Hos Mommer

22. august 2017

Skal vi mødes?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags:

Pia skrev til mig i går, fordi hun havde fået en god ide.
Sidste år var hun på Frederiksdal for at plukke kirsebær. Det var en interessant dag, fordi der også var en guidet rundvisning – og mon ikke der også er det i år? Det satser vi på. Hvis det mod forventning ikke skulle være tilfældet, finder vi ud af at hygge os alligevel.
Kan man så oven i købet kvit og frit få nogle gode syltekirsebær med hjem, gør det nok ikke dagen ringere …

image

Pia fik den glimrende ide, at alle bloggere, der har tid, lyst og lejlighed, kan mødes på Frederiksdal kl. 11:00 den 3. september.
Bloggerægtefæller er naturligvis også velkomne – det er en lang tur for de fleste, for det ligger helt ovre i nærheden af Nakskov – men selv om mødestedet således ligger på Lolland, har fynboerne, pga. færgen Spodsbjerg/Tårs, en fordel her frem for sjællænderne, så måske kunne vi være så heldige, at der var nogle fra denne ø, der kunne tænke sig at deltage og få hilst på andre bloggere. Jyder er naturligvis også velkomne – alle er faktisk velkomne – og man ved aldrig, hvor meget spandevis af gratis stevnskirsebær kan lokke …
Vi tager hver især frokost og kaffe/kage med. Der er et naturcenter i Frederiksdals baghave, hvor der er bord og bænke og tørvejr, hvis vejret ikke skulle være helt med os.

Adressen er Frederiksdalsvej 30, 4912 Harpelunde.

Hvad siger I? Skal vi mødes?
Foreløbig bliver vi fire: Pia & Allan, John og mig, men vi vil selvfølgelig gerne se mange flere.

IMG_7694IMG_7696

Billederne er til ære for Pia, som efterlyste at se kanden, som jeg købte på markedet i Markaryd.

21. august 2017

En bager bærer et bæger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:33
Tags: ,

Jeg ønsker mig en tidsmaskine. Jeg ville gerne beames 500 år frem for at finde ud af, om jeg kan forstå sproget, som det bliver talt i Danmark i 2517.
Jeg ved jo så glimrende, at det udvikler sig, det der sprog. Det skal det også, men udtalen af ord kan med fordel undgås at nærme sig en fælles lyd.
Hvis det ellers giver mening …

Når jeg siger overskriftens korte sætning højt, vil jeg vove den påstand, at man godt kan høre hvad jeg siger og ikke tror jeg siger “en baer baer et baer”. Jeg udtaler g’et i bager, udtaler ‘bærer’ med nogenlunde samme æ-lyd som i’et i ‘skrift’ (!) og udtaler ‘bæger’ med dybt (hmmm … det hedder det med stor sandsynlighed ikke) æ som i ægte.
Når jeg hører unge mennesker, tv- eller radioværter tale, kan jeg sjældent høre forskel på de tre ord – de lyder ens, som når jeg ville sige bager uden g.
Jeg kom til at tænke på det, fordi Anne i fredags talte om en plante, der hedder engbrandbæger. De tre omkringsiddende, som var inden for mine øjnes rækkevidde, noterede ordet engbrandbærer. Jeg hviskede, at “det er -bæger; som et krus, I ved …”. Nårh, lød svaret, det kunne jeg ikke høre. Det kunne jeg heller ikke, men jeg vidste det tilfældigvis.

Jeg kan heller ikke høre, om samme delmængde af den danske befolkning siger læger eller lærere. Om de siger jæger eller jager.
Faktisk er det ret irriterende, at man indimellem skal høre meget af konteksten, inden det bliver klart, om der tales om det ene eller det andet.

Det skulle bare lige ud. Men apropos befolkning: 
image

Se på denne kurve og klik på dette link. Det er en lille smule skræmmende og en stor smule fascinerende at se, hvor hurtigt det går.
Det år, jeg blev født, var jordens befolkning cirka 2.588.896.000.
Det år jeg bliver 103, runder vi 10 milliarder mennesker. Vi når de otte, når jeg bliver 70 år, hvilket jeg satser stærkt på at blive.
Jeg tror jeg er glad for, at jeg næppe bliver 100, men det gør vores børn og børnebørn med stor sandsynlighed. Tidsmaskinen kunne også bruges til at se, hvilken jord vores børnebørns børnebørns børnebørn bebor. Mon der er is på Grønland? Hvis ikke, ligger Den Stråtækte under vand …
Sådan noget vil jeg helst ikke tænke på.
Så vil jeg hellere brokke mig lidt over sprogsjuskerierne, jeg møder – det kan min lille hjerne forholde sig til.

20. august 2017

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Badende køer

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Ved Vittsjö

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

19. august 2017

Plantefarvningskursus på ØsterGro

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags:

Det er sandelig godt, jeg ikke skal til Østerbro hver dag … Jeg stod op 05:15, tog det første tog fra Næstved og var på Æbeløgade kl. 7:57; tre minutter før tid. Jeg havde nået det med lidt mindre stress på, hvis ikke Ringsted station havde haft signalproblemer, så vi sad og gloede der i et helt kvarter. Østerport station har valgt IKKE at have én oversigtstavle med alle afgange på; man skal ned på hver enkelt perron for at se, hvilke tog der går fra den. Ret usmart, synes jeg!
Da mit tog kom på tavlen, var det for at oplyse mig om, at det var aflyst, og at jeg skulle begive mig til Hovedbanen. Hrmpf.
Så tog jeg toget til Køge på min næstvedbillet, og ve den kontrollør, der ville vove at sige, at min billet var ugyldig – den havde kostet mig mere, end det ville have kostet at komme til Køge.
Der var ingen kontrol …

P1070196P1070204

Men bortset fra min muggenhed over alt dette transportpjat, blev jeg glad, da jeg så, hvor herligt et sted ØsterGro er. En stor, frodig og velpasset urtehave på 3. sal. Med restaurant i drivhuset und alles.
Og besøg af bybipasseren i løbet af dagen.
Heroppe mødtes 13 kvinder med Anne fra G-uld for at lære lidt om plantefarvning. 13 meget forskellige kvinder, de fleste rigtig søde, en enkelt så glemsom, forfjamsket og forvirret, at jeg ikke fatter, hvordan hun overhovedet fandt ind til byen og herop!

P1070200P1070203

Der var gang i en rejnfansuppe og en valnøddesuppe. Det førstnævnte er jeg bedre til hjemme i køkkenet – jeg fik i hvert fald langt pænere farver ud af det, end tilfældet var i går (jeg brugte kun blomsterne, ingen blade eller stængler) … men valnøddefarvningen var fin at lære mere om. Jeg har en bagbo, som er leveringsdygtig i valnødder, og som vil forære mig så mange jeg har brug for, hvis hun får lov at kigge med, når jeg skal farve.

P1070206

Det mest interessante for mig – og det vidste jeg godt, da jeg meldte mig – var, at vi også skulle gennemgå kunsten at farve med indigo. Det giver i sig selv smukke farver, og hvis jeg overfarver mine 50 shades of yellow i en eller anden grad af indigo, kan der komme nogle ret flotte farver ud af det.
Annes ord lød: Lær at elske jeres fejlfarver eller dem, I umiddelbart ikke bryder jer om. De kan blive vildt flotte med overfarvninger.
Det kunne jeg godt se, så jeg købte en pose indigo med hjem. Og 500 gram kraprod, så jeg også kan farve rigtig rødt. Som jeg heller ikke kan gå med, men overfarvning med indigo skulle kunne give nogle flotte, blålilla farver.

P1070197

RejnfanDet er da et flot farvehjul, ikke sandt? Og jeg kunne tilføje min fantastiske æggeblommegule farve (mørkegul; fra græsspisende høns, ikke burhønelysegul!).
For nu at totalblære mig, så var min tagrørsfarve også flottere end den, der blev vist frem. Jeg ved ikke hvorfor … måske fordi jeg har brugt noget andet garn – min farve blev i hvert fald klarere grøn end på farvehjulet her.
Jeg har åbenbart fundet noget rigtig godt garn. Må hellere købe lidt mere, selv om jeg så overskrider mine egne beføjelser.
Man kan måske fornemme, at jeg overhovedet ikke er færdig med at farve garn?

17. august 2017

Nu troede vi lige vi var så moderne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags:

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

IMG_7684

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

16. august 2017

Er det et pendulord eller ej?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags:

For tiden ser eller hører jeg temmelig ofte, at der er blevet lagt i kakkelovnen til et eller andet.
Da jeg var barn, lærte jeg, at det betyder, der ikke er noget godt i vente, hvis der er lagt i kakkelovnen til én – så står man til en skideballe af rang.

Nyt pendulord

Nu hører jeg det næsten kun i betydningen der er planlagt eller der er lagt op til [noget godt eller spændende].
Det er normalt ikke folk på min alder, der siger det i den betydning, men yngre mennesker – dvs. for det meste under 40 år.
Jeg mødte dog også udtrykket i den ændrede betydning hos en, der kommenterer hos mig, og vedkommende er temmelig sikkert over 40.
Det fik mig til at undersøge sagen, da omtalte er en sprogstærk person, hvorfor det undrede mig, at det blev brugt ‘forkert’ set fra mit synspunkt.

Jeg skulle blive overrasket. I stedet for at give mig ret, skelnede Sproget.dk mellem, at der er lagt i kakkelovnen til nogen eller til noget.

image

Godt så. Nu har jeg lært noget nyt, men jeg tror nu altså ikke, at jeg nogensinde kommer til at bruge betydningen fra 1990 – det lyder helt forkert i mine ører. Nej, det skurer ikke i mine ører, men det skurrer, gør det!
Der er virkelig mange, der skriver skurer i ørerne, men at skure er synonymt med en grundig rengøring – er det kun på rigsdansk, man kan høre, at der er to r’er i ordet?

Jeg vil altså holde på, at det med kakkelovnen er et pendulord, men deri er alle vist ikke enige? Kan man få en rask, lille kommentarafstemning?

15. august 2017

Spis farvet – ikke hvidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

IMG_7683

Med overskriften menes der, at vi nu skal undgå brød, kartofler, pasta og (hvide) ris. Det sidste er ikke svært, for jeg bryder mig ikke om hvide ris.
Jeg har hørt det før – jeg havde en kollega, som tabte rigtig mange kilo uden at gøre andet end undlade at spise ‘hvidt’.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været ked af min vægt, men for filan, hvor er det svært at tage sig sammen til at gøre noget ved det. Tungen på vægtskålen (!) var de fire kilo, jeg tog med hjem fra Sydafrika – hvor de ikke bare to, men åbenbart tre kilo har været væske, for nu er der kun et tilbage, men det er jo bare ikke det ene, jeg vejer for meget; det er mange flere – der røg også et par stykker på i Irland. Jeg vil ikke sige, hvad jeg vejer, men hvis ellers jeg er dygtig nok, kan det da være, jeg engang fortæller, hvor mange kilo jeg har tabt!

Det er Dr. Michael Mosley, der har skrevet bogen The 8-Week Blood Sugar Diet. Det har også ham med 5:2-kuren, som en del vist kender/har prøvet.
John er med mig – heldigvis – det er bedst at have støtte, og jeg gider ikke lave to slags mad. Det sværeste for ham bliver at undvære kartoflerne og brødet. Jeg har prøvet at google lidt rundt og noterer mig, at visse danske sider med den samme kur tillader rugbrød som det eneste brød. Det er jo heller ikke ligefrem hvidt brød (ikke engang fuldkornsbrød er tilladt, hvis man skal følge kuren strikt), men rugbrød kunne godt være okay; ham Dr. Mosley kender jo ikke det danske rugbrød – men hvorfor er bulgur tilladt, når hvede er forbudt?

image
Vi går ikke all in – det er urealistisk for os kun at spise 800 kalorier om dagen i de næste otte uger – vi skal have gæster og vi skal også ud til andre.
Vi vil tilstræbe en mellemting mellem de to øverste punkter på de tre alternativer herover, nemlig forsøge at holde den på omkring 800 kalorier fem dage om ugen og så have lov til at synde lidt i weekenderne – men være ret konsekvent med at undgå det hvide.
Vi går efter at vænne os til fremover at leve på en stivelsesfattig udgave af The Mediterranian Style. Når vi (forhåbentlig) har tabt de kilo, vi stræber efter, er det vel efterhånden børnelærdom, at hvis man går tilbage til den gamle livsstil, så kommer kiloene hurtigt på igen.
Den er i øvrigt overhovedet ikke kedelig, den middelhavsmetode – tværtimod; det er langt hen ad vejen mad, som jeg i forvejen laver meget ofte, men den store forskel for os er – igen – at lade være med at spise hvidt.
Billedet øverst er dagens frokost: Omelet af to æg, 50 g ærter og en stor håndfuld spinat. Dertil ½ snackpeber og masser af purløg på. Det er lige efter bogen, og det var herligt mættende, så foreløbig er jeg ikke spor bekymret.
Jeg kommer dog til at savne min rødvin, men det bliver så weekendernes syndefald.
Øl kalder de for flydende brød, både i den engelske og i den danske udgave, så John bliver nok nødt til at gå over til hvidvin …

14. august 2017

Så skal vi lære det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , ,

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Dahlia 2017

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

13. august 2017

Gul og Gratis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

IMG_7665

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

IMG_7666IMG_7667

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Tagrør og rejnfanIMG_7671

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

11. august 2017

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

IMG_7657IMG_7656

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

IMG_7659

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.

10. august 2017

Fridag i farvningens tegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags:

Det lyder forkert at kalde det en fridag, for det er jo ikke sådan, at vi ikke kan få hænderne ned, fordi englænderne har en dag for sig selv i Tivoli. Vi vil naturligvis helst være sammen med dem, men de sidste to gange, vi har været i Tivoli med dem, er det meste af Johns og min tid gået med at vente og vente og vente og vente … ungerne kan de fleste ting selv, og dem de ikke kan, kan vi heller ikke, så forældrene må tage med i forlystelsen. Vi var taget med, hvis vi kun havde haft nogle få dage sammen, men denne gang er det næsten tre uger, hvorfor det er noget helt andet.

Børnene kajakker (5) (1)Børnene kajakker

IMG_7640I aftes var fjorden så stille og fredelig, at Tim syntes han kunne forsvare at sende børnene ud alene. De holdt sig inde langs kanten, hvor vi vidste de kunne bunde – de er nu begge gode svømmere, men derfra og så til, at Tim ikke er med ude … det er for tidligt, men der var intet farligt ved det i aftes, og alle hyggede sig.

Jeg har brugt dagen på plantefarvning. Det er lige nu, tagrør, rejnfan og gyldenris skal tages, så det dur ikke at vente, til englænderne er taget hjem igen, men det gør ikke spor, for ungerne synes det er sjovt at gå med ud og hjælpe med at klippe blomster af til farvebrug. (Det er sådan lidt tribal-agtigt, mener de). 
Billedet til højre er rejnfan – det er stadig en del af 50 shades of yellow, men det er den smukkeste, æggeblommegule farve, jeg længe har set, så jeg satte endnu en portion over. Til venstre ubejdset garn, i midten 2. farvebad og til højre 1. farvebad.

IMG_7641IMG_7650

Så kom turen til tagrørsblomsterne. Dem var jeg spændt på, for jeg havde læst, at det blev en lysende grøn farve.
Først tænkte jeg ØV, det bliver endnu en af de gule, men som tiden gik, og det havde kogt en times tid, så det noget mere lovende ud.
Det endte med farven i feddene herover. Det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farven.
Det viste sig også at være rigtigt, at der ikke er farve nok til andet bad, så jeg klippede lidt flere blomster i dag og overfarvede garnet fra 2. bad.

Tagrørsblomst 2Tagrør og rejnfan

Det blev ikke helt den samme grønne farve (herover før og efter skyl; med andet hold rejnfan i baggrunden), men den er okay; det var i øvrigt også en anden slags garn, og nu har jeg lært, hvordan jeg skal behandle tagrør.
Nu skal jeg bare have sat lidt gyldenris over, men efter den flotte rejnfan forventer jeg ikke at svømme over af begejstring.
Lad os nu se – jeg er før blevet overrasket.
Jeg glæder mig til plantefarvningskurset på næste fredag – og så skal jeg på loppemarked og se om jeg kan anskaffe mig en gammel jerngryde, for på Middelaldercentret så jeg, hvor meget man kan ændre på farven ved efterfølgende at sørge for, at der er masser af jern[ioner?] til stede.

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

8. august 2017

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , , , ,

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem. IMG_7572IMG_7573

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

IMG_7590IMG_7591IMG_7592

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

IMG_7606IMG_7614

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

IMG_7616IMG_7623

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

IMG_7628

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

6. august 2017

Blyde River Canyon, Bourke’s Luck Potholes og God’s Window

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Af de seks hele dage, vi havde i Khoka Moya, var der kun en enkelt dag, hvor der ikke var mulighed for gamedrives, nemlig om søndagen, hvor der var heldagsudflugt til bl. a. Blyde River Canyon, som vi, sidste gang vi var i Sydafrika, havde fået at vide var et absolut must at se, men dengang passede det ikke ind i programmet, så det var fint, at det hørte med til denne tur.
Jeg har set flere canyons, og jeg må konstatere, at de er alle meget forskellige. Grand Canyon var den største, men i mine øjne egentlig ikke den mest imponerende – smag og behag er dog som bekendt forskellig.

IMG_7280IMG_7281IMG_7282

Ved første stop fik jeg fluks øje på koraltræet. Jeg elsker bare koraltræerne med deres nærmest selvlysende røde blomster.
Bjergene i området havde områder med grønne alger, som lyste så fint i solskinnet – det var disse farver, der gjorde denne canyon forskellig fra andre.

Blyde River CanyonBlyde River Canyon

Vi gik ned til Bourke’s Luck Potholes, som var temmelig imponerende at se, men det er godt nok svært at tage billeder, der kan give det rigtige indtryk af, hvor mere og mere overvældende det virkede, efterhånden som man nærmede sig.

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Det er vinter hernede og dermed tørketid. Jeg kunne godt tænke mig at se dette natursceneri i regntiden – men det kommer jeg ikke til.

Bourke's Luck Potholes

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Længere sydpå kunne man se ud gennem God’s Window, hvis man skulle have lyst til det, hvilket vi havde … det er såmænd da også en meget pæn udsigt han har, ham Gud … vi blev høfligt bedt om at holde hans vindue rent.

God's WindowGod's Window

At God's Window

Så jo, Sydafrika er meget andet end safarier og vilde dyr, hvilket vi oplevede mange gange i 2004, da vi kørte ad Garden Route og langs den sydligste kyst ved Kap Agulhas; videre til Stellenbosch og rundt om Kap Det Gode Håb.
Fordi børnene havde førsteprioritet på denne ferie, var det helt bevidst, at det hele skulle dreje om safariture, men denne heldagstur var en dejlig og smuk afveksling, som også børnene nød, selv om det medførte nogle timer i bus – ikke mindst fordi der var flere lejligheder til at købe souvenirs.

IMG_7296

Vi skal være igennem den bevogtede port til området, hvor Khoka Moya-lejren ligger, senest klokken 17:30, hvor der er bare en halv time til det bliver mørkt, ellers bliver vagterne sure over at være tvunget på overarbejde.
Vi nåede det, og inden vi nåede frem til teltlejren, kom der fem giraffer spankulerende, som vi med nød og næppe kunne nå at fange med kameraerne gennem bussens vinduer, inden lyset blev for svagt. Vi så desuden både bøfler, impalaer, kuduer og elefanter på den korte tur.
Så vi fik nogle af dyrene at se, selv om det slet ikke var meningen den dag.

Giraffer i Manyeleti

4. august 2017

Er en safari noget for børn?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags: , ,

Safari er noget for lidt større børn, vil jeg nok sige. Vores rejse var ekstra børnevenlig, og der var da også andre mindreårige børn end vores i vores gruppe på 28, hvor den yngste var fem og Anna var den ældste på 11. Jeg synes ikke, det var en god ide at bringe en femårig med (for lille til at forstå og for lille til at lystre en fremmed øjeblikkeligt), men der var to ældre søskende, og hun kunne jo ikke være alene hjemme … her var det, som for vores vedkommende, bedsteforældrene, der gav turen – bedsteforældre, der reelt var for gamle til at deltage … det er altså ikke helt smart med krykker, når man man skal på et gamedrive eller ind og ud af en bus. Vi var MEGET glade for, at vi hver gang var bare os seks på turene i den åbne vogn.

IMG_7417IMG_7420

imageOvenstående billeder er taget efter en halvanden times bushwalk, hvor rangerne tog alle over 16 år ud at vandre i bushen, i grupper på højst seks.
Imens var der to guider, som malede børnene. A & A var bushbabies (galago), en nuser lille fyr, som vi så den ægte vare af flere gange, men da den er et natdyr, kunne vi ikke tage billeder; vi så den bare ‘fanget’ i Lytons projektørlys.
Samme ranger Lyton var utrolig sød og virkelig glad for sine to bushbabies, som han omtalte dem som under resten af ferien – where are my two little bushbabies? Oh there you are!
Lyton var speciel – det viste sig, at han var den ledende ranger i området, og at guiden havde bedt om at få ham til os, da hun hørte, hvor levende interesseret A&A var i Afrika og i dyrene – det fandt hun ud af i løbet af de otte timer i bussen.

IMG_7050IMG_7058

Den dag, vi så en skole, var vi bagefter henne for at se den traditionelle måde at lave majsmel på. Aubrey prøvede, men var glad for, at han ikke behøvede at stå der i tre timer for at lave nok til en families dagsforbrug …
Bagefter fik vi smagsprøver på den mad, man spiser i det område. Der var sat stole op, men Aubie satte sig på jorden for at spise, og på forespørgsel fra guiden Sanne (står lige til venstre for Tim) om hvorfor, lød svaret: It’s not really tribal to sit on plastic chairs, and I want to be tribal!
Det havde knægten jo ret i, og Sanne var helt solgt.

IMG_7389

Børnene sad oppe foran og havde derfor let ved at stille Lyton spørgsmål. Han svarede dem, som han ville svare voksne, og han tog i det hele taget børnene helt seriøst. De stillede nu også nogle gode spørgsmål, som viste, at de i forvejen havde læst meget om dyrene i Afrika og vidste noget allerede.

IMG_7147

IMG_6954

Her var der bøfler på den anden side af vandet. En anden dag så vi 54 elefanter komme for at drikke. Det var flot at se, men desværre ødelagde den store flok de gipsafstøbninger, børnene havde været ude for at lægge ned i dyresporene dagen før.

IMG_7407

Vi var som sagt på otte gamedrives á tre timer, og ungerne kedede sig ikke et øjeblik på de ture (det gjorde vi heller ikke), selv om der (en sjælden gang) kunne gå op til en halv time, inden der skete noget interessant – det var spændende at prøve selv at få øje på noget, men det gjorde vi uhyre sjældent – det ER virkelig svært. Selv en giraf er svær at få øje på; det tror man er løgn, indtil man har prøvet IKKE at kunne se giraffen, selv om den står 50 meter fra én.

IMG_7263IMG_7565

Når vi nærmede os solnedgangstid, standsede Lyton et godt sted og riggede en særdeles velforsynet bar til. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, men vi fik selvfølgelig kun en enkelt genstand – det dur jo ikke at have en flok halvfulde turister at holde styr på – men det er hyggeligt at se solen gå ned mens man får en sludder med hinanden og med den dygtige og sympatiske mand.

IMG_7183

Det var safariture set fra børnehøjde. Flere billeder af flere dyr kommer senere.
I hvert fald for vores børns vedkommende var det en kæmpe succes – de havde ikke spor lyst til at tage hjem igen, da den dag oprandt, men de er kommet hjem med mange, mange gode minder i bagagen og de fik begge alle de ønsker opfyldt, de kom herned med.
Både forældrenes og bedsteforældrenes forventninger blev også mere end indfriet. John og jeg har været på to safarier før, og Tim og Charlotte var på en på deres bryllupsrejse, men ingen af os har før set så mange – og så mange forskellige – dyr eller haft så god en ranger.
Vi vil derfor aldrig på safari mere, har vi besluttet, for det kan ikke blive så godt igen. Denne tur skal være den, jeg vil huske.
Jeg kan på det varmeste anbefale Albatros’ Khoka Moya-tur. Man behøver jo ikke at tage en af de to-tre børnevenlige udgaver, de har.
Senere vil jeg komme lidt ind på maden og på de tre ture, vi blev taget med på uden for området – der blev ikke spildt noget tid på de otte dage!

3. august 2017

Manyeleti – første dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: , , ,

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

IMG_6809

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

IMG_6765IMG_6770

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

IMG_6783IMG_6788

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

IMG_6812

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Kaffepause

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

P1070167P1070166

Teltet var omkring 50 m2 og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

P1070168IMG_7222

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

Hvordan tager man på safari? (Del 1)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:27
Tags: , ,

Lad mig indlede med at sige, at jeg så glimrende ved, at vi er forskellige, at vi har forskellige måder at feriere på og også på at synes, at lige netop min måde er den bedste.
Men når det er sagt, er jeg nødt til kraftigt at understrege, at det i mine øjne ikke er en rigtig safari, når man kører rundt i egen (= lejet) bil rundt i en eller anden sydafrikansk nationalpark og ser en struds, et næsehorn, to giraffer, et par halvtamme løver eller et par elefanter fra den vej, man nu engang har tilladelse til at køre på.

IMG_6900

Fordi hvis man tror det er sådan, er det næsten 100 % sikkert, at man ikke får set hyæner få bøffel til morgenmad. Eller se omkring 100 gribbe sidde og slås om aftensmaden, som består af den samme bøffel.

IMG_6967

For slet ikke at tale om at se løvefamiien, der har nedlagt den bøffel og ligger og mæsker sig, inden hverken hyæner, sjakaler eller gribbe overhovedet får chancen for at deltage i ædegildet.
Man må nemlig, uanset, hvad folk siger, de har gjort eller kan eller må, IKKE køre i parkerne på egen hånd. Man må nogle steder køre på ‘hovedvejene’, som i få tilfælde er asfalterede eller i det mindste ret brede og under alle omstændigheder farbare for en ikke-4-hjulstrækker … det, mange tror, er off road, er de mindre veje, og en virkelig off road er off road i en grad, man nok ikke rigtig forestiller sig … måske som i noget, man ser i en gammel film –men hvis man bare er en nogenlunde ansvarsfuld chauffør, kører man ikke engang ad de små veje (hvad man så heller ikke må …) – og i selve Krugerparken må ikke engang rangerne køre off road, så det er bedre at forsøge at få fat i et af de steder, der ejer eller har specielle tilladelser til at benytte Krugerparkens grænseområder – hvilket vi gjorde via Albatros Rejser til Khoka Moya i Manyeleti.

P1070129

Er man på egen hånd, ser man nok heller ikke 50-60 elefanter komme og drikke ved vandhullet, lige når vi mennesker skal til at spise frokost. Eller ser bøflerne. Hyænerne. Impalaerne … bevæge sig frit rundt i lejren.
Men vi bliver skam undervist i hvordan man skal agere, hvis der pludselig står en elefant lige foran en …

P1070134

Og – og – og – og så ikke mindst OG: Man kan ikke – hvilket ikke kan understreges stærkt nok – man kan ikke selv få øje på dyrene, når man forsøger sig på egen hånd. Enten er man født til at kunne det, som vores fantastiske ranger Lyton var det, eller også har man lært det på et hundedyrt rangerkursus.

IMG_7239

Der er flere grunde til, at man bare ikke får øje på denne leopard – for det første falder den (for os), helt ind i landskabet, og for det andet taler rangerne sammen. De er hele tiden i kontakt med hinanden via radio og fortæller hvor de ser hvad. Vi ved heller ikke, at vi først og fremmest skal kigge op og ikke ned, fordi det er lettere at få øje på leopardens bytte end på leoparden.

IMG_7117IMG_7112

Okay – lettere og lettere – men fx som her: Kig på en linje mellem centrum og klokken tre. Der ligger/hænger en dikdik-antilope, men det tror jeg, man skal være ranger for at vide. Når man kommer tæt på og kan zoome med kameraet, er det tydeligt nok. Næsten … for jeg vil vove den påstand, at det får man bare ikke øje på som uøvet.
Ejheller får vi øje på denne lille fætter, som ligger og slår mave og er helt ligeglad med den diesellugtende vogn, som standser op lige ved siden af.

IMG_7240

Kan I forestille jer at få øje på hende? Fra en ‘hovedvej’ mindst et par kilometer væk? Næppe …

IMG_7233

Man finder heller ikke denne løveflok, bestående af fem hunner og 10 unger, plus de to hanløver, som ligger et stykke væk og bare går og venter på, at hunnerne kommer i brunst igen, for de gemmer sig alle langt, langt væk fra de steder, man må/kan køre i en personbil.

IMG_7256

Man ser dem ikke, fordi dette er efter solnedgang, hvor alle andre end personer med speciel tilladelse skal være helt ude af parken – vi ser det, fordi vi har en god ranger. Vi ser fem løvemødre og 10 løveunger være så mætte, at de knap kan røre sig (læg mærke til ungen, der ligger helt inde i bøffelkadaveret) – vi ser deres tykke, tykke maver og vi undrer os over, at de, trods mætheden, overhovedet ikke er interesserede i os.
Det er der en forklaring på, som kommer senere.

IMG_7195

Det her – det er off road. Leoparden ligger lige til højre for stolpen i midten af billedet. Ikke specielt nem at få øje på, vel?
Et er så at se noget, man får at vide præcis hvor er (hvilket oftest er overraskende svært), noget helt andet er at få øje på noget, samtidig mens man kører bil i uvejsomt terræn og måske oven i købet holder et spotlight i den hånd, der ikke er beskæftiget med rattet. Det kræver en ranger.

IMG_7219

Der kommer mere, for jeg er nødt til at pointere for (bl.a.) mine to søstre, der tror, de kan tage på safari på egen hånd og få en masse ud af det. Jeg er nødt til at understrege igen og igen, at safarier tager man på med nogen, der ved rigtig meget om hvordan man finder ind til dyrene – og hvorfor man ikke selv kan gøre det til en oplevelse, man aldrig nogensinde glemmer.

Det var lidt af det praktiske. Der vil naturligvis også komme noget om den ubeskrivelige stemning, man oplever. Den ER ubeskrivelig, men jeg vil naturligvis forsøge at beskrive, hvor fuldstændig fantastisk det er at se solen gå ned; at se stjernehimlen, som vi ikke oplever den så højt mod nord, at få en Sundowner lige midt ude i bushen (efter solnedgang, venner – det vil I aldrig selv kunne gøre!) – at … ja, prøv selv. Det er bare. Helt. Fantastisk.

24. juli 2017

Dejligt besøg fra Canada

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: ,

Jeg vidste godt, at Lene, som, sammen med sin Finn, var så gæstfrie at huse os i flere dage, da vi ferierede i Canada og USA sidste år, skulle opholde sig et stykke tid i Danmark i løbet af denne sommer. Da vi talte om det, vidste hun ikke præcis hvornår det blev, men hun skulle nok give lyd, når hun var her, og hun lovede dengang, at hun ville forsøge at presse os ind i den særdeles stramme kalender, hun altid har, når hun er i Danmark.
Jeg forstår så glimrende, at det er svært at nå det hele … Lene har to børn og to børnebørn her; hun har en bror og hun har gamle venner, og så var der lige noget pilefletternoget, som også skulle nås. Alle skal naturligvis besøges; broderen og de to døtre, som bor langt fra hinanden, skal besøges i flere dage og sidstnævnte har naturligvis allerhøjeste prioritet, så John og jeg er heldige, hvis Lene overhovedet kan nå at besøge os i bare nogle timer.
Det er noget helt andet, end når John og jeg tager på ferie derovre og ikke skal andet. Vi er naturligvis kede af, at vi aldrig får gjort gengæld for deres store gæstfrihed, men Lene ved godt, at det ikke er viljen, der mangler.
Og så var det oven i købet lige ved slet ikke at blive til noget, for hun skrev, at det ville passe hende fint at komme og besøge os en dag fra og med tirsdag – altså i morgen – og så en eller anden dag i løbet af ugen.
“ØV nej, for hulan da, Lene, vi rejser til Sydafrika på tirsdag! Jeg kan simpelthen ikke bære at vide, at du er i Danmark i fire uger, men at vi alligevel ikke når at ses!”
Den fik hun heldigvis kringlet, således at hun kom i dag sammen med sin datter. Ih, hvor var det godt! Og meget hyggeligt også at få hilst på søde Dea.

P1070122

Vejret artede sig for en gangs skyld upåklageligt, så vi kunne sidde oppe på terrassen og spise frokosten og selvfølgelig også snakke løs i nogle timer.
Ingen billeder ellers … det tænkte jeg ikke så meget over at tage, for jeg var bare så glad over, at det kunne lade sig gøre at ses alligevel.

Der skulle være wi-fi i campen i Kruger Park, og jeg tager da også elektronikken med, men hvor effektiv forbindelsen er, ved jeg af gode grunde ikke.
Hvis der skulle blive stille her på bloggen et stykke tid, skyldes det forhåbentlig en dårlig forbindelse og ikke, at jeg er blevet til løvemad.
Jeg håber dog at kunne blogge dernedefra – under alle omstændigheder vil jeg skrive en elektronisk dagbog hver dag … om ikke andet, så for min egen hukommelses skyld, så det kan være, I bliver bombarderet med safariindlæg, når jeg er hjemme igen.
Med andre ord; hvis mit potentielle blogfravær varer mere end 14 dage, så ER jeg blevet til løvemad!

23. juli 2017

Meget … rustikt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

SolbærSolbær (1)Solbær (2)

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede. 
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Solbær (3)Solbær (4)

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Birkeblade (1)Gul snerre-hasselblade

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud. 
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefavningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

22. juli 2017

Man må sig undre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Hvor får de det dog fra?
imageSom jeg før har nævnt, så fjernede Google for længe siden listningen over søgninger, der førte til ens blog, hvilket jeg ærgrede mig en del over, for der var grundlag for mange morsomme indlæg – 13 blev det til for mit vedkommende, inden der blev lukket af for morskabskilden for nogle år siden.
Det eneste, der nu er tilbage, er en lille boks på min admin-side, hvor topsøgningerne angives. En af dem er altid “hos mommer”, hvilket hverken er morsomt eller overraskende.
Overraskende er derimod det sidst angivne: “min mand går i mine strømpebukser”. Hvordan i himlens navn kan en sådan søgning finde frem til min blog?
Min John har overhovedet ikke den slags tilbøjeligheder, og selv om han havde, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville skrive om det …

IMG_6742IMG_6745

Jeg kan også undre mig over, hvorfor de dahliastiklinger, jeg fik med hjem fra Charlotte, da vi var derovre i begyndelsen af juni, bare ikke VIL vokse. Se blot forskellen i plantestørrelser på billederne og ikke mindst den nærmest usynlige lille pjalt inde i den røde cirkel. Kan de ikke lide den danske jord?
De dahliaer, jeg havde sidste år, var da også købt i England, men som knolde. Jeg kan ikke engang spørge Charlotte, om der er lige så stor forskel på hendes knolde og stiklinger, for hun købte kun knolde …
Dahliaforedragsmanden fortalte, at det var hip som hap, om man puttede stiklinger eller knolde i jorden, men det er jeg så ikke helt enig i, selv om det betyder, at jeg må gå imod ekspertudtalelsen.

Skønhed

Endelig holder jeg nok aldrig op med at [for]undres over den skønhed, naturen kan levere. Her i form af blomster i min have.

21. juli 2017

Det var jo ikke det, jeg mente!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

Det var jo ikke det, jeg mente, da huset i Sverige blev sat til salg. Der skal da ikke komme nogen allerede nu og se på det!
Det var bare sådan en tanke om, at der nok ikke sker noget ved at igangsætte processen, for der går sandsynligvis lang tid, inden det bliver solgt. Det er (i vores egne øjne, i hvert fald) et lidt specielt hus pga. de 14 senge, så det skal være en stor familie, der har lyst til at få et sommerhus i Sverige.
Det blev først sat på nettet i onsdags, og i dag ringede ejendomsmægleren for at spørge om vi var deroppe, for der havde ringet en, der gerne ville se på huset. Jamen du godeste dog, det var hurtigt.
Jeg ved da godt, at så nemt går det ikke – det ville simpelthen være for uforskammet heldigt (uheldigt?), hvis det kan gå så hurtigt. Vi havde regnet med mindst et år; mægleren sagde, at der godt kunne gå op til et år, men sådan nogle er altid så optimistiske, når de gerne vil have et hus i kommission, så vi regnede derfor med mindst et år.
Og så kommer der en og kigger allerede nu. Det er lige før (men det må I ikke sige til John), at jeg ikke ønsker, at vedkommende køber det. Jeg er åbenbart ikke moden endnu … har endnu ikke helt vænnet mig til tanken om, at det inden for en overskuelig fremtid ikke er et sted, vi skal op til mere.
P1030063Ikke op og samle svampe, ikke op og nyde skoven og stilheden, ikke op og blive vækket af tranerne klokken fem om morgenen.
Jeg er nødt til at huske mig selv på, at vi heller ikke skal op og male, ikke op og slå græs, ikke op og kløve brænde, ikke op og vedligeholde (endnu et) stort hus og (endnu en) stor have.
Jeg kan godt se, at det er nødvendigt at skille sig af med det.
Jeg vil helst ikke skille mig af med det.
Vi gider ikke tage derop lige så ofte mere og vi bliver der ikke så længe ad gangen, som vi gjorde før.
Jeg vil saaaavne ikke at skulle derop mere.
Gad vide, hvad det er for nogle, der vil se det nu? De har bare at kunne lide det – det er nemlig et skønt sted.
Jeg håber ikke, de køber det.
Jeg håber de køber det.
Hvor vægelsindet kan man blive?
Jeg håber slet ikke, at de læser denne blog, men den sandsynlighed er nok nærmest ikke-eksisterende …
Følelser er noget svært noget, og dem, der siger, at “det er jo bare en ting”, så snart det ikke handler om mennesker, kan aldrig have prøvet at elske et hus, som jeg har elsket huset i Sverige.

20. juli 2017

Navigare lajban est …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:15
Tags: , ,

IMG_6739I går tog vi den noget længere tur hjem via den svenske sydkyst. Vi har kørt den tur nogle gange efterhånden, men den er så køn, og så kunne vejen passende gå forbi Kiviks Musteri for at få fat i noget årgangsmost til min ikke-alkoholdrikkende datter.
Årgangsmost???
Jada. Årets skörd.
For det første står der årstal på flasken og for det andet matcher prisen næsten en rigtig årgangsvin …
Men hvad gør man ikke for sin eneste datter? Hun holder meget af Kiviks årgangsmost, og denne gang havde de fire slags. Hidtil har jeg kun set dem være fremstillet af forskellige æblesorter, men i 2016 besluttede man sig åbenbart for at køre mere på geografien end på æblerne. Der er dog en gravensten, som plejer at være den klart bedste. Måske også derfor, de beholder netop den.

Der er da, om ikke andet, forskelle i farverne – og så er det en smule tankevækkende, at det åbenbart er ligegyldigt, hvad jeg beskæftiger mig med for tiden, så er det i gulgrønne farver …
Når englænderne kommer, afholder vi en autoriseret smagning, hvor vi åbner alle flaskerne, hælder lidt most op i små glas og smager på ægte vinsmagningsvis.
Vi andre må gerne kommentere og have en mening om, hvilken der er bedst, men Charlotte får lov til at bestemme drikkerækkefølgen efter smagningen – det er stort set kun hende, der drikker disse – til børnene er der indkøbt ufiltreret æblemost, som de bedre kan lide. Flaskerne kan sagtens holde sig nogle dage i køleskab efter åbning, så de skal nok blive drukket.

image

Herover en dårlig googleoversættelse. Det kan vel så ikke komme helt bag på nogen, at maskinoversættelser er dårlige, men at den ikke engang kan klare to ord, overraskede mig alligevel lidt … at få årets til at blive til den … tsk, tsk.
Jeg vidste nu godt, at skörd betyder høst, men grunden til minitesten er nedenstående billede fra sejlklubben i havnen ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk (hvor vi købte flere forskellige røgede fisk – det er også et must (tøhø), når vi kører den rute):

P1070114image

At sejle er at … hvaffornåed?
Min latinordbog er umiddelbart utilgængelig, men jeg regnede med, at Google kunne finde ud af at oversætte tre ord.
Dette forslag kan imidlertid kun være noget værre vrøvl, så hvis der skulle være en latinkyndig derude, vil jeg meget gerne have en oversættelse. Hvis jeg bare googler, kommer der en svensk side op, hvorpå udtrykket er brugt, men der står ingen steder, hvad det betyder, og der dukker ikke andet op, jeg kan bruge til noget.
En enkelt mente, at det betyder At sejle er at leve, men citatet Navigare necesse est, vivere non est necesse, betyder Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve, hvorfor jeg ikke helt forstår, hvis lajban også skulle være noget med at leve. Men jeg vil meget gerne gøres klogere.

18. juli 2017

Per aspera ad astra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Gennem trængsler til stjernerne – således fortalte min latinlærer mig, at per aspera ad astra betød. I dag siger Gyldendals Store Danske gennem vanskelighed til stjernerne.
Det er ikke helt det samme, vel? Trængsler er værre end vanskeligheder, ikke sandt? Og hvorfor er vanskelighed ikke angivet som flertal?
På engelsk bliver det oversat til through hardships to the stars, og hardship betyder nærmere trængsler eller strabadser end bare vanskeligheder. Det skal ikke være nemt. Eller er det bare mig, som bagatelliserer ordet vanskeligheder?
Jeg kom til at tænke på udtrykket, mens jeg sad og strikkede på Stjerneruter, som det endte med, at jeg valgte at strikke med det møjsommeligt anskaffede garn. For det første kan veje til stjernerne vel med lidt god vilje godt kaldes for stjerneruter, og for det andet var vejen frem til netop dette strikkearbejde fyldt med en del vanskeligheder, inden jeg kunne begynde.
Vejen herfra er ikke vanskelig, men den er lang. Meget lang. Det skulle den også helst være, for det kan ikke hjælpe noget, at jeg strikker for hurtigt – det kommer der alt for mange færdige arbejder ud af.
(Jeg kunne jo bare begynde på tæpper til Røde Kors med garnerne i 50 shades of yellow … men det må vente, til jeg har eksperimenteret lidt mere.)

Stjerneruter

De der stjerneruter har nogle bump på vejen endnu, men de skal nok rette sig ud, når arbejdet bliver vasket og centrifugeret.
Heldigvis kan det bruges som tv-strikketøj, for mønstret er ikke så vanskeligt, som det ser ud til ved første øjekast. I virkeligheden er det i princippet kun et halvt mønster man skal kunne, i og med, at det er forskudt, så nu er det sådan, at jeg bare skal kigge på starten af rækken, så kan jeg den rækkes mønster (næsten) udenad, så det er hverken et problem at snakke eller se tv.
De blå tråde er sat af strategiske årsager – skulle jeg strikke forkert, vil jeg opdage det ved slutningen af mønstret, så jeg kan aldrig komme til at skulle strikke mere end 30 masker baglæns. Det er nødvendigt, for tanken om at skulle pille et større stykke op er på ingen måde behagelig – jeg tror det kunne få mig til at lægge det hele fra mig i et godt stykke tid.
Det gør jeg muligvis alligevel på et tidspunkt, men det skulle gerne være en frivillig pause og ikke fordi jeg har kvajet mig – jeg kender mig og ved, at det i givet fald vil kræve store overvindelser at tage det op igen.

17. juli 2017

Lige pludselig samler jeg også de giftige …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: ,

Gul snerreLokalt omkring Den Stråtækte fandt jeg kun en enkelt – og meget lille – plet med gul snerre, men på vores vej til torpet i dag kunne jeg konstatere, at Sverige er velsignet med den urt i en grad så høj, at jeg var forbavset over aldrig at have lagt specielt mærke til den før – men sådan kan ens syn på verden omkring én ændre sig, når der kommer andre interesser i spil.
Jeg har derfor gul snerre med hjem i store mængder (samlet på naboens grund), så der skal farves to bade med overvejende blomsterdelen i det ene og med roddelen alene i det andet for at se en eventuel forskel. Men gult giver de begge! Jeg er begyndt at undersøge hvilke svampe der giver andre farver end gul, så fremover (selv om jeg lige præcis i dette tilfælde måske kunne forsvare at sige, at jeg samler dem fremadrettet, for jeg havde kun øjne i nakken, da Charlotte var lille) samler jeg også de svampe, som vi ikke spiser, og jeg ved, at der findes nogle heroppe lige omkring os, jeg vil kunne bruge; de er bare ikke rigtig kommet frem endnu.

Tåresvamp

PræstepikDet er første gang, jeg ser svampen her med hvid stok og grå hat på egen grund. Det er en Phallus impudicus, på dansk formelt kendt som almindelig stinksvamp, men kaldes i daglig tale det flatterende navn præstepik. Hvorfor lige de stakkels præster skulle lægge navn til, skal jeg lade være usagt – jeg har aldrig kendt en præst intimt, så jeg ved ikke, om der er noget om snakken … men hvorfor den hedder stinksvamp, er man derimod slet ikke i tvivl om, når man kommer i nærheden af den!
Fluerne elsker den.
På engelsk hedder den common stinkhorn, så medmindre horn har en betydning, jeg ikke kender, er de ikke så direkte i deres navngivning … mere … for se her, hvad den har heddet før dronning Victoria og hendes snerpede æra kom ind i billedet:
Botanist John Gerard called it the "pricke mushroom" or "fungus virilis penis effigie" in his General Historie of Plants of 1597, and John Parkinson referred to it as "Hollanders workingtoole" or "phallus hollandicus" in his Theatrum botanicum of 1640.
Især den med ‘hollænderens redskab’ synes jeg er ret morsom.
Den gule hedder tåresvamp, men jeg har ikke tænkt mig at eksperimentere med at farve med den!

16. juli 2017

Fifty Shades of Yellow

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:58
Tags: ,

Vejret udenfor er Fifty Shades of Grey i dag.
Som en kontrast til dette vil jeg hermed præsentere min personlige fortolkning af Fifty Shades of Yellow – eller i hvert fald 15 plus en temmelig grøn.
Fra venstre mod højre er det: gul snerre/hasselblade, lugtløs kamille, alm. syre, padderok og skvalderkål.
Sidstnævnte skulle blive lidt blågrå … det har jeg svært ved at se.
Efterhånden som jeg udskiftede planterne, blev jeg mindre og mindre overrasket og kunne efterhånden bare en anelse træt i stemmen sige:
Jamen dog – den ser søreme ud til at blive gul denne gang”.

50 Shades of Yellow

Okay – de er mere eller mindre gule og har mere eller mindre grønt islæt, men jeg kan hverken se gråt eller blåt – ikke så meget som en antydning.
Der er dog ikke to, der er ens – hvilket man kan diskutere om er en fordel eller ulempe.
Det ville være synd at kalde dette for en regnbue af farver – jeg må se at få fundet noget, der kan give nogle variationer over farvetemaet, men det er svært, når det ikke falder ud, som sagkundskaben hævder, at det gør.
Nå. Der er vel ingen, der har påstået, at plantefarvning er en eksakt videnskab?
Når englænderne er her efter afrikaturen, skal vi prøve at farve med tagrørsblomster, som jeg formoder er kommet til den tid – sådan en gang planteindsamling med efterfølgende farvning må være lige i børnenes tribal-ånd.
En af naboerne har er stort valnøddetræ i sin have og mod at “være med på en kigger”, fordi hun synes det er en spændende emne, jeg er gået i gang med at udforske, er jeg velkommen til at få den ulækre, grønne yderste skal fra valnødderne, når vi når så langt hen på sæsonen.
Sorte bønner er også på listen – skulle give blå farver, og hvis DE giver gule farver hos mig, så skriver jeg bog!
Jeg er også ved at indsamle løgskaller, men der er godt nok langt til 400 gram – det vejer jo ingen verdens ting! Det kan være jeg skal sætte naboerne i gang med at samle ind til mig – jeg kunne eventuelt dele en seddel ud med teksten
Løgskaller, avokadosten og –skaller modtages med tak nede i Den Stråtækte.
Så tror de nok, jeg er ved at blive skør, men det er vel heller ikke helt ved siden af …

15. juli 2017

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:12
Tags: ,

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet, kun havde mine 5-6 ugers ferie om året og skulle bruge et par stykker af dem på at leje et hus et eller andet sted og bare nyde livet, ville jeg synes, det var fuldstændig fantastisk, hvis vi havde fundet lige præcis et sted som dette her.
(De sidste arbejdsår havde jeg godt nok otte ugers ferie om året, men jeg betalte selv de sidste to. Det var for også at kunne få tid nok til at rejse til England og til at kunne holde fri, når de var i Danmark.)

IMG_6723

Vi har overhovedet ikke ord for, hvor meget vi nyder at sidde oppe i shelteret – vi sidder her om morgenen, vi sidder her om formiddagen, til frokost, om eftermiddagen, og vi sidder her og spiser aftensmaden. Vi nyder det i en grad, jeg slet, slet ikke har ord til at kunne udtrykke.
Det lyder måske som om vi sidder der hele dagen, men det gør vi så ikke – det er hver gang vi synes vi lige har brug for en pause, vi sætter os heroppe. Det er derfor alt lige fra morgenteen over frokostvandet og eftermiddagskaffen til vinen om aftenen, at vi sidder her og fortæller hinanden, hvor sindssygt privilegerede og heldige vi er at have fundet sådan et vidunderligt sted at tilbringe vores otium.

P1070076P1070079

Jeg ved godt, at dette lyder alt for meget som praleri, men sådan er det ikke ment.
Det er udtryk for en glæde, en taknemmelighed, en følelse af ydmyghed … dette sidste fordi vi ikke havde fundet det, hvis ikke jeg havde haft brystkræft.
Det har jeg også nævnt før, er jeg sikker på … men er det da ikke fantastisk, som livet nogle gange kan servere noget for os midt i al elendigheden, men som man bare bliver overlykkelig for, når elendigheden ender med ikke at være så elendig endda?
Jeg vågner om morgenen, kigger ud på fjorden og tænker, at nu ligger der endnu en hel, lang og skøn dag foran mig … hvad skal jeg bruge den til?
Se, lige præcis, at man overhovedet kan stille dette spørgsmål, er et sikkert tegn på, at man ikke længere har et lønnet arbejde, ikke længere hænger i en klokkestreng eller har kedelige og mere eller mindre stressende deadlines, ikke har referater, der skal skrives, tekster, der skal oversættes eller korrekturlæses eller brande der skal slukkes …
Jeg kan vågne, når mit system har lyst til at vågne, og jeg kan bruge tid på at overveje, hvordan jeg ønsker at bruge dagen.
Det er bare SÅ … fuldstændig … vidunderligt …

14. juli 2017

Gul, gulere, neon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1070064Da jeg fejrede sølvbryllup med firmaet (for 14 år siden!), var folkegaven til mig et farvekursus hos en meget dygtig kvinde oppe i Hellebæk. Farvekursus på den måde, at jeg, kort fortalt, skulle lære hvilke farver der klæder mig og hvilke jeg ser syg ud i. Mange af jer vil have hørt, at man fx kan have farvepræferencer efter årstiderne, hvor vinter er meget sort/hvid, forår blide pastelfarver (begge typer er kolde farver), efterår er høstfarverne og sommer de mere skrappe og varme farver. Jeg er kold. Iskold. Hvis jeg tager en varm farve på, ligner jeg et lig – ser i hvert fald syg ud, og tager jeg en kold farve på, ser jeg varm ud. Man skal ikke spørge efter logikken …
Jeg blev til prøven spurgt, om ikke det var sket, at folk spurgte, om jeg var syg, selv om jeg var frisk som en havørn. Jo, kunne jeg svare. Jeg har altid elsket røde farver, og jeg havde engang en meget flot, rød dragt, men P1070062jeg gik mindre med den end det var tilsigtet, hvilket viste sig at være fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at farven ikke klædte mig.
Det var noget af en aha-oplevelse at se, hvad der skete med min ansigtskulør, når hun holdt de forskellige stoffer op mod min hud. Min basisfarve er en mørk blå, som går lidt over i det stålagtige. Øverst, højrest ses et lille udsnit af det farvekort, jeg fik med hjem. Det er naturligvis ikke kun blå, der dur, men blå, blågrønne, kolde lilla og kolde pink farver dominerer, og der er intet, der bare tilnærmelsesvis er rødt, grønt, brunt, gult eller orange. Hvidt og sort er ligeledes helt forbudt.

Jamen så er det jo fantastisk, at stort set alle plantefarver giver gule eller gulgrønne farver … hmmm.

P1070067P1070070

P1070069

Jeg har lidt svært ved at se forskel på pilotforsøget i forgårs med gul snerre/hasselblade og farvningen i går med lugtløs kamille. Sidstnævnte er måske endnu mere skrigende gul i forhold til førstnævnte, som kan virke en anelse grønlig.
Alle fire herover er samme kamillesuppe; fra venstre: 2. bad, ubejdset, købt uldgarn, 1. bad, gråt uldgarn, en rest lyseblåt baby merino.
Baby merinoen, til højre, fik et fint, men diskret farvespil; ligeledes for det grå garns vedkommende – billede to herover.

Det er altså virkelig skrappe farver, der kommer frem her.
Jeg legede igen den lille kemiker og tog en teskefuld alun og dryssede det forsigtigt ned på det ubejdsede garn i suppen: rent trylleri – der skete noget med farven i samme sekund, krystallerne ramte garnet.
Det kan så få mig til at undre mig over, at man skal bejdse i en time ved 90°, hvis virkningen sker så prompte, men der må jo være forsket i sagen … noget med holdbarhed og/eller farveægtehed, måske?

Hvis der skulle være en derude, der brænder for at strikke sig en sweater i disse fantastiske, neongule farver, så bare hit med garnet, så skal jeg med fornøjelse farve det for dig. Du skal nok være mest til de varme farver …

13. juli 2017

Hvis man synes, det er en oplevelse, så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags:

Vi var i både i Elgiganten, i Næstved Storcenter og inde i Næstveds gågader i dag. Der var forskellige ærinder inden turen til Kruger Parken; bl.a. nogle gode vandresokker og et ekstra SD-kort til kameraet, for jeg kunne godt forestille mig gå totalamok med fotografering, hvis ellers The Big Five lader sig se – men det gør de nok.
Det har de bare at gøre … sidste gang, i 2004, var vi ikke så heldige at se leoparden, så den håber vi naturligvis at få med denne gang. The Big Five er løve, leopard, sort næsehorn (hvorfor mon ikke det hvide?), elefant og kafferbøffel. Som en kontrast til disse, har turistindustrien opfundet The Little (eller small) Five, som er løvemyre, leopardskildpadde, næsehornsbille, elefantspidsmus og bøffelvæver.
Nå. Det var et sidespring, men det bliver en stor oplevelse, hvilket fører mig helt naturligt hen til dagens egentlige emne:
Da jeg stod i kassekøen, lagde jeg mærke til standeren med oplevelser – man ser dem snart overalt.

P1070059P1070060

Jeg kom til at smile med lyd på – så meget, at parret foran lige skulle se, hvad jeg var for en.
Jeg lod som ingenting og sagde til John, at hvis man synes det er en kæmpeoplevelse at kunne gå amok i en pølsevogn, så må man dæleme have et uspændende liv! Samt et liv med et madbehov uden ønske om de lidt mere raffinerede gastronomiske nuancer. Så smilede parret foran også …
Helt ærligt, altså. Hvad mener I om den slags ‘oplevelser’? Måske kunne man bruge det som hadegave? Til en, man ved går højt op i finere madlavning?
Godt, så … jeg ville i hvert fald ikke vælge at gå amok i en pølsevogn, men det er måske bare mig, der har det sådan? Er det mig, der er mærkelig?
Jeg skulle have spurgt, om de havde solgt nogen, men det gjorde jeg ikke.
Jeg går ud fra, at det er gå amok på spise løs-måden, for hvis det er på terrormåden, må muslimer da sluge et par kameler inden (tøhø), med alt det svinekød, de kan blive eksponeret for sådan et sted.
Jeg så til min forbavselse disse pølsegavekort både i Elgiganten og i Bilka.

11. juli 2017

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: , ,

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Første forsøg (1)Første forsøg (3)Første forsøg (5)Første forsøg (6)

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Første forsøg (8)Første forsøg (9)

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Første forsøg (13)

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

10. juli 2017

Man begynder med bejdsningen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

EvolutionNu er det nu! Jeg vil i gang med den plantefarvning, og for at komme i gang skal man bejdse garnet først, så jeg hev fat i den store, emaljerede gryde, jeg tog med hjem fra Sverige til samme formål. Jeg har også taget det hjemmespundne garn (i stærkt varierende flamé-grader!) med hjem, for jeg vil øve mig på noget, hvor det ikke gør så meget, hvis resultatet ikke skulle blive helt som forventet. Når jeg så er blevet lidt af en mester udi farvning, kan jeg købe noget uldgarn, der er spundet af folk eller maskiner, der er lysår bedre end mig til den slags.
Skulle det lykkes mig at få farvet det hjemmespundne garn på tilfredsstillende vis, vil det være velegnet til sokker og hjemmefutter.
Først skal det gennemvædes grundigt. Imens vejede jeg alun af og opløste det i lidt varmt vand. Jeg havde godt 200 gram garn pr. gryde, så det var godt 40 gram alun.

IMG_6676IMG_6678

IMG_6679Over på komfuret og langsom opvarmning til 90°, hvor det stod og småsimrede en time. Derefter langsom afkøling. Undervejs rørte jeg forsigtigt rundt i ‘suppen’ – vi kan jo ikke have, at garnet valker.
Og hvad skal jeg så først prøve at farve med? Rejnfan kan jeg ikke opdrive … måske er jeg lige tidligt nok ude … den farve er jeg nødt til at afprøve. Gul snerrerod? Jeg fandt lidt gul snerre, da jeg cyklede en tur, men jeg havde ingen spade med, så jeg må bruge blomsterne og den smule rod, der kom med op, og se, hvad der kommer ud af det. Jeg kan eventuelt supplere med hasselblade, som også skulle give en varm, gul farve.
Senere skal jeg helt sikkert prøve tagrørenes blomster, da de skulle give en søgrønblågrå farve, men de blomstrer først, når vi er hjemme fra Sydafrika. Det passer også fint, for så kan jeg involvere børnebørnene – med deres passion for alt, der har med natur at gøre, vil de formentlig synes det er spændende at være med til denne farveproces.
Jeg håber virkelig, at den farvning bliver lige så god som det billede, jeg så, for så kunne det godt blive en yndlingsfarve, og tagrør går vi aldrig ned på her ved Den Stråtækte …

Jeg har foreløbig bejdset to hold garn, og jeg når et til i dag, selv om det tager laaang tid at køle det ned igen, men jeg kan lige så godt få overstået dette kedelige arbejde, således at jeg kan farve, når det passer mig. Eller rettere: Når det passer naturen at levere de planter, jeg gerne vil forsøge mig med.
Jeg er ret glad for, at jeg kan holde døren, som befinder sig tæt på komfuret, åben, for sådan en gang kogende fåreuld lugter altså ikke særlig godt. Det er ikke så slemt som våd hund, men det kommer tæt på!
Uhhh, jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen af fru Nielsens farverige fortælling …

Næste side »

Blog på WordPress.com.