Hos Mommer

28. maj 2017

Cliffs of Moher …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:49
Tags:

Cliffs of Moher er nok et af Irlands kendteste turiststeder. Da vi nærmede os stedet, fik jeg en fornemmelse af, at søndag og langt bedre vejr end vejrudsigten forudsagde er en temmelig dårlig kombination. Da vi kom helt dertil, blev fornemmelsen bekræftet: Der var trafik-, bus- og menneskekaos i en grad, der giver både John og røde knopper over det hele. Følgende blev derfor hvad vi så til de berømte klipper:

IMG_6091

Vi stoppede igen et godt stykke på den anden side for at spise vores primitive frokost bestående af vand og brød (plus en god skinke, emmentalerost og agurk). Enklere bliver det ikke, men indtagelse i disse omgivelser gør det til noget helt specielt. Man bedes bemærke mine numsevarmere, som jeg huskede at medbringe, og som gør enhver sten til en glimrende siddeplads.

IMG_6097IMG_6098

Visse steder var der ret højt ned … Nielsen bevæger sig rundt med maksimal forsigtighed … men det er flot!

IMG_6085IMG_6086

Andre steder var der knap så højt ned, og landskabsformen blev meget anderledes.

IMG_6077

Man kan se meget her i Irland, man ikke er vant til at se – hvad fx med en sværmer set nedefra? Det er dagens blærebillede fra min side …

P1060862

Detalje: “Vil du se min smukke navle?”

P1060862

27. maj 2017

Det vidste vi slet ikke om Irland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: ,

Det går slet ikke at springe en blogdag over; så får jeg alt for meget at skrive om … jeg må prøve at begrænse mig.
I går satte vi kursen mod vest, og eftersom der kun var 160 km mellem de to overnatningssteder, tog vi en omvej, hvilket viste sig at være en god beslutning. Vi så nemlig vilde rododendroner overalt – det anede vi ikke noget om, at her var, men sikke et syn. Det var lige meget hvor vi kørte, så var der hundredvis af dem. Også mange fuchsiaer groede mere eller mindre tilfældigt. Landskabet var mange gange barsk, men klimaet er tydeligvis mildt, for ellers kunne der ikke være både de nævnte samt masser af agaver og palmer.

Vilde rododendron

IMG_6028Vi er i Connemara-området – det med de vilde ponyer. Det er nærmest én stor mose, men det er dermed også sur jord og lige noget, rododendron kan lide. Der graves tørv i området. Nogle steder kan vi se, det bliver lagt i sække og formentlig solgt som spagnum, mens det andre steder bliver gravet op i lange stave, som tørres og anvendes som brænde/briketter.

Nogle af de meget farverige huse kører vi bare forbi og kan ikke bare stoppe op midt i det hele, men bageriet her er et udmærket eksempel. Vi ser også parcelhuse – eller hvad sådanne måtte hedde her – der kan være kridhvide, men så med skrigende pink, blå eller grønne vindues- og dørrammer. Og jeg mener skrigende!

I dag har vi kørt ad Wild Atlantic Way, som er en markeret vej ude langs den irske vestkyst; en strækning på i alt 2500 km. Kystlinjen skifter formodentlig karakter undervejs; i dag var den igen barsk, men meget fascinerende.

IMG_6038

Vi var bl.a. ude ved Omey Island, som man kan køre til, når det er ebbe. Vi så flere lokale, som i øvrigt af en eller anden grund valgte at lade være med at køre ad den med pile skiltede rute, som ses til venstre. Vi sprang den tur over – vi havde ikke styr på tidevandstabellen og ville nødig strande på øen.

Wild atlantic road, Irland

Man gør meget ud af at reklamere for Wild Atlantic Way, hvilket jeg sagtens kan forstå, men som det ses herover, er det ikke ligefrem en motorvej. Det gør os ikke spor, for det er langt sjovere at køre ad sådanne veje og få set naturen fra andet end hovedvejene, men de må være et helvede at køre på i juli og august, når der må forventes at være masser, masser af turister, som færdes i begge retninger.

Wild atlantic road, Irland

Vi anbefaler derfor at besøge Irland netop nu sidst i maj/først i juni. Det gør irlænderne også selv, viser det sig, når vi taler med vores værtinder på de B & Bs, vi bor på. Vejret er bedre og mere stabilt, og både rododendron og alle de smukke, gule gorse (tornblad), som gror i endnu rigeligere mængder end rododentronerne, gør hele oplevelsen større end forventet. Og vi havde ellers forventet en hel del …

Tornblad

25. maj 2017

Så bliver det ikke mere irsk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: ,

37 timer efter start hjemmefra landede vi i Dublin for en enkelt nat, fordi vi ikke gad køre 160 km til det af FDM bookede første stop – ikke når færgen først var inde kl. 19. Det var derfor hurtigt ind og hurtigt ud, og det var så Dublin for denne gang.
I morges kørte vi først mod Limerick, men skulle dreje af. Vi har kørt igennem Killarney og forbi Tullamore – vi har kørt igennem mange små byer befolket med Maloneyer, Kennedyer og Paddyer. Det bliver bare ikke mere irsk.
Vi undgik helt mortorveje og kørte mod målet via idylliske steder og små, ikke særlig gode, men derfor så meget mere irske, ‘autentiske’ veje.

IMG_5987

Jeg har jo noget med broer … dette var en af de gode af slagsen.

Vi besøgte Birr Castle, som stammer tilbage fra middelalderen, og som har været beboet af den samme familie siden 1620.

Birr Castle

Birr Castle, i hvis park vi så  gamle, kæmpestore, men levende træer, samt nogle, der ikke var så levende mere, men smukke eller sjove alligevel. Nogle var skåret ud til bænke eller til toadstools.

IMG_5990IMG_6002IMG_6011IMG_6013

De er meget glade for farvestrålende huse, kunne vi se i samtlige byer og landsbyer vi kørte igennem i dag. Skrappe, skrappe farver mange steder, enten hele facaden eller blot døre og vinduer.

Nu har vi fundet frem til Angelas dejlige B&B, og samme Angela vil servere en full Irish breakfast for os i morgen kl. 8:30.
Lige nu slapper vi af efter næsten tre dage tilbragt i bilen … det lyder fjollet, men det bliver man altså træt af …
Vejret er fuldstændig fantastisk og skulle blive det igen i morgen. Desværre var det vist så det; de lover byger hele weekenden, men vi tager det en dag ad gangen – vi har husket regnfrakkerne!

22. maj 2017

Tjekliste og gærdesmutteunge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Hver gang vi har bilen med til England, er der som regel en masse, vi skal have med til dem derovre … ting vi ikke kan have med, når transporten foregår med fly. Alt dette, som vi samler sammen i løbet af året, bliver lagt i en kasse på loftet, for så er det for det første samlet og for det andet glemmer vi ikke noget, når vi ved, det ligger på ét sted.
Derudover er der så alt det, der med tiden er blevet fast tradition, at jeg har med derover hver gang jeg kommer, også selv om det er med fly, såsom pålægschokolade til Aubrey og hjemmelavet marmelade til Anna. Et par strikkede futter eller sokker til hver. Te til Charlotte (vi er jo nødt til at eksportere noget ordentligt te, når de ikke selv kan finde ud af det i UK). En ‘rigtig’ gave til hver af børnene. Det er ikke noget must. Det siger de, fordi deres mor har sagt, at de ikke må forvente at få gaver, når det ikke er jul eller fødselsdag, og de har da heller aldrig spurgt, om jeg har noget med til dem – men jeg ved, at de vil blive skuffede, hvis ikke jeg har det, så naturligvis … jeg har jo kun de to børnebørn og får ikke flere, så jeg kunne da ikke drømme om at forsømme min pligt, hvad børnebørnsforkælelse angår.
For havens vedkommende er tjeklisten også hakket af nu. Jeg vil ikke påstå, at jeg er færdig, for det bliver man aldrig i en have, men jeg har fået ordnet alt det, jeg havde sat mig for at nå inden vi skulle af sted, så glorien er glat og blank og fin – den kan jeg godt være bekendt at rejse med.

Årets gærdesmutteunge

Denne lille, nuser fyr her, som i virkeligheden ikke er meget større end en valnød, er vores gærdesmuttes unge. Vi har hele tiden haft (mindst) en gærdesmutte boende henne i nærheden af brændestablen og udhænget til haveredskaberne. Her er der nemlig rigeligt med mad til dem hele året, og det er dem SÅ vel undt, for de lever næsten udelukkende af edderkopper og edderkoppeæg.
Og nu har den så fået børn. Eller barn, måske … jeg har kun set én ad gangen … den er begyndt at bevæge sig rundt uden for reden, og selv om den holder op med at kalde på sin mor, når jeg nærmer mig, flygter den ikke, men sidder bare lige så stille og venter på, at jeg går igen. Gærdesmuttemor, med mad i næbbet, sætter sig et par meter væk og venter også på, at jeg forføjer mig, så det skal jeg nok – skal bare lige have et par billeder først.

21. maj 2017

Arbejdsdag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Sidste år var det John og mig, der hidkaldte familien til malehjælp til Sverige, og hvor de mødte dejligt talstærkt op.
I går var det Bodil og Hans, der ‘hævnede’ sig ved at have hidkaldt søstre og børn til arbejdsdag på deres dejlige sted i Nordsjælland. Bortset fra, at mellemsøsteren må have glemt at skrive det ind i kalenderen, for hun havde fået lavet sig to andre aftaler i går. Den kommer hun til at høre for længe …
Det var derfor en lille, sluttet kreds på otte, der mødte op – heldigvis havde Bodil arrangeret sig med “den 4. søster”, som hun kaldte Fru Zaupper i går. Hende og ægtemagen troppede trofast op på gården, når der var arbejdsdage der, så traditionen er videreført, og det var som altid hyggeligt.

Arbejdsdag i majArbejdsdag i maj (2)

Den små Ella havde lige lært at cykle, så hun fremviste stolt sin nye kunnen.
Paradisæbletræet viste sig i al sin pragt og vælde – det var et sandt  overflødighedshorn af blomster.
Min fornemmeste pligt på disse arbejdsdage er at servicere folket mht. indtagelse af frokost og aftensmad. Alle de andre vil hellere end gerne slippe for at lave mad, og jeg har intet imod det. Især ikke når menuen står på dyreryg og dådyrroastbeef! Ikke fordi jeg er ekspert i den slags fornemme mad, men google var atter en gang min ven, og det blev så godt, så godt.

Arbejdsdag i maj (5)Arbejdsdag i maj (6)

Tre af mændene skulle bygge en overdækning til hugget brænde – Hans var træt af altid at skulle lægge pressenninger over.
Handymanden John blev udnævnt til formand/sjakbejs, og under hans kyndige vejledning gik det hele fuldstændig efter bogen. Sagde de selv.

Arbejdsdag i maj (15)

Midt på eftermiddagen var der tid til en kaffepause, som vi sad i det ret så høje græs og nød. Det skal slås lige om lidt, så de kan få hø til alle hestene, men det var okay, at vi trampede lidt rundt i det i går. Det var primært for at sidde og nyde bålet af grene og kviste fra det udtyndede læhegn, at vi gik i engen til kaffen og kagen, men det var rigtig hyggeligt.
Ella fik en mælkebøttekrans i håret. Så er det sommer …

Arbejdsdag i maj (16)Arbejdsdag i maj (17)

Det blev en lang, men en hyggelig dag, og værtsparret var tilsyneladende tilfredse med indsatsen.
Det er så fint, at vi kan hjælpe hinanden på denne måde, for nogle gange er opgaverne lidt for store til, at den enkelte synes det er specielt sjovt, men når vi samles på denne måde for at få opgaverne løst, går det hele meget lettere – det er en metode, jeg kan anbefale.

19. maj 2017

Præstømester i sneglekastning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags:

I modsætning til kalvekastning, som betyder, at en ko aborterer, og ikke en form for uetisk sport på linje med tyrefægtning, skal sneglekastning her tages ganske bogstaveligt.
Jeg gik ude i forhaven i dag – eller rettere: jeg lå på knæ ude i forhaven i dag; der skulle ryddes for det værste skvalderkål, og så skulle der kastes med snegle. I forhaven har vi pudsigt nok ikke set nogen dræbersnegle, som for vores vedkommende bliver aflivet uden nåde, så snart vi ser en, men vi har masser af de helt almindelige med hus på. Dem har jeg i princippet intet imod, så jeg vil helst ikke slå dem ihjel, men eftersom de er dahliaelskere om en hals, vil jeg heller ikke have dem i haven.
Nu er jeg så heldig, at ‘genboen’ er fjordland med siv- og engarealer, og de ligger kun et sneglekast væk (den vil garanteret ikke blive brugt i en ejendomsmæglerreklame), så hver gang jeg finder en snegl, bliver den smidt derover i det lønlige håb, at den ikke overvejer at flytte hjem igen.
Jeg har smidt flere snese snegle derover i dag – hvis der var noget, der hed præstømesterskabet i sneglekast, stillede jeg gerne op – jeg er nok den, der har trænet mest.

P1030577P1030578

Min squashplante har sneglene heller ikke fundet endnu, og hvis ellers den forbliver uopdaget, vil der snart være den første squash, som allerede er stærkt på vej, men som jeg dog tror bliver mere traditionel at se på end denne lidt pudsige blanding, jeg så i England engang. Jeg kunne godt lide at vide, hvordan man har fået fremavlet dette udseende – det kan ikke være tilfældigt, for alle frugterne på planten ser således ud.
Det kunne være, jeg skulle lave mig en squashbro …
Og mine kartofler er kommet op – det er første gang i mit liv, jeg har kartofler i haven, men jeg husker tydeligt den fantastiske smag af nyopgravede kartofler, som jeg selvfølgelig fik masser af i barn- og ungdommen, mens jeg boede hjemme på gården. Jeg glæder mig allerede!

18. maj 2017

Hvad er straffen for musesmugling?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags: ,

I går aftes, da vi tømte traileren for brænde, opdagede vi en mus, der fes skrækslagen rundt mellem brændestykkerne. Sådan en kan ikke selv hoppe op i traileren, men må have ligget og hygget sig i de tomme plastsække, John havde taget med hjem for at smide ud. Den var væk, da vi næste gang kom hen til traileren, så nu kan vi blive anklaget for indsmugling af mus! Arme lille fyr – der er ikke noget integrationskontor, der kommer og hjælper sådan en lille fætter med at finde sig til rette i et fremmed land …

Jeg kan derimod berolige Kristine med, at jeg ikke havnede i et svensk fængsel for at smugle min egen mand med op i vores eget hus i Sverige … der var godt nok kontrol lige efter broen, men de var helt ligeglade med hullerne i Johns pas. Det var, rent datomæssigt, ikke udløbet, og eftersom det ikke hedder paskontrol ved grænsen, men ID-kontrol, var der ingen problemer. Det havde jeg nu heller ikke regnet med.
Vi ville dog ikke risikere at skulle betale 1000 kroner i DK og 500 i S for ikke at have kørekortet med; derfor kørte jeg derop.
Der var i øvrigt en krølle på halen i går: Det er maaange år siden, John er blevet stoppet, men i går så vi et §77 – eller noget – i Faxe Ladeplads. Politiet standsede i hvert fald samtlige bilister, men John nåede lige at dreje af, hvorved han undgik dem, men det kan nok være, vi fik byttet plads, så snart vi var uden for synsvidde. Det havde været ret ærgerligt med den bøde, som jo uvægerligt var faldet, hvis vi var blevet stoppet. Atter en gang måtte vi konstatere, at Murphy virkelig var en forudseende herre.

På vej hjem i dag købte vi en liter mælk i Nordens formentlig mindste mælkeudsalg. Ikke fordi vi manglede mælk, men bare fordi vi kunne.
Det skulle lige prøves! Det ligger 100 meter nede ad en vej, der viser mod Sibirien, men mælken var også dejlig kold …

P1060801

Åbent hver dag fra 7-20. Meget kundevenligt. Og handicapvenligt, oven i købet.
Når man er kommet ind, vælger man flaske, hvis ikke man har sin egen emballage med, hvilket man godt kan have. Man kan købe halve og hele litre mælk, og man kan vælge mellem plast- eller glasflasker.
Jeg gik hele vejen og valgte den dyreste løsning i form af en helliters glasflaske med Furumossens etiket. Det blev 25 svenske pesetas (man får SEK meget billigt for tiden!).
Når flaskeindkøbet er klaret, kan man sætte flasken ind i ‘tappehallen’. Nu skulle kreditkortet frem igen. Mælken koster 12,50 kroner literen, svenske igen, naturligvis, og dermed ikke mere end jeg giver for min yndlings-jerseyminimælk herhjemme – jeg gættede dog på, at dette her vil være sødmælk, men det kan John godt lide på sine havregryn om morgenen, så det er fint nok. Nu er den alternative købsmetode afprøvet og produktet er smagt. Det er helt sikkert godkendt, især fra Johns side, for sødmælk (4 %, faktisk) er det ganske rigtigt, og så er det lige fedt nok til mig.

P1060803P1060805P1060807

17. maj 2017

Jeg elsker stavefejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:28
Tags: ,

Det kommer muligvis en anelse bag på nogle af jer, at jeg kan skrive sådan en overskrift – og skrive den uden at lyve.
Det er nemlig den fulde og absolutte sandhed, men jeg indrømmer, at det kommer helt an på, hvem der leverer fejlen.
I dette tilfælde var det Anna. Jeg elsker hende og jeg elsker hendes stavefejl.
Det er jo så ikke engang deciderede stavefejl, men sproglige fejl, som stavekontrollen ikke opdager.

image

Anna skal, som jeg vist har nævnt før, skifte til secondary school til september, fordi hun bliver 12 år til januar. Sjetteklasserne opfører det traditionelle farewell play, som i år er Shakespeares Romeo & Julie. Femteklasserne hjælper vist med, for sidste år var hun en af heksene i Macbeth.
Anna skal spille Julie. Det er naturligvis virkelig stort for hende at få hovedrollen; hun er pavestolt og havde det meste af en linje med udråbstegn efter oplysningen.
Hun håber derfor meget, at det kommer til at passe med, når vi er derovre, men hun er vist ikke helt sikker på datoen. I går fik jeg denne mail, som der er vist et lille uddrag af herover.

Jeg har det i det hele taget bedst, når andre begår fejl. Jeg hader at gøre det selv – især når de bliver opdaget.
For nogle svenskerture siden opdagede jeg efter en lille times kørsel på vej hjemover, at min iPad stadig lå oppe på torpet. Den ville jeg ikke kunne undvære i 3-4 uger, så John vendte om. Det kostede to timer, og jeg er lige siden hver eneste gang blevet spurgt, om jeg har husket at få alt mit elektroniske udstyr med hjem.
I dag kørte vi på Øresundsbroen, da John med tilkæmpet ro i stemmen spurgte om jeg lige ville tjekke om hans taske lå på bagsædet.
Det ville jeg, og det gjorde den ikke!
Det vil sige, at han hverken havde telefon, pung (og dermed kørekort), pas eller sin iPad med hjem, og det var for sent at vende om.
Han blev lidt bleg. Vi skal jo til Irland lige om lidt, så han skal naturligvis have pas, kørekort og penge med. Ipadden vil han heller ikke undvære på en ferie – så kan han jo ikke se nyheder …
I princippet kan han ikke engang køre til Sverige og hente sagerne i morgen, for han har ikke noget ID med billede på til at vise paspolitiet, når vi er kørt over broen. Det vil sige, at der venter mig en tur til torpet i morgen. Muttersalene. Jeg har bare overhovedet ikke lyst til at sidde i bilen i fem timer uden selskab.
John kom så i tanke om, at han stadig har sit bevis på, at han må køre taxa – det er med billede. Han har også sit gamle pas. Vi satser på, at de to ting i kombination vil kunne overbevise de svenske myndigheder om, at min mand ikke er illegal indvandrer. Jeg tager med – jeg er jo nødt til at køre, indtil vi har været igennem kontrollen. 
Nu er det min tur til fremover at spørge, om han har husket alt sit elektroniske udstyr med mere … gnæk, gnæk.

16. maj 2017

ØV. Ærgerligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.
P1020106P1020107

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

P1060792P1060794

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

15. maj 2017

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: ,

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

P1060788

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

P1060787

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

14. maj 2017

Noget af en forskel …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

P1060770

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

P1060776P1060783

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

13. maj 2017

Hvad er dit ordforråd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags:

I dag står den på så meget arbejde i haven, som vi orker, inden vi kører til Sverige i morgen. Når vi kommer hjem derfra, vil vi kun have tre dage herhjemme, inden turen går til Irland, så der skal nås i bund med så meget som muligt.
Det er ikke noget at bruge et helt indlæg på, især fordi vi er midt i stadie ‘endnu temmelig grimt’ med at rydde ud til vejen. Vi vil have en vild rose, en stikkende et-eller-andet og nogle snebærbuske væk, så der kan komme noget pænere i jorden.
Som for eksempel David Austin-roser.
Som der er ALT for mange vildt smukke af – også selv om jeg kun går efter dem der er kraftigt duftende, hårdføre og ikke højere end 1,20 meter. 


Mit ordforrådForleden var der en ordforrådstest på FB, hvor mit resultat kom ud med godt 24000 ord.
Sikke noget pjat. (Det er de fleste af den slags test faktisk, og jeg er dum, fordi jeg bliver ved med at prøve, men nogle af dem er nu ret underholdende.)
Men at hævde, at jeg har et ordforråd som en Søren Kierkegaard (som de i øvrigt ikke kunne stave til …), er noget fis! Jeg har forhåbentlig et mindst dobbelt så stort ordforråd – ikke som SK, men end der påstås her – eftersom danskerne i snit aktivt råder over mellem 50000 og 70000 ord i deres aktive ordforråd.

Det er ikke godt at videTjahhh

Herover igenigen eksempler på, at de ældre ikke er stærkere til dansk end de unge.
Hele fem fejl i sætningen i det første eksempel … meget godt klaret, egentlig.
Det er nok hverken Babelstårnet eller Monets liljerSom den femte fejl regner jeg ‘på’ væggen, idet jeg går ud fra, at konen vil sy et billede til væggen og ikke den – hun er ikke en flue.

Der var også link til en kunstquiz en dag – man skulle virkelig være enten meget ubegavet eller verdens største ignorant inden for kunstens verden, hvis man skulle dumpe i den – stort set alle svarene gav sig selv, også selv om man aldrig havde hørt om kunstneren eller det pågældende kunstværk.
For eksempel det viste billede af en siddende kvinde.
Kan det mon være Babelstårnet? Narj.
Kan det være Monets liljer? Næppe …
Da hun heller ikke umiddelbart ser ud til at være en stor skål, gættede jeg på, at det var et billede af Whistlers mor.

Sådan var det næsten hele vejen igennem, og jeg er absolut ikke en, der til enhver tid kan gøre sig positivt bemærket i en kunstquiz, men denne klarede jeg med pomp og pragt.
Det er jeg bare ikke specielt imponeret over. Nogle gange er de quizzer så meget lokkemad for at få læsere ind på websitet, at det skriger til himlen, men jeg kan jo holde mig væk.
Det er så bare det, jeg ikke altid kan.

12. maj 2017

Gamle fotografier og en ny app

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Min mors gamle fotoalbum er i min besiddelse. Jeg lovede nemlig i et svagt øjeblik at skanne nogle af billederne, således at vi tre søstre elektronisk kan gemme billederne af vores mor fra hun var omkring 14 år og frem til hun var 23.
NEGN4202Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er.
Blandt andet er der dette af hende som 19-årig, taget i 1944 … det irriterer mig, at jeg ikke kan finde det, men jeg ved, at jeg et eller andet sted har et billede af mig selv fra 7. klasse, hvor jeg kan se en slående lighed mellem hende og mig. Vi har oven i købet indtaget præcis samme positur.
I mine tidlige voksenår tænkte jeg ikke over den lighed (og kunne heller ikke selv se den), bortset fra, når jeg så en bestemt af mine forældres venner, for han sagde HVER gang han så mig: Hold kæft, hvor du ligner din mor, tøs!
Det sagde han fra jeg var en ganske lille pige og til han døde, da jeg var sidst i trediverne.
Det var på én gang sjovt og lidt trættende at høre på, og jeg kan først nu se, hvor meget ret han havde. Når jeg i dag RMFU2433kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.

Jeg har syltet skannearbejdet længe, fordi jeg på forhånd ved, at det er en meget tidskrævende opgave, og alligevel bliver billederne bare elendige.
imageJohn fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.

Det viste sig at være noget nemmere at overføre billederne til min pc, end jeg havde regnet med: Det var bare at forbinde USB-stikket i laderen til iPad og pc og så kopiere direkte via stifinderen.
Det var noget nemmere end at gå via iTunes, som John mente, jeg skulle.
Så hvorfor man skal have en iPad, en Mac og en iPhone for at hele maskinparken “skal kunne tale sammen”, forstår jeg nok ikke helt – androidtelefonens og ipaddens kalendere synkroniserer også fint med hinanden.
Det må være folk med mere avancerede behov end jeg, der ser sådan på det.

11. maj 2017

Jeg lærer det åbenbart aldrig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Hvorfor lærer jeg aldrig at afslutte et arbejde? At være den evige starter er min skæbne, hvis det skal udtrykkes lidt dramatisk. Sådan var det i arbejdslivet, og sådan er det fortsat i pensionistlivet.
Næsten færdigSørens norske sweater har været færdig et stykke tid, og jeg kan bare ikke tage mig sammen til at få ordnet de sidste detaljer. Det tog mig lang til at tage mig sammen til at sy maskestingene til forlængelsen af mønstret midt foran og at strikke den dobbelte halskant. Det tog lang tid at tage mig sammen til at sy og klippe op.
I mandags var jeg forkølet og lidt skidt tilpas, så jeg forskansede mig i syrummet med sweateren og fik syet lynlåsen i. Det lykkedes først i tredje forsøg at gøre det nogenlunde pænt, for selv om jeg havde riet den godt fast, forskubbede symaskinen den i tre maskers højde to gange, inden det lykkedes mig at få en lige overkant! Dammit. Jeg bliver så træt af den slags. Jeg nåede også at få syet halskanten ned på plads og det ene ærme i. Jeg tillægger skylden for det manglende andet ærme på den drilagtige lynlås, men det har resulteret i, at den nu bare ligger der og griner af mig, hver gang jeg kommer ind i syrummet.
I morgen SKAL den gøres færdig, for Søren skal have den på søndag, når han kører med os til Sverige, og inden da skal den naturligvis være færdig og være skyllet op, centrifugeret og tørret, så den kan blive jævn og pæn i strikningen. Han har flere gange spurgt mig, hvad jeg skal have for garnet, og jeg har ikke svaret ham. Det bliver en gave til ham, fordi han altid er så villig til at stille op til både huspasning og til at tage med til Sverige (og i det hele taget bare komme), når John har brug for lidt flere fysiske kræfter end jeg kan præstere.

IMG_5961IMG_5962

Jeg elsker at starte nye arbejder op – sidst var det Inges sjal, der lige kom ind fra sidelinjen og overrulede alle andre projekter. Det var dog så sjovt at strikke (det var for en gangs skyld også hurtigt afsluttet), at jeg nu er gået i gang med et nummer to, som skal være til mig selv. Det er i farverne på første billede. De grå og pink farver er til … bare fordi … hvis jeg nu skulle få lyst til et tredje sjal. Eller måske et til til Inge. Eller måske noget helt andet igen. Man ved aldrig, og nu har jeg lært, at Drops Baby Merino er et lige så fantastisk garn som sandnesgarnet. Og så koster det af en eller anden årsag kun 20 kroner nøglet – på tilbud, ganske vist – men det er et godt stykke under halvdelen af selv tilbudsprisen på sandnesgarnet. Inge får lov at uldsart-teste dropsgarnet næste gang vi ses – hun er den ultimative tester, for kan hun holde garnet ud, kan alle. Siger hun, og det tror jeg på.

10. maj 2017

Så kan vi klare os i et par dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

image

Vejret i dag blev lovet vådt, trist, koldt og kedeligt, så vi besluttede i aftes, at vi ville investere i en endagsbillet til Puttgarden og investere i lidt drikke- og andre varer hos Fleggaard i Burg. Alene prisforskellen på tre rammer af Johns yndlingsøl, den alkoholfrie Nordic, kan betale returbilletten et par gange – den man kan nemlig få for 99 kroner, hvis man kan nå at checke ind til hjemturen højst fire timer senere end udturs-checkind. Så det kunne vi godt. Benzinen er også betalt inden for de tre rammer øl … og der blev købt en anelse mere end tre rammer Nordic …

Kender I vinen her? Det gjorde jeg først for nylig, da en nabo forærede mig en flaske som tak for en tjeneste.
Den er aldeles fortræffelig, og jeg gættede på, at den var købt i Meny. Det kan jeg naturligvis ikke vide om den var, men de har den, og når den er på tilbud, koster den en halvtredser – og man får virkelig meget for de penge, synes jeg.
Vi havde ellers vognen pænt fyldt, da jeg opdagede den i butikken. Til 186 kroner for seks flasker! Det kan da nok lige være, jeg fik skaffet plads til to kasser af denne dejlige vin.

Vi havde også lovet at have tre rammer øl med til Sverige som delvis betaling i naturalier for udgravningen i forbindelse med undersøgelsen af vores trekammerbrønd. Det med at få betaling i stärköl gør de en del i, de svenskere, og både de blågule og de rødhvide er glade for den ‘ordning’.
Men det er altså IKKE alkoholfri Nordic, man skal købe til svenskerne! Det blev giraføl denne gang – det ved vi er et hit.
Maskinvaskemidler køber jeg også altid i Tyskland. Og deodoranter. Sæbe. Barberblade. Alt i alt svinger de ting, vi gerne køber dernede, mellem at koste 1/3 og 2/3 af det, vi giver for dem i de danske supermarkeder, så det kan helt klart betale sig at ofre både brændstoffet og billetten på sagen.

Det tog laaaang tid gennem grænsekontrollen i Rødby, hvilket skyldtes en russer, som blev undersøgt meget, meget, MEGET grundigt. Vi sad og blev lige så grundigt irriterede over, at de ikke kunne finde ud af at få verfet ham ind til siden, så vi andre kunne komme videre. Det gjorde de også langt om længe – men først da narkohundene ankom …

Dem, der har ondt af, at der eksisterer noget, der hedder grænsehandel, kan godt få ondt nu af mit indlæg, men så længe det er en mulighed, har jeg tænkt mig at benytte mig af det.

Vi nåede lige at runde Burg, hvor jeg på torvet fik erhvervet mig en stor portion hvide asparges. Manden var ved at pakke sammen, da jeg kom, så han fyldte bare posen uden at veje varen, hvorved jeg fik et helt kilo for bare €5 … det gad jeg ikke brokke mig over …

9. maj 2017

Endelig er drivhuset tilplantet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Cherry- og blommetomater in speChili 'Ungarsk lang'

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
BjørnerodChilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm2 af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

8. maj 2017

Lokale rekorder … regionale, måske?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: ,

P1030103Ude i mit krydderurtebed kom der i år en påskelilje op, som ikke var der sidste år. Det er ikke en jeg har sat, og eftersom jeg etablerede bedet for to år siden, har den været længe om at arbejde sig helt op over jordoverfladen, men den skulle også igennem 30-40 cm jord, inden den kunne se lyset.
Til gengæld kunne den slet ikke stoppe igen, da den først kom i gang med at vokse – indtil videre har den en højde på 70 centimeter, men jeg formoder den er færdig med at vokse nu.
Hvor høje bliver påskeliljer normalt? Jeg har nogle, der er pænt høje, men de nåede dog ikke over en halv meter, så jeg synes 70 cm virker som meget.
Når jeg googler lidt rundt, angives de højeste som værende op til 45 cm, så mon jeg er i besiddelse af en rekord?
Den må føle sig meget ensom der, midt imellem timian og purløg, og da den ingen umiddelbare konkurrenter har, undrer det mig, at den insisterer på at vokse så voldsomt, men der er mange måder at hævde sig selv på.

En af dem er at købe nogle enorme løver og sætte i sin indkørsel til et ganske almindeligt parcelhus.

P1030104Lungholm Lolland (2)

Jeg beklager, kære tætpå-bo, men det her synes vi nok er overkill i middelsvær grad – vores gæster ankommer grinende og spørger hvad pokker vi har gang i her ved fjorden. Jeg tror, det må være region Sjællands største løver.
John og jeg fralægger os ethvert ansvar og griner selv med. Selv løverne på Lungholm gods er kun halv størrelse af disse her … vi ved ikke helt, hvad der har stukket parret, for vi har ikke noget med dem at gøre, så vi kan ikke spørge dem. Ingen har noget med dem at gøre; de har boet der i et års tid, men vil ikke hilse på nogen. Hvis vi vinker til dem, kigger de væk eller ned i jorden, og det gælder ikke bare os, har vi erfaret.

I går kom der fem ryttere forbi. De to forreste heste gik forbi løverne uden at tage notits af dem, men de tre andre nægtede pure at passere dem.
Det så altså skægt ud – de prustede og stampede og gjorde i det hele taget alt, hvad nervøse eller bange heste gør. Det tog hele fem minutter at overbevise hestene om, at løverne ikke ville angribe. De var konsekvente, rytterne: Hestene ville helst over på den anden side af vejen, men det fik de ikke lov til; de blev tvunget til at gå lige forbi løverne, hvilket nok var en klog rytterstrategi, også selv om det tog en rum tid at overbevise dem.
Hvordan pokker ved danske heste, at løver er noget, man skal være bange for? Og så denne slags løver, der trods alt ikke lugter af rovdyr?

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

6. maj 2017

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:28
Tags: ,

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

P1060744

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

5. maj 2017

Jeg havde håbet, vi kunne blive gamle sammen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Min gamle – meget gamle – iPad har lige fået en afløser, og bestemt ikke med min gode vilje, men udviklingen har overhalet både den og mig.
Det var en iPad 2 fra 2011, og jeg har haft den siden 2012 – arvede den fra John, da han gerne ville have iPad 3.
Så længe det bare er elektronikken han skifter ud med nyere modeller, så er det i orden med mig. Jeg tror nu heller ikke, han har sådanne tanker om sin kone. Det ville da også være fjollet af ham at skifte mig ud med to på 32 – det kan han slet ikke leve op til …
Seks år er nok nogenlunde i den størrelsesorden, man kan forlange af den slags elektronikdimser. Jeg tror ikke på det med indbygget forældelse; det må være vandrehistorier. Min printer er fx fra 2003, og den lever i bedste velgående. Og jo, det er en farveprinter …
Problemet med ipadden var, at jeg ikke engang kunne opdatere styresystemet til det, som de fleste apps kræver nu. Vi er nået op på OS 10.3; de fleste apps kræver 8.0 eller mere, og min kunne ikke opdateres til mere end 7.5.

P1000858

Billedet er fra 2012, hvor iPad stadig var noget forholdsvis nyt for os – og ideelt til to små trætte børnebørn. Åhhh, disse minder … var de ikke søde?

Min nye iPad er mindre og tyndere, men har samme skærmstørrelse som den gamle, hvilket var et krav, da jeg bruger den meget til mine elektroniske puslespil, og det gider jeg ikke på en lille skærm, lige som jeg heller ikke gider læse mine ebøger på en mindre skærm.
Det var puslespillene, der bevirkede min kapitulation, fordi appen for nogen tid siden begyndte at crashe under åbning. 20 sekunder – og bang, væk igen uden at åbne. Den egentlige start kunne veksle mellem det 2. og det 21. forsøg, og da det tog 20 sekunder hver gang, inden den crashede (har vi et ord på dansk for, at et program crasher? Det er, til min overraskelse, optaget i den danske ordbog allerede i 1990), var det virkelig noget, der kunne få mig til at koge.
Jeg prøvede nogle gange at slukke helt og tænde igen. Sommetider hjalp det, sommetider ikke. De sidste to morgener var der slet intet at gøre – efter forsøg nr. 22 overgav jeg mig og stod hos Elgiganten i Næstved, da de åbnede.
For 300 kroner overførte de alt fra min gamle iPad til den nye – filer, billeder, noter, apps … det klarede de på fem minutter, og når jeg tænker på, hvor lang tid det ville tage mig selv at geninstallere alle mine apps, synes jeg de penge var givet godt ud.
Alt er opdateret, og den fungerer fint. Nu har jeg to fungerende ipadder – underligt nok var det kun puslespillene, der ikke duede mere; alt andet fungerede fejlfrit. Desværre, vil jeg sige, for det blev en dyr puslespilsapp, men jeg vil altså ikke undvære den – det er mit bedste slap-af-middel og en god sovepille – der godt nok er lige så vanedannende som de kemiske af slagsen, men en hel del sundere.

3. maj 2017

I miss my spades in spades

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæslinger i flok

RørhøgenGæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

2. maj 2017

En mindre stranding i Præstøfjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags:

I går morges noterede John sig, at der lå en båd umiddelbart over for vores hus; et sted, folk normalt ikke lægger deres både. Han mente at kunne genkende den som en, der normalt ligger ovre ved Kystens Perle, så den må have revet sig løs i blæsevejret.
Han gik over til Torben, som har styr på, hvem der har både liggende; det var ganske rigtigt en, han kendte, og som han ville ringe til med det samme. En halv time efter stod der en herre og baksede med at lænse båden og få den op på land, hvilket er svært lige der pga. en lille sand-/jordvold.
Motoren bar han som det første ind i sikkerhed.

Stranding i fjorden (1)P1030060

Han bøvlede så længe, at John fik ondt af ham og gik ned for at hjælpe; medbringende en spade og et lille spiltov (spaden til at stikke ned og holde tovet). De aste og maste. Manden havde waders på og gik ud i vandet for at prøve at løfte båden over forhindringen, mens John trak i tovet, men båden fyldtes med vand lige så hurtigt, de kunne lænse det, da den nu lå ret skråt, så de kæmpede forgæves. Oppe fra huset, hvor jeg stod og fulgte aktionen, kunne jeg ikke fornemme, hvorfor to granvoksne mandfolk ikke kunne løfte sådan en pjalt båd, men det kunne de altså ikke.

P1030073P1030076

Så de opgav. Ship abandoned …
Efter yderligere en times tid vendte manden tilbage med en, der skulle hjælpe ham med endnu et forsøg.
Den korte udgave er, at det hjalp heller ikke, så efter en times baksen i blæsevejret kørte de igen. Med vores spade!
I løbet af natten lagde vinden sig lidt, og da John stod op i morges, var han der igen og kunne nu få båden op på land, fordi den ikke hele tiden blev fyldt med vand. Han kørte igen. Stadig uden at aflevere vores spade!

P1030086

Nu har båden ligget hele dagen oppe på land – jeg tror ikke han forsøger at få den på plads før vinden har lagt sig, og det blæser igen på fuld styrke – næsten helt vesterhavsagtigt – men der har ikke været en ældre herre for at aflevere og sige tak for lån af vores spade. Jeg er vildt irriteret over det, og selv om John længe forsøgte sig med sit Tag det nu roligt, må han efterhånden indrømme, at også han synes, det er underligt. Vi kan jo så let som ingenting, via Torben, finde ud af hvem han er, så hvorfor pokker afleverer han den ikke bare? Han er kørt lige forbi vores hus tre gange med den i bilen.
Optimisten i mig siger, at han nok først kommer, når han har købt en god øl som tak for den time, John stod og frøs i den hårde blæst for at hjælpe ham i land med den båd.
Pessimisten i John siger, at spaden nok er blevet ødelagt, så han skal ud og købe en ny til os.
Hvis ikke manden kommer med den i morgen, går jeg ned til Torben og får hans telefonnummer. Jeg skal bruge den spade, skal jeg!

1. maj 2017

Fanget i et meget privat øjeblik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: ,

Det er ikke mig, der er fanget i et meget privat øjeblik, men nogle æg.
Skidne æg lyder i forvejen ikke særlig godt eller appetitligt, men dette er en tand værre – ikke lige noget, jeg har lyst til at indtage:

Taget i et uheldigt øjeblik

Ovenstående er fra Alletiders Kogebog, som for flere år siden lagde ud med at kalde sig for Alletider’s Kogebog, så lidt har de da lært …
Senere så jeg på FB følgende lille takketale fra en “Der er født i 50’erne” (så det er skam ikke kun de unge, der ikke har styr på sproget – der er skræmmende mange af dem i grupper, der består af folk på min alder eller ældre):

Tak for ... hvad

Og så har jeg fået et nyt ord forærende via en FB-sproggruppe: Trepverter.
Jeg kan ikke meget på jiddish, faktisk ingenting, men nu kan jeg altså ét ord; et ord, hvis betydning vi nok alle kender og/eller er blevet ramt af, for hvem kender ikke den yderst irriterende oplevelse af at komme på det ideelleste, rigtigste, bedste, morsommeste, mest lammende, rammende svar … mindst 10 sekunder for sent?
Lad os arbejde aktivt på at få ordet indført i ordbogen – det kunne være rart med en afveksling til alle de engelske ord, som bliver optaget.
Jeg vil formode, det skal udtales trepferter, eftersom jiddish er af germansk familie.

Trepverter

Jeg kan, som et kuriosum, nævne et eksempel på, at jeg ikke stod tilbage med en trepverter, men derimod fik efterladt forskningsafdelingens frækkeste fyr mundlam længe nok til, at han måske stod med en trepverter.
Jeg havde Charlotte på dengang 14 år med på arbejde, dels fordi vi skulle noget bagefter, og dels fordi hun godt kunne lide at se, hvad der foregik i den virkelige verden uden for skolen.
Henrik kom ind i rummet, kiggede på Charlotte, på mig og på Charlotte igen og spurgte: Hvordan i alverden har du båret dig ad med at få så smuk en datter???
Jeg svarede: Jeg gjorde hvad din kone tilsyneladende ikke har gjort – nemlig udvalgte faderen med omhu!

30. april 2017

Fortsættelse af skvalderkål-føljetonen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Efter antallet af kommentarer på gårsdagens indlæg at dømme, står jeg ikke alene med at synes, at skvalderkål er noget fanden har skabt på en dag, han var i dårligt humør. I princippet har alt vel en højere mening og må formodes at indgå i naturens store kredsløb på en hensigtsmæssig måde, men skvalderkål, hvepse og dræbersnegle er tre af de ting, jeg har meget svært ved at se meningen med. Og jeg er ikke lydhør, selv om en eller flere af jer skulle finde på at belære mig om, hvordan det eventuelt måtte hænge sammen …

P1060720P1060723

Rosenbedet, som serverer mange, mange blomster i form af vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner og agapanthus, inden roserne selv kommer rigtigt i gang, har jeg nu indset er en evig kamp for at holde skvalderkålen på et acceptabelt niveau. Alle de ellers så gode forslag i går kan ikke bruges her, netop pga. alle blomsterne, som jeg stornyder, efterhånden som de kommer. De må ikke forsvinde i en drastisk antiskvalderkålkampagne.
Så er det trods alt nemmere med det, jeg kastede mig over i dag, selv om det er lidt hårdt ved ryggen og for armmusklerne at ruske det tætte net af rødder fri for jord. Til venstre herover ses det tætte, grønne dække, men det er ned med greben og så ellers få alle rødderne op. Den metode har jeg brugt med held flere steder i haven, og det er særdeles effektivt. De få blade, der dukker frem senere, er nemme at nippe af. Jeg luger aldrig i områder, hvor der er skvalderkål, for man skærer bare rødderne over og formerer dermed planterne i stedet for at udrydde dem. Temmelig uhensigtsmæssigt … 

P1060724

Her har kun vokset skvalderkål og matrem siden vi flyttede ind, men nu er dette nyetablerede bed så nogenlunde klar til beplantning. De sidste sten på lageret blev brugt til kant.
Bagerst har jeg sat en Lavatera Barnsley (mamelukærmebusk), som jeg synes er så smuk. Desværre har jeg, uden at vide det i købsøjeblikket, købt den sarteste af varianterne, så det er lidt spændende, om den kan overleve en vinter. Den skal i hvert fald nok nurses lidt om, hvis det bliver hård frost. 
Hvad der ellers skal i her, skal jeg til at google rundt og undersøge lige om lidt. Skal det være et farveorgie? Nok ikke. Skal der flere forskellige, men i samme farvetoner? Eller skal der 10-12 ens stauder i? Eventuelt af en god skæreplante? 


Til slut en skøn bemærkning fra en af mine facebookvenner, som ofte har en god kommentar:
Nyhed: Verdens ældste person er død.
Christians kommentar: Hmmm … er det ikke noget, der jævnligt vil forekomme?

29. april 2017

Til (den evige) kamp mod skvalderkålen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags:

Som så mange i blogland har været inde på, har de seneste meget kolde 14 dage haft én fordel: Det meste er sat i stampe og forårets blomster har haft en usædvanlig lang sæson. Da vi tog afsted, nævnte jeg for John, at det var en smule ærgeligt, at alt, både tulipanerne og alle påskeliljerne ville være væk, når vi kom hjem igen, men det var så ikke tilfældet – nogle få tulipaner blomster, men de er ikke engang kommet alle sammen endnu, og jeg kan ikke mindes, at jeg før har oplevet påskeliljer blomstre så længe.
Det eneste, der på ingen måde har stået i stampe, er skvalderkålen. Den har vokset sig stor og stærk, mens vi var væk, og jeg er altså ikke helt enig med dem, der hævder, at det er et nydeligt bunddække. Den bliver gladeligt 3/4 meter høj, hvis den har gode forhold, og det har den ved alle de gamle roser. På grund af samme gamle roser har jeg ingen mulighed for at komme de forbistrede skvalderkål ordentligt til livs. Jeg gik endda så vidt, at jeg, stærkt imod mine principper, købte round-up i geleform. Det skal man give den uønskede plante en ganske lille smule af på et blad, så skulle giften trænge ned og ødelægge roden uden af forurene noget andet; i dette tilfælde mine fine roser.
Det hjælp ikke en døjt. Jeg gav det to chancer, for jeg kunne jo lige så godt få det brugt, nu jeg havde købt det, men det er ikke de mange penge værd.
Der skete bare det, at skvalderkålen så lidt brunlig og mistrøstig ud i nogle uger for så at tage fat igen med fornyet styrke.
Hvordan jeg skal få bugt med dem, når de står i rosenbed, aner jeg ganske enkelt ikke. I princippet er der kun at gøre at grave alt op, men det vil jeg simpelthen ikke byde de gamle roser – jeg er sikker på, at de ikke vil overleve sådan en behandling.
Man kan, når man er medlem af Haveselskabet, få en havekonsulent ud i 1½ time for 1800 kroner. Jeg kunne godt blive fristet … jeg vil ikke ofre en mindre formue på at få lagt hverken en hel eller en halv haveplan, men at gå rundt og snakke om en masse ting, få en masse ideer og forslag og formentlig også få en masse gode råd med på vejen, lyder som en god investering.

P1010342

IMG_5747

For at finde et billede, der kunne illustrere hvad det er, jeg helst ikke vil ødelægge, sad jeg og kiggede på de første billeder vi tog i forbindelse med overtagelsen af Den Stråtækte … jeg var faktisk selv lidt overrasket over, hvor meget her er sket, selv om jeg naturligvis godt er klar over det.
Og overse venligst, at det var noget sludder at sige …
Men ville det ikke også være synd at gøre noget, der ville kunne skade de skønne roser? Det ligner ikke så meget mere den jungle, vi overtog i august 2014 – og alligevel kan jeg hele tiden finde på noget nyt at plante, lave om eller flytte rundt på, men det er en del af det at have en have.

28. april 2017

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:06
Tags: , ,

Dagens overskrift er en lettere omskrivning af den gamle talemåde Ude er godt, men hjemme er bedst. Det passer også omvendt, for der er så sandelig også vådt herhjemme. Og ‘ude’ var der både vådt og blæst til sidst …
Nå. Det vender nu. Er det ikke bare en aftale? Det der forfærdelige vejr, vi havde i går på den sidste feriedag, lagde sig til aften, og vi sluttede af med feriens smukkeste solnedgang. I morges var det fint vejr, men koldt, kun 8°. I går var vi ikke uden for en dør – før altså ved solnedgangstide.

P1060715

En af de flere grunde til, jeg valgte et hus på sydvestkysten var de forventede smukke solnedgange. Billederne af huset afslørede desværre ikke, at der stod nogle meget høje fyrretræer i vejen for det meste af det smukke syn, og vi kunne ikke lige få nogen til at fælde dem for os.

P1060700

Jeg elsker det bløde aftenlys, og denne udsigt vil jeg savne.

Nu er ferien slut; vi er hjemme igen og forude venter en masse havearbejde (håber jeg!), for allerede om tre uger går turen til Irland og selvfølgelig også til familien derovre, nu vi alligevel er på de britiske øer. Så har jeg heller ikke set dem siden sidst i februar, hvilket er meget længe siden.
På de tre uger skulle alt det frøformerede gerne være plantet ud og være veletableret, og drivhuset være kommet godt i gang, men så længe vi har alt det nattefrost, er jeg vist nødt til at styre mig.
Charlotte havde drevet dahliaer frem i sit drivhus. De har – indtil nu – haft en fantastisk april derovre … jeg viste et billede af, hvor ungerne rendte rundt i badetøj.
I nat kom der hård frost – alt var hvidt, og de små drivhusdahliaer var særdeles splattede at se på. Hendes blåregn, som aldrig har været så flot før, døde en brat død – dens blomster gjorde i hvert fald. Sådan noget er simpelthen bare tudeærgerligt.
Det SKAL blive rigtigt forår nu. Med venlige temperaturer. Basta.

27. april 2017

En efterårsdag i april – på Mallorca

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:03
Tags: , ,

Hvis dette vejr havde vist sig på vores første feriedag, var jeg nok blevet en anelse bekymret. Nu er det i stedet vores sidste dag, og jeg hygger mig bare – jeg har altid elsket uvejr … ikke den evindelige, silende regn, men rigtigt rusk og riv og høje bølger, hvilket vi har til overflod i dag. Vi vågnede i morges ved, at det blæste så meget, at det ruskede i hele huset, og havde vi ikke vidst, at det allerede må have ligget her i adskillige år, kunne man måske blive utryg, men det var der ingen grund til. Og havde det været for mange år tilbage, var vi nok bare blevet liggende tæt sammenslynget under dynen og havde ladet dårligt vejr være dårligt vejr, lige så meget det lystede. I stedet stod vi pænt og ærbart op, tændte for elradiatorerne, lavede en kande kaffe og nøjedes med at mindes andre og yngre tider.

P1060692

Her kan vi se gennem vinduerne – det kunne vi ikke fem minutter senere. Vi kunne knap se havet, fordi det regnede så meget.
Egentlig burde vi køre en tur – der kan næppe være så mange cyklister cykelryttere ude i dag – på den anden side kan vi kun komme i tanke om drypstenshuler til sådan et vejr, og det er der sikkert en million andre, der også har tænkt, så vi springer over. Dragegrotterne advares vi imod af samtlige guidebøger, fordi de er så overrendte. De er smukke nok, men alt for besøgt, så vi valgte sådan set lige fra starten at droppe dem.

P1060697

Der er virkelig piv i den! Mallorcinerne har tydeligevis ikke ofte sådan et vejr, for det suser ind gennem vinduernes ene lag glas, så vi er trukket lidt ind i stuen. Godt, at elradiatorerne virker fint … dem er her heldigvis rigeligt af. Jeg tror det er heldigt for os, at huslejen er alt inklusive mht. vand, strøm og rengøring, for det er lige før, vi kan bruge elmåleren som vinkelsliber i dag.

P1060698

Det er også sådan en dag, jeg er ret glad for, at vi ikke er bundet til et hotelværelse! Men okay – så var vi nok næsten tvunget til at blive i sengen …
Det her er altså helt vildt – så vildt, at det er sjovt at have fået det med også, men som sagt fint, at det er på sidste og ikke første dag.
Ikke mindst fordi, alle de tykke stolehynder er blevet så pladdervåde, at de nok vil være en rum tid om at tørre. Vi satte ellers alle stole helt ind langs væggen på den overdækkede terrasse i den tro, at her ville intet ondt kunne ramme dem, men det var ikke nok; regnen kan finde rundt over alt i dag.

26. april 2017

Så er det gode vejr vist slut for denne gang – men det er vores ferie snart også

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:25
Tags: ,

Turen i dag gik bl.a. til en by, Artà, hvor vi gik en tur i byens gader og op til kirken, hvorfra man kunne se nærmest hele byen, som var lige efter mit hjerte: Stort set alle gadetræerne i bymidten havde strikket tøj på, alt sammen holdt i de samme farvetoner.

P1060668P1060669P1060684

Fruen i Midten fik lige sat på plads for os, hvad forskellen er på cykelryttere og cyklister. Mest af alt vist nok selvopfattelsen, kunne jeg forstå, men det er åbenbart det at have det rigtige grej, der gør en til en cykelrytter. Så ved vi det … ret mange af dem, vi har set på turen her, er ikke cykelryttere (i mine øjne); fx når vi ser en flok halvgamle, halvbuttede engelske housewives på tur med deres lige så halvgamle, halvbuttede husbands.
Jeg har altid smilet lidt over folk, der tror, at det rigtige værktøj er nok til, at man kan udføre et givent arbejde professionelt, men sådan skal jeg nok ikke tænke … det gør jeg dog alligevel, for vi har nemlig en i den nære vennekreds, der køber det dyreste, dyre værktøj, men han kan knap slå en pind i en l… uden at ødelægge begge dele! Nå, det var en sidebemærkning, som naturligvis intet har med cykelryttere at gøre …

Arta set fra oven

P1060671P1060673

Smalle gader og brede lastbiler – det var en trepunktsdrejning for overhovedet at komme ind i gaden, for den han kom fra, var næsten lige så smal.

P1060682P1060683

Nogle har bare nogle sjove ideer – herover krydderurteudvalget, henholdsvis pastarepertoiret i en lille hul i muren-takeaway. Enkelt, men sødt.

Endelig fandt jeg en gave til Anna, men ikke til Aubie – hvorfor er drenge altid så vanskelige? Ham må vi købe noget til i Danmark – jeg tror han hellere vil have noget godt fra DK frem for noget fra Mallorca, bare fordi …
Anna får et halssmykke med en perle, hun selv skal pille ud af den musling, hvori fremmedlegemet er blevet isat. Det er muligt, at jeg er blevet taget ved næsen, men de laver jo masser af perler på Mallorca, og i forretningen påstod han hårdnakket, at der var en perle i, som var stor nok til at kunne lægges ind i (og ikke falde ud af) det lille delfinbur, der hører med. Uanset hvad, er det et okay lille delfin-sølvsmykke – med eller uden perle.

P1060690P1060691

Vejret i dag har været mest skyet, men varmt, 22 grader. Helt perfekt til John og mig, men i morgen lover de regn og bare 10-12 grader. Det er jo næsten lige som hjemme, men i morgen er også sidste dag hernede, så alt i alt mener jeg stadig, at den ferie har været perfekt timet, hvad vejret angår. Som det ses herunder, er skyerne begyndt at trække sig sammen – bjergene er blevet lidt lavere, og det blæser op nu.

P1060689

25. april 2017

Både wow- og cyklistfaktoren er pænt høj visse steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Med fare for at gentage mig selv: Her er SÅ smukt. Her er SÅ blåt og klart vand. Her er SÅ mange cyklister. Og der var EN bilist, som ikke skulle have lov til at sidde bag et rat. Hun kørte skam ikke hasarderet, nejnej, men hun fik stort set alle andre til at dytte som gale og se rødt og overhale temmelig hasarderet, fordi hun ikke engang turde overhale cyklisterne OP ad bakke, selv når der var frit udsyn og plads nok.
Strækningen ned til Port de sa Calobra, der tog 20 minutter uden på nogen måde at køre uforsigtigt, tog 50 minutter tilbage igen pga. denne Mallorcas dårligste og mest usikre bilist. Selv Danmarks/Mallorcas tålmodigste bilist (John) sukkede enormt dybt en del gange. Man kan ikke køre hurtigt på veje som denne, men man kan godt køre mere end 10 km/timen!

P1060642

P1060607

Men holddaop, hvor er her flot. Billeder er vist bedre end ord her. Vi ankom til Port de sa Calobra, før alle cyklisterne, turbådene og turistbusserne nåede hertil. Mens vi spiste en tidlig frokost, hvor vi havde restauranten næsten for os selv, myldrede det ind til stedet med så mange mennesker – heeelt vildt mange mennesker – at vi får en særlig slags klaustrofobi, så vi skyndte os at forlade det igen for at sætte kursen mod Cap Formentor.

P1060622

P1060629

P1060630

Herunder er vi på vej ud til Cap Formentor, som er Mallorcas nordøstligste spids. Gylp, for en vej, der var både dertil og ud til den sydlige del af spidsen af Pollenca-bugten. Jeg har sikkert også engang troet, som de fleste andre unge, at jeg var udødelig, men det tror jeg ikke mere … jeg er meget, meget glad for, at jeg har så dygtig en chauffør ved min side; jeg havde helt ondt i maven, da turen var overstået. Især da vi skulle møde en bus – John kan ikke have været mere end to millimeter fra kanten, men det gik. Lige. Phew.
Da vi kom tilbage til huset, var han en anelse træt i hovedet, så en kopkaf gjorde ham godt.

P1060656

Vi spiser hjemme i aften …

23. april 2017

Til vinsmagning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

200 meter fra vores hus ligger der en bodegas, hvor de fremstiller lokale vine, bl.a. en hvidvin på malvasia-druen. Jeg har vist nok engang hørt om den eller fået den til en vinsmagning i vinklubben, men jeg kunne ikke huske den. Da vi forleden aften fik en fiskesuppe, bestilte vi en malvasia, udelukkende fordi den var lokal, og blev positivt overraskede alle sammen. Det var derfor oplagt at besøge det lille sted og smage på varerne.
De havde tre vine – to hvide og en rød, og den ene hvide var udsolgt … det var dog heldigvis ikke den på malvasia-druen, som var lige så god, som den var forleden: frisk, frugtagtig og meget let sødlig, som efter et par sekunder slår over i en dejlig syrlighed; en lidt speciel kombination, som vi ikke umiddelbart kan kende fra andre hvidvine.

Til lokal vinsmagning

Den søde unge dame forklarede om vinene og druerne, mens hun hældte smagsprøver op til os. Vi smagte en malvasia 2016 og 2012. Førstnævnte var kun lige kommet på flasker, så ny er den, men vi kunne alle fem bedre lide den end 2012-udgaven.
Rødvinen var også lidt speciel, men bestemt ikke ringe.

Til lokal vinsmagningTil lokal vinsmagning

Vinene hørte til i den lidt dyrere ende af skalaen, så vi købte ikke seks flasker, som vi ellers havde talt om, men nøjedes med to hvide og en rød. Sådan noget vejer jo en del i kufferterne, så vi er nok desværre nødt til at drikke dem, mens vi er hernede … det er vel nok ærgerligt …

P1060544

Vi stod og kunne nyde synet af dette hus, som med sin store terrasse med søjler og statuer und alles mindede mig om Capri.
Men igenigen: Vi bor også dejligt, men selv om vi har en temmelig stor terrasse, kan den ikke helt måle sig med den herover.

Vores hus på Mallorca 

I formiddags kørte John og jeg en tur til Esporles, hvor vi fik os en kopkaf under platantræerne på byens torv, hvor cafeerne lå side om side. Det var der masser af andre, der også gjorde – fik kaffe, altså; ikke lå side om side – ikke kun mænd i cykelkostumer og almindelige turister som os, men der var også familietræf i stor stil; bedsteforældre mødtes med børn og børnebørn, fik en sludder og en forfriskning og skiltes igen. Meget hyggeligt. Det var lidt svært at indfange den fredelige stemning, for solen skinner så kraftigt (tøhø, den skulle lige ud …), at kontrasterne blev for store for kameraet.
Det hjalp dog lidt at pille lidt ved billedet efter overførsel til pc, så måske kan det fornemmes alligevel.

Søndagsstemning på torvet i Esporles

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.