Ellen og Johns bryllup’, fordi vi er et par.  
‘Søren og Lises forældre’ er ét par forældre, mens ’Sørens og Lises forældre’ er to par forældre. Lidt tricky, måske, men det giver fin mening, synes jeg. 
‘Sgu’ kunne de til gengæld godt stave til – det hedder ikke ‘sq’, som mange tror, og det bliver heller ikke et pænere bandeord af, at man ændrer stavemåden.
Og så er det i øvrigt et fjollet og oversmart udtryk, det der med døden og dehydreringen. Jeg kan forstå dehydreringen, men man er forhåbentlig da vel ikke ligefrem på ‘dødens kant’, fordi man er en tørstig turist i en italiensk storby?

25. maj 2016

Dagens tåbeligste spørgsmål

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Den gps, vores bil er født med, og jeg er ikke altid lige gode venner. Den er meget tungtopfattende, således at man oftest skal angive destinationen mere end én gang. Nogle gange fatter den det første gang, andre gange først efter tredje eller fjerde. Det rækker min tålmodighed overhovedet ikke til, så nu er det blevet sådan, at jeg taster adressen første gang, og så tager John over. Han er nemlig 100 år om at taste med joysticket, mens man de følgende gange kan nøjes med at trykke processen igennem med DONE-knappen.
Vi har lige opgraderet den til at have hele Europa med i stedet for kun Norden, så det var første gang, den skulle afprøves i Tyskland. Det gik meget godt, indtil vi skulle tilbage fra byen Stade. Her kom den med følgende spørgsmål:   
One of the roads of your planned route is closed. Do you want to avoid this road?
Det var da det tåbeligste spørgsmål af alle. Hvad havde den forestillet sig? At man ønsker at strande ved en lukket vej?
John, som er ekspert i ikke at læse små informations- eller spørgsmålsvinduer, svarede NO, men det så jeg heldigvis og fik ændret den beslutning.

Huse mellem Jork og Stade

Jork (ikke York …) og Stade havde vi fået anbefalet af Farmer, så den tur tog vi i går. Området kaldes også Tysklands frugthave, og husene her er en mange kilometer lang opvisning i facader – det virker som om alle har skullet overgå alle de andre.

Huse mellem Jork og Stade

De huse tog vi mange billeder af … alle var forskellige, men da de til sidst begyndte at ligne hinanden, var vi klar over, at vi nok var blevet facademætte.
På vejen tilbage tog vi på Jørgens anbefaling Schloss Ahrensburg med. Vi var ikke inde i slottet, men nøjedes med at gå en tur rundt om det. Vi hørte nemlig den ‘engelsktalende’ guide, og hende skulle vi ikke nyde noget af. Hun ledte efter hvert andet ord og måtte hele tiden have hjælp til at finde de engelske ord. Jeg ville være eksploderet efter fem minutter, hvis jeg var blevet tvangsindlagt til hende.

P1020244Schloss Ahrensburg (3)

Bortset fra, at vejret har været elendigt, kan vi godt anbefale et ophold på Schloss Tremsbüttel. Middagen var udmærket, og morgenmaden rigelig, delikat og med alt, hvad hjertet kan begære.
Og de havde rigtig te! Det kræver næsten en hel række udråbstegn, for det er der stort set ingen, der har mere. Man blandede den selv af rigtige teblade fra dåserne; vandet fik man fra den (elektriske) samovar – en herlig forandring fra det posesavsmuld, man normalt får, og som er årsagen til, at jeg altid drikker kaffe om morgenen, når vi er på ferie, selv i England. Dog ikke hos Charlotte, som naturligvis laver en ordentlig kop te. 
Så ‘ordentlig’, at hendes engelske veninder spørger, hvor hun køber den gode te, hun serverer, og som bliver både forbavsede og halvflove, når hun siger, at den køber hun i Danmark, “for det er jo ikke til at købe en ordentlig te her i England … ”

P1020230P1020229

I går var det 12° hele dagen. I dag var det 13°, da vi kørte fra Tremsbüttel. Da vi nærmede os Fehmern ved middagstid, forsvandt skyerne; da vi nåede til Sydsjælland, skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen var 23°.

23. maj 2016

Livet på et slot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:34
Tags: , ,

Livet på et slot ved jeg ikke så meget om, men Schloss Tremsbüttel har sikkert været glimrende som bopæl. Det er nyt – fra 1894 – og ikke særlig stort af et slot at være (det billede fra forleden dag var slet ikke Tremsbüttel, hvilket jeg først opdagede, da vi kom herned), men rummenes størrelse fejler ikke noget. Vi har fået Julie, som er et hjørneværelse, med entre, garderobe og et stort badeværelse.
Jeg var lidt spændt, for de tilbud, der kommer gennem diverse medier, giver ikke altid verdens bedste værelser … vi fik så heller ikke præsidentsuiten, men dette her er godt nok til selv kræsne og forvænte os og medfører absolut ingen klager fra vores side.

P1020220

Vi er lige kommet tilbage fra en tur i parken, som bl.a. har en smuk japansk have. Sådan en slotspark har også mange store træer, så jeg kunne ikke komme til at tage et billede så langt fra, at det ikke vælter, men vi bor bag den røde cirkel.
Da vi gik ud, snuppede vi et par paraplyer med, for det smådryppede og vi kunne høre torden ikke så langt borte.
Det kom nærmere og nærmere, og fem minutter efter vi landede på værelset igen, åbnede himlens sluser sig i en grad, vi ikke har oplevet længe … man kan godt mærke, at man er kommet sydpå, tøhø. Men det gør ikke spor. Med den voldsomhed går det hurtigt over igen, og så vil vi finde Ristorante Da Mimo i Bargteheide, hvor vi er blevet anbefalet at spise aftensmåltidet. Der hører en tre-retters menu med i opholdet, men det bliver først i morgen.

P1020207

En forhenværende kollega havde foreslået, at vi gik på Kartoffelkeller i Lübeck, hvilket viste sig at være et specielt sted, som vi aldrig havde fundet selv, så tak for det, Hanne.
Vi er inde i aspargessæsonen, så vi valgte hver sin aspargesret til frokost – John en Spargel und Kartoffel mit Schnitzel og jeg en Foliekartoffel mit Spargel und Kochschinke. Uha, de er bare gode, de hvide asparges. Jeg købte 1½ kilo monsterstore af slagsen for bare 25 kroner. Forleden dag gav jeg 45 kroner for ½ kilo i Brugsen. Næsten det dobbelte for en tredjedel – det er cirka en femtedel af de hjemlige priser. Kan man fryse asparges?

P1020213

Ét af de to tårne herunder er skævt, og jeg tror det er det bagerste …
Jeg havde læst, at man i Lübeck skal kigge ind i baggårdene, da de har meget hyggelige miljøer. Den slags skal man vide, for ude fra gaden ser man bare en dør i en væg, som for eksempel den, som ses herunder ved den røde pil (mange er dog lukket af – der er nok for mange turister, der går og glor), ser man det der er vist på nederste billede.

P1020199P1020206

P1020202

22. maj 2016

Guldregn og gamle biler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags:

Når man arrangerer veteranbiltræf, så er man meget heldig, at det bliver så varmt og solrigt, som det har været i dag.
Køng museum havde husflidsmarked og altså veteranbiltræf.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er så interesseret, som John og Søren var, men helt kedeligt var det nu heller ikke, selv om jeg måske ser andre ting i de gamle biler, end de gør. For eksempel kan jeg godt lide de gamle nummerplader, mens bilerne ikke sagde mig så meget.

P1020174P1020175

Jeg så også en Onkel Kaptajn; den første bil jeg kan huske i rækken af min fars. Den var for længst udskiftet, inden jeg fandt ud af, at Onkel var en Opel.
Herunder ses et særpræget alternativ til hybridbilerne. På instrumentbrættet var der et speedometer og intet andet. Men der sad et askebæger …

P1020182P1020181

På en anden Ford sad denne fugl, som jeg først troede var en gås, men som må være en vagtel.
Og apropos onkler – jeg brugte mere tid på at studere mennesketyper end biler. Det var temmelig underholdende, kan jeg godt sige jer!
Da vi havde været det hele igennem og selv drengene havde set biler nok, gik vi hen til husflidsteltene. Jeg holder meget af at se på trædrejerne, som får det til at se så legende let ud.
Denne mand stod jeg og sludrede lidt med – eller rettere: Jeg spurgte og han svarede. Det skulle blive til en snurretop, og træet var guldregn – som egentlig var for kostbart til at blive brugt til snurretoppe, men han havde kun dette lille stykke tilbage.

P1020189P1020190P1020191

Da han var færdig, sagde han, at jeg måtte få snurretoppen, hvis jeg ville have den. Det ville jeg gerne, for nu havde jeg set den blive født.
Et andet sted sad der nogle knipledamer og hyggede sig. Normalt synes jeg, at kniplinger er flotte, selv om jeg ikke har noget at bruge dem til, men denne her var nok lige lidt til den overdrevne side – disse farver kan jeg ikke helt få til at harmonere med min kniplingsverden – men jeg må give hende, at hun kunne sit håndværk!

P1020188 P1020184

Det ligner et tingsted, men det er sandsynligvis blot en samling af gamle navnesten til gårdene i sognet.
Det er vanskeligt at se, men de otte sten har gårdnavne præget.

En fin, men varm dag – 26° nåede vi godt nok ikke op på, men 23° er såmænd også rigeligt … da vi kom hjem, myldrede vi op på terrassen med to kolde øl og en Rekorderlig (pærecider med hyldeblomst. Ret god!).
De blev hurtigt tømt …

20. maj 2016

Miljøglorien kan – næsten – pudses

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Mens vi var i Sverige, spurgte Malle mig, om jeg kunne hækle. Ja, det kan jeg – men det kan din mor også … hvorfor spørger du?
”Jo … de her fiberklude, du bruger som karklude … er du klar over, at de indeholder 20 % mikroplast?”
Det var jeg ikke, og jeg har læst artikler om mikroplastens omfang og skadelighed, så jeg fik helt dårlig samvittighed, hvad der dog ikke var Malles mening. Næh, hun ville have mig til at hækle karklude til hende.
Jeg er ikke vild med at hækle, men efter fire numsevarmere – dobbeltsidede, oven i købet – kunne jeg vel for pokker hækle lidt karklude til det miljøbevidste unge menneske.

Plastfrie karklude

I brugsen havde de fire nøgler bomuldsgarn på tilbud, så der røg 2 x 2 nøgler neutrale farver (ønske!) i kurven, og nu er de første to karklude færdige.
I to forskellige mønstre, naturligvis. Variation må der til. Hvis hækling er kedeligt, så er hækling med lutter fastmasker det kedeligste, men nettet nærmest svømmede over med opskrifter på hæklede karklude i forskellige varianter.
Den tredje bliver strikket. Patentstrik, selvfølgelig.
Lige pludselig er jeg, mod al forventning, blevet helt grebet af det, så mon ikke der kommer lidt bomuldsgarn i garnkurven, når vi kører ned til vores tyske slot om få dage? Det er et perfekt passager-håndarbejde. Nemt og overskueligt, noget man nærmest kan arbejde med i blinde, så man samtidig kan kigge ud ad vinduet. Ikke noget med at sidde med mønsterark, som ikke har noget egnet sted at ligge i bilen.
Jeg har bomuldsrester i mange farver, bare ikke jordfarver, men jeg har intet imod lidt kulør i køkkenet. Jeg har flere gange været tæt på at smide de rester ud – godt jeg ikke nåede så vidt, for nu tror jeg, jeg er nødt til at gå over til hjemmefabrikerede bomuldskarklude. Man er vel miljøbevidst!

Plastfrie karklude (1)Plastfrie karklude (2)

“Vores tyske slot”??? … Nej, vi har ikke købt et tysk slot. Vi har så rigeligt i Den Stråtækte og i Sverige, men vi skal, om ikke så længe, ned og bo på Schloss Tremsbüttel et par nætter.

Tremsbüttel

Med morgenmad og en treretters aftenmenu. Det bliver sikkert okay. Jeg mangler bare at finde ud af, hvad man med fordel kan se i området.

19. maj 2016

Hvad gør man ikke for det gode naboskabs skyld

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

I forgårs kom naboen ind og spurgte os om vi ville være meget kede af at fjerne den hyld, vi havde, samt skære træet ved siden af ned til højden på deres egen tujahæk.
Vi indvilligede aldeles uden bøvl, for da vi så det inde fra deres have, var det ikke pænt, og de to træer tog en del lys – noget vi ikke har tænkt over, da de står på nordsiden af vores have (og bevirkede, at vi ikke kunne se naboens skur, hvilket vi havde tænkt over …).
Problemet er nu bare, at jeg ikke kan fordrage tuja, fordi det for mig er en kirkegårdsplante, så jeg var lidt ked af den ‘udsigt’, vi hermed fik i stedet for vores egen grønne.

P1020164

Ikke, at den tuja ses så meget på billedet her, men man ser et grimt lamelhegn og nogle nedskårede træer – tujaen ses desværre tydeligst oppe fra terrassen. Af ukendte årsager er der et ingenmandsland på en lille meter mellem vores beplantning og det egentlige skel, som tujahækken er plantet i. Vi ville have haft gjort noget ved det, men ikke i år, for vi har ikke kunnet finde ud af, hvad vi skal stille op med den der underlige, bagerste del af haven, som derfor endnu står aldeles uplejet og skvalderkålsfuld.
Jeg har ordnet og plantet lidt til ud mod græsplænen, men det inde bagved … uha, uha. Og nu ses det alt for tydeligt. Ingenmandslandet – som i virkeligheden er vores – lader vi være, for gør vi ikke det, får vi en fuldt synlig tujahæk! Så hellere miste nogle kvadratmeter af haven.
Vi skar det ned i går, og grimt blev det. Meget grimt; det måtte der gøres noget ved, og vi fandt frem til, at den hurtige løsning er at få skvalderkålen væk og plantet en klematis, der hurtigt kan løbe op og fuldstændig omklamre de nedskårne træer.
Det er nu gjort, og hvis det bliver så pænt, som jeg tror, er problemet løst uden de store armbevægelser. Vi får et par smukke klematis at se på sommeren igennem, naboen er glad, og jeg har ikke givet mig selv en masse mere arbejde. Win-win-win – hele tre af dem …

NellikerodNellikerod (1)

Jeg har bl.a. sat tre af denne nellikerod, men den har snydt mig lidt, for se, hvordan blomsterne vender: Nedad. Planten har de fineste, meget lysende røde blomster, men hvad hjælper det, når hovederne står og kigger beskæmmet ned i jorden?
På alle billeder af nellikerod kigger blomsterne opad, så hvorfor ikke her? Kommer det, når de får bedre fat? De er trods alt plantet for få uger siden, og jeg er såmænd glædeligt overrasket over, at de overhovedet blomstrer så hurtigt efter at været flyttet hjemmefra. Nu skal de så bare lære at ranke ryggen og se hele verden i øjnene.

18. maj 2016

Kønsrollemønstre kontra ligeberettigelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags:

Da vi boede i Havdrup, kørte vi ofte sammen til brugsen, men hernede kører jeg oftest alene, fordi John altid har (lidt for) mange planer for dagen. Det har jeg ikke noget imod, men det fik mig på turen til at filosofere lidt over vores kønsrollemønstre.
“Gør det du er bedst til” – John kan godt sy en knap i en skjorte, men det går lidt hurtigere og bliver lidt pænere, når jeg gør det. Hvorfor så holde fast i det kan du selv gøre?
Jeg kan godt slå et søm i, men jeg spørger som regel John, når det skal gøres. Jeg kan også godt håndtere en boremaskine og lignende, men John er meget bedre til det. John er sød til at svinge støvsugeren, men der bliver kun taget det, der kan ses; ikke der, hvor der ligger flest nullermænd … og jeg tror ikke, han nogen sinde har prøvet at gøre et badeværelse rent.
Det betyder ikke noget for mig, for han gør så meget, jeg ikke gør.
Jeg kom til at tænke på nogen (ingen nævnt, ingen glemt, og der var flere både i min og Johns familie), der, da de havde blebørn, gik meget op i millimeterdemokratiet: det er din tur til at skifte ble, jeg gjorde det sidst! At den, hvis tur det var, var optaget af fx en opvask, og den, der gjorde det sidst, lå og slangede den i sofaen, var åbenbart ligegyldigt … den slags kan jeg slet ikke have.
Og hvorfor nærmest tvinge fædre til at have barselsorlov? Det er naturligvis i orden, hvis han gerne vil, og hvis hun helst vil arbejde, men hvis far i virkeligheden ikke har lyst, og mor i virkeligheden helst selv vil, hvorfor skal andre så bestemme det til at være anderledes? Der skal nok være dem, der ærgrer sig over, at man ikke kan flytte graviditet og fødsel over til manden …
Der var i hvert ingen, der skulle tage mine 12 måneders barselsorlov fra mig – jeg sagde dengang for små 40 år siden et fast job op for at få et år sammen med Charlotte (dengang havde man kun 12 uger, hvilket jeg overhovedet ikke kunne nøjes med).
Naturligvis ville jeg nyde, hvis John lavede maden en gang imellem, men det kan simpelthen ikke fange hans interesse, og når jeg nu kan, så er der ingen grund til at tvinge ham til det i ligeberettigelsens hellige navn. Han rydder som bekendt af efter måltidet, fordi opvask simpelthen ikke kan fange min interesse … tøhø … så vi er begge glade for det traditionelle mønster her.
Jeg kan lide, når en mand holder døren for mig og i det hele taget er galant på den go’e, gammeldags måde.
Jeg synes de færreste kvinder tager sig pænere ud uden bh, og jeg synes ikke det er pænt, når kvinder har overskæg, hår under armene eller på benene.
Det er fjollet at have kønskvoteringer i bestyrelser og lignende – der er nu engang flest mænd, der har lyst til den slags beskæftigelse. Måske er det ikke alle steder, det sker, men hvor jeg arbejdede, tog man den bedst kvalificerede til et givent job, uanset om det var en mand eller en kvinde.
Jamen, går hun da slet ind for ligeberettigelse, hende Ellen?
Jo. Lige løn for lige arbejde. Og der er desværre laaang vej endnu, inden vi når dertil. Det havde vi heller ikke på mit arbejde – uanset hvad lederne påstod.
Er der lagt op til en god debat her? Er I på ligestillingsbarrikaderne eller deler I mine holdninger?

P1020145

Og æbleblomster er stadig lige smukke …

17. maj 2016

Maskinbrød og menneskesprog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

P1020152Jeg har nu bagt en hel del brød i min nye brødbagemaskine – med større eller mindre held, dog heldigvis med overvægt af ‘større’.
Der har nemlig været et par smuttere, og jeg har haft mistænkt gæren for at være den skyldige. At jeg har eksperimenteret lidt med meltyperne har givetvis også haft en del af skylden, men primært er det gæren, tror jeg. Jeg har for det meste brugt frisk gær; kun én gang har jeg brugt tørgær, men det gik helt galt, og i det hele taget har jeg dårlige erfaringer med det tørgær, man køber i Danmark og i Sverige. Alle opskrifter er med tørgær, også de danske, men i England er det meget vanskeligt at købe frisk gær.
I det store og hele var jeg ikke 100 % tilfreds med mine brød. 90 %, måske, men der manglede lige det sidste, før jeg kunne få hænderne helt op.

Jeg var derfor spændt på at komme over til Charlotte og smage hendes brød. De kører med andre typer tørgær, og hvis jeg troede, at vi havde mange forskellige slags mel at vælge imellem her i DK, kunne jeg konstatere, at de har mange flere i England.
Gæren kunne jeg sagtens have med hjem derovrefra, men med kun håndbagage tilladt måtte jeg springe melet over denne gang, så når vi om et par måneder tager bilen derover, skal jeg have adskillige kilo med hjem.
For der er forskel.
Jeg smagte to af Charlottes brød, og de var uden for enhver tvivl bedre end mine.
Det er nok meget godt, at jeg bliver tvunget til i første omgang at bage med det engelske gær, for det er her som med alle andre forsøg: Man ændrer én parameter ad gangen, ellers ved man ikke, hvorfor det lykkedes – eller ikke lykkedes.
Der er stadig et lille stykke op til Charlottes standard, men der var dog en klar forbedring, så jeg vil fremover kun bruge det engelske tørgær.

Det er ikke fordi jeg ikke har studeret danske sider om brødmaskinebagning, og andre end mig kan åbenbart godt bruge dansk tørgær, men med den nemme adgang, jeg har til den engelske udgave, er det et nemt valg for mig.
Den ene af de danske sider leverede en del glimrende eksempler på ukorrekt stavning og grammatik.

Og det tal, er stødt stigende. Jeg bliver stødt over d’er, der ikke skal være der – men antallet af brødbagemaskiner i DK er sikkert støt stigende. Det komma har heller intet at gøre der; sætningens udsagnsled og grundled er blevet delt.
…vel og mærke… Neiijj! Vel AT mærke!
ikke længere er en drøm, at vågne op til. Nej. Der skal ikke komma foran ‘at’, når det efterfølges af en infinitiv (= at-måde: at være, at blive, osv.)
…så man fx undgår madspil. Det ekstra d fra før kunne passende have været puttet herind … det er da helt fint, hvis maden spiller, men madspild bør undgås i videst muligt omfang.
Skal du lave et, 3, eller 5 franskbrød? Tal mindre end 10 skrives som hovedregel med bogstaver, men man bør i det mindste være konsekvent. Dette er et godt eksempel på, hvor fjollet det ser ud, når man ikke er det. Jeg kom i første omgang til at læse sætningen med tryksvagt ‘et’, hvilket ikke rigtig gav mening.

15. maj 2016

Stavekontrollen har det ret svært med dansk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:27
Tags:

I forgårs skrev jeg ‘pudsigt’ i en kommentar; et ord, jeg forholdsvis tit bruger.
Den danske stavekontrol genkendte ikke ordet, men foreslog i stedet ‘P udsigt’, ‘udsigt’ eller ‘tudsigt’. Det første og det sidste er da det rene vrøvl.
Ordet ‘mørkere’ kendes heller ikke … ‘rabarberkage’ foreslås erstattet med rabarber kage (grrrr), rabarber-kage eller … arabarberkage!
Til ‘rengjort’ foreslås ren gjort, ren-gjort eller tengjort.
‘Fuglesangen’: fugle sangen, fugle-sangen eller guflesangen.
’Husbukke’: hus bukke, hus-bukke eller hukbuske. Nu genkender vi efterhånden et mønster, ikke?
’Bl.a.’ bliver til blia.
Igen noget værre ævl altsammen. Jeg forstår ikke, hvorfor især det tredje forslag så ofte er totalt hen i vejret – det er ikke ord, der eksisterer på dansk, der er af ukendt årsag bare byttet lidt om på et par af bogstaverne.

Det er ikke Words stavekontrol, men WordPress’. Words er heldigvis noget bedre, for dette her er da totalt elendigt. Intet under, at folk er eller bliver forvirrede, for denne ‘hjælp’ er værre end ingen hjælp.

P1020109

Det er således ikke ligefrem sprogblomster, der kommer fra stavekontrollens side, så her har I lidt æbleblomster i stedet for. De er desværre ikke fra mit filippa-æbletræ, som åbenbart ikke har tænkt sig at præstere så meget som en enkelt blomst i år, men fra træet ved siden af, som får nogle nærmest uspiseligt sure, små grønne æbler. Reine clauden har tre blomster, så det er også til at overse.

Halvdelen af malerselskabet er kørt hjem, så nu er vi fire tilbage.
Klimaet er gået tilbage til arktisk (8°), så nu står den på gammeldags komfurslowfood og indendørshygge.
Sommeren faldt i uge 19 i år …
Hele huset står nu fint nymalet – de nåede oven i købet også at male nogle af vinduesrammerne hvide. John og jeg er meget glade og meget imponerede over den store effektivitet, der blev lagt for dagen.
Nu skal der holdes pinse, skal der, men det bliver uden skovtur – heldigvis ligger huset i skoven, så det smager da lidt af fugl.

14. maj 2016

Der vil være ømme arme i aften

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

Her arbejdes … hårdt.
Ingen er i tvivl om, hvor langt man er nået. Farven ser noget skrigende ud, men den bliver mørkere og mere svenskrød-autentisk, når den tørrer, og huset bliver så fint, så fint.
Temperaturen er faldet 10 grader, men det har ikke regnet, så vi er glade.
P1020124P1020138

De er nået langt længere, end John og jeg selv i vores mest optimistiske øjeblikke havde turdet håbe på.
Godt, jeg har masser af gammelt arbejdstøj liggende heroppe, for to havde glemt en varm trøje (“det var jo sommer, da vi kørte hjemmefra …”), og en havde glemt tøj, der måtte maleplettes på. “Jeg har aldeles ikke glemt noget noget som helst – du har ikke fortalt mig, at vi skulle op og male!”
Disse undskyldninger holdt således ikke, og alle syv fik fornøjelsen af at svinge penslerne.

P1020127P1020139P1020119

Med udsigt til bagsværd – og Anders i sit “norske fjeldvandreroutfit”, som han insisterede på at kalde det. Han var så vældig stolt af, at strømperne så fint farvematchede anorakken, at han nærmest insisterede på at blive foreviget og fremvist her på bloggen iført sit übersexede arbejdstøj.
Anders er ny i familien, men faldt imponerende hurtigt til her i dennne halvtossede flok. Han havde selvfølgelig mødt sin nye svigermor og -far, men ikke resten af os. Vi siger velkommen til den unge mand, som hurtigt var accepteret og dermed en af os. Han fik yderligere en stjerne i Johns øjne, da han viste sig at være hurtig til at lære et nyt kortspil. Det var første gang, han spillede Tips – og han vandt!
Halvtossede er vi som sagt – i hvert fald nogle af os, nemlig dem, der er kørt ned til badepladsen for at … bade! De tre unge og min yngste søster syntes, det kunne være så fantastisk lige at få sig et svensk søbad, og jeg skal da bestemt ikke være den, der forhindrer dem, når nu de har den slags tilbøjeligheder.
Nå. Jeg har ikke tid til mere skriveri. Skal ud og lave tilbehøret til det langtidsstegte lam, der har stået i ovnen siden i morges.
Måske lidt fantasiløst, fordi vi fik den samme ret for en uge siden, men det er kun John, der ved det – og den var god!

13. maj 2016

Man skal bare kende de rigtige lokkemidler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: , ,

Sms til alle: “Jeg er kommet til at bage en rabarberkage, men har ikke noget cremefraiche – er der en af jer, der har mulighed for at købe noget og tage med herop?”
30 sekunder efter: “Uhm. Den klarer jeg”   –   “Det lyder lækkert, jeg skal nok købe noget”   –  “Vi er lige kørt hjemmefra, så det skal vi nok gøre” …
Jeg indså, at jeg om et par timer ville have stået med fire liter cremefraiche, hvis ikke jeg havde svaret alle på nær én, at tak, men det var allerede klaret. Imponerende … tjenstvilligheden er stor med gulerødder i form af Gerdas rabarberkage.
Det er en smørheftig sag, men særdeles velegnet, når man er mange:
P1020114Pisk 4 æg med 100 g sukker. Pisk 500 g meget blødt smør, 240 g mel og 1 tsk bagepulver i. Til sidst blandes 400 g hakkede nødder i (jeg brugte halvt mandler og halvt hasselnødder, for køkkenskabet formåede ikke 400 gram af én slags). Skær 1400 gram rabarber i stykker og bland dem med 500 g sukker og 4 tsk vanillesukker (jeg brugte 2 tsk vanillepulver).
Fordel dejen i en bradepande foret med bagepapir og fordel rabarber/sukkerfyldet oven på dejen. Bag ved 200° i 35 minutter eller til rabarberne er møre og kanten sprød og gylden.
Når det kommer til fortæringen af kagen, deler vandene sig gerne. Nogle sværger til flødeskum, andre til cremefraiche. Ingen havde dog noget at indvende mod min forespørgsel eller kom med alternative forslag, men vi er vist også ret enige i det spørgsmål i min familie.
Jeg har det temmelig svært med flødeskum i alle sammenhænge undtagen én: Jeg indrømmer blankt, at i en Irish Coffee smager cremefraiche ganske forfærdeligt …

Rabarberkagen var ikke planlagt, men da jeg så, hvor mange naboen havde på sin grund, var jeg simpelthen nødt til at bruge nogle af dem. De bruger dem slet ikke selv, så jeg har permanent tilladelse til at tage så mange jeg vil.
Jeg tog 2½ kilo, og det kunne ikke engang ses, at jeg havde været på rov, men jeg er sikker på, at der er nogle fra familien, der vil sætte pris på at få lidt rabarber med hjem.
Folk begynder at ankomme om en times tid. Hele hytten er rengjort og parat, og maling, pensler og stiger er linet op i kælderen.
I aften står den dog kun på hygge … slaveriet er ophævet, har jeg læst et eller andet sted …

12. maj 2016

Vedligehold, vedligehold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Pyhhha – 23,5° – hvad er det mon så i solen? 10 eller 15 grader mere?
John har malet (noget af) terrassen og jeg har malet trappegelænderet.
Man kan da se, hvor man er nået til … så slemt var det dog ikke at se på, før John gav det en tur med højtryksspuleren, men selvfølgelig trængte det, ellers havde jeg ikke malet.
Der er indkøbt blomster, som er plantet i de fire krukker, jeg har her på torpet – huset ser meget mere beboet og pænt ud, og sidste år klarede alle blomsterne sig mirakuløst nok fint hele sommeren uden ret meget vanding fra min side.
Pauserne blev nydt lidt mere end normalt, fordi det har været så varmt, men hvis pensionistlivet var én lang pause, kunne man jo ikke påskønne det at holde pauser! Det ville i øvrigt også være ret kedeligt …

P1020101P1020102

Vi har også været afsted for at købe rødfarve til huset. I det tidlige forår 2013 købte vi 3 x 10 liter, fordi planen var, at vi ville male hele huset, nu hvor vi havde al den tid i verden, der skulle til, fordi vi begge var jobstoppet pr. midt maj. Vi ville være cirka halvdelen af tiden i Sverige hele sommeren igennem, for rækkehuset gad vi ikke være så meget i. Den anden halvdel af tiden skulle deles mellem det og campingvognen.
Men så kom der lige en omgang brystkræft i vejen … og andre ting, åbenbart, for nu er der gået tre år, og vi kan smide 30 liter rødfarve ud, fordi den har fået frost og dermed er blevet så klumpet, at den ikke er til at arbejde med. Lidt temmelig ærgerligt, men det er der desværre ikke så meget at gøre ved. Troede egentlig, at den bagerste kælder er frostfri, men farvehandleren sagde, at sådan kommer den slags maling kun til at se ud, hvis den har fået frost. Al anden maling, vi opbevarer i den kælder, fejler intet …

P1020104

Og hvad er dog dette? Det er noget, der gør livet til et helvede for en hel del mennesker i øjeblikket, nemlig birkepollen. Johns bil er mere gul end sort, og min iPadskærm var blevet grundigt gulstøvet efter bare en halv times tid ude på terrassen – under parasollen.
Man kan faktisk se dem flyve rundt her i den lavtstående sol, selv om de er mikroskopisk små, men luften er helt diset af birkepollen – tallet for birk er i dag 188/m3 for København, men det må være noget højere her, hvor vi befinder os i dag.
Godt, vi ikke er pollenallergikere … jeg føler med alle dem, der er det.

11. maj 2016

Mysteriet om de usynlige marmeladeglas

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Brødrene Nielsen har en ting til fælles: De har begge en blind plet, når det gælder tomme marmeladeglas. Jeg fik aldrig spurgt til, hvordan deres far havde det med den slags, men jeg er sikker på, at det må ligge i generne.
Det sker ikke bare hver gang … det sker hver eneste gang, der bliver tømt et marmeladeglas: Det bliver ikke vasket op.
Når vi er i Sverige, hvor der ikke er opvaskemaskine (bortset fra Gemal Nielsen eller Brødrene Nielsen, som har to programmer: Gider godt nu og gider ikke lige nu), skyller jeg det værste af et tømt marmeladeglas og sætter det sammen med de andre glas, der skal vaskes op.
Når resten af opvasken er taget, står det stakkels marmeladeglas snavset, ensomt og forladt tilbage. Bordet kan oven i købet være tørret af under det, så det er ikke bare usynligt; det er også i stand til at levitere.
I dag, da vi ankom til svenskerhytten, fandt jeg et tømt og skyllet marmeladeglas stillet bag gardinet ved køkkenvasken, så i et kort øjeblik må det have manifesteret sig som synligt, nemlig længe nok til at blive opdaget for straks derefter at blive gemt helt væk, så ikke engang Ellen opdagede, at det ikke var vasket af, inden vi kørte hjemover.
Det er da et pudsigt fænomen, ikke? Jeg har et par gange spurgt, hvad de stakkels glas har gjort, siden de slet ikke eksisterer i mændenes øjne, men har ikke fået andet end uartikulerede grynt til svar.
Hjemme i Den Stråtækte er marmeladeglas også usynlige. John kan sætte alt i opvaskemaskinen – undtagen det tømte marmeladeglas, som jeg så sætter i maskinen … jeg er for længst holdt op med at lade mig irritere, for det hjælper alligevel ikke.
(Det er derfor jeg er blevet så rund med årene: Der er blevet slebet rigtig mange kanter af …)
Det er bare mærkeligt, for når glasset så er blevet helt fint og rent og står der i maskinen, hvor det nu rent faktisk er mindre synligt end det var før, så er det pludselig blevet synligt, når opvaskemaskinen skal tømmes.
I hvert fald i et minuts tid, hvilket er nok til at blive sat op på køkkenbordet.
Hvordan det forsvinder derfra og hvor det forsvinder hen, forbliver for evigt et mysterium for Johns vedkommende.

P1010787

Hørte jeg enkelte spørge til, hvorvidt jeg selv er i besiddelse af tilsvarende mærkværdigheder? Selvfølgelig er jeg ikke det. Overhovedet ikke.
Og John blogger ikke …

10. maj 2016

Så kan vi roligt tage op og male …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

P1020095P1020099

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

9. maj 2016

Johns overraskelse til mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags:

Jeg ringede hjem til John hver dag, mens jeg var i England – dagens kontrolopringning, som jeg kaldte det – skulle lige høre, om han var kørt over af en lastbil eller faldet ned ad trappen, om han fik noget at spise og nok vand at drikke. Han svarede heldigvis hver dag benægtende på de to første spørgsmål og bekræftende på de to sidste. Hvad jeg fandt en smule underligt, var hans noget svævende svar, når jeg spurgte hvad han lavede. To dage svarede han, at han stak mælkebøtter op fra græsplænen, og jeg tænkte, at så mange mælkebøtter har vi da heller ikke, men lod det være. Han skal jo heller ikke stå til regnskab over for mig.

P1060520P1020088

Da vi endelig landede i Den stråtækte klokken næsten midnat fredag aften, tændte han lyset på den terrasse vi aldrig bruger, fordi den er så tudehamrende grim, væmmelig at gå på, ujævn, snavset, ulækker og ja … ubrugelig. Faktisk vil jeg ikke engang være bekendt at kalde den for en terrasse, men jeg har været ked af, at den ikke kunne bruges, fordi havemanden ordnede stenene så pænt sidste forår og fordi der nu er græs deroppe, hvor der før var Atlanterhav og bar jord.

P1020090

Nu er den blevet væsentligt kønnere, fordi John har lagt træ oven på de gamle fliser. Han var desværre (hans ord, ikke mine) ikke blevet helt færdig, inden jeg kom hjem, men det blev han, inden Ditte og Peter kom i lørdags.
Det var en dejlig overraskelse – jeg elsker fornemmelsen af at gå med bare fødder på en splintfri træterrasse. Havemøblerne og grillen står meget mere stabilt, så nu kan det være vi får grillet i år, hvilket vi slet ikke gjorde sidste år, fordi det ikke var et rart sted at opholde sig.

Jeg havde ellers besluttet, at jeg her i Den Stråtækte ikke ville have for mange krukker med blomster i, fordi vi har masser af have og masser af blomster, og fordi krukker gør os mere afhængige af en, der gider komme og vande når vi er væk, men en terrasse som denne her kalder ligefrem på krukker, synes jeg, så jeg bliver vist nødt til at skifte mening. Igen.

8. maj 2016

Det franske marked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

IMG_5798

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?
IMG_5804

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

IMG_5807IMG_5810

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

IMG_5827IMG_5832

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

6. maj 2016

Mommer, do you HAVE to leave tomorrow?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Når det ene af mine to yndlingsbørnebørn siger sådan, mens hun knuger min hånd og jeg sidder på sengekanten og kigger ned i de store, brune øjne, så er det altså svært at sige, at ja, det er jeg nødt til. But WHY? Fordi flybilletten virker kun i morgen, fordi morfar savner mig og fordi jeg også savner ham. Det sidste var noget hun kunne forholde sig til og derfor accepterede. Da jeg huskede hende på, at der ikke engang er tre uger til de kommer til Danmark, så var det hele i orden igen. Tæt på, i hvert fald.

P1010964

P1010955Langt nede for enden af haven, på græsstykket som Charlotte og Tim købte sidste år for at være sikre på, at ingen kommer og ødelægger deres flotte udsigt med en grim staldbygning, hvilket var lidt for tæt på på et tidspunkt, har børnene sammen med deres tre bedste venner og legekammerater bygget en … en … ja, hvad har de egentlig bygget? Her er bivuakker med camouflagenet und alles, og der er et værksted, hvor der fremstilles våben og andre nyttige redskaber. De elsker at kunne folde al deres frodige fantasi ud hernede uden for alle voksnes hørevidde.
Lige bagved hegnet er der en privat, men offentlig ridesti (sådan noget findes i England), og børnene fortalte mig, at der næsten hver gang de leger dernede, kommer en bereden dame og spørger ungerne, om de har fået lov til at lege der. Hver eneste gang svarer de, at ja, det må de gerne, for det er vores far og mor, der ejer marken. Anna fortalte mig, at mor har sagt, at de altid skal være høflige over for voksne, men Mommer, I really, really just want to tell her to mind her own business and how terribly annoying she is. Det forstår man jo særdeles godt, og jeg vaklede mellem at se mig nødsaget til meget forældreagtigt at spille med på den med, at det nok er det bedste at være høflig og mellem at sige til barnet, at hun næste gang bare skal bede konen om at rende og hoppe.
Faktisk gjorde jeg begge dele, så vi hyggede os lidt med at finde frem til det bedste og frækkeste svar til hende. For sjov, naturligvis …

P1010966

Nu har jeg sagt farvel for denne gang til det dejlige, wiltshire’ske hus med dets endnu dejligere indvånere.
Jeg kan heldigvis, sammen med Anna, glæde mig til, at de kommer til Danmark sidst i maj – den tid vil flyve afsted, for vi skal så meget inden da.

5. maj 2016

Basildon Park

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: ,

Det er ikke altid, man jeg tænker sig mig om. I dag kørte vi til Basildon Park, som ligger forholdsvis tæt på Reading. Da vi næsten var der, slog det mig, at det var temmelig fjollet, at vi ikke havde udsat denne tur til i morgen, hvilket kunne have sparet mig for en ekstra times ventetid i lufthavnen, fordi jeg ikke ville være afhængig af af de ikke så hyppige togafgange fra Pewsey til Reading.
Nå. Det var lige som 1½ time for sent, jeg fik den tanke …
Det så ud til at være et meget interessant sted, og eftersom haverne ikke er på deres højeste endnu, købte vi billetter til både hus og park. Huset ville åbne for publikum kl. 12, men der var stadig pladser på en guidet tur kl. 11. Det er altid godt med lokale guider, og denne var da heller ingen undtagelse.

Basildon Park (42)

Huset er bygget i nyklassicistisk stil mellem 1776 og 1784. Dets næstsidste ejer døde i 1910, så under både 1. og 2. verdenskrig blev det, tvunget af staten, brugt som infirmeri og som krigsfangelejr. Man kan sikkert forestille sig, i hvor høj grad det nåede at ødelægge stort set alt interiøret.
I 1952 blev det købt af et ægtepar, som restaurerede det fra kælder til loft. i 1976 overdrog de det til The National Trust, fordi de ingen børn havde fået, der kunne overtage stedet.

Basildon Park (24)Basildon Park (34)

Detaljerigdommen i loftsudsmykninger, træudskæringer på vægge og døre, søjler, tapeter og gardiner var overvældende, og jeg har taget et hav af billeder. Som det ses, er et gardin så absolut ikke bare et gardin … alene disse tassels, som der fandtes en del varianter af, er imponerende.

Basildon Park (35)Basildon Park (29)

Symaskinen herover undrede vi os begge over, men fik ikke spurgt. Det kan næsten ikke være en almindelig symaskine med det lille, runde bord. En tidlig brodere- eller quiltemaskine, måske? Den må have været kostbar med de mange indlagte stene, så alene derfor kan den ikke have været købt af en fattig syerske, og overklassen syede ikke tøjet selv.

En fin tur til et spændende sted – vi kan blive ved med at finde nye steder, selv om jeg har været i området så mange gange efterhånden.

4. maj 2016

Den uundgåelige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

P1010883

Efter én gang er det stadig noget nyt. Efter to gange er det en tradition.
Hvad er det så, når det er tiende gang? Eller mere … vi har igenigenigen været i Bath.
Vejret er skønt, varmt og solrigt, og når det er sådan, er Bath en af Englands smukkeste byer. 
Vi har drukket kaffe og spist en syndig æblekage hvor vi plejer, nemlig på den lille kaffebar på broen. Vi har spist en frokost bestående af Cornish Pasty med en cloudy apple juice til. Nydelsen var dobbelt, fordi frokosten blev indtaget udendørs for første gang i år. På et lille torv med udsigt til Bath Abbey. Der gik en gruppe skolepiger rundt på pladsen og fnidrede og fnadrede og hyggede sig på den måde, man nu engang gør, når man er omkring 14 år. Jeg sad og filosoferede lidt over, hvordan de syv (helt ens klædt) piger repræsenterede en skoleklasse, som jeg tror den ser ud over den ganske klode: Hende der er en del højere end alle de andre, hende der er mindre end alle de andre, en er den ubestrideligt smukkeste og så den mindre heldige i den modsatte ende af skønhedsskalaen; hende der er lige lidt for tyk, hende der ligner et stankelben og endelig hende med bøjle på tænderne.
Alverdens skolebørn på et torv i Bath … hvor Charlotte og jeg i øvrigt var omkring den industrielle revolution, vævemuseet i Køng, klæde- og andre stoffer før og nu, sociale forhold her og der og før og nu – plus meget andet. Samtaleemner mangles sjældent, selv om vi også sagtens kan være stille sammen, hvilket er hyggeligt på en anden måde.

P1010934P1010900P1010897.

Ungerne gav trampolinopvisning. Med sjovt hår og det hele. Hvor har man dog imponerende meget energi i den alder.

P1010887P1010894..

Pigen i gyngen og drengen i drivhuset. Nu mangler der bare den melon, men de er udsolgt, desværre. 
Vi prøver nok en sidste gang i morgen. I hvert fald sidste gang mens jeg er her …

3. maj 2016

Var det noget med en havenisse?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

P1010881I dag: planteskoler. To af slagsen, den sidste min kæmpestore yndlings, at det næsten er en by i sig selv, og hvor frokosten blev indtaget i det cafeteria, som, bortset fra, at det er selvbetjening, mere er en glimrende restaurant.
Det er også der, de har mit yndlingsmærke i slap af-tøj i den lidt pænere afdeling: Lazy Jacks. Mit eneste problem i den forbindelse var, hvilken af de fire ting, jeg næsten ikke kunne vælge imellem, var nødt til at vælge. Det er godt, vi skal herover igen i bil senere på året.

inP1010867P1010868

Charlotte fik, hvad hun ville have, inklusive et lille gyng i yndlingsstolen, som hun engang bare må have, men eksklusive melonen til drivhuset, så vi skal nok på jagt igen en anden dag.

Jeg brugte en del tid på at kigge på og forundres over de ganske forfærdelige, afskyelige og totalt smagløse rædsler, jeg i umådelig høj grad ikke forstår, at nogen kan finde på at anbringe i deres haver. Nogle er så slemme, at de ikke engang kan bruges til hadegaver. Der er havenisser og ubestemmelige væsener af ukendt oprindelse, aber, krokodiller, skildpadder, bjørne, hele bondegårdsmenageriet, papegøjer og andre fugle, egern, hunde, katte og endelig de mus, hunde og køer, der tog prisen som de grimmeste, og som lignede Storm P’s værste mareridt.

P1010863P1010875P1010878P1010877

Man kunne hurtigt få samlet sig en hel zoo her. Hvis man har den slags behov … i det mindste skal de ikke fodres, så man kan tillade sig at tage på ferie. Jeg vil også godt vædde på, at de ikke behøver at være låst inde, mens man er væk …

P1010864

Næh, må vi så bede om synet af de mange tusind bluebells, der er på sit højeste lige nu. Dem kan jeg ikke blive træt af at se på. Vi kørte ikke hen til nogen af de steder, hvor man kan se flere hektarer bluebells på én gang, men i det omfang de ses på billedet her, kører man ikke langt uden at se dem.
Nå. Nu er eftermiddagskaffen drukket, så jeg har ikke tid til at sidde her mere – skal lige en tur i drivhuset.

2. maj 2016

Så er man i England igen. I regnvejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

Alt gik strålende på turen herover. I flyet holdt de min kuffert tilbage, fordi selv dette vildt tidlige morgenfly (07:15) var stoppet til randen med passagerer, hvorfor de havde “en udfordring” med den megen håndbagage. De ville se, hvor meget plads der var, når alle havde boardet og derefter enten komme med en bagagetag til mig eller fortælle, om der alligevel havde været plads til den.
Der kom ingen med bagagetag, og efter serveringen kom der en stewardesse (hedder de vist ikke længere?) og fortalte, at der havde været plads over sæde 20. Perfekt – jeg sad på 15. Det passede fruen her særdeles fint at skulle slippe for at vente på kufferten.
I morges kørte vi til lufthavnen langs en smuk solopgang, og der var fuldstændig skyfrit hele vejen, lige indtil vi ramte den østengelske kyst, hvorfra det blev – og forblev – helt overskyet.
Det er det endnu. Det regner. Meget. Det er da godt, at jeg var/er så glad for at se dem alle igen, at jeg er helt ligeglad med vejret – i hvert fald i dag – og for i morgen har vi planer om drivhustilplantning, så selv om det er sjovere at arbejde i godt vejr, slipper vi i det mindste for at blive våde.

P1010854Det er bank holiday i dag, så Tim laver mad, som han ofte gør, når han ikke er på arbejde.
I aften står den på roast chicken med kartofler, pastinak og en sand overflod af hvidløg. Man kan nok ikke se dem på det lille billede, men tro mig: der er virkelig masser af hvidløg. Både Tim og jeg elsker ovnbagte hvidløg og kan slet ikke få nok af dem, så vi to har sikkert alle de mange fed for os selv. Men jeg skal sove alene …
Jeg plejer at overtage kokketjansen, når jeg er her, men den første dag er jeg altid fredet.
Åhhhh, jeg nyder. Jeg har også lidt ondt af John, som bare skal gå hjemme og småkede sig, men han ville ikke med denne gang … sagde at han godt ved, at det ikke er helt det samme som når Charlotte og jeg har masser mor-datter-tid sammen, mens børnene er i skole og Tim på arbejde. Han er nu meget sød og meget forstående (John altså) – jeg ville dog intet have haft imod, at han havde været med, men det ved han godt.

1. maj 2016

Det er ikke kun unge/yngre, der ikke kan stave

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:49
Tags:

Man skal passe på med at generalisere. Jeg hører det ofte: De unge kan ikke stave – de har ikke styr på nutids-r – de lærer ikke noget i skolerne …
På Facebook er der en gruppe for sådan nogle gamle nisser som mig: Os der er født i 50erne. Jeg er medlem, men gider ikke følge den; kun en gang imellem går jeg lige ind og kigger, bare for at konstatere, at de stadig svælger rundt i deres barn- og ungdom.
Og kan de stave? Tjahh … de fleste kan, men der er en del, der ikke kan, og jeg har samlet et lille udpluk af de lidt mere underholdende eksempler her.
Tegnsætningen er et kapitel for sig, men er generelt så elendig, at man næsten ikke tror, det kan være så ringe.

Nostalgi

 

Jeg kunne godt lide at vide, hvordan vedkommende udtaler nostalgi

Tiden ...

Alderrede

Jaja, man er vel allerede aldrende …

Installeret

At børnene blev installeret i garagen, forfulgte jeg ikke yderligere. Det er ikke alt, jeg vil vide.

Til min fulde tilfredshed

image

Denne beviser vist, at nutids-r altid har været svært.

image

Det må være dejligt at blive af med sine skæl.

image

Uha, det er svært, det her sprog. Og så med glædesfyldte hjertekamre og sider, der spæner af sted.


TimianNoget skulle jeg jo finde på at skrive om i dag … jeg skal bare have tiden til at gå, til jeg skal afsted kl. 04:15 i morgen tidlig nat.
Det er tidligt, men det er vilkårene, når flyet letter kl. 07:15.
Jeg må kun have håndbagage med, men den må veje 23 kilo! Plus en laptoptaske, der i princippet må veje lige så meget, men den skal være lidt mindre.
Jeg skal bare selv kunne løfte den op, hvor den skal være under flyveturen. The maximum weight per bag is up to 23kg/51lb and you must be able to lift it into the overhead locker by yourself.
Jeg ville aldrig kunne stuve 23 kilo ned i en kuffert, der måler 56x45x25cm; jeg har sølle 11 kilo i den, men det er lidt spændende, om de opdager, at den er 58 cm og ikke 56 …

30. april 2016

Så kom den endelig, den varme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

I dag er det 10 grader varmere end det var i går, så her nydes. Formiddagen gik med at køre familien en tur rundt i landskabet.
En tur langs Ivösjön, ned forbi Bäckaskog slot og se den store Troldesten, hjem over Vånga og en tur ind på Breanäs.
Herefter meldte sulten sig, og vi kørte hjem for at indtage frokosten.

Nær Bäckaskog (1)

Lige ved siden af Bäckaskog fik jeg øje på en bro, som ikke var i min stenbrosamling. Dette er min første enbuede bro. En meget nuser lille en.

Nær Bäckaskog (3)

Det hele står på spring – nogle steder var bøgen og birken sprunget meget ud; andre steder var de ikke begyndt overhovedet. Inden for bare ganske få kilometer kunne det variere så meget, at man skulle tro det drejede om flere hundrede kilometer.

Elletræ ved Breanäs 

Ellen er stærkt på vej – tøhø.

Ved Breanäs (8)

Her en af de ting, der for mig er 100 % Sverige: De mange postkasser på stribe. Jeg ved godt, at det også ses i Norge, men af en eller anden grund forbinder jeg det mest med Sverige.
Dette vejr må meget gerne holde! Lige om lidt tager jeg til England, hvor jeg bl.a. skal være med til at indrette og tilplante Charlottes nyopsatte drivhus, og når jeg kommer hjem igen, skal vi på fransk marked med Ditte og Peter.
Der er meget at glæde sig til!

29. april 2016

Der er for mange træer i den skov!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Nogle steder er der for mange træer. Ikke i vores skov, hvor antallet er ganske passende, men i den lige ovre på den anden side af åen. Jeg tænker kun over det, når der er en så nydelig solnedgang, som der var i går. Den kan ikke ses i sin fulde udstrækning eller når solen er så langt nede, at farverne er allersmukkest, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for jeg har ingen anelse om, hvem der ejer de træer. Det er ellers bare lige et lille, smalt bælte på et par hundrede meter, det drejer sig om.
Nå. Det var nu meget pænt alligevel, også med træer … men når der kommer blade på, er det ikke så godt.

P1010817

Når dette indlæg bliver udgivet, har vi fået gæster – mændenes søster kommer med sin mand. Så er den gren af familien samlet. Jeg havde taget sous vide-maskinen med herop, fordi jeg ville tilberede en lammekølle i den – sådan en bliver nemlig vildt lækker med sous vide-metoden – men glemte vaccumpakkeren, og så kan det være aldeles fuldstændig ligemeget. Fjols, Ellen!

For at aflede mine tanker fra at give mig selv et velfortjent spark, gik jeg ud med mit Lumix og tog nærbilleder af mosser.

image

Jeg er meget betaget af den mikroverden, der udfolder sig i moslandskabet, når man kommer tæt på. Tragten herover er tre mm i virkeligheden.
MosStikkelsbær

De små ’dunhammere’ herover er bare én mm. Og de spæde stikkelsbærblade ser så morgenfriske ud, når de er våde.

Vi har lige haft en haglbyge med centimeterstore hagl, som gjorde landskabet hvidt på et par minutter. Godt jeg ikke var ude i det – det så temmelig hårdtslående ud. Fem minutter efter skinnede solen igen. April er snart slut, men lur mig om ikke dette vejr fortsætter ind i maj.

28. april 2016

Nu også med fiskeørn!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

P1010814P1010815

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

Vi må gerne tale sammen 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

27. april 2016

Skal vi ikke hellere lege?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: , , ,

Mændene går rundt som løver i bur. De går ud, så snart der er det mindste ophold i sludregnen – og sommetider også selv om der kommer lidt ned … faktisk kommer de kun ind, når der kommer meget ned, men det gør der desværre tit.
John har højtryksspulet (her er det essentielt at huske begge s’er) terrassen; det er et arbejde, hvor forskellen er lig nul, om det regner eller ej.
Noget af regntiden har de brugt på at regne den nøjagtige afstand ud mellem de tilskårne brædder/balustre. Det var ret morsomt at høre på, for de var langt fra enige.Tallene fløj gennem luften – Aj, hør nu her … Kan du ikke se, at … Det der er sgu da cm, ikke mm … Altså, var det ikke 15 brædder, du sagde?… Nej, 11! …
Så regnede de lidt hver for sig, men kunne da alligevel ikke lade være med at mundhugges i al venskabelighed og sammenligne tal hele tiden.
Det viste sig, at de bare brugte hver sin metode, for de kom frem til præcis det samme resultat, da de endelig var færdige.

Nu går det stærkt. Det er holdt op med at sludregne, solen titter frem, så herrerne strøg ud og gik i gang. De er færdige lige om lidt, for måske lige bortset fra de nævnte udregninger, er de gode til at arbejde sammen. Det tog dem kun 40 minutter at nå fra billede 1 til billede 2.

P1010810P1010812

Al deres talsnak fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg var arbejdsramt, hvor jeg sommetider overhørte mine lærde kolleger, mens de sad og diskuterede statistik og signifikans og al den slags. Sådan noget skulle oftest gerne munde ud i en rapport, og nu, hvor jeg har været tre år væk fra dette arbejdsmiljø, tør jeg godt afsløre, hvad hemmeligheden bag de videnskabelige artikler er – hvordan de forskellige, nærmest faste udtryk skal oversættes.

Phrase                               Translation
------------------------------------------------------------------------------
It has been long known.....................I haven't bothered to check the references
It is known.....................................I believe
It is believed...................................I think
It is generally believed......................My collegues and I think
There has been some discussion.........Nobody agrees with me
It is proven....................................It agrees with something mathematical
Of great theoretical importance..........I find it interesting
Of great practical importance............This justifies my employment
Of great historical importance........ ...This ought to make me famous
Some samples were chosen for study...The others didn't make sense
Typical results are shown....……………...The best results are shown
Correct within order of magnitude…....Wrong
The values were obtained empirically..The values were obtained by accident
The results are inconclusive.......…....The results seem to disprove my hypothesis
Additional work is required................Someone else can work out the details
It might be argued that....................I have a good answer to this objection
Nu har jeg ikke været ansat i en farmaceutisk virksomhed for ingenting, så denne sidste får I også med. 
Den er ment som en vits, men den er så tæt på sandheden, at det næsten kun gør den morsommere:
A Short History of Medicine: 
"Doctor, I have an ear ache."
2000 B.C. - "Here, eat this root."
1000 A.D. - "That root is heathen, say this prayer."
1850 A.D. - "That prayer is superstition, drink this potion."
1940 A.D. - "That potion is snake oil, swallow this pill."
1985 A.D. - "That pill is ineffective, take this antibiotic."
2000 A.D. - "That antibiotic is artificial. Here, eat this root!"

26. april 2016

Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

P1010806Vi kørte hjemmefra i et forrygende vintervejr med masser af slud og nærmest stormvejr. Mændene sad foran i bilen og brummede over “det satans vejr … vi skal op og arbejde, skal vi!”
Det dårlige vejr fortsatte og fortsatte, og mændene fortsatte med at kommentere på vejret med dystre stemmer – lige indtil vi var små 30 km fra torpet, hvor både luft og veje var tørre, og himlen havde fået blå pletter. Da vi nåede frem, skinnede solen højt og flot, så mændene stoppede deres mukkerier og skyndte sig at spise en bid mad, hvorefter de gik ud og gik i gang.
Solen kommer og går, men det holder tørt!

Rolf havde holdt hvad han lovede og havde lagt træet ned. Naboen havde også gjort hvad han havde lovet, nemlig brugt sin traktor til at trække stammerne op på plænen, så vi ikke selv skal slæbe det hele alt for langt. Han havde også afgrenet stammerne og skåret dem over et par gange, så de har lidt mere håndterbare størrelser. Det var ikke aftalt, men han er, som sagt flere gange før, verdens bedste nabo.

P1010802 

Vi kommer ikke til at kede os heroppe i et godt stykke tid fremover. Det ser måske ikke ud af så meget på billedet, men det er meget brænde, der ligger her og venter på en sav og en brændekløver. Jeg vil tro, at med det, vi har tilbage, vil vi have brænde til de næste fem år – også hvis vi ikke sparer på det, hvilket vi aldrig gør heroppe.
Arbejde mangler vi ikke … det er godt nok ikke lønnet, men kan man ikke sige, at det er en form for løn, at vi har brændet helt gratis?
Der er heller ikke en chef, der står og kigger på sit ur eller kommer og omprioriterer, hvad vi skal lave. Vi møder, når vi har lyst og holder lige så mange og lange pauser, som det passer os. Ferien skal ikke ske i samråd med andre. Vi har kun én kollega, men vi kommer vældig godt ud af det.
Faktisk en ret god arbejdsplads.

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

Næste side »

The Rubric Theme. Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 70, der følger denne blog