Hos Mommer

18. december 2017

Mandelgaver. Tjek.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der imageer en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik får man alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
imageVar det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne. 
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Reklamer

17. december 2017

Det LIGNER i hvert fald …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Som jeg vist skrev i et par af kommentarsvarene, da jeg blærede mig med mit vægttab, er savnet af visse madvarer ved LCHF-diæten ikke nær så stort, som jeg troede det ville være. 
Ingen af os savner kartofler eller ris. Til vor begges forbavselse savner vi pasta mere end kartofler, men savnet er ikke større, end at vi endnu ikke er faldet i … har kun serveret kartofler, når vi har haft gæster.
John savner mest rugbrød og jeg savner mest mit hjemmebagte brød til morgenmaden. John kompenserer ved at købe det mest kulhydratfattige rugbrød han kan finde (og som han heldigvis godt kan lide); jeg kompenserer ved en gang imellem at bage et såkaldt stenalderbrød, som jeg godt kan lide. Omkring hver fjerde eller femte dag står den derfor på rugbrød. Nu. Det er forholdsvis nyt, at vi overhovedet spiser brød.

LCHF-franskbrødForleden fandt jeg (Pinterest igen!) opskriften på et formfranskbrød i LCHF-stil. Jeg faldt i første omgang nok mest for udseendet, for det lignede et rigtigt, gammeldags franskbrød, men jeg syntes, at det måtte prøves – det er den eneste måde at finde ud af på, om det kan godkendes.
Der er naturligvis intet mel i (jo, mandelmel), og derudover pofiber, loppefrøskaller og hampfrø. Og æg, smør, piskefløde og citronsaft (!). Jeg var virkelig spændt … ‘dejen’ så ret underlig ud, men jeg dryssede med blå birkes, satte formen i ovnen i de foreskrevne 35 minutter, krydsede fingre og bad en lille bøn.

LCHF-franskbrød (1)LCHF-franskbrød (2)

Det lignede, hvad det skal, må jeg sige.
Da det blev skåret i, lignede det endnu bedre. Nu var der kun tilbage at smage …
Det var godt!
John så en anelse skeptisk ud, da han puttede en bid i munden, men øjenbrynene blev hurtigt løftet i behagelig overraskelse. Det var dog utroligt! Hvem
skulle have troet det om et brød fra Meløse?
(By i Nordsjælland).
Selvfølgelig afviger det i smagen fra et almindeligt brød bagt med mel, men ingredienserne taget i betragtning kommer det forbavsende tæt på – især når der kommer lidt smør på. Og ost! Yes! Den er hjemme. Nu kan vi få franskbrødsostemadder igen. Når englænderne kommer, har jeg lovet dem hjemmebagt brød hver eneste dag, så der bliver behovet formentlig så rigeligt dækket for den næste lange periode.

Bortset fra det, så er den morgenmad, vi får hver dag, så überlækker, at vi slet ikke kan blive trætte af den. Den består af en topspiseskefuld chiagrød (= 3 spsk chiafrø blødt op i en dåse kokosmælk. Der er til fire dage), lidt skyr, lidt yoghurt naturel eller begge dele, tre stk. frugt til deling og en topteskefuld hjemmeristet blanding af græskarkerner, solsikke-, hør- og sesamfrø. Det er bare SÅ godt, og frugterne kan jo varieres meget, afhængigt af sæsonen.
imageMed andre ord: Vi kører videre med LCHF. Det bliver vi ved med, men måske med lidt flere afvigelser end de første tre måneder, fx i weekenderne.
På et eller andet tidspunkt når vi jo en vægt, vi har tænkt os at betragte som den, vi ¨skal vende tilbage til efter en lidt for god ferie, fx.
Det var fortrøstningsfuldt at læse, at BMI for folk på 65+ gerne må helst skal være højere end den, man ellers regner for normal. Jeg havde nu heller ingen intentioner om at nå ned på de knap 17, jeg befandt mig på, til jeg var næsten 50 år. Jeg ligger nogenlunde midt imellem 24 og 28,9, men vil som sagt alligevel gerne lidt længere ned, selv om jeg er blevet ‘lovlig’.

16. december 2017

Forsøg med sorte bønner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Kender I Pinterest? Det er skræmmende, så meget tid man (jeg) kan bruge på at surfe rundt i alle de mange pins og få masser af gode ideer. Som i enormt mange – nogle blíver gemt på egne ‘opslagstavler’, andre nøjes jeg med at læse, og andre igen bliver bare skimmet og derefter skrottet. Pinterest er – som alt på nettet – god til at huske hvad jeg tilsyneladende interesserer mig for, så det er begrænset hvor meget uinteressant skrammel, der kommer op. Jeg undrer mig dog over, hvorfor der er en del henvisninger til noget fra Game of Thrones
Pludselig dukkede der et billede op med garn i en skøn, gråblå farve. Klik … det ledte så ind på Ravelry (et cybermekka for strikkere og hæklere), til en laaang tråd om farvning med sorte bønner.
Jeg brugte en lille time på at læse det meste af den lange tråd og blev enig med mig selv om, at jeg måtte se at få fat i de der sorte bønner – de har dem ikke i supermarkederne her på Sydsjælland, så internettet blev igenigen min redning. Jeg købte et kilo og har nu brugt 400 gram af dem.

Blåt garn af sørte bønner (1)Blåt garn af sørte bønner (1) (1)

Essensen af de mange kommentarer og erfaringer er i punktform:

  • Det er en kold proces. Ingen opvarmning, for det vil ødelægge den blå farve.
  • Det er også en ‘rødkålsfarve’: base giver blå, syre giver rød.
  • Lad bønnerne trække i vand i mindst 36 timer.
  • Alunbejdset superwashgarn tager bedst imod farven. (Jeg havde heldigvis to nøgler naturfarvet Arwetta liggende).
  • Lad garnet ligge i så lang tid i farvesuppen, at den begynder at gære.

Jeg smed nogle få korn kaustisk soda i sammen med bønnerne, for jeg har rødlilla farver nok for øjeblikket – jeg ville have lige præcis den farve, der ses på billederne. Med den stærke base havde jeg da heldigvis sikret mig, at bønnerne ikke ville kunne spises bagefter … jeg kom også lidt atamon i; det måtte yderligere kunne forsinke en gæringsproces. Det var min egen ide; det har jeg ikke set forsøgt andre steder, men hvorfor ikke? Tanken var i hvert fald nærliggende for mig – gæret garn lyder ikke specielt lækkert.
Jeg er ret sikker på, at jeg kunne have sparet den atamon. I formiddags delte jeg portionen i to: Den ene med ren farvesuppe, den anden med nyt vand over bønnerne. Jeg kom 50 gram garn i hver portion, og allerede få timer efter har det den skønneste blågrå farve, så jeg ser ingen grund til, at det skal stå sådan i flere døgn – så hellere forsøge at se, hvad der sker med et andetbad.

Vi var også et smut i kræmmerhallerne i Lov, hvor jeg købte 10 store poser krydderier for en hund. Heraf tre poser gurkemeje, som skulle kunne give en flot orangegul garnfarve. Det skal selvfølgelig også afprøves.
Heldigvis er det ikke kun i sommerhalvåret, der er mulighed for at farve garn med naturens egne farver.

15. december 2017

Fristelsen var større, end jeg magtede at stå imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , ,

Godt nok er jeg/vi stadig på LCHF-diæten, men lidt julekonfekt skal der altså til, når vi får huset fuldt af englændere en hel uge + et par ekstra juleaften.
Caffe Latte-trøffel (2)I dag blev det til Pernilles café latte-trøfler – en udsøgt lækkerhed, som oven i købet er supernemt at lave.
Der blev 100 gram marcipan tilovers, og nougat har vi masser af, så der blev også til et par snese af de traditionelle nougat-marcipansnitter.
I morgen står den på vanilletrøfler og lidt drømme (småkagerne af det navn, altså …)

Normalt siger jeg, at det kun er tilladt med chokolade i julemåneden, men pga. min indædte ihærdighed for at smide nogle af de mange kilo, jeg har i overskud, har jeg i år indskrænket det til, at det hedder kun i juleugen.
Jeg har derfor ikke engang undt os den übergode chokoladekalender fra Summerbird i år.
Det er ikke ligefrem at gøre det nemt for sig selv, når der så skal laves konfekt … kan vel nærmest sidestilles med en slags masochisme.
Fristelsen var da også for stor.
Trøflerne skal først færdiggøres i morgen, hvor der skal hvid chokolade på, så de blev bare sat ud i kulden, men marcipansnitterne …
Der var nogle grimme og uregelmæssige kanter, der skulle skæres lige og pæne … de skæverter kunne jeg ikke lægge ned i konfektkassen, vel? Og da slet ikke servere dem for andre?

Nå. Jeg pudser stadig glorien – der er smidt godt 13 kilo nu, så skulle der ryge et par på i julen, så slipper jeg nok af med dem igen, når vi med et nytårsbrag ryger tilbage i hverdagen, efter englænderne er taget hjem.
Jeg er spændt på, hvad Charlotte siger, når hun kommer – det var omkring da Aubrey blev født for næsten 11 år siden, jeg sidst vejede hvad jeg gør nu.

14. december 2017

Gamle blomster og unge stjerner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags:

P1000679Sidste gang, vi tog op på torpet, var den 2. november. Det må derfor have været i dagene umiddelbart før, jeg fik en smuk buket blomster, som stadig var pæn, da vi kørte, så jeg tog den med. Da vi ankom, var der knækket en gerbera, som jeg satte i et lille glas med vand. Da vi kørte hjem, var buketten ikke længere smuk at se på, så den blev naturligvis smidt ned på kompostbunken.
Jeg glemte åbenbart noget.
Den lille gerbera.
Den stod i sit vandglas og var lige så fin, som da den blev sat i vand næsten seks uger tidligere.
Så ved vi det: Man skal bare opbevare sine buketter i køleskab, så slår de samtlige rekorder i holdbarhed.
Det er selvfølgelig en fordel, men jeg aner dog måske også et par ulemper i forbindelse med dette …

imageimageimage

I dag fik jeg tilsendt et link til en musikvideo fra Warminster School (Annas og Aubreys nye skole).
Nu er jeg som bekendt mormoderen til den lille sangerinde herover og derfor mere end en anelse farvet, men videoen i sin helhed greb mig om hjertet – og jeg har i øvrigt altid elsket The Little Drummer Boy.
Den er min julesang, som hæver sig over alle andre julesange. Den får hårene sig til at rejse sig på mine arme i næsten alle dens versioner.
I modsætning til Last Christmas, hvor jeg får røde knopper og går whamok, når jeg hører den for første gang det år, samt de næste tyvetuysinde gange, inden julen er overstået.

https://player.vimeo.com/video/247060030

Song for William from Warminster School on Vimeo.

Boney M har en god version, men nu har jeg fået en ny, jeg kan tage frem til jul og sidde og nyde.
Anna er i mine øjne den største af de unge stjerner, men hun har endnu sin solokarriere til gode … resten af verden har endnu ikke opdaget hende, lader det til … hun kan ses i cirka to sekunder, når man er 2:40 minutter inde i videoen.

13. december 2017

Hvad skal jeg dog stille op med ham?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags:

Vi kan åbenbart ikke engang så meget som overveje en autocamper, før det går galt for John, og han har et uheldigt fald.
I aftes, da han gik ned for at lukke af til kælderen, hørte jeg, i stedet for en dør blive smækket, en serie meget ubehageligt lydende dumpe bump, ledsaget af en blanding af råb og høj stønnen. Meget dramatisk, faktisk.
Jeg fløj ud for at se, hvad der var sket.
Han stønnede og bandede og ømmede sig, men han var i færd med at komme på benene. Altid et godt tegn.
Hvor langt faldt du?
Næsten hele vejen!
(Der er i alt 11 cementtrin. AV!)
Men du kan selv komme op?
Ja. Men for helvede, hvor gør det ondt!

Jeg stod i døren og så, at han kom op ved egen hjælp. Helt op. Det viste sig, at der havde været faldet isslag, så trappen var dækket af såkaldt sort is.
Han kom op, og jeg inspicerede skaderne: En grim hudafskrabning på nederste del af venstre arm, et lille sår i hånden, men ellers ikke andet synligt.
Han havde slået sig på venstre bagside, lige over lænden; vi går ud fra, at han landede hårdt på en af trappens kanter lige der.

Det er godt, at der er opfundet smertestillende midler … han er ikke bekymret for sin ryg, han har ‘bare’ fået et slag, der giver en smerte, der vil være nogle dage om at fortage sig.
Han er meget uheldig, den stakkels mand – og samtidig har han været temmelig heldig, for dette kunne være gået så grueligt galt, at jeg slet ikke tør tænke tanken til ende.
I dag er han stadig ikke mange sure sild værd, men det går dog bedre end i morges – for slet ikke at tale om i aftes og i nat, siger han.

30 januar

Den måtte hellere have haft set sådan ud, trappen – så var det ikke gået lige så galt.

12. december 2017

Nødder i sengen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , , ,

Vi ankom til et nysseligt og sneklædt Sverige. Ikke sydvestpå, hvor det lignede det brune Sydsjælland, men 20 minutter fra torpet blev naturen hvid, og det er den endnu. Det har sneet i nat og det gør det endnu. Ikke så meget, men lidt hele tiden, og så længe temperaturen holder sig til at være kun lige under 0, passer det mig fint. Smukt er det jo, og det bliver ikke til så meget, at det på nogen måde kan blive kritisk, så vi kan lige så godt nyde det – hvilket vi da også gør.

P1000670

Vi nyder det, mens vi undrer os.
I aftes, da John gik i seng kort tid før mig, kaldte han på mig inde fra soveværelset. Prøv lige at se her …
John havde løftet dynen og … lige hvor hovedpuden sluttede, lå der en lille bunke nødder. Hovedpudebetrækket var der spist noget af.
Det undrede vi os en del over – det kunne selvfølgelig kun være mus, men denne afdeling af huset har altid været musefri.
Heldigvis lader det til, at mus sørger for at holde spisekammer og toilet adskilt, for der var ingen efterladenskaber af nogen art.
Det bliver spændende, hvordan din seng ser ud, sagde min søde mand.
Whoa – det havde jeg da ikke nået at tænke på, men jeg løftede en anelse spændt på dynen, og præcis på samme sted i min seng som i Johns lå der en bunke nødder. Købenødder, og det har vi kun i en skål inde i den vestvendte stue i den modsatte ende af huset, som også er musefri.
Nu må vi se, om vi får en ny sengekammerat i løbet af natten.
John! Det var IKKE sjovt!
Sagde hun og grinede …

Vi har spekuleret som gale på, hvordan den mus er kommet ind i soveværelset. Vi har aldrig haft mus der før; det eneste sted de kan komme ind, er i køkkenet pga. rørføringen nede fra kælderen, og af samme årsag har vi altid haft lukket alle døre til køkkenet, når vi forlader huset.
John har nærmest splittet både soveværelset og rummet der fører ind til det ad, men som forventet uden at finde tegn på museindgangsmuligheder.
Det er en fysisk umulighed for en mus at komme ind i soveærelset fra stuen.
Det er et KÆMPE mysterium.
Vi har besluttet ikke yderligere at splitte huset ad, men vente og se, om det sker igen. Det gør det så kun, hvis den forbistrede mus også kan lide mandler, for den tog kun hasselnødderne, og de røg i brændeovnen.
Beklager, lille ven. Jeg under dig såmænd ellers gerne de nødder, men den slags skal opbevares OG indtages enten i kælderen eller helt udenfor, når man er en mus.

11. december 2017

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:02
Tags: ,

Hvis noget lyder for godt til at være sandt …

image

image

Så er det nok også for godt til at være sandt …

image

Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig at fået den bog gratis – Amazon tager 45 pund for et brugt eksemplar – men sådan skulle det altså ikke være.

10. december 2017

Sibirisk kulde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , ,

Vi har haft dejligt besøg af Ditte og Peter, og som Ditte så elskværdigt sagde i morges, så er det da rent utroligt, så træt jeg altid bliver at at komme på besøg hernede hos jer …
Det bliver vi alle fire. Trætte, altså, af hinandens selskab, så at sige, men altså, hvis en eller anden mod forventning skulle tage dette udsagn for pålydende, vil jeg pointere, at det er træt på den bedste måde, for selv om vi ved, vi har et døgns tid eller mere til at få pladret færdig i, så bliver det gerne så skrækkelig sent, inden vi finder vores senge – og nok også med en anelse for meget alkohol indenbords. Men hvem vågnede klokken seks, ganske som vanligt? John og mig, naturligvis. John stod op, jeg spillede Ruzzle og Quiz Battle og lagde et iPad-puslespil, til klokken var halvni. 
Den fysiske tilstand hos alle fire krævede en solid morgenmad, så det fik vi, og efter den blev vi enige om, at luften nok ville have vældig godt af os. Det blev til Vemmetofte Strandskov, også kaldet Sibirien. Vejret var hæderligt, så det ud til og føltes som, da vi tog afsted hjemmefra, men da vi steg ud af bilen, var der en bidende og hård vind, der fik stedet til i høj grad at leve op til sit navn.

P1000654

Smukt er der dog altid, selv på denne kedelige årstid, men det var som sagt bidende koldt, så turen blev kortere end oprindelig tænkt.
Hjemme igen blev der tændt op i brændeovnen og indtaget en kopkaf – det hjalp hurtigt på forfrossenheden.
Der kom lidt slud, og der var en anelse hvidt nogle steder, men det var ingenting sammenlignet med, hvad vi ser, Jylland er ramt af.
I løbet af natten skulle sneen komme hen omkring vores egn. Så nærmer vi os et af de tidspunkter, jeg glæder mig allermest over at være jobstoppet, for jeg husker udmærket, hvordan AL trafik blev lammet, når den første sne faldt – det kunne tage timer at komme på arbejde. Men det skal jeg altså ikke ud i i morgen tidlig.
Vi skal godt nok en tur til Sverige, men vi kan køre, når det passer os – og det gør det så afgjort ikke i myldretidstimerne. Bliver det alt for slemt, kører vi slet ikke, men nu har visse medier det som bekendt med at overdramatisere tingene, så vi afventer bare, ser hvordan det bliver og handler derefter.

9. december 2017

Jul på flaske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Nu har jeg vist skrevet så rigeligt om, at jeg endnu har roser udenfor, så nu vil jeg skynde mig at fortælle, at det ikke er roser alt sammen; at jeg også har andre blomster derude, nemlig den lille mamelukærmebusk, jeg købte i foråret. Jeg satte ‘busken’, som i virkeligheden kun var to små pinde, i jorden i april. I maj begyndte den at blomstre, og det gør den endnu! Jeg ved ikke, hvad der skal til for at standse den, men formentlig hård frost – de par minusgrader vi har haft et par gange, ser ikke ud til at have generet den. Vokset er den også – temmelig meget, faktisk, så det har været en virkelig god investering. Okay – hele sommeren var den nærmest helt lyserød af mamelukærmer, men det, der endnu er tilbage, er ret godt gået, synes jeg.
Jeg nænner ikke at gå ud og fortælle den, at det snart er jul …

P1060724P1000637

For det er det jo. Snart jul.
Nede på Knuthenlund havde de en ganske enkel form for bordpynt på deres tre caféborde.
Less is more, som det var meget moderne med en overgang – enkelt, men meget sødt, så jeg stjal ideen, købte to brugte mælkeflasker, som de ‘tilfældigvis’ havde til salg, gik hjem og fik etiketterne af dem, fandt noget andet end mælk at hælde i dem, og vupti: En lidt anderledes og på én gang nuser og rustik juledekoration.
Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvor jeg skulle stille dem, men foreløbig er de endt i vindueskarmen i køkkenet.

P1000643 P1000644

Sådan noget kan jeg ikke selv finde på, men jeg er rigtig god til at hugge andres gode ideer.

8. december 2017

Mørketid. Ferielyster. Diverse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Jeg er heldigvis kommet mig helt over min bekymrende feriemæthed fra i sommer. Rejsen til Malta er bestilt, og som om det ikke var nok, er vi begyndt at tale sommerferie. Sommerferier … i flertal, nemlig. Mørketiden får mig til at længes efter ferie (også selv om jeg egentlig ikke har noget imod denne tid, som kalder på masser af hygge), og jeg vil så gerne til England i maj – igenigen – for jeg er totalt bjergtaget af de kæmpestore områder med bluebells, man kan se i skovene i den måned derovre. Jeg vil også gerne gentage turen fra 2012 på Riksvei 17 i Norge, fordi vi dengang havde det dårligste vejr i 1000 år og fordi John faldt så uheldigt, at vi måtte vende hjemad før tid. Vi lovede dengang hinanden at gentage turen, og alt tyder på, at det bliver i 2018.
Vejret kan man ikke planlægge, men det kan simpelthen ikke blive værre end det var i 2012. Håber jeg …

På vejen mod Aglen camping

Næste step: Skal det være i autocamper igen, eller skal vi leje hytter undervejs? Jeg brænder jo for autocamperen, men John foreslog, at jeg regnede lidt på det for at se prisforskellen.
Jeg regnede.
Vi kan faktisk få hele englandsturen foræret, så at sige, hvis vi lejer campinghytter undervejs i Norge i stedet for at leje autocamper. Selv hvis vi tager de dyre hytter med bad og toilet und alles og selv om vi tager bilen med til England, hvilket bestemt ikke er gratis.
Vi droppede dermed autocamperen. Lidt modstræbende fra min side … det er også bare fordi jeg helst vil det hele, og det kan man ikke altid, desværre, og det er altså ret fedt med sådan en camper … jeg har bedt John om at vinde mindst en million i Lotto, for jeg kan åbenbart ikke selv. Ikke nok, i hvert fald, for de i alt 3000 kroner, det er blevet til i gevinster i år, dækker ikke helt. Slet ikke, når man skal trække udgiften til kuponerne fra.
Det er ikke for tidligt at planlægge sommerferie. Vi blev godt nok enige om ikke på forhånd at booke hytter, for det gode ved camperen er netop friheden til at slå sig ned, lige hvor man lyster. Det kan vi selvfølgelig ikke med hytter, men booker vi hjemmefra, binder vi os alt for fast – vi vil meget hellere improvisere på sådan en tur, for det kommer an på så meget, hvor vi vælger at slå os ned for natten – eller måske beslutter vi at blive et par dage på samme sted.
Men kigge på nettet, lade sig inspirere og glæde sig er en ikke uvæsentlig del af ferien, så destinationen skal ikke besluttes i sidste sekund.

P1000630

Til højre ses – på opfordring fra Conny (som måske havde forventet noget andet?) et billede af, hvad jeg forleden kaldte for den lækrelækre konfektkage. Dette er en sjettedel af den; resten ligger i fem portioner i fryseren. Det ligger på en frokosttallerken og det rækker til seks personer, for det er konfekt, selv om det ikke hedder sådan, ‘bare’ en brownie – men man kan kun spise et meget lille stykke. Den er ikke engang rigtig brun, for man bruger hvid chokolade. Den er voldsom sen at lave, synes jeg, så jeg laver altid dobbelt portion og fryser ned. Den er så afgjort ikke fotogen – folk ser underligt på den og på mig, første gang de får den serveret, og jeg kan se hvad de tænker: Holddaop, hvor er hun nærig – under hun os virkelig ikke mere kage? Og uspændende er den også at se på … nå, men jeg må vel hellere tage et stykke … man er vel en høflig person.
Det er lidt sjovt at se deres overraskede ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i den.

7. december 2017

Ikke kun kunstige blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

P1000625P1000627P1000628

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …

5. december 2017

Når nu det hedder et mobiltelefoncover, ikk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags: ,

Elgiganten forsøgte at prakke mig et hylster til min nye smartfon på, men det var alt for stort og tykt, det de havde. Jeg vil ikke have plads til kreditkort, kørekort o.l. i det, for jeg har alligevel altid min pung på mig.
Jeg ville have et mage til det, der sidder på den afdøde telefon, men det havde de ikke.
Fint nok, sagde jeg, så finder jeg et cover på nettet.
Bare sørg for, at du bestiller et til 2017-modellen, for får du et til 2016-modellen, vil det ikke passe til, hvor knapper og kamera sidder på 2017’eren.
Okay. Tak
.
Jeg kom hjem og skulle da lige se, om ikke jeg kunne få et med et selvtaget billede på, og selvfølgelig kunne jeg det – der, hvor jeg også får lavet fotobøger: Mobiltelefoncover i flere varianter. Find din model og upload dit billede … jeg fandt den rigtige og uploadede Anna og Aubrey, som jeg forevigede, mens de forevigede vores ‘frokostgæster’ den første dag i lejren.
Coveret kom i går.

P1000618P1000619

Når nu de kalder det et cover, kan man så ikke med en vis rimelighed forvente, at sådan et også dækker den telefon?
Det gør det nemlig ikke. Det klikkes fast på bagsiden af telefonen, og der sidder det bare til ingen verdens nytte.
Det er da forsiden med glasset, der udgør den sårbare afdeling, for pokker!
På den gamle telefon, hvor coveret rent faktisk var et cover, satte man det fast således, at der var en tynd klap, der beskyttede forsiden af telefonen, når den ikke var i brug – nærmest som et bogomslag, og det var jo også der, på forsiden, billedet af A&A skulle have været – jeg har ikke brug for at se på min telefons bagside, og den har ikke brug for beskyttelse.
Det er muligt, jeg burde have gennemskuet hvordan det i virkeligheden så ud, men det kunne jeg altså ikke, og jeg er temmelig sikker på, at jeg i denne personlige udgave ikke kan få mine penge tilbage. Jeg gider ikke engang prøve, men finder et selvklæbende plastic’dækken’, jeg kan sætte over glasset, så må telefonen nøjes med det.
Irriterende … heldigvis har jeg jo mine små mobiltelefontasker, men det hænder jo, at sådan en smartfon utilsigtet får en lidt hårdhændet medfart, når den er ude af denne, og jeg gider ikke have den smadret første gang det sker.

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

3. december 2017

For lidt og for meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

For lidt og for meget – ingen af delene er optimalt.
Sidste og forrige år udviklede jeg en allergi for overbefolkede julemarkeder. Jeg elsker julemarkeder, men når man står i lag og knap kan komme til at se, hvad de forskellige udstillere udstiller, og at menneskemassen er så massiv, at den bestemmer tempoet, jeg bevæger mig frem i, ja så gider jeg ikke rigtig lege med mere.
P1000612I morges forsøgte vi derfor at finde frem til et, der for det første ikke ligger langt væk og for det andet virker tilstrækkeligt lille til, at man med rimelighed kan forvente et overkommeligt antal besøgende.
Vi fandt et ikke så langt fra Vordingborg, som har åbent i denne weekend … d. 2. og 3. december fra 10-17, stod der. Afsted med os. 
Da vi nåede frem til den rigtige adresse, så vi et skilt, hvor der stod JULEMARKED.
Nedenunder stod der LUKKET.
Det havde åbenbart været for lille til at kunne holde begge dagene – det kan man så gætte på årsagen til, men svaret finder vi nok ikke …

Hmmm. Hvad nu? Var der ikke også et i nærheden af Kalvehave? Google, google.
Jo, det var der, så der kørte vi til og blev modtaget i forsamlingshuset af julemanden og en hel masse rensdyr.
Her kunne vi konstatere, at det  modsatte af overbefolkning heller ikke er særlig spændende.
For lidt og for meget …
Men jeg fik et rensdyr med hjem – lige så kalveknæet som de rigtige – jeg kunne ikke stå for dem, og John har lovet at lave et par stykker til, nu hvor han har en skabelon. De er uhyre enkle, men man skal lige få ideen. Han (ja, ikke John, altså, men Rudolf) står nu og ser tåbelig ud på en skøn måde – lige ved siden af hoveddøren.

P1000613P1000615

Jeg håber, vi engang må finde et julemarked med de rigtige proportioner i enhver henseende, men vi fortsætter nok først eftersøgningen til næste år.

1. december 2017

I år bliver her pyntet op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags:

Jeg tror aldrig, jeg havde pyntet så lidt op til jul, som jeg gjorde sidste år. Det er som om lysten til det ikke rigtig vil indfinde sig, når man er væk hele julen, hvad vi er hvert andet år. Vi Juledekorationer 2017 (1)er væk en hel uge – fra omkring den 20. december til omkring d. 28. december. Det er noget andet, hvis vi bare er væk juleaften og eventuelt i en af juledagene, men hele julen …
Det har vi været, siden min far døde. I 2011 og 2012 holdt vi den i Sverige – som to modsætninger: I 2011 var vi hele familien (dengang 17), og i 2012 var John og jeg for første gang bare os to juleaften. Det var nu faktisk meget hyggeligt, men jeg tror, Charlotte havde det lidt skidt med det, for til trods for, at de af hensyn til Tims familie kun tager til Danmark hvert andet år, og at hun engang sagde, at hvert andet år måtte vi klare os selv, så inviterede de os til England i 2014. Vi var der igen i 2016, så det er allerede en tradition, og vi synes det er SÅ hyggeligt at få lov til at være med til en rigtig engelsk jul.

I år kommer englænderne her, men vi bliver otte i år, for min ene søster og hendes yngste datter kommer også. De to skulle ellers have siddet alene, hvilket ingen af dem forståeligt nok havde særlig meget lyst til, og både englænderne og vi synes, det kun er godt at blive lidt flere juleaften.

P1000604Det var en lang indledning til at nå frem til at fortælle, at i år bliver der derfor pyntet op i en grad, der vil give Gertrud Sand mindreværdskomplekser. Næsten, i hvert fald, og vi begyndte i går med at sætte mørketidsbelysningen op udenfor. Ahh, hvor det dog hygger og ‘varmer’ fint.
I dag var det juledekorationernes tur til at blive produceret. Jeg stod ude i garagen med det og havde tøj nok på til ikke at fryse, men mine fingre var nærmest stivfrosne efter to timer derude.
Det fik mig overbevist om, at et par fingerløse vanter nok alligevel vil være en god ide at få strikket til mig selv.

Nissen er også flyttet ind. Han bor lige derhenne i hjørnet ud til entreen. Vi kan høre ham rumstere inde i væggen om aftenen og om natten. Naturligvis er det ikke mus, som onde tunger påstår … det er nissen, er det!

I morgen og/eller på søndag kommer resten af pynten op.
Julen er dermed ved at være i hus. Gaverne er allesammen købt og mangler bare at blive pakket ind – hvad gjorde jeg dog før internettet?

30. november 2017

Gyldne tider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Inden jeg for alvor går juleamok i røde, hvide og grønne farver, fik jeg lyst til at farve endnu et batch med løgskaller – denne gang på lutter gule skaller, hvor det første gang var en 60:40-blanding af gule og røde skaller.
Jeg elsker simpelthen disse varme, dybe, gyldne farver, og der er masser af krudt i sådan en omgang løgsuppe, hvor forholdet garn/skaller er 1:1. Her er vist resultaterne fra fire bade (de to garner yderst til venstre er begge fra første bad og med udgangspunkt i hhv. lysegråt merino og naturfarvet lammeuld), men der er også et femte bad, hvor garnet hænger til tørre endnu. Der kunne også have været blevet til et sjette, men det droppede jeg. Det var nok alligevel bare blevet for fesent.

Anden farvning med løgskaller

Det er superærgerligt, at jeg ikke kan bære disse farver, for jeg har virkelig lyst til at strikke et tone-i-tone-sjal med dem. Jeg gør det også nok en dag – jeg kan vel altid sælge det, når jeg er færdig med at være på efterløn og ikke risikerer nogen ballade. Det er jeg i øvrigt om et halvt år … for sulan, hvor den tid dog flyver. Inden jeg får set mig om, er jeg 90 år. Eller død.
Nå. Så længe jeg kan trække vejret og bruge mine hænder, vil jeg strikke.
Herunder et plantefarvningsstrikkeprojekt; et rør bestående af eksempler fra bogen 200 Fair Isle-mønstre af Mary Jane Mucklestone. God bog … god julegaveide til en strikker. Siger det bare …

Begyndelsen på 'planterør'

Jeg løber således ikke tør lige med det samme og havde egentlig en plan om ikke at gentage det samme mønster på røret, som skal bruges som halstørklæde, når det engang er færdigt (det er sådan et indimellem alt det andet-arbejde), men jeg ved endnu ikke, om den holder. Hvis ikke, er der såmænd ingen, der vil lægge mærke til, hvis et mønster bliver gentaget i andre farver et andet sted en meter væk.
Bortset fra den røde tråd i form af mørkegrå bundfarve, er alle garnerne hjemmefarvede. Fordelen ved plantefarver er nemlig, at de på forunderlig vis passer fint sammen, selv om de i princippet er vidt forskellige. Jeg har dog, trods det, besluttet at undlade at sætte cochenille og indigo i og holde det i gule, grønne og kraprøde nuancer. Samt de keeedelige fra lavforsøget. De er begge kommet kommet til ære og værdighed – det er de gråbeige ude til venstre, så som Fru Moll skrev i en kommentar, går de fint sammen med andre farver; de kan bare ikke rigtig stå alene. Ikke til noget til mig, i hvert fald.

29. november 2017

70’er-party

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , , ,

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min datter godt kan lide at arbejde med tøj. Det har været hendes hobby siden hun var 11 år, i dag er det hendes arbejde, og hun elsker det.
70er discoHun syede sin første krinoline, da hun var 11. Huset formåede desværre ikke at levere tilstrækkeligt med fiskeben i rette størrelse, så det krævede nye veje til gamle mål. Hvad gør man? Udover at Charlotte rask væk snuppede alle tilgængelige lagner i hytten, beskar hun bambussen i haven til brug til stivere.
I årene derefter satte hun Borte med Blæsten på videoen, pausede den på passende steder og kopierede de flotte rober på denne måde. Det samme skete med My Fair Lady, plus at hun kopierede modeller efter bøger om mode gennem tiderne, samt syede askepot- og tornerosekjolekopier til sine små kusiner.
Det er de færreste forundt at gøre sin hobby til sit arbejde, men hun er altså en af dem, det lykkedes for.
Som en sjov afveksling til de fine kjoler og jakker, hun syr til hverdag, kommer der indimellem lidt opgaver ovre i kostumeafdelingen. Mest til børnene, men en gang imellem til sig selv.

Som til den 70’er-fest, de deltog i i fredags. Tim var desværre ikke så gennemført, for han havde meldt ud, at han ikke kunne nå at deltage, så Charlotte havde foræret det tøj, han skulle have haft på, til en anden deltager.
Så ændredes mødeplanerne, således at han alligevel godt kunne deltage, men han stod dermed selvfølgelig uden det rette outfit – kun parykken og plateauskoene var ikke foræret væk; tøjet måtte være hans eget, men det blev gjort tidstypisk ved at knappe skjorten lidt op.

Jeg forsøgte ellers at komme med gode råd til tøjet – man har vel selv været ung lige midt i det hele – men hun sagde, at hun vidste lige præcis, hvordan hun ville se ud, og jeg må erkende, at hun har ramt stilen fint. Sådanne hvide støvler havde jeg også. Måske ikke lige netop den kjole, men jeg husker tydeligt, hvor smart det dengang var med små spejle i tøjet. Akkeja – det var dengang, jeg havde figur til kunne bære hotpants – og gjorde det. Ofte. Der var også mange, der ikke havde figuren til hotpants, der gik med dem …
Jeg vil dog lige sige, at selv om jeg stadig havde figuren, og det blev moderne igen, ville jeg ikke tage hot pants på. Jeg kan godt huske, hvor meget jeg syntes kvinder over 40 år gjorde sig til grin dengang, når de gik i hotpants. Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre sig yngre end man er eller “være ung med de unge”. Jeg synes det er lidt tragikomisk, når man ikke klæder sig efter sin alder.
Medmindre man er til kostumefest …

28. november 2017

Nå. Men nu har jeg i det mindste prøvet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags:

I dag oprandt dagen, hvor mit glas med lav havde stået og trukket i 60 dage – cirka, i hvert fald – så nu skulle det være. Nu skulle der farves.
Jeg siede suppen, fortyndede den ikke, men brugte den som den var, hvilket ikke var særlig behageligt at arbejde med – det var jo salmiakspirutus, det havde ligget og søppet i – og I kan måske forestille sig hvordan det er, når det bliver opvarmet. Ikke rart, selv med emhætte på overarbejde, og jeg gad ikke stå oppe i shelteret med det. Det fortrød jeg nok lidt …

Lav dag 60Lav dag 60 (2)Lav dag 60 (3)

Det så lovende ud. Lilla, som jeg havde forventet, da jeg startede forsøget for to måneder siden, kan man ikke just kalde det, men denne underlige rødbrune farve var sådan set okay. Speciel, men okay.
Jeg fulgte forskriften og lod det stå en time ved omkring 75°.
Slutresultatet blev kun en halv anelse mørkere end den keeedelige café latte, jeg fik ud af forsøget for 1½ måned siden, så det er stadig keeedeligt.
Jeg gad overhovedet ikke forsøge mig med et 2. bad, så jeg hældte lavsuppen ud. Den var virkelig under lavmålet!
Forsøget betragtes hermed som afsluttet og skal formentlig ikke gentages.
Der er selvfølgelig den mulighed, at mit lav var forkert identificeret, men jeg tror ikke, jeg prøver med noget andet alligevel – medmindre … man ved jo aldrig … der er ikke så mange farvemuligheder her om vinteren … så måske af ren kedsomhed.

Lav dag 60 (5)Kraprod 2 gang

Her er farvet tre forskellige garner, og de skal nok også blive brugt i en eller anden sammenhæng, men begejstringen var på ingen måde overvældende.

Næhtak, må jeg så bede om den skønne, teglrøde farve, jeg fik med den omgang kraprod, jeg farvede i går. Jeg manglede noget i disse farver til et fair isle-samplerprojekt, jeg har sat i gang (billede, når jeg er nået lidt længere), og nu har jeg nogle gode nuancer at lege med. Tre bade – tre slags garn, og vupti, så har man tone-i-tone-farver. 75 gram kraprod rakte til denne portion garn, og suppen kunne såmænd sagtens have trukket et fjerde bad, men det sprang jeg over.

27. november 2017

En død telefon, plus en levende og en halvdød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags:

Som jeg skrev for fem dage siden, så døde min telefon ganske pludseligt. Ikke noget med efter kort tids sygdom, bare bum, død, men den kunne åbenbart ikke tåle at være aktiv på Instagram, for det var kort tid efter, jeg endelig fik taget mig sammen til at følge Dittes vedholdende opfordringer til at bruge IG, at den døde.
imageDen sagde en for mig høj og ukendt lyd, hvilket jeg kort tid efter kunne konstatere var en dødsrallen. Den gav derefter bare en kaleidoskopisk udseende skærm, som ikke reagerede på noget som helst.
John og jeg tog til Elgiganten i Holstebro for at købe en ny telefon og for at se, om sagkundskaben kunne gøre et eller andet for at få mine kontakter overført; de var nemlig det værste at miste, men den var stendød, og det de kunne hente ned fra skyen, indbefattede naturligvis netop ikke kontakterne. Dammit.
Jeg købte en Galaxy J7 (mage til Johns nye) og lod dem klargøre den, men der var lige et problem: Simkortet skulle være et nanokort (hvorfor skal de partout være mindre og mindre, når telefonerne bliver større og større?). Det skal udbyderen levere, og der var ingen 3-butik i Holstebro. Den søde og empatiske sælger nærmest forærede mig en særdeles lille ikke-smartphone, hvortil simkortet passede – han syntes det var dumt, at jeg ingen telefon havde i nogle dage. De 50 kroner gad jeg slet ikke diskutere, så de gjorde to telefoner klar til mig.
Det viste sig så bare, at antennen på usmartfonen er så dårlig, at jeg nærmest skal sidde på en sender for at få den til at sende og modtage opkald, så det kunne have været ligemeget med den. Den virkede kun i byerne i Jylland.
Det var henholdsvis den døde og den halvdøde telefon. Johns lever, men … se senere.
Den nye J7’er fungerede perfekt; var lynhurtig, og alle mine apps var der, hentet fra skyen. Den havde bare ikke noget simkort …
Det er en dejlig skærm, så på trods af, at jeg blev tvunget til at købe en ny, er jeg ret glad for den. Det er bare ren Murphy, at det ikke er meget mere end en måneds tid siden jeg besluttede mig for ikke at investere i en ny.
Da vi kom hjem i lørdags, satte vi det gamle simkort i Johns gamle telefon, så nu kunne jeg ringe og blive ringet op. Men ingen kontakter; de var, som jeg var næsten sikker på i forvejen, gemt i telefonen og ikke på simkortet.
I dag kørte vi til 3-butikken i Næstved for at få nyt simkort. Det blev klaret, telefonen afprøvet og … den virkede ikke! Ingen forbindelse til netværk, lød beskeden. Jamen … ???
3-manden kiggede og undersøgte, men sagde, at kortet var aktiveret, så det var telefonen, den var gal med. “I må hen og have fat i Elgiganten.”
Han prøvede at sætte simkortet i Johns telefon, med det resultat, at hans telefon låste totalt og krævede McAfee-pinkoden, hvad den også skal iflg. samme McAfee, så telefonen ikke er noget værd, hvis man stjæler den og sætter et andet simkort i. John anede bare ikke, at han havde den sikkerhedsforanstaltning, så kan kunne ikke låse den op igen. Dér blev han lidt bleg, men vi gik hen i Elgiganten.
Supporten der sagde, at han ikke kunne hjælpe John, men min telefon tændte og slukkede han igen, så virkede den!
Dammit igen. Det ved vi jo godt, at man altid skal som det første. Det burde 3-gutten også have vidst, i stedet for bare at sende aben videre.
Det var lidt mere spændende, om John derhjemme havde nogen papirer på det der McAfee-noget.
Det havde han ikke.
Men fordi han havde prøvet med en masse pinkoder, lå der en mail og ventede på ham med, hvordan han fik låst sin telefon op.
Så nu har vi hver en telefon, der virker efter hensigten, og som er god.
Jeg mangler dog stort set alle mine kontakter, så kan alle jer, der har mit nummer, ikke lige sende mig en sms, så jeg kan få jer ind igen? Pft.

26. november 2017

Så må jeg jo selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:28
Tags:

Når mændene ikke kan fange nogen fisk til mig, må jeg selv gøre noget for at få fyldt fryseren.
I dag kørte vi således til Sortsø, hvor der er fangstgaranti. Jeg skal nemlig bare hen til, hvor der står et par gutter og langer lakseørred over ‘disken’ til den helt store guldmedalje, så får jeg lige så mange, jeg ønsker.
I dag ønskede jeg fire – jeg var i tvivl om jeg skulle tage fire eller fem, men jeg er altså ikke verdens hurtigste til at filetere dem, så jeg nøjedes med fire, for jeg synes det er et stort arbejde at ordne dem.

Sorstøfisk november 2017Sorstøfisk november 2017 (1)

Jeg skulle selvfølgelig have taget fem … typisk mig at finde ud af det, når det er for sent!
Sorstøfisk november 2017 (2)Jeg bliver en smule bedre til at filetere for hvert år; for to år siden fik jeg en supergod fileteringskniv af John, og for nogle uger siden kom han hjem med et smart bræt, der giver mig den tredje hånd, jeg indtil nu har manglet.
Det tog derfor ikke så lang tid som frygtet, så næste år skal jeg huske at købe fem, for vi har ingen problemer med at få dem spist.

Det er det hvide bræt her til højre, jeg mener: Der er sat en slags bidetang fast i den ene ende, så fiskene ingen steder løber, hvad de ellers har haft en udpræget tilbøjelighed til, selv om de ellers burde være helt døde længe inden de når Den Stråtækte.
Og søreme, om jeg ikke fik styr på, hvordan jeg gør. Sådan da. En professionel ville højst sandsynligt skrige af grin, men i forhold til de to tidligere års præstationer gik det næsten som en leg i dag.
Vi lavede teamwork: Jeg fileterede og skar til; John holdt poser parat, vejede og skrev ned. På denne måde slap han for at blive griset til, og jeg slap for at vaske hænder hele tiden, men kunne bare køre los med det fedtede og slimede arbejde.
P1000448Det blev til 5,1 kilo fileter + 3 x 350 gram 2 x 350 gram fars til fryseren. Den ene af de tre portioner laver jeg laksefrikadeller af i aften. Med stuvet spinat til – ahhh, hvor det bliver godt.

Til slut en opfølgning på et tidligere indlæg, hvor jeg var lidt inde på fup og fiduser i biavlerverdenen.
En af dem så jeg på vores nyligt overståede jyllandstur – tror jeg da jeg gjorde, for den var ikke specifikt nævnt på den lille liste over fiduserne, men hvad jeg så, ses her til højre i form af ‘koldpresset’ honning, som med lidt god vilje må kunne siges at være beslægtet med ‘koldrørt’.
Der er forskel på presset og slynget honning, men så vidt jeg kan læse mig til, er der ingen form for opvarmning ved nogen af processerne. Der findes således ikke modsætningen ‘varmpresset’, men det lyder jo fint med den kolde udgave og skal uden tvivl skabe associationer til en koldpresset jomfruolie.

24. november 2017

På veje og afveje. Og vandveje …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags:

Vi har nu konstateret, at Black Friday tilsyneladende tages ganske afslappet i Lemvig. Der var masser af tilbud at hente, men der var kun få mennesker på gaden. Men okay, vi var der allerede klokken 10.
Jeg faldt over et par Gaborsko til halv pris. De var simpelthen noget så flotte og lige Charlottes stil, og da de kun havde skoen i hendes nummer, får hun lige en ekstra fødselsdagsgave ud af det. Det blev alt i alt til skoene, en flaske af min flydende sæbe fra Matas og et nyt iPad-cover, så det er ikke os, der har sikret Lemvigs forretningslivs fortsatte beståen.

Gjellerodde

Da vores shop-amok således var overstået, foreslog jeg, at vi kørte ud for at se, hvad det der Gjellerodde var for noget. Jeg havde haft navnet i hovedet på hele ferien uden at vide hvorfor, og skulle vi nå at se området, skulle det være i dag.
Der var søreme da også pænt – og eftersom vejret var med os, fik vi det flotte billede af en spejlende Gjellergård med hjem.
Det så ud, som om vi kunne køre ud til et dige, så vi besluttede os for at køre lidt ad afveje. En smal grusvej var det bare, og nogle gange blev afvejen til en vandvej, men det gik fint at komme helt ud til diget, og smukt var her over det hele.

Gjellerodde (3)Gjellerodde (5)

Eftermiddagen blev brugt til at slappe af og nyde den sidste dag heroppe – også nede ved stranden, selvfølgelig. Tiden er som sædvanlig fløjet afsted, og den uge, der syntes så lang, da vi kiggede på den i lørdags, er nu stort set væk, så vi siger farvel og tak for denne gang til huset her og den gamle mand og havet.

P1000537

I kan godt se den gamle mand, ikke sandt? Han sidder lige til venstre for midten af billedet, med løftet arm, store øjenbryn og en spøjs næse.

23. november 2017

Bølgerne var temmelig høje i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: , ,

Selvom en vestjyde sikkert kun vil kalde 12 m/s for en mild brise, så virker det for vores sarte og vejrforkælede sydsjællandssjæle som ‘rigtigt’ blæsevejr, og bølgerne var oppe i en pæn størrelse; nemlig omkring de to meter – var vores kvalificerede gæt, for det er svært at vurdere.

Stenbjerg landingsplads (22)

Uh, hvor jeg elsker dette her! Jeg kan stå i timevis bare og glo ud over vandet og nyde bølgerne og skumsprøjtet.
Bare det ikke regner, og det begyndte det på, mens vi var dernede. Det kan ikke blæse for meget til mig, men der skal ikke meget regn til, før jeg kryber i ly som en forskræmt lille mus, for selv om jeg elsker vand, så kan jeg ikke fordrage at blive våd, medmindre jeg befinder mig i en brusekabine. Jeg kan ikke engang lide regnvejr, selv om jeg er iført vandtæt påklædning.

Stenbjerg landingsplads (9)

Stenbjerg Landingsplads, som billederne her er fra, ligger ikke så langt fra Klitmøller, som er Danmarks Cold Hawaii. Dette her i dag var helt sikkert et Very Cold Hawaii, men det var da lige før, en modig surfer kunne have præsteret lidt tuberiding, der hvor bølgerne kammede over.
Dagens mål var egentlig at gå en tur i Thagaard Plantage for at se lidt nærmere på de specielle forkrøblede birke- og fyrretræer, men det væltede ned fra oven, så vi kørte i stedet til Hanstholm for at spise frokost, i håb om opklaring senere.

Thagaard plantageThagaard plantage (1)

Det kom der også – bare for sent til os. Billederne herover fra en P-plads ved plantagen er taget på ultrakort tid – jeg var ud af bilen i højst 10 sekunder. Det høvlede simpelthen ned.
Så kørte vi tilbage gennem Nationalpark Thy og hele vejen hjem igen. Lige da vi kørte ud af området, kom den blå himmel, men da var det for sent at vende om; det ville blive for mørkt for hurtigt.
Vi kommer forhåbentlig herop igen til næste efterår, så vi håber på lidt mere vejrheld til den tid.

22. november 2017

Der var ingen gorillaer …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:31
Tags: ,

Dagens titel er naturligvis inspireret af filmen om Dian Fossey og hendes gorillaer i disen
Disen havde vi, men det vrimlede ikke ligefrem med gorillaer ude ved Bovbjerg fyr, og udsigten kunne godt opleves bedre, men op skulle vi da selvfølgelig alligevel for at se hvor langt vi kunne se.
Det er et barsk område – beklager, hvis der skulle være nogen fra Bovbjerg eller Fjaltring, der læser dette, men jeg finder området trøstesløst og uvenligt. Jeg kunne ikke bo her i bare nogle dage; det er for goldt til mig. Jeg så et hus, hvor der intet var omkring. Som i slet ingenting; ikke en eneste busk eller blomst, ikke engang et hegn om græsset omkring huset (som var beboet, selv om det ikke umiddelbart så sådan ud). De andre ‘haver’ i den lille by havde trods alt nogle forkrøblede hybenbuske som afgrænsning til naboen. 
Der er nogle, der vil bo herude – naboen til Bovbjerg fyr var lige blevet solgt til nogen, der åbenbart gerne vil bo et sted uden træer.

P1000466P1000465

Selve Bovbjerg fyr var fint at se, og det var vældig godt at komme ind og få sig en kopkaf efter at være blevet blæst lidt igennem ude ved kanten.

P1000454

Hornvarefabrikken fik vi også set; med Sara fra Made in Denmark arbejdende inde bag glasset.
Normalt er jeg ikke til ting lavet af horn, men jeg må sige, at der var mange flotte ting at købe – jeg investerede dog kun i en sjalsnål til mig selv.
I morges talte jeg med Charlotte, som, da hun hørte om vores planer, sagde, at jeg gerne måtte se, om de havde nogle flotte knapper.

P1000440P1000443

De havde masser af knapper. Jeg købte tre gange fem af de firkantede, som passede sammen. De var da godt nok ikke helt billige, men Charlottes tøj er jo heller ikke just discount, så det går nok.

P1000437P1000438

Og bedst som vi var kommet tilbage til huset og sad og hyggede os med endnu en kopkaf, døde min telefon. Meget effektivt. Den afgik ikke just ved en stille død, men det er en helt anden historie, som måske kommer en anden dag.
Derfor til jer, der måske kunne finde på at ringe til mig: Vent til søndag eller ring til John.

21. november 2017

Lokalområdet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:24
Tags: , ,

Vi bor på Viktoriavej.
Her går en lokalbane (Vemb-Lemvig-Thyborøn-banen), som har trinbræt her. Hvad er så mere naturligt end at kalde trinbrættet for Victoria Street Station?

Victoria Street Station

Det er da fed humor.

Til venstre for os ligger der et sommerhus af næsten vanderbiltske dimensioner. Det er tilsyneladende ikke et udlejningshus, så der er nogen, der har sig et fornemt sted at tilbringe fritiden. Man bedes bemærke de karakteristiske håndtag, der ses der, hvor det ser ud som om taget er skåret over – hold da op, sagde John, se derovre: De har swimmingpool på første sal!
Mit gæt er dog, at det sandsynligvis ‘bare’ er et vildmarksbad, men lidt blæret er det under alle omstændigheder. Det er et specielt og spændende hus.

P1000433

Vi bor nu også fint og har plads nok. Her er ti senge, men otte dyner, og udlejningsbureauet siger da også, at det er til otte personer, men hvorfor så have ti rigtige sengepladser?
Nå, pyt, vi skal kun bruge tre … måske seks, hvis englænderne har lyst til at tage med herover i efteråret 2018.
Det er det mest veludstyrede køkken, jeg endnu har set i et dansk sommerhus.
Så veludstyret, at jeg ikke engang ved, hvad en af dimserne skal bruges til. Kan man få et bud fra jer kloge læsere?

P1000364P1000368

Den er 16 cm lang; selve skærebladet eller skærehullet, om man vil, er 3,5 cm, men hvad skal der skæres/skrælles? Skærebladet er placeret højere end der, hvor der står FAMOS. Det skulle have været omvendt, hvis man forestiller sig at skrælle kartofler eller gulerødder med den. Og hvad bruger man den spidse hajfinne til, der sidder foroven?
Vi er alle tre ret mystificerede og vil meget gerne have opklaret, hvad det er for en tingest.

Mændene er taget til Loch Nees for at fiske. Jeg læste det først for Loch Ness, hvilket selvfølgelig også er meningen. Det er en put and take-sø, så det er også et udtryk for fin humor.
Der er bemærkelsesværdig radiotavshed fra deres side, så jeg tror ikke, de har haft held med sig i dag heller.
Nees ligger ellers tæt på Fru Pedersens have, som Fru Moll anbefalede, men jeg kunne ikke forestille mig at gå rundt og se på julehave i de tre timer, mændene forestillede sig fisketuren vare, så jeg blev hjemme.

20. november 2017

Vejlerne – altid et hit for os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

P1000370

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

P1000372P1000381

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

P1000383P1000385

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

P1000406

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

P1000419P1000422

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

P1000432

19. november 2017

Aubrey har det ikke fra fremmede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: ,

Vi stod op til et flot, flot vejr. Klokken 05 blæste det endnu virkelig meget, men klokken 07 havde det løjet betydeligt af. Solen skinnede og alt var perfekt. Umiddelbart efter morgenmaden trak vi i det varme tøj og gik ned til kysten.
Det der med 100 meter til vandet viste sig at være et salgstrick. Der var mellem 200 og 250 meter. Ikke fordi det gør, at vi ikke gider gå derned; det er slet ikke det, men det er bare noget fis at ángive en afstand, der så viser sig at være mindst dobbelt så lang!

P1000296P1000293

Jeg ved ikke, om denne strand altid ser sådan ud, eller det har været alt det blæsevejr, der har forårsaget den høje kant. I første omgang så det ud til, at vi slet ikke kunne komme ned til vandet, men vi fandt et sted, hvor der ikke var længere ned, end at vi ville være i stand til at kravle op igen, men de fleste steder var kanten mandshøj.
Det var her, John legede Aubrey. De to mænd stod og småsludrede mens de nød sceneriet, og lige pludselig kom den – den store bølge, der også altid kommer bag på Aubrey, så han bliver våd til knæene. Denne gang var det bare John, det gik ud over, men han tog det pænt, da jeg kaldte ham Aubrey.

P1000321

Efter det lille uheld måtte vi hjem igen, så en af os kunne få tørre bukser og strømper på.
Derefter kørte vi til Thorsminde for at se, hvor meget power der var i bølgerne ude på den yderste mole.
Det var dog ikke imponerende meget – det har vi set en hel del voldsommere, men til gengæld er vejret totalt perfekt, og havet er flot at se på.

P1000340

På vejen holdt vi ind ved Rammedige, som vi lige måtte se, hvad var for noget, for det var nyt for os – men det var da også først i 2011, det blev gjort synligt, så at sige, med lidt hjælp fra A.P. Møller.
Der var masser af gravhøje og et par vikinger, der stadig stod vagt.

P1000361P1000362

P1000363Vi havde et par ærinder, der krævede et supermarked, hvorfor vi lagde ruten om Lemvig; en smukt beliggende by, som skal studeres nærmere en dag, butikkerne har åbent.
Lemvig er som bekendt modellen til Livets gang i Lidenlund, Gantriis’ velkendte tegneserie (der i øvrigt er født samme år som dette indlægs forfatter) … og Rema1000 ligger bag hotellet, der har taget navn efter den ikke helt fiktive tegneserieby.

Efter frokosten og Johns korte morfar fik mændene lyst til at benytte det gode vejr til at prøve fiskelykken, så jeg er alene hjemme i nogle timer. Optimismen fejlede intet – vil du have rødspætter eller pighvar til aften? Torsk? Eller skal vi hellere komme hjem med nogle makreller?
Jeg sagde, at jeg vil blive glad for hvad som helst, bare det er noget, de har fanget selv. Jeg er måske knap så optimistisk, men det sagde jeg ikke.

18. november 2017

Du milde himmel … og det modsatte …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Ferien er begyndt, og den er begyndt med et smukt blæsevejr herovre i det vestjyske. Vi har efter sigende kun 100 meter til vandet, og vi kan da også særdeles tydeligt høre det, men det var for dårligt vejr og desuden for mørkt til, at vi ville gå derned i dag.
Vi havde ikke snevejr på vej hertil, men det var da også det eneste vejr, der manglede i at have været hele paletten igennem på turen.
På Fyn så vi denne noget aparte sky:

P1000270

Som man ser, var himlen fint blå lige her, men det havde lige regnet.
Da vi nærmede os Lemvig, skinnede solen, men det så bogstavelig talt sort ud forude – her kørte vi ind i en voldsom haglbyge:

P1000273

Da vi nåede frem til huset, som i øvrigt er stort, fint, rent og dejligt, så himlen blandet ud, og inden vi fik pakkenellikerne ind fra bilen, regnede det. Igen.

P1000277

P1000276

Og Vesterhavet ligger lige omme på den anden side af den høje klit.
Vi sidder og hygger med ild i den ene ovn, mad i den anden ovn og masser af blæsevejr og larm fra ov[e]n. Så meget, at jeg synes jeg kan mærke hele huset ryste en gang imellem, men jeg går ud fra, at det har været gennem en hel del værre vejr end dette, så det skal nok holde.
Og superhyggeligt er det altså …

17. november 2017

50 Shades of … purple …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:35
Tags:

Jeg fik lyst til at farve en omgang mere med blåtræet.
Blåtræet, som er brunt, når det er tørt, giver (og bliver) rødt, når man koger farven af, og som farver lilla.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Det er heller ikke alt, eksperterne er enige om: Sofie Meedom siger 20 gram blåtræ til 100 gram garn. Flere amerikanske kilder siger 50-100 gram pr. 100 gram garn, afhængigt af farveintensiteten man ønsker.
Jeg vejede 75 gram af, lagde det i en pose af ostelærred, overhældte det med kogende vand og lod det stå til næste dag, hvor jeg kogte det en time.
Det var uld/hampgarnet, der skulle afprøves nu.
I første bad lagde jeg 100 gram bejdset garn og lod det stå en time ved 85°. Det blev nærmest helt sort.
I de næste bade nøjedes jeg med 50 gram garn, og på trods af, at andet bad gav en meget lysere farve end første, viste det sig at være yderst potent, for jeg kunne blive ved og ved med at lægge nye 50 gram i.
Efter 7. bad løb jeg tør for bejdset uld/hampgarn, men da jeg ikke nænner at kassere et endnu virksomt farvebad, lagde jeg 50 gram lammeuld i bad 8. Og søreme også i bad 9 og 10, men så var farvesuppen også udmattet, som de så malende siger på engelsk (exhausted). Okay – exhausted betyder også opbrugt, men det lyder sjovere med udmattet.

P1000263
(Endelig har jeg fundet ud af, hvordan jeg får kameraet til at gengive den rigtige lilla farve. Det ser lige præcis således ud i virkeligheden. SKØN farve!)
Det var godt nok et imponerende resultat – der er ikke meget forskel på bad 4, 5 og 6.
Af det garn (plus det, jeg farvede sammen med Ditte) kan jeg lave et eller andet med næsten usynlige overgange fra mørkest til lysest, men det bliver ikke nu, for jeg har en masse julegaver, jeg lige skal have klaret først.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav i ammoniak dag 13Lav i ammoniak dag 50

Når vi kommer hjem fra Jylland, skal jeg afslutte mit forsøg med lav. Det mangler 10 dage i at have stået de 60, som forskriften angav, så det passer fint med, at det bliver i løbet af uge 48.
Det er blevet helt mørkebrunligtsort, så jeg har temmelig svært ved at se, at det skulle kunne give en lilla farve, som der stod i artiklen.
Det kan dog meget vel være fordi jeg ikke har taget den rigtige slags lav, men det bliver alligevel lidt spændende at se, hvad der kommer ud af det.

16. november 2017

Kan det virkelig passe?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
imageJeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

P1000191image

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.