Spammere kan også være en slags underholdning

Det er desværre næsten ni år siden vi fik lov til at se de googlesøgninger, der ledte til ens blog. Det var ellers uhyre underholdende. Jeg nåede at lave 13 indlæg om emnet inden der blev lukket for de mange billige grin.
Jeg har i stedet fået øjnene op for de fjollede spamkommentarer, der ryger direkte i det spamfilter, jeg husker at kigge i dagligt, fordi det hænder, at der af en eller anden uigennemskuelig grund ryger en helt uskyldig, men ægte kommentar fra et rigtigt menneske i det filter.
De er bestemt ikke lige så morsomme som googlesøgningerne, og de er ikke i sig selv sjove, men mere i sammenhængen og derfor nok nærmere en bekræftelse af, hvordan der bare bliver skudt med spredehagl fra spammernes side, for eksempel følgende:

Spamkommentar til “Ferie i Schwalenberg, del 2”: Hiցhly enerցetic post, I loved tһat bit. Will there be a part 2?

what if you added a little content? Som kommentar til et af mine mere ordrige indlæg.

You might try adding a video or a picture or two. Dette blev foreslået til “Flæskestegen ankom standsmæssigt”, hvor der var fire billeder … og en video …

Så er der de mange, der synes jeg skriver ufatteligt godt/vidende/fængende, selv om de selvfølgelig ikke fatter en brik af den simple grund, at jeg skriver på dansk, samt de lige så mange, der til min blog, der med al ønskelig tydelighed har ‘wordpress’ i titellinjen, spørger hvem min udbyder er.

Jajada. Dette er jo bare spam og ikke svindel, og så længe begge dele er så himmelråbende uintelligent, er der næppe nogen chance for, at jeg falder i, men man skal nok passe på med den slags udtalelser. Nemesis, I ved …
Jeg har dog endnu til gode at få en sms eller mail, der ikke omgående skriger “svindel” – når det altså er det det er. Nogle er bedre til at stave og formulere sig end andre; de svinger fra totalt håbløse til nogle, der desværre godt kan virke troværdige nok til at få folk til at hoppe på dem. Vi ved jo, at det sker, ellers var det stoppet for længst.
Identitetstyveri er en af de ting, der kan ske, hvis man falder for fx phishingmails, men det tror jeg ikke vil ske for mig (pas nu på med det der Hybris, Ellen …), men jeg er forsikret mod det. Ikke mod at det sker, men til at få hjælp til at stoppe aktiviteterne og til hurtigt at finde mig selv igen, så at sige.
Hacking kan man vel næppe helt gardere sig imod – når de kan slippe ind hos Mærsk og andre gigantvirksomheder, kan de vel også slippe ind hos mig, selv om jeg formentlig ikke er lige så interessant at hacke.

Og så vil vi gerne snart se lidt vand fra oven, tak!
Bare det ikke bliver som i 2018, hvor vi ikke fik regn fra engang i maj til engang i august. Det år gav os vores hidtil største vandregning.

Ferie i Schwalenberg, del 2

Vi havde set den dybe (høje? Er en sluse dyb eller høj? Er det alene afhængigt af hvor man selv står?) sluse ved weserkrydset før, men det havde Ditte og Peter ikke, og vi kunne sagtens tåle at se den igen, for det er dybt (!) fascinerende at se den i brug, hvilket vi var heldige med i mandags. Den flytter i ét hug store flodpramme de 13 meter op eller ned mellem Mittellandkanalen og floden Weser. Der findes et vandkryds (Wasserstraßenkreuz) her i Minden – det er ikke hver dag, man ser vandveje krydse hinanden.

Vi var så heldige, at der var en pram på vej ind i slusen, da vi ankom. Ifølge tysk Wikipedia er slusen 10 meter bred og 82 meter lang. Prammen her var 9,5 m bred og 85 meter lang!
En af længdeangivelserne må nødvendigvis være forkert, men det fremgår tydeligt, at prammen fylder hele slusen …
Denne pram havde en relativt stor ‘lejlighed’ og en tagterrasse med både køkken- og prydhave. Bilen var også med på turen, men det er vist også ofte par, der lever det meste af deres arbejdsliv på denne måde, der står for varetransporten på de tyske floder og kanaler.
Det må være upraktisk at have skolesøgende børn …

Det er faktisk ret betagende at se vandet forsvinde og båden synke dybere og dybere ned i slugten. Vi talte om, hvad man mon ville gøre ved rebet, som holder båden, i venstre del af billedet, men glemte at holde øje til sidst i processen – vi kunne heller ikke gennemskue hvordan det tilsyneladende blev længere og længere, uden nogen rørte det. Det var ren magi.
Endelig var prammen helt nede, og de kunne åbne for sluseporten i den anden ende.

i onsdags gik vi en tur i parken i Bad Pyrmont. Jo: Det var med ‘y’ og ikke ‘ü’, og vi undrede os over hvorfor. Jeg kunne kun finde fem tyske byer med ‘y’ i; den eneste jeg kendte, var Bayreuth – og nu kender jeg så også Bad Pyrmont.
Parken var stor, smuk og med masser af palmer, som de var ret stolte af. Vi synes, at palmer generelt er lidt kedelige – de ser pjuskede ud, som Ditte udtrykte det, fordi de visner og smider bladene nedefra.
Rododendronstien var til gengæld smuk, og her måtte jeg igen imponeres over mobilkameraet, for det havde ingen problemer med de røde farver.
(Men jeg har fundet det jeg foreløbig tror er dets største svaghed: Når man er tæt på et motiv, som vi var i de hyggelige byer med de smalle gader, vælter billederne endnu mere med mobilkameraet end med Lumix – som igen vælter dem mere end Johns kamera gør. Jeg bliver nok nødt til at beholde mit Lumix – eller lade John om at tage bybilleder.)
Rododendronblomster er fascinerende, og jeg gik helt fotoamok. Jeg vil ikke selv have rododendron i haven, for de kommer alt for hurtigt til at fylde alt for meget, men jeg kan så nyde dem andre steder.
Jeg har lige fundet Mikrosofts Collage Maker. Den er vist næsten lige så god som deres gamle software, som desværre ikke fås mere. Dette skal jeg lege lidt mere med … collagen herunder var første forsøg, og der er plads til forbedring.

---

Til sidst et billede, som telefonen ikke kunne tage i tilstrækkelig god kvalitet. Det er vores lille gransanger, som næsten hele dagen sidder i toppen af vores høje cypres og synger sit evindelige chiff-chaff. Billedet er taget på laaang afstand og senere zoomet digitalt. De der kender vores hus vil vide hvor stor afstanden var, når jeg fortæller, at jeg stod ved den blå port og tog billedet.
Lumix vandt. Samsung tabte.

Ferie i Schwalenberg, del 1

I 2015 tog vi en af FDM arrangeret aspargestur til Malkasten hotel i Schwalenberg et godt stykke nede i Tyskland.
Det var i et meget smukt og kuperet område, og vi elsker asparges, så sådan en tur kunne vi godt tænke os igen, men selv om FDM stadig har kør-selv-ture til samme hotel, havde de pillet ordet “aspargestur” ud af konceptet. Det kunne jeg ikke helt forstå, så jeg gik ind på hotellets hjemmeside, hvor jeg kunne konstatere, at lige som vores kroer og hoteller har forskellige former for ophold, havde Malkasten et aspargesophold, hvorfor jeg derfor bookede et tre-nætters ophold plus en ekstra nat for at få lidt mere tid i det skønne område, og hvor vi så ville spise andetsteds i den lille, men idylliske by.
Vi fik et meget bedre værelse end første gang. Et stort, stort et med møbleret, overdækket terrasse. Billedet ude til højre er taget fra denne – et hyggeligt kig til baghuse.

Billedet er fra Externsteine. Et smukt sted med nogle ret særprægede klippeformationer. Man kunne komme op på dem, hvis man havde de lyster. Det havde vi ikke … der var alt for mange trapper til vores dumme knæ.

Nogen havde skåret lidt i en træstamme og fået den til at ligne en flodhest. Vedkommende burde nok have læst lidt op på sin zoologi, for flodhesten var udstyret med krokodilletænder!

Den første aften fandt vi ud af, hvorfor FDM ikke længere vil lægge navn til en aspargestur på det sted: Hvor maden i 2015 havde været inspirerende, meget lækker og næsten ovre i det gourmetagtige, var det bestemt ikke tilfældet mere. På ingen måde! Råvarerne fejlede ikke noget, men det var keeeedelig mad. Hovedretten den første aften bestod af tre slags tyndtskåret skinke med fire små kartofler og otte store hvide asparges som tilbehør. Plus hollandaisesauce. Heldigvis smager asparges altid godt. Synes vi – ellers havde vi jo ikke taget et sådant ophold …
Sådan var det alle tre dage – dog var der forskelligt på menuen hver dag, med først en suppe, så valget mellem to hovedretter med masser af hvide asparges til og til sidst en dessert. Der var ikke så meget af noget af det, så vi gik ikke overmætte i seng. Men værelset var som sagt fint, morgenmaden var omfattende og god, og fordi personalet derudover får topkarakter for venlig- og servicemindedhed, var det alt i alt okay.
Til gengæld lærte jeg Grauburgunder (også kendt som Pinot Gris) at kende. Vi kendte den stort set ikke, og den overraskede totalt. Da hotellets vinkort ikke var specielt omfattende, blev det druen alle tre aftener. Den går bare ikke med rødvin til asparges, men Grauburgunder viste sig at være kanongod til denne spise. Jeg købte senere et lille udvalg af forskellige af slagsen i et supermarked – de skulle med hjem. Der var virkelig mange forskellige grauburgundere at vælge imellem, så det var bare at kaste sig ud i det.

Mon ikke alle kender, eller i hvert fald kender til, historien om Rottefængeren fra Hameln? De kørte på det gamle sagn overalt i den gamle bydel, hvor rotterne viste os vej. Vi skulle bare kigge ned på brostenene, så var de der i hobetal.
Den var smuk og meget velholdt, og vi forestiller os, at der vil være ulideligt mange turister i højsæsonen, så vi var glade for, at det var nu, vi var der.

På stort set alle de smukt vedligeholdte gamle huse var der fint udskåret med året for opførelse og året eller årene for udbygning og/eller restaurering af det pågældende hus. Med navne på det eller de ansvarlige ægtepar. Nogle steder var der erhvervssymboler på murene – man kunne bruge lang tid på at gå rundt og forsøge på at tyde inskriptionerne.

Don Quixote havde kun vindmøllerne …

Don Quixote havde da kun sine vindmøller at kæmpe mod. Jeg har både sæbeurt og skvalderkål – og også lidt snerler og padderok, men det er de mindste onder af de fire.
Igen i år kæmper jeg en indædt kamp for at få bugt med sæbeurt i rosen- og dahliabede og skvalderkål i alle de andre. Det er dog blevet bedre/nemmere, fordi bedene uden voldsomme rodnet opsender færre og færre planter for hvert år, så kampen er ikke helt forgæves her. Indædt, absolut, men ikke forgæves, hvilket trods alt er en motiverende faktor – og en af de øvrige forskelle på den gode Don Quixote og mig.
Nu er jeg (næsten) færdig med at kæmpe for denne gang. Helt færdig bliver jeg aldrig. Eller … jeg er godt nok sommetider helt færdig efter en dag i haven, men det er mig, der er det; ikke haven, desværre … jeg trøster mig med, at det er med til at holde mig i form, og efter en lang og inaktiv vinter var der ingen tvivl om, at kroppen havde fået lov til at gå mere eller mindre i forfald i løbet af mørketiden.
Apropos mørketid: Der er kun 33 dage til det allerede igen går den anden vej. Sådan har jeg det hvert år: Jeg når kun lige at glæde mig over de lyse aftener og nætter, inden det vender. Heldigvis går det ikke så hurtigt, og i år tager vi til midnatssolens land i 14 dage. Vi kommer hjem til Sankt Hans, og fordi vi nok kører helt til Lofoten, kommer vi ikke til at opleve ret meget mørke i den ferie. Jeg elsker midnatssol og kan sagtens sove alligevel. Vi trækker kun gardiner for hvor vi skal sove, hvis vi får solen direkte i ansigtet.

Alle de ukrudtsmæssige fortrædeligheder i maj opvejes i pænt stor grad af, at blomstringen for alvor er kommet i gang.
Lige nu har jeg blomstrende Klematis montana, løjtnanshjerte (er det ikke fint med de små dråber inde i den hvide del af blomsten?), judaspenge, akelejer, et kvædetræ, timian, knopurt, storkenæb og blåpuder og nogle hvide kant-nogen. Mælkebøtterne tæller ikke med …
Jeg bliver mere og mere imponeret over kameraet i min nye telefon. Det er faktisk bedre end mit Lumix, hvilket jeg hader at måtte indrømme, men det er sandt. Jeg har hele tiden påstået, at et mobilkamera ikke er nok til mig, fordi jeg bl.a. har brug for en god zoomfunktion. Mit nye Samsung har tre linser og det kan zoome x30, ganske som mit mini-Lumix kan, og farvegengivelsen er bedre, end Lumix kan præstere! Dette har irriterende svært ved at gengive røde og blå farver. Samsung har ingen problemer i den retning.
I går tog jeg nogle billeder med både det ene og det andet kamera, og Samsung var en klar vinder. Jeg skal da lige love for, at der er sket noget på den front, og både John og jeg er forbløffede over den kvalitet, de kan bygge ind i sådan en flad ting, som en smartfon jo er.
Alle blomsterbillederne her er taget med telefonen.
Lumix er ikke helt skrottet endnu, for det har nogle features, telefonen ikke har, men det er nok kun et spørgsmål om tid.

Hvad der også er smart er, at billeder taget med telefonen går direkte op og bliver lagret i Google Photos. Her i googleskyen deler John og jeg 2 TB dataplads, så vi har vist plads nok til alle de billeder, vi kommer til at tage i resten af vores liv!

Flæskestegen ankom standsmæssigt

Der er flere måder at skaffe sig mad på. Selv i vore moderne tider er det ikke begrænset til indkøb i super- eller madmarkeder.
Vi fik fx hornfisk i går. Helt og aldeles friskfangede. En (relativt ny) beboer på vores vej har en lille båd, og da han i går havde besøg af sin bror, skulle de to mandfolk på fisketur. De kom hjem med en halv snes hornfisk, hvoraf vi fik de to. Broderen sagde, at de blev meget lækre, når de blev røget, så det gjorde vi. Dvs. John gjorde … efter jeg havde renset dem og saltet dem i nogle timer. Holdnuop, det smagte godt. Hornfisk har helt deres egen smag, som i røget udgave i høj grad faldt i vores ditto.

Man kan også selv opdrætte sit kød, så at sige.
Det gør mine englændere – nu for anden gang, fordi første gang var så stor en succes, at den måtte gentages. Denne gang er det en anden race end første gang. Ikke med vilje, men køen var blevet for lang til deres tålmodighed, så det blev en anden slags. Man kan sikkert heller ikke smage forskel. Den største forskel lå nok i, at de, i modsætning til første gang, selv måtte hente grisene.
Jeg har ellers advokeret for at kalde svin for svin og ikke grise, men dette her er grise! Først når de er lavet om til mad i fryseren, bliver de til svinekød.
Nå. Det var et af mine sidespring. Dog et af den slags, som ingen ægtemage kan have noget imod …
Hvor mange grise kan prale med at have kørt i en Bentley? Nu kan vi selvfølgelig vende tilbage til mit lille sidespring, for der er sikkert visse der vil hævde, at der kører mange rige svin rundt i Bentleyer.
Disse to kørte i en i går, og de kunne ikke engang lide det! Tim forevigede det meste af hele afhentningsseancen, så John og jeg kunne følge med fra Danmark.
Pebbles (deres hund) var særdeles interesseret i de nye beboere, som nok fra den side mere bliver anset for at være legekammerater fremfor mad – og inden deres ankomst troede hun vist også, at huset var opført til ære for hende!

Men her kommer de. I Bentleyen. Jeg spurgte hvorfor de ikke havde brugt Landroveren, men den er syg og derfor på værksted hele næste uge med, og grisene skulle bare hentes i går.
Der var ingen af de to, der nåede at få krølle på halen, inden menneskene trak sig tilbage for natten, men det skal nok komme i løbet af dagen i dag. De kan i hvert fald ikke, efter min mening, klage over indkvarteringsforholdene.

Det kommer lige til at passe med julemiddagene, da de skal slagtes på et eller andet tidspunkt i december.
Selve juleaften står den dog på andesteg, men i løbet af den uges tid vi skal være der i julen 2023, skal der nok også komme en flæskesteg på bordet, og måske også nogle af de lækre pølser, som slagterne i England er så gode til at lave. Det er i bund og grund medisterpølser, men der er et hav af smagsvarianter, og hver og en er klasser bedre end den kedelige danske medisterpølse. Det lyder måske ikke særlig lækkert med Bangers and Mash, men det smager virkelig godt – selvfølgelig især når pølserne er lavet på egne grise. Undskyld, på eget svinekød.

Ankomst til nyt bosted

Moderne tider

Jeg har aldrig taget en selfie og jeg vil vove den påstand, at jeg heller aldrig kommer til det.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor skræmmende mange tror, at det højner et næsten hvilken som helst billede at skulle se et ansigt med et mere eller mindre anstrengt tandsmil på den forreste halvdel (eller mere) af samme billede.
Jeg kommer heller ikke til at tage et billede af mine bare tæer, som det tilsyneladende er vældig populært at gøre. Man kan tydeligt se, at folk i den forbindelse gør sig de hæderligste og meget krampagtige anstrengelser for at vise, hvor sunde og afstandstagende tæer de har, og hvor fint de kan lakere deres negle.
Nu har jeg højst sandsynligt fornærmet et par stykker; herunder nogle jeg – i hvert fald perifert – kender.
Men altså. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i sommerhalvåret skal se en eller anden køn udsigt – eller noget i det hele taget – gennem folks spredte ben eller ved siden af et par korslagte fødder, men under alle omstændigheder således, at fødder og/eller ben dominerer billedet.
Beklager.

Og nu hvor jeg har gang i brokkerierne, så lad mig afsløre, at min mange gange hævdede påstand om, at COOPs ansættelseskriterium, bestående af manglende staveevner, stadig holder, selv om det er længe siden, jeg har luftet den.
Jeg var i dag i en Dagli’Brugs for at hente en pakke. Postnord kom nemlig til den fejlagtige konklusion, at når der ikke er flere pladser i den for mig nærmeste pakkeboks, jeg naturligvis havde valgt, kører de den hen til en, der ligger en hel del længere væk end den næstnærmeste.
Denne Dagli’Brugs havde et lille plantemarked i et telt tæt på butikken. Uha, der var stavefejl galore. Skiltene er sandsynligvis skrevet af to forskellige personer, fordi det rigtigt stavede ’petunia’-skilt stod lige under ‘portunia’.

Fuschia er Brugsen dog ikke alene om; den har jeg set flere steder.
Udover det ekstra ‘E’ i prydbuskene undrede jeg mig såre over, hvad den halve CC kunne betyde. Nogen bud?
På engelsk kan det betyde kubikcentimeter, men at ½ milliliter prydbusk skulle koste 49 kroner giver ikke voldsomt meget mening.
The Free Dictionary har ikke mindre end 462 forklaringer på CC, men ingen af dem giver mening i dette tilfælde … i øvrigt må man vel også regne med, at man hovedsagelig taler dansk i Dagli’Brugsen. Der er dog et par interessante muligheder blandt de 462, men dem kan I selv kigge på. Det betyder næppe Cyber Crime eller Close Combat – og da slet ikke Competence Center …
På min gamle arbejdsplads stod det for Change Control – med mindre vi talte om emails, hvor det betød Carbon Copy, som er et lige så gammeldags, men stadig brugt, udtryk som at vi lægger røret på, når vi vil afbryde en telefonsamtale.
Og sådan kan man på forhåbentlig underholdende vis få den lige så forhåbentlig sidste blæsevejrsdag til at gå. Godt, man har sit strikketøj.

Fakkelgården

Fakkelgården ligger tæt på Kruså. Vi havde fået den anbefalet, men fordi den ligger en anelse til den dyre side, havde jeg tøvet lidt med at tage et ophold der. Da der så løb et tilbud fra dem ind på min mail, var jeg ikke i stand til at modstå det.
Det blev såmænd dyrt nok alligevel … der løber jo ofte noget oveni, og således også her – en vinmenu bl.a.
Men godt var det. Vi havde fået et værelse med egen terrasse, og selv om det var for koldt til at sidde ude, nød vi alligevel at kunne åbne døren. Det er i øvrigt noget af det jeg frygter mest ved at blive rigtig gammel: At blive mere eller mindre tvunget til at skulle bo et sted, hvor man ikke bare kan åbne en dør og sætte sig ud på en terrasse. Ikke altan. Terrasse! Det kunne være, jeg skulle undersøge mulighederne for en ældrebolig, der opfylder dette kriterium og skrive os op. Man kan vel altid sige nej tak, hvis der bliver ledigt inden behovet indfinder sig?
Nå. Det var et sidespring. Tilbage til Fakkelgården.
Vi har ingen klager, men nok nogle få, mindre kritikpunkter.
Vi lagde ud med eftermiddagskaffe med hjemmebag bestående af en sprød tærte med en dejlig creme og lidt frugt. Her var første kritikpunkt: Min bestilte café latte blev serveret i et smukt glas – som jeg ikke kunne holde. Jeg måtte bruge en serviet, og glasset nåede ikke at køle ned til holdetemperatur, før der kun var en lille sjat kaffe tilbage. Jeg er muligvis sart, men jeg kan næppe være den eneste, så hvorfor kan man ikke bare finde et fancy krus/glas med hank? Måske er det ikke noget stort problem, men det sker tit for mig. Er det virkelig kun mig, der pænt og høfligt gør opmærksom på, at det er for varmt til at holde om?

Inden middagen med fem retter fik vi en aperitif og snacks i baren (med i tilbuddet). Intet billede, men alt var delikat.
Inde i den elegante, runde restaurant indledtes der med to forretter med fisk; den første var god, den anden var enormt god. Hvis bare de dog kunne holde sig fra alt det skum. Det har jeg nævnt flere gange før, og jeg har stadig ikke lært at synes det ser lækkert ud – så absolut tværtimod! Det var et kritikpunkt, jeg kun nævnede for John …
Tredje ret var brisler. Det havde jeg aldrig fået før, så jeg var spændt. John sagde, at jeg kunne få hans, for det spiste han nok slet ikke. Jeg spurgte naturligvis hvorfor han afviste det inden det overhovedet blev serveret, og det viste sig, at han troede det var tyrenosser
Jeg grinede og spurgte hvor i alverden han havde fået den ide fra, hvorefter jeg fortalte ham, hvad brisler er.
Han spiste dem med stort velbehag. Det gjorde jeg også – de smagte mere af ’almindeligt’ kød, end jeg havde forestillet mig, men lækkert var det.
Hovedretten var to forskellige udskæringer af dådyr. Kødet var upåklageligt mørt og veltilberedt, men her var det nok største kritikpunkt: Der var masser af kød, men tilbehøret bestod, foruden saucen, kun af to asparges, to jordskokchips og to ramsløgblade. Det er alt, alt for lidt grønsager til os. Vi ville hellere have haft to stykker kød i stedet for tre, men med mere tilbehør. Desserten var også fin, men jeg kan ikke huske den i detaljer. Der var jeg jo også på mit femte glas vin … ikke fordi det var så skrækkeligt meget vin. Den var de ærlig talt lidt fedtede med, på trods af en høj pris – hvilket jeg opdagede, da jeg skulle betale. Jeg havde ikke spurgt til prisen, for det skulle bare være en vinmenu. Det tager jeg altid, når vi skal have så mange retter. En passende vin højner madoplevelsen. Det modsatte kan i værste fald ødelægge begge dele, selv om de hver for sig er i verdensklasse.

Morgenmaden var lige så delikat som aftensmåltidet. Alt blev serveret ved bordet; ikke noget med en buffet, som folk kan gå og snaske i. Minipanden øverst til venstre var anden ret (vi afviste den første, fordi det var ½ grapefrugt, hvilket ingen af os nogensinde har kunnet få ned): To spejlede vagtelæg med et stykke minibacon og en lille pølse. Der var en flaske god juice til hver, og der var flere slags brød, croissanter, en tebirkes og en æblesnitte. Der var honning og solbærmarmelade (kun solbærmarmelade, desværre). På opsatsen var der også et rigeligt udvalg.
John havde foretrukket en buffet, hvor han kan vælge til og fra, men jeg syntes, at dette var helt fint.

Alt i alt kan man roligt besøge Fakkelgården.

Død telefon og levende hegn

Fredag morgen var min telefon stille sovet ind. Meget stille … ikke den før, men den før igen døde nemlig en meget larmende død – sådan helt opera-agtigt, hvor stjernen kan nå at synge en hel arie inden udånding. De var dog begge to virkelig meget, meget døde. Denne var gået i et bootloop, kunne de fortælle mig hos Elgiganten, og ikke engang deres ekspertise kunne vække den til live igen. Jeg hader sådan noget!!! Jeg vil selv bestemme hvornår jeg skal have ny telefon. Jeg vil i hvert fald gerne have et rimeligt varsel, tak.
Ekspedienten viste mig igennem Samsung-samlingen (jeg VIL IKKE have en iPhone). Den jeg helst ville have, kostede 6700 kroner. Det er for mange penge for en mobiltelefon, synes jeg, men det var mit held, at teleselskaberne vil gøre alt for at kapre kunder, så hvis jeg ville tegne et halvt års abonnement hos Telenor, kunne jeg få telefonen for 2999 kroner. Det vil sige, at jeg kunne få den for 2999 + (6 x 219) = 4313 kroner. Jeg vil ikke sige mit 3-abonnement op, for vi har flere koblet på, men det betyder, at jeg stadig har sparet 2387 kroner, selv om jeg betaler for et abonnement, jeg ikke vil bruge. Fjollet politik, hvis I spørger mig.
Nu var jeg så bare spændt på, hvor meget der egentlig lå oppe i skyen. Hvad med mine kontakter? Noterne? Billederne? Og alle mine øvrige ting på telefonen?
Det ville koste 500 kroner at få Elgiganten til at klargøre min nye telefon, og jeg havde ikke spor lyst til at betale det bare for måske at finde ud af, at jeg alligevel selv skulle udføre en masse tastearbejde. Jeg satsede derfor på, at jeg nok selv kunne finde ud af det hele. Jeg kunne godt fornemme på den unge mand (selv om han prøvede at skjule det), at han vist ikke havde den helt store tillid til mine evner i den retning. I hans øjne var jeg jo en ældgammel kone, der givetvis må være totalt fortabt i den elektroniske verden.
Heldigvis er det med tiden blevet mere og mere overskyet, så at sige, og vi (jeg …) opbevarer mere og mere deroppe i de højere sfærer. Det viste sig da også, at så snart jeg havde foretaget de indledende øvelser, væltede det bare ind med langt det meste fra den gamle telefon. Især var jeg lettet over, at alle mine kontakter var der.
MitId kom hurtigt på plads, ligeledes kørekortet og sundhedskortet. Alt i alt tog det hele vel et par timer, inden det hele var på plads, så det var meget mindre omfattende, end jeg havde frygtet. Det gør ikke spor, at det sommetider går den vej!

Dette afsnit er mest for min egen skyld – min offentlige dagbog.
Vi skulle have ny hæk bag haven, ud mod vejen. 25 meter drejede det sig om. Jørgen kom klokken 8 i morges og begyndte at grave den gamle op. Klokken 13:30 var han færdig. Da havde han gravet alle rødder op, blandet champost i jorden, sat 125 hækplanter, lagt siveslange ud og givet det yderligere et lag kompost. Jeg var vildt imponeret! De 5½ time var inklusive en halv times kaffepause om formiddagen + en senere vand- og sludrepause sammen med John. John kørte den gamle hæk væk, men alligevel … det er en effektiv anlægsgartner, vi fandt dengang vi flyttede ind. Vi bruger ham hver gang vi har gang i noget, vi ikke selv kan klare, såsom fliselægning og opsætning af drivhus, så dette var fjerde gang, han lavede noget for os.
Vi indhentede tilbud fra to andre, som forlangte hhv. 13.500 og 18.500 kroner for det samme arbejde. Jørgen ville gøre det for 6.000 kroner! Der er bare ingen, som kan hamle op med ham, så han er forståeligt nok en travl mand, men han har altid tid til os, siger han.
Godt, at han er så ung, at han sikkert vil arbejde lige så længe, som John og jeg med rimelighed kan forvente at blive boende i Den Stråtækte.

The clue is in the name

Forleden var der en der undrede sig over, at jeg kaldte pinseliljer for påskeliljer.
Det var så ikke en fejl, for det var påskeliljer.

Jeg tror der er en del, der tror, at fordi det er en kort trompet, så er det pinseliljer, men forskellen er primært, at påskeliljer blomstrer en måneds tid før pinseliljer – the clue is in the name. Desuden har pinseliljer lavere vækst – der er nok ikke mange, der kan fremvise så lang en stilk, som der er på påskeliljerne nede i tagrørene. Det er lidt svært at læse, men stilken er 76 cm, hvilket er mere end normalt, men skyldes muligvis det lidt alternative voksested.
For mig er den eneste ‘rigtige’ pinselilje Narcissus poeticus, som har en karakteristisk rød rand om den korte trompet, kommer længe efter påskeliljerne, dufter helt fantastisk og som stod i min barndoms have på gården. Den hedder Pheasant’s Eye på engelsk – er der nogen, der kalder den fasanøje på dansk?

Her står nogle af ‘mine’ påskeliljer gemt nede blandt sidste års visne tagrør. Måske kan man ane, at blokkene bare bliver ved og ved. Nu er alle fuldt udsprungne, så høsten i dag var årets sidste. Der står mange mage til langs vores husmur, men om det er de tidligere ejere af Den Stråtækte, der har sat løgene i engen, eller de har hentet løgene dernede fra, ved jeg ikke.

Navneforvekslingen er lidt den samme som for påskeklokker og juleroser. Jeg troede engang, at de alle hed juleroser, men igen: The clue is in the name. Påskeklokker blomstrer fra februar-marts, mens juleklokker alle er hvide og blomstrer i januar.

Sådan kan man hele tiden blive klogere.
Jeg har således først nu lært, at tulipanløg bør plantes om hvert år. Så kan jeg bedre forstå, at af de 50 løg i flotte harmonerende farver, jeg satte i ovenstående lille bed for tre år siden, kom der kun nogle få op i sæson to, og nu er der kun disse få blomstrende tilbage. Jeg satte 30 nye tulipaner i efteråret, men de er noget længere om at komme op end de få gamle, der blomstrer nu. Eller også kommer de slet ikke …
Det er dermed slut for mit vedkommende med tulipaner. Der kommer i hvert fald ikke flere til; jeg vil nøjes med de få hårdføre, der kommer igen og igen. Det giver mig rigeligt med arbejde, at jeg hvert efterår skal hive alle dahliaerne op og grave dem ned igen i det sene forår. Jeg gider ikke det samme med omvendt fortegn for tulipanernes vedkommende.
Dog fik jeg en god ide i forbindelse med min narcis-research (jeg var jo nødt til at have lidt hold i min påstand om påske/pinseliljer): Der er nogle, der sætter en trådkurv med narcisser ned, hvor de graver dahliaerne op. Når så disse skal i jorden om foråret, tager man kurven op igen.
Det er altså genialt fundet på! Jeg elsker mine dahliabede, som er vildt flotte senere på året, men bedene er stort set helt nøgne og kedelige fra november til juni.
Spørgsmålet er nu bare, hvor jeg opbevarer trådkurvene med løg henover sommeren, men det burde der kunne findes en løsning på.

De gratis glæder

De gratis glæder er her heldigvis stadigvæk. Det er sandelig godt, for de ikke-gratis er blevet dyrere, for slet ikke at tale om prisen på de ikke-gratis ikke-glæder, men bare nødvendigheder, såsom elektricitet og opvarmning af bolig.
Det er der ikke noget at gøre ved; vi må så bare glæde os det mere over de ting, der ikke koster noget, som fx de hundredvis af påskeliljer, der står skjult nede mellem tagrørene, og som ingen kan se fra vejen. De står bare der i al hemmelighed … bortset fra, at jeg ved de er der, og jeg går ned og henter til jeg næsten skammer mig. De har sovet længere end de fleste andre påskeliljer, formentlig fordi de står så fugtigt og måske også fordi de ikke får så meget lys, de små stakler. Jeg har haft vaserne fyldt med påskeliljer i lang tid nu, og det er ikke slut. Jeg skammer mig ikke engang, for selv om jeg tager 30 med hjem, er der ingen, der kan se, at jeg har taget nogen – rent bortset fra, at ingen alligevel kan se dem overhovedet …
I dag skulle jeg på lynvisit længere henne ad vores vej, og på turen så jeg, at vores nye naboer har fældet et par buske, hvorfor der lå en hel ribes og så lidt ynkelig ud. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et par grene, hvilket han selvfølgelig intet havde imod; den skulle alligevel bare på genbrugspladsen.
Den var så taknemmelig over at få forlænget livet et par dage, at den kun var et par timer om at folde sig helt ud og blomstre noget så nydeligt.

Jeg kører igen i år med det lille fif at bruge efeu som oasis til påskeliljerne. Jeg synes stadig det var ret smart fundet på, for at fylde en altovase med påskeliljer – eller blomster i det hele taget – kræver skamløst mange, hvor man med mit lille trick kan nøjes med nogle få stykker.

Siden sidst har vi spist på Frederiksminde. Nu har jeg indtaget en frokost på en michelinrestaurant!
Jeg er bare ikke helt sikker på, at det er de samme kokke, der er der til frokost og til aften – der er vist noget med et samarbejde mellem to parter, men jeg kan sige, at jeg har spist på Frederiksminde, og det er fint med mig.
Det var en gratis glæde for mig, men ikke for ham, der gav, og oven i købet var anledningen noget så sørgeligt som en bisættelse. Det blev så mit hidtil fornemmeste traktement til en så trist begivenhed, og det kan godt være, at frokostrestauranten Ingrid ikke har nogen stjerner, men den buffet var noget så lækker. At vi så godt kunne fornemme, at hverken vært eller Frederiksminde/Ingrid lige havde regnet med, at der ville troppe over 80 personer op, og at det nok var grunden til, at det dermed haltede en smule med afrydning og generel effektivitet, tilgav vi gerne. Vi kunne se, at de havde regnet med 50, men da der kom over 50 % flere end det, fik ‘nogen’ travlt med at dække op til de sidste godt 30. John og jeg talte om, hvordan de ville klare det med al den ekstra mad, men der var rigeligt.

Der er flere gratis glæder. Mange flere. Bl.a. har vi lige opdaget, at ikke blot har vi havørne lige uden for vores vinduer; vi har også en sæl i Præstø Fjord. Måske flere, men vi har kun set en ad gangen.
Det er da lidt hyggeligt.

Besværlige, men dejlige jomfruhummere

Min favoritforret over alle forretter (som jeg selv laver) er jomfruhummersuppe. Jeg ELSKER jomfruhummersuppe, ligeledes gør de gæster, jeg serverer den for – indtil videre alle uden undtagelse. Det er en rigtig luksusret, men lige så meget jeg elsker at spise den, lige så meget hader jeg at tilberede den.
Vi får fisk fra Skagenfood hver fredag – hver anden uge basispakken og hver anden uge fantasypakken. Det er sidstnævnte, der sommetider indeholder jomfruhummere, og det er altid spændende fisk, sammenlignet med basispakken, der ikke er meget eksotisk over.

Jeg plejer at fryse jomfruhummerne ned, for John afskyr at sidde og fedte med de haler, uanset hvor nemt jeg gør det for ham eller hvor delikat de bliver tilberedt. Derimod har han pudsigt nok intet som helst imod at spise de udpillede og lynstegte haler, der kommer i den kraftige og meget smagfulde suppe lige inden servering. Smagen af jomfruerne har han med andre ord ikke noget imod.
Men hvor jeg dog bare ikke bryder mig om at ordne dem. Først skæres halen af og får et let tryk med kniven, så jeg kan vride den fra kødet indeni. Nu skal man finde den sorte tarmstreng og lirke den ud. Halerne smider jeg på is og gemmer på køl til de skal lynsteges. Alle ben, store som små, samt skjoldet rives af og kommes i en skål; indmaden kasseres.
I dag stod jeg med dobbelt portion; dvs. 32 jomfruhummere, der skulle parteres. Pyha … det tog over en time.

Alle skaller kommes i en gryde og steges i rygende varm olie. Derefter tilsættes fire hakkede hvidløg, fem tsk paprika, en dusk frisk timian og nogle spiseskefulde konc. tomatketchup, som alt sammen skal brændes lidt af i gryden sammen med skallerne.
Nu skal det flamberes med et stort glas cognac, hvorefter der tilsættes en flaske hvidvin, en liter bouillon, fire gulerødder, et par løg, en porre og evt. en pastinak, hvis man tilfældigvis skulle have sådan en i køleskabet.
Koges i 25 minutter, hviler i 10, hvorefter suppen (der bliver et par liter af denne portion) sies fra.
Hævnens time er nu kommet: John tager opvasken, som er en fedtet og stærkt tomatfarvet omgang. Det er hans tak for mit store arbejde med suppen, og det er jeg glad for!
Inden servering koges suppen op med ½ liter piskefløde. Halerne steges i et par minutter.
Jeg portionsanretter altid suppen i skåle og lægger fire haler i hver. Spis brød til. Et godt brød …
Det er en übersuperlækker suppe, og når jeg sidder ved bordet og får ros af mine gæster, synes jeg det var alt besværet værd.
Men heller ikke før … 

I morgen kommer der et par rigtig gode venner, som – så vidt jeg da husker – ikke har fået denne suppe før.
I går kom Johns jægerven (og tidligere kollega) med en kølle og to inderfileter fra rådyr. Det er altså fedt at kende sådan en flink fyr – han er oven i købet kun glad for, at der er nogen, der gider aftage lidt af alt hans bytte, for han kan ikke nå at spise det selv. Penge vil han slet ikke høre tale om – og vi kan få næsten alt det, vi har lyst til.
I morgen står den dermed på jomfruhummersuppe og dyreinderfilet. Det er da en ret blæret menu, er det ikke?

Lige pludselig fløj tiden afsted

Holddaop. Der gik lige en hel uge siden sidste blogindlæg. Tiden flyver selvfølgelig også i godt selskab, og fra onsdag til fredag lavede Ditte og jeg Den Stråtækte om til et rent kvindehus, fordi John i samme periode var taget til Samsø for at besøge Søren, hvilket naturligvis skulle udnyttes! Det var således kun to kvinder, men mere behøver man ikke for at kunne holde en garnfarvningsseance.
Det var leg, og det var projektarbejde. John vil gerne have en Zipper sweater mage til den jeg har lavet til mig selv, og som jeg er blevet virkelig glad for. Han vil gerne have den i en mørkeblå udgave, så projektet gik ud på, om jeg kunne finde ud af at indfarve i den rigtige nuance. Nu er John heldigvis så flink, at bare den bliver mørkeblå, så er det pr. definition også den rigtige nuance.
Det blev til et par instagramindlæg, men i øvrigt ikke meget fotografering fra min side. Det var som sagt også mest leg, og den form for leg er ikke nødvendigvis specielt fotogen, hvilket vil fremgå af de få billeder jeg huskede at tage.

 

Kan I se hvad jeg mener? Det garn ser frygtelig rodet ud, men når det bliver strikket op, kan det godt gå an til fx sokker. Blandet med en ensfarvet kan der komme en fin hue ud af det til et barn eller en modig kvinde. Eller en meget modig mand …
De kan også sættes sammen med matchende farver til et sjal – der er masser af muligheder for at transformere ‘rodet’ garn til garn der ser ud, som om det hele tiden har været meningen, at det skulle se sådan ud. Der er ikke noget, der hedder mislykkede farvninger!
Sokkerne herunder er resultaterne af tidligere farvelege. Det er børnestørrelser – der skal nok være nogen i familien, der kan lide dem, og hvis ikke, ryger de til Røde Kors, som ikke er kræsne med, hvad de får.

---

Nu er det ENdelig blevet forårsvarmt nok til visse udendørslege. Eller … drivhusarbejde må vel siges at være en mellemting mellem inden- og udendørsarbejde, men nu er alting parat derude til at kunne sætte tomater og et par chili i plantesækkene. På mandag kører vi til Gartneri Toftegaard for at hente de to chiliplanter jeg vil nøjes med i år. Jeg har selv sået ni forskellige tomatsorter og har fået en enkelt foræret … jeg kommer ikke til at gå ned på tomater i år!

For første gang har jeg sået agurker, fordi min erfaring er, at Toftegaards er for sarte, hvilket stemmer fint overens med havemagasinets påstand om, at de planter, man har sået og drevet frem selv, er mere hårdføre end planter, der først skal omstille sig fra et andet miljø – og agurkeplanter er virkelig sarte; ingen tvivl om det, så nu prøver jeg det også.
Squash har jeg af samme grund også sået, selv om de ikke er lige så sarte planter som agurker.

Oppe i højbedene er der nu sat stikløg, sået ærter, forårsløg (nej, det hedder ikke springløg!), gulerødder og tre forskellige slags salat.

Jeg er i gang!

Det med hukommelsen

Gad vide, om det er alderen? Jeg går her og brokker mig over vores überkolde forår og at jeg gerne vil plante drivhuset til men kan ikke og det er alt for koldt til at så noget oppe i urtehaven og jeg vil op at sidde og hygge mig i shelteret med kaffe og strikketøj og fuglesang og global warming my ass og … brokke, brokke, brokke.
Lige inden jeg satte mig til at skrive dette indlæg, kiggede jeg på april 2022 for at se, hvornår jeg plantede drivhuset til sidste år. Den 9. april 2022 var det 5° og blæsevejr!
Lige nu har vi 10° og kun lidt vind. Hmmm … så meget for alt mit brok. Men det er altså første dag i meget lang tid med tocifret temperatur! Meget, meget lang tid!
Jeg kan måske nok huske mere end fra næse til mund, men åbenbart ikke meget og da slet ikke fra det ene år til det næste. Pinligt.
Nu blev jeg nødt til også at tjekke 2021. Det var det samme: Den 11. april skrev jeg og brokkede mig over, at det var ALT for koldt til at plante drivhuset til.
Godt, så. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed … ikke min spidskompetence.

Det er godt, at andre går op i andet end forårsfornemmelserne. Charlotte er lige så utålmodig som jeg er, men forleden dag blev hun abstraheret fra deres lige så kolde april, fordi hun skulle en tur til Birmingham og retur. Det tager godt to timer hver vej, men hvad gør man ikke for barnet …

Aubrey havde fået en fritfaldstur af sin moster og onkel i julegave, og nu skulle det være. Da Sam (bedstevennen, som er med på Aubreys Ten Tors-ture) hørte om den gave, fik han også lyst til at prøve, så Charlotte drog afsted med to forventningsfulde 16-årige knægte på bagsædet.
Meget forventningsfulde!

Billederne herunder har jeg klippet fra en video, som Charlotte sendte til mig. Det er altså ikke nemt at få en bare nogenlunde acceptabel kvalitet ud af det, hvilket fremgår ret tydeligt.
Det er også lige meget – det bliver ikke anderledes, og de giver i det mindste et indtryk af, hvad det var de prøvede.

Der var en instruktør med under seancen, og de havde begge syntes, at det var skægt.
Nu må det være på tide, at jeg lokker Aubrey til at prøve et tandemspring – det må alt andet lige være sjovere og mere spændende at hoppe ud fra en lille flyvemaskine i fire kilometers højde og dermed opleve det frie fald i virkeligheden.
Jeg har nemlig prøvet det, som jeg har skrevet om før, og når jeg kunne som 40-årig, kan han også som meget yngre, og sart kan man ikke påstå, at han er.
Jeg ville meget gerne prøve igen, men jeg bliver nok nødt til at nøjes med at se Aubrey tage springet. Måske.
Det er i orden med mig … selv om jeg så i tv engang, at en 90-årig kvinde har sprunget et tandemspring, så jeg har 20 år endnu …

Hvem er Steve?

Hvem er Steve? Der findes vel tusindvis, men det er en ganske særlig STEVE, der er dagens emne.

Jeg lærte tre nye ord i går; to engelske og et dansk: backronym, initialism og sigel.
Backronym hedder så også backronym på dansk, viser det sig. Initialism har vi ikke noget dansk ord for; google foreslår sigel, men det er ikke det samme. En sigel er et særligt enkelttegn for et helt ord, fx ©, £, ®, €, &. Der kan man bare se – det ord havde jeg aldrig hørt før, men nu hører jeg det garanteret igen inden for den næste uges tid – et fænomen også kendt som frekvensillusion, hvilket jeg var inde på i dette indlæg.
Akronym staves med k på dansk og dækker på vores sprog over begge de to begreber acronyms og initialisms, som de altså skelner mellem på engelsk:

Acronyms are pronounced as if they were words like NATO, radar, laser.
Initialisms are pronounced by saying each individual letter one by one like FBI and TNT.
Backronyms are simply acronyms after the fact; an existing word for which someone creates an acronym.

Den nævnte STEVE er et backronym, som blev dannet efter en eller anden fandt på, at en helt speciel himmeloplevelse skulle kaldes Steve: The scientists gave the phenomenon a backronym: Strong Thermal Emission Velocity Enhancement.

Herover kan man se STEVE. Det er røde, lilla eller hvidlige buer, som kan ses på himlen i forbindelse med nordlys, men som ikke i sig selv er nordlys.
Men hvad er det så for noget underligt noget? Det vil jeg lade jer selv om at finde ud af, hvis jeg skulle have vakt jeres nysgerrighed, men der er en interessant og lærerig artikel om det her.
Jeg så på FB, at fænomenet var blevet fotograferet i Danmark. Det var jeg simpelthen nødt til at finde ud af noget mere om.
I samme forbindelse lærte jeg, at der er yderligere begreb i nordlysjargonen, jeg aldrig havde hørt om: Green Picket Fence, som ses herunder. Picket fence betyder stakit, men så vidt jeg ved, har man ikke på dansk et begreb, der kaldes stakit-nordlys?

---

Og for jer der mener, at intet kunne rage jer mindre, kommer her noget ganske andet, nemlig et billede med en fuldstændig fantastisk forårsfarve.
Vi var en tur i Roskilde i går i et forårsvejr, der ikke fås i kønnere udgaver – når man altså lige ser bort fra de særdeles vinterlige temperaturer.
Med så blå en himmel plejer søerne i gamle kalkgrave at vise sig fra deres smukkeste side, så jeg foreslog, at vi lagde hjemturen forbi Karlstrup Kalkgrav.
Det fortrød vi ikke.
Det findes da ikke meget flottere, vel?

Solen drager, men …

Solen drager mig mod haven, men temperaturen gør sandelig ikke! Den har lige sneget sig op på fire grader, så selv om solen er ved at få magt, er der et godt stykke vej endnu til, at noget kan komme i jorden eller ud i drivhuset. Jeg er glad for, at jeg ventede med at begynde med den sædvanlige forspiring til vi var kommet hjem fra England.
Ildtægerne fryser åbenbart også stadig … de havde klumpet sig sammen på et blad i solen. Det er sådan et smukt, lille insekt, og så er det oven i købet aldeles harmløst.
Jeg læste engang, at de elskede katost, og vi har da også nogle stykker af denne fine blomst i haven – og det bliver vi ved med, hvis det kan få ildtægerne til at blive.

Vi var dog en tur i en planteskole i dag, men det var for at få det spejlbassin, jeg ville bruge gavekortet fra Die Zwei Mädchen til. De kommer herned om tre uger, så jeg ville meget gerne have det etableret inden da. De havde bare ikke nogen! De anbefalede mig at køre i et byggemarked, for planteskolerne kunne desværre ikke konkurrere med priserne i disse.
Nå. Surt. Det blev ikke til noget i denne omgang, men kun til to nye kokosdimser til hængekurvene, samt en dværg-sommerfuglebusk, som egner sig til en krukke, da den ikke bliver over 1-1½ meter høj. The clue is in the name … de anbefaler tilligemed at klippe den grundigt ned hvert forår for at fremme blomsterdannelsen.
Nu må jeg så se, om jeg kan finde et lille spejlbassin i et byggemarked, og i stedet vil jeg nok i stedet finde en eller anden form for jern til haven for gavekortet. Det er noget så dekorativt – jeg har allerede nogle jernting i bedene. Plus en vinballon, en tre-liters vinflaske og en amfora-lignende krukke uden bund. Jeg blev voldsomt inspireret i en åben have engang, da jeg så de mange forskelligartede ting, det kreative par ‘tilfældigt’ havde anbragt rundtomkring i haven.

Rabarber, peberrod og hvidløg har trodset det kolde vejr, og det lader til, at også påskeliljerne når at springe ud inden påske. Nogle sorter når det i hvert fald, andre måske ikke.

---

Og nu til noget helt andet: Jeg skrev for en god måned siden om, at vi havde doneret vores afsjælede legemer til videnskaben.
Det har nu været igennem hele systemet og er officielt registreret. Vi har således fået et donorkort.
Det kan de bare ikke stave til!

Hva’ gi’r I? Københavns Universitet, og så kan de ikke stave til donor!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, men jeg nøjedes med at smile lettere opgivende og ryste på hovedet, hvorefter jeg sendte dem en mail, hvori jeg på høfligste og forhåbentlig humoristisk vis gjorde dem opmærksom på, at ja, det hedder at donere, og ja, man kan modtage en donation, men en donor staves med to o’er.
De skrev lige så høfligt tilbage til mig, at det var rettet på nyeste udgave af kortet, og at jeg ikke var den eneste, der havde gjort opmærksom på den fejl.
Jeg har kun lige fået mit kort … skulle det så ikke være det nyeste? Man kan dog nok ikke bebrejde dem, hvis de ikke vil lade noget gå til spilde. Eller hvad?
Men Peter: Til tasterne! 😆

… i Orientekspressen

De fleste af os kender måske Mordet i Orientekspressen af Agatha Christie – om ikke andet, så af navn. Det er et legendarisk tog, som i dag er mere kendt for luksusrejserne end for mord. Heldigvis for det, for mine englændere har lige været på en tur med det fornemme tog. Det var Charlottes fødselsdagsgave til Tim, men da hun vidste, at han ikke ville have spor lyst til turen uden sin familie, skulle de afsted alle fire. Det kunne desværre ikke, som hun ellers havde tænkt sig, blive med afrejse på selve hans fødselsdag, da den lå på, hvad der viste sig at være årets første tur, som allerede var booket, da C købte billetter, men hun fik til årets anden tur.
Det er virkelig luksus ud over fantasiens grænser. De blev hentet i limousine på hjemadressen og kørt til London, hvorfra de skulle med Eurostar til Bruxelles. Det skulle have været helt til Paris, men ruten var blevet ændret pga. strejkerne i Frankrig. Det var – naturligvis – all inclusive. Charlotte, som ellers meget sjældent drikker noget ‘alkoholdigt’, tog imod noget af al den tilbudte champagne – takkede dog nej til den til morgenmaden. Det gjorde alle fire …

Charlotte havde syet ‘gammeldags’ frakker til sig selv og Anna. Aubrey var blevet udstyret med jakkesæt med vest og slips. De havde fået at vide, at de på intet tidspunkt af turen kunne være for fint klædt på, så det var black tie og lange kjoler til middagen om aftenen.
Turen endte i Venedig, hvor der var inkluderet to nætter, som Charlotte fik udvidet til tre, så de kunne nå at se lidt mere, når nu de var dernede.
De ankom så sent (igen hentet med limousine og fragtet til bådtaxaen, som sejlede dem til hotellet), at de ikke fandt det nødvendigt at skifte tøj, inden de gik ud for at spise; med det resultat, at der i restauranten kom dem en lidt ældre tjener i møde, bukkede for Aubrey, trykkede ham i hånden og sagde Welcome, Mr President.
Det vidste den unge mand ikke helt, hvad han skulle stille op med, men sagde tørt, at han måske ikke havde været overdressed i toget, men det var han helt sikkert her i Venedig!

Til jul gav Charlotte Tim en flot illustreret bog om Orientekspressens historie. Alle fire havde længe glædet sig voldsomt til denne tur. Så meget, at Tim dagen før afrejse udtrykte sin bekymring for, om de mon ikke havde skruet forventningerne for højt op? De kunne næsten kun blive skuffede, mente han. Charlotte var tilbøjelig til at give ham ret, men sagde, at til gengæld havde de alle glædet sig så meget, at alene den forventning så bare måtte være pengene værd.

Alle forventninger blev dog indfriet – og mere til. Charlotte var ved at koge over af begejstring over hele oplevelsen, da hun fortalte om den efter hjemkomst. De var også trætte, for det havde været fem intensive dage.
Det var sandelig også luksus til sidste minut. På hotellet i Venedig blev de hentet og sejlet/kørt til lufthavnen, og da de ankom til London, stod der igen en uniformeret herre og ventede på at køre dem helt hjem.

Al service var mere end i top, men uden at være ‘for meget’ eller pinligt servil.
Det var en tur, ingen af dem vil glemme. Børnene elsker også den slags og synes ikke, det er spor flovt at deltage i.
Det er heller ikke svært at vænne sig til luksus – det er meget sværere den anden vej.

Kroophold igenigen

Røde Kro. Rødekro. Rødekro Kro. Hotel Rødekro. Kært barn har mange navne.
I første omgang studsede vi over, at kroen slet ikke er rød på de gamle billeder, så hvordan hang det nu sammen?
Det viste sig, at kroen blev bygget tæt ved en bro over Røde Å. I første omgang var det således Rødebro Kro, som blev til Røde Kro, og som igen gav den opståede by navn … jaja, alt har en forklaring.

Det var en god og anbefalelsesværdig oplevelse. Værelset var rigeligt stort til os, og maden var god og delikat anrettet; både første og anden aften. Morgenmaden var meget standard, men god, og der var alt, hvad man med rimelighed kunne forlange. Serveringspersonalet var ungt, men havde i prisværdig grad lært begrebet ‘god service’ at kende.
Et stort plus: De havde en GOD kaffemaskine med seks valgmuligheder, og man kunne bare hente alt det, man kunne drikke – der var oven i købet papkrus, så man kunne tage med til bilturen.
Til anden aftens 10 serveringer tog jeg den tilbudte vinmenu. De 10 serveringer kom ad fire omgange, hvorfor der også var fire forskellige vine: En hvid, en rosé, en rød og en dessertvin. Alt var ad libitum, og de var gode til at holde øje og spørge, om man ville have mere. Det var tilligemed vældig gode vine, syntes jeg. Først dagen efter, da vi skulle afregne, fandt jeg ud af, at den fornøjelse kun havde kostet 375 kroner, hvilket jeg syntes var yderst rimeligt for al den vin. Det er sjældent, man oplever mig sige nej tak til mere vin, men det blev jeg nødt til i torsdags.

Serveringerne kom ind i større eller mindre skåle, så vi tog det selv over på vores tallerkener. Det var fint nok, men det er grunden til, at billederne ikke nødvendigvis viser anretningerne fra deres pæneste side – med undtagelse af øverste billede til venstre på kollagen, som var onsdagens kyllingeterrine.
Torsdagen bød på følgene: Tunmousse og røget laks. En ‘kyllingebolle’, bresaola med parmesanchips og en røget skinke. Derefter en svinekæbe (der var den igen; IKKE grisekæbe!) og noget langtidstilberedt oksekød med flere slags tilbehør, heriblandt en delikat mos af en art. Jeg husker ikke alle detaljerne, desværre. Så fik vi en Arla Unika-ost (Gammel Knas) og til sidst noget mazarinagtigt noget med en mousse på toppen.
Det var ikke verdens mest avancerede køkken, men det behøver det slet heller ikke at være. Vigtigere er det, at kødet er mørt og tilbehøret smagsrigt og veltilberedt.
Jeg kunne næsten spise op. John klarede det hele, men jeg måtte efterlade en skive oksekød og trekvart svinekæbe. Desserten synede voldsom, men gled ned fordi moussen var meget let.
Det var første, men ikke sidste, gang vi er på dette gode sted. Problemet – okay, et luksusproblem – er, at der er mange steder, som vi også vil nå, men forhåbentlig når vi det hele.

---

På vej hjem ville vi finde endnu en af Thomas Dambos trolde; denne gang ved Odense. Adressen var lidt pudsig (Østre Dæmning Odense 5000), men bilens gps havde ingen problemer med den, og vi fandt da også ind til trolden efter ufrivilligt at have besøgt en kolonihaveforening. 
Ham her hed Hans Hulehånd, og man kom ind til ham ad en snoet gangbro, for det var et frygtelig sumpet og smattet område, han havde valgt at slå sig ned i.

Det er blevet en sport for os at finde frem til og se troldene. Vi skal i gang med nogle af de sjællandske, som vi ikke har set en eneste af endnu. Typisk, at man tager det fjerne, men glemmer det nære.

I Sønderjylland – igenigen

I efteråret modtog jeg et tilbud, jeg ikke kunne modstå. Det sker ret tit … nogle vil sikkert sige for tit. Denne gang drejede det sig om et ophold på Rødekro i to nætter; med to retter den første aften og ti serveringer den anden. TI! Vi har været oppe på otte, men ikke ti, så det bliver lidt spændende i aften.
I går stod den på en kyllingeterrine til forret og baconsvøbt svinemørbrad (NEJ, IKKE grisemørbrad! Jeg bryder mig slet ikke om denne nye uskik. Det hedder svinekød, gør det) til hovedret. Gaaab, tænkte jeg først. Hvor lyder det keeedeligt.
Det var det så overhovedet ikke; tværtimod var begge retter meget delikate, med spændende detaljer og finesser, som højnede både den visuelle og den smagsmæssige oplevelse, og som lover godt for den kommende aftens oplevelse.
Tjeneren spurgte, om vi skulle have seks retter i aften, og da vi svarede, at vi skulle have ti, sagde han, at så var det bare med at springe både morgenmad og frokost over, hvis der skulle være plads.
Da måtte jeg lige belære den unge mand om, at det slet ikke er sådan det er. Jo mindre man spiser og jo længere pause man holder, jo mere skrumper mavesækken, så hvis man vil være sikker på at have god madplads om aftenen, skal man spise sin frokost. Nu taler jeg jo ikke om, at man tager en kæmpefrokost midt på eftermiddagen, men det er rigtigt, at man ikke skal springe måltider over, hvis man vil kunne spise mere end man plejer. Jeg lærte det af en kok, til hvem jeg sagde netop et eller andet med at “samle appetit sammen”. Det var kokken, som stod for maden til min 50-års fødselsdag, som ved den lejlighed fortalte mig det. Den aften fik vi en buffet med 34 forskellige ting! Vi skulle hele verden rundt, og det kom vi via Roberts fantastiske mad.

Efter morgenmaden i dag tog vi vestpå, fordi vi ville til Rømø og vi ville se Marsktårnet.
I går så vi spover på Fyn, og da det er trækketid for fuglene, satsede vi på at se flere arter ved Vadehavet.
Da vi kørte over dæmningen, så vi da også en sølvhejre, nogle flere spover og en del knortegæs, en art, vi ikke rigtig ser hjemme ved Den Stråtækte. Som bonus fik vi en miniudgave af sort sol på nordsiden af Rømø.

Marsktårnet var imponerende flot – det minder selvfølgelig om vores eget Skovtårnet ved Rønnede, og selv om det i marsken ikke er nær så højt som det i skoven, virker det højere pga. det omkringliggende flade landskab.
Vi var ikke oppe i det; det var for mange trappetrin til os, og vi var for nærige til at betale 100 kroner ekstra bare for at få lov til at tage elevatoren. Faktisk overbeviste vi hurtigt os selv om, at det nok alligevel er flottest set nedefra, og langt kan man jo se i forvejen i dette landskab …

Dagens frokost bestod af hhv. en frikadellesandwich og en tun/æggesandwich fra Rømøbageren, hvis produkter vi med stor fornøjelse har prøvet før. Jeg tror det må være Danmarks bedste bager … John havde svære problemer med at få hevet mig med ud af butikken igen. Jeg købte dog ikke kajkager, men morede mig over, at de også havde andreakager, hvilket jeg ikke har set før – ej heller de vrede fugle. Kaninhaler var ligeledes til at købe.
De havde heeelt vildt mange slags heeelt vildt lækre kager, herunder kæmpetræstammer, så vi blev enige om, at til efteråret, når vi skal bo ved Blåvand sammen med englænderne, skal vi foreslå at køre en tur herned. Træstammer er et must, når de er i Danmark, og især Aubrey vil få materiale nok til våde kagedrømme i lang, lang tid efter et besøg hos denne bager. Endelig er der ingen af dem der har været på Rømø før, ikke engang Charlotte, så det er under alle omstændigheder en køretur værd.

En uge siden …

Det er allerede en uge siden, Tim fejrede sin 50-års fødselsdag.
Først havde han det lige som mig: Der er overhovedet ingen grund til at gøre noget ud af det. Ingen af os (og det gælder os alle fire) har lyst til store fester med suppe, steg og is, og ingen af os har plads til at rumme mere end 10-14 siddende gæster.
Charlotte blev vist lidt inspireret af min svogers 60-års dag og mine englændere blev derefter enige om at få fat i et stort telt og en pandekagevogn. Sådan et telt er en såkaldt falsk ven, idet det hedder a marquee på engelsk. Det er åbenbart den amerikanske betydning vi har taget til os.

Tidligt fredag morgen kom der to mænd for at sætte teltet op. Det var nogle solide ‘søm’, der blev banket i jorden! Og en stor ‘mast’ skulle der til.
Der kom tæpper på græsset og lys og Charlottes hjemmesyede flagranker i loftet og langs siderne. Det tog dem syv timer at sætte det op.
Vi skulle blive i alt 88, men kun 60 stole og seks borde (+ drikkevarebordet) blev stillet op, for det var ikke meningen, at alle skulle kunne sidde ned på én gang. Hvis man kan det, er man mindre tilbøjelig til at cirkulere.

Der var MASSER af drikkelse: to slags alm. øl og én alkoholfri, cider, rødvin, hvidvin, to slags hyldeblomstdrik, iste, schweppes tonic, cola, evian- og perriervand.
Tim var bekymret for, om der var nok – “en øldrikker drikker måske fem øl på sådan en dag, Charlotte!”
”Jojo, men du tror altid, at alle drikker fem af hver af hver slags, og sådan er det altså ikke. Derudover er det søndag eftermiddag, der er mange chauffører og de skal kun være her i fire timer”.
Han var stadig skeptisk, men jeg kan afsløre, at intet af det blev drukket op – der er såmænd næsten nok tilovers til, når hele Charlottes danske familie kommer derover til sommer.

Pandekagebilen var et hit. De tilbød fire slags fra det salte og fire fra det søde køkken. Jeg havde sådan en lyst til at smage alle otte, for de tre jeg smagte, var meget delikate, men det var naturligvis fuldstændig umuligt at rumme. Medmindre man hed Aubrey, men selv han nåede kun seks – selvfølgelig fire plus to af dem fra det søde køkken … hvilket alle under 20 (som der var 10 af) valgte.
Det var jeg så måske ikke voldsomt overrasket over. Når man selv kan få lov at bestemme, er der jo ingen grund til at gå efter noget, der ikke er sødt.
De varme drikke troede vi ville gå som varmt brød(!), men det var først i den sidste times tid, de blev efterspurgt. Børnene gik dog til den med varm chokolade med marshmallows.

Det viste sig, til min overraskelse, at jeg kendte omkring 60 af de 88. Otte af dem havde jeg ikke set siden Charlotte og Tim blev gift for snart 19 år siden, men jeg kunne genkende dem – og de mig!
Der var Mark & Richard – et populært par i landsbyen. Mark og jeg følger hinanden på IG; han er biavler og genetiker og udgiver ofte nogle morsomme biovittigheder på IG … han siger han nyder mine madbilleder og efterlyste flere af dem; han elsker mad, den mand!

Der var fem unge, som hyggede sig her ved siden af gavebordet og havde en meget snaksom dag.

Der var Louise, den venlige, men desværre efterhånden demente nabo, som præsenterer sig hver gang hun ser os og spørger hvem vi er. Heldigvis bor hendes datter og svigersøn kun 100 m væk.
Der var Robin, som er blevet enkemand siden sidst vi så ham. Han var gift med den 24 (!) år ældre Sarah, som døde forrige år.
Der var en anden Robin; dels en bekendt og dels hyret som fotograf i sin tid til brylluppet, men som helt glemte sine pligter pga. en af Charlottes veninder. Følelsen var gensidig …
Der var søde Amanda med sin mand Andy, uden hvem Tim ville have været lost, hvad veteranbilerne angår, men Andy ved alt, hvad der er værd at vide om dem. Og lidt til.
Der var Tims moster Sue, som, da hun og onkel Graham sagde farvel, gav mig de sædvanlige kindkys og sagde, at hun håbede, at jeg var meget stolt af min fantastiske datter!
”Joh … “, svarede jeg, “lidt er jeg da.”
”You better be!”, sagde hun og så meget alvorlig ud. “I really hope Tim knows how wonderful a wife he has. This place – and he – would have been nothing without her!”
Holddaop. Jeg blev helt rørt og refererede det selvfølgelig senere til Charlotte.
Der var … mange, mange flere. Snakken gik lystigt og det blev en dejlig dag.

Stolthed og … æv

Dette er et plus-minus-indlæg.
Indledningsvis vil jeg – endnu en gang – servere noget børnebørnspraleri.
Dernæst brok over SAS, men det gode først:
Warminster School afholdt årets kabaret i lørdags, og Charlotte havde været meget heldig (eller dygtig?) at få billetter også til John og mig. Der var totalt udsolgt, så vi var glade for, at der blev fundet plads til os. I de to pauser blev der serveret hhv. en hovedret og en dessert, og vi kunne købe drikkevarer, så det var en rigtig kabaret.
Jeg blev temmelig overrasket over, hvor gode alle eleverne var; de optrådte forbløffende fejlfrit og professionelt og alle var 100 % engagerede – ikke mindst de tre involverede og meget entusiastiske musiklærere. Vi nød hvert eneste minut af aftenen med den gode musik og den gode sang, men allermest spændte var vi selvfølgelig på Annas duet med Tia. Det var idontwannabeyouanymore af Billie Eilish, som jeg ikke kendte, men efter at have hørt originalen synes jeg, at de to warminsterpiger klarede det så ganske glimrende, både når de sang solo og sammen. Tim filmede deres optræden, som kan ses her, hvis man orker:

Tia havde en smule kraftigere stemme end Anna, men selvfølgelig var både forældre og bedsteforældre meget stolte over præstationen!
Anna var også med i ukuleleorkestret, som gav Beatles’ A Hard Day’s Night; senere deltog hun i en korsang og endelig i det afsluttende nummer, i hvilket samtlige deltog, så den unge dame havde travlt den aften.
Det var med dresscode black tie – John, Tim, Aubrey og alle andre tilstedeværende mænd havde fundet butterflyen frem til lejligheden.
Anna havde stiletter på med 10 cm høje hæle, men det er fuldstændig umuligt at virke høj, når man står ved siden af Aubrey.

John havde en god makrolinse plus nogle mellemringe med til Aubrey. Drengen er vældig interesseret i alt med fotografering, så der skulle fluks stilles op til fotografering af tulipangrifler. Han efterlyste en flue, men vi var ikke i stand til at finde en sådan, så det måtte blive blomster.

---

I går aftes gik turen hjem.
Troede vi … nu kommer æv-delen.
20 minutter efter kuffertaflevering og med en netop skænket kopkaf i den pæne lounge, kom meddelelsen, at vores fly var aflyst.
For hulan da også. Afsted med os til SAS’ skranke, men inden vi nåede frem til den, havde de ombooket os til et fly her til morgen kl. 06:40. Pyha – så skal man tidligt op, kan jeg godt fortælle! Vores bagage skulle vi ikke tænke på, for den ville automatisk blive overført til det rigtige fly. Det var jeg ret spændt på om kunne passe … troede ærlig talt ikke helt på det, men vi kunne ikke gøre noget, eftersom kufferterne befandt sig i det sorte hul mellem aflevering i én lufthavn og modtagelse i en anden.
Vi skulle ud af transithallen og tilbage til Check-in, hvor vi ville få yderligere information om det hotelværelse, der allerede var booket til os. Det var et værre mas at komme ud af transitområdet, fordi det skulle foregå ad underlige bagveje og nødudgange. Heldigvis var der ingen kø ved paskontrollen, som vi også skulle igennem – igen – men nu i Immigration, som om vi lige var landet. Terminal 2 i Heathrow er i fem etager og ret stor!
Ved check-in var der mange i kø – formentlig alle fra det aflyste fly skulle indkvarteres, for det var aftenens sidste fly til København. Endelig fik vi vores informationer om hotel samt vouchere til shuttlebussen til samme.
H2B skulle bussen hedde. Der kom H2C, H2D, H2A, H2E og H2X, men ingen H2B.
Vi stod, som i føromtalte kø, ved siden af en canadier, som arbejder for Novo Nordisk-fonden. Hun sagde, at fonden gav en taxi, og John og jeg var velkomne til at køre med, hvilket vi ikke betænkte os på et sekund.
De andre i køen ville vente på bussen.
Vi stod igen i kø på hotellet et kvarters tid for at udfylde nogle Delayed Flight-papirer, få udleveret middagsvouchere og nøgler, hvorefter vi gik op for at sætte håndbagagen. Vi havde hverken toiletartikler eller skiftetøj, fordi vores kufferter befandt sig i Heathrow. Mere æv.
Da vi kom ned igen for at få vores, nu efterhånden sene, aftensmad, stod de andre fra buskøen i nøglekortkøen. H2B kom aldrig, så de havde til sidst indset, at de vist blev nødt til at tage en taxi.
Vi bookede en taxi til at samle os op her til morgen kl. 05:15 – vi ville ikke miste flyet pga. en fjollet bus der ikke kommer.
Det gjorde taxien heldigvis, og eftersom SAS havde checket os ind og vi ingen kufferter havde, valgte vi at komme så sent som en time før afgang. Det passede fint hele vejen igennem, fordi vi derfor ikke kom til at vente nogen steder.

Efter alt bøvlet kørte det hele nu på skinner. Vi landede en halv time før tid, og tadahhh: Vores kufferter ankom til København med samme fly som os. Miraklernes tid er ikke forbi.
John og jeg har fløjet virkelig meget gennem årene, men dette var faktisk første gang, vi har fået aflyst et fly.
Det må også gerne være den sidste, tak!

Det er jo hele tre ting …

Rick Stein, A Cabaret på Annas og Aubreys skole og Tims 50-årsfejring. Det er hele tre ting, som vil være alt for meget til ét indlæg, hvorfor det må deles over i bidder.
I fredags var vi i Marlborough for at spise på Rick Steins restaurant. Jeg havde forventet meget og blev ikke skuffet … heller ikke John, som tog en 10 oz ribeye steak, selv om vi havde mindet ham om, at det kan være skuffende at vælge en kødret i en fiskerestaurant. Steaken viste sig at være både mør og velstegt, syntes John og Charlotte … sidstnævnte er superallergisk overfor skaldyr, så hun holdt sig fra alt, der havde noget som helst med fisk at gøre af frygt for mulig afsmitning.

Vi sad ved det runde bord, som befinder sig der hvor man kan forestille sig det første billede er taget fra. Restauranten er ikke voldsomt stor (der var dog mere end dette ene rum), men der var meget travlt i fredags – de stakkels tjenere nærmest løb rundt hele tiden. Der var ikke desto mindre helt styr på tingene; ingen byttede rundt på eller tog fejl af noget, og hele bordet fik serveret samtidigt.

Til forret valgte Tim og jeg fish and shellfish soup, som var ubeskriveligt velsmagende. Tilbehøret var to slags mayonnaise og nogle små, ristede brødskiver. Suppen slog selv min jomfruhummersuppe, som John ellers meget sødt siger er en michelinrestaurant værdig. Han smagte min suppe og fortrød lidt sin risotto, som nu også var rigtig god. Jeg ved ikke, hvad det er med John og fisk, men han tror ikke han kan lide det, selv om han, hver gang han får eller smager det, er ret glad for det. Jeg tror det er hans skræk for fiskeben, og jeg kan, selv efter maaange års ægteskab, ikke overbevise ham om, at han sagtens kan undgå at få noget med ben i på en restaurant. Utallige er derfor de gange, hvor han har sagt, at det kunne han jo godt have bestilt – men gør han det næste gang? Nixen.

Som hovedret valgte jeg crab linguine med persille og chili. Det så, som de fleste pastaretter, ikke specielt indbydende ud, men holdnufast, hvor smagte det godt! Som i aldeles uforskammet lækkert. Tim tog sea bass fillets, som så mere appetitlige ud end mit pasta, men begge retter smagte herligt.
Begge børnene valgte fish and chips, hvoraf der var så meget, at ikke engang Aubrey kunne spise op! Han spiser ellers for to i øjeblikket … jeg fatter ikke hvor drengen gør af det, for han er tynd som et siv. Det med voldsom appetit hører nok bare med til at være en dreng på 16 år.
Til dessert valgte jeg bread and butter pudding, men det skulle jeg ikke have gjort. Charlottes er klasser bedre, og the custard var bare en helt almindelig kagecreme, som jeg kunne have købt som et pulver derhjemme. Det var noget af en skuffelse, må jeg nok sige. For mig er den engelske custard normalt noget überlækkert, som jeg ikke kan finde helt mage til i Danmark, og som plejer at smage helt som det skal, uanset hvor jeg får det i England, så den faldt i den grad til jorden hos Rick Stein.
Nå. Så ved jeg det. Fiskeretterne var utrolig lækre, så han er tilgivet den skuffende dessert. Næsten …

Det er forår …

Det er forår, men så sandelig kun på kalenderen. Vi havde ikke lige regnet med at skulle til England og vågne op til snestorm. Den slags skulle kun forekomme i Danmark, mens det nu er forår i England. I teorien … vi har tilsyneladende simpelthen valgt den dårligste ‘forårs’uge at komme herover i.
Bortset fra, at vi ikke har valgt, så det er nok derfor … at Tim og jeg tilsammen fylder 120 år med få dages mellemrum i begyndelsen af marts er der ingen af os der har planlagt.

Herover udsigten fra spisestuevinduet og herunder fra en kort tur vi kørte i dag. Man kan ikke se det, men normalt er der den skønneste udsigt med bakker i massevis bag de fine træer. Her er nu dejligt alligevel, og jeg nyder jo bare at være sammen med Charlotte, selv om vi ikke foretager os andet end at være i samme rum og snakke efter behov.

De har fået hønsehus og en lille, overdækket hønsegård. Fjerkræ må ikke gå ude i det fri pga. den megen fugleinfluenza, som er lidt af et problem herovre. Også derhjemme? Hønsene har de ikke fået endnu, men de har besluttet sig for bantamhøns, hvilket dog betyder noget lidt andet end det gør i Danmark. Her betegner det vist bare en mindre udgave af en eller anden given race. Tror jeg nok … jeg gik ikke dybere ind i det.

Hjemme har jeg ofte brokket mig over, at det er gået over gevind for visse producenter, når de 1) formodentlig vil signalere, at de er noget særligt, og 2) dermed mener de kan tillade sig at forlange mere for den samme vare. Tænk bare på mit “frilandsbrød” og vores kartofler, der var “høstet i sæson”.
De er ikke meget bedre i England.
Turen i dag gik bl.a. til en lille farmshop, som bestemt er fin, med mange spændende varer.
Men, altså … kæmpeflasker med popcorn, som er “håndpoppede”. Godt nok i en gryde – ellers ville jeg tro, der skulle noget varmere hænder til end dem, vi mangler så mange af i Danmark. Men alligevel. Sikke da noget pjat.

Lidt længere fremme i butikken kom vi til deres tørrede pasta. Men uha, den er ikke bare tørret, den er tørret langsomt!
Jeg vil så gerne have en forklaring på – hvis der er en – hvad forskellen er på pasta, der er tørret på normal vis og på langsomtørret.
Er det bare for at signalere, at der er gjort lidt mere ud af denne pasta? Så skal de benytte sig af andre midler, hvis de vil have fat i mig.

Til jeres orientering kan jeg fortælle, at i skrivende stund sner det ikke spor. Det regner, så man ikke kan se en hånd for sig; det er nærmest i tropisk styrke, bortset fra, at der i høj grad (tøhø) mangler tilsvarende tropiske temperaturer.

Det er vel nok godt, at vi ikke er på rigtig ferie. Vi er her så tit, at vi anser en englandstur som et familiebesøg. Ikke at der er noget forkert i det; det er bare noget andet, især når vi ikke har vores egen bil med og også fordi vi denne gang ikke kan foretage os en pind udover at hjemmehygge, og det kan man i alle hjem, uanset beliggenhed.

Noget sker der dog … i morgen skal vi på Rick Steins restaurant i Marlborough, på lørdag skal vi se (og høre …) Anna synge solo i skolens årlige kabaret og på søndag skal Tim fejres med deltagelse af 82 personer.
Det er en del. Vi har som sagt været i England mange gange, hvilket bl.a. afspejler sig i, at vi kender 62 af de 82, hvilket er flere, end vi kender til en del af de store fester vi deltager i i Danmark.

Mine seje drenge

Jeg vil gerne blære mig med mine to seje drenge. Pigerne er naturligvis også seje, men lige nu handler det om de to drenge: Rune og Aubrey.
Den voksne Rune har jeg skrevet om et par gange, så dette er et tilbageblik på sommeren 1992 – altså for godt 30 år siden, hvor han var 2½ år. Vi tilbragte en sommerferie sammen ved Karlskoga i Sverige, hvor Rune, siddende på en badebro mellem Johns ben, fangede sin første gedde. Det var det hidtil største øjeblik i drengens liv. Da det trak i snøren og John sagde, at det betød der var bid, begyndte Rune at ryste over hele kroppen af lutter spænding. De fik fisken trukket ind, og han var så uendelig stolt over resultatet.
Samme Rune samlede efterhånden det meste af den lille campingplads vi lå på, når han spillede tennis med sin mor. Den lille purk havde et fantastisk boldøje, og han servede ved med den ene hånd at smide bolden op i luften og ramme den hårdt med ketsjerhånden, når den var på vej ned igen. Det er sådan, det gøres, ja, men det ser unægtelig mere imponerende ud, når sådan en lille stump bare har styr på bolden. Han var også fuldt ud i stand til at ‘fange’ og returnere bolden, når den kom imod ham fra den anden side af nettet. Når Rune og Merete linede op til en gang tennis, kaldte campinggæsterne på hinanden: “Kom og se! Nu skal den lille dreng spille igen.” Rune ænsede overhovedet ikke tilskuerne, men var 100 % koncentreret om spillet. Alle var sikre på, at de så på den spæde start af en kommende verdensmester, men interessen holdt ikke ved – har man nok gættet.
Nu er jeg nok en smule upartisk, men jeg kan altså godt se se ligheden mellem den lille Rune og den voksne udgave af ham.

Vejret var ikke lige godt alle dage. Jeg elsker det sidste billede af en paraply med Rune under. Når man så ham bagfra, kunne man kun se en vandrende paraply.

Aubrey er også supersej. I denne weekend er han (igen) på Dartmoor for at træne til Ten Tors, som løber af stablen i slutningen af april. Hvis han og hans team – de er seks i hver gruppe – gennemfører, hvad de naturligvis håber på, vil et sådant certifikat se godt ud på et senere CV, da de fleste i England ved, hvad Ten Tors står for. Kan han bevise, at han har klaret den udfordring, ved man godt, at man ikke har at gøre med en tøsedreng. I år træner de til 72 km på 34 timer, og til næste år bliver det 89. De skal orientere sig ved hjælp af kompas og kort; ikke gps; de skal selv medbringe al fortæring og naturligvis overnatningsudstyr. Charlotte har givet ham et rigtig godt [isolerende] liggeunderlag og en sovepose, der kan bruges udendørs i Antarktis. Næsten da …
En halvstor udfordring er at forsyne ham med de anbefalede 4000 kalorier. Det er mange, når det helst ikke må veje ret meget.
De er udstyret med hver en tracker og gruppen har en nødtelefon. Sidste gang de trænede, for de uhjælpeligt vild. De anede simpelthen ikke hvor de var og standsede på et tidspunkt bare op og diskuterede om de nu var nødt til at opgive. Fordi trackeren viste, at ingen af drengene havde bevæget sig i et stykke tid (udenfor formodet sovetid), blev de kontaktet via nødtelefonen. De fortalte så, at de pga. det og det var totally lost. Så fik de koordinaterne på deres position, hvilket bragte dem i stand til igen at finde den rette kurs.
Jeg tror de har tre eller fire træningsweekender inden den endelige ‘eksamen’ sidst i april.
Aubrey elsker det, og da han har ønsker om at cykle på lange og strabadserende ture, er dette en fantastisk træning i at finde vej og at klare sig under også mere barske forhold.

Et skib, en kro og tre trolde

John fik sin første og jeg min anden rundtur på det Mærsk-skib, som min nevø Rune er maskinmester på.
Maren Mærsk lå i Aarhus havn, så vi to myldrede derover, så John kunne se det mægtige skib. Han var lige så imponeret, som jeg var, da Merete og jeg så det i december. Jeg havde intet imod at se det igen, og jeg tog absolut ingen skade af at få repeteret nogle af alle de fakta og store tal, jeg egentlig overhovedet ikke kan forholde mig til.
Vejret var meget bedre end sidste gang, men det gjorde ikke noget … 

Rune fortalte lidt om nødprocedurer og kritiske situationer, og jeg spurgte, om han nogensinde havde oplevet en sådan.
“Ja, mange gange”, svarede han, “der opstår hele tiden kritiske situationer, men der er forskel på graden af dem. Jeg har aldrig været i en livstruende situation.“
Godt at høre …
Så spurgte jeg, om han havde været ude i nogle gedigne storme. Det havde han, og han fortalte om engang i Stillehavet under en vanvittig storm, der producerede 20 meter høje bølger – og selvfølgelig oceaner (!) af skumsprøjt. Han ville lige udenfor for at opleve naturen, når den er voldsomst. Da han var på vej ned ad en trappe, der normalt befinder sig i små 30 meters højde, kom der en fisk flyvende lige foran ham. Den ramte skibssiden og smattede totalt ud. Havde Rune været to skridt længere nede ad trappen, havde den fisk ramt hans hoved, hvilket helt sikkert havde slået ham ihjel, at dømme efter graden af udsplatning. Så gik han inden døre igen og gik ikke ud mere, før stormen var løjet af.
Det kunne moster her godt forstå …
Søsyg bliver han ikke mere. Det var slemt i den første tid til søs, men sådan har de fleste det – man bliver relativt hurtigt søstærk, hævder han.
Jeg spurgte til containerne, når der huserer en så voldsom storm – man skulle tro, de ville vælte i vandet, ikke sandt? Men det gør de altså ikke. De kan tåle, at skibet hælder 20°, inden det bliver kritisk, og selv med 20 meter høje bølger var det altså ikke kritisk, for containerne blev hvor de skulle. Over 18.000 af dem kan Maren og hendes lige rumme.

Vi vidste godt, at vi ikke gad køre hjem igen samme dag, for vi ville begge være trætte og ømme i knæene – der er mange trapper på Maren, og selv om der naturligvis også er elevator, så tog vi den kun op for derefter at arbejde os nedad.
Vi tog en overnatning på Norsminde Kro, hvor vi også spiste. Vi skulle have haft spist sammen med Rune i Aarhus, men der kom desværre noget i vejen for hans vedkommende, så ham måtte vi undvære og valgte i stedet at spise på Brasseriet på Norsminde.
De kan virkelig noget med mad det sted! Det var et glædeligt gensyn.

Jeg fandt ud af, at der var Thomas Dambo-trolde på vores vej hjemover. Først Laura og Julian ved Horsens Havn og dernæst Ene Øjesten ved Børkop Vandmølle.
Førstnævnte var vi nu ikke specielt imponerede over; de trolde hører hjemme i skove, synes vi; ikke klos op ad bebyggelse. Det var tidligt på formiddagen, så solens placering bevirkede, at jeg kun kunne fotografere troldene set fra vandsiden og ikke ud over vandet, som ville have været meget bedre.
(Man kan ikke se forskel på han- og huntrolde, kunne jeg konstatere. Laura og Julian var helt ens at se på.)
Ene Øjesten havde fundet bedre omgivelser at sætte sig i, nemlig tæt på Børkop Vandmølle, som vi ikke har set før, men det var et nydeligt sted.

Nu går det for vidt … igen

Jeg afholder mig normalt fra følsomme emner som religion og politik, men målet kan blive for fuldt, og nu er jeg nødt til at få afløb.
Denne gang er det religion. Jeg har aldrig forstået religion og kommer heller aldrig til det. Det gør Stephen Fry heller ikke, og jeg elsker bare dette interview med ham, hvor han på sin sædvanlige eminente vis fortæller hvad han mener om den kristne gud. Jeg ville ønske jeg kunne have sagt det lige så godt, og jeg er med ham i alt hvad han siger.
Der findes ingen god gud, men der findes heldigvis masser af gode mennesker. Og så findes der desværre også onde eller måske misledte eller hjernevaskede personer, der misbruger en guddom til at foretage sig rædsomme ting. Det er heller ikke en guddom, der har opfundet et begreb som skærsilden, men mennesker med tanker, der ligger langt fra at være gode og næstekærlige. Hvorfor har tro op gennem tiderne mest af alt været forbundet med at skulle føle skyld og skamfølelse og angst for en grufuld straf for et eller andet, man ingen som helst skyld har i?
Inkvisitionen kan jeg kun sammenligne med nazismen, men nu nærmer jeg mig måske politik? Det er vist heller ikke altid de to emner kan adskilles …
Grunden til min midlertidigt ophævede radiotavshed om emnet er, at der igenigenigen(fortsæt selv igen’erne) er sager om katolske præster, der ikke kan holde fingrene og/eller andre mere kompromitterende legemsdele for sig selv.
Lige så forkasteligt som selve forgribelsen er, at kirken holder hånden over disse formastelige.
Hvorfor er det kun katolske gejstlige, der krænker messedrenge og andre unge mennesker af begge køn. Eller burde jeg i disse tider skrive “alle køn”?
Efter min mening er der kun ét svar på dette spørgsmål: Det er det tåbelige, tåbelige, TÅBELIGE cølibats skyld.
Katolicismen er den eneste religion, der kræver cølibat af livskraftige mænd – mænd, der må formodes at være i besiddelse af en lige så stærk seksualdrift som de fleste andre, hvilket vil sige, at det er den næststærkeste drift af alle, kun overgået af selvopholdelsesdriften.
Dette er ikke et forsvar for de gejstlige, der krænker børn og unge mennesker. Som i slet ikke – den voksne skal opføre sig ordentligt, uanset hvor frustreret han må føle sig, og der er ingen undskyldning for at ødelægge et ungt menneskes liv. Det er blot et forsøg på at give mig selv en forklaring på, hvorfor det overhovedet forekommer.
Derfor: Se så at få ophævet det cølibat, som ikke er til gavn for nogen, hverken den stakkels skadelidte eller den næsten lige så stakkels præst, som ikke må have den glæde i livet som er alle andre forundt. Det kan kun gå for langsomt.
Og tag i samme forretningsgang med, at det skal være tilladt at bruge prævention! Og at få en abort, hvis det er det, der ønskes.

Med andre ord: Så kom dog ind i det 21. århundrede.
Dette sidste er også adresseret til andre religioner end den katolske … ingen nævnt, ingen glemt.

Vi kan alle få forårsfornemmelser – nogle er mere uskyldige end andre …

Kig og lyt

Jeg synes I skal belemres med tre af Johns billeder fra vores stormchaser-tur for en uge siden. Han fik ikke så meget skumsprøjt på linsen som jeg, fordi han holdt sig væk fra molen, og hans billeder illustrerer lidt bedre end mine, hvor voldsomt havet så ud, når man kiggede ud på det.

Så langt turde jeg ikke gå ud …

Det var nemlig slemt nok længere inde. Frakken og gummistøvlerne holdt mig tør, hvor de dækkede, men jeg var efter kort tid drivvåd på det lille, rosa stykke af benene.
Herover står jeg og kæmper med at beskytte mit stakkels kamera.

Vis mig din bogreol, og jeg skal fortælle dig hvem du er

Ovenstående er et kendt citat, men hvem sagde det først? Det kunne jeg for en gangs skyld ikke google mig til, men måske ved en af jer det?
Jeg har ikke læst papirromaner i efterhånden mange år, og jeg kasserede (med meget tungt hjerte) langt de fleste af mine bøger, da vi hhv. først flyttede ned i Den Stråtækte og senere solgte ødegården. Det drejede sig om flere hundrede bøger – mit hjerte blødte, men det var nødvendigt.
Jeg beholdt primært faglitterære og billedtunge bøger af alskens art, men også nogle få, udvalgte skønlitterære.
Min bogreol er derfor delt i to og kan af samme grund ikke direkte sige noget om hvem jeg er, da den elektroniske og den fysiske hver for sig vil beskrive to forskellige personligheder.
En af mine fire elektroniske bogreoler får jeg hver januar smidt i hovedet i form af statistikker fra Audible. Det kunne være ret sjovt, hvis Plusbog, Bookmate og Saxo leverede samme slags statistikker (de streamingtjenester, jeg bruger), for det er interessant (for mig selv …) at se, hvordan jeg fordeler min lyttetid.
Audible lyver ikke. Elly Griffiths er, sammen med Jeffrey Archer, mine to yndlingsforfattere. Rachel McLean har jeg først lært at kende i 2023, og selv om hun er min nummer tre i den engelske afdeling, er hun det ikke, når man regner alle med, men hun er stadig god, og hun har skrevet et hav af bøger, hvorfor der er mere end rigeligt at tage fat på.

Stephen Fry har 12 podcasts om hjernen, dens udvikling og funktioner – i det omfang vi ved noget om, for der er stadig skræmmende meget, vi ikke aner om den menneskelige hjerne. Ingen forstår den. Endnu … og måske aldrig? SF’s podcasts var ikke desto mindre særdeles interessante og kan anbefales, hvis man 1) har adgang til Audible og 2) synes, at den kringlede menneskelige hjerne er spændende at høre om.

Nu, hvor jeg har overstået de praktiske formaliteter i forbindelse med min død, kan jeg koncentrere mig fuldt ud om at nå alt det, jeg så skrækkelig gerne vil nå i levende live.
Det bliver svært. At nå, altså, ikke at koncentrere mig …
Jeg har garn nok til at kunne runde de 150 år uden at behøve at købe nyt (det gør jeg dog alligevel … ), og allerede nu er der skrevet flere bøger, end jeg nogensinde vil kunne nå at pløje mig igennem, og der kommer som bekendt hele tiden nye til.
Det er sandelig godt, at jeg kan kombinere disse to ting  Strik kan jeg i det hele taget kombinere med ret meget; med havearbejde som en af undtagelserne.
Samme havearbejde kan jeg i princippet kombinere med boglytning, men det vil jeg ikke, for jeg vil meget hellere lytte til naturen, når jeg er ude i den. Jeg har aldrig forstået dem, der motionsløber eller cykler med en bog i ørerne – medmindre man befinder sig i en trafikstøjende by.

Nu har hun den bekymring mindre

“Hvad skal jeg dog stille op med dig, når du dør, mor? Du er jo ikke medlem af folkekirken, så du kan ikke komme i familiegraven.”
Tja, og hvad så? Jeg selv er fløjtende ligeglad. Jeg tror kun på et liv før døden, ikke efter, og uanset hvad jeg eventuelt måtte beslutte, vil jeg ikke være der til at tjekke, om man gør som jeg har sagt. Jeg besøger ikke gravsteder; de afdøde ‘bor’ inde i mit hoved. Mit eneste barn bor som bekendt i England, så jeg ser ingen grund til at blive stedt til hvile nogen steder i Danmark – hverken til langsom forrådnelse eller som aske.
Hvis England har de samme regler som Danmark (og det ved jeg ikke om de har), så må hun nedsætte min urne på deres egen grund, men giver det ikke en slags stavnsbundethed?

Nu har jeg løst dette dilemma: Jeg har doneret mit velpolstrede legeme til videnskaben.
Charlotte har, efter min indtrufne død, op til fire dage til at komme til Danmark i og arrangere sig med en bedemand. Alle Danmarks bedemænd ved hvordan de skal forholde sig i tilfælde som mit.
Hun kan samle folk til en mindehøjtidelighed, hvis hun har lyst til det, hvorefter jeg bliver afhentet og brugt til undervisning eller forskning. Lige i min ånd. Hvis hun ikke foretager sig yderligere, vil jeg blive kremeret på det offentliges regning og min aske anbragt i en anonym fællesgrav. Den aske kan hun dog anmode om at afhente, hvis hun af en eller anden grund skulle have det behov.

Som I måske kan fornemme, har jeg et yderst afslappet forhold til det at være død. Jeg vil meget gerne vente mange år endnu på, at det bliver aktuelt for mit eget vedkommende, men når det er slut, er det slut. Jeg satser ikke på muligheden på at vende tilbage og enten hjemsøge eller beskytte mine efterkommere. Hvis jeg skal leve videre, bliver det som et minde og hverken i fysisk eller metafysisk skikkelse.

Som sagt tror jeg ikke på et liv efter døden, men jeg kan virkelig frygte det modsatte; altså en død i livet, bestående i at blive dement i en grad, så jeg ikke kan tage vare på mig selv.
Det skal jeg også have styr på, og nu mangler jeg kun at få tinglyst den indsendte fremtidsfuldmagt, så Charlotte kan træffe beslutninger på mine vegne. Det vil fx være ret fjollet, hvis Den Stråtækte skal stå tom i årevis, fordi jeg er anbragt på De Umælendes Hjem og Charlotte ikke har lov til at sælge huset, fordi jeg, ubevidst, men stædigt, nægter at dø.

John er selvfølgelig med inde i billedet i alt dette. Han er enig i det hele og har truffet de samme foranstaltninger.
Et testamente er det længe siden vi har udarbejdet.
Charlotte kan nemlig arve John på lige fod med hans biologiske børn. Hvis han altså havde nogen …
Det fortalte vores advokat os, at hun kan komme til at gøre, når vi tre har boet under samme tag i så mange år, som tilfældet er. Eller var … hun er jo for længst flyttet hjemmefra …
Det krævede kun, at John udarbejdede et testamente og deri fortalte, at Charlotte skal arve ham som var hun hans egen, hvilket han ingen betænkeligheder havde ved, efter Pernille valgte at forlade os. Charlotte kan hermed nøjes med at betale den samme lave arveafgift som biologiske børn skal.

Holddaop, hvor kommer jeg dog til at tænke på meget, bare fordi jeg bliver 70, men nu kan jeg både dø og hvile i fred.
Og lad nu være med at sige, at det er der forhåbentlig længe til endnu. Det håber jeg sandelig også, men lige pludselig kan det være for sent, og så er det … for sent.
Man kalder det ‘rettidig omhu’.

Når noget lyder for godt til at være sandt …

Vi kender nok alle den oftest anvendte afslutning på sætningen i dagens overskrift, men vi har lige oplevet, at det rent faktisk godt kan være sandt.

Man lovede storm i går, så torsdag aften spurgte jeg John, om ikke han havde lyst til at køre en tur til Thorsminde om fredagen.
Han trak lidt på det, men det hjalp da jeg foreslog, at vi overnattede i Jylland, hvorfor jeg ledte efter et overnatningssted fra fredag til lørdag. Det var heller ikke til at vide, om det ville blive så slemt, at Storebæltsbroen lukkede, og desuden havde vi ikke megen lyst til at køre hjem i mørke og stormvejr og risikere at få en gren eller et træ i hovedet. Eller på bilen …
Jeg fandt, via Booking.com, hotel Vildbjerg. Det så okay ud – dvs. rimeligt i pris – men så gjorde jeg det, jeg næsten altid gør, nemlig at gå ind på stedets egen hjemmeside, da man kun der kan se, om der er nogle gode tilbud. Booking.com skrev ca. 1100 kr for et dobbeltværelse for én nat og morgenmad.
Hotellet selv tilbød et vinterophold: En treretters menu, en overnatning med morgenmad: pris 906 kroner i alt for to personer!
Det var alligevel pokkers, tænkte vi, men vi var næsten nødt til at prøve.
Vi kiggede dog lidt, da vi så listen over faciliteter, for hvorfor finder man det nødvendigt at fortælle, at der på det private badeværelse findes både toilet og toiletpapir?
Nå, vi vovede pelsen og blev behageligt overraskede. Det var en fast menu, så vi kunne ikke selv bestemme hvad vi ville have, men det var tre gode og veltilberedte retter, som kun fortjener ros. Den ene af os fik to øl, den anden to glas vin og vi kom alt i alt af med 1042 kroner. Det kan simpelthen ikke gøres billigere. Det var ikke gourmet, men det havde de heller ikke lovet os, så absolut ingen klager herfra. Hotel Vildbjerg får topkarakter, ikke for luksusgraden, men for ‘værdi for pengene’.
(Hårtørreren fandtes ikke, men tøflerne var der og værelset var en del større end de lovede 12 m².)

Og stormen kom.
På vej ud på molen i Thorsminde var jeg glad for, at jeg havde taget langskaftede gummistøver på. Det blæste pænt, da vi var der (24 m/s i middelvinden), og selv om de lokale mener, at det kun er en mild brise, var det slemt nok for os. John turde ikke gå længere ud end hvor den lille flok står på billedet herover, men jeg skulle (lidt) længere ud. Ikke helt ud – jeg er ikke dumdristig og var på ingen måde interesseret i at blive skyllet/blæst ‘overbord’.
Det blev jeg heller ikke, men mine bukser blev pladdervåde bare fra alt skumsprøjtet. Jeg havde intentioner om at tage en lille video, men opgav, for jeg ville hverken have kameraet eller telefonen fremme mere end højst nødvendigt, så det blev til mere nydelse end fotografering.
Det ser alligevel heller aldrig lige så dramatisk ud på billeder, som det føles i virkeligheden.

Ude på molen blev man trods alt kun våd. Hvis man stod inde, hvor John blev, blev man både våd og sandblæst. Her var jeg glad for min meget rummelige hætte med en pelskant, som var relativt effektiv til at filtrere sandet væk, inden det ramte mit ansigt.
Vi gik ind på Strandingsmuseet og fik os en kopkaf – her kunne bølgerne nydes uden man selv blev berørt af vejret.
Vi ankom til hotellet lidt i kl. 18, og i løbet af aftenen kunne vi høre hvordan blæsten tog til, men om morgenen var den næsten helt løjet af igen, så vi havde en hyggelig, stille og rolig hjemtur.

Skadedyrsbekæmpelse

Vi har en rotte. Vi har måske flere – det ved vi ikke, for vi går ikke og ringmærker dem. Muligvis har rotterne selv ingen problemer med at skelne de enkelte individer fra hinanden, men jeg kan ikke. Charlotte fortæller, at deres rottemand omme i England siger, at hvis man ser rotter om dagen, har man mange. Det skulle ifølge ham nemlig kun være, hvis der er kamp om føden, de føler sig nødsaget til at vove sig ud ved dagslys. Hvis det passer, hvad jeg ikke håber det gør, har vi mange rotter.
I sidste uge var John nede for at købe en ny fælde. Vi gider ikke rigtig vores kommunale rottefænger mere, for han kommer bare, løfter pegefingeren og siger, at vi ikke burde fodre fugle, sætter en aluminiumskasse eller to op, kommer 14 dage efter, konstaterer, at der ikke var gået nogen i hans fælde, så det var det.
Vores fuglefodringsmetode er meget rotteuvenlig, og rotten viste sig da også først, da Eva Solo-foderkuglen faldt ned og spredte glasskår og fuglefoder ud over terrassen. Den må have ventet på det uheld, for den var der under 10 minutter efter det skete. Den har også håbet på et tilsvarende tag selv-bord lige siden, for vi har set den et par gange gå og lede efter mad, den så ikke finder. Eva Solo-foderkuglen er god på flere måder, idet de små fugle ikke kan komme til at spilde noget, og de store fugle kan ikke komme til foderet.
John købte en fælde i form af en kasse med en gammeldags smækfælde i hver ende. I midten er der hængt noget, som rotter finder særdeles tiltrækkende, men som de aldrig når at komme ind til, inden fælden er klappet.
Hvilket den gjorde i dag. Du GOdeste, for en larm, det forårsagede, men den virkede fuldtud efter hensigten. Fælden væltede og afslørede dermed den voldsomt kæmpende, men effektivt strangulerede rottes dødskamp. Jeg troede ikke, jeg ville have så koldblodig en tilgang til den slags, men for det første varede det kun omkring 30 sekunder, inden den ikke længere bevægede sig, og for det andet kan jeg bare ikke udstå rotter, og den eneste gode rotte er en død rotte! Punktum.
Jeg ville have taget et barsk udseende foto af fælden indeholdende en åbenmundet rotte, men John nåede at komme den over i en spand inden jeg kom i tanke om det. Derfor et billede af en død rotte i den spand, John bruger som ‘rustvogn’ til de myriader af mus, han har båret ned fra loftet og ud på strandengen, hvor de forhåbentlig kan blive et måltid for andre dyr.
Dem har vi nemlig også mange af. Mus, altså. På loftet. I de første syv år kom de også ind i køkkenet indimellem, men efter at have udskiftet køleskabet sidste sommer, fik vi elimineret den indgang. Gammeldags stålsvampe er meget effektive til den slags afspærringer – der sidder nogle stykker oppe under vores tag, men det er os umuligt at finde den indgang, de nu bruger for at komme op på vores loft. Som sagt holder de sig heldigvis deroppe, hvor der ingen mad er til dem udover de rosiner, som ligger i fælderne, og som de er helt vilde med. Jeg tror vi har fanget en halv snes mus i denne vinter.

John har naturligvis genopsat fælden, men vi håber der kun har været den ene på matriklen. Nu ved vi i hvert fald, at fælden virker!
Rotter er bare ULÆKRE!!!
Vi vil meget hellere se på motiver som nedenstående – kan vi ikke hurtigt blive enige om det?

Det er genbrug af et billede, jeg havde i et februarindlæg for syv år siden, så det er der sikkert ingen af jer der kan huske at have set før …

Jordbassinerne ved Stege

I går var det et meget flot vejr, så vi besluttede at give jordbassinerne ved Stege et forsøg til. Det gik ikke så godt sidste (som også var første) gang, fordi John fik et ildebefindende. Denne gang gik alt som det skulle og vi fik set nogle fugle.
Mest ænder og igen mest troldænder, men de er da også søde nok. I et af bassinerne lå der vel omkring 1000, hvilket er et ukvalificeret gæt, for man skal være en Iver Gram for at komme med et mere nøjagtigt skøn. Der var under alle omstændigheder mange, og på et tidspunkt kom der en vandregruppe, som fik skræmt flokken, så alle lettede stort set på en gang. Det var troldande-sort sol, hvilket var et fascinerende syn. De tog dog bare en lille rundtur og fløj ikke længere væk end til bassinet 100 meter længere væk, men de fik da unødigt brugt en masse energi på den lille færd.
Da John fik sine billeder op på den store skærm, så vi, at der havde sneget sig nogle få taffelænder ind blandt troldænderne. Den art var ny for os begge, så der kom atter en ny notits i fuglebogen.

Troldænder galore! Selv om vi gik et par meter over deres niveau, levede de tydeligvis efter forsigtighedsprincippet og svømmede ganske langsomt væk fra os, efterhånden som de vurderede, at vi nærmede os faretruende. De er virkelig forsigtige … den stakkels, uskyldige stump træ ude i vandet udgjorde åbenbart også en risikofaktor, for der var en stor, andefri cirkel rundt om den. Udover ænderne var der kun nogle enkelte blishøns og svaner i et andet bassin – og oppe i træer og buske de allestedsnærværende solsorte, en enkelt sjagger og nogle grønirisk. De to sidstnævnte er taget med en pæn portion zoom, så billedkvaliteten er ikke optimal, men det er bedre end ingenting. Alene det, at vi efter hjemkomst var i stand til at bestemme arterne, tilfredsstillede os fint mht. kameraernes formåen.

Vi tog en sti mellem bassinerne, som viste sig at være næsten ufremkommelig. Jeg var glad for, at jeg ikke havde taget dunjakken på, for den ville i givet fald være blevet revet itu.
Min skygge var lang, selvom billedet er taget ved 11-tiden. Det går dog tydeligt den rigtige vej nu med lyset, og jeg skal hilse fra Torben Hermansen og sige, at dagen var i går tiltaget med 2 t 3 min ved Den Stråtækte, og at solen stod højest på himlen klokken 12:25 ved Steges jordbassiner.

På vejen hjem fik vi øje på en musvåge, som sad inde på en mark og flænsede et ret stort bytte. Vi kunne ikke helt se, hvad det var – måske en hare? John standsede bilen i håb om, at rovfuglen var tilstrækkelig sulten til at ville blive hvor den var, så længe vi ikke forlod bilen.
Den blev heldigvis, og om det så var os eller en intern kamp, der fik en anden musvåge til at forføje sig, ved vi derfor ikke, men da vi standsede, fløj en musvåge væk.
Vi synes selv, det var et ret blæret billede at få i kassen.

Vi har hermed konstateret, at jordbassinerne ved Stege er et dejligt område og flere besøg værd. Vi vil tage turen igen, når fuglenes yngletid er i gang.