Hos Mommer

24. august 2016

Overvågning og overvågning er to ting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

I formiddags debatterede man i radioen gps-overvågning af børn.
Jeg har intet imod flere overvågningskameraer spredt med rund hånd stort set alle vegne – har man samvittigheden i orden, kan de fotografere så tosset de vil for min skyld, og kan det øge sikkerheden, er det kun godt. Mon ikke også det ville være billigere at sætte kameraer op ved motorvejsbroerne fremfor at bygge tilstrækkeligt høje værn?
Men at gps-overvåge sine egne børn? Det er der, til min overraskelse, omkring en tredjedel af forældrene, der mener er i orden. Jeg har en meget skarp mening om, at hvis man synes man har brug for at overvåge sit barn, er der noget fundamentalt galt i forældre-barn-forholdet, og så skader man kun endnu mere ved at overvåge.
Det er virkelig et mistillidsvotum, der batter! Jeg ville, hvis jeg var det barn, for det første miste respekten for mine forældre, og for det andet lynhurtigt finde en metode til at omgå overvågningen.
”Jamen det kunne da være helt fint at have overvågning på, hvis barnet fx bliver bortført?”
Okay – vi er da også helt sikre på, at en eventuel bortfører bare ville lade telefonen forblive tændt og sammen med barnet, ikke? De er jo ovenud dumme, sådan nogle?
Kære forældre, der læser min blog: I har forhåbentlig ikke så meget som tænkt tanken at lade jeres børn gps-overvåge, vel?
I har et så godt og tillidsfuldt forhold til jeres børn, at I i tilstrækkeligt omfang stoler på dem, ikke sandt?
Husk, at I selv har været unge engang. Og at I nok selv en gang eller to har gjort noget, I ikke måtte? Men I slap levende fra det, ikke?
Hvis jeg kan huske hvordan det var at være ung, kan I også. Mine forældre frygtede måske noget andet end I gør i dag, men det er ingen undskyldning, for man vil som forældre til alle tider være bekymret for sine børn; det er kun naturligt, men de skal altså have lov til at kunne være i fred.
Jeg kender kendte en mor, der ringede til sit (dengang 10-årige barn) en gang i timen. Jeg prøvede at tale med hende om det, for jeg var ikke i tvivl om, hvordan den datter sandsynligvis ville se på sin mor inden for en overskuelig årrække.

P1030725

Jeg overvågede ikke fuglene og fårene på Lilleholm, da vi var ude og sejle i dag, men jeg iagttog dem. Gennem en kikkert, hvilket er vanskeligt i en lille båd, der gynger, men det var en dejlig tur på to-tre timer, vi havde.

23. august 2016

Det er nødvendigt med understøttelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:08
Tags: ,

I dag var vi på det første besøg i en have gennem Haveselskabet, som jeg lige har meldt mig til. 10.000 m2, stod der i beskrivelsen, selv om de har tre tønder land, hvilket svarer til 16.500 m2, men det passer nok meget godt med, at det er de 10.000, de går og bruger meget tid på.
Sikke en have! Du GOdeste, hvor var den flot.

P1030695

Det første vi så, var æbletræet her, som ikke kunne stå alene – selv med over halvdelen af æblerne pillet af, så resten kunne vokse sig store og stærke.
P1030696P1030715

Umiddelbart for mange sten efter min smag, men i så stor en have – og rundt om så stort et hus – er det i orden. Der er stadig masser af plads til have, så her var det bare flot. De havde langt over 100 krukker med vækster, der kommer i garage om vinteren, sammen med alle dahliaerne. Og med ‘garage’ mener jeg nok nærmest en busremise. Ægteparret var i pensionsalderen, men have og hus lå i Præstøs industrikvarter, så han har haft en virksomhed, hvor der var brug for så stor en garage.
150 dahliaer. Det er mange. Virkelig mange. Hver af ‘buskene’ her er bare en enkelt knold, der blev lagt i jorden i foråret. Nogle af knoldene er dog så store, at “de lige blev hakket over med spaden”, som haveværten forklarede.

P1030699

Mange af dem har en imponerende højde. Desværre kendte ejerne ikke navnene på ret mange af dahliaerne, for disse herover ville jeg gerne have fat i.
Hvad de ikke har i højden, har nogle af dem i blomsterstørrelse – de var enorme, simpelthen – se blot den herunder, der er lige så stor som mit hoved.

P1030711

Nogle af dem ville jeg som sagt gerne have; andre var mere specielle end de var kønne, som fx dem klokken 5, klokken 7 og i centrum i collagen herunder, men alt i alt var det det store dahliaområde et imponerende syn.
Hver nat er fruen ude og klippe dræbersnegle over – foreløbig er de oppe på over 9000 i år. Møgdyr.

Have i Præstø med mange dahliaer

Men altså … godt nok er det lige før jeg går og ønsker mig en større have end der kan blive af de 820 m2 grund, der blev os til del her ved Præstøfjorden, men de 10.000 m2 vi så i dag er trods alt lige meget nok i den anden ende af skalaen. Hele haven var overordentlig flot passet og vedligeholdt – det var tydeligt at se, at det ikke kun var fordi, de viste den frem i dag, at den var så pæn, men den tager al deres tid, og de bliver ikke yngre, som de sagde.
Jeg er sikker på, at vi vil få meget fornøjelse og inspiration af haveselskabet.

22. august 2016

Hvor er der meget jeg ikke ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , , ,

Der er meget jeg ikke ved, og der er desværre også en del jeg burde vide, men som jeg ikke husker. Blandt andet, at jeg så udmærket ved, hvor lidt der Magnolia i augustbliver ud af asierne, når først de er udkernede og udvandede, men det glemmer jeg hver gang, så derfor købte jeg to for for lidt, da vi var i Køge i onsdags. Nu kan jeg ikke finde sølle to asier, så jeg kan få lavet forråd nok til næste sæson. De skal jo nok dukke op, men lagen står og venter.
Jeg troede der var en gårdbutik ikke så langt herfra, der havde asier, så afsted med mig. På cykel – vejret er jo skønt. Ingen asier, så det var forgæves 10 kilometer på cykel, men det skader heldigvis ikke.
På vej gennem Tappernøje så jeg et blomstrende magnolietræ. Jeg troede ikke helt mine egne øjne og måtte undersøge sagen, da jeg var hjemme igen … fandt ud af, at det er forholdsvis almindeligt: Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.
Så lærte jeg det. Det var vitterligt også en mindre efterblomstring med højst 30-40 blomster, men de var der …

Jeg er løbet tør for chilimarmelade og må ty til en en købe-en. Ikke godt. Inge og Hasse (og andre) kan godt lide min chilimarmelade, så jeg turde ikke andet end at sætte i gang og få lavet en portion, hvilket nu er gjort. 16 af de lidt mindre glas på cirka to deciliter blev det til, så er der lidt at forære væk af. Der er vist lidt mere bid i denne end i den forrige, så jeg er lidt spændt på, om den er for stærk for nogle – det er ellers supergodt til ost. 

Chilimarmelade 2016

Det er åbenbart lige meget hvor mange glas jeg køber hos Gläser und Flaschen, så bliver jeg ved med at løbe tør. I dag måtte jeg købe 10 glas i Brugsen, men så kommer jeg til at give dobbelt så meget for dem som i Tyskland, hvilket irriterer mig, så jeg må hellere i gang med en bestilling, så jeg har et reservelager igen. Det er ikke fordi jeg skal producere så meget mere i år, men jeg mangler at lave noget chili-tomatrelish og ditto chutney, og jeg har simpelthen ikke flere glas.

P1030678

Brugsen er blevet bedre til at stave, men summen af lasterne er konstant, for nu kan de ikke regne. Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden, og umiddelbart mener jeg ikke, at der skal en kandidateksamen til for at regne ud, at når der er mindre i flasken til en højere pris, så kan kiloprisen ikke være lavere. Kiloprisen til venstre er korrekt, men til højre skulle der have stået 59,56 kroner og ikke 48,50. Det undrede mig, at den økologiske ketchup var billigst, så der skulle måske ikke have stået 31,50?

21. august 2016

Besøg fra fortiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu håber jeg ikke, min forhenværende chef tager overskriften ilde op … men det tror jeg ikke, for det er naturligvis ikke ham, der skal opfattes som et fortidsminde, men han har været hernede i Den Stråtækte i dag for at se, hvordan vi bor – noget vi har talt om gennem et stykke tid, men det er så først blevet til noget i dag.
Et år eller to før jeg jobstoppede, købte han en MG fra 1968, som han har brugt en del tid på at renovere og gøre køreklar. Han har altid arbejdet meget, så jeg tror det var et led i at have brug for at koble 100 % fra med et eller andet, der var så fjernt fra dagligdagen som muligt – men den teori står for min egen regning. Han er jo trods alt også en mand, og rigtig mange mænd (og nogle få kvinder) har noget med biler, uanset hvordan og med hvad de går rundt og tjener til det daglige brød – John var sandelig heller ikke uimponeret af den, må man sige. Jeg må da også indrømme, at det kunne være ret fedt at køre tur i et smukt landskab i dette røde lyn – jeg gad bare ikke have arbejdet med bilen – det overlader jeg glad og gerne til det modsatte køn.

P1030674P1030675

Chef og jeg har hilst på hinanden de gange, jeg har været til vin- og veteranklubmøder på mit gamle arbejde, og vi har for længe siden aftalt, at en dag, når vejret var til det, skulle han tage sin MG og køre den lange tur ned til os. Aftalen er røget et par gange af forskellige årsager, men i dag blev det, og det var særdeles hyggeligt at snakke med ham igen.
Da vi sad oppe på terrassen og snakkede om både firma og mange andre ting, nød han udsigten og havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke savnede arbejdet … kunne sagtens se, at jeg er et andet sted i livet nu.
Hvilket vi også var inde på – at det er vigtigt selv at få lov at vælge, hvornår arbejdslivet skal være slut, som også Lene har været inde på for ganske nylig.
Det er ideelt at have været glad for arbejdet og ikke mindst for den leder man havde, for derefter at takke af i god ro og orden og med fuld forståelse fra arbejdsgivers side (der er trods alt heller ikke noget odiøst i at gå på pension, som samme chef selv sagde, da jeg sagde op), for at kunne nyde den fjerde alder fuldt ud. At den startede med en kræftsygdom gider vi ikke tænke på nu; den var et uvelkomment intermezzo i mit liv, men jo samtidig den direkte årsag til, at vi i dag bor, hvor vi bor.
Skulle man undre sig over udtrykket “den fjerde alder”, er det fordi jeg, som tidligere nævnt, mener, at den tredje alder er voksenlivet uden hjemmeboende børn, men stadig som en del af det arbejdende folk. Den fjerde alder er et aktivt pensionistliv, og den femte … gider vi heller ikke tænke på lige nu. Den kommer måske eller måske ikke, men det vil vi ikke vide noget om.

P1030677

Tak for besøget – hils mine gamle kolleger!

20. august 2016

Der kan vist godt gå røg af en brand, uden der er ild. Eller røg …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Kl. halvfem i morges blev jeg vækket af en infernalsk larm, som formåede at trænge igennem flere lag søvn – jeg må have været virkelig dybt nede, men langt om længe gik det op for mig, at det var røgalarmen helt ovre ved børnebørnenes soveværelse. Man kan ikke komme længere væk fra vores soveværelse end det, så nu er det da bevist, at den kan høres overalt i huset. I hvert fald af mig … John sov bare.
Der var ikke antydning af røg, men jeg kunne ikke stoppe den, mens den sad i loftet, men den stoppede, da jeg pillede den ned, så jeg lagde den på skrivebordet og ville undersøge sagen nærmere på et mere menneskeligt tidspunkt.
Jeg var lige faldet i søvn igen, da den hylede igen! Sgu! Tre meter fra sengen, og John hørte ikke en lyd, den bøf – og selvfølgelig var der stadig ingen røg nogen steder.
Jeg har selv været ude for det et par gange, og jeg har hørt en hel del brokke sig over, at røgalarmer alt for ofte går, når der ingen røg er.
Det er altså noget irriterende ulven kommer-noget, men den er umulig at ignorere, så man er nødt til at reagere på den, selv om det er falsk alarm i 90 % af tilfældene eller mere … eller også skal man bare være John … tænk, han spurgte, om ikke den bare ville fortælle, at den manglede batteri! Jeg bare på ham og sagde, at næste gang vækker jeg ham, om så jeg skal smide koldt vand i hovedet på ham.
Jeg ønsker mig en røgalarm der virker, når og som den skal.

Haveselskabet på Rønnebæksholm

Heldigvis var jeg trods bøvlet med den røg, der ikke var der, frisk nok til at køre til Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholdt et arrangement. Jeg havde et stykke tid tænkt på at melde mig ind, så nu blev det. I Bårse-Lundby-afdelingen, som, ikke overraskende, hører under Sydsjælland.
De havde hvervetilbud, så jeg fik 15 måneders medlemskab for, hvad ni måneder normalt koster … ingen grund til klage over det …
Jeg vandt oven i købet på indgangsbilletten, hvilket indebar, at der var frit valg på præmiebordet. Det var naturligvis planter næsten alt sammen; det var hundesvært at vælge, men jeg gik hjem med en engelsk pelargonie, P. grandiflorum, som ikke var i florum og da slet ikke grandi, men den bliver forhåbentlig smuk engang – den så i det mindste sund og stærk ud.

Haveselskabet på Rønnebæksholm (7)Haveselskabet på Rønnebæksholm (9)Haveselskabet på Rønnebæksholm (10)Haveselskabet på Rønnebæksholm (14)

Når nu vi var der, slog vi lige lige et smut ind i Herregårdshaven for at se, hvad de har fundet på i år. Der var en del dahliaer, som jeg havde håbet på, men også kæmpebede holdt i matchende farver. Det er flot, når der er blomster i sådan en overflod, men det er vores have ikke helt stor nok til.
Det er den, som vi (via Haveselskabet) kan komme til at se i næste uge, til gengæld. 10.000 m2 have, som blandt meget andet indeholder 150 dahliaer. Den have må jeg simpelthen se! Jeg ser det som en absolut nøvendighed for en nyudsprungen dahliafan og nyt haveselskabsmedlem.

19. august 2016

Græsrodsbevægelse stoppet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags:

Knolden før

Det bed, jeg kalder for Knolden, fordi det bare var en grim, græs- og skvalderkålsdækket kuppel, da vi købte huset, har jeg efterhånden fået tæmmet.
Sidste år fjernede jeg ukrudt og græs og fik efterhånden plantet syv forskellige slags storkenæb, en kvæsurt, en silkekatost, en oregano (bier og sommerfugle elsker den!) tre pudenelliker, tre bakkenelliker og to phloks.
I år har jeg flyttet en storkenæb, to bakkenelliker og to pudenelliker, købt tre kongelys, yderligere to phloks og endelig sat en klematis ‘Montana’ (den med en overflod af små, lyserøde blomster), som det er meningen skal løbe op i rådhusvinen og forhåbentlig ‘overdøve’ den lidt i starten af sommeren. Dette kræver en hel del overvågen fra min side, fordi vinen vokser meget aggressivt, men indtil videre er det gået fint, og klematissen ligger endnu yderst, som den skal.

Bedet er efterhånden ved at blive pænt. Det er under alle omstændigheder blevet pænere …
Men græsset løber ind i bedet og storkenæbbene løber ud i græsset.
Henne ved terrassen ligger der masser af sten, som bare ligger der, fordi jeg ikke har fundet et velegnet formål til dem.
Dem har jeg nu flyttet en del af og lagt som kantsten i det forfængelige håb, at jeg nu har standset både storkenæbsudløberne og græsrodsbevægelsen.

IMG_5774

Jeg brugte også en spade … ikke kun den lille planteskovl.

IMG_5777

Det kan sikkert ikke standse noget som helst, men om ikke andet er det kommet til at se lidt pænere ud.
Derfor er jeg begyndt på samme øvelse et andet sted i haven, men det bliver ikke gjort færdig i dag, kunne jeg godt mærke på mig selv.
Der skal flyttes mere endnu, ikke kun her, men også andre steder fra – det bliver dog senere, når det er færdigt med at blomstre.
Man bliver aldrig færdig med en have … jeg troede det bare var mig, der var en klaphat til at planlægge bede, når jeg sådan er nødt til at gå og flytte det, jeg næsten lige har plantet, men erfarne og mangeårige haveejere forsikrer mig om, at det gør de alle. Hele deres haveliv igennem.
Dejligt beroligende – det bevirker, at jeg føler mig mindre havedum.

18. august 2016

Vi er lidt udfarende for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Gul furehat i potteplantenVi er lidt udfarende for tiden – i hvert fald én af os.
I tirsdags var jeg sammen med Die Drei Mädchen samlet – vi skulle lige have aftalt detaljerne i vores tur til London og til Charlotte om en tre ugers tid.
Det var altså svært at få aftalt. Ikke fordi vi ikke kunne blive enige, men igenigen var det for længe siden vi havde været sammen, så vi nåede som regel kun meget kort ud ad en tangent, inden den tog en drejning og samtalen pludselig drejede sig om noget helt andet – tredje – fjerde – femte … HOV! Hvor var det lige vi kom fra? Nåjo … vi starter igen. Hvorefter det samme gentog sig.
Vi kom vistnok i mål – i hvert fald med det vigtigste, men hele verdenssituationen blev ordnet ved samme lejlighed, så vi nåede vidt omkring.
Karen havde opdaget en svamp i sin potteplante; et fænomen, ingen af os har set før, men en googling har siden oplyst mig om, at det vist er forholdsvis almindeligt. Den hedder gul furehat, og man skal bare lade den være, for den gavner mere end den skader – men man skal ikke spise den.
image

I går var det Det Fast Sammentømrede Engelskhold – vi var der alle syv for en gangs skyld. Herligt at møde dem igen, men hvorfor skal den slags altid falde oven i hinanden? Jeg bliver lidt træt, for jeg har meget langt hjem og kommer derfor sent i seng.
Hos Helle (4)I dag har John fået klippet øjne. Han har fået taget noget af øjenlågene, som besluttet af øjenlægen tidligere på året. Han tager det pænt, men hævder, at han på ingen måde forstår, hvorfor folk gør det af rent kosmetiske årsager!
SÅ sjovt er det heller ikke, mener han.
Han har lige taget en lang lur på sofaen, og fordi han ikke må ligge på siden, som han plejer, lyder der en kraftig snorken derhenne. Det er nu egentlig meget hyggeligt at høre på, når man vel at mærke ikke selv skal sove, men I skal nok ikke spørge mig i aften og i nat, om jeg synes det samme der …
I morgen skulle vi have været hos bagboen og spise, men det er blevet udsat til lørdag – så ser John nok også lidt bedre ud. I enhver forstand.
Lørdag formiddag skal vi på Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholder Havemarked, og hvor der bl.a. skal finde en dahliakonkurrence sted. Jeg har ikke tænkt mig at deltage, selv om jeg synes jeg har en smuk vinderkandidat i Rip city, men det må kunne give mig god inspiration til min udvidelse af dahliabedet næste år. Jeg er virkelig faldet for den blomst, og i lørdags fik jeg det perfekte kursus i nem, men effektiv vinteropbevaring.

16. august 2016

Det er frugtår i år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

P1030607Jeg synes det bugner med frugt i år – især æbletræerne er ved at segne under vægten af alle æblerne.
Jeg synes også at have lagt mærke til, at hvert andet år er der langt flere frugter end hvert andet år, hvis man ellers kan sige sådan. Er det noget pjat, er det helt tilfældigt, eller er der noget om det?
Jeg har engang hørt, at mange frugter varsler en hård vinter, men den tror jeg ikke på. Hvordan skulle træerne kunne vide, om næste vinter bliver mild eller streng? 
Vi har mange æbletræer langs fjorden, det er desværre ikke gode spiseæbler, men de er gode til chutney og til gele, så jeg skal på æbleskud på et tidspunkt, når de bliver lidt mere modne.

Vi har kun et blommetræ (reine claude, uhmm), men det er, som æbletræerne, gået helt frugtamok. Jeg har plukket 10 kilo, og der er lige så mange tilbage på træet endnu.
Vi har næsten mavepine af at spise så mange blommer, og af de 10 kilo har jeg lavet 17 glas blomme-abrikosmarmelade og otte glas syltede blommer i rom, men jeg er nok nødt til at lave flere af sidstnævnte. Det smager SÅ godt – især sammen med en god flødeis.
Ellers nogle gode forslag? Ren blommemarmelade, er det ikke lidt tamt? Jeg kunne selvfølgelig bare prøve … måske kan man blande nogle ikke helt modne æbler i for at give det lidt ‘bid’? Kan man fryse blommer?

Seks kilo reine claude

To glas syltede kirsebær fik jeg også stjålet til ovre på den anden side af vejen – der har været så mange kirsebær, at fuglene for en gangs skyld ikke nåede at tage dem alle sammen. De er en smule sure, men skal syltekirsebær ikke være det? Det tror jeg. 
Hyben har jeg fundet så store, at selv om jeg syntes, jeg næsten ingenting tog, blev der fire glas marmelade ud af det.
Brombærrene er større end de plejer – man kan virkelig få samlet til forråd i år, hvis man vil, og jeg kan få fremstillet en hel masse både til hjemmebrug og til værtindegaver det næste års tid … hjemmesyltede/hjemmelavede ting er altid populært.

Sylltede blommer i romSylltede blommer i rom og blomme-abrikosmarmelade

Myntegele er der lavet første batch af, men der skal laves mere. Her har jeg fundet ud af, at selv om jordbærmynteblade smager godt, både ‘rene’ og til at komme i en kande postevand, så dur de ikke til gele. Efter afkogning i æblesaft, som jeg altid gør, smagte det udelukkende af … æblesaft!
Jeg plukkede marokkansk mynte og kogte det ind en gang til, og nu smagte det af mynte, som det skulle.
Lidt ærgerligt, for jordbærmynten er overmåde frodig, men man kan ikke få alt.

14. august 2016

Housewarming, babyshower, julefrokost

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags: , , ,

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Strandsten i en kreativ opsætning

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.

12. august 2016

Selvsving …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags:

Hvornår lærer jeg det? Hvornår holder jeg op med at gå i selvsving, så snart jeg fejler et eller andet fuldstændig ligegyldigt?
Hvornår holder jeg op med at lægge noget i et eller andet, jeg ikke skal lægge noget som helst i?
Der skal ingenting til, før jeg i det mindste i et kort stykke tid tror, at kræften er vendt tilbage – og da jeg så virkelig blev hundesyg, som da jeg fik rosen, regnede jeg det ikke for noget og var heller ikke spor nervøs, for ved kræft slår man jo ikke ud eller får feber fra det ene minut til det næste.

Så ondt gør en mammografi, John :-)I mandags var jeg til mammografi. Til halv pris, formentlig, for der er kun ét bryst at fotografere. På den anden side tager det længere tid med det tilbageværende, for de fotograferer fra flere vinkler, når man har haft brystkræft. Ydermere skal jeg mammograferes fem gange mere, fordi de bliver ved, til jeg er 80 år, fremfor til 70, som ‘normale’ kvinder får tilbudt, så det er nok ikke til halv pris alligevel.

“Der går fire uger, så sender vi svaret til din egen læge og til din e-boks. Og du skal ikke blive nervøs fordi der går så lang tid. Sådan er det desværre bare.”
Fint nok med mig.

I går morges kom der en sms om, at der lå brev i min e-boks til mig fra Region Sjælland.
Giiissssp. Hjertestop. Hvorfor allerede? Der er kun gået tre dage! Det kan kun være fordi de har fundet noget!
For! Satan! Da! Osse! (Der må gerne bandes offentligt i denne slags tilfælde).
Billedresultat for mammografiJeg sad i fem minutter, mens jeg gav mig selv mental hjertemassage og øvede mig i at trække vejret – og helst begge ting således, at John ikke opdagede noget som helst, for uanset hvordan jeg har det indeni, må han ikke opdage, når jeg går i selvsving. Ikke før det er relevant nok, at jeg gør det, og det er ikke sket endnu. Bortset fra den gang med halsen, et scenarie, som I måske kender fra Den Skaldede Frisør. Der har jeg også været, men jeg var det før jeg så filmen. Heldigvis … men jeg vidste præcis hvordan Trine Dyrholm skulle forestille at have det.

Jeg gik med rystende ben ind og åbnede beskeden.
Som lød, at mammografien IKKE havde vist tegn på kræft.
Godt, John ikke opdagede noget …
Hvorfor siger de så, at der går fire uger, inden man får svar? Er det bare for at være på den sikre side, så de ikke risikerer at få et hav af opringninger fra nervøse kvinder? Man kan vist roligt sige, at de gjorde mig mere nervøs ved at være så hurtige, men det skal de trods alt ikke høre noget for.

11. august 2016

Før- og efterbillede i ét billede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

P1030603Normalt er før- og efterbilleder to eller flere billeder, men her i Den Stråtækte er vi meget rationelle og kan klare den med at tage en enkelt billede.
Stien fra terrassen uden for havedøren (den John lavede som en overraskelse til mig, mens jeg var i England sidst i maj) har altid været tudegrim og var eftehånden blevet ret smal, fordi hasselurten bredte sig ind over den.
Disse løbske hasselurtplanter fjernede jeg forleden dag, og stien blev på 50 minutter 50 % bredere.
Da vi stod og krattede lidt i den i dag, fordi vi prøvede at finde ud af, hvad pokker vi skulle stille op med denne grimme sti, fandt vi ud af, at brostenene, som ligger rundt om hjørnet, faktisk fortsætter ned ad den. Så gik John ellers i gang med lugejern og stiv kost – jeg var heldigvis anderswo engagiert, men det er sådan noget John er så supergod til, fordi han ikke giver op; fordi han glæder sig til at se det færdige resultat. Jeg går gerne død i sådan noget på halvvejen – er meget bedre til at tage en bid staudebed og gøre det pænt eller plante de planter om, jeg plantede forleden dag og lignende meningsfuldt arbejde … 

Og sådan gik der lige pludselig to timer. I kender sikkert godt scenariet, jeg er ret god til at gennemspille: Jeg skal bare lige bruge 10-20 minutter på et eller andet, men den ene opgave fører til den næste, og jeg fortsætter uden at tænke nærmere over det, indtil maveuret ringer og jeg finder ud af, at klokken er 13 – hvor det så er i orden at være blevet en smule brødflov.

Vi skulle ellers ikke noget i dag, men at gå og hygge sig i haven er også en slags ikke noget, for vi havde ingen aftaler, hverken med os selv eller andre, så det med at gå og nusse (og det er altså ikke for at forklejne Johns indsats), er på en måde ren afslapning.

Swimming at Jackie Kennedys private beach on Scorpio

Englænderne slapper også af – de bor stadig på Lefkada, har lejet en båd og svømmer ved Jackie Kennedys private strand på Scorpios, som Onassis ejede. Hun døde for 22 år siden, så hun kommer nok ikke og brokker sig – i dag er den vist ejet af en russisk milliardær, så jeg håber de har undersøgt, hvor tæt de må komme på øen.

10. august 2016

Et kongeligt sølvbryllup – blandt andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:42
Tags: ,

For et godt stykke tid siden fik vi bud fra Danmarks eneste kvindelige konge – Kong Mor (hvis franske mand dog ikke glimrede ved sit fravær, fordi han er gået på pension), at vi skulle være så hjertelig velkomne til at deltage i hendes og hendes royale gemals sølvbryllupsreception, som de ville afholde denne eftermiddag i den fynske mølle. Det er et pænt stykke tid siden sidst vi har set hele den kongelige familie, så vi blev glædeligt overraskede over invitationen. Og selvfølgelig ville vi drage til Fyn for at sige tillykke til dem. Det var der temmelig mange andre, der også havde haft tid og lyst til, så det var en ren overdådighed af mad og mennesker. Meget hyggeligt.
John troede dengang, jeg fortalte ham om invitationen, at jeg måtte have misforstået det, for så godt kender vi heller ikke hinanden, selv om vi har haft nogle virkelig dejlige timer sammen. Kong Mor kunne så forsikre, at vi intet havde misforstået, og at der var en særlig grund til, at de ville se os. Den grund fik vi – og blev helt rørt.

Dybsø Dybsø  (1)

I går var også hyggelig, for der kom Inge og Hasse en tur. Som det efterhånden er skik og brug, kørte vi en tur, hvor et af stoppene var Avnø Naturcenter og et andet var Dybsøstrømmen mellem Svinø og Dybsø … en hyggelig lille plet på danmarkskortet, som I&H ikke kendte. John og jeg har haft campingvognen med på Svinø camping mange gange mellem 1990 og 1995 – vi syntes det var sådan et skønt og fredeligt lille sted, hvor det ikke var småbørnsfamilierne, der dominerede pladsen, og der var ikke længere end at vi kunne køre derned på omkring 1½ time. Campingpladsen eksisterer ikke mere.

Grå krontrane (2)Grå krontrane (3)Grå krontrane

I dag så vi på fugle – i Fuglezoo ved Tommerup på Fyn.
Det må vi så begge med beklagelse erkende, at vi var lidt skuffede over. Det så nogle steder lidt forsømt ud, og det irriterede os begge en hel del, at omkring halvdelen af informationsskiltene om fuglene var enten forkerte eller helt manglede. Forkerte på den måde, at det ikke var den beskrevne fugl, der var i volieren. Selve teksten har sikkert været korrekt nok – bortset fra, at man i alt for stor stil excellerede i særskrevne navneord.
Ovenstående fugl er en grå krontrane – en flot fyr, som, da han (hun?) så os, kom hen og begyndte at danse for os. Og blev ved og ved … hele vejen langs hegnet ville fuglen meget gerne have vores opmærksomhed.
Ellers var det nok især tre killinger på omkring 10 uger og deres mor, vi var betaget af … de havde den blødeste og mest silkeagtige pels, jeg har set og mærket hos en kat – jeg blev næsten fristet til at smugle en af killingerne med hjem i bilen. Næsten.
Nu skal vi slet ikke noget de næste to dage – vi har helt glemt hvordan det er.

9. august 2016

Og sporten kort: 1-0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Det bliver kun ganske kort, for Inge og Hasse kommer lige om lidt, så der skal snakkes og hygges resten af dagen og aftenen …

imageVil bare lige gøre opmærksom på et glimrende indlæg, der handler om OL-ånden. Eller mangel på samme.
Det er så godt et indlæg, at det fortjener at blive læst af alle – og at stå alene uden for megen indblanding fra min side.

Det er Dovregubben fra Limfjorden, der har skrevet de gode og, i mine øjne, kloge, rigtige og tankevækkende ord i indlægget SPILD AF TID.
Jeg har selv haft de samme tanker, men han har sat det bedre på ord, end jeg ville have evnet.

8. august 2016

I Fakta har de åbenbart uflinke ledere … og på Rønnede Kro har de god mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Forleden dag havde jeg et ærinde i Fakta. Det er jeg er ellers ikke meget for at indrømme, for jeg påstår i tide og utide, at jeg ikke handler i Fakta.
Det hører godt nok også til sjældenhederne, men kan altså forekomme.
Mens jeg gik rundt, lød der en højttalerstemme:
“EN FLINK LEDER TIL KASSEN”.
“Flink” var rent faktisk verbalt fremhævet, hvilket undrede mig: Hvorfor skulle det understreges? Fakta tror sikkert, at det lyder godt/smart/rigtigt, men jeg synes det lyder som om de har både flinke og uflinke ledere, og lige nu ville kassen gerne låne en af de flinke.
De uflinke får nok ikke lov til at komme i nærheden af kunderne …

5-retters vinmenu Rønnede Kro5-retters vinmenu Rønnede Kro (2)

Videre til Rønnede, hvor vi havde bestilt en fireretters-menu, men ændrede det til en femretters, da vi via nabobordet erfarede, at der var tre spændende oste mellem hovedret og dessert, hvis man tog alle fem retter.
5-retters vinmenu Rønnede Kro (1)Jeg kan ikke huske de rette betegnelser for retterne og jeg kan slet ikke huske vinnavnene …
Først fik vi noget hummer-noget med papirtyndt, sprødristet brød, salat af ærteblade og noget skum.
Jeg bryder mig ikke om skum, men heldigvis var det ikke ret skummende, og det smagte himmelsk. Hummeren ses ikke på billedet, men den var der, og den lå og gemte sig under alt det grønne.
Tilbehør var friskbagt brød med smør rørt op med kærnemælk. Frisk og lækkert. Dertil en rosévin.
Vi fik også en flaske “Mønvand” uden brus. Og uden kapsel. Jeg har dem stærkt mistænkt for at poste hanevand i flasken. Jeg foretrækker faktisk postevand, men jeg bliver lidt øvsindet over at skulle give 45 kroner for 3/4 liter postevand. Og vi drak to flasker …

Anden ret var ristet kulmule med spæde gulerødder, perle- og rødløg samt ristede flager af mere velvoksne gulerødder. Saucen var en cremet urtesovssauce. (Det hedder kun sovs, når der er rigeligt.)
Vin: En Riesling – en god riesling.

5-retters vinmenu Rønnede Kro (3)5-retters vinmenu Rønnede Kro (4)

Tredje ret var grillstegt kalvemørbrad. Den var himmelsk! Den smagte af røg, som rigtig grillmad skal, og den var så mør, som det kan lade sig gøre at få den slags. De spurgte ikke, hvordan vi ville have den stegt – den kom ind som det, der hedder meget rød eller sågar bleu. Det vi godt lide, men det er langtfra alle der kan det, så jeg sagde til John, at det skulle der nok være nogen, der klagede over.
Det var der også …
Tilbehør var en dejlig sauce, Søren Wiuff-spidskål så spæd, at det næsten var fosterdrab, og ‘knuste kartofler’ med lækre, sprøde kartoffelchips ovenpå.
Ovenpå kødet og i saucen var der bittesmå terninger af røget marv. Det var nyt for os, men genialt tænkt – det var simpelthen perfekt og lækkert til det grillede kød.
Rettens eneste negative punkt: Spidskålen var meget sej, synes vi begge. Vi klagede ikke – hvorfor skulle vi dog det, når alt det andet var så godt? Tværtimod storroste vi retten.
Vin: En kraftig rødvin (selvfølgelig) fra Piemonte.

Så kom ekstraretten: ostene. En fårebrie fra Knuthenlund, som selv John syntes var dejlig (han går normalt uden om fåre- og gedeoste), og to andre, som jeg ikke kan huske; kun at de var fremragende. Dertil noget solbærnoget. Som jeg ikke bryder mig om, men det kan Rønnede Kro ikke gøre for.
5-retters vinmenu Rønnede Kro (6)Dertil en rødvin, hvis førsteindtryk var en røget smag, som jeg undrede mig over, men som tjeneren var glad for, at jeg bemærkede, og spurgte om jeg kunne lide den. Det kunne jeg bestemt – til disse oste – det var ikke en vin, jeg ville drikke uden noget til, men det er jo netop sådanne oplevelser, der gør en vinmenu spændende.

Til sidst en yoghurtsorbet med rabarbersmuldredej, skovhindbær og frysetørret bærdrys.
Lækkert, lækkert. Det var vinen til gengæld ikke – der ramte de i mine øjne helt ved siden af, men ved nabobordet sad de og roste den … smag og behag er nu engang forskellig. Det var en rød Malvasia med bobler, og da jeg så den kunstigrøde farve, var jeg næsten allerede der klar over, at jeg ikke ville bryde mig om den.

Men pyt. Fem retter og kun tre småklager. Alt i alt var det en oplevelse, vi begge gerne vil gentage ved lejlighed. Dejlig mad, gode vine og ikke mindst en udsøgt betjening. Vi giver Rønnede Kro **** ud af ***** mulige.

7. august 2016

OL go home – vi kan selv i Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: ,

Vi kunne lige nå at se starten, inden Heidi, Nikolaj og lille Ella kom sidst på formiddagen.
Den lokale, årlige svømmebegivenhed fandt nemlig sted i dag – omkring 75 personer havde meldt sig til at svømme strækningen fra Fjordkroen til Præstø.
4720 meter.
Ja, jeg er altså imponeret. I mine øjne er det vildt langt at svømme, men jeg nåede heller aldrig til mere end 400-meter-mærket. Jeg lærte ikke engang at redde andres liv, for hver gang jeg forsøgte mig med at bjærge, gik både den druknende og jeg ned som sten, hvilket ikke virkede særlig overbevisende. Når jeg så skulle dykke, kunne jeg kun som en prop, så den lille livredderprøve vinkede jeg hurtigt farvel til. Jeg var heldigvis rigtig god til at flyde, så jeg baserede derefter min fremtidige overlevelse ved et skibsforlis på, at hvis bare jeg kan redde mig selv, er jeg i det mindste ikke til ulejlighed; så kan andre koncentrere sig om at redde andre.

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (5)

Præstø Fjordsvømning er noget af et tilløbsstykke …

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (2)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (6)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (7)

Pressen var talrigt til stede – hele to repræsentanter. Jeg var lidt betaget af hende her – det er usædvanligt, at en pige har så velvoksent et udstyr mellem benene. Det kom dog lidt senere op på rette plads.
Manden på billedet var jeg endnu mere imponeret over – han tog lige turen med ét ben. Helt ung var han bestemt heller ikke. Når jeg ser billeder fra tidligere års stævner, kan jeg se, at han har deltaget flere gange. Gad vide hvor længe han kan klare den?
Jojo – det var OL og de paraolympiske lege på én gang. Vi så også en kvinde, som trak voldsomt på det ene ben, men at svømme distancen havde hun ikke desto mindre tænkt sig at forsøge sig med.

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (9)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (12)

Vi behøver heller ikke de store, dyre, forhold; der vades ganske enkelt ud fra det lille stykke med sand. Den anden repræsentant for pressen ses på det det smalle billede nede til højre. De blev sendt afsted i hold á 25.
Der lines op … alle svømmerne havde på den ene arm en chip, som de skulle huske at køre over registreringsdimsen, når de nåede Præstø havn. Hvordan den blev aktiveret ved afgang, gik ikke op for mig.

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (14)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (15)

Der sættes i gang – og så var de nede. De hurtigste er kun godt en time om at svømme turen, men der var små hvide heste på vandet, så jeg tror de har haft en lidt streng tur.
De fleste havde flotte, sportstrænede kroppe, men der var nogle, der var temmelig korpulente. Jeg var atter en gang imponeret.
Hvis det blev vurderet undervejs, at en svømmer ikke ville kunne nå ruten på højst 2½ time, ville vedkommende blive samlet op af en af ledsagebådene. De gad godt nok ikke ligge derude resten af dagen og vente på smølene.
Til næste år håber jeg vi har tid til at tage til Præstø havn og se dem komme ind.


Vinmenuen på Rønnede kro i går? Absolut anbefalelsesværdig, men den vil blive beskrevet i et senere indlæg.

6. august 2016

Flagesalt har fået ny betydning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

John har fødselsdag i dag.
Vi har ingen flagstang; det eneste jeg kan præstere af den slags, er nogle små papirflag.
P1030543Mens han kørte en tur til bageren, dækkede jeg morgenbord og satte et lille flag i saltkarret.
Nielsen var hurtig: Det kan man da kalde flagesalt!
Jo. Tøhø. Og ham, som slet ikke kan lide flagesalt …

Og ham, som hvert år storpraler med, at det altid er godt vejr på hans fødselsdag … det styrt-øsregner i dag, så det halve kan være så alt rigeligt.
Han har næsten ret, for det er næsten altid godt vejr d. 6. august, men jeg husker godt nok et par dråber på en enkelt tidligere fødselsdag eller to – jeg har drillet ham med, at det er lige som med barndommens sommerferier med evigt solskin og hvid jul hvert år – man husker det man ønsker at huske.
Denne gang er han dog blevet mobbet, for holdnufast hvor det bare står ned i tove.
Charlotte sendte en tillykke-sms fra Levkada, hvor hun bl.a. skrev, at han måtte have været sød, for dernede skinnede solen!
Tænk, lige pludselig vil manden kun tage ansvaret for vejret i Grækenland og hævder, at det er alle dagens andre fødselarers skyld, at det regner her …
imageJeg er glad for, at det var sidste år han blev 70, for det havde ikke været sjovt at skulle rigge til en havefest med det vejr!
Vi fejrer ikke dagen på anden måde, end at vi i aften begiver os til den hyggelige Rønnede Kro (vi tror den er hyggelig, for den ser sådan ud udefra – vi har ikke spist der før) og lader os beværte med en 4-retters vinmenu. Dvs. det er oven i købet kun mig, der skal have vinmenuen, for John vil hellere drikke en god øl til maden.
Frederiksminde i Præstø, som fik en Michelinstjerne i år, ejer også Rønnede Kro, så jeg forestiller mig ikke, at vi vil blive skuffede over maden, selv om det naturligvis ikke er samme kok – han kan trods alt ikke være to steder på én gang.

4. august 2016

Mikro-mini-makrosvampe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

Mikrosvampe – også kaldet skimmelsvampe – er der en del mennesker, der ikke kan tåle, men det er ikke fordi de spiser dem, at de bliver syge, men oftest fordi de florerer, hvis der er fugtproblemer i boligen. Så indånder man deres sporer, og det er der mange, der bliver rigtig syge af at gøre.
Minisvampe er der ikke noget, der officielt hedder, men jeg har opfundet begrebet til lejligheden i dag, fordi vi stort set ikke fandt andre svampe end at vi, hvis vi havde taget dem, med rette kunne beskyldes for barnemord eller oven i købet fosterdrab.
Makrosvampe er dem, vi spiser. Ikke dem alle, men nogle af dem.

P1030503

Herover en minisvamp, men ikke en af dem vi spiser – heller ikke når den har vokset sig større. Den så bare så kær ud, som den stod der i lyste op i solen. Den var ikke mere end 3-4 mm i hatdiameter.
Kantarellerne var ikke meget større, men vi fandt dog nogle få, vi kunne tillade os at tage. 141 gram blev det til – dagens høst var virkelig til at overse.

P1030515

Ingen makrosvampe, altså, men så har jeg da heldigvis et kamera med makrofunktion – det smager da lidt af fugl.
Fugle fotograferer man dog ikke med en makrofunktion.
Det kan man derimod gøre med sådan en fætter som ham herover.
Hvad er det for en? Den ligner en eller anden slags tæge, men efter flere forgæves billedgooglinger måtte jeg give op og beder derfor publikum om hjælp.
Jeg har ikke set den før, men på trods af, at det nok er en tæge, er den fin med den lille orange hjertelignende dims og de blå striber på siden. Siderne, må man formode, men da højre side ligger i skygge, kan striberne kun ses på venstre side.

3. august 2016

Moderne postkort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , , ,

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes, som min mor plejede at sige.
Nu har vi passet vores have i Den Stråtækte, så den er pæn igen. Næsten. Og nu er vi i Sverige til et heldigvis ikke forsømt torp – naboen har slået græsset som lovet, og han har slået lidt mere, end han plejer, for han kunne godt se min pointe, da jeg på meget pædagogisk vis sagde, at en græsplæne, der tydeligt kun er slået nødtørftigt i forhold til normen, er lige så “vi-er-ikke-hjemme”-skrigende som en plæne, der slet ikke er slået.

Lunch on the balcony

Torpet kender vi vel efterhånden alle til bevidstløshed, og billeder af 457 gram kantareller er heller ikke noget specielt revolutionerende, hvorfor jeg i stedet sætter billeder i af englændernes sommerhus (lejede, forstås) på Levkada, som er en brofast, græsk ø syd for Korfu.
Det er et fantastisk sted, de har fundet, hvilket de satsede så stærkt på, at det var, at de har lejet det for 14 dage.
De kan næsten ikke få hænderne ned, men jeg skal da også gerne indrømme, at det ser ret godt ud på billederne – med egen svømmepøl und alles.
Hvilket ikke forhindrer dem i også at tage til stranden.

Greetings from GreeceSwimming Greece 2 august
Jeg er ikke misundelig. Slet ikke – og jeg mener det – der er alt for varmt til mig på denne årstid, og jeg bader kun under bruseren, men det var dette, de ville, så det skal være dem så særdeles vel undt; især Tim trænger meget til en uafbrudt ferie, så jeg glæder mig bare på deres vegne over, at stedet mere end lever op til deres forventninger.
De har dog ikke tænkt sig at ligge på stranden eller ved poolen dagen lang i to uger; de har lejet en bil og skal også rundt for at se øen og dens (få) seværdigheder og især, efter sigende, meget smukke natur.

Det er nu rart at modtage en mms eller to. I de ikke altid gode, gamle dage kom postkortene alt for ofte først frem til modtageren længe efter de ferierende selv var kommet hjem. Er der mon nogen tilbage, der sender rigtige postkort? Man kan stadig købe dem alle vegne, har jeg konstateret, men bliver de købt? Og bliver der sat en hilsen og lidt frimærker på dem? Da vores forældre levede, sendte vi til dem, for de elskede at få postkort fra vores rejser, men vi sendte ikke til andre end dem de sidste mange år – vi har aldrig rigtig gidet det der postkortskriveri.
Den elektroniske udvikling har altså gjort livet nemmere på mange måder.

2. august 2016

Glade, trætte og mætte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , ,

Vi havde en gammel aftale med Ditte og Peter om, at de skulle komme et par dage i deres ferie, og de par dage er nu lige overstået. De er kørt hjem til Nordsjælland, John er taget et smut til drømmeland og jeg selv til blogland.
Det er dog utroligt, som der kan blive snakket på godt et døgn … man skulle tro, at det ville være tid nok, men vi kom da ikke i seng før klokken to i nat.
Man er måske en anelse træt nu, men det er på den go’e måde.

Nyord (3)

I går eftermiddags kørte vi til Nyord, hvor vi investerede i et par glas af den berømte Nyord-sennep i Noorbohandelen. Vi så også senneps‘fabrikken’ – helt tilfældigt, fordi det begyndte at regne kraftigt, hvorfor vi søgte læ i rekordfart, da regntøjet lå i bilen. Det viste sig at være en heldig byge, for Ditte opdagede, at man kunne købe sorte sennepskorn, som vi begge længe har ledt efter op til syltesæsonerne, men ikke har kunnet finde. Før i dag. Vi købte også noget groft sort og gult sennepspulver til hjemmeproduktion af en god, men meget stærk sennep.

P1030482

I dag ville luften helt sikkert have godt af os, så vi kørte en tur til Bregentved og Gisselfeld, som D&P måske, måske ikke havde set før – det var i givet fald maaange år siden. Bregentved ligger noget så idyllisk, og de små, stråtækte bindingsværksskønheder på den anden side af vejen er faktisk meget mere fotogene end selve Bregentved hovedbygning.

P1030486

P1030488Vi har aldrig set så mange springbalsaminer samlet på ét sted. Smukt var det. Også den gulgrønne tidsel af (for os) ukendt art, som vi lidt senere genså ved Villa Galina. Ingen af os havde set den før, men den kan vel næppe være egnsspecifik. Ingen torne på stænglen, kun nogle halvbløde af slagsen på bladene.

Derefter Gisselfeld, hvor vi lovede Peter at springe den store park over og kun bevæge os rundt i et mindre område (alt er relativt) for at se det meget flotte orangeri og bygningerne omkring området, hvor de store jule- og livsstilsmesser afholdes. Plus herskabsstaldene.

P1030495

Flot. To stavefejl i den korte, engelske tekst.
Inde i orangeriet, hvor der for nylig er indrettet en lille tesalon, var der en tavle, hvor der var skrevet ‘the’ to steder – med kridt. Det var derfor ret nemt at viske de to overflødige h’er ud … Ditte blev vist lidt flov over mig, men det var kun hende, der så det.
“Du kan altså ikke få folk til at holde op med at skrive te med h, Ellen!” 
“Det har du givetvis ret i, men det skal ikke forhindre mig i stædigt at blive ved med at prøve!”
Til sidst kørte vi til Villa Galina, hvor vi ville have købt en kopkaf.
Lukket mandag og tirsdag …
Nå – det var alligevel også blevet frokosttid, så den kørte vi hjem og indtog.
Vi takker for en masse timer med en masse snak og en masse hygge!

31. juli 2016

24, næsten 25

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

P1030461

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Windswept - CopyWindswept (5) - Copy

Windswept backWindsweptEdging detail

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

30. juli 2016

Red hvad reddes kan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags:

Jeg mener ikke, at min havepasser læser min blog … jeg har nemlig i sinde at være flink og høflig og sige pænt tak for indsatsen, selv om jeg var lidt øvsindet, da vi kom hjem, men umiddelbart har vi vist ikke andre, vi kan bede om græsplæneslåning, drivhus-, krukke- og stueplantevanding samt postkassetømning.
En del af forklaringen kunne jeg (næsten) forstå. Han bor kun 12 km fra os, og han havde fået så meget regn på de 17 dage, at han ikke kunne huske noget tilsvarende i de 35 år han har boet der.
Vi havde fået 5 mm på de samme 17 dage … manden har troet, at vores have havde fået rigeligt med vand, og det havde den så ikke.
Men. Uanset om der så er skybrud udenfor, regner det altså ikke i drivhuset eller på ‘utilregnelige’ krukker. Eller på mine potteplanter inde i stuerne.
Det meste af det kan reddes. Chiliplanterne, heldigvis, måske tomaten og nok også squashen, men agurken er stendød og basilikummens tilstand kritisk.
Krukkerne kan også reddes, men det vil tage lidt tid, før nogle af dem bliver rigtig pæne igen. Det pudsige var, at stueplanterne i vinduerne ud mod fjorden og to store gulvplanter var fint vandede, men ikke resten. Han har simpelthen ikke set dem! Hvordan det end kan kan lade sig gøre, har de været usynlige, mens vi har været væk.
Jeg siger ikke noget. Jeg siger IKKE noget! Andet end tak. Han har gjort sit bedste, og vi er som sagt glade for, at han gider hjælpe os.
Vi tager bare ikke væk i mere end en uge ad gangen i juli eller august fremover – har vi lovet os selv lige nu. Så må vi se, om det holder vand. Tøhø …

Sugar Diamond 30.  juli

Dahliaerne havde, til min glæde, stortrivedes under fraværet. Den pink i midten herover, som hedder Sugar Diamond, var vokset langt mere end forventet; det var faktisk alle dahliaerne, men den nævnte tog prisen. Vi må have god dahliajord, for Sugar Diamond står til at skulle blive 90 cm, men den må være 120-130 cm høj nu.
Happy Halloween og Downham Royal havde også fået blomster. Jeg bliver mere og mere glad for dahlia, kan jeg godt mærke. Så glad, at jeg er tæt på at nå frem til en beslutning om at tage dem op til vinter og passe godt på dem, hvor jeg i starten kynisk tænkte, at de må overleve ude i haven, hvis de kan. Især den der Sugar Diamond vil jeg gerne se igen til næste år. Og næste igen … men de er allesammen smukke – kameraet kan ikke finde ud af at gengive de meget dybe og intense farver.

Sugar Diamond 11.  juliHappy HalloweenDownham Royal

Indendørs er der støvsuget mindst et halvt kilo edderkopper ned fra hjørner og lofter, udenfor er rosernes døde hoveder skåret af, hele forhaven og noget af baghaven er trimmet, John har været ude og købe ny elektrisk hækklipper, da den gamle døde af overanstrengelse og nok også alderdom sidste sommer, rododendronen er befriet for junglen af rådhusvin … det er helt vildt, som den kan brede sig på ingen tid … så nu ser her pænt ud igen. Næsten. Jeg har savnet min have, har jeg. Tænk, at jeg skulle høre mig selv sige sådan.

Høstanemoner

Høstanemonerne sprang ud mens vi var væk. Dem er jeg også blevet meget glad for – primært pga. udseendet, men jeg har lige fundet ud af, at de også imagekan gøre nytte.
Det har jeg en del muligheder for at afprøve …
Nedenstående er citeret fra samme haveside:
Høstanemoner er indbegrebet af bondehave og bedstemor. De har en sødme og en luftighed over sig, der bare er yndig.
Bondehave og bedstemor … jamen det er da så sandt, så sandt.

29. juli 2016

Et par lange rejsedage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:45
Tags:

Efter at have fulgt med i køsituationen ved Dover, blev vi enige om at lægge tre timer til rejsetiden mod kanaltunnellen. De 14 timers ventetid i weekenden før havde jeg dog kalkuleret med (nej, ikke alle 14 timer, men i hvert fald lang kø!), fordi det var første weekend i skoleferien i England. Af samme årsag tog vi hjem en torsdag (skulle have været onsdag, men Albert var først ledig torsdag), således at vi helt undgik weekender. Eurotunnel sendte mig en mail om, at vi skulle regne med travlhed og kø ved indcheckningen. Vi skulle være der 20 minutter før, men må ikke komme mere end to timer før det bookede tog. På M25 – Londons største parkeringsplads – skulle vi også regne med en times forsinkelse. Altså afsted med tre timer i overskud, så at sige, plus lidt til tissepause; dvs. kl. 07:45.
Selvfølgelig blev vi ikke så meget som et minut forsinkede pga. M25, så vi måtte slå en time ihjel på “Early Port Arrivals” tæt på Folkestone, inden vi kunne køre til check-in.
Det tog bare 10 minutter at komme gennem check-in, hvor vi fik en seddel med et megastort H på. Da vi kom længere ind på det KÆMPEstore område til Eurotunnel, så jeg på de store infoskilte, at E og F skulle med toget 13:50 og G og H kom med 14:20. Please park and wait for instructions. WHAT?? Vi har booket til 13:50 og vi var i god tid! Grrrrr, hvor jeg blev sur, men vi måtte pænt holde ind og vente på besked om den videre fremfærd. Klokken var nu 12.
Klokken 13 var vores tog rykket til 14:40. Mere Grrrrr. Vi havde en aftale med Albert om servering ca. ved 19-tiden, men det kunne vi godt glemme nu.

P1030435P1030437

Franskmændene tjekker pas her i UK (i Frankrig kører man af toget og direkte ud på motorvejen), cirka 50 meter længere fremme end hvor englænderne tjekker vores pas! Det virker lidt tåbeligt, men det kunne næppe være det, der var skyld i de store forsinkelser – der havde været et par togaflysninger, men jeg ved ikke hvorfor.
Men. Man siger, at det var Frankrigs ekstra kontrol, der var skyld i de kolossale forsinkelser ved Dover i weekenden. Jeg forstår ikke, hvorfor de har så hulens travlt med at tjekke folk fra England mod Frankrig. Fra Tyskland og Belgien lægger man knap mærke til, når man passerer grænsen; der er ingen kontrol overhovedet, så alverdens terrorister kan komme i hobetal til Frankrig uden en mors sjæl opdager det. Og jeg tror ikke på, at de kommer fra UK.

P1030439P1030440

Jeg måtte skrive til Albert, at vi tidligst kunne være der 20:30, for vi løb ind i en trafikkø i Frankrig, som sinkede os yderligere ½ time.
Han skrev, at vi bare skulle tage det roligt – den gode hvidvin han havde lovet os, lå på køl og ventede, og hvis jeg skrev til ham 1 time inden ankomst, ville maden være færdig samtidig med vores ankomst – uanset hvornår den måtte ske. Han fortjente et kys på kinden!
Vi kom 20:50 og var grundigt sultne, men Alberts mad er værd at vente på.
I dag var den eneste kø lidt nord for Neumünster. Den sinkede os en lille time, men ellers gik turen glat.
John har kørt 826 kilometer alene i dag. Respekt for den ældre herre. Jeg spurgte, om han ville afløses, men det behøvede han ikke, sagde han. Vi tog naturligvis de behørige pauser, men ellers kløede han bare på.
Vi var hjemme klokken 20, og jeg må bare konstatere, at vi fremover ikke holder ferie i juli/august, for der var lige lovlig meget både i drivhuset og af krukkeplanterne, der havde lidt fatalt af tørst.

27. juli 2016

En fjollet pakke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: ,

P1030399I dag var vi i endnu en Butterfly World, som var meget bedre end den i Wales, for i den i dag havde de på en eller anden forunderlig måde gjort dem tamme … de fleste sommerfugle sad helt stille, mens vi fotograferede. Kun to, den store blå fra Amazonas og en, der hed noget med zebra- havde ikke lært at sidde stille endnu, men resten havde … så er der noget ved det! Sikke nogle skud, vi fik af nogle af dem. Især selvfølgelig John, men hans billeder har jeg ikke set endnu.
Pudsigt nok var det ikke en af de mest farvestrålende jeg var mest betaget af, men den forholdsvis lille og uanselige her til højre. Den hedder et eller andet med glas, hvilket nok ikke kan forbavse synderligt. Den ser betagende ud både når den flyver og når den sidder stille.
Desuden var der reptiler, hvis man skulle have den interesse, og udenfor var der en noget blandet landhandel – dværgkænguruer, skildpadder i flere udgaver, kalkuner, surikater og flere forskellige bondegårdsdyr.
Atter en gang blev jeg grundigt til grin, for jeg så først kænguruerne som store kaniner – lige indtil jeg fik øje på halen, som var gemt i græsset, men inden da havde de andre nået at storgrine af min tilsyneladende manglende viden. Den viser sig ofte for tiden …

P1030410P1030408

Ovenstående larve ledte jeg længe efter mellem bambusbladene efter at have læst skiltet, men kunne ingen finde. Jeg kaldte på Aubrey, for hvem det tog ca. 20 sekunder at få øje på en. Typisk. Men det er en af grundene til, at det er så godt at have børn med på svampejagt.
Disse labre larver var der en snes stykker af på en plante, der næsten var helt spist. John gik lige forbi dem, selv om de var i øjenhøjde – han troede det var blomsterstande.

P1030429P1030431

P1030421P1030423P1030426

Kalkunhaner er nogle grimme fyre, som vist kun de selv og kalkunhønerne kan elske.
Surikaterne holdt trofast vagt oppe og nede, selv om der næppe kommer rovdyr forbi deres nuværende hjem. Og dog, talte vi om, for når stedet lukker og folk er gået hjem, kan rovfuglene sikkert sagtens finde på at snuppe sådan en lille lækkerbisken til aftensmad.

Butterfly World 1P1030434

Det sidste billede er overskriftens fjollede pakke, som stod og ventede på Charlotte, da vi var tilbage igen. Hun fik det lige som jeg kan få det, når jeg bestiller for meget over internettet: “Hvad i alverden kan det være? Hvad har jeg dog bestilt, der kan komme i sådan en indpakning?”
Hun hev det ene stykke papir ud efter det andet – for til sidst at stå med den lille flaske i hånden!
Den kunne hun godt huske at have bestilt, men havde ikke lige forestillet sig dette overkill i emballage.
Hun er premiumkunde hos Amazon og betaler derfor aldrig for porto, uanset hvor lidt eller hvor meget hun bestiller. Mon det har været en fordel i dette tilfælde? Jeg har prøvet noget tilsvarende engang. Jeg bestilte et meget lille USB-stik, som kom i en temmelig meget for stor papæske.

P1030147P1030149

26. juli 2016

Bag tæppet – bag facaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

P1030365P1030367 P1030368P1030369

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

P1030370P1030373

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more P1030374British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.


*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

25. juli 2016

Havsalt er noget man tager på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , , ,

Sea Salt regnfrakkeI hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

P1030350P1030353

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

P1030362P1030363

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

P1030364

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

23. juli 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det er vaaarmt! Børnene plasker og larmer rundt i poolen, jeg sidder med benene oppe på en bænk i nærheden og strikker, mens jeg ikke sjældent smiler et skævt smil over deres latter, deres ord og deres leg. John sidder og ser Formel 1. For Tim og Charlottes vedkommende vil jeg slet ikke vide, hvad de laver, men de er i Bath og hygger sig forhåbentlig sammen.
Vi spurgte børnene i aftes under aftensmaden, om de havde lyst til at være alene hjemme. Der blev vekslet blikke mellem dem … does that mean … just the two of us or will mommer and morfar be here as well?
Da vi derefter spurgte, om det var i orden, at vi også var her – og om det var okay, at vi i givet fald lavede pandekager til dem, lød der et enstemmigt Yeahhh!!! Charlotte smilede og Tim kastede sin bekymrede mine bort og kunne ikke lade være med at grine – han ved jo hvordan børnene reagerer, hvis de skal passes af Granny.

P1030069P1030070

Mens vi spiste frokost, læste Anna op fra en bog med jokes og puns. Så meget for mig og mine sprogkundskaber – ud af 50 kunne jeg selv gætte to, forstod de 47, men forstod ikke helt pointen i en enkelt. Sådan cirka – men jeg troede jeg ville have kunnet gætte flere end jeg gjorde. En af dem jeg gættede var Why do you see a roll of toilet paper sliding down a hill? Den må vel være heading for the bottom, mente jeg, og Aubie grinede og sagde, at den var even better than the answer in the book.
What do you get when you pour boiling water down a rabbit hole?
A hot cross bunny!
(Som jo i virkeligheden er sådan en.)

Nu vi er ved sproget, så ventede bogen Top 35 mistakes Danes Make In English [a fun guide to small but significant errors] på mig, da jeg kom hertil.
Når jeg tager i betragtning, AT nyansatte på mit gamle arbejde (en farmaceutisk virksomhed) skal “læse og forstå” et hav af dokumenter, inden de får lov til at arbejde rigtigt, AT al rapportering skal foregå på engelsk, AT de fleste er gode til engelsk, men ikke gode nok, så synes jeg, at denne lille og overskuelige bog burde være et absolut krav at have “læst og forstået” inden de skriver deres første rapport. De fleste af fejlene kendte jeg (og de andre engelskkyndige) i mit firma så udmærket, og der blev da også som oftest lyttet, når vi påpegede dem. Et par af fejlene var vi nogle stykker, der kæmpede mod i årevis, men ville man høre på os? Nix. Man blev stædigt ved med at hævde, at det var korrekt engelsk, men her står der noget andet sort på hvidt, skrevet af en englænder, som har boet i Danmark i mange år og har set alle fejlene, vi kan finde på at begå.
Og så var der pinligvis en, jeg også kunne have begået. Flovt.
Jeg kunne nemlig godt have fundet på (har vist heldigvis aldrig gjort det) at sige a sparring partner i samme betydning, som vi bruger det på dansk, men det kan man ikke. På engelsk er det someone with whom you are constantly arguing, someone who needles and annoys you, a thorn in your side. Very few English speakers are looking for a sparring partner, although sometimes they are looking to get rid of one.
Så lærte jeg også noget den dag.
Jeg vil vise bogen til min gamle chef. Han er en af dem, der tager sproget alvorligt, og jeg tror han vil synes det er en god ide, at alle skal læse den.

22. juli 2016

Ikke Bath … Salisbury

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: , ,

Det blev ikke Bath i dag. Børnene skal have nyt fodtøj inden deres ferie i Grækenland, men det er deres sidste skoledag i dag, så det må vente til på mandag, hvor vi alle fem vil tage en tur til Bath.
I stedet kørte vi en tur til Salisbury i dag. Vi har været der før; også inde i den kolossalt store katedral, så vi nøjedes med at kigge indenfor i søjlegården – og undre os lidt over den vrede helgen – eller hvad han nu har været … han virkede ikke specielt helgenagtig.

P1030302P1030303
Det er ham, der står alene, jeg mener … han ser overmåde olm ud, mens han står og giver en eller anden fingeren. Ikke særlig helligt, må man sige. De andre ser ud, som sådan nogle nu engang bør se ud.
Katedralen er virkelig enorm og også et besøg værd, hvis I skulle komme på de kanter. Jeg kunne ikke rigtig komme langt nok væk til at tage et billede, der ikke vælter. Den er imponerende indvendig såvel som udvendig, hvor man kan bruge lang tid på at studere detaljer. Og undre sig over, hvorfor der aldrig er kommet statuer ind på de ledige pladser. Pengemangel? Trosretningsskifte? Det må kunne slås op, men det bliver en anden gang.

P1030305P1030306

Ken Follett har beskrevet en katedrals opførelse i Jordens Søjler, som er en fantastisk bog og er blevet til en god film. Det kunne måske i teorien have været denne i Salisbury, der var hans forbillede, men den er omkring 100 år yngre end Follets fiktive katedral i bogen. Det er imponerende klaret at kunne bygge i denne størrelse og højde i 1200-tallet – det er ikke svært at forstå, at der skete en del uheld undervejs.

Salisbury – Sarum – rødderne går langt tilbage (Old Sarum har rester af bosættelser fra 3000 fvt.), hvilket afspejles i nogle af byens smukke huse. Dagens formiddagskaffe blev indtaget i en lille gårdhave på Red Lion Hotel, hvis rødder går helt tilbage til 1300-tallet. Særdeles hyggeligt og stemningsfuldt!

P1030309P1030311

Billedet herunder er især interessant pga. det meget smalle hus lige til højre for den røde bygning. Hvert andet hus i den gade var så smalt. Vi kunne godt tænke os at se en af disse lejligheder indefra. Det er lige før, at en seng kun kan stå i én retning.

P1030319P1030317

Dyrekøllehuset (haunch of venison betyder dyre[vildt]kølle) kunne jeg bare ikke stå for, men igen det sædvanlige problem: Man kan ikke komme langt nok væk til at få nogle ordentlige billeder. An Old English Chop House – det er da skønt, ikke?

Nu er børnene hjemme – de kan ikke få hænderne ned, for nu har de sommerferie! Jeg kan sagtens huske den herlige fornemmelse af at vide, at der ligger mange uger foran en, hvor man bare kan gøre hvad man har lyst til. Og det var rigtig sommer HELE tiden. Det regnede aldrig! Er det ikke rigtigt?

21. juli 2016

Aberglasney Gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:41
Tags: ,

Det blev til endnu en have i dag … jeg tror vi kunne se en ny have hver dag og alligevel ikke blive trætte af at kigge på haver.
Dagens have var Aberglasney House and Gardens, som hævder at være blandt top 10 af UK’s haver. Flot var den bestemt også, men i dag begyndte det at regne, inden vi var blevet helt færdige med at gå rundt, så vi sprang lower walled garden over – heldigvis var det den sidste af alle haverne i haven; resten havde vi nået at være igennem.

P1030251P1030253

Der var et nyt house og resterne af et meget gammelt. Ruinerne af dette sidste havde man smidt et glastag over, under hvilket man derefter havde skabt en subtropisk have.

P1030268

Jeg er som sagt ikke blevet træt af haver, men jeg kunne godt forestille mig, at I snart er det …
Ikke desto mindre kommer her flere blomsterbilleder – herover fra et langt bed holdt i bordeaux og pink farver. Jeg var vild med det!
Det er simpelthen alt for inspirerende at kigge på alle de haver – jeg vil have det hele selv!

P1030277

Da det begyndte at regne, var vi helt tilfældigt ved siden af restauranten, så hvad var mere oplagt end at snuppe en latte og en scone med clotted cream, mens udsigten blev nydt? Det havde dog tilsyneladende ikke tænkt sig at holde op igen, så vi gik tilbage til bilen … hvorefter det holdt op med at regne. Murphy strikes again.

P1030278P1030275

Alt er større i en slotshave. Også plantesækkene …

P1030283P1030284

The sunken garden. “Den sunkne have!” sagde John, men jeg mente nok, at jeg ville kalde den for den nedsænkede have.
P1030293Vi har set virkelig mange montbretia herovre (den røde i midten), og de er langt, langt større end mine fra Peter Nyssen, men de kan selvfølgelig nå at indhente det forsømte – har hørt, at det er ved at blive sommer i Danmark.

Jeg købte ikke kruset, for jeg er forbi dette stadium i kvindelivet, men jeg fortrød bagefter, for det havde været en fin gave til en medsøster, der slås med hedeturene.

Nu er vi tilbage i den lille landsby, som vi kender så godt. Hvad vi skal lave i den sidste ferieuge herovre, vides ikke endnu, men vi skal nok finde på et eller andet – og så skal vi i øvrigt i høj grad lave masser af ingenting. Næsten ingenting … den står vist på Bath i morgen, medmindre Charlottes planer er ændret siden vi tog til Wales.

20. juli 2016

Wales’ botaniske have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags: , , ,

P1030235Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

P1030198

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

P1030195

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

P1030189P1030191

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

P1030129

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

butterfly collage

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

P1030231

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 71, der følger denne blog