Hos Mommer

22. juni 2017

Alle har en historie at fortælle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: ,

Kristina Comes HomeAlle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

20. juni 2017

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , ,

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

P1060964 P1060967

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

19. juni 2017

Hvad har Tim med Moses at gøre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , ,

Man må ikke sige det. Man må ikke klage over vejret – især ikke, hvis dette her er sidste dag, inden det vender igen.
Men altså … den varme! Vi har haft 28° i dag, så det var behageligst, da jeg cyklede til Præstø og hjem igen efter frokost. Terrassen var udelukket efter kl. 12 – der må have været 40° – og da jeg havde ordnet et skyggefuldt bed, kapitulerede jeg. Ikke mere arbejde i dag!
Timianplanterne elsker dog denne varme. Mange steder i haven gror denne velduftende art langs sten- og andre terrasser og viser sig lige nu i et overdådigt blomsterflor, som går tone-i-tone med en storkenæb, der også er mange af.

P1060962

Kl. 16:10 satte jeg mig med et strikketøj foran tv’et og så Bibelens Gåder: Moses’ Stav. Det var en ikke specielt interessant udsendelse om en Graham Philips, der havde sat sig for at finde den stav, som forvandlede sig til en slange og som skilte vandene og derved reddede israelitterne. Ad kringlede veje havnede staven i Devon, England, men detaljerne skal jeg skåne jer for, for som sagt synes jeg, det hele var lidt langt ude.
Jeg fulgte derfor ikke særlig opmærksomt med, da jeg pludselig hørte en kendt stemme – Tims!
Han fortalte om Stanley May, som angiveligt købte staven af en devonsk lord, hvorefter May købte en billet til første klasse til … Titanic. Her var det, at Tim bogstavelig talt kom ind i billedet og forklarede lidt om Stanley May og Odell-familien. Exit Moses’ stav, som gik ned med Titanic.
Troede jeg, men ‘historiedetektiven’ fandt en drejning, så han kunne lede videre efter den famøse stav. Jaja, man kommer åbenbart vidt omkring, når man skal løse bibelens gåder.
Skulle nogen mod forventning få lyst til at se udsendelsen, kommer Tim på banen cirka en halv time inde i den. Men jeg advarer: Det interessanteste var Tims komplet uventede opdukken! For mig, i det mindste …

18. juni 2017

Til fest med østershatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

Ja, hvorfor ikke kombinere tingene?
Det sted, Merete havde lejet, er, foruden festsal og øvelokale for The Hicks, som spillede gode rock- og 60’er hits efter middagen, også adressen på Danmarks største østershattefarm. Alle gæsterne så produktionsfaciliteterne (vi blev lukket ind i hold), hvilket var virkelig interessant at se og høre om.
De høster helt op til 800 kilo. Om dagen! Uhhh, det kriblede i fingrene, og jeg måtte beherske mig for ikke at ‘komme til’ at plukke et par gode klaser østershatte, som er en rigtig god spisesvamp. Vi fik dog alt hvad vi kunne spise til natmaden, som bestod af en lækker østershattesuppe med masser af svampe i. De bliver dyrket i pasturiseret halm i poser i tre etager i lange rækker. Holddaop, der var mange poser med halm i den bygning. Lige pludselig kunne vi godt forstå de 800 kilo på en dag. Der bliver høstet hver dag, inklusive weekender og helligdage.

P1060933P1060937

Festen var et brag af en fest. Fordi det blev holdt på en gård, var der god udenomsplads, så mange havde taget telt eller campingvogn med, så de var fri for at tænke på den kedelige ting at skulle køre hjem.
Underholdingen var festlig, især indslaget fra vores fætter Kurt, som havde lagt et stort arbejde i at printe store bannere ud og hængt dem op på en stang, således, at man kunne bladre i dem. Meretes opgave gik ud på at kigge på de mange gæster og konkludere ud fra, hvem af os der rejste sig op, hvad der stod på banneret. Fordi Kurt havde taget fejl af kano og kajak, kunne jeg også rejse mig op til den tekst, hvilket forvirrede hende totalt. Ellers gættede hun vist dem alle sammen. Ud over de her viste var der “Hvem har spillet sammen med Merete?” (hun har spillet klarinet i et orkester for mange år siden) og “Hvem har rejst i udlandet med Merete?” Det var et meget morsomt indslag, som involverede samtlige og som alle, også ‘offeret’ selv, havde det rigtig sjovt med at deltage i.
Der kom en del bemærkninger undervejs, både stuerene og det modsatte, som var yderst underholdende, men som jeg har censureret bort her …

P1060954P1060955P1060956P1060957P1060958

Vi var hjemme klokken 03:30, og vi er begge hamrende trætte i dag – jeg nok endnu mere end John, for han holdt sig til de alkoholfrie øl hele aftenen, mens jeg nød den gode og meget rigelige vin … men hvor var jeg glad for, at han godt gider det med at køre hjem – jeg har det også meget bedre dagen efter, når jeg ikke har drukket alt det alkohol – ja, det kan du sagtens bilde mig ind … det var ved at være lyst, da vi kom hjem … gad vide hvornår de sidste faldt omkuld?
Men det var en god fest. Det er lidt tømmermænd værd – jeg har/havde nu ikke ondt i hovedet, men kan godt mærke, at jeg ikke skal sent i seng.

17. juni 2017

Nu også i syrenfarvede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags:

Bootees (2)Sikke da et vejr! Min søster bliver 60 i morgen, hvor de lover lige så godt eller bedre vejr, så hun må have været sød.
I aften skal det fejres med bravour, så lige om lidt sætter vi kursen mod det sted, hun har lejet. En hel gård, nærmest, kan jeg forstå, tilhørende en fyr hun kender, der har et band, og samme band spiller op efter maden. Det skal nok blive godt. Jeg ved ikke hvor mange vi bliver, men kender jeg hende ret, så har hun samlet revl og krat (nej, ikke rav og krat! Det giver ingen mening) – jeg vil gætte på, at vi nok bliver omkring det samme antal personer, som hun fylder år.

Jeg har siddet oppe på terassen og syet de to andre babystøvler sammen. Jeg måtte på et tidspunkt kapitulere, fordi det blev for varmt at arbejde i haven, og hvad var så mere nærliggende end at få ordnet dette lille hængeparti?

Det slog mig, i hvor høj grad de passede til min provencedug, som jeg købte på det franske marked i Præstø sidste år, så det kom der et par billeder eller fire ud af.

Bootees (3)Bootees (4)Bootees (5)

De er altså nuser, de små støvler, og for de interesserede har Kristine fundet opskriften her.
Jeg både googlede og billedgooglede ellers selv højt og lavt efter booties og bootees, og følte jeg havde været hele internettet igennem, men Kristine var dygtigere og fandt dem, så nu er der ingen undskyldning for ikke at strikke dem, hvis man har sådanne lyster.
Opskriften er på engelsk, men har man lidt problemer med det, så er der flere gode ordlister rundt omkring, bl.a. her hos Sommerfuglen.

16. juni 2017

Hercule Poirots sekretær har fået nyt arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags:

Når man sidder i en bil i omkring 6000 kilometers tid, og det hovedsagelig er husbonden, der har været chauffør, så ryger der en del masker af pindene. Især på strækket hjemmefra til Hoek van Holland og vice versa, samt de næsten tre timer, vi sad ved færgen i Hoek van Holland og de to timers ventetid i Dublin havn.
Det blev ikke til så meget de dage, hvor vi kørte næsten hele dagen på The Wild Atlantic Way i Irland, for der var så meget smukt at se på hele tiden.
Jeg fik afsluttet min egen farveversion af Find Your Fade, som jeg først lavede til Inge. Jeg fik strikket et Take It All, som jeg ellers havde forestillet mig at skulle have overtalt samme Inge til at være det næste sjal/tørklæde til hende, men det skal jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om det. Det er for lille og lidt for uspændende at strikke – så hellere et tredje Find Your Fade. Jeg fik også strikket et pandebånd i nogle af resterne fra mit Find Your Fade.
Og så løb jeg tør. Ikke for garn, men for opskrifter, for jeg havde ikke regnet med at være så flittig i ferien, men jeg fik også strikket en del mere end forventet, mens vi var hos Charlotte.

Miss Lemons booteesMiss Lemons bootees

Den slags er der jo heldigvis råd for. Charlotte skulle afsted for at finde den helt rigtige farve tråd til en jakke hun skal i gang med. Hun spurgte om jeg ville med, for hun skulle i Miss Lemon’s Wool Shop i Pewsey. Enhver Agatha Christie-læser vil vide, at Miss Lemon var Hercule Poirots sekretær, men nu er hun reinkarneret som garn- og stofbutikindehaver i en lille engelsk provinsby.
En herlig butik! Flere steder i butikken stod disse bootees i mange forskellige udgaver, og jeg kunne ikke stå for dem. Jeg kender ingen, der snart skal have barn, men det skulle ikke forhindre mig i at spørge Miss Lemon, om jeg måtte tage et billede af de bittesmå støvler. Det måtte jeg … hun havde ingen nedskrevet opskrift på dem, men hun fortalte mig, at de er dobbelte, og at jeg derfor skal strikke seks kvadrater á 24 m x 24 retriller (eller hvad der skal til for at få nøjagtige kvadrater). Derefter fortalte hun, hvordan de sys sammen. De røde er fra butikken, og de blå er min udgave. Jeg fik også strikket de seks kvadrater til et par lyserøde/hvide støvler, men de er ikke syet sammen endnu – heldigvis kunne jeg huske, hvordan det skulle gøres.

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

13. juni 2017

Dametur med herrechauffør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

I Den Stråtækte bliver der snakket lidt mere end en anelse for tiden, fordi Das Dritte Mädchen er på besøg. Det er smadderhyggeligt, og John fortrækker bare et eller andet sted hen, når han synes det bliver for meget. Fx trængte bilen pludselig gevaldigt til at blive vasket her til formiddag … ikke at han siger, at det er for meget snakkeri, men vi anser det for temmelig sandsynligt, at det er sådan det er. Og pyt da med det – det er ham vel undt med lidt fred til ørerne, og vi kan sagtens snakke, uden han er til stede.
Det kommer sikkert som en overraskelse for mange af jer, men det kan vi altså godt …

Vi tager ham det som sagt ikke ilde op, og han holder meget af Karen, men udsigt til kvindesnak i tre dage forstår jeg godt kan virke overvældende på de fleste mænd.
Ikke desto mindre var han helt med på den, da vi foreslog at pakke kaffekurven og køre en tur. Det blev til Karrebæksminde for at vise Karen, hvordan man kører ind gennem en græshoppe. Hvis jeg så oven i købet kunne få de kammuslinger, jeg alligevel ikke havde i fryseren, var det idel lykke.
Det var det. På Enø lå der den herligste og umanerlig indbydende fiskeforretning med alt til faget hørende i fersk og røget fisk og skaldyr. Inklusive kammuslinger, naturligvis, så jeg kunne have købt mig fattig, hvad jeg da næsten også gjorde.

Karrebæksminde

Ved kanalen stødte vi på et nyt ord: slopkiste. Ingen af os havde hørt det før, så det måtte googles, da vi var hjemme igen. Nu ved vi hvad det betyder, og så ved vi også, at der sikkert højst går en uge, inden vi støder på ordet igen. Det samme gælder for planten kulsukker, som Karen aldrig havde hørt om. Det har hun nu – og har selvfølgelig også set hvordan den ser ud, så om ikke planten selv, så dens navn støder hun også snart på igen. Sådan er det bare – er det mon ikke noget, vi alle kender? Altså at rende ind i et nyt ord eller begreb, som man ikke har mødt før i sit efterhånden lange liv, og så møde det igen ganske kort tid efter? Jeg synes det sker med forholdsvis jævne mellemrum.
Der er sikkert en god forklaring – det kunne være noget med, at man i virkeligheden har set/hørt ordet masser af gange, men bare ikke har hæftet sig ved det før, men den slags finder man jo aldrig ud af. Jeg synes i hvert fald, at det er et lidt pudsigt fænomen.
Og apropos ord … nu vil jeg sætte mig lige hen og snakke videre …

11. juni 2017

It’s a jungle out there!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

Vi var hjemme i aftes kl. 20, og jeg kunne næsten ikke vente med at gå en haverunde. Junglerunde … holddaOP, hvor var alting vokset på de knap tre uger, vi var væk, men en nabo kunne fortælle, at det har haft regnet meget, og der har både været varme og sol. Så ved vi godt, at det hele går amok. Intet er gået ud og alt er kommet op – selv de små enkeltknolde fra vinterens dahliaopbevaring, som jeg ellers var ved at smide ud, fordi de var faldet af ‘moderen’ og så meget døde ud, har givet resultat i form af en del små dahliaplanter … jeg besluttede i sidste øjeblik at smide dem ud i et stykke jord. Langt de fleste af dem er der kommet en plante ud af, så nu ved jeg det til en anden gang.

P1060896P1060902

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det var ukrudtet, der var vokset allermest; så meget, at de ønskede planter for nogles vedkommende havde det lidt trangt, så det kløede i mine fingre for at komme i gang allerede i aftes, men jeg styrede mig. Der kom nemlig også Barnaby, så ham valgte jeg at sidde og hygge mig med i stedet for at gå i haven.

Gertrude Jekyll

Gertrude JekyllVi gik begge i gang straks efter morgenmaden, og nu er der pænt ude foran.
Allerede i morgen kommer Das Mädchen Karen og skal være her i nogle dage, så det er med at nå så meget som muligt inden hun arriverer – men hun har sikkert ikke noget imod at sidde på en stol eller gå med rundt og underholde mig, mens jeg nusser omkring i haven …

Det er skønt at se, hvordan stort set alt jeg har plantet siden vi flyttede ind, har fået rigtig godt fat.
Noget er blevet større end forventet, så jeg skal til at flytte rundt på noget for at det kan stå optimalt i forhold til hinanden, men sådan er det vel at have have: Man bliver aldrig færdig.
Min foreløbig eneste David Austin-rose, Gertrude Jekyll, er præcis så smuk som forventet, og hendes blomster er så store, tunge og tætte, at de har brug for støtte. Det har de så fået nu, så de velduftende blomster er kommet op i en lidt mere fornuftig højde.
I drivhuset var det hele vokset til mere end dobbelt størrelse af, hvad jeg havde forventet, så der skulle bindes tomater, chilier og agurk op, samt tyndes kraftigt ud i vinen.

Der skal også pakkes ud. Det gider jeg overhovedet ikke – jeg vil meget hellere være ude i haven … det er nok godt, at Karen kommer i morgen, så er der ikke rigtig nogen undskyldning for at lade hele ferieoppakningen ligge og rode. Nogle kan ikke lide at pakke kufferten til en ferie. Det elsker jeg, men at pakke den ud igen efter hjemkomst … vorherrebevares! Nå. Sæt i gang, Ellen!

9. juni 2017

Slut for denne gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , ,

Det var det. Slut. Afgang mod Danmark. Vi har nu været afsted i 18 dage og vil være hjemme igen på 19.-dagen. Det har været rigtig godt alt sammen; både i Irland og her i England, og selv om jeg hver gang har svært ved at sige farvel på gensyn til mine englændere, så glæder jeg mig nu ærlig talt også til at komme hjem til Den Stråtækte.

IMG_6519

Charlotte var nødt til at arbejde; hun havde to prøvninger torsdag, så John og jeg kørte ud og fik handlet det sidste af det, vi skal have med hjem til Danmark. Vi kan få verdens bedste mel (i flere varianter end hjemme) og ditto tørgær til brødbagemaskiner her i UK, og der er forskellige andre ting, der efterhånden er fast rutine at tage med hjem, især når vi har en bil til at bære det alt sammen for os.
Efter indkøbsseancen kørte vi ud i det blå grå. Mange af de små landsbyer ligger nede ad små, ensporede stikveje, som ender blindt (det er en af grundene til, at det ikke virkede for C at have systue hjemme; der var ingen strøgkunder). Nu har vi i mange år nøjedes med at se skiltene ned til de små byer, så nu skulle det være – vi kørte ned til nogle af dem for at se, om der ikke skulle være nogle perler indimellem.

IMG_6512IMG_6518

Vi kørte til landsbyer med skønne navne som Etchilhampton, All Cannings, Honey Street og Bottlesford. Uanset hvor få, sommetider helt ned til måske kun 10-15 huse i landsbyen, så havde den i de fleste tilfælde en kirke. Der er ikke noget at sige til, at de herovre har det samme problem som de små sogne har hjemme i Danmark – selv de mindste sogne i DK må være noget større end disse. Problemet er dog endnu større herovre, hvor kirkerne ikke får statstilskud, men må klare sig selv. Det er derfor, man altid i engelske fillm/serier ser velgørenhedsarrangementer til fordel for den lokale kirke, som altid mangler nyt tag …

IMG_6514IMG_6517

Vi kørte forbi ‘fotomuseet’ herunder. Vi var ikke derinde, for vi blev enige om, at den museumsejer sikkert var lige meget nok af en særling, men vi er muligvis gået glip af en fantastisk oplevelse i hans quirky place (= unusual in a attractive and interesting way) …
Det kan være, han er forhenværende grønthandler, for han gør brug af Greengrocer’s apostrophe i ordet photo’s på det brune skilt til venstre. Det er flertal, og så skal der ikke sættes en apostrof. Som jeg vist før har været inde på en enkelt gang eller to, kan ikke engang englænderne finde ud af bruge apostrof rigtigt på engelsk.

IMG_6521

IMG_6520

Som sagt er der en kirke i næsten alle landsbyerne. Det samme gælder for de røde telefonbokse, og der er stadig det gamle skilt hen til Public phone, selv om den ikke bliver brugt mere, men står og ser meget forladt ud. De fleste af dem gør i hvert fald … en af dem var taget i anvendelse som det lokale gratisbibliotek. God ide.

Free book exchangeFree book exchange

8. juni 2017

Report from the Command Bunker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Base Camp (1)Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

Base Camp - næsten gemt 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Base CampBase Camp - bønnerne er kommet op

Base Camp (4)Base Camp - tudseægBase Camp (8)

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

7. juni 2017

Mottisfont Abbey and gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Mottisfont (13)Mottisfont (26)

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Mottisfont (21)

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Mottisfont (14)Mottisfont (24)

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Mottisfont (33)Mottisfont (35)

Mottisfont

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.

6. juni 2017

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

IMG_6456

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Avebury Stonecircle - meget meget stor radius

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

5. juni 2017

It’s Ragtime Again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

P1060878Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough.
Jeg synes, det er så dejligt for hende, at hun allerede har så mange kunder, at hun har måttet sige nej til et par stykker og ikke har tid til at holde fri alle dagene, vi er herovre. Dette sidste er hun lidt ked af, hvilket jeg udmærket forstår, for sådan ville jeg også have haft det, men vi er som sagt kun glade på hendes vegne.
Det er bare en beskedent udseende skurvogn, som er billig i leje, men som koster hende en hulens masse penge til opvarmning, hvilket det er ikke nemt at gøre noget ved, og det dur ikke at spare på varmen, for stive fingre arbejder for langsomt og kan ikke sy pænt nok. Kulde er heller ikke særlig smart, når kunderne skal smide tøjet i forbindelse med prøvningerne …

P1060879Ragtime (2)

Hvis jeg havde den figur, jeg engang havde, så ville jeg bestille tøj hos Charlotte, men det har jeg ikke, så det vil jeg ikke … på den anden side kunne det være, jeg skulle prøve alligevel på et tidspunkt, hvor hun ikke har så travlt – jeg er trods alt ikke tykkere end de massive, tøndeformede, græske skibsrederfruer, hun syede tøj til, da hun var hos Hardy Amies, men ikke desto mindre må jeg kunne sætte hendes skrædderkunst på prøve: Kan jeg komme til at se pæn og 10 kilo tyndere ud, er hun endnu dygtigere end selv mor her tror …

P1060881P1060883P1060889

Jeg har aldrig kunnet/villet bære ærmeløse kjoler, men det kan og vil mange. Hendes modeller har navne – herover er to udgaver af Audrey, samt Fern-frakken i midten – sidstnævnte ville jeg til gengæld meget gerne kunne bære, for den er ret elegant. Synes mor …
Hvis I er hurtige, er det en åbningsudsalgsvare, så den kan erhverves for 400 pund, hvilket er billigt for sådan en frakke. Synes mor …

P1060882P1060890

Hun er stadig i gang med at sy alle modeller op i alle størrelser i stout (mønstrene bliver gemt i mapper), så når hun får en ny ordre på en størrelse, hun endnu ikke har syet op, er det det første hun gør, hvorfor der ligger ekstra arbejde med mange af ordrerne her i starten.

P1060887

Hun har købt en lille dvd-afspiller – så står/sidder hun og lytter til Matador, Frasier (morsom amerikansk serie) eller Folk og Fæ (serien om den yorkshireske dyrlæge James Herriot). Jeg tror, hun ville kunne recitere serierne fra ende til anden, hvis hun blev bedt om det, for hun elsker dem alle tre, og at sætte dem på giver hende ro i sjælen og giver hende en fornemmelse af selskab.

P1060888

Se … hun er da sød, den lille skrædder. Synes mor …
Også selv om de nye briller ikke kun får Anna og Aubrey til at tænke på Harry Potter. Men han er nu også sød.

4. juni 2017

Børnene i Nyskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: , , , , ,

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

IMG_6412

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

IMG_6414

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

IMG_6415

3. juni 2017

Padder eller paddle tennis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , , ,

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

IMG_6325

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

IMG_6319IMG_6366

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

IMG_6370IMG_6376

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

IMG_6377

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

IMG_6379

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

31. maj 2017

Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:40
Tags: , ,

Billedresultat for KISSING THE BLARNEY STONEVi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle (8)Blarney Castle (18)

Billedresultat for BLARNEY castleBlarney Castle (16)

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

IMG_6292

IMG_6299

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

30. maj 2017

Vi har stadig gang i superlativerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: ,

Det er vist udmærket, at vi snart skal tilbage til England, hvor der bare er ganske almindelig smukt, for nu kan vi virkelig snart ikke rumme mere.

IMG_6218IMG_6220

Vi har moret os lidt over – hvis man ellers kan tillade sig at more sig over den slags, men vi har ïkke desto mindre kommenteret det nogle gange – at mange kirkegårde er placeret, så ‘indbyggerne’ har en smuk udsigt: De ligger og kan kigge ud over havet. Bemærk, at selv i døden er man farveglad.
Vi har været langt ude på landet i dag. I går var det Ring of Kerry; i dag Ring of Beara (det rimer næsten, når det udtales).
Det er så hyggeligt med disse små veje – der var kun en enkelt krise, da vi mødte en pænt stor lastbil, men det gik. Det tog en time at køre omkring 15 km, men vi havde vejen stort set for os selv og mødte kun omtalte lastbil og 5-6 personbiler på ruten.

Ring of BearaRing of Beara

Kigge, kigge … først den ene vej, og så den anden vej – men udsigten var der ikke noget at klage over … ruinen, som ses på billedet, ligger der i hundredvis, måske tusindvis af rundt omkring. De er der overalt, i mere eller mindre faldefærdig stand og mere eller mindre over- eller tilgroede, men de er med til at skabe landskabsbilledet, og på os virker de på ingen måde skæmmende; de er bare en del af al charmen.

Ring of Beara

Frokosten, hver en lun panini med hhv. tun og kylling (m.m.) som den flinke dame i O’Sullivan’s Foodstore smurte til os, blev indtaget, da vi fandt en lomme på vejen, der var stor nok til, at vi kunne tillade os at parkere. Normalt var lommerne kun lige store nok til, at man kunne bruge dem som mødepladser, men denne kunne rumme tre biler, så lige der blev der dømt pause.

IMG_6233IMG_6238

Har jeg nævnt før, at irerne er meget glade for og stolte over deres farvestrålende byhuse?

IMG_6209IMG_6208

Det har jeg vist … så jeg slutter af med det sidste billede fra Atlanterhavet for denne omgang. I morgen går turen atter mod Dublin, hvor vi har vores sidste nat på denne skønne, grønne ø med de venlige indbyggere.

IMG_6244

29. maj 2017

Jamen jeg har jo brugt alle superlativerne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:43
Tags: ,

Connemara … Wild Atlantic Way – jeg har vist allerede skrevet i begejstrede vendinger om Irlands skønhed, så nu ved jeg slet ikke, hvilke ord jeg skal anvende for dagen i dag. Superlativer er ikke nok, og billederne yder ikke skønheden tilstrækkelig retfærdighed. Som i overhovedet ikke – vores kæber er helt ømme af hele tiden at falde ned. Jeg vil derfor bare nøjes med at sige, at hvis muligheden byder sig, så se Ring of Kerry. Det er graden over superlativ: smuk, smukkere, smukkest, Ring of Kerry.

Bray Head - Ring of Kerry

Solen var lidt on-off det meste af dagen, men det holdt tørvejr, hvilket var det vigtigste for os – selv om vi blankt erkender, at alting – selv Irland – bliver endnu smukkere, når solen skinner. Billedet herover er fra Bray Head på Valentia Island. Lidt senere kom vi til Geokaun Mountain, som også bød på adskillige spektakulære udsigtspunkter. Vi stødte et par gange ind i fire slavisk talende personer, som havde så vældig travlt med at tage selfies og med at fotografere hinanden foran de smukke steder. Man ville ikke kunne se disse smukke steder på billederne særlig godt; kun personerne, men det var tydeligvis også det, det primært handlede om. Mig ikke helt forstå …

Geokaun Mountain - Ring of KerryGeokaun Mountain - Ring of KerryGeokaun Mountain - Ring of Kerry

The Ring of Kerry og Wild Atlantic Way er det samme på det meste af denne halvø, men til sidst på ruten (som det anbefales at følge mod uret) ind mod Killarney, hvor vi bor, går den gennem Killarney National Park med Killarney Lakes. På det tidspunkt var vi nærmest overmætte af indtryk og kunne ikke rumme mere, men det var vi nødt til at kunne, for i morgen går turen videre mod Cork.
Jeg kunne snildt forestille mig at køre alle 2500 km ad Wild Atlantic Way, men det kommer jeg nok ikke til, desværre … der er så meget jeg gerne vil, og kun et enkelt pensionistliv til at nå det i.

Killarney LakesKillarney Lakes

Jeg har ikke flere ord – jeg er mæt og træt efter endnu en jaw dropping day.
Vil derfor slutte af nu med et billede af endnu et par af de intenst farvede huse.

IMG_6107

28. maj 2017

Cliffs of Moher …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:49
Tags:

Cliffs of Moher er nok et af Irlands kendteste turiststeder. Da vi nærmede os stedet, fik jeg en fornemmelse af, at søndag og langt bedre vejr end vejrudsigten forudsagde er en temmelig dårlig kombination. Da vi kom helt dertil, blev fornemmelsen bekræftet: Der var trafik-, bus- og menneskekaos i en grad, der giver både John og røde knopper over det hele. Følgende blev derfor hvad vi så til de berømte klipper:

IMG_6091

Vi stoppede igen et godt stykke på den anden side for at spise vores primitive frokost bestående af vand og brød (plus en god skinke, emmentalerost og agurk). Enklere bliver det ikke, men indtagelse i disse omgivelser gør det til noget helt specielt. Man bedes bemærke mine numsevarmere, som jeg huskede at medbringe, og som gør enhver sten til en glimrende siddeplads.

IMG_6097IMG_6098

Visse steder var der ret højt ned … Nielsen bevæger sig rundt med maksimal forsigtighed … men det er flot!

IMG_6085IMG_6086

Andre steder var der knap så højt ned, og landskabsformen blev meget anderledes.

IMG_6077

Man kan se meget her i Irland, man ikke er vant til at se – hvad fx med en sværmer set nedefra? Det er dagens blærebillede fra min side …

P1060862

Detalje: “Vil du se min smukke navle?”

P1060862

27. maj 2017

Det vidste vi slet ikke om Irland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: ,

Det går slet ikke at springe en blogdag over; så får jeg alt for meget at skrive om … jeg må prøve at begrænse mig.
I går satte vi kursen mod vest, og eftersom der kun var 160 km mellem de to overnatningssteder, tog vi en omvej, hvilket viste sig at være en god beslutning. Vi så nemlig vilde rododendroner overalt – det anede vi ikke noget om, at her var, men sikke et syn. Det var lige meget hvor vi kørte, så var der hundredvis af dem. Også mange fuchsiaer groede mere eller mindre tilfældigt. Landskabet var mange gange barsk, men klimaet er tydeligvis mildt, for ellers kunne der ikke være både de nævnte samt masser af agaver og palmer.

Vilde rododendron

IMG_6028Vi er i Connemara-området – det med de vilde ponyer. Det er nærmest én stor mose, men det er dermed også sur jord og lige noget, rododendron kan lide. Der graves tørv i området. Nogle steder kan vi se, det bliver lagt i sække og formentlig solgt som spagnum, mens det andre steder bliver gravet op i lange stave, som tørres og anvendes som brænde/briketter.

Nogle af de meget farverige huse kører vi bare forbi og kan ikke bare stoppe op midt i det hele, men bageriet her er et udmærket eksempel. Vi ser også parcelhuse – eller hvad sådanne måtte hedde her – der kan være kridhvide, men så med skrigende pink, blå eller grønne vindues- og dørrammer. Og jeg mener skrigende!

I dag har vi kørt ad Wild Atlantic Way, som er en markeret vej ude langs den irske vestkyst; en strækning på i alt 2500 km. Kystlinjen skifter formodentlig karakter undervejs; i dag var den igen barsk, men meget fascinerende.

IMG_6038

Vi var bl.a. ude ved Omey Island, som man kan køre til, når det er ebbe. Vi så flere lokale, som i øvrigt af en eller anden grund valgte at lade være med at køre ad den med pile skiltede rute, som ses til venstre. Vi sprang den tur over – vi havde ikke styr på tidevandstabellen og ville nødig strande på øen.

Wild atlantic road, Irland

Man gør meget ud af at reklamere for Wild Atlantic Way, hvilket jeg sagtens kan forstå, men som det ses herover, er det ikke ligefrem en motorvej. Det gør os ikke spor, for det er langt sjovere at køre ad sådanne veje og få set naturen fra andet end hovedvejene, men de må være et helvede at køre på i juli og august, når der må forventes at være masser, masser af turister, som færdes i begge retninger.

Wild atlantic road, Irland

Vi anbefaler derfor at besøge Irland netop nu sidst i maj/først i juni. Det gør irlænderne også selv, viser det sig, når vi taler med vores værtinder på de B & Bs, vi bor på. Vejret er bedre og mere stabilt, og både rododendron og alle de smukke, gule gorse (tornblad), som gror i endnu rigeligere mængder end rododentronerne, gør hele oplevelsen større end forventet. Og vi havde ellers forventet en hel del …

Tornblad

25. maj 2017

Så bliver det ikke mere irsk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: ,

37 timer efter start hjemmefra landede vi i Dublin for en enkelt nat, fordi vi ikke gad køre 160 km til det af FDM bookede første stop – ikke når færgen først var inde kl. 19. Det var derfor hurtigt ind og hurtigt ud, og det var så Dublin for denne gang.
I morges kørte vi først mod Limerick, men skulle dreje af. Vi har kørt igennem Killarney og forbi Tullamore – vi har kørt igennem mange små byer befolket med Maloneyer, Kennedyer og Paddyer. Det bliver bare ikke mere irsk.
Vi undgik helt mortorveje og kørte mod målet via idylliske steder og små, ikke særlig gode, men derfor så meget mere irske, ‘autentiske’ veje.

IMG_5987

Jeg har jo noget med broer … dette var en af de gode af slagsen.

Vi besøgte Birr Castle, som stammer tilbage fra middelalderen, og som har været beboet af den samme familie siden 1620.

Birr Castle

Birr Castle, i hvis park vi så  gamle, kæmpestore, men levende træer, samt nogle, der ikke var så levende mere, men smukke eller sjove alligevel. Nogle var skåret ud til bænke eller til toadstools.

IMG_5990IMG_6002IMG_6011IMG_6013

De er meget glade for farvestrålende huse, kunne vi se i samtlige byer og landsbyer vi kørte igennem i dag. Skrappe, skrappe farver mange steder, enten hele facaden eller blot døre og vinduer.

Nu har vi fundet frem til Angelas dejlige B&B, og samme Angela vil servere en full Irish breakfast for os i morgen kl. 8:30.
Lige nu slapper vi af efter næsten tre dage tilbragt i bilen … det lyder fjollet, men det bliver man altså træt af …
Vejret er fuldstændig fantastisk og skulle blive det igen i morgen. Desværre var det vist så det; de lover byger hele weekenden, men vi tager det en dag ad gangen – vi har husket regnfrakkerne!

22. maj 2017

Tjekliste og gærdesmutteunge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Årets gærdesmutteunge

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

21. maj 2017

Arbejdsdag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Sidste år var det John og mig, der hidkaldte familien til malehjælp til Sverige, og hvor de mødte dejligt talstærkt op.
I går var det Bodil og Hans, der ‘hævnede’ sig ved at have hidkaldt søstre og børn til arbejdsdag på deres dejlige sted i Nordsjælland. Bortset fra, at mellemsøsteren må have glemt at skrive det ind i kalenderen, for hun havde fået lavet sig to andre aftaler i går. Den kommer hun til at høre for længe …
Det var derfor en lille, sluttet kreds på otte, der mødte op – heldigvis havde Bodil arrangeret sig med “den 4. søster”, som hun kaldte Fru Zaupper i går. Hende og ægtemagen troppede trofast op på gården, når der var arbejdsdage der, så traditionen er videreført, og det var som altid hyggeligt.

Arbejdsdag i majArbejdsdag i maj (2)

Den små Ella havde lige lært at cykle, så hun fremviste stolt sin nye kunnen.
Paradisæbletræet viste sig i al sin pragt og vælde – det var et sandt  overflødighedshorn af blomster.
Min fornemmeste pligt på disse arbejdsdage er at servicere folket mht. indtagelse af frokost og aftensmad. Alle de andre vil hellere end gerne slippe for at lave mad, og jeg har intet imod det. Især ikke når menuen står på dyreryg og dådyrroastbeef! Ikke fordi jeg er ekspert i den slags fornemme mad, men google var atter en gang min ven, og det blev så godt, så godt.

Arbejdsdag i maj (5)Arbejdsdag i maj (6)

Tre af mændene skulle bygge en overdækning til hugget brænde – Hans var træt af altid at skulle lægge pressenninger over.
Handymanden John blev udnævnt til formand/sjakbejs, og under hans kyndige vejledning gik det hele fuldstændig efter bogen. Sagde de selv.

Arbejdsdag i maj (15)

Midt på eftermiddagen var der tid til en kaffepause, som vi sad i det ret så høje græs og nød. Det skal slås lige om lidt, så de kan få hø til alle hestene, men det var okay, at vi trampede lidt rundt i det i går. Det var primært for at sidde og nyde bålet af grene og kviste fra det udtyndede læhegn, at vi gik i engen til kaffen og kagen, men det var rigtig hyggeligt.
Ella fik en mælkebøttekrans i håret. Så er det sommer …

Arbejdsdag i maj (16)Arbejdsdag i maj (17)

Det blev en lang, men en hyggelig dag, og værtsparret var tilsyneladende tilfredse med indsatsen.
Det er så fint, at vi kan hjælpe hinanden på denne måde, for nogle gange er opgaverne lidt for store til, at den enkelte synes det er specielt sjovt, men når vi samles på denne måde for at få opgaverne løst, går det hele meget lettere – det er en metode, jeg kan anbefale.

19. maj 2017

Præstømester i sneglekastning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags:

I modsætning til kalvekastning, som betyder, at en ko aborterer, og ikke en form for uetisk sport på linje med tyrefægtning, skal sneglekastning her tages ganske bogstaveligt.
Jeg gik ude i forhaven i dag – eller rettere: jeg lå på knæ ude i forhaven i dag; der skulle ryddes for det værste skvalderkål, og så skulle der kastes med snegle. I forhaven har vi pudsigt nok ikke set nogen dræbersnegle, som for vores vedkommende bliver aflivet uden nåde, så snart vi ser en, men vi har masser af de helt almindelige med hus på. Dem har jeg i princippet intet imod, så jeg vil helst ikke slå dem ihjel, men eftersom de er dahliaelskere om en hals, vil jeg heller ikke have dem i haven.
Nu er jeg så heldig, at ‘genboen’ er fjordland med siv- og engarealer, og de ligger kun et sneglekast væk (den vil garanteret ikke blive brugt i en ejendomsmæglerreklame), så hver gang jeg finder en snegl, bliver den smidt derover i det lønlige håb, at den ikke overvejer at flytte hjem igen.
Jeg har smidt flere snese snegle derover i dag – hvis der var noget, der hed præstømesterskabet i sneglekast, stillede jeg gerne op – jeg er nok den, der har trænet mest.

P1030577P1030578

Min squashplante har sneglene heller ikke fundet endnu, og hvis ellers den forbliver uopdaget, vil der snart være den første squash, som allerede er stærkt på vej, men som jeg dog tror bliver mere traditionel at se på end denne lidt pudsige blanding, jeg så i England engang. Jeg kunne godt lide at vide, hvordan man har fået fremavlet dette udseende – det kan ikke være tilfældigt, for alle frugterne på planten ser således ud.
Det kunne være, jeg skulle lave mig en squashbro …
Og mine kartofler er kommet op – det er første gang i mit liv, jeg har kartofler i haven, men jeg husker tydeligt den fantastiske smag af nyopgravede kartofler, som jeg selvfølgelig fik masser af i barn- og ungdommen, mens jeg boede hjemme på gården. Jeg glæder mig allerede!

18. maj 2017

Hvad er straffen for musesmugling?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags: ,

I går aftes, da vi tømte traileren for brænde, opdagede vi en mus, der fes skrækslagen rundt mellem brændestykkerne. Sådan en kan ikke selv hoppe op i traileren, men må have ligget og hygget sig i de tomme plastsække, John havde taget med hjem for at smide ud. Den var væk, da vi næste gang kom hen til traileren, så nu kan vi blive anklaget for indsmugling af mus! Arme lille fyr – der er ikke noget integrationskontor, der kommer og hjælper sådan en lille fætter med at finde sig til rette i et fremmed land …

Jeg kan derimod berolige Kristine med, at jeg ikke havnede i et svensk fængsel for at smugle min egen mand med op i vores eget hus i Sverige … der var godt nok kontrol lige efter broen, men de var helt ligeglade med hullerne i Johns pas. Det var, rent datomæssigt, ikke udløbet, og eftersom det ikke hedder paskontrol ved grænsen, men ID-kontrol, var der ingen problemer. Det havde jeg nu heller ikke regnet med.
Vi ville dog ikke risikere at skulle betale 1000 kroner i DK og 500 i S for ikke at have kørekortet med; derfor kørte jeg derop.
Der var i øvrigt en krølle på halen i går: Det er maaange år siden, John er blevet stoppet, men i går så vi et §77 – eller noget – i Faxe Ladeplads. Politiet standsede i hvert fald samtlige bilister, men John nåede lige at dreje af, hvorved han undgik dem, men det kan nok være, vi fik byttet plads, så snart vi var uden for synsvidde. Det havde været ret ærgerligt med den bøde, som jo uvægerligt var faldet, hvis vi var blevet stoppet. Atter en gang måtte vi konstatere, at Murphy virkelig var en forudseende herre.

På vej hjem i dag købte vi en liter mælk i Nordens formentlig mindste mælkeudsalg. Ikke fordi vi manglede mælk, men bare fordi vi kunne.
Det skulle lige prøves! Det ligger 100 meter nede ad en vej, der viser mod Sibirien, men mælken var også dejlig kold …

P1060801

Åbent hver dag fra 7-20. Meget kundevenligt. Og handicapvenligt, oven i købet.
Når man er kommet ind, vælger man flaske, hvis ikke man har sin egen emballage med, hvilket man godt kan have. Man kan købe halve og hele litre mælk, og man kan vælge mellem plast- eller glasflasker.
Jeg gik hele vejen og valgte den dyreste løsning i form af en helliters glasflaske med Furumossens etiket. Det blev 25 svenske pesetas (man får SEK meget billigt for tiden!).
Når flaskeindkøbet er klaret, kan man sætte flasken ind i ‘tappehallen’. Nu skulle kreditkortet frem igen. Mælken koster 12,50 kroner literen, svenske igen, naturligvis, og dermed ikke mere end jeg giver for min yndlings-jerseyminimælk herhjemme – jeg gættede dog på, at dette her vil være sødmælk, men det kan John godt lide på sine havregryn om morgenen, så det er fint nok. Nu er den alternative købsmetode afprøvet og produktet er smagt. Det er helt sikkert godkendt, især fra Johns side, for sødmælk (4 %, faktisk) er det ganske rigtigt, og så er det lige fedt nok til mig.

P1060803P1060805P1060807

17. maj 2017

Jeg elsker stavefejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:28
Tags: ,

Det kommer muligvis en anelse bag på nogle af jer, at jeg kan skrive sådan en overskrift – og skrive den uden at lyve.
Det er nemlig den fulde og absolutte sandhed, men jeg indrømmer, at det kommer helt an på, hvem der leverer fejlen.
I dette tilfælde var det Anna. Jeg elsker hende og jeg elsker hendes stavefejl.
Det er jo så ikke engang deciderede stavefejl, men sproglige fejl, som stavekontrollen ikke opdager.

image

Anna skal, som jeg vist har nævnt før, skifte til secondary school til september, fordi hun bliver 12 år til januar. Sjetteklasserne opfører det traditionelle farewell play, som i år er Shakespeares Romeo & Julie. Femteklasserne hjælper vist med, for sidste år var hun en af heksene i Macbeth.
Anna skal spille Julie. Det er naturligvis virkelig stort for hende at få hovedrollen; hun er pavestolt og havde det meste af en linje med udråbstegn efter oplysningen.
Hun håber derfor meget, at det kommer til at passe med, når vi er derovre, men hun er vist ikke helt sikker på datoen. I går fik jeg denne mail, som der er vist et lille uddrag af herover.

Jeg har det i det hele taget bedst, når andre begår fejl. Jeg hader at gøre det selv – især når de bliver opdaget.
For nogle svenskerture siden opdagede jeg efter en lille times kørsel på vej hjemover, at min iPad stadig lå oppe på torpet. Den ville jeg ikke kunne undvære i 3-4 uger, så John vendte om. Det kostede to timer, og jeg er lige siden hver eneste gang blevet spurgt, om jeg har husket at få alt mit elektroniske udstyr med hjem.
I dag kørte vi på Øresundsbroen, da John med tilkæmpet ro i stemmen spurgte om jeg lige ville tjekke om hans taske lå på bagsædet.
Det ville jeg, og det gjorde den ikke!
Det vil sige, at han hverken havde telefon, pung (og dermed kørekort), pas eller sin iPad med hjem, og det var for sent at vende om.
Han blev lidt bleg. Vi skal jo til Irland lige om lidt, så han skal naturligvis have pas, kørekort og penge med. Ipadden vil han heller ikke undvære på en ferie – så kan han jo ikke se nyheder …
I princippet kan han ikke engang køre til Sverige og hente sagerne i morgen, for han har ikke noget ID med billede på til at vise paspolitiet, når vi er kørt over broen. Det vil sige, at der venter mig en tur til torpet i morgen. Muttersalene. Jeg har bare overhovedet ikke lyst til at sidde i bilen i fem timer uden selskab.
John kom så i tanke om, at han stadig har sit bevis på, at han må køre taxa – det er med billede. Han har også sit gamle pas. Vi satser på, at de to ting i kombination vil kunne overbevise de svenske myndigheder om, at min mand ikke er illegal indvandrer. Jeg tager med – jeg er jo nødt til at køre, indtil vi har været igennem kontrollen. 
Nu er det min tur til fremover at spørge, om han har husket alt sit elektroniske udstyr med mere … gnæk, gnæk.

16. maj 2017

ØV. Ærgerligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.
P1020106P1020107

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

P1060792P1060794

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

15. maj 2017

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: ,

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

P1060788

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

P1060787

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

14. maj 2017

Noget af en forskel …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

P1060770

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

P1060776P1060783

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.