Hos Mommer

26. februar 2020

En rørende fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:22
Tags: ,

Dukken LivEn af lederne af Røde Kors’ præstøafdeling var sidste efterår i Afrika. Jeg ved ikke hvor og jeg kender heller ikke den præcise årsag, hvilket heller ikke er vigtigt i denne sammenhæng, men det var naturligvis noget med at besøge et kriseramt område. Hun havde medbragt en snes eksemplarer af dukken Liv, som der ligger opskrift til på vores medlemsdel af RK-hjemmesiden. En dukke, jeg i hvert fald ikke havde tænkt mig at lave nogen af, for jeg bryder mig egentlig ikke om den.
Indtil Annelise fortalte om reaktionen på de dukker, der var blevet delt ud.
Delt ud til børn, der intet legetøj havde.
Deres øjne havde strålet og de havde taget om dukken og holdt den som om det var deres eget lille, nyfødte barn. De havde nuslet og puslet og kurret og sagt nååårrrhhh – eller tilsvarende hvad man nu end måtte sige i den del af verden.
De dukker var blevet knuselsket fra det første sekund de blev lagt i et lille barns arme. Måske en pige, men jeg ved det ikke – i sådanne tilfælde er det sikkert lidt ligemeget hvilket køn modtageren har – drenge kan jo sagtens lege med bamser.
Den Røde Kors-delegerede kunne have udleveret 100 dukker eller flere og var meget ked af, at hun kun havde omkring 20.
Det havde været så uendelig rørende at se disse børns reaktioner på denne lille, grimme, strikkede dukke.
Røde Kors er begyndt at lægge en af dem ned i det, de kalder deres babypakker. Måske har babyen ældre søskende, der vil blive glad for dukken, måske ikke, men helt sikkert er det, at den skal nok komme til at glæde et eller andet barn et eller andet sted i vores somme steder rædsomme verden.
En større produktion er derfor efterspurgt nu hos nørklerne, så man kan få masser af dukker til at pakke med i forsyningerne.
En dukke er naturligvis ikke en livsnødvendighed på linje med varmt tøj, men jeg hader, når børn lider nød – på alle måder – så jeg er nu gået i gang med at strikke nogle stykker. Jeg fik næsten selv fugtige øjne af historien fra Afrika, så kan jeg gøre bare en lillebitte smule ved at bruge noget af alt mit garn til at gøre tilværelsen bare en lillebitte smule mere udholdelig for et uskyldigt barn, gør jeg det så hjertens gerne.
Denne første strikkede jeg af plantefarvede rester, men jeg tror det er en bedre ide at lave dem af mere farvestrålende garn, så de næste bliver med pangfarver.

To brødre

Apropos strik, så havde de to brødre taget ens sweatre på i går, da de skulle ned og besøge deres søster. John tilbød at skifte, men Søren mente, at det da kunne være ligemeget.
Jeg sagde, at jeg ikke håbede, det ville foranledige Søster til at efterspørge en til sig selv eller til hendes mand … hvilket faktisk var lige, hvad det gjorde, men jeg havde instrueret mændene i blankt at afvise et eventuelt ønske.
Jeg har strikket fire af dem (disse to + en til Charlotte og en til mig selv), så nu er det slut, er det.
Det var godt, at jeg var så forudseende, men på den anden side er John klog nok til ikke at love noget på mine vegne.

23. februar 2020

Tromsø m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:28
Tags: , ,

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

P1000746

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.
Garnbutik i Tromsø

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

P1000762

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

P1000777

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Blæksprutte af isP1000800IMG_1116

Blækspruttedetalje

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

P1000808P1000810

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

P1000757

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

P1000756

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

21. februar 2020

Nordlysspam

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: , ,

John tog små 60 billeder af nordlyset tirsdag aften. Nogle få af dem har han slettet, men selv om de resterende umiddelbart ser relativt ens ud, synes vi selv det er interessant at se, hvordan det hele tiden flytter sig hen over himlen og hvordan det uafladeligt forandrer sig, både i retning, facon og intensitet.
På nogle af billederne ses Karlsvognen, som vi brugte som en slags reference til at se, hvor hurtigt nordlyset flyttede sig, men det bevægede sig den aften rundt over stort set hele himlen.

IMG_1066IMG_1067IMG_1068

IMG_1063IMG_1064IMG_1069

En af kommentarerne i går lød: “Selvom du skriver, at nordlys er flottere på billeder, så tror jeg, at det alligevel er ret fedt at opleve det selv”.
Det er nemlig rigtigt. Det er virkelig en wow-oplevelse, selv om intensiteten af lyset er mindre for det blotte øje, end det er på billederne her.
Det er umuligt at beskrive, man skal selv opleve det for at forstå hvad jeg mener.

IMG_1073

IMG_1017IMG_1019

Jeg så tre stjerneskud, mens vi stod der og fik et mindre hold i nakken af at beundre himlen.
Desværre kom ingen af dem med på Johns billeder.
Han blev nærmest helt rundtosset af hele tiden at skulle dreje både sig selv og kameraet på stativ rundt efter mine anvisninger:
Ihhh – SE derovre!
Hvor?
Der – til venstre.

Neiiii, nu skal du kigge i den stik modsatte retning!
Okay, okay, okay!
Og nu tilbage igen hvor du var før!
Jajaja …
På et tidspunkt holdt jeg mig væk – jeg tror han trængte til en lille pause fra mig.
Så gik jeg hen til guiden for at blive fotograferet under nordlyset. Hun eksponerede (også) i fem sekunder og havde et lille trick med at føre en tændt lygte i en halvcirkel over sit hoved i cirka et sekund. Hun lyste ikke direkte på folk, men den smule lys bevirkede, at personerne kunne ses på billedet, mens det ikke influerede på fotokvaliteten af nordlyset.

IMG_1078
IMG_1041

Det var det. Ikke mere i dag. Nordlyset må tale for sig selv. Næsten …
Jeg kan ikke vurdere, om det er et lille stjerneskud, der er kommet med på nederste billede cirka to tredjedele oppe ad den tykke stribe til højre. Det må det vel næsten være, for der sad ikke noget på linsen – det ville have kunnet ses på de andre billeder også.
I næste indlæg vil der komme lidt billeder fra Tromsø, som er Norges største by nord for polarcirklen, hvilket betyder, at der er museer, den flotte Ishavskatedral og andre nydelige kirker. Der er hyggelige byhuse og museer, der er masser af restauranter, cafeer og butikker – bl.a. den fedeste garnbutik. MED herreventestol, så John kunne tage en slapper, mens jeg kiggede på garn.

20. februar 2020

Vi så MASSER af nordlys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:37
Tags: , , , ,

NLMinibus-200218-07469Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

NLMinibus-200218-07481

Ellen nyder nordlysetSom det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

imageTromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

16. februar 2020

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , , ,

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

FamilievæggenJohn og Pernille 1992

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

14. februar 2020

Bondefangeri?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags: , , ,

På mandag tager vi til Tromsø og krydser både før og under turen alt, hvad der kan krydses for nordlys mandag og især tirsdag aften, hvor vi har booket en nordlystur med professionelle guider. Den tur har jeg selv fundet frem til, men hotellet har jeg bestilt gennem Booking.com, som jeg så ofte gør. Inden jeg booker, tjekker jeg gerne med det pågældende hotels egen hjemmeside, om B.com nu også har de bedste priser, hvilket de oftest har – og hvis ikke, booker jeg naturligvis direkte.
Billedresultat for nordlysvarsel tromsøI går skrev B.com til mig, at nu var det jo lige før vi skulle afsted, og om ikke de skulle sørge for en taxi fra lufthavnen til hotellet for mig? Det var da bare SÅ meget nemmere, mente de.
Det kunne da godt være – jeg fingerede en bookning og fandt ud af, at det ville koste 871 NOK pr tur. De må have spist søm – så vidt jeg husker, ligger hotellet ikke særlig langt fra lufthavnen, hvorfor jeg tog den på Google Maps, og ganske rigtigt: Der var kun 5,2 kilometer. Så søgte jeg på Tromsø Taxi, som tilsyneladende tager 125 NOK for den samme tur, hvis man bare går ud og tager en vogn. Hvis man booker en på forhånd, tager de 60 kroner mere (og hvorfor mon det pjat? Det gør man ikke i Danmark), men vi ville alligevel kun komme op på 185 NOK for turen.
Det kalder jeg bondefangeri. Det eneste gode var, at de overdrev så voldsomt, at det nærmest skreg til mig, for havde der stået 400 kroner, havde jeg såmænd nok ikke undersøgt sagen yderligere, men bare bestilt en vogn.
Hvem scorer den difference på næsten 700 NOK? Jeg tør godt vædde på, at det gør Booking.com.

Puha … jeg skulle lige have luft. Og nu til noget helt andet … som dog stadig nok kan listes under emnet ‘Brokkerier’.
Man taler om, at børnene i dagens Danmark bliver dårligere og dårligere til at stave, at lærerne ikke gør nok ud af undervisningen og at det sandelig var en hel del anderledes, da vi andre gik i skole.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ser skræmmende mange dansklærere, der ikke har helt styr på det danske sprog – ikke engang på nutids-r, hvilket virkelig kan få mig op i det røde felt.
Men. Hvis man tror, at alle over fx 50 år kan skrive og stave, så vil jeg foreslå, at man lurer lidt rundt på Facebook.

Et mareridtÅhhhhnej

Disse to (ret morsomme, faktisk) eksempler er fra +50-årige.
AOH 2020Jeg har meldt mig ud af gruppen For os født i 50’erne – jeg kunne ikke længere klare at se den totalt elendige stavning (ejheller de sommetider temmelig stupide bemærkninger), så det er ikke kun de unge eller næsten unge, den er gal med. Det er bare blevet mere synligt, fordi man for 20 år siden blev forskånet for at se dårlige staveres skriftlige udgydelser.
Når det er sagt, vil jeg gerne – igen igen – understrege, at jeg ikke af den grund synes det er i orden, at professionelle, herunder journalister og dansklærere, ikke har 100 % styr på det danske sprog.
Eksemplet til højre er fra håndarbejdsmessen i Rødovrehallen. Der har man så ikke fundet ud af, at navneord i flertal ender på –ene, og at udsagsord i lang tillægsform ender på –ende. Det er klippet fra en plakat, man fik lige i synet overalt i hallerne.
Herunder er det B.T., som, sammen med EkstraBladet, er storleverandør af stave- og/eller forståelsesfejl.
Hvorfor skal de reddes ud.

Hvor mon de tråde skal reddes ud fra?

Man må nok gøre op med sig selv, om den slags skal være en uudtømmelig kilde til underholdning eller det er noget, som giver søvnløse nætter og bekymringer over verdens forfald.

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

8. februar 2020

Dér tog hun fusen på sin mor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:58
Tags: , ,

Min datter kan stadig overraske sin mor.

Forhistorien er, at Tim for et par uger siden sendte et billede af sig selv siddende på en armygrøn motorcykel af ældre herkomst.
Jeg var naturligvis nødt til at spørge, om han var ved at samle ind til et veteran- eller transportmuseum, for nu har han tre wolseleyer og åbenbart også en gammel motorcykel.
Det var en gave! En gave fra en klient, der åbenbart ikke ligefrem er i pengenød, for da jeg googlede, viste det sig at være en gave i en størrelsesorden, som for os andre kun hører hjemme i drømmeland.
Det var da også fra en meget tilfreds klient, der lige havde en Norton, model 1941, stående, og som han regnede med, at Tim ville ville blive ret glad for at eje.

Norton1941

Det havde han ikke overraskende ganske ret i … de må have haft talt om andet end forretning på et eller andet tidspunkt …
Ovenstående billede forestiller ikke Tim, som nogle af jer nok har gennemskuet. Den ledsagende tekst lød:
And look how it arrived!
Kunden havde hyret en mand til at køre den ud til den lille landsby. Han havde forinden kontaktet Charlotte for at sikre sig, at Tim var hjemme den givne lørdag efter kl. 15.
Det var en stor overraskelse for Tim.

Pernille på motorcykel 2010For mig kom den største overraskelse, da Charlotte meddelte mig, at hun var ved at tage motorcykelkørekort!
Det store, oven i købet. I England skelner man anderledes end i Danmark, for ‘stort’ betyder derovre, at hun må køre med en passager bagpå.
Jeg havde nær tabt telefonen.
De forestiller sig, at hun skal køre rundt i omegnen (hun vil ikke køre langt på den), fx til en af deres gode pubber, med et af børnene bagpå, mens Tim transporterer sig selv og det andet barn i en wolseley.
Børnene vil muligvis skiftes til at sidde i bilen og på cyklen, men chaufførerne vil ikke, da Charlotte konsekvent nægter at køre de gamle wolseleyer, for bremserne er hårde som på en traktor, og servostyring var et endnu ukendt begreb, da de blev produceret. Så vil hun hellere køre på motorcykel.
Hun har formentlig endnu ikke fået kortet, når vi besøger dem i begyndelsen af marts, men mon ikke hun har, når vi tager derover igen primo maj?
Det tror jeg. Håber jeg. Det glæder jeg mig til at se, og det gør John også.
Pernille var lidt af en fartdjævel på motorcykel, men mest på bane. Charlotte bliver af naturlige årsager ikke nogen fartdjævel (Nortonen kan formentlig ikke køre vildt stærkt), men det er alligevel pudsigt, at begge vores piger skulle være indehavere af motorcykelkørekort, for der er ikke meget, der ligger John og mig fjernere.

6. februar 2020

Koks i årstiderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: ,

Det er vinter, siger kalenderen, men det er den varmeste januar i mands minde og absolut ikke specielt vinteragtigt.
Personligt har jeg intet imod dette, men jeg ved, at mange savner frost og sne. Jeg frygter lige nu mest, at der kommer en kuldeperiode, som vil ødelægge alt det, der er alt for tidligt fremme.
Man kan dog trods alt ikke sige, at der er gået koks i årstiderne, men usædvanligt er det.

Men der er gået koks i det for Årstiderne.
Hver tredje tirsdag får vi LowCarbKassen fra Årstiderne. Den er fra uge 6 ændret til at hedde KetoKassen og der er dermed “skruet endnu mere ned for kulhydraterne”. Også for kødmængden, men der er i stedet mere grønt. Det er fint med mig – det skal i hvert fald prøves af, inden jeg ændrer på det.
Den første af den nye slags kom i tirsdags. Jeg abonnerer på kassen til to personer i fem dage.
Jeg pakkede først frostkassen ud, hvor kød, fisk og eventuelle mælkeprodukter findes. Den så rigtig ud – der var fem pakker + lidt creme fraiche.
Så pakkede jeg grøntkassen ud: Kartofler??? Oven i købet to poser? Og en pakke RIS??? Hvad har de dog gang i? Det er da på ingen måde ‘keto’ – tværtimod.
Der var heller ikke så mange grønsager som ventet, eftersom de havde skrevet, at der skulle være flere end normalt.
Jeg nåede ned i bunden til ugens opskrifter.
Det første, der ramte mine øjne var “3 personer i 3 dage”. Dammit. Det nummer har de lavet en gang før, men man kan finde opskrifterne på nettet, så den fejl er til at råde bod på.
Det andet der ramte var ordet “KVIKKASSEN”. Aha – det forklarer kartofler og ris. Opskrifterne passede dog ikke af den grund med indholdet af hverken frost- eller grøntkassen.
Jeg ringede til kundeservice, forklarede problemet og blev bedt om at oplyse kodenumrene på de to kasser. Han takkede og sagde, at han ville kontakte distributøren, for den rigtige grøntkasse måtte jo befinde sig et eller andet sted … jeg ville høre fra ham senere.

Der gik et par timer, inden han ringede:
– Det er faktisk – ifølge koden – den rigtige grøntkasse, du har fået.
Jeg nåede at undre mig, men ikke at spørge, inden han sagde:
– MEN: Det er pakkeriet, den er gal med. De har simpelthen ikke pakket de rigtige ting i kasserne, så der står altså ikke en kasse og savner dig.
– Uuuha, sagde jeg, så er jeg vist ikke den eneste, der har fået forkert levering i dag?
– Nej, det er du ikke. Slet ikke, desværre … har du pakket kasserne ud?
– Æhhh, jada, hvordan tror du ellers, jeg skulle kunne konstatere, at jeg har fået forkert levering?
– Nåhnej, selvfølgelig, men så må vi ikke tage den retur. Du beholder bare hvad du har fået, og så krediterer vi dig for denne levering. Den skal du naturligvis ikke betale for.

1 marts 2018 (1)

Jeg er glad for Årstiderne, og med den gode service har jeg ikke tænkt mig at ændre noget vedrørende mit abonnement.
Alle begår fejl indimellem, og selv om denne nok var en af de lidt mere omfattende, så var det Årstiderne selv, det gik mest ud over, og jeg tror der var nogle af deres medarbejdere, som stod til lidt af en skideballe i går.
For 1½ års tid siden fik jeg ingen levering, da jeg forventede det. Der gik en dags tid, inden de fandt ud af, at distributøren havde afleveret den på en forkert adresse. Det var godt nok ret frækt, at manden der med tak tog imod leveringen, undlod at fortælle, at han ikke abonnerede på Årstidernes kasser, for det var sådan det var, sagde chaufføren senere til mig, så han tænkte ikke over det, før han blev ringet op og fortalt, at der var en kunde, der savnede en levering. Jeg fik en erstatningskasse et par dage efter, som jeg ikke skulle betale for, så igen: Servicen fejler ikke noget.
Det allerbedste ved disse måltidskasser har jeg nævnt før: Det er, at jeg for næsten 25 % af mine aftensmåltiders vedkommende ikke skal finde på.
Dette irritationsmoment kender rigtig mange husmødre, ved jeg: Det værste er ikke at lave maden; det er at finde på, finde på, finde på.

4. februar 2020

En (for)underlig mekanisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , , ,

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Røde kors-strik

Røde kors-strikJeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland Smile )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.
Røde kors-strik

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m2. Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

1. februar 2020

Ildsjæle brænder ikke ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Da vi var på julebasar i Stege, købte vi kalvekød fra en gård på Møn. De kalder det selv for Velfærdskød.
Jeg har aldrig fået så godt kød her i Danmark. Ganske enkelt … der var så meget og så god smag i, at vi bare kiggede på hinanden og sagde wow!
Og så var det endda ‘bare’ fars. Jeg var nødt til at prøve noget mere kød fra deres gård, og da butikken har åbent hver lørdag, kørte vi i dag en tur til Møn. Det skal åbenbart være dårligt vejr, når vi er på den ellers så smukke ø, men det må vel lykkes en dag at ramme noget bedre vejr.
Pyt. Vejret var ikke det primære i dag; det var jerseytyrene og nogle særdeles kælelystne grise. Jeg kælede dog ikke med dem, men det gjorde ildsjælen, som er den kvindelige part af gårdejerne – de kappedes om hendes gunst, da hun rakte en hånd ned for at klø dem på hovedet.

P1000690

Har I nogensinde set så finurlig en gris? Med stort smil på og glimt i øjnene?
Selvfølgelig er det ikke sådan det er, men det ser sådan ud, ikke sandt? Den er helt menneskelig at se på, og jeg indrømmer blankt, at jeg hellere vil se på denne glade gris, end jeg vil belaste mine øjne ved synet af fx en vis amerikansk præsident, som jeg virkelig synes er et dumt svin. Sorry.

Karen og Torben Olsen, som ejer gården, var ude at arbejde, da vi kom. Det samme var deres to sønner, så de mener det med familieforetagendet.
Vi troede vi bare skulle ind i en gårdbutik og finde lidt kød frem fra fryseren, men Karen spurgte, om vi ikke ville se bedriften, hvad vi selvfølgelig gerne ville. De har kun jerseykvæg, og de har kun tyrekalve, da disse normalt bliver aflivet kort efter fødslen, fordi de ikke er rentable. Jerseykvæg er ikke kød- men malkekvæg, og til det er en tyrekalv ikke specielt velegnet.
Grunden til, at det ikke er kødkvæg, kan I selv tage en tur til Møn for at finde ud af. Jeg kan skrive under på, at jerseytyre – og ditto stude – producerer noget yderst velsmagende kød.
Karen fortalte og fortalte. Hun er en ildsjæl, som man holder af to minutter efter at have stiftet bekendtskab med hende. Hun må have fortalt om det kvæg flere hundrede gange før, men John og jeg følte, at dette var første gang, hun fik chancen. Iblandet masser af smil, glimt i øjnene og humor. What’s not to like?
Vi hørte ikke kun om stedet her, fordi meget af hendes information affødte spørgsmål fra vores side, så vi kom en del rundt – i flere betydninger – i den lille time, vi tilbragte der.

Jerseykalve

Disse små fyre er omkring 2½ måned gamle, og de får lov til at spise alt det, de overhovedet orker.
Vi kom hjem med tyksteg, fars og ribeye fra kalv, samt fars, koteletter og bacon fra gris. De havde desværre udsolgt af de meget trendy nyretapper, men så har jeg en undskyldning for at komme igen en anden gang.
Jeg ville gerne bestille en halv kalv hos dem, men så meget plads får jeg desværre nok aldrig skabt i min fryser. Jeg må finde nogen at dele med.

Vi afsluttede turen med frokost på Muldiverset. Birgitte der er også en skøn kvinde, og selv om det kun var vores tredje besøg, havde hun helt styr på hvem vi var (.. velkommen – det er hyggeligt at se jer igen. Kan du da genkende os? Ja – det var jer, der tog jeres engelske familie med sidst I var her, ikke?).
Livet er godt.

31. januar 2020

Min indre dialog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

John havde en aftale i dag med nogle gamle kolleger til en gensynsfrokost. Efter mere end 20 år – han var lidt spændt på, hvordan det ville gå, men han er endnu ikke kommet hjem, så det er nok ikke gået helt galt.

P1000681Jeg benyttede mig af lejligheden til at tage til AOHs messe i Rødovrehallen.
Der var måske ikke ligefrem kaos, da jeg ankom lidt over 10, men det snerpede … jeg kørte ind uden det store håb om, at der skulle være flere pladser, men søreme om ikke jeg så en, som andre enten havde overset pga. bilernes størrelse eller fordi pladsen var for snæver, hvilket den ikke var til mig. Heldigvis har jeg en lille bil, så den passede fint ind der – oven i købet i godt selskab tæt op ad Geilsk.

Hvad skal du nu til håndarbejdsmesse for? Du mangler hverken garn eller stof!
Jeg er da nødt til at se, om der er nogen spændende nyheder …
Du kommer bare hjem med noget, du i virkeligheden ikke har brug for.
Arrhhh … jeg skal nok være standhaftig.
Hmmm …

To timer senere:
Nå. Var du så standhaftig?
Næsten. Jeg købte ikke ret meget. Kun lidt mohair til følgegarn til mit plantefarvede garn. Det var et godt tilbud til under 1/4 af normalprisen.
Og så lidt Manos del Uruguay. Det er verdens bedste garn, ved du nok! Og her fik jeg rabat, fordi jeg købte to fed.
Var det nu også nødvendigt?
Næhhh, måske ikke … og dog … johhh … JO, det var, var det! Absolut nødvendigt.

imageDet skal understreges, at ovenstående er min egen indre dialog. Min søde mand kunne ikke drømme om at stille mig den slags inkvisitoriske spørgsmål.
Han ville heller ikke have så meget at have dem i, fordi han selv benyttede lejligheden til at træffe en aftale i København om at se på en brugt linse. Selv om den er brugt, ville han skulle af med 10 gange så meget, som jeg brugte i dag – hvis han altså besluttede sig for at købe den. Den er perfekt til at fotografere nordlys med, så sådan en kan han naturligvis ikke undvære …

Jeg fik, som skrevet, fat i noget fantastisk Manos-garn, så nu skal jeg til at kaste mig over mit tredje Kaleidoscope-sjal fra Kaosyarn. Jeg købte garn og opskrift af Pia selv, da hun stod på Fiberfolk i Roskilde, og jeg elsker det sjal. Dette bliver det fineste fine af dem alle, fordi det bliver strikket i lacegarn. Det kommer derfor til at tage 100 år at strikke det, men det er forhåbentlig umagen værd, og så har jeg et perfekt bilhåndarbejde til de næste par langture.
Billedet er Pias eget fra hjemmesiden, men jeg håber hun tilgiver mig, når nu jeg reklamerer lidt for hendes fine sjal? Mit eget foto yder ikke sjalet tilstrækkelig retfærdighed.

Desværre (eller måske heldigvis?) var der ikke ret mange stande med patchwork i forhold til, hvad jeg husker fra tidligere år – i stedet var der stande i hobetal med symaskiner af alskens mærker. Jeg plejer ellers altid at finde et nyt og interessant mønster til et eller andet, men altså ikke denne gang.
Så sparede jeg da de penge …

29. januar 2020

Vrede og undren

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:49
Tags: , , ,

Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.

image

Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.

P1000675

Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.

Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.

27. januar 2020

Godt, jeg ikke er oversætter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Vi kan godt lide at se den engelske (originale?) udgave af Jo færre, jo bedre, som hedder Pointless på engelsk. Den danske titel er i øvrigt aldeles glimrende fundet på og er samtidig et fint eksempel på, at man ikke altid skal oversætte direkte, men at det er bedre at gendigte således, at den originale mening ikke går tabt. En direkte oversættelse – som jeg ynder at kalde en undersættelse – er tit ufrivillig komisk og efterlader ringe tanker fra min side vedrørende teksterens spoglige kompetencer.
Jeg har været inde på undersættelser flere mange gange tidligere, dog nok mest, mens jeg stadig arbejdede – og det sikkert fordi jeg af den grund blev eksponeret for flere fejl end tilfældet er i dag.
Men, men, men. Undersættelser eller andre sproglige misforståelser bliver aldrig en mangelvare. For slet ikke at tale om mere eller mindre horrible stavefejl … dette sidste kan konstateres ved at bruge mindre end fem minutter på at bevæge sig lidt rundt på FB.
Lige netop her går jeg nu ikke så højt op i, om folk skriver forkert; det er for det meste ganske almindelige mennesker, hvis dårlige stavning bare er blevet mere synlig pga. de sociale medier.
Journalisterne på BT burde som fagfolk (som jeg dog ikke altid tror det er – eller er det ønsketænkning?) vide bedre end at komme med en som denne:

Hvorfor skal de reddes ud.
Gad vide, hvorfra de tråde skal reddes ud?
BT og Ekstrabladet er lidt for tit leveringsdygtige i sproglige fejl. Jeg læser ikke nogen af disse to, men FB bombarderer jo en med reklamer, så disse klikfang kan man næsten ikke undgå at se.
BTI Studios (som er fusioneret med nogle andre og nu hedder https://www.iyunomg.com/, fandt jeg lige ud af), der oversætter størstedelen af BBCs programmer BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del, er et bureau, som ikke burde lave banale oversættelsesfejl som fx billion til billion og ikke det korrekte milliard.
Jeg ser både morsomme og irriterende fejl, men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er glad for, at jeg ikke skal oversætte quizprogrammer og lignende underholdning, for der, især i QI, forekommer en del nærmest uoversættelige ordspil, hvilket dog ikke var gældende, da BTI, på et Pointless-spørgsmål om termen for en bestemt slags strikkede masker undersatte PURL (vrang) til PERLE. Fonetisk lød det ganske vist som pearl, men på tavlen stod der højt og larmende PURL, så den fjollede fejl undrede mig.

Man skal vælge sine kampe, og denne er på forhånd tabt, fortæller man mig tit. Det er desværre nok også sandt, og jeg prøver virkelig i stedet at få øje på de mere komiske aspekter af dette emne – især nu, hvor jeg ikke længere bliver betalt for at finde – og ikke mindst rette – folks fejl.
Det er bare svært at se det morsomme, synes jeg. Alt for tit har jeg lyst til at ruske folk og skrige: Så lær det dog!!! Er det virkelig så svært??? Og nej, det er ikke nok, at jeg forstår meningen! Hvis jeg ikke forstår den ved første gennemlæsning eller min læsehastighed nedsættes, har du ikke gjort det godt nok!
Heldigvis har jeg lært at bruge PYT-knappen, så jeg holder lav profil og forsøger at koncentrere mig om den humoristiske side af sproget.
Billedet her fra FB er et glimrende eksempel på det fantastiske folkevid, som tit er noget af det første på banen ved enhver tænkelig lejlighed, og som også stort set altid får smilet frem hos mig.

Forær mig gerne flere eksempler på fejlagtige, men gerne morsomme, oversættelser eller journalistiske bommerter, tak.

24. januar 2020

Det var det

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Det var det.
(Det fik mig til at tænke på en krydserpåtværs jeg engang løste: Ordforklaringen var DET DET VAR. Løsningen: DDR. Elsker bare den slags …)
Men altså: Det var det. Min hidtil korteste karriere i arbejdslivet.
Jeg skal ikke mere møde i Røde Kors-butikken. Nøglen er afleveret og vi har sagt pænt farvel til hinanden. Lederen var sød og gav mig ret i, at man som frivillig skal synes det er sjovt, og eftersom jeg ikke gjorde det, var der kun én mulighed: at indrømme, at det var en fejltagelse, at jeg begyndte.
Hun sagde, at hvis jeg fortrød, at jeg havde fortrudt, var jeg til enhver tid velkommen igen. Jeg takkede, men tænkte indeni det tror jeg ikke jeg gør.
Man skal dog aldrig sige aldrig, og hvis jeg bliver alene, er situationen måske en anden, men den bro kan jeg krydse, når eller hvis jeg kommer til den.

Det gælder nemlig bare om at nyde det mens man har sig, for man ved ikke, hvornår Styx skal krydses.
I dag var jeg hos lægen, fordi jeg gennem nogen tid har haft en særdeles uregelmæssig puls. Især om natten kunne den gå fra omkring 60 til op til 120 på ingen tid, hvilket efterhånden bekymrede mig en del, for hvorfor nu det? Jeg lå i min seng, for pokker! Så skal jeg da ikke have en puls som havde jeg lige løbet. Det vækker mig et par gange hver nat, og det sker også om dagen, at pulsen stiger lige pludselig, men ikke i så høj en grad – eller også er jeg bare fokuseret på noget andet om dagen. I sengen har jeg alt for meget tid til at tænke grimme tanker og gå i selvsving. Jeg havde også lidt ondt i midten af brystkassen nogle dage, hvilket bestemt ikke formindskede selvsvinget – tværtimod – men det er væk igen, så det var nok bare en infektion, der ikke rigtig fik fat.
Jeg havde tænkt arterieflimmer. Jeg havde tænkt forsnævringer i kranspulsårerne og alt for højt kolesteroltal med hvad det nu engang kan medfølge.
Jeg tænkte i det hele taget alt for mange tanker, og i dag tog jeg mig sammen til at ringe til lægen.
“Kan du være her om to timer?”
Det kunne jeg …
Han bekræftede, at det sandsynligvis var noget atrieflimren, men bortset fra det, lød jeg fornuftig nok, hvad hjerte og lunger angår.
Jeg skulle ikke være bange, for det er ikke farligt som sådan, men han ville gerne se et EKG og nogle blodprøvesvar, så det skal jeg have ordnet på tirsdag og får svar onsdag. Afhængigt af disse resultater skal jeg måske have en eller anden overvågningsdims på i nogle dage, så man kan følge mit hjerte. Det skal man jo ellers altid … følge sit hjerte, mener jeg … men jeg plejer godt nok ikke at have folk til det.
Svarene vil også afgøre, om jeg skal medicineres.

Det er altså noget hø med den dåbsattest. Er det ikke den ene af os, så er det åbenbart den anden, der er noget galt med. Vi har simpelthen bare ikke tid til den slags pjat. Som det er lige nu, er det kun juli, august og november vi ikke skal noget, som indebærer to eller flere nætter uden for matriklen.

22. januar 2020

Coming up and going down – blomster og drivhus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Mit nye drivhus kom i går og er det næste stykke tid årsag til, at min lille bil må bo ude, fordi vi vil have det liggende under tag, så længe det befinder sig i sin pap- og træemballage.
I dag er det et fuldstændig fantastisk vejr – den himmel fås ikke meget mere blå end dette – så John ringede efter Søren og sagde, at nu var det tid til at pille det gamle drivhus ned, for vi skal have gjort klar til, at Jørgen kan komme og lægge ny belægning samt montere det nye drivhus.
Søren får det gamle, plus fliserne det står på, så han hjælper gerne John med nedrivningsprocessen.
(Grunden til de to forskellige himmelfarver skyldes, at jeg fotograferer mod hhv. øst og nord med kameraet stillet på Auto. Det gør en overraskende stor forskel på himlen, mens det grønne er nogenlunde ens at se på. Bare lidt undren fra en amatør.)

P1000670P1000672

Vi skriver 22. januar, men det kunne lige så godt have været i slutningen af februar eller begyndelsen af marts. Temperaturen er dog ikke tocifret, men solen skinner og mændene arbejder sig varme.
Det gjorde jeg også. Mens solen stadig stod og varmede væggen mod sydøst, klippede jeg den alt for høje (>50 cm) og tætte vinca ned, så de mange påskeliljer, tulipaner og vintergækker kan få plads og lys nok til deres videre færd op af jorden.
Hvorfor de forrige ejere har plantet Vinca major her, forstår jeg ikke – der står fire rosenbuske; de har som nævnt sat mange forårsløg, og vincaen er vildt svær at komme til livs, hvilket bekræftes af havenyt.dk: “Udløberne fra især Vinca major kan også finde vej op i buske på området. Under jorden kan det blive næsten massivt med rødder. Det må derfor tilrådes kun at bruge Vinca et sted, hvor man ikke skal færdes, og hvor der ikke skal vokse så meget andet end store træer og veletablerede buske.”
Øv. Jeg får dem ikke væk uden at grave det hele op, og det vil jeg ikke. Tror jeg … roserne kunne måske godt trænge til foryngelse, så det var måske værd at prøve at få en havemand til at komme og gøre for mig. Om ikke andet, så kan jeg plante remonterende og velduftende roser, som jeg bedre kan lide at have i min have.
Nu er vincaen dog hæmmet så meget, at påskeliljer og andet kan komme op og pynte – det var nødt til at være nu, da det hele er allerede langt fremme.
Jeg tror vi har byttet klima med England, for da jeg talte med Charlotte i dag, sagde hun, at hos hende er ikke engang vintergækkerne på vej op. De har haft mange flere frostnætter end vi har, og de har oven i købet haft temmelig hård frost i perioder. Dog heller ingen sne.
Da jeg sendte hende disse billeder med hhv. vintergæk og erantis, tulipaner og påskeliljer, kunne hun godt se, at det er blevet den omvendte verden, for de er normalt tre uger foran os.

22 jan 2020 - 322 jan 2020 - 222 jan 2020 - 1

21. januar 2020

Dommen blev betinget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:27
Tags: ,

I går, med 14 dages forsinkelse, fordi der kom nogle sten i vejen, var John hos en knoglekirurg på Nykøbing sygehus. Han var et ordentligt brød at se på. Ikke tyk, men stor, muskuløs og hærdebred. “Lige min ide om en kirurg”, sagde John senere. Jeg måtte spørge hvorfor, fordi det var den modsatte af min forestilling, hvis jeg da overhovedet havde en, men en af de spinklere drenge i min gymnasieklasse ville være kirurg – og blev det da også. John mente til gengæld, at han kun var stødt på store kirurger i sit liv. Man må gå ud fra, at ingen af os har ret …
Vi var dog enige om, at han så armensk ud. Hans accent og måske især hans navn hjalp os dog nok lidt på vej hvad afstamningen angår. Vi bilder os ellers ind, at vi ofte kan se folks etniske afstamning, og inden for Europa tillige nationaliteten. Selvfølgelig tager vi sommetider fejl, men forbavsende tit har vi ret. Det er en lidt sjov leg for os at fordrive tiden i et internationalt miljø med at gætte folks nationaliteter. I langt de fleste tilfælde får vi naturligvis ikke svaret, men det er sjovt alligevel.

Kirurgen sagde, at de helst ikke opererer før det er strengt nødvendigt; man giver ikke så hurtigt nye knæ som for år tilbage, for der er kommet en mere målrettet træning, GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark), som er temmelig effektiv. Jeg havde hørt om den fordi en læser af min blog var så sød at skrive til mig om den, men jeg havde ikke sagt noget til John, for jeg er ikke en autoritet på området og har derfor lært at holde bøtte. Jeg kender ham jo …
Det var derfor en ganske anden sag for ham at få det at vide her, og i øvrigt var John meget lettet over ikke at skulle opereres – ikke før om lang tid, i hvert fald. Udsigten til, hvad han troede blev dommen, havde kostet ham en del timers nattesøvn i den seneste tid, men i går blev den dom altså gjort betinget.
Det hans egen læge havde troet var en knogleflis der generede, viste sig at være en lille forkalkning og dermed ganske harmløs. Lægen var flink til at pege på røntgenbillederne og forklare os hvad vi så. Det er ene og alene slidgigt, der er Johns problem. Og ikke et ondt ord om egen læge om den fejltagelse – tværtimod kan vi kun respektere hende for at kende sin egen begrænsning og sende John videre i systemet til specialist.
Der er 20 % af dem, der får nye knæ, der aldrig bliver glade for dem. Det er selvfølgelig dermed 80 % der gør, men både Johns far og søster fik nye knæ, og de hørte begge til de 20 %, så statistikken talte imod en operation.
Han har nu fået lægehenvisning til en fysioterapeut, der er uddannet i GLA:D – der er oven i købet en her i Præstø, så det kan næsten kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvor er jeg glad (!) over, at han (forhåbentlig) snart får lidt lindring af sine mange smerter. Det er ikke en mirakelkur, men hvis vi er heldige, er der god effekt inden vi drager til Alaska. Vi fortalte, at vi skulle på en sådan måske lidt anstrengende tur, så han gav John nogle tabletter, som han kraftigt og med mange ord understregede KUN var til nødstilfælde; det var IKKE forebyggende, men stod han in the middle of nowhere og ikke kunne mere pga. smerter, så var det okay at tage en! Og han må ikke køre bil, hvis han gør det, så det er skrappe sager.

Der er håb forude. Dejligt.

19. januar 2020

Lynvisit i Hamburg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:27
Tags: ,

Det var flot, flot vejr, både da vi kørte hjemmefra og da vi ankom til Alsterkrug Hotel midt på fredag eftermiddag. Det var et glimrende hotel med spa og mulighed for massage og andet i den dur, men det nåede vi ikke. Jeg havde ellers for en gangs skyld taget badedragt med, for sæt nu John ikke kunne holde ud at gå. Det kunne han dog i mindre grad, så vi købte en samlet billet til tre ting, som viste sig at tage hele lørdagen: havnerundfart, hop on – hop off-bus og endnu en bådtur på Aussenalster. Denne sidste kunne have været ligemeget, men vi så da nogle millionærvillaer, som nok ville kunne gøre husejerne på Strandvejen en anelse misundelige.
Den første havnerundfart var mest i containerhavnen. Vi tog den af to mulige, fordi vi fik at vide, at vi så mere på denne tur, men bortset fra, at han lige rundede Elbphilharmonie, så vi kun containerhavnen. Det var på sin vis spændende, for det var interessant at se, hvor heeeelt vild stor den er, men vi ville da gerne have haft set noget mere end den. Vi summede lidt over, hvad billetsælgeren mon havde ment med, at vi “så mere” på denne udgave.

Elbphilharmonie, Hamburg

Elbphilharmonie var en imponerende bygning, selv om Eric kom til at tænke ‘skrummel’. Johns umiddelbare reaktion var, at det forstod han da fint …
Den navnkundige Reeberbahn var sjov at se, selv om vi kun så den fra bussen. Vi undrede os en del over skiltet ved ‘indgangen’ til gaden: Den var våbenfri zone; skiltet havde overstregede piktogrammer for pistoler, knive og andre håndvåben. Hvorfor skulle det kun gælde for Reeberbahn? Det gælder vel overalt, at man ikke må bære våben? Eller hvad?

Hamburg

Noget var helt venedigsk at se på.

Og hvordan var det så med maden på hotellet? Vi var blevet lovet en fin femretters-menu, og den var da også glimrende: Først kom de med to slags godt brød, hvortil de ikke serverede smør, men en lækker olivenolie. Kort efter kom de med appelsinmarineret laks med syltet fennikel og sennepsdressing. Derefter en cremet trøffel-kartoffelsuppe med pesto og nødder; så en citronsorbet til at rense ganen, efterfulgt af hovedretten, som var grillet aborre med diverse (godt) tilbehør. Til sidst en crème brûlée med moccais og bær.
Alt i alt en dejlig menu – der var hverken for meget eller for lidt mad, men lige tilpas, så vi gik mætte, men ikke ubehageligt overmætte, fra bordet.

Appelsinmarineret laks

Vi spiste også på hotellet fredag aften. Her kunne vi vælge a la carte eller en tre- eller fireretters menu. Vi valgte en treretters, som, med de valg mellem for- og hovedretter vi havde, viste sig at være præcis den samme som de fem retter dagen efter. Det kunne de da godt have sagt! Jeg valgte den marinerede laks og John kartoffelsuppen. Dagen efter fik vi begge dele … fredag valgte vi begge and, hvorfor vi tog fisken om lørdagen – så var der da en smule variation i det. Desserten var også den samme. Forskellen var altså i virkeligheden bare citronsorbeten og det glas mousserende vin vi fik inden maden.
Det var søreme heldigt, at det smagte godt – og at de valgte vine var virkelig gode – her valgte jeg også forskelligt fredag og lørdag.
Nå. Vi fik set det centrale Hamburg og en del af den kæmpestore havn; vi havde et rigtig godt værelse og vi fik glimrende mad – alt i alt et par gode dage, hvor vi som sagt var heldige med vejret – det regnede lidt i går eftermiddags, men ellers har vi haft sol fra en nærmest skyfri himmel hele tiden, hvilket bestemt ikke har hørt til standarden her i januar 2020.

16. januar 2020

Alt i mig skriger NEJ, NEJ, NEIIJ!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags:

P1000607Det var en dramatisk overskrift, og jeg er ikke i livsfare eller noget i den retning, men ikke desto mindre er det sandt: Alt i mig skriger NEJ, hver gang jeg skal til det.
Det var sjette gang jeg gjorde det, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde vænner mig til det: At klippe i et strikketøj.
Jeg husker udmærket hvordan jeg havde det første gang. Det var med en anelse ondt i maven. Men heldigvis ikke rystende hænder, for man skal IKKE klippe skævt. Det var en norsk sweater; jeg havde læst mig til, hvordan man skulle gøre og havde naturligvis fulgt det til punkt og prikke, men alligevel var det med angst og bæven jeg klippede, for jeg var sikker på, at nu ville hele skidtet begynde at trævle sig selv op lige om lidt, og adskillige timers spildt arbejde – og garn – ville ligge i en ubrugelig bunke foran mig.
Det gjorde der dog ikke.
Hvorfor gør jeg det så, hvis det er så angstfremkaldende, vil nogle måske spørge, men jeg gør det fordi mønsterstrik er heeelt vildt irriterende at strikke frem og tilbage. Jeg kan godt strikke vrangpinde med to tråde over fingeren, men det er ikke spor sjovt, og jeg synes ikke jeg kan gøre det pænt nok. Derfor strikker jeg et rør på rundpinde, hvorefter jeg på maskine syr to gange rundt om, hvor der skal klippes til ærmerne og evt. til en lynlås eller knapper foran. På den måde skal der kun strikkes ret. Den deraf følgende lige halsrunding (!) klares på lidt samme måde: Ri en kontrasttråd hvor rundingen skal være, sy, klip og saml masker op til kraven.

P1000600

Her er der klippet op til ærmegabene og lynlåsen foran er syet i – det gik søreme også godt denne sjette gang, men sweateren nåede at ligge færdigstrikket i to dage, fordi jeg skulle tage mig temmelig meget sammen til at færdiggøre den. I går skulle det dog være, for jeg ville have den færdig til vores lille smuttur til Hamburg, som starter i morgen tidlig. Bare et par dage, og de bliver ikke så aktive, som vi havde regnet med ved bestillingen, hvor John ikke havde mere ondt i benene end han altid har.
Det er okay; vi har et godt hotel, regner vi med, og lørdag aften står den på en femretters gourmetmiddag, så det kan ikke gå helt galt.
Kan de overhovedet lave gourmetmad i Tyskland? Det kan de vel nok; jeg har sikkert bare ikke været på de rigtige restauranter, men jeg er ret spændt på, hvad de har tænkt sig at servere for os.

Sweateren er færdig, og jeg er heeeelt færdig … for denne gang. Jeg gør det aldrig mere – ikke før næste gang.
Det skal tilføjes, at John er virkelig glad for den; han elsker farverne (typiske mandefarver, ikke sandt?), og han synes den er dejlig let og blød at have på. Det skulle den også gerne være, for den er strikket i ren alpaka, så den er blødere end en barnenumse.
Den er en halv anelse for stram over maven, men han lovede hjertelægen i Roskilde at tabe tre kilo, og når han har gjort det, passer sweateren perfekt!

14. januar 2020

Flow-tv og slow-tv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags:

Der er kommet nye begreber ind i det danske sprog. Det gør der sådan set tit … et af dem er ‘flow-tv’, som betyder det at se tv direkte, når programmet udsendes. Et andet er ‘slow-tv’. Dette sidste må jeg med skam melde, at jeg troede jeg selv havde opfundet, men det havde jeg desværre ikke; det har været kendt et godt stykke tid, viser det sig, og er ikke helt det samme som min definition. Begrebet blev vist især kendt via den syv timer lange udsendelse fra Bergenbanen – altså en filmoptagelse af turen i hele sin længde uden at klippe i den. Jeg kan godt huske den og prøvede da også at se den i sin tid, fordi så mange talte om den, men min tålmodighed slap op, længe ingen udsendelsen gjorde det. Jeg har taget toget en vinter fra Oslo til Geilo og retur, men det er altså en anden oplevelse at se det selv fremfor i fjernsynet. Det er selvfølgelig fint nok, hvis ikke man har mulighed for at se et vinterklædt Norge i virkeligheden, for det er en ualmindelig smuk tur, men tv-udsendelsen behøvede måske ikke at vare alle syv timer, set fra samme fotografiske vinkel (som jeg husker det), for dengang i 2006 kunne man Jeg?) ikke streame tv, så man (jeg?) kunne ikke spole frem …

Det var det ‘rigtige’ slow-tv. Jeg har som nævnt en lidt anden definition, som kan være fx kriminalserien Foyle’s War, der foregår i Sydengland under 2. verdenskrig. Jeg er vild med den serie – lige som jeg er vild med Barnaby, både den gamle Tom og den nye John.  
Handlingen i Foyle foregår i et tempo, hvor alle kan være med. Der er vist nok også mange, der står af igen pga. samme lave tempo, men dem om det.  Det er såmænd ikke fordi jeg er langsomt opfattende – ikke endnu i hvert fald – men mere fordi jeg synes de enkelte afsnit bliver bygget op på en fin måde. På sin vis er det lidt lige som Heartbeat (Små og Store Synder), hvor der altid er to forskellige ting i gang (deraf den danske titel, såmænd) pr. afsnit. Det er der også hos Foyle, men de viser sig ofte at hænge sammen i sidste ende.
Det er ikke kun plottet der er godt; det er mindst lige så meget fordi serien forstår at vise flere af en krigs mange ansigter. Det er ikke kun sort og hvidt. Ikke kun tyskerne er fremstillet som de onde, og ikke kun englænderne som de gode. Dermed være ikke sagt, at vi skal holde med Nazityskland, for det er der på ingen måde lagt op til, men der er brådne kar i alle lande, og der fandtes også tyskere, der var gode mennesker.
Jeg kan også godt lide, at assistenterne ikke er fremstillet som nogle mindre begavede fjolser, der ikke ville kunne klare sig her i livet uden deres chef.

Er dette en anbefaling? Jamen det er det da – hvis I har forsøgt jer med Foyle og ikke kan holde langsommeligheden ud, er det fint med mig, men hvis ikke I kender ham, så synes jeg I skal give ham en chance.
Et yderligere plus for mit vedkommende er, at Foyle minder mig lidt om min far i både udseende og den rolige måde han håndterer tingene på. Min far havde dog en del mere humor end Foyle. Der er humor i serien af den go’e, engelske slags, som så mange af os holder så meget af; det er bare ikke Foyle, der udstiller den mest.

Det er så godt at have en god serie at fordrive de mørke og regnfulde dage med. Jeg har fået strikket en jumper til John (XXL) på pinde 3 næsten uden at lægge mærke til det – et arbejde, der ellers ville føles temmelig langsommeligt, bliver forkortet af langsom-tv. Sådan er der så meget …

11. januar 2020

Hadeudtryk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Nu hvor vi har fået ugens forskrækkelse lidt på afstand, kan jeg igen fylde mit liv med lidt mere af det, som interesserer mig, hvilket bl.a. er sproget; dets ud-, ind- og afvikling, hvilket sidste er dagens emne.
Forleden dag læste jeg i Information 24 udtryk, som ifølge læserne meget gerne måtte forsvinde ud af det danske sprog. Nogle af dem gør det givetvis også; andre er lige så givetvis kommet for at blive.
Jeg er ikke enig i, at det lige præcis er disse 24 udtryk, som skal ud; ikke mindst fordi jeg bruger nogle af dem selv og oven i købet synes, at de er glimrende. Andre var det under gennemlæsningen af listen første gang, jeg stødte på, så helt taget ind i hverdagssproget er de vel næppe.
Jeg har kun kommenteret de 12 her i indlægget. Hvis I vil se hele listen, må I følge mit link lidt højere oppe.
Sort skrift = Informations (læsernes?) kommentarer; blå skrift er mine.

Jeg hører, hvad du siger: Ja, men du tillægger det ikke den fjerneste betydning. Hahaha – det er nemlig fuldstændig rigtigt. Jeg måtte smile højt, da jeg så denne herlige kommentar. Jeg har aldrig selv brugt udtrykket, vil jeg gerne pointere.

Jeg fatter hat: Vi er mange, der fatter hat af det udtryk. Jaja – vel er det da et fjollet udtryk, men dog næppe mere fjollet end “Jeg fatter ikke en bjælde (eller bønne)”, som har mindst lige så mange år på bagen som jeg selv.

Som i: Det skal ikke bruges mere. Som i bare aldrig! Jeg er uenig. Jeg bruger det selv, og jeg synes det er en sjov måde at lege med ord på.

Lansjere: Det hedder lancere. Min svigerfar sagde ‘persjonale’, og det staves ikke engang med c … 

Opperen: Så meget længere er ordet opvaskemaskine altså heller ikke. Det ord havde jeg ikke hørt før, men det lyder bestemt ikke godt. Ud med det!

Vi er gravide: Nej, din kæreste er gravid. Åh ja, spar mig for denne overdrevne solidaritet, tak.

24/7: Ordet ’altid’ er som regel dækkende. Det er da okay at bruge – bortset fra, at Verdens Bedste Chef ikke kendte udtrykket og engang rettede mig, fordi han mente, jeg havde misforstået en dato (jeg havde skrevet det til ham, ikke sagt det; derfor fejltolkningen, vil jeg tro).

Ret mig, hvis jeg ta’r fejl: Fint, det bliver der formentlig behov for. Hehe, ganske rigtigt.

Maskinrum: Der er simpelthen for mange maskinrum derude. Fra nu af må ordet kun bruges om rum, hvori der rent faktisk er maskiner. Igen er jeg uenig. Det er et godt udtryk, og som så mange andre skal det ikke tages bogstaveligt.

Derby: Det er altså bare AaB, der møder AGF. Jeg troede faktisk, at Derby kun var noget med heste, men et opslag kunne afsløre, at det også kan betyde “kamp mellem to sportshold eller sportsfolk fra samme geografiske område”, så det må være okay at tale om det også i fodboldsammenhæng.

Havde jeg nær sagt: Du sagde det jo! Hvor dumme tror du, vi er. Dette udtryk er ældre end min mor, som tit brugte det. Jeg har taget arven op, hvilket måske ikke gør udtrykket mere acceptabelt, men jeg vil nødig se det aflivet … det skal jo heller ikke tages bogstaveligt, men er en måde at bløde noget en smule op på.

Kærester med: Nej, kæreste med. Og så er de kærester. Hvordan kan man dog sige ‘kærester’ i flertal, når man taler om sig selv? Ud med det r.

Hvilke(t) udtryk elsker I at hade?

Dagens solopgang 11.01.2020

Én ting er sikkert: De pragtfulde solopgange her ved fjorden kommer jeg aldrig til at hade – i morges fangede jeg den med fugle både i træet, i vandet og i luften.

Dagens solopgang 11.01.2020Dagens solopgang 11.01.2020

9. januar 2020

Løft dit hoved, du raske gut …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags:

Jeg fik John med hjem i går eftermidags. Hjertet fungerer så fint, som det nu kan under omstændighederne, som er to blodpropper med dertil følgende arvæv i hjertet og derfor nedsat kapacitet.
Så langt, så godt.
Men han var svimmel igen i går morges. Ikke så slemt som om mandagen, men rollator var påkrævet, så hans hoved blev vredet lidt igen – med samme gode virkning.
Så langt, så godt, men skal han nu regne med at vågne mere eller mindre svimmel op hver morgen? Det er ikke godt at vide, så jeg sørgede for til i morges at have øvelsen parat både på print og på Youtube, så jeg kunne bistå, hvis det viste sig nødvendigt.
Jeg havde læst, at det kunne hjælpe nogle at sove med hovedgærdet løftet 45°. Dette nægtede han dog, men vi forsøgte os med at løfte det så meget, som han mente at kunne holde ud. Han kan nemlig ikke sove på ryggen på grund af hans efterhånden lidt for slående lighed med Quasimodo (altså kun hvad den krumme ryg angår …), så vinklen måtte blive et pænt stykke fra de 45°. Men det virkede alligevel. Måske. I hvert fald var han ikke svimmel i morges, så vi var glade!
 Én gang er ingen gang, som min gamle farmor sagde, så vi vil nok imødese de næste morgener med en vis spænding, men vi har lov at håbe det bedste.

Man er jo altid så skrækkelig bagklog, og set i bakspejlet har han nok lidt af vildfarne øresten i et stykke tid. Det gik så bare totalt galt i mandags og som sagt også lidt i går, men han er gennem det seneste års tid sommetider blevet lidt svimmel indimellem – værst om morgenen, hvilket den åh så kloge Ellen mente må være pga. for lidt væskeindtagelse. Han har derfor altid, når det skete, drukket et glas vand og sat eller lagt sig ned i 15-20 minutter. Det hjalp i langt de fleste tilfælde, så vi har begge været sikre på, at vandmangeldiagnosen var rigtig, men det tror vi ikke helt mere.
Det skal dog siges til forsvar for min diagnose, at han, når han huskede at drikke lidt mere/oftere, end han egentlig følte sig tørstig til, blev svimmel i et noget mindre omfang, hvilket naturligvis bestyrkede os i troen.
Det er ikke nemt, når man er lægmand. Hvorfor læste jeg ikke til læge?
Det ved jeg nu godt: Det var bl.a. fordi fysik og matematik ikke hørte til mine spidskompetencer i gymnasiet – men jeg elskede biologi og kemi. Og så var tanken om 6-7 års studietid ikke specielt attraktiv for mig, og allerede dengang havde jeg absolut ikke lyst til at bo eller færdes i København. Eller anden storby.
Jeg blev hospitalslaborantelev (som nu så farligt fint hedder bioanalytiker) på Roskilde sygehus. Senere tog livet en ganske anden drejning for mig; jeg drejede dog frivilligt med og skred derfor ikke i svinget, men det er en helt anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have min mand hjemme igen. Det er så afgjort der, jeg helst vil have ham!

7. januar 2020

Et mirakel af nærmest bibelsk karakter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:47
Tags:

Tusind tak for jeres søde kommentarer og gode ønsker til John.
Det virkede – han har det godt igen!

I aftes og hele formiddagen i dag vidste jeg stadig ikke noget om John og hvordan det gik. Jeg ville ikke ringe, for jeg vidste, at han skulle igennem en del undersøgelser i løbet af formiddagen.
Efter frokost ringede han til mig, fordi han havde oplevet et nærmest bibelsk mirakel!
Nåda. Fantastisk. Lad høre. Nu går jeg jo ikke så meget ind for bibelen, men mirakler hører jeg gerne om og vil ligeledes hellere end gerne tro på, at deres tid ikke er forbi.
Betty (og akutlægen) var inde på øresten, og de havde ret.
Sidst på formiddagen fik han besøg af to fra Øre-, Næse- og Halsafdelingen. De forsøgte nogle ting med ham og blev enige om, at den vist var god nok; det var ørestenene, der var på afveje.
De tog fodgærdet af sengen og lagde ham med hovedet stikkende ud over kanten. Drejede hans hoved, så han var tæt på at besvime. Gentog. Drejede ham lidt. Drejede hans hoved lidt. Han syntes det hele var ualmindelig rædselsfuldt at opleve og var sikker på, at lige om lidt så døde han …
Det gjorde han dog ikke. Da det var overstået, lod de ham sidde et lille stykke tid på sengekanten og bad ham så om at rejse sig.
Det gjorde han! Uden problemer!
Det var der, han kom til at tænke på den lamme mand fra bibelen. Svimmelheden var væk. På ganske få minutter havde de to kompetente mennesker fået rystet de vildfarne krystaller tilbage hvor de hørte hjemme, og John var mere end glad.
Jeg har nu læst lidt rundt omkring på nettet og har også talt med vores naboer, som, for den kvindelige parts vedkommende, også har haft bøvl med de sten. Jeg mindes også, at Lene har lidt under det, men vidste ellers ikke noget om det før nu. John har åbenbart haft et særlig voldsomt anfald, for normalt kan folk tilsyneladende både gå og stå og arbejde. John kunne ab-so-lut ingenting.
Flere steder var det nævnt, at det kan opstå ved at man vender sig i sengen, hvilket forklarer, hvorfor John fik det midt om natten, hvad der indtil da havde undret mig en del.
Pyyyhhh, hvor var det godt, at der ikke skulle mere til. Nu tænker jeg så bare: Hvad nu hvis det sker igen? Fx midt oppe i det øde Alaska?
Skal jeg bare lade være med at tænke sådan? Det er nemmere sagt end gjort, for det kan godt komme igen, og så er det altså rart at vide hvad der skal gøres – problemet er bare, at jeg som lægmand ikke må udføre Epleys manøvre, så vi er nødt til at lære os de øvelser, der må udføres af os selv.

image

Han er stadig indlagt, for de vil lige have helt styr på hjertefunktionen, og så er han stadig på afvanding, som en sygeplejerske kaldte det.
Vi satser på, at han kan komme hjem i morgen eller senest i overmorgen, men det er så fint, at de tjekker ham igennem, når han nu er der alligevel.

6. januar 2020

Det blev desværre det forkerte sygehus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags:

I nat vækkede John mig efter at have været på toilettet. Han var så svimmel, at han ikke turde gå tilbage i seng uden støtte.
Vi skulle tidligt op, fordi han skulle til yderligere undersøgelser på Nykøbing Falster sygehus angående hans mere og mere dårlige knæ/ben.
Han var stadig meget svimmel og kunne overhovedet ikke kigge opad uden det sortnede for øjnene og gjorde ondt i nakken. Han kunne ikke klæde sig på.
Klokken 7:30 ringede vi til vagtlægen, som straks sendte en ambulance. De undersøgte og udspurgte – og endte med at sende ham med fuld udrykning til Køge sygehus, fordi de fik mistanke om meningitis!
Jamen … han har jo ikke feber?
Ikke desto mindre var de i tvivl. Han blev derfor først indlagt på isolationsstue, men der kom han hurtigt ud fra igen – det var ikke meningitis, heldigvis.
Men hvad var det så?
Han blev monitoreret og undersøgt, selvfølgelig også med blodprøvetagning.
Da han skulle på toilettet, var han nødt til at bruge rollator, og han gik som en 120-årig. Det var altså ret skræmmende at se på, syntes jeg.
Han har jo en temmelig lang hjertehistorik, og da de på Køge ikke har en kardiologisk afdeling, måtte akutlægen rådføre sig med en kardiolog på Roskilde Sygehus, som mente, at han skulle indlægges hos dem. Akutlægen kunne se, at der var lidt for meget væskeophobning i kroppen og at hjertet måske ikke fungerede helt, som det skulle. Det var Roskilde enig i, så efter at have fået taget røntgenbilleder af lungerne, ville han blive fragtet dertil.
Nu vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke fik ham med hjem i dag, så jeg kørte hjem og skal senere afsted igen til Roskilde, for den taske, jeg i al hast pakkede til ham til at tage med i ambulancen, var lige en tand for mangelfuld – bl.a. glemte jeg ladere til telefon og iPad. Huskede barbermaskinen, men glemte tandbørsten … jeg kan ikke have været helt klar i hovedet selv, men det var måske ikke så underligt.
Jeg ved altså ikke så meget endnu om, hvor slemt det er eller hvad de vil gøre ved ham, bortset fra, at det ikke er en ny blodprop, men at de har givet ham et vanddrivende middel og at han sandsynligvis skal gennem en belastningsprøve i morgen eller overmorgen.

P1000582

Dette er/var en af de mere morsomme forkortelser for et sygehus: Roskilde Amts Sygehus Køge.
Det må være en gammel seng, for det er som bekendt ret længe siden, amterne blev nedlagt. På andre senge stod der bare KØGE.

Så han kom på det forkerte sygehus – han kunne nu godt lige have ventet til i morgen med at blive så dårlig – han havde i høj grad set frem til, at der skete noget med de ben, for slemt er det, og det er så synd for ham. Nu kan han vente igen, men heldigvis kunne de i Nykøbing proppe ham ind på en ny tid om 14 dage, så der krydses fingre og i øvrigt alt, hvad der kan krydses for, at det lykkes om to uger.

3. januar 2020

Min skøre familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , ,

PennyfarthingDer flød en lind strøm af korte videoer via Whatsapp mellem England og Danmark i går. Af en af mig endnu ukendt årsag har Aubrey fået fat i en penny-farthing til en meget overkommelig pris, og selvfølgelig skulle de alle prøve at køre på den.
Først et klip med Aubrey, så et med Anna, efterfulgt af et med Rufus (legekammerat), så Tim og til sidst Charlotte.
Det var åbenbart ikke muligt at få svar på, hvorfor den er erhvervet, andet end at “Tim og Aubie har planer!”
Godt så … jeg finder vel ud af det en dag.
Væltepeteren virker i øvrigt ikke særlig autentisk, vel? Forskellen på de to hjul er alt for lille i forhold til den, vi kender – og også i forhold til de gamle engelske for den sags skyld, hvorfor den således hellere burde betegnes som en … en … måske en shilling-halfcrown … ? I hvert fald mønter med mindre størrelsesforskel end da man i sin tid navngav cyklen.
Nu må vi se, om jeg tør sætte mig op på den, når vi kommer derover – hun svarede underligt nok ikke på min bemærkning om, at jeg måske bare er en anelse dum fremfor modig …
Man kan blive helt bekymret for dem derovre sommetider, men da de lader til at more sig kongeligt, så går det hele såmænd nok endda.

Jeg behøver ellers ikke flere halvskøre personager omkring mig lige nu: Jeg har været på arbejde i dag, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har gjort det rigtige; at butikslivet nok ikke bliver noget, jeg vil komme til at finde specielt interessant, selv om der er dukket op til flere ‘interessante’ kunder op de tre gange, jeg nu har stået i Røde Kors-butikken. Ingen detaljer her; bare en konstatering af, at mine diplomatiske evner bliver sat på lidt af en prøve indimellem. Jeg giver mig selv en chance en måned eller to endnu, men hvis jeg til den tid stadig synes, de 3½ timer føles som enormt lang tid, så må den butik altså fortsætte uden min deltagelse.
Jeg føler dog, at det vil være lidt af en falliterklæring at måtte melde fra igen, men på den anden side er arbejdet frivilligt og ulønnet, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, er det vel heller ikke rimeligt, at jeg bruger tid på det, vel?
Giv mig nu ret, please … problemet er, at jeg jo ved, at de mangler folk, men jeg bliver nødt til at pakke samvittigheden væk, hvis det ikke kommer til at føles anderledes.
Det har ikke noget at gøre med dem, jeg arbejder sammen med; de er meget søde, men det er arbejdets karakter. Der var nok en grund til, at jeg i min ungdoms vår valgte som jeg gjorde – selv om mit arbejde ændrede sig i takt med, at jeg blev ældre og selv ændrede mig.

31. december 2019

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: , ,

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

30. december 2019

Hvad har de mon så glemt denne gang?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:28
Tags: ,

Hver gang englænderne er ved at skulle afsted og går rundt og samler deres ting sammen for at pakke, afslutter Charlotte med en sidste runde – og jeg gør det også – for at se, om de har glemt noget. Vi finder som regel et eller andet, således også denne gang. Nu pakker børnene selv deres kufferter, hvilket de selvfølgelig ikke altid har gjort, men det med at tjekke under sengen for at kigge efter fx enlige sokker er endnu ikke indlært. Det skal nok komme. Måske. Tim lærer det aldrig, men C har aldrig lagt skjul på, at hun i visse sammenhænge har tre og ikke to børn. Sådan er det bare, og ingen er mugne over det.
Alligevel er det så vidt jeg husker – på trods af flere personers grundige gennemgang af hele huset – endnu ikke lykkedes dem at tage herfra, uden John eller jeg, for sent, naturligvis, finder mindst én glemt ting.
Således også denne gang. John fik øje på et brilleetui, han ikke kendte, og det viste sig da også at indeholde Annas briller. Hun bruger dem ikke så tit; her i DK kun en sjælden gang, når hun ser tv, men hun kan ikke undvære dem i skolen.
Jeg skrev til Charlotte, som svarede, at det kan vente til vi kommer, for Anna har to ens par. Godt så …
Senere på dagen opdagede jeg en bluse på sofaryggen. Den havde næsten nøjagtig samme farve som sofaen, hvilket vel forklarer, hvordan vi alle kunne passere den mange gange uden at opdage den.
Det var straks værre, for det var Tims mors julegave til Anna. Jeg skrev og spurgte C, om de turde indrømme, at den var glemt. Hun måtte erkende, at det havde de ikke meget lyst til, og når jeg alligevel skulle sende den, kunne jeg lige så godt sende brillerne med.
Som sagt, så gjort, og de to ting er undervejs til England. 
Både C og jeg ryster smilende på hovedet hver gang over det … gad vide hvornår det vil lykkes dem at komme afsted uden at have glemt et eller andet?

Morgenhimmel 29. december 2019

Det varer kun to måneder, inden vi tager over til dem. Af forskellige årsager skal vi ikke regne med, at de kommer til DK igen før til sommer, så vi må tage over til dem i stedet.
Vi aftalte først, at vi ville komme i maj, tage bilen med og indlede turen med at overnatte et par nætter i Brügge, som vi har talt om så mange gange, men aldrig fået gjort alvor af. Dette holder vi fast i, hvis muligt, men pludselig gik det op for mig, at jeg da for pokker ikke kan vente 4½ måned med at se dem! Charlotte grinede og sagde, at det udbrud havde hun forventet – at det kun var et spørgsmål om tid, inden det gik op for mig.
Pudsigt nok ventede en mail fra SAS på mig, da vi kom hjem fra lufthavnen, med Now or never-tilbud til Eurobonus-medlemmer.
Jeg kiggede på det. ‘Vinduet’ var kun på et par timer mellem kl. 18 og 20, men jeg fik lige præcis de billetter, jeg ville have, selv om de hævdede, at der kun var hhv. seks og fire pladser tilbage. Det var muligvis usandt, men på den anden side tror jeg gerne, at de kun havde sat ganske få pladser af til den pris, som var stort set ingenting … det var i hvert fald de billigste billetter med SAS, jeg har fået i mange, mange år.
Nu skal vi altså derover både i start-marts og midt-maj. Hvis Johns knæ vil. Han skal til undersøgelse på en knoglespecialistafdeling d. 6. januar, og vi er ret spændte på, hvad de siger. Han har slået en flis eller splint af en knogle i sit underben og kan ikke fungere uden forholdsvis stærke smertestillende midler, men kan vi ikke rejse i marts, dækker vores forsikring, så der er ikke noget forgjort ved at have bestilt billetterne.
Planer i rejseskuffen kan vi nemlig ikke få for mange af. Lige nu ligger der seks, spændende fra to små ture med hhv. to og tre overnatninger til den store rejse til Alaska og Canada.

26. december 2019

Julefred og advokater med humor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

Julefreden har først nu sænket sig over Den Stråtækte, men på den kedelige måde: Englænderne er kørt i lufthavnen og lige om lidt afgår deres fly mod LHR. Som det sker hver eneste gang, synes jeg det er et forfærdelig stille hus at komme tilbage til, og det er ikke engang fordi, jeg har en meget larmende familie – tværtimod har det altid været stille børn, og vi nyder faktisk de stille stunder, vi har sammen – nyder dem bare fordi vi ER sammen, men stilheden nu er bare mere stille end den der er, når vi er seks mennesker sammen, selv om ingen af os siger noget. Stilheden er også mindre stille om morgenen, mens de er her, selv om det kun er John og mig der endnu er vågne – eller i hvert fald ude af sengene. Det hører med til traditionen, at jeg først kalder når morgenmaden står på bordet. Alle er med stor sandsynlighed allerede vågne, men det er en del af morgenhyggeritualet at sidde i nattøj og med morgenhår, og jeg udøver gerne denne meget værdsatte service, så længe jeg overhovedet kan.
Det med de forskellige stilheder er svært at forklare – jeg forstår det ikke engang selv, men nogle af jer vil måske vide hvad jeg mener.

Merry Christmas

Tim har et PR-firma, der primært har advokater som klienter. Det folkefærd opfattes af mange som værende nogle halvstive og halvkedelige starutter at være sammen med, men de behøver ikke nødvendigvis at være kedelige alle sammen, og her er beviset i form af den julehilsen, en af Tims kunder sendte til ham. Den håndskevne tilføjelse nederst til højre mangler ordet ‘months’; ellers fik han det hele med på billedet.

24. december 2019

Årets længste dag – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: ,

Godt nok er én af os teenager om tre uger, men man er stadig ikke ældre, end at dagen i dag er nærmest uendelig og uudholdelig lang. 
Anna er allerede teenager … og i øvrigt 14 år om to uger … hun kan langt bedre klare dagens længde, men det skyldes måske delvist, at hun er så meget teenager, at det tager det meste af den at gå i bad …

Tiden går ... langsomt ...

Det er godt, at kinaskak er opfundet. Det kan på én gang forkorte dagen og underholde hele familien – også vi to gamle, som ikke spiller med. Vi nøjes med at lytte til de verbale udgydelser, hvilket er ret morsomt.
Der kan også bare sofahygges.

Far- og sønhygge

Havørnen sad i formiddags nede ved vandkanten og fortærede et bytte vi ikke kunne se hvad var, men kragerne var så interesserede i det, at de gik til angreb på havørnen, som dog ikke lod sig afficere af det, før den var mæt og fortrak frivilligt – om ikke andet var det, hvad vi konkluderede.
Det var som sædvanlig John, der fik øje på den, men jeg skal da lige love for, at det hurtigt kunne få især Aubrey og Tim i skoene og ud for at slås om kikkerten. Charlotte og Anna tog det mere afslappet og lod drengene om at studere havørn.

Ænderne er varmeklar, mandlerne er smuttet, saucefonden er kogt ind og skal bare jævnes og smages til, brunkartoflerne er kogt, de hvide kartofler skrællet og risengrøden bliver færdig helt af sig selv i ‘høkassen’, som er lig med min seng.
Om et par timer kommer Merete, Annemarie og Rune, så vi skal være så færdige som muligt inden da. Jeg bryder mig ikke specielt om det julemiddagsstress, der nemt kan opstå, når det hele skal laves færdig på én gang til sidst lige inden serveringen.
God jul derude – jeg håber I alle får lige netop den jul, I helst vil have.

22. december 2019

Vi har ikke spor travlt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

P1000466Englænderne ankom i torsdags, så fredag var afslapningsdag, inden vi skulle være sammen med hele familien i går, lørdag. Det meste af formiddagen gik med at lave de to retter, vi skulle levere til Den Store Frokost. Charlotte ordnede ingredienserne til ‘Vibbers herlige sild’, som er en meget lækker ‘sildesalat’. Vi skulle være 15 voksne og 7 børn, og da opskriften var til seks personer, mente jeg, at vi hellere måtte lave dobbelt portion.
Det var ALT for meget – de andre grinede, da de så mængden af herlig silderet. Jeg fortalte hvorfor der var så meget, og de spurgte, om det mon var beregnet til at være en hovedret? Ja, tøhø, det må da være sådan … nå, men vi har i hvert fald sild nok til resten af juleugens frokoster, også selv om alle de andre fik en portion med hjem.
Julestrikkekassen blev næsten helt tømt, hvilket jeg derfor betragter som værende en succes.
Aubrey opdagede, at han fandt lun leverpostej med champignon og bacon totalt uimodståeligt – lun flæskesteg og ditto medisterpølse røg også ned i aubreydybet. Samt naturligvis frugtsalat i 20191221_185419betragtelige mængder. Han er inde i en spisemegetperiode, men det i går tangerede dog vist alligevel en rekord.
Børnene hyggede sig sammen med både hinanden og noget af alt legetøjet, som Merete har i huset til børnebørnsbesøg, men da vi nærmede os deres normale sengetid, var de blevet meget trætte hele bundtet … jeg synes det er skønt at se et lille barn sidde med sut i munden og håndtere youtubeklip som om hun var født med den smartfon i hånden.
Hvad man vel næsten også er, når man er født efter 2007.
Mellem alle ‘hovedretterne’ og desserten, der som nævnt var frugtsalat (og ost), gik vi en relativt lang tur ned til stranden.
Hvor min skøre lillesøster ikke kunne stå for, at vandet var så stille og klart – hun måtte en tur i vandet. Hun prøvede at lokke andre med, men uden succes, hvilket dog ikke afholdt hende fra det. Som jeg sagde: Hun er skør, men det vil ikke alle være enige med mig i, vil jeg tro. De fleste vil sige, at hun er sej, og det er jeg ikke uenig i. Men også lidt skør …
Jeg vil ikke isætte billeddokumentation, fordi hun ikke havde medbragt badetøj … vi må derfor hellere holde det betagende syn inden for familiens rammer.

I dag var vi på Muldiverset, hvor vi spiste frokost. Derefter ville vi ud i den friske luft, men vi syntes alle, at den var lige frisk nok, så den generelle stemning blev hurtigt mere for at runde en bager og derefter tage hjem og spise kage samtidig med indtagelse af et krus varm kakao.
I morgen formiddag skal vi en tur afsted til tølløseegnen, så englænderne kan se Malle og Anders’ hus; derefter bare hjem for at spise frokost, sætte ænderne over og få kogt risengrøden til risalamanden.
Med andre ord: Vi hverken er eller bliver på nogen måde overanstrengte, men det gør ikke spor. Man skal helst kunne slappe af i julen.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.