Hos Mommer

22. oktober 2017

Bare en slentretur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Det blev bare til en slentretur i dag – stille og adstadigt gik vi gennem landsbyen, mens vi småsnakkede om alting og ingenting.
Vi fik hilst på en hundeluftende mand, som nu er vendt tilbage med sin familie, fordi de gerne ville have deres to børn (= nu unge mennesker) ind på en ordentlig skole, hvilket de ikke rigtig syntes, de havde muligheder for, hvor de ellers har haft opholdt sig de seneste mange år, såsom Tanzania, Ghana, Marokko, Zambia og senest Papua Ny Guinea.
Ham fik vi en god, lang sludder med – det er så spændende at møde nye mennesker, der samtidig er kloge på verden.

P1000028

Vi gik videre og så dette træ, som er bøjet, men ikke knækket – i hvert fald gror det uden problemer videre og har gjort det længe.
Videre igen ned til Wills lille ford (som betyder vadested), og som menes at have givet landsbyen navn.
I dag er der en fodgængerbro, men vi kan godt se, at heste med vogne ubesværet har kunnet krydse den lille flod her engang – et lille stykke fra broen.

P1000030P1000031

Videre, videre, videre, og på vejen tilbage overraskede vi Tims mor med et besøg. Det er meget bedre at komme uanmeldt, for ellers disker de op med det helt store, og da det efterhånden var tæt på frokosttid, var vi glade for bare at blive tilbudt en kopkaf.
Deres udsigt er også ganske nydelig.

P1000032

Det var stort set det for i dag – vejret har artet sig perfekt, og vi har været meget ude, men man kan ikke hævde, at der er sket noget mere interessant eller ophidsende end det allerede nævnte.
Hvilket faktisk passer os særdeles fint efter den lidt nervepirrende start på denne ferie.

Reklamer

21. oktober 2017

SÅ blev der bandet. Længe og indædt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi ankom til bagagebåndet i Heathrow i går, var der af ukendte årsager en, der havde taget alle kufferterne af båndet og sat dem i to rækker. Jeg fik hurtigt øje på vores og så gik vi ellers hurtigt ud og fandt vores bus. Togturen har jeg beskrevet. Vi var hjemme hos Charlotte kl. 12:15, og kl. cirka 18 ville John pakke ud.
Hvorfor har du låst min kuffert?
– Det har jeg da heller ikke. Hvorfor skulle jeg dog låse din kuffert?
– Det ved jeg ikke, men låst er den.

Ellen hen at kigge.
Det er ikke din kuffert! Sagde hun. Og så sagde hun For fanden og sgu! Og en del mere …
– Du må have taget den forkerte i lufthavnen! Sagde han …
Det kunne jeg ikke umiddelbart modbevise, men det ville godt nok undre mig såre, hvis det skulle forholde sig således – jeg kender så glimrende alle husets kufferter, mens John nok aldrig lærer dem at kende og altid må have mig til at udpege dem i lufthavnene.
Så gik det op for  mig, at der ingen bagagestrimler med stregkoder var på den fremmede kuffert:
Det være sket i toget; der er ingen bagagestrimler på. Og i øvrigt ingen form for identifikation overhovedet. Men der kommer ingen bagage gennem to lufthavne uden bagagestregkoder.
Den var svær for ham at argumentere sig ud af, men han prøvede:
– Altså. Jeg tog kufferten der, hvor jeg havde sat den. Færdigt arbejde! Og jeg tog min kuffert!
– Det kan du jo ikke have gjort!
– JO!
– Vi har da tit oplevet, at kufferterne bliver flyttet for at få plads til flere.

Det her førte lige som ingen steder hen …
Jeg undersøgte: Lost property kan tage op til syv dage at registrere … så er vi på vej hjem igen.

Det er ikke så godt … jeg havde min dyre linse i kufferten …
– Det havde du bare IKKE?! Har du da slet intet lært af vores første afrikatur? Aldrig værdifulde genstande i indchecket bagage!
Her måtte jeg tælle til 10. Han havde jo ikke gjort det med vilje, men ville/kunne stadig helst ikke tro, det var ham selv, der havde kvajet sig.

I morges fandt han et godt gemt telefonnummer i kuffertens dertil indrettede lomme. Vi ringede.
– Oh THANK YOU! I did see your suitcase, though, and reckoned that the owner was the one who took mine.
Efter beskrivelsen var der ingen tvivl om, at det var Johns kuffert, hun havde set, så var det i det mindste på plads: Vi skulle ikke involvere Heathrow.
Vi aftalte at indlevere den i Swindon. Nu var der i det mindste én glad person.

I Swindon var de uhyre velorganiserede og vidste fra den anden kufferts ejer, hvad det drejede sig om: Oh – this is ‘the other’ suitcase. The one you are looking for, is in Bristol Temple Meads’ Lost Property.
Det var dagens bedste besked, så Charlotte (og vi) satte kursen mod Bristol, som jo ikke ligger lige ved siden af deres hjem, men det var rart at vide med sikkerhed, at den var blevet indleveret og vi dermed ikke kørte forgæves. (Bristol Temple Meads var endestationen for vores tog i går, men vi kunne jo ikke vide med sikkerhed, om kufferten var blevet indleveret der.)

John gav en god frokost i Bristol, og nu har en glad mand pakket ud, fundet sin linse og lagt den over i rygsækken!
Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan vi lærer manden kuffertgenkendelse, men det er dog helt sikkert, at han nu har lært at tjekke grundigt. Og hellere tjekke en gang for meget end en for lidt. Jeg bliver også nødt til at huske at være mere opmærksom end jeg troede var nødvendigt …

Bristol Temple Meads station

Stationen var ret flot. Og alle Bristols taxier er blå, fandt vi ud af.

20. oktober 2017

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags:

Vi har taget det tidlige morgenfly til London utallige gange. Afgang 07:50 med ankomst LHR 08:50 GMT. Det har aldrig været forsinket, tværtimod kommer det oftest ind før tid, og vi har oceaner af tid til at nå Reading-bussen og derfra toget til Pewsey. I dag tog vi via Swindon, fordi jeg kom for sent til at få fat i de billige billetter til Pewsey, og Charlotte havde ikke spor imod at køre til Swindon i stedet for. Jeg havde booket toget kl. 11:59 fra Reading, hvilket er en god halv time før vi normalt tager mod Pewsey, men eftersom vi altid sidder og drikker en meget lang kopkaf, var det kun dejligt at skulle vente ½ time mindre – altså en lille times ventetid. 
Men. Flyet var samme lille time forsinket, så jeg regnede ikke med, at vi nåede vores tog, men den korte version er, at det gjorde vi. I allerallersidste øjeblik. Vi nærmest smed os selv ind i toget, fordi de var begyndt at lukke dørene, da vi kom ned på perronen. Vi halsede ind i vogn E, men havde sæder i vogn A … det var en lang tur med kufferter, håndbagage og overtøj gennem fire lange vogne med smalle midtergange. Men det lykkedes!

P1000006P1000020

Og nu er vi her.
Der bliver tækket. Det, der ikke blev tækket i første omgang. Det smalle billede er udsigten fra vores soveværelse … godt han ikke arbejder om natten!

Det store drivhus (1)

Der bliver bygget nyt skur og drivhus. Et herligt, stort drivhus får den unge dame, med mur op til hvor hun holder hånden – jeg er ikke spor misundelig. Ikke spor … jeg kunne da overhovedet ikke tænke mig sådan et drivhus! Slet ikke.

Swimmingpoolen (2)Swimmingpoolen (4)

Der bliver bygget swimmingpool – ret dyb i den ene ende og med en blæret trappe i den anden, som vender mod vest. Her er det meningen, at man skal ligge i det flade varnd og selv flade ud i eftermiddagssolen.
De går – lidt som mommer og moffar her – heller aldrig ned på planer, og jeg er bare så superglad på deres vegne over, at Tims firma efter så mange hårde og slidsomme år endelig går så godt, at der er et overskud til dem. Det er stadig hårdt og slidsomt, men nu er det også sjovt, siger Tim.

Charlotte er kørt til Warminster for at hente børnene hjem til ferie. Normalt kommer de med skolebussen, men der er forældremøde i Annas klasse klokken 16, så John og jeg er overladt til os selv til klokken 19, hvor de er tilbage igen.
Åhhh, det er skønt at være her igen – det er alt for længe siden; næsten et halvt år.

19. oktober 2017

Jeg er vist storforbruger af kameraer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

Det blev en rigtig elektronikdag – jeg vil omdøbe den til en elektronokdag …
Nu er jeg på mit femte Lumix. Tror jeg nok det er … det er efterhånden svært at holde rede på.
Mit TZ70 kan ikke længere zoome, og hvis det endelig, én gang ud af irriterende mange forsøg, tager sig sammen til det, kan det ikke fokusere. Nogle gange kan det ikke engang fokusere alligevel, så det kan lige så godt kasseres. Det irriterede mig dog lidt, for det er kun 2½ år gammelt, men en eller anden fortalte mig engang, at der er omkring 100.000 billeder i et Lumix, så det er vel derfor … det er ganske enkelt slidt op allerede.
Det nye er et Lumix TZ80 – nogle vil sige, at det er forældet, fordi der både er kommet et TZ90 og et TZ100, og det er det da på sin vis også, men jeg brugte lidt tid på specifikationerne, og så vidt jeg kunne gennemskue, er de to sidste kun forbedrede i forhold til 70’eren på videofunktionen, og den bruger jeg stort set aldrig. Så er det jo fjollet at give næsten det dobbelte for at få den nyeste version.

Et lille, men efektivt modemOg nu, hvor vi alligevel skulle i Elgiganten, besluttede John sig for at aflive sin mobiltelefon. Den var også ved at blive gammel og senil … dråben var, at der ikke var plads nok til at reinstallere netbanken på den.
Han besluttede sig for en Galaxy J7, som har en lidt større skærm uden dog at komme i nærheden af tabletstørrelse.
Denne telefon kunne ikke tage SIM-kortet fra den gamle, så vi måtte ind i 3-butikken i Næstved Storcenter for at få et, der passer til den nye.
Her tjekkede ekspedienten lige vores abonnement, nu vi var der, og kom frem til, at for 30 kroner mere om måneden kan vi få 100 GB i stedet for de 40, vi har, plus at vi som en lille bonus kunne få deres sidste nye mobile router med, så vi nu har to.
Det er altså smart! Ikke så meget, at vi nu har to, men at det nye er bittelille og ikke mindst, at det også kan køre på batteri. Det fylder ingenting, hvilket er skønt, når vi skal have det med på rejser, og det trækker fint – her i Den Stråtækte klarer det hele 38/16 Mbit/s, hvilket er flot. Jeg er spændt på, hvad kapaciteten er i Sverige og England, men det sidste finder vi ud af allerede i morgen.
Det er jo så smart, at vi ikke betaler mere for at bruge det ude omkring i den store verden, så vi har altid vores egen router med. Jeg ved godt, at roaming er blevet “gratis” i EU, men 3 har en masse andre lande med uden for EU, så det er langt bedre.
Grunden til, at gratis blev sat i gåseøjne er, at de fleste teleselskaber bare har hævet abonnementspriserne – det må være ærgerlige penge for folk, som ikke rejser ud af landet – men det har 3 ikke, for de havde allerede alle aftalerne og har derfor ikke været nødt til at hæve deres priser.
Det gider jeg ikke brokke mig over …

17. oktober 2017

Jeg HADER, når den slags sker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ordet ‘hade’. Det er et meget stærkt ord, som jeg helst vil reservere til noget, jeg virkelig … hader … og ikke bare ikke bryder mig om eller lignende. Faktisk er der næsten intet, jeg virkelig hader – og, så vidt jeg lige husker, heller ingen, jeg virkelig hader.
Det, der skete for mig i går, hører ind under hade-kategorien. Virkelig. Jeg havde helt ondt i maven og jeg fik en lettere hovedpine.
P1070325Jeg skulle lige tjekke min mini-pc, inden vi drager afsted til England, fordi jeg havde en lumsk mistanke om, at jeg ikke kunne huske passwordet til min webmail. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt den, og da passwordet er kompliceret (det skal de jo være), var jeg i tvivl.
Og det var godt, jeg var det det, for jeg kunne ikke huske det. For at få et nyt, skulle jeg gøre det via one.com, som hoster mit domæne (har det et dansk ord?). Så kunne jeg gudhjælpemig heller ikke huske det password – det var særdeles længe siden, jeg var inde på det kontrolpanel, og det stikord, jeg havde noteret mig vedr. passwordet, var ikke nok.
Nå, men jeg anmodede om at få et nyt til selve domænet, og da det var i orden, ændrede jeg selv i webmailen.
Men.
Så virkede den almindelige mail ikke. Jeg kunne godt modtage mails, men jeg kunne ikke sende. Grrrr. Jeg så rødt …

Jeg startede en chat med one.com, som indledte med at fortælle mig, at mine ind- og udgående porte var for gamle, så jeg skulle lige sætte mailprogrammet op igen, inden vi rigtig kunne komme videre. Han sendte et link til hjælp til hvilke parametre jeg skulle indtaste.
imageGrrrr igen. Den slags plejer altid at drille mig, og denne gang var da ingen undtagelse, sikkert fordi det ikke var helt entydigt, hvad der ville virke.
Der var bare ikke noget af det, der virkede! Jeg prøvede samtlige kombinationer, men intet hjalp.
Jeg chattede igen, og denne gang var det en anden, som sagde, at den udgående server husker de gamle parametre, så det var nok derfor, jeg ikke kuinne få det til at virke (hvad filan skulle jeg så ændre for?). Prøv at sætte mailen op i Outlook. Det tog mig en krig, og det endte med ikke at virke overhovedet, så det er skrottet.
Udserveren virkede stadig ikke, men til gengæld kom mine mails ind tre gange, fordi jeg havde oprettet flere klienter til afprøvningerne. Det er nok derfor – så bliver programmet forvirret; slet dem alle undtagen én. (Hvorfor siger I så, at man kan have ubegrænset antal klienter?)
Det virkede naturligvis heller ikke. Nu var der gået fire timer, og jeg havde ondt i maven, både af stress og arrigskab.
Jeg kan godt både sende og modtage mails via webmailen, men jeg vil helst ikke kun bruge den, da den er lidt mere primitiv i sine funktioner, men det er ret besværligt ikke at kunne besvare en mail uden at skulle skifte mellem almindelig mail og webmail.
Jeg gav op for i går.
I morges havde jeg sovet mig til lidt mere gåpå-mod, og jeg startede en ny chat.
Nu kom der en tredje ind i billedet:
Ja, det kan godt drille. Jeg kan anbefale, at du sætter din mail op med Thunderbird.
Prøv nu bare på at hjælpe mig med dette i stedet for, svarede jeg, og så spurgte han efter et par ting, jeg skulle tjekke, og bad mig om at sætte flueben til, at udgående mail skal autentificeres. Okay. Password? Ups. Hvis det er det gamle, har jeg et problem …
MEN DET VIRKEDE!!! Efter et par forsøg, så jeg er ikke klar over, om det var domænepasswordet eller mailpasswordet, der blev accepteret, men jeg er fuldkommen ligeglad, for nu kan jeg modtage og sende mail samme sted fra.
Hvor var det godt, at jeg ikke skulle sidde med alt det bøvl ovre i England …

15. oktober 2017

Ligusterfascist?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags:

Det håber jeg ikke, at jeg er. En ligusterfascist, altså. Som jeg husker ordet, der blev flittigt brugt i halvfjerdserne, betyder det småborgerlig og svæversynet, hvilket er en ikke særlig attraktiv etiket at få hæftet på sig.
Har man nogen sinde hørt om en ligusteraktivist? Det er jeg måske nærmere, hvis man kan forestille sig en person, der nok har stærke holdninger om en masse ting, men som sjældent aktivt råber op om dem uden for matriklen.
I sidste uge var jeg en ligustersværmer i ti minutter – jeg sværmede rundt ude ved ligusterhækken, som vi (heldigvis) kun har på én side af huset, for at imageplukke bærrene fra den. Det blev i alt til knap 400 gram, som blev kogt i en times tid, hvorefter bærrene blev siet fra.
Det var lidt spændende, selv om Ditte uden synderligt held havde forsøgt sig, da vi holdt vores seneste plantefarvningsseance. Jeg brugte alle bærrene til kun 2 x 25 gram garn, nemlig første og andet bad. Det er i teorien alt for mange bær, men Dittes sørgelige og blege resultat taget i betragtning, var det oplagt.
Suppen var dybt mørklillablå, men da jeg kom garnet i skyllevandet, forsvandt langt det meste af farven! Skyllevandet lignede fuldstændig den farve man får, når man vasker noget der har været rødkål i.
Den smule farve, der blev tilbage i garnet, var en svag, meleret grålig søgrøn. Ikke nødvendigvis grim, faktisk kan jeg ganske godt lide den, men uomtvisteligt en anden farve end forventet med det dybblålilla udgangspunkt. Man ved simpelthen aldrig, hvad udfaldet bliver med planter …

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav dag 13

Det fine, lysegråhvide lav, jeg lagde i ammoniak, har foreløbig udviklet sig som vist herover. Det er efter hhv. 0 timer, 1, 5 og 13 døgn.
Det er tydeligt at se udviklingen, men jeg syntes ikke ligefrem, den går i den ønskede/forventede lilla retning, så jeg tog en lille prøve ud og farvede fem gram garn. Jeg ved godt, at det skal stå 60 dage, men jeg var nødt til at se, hvor jeg var henne.

Lav - første forsøg 1Lav - første forsøg 2

Jeg var herhenne. Meget langt fra lilla, og ingen ved, hvad der sker, når der er gået yderligere 1½ måned, men dette her er i hvert fald keeedeligt.
Ikke desto mindre lader jeg det stå, for nu skal forsøget køres til ende, og ydermere har jeg plukket en anden slags lav (Peltigera neopolydactyla), som er sjælden i Danmark, men meget almindelig i Sverige, og som skal afprøves. Den bliver måske kedelig, da den ikke hedder canina til efternavn … men så er det forsøgt.
Jeg her også taget noget randbæltet hovporesvamp med hjem, som skal koges af til farveekstrakt. Hvo intet vover, intet vinder.

14. oktober 2017

To forskellige slags suk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

Ved fiskesøerne

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

Den gamle stenbro ved Vilshult (1)

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

Den gamle stenbro ved Vilshult (3)

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Den gamle stenbro ved Vilshult (9)

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

13. oktober 2017

Det findes ikke meget smukkere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: ,

Når jeg vågner op til sådan en dag som i dag, kan jeg godt fortryde, at vores hus er sat til salg. Næsten. Ikke, når jeg tænker én gang til.
Men efteråret fås nok ikke meget smukkere end dette, så jeg vil lige belaste jer med et billede eller to.
Farverne er næsten helt New Englandske (ganske som jeg også konstaterede for et år siden), men der mangler den knaldrøde, som vist kun sukkerahornen kan præstere.
Efteråret er steget i anseelse hos mig, efter jeg jobstoppede. Nu er det på lige fod med forår og sommer, således at disse tre må dele en årstidsførsteplads, med vinteren på andenpladsen. Jeg vil ikke undvære nogen af vores årstider, heller ikke vinteren, men det bliver aldrig den bedste – hverken med eller uden sne.

IMG_8112

Træerne i skellet på nordsiden af grunden.

IMG_8116

IMG_8113

Vandet står helt op til broen nede ved åen – det er længe siden det har gjort det.
Nu må Sydsverige have fået det vand, mange har klaget over manglen på det meste af året, med brønde der løber tørre midt under opholdet heroppe.
Det har vi kun prøvet én gang, og det er mange år siden. Vi løste problemet ved at stoppe et dræn til, hvilket resulterede i den ønskede højere grundvandsstand, samt at en eng et stykke fra huset bliver lidt oftere oversvømmet end før, men vi har ikke været løbet tør for vand siden, og da der ikke længere er køer eller andre husdyr, der skal græsse på den eng, er vi temmelig ligeglade – vi vil hellere have vand i vores brønd.

Vildsvinene har hærget på vej ned mod åen og også på den anden side af vores hus, inde i skoven … igenigen er vi særdeles lykkelige for vores elhegn rundt om grunden.

Disse bittesmå bægre på nederste billede har jeg også foreviget et utal af gange, men jeg bliver lige betaget hver gang de står der og lyser så fint op mod mig.

Apropos bægerlav … lige om lidt vil jeg ud og samle lav. Jeg læser nogle steder, at man kun skal tage det, der er faldet på jorden, for lav er ekstremt langsomtvoksende, så naturen kan ikke tåle, at vi plukker det levende fra træerne.
Taget i betragtning, hvor mange tons forskelligt lav der findes bare i vores nærområde, har jeg ikke tænkt mig at mobilisere nogen skrupler over at plukke fra de grene, jeg kan nå. Beklager.

IMG_8119

12. oktober 2017

Æblets by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags:

Rubinola er et æble, der er svært at opdrive. Det er Filippa også. Hvorfor finder jeg udelukkende yndlingsæbler, der ikke er til at få fat i?
Det er ret irriterende …
I dag løste vi problemet ved at køre over til hele Sveriges æbleby, Kivik på Sveriges østkyst, for der ved vi, at de har Rubinola. Det er også der, de har vores årgangsmost til Charlotte – og i det hele taget flere forskellige dejlige slags most.
Det havde de da også i dag, Rubinola altså, så der blev investeret i en kasse, samt forskellige slags most, så vi har til julen over – englænderne kommer nemlig her til jul.

Æblefestival i Kivik
imageEfter dette kørte vi en tur ned på havnen i Kivik, hvor de for sidste dag i år havde den 12 x 9 meter store tavle lavet af æbler. Den står på samme sted hvert år, og hvert år er det et nyt motiv. Det for i år er ikke det flotteste – og alligevel er det jo superflot at kunne skabe et sådant kunstværk. Tænk at have det overblik der skal til lige at lave noget, der fylder 108 m2. Jeg er behørigt imponeret.
Man aner en romantisk historie her: I de første år (1988-2000) var tavlerne skabt af Helge Lundstrøm, så kom der en Emma Karp ind billedet, i samarbejde med en Jan Lagger, men fra 2005 har det været Emma Karp Lundstrøm, der alene har stået for kreationen.
Her kan alle æbletavlerne gennem årene ses – de er altså flotte! Se blot Helge Lundstrøms Millenium her til højre.
I dag bliver det som sagt taget ned, og det er da også blevet vanskeligt at se, hvad det skal forestille – derfor både mit eget foto og et lånt.
Da jeg kom helt tæt på, var de fleste æbler ulækre og pilrådne.

Æblefestival i Kivik (2)Æblefestival i Kivik (4)

Der pyntes med æbler på mange måder op til den store æblefestival sidst i september.
Selv mågerne spiser æbler … det var jeg ikke klar over, at de gjorde.

Æblefestival i Kivik (1)Æblefestival i Kivik (3)

11. oktober 2017

Det hele er kun en overgang …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: ,

Der er mange overgange.
Det hele er vel egentlig kun en overgang … disse ord kan man trøste sig med, hvis livet bliver lidt svært i en periode. Det går over igen, og det gør det da som regel også. Da jeg havde kræft, var det de ord, jeg sammenbidt sagde til mig selv, når kemoterapien bevirkede, at jeg fik lidt vel rigeligt med selvmedlidenhed.
Hvis der er overgang i et eller andet elektrisk, er det ikke så godt – så skal der en ekspert ind over.
En stemme kan være i overgang. Men det er den kun en overgang.
Jeg oplevede overgangen til efterlønstilværelsen som aldeles smertefri – rent mentalt, om ikke andet, selv om jeg en overgang var fysisk syg.
En overgang kan være glidende, brat, gradvis eller flydende. Jeg måtte lige tænke over forskellen på glidende og flydende, men den er der. Forskellen.
Overgang har mange betydninger.
Det kan også være i form af noget mere konkret, fx en jernbaneovergang eller en fodgængerovergang.
Men kender I en andeovergang? Sådan en har vi ikke så langt fra os, i en lille, idyllisk gadekærslandsby ved navn Alslev.
Som burde have heddet Andslev.

Alslev andeovergangAlslev andeovergang (1)

Der kan ikke gå to voksne mennesker ved siden af hinanden på den smalle andeovergang, men der kan sagtens gå en hel lille andefamilie.

10. oktober 2017

En diverse-dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: ,

I går gik det meste af dagen med veteransammenkomst på mit gamle arbejde. Jeg gik glip af de seneste to gange, fordi vi var ude at rejse, så i går skulle det være – mest fordi Verdens Bedste Chef var på programmet. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg gider blive ved med det der veteran-noget – næste gang vil det være fem år siden, jeg stoppede. Og så alligevel: Det viser sig jo hver gang at være hyggeligt nok, når man først falder i snak med både afgåede og endnu ikke jobstoppede kolleger.

IMG_8093En af vores søde bagboer (hende, vi fik valnødder af) har haft lånt vores trailer i et par uger, og selv om vi hver gang understreger, at hun bare kan låne løs, kom hun i aftes og sagde tak med en plade chokolade og en flaske druesaft på merlot-druer. En lidt pudsig ting, som jeg ikke har set før, men det hele bliver gemt til jul, så kan børnene få ‘rødvin’ juleaften.

I morges stod vi op til et herligt vejr, så jeg fik først af alt sat en vask over, spiste morgenmad, tog havetøjet på og myldrede derefter straks ud i solen. Nu skulle den sneboldbusk altså flyttes.
Det blev den så. Kvæsurten blev ligeledes flyttet; de russiske mandstro kom over ved siden af den rigtige mandstro og de tre soløjer kom også hen et sted, hvor jeg mener, de vil stå bedre. Hvis ikke, må de flyttes igen.
Indimellem stod jeg bare og nød den smukke og spejlblanke fjord, gæssenes skvadren, fiskerbådens tøffen og den næsten ikke-eksisterende morgendis, der lidt mystisk og blidt lå over det hele.
Da jeg havde arbejdet to timer i haven, besluttede jeg, at det måtte være nok for i dag. Man er vel pensionist … 
Hækken havde flere steder nogle store klaser ligusterbær og jeg besluttede mig for at give dem en chance, selv om Dittes forsøg med at farve med dem ikke faldt særlig smukt ud.
Resultatet her bliver vist også lidt mærkeligt, selv om bærrene er mere modne, og jeg har brugt relativt flere, men jeg ved det først endeligt i morgen.
Røde Kors-strikkedag var det også, så heller ikke denne dag kan siges at have været ensformig.
Der er, for vores vedkommende, åbenbart et godt stykke vej til Pensionistvisen med Grethe Sønch og Volmer Sørensen. Det gør ikke noget.

IMG_8095

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

6. oktober 2017

Hvis den kommer mens jeg er væk, så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags:

Jeg havde en lille kurv med tre minikaktus i oppe i shelteret, men tog dem ind forleden dag, da jeg ikke regner med, at de kan overvintre deroppe.
De havde, efter en meget lang pause efter om- og udplantningen først på sommeren, endelig taget sig sammen og var kommet i vækst, så nu skal de selvfølgelig også have nogle gode overlevelsesvilkår.
Da jeg ville give dem lidt vand her til formiddag, opdagede jeg, at den ene udvækst ikke var en ny ‘arm’, men en knop!
Sådan en bette fyr går i blomst! Det være en blomst … det havde jeg ikke lige regnet med, men den blev fluks foreviget.
Billedet herunder er ikke ret meget mindre end naturlig størrelse, så den må vist siges at kunne betragtes som værende et barn endnu.
Jeg havde oprindeligt sat kaktusserne i min systue, men nu blev de flyttet ind i køkkenet, fordi John meget gerne må – nej, skal – huske at holde øje med den de næste par dage.
Han har svoret højt og helligt at fotografere den, hvis den skulle være så uforskammet at springe ud, mens jeg befinder mig i Silkeborg.
Det håber jeg ikke, men jeg ved ikke, hvor hurtigt det går fra dette stadie – jeg bliver nok en anelse fornærmet, hvis den ikke kan vente, for hvem er det lige, der har gået og nusset om den hele sommerren? Der er dog desværre ikke rigtig nogen at brokke sig til, hvis den ikke lystrer, og nu har jeg forhåbentlig garderet mig mod helt at gå glip af synet ved at have gjort John opmærksom på knoppen.

P1070334

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

4. oktober 2017

Badeforhæng får en lidt anden mening

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: ,

Alt det vand, som resten af Danmark klagede over i sommer, og hvor vi ikke fik lige så meget som så mange andre, må have fundet ned til os nu. Det er ikke bare nogle få dryp, der kommer – det er rigtig mange dryp, og det ses og opleves på en lidt anden måde fra indersiden af et stråtækt hus end fra indersiden af et hus forsynet med tagrender.
Billederne er taget på 1/30 sekund, så man kan måske forestille sig hvordan dette ‘badeforhæng’ ser ud, når det menneskelige øje kigger ud? Det er som at stå under en bruser. Eller rettere ved siden af en bruser, for vi kan trods alt holde os tørre inden døre.

IMG_8086

Det tog til. Vi fik 12 mm på 10 minutter, svarende til 36 mm på 30 minutter, hvor et skybrud defineres som ≥ 15 mm vand i samme tidsrum, så det er ikke overdrevet at hævde, at himlens sluser åbnede sig temmelig voldsomt. Det varede dog som nævnt kun i 10 minutter, så det blev på ingen måde kritisk.
Jeg er/bliver frygtelig fascineret af voldsomt vejr. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at se død og ulykke og bryder mig bestemt ikke om de ødelæggelser på huse og samfund, et voldsomt vejr kan forårsage, men selve vejret altså … jeg bliver dybt betaget og ville ønske, jeg kunne komme til at befinde mig midt i en orkan eller en tornado bare for at opleve voldsomheden.
Bare et kort øjeblik …

IMG_8087

Vores hjemlige vejr kommer heldigvis ikke engang tæt på det, man kan opleve i troperne og i USA, men når der varsles storm fra vest, har vi et par gange præsteret at køre til Jylland for at stå ved fx Thorsminde og blive betaget af naturens enorme kræfter. Og måske blive lidt våd om benene. En af os …
Fra 1990 og hvert eneste år frem til 2013 lejede vi hus ved Vesterhavet (de sidste år dog ved østkysten, for børnebørnene syntes det var sjovere, når vi ikke havde så meget blæst hele tiden).
Da vi overtog Den Stråtækte, sagde Charlotte, at nu behøvede vi ikke at leje sommerhus mere, for dette hus havde alt, hvad der skulle til.
Det var rigtigt.
Og forkert.
For det mangler noget, som jeg ikke ønsker det skal have hele tiden, men bare en uge om året.
Så nu har vi lejet et hus i en uge ovre ved den jyske vestkyst bare 100 meter fra stranden – vi kan vist ikke komme tættere på.
Da jeg nævnte det for Charlotte, sagde hun, at hun egentlig også var moden til at tage den tradition op igen, for der er noget helt specielt ved Vesterhavet, når det er råt og barsk, så de vil nok gerne med, hvis vi lejer et igen til næste år. 
De skal da være så inderligt velkomne – det er så dejligt, at de gider.

3. oktober 2017

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: ,

Der kunne skrives bøger om det jeg ikke forstår, og det er da der også blevet. Temmelig mange, endda …
Noget af det er plante- eller rettere lavfarvningens mysterier, for hvordan noget fuldstændigt hvidgråt, tørret lav kan udvikle denne dybt rødbrune farve, virker ganske forunderligt.
Alligevel forstår jeg nok lidt af det – væsken, jeg har tilsat, er 5 % salmiakspiritus, hvilket vil skabe en kemisk reaktion, ganske som når man kommer syre eller base i en given væske, som så omgående skifter farve.
Men det er nu alligevel fascinerende.
imageHvad jeg derimod stadig ikke forstod var, hvorfor det skal stå i flere måneder? Udviklingen, som ses på billederne herunder, er sket på fem dage, og selv om farven sikkert nok vil kunne intensiveres yderligere, havde jeg svært ved at forestille mig, at et par uger ikke skulle være nok.
Jeg ledte højt og lavt og fandt endelig en artikel fra et universitet i Nebraska, der angreb spørgsmålet på en videnskabelig måde, hvilket er fint med mig.
Jeg skal spare jer for forklaringen – den kan I selv læse, hvis I orker, men meget kort fortalt: As the lichens decompose, orcinol in the lichen medulla is transformed into orcein, en proces der åbenbart tager mindst 60 dage.
Artiklen omhandlede forsøg med en kombination af skaldyr og lav, men her stod jeg af; synes ikke forskellen er værd at have det arbejde for, da der er andre ting, der kan farve den lyslilla, som skaldyret giver.
Nu er det snart ikke 50 Shades of Yellow for mit vedkommende mere, men 50 Shades of Purple. Det gør så ikke spor …

Lav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgn

Den tredje ting, der undrer mig, at at slutresultatet bliver lilla … hvis det altså bliver det i mit eget private eksperiment … men sådan er det tit med kemi. Det bliver en smule spændende, men jeg er åbenbart nødt til at vente yderligere 55 dage med at se hvad det bliver til.
Det er igen det der med tålmodigheden … den bliver godt nok sat på prøve en gang imellem.
Måske skulle man forsøge sig med lidt rønnebær i ventetiden?

2. oktober 2017

Når himlen er høj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags:

P1070314Søndag morgen stod vi op til et herligt vejr – næsten helt vindstille og med fuld sol fra en blå, blå himmel.
Så bliver man glad.
Jeg har altid bildt mig selv ind, at jeg er stort set upåvirket af vejret, men jeg må erkende, at det nok ikke er helt sandt. Heldigvis er det på den go’e måde, forstået således, at jeg ikke får sort humør ved dårligt vejr, men jeg bliver altså lidt gladere, når vejret er godt. Vinterdepression er et for mig ukendt begreb, og jeg synes heller ikke, jeg behøver så meget lys, men derimod nyder mørketiden på de betingelser, der nu engang er. Vi tænder i stedet op i brændeovnen og hygger inden døre.
Men.
Når man kommer ned til et veldækket morgenbord og får en lys og smuk vinduesplads som denne, kan man da kun blive glad. De serverede ikke engang den ellers så almindelige buffet, men morgenmaden var anrettet og serveret individuelt for gæsterne. Dejligt.
Velduftende, yndige gammeldags roser kunne også yde deres bidrag til den generelle livsglæde.

IMG_8071

Vi nød det dejlige måltid, pakkede os selv og bilen, afregnede med Schackenborg Kro og satte igen kursen mod Aventoft, denne gang for at handle lidt billigt ind, men der blev vi snydt, for de åbnede først klokken 11, hvilket ville betyde, at vi skulle have over en time til at gå. Det gad vi ikke vente på, så de billige, alkoholfrie øl må vente til en anden gang. Det havde måske været noget andet, hvis vejret havde været som dagen før, men som det nu var, måtte der ikke gå tid til spilde.
Vi satte derfor kursen mod Rømø, da der var enighed om, at en lille spadseretur langs vandet på den brede, brede strand ville bekomme os godt.

Rømø

Vi skulle køre igennem noget sand, der endnu ikke var helt vandfrit, men John tænkte åbenbart hvis de andre kan, så kan jeg også. Det kunne han ganske rigtigt, og mens nogle af os tog de vandtætte vandrestøvler på, fortsatte Ditte kun ‘iført’ bare fødder.
Hun hævdede, at vandet var dejlig lunt, men jeg nøjedes med at tro på hendes ord. Peter bemærkede, hvor flot hun matchede Vesterhavets farver.

Ditte på Rømø oktober 2017

Efter den omgang mental opladning var klokken 11:30, så vi vendte næsen mod Ribe, hvor vi ville spise frokost.
Vi havde talt om Vadehavscentret, men det må også vente til en anden gang, for vi havde en deadline … vi skulle være hjemme ved sekstiden.
Den gode restaurant nede ved åen, hvor John og jeg har spist et par gange, var desvære lukket – og så ud til at være lukket sådan ret permanent, så vi måtte finde os et andet sted, hvilket viste sig at være vanskeligere end troet, medmindre man vil have pizza eller burger, hvilket vi ikke lige havde forstillet os skulle udgøre vores frokost.
John og jeg har spist mange gode frokoster i Ribe, for det var der, vi tyede til, når vi bevidst var i meget god tid til at nå Englandsbåden, men lige i går havde vi svært ved at finde et egnet sted.

RibeUdendørs frokost i Ribe oktober 2017

Indtil vi fandt Bobbers, hvor mændene fik hver et stjerneskud, jeg røget laks på hytteost og masser af grønt, og Ditte en … ‘dameburger’, såmænd, men der er burgere og så er der gode burgere, i dette tilfælde med en grøn aioli til, og så var Ditte solgt. Jeg kunne dermed, som den eneste, pudse LCHF-glorien, hvilket jeg da heller ikke undlod. Det var lækkert og veltilberedt alt sammen.
Nu skulle bilen findes, og et par timer senere kunne vi sige farvel og tak for denne gang; nogle gode oplevelser rigere alle fire.

1. oktober 2017

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:00
Tags: , , ,

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

IMG_7977IMG_7978

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Sort sol-turisterDa vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Nogle få stære
Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

29. september 2017

Vi har da bare valgt den værst mulige dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , ,

I dag er det flot vejr. Blæsende, med masser af hvide heste ude på vandet, men flot. Solskin og høj himmel.
John ville derfor skære æren (vi taler altså om træet ær!) ned i dag, for han gider forståeligt nok ikke stå med en elektrisk sav i regnvejr.
Den skal væk, fordi den er grim, efter vi på naboens anmodning skar den ned sidste sommer, fordi den tog noget af deres udsyn til fjorden. Det kan vi ikke have, så den blev væsentligt forkortet. Dt pyntede ikke ligefrem, så nu kan den lige så godt komme helt væk. Det er muligt, det er en fin hækplante, men det er, efter min mening, ikke et træ, der pynter i en lille have.

Med ærUden ær

Det gør naboens thujahæk bestemt heller ikke – jeg kan ikke fordrage thuja; det minder mig alt for meget om kirkegårde.
Heldigvis har jeg god gang i en sneboldbusk (anes til venstre for bænken), som allerede til næste år vil være for stor der hvor den blev sat, så den bliver flyttet to meter længere tilbage, lige ved siden af, hvor æren stod. Jeg skal bare lige have renset for skvalderkålsrødder først …
Det var første punkt på efterårslisten. Et andet punkt er også klaret, nemlig at flytte den klematis, der groede op ad æren.
HyldebærSelv om vi har kæmpet bravt med den hyld, der også stod, har den stædigt kæmpet imod hele sommeren, og vi er ikke færdige med at slås med den endnu, men de klaser bær, jeg fandt, kom i farvegryden. I er surt miljø skulle farven gerne blive holdbar, så nu prøver jeg. Jeg kan nu ikke forstå, hvis den ikke skulle være holdbar, taget i betragtning, hvor stort set umuligt det er at vaske spildt hyldebærsaft af tøjet.

Det så da også ud som om det var en ret potent farve, så det blev til både et andet og et tredje bad, men det hele blev lidt blegere allerede i skyllevandet – og … tredje bad blev blåt!? Det sluger åbenbart de rødlige farver først.
Nå. Jeg kan vel altid bruge det til et par vanter i fair isle eller norsk mønster, og ingen af farverne er helt tossede.

Hvorfor dagens overskrift? Fordi i dag er det godt vejr. På søndag bliver det godt vejr.
I morgen bliver det et allerh……. dårligt vejr! Selv yr.no, som var Sønderjyllands-optimistisk helt frem til i går, siger nu 12 mm regn mellem kl. 18 og 00. Hvis det så bare kunne vente til efter kl. 19, ville jeg være glad, men så heldig har man nok ikke lov til at være. Vi har med andre ord valgt den potentielt dårligste dag/aften til at se i tusindvis af stære. Det kunne godt gå hen og blive en helt anden slags sort sol end planlagt. Damn.

28. september 2017

Farverne udvikler sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

IMG_7955Det blæser og blæser – det er et rigtigt efterårsvejr i dag, bortset fra, at det ikke regner. Det gjorde det til gengæld i går, hvor vi havde et temmelig aggressivt tordenvejr hængende over os i over en time. På samme time fik vi 23 mm vand, så ligefrem skybrud var det ikke, men det var slemt nok endda.
Vildvinen (og ikke rådhusvinen, som jeg troede den hed – tak til min planteguru Ditte) bliver rødere og rødere dag for dag, og om ikke længe vil den være smukt rød over det hele.
Jeg elsker den farve, som er det nærmeste, vi kommer på de farver, vi så for et år siden i USA, og på grund af hvilke vi gik glip af vores lokale røde farver.

P1070311IMG_9957

Jo, efteråret har skam sine gode sider, men det der blæsevejr kan jeg sagtens undvære. Havde det ikke været for det, kunne jeg sagtens have haft siddet oppe på terrassen i dag, for der er lunt nok, men det piber lige ind, hvor man sidder, desværre, og det bliver hele tiden lidt værre, for de hvide heste nede på vandet udvikler sig støt og roligt fra shetlandsponystørrelse til noget, der mere ligner den engelske shire-hest.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 1 time

Det er ikke kun de røde farver på bådehuset og de hvide heste på vandet, der udvikler sig.
Det gør dette farvebad også … det er (mest) rensdyrlav overhældt med 5 % salmiakspiritus.
Det første billede er taget efter 0 timer; det andet efter en time.
Egentlig forestiller jeg mig, at det skal ende med at have en lilla-bordeaux-agtig farve, men så skal det stå i uger eller måske oven i købet måneder, hvor det hver dag får en lille rystetur og lidt frisk luft, da farveudviklingsprocessen er iltkrævende.
Det var sjovt at se, hvordan det tørrede og derfor meget lysegrå lav omgående tog denne fantastiske gulgrønne farve, i samme øjeblik, som salmiakspiritusopløsningen blev hældt over det.
Nu er det bare at væbne sig med tålmodighed … hvilket som bekendt ikke er min stærke side, men jeg behøver jo ikke at stå og kigge på det hele tiden.

27. september 2017

Herlig mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags:

For nogle få søndage siden havde vi besøg af en af mine gamle kolleger og hendes mand. Vi kom – blandt så mange andre ting – også ind på LCHF-mad, at vi var begyndt at leve efter den metode og at vi rent faktisk havde tabt os.

– Ved du godt, at Årstiderne har en low carb-kasse?
– Nej? Er den god? Er Årstiderne ikke meget dyre?
– Jojo, det har de. Den er rigtig god. Det er ikke helt billigt, men alligevel rimeligt, og det bedste af det hele: ALT er med i kassen, inklusive opskrifter. Du slipper for at finde på i hele fem dage!
– Ohhhh!!!
(Her skal man forestille sig mindst 25 glade smileyer.)

Det var nemlig især det sidste, der tiltalte mig allermest. Nu har jeg været den hovedansvarlige for den daglige aftensmad siden jeg var 16 år, hvor min mor blev syg, og jeg måtte tage over. Hun fandt dog på, så det var først, da jeg blev 20 og flyttede hjemmefra, jeg selv skulle finde på, hvad menuen skulle stå på, men det er så også næsten 45 år.
Det er bare det værste: Altid at skulle finde på. Det er såmænd ikke så slemt at lave maden; det har jeg ikke noget imod, men finde på, finde på, finde på … puhhh, det er sejt sommetider. Det har dog hjulpet lidt med internettet, som er rigt på inspiration, og inden da var jeg flittig bruger af alverdens kogebøger, både egne og bibliotekets.
John var ikke til nogen som helst hjælp. Det gjorde og gør ikke noget, at han ikke laver mad (jeg nyder at kunne overlade køkkenafrydningen til ham med god samvittighed), men når jeg spurgte, hvad jeg dog skulle finde på til aftensmaden, troede han, at han hjalp mig ved at svare: Det ved jeg ikke …  bare find på noget nemt.
Arrgghhhh – thanks for nothing. Det var jo netop det, der var problemet! Jeg var tom for ideer! Efter nogen tid holdt jeg op med at spørge …

IMG_7954 

Men så bragte Helle Årstiderne ind i mit liv. Første kasse low carb ankom i går. Der er bogstavelig talt alt – selv en lille pose indeholdende en spsk sojasovs, hvilket jeg ellers ville mene hørte med til ‘basiselementerne’, som vi forventes at ligge inde med.
Herover er der mad til to personer i fem dage, og jeg kan fortælle, at det tilsyneladende passer fint med den tildelte mængde.
Jeg skal bare gøre, som der står – det eneste jeg selv skulle bidrage med i aftes, var salt, peber og olivenolie.
Det er anderledes, men gode retter, jeg bliver sat i gang med – i går var der frisk koriander i, som jeg ellers ikke bryder mig særlig meget om, men nu havde jeg besluttet at gå all in, og det smagte forbavsende godt. Man vil også kunne få øje på en fennikel, som er endnu værre end koriander (fennikel smager af lakrids eller Kongen af Danmark-bolsjer eller, oh skræk, en blanding af disse to), men nu får vi se … ellers må jeg bare gå sulten i seng den aften …
Også her var der en ekstragevinst: Opskrifterne går så meget i detaljen, at selv John mente han vil kunne arbejde efter dem: Skær peberfrugterne i tern på 2 x 2 cm. Skær porren i ringe på 1 cm.
Det kan ikke blive mere konkret, hvilket gør Nielsen glad, så han mente nok, at han ville prøve af lave maden en af aftenerne.
Jeg har meldt mig til at få kassen hver tredje uge, men jeg har vist allerede besluttet mig til at ændre det til hver anden.

26. september 2017

Man ved, man er pensionist, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:05
Tags: ,

Med fare for at fornærme nogen. På forhånd undskyld …
Men altså … man ved, man er pensionist, når man melder sig ind i Røde Kors’ nørkleklub.
Det har jeg gjort – jeg spurgte, om man kunne blive passivt medlem, for jeg havde egentlig hverken tid eller lyst til at komme i nørkleklubben hver tirdsag eftermiddag, men vil meget gerne have alle deres opskrifter, fordi jeg har så meget garn og så mange rester, jeg ikke nænner at kassere.
Jeg fik en meget sød mail tilbage om, at hun da gerne ville komme på min adresse, medbringende garn, pinde og opskrifter. Hun kunne selvfølgelig ikke vide, hvor mobil jeg er eller ikke er, men jeg skyndte mig at skrive tilbage, at jeg takkede for tilbuddet, men at jeg ville komme til deres normale møde i dag for at hilse på nørkledamerne.

IMG_7946

Jeg havde strikket et tæppe, hvor jeg fik brugt temmelig meget garn fra de af mine plantefarvningsforsøg, der mest gav 50 shades of yellow.
Det havde jeg naturligvis med i dag, hvor jeg fik en sød og venlig velkomst af de strikkende fruer.
Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at konstatere, at jeg var den yngste deltager … en bliver 90 år lige om lidt, en fejrer guldbryllup på lørdag (og har i den anledning inviteret os hjem til hende på tirsdag); de fleste er vel mellem 70 og 80 år, men de var friske hele bundtet og som sagt hyggelige og elskværdige. Jeg tog de ord i mig igen, som jeg heldigvis kun havde sagt til mig selv, for jeg har faktisk fået lyst til at deltage i det omfang, det er muligt – i dag sagde jeg bare, at der vil være en del tirsdage, hvor jeg ikke har mulighed for at komme.

P1070307

Der er også den lille ekstragevinst, at de fleste har boet her på egnen stort set altid, så allerede på dag ét har jeg fået fortalt en del lokalhistorie – fx havde guldbryllupsdamen gået i skole med en, der dengang boede her i Den Stråtækte – alle var straks udmærket klar over, hvor jeg bor, for alle kender vores hus. Det har jeg tidligere fundet ud af via min frisør …
Jojo, det skal såmænd nok blive hyggeligt med den nørkleklub, og der er atter blevet slået en fordom ihjel. Der blev snakket mere, end der blev strikket. 
Flittige er de dog ikke desto mindre, damerne – der kom et ordentligt vred færdigt strik på bordet. Jeg tabte underkæben og sagde holddaOP, hvor er I flittige! Det vil jeg aldrig kunne leve op til!
Fluks sagde de næsten i kor, at det altså ikke er en konkurrence, og om man kommer med lidt eller meget, er aldeles ligegyldigt. Punktum.

25. september 2017

Man skal holde hvad man lover!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: , ,

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
 Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

24. september 2017

Uforudsete begivenheder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags:

Der er gang i Pension Fjordblik, som Ditte har omdøbt Den Stråtækte til. Hun var kun lige blevet hentet af sin mand, inden den ene af Die Drei Mädchen dukkede op i det dejlige vejr. Hun er en travl dame, så det kunne kun blive denne lørdag, hvis det skulle blive, og det skulle det helst. Hendes mand var til badmintonturnering, så hun benyttede sig af hans fravær til at foreslå, at vi fik os en hyggelig dag, aften og søndag formiddag, inden hun skulle hjemover igen.
Hun skal snart være farmor for anden gang, men der er planlagt kejsersnit om 14 dage, fordi moderkagen ligger i vejen for en normal fødsel.

IMG_7937

Det gik fuldstændig som forventet: Masser af god snak, en god tur til Fed Havn, efterfulgt af god mad og god vin. Der var kun nogenlunde stille, mens Barnaby var på. Vi er begge ret glade for den serie, og da man ikke kan se den senere on demand, blev vi enige om at se den.
Vi gik i seng ved ettiden, men Sus var oppe allerede inden otte, hvilket jeg var noget forbavset over, for hun er alt andet end morgenmand.
Forklaringen var, at sønnen havde ringet ved totiden og spurgt, om hun ikke lige kunne komme over for at passe Olivia, for Signe skulle indlægges – vandet var begyndt at sive, og det duede jo ikke, at hun gik i fødsel.
Det kunne Sus bare ikke lige … hun måtte sige til sin søn, at hun befandt sig helt nede ved Præstø, og at hun havde drukket for meget vin til at kunne køre bil endnu.
Sønnen havde kontaktet hende igen tidligt i morges og sagt, at de på hospitalet ville udføre kejsersnittet, så snart det var muligt, så han ville, forståeligt nok, lige så snarest muligt ind til Signe.
Sus fik derfor en tidlig morgenmad og kørte ved 8:30-tiden for at hente lille Olivia, så Bjørn kunne komme afsted til hospitalet.
Klokken 13 sendte hun en mms med et billede af en fin, lille pige. Alt var gået fint – ikke ligefrem som planlagt – men godt, og i den slags tilfælde gør det naturligvis ikke noget, at Die Zwei Mädchen fik en lidt kortere tid sammen end de havde regnet med. Det får de snildt indhentet en anden gang.

22. september 2017

Hvorfor gør de det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen Set i Præstøved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)

21. september 2017

Potente skjoldlus og potent lyng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:37
Tags:

Som sædvanlig er vi blevet overraskede flere gange under farveseancerne og som sædvanlig er vi dødtrætte, når vi når aften. Som sædvanlig gaber vi to halvgamle og åbenbart også halvsenile koner over mere, end vi kan overskue, for hvis ikke vi skrev det hele ned hele tiden, blev vi forvirrede.
Vi gjorde heller ikke tingene nemmere for os selv, fordi den ene sommetider foretrak ubejdset garn, hvor den anden bedst kunne lide det bejdsede garns farve. Jeg tog nogle gange mit Andesgarn og andre gange lammeulden, som Ditte havde med til mig, så man fornemmer måske, hvor mange bolde vi hele tiden har haft i luften? Vi var derfor også tit forvirrede, selv om vi mente, vi havde taget rigeligt med notater.
Ahhh, er det nu det bejdsede eller det ubejdsede, der skal i dette her?
Nu er vi nået til det tredje bad blåtræ. Tror vi nok. … Hvilket garn brugte vi egentlig til første- og andetbadet?
Om igen. Dette er bejdset garn, så der skal den spraglede tråd på feddet.
Hmmm, hvad er det nu lige, der hænger der?
Åh for pokker, der skulle da blødt vand til lynggrensekstraktet – skynd dig at hælde det ud igen, så henter jeg lige noget regnvand.
Hvorfor i alVERden bliver garnet i det fjerde cochenillebad mørkere end det i tredje bad???

Cochenille og blåtræ

LyngCochenillen var så potent, at vi først gav op efter ottende bad. På billedet herover er vi kun nået til og med tredje bad (de røde farver). Det var første omgang, der slugte det meste af den blålige farve i badet, for de næste tre-fire stykker var lyserødere, og der var ikke meget forskel på dem.

På de første toenhalv dage er vi nået igennem to x 400 grams-bejdsning, otte bad cochenille, fire bad blåtræ, to alkanna (plus fire små syre-base-forsøgsbade), vi har snittet lyng og kogt lyngsupper af henholdsvis kviste/blade og grene, og farvet fem bade med førstnævnte.
Lyng, som er SÅ meget mere potent, end vi har kunnet læse os til i bøgerne og på nettet. Vi havde regnet med højst to bade, men det blev til fem, og Ditte tager oven i købet et sjette i morgen.
Det er yderst interessant at se, hvor meget både garner og bejdsning betyder. Til højre første lyngbad med, startende med de to øverste, som er 100 % ubejdset lammeuld, klokken fire er det bejdset tynd supersoft, og endelig Andes (= superwashbehandlet) bejdset. Man skulle ikke tro, de havde været i samme farvebad, vel?

IMG_7914IMG_7915

I går fik vi ingen regn, selv om vi flere gange havde en temmelig dramatisk himmel. I dag har der været byger, så vi har måttet trække tørrestativet ind i stuen, men det var så ikke så tosset endda, for så kunne vi sætte gang i brændeovnen for at få sat lidt speed på tørreprocessen.
Ditte forsøgte sig med at snitte lyng med en gammeldags brødskærer, men det gik ikke så nemt som hun havde regnet med, så beskærersaksen kom i brug i stedet for.
Vi har haft en halv tirsdag, to 12-timers arbejdsdage, plus at vi har været vores egne kantinedamer til samtlige måltider. Det er rigeligt for os til at gå ret døde om aftenen, så vi er ikke gået sent i seng – vi skal stadig klare hele dagen i morgen og lidt af lørdagen, så kræfterne skal række.
Det gør de nok også, for vi har det FEDT! Det hjælper gevaldigt, når de mentale kræfter er i overskud – trods lidt forvirring indimellem.

19. september 2017

Løg og alkanna

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags:

LøgskallerEndelig havde jeg fået samlet over 50 gram løgskaller. Når man kun kan bruge det yderste, helt tørre og nærmest pergamentagtige lag, skal der bruges mange løg for at få den mængde.
Flere steder stod der, at man, i stedet for at bejdse garnet, kunne bruge en aluminiumsgryde til at koge farvesuppen i, og naturligvis også til at farve garnet i den siede suppe (for en gangs skyld duftede det virkelig af suppe).
Jeg lagde derfor et ubejdset og et bejdset naturfarvet fed i, samt et fed bejdset, gråt garn. Der blev også til et 2. bad af det bejdsede naturgarn.
Det er ikke nok at bruge aluminiumsgryde som ‘bejdse’, men alle farverne blev ganske flotte – der er en del mere glød og ‘gyldenhed’ i dem, end kameraet kunne finde ud af. Hvad er det med de kameraer? Det er altså hammerirriterende, at de ikke kan gengive de korrekte farver.
På billedet er det ubejdset, bejdset, 2. bad og det grå garn. Det med 2. bad gider jeg ikke en anden gang – det kom til at ligne alle de første 50 shades of yellow lige lovlig meget.

 Alkanna-eksperimenter

Det gik endnu mere galt, da jeg skulle fotografere alkanna-eksperimenterne. Ligegyldigt hvad jeg gjorde ved og med kameraet blev farverne alt, alt for blå. Ovenstående var det bedste resultat, og det er slet ikke godt nok. Heller ikke de to sidste farver til højre i billedet er korrekt gengivet med den blågrå farve, alkannaen gav efter at have fået nogle korn kaustisk soda.
De andre til venstre for, derimod, var meget mere rødlilla end billedet viser – mere i retning af det lille indsatte billede ved siden af.
De to længst til venstre er hhv. bejdset og ubejdset garn, blot farvet i spritsuppen fortyndet cirka x 3 med vand. Den næste er 2. bad, tilsat en smule eddikesyre, og den lyseste er 3. bad.
I morgen skal jeg hente nogle pH-sticks, som jeg har bestilt på apoteket. Når nu pH-værdien skulle betyde så meget, er det rart at vide, hvor på skalaen jeg egentlig arbejder – især når Ditte kommer, og vi skal arbejde i stor skala.
Det så også ud til, at hvis jeg lod temperaturen forblive på omkring 50°, gik farven endnu mere over i det rødlilla, så der skal eksperimenteres en del mere. Jeg hælder mest til at holde alkannabadet nogenlunde neutralt (dvs. uden at komme syre eller base i overhovedet) – den basiske blå er lidt for grå efter min smag.
Nu er jeg spændt på blåtræet, som står og trækker farve ud til i morgen. Blåtræet, som virker mest rødt lige nu, men vi får se …

17. september 2017

Det gik ellers lige så godt med det vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:59
Tags: ,

Turning TorsoVi havde været så heldige at få to billetter til en Tour de Turning Torso i dag kl. 11.
Der blev åbnet for to rundvisninger á max 80 personer, og billetterne var væk på ½ time. Det var vist heldigt, at jeg sad ved pc’en, da mailen løb ind.
Skulle nogle ikke vide, hvad Turning Torso er, så er det et Malmösk højhus, der drejer sig 90° om sin egen akse.
Der er både kontorlejemål og private lejligheder, og man skal være temmelig godt ved muffen for at kunne bo der: De mindste lejligheder er på 25 m2 og koster 11.000 SEK om måneden; de største er små 200 m2 og koster 32.000 SEK/md. (hhv. 8.600 og 25.000 kroner). Den store er måske ganske rimelig i pris, men jeg synes godt nok det er dyrt for bare 25 m2.
Der er dog trods alt vinduespudsning med i prisen … og en reception bemandet 24/7, et fitnessrum, festsal og vinkælder.

Som man ser på første billede, havde vi flot, flot vejr, så vi glædede os meget til at komme op på 53. etage og få taget nogle flotte billeder.
Jeg nåede lige at tage et par stykker, inden der blev trukket for, så et lysbilledshow og foredrag om alle de mange facts og tal om huset kunne blive kastet ud i luften til os. Mange af tallene var da også imponerende, men jeg husker ikke så mange af dem.

Udsigt fra Turning TorsoUdsigt fra Turning Torso

Det tog en halv times tid. Undervejs hørte jeg en dyb brummen, men blev først senere klar over, at et voldsomt uvejr havde anbragt sig lige over os, nemlig da gardinerne blev trukket fra igen. Det var blevet halvmørkt, og det lynede, tordnede, regnede og haglede. Pokkers også.
Mit kamera havde meget svært ved at abstrahere fra dråberne på ruderne, så det blev slet ikke de billeder, jeg havde håbet på – det var lige før, jeg følte mig hensat til vores tur op i Berlins tv-tårn, hvor vi havde betalt €40 for heller ikke kunne se ret meget.

Udsigt fra Turning TorsoUdsigt fra Turning Torso

Billederne blev dermed noget dårligere end forventet, men derfor var udsigten deroppefra nu alligevel ikke så tosset endda.
Det herunder ville jeg godt have taget, mens man samtidig kunne nyde en fantastisk solnedgang. Det havde Jan (foredragsholderen) gjort – hold op, hvor det var flot!

Udsigt fra Turning Torso

Dørhåndtagene i glasdørene ind til receptionen var lidt specielle:

IMG_7878IMG_7881

Fordi vejret var så flot, da vi kom, havde vi ladet overtøjet ligge i bilen, for hvad skulle vi dog rende og slæbe på det for?
Det fortrød vi, da vi var kommet ned igen i jordhøjde og så, hvor voldsomt meget det regnede og haglede. Vi ventede et kvarters tid, til det havde stilnet en smule af, og så løb vi over til bilen – uden at blive mere end halvvåde.

16. september 2017

Intet for alfa, men alt for omega

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Ny version af alfa og omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Avokado andet forsøgAvokado første forsøgNå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Avokadosuppe anden gang
Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

15. september 2017

Sjældne fund – i Danmark, men vist ikke her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

På dagens svampejagt (fin fangst, men desværre ingen tragtkantareller) faldt vi over nogle køllesvampe, som jeg ikke mindes tidligere at have set i virkeligheden. Først pigsvampen i går, og nu denne – det må virkelig være et optimalt svampeår i år.
Jeg bestemte den til at være en Clavariadelphus pistillaris – herkuleskøllesvamp, men er ikke 100 % sikker. Den var dog så stor – og ikke blank – at jeg ikke kunne se andre match end dette. Vi så den flere steder, hvilket er interessant i betragtning af, at det er første gang.
Det er ikke første gang, vi ser guldgafler; dem ser vi næsten altid, men de små fine, skriggule svampe er så flotte, når de står og lyser op i skovbunden.

Clavariadelphus pistillarisGuldgaffel

Under jagten på identiteten af køllesvampen faldt jeg over en anden svamp, som viser sig at høre under laverne – jeg har bare altid kaldt den en svamp, men man bliver heldigvis hele tiden klogere.
Det drejer sig om en Peltigera neopolydactyla. Det er godt nok nogle heftige navne, vi er ude i i dag … men det må være den, og den er kun observeret et enkelt sted i Danmark. Vi har den flere steder her på torpet, så jeg gætter på, at den må være almindelig her i Sverige. Den har et svensk navn (nordlig trevarlav), så mon ikke?

Peltigera neopolydactyla (4)

Sådan kan man komme meget rundt – i sin søgen efter ét, finder man tit noget andet og måske noget tredje … somme tider slet ikke det, man oprindelig gik efter, men det går endda, for ens viden øges hele tiden.
Så er det bare, om man kan huske det til en anden gang … det der med indlæring går ikke så tjept som i de yngre dage, og ny læring sidder heller ikke lige så godt fast fra starten, men kræver ofte gentagelser. Gid man kunne bejdse hjernen, som man bejdser garn for at få farven til at sidde bedre fast.

IndigorørhatLeocarpus fragilis

Vi er ikke færdige med de underlige navne. Dog ikke den til venstre, som jeg tror er enten en net-eller punktstokket indigorørhat. Tror, så den kommer ikke i gryden – der er en svag mulighed for, at det er en djævlerørhat, og jeg er ikke dygtig nok til at kunne skelne, så jeg skal ikke risikere noget.
Den gule oganisme til højre er efter al sandsynlighed et svampedyr ved navn poleret glatfrø (Leocarpus fragilis). Godt så. Poleret glatfrø. Helt ærligt …  
Nu tror jeg vi stopper for i dag; min hjerne kan ikke rumme mere ny viden, hvis den også skal lagres, hvilket den helst skal, for det er så dejligt at have svar på rede hånd, når man går i skoven og bliver spurgt om de forskellige svampes navne.

Næste side »

Blog på WordPress.com.