Hos Mommer

2. december 2016

Vores borgerpligt – over for os selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

imageJeg gider ikke have influenza. Jeg har ikke haft det så mange gange i mit liv, heldigvis, men de 3-4 gange jeg kan huske, har været alt rigeligt. Og jeg taler rigtig influenza, ikke det pjatværk af en ganske almindelig forkølelse, som mange kalder influenza, når de skal ringe ind på arbejdspladsen og melde sig syge. Det er sådan lidt fesent bare at være forkølet; så lyder det mere seriøst med influenza. Tre dage efter er de på arbejde igen …
En gedigen (nej, ikke gedin!) influenza varer mindst en uge og temperaturen er 40° eller derover i flere dage – i hvert fald for mit vedkommende – jeg bliver SÅ hunderavende syg.
Vi husker alle tre Julen Der Forsvandt, hvilket den gjorde i 1997. Charlotte boede på Amager i sin lille lejlighed, og en dag kort før jul, hvor jeg ringede til hende, kunne jeg høre, at hun havde det meget skidt. Ungen var stædig og påstod, at det ikke var noget, og at hun snart var ovenpå igen. Mor her troede hende ikke og kørte derind, medbringende et termometer. Næsten 40! Jeg nærmest bar hende ned ad trapperne fra 4. sal og fik puttet hende hjemme hos os. Hun skulle blive endnu dårligere … lillejuleaften blev John sløj og juleaften kapitulerede jeg. 1. juledag lå vi alle tre – C og jeg nede i stuen i hver en halvdel af hjørnesofaen, John oppe i soveværelset, men jeg orkede ikke trapperne. 1. juledag havde vi alle tre over 40 i feber. Først 3. juledag begyndte C at få det en smule bedre og kunne så småt begynde at varte os gamle en smule op, og da vi nåede nytåret, var vi alle tre næsten helt raske igen.
Billedresultat for influenza vaccineDet var bare ikke sjovt! Jeg har haft det sådan én gang siden, og kan jeg selv gøre noget, vil jeg ikke være så syg igen.
Jeg kan gøre noget, og nu er vi begge blevet vaccineret.
De sidste år jeg arbejdede, fik vi vaccinationen af firmaet. De interesserede stillede sig op på en lang række, og så foregik vaccinationerne på samlebånd. Jeg meldte mig hver gang og gad overhovedet ikke høre på de negative tunger, der sagde, at det er jo det samme som at sige, at ledelsen ikke vil acceptere, at vi bliver syge.
Sikke noget sludder, sagde jeg – det er et tilbud, du kan sige ja eller nej til – hvis du så får influenza, tror du så, at din chef vil tvinge dig på arbejde og sige det er din egen skyld, fordi du ikke ville vaccineres, så nu har du bare at møde op? Det er da ren win-win – firmaet får færre syge medarbejdere, og du slipper for at blive hundesyg.

Og nej, man får IKKE influenza af selve vaccinen, uanset hvad myterne siger og folk påstår. Men det varer 2-3 uger, inden der er antistoffer nok i kroppen, så i den første periode efter vaccinationen kan man altså godt blive syg alligevel, og det er det, jeg tror nogle forveksler med at være blevet syg af vaccinationen.

image

“Op mod 1 million mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza”.
Det er ikke svært at regne ud, at risikoen således er 1-2 promille for at dø i forbindelse med at have haft influenza.
Jeg kan derfor ikke se nogen argumenter for ikke at lade sig vaccinere – medmindre, selvfølgelig, at man hører til dem, der af lægen bliver frarådet vaccination, men dem hører jeg ikke til.

1. december 2016

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

P1050288P1050290

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

30. november 2016

Så skal du kun handle ét sted …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

Det har ikke rigtig været min dag i dag. Alle mine lovprisninger af Brugsen over for en sammenligning med Fakta, som aldrig har alt, hvad jeg skal bruge, er sendt til hjørne, og jeg er halvknotten.
Nu er jeg endelig blevet relativt god til at lave madplaner. En lille time af formiddagen blev brugt til dette, hvorefter Nielsen x 2 begav sig afsted for henholdsvis at investere i en diasskanner og en masse madvarer.
1) Det er okay, at man kan få økologiske varer, men jeg vil kunne vælge dem fra, for jeg gider ikke betale det dobbelte for økologi. Citronerne kostede fx otte kroner pr. økologisk, mens en Coop-citron kostede fire kroner. Så er det heller ikke vigtigere med det der økologi. I dag blev jeg tvunget til at købe økologisk ingefær, hvilket jeg synes er noget pjat.
2) De havde ikke noget romainesalat
3) De havde ingen svinehjerter.
4) De havde ikke noget kalvespidsbryst (måske mere forståeligt end hjerterne, men irriterende, når det nu stod på min liste til Meyers gule ærter).
5) De var udgået for ricottaost. Der røg canellonierne på lørdag … medmindre jeg kører i Meny.
6) Bland selv-teen fra Fredsted stod stadig med sørgeligt tomme kasser, hvilket affødte følgende ‘dialog’ med den kaffe/teansvarlige (let forkortet udgave):

Sådan slipper man af med ældrebyrdenQ: Hvordan kan det være, at jeg, næsten hver gang jeg er i Karise Brugs, er nødt til at klage over det manglende vedligehold af disse kasser?
A: Jeg tror ikke, jeg har set ham i et halvt år … det er da ikke i orden, kan jeg godt se …
Q: Og det får dig ikke til at kontakte Fredsted Te og høre, hvad de har tænkt sig?
A: Ehhh …
Q: Jeg har klaget fire-fem gange i det samme halve år, og der er ikke sket en pind!
A: Ehhh … det beklager jeg …
Q: Det gør jeg sandelig også! Skulle man ikke formode, at det er den samme konsulent, der kommer i brugsen i Dalby og i Meny i Præstø?
A: Johhh, det skulle man tro …
Q: Har du så et godt bud på, hvorfor det altid er i orden disse to steder, men aldrig i orden her?
A: Nææhhh …
Q: Er de overhovedet blevet kontaktet, eller er I ligeglade?
A: Vi er bestemt ikke ligeglade!
Q: Så synes jeg ærlig talt, at I skulle gøre noget ved det. Jeg er SÅ tæt på at svigte Brugsen til fordel for Meny i Præstø. Ville det ikke være ret fjollet, hvis det skulle være på grund af, at I ikke kan finde ud af det med bland selv-teen?
A: Vi vil jo helst beholde vores kunder …
Q: Så gør noget ved det, når de kunder klager. I har jo i øvrigt også lov til selv at holde øje med, om tingene er i orden.
Exit mig, der som sagt var halvsur i forvejen.

Da jeg kom til kassen, var systemet til læsning af Coopkortet nede. Det kan Karise Brugs ikke gøre for, men da jeg bad om Samvirke, og kassedamen sagde, at det kunne hun ikke give mig uden at kunne læse kortet, medmindre jeg ville betale 49,50 for det …
“DET kan du i hvert fald, og jeg har ikke tænkt mig at betale for det”, sagde jeg og kiggede hvast på hende. En anden kassedame, der hørte dette, sagde, at hun bare skulle give mig det Samvirke – “kunden kan heller ikke gøre for, at systemet er nede, og du kan jo se, at hun er medlem”.

Visse ansatte i brugsen ville nok gerne ledsage mig til Vojens Skydecenter, så de kunne komme af med mig og samtidig få sig en hyggelig eftermiddag, mens de så mig blive skudt.

29. november 2016

Det måtte jo komme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: ,

Du skal spise mange kartofler. Du må ikke spise kartofler. Æg er sundt – tag en æggekur. Du må ikke spise æg; det indeholder farligt kolesterol. Spis masser af pasta. Spis endelig ikke pasta – det er kun for cykelryttere. Pas på mættede fedtsyrer – de slår dig ihjel! Nyhed: LCHF (Low Carb High Fat)– spis masser af fedt – også det mættede.
Hvad der er livsfarligt det ene år, er livsnødvendigt det næste, og sådan har det været så længe jeg kan huske tilbage. Det eneste jeg kan mindes har været sagt lige siden min barndom er, at det ikke er godt at spise for meget sukker.
Som børn fik vi kun slik og sodavand til fødselsdage og højtider. Og når vi var syge. Dvs. så fik vi ikke slik og sodavand, men ‘spændende’ frugt og sodavand. Vindruer og appelsiner var ikke hverdagskost dengang.
Jeg skal være den sidste til at lovprise de gode, gamle dage, men jeg tror ikke, det er fedtet i leverpostejmaden, der har været det væsentligste bidrag til den omfattende overvægt, der er ved at udgøre et samfundsproblem i den vestlige verden. Det er nok mere sukkeret.
For efterhånden mange år siden udtrykte en bekendt sin bekymring for sin 15-årige søns tiltagende fedme og mange bumser, hvortil jeg kommenterede, at det da ikke er så underligt, fordi han indtager mellem to og fire liter cola hver aften, når han sidder ved computeren og spiller!

image

Selv stenalderkostguruen himself – Thomas Rode i egen høje person – går ind for, at man spiser fedt. Riiigeligt fedt. Men okay – jeg tror ikke stenalderfolket hysterisk skar fedtet fra, så det har han måske i virkeligheden sagt hele tiden? Jeg har ikke fulgt så nøje med … er ikke vild med guruer af nogen art.

Jeg VIDSTE det kom en dag

Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig hører efter, når det gælder hvad der nu lige er oppe i tiden mht. slankekure. Jeg har aldrig flintret fra den ene kur til den næste, om hvilket onde tunger vil hævde, at det kan de så sandelig også se på mig! Jeg er bestemt ikke undervægtig, men mit vellevned har jeg meget svært ved at undvære – mit glas vin om aftenen, fx … uh, det smager mig så godt.
Allerede da jeg var laborantelev lærte jeg, at “så længe der er sukker, forbrænder musklerne ikke noget fedt” – sådan kort sagt – så LCHF er nok ikke helt så tosset endda.
Heller ikke Aksel og Conrad, med Pricerne som deres værdige arvtagere, (riiiigeligt med smør!) var så forkert på den, som man har troet på og grinet ad.
Motion er også kraftigt overvurderet. Ikke at motion er usundt, for det er det absolut ikke – vi skal alle motionere og røre os, men det der med fitnesscentre kan være det samme, hvis man går der i håbet om at tabe sig. Man kan bruge romaskinen eller løbebåndet i en halv time og komme tæt på noget, der ligner et hjerteanfald af bare udmattelse, men man har ikke forbrændt mere end hvad der svarer til den lille chokolade, der ligger i den julekalender, vi glæder os til at tage hul på i overmorgen.
Så smid fedtforskrækkelsen væk og undgå sukker i stedet for. Det har jeg sagt i 40 år. Lidt sjovt, ikke?

28. november 2016

A seashell…ter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:27
Tags: ,

Overskriften er bedre i tale end på skrift, da der som bekendt kun er ét l i shelter. Ikke desto mindre syntes jeg om det fine lille ordspil, så ideen blev ikke kasseret.
Fjorden var i løbet af natten kommet en hel del tættere på, end den plejer at være. Den kolde nordenvind har blæst vand ned til os, hvilket har øget normalvandstanden med op til en meter på Sydsjælland, Møn og Falster.

P1050267

Vi er ikke bekymrede, selv om der var nogle der var det på vores vegne, da vi købte hus så tæt på fjorden. Jeg tror ikke, man for 236 år siden lagde et hus på et sted, der var tæt på at være i fare for at blive oversvømmet, bare fordi vinden kom fra den forkerte retning – de har givetvis vidst, hvad de gjorde; det er først i moderne tid, man har fundet på at bygge i moser og på engdrag, tankeløst tæt på normalvandstand. Det skal jo gå galt.
For Den Stråtæktes vedkommende er der da også næsten tre meter til vi nærmer os farezonen (eller omvendt!), men som det ses på billedet herover, er markerne nede ved vandet svundet væsentligt i farbart areal – medmindre man vil have våde fødder.

P1050285
Det vil jeg ikke, men køerne har åbenbart ikke noget imod det. De er trukket lidt sydpå, men det kan ikke være vandets skyld, for de stiller sig glad og gerne med fødderne i det. Og skulle nogle nu blive bekymrede på køernes vegne, kan jeg fortælle, at de har det glimrende – de er jo ikke blevet tvunget til at tage fodbad …
De er meget nysgerrige – da jeg gik forbi dem, havde jeg på et tidspunkt alle ottes udelte opmærksomhed. Sådan har jeg aldrig virket på mennesker!

P1050279

John gjorde mig opmærksom på shelteret, som jeg hele tiden har troet var en båd, der kunne sejle på fjorden, men som altså er endnu et af Næstved kommunes shelters til det bådfarende folk. Nu så tæt på vandet, at de kan sejle kajakken helt ind i seng!

Det blæser, så det bider i kinderne, hvis man går i vinden, men med tøj nok på fås vejret ikke flottere til at gå sig en fjordtur på en dag sidst i november.

27. november 2016

En julesafari

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Næh, vi har ikke ændret rejseplaner, men vi har set otte giraffer i strakt galop i dag. Og nogle tykpelsede kameler. Man ser vist normalt ikke disse to dyr samme sted i Afrika, men det gør man i Knuthenborg park.

Knuthenborg

Vi har også set en million mennesker. Mindst. Og de var ikke i strakt galop. Tværtimod.
Jeg kan godt lide at besøge et julemarked eller to, men jeg bryder mig ikke om store menneskemængder og jeg kan ikke fordrage at stå/gå skulder ved skulder og bevæge mig frem i sneglefart, mens jeg bliver skubbet til af folk, barnevogne og rullestole.
Vi har droppet Gisselfeld julemarked af samme grund, for sidst vi var der, var der ALT for mange mennesker. I stedet valgte vi at tage til et mindre et i Knuthenborg park … jeg forestillede mig, at det nok ikke er så overrendt som de mere kendte – eller som dem, københavnerne gider køre til.
Jeg tog grundigt fejl. Vi var der kl. 10:10, og der var allerede kommet mange. De første ti minutter gik det forholdsvis okay, men det blev ved med at vælte ind med besøgende. Da vi havde gået rundt i tre kvarter, havde vi fået nok. Eller … gået og gået … vi blev nærmest båret med af strømmen, men vi fik kæmpet os ud til parkeringspladsen og kørte en tur gennem parken, som i dagens anledning var åben, inden vi satte kursen hjemover. Vejret var – og har været hele dagen – så flot som det overhovedet kan blive på en novemberdag, så vi kørte en omvej.

Knuthenborg (7)

Knuthenborg (5)Knuthenborg (6)Det er fint af familien Knuth, at de åbner parken for et julemarked, og det er også fint, at indgang og parkering var gratis i dag, i modsætning til mange andre julemarkeder, hvor man skal betale for at komme ind. Det var nu ikke derfor, vi valgte at køre herned, men det var måske derfor, at så mange andre havde valgt det? Det er selvfølgelig godt for stadeholderne, men holddaop, hvor var det for meget for os.

Jeg fandt ellers en dame, der lavede pilefletkugler, men de var alt for store i forhold til det, jeg havde forestillet mig – de havde en diameter fra på størrelse med det bålfad, de skal ligge på og ned til 30 cm. Jeg vil ikke have dem større end højst 15-20 cm i diameter.
Vi kom derfor ikke hjem med noget som helst, men vi fik os en dejlig køretur.

De må kysse meget på Knuthenborg –  i hvert fald har de oceaner af mistelten; faktisk har jeg vist aldrig set så mange mistelten på ét træ, og der var flere træer, der så sådan ud. En skam, at de sidder så højt, ellers kunne man godt være blevet fristet til at tage en lille stump med hjem.

26. november 2016

Sådan sliber man sten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags:

Jeg tror det var Fruen i Midten, der spurgte til stenslibning. Emnet fangede min interesse for nok omkring 20-25 år siden, da jeg på en udstilling så en hel skattekiste fuld af spændende, smukt blanktslebne sten. For at gøre en lang historie lidt kortere, så startede jeg om efteråret på et kursus, hvor vi manuelt sleb halvædelsten og formede dem til smykker, lige som jeg samme år i julegave fik en maskine til tromleslibning af sten. Der er mange år siden, jeg sidst har tromlet sten, men familiens indsamling i efterårsferien af mere eller mindre runde flint inspirerede mig til at tage det op igen. Ungerne valgte hvilke der skulle slibes, og jeg satte gang i processen, som tager omkring en måneds tid.

StenslibningStenslibning

Først tromles ca. et kilo sten seks-syv dage med det groveste slibepulver af fire finhedsgrader. Jeg har korn 60, 80, 220, 400, 600, 800 og 1000 (nogle vil kende disse tal fra slibepapir). Til denne flint har jeg brugt 80, 220, 600 og 1000. Hvad jeg vælger, afhænger af emnet, der skal slibes – der skal helst slibes sten med den samme hårdhedsgrad pr. batch. Flint er temmelig hårdt med samme hårdhedsgrad som kvarts, nemlig 7 (Mohs’ skala).

StenslibningStenslibning

Cirka hver sjette dag skiftes der til et finere pulver, der kommes lidt vand ved, og tromlen startes igen. Den larmer ad pommern til, så den er forvist til garagen. Efter korn 1000 skal der tromles med polerpulver, hvilket fx kan være aluminiuimoxyd. Når processen er slut, har man de smukkeste glatte og blanke sten, som tænkes kan.
Jeg har set flot slebne sten, og jeg har set noget skrækkeligt klamp, som jeg ikke forstår, folk vil give penge for. Min stenlærer (det næste er rent pral) var højlydt forbavset over mit første forsøg … Jamen … det er jo perfekt! Det kan simpelthen ikke gøres bedre! De færreste kan slibe så flot – ikke engang jeg … hvordan pokker har du båret dig af med det? Det er ikke retfærdigt, det her! (Dog med et stort smil på …)

Stenslibning førStenslibning efter

Jeg fortalte hende, at jeg var laborant, så jeg vidste lidt om renlighed og om afsmitning og forurening. Jeg har også en god logisk sans, så jeg kunne godt regne ud, at hvis man ikke gjorde tromle og sten meget grundigt rene efter hvert pulver, så var der risiko for forurening, og hvis der kom grove korn med over til det finere, så kunne det næsten være ligemeget at skifte. Derfor investerede jeg med det samme i en tromle alene til de groveste pulvere og en, der var forbeholdt polering, således at jeg fra start kørte med tre tromler, hvor mange nøjes med én. Det gav pote.  
Faktisk står alt dette i vejledningerne i dag, men dengang var de ikke så gode, og internettet var ikke opfundet. OG en del har vist nok en tilbøjelighed til at tænke årh, det går nok alligevel, selv om jeg sjusker lidt – men det gør det så ikke.

Stenslibning (3) 

Til sammenligning har jeg lagt en usleben kugleflint ved siden af de slebne – forskellen kan man ikke være i tvivl om. Den uslebne er i øvrigt en raslesten; derfor kom den ikke med i tromlen. Stenene bliver nemlig altid mindre under slibeprocessen, og jeg ved ikke, hvor tyk skallen er. De slebne sten er skønne at nulre; nogle bruger at have en i lommen, fordi det kan virke afstressende at føle på noget, som er så lækkert og på én gang stenhårdt og fløjlsblødt.
Næste hold er færdigt om fire dage – de skal med til England, for ungerne vil synes det er sjovt, når de selv har fundet stenene.

25. november 2016

En kvædeføljeton …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

KvædesaftEr I ved at være trætte af at høre mig ævle om kvæder i én uendelighed? Forståeligt nok, men det er sandsynligvis ved at synge på sidste vers, dog mangler jeg stadig at lave Fru Zauppers kvædemarmelade med ingefær. Den har jeg tænkt mig at kombinere med Lone Landmands kvædemarmelade med æbler. Så er det vist også kvæder nok for i år … når den marmelade er lavet (og det har jeg vist glas nok til), er alle kvæderne brugt.
Brugt til (inklusive Pias kvæder): Provencalsk kvædemarmelade, kvædemarmelade med citrus, godt 2½ liter kvædesaft efter at have taget næsten en liter fra til kvædesirup. To kvæder er tørret til fremtidig kvædete, der er sat kvædesnaps over, der er lavet kvædebrød i dag, og i morgen skal jeg lave omtalte marmelade med æbler og ingefær. Vi bliver kvalt i kvæder det næste års tid … håber virkelig, at Charlotte med familie vil aftage noget af det. Snapsen skal trække mellem to og tolv måneder – med sådan en besked er man jo nødt til at smage på den en gang om måneden fra om to måneder …

Jeg er også blevet en smule klogere siden i går. Den sirup, jeg kogte ind til halvdelen, og som jeg derfor troede var kogt for lidt ind ifølge det jeg senere læste, er helt perfekt. Den sirup, jeg i dag kogte ind til den tredjedel, der stod den skulle, kunne jeg næsten ikke få op af gryden og ned i flasken – det er mere stift end gele, så meget, at jeg tror der skal en lille stiksav til a la dem, man bruger til at lave træpuslespil af. Så kan jeg skære ‘siruppen’ i skiver nede i flasken og fiske de enkelte stykker op med krog og line! Konklusion: At koge den ind til halvdelen fungerer fint. Det er muligvis fordi jeg kogte saften af hele Kvædebrødkvæden, så alt pektinet kom med … måske skal man koge sirup af kvæder uden kernehus, men det er for sent at afprøve den teori i år.
Kvædebrødet er kun lige blevet koldt, men det er allerede totalt stift og vingummiagtigt – det skal nok blive helt efter forskrifterne, som siger, at det skal tørre mellem tre dage og en uge. Farven ser også rigtig ud – er endog blevet mere rødt end mange af billederne viser (der er ikke manipuleret med den røde farve, men blitzen overbelyste bagepapiret); det bliver lidt spændende, om det smager så godt, at jeg kan tage det med til England som jule-/ostekonfekt, eller vi lige så stille efterlader det herhjemme og forsøger os med at prakke det på kommende ostespisende gæster. Jeg har aldrig smagt det, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente.
Og ikke et ord om at kvæde en halvkvædet vise …

24. november 2016

Kvædesirup eller bare sød saft?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da Bodil kom i lørdags, havde hun en stor spand fyldt med store kvæder med til både Merete og mig – jeg har aldrig set så store kvæder! Nogle af dem var så store som små meloner. Gad vide, hvor længe de kan holde sig i køkkenvarmen? De dufter så aldeles vidunderligt, så disse får lov at blive på fadet, til det bliver overhængende nødvendigt at bruge dem. Camilla Plum siger det så poetisk: “En skål med kvæder kan parfumere et helt rum, med den yndigste, men insisterende duft af syrligt, let gæret æble, krydret med efterårsskovbund og kardemomme.”
Jeg vidste ikke, at Bodil har kvæder (det har hun heller ikke, viste det sig, da jeg sagde det til hende, men hendes nabo har et træ, der giver i tonsvis), og Bodil vidste ikke, at jeg allerede havde fået en portion af Pia, men det gør ikke spor – jeg kan sagtens bruge disse også. Det største problem er nok lige nu, at jeg ikke har ret mange ledige glas, så hvad gør en klog?
Jeg ved ikke hvad en klog ville have gjort, men jeg har lige kogt omkring halvdelen af kvæderne af til saft, så kan jeg altid lave gele af den saft senere, når jeg igen har tomme glas. Saftflasker har jeg nemlig rigeligt af, og er der plads i kufferten, kan jeg tage en med til England til jul, for kvædesaft smager ganske glimrende – eller også laver jeg gele til Charlotte derovre, for hun mangler ikke glas.

Store kvæderKvædesirup

Det er, som jeg nævnte i et indlæg for år tilbage, Den Lille Kemiker-agtigt, når man koger kvæder (og æbler). Disse smukke, knaldgule frugters saft bliver under kogningen nærmest lysende rød. Lige når det er filtreret, kan det godt være en smule uklart, men når man koger det op med sukker, bliver det smukt og helt gennemsigtigt, lige som farvet glas.

Der er plads til eksperimenter, når man er så heldig at få en sådan overflod af kvæder, så jeg forsøgte mig med at lave kvædesirup.
Jeg har sikkert ikke kogt det nok ind … læste, da det var for sent, at væskemængden skal reduceres til en tredjedel, men jeg tror kun, at min portion blev reduceret til omkring halvdelen, så det kan være, at jeg bare har fået mig en portion ekstra sød saft.
Nå. Jeg kan prøve igen i morgen; jeg har stadig 2½ liter saft og omkring 30 kvæder tilbage …

23. november 2016

Nu med fiskekugler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Fiskekugler … uden r efter fiske … hvis der blev sat et r der, ville det sikkert kunne skabe nogle lidt uhensigtsmæssige associationer hos et par stykker.
Nogle gange bliver jeg positivt overrasket: Jeg bestilte kuglerne hos nauticum.dk i går ved middagstid. I morges kl. 9:30 ringede postbuddet på vores dør med pakken. Det kan ikke lade sig gøre at ekspedere det hurtigere, men hvorfor pakker skal prioriteres over breve, forstår jeg ikke.

P1050210P1050206

P1050213Jeg er faldet pladask for de smukke kugler, som må kunne finde en eller anden form for anvendelse hele året her hos os – vi bor trods alt helt ned til vandet, så det vil ikke virke forkert. Hvis jeg fjerner de julede ting fra bålfadet, kan der sagtens ligge noget i det hele året og se nysseligt ud.
Nu mangler jeg bare en kugle eller to af flettet pil. Måske kunne jeg godt finde ud af at lave en selv, men det kræver, at jeg har noget egnet pil, og det har jeg desværre ikke. Mos kan sagtens skaffes, men det har vi mest af i Sverige, så det må vente et stykke tid.
Resten af vinterbelysningen er ligeledes kommet på plads nu. Det hedder ikke julebelysning hos os, for vi sætter ikke lys i noget, der minder om juletræer, netop for at have en gyldig undskyldning for at have det tændt i hele mørketiden; dvs. frem til omkring slutningen af februar. Det er så hyggeligt, når bare der ikke er for meget af det … vi er på ingen måde ude på at komme i lokal- eller landsdækkende tv for vores overdådige (jule)belysning.
Postbuddet kom også med to andre pakker. Nu er alle julegaverne i hus. De, der fylder mere end de vejer, er sendt videre til England, sammen med den traditionelle chokoladekalender til børnene; resten af gaverne kan vi have i kufferterne. Det er en ret god fornemmelse ikke at skulle tænke mere på julegaverne for i år.

22. november 2016

Nu med bladkugle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

P1050202I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

22 nov 2016 (10)

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

22 nov 2016 (11)

21. november 2016

Hvordan siger man tak for mad på engelsk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: ,

imageDet er altså rigtig ærgerligt, at man ikke længere selv får adgang til alle de fjollede søgninger, der leder folk hen til ens blog. De fleste var selvfølgelig forholdsvis kedelige, men der har sandelig også været mange perler indimellem, som jeg nåede at få hele 13 indlæg ud af.
min barnepige er en vampyr” (jamen du GOdeste da! Hvor gammel er du? Er du okay? Se at få spist nogle hvidløg hurtigst muligt). Eller underligheder: “ting der ikke findes men aligevel findes af køer” … hvordan kan man finde noget, som ikke findes? Gælder sikkert også køer …
Nu får jeg kun adgang til topsøgningerne, og de er ikke særlig morsomme; faktisk kan det ikke undre spor, at disse søgeord leder til min blog, men i dag dukkede spørgsmålet hvordan siger man tak for mad på engelsk op. Det er et godt spørgsmål, hvortil svaret er, at det gør man ikke. Man har ikke en tilsvarende høflighed på engelsk, selv om briterne ellers er kendt for at være et yderst belevent folkefærd.
Charlotte har lært sine børn, at inden man rejser sig fra bordet, siger man først tak for mad. For også at gøre det lidt engelsk, har de lært i den samme sætning at sige please may I get down? Det siges meget hurtigt, men det hele kommer med: TakformadpleasemayIgetdown? Det er hermed svaret på overskriftens spørgsmål – please may I get down er det, der kommer ‘tak for mad’ nærmest, når man er barn, færdig med at spise og ikke længere gider sidde og høre på voksensnakken. Hvad så med os voksne? Tjah … man kan selvfølgelig rose maden undervejs eller til sidst, men ellers siger man ikke noget specielt til værtsparret, når man er færdig med at spise.

P1050176

I dag har vi bare nydt først en smuk solopgang og senere det dejlige vejr, som vist varer et par dage endnu, inden kulden vender tilbage.
De gyldne morgensolstråler lyste ned på en af blishøneøerne (den sorte stribe midt i vandet) – det var en af de morgener, hvor vi bare nød solopgangen fra den spæde start, til solen stod højt på himlen. Et af de mange goder ved pensionistlivet er, at man har tiden til den slags langsomleven.

P1050164P1050169

P1050172En af Marjatta-eleverne syntes tilsyneladende, at det var forår, for han havde kun taget en kortærmet skjorte på, da han gik sin sædvanlige morgentur fra sit bosted til Marjattas gård, hvor han arbejder. Solbrillerne manglede heller ikke … han så overhovedet ikke ud til at fryse, og han havde ikke travlt med at komme frem til sit bestemmelsessted. Det var godt nok otte grader på det tidspunkt … lunt for årstiden, men jeg tror nok, jeg ville have frosset en anelse, hvis jeg skulle have gået en god kilometer i skjorteærmer.
Dette er naturligvis ikke skrevet/vist for at hænge gutten her ud … jeg tvivler på, at nogen vil kunne genkende ham ud fra billedet … jeg syntes bare det var lidt pudsigt at se ham komme gående i den mundering d. 21. november.

20. november 2016

Hun startede åbenbart i en tidlig alder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

skan7I går kom begge mine søstre og den ene søsters tre børn. Vi skulle se lysbilleder – alle mine forældres gamle lysbilleder.
Det vil sige, at jeg troede vi skulle igennem dem alle sammen, men Bodil havde heldigvis gennemgået dem én gang og havde smidt alt ud, som hun med sikkerhed vidste, ingen af os ville have, så i alt skulle vi kun gennemse godt seks slæder med dias, hvoraf vi endte med at gemme omkring 170-180. De skal nu skannes, gemmes som filer og så en tur op i skyen, hvorfra hver enkelt familiemedlem kan fiske de billeder, der måtte have interesse.
Jeg havde ikke set frem til dette arbejde og havde slet ikke regnet med, at det ville være så sjovt at se os selv tilbage fra 1963 og frem til far stoppede med at lave lysbilleder omkring 1980. Blandt de sidste var billeder, som Bodil havde taget, og der var nogle overraskelser for mit vedkommende. De var taget på gården; Bodil er otte år yngre end mig (jo, jeg må gerne skrive ‘mig’ her), så hun boede hjemme, til Charlotte var næsten fem år. Hun (Bodil) var sød til at tage C med hjem fra børnehaven, når hun cyklede fra skole, så C var næsten mere sammen med Bodil, end hun var sammen med mig. Næsten … det var i hvert fald meget … C kunne ride, før hun kunne gå. Næsten …

P1050157Min lille Charlottes omgang med heste ville jeg helst ikke se på dengang. Hun gik under maven på Bodils hest – det var jo nemmere end at gå hele vejen udenom, især fordi hun nøje havde fået indskærpet, at hun aldrig måtte gå lige bag om hesten. Jeg nævnte somme tider, at det så lidt farligt ud indimellem. “Sludder, jeg ved hvad jeg gør – der sker selvfølgelig ikke Charlotte noget”, svarede Bodil, og hun skulle blive voksen og selv få børn, inden hun godt kunne se, at hvis hun skulle opleve andre udsætte hendes børn for det, hun syntes var så naturligt sammen med Charlotte, ville hun nok have hoppet lidt i sædet.
Nå. Der skete jo sådan set aldrig noget, må jeg indrømme.

Hvad jeg slet ikke havde forudset ved gårsdagens lysbilledshow var, at min søsters børn sad og storhyggede sig. Nogle gange kunne de godt se, om det var deres egen mor, andre gange forvekslede de os godt og grundigt – det skal siges, at der ingen kronologi var i lysbillederne mere – de var rodet totalt sammen.
Camilla havde sin lille Carl på otte måneder med, og da vi så et billede af Camilla i samme alder, hujede vi alle – det var en 95 % kopi af Carl, som kiggede ned til os fra lærredet. Nu var det så mor og søn, men vi morede os med at finde andre familietræk, der gik igen på kryds og tværs; fx lignede den ene af mine niecer som barn mere mig som barn, end hun nogensinde har lignet sin egen mor.

Og så havde Bodil lokket mit stakkels uskyldige barn til noget frækt. Krudtet i Charlottes øjne skinnede tydeligt igennem på lysbilledet, men det er desværre ikke så tydeligt her på fotografiet af et lysbillede. Håber det bliver bedre ved en skanning.
De har vist haft en fest, de to – jeg havde aldrig set det billede før, men det med at synes det er sjovt at klæde sig lidt frækt ud er åbenbart ikke først startet med Cabaret-kostumet fra forleden.

18. november 2016

Hvad sker der med de der principper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , ,

image

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
imageAnna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

17. november 2016

Alle vores Marjatta-naboer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: ,

Da vi gik og renoverede Den Stråtækte, kom mange af vores dengang kommende naboer og ønskede os velkommen til. De virkede ægte interesserede i, hvordan det skred frem med huset og i at få os til at føle os velkomne hernede.
Næsten supermåne med håndholdt kameraSiden har vi været til middag hos nogle af dem, vi har været med til en splejse-buffet og vi har også selv inviteret til gæstebud. Jeg har aldrig haft så gode naboer, selv om vi på et enkelt punkt føler os helt uden for fællesskabet.
De arbejder stort set alle sammen på Marjatta.
Marjatta, som i øvrigt er født samme år som mig, ligger meget tæt på Den Stråtækte; med diverse bofællesskaber og værksteder spredt rundt omkring i omegnen. Hver morgen går der elever både den ene vej, op til selve skolen, og den anden vej til deres mejeri, hvor de fremstiller nogle af de glimrende produkter, som de sælger i deres gårdbutik Pilti, som jeg kan anbefale et besøg i.
Eleverne lærte vi hurtigt at kende, når de gik den daglige tur – rigtig mange af dem går og taler med sig selv hele tiden – de er blevet en del af det daglige billede, og de hilser alle sammen så sødt, hvis vi er ude i haven, når de kommer forbi.

To gange har der været et hus til salg i området, og to gange var det Marjatta-ansatte, der så en mulighed for at komme til at bo lidt tættere på deres arbejdsplads. Vi var første undtagelse fra det i et godt stykke tid, men det er vældig hyggeligt; vi er ikke i tvivl om, at de brænder for deres arbejde alle til hobe. Nogle underviser eleverne; andre underviser på Uddannelsescenter Marjatta, som kører meget efter Rudolf Steinerprincipperne.
For to minutter siden kom Bernhard, som, udover at være en af vores naboer, er leder af Marjatta og forstander for Skolehjemmet, med en julekalender, hvor pengene for den selvfølgelig går til Marjattahjemmenes Støttefond. Han er meget aktiv og knokler selv på livet løs, når der skal ske noget for eleverne. Alle årets højtider bliver markeret på en eller måde, og der er mange, der er engageret i arbejdet med det – og eleverne elsker det selvfølgelig. Vi har oplevet det, og det er meget sjælevarmende at se, hvordan de går op i det med liv og sjæl. Den institution gør virkelig noget godt for de udviklingshæmmede.
På søndag skal vi til julebasar på Marjatta. Ses vi?

16. november 2016

Lidt nyt fra kooperativet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags:

Som opfølgning på indlægget fra forleden dag, hvor jeg spurgte til, hvornår køer normalt kommer ind for vinteren, og hvortil jeg fik mange gode svar, vil jeg ganske kort sige, at i går eftermiddags kom der en med en balle hø til køerne.
Den blev de glade for, kan man se.

P1050149P1050150

Farmer lovede at komme med et forslag til race, hvis jeg kunne præstere et lidt bedre billede end det, jeg satte i forleden.
Jeg ved ikke, om dette er nærbillede nok til denne racebestemmelse, men det var hvad jeg kunne klare.
De var temmelig nysgerrige og afbrød sig selv i spisningen for at tage en større eller mindre kovending og undersøge hvad hun var for en underlig en, hende der, som pludselig dukkede op og satte en lille sort kasse op foran øjnene.
I øvrigt går der stadig køer flere steder langs fjorden, når man kører turen ned mod Præstø, så jeg er ikke bekymret – alle har fået kosttilskud, kunne jeg konstatere i dag; ingen har et læskur, men der er vækster, der kan give læ for blæsten, og ingen ser ud til at lide nogen nød.
Situationen er under kontrol …

15. november 2016

Undervurder aldrig en kvinde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Never underestimate a womanFordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

14. november 2016

Dagens påstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags:

Dagens påstand er denne:

P1040977

imageDet er intet mindre end genialt, og det er stjålet fra en minibærepose i brugsens chokoladeafdeling. Jeg er SÅ enig med den tekst, og nu nærmer sig den fantastiske tid, hvor jeg under mig årets chokoladetilskud, nemlig juletiden.
Jeg mangler bare at definere hvor lang ‘juletiden’ skal defineres til at være denne gang … tror fra omkring 1. december, idet jeg, inspireret af et indlæg af Mia, har købt en skøn julekalender fra Summerbird til John og mig – det er en godt gennemtænkt par-pakkekalender, for der er to stykker til hver dag, så der er en fair chance for, at John for en gangs skyld når at få glæde af husets chokolade, inden jeg glubsk og egoistisk når at fortære det.
Jeg satser på, at det lille skuffedarium efter chokoladetømning kan bruges til småting af håndarbejdsmæssig karakter.
Det var Mias rare mand, der kom hjem med en chokoladejulekalender til hende, men hvad den slags angår, kunne min ellers så søde John aldrig selv finde på at købe en julekalender, og selv om jeg kom med 10.000 mere eller mindre direkte hentydninger fra nu af og til juleaften 2017, kunne han alligevel ikke finde på at købe en julekalender … jeg har så bare til gode at finde ud af, om han heller ikke kunne finde på at spise en julekalender, hvis en anden en havde købt den … 

13. november 2016

I fiskenes tegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: ,

Sortsø ved Stubbekøbing, som vi via min søster lærte at kende sidste år, har igen udsalg af regnbueørred, som jeg i resten af indlægget, af ren og skær dovenskab, bare kalder laks.
Vi kørte derned i dag og kom hjem med fire laks på 2½-3 kilo og en enkelt på 4 kilo. Ingen rogn – jeg gider simpelthen ikke det besvær; det tog en krig sidste år at få det rengjort ordentligt.
Det er slemt nok at filetere laksene, men nu har jeg i det mindste, i modsætning til sidste år, en rigtig fileteringskniv, der er suuuperskarp.
Og jeg kom slet ikke til skade! John var ellers meget bekymret for, at der skulle komme lidt menneskekød med, for jeg er ikke altid helt god til det med skarpe knive – i sidste weekend præsterede jeg at skære mig to gange!

Sortsø (4)

Det gik så nogenlunde; der var kun en halv laksefilet, der blev virkelig grim, så den spiser vi i aften og i morgen. Jeg bliver aldrig verdensmester i at filetere fisk, men typisk nok blev jeg bedre efterhånden som arbejdet skred frem, så den femte og dermed sidste blev fileteret lidt pænere end de fire første – og til næste år har jeg sandsynligvis glemt teknikken igen, så jeg kan starte forfra. Der fulgte dog en sidegevinst med mit manglende professionelle håndelag: Da jeg fik renset skeletterne ordentligt, blev der over et kilo til at hakke til laksefrikadeller. Kødhakkeren kom således også i brug … holddaop, hvor var der meget, der var indsmurt i fiskesnask, da jeg endelig var færdig efter godt tre timers arbejde – der røg yderligere en halv time på i rengøring af grej og køkken.
Men amatør eller ej – laks skal vi have, også til næste år – det smager himmelsk, når man selv ryger dem.

Sortsø (2)Sortsø (6)

Rejen herover må have foretaget et rejehop i verdensrekordklasse for sådan en lille fætter … eller noget … jeg undrede mig over, hvordan den var havnet lige midt på molen på et sted, hvor der bestemt ikke så ud til at være landet nogen fisk.
Vejret var, i modsætning til sidste år, hvor det både regnede og blæste, højt, klart og flot. Koldt, godt nok, men det gør ikke noget – hellere kulde og sol end (relativt) varmt og kedeligt regnvejr.
Det føles ret fedt at have ni store laksefileter i fryseren. Ih, hvor skal vi ryge her i vinter!

12. november 2016

Come to the cabaret!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags:

Just another day in the countrysideDer bor et par i vores efterhånden så velkendte lille, engelske landsby, hvor den ene part fylder 50 år og hvor den anden har arrangeret et surpriseparty for ham.´
Temaet er Cabaret.
Charlotte er ikke uddannet kostumeskrædder for ingenting, hvorfor dette var en opgave, hun udelukkende betragtede som en herlig og inspirerende en af slagsen … jeg ved dog ikke, om hun selv har lavet sin hovedbeklædning.
Hvordan man så har forestillet sig at 1) lokke Richard over til forsamlingshuset uden han fatter mistanke og 2) i fald det lykkes, hvordan så gemme 100 personer i et forsamlingshus, der kun lige netop er stort nok til at rumme de 100 personer?
Der er et lille køkken, som vitterlig er noget småtteri … men okay, uanset hvor stor eller lille overraskelsen bliver, er jeg sikker på det bliver et brag af en fest alligevel – især hvis alle gør lige så meget ud af det som mit yndlingspar her.

Det var ellers noget helt andet, jeg ville have skrevet om i dag, men da denne mail løb ind, var jeg nødt til at offentliggøre dette billede.

Jeg ville blandt andet have skrevet, at hvis nogle af jer, som mig, i et stykke tid har savnet Farmers gode indlæg, kan han nu findes hos WordPress og ikke på Smartlog, som lige i øjeblikket er alt andet end smart.

Jeg ville også have spurgt om ikke det er lidt sent at have køer på græs, når nattefrosten er ankommet?
På strandengen over for os går stadig de otte køer, som har gået der hele sommeren og efteråret, men det er måske ganske almindeligt at tage dem ind så sent? Jeg var kun omkring otte-ni år, da far stoppede med at have køer, så jeg husker ikke hvornår de kom ind for vinteren. Måske Farmer kan svare på det? Altså ikke hvornår far tog sine ind, men hvornår de normalt bliver sendt på stald …

Køer med is i maven?

11. november 2016

Vi har en tam rødkælk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Den dag jeg tog dahliaerne op, gik John ikke så langt fra mig ved gavlen og ryddede lidt op i visne vækster. Da han var næsten færdig, kaldte han hviskende på mig: “Kom herhen, men gå forsigtigt og sig ingenting.” Så var jeg klar over, at det enten var noget med en fugl eller med en lille mus, hvilket det da også var – nemlig en rødkælk (jeg kan bedre lide rødkælk end rødhals), der gik og fandt lækkerbiskener på jorden, hvor John lige havde ryddet op.
Hvad der var underligt var, at den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede op på os en gang imellem, men pikkede derefter ufortrødent videre.
Det stod på i lang tid. Vi begyndte at bevæge os lidt rundt, men den flyttede sig først, når vi kom tættere på den end en god meter. Og jeg mener virkelig flyttede sig – den fløj ikke væk.

Vores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

I dag havde vi fyldt traileren med brænde, som skulle læsses af, da vi kom hjem. Ude ved brændestablen gik den lille rødkælk rundt; denne gang endnu mere tryg ved os end forleden. Jeg ville bære en favnfuld brænde ind i kurven og havde nær trådt den ned, så tæt var den på mig. Den pilede rundt om vores fødder og fandt lidt spiseligt hist og pist. Edderkopper, måske? Jeg håber den bliver boende – det er i hvert fald ikke edderkopper, vi mangler, og jeg under den gerne en betragtelig portion af dem! Den kiggede bare op på os med jævne mellemrum med sine små sorte perleøjne, som om den ville sige, at vi jo skal være her alle sammen, ikke?
Den er simpelthen noget så aldeles nuser. Dofbasen siger, at “den kan ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør fødeemner”, men jeg har aldrig før oplevet så usky (!) en rødkælk.

P1050118Mågerne vender hjem til aften

Vi kunne se, at der havde været en smule sne, men der var ikke mange fnug tilbage – det har været et fantastisk vejr hele dagen – både her og hisset.

10. november 2016

Tålmodighed, tålmodighed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: ,

P1050073Da Anna og Aubrey for første gang opdagede en pænt stor klump harpiks på et grantræ her ved torpet, gjorde de som børn helst skal gøre: Undrede sig og spurgte hvad det var for noget. Det fortalte vi dem naturligvis og fortalte også, at det bliver til rav, hvis man venter længe nok.
Nu er ‘længe nok’ for små børn noget ganske andet, end det er for os andre. De tog harpiksklumpen med ind og gik og kiggede til den et par dage.
“Hvor længe skal vi vente, mommer?”
”Årh, nogle millioner år … mindst 30, faktisk.”
”30 ÅR???”
”Nej. 30 millioner år.”
Da det gik op for dem, at jeg ikke tog gas på dem, mistede de lidt interessen for det stykke harpiks.

P1050071Jeg mindes ikke at have set harpiks på asketræer, men i dag fandt jeg en stor klump, som her er vist i naturlig størrelse. (Ask tilhører sorten af hårdt træ. Det er let at save, men svært at splitte. Sammenlignet med fyr- og gransorter er indholdet af harpiks i ask meget lavt. Dette skaber få uønskede gnister eller flyvende gløder – citat slut.)
John og Søren skriver vist gerne under på, at det er svært at splitte … jeg tror nok, de hev og sled i nogle af stykkerne indimellem for at vride dem fra hinanden.
Nu skal jeg bare vente i 30 millioner år på, at dette bliver til en klump smuk, lys rav.
Mon ikke arvingerne vil tage over gennem generationerne? Jeg lægger det lige i vand …
Mine fodspor i den svenske sne bliver ikke stående i millioner af år. Faktisk blev de ikke engang et døgn, for nu er det blevet tøvejr.

P1050084P1020834

De flittige mænd har nu, trods asketræets stritten imod, kløvet alt brændet, som ses til højre. Nu mangler kun de stadig hele stammer, men de får vente, for lige nu ser de ud som på billedet till venstre. Flink Nabo har lovet at komme og hjælpe med at slæbe det længere ind på plænen (med sin traktor, forstås). Stammernes ene ende rager lidt ud over et stengærde og er derfor ikke helt nemme at gå til med kædesaven.

På en af stammerne lå der rester fra den irriterende ukrudtsplante burresnerre, hvis kuglerunde frø sætter sig på både hud og tøj, men set i nærbillede ligner de mest af alt små, stiliserede får, der er ude at løbe sig en tur.

P1050085

Jeg råhygger med strikketøj og blogindlæg, mens jeg nyder den dybe stilhed og brændeovens varme. Jeg er alene hjemme, mens mændene er en tur i Kristianstad. De fandt lige pludselig ud af, at de var nødt til at erhverve sig hver en fiskehat, hvilket pludselig kun kunne gå for langsomt.

9. november 2016

Verdens vinter?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: , ,

Verdens Vinter er midterbogen i en Ken Follett-trilogi, som handler om tiden fra 1933-1949. Jeg håber ikke, den titel også vil kunne bruges om den tid, vi går i møde nu. Og så ikke et ord mere om den sag fra min side. Lige nu. Ikke et ord.
Vinter er det under alle omstændigheder blevet her i det svenske. Lige så flot og blåt det var i går, lige så mørkt og gråt er det i dag – bortset fra, at det bliver hvidere og hvidere udenfor, fordi det vælter ned fra den blytunge himmel.
Den fine dag i går sagde et smukt farvel til os med et dejligt blødt, men alligevel intenst lys.

P1050055

Og nu …

P1050062

… kan vi næsten ikke se ned til åen.

Kvæder honning og citrusKvæder honning og citrus (3)P1050066

P1050068Når man nu ikke får lov til at blande sig i mandfolkenes arbejde, så er det heldigt, at man i stedet kan bruge tiden på noget (andet) fornuftigt, som fx at lave kvæder syltet med honning og citrusfrugter. Det blev sandelig godt! Vi prøvede det her til morgen – begge herrerne godkendte produktet. Det var udmærket, for arbejdet med at skære seks kvæder ud i tern på ½ cm tog en rum tid; det ville have været en anelse surt, hvis resultatet ikke var blevet godt nok.
Jeg havde ledt rundt efter en ny måde at tilberede kvæder på … denne fandt jeg i en af Dittes kogebøger. Jeg skal også prøve et par andre, hun fandt til mig: provencalsk kvædemarmelade (med granatæblesirup) og en kvædeterrin, som skal serveres med enten gammel parmesan, lagret fåreost eller en blåskimmelost. Temmelig alternative opskrifter, men man er jo nødt til at forny sig, hvis ikke kvædelivet skal blive for kedeligt.
Sådan som de to herrer knokler, skal de forkæles lidt rent madmæssigt, hvorfor den i aften står på langtidsstegt lammekølle. To hele, overskårede hvidløg ligger og hygger sig i rødvin, som er tilsat en smule balsamico, sammen med rødløg, gulerod, rosmarin, salt og peber. 125° i 7-8 timer og så lige et bruningsboost til sidst.
Det skal nok blive godt …

8. november 2016

Først den ene vej …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

Først den ene vej og så den anden vej … denne sangleg var et af de faste indslag ved barndommens juletræsfester, og jeg kom til at tænke på den i formiddags, da John og Søren kastede sig over at flytte træ.
Men allerførst på med en hel del tøj – vi vågnede op til ÷9° – det var godt nok halvkoldt. Heldigvis havde brændeovnen formået at “brænde over”, fordi den blev stopfodret lige inden vi gik til køjs, så stuetemperaturen var hurtigt oppe på 20° igen.
De tilsavede stykker træ blev fragtet fra bunken omme i haven og ind i garagen, hvor vi vil kunne stå og kløve det, selvom det er regn- eller snevejr.
Traileren var med – for det første sparede det en masse rygskadende ture med en trillebør og for det andet kan vi hente lidt brænde med hjem.

Da jeg formanede dem om at huske at holde pause, inden de får ondt i ryggen, svarede de i munden på hinanden henholdsvis
Det nåede vi ikke og Det er skam for sent … tossede mandfolk. Heldigvis mente de det ikke, men de er vist ikke brødre for ingenting.

Først den ene vej ... (1)Først den ene vej ... (2) 

Ale-lageVejret var og er dog superflot; med solen skinnende fra en høj og klar, blå himmel, så mændene havde ingen problemer med at holde varmen.
Man fornemmer måske via de sidste ord, at jeg ikke var med til at slæbe træ? Det er i givet fald en helt rigtig fornemmelse … jeg havde travlt med forberedelser til aftensmaden … om to dage …
1½ liter ale, med masser af frisk rosmarin og timian, seks hvidløgsfed, 100 g honning, salt, hel peber og skrællen af en citron. Koges i 10 minutter.
Det skulle køle helt ned – en tur ude på terrassen fremskyndede denne køleproces betydeligt – inden det blev hældt i en pose sammen med en hel kylling. Det skal i køleskabet i 1-3 dage, stod der. Jeg tror jeg tager den gyldne middelvej og lader det ligge i to dage. Det dufter aldeles dejligt – også selv om jeg ikke er øldrikker, men mad med øl smager skønt; fx ølbraiserede svinekæber eller portergryde, og jeg er sikker på, at dette også holder.
Kyllingen skal ovnsteges på en rist, med lagen i et fad nede under. Til sidst ristes champignon, som kommes i væden. Det kan næsten ikke gå galt, og jeg glæder mig allerede til torsdagens middag.

Æbler efter frostÆbler efter frost (1)

Skyggerne er allerede, her i starten af november kl. 14:30, meget lange.
Nå. Det vender igen om seks uger. De er gået, inden man kan nå at sige vintersolhverv.

7. november 2016

En kølig skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: ,

P1040778_Posterized

Minus tre ude og plus fem inde. Grader, forstås. Vejret er herligt, med en knaldblå himmel, så skoven står så smukt, så smukt, fordi der stadig er en del blade på bøgetræerne.
Vi kørte ellers hjemmefra i et ret så effektivt snevejr, men himlen blev blåere og blåere undervejs og endte ideelt – ment som helt uden skyer. Men altså hundehamrende koldt. Mændene (vi har Søren med – han gider godt hjælpe med brændet) går rundt og har vældig ondt af sig selv, fordi der er så koldt inde i huset. Herregud – der er jo allerede 11 grader, så hvad piver de over?

Der ser dog noget sneuldent ud nordvestover, selv om solen stadig er fremme hos os. Vi gider ikke snevejr, men ville meget gerne have haft det meget solskin, som yr.no havde lovet os i de næste tre dage, men som man åbenbart har fortrudt igen og derfor har skubbet til fredag, hvor vi kører hjem igen.
Vi burde vel nok kunne arbejde os varme, men det er nu sjovere i solskin.

Det er på denne årstid, at vi er virkelig glade for at have elektriske varmetæpper i sengene!

Billedet har intet som helst med det skrevne at gøre, men for det første er det jo mine dejlige børnebørn, hvilket i sig selv er grund nok for mig til at sætte det på, og for det andet fik jeg øje på den lidt pudsige visuelle effekt, som de grønne vinkler på møntrappens træ giver.
Jeg har posterized (er der noget, der hedder plakatisere?) det med 20 % i et forsøg på at fremhæve den grønne trappe en smule.

6. november 2016

Så har vi været lidt sociale igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags:

Da vi kom hjem fra USA, var det længe siden, vi havde set nogen af vennerne. Tiden har det altså med at smuldre, når man ikke arbejder, må vi atter og atter konstatere. Eller … måske ikke ligefrem smuldre, for vi får da meget ud af dagene synes vi selv, men der smutter hurtigt en masse uger, uden vi lige tænker over det, men lige pludselig føler vi det er aaalt for længe siden vi har set nogen.

Vikingeskib fra Hundested

Det er vi så i fuld færd med at råde bod på. I onsdags kom Brian og den søde skotske NGO-kvinde. I fredags kom Pia og Allan og Inge og Hasse, og i går kørte vi op til Ditte og Peter, hvorfra vi næsten lige er kommet hjem.
Nu skal vi til Sverige i nogle dage – har lige et projekt brændeflækning, der skal i gang, selv om det ser ud til at blive noget af en kold omgang med dagtemperaturer lige omkring frysepunktet næsten hele úgen.

Det har, som altid, været skønt at være i godt selskab, hvad vi jo så har været en hel del i denne uge. Ditte og Peter serverede grønne æg for os til morgenmad. Æg skal normalt ikke være grønne, men disse skulle – de var produceret af hønsene, som de har i deres have.
Ditte og Peters grønne ægGrünleger hedder hønsene – grønlæggere på dansk, såmænd. Det var første gang, jeg har set grønne hønseæg.
I går regnede det så meget, at hverken deres plan A eller B kunne gennemføres, så det blev plan C, hvilket var at blive hjemme i den lune stue og, for de tos vedkommende, hygge sig med strikkepindene.
I dag regnede det ikke, så vi kørte til Hundested Havn og kiggede os omkring i møbelsnedkeriet og i glaspusteriet, som ligger lige over for hinanden og samarbejder om at fremstille smukke vikingeskibe i glas og træ.
Bagefter var planen, at vi skulle have været til Arresødal, hvor vi skulle have indtaget den medbragte kaffe og lækre kage, men vi opgav tanken, fordi det simpelthen var for koldt og blæsende til, at det ville have været rart at sidde udenfor – “nu kører vi hjem, og så drikker vi kaffen der!”
Vel hjemme igen satte Peter kurven ind på sofabordet, løftede den dækkende klud og så termokanden med kaffe, tallerkener, kage og mælk.
Ingen krus.
Peter og jeg kiggede på hinanden og begyndte bare at skraldgrine. Vi gik ud til Ditte i køkkenet og sagde, sådan nærmest hikstende af grin, at det dæleme da var heldigt, at vi ikke havde gået flere kilometer slæbende på den kurv for så, når vi trængte allermest til noget at varme os på, at finde ud af, at der aldrig var blevet lagt noget i den til at hælde kaffen op i.
Den kommer hun til at høre for længe …
Men ellers var alt upåklageligt, med meget og meget lækker mad.

3. november 2016

Den dag dahliaerne døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Så meget for mantraer. Pfft. Ikke fordi jeg troede på den slags i forvejen, og nattens frostvejr har ikke ændret spor på det.
Alt var rimfrosthvidt i morges – taget, græsplænen, blade på træer og buske. Og dahliaerne. Øv.
Nå, tænkte jeg, så er dagen kommet til knoldoptagelse. Da jeg kiggede ud fra køkkenet, så det ud til, at flere af blomsterne kunne klippes af og sættes i vase, men da de kom ind, faldt de helt sammen, de stakkels blomsterhoveder – og det var så sent som i går, jeg tog billedet med de stadig fine dahliaer i det morgenbløde novemberlys.

De sørgelige rester efter den første frost

Var jeg lidt vemodig over, at det var slut med blomsterudsigten for i år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, hvor store knoldene var blevet i sommerens løb. De små og uanselige knolde, jeg satte i foråret, og som alle kunne sendes i en lille papkasse fra England, må have slået vækstrekorder i år. Der ville ikke kunne være to af disse dahliaknolde i den kasse, de sendte mig 21 knolde plus 25 montbretialøg i!

Sugar diamond er voksetP1050003

Til venstre er det Sugar Diamond, af hvilken jeg satte tre tynde ‘rør’ i jorden – de er nu mangedoblet, både i antal og størrelse.
Til højre Carribean Fantasy, hvor der kom otte op af de ti, jeg satte, men med den vækst, de har præsteret, er jeg på ingen måde utilfreds.
Min intensive pasning og gødning har vist givet pote – så meget kan de vel næppe vokse hvert år? Deler man dem bare hårdt og brutalt? Det må man vel kunne gøre … men ikke denne gang.
Dahliaknolde er næsten lige så forskellige under jorden, som de er over den, hvilket tydeligt ses på disse to billeder. Jeg tør dog ikke stole på, at jeg kan huske dem på knoldene, når vi når til, at de skal i jorden næste år, så jeg har printet billeder af alle blomstene, skrevet navn og cirkahøjde på og plastlamineret dem. Disse identifikationsmærker nu kan ligge sammen med de respektive knolde hele vinteren uden at tage skade.

P1050007

Jeg har skyllet knoldene fri for jord, idet jeg regner med, at de så tørrer hurtigere. Nu ligger de og fylder en stor del af fyrrummet, men når de er tilstrækkelig tørre, kommer jeg dem i kasser og stiller dem op på loftet, hvor der gerne skulle være mørkt og frostfrit hele vinteren igennem.
Det er ret spændende, om – hvis de altså overlever vinteren, men det satser jeg på, at de gør – de enkelte planter bliver tilsvarende større næste år. Jeg mener i hvert fald nu bedre at forstå, hvorfor parret, vi besøgte i forbindelse med Haveselskabet, kunne have dahliaer, der var højere end mig. Mit gæt er, at hvis jeg havde taget chancen og ladet dem blive i jorden vinteren over, vil knoldene blive sat tilbage og/eller delvist rådne op, hvorfor de nærmest skal starte forfra hvert år, hvis de ellers overhovedet overlever. Vores bagbo tager aldrig knoldene op – de overlever godt nok, men deres dahliaer bliver aldrig ret store.

2. november 2016

Det lufttomme rum – og vice versa

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Sous vide

Jeg har nævnt den før, min sous vide. Som den hedder … jeg er dum til fransk, men Google Translate siger, det betyder vakuum. Hvis det passer, så er det egentlig et fjollet navn til maskinen, som jo i virkeligheden bare er en beholder med vand, plus en motor, der styrer temperaturen i vandet samt cirkulerer det. Den burde med andre ord hedde bain chaud. Det er det, man kommer i den, der er vakuumpakket. Man kalder ikke en ovn for dej eller noget andet, man bager; den hedder en ovn, så hvem der har fundet på, at en sous vide skal hedde en sous vide, ville jeg gerne vide. Tøhø …
Ikke desto mindre er det en af de virkelig gode investeringer, jeg har gjort i køkkenudstyr – holddaop, hvor har jeg efterhånden lavet mange stege i den. Nok mest kalveculotter, som er blevet vores yndlingsspise – og så passer sådan en lige til fire personer. Fem, hvis man serverer en forret. På billedet ses culotten i posen, kun iklædt krydderurter, hvidløg, lidt salt og peber.
Vi bliver fem i aften, så der er forret på menuen. Søren kommer, samt brødrenes nevø sammen med en skotsk NGO-kvinde, som vi ikke kender, men som han siger er en sød dame. De skal sove her, for ingen af dem har råd til overnatningen på Frederiksminde, hvor de er til en eller anden konference.
Jeg ved ikke ikke, om nevøen var bevidst morsom, da han skrev til mig, at “bølgerne går højt i den maritime verden lige nu”, men jeg fik mig da et stille smil over bemærkningen.

P1040988

Fra det lufttomme rum til det sommetider særdeles luftfyldte – her til morgen var der dog dejlig stille, og mens vi nød det bløde lys, kunne vi høre og se gåsetrækkene lette ude fra fjorden. Nogle morgener drager de afsted i store flokke; andre morgener ankommer de i lige så store flokke – de kommer fra vest og de letter i vestlig retning.

P1040987

Vi er aldrig i tvivl om, at der er en gåseflok på vej. Fordi vi altid sover for åbent vindue, kan vi en af os høre dem før vi kan se dem, og så kan vi en af os komme ud af sengen i en ruf for at kigge op i himlen. Den anden af os er som regel allerede oppe, men har intet hørt.
Jeg er endnu ikke blevet træt af at se på de store og larmende gåseflokke. Bliver det sikkert heller aldrig.

1. november 2016

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

P1040975P1040976

P1040696Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

P1040983P1040984

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Gulbæltet slørhat?

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

31. oktober 2016

Jeg er den ældste af tre søskende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: ,

Jeg er storesøster til to piger. Der ligger meget spændende psykologi bag det at være ældst, mellembarnet eller den yngste, og jeg har læst en del artikler og afhandlinger om de personligheder og karaktertræk, der alene stammer fra det nummer, man har i søskendeflokken. Mange af dem er skræmmende rammende – både på godt og ondt.
Nedenstående billede har figureret en del på Facebook på det seneste. Det er naturligvis humoristisk ment, men sentenserne er nu ikke helt ved siden af. Jeg synes dog, at de er sjovest, når de står samlet som her på billedet.

Den kan jeg sjovt nok godt lide

Jeg ved så nogenlunde godt, hvem jeg er og hvad jeg står for.
Jeg kan oven i købet svare på det åbenbart ikke helt enkle spørgsmål om, hvilket køn jeg tilhører.
(Igen klipset fra en af de mange opinionsundersøgelser, jeg deltager i.)
Er det kun mig, der mener, at det nærmest er tragikomisk?
Hvis man virkelig er en ægte hermafrodit, føler man sig vist alligevel enten mest som mand eller mest som kvinde, så vidt jeg ved – og hvem skulle nogen sinde finde på at 1) tjekke sandhedsværdien af ens svar og 2) dømme resten af ens besvarelse for ugyldig, hvis man svarer forkert? Og forkert ifølge hvem?
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ophavsmanden til denne tåbelighed om, hvad formålet er med den slags fjollede spørgsmål.

Hermafrodit

Jeg ved også udmærket, at jeg ikke er jyde, men det tror jeg forfatteren til nedenstående er.
Måske fra randersegnen? Hvor de også siger fjårten og skjårten?
Jeg ville ikke nødvendigvis have kunnet gennemskue, hvis vedkommende havde sagt ordene til mig, men på tryk var jeg ikke i tvivl.

Hun må være jyde

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.