Hos Mommer

20. april 2015

Jeg mangler ord …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:52
Tags: ,

Jeg sidder lige så stille og nyder livet. Jeg savner ord, men nok mest fordi jeg sidder alene, mens John går rundt ude i haven og ‘finisher’. Jeg vi manglede dog heldigvis ikke ord i går, hvor vi havde nogle venner på besøg, som det var alt, alt for længe siden, vi havde set sidst. Hvorfor går tiden dog også så forbasket hurtigt? Det er jo ikke fordi vi ikke har lyst til at mødes, men inden vi ser os om, er der gået langt over et halvt år.
Af samme årsag – altså fordi vi vidste, at vi ville have så skrækkeligt meget at tale om – blev vi enige om at mødes så tidligt som muligt, så de var her allerede klokken 13.
Efter den obligatoriske rundvisning var der kaffe og lidt godt på terrassen under pavillonen, som John og Søren fik sat op lørdag eftermiddag. Der mangler nu bare den sidste finish, inden vi kan kalde terrassen for færdig.

Den nye terrasse

Og her opdagede jeg, at linsen trænger til at blive pudset … det er nu gjort.
Vi snakkede og snakkede og snakkede i ét væk i ni timer og her til morgen er jeg kommet i tanke om flere ting, jeg slet ikke nåede at spørge dem om.
De kørte tidligt, for de er arbejdsramte alle sammen, de stakler. Og nej, denne bemærkning var ikke for at håne de endnu mere stakler, der er ufrivilligt arbejdsløse! Men pensionistlivet kommer vi ofte ind på, som de, der følger min blog, formentlig ikke er i tvivl om, at vi i allerhøjeste grad nyder og glæder os over både rejse- og alt andet liv.

P1060224

Af ukendt årsag lå jeg vågen mellem 04:30 og 06. Det var der måske en mening med, for så gik jeg ikke glip af dagens solopgang, hvad jeg naturligvis oftest gør i dette halvår, fordi den normalt finder sted, længe inden jeg får øjne. Dette billede er taget kl. 05:15.

Nu vil jeg bevæge mig ud i haven og lave et eller andet. De lover op til 20° i dag. Det må vi nyde, for det er ikke til at vide, hvor længe dette fantastiske vejr holder. Fjorden glitrer, gæssene skræpper lidt op dernede, fuglene synger op mod den blå, blå himmel og alting grønnes med rekordfart.
Livet er godt.

18. april 2015

Jeg gjorde det! Men hadede hvert sekund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Så er det overstået! Og uanset hvad Maler-Glenn siger, så får de kun den ene gang, de vinduer – eller også spørger jeg Tim eller Charlotte, om de kan kravle op og give dem et lag til, når de kommer til august. Jeg skal i hvert fald ikke igen op på en stige, der står i en vinkel på 45°, hvilende på et stråtag, så man skal stå med fødderne på langs af trinene for ikke at bore huller ind i stråtaget. Det har intet med højdeskræk at gøre; det lider jeg slet ikke af, men det der er jeg altså blevet for gammel til, åbenbart. For 20 år siden balancerede jeg rundt på stiger så let som ingenting, og det generede mig overhovedet ikke, men det var så dengang …
Fordi stigen hvilede på taget, kunne jeg ikke engang sætte bøtten med maling fra mig, så jeg kunne ikke holde ordentligt fast. Men det lykkedes mig uden uheld. Jeg malede de satans vinduer. Jeg gør det bare ikke igen. Punktum.
John blev pænt nede på jorden, umiddelbart ved siden af stigen. Det var ikke som sådan nødvendigt at holde den, men jeg bad ham om at blive for den psykologiske og opmuntrende støttes skyld – og ikke mindst fordi det skulle helst opdages med det samme, hvis jeg faldt ned …
Det er da godt, at det pynter – ellers skulle da pokker stå i at stå den slags igennem. Nu mangler vi bare, at Troels Tækker indfinder sig, så vi kan få mønnet og skiftet kragetræerne.

Gavlvindue førGavlvindue efter

Eric mente, at malingen, der blev brugt til gavlen, kunne tænkes at indeholde cement. Det viste sig at være silikatmaling, som også kommer til at ligne kalk, og som skulle holde den hvide farve helt utrolig godt. Det skal desværre have en grunder først, så man skal hele skidtet igennem to gange, hvilket min tålmodighed på ingen måde rækker til. Vi spurgte Glenn i dag, hvad han skulle have for at ordne hele huset – men at han gerne måtte dele tilbuddet i to, så det 1) kun er for vinklen, man ser på billedet herover, og 2) hele huset. Vi har nemlig på fornemmelsen, at det bliver hundedyrt, og i givet fald er John heldigvis i besiddelse af den fornødne tålmodighed, så han kan smøre bagsiden af huset selv. Det er s…..besværligt at smøre på, og man må kun tage ét felt ad gangen, for man kan ikke pletreparere det. OG: Man må ikke spilde på det sorte bindingsværk! Allerede der er jeg helt og holdent stået af. Hvad man stiller op med en stor, ubrudt facade, kan jeg ikke lige gennemskue, men det er så heller ikke et problem i Den Stråtækte.
Jeg skal ikke lægge skjul på at det ville passe mig særdeles glimrende at få Glenn til at klare den sag, for derefter ikke at skulle tænke mere på facadevedligehold (bortset fra vinduerne) i heldigste fald i al den tid, vi har Den Stråtækte, men nu må vi se, hvad han kommer op med. 

17. april 2015

Vi lavede lige en Eric

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:03
Tags: ,

Vi lavede en Eric, mens vi var i Jylland: Vi havde håndværkere på til at ordne gavlen, som skulle have skiftet nogle få mursten for derefter at blive pudset op og malet.
John hverken skal eller vil stå på en stige og ordne den slags ting selv. Der var engang … men den tid er forbi.
Det er blevet så fint hvidt, blåt og sort. Vi var ret flove over den gavl; især vinduerne skreg til himlen om maling, men hullerne var bestemt heller ikke kønne at se på. Jeg havde selv malet det nederste vindue, men fordi Maler-Glenn alligevel var deroppe, havde han lovet at male det øverste for mig.
Det hvide er en form for maling som ifølge Glenn holder mindst 10 år – det er noget vi kan lide … vi må se at få fat i noget mere gennem Glenn, så vi kan få givet resten af huset en omgang.

Brænde ankommetP1060209

Det er farligt (for pengepungen) at være med i webstrikkerforeningen – en navnesøster, som havde opdaget hvor jeg befandt mig, foreslog i går, at jeg besøgte Flittiglise i Vejers, og sådan en opfordring må naturligvis efterkommes.
Uha, hvor hun havde ret … problemet er bare at jeg har garn nok til resten af livet, om så jeg blev 100 år og strikkede til jeg drog mit sidste suk. Jeg købte derfor næsten heller ikke noget … kun fire nøgler silkegarn fra Karen Noe i lige netop de søgrønblå nuancer, som er min over alle-yndlings-farvekombination. Der er lige præcis til en sommerbluse, som jeg snarest må i gang med.

P1060212P1060213P1060218

Og fordi jeg har disse kilovis af garn allerede, købte jeg i stedet bøger til at blive inspireret af til at få brugt noget af det på en sjov måde.
Er man strikker, bør man absolut kigge ind hos Flittiglise som har et hav af forskellige og spændende garner – og masser af inspiration.

16. april 2015

Sort Sol ved Blåvand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags: ,

Man må gerne lyve i overskrifter. Det er sandsynligvis ikke ligefrem en grundlovssikret rettighed, selvom man kunne godt fristes til at tro det, når man ser de overskrifter, de kan finde på at sætte i for at sælge aviser eller magasiner/ugeblade.
Der var ikke helt sort sol, og det var ved Filsø … men der var dog en pæn flok stære og Filsø er tæt på Blåvand, så helt lyv var det vel ikke …

Sort sol ved Blaavand (4)Sort sol ved Blaavand (5)

Hvor der er en flok småfugle, der danner denne slags formation, er der også en rovfugl. Det var der også her; oven over flokken, men den kom ikke med på billedet.
Ellers så vi ikke så meget interessant ved Filsø. Vi ankom midt på eftermiddagen, og til fuglekiggeri skal man helst stå tidligt op eller komme ved aftenstide. Der var derfor bare en hulens bunke måger og en enkelt sumpmejse, som John fik indfanget med sit monsterkamera på et sted godt et par hundrede meter fra fugletårnet, et sted hvor jeg, selv med kraftig zoom, kun fik et utydeligt bræt (cirka i midten af billedet til venstre).
Nå. Med den prisforskel på kamera og linse skulle der søreme også gerne være forskel på det, man kan fange med det.

Filsø (4)_MG_2581

Over en kilometer borte kunne vi se en stor (~60 dyr), en mindre (12-15 dyr) og en meget lille (2 dyr) flok kronhjorte, som der er en stor bestand af her ved Filsø. De flokke var dog så langt væk, at selv Johns kamera ikke kunne trække dem ordentligt ind, men interessant var det alligevel, for jeg har aldrig set så stor en forsamling på én gang.

_MG_2596

Der skulle komme kæmpestore flokke af kortnæbbet gås forbi her på vej til og fra ynglestederne på Svalbard. “Kortnæbbet gås yngler ikke i Danmark, men efterår, vinter og forår raster de i tusindvis langs den jyske vestkyst. Det er ynglefuglene fra Svalbard der overvintrer i Holland, Belgien og Danmark. Om efteråret ses fuglene især i Vest Stadil Fjord og Filsø, mens de om vinteren og foråret er spredt over 20-30 lokaliteter. Der raster omkring 30.000 kortnæbbede gæs i Danmark.”
Jeg tror, at den for nyligt reetablerede Filsø er et udmærket sted for fuglekiggere, hvis man tænker sig lidt mere om, end vi gjorde, og derfor kommer på et tidspunkt, hvor fuglene rent faktisk er her.

15. april 2015

Det lille kolde bord …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:57
Tags: , , ,

P1060183Så er der kun den meget hårde kerne tilbage – ikke engang Annemarie blev, da det kom til stykket, men fik et lift hjem. Hun har sandsynligvis tænkt over det og nået frem til, at alene med hele tre gamle var lige i overkanten, selv om den ene var mor.
Vejret var skønt, så efter flokkens afgang pakkede vi madkurven og kørte mod Bork Vikingehavn, hvor vi ville have indtaget den, men pludselig blæste det alt for koldt. Ligegyldigt hvor vi forsøgte at finde et sted, stod der en stiv kuling lige ind på os … vejret havde ændret sig ret pludseligt.
Stædige er vi jo – godt sultne var vi også efterhånden – endelig fandt vi et lille sted med nogenlunde læ lige nord for Nymindegab. Det gjorde ikke så meget, at læ også var skygge, for solen forsvandt lige efter billedet blev taget. Det var dermed ikke det store kolde, men det lille kolde bord. Vi blev da mætte, men ærgrede os lidt over, at vi ikke havde taget noget varm kaffe med. Vi var knapt nok kommet ind i bilen, inden det begyndte at regne.

Ved den lille anløbsplads var man meget strikse over for fremmede – ingen af ukendt herkomst er ønsket her, tak!
FORTØJRING FORBUT, bare så I ved det!!!

P1060184

P1060185

Vi kørte hele vejen langs Holmsland Klit op til Søndervig og tilbage igen. Merete kan ikke huske, at hun nogensinde har været på disse kanter, så hun måtte lige vises lidt rundt. Hun ville gerne ud til vandet i Hvide Sande, så John forbarmede sig og gik med hende, mens jeg valgte at blive i bilen sammen med mit strikketøj. De var da heller ikke væk mere end 5-10 minutter, så kom de gysende tilbage “Lad os komme HJEM!”
På klitten så vi en hel del store flokke bramgæs og knortegæs gå inde på markerne, men det blev kun til et kort fotostop, for vejret blev værre og værre. Desværre. Jeg blev igen inde i bilen og tog billederne, men John gik ud – og fik dem dermed til at flyve lidt længere væk … kørte vi hjem til varmen …

Bram- og knortegæs

Dette var vel omkring en tredjedel af den ene af de mange flokke vi så, men de skulle også husere i vadehavsområdet i store mængder i april-maj.

14. april 2015

Ho Ho Ho … Strik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

Man kan ikke bo otte kilometer fra Ho uden at kigge ind hos Jane i Ho Strik.
Jeg så hendes butik for første gang til webstrikfestivallen sidste år og ærgrede mig over den lange afstand for mit vedkommende, så denne chance skulle ikke gå min næse forbi. “Jeg skal bare lige kigge”, sagde jeg til John. Han sagde ikke noget, men jeg kunne godt se, at han tænkte sit.
Jeg købte næsten heller ikke noget – kun 20 nøgler suuuuperblødt uld/angora fra Karen Noe, to nøgler Arwetta til et par vanter til Annemarie, en wire og nogle wiresammenkoblingsfiduser. Ulden var på tilbud til halv pris – sådan en chance må man ikke lade gå fra sig …

Skallingen

P1060166Efter Ho var det oplagt at køre ud på Skallingen. DER er godt nok fladt … landskabet mindede en del om Læsø, da vi var på ‘safaritur’ der.
Og så der langt, langt ude – hvor in the middle of nowhere skal tages meget bogstaveligt, ligger der alligevel nogle få huse. Man må da nærmest skulle lide af en eller anden social fobi for at have lyst til at bo der bare en uge.
Nå. Men nu har jeg set skallingen.

Det har været en lidt stille dag, fordi det har været en grå og trist dag lige indtil nu, hvor solen endelig har fået lov til at kigge gennem skyerne.

Jeg har også set noget andet. Hvad hedder disse brune vækster på billedet til højre? Bortset fra den svampelignende top og farven, minder stænglerne mest af alt om padderokker, men det er det næppe. Der stod ret mange af dem i vejsiden på vejen ned mod stranden … jeg har aldrig set dem før, men det er bestemt ikke ensbetydende med, at det skulle være en sjældenhed.

Vores selskab er reduceret til 10, og i morgen forsvinder der yderligere nogle stykker, hvorefter der kun er den hårde kerne tilbage, bestående af Merete, hendes yngste datter Annemarie, John og undertegnede.

Hyggeligt var det, så længe det varede … en af selskabets unge mænd fik i aftes kvajet sig rent verbalt, og vi kom vist desværre til at grine temmelig højlydt alle sammen.
Jeg sagde: “Jaja, Nicolai, hvis ikke man kan blive til andet her i livet, kan man altid blive til grin”.
Nicolai forsvarede sig med, at en god latter som bekendt forlænger livet, hvortil Bodil replicerede, at det selvfølgelig er meget fint, men han behøver da ikke at gøre os udødelige!

13. april 2015

En halv grønlænder og en hel gåtur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:15
Tags: ,

Merete øvede grønlændervending i går. Hun har lige købt sin egen kajak og vil selvfølgelig kunne få den på ret køl igen, hvis hun skulle kæntre med den. Hun har øvet sig med klubbens kajakker og kan godt i dem, men det gik ikke så godt i hendes egen, til hendes store ærgrelse. Der skal øves meget endnu. Kameraet ville ikke blitze, så billedkvaliteten er så ringe, at det er flovt – i stedet for den ønskede grønlændervending må man vel nærmest betragte det, der foregik, som en kovending … vi kaldte forsøgene for halve grønlændere …

P1060144P1060145P1060147

Vejret klarede fint op i formiddags, så vi gik en tur til og på stranden – når man bor ved Blåvand, er man nødt til at køre linen helt ud og kunne sige i overensstemmelse med sandheden, at man har været helt ude på Danmarks vestligste punkt. Det blev i dag.

P1060156P1060158

Nede på stranden har en kunstner lavet muldyr med fire af alle de mange bunkers som grundmateriale – her er et par stykker gået ind ad bagindgangen, så at sige …

P1060164

De så meget fine ud i modlyset. Muldyr i Modlys. Burde kunne bruges som en titel på et eller andet …

De, der gik længst, gik 11 kilometer. John og jeg nøjedes med 7,4 kilometer, men det er vi ikke flove over – vi synes det var en udmærket længde til en gåtur. Selv lille William gik den lange tur, men han er også totalt smadret nu, den lille, men seje fyr.

12. april 2015

FanøFamilieFerien

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:30
Tags: ,

P1060085Vi har lejet et helfamiliessommerhus med swimmingpool, spabad og sauna. Plads til 18 personer – men vi er kun 14, fordi englænderne ikke er med.
Det er mine to søstre og undertegnede, der har inviteret børn, svigerbørn og børnebørn (det lyder ret Giro 413’sk) med på ferie i nogle dage.
Der er en del i familien, der er født i vand, tror jeg – i hvert fald elsker de at bade. Jeg gør det som vist nok efterhånden bekendt ikke frivilligt, medmindre det er under helt specielle omstændigheder som fx Den Blå Lagune, men jeg har ikke spor imod at fotografere det badende folk. Senere vil Merete smide en renskuret kajak i for at øve grønlændervendinger. Et par af svigersønnerne vil også forsøge sig. Det bliver sikkert ret underholdende at overvære. Jeg husker stadig i 2005, da Tim skulle lære Christian det i den P1060097iskolde Sognefjord i en dobbeltkajak, Tim havde lejet. Det gik ikke særlig godt. Tim kan godt alene, men det gik ikke særlig godt med en uerfaren makker i kajakken …

Kæmpesommerhuset ligger ikke på Fanø, men ved Blåvand; vi tog bare en dagstur til Fanø i dag … det viste sig, at ingen af os havde besøgt den ø før, så det var en glimrende lejlighed til at få ændret på det. Vi kørte derfor lige efter morgenmaden – som et par af mændene klarede i fin stil med stegning af oceaner af bacon og røræg.

Ude på havet gik det en anelse stærkere på surfbrætterne end på Præstøfjorden forleden dag. De slog ligefrem kolbøtter i luften, mens de susede afsted med noget der lignede 100 km/t.

P1060106

Vejret var flot, men vinden var stærk – vi forlod stranden og kørte ind i en plantage for i stedet at gå en tur der. William, 6 år, forsøgte at gå Aubrey i bedene: “YES! En mudderpøl! Den skal jeg igennem, skal jeg”. Forskellen på de to drenge er, at William blev ikke våd på sokkerne.

P1060114

Frokosten blev indtaget på Sønderho Kro, som Bodil havde fået anbefalet af en kollega. Da vi ville være sikre på at få plads alle 14, havde vi selvfølgelig bestilt bord. Vi fik en meget lækker frokost: “Seks små”, som i virkeligheden var syv små retter. Og måske også ‘små’ på jysk … i hvert fald er vi nu blevet enige om først at spise aftensmad ved 20-tiden, og vi springer forretten over.

11. april 2015

Alting går stille og roligt på Præstøegnen – selv surfing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:52
Tags: ,

John og jeg sad ved aftenstide oppe på vores nye og næsten færdige terrasse og nød hhv. en fredagsfyraftensøl og et glas ditto rødvin, da vi hørte stemmer nede fra fjorden. Jeg havde ikke briller på, men mente at kunne se to opretstående skikkelser på vandet. Da jeg ikke regnede med, at Jesus var genopstået i dublet, måtte de vel stå på et eller andet, så jeg gik ind og hentede kikkert og kamera.
Det gjorde de også. Stod på noget, altså – de stod på surfbrætter!
Måske er det ikke rigtige surfbrætter, men på afstand lignede de til forveksling.
Fjorden var spejlblank og vindstille, men disse to gutter surfede. Med padler eller pagajer eller noget … måske var det sådan nogle stænger, som de unge herrer punter med på floden Cam, når de skal have deres udkårne med ud på en romantisk tur.

P1060068

De hyggede sig i hvert fald, de to gutter – holddaop, hvor de snakkede. Hele tiden. Lyd bæres som bekendt meget langt over stille vand, og selv om de var et par hundrede meter fra os, kunne vi høre, hvad de snakkede om.
Det gik langsomt, men sikkert fremad, og vi kunne høre dem snakke, længe efter de var ude af syne.

P1060073

Så jo: Vi tager skam livet i mageligt og overkommeligt tempo hernede i det sydsjællandske.
Kan I have jer en god og rolig weekend derude i det danske land.

10. april 2015

Blue, Blue, My … Hand … is Blue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

De af jer, der er nogenlunde jævnaldrende med mig, kan måske huske Love is Blue med Jeff Bech.
Han spillede glimrende guitar, og jeg husker, at jeg spillede netop den single til gennemsigtighed engang jeg led af dybt ulykkelig og ugengældt teenagekærlighed. Jeg vrælede og vrælede og hævdede over for mine forældre, at jeg ALDRIG ville glemme den formastelige, men jo alligevel forfærdelig dejlige fyr, der havde svigtet mig på det grusommeste. Tænk, var det virkelig et smil, de kom ret dårligt afsted med at skjule lige der? De ved da heller ikke ikke en pind om tingene, sådan nogle dumme, gamle forældre.
Jeg tror faktisk der gik det meste af en uge, inden jeg glemte ham …
Nu er det kun mine hænder (plus yderligere to døre, fire vinduer og den forhenværende vognport), der er blå. Og der er jord under neglene – godt man ikke lige står og skal til stor fest, for jeg ligner noget, der er løgn og bestemt ikke den nydelige ældre dame, jeg måske burde ligne.

P1060052P1060063

Vejret er skønt nu – der er blevet arbejdet i skjorteærmer og T-shirt i dag.
Terrassen skrider også godt fremad, og jeg har fået mine tomatplanter!
Plus et par vinrabarber, en squash, en citrontimian, en æblemynte, en slangeagurk og en buskbønne …
Det er da utroligt, at jeg aldrig lærer at beherske mig, når jeg kommer ind på en planteskole. Eller … det gjorde jeg rent faktisk, for jeg var stærkt fristet til at købe meget, meget mere, end jeg gjorde.

P1060061
Jeg var på Gartneri Toftegaard. Det er farligt. Men jeg købte ingen chili. De må vente lidt endnu.
Da jeg var ved at stille mine planter ind i bilen, ankom der en ret ung mand, højest 30 år, og sagde med et stort smil: “Ja. NU er det forår, ikke sandt? Er det ikke bare skønt at være nået så langt, at man endelig kan købe nye planter?” Jeg gav ham højlydt ret og i mit stille sind syntes jeg, det var lige så skønt at møde en så ung og glad haveentusiast.
I haven til Den Stråtækte er det ikke bare at komme hjem med planterne og lige hive dem i jorden. Denne engang sikkert så smukt anlagte stenterrasse er helt groet til, og det er et hulens arbejde at rense den, men når jeg tager en bid ad gangen, som her, føles det ikke så uoverkommeligt.  
Dette må være (endnu) et perfekt sted til en mynte, da det er begrænset, hvor meget den kan brede sig – regner jeg med, men det vil tiden vise. Der står i forvejen en del timian, og den nye citrontimian er sat lige rundt om hjørnet henne ved drivhuset, hvor der er yderligere et par nyrensede firkanter.

9. april 2015

Dette er ikke Santorini, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Den Stråtækte er ikke Santorini, men dørene er nu blå.
Nogle af dørene i hvert fald, og de er ikke Santorini-blå, men det er jo som sagt heller ikke Santorini …
Endelig sneg temperatruren sig op over 10° – så må man gerne male. Det har jeg ventet på længe – ikke fordi jeg elsker at male, tværtimod, men fordi døre og vinduer formelig har skreget på maling, lige siden vi flyttede ind. Vi fik det ikke gjort inden vinteren, fordi det nåede at blive for koldt, inden Maler-Glenn fik nosset sig sammen til at blande malingen igenigen. De to første forsøg blev alt, alt for blå, som nogen måske husker, men tredje gang, for et par måneder siden, lykkedes det for manden at finde frem til en blanding, vi jeg kunne acceptere.
Temperaturen skal være mellem 10 og 20 grader og det må ikke blive frostvejr om natten, så projektet har først kunnet startes nu.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg afskyr at male, især sprossede vinduer og døre, men eftersom John går og bygger terrasse, er der ingen vej udenom: Ellen må i gang.
I det mindste er jeg aldrig i tvivl om, hvor langt jeg er kommet … man må sige, at det pynter i svær grad.

P1060049     P1060050

Det er virkelig et projekt.
I dag har jeg malet to døre og otte vinduer.
Så mangler jeg bare 18 vinduer, seks døre, tre garageporte og en blændet, men udadtil bevaret vognport! Nej, 17 vinduer, for Glenn tager førstesals-gavlvinduet, når han kommer og pudser gavlen op for os. Herregud, det er hurtigt overstået, så …
Gid det var så vel – jeg bliver træt alene ved tanken … tror bare jeg skal koncentrere mig om hvor mange jeg har nået.

8. april 2015

Godt, at der findes folk med initiativ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:09
Tags: ,

P1060045De sidste par dage har jeg tænkt en del på Inge og Hasse og (også) tænkt, at det umiddelbart er det eneste ærgerlige ved at være flyttet længere sydpå: De spontane 15-minutters-varsels-middagsinvitationer er gået fløjten, fordi der nu er lige en anelse mere end 12 minutters kørsel mellem os.
Og hvor jeg bare tænker og er inaktiv, så handler Inge heldigvis og ringer og spørger om vi er hjemme, for hun har fri og de kunne da godt finde på at køre en tur hernedad, hvis vi ellers var hjemme … og det var vi hedligvis.
De kom, fik en kopkaf mæ kaw’, hvorefter vi fluks drog afsted mod Præstø for at gå Antonittersti-turen. Derefter mad og masser … som i … masser … af snak. God snak. Hyggelig snak. Alvorlig snak. Sjov snak. Helevejenigennemplusrundtommangetingsnak. Dejligt.


Præstø kirkeDe har altså et eller andet med grise i Præstø. De har Antonittermunkene med deres grise, som de sendte løstgående ud i gaderne, så folk kunne var forpligtet til at fodre dem mod til gengæld at kunne regne med mad og sygepleje, når det blev nødvendigt.
Også inde i kirken gik temaet igen; højt oppe på en væg så vi et lidt underligt ‘kalkmaleri’ som det viste. Grisens halsbånd var et hul i væggen.
Det var første gang, vi var inde i kirken, fordi der var en begravelse i gang sidste gang vi var her.
Det er en smuk og kalkmaleriagtig-og-alligevel-moderne-i-sit-udtryk-dekoreret kirke, og med et lidt voldsomt … noget … jeg ikke ved hvad hedder, men som ser sådan ud, set fra den anden ende af kirken, hvor de to (!) orgler står:
Præstø kirke

Da vi gik hen til værket, kunne vi kun blive imponerede over alt det træskærer- og bladguldsarbejde. Om man kan lide den slags eller ej, er sagen uvedkommende. Det var bare stort på alle måder. Den nederste, midterste del forestiller Den Sidste Nadver – og om Leonardo da Vinci kopierede dette eller det i virkeligheden var omvendt, skal jeg lade være usagt, men ligheden er der synes jeg:

Præstø kirke

Når man ser den lille lyse, rektangulære klat nederst i det øverste billede og holder den sammen med den hvide dug i Den Sidste Nadver herover, kan man måske forestille sig hvilken detaljerigdom man kan fordybe sig i, når man står og kigger på værket i sin helhed.

God dag. Godt selskab. Godt vejr. Varmt lunt, langt om længe! Vi sad ude og drak kaffe for første gang i år.
Atter en gang kan vi konstatere, at livet er godt …

7. april 2015

Begrænsningen gav helt sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Selv om min stædighed bød mig at trodse alle gode råd fra læserne om at vente lidt endnu med at sætte tomater i drivhuset, så havde jeg besluttet mig for at prøve – herregud, som Farmer sagde, det kan da jo højest koste os et par nye planter.
Det hjalp ikke en pind med den stædighed: Jeg kunne overhovedet ikke få fat i nogen planter i går, så det løste helt sig selv.
Gartneri Toftegaard åbner på torsdag, så må jeg op for at se, hvad de har til mig.

P1060035P1060038

John er så småt gået i gang med en træterrasse oppe på ‘udsigtspunktet’. Vi ville have haft en P1060031lavet af herregårdssten, men da fliselæggeren så stedet, blev han helt bleg og sagde, da han var kommet sig, at den ville nok gå hen og blive meget dyr, hvis den også skal være pæn. Og det skal den, hvis han skal lægge navn til. Der vil skulle skæres sten til i én uendelighed, fordi omridset er givet og ikke rigtig står til at ændre. Hvorfor er for omstændeligt at forklare her, og da John nævnte, at så laver han nok bare en træterrasse i stedet, sagde manden: “Kan du selv gøre det? Det vil absolut give det pæneste resultat her. Det er ellers en herlig udsigt … jeg forstår godt, at I vil have et ordentligt sted at sidde lige præcis her.”
Dejligt ærlig anlægsgartner … han skal nu kun lægge herregårdssten ude ved indgangspartiet. Der ligger fliser allerede, men de er for det første grimme, og for det andet er de lagt direkte i jord uden stabilgrus under; det bliver en værre mudderpøl, når det regner, og det er irriterende, at vi slæber alt det pladder ind. Eller rettere irriterende at passe vildt meget på, at vi ikke får slæbt en masse pladder ind.

Dagens lille gåtur afslørede hvide blomster på et træ – mirabeller? Kirsebær? Det finder jeg snart ud af, men det var årets første for mit vedkommende.

6. april 2015

Hvem har nogensinde hørt om en aspargestur?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags:

imageDer er vinrejser, blomsterrejser, safarirejser og i det hele taget temarejser i hobetal. Jeg havde indtil i dag ikke hørt om aspargesrejser, men Motor gjorde mig klogere.
Jeg læser ikke Motor hver gang, det kommer, men det hænder da, således som det gjorde i dag – der var nemlig noget om engelske haver, bl.a. Sissinghurst, som vi regner med at skulle se til sommer. Længere omme i bladet var der FDMs sædvanlige småannoncer om tilbudsture, og her så jeg den, aspargesturen, til en lille by ved navn Schwalenberg, som jeg aldrig har hørt om, men som jeg nu har fundet ud af er næsten ren middelalder og desuden ligger i et meget smukt område.

Er der ikke nogen, der kan skaffe mig nogle flere dage i året? Det går da helt galt med alt det rejseri i år … det lykkedes os dog at finde et hul i kalenderen, for denne tur har vi næsten ikke råd til at lade være med at tage, så den er nu bestilt … vi får 3 x overnatning med morgenbuffet, 3 x 3-retters “Spargel menu” og derudover en aspargessnaps ved ankomst og ½ kilo friske asparges til at tage med hjem – de sidste to ting er lidt lir, men vi tager det da med, og tænk, at man kan få overnatningerne og al den mad for 2390 kroner – for os begge to! Okay, vi skal så lige køre de 500 km til Schwalenberg, som ligger lige til venstre for Harzen, og vi skal også hjem igen, men det går nok … og der ser så ganske nydeligt ud dernede omkring, så jeg kan ikke forestille mig, at vi får problemer med at få tiden til at gå mellem alle aspargesmåltiderne.

  image

Nu burde jeg få genopfrisket mit tyske – det er mildt sagt rustent, måske oven i købet gennemtæret, for det er efterhånden ret længe siden, vi har været på de kanter, men mon ikke det vigtigste hurtigt kommer igen? Ikke at jeg nogen sinde har været specielt velformuleret på tysk – jeg har altid været bedre til engelsk og har ikke lært tysk siden 2. real, men jeg har trods alt kunnet finde ud af at hutle mig igennem på turisttysk.
Jeg er sikker på, at det bliver en god tur. Er der nogen, der vil med?

5. april 2015

Knudshoved Odde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags:

P1050993I dag skulle John køre min bil ud af garagen for at kunne sætte stigen op til loftsrummet over den og hente kapillærkasserne til drivhuset ned.
Den var død, bilen. Som i fuldstændig, aldeles og totalt død – ikke så meget som et sidste suk eller et svagt klik kunne der lokkes ud af den. Vi har prøvet det før, for godt et års tid siden, hvor John mente, at jeg måtte have glemt at slukke et eller andet. Det havde jeg ikke, og denne gang vidste han, at det ikke var sådan. Bilen var i Karise i går, og der var intet i vejen. Meget, meget mystisk, men han fik liv i den via sin egen bil, og vi besluttede at lave det om til en oplevelse og kørte derfor en tur for at lade batteriet op.
Det blev tur til Knudshoved Odde, hvor ingen af os havde været før.
Vi så bl.a. Store Bamse-vaskedag.

P1050997P1050999

Vi så nogle fine, blomstrende mosser.

P1060014

Og vi så noget fint, nærmest rødbederødt tang. Det har jeg aldrig set før – er der nogen, der ved, hvad det hedder? En googling var desværre ikke i stand til at gøre mig klogere …

P1060005P1060008

Vi så en gravhøj, og en senere googling kunne fortælle os, at der er hele syv jættestuer og gravhøje på Knudshoved Odde.
Googlingen lærte mig også, at F.M. hverken står for noget med Forsvarets Materielkommando, Frekvensmodulation eller Foregående Måned.
Det betyder ganske enkelt Fortidsminde. Så lærte jeg også noget i dag.
Det har kriblet i fingrene hele dagen for at få gang i drivhuset, så i morgen bliver det! Nu må det briste eller bære. Chilierne venter jeg lidt med endnu, men der bliver købt tomatplanter i morgen – mon ikke de kan overleve? Hvad kan jeg ellers sætte? Jeg vil have gang i fire kapillærkasser; de to af dem med chiliplanter, så der er altså to at fylde i morgen. Jeg gider ikke almindelige peberfrugter, og agurker er vist lidt for besværlige til mig. Tror jeg … hvad er jeres erfaringer?

4. april 2015

Når far kommer hjem, er mor lige gået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

… og når mor kommer hjem, så sover min far.
Hus i IrlandKan I huske den? Det er sådan, jeg har det med min datter for tiden. Da vi kom hjem torsdag aften, var englænderne kørt torsdag morgen for at holde påsken med Tims fars familie, ganske som de plejer. Eller næsten, for ‘plejer’ er Skotland, men i år blev de enige om at prøve Irland, som også er et af vores to see-steder, så jeg er spændt på at høre om deres indtryk om en lille uges tid. Charlotte sendte et billede af udsigten fra huset – ikke så ringe endda. To kilometer nord for Bantry mod Glengarrif.
Vi taler ofte og længe sammen, også selv om jeg ikke længere har fastnettelefon, hvorfra jeg kunne ringe gratis til en engelsk fastnettelefon. Charlotte havde samme mulighed, men nu skal hun betale fuld mobiltakst. Vi valgte derfor 3, hvor vi ikke betaler for roaming i de fleste europæiske lande (men vi skulle fra Island). Jeg har kombineret det med et abonnement, hvor jeg kun skal give ni øre i minuttet for at ringe til en engelsk fastnettelefon, så nu er det altid mig, der ringer op. Vi ved godt, at vi kan skype aldeles gratis, og vi har da gjort det en sjælden gang, men vi foretrækker faktisk at tale i telefon sammen.

P1050980

Selv om temperaturerne stadig nægter at kravle op på tocifrede tal, har vi været lidt i haven både i går og i dag – vi arbejder os til varmen.
Det er noget af en kamp, den mod skvalderkålen, men med et lille nøk hver dag får kampen vel en ende engang. Der vælter samtidig så meget andet op, at det ikke nytter at tænke på en endlösung, da det vil gå ud over alt for mange uskyldige og mere ønskede vækster.
Den lille rød tvetand herover er også ukrudt, men den har vi ikke tænkt os at bekæmpe; den er så yndig, og ‘bekæmpelsen’ kommer helt af sig selv, når vi begynder at slå græsplænen.

Nyheden om restaurant Den Stråtækte udbredes til stadighed – nu er bestanden vokset med et par bogfinker, hvilket får os op på ni forskellige arter. Vi håber at få endnu flere på besøg, men det skal nok komme … og det var os, som var så bekymrede i starten hernede, fordi vi aldrig så en eneste fugl i haven, kun dem nede på fjorden, og selv om vi nyder synet af dem meget dér, har vi slet ikke lyst til at få dem på besøg inde i haven …

Nu har denne overspringshandling varet længe nok; jeg skal arbejde. I et svagt øjeblik lovede jeg at hjælpe min niece med at transskribere nogle interviews, hun har foretaget i forbindelse med sin afsluttende opgave til en magistergrad, hun er ved at tage.
Holddaop, det tager lang tid – jeg har aldrig transskriberet før, så tommelfingerreglen, at det tager fem timer at transskribere én times tale, holder ikke for mit vedkommende. Det går dog hurtigere efterhånden, men jeg vil tro, at en times tale vil tage mig otte timer at få fældet ned på papir en Word-fil.

3. april 2015

Lidt betragtninger over det islandske sprog.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: ,

Jeg havde jo engang for længe siden lært, at islandsk meget ligner det sprog, vi talte i de nordiske lande i vikingetiden, hvor især vestnorske vikinger bosatte sig på Island – og i øvrigt, for Leifur Erikssons vedkommende – drog videre og opdagede Amerika, selv om især portugiserne meget gerne vil have, at det var Christopher Columbus, der fandt det i 1492.
Nu kunne jeg altså komme op og høre oldnordisk. Jeg ville sandelig ikke have været i stand til at være særlig selskabelig, hvis jeg var dumpet lige ned i en fest hos Halgrim, kunne jeg konstatere. Og uanset, hvad man siger, har sproget naturligvis forandret sig på 1000 år – alt andet ville være utænkeligt.
Det første møde med sproget var naturligvis ude i lufthavnen, hvor jeg kunne forstå skiltningen, fordi det også stod på engelsk.
P1050615Lige over BUS stod der Folkeflytningsbil.
Ikke helt sådan, men det var meningen med ordet. Allerede der faldt jeg for sproget – elsker den slags logiskheder – eller hvad det nu hedder. Det pudsige er bare, at hvis jeg slår ‘bus’ op i en ordbog, hedder det strætó … måske kan Vedis forklare det, hvis hun læser med endnu.
Jeg lagde også mærke til, at hvis der var to l’er i et ord, blev det udtalt tilnærmelsesvis som tl: Eyafjallajökull blev til Æiafjatlajökutl. Igen cirka sådan … jeg fik en lille sprogsnak med guiden, for jeg fandt det ret påfaldende, at det første, der faldt mig ind, når jeg hørte dobbelt-l udtalt således, var walisisk! De har de mest umulige og tungevridende stednavne i Wales, men jeg lærte et par grundregler for udtalen for mange år siden, og en af dem er, at –ll udtales på en måde, der er næsten lig med den islandske. En forklaring har jeg dog ikke, for så vidt jeg ved, har gælisk/britannisk og oldnordisk ikke meget med hinanden at gøre, men alting er jo aldrig så enkelt, som man gerne vil have det til at være. 
Islandsk sweater På det fine navneskilt til højre står der nok Smallegade, fordi mjó betyder tynd.
De har stræti, vegur, stigur og gaðe i bybilledet – jeg mente nok at kunne gætte, hvad det stod for …
Jeg fortalte mig selv, at islandsk også minder om hollandsk, forstået på den måde, at jeg godt kunne få en mening ud af at læse islandske ord, men det talte sprog forstod jeg ikke en bønne af – heller ikke, da jeg læste mig til, hvordan bogstaverne udtales. Jeg kendte Ð, ð, þ og Þ, som er stort, hhv. lille ‘blødt d’ som i gade og ‘th’ som i det engelske thing, men har først nu fundet ud af, hvordan á, í, ó og ú udtales i forhold til a, i, o og u.
Jeg har på absolut ingen måde lært bare den mindste smule islandsk på de seks dage, men jeg er tilstrækkelig sprognysgerrig til helst at ville finde ud af de mest basale ting om et land og dets sprog.

Til ære for Ditte, Anne H og andre strikkeinteresserede bringer jeg her et billede af den model, jeg snart skal i gang med til John.
Det var ikke helt nemt at finde noget til manden, for han kunne simpelthen ikke abstrahere fra farverne, når han kiggede på billederne. Hvis jeg viste ham et mønster, svarede han oftest, at den ville han ikke have, for han kunne ikke lide farverne! Dem finder vi selv ud af at sammensætte, svarede jeg; du skal udelukkende kigge på mønstret og finde ud af, om du synes det er pænt. Det var svært for ham. Til sidst fandt vi denne model (herresweateren), som blev valgt, fordi John både kunne lide farverne og mønstret …

2. april 2015

Maden i Island

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:10
Tags: ,

Vi er hjemme igen efter en herlig og yderst oplevelsesrig ferie. Vulkaner og geotermisk energi hed temaet, og vi fik set så rigeligt af det hele og mere til.
Der var mange arrangerede ture/oplevelser og alligevel tid nok på egen hånd, så der er bestemt ingen klager til eller over Escape Travel fra vores side.
Det skulle da lige være over det med den sovende hval, men jeg gætter på, at bureauet fralægger sig ethvert ansvar, hvad den angår.

P1050960P1050729

Vi har ikke fået smør på brødet, i stedet serverede de noget andet, som jeg ikke helt kunne gennemskue, men vi oplevede forskellige smagsindtryk, som fx mynte, avocado og fennikel. Og sort lavasalt. Dettq kunne jeg også have købt med hjem i flere varianter, men der var selv Læsø sydesalt billigt i sammenligning, så jeg sprang over.
Maden, vi har fået serveret, har hele vejen igennem været dejlig og velsmagende – masser af fisk, og hvis der var kød, var det (ikke overraskende) lam. I aftes var menuen ekstra god, men man havde også valgt at lade os afslutte ferien på en gourmetrestaurant.

P1050963P1050965

Allerførst fik vi en lille (meget lille) smagsprøve på et kokkeeksperiment. Det var ikke helt de ord, tjeneren brugte, men det var det, han mente.
Dernæst noget laks, så noget torsk, efterfulgt af et lam, der havde stået og simret i 24 timer. Det var heeeelt vildt lækkert. Både laks og torsk var så blødt, at det nærmest faldt igennem gaflen, og lammekødet kunne man tygge med øjenbrynene. Desserten var noget med rygende kold is og var også meget god, men ikke særlig fotogen pga. ‘røgen’.
Jeg har det meget, meget svært med skum på mad – jeg kan næsten ikke abstrahere fra, at det ser ud som om der er en, der har spyttet på min mad, og jeg skulle også overvinde mig selv denne gang, men jeg gjorde det og må indrømme, at ‘spyttet’ smagte godt.

P1050966

Der var lidt pudsigt … der var ingen tvivl om, at det var en gourmetrestaurant, men vi fik serveret maden på det, jeg plejer at kalde sommerhusservice: én stor, blandet landhandel med gammelt og nyt, blomstret og hvidt, kitsch blandet med smagfuld elegance.
Alt i alt en dejlig tur, også hvad maden angik. De spiser godt i Island.
Man kan købe tørret fisk og spise som slik. Jeg smagte et stykke og besluttede med det samme, at godt nok har det været lækker mad hele vejen igennem, men lige netop denne specialitet behøver jeg ikke at tage med hjem …
Jeg har taget så meget andet med hjem i form af gode oplevelser og dermed gode minder.

1. april 2015

Let sleeping whales lie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: ,

P1050929Vi var på hvalsafari hele formiddagen, men så kun en sovende en af slagsen. Så er det sagt. I behøver ikke at læse længere.
Den trak vejret temmelig synligt en gang imellem, men ifølge guiderne så lå den altså og snorksov.
Vi var ellers blevet udstyret efter alle kunstens regler, så vi var rustet til at kunne opholde os ude i den bidende vind i alle de tre timer, turen skulle vare.
Der var da heller ikke noget, der gik igennem denne dragt, selv om vi var ude i en slemtvejrsgrad 3 af 4 mulige. Ved grad 4 bliver turen aflyst … godt, at man tog sin søsygetablet her til morgen, for holddafast, hvor det blæste derude. Det var højt og flot, men s….koldt.

Det var noget af en vippetur, vi fik, men ingen blev søsyge, undtagen to stakkels små piger på 4 og 5 år, som var for små til at måtte tage tabletterne. De syntes i hvert fald ikke, at det havde været en god tur, men i samme sekund, vi var tilbage i havnen, var de heldigvis friske igen.

Måske kan de næste to billeder illustrere søgangen.

P1050941P1050942

_MG_2436Jeg gad godt vide, hvor meget det vipper, hvis man kan se, at der er bølger … men det finder jeg ikke ud af, for så aflyser de åbenbart turen …
De fik forbløffende hurtigt øje på en hval, der pustede, hvorfor de lagde båden stille for at holde øje med den. Efter en rum tid, hvor den kun havde blæst nogle få gange, blev de enige med sig selv og hinanden om, at den måtte sove, og at det nok også var derfor, at den var kommet så langt ind i fjorden – den var simpelthen drevet, mens den sov. Da vi havde ventet godt og vel en time på, at den skulle vågne og dykke, spurgte jeg en guide, hvorfor vi ikke sejlede videre ud for at finde nogle vågne hvaler.
It will wake up, lød svaret.
Jo-johhh, men hvornår?, spurgte jeg – hvor længe sover hvaler normalt?
Det fik jeg ikke noget svar på, men de gav trods alt op og sejlede længere ud, for jeg var absolut ikke den eneste, der havde mistet interessen for sovedyret.
Alligevel var det den eneste hval, vi så. De forsøgte ellers at gøre det spændende for os ved at påstå, at det var virkelig interessant, dette her, for det var sandelig ikke ret tit, at man fik sovende hvaler at se, men den købte jeg ikke. Det er da muligt de har ret, men min begejstring kunne ligge på et meget lille sted – jeg vil se hvalhaler, altså dykkende hvaler, vil jeg!
Sovetrynen her var ikke desto mindre alt, hvad vi fik ud af den hvalsafari.

P1050959

Tilbage igen gik vi en tur i byen, for John er faldet for den traditionelle islandske sweater, så vi måtte ud for at finde mønster og garn. Det viste sig nemlig, at en færdigstrikket koster 1200-1600 kroner (slet ikke urimeligt), mens jeg kunne købe garn og mønster for 350 kroner, hvilket er meget billigt for 14 100-grams nøgler i ren, islandsk uld + mønster.

Vi har pølsevogne. I Reykjavik har de hummervogne – Lobster Huts. Ret blæret, synes jeg.

31. marts 2015

Det var meget værre, end jeg havde forventet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:02
Tags: ,

Det var meget værre, end jeg havde forventet, og det skal læses på den måde, at det dermed var langt, langt BEDRE, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig at være med på sådan en offroader-tur på Thors Mark mellem to gletchere. Det var fuld.stæn.dig fantastisk. Intet mindre.
Den storslåede natur, over eller igennem snesevis af større eller mindre elve … monsterdækkene kom virkelig i brug.

P1050830

Her kunne John sparke dæk meget længe – dækkene ville næppe mærke noget som helst. Hvert dæk koster 7500 kroner, og bilen her bruger 30 liter på at køre 100 kilometer.

P1050850

Sådan her kan det gå, når man ikke har monsterdæk på, men bare er en helt almindelig firehjulstrækker, som i DK ville have virket meget imponerende.
De var ved at blive hjulpet fri – vores chauffør havde bare et hånligt “pffft – amatører!” til overs for dem.

P1050863

Et af de steder hvor vi krydser elven. Vi krydsede den mange steder. På en strækning over en god kilometer kørte vi i selve elven … hvad skal man med veje, når man har sådan en bil?

P1050870

IMG_2384Stående souper … vi fik udleveret en dejlig ‘madpakke’ med sandwich, frugt, en muffin og juice, men vi var nødt til at indtage den stående, for borde og bænke var totalt dækket af sne. Det gjorde nu heller ikke spor; vejret var skønt – guiden var helt ekstatisk, for vi kunne se helt ud til Vestmannaøerne, hvad der åbenbart kun sker yderst sjældent.
Det var minus fem grader, men solen kunne lune, og humøret fejlede intet – alle var lige så begejstrede som guiden over at få lov til at opleve et eventyrland som dette.

På vej til Thors Mark standsede vi for at se et af de geotermiske værker, der forsyner Reykjavik med varmt vand. Det er imponerende, at der ikke skal mere end 150 mm isolering i rørene for at forhindre varmetab på de 80 kilometer, det skal transporteres, inden det må afgive varmen.
Et almindeligt enfamiliehus har udgifter på cirka 400 kroner om måneden, hvilket dækker både varme, vand (koldt og varmt) og el. Så er det, at man bliver en smule misundelig. Man lukker ikke ned for varmen, hvis man får det for varmt – man åbner bare vinduerne. Det havde jeg lagt mærke til … jeg har aldrig set så mange åbne vinduer i frostvejr.

IMG_2393IMG_2392

Jeg kunne godt tænke mig at køre rundt i Afrika med sådan et køretøj – og sådan en chauffør. Det var nogle voldsomme vippeture, vi fik indimellem, men jeg ELskede det – det var lige som med mit faldskærmsudspring: Når jeg ved, at jeg har lagt mit liv i professionelle hænder, kan jeg lige så godt slappe af og nyde det. Så det gjorde jeg.

P1050887

P1050898

Her er vi på vej ned for at kigge ind i Eyafjallajökull. Vi gik ikke ind i hullet, men nøjedes med at kigge på respektfuld afstand. Jeg kom sjovt nok til at tænke på Jules Vernes Rejsen til jordens indre, en rejse, som jo netop starter her i Island.
P1050905P1050906

Jeg kunne vise 100 billeder til, men jeg skal skåne jer … dog ikke for det 60 meter høje vandfald, som vi gjorde stop ved. Det var her, vi skulle have været om bag faldet, men det var umuligt at komme dertil pga. sne og især is på trappe og gangsti. Som det ses …

Jeg var helt høj, da vi var tilbage efter den 10 timer lange tur. Og trættere, end jeg havde regnet med … vi har jo bare siddet i en bil … sådan da …

30. marts 2015

Det syder og bobler og lugter af svovl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:26
Tags: ,

I dag har vejret været det smukkeste og flotteste, man kan forestille sig – høj, klar og blå himmel. Vi er begge dybt betagede af Islands betagende smukke landskaber og ikke mindst al den geotermiske aktivitet.
Formiddagen havde vi for os selv, men frokosten foregik i samlet flok på en fiskerestaurant, hvorefter turen gik mod Den Blå Lagune.
Det er altå en noget speciel oplevelse at ligge i 40 grader varmt vand, når luftens temperatur er 0 grader – men yderst behageligt! Man behøver heller ikke at smøre sig ind i creme, når man er færdig med at bade – ens hud er blød som en barnenumse efter opholdet i vandet.

P1050750

Der var en bar ude i vandet, som var særdeles flittigt besøgt. Vandet nåede os kun til cirka midt på maven, så de fleste krabbede rundt med kun hovedet oven vande, fordi det selvfølgelig var hammerkoldt, så snart den våde hud blev udsat for fri luft. Det må have set ret tåbeligt ud, hvis man ellers havde kunnet se noget. Vandet var så mættet af mineraler, at  man intet kunne se bare et par centimeter nede.

P1050755

Efter badet skulle vi ud til et aktivt geotermisk område med boblende mudder- og svovlpøle. Det var fudstændig betagende, selv om man på ingen måde var i tvivl om, at her var svovl i fri dressur.

P1050781

Nogle steder var der meget gulbrunt; andre steder bare gråt og andre steder igen helt grønne. Nogle huller var muddertykke og andre var det rene vand.

P1050788

Jeg har ikke sat en video ind i indlægget, men jeg burde faktisk have gjort det for at levendegøre al den hvæsen og bloblen rundt omkring en. Lugten ville dog stadig mangle …

P1050777

Til sidst en omvej hjem for at vi kunne nyde det imponerende landskab. Gid det dog havde været sådan et vejr i går, men det hjælper ikke rigtig at ærgre sig over det nu.

P1050798

Vores guide er en sød kvinde, som er halvt islandsk og halvt dansk. Hun taler dansk flydende, og jeg kan derfor ikke rigtig regne ud, hvorfor hun så klumrer så forskrækkeligt rundt i tal, men det gør hun, og jeg er holdt op med at lytte, når hun begynder at sætte tal på et eller andet. Meget af det kan man gennemskue, men hvad med det, man ikke kan?
“Gletcherne varierer meget i højden – lige fra nogle få hundrede meter og helt op til 200 meter.” Hmmm … mente hun mon to kilometer?
”Der er over 450 får i Island. Mere end tre gange så mange, som der er mennesker.” 450.000, min pige – godt nok er Island tyndt befolket, men ikke tyndt …
Pyt – hun er som sagt meget sød.
I aften skal vi igen ud og kigge efter nordlys – der er gode chancer fordi det er så klart i dag, og i morgen skal vi på endnu en 10-timers tur – denne gang i superjeeps, fordi vi (også) skal off-road til bl.a. Eyafjellajökull. Det glæder vi os til!

Geyser, vandfald, varmt bad, Alting, hummer og … nordlys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:25
Tags: ,

Vi fik det hele med i dag – vi er lige kommet tilbage til hotellet, så ikke så mange ord; bare lidt billedspam …

P1050634 

Thingvellir – skøjteglat, men på den anden side har politikere og lignende godtfolk vel altid været lidt på glatis …

P1050642

… så de har brugt den store ønskebrønd. Alle de blå prikker er mønter.

P1050651

Gullfoss, som absolut ikke var gyldent i dag, men stadig storslået og imponerende i al sin gråblå og isnende kolde skønhed.

P1050667

Geyseren Strokkur, som hvert femte minut bobler over af glæde … eller noget … og som jeg var meget heldig at fange lige i den brøkdel af et sekund, hvor der er den magiske blå boble. Selve udbruddet varer også kun et sekund eller to, og i et vejr som dette ses det kun som en voldsom dampsky. Ikke at det ikke er imponerende, men det skal opleves. Nok især fordi jeg ikke kan finde ud af at fotografere det …

P1050675

Badenymfer af begge køn i Den Hemmelige Lagune. Nej, jeg var ikke en af dem, men vandet var særdeles behageligt (40 grader).

 P1050676

Træer og islandske heste. Sidstnævnte er der flere af i Island end af førstnævnte …

P1050682

P1050691Hummer ad libitum. Og … taDAAAHHHHH:

NORDLYS!!! Det kræver nærmest en mesterfotograf, hvis man vil have et ordentligt billede, så hæng jer ikke i kvaliteten – billedet bliver udelukkende vist af hensyn til dokumentationsværdien; IKKE pga. kvaliteten, men det var der, nordlyset, på vores vej hjemover.

Det har sneet det meste af dagen. Det har sneet meget, og det har sneet lidt, men her til aften klarede det op, og vi så lyset.

28. marts 2015

Drama på et Icelandairfly

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:25
Tags: ,

I lufthavnen sad vi ved siden af et jævnaldrende ægtepar og fik os en kopkaf. Vi talte ikke med dem, men lagde bare mærke til dem, fordi de var ret høje begge to.
I flyet sad de lige foran os.
Pludselig myldrede der stewardesser hen til manden, som var besvimet og ikke trak vejret! På vaskeægte filmmaner blev der spurgt, om der var en læge til stede – hvilket der viste sig at være to af.
John og jeg blev flyttet længere bagud, mens de baksede med manden, men de fik da heldigvis liv i ham igen og resten af turen tilbragte han liggende i pantryet, og den ene læge veg ikke fra hans side. Der holdt en ambulance og ventede på ham i Reykjavik, men han var åbenbart frisk igen, for inden længe stod han og konen henne ved vores guide og skulle være deltagere på den samme tur som os. Jeg ved ikke, hvad der gik galt for ham, men det finder jeg vel ud af inden turen er slut … lidt nysgerrig er man jo. Den var helt gal – blåhvidgrå i hovedet og det hele, men nu er han fuldstændig frisk.

P1050610

Herover ser I Den Blå Lagune. I ser i hvert fald nogle dampe fra den … på venstre side af bjerget i midten. Den skal vi til senere, men i dag stod den bare på en byvandring i Reykjavik i en times tid, inden vi skulle spise.

Reykjavik er ikke en hyggelig og stemningsfuld by, men deres musikhus er sindssygt flot. På afstand kunne det minde om Den Sorte Diamant, men jo nærmere man kom, jo mere udviklede synet sig, så at sige.

P1050617

Da vi kom helt derhen, kunne vi se, at den var lavet helt i glas, og at der var nogle farvede ruder hist og pist.
Olafur Eliasson, tænkte jeg straks, men guiden kunne fortælle, at det var Henning Larsens tegnestue, der stod for arkitekturen. Jeg nåede kun lige at tænke okay der tog du alligevel fejl, min pige, da guiden sagde “i samarbejde med Olafur Eliasson”. Så var jeg mere rolig.

P1050621P1050623P1050626

Det er bare SÅ meget Olafur Eliasson, men de kan altså også noget hos Henning Larsen. Vi tog elevatoren de seks etager op og gik derefter ned ad de spændende trapper, mens bygningen blev nydt og beundret. Læg mærke til de svævende glasfugle på billedet til venstre – lyset spillede så smukt i dem.

P1050625

Vi var dybt betagede af denne bygning, og mine billeder yder den overhovedet ikke retfærdighed, for det var så overvældende og stort, at de fleste kameraer vist kommer tíl kort her.
Hexagonerne, som går igen overalt, skal symbolisere basalt, som forekommer i denne form og som man kan se her på Island.
I morgen går det løs på Den Gyldne Cirkel, og vi har bedt hotellet om at komme på nordlysalarm-listen, så de vækker os i nat, hvis der er noget. Himlen er klar, så der er håb forude … guiden siger, vi også har gode chancer i morgen, hvis vejret holder. Vi vender først tilbage til hotellet ved 22-tiden, så det bliver en lang dag.

27. marts 2015

Lige til grænsen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

I går skrev jeg om, hvordan Johns interesse for fugle har smittet af på mig.
Min interesse for sprog og mit pedanteri, når det gælder journalistik og øvrig sprogprofessionalisme, har til gengæld smittet lidt af på John.
Han bliver aldrig så slem som mig, men i går gik der sport i det for ham at finde sjove fejl i lokalaviserne, som han studerer grundigt for lære nærområdet bedre at kende.
Det startede med, at han grinende kom ind og spurgte om jeg vidste, hvad fødekartofler er?
Nææh … alle kartofler er vel fødekartofler, og man har formentlig villet skrive flødekartofler, men vi fik begge en indre film kørende om kartofler med barselsveer og spirerne strittende i alle retninger. Og så skrives æg med lille æ og cuvette staves med u! Korrekturlæser, hvor er du? Er du sparet væk, din stakkel?

P1050601P1050602

Her på Sydsjælland sparer vi åbenbart på glasset – jeg har dog endnu til gode at finde ud af, hvor tætte de poser er … “Goddag, jeg vil gerne se på en pose Linieakvavit …”

Lidt sjover[e] er dog nedenstående brochure fra en bager, som forsøger at få mænd til at spise bare en lille smule sundere; her med opskrift på en sund burger med en nemt lavet salsa som tilbehør.
Brochuren er lidt fræk og dermed ret god og iøjnefaldende – jeg elsker denne slags leg med ord, der, uden at overskride den, måske går lige til grænsen for, hvad faster Glatnakke ville kunne acceptere. På den anden side … faster Glatnakke ville muligvis ikke engang kunne se eller forstå det pikante – for den rene er alting rent.

P1050607P1050608

26. marts 2015

Det smitter!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke interesserede mig en pind for fugle, da John kom ind i mit liv, men efterhånden som tiden gik, smittede hans interesse af på mig. Han er ikke ekspert, men han ved langt mere end jeg ved, og  i dag synes jeg det er vældig hyggeligt at kigge på fugle – både ude i den store verden og i vores egen have. Her i Den Stråtækte er der et større udvalg end i Havdrup, hvor der var 117 skovspurve, to gråspurve og musvitter og en sjælden gang et kort besøg af andre arter.

Jernspurv (1)

I dag kom hans viden dog til kort, men hvem gad lige høre på sin kone, åbenbart fordi hun normalt ikke ved noget videre om fugle?
Han kom ind og viste mig et billede af en lille fætter, der sad og guffede føde i sig (beklager det forstyrrende og alt for dominerende æble …)

Jernspurv

En jernspurv! Sagde Ellen.
John gik ind og hentede fuglebogen og begyndte at bladre i den, vel nok for at få bekræftet min påstand, regnede jeg med, men deri tog jeg fejl.
Der gik en rum tid, hvorefter han kom og spurgte, om vi ikke havde en fuglebog til. Jeg hentede Dyr og vækster til ham.
Efter yderligere et stykke tid erklærede han, at den fugl kunne han simpelthen ikke finde i nogen af bøgerne.
Jeg billedgooglede derefter jernspurv og spurgte lettere indigneret hvorfor pokker mit forslag overhovedet ikke duede, for det var helt klart sådan en, det var.
Han sagde undskyld Smile

Stillits 2Vi har kun set ganske få gråspurve (ingen skovspurve endnu), men vi har blåmejse, musvit, rødhals, sumpmejse, grønirisk og stilits – og selvfølgelig solsort, men den er vel alle vegne – som faste gæster allerede. Det tog lidt tid for fuglene at finde ud af, at der var åbnet en ny restaurant i deres nabolag, men nu myldrer det til med nye gæster. Dejligt.
Det er lidt pudsigt, at hvor Hansens vildfugleblanding var langt mere populær i Havdrup end solsikkefrøene, er det lige omvendt hernede. Det har jeg ingen forklaring på.
Ganske som i Sverige har vi også en lille mus boende inde bag stenene, og ganske som i Sverige nyder den godt af, at vi fodrer fuglene, men kan det afholde den fra at søge ind i huset, holder vi den gerne med føde.

Min interesse for sprog har også smittet af på John, men mere om det en anden dag.

25. marts 2015

Frikendt! Clean! Endnu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: , ,

Det var tid til kontrol i dag. Bare en befamlingskontrol igen, men jeg vil blive indkaldt til (rutinemæssig) mammografi i løbet af april.
Gad vide hvordan man laver en mammografi på et bryst, der ikke er der? Det er jeg lidt spændt på …
Så til befamlingskontrol igen både i juni og december og videre hvert halve år.
Jeg har hørt så meget om, at man går i selvsving op til kontrollen, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende – hvorfor ved jeg ikke; måske er det bare min måde at distancere mig fra det hele på. Jeg har den holdning, at det kunne opstå, derfor kan det også genopstå, og gør det det, tager jeg den derfra, for det nytter ikke spor at gå rundt og have det dårligt, bare fordi systemet virker og holder godt øje med mig. Okay … ved befamlingskontrollen får jeg svar med det samme, hvilket jeg ikke gør for mammografiens vedkommende. Det gør måske en forskel, men det finder jeg snart ud af, om det gør.
Nemmere sagt end gjort at være stort set upåvirket, vil nogle måske sige, men det er ikke noget, jeg anstrenger mig for – sådan er det heldigvis bare.
Min søster distancerede sig også fra det i så høj grad hun kunne. Hun ville med vilje ikke forholde sig til, at hun muligvis skulle have en stomi eller at behandlingen skulle afsluttes med kemoterapi – den bro ville hun krydse, hvis hun nåede til den – og det gjorde hun gudskelov ikke. Hun er også blevet frikendt; kræften var ikke nået til ydersiden af tarmen, og der var ikke noget i lymfekirtlerne, så det havde endnu heller ikke spredt sig.
Poncho til Anna 1Vi er to glade søstre – Merete forståeligt nok i endnu højere grad end mig; for hende er det hele jo så nyt og gik så hulens stærkt alt sammen, men igen: Tak for screeninger. De er skyld i, at vores yngste søster ikke bliver enebarn sådan lige inden for den nærmeste fremtid.

Annas poncho er færdig – det tog to lange aftener bare at klippe garn til og sætte alle de frynser i, men for Anna er de næsten vigtigere end selve ponchoen – ønsket opstod fordi jeg havde strikket en poncho til hendes Baby Born, og barnet faldt totalt for frynserne. Jeg er spændt på, hvad hun synes om den, når hun får den om en god måneds tid.
Da jeg nu er kræftfrikendt indtil videre og regner med at være i live resten af 2015, tør jeg kaste mig ud i en fair isle-sweater, jeg i et vist meget svagt øjeblik lovede at strikke til Charlotte. Det er noget af et projekt, som jeg ikke bliver færdig med før til efteråret. Vil jeg tro, for der er nok nødt til at komme lette småarbejder indimellem, når jeg går død, hvad jeg ved, jeg vil gøre på et eller andet tidspunkt. Jeg er desværre ikke en Anne-type – hun ville være færdig med den om en uges tid …

P1050567P1050583

Det er denne her – den skal bare være lidt længere og have en anden hals, da den viste er for åben til en varm sweater. I opskriften er alle dele strikket frem og tilbage, hvilket jeg overhovedet ikke gider til den slags mønsterstrik, så jeg vil strikke rundt, strikke begge ærmer på én gang, klippe dem op og så strikke det hele sammen til overstykket. Det er også noget helt andet garn end angivet på det Rowanmønster, jeg har fundet.
Med andre ord: Opskriften bruges stort set kun til mønstret, så det er en anelse spændende, hvordan det hele flasker sig undervejs i processen.

24. marts 2015

Ramsløg galore!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:37
Tags: , , ,

Åh, jeg elsker det ord: galore. Jeg ved godt, at det skal oversættes til ‘masser af’ eller ‘i store mængder’, så vi har gode, danske ord for det, men galore smager så godt i min mund, at jeg helst vil bruge det, på trods af mine egne pegefingerløft om at tale dansk, når vi har danske ord for en given ting.
Inkonsekvens? Bestemt. Jeg må godt. I andre må ikke. Så enkelt er det …

Ramsløg galore marts 2015

Ramsløg galore marts 2015 (1)Takket være Pia blev jeg opmærksom på, at der allerede er ramsløg. De er der selvfølgelig et godt stykke tid endnu, men som hun ganske rigtigt siger, er de bedst nu, hvor bladene endnu er unge. Det er svært at begrænse sig, og da jeg kender mig selv udmærket, tog jeg en ikke for stor pose med, så begrænsningen lå her og ikke inde i mit hoved, hvor jeg vidste, at den ville være ikke-tilstedeværende.
Alligevel kom jeg hjem med rigeligt med ramsløg!

Vi kørte – ikke for første gang – forbi den store stendysse, som står ikke så langt fra Roholte.
Her er geocachere på spil – John fik øje på en lille æske, som vi ikke kunne dy os for at kigge i, og jo, den var god nok: Det var en cache til geocaching. Hele to engelske ord, men det er vist efterhånden et alment kendt udtryk – i hvert fald geocaching, hvor vi mig bekendt ikke har noget dansk ord, der kan bruges, men cache kan blandt andet betyde et hemmeligt gemmested … det er bare lidt irriterende, at vi ikke har ét ord for det, så jeg forstår godt, at man synes det er nemmere at bruge det engelske udtryk.
Jeg siger ikke, hvad der var i cachen!

Fandens Fodspor Roholte (1)

Den store stendysse kalder man for Fandens Fodspor.
Citat: Ved Store Elmue ligger en smuk stendysse fra den yngre stenalder. Det er en storstensgrav med flere store overliggere. Det mærkelige navn på dyssen “Fandens Fodspor” menes at hænge sammen med en uregelmæssighed på en af de overliggende sten. Det ser ud som om der er et aftryk af en stor fod.
Dette var jeg ikke klar over, da jeg fotograferede den, for så havde jeg taget billedet fra en anden vinkel, men jeg gætter på, at det er ‘fodsporet’’ på overliggeren længst til venstre i billedet.

23. marts 2015

Er dine haveredskaber selvsikre, imødekommende og åbensindede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags:

imageJeg er medlem af tre forskellige paneler, som med mere eller mindre regelmæssige mellemrum beder mig komme med min uforgribelige mening om alt mellem himmel og jord. Meget ofte gætter jeg kort inde i undersøgelsen, hvilket firma der står bag undersøgelsen og meget ofte gætter jeg rigtigt.
Normalt elsker jeg at ytre min mening, men indimellem disker de op med en undersøgelse, hvor ordvalget mildt sagt er underligt – hvilket jeg vist har været inde på før. Det irriterer mig grænseløst, når de begynder på det pjat med at tillægge døde ting menneskelige egenskaber, men lad os begynde med begyndelsen.
I dag skulle det handle om indkøb og brug af haveredskaber. Som indledning kunne de tilsyneladende ikke finde ud af, hvad Syddanmark hedder på dansk.

Dernæst kunne de ikke forestille sig, at man kan bo helt ude på landet.

image

Lidt længere fremme skulle jeg svare på nedenstående spørgsmål. Vi kan kun se DR-programmer, så reklame-tv er heldigvis udelukket, indtil vi får indlagt det lovede fibernet. Jeg har derfor ikke set haveredskabsreklamer overhovedet, men det kunne jeg ikke få lov til at fortælle. Det var listet omkring 20 haveredskabsmærker, men der var ikke en “Jeg har ingen reklamer set”-mulighed, og jeg skulle vælge mindst ét svar.

image

imageimageOg så kom de, de tåbelige spørgsmål.

Jeg skal undlade at pege på eksemplerne – de er indlysende – jeg er mere interesseret i at høre, hvad I mener om den slags ordvalg for haveredskaber.
Eller hvad som helst … det er bestemt ikke første gang, jeg er stødt på denne slags personbeskrivende tillægsord, når jeg har skulle give min mening til kende om et eller andet produkt – eller forsikringsselskab.

Retfærdigvis skal det siges, at resten af undersøgelsen var fin og relevant nok; jeg blev bare lidt negativ over de irrelevante tillægsord.

Jeg fandt også ud af, at jeg faktisk kun kender tre ud af de 20 haveredskabsmærker … men det kan jeg godt leve med.

I behøver ikke at sige, at jeg jo bare kan lade være med at deltage, for det er jeg ganske klar over, men sådan noget som dette ved man selvsagt ikke på forhånd, og det er trods alt flertallet af undersøgelser, der er helt i orden.
Og at måtte udtrykke sin holdning kvit, frit og omkostningsfrit er også helt i orden for mit vedkommende.

22. marts 2015

Vi hører åbenbart lige dårligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

Jeg var næsten lige stået op og gik og nussede rundt i køkkenet. John var lige over mig, oppe i ‘fugleobservationsrummet’, hvor han stod og lurede lidt rundt med teleskopet. Trappen er lige ved siden af, og der er åbent op til rummet, så vi kan godt kommunikere, selv om vi er på hver sin etage.
Rød hestehov eller skræppe (1)– Finder du noget?
– Ja, der er da lidt forskelligt.

– Nu satte der sig lige en havørn!
YESSS!!! Jeg fes op ad trappen og kiggede i skopet.
– Hvor sidder den?
– Kan du ikke se den?
– Nej …
  så havde jeg nok ikke spurgt …
John kiggede igen.
– Kan du ikke se den!? Det var dog utroligt! Den sidder lige midt i billedet.
Jeg kiggede igen.
– Det er da bare en and!
– Ja! En gravand. Det sagde jeg jo!

Vorherre bevares. Nu kan jeg ikke høre forskel på, om John siger gravand eller havørn.
Hvem var det lige, der blev kostet afsted til høreprøve forleden?
Eller er der en parallel til ønsketænkning? Ønskehørelse?

Denne gang er der således heller intet billede af en havørn.
Til gengæld er der et af rød hestehov, eller skræppe, som jeg stadig helst vil have den til at hedde, nok mest fordi førstnævnte ikke er et logisk navn. Rød kan jeg forstå, men hestehov???
De myldrer frem overalt, så vi i formiddags da vi gik en tur langs fjorden – i bidende kulde. Det er bare ikke nået over 4° på noget tidspunkt i dag. Det ser fint ud indefra, men mine planer om at gå i haven røg sig en tur, da jeg kiggede på termometret.
En tur fik vi da gået, og vel hjemme igen fik jeg atter en undskyldning for at gå i gang med lidt håndarbejde, for havearbejde var udelukket.
Det gør såmænd nok heller ikke noget, for ukrudtet vokser sikkert alligevel ikke specielt hurtigt i sådan en kulde.

P1050556

21. marts 2015

Vi vil snart dvæle i en ‘dwelling’ fra det 15. århundrede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

SAS havde et tilbud jeg ikke kunne modstå: Jeg kunne købe meget billige billetter til England, men det krævede en hurtig beslutning, for de påstod, at tilbuddet gjaldt kun et døgns tid.
Jeg havde netop gået og fablet om, at jeg ikke mente at kunne vente helt fra februar til juni med at se englænderne, og John havde sagt, at jeg da bare kunne tage et smut derover i nogle dage – han skulle nok passe på Den Stråtækte imens.
Da det så viste sig, at jeg kunne få to billetter til kun en smule mere end den pris, jeg normalt betaler for én, kom jeg lige til at bestille en flybillet til os hver, for manden ville jo gerne med, da det kom til stykket.                                  

P1040575          

Vi skal derfor en tur over til vores specielle version af a 15th Century Dwelling om ikke så forfærdelig lang tid.
Jajaja. Jeg havde ellers lovet mig selv at være hård og vente, til vi tager afsted til sommer, fordi vi skal rejse så meget her i foråret, men det er sket for mig før, dette her – en god måneds tid efter at have set dem, bliver savnet for stort, og jeg er simpelthen nødt til at gøre noget ved det.
Det har jeg så gjort nu.
Det bliver spændende at se, hvor langt de er nået med granny flat-delen af deres dwelling – måske bliver det i den, vi skal dvæle i en tid.
At dvæle hedder to dwell på engelsk, men som det ses herunder, er det dem der har det fra os og ikke omvendt, som jeg – og sikkert flere – måske kunne tro.
”II. dvæle, v. [ˈdvæ·lə] præs. -er [ˈdvæ?– lər]; præt. -ede ell. (sj.) -te (Oehl.​XXXI. 250. Blich.​D.I.122. Ing.​EM.I.22). (glda. dwæl(i)æ(s),æda. (imp.) duæl (AM.), oldn. dvelja, opholde, sinke, dveljask, dvæle, oeng. dwellan (eng. dwell er laan fra nord.); besl. m. I. Dvale, dulme osv. ordet tilhører næsten udelukkende det højere litterære sprog)
Dengang for omkring 1000 år siden, da vi opholdt os i England i en rum tid, mens vi – blandt andet – lærte dem at handle (i 793 angriber danske vikinger klosteret Lindisfarne i England og de næste 300 år er skandinaviske vikinger en stor del af den engelske historie, både som forfærdelige plyndringsmænd, som handelsfolk, som lejesoldater, som erobrere, bosættere og konger), lånte de en masse ord af os, og de har ikke afleveret dem tilbage endnu.
Til gengæld låner vi en masse ord fra dem i dag, så det går såmænd nok lige op i det lange løb.

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 59, der følger denne blog