Hos Mommer

16. januar 2020

Alt i mig skriger NEJ, NEJ, NEIIJ!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags:

P1000607Det var en dramatisk overskrift, og jeg er ikke i livsfare eller noget i den retning, men ikke desto mindre er det sandt: Alt i mig skriger NEJ, hver gang jeg skal til det.
Det var sjette gang jeg gjorde det, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde vænner mig til det: At klippe i et strikketøj.
Jeg husker udmærket hvordan jeg havde det første gang. Det var med en anelse ondt i maven. Men heldigvis ikke rystende hænder, for man skal IKKE klippe skævt. Det var en norsk sweater; jeg havde læst mig til, hvordan man skulle gøre og havde naturligvis fulgt det til punkt og prikke, men alligevel var det med angst og bæven jeg klippede, for jeg var sikker på, at nu ville hele skidtet begynde at trævle sig selv op lige om lidt, og adskillige timers spildt arbejde – og garn – ville ligge i en ubrugelig bunke foran mig.
Det gjorde der dog ikke.
Hvorfor gør jeg det så, hvis det er så angstfremkaldende, vil nogle måske spørge, men jeg gør det fordi mønsterstrik er heeelt vildt irriterende at strikke frem og tilbage. Jeg kan godt strikke vrangpinde med to tråde over fingeren, men det er ikke spor sjovt, og jeg synes ikke jeg kan gøre det pænt nok. Derfor strikker jeg et rør på rundpinde, hvorefter jeg på maskine syr to gange rundt om, hvor der skal klippes til ærmerne og evt. til en lynlås eller knapper foran. På den måde skal der kun strikkes ret. Den deraf følgende lige halsrunding (!) klares på lidt samme måde: Ri en kontrasttråd hvor rundingen skal være, sy, klip og saml masker op til kraven.

P1000600

Her er der klippet op til ærmegabene og lynlåsen foran er syet i – det gik søreme også godt denne sjette gang, men sweateren nåede at ligge færdigstrikket i to dage, fordi jeg skulle tage mig temmelig meget sammen til at færdiggøre den. I går skulle det dog være, for jeg ville have den færdig til vores lille smuttur til Hamburg, som starter i morgen tidlig. Bare et par dage, og de bliver ikke så aktive, som vi havde regnet med ved bestillingen, hvor John ikke havde mere ondt i benene end han altid har.
Det er okay; vi har et godt hotel, regner vi med, og lørdag aften står den på en femretters gourmetmiddag, så det kan ikke gå helt galt.
Kan de overhovedet lave gourmetmad i Tyskland? Det kan de vel nok; jeg har sikkert bare ikke været på de rigtige restauranter, men jeg er ret spændt på, hvad de har tænkt sig at servere for os.

Sweateren er færdig, og jeg er heeeelt færdig … for denne gang. Jeg gør det aldrig mere – ikke før næste gang.
Det skal tilføjes, at John er virkelig glad for den; han elsker farverne (typiske mandefarver, ikke sandt?), og han synes den er dejlig let og blød at have på. Det skulle den også gerne være, for den er strikket i ren alpaka, så den er blødere end en barnenumse.
Den er en halv anelse for stram over maven, men han lovede hjertelægen i Roskilde at tabe tre kilo, og når han har gjort det, passer sweateren perfekt!

14. januar 2020

Flow-tv og slow-tv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags:

Der er kommet nye begreber ind i det danske sprog. Det gør der sådan set tit … et af dem er ‘flow-tv’, som betyder det at se tv direkte, når programmet udsendes. Et andet er ‘slow-tv’. Dette sidste må jeg med skam melde, at jeg troede jeg selv havde opfundet, men det havde jeg desværre ikke; det har været kendt et godt stykke tid, viser det sig, og er ikke helt det samme som min definition. Begrebet blev vist især kendt via den syv timer lange udsendelse fra Bergenbanen – altså en filmoptagelse af turen i hele sin længde uden at klippe i den. Jeg kan godt huske den og prøvede da også at se den i sin tid, fordi så mange talte om den, men min tålmodighed slap op, længe ingen udsendelsen gjorde det. Jeg har taget toget en vinter fra Oslo til Geilo og retur, men det er altså en anden oplevelse at se det selv fremfor i fjernsynet. Det er selvfølgelig fint nok, hvis ikke man har mulighed for at se et vinterklædt Norge i virkeligheden, for det er en ualmindelig smuk tur, men tv-udsendelsen behøvede måske ikke at vare alle syv timer, set fra samme fotografiske vinkel (som jeg husker det), for dengang i 2006 kunne man Jeg?) ikke streame tv, så man (jeg?) kunne ikke spole frem …

Det var det ‘rigtige’ slow-tv. Jeg har som nævnt en lidt anden definition, som kan være fx kriminalserien Foyle’s War, der foregår i Sydengland under 2. verdenskrig. Jeg er vild med den serie – lige som jeg er vild med Barnaby, både den gamle Tom og den nye John.  
Handlingen i Foyle foregår i et tempo, hvor alle kan være med. Der er vist nok også mange, der står af igen pga. samme lave tempo, men dem om det.  Det er såmænd ikke fordi jeg er langsomt opfattende – ikke endnu i hvert fald – men mere fordi jeg synes de enkelte afsnit bliver bygget op på en fin måde. På sin vis er det lidt lige som Heartbeat (Små og Store Synder), hvor der altid er to forskellige ting i gang (deraf den danske titel, såmænd) pr. afsnit. Det er der også hos Foyle, men de viser sig ofte at hænge sammen i sidste ende.
Det er ikke kun plottet der er godt; det er mindst lige så meget fordi serien forstår at vise flere af en krigs mange ansigter. Det er ikke kun sort og hvidt. Ikke kun tyskerne er fremstillet som de onde, og ikke kun englænderne som de gode. Dermed være ikke sagt, at vi skal holde med Nazityskland, for det er der på ingen måde lagt op til, men der er brådne kar i alle lande, og der fandtes også tyskere, der var gode mennesker.
Jeg kan også godt lide, at assistenterne ikke er fremstillet som nogle mindre begavede fjolser, der ikke ville kunne klare sig her i livet uden deres chef.

Er dette en anbefaling? Jamen det er det da – hvis I har forsøgt jer med Foyle og ikke kan holde langsommeligheden ud, er det fint med mig, men hvis ikke I kender ham, så synes jeg I skal give ham en chance.
Et yderligere plus for mit vedkommende er, at Foyle minder mig lidt om min far i både udseende og den rolige måde han håndterer tingene på. Min far havde dog en del mere humor end Foyle. Der er humor i serien af den go’e, engelske slags, som så mange af os holder så meget af; det er bare ikke Foyle, der udstiller den mest.

Det er så godt at have en god serie at fordrive de mørke og regnfulde dage med. Jeg har fået strikket en jumper til John (XXL) på pinde 3 næsten uden at lægge mærke til det – et arbejde, der ellers ville føles temmelig langsommeligt, bliver forkortet af langsom-tv. Sådan er der så meget …

11. januar 2020

Hadeudtryk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Nu hvor vi har fået ugens forskrækkelse lidt på afstand, kan jeg igen fylde mit liv med lidt mere af det, som interesserer mig, hvilket bl.a. er sproget; dets ud-, ind- og afvikling, hvilket sidste er dagens emne.
Forleden dag læste jeg i Information 24 udtryk, som ifølge læserne meget gerne måtte forsvinde ud af det danske sprog. Nogle af dem gør det givetvis også; andre er lige så givetvis kommet for at blive.
Jeg er ikke enig i, at det lige præcis er disse 24 udtryk, som skal ud; ikke mindst fordi jeg bruger nogle af dem selv og oven i købet synes, at de er glimrende. Andre var det under gennemlæsningen af listen første gang, jeg stødte på, så helt taget ind i hverdagssproget er de vel næppe.
Jeg har kun kommenteret de 12 her i indlægget. Hvis I vil se hele listen, må I følge mit link lidt højere oppe.
Sort skrift = Informations (læsernes?) kommentarer; blå skrift er mine.

Jeg hører, hvad du siger: Ja, men du tillægger det ikke den fjerneste betydning. Hahaha – det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg måtte smile højt, da jeg så denne herlige kommentar. Jeg har aldrig selv brugt udtrykket, vil jeg gerne pointere.

Jeg fatter hat: Vi er mange, der fatter hat af det udtryk. Jaja – vel er det da et fjollet udtryk, men dog næppe mere fjollet end “Jeg fatter ikke en bjælde (eller bønne)”, som har mindst lige så mange år på bagen som jeg selv.

Som i: Det skal ikke bruges mere. Som i bare aldrig! Jeg er uenig. Jeg bruger det selv, og jeg synes det er en sjov måde at lege med ord på.

Lansjere: Det hedder lancere. Min svigerfar sagde ‘persjonale’, og det staves ikke engang med c … 

Opperen: Så meget længere er ordet opvaskemaskine altså heller ikke. Det ord havde jeg ikke hørt før, men det lyder bestemt ikke godt. Ud med det!

Vi er gravide: Nej, din kæreste er gravid. Åh ja, spar mig for denne overdrevne solidaritet, tak.

24/7: Ordet ’altid’ er som regel dækkende. Det er da okay at bruge – bortset fra, at Verdens Bedste Chef ikke kendte udtrykket og engang rettede mig, fordi han mente, jeg havde misforstået en dato (jeg havde skrevet det til ham, ikke sagt det; derfor fejltolkningen, vil jeg tro).

Ret mig, hvis jeg ta’r fejl: Fint, det bliver der formentlig behov for. Hehe, ganske rigtigt.

Maskinrum: Der er simpelthen for mange maskinrum derude. Fra nu af må ordet kun bruges om rum, hvori der rent faktisk er maskiner. Igen er jeg uenig. Det er et godt udtryk, og som så mange andre skal det ikke tages bogstaveligt.

Derby: Det er altså bare AaB, der møder AGF. Jeg troede faktisk, at Derby kun var noget med heste, men et opslag kunne afsløre, at det også kan betyde “kamp mellem to sportshold eller sportsfolk fra samme geografiske område”, så det må være okay at tale om det også i fodboldsammenhæng.

Havde jeg nær sagt: Du sagde det jo! Hvor dumme tror du, vi er. Dette udtryk er ældre end min mor, som tit brugte det. Jeg har taget arven op, hvilket måske ikke gør udtrykket mere acceptabelt, men jeg vil nødig se det aflivet … det skal jo heller ikke tages bogstaveligt, men er en måde at bløde noget en smule op på.

Kærester med: Nej, kæreste med. Og så er de kærester. Hvordan kan man dog sige ‘kærester’ i flertal, når man taler om sig selv? Ud med det r.

Hvilke(t) udtryk elsker I at hade?

Dagens solopgang 11.01.2020

Én ting er sikkert: De pragtfulde solopgange her ved fjorden kommer jeg aldrig til at hade – i morges fangede jeg den med fugle både i træet, i vandet og i luften.

Dagens solopgang 11.01.2020Dagens solopgang 11.01.2020

9. januar 2020

Løft dit hoved, du raske gut …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags:

Jeg fik John med hjem i går eftermidags. Hjertet fungerer så fint, som det nu kan under omstændighederne, som er to blodpropper med dertil følgende arvæv i hjertet og derfor nedsat kapacitet.
Så langt, så godt.
Men han var svimmel igen i går morges. Ikke så slemt som om mandagen, men rollator var påkrævet, så hans hoved blev vredet lidt igen – med samme gode virkning.
Så langt, så godt, men skal han nu regne med at vågne mere eller mindre svimmel op hver morgen? Det er ikke godt at vide, så jeg sørgede for til i morges at have øvelsen parat både på print og på Youtube, så jeg kunne bistå, hvis det viste sig nødvendigt.
Jeg havde læst, at det kunne hjælpe nogle at sove med hovedgærdet løftet 45°. Dette nægtede han dog, men vi forsøgte os med at løfte det så meget, som han mente at kunne holde ud. Han kan nemlig ikke sove på ryggen på grund af hans efterhånden lidt for slående lighed med Quasimodo (altså kun hvad den krumme ryg angår …), så vinklen måtte blive et pænt stykke fra de 45°. Men det virkede alligevel. Måske. I hvert fald var han ikke svimmel i morges, så vi var glade!
 Én gang er ingen gang, som min gamle farmor sagde, så vi vil nok imødese de næste morgener med en vis spænding, men vi har lov at håbe det bedste.

Man er jo altid så skrækkelig bagklog, og set i bakspejlet har han nok lidt af vildfarne øresten i et stykke tid. Det gik så bare totalt galt i mandags og som sagt også lidt i går, men han er gennem det seneste års tid sommetider blevet lidt svimmel indimellem – værst om morgenen, hvilket den åh så kloge Ellen mente må være pga. for lidt væskeindtagelse. Han har derfor altid, når det skete, drukket et glas vand og sat eller lagt sig ned i 15-20 minutter. Det hjalp i langt de fleste tilfælde, så vi har begge været sikre på, at vandmangeldiagnosen var rigtig, men det tror vi ikke helt mere.
Det skal dog siges til forsvar for min diagnose, at han, når han huskede at drikke lidt mere/oftere, end han egentlig følte sig tørstig til, blev svimmel i et noget mindre omfang, hvilket naturligvis bestyrkede os i troen.
Det er ikke nemt, når man er lægmand. Hvorfor læste jeg ikke til læge?
Det ved jeg nu godt: Det var bl.a. fordi fysik og matematik ikke hørte til mine spidskompetencer i gymnasiet – men jeg elskede biologi og kemi. Og så var tanken om 6-7 års studietid ikke specielt attraktiv for mig, og allerede dengang havde jeg absolut ikke lyst til at bo eller færdes i København. Eller anden storby.
Jeg blev hospitalslaborantelev (som nu så farligt fint hedder bioanalytiker) på Roskilde sygehus. Senere tog livet en ganske anden drejning for mig; jeg drejede dog frivilligt med og skred derfor ikke i svinget, men det er en helt anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have min mand hjemme igen. Det er så afgjort der, jeg helst vil have ham!

7. januar 2020

Et mirakel af nærmest bibelsk karakter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:47
Tags:

Tusind tak for jeres søde kommentarer og gode ønsker til John.
Det virkede – han har det godt igen!

I aftes og hele formiddagen i dag vidste jeg stadig ikke noget om John og hvordan det gik. Jeg ville ikke ringe, for jeg vidste, at han skulle igennem en del undersøgelser i løbet af formiddagen.
Efter frokost ringede han til mig, fordi han havde oplevet et nærmest bibelsk mirakel!
Nåda. Fantastisk. Lad høre. Nu går jeg jo ikke så meget ind for bibelen, men mirakler hører jeg gerne om og vil ligeledes hellere end gerne tro på, at deres tid ikke er forbi.
Betty (og akutlægen) var inde på øresten, og de havde ret.
Sidst på formiddagen fik han besøg af to fra Øre-, Næse- og Halsafdelingen. De forsøgte nogle ting med ham og blev enige om, at den vist var god nok; det var ørestenene, der var på afveje.
De tog fodgærdet af sengen og lagde ham med hovedet stikkende ud over kanten. Drejede hans hoved, så han var tæt på at besvime. Gentog. Drejede ham lidt. Drejede hans hoved lidt. Han syntes det hele var ualmindelig rædselsfuldt at opleve og var sikker på, at lige om lidt så døde han …
Det gjorde han dog ikke. Da det var overstået, lod de ham sidde et lille stykke tid på sengekanten og bad ham så om at rejse sig.
Det gjorde han! Uden problemer!
Det var der, han kom til at tænke på den lamme mand fra bibelen. Svimmelheden var væk. På ganske få minutter havde de to kompetente mennesker fået rystet de vildfarne krystaller tilbage hvor de hørte hjemme, og John var mere end glad.
Jeg har nu læst lidt rundt omkring på nettet og har også talt med vores naboer, som, for den kvindelige parts vedkommende, også har haft bøvl med de sten. Jeg mindes også, at Lene har lidt under det, men vidste ellers ikke noget om det før nu. John har åbenbart haft et særlig voldsomt anfald, for normalt kan folk tilsyneladende både gå og stå og arbejde. John kunne ab-so-lut ingenting.
Flere steder var det nævnt, at det kan opstå ved at man vender sig i sengen, hvilket forklarer, hvorfor John fik det midt om natten, hvad der indtil da havde undret mig en del.
Pyyyhhh, hvor var det godt, at der ikke skulle mere til. Nu tænker jeg så bare: Hvad nu hvis det sker igen? Fx midt oppe i det øde Alaska?
Skal jeg bare lade være med at tænke sådan? Det er nemmere sagt end gjort, for det kan godt komme igen, og så er det altså rart at vide hvad der skal gøres – problemet er bare, at jeg som lægmand ikke må udføre Epleys manøvre, så vi er nødt til at lære os de øvelser, der må udføres af os selv.

image

Han er stadig indlagt, for de vil lige have helt styr på hjertefunktionen, og så er han stadig på afvanding, som en sygeplejerske kaldte det.
Vi satser på, at han kan komme hjem i morgen eller senest i overmorgen, men det er så fint, at de tjekker ham igennem, når han nu er der alligevel.

6. januar 2020

Det blev desværre det forkerte sygehus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags:

I nat vækkede John mig efter at have været på toilettet. Han var så svimmel, at han ikke turde gå tilbage i seng uden støtte.
Vi skulle tidligt op, fordi han skulle til yderligere undersøgelser på Nykøbing Falster sygehus angående hans mere og mere dårlige knæ/ben.
Han var stadig meget svimmel og kunne overhovedet ikke kigge opad uden det sortnede for øjnene og gjorde ondt i nakken. Han kunne ikke klæde sig på.
Klokken 7:30 ringede vi til vagtlægen, som straks sendte en ambulance. De undersøgte og udspurgte – og endte med at sende ham med fuld udrykning til Køge sygehus, fordi de fik mistanke om meningitis!
Jamen … han har jo ikke feber?
Ikke desto mindre var de i tvivl. Han blev derfor først indlagt på isolationsstue, men der kom han hurtigt ud fra igen – det var ikke meningitis, heldigvis.
Men hvad var det så?
Han blev monitoreret og undersøgt, selvfølgelig også med blodprøvetagning.
Da han skulle på toilettet, var han nødt til at bruge rollator, og han gik som en 120-årig. Det var altså ret skræmmende at se på, syntes jeg.
Han har jo en temmelig lang hjertehistorik, og da de på Køge ikke har en kardiologisk afdeling, måtte akutlægen rådføre sig med en kardiolog på Roskilde Sygehus, som mente, at han skulle indlægges hos dem. Akutlægen kunne se, at der var lidt for meget væskeophobning i kroppen og at hjertet måske ikke fungerede helt, som det skulle. Det var Roskilde enig i, så efter at have fået taget røntgenbilleder af lungerne, ville han blive fragtet dertil.
Nu vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke fik ham med hjem i dag, så jeg kørte hjem og skal senere afsted igen til Roskilde, for den taske, jeg i al hast pakkede til ham til at tage med i ambulancen, var lige en tand for mangelfuld – bl.a. glemte jeg ladere til telefon og iPad. Huskede barbermaskinen, men glemte tandbørsten … jeg kan ikke have været helt klar i hovedet selv, men det var måske ikke så underligt.
Jeg ved altså ikke så meget endnu om, hvor slemt det er eller hvad de vil gøre ved ham, bortset fra, at det ikke er en ny blodprop, men at de har givet ham et vanddrivende middel og at han sandsynligvis skal gennem en belastningsprøve i morgen eller overmorgen.

P1000582

Dette er/var en af de mere morsomme forkortelser for et sygehus: Roskilde Amts Sygehus Køge.
Det må være en gammel seng, for det er som bekendt ret længe siden, amterne blev nedlagt. På andre senge stod der bare KØGE.

Så han kom på det forkerte sygehus – han kunne nu godt lige have ventet til i morgen med at blive så dårlig – han havde i høj grad set frem til, at der skete noget med de ben, for slemt er det, og det er så synd for ham. Nu kan han vente igen, men heldigvis kunne de i Nykøbing proppe ham ind på en ny tid om 14 dage, så der krydses fingre og i øvrigt alt, hvad der kan krydses for, at det lykkes om to uger.

3. januar 2020

Min skøre familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , ,

PennyfarthingDer flød en lind strøm af korte videoer via Whatsapp mellem England og Danmark i går. Af en af mig endnu ukendt årsag har Aubrey fået fat i en penny-farthing til en meget overkommelig pris, og selvfølgelig skulle de alle prøve at køre på den.
Først et klip med Aubrey, så et med Anna, efterfulgt af et med Rufus (legekammerat), så Tim og til sidst Charlotte.
Det var åbenbart ikke muligt at få svar på, hvorfor den er erhvervet, andet end at “Tim og Aubie har planer!”
Godt så … jeg finder vel ud af det en dag.
Væltepeteren virker i øvrigt ikke særlig autentisk, vel? Forskellen på de to hjul er alt for lille i forhold til den, vi kender – og også i forhold til de gamle engelske for den sags skyld, hvorfor den således hellere burde betegnes som en … en … måske en shilling-halfcrown … ? I hvert fald mønter med mindre størrelsesforskel end da man i sin tid navngav cyklen.
Nu må vi se, om jeg tør sætte mig op på den, når vi kommer derover – hun svarede underligt nok ikke på min bemærkning om, at jeg måske bare er en anelse dum fremfor modig …
Man kan blive helt bekymret for dem derovre sommetider, men da de lader til at more sig kongeligt, så går det hele såmænd nok endda.

Jeg behøver ellers ikke flere halvskøre personager omkring mig lige nu: Jeg har været på arbejde i dag, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har gjort det rigtige; at butikslivet nok ikke bliver noget, jeg vil komme til at finde specielt interessant, selv om der er dukket op til flere ‘interessante’ kunder op de tre gange, jeg nu har stået i Røde Kors-butikken. Ingen detaljer her; bare en konstatering af, at mine diplomatiske evner bliver sat på lidt af en prøve indimellem. Jeg giver mig selv en chance en måned eller to endnu, men hvis jeg til den tid stadig synes, de 3½ timer føles som enormt lang tid, så må den butik altså fortsætte uden min deltagelse.
Jeg føler dog, at det vil være lidt af en falliterklæring at måtte melde fra igen, men på den anden side er arbejdet frivilligt og ulønnet, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, er det vel heller ikke rimeligt, at jeg bruger tid på det, vel?
Giv mig nu ret, please … problemet er, at jeg jo ved, at de mangler folk, men jeg bliver nødt til at pakke samvittigheden væk, hvis det ikke kommer til at føles anderledes.
Det har ikke noget at gøre med dem, jeg arbejder sammen med; de er meget søde, men det er arbejdets karakter. Der var nok en grund til, at jeg i min ungdoms vår valgte som jeg gjorde – selv om mit arbejde ændrede sig i takt med, at jeg blev ældre og selv ændrede mig.

31. december 2019

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: , ,

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

30. december 2019

Hvad har de mon så glemt denne gang?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:28
Tags: ,

Hver gang englænderne er ved at skulle afsted og går rundt og samler deres ting sammen for at pakke, afslutter Charlotte med en sidste runde – og jeg gør det også – for at se, om de har glemt noget. Vi finder som regel et eller andet, således også denne gang. Nu pakker børnene selv deres kufferter, hvilket de selvfølgelig ikke altid har gjort, men det med at tjekke under sengen for at kigge efter fx enlige sokker er endnu ikke indlært. Det skal nok komme. Måske. Tim lærer det aldrig, men C har aldrig lagt skjul på, at hun i visse sammenhænge har tre og ikke to børn. Sådan er det bare, og ingen er mugne over det.
Alligevel er det så vidt jeg husker – på trods af flere personers grundige gennemgang af hele huset – endnu ikke lykkedes dem at tage herfra, uden John eller jeg, for sent, naturligvis, finder mindst én glemt ting.
Således også denne gang. John fik øje på et brilleetui, han ikke kendte, og det viste sig da også at indeholde Annas briller. Hun bruger dem ikke så tit; her i DK kun en sjælden gang, når hun ser tv, men hun kan ikke undvære dem i skolen.
Jeg skrev til Charlotte, som svarede, at det kan vente til vi kommer, for Anna har to ens par. Godt så …
Senere på dagen opdagede jeg en bluse på sofaryggen. Den havde næsten nøjagtig samme farve som sofaen, hvilket vel forklarer, hvordan vi alle kunne passere den mange gange uden at opdage den.
Det var straks værre, for det var Tims mors julegave til Anna. Jeg skrev og spurgte C, om de turde indrømme, at den var glemt. Hun måtte erkende, at det havde de ikke meget lyst til, og når jeg alligevel skulle sende den, kunne jeg lige så godt sende brillerne med.
Som sagt, så gjort, og de to ting er undervejs til England. 
Både C og jeg ryster smilende på hovedet hver gang over det … gad vide hvornår det vil lykkes dem at komme afsted uden at have glemt et eller andet?

Morgenhimmel 29. december 2019

Det varer kun to måneder, inden vi tager over til dem. Af forskellige årsager skal vi ikke regne med, at de kommer til DK igen før til sommer, så vi må tage over til dem i stedet.
Vi aftalte først, at vi ville komme i maj, tage bilen med og indlede turen med at overnatte et par nætter i Brügge, som vi har talt om så mange gange, men aldrig fået gjort alvor af. Dette holder vi fast i, hvis muligt, men pludselig gik det op for mig, at jeg da for pokker ikke kan vente 4½ måned med at se dem! Charlotte grinede og sagde, at det udbrud havde hun forventet – at det kun var et spørgsmål om tid, inden det gik op for mig.
Pudsigt nok ventede en mail fra SAS på mig, da vi kom hjem fra lufthavnen, med Now or never-tilbud til Eurobonus-medlemmer.
Jeg kiggede på det. ‘Vinduet’ var kun på et par timer mellem kl. 18 og 20, men jeg fik lige præcis de billetter, jeg ville have, selv om de hævdede, at der kun var hhv. seks og fire pladser tilbage. Det var muligvis usandt, men på den anden side tror jeg gerne, at de kun havde sat ganske få pladser af til den pris, som var stort set ingenting … det var i hvert fald de billigste billetter med SAS, jeg har fået i mange, mange år.
Nu skal vi altså derover både i start-marts og midt-maj. Hvis Johns knæ vil. Han skal til undersøgelse på en knoglespecialistafdeling d. 6. januar, og vi er ret spændte på, hvad de siger. Han har slået en flis eller splint af en knogle i sit underben og kan ikke fungere uden forholdsvis stærke smertestillende midler, men kan vi ikke rejse i marts, dækker vores forsikring, så der er ikke noget forgjort ved at have bestilt billetterne.
Planer i rejseskuffen kan vi nemlig ikke få for mange af. Lige nu ligger der seks, spændende fra to små ture med hhv. to og tre overnatninger til den store rejse til Alaska og Canada.

26. december 2019

Julefred og advokater med humor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

Julefreden har først nu sænket sig over Den Stråtækte, men på den kedelige måde: Englænderne er kørt i lufthavnen og lige om lidt afgår deres fly mod LHR. Som det sker hver eneste gang, synes jeg det er et forfærdelig stille hus at komme tilbage til, og det er ikke engang fordi, jeg har en meget larmende familie – tværtimod har det altid været stille børn, og vi nyder faktisk de stille stunder, vi har sammen – nyder dem bare fordi vi ER sammen, men stilheden nu er bare mere stille end den der er, når vi er seks mennesker sammen, selv om ingen af os siger noget. Stilheden er også mindre stille om morgenen, mens de er her, selv om det kun er John og mig der endnu er vågne – eller i hvert fald ude af sengene. Det hører med til traditionen, at jeg først kalder når morgenmaden står på bordet. Alle er med stor sandsynlighed allerede vågne, men det er en del af morgenhyggeritualet at sidde i nattøj og med morgenhår, og jeg udøver gerne denne meget værdsatte service, så længe jeg overhovedet kan.
Det med de forskellige stilheder er svært at forklare – jeg forstår det ikke engang selv, men nogle af jer vil måske vide hvad jeg mener.

Merry Christmas

Tim har et PR-firma, der primært har advokater som klienter. Det folkefærd opfattes af mange som værende nogle halvstive og halvkedelige starutter at være sammen med, men de behøver ikke nødvendigvis at være kedelige alle sammen, og her er beviset i form af den julehilsen, en af Tims kunder sendte til ham. Den håndskevne tilføjelse nederst til højre mangler ordet ‘months’; ellers fik han det hele med på billedet.

24. december 2019

Årets længste dag – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: ,

Godt nok er én af os teenager om tre uger, men man er stadig ikke ældre, end at dagen i dag er nærmest uendelig og uudholdelig lang. 
Anna er allerede teenager … og i øvrigt 14 år om to uger … hun kan langt bedre klare dagens længde, men det skyldes måske delvist, at hun er så meget teenager, at det tager det meste af den at gå i bad …

Tiden går ... langsomt ...

Det er godt, at kinaskak er opfundet. Det kan på én gang forkorte dagen og underholde hele familien – også vi to gamle, som ikke spiller med. Vi nøjes med at lytte til de verbale udgydelser, hvilket er ret morsomt.
Der kan også bare sofahygges.

Far- og sønhygge

Havørnen sad i formiddags nede ved vandkanten og fortærede et bytte vi ikke kunne se hvad var, men kragerne var så interesserede i det, at de gik til angreb på havørnen, som dog ikke lod sig afficere af det, før den var mæt og fortrak frivilligt – om ikke andet var det, hvad vi konkluderede.
Det var som sædvanlig John, der fik øje på den, men jeg skal da lige love for, at det hurtigt kunne få især Aubrey og Tim i skoene og ud for at slås om kikkerten. Charlotte og Anna tog det mere afslappet og lod drengene om at studere havørn.

Ænderne er varmeklar, mandlerne er smuttet, saucefonden er kogt ind og skal bare jævnes og smages til, brunkartoflerne er kogt, de hvide kartofler skrællet og risengrøden bliver færdig helt af sig selv i ‘høkassen’, som er lig med min seng.
Om et par timer kommer Merete, Annemarie og Rune, så vi skal være så færdige som muligt inden da. Jeg bryder mig ikke specielt om det julemiddagsstress, der nemt kan opstå, når det hele skal laves færdig på én gang til sidst lige inden serveringen.
God jul derude – jeg håber I alle får lige netop den jul, I helst vil have.

22. december 2019

Vi har ikke spor travlt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

P1000466Englænderne ankom i torsdags, så fredag var afslapningsdag, inden vi skulle være sammen med hele familien i går, lørdag. Det meste af formiddagen gik med at lave de to retter, vi skulle levere til Den Store Frokost. Charlotte ordnede ingredienserne til ‘Vibbers herlige sild’, som er en meget lækker ‘sildesalat’. Vi skulle være 15 voksne og 7 børn, og da opskriften var til seks personer, mente jeg, at vi hellere måtte lave dobbelt portion.
Det var ALT for meget – de andre grinede, da de så mængden af herlig silderet. Jeg fortalte hvorfor der var så meget, og de spurgte, om det mon var beregnet til at være en hovedret? Ja, tøhø, det må da være sådan … nå, men vi har i hvert fald sild nok til resten af juleugens frokoster, også selv om alle de andre fik en portion med hjem.
Julestrikkekassen blev næsten helt tømt, hvilket jeg derfor betragter som værende en succes.
Aubrey opdagede, at han fandt lun leverpostej med champignon og bacon totalt uimodståeligt – lun flæskesteg og ditto medisterpølse røg også ned i aubreydybet. Samt naturligvis frugtsalat i 20191221_185419betragtelige mængder. Han er inde i en spisemegetperiode, men det i går tangerede dog vist alligevel en rekord.
Børnene hyggede sig sammen med både hinanden og noget af alt legetøjet, som Merete har i huset til børnebørnsbesøg, men da vi nærmede os deres normale sengetid, var de blevet meget trætte hele bundtet … jeg synes det er skønt at se et lille barn sidde med sut i munden og håndtere youtubeklip som om hun var født med den smartfon i hånden.
Hvad man vel næsten også er, når man er født efter 2007.
Mellem alle ‘hovedretterne’ og desserten, der som nævnt var frugtsalat (og ost), gik vi en relativt lang tur ned til stranden.
Hvor min skøre lillesøster ikke kunne stå for, at vandet var så stille og klart – hun måtte en tur i vandet. Hun prøvede at lokke andre med, men uden succes, hvilket dog ikke afholdt hende fra det. Som jeg sagde: Hun er skør, men det vil ikke alle være enige med mig i, vil jeg tro. De fleste vil sige, at hun er sej, og det er jeg ikke uenig i. Men også lidt skør …
Jeg vil ikke isætte billeddokumentation, fordi hun ikke havde medbragt badetøj … vi må derfor hellere holde det betagende syn inden for familiens rammer.

I dag var vi på Muldiverset, hvor vi spiste frokost. Derefter ville vi ud i den friske luft, men vi syntes alle, at den var lige frisk nok, så den generelle stemning blev hurtigt mere for at runde en bager og derefter tage hjem og spise kage samtidig med indtagelse af et krus varm kakao.
I morgen formiddag skal vi en tur afsted til tølløseegnen, så englænderne kan se Malle og Anders’ hus; derefter bare hjem for at spise frokost, sætte ænderne over og få kogt risengrøden til risalamanden.
Med andre ord: Vi hverken er eller bliver på nogen måde overanstrengte, men det gør ikke spor. Man skal helst kunne slappe af i julen.

18. december 2019

Hele vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Lige før de kommer ...Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Juletræer fra SnedkerboetHele vejen

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

15. december 2019

En enestående oplevelse i Muldiverset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , , ,

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

P1000414

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

P1000423

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

P1000425

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

P1000431 P1000430
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

P1000428

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

image

14. december 2019

Lav grøn omstilling – og tjen flere penge. Eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , , , , ,

Der var mail i dag fra vores elselskab. Transportydelsen bliver ændret. Nåda. Nu er der igen et eller andet, der skal stige, tænkte jeg.
Det er også rigtigt. Tror jeg. Men det er lidt svært at gennemskue.

image

Det giver jo mening – sådan da – selv jeg kan forstå, at man ikke kan få vindmøller til at indrette sig efter danskernes strømbehov.
image

Jeg skal ikke brokke mig over, at ydelsen falder 5,83 øre/kWh. Det bliver da også til en slags penge.
Hvad jeg derimod ikke helt kan regne ud er, hvor meget mere (nemlig sandsynligvis ikke mindre) vi sammenlagt kommer til at betale for vinterhalvårets tredobling af prisen mellem kl. 17 og kl. 20. Det er kun en ottendedel af døgnets timer, men velsagtens den mest strømforbrugende ottendedel, og når prisen på den ottendedel stiger gange tre, mens den eksakte værdi af den ikke kendes, så er det et svært regnestykke. 
Et af deres ‘gode råd’ er at vaske tøj før 17 og efter 20 i vinterhalvåret. Det kræver det til gengæld ikke den store kædestrammereksamen at regne ud.
Vi har bare aldrig vasket tøj mellem 17 og 20, så her kan vi ikke spare.
Vi kan vente med at starte opvaskemaskinen til efter 20 – ikke noget problem.
Men det er urealistisk, at tilstrækkeligt mange vil have kunnet lave aftensmaden færdig før kl. 17 eller vente med at gå i gang med den til efter kl. 20 til, at det vil have en effekt. Vil jeg tro. So what to do?
Jeg er vist nødt til at følge vores strømforbrug time for time, hvis jeg skal have en chance for at lægge en fornuftig energispareplan.
Kunne man forestille sig at have en timer på køle/fryseskabet og kummefryseren således, at de altid er slukkede mellem 17 og 20? Det er vel ikke helt i skoven? Der er nok også nogle standby-ting, der med fordel kunne pilles lidt ved.
Hvad gør I for at spare på strømmen?


Charlotte havde fødselsdag i forgårs. En af ‘gaverne’ var, at hun for kun anden gang i sit voksenliv kunne stemme til et regeringsvalg, så det var stort for hende. Hun siger, at hun stemte på den rigtige …
Charlottes birthday tea 2019Fordi Anna, som tidligere berettet, var på lejrskole i Berlin (de havde boet på et slot – hun var ved at strømme over af begejstring, da hun fortalte mig om det), skulle de først fejre C torsdag aften.
Torsdag morgen nævnte Aubrey ikke spor om nogen fødselsdag. Da hun kørte ham til skolebussen, spurgte C med et lille smil hvorfor han ikke havde sagt tillykke til hende. “Because you told me that we’re not to celebrate you until Anna’s back home!”
”Johh, men man må altså gerne ønske tillykke.”
”Okay. Happy birthday, then.” Det kom vist ret så halvhjertet …
Hun blev ‘tilykket’ igen torsdag aften af Aubrey, Tim og en ekstremt træt Anna. 
Tims mor med mand kiggede ind til afternoon tea her til eftermiddag, og i aften skal de til Bath, hvor de først skal til den traditionelle pantomime og dernæst spise på restaurant. Eller også var det omvendt.
Det glæder de sig alle fire til – de elsker deres pantomime, som ikke er hvad en dansker forstår ved en pantomime, fordi der er masser af ord; bl.a. skal der altid komme den velkendte “he’s beHIND you”.

  1. a theatrical entertainment, mainly for children, which involves music, topical jokes, and slapstick comedy and is based on a fairy tale or nursery story, usually produced around Christmas.

  2. a dramatic entertainment, originating in Roman mime, in which performers express meaning through gestures accompanied by music.

Vi kender pantomimen bedst som nr. 2, hvor de i England kun kender den som beskrevet i nr. 1.

12. december 2019

En nydeligt klippet Jesus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Vi var i Næstved i går, fordi vi havde et ærinde i Biltema. Det er meget farligt for os – ellere nok snarere for bankkontoen – at frekventere en sådan butik, fordi der alt for let opstår andre behov udover det, der bragte os dertil.
I går var det en powerbank med solceller. Jeg fik en åbenbaring, for det er da bare SÅ smart til min kajakkende søster, som hvert år befinder sig en uges tid uden for, nok ikke pædagogisk, men snarere elektrisk, rækkevidde. Det har været steder som Vancouver Island, i Grønland, dybt inde i de svenske skove eller, som i år, på Lofoten. Spændende steder, og hun har nogle fantastiske ture, men det har været svært for hende og hendes rejsekammerater at holde liv i telefonerne, som de naturligt nok betragter som deres livliner. Powerbanken er på 8000 mWh, hvilket jeg håber er nok til en uge, hvis man stort set kun har telefonen på standby.
Det blev så til lidt mere end den symbolske gave, det skulle have været, men det betyder mindre, fordi jeg synes, det er en rigtig god ide, og så er det lidt ligemeget med prisen.
Det eneste er, at den jo ikke ligefrem kan ligge foran på kajakken for at lade op, men eventuelle problemer med bølgeskvulp og dermed fugtighed er nok noget, hun på en eller anden måde vil kunne løse.
Jeg tør godt skrive det her, for jeg er 99,9 % sikker på, at Merete ikke læser min blog, og skulle hendes børn eller andre, der har noget med Merete at gøre, så bare hold bøtte, ikke? Det er jo snart jul, så der er alligevel så mange andre små hemmeligheder, I skal holde på.

P1000393P1000394

På vej hjem lagde vi vejen forbi Toksværd Planteskole, fordi jeg manglede lidt pyntegrønt til de juledekorationer, jeg har lavet i dag.
De havde den største julepyntudstilling, jeg har set i Danmark. Det var voldsomt. Det var fascinerende og ganske overvældende. Det var også lidt for meget, men pyt med det – det trækker sikkert kunder til, kunne jeg forestille mig. Jeg købte dog ikke andet end det pyntegrønt, jeg kom for.
Bl.a. havde de den nydeligst klippede Jesus, jeg til dato har set. Det fik mig til at tænke på de gamle malerier og/eller ikoner af Josef, Jesus, Maria, de hellige tre konger eller andre bibelske personer, hvor kunstneren malede tøjet efter sin egen tids mode og ikke efter, hvordan klædedragten formodes at have set ud på den tid, man gjorde sig så megen umage med at afbilde.
Men den altfavnende gestus havde han åbenbart allerede som nyfødt …

Live_AutoCollage_10_Images

10. december 2019

Normalt har vi ikke tidevand i Præstøfjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: ,

Da det blev lyst i morges, kunne vi se ud på et pragtfuldt vejr: Blå, blå himmel og ikke en vind rørte sig.
I noget over en uge har vandet i fjorden været så langt væk fra os, at vi følte vi kunne tage fugleflugtslinjen til Præstø uden at få våde fødder.
Det undrede vi os ikke over, for vinden kom fra vest, som er den side, der blæser vandet ud af fjorden.

P1000388

Hvad vi derimod undrede os over i morges var, hvor højt vandet stod. Det gør det normalt kun med – eller efter – en kraftig østenvind, men det var som sagt vindstille og det havde ikke blæst i løbet af natten.
Det er ikke alt, man skal forstå, men meget ekstra vand var der, og et smukt syn var det også, selv om det var tæt på at nå helt op til vejen.

P1000390

Vi talte om det i nørkleklubben, hvor jeg var i dag. Flere havde bemærket den høje vandstand, men ingen, heller ikke de ‘indfødte’, som har boet her altid, kunne give mig en forklaring på fænomenet, men Østersøen må have skvulpet.

Apropos nørkleklubben, så fik vi lidt statistik i dag, som lederen havde fået tilsendt:
Vi er 5350 nørklere i Danmark, fordelt på 230 nørklegrupper i 185 afdelinger. Det er mange.
Så mange, at vi har præsteret at kunne sende bogstavelig talt tonsvis af tøj til Ukraine og Hviderusland:

P1000391
Og jo, jeg har set trykfejlen i tallet nederst til højre …
Man kan ikke forestille sig – jeg kan i hvert fald ikke – hvor meget tøj det er, men alene det til Ukraine fylder to containere, hvilket sikkert kan give jer et indtryk af mængden. Jeg har det lidt skidt med, at det er gamle sovjetiske unionsrepublikker, der har brug for al den hjælp. Det skaber en slags link til brokkerierne over de ultrarige, jeg skrev om i indlægget før dette. Mange af disse ultrarige er netop russere, men ingen af dem føler åbenbart, at det er en god ide at hjælpe dem, der engang var en del af dem selv, så at sige.
Så enkelt er det naturligvis ikke, men mon ikke man forstår min tankegang?

9. december 2019

Der løb mit mål fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Juletræet er i hus. Eller … det kommer det ikke før den 23. december, men det er købt og står nu udenfor og venter på at komme på fode igen og blive fint pyntet om 14 dage. Jeg formoder ikke, der er nogen grund til at vente med at købe det – de pæneste vil bare være væk, og de er jo alle sammen fældede på nuværende tidspunkt, så friskere bliver det heller ikke. Vel, Farmer?
Vi fandt et nydeligt et lige i den rigtige højde. Jeg er en glimrende juletræsmålestok, da det helst ikke må være ret meget højere end mig, hvis der skal være plads til stjernen – og det skal der jo. Det er en Georg Jensen-stjerne, som jeg arvede efter mine forældre. Sådan en er relativt dyr, synes jeg, men den kommer ikke helt op på siden af den, vi så i en udsendelse i går om, hvordan de ultrarige kæmper for at bruge flest penge på julen. Heriblandt så vi en specialdesignet julestjerne med en nærmest fingerbølstor diamant som centerpiece. Den skulle koste den nette sum af 650.000. Pund!!!
En havde købt en fødselsdagsgave til en ven: Et ur til en million. Pund!
Eller hvad med et usb-stik til små 30.000 pund? Af form som en svamp (billede).
Vi så også en ung kvinde, der havde specialiseret sig i specielle og individuelle indpakninger. En af dem var med adskillige tusind swarowskiperler og havde taget hende seks uger at lave, men hun fik den nu også pænt betalt: Mellem 25.000 og 30.000 – også pund, naturligvis. Vi taler altså bare om indpakningen her …
Vi så chokoladeæsker af almindelig Anton Berg-størrelse, men med indholdet fremstillet i Dubai. Der var en, der bestilte 80 æsker som en lille julehilsen til sine nærmeste venner [sic] – det blev så lige 8000 pund. For de penge ville han have trykt den enkelte vens navn uden på æsken, men det var sjovt nok ikke noget problem.
Der var et par, som både skulle nå at være i Frankrig, New York og London i julen. Butleren henvendte sig til Londons formentlig dyreste ‘blomsterudsmykker’ og bad ham om at pynte Belgravia-lejligheden op. Budgettet var 250.000 pund. Parret skulle tilbringe 1½ døgn i London – og butleren vidste ikke engang, om det var helt sikkert, de overhovedet ville nå at runde London, men pyntes op skulle der …
En bar havde en speciel drink med armagnac fra 1800-tallet + en dyr årgangschampagne plus ægte, spiseligt bladguld øverst, på isen. Pris pr. drink: 8000 pund.

Jeg tror ikke, mange af jer er i tvivl om, at jeg nok mest er blå – i hvert fald lyseblå eller måske oven i købet en lille smule lilla – og jeg har normalt ikke ondt af, at der er forskel på fattig og rig, fordi der ofte også er forskel på, hvad man har lyst eller formåen til at yde for samfundet. Det er dog ikke min politiske observans, der skal diskuteres her, men med den udsendelse i aftes sad jeg godt nok og fyldtes mere og mere med rødglødende forargelse. Det var ganske enkelt bare alt, alt, ALT for meget. Det var noget svineri, for at sige det rent ud. Hvis man kan bruge 5,2 millioner kroner på en julestjerne og 8 millioner på et ur, så kan man fgm også finansiere en skole et eller andet trængende sted – eller uddanne en hel landsby eller … der er rigtig meget, man ville kunne, så, hvis man ville.
Det er i orden at være rig, men det er første gang, jeg kan helhjertet kan tilslutte mig udtrykket “de rige svin”.

Hvis I har lyst til at lade den hellige juleforargelse fylde jer, så sendes den igen 14. dec. 2019: 07:35 – 08:30 på TV 2 FRI

7. december 2019

Det bliver ikke os, der afskaffer julegaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: ,

Jeg elsker at give gaver. Engang elskede jeg også at få dem, men nu har førstnævnte overhalet sidstnævnte. Jeg forstår bedre og bedre min far, som i de sidste 25 år – eller deromkring – af sit liv påstod, at vi IKKE skulle give ham julegaver. Han manglede ikke noget, sagde han. Sådan har jeg det nu, og min datter nægter lige så hårdnakket, som vi tre søstre i sin tid nægtede at følge fars ønske. Sådan går tingene i ring, og et eller andet sted føles det lidt trygt.
Og julegaver skal der til.
Johns far har aldrig rigtig holdt af julen, hvilket var lidt synd for moderen, som vist ikke fik lov til at gøre så meget ud af den, som hun havde lyst til.
Han var desværre lidt af en hustyran. Johns mor var syg af lungekræft, da jeg mødte John; jeg nåede aldrig at opleve hende rask, og hun døde, da vi havde kendt hinanden i et lille års tid.
Til vores forundring sad Johns far en aften og hang med næbbet, fordi ingen af hans tre børn havde spurgt, om han ville komme og holde jul med dem.
– Jamen du er jo aldeles ligeglad med julen!? Den siger dig ikke noget?!
– Johhh, jahhh, næhhh, men  … det er jo heller ikke så sjovt at sidde alene den aften …
– Du må meget gerne komme og være sammen med os – vi bliver kun John, Charlotte, Pernille og mig.
– Jeg giver altså ingen gaver!
– Så kommer du heller ikke og holder jul hos os. Vi giver hinanden gaver, og du slipper ikke. Du behøver ikke at give John og mig nogen, men du har bare at komme med noget til pigerne. Og du skal nok få en af os. Vi er så få, så der skal gaver til, skal der. (Han ville ikke have økonomiske problemer med det).
Han brumlede lidt, men slugte dog kamelen, og det skal siges til hans ros, at han kom med nogle fine og betænksomme gaver til os alle fire – og lur mig, om han ikke syntes, det var en rigtig hyggelig aften.
Det var måske bitchy sagt af mig, men John måtte da skjule et smil, og ingen har beskyldt mig for at have gået for længe i flinkeskole.

Det er ikke sådan, at hele familien giver hele familien julegaver – det ville blive alt for voldsomt. Vi giver selvfølgelig alle tre hver især til mænd, børn og børnebørn, og hvis vi er sammen juleaften giver vi til dem, der er sammen. Således giver vi til de to af Meretes børn der kommer, og Merete får også en, dog giver vi i den ældste generation kun hinanden noget symbolsk, fordi vi som sagt ikke synes vi mangler noget, men det er nu alligevel meget hyggeligt at pakke en gave eller to op.
Jeg mangler kun at finde en ting til min søster – alle andre gaver er i hus. Det er blæret, men jeg nyder at have god tid til alt det andet der også skal nås, når der kommer englænderinvasion, plus det løse, i juleugen.

P1090983
Billedet er fire år gammelt, så det har I forhåbentlig glemt, at I har set før. I dag har jeg pyntet hele huset op … det ser ikke helt ud som herover, men næsten.

5. december 2019

Knuste drivhusdrømme?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , ,

I formiddags gik John ud i bådehuset for at afmontere de nederste loftsbrædder for at gøre det nemmere i morgen, når der kommer en fra drivhusfirmaet for at måle op; dvs. afvise eller godkende, at det kan lade sig gøre.
John kaldte mig ud: “Prøv lige at se her …”
Jeg prøvede lige at se der.
Det eksisterende fundament viste sig at være pilhamrende skævt – både den ene og den anden vej. Der er 14 cm højdeforskel på højre og venstre side og ikke nok med det: Hele den støbte langside bugter sig op og ned, og endelig er fundamentet også skævt den anden vej, således at gavlene ikke er lige høje.
Vi kontaktede en, der kan skære i beton og fik den besked, at det ville koste os 10.000 kroner at få det skåret lige.
Glem det, sagde vi til hinanden. Nu kan han få lov at se det ved selvsyn i morgen, fordi det ikke skal hedde sig, at vi bare er nogen, der springer fra, fordi vi lige havde fået en fiks ide.

Lige med det samme blev jeg ret ærgerlig over det, men der er jo ikke noget at gøre. Vi havde allerede nået og rent faktisk også overskredet det økonomiske smertepunkt, og 10.000 ekstra er udelukket; det vil vi simpelthen ikke ofre på drivhussagen.
John havde jo nået at flytte brændeopbevaringen, så nu er er frit udsyn til verdens grimmeste drivhus.
Men … hvad nu hvis det ikke var verdens grimmeste drivhus?
Tænke, tænke, tænke igen …
Jeg surfede lidt rundt og fandt en løsning.

IMG_8587P1000359P1000380P1000359
Tror jeg da … John har kigget på det og regner med, at det kan lade sig gøre, men der skal lige måles og regnes lidt mere.
John bygger ny gavl på bådehuset og maler den sort.
imageVi river det gamle drivhus ned, køber et T-hus på 13 m2 og sætter det op, hvor det gamle stod – en fordel ved det er, at John slipper for at bygge et nyt skur.
Det skal nok blive godt. Jeg har forliget mig med realiteterne og tror egentlig ikke, det bliver så tosset endda med den alternative løsning, vi (nok) har fundet frem til. Der skal lægges nogle fliser, så der kan komme et ordentligt gulv i det nye og ca. 3 m2 større hus, og jordvolden midt i det hele, bag pigstenene på 3. billede, skal dæmmes op eller beplantes eller noget … et eller andet i hvert fald, så det kan blive pænt at se på.
Man skal aldrig gå ned på projekter, og planer er til for at ændres, har jeg efterhånden konstateret nogle gange.
T-huset her er da heller ikke helt tosset, vel?

2. december 2019

Bunken vokser …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: , ,

Bunken af julestrik vokser og garnlageret svinder.
Hvis familien ikke vil have det, så lægger jeg det ned i Røde Kors-butikken, hvor der plejer at være god omsætning i strikkede varer – måske fordi folk ved, at det ikke er brugt tøj? I hvert fald er vinterting som sokker, huer og vanter knap nok blevet lagt ud til salg, før det er væk.

P1000370Jeg var på arbejde for første gang i fredags, hvor jeg nåede at få et pænt indblik i, hvordan butikken fungerer – og jeg må sige, at der er styr på tingene. Det eneste, der irriterer mig en smule er, at de lige lidt for ofte prøver at kapre mig til både helt andre funktioner og til ekstra vagter i butikken. På en måde kan jeg godt forstå det, når nu de åbenbart mangler frivillige (selv om de er 135 i Præstø alene). “Helt andre funktioner” kunne være familienetværket, hvor de fx laver mad og hygger sammen med familier (det er vist nok primært enlige mødre), der på den ene eller den anden måde har brug for støtte og for at ‘netværke’ med andre, og det, må jeg indrømme, er slet ikke noget for mig. Jeg er frygtelig asocial, hvad den slags angår, og jeg har derfor altid haft den dybeste respekt for folk, der har overskud til den form for arbejde.
Næste gang bliver jeg nødt til at fortælle dem rent ud, at med mine 3 timer hos Nørklerne og 3½ time i butikken om ugen yder jeg, hvad jeg er indstillet på at yde, og de skal ikke hele tiden spørge mig om ekstra.
I fredags blev jeg spurgt om jeg kunne være interesseret i sommetider at tage en ekstra tirsdagsvagt, fordi de har en frivillig, der er begyndt at blive dement og dermed ikke er til megen hjælp mere – tværtimod, så kræver det en ekstra person når hun har vagt, men de nænner ikke at fortælle hende, at hun ikke skal komme mere.
Jeg må have set tilstrækkelig skræmt ud, for hende der spurgte mig sagde, at det skulle jeg bare glemme igen …
Det er nemt for mig at sige, når det ikke er mig, der skal fyre damen, men jeg synes, at de er nødt til at være ubarmhjertige og gøre det. Hvis ikke, bliver det i hvert fald uden mig som hendes støttepædagog!

Nå. Det skal nok gå alt sammen. Jeg kunne godt fornemme, at man var glad for at få en, der med det samme forstod, hvordan man betjener pc’en, der bruges til prismærker (og også kunne fortælle hende, der lærte mig op, en fiks lille genvej eller to …), for der blev sagt, at der kun var en lille halv snes af butikkens 35 frivillige, der kunne finde ud af det. Jaja – man er vel en af de yngste … jeg er virkelig kommet blandt it-analfabeter, både i butikken og blandt nørklerne, men det er altid rart at blive anset for at være ‘hende den dygtige, der forstår sig på den slags ting’.

Hvis man finder noget, man selv kunne være interesseret i, og som der endnu ikke er kommet pris på, spørger man en anden, hvad vedkommende synes det skal koste. I mit tilfælde blev Lone tilkaldt, “for hun har forstand på pelse”.
Hun sagde, at capen er sommerhermelin og fra et meget fornemt gammelt københavnsk firma. Jeg var godt klar over begge dele, men prisen?
75 kroner, og så fik jeg en minkkrave, som også lå i rodekassen, med i købet.
Jeg købte det til Charlotte, som i ledige stunder morer sig med at sy vintage tøj fra forskellige perioder. Lidt for sent kom jeg i tanke om, at man jo nærmest bliver lynchet, hvis man i England viser sig i ægte pels.
Jeg må se, hvad hun siger – ellers har jeg en hermelincape og en løs minkkrave jeg nok ikke rigtig kan bruge til noget.
Ideer, anyone?

P1000366

30. november 2019

Sæsonens første istap

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , ,

P1000355John har det meste af dagen gået ude og arbejdet på at gøre klar til det nye drivhus. Jeg synes han er modig at turde gå i gang, inden firmaet har givet endeligt grønt lys for, at det kan lade sig gøre, men han er ikke i tvivl om, at det kan det.
Hvis han får ret, er alt fint. Hvis ikke, bliver en del af haven og pladsen, hvor vi har vores brænde, lagt temmelig meget om …

Vejret har været smukt. Ikke en sky, men en smuk, frostglitrende solopgang og resten af dagen rimfrost der, hvor solen ikke nåede hen. Sæsonens første istapper hang og dryppede fra bådehustaget. De var ikke store, men de var der.

Jeg måtte ud og flytte den klematis Montana, jeg havde anbragt meget strategisk i nærheden af bådehuset. Den stod bare ikke særlig strategisk mere efter Johns nedrivningsprojekt – tværtimod stod den og strittede temmelig umotiveret op midt i det hele.
Det er typisk. Det var første sommer, den havde fået rigtig godt fat og blomstrede, så det var en lyst. Nu bliver den formentlig sat en del tilbage, hvis den overhovedet kommer igen. Jeg forestiller mig, at den skal stå og skjule en del af skuret, John bygger senere. Det skal nemlig helst være så usynligt som muligt, hvorfor vi også maler det sort, hvilket nærmest får det til at forsvinde.
Lige nu står den i en stor balje inde i det gamle drivhus og klarer sig forhåbentlig vinteren igennem.

Af dagens øvrige gøremål kan nævnes Charlottes fødselsdagsgave, som blev postet i dag. Hun havde ønsket sig “Tidens Mode 1840-1890”, men havde advaret mig om, at det nok ikke var nemt at skaffe den, da den kun fås antikvarisk.
Jeg tror, jeg har kapret Danmarks eneste tilgængelige eksemplar. Dog kun ved surfing – jeg har ikke ringet rundt til antikvarboghandlerne, hvilket ville have været næste træk, hvis det ikke lykkedes at skaffe den via nettet.
Anna skal seks dage til Berlin med skolen og kommer hjem på Charlottes fødselsdag. Godt nok fylder hun 14 år om en måneds tid, men hun er altså ikke ældre, end at hun tilbød at melde fra den tur, fordi hun troede, at Charlotte ville blive ulykkelig over ikke at have hele sin lille familie samlet til fødselsdagsmorgenbordet … altså ikke fordi Anna mente, at hun selv var uundværlig, men fordi de altid gør så meget ud af deres fødselsdagsmorgener, så hun mente, det var helt ubærligt, at den for hendes stakkels mor ikke skulle være som den plejer.
C fik dog overbevist Anna om, at det ville være helt i orden, og at det ikke er noget problem for hende, at de i stedet fyrede alle ritualerne af til aftensmadbordet i stedet for.
Det var mens vi var derovre, at denne samtale udspandt sig. Det var rørende, at Anna tilbød at blive hjemme fra den tur, hun havde glædet sig så meget til, indtil hjemkomstdatoen pludselig sprang hende i øjnene, men jeg kan såmænd godt huske, hvor vigtig min egen fødselsdag var, og hvor lidt jeg forstod hvorfor den tilsyneladende ikke betød lige så meget for mine forældre.

28. november 2019

Jeg ville nok ikke anbefale den …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Ja helt utroligtUnder en netsurfing poppede der en annonce op for en oversættelsesservice.
Man finder nok relativt hurtigt ud af, at det måske ikke er en specielt god ide at bruge den ‘geniale’ japanske opfindelse.

Mens jeg arbejdede og dermed indimellem også oversatte tekster fra dansk til engelsk for nogle, der ikke var helt stive til engelsk, var der engang en af disse kolleger, der havde lidt dårlig samvittighed over at ‘bruge’ mig så meget, så han spurgte, om han ikke bare skulle investere i et oversættelsesprogram, han havde set i en annonce.
Det frarådede jeg ham naturligvis på det kraftigste, for uanset hvad de lover, kan ingen af dem oversætte til noget, der ikke bliver grinagtigt.
Da jeg havde givet nogle eksempler, lyttede han til mit råd, og jeg oversatte videre for ham.

Herunder har først Google Translate været på arbejde; derefter Babelfish, som vist var oprindelsen til både Google Translate og Yahoos oversættelsesværktøj. Det var under alle omstændigheder den første oversættelsesmaskine, jeg stødte på for omkring en snes år siden, og de er ikke blevet meget lidt bedre siden da.
Google TranslateGoogle TranslatevBabelfish

Det er måske også lidt unfair at servere et så gammeldags ord som ‘redebon’ for dem … men også kun lidt.
Forbindelsen til de røde bønner er måske til at regne ud, men hvordan kan det blive til ‘I’? 
På tysk og fransk opererer de også med røde bønner – her bliver det til hhv. Der Geist ist rote Bohne, aber das Fleisch ist zerbrechlich og L’esprit est haricot rouge mais la viande est fragile. 

There’s something rotten in the state of Denmark bliver på svensk til 
Det är något råttent i delstaten [sic] Danmark
og på tysk til: In Dänemark ist etwas faul, som, når man går den anden vej, nemlig fra tysk til dansk, bliver til: I Danmark er noget doven.
Så løber det helt af sporet. Dette med ‘først den ene vej og så den anden vej’ legede jeg sommetider med mig selv og konkurrerede med mig om, hvem der kunne finde den mest latterlige overundersættelse. Jeg vandt som regel …

Det er naturligvis også oversættelsesmaskiner, der er i spil i langt de fleste af de svindelmails, der florerer i så rigeligt omfang, og som nogle desværre falder for på trods af det elendige sprog.
Det er i mine øjne et glimrende argument til at gøre mere ud af sin (eller sine elevers, hvis man er lærer) grammatik og retstavning, end tilfældet er for flertallet af Danmarks befolkning, hvis man ellers kan tage Facebook som et udtryk for den almindelige dansker.
Jeg ser ofte denne her: “Det er da ligemeget om man kan stave korrekt, bare budskabet kan forstås”.
NEJ, det er ikke ligemeget. For det første kan budskabet nemt risikere at drukne i anstrengelserne for at forstå det, og for det andet kunne man, hvis man generelt var bedre til stavning, måske nemmere gennemskue, at en dårligt stavet og formuleret mail med største sandsynlighed er svindel. Det samme gælder for hjemmesider.

Hvis I en dag sidder og småkeder jer, vil jeg foreslå at lege lidt med oversættelsesværktøjer.

26. november 2019

En drivhusdrøm går i opfyldelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: , ,

Lige siden vi flyttede ind hernede, har jeg kigget på drivhuset med ikke specielt glade øjne. Det er tudegrimt, synes jeg – især nok fordi jeg kom fra det fine drivhus, som John byggede til mig i 2012. Desværre har det været sådan, at vi, pga. den meget kuperede grund, ikke kan placere et drivhus andre steder end der, hvor det grimme står, og det vil heller ikke kunne blive ret meget større. Efterhånden havde jeg resigneret, delvist fordi John ikke rigtig var med her – han syntes det var okay, som det var. Det bedste ved det er den skønne gamle vin, som giver så mange søde druer hvert år.
Sidste år fik John skudt sig selv i foden. Han kom nemlig til at sige, at vi jo kunne save taget af bådehuset og så bygge et drivhus ovenpå. Bådehuset er nemlig gravet delvist ned, så det ville ikke blive et drivhus med høje betonvægge set udefra.
Den ide kunne jeg ikke slippe, men John kunne have sparket sig selv, for hvor skal vi så have plæneklipperen, æblerne, krukkerne og flere andre ting?

P1020511P1030684

Bådehuset er kun pænt at se på i de par uger om året, hvor rådhusvinen er rød. Herover ses, hvordan huset er gravet ind i den lille bakke. Rododendronen og den stedsegrønne ved siden af er allerede væk, og det ses, at der ikke bliver så meget beton at se fra haven.
Han kom selv på løsningen: Det gamle drivhus skal jo i givet fald væk, så der kan bygges et fint lille skur, hvor det stod. Jamen, selvfølgelig!

Der er sjældent langt fra tanke til handling for mit vedkommende, når det gælder den slags, så i søndags havde vi besøg af den danske forhandler af Alitex-drivhuset.
Han var en flink fyr, og Alitex er et fantastisk drivhus (det er sådan et, Charlotte har), men jeg faldt besvimet om, da jeg i går morges fik en pris på det. Han havde ellers proklameret, at det sagtens kunne laves til en fornuftig pris, når nu fundamentet allerede fandtes.
Det viste sig, at en ‘fornuftig pris’ var 180.000 kroner! Jeg tør ikke tænke på, hvad det havde kostet, hvis vi også skulle have haft muret et fundament.
Så mange penge ville vi bare ikke ofre på sagen. Punktum. Det var da for vildt – men nu var tanken jo mere end bare sået; den havde etableret sig ret grundigt hos os begge.

Helios_(62)Aiton 3

I går kørte vi derfor til Hundige for at besøge Vica.
Til venstre ses Vica-huset; til højre det Alitex-hus, vi fik tilbud på. Det er bestemt ikke det samme hus vi får, men til gengæld får vi et drivhus langt, langt, LANGT billigere, og godt nok vil vi gerne betale for kvalitet, men vi kan også godt finde ud af at gå på kompromis med os selv.
Der blev skrevet under på en kontrakt, og inden næste sæson vil der stå et drivhus, hvor vi nu har bådehus. De gav os oven i købet Black Friday-rabat, hvilket lige præcis kunne betale det skur, vi har kigget på. What’s not to like?
Snart skal jeg ikke længere se ud på en kedelig ensartet flade, men kan se på – og, ikke mindst, igennem – et dejligt drivhus. Jeg glæder mig.
Og John glæder sig også – Søren har lovet at komme og hjælpe med at skære taget af og bygge det nye skur – han ville oven i købet gerne have det gamle drivhus.
Jeg var en smule bekymret for, om det ville blive for meget for John (han skal dog ikke selv montere drivhuset; det gør Vica), men den fejede han hurtigt af – det skulle jeg ikke tænke på; han har tid nok til det, og Søren hjælper. Ikke noget problem.
Der er alligevel fint gang i ham endnu, min søde, gamle mand – han elsker den slags projekter.
Og jeg elsker allerede mit nye drivhus.

23. november 2019

Det årlige laksecirkus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: ,

For fjerde år i træk (nej, ikke i streg … hvorfor er det blevet så smart at sige sådan?) hentede vi i dag regnbueørreder nede hos Sortsø Fisk. Det bliver mere og mere populært, har vi måttet konstatere. Sidste weekend kajakkede min søster med sin klub fra Præstø Havn til Sortsø, ganske som de plejer, for at få en tur ud af det og selvfølgelig også for at få fisk med hjem.
Friske regnbueørrederTuren fik de, men ikke fiskene. De havde været der klokken 11, og mens de stod i kø, meldtes der alt udsolgt for den dag. Ret surt!
De fik at vide, at folk havde stået i kø fra klokken 8 på trods af, at åbningstiden først er klokken 9, så de valgte heldigvis at begynde at sælge klokken lidt over 8.
Hun gik sejlede med andre ord forgæves og sagde derfor til os, at hvis vi som planlagt kørte derned i dag, så skulle vi sørge for at være der tidligt … og “gider I i øvrigt købe tre store fisk med hjem til mig, hvis der er nogen tilbage?”
Det var der, og det gad vi godt. Tre fisk til hver af os – 2 x 10 kilo, så det var nogle pænt store eksemplarer.
Vi var der kl. 8:30, hvor der allerede var en pænt lang kø, men salget var heldigvis i fuld gang. Inden vi var nået halvt igennem køen, var den dobbelt så lang, som da vi kom. Det blæste koldt, så det var ikke en udsøgt fornøjelse at stå der i over en halv time, men vi fik fisk, gjorde vi.

Friske regnbueørreder - klar til frost

Jeg elsker at kunne lægge 10 poser med ordnede og rensede fileter i fryseren. Samt tre poser indeholdende fars nok til en gang lækre laksefrikadeller.
Jeg hader at filetere og pille ben ud af fisk og ser virkelig ikke frem til den del af det. Ikke fordi det er specielt ulækkert, men det er hamrende besværligt for sådan en amatør som mig, der kun fileterer disse tre-fire fisk om året, og jeg bliver aldrig god til det. Det sviner ad pommern til og det tog en time pr. fisk, når jeg regner det hele med, altså inklusive at hakke det afpudsede kød til fars, pakke det hele i poser og rengøre køkkenet bagefter.
Ben og hoveder gider jeg ikke koge til fond, selv om mange nok vil ryste på hovedet af mig for det.
Jeg har yderst sjældent brug for fiskefond, så hvorfor skulle jeg gøre mig den ulejlighed? I stedet bærer John det hele ned til vandkanten – det er jo frisk fisk, og der er sikkert nogle, der bliver glade for de rester.

Nej, vi skal ikke have fisk i aften. Min søster kommer på et eller andet tidspunkt for at hente sine tre – og ordne dem, hvis hun kan nå det inden vi skal spise den lammeculotte, jeg laver til os. Så bliver køkkenet svinet til endnu en gang, men hellere det end ordne alle seks alene. Det tilbød jeg ganske enkelt ikke, hvilket der er fuld forståelse for … hun ved desværre ikke hvornår hun kan være her, for hun skal arbejde og ved ikke hvornår hun bliver færdig. Senest kl. 16, siger hun, men forhåbentlig for hende noget før.

22. november 2019

Der sker ting og sager med alderen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

I dag har jeg gjort noget, jeg for fem år siden ville have forsvoret nogensinde skulle ske for mig.
Jeg har meldt mig til frivilligt arbejde i Røde Kors-butikken en dag om ugen. Okay – en halv dag om ugen – nu skal vi jo heller ikke overdrive …
Hver fredag fra 14:30-17:00. Og så har jeg jo også Nørklerne hver tirsdag i tre timer.
Det er trods alt en arbejdsuge, der er til at leve med, men havde nogen fortalt mig, at jeg frivilligt ville gå med til den slags, havde jeg grinet hånligt og sagt: “ALDRIG!!! Never ever! Det ville da være totalt fjollet frivilligt at opsøge arbejde, når man har glædet sig i 10 år til at jobstoppe!”
Jajaja. Sådan kan tingene ændre sig. Det er jo ellers ikke fordi vi går rundt og keder os, men det er altid rart at få nyt indhold i et efterhånden lettere rutinepræget liv, og især John savner nok lidt udadvendt og socialt liv i hverdagen, så han var faktisk ikke svær at lokke – det bliver dermed os begge to, der ofrer tid på sagen.
Nu må vi se, hvordan det går. Det bliver et helt nyt arbejdsområde for mit vedkommende, men det bliver da meget sjovt at prøve det også.
John har fra sin tid i olie/benzinbranchen masser af butikserfaring, men han kommer til gengæld nok til at hjælpe mest med at køre med ud for at tømme tøjcontainere, samt indsamle og aflevere fx møbler.
Vi har fortalt dem, at vi rejser meget og derfor relativt ofte vil være ude af stand til at passe butikspligterne, men de mangler virkelig folk, så de var lykkelige, hvis vi ville give dem den tid, vi har mulighed for.
Vi skulle skrive under på en aftale, og vi opdagede hurtigt, at det gamle ord om, at når man rækker Fanden en lillefinger… holder endnu.
“Jeg skal spørge jer”, sagde butikslederen, “om der er andet frivilligt arbejde inden for Røde Kors, I vil tage del i?”
“Lad os nu lige komme i gang og se hvordan det går! Vi vil ikke binde os til for meget, så foreløbig holder vi os til den halve dag om ugen, vi har talt om.”
De er hurtige … men der blev ikke skrevet mere på aftalen i denne omgang.
SÅ ivrige er vi heller ikke for at arbejde igen. Som sagt, så er det ikke fordi tiden falder os specielt lang, men vi ville gerne hjælpe, når nu de står og mangler frivillig arbejdskraft.

Djursland 2019

Billedet er sagen aldeles uvedkommende, men den ene dag på Djursland havde vandet en helt vidunderlig farve, som Johns gode kamera heldigvis formåede at fange.

20. november 2019

Der er MASSER af æbler endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Vi skal holde jul i år for englænderne, min ene søster og to af hendes børn.
Det indebærer andesteg, og det indebærer igen æblegele. Det gør den flæskesteg også, som vi skal have en dag inden jul.
Da jeg lige inden englandsturen tjekkede æblegelelageret, så jeg, at der ikke var noget lager! Det var sandelig ikke så godt.
Jeg kunne ikke nå at gøre noget ved situationen inden afrejse, og efter det slemme blæsevejr vi havde, var jeg ikke sikker på, at der ville være flere æbler tilbage hos den flinke bagbo, hvor jeg fik lov til at tage så mange, jeg havde lyst til.
Jeg har taget mange, og de ligger så fint i de kasser, John har lavet til mig, men det ville gøre for stort et indhug i dem at tage af dem til gele.

Stadig mange æbler

Det viste sig dog heldigvis, at bagboen endnu var endog særdeles leveringsdygtig i æbler – der lå så mange på jorden, at man ikke kunne undgå at træde på dem, og der hang endda tilligemed mange tilbage på tre af de ti træer de har.
Jeg samlede, hhv. plukkede en stor spandfuld æbler, vaskede dem og fik sat saftkogeren i gang. Jeg kunne ikke engang bruge alle dem, jeg tog med hjem, så de fineste af dem kom ud på mit æblelager.

Æblegele in spe

Er det ikke et herligt syn? De smukkeste rødgule æbler – en blanding af alle tre tilgængelige slags, hvoraf jeg kun kender Ingrid Marie.
Saftkogeren blev fyldt til randen, hvilket der blev hele tre liter saft ud af. Når først der kommer sukker i, bliver der godt nok mange glas gele ud af det, men det gør ikke spor – det er godt at have værtindegaver på lager, og desuden smager det rigtig godt til mange ting; ikke kun til at putte i den brune julesovs. Æblegele forbedrer bl.a. den færdiglavede rødkål en smule og får den til at smage en anelse mere hjemmelavet.
Min søster er god til at lave gammeldags æblekage; dertil er den fine, røde gele også uundværlig.
Skulle jeg gøre alvor af at invitere vejens beboere ind til julehygge, som jeg går og overvejer, er det heller ikke helt tosset til æbleskiver.

Jeg har det skidt med at se så mange æbler gå til spilde, for fuglene kan sandsynligvis ikke nå at spise dem alle, inden de rådner. Der var dog grænser for, hvor mange jeg ville tage, selv om jeg sådan set havde fået nærmest frit spil, men det nytter jo ikke noget, hvis ikke jeg selv kan nå at bruge alle dem, jeg tager.
Inspireret af Charlottes egen most kunne jeg måske næste år prøve at bede om at få lov til at samle dem og køre æblerne til et mosteri, hvor man kan komme med egne æbler. Mon ikke det bliver accepteret, hvis vi deler den most, der kommer ud af det?
Det har i hvert fald ikke været så dårligt et æbleår her ved Præstø Fjord, som man klager over andre steder i landet – og i England.

18. november 2019

Vinterbelysningen er på plads

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Vinterbelysningen er på plads udenfor, og John har købt og monteret en lampe med bevægelsessensor omme ved brændet, så vi kan se hvad vi laver, når vi glemmer at hente brænde, mens det endnu er lyst.
FLASHLHTJeg synes det bliver meget tidligt mørkt, selv om der stadig er over en måned til det begynder at vende. Godt, at strikketøjet er opfundet – ligeledes elektrisk lys, så ikke jeg er nødt til at sidde ved petroleumlampens skær som i de ikke så gode, gamle dage. Eller endnu værre: ved tællelysets skær.
Jeg drillede min gamle far med, at han i sine sidste år var nødt til at have en 100 watts-pære på sin skrivebordslampe.
Jeg sender ham tit en kærlig tanke, fordi jeg er færdig med at grine over den slags – jeg er lidt forskrækket over, hvor meget mere lys jeg allerede har brug for, længe før min far nåede det lysbehovsstadium, hvor jeg befinder mig her som 66-årig.
Hyggebelysning er okay, og jeg nyder det i snakkeøjemed, men skal jeg strikke, læse eller sy – eller såmænd bare lave mad – skal jeg bruge så meget lys, at der ikke er så forfærdelig meget hygge tilbage.
Det er der bare ikke rigtig noget at gøre ved.

P1000317P1000320P1000321P1000322

Den står stadig i strikketingsjulekassens tegn, og efterhånden er der kommet en del ting i den. Herover fire af fem par fingerløse vanter.
Sådanne har jeg ellers altid kun haft et overbærende smil tilovers for … mente, at de ikke ville virke efter hensigten, når det yderste af fingrene ville være uden dækning.
Sådan er det ikke, har jeg fundet ud af, og jeg håber, at familien har fundet ud af det samme, for der kommer nok til at være en del af dem i julekassen, da jeg er blevet ret pjattet med at strikke dem.
Jeg er fjollet, for jeg bilder mig selv ind, at de er meget hurtigere at strikke, når der mangler toppen af hånden og tommelen. Selvfølgelig er de lidt hurtigere, men det er ærlig talt nok ikke særlig meget.
Ulempen ved alt det strikkeri er, at jeg har forfærdelig svært ved at tage mig sammen til at komme ud og få frisk luft. På det punkt har jeg med skam at melde en rygrad som en kålorm, men en del af forklaringen er nok, at jeg ikke gider gå ud bare for at GÅ. Jeg skal helst foretage mig noget fornuftigt, og en gåtur betragtes åbenbart ikke som fornuftig nok ifølge mit indre jeg.
Jeg ville ønske, at jeg holdt mere af at gå. Måske kunne det hjælpe, hvis jeg prøvede at tage en bog med i ørerne, men det har jeg i princippet også været imod, da jeg mener, at når man færdes ude i naturen skal man nyde naturen og ikke andet.
Den holdning holder vist bare ikke, hvis jeg skal tage mig sammen til at vintermotionere.

16. november 2019

Jeg elsker engelsk humor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: ,

Egen juiceDen sidste formiddag i England gik med at køre til området omkring Savernake Forest, hvor Tim for et stykke tid siden indleverede nogle af deres egne æbler til produktion af egen æblemost. Resultatet skulle afhentes senest torsdag, for de sæsonlukkede i går, fredag.
Det var en mobil æblemostfabrik, men hvor meget der blev kørt rundt med den, ved jeg ikke – det var mit indtryk, at den var ret stationær. Jeg ved ikke, hvor mange af den slags, der er i Danmark, men i hele England er der kun 10.
Charlotte og Tim har haft et elendigt æbleår i år, men det blev da til 15 flasker egen most, som vi desværre ikke nåede at smage, fordi vi skulle direkte til stationen efter afhentning, men C skrev, at den var ret syrlig med en rigtig god smag. De satte, selv for så lille en produktion, C’s egen etiket på – til næste år vil de have lavet en stregtegning af deres Malt House – jeg går ud fra, at æblemosteren gemmer folks etiketter fra år til år.

P1000302P1000310

Da vi kom, var de ved at lave en blandingsjuice af to slags æbler, hvoraf jeg ikke fik identificeret den ene, men den anden var Bramley apples, som er Englands foretrukne madæble. Nogle af disse var KÆMPEstore og havde mindst nået den angivne maxstørrelse på 12 cm. Det lille æble kl. 12 på billedet har nogenlunde normal æblestørrelse, hvilket giver et godt indtryk af bramleyæblernes voldsomhed.

Vi kørte gennem flere efterårssmukke landskaber og spiste frokost på Three Swans i Hungerford, inden Charlotte satte os af på Pewsey station.
Hjemrejsen gik noget mere løbe- og smertefrit end udrejsen, og tilfredsheden steg yderligere, da vi i Københavns lufthavn oplevede, at kuffertbåndet med bagage fra London Heathrow startede, netop som vi nåede hen til det. De er normalt 100 år om bagageudlevering i Kastrup, så det var en glædelig overraskelse – og som en tillægsgevinst kom vores kufferter lige efter hinanden som nummer 2 og 3!

I Hungerford gik vi forbi en blomsterforretning med dette skilt udenfor.
Jeg elsker bare den engelske humor, og de har så sandelig også hårdt brug for den for tiden.

P1000311

Har I nogensinde hørt om genbrug af tyggegummi? Jeg havde ikke før i torsdags.
På Pewsey station hang denne holder, som er både beregnet til og lavet af brugt tyggegummi.
Ideen om genbrugt tyggegummi er temmelig ulækker, synes jeg, men er naturligvis i princippet god nok.

P1000312   P1000313

15. november 2019

Croome Court med god guide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:50
Tags: , , ,

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Malvern Hills

Croome Court

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Croome Court

Annemarie?Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

P1000264

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

P1000296

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.