Hos Mommer

17. juli 2018

Vi trængte til at få renset luften

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:07
Tags: ,

Ungerne fandt deres gamle sæbeboblesværd frem i dag. Det var flere år siden de havde været i brug, så det var nyt og spændende igen. De var også blevet lidt dygtigere til at lave mange bobler ad gangen, end de var sidst, så vi hyggede os alle sammen med at se det fine farvespil i de mange sæbebobler.
Der gik både lyssværd – og andet, der kunne minde om sabler og sværd – i den, dog nok kun for Aubrey.

P1020556P1020567

Hvor det for Anna gjaldt om at producere så store bobler som muligt, var det vigtigst for Aubie at lave lidt færre, som til gengæld helst skulle dolkes alle sammen – alternativt indfanges, så de kunne ‘parre sig’ to og to eller gerne endnu flere sammen – hvilket han heldigvis ikke lige havde noget ord for …

Man kunne selvfølgelig også bare smøre hænderne grundigt ind i sæbeboblevandet og sidde og ligne en mediterende en eller anden, mens man puster bobler ud gennem hænderne. Det så helt surrealistisk ud.

P1020571P1020572

Så vi fik renset luften …

Det har regnet næsten en halv time, men der er endnu intet, der er blevet vådt. Det når at fordampe stort set i samme øjeblik, det rammer jorden eller terrassen, men det er nu alligevel hyggeligt at sidde i shelteret og høre dryppene og ungerne, der hygger sig i ‘regnvejret’ – men det var så ikke lige dette regnvejr, der fik renset luften. Desværre.

John har det okay, men der skal godt nok ikke meget til, før han mister pusten og må hvile sig. Det skulle dog ganske langsomt blive bedre og bedre.
Det stoler vi på.
Han har i øvrigt været i Faxe for hente sit nye høreapparat i dag, så nu skulle det i det mindste være slut med alt vores “Goddag mand. Økseskaft.”
Også her blev jeg kaldt ind, fordi apparatet skulle indstilles, da “det er vigtigt, at du kan høre hvad din kone siger. Hende er du jo nødt til at kunne lytte til!” Den arme mand er muligvis en anelse træt af at høre de ord i øjeblikket, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Jeg nyder naturligvis at få så mange officielle erklæringer på, at det er sådan det er.
Jeg talte meget dæmpet til min mand, og han kunne uden problemer høre hvert et ord jeg sagde. Fantastisk. Det var en helt ny fornemmelse både for ham og mig.
Han kan høre mange flere fuglestemmer, så jeg tror, at dette apparat bliver en større succes end det han prøvede for et par år siden, og som han afleverede igen. Hørelsen er dog også blevet en del ringere på de to år.

Reklamer

16. juli 2018

Alt er godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Den besked John i går fik om, at han skulle være indlagt i yderligere fem dage, var en misforståelse … vi ved ikke rigtig fra hvis side, men lægen der fortalte det, havde ikke dansk som modersmål, så de har fået talt lidt forbi hinanden.
I morges var der en anden læge for at tale med John, denne gang en midaldrende kvinde, som ikke var til at misforstå. Hun sagde, at John kunne tage hjem i dag.
Den nye medicin, som viser sig at være nitroglycerin i depotform, viste sig, trods begyndervanskeligheder, at være meget effektiv. John har det langt bedre i dag, og de ubehagelige symptomer og/eller bivirkninger, der opstod i går, har ikke vist sig siden, hvorfor man mener, at han er en af dem, der sandsynligvis vil have det godt med at få nitroglycerin på denne måde.
Han spurgte lægen meget indgående om grunden til, at man fravalgte stenten. Han fik den forklaring, at godt nok var karrene omkring hjertet forsnævrede, men at der stadig var tilstrækkelig gennemstrømning til, at det ikke var bekymrende. En stent virker kun lige omkring selve hjertet, og der er dermed intet til at forhindre, at blodpropper sætter sig fast alle mulige andre steder i hans krop, og når karrene er forsnævrede ét sted, er de det sandsynligvis også andre steder, men det er kun i området omkring hjertet, at man kan komme ind og kigge uden et kirurgisk indgreb. Ved at give nitroglycerin som depotpræparat, forebygger man nye blodpropper i hele systemet. Han når muligvis til at skulle have en stent engang, men ‘engang’ er altså ikke endnu.
Se, det gav jo god mening. Både John og jeg var tilfredse med den forklaring – men det kunne de jo bare have gjort med det samme …
Jeg var med i dag til den afsluttende samtale med sygeplejersken, og hun var god til at besvare de spørgsmål jeg havde.

John er nu hjemme igen. Han vil være mere træt end tidligere, men det er ikke bekymrende. Han vil ikke kunne så meget som før, men det er heller ikke bekymrende. Der er ikke noget, han ikke må; han skal bare lytte til sin krop. Og til sin kone. Doctor’s order …
Han må gerne tage ekstra nitroglycerin efter behov, men kommer han op på fem gange om dagen, skal han henvende sig til lægen, for så skal han kigges på igen.
Det er da godt, han ikke lider af Parkinsons med alt det nitroglycerin indenbords!
Vi er glade alle sammen, og jeg skulle hilse og sige tak for alle de sympatitilkendegivelser, han har set her på min blog. De varmer!

P1020540

Og nu, hvor der er fred og ingen fare, kan jeg fortælle, at John ikke er den eneste, der er undsluppet! Tyrekalvene på marken overfor os var i går på springtur for tredje dag i træk. Nu er det ikke sjovt mere. Det har det faktisk slet ikke været … sådanne tyrekalve er ret ligeglade med os og buser bare på. De har været på besøg i nabohaverne, men heldigvis har vi lukket helt af til haven bag huset, så hos os kan de kun komme til forhaven.
Første dag var fire ud af seks sluppet ud; de næste to dage var det kun de to af dem, der var eventyrlystne.
Man har forsøgt at ordne hegnet, så de ikke kan komme ud, men det var altså ikke effektivt nok. Her i varmen går de nemlig helt ud i vandet, nok for at blive afkølede, og så kan de altså komme ud ad bagdøren, så at sige.
Jeg har set den ansvarlige gå og rode med hegnet igen i dag – jeg håber han finder en effektiv løsning.
I skulle have set cykelturisterne i ansigterne, da der pludselig stod en tyr foran dem – de kom lynhurtigt over på den anden side af vejen.
Det kan jeg godt forstå – jeg har også stor respekt for de tyre – specielt fordi de sandsynligvis ikke selv er helt trygge ved situationen  pga. bilerne.

15. juli 2018

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags: , ,

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

13. juli 2018

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

P1020531P1020532

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

P1020536P1020539

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

P1020534

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

11. juli 2018

Shit happens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags:

Englænderne kommer sent i aften.
I går blev John indlagt på Slagelse sygehus og skal ligge der i nogle dage. Mindst.
Han fik det rigtig dårligt i går, og da det ikke blev bedre efter afslapning og lidt søvn, kontaktede vi vagtlægen, som bad os om at komme til lægevagten på Næstved sygehus.
Han undersøgte og udspurgte John, tilkaldte en ambulance og bad dem køre ham til Slagelse.
Jeg kørte hjem og hentede toiletsager, lidt tøj, ipadden og opladerne.
Der er langt til Slagelse …
Jeg kom klokken 20, hvor han stadig lå på akutmodtagelsen, men var blevet undersøgt og havde talt med en læge.
Efter en halv times tid fik han taget yderligere blodprøver og blev, på vejen op til afdelingen, sendt til røntgen, fordi de ville se lidt på hans lunger.
De er temmelig sikre på, at hans kranspulsårer er forsnævrede, og at han havde haft en lille blodprop i hjertet.
Shit.
I dag til stuegang bekræftede de blodproppen, og de ville kontakte Roskilde sygehus for at bestille en kikkertundersøgelse af hjertet.
Den skal foretages inden tre døgn, men det betyder jo, at de sikkert ikke når det inden weekenden.
Under kikkertundersøgelsen besluttes det, om han skal have en ballonudvidelse, og gør de det (som de vil gøre i samme forløb), går der yderligere et par dage, hvor han skal være under kyndig observation.
Måske skal der en bypass til; det vides ikke endnu.
Shit.
Men vi er ikke længere bange; han blev sat i behandling med det samme, og han har det lidt bedre end i går.
Systemet virkede og reagerede omgående, og han kom i gode og dygtige hænder med det samme.
Han er bare lidt ked af det, fordi han skal være indlagt, mens englænderne er her – i bedste fald dog ikke under hele deres ferie.
Jeg synes også, at det er synd for ham – han nævnte, at “det er pokkers ubelejligt, dette her”, men altså … hvornår kommer blodpropper belejligt?
Okay – det havde selvfølgelig været bedre, om den kunne have ventet en halvanden uges tid, men sådan skulle det altså ikke være.
Han ligger på en kæmpestor enestue med et enormt tilhørende badeværelse, med en storskærm af et tv-apparat, skrivebord og en sovesofa til mig. Som jeg forhåbentlig ikke kommer til at bruge …
Sygehuset er helt nyt; det blev indviet i maj, så det er derfor, at han har så fine forhold.
Jeg kom også til at tænke på stakkels, travle Lene, da jeg så denne afdeling, som havde ledige sengepladser og et personale med god tid til det hele.

P1020529P1020530

Nej, han ser ikke spor glad ud, men der er vel heller ikke så meget at grine ad i denne situation?
Men han lever og han skal nok få det godt igen. Vi venter selvfølgelig spændt på kikkertundersøgelsen og hvad den fører med sig, men under alle omstændigheder har systemet tænkt sig at returnere en velfungerende John til mig. En John, der ikke har ondt i brystet og som kan trække vejret uden besvær.

9. juli 2018

Det er ikke rotter, vi har på loftet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Vi har ikke rotter på loftet i Sverige, heldigvis, men jeg har en stærk mistanke om, at vi har en hel flagermuskoloni deroppe.
Mumificeret flagermuseungeDa vi kom derop i dag, kunne jeg høre nye lyde oppe fra et hjørne af stuen, vi ikke tidligere har hørt lyde fra. Det lød som om små mus pilede frem og tilbage, men det var over et meget lille område, så det var nok ikke mus.
Vi gik udenfor for at se, om vi kunne se eller høre noget oppe fra det pågældende hjørne. Det kunne vi – det lød som om der var en fuglerede derinde bagved, for vi kunne høre en masse pipperi. Nårh, pyt, sagde vi til hinanden, det er ikke første gang.
Men der var godt nok mange unger i den rede, så …
Henne på trappen opdagede John en bittelille flagermus, der lå og var meget død. Så død, at den var helt indtørret og mumuficeret. Den var ikke mere end tre cm, så det må være en unge på afveje.
Det forklarede nok også bedre livet inde i hushjørnet. Det kan næsten kun være flagermus. Pipperiet var således ikke pip, men piv. Det er åbenbart svært at høre forskel. 
Vi ville ret gerne vide, hvor mange der er … der er helt sikkert mere end et par stykker, men vi kan ikke komme ind og kigge uden at rive noget af gavlen ned, og det gør vi ikke.

Sverige er tørt. Lige så tørt som Danmark.
Da vi kørte igennem Laxbro, kunne vi konstatere, at vi aldrig i vores 22 år har set åen med så lidt vand i. Vi har ikke set ‘bæverdæmningen’ i midten før; den har altid været dækket af strømmende vand.

En tør Laxbro (1)

Pelargonierne i krukkerne har overlevet, selv om det er tre uger siden, de har fået vand. De ER virkelig hårdføre, de planter, men det er nu også derfor, at det er netop dem jeg hvert år vælger at have i Sverige. De klarer sig uanset vejret … står med masser af flotte, røde blomster på trods af de kummerlige forhold, de har levet under hele sommeren.

8. juli 2018

I sommervarme på nordkysten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Sus og Jan sommerhus (8)

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Uhhh det er koldt

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

Sus og Jan sommerhus (10)Sus og Jan sommerhus (11)

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

Sus og Jan sommerhus (12)Sus og Jan sommerhus (16)Sus og Jan sommerhus (15)

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

5. juli 2018

Hvad er der med os og ferie?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags:

Lige så snart Ellen og John tager på ferie, bliver det dårligt vejr. Først Norge. Så Fyn.
Vores venner begynder nok snart at ringe til os og spørge, hvad vi har af planer for den næste uge/to uger. Hvis vores svar er, at vi ikke skal noget, vil de tænke, at de roligt kan tage på ferie, for så er vejret godt. Hvis vi derimod siger, at vi er på ferie, så ved de, at vejret bliver dårligt … det er meget bedre end vejrudsigten, dette her …
I dag tog vi afsked med Troense Hotel i 15° og overskyet. Vi fik oven i købet lidt regn et par gange. Meget lidt, godt nok, men regn var det!

P1020481

Det var ellers godt, hotellet. Vi fik et værelse med udsigt. Det var stort, rent og pænt, men de trængte altså til at få malet vinduer i højere grad end vi gjorde, da vi endelig fik taget os sammen. Det valgte vi at overse, og vi tilbød ikke at male dem.
Flasken med mousserende vin, som stod og ventede på os, fik vi byttet til hvidvin, da ingen af os er specielt begejstrede for boblevand.
Senere fik vi en glimrende 5-retters menu – helt uden grønkål denne gang, så Ellen var glad.
Formiddagen gik med at se lidt mere af Tåsinge, hvorefter vi kørte til Langeland fordi vi ville kigge lidt på Rudkøbing.
Det opgav vi, for det begyndte at småregne.
I stedet kørte vi til Fåborg, som vi ved er en rigtig fin og hyggelig lille by. Her købte vi fire stykker smørrebrød i Superbrugsen og kørte til Falsled Kro – hvor vi kørte om bag kroen og ned til den lille havn, hvor vi fandt bord og bænk.
Smørrebrødet var ved at blæse væk, det var køligt og vi var nødt til at have vindjakker på. Det er Ellen og Johns sommerferier i en nøddeskal …

Stjoul Havn

Man fornemmer måske det dystre vejr her ved Stjoul Havn på Tåsinge? Panoramahavnen, som Tåsinge Turistbureau så flot kalder den, fordi man kan se Langelandsbroen og de to små øer her på billedet: Store og Lille Rallen.
Da frokosten var blevet indtaget, var det ved at være tid til at sætte kursen mod Østfyn, hvor Kong Mor havde fået den glimrende ide at give en kopkaf, hvis vi skulle have lyst til et gensyn, og det havde vi selvfølgelig! Sidst vi så dem, var i august 2016 til deres sølvbryllup, så vi render ikke ligefrem hinanden på dørene, men det er superhyggeligt, når vi får mulighed for lige at sige hej til hinanden og få en opdatering på vores liv.
Nu er vi hjemme igen og vi bliver hjemme i en rum tid, så I kan roligt tage på ferie, derude – det gode vejr skal nok holde …

2. juli 2018

Og det kalder man ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:00
Tags:

Overskriften er ikke helt sand. Vi skulle have været på ferie nu – det er sandt nok.
Men det er også sandt, jeg for længst har defineret ferie som det at være væk hjemmefra, og det er vi ikke. Ikke i dag, i hvert fald.
På onsdag tager vi en smuttur til Tåsinge for at tage på kæresteophold på Hotel Troense.
Fnis I bare – det gjorde jeg selv. Kæresteophold er nok ikke lige det første man tænker på i forbindelse med folk i vores alder.
Men når nu vi gerne (bl.a.) ville have en 5-retters menu, så var vi vist nødt til at tage nævnte koncept. Hvis ikke vi havde været kærester, havde vi kun fået en 3-retters menu, og vi havde ikke fået ‘bobler’ og en frugtkurv på værelset.
Så kæresteophold blev det. Om to dage.

P1020470 - Copy

Derimod er jeg ikke, som jeg før har været inde på, specielt vild med at male.
Det ændrer desværre ikke på den kendsgerning, at vinduet i gæsteværelset trængte gevaldigt, og det har det gjort længe, fordi det på et tidspunkt regnede ind. 
Hvis ikke man skulle male vinduer, når man har et vejr som dette i ugevis, ja, i månedsvis, så ved jeg ikke hvornår man skulle.
Så vinduesmaling blev det. I dag.
Når John tager dem ud af rammerne og sliber dem ned, så skulle jeg trods alt være et skarn, hvis jeg ikke kunne bruge den times tid på at male dem.
Nu er det gjort, og de er sat på plads igen. Tænk, at jeg kunne være så længe om at tage mig sammen til den smule. Det er det med hadeopgaver …

Vi har ikke fortrudt, at vi vendte om – der er stadig hammerkoldt på Lofoten; især taget i betragtning, hvor varmt der er her i landet. Havde vi haft samme vejr herhjemme, havde situationen været en anden, og så havde vi fortsat ferien, men sådan er det ikke, og nu har vi vist kogt suppe nok på den fortrudte ferie … Das Dritte Mädchen fik så ondt af os, at hun inviterede os op i deres nyerhvervede sommerhus, så det skal weekenden gå med.
Ikke-ferien ender med at blive god alligevel.

Stor katost

Billedet er rent sommerblær – det er min ret store og flotte silkekatost. Den ene af dem, her i forhaven; den anden står omme i selve haven.
Jeg er vild med katost; jeg har også en hel gruppe med hvide katost. Bierne er heldigvis også vilde med dem, og det lyder som et helt bistade, når man kommer i nærheden af de buskstore stauder.

30. juni 2018

Et godt tilbud?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Vi fik lyst til at lege ferie i dag.
John fandt et rosarium ved Løve (det hedder det) ikke så langt fra Høng, som det kunne være spændende at se.
Det var det så bare ikke helt, for stedet virkede lettere forsømt, og alt for mange af roserne var allerede afblomstret – hvilket selvfølgelig er vejrets skyld, men de havde oven i det forsømt at vande, så alt i alt lidt ikke ligefrem hvad vi havde regnet med.

Rosariet i Løve (3)Rosariet i Løve (4)

Vi fortsatte til Mullerup Havn, hvor vi spiste frokost på Skipperkroen. Mullerup lyder lidt som noget tv for børn, ikke sandt? Måske er det bare fordi det for mig skaber associationer til Jullerup Færgeby.
Den var okay, frokosten. Vi kørte videre via kysten ned mod Korsør, hvor sommerhusene visse steder ligger så tæt på vandet, som man næsten kan komme. Her Stillinge Strand.

P1020462

I Skælskør ville vi drikke en kopkaf nede ved havnen. Her skete dagens oplevelse, som jeg stadig ikke har fattet den dybere betydning af:
Jeg gik ind og bestilte:
– Jeg vil gerne have en café latte og en kop almindelig sort kaffe.
– Vil du ikke have dagens tilbud til den almindelige kaffe? Du får både kaffe og kage for 50 kroner. Det gælder altså kun for den almindelige kaffe!
– Johh, tak … men hvad nu, hvis jeg også vil have et stykke kage til min latte?
– Det er bare ikke på tilbud, men du kan naturligvis godt få en latte og et stykke kage til normalpris.
– Okay, så siger vi sådan. To kager, en sort og en latte. Til bord 245, tak.
– Gerne. Vil du betale med det samme?
– Det kan jeg lige så godt.
– Tak, så skal du af med 89 kroner.

Jeg fortrak ikke en mine. Jeg betalte uden at sige et ord og skyndte mig ud for at fortælle John, at han havde fået kaf’ og kaw på tilbud til en halvtredser, mens jeg måtte betale fuld pris og dermed af med 39 kroner for næsten den samme ydelse.

Det er ikke alt, man skal forstå.
Det skal siges, at Johns kaffe var med en gang påfyldning, hvad min latte ikke var, men det forklarer stadig ikke de priser, synes jeg.
Det må være varmen …

28. juni 2018

Blå torsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags:

Da jeg gik i gymnasiet fra 69 til 72, kunne man stadig se blå mænd på Kemisk Værk i Køge. Ikke så kort tid derefter kom der strengere miljøkrav både til hvad fabrikken ledte ud i Køge Bugt og til, hvad de stakkels arbejdere måtte udsættes for. Vi kunne sommetider lugte Kemisk Værk helt i Havdrup; fædrenegården lå præcis 10 km fra værket – og det lugtede endog meget kemisk indimellem. Med andre ord: overhovedet ikke godt! Jeg vil helst ikke vide, hvad de forurenede luften og bugten med, men det blev i hvert fald forbudt.
Når vi kørte forbi fabrikken med bussen, kunne vi se de blå mænd. Det var ikke kun deres tøj, der var blåt; deres hænder og ansigter var også blå. Mørkeblå. Man kunne kun se det hvide i deres øjne.
På et tidspunkt tog Kemisk Værk Køge navneforandring til Sun Chemical; et navn som sikkert skulle opfattes som lidt mere ‘spiseligt’.

I dag ligner jeg en af min ungdoms blå mænd.
Mine fingernegle er blå og mine tæer er blå. Min bluse – som var inddraget til farvebluse, fik blå pletter som nåede helt ind og farvede noget af min mave blå.
Jeg tabte en dråbe farvekype på køkkengulvet, fordi låget ikke var så tæt, som jeg troede det var, og blev helt svedt over den kraftige blå plet, men det gik heldigvis helt af ved brug af lidt flydende skurepulver.

P1020442

Jeg gik virkelig til den i dag. Jeg lavede farvekype af 15 gram indigo, hvilket viste sig at række til ti bade, som hvert indeholdt 300 gram garn.
Jeg var nødt til at lave så meget kype, at jeg kunne farve 300 gram ad gangen, for jeg har en bestilling på 2 x 300 gram ensfarvet blåt i to nuancer. Hvis man vil være sikker på at få samme farve, skal feddene i samme bad – og så kan det såmænd alligevel gå galt, men det gjorde det gudskelov ikke.
Tre kilo garn farvet … jeg er træt.
Træt af at stå op, træt af at skylle garn og træt af at rende frem og tilbage mellem garage og køkken. Nu går der lige et par dage, inden der skal farves igen. Vi venter på tagrørene …
Der er gået en masse skyllevand til i processen, men ingen dråber er gået til spilde, for temmelig meget af haven er blevet vandet med mere eller mindre indigoblåt vand.

P1020444P1020446
P1020447

Nu har jeg en hel del blåt garn, samt nogle ret flotte farver, som overfarvningerne af nogle gule garner, noget cochenille og noget kraprod gav.
Jeg synes i hvert fald, at de er flotte … jeg kan godt lide det spil, der er i garnerne, selv om man i de ikke så gode, gamle dage blev regnet for en dårlig eller sjusket håndværker, hvis ikke garnet var helt ensfarvet. Jeg synes dette her er kønnere.
Der er større nuanceforskelle i virkeligheden i farverne på det store billede, end kameraet kan finde ud af at gengive, men sådan er det jo næsten altid.

27. juni 2018

1000 års erfaring tog ikke fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags:

I FB-gruppen om plantefarvning læste jeg om en, der, stik imod alle autoriteterne, hævdede, at garnfarvning med kraprod sagtens kan tåle at komme op på kogepunktet uden at miste den fine, røde farve, hvorimod man i bøgerne lærer os, at jo højere man kommer over 60-70°, jo mere går farven fra teglrød og over i det brune.
Jeg kan jo godt selv lide at stikke lidt af fra normalområdet sommetider, så jeg tænkte, at det måtte efterprøves.
P1020440Det gik dog ikke så godt … måske tager 1000 års erfaring alligevel ikke fejl …
Det blev vel ikke ligefrem brunt, men det var meget lidt potent og kunne kun klare tre bade.
Jeg begik dog samtidig den fejl at komme kraprodspulveret i en pose for at undgå alt for meget farvefnuller i garnet. Det skulle jeg (heller) ikke have gjort, for det var sandsynligvis den fejl, der stjal det meste af potensen – der var ikke plads nok til at udfolde sig, tøhø  …
I dag prøvede jeg at kraprodsfarve igen efter den foreskrevne metode og uden at komme pulveret i pose.
Det var sandelig noget andet … suppen blev ikke udmattet før til syvende bad – som dermed blev det sidste …
Det oprindeligt lysegrå garn (næstyderst til højre på billedet herunder) fik en nydelig og lidt speciel støvet pink ved at få en time i sjette bad. Alle har i øvrigt fået en times bad.
På billedet ude til højre er det det kogte førstebad til venstre og det er 60°-badet til højre. Ret fesent i sammenligning, ikke sandt? Men det bliver måske pænere med en gang indigooverfarvning. Her kommer så bare det sædvanlige spørgsmål? Hvilket nummer i indigobaderækken skal det kommes i som? Jeg skal også farve naturfarvet lammeuld til en bekendt, og jeg skal have overfarvet en del fesentgule fed, som jeg var utilfreds med i første omgang, plus nogle cochenillefarvninger. Måske bliver jeg nødt til at lave to indigofarvninger.

Syv bade med kraprod

Jeg elsker disse skarpe, røde farver – bare ærgerligt, at jeg ikke selv kan bruge dem. Det var ret så irriterende – og også mærkeligt, syntes jeg – at folk tit spurgte, om jeg var syg, når jeg havde rødt tøj på. Jeg skulle blive 50 år, inden det gik op for mig hvorfor man så ofte spurgte til mit helbred, når jeg havde det godt.
Varme farver gør mig bleg og syg at se på. Kolde farver får min hud til at gløde. Verden er da forunderligt indrettet.

25. juni 2018

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: , , ,

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

P1020431P1020433

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

24. juni 2018

Nok min hidtil korteste sommerferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Så er vi hjemme igen. Trondheim tur/retur: Præcis fire døgn.
Vores søde naboer kom farende og spurgte, om der var noget galt, hvortil John svarede: Næh, ikke andet end at i Norge var det 3°, blæst og slud og regn, så vi vendte hjem igen til sommervejret.
Det kunne de godt forstå.
Jeg nævnte på et tidspunkt, at hvis vi havde arbejdet endnu, havde situationen været en anden, og vi var nok ikke taget hjem igen, men vi talte om, at vi stadig helt sikkert havde lavet om på planerne, for det ville have været for dumt og for tåbeligt at være stædig og blevet ved – vi havde jo heller ikke det rigtige tøj med, selv om vi selvfølgelig havde medbragt en varm sweater, men vi skulle ikke have haft andet med end vintertøj!
Vi har set vej 17 før og ville se den under bedre vejrforhold end sidst. Det ville vi ikke komme til.
Vi har været på Lofoten før i godt vejr. Nu ville vi komme derop til vildt dårligt vejr.
Det er svært at få øje på de gode argumenter for at holde fast i den oprindelige ferieplan.
Man kan lige så godt indrette sig efter forholdene og få det bedste ud af det – havde vi arbejdet, var vi bare blevet i Mellem- eller Sydsverige, men fordi vi er pensionister, kunne vi lige så godt bare køre hjem.
John foreslog dog i går, at vi kunne tage til Bornholm i nogle dage – det har vi talt om i et par år uden uden at få det gjort. God ide. Jeg tjekkede, og der var masser af feriehuse og/eller -lejligheder at få, men det hjælper ikke så meget, når færgerne er udsolgt! Den eneste, vi kunne komme med, afgik kl. 00:20, og det gad vi ikke. Det må da være irriterende for Bornholms turisme, at færgen skal være en begrænsende faktor.
Bornholm må derfor vente lidt endnu på besøg fra vores side.

P1020425

Det var en helt ny fornemmelse at kunne sidde ude og nyde frokosten, hvilket vi gjorde både i går og i dag, selv om det i går kun var omkring 15° (derfor trøje og vest), men det blev hele tiden varmere og varmere. Vi overnattede i Örebro og kom ud til bilen kl. 9 til 19° og strålende sol.

Det viste sig at være meget godt, at jeg kom hjem … visse planter stod allerede og gispede af tørst, for vores krukkevandere er væk i nogle dage – hvilket vi godt vidste, men regnede ikke med, at det kunne nå at blive et problem, men det kunne det altså.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for nu bliver haven i det mindste passet optimalt. Vi bliver simpelthen fremover nødt til at planlægge alle ferier til at ligge i vinterhalvåret, men man tager altså ikke til Norge i oktober. 
Eller …  det kunne vi nok lige så godt have gjort i år … det havde ikke gjort den store forskel.

22. juni 2018

Bunden er nået og målet er fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , , ,

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

FIRE grader!!!!

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Bunden er nået

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 
byvejr verdensvejr 4720 Præstø, Danmark

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

21. juni 2018

Nu er grænsen nået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: ,

DovrefjelletNu er grænsen nået – grænserne, faktisk, for vi taler både om sne- og trægrænse her. Og måske også Ellens ferievejrstålmodighedsgrænse, for vi har haft regnvejr en hel del gange i dag. Og vi nåede ned på 6 graders varme kulde, da vi kørte over Dovrefjellet. Jeg håber sandelig, at det vejr bedrer sig inden længe, men hvis ikke, så kører vi hjem. Punktum. Det her gider jeg ikke én gang til. Man kan dog se, at de må have haft dete lige så tørt som i DK, for græsset er gult, og mange steder kunstvander de. I regnvejret …

Vi nåede til Oppdal, hvor temperaturen er 13 grader og dermed acceptabel – sådan med hiv og sving og en anselig tolerancetærskel fra min side.
Vi fandt en udmærket campinghytte på Granmo Camping, og efter biludpakning gik vi en tur rundt på pladsen og ned til elven, som løber stille og roligt langs pladsen. De reklamerer ellers meget med rafting her i området, men der kan i hvert fald ikke være noget white water med i prisen, for der er meget lidt vand i de elve, vi indtil nu har set.

Jeg elsker de norske campingpladser med deres fastliggere. Der er da godt nok en campingvogn på de fleste af lodderne, men de er ikke nødvendigvis mobile – faktisk er de fleste muret godt og grundigt inde af det halve sommerhus og terrassen således, at man ville være nødt til at skille hele baduljen ad, inden man kan komme ud at køre med campingvognen. Men det er de jo nok slet ikke interesserede i, kunne jeg tænke mig.

P1020410P1020412P1020414

De fantastiske norske naturscenerifremvisninger her på bloggen må vente – vi kørte bl.a. gennem den smukke Gudbrandsdal, men vejret var – som jeg vist har nævnt – ikke helt med os, så vi fandt ingen grund til at fotostoppe.
I morgen rammer vi delmål 1: Vei 17. Så må vi se, hvad den og vejret bringer.

19. juni 2018

Afstrikningsdag – for mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags:

FerierutenSidste dag i denne omgang i Røde Kors-Nørklerne. Derefter afgang til Norge, skarpt efterfulgt af englænderbesøg. Regner jeg med … jeg ved endnu ikke helt hvornår de kommer. Jeg ved endnu heller ikke, hvornår vi er hjemme fra Norge, men på et eller andet tidspunkt får vi vel det alt sammen koordineret og defineret nærmere. Godt, at vi kan kontakte hinanden via telefonen, når det bliver nødvendigt.
I dag fik vi i det mindste lagt ruten så nogenlunde. 4151 km, som den ser ud her. Det tager lige 61 timer, hvis vi tager den i ét hug, men det har vi sådan set ikke tænkt os … især turen mellem Steinkjer og Bodø vil tage lang tid, fordi vi vil køre mod vest for at tage kystvej 17.
Til gengæld skulle turen Narvik-Malmø ikke tage så lang tid – især ikke, fra når vi rammer Kiruna, så går det stært.
Alt er selvfølgelig relativt, men sammenlignet med forventet gennemsnitshastighed i Norge (60 km/t) burde det kunne gøres med to overnatninger.

Lofoten og Vesterålen har vi ikke lagt os fast på – det kommer an på vejr og vind – men vi ville gerne nå derop igen, for der er for det første umanerlig smukt, for det andet mangler vi den sydligste del, og vi kan sejle fra Bodø til Reine, og endelig må man aldrig gå ned på planer – hellere for ambitiøs end det modsatte.
Andenes er også kun et ‘måske’, men derfra sejles der ud for at kigge på hvaler, og det kan vi aldrig få nok af.

Lige nu går vi lidt rundt om os selv og i huset for at huske de forskellige ting. Forlængerledning, fx. Vi har et køleskab til bilen, men det skal i et strømstik om natten, hvis vi vil have noget tilbage på bilbatteriet næste morgen, og det vil vil gerne – men den lille ventilator larmer irriterende meget, så det gider vi ikke høre på om natten.

Tingene til min ‘køkkenkasse’ er samlet  sammen – krydderier, kaffe, te, viskestykker, karklude osv. Vi regner med at bo i campinghytter og også med selv at sørge for frokosten, når vi finder et dejligt sted at indtage en sådan. Dem er der næsten for mange af …
Jeg regner også med selv at sørge for kokkerering af aftensmåltiderne, når vi bor i campinghytte. Den slags har jeg ikke noget imod, selv om vi er på ferie – vi tager på rigeligt af de lidt dyrere ferier, så når der er mulighed for en budgetudgave, er det helt fint – så kan der måske blive råd til en ekstra en anden gang.
Lige om lidt står den på operation Tøm Dit Køleskab til aftensmad. Vi kan ikke tage andet end æg og lignende holdbare ting med i køletasken, for den kan ikke være tændt på Oslobåden.
Ferieforberedelser er så hyggelige. Nogle kan ikke lide at pakke kuffert eller bil – vi elsker det, for det er jo optakt til noget godt.

17. juni 2018

Belønning for at tage til Frankrig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags:

Det er nok de færreste af os, der behøver en belønning for at tage til Frankrig, men Aubrey udgør en undtagelse.
Hans klasse, som han nu har gået i knap et år, skulle en tur til Frankrig i fire dage, men Aubrey ville ikke med. Ikke på vilkår, og han græd og græd om aftenen, fordi han IKKE! VILLE! TIL! FRANKRIG!!!  NO! WAY!!!
     Charlotte kunne ikke drømme om at tvinge ham til noget, han ikke vil – ikke af denne art, i hvert fald, men hun var naturligvis interesseret i at finde ud af, hvorfor det i den grad var drengen imod.
Det var primært fordi han, i modsætning til resten af klassen, kun har haft fransk i dette skoleår. De andre er på andet år. Derudover er halvdelen af Aubies fransktimer inddraget til specialundervisning for hans ordblindhed, så han føler selvfølgelig, at han er alt for langt bagud, hvad det franske angår. Dertil kommer, at han helst skal være velforberedt og i fuldstændig i kontrol, så hvis ikke han ved med sig selv, at han kan sine ting, så vil han ikke være med. De havde fået at vide, at de bl.a. skulle på et marked og hvert af børnene skulle bede om en eller anden ting og selvfølgelig også betale for den. Det skræmte Aubrey totalt væk fra at ville deltage i den tur.
     Jeg sagde til ham, da vi var derovre, at jeg ikke kan fransk, men at jeg har købt masser af frugt og andre sager på franske markeder alligevel. Vi lavede det om til en joke ved at lege først Inspector Clouseau og dernæst Allo, Allo, som han elskede at se. Han skreg af grin af alle vores ‘franske’ udtaler, men intet kunne få ham til at ændre mening.
     Tim og Charlotte var til møde på skolen om det. De fik lærerinden til at give Aubie den sætning han skulle sige på fransk; Tim lovede at lege fransk æblesælger således, at der kunne øves på forhånd.
Aubrey bryder sig ikke om at sove sammen med andre, kom det også frem. Han gider ikke den ballade, der altid er på en lejrskole, for når han er træt, vil han have lov til at sove i fred. De mente nok, at der kunne findes andre drenge, der havde det på samme måde, og som han kunne sove sammen med.
     Efterhånden som alle hans betænkeligheder fik sat ord på, og man lovede at løse dem efter bedste evne, gav han sig til sidst. I allersidste sekund sagde han ja, og på vejen til bussen spurgte han, om C ville hente ham, hvis nu det skulle gå helt galt.
Det lovede hun. Helt i Frankrig … men du skal altså gå i skole, nede i 5. klasse, hvis du vil hjem igen.
Men … sagde han … hvis jeg kommer hjem før de andre, tror du så ikke, at de vil stille en masse spørgsmål?
Jo
, svarede moderen, det vil de helt sikkert.
Hmmm
Annas og Aubreys bonsaitræer     Han overlevede turen, og han kom hjem med tre præmier – hvilket Charlotte skulle have at vide af læreren, ikke af drengen selv, som åbenbart var lidt ligeglad med de belønninger.
Den første for at være den, der talte mest fransk! Ja, sgu!
Den anden fik han og tre andre drenge for at være dem, der havde det mest stille værelse om aftenerne og nætterne. (Hehe.)
Den tredje kan jeg ikke huske hvad var for.
Den allerbedste belønning for ham var nemlig det store bonsaitræ, C havde lovet ham, hvis han gennemførte turen. Det er hans nye passion: bonsaitræer, og han går vældig meget op i deres pasning. Han har allerede flere og havde forelsket sig i et stort et på planteskolen, men havde fået afslag på at få det, fordi det kostede hele 75 pund. Det var nu bragt inden for rækkevidde.

Da jeg talte med ham i telefonen og spurgte, hvordan turen havde været, svarede han:
Well … it was … very educational. VERY educational. The only not educational was the bus tour.
Han var skuffet over turen, og Charlotte har tænkt sig at give som feedback, at en lejrtur i 6. klasse skal være sjov, udover, at de skal lære noget. Børnene skal også opleve noget, der giver dem fælles erindringer, som de skal mindes med smil. Den skal bestemt ikke kun være educational.

16. juni 2018

Nu skal I nok få fred …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

P1020381Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

14. juni 2018

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: , ,

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

P1020375

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

12. juni 2018

4,8 kilo garn farvet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:21
Tags: , ,

P1020365

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

P1020366

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

11. juni 2018

Murphy strikes again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags:

Hvornår stopper kloakken til? Dagen før, man skal have gæster, naturligvis! Det har Murphy vidst længe.
John syntes i morges, at vandet løb langsommere end vanligt ud af toilettet, og i løbet af dagen blev det værre. Her til aften har han selv stået og rodet med at skylle systemet igennem både udefra og indefra. Han kunne konstatere, at der sidder en fedtprop, men han kan ikke få den løsnet tilstrækkeligt.
Den fedtprop må jeg nok tage hovedparten af ‘æren’ for – jeg er vist lidt for dygtig til at hælde fedt ud i vasken (arhhh, jamen det er jo bare en lille bitte smule …). Her kiggede min mand på mig med blikket, som jeg sjældent får, men i dag gjorde jeg altså. Det blik, der får mig til at føle mig som et barn, der ved, det har gjort noget forkert. Han behøver ikke at sige noget, og nu har jeg lovet mig selv at tage mig sammen.
I morgen kommer Ditte og bliver nogle dage til Den Store Garnfarvningsseance – der skulle samtlige afløb af flere årsager meget gerne virke, for selv om vi kan vande have med skyllevandet, så er der jo også en person mere i huset, som har ganske normale behov.
Hvad gør man, når man ikke selv kan klare problemet?
Man ringer efter Jan.
Jan er vores ven i nøden. Det er ikke første gang han er her, og han kom også, mens Finn havde Den Stråtækte, så han kender trummerummen.
John ringede kl. 18, og Jan sagde, at han ville være der inden for en time. Han er bare sød, er han. Det kunne vel have ventet til i morgen, eftersom det ikke er totalt stoppet, men han ville helst komme med det samme.
Jeg kan godt lide Jan …

Og søreme om ikke han fik klaret sagen på bare et par minutter. Da jeg spurgte, hvorfor det ikke hjalp, da John skyllede systemet igennem, lød svaret:
En haveslange kan trykke 6 bar. Jeg trykker med 140, og min slange kravler selv ind mod proppen; det kan jeres ikke.
Okay. Nej, vores haveslange kan desværre ikke gå selv. Alt har en forklaring.

P1020363P1020364

Mine forberedelser til gæstebudet er i fuld sving. Der er haspet fed fra superwash-garnnøgler, der er delt 100-grams fed til 2 x 50 gram, og der er bejdset garn i rigelige mængder.
Så kom an, Fru Fiberfryd – ih, hvor skal vi hygge os! Og nu kan vi benytte toilettet og bade både os selv og garn!

10. juni 2018

Gå en tur i fjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:10
Tags: , ,

Ja, jeg skrev gå en tur i fjorden.
Det var der nemlig et par, der gjorde i dag. De havde ankret deres sejlbåd for svaj et sted, hvor folk ofte vælger at ligge på denne måde. Så undgår de både havnemylder og ditto afgift.
Fjorden er meget lavvandet visse steder (det er ikke så underligt, at den derfor kastede op forleden dag), hvilket ses på billedet her. Den er på dette sted godt en kilometer bred, så de vader altså rundt cirka 400-500 meter fra land – og det når dem ikke engang til knæene.
Hunden bliver lige luftet samtidig, kan man se …

Jeg tror bare, jeg bliver hjemme i haven – har hverken behov for at gå i eller på vandet.

Lavvandet fjord

I dag holdt jeg søndagsfri. Normalt er der for os ingen forskel på hverdage og weekender, men det var der så alligevel i dag. Jeg er endelig kommet igennem hele haven, og lige i dag gad jeg ikke så meget som se på ukrudtsbeholderen, så jeg satte mig op i shelteret og fik strikket den sidste firkant i et tæppe færdig. IPadden var medbragt, fordi for en meget sjælden gangs skyld fik jeg lyst til at ødelægge al fuglesangen ved at høre på lidt musik.
Der blev søgt på Youtube på mine overall yndlingshit gennem tiderne. Dem er der en del af, bl.a. Bryan Adams’ Summer of ‘69.
Det var nemlig some of the best days of my life. Jeg var 16 år. Jeg var i London for første gang. Jeg startede i gymnasiet. Jeg var ung, men uden ansvar (for andre, altså … man har jo altid ansvar for sit eget liv), jeg havde det i det hele taget bare SÅ fedt den sommer, og når den gode Adams leverer et så dunkende hit som han gjorde om netop den sommer – ja, så skal det næsten blive til en af de foretrukne fra min side.
Den blev, ifølge Wikipedia, i 2006 kåret af canadierne som den bedste sang at høre under bilkørsel. Gad vide, om de holdt en folkeafstemning om det?
At den er fra 1985 og at Bryan Adams kun var 10 år i 1969, er sagen totalt underordnet.
I hvert fald lader vi os ikke forstyrre af fakta – det er bare et skønt nummer.

Jeg sang med inde i mit hoved, men jeg var desværre ikke Singin’ in the Rain

9. juni 2018

Det virker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

DrypvandingssystemetDet krævede lidt mere end den store kædestrammereksamen at hitte ud af, hvordan vandingsanlægget til drivhuset fungerer, men vi præsterede faktisk et ret godt teamwork i den proces.
Først læste John hele vejledningen igennem, hvorefter han sagde, at den skulle jeg også læse, for der var et par ting, der var lidt uklare for ham. Pyha, tænkte jeg – det er altså John, der er den praktiske gris her, ikke mig, men eftersom det er mig, der er hovedansvarlig for drivhuset, måtte jeg hellere gøre, som han bad mig om.
Luftslange, fødeslanger, gødningsbeholder (det er altså smart, at den også kan dosere flydende gødning med vandet) drypslanger, luftboblefjerner, trykreguleringventil …
Hvis vandbeholderen kun sidder 100-125 cm over fødeslangehøjde, skal drypslangerne være 50 cm. Ellers 40 cm.
Godt så.
Hvis der er niveauforskel på stederne, hvor drypslangerne skal dryppe, skal de forkortes med 3-5 cm for hver 10 cm niveauforskel. Længste slanger øverst.
Okay. Der blev godt nok repeteret noget fysik her …
Hvis ikke alle drypslanger drypper, fjernes luftbobler i systemet med den lille sprøjte.
Drypslanger må højst trykkes 5 mm ned i fødeslangen, og de skal placeres lidt højere end stedet, hvor de er monteret på fødeslangen.
Anlægget kan give mellem 10 og 50 liter i døgnet. Indstilles ved hjælp af det lille drypbæger således […]
Der løber mere vand igennem, når det er varmt, så man skal indstille mængden, når det er varmest i drivhuset.

Drypvandingssystemet (1)Drypvandingssystemet (2)

Og der var meget, meget, meget mere tekst.
Jeg har gengivet en brøkdel det i temmelig forenklet udgave, men det var heldigvis sådan, at det den ene ikke forstod, forstod den anden, eller også kom vi frem til forståelsen ved at snakke om det – og jeg skal være ærlig og sige, at det var John, der forstod mest, men jeg kunne da pippe op med et enkelt guldkorn eller to.

Tomater bruger op til 2 liter/døgn, agurker op til 2½. Hvad mon chilier bruger? Og den store basilikumpotte?
Jeg har tre store tomater, en agurk, fire chilier og basilikummen, og jeg er startet med 10-12 liter/døgn. Vi har heldigvis nogle dage til at kontrollere, om jeg har estimeret nogenlunde korrekt. Hvis jeg har det, burde vandstanden i selve kapillærkasserne ikke ændre sig.
Herunder er det en tomatplante, der får drop.
Systemet fungerer bedst, når der er mellem 35 og 100 drypslanger. Jeg har 45, men nogle af dem er ‘blændede’, fordi det bliver for meget med fem drypsteder for fx chilierne, som ikke er så tørstige som tomater og agurker.

Drypvandingssystemet (3)

Det virker tilsyneladende efter hensigten.
Det er SÅ smart.
Det skulle vi have gjort efter første sæson, hvor vores humane drivhusvander ikke udførte sit arbejde helt tilfredsstillende, men jeg troede, sådanne automatiske vandingsanlæg kostede flere tusind kroner, og så viser det sig, at man kan få sådan et som dette her for sølle 420 kroner.
Jeg kunne jo bare have undersøgt det noget før … det var godt, at John gjorde det for mig. Han kunne godt fornemme, at jeg havde det lidt skidt med tanken om, at al den frodighed kunne risikere at være mere eller mindre død, når vi komner hjem fra Norge.
Nu kan jeg tage det aldeles afslappet.

8. juni 2018

Bare skær dem helt ned – de skal nok komme stærkt igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

I overskriften gengiver jeg havekonsulentens ord om roserne ude foran. Jeg har svært ved at klippe roser ned om foråret – nu er de lige kommet så godt i gang, og så skal der brutalt skæres det hele af igen. Næsten da.
IMG_8468Jeg skærer, men åbenbart ikke nok … da hun kom til roserne på vores rundtur gennem haven, sagde hun, at det da vist var på tide at få dem skåret ned.
“Øhh, det har jeg da gjort for i år”, svarede jeg, og så kunne hun ikke lade være med at grine. “Du skal skære dem meget mere ned. Så bliver de tætte forneden og vokser ikke helt op og dækker vinduerne, som alle de der vil gøre.”
Hun havde jo nok ret … det er ligesom hende, der er eksperten – så jeg gjorde som hun sagde, og naturligvis havde hun ret. Roserne er så kraftige som aldrig før … og er alligevel vokset op over det nederste af vinduerne … men de får nu også godt med gødning. 
De hyppige fotoseancer fra turisternes side er da også i fuld gang. Det bliver først rigtig smukt, når dahliaerne begynder at blomstre, men det kan turisterne jo ikke vide, og det varer også et stykke tid endnu, selv om de er godt på vej.

I aftes mødtes Det Stærkt Sammentømrede Engelskhold. Desværre var der en, der ikke kunne komme.
Nu er der kun tre af de seks, der stadig arbejder (+ Andrew, selvfølgelig), men vi holder fast i at mødes med jævne mellemrum – det er jo så sandelig ikke kun arbejdspladsen, det være sig nuværende eller forhenværende, der tales om hele tiden.
Vi har alle stor fornøjelse af at mødes; jeg nyder altid at blive opdateret på rigets tilstand, og de andre nyder at kunne sige chef- og arbejdsrelaterede ting i et forum, hvor alle ved, at alt forbliver inden for samme forum.
”Du ligner altså et insekt, Andrew! Tag de grimme briller af, når du skal fotograferes!”, sagde jeg.
Men om han ville, det stædige asen …

P1020342

Næste gang satser jeg på at kunne lokke dem til at køre ned til mig, selv om de synes der er frygtelig langt fra Farum og Birkerød og hvor de ellers kommer fra i Nordsjælland. Der er jo altså ikke længere, end jeg har op til dem … det er næsten lige som at tale med jyder, som tilsyneladende mener, at der er længere til Sjælland fra Jylland end omvendt.

6. juni 2018

Fjorden kaster op!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: ,

Ved middagstid fik John øje på fire brune, flydende øer langt ude på fjorden. Vi havde besøg af en VVS-mand, som sagde, at det er bunden, der vender.
 Okay!? Det havde jeg ikke hørt om før, men manden har boet hernede hele sit liv, så han ved noget mere om den slags ting, end vi gør.
I løbet af eftermiddagen drev øerne sammen og ind mod land, så nu kunne vi komme ned og se, hvad det var for noget.
Fy for pokker, hvor er det dog ulækkert! Det ligner opkast, men det kan det vel også på en måde kaldes. Fænomenet er åbenbart ikke ualmindeligt i lavvandede fjorde; vi har bare ikke set det før. Jeg googlede “fjorden vender bunden” og frem kom en masse hit, bl.a. dette fra Den Store Danske.
Fjorden kaster op (1)Fjorden kaster op (2)

Det er jo ikke så godt, da det åbenbart er iltsvind, vi taler om her. Er det voldsomt, dør der vel en masse fisk, og så har de dumme måger kronede dage.


De to billeder herunder er til ære for Donald, som ikke mente, at gyldenris og rejnfan kunne give så varme, gyldne/gule farver som tidselblomsten fra forleden dag.
SafflowerHer er beviset, Donald. Første billede er rejnfan; det andet gyldenris. Jeg må medgive, at rejnfan løber af med sejren, men gyldenris er nu heller ikke så tosset – især i betragtning af, at jeg kan hente råmaterialerne ganske gratis lige uden for min dør. Den skønne, varme, orangegule farve fra rejnfanen kan godt leve op til farvetidslen, synes jeg.

RejnfanGyldenris

5. juni 2018

Nu bliver det ren magi

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags:

Som efterhånden nævnt nogle gange, er det sommetider svært at forudse hvilken farve der kommer ud af en omgang plantefarvning. Man har en ide om det, men det bliver ofte en lidt anden farve end forventet, så der kommer jævnligt overraskelser.
Forleden dag ankom farvetidslen – safflower – til matriklen. De tørrede blomster har ikke mistet farve, men har, lige som blomsten, en nærmest lysende, orange farve, så gæt hvad man umiddelbart kunne forvente?

Ja, netop. Men det blev så ikke denne fantastiske orange …

Det er en større videnskab overhovedet at få farve ud af denne blomst.
Først skal det ekstraheres i koldt vand ad tre omgange for at få det hele med. Normalt koger man materialet i en times tid, hvorefter det står natten over og eftertrækker, men her skal det stå med koldt vand i lang tid.
Dernæst koger man garnet i farvesuppen.
Så langt, så godt. Det var ligetil.
Og det blev gult – dog blev det lidt hen efter blomstens egen orange farve på superwashgarnet, men på lammeuld blev det en varm, gul farve.
Farverne fadede selvfølgelig, efterhånden som suppen blev udmattet, og det grå garn tog næsten ikke imod farven. Både det og det ret fesne lysegule fjerde bad kommer i et indigobad senere – det vil forhåbentlig pynte på det.

Men nu kommer det finurlige: Når man har ekstraheret al den orange farve ud af blomsterne, lægger man posen med blomsterne i lidt vand, man med NaOH har indstillet til pH 11. Ikke mere, ikke mindre; det var nærmest med ét korn kaustisk soda ad gangen for at ramme plet.
Omgående vælder der rødorange farve ud af posen igen, selv om der ikke kom mere ud af pH-neutralt vand.
Når det har ekstraheret natten over, kommer man eddikesyre i til pH 6.
Nu bliver vandet lidt mere pink-rødligt, men stadig meget lig den oprindelige orange farve.

Safflower

Så kommer man bomuldsgarn (eller silke) i. Uld tager ikke imod denne elektriske pink farve, så prøvede man med det, ville det være både spildte kræfter, suppe og garn. Men bomuld! Og det skal ikke engang være bejdset, så ned i suppen med et par nøgler hvid bomuld, som øjblikkelig tog denne selvlysende, rosa farve. Det var ren magi. Jeg puttede også et nøgle flaskegrønt silkegarn i, bare fordi … men det var det eneste silkegarn, jeg havde, og ja, det ændrede da farve …
Kemien gjorde forsøget interessant, men den stærkt gule farve kan jeg få med både gyldenris, rejnfan og hasselblade, så det var både første og sidste gang, jeg købte safflower.
Nu er det prøvet – intet skal lades uforsøgt.

3. juni 2018

Om at gøre livet nemmere både for sig selv og andre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags:

Snart tager vi til Norge. Jeg har ikke lyst til at tage på ferie i børnenes skolesommerferie; det er der slet ingen grund til. Jeg elsker børn, bare ikke andres … lidt hårdt sagt, måske, men hvis ungerne ikke kan opføre sig ordentligt, vil jeg helst ikke være i nærheden af dem. Og mine unger (børnebørn) ved godt, hvordan de skal opføre sig, når de er ude – de bliver ret forargede, hvis andre børn opfører sig uopdragent i det offentlige rum. At de så kan være stride derhjemme, er kun som det skal være. Det er bedre der end andre steder, og børn, der altid opfører sig eksemplarisk, er desværre ofte børn fyldt med frygt.
Nå. Indledningen var et sidespring. Det var det med skoleferierne, jeg lidt for hurtigt kom bort fra.
Men man tager altså ikke Norge i oktober. Eller april, for den sags skyld, og eftersom vi ikke står på ski, er det nødt til at blive om sommeren. Vi tager dog så tidligt afsted, at vi er hjemme igen sådan cirka, når sommerferien starter.
Jeg har nævnt én grund til at blive hjemme, når det er højsommer, men der er flere. En anden er, at det er svært at få nogen til at passe (læs: vande) drivhuset i tilstrækkeligt omfang. Hvis det er så varmt, som det er nu, så bliver der drukket igennem fra tomaternes og agurkens side, og det er ikke nok at sjatvande … når der bliver drukket meget vand, skal det erstattes. Enkelt, logisk … og så åbenbart alligevel ikke.

Frodigt drivhus

Drivhuset er, som nævnt i et tidligere indlæg, gået totalt groamok i år. Jeg har ofret nogle bedre plantesække, som er på 50 liter i stedet for 40. Desuden har jeg købt den største murerbalje og sat én agurk i. Da vi tog til England, var der, foruden kimbladene, fire små rigtige blade. Da vi kom hjem, var der en agurk på, der var 1/3 høstklar, og her 14 dage senere er jeg allerede begyndt at forære agurker væk, fordi vi ikke selv kan spise dem alle.
Det er lige før, man skal have machete med, når man går ind i drivhuset, men det ville på den anden side være mere end en anelse tåbeligt …
Jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis alt det var mere eller mindre dødt, når vi kommer hjem fra Norge, så nu har vi bestilt et automatisk vandingsanlæg. Det var John, der gik i research-mode, og vi tror, han har fundet et godt et fra Vitavia. Et sådant system er ikke nær så dyrt, som jeg troede, så hvis det ellers virker efter hensigten, er den smule penge givet rigtig godt ud.

Frodig majsommer

Det bliver nu meget nemmere at passe vores drivhus. Man skal faktisk bare tjekke, om systemet virker og så ellers tage det med hjem, som er blevet modent siden sidst, der blev tjekket.
Så nu er der kun nogle krukker, der skal tilses – og vandes – men det klarer naturen ofte selv i form af regn, hvilket naturligvis ikke er tilfældet inde i drivhuset.

1. juni 2018

Nogle kan bare blive ved og ved og ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags:

Der var engang, da jeg stolt pralende kunne sige det om John. Sådan apropos alder …
Det kan man ikke længere helt påstå, men hvad pokker – vi bliver jo alle ældre.
Hasselbladene, jeg plukkede i går, var derimod stadig forårskåde og yderst potente, hvilket afspejledes i den farvesuppe, jeg kogte af dem.
Den var totalt umulig at udmatte. Efter femte bad opgav jeg, men der var i teorien mere saft og kraft tilbage til et sjette og måske endda et syvende; jeg syntes bare ikke, at jeg ville bruge mere garn på sagen.

Potente hasselblade

Det er, fra venstre mod højre, ubejdset superwash, bejdset ditto, 100 % lam – disse tre var i første bad.
Derefter hænger 2., 3., 4 og 5. bad. Dvs., at efter 200 gram garn er der stadig så meget farvestof tilbage på 600 gram kogte blade. Imponerende!
3. bad er oven i købet lidt kraftigere end 1. bad – på samme type garn og fra samme bejdseomgang. Mærkeligt. Mon det har noget med primære og sekundære farvestoffer at gøre? Det har jeg lige læst lidt om … det er (endnu) en af forunderlighederne ved plantefarvning.

Jeg har lige fået et helt kilo pulveriseret kraprod, 100 gram indigo og 100 gram safflower (farvetidsel). De to første har jeg prøvet før; sidstnævnte glæder jeg mig til at se resultatet af, men det bliver senere, for i morgen skal vi noget andet.

31. maj 2018

Når kærligheden holder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:57
Tags: ,

I går var vi til sølvbryllup. Det var Das Andere Mädchen, som har været gift med sin elskede Jan i 25 år.
Det er skønt at se, at kærligheden kan holde i 25 år – der er ingen tvivl om, at de to elsker hinanden og vil med størst sandsynlighed også elske hinanden i 25 år til. Eller hvor længe det nu kan blive til, men en sund levevis skulle vel nok kunne få dem om på den anden side af de 90 år.
Vi var 60, og lige godt halvdelen, nemlig 32, var også med til brylluppet, som blev holdt i Kong Hans’ Kælder i København.
Sølvbrudeparret holdt sig til det kongelige og gav frokost på Orangeriet i Kongens Have.

Sus og Jans sølvbryllup

Vejret kunne ikke forlanges bedre. Vi tog toget til København og var i god tid, fordi man altid hører om de mange forsinkelser, man kommer ud for, når man tager offentlig transport, og vi ville ikke risikere at komme for sent. Nok netop fordi vi havde rigeligt med tid, kørte alt på skinner (tøhø), så vi sad og fik en kop kaffe på en café lige over for Kongens Have og så garden trække op (spøjst udtryk, ikke sandt?) og standse trafikken, da den skulle krydse Gothersgade på vej mod Amalienborg.
Det var meget hyggeligt at sidde en lille halv time og se på det forbipasserende byliv – det er sandelig ikke ret ofte, vi gør det mere. Det er faktisk alt for sjældent, for det er sådan, at når vi sidder derhjemme i vores dejlige have, savner vi overhovedet ikke byen, men når nogen tager os sammen og tvinger os derind, så nyder vi det.

Sus og Jans sølvbryllup (1)

Det var også sjovt at se folk igen – nogle af dem har jeg set indimellem, når der har været holdt fest, men andre var det 25 år siden jeg sidst havde set. Det var dog skrækkeligt, så meget der var sket med folks ansigter på de 25 år! Til dels også kroppene, men nok især ansigterne!
Jeg er glad for, at jeg ikke kan høre, om de siger det samme om John og mig. Men vi har naturligvis ikke forandret os lige så meget som alle de andre.
Eller hvordan er det nu lige, det er?
Naturligvis har vi det, men jeg skal da lige love for, at aldringsprocessen bliver ekstra tydeliggjort, når der er 25 år imellem, at man ses.
Der var én kvinde som fuldstændig lignede sig selv fra dengang, men det synes jeg måske kun, fordi jeg har set hende en omkring halv snes gange gennem årene?
Og der var en anden kvinde, som også tydeligt var blevet 25 år ældre, men som på ingen måde havde tænkt sig at indrømme det, hvilket bl.a. afspejledes i hendes påklædning. Det er synd, synes jeg – det har den modsatte effekt end hun går og tror.
Nogle siger, at alder kun er et tal.
Det passer ikke. Alder er mange, mange ting. Nogle virker gamle allerede som unge, nogle holder sig unge på den gode måde, nogle tror selv, at de holder sig unge og gør sig dermed ældre end de er, og så er der de fleste, som bare er (og accepterer) deres alder, uanset hvad den måtte være.
Men kærlighed har ingen alder.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.