Hos Mommer

21. maj 2018

Gang i motorcyklerne, cochenillen og Badehotellet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: , ,

I dag er vi vendt tilbage til almindeligt forår her i Den Stråtækte. Det er blæsevejr og da det er kun 17°, føles det halvkoldt oven på al den varme.
Jeg havde ellers regnet med at skulle være færdig med ukrudtet, men jeg gad simpelthen ikke gå ud, selv om det selvølgelig kun er en dårlig undskyldning, for jeg ville ikke komme til at fryse. Sandheden er nok snarere, at jeg lige nu har fået så rigeligt med ukrudt – en pause var tiltrængt.
Så er jeg også fri for at høre på alle de motorcykler, der larmer forbi i dag. Hvad er det med motorcykler og pinse? Det er da helt vildt, så mange der altid er ude i pinsedagene. Jeg har udviklet en massiv nultolerance overfor motorcykler, må jeg indrømme. Holdnuop, hvor er jeg træt af den larm, som langt de fleste laver, og ikke mindst af den totalt uforsvarlige hastighed, som flertallet desværre også farer forbi med.

I England kører der en kampagne, hvor der mange steder er sat skilte op med THINK BIKE. Det skal forstås sådan, at bilister altid skal huske at forestille sig, at der pludselig kan komme en motorcykel med større fart, end de lige havde regnet med.
Charlotte og jeg var rørende enige om, at der manglede et [tiltale]komma på de skilte. THINK, BIKE. De må da også selv tage et ansvar, for pokker.
Som om vi bilister er skyld i alle motorcykelulykkerne. Hrmpf. Hvis de forbaskede motorcyklister kunne beslutte sig til at holde sig til trafikreglerne, vil jeg gætte på, at antallet af ulykker ville blive mere end decimeret.
Undskyld, at jeg generaliserer – ikke alle er sådan. Naturligvis ikke, men det er nok omkring 75 %, og jeg er TRÆT af dem!

Gang i cochenillen

Birkeblade 2018Næh, så hellere noget fredeligt plantefarvning. Eller rettere lusefarvning, for i dag var der gang i cochenillen. Dette var, hvad 15 gram skjoldlusskaller kunne give af farve.
Ditte og jeg blev så skrækkeligt inspirerede i går af FiberFolk-markedet, så vi har aftalt, at vi, når vi holder Den Store Farveseance, skal overfarve med indigo i større stil, så jeg skal have gjort en masse parat til det. Dette og noget kraprod, som jeg ikke har farvet endnu, men jeg har jo også hele tre uger til det.
De to yderste cocheniller til højre skal ikke overfarves. De er farvet på gråt garn, og det er blevet SÅ lækker en farve, som får lov at forblive som den er. De andre kommer formentlig til at minde lidt om den, når de bliver dyppet i blåt.

Ude til højre er resultatet af birkebladsfarvningen fra forleden dag. Kun blade, ikke grene, kviste eller bark. Jeg sad i noget over en time og fik efterhånden ondt i fingrene af at klippe bladene fri af kvistene, men det var det værd, for der kom fine farver ud af det. Et par af disse plus noget andet gult skal også overfarves med indigo. Jeg har li’som masser af gult …

Indimellem har vi siddet og hygget os med et par afsnit af tredje sæson af Badehotellet. Det er ret fedt at kunne se hele serien, lige præcis når man har lyst. Mon ikke det bliver til et par afsnit igen i aften?

Reklamer

20. maj 2018

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , ,

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
imageDet ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Hotel Søfryd JyllingeHotel Søfryd Jyllinge (1)

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

John og Ida hygger

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.

18. maj 2018

Blandede bolcher

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

17 maj 2018Den pool, som børnene friske og frejdige badede i, da vi var i England, var dengang sølle 16°, og jeg skulle absolut ikke nyde noget!
I dag har Tim sendt et billede af den, ledsaget af kommentaren, at nu har vandet rundet 28°. Jeg kom til at svare, at så var det søreme næsten varmt nok selv til mig, men har muligvis skudt mig selv i foden, for han skrev tilbage, at I’ll hold you on to that!
Nå. Vi kommer sikkert først derover igen til jul, og til den tid behøver jeg nok ikke at være nervøs for at blive holdt op mod mine egne ord …

Apropos vand, så har vi i dag haft havgus. På Præstøfjorden! Det mindes jeg ikke at have set før, men hvorfor ikke? Det må der vel have været, for det er jo trods alt vand, selv om det er småt. Det var så heller ikke ligefrem den tætte havgus ved Vesterhavet, jeg har læst om, men ikke oplevet, at man kan miste orienteringen i – men den var der!

P1020282P1020284

Når nu jeg alligevel havde kameraet fremme, kunne jeg lige så godt snuppe et par billeder af mine blå kornblomster – selv om de er smukke, har vi for mange af den – de gror overalt, både hvor de må og hvor de ikke må.
Jeg fik til gengæld ikke taget nogen billeder af de mange tusinde bramgæs, vi har set på træk de seneste par dage. Vi går ud fra, at det har været de samme [slags] gæs, som Farmer har set – jeg vidste ikke, at der var nogen, der trak så sent … gik naivt ud fra, at de alle havde så vældig travlt med rugning eller yngelpleje på dette tidspunkt. Skal de højt mod nord, hvad de åbenbart skal, er der selvfølgelig nok først ved at blive varmt nok nu – vi gik bare og undrede os lidt, indtil jeg læste Farmers indlæg.
Det har været utrolig flot at se de mange kæmpestore træk med flere hundrede fugle i kileformene – de fyldte næsten hele himlen sommetider.
Og de mangler bestemt ikke samtaleemner, de gæs!

P1020291

17. maj 2018

Service og service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

I går berettede jeg om god service fra Årstiderne.
Samme dag oplevede jeg også en lidt anden service … måske ikke direkte dårlig, men i hvert fald ikke lige så god.
For 1½ måned siden var vi i Thyme Planteskole ved Køge for at bestille en havekonsulent, som her koster 1400 kroner, hvilket er væsentligt billigere i forhold til Haveselskabets “fordelagtige” medlemstilbud på 2430 kr. Medarbejderen var meget ivrig for at få mig som medlem: “Så får du 10 % rabat på vores varer – og selvfølgelig også på havekonsulenten.”
Okay, tænkte jeg – det skader jo ingen.
Havekonsulenten kom. Og havde en regning på 1400 kroner med. Jeg sagde intet til hende, for det var ikke hendes skyld, men tænkte bare, at jeg næste gang, jeg er deroppe, vil gøre opmærkom på, at de skylder mig 140 kroner.
Det var i går. Jeg præsenterede mig selv og mit ærinde, men det ville denne kassedame intet have med at gøre, så hun hidkaldte hjælp, som kom i form af en stor mand, som indledte således:
Det der er jo for længst afsluttet i vores regnskaber, så det kan vi ikke give penge tilbage på.
– Det er ikke helt fair – jeg lod mig lokke til at blive medlem for at få de 10 % – både på konsulenten og på jeres planter.
– Dem får du så kun 2 % på! Og beløbet akkumuleres hen over året, og så får du en opgørelse i september.
– Så burde I informere jeres personale lidt bedre – 2 % kan da være ligemeget. Men jeg vil have mine 10 % på havekonsulenten, som hun lovede mig.
– Det ved jeg ikke lige, hvordan jeg kan gøre … det er ikke bare sådan … vi har jo vores system, som man ikke bare kan ændre i
(blev sagt i et ikke helt skjult irriteret tonefald).
– Hvor der er vilje, er der vej. Og der er formentlig vilje?

P1020280

Det var der. Modstræbende, godt nok, og dialogen var da også lidt længere end den her citerede, men efter jeg foreslog, at han jo bare kunne give mig en dekort på 140 kroner på de varer, jeg havde på vognen, valgte han at kapitulere.
Næste gang kører jeg til Toksværd Planteskole. Delvist fordi jeg har et gavekort dertil …

John har travlt i shelteret. Udenpå er det blevet drivtømmerfarvet og indvendigt skal det være gråhvidt.
Jeg har heldigvis vældig travlt med at fjerne ukrudt, så jeg har ikke tid til at hjælpe ham.
Tre gange skal det have; først grunder, dernæst to gange med selve malingen, men så holder det også i 10 år, hævdede manden i malerforretningen.
Hvor ER det dog ærgerligt, at jeg har så travt med at gå i bedene … eller … heldigvis har John ikke ikke så meget imod malerarbejde som jeg har, og det pynter, synes vi. Det bliver et lidt mere venligt rum at opholde sig i.

16. maj 2018

Dagens mysterium

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:58
Tags:

I går skulle vi have leveret fra Årstiderne, men der kom aldrig noget. Han – og det er altid den samme chauffør – plejer at være der mellem kl. 11 og kl. 15, men intet skete hele dagen. Jeg ringede derfor til deres kundeservice i morges og fik fat i en flink fyr, til hvem jeg forklarede sagen.
”Det beklager jeg meget. Der må være sket en administrativ fejl fra vores side. Hvad siger du til, at du i stedet får en levering i næste uge, hvor vi så giver dig 50 % i rabat som en slags undskyld?”
Ikke noget pjat her. Bare en hurtig beslutning, og selvfølgelig takkede jeg ja.

Senere på dagen ringede Mette fra Årstiderne:
”Jeg har snakket med chaufføren, der kørte leveringerne i dit område i går og han sagde, at han afleverede kasserne til en mand, som smilede og sagde, at han var overrasket over leveringen, da han troede at hans kone havde afbestilt kassen i denne uge. 
Jeg ved ikke om chaufføren har afleveret kasserne til en "forkert" mand, eller om din mand måske har glemt at informere dig om at kasserne er blevet leveret?”

Nu blev det mystisk. De er i givet fald blevet afleveret til en helt forkert mand, og John har ikke glemt at informere mig om noget. Vi var ude foran huset det meste af dagen i går – John gik også og ordnede, mens jeg var til RK-strik – men der var som sagt ingen, der kom og afleverede noget. Han var naturligvis indenfor indimellem, men ikke længe ad gangen.
Det var den samme chauffør som altid, hævdede Mette, men han har kun set mig og ikke John.
Og John var det stensikkert ikke, der ‘smilende’ tog imod mine to årstidskasser!
Ingen af vores naboer får mig bekendt fra Årstiderne, og selv om de gjorde, kan jeg overhovedet ikke forestille mig, at de vil lave sådan et svindelnummer.
For det er jo det, det er.
Mette og jeg grinede lidt sammen i skøn samdrægtighed og kunne snildt blive enige om, at dette godt nok var vildt frækt. Jeg kunne ikke komme frem til anden konklusion, end at det må have været en helt fremmed, der så en chance og udnyttede den.  
På den anden side bor vi på en meget lidt (af fodgængere) befærdet vej, så jeg er stadig overmåde mystificeret.
Jeg får dog stadig min erstatningskasse med 50 % rabat, selv om chaufføren har handlet i god tro. Jeg foreslog, at deres chauffører fik billeder af alle deres kunder, så de fremover kunne se, at det er den rigtige, varerne bliver afleveret til.
Mette jokede lidt med, at jeg kunne sætte et efterlysningsskilt op i nabolaget.

Hvad mener I? Er det ikke bare frækt? Men god service fra Årstiderne.

15. maj 2018

Det blev en lang dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: ,

Turen fra Newcastle til Amsterdam foregik uden buler på vandet. Det var næsten havblik hele vejen, så det var noget af en kontrast til udturen. Til gengæld var det så tåget i går morges, at vi blev en halv time forsinket, fordi de skulle vente på lods. Tågen var forsvundet, da vi kom i land, hvilket også gik lynhurtigt denne gang … men nu er der selvfølgelig heller ikke så mange, der illegalt forsøger at komme fra England til Holland …
Vi lå på motorvejene i 12 timer – selvfølgelig med de respektive pauser, men det var en lang dag. Vi glemmer lykkeligt fra gang til gang, hvor meget vejarbejde der altid er i Tyskland, og det gjorde det ikke bedre, at vi ramte Hamburg i eftermiddagsmyldretiden.
Hjem kom vi dog til sidst, og jeg kunne lige nå en have- og drivhusvandring inden det blev for mørkt.
HOLDnuop, hvor det hele har lidt af vokseværk i de 16 dage. Især ukrudtet, selvfølgelig, men også det hele i drivhuset. Agurken, som kun havde fire blade udover kimbladene, var nu blevet 70 cm høj og med otte agurker i gang; den ene allerede omkring 1/3 af fuld størrelse.
Tomaterne og chilierne var også gået groamok, men der er vist ikke kommet noget op af alt det, jeg har sået rundt omkring i haven. Dammit.

Jeg er glad for, at jeg trodsede samtlige råd og tommelfingerregler og satte dahliaerne i jorden, inden vi tog afsted, for de har jo haft det som blommen i et æg med det varme sommervejr, der har været. De er kommet op næsten alle sammen, så også på dahliafronten er det fint.
Men det ukrudt, altså … jeg synes egentlig ikke, at jeg er specielt flittig med at gå og ordne have, men når jeg kommer hjem efter 16 dage, hvor der kun er blevet vandet, enten fra naturens side eller fra Sørens, så er det ret tydeligt, at jeg alligevel får en masse ordnet uden jeg føler, at jeg går og arbejder særlig meget. Det var slemt, dette her. Heldigvis har vi nogle dage foran os, hvor vi ikke har ret mange væk fra hjemmet-ting; der skal bare hentes symaskine i Køge i morgen, så vi kan gå grundigt til den i haven og få den bare nogenlunde pæn nok til at modtage gæster i.
Jeg måtte fortælle både John og mig selv, at vi IKKE skulle nå det hele i dag – så var vi da blevet totalt smadrede. Jeg kørte derfor til Røde Kors-strik for at give mig selv en pause, men jeg tror nok, at John gik lidt mere til den, mens jeg var væk. Han ser i hvert fald en anelse brugt ud her til aften.

P1070034

De lyse nætter begyndte, mens vi var væk. Dejligt.
Vi sover altid med et vindue åbent, og vi bruger ikke at trække for – vi har ingen problemer med at sove af den grund, og jeg elsker at vågne op til lyset. Selv i Havdrup, hvor vores soveværelse vendte mod syd, havde vi aldrig trukket for.
Nogle har brug for næsten total mørklægning for at kunne sove. Det er jeg glad for, at ingen af os behøver – hverken med eller uden havearbejdstræthed. Og i aften går vi nok i seng, inden det bliver mørkt …

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

11. maj 2018

Fra Barnaby til Herriot

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:50
Tags: , ,

Sceneskift. I enhver forstand, for nu går vi fra krimi til dyrlæge; fra Oxfordshire til Yorkshire.
John var hjemmefra bare flink, fordi jeg så gerne ville se North Yorkshire Dales, hvor alle Folk og Fæ-filmene er indspillet. Af en eller anden grund, og på trods af, at han også har set hele serien, var han sikker på, at dette område var fladt og kedeligt, hvilket jeg ikke rigtig kunne forstå.
Han tog da også så grueligt fejl og kapitulerede med det samme fuldstændigt.

North Yorkshire Dales

Dette var endnu en ny side af England, som har så mange sider at vise os, der hellere end gerne vil se det hele. North Yorkshire Dales er helt sit eget, og så snart man bevæger sig ind i området, er man ikke et sekund i tvivl om, at man er i James Herriot-land.
Her er lange, bløde bakker, og her er barske og golde lynglandskaber, her er småfloder og vandløb i snesevis, og her er grå stenbyer, der fører os direkte tilbage til den berømte dyrlæge i 30’ernes England.

North Yorkshire DalesWatergate, North Yorkshire Dales

Huset her hedder Watergate …
Vi havde sat os for hjemmefra – hvor ‘hjemme’ er ment som det (igen) fantastiske sted, vi har fundet at bo i – at vi ville finde lige præcis det vandløb, der løber over vejen, som vi har set utallige gange i Folk og Fæ.
Vi fandt det, efter kun 2-3 skilsmisser undervejs. Det kan godt være lidt vanskeligt, når man 1) ikke ved, hvor man skal hen, men kun har nogle koordinater som mål, 2) heller ikke ved præcis hvor man er, og endelig 3) når vejen så oven i købet pludselig er lukket pga. vejarbejde, og der ikke umiddelbart er alternativer, så kompliceres tingene en anelse. 
Den korte historie er, at vi fandt det rigtige sted – (meget) langt om (meget) længe, men vi fandt det! Vi aflyste stiltiende skilsmissen og syntes i stedet, at det var lidt sjovt at fotografere vores egen bil kørende igennem den velkendte ford.

Fore Gill 

Først den ene vej, og så den anden vej …

Fore Gill

Som det kan anes, var dette i det mere barske område oppe nordpå.
Vi var glade over, at der ikke var så meget trafik, for der var ikke meget plads at give væk af, når man skulle mødes … nogle gange gik det direkte og ret stejlt nedad, så det var ikke for folk med dybdeskræk (det var altså et godt ord, jeg fik forærende forleden) eller sarte nerver.

North Yorkshire Dales

Vejen her hed Long Road. Ingen grund til at komplicere tingene yderligere. Det var jo det, den var.

Cold Cotes er som sagt et anbefalelsesværdigt overnatningssted, med et overmåde serviceorienteret værtspar. I dag ville de have en snack parat til os, når vi kom hjem fra dagens strabadser. Det var den største ‘’snack’ i vores liv; bestående af pie, tærte, pate, skinke og fire forskellige slags oste, plus fire slags hjemmelavede chutneyer, syltede løg, salat, vindruer, brød og kiks. Der var mad til to dage, men det vidste hun vist godt, for hun leverede også plasticposer og alufolie, så vi kunne tage resterne med op på værelset (vi har køleskab). Resten gemmes derfor til i morgen.

Slider 1P1020117

De har, efter hjemmesidebilledet blev taget, skiftet vores seng ud til en mere rustikt udseende en af slagsen, hvilket på ingen måde gør værelset dårligere. Vi har valgt at bo her i tre nætter, således at det er vores base, til vi kører til Newcastle for at sejle hjemover igen.

8. maj 2018

Dorsets Durdle Door – og diverse dagligvarer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:07
Tags: ,

Charlotte og Tim havde et formiddagsmøde i skolen, og bagefter var de begge nødt til at arbejde, så John og jeg legede selvstændige turister med Durdle Door i Dorset som dagens delmål. Der var små to timers kørsel dertil – det er tæt på Ladlam Bay på Jurassic Coast, hvor vi har været, men der var klipperne helt røde, mens det ved Durdle Door var som ved The White Cliffs of Dover.

Durdle Door

Durdle Door

Det var fint, smukt og lidt specielt. I dag var havet så roligt, at kajakroerne kunne hygge sig, men der skal ikke meget vind til, før det er livsfarligt så meget som at småbade, fordi bølgerne er større end de virker og understrømmen er særdeles lumsk. Så sent som for et par uger siden blev en mor med sin 5-årige datter suget med ud, selv om de kun gik i vand til knæene (jeg ved ikke, om det var moderens eller datterens knæ …). Moderen blev reddet, men den lille pige forsvandt og blev ikke fundet igen. Hvor må det være rædselsfuldt at miste sit barn på den måde. Eller … det er jo aldeles rædselsfuldt at miste sit barn, uanset hvordan det sker.

Durdle Door

Vi ankom desværre sammen med en gruppe meget støjende asiater – japanere, tror jeg, og de to på billedet til højre opførte sig som et par overstadige 14-årige, selv om de var godt oppe i tyverne. De stillede sig op alle mulige og umulige steder og poserede på overdrevne og temmelig latterlige måder. Fotograferingen var dog ikke spor for sjov; de tog den tværtimod meget alvorligt og brugte laaang tid på at indtage den helt rigtige positur til hvert enkelt af de mindst 30 billeder, de tog af hinanden … jeg gættede på, at de skulle anvendes på en datingside med den alvor, der blev lagt for dagen under fotoseancerne. Det var, som altid for de flestes af asiatisk herkomsts vedkommende, langt vigtigere, at man kunne se en kunstigt smilende person fremfor det landskabelige motiv.
Det lærer jeg nok aldrig at forstå.

Vi havde god tid, hvorfor vi fandt et Waitrose på vejen hjem, så jeg kunne få suppleret med alt det, jeg ikke kan have, når vi tager herover med fly. Blandt andet syv poser (i alt, altså) af tre slags af det dejlige mel, vi ikke kan få i Danmark. Godt nok er vi på LCHF; dvs. intet brød til os, men da vi tit har overnattende gæster, bager jeg en gang imellem, og absolut intet kan slå det engelske malted flour, strong white eller strong wholegrain flour.
Der er flere varer, der enten ikke kan fås i Dannmark eller er en del billigere herovre. Hellmans Mayonnaise, fx. Det er den bedste efter vores smag, men koster kun en fjerdedel her, så der kom et par store glas i vognen. En yndlings-olivenolie. Chipotle-chilier. Horseradish-cream. Og flere andre gode sager. Ganske som Charlotte skal have visse ting fra Danmark, skal vi have noget med hjem fra England, men det ville da også være dumt ikke at tage det bedste fra begge lande, ikke sandt?

6. maj 2018

Wiltshire har sit eget sprog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:16
Tags: , , , ,

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

P1020063

P1020065P1020050

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

P1020030

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
P1020042Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

4. maj 2018

Barnaby blev afløst af ondt i halsen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:12
Tags: , ,

Endnu inden vi var kommet ud af sengen på vores herlige høloft, tikkede der en sms ind fra Charlotte: Aubrey er syg, men vi skulle meget gerne til det forældremøde med Anna i eftermiddag. Tim har aflyst sine møder i London, fordi jeg har to kunder i dag. Har I mulighed for at være her, inden vi skal afsted kl. 16:15? Jeg er ked af at forkorte jeres Barnabytur, men …
Hun skal da overhovedet ikke være ked af noget som helst. Det er nok den eneste gang, vi overhovedet har kunnet hjælpe dem bare en lille smule, fordi vi normalt er så pokkers langt væk, så selvfølgelig ville vi komme tidligere hjem for at hygge om det syge barn.

P1010986

Det gjorde heller ikke spor, for vi nåede det meste af det planlagte i går, så i dag var der ikke meget mere end Dorchester upon Thames tilbage, hvilket vi sagtens kunne nå i formiddags.
Herover er det en del af kirkegården tilhørende The Abbey i Dorchester. Engelske kirkegårde er altså noget af det grimmeste og mest uorganiserede, jeg kender. Dette her er godt nok den gamle del af den, men det ser ikke da ikke særlig pænt ud, vel?

P1020005P1020004

P1020006De idylliske huse var der igen masser af. Det herover var oven i købet til salg, men det er sikkert for dyrt til vores pengepung – huse er vildt dyre i England.
Vi ville have taget en lille omvej for at køre ad en grøn vej; dvs. langs en scenic route, men det viste sig at være en vej med forhindringer. Lige pludselig stod der, at vejen var lukket. Ikke noget med omkørsel eller noget, bare, at vejen var lukket fra 4.-10. maj, men vi kunne ikke se, at nogen var i gang med noget vejarbejde. Vi regnede så med, at der længere henne ad vejen ville komme instruktioner om, hvordan vi kunne komme videre, men nej. Efter små tyve kilometer var vejen bare lukket. Punktum. Vi kunne ikke komme videre, og et kig på det gammeldags papirkort viste, at vi kun kunne køre hele den lange vej tilbage; der var ingen muligheder for lokale omveje.
Der var en del, der gik i samme fælde som os. Vi kunne dog nemt vende vores personbil, men lige foran os var der en stor lastbil med anhænger, som havde svære problemer med at vende på den meget smalle vej.
Det samme oplevede vi en gang til et andet sted på vej til en anden grøn vej, så vi gav op og satte kursen mod Marlborough, hvor vi købte alt mad ind til den forlængede weekend (det er Bank Holiday på mandag), og så kørte vi ellers hjem for at forkæle det syge barn.

P1020016P1020017

Da forældrene var kørt, lavede jeg en French Toast – Aubrey og jeg kunne uden problemer blive enige om, at lidt ahornsirup sikkert ville være rigtig godt til at smøre en øm hals.
Han lå derefter og kiggede på BBC’s David Attenborough-serier efter eget valg, til han havde helt firkantede øjne, og således gik tiden, til resten af familien kom lidt i otte.
Da vi havde spist, blev der kigget på hawaiianske vulkanudbrud sammen med mor; derefter leget lidt med far, hvorefter det var sengetid. Aubrey har det meget bedre – det var den franske toast og mormors uendeligt bløde og varme silkehalstørklæde, der gjorde forskellen, er vi sikre på … det er da også hamrende uretfærdigt, at det er Anna, der svømmer rundt i den nye og endnu isnende kolde swimmingpool, og det er Aubie, der får ondt i halsen.
Life’s not fair, is it?

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

2. maj 2018

Det var en ny oplevelse – for Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Det vejr vi stod op til i morges, var mildt sagt elendigt – 11 grader, blæsevejr og regn i spandevis. Det var desværre også bare den eneste dag i denne uge, Charlotte kunne tage sig en fridag, for hun har kunder både torsdag og fredag. Derudover skal Anna noget med skolen torsdag aften, og fredag sen eftermiddag er der forældremøde med Aubrey.
John og jeg besluttede derfor at dele vores ferie anderledes end først planlagt, således at vi torsdag og fredag tager Midsomer-turen for derefter at køre tilbage til familien og have aftensmaden parat til dem, når de kommer trætte hjem efter en lang dag.
I dag kørte vi tre derfor til Cheddar Gorge, fordi der ligger en tøjforretning, jeg meget gerne ville frekventere. Charlotte har desuden ikke set Cheddar Gorge og det lille, men særdeles autentiske ostemageri i byen. The only Cheddar made in Cheddar.

P1010905
Det var lidt sjovt at kunne vise Charlotte noget i England, hun ikke havde set.
Det lille cheddarostemejeri er hurtigt overset, men interessant nok alligevel – måske netop fordi det har den ringe størrelse, det har. 250 liter mælk går der til at fremstille en ost på 28 kilo. Resten kan man fodre svin med, og det gør man så … de elsker vallen.
Vi holder alle meget af Cheddar i alle mulige afskygninger, så der blev købt riiigeligt med ost med hjem. Gad vide, om vi må have ost med til Danmark? Vi må ikke den anden vej rundt, selv om det er vacuumpakket, men de er lidt mere hysteriske herovre med den slags ting, og jeg satser desuden på, at vi er uinteressante for tolderne, når vi kører i land i Ijmuiden.

P1010900

(Er der en Arthur til stede? Så har vi sværdet i stenen.)

Selve Cheddar er, både pga. osten og af hulerne i og omkring den unikke kløft, som er Englands svar på Grand Canyon, en ren turistfælde, som dog er ganske hyggelig her uden for sæsonen. En af os fik købt lidt tøj, hvorefter vi alle tre fandt en pub og indtog frokosten der.

P1010894

Vejret klarede op i løbet af dagen, og nu skulle det efter sigende stille og roligt blive forår igen, kulminerende i weekenden. Det gider vi ikke klage over.
Bluebells har vi indtil videre kun set i folks haver, men i morgen prøver vi at finde en bluebellskov. Der må være en i ‘Midsomer County’, mon ikke?

Det bliver derfor foreløbig kun til en kort visit her, men vi vender frygteligt tilbage – vi kan jo lige så godt arrangere det hele så praktisk som muligt, og i virkeligheden er det nok en bedre løsning end den oprindeligt planlagte, hvor vi ville have haft en uge hos familien, efterfulgt af en uge i først ‘Midsomer County’ og derefter i de Yorkshire’ske nationalparker.

PS: Ungerne syntes, det var alle tiders med det lejrmad, vi havde med til dem – og de syntes ikke, jeg var blevet spor tosset. De var i hvert fald for høflige til så meget som at antyde det …

1. maj 2018

“You are very organised, Sir”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: , , ,

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

30. april 2018

Det gynger. Meget.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04

DFDS-færgen Ijmuiden-Newcastle. Hvem skulle lige have troet, at man midt i foråret skulle løbe ind i hårdt vejr på Nordsøen? Det er vi ikke desto mindre, så belært af erfaring indledte vi turen med at gå i receptionen og bede om to søsygetabletter.

Det var lidt svært at balancere med maden, som i øvrigt var en ret lækker “International buffet”, men det lykkedes os uden uheld.  Vi skulle dog ikke nyde noget af at gå på natklub, så vi gik direkte ned i vores kahyt, som har havudsigt, men det er ikke for sarte sjæle i aften. Det er faktisk allerede ret slemt, og så hævder kaptajnen oven i købet, at det først er efter midnat, vi løber ind i hårdt vejr … han indledte sågar med at annoncere, at ankomsten bliver en halv time forsinket pga. vejret.

På vejen til kahytten så vi en kvinde, der sad på gulvet med en brækpose for munden. Bare sad med den, for hvis nu … stakkels hende, siger jeg bare, når det bliver værre – og det gør det jo tilsyneladende. Båden gynger kun op og ned, den ruller ikke. Endnu. Det er faktisk ret fedt, når man kan tåle mosten, og det kan jeg. Nu. Søsygetabletter er en god opfindelse, og jeg satser derfor på at blive vugget i søvn som en lille baby.

Ruullll, bølger, ruullll.    Og de gjorde det sgu!

29. april 2018

Første dag på ferien

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:13
Tags:

Hvad hjælper det, at vi ikke bestilte en tidlig færge, fordi vi gerne ville sove længe/ikke køre så langt på én gang, når man (læs: jeg) først falder i søvn kl. 0:30 og oven i købet vågner igen 04:30 og ikke kan falde i søvn igen?
Jeg er TRÆT. Både John og jeg var glade for, at jeg ikke skulle være chauffør.
Vi bor i Oldenburg og kom så tidligt, at vi havde tid nok til at gå hele bymidten igennem på kryds og tværs, inden vi faldt ind i en italiensk restaurant, hvor vi fik så rigeligt med mad.
Vi bor på det yderst glimrende hotel Wieting, på et værelse med masser af plads og en skøn og bred dobbeltseng, som i USA ville have heddet King size.
Den kalder på mig nu.
Oldenburg har en bymidte med snævre gågader, men kun et enkelt hus (plus kirken og slottet) ser ud til at være fra før anden verdenskrig, så smukke, gamle huse kunne vi kigge langt efter.

P1010883

P1010879Det skortede til gengæld ikke på cafeer og restauranter … vi valgte først en, hvor vi bare sad en god halv time i solskinnet med et glas hvidvin og lod verden passere forbi.
Den næste hed Chianti Classico, som, nok ikke overraskende, serverede italiensk mad. Glimrende italiensk mad, men som alligevel var umiskendeligt til den tyske side. Det samme, men med omvendt fortegn, siger tyskerne nok om de italienske restauranter i Danmark … altså at de er lidt for dansk afrettede. Ganske som de er engelskprægede i England. Faktisk er de italienske restauranter kun italienske i italien …
Jeg vrøvler. Lidt. Jeg er træt. Meget.
Den oldenburgske, bestøvlede elefant har trampet ret effektivt på mig.
Godnat og tak for i dag.

28. april 2018

Flittige hænder og varme fødder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

P1010862Jeg har fundet en ny sokkeopskrift. Dem er der selvfølgelig masser, masser af, så det er ikke svært at finde nye; der er bare ikke så mange af dem, jeg finder interessante nok til at strikke, men denne her var god. At det så oven i købet er hurtigt at strikke et par, er kun en bonus. Tre timer pr. sok – det er i ordenmed mig.
De strikkes på skrå og sys sammen til sidst. De ser ret underlige og uigennemskuelige ud undervejs, for der er både tå og hæl i. Den anden sok skal strikkes spejlvendt i forhold til den første, hvilket lykkedes mig, men ikke uden det alligevel gik lidt galt: Den opmærksomme læser vil kunne se, at der er en dobbelt, mørk retrille der, hvor de er syet sammen. Lidt ærgerligt, når man nu får dem syet pænt og aldeles usynligt sammen, men jeg husker (forhåbentlig) til næste gang, at det er vigtigt at starte og begynde med hver sin farve, hvis jeg strikker striber på denne måde. Og hvorfor gik det overhovedet galt? Aner det ikke!
Men der skal strikkes flere af dem – de er som sagt hurtigt strikket, og de sidder godt på foden.

Med hensyn til projekt pungsyning har jeg kun fået lavet én i dag, men jeg skal også nå at pakke både gaver, danske specialiteter til Charlotte (som fx kammerjunkere og min egen teblanding), kuffert, skopose, elektronik- og strikketasker. Jeg benytter mig virkelig af, at det er bilen og ikke mig selv, der skal bære det hele, så jeg har meget mere med, end jeg plejer.
Jeg får sikkert ikke brugt det alt sammen, men nu er jeg helgarderet. Tror jeg. Jeg har i hvert fald strikkeprojekter nok med til at kunne strande derovre i en måneds tid eller mere.
Som om jeg ikke kan købe garn i England … men de bruger nu godt nok lidt for meget akrylgarn til min smag.

Vi kører i morgen tidlig, men ikke sindssygt tidligt som før i tiden, for vi er blevet gamle og tager ikke turen til Amsterdam i ét hug, men overnatter i Oldenburg. Lige midt i centrum. Det bliver spændende at se, hvordan den by er; jeg har aldrig været inde i den.

Toilettaske 26 x 20 x 6

Denne pung er lidt større end de andre (26 x 20 x 6 cm) og derfor for stor som kosmetikpung, men velegnet til en masse andre ting – Ditte ville måske sige strikkepose, men det synes jeg den er for lille til, hvis det ikke er babytøj, man har gang i. Det kunne også være en lille toilettaske, hvis man ikke har så meget med, som jeg har i sådan én – jeg har den største af slagsen, og den er kun lige netop stor nok. 
Det er dog brugeren alene, der bestemmer størrelsen – hvis det altså er en bestilling, ellers er det syersken!
Dette var en bestilling til mig selv.

27. april 2018

Masseproduktion

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

Jeg er gået i storproduktionsmode, hvad angår kosmetikpungene. Foreløbig er jeg oppe på otte af slagsen, og jeg er bestemt ikke færdig endnu med at producere. Det er en herlig måde at få brugt større eller mindre rester på – foruden at pungene er nemme, sjove og relativt hurtige at lave.
Får jeg alt for mange, så tvangsindlægger jeg bare familien til at aftage nogle – det plejer at gå meget godt; sidst var det brødkurveflippet, jeg skulle have afsat, og nu bliver det altså kosmetikpunge.
KosmetikpungeJeg tror i øvrigt også, at jeg laver nogle flere brødkurve …

De store forventninger, jeg havde til til porsefarvningen, blev desværre ikke indfriet, så min teori røg i vasken.
Farvesuppen var fint rødbrun og porsesnapsfarvet, ganske som jeg forventede, og garnet så i starten ud til at tage farven til sig.
Men. Da jeg skyllede garnet, var det absolut ikke blevet rødbrunt – faktisk har jeg ikke rigtig noget navn til den noget underlige farve, der blev resultatet, men som Ditte siger, at nu er det da (også) prøvet.
Den er lidt mere støvet-olivengrøn end billedet viser, men det der med præcise farver har jeg altså ikke dyre nok kameraer til, åbenbart.

Porseblomster og -kvistePorsefarvesuppe

Jeg har efterhånden rigtig mange varianter af gul, gullig, grøn og grønlig. Det ender nok med, at jeg må strikke et eller andet i fair isle med dem, samt brune og beige nuancer. Det kan også blive nydeligt, hvis jeg får sat de rigtige farver sammen.
Et Røde Kors-tæppe til er også en mulighed. Det kunne ved nærmere eftertanke være et godt bilferiestrikketøj at strikke de ni moduler; de fylder ikke så meget inden de bliver syet sammen.
Ellers er vi så småt ferieklare. Græsplænen er slået og haven er nogenlunde pæn at se på; Søren har fået instruktion i have-og drivhuspasning, og mine små avispotter med spirende alt muligt er sat i pleje hos naboen. Dem (potterne, altså …) vil jeg ikke betro Søren, for tørrer de ud bare i nogle få timer, så dør alle de spæde planter lynhurtigt, og der er ingen grund til, at han skal komme rendende hver dag bare for at se til dem.
Tomaterne, chilierne, appelsinsalvien og agurken i drivhuset vokser, som var de betalt for det, så det bliver spændende at se, hvor stort det hele er blevet om godt 14 dage.

25. april 2018

Godt, at det er en naturgrund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: ,

Den grundstørrelse, vi har her på torpet (3000 m2), ville jeg hellere have haft i Danmark, men det vidste jeg jo ikke før efter købet af Den Stråtækte – og jeg vil ikke bytte den idyl ud med et hus med en større have. Langt det meste af haven heroppe i svenskerhuset er græsplæne, og med en traktor er det ikke noget problem at slå det – det tager 1½ time, så er den klaret.

PlejetUplejetJeg har bare nogle krukker, jeg sætter blomster i, og mirakuløst nok overlever de altid sommeren igennem, selv om jeg ikke er her til at vande og passe dem. Jeg sætter gerne pelargonier i dem – de kan godt tåle at tørre lidt ud.
De krukker fik jeg plantet til i går; jeg fik også hevet alle de gamle, visne bregneblade af, knækket de høje, stive, visnede strittejaverter af fjerbusken og fjernet de nedvisnede asters. Det tog vel et par timer, så var den have forårsklar.
Der skal så lidt til at gøre hele forskellen på at give et forsømt og uplejet indtryk af stedet og på at få det til at se ud, som om det er ejet af nogen, der godt gider gøre lidt ud af at få det til at se pænt ud.
Mosset, der hurtigt breder sig ud over alle de øverste sten i de mange stensætninger, hev jeg også af. Jeg kan meget bedre lide at se på en nøgen sten end på en mosbeklædt sten.
John synes jeg er lidt fjollet at bruge kræfter på den slags, men i så fald har jeg ikke noget imod at være fjollet – det er ikke noget større arbejde, for mosset sidder helt løst ovenpå, og jeg synes altså, at det får stedet til at se passet ud i stedet for forsømt.

Nogle år har jeg forsøgt at anlægge noget, der kunne minde om bede, og har sat et par stauder i dem, men jeg har ikke rigtig gidet gøre noget ved dem, efter jeg har fået have i Danmark, og derudover kan motivationen ligge på et forholdsvis lille sted, nu hvor torpet er sat til salg.
Men derfor skal det jo alligevel helst give et nogenlunde pænt indtryk på potentielle købere, og det synes jeg det gør nu. Det er på ingen måde perfekt, men det er okay.

24. april 2018

Gad vide om de vil synes, jeg er blevet tosset?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: ,

Vi skal snart til England, og jeg har endnu ikke fundet noget at have med til Anna & Aubrey. Det er ikke så godt, men det bliver altså sværere og sværere at finde på noget fornuftigt at give dem. Jeg vil naturligvis ikke spørge hvad de ønsker sig, for det skal jo være en overraskelse hver gang jeg kommer. Tøhø. Som om. De siger sødt, at de skam ikke forventer at få gaver hver gang, men det tror jeg deres mor har sagt, at de skal sige, og lur mig, om ikke de ville blive skuffede, hvis jeg begyndte at svigte dem på det punkt? Det tror jeg, selv om de ikke ville sige noget, de kære små alt for hurtigt alt for store, og eftersom det er min fornemmeste pligt at forkæle mine børnebørn, er jeg nødt til at finde på et eller andet – udover den obligatoriske pålægschokolade til ham og min blomme-abrikosmarmelade (eller jordbærmarmelade) til hende.

I aftes fik jeg en ide. Det kom sig af, at vi ikke kunne huske, hvad ‘friluftsforretningen’ i Kristianstad hedder. John og jeg googlede om kap, og jeg vandt! Den hedder Naturkompaniet, og nu, hvor jeg havde fundet den, kunne jeg jo lige lure lidt rundt på deres site.
Lejrmad! HA! Til deres Base Camp. Det skal de da have lov at prøve, tænkte jeg, for jeg ved, at de elsker at tænde bål dernede, så de kan koge pasta og lave te.

imageimageimage

Det kom der dermed en tur til Kristianstad ud af i formiddags. Det var fint, for vi manglede elpærer og jeg skulle købe blomster til krukkerne heroppe.
I Naturkompaniet købte jeg seks forskellige middagsretter og en ‘dessert’ i form af en sukkerkage, som bare skal røres op med vand og hældes på en stegepande. Som jeg også købte til dem …
For at tilberede maden skal der hældes kogende vand i posen, så er det færdigt kort tid efter. Gad vide, hvordan sådan noget smager? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve, men hvis ungerne inviterer på middag i lejren, gør jeg det naturligvis.
Det er heeelt vildt dyrt. Jeg kan godt forstå, min søster ømmer sig, når hun skal forsyne sig til sine vildmarkskajakture sammen med klubben. Bare sukkerkagen koster 99 kroner (godt nok svenske, men alligevel …), så derfor blev det kun til det nævnte. Det er muligt, at de vil synes, at nu er hende mormor da blevet helt tosset, men så må det være sådan.
Jeg har dog på fornemmelsen, at de vil synes det kunne være sjovt at prøve. De kan altid bruge noget til deres Base Camp eller noget andet, der har med friluftsliv at gøre.

23. april 2018

En meget fjollet gps

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Sommetider stiller jeg gps’en, selv om jeg 1) ikke er chauffør og 2) udmærket kender vejen, bare for at vædde med mig selv, om jeg kan ramme ankomsttidspunktet rigtigt, og det gjorde jeg også i dag, da vi kørte til Sverige. Den er altid indstillet til at vælge den hurtigste rute, hvilket er via Øresundsbroen, men denne gang ville den have os med færgen Helsingør/Helsingborg.
Følgende meddelelse kom frem: The following route involves a ferry. Do you want to avoid ferries?
??? Hvorfor vil den dog den vej? Jeg trykkede på Yes.
Så analyserede den veje i én uendelighed. Jeg havde nærmest indtryk at, at den var hele Europa igennem. Endelig blev den færdig:
There are no alternative routes, if you want to avoid ferries.
Sikke da noget sludder! John hævdede, at jeg havde gjort et eller andet forkert, men det havde jeg ikke. Han prøvede selv at indstille den, men selvfølgelig med samme resultat. Færgeforslaget er i øvrigt ikke kun den langsommeste rute, det er også den længste.
Der var intet at gøre – den ville over Helsingør og nægtede tilsyneladende simpelthen at indse, at den bro, den havde benyttet masser af gange, stadig eksisterer.
Vi lod den stile mod Helsingør alt det den ville. Efterhånden som vi nærmede os broen, beregnede den hele tiden nye ruter for at få os på afveje nordpå, og det var først, da vi kom ud på selve broen, at den kapitulerede og ændrede ruten til, hvor vi reelt kørte, og som vi altid tager.
Mig ikke forstå. Som i slet ikke.
Gps’en er indbygget i bilen, og den blev opdateret i 2016. Gad vide, om ikke vi er nødt til at tage den gamle Garmin med til England, hvis den indbyggede skal til at opføre sig så tåbeligt? Det gør jeg, og vil bruge dem begge, i hvert fald til den indbyggede eventuelt beviser, at den ikke har flere nykker.

P1010849

Porsen smider pollen nu. Jeg har en formodning om, at man må kunne få en lækker rødbrun farve ud af disse smukke, små blomster – tænk bare på på en porsesnaps’ skønne farve – det skal helt sikkert prøves, så jeg lister porseblomstergrene en masse med hjem på onsdag. Jeg kan sagtens nå at få teorien afprøvet, inden vi tager afsted på søndag. (Jeg har for nylig set en skrive en masse som angmas. Det tog nogle sekunder, inden jeg forstod hvad han mente.)
Porse har vi så RIgeligt af – der står flere hektar af dem på begge sider af åen, så jeg kan bare plukke los. Billedet viser kun et lillebitte udsnit af det store porseområde.

P1010854

22. april 2018

Fra skitse til virkelighed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags:

DækkeservietterDet har været fint vejr i dag, men ikke nær så varmt som de foregående dage. I går var vi til hyggelig frokost på Fyn, og vi kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Jeg synes de var en del længere fremme med de lysegrønne træer på den anden side af Storebælt, end vi er her på vores egn – og jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne se, at det alt sammen var blevet grønnere fra om formiddagen til vi kørte hjem ved 18:30-tiden.
Haven er jeg næsten forårsfærdig med – selv dahliaerne er i jorden – så jeg havde tid til at få brugt noget af det lækre, nye stof.
Jeg havde besluttet mig for at sy seks dækkeservietter. 
Først en skitsetegning af, hvordan jeg forestiller mig det færdige resultat. Så lidt udregninger. Det er ret vigtigt at vide, om der er stof nok; det er SÅ surt at løbe tør, når man bare mangler en enkelt strimmel.
Der var rigeligt – jeg kunne have lavet 12 eller måske endnu flere, men jeg har en gang lavet 14 ens, og det svor jeg, at jeg aldrig ville gøre mere. Seks er så alt rigeligt, og det passer fint til to par gæster eller et englænderbesøg.
I begyndelsen lavede jeg altid kun fire, men jeg har oftere brug for flere end det. Derfor seks, som ógså ligger tæt på grænsen for, hvad der er sjovt at lave på én gang.

De er nu færdige, og jeg er i fuld sving med at lave nogle kosmetikpunge – de er nærmest også sat i serieproduktion lige nu. Det er bare om at smede, mens jernet er varmt.
Og mens symaskinen dur … jeg knækkede en nål, fordi jeg kom for tæt på en lynlås, og nu siger den underligt.
Dammit.
Den syr sådan set fint nok, men den siger en forkert og bekymrende raslende lyd, så jeg tør ikke andet end at køre til Køge og aflevere den til reparation i morgen. Det er en kanongod symaskine, og den skulle gerne holde i mange år endnu.

DækkeservietterDækkeservietter

20. april 2018

Jeg blev SÅ vred

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Vores nabo mod syd er ikke en rigtig nabo, for vi deler ikke vejnavn, og der er en have imellem os. De er polakker, og de er sære. Da de flyttede ind og vi vinkede til dem, vendte de demonstrativt ryggen til. De har aldrig villet hilse på os – eller andre i deres nærhed. Han er en slags entreprenør, og når hans folk, som også er polakker, ikke har andet at lave, arbejder de på hans hus og have.
I dag kom en varevogn med trailer og holdt på strandvejen ud mod engene. En mand begyndte at smide byggeaffald ind på engen! John sagde “Hvad fanden har han gang i?” Jeg fløj ind og hentede kameraet og tog en masse billeder af manden. Jeg stod i vores have og tog dem.
Svineri!Svineri!

Han fik øje på mig, så jeg konfronterede ham, først på dansk, men han forstod mig ikke. Så på engelsk … “you are not allowed to do this!” “My boss!”, sagde han og pegede op på huset. “I call the police, if you continue”. Han forstod vist ordet police, for nu ringede han – formentlig til the boss.
Jeg gik ind og sendte for en gangs skyld Google Translate en venlig tanke. Det blev til en seddel, hvorpå der på polsk stod følgende:
Dette er et fredet område, og der må ikke smides affald her. Hvis ikke du fjerner det nu, ringer jeg til politiet.
Han læste op fra sedlen. To minutter efter kom han hen til vores dør og rakte mig telefonen, og jeg fik en vred ‘nabo’ i ørerne. Han taler glimrende dansk – han kan også skælde ud på dansk …

SvineriSvineri

Her fik han øje på, at jeg stod og fotograferede, og så blev der ringet …

– Hvorfor blander du dig i dette her? Det er min grund, og jeg bestemmer. Jeg kan gøre hvad jeg vil på min egen grund!
– Det kan du faktisk ikke. Strandengene er fredet, og du må ikke smide så meget som en bunke grus derud.
– Det skal du ikke bestemme!
– Det gør jeg heller ikke – det er der andre, der har gjort. Og i øvrigt er det noget værre svineri at smide den slags affald lige ved siden af vejen.
– Det er ikke affald!
– Hvad vil du så kalde det? Er det noget du skal bruge igen? I givet fald skal det vel ikke ‘opbevares’ der?
Det havde han ikke noget svar på, men han fremturede:
– Hvis du ikke vil ødelægge det gode naboskab, så klapper du i nu! (Hvilket godt naboskab?, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt).
– Jeg vil ikke ødelægge noget, men du skal heller ikke ødelægge dette smukke område ved at smide affald ud. Jeg kan forsikre dig for, at det er forbudt. Det kan godt være, I gør den slags i Polen, men det gør vi altså ikke i Danmark.
– Du kan bare sige til, hvis du vil have problemer. Det er mig selv og ingen andre, der bestemmer over min egen jord!
(Nu talte han lidt højere – han var meget vred, men jeg formåede heldigvis at beherske mig).
– Ikke hvad angår at bruge strandengene som byggeaffaldslosseplads. Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg kontakter myndighederne på mandag, så kan de tage kontakt til dig og fortælle dig, hvad du må og ikke må. Farvel.
Så rakte jeg telefonen tilbage til ham, der havde smidt affaldet.

De talte videre, og det lød som om de diskuterede, men fem minutter efter begyndte han at samle det hele op igen.
Vores højtråbende nabo må åbenbart alligevel være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller mig, der havde ret, for med hans råberi havde jeg faktisk ikke forventet, at det ville blive fjernet – ikke så hurtigt i hvert fald.

John bliver lidt nervøs, når jeg gør den slags ting; han kunne aldrig selv finde på det … Hvad hvis nu han kommer og smadrer et eller andet inde hos os? Så primitiv håber jeg sandelig ikke, at han er.
Jeg kan bare ikke lade være med at reagere – jeg bliver simpelthen så eventyrlig vred, når jeg oplever den slags svineri.
Og jeg beklager, Farmer, men jeg fik lige bekræftet alle mine værste fordomme om polakker.

18. april 2018

Sten er drillesyge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Sten er noget underligt noget – de er åbenbart programmeret til at drille mest muligt hvor de nu engang bor.
På gården, fx, kom de op af jorden hver eneste vinter, så vi hvert forår kunne slæbe os dårlige rygge til for at samle dem op fra markerne, så ikke de gik i maskinerne.
Bortset fra, at det var hårdt arbejde, så var det nu også meget hyggeligt, fordi mine forældre samlede døtre og svigersønner til at indsamle stenene; mor lavede god mad (senere fik jeg den tjans), og om aftenen kravlede vi nærmest invaliderede rundt, men vi hyggede os.
Sten i haven kravler derimod ned i jorden igen. Først bliver de hentet fra en markopsamling og sat som kantsten, hvorfra de stille, men konstant synker tilbage i jorden, hvor de kom fra.
Kunne det dog ikke være omvendt? På den anden side, hvis det virkelig var sådan, blev der ingen marksten at hente til at lave kanter i haverne med … det er ikke nemt, det her …

IMG_8373

Det var ren nostalgi i dag, fordi vi ude fra strandengene kunne høre viberne ‘vibe’ deres karakteristiske sang vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii. Det var nemlig ensbetydende med forår, når vi gik ude i markerne og hørte viben vibe og lærken slå sine triller. Sidstnævnte er det længe siden jeg har hørt, desværre.
Det har været så hyggeligt at gå derude og høre på alle fuglene. Viben, som sagt, og strandskaderne med deres skrig, gæssene der skræpper, ændernes rappen og mågernes gøen. En af dem lød som en lille, hysterisk tæppetisser af en hund …

Og frokost på terrassen. Herligt. Jeg var så inspireret af det fantastiske vejr, at jeg lavede en rigtig sommerfrokost til os.

Jeg har sat omkring 90 dorthealiljer, jeg har tilplantet drivhuset med chili, tomater, en agurk og lidt varmeelskende krydderurter, og jeg har fået ordnet et par bede mere og hævet lidt kantsten … jeg skulle jo gerne være forårsfærdig med haven, inden vi tager til England; inklusive at få dahliaerne i jorden, men det bliver jeg også. Tror jeg. Hvis vejret holder, for jeg gider ikke arbejde ude i regnvejr.

17. april 2018

Det var godt med nogle nye stoffer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags: ,

Det var godt at få nogle nye stoffer, for det fik sat skub i sylysten igen. Den havde ellers været temmelig død hele vinteren, hvor det derfor ikke er blevet til mere end masser af strik. Jeg har været lidt sur på mig selv over ikke rigtig at kunne finde gejsten, for jeg har i kilovis af stoffer – men ikke i spandevis af projektideer, desværre.
IMG_8370Det hjalp at få de lækre stoffer, jeg skrev om forleden dag – det motiverede mig til at komme i gang igen … nu hvor det er blevet forår … men jeg kan trods alt ikke være ude i haven hele tiden.
I går syede jeg en lille kosmetikpung. Jeg har lige smidt den gamle ud, for den var efterhånden blevet en tand for ulækker, og når man har et rum fyldt med stoffer, er der ingen grund til at begynde at vaske den.
Jeg brugte ikke engang de nye – ville hellere have pungen i sort, så den passer bedre til min store toilettaske.
Derudover syede jeg en bestikmappe til min søster. En bestikmappe er nemmest at sammenligne med et pennalhus i overstørrelse, således at der kan være et lille spækbræt og det bestik, de har med på deres bilferier.

Toiletpungen måtte have en hvid lynlås i.
Er det ikke typisk: Jeg har nok 100 lynlåse, men havde jeg en sort i den rigtige længde? Nej. Gad jeg køre bare for at købe sådan en? Nej.
Altså blev den hvid. Det var jo bare til mig selv.

IMG_8371

Jeg har vist arvet (i hvert fald en del af) det gen fra min mor, som bød hende at gemme alt, hvad der kan genbruges. Når et stykke tøj blev kasseret, blev knapper og lynlåse møjsommeligt pillet af og gemt, og det gør jeg også – plus alle de nye jeg har købt for næsten ingen penge i Stof & Stil.
Men jeg har også altid en knap der passer, og jeg har altid en lynlås i den rigtige farve og længde.
Troede jeg … 
I morgen indvier jeg nok det nye stof og går i gang med dækkeservietterne. Til dem skal der ikke bruges lynlåse …
Eller måske bliver det senere, for nu kommer foråret for alvor – både her og i England … uhhh, det er en skøn tid, vi går i møde.

16. april 2018

Et medlidenhedsdrab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

Sandsynligvis fordi jeg er opvokset på en gård, har jeg et meget afslappet forhold til det at aflive dyr. Jeg har overværet grise, kalkuner, kaniner, duer, ænder og høns blive slået ihjel; jeg har set min farmor holde en spand under grisens halspulsåre for at opsamle blodet til at lave blodpølse af, jeg har set diverse fjerkræ rende hovedløse rundt. Intet af det har generet mig – sådan var det jo: Man fodrede dyrene op, og senere blev de foder til os.
Men jeg har aldrig selv slået nogen ihjel. Det var gerne mandfolkearbejde, og så tog vi børn/kvinder os bagefter af at plukke fjerene af og hive indmaden ud eller partere grisen og tyrekalven.
Jeg ved, at det skal gøres, men det er svært for mig at påtage mig dyredræberrollen. Jeg har én gang i mit voksenliv været nødt til at slå tre nyfødte kattekillinger ihjel, fordi det simpelthen ikke duede, at moderen fik lov at beholde mere end én killing, men kors, hvor jeg vrælede, da jeg gjorde det (og nej, jeg kunne ikke drømme om at drukne dem, bare for at slippe for at se på det; de skal dø omgående).
I dag var så anden gang i mit liv.
Jeg kom ud og hørte før jeg så den lille skovspurv, hvis ben sad i klemme mellem to hegnselementer. Hvordan den havde båret sig ad med at få benet helt ned, hvor det sad fast, er mig en gåde, men uhjælpeligt fast sad det, det lille, tynde ben.
IMG_0231Fuglen flagrede vildt med vingerne for at komme fri, og da jeg kom hen for at hjælpe den, så jeg, at der var blod og at den havde revet benet næsten helt over i sin desperate kamp for at komme fri. Det sad kun fast i tynde trevler, og jeg kunne se det lillebitte, brækkede ben stikke ud.
Der var kun én ting at gøre. Jeg tog fat om benet lige over brudstedet og hev til – jeg hev naturligvis ikke i fuglen. Det gik let af, men jeg var derefter nødt til at slå det lille kræ ihjel, så jeg hamrede det hårdt ned i fliserne, hvilket gjorde fuglen bevidstløs. Derefter gjorde jeg, hvad jeg har set min faster gøre med duerne, når den stod på duesteg til middag: Jeg trak hver sin vej i hoved og krop, til jeg hørte rygraden knække. Hvis ikke fuglen døde af det hårde stød mod fliserne, var den stensikkert stendød nu.
Jeg tudede ikke, men det gjorde ondt i mig – også selv om jeg vidste, at det var det eneste rigtige at gøre. Den havde jo ikke kunnet klare sig ret længe med kun ét ben, og desuden må den have haft smerter, det lille pus, efter alt det slid, som fik mig til at tænke på de der forfærdelige bjørne- eller rævesakse, som har været anvendt, og hvor det fortælles, at dyrene bed deres egne ben af for at komme fri. 
Det er helt i orden slå dyr ihjel, men det skal ske på en ordentlig måde.

15. april 2018

Det kunne jeg måske have sagt mig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: , ,

Ramsløg - naturDer er muligvis en grund til, at jeg ikke rigtig kunne finde noget på nettet vedrørende garnfarvning med ramsløg.
Jeg kunne nemlig konstatere, at nok er ramsløg rigtig gode i forbindelse med madlavning, men som farvepotentiale lader det en del tilbage at høre.
Et helt kilo blade kom i suppegryden – først 400 gram, men da suppen forblev næsten vandklar, kom jeg yderligere 600 gram i. Det kogte i et par timer og stod natten over, men det kom der ikke meget mere farve ud af.
Nu skulle det dog prøves – jeg kan jo altid overfarve garnet med noget andet senere, tænkte jeg, så jeg lagde 50 gram natur lammeuld i og gav det den obligatoriske times simren, efterfulgt af ‘naturlig’ afkøling.
Forskellen på resultatet og udgangsmaterialet ses her. Der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, men farven i sig selv er såmænd egentlig fin nok – hvis den var kommet frem efter tredje eller fjerde bad. Som førstebadsresultat bliver dette en engangsforeteelse, for selv om der også skal bruges lyse farver, når man strikker fair isle, er de nemme nok at få ved at anvende et ‘udmattet’ farvebad, hvor man kan betragte dem som en form for bonus.

Så har jeg fået uendelig meget mere ud af at have mødt Røde Kors-nørklerne. En af dem kender en, der tidligere har syet patchwork, men som nu ikke kan mere og derfor vil sælge hele sit store stoflager. Hun samler det i matchende farver i poser med et kilo i og sælger en sådan pose for sølle 30 kroner.
Jamen så se da lige, hvad jeg fik for mine 30 kroner – hvis jeg havde købt den lille rulle yderst til venstre, var jeg kommet af med 30 kroner bare for den …

IMG_8369

Det er helt vildt – jeg spurgte, om der kunne erhverves mere i lignende farver plus eventuelt et kilo i blå nuancer, da disse to hører til blandt mine foretrukne. Det ville hun finde ud af til næste nørklertræf på tirsdag.
Til sammenligning koster sådanne fat quarters og fat eights hhv. 50-60 og 25-30 kroner. Førstnævnte vejer omkring 38 gram, så hvis vi dividerer det op i et kilo, er der patchworkstoffer for omkring 1400 kroner! Hvis jeg altså køber det i Danmark … så igen: Det er helt vildt. Jeg håber virkelig ikke, at lageret er udsolgt.
Som om jeg ikke har stoffer nok … men jeg kan modstå alt, undtagen fristelser, og denne var simpelthen for stor.
Her kan blive noget til min søster, som jeg har lovet at lave til hende, samt nogle skønne dækkeservietter og en matchende brødkurv, som vil passe perfekt i mit dejlige køkken.

14. april 2018

Dette simple trick vil forbløffe dig … et klikfang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

For et stykke tid siden efterlyste en FB-sproggruppe et dansk ord for clickbait, og et lyst hoved foreslog klikfang. Totalt genialt, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få dette fine ord udbredt – selv om det nok bliver svært.
Vi har sikkert alle sammen set de irriterende tekster af samme art, som jeg har sat i dagens overskrift. Jeg klikker yderst sjældent på dem, for det varer ikke længe før man finder ud af, at de bare skal lokke én ind på en bestemt side, og at der normalt ikke er voldsom forbløffelse hos den, der falder i.

Klikfang eller ej … jeg har tænkt mig at offentliggøre resultatet af et forsøg, Charlotte havde iværksat, da vi var derovre, og som skulle afgøre, om et smart, men enkelt trick holdt vand, så at sige.
Hun havde hørt, at kobbermønter i vandet til afskårne blomster skulle forlænge deres levetid.
Kunne det nu passe? Er det så enkelt?
Hun troede ikke helt på det og foranstaltede derfor et lille forsøg: lige mange ens tulipaner i to ens vaser.
Derefter lagde hun en kobbermønt i den ene vase. Det var den optimale forsøgsopstilling med kun en enkelt parameter at måle på, og derfor med et umiddelbart tolkbart resultatet.
Da vi kom derover, var det fem dage siden, forsøget blev sat i gang. Jeg vidste endnu intet om det, men spurgte hende, hvorfor den ene vases tulipaner var stort set færdige, mens den andens stod så flot – og så fik jeg forklaringen.
Blomsterne med kobbermønten viste sig at holde mere end dobbelt så længe som dem uden. Så enkelt kan det åbenbart gøres.

I går kom min søde mand hjem med en overdådighed af tulipaner til mig. Bare fordi …
Jeg blev glad, og jeg kunne sætte tulipaner i ikke mindre end seks vaser – et herligt syn.
Der kom naturligvis 50 øre i hver vase (jeg havde heldigvis stadig nogle stykker i en bøtte), så nu satser jeg stærkt på, at de smukke tulipaner holder lige til vi skal til England igen.

13. april 2018

Dagene flyver afsted

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags:

Havekonsulent, havevejr, en bisættelse … jeg har for lidt tid for tiden. Lige om lidt skal vi til bagboen til et glas fredagsvin – bare fordi vi/de har lyst.
Vi passede hinandens huse, mens vi var på ferie, så vi skal lige have udvekslet ferieminder. Og så er de bare enormt hyggeligt selskab.

Havekonsulenten var her i går. Et er, at sådan en nok er til at betale for, men de ting, hun foreslog at sætte i gang, kræver en større lottogevinst.
Problemet er jo, at vi ikke længere selv kan klare de større ting, såsom at hive seks-syv store buske op – OG fjerne alle rødderne, så der kan plantes nyt. Vi kan slet ikke selv fjerne 25 meter for gammel hæk, der trænger gevaldigt til en udskiftning, fordi den er klippet forkert og er blevet for bar på de nederste 50 cm. Vi havde selv talt om den hæk, men var ikke indstillet på at skulle starte forfra og vente 5-6 år på, at en ny hæk gror op og bliver tæt. Hvad jeg ikke var klar over var, at man kan købe færdige hække i højder fra 100 til 210 cm, men som man måske kan gætte, er det ikke jordens billigste løsning. Det er dog den eneste brugbare, så nu har vi inviteret en lokal anlægsgartner ind til os; så kan han få lov til at give et tilbud. Både på med og uden hæk, for jeg har undersøgt det lidt, og det er virkelig dyrt, men buskene skal vi under alle omstændigheder have fjernet, så jeg kan slippe af med den meget rodede og kedelige del af haven og i stedet få skabt noget, der er i harmoni og som vi kan glæde os over synet af.

I dag fik jeg, udover at være til bisættelse af naboens nabo, ordnet lidt mere have og fik sået kermesbær, japansk indigo, lilla blåbælg, mamelukærme, drumsticks og øjeblomst.
Det bliver spændende, om de har lyst til at komme op af jorden … og om de når det inden vi rejser til England om 14 dage.

Og nu til noget helt andet: Er der en derude, der kan bruge en klassisk espressokande som den på billedet?
Jeg bruger den ikke mere, efter vi investerede i en automatisk espressomaskine, som også selv maler bønnerne.
Vandbeholderen forneden kan rumme tre dl.  
Jeg skal bare af med den, så er der en, der vil have den, skal den kun koste portoen – som vil udgøre 60 kroner med Post Danmark eller 45 kroner med GLS.

11. april 2018

Ramsløg. Ramsaltet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

P1040932P1040933

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Næste side »

Blog på WordPress.com.