Hos Mommer

8. februar 2016

Carl von Linné ville vende sig i sin grav

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags:

P1100309Da jeg i går gik vores egen private Snowdrop Walk, slog det mig, hvor meget bedre det engelske navn for vintergækker er. Som de står der, ligner de netop små dråber af sne, hvorimod en vintergæk … tjahhh: “Gæk: betegnelse for forsk. bevægelige ell. fremspringende dele af mekanismer ell. redskaber” … så bliver det altså ikke meget kedeligere. Der er et par andre betydninger af gæk, men ingen passer rigtigt til vintergækken, synes jeg.

Tankerne løb videre … hvis nogle navne er bedst på engelsk, så er det omvendte nok også tilfældet, og jeg skulle da heller ikke lede længe efter et godt eksempel, nemlig blåregn, som på engelsk hedder wisteria.
Blåregn er et rigtig godt navn, for det er præcis, hvad det er: en kaskade af blå regn, så nu står det 1-1.

Gæslinger! Det hedder catkins på engelsk, men det gør alle andre rakler også, så vi har dermed et bedre og mere beskrivende navn for piletræets hanblomster. 2-1.

Rævehale? Der er noget, der hedder foxtail på engelsk, men det er enten en græsart (Setaria faberi – Giant Foxtail – Fabers skærmaks) eller en bygart (Foxtail barley). (Og jeg ved godt, at byg også hører under græsarterne).
Den blomst, vi kender som rævehale, hedder Love Lies Bleeding. Sikke et herligt navn! Det er jo en hel tragedie i sig selv. Ét point til begge lande. 3-2.

Wisteria #1Stedmoderblomst – hvad med den? Den kaldes pansy, og det er lidt tricky, for a pansy er også en lidt gammeldags betegnelse for en feminin eller kvindagtig mand. Det kan af samme årsag betyde bøsse, men det glemmer vi hurtigt igen. Gode navne begge to. 4-3.

Kaprifolium. Det danske navn er der såmænd ikke noget videre galt med, men honeysuckle er bedre, fordi det så fint beskriver den meget søde og eftertragtede nektar, som er karakteristisk for kaprifolien. 4-4.

Bluebells. Klokkescilla. Selv om det er noget med klokke begge to, går pointet i første omgang til England, men jeg trækker det fra igen, fordi den hvide variant også hedder bluebells.
Det samme gør sig, ved nærmere eftertanke, også gældende for den hvide variant af blåregn, som ikke hedder hvidregn … skal vi sige 5-5, så?

Jeg stopper her, hvor jeg med hiv og sving har fået det til at stå lige. Nogle planter har vi været bedre til at navngive; for andres vedkommende har vi været knapt så opfindsomme som englænderne. (Og nej: ‘knapt’ betyder IKKE ‘lidt mere end’! Burde være temmelig logisk i denne kontekst). Der kan med stor sandsynlighed findes glimrende eksempler på andre sprog, og I kan sikkert også komme i tanke om enten dette eller flere engelsk/danske.

Opdatering kl. 19:
Hørte lige Jarnvig omtale vintergækkerne og at “de driver gæk med vinteren”. Jeg beklager, at jeg har sovet så grundigt i vintergækbotaniktimen :-)

7. februar 2016

Mens vi venter på foråret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , , ,

Vi venter ikke på Godot – han kommer alligevel aldrig, så vi vil meget hellere vente på foråret, som kommer – faktisk er det allerede så småt på vej.
Timeren på det, en af vores genboer insisterer på at kalde ‘julebelysningen’, burde stilles anderledes nu, for det tænder længe inden det bliver mørkt og det slukker længe efter det er blevet lyst.
Det er ikke julebelysning, hvilket vi lige så stædigt insisterer på, men et lys i vintermørket – som jo altså ikke er så mørkt længere, men stærkt på vej mod lysere tider. Vi er nået til den tid på året, hvor vi bruger et par uger på at overveje, om vi skal stille timeren eller vi helt skal afmontere lyskæden. Det ender gerne med, at vi tager lysene ned … har vist endnu aldrig stillet timeren.

IMG_5434

Vintergækker og erantis er fremme og i blomst. Inden døre må vi tage andre midler i brug, men det betragter jeg ikke som snyd på denne årstid.
Man må også gerne se fjernsyn en halv søndag på denne årstid. Det må jeg faktisk altid, for jeg skal kun spørge mig selv.

IMG_5435Den ny dvd-afspiller virker helt som den skal, bortset fra, at den mod forventning forlanger sin egen fjernbetjening … jeg overvejer at dymo’e dem, for nu ligger der fire: En til tv-boksen fra Waoo, en til fjernsynet, en til lydstangen (tak til Jørgen for inspiration til et godt, dansk ord for den), og endelig en til dvd-afspilleren. De er godt nok ikke helt ens, men ens nok til, at jeg næsten altid får taget den forkerte i første forsøg.

Nu er jeg færdig med Ross Poldark. Eller … det er jeg absolut ikke, men jeg har set hele serien.
For hulen, hvor var den god – heldigvis er man vist i gang med en del to, men det kaldte den slutning virkelig også på – den kan ganske enkelt ikke bare slutte, hvor den gjorde! Jeg bliver nok nødt til at købe alle Winston Grahams bøger i Poldark-serien, som han skrev fra 1945-2002, med en lang pause fra 1953 til 1973 … hvorfor mon den lange skrivepause? Han døde i 2003, 95 år gammel, så hvis hans sidste bøger er gode, må han siges at have gjort det godt.
Noget godt er der skam også ved alt det filmkiggeri: Jeg er næsten færdig med et tæppe til Røde Kors. Bagefter skal jeg i gang med et sjal, jeg efter inspiration af Annemette fluks købte opskriften til.
Håber jeg har garn til det, men det er jeg næsten sikker på, at jeg har.
Og jeg går IKKE i gemmerne og tjekker det, før barnetæppet er færdigt!
Tror jeg nok …

6. februar 2016

Så råhygger han sig igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:12
Tags:

Kort tid efter vi var flyttet ind i Den Stråtækte, blev der indkøbt et smart-tv, fordi fibernettet var lige om hjørnet.
Smart er det skam; selv jeg syntes det var en god ide af mange grunde, men dels fordi man kan se gamle programmer on demand (og vi gider ikke se tv på en pc), hvilket er fint, når man af den ene eller den anden grund er gået glip af noget, man gerne ville have haft set, og dels fordi det ville være fjollet at anskaffe en parabol, når vi alligevel har fibernettet.
P1100308Da vi købte tv-apparatet, fulgte der en dvd-afspiller med. Blu-Ray und alles. Vi fik med det samme lumske anelser om, at det var et eller andet fejlindkøbt bras, de ikke ville være bekendt at tage penge for, og anelserne blev bekræftet, da de ikke ville lade os betale differencen op til et mærke, vi selv valgte.
Det var ganske rigtigt noget bras! Det mest irriterende var, at hvis man var i gang med at se en serie, kunne man ikke vælge andet end at se alle episoderne på skiven. Man kunne ikke vælge at se fx episode 3. Eller … vi kunne godt komme ind og vælge nr. 3, men der skete aldrig mere. Det var ikke dvd’en, det var galt med, for det gjaldt generelt, fandt vi snart ud af.

Jeg lånte resten af Poldark med hjem fra UK og manglede, foruden den sidste skive, også tredje og sidste episode på skive to. Jeg var igenigen nødt til at sætte den første episode i gang og så spole frem med høj hastighed, til jeg ramte den rigtige. Hammerirriterende.
I formiddags kørte John afsted for at købe en ordentlig dvd-afspiller. Jeg gad ikke tage med, for jeg interesserer mig ikke mere for det, end at det bare skal virke, så der var ingen grund til, at jeg skulle blande mig i det.

Han kom hjem med en pakke, jeg syntes så temmelig stor ud til bare at indeholde en dvd-afspiller …
– Jeg kom vist lige til også at købe en ordentlig soundbar …
Nielsen, altså … da vi besøgte englænderne, oplevede vi den hjemmebiograf, de havde etableret siden sidst; herunder en soundbar, som gjorde John grøn af misundelse. Vi har en soundbar, og for mig lyder den ganske glimrende, men jeg er også totalt analfabet hvad den slags angår – i hvert fald, hvis man spørger John.
Jeg vil ikke spørge, hvad han har givet for den.

Nu går han og roder med ledninger. Han elsker den slags – og er heldigvis god til det. Soundbaren er installeret. 
– Den passer sammen med fjernsynet og skal ikke betjenes for sig selv; det er SÅ meget smartere end den gamle.
– Prøv da lige at høre denne her LYD!

Han bliver som et barn igen, når han kommer hjem med den slags legetøj. Nu mangler han bare at installere dvd-afspilleren, som er af samme mærke som alt det andet, så vi kan bruge den samme fjernbetjening som til tv’et – så langt indrømmer jeg gerne, at det er smart. Jeg håber så bare, at man kan springe i episodevalget, men mon dog ikke?

5. februar 2016

Sådan opfatter vi så forskelligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: , ,

Da vi kom hjem fra England, lå der en invitation fra vores naboer: “Kom og vær med til at fejre, at alle husene nu er beboet … [tekst] … medbring en ret til et fælles tag-selv-bord, drikkevarer til eget forbrug og godt humør.”
”Alle husene” på vejen er otte, så vi er ikke mange, men det gør ikke spor – tværtimod. I Havdrup var der 77 rækkehuse, og John og jeg var meget asociale og deltog aldrig i noget fælles, da vi boede der, for vi havde slet ikke lyst til at involvere os i bare en brøkdel af alle de mennesker.
Her er det noget andet. Folk er så utrolig søde, gæstfri, venlige og … involverede, hvis man kan sige det sådan. Alle interesserer sig for hinanden, uden det er på en anmassende eller påtrængende måde, og alle ser efter alles huse og spørger om der er noget, de kan gøre, hvis nogen er ude at rejse.
Derfor deltager vi da også i sammenkomsten – ikke af pligt, men af lyst.
Jeg sagde til John, at jeg ville lave bagte cherrytomater med rødløg og masser af hele hvidløgsfed, det hele vendt i en anelse balsamico, en smule honning og olivenolie. Til sidst mozarella ovenpå i små klumper efter færdigbagning af de andre ingredienser i ovnen.
Det smager hujende godt til stort set alt, og jeg laver det forholdsvis tit.

P1100301Jeg kunne godt se, at John så lidt betænkelig ud …
– Hvad er der i vejen? Det smager da godt …
– Jo, men … det er jo tilbehør.
– Ja. Det skal der da også være på en buffet.
– Der står “en ret”. Og der står ikke “buffet”, der står “tag-selv-bord”.
(John tager alting meget bogstaveligt).
– Det er det samme som en buffet … og det dur ikke, at der kommer otte hovedretter og ikke noget tilbehør – de kunne lige så godt have skrevet “en ting”.
– Det gjorde de jo ikke … jeg tror altså ikke, det er rigtigt at komme bare med noget tilbehør. Du kan da heller ikke komme med en skål salat, fx.
– Det kan jeg da – jeg gider bare ikke tage ud at handle, og jeg har íngredienserne til tomatfadet.

Denne snak gik lidt frem og tilbage.
For at gøre manden glad sagde jeg, at jeg havde noget rødfisk ude i fryseren; det kunne jeg sprødstege og lægge oven på tomaterne.
Så er det pludselig med særdeles enkle midler forvandlet til en fiskeret og ikke ‘bare’ tilbehør. Man har jo lov til at fiske (tøhø) ved siden af fisken og nøjes med tomaterne.
Jeg er stadig overbevist om, at der ikke havde været noget forgjort ved at komme med tilbehør og ikke en hovedret, men John er født nervøs over at risikere ikke at gøre det forventede (hvilket ikke har generet mig i det meste af mit voksenliv), så for at gøre ham tryg igen, supplerer jeg med fisken.
Sådan er vi så forskellige … hvem siger, at lige børn leger bedst?

4. februar 2016

Jeg har en klippefast tro på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: , ,

P1100291P1100292Jeg har en klippefast tro på, at bornholmsk klippevand ikke er bedre end så meget andet vand.
Det kan i dag fås i Brugsen, og for at sætte det i den klasse, hvor man åbenbart mener, at det hører hjemme, er det at finde i vinafdelingen og ikke hvor man normalt ville lede efter vand på flasker.

Det er ikke Brugsen, jeg hænger ud her … jeg hænger sådan set slet ikke nogen ud, jeg undrer mig blot over, at nogen gider købe den slags.
Det, der kan irritere mig ved skiltningen er, at der nederst, venstrest står “Pr. stk. 25,00”. Det nummer laver de tit, men hvorfor dog det? Jeg kan da godt regne stykprisen ud, når de koster 25 kroner stykket! Det er meningen, at de skal angive liter- eller kilopriser med denne oplysning; ellers giver det ingen mening som sammenligningsgrundlag. En stykpris kan naturligvis i visse tilfælde give mening, men ikke i dette tilfælde.

Dagens overskrift er ment en anelse sarkastisk over for mig selv.
Jeg havde nemlig også engang en klippefast tro på, at alt det med flagesalt og Læsø sydesalt og den slags er rent til grin.
P1100294Det er stadig ikke blevet til saltet fra Læsø; det er simpelthen for groft med den pris, men næsten alt muligt andet er det blevet til efterhånden.
Det er længe siden, jeg satte både flagesalt og almindeligt groft salt på bordet (John foretrækker stadig det sidstnævnte), men efter et besøg hos en af de skønne kvinder fra Det Fast Sammentømrede Engelskhold, øgedes repertoiret ganske langsomt, fordi jeg efterabede hendes inspirerende saltfad.
Først var der én slags. Så var der to. Så tre og fire. Fem. Seks.
I en periode har jeg haft Johns salt stående for sig, men i dag tog jeg skridtet fuldt ud og købte et fad, der var stort nok til det hele – plus dem, jeg efterhånden syntes, jeg stod og manglede i samlingen; blandt andet saltet med rosa peberkorn, som jeg er ret begejstret for.
Og noget, jeg ville have forsvoret: lakridssalt! Jeg spiser aldrig lakrids – kan absolut ikke lide smagen, og slet, slet ikke i mad, men det slog mig, at bare fordi jeg er en af de fem danskere, der ikke kan lide lakrids, kunne det jo være, at mange andre ville sætte pris på at få maden til at smage af lakrids.

P1100296

1:  Hvidløgssalt
2:  Lakridssalt
3:  Hærvejssalt (med brændenælde og hvidløg)
4:  Birkerøget salt
5:  Almindeligt groft salt
6:  Maldon flagesalt
7:  Islandsk sort salt
8:  Hjemmelavet chilisalt
9:  Salt med rosa peberkorn (laver jeg også selv)
10: Fint middelhavssalt
11: Flagesalt med ramsløg

Grin I bare – det ville jeg selv have gjort engang, men dengang jeg i et indlæg brokkede mig vildt over prisen på Læsø sydesalt, var der en del, der gav mig en kommentar med på vejen, hvor de lovsang flagesaltet; at der rent faktisk var forskel på smagen på maden. Ikke, når man lavede maden, hvor almindeligt salt er glimrende, men det salt, man kommer på sin ægge- eller tomatmad. Eller på sine kartofler.
Og rent bortset fra, at det ser fint ud, når det står på bordet, så går der lidt sport i det, skal jeg gerne indrømme.
Jeg er begyndt at bruge meget mindre salt i min madlavning bare for at kunne forsvare at bruge lidt af alle disse sjove, forskellige slags salt.

2. februar 2016

Englands smukkeste by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags: , , ,

Det er vist næsten hver gang vi er herovre, vi er en tur i Bath, som, i stærk kontrast til Swindon, nok er Englands smukkeste by.
Det er også blevet en tradition, at vi skal drikke kaffe på Bridge Coffee, som på næsten gammelitaliensk vis ligger på broen over Avon. Den er mildt sagt ikke ret stor, den kaffebiks, men den har byens bedste udsigt og er derfor godt besøgt. At de også laver en god kaffe, gør ikke spor.

P1100273P1100275

Baths gader ligger ret højt i forhold til Avon. Man har først gravet ud til kulkældre (mange af disse er senere blevet til en del af lejlighederne; ganske som i London, hvor man kan finde de flotteste lejligheder, eller dele af dem, lige under gaderne.
Men dengang var det altså kulkældre, og oven på dem fyldte man jord, anlagde vejene og byggede husene, således at hele Bath så at sige starter på første sal.

P1100276P1100282

Herover ses udsigten fra Bridge Coffee, og på billedet til højre kan man fornemme, hvor højt byen er anlagt i forhold til det naturlige niveau, som er på græsplænens plan.

Da vi var på vej ud af byen igen, så jeg to damer, der til forveksling lignede Mary Poppins reinkarneret som enæggede tvillinger.
Charlotte kunne fortælle, at det var Norland Nannies, som bliver uddannet her i Bath på Norland College. Den dag i dag har de stadig en uniform på, man såmænd lige så godt kunne have set på gaden for 100 år siden eller mere.
Herunder, på det stjålne billede, ser man, at de er ganske klar over ligheden med Mary Poppins og måske oven i købe spiller lidt på det.

I modsætning til både Mary Poppins og Nanny McPhee, hvilken sidstnævnte vi lige har nydt at se sammen med ungerne, kan The Norland Nannies ikke trylle (og dog … måske kan de på en måde alligevel, hvis man sammenligner med usikre og/eller fraværende forældre), og de får en høj løn.

Mens vi kørte, spillede BBC Classic, som Charlottes radio i bilen altid er stillet ind på, et langt uddrag fra operetten Flagermusen.
Jeg sad og tænkte på, hvad den mon kunne hedde på engelsk. The Bat lyder temmelig tåbeligt, så det kan de vel næppe have kaldt den?
Det har de heller ikke – de har åbenbart været af samme mening som mig angående det navn, så man har valgt at beholde den tyske titel Die Fledermaus. Klogt, var vi alle tre enige om. Der bliver godt nok refereret til “The Bat” i engelske opslagsværker, men skrevet i parentes, hvorfor jeg opfatter det som en forklaring på, hvad den tyske titel betyder.
Mine undersøgelser lærte mig et nyt ord: Trouser role, som her i Flagermusen er Orlofskys rolle, nemlig en manderolle, der altid spilles af en kvinde. Jeg anede ikke, hvad det hedder på dansk og måtte derfor også slå det op. Det hedder såmænd bukse-rolle. Jamen hvor svært kan det være?
Man lærer lidt hver gang, man er herovre …

1. februar 2016

Englands kedeligste by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

Beklager, Swindon, men det er du altså. Englands kedeligste by. For at kompensere lidt på det har du et dejligt outletcenter, som vi godt kan lide at komme i, og du har sørget for at gøre dine hvide vipstjerter tamme, så vi har stor fornøjelse af at fotografere dem.

Hvid vipstjert i SwindonHvid vipstjert i Swindon

Nej, IKKE apostrof som flertalsbetegnelse5 o'clock teaDen var noget så nuser, denne lille fyr, som vimsede fuldstændig frygtløs lige omkring vores fødder. Pludselig stod den på tæer, og vi kom til at grine højt, hvilket heller ikke generede den. Måske var den simpelthen rævestolt over at kunne gøre sig et par centimeter højere.

Vi var i outletcentret og i to store enorme planteskoler, hvor vi på den ene fik en glimrende frokost. Den meget engelske opsats her med lidt lækkert til teen lod vi være … også de Bon Bons, hvis navn fabrikanten ikke kan skrive korrekt.

Vi blev enige om, at hvis vi kørte til Swindon, kunne vi sikkert med lidt god vilje få et behov eller to til at opstå, hvilket da også skete for os alle tre … bortset fra, at Charlotte havde et behov allerede hjemmefra, hvilket gav os en glimrende undskyldning for at køre derop.
Vejen hjem fra det sidste sted, Whitehall, går igennem både Lacock og Sandy Lane, som er to af mine yndlingsbyer herovre. Lacock er a village lost in time og blev bl.a. brugt i Downton Abbey.
Hus i Sandy Lane

Sandy Lane er lutter skønne, skønne typiske engelske landsbyhuse … her ville jeg gerne kunne købe et hus, men jeg har vist rigeligt at se til i forvejen, hvad boliger angår, og når nu de er ved at have en granny flat færdig til os, er det vel i bund og grund fjollet selv at købe et hus herovre.
Men hver gang jeg ser denne slags huse med stråtagene med de buttede former, får jeg lyst til at flytte til England.
Lysten forsvinder heldigvis som regel, når jeg er hjemme igen, men jeg er vild med disse huse, med landsbypubberne med de frodigste blomsterkrukker udenfor, med de engelske haver, med Cornwall, med … ja, med rigtig mange ting og steder her i UK.

Huse i Sandy Lane

Så er det jo meget heldigt, at jeg har verdens bedste undskyldning for at tage herover et par gange eller tre om året.

31. januar 2016

Fader er i køkkenet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags: , , ,

Middelvind: 26 mph med stød på op til 45 mph. Omregnet til noget, jeg kan forholde mig til, bliver det til 11, henholdsvis 20 sekundmeter. Måske ikke alverden, men afgjort nok til, at vi ikke gider foretage os noget udendørs. Især ikke fordi det også småregner indimellem, og det lyder som om der er flere stød end der er middelvind … hvilket selvfølgelig er noget ævl …

P1100247

Det her er heller ikke ligefrem det værste, man kan udsætte sig selv for: Morfar læser danske nyheder, Daddy og Aubie spiller skak, Anna laver lektier (aldeles frivilligt!), moder er i køkkenet for at forberede frokosten, og mormor har lige set første afsnit af Ross Poldark. Hvorfor mon de slet ikke har tænkt sig at vise den i dansk tv? Jeg troede, de med glæde købte alt, der kommer fra England.
Poldark er rigtig god, men John har det ikke helt godt med at følge med, når der ikke er undertekster, og den kan ikke fås med danske undertekster, desværre. Den er svær at følge med i … mange klager over, at danske skuespillere er begyndt at mumle, men briterne er ikke et hak bedre, kan jeg godt fortælle – og det er ikke kun mig, der synes det; både Tim og Charlotte siger det samme for Poldark her, og når der tilligemed indimellem bliver talt med stærk accent (serien foregår i Cornwall), så bliver det meget hardcore engelsk, hvorfor jeg var glad for, at der var billeder til at understøtte de mange uforståelige ord.

Aubrey november 2015Anna februar 2015

Et par klassiske billeder af mine to unger – Aubrey som sædvanlig med krudt i øjnene, mens Anna ligner en, der må bære alverdens byrder på sine små, smalle skuldre. Hun er såmænd ikke mere tænksomt anlagt – eller mere belastet – end sin lillebror, men hun elsker at være lidt dramatisk, så her har hun lige øjnet en chance til at spille en rolle fuldt ud, ser det ud til.

Overskriften er ikke forkert, for om lidt går fader i køkkenet. Hver søndag laver Tim The Sunday Roast, som i dag vil være lammesteg. Det er et nyt koncept, han begyndte på for et par måneder siden, fordi han siger, at han slapper så dejligt af ved at lave mad. Han har nogle meget lange hverdage, hvor han tager hjemmefra kl. 7 og sjældent kommer hjem før kl. 20.
Jeg kan desværre overhovedet ikke få John til at se, at det er et vildt godt koncept – også selv om man ikke har lange arbejdsdage. Måske især når man ikke har lange arbejdsdage …
Charlotte har prøvet at spille med og har flere gange udbredt sig højlydt og begejstret om, hvor SKØNT det er at slippe for at lave mad en gang om ugen, men også hun taler for døve øren – og her tror jeg ikke, der er tale om et fysisk fænomen fra Hr. Nielsens side.

30. januar 2016

Rådhusklokkerne eller Big Ben?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: ,

Lige så gråt, blæsende og kedeligt vejret var i går, lige så flot har det været i dag. Koldt, men flot – og vigtigst: ikke blæsende..
Lyset vældede ind i The Sun Room, hvor det meste af hverdagslivet i deres dejlige hus efterhånden foregår.
De har fået klaver siden sidst. Anna kender noderne. Ingen ville nogensinde få den tanke at kalde hende et vidunderbarn, men hun er i stand til at klimpre enkle melodier, hvilket hun sad og gjorde for en stund, mens vi andre småsludrede og drak resten af morgenteen.

P1100245

P1100230Pludselig kiggede John og jeg på hinanden … barnet sad og spillede den særdeles velkendte melodi, som enhver dansker over en vis alder kender fra rådhusklokkerne i København! Da hun havde spillet færdig, spurgte vi hvad det var, hun lige havde spillet.
”Den hedder Westminster Chime”.
Nå, så det gør den … jeg mener at have lært engang, at den melodi er bygget over en af de ældste folkemelodier i Danmark, så hvorfor hedder den Westminster Chime her?
Google er vores ven, men mysteriet blev aldrig helt opklaret – det kræver mere research, end jeg lige gad på en lørdag formiddag, men den korte historie er, at både England og Danmark hævder, at melodien er komponeret af en henholdsvis engelsk og dansk komponist. Vi er sikre på kompinistens navn, men i UK er de lidt i tvivl om, hvem de skal tildele æren. Alene det er jo lidt suspekt …
Der er ingen tvivl overhovedet om, at det er 100 % den samme melodi, og de skulle begge stamme fra den sidste halvdel af 1700-tallet, så det store spørgsmål står nu tilbage: Hvem kom først? Præcis den samme melodi kan efter min bedste overbevisning ikke være komponeret ved et tilfælde i to lande – ikke uden den ene må være inspireret så grundigt af den anden, at det må betragtes kom en komplet kopi.
Der er grundlag for en mere tilbundsgående undersøgelse her, men som sagt gider jeg ikke bore mere i det nu, men er det ikke ret interessant?

P1100218P1100220

Snookerhajerne liner op til en dyst. Jeg nøjedes med at heppe og strikke.

29. januar 2016

Højsæson for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: ,

Man kan altid finde noget at se i England, uanset hvornår på året man er her. Lige nu er det fx højsæson for vintergækker – men faktisk er påskeliljerne allerede også i fuldt flor mange steder.
Vores bedste sted til en Snowdrop walk er Heale House, men de havde desværre lukket pga. “weather and water conditions”, og fordi vi kender stedet og ved hvor meget vand der er kommet i UK, kan vi sagtens forestille os, at meget af stedets anlæg nok er oversvømmet.

P1100200

Her på Kingston Lacy, hvor vi valgte at tage til pga. Independents listning af steder, hvor vi midlertidigt galantofile kan boltre os, var der da også fint, men det var tydeligt for os, at de for nylig har sat alle de vintergækker for at være med på bølgen med vintergækvandringerne. De står endnu i klaser, hvor det på Heale House for længst er blevet til kæmpe tæpper af vintergækker, man går rundt i. Vi kunne ikke forstå, hvorfor Kingston Lacy figurerede på listen, når Heale House ikke gjorde det, men vi blev enige om, at de nok har betalt sig fra at komme på.
På en anden liste over The top 10 Snowdrop walks var Heale House listet, men ikke Kingston Lacy.

P1100208P1100210

Til gengæld skal vi dertil igen til sommer, for det var en fantastisk have og park. Om en lille måneds tid er det højsæson for kameliaerne, som, for manges vedkommende, blomstrede allerede nu.

P1100187

P1100212Det var et stort, flot og stateligt hus, som desværre er lukket for publikum frem til marts; vi kunne kun se en udstilling om en af de tidligere ejere, som levede i eksil i 14 år for ikke at blive straffet hårdt af den engelske stat for sin homoseksualitet. Det kom der mange samlerobjekter ud af, fordi han sendte alskens ting og sager hjem fra hele verden – penge havde han nemlig rigeligt af.

Måske kan man fornemme de gamle og bulede ruder i de nederste etager? De er langt ældre end den øverste etage, hvorfor ruderne her er helt glatte.
Huset er ikke beboet, hvilket jeg synes er synd. Bankes-familien, som havde ejet huset i cirka 300 år, forærede i 1981 alt, både hus og tilliggende jorder, til National Trust.

Der forventes storm og masser af regn her i weekenden, så vi blev enige om, at udendørs turistaktiviteter nok hellere måtte foregå i dag.
På vej til Dorset så vi mange floder og vandløb, der var fyldt til bristepunktet, så kommer der de mængder regn, de lover, vil der ske oversvømmelser igen. Stakkels England. De har sig nogle vandrige år.

28. januar 2016

Så sidder vi her søreme igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:43
Tags: ,

Så sidder vi her søreme igen i den hyggelige stue i det skønne, gamle, engelske middelalderhus, sammen med min skønne, gamle snart midaldrende datter og hendes to skønne, hurtigtvoksende, men trods alt stadig unge, børn.
Den rejse-pc jeg har med, har ligget inaktiv hjemme i skabet og er i den mellemliggende tid blevet mere end midaldrende – den er blevet fuldstændig affældig og u t r o l i g t  l a a a n g s o m, så hvis jeg blogger uregelmæssigt i den kommende uge, har I hermed fået grunden. Den pc skal til læge, når den kommer hjem igen, er jeg bange for – medmindre jeg finder årsagen, mens jeg er her.

P1100176

Charlotte indviede opdateringen (det er et helt halvt år siden vi var her sidst!) med at sætte en lakplade på den gamle grammofon med håndsving og det hele, som de fandt på en auktion. Det var lidt sjovt at blive ført tilbage til tyverne på denne måde. 
Det er så ikke lige min musik, men Charlotte og John elsker den, så fred være med det.

P1100177

Vi havde købt et gallileotermometer som en ekstra fødselsdagsgave til hver af dem – det var et højt ønske, men det er jo hverken noget, man leger med eller sidder og glor i timevis på, så emballagen blev lynhurtigt inddraget til sejlskibe med redningsbåde.
Jeg havde ikke set, at temperaturen på de små metalskilte på glaskuglerne var opgivet i Fahrenheit, men så fik de da lært at omregne fra F til C.
Vi hygger og snakker, så dette bliver alt fra mig i dag. Jeg kan nemlig godt være en kvinde af få ord, hvis det skal være … på skrift.

27. januar 2016

Der var en, der var to, der var … fem! Eller otte?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: , ,

I går kunne vi erfare, at Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær. Tillykke med det.
Selvfølgelig skulle manden derfor interviewes, og han sagde bl.a.:
Jeg lagde da godt mærke til, at der var en vis uro, men at det ikke er noget med mig at gøre.
“Er”??? Du må have hørt forkert, Ellen. Sådan siger en forfatter udstyret med gyldne laurbær ikke. Men han fortsatte ikke desto mindre:
Så fandt jeg ud af, at det er det.
Tænk, det sagde han. Og jeg har lige læst udtrykket med det samme ‘er’ på nettet, men skrevet af en anden. Jeg troede, dette ville skurre (nej, ikke ‘skure’) vildt i alles, og måske især forfatteres, ører. Er det dialekt? Stein er født i Aarhus. 
Det hedder da “det har ikke noget med mig at gøre”, og jeg vil vanskeligt kunne overbevises om andet.
Nysgerrig mht. Stein blev jeg trods alt og begyndte at læse anmeldelser af hans bøger. Alle fire med Axel Steen som hovedperson bliver omtalt positivt, og som Plusbog-medlem med platinstatus fik jeg alle fire (som e-bøger) for den yderst beskedne sum af 146 kroner.
Og inden I spørger: Nej, jeg vil helst ikke låne e-bøger. Mine argumenter for det vil visse af læserne sandsynligvis forsøge at imødegå (i den gamle betydning!), så jeg vil nøjes med at nævne det som værende en kendsgerning.

image

Imødegå er et pendulord. I langt, langt de fleste tilfælde bruger jeg pendulordene i deres oprindelige betydning, men da jeg kiggede ned over listen, så jeg ordet klamphugger. Det har jeg, siden min spædeste barndom, brugt i betydningen ‘dårlig håndværker’ … når jeg (og i øvrigt også min far) sagde, at “han er da en værre klamphugger”, var det bestemt ikke positivt ment.
Nu blev jeg igen nysgerrig: Hvor mange af jer bruger klamphugger i betydningen en god håndværker?
imageimage

Længere ned ad listen så jeg ovenstående tre udtryk og måtte konstatere, at også dem bruger jeg i den nye betydning.
Enten er jeg yngre end jeg troede (og det er jeg nok ikke), eller også er det en liste, der rækker over mange år, siden selv min far kunne bruge en af de nye betydninger.
Igen: Hvad med jer?

_MG_0003

Overskriften skyldes, at vi i går så fem havørne på én gang. Et kvarter efter, da vi kørte sydpå, så jeg, to kilometer væk fra huset, yderligere tre og sagde straks, at det var nummer seks, syv og otte, men John mente, at det nok var lidt vel optimistisk, og at det var tre af de første fem, der havde flyttet sig, så optimisten siger otte havørne, mens pessimisten realisten siger fem.
Men jeg tager mine ord i mig igen om, at det ikke kunne blive større end at se tre havørne på én gang, for det kunne det, viste det sig.

26. januar 2016

Brødkrummesvamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

I håb om at få lidt af den sol at se, som nogen kom til at love os i aftes, kørte vi en tur til Møn.
Vi fik dermed set steder på Møn, vi aldrig har set før, men vi fik ikke set solen …

P1100155

De er snedige på Møn. Strandvejen leder nemlig ikke ned til stranden. Når man kommer til ovenstående skilt, skal man dreje til højre til for at komme til stranden. Hvorfor det er sådan, kan vi kun gætte på, men os narrede de ikke.
Vi spiste den medbragte frokost på stranden i det inderste af Hjelmbugten, hvorefter vi satte kursen mod Klintholm Havn, hvor vi gik en tur langs vandet. Jeg er stærk modstander af udtrykket Udkantsdanmark, men kom til at tænke på det, da vi på disse sydmønske veje så mange særdeles forsømte huse, der efterlod et noget trist helhedsindtryk af området. Når folk har trukket gardinerne for (i stuen) midt på en dag, der er så grå og solskinsfri som i dag, får jeg altid den tanke, at de må have noget at skjule.

Meget død mågeMeget død fisk

Jeg forestiller mig, at Klintholm Havn myldrer af liv om sommeren, men den var godt nok totalt uden liv i dag. Selv på stranden var der kun døde dyr.
Jeg fik øje på en klump af noget, jeg aldrig har set før på en strand. Det lignede en svamp – altså sådan en, man køber til at vaske sig med, men denne kunne kun bruges til at fjerne hård hud med. Den havde en konsistens, som jeg har svært ved at beskrive, men måske kommer en meget tør sandkage det nærmest. Jeg kunne godt brække den over, men det var ikke helt nemt.
Det var lidt spændende, om jeg ville kunne billedgoogle mig til en opklaring på denne forekomst efter hjemkomst, men det er vist lykkedes, for jeg nåede frem til, at det må være en brødkrummesvamp.

Brødkrummesvamp

Dette eksemplar var omkring 12 cm på den lange led – billedet er tilstræbt at repræsentere naturlig størrelse, men det bliver jo forskelligt, afhængigt af mediet, I ser det på.
Hvis ikke det er en brødkrummesvamp, har jeg ingen anelse om, hvad det så kan være … mit eksemplar ligner oven i købet mere en vaskesvamp end de fleste billeder på nettet. Man brugte den rent faktisk til at vaske sig med før i tiden, kunne jeg læse. Enten har de været utrolig hårdhudede, eller også har jeg fundet et ekstra tørt eksemplar.
Vi fandt en til. Lidt pudsigt at finde to, når vi aldrig har set dem før – men okay, vi havde jo heller aldrig været lige præcis her før, så måske er de ganske almindelige på de sydmønske strande? Der stod, at de er almindelige overalt i DK, undtagen Bornholm, og jeg har vist egentlig også fundet dem før, men i givet fald husker jeg dem som værende en del mere glatte i deres struktur.

25. januar 2016

Vi har været ret spændte på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags:

Da vi i sin tid så salgsopstillingen på Den Stråtækte, var udgifterne til fyringsolie sat til 52000 kroner om året.
Det var lige før, vi faldt besvimede om – over 4300 kroner om måneden! Det var jo ikke et slot, vi skulle opvarme, men det så sådan ud.
Mægleren sagde, at det var et tal, som dem, der udarbejdede tilstandsrapporten, beregnede sig til ud fra isoleringsforholdene i huset, men Finn mente, at de reelle udgifter til fyringsolie var omkring 24000 om året. Han var ikke sikker, men … jeg undrede mig lidt over, at man ikke har styr på den slags ting, men 24000 ville vi kunne leve med – det er som bekendt et gammelt hus, og i otte vinduer er der stadig kun ét lag glas. De tre af dem har dog en forsatsrude i, men fem er altså mininalt energivenlige. Vi skiftede alle eksisterende termoruder, fordi de var punkteret og dermed stort set altid ugennemsigtige, og to af dem med ét lag blev konverteret til termoruder, inden vi flyttede ind, men vi havde ikke råd til at totaludskifte samtlige vinduer og valgte at se tiden an, til vi havde konstateret det faktiske olieforbrug.
I Havdrup har de verdens dyreste fjernvarmeværk, så vi var vant til store varmeudgifter. Jeg fandt aldrig ud af deres måde at køre regnskabet på – det ene år betalte vi 1600 kroner á conto/md, og det næste kunne det være 1300 kroner – vores forbrug var stort set altid det samme, men så var der lån, og så var der noget andet eller noget tredje, men de fleste år lå det mellem 1300 og 1500 kroner om måneden for vores 109 m2 ikke-enderækkehus, så vi var altid både misundelige og forundrede, når vi i Hammerslag kunne høre, hvor lidt resten af Danmarks befolkning betalte for husvarmen.
P1040004

Vi har lige regnet på det, fordi vi om 17 dage har boet i Den Stråtækte i et år.
Cirka 1200 kroner om måneden i snit på det lille år. Ingen klager herfra – og det er ikke fordi, vi går og fryser, at vi har brugt så lidt. Vi har dog haft ild i brændeovnen næsten hver dag siden november, hvilket er en udgift, der måske burde regnes med, men det har vi ikke gjort – blot medtaget selve olieforbruget. Vi har kun købt brænde en enkelt gang; resten har vi haft selv, plus den trailerfuld, vi fik af Bodil og Hans.
Når vi engang får behov for at købe os til mere brænde, har vi fundet ud af, at vi på Nysø kan købe det meget billigt, hvis vi selv henter det, så alt i alt gider vi ikke regne brændepris med i opvarmningsregnskabet, men gjorde vi det, kom vi ikke engang op på prisen i rækkehuset, og Den Stråtækte er næsten dobbelt så stort – vi har dog kun varme på de to værelser på førstesalen, når vi har overnattende gæster.
Og – hvis hele sandheden skal frem, så var det varme vand med i rækkehusregnskabet, mens vi her har en elektrisk vandvarmer. Til gengæld har vi gulvvarme i køkken og badeværelse. Det sluger sikkert en del olie, men hvor er det skønt …
Vi er i hvert fald ikke utilfredse, hvilket er det vigtigste.

24. januar 2016

Only in America

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: ,

På en grå, trist og kedelig dag som i dag, på den første dag siden i mandags, hvor vi ikke har set havørne jage, fange og spise, ganske enkelt fordi det er så tåget, at man ikke kan se ned til vandet, på sådan en dag kan man jeg godt forfalde til ikke at foretage sig ret meget andet end at strikke, mens fjernsynet kører og der er ild i brændeovnen.
Jeg tændte og slog over på BBC Earth, hvor der hele eftermiddagen er en udsendelsesrække, de kalder Fatal Attractions, som handler om, hvor livsfarligt det kan være at omgås vilde dyr. At man skal tænke sig om, inden man giver sig i kast med at forsøge sig med at tæmme dem, og at det ikke er noget for amatører.
Som om vi ikke vidste det … men det er en amerikansk serie, og ganske som i selvhjælpsbøger af amerikanske forfattere, skal man have alt ind med skeer, og det på drøvtyggermåden, med hvilket jeg mener, at det ikke er nok at sige tingene én gang. To eller tre er heller ikke nok, der skal helst en fire-fem gange til, før de er sikre på, at man har fattet budskabet.
Den første gang, jeg mødte fænomenet, var i Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus. Det var i og for sig en morsom bog, der forklarede forskellene på mænd og kvinder, men jeg fik aldrig læst den færdig, fordi John Gray sagde de samme ting igen og igen og igen. De enkelte eksempler var lærerige og morsomme, men hvis ikke jeg forstod det første gang, kunne jeg fx bare læse afsnittet igen.
Anden gang var i form af en bog, min søde chef gav sine ledere og mig, nemlig Følelsernes intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman. Det var lektier til juleferien, sagde han; vi skulle alle have læst den, når vi mødtes igen efter nytår.
“Åh”, sagde jeg, da jeg læste på bagsiden, “han er amerikaner. Så behøver I bare at læse en femtedel, så har I læst hele bogen.”
Min chef skulede lidt, de fire ledere forholdt sig neutrale, men efter nytår kom de grinende og sagde, at jeg havde haft helt ret.
Jeg er i det hele taget ikke specielt begejstret for selvhjælpsbøger. De eneste de hjælper, er efter min ringe mening forfatterne …

IMG_5420

Nå. Det var et sidespring …
Indlæggets titel kom jeg på, da jeg så en bisonavler, der havde mistet hele sin bestand pga. mund- og klovsyge. Nu havde han kun én bison, som var blevet hans og konens kæledyr. De tog den med ind i huset, de byggede deres bil om, så de kunne tage den med i byen, og de tog den med på bar, hvilket kan ses på billedet jeg tog af vores tv.
Inden da havde jeg hørt om tiger- elefant- og krondyrtæmmere, der alle var blevet dræbt af deres ‘kæledyr’, men de tog dem da i det mindste ikke med ind i deres stuer. Dette her med bisonen slog hovedet på sømmet, så jeg slukkede forarget for fjernsynet og begyndte at skrive.
Sådanne tåbeligheder kan kun amerikanere finde på. Dixit!

23. januar 2016

Hvad er forskellen på rotter på loftet og mus i kasketten?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags:

I julen hørte vi noget oppe på loftet, der lød af skræmmende meget mere, end hvad en mus ville kunne forårsage.
Vi var temmelig sikre på, at det var en husmår og tænkte, at så kan den lige få lov til at spise musene, inden vi gør noget ved det.
Støjen kom igen med jævne mellemrum – ikke hver dag, ikke engang hver anden, men et par gange om ugen.
Men så – i lørdags – så vi en rotte ude ved fuglefoderpladsen foran.
Satans, pokkers og sgu! Der var desværre slet ingen tvivl om, at det var en rotte, så mandag morgen kontaktede vi Næstved Kommune. Mandag formiddag ringede rottefængeren – ikke ham fra Hameln, men den lokale – og sagde, at han ville kigge forbi ved 14-tiden.
Det var imponerende hurtig service!
Han så de billeder, vi havde taget af udyret og gav os ret i, at en rotte var det. Han tog en runde om huset, kiggede sig grundigt om og mente at have set et sted, hvor den kunne komme ind. Han var også oppe på loftet og se sig omkring.
Han gav os tre rottefælder mage til de smækfælder, vi har til mus, men i en særdeles voksen udgave. Der skulle lægges en sveske eller rosin i, så ville rotten forhåbentlig gå i fælden.
Han ville helst i første omgang se, om vi kunne klare det med fælder, for lagde han gift, og en rotte døde inde i skunken, hvor vi ikke kan komme ind, ville vi få et seriøst lugtproblem på et tidspunkt.
Den forventede besked kom også: “Og så væk med det fuglefoder! I hvert fald så længe I ved, at I har rotter.”

Solnedgang ved Præstø 22. januar 2016
(Jeg synes ikke, det er specielt lækkert med rottebilleder, så I får gårsdagens solnedgang i stedet.)

Tirsdag klappede den første fælde, som stod ude i garagen, og da jeg kom hjem torsdag middag, havde John fundet en død rotte i den anden fælde oppe på loftet. De svesker er ret effektive, må man sige – jeg har hørt, at rotter går uden om nye og/eller ukendte ting temmelig længe, inden de begynder at spise eller undersøge hvad det er for noget, men svesker er åbenbart uimodståelige.
Vi har ikke hørt en lyd nogen steder fra siden da, så vi krydser fingre for, at der kun var de to rotter – vi har heller ikke set rottespor i sneen.
Mus kan jeg så nogenlunde leve med, men rotter – no way!
Nu skriver vi lørdag eftermiddag, og der har ikke lydt den mindste lyd fra loftet siden den anden rotte gik i fælden. Vi håber på, at vi kun havde to rotter. Håber, håber, håber.
Og så begynder vi altså snart at fodre fugle igen – det er jo lige nu, med frost og sne, at de har allermest brug for det. Hvis vi ikke har hørt lyde fra loftet i en uge, kommer der foder frem igen, har vi aftalt med hinanden.
Skulle der komme flere rotter, ved vi nu, hvad vi skal gøre ved dem … vi løber ikke tør for svesker foreløbig.
Der er forskel på at have rotter på loftet og mus i kasketten – her i huset i hvert fald.

22. januar 2016

Om at gøre en forskel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags:

Nu har vi lige talt om ildsjæle; om at sådan nogle gør en forskel i lokalsamfundene.
Det er blevet ret fortærsket, ikke? Udtrykket “at gøre en forskel”. Jeg hørte det første gang i 2002, men hvornår det dukkede op første gang, ved jeg ikke.
Alt og alle skal helst “kunne gøre en forskel”, og det er selvsagt på en positiv måde – ellers giver det ikke megen mening.
Hvis man tænker dybere over, hvad der står, er det i bund og grund noget vrøvl, men det er temmelig mange af de smarte udtryk, som smarte coaches og management-‘smarties’ fører sig frem med.
Jeg er ikke en ildsjæl, og jeg har ikke gjort en forskel i lokalsamfundet, men jeg har forårsaget en ret stor forskel i et ret lille samfund.

IMG_5411IMG_5417

Jeg har nemlig ordnet kobbertøjet i Den Stråtækte. ”Pudset” kan man næppe tillade sig at kalde det, når man bare smører det med mirakelblandingen, som jeg er sikker på, at jeg har nævnt før (1 kop mel, 1 kop vand, 1 kop eddike, 2 tsk salt og 2 tsk citronsyre).

IMG_5412IMG_5415

En lille smule knofedt og supermarkedspudsemiddel måtte der dog suppleres med til kedlen, da den var lidt hårdt angrebet, men så blev den også fin!
Der var to gode grunde til, at jeg mente jeg burde gøre en forskel på kobbertøjet: Den ene, at jeg fik en meget, meget smuk kobberkedel af Ditte, men som trængte til at blive frisket lidt op (kedlen, altså!), og den anden, at vi endelig har fået taget os sammen til at invitere to par genboer på middag. De har godt nok været her før, men ikke til middag, og da det ene par pga. ombygning ikke har et køkken, der fungerer, virkede det som passende tidspunkt at invitere på lidt mad. Og når man får gæster, går det ikke an at have grimme kobberting.
Gæsterne kommer i morgen og skal bl.a. have boeuf bourguignon.
I aften skal vi have kanin, som jeg kun yderst sjældent ser i supermarkedet, men i dag havde de dem frosne, så nu skal det være.
John hævder, at han aldrig har smagt det før, men jeg har lavet det, ved jeg. Kan det virkelig være over 30 år siden? Det smager lidt hen ad kylling, men skal have noget længere tid – synes jeg, men jeg er vist ikke helt enig med opskrifterne. Problemet er bare, at jeg ikke kan vide, hvor gammel kaninen er, og er den ikke ung, kan den være ret sej.

21. januar 2016

Ildsjæle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Pia og Allan fortæller ofte om de ildsjæle, de har nede på Sydhavnsøerne.
De findes også andre steder, bl.a. i Frederiksværk, hvor nogle gode mennesker har taget initiativ til at få stablet en café (karl-e) på benene udelukkende ved doneringer og frivilligt arbejde.
Det er (foreløbig) lykkedes; de har lige åbnet og de har givet projektet tre måneder til at finde ud af, om det kan lade sig gøre at få det til at løbe rundt.

karl-e Frederiksværkkarl-e Frederiksværk

Til rummet i stueplan har Dittes datter malet et par alternative spilleborde, og i kælderetagen var der i aftes nørklecafé, hvilket samme Ditte har taget initiativet til.
Hun var lidt spændt på, om der overhovedet ville dukke nogen op, men om ikke andet kunne hun og jeg da bare hygge os, blev vi enige om.
Lidt af nysgerrighed og lidt mere fordi jeg syntes det var længe siden, jeg havde snakket med Ditte, meldte jeg mig under nørklecaféfanerne, og til gengæld bød hun på aftensmad og en seng at sove i, så jeg slap for at køre den temmelig lange tur hjem temmelig sent.

Nørklecafé FrederiksværkNørklecafé Frederiksværk

Ditte bød velkommen til de 17 andre strikkequinder. Det var et smukt fremmøde, især når man tager den noget sene annoncering i betragtning, så mon ikke det kan blive fast hver 14. dag, som ønsket er? Det tror jeg, men fremover bliver det dog uden mig …
Ikke fordi det ikke var hyggeligt, men jeg kan næppe påregne at blive bespist og ‘besovet’ hver anden uge fremover, og jeg kører trods alt helst ikke over 200 km for to-tre timers strik – ikke engang selv om det er for at være sammen med Ditte. Og selv om jeg kunne regne med det, går det ikke, for der gik (naturligvis) snak og hygge i den efter hjemkomst, så det blev temmelig sent, inden vi fandt vores senge.

20. januar 2016

Hun syede, og hun syede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: ,

Min sylyst kommer i bølger. I det seneste år har jeg næsten ikke syet, men når jeg så endelig kommer i gang, er jeg næsten ikke til at stoppe igen.
Det er ikke fordi, jeg har savnet det, for hvis det var det, det handlede om, kunne jeg jo bare sætte i gang.
Der er som regel et eller andet, der skal tvinge mig til at sy igen, og denne gang var det altså Meretes taske.
Når jeg så er i processen, genopdager jeg hvor sjovt det rent faktisk er at lege med symaskinen, hvor meget jeg holder af at frembringe pæne ting ting jeg i hvert fald selv synes er pæne (tasken er dog godkendt af Merete), og så bliver jeg inspireret til den ene ting efter den anden.
Undervejs dukkede der ideer op til forbedringer på tasken, men ikke alle kunne gennemføres, da ideerne kom – det har noget at gøre med en syrækkefølge, der nødvendigvis må overholdes.

Ellens taske (7)Ellens taske (4)

Fx som da jeg syede den udvendige lomme på den første taske, slog det mig, at jeg altid køber en flaske vand i lufthavnen, da man jo ikke selv må medbringe væsker. På min udgave kom der derfor i modsatte ende af knaplommen en lomme med ekstra rummelighed til en ½-litersflaske.
Snipperne, man holder i, når tasken skal lynes i eller op, ville måske være pænere, hvis de var i samme stof som kantbåndet …
Indvendige lommer ville være en klar forbedring …
Hankene må godt være en anelse længere …

Ellens taskeEllens taske (1)

Også denne gang havde jeg stof, der passede næsten helt perfekt til kantbåndet. Det kantbånd, som ikke kun er der af rent dekorative årsager, men fordi man syr tasken sammen vrang mod vrang for at undgå grimme kanter inde i tasken. Franske sømme er ikke en mulighed, fordi der er så mange lag stof.
Sømstykket zigzagges og kantbåndet sys på med maskine i den ene side og håndsys med så usynlige sting som muligt i den anden side.
Hvorfor kan man kun få skråbåndsfolder til 18 mm, når jeg skal bruge 20 mm? I stedet for at bruge sådan en nem dims, skal jeg selv stryge de indadbøjede kanter – over tre gange, oven i købet, først på midten for at have noget at øjemåle efter og derefter hver af de to kanter. Jeg har efterhånden lavet så mange skråbånd, at jeg vist er ved at være moden til at købe en justerbar skråbåndsfoldertrykfod til min symaskine – især til dækkeservietter ville det være smart at kunne lave skråbåndet as you go. Selvfølgelig vil man, i modsætning til her, kunne se sømmene, men dem kunne man gøre til en del af pynten.

Og hvorfor havde jeg så travlt med at sy tasken, når der er over en uge til vi rejser til UK?
Fordi når dette indlæg bliver udgivet, er jeg lige landet hos Ditte, hvor jeg skal sove i nat, så det var en oplagt mulighed for at teste, om tasken virker.

19. januar 2016

Der var en, der var to … nej, der var TRE havørne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

Der er i det mindste én fordel ved at have fået rigtig vinter, medførende, at fjorden er delvist tilfrosset. Vi har en bræmme af ufrosset vand ud for hvor vi bor, sikkert fordi en bæk løber ud i fjorden 100 meter fra os, og i den bræmme ligger der masser af fugle.
Og på isen står der havørne.
I går så vi en havørn lave voldsom uro hos fuglene – det var uroen, der gjorde os opmærksom på, at der måtte være noget at kigge efter i luften, for vi så panikken hos fuglene, inden vi fik øje på ørnen.
Den dykkede lige ned i den tætte fugleflok flere gange, og det forbavsede mig, at fuglene ikke reagerede ved at flyve væk, men nøjedes med at lette en halv meter fra vandet og så lande igen – jeg kunne dog ikke se, hvilke fugle det drejede sig om, så måske er det normal adfærd fra deres side.
Jeg talte i telefon med Charlotte mens det stod på, så ingen fotografering fra min side, og John nåede det ikke, for han skulle først have rigget det store udstyr til. Efter et par minutters jagt fløj ørnen, men uden briller eller kikkert kunne jeg ikke se, om den havde en fugl i kløerne.

IMG_5348IMG_5349

Jeg gider ikke mere beklage billedkvaliteten – billederne kan bruges som bevismateriale, og det må så være nok … de er nemlig endnu dårligere end sidst, fordi isbræmmen har flyttet sig lidt væk fra os
I dag så vi også havørnen jage, og ikke nok med det, vi så den få fat i fuglen og tage den med hen til isen, hvor den begyndte at fortære sit bytte.
Der gik ikke 10 sekunder, før kragerne indfandt sig og tålmodigt ventede på smulerne fra den riges bord.
Men … lige pludselig var der to havørne!

IMG_5352IMG_5353

Det er måske lidt svært at se, men på det ene billede kan man se fire ben og på det andet to hoveder. Man vil også lægge mærke til, at kragerne holder en lidt mere respektfuld afstand nu, hvor der er to ørne til stede.
Da jeg havde lagt kameraet fra mig og var nærmest overstrømmende glad over det vi lige havde set, kom der gudhjælpemig en tredje ørn.
Den blev dog hurtigt jaget væk igen.
Men tre havørne i synsfeltet på én gang. Så bliver det ikke meget større.
I går så John i øvrigt en fjeldvåge – kom han frem til, for han kendte den ikke, men et opslag i fuglebogen viste, at det vist kun kunne være sådan en. Den yngler højere mod nord, men overvintrer i det sydøstlige Danmark i præcis sådanne områder, som vi har her ved Den Stråtækte, så det var en ny til afkrydsningslisten.

18. januar 2016

Tæt på 104 år siden …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , , , , ,

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

17. januar 2016

Det var meget underligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags:

I går havde jeg lavet oksehaleragout, som er en herlig vinterspise. Jeg lavede en stor portion, så der var nok til, at Søren kunne spise med i aftes og stadig rigeligt tilbage til, at han kan komme og holde John med selskab, når jeg drager udenbys på onsdag.
Da vi var i London i julen 2014, gik vi hele vejen ned ad Portobello Road, som er en af London kendteste markedsgader. Der var fristelser i snesevis, men jeg købte næsten ikke noget. P1100126
Kun en potageske i sølvplet. Håbede jeg det var … jeg ville ikke forvente sterlingsølv til den pris jeg gav, men nok en god kvalitet plet.
Mine forældre havde en fantastisk potageske, som vi alle tre gerne ville have haft fingrene i, men den tilfaldt Merete, som fik alt sølvtøjet. Fint nok, der var ingen sure miner af den grund, og vi kunne jo nyde den, når vi spiste hos hende, men det var godt nok ærgerligt, at den blev stjålet under et indbrud hos hende … det er dog en anden historie, og Merete var helt sikkert den, der var mest ked af det.
Da jeg så en fin potageske på Portobello Road, måtte jeg derfor eje den – 20 pund gav jeg, hvilket lød rimeligt.
EPNS står for Electro Plated Nickel Silver, og A1 er den bedste pletkvalitet med mest sølv i, så jeg har efter bedste overbevisning ikke forkøbt mig og er da også glad for min potageske.

P1100121

P1100122Men … hvad pokker kan farve den brunrød? Den var mere rødlig end det fremgår af billedet. Efter at have været efterladt i oksehaleragouten i en god halv times tid, så den sådan ud. Vi ved vel alle sammen, at æg, altså svovl, farver sølv sort, men dette var ikke sort, og i øvrigt er der ikke æg i en oksehaleragout.
Der er oksehaler (surprise …), selleri, løg, porrer, gulerødder, laurbærblade, bouillon, lidt revet citronskal (under stærk mistanke), koncentreret tomatpure, paprika, salt og peber.
Jeg har brugt den flere gange uden det har forårsaget misfarvninger, men den blev heldigvis fin og blank igen af en omgang pudsning.
En googling gav denne oplysning: “Sølv kan blive misfarvet af æg, løg, salat dressing, latex hansker [sic], salt, uld, hårspray, parfume, eddike og citron.”
Det var garanteret den smule citronskræl, der var synderen. Har I lignende erfaringer?
Jeg har aldrig oplevet, at uld misfarver mine sølvsmykker – har I?

16. januar 2016

En ufo og en ny fugl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg lå i morges dybt begravet i min lune seng og lagde et puslespil, da John kaldte ude fra køkkenet: “Du skal altså lige komme herud og se en ufo”.
Ordren blev fluks efterkommet, og den var da også flot i 10 minutter, hvorefter den forsvandt for ikke at komme tilbage, men det er vel også normal opførsel for ufoer, medmindre der er tale om nærkontakt af andet end anden grad, hvilket der på ingen måde var tale om i morges …
Faktisk er det lidt mystisk: Jeg har taget billedet udendørs (i natkjole – brrrr), så det kan ikke være en spejling. Hvad er så forklaringen på, at solen ufoen synes at være i dobbelt udgave? Kan det mon bare være et ensartet rundt hul i skyerne?

P1100111

Stor skalleslugerEt ærinde i Præstø i dag førte os forbi udløbet af Tubæk, hvor vi så mange fugle ligge i vandet; også nogle stykker af en art, vi ikke mente at have set før. Det var et flot syn med alle de mange andefugle, der lå lige der, hvor der sikkert er meget mad til dem – herunder formentlig også ål. Den store skallesluger lever nemlig af ål, kunne jeg læse i Dofbasen.
For store skalleslugere må det have været, kom vi frem til, selv om det vist ikke er en helt almindelig fugl i Danmark, men I er som sædvanlig velkomne til at rette mig, hvis det skulle være en fejlkonklusion.
Det er jo set før her på bloggen …
På den store skalleslugers menu står fisk. Den er ikke uden kulinarisk sans; i Danmark lever den således af ål. Andre steder i Skandinavien lever den af laksefisk, hvilket før i tiden har ført til, at man har bekæmpet arten. Flokke af store skalleslugere kan arbejde sammen, hvilket gør dem til ret effektive fiskere.
I 1930’erne lå ynglebestanden formodentlig på omkring 50-75 par. Efterfølgende gik arten tilbage, en konsekvens af det mere effektive skovbrug i Danmark, som ikke efterlader mange naturlige træhuller til redepladser. Omkring 1975 var bestanden således nede på ca. 20 par. Takket være opsætning af redekasser i især Sydøstdanmark*) blev denne udvikling stoppet, og arten genvandt lidt af det tabte terræn. Fra 1998 til 2007 har arten været i yderligere fremgang fra 34 par til 51-65 par. Den samlede europæiske bestand skønnes at være stabil.
(Klippet fra Dofbasen) *) Der er sat redekasser op ved Vemmetofte Strandskov og ved Troldhøje ikke så langt fra os.

Udløbet af Tubæk

De lå et godt stykke ude, og jeg havde ikke superzoomkameraet med, så billedet er – man fristes næsten til at sige som sædvanlig – uskarpt.
Troldænderne, som jeg synes er så nuser, lå noget tættere på, men jeg ville hellere have haft nogle gode nærbilleder af skalleslugerne.

15. januar 2016

En ny weekendtaske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags:

Som nævnt i et tidligere indlæg skulle de to dage i Sverige bl.a. bruges på at få syet den weekendtaske, jeg for flere måneder siden kom til at love Merete at lave til hende – hvis jeg stadig havde opskriften. Det havde jeg heldigvis, for det er rart at have de nøjagtige mål. At tasken ser ud som en rigtig 70’er-ting, skal man ikke lade sig narre af; det er kun et spørgsmål om materiale- og især farvevalg.
Jeg syede for flere år tilbage en til hver af mine søstre, og nu er Meretes slidt helt op. Det er også en form for anerkendelse.

Meretes taske (3)Meretes taske (2)

Meretes taske (1)Meretes taske (4)“Du bestemmer helt selv, hvilke stoffer og farver du vil sy den i. Men jeg elsker blåt!”
Det er godt med dig, Merete – nu ville det jo være ret fjollet at vælge andet end blåt, men det var heller ikke noget problem – lageret er så rigeligt, hvad stort set alle farver angår.
Blå rester til siderne og blåt denim til resten, både udvendig og indvendig, det gør den mere slidstærk.
Lynlås på 50 cm lagerførtes ikke i den rigtige farve, men 55 cm gik an, da de ekstra fem cm kunne gemmes inde i tasken.

Meretes taske (6)Den faste bund, som ikke var et ultimativt krav, men så tæt på, som man kan komme med blødere formuleringer, havde John heldigvis materialet til i kælderen: bagbeklædningen til en skuffe. Møblet er kasseret for længst, men heldigvis mente manden min, at sådan et stykke hård masonit kan man altid få brug for. Det havde han helt ret i.
Ned med den pinligt nøjagtigt tilskårede bund i en pose syet af det samme stof, så den ikke kan ses; kun virke, så at sige.
Et stykke batikstof i passende farve til hjemmelavede kantbånd blev syet på; den ene side på maskine, den anden i hånden. Normalt kan jeg godt sy begge sider på maskine, men her var det for bøvlet med de mange rundinger og hjørner, så håndsyning blev det.
Knapper havde jeg ikke med, så lommeklappen får en, der passer i stilen, når jeg er hjemme igen.

Jeg blev faktisk gladere og gladere for den taske, efterhånden som jeg fik syet mig igennem mønstret … tjekkede lige: Jojo, den er god nok, den overskrider ikke målene for håndbagage, så jeg tror, jeg kaster mig over en til, når jeg kommer hjem. Jeg mener at have noget beigefarvet hør, der vil være velegnet til formålet. Ellers finder jeg noget andet – lageret er som sagt stort.
Jeg mener ikke, der var yderlomme i førsteudgaven, så dette er en forbedring.
Der skal desuden leges lidt med forskellige indvendige lommer, når jeg laver en til mig selv.
Der skal nemlig være masser af lommer i en håndbagagetaske – til “pas, penge, p-piller og piletter”, som en gammel veninde altid sagde.
Noget pjat, egentlig. I dag er det kun til pas. De to er elektroniske, og p-piller har jeg ikke brugt i små 39 år … men så til boardingkortet da …

Meretes taske (5)

14. januar 2016

Astrid og Hiccup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

Aubrey 9 aarMine små børnebørn er nu ikke længere så små, fordi de lige er blevet 9 og 10 år. Aubie i dag og Anna for en uge siden.
Selv om jeg ynder at sige, at der er ni måneder og 20 minutter mellem dem, er sandheden således, at det er et år og en uge. Det andet lyder bare lidt sjovere.
Det går alt for stærkt med at blive stor. Med Charlotte var det noget andet – for forældrene kan det næsten ikke gå hurtigt nok; man vil så gerne kunne konstatere, at det er et fremmeligt – eller i hvert fald ikke tilbagestående – barn, hvilket ofte resulterer i, at man er tilbøjelig til at kigge for meget fremad mod næste stadie frem for at nyde det, barnet er i lige nu. Især når man kun har haft ét barn – alle med to eller flere børn siger, at man nyder de[t] næste meget mere, fordi man ikke har så hulens travlt med at se frem til de næste trin på udviklingsstigen.
Med børnebørn er fænomenet næsten endnu mere udtalt. Det er lige før, jeg har har det med dem, som jeg har det med kattekillinger og hundehvalpe: De måtte gerne gå i stå lige præcis der, hvor de er allermest nuttede.
Den dag er måske ikke fjern, hvor de siger “yuuv, vi gider ikke tage med til mormor og morfar. Vi vil meget hellere blive hjemme.”

Hiccup and Astrid 2Hiccup and Astrid 1

imageNå. Der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
Lige nu er de ikke ældre, end at det er sjovt at klæde sig ud. Det er der i øvrigt en del, der aldrig vokser fra …
De havde ønsket sig Hiccups og Astrids tøj fra How to Train Your Dragon, så Charlotte fik travlt efter nytår med at kreere dragterne til dem.
Annas mangler de alternative ærmer og skulderpuderne af metal, kan jeg se, men ellers ser de vist begge meget autentiske ud, så vidt jeg kan vurdere – de var begge meget tilfredse med deres nye outfit, så mon ikke der skal fortsættes med at bygge videre på dragetræningen i den nærmeste fremtid?

13. januar 2016

Det er vist rekordlænge siden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Det er faktisk ikke engang ‘vist’ rekordlænge siden – det er rekordlænge siden, vi sidst var i Sverige. 20. november, så det er hele otte uger siden. Ikke så godt …
Ikke, at det gør noget som sådan … der er ikke græs, der skal slås, og huset var vinternedlukket på korrekt vis, men der må bare helst ikke gå så længe imellem, synes jeg.
Jeg ved dog godt hvorfor. Det er fordi, Sverigeshytten ikke trækker i samme grad som da vi boede i rækkehuset, hvorfra jeg ikke kunne komme væk tit nok eller længe nok ad gangen.
Jeg er dog ikke moden til at sælge det. Langt fra. Og glæden ved at være her er ikke mindre, når vi er ankommet. Selv om vi elsker Den Stråtækte og omgivelserne omkring huset, så er Sverige trods alt stadig noget helt andet og noget, vi ikke kan finde mage til i Danmark.

Der er stille ved Præstøfjorden, men heroppe er der så stille, at stilheden larmer. Naturen er en anden, huset er anderledes … nej, det skal ikke sælges. Ikke endnu. Der kommer en dag, hvor vi ikke kan vedligeholde det mere, og så må det skippes, men jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver før alderdomssvækkelsen indfinder sig.

En iskold vinterdag

Her var koldt, da vi kom. 1° både inde og ude. Det havde været ÷6,5° inde og ÷13,5° ude, og lige så lave eller lavere udetemperaturer lover de i resten af denne uge. I skrivende stund er det ÷5°, med en høj, klar og blå himmel, så det bliver koldt i nat.
Jeg har taget sytøj med – har for længe siden lovet at sy en weekendtaske til Merete, og nu skal det være. Det er for koldt at opholde sig ude – andet end for at hente nye forsyninger brænde til komfur og brændeovn – og det er smadderhyggeligt at være i den varme stue sammen med John og få gjort noget ved sysagen, mens han lægger puslespil, læser webaviser eller bevæger sig lidt omkring på YouTube.

Lige om lidt skal jeg ud og starte langsommaden op. Jeg købte en kalvelårtunge og diverse vintergrøntsager, som sammen med lidt ingefær, et helt hvidløg, chili, en dåse flåede tomater, rødvin og selvfølgelig vand og krydderier skal stå og simre på brændekomfuret i nogle timer. Uha, det bliver godt, og så er der mad til 2-3 dage, hvilket passer mig fint, for jeg vil være færdig med tasken inden vi kører hjem igen.

Elhegnet holder kun de dyr ude, som det skal holde ude, nemlig vildsvinene. Udenfor i haven kan vi derfor se spor efter hare, ræv, elg og rådyr. De har det koldt for tiden, mens livet inden døre leves langsomt, men varmt og godt heroppe.

12. januar 2016

Vores egen lille Quasimodo

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags:

Vi har gennem de seneste 4-5 uger flere gange set den samme bogfinke. Den trives og har det godt på trods af sit handicap. Eller sin sygdom eller sin skavank. Jeg ved ikke, hvilken af delene der er den rigtige diagnose, men den ved i hvert ikke selv, at den er handicappet, og hvad end det måtte være, der er galt, gør det den lille fugl meget nem at kende fra de andre.
Den er nemlig pukkelrygget.

Quasimodo (3)

Første gang, vi lagde mærke til det, troede vi, at det var vinden, der pustede til dens fjer, men vi blev hurtigt klar over, at der måtte sidde en gevækst i dens nakke.

Quasimodo

Jeg ved slet ikke, om fugle kan få kræft, men det kan heller næppe være en kræftknude, da fuglen tilsyneladende overhovedet ikke er generet af puklen, hverken fysisk eller psykisk. Den siger arrigt til, hvis andre fugle kommer den på tværs, og den er lige så hurtig og adræt som dens artsfæller.

Quasimodo (2)

Jeg er ikke tilhænger af at give vilde dyr navne – faktisk irriterer det mig i middelsvær grad, at dyrene i alt for mange naturudsendelser absolut skal kaldes ved mere eller mindre tåbelige navne.

Det er vel bare her som i så mange andre af livets sammenhænge – og følgende menneskets natur: De andre må ikke. Jeg må godt.
Vi har nemlig døbt ham Quasimodo.

11. januar 2016

ENDELIG lykkedes det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: ,

Nu har vi pralet så mange gange med, at havørnen flyver lige uden for vores vinduer. Næsten lige uden for vores vinduer … den flyver naturligvis nede ved vandet, og selv om der kun er omkring 100 meter derned, er det endnu ikke lykkedes mig at fange den flotte fugl i flugten.
Inge hævder hårdnakket, at det er tom snak fra min side, i hvert fald indtil jeg har bevist det modsatte.

Havørnen (5) (2)

Værsågod, kære skeptikere – her er den, serveret på et sølvfad isfad. Den var så venlig at stå på isbræmmen i en halv times tid, så der var masser af tid til at fotografere den. Selvfølgelig vil jeg helst have ørnen i flugt, og det lykkes måske også en dag, men indtil videre er jeg tilfreds med disse billeder.

Det er altså en ordentlig krabat, sådan en. På et tidspunkt stod der en krage eller en råge ved siden af den. Ingen af dem er en lille fugl, men ved siden af havørnen her så den meget lille ud.

Havørnen (5) (3)

Disse billeder vinder afgjort ingen fotokonkurrencer … de er taget på fuld zoom; dvs. x200, hvilket er alt, hvad mit Canon kan trække. Zoomen er ikke lineær, således at forstå, at på en linje fra 0-100 sidder 50-punktet cirka hvor 75 ville være, hvis det var lineært. x100 sender advarselslys ud til mig og x200 anbefales det ikke at bruge overhovedet. Hvorfor det så er en mulighed, kan man jo undre sig over, men havørnen her er taget på x200, og det taget i betragtning er billederne acceptable.
Isbræmmen lå meget langt fra huset; med det blotte øje kunne jeg kun lige ane ørnen som en sort prik.
Nu er det vel en havørn? Jeg har før kvajet mig mht. rovfugleidentifikation … fx angiver min kilde, at næbbet skal være gult, og det er denne fugls næb ikke. Lidt gult, men ikke helt gult. Ungfugl?

10. januar 2016

Også en måde at mindes på – en anderledes 40-års fødselsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:11
Tags:

I forbindelse med Pernilles bisættelse for knapt et år siden blev vi enige med Karin og Bjarne om at mødes hvert år på Pernilles fødselsdag.
Det var i går – hun ville være blevet 40 år, hvis altså ikke …
Vi mødtes klokken 13 til en frokost, bare dem, os og Karins søster og mand. Til klokken 15 havde de inviteret nogle af dem, som havde stået Pernille (og Karin) nærmest, så lige pludselig var vi over tyve.

P1100100Skilsmissen dengang var, hvad det var, men sådan en skaber ringe i vandet og berører altid flere end de direkte involverede … John holdt virkelig meget af og har ofte savnet to personer, han dengang kunne kalde sin svoger og svigerinde og nyder derfor ved lejligheder som disse at få en god og lang sludder med dem – her ses han og svogeren i fuld gang med snakken. De er begge et par dejlige mennesker, så vi håber, de gør alvor af at køre turen fra Fyn til Den Stråtækte til sommer, som vi aftalte. Og vice versa … 
Som nævnt i tidligere indlæg, har John og Karin hele tiden kunnet tale fornuftigt og uden vrede sammen, og skilsmissen ligger efterhånden så langt tilbage, at det er længe siden nogen har tænkt over, at John og Karin engang var gift med hinanden. Jeg er ikke hende den nye, der føler sig lidt tilovers, men et fuldgyldigt medlem af det gode selskab. Charlotte med familie var også inviteret, men ville ikke tage til DK så kort tid efter at have været her sidst. De ville i stedet tænde et lys for Pernille og på den måde mindes hende.

Jeg skal blankt indrømme, at John og jeg aldrig ville have fået den tanke at invitere til en 40-års fødselsdag, hvor fødselaren selv valgte at forlade denne verden et lille år tidligere, men vi tænkte, at hvis det betyder noget for Karin at mindes Pernille på denne måde, ville der ingen skår gå af os ved at deltage. Og ikke spor overraskende var det hyggeligt som altid … i sagens natur var det ikke en fest, men en meget dejlig, varm og snakkerig sammenkomst, hvor vi sang en enkelt salme og hørte et digt af en polsk-jødisk digter “som heller ikke er her mere”, læst op af en tidligere kæreste.
Digtet kunne have været skrevet af Pernille selv – det var ingen i selskabet i tvivl om. Meget rørende.
Og, som vi talte om, vil Pernille altid være savnet, men hun er der, hvor hun helst vil være.

8. januar 2016

Ferieplanlægningens spæde start

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , ,

Hvordan starter en ferieplanlægning? Hvad er udgangspunktet? I hvor god tid skal man starte? Hvad kan vi egentlig klare? Ikke kun økonomisk, men efterhånden også rent fysisk.
Vi har alt for mange ønsker til, at vi nogensinde når dem alle – ikke engang selv om vi skulle være så heldige at være forholdsvis friske og mobile i mindst 10 år endnu.
På den ene side ville det være trist at kunne sætte sig ned og sige til sig selv, at nu har man fået opfyldt alle sine ønsker og drømme. På den anden side ville det være lige så trist en dag at være tvunget til at blive siddende i sin stol og sige, at der var alt for meget vi af en eller anden årsag ikke nåede.
Det handler, som så meget andet her i livet, om at prioritere, men hvor er det dog svært.
Noget giver allerede sig selv: Turen i bil eller autocamper rundt i New Zealand er droppet, fordi John ikke længere har lyst til at køre så langt, så skal vi til NZ, bliver det på en bustur, men dem er der heldigvis en del af.
imageHan har ikke noget imod at køre bil, men det skal ikke være de lange stræk; det er blevet for anstrengende.
Vi vil så gerne tage imod Lenes tilbud om at komme og besøge hende i Canada, men det blev i første omgang droppet, fordi hun kommer til Danmark i maj. Alligevel ville tanken ikke slippe os, fordi det ikke kan undgå at blive en tur, hvor vi skal køre en hel del selv, og ingen af os bliver yngre. Vi var mange tanker og forslag igennem. Det ligger fast, at vi skal bruge nogle dage i New York, for der har John aldrig været. Men hvad mere? Man tager jo ikke over Atlanten for at være nogle dage i Canada og 3-4 dage i NY – der skal noget mere til.
Tværs over Canada i tog?
Flyve til Vancouver og tage et krydstogt til Alaska?
Flyve til Florida og se Everglades og Key West?
Labrador og Newfoundland?
Så slog det mig: For pokker da – vi snakker slut-september, så er det selvfølgelig Fall Foliage i New England! Hvad ellers?
imageNu var der noget konkret at gå efter, og jeg brugte tre aftener på research – prøvede at planlægge turen selv, men det opgav jeg forholdsvis hurtigt. Jeg tror simpelthen ikke, det kan betale sig, hvilket vi jo også konstaterede, da vi var i det vestlige USA i 2010.
Jeg fandt tre ture, to kør-selv og en i bus, printede dag-for-dag-beskrivelserne ud, gav John dem og sagde, at han bestemte suverænt, hvilken af de tre det skulle være. Heldigvis valgte han den ene af kør-selv-turene. Det er for det meste korte stræk – ikke længere end en tur op til ødegården, så det regner han ikke for noget.
Vi tog til Top Tours, som, udover at kunne tilbyde Det bedste af New England, også har kontor så tæt på os som i Faxe Ladeplads, og fik en god, lang snak med ham, der har USA-ekspertisen. Han var flink og kompetent og havde selv turet meget og længe rundt i det meste af USA.
Han har nu fået opgaven at kombinere besøg hos Lene, New England og New York til én samlet pakke til os med fly, bil og overnatninger.
Vi er en anelse spændt på hans tilbud og håber naturligvis meget på, at det holder sig inden for en pris, vi kan acceptere.

Næste side »

The Rubric Theme. Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 68, der følger denne blog