Hos Mommer

3. februar 2023

Fra den ene yderlighed til den anden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , , ,

Vi var et kort smut til Sverige i juni 2022, men denne gang skulle turen vare lidt længere, for vi var blevet inviteret op til et par meget gamle venner, hvor venskabet stammer helt tilbage fra Hannes ansættelse på ALK i 1986.
Vi bryster os af at være den direkte årsag til, at de købte en ødegård få år efter vi gjorde. Den fred i sjælen, man får 20 nanosekunder efter at være ankommet på stedet, har ikke sin lige, hvilket dette par fandt ud af den allerførste gang de besøgte os på vores ødegård.
De har stadig deres … det har vi som bekendt ikke, men så er det jo skønt, at venskabet har holdt, og at de gider invitere os op til et par dage i skønne omgivelser i det bedste selskab.

Ved Gustavsfors

Torsdag dukkede frostklar frem fra onsdagens regnfulde vejr og glædede os med det smukkeste vejr hele dagen, så det var oplagt at smøre en madpakke og drage afsted på eventyr. Vores værtspar kendte ikke Gustavsfors, som John og jeg har besøgt mange gange – første gang vi så det, var i starten af firserne; altså længe før vi købte ødegården i 1996.
Det er et dejligt sted med en fin historie, og det er ikke sidste gang Hanne og Steen er her, kunne de hurtigt fastslå. Det sted skal børn og børnebørn også opleve.

Ved Gustavsfors

Madpakken blev indtaget ved Dragsån ved Vittsjö, hvor der ligger en gammel vandmølle med en violinspillende faun – eller noget – på en lille ø ude i vandet.
Det var koldt. Som i virkelig koldt. Måltidet blev hurtigt til det særdeles kolde bord, men sultne var vi blevet, så vi holdt ved – vi sad bare ikke så længe og hyggesnakkede, som vi forestillede os, mens vi stadig sad i den varme bil. Godt vi altid har numsepuder med. De gør en ret stor forskel for bagpartiets vedkommende, men de kan desværre ikke holde hænder og fødder varme.

Dragså Kvarn

Ved Dragså Kvarn

Om aftenen opdagede vi, at den lidt mere end halvfulde måne havde en kæmpestor halo. Den største, jeg nogensinde har set. Den kunne ikke engang være i kameraets linse, så mændene blev enige om, at de nok var nødt til at skulle lidt længere væk fra månen for at få hele haloen med. Jeg foreslog dem, at de kunne prøve at gå ned fra terrassen, som ligger i et par meters højde. Det blev underligt nok ikke kommenteret …
Det var med andre ord en smuk, skyfri og meget kold himmel i aftes …

Vinter ved Vittsjö

… hvorfor vi var aldeles uforberedte på det syn, der ventede os næste morgen: Verden var blevet til den hvide verden. Da vi stod op, lå der ca. 10 cm sne, men allerede inden morgenmaden var indtaget, var vi oppe på små 20 cm, og det væltede stadig ned. 
Vi blev enige om at se at få pakket vores sydfrugter og komme afsted lidt hurtigt. Værtsparret har en aftale i DK i morgen formiddag og skulle derfor også afsted deroppefra i dag, så det kunne desværre ikke nytte noget at sne inde.
Men hvor var det dog flot! Det er længe siden, jeg har set så meget sne, og i Sverige får det lov at blive liggende på de mindre veje. Sneplov, måske, men ikke noget med salt og deraf følgende sjap.

Vinter ved Vittsjö

Og det var den vinter … længe inden vi nåede Danmark, var vi tilbage i de sædvanlige brungrønne omgivelser.

28. januar 2023

Blandt trolde og nisser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , , ,

Vi har været på et af vores efterhånden adskillige kroophold; denne gang på Nørre Vissing Kro i Midtjylland. Det var fint nok – hverken i toppen eller i bunden af stederne, vi har besøgt, men rent madmæssigt pænt lidt over midten. Vi blev under den meget lækre middag enige om, at vi skal se at få udarbejdet en liste, hvor vi rangordner alle madoplevelserne. Ikke, at vi kan bruge den liste til specielt meget, men vi synes alligevel, at den kunne være rar at have.
Vi fik fem retter med tilhørende vinmenu; det var alt sammen spændende, lidt anderledes tænkt og meget veltilberedt, bortset fra herefordbøffen, som var blevet stegt for meget. Det var synd, for der kunne ikke kritiseres noget ellers.
Var maden god, kunne rengøringsassistenten til gengæld godt trænge til et kursus i rengøring af toiletter. Den lod nemlig en del tilbage at ønske, og jeg bryder mig absolut ikke om et badeværelse, hvor man kan se spor efter tidligere gæster!

For mit vedkommende var højdepunktet på turen, at jeg så nisseskæg!

Nisseskæg (7)

Det er et betagende syn. I mine øjne intet mindre end et af naturens små mirakler. Jeg har set mange billeder af nisseskæg, men indtil i går haft til gode at se det med egne øjne.
Det kan opleves, når fugtigt vejr afløses af let frost og skyldes et samspil mellem vejret og svampen smuk bævrehinde (Exidiopsis effusa). Når vandet inde i en død gren fryser, vil isen blive presset ud gennem de fine porer, så der dannes disse fascinerende, bare 0,01 mm tynde tråde. Hvorfor det kun forekommer i samspil med netop denne svamp, og hvad det egentlig er der sker, slås de lærde stadig om.
Pyt. Lad dem endelig slås – jeg er bare glad, for det er et skønt skue af et naturfænomen, og nu har jeg selv set det.

Nisseskæg (9)

Vi fandt nissernes skæg i området ved Silkeborg Bad, hvor trolden Stærke Storm også sidder og passer på os. Eller hvad disse kæmpetrolde nu gør …
Indtil videre har vi kun set to, nemlig Ask fra Askhøj og nu Stærke Storm fra Silkeborg.
Jeg synes det er en sjov ide, Thomas Dambo har fået. Hver trold har sin egen historie, og “Stærke Storm sidder, hvor han gør, fordi han er utilfreds med at dalens træer er blevet fældet, for det medførte at mange af de andre træer væltede i vinden. Nu sidder Stærke Storm solidt placeret foran de resterende træer og passer godt på dem”, som der står på Visitaarhus.dk.

Stærke Storm (Silkeborg) (2)

Turen i skulpturparken ved Silkeborg Bad var interessant, men blev kort, da vores tid i går var knap, fordi vi også skulle nå til Moesgaard Museum for at deltage i den bookede guidede tur til Ud af Kaos – og gerne nå at spise frokost i MoMus glimrende cafeteria inden.

Silkeborg Bad (2)

Denne ‘hule’ er skabt af børn. Hvert farvet felt repræsenterer et barns ønske.
I træerne bagved myldrede der en hel flok træløbere op og ned ad træerne. Det var første gang, jeg så træløbere, og oven i købet mange på én gang.
Det var virkelig en dag med nye oplevelser for mig … der er sat kryds både i kalenderen og i fuglebogen.

P1050408

Udstillingen på Moesgaard var, som alle stedets udstillinger, flot sat op og meget informativ. Guiden, en arkæologistuderende, uddybede det hele på flot og flydende vis. Der kom ikke ét eneste ‘øøøhhh’, ‘hvaderdetnudethedder’ eller andre forstyrrende taleelementer undervejs i de fem kvarter, rundvisningen tog. Hun kunne sit stof, var vidende og underholdende og fik stor ros fra min side, til hvilken jeg fik et stort og varmt smil som tak, men roses den, som roses bør, og udstillingen kan jeg kun anbefale. Det moesgaard-årskort var givet godt ud … det er tjent hjem på andet besøg, så et årskort får John og mig til at tage os sammen og komme afsted mere end én gang. På Moesgaard kan de noget med at sætte udstillinger op, og vi vil med stor sandsynlighed gerne se alle de kommende.

25. januar 2023

Fristelserne hober sig op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:55
Tags: , ,

Jeg burde melde alle nyhedsmails fra. Og stoppe med at kigge på Facebook og Instagram.
Fristelserne står i kø, larmer, lagrer sig i hjernen og bliver ved med at prikke til mit rejselystcenter, som er uforholdsmæssigt stort i forhold til resten af min hjerne … og likvide midler … verdenssituationen har en kedelig tilbøjelighed til at udhule pensionen i denne tid.
Det er både godt og ikke godt, men man må selvfølgelig aldrig gå ned på planer. I marts, juli og december skal vi til England. Vores sommerferie bliver to ugers autocampertur langs med og afstikkere fra den fantastisk smukke Kystrigsvej 17 i Norge, hvilket vi glæder os Nordkap 2009virkelig meget til. Hvis vejret ellers har tænkt sig at opføre sig ordentligt. Første gang vi tog den tur (i 2012), stod regnen ned i stride strømme dagen lang hver dag på hele ruten. Da vi, i håb om bedre vejr, ville gentage turen i 2018, vendte vi om og kørte hjemover efter at have kørt i to dage med 5-10° og slud. SLUD!!! Det var den sommer, hvor vi i Danmark ikke så regn mellem maj og august.
Nu prøver vi tredje gang, og hvis det heller ikke lykkes her, kaster vi håndklædet i ringen og finder et andet sted at vende camperen mod.

Til næste slutvinter vil vi til Grønland. Til Isfjorden. I en periode, hvor der er kommet tilstrækkeligt dagslys til at kunne opleve en fantastisk sejltur eller to, men hvor der også stadig er lange, mørke nætter til at se nordlys i. Det bedste fra to verdener.
Det var 2023 og 2024.
Vi er desværre nødt til at nøjes med én større tur om året, for der skal også være plads til både 2-3 englandsture og nogle kroophold med indbygget lækker mad.
Jeg har lige set et krydstogt til Nordkap og Hammerfest, hvor man sejler ud fra Esbjerg og ender i København. Se, det er virkelig fristende, for tænk at kunne tage et krydstogt, hvor vi ikke først skal flyve den halve jord rundt for at kunne borde. Det må af samme årsag vente, til vi er blevet lidt ældre.
Vi vil en tur ned på Italiens hæl, hvorfra vi har set tilstrækkelig mange interessante billeder til selv at ville opleve området.
Vi vil til Sicilien.
Østrig vil vi også nå at se igen.
Og på safari igen, selv om vi været det tre gange, men vi er ikke færdige med Afrikas vilde dyr endnu!
Krydstogt på Donau.
Nazaré i Portugal for at se surferne ride på stedets giga-monsterbølger – men eftersom der ingen garanti er for, at de er der lige når vi er der, og at vi i øvrigt ikke rigtig gider Portugal, så er det nok noget af det, der forbliver langt nede ad listen.
Vi er ret sikre på, at New Zealand og Australien er droppet nu – vi er blevet for gamle og orker ikke rigtig mere de lange, lange flyveture. Tror vi. Jeg ville så gerne på flodkrydstogt på Mekong, men der er for varmt og fugtigt til John. Der skal jo helst heller ikke være så mange ønsker, at det ligefrem stresser os …

Lad nu være med at spørge, hvorfor vi ikke bare bliver i Danmark, fordi her er så smukt og dejligt. Det er vi helt enige om, men det ser vi på alle vores småture, og der er så mange skønne og ikke mindst anderledes steder på planeten Jorden.

For os er der et evigt dilemma: Når vi har set og oplevet et dejligt sted, har vi næsten altid lyst til at se det igen, men der er bare så forfærdelig mange steder på jorden, vi også gerne vil se. Vi når aldrig nogensinde mere end en brøkdel af dem, og netop derfor er det måske dumt at se nogle af dem både to og tre gange? Hvad er den salomoniske løsning på det dilemma?

Én ting er helt sikker: Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet og ærgre mig over alt det, jeg kunne have gjort, men ikke gjorde. Jeg vil kunne sige til mig selv, at jeg gjorde hvad jeg kunne!

22. januar 2023

Jeg er IKKE 17 år længere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags: , ,

Jeg gik Eric i bedene og fik dermed taget mit pasfoto af en, som giver garanti for, at jeg ikke bliver sendt hjem igen fra Borgerservice med besked om, at billederne er en ommer.
Da jeg så alle de krav der stilles, tænkte jeg, at det gider jeg ikke forsøge mig med, og desuden så jeg mere end almindelig tåbelig – faktisk decideret grim – ud, da jeg forsøgte mig med webcam’et på min pc. Godt nok sagde min far altid, at det ikke både kan ligne og se godt ud, men det der var ekstraordinært forfærdeligt. Jeg kunne knap nok kende mig, selv om jeg ser mig selv i spejlet hver morgen, men det lignede ikke spor det spejlbillede, jeg normalt ser. Der er en grund til, at jeg hader at facetime!
Det blev Bog & Ide i Nykøbing Falster, der blev den heldige vinder af at forevige Ellen, 17 år, til kørekort- og pasbillede.
(Behøver jeg overhovedet at forny det kørekort, mon? Jeg var også 17 år, da jeg fik taget det første billede til det.)
Damen tog ét billede, som sad lige i skabet. Det er det bedste pasbillede, jeg nogensinde har haft.
Men.
På trods af, at billedet er godt, fremgår det dog særdeles tydeligt, at indefra og ud ser jeg måske nok som en 17-årig, men set udefra kan ingen være i tvivl om, at det der “1953” på dåbsattesten er korrekt.
Det havde jeg heller ikke regnet med, men naturligvis var jeg nødt til at prale på bloggen med mit næsten 70-årige, men gode, syn, som optikeren konstaterede forleden dag.
Det er også kun på engelsk, de to tal lyder næsten ens.
Det minder mig om de sande ord om, at being twenty in the ‘70s was much more fun than being seventy in the ‘20s, men den er fint gangbar oversat til dansk.

P1050346P1050349

Da fotoseancen var overstået, gik vi en tur i det regnvåde, men alligevel hyggelige Nykøbing, hvor vi bl.a. kom forbi disse statuer, som vi fluks gættede måtte være skabt af Thomas Kadziola, som står for de tolv karakteristiske figurer i Dodekalitten.
Hvis I, mine læsere, har lige så skarpe øjne som mig, vil I kunne se, at der ved siden af hovedet er et gadeskilt, hvorpå der står Brodt-way. John sagde, at det må da være Viggo Brodthagen, der har lagt navn til det.
Det var det, viste en googling. Viggo Brodthagen debuterede i 1920’erne i Nykøbing Falster-revyen. Mange af os ikke-længere-17-årige kender ham nok bedst som klovnen Jaj skal skinne maj i Cirkus Buster.
VB døde i 1970, men havde i et par år ikke kunnet komme ud pga. dårlige ben. Hans humor var dog stadig i behold, for i 1969 sagde han “Jeg går sgu så dårligt, at jeg ikke engang kan gå bort.”

P1050354P1050355

Byen har gamle, skæve huse og farverige, smalle stræder.
Vi kender ikke Nyk.F. særlig godt, men den korte tur i går var nok til at give os appetit på at udforske den mere, når vejret engang bliver lidt mere menneskevenligt.
Apropos appetit har de en god café med überlækker mad. Der er sikkert flere gode spisesteder, men vi har spist frokost to gange på Café 3kanten nede ved havnen, og den er så god, at vi sagtens kan klare et par gange til (og nej, jeg får ikke rabat eller noget – det er bare godt, og det må man gerne udbrede).

P1050350

De har også et latinerkvarter … det er forretningskvarteret i nogle af byens gamle gader.

19. januar 2023

Jeg er 17 år igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:45
Tags: , ,

Jeg “skulle ikke være gået” til Louis Nielsen. Det gør jeg nemlig altid, og det er jeg glad for.
For et stykke tid siden skrev de til mig, at nu var det ved at være tid til det hvertandetårlige synstjek. Jeg mente ikke selv, at mit syn var blevet værre siden sidst jeg fik nye briller, men når nu de tilbyder mig et gratis synstjek, kan jeg lige så godt tage imod det – der er også et sundhedstjek inkluderet, hvilket altid er en god ide.
Jeg fik en tid i min sædvanlige næstvedafdeling til i dag og blev kaldt ind af en ung og meget smuk, japansk udseende mand, som jeg gættede på (ville ikke spørge) er søn af ejeren af butikken, som jeg engang fik en rigtig god og lang samtale med om hans branche.
Først sundhedstjekket. Intet at bemærke. Ikke noget fugleliv af nogen art; hverken en så meget som spæd begyndelse på stærearter eller andre alderdomsskader.
Derefter ind i et andet rum til selve synsprøven. Inden der var gået ret lang tid, forløb følgende lille ordudveksling:
– Det var dog … hmmm … det var alligevel … supergodt! Flot!
– Hvad? Er jeg 17 år igen?
– Ja, det er da lige før!
– Du godeste dog. Kan du så ikke lige sørge for, at det samme sker for resten af mig? Måske ikke til 17 år, men bare 20-30 år tilbage?
– Ahhh – så er du nok ikke kommet til det rigtige sted …

Mit syn er bedre, end det har været i over 30 år! Er det ikke fantastisk? Jeg havde godt nok bemærket, at behovet for briller tilsyneladende er faldet, når jeg færdes uden for hjemmet, hvor jeg normalt aldrig bruger dem, fordi jeg er (kan jeg mon sige ‘har været’ nu?) nærsynet.
Han ville tidligst se mig igen om et års tid, men sagde også, at det kunne jeg faktisk bedst selv vurdere – de vil ikke kontakte mig før om to år, men jeg er selvfølgelig velkommen til hver en tid, hvis jeg oplever ændringer.

Dette opløftende møde gav mig overskud til at ringe til borgerservice. Jeg skal snart have have fornyet både kørekort og pas, men ved ansøgningen i aftes fik jeg følgende besked: “Der er ingen ledige tider de næste 30 dage. Prøv igen en anden dag.” Suk. Den besked ville jeg kunne få mange gange, forudså jeg. Det er okay med passet, for det udløber først engang i maj, men kørekortet udløber altså 3. marts. Til gengæld er passet mere kritisk, for jeg kører naturligvis ordentligt og kan ikke huske hvornår jeg sidst blev bedt om at vise kørekortet.
Murphy siger dog, at det vil ske få dage efter udløb …
De 30 dage gjaldt for begge stederne, jeg havde som mulighed, hvis de også skulle tage billeder.
Jeg valgte så at bestille tid over telefonen, men jeg måtte acceptere selv at komme med billeder, hvis jeg skulle have det klaret inden jeg fylder 70. Der er ikke nær så lang ventetid, når de ikke skal tage billeder, og jeg fik faktisk en tid allerede på onsdag. Nu skal jeg lige have læst op på kravene til pas- og kørekortfotos for at kunne klare den lille sag online, så jeg kan troppe op med hjemmegjorte, men forhåbentlig acceptable billeder.
Min bekymring for en lang telefonkø var i øvrigt ubegrundet – jeg ringede op og startede som nr. 1 i køen.

Det er en god dag!

P1050337

(De mosser, jeg ellers kun har set i Sverige, vokser også på vores stråtag, har jeg lige opdaget. Et makrobillede må være et glimrende symbol på mit generhvervede falkeblik …)

14. januar 2023

Nu er Anna gammel nok til at køre bil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:40
Tags: , ,

Anna blev 17 år i lørdags og Aubrey bliver 16 år i dag.
Jeg spørger om det samme hvert år ved børnebørnsfødselsdagstide: Hvor bliver tiden dog af?
Jeg får aldrig noget tilfredsstillende svar. Den tid forsvinder bare, nærmest uden jeg opdager det.
Anna må køre bil nu. Der gælder næsten de samme regler som i Danmark, men i England må de køre alene ude på vejene som 17-årige, når de har bestået den teoretiske og den praktiske køreprøve. Det har Anna ikke endnu, men der arbejdes på sagen. Hun må dog køre med en af forældrene og med et L-skilt på bilen på alle andre veje end motorveje.
Hvis hun skal (og det skal hun) kunne køre deres veteranbiler, er hun nødt til at tage den praktiske køreprøve i en bil med manuelt gear – et ikke urimeligt krav, synes vi.
Anna er ikke en helt almindelig pige, for samtidig med, at hun ønskede sig et par sko med superhøje hæle, var det også et kæmpestort ønske at få lov til at overvære et Formel1-løb – i virkeligheden, vel at mærke! I tv ser hun alle de løb hun har mulighed for; hun ved meget om bilerne og alt hvad der er værd at vide om de førere, hun interesserer sig for. Jeg har på fornemmelsen, at hun også ved, hvad deres chefmekanikere hedder … hun går usædvanlig højt op i det.

Anna med høje hæle 1Anna med høje hæle 2

Derfor fik hun som en kombineret jule- og fødselsdagsgave billet til løbet, der skal køres på Silverstone i år. Hendes far skal med, hvilket var en betingelse, men det er hverken Tim eller Anna kede af … de var begge i fuldt sving med at finde overnatningsmuligheder i nærheden af banen, da de var her i julen, så det bliver noget af en far/dattertur, de får sig der.
For at der også skulle være lidt at pakke ud på selve fødselsdagen, fik hun her sine højhælede sko. Hun var glad og stolt og mente, at nu var hun da vist lige høj som Aubrey, hvilket han kun havde en hånlatter tilovers for. Det var hun naturligvis heller ikke – der er et pænt stykke fra 160 cm til 185 cm. Så høje hæle tror jeg alligevel ikke, hun vil gå med. Anna er i øvrigt en af den slags kvinder, der er et naturtalent mht. at gå i stiletter. Hun går i dem, som var hun født med dem på. Andre kvinder lærer det aldrig, men vakler livet igennem og ser mildt sagt ikke nær så elegante ud, som de selv tror.
Morfar John, hvis to største interesser er biler (også Formel1) og kameraer/fotografering, er vældig stolt af begge sine børnebørn og mener bestemt, at de må have arvet disse sunde interesser fra ham …

Aubrey vil hellere cykle. Han ønskede sig – og fik – en hikerbike, og efter den militære stroppetur i november har han nu alt nødvendigt udstyr til en cykelferie; ligeledes hans bedste ven Sam, som han deler interessen med. De venter bare på, at vejret bliver lidt bedre.
Det regner nemlig lige så meget i England, som det gør her i Danmark.
Billederne viser den af Storbritanniens i alt ni Avon-floder*), som løber lige i nærheden af deres hus. Det ene billede tog jeg i maj, da vi var derovre. Her kunne Aubie komme ud på miniøen i floden (næsten) uden at få våde sokker. Det ville han ikke have kunnet i går, da Charlotte tog det andet billede og sendte til mig. Begge billeder er taget fra samme sted, men i går ville han ikke engang have kunnet bunde.

Normal vandstand i Avon

Meget vand i Avon (jan 2023)

*) ‘Avon’ er oldkeltisk og betyder ‘flod’, så når man i dag siger ‘River Avon’, er det en tautologi.
There are five River Avons in England, three River Avons in Scotland and one River Avon in Wales, although the Welsh river is spelled Afon Afan, which is another tautology which also means River River.

11. januar 2023

Jeg er ikke alene …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:23
Tags:

Forleden dag var Trine Andersen gæst i Det Gode Selskab på P5. Hun er sprogrevser og luftede nogle gode meninger og observationer vedrørende vores sprog.
Man synes jo altid, at andres meninger er vældig gode og fornuftige, når de stemmer overens med ens egne …
Trine fik 6 i skriftlig dansk til studentereksamen, så det har måske ikke dengang stået lysende klart, at hun senere i livet skulle oprette en instagramprofil, hun kalder Grammatiktossen.
Hendes sekstal behøver faktisk ikke at betyde, at hun var dårlig til dansk. Jeg fik heller ikke særlig gode danskkarakterer, men der var sjældent noget at udsætte på min stavning og min grammatik. De halvdårlige karakterer skyldtes primært, at jeg ikke kunne fordrage at tolke digte eller sønderrive klassikere. Jeg var for ofte uenig med lærerguruen (Dansklærerforeningens vejledning), hvilket man bestemt ikke skulle være! Ingen individuelle og dermed uautoriserede meninger, tak! Jeg hævdede ofte, men talte for døve øren, at den enes opfattelse af et eller andet litterært kunstværk kunne være lige så rigtig som den andens. Eller som Dansklærerforeningens …
Jeg var, og det har jeg på skrift fra samme lærer, jeg diskuterede så meget andet med, den eneste i klassen der kunne skrive noveller, og det var da også sådanne to, der gav mig mit eneste 11- hhv.13-tal i gymnasiet. Jeg skulle i en stil analysere ugebladsnoveller og gjorde det i form af at skrive en så fed parodi på en, at den nærmest stank. Men jeg fik 13.
11-tallet var for en science fiction-novelle. Da vi kom til Kierkegaard, bundede jeg med et 6-tal, men han var også slem. Jeg så aldrig kierkegaardslyset.

Hade-sprogfejl

Der er heldigvis andre end mig, dDouble Positiveer kan få røde knopper af ovenstående meget hyppige fejl. De første fem punkter har jeg ytret mig om op til flere gange, mens hans/sin ikke kan bringe mig lige så meget i affekt som fx ‘massere af’, der ses hyppigere og hyppigere, men sådan er det med de sociale medier: Man ser tit den samme fejl og dermed kommer de lidt mere usikre sprogbrugere i tvivl og konkluderer, at det forkerte må være det rigtige.
Sprogfejl er selvforstærkende, desværre, og når selv journalister og andre professionelle sprogbrugere begår graverende fejl … ja, så skal det da nærmest gå helt galt.
Skal man rette folk eller ej? Det kommer an på … det kan være umådelig svært at lade være; især for det skrevne sprogs vedkommende. I det talte kan visse hyppige fejl være enten dialekt eller udtryk for en personlig præference, men de bør luges ud på skrift.

Trine var også inde på, hvor meget hun selv får hug, fordi folk kaster sig over hende, når hun selv begår fejl. Janteloven træder i karakter, men også Murphys lov gør sig gældende her, for der er stensikkert fejl i mine indlæg, når jeg brokker mig over det danske sprogs forfald. Ingen er perfekt, slet ikke jeg, og kommatering er min største svaghed. Mine indlæg er ret talesprogsprægede, hvilket er bevidst!
Selvfølgelig kan jeg ikke lide at blive grebet i en fejl, men på den anden side vil jeg gerne vide det, så jeg ikke begår den mere. Det er ret tankevækkende, hvor hændervaskende/fornærmede/sure/vrede folk kan blive over at blive gjort opmærksom på sproglige fejl både i forbindelse med butiksskiltning og i mere privat regi.

Kan man rette med humoren i højsædet, kan man ofte nå lidt længere – eller i hvert fald undgå at blive slået ihjel.
Humoren i tekstboksen til højre kunne jeg ikke stå for. Heller ikke den ufrivillige herunder.

Jeg fylder snart 70, men kan stadig få børn. Det kom som lidt af en overraskelse … jeg ville oven i købet kunne medvirke i den aktuelle serie DR-serie med trillingeforældrene.
Men nej. Bare nej. Så ville det ikke engang være helt nok at blive de 94 år, der ellers er mit mål, selv om de tre børn måske ikke nødvendigvis er nyfødte.

Naj tak

9. januar 2023

Kend dig selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:54
Tags: , ,

“Kvinde, kend din krop” er der en bog, der hedder. Jeg har ikke læst den, for jeg kender min krop i tilstrækkeligt omfang.
Men hvad med sindet? Kender vi alle os selv? Hvordan vi vil reagere i enhver given situation?
Det tror jeg ikke. Man kan have en ide om, hvordan man vil reagere, men kan i sagens natur ikke vide det, før man står i situationen. Viser man sig at være stærk? Svag? En, der kan støtte og hjælpe, eller lidt af et pylrehoved, der hælder sig op ad andre?
Der er naturligvis ‘situationer’, hvor man hverken behøver at give eller modtage støtte.
Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg er stærk. Det har jeg ikke altid været, men det der indimellem lidt svære liv har givet mig noget mental muskeltræning. Og lad det være sagt med det samme: Flosklen Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere, har jeg aldrig brugt. Jeg synes det er noget sludder. Det er ikke nødvendigt at være i en livstruende situation for at blive stærkere, og omvendt er der bekymrende mange der mentalt bliver slået ihjel af situationer, andre ingen problemer har med at stå igennem. Sig flosklen til en, der overlevede en koncentrationslejr – eller en af de mere nutidige ditto – eller til en soldat, der lider af PTSD. Han overlevede, men er han blevet stærkere? Sig flosklen til en kvinde, der på mirakuløs vis slipper ud af trafficking. Tror I nogensinde de stakkels mennesker bliver hele igen? Så nej, fri mig for den slags fjollede bemærkninger, tak.

Det blev lidt alvorligt.
Egentlig ville jeg bare i al uskyldighed ind på, at jeg tror jeg kender mig selv.
Kender mig godt nok til at vide, at selv om jeg i hele mit voksenliv har haft lyst til at både at være i stand til at lave min egen surdej og til at sy mit eget tøj, så kommer det sandsynligvis aldrig til at ske. Jeg ville virkelig gerne have en levende modersurdej; den slags som kan holde et helt liv, men nej. Jeg kan ikke engang undfange en, for slet ikke at tale om at holde den i live. Jeg har forsøgt mig et par gange og tror ikke på det mere.
Jeg har også syet en kjole – som jeg havde på én gang. Den var grim.
Jeg har syet et par lange bukser – halvt. Jeg opgav, fordi jeg ikke kunne finde ud af lynlåsen.
Jeg kan sy de mest avancerede tasker, men kan ikke sy en bluse.
Jeg kan lave relativt god mad, men jeg kan ikke bage brød. Det bliver altid noget værre klamp, når jeg en sjælden gang forsøger mig. Dette er dog længe siden nu, for min bagemaskine klarer det langt bedre, og desuden er det også meget nemmere – man er vel doven født rationaliseringsekspert.
Der er folk, der anser mig for at være doven, men det er for nogles vedkommende især fordi jeg ikke gider de ting, de selv synes er interessante …
Jeg synes ikke selv, at jeg er doven, men jeg har hele mit liv haft det bedst med at finde den metode, der får tingene til at gå hurtigst. Det gør man ved 1) at være hurtig og 2) tænke rationelt. Jeg havde engang en laborantkollega, der, når han så dagens opgaveliste, begyndte med det der stod øverst på den uden at læse den igennem og planlægge. Klokken tre fandt han ud af, at listens sidste punkt var noget, der skulle stå og inkubere i to timer, inden han kunne afslutte analysen, hvilket tog yderligere mindst en time. Han havde en del overarbejde …

Alt dette, fordi jeg her til morgen fik en mail fra Gastrofun, som handlede om surdejskunsten. Jeg blev vældig inspireret af de gode tips, råd og opskrifter, men nej.
Jeg lader mig ikke friste. VIL ikke. Jeg ved jo hvordan det går, og hvorfor bede om endnu et nederlag?

P1040664

6. januar 2023

En berømthed født i Roskilde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags:

I går, da der så ud til at være en pause i alt regnvejret, kørte vi til Roskilde, dels fordi vi havde nogle ærinder der, og dels fordi jeg gerne ville se de mange blomster, der er blevet lagt ved statuen af Lise Nørgaard på bænken i Algade.
Det er mig bekendt ikke mange beskåret at få lavet en statue af sig, mens man endnu er i live, men det skete for den navnkundige og længelevende Lise Nørgaard.
Det var Gågadernes Vejlaug, der, inspireret af Bond Street i London, hvor statuer af Roosevelt og Churchill indtager gadens bænke, i 2010 sørgede for, at kunstneren Mette Agerbæk lavede en statue af danmarksberømtheden som en pendant til disse engelske.
Og skulle Bond Street have to berømthedsbænke, skal Roskilde da ikke stå tilbage, så syv år efter finansierede samme vejlaug en bænk dedikeret H.C.Andersen og hans Lykkens Galocher. Andersen selv må have været ude at rejse den dag …

P1050328

Lykkens Galocher

Jeg er, som vel mange danskere med mig, stor beundrer af Lise Nørgaard, men der var en enkelt ting, som jeg aldrig helt har kunnet få til at stemme overens med hendes personlighed. Få var som hun fremme i skoene, og hun har om nogen slået sig i tøjret fordi mænd havde bedre rettigheder end kvinder – hun var rødstrømpe før begrebet kendtes. Mange mænd frygtede eller ligefrem hadede hende, fordi hun var ved sine meningers mod, når det kom til uretfærdighederne kønnene imellem.
Men … hun nærmest koketterede med, at hun aldrig ville skrive på andet end sin gamle Remington. Hun “ville ikke skrive elektronisk”; et standpunkt hun stædigt holdt til det sidste, hvilket må have kostet andre en del ekstraarbejde, og som jeg ikke synes klædte den kvinde, der ellers på alle andre fronter var moderne og fremsynet. “– Jeg valgte edb fra, og det kan jeg da godt her i min høje alderdom pludselig fortryde. Men jeg var den første, der indførte ny teknik på Roskilde Dagblad i 1935, idet jeg medbragte en rejseskrivemaskine. Da jeg siden kom på Politiken, var vi fem yngre medarbejdere, der brugte skrivemaskiner. Resten skrev i hånden. Når man spurgte, hvorfor de gjorde det, så svarede de, at det ville ødelægge deres dyrebare stil at gå over til maskinskrivning. Mange år senere kom så de elektriske skrivemaskiner, der stod og brummede og summede. Men dem nægtede jeg at skrive på. Det ville jo ødelægge min dyrebare stil, siger Lise Nørgaard.” (Fra et interview fra 2014 af Thomas Møller).

Stædig var hun som sagt. Hun havde besluttet sig for ikke at ville dø under coronaepidemien: “Folk skal ikke bekymre sig om, at jeg falder død om på stedet i disse coronatider. Jeg agter nemlig ikke at gøre det, før der er mulighed for, at gæsterne til begravelsen kan få et ordentligt gravøl”, sagde hun.
Det var hun i stand til at overholde, selv om hun på tidspunktet for udtalelsen var fyldt 103 år.

Jeg er også stædig. Det er der i hvert fald visse personer i min nære omgangskreds, der hævder, så:
Jeg vil gerne blive 94 år. Jeg behøver ikke at blive 100. Bare 94. Det ville være fint, tak. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at opnå at blive oldemor, og i 2047 har begge mine børnebørn rundet de 40 år, så er jeg ikke blevet oldemor på det tidspunkt, bliver jeg det sandsynligvis heller ikke.

3. januar 2023

Så kan vi skrue yderligere ned for varmen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:38
Tags: ,

I princippet kunne vi godt skrue mere ned for varmen, end vi allerede har gjort, men det gør vi nok ikke.
Vi ligger på 20°, indtil vi tænder op i brændeovnen, hvilket bringer det op på omkring 23°, og som er rigeligt til os.
Vi vidste godt, at englænderne er mere kuldskære end os, og da de var her, havde vi for deres skyld skruet alle radiatorerne en tand op, samt lagt varmetæpper i børnenes senge. Det var første gang de prøvede sådan nogle tingester, og de ELSKEDE at komme i en (meget) varm seng, så jeg tror jeg ved hvad næste ønskeliste kommer til at indeholde.
Alligevel spurgte de allerede om formiddagen, om jeg ikke havde lyst til at tænde op i brændeovnen, og naturligvis efterkom jeg deres ønske; de var jo alle fire under rekreation.
Men holddaop, hvor John og jeg havde det varmt i den uge de var her … vi var sommetider oppe på 24-25°, og alligevel sad de og puttede i de tykke fleecetæpper, jeg havde købt til dem som ekstragave, og som de fik lige efter ankomst. De flyttede alle fire omgående ind i dem, men kun to af tæpperne kom med til England, dels af kuffertpladshensyn og dels fordi børnene syntes det kunne være fedt at have hver et så skønt tæppe begge steder. Det passede ikke Tim helt (han er den mest kuldskære af dem), men han fik ikke lov at bestemme.

Vi skruede lidt ned igen, da de var taget afsted, og med de udetemperaturer vi har for øjeblikket, er det ikke nødvendigt at tænde op før hen under aften, og det er egentlig mest for hyggens skyld.
Som rumtemperatur kunne det såmænd fint være endnu et par grader lavere, for vi trives begge godt i de hjemmestrikkede sweatre, og vi har da også afprøvet 18°, men det viste sig, at møblerne bliver ubehageligt kolde at sidde i, så vi holder os til de 20°. Det er tankevækkende, hvor stor en forskel på sølle 2° kan gøre – men spørg bare planeten Jorden om det … der skal endnu mindre forskelle til for at skabe globale katastrofer …

Zipper sweater (5)Zipper sweater (7)

Den netop færdige Zipper Sweater ville kunne holde mig dejligt varm i 16°, tror jeg – også selv om jeg sad stille, men så skal jeg altså lige først have installeret et varmetæppe i min strikkestol, så jeg ikke bliver kold i r….. Det bliver nok lidt svært, for varmetæpper må ikke bøjes. Gad vide, om de findes i små udgaver? Det må undersøges.
Farven, som kameraet ikke kunne finde ud af at gengive korrekt den dag jeg farvede garnet, kunne det godt finde ud af i dag. Måske fordi vejret er så flot, som det er; med høj, klar, blå himmel (og heller ikke meget vind, men det har ikke noget med lyset at gøre; kun mit humør).
Jeg er ret vild med den sweater og kunne snildt finde på at strikke en til, for det tog mindre end 14 dage at strikke den. MED hytten fuld af gæster i den ene uge …
Jeg har helt tilfældigt også lige noget garn på lager, der kan bruges … men hvilken farve skal jeg farve det i? Beslutninger, beslutninger …

31. december 2022

John Lennon får det sidste ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:22
Tags: , ,

For mig er en af de bedste julemelodier John Lennons So This Is Christmas.
I den modsatte grøft ligger Whams Last Christmas, som jeg får heeelt vildt mange røde knopper af. Jeg er tæt på at tromle folk ned omkring mig for at komme til at slukke, når den dukker op i æteren. I 2021 klarede jeg hele julemåneden igennem uden at høre mere end de første strofer af den, og i år blev jeg gudskelov kun tvunget til at høre hele nummeret en enkelt gang.

LHRMine englændere kom godt hjem. De er faktisk aldrig kommet så hurtigt gennem London Heathrow som de gjorde denne gang – jvf. den indsatte besked fra hende.
Der er 12 elektroniske ‘pasudgange’; altså hvor der ikke sidder et menneske og kigger på vores pas. Man scanner det selv og skal kigge ind i en linse. Der er bare normalt aldrig mere end fem af dem åbne, fordi ham, der står for enden af den ENE, men meget lange kø dertil, står og fortæller hver enkelt, at nu må vedkommende gå til en eller anden given scanner/udgang. Som om vi ikke selv kan se, hvornår den næste er ledig. Denne metode har altid undret mig.
Militæret, som de havde sat ind, havde simpelthen åbnet alle 12 scannere og lavet 12 køer – ikke kun én, og det gik lynhurtigt i forhold til normalen.
De betjente paskontrolbokse var også bemandet alle sammen. Dette sidste kan jeg godt forstå ikke altid er tilfældet, for paspolitiet må have et begrænset personale, mens hæren vel nærmest må siges at være ubegrænset.
Men altså … så åbn dog altid alle bokse til elektronisk registrering, for pokker.
Vi frygter dog, at der ikke læres noget af militærets måde at håndtere det på.

Og nu er det nytårsaftensdag. Vi har nok 300 kilometer til gode at skulle gå for at få julemaden forbrændt.
Det kommer ikke til at ske, men vi kan holde lav madprofil. Vi to gamle har ganske enkelt fået alt for rigeligt med mad, mens englænderne var her. Siden de tog afsted, har den stået på rester af forskellig art, og maden i aften bliver også holdt enkel og ikke-fedende. Vi har aftalt med os selv, at vi ikke hopper med på Den Store Nedtælling Til Klokken 12, men nøjes med at se en selvvalgt film og går sandsynligvis i seng inden midnat.
Holddaop, hvor er vi kedelige. Vi ved det godt.
Vi kommer os helt sikkert over madleden igen, men lige nu det ikke den store spiselyst der præger billedet. Den skal bare nå at komme igen til sidst i januar, hvor vi skal til Nørre Vissing Kro på (endnu et) gourmetophold – men det er den også. Kommet igen. Vi ved det af erfaring.

Tilbage er bare at ønske jer alle sammen et godt nytår. Jeg behøver sikkert ikke at skrive, hvad jeg ønsker for 2023. Der er mere end én ting, men noget er vigtigere end andet.

AHappy New Year 2023 Vector Art, Icons, and Graphics for Free Download very merry Christmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear
War is over over
If you want it
War is over
Now

27. december 2022

Så er det hele snart overstået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , , ,

Julen er overstået. For mine englændere er denne tredje juledag sidste hele dag i Danmark – ferien er derfor ved at være overstået og heldigvis er det tågede og triste julevejr åbenbart også ved at være overstået.
Alt er gået efter planen; alle er raske og spiser godt. John og jeg prøver at holde lidt igen … han læste, at for at brænde en normal julemiddag (hvad det så end er) af, skal man gå 40 kilometer!
Det kan vi ikke. Det vil vi heller ikke. Gider ganske enkelt ikke. Men hvis så vi spiste lidt mindre, kunne vi måske komme ned på 20-25 kilometer?
Nogle af dem tog vi i dag. Ikke ret mange, men lidt har også ret.

Tur ved sælstenen dec 2022 (1)

Vejret har været flot hele dagen, så efter morgenmaden kørte vi til Nysø for at sætte bilen og gå en tur ud til Sælstenen, som vi har døbt den, selv om vi endnu har til gode at se den sæl, flere andre har set ligge og sole sig på stenen. Der er tale om pålidelige kilder, så den må være der indimellem, den sæl. Det må lykkes for os en dag at se den, men det skulle altså ikke være i dag, hvilket dog ikke forhindrede os i at have en dejlig tur.
Herover ses en af de mange redekasser til stor skallesluger, vi kan finde rundtomkring langs Præstø Fjord og Faxebugten.
Sælstenen er der også: Den befinder sig umiddelbart til venstre for E’et i mit navn. Men altså uden sæl, desværre.

Tur ved sælstenen dec 2022 (18)

Charlotte måtte tage træstammeklatringen, når børnene ikke ville. Det er de åbenbart blevet for store til nu. Hun fik uafvidende taget kamuflagetøjet på, men hun glemte at sværte sig i ansigtet, så hun er nem at få øje på.

Lidt længere henne ad stien var der et lille hul i sivene ud til vandet, så traditionen tro varede det ikke længe før alle fire var ude i vandet – bare fordi sådan noget er sjovt og fordi de lige skulle prøve af hvor koldt det var.
Det var efter sigende ret koldt, og jeg troede dem på deres ord … havde intet behov for at tjekke sandhedsværdien i det.
Og … miraklernes tid er ikke forbi: Ingen fik våde sokker!
Det var nu også noget fantastisk flot og stille vand i dag. Det blæsevejr vi var blevet lovet, holdt sig væk fra vort kvarter.

Tur ved sælstenen dec 2022 (14)

Den lavtstående sol giver nogle gode kontraster og fine farver. Klokken var næsten 12, men den var alligevel lavtstående … det er ikke nogen stor bue, solen tager på himlen her tæt på vintersolhverv, men nu går det da i det mindste den rigtige vej mod lyset igen.

Paspolitiet strejker i Londons lufthavn, så man har sat militæret ind til at tjekke pas i morgen. Det bliver ‘spændende’, synes de … lige nu ved vi ikke, om der vil være andre, der strejker, men de er forberedte på at komme senere hjem end hvad der normalt kunne forventes.
Flyene flyver; det er det vigtigste.

22. december 2022

Hun er lige blevet 46, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: , , ,

For mine englændere blev december 2022 “måneden der forsvandt”. Aubrey har været syg i tre uger af den, viste det sig, ret så ondartede skarlagensfeber. Hans udslæt forsvandt i sidste øjeblik – Charlotte var bange for, at han ellers ville være blevet nægtet adgang på et fly, som han så ud. Anna var også syg, men ikke af skarlagensfeber og kun en uges tid; ligeså for Tim. Charlotte havde hostet og småsnottet et stykke tid, men bukkede helt under for en lille uge siden og havde to døgn med 39°, så i nogle dage lå hele familien brak, men vi ved jo godt, hvordan det så er: Det moderlige ophav følte sig, trods egen elendighed, forpligtet til at få bare en smule mad i de andre, for især Aubrey havde tabt sig mere end godt var for den i forvejen radmagre dreng. Charlottes første feberfrie nat var natten til i går, hvor de skulle op klokken 6 for at køre afsted til lufthavnen. “Om vi så skal rekvirere et ambulancefly, så kommer vi til Danmark som planlagt, gør vi!” Jeg havde sagt, at vi ikke var bange for at blive smittet, og skulle det ske, er det bare ærgerligt. Hellere blive lidt syge end sige, at de skulle holde sig væk. Det ville vi vi aldrig nogensinde kunne få os selv til.
John hentede dem i lufthavnen, og da han kom hjem med dem, faldt Charlotte mig om halsen og jeg fik et fastere og længere knus end normalt – “NOJ, hvor er det godt at være her, for hvor HAR jeg dog bare savnet min MOR!!!”
Der er visse ting, der åbenbart ikke forandrer sig, selv om jeg snart er 70 år og Charlotte lige er blevet 46. Hun er naturligvis normalt en uhyre selvstændig kvinde, der sjældent er i tvivl om, hvor meget der skal gøres hvad af hvornår, men jeg havde det altså meget fint med at sige, at nu skal hun ikke tænke på noget som helst den næste uge – jeg har selvfølgelig sørget for alt. Min fornemmeste pligt er nu blot at forkæle dem alle maksimalt, så de kan vende tilbage i restitueret tilstand.
P1060302De havde det bedre alle sammen, da de skulle afsted, men det havde sandelig også varet længe nok med al den dårligdom.
Alt tyder derfor på, at de kommer til at vende tilbage til England så gode som nye. Humøret fejler heldigvis ikke noget, selv om fysikken endnu er lidt svag.

De har lige alle fire spillet kinaskak, hvilket ledsagedes af et hav af lyde og mere eller mindre hånlige bemærkninger fra dem alle om de tre andres manglende evner til at foretage et intelligent træk. Og tre af dem holdt et ekstra godt øje med Tim, som greb enhver lejlighed til at flytte sine brikker efter egne, til formålet opfundne regler. Det lykkedes ham aldrig, men det afholdt ham ikke fra at forsøge igen og igen. Det er et meget underholdende spil for både de fire aktive spillere og de to tilskuere – eller måske rettere tilhørere.
Nu ser vi Mr. Beans juleshow i tv. Det er også ret underholdende.
Der glider en del småkager og varm kakao ned undervejs både til spil og til tv-kiggeri, så opfedningen er i gang. Måske ikke den sundeste variant, men det er jul, så det er sådan det skal være.
Siger mommer, og hun ved bedst!

19. december 2022

Lidt rustikt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

Kødet til sylten er kogt og skal bare laves færdig. Lad nu være med at vrænge på næsen. ‘Sylte’ er bare et rustikt ord for Paté du Porc, og hvis man siger Paté du Porc, løftes der ikke et øjenbryn. Sylte er ikke sylte som i gamle dage (læs: da jeg var barn), hvor alt for meget fra svinehovedet kom med – der skulle helst ikke gå noget til spilde, selv om kattene og hunden også skulle mærke, at det var jul. Jeg har lavet sylte af svinehoved et par gange, og det bliver rigtig godt, men oftest er det en ‘syltepakke’ fra Brugsen eller Meny, der kommer i gryden, så det er bare bov, skank og snitte; ikke noget ulækkert i det. Det meste af fedtet pilles også fra, og selvfølgelig også huden. Det koges med et hav af forskellige velduftende sager i omkring tre timer, hvorefter kødet pilles af benene og suppen koges kraftigt ind. Årets sylte 2022

I har ét gæt på, hvem der er de første til at bede om, at Moster Ellen tager sin hjemmelavede sylte med som et af bidragene til julefrokosten 2. juledag med hele familien. The clue is in the title … for det gør mine niecer nemlig. Ikke blot min egen generation, men også den en tand yngre kan vældig godt lide min sylte, selv om jeg for mange år siden snød og kaldte den for Paté du Porc, da de (dengang meget) unge i sin tid skulle introduceres for den.
Den rustikke rullepølse er også i gang. Den nedstammer direkte fra den engang næsten danmarksberømte slagter Suhl, hvis datter er ingen ringere end Lene fra Canada. Det er en rullepølse så vildt god, at selv min søsters maddygtige slagtersvigersøn bad om opskriften. Nu er han så hverken slagter eller svigersøn mere, men det er en anden historie. For at få den hemmelige opskrift måtte jeg love Lene, at jeg ikke gav den videre til nogen, hvilket jeg måtte fortælle Christian. Han blev en anelse fortørnet, men skjulte det godt, og det endte i et smil, da jeg sagde, at hvis han ville udlevere sin supergode, men hemmelige syltekrydderiblanding, var der måske grundlag for forhandling. Jeg vidste nemlig godt, at det ville han ikke, men nu havde han da fattet pointen.
Og Camilla Plums sylte er lige så god med de krydderier, hun har valgt. Jeg har kun tilføjet lidt hele nelliker.
Til gengæld er Pricernes rullepølse ikke nær så god som slagter Suhls. Langt fra … derfor endnu en gang tak til dig, søde Lene 🙂

Julekonfekten er også færdig nu. “Pernilles Café Latte-konfekt” og trøfler med chokoladeovertræk og guldstøv. Fint skal det være …
Jeg kommer dog aldrig på nogen måde til at kandidere til at deltage i Den Store Bagedyst, for konfekten er ikke en fryd for øjet – det er jeg ikke i besiddelse af tilstrækkelig tålmodighed til at få det til at blive.
Café Latte-konfekten skal pyntes med hvid chokolade, så det “får et rustikt udseende”. Det der ‘rustikt’ var kodeordet for mig. Det er nemlig bare en smart måde at sige, at det ikke behøver at se særlig ensartet ud.
Den aldrig helt stive trøffelmasse skal først trilles til kugler og dernæst dyppes i chokolade. Det gjorde jeg sidste år og var ved at blive idiot! Det tog ALT for lang tid og var noget værre svineri – og så blev det alligevel, på trods af alle anstrengelserne, ikke rigtig pænt.
Derfor besluttede jeg i år, at de trøfler da også bare kunne få et rustikt udseende. Jeg hældte trøffelmassen i en bagepapirsbeklædt rugbrødsform og lod det stivne, hvorefter jeg skar det ud i små, uensartede firkanter. Chokoladen blev smeltet og sprøjtet ovenpå med en tylle, og da den var stivnet, børstede jeg lidt guldstøv på.
Og hey presto*): En meget rustikt udseende trøffelkonfekt, som smager så himmelsk, at man sikkert ikke har spor svært ved at abstrahere fra udseendet. MEN – det er altså de allergrimmeste, der her er sorteret fra og fotograferet. Dem bliver John og jeg nok nødt til at spise …

Lidt rustikt julekonfekt

*) A phrase announcing the successful completion of a trick, or to suggest that something has been done so easily that it seems to be magic.

16. december 2022

Nogle har garagebryggerier …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , ,

Nogle har garagebryggerier. Det får jeg helt sikkert aldrig, men i dag har jeg haft et garagefarveri.
Jeg fik nemlig en rigtig god ide – synes jeg selv – til mit næste projekt. Jeg mangler kun et ærme på den igangværende sweater, og da jeg bliver færdig med det i løbet af de næste par dage, mangler jeg et nyt lidt større arbejde at gå i gang med. Planen er at strikke PetiteKnits Zipper sweater, men på lageret er der af egnet garn kun lyseblåt, og det skal den ikke være, hovedsageligt fordi den, der er tæt på at være færdig, også er lyseblå. Ikke samme lyseblå, men alligevel …
Hvad gør man så, når man har besluttet ikke at købe mere garn i år?
Man farver da selv noget, naturligvis!
Det blev så (endnu) et eksperiment, for der skal bruges 700 gram garn, og til samme arbejde er det klogest at farve alt garnet på én gang. Det kan jeg også, men kun i den 28-liters gryde, jeg købte til plantefarvning, og den vil jeg helst arbejde med udenfor, hvilket i denne kolde tid ikke er oppe i shelteret, men ude i garagen. Det var alligevel rigelig koldt!

P1060286

Heldigvis havde jeg et kilo naturfarvet garn i den rigtige tykkelse på lager, så jeg indledte med at lave 50-grams nøgler om til 100-grams fed.
Da det var overstået, begyndte jeg farveprocessen, og få timer senere havde jeg det fineste, perlegrå garn med små brune og mørkerødlillabrune fregner pænt fordelt på feddene. Producenten kalder den Coffee Bean, men den farve kan kaffebønner altså ikke have.
Følgetråden af Kidsilk Mohair havde jeg tilstrækkeligt af i en helt rigtig, lysegrå farve.
Nu kan jeg jo slet ikke vente med at gå i gang!
Farven er ikke korrekt gengivet på billedet; den blev rent faktisk meget, meget tæt på den perlegrå, jeg forestillede mig.
Det er potente farver. Normalt regner man med mellem 1 og 3 gram farve pr. 100 gram garn, alt efter hvor kraftig indfarvning man ønsker. Jeg havde prøvet Tornado Grey før og vidste, at jeg kunne bruge meget mindre end det og vejede derfor kun 1,2 gram farve af til de 700 gram garn.

P1060293

Det lykkedes så fint med at ramme den ønskede farve, at jeg næsten kunne gå på vandet af bare begejstring og glæde over heldigt arbejde. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde det veludført, for det gode resultat var nok mere held end forstand.

P1060290

Jeg prøver dog ikke at gå på vandet i bogstavelig forstand, for selv om vores lokale fugle er i stand til det nu, vejer jeg en anelse mere end dem og ville sandsynligvis få mere end fødderne våde.
Isen holder til svanerne nu, og blishøneøen længere ude består ikke af svømmende fugle, selv om det ser sådan ud på billedet, men i kikkerten kunne jeg se deres ben.
Det er ikke hele fjorden, der er frosset til, så fuglene klarer sig indtil videre. Vi har haft let frost i nogle nætter nu, men det har heldigvis ikke været under ÷5-6 grader – og dermed ikke i nærheden af Jyllands ÷17° natten til i dag!

13. december 2022

Hyggesokker, hyggetæpper, hygge..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: , ,

Mine englændere har bestilt flybilletter denne gang. Der er ikke så mange dage i julen for dem, fordi de skal tilbage og nå at være lidt sammen med Tims familie, inden det nye år indfinder sig, hvorfor de besluttede at flyve, fordi de dermed sparer to dage, som ellers kun skulle bruges på transport.
Og hvad sker der? British Airways er nemlig ikke en pind bedre end SAS: De har truet med at strejke i julen. Det er klart, at de vil ramme, hvor det gør mest ondt, men hvor er det dog irriterende. Vi ved endnu ikke, om der bliver gjort alvor af truslen, men hvis det sker, så tager de bilen til Danmark. Kan de flyve hertil, men strejken begynder mens de er i DK, så bliver de, til de igen kan flyve hjem. Især det sidste ville jeg jo intet have imod, men det behøver jeg ikke at fortælle Charlotte.
Det ser derfor ud til, at der skal meget til at forhindre dem i at komme som planlagt. Om eventuelle strejker hjælper på situationen derovre, er til gengæld et andet spørgsmål, som jeg ikke vil gå ind i her.

Meny havde ‘bamsetæpper’ til salg, så jeg købte fire af dem. De elsker alle sammen at putte sig i varme fleecetæpper, og disse bamsetæpper var indbegrebet af alt, hvad man kan forestille sig af blødhed. Jeg har masser af fleecetæpper i Den Stråtækte, men disse her var mere end en smule blødere, meget tykkere og meget mere vamsede. De kan tage dem med hjem, hvis de vil. For nogle år siden havde jeg to også meget bløde tæpper med til England, men der er stadig rift om, hvem der skal have lige præcis dem, når det er hyggetid. Børnene vinder dog som regel … men nu har jeg altså købt fire, så der er ikke længere grund til konkurrence om brugsretten.
Hyggesokkerne fandt jeg i dag – også i Meny. John synes jeg er fjollet at købe sådan nogle, fordi jeg strikker så mange sokker, men han forstår vist ikke rigtigt, at der er stor forskel på hyggesokker og ‘bare’ sokker. Sidstnævnte kan bestemt også bruges, men de er beregnet til at have i støvlerne. Hyggesokker er sådan nogle som på billedet herunder, og det er noget man flytter ind i, når man er hjemme. Især Aubrey. Jeg tror kun han har sine af, når han er i bad. Okay, han har dem heller ikke på i skole, men derhjemme bor han i dem – sover sågar med dem på, så de er hurtigt slidt op; han kan snildt nå at forbruge to par i vinterhalvåret.

FleeceHyggesokker Vinter ⇒ Køb i Partybutikken.dk

Hverken tæpper og sokker er rigtige gaver, men en delmængde af det, nogle måske vil mene hører ind under begrebet forkælelse. Men hvad så? Man har ikke kun ret til at forkæle sine børnebørn, man har faktisk pligt til det. Bare til orientering. Det kan godt være, at børnene bliver hhv. 16 og 17 år inden for den næste måned, men de er stadig ikke for gamle til spændte at stryge op på deres værelser for at se, om der ikke skulle ligge en lille ting fra mormor til dem på deres senge.
De er blevet så store, at de lader som om de ikke gør det, men det gør de, for det er bemærkelsesværdigt hvor hurtigt de finder det nødvendigt at bære deres kufferter op på førstesalen. Jeg smiler stort indvendig og nyder det garanteret endnu mere end de gør.

9. december 2022

Fantastiske folkevid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:03
Tags: , ,

Når jeg har min cirka ugentlige, cirka timelange snak med Charlotte, er det ret sjældent, vi taler politik. Der er så meget andet i hendes og min verden, der fylder mere, men det hænder dog alligevel, at vi kan finde på at tale politik i både bred og smal forstand, for nogle gange er tingene så groteske, at det kræver en lille snak. Det er gennem disse samtaler, jeg finder ud af, hvor stor forskel der er på de nyheder vi i de danske medier hører om England og på de ting, de engelske medier lægger vægt på. Og vice versa. Jeg siger ikke, at nogen af dem har russiske tendenser, men det er i hvert fald ikke de samme ting, de to lande anser for at være vigtigt at formidle videre til den brede befolkning. Valget af avis har naturligvis også noget at sige … C & T læser The Times, som i deres øjne er den avis, der lægger mest vægt på saglighed og ikke umiddelbart virker som om de bare skal fange læsere via dramatiske overskrifter. Noget, som selv Berlingske er begyndt på: “Hun gjorde dit eller dat, og resultatet overraskede hende”. Jeg falder ikke for den slags billige klikfang, og måske går jeg derfor glip af vigtig information, men det er i så fald bare ærgerligt.

Alle ved vist, hvad Brexit står for. Dem, der stemte for at forlade EU, hedder brexiteers. Det er et pænt neutralt ord, ganske som antonymet remainers.
De blev hånligt omdøbt til remainiacs eller lidt senere, fordi the brexiteers mener, at the remainers altid brokkede sig over Brexit-nationens tilstand, remoaners. 
Charlotte og Tim er afgjort ikke brexiteers, men vi kunne alle blive enige om, at især betegnelsen remoaner er morsom og et fint udtryk for folkeviddet, eller wisdom of the crowd, som det hedder på engelsk.
Så kan man diskutere lidt med sig selv, om [folke]vid nu også er lig med wisdom, idet ‘vid’ betyder “evne til at udtrykke sig vittigt og rammende på et højt plan”, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for den store visdom, men nu er vi vist ude i petitesserne.
Er det ikke ligefrem visdom, der bliver udtrykt af folkeviddet, er det til gengæld næsten altid morsomt … jeg elsker, når der lynhurtigt opstår nye ord eller betegnelser for et eller andet, der er oppe i tiden. Lige nu kan jeg selvfølgelig ikke lige huske gode, konkrete eksempler; jeg kom bare til at tænke på fænomenet, da jeg i går talte med Charlotte og hørte ordet remoaner.
Det bruges så dog ikke så ofte mere … stort set alle, der har haft så gevaldig travlt med at skose the remoaners og stædigt holde på, at det nok skal gå alt sammen, har holdt temmelig lav profil et pænt stykke tid nu. Mange brexiteers er vistnok ved at indse, at det måske alligevel ikke var det smarteste valg, de foretog dengang i 2016. Stemningen er måske ved at vende derovre, men jeg vil tro, at løbet nok er kørt for de næste mange år. Det ville heller ikke være en god ide at foretage en ny afstemning nu, for selv om der skulle blive et snævert flertal for ydmygt at vende tilbage til EU, kan (de stadig mange) EU-modstandere med rette spørge, hvorfor tallene fra afstemningen (51,89 % kontra 48,11 %) nu ikke længere kan accepteres? Så kan det modsatte, men nok relativt samme resultat vel betragtes som lige så ‘ugyldigt’? Så nej: Det varer mange år endnu – om overhovedet – før vi ser en ny afstemning derovre. Der skal nok gå en generations tid.
Så må vi se, om Skotland og Wales på et tidspunkt inden da melder sig ud af UK. Hvilket heller ikke er en god ide … det er noget værre rod alt sammen derovre.

Det er frygtelig egoistisk, men jeg er bare så glad over, at mine egne fire englændere ingen problemer har, og at de klarer sig strålende alle sammen.
Lige bortset fra, at Aubrey er hundesyg, fordi han har raget sig en omgang skarlagensfeber til! Han er nu på penicillin og bliver formentlig helt rask igen inden de skal rejse til Danmark.

P1010451

7. december 2022

Vi keder os ikke!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:29
Tags: , ,

Christies i Sdr.Hostrup kom igenigen med tilbud, vi ikke kunne modstå, så mandag morgen gik turen for femte gang til den hyggelige sønderjyske kro. Vi tog bare en enkelt overnatning, for der sker lidt meget for tiden, men denne tur ville vi have med. Så kunne vi samtidig køre syd for grænsen og billighandle lidt. Det må man nemlig godt, når man kun vil spare ‘for sjov’ og ikke er en stakkels kontanthjælpsmodtager, der bliver hårdt straffet for at spare på de penge, der ikke er for mange af i forvejen. Holddafast, hvor blev jeg vred, da jeg hørte den nyhed. Jeg fik sådan en lyst til at ruske den pågældende skrankepave og råbe SÅ OPFØR DIG DOG ORDENTLIGT!!!
Jamen hvad er det da for noget? EU? Åbne grænser? Ét er, at man som kontanthjælpsmodtager ikke må “tage ophold i udlandet”, men de komplet tåbelige administratorer i Sønderjylland har da totalt misforstået konceptet.
Nå. Det var slet ikke det, jeg ville skrive om. Det problem er der forhåbentlig nogle fornuftige mennesker, der tager hånd om.

VinglasholderFørst gik opvaskemaskinen i udu; så smadrede jeg komfuret. Sidstnævnte er installeret og fungerer fint, og førstnævnte var der tekniker på i dag. Han blev modtaget med åbne arme, for vi har skullet vaske op i hånden i næsten to uger! Heldigvis er John god til at tage den tjans, for det er virkelig en hadeopgave for mit vedkommende.
Den meldte en fejl, hvortil der bare stod “Tilkald service”. Nådada … det lød alvorligt. Vi fik maskinen den 6. juli i år, så vi syntes det var lige tidligt nok at nedlægge arbejdet, men servicemanden havde en god forklaring, og nu virker maskinen igen. Det er bare en af den slags ting, der kan ske, og det var naturligvis dækket af garantien. Han spurgte, om vi ellers havde nogen spørgsmål, så John nævnte, at han da var lidt ked af, at vores høje vinglas ikke kunne være i denne ellers vældig gode maskine – faktisk den bedste vi nogensinde har haft, men det var kommet lidt bag på ham, at han var nødt til at vaske dem af i hånden.
Det var der råd for! Han fik solgt os to indsatse, som er løse og dermed kan bruges efter behov, og som hver kan tage fire glas op til 24,5 cm i højden. Vores er 23,5 cm. Det tror jeg vil vise sig at være en god løsning, for det er tynde og dermed sarte glas, som John (og jeg, men mest John) er lidt bange for at komme til at smadre, når de skal tørres. En opvaskemaskine er klart bedre til dem.

P1000643I morgen skal jeg til en damejulefrokost, søndag og mandag skal vi til Nordsjælland, på tirsdag til nørklefrokost, onsdag bliver vi 18 (= alle på vejen, inklusive to teenagere, som søreme også gider) til gløgg og æbleskiver og den 21. kommer englænderne. Herfra kan vi så bare slappe af. Bortset fra at lave al den mad, der nu engang hører julen til, men det er jo kun rigtig hyggeligt, når jeg har alle dem omkring mig, som betyder mest for mig.

Huset er julepyntet, den udendørs vinterbelysning er sat op og alle gaver er købt. Endnu ikke i hus, men købt. Charlotte har nogle med, og Johns kommer med Postnord en af dagene.
Charlotte har fødselsdag på mandag, men det er også klaret pr. fjernbetjening. Hvad gjorde vi dog før internettet?
Nu mangler jeg bare at lave konfekt og bage småkager, men det er for tidligt endnu. Juledekorationerne er heller ikke lavet, men det bliver de i næste uge, vil jeg tro.
Eller i weekenden.

Og nu kom sneen. For en halv time siden skinnede solen, men nu vælter sneen ned. Det er lidt spændende, hvor meget vi får.
Rent madmæssigt kunne vi såmænd godt sne inde i en halv snes dage, men vi har jo en del aktiviteter uden for hjemmet den næste uges tid.

4. december 2022

Jeg ved, det er december, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , ,

Jeg ved, det er december, når..
..bilens gps ikke finder det nødvendigt at gå væk fra natindstillingen, selv om klokken er 13.
..jeg slæber to kasser med julepynt ned fra loftet, men lige vil vente med at gå i gang, til det bliver lidt lysere i stuerne … og det bliver det så ikke den dag … og heller ikke den næste. Det er MIG, der skal spare på lyset – dette gråtriste vejr gør projekt SparPengePåStrømmen en kende vanskeligere!
..en eller flere større ting opgiver ævred, medførende uventede udgifter i en i forvejen udgiftstung måned. Okay, indrømmet, det var mig selv der slog komfuret ihjel, men alligevel …
..jeg ser frem til den 21. for så begynder det så småt at gå mod lysere tider igen.

Det var den mørke side af december. Den har heldigvis også lyse; med den søde juletid, ild i brændeovnen og masser af julepynt overalt. Når man ellers kan se at anbringe det, hvor det skal være …
Den 21. december vender lyset tilbage i dobbelt forstand for mig, for den dag ankommer mine englændere og bliver her i en uge.
Alle julegaveindkøb er overstået, glorien kan pudses og gaverne pakkes ind.
Småkager skal bages og konfekt skal kreeres. Noget jeg virkelig har svært ved at tage mig sammen til, men egentlig holder af når jeg er i gang – og jeg holder desværre alt for meget af at spise de frembragte produkter.
Komfuret er ankommet, og jeg er glad. Det passer så fint i vores køkken, som er moderne, men ser lidt gammeldags ud. Vi synes selv, at det er et superhyggeligt køkken, hvor der bliver tilbragt mange timer, både når vi er alene og når vi har gæster.
Retrolooket på komfuret er jeg ret vild med: Det oxyderede messinghåndtag, knapperne med den lille fine arm, som minder lidt om den dims, der med tommelfingeren skulle betjenes på telefonerne inden drejeskiven og de fuldautomatiske centraler. Uret der ser analogt ud, men er digitalt, således at det både kan bruges som minutur, starte ovnen tidsforskudt eller slukke for den på den valgte tid.

Betjeningspanelet

Det er ikke hvidt, men cremefarvet, hvilket jeg først var betænkelig over – lige til jeg kom til at tænke på, at køkkenlågerne ikke er rent hvide.
Hvad jeg dog umiddelbart faldt for, var designet af frontlågens rude.
Næste step var at finde en forhandler. Der var en i Padborg, som var 2750 kroner billigere end Skousen, som ellers praler med altid at matche laveste netpris. Jeg troede dog ikke helt på, at de ville matche den i dette tilfælde med så stor en forskel, men de gik 1750 kroner ned, hvilket stadig var mere end jeg havde turdet håbe på, så jeg var glad.
Jeg valgte Padborg fra, fordi de først kunne levere det den 21. december, og jeg kunne bestemt ikke vente mere end tre uger!
Der var, så vidt jeg kunne se, kun tre Gorenje Classico tilbage i Danmark, da jeg købte mit, og nu kan jeg kun finde det i Padborg, hvor det i øvrigt er steget i pris, så jeg har vist været heldig. Jeg kan i hvert fald ikke længere finde det på Gorenjes egen liste over produkter, hvilket jeg kunne i mandags, da jeg bestilte det.

Retrokomfur

1. december 2022

En på alle måder STOR oplevelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:21
Tags: ,

Min nevø, Rune, er maskinmester på Marie Mærsk, et skib i Triple E-klassen, som rummer flådens største skibe. Marie er 400 meter lang og kan rumme knap 18000 containere. 
Hun ligger lige nu i Aarhus havn, hvor Rune i går skulle afmønstre for denne gang. Han er ude i 11 uger og hjemme i 11. Nu, hvor coronapesten er overstået – hvis man altså ikke er kineser – må de igen modtage gæster, og jeg fik æren sammen med Runes mor Merete, som jo altså er min søster. John var desværre ikke frisk nok, men vi får nok chancen igen omkring 1. marts, hvor Rune skal påmønstre samme sted. Som planen er nu … intet er sikkert i denne verden.

P1050208P1050215

Efter at være blevet clearet i vagten (Rune havde på forhånd meldt os og havde indsendt vores navne og pasnumre), blev vi kørt ud til skibet af en shuttlebus.
Derefter skulle vi op ad den stejle gangway, hvor vi i ‘indgangslugen’ fik udleveret vest, hjelm og gæsteskilt.
Så kom der en og ledsagede os, via flere stejle trapper, op og hen til et kontor, hvor Rune kort efter kom og hentede os. Han skulle først være færdig med at overdrage jobbet til afløseren. Der er hele tiden kontrol, ingen fremmede får lov at være nogen steder uden tilstedeværelse af et besætningsmedlem, og alle yderdøre (for)bliver låst; det er ren rutine, selv om der ikke er mange, der har lyst til at flygte fra Danmark … i visse andre lande vil rigtig mange gøre alt for at smugle sig selv om bord på hvad som helst, der kan føre dem væk.

P1050213P1050214

Vi indledte med at se de private gemakker, som er ret fornemme – kontor og dagligstue-sidde-/sofaarrangement i ét rum med tilstødende soveværelse og badeværelse.
Turen gik videre til the galley (køkkenet), vaskerummet, fitnessrummet og ‘hospitalet’, samt diverse opholdsrum, såsom gamerrum, kantine, kaffestue, hyggestue, bibliotek (uden bøger, men med masser af film og diverse magasiner), spillerum (bordfodbold o.l.) og biograf.

P1050212P1050228P1050232

P1050233P1050265P1050266

Turen kom nu til resten af skibet. Vi startede oppefra og arbejdede os derefter hele vejen ned. Først broen.
Jeg vil på forhånd undskylde over for Rune, som så fornemt gav os den helt store, forkromede udgave af en rundvisning.
De har tit officielle besøgende, hvor ‘Den Lille Tur’ kan være så kort som 20 minutter, og ‘Den Store Tur’ tager omkring 45 minutter.
Vores varede 2½ time … og min undskyldning går på, at jeg absolut ikke kan huske alle de mange tal eller funktionerne af alt det vi blev vist. Det var voldsomt mange og voldsomt store tal; moster her var meget imponeret over, at han kunne huske alt det. På den anden side er det jo hans job at vide alt, der har med skibets drift at gøre – men alligevel …

P1050218P1050243

Herover hhv. kaptajnens og maskinmestrenes operationsrum.

P1050238

Tovværk og ankerkæde. Hvert led vejer 300 kilo, og kæden er 500 meter lang (husker jeg mon rigtigt der? Det lyder voldsomt, men skibet er jo 400 meter, så måske er den god nok).

P1050239

Selve motoren og alle maskinrummene, med alt hvad dertil hører, syntes selv jeg var interessant, selv om intet normalt kan interessere mig mindre, men dette var bare så stort og så imponerende, at det må kunne have slået selv den mest motorusagkyndige med benovelse.
De laver selv ferskvand fra havvand, og de tre forskellige slags olier bliver renset og genanvendt mange gange. Den forbrugte fuelolie bliver også recirkuleret på en eller anden måde.

P1050251P1050253

P1050245P1050248

Øverst tv: Filtre, filtre og atter filtre.
Øverst th: Selve motoren, som måske kan genkendes som en megaudgave af en gammeldags bilmotor.
Nederst tv: Væg til ‘manuel’ betjening af maskinrummet, hvis der skulle ske noget med elektronikken.
Nederst th: Transformere i massevis; hver på 6600 Volt.

P1050260P1050262

Meget af værktøjet er selvfølgelig også oversize – se bare en af møtrikkerne. De bliver ikke spændt med håndkraft; det har de et eller andet heftigt hydraulisk til at klare.

Jeg kunne vise mange flere billeder og fortælle meget mere, men det er der sikkert ingen af jer, der orker.
Jeg vil bare sige, at får I nogensinde chancen for at få en rundtur på et containerskib, så tag imod den – også selv om I ikke tror, den slags interesserer jer. Det er altid en fornøjelse at høre fagligt velfunderede folk fortælle. Især, når det ikke er overfyldt af et irriterende hav af øhhh’er og “hvaerdetnudethedder”. For Runes vedkommende var jeg ikke i tvivl om, at det hele virkelig sad på rygmarven, og det var som sagt en fornøjelse at høre ham fortælle.

29. november 2022

Troldænder galore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:37
Tags: , ,

Forleden så jeg i Naturfredningsforenings blad, at der den 11. december vil være en tur til Jordbassinerne på Møn.
Jordbassinerne??? Dem havde jeg da ikke hørt om før, så der måtte lige googles.
Det viste sig at være et interessant sted – det blev engang brugt til “deponering af den overskydende jord, der blev spulet af roerne inden forarbejdningen på Stege Sukkerfabrik”, men er nu et rekreativt område med masser af liv af forskellig art.

Jordbassinerne ved sukkerfabrikken

Vi var der ikke mere end nogle få minutter, for John fik et ildebefindende (han er okay igen), så vi var nødt til at køre hjem igen og nåede derfor kun at se det ene af bassinerne.
Det viste med al tydelighed, at sidste punkt i den indsatte tekst ikke er en overdrivelse – holddaop med troldænder der var i det bassin.

Troldænder ved Jordbassinerne (4)

Troldænder ved Jordbassinerne (3)

Skulle der som skrevet også have befundet sig taffelænder, bjergænder eller hvinænder i den forsamling, druknede de i mængden for mig – jeg kunne kun se troldænder, men især de to sidstnævnte ligner meget troldænder, så jeg, som særdeles meget ikke-ekspert, ville nok ikke kunne skelne imellem dem.
Jeg er ret sikker på, at vi tager med på turen i december, for det vil garanteret være interessant at være der med en naturvejleder – og desuden er det altid rart at opdage et nyt udflugtssted, vi kan tage de mere naturinteresserede af vores gæster med til. Det kniber snart med at finde nye steder, men selvfølgelig er der flere spændende eller nysselige områder, vi kan besøge flere gange, for vi bor i en skøn del af Danmark.
Var sidste punkt rigtigt, tror jeg til gengæld ikke helt på det andet punkt: “Mellem 40 og 50 forskellige fuglearter yngler årligt i området fordelt på ca. 200 par.” Det vil altså sige, at der i gennemsnit kun er en 4-5 par af hver af de ynglende arter. Kan det virkelig passe, mon? Det lyder af alt for få, især hvis de har fundet sig et godt og fredeligt ynglested.
Det kan vi jo selvfølgelig selv tage ned og forsøge at finde ud af engang i løbet af foråret …


Emneskift: Vi (læs: John) skal forsøge at ryge ål!
En af hans gamle kolleger kom og besøgte os i dag. Han har altid været ivrig jæger og er nu, efter at være gået på pension, også blevet lystfisker. Han fisker bl.a. ål og får somme tider flere, end han selv kan spise, hvilket kom os til glæde i dag. De var frosset ned, for ikke engang lystfiskere må tage ål mellem 1.11.22 og 31.1.23.At de var frosne, gør ingen forskel for os, og det bliver spændende at prøve at ryge ål selv. Der var fire store rygeål og to poser med mindre stegeål. Jeg glæder mig allerede til at få benene (altså ålenes) til at nå tallerkenen rundt, men det bliver tidligst torsdag, hvor vores nye komfur bliver installeret. Indtil da står den på rugbrød, for jeg tør ikke bruge det revnede komfur, som viste sig at være mere beskadiget end først antaget.
Jeg kan i øvrigt fortælle især Henriette, at jeg har investeret i et cremefarvet Gorenje Classico og glæder mig til at se det installeret i mit køkken!

27. november 2022

Og hvornår smadrer man lige …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags:

Hvornår smadrer man lige glaspladen på sit keramiske komfur?
Det gør man ti minutter i lukketid på Black Week-søndagen.
Du GOdeste, hvor jeg bandede, da jeg tabte noget ned på pladen, så der kom et lille hul og et ret stort stjerneformet ‘sår’ på glaspladen over den ene kogesektion. Jeg var træt og øm i hænderne/fingrene efter at have flyttet rundt på omkring et ton champignonmuld, så et lille, fjollet krydderiglas smuttede ud af mine hænder og faldt ned på komfurets glasplade.
Goddammit.
Dækker vores forsikring?
Nej, det gør den ikke, for vi har valgt ‘pludselig skade’ fra.
Hvorfor i himlens navn gjorde vi det? Det skal vi have ændret, men det hjælper ikke noget på dagens skade, for jeg ændrer ikke forsikringen og venter en uge med at melde skaden.
Det lugter lidt for meget af svindel, hvilket det da også ville være, så det gør vi ikke.
Der er nok kun én vej: Find et nyt komfur og æd den omkostning selv. Surt, surt, surt, men nødvendigt.
Så jeg kigger lige på komfurer … nu kan jeg jo lige så godt få et, der er rigtig godt, men hvilket? Det kræver research.
Jeg kender mine ultimative krav, men dem er der flere mærker, der opfylder, så hvordan finder jeg ud af hvilket komfur jeg vil være gladest for?
Det er mit valg og mit alene – den ene gang om måneden, hvor John laver spaghetti carbonara, har udelukket ham fra at skulle have noget at sige hvad komfurvalg angår, men han overlader vist også glad og gerne både research og den endelige beslutning til mig.
Jeg kan godt bruge de tre andre plader på komfuret, og jeg kan selvfølgelig bruge ovnen, men jeg skal nok være meget forsigtig og holde godt øje, så der ikke koger en gryde over.
Nogle af BW-tilbuddene gælder til og med i morgen, men vi skal tidligt ud ad døren og er først hjemme igen onsdag eller torsdag.
Nogle er heldige.
Jeg har lige været ret uheldig.
Goddammit.

24. november 2022

Dyb undren

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:23
Tags: , , ,

Jeg er ikke økonom og har ikke forstand på økonomi. Den eneste økonomi jeg har helt styr på, er min egen.
Jeg kan forholde mig til hugorme og klapperslanger, men valutaslangen forstår jeg ikke. Forstod jeg ikke … jeg ved godt, at Euroen aflivede den. Ej heller forstår jeg den store forkromede sammenhæng mellem EU’s og for den sags skyld også resten af verdens valutaer. For mig at se er det lige som sommerfugleeffekten en gang imellem. Den forstår jeg heller ikke, men jeg kender teorien.
Jeg kan konstatere, at strøm og fossilt brændstof stiger til det vanvittige. Jeg kan også se, at det er faldet lidt igen.
Der er, efter min ringe mening, mange der groft udnytter situationen og hæver priserne mere eller mindre voldsomt, bare fordi de kan. Pejsebrænde, for eksempel. Jeg kan til nød forstå, at ovntørret brænde stiger lidt (burde dog ikke stige til det tredobbelte), men lufttørret brænde??? Almindelig atmosfærisk luft er stadig gratis. Der er ikke lagt afgift på, at jeg tørrer mit tøj ude i haven. Endnu …

Og juletræer??? John har lige læst, at årets juletræer kommer til at koste dobbelt så meget som sidste år. Mig ikke forstå. Mig slet, slet ikke forstå. John siger med et glimt i øjet, at han da bare selv kan tage saven med, når vi skal ud for at fælde juletræet – så burde der ikke være nogen undskyldning for en prisstigning på 100 %, når nu vi selv medbringer den dyrere benzin. I øvrigt håndsaves træerne normalt, men det øger ikke ligefrem min forståelse for den prisstigning!

Det Manos del Uruguay-garn jeg købte for en måneds tid siden, var sat op med en halvtredser/100 gram. Butiksejeren forsvarede det med, at hun pga. stigende transportomkostninger skulle give mere for garnet, så hun var nødt til at lægge tilsvarende på i butikken. Jeg sagde, at det var da okay, men en halvtredser pr. fed? Det er jo ikke sådan, at hvert fed skal have sit eget flysæde! Faktisk kan der være rigtig meget garn i en kasse, så de 50 kroner er grov udnyttelse, er det.
At jeg køber garn helt nede fra Uruguay er en anden diskussion, men ved at gøre det støtter jeg et godt formål, og det kan man vel intet have imod. Garnet er bæredygtigt; det kan transporten af det til Danmark ikke påstås at være – men det er simpelthen noget af det blødeste og lækreste garn i verden, så derfor køber jeg det indimellem …

Jeg har hørt argumentet “Vores omkostninger er steget, så derfor …”.
Det er mine omkostninger altså også. I høj grad, endda, men der er da ingen, der giver mig flere penge til at betale mine regninger med. Det er godt nok smart, at man kan hæve prisen på sine ikke-omkostningstunge varer til at betale den private el- og varmeregning med. Eller er jeg for grov nu?

Nå. Alt dette er absolut ikke noget at grine ad, så skulle vi ikke slutte med noget, der er?
For eksempel – igenigen – noget fra en maskinoversættelse. Som jeg flere gange har nævnt, skal et oversættelsessoftware være yderst velbevandret i et sprog for at kunne forstå og oversætte talemåder og ordspil, og så langt er de ikke nået endnu. Grammatik, som kan defineres af regler, er derimod sjældent noget problem (fx det danske nutids-r og det på engelsk tilføjede ‘s’ i 3. person ental). Herunder er vist et glimrende eksempel på dette.

Googletranslate

Man vil, hvis man er flink, kunne sige, at det er taget ud af en kontekst, så maskinen har ikke haft en chance. Godt så. Hvor mange katte skyder i det hele taget? Jeg spørger bare …
Hvis I ikke skulle vide det, så burde det have været oversat til the cat arches its back, men retfærdigvis skal det siges, at GT godt kunne finde ud af at oversætte korrekt, da jeg satte det danske verbum i datid.

21. november 2022

Nu er han da helt kammet over

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:02
Tags: ,

I Tim og Charlottes lille landsby er der er stærkt sammenhold og et – heldigvis ikke overdrevet – socialt samvær indimellem, som de fleste sætter pris på og deltager i. Fx når nogle af dem går rundt til jul og leger Christmas Carol Singers for resten af beboerne, hvilket vi oplevede for fire år siden derovre.
Hvert år i november har de karneval i landsbyens forsamlingshus. På de billeder de sendte sidste år, var Charlotte fuldstændig uigenkendelig, mens Tim stadig kunne genkendes som Tim. I år var det omvendt – jeg fik billederne lørdag aften, inden de drog afsted til festen. Jeg tror temaet skulle være 70’erne, men jeg synes ærlig talt, at Charlotte mest af alt ligner en fra de swingende 1920’re, og hun plejer ellers, i kraft af sin uddannelse, at have styr på sine klædedragtperioder.
Men Tim, altså! Han er da i den grad gået all in denne gang – ikke engang hans nærmeste ville kunne genkende ham med det fjollede skæg, men hans skjorte er meget 70’er-agtig. Han har den paryk på, Charlotte bar sidste år, og hun har fået fat på en glat og lidt mørkere udgave af egen hårfarve.
Jeg har ikke talt med hende endnu, men regner med at gøre det senere på dagen.

Party 2022 CParty 2022

Jeg er nemlig også meget spændt på at høre, om Aubrey har klaret sin militære stroppetur, som han frivilligt meldte sig til for noget tid siden. Det skulle foregå i denne weekend, fra lørdag til søndag, og på de to dage skulle de gå 45 miles. Det svarer til 72 km!!! På to dage! Drengen har gode ben, fordi han cykler så meget, men det er sandelig også nødvendigt, for de skulle selv bære alt, hvad de skulle bruge til to døgn i det fri: Telte, mad, soveposer og liggeunderlag, MEGET varmt og også et lag vandtæt tøj, samt lidt (meget lidt) skiftetøj, nok primært sokker. De skulle dog trods alt ikke selv slå deres mad ihjel, men på huskelisten blev de anbefalet at købe frysetørret mad – mest for deres egen skyld, så byrden blev så lille som ladsiggørligt.
De har derfor været ude for at købe skiundertøj og den foreskrevne 65-liters-rygsæk m.m., så han kunne få de optimale forhold til at klare sig igennem strabadserne. Han har heldigvis et par tilgåede vandrestøvler.
Hvis man ikke kan holde til mosten, bliver forældrene ringet op og bedt om at afhente den pågældende pode, og det ville i så fald blive lørdag aften eller nat, så Charlotte holdt sig helt ædru til festen, for hvis nu …
Og jeg ved som sagt endnu ikke, om der blev ringet, men Aubrey er både sej og stædig, så jeg håber, især for hans egen skyld, at han klarede sig igennem.
Det er ikke fordi han har ambitioner om at blive soldat, selv om det naturligvis er for at give de unge lyst til det, militæret inviterer til den slags ‘oplevelser’, men Aubies bedste ven deltog sidste år og havde syntes så godt om det, at han havde lyst til det igen i år, hvilket igen gav Aubrey lyst til at give sig selv den udfordring.
De bliver inddelt i aldersgrupper – sidste år skulle Sam gå 35 miles; i år er det som sagt 45 og melder de sig igen til næste år, vil det i givet fald blive 55 miles.
Men jeg venter som sagt stadig spændt på at høre, hvornår og i hvilken tilstand drengen kom hjem … han er altså kun 15 år … jeg håber virkelig, at de derovre har haft bedre vejr i weekenden end vi har haft her i Danmark.

18. november 2022

Disse mærkelige sammentræf

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: , ,

Da jeg stod op onsdag morgen, så jeg noget ligge i vandet helt inde ved kysten, men jeg kunne ikke se hvad det var. Kikkerten blev hurtigt indstillet, og jeg kunne konstatere, at det var en båd fra Mosebølle, der havde revet sig løs fra sine fortøjninger og nu havde lagt sig til rette overfor Den Stråtækte. Vinden flåede kraftigt i presenningen, og en halv times tid senere afsløredes det, at båden hed Alva.
Jeg efterlyste ejeren af Alva af Mosebølle i et Facebook-opslag – for den gode sags skyld offentligt tilgængeligt, for det ville ikke være til megen nytte at nøjes med vennerne i dette tilfælde.

P1050195-a

Det bar frugt. Om aftenen fik jeg en besked fra ejeren, og torsdag formiddag kom han og en ven for at se på båden og vurdere skadens omfang. Den ene forsøgte sig med en øse, men det hjalp som en skrædder i Helvede, for bølgerne slog hele tiden ind over båden, og han opgav da også ret hurtigt det forehavende.
De kørte igen, og lidt senere tikkede der en besked ind med en tak for observationen, men han ville desværre ikke kunne bjerge båden før søndag eller mandag pga. den stærke blæst. Jeg håber han får båden med sig i brugbar stand, og jeg er glad for at kunne konstatere, at FB kunne vise sig at være nyttig. Det sker ikke tit …

Det var Alva af Mosebølle.
Torsdag formiddag begyndte jeg på en ny lydbog, nemlig Anne Holts Det ellevte manuskript.
I et af de første kapitler blev der nævnt en Alva Heimal (eller Heimdal?).
Før jeg så den båd dagen før, havde jeg aldrig hørt navnet Alva.
Jeg tror, I alle har prøvet noget tilsvarende.

Det hedder noget så ucharmerende som Baader-Meinhof-fænomenet (men kaldes dog også frekvensillusion), og hvorfor det gør det, kan man nemt google.
I januar 2020 var der 813 piger i Danmark, der hed Alva, så helt ualmindeligt er det åbenbart ikke, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kendte navnet – ikke engang det af Filcolanas garner, som hedder Alva. Det er jeg da helt flov over, men nu kender jeg det!


Og nu til noget helt andet: I forbindelse med mit indlæg om oversættelsesfejl var der et par kommentatorer, som var inde på, at de dårlige af slagsen måske var maskinoversættelser. Det mente jeg nu ikke, og jeg fandt et par interessante artikler, som bekræftede min teori om, at der ikke står en maskine bag undertekster i tv.
Jeg oplevede et eksempel på menneskefejl forleden: I didn’t slow you up too much blev oversat til “jeg sænkede jer ikke for meget”. Det er endnu mere noget vrøvl end den alt for hyppige ligge/lægge-fejl, men ikke en fejl en maskine ville begå. Men måske en jyde? (Sorry …)
Det er netop sådanne fejl, der sladrer om hvorvidt der står mennesker eller maskiner bag. Sidstnævnte oversætter ordene korrekt, men roder ofte rundt i ordstillinger og grammatik. Maskiner ville oversætte ordspil og faste vendinger direkte og dermed få nonsens ud af det, mens (gode) oversættere forsøger at finde noget tilsvarende på det sprog der skal oversættes til.
Et eksempel på en intelligent oversættelse er dette efterhånden nærmest legendariske: No, not the cheese, the keys! Hvad i alverden stiller man op med sådan noget? Lasse Schmidt oversatte det til “Nej, ikke Buko’en, Ruko’en.”
Det og meget mere kan læses i Kirsten Marie Øveraas gode artikel her, hvis man skulle være interesseret.

13. november 2022

Studievejledning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Mange af os har måske en ide om, at det engelske skolesystem halter langt bagud i forhold til det danske. Alene det, at de stadig har skoleuniformer bekræfter fordommene. Man kan være for eller imod uniformer, men i det mindste er man ude over mobberiet, hvis nogle af forældrene ikke har råd til at klæde deres børn i det af moden eller klasseledere dikterede tøj.
Fem og fire årMine børnebørn gik de første 5-6 år i en C&E-statsskole (Church of England). I begyndelsen var det fint nok; de havde langt mindre klassekvotienter end i DK, og der var altid en hjælpelærer i klassen, som kunne træde til og assistere, når der var behov i form af en ekstra forklaring eller hvis et barn var særlig uroligt. Her halter vi bagud i DK.
Så langt, så godt.

Charlotte og Tim havde hele tiden aftalt, at hvis der på nogen måde kunne blive råd, skulle børnene i privatskole, når de skulle i Secondary school, hvilket sker, når børnene er 11 år.
Der blev råd, og det blev heldigvis også sådan, at Aubrey flyttede skole samtidig med Anna og derfor kom i privatskole i sidste år i Primary school, fordi hans totalt upædagogiske lærer gjorde livet så surt for ham, at han var ved at gå psykisk helt i sort, og tanken om, at han ikke ville have Anna i sin nærhed mere, kunne han slet ikke klare.

Warminster var og er fantastisk til at se børnenes evner og stærke sider og fremelske dem. Den er samtidig ret gammeldags på visse punkter, men Anna kæmpede for og fik i første omgang gennemført, at pigerne måtte have lange bukser på, og et par år senere, at ikke alt håret nødvendigvis behøver at være sat så stramt op, at Ritt Bjerregaard ville blive misundelig. Anna ligner sin mor og mormor, så hvis noget virker tåbeligt eller forkert eller er uretfærdigt, bliver der kæmpet for at få det ændret.

Anna bestod sine GCSEs*) i sommer og tager nu sine A levels, hvilket tager to år og skal – analogt med vores gymnasium – være universitetsforberedende.
Det er dog ret forskelligt fra det danske gymnasium, for i UK skal man kun vælge tre fag. De anbefales først at vælge fire og senere vælge det ene fra igen, men kun fåtallet gør det.
Ulempen er, at man allerede fra 15-16 år helst skal vide hvad man vil senere i livet. Siger skeptikerne. Den positive side af det er, at børnene kan vælge de emner, de finder mest spændende. Valgene foregår i et samarbejde mellem elever, forældre, lærere og tutorer.
På Warminster har de 22 fag at vælge imellem. Anna har valgt sine tre yndlingsfag English Literature, Music og Psychology, og lige så skoletræt hun var var den sidste halvdel af sidste skoleår, lige så meget elsker hun bare at gå i skole nu.
Aubrey skal starte A levels næste år, og han har tænkt sig at vælge Photography, Religious Studies og Psychology.
Religious Studies???
Jeg så vist lidt undrende ud, men det har han frivilligt valgt til også her i sit sidste GCSE-år. Han er vild med de ideologiske synsvinkler og de gode debatter, der åbenbart er i det fag … læreren lægger ikke skjul på, at han er meget glad for Aubrey, som er en yderst aktiv deltager i timerne. Der er også kun tre elever! Det må være ret fedt – både for lærer og elever.
Når man kun har tre fag, er der ikke længere noget, der hedder klasser; det er mere som på en højere læreanstalt, hvor man går til forelæsninger. Anna er fx den eneste på skolen, der har netop de tre fag, hun har valgt.

Det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvad man kan bruge disse fag til, men det vigtigste er lige nu, at entusiasmen er der, og det skal jeg da lige love for, at den er. Jeg ved ikke, om de begge vil på universitetet. Anna vil, mens Aubie ikke ved det endnu, og det behøver han heller ikke.
Det skal nok gå alt sammen alligevel.

A levels er således ikke så almendannende, som vores gymnasium er, hvilket måske er lidt uheldigt, men jeg ser andre fordele i den form for skolesystem, og alt i alt finder jeg det vanskeligt at vurdere, om vores eller deres er det bedste.
Jeg har dog en ide om, at det danske skolesystem godt kunne trænge til lidt af en revolution. Mit forslag er at tage det bedste fra de to verdener. Hvad der så er det bedste, kan der sikkert komme mange diskussioner ud af.

Og når alt dette er sagt, må jeg blankt erkende, at jeg ikke er opdateret på den danske skolefront – faktisk ved jeg nok mere om skolen i UK end i DK …

*) Tænk engang: På hjemmesiden https://www.internationalstudent.com/study_uk/education_system/ skriver de GCSEs med apostrof!!! Ellen er forarget. Meget forarget. Det gør de ikke på Warminster!

8. november 2022

Over- og undersættelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:59
Tags: , ,

Jeg bingewatcher sjældent, men i de seneste par dage har jeg siddet og set hele sæson 2021 af den engelske Masterchef for amatørkokke.
Binge watching. Med dansk bøjning … det er tilladt; vi danskbøjer mange engelske ord, især efter en tid, når ordet er blevet almindeligt at anvende. Vi downloader en app. Vi cutter en forbindelse.
Binge watching er et nyere udtryk fra 2013, og der er aldrig fundet et dansk udtryk, der dækker lige så godt, så derfor bingewatcher jeg, når jeg ser mange afsnit af en serie lige i rap.

Det er efter, at jeg, takket være Ditte, har fundet BritBox. Den er farlig, for der er virkelig mange (engelske) udsendelser, serier og film, jeg godt kunne tænke mig at se. Det er godt, det er vinteren og ikke sommeren, vi går i møde, for i den mørke vintertid må jeg gerne sidde og se rigtig meget tv – så får jeg også strikket meget, hvilket vel ingen kan have noget imod.
MasterChef | Brands of the World™ | Download vector logos ...Så nu var det altså Masterchef. I BritBox kan man vælge mellem forskellige undertekster, og vi har valgt de danske til, fordi John synes det kan være svært at fange det hele uden dem. Det er ikke så ofte, jeg læser dem, for jeg lytter mere end jeg kigger og ser derfor tit kun på skærmen, når kokkene skal præsentere deres kulinariske formåen. Det har dog været nok til, at jeg er faldet over et par ting; fx undrer det mig, at flere af oversætterne (det er åbenlyst ikke den samme, som har hele sæsonen) skriver cavolo nero i den danske tekst. Det er det engelske navn for palmekål, som alene er det navn, der anvendes på dansk. Det er dog nok nærmere det italienske navn, som englænderne har taget til sig …
Wild garlic oversætter de til vilde hvidløg, hvilket det aldeles ikke er – det er ramsløg, er det.

Et noget mere tricky (der var den igen, den engelske indflydelse) oversættelsesproblem er englændernes curry. Her er ikke engang englænderne enige. For de fleste betyder det en (sammenkogt) ret af asiatisk oprindelse, og der behøver ikke at være karry i den. Det er noget, der er fulgt med til England fra dengang, Indien var en britisk koloni, men inderne selv har ikke noget, der hedder curry.
Curry is a word invented by the British back when they ruled India. It is the anglicized version of the Tamil word kari, meaning sauce and is now commonly used to describe almost any food of South Asian origin.” Og “..and wrongly assumed that all dishes that had some type of gravy in it were referred to as "curries."

Så langt, så godt. En oversætter burde vide, at a curry ikke skal oversættes til ‘en karryret’, men nok nærmere ‘en gryderet’ Man burde studse over, at karry slet ikke bliver nævnt, når ingredienserne remses op … især da når vi taler om en dessert! In a curried coconut crumb blev oversat til ‘i kokosnød med karry’. Nej, nej, nej, siger jeg bare …

I denne udgave af Masterchef er der to dommere. Gregg Wallace har fint styr på den engelske grammatik; John Torode begår den samme fejl som et utal af både danskere og englændere: De hyperkorrigerer, fordi de tror, man ikke må sige ‘mig’, hhv. ‘me’.
Det må man godt. På begge sprog. Det skal man faktisk på begge sprog, for ‘jeg’, hhv. ‘I’ skal kun bruges, når de står som grundled.
Ikke desto mindre påstår John op til flere gange i hvert afsnit, at deltagerne skal “..make fabulous servings for Gregg and I”. Han har også sagt “It surprised John and I”.
Når Gregg siger det, siger han det korrekte ..for John and me.

Netop dette jeg/mig-fænomen har jeg før været inde på i et par af mine tidligere sprogindlæg. Min helt ugrammatiske tommelfingerregel er, at man skal fjerne den anden person. Ingen ville vel sige “Nu skal du lave noget dejlig mad til jeg”?
Eller “vil du være venlig at række jeg sovsen?” Det lyder jo komplet tåbeligt, men ikke desto mindre formår nogle at sige “vil du række sovsen over til John og jeg”.

Nå. Det er altid nemt at kritisere, og jeg kunne godt forestille mig, at oversætterne bliver så dårligt betalt, at de ikke har tid til at udføre deres arbejde grundigt nok. Derfor er jeg heller ikke dybt nedslået over fejlene – der er såmænd heller ikke så mange af dem, at der er grund til at blive det – men jeg vil forbeholde mig retten til at more mig over dem og hænge de anonyme oversættere ud her på bloggen.

5. november 2022

Don’t make a mountain out of a molehill

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:20
Tags: , ,

Don’t make a mountain out of a molehill er et engelsk udtryk, som mange af jer sikkert kender.
Det betyder to treat a minor problem as if it were a very serious problem; dvs, at man ikke skal gøre en mus til en elefant.
Vore muldvarpe har på ingen måde tænkt sig at efterleve idiomet, for skuddene på vores græsplæne og i bedene er enorme! Jeg har aldrig set så store muldvarpeskud og har faktisk haft den tanke, hvorvidt den skyldige mon har været udsat for radioaktiv stråling og er blevet til et monster. Vi har i hvert fald nærmest bjerge i haven og og ikke bare muldvarpeskud.

Det måtte der gøres noget ved, for når vi visse steder trådte hen over græsset, kunne vi mærke, at jorden sank en lille smule.
Muldvarpesakse går vi ikke ind for – dyrene gør trods alt bare det, de er sat i verden for at gøre, men de må altså meget gerne gøre det et andet sted end hos os, så ikke haven ligner et bjerglandskab.
Lugten af hvidløg har vi hørt, at de ikke kan lide … det må stamme fra en, der selv afskyr hvidløg, for det virker ikke at lægge hvidløg i gangene.
Hvad så? Vi besluttede os for at prøve, om vi kan skræmme den/dem væk med støj, så i går kørte vi til Silvan for at købe en solcelledrevet ultralydssender.

Muldvarpeforskrækker

Det er jo smart og grønt nok med de solceller i toppen, men hvad nu, hvis man har en længere periode, hvor solen ikke skinner? Skynder muldvarpene sig så at vende tilbage? Det stod der ikke noget om, men det forudsætter selvfølgelig også, at de allerede var flyttet væk fra støjen.
Vi ved endnu ikke, om den virker, for man skal give det en fjorten dages tid, inden man kan se en eventuel effekt. Ordet ‘eventuel’ er min egen tilføjelse, for sådan stod der sjovt nok ikke i brugsanvisningen.
Til gengæld stod der, at man ikke må bruge en hammer, når man skal sætte den ned i jorden.
Den tager vi lige igen: Øverst sidder to små solceller, og producenten føler sig nødsaget til at fraråde at bruge en hammer, når dimsen skal i jorden!
Den morede vi os en kende over … jamen, jamen … havde det ikke stået der, havde vi naturligvis taget den store mukkert til at hamre støjsenderen ned i græsplænen med. Eller hvad? Tror de ikke, man er i stand til at tænke selv? Vi er trods alt ikke amerikanere … og den er ikke engang fremstillet i USA, men i UK, så vidt jeg kan finde ud af.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den største tillid til effekten, for undersøger man mulighederne, bliver saksen hele tiden nævnt som det bedste og mest virkningsfulde tiltag, men man er vel dobbeltmoralsk, for mens jeg ikke har nogen skrupler over at sætte smækfælder op for mus og rotter, så har jeg det, når det gælder muldvarpe.

1. november 2022

Skulle jeg være blevet såret?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:40
Tags: , ,

Når jeg køber garn fra norske Garnius (som også har en dansk hjemmeside og åbenbart et lager i Danmark; der er i hvert fald ikke noget med told og moms og alt det pjat), kommer det med Bring, som ikke leverer til det pakkeudleveringssted, jeg normalt bruger, men til en sød dame, som også har byens dyrehandel.
Jeg har købt garn fra dem præcis 11 gange i løbet af 2021 og 2022, og jeg har selv afhentet det halvdelen af gangene. Okay det bliver så fem gange … og hver gang har damen og jeg fået os en kort garn- og strikkesnak.
Når jeg ikke selv henter det, har jeg en sød mand, som jeg bare skal spørge, så henter han gerne mine pakker; herunder dem fra Garnius.
I dag havde vi en lille formiddagsrundtur, hvor vi 1) gjorde vores borgerpligt og stemte), 2) købte et par småting i Coop365 og 3) hentede min pakke fra Garnius.

Hun kunne ikke finde min pakke. Hun ledte højt og lavt, men forgæves. “Har jeg fået de rigtige fire sidste cifre?” Det havde hun, og hun ledte en gang til.
Jeg sagde, at den ikke var ret stor, og at den var fra Garnius – deres kasser er let genkendelige.
”Åh”, sagde hun, “jamen så ligger den jo her blandt de kendte!”
Mig: ???
”Det plejer at være din mand, der henter dit garn, ikke sandt? Og du hedder Ellen Nielsen?”
”Johhh …?”
”Ham kan jeg nemlig godt huske; han er så sød når han kommer og siger, at han skal hente en pakke til sin kone, og de er altid fra Garnius, så jeg lagde pakken på hylden, som jeg har reserveret til pakker til folk, jeg kender.

Jeg tog det pænt, selv om hun nu har set mig flere gange end hun har set John, men på trods af vores små hyggesnakke har jeg åbenbart ikke givet noget særlig imponerende indtryk. Hun kendte navnet på Johns kone, men ikke mit navn. Jajaja. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at grine og lovede, at jeg nok fremover skulle sende min søde mand, men lige i dag var jeg altså nødt til at tage med for at kunne afgive min stemme.

Ved Sibirien

Og apropos stemmer, så er det da en anelse spændende i dag – ingen kan vide, om det vipper til den ene eller den anden side, og det skal sandsynligvis afgøres af en enkelt mand.
Desværre.
Gad vide hvem af fløjene, der får sig en kold dukkert?
Det ved ingen. Endnu. Jeg er imod exitpolls, selv om nogle påstår, at de ingen effekt har, men kan man vide det? Der har aldrig været så mange tvivlere som nu, og måske kunne nogle blive påvirket i en bestemt retning ved at høre, hvad andre stemmer.
Måske ikke. Men hvis exitpolls ikke er tilladt, er man ude over enhver form for påvirkning fra dem på selve valgdagen.

27. oktober 2022

Holde af, holde ud, holde..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:12
Tags:

Da jeg i sin tid lærte engelsk, købte jeg en bog, der hed Dictionary of English Phrasal Verbs and their Idioms.
Lyder det kedeligt? Jeg elskede at kigge i den bog, og jeg kan stadig finde på at gøre det.
Vidste I, at ordet go kan have hele 37 forholdsord hægtet på? Verbet play har 11 forholdsordsmuligheder, put har 19, hold og take 14. Hvert nyt forholdsord giver selvfølgelig verbet en ny betydning. Nogle af disse, fx take up, har hele 15 forskellige betydninger. Put away har otte forskellige betydninger. Put up syv. Jeg har hørt danskere med stolthed i stemmen påstå, at dansk er et af de sværeste sprog at lære. For det første er jeg lodret uenig; der er masser af sprog, der er sværere, og for det andet har jeg sådan en lyst til at gå dem på klingen, som selv mener, at de taler flydende engelsk. Det er ofte de samme, der har sørgeligt lidt styr på grammatikken og som oven i købet lyder som Eddie Skoller, når han bevidst taler engelsk med dansk accent. Man kan være god til engelsk, ja, bestemt, men 99 % af dem, der hævder at være “flydende i skrift og tale”, er det på ingen måde. Jeg har sat adskillige røde mærker i sådanne personers rapporter.
Men det er vel med sprog, som det er med så meget andet: Jo mere man lærer om et emne, jo mere ved man, at man ikke ved ret meget …

Jeg nævnte to hold. Et dansk verbum, der kan give put, play og hold (men nok ikke go eller take) en smule konkurrence, er netop ‘holde’. Man kan holde af, holde op, holde ud, holde inde, holde fast, holde med, holde tæt, holde på og holde til. Det var vist forholdsordene. Så er der forholdsforbindelserne: Holde i ære, holde i skak, holde i ave, holde med selskab, holde i hævd … og der er flere. Man kan holde næsen i sporet, holde nogen i ørerne, holde i live, holde krudtet tørt og så videre. Men nu kan I nok ikke holde mig ud ret meget længere.

Hvorfor skriver jeg dog også alt det her?
Det gør jeg fordi associationen til de mange holde-forbindelser dukkede op i min hjerne i går, da vi kørte op til et hønseri (og anderi) i nærheden af Holbæk for at få fat i fuglenes yndlingsmad, nemlig Hansen-blandingen. Den elsker fuglene bare, og selv om den er dyr, og vi skal køre langt for at få fat i den, så gør vi det, fordi der er 0 % spild, idet det er en frøblanding helt uden korn i. De billige blandinger indeholder ofte meget havre, og det er der ingen af vores havefugle, der gider spise, så det bliver bare smidt ned på jorden, hvor rotterne godt gider spise det – men vi gider til gengæld ikke rotter …
Løsning: Hansen-blandingen.

P1050167

Det lille hus herover er et kaninhus, men ikke så langt fra det havde de det fineste lille hønsehus til salg, med stige, soveværelse på første sal, altankasse på den ene side og karnap på den anden, så man bare skal løfte taget for at indsamle de lagte æg.

Et fint hønsehus (1)Et fint hønsehus (2)

Og jeg vil så gerne holde høns …

Til dette ønske har John for en sjælden gangs skyld nedlagt veto.
Derfor har jeg dog ikke vandet høns, for jeg kan godt se, at med alt vores fravær fra matriklen er det nok ikke det smarteste.

Næste side »

Blog på WordPress.com.