Hos Mommer

28. marts 2015

Drama på et Icelandairfly

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:25
Tags: ,

I lufthavnen sad vi ved siden af et jævnaldrende ægtepar og fik os en kopkaf. Vi talte ikke med dem, men lagde bare mærke til dem, fordi de var ret høje begge to.
I flyet sad de lige foran os.
Pludselig myldrede der stewardesser hen til manden, som var besvimet og ikke trak vejret! På vaskeægte filmmaner blev der spurgt, om der var en læge til stede – hvilket der viste sig at være to af.
John og jeg blev flyttet længere bagud, mens de baksede med manden, men de fik da heldigvis liv i ham igen og resten af turen tilbragte han liggende i pantryet, og den ene læge veg ikke fra hans side. Der holdt en ambulance og ventede på ham i Reykjavik, men han var åbenbart frisk igen, for inden længe stod han og konen henne ved vores guide og skulle være deltagere på den samme tur som os. Jeg ved ikke, hvad der gik galt for ham, men det finder jeg vel ud af inden turen er slut … lidt nysgerrig er man jo. Den var helt gal – blåhvidgrå i hovedet og det hele, men nu er han fuldstændig frisk.

P1050610

Herover ser I Den Blå Lagune. I ser i hvert fald nogle dampe fra den … på venstre side af bjerget i midten. Den skal vi til senere, men i dag stod den bare på en byvandring i Reykjavik i en times tid, inden vi skulle spise.

Reykjavik er ikke en hyggelig og stemningsfuld by, men deres musikhus er sindssygt flot. På afstand kunne det minde om Den Sorte Diamant, men jo nærmere man kom, jo mere udviklede synet sig, så at sige.

P1050617

Da vi kom helt derhen, kunne vi se, at den var lavet helt i glas, og at der var nogle farvede ruder hist og pist.
Olafur Eliasson, tænkte jeg straks, men guiden kunne fortælle, at det var Henning Larsens tegnestue, der stod for arkitekturen. Jeg nåede kun lige at tænke okay der tog du alligevel fejl, min pige, da guiden sagde “i samarbejde med Olafur Eliasson”. Så var jeg mere rolig.

P1050621P1050623P1050626

Det er bare SÅ meget Olafur Eliasson, men de kan altså også noget hos Henning Larsen. Vi tog elevatoren de seks etager op og gik derefter ned ad de spændende trapper, mens bygningen blev nydt og beundret. Læg mærke til de svævende glasfugle på billedet til venstre – lyset spillede så smukt i dem.

P1050625

Vi var dybt betagede af denne bygning, og mine billeder yder den overhovedet ikke retfærdighed, for det var så overvældende og stort, at de fleste kameraer vist kommer tíl kort her.
Hexagonerne, som går igen overalt, skal symbolisere basalt, som forekommer i denne form og som man kan se her på Island.
I morgen går det løs på Den Gyldne Cirkel, og vi har bedt hotellet om at komme på nordlysalarm-listen, så de vækker os i nat, hvis der er noget. Himlen er klar, så der er håb forude … guiden siger, vi også har gode chancer i morgen, hvis vejret holder. Vi vender først tilbage til hotellet ved 22-tiden, så det bliver en lang dag.

27. marts 2015

Lige til grænsen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

I går skrev jeg om, hvordan Johns interesse for fugle har smittet af på mig.
Min interesse for sprog og mit pedanteri, når det gælder journalistik og øvrig sprogprofessionalisme, har til gengæld smittet lidt af på John.
Han bliver aldrig så slem som mig, men i går gik der sport i det for ham at finde sjove fejl i lokalaviserne, som han studerer grundigt for lære nærområdet bedre at kende.
Det startede med, at han grinende kom ind og spurgte om jeg vidste, hvad fødekartofler er?
Nææh … alle kartofler er vel fødekartofler, og man har formentlig villet skrive flødekartofler, men vi fik begge en indre film kørende om kartofler med barselsveer og spirerne strittende i alle retninger. Og så skrives æg med lille æ og cuvette staves med u! Korrekturlæser, hvor er du? Er du sparet væk, din stakkel?

P1050601P1050602

Her på Sydsjælland sparer vi åbenbart på glasset – jeg har dog endnu til gode at finde ud af, hvor tætte de poser er … “Goddag, jeg vil gerne se på en pose Linieakvavit …”

Lidt sjover[e] er dog nedenstående brochure fra en bager, som forsøger at få mænd til at spise bare en lille smule sundere; her med opskrift på en sund burger med en nemt lavet salsa som tilbehør.
Brochuren er lidt fræk og dermed ret god og iøjnefaldende – jeg elsker denne slags leg med ord, der, uden at overskride den, måske går lige til grænsen for, hvad faster Glatnakke ville kunne acceptere. På den anden side … faster Glatnakke ville muligvis ikke engang kunne se eller forstå det pikante – for den rene er alting rent.

P1050607P1050608

26. marts 2015

Det smitter!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke interesserede mig en pind for fugle, da John kom ind i mit liv, men efterhånden som tiden gik, smittede hans interesse af på mig. Han er ikke ekspert, men han ved langt mere end jeg ved, og  i dag synes jeg det er vældig hyggeligt at kigge på fugle – både ude i den store verden og i vores egen have. Her i Den Stråtækte er der et større udvalg end i Havdrup, hvor der var 117 skovspurve, to gråspurve og musvitter og en sjælden gang et kort besøg af andre arter.

Jernspurv (1)

I dag kom hans viden dog til kort, men hvem gad lige høre på sin kone, åbenbart fordi hun normalt ikke ved noget videre om fugle?
Han kom ind og viste mig et billede af en lille fætter, der sad og guffede føde i sig (beklager det forstyrrende og alt for dominerende æble …)

Jernspurv

En jernspurv! Sagde Ellen.
John gik ind og hentede fuglebogen og begyndte at bladre i den, vel nok for at få bekræftet min påstand, regnede jeg med, men deri tog jeg fejl.
Der gik en rum tid, hvorefter han kom og spurgte, om vi ikke havde en fuglebog til. Jeg hentede Dyr og vækster til ham.
Efter yderligere et stykke tid erklærede han, at den fugl kunne han simpelthen ikke finde i nogen af bøgerne.
Jeg billedgooglede derefter jernspurv og spurgte lettere indigneret hvorfor pokker mit forslag overhovedet ikke duede, for det var helt klart sådan en, det var.
Han sagde undskyld Smile

Stillits 2Vi har kun set ganske få gråspurve (ingen skovspurve endnu), men vi har blåmejse, musvit, rødhals, sumpmejse, grønirisk og stilits – og selvfølgelig solsort, men den er vel alle vegne – som faste gæster allerede. Det tog lidt tid for fuglene at finde ud af, at der var åbnet en ny restaurant i deres nabolag, men nu myldrer det til med nye gæster. Dejligt.
Det er lidt pudsigt, at hvor Hansens vildfugleblanding var langt mere populær i Havdrup end solsikkefrøene, er det lige omvendt hernede. Det har jeg ingen forklaring på.
Ganske som i Sverige har vi også en lille mus boende inde bag stenene, og ganske som i Sverige nyder den godt af, at vi fodrer fuglene, men kan det afholde den fra at søge ind i huset, holder vi den gerne med føde.

Min interesse for sprog har også smittet af på John, men mere om det en anden dag.

25. marts 2015

Frikendt! Clean! Endnu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: , ,

Det var tid til kontrol i dag. Bare en befamlingskontrol igen, men jeg vil blive indkaldt til (rutinemæssig) mammografi i løbet af april.
Gad vide hvordan man laver en mammografi på et bryst, der ikke er der? Det er jeg lidt spændt på …
Så til befamlingskontrol igen både i juni og december og videre hvert halve år.
Jeg har hørt så meget om, at man går i selvsving op til kontrollen, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende – hvorfor ved jeg ikke; måske er det bare min måde at distancere mig fra det hele på. Jeg har den holdning, at det kunne opstå, derfor kan det også genopstå, og gør det det, tager jeg den derfra, for det nytter ikke spor at gå rundt og have det dårligt, bare fordi systemet virker og holder godt øje med mig. Okay … ved befamlingskontrollen får jeg svar med det samme, hvilket jeg ikke gør for mammografiens vedkommende. Det gør måske en forskel, men det finder jeg snart ud af, om det gør.
Nemmere sagt end gjort at være stort set upåvirket, vil nogle måske sige, men det er ikke noget, jeg anstrenger mig for – sådan er det heldigvis bare.
Min søster distancerede sig også fra det i så høj grad hun kunne. Hun ville med vilje ikke forholde sig til, at hun muligvis skulle have en stomi eller at behandlingen skulle afsluttes med kemoterapi – den bro ville hun krydse, hvis hun nåede til den – og det gjorde hun gudskelov ikke. Hun er også blevet frikendt; kræften var ikke nået til ydersiden af tarmen, og der var ikke noget i lymfekirtlerne, så det havde endnu heller ikke spredt sig.
Poncho til Anna 1Vi er to glade søstre – Merete forståeligt nok i endnu højere grad end mig; for hende er det hele jo så nyt og gik så hulens stærkt alt sammen, men igen: Tak for screeninger. De er skyld i, at vores yngste søster ikke bliver enebarn sådan lige inden for den nærmeste fremtid.

Annas poncho er færdig – det tog to lange aftener bare at klippe garn til og sætte alle de frynser i, men for Anna er de næsten vigtigere end selve ponchoen – ønsket opstod fordi jeg havde strikket en poncho til hendes Baby Born, og barnet faldt totalt for frynserne. Jeg er spændt på, hvad hun synes om den, når hun får den om en god måneds tid.
Da jeg nu er kræftfrikendt indtil videre og regner med at være i live resten af 2015, tør jeg kaste mig ud i en fair isle-sweater, jeg i et vist meget svagt øjeblik lovede at strikke til Charlotte. Det er noget af et projekt, som jeg ikke bliver færdig med før til efteråret. Vil jeg tro, for der er nok nødt til at komme lette småarbejder indimellem, når jeg går død, hvad jeg ved, jeg vil gøre på et eller andet tidspunkt. Jeg er desværre ikke en Anne-type – hun ville være færdig med den om en uges tid …

P1050567P1050583

Det er denne her – den skal bare være lidt længere og have en anden hals, da den viste er for åben til en varm sweater. I opskriften er alle dele strikket frem og tilbage, hvilket jeg overhovedet ikke gider til den slags mønsterstrik, så jeg vil strikke rundt, strikke begge ærmer på én gang, klippe dem op og så strikke det hele sammen til overstykket. Det er også noget helt andet garn end angivet på det Rowanmønster, jeg har fundet.
Med andre ord: Opskriften bruges stort set kun til mønstret, så det er en anelse spændende, hvordan det hele flasker sig undervejs i processen.

24. marts 2015

Ramsløg galore!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:37
Tags: , , ,

Åh, jeg elsker det ord: galore. Jeg ved godt, at det skal oversættes til ‘masser af’ eller ‘i store mængder’, så vi har gode, danske ord for det, men galore smager så godt i min mund, at jeg helst vil bruge det, på trods af mine egne pegefingerløft om at tale dansk, når vi har danske ord for en given ting.
Inkonsekvens? Bestemt. Jeg må godt. I andre må ikke. Så enkelt er det …

Ramsløg galore marts 2015

Ramsløg galore marts 2015 (1)Takket være Pia blev jeg opmærksom på, at der allerede er ramsløg. De er der selvfølgelig et godt stykke tid endnu, men som hun ganske rigtigt siger, er de bedst nu, hvor bladene endnu er unge. Det er svært at begrænse sig, og da jeg kender mig selv udmærket, tog jeg en ikke for stor pose med, så begrænsningen lå her og ikke inde i mit hoved, hvor jeg vidste, at den ville være ikke-tilstedeværende.
Alligevel kom jeg hjem med rigeligt med ramsløg!

Vi kørte – ikke for første gang – forbi den store stendysse, som står ikke så langt fra Roholte.
Her er geocachere på spil – John fik øje på en lille æske, som vi ikke kunne dy os for at kigge i, og jo, den var god nok: Det var en cache til geocaching. Hele to engelske ord, men det er vist efterhånden et alment kendt udtryk – i hvert fald geocaching, hvor vi mig bekendt ikke har noget dansk ord, der kan bruges, men cache kan blandt andet betyde et hemmeligt gemmested … det er bare lidt irriterende, at vi ikke har ét ord for det, så jeg forstår godt, at man synes det er nemmere at bruge det engelske udtryk.
Jeg siger ikke, hvad der var i cachen!

Fandens Fodspor Roholte (1)

Den store stendysse kalder man for Fandens Fodspor.
Citat: Ved Store Elmue ligger en smuk stendysse fra den yngre stenalder. Det er en storstensgrav med flere store overliggere. Det mærkelige navn på dyssen “Fandens Fodspor” menes at hænge sammen med en uregelmæssighed på en af de overliggende sten. Det ser ud som om der er et aftryk af en stor fod.
Dette var jeg ikke klar over, da jeg fotograferede den, for så havde jeg taget billedet fra en anden vinkel, men jeg gætter på, at det er ‘fodsporet’’ på overliggeren længst til venstre i billedet.

23. marts 2015

Er dine haveredskaber selvsikre, imødekommende og åbensindede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags:

imageJeg er medlem af tre forskellige paneler, som med mere eller mindre regelmæssige mellemrum beder mig komme med min uforgribelige mening om alt mellem himmel og jord. Meget ofte gætter jeg kort inde i undersøgelsen, hvilket firma der står bag undersøgelsen og meget ofte gætter jeg rigtigt.
Normalt elsker jeg at ytre min mening, men indimellem disker de op med en undersøgelse, hvor ordvalget mildt sagt er underligt – hvilket jeg vist har været inde på før. Det irriterer mig grænseløst, når de begynder på det pjat med at tillægge døde ting menneskelige egenskaber, men lad os begynde med begyndelsen.
I dag skulle det handle om indkøb og brug af haveredskaber. Som indledning kunne de tilsyneladende ikke finde ud af, hvad Syddanmark hedder på dansk.

Dernæst kunne de ikke forestille sig, at man kan bo helt ude på landet.

image

Lidt længere fremme skulle jeg svare på nedenstående spørgsmål. Vi kan kun se DR-programmer, så reklame-tv er heldigvis udelukket, indtil vi får indlagt det lovede fibernet. Jeg har derfor ikke set haveredskabsreklamer overhovedet, men det kunne jeg ikke få lov til at fortælle. Det var listet omkring 20 haveredskabsmærker, men der var ikke en “Jeg har ingen reklamer set”-mulighed, og jeg skulle vælge mindst ét svar.

image

imageimageOg så kom de, de tåbelige spørgsmål.

Jeg skal undlade at pege på eksemplerne – de er indlysende – jeg er mere interesseret i at høre, hvad I mener om den slags ordvalg for haveredskaber.
Eller hvad som helst … det er bestemt ikke første gang, jeg er stødt på denne slags personbeskrivende tillægsord, når jeg har skulle give min mening til kende om et eller andet produkt – eller forsikringsselskab.

Retfærdigvis skal det siges, at resten af undersøgelsen var fin og relevant nok; jeg blev bare lidt negativ over de irrelevante tillægsord.

Jeg fandt også ud af, at jeg faktisk kun kender tre ud af de 20 haveredskabsmærker … men det kan jeg godt leve med.

I behøver ikke at sige, at jeg jo bare kan lade være med at deltage, for det er jeg ganske klar over, men sådan noget som dette ved man selvsagt ikke på forhånd, og det er trods alt flertallet af undersøgelser, der er helt i orden.
Og at måtte udtrykke sin holdning kvit, frit og omkostningsfrit er også helt i orden for mit vedkommende.

22. marts 2015

Vi hører åbenbart lige dårligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

Jeg var næsten lige stået op og gik og nussede rundt i køkkenet. John var lige over mig, oppe i ‘fugleobservationsrummet’, hvor han stod og lurede lidt rundt med teleskopet. Trappen er lige ved siden af, og der er åbent op til rummet, så vi kan godt kommunikere, selv om vi er på hver sin etage.
Rød hestehov eller skræppe (1)- Finder du noget?
– Ja, der er da lidt forskelligt.

– Nu satte der sig lige en havørn!
YESSS!!! Jeg fes op ad trappen og kiggede i skopet.
- Hvor sidder den?
– Kan du ikke se den?
– Nej …
  så havde jeg nok ikke spurgt …
John kiggede igen.
- Kan du ikke se den!? Det var dog utroligt! Den sidder lige midt i billedet.
Jeg kiggede igen.
- Det er da bare en and!
– Ja! En gravand. Det sagde jeg jo!

Vorherre bevares. Nu kan jeg ikke høre forskel på, om John siger gravand eller havørn.
Hvem var det lige, der blev kostet afsted til høreprøve forleden?
Eller er der en parallel til ønsketænkning? Ønskehørelse?

Denne gang er der således heller intet billede af en havørn.
Til gengæld er der et af rød hestehov, eller skræppe, som jeg stadig helst vil have den til at hedde, nok mest fordi førstnævnte ikke er et logisk navn. Rød kan jeg forstå, men hestehov???
De myldrer frem overalt, så vi i formiddags da vi gik en tur langs fjorden – i bidende kulde. Det er bare ikke nået over 4° på noget tidspunkt i dag. Det ser fint ud indefra, men mine planer om at gå i haven røg sig en tur, da jeg kiggede på termometret.
En tur fik vi da gået, og vel hjemme igen fik jeg atter en undskyldning for at gå i gang med lidt håndarbejde, for havearbejde var udelukket.
Det gør såmænd nok heller ikke noget, for ukrudtet vokser sikkert alligevel ikke specielt hurtigt i sådan en kulde.

P1050556

21. marts 2015

Vi vil snart dvæle i en ‘dwelling’ fra det 15. århundrede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

SAS havde et tilbud jeg ikke kunne modstå: Jeg kunne købe meget billige billetter til England, men det krævede en hurtig beslutning, for de påstod, at tilbuddet gjaldt kun et døgns tid.
Jeg havde netop gået og fablet om, at jeg ikke mente at kunne vente helt fra februar til juni med at se englænderne, og John havde sagt, at jeg da bare kunne tage et smut derover i nogle dage – han skulle nok passe på Den Stråtækte imens.
Da det så viste sig, at jeg kunne få to billetter til kun en smule mere end den pris, jeg normalt betaler for én, kom jeg lige til at bestille en flybillet til os hver, for manden ville jo gerne med, da det kom til stykket.                                  

P1040575          

Vi skal derfor en tur over til vores specielle version af a 15th Century Dwelling om ikke så forfærdelig lang tid.
Jajaja. Jeg havde ellers lovet mig selv at være hård og vente, til vi tager afsted til sommer, fordi vi skal rejse så meget her i foråret, men det er sket for mig før, dette her – en god måneds tid efter at have set dem, bliver savnet for stort, og jeg er simpelthen nødt til at gøre noget ved det.
Det har jeg så gjort nu.
Det bliver spændende at se, hvor langt de er nået med granny flat-delen af deres dwelling – måske bliver det i den, vi skal dvæle i en tid.
At dvæle hedder to dwell på engelsk, men som det ses herunder, er det dem der har det fra os og ikke omvendt, som jeg – og sikkert flere – måske kunne tro.
”II. dvæle, v. [ˈdvæ·lə] præs. -er [ˈdvæ?- lər]; præt. -ede ell. (sj.) -te (Oehl.​XXXI. 250. Blich.​D.I.122. Ing.​EM.I.22). (glda. dwæl(i)æ(s),æda. (imp.) duæl (AM.), oldn. dvelja, opholde, sinke, dveljask, dvæle, oeng. dwellan (eng. dwell er laan fra nord.); besl. m. I. Dvale, dulme osv. ordet tilhører næsten udelukkende det højere litterære sprog)
Dengang for omkring 1000 år siden, da vi opholdt os i England i en rum tid, mens vi – blandt andet – lærte dem at handle (i 793 angriber danske vikinger klosteret Lindisfarne i England og de næste 300 år er skandinaviske vikinger en stor del af den engelske historie, både som forfærdelige plyndringsmænd, som handelsfolk, som lejesoldater, som erobrere, bosættere og konger), lånte de en masse ord af os, og de har ikke afleveret dem tilbage endnu.
Til gengæld låner vi en masse ord fra dem i dag, så det går såmænd nok lige op i det lange løb.

20. marts 2015

Det allersidste farvel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:28
Tags: ,

Man kalder begravelser og bisættelser for det sidste farvel.
Det holder også for begravelser, men ikke helt for bisættelser, hvor det reelt kun er det næstsidste, fordi der senere kommer en urnenedsættelse.
Den havde vi i dag for Pernille. Det kan naturligvis ikke sammenlignes med en bisættelse; ejheller kaldes en gentagelse af denne.
Det er selvfølgelig heller ikke en morsom affære, men bestemt heller ikke så følelsesfremkaldende som bisættelsen var.
Vi stod 12 personer om det lille gravsted, hvor Karin og Bjarne også vil ligge, når deres tid engang kommer.

P1050549

Karin havde valgt en smuk og lidt anderledes sten – en laplandssten, som var mere grøn, end billedet vil vise.
Det lille tegn oppe til højre er symbolet for Pernilles stjernetegn, Stenbukken, som hun for nogle år siden fik tatoveret på en af fingrene på sin højre hånd … og tænk, jeg kan flovt nok ikke engang huske, om det var lang- eller pegefingeren. Ups, altså, hvor ville jeg være et dårligt vidne.
Bagefter lagde Karin og Bjarne – igen – hus til en kombineret eftermiddagskaffe/frokost/aftensmad, og vi havde – igen – en rigtig hyggelig dag og halv aften.
Det er helt pinligt, så meget de har lagt hus til i tidens løb, så vi fik aftalt en dag, hvor John og Karin vil kigge på og dele Pernilles papirbilleder, hvilket vil komme til at foregå hernede i Den Stråtækte, så vi kan gøre bare en lillebitte smule gengæld for al deres gæstfrihed.
Det er både lidt pudsigt, ret underligt og meget dejligt, at man kan have et så godt forhold. Det er ikke alene, fordi Karin og John har været skilt i så mange år, selv om det måske nok var en smule mere anstrengt, lige da de var nyskilte, men der har aldrig været bitterhed imellem de to, og lige fra år ét af hver deres nye liv sås vi en gang om året til Pernilles fødselsdag. De var enige om, at fordi Pernille (naturligvis) var aldeles uden skyld i, at forholdet gik i stykker, måtte de voksne derfor også være de voksne og gøre gode miner til slet spil, hvilket slet ikke var så svært, da det kom til stykket. Nu har vi – og har haft gennem mange år efterhånden – det bedste forhold og har det ægte sjovt og hyggeligt, når vi er sammen.
John og Karin kan give hinanden et varmt og trøstende vi-har-mistet-vores-eneste-barn-kram uden nogen får ondt af det.
Gode skilsmisser findes altså. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde den en lykkelig skilsmisse – det tror jeg nok ikke rigtig på, for det er der ingen der er, men det behøver heldigvis ikke at være en dårlig historie hver gang.

19. marts 2015

Det kunne lige så godt have været i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

Det kunne lige så godt have været i går, jeg stoppede med at arbejde og ikke næsten to år siden.
I dag var vi otte veteraner til den halvårlige frokost, som vores gamle firma giver os. Sidste gang havde vi kun reserveret bord til de deltagende veteranklubmedlemmer, hvilket viste sig at være en fejl, for der var en del, der gerne ville spise frokost sammen med os.
En af de ting, min chef lagde vægt på i mit arbejdsliv var, at det var okay at fejle, det gør vi alle, men det var bestemt ikke okay at begå den samme fejl to gange, og da det var mig, der havde ‘vundet’ at afstemme dagens aftale med de relevante personer, reserverede jeg dobbelt så mange pladser som vi var deltagere.
De blev besat og lidt til – og hvor var det altså hyggeligt.
Ét er at mødes med de andre forhenværende; det er bestemt herligt at udveksle alle de gensidige forsikringer om, at vi søreme da aldrig har haft så travlt som nu efter vi er jobstoppet, men det kunne vi jo i princippet gøre hvor som helst, så nu hvor vi mødes i firmaets kantine, har det høj prioritet at få hilst på så mange gamle kolleger, som der nu engang gider hilse på os. Hvilket er mange. Virkelig mange. Overraskende mange. Dejligt mange.
Jeg havde sagt til John, at jeg regnede med at være hjemme ved fire-halvfemtiden, men da den blev kvarter over fire uden jeg var kommet afsted endnu, måtte jeg hellere lige ringe hjem … der er trods alt små 100 km at køre, nu hvor vi er flyttet længere sydpå.

19 marts morgen (1)

Dagen kunne næsten kun blive god, når man bliver vækket ved 6-tiden af sådan en solopgang – og den varede længe, føltes det som – den blev i hvert fald kønnere og kønnere. Gid vi andre kunne sige det samme …

Jeg savner stadig ikke det at gå på arbejde; dertil nyder jeg min fjerde alder alt, alt for meget. Jeg har ikke fortrudt et mikrosekund, at jeg stoppede så forholdsvis tidligt, men som så ofte før nævnt, havde jeg et godt arbejde og masser af gode kolleger, så det er skønt at få hilst på dem og høre hvordan det går – også selv om jeg har mine kilder, således at jeg bliver holdt nogenlunde orienteret om de store omvæltninger, hvis der har været sådanne.

19 marts morgen (2)
Jeg nærmest bobler over efter sådan en dag.
Stakkels John har bare gået ude i det pragtfulde forårsvejr og nusset, repareret og puslet.
Men lur mig, om han ikke også har nydt det. Dejligt vejr og en hel dag uden Ellen … jeg har dog ikke spurgt, hvor meget han har nydt det, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil kende svaret.

18. marts 2015

Sveriges noget forsinkede svar på Stonehenge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:49
Tags: ,

I dag gik turen hjemover, men vejret var så godt, at vi blev enige om at se et eller andet, som endte med at blive Ales Stenar, som vi pga. maverumlen sprang over sidst vi var i nærheden. Det blev planlagt lidt bedre denne gang.
Man parkerer på en meget lille havn, som på trods af sin lidenhed har flere restauranter, en åletombola og en lyvebænk til fiskerne. Meget betænksomt …

P1050512P1050513

Ales Stenar er en stor skibssætning, som er konstrueret efter, hvordan solen står til hhv. sommer- og vintersolhverv, samt forårs- og efterårsjævndøgn.
Man har draget paralleller til Stonehenge, men hvor denne er omkring 5000 år gammel, er Ales Stenar kun omkring 1000, selv om nogle af de store sten menes at være bragt dertil langt før.

P1050522

Selvfølgelig har de bøvlet med at slæbe stenene helt op på den højeste knold i området – jeg ville ellers gerne have haft foreviget den store skibssætning set lidt oppefra, men det lod sig ikke gøre, og jeg havde ikke lige husket at bestille en helikopter eller en meget høj wienerstige.

P1050529

Eventuelle interesserede kan klikke billedet større og læse lidt om, hvordan det hænger sammen med solhøjden.
Umiddelbart virker sådan noget måske lidt kedeligt på de fleste, men der er nu noget majestætisk ved at stå på et sted som dette og fornemme det kolossale arbejde, der har ligget i at transportere og opsætte alle de store sten.

Der var hele tiden to røde glenter i luften. Eller måske flere, men mindst to, så … vi kunne ikke se forskel på dem, så om der i virkeligheden har været flere, er ikke til at sige. Vi gik nærmest og så ned på dem indimellem, fordi stenene lå så højt oppe. På nedenstående billede er vi allerede omkring halvvejs nede mod havnen igen.

P1050532

17. marts 2015

En energidræber fra morgenstunden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

EnergibombeI morges ville jeg rigtig lege Den Store Helseguru, Den Gode Søster og Den Betænksomme Hustru i én og samme person og fremtrylle en solid energibombe til os ved hjælp af min juicemaskine, som jeg med skam at melde ikke får brugt ofte nok. Jeg ved også hvorfor: Det er et helvede at gøre den ren!
Nå, men jeg skrællede ni gulerødder, pillede en appelsin og en lime, skrællede en pænt stor klump frisk ingefær og tog kernehuset ud af tre store æbler.
Fumlede lidt med at sætte stikket i kontakten og begyndte så at proppe gulerødderne ned i maskinen.
Opdagede desværre først efter have onduleret fire af dem (det går lynhurtrigt), at jeg havde fået skubbet til opsamlingsbeholderen under førnævnte fumleri, så der lå saft fra fire gulerødder og flød ud over bordet, hvorfra det meste sivede ned ad skabet og videre ned på gulvet, og resten havnede i en skuffe. I har slet ingen ide om, hvor meget saft fra fire store gulerødder kan fylde … og det er MEGET orange!
Det var her, Merete trådte ind i køkkenet. Jeg var indædt storbandende begyndt at tørre op, da hun fyrede følgende bemærkning af: “Det er da vist mere en energidræber end det modsatte, du har gang i der, lyder det til. Hvorfor samler du det ikke bare op i en beholder?”
Jeg slog hende ikke. Især fordi hun grinende overtog rengøringen, mens jeg skrællede fire gulerødder og ellers fortsatte med energibombefremstillingen – denne gang MED opsamling.
Den nåede at stå i nogle minutter, så safterne fordelte sig i fine lag, men det var bare at røre lidt rundt i det – og heldigvis smagte det så godt, at det næsten var de ekstra, uforudsete anstrengelser værd.
Det smager bedre end det ser ud. Det smager faktisk smaddergodt – det er den friske ingefær, der er hele hemmeligheden og som gør den store forskel.

16. marts 2015

En flettet kurv, nogle store sten, fire storke og tyve traner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:56
Tags: , ,

En syet flettet kurvDa jeg tog min sykasse med til Sverige, spurgte Merete hvad jeg skulle sy deroppe.
”En flettet kurv”.
Jeg fik bare blikket uden yderligere kommentarer. Nu rabler det for hende, tænkte både John og Merete tydeligvis. Jeg sagde ikke noget.
Da jeg var kommet godt i gang, gav det mening for dem. Jeg syede nogle strimler med Fast2Fuse indeni for at gøre strimlerne stive, flettede dem og syede en kant foroven for at holde sammen på det hele.
Værs’go’: en fin, syet, flettet kurv. Keine Hexerei, nur Behändigkeit … ikke som druiden Miraculix i den herlige Asterix-serie udtrykte det i et af hæfterne: Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri.

Vejret blev bedre og bedre op ad dagen, med skyfri himmel og 11° lige over frokost, så vi kørte en tur for at vise Merete Kjugekull, hvor vi selv var i august, og til Pulken, hvor tranerne så absolut endnu har oceaner af plads at røre sig på, men så har hun set et par muligheder, hvis hun selv skulle finde på at tage på udflugter ved senere lejligheder. 20 traner så vi – det var så sandelig til at overse, men hun så dem både lande og lette igen, og som en sidegevinst så vi fire storke, så det var ikke helt spildt at køre derud.

18 traner

Kjugekull var stadig et spændende område, og vi gik da også den røde rute, som var den korteste (Merete skal ikke ud og gå langt endnu, men 1,3 km kunne godt klares). Det var en god tur, med masser af sten og et meget kuperet landskab; det er bestemt ikke bare en skovsti, man går på. Vi kommer dog ikke udenom, at alting bliver lidt pænere, når det hele bliver lidt mere grønt overalt i landskabet.

Kjugekull (1)

15. marts 2015

Grænsesøgende vildsvin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags: ,

På vores inspektionsrunde i morges kunne vi fryde os over, hvor godt det elektriske hegn virker. Vildsvinene havde fuldstændig ødelagt skovbunden på et stort område, der gik helt op til hegnet, og enkelte steder kunne vi se, at de havde forsøgt at komme under det og ind i vores have, men de rap, de dermed har fået over snuderne, har heldigvis været nok til, at de opgav forehavendet.

Vildsvinene har været her - igen (2)Vildsvinene har været her - igen (1)

TranedansPå billedet med mine sexede gummistøvler kan det vist fornemmes, hvor dybt vildsvinene kan pløje ned i jorden … mon ikke I snildt kan forestille jer hvordan en græsplæne, der er raseret af vildsvin, kan se ud? Der havde i dette tilfælde ikke været meget græsplæne tilbage, så vi er mildt sagt henrykte for vores lave, men særdeles effektive elhegn.

Vejret er ikke det bedste, men heller ikke det værste, forstået på den måde, at det i det  mindste holder tørt. Jeg nåede at få samlet lidt grene op fra græsplænen og lagt hen på bålpladsen, mens det stadig var solskin, men fra ved 10-tiden er dagen mest gået med indendørs hygge og sysler. Der er langsommad på komfuret og ild i brændeovnen (og komfuret, forstås …). Dejligt nok, men helt forår er det ikke endnu. Ingen terrassehygge i dag, desværre.

Jeg har tjekket på Carl Christian Toftes blog, om der er kommet traner på Pulken. Det er der, dog kun i et meget lille antal, men han regner med, at de måske kan finde på at komme fra på torsdag, fordi vinden der vil vende. Vi kører nu nok alligevel derned en af dagene, for Merete vil gerne se, hvor det er.

14. marts 2015

Når det regner på præsten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: , ,

Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Merete spurgte, om vi kunne have en spand med vand i med i bilen.
Øhhh, ja … ??? Bare ikke fuld af vand; det ville nok ikke gå helt godt i svingene eller ved opbremsninger …
Hun havde efter sin operation fået et hav af blomster og nænnede selvfølgelig ikke at lade dem stå derhjemme og blive grimme i de dage, hun skal opholde sig i Sverige, men det var heller ikke noget problem med den spand, så der røg seks af buketterne med til Sverige. De sidste havde alligevel kun en dag eller to tilbage i sig, så de fik lov til at blive i Danmark.

Meretes blomster rejste til Sverige

Aldrig har svenskerhytten været så blomsterrig inden døre, så det kan næsten siges også at have regnet på degnen i dette tilfælde, og blomsterne gør nu tre mennesker glade i stedet for ét, så vi siger tusind tak til de flinke givere – også kollegerne, som vi naturligvis overhovedet ikke kender.

Selv om der er gået ekstraordinært og rekordlang tid siden sidst, er alt som det skal være heroppe. Det eneste lille minus var, at vi måtte starte med at undskylde, at der så ud som der gjorde … vi måtte jo forlade stedet i utide og ret hastigt sidste gang, fordi Karin ringede og gav os den tragiske nyhed om Pernille.
Merete kunne naturligvis godt forstå, at den ellers rutinemæssige, afsluttende rengøring i sådan et tilfælde nok ikke lige var det, der lå øverst i bevidstheden … og så aldeles skrækkelig snavset var der altså heller ikke, men det var bare ikke i sådan en stand, vi ville have forladt stedet under normale omstændigheder.
Det var 11° og sol ved ankomst, så efter frokost plantede vi to daamer os på terrassen i hver sin magelige stol med hver sin kopkaf og hver sit tæppe om maven og læste og strikkede og småsnakkede. Man må jo hellere være solidarisk med rekonvalescenten og slappe grundigt af …

13. marts 2015

Hun skal på REkreation …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: ,

… men hun vil sikkert gerne bytte for en million …
Jeg tænkte meget på min søster, mens vi var i Norge. Hun er jo alene, og når jeg tænker på, hvor glad jeg var for at have John, da det var mig, der stod i situationen, kan jeg godt få lidt ondt af hende. Hun har nogle rigtig gode børn, det er slet ikke det, men det er jo ikke helt det samme som at have en skulder 24/7 – ikke fordi jeg brugte den skulder særlig meget; jeg var sjældent i dårligt humør eller ked af det, men bare det at vide, at han var der, betød alverden for mig.
Nu er det en uge siden Merete blev opereret, og hun er træt, men har det godt, for ‘det onde’ er fjernet nu. Jeg husker udmærket den følelse – det var en lettelse, da brystet og dermed ‘det onde’ var væk. De mener at have fjernet det hele, men laboratorieresultaterne må hun vente på til den 20. marts.
Merete er stadig sygemeldt, så jeg ringede og spurgte, om hun ville med til Sverige og blive opvartet og forkælet lidt. Det sagde hun ikke nej tak til, så vi drager snart afsted i nogle dage. Jeg savner Sverige – vi har netop sat fraværsrekord, fordi vi ikke har været der siden midt i januar, da vi lige som har haft lidt forskelligt at se til.
NU skal det så være, skal det!
Vi skulle jo gerne nå det, inden vi tager til Island på VULKANER OG GEOTERMISK ENERGI, som Escape Travel kalder turen.
Den Blå Lagune og Thingvellir kalder; Gulfoss og geyseren Strokkur vil forhåbentlig falde voldsomt henholdsvis nedad og opad, og superjeepen vil tage os langt ud (ind?) i de spændende landskaber, så vi kan se Eyjafjallajökull og Seljalandsfossen, som vi skal se indefra og ud – en lidt speciel oplevelse, vil jeg tro – hvalerne kalder forhåbentlig også på hvalsafarien, og så er der selvfølgelig Reykjavik, hvor vi skal bo.
Atter en spændende tur i udsigt, hvor der oven i købet er en svag chance for at se nordlys, så vi har skam ikke opgivet håbet endnu – og denne gang står vi op, hvis hotellets nordlysalarm går midt om natten!
Jeg har været på Island og har set flere, men ikke alle, af de nævnte ting, bl.a. Strokkur, som her ses lige inden boblen brister. Det er et helt specielt syn, så jeg under for det første John at se Islands fascinerende natur, og for det andet kan det hele snildt tåle at blive set to gange for mit vedkommende – ikke mindst fordi der er over 30 år imellem de to gange.

12. marts 2015

Fra vinter til forår på en nat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , ,

P1050457Fra den nærmest arktiske vinter – som det mod forventning viste sig at være – til det danske forår … lidt af en omvæltning, men ikke anderledes end hvad de fleste oplever med modsat fortegn, når de vender hjem fra varmen.
Vi har haft en skøn tur, selv om vi ikke kunne se nordlyset for de mange skyer, der for det meste dominerede den ellers så kulsorte stjernehimmel.

At komme hjem til et forårsdanmark er nu heller ikke så tosset – solen har skinnet fra en dybblå himmel hele dagen. Fjorden har vist sig fra sin smukkeste side, og svanerne har fløjet til og fra hele dagen, af en eller anden årsag lige over vores hus, så himlen har været fuld af svanesang. Varmt har det dog ikke været, kun 6°, men i solen var det okay, så vi har været et par timer i haven.
Og vi har været i Næstved. John skulle til høreprøve, for han kan ikke høre hvad jeg siger til ham – jeg skal gentage alt for ofte, og i dag kapitulerede han og fik foretaget en prøve – som (desværre, synes jeg) viste, at han kun ligger lige på grænsen til, at han kan få tilskud til høreapparat. “Kom igen om et års tid, så ser vi om eller hvordan det har udviklet sig”.
Sådan er det så åbenbart bare – det er ellers nogle komiske eksempler på “Goddag mand – økseskaft”, der sommetider afspejles i vores samtaler.
Noget godt kom der da ud af det: Lige over for Audionova ligger der en af de bedste patchworkforretninger, jeg til dato har oplevet, så jeg myldrede derind og fik skabt et par behov, mens John var til høretest.

Kvickly NæstvedKvickly Næstved (1)Kvickly Næstved (2)

World Book Day 2015I Næstved viste der sig også at ligge et stort Kvickly, som vi derfor benyttede lejligheden til at undersøge nærmere, da køleskabet alligevel skreg på at blive fyldt op. Butikken var stor og god og levede helt op til hvad jeg forventer af en COOP-butik. På alle planer, for naturligvis lever man også op til ansættelseskravet om ikke at beherske dansk grammatik, hvorfor ikke alle de ansatte har styr på brugen af apostroffer. Her er der ren overflod af dem: Både i Storstrøm’s og efter gram (G’).
Nogle har dog styr på sagen, som det ses på skiltet til venstre … jeg gætter derfor på, at de to skilte er forfattet af to forskellige personer. Men igenigen: Hvorfor ser det skilteskrivende folk ikke, hvad der står på den vare, de skal skilte for? Der står jo så fint Storstrømsost på pakken.

Til slut mine aldeles vidunderlige og lige så aldeles uforlignelige børnebørn til World Book Day sidste torsdag. Sidste år var temaet litterære figurer, hvor de var Robin Hood og Pippi Langstrømpe; i år var temaet professioner.
Hvis man ikke kan gætte det, så var Aubie avisdreng og Anna var nanny – her personificeret af Mary Poppins.

11. marts 2015

En sjov og smuk sejltur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:36
Tags: ,

Forrige nat, efter vi var faldet i søvn, gjaldede råbet ned gennem gangen: “Der er masser af nordlys!”:
John og jeg kiggede på hinanden … vi gad simpelthen ikke stå op igen. Jeg gik hen til vinduet, men så kun et svagt nordlys; vi skulle til den anden side, hvis vi skulle have det hele med, men som sagt … og det kommer jo nok igen i morgen ….
I går morges gik det op for mig, at jeg bare kunne have slynget en dyne om mig (for anstændighedens skyld) og kigget ud ad et stort vindue lidt længere nede ad gangen. Det med manglende påklædning var de såmænd så vant til, fortalte værten næste morgen – de ser alt fra bare underbukser og hele skalaen deropefter, når folk halvt bevidstløse vælter ud af sengene …
Men det var den chance for nordlys, vi skulle have taget, for der kom ikke rigtigt mere, desværre. Vi må prøve igen en anden gang. Vi har været så uheldige at ramle lige ind i et voldsomt og langvarigt lavtryk, hvilket er ret usædvanligt heroppe på denne årstid.P1050441

I går havde man arrangeret en bådtur med den glimrende båd, der fungerer som bus, taxa og turistbåd. Det var en stærk fætter, som virkelig kunne få fart over feltet. Sådan noget elsker jeg, når bare jeg ikke bliver søsyg, og det blev jeg ikke, selv om bølgerne gik højt, da vi først kom udenskærs. 3½-4 meter høje bølger, kunne skipperen oplyse. Det er altså meget, når man står på en lille båd.
Lige så meget, som jeg afskyr at nedsænke mit legeme i hav- og poolvand, lige så meget elsker jeg at bevæge mig oven på førstnævnte, så lidt fisk må der trods alt være i mig, selv om jeg ikke helt lever op til mit stjernetegn. Hvis ellers det giver nogen mening at sige, at man har det som en fisk på vandet, så var det sådan, jeg havde det i går.

P1050445

Herover et laksebrug, som vi kom forbi. Jeg har det ikke helt godt med disse burlaks, men dobbeltmoralsk er jeg også, for jeg spiser dem jo …
De er hedigvis meget kontrollerede, hvilket selvfølgelig er noget, men vi kommer altså ikke udenom, at laks, der er fanget ude i havet og som har levet det frie liv, smager en hel del bedre end opdrættede laks.P1050454

Havørne så vi ingen af på bådturen, på trods af, at man påstod, at de var alle vegne … godt man selv har dem nærmest i baghaven, men der var selvfølgelig nogle, der var slemt skuffede over deres fravær.

Selvfølgelig er det en stor skuffelse, at vi ikke fik set lyset, når nu vi er draget så højt mod nord, men bortset fra det, har det været en meget flot og oplevelsesrig tur, med en særdeles kompetent guide, som har været i Siriuspatruljen i fem år og derefter politimand hjemme i DK i et par år, inden han fandt ud af, at han hellere ville være guide for sådan nogle som os, så udover vores egne gode oplevelser har vi hørt flere gode historier fra hans tid i Grønland.

9. marts 2015

En tur med en 32-fods-trækker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: , , ,

Dagens clou var hundeslædeturen! Det var præcis som jeg havde håbet, at det var – ingen skuffede miner eller uindfriede forventninger fra vores side.
Da vi ankom til Tromsøs vildmarkscenter, som ligger lidt inde i landet, var vi ikke i tvivl om, at her var slædehunde i et større antal – både lugten og lyden afslørede det, men 300 slædehunde skal vel også larme en hel del, når de synes, at det går alt for langsomt med at komme ud og trække slæderne.

P1050410P1050403

Du GOdeste, hvor var de hunde ivrige og hvor kunne de dog hyle af forventningsglæde! 
Herover ses ægteparret Nielsen, pakket godt sammen og siddende i futtog på et rensdyrskind og med et filtet tæppe over sig. Til højre er slædeførerne ved at rigge hundene til (begge billeder kan klikkes større).
Der var fra fem-hundesslæder (to personer på slæden) og helt op til 10-hundesslæder (fire personer på slæden). John og jeg kom afsted med en med otte hundekræfter, som en sød, ung jente havde fuldstændig styr på.
Det var SÅ fedt. Kan så absolut anbefales, hvis man alligevel er på disse kanter … faktisk vil jeg hævde, at sådan en oplevelse er en rejse værd …

P1050419
Vi var ude i en times tid, hvor vejret – igen – vekslede mellem lidt sol og vindstille til en hujende vind med både sne og hagl i sig.
Det gjorde ikke spor – jeg følte mig som en uhyre autentisk polarekspeditionsdeltager, når vejret indimellem var rigtig slemt, og som man nok fornemmer på billedet, var vi pakket ind til at kunne klare stort set hvad som helst rent vejrmæssigt.
Tilbage i lejren fik vi lov til at kigge på og klappe nogle slædehundehvalpe og til sidst fik vi serveret frokost inde i en kåtelignende indretning, med bålvarme og det hele. Frokost = rensdyrsuppe, chokoladekage og kaffe.

P1050434

Efter frokosten gik turen videre helt ud på de yderste skær til Sommarøy Arctic Hotel, hvor turens sidste to døgn skal tilbringes. Her er vi væk fra byens lys, hvorfor der skulle være større chance for at se nordlys. I aften skal vi ud i tre timer, så jeg satser kraftigt på at skifte fra en Roald Amundsen look-alike til en Joanna Lumley-look-alike. Værten hævder, at her er nordlys fire ud af fem aftener, så i og med, at vi skal tilbringe to aftener/nætter herude, må chancen siges at være pæn.

P1050432

Hvis der er bare den mindste smule solskin, har vandet herude en flot, grønlig, næsten helt azurkyst-blågrøn farve, hvilket skyldes et stort indhold af kisel. Ved ebbe kan man gå ud og finde koraller på de fine sandstrande, som på billedet herover gemmer sig i højvandet, og det er oven i købet tilladt at tage koraller med hjem … de er nok heller ikke lige så farvestrålende som ved Great Barrier Reef.
Der er sikkert mange, der i høj grad ville foretrække netop dette rev fremfor at ligge og rode rundt oppe ved grænsen til Ishavet, men vi er ikke rigtig til de varme steder, så dette her passer os såmænd fint.

8. marts 2015

Jagten er gået ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:29
Tags: , ,

Jagten på nordlyset …
P1050386Efter flyvetur til Bodø via Oslo opholdt vi os ombord på et af Hurtigrutens skibe (Nordlys, såmænd) i 25 timer, fra Bodø til Tromsø. Hvorfor det hedder Hurtigruten, er jeg aldrig blevet helt klar over, for så hurtigt går det såmænd ikke, men pyt med det – det var en dejlig båd med gode kahytter og de serverede glimrende mad. Den var med i rejsens pris, men det var vinen ikke … så var den også bare blevet dobbelt så dyr.
Vi parerede ordre og undlod at kaste underlige ting i toilettet …
Hvis man på telefonen nede i kahytten trykkede F1, gav man grønt lys for, at de måtte vække os, hvis de fra broen observerede nordlys i løbet af natten.
Det gjorde de ikke, men mens vi sad og spiste, annoncerede de, at der var nordlys i skibets højre side.
Vupti – glemt var alt om mad; jeg tror samtlige passagerer stod i højre side af skibet i løbet af 10 sekunder.
Det var godt nok nordlys, meeeen … jeg håber sandelig vi får set en bedre udgave af det senere. Alle var enige om, at det var en ommer.

Fyrtårn ved Lofoten

Vejret er særdeles blandet; det svinger på ingen tid fra klar, blå himmel til forrygende snestorm … man er en anelse spændt på, hvordan det bliver i morgen, når vi skal ud og køre med hundeslæde.

IMG_1713

Ved ankomst til Tromsø blev vi hentet af en bus, som kørte os til Ishavsakvariet, Polarmuseet og Ishavskatedralen – plus selvfølgelig rundt i byen, inden vi blev sat af ved hotellet. Et glimrende hotel, men vores værelse lugtede så ramt af gammel sved, når den er værst, at jeg sporenstregs gik ned til receptionen og bad om et andet værelse – og fik det. Fy for pokker, siger jeg bare, og heldigvis gad receptionisten ikke diskutere med mig, så vi fik bare et andet – og faktisk bedre – værelse.

Tromsø set oppe fra Ishavskatedralen

Ikke så meget mere i dag – der er endnu ikke så meget at skrive hjem om, men jeg ville lige give lyd fra mig, så ikke I tror jeg er død.

6. marts 2015

Det lokale Atlanterhav er ved at blive fyldt op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: ,

Den tidligere ejer havde en meget stor modeljernbane i haven. Den var næsten helt fjernet, da vi så huset første gang, men hele hans landskab, inklusive det, vi af uvist af hvilken årsag lige fra starten har kaldt for Atlanterhavet, er der endnu, samt resten af området med terrasser, tunneller, stensætninger und Alles.
Stensætningerne vil vi gerne beholde, men Atlanterhavet skulle nedlægges og fyldes op med jord, hvorefter vi vil have græs på det, der dermed bliver det bredeste af de vandrette stykker jord. Vi overvejer rullegræs – der er ikke så mange kvadratmeter, at det kan koste en herregård, og så har vi gåfærdigt græs næsten med det samme. På de smalle, vandrette stykker har jeg planer om, at der skal stå en hulens bunke forskellige krydderurter. Der har hele tiden været timian og sar, som fyldte haven med sin pragtfulde duft sidste sommer, så tanken om at fortsætte med salvie, mynte, rosmarin og flere andre er ikke fjern. At være selvforsynende samtidig med, at man har en middelhavsduftende have er ikke det værste her i livet.

Atlanterhavet er ved at være væk

Jeg fik taget et pænt stykke med skvalderkålrødder i dag, så man må sige, at for vores vedkommende er havesæsonen begyndt.

Staldvinduer

Nyt badeværelsestæppe (2)Malle, læser du med? Eller måske gør Heidi? Hvis en af jer gerne vil overtage disse vinduer, gemmer vi dem gerne til jer. De kræver nok en del arbejde for at blive pæne, men der er jo mange der synes, at det er alletiders med disse gamle staldvinduer.
Hvis hverken Malle eller Heidi vil have dem, er der frit slag for alle øvrige læsere, hvis det skulle have nogen interesse … det er bare at sende mig en mail. Man må selv afhente. Gælder alle.
(Og Malle hedder Amalie, men hun har fra dag ét været Malle for John og mig.)

Indendørs har badeværelset fået ny gulvbeklædning. I England bruger man meget at have et rigtigt væg-til-væg-tæppe på toilet og badeværelse, men det koncept kan jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil tage til mig. Charlottes svigermor har det, og ude på gæstetoilettet lugter der altid lidt af urin. Godt nok kun så svagt, at de sikkert selv er blevet immune for lugten, men det er vi andre ikke, og tanken om, hvad jeg sætter mine fødder på, er altså en anelse ulækker …
Denne måtte, som er syet af et fleecetæppe og bomuldsstoffer, kan gå i vaskemaskinen. Der skal helst ligge noget på gulvet, for en flise cirka midt under tæppet har fået et ordentligt slag, så der er både et hul og en revne i den.

5. marts 2015

Alternative reklamer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

I formiddags foreslog John, at vi kørte en tur ind til Præstø for at kigge lidt på byen.
Det er en meget hyggelig lille by, som, da jeg undersøgte dens historie i forbindelse med købet af Den Stråtækte, overraskede mig ved at have 170 færre indbyggere end Havdrup, som vi kommer fra, og som jeg ikke synes er særlig stor – men som jeg nok især synes er hamrende kedelig. Hvorfor tage til Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup?
Præstø har så meget mere: Flere butikker, hyggeligere gader, en havn.
Den er meget ældre, hvilket er en del af forklaringen på forskellen, vil jeg tro. Havdrup blev grundlagt, da jernbanen mellem Roskilde og Køge blev anlagt og er således i sammenligning en ny by, hvor Præstø stammer helt tilbage fra 1300-tallet.
Normalt går jeg ikke og kigger nedad, hvorfor vi da også var kommet forbi nogle stykker, inden jeg opdagede fortovsfliserne med prægning. Jeg har ikke kunnet finde noget om historien bag dem – det er tilsyneladende ikke kun reklamer, da der også ses navne, der ikke umiddelbart har nogen tilknytning til et firma. Det undrede mig lidt, at Spies reklamerede på fortovet i Præstø? I midten af collagen ses et hus, som jeg kun tog et billede af fordi det hedder ‘Pennalhuset’. Er der nogle af læserne, der ved noget om disse fortovsfliser?

Flisereklamer i Præstø

Vi gik ad kringlede gader, hen over kirkegården og ned til Antonitterstien, der går langs fjorden.
Vi bor derovre på den anden side, lige i midten af billedet …

Kig fra Antonitterstien i Præstø

Lidt tilbage mod byen var der et glimrende vue over til Nysø med Thorvaldsen-samlingen.
Den så jeg i gymnasiet, da vores historielærer tog os med på en kulturel dagstur til Nysø, Pederstrup, Gåsetårnet og et sted til, jeg ikke længere husker.

Nysø ved Præstø

imageDet var en fin lille spadseretur, som vi vil gentage, så vi kan nyde byen og dens omgivelser også på andre årstider – alting bliver trods alt endnu smukkere, når træer og buske er blevet grønne.
Til maj skal vi også ind til Præstø for at nyde det franske marked, der åbenbart er en årligt tilbagevendende begivenhed. Det lyder vældig hyggeligt med et fransk marked.

4. marts 2015

Jeg tror vi har spøgelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: ,

Eftersom vi er flyttet ind i et 235 år gammelt hus, er det sikkert ikke helt usandsynligt, at vi skulle huse et spøgelse eller to. Det er i givet fald et spøgelse, der synes det er vældig skægt at pille ved den moderne elektronik. Forleden morgen havde det sat vejrstationen til at vække os klokken 6. I morges var det tv’et, der tændte helt af sig selv, mens vi begge lå og sov sødeligt. Det spøgelsesagtige ved det var, at det også var præcis klokken 6. Ikke kun vækkede det os; det var også en anelse tankevækkende … P1050340 Man må jo sørge for at overholde sit skridtmål (!), så vi gik en tur i eftermiddags, selv om vi egentlig havde mest lyst til at blive inde og hygge os foran brændeovnen, fordi himlen så lettere truende ud … et uvejr, der heldigvis trak uden om os. Vi gik ned ad en lille privat vej, som ikke er mere privat end at vi beboere overfor gerne må benytte den. har vi fået at vide, så man må håbe det er sandt. Lidt nede ad vejen står skiltet med kooperativet … historien bag det må vi have fundet ud af en dag. P1050333 P1050268 … og nede ved vandet kan man se Kystens Perle. Endnu kender vi ikke de stolte ejere af dette lysthus, men den ikke særlig diskrete skraldespand vidner om, at det er folk, der sætter pris på at hygge sig med en øl eller syv. På det sidste stykke af vejen tilbage mødte vi en del fra Marjatta, der nu havde fået fri og var på vej hjem. Den sidste af dem, en mand et sted i trediverne, havde fundet nogle vintergækker på sin vej – jeg vil helst ikke vide, hvor han havde plukket dem, for da han så mig, standsede han op, sendte mig et stort smil og ignorerede John totalt. “Dem skal du ha’”, sagde han og gav mig vintergækkerne. Jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at takke ham og sige, at det var sødt af ham, men da jeg vidste, at de måtte være fra en have på hans vej, var jeg glad for ikke at blive antastet og anklaget for tyveri, inden vi nåede hjem.

3. marts 2015

Om at være i benægtelsesfasen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Jeg må virkelig være dybt inde i en benægtelsesfase for tiden.
I går ringede jeg til Charlotte, som var overrasket over, at jeg ringede … det plejer hun da ikke være?
I går sagde John, at han nok skulle køre til bageren her til morgen … Jeg svarede: Ja …? Underforstået: og???
Han spurgte, om der var et eller andet bestemt, jeg godt kunne tænke mig, og jeg svarede, at han bestemte bare hvilket brød det skulle være. Som altid … hvorfor skulle det nu være anderledes?
John sagde, at det kunne da godt være, at der var et eller andet syndigt, usundt og lækkert, jeg kunne tænke mig på min fødselsdag.
Fødselsdag! Det havde jeg fuldkommen glemt!
Det var selvfølgelig også derfor, at C havde undret sig – hun vidste jo, at vi ville komme til at have en lang samtale i dag.
Det er alderen. Det må det være. Det er ganske enkelt bare ikke interessant mere at have fødselsdag.
Da John for noget tid siden spurgte hvad jeg ønskede mig, svarede jeg, at han kan give mig en god middag i Tromsø, når vi er deroppe.
– Hvad så med mig?
– Du må stå og kigge på; jeg kan altid bede om en doggy bag – i Norge har du kun råd til én god middag!
Tøhø. Men siden har jeg altså glemt alt om, hvad der skete den 3. marts for 62 (avavav) år siden).
Det havde John ikke. Vi holder fast i den gode middag (for to), men han syntes, der skulle ligge en lille ting til mig ved morgenbordet.
Det viste sig at være et Vivofit-ur.
Han havde åbenbart luret, at jeg havde spurgt meget interesseret til funktionerne i Inges ur. Jeg ved ikke, om hendes også er et Vivofit, men mit kan vist det samme som hendes.
Det er nu parret med*) min telefon, så de to enheder kan snakke sammen og vise mig alle de spændende statistikker og om jeg overholder mine selvvalgte daglige antal skridt.
Hvis jeg beholder det på om natten, registrerer det mine bevægelser … da Inge viste mig sin graf for det, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun havde været oppe lige der, hvor den slog lidt ekstra ud. Det havde hun.
Jeg tænkte (højt) på, hvordan den graf ser ud, hvis man har haft gang i privatlivet, hvortil hun svarede, at uret jo altså kan tages af … jeg må dog indrømme, at jeg er ret nysgerrig, hvad det punkt angår … men I får ikke nogen rapport!
Om morgenen bliver jeg spurgt, hvordan jeg har sovet, og hvis jeg sidder stille for længe, skal det nok gøre mig opmærksom på, at det er på tide lige at få rørt sig lidt! (Det er ikke sket endnu i dag). Der er vist også noget med røde tal – et eller andet sker der i hvert fald, hvis jeg ikke når det daglige mål.
Det må jeg hellere sørge for at nå, så i formiddags gik vi en tur på Feddet og i aften går vi hen på Fjordkroen for at se, om maden er lige så god som den var for 26 år siden, da vi sidst spiste der.

3 marts 20153 marts 2015 (2)

På Feddet er der det hele: En fed havn, miljø og toilet. De sidste to endda i samme bygning, hvilket må være en usædvanlig kombination. Uha, disse særskrivninger …
Fed Havn er ikke forkert som sådan, men jeg ville nok have valgt at kalde det Feddet Havn, især fordi det hedder Feddet.

Feddet Havn 3 marts 2015

*) Det var, hvad paired var oversat med. Det var én ting, men de havde gudhjælpemig også oversat significant figures med væsentlige figurer! Helt ude i hampen … det hedder betydende cifre på dansk.

2. marts 2015

Min første vilje …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

… som tøffelhelten skrev som indledning til sit testamente …

Vi har i dag fået klaret det, der – måske mest i victorianske romaner – kaldes den sidste vilje.
Hvis man googler min sidste vilje, er det tilsyneladende i dag en blanket, man kan udfylde vedrørende ens ønsker om hvad der skal ske med en, når man er død, og har derfor ikke noget at gøre med et egentligt testamente.
IMG_4033Jeg har før givet udtryk for, at jeg ikke vil bestemme noget her – jeg vil alligevel ikke være i stand til at tjekke, om de parerer ordre!
Mine efterladte kan gøre hvad de vil med de rester, der måtte være tilbage efter videnskaben og/eller lægerne har udtaget diverse reservedele, idet jeg for længst har meldt mig som organdonor. Den beslutning skal de ikke stå med, hvis jeg bliver kørt over af en lastbil i morgen – heller ikke selv om vi har talt om det og er enige. Det er altid noget andet, når man står i situationen.
Resterne kan man så gøre med, hvad man vil. Om det bliver John eller Charlotte, vil tiden vise.

Testamentet er derimod en vigtig ting at have på plads, især når man har hver sine børn.
Situationen har ændret sig for os, fordi Pernille ikke er her mere.
John har, lige siden han kom ind i vores liv, betragtet Charlotte som sit eget barn. Da C ikke har nogen far (ingen smarte kommentarer, tak … ), betragter C ligeledes John som sin far. Der mangler kun biologien, så C er ikke Johns naturlige arving, men det har vi ændret på i dag, således at hun arver ham på samme vilkår, som havde hun været hans biologiske datter. Hvad der var nyt for mig er, at hun ikke kommer til at betale en tårnhøj arveafgift, men arvemæssigt og dermed helt legalt sidestilles med biologiske børn, fordi de to har boet under samme tag i så mange år, som tilfældet er. Jeg ved ikke, hvor grænsen går, men vi opfylder i hvert fald kriterierne, sagde vores advokat.
Dette kunne måske være nyttig viden for nogle …

Det er kun, hvis der kun er fællesbørn, den efterladte kan sidde i uskiftet bo, så det er meget, meget vigtigt, at man gør sit bedste for at sikre en holdbar løsning på dette, således at den længstlevende ikke tvinges fra hus og hjem, fordi der forlanges skifte. Det er ikke så få skrækhistorier, man har hørt, fordi man enten ikke har tænkt på det, ikke vidste det, eller bare ikke nåede at gøre noget i tide. Det er jo ikke alle, der dør af alderdom …

Nu kan vi dø trygt og roligt – der er styr på det hele – undtagen lige begravelserne – men den/de må meget gerne vente en rum tid endnu med at blive aktuelle!
Kan I sige det samme? Har I sikret hinanden?

1. marts 2015

Afslutninger i hobetal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Exit rækkehus i Havdrup. Nøgler og brugsanvisninger og et skønt drivhus er overdraget til et par, der glæder sig til et mindre hus og en gårdhave på 200 m2 i stedet for en grund på 16.000 m2. Det kan man jo godt sætte sig ind i.
Det var en epoke i vores liv, der varede næsten 26 gode år. Så lang tid får vi ikke i Den Stråtækte, men vi vil nyde den tid, vi får.
Det er således både en afslutning og en begyndelse.

En skrøbelig tingHanne var så venlig at sende mig et link til en artikel i Information om Pernille. Nekrolog, må det vel snarere være. Jeg ved ikke, hvad der har fået Information til at skrive så lang en nekrolog om hende, men et gæt er, at det er Lotte Andersens initiativ pga. dokumentaren Den Sidste Udvej, hun lavede med Pernille og andre. Nekrologen er fint skrevet, og selv om det naturligvis ikke er hele sandheden, giver den et glimrende billede af en forpint sjæl, der til sidst ikke kunne klare livet mere. Det var kun en afslutning …

Vinteren er også afsluttet for denne gang.
I hvert fald, hvis man nøjes med at spørge kalenderen.
Hvis man spørger mig, så var den sidste vinterdag langt bedre end den første forårsdag.
I morges kunne vi stå op til gråt og trist sludvejr, men i skrivende stund er den blå himmel og det endnu blåere hav heldigvis kommet igen.

Vi blev vækket et par gange i løbet af natten; første gang kl. 01:31, fordi der løb en sms ind fra Borgerservice, at John havde fået et digitalt brev.
Det er ikke første gang, man har vækket os pga. denne oplysning. Hvad jeg bare ikke forstår er, hvorfor den partout skal sendes ud kl. 01:31 og ikke kl. 08:31, hvilket jeg og sikkert masser af andre anser for et langt mere menneskevenligt tidspunkt. Det kan ikke være fordi systemet har opdaget, at vi er gået ind i et givent døgn, så i stedet for at forsinke meddelelsen 1½ time, har jeg nu kontaktet den rette myndighed og bedt om ikke de helt generelt kunne forsinke den slags meddelelser 8½ time i stedet for.
Inden I spørger: Ja, vi har altid telefonen tændt om natten og nej, vi ønsker ikke at melde os ud af sms-ordningen. Begge dele er rare at have, og nu har jeg forsøgt at gøre noget ved det.
Får I også den slags beskeder på lige så ukristelige tidspunkter? Det må I vel næsten gøre?
Forhåbentlig kan min pæne og høflige (det var den!) henvendelse gøre, at vi nu kan få afsluttet natlige beskeder om breve fra det offentlige.

Klokken 06 blev vi vækket for anden gang af en mere og mere insisterende bippen, vi var længe om at lokalisere til køkkenet. Det var vores vejrstation, der af aldeles uransalige årsager pludselig havde besluttet sig for, at vi fremover skal vækkes kl. 6 hver morgen. Vi har aldrig brugt vejrstationen som vækkeur, så vi aner simpelthen ikke, hvad der stak den. Jeg kunne ikke engang slå alarmen fra, den gik kun på snooze, viste det sig, så da den efter 10 minutter bippede aggressivt af os igen, hev jeg arrigt batterierne ud af skidtet.
Men vores nattesøvn var fuldstændig afsluttet for denne gang.

28. februar 2015

Nærmest lykkelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

Den indre tulipanHele dagen har jeg haft TV2’s titel i tankerne Nærmest Lykkelig.
Hele dagen har jeg gået rundt og småsunget Mats Ronanders og Kim Larsens Gör mig lycklig nu – ikke fordi jeg skal gøres lykkelig, når jeg allerede nærmest er det, men den fede og bankende rytme, de sensuelle ord og dermed glæden ved at høre melodien og ordene har i dag hørt uløseligt sammen med det at være nærmest lykkelig.
Hvorfor kun nærmest?
Fordi lykke kommer i glimt og fordi man ikke kan rende rundt og være tordnende lykkelig en hel dag.
Man kan dog komme meget, meget tæt på, og det har jeg været lige siden før jeg stod op.
De der fjollede og/eller irriterende ting, som for eksempel at man i oktober brugte små 5000 kroner på at få en VVS-mand til at lukke og slukke effektivt for vandet til vaskemaskinen i badeværelset og få tømreren til at skjule alle spor efter den nu forhenværende tilslutning, for forleden dag at bruge små 5000 kroner på at få en VVS-mand til at reetablere vandtilførslen til det, der har vist sig at blive en temmelig dyr vaskemaskine … den slags ting bliver lidt ligegyldige en dag som i dag, selv om man føler sig en kende molboagtig. Frem og tilbage er lige langt, men absolut ikke altid gratis.
Men.

En solrig lørdag morgen ved Præstø Fjord

Når man klokken 10 om formiddagen den sidste dag i februar kan stå i sin hoveddør og tage sådan et billede …
Når man har et køkken med vinduer i tre sider og derfor altid har sol i rummet (når den ellers skinner, forstås, men det har den gjort hele dagen) …
Når man i lørdags købte en buket billige tulipaner og først var nødt til at smide dem ud i dag …
Når man har siddet og syet i et arbejdsværelse fyldt med solskin, fordi det har vinduer mod øst og syd, og man derfor ikke behøver kunstigt lys hver gang, man har fat i symaskinen …
Når man har en dejlig handymand, der går rundt og pusler og lige så langsomt får ordnet flere og flere af de småting, vi har talt om, men som ikke har nogen decideret deadline …
Når himlen er konstant blå, fjorden endnu mere blå og svanerne skinner i kridhvid kontrast hertil næsten lige uden for ens vinduer …
Når vi i morgen skal op og overdrage nøglen til en ny ejer, der forhåbentlig vil blive lige så glad for rækkehuset, som vi var i mange år, lige indtil vi fik øje på Den Stråtækte …

Hvordan kan man så være andet end nærmest lykkelig?

27. februar 2015

Finpudsning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Sagde jeg virkelig finpudsning forleden dag? “Nu mangler der kun finpudsning”, skrev jeg vist temmelig letsindigt. Finpudsning – pfffttt. Jeg tror heller ikke, at John vil være helt enig i det udtryk.
Jeg har arbejdet det meste af dagen på at rydde op og rydde ud fra mit arbejdsværelse, som har været brugt til aflæsningsrum til ting, hvis skæbne vi ikke havde truffet beslutning om endnu.
Jeg har tonsvis af stof, og nu var tiden kommet, i forbindelse med at få system i rodet, at få sorteret det fra, jeg er nogenlunde sikker på, at jeg aldrig vil komme til at bruge.
Der var noget fra gården, og der var noget, jeg har fået andre steder fra, og som jeg ikke har nænnet at smide ud, men når nu jeg har så rigeligt med stof alligevel til resten af mit liv – vil jeg tro – så er det lidt fjollet at gemme noget af sentimentale grunde. Ud med det!
Nå … selv om det er arbejde, er det et hyggeligt arbejde, og nu er arbejdsværelset/systuen så langt, at jeg kan bruge den til formålet: system i rodet, ikke flere flyttekasser og et stort og uvedkommende ting-frit arbejdsbord. Herligt.

2015 27 februar

Soveværelset er det eneste rum i hele huset, hvorfra man ikke har udsigt til fjorden, men hvis vi ikke lukker døren – og hvorfor skulle vi det, når vi er alene i huset? – så er min seng placeret, så jeg kan kigge ud ad døren, op ad trappen, gennem en anden dør og endelig ud ad det østvendte vindue på første sal. Jeg kan naturligvis ikke se fjorden, men jeg kan se en himmel og dermed kan jeg vurdere, om der er bevaringsværdige farver eller jeg roligt kan vende mig om på den anden side og sove videre.
Det gjorde jeg så ikke i morges. Det er set meget kønnere, men lidt har også ret, og jeg kunne godt lide solbræmmen under skyerne.

Jeg kan i øvrigt fortælle, specielt til Kirstin, der var bekymret over, om vi kunne risikere at blive oversvømmet, at det er der ingen fare for.
For det første ligger huset 3½ meter over vandet, selv om det ligger så tæt på vandet, og for det andet kræver en ekstrem højvandsstand som den, man oplevede i Roskildefjorden under stormen Bodil, en længerevarende og voldsom østenstorm, hvilket jeg aldrig tror vil forekomme.
Det var Inges mand, der i kraft af sin viden og erfaring fra sit tidligere arbejdsliv var i stand til at måle hvor højt vi ligger. Jeg er god til at [øje]måle afstande, men at vurdere ting i højden er svært, grænsende til det umulige. Jeg havde gættet på 2-2½ meter, og allerede der følte jeg mig temmelig sikker på, at vi ikke ville kunne oversvømmes, men den ekstra meter gør, at det aldrig vil kunne bekymre os.

26. februar 2015

Man har et standpunkt, til man …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Man har et standpunkt, til man bliver tvunget til at tage et nyt.
Da vi så på Den Stråtækte, havde Finn sin vaskemaskine i badeværelset, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at den skulle ud i fyrrummet, hvor der var strøm til den og hvor der var etableret afløb.
”Virker det afløb?”
”Jaja, det fungerer som det skal.”
Første gang vi brugte vaskemaskinen, stod der et par cm vand på gulvet. Det forsvandt af sig selv, men meget langsomt.
John prøvede at rense afløbet med alle tilgængelige midler, men intet hjalp, så vi måtte have fat i en kloakmand.
Denne fandt ud af, at det ikke var et rigtigt afløb, men bare et kort dræn, som endte i en faskine lige uden for garagen. Hverken lovligt eller tilstrækkeligt til snesevis af liter snavset sæbevand …
Vi kiggede i tilstandsrapporten, for vi huskede det omtalt som et afløb – hvilket var rigtigt husket, så dette er en ejerskifteforsikringssag, tænkte vi straks. HA – endelig noget, der ikke er blevet taget forbehold for.
Da vi tænkte én gang til, blev vi enige om at flytte vaskemaskinen ind på badeværelset … det var faktisk lidt ligemeget, at vi ikke selv skulle betale kloakgildet, så at sige, for vi orker simpelthen ikke tanken om, at det halve af haven skal graves op for at få ført et autoriseret afløb fra fyrrummet og ud til den eksisterende kloak.
Det passer ikke fruen helt – heller ikke herren, for den sags skyld – men alt det andet besvær passer os begge endnu mindre, så vi havde en VVS-mand ude i dag for at reetablere vandtilførslen, som vi fik stoppet og gemt godt af vejen, mens huset alligevel var fyldt med håndværkere.
Sådan kan det gå …

Da VVS-manden alligevel var her, spurgte John, hvorfor trykket faldt så hurtigt på ekspansionsbeholderen – han var nødt til at fylde vand på systemet en gang om ugen, hvilket han ikke følte sig helt tryg ved, for hvor forsvandt vandet hen?
Det ved ingen; det forsvinder bare, men ny ekspansionsbeholder er nu blevet sat op … det var dog okay – de holder angiveligt ikke mere end 10-12 år, så det kan vi vel ikke bebrejde nogen, andre end måske tilsynsmanden, som altså hverken opdagede, at afløbet ikke var et afløb eller det med ekspansionsbeholderen. Det sidste ved jeg ikke, om man overhovedet har mulighed for at opdage, men da vi omtalte det for VVS’eren, grinede han hånligt og erklærede, at de tilsynsrapporter var en ren pengemaskine – de færreste håndværkere havde respekt for det ‘arbejde’ (man kunne tydeligt høre hans gåseøjne), der blev udført i forbindelse med et hussalg.
Vi havde en oplevelse, der understøtter mandens påstand: Da vi havde en tilsynsmand ude til rækkehuset, ville han ikke gå ind i skunken “for der var erfaringsmæssigt ikke noget at finde i disse huse”. Ejerskifteforsikringen tog, ikke overraskende, forbehold for fejl bag skunken, og køberen forlangte derfor den efterset for at få forsikringsdækning.
Vi havde heldigvis en såkaldt sølvpakke, så det kostede os ikke noget at få ham ud igen (lige som det heller ikke kom til at koste os noget at få rapporten forlænget), men hvis han havde gjort sit arbejde ordentligt første gang, kunne vi helt have undgået den ommer.

25. februar 2015

Energien er vendt tilbage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: , ,

Af en eller anden årsag er energien vendt stærkt tilbage. Måske er det fordi jeg i går fik sat ord på mine bekymringer for min søster, måske er det bare fordi vi har slappet af et par dage. Måske er det fordi visse andre småbekymringer nu er slut – se længere nede …  
I går hentede vi det absolut sidste fra Havdrup, så nu er der så tomt som der kan være. Den ulovlige stikkontakt til terrassebelysningen er pillet ned “det er ikke en udendørskontakt!” Nejnej, men den sidder dybt inde i et hjørne af den overdækkede del. Der har aldrig været så meget som et fygesnefnug i nærheden af stikket, og det kunne kun blive vådt, hvis vi fik en oversvømmelse på over 1½ meter, hvad der er temmelig usandsynligt … pjat, pjat, men regler er selvfølgelig regler – jeg tør bare godt vædde på, at den nye ejer ret hurtigt sætter op, hvad vi lige har pillet ned.

Yesss: Den nye ejer! Vi har solgt og skal overdrage nøglen på søndag. Det var svært at få hænderne ned, men det var nødvendigt for at få dem ned i de sidste fem flyttekasser og få dem tømt. Det er nemlig også gjort i dag, så glorien er nærmest selvlysende.
I kender sikkert godt “De Sidste Fem Flyttekasser”? Alt muligt ukurant l…, som man har ventet til sidste øjeblik med at pakke ned, fordi man egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med tingene. I dag er der derfor taget beslutninger i massevis: Ud eller ej? Temmelig meget af det røg ud – hvad skal vi fx gemme 20 skifterammer for? De havde sin tid for alt for mange år siden; den æra er for længst slut, så de fik dødsstødet sammen med en del andet, som sagt.
Nu er der således kun finpudsningen tilbage … bortset fra haven. Kun en tåbe frygter ikke haven, som vittige hoveder påstår … det er rart at vide, at man ikke er en tåbe, for jeg frygter vores en lille smule, da der ligger meget arbejde endnu, inden vi får den tæmmet, selv om vi nåede en del sidste år.
Nå. Den tid, den sorg. Lige nu nøjes vi med at nyde de mange vintergækker og alle de andre løgplanter, der er på vej op for at varsle foråret, som er lige om hjørnet.

Find fem fejl på tre ord

På en af flyttekasserne var der sat denne lille seddel. Find fem fejl i en sætning på tre ord. Eller … faktisk er der jo to sætninger …
Vi havde desværre ikke fået flere flyttekasser brugt af denne kunde; det kunne ellers have været interessant at se, hvad vedkommende ellers kunne præstere.

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 59, der følger denne blog