Hos Mommer

25. april 2017

Både wow- og cyklistfaktoren er pænt høj visse steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Med fare for at gentage mig selv: Her er SÅ smukt. Her er SÅ blåt og klart vand. Her er SÅ mange cyklister. Og der var EN bilist, som ikke skulle have lov til at sidde bag et rat. Hun kørte skam ikke hasarderet, nejnej, men hun fik stort set alle andre til at dytte som gale og se rødt og overhale temmelig hasarderet, fordi hun ikke engang turde overhale cyklisterne OP ad bakke, selv når der var frit udsyn og plads nok.
Strækningen ned til Port de sa Calobra, der tog 20 minutter uden på nogen måde at køre uforsigtigt, tog 50 minutter tilbage igen pga. denne Mallorcas dårligste og mest usikre bilist. Selv Danmarks/Mallorcas tålmodigste bilist (John) sukkede enormt dybt en del gange. Man kan ikke køre hurtigt på veje som denne, men man kan godt køre mere end 10 km/timen!

P1060642

P1060607

Men holddaop, hvor er her flot. Billeder er vist bedre end ord her. Vi ankom til Port de sa Calobra, før alle cyklisterne, turbådene og turistbusserne nåede hertil. Mens vi spiste en tidlig frokost, hvor vi havde restauranten næsten for os selv, myldrede det ind til stedet med så mange mennesker – heeelt vildt mange mennesker – at vi får en særlig slags klaustrofobi, så vi skyndte os at forlade det igen for at sætte kursen mod Cap Formentor.

P1060622

P1060629

P1060630

Herunder er vi på vej ud til Cap Formentor, som er Mallorcas nordøstligste spids. Gylp, for en vej, der var både dertil og ud til den sydlige del af spidsen af Pollenca-bugten. Jeg har sikkert også engang troet, som de fleste andre unge, at jeg var udødelig, men det tror jeg ikke mere … jeg er meget, meget glad for, at jeg har så dygtig en chauffør ved min side; jeg havde helt ondt i maven, da turen var overstået. Især da vi skulle møde en bus – John kan ikke have været mere end to millimeter fra kanten, men det gik. Lige. Phew.
Da vi kom tilbage til huset, var han en anelse træt i hovedet, så en kopkaf gjorde ham godt.

P1060656

Vi spiser hjemme i aften …

23. april 2017

Til vinsmagning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

200 meter fra vores hus ligger der en bodegas, hvor de fremstiller lokale vine, bl.a. en hvidvin på malvasia-druen. Jeg har vist nok engang hørt om den eller fået den til en vinsmagning i vinklubben, men jeg kunne ikke huske den. Da vi forleden aften fik en fiskesuppe, bestilte vi en malvasia, udelukkende fordi den var lokal, og blev positivt overraskede alle sammen. Det var derfor oplagt at besøge det lille sted og smage på varerne.
De havde tre vine – to hvide og en rød, og den ene hvide var udsolgt … det var dog heldigvis ikke den på malvasia-druen, som var lige så god, som den var forleden: frisk, frugtagtig og meget let sødlig, som efter et par sekunder slår over i en dejlig syrlighed; en lidt speciel kombination, som vi ikke umiddelbart kan kende fra andre hvidvine.

Til lokal vinsmagning

Den søde unge dame forklarede om vinene og druerne, mens hun hældte smagsprøver op til os. Vi smagte en malvasia 2016 og 2012. Førstnævnte var kun lige kommet på flasker, så ny er den, men vi kunne alle fem bedre lide den end 2012-udgaven.
Rødvinen var også lidt speciel, men bestemt ikke ringe.

Til lokal vinsmagningTil lokal vinsmagning

Vinene hørte til i den lidt dyrere ende af skalaen, så vi købte ikke seks flasker, som vi ellers havde talt om, men nøjedes med to hvide og en rød. Sådan noget vejer jo en del i kufferterne, så vi er nok desværre nødt til at drikke dem, mens vi er hernede … det er vel nok ærgerligt …

P1060544

Vi stod og kunne nyde synet af dette hus, som med sin store terrasse med søjler og statuer und alles mindede mig om Capri.
Men igenigen: Vi bor også dejligt, men selv om vi har en temmelig stor terrasse, kan den ikke helt måle sig med den herover.

Vores hus på Mallorca 

I formiddags kørte John og jeg en tur til Esporles, hvor vi fik os en kopkaf under platantræerne på byens torv, hvor cafeerne lå side om side. Det var der masser af andre, der også gjorde – fik kaffe, altså; ikke lå side om side – ikke kun mænd i cykelkostumer og almindelige turister som os, men der var også familietræf i stor stil; bedsteforældre mødtes med børn og børnebørn, fik en sludder og en forfriskning og skiltes igen. Meget hyggeligt. Det var lidt svært at indfange den fredelige stemning, for solen skinner så kraftigt (tøhø, den skulle lige ud …), at kontrasterne blev for store for kameraet.
Det hjalp dog lidt at pille lidt ved billedet efter overførsel til pc, så måske kan det fornemmes alligevel.

Søndagsstemning på torvet i Esporles

22. april 2017

100 % afslapning og råhygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Jeg har set hvordan vejret er hjemme i Danmark, så jeg vil da ikke undlade at nævne, at her er der ikke en sky på himlen, der er kun en let brise og temperaturen ligger på lige godt 20 grader. Det kalder jeg simpelthen totalt perfekt timing …

P1060522

De tre andre kvinder kan næsten ikke få nok sol. Det kan jeg – tager kun et kvarters tid ad gangen, så skal jeg ind i skyggen i mindst dobbelt så lang tid (er blevet endnu mere solsart efter kemobehandlingerne), men det gør mig ikke spor, og så er der jo tid til at nusse lidt rundt og vande de snesevis af krukker, der er omkring dette dejlige hus. Der er også tid til at tage sit strikketøj og få arbejdet lidt på det. John har tid til at hvile både sig selv og sine knæ, som gårsdagens mange skridt var lidt hårde ved.

P1060523

I nattens løb er der kommet vand i regnvandsbassinet lige ved siden af vores terrasse. Der må ligge nogle bassiner længere oppe i bjergene, som de kan tappe fra, for det har ikke regnet, men hele natten har der løbet vand ind fra et rør, man åbenbart kan åbne og lukke for.
Naboen går og klipper sin vin til – jeg prøvede diskret at lure ham lidt af, men det ser ud til, at han beskærer den på nogenlunde samme måde, som jeg gør med min enlige drivhusvin.

P1060518

Træet med de smukke, lilla blomster har efterhånden smidt de fleste af dem, men vinden har været så venlig at samle dem sammen i bunker. Da vi fik overdraget husets nøgle, spurgte jeg, hvad træet hedder, og damen sagde, at de kalder det for et Lots of Love-tree.

P1060517P1060514

Billedresultat for Árbol del amor (Cercis siliquastrum)Det kostede lidt googling, men det lykkedes mig at finde frem til, hvad det hedder på latin (og spansk, for den sags skyld). Vi har set mange af dem rundt omkring i både haver og landskab, og de er næsten lige så smukke som jacarandatræer, men disse blomstrer desværre ikke endnu. Der står ellers en jacaranda ved huset (billede 2, træet til venstre), og jeg har stjålet frø fra det, men der påstås, at man ikke kan få dem til at blomstre i det danske klima, og når man ikke engang har et rigtigt orangeri, så er der nok slet ikke noget at gøre. Jacaranda og blåregn er ellers nogle af de smukkeste blomstervækster, jeg kender, kun overgået af de koraltræer, som jeg så i Sydafrika.

Àrbol del Amor kan være så rigtblomstrende som det indsatte billede til højre. Ganske nydeligt, ikke?
Er jeg efterhånden ved at få ‘solgt’ Mallorca til jer, der endnu ikke har været her?
Der er absolut ingen grund til, at det skal tage 30 år at blive overtalt, som det gjorde med mig.

21. april 2017

Så nyyyydeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:06
Tags: ,

P1060455Der kan være mange årsager til ikke at bosætte sig på sydkysten af Mallorca. Én af dem er, at hvis man vil tage det gamle tog fra 1912 mellem Palma og Soller, skal man tage den fra sidst- og ikke førstnævnte. Vi stod på Soller station sammen med ikke særlig mange mennesker, men da toget kom, myldrede det ud med horder af folk. Vi fem havde, på nær et andet par, en hel togvogn for os selv på den en time lange og utroligt smukke tur.
Jeg ved dog ikke lige, hvor de har gjort af de citronlunde, alle bøgerne siger, turen går igennem. Vi så ikke en eneste, men det var okay alligevel. Der var heller ikke træsæder, som vi havde fået at vide, men udmærkede, polstrede lædersæder, så det var ren luksus.

Palma var fin at gå igennem. Vi var derinde klokken 11 og ville tage toget hjem igen klokken 15:10. Vi havde ikke så meget at vælge imellem, for det næste – og sidste – gik hjem kl. 19:15, og så længe gad vi ikke opholde os i byen. Vi nåede at gå den gamle bydel igennem ned til havnen, vi så de arabiske bade, som nærmere var dampbade, vi spiste en frisksmurt sandwich på et lille, skyggefuldt torv, og vi fik en kopkaf på et andet torv. Der var der så tre, der ville have en sangria, men John og jeg foretrak kaffen. Jeg har fået sangria én gang for over 40 år siden, og det var nok for mig.

P1060490P1060488

Inde i det lille hul i væggen stod en sød dame og lavede lige den ta’-med-mad, vi ville have – frisk brød, friske råvarer – herligt – man behøver ikke altid at frekventere en restaurant; dette her er lige så godt ved visse lejligheder.

P1060468P1060486P1060494

Citroner og appelsiner ser mere friske og indbydende ud, når der er blade på … det er jo i virkeligheden bare noget pjat, men sådan er det nu engang.

P1060483

Indgangen til de arabiske bade. Uden for var der en lille, men fredfyldt have.

P1060463P1060465

Et meget sjældent syn: Ellen med en is i hånden. Jeg bryder mig normalt ikke om is, men det kan de altså noget med her på øen. Alle lovpriser italiensk is som værende verdens bedste, hvilket jeg aldrig helt har forstået, men havde det været denne is, kunne vi snildt blive enige – og der var maaange slags at vælge imellem, lige fra kinder-æg-is til citron og melon, som jeg valgte.
Nu er vi igen blevet sultne; i aften bliver vi hjemme og kokkererer selv en menu bestående af pandestegt dorado (en fisk), serveret med en salat med alle tænkelige gode ting i. Nu er de tre andre kvinder gået i gang, så jeg må hellere indfinde mig i køkkenet og lade som om jeg hjælper lidt til … jeg kan da i hvert fald lave en supergod dressing til den salat.

20. april 2017

Oliventræsspam

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Endelig kom vi forbi en gammel olivenlund, hvor man også kunne komme til at parkere i nærheden! Vi var på vej mod Valldemossa, og lige pludselig var den der. Havde jeg været alene, var jeg nok sprunget over hegnet for at få mulighed for at forevige hvert eneste et af dem – jeg kunne se en ny figur i hvert enkelt træ, men det med den knælende kvinde med den nydelige bare numse, der stak lige i vejret, tog prisen (tredje billede) – og kan I se kineseren, der går tur på det andet billede?

P1060414P1060420

P1060416

Det var lige før, jeg skulle fjernes med magt fra det sted …
Men eftersom der stod fire andre og godt nok syntes, at de da var meget pæne, de der træer, tror jeg, de gerne ville videre i teksten.
Valldemossa var, som lovet, en malerisk by. Turistet, men på en sød og hyggelig måde i forhold til sydkysten i går, så vi ikke fik knopper af at gå rundt i byen. Efter rundturen og en kopkaf kørte vi mod Deià, hvor vi ville finde et sted at spise frokost og hvorfra de tre damer, som ankom i går, ville tage gåturen ned til havet. En tur på knap to kilometer hver vej. Ikke specielt meget, men når der samtidig skal gås først 300 højdemeter ned og så bagefter op igen, så står Johns knæ af på forhånd, hvorfor vi kørte afsted for at finde et supermarked i stedet for. Bare de tre kvarters rund- og op-og nedgang i Deià var rigeligt for Johns stakkels knæ. Det kompenserede dog lidt for de ømme knæ, at det var en endnu mere malerisk by end Valldemossa; med stejle, krumlede gader og fantastiske udsigter – og en rigtig god frokostrestaurant.
Sikkert også mere end én af slagsen, men vi tog den første, vi mødte. God udsigt og herlig mad – så forlanger vi ikke så meget mere.

P1060418

Alene køreturen var det hele værd. Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg gør det igen: Mallorca er en smuk ø. Hvis man spørger mig, slår den Madeira med flere længder – måske ikke i frodighed og blomsterrigdom, men i generel skønhed vil jeg klart sige Mallorca – i hvert fald her på nordvestkysten og i Tramuntanabjergene, som i øvrigt for nylig er kommet på UNESCOs verdensarvliste, så nu har jeg et kryds mere på den.

P1060434

Storm P-løsninger kan de også. Eller er det helt bevidst pga. de tusinder af cyklister her på øen?
“Hallo gutter – vi står lige og mangler noget til at holde de ledninger, der skal krydses heroppe … er der nogen, der har en god ide?”
”Åh – du har et gammelt cykelhjul! Perfekt – det bruger vi!”

19. april 2017

Det blæser på Balearerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

Jeg blev vækket engang i nat, fordi det blæste op. Vi havde et vindue åbent i soveværelset, men det kan da nok være, jeg fik det lukket i en fart, inden dynen begyndte at lette. Jeg nåede kun lige at lægge mig igen, da skodderne begyndte at klapre overmåde hørbart, så dem måtte jeg også op for at gøre noget ved. Jeg lagde mig igen – og kom i tanke om de to duge, der lå på bordene på terrassen. Op med sig atter en gang og nu på dugejagt iført evakostume. De var begge blæst af, men heldigvis ikke blæst væk. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde et lige så godt sovehjerte som John. Tredje gang jeg lagde mig, gryntede han lidt … Hmmmp … mn’ d’ noget galt? Jeg tror ikke engang han hørte svaret.

P1060395

Solen skinnede fint, da vi stod op, så efter morgenmaden tænkte vi blæse være med blæsevejret og kørte mod sydvest for at kigge os lidt omkring der. Bilens termometer viste 13 grader, og inden vi nåede frem, rundede vi 19 grader, men det blæste – og blæser – stadig en del.
Det er en meget, meget smuk kyststrækning, og vi gjorde et par stop undervejs, men desværre var det så snoet en vej, at vi ikke kunne stoppe når vi havde lyst til det. Jeg har nemlig noget med oliventræer – elsker deres krogede og krøllede stammer – men de allersmukkeste stod selvfølgelig ved ustoppelige steder. Gad vide hvad det er med oliventræers vækst, siden de får disse meget karakteristiske stammer?

P1060398

Vi kørte til Sant Elm, hvor vi gik en tur; derefter kørte vi videre til Port d’Andratx, hvor vi underligt nok ikke kunne finde ‘porten’, derfor videre til Peguera, hvor der var ALT for turistet, så vi satte hurtigt kursen nordpå mod hjemlige bjergstrøg; op gennem Puigpunyent (godt jeg ikke skulle spørge om vej …), hvor vi indtog en tapas-frokost. Vejen dertil var ad en meget smal og meget snoet bjergvej, som desværre også viste sig at være en af cyklisternes yndlingsruter.
Vi trængte virkelig til den frokost, da vi nåede den lille by, men det var noget hyggeligere end at skulle have indtaget den i et turisthelvede.

P1060410

Bedstefar sad og hyggede sig med barnebarnet og lidt snacks, og kort tid efter vi havde fået vores mad serveret, gav han lillegutten cykelhjelm på, stillede ham mellem sine ben på en scooter, så med barnet stående der kørte de to afsted. Den var nok ikke gået hjemme i Danmark …
Da vi igen kørte videre, blev vejen endnu smallere og endnu mere hårnålet. Det var ikke spor sjovt at møde nogen – selv cyklisterne var det vanskeligt at overhale op ad bakke, og når det gik stejlt nedad, var de samme cyklister ved at køre ind i bilens bagsmæk!
Nielsen trængte kraftigt til en kopkaf og en lille lur, da vi kom hjem igen – han havde vist været lidt rigeligt ‘på’ i et par timer. Luren er ham vel undt – jeg sidder og kigger ud på Middelhavets hvide heste, mens jeg skriver dagens indlæg.

18. april 2017

Vi ses på den anden side …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:29
Tags: ,

Vi gik i seng klokken 21 i aftes, så vi var grundigt udhvilede, da vi vågnede i morges, men det var jo også dagen, hvor vi skulle helt over på den anden side af øen for at hilse på Helle og Søren.
Først skulle morgenmaden indtages, hvilket skete på den anden terrasse (det er altså et blæret hus, dette her), for der var lidt vind på den, hvor vi spiste i går. I skufferne ligger der duge i massevis, så vi behøver ikke at spise på bare borde, hvilket jeg íkke har det så godt med, men jeg gad ikke ligefrem slæbe duge eller dækkeservietter med i flyet … det var så heller ikke nødvendigt. Her er alt, hvad man har behov for – bortset fra ekstra toiletpapir! Det tænkte jeg slet ikke på, da vi sulthandlede i går, men i morges fandt vi ud af, det var vi vist nødt til at købe. Nu.

P1060373P1060374

Ved halvtitiden gik turen afsted mod øst. Det var i rigelig god tid, men vi ville undervejs tage et par fotostop, som vi ikke havde tid til i går.
Det er nu en meget pæn ø, denne her, kunne jeg atter en gang konstatere. Jeg bliver pænt imponeret, når jeg ser så mange terrasser lavet af sten, som på billedet herunder. Der er virkelig nogen, der har fået varmen her – og sikkert også en dårlig ryg.

P1060383

Helle og Søren havde en dejlig lejlighed, og hun har lært at lave nogle mallorcinske specialiteter, bl.a. chorizo kogt med rødvin og løg. Uhmm, det var godt. Det var rejerne i hvidløg også – og alt det andet – de hører nemlig ikke til dem, der ikke kan tage på ferie uden at medbringe dansk mad – tværtimod og heldigvis. På vejen hjem skulle vi alligevel handle, så vi har nok føde til at modtage tre, formentlig trætte, gæster i morgen, så der blev købt chorizo, hvidløg og rejer – plus alt muligt andet, selvfølgelig.

P1060386P1060387

Vi havde som sagt en superhyggelig eftermiddag – jeg kendte ikke Helles mand, men jeg kendte jo Helle … selv om vi ikke arbejdede i samme område, havde vi, via et ret stort projekt, en fælles kontaktflade gennem en del år, så vi vidste hver især, hvad den anden stod for og havde altid respekt for hinanden; ikke mindst fordi vi så meget ens på mange ting, så det kunne ikke gå helt galt i dag, hvad det bestemt heller ikke gjorde. Det var tilligemed så heldigt, at mændene efter kort tid ikke bare var sammen for deres koners skyld – det var i hvert fald mit indtryk, som John også bekræftede på vejen hjem. Lidt fjollet formulering, egentlig, men jeg håber I forstår hvad jeg mener.

Lige nu nydes en smuk solnedgang, og så skal der lidt mad i maven – bare lidt, for det var en overdådig frokost, men vi (jeg) skal jo også have en undskyldning for at tage et glas vin eller to.
Som om …

17. april 2017

Ankomst til telefondræberøen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Planmæssig ankomst til Mallorca kl. 08:45. Kufferterne var hurtigt hentet, men det tog en krig at hente bilen. Vi havde lejet gennem Hertz, og det havde alle andre også! Det tog hele fem kvarter, men selv om de fire Hertz-folk havde lynende travlt, var de lutter smil. Vores unge fyr kiggede på os og sagde: You’re from Denmark? I love Denmark … actually, I’m going to Copenhagen next week. I’ve upgraded your car to a better one with no extra cost for you. I’ve given you a Reneault Megane with navigation system, if that’s okay?
Øhh, jo da. Jada – det er smukt. Pænt af dig. Tak for det … den skulle så hentes i en eller anden garage, fordi det ikke var den, der stod og ventede på os, så det tog yderligere et kvarter, men det var okay.

P1060358

ENdelig kunne vi meddele Christina, at vi var på vej. Så sendte hun et gps-link og et billede af husets indkørsel, så vi kunne finde vej. Jeg brugte mobiltelefonen som gps; det var det nemmeste, fordi hun sendte linket til Google maps via WhatsApp.
Da vi var et par kilometer fra huset, døde min mobiltelefon bogstavelig talt mellem hænderne på mig. Totalt død var den. Jeg havde lige bemærket, at der var 50 % strøm tilbage, så det var ikke derfor, men ikke desto mindre nægtede den pure at lade sig tænde igen.
Det var heldigt, at jeg kunne huske billedet af indkørslen, så vi fandt huset uden problemer, men tænk, hvis telefonen var død en time før den gjorde! Det ville have forårsaget mere end en anelse panik, for John har ikke Christinas nummer, så vi ville ikke kunne have fået kontakt. Det nummer har han fået nu, men hvor bliver man dog hurtigt afhængig af sin telefon. Han har heller ikke C’s mobilnummer, så vi kan ikke ringe sammen fra Cornwall, hvor de befinder sig nu, og hun vil blive hamrende bekymret, hvis hun gentagne gange ringer forgæves.
Jeg prøvede flere gange at tænde telefonen, men uden held. Jeg tog batteri og simkort ud og satte dem i igen. Intet hjalp. Jeg bandede og svor – det hjalp sjovt nok heller ikke …

P1060371

Nå. Vi var efterhånden blevet godt sultne og kørte til det nærmeste supermarked, som ligger et kvarters kørsel væk, og fik købt alskens lækkerier: Spændende brød, en god olivenolie, pølser, pateer, oste, skinker, salat, tomater, muslinger og blæksprutter på dåse, meget vand, lidt øl og vin … vi var blevet meget sultne …
Hjem igen til Mallorcas fedeste hus og dække op på Mallorcas fedeste terrasse med den fantastiske udsigt.
Nøj, det var godt. På alle måder bare godt. Luften er 23 grader, så det er en helt tilpas temperatur til os.
Det er det mest veludstyrede hus, jeg nogensinde har ferieret i: Der er service og bestik til 40-50 personer (ja!) og et kæmpe opbud af gryder, potter og pander, så vi kunne lave mad til de 50, hvis vi skulle få lyst til det. Huset er i flere forskudte plan og meget spændende og personligt indrettet. Vi får virkelig noget for pengene – jeg tror søreme vi bliver et par dage …

P1060368P1060367 

Og telefonen: Da vi kom tilbage fra indkøbsturen, satte John sit batteri i min telefon. Så virkede den! Og da han satte mit batteri i sin telefon, virkede den også! Vi fattede ikke en brik, for der var rigelig strøm på begge batterier. Mærkeligt, mærkeligt, men jeg er meget glad for at min telefon virker igen.

16. april 2017

Jamen vi BLIVER jo ældre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Vi har i søndags set en time om Danmarks bronzealder, hvilket var meget apropos denne bemærkning fra Monica Krog-Meyer, og jeg kunne da heller ikke lade være med at smile: På kinderne er der dukket helleristninger op.
Hun havde skrevet en artikel om det at blive ældre, om at acceptere den alder, man har, og dermed det udseende, der nu engang følger med årene.
Hun er et par år ældre end mig, og i vores alder er det at betragte som værende lige gamle.
Hun havde et par gode pointer, som er værd at citere. Jeg har ingen illusioner om mit eget udseende, og jeg ser ud som jeg gør. Det må jeg acceptere, og det bliver mine omgivelser så desværre også nødt til.
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop: Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund. Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over, at jeg ikke længere kan slå vejrmøller eller ligner én på 30. Det er simpelthen for dumt. Når nu jeg ved, at det er sådan det er.
Ja. Det er det. Det er sådan det er. Jeg kan jo kun være enig, for jeg kan det samme som hende, oven i købet uden at tage nogen former for medicin endnu, for Monica Krog-Meyer siger:
…Og egentlig meget heldigt først i 62-årsalderen at skulle indtage medicin dagligt. Ganske vist for resten af mit liv, men sådan er det.
Jeg har som bekendt haft kræft, og den kommer måske igen. Måske ikke. Måske i en anden form. Det ved ingen. Jeg har nogle bivirkninger fra de hårde behandlinger, men det er småting taget i betragtning, at de fik den møgsygdom til at forsvinde.

Jeg klæder mig ikke i tøj, der ville se bedre ud på en 30-årig. Jeg har ikke fyldt rynker eller læber ud med botox. Der er allerede fyldt så rigeligt ud forskellige steder på mig fra naturens hånd, så hvorfor proppe mere ind? Det vil nok alligevel bare se ynkeligt ud. Det skal være lavet meget godt for ikke at virke lidt til grin, og der er altid noget, er afslører den virkelige alder alligevel.
Jeg forstår ikke, hvad der er galt med at ligne en kvinde i tresserne, når man er en kvinde i tresserne. Jeg siger ikke, at man skal være ligeglad med sit udseende, for det skal man naturligvis ikke … ingen ser nogensinde mig uden makeup, fx, men det er ikke det samme som at gøre sig yngre.

Alt sammen måske elendige undskyldninger for ikke at have karakterstyrke nok til at gøre tilstrækkeligt ved de ekstra kilo, der sidder og gør mig mindre pæn, end jeg måske kunne have været, men det er simpelthen for svært, er det. Jeg har det jo godt –´alt for godt, måske – jeg elsker det liv jeg lever, mit hus, min have, mit barn, mine børnebørn, min mand, min mad og min vin (rækkefølgen er aldeles tilfældig!).
Kan jeg tillade mig at klage? Nej, vel? Og når nu jeg ikke kan klage over ret meget, så er det da godt, at jeg kan være sprogbrokker en gang imellem.

15. april 2017

En lang fredag, men en god fredag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Så fik jeg på snedigste vis listet Langfredag både på dansk og engelsk ind i titlen.
I går morges klokken halvti satte vi kursen mod Lolland, hvor Pia og Allan havde sat os i stævne (i stævne eller bare stævne?), og hvor de med deres sædvanlige gode turistguideevner førte os rundt på øen. Blandt andet Bandholm station, som ofte er blevet brugt som kulisse til film, der skal forestille at foregå i gamle dage.
Det har man ikke svært ved at forestille sig, når man står på perronen, hvor man bl.a. ser en gammel drikkekumme og et skilt med aa i stedet for å.

Bandholm station

Bandholm station (1)Bandholm station (2)Bandholm station (3)

Men vejret! Vi nåede at drikke formiddagskaffen ude, men frokosten blev indtaget i bilen. Heldigvis havde Pia taget højde for dette og havde medbragt mad, der var egnet til dette.
Turen ud til Dodekalitten måtte også i første omgang opgives pga. for megen væde fra oven, men da vi senere vendte tilbage, blev vi enige om at gøre forsøget på trods af den ret så dramatiske himmel. Vi kom da også helt derud, uden det begyndte at regne, men mens vi stod ved de høje stenansigter. lyttende til lolernes sang fra de skjulte højttalere, begyndte det at hagle. Det bliver man heldigvis ikke så våd af, men uvejret fortsatte, så vi var blevet temmelig våde, inden vi nåede tilbage til bilen.

Dodekalitten

Dodekalitten (5)Dodekalitten (6)Dodekalitten (7)

Imellem disse to besøg var vi på Pederstrup, hvor vi kunne se en enorm hængebøg, der flere steder var ved at gå under jorden. Det var altsammen interessant nok, men det vejr, altså! Vi fik ganske vist nogle korte glimt af en blå himmel, men i det store og hele var det endnu mere koldt, blæsende, vådt og uindbydende, end det var tirsdag og onsdag oppe hos Ditte og Peter. I går havde vi dog, belært af malplaceret vejroptimisme og dermed dårlig erfaring, taget en varmere jakke med, men den kunne sagtens blive våd, selv om vi ikke frøs …
Nå, men ganske som da vi var i Nordsjælland, er det jo selskabet, der er det vigtigste, og det var aldeles upåklageligt begge steder, men jeg er sikker på, at jeg ville have ærgret mig mere over det elendige vejr, hvis jeg havde været arbejdsramt og kun havde disse fem påskefridage.
I dag er det nemlig ikke en pind bedre – vi har ild i brændeovnen og må tørre det vaskede ferie/sommertøj inden døre.

Pederstrup (1)Pederstrup (5)

13. april 2017

Midlertidigt ordrestop

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: ,

Det har givet pote, at Charlotte har et stort vindue ind til sit skur, således at folk kan se skrædderen i arbejde. Folk stopper op og kigger – og kigger længe, fordi hun tegner, klipper eller syr. Ofte inviterer hun dem indenfor. Langt de fleste siger, at det vil de ikke, for de skal ikke købe noget, men C understreger, at det betyder ikke spor, de kan bare komme ind og kigge alligevel. Nogle gange ‘rammer’ hun kvinderne gennem deres børn eller børnebørn: Har I nogensinde set en rigtig skrædder i arbejde? Spørger hun, henvendt til børnene.
Det har endnu ingen af dem set, og så kommer de ind og kigger. Charlotte fortæller hvad hun laver, men henvender sig igen til børnene og fortæller på det niveau, det kræver til lejligheden. Hun slutter gerne af med at sige, at de meget gerne må fortælle henne i deres skole, hvad de har set.
Til slut får de et af hendes postkort, hvor adresse og telefonnummer naturligvis står bagpå …

001

(Moar er imponeret over det knaphul. Jeg ville aldrig i livet kunne sy det så pænt.)

Det har vist sig at have en yderst effektiv effekt, at man kan se håndværkeren i arbejde. Det kan man selvfølgelig heller ikke så mange steder, og jeg ved fra mig selv, at hvis der er en næsten hvilken som helst udstilling, hvor man kan se næsten hvem som helst arbejde med næsten hvad som helst, så er det fascinerende at se folk, der kan deres håndværk, udføre dette.
001 - CopyDet er såmænd ikke fordi, Charlotte er specielt exhibitionistisk anlagt, men på den anden side hverken generer eller forstyrrer det hende, at der kigges.
Og det har som sagt vist sig at være ganske effektivt. Hun har – kun midlertidigt, naturligvis – stoppet for ordretilgang, for hun kan ganske enkelt ikke nå at sy til flere lige nu, hvis hun også skal holde hvad hun lover, hvilket hun selvfølgelig skal; det er vigtigere end at kapre flest mulige kunder. Det skræmmer dem tilsyneladende heller ikke væk, men det ved hun først helt sikkert, hvis de kommer igen, som de lover at gøre. Hun har dog lidt på fornemmelsen, at det kun virker positivt, at hun har måttet sige nej til et par stykker, for hvis hun har så travlt, så må hun jo være god …
Det var vist en virkelig god ide, hun fik med at leje sig ind i det skur på lige netop det sted, og ih, hvor jeg under hende det. Jeg kan høre, hvor meget hun nyder at snakke med folk og at arbejde med det, hun elsker og heldigvis også er god til. Hun har nydt at gå hjemme, mens børnene var små, men hun har savnet især det sociale ved at være på arbejdsmarkedet.
Jeg undrede mig over, hvor hurtigt mine fire år uden for arbejdsmarkedet er gået. For Charlotte er det 11 år, og jeg synes egentlig, de er gået stort set lige så hurtigt. Hun har jo lige fået baby Anna! Jeg husker det i hvert fald, som var det i går.

12. april 2017

Store – og helt små – børnebørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vi har haft et par særdeles hyggelige dage sammen med Ditte og Peter. Deres datter, som bor meget tæt på dem, var efterhånden blevet en anelse nysgerrig efter at se de der Ellen og John, som mor og far sommetider talte om, så hun kiggede over i går eftermiddags – medbringende sin lille og meget nye datter på bare seks uger.
Årrrhhh, hvor var hun dog dejlig! Den lille, altså, men datteren var nu også vældig sød … men sådan en bette bebs er da bare ikke til at stå for; jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser sådan en hjælpeløs og totalt afhængig lille størrelse.

Påske 2017

Det samme kan man ikke længere sige om mine to børnebørn … de er så sandelig hverken små eller hjælpeløse mere. Aubrey går rundt og ser enormt sej ud (er jeg sikker på han selv mener) iført badebukser og kasket. Anna med badedragt og sin nye, helt egen pc på hovedet. Tror jeg det er … ligner det ikke en pc? Hun skal starte næste skoleforløb (secondary school) i en ny skole efter sommerferien, så egen pc er et must. Hun er meget glad for den og har fået sin egen mailadresse nu.
Her har vi, både i går og i dag, kørt Arresø rundt med Ditte og Peter i 9 graders varme kulde og med en blæst så stærk, at chillfaktoren fik det til at føles som 9 minusgrader, og så sender Anna sådan et billede af dem, taget i dag, hvor det mere ligner en sommerferie end en påskeferie.

image

Det dejlige barn er dog ikke større eller blevet mere blasert, end hun kan skrive sådan en dejlig mail til sin mormor.
Glade blev både John og jeg, så der var ikke et øje tørt – og der er hele 1½ måned til vi skal se hinanden igen …

10. april 2017

Godt, vi snart skal på ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

P1060169

Gæster fra i forgårs til i går. Ude til frokost i dag. Afsted til Ditte og Peter i morgen formiddag, varende til onsdag eftermiddag (og misforstå mig ikke, for vi glæææder os), båden i vandet torsdag og derfor Søren til frokost, ned til Pia og Allan fredag (hvilket vi sevfølgelig også glæder os til). Ordne hus og have lørdag, pakke søndag, for vi skal, som tidligere skrevet, køre afsted til lufthavnen allerede 03:30 natten til mandag.
Men det fortsætter … vi er inviteret til frokost allerede om tirsdagen nede på Mallorca!
Hvem skulle nu lige have troet det?
Der kom en mail i formiddags fra en forhenværende kollega, som havde set på min blog, at vi skulle afsted, så hun og manden ville meget gerne have lov til at invitere os på frokost i den lejlighed de ejer dernede. Og vi skal i øvrigt med samme enormt tidlige fly derned. Ja tak! Det vil vi da vildt gerne! 
Det er en lille verden sommetider. Og vi keder os bestemt ikke i den …

Det var en overdådig frokost vi fik i dag, så vi har siddet og stønnet lidt i et par timer – ingen af os skal have noget aftensmad – men nu skal jeg lige finde ud af, hvilket eller hvilke strikkearbejder jeg skal have med i morgen.
Vi føler os ikke som Grethe Sønck og Volmer Sørensen i Pensionistvisen. Det håber jeg aldrig vi kommer til at gøre.
Det par, vi var til frokost hos i dag, er 81 og 86 år, friske som havørne og nogle dejlige eksempler på, at det også kan være godt at blive gammel. Hun springer springer stadig rundt som en gazelle; han har fået ny hofte og springer måske ikke ligefrem, men han går så fint, så fint. De er et par søde, friske mennesker, som man kun kan håbe på, man selv bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne – hvis vi ellers overhovedet får lov til at blive så gamle.
De har lige haft diamantbryllup. Det når John og jeg ikke, og der vil nok ikke komme så mange i fremtiden. Vi bliver godt nok ældre og ældre, men med den skilsmisserate vi har, må det nødvendigvis forekomme sjældnere, at folk opnår at have været gift i 60 år.

9. april 2017

Glade sæsonarbejdere i Stevns kommune

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:17
Tags: ,

Vi har haft dejligt besøg af en af Die Drei Mädchen med husbond. De sov her i nat, som mange af vores gæster gør; der er langt hjem for de fleste og det er så dejligt for chaufføren at kunne nyde mere end et enkelt glas af den gode rødvin.
I formiddags legede John og jeg turistguider og tog dem med til bl.a. Højerup for at se kirken, hvis kor styrtede ned i 1928.
Her så vi nede på stranden nogle legesyge geder, som så ud til at hygge sig gevaldigt både med klappende mennesker, hinanden og naturen.
Da vi kom hjem, fandt John ud af, at de lige var ankommet … i fredags, faktisk, og skal ‘arbejde’ her i resten af april for at afgræsse området.
Det er efter sigende de dygtigste naturplejere, man kan forestille sig, og de kan komme til på steder, hvor mennesker ikke kan.
God ide, Stevns kommune!

Højerup (1)

Højerup (3)

Sus og jeg fik øje på nogle små, lilla blomster, som jeg, uvist af hvilken årsag, ikke kan huske at have lagt mærke til før. Ingen af os anede, hvad det var for en, men internettet er jo heldigvis opfundet, så nu har jeg lært en ny plante at kende.
Jeg googlede lilla blomst skov, og vupti, så var den der omgående. Lærkesporen. Det er da nemt – man er ikke engang nødt til at gå hen og hente Dyr og Vækster ned fra reolen mere …
Det er en meget fin, lille blomst, som jeg havde lyst til at plukke en buket af, men jeg var bange for, at den ville nå at dø af tørst inden vi kunne være hjemme og sætte den i vand.
Gule og (selvfølgelig) hvide anemoner var der masser af i fuld blomst, solen skinnede fra en skyfri himmel, nogle af skovens træer stod spinkelt lysegrønne, og det var dejlig varmt i solen på steder hvor vinden ikke kunne komme til.
Kan man forlange ret meget mere af livet? Foråret er bare en skøn, skøn tid, der kun kan gøre en glad.

8. april 2017

Kappelagen og Harry Potter-datter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

IMG_5882Forleden kørte vi i Jysk i Kristianstad for at købe to bokslagner eller faconlagner. Jeg fandt hvad jeg skulle bruge, og i den forbindelse så jeg et valancelagen. Det havde jeg ikke hørt om før, men billedet viste et kappelagen, så det var jo nok det, det var.
Der opstod lige et behov – jeg blev enig med mig selv om, at det ville pynte oppe på boksmadras-gæstesengene i det ene værelse, så jeg købte to.
Der er derfor netop blevet vasket fire lagner, men jeg havde ikke lige tænkt over, at kappelagnerne skal stryges! Det behøver man ikke med bokslagner, da de bliver strammet helt tæt omkring seng/madras.
Oj, hvor jeg fortrød det køb – det var SÅ besværligt at stryge dem. Og hvorfor skulle der absolut være folder på midten af sengen? Hvorfor ikke nøjes med hjørnerne? Det er ikke engang pænt, og det betød endvidere, at jeg skulle stryge fire af de drilagtige folder mere – de var umulige at få helt pæne, så det blev, som det blev.

Charlottes nye briller

I formiddags tikkede der et billede ind af min datter (som på Ragtimes åbningsdag for nylig fik tre kunder og et par dage efter den fjerde). Hun skulle have nye briller og havde tilsyneladende besluttet sig for at de skulle være meget mere synlige end de gamle.
Anna syntes, at hendes mor nu lignede Harry Potter, hvilket overraskende nok ikke faldt i helt god jord … “Hvorfor er det ikke godt? Jeg troede du var vild med Harry Potter?” “Yes! And that’s why! Harry Potter is a BOY!”

imageimage

imageJeg håber hun får mere succes med sin Ragtime end hun lige nu har som den lokale Harry Potter-look alike … men mon ikke? Foreløbig tegner det meget godt.
Niki (veninden som kom ud for den frygtelige ulykke) har lavet FB-siden for Charlotte – den fungerer fint, bortset fra, at på trods af, at adressen er korrekt angivet som værende i Woodborough, SN9 5PF Wiltshire, sender FB’s Get directions os til en Woodborough NG14 6, som ligger lidt nordøst for Nottingham!
Det er mildt sagt uheldigt, og Niki er gjort opmærksom på det. Gad vide hvordan man løser sådan et problem? Kortet har de rigtige oplysninger, men slår de forkerte op.
Ret underligt … jeg håber de får ordnet det.
Og bemærk, at der også oplyses hvor langt der er for en drone! Det er i fugleflugtslinje her fra Den Stråtækte, for der er kun 250 km til Nottingham fra Charlotte – men det er stadig langt at køre forgæves, hvis det var Ragtime, man ville besøge.

7. april 2017

Nu løb målet fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: ,

Det er virkelig ikke nemt med sådan en 2÷1-vej … motorcyklerne har jeg allerede brokket mig over et par gange, og det er da heller ikke emnet for dagens ventilering. Jeg er nemlig lige så forundret over, at folk åbenbart bare ikke kan finde ud af at køre på sådan en vej, uagtet, at der er skiltet flere steder på strækningen, hvordan korrekt kørsel ser ud. Det er stadig ikke mere end omkring 50 % af bilisterne, der kan finde ud af det.
Jeg har oven i købet så sent som i december udgivet et indlæg med belæring i kunsten at køre på disse cyklistvenlige veje, men har det hjulpet? Overhovedet ikke.
Det er naturligvis ikke så farligt at køre ukorrekt, som det er at blæse afsted med 150 km/t på motorcykel, og normalt ryster jeg bare i mere eller mindre overført betydning på hovedet over fjollerikkerne, der ikke kan finde ud af det, men ikke i dag:
Jeg kørte, som foreskrevet, på midten af vejen og trak til højre, fordi jeg skulle møde en modkørende bilist – som hele tiden havde kørt inde på cykelstien.
Den klump (en mand på min alder) blinkede hidsigt til mig med det lange lys og gav mig en meget tydelig og meget sigende roterende pegefinger ved tindingen. SÅ blev jeg tosset! Jeg stoppede omgående og signalerede til ham, at jeg ville have ham til det samme, men enten så han mig ikke, eller også blev jeg ignoreret. Jeg havde den største trang til at fortælle ham i umisforståelige vendinger, hvad jeg mente om hans opførsel – specielt den trafikale, men det fik jeg desværre ikke mulighed for.
Tænk, at jeg skal have at vide, at jeg kører som en en idiot, når det er ham, der ikke kan finde ud af det. Hrmpf.

IMG_5878IMG_5879

Heldigvis steg humøret lidt igen, da jeg så de havde gule blommer i Meny. Jeg investerede i en bakke, så jeg kunne få lavet en batch af marmeladernes marmelade, som Anna mener denne blomme-abrikosmarmelade er, og kan hun få den serveret i et glas, der har ‘hendes’ låg, er lykken fuldendt.
imageHver gang vi er derovre, har jeg pålægscholokade med til Aubrey og denne marmelade til Anna, som ikke er i besiddelse af en sød tand.
Og det skal være gule blommer – denne marmelade må ikke have anden farve end gul, så ser den helt forkert ud.
Marmeladen stod og simrede, mens jeg lavede denne blondie som dessert til gæsterne i morgen. Jeg blev introduceret til den, da jeg sidst var sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Den er vidunderlig. Aldeles, totalt og farligt vidunderlig … farlig, fordi der bliver for meget til fire personer, men det skal jo spises … det er synd at smide mad ud. Det gælder også desserter, gør det ikke?
Denne gang vil jeg prøve, om jeg kan fryse selve kagen ned, så der kun lige bliver nok dessert til selve aftenen og ikke til John og mig de næste tre dage. Det er et skråplan, selv om det er et yderst velsmagende et af slagsen.

6. april 2017

Det er farligt at være i Sverige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags:

Det er farligt at være i Sverige – i hvert fald for pengepungen – vi skulle aldrig have fået internet deroppe …
Der var på torpet, jeg fandt afrikaturen, som vi skal på til sommer sammen med englænderne (og som vi alle seks glæder os heeeelt vildt til), og det var på torpet, jeg fandt et fantastisk hus på Mallorca.
John har været på øen flere gange i sine yngre dage, men jeg har aldrig været der. Mallorca er grisefester, Pepes Bar og fulde skandinaver.
NEJ, siger John. Sådan var det nok engang, men sådan er det ikke mere. Mallorca er så smuk, så smuk, og jeg vil så gerne vise dig øen. image
Så begyndte jeg at kigge mig lidt omkring. Ikke hoteller, for jeg elsker middelhavsområdets markeder, så jeg vil gerne selv kunne lave mad. Det er jo ikke tvunget, bare fordi jeg har et køkken, men vi har valget mellem at spise ude og hjemme, og sådan kan jeg bedst lide at have det.
De gængse rejsebureauer havde ikke rigtig noget spændende, syntes jeg, så jeg kiggede på Home Away, som vi også lejede huset i Bretagne igennem.
Der så jeg det. HuSET. Det var alt for stort til os og dermed også lidt for dyrt, så jeg bladrede væk igen. Men efter at have set det var der desværre bare ikke noget andet, der duede, så det korte af det lange er, at vi lejede det. I 12 dage, for som jeg sagde til John, at med sådan en udsigt vil jeg ikke hele tiden høvle rundt og se Mallorca, jeg vil også have masser af tid til bare at VÆRE. Lige der.
At sidde på en af terrasserne og bare nyde udsigten, ferien og livet. Den var han helt med på.

imageimage

Der er plads til seks personer, så i fem af dagene kommer min søster med sin datter og en veninde – det bliver rigtig hyggeligt. Huset koster jo det samme, hvad enten vi er to eller seks, så det er fint, at vi føler, at vi bedre udnytter den pris, vi må slippe for det.
Vi skal flyve med SAS derned – jeg gider ikke skifte fly, hvis jeg kan undgå det, men det eneste direkte går kl. 06. Om morgenen!!! Det kan vist ikke betale sig at gå i seng den nat – vi skal hjemmefra kl. 03:30, som er midt om natten, men hvad pokker – vi har jo 12 dage at hvile ud i. Det er straks værre for Søren, som i et svagt øjeblik lovede at køre os i lufthavnen. Han blev godt nok lidt lang i ansigtet, men han stod ved sit ord …
John har foreslået, at jeg fremover undlader at kigge på feriemuligheder, når vi er i Sverige – det bliver alt for dyrt i længden.
Men for sulan, det ser skønt ud, det hus, og nu skal vi kigge på udflugtsmuligheder – vi har lige lånt en masse materiale og fået nogle gode fif.

5. april 2017

Søndagsudflugt til Lungholm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags:

Pia havde sendt mig et link til, hvornår de lollandske herregårde og godser holder det årlige søndagsåbent. Det var virkelig dårlig timing fra vores side, for det viste sig, at vi kun havde mulighed for at se et af de otte godser, der ekstraordinært vises frem, som regel af ejeren selv. Enten har vi gæster eller også er vi ude at rejse. Det er selvfølgelig et luksusproblem, men alligevel er det lidt ærgerligt, for normalt kan man ikke komme ind og se de steder.
Nå, men jeg kan jo bare håbe, de gentager konceptet i 2018.

Lungholm Lolland (3)

I søndags så vi Lungholm gods, beliggende ikke så langt fra Rødby. Jeg havde aldrig hørt om stedet før, men da det var den eneste søndag, vi kunne, tænkte jeg, at det aldrig kunne skade at se noget nyt.
Det så pænt og velholdt ud; med en fint renoveret facade.
I virkeligheden var denne rundvisning måske lige så meget et salgsfremstød, for det viste sig, at ejeren ikke boede i hovedbygningen, som kan lejes, hvis man er 28 personer, der har lyst til at bo sammen i en uges tid. De har naturligvis 14 værelser til rådighed, men de skal enes om køkkenet, og selv om der er mange badeværelser, er der ikke et til hvert par – hvilket vel også kan være ligemeget, hvis det fx er en stor familie, der skal fejre et eller andet.

Lungholm Lolland (4)Lungholm Lolland (6)

Det var absolut interessant nok at høre om stedets historie, men han fik altså ikke solgt ideen om at leje stedet ud til os. Det er svært at sætte fingeren på præcis hvad der gjorde det, men bygningen var uden sjæl, uden varme, uden personlighed. Soveværelserne var temmelig kedelige; et enkelt af dem så lille, at man ikke engang ville kunne have en kuffert i rummet – for slet ikke at tale om to.
Der var rent og pænt overalt, og måske var det bare os, der var i negativt humør den dag (det synes vi nu ellers ikke …), men vi har da set en del godser og herregårde med tiden, og dette hørte i Johns og mine øjne til i bunden af hyggeskalaen. Det var synd, for vi kunne godt se, at der sikkert var gjort meget ud af det, men som sagt var det ikke lykkedes for dem at give rummene sjæl.
Okay: Én sjæl var der, for det blev påstået, at de havde en grå dame, som gik igen, men den slags skal de vel fyre af for at få det til at lyde autentisk.
Vi må få Pia til at sende link igen til næste år og så håbe på, at det hele passer lidt bedre sammen, for vi vil gerne se flere lollandske godser – vi starter fra bunden og arbejder os op – geografisk og måske også kvalitetsmæssigt.

4. april 2017

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

P1060249Solbær

Stikkelsbær

Kaprifolium

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Traner over Spjutatorpet (2)

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

P1060276

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

3. april 2017

Når livet går en imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Vi var lige ankommet til ødegården, og vi var ikke engang blevet færdige med at pakke ud, da Verdens Bedste Nabo kiggede ind. Det var først og fremmest for at orientere os om, hvorfor der ikke længere var lys i lamperne ud mod vejen. Det var fordi han havde været inde for at afmontere dem, da han en aften, han var kommet forbi, havde set ledningen gløde! Uden der er af den grund var lys i pærerne! Jamen du godeste dog – hvad kunne der dog ikke have været sket, hvis ikke han havde opdaget det? Og hvorfor mon det var sådan? Vi har sat en timer på dem, så de er tændt seks timer hver aften, men det skulle de jo nok kunne tåle.
Det kunne de så åbenbart ikke, så nu må vi finde en anden løsning. Det var halogenpærer; måske var det derfor, det hele blev så varmt? Vi skal vist have fundet nogle LED-lamper i stedet for.

P1010375

Vi spurgte til, hvordan det gik med hans kone, som vi ved har haft problemer med sine knæ.
Så åbnede sluserne sig … det korte af det lange af selve sygdomshistorien er, at hun nu er stoppet med at arbejde, og på lazarettet siger de, at de ikke kan hjælpe hende.
Hun kan stort set ikke gå, og fra at være en almindelig, glad og lettere buttet kvinde er hun blevet til en smældfed og konstant arrig rappenskralde.
Hun bevæger sig fra sengen til køkkenet til tv-stolen til toilettet. Måske ændres der lidt i rækkefølgen, men hendes liv er stort set blevet stillesiddende.
Hun vejer nu over 120 kilo (hun er vel omkring 1,60 m høj) og hun vrisser og vrænger og brokker sig hele dagen.
Børn og børnebørn, som før kom en gang om ugen, kommer nu højst hver tredje uge, for sønnerne gider hende ikke´mere.
Naboen sagde, at hun også ryger hele dagen, for hun keder sig jo. Hun har ingen hobbyer, hun kan foretage sig fra lænestolen; hun ser tv og hun ryger.
Han sagde, at det egentlig er okay hun ryger så meget og er blevet så fed, for så dør hun forhåbentlig så meget tidligere, for det der er der da ingen, der kan holde ud i længden …  
Stakkels mand. Og stakkels kone. Sikke et pensionistliv … hun er 62 år, og han er 70.
Han var så sød og sagde, at der jo er nogen, der har det værre. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at når man når til at sige sådan, er det fordi man har det slemt.
John og jeg så bare på hinanden, da han var gået igen. Hvor har vi inderlig ondt af dem begge to. Og hvor er vi dog glade for, at vi har det godt sammen. Vi talte om, at vi i en lignende situation simpelthen er nødt til at have modet til at sætte hælene i over for den anden og sige, at her skal der gøres noget – hvis ikke det kan blive rent fysisk, må det blive psykologhjælp, for man kan ikke byde sin omverden at blive sådan en pestilens for sine omgivelser. Heller ikke selv om man bliver syg. Jeg har nu svært ved at forestille mig en af os to blive så slem, men man ved ikke hvordan man reagerer, før man står i situationen.

2. april 2017

Åh, alle disse tåbelige unge mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

Beklager overskriften. Det gælder naturligvis heller ikke alle unge mennesker, men dog en del …
Da jeg onsdag den 22. marts kørte ad Køge Landevej mod Roskilde, så jeg, ikke så langt fra min tidligere hjemby Havdrup, at der stod en hel skoleklasse i rabatten; der var tændt mange lys og der lå masser af blomster.
Konklusionen var ikke svær: Der måtte for nylig være endnu et ungt menneske trafikdræbt her.
I 2012 mistede Havdrup hele fire unge mænd på 18 og 19 år livet på én gang, da de i en personbil, med den ene af dem som chauffør, kørte 161 km/t på en rimglat vej, hvor det den nat ville have været uforsvarligt bare at køre de tilladte 80 km/t. De kørte ind i et træ, og sådan et flytter sig ikke.

Den 21. marts skete det så igen. En 18-årig kører galt med bilen og bliver dræbt. I aftes var vi sammen med en, der rent faktisk så det ske. Den unge fyr sad og sms’ede, mens han kørte. Vejen slår en blød kurve, men han kørte ligeud og frontalt ind i en lastbil. Heldigvis en lastbil, fristes jeg til at sige, for sådan en flytter sig ikke så let, så det gik kun ud over det unge fæhoved, der ikke troede, det var nødvendigt at holde øjnene på vejen, bare fordi han kørte bil …

Hvor lægger de lige hjernen, når de bliver placeret bag et rat? Hvorfor skal de køre så helvedes stærkt, når de kun lige har fået kørekort?
Hvorfor tror de, de er udødelige?
Jeg har også været ung engang. Måske også tåbelig, men jeg har trods alt aldrig kørt 161 km/t på en landevej om vinteren i glat føre! Nu var der godt nok ikke mobiltelefoner, da jeg var ung, men jeg vil vove den påstand, at jeg også dengang ville have været klar over, at man ikke kan læse og føre bil samtidigt.

imageNu jeg er inde på trafikemnet, skal jeg lige have luft – og igen: Det gælder ikke alle, men generelt er jeg virkelig træt af motorcyklister, som altid støjforurener, og hvoraf alt for mange af dem tror, færdselsreglerne gælder for andre; ikke for dem selv. Her, forbi Den Stråtækte, er der 2÷1-vej og en fartbegrænsning på 50 km/t. Der går mange Marjatta-elever til og fra skolen på denne strækning, og der er rigtig mange cykelturister i sommerhalvåret, men det afholder ikke specielt mange motorcyklister fra at køre alt, alt for stærkt. Min vurdering er, at de værste eksemplarer af dem er oppe på omkring 150 i timen, og mere end 100 i timen er mere reglen end undtagelsen.  
Det. Er. Bare. Ikke. I. Orden!
Jeg bliver så vred. Noget så eventyrligt vred. De har fået det kendte tegn med langfingeren vendt opad fra mig et par gange, men de når selvfølgelig ikke engang at opdage det.
Det er måske i virkeligheden meget heldigt …

1. april 2017

Ikke spor træt, men glorien er meget tung …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

Dahlia chat noirMine knæ er ømme, mine ben føles tunge og min ryg er øm.
Det er naturligvis ikke fordi jeg er gået for voldsomt til den ude i haven … jeg er sikker på, at det bare er glorien, der er så stor, at vægten af den belaster mit havebrugte legeme.
Jeg tror det er godt, at vi skal ud i aften – både John og jeg stoppede ved frokosttide og har slappet af lige siden. Det nytter jo ikke, at vi kommer i aften og er uunderholdende og mest af alt ligner to, der bare burde kravle i seng.
Glorien er ikke engang tung, fordi jeg er forårsfærdig i haven, men fordi jeg næsten er forårsfærdig i haven … jeg har sat halvdelen af dahliaerne, og resten må vente til i morgen. Der er nogle på vej fra England (Charlottes fødselsgave til mig), men dem er der sat plads af til i bedet.

Karma FuchsianaCornel Brons

Disse fem dahliaer er nye i samlingen. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg købte den på billede tre – den passer ikke ind i farveholdningen, jeg har valgt, men hvis jeg kender Murphy ret, er det desværre nok ikke den, der vælger at lade være med at komme.
Jeg var til dahliaforedrag for et par uger siden, hvor vi blev belært om den optimale måde at vinteropbevare dahliaer på. Det viste sig, at jeg havde gjort det hele skrupforkert!
Otto's ThrillKarma Pink Corona

Men, men, men … knoldene jeg tog op i efteråret og vaskede (som man ikke må, for så tørrer de ud) og puttede i mørke kasser uden mulighed for ventilation (som man slet ikke må, for så rådner de), havde det perfekt. De var ikke indtørrede, og de var ikke rådne; tværtimod var de fleste begyndt at skyde stængler op, på trods af, at det har været buldermørkt i kasserne.
Det var formanden for Dansk Dahliaselskab, der holdt foredraget (gennem Haveselskabet), og da han så mit lange ansigt (og andres), spurgte han, hvordan jeg havde gjort, hvilket jeg fortalte ham. Han sagde dog, at jeg bare skulle tage det roligt og se, hvad de blev til i år. Hvis man selv havde fundet frem til en metode, der virker, er der jo ingen grund til at lave den om! Og den ser ud til at virke. Jeg lagde fugtige aviser over knoldene, inden jeg lagde dem til at vintersove under nogle gamle håndklæder, og der var ikke én knold, der var det mindste tør – ej heller rådden, så bortset fra, at jeg ikke har set dem komme op af jorden endnu, er jeg alligevel ret sikker på, at min metode virker.
Jeg ved godt, at det er tidligt at lægge dem i jorden, men det var også 1. april sidste år, og det fungerede perfekt. Det varer jo noget, inden de titter op, og så er nattefrosten forhåbentlig helt væk for i år.
April er næsten helt booket op nu: Vi skal til Sverige; vi skal have weekendgæster, vi skal på flere besøg i påsken, og vi skal til Mallorca resten af april, så de skal i jorden alle sammen inden vi rejser.
Jeg kunne derfor lige så godt se at komme i gang.

31. marts 2017

Der er laaang vej endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

18° lige fra klokken 11 og sløret sol hele dagen undtagen tidligt i morges, hvor der var fuld sol – så er der ingen grund til klage. Jeg sprang direkte i havebukserne og begyndte at flytte rundt på de ting, der skulle flyttes, så dahliabedet kan udvides.
Hvornår bliver man færdig med en have? Det gør man nok aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke, sådan som jeg går og planter om hele tiden. I princippet burde jeg nok konsultere en havearkitekt, men jeg ved med mig selv, at uanset hvor gode ideer en sådan måtte have, vil jeg sandsynligvis ikke være enig i alle dele af planerne, og så er det jo lidt spild af penge – også selv om der kommer nogle aha-ideer på bordet.

P1060218

P1060216Det er også kun sundt med alt det arbejde – det holder en i gang.
Eller også holder det en i stolen … jeg kan så sandelig mærke, at jeg er brugt i dag; at jeg er totalt ude af form – selv om John svagt antydede, at problemet måske nærmere var, at der er kommet for meget ‘form’ efterhånden …
Nå. Hvis jeg havde været 30 år, havde jeg ikke gidet havearbejde. Man kan ikke få alt. Nu gider jeg godt havearbejde, og heldigvis har jeg den fornødne tid der skal til, så der er faktisk ingen grund til at smadre sig selv helt – prøver jeg på at sige til mig selv.
Der var naturligvis kaffepause(r) ved bordet ude foran i dag. John sad og kiggede lidt mistrøstigt på rodet på billedet herover, men jeg sagde, at han bare skulle forestille sig et frodigt bed fyldt med dahlia i alle mulige bordeaux nuancer, men sådan noget er jeg vist bedre til end han er.
Der var i løbet af marts kravlet en lille helleborus op gennem græsset – den og de mange nøgne jomfruer var jeg nødt til at finde en ny plads til.
Til min store overraskelse kommer der masser af montbretia op, hvilket spolerede planerne lidt for dahliabedet, idet jeg var sikker på, at de alle var gået til, men i stedet kommer der både to, tre eller hele fire nye skud op ved hvert af løgene, jeg satte sidste forår. Nogle få af dem blev flyttet, men resten må blive stående i år. Så må der komme lidt flere dahlia ud i det nyetablerede højbed, indtil jeg finder en egnet løsning på montbretia-overfloden.
Beslutninger, beslutninger … men dette må vel siges at høre til i kategorien luksusproblemer.

30. marts 2017

Ragù eller kødsovs?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags:

Ude i køkkenet står en gryde og simrer med noget, jeg ellers kun laver, når der står lasagne på menuen, nemlig kødsovs. Eller ragù, som de bedre kan forstå nede i Italien. Man hævder, at de der har lige så mange opskrifter på ragù, som vi herhjemme har frikadelleopskrifter. Måske er der flere … der er selvfølgelig en standardopskrift for, hvad man skal putte i en italiensk ragù, lige som der er det for frikadeller, men der forekommer mig at være flere variationsmuligheder for kødsovsen, selv om det nok bare er min fantasi, der sætter den grænse. Man behøver jo heller ikke at have kød i frikadeller.
Ragù alla BologneseRagù alla Bolognese er nok klassikeren, som vi alle kender i forbindelse med spaghetti og kødsovs. Den smager altid godt, men i længden bliver den nu alligevel en smule kedelig. Undtagen Hasses, som er kanongod, men den har vi heller ikke fået så tit, at den er blevet rutine, hvilket den nåede at blive, da Charlotte boede hjemme, fordi det altid var det hun foreslog, hvis hun skulle have lov at bestemme menuen. Hun blev af samme årsag efterhånden spurgt sjældnere og sjældnere …
Det er nok en klassisk børneret – Anna og Aubrey er også vilde med det, men nu har Charlotte det lige som jeg havde det, da hun altid efterspurgte det.
Siden hun flyttede hjemmefra for 20 år siden, tror jeg ikke, vi har fået spaghetti med kødsovs. Jeg har lavet lasagne masser af gange, men det smager meget anderledes. Synes jeg.
I dag er der kommet masser af ramsløg i, lige som der kom det i gårsdagens frikadeller. Det er bare med at kvæle sig selv i friske ramsløg, mens de er her, for sæsonen er så kort.
Jeg tørrer godt nok en hel masse, men det er, som det er for alle krydderurter, noget helt andet end den friske vare. Smagen er stadig karakteristisk, men den ændrer sig en smule.
Man (jeg …) bruger aldrig spaghetti til kødsovsen. Efter der kom frisk pasta på markedet, har det været det jeg har brugt – både til lasagner og som ‘almindelig’ pasta. Bortset fra i dag – det ville være lidt fjollet at køre afsted bare for at få fat i frisk pasta, og jeg gad ikke have alt bøvlet med at lave det selv, så det bliver det tørrede.
Jeg gad ikke have pastabesværet, fordi jeg ikke har tid. Jeg strikker nemlig – benytter mig af regnvejret. Strikker de sidste få rækker af sjalet til Inge, og inden Price og Blomsterberg er færdige med de kongelige køkkenhaver i aften, er jeg færdig med sjalet.
Så skal det bare skylles, centrifugeres og blokkes. Fedt. Og nok tangerende personlig rekord for færdiggørelse af mellemstore arbejder, hvilket siger noget om, hvor sjovt det var at strikke det.

29. marts 2017

Foråret nydes indefra i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

P1060213

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

P1060212

28. marts 2017

Utålmodigheden bliver ikke mindre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags: ,

P1060204Shelteret står bare og venter på, at vi for alvor tager det i brug.
Drivhuset er vasket og gjort forårsklart.
Vandtønden er monteret og venter bare på regnvejr (det må så godt vente lidt endnu …).
Det store, grimme kirkegårdsstedsegrønne træ er opstammet, så der kunne blive plads til en blåregn, som jeg forestiller mig lynhurtigt blive kæmpestor, kravle op ad stammen og skjule, hvad der skal skjules.
Planterne, som kom med posten fra Jespers Planteskole, er sat i jorden; herunder omtalte blåregn og tre klematis, hvor en står i en stor krukke og skal løbe op ad en hjørnestolpe på shelteret, og de to andre skal dække det grimme hegn, som nu står blotlagt og generer især Johns øjne. Jeg kan bedre abstrahere fra det grimme syn, mens jeg hver dag går og tjekker hvor meget det hele er vokset siden i går …
Haven er så kuperet, at vi kan samle regnvand op fra shelteret, lade det løbe gennem en slange og ned i regnvandstønden, som er stillet i skjul bag drivhuset og derfor ikke generer nogen … det øverste af vandtønden står lavere end gulvet i shelteret, så det skulle gerne gå helt af sig selv med regnvandspåfyldningen.
Hvis jeg kan få 40 tønder vand i løbet af sommeren, går det vist nogenlunde lige op med det ekstra forbrug til havevanding i 2016. Det får jeg nok ikke, men hvis jeg skal gå med kanden, bruger jeg ikke nær så meget vand, som når jeg går med en slange.
Vejret er tåget, trist og uinspirerende hele formiddagen, men efter frokost klarer det op, og så kan vi slet ikke holde os inde.

Formiddag

Eftermiddag

Man skulle ikke tro, at disse to billeder er taget med bare et par timers mellemrum.
Der var 30° inde i drivhuset i dag – jeg er ret ivrig for at få sat tomatplanter i plantesækkene inden weekenden, men jeg er nødt til at styre mig, for Gartneri Toftegaard åbner først 7. april. På fredag lover de helt op mod 20°, men vi har jo set, hvor hurtigt de kan lave om på de prognoser … i hvert fald bliver det sikkert rigeligt varmt nok til, at jeg kan få gravet op, så der kan blive god plads til alle mine dahliaer.

27. marts 2017

Hvordan man snyder sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: ,

P1060184Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.
P1060187P1060191

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

25. marts 2017

Det kommer bag på mig hvert år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

Lige siden Pia for seks år siden introducerede mig til ramsløg, er det hvert år kommet bag på mig, hvor tidligt de er der. Jeg tror det er fordi, det var sidst i maj dengang i 2011, men rent faktisk var det mindst en måned for sent – fandt jeg senere ud af. De er nemlig lækrest, når de endnu står med små fine, spæde og meget lysegrønne blade, som de gør nu, hvor der er et stykke tid til de går i blomst.

Ramsløg 2017 (1)

Jeg kan ikke huske, hvor jeg for kort tid siden så en eller anden skrive, at ramsløgene er kommet, men jeg kan huske jeg den dag sagde til John, at så er det ved at være tid til, at vi skal en tur i skoven.
Vi kom afsted i dag, hvilket er tre uger tidligere end i 2015, kunne jeg konstatere ved et tilbagekig på bloggen. Vi var ude den 14. april det år, og da var de oven i købet knap så store som de er i dag, den 25. marts.
De var fine og gode – lige tilpas til min smag.
Nu er der lagt i tørremaskinen, der er et lager i køleskabet (bladene kan heldigvis holde sig meget længe), og der er lavet ramsløgpesto, som er lagt i fryseren til hele næste års forbrug.

Ramsløg 2017Ramsløg 2017 (2)

Jeg kan lige så godt lide ramsløgpesto som jeg kan lide den traditionelle lavet af basilikum – de to smage ligger ikke milevidt fra hinanden, selvom det er hovedingrediensen basilikum, der skiftes ud med ramsløg. Jeg har forsøgt mig med pesto lavet af forskellige krydderurter, men basilikum og ramsløg er de bedste – synes jeg … andre er formentlig af en anden mening og fred være med det.
En couscous-salat søppet godt ind i ramsløgpesto er ikke så ringe endda.
Når jeg kommer avocado, granatæblekerner, rucola, mozarellaost, forårsløg og små tomater i couscous og blander det hele med masser af ramsløgpesto, kan jeg få selv John til at spise couscous, som han ellers ikke var meget for at indtage. “Det er noget skrækkeligt tørt noget, der ikke smager af en pind”, mente han, og en knastør og meget kedelig couscous har vi da også fået en enkelt gang et eller andet sted, men det har man lov til at ændre på … det sker ikke så sjældent, at menuen på en kødløs dag i det nielsenske hjem består af denne couscous-salat.

23. marts 2017

Op mod 12 brødtyngede personer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags:

Når jeg ser en sætning som “der er op mod 1000, der risikerer at miste deres job”, er jeg ikke i tvivl om, at der menes, at der nok er mellem 950 og 1000 personer, hvis job er i fare.
Op til xxx personerNår jeg ser en sætning som “der er op mod 12 sårede”, er jeg ikke helt klar over, hvad der menes. Er der 12 sårede? Næppe? Måske? Er der 11? Så skriv 11. Det er lige så forkert og det ser lige så fjollet ud, som når der skrives “der var cirka 137 deltagere”. Nej, det er noget sludder – der burde have stået “…cirka 140”.

Nu er det jo et alvorligt emne, og jeg er ikke ude på at gøre grin med det (nøjes med at være lettere forarget), men netop pga. denne alvor skulle man måske så passe lidt bedre på ikke at vrøvle – ganske som der også til overflod blev i et eller andet discountmedies beskrivelse af Prins Richards begravelse: “Det var en brødtynget familie, der så prinsen forlade Berleburg…”
Jamen altså, du godeste dog … dobbeltfejl. I dette tilfælde lig med dobbelt så pinlig en fejl. Men familien kommer formentlig ikke til at sulte til det efterfølgende gravøl …
Nogle både kender og kan stave til ordet brødebetynget, hvilket tilsyneladende ikke gjaldt for denne skribent, for selv om vedkommende havde kunnet stave til det, mentes der forhåbentlig ikke, at familien var “flov og beklemt pga. skyldfølelse”? Eller blev der måske antydet, at familien havde slået manden ihjel? Det tror jeg dog ikke, men for pokker, jeg var blevet tosset, hvis jeg var ‘familien’ og havde set sådan en eklatant brøler.

Ingen af disse to var egentligt specielt morsomme … det var der for meget alvor i dem til at være, men denne her fra et sprogforum på FB har da en vis underholdningsværdi (selv om jeg aldrig holder op med at undre mig over, hvordan man kan få lov til at kalde sig journalist, når man kan fyre sådan noget eventyrligt vås af), så med den afsluttes dagens indlæg forhåbentlig alligevel med et smil:

image

Glansen går nok lidt af den “nydelige danser”, når han/hun skal til at gylpe hårboller op.

22. marts 2017

HYGGE er ved at blive et engelsk ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , ,

Det er svært at skrive med hænderne oppe, men det er også svært at få dem ned, for i aften skal jeg være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og jeg glæder mig som altid som et lille barn, når jeg skal mødes med dem.

Apropos engelsk, så var jeg lige på indkøbstur på Amazon, og undervejs på shoppeturen i den store butik, så jeg denne bog:

imageimage

Det hyggede jeg mig naturligvis en del over …

Jeg sendte linket til Tim for at vise ham, at ‘hygge’ tilsyneladende er ved at blive implementeret i det engelske sprog, hvortil han svarede:

image

Tim udtaler det ‘hugge’ med u som i luge, for englændere har det generelt meget svært med det danske y, som er en lyd de ikke har på engelsk.
Vi har opgivet at lære ham det; han kan simpelthen ikke få den lyd frem, og det er da også ganske hyggeligt, når han læner sig tilbage i sofaen og erklærer med et tilfreds suk: Wow – this is SO huggeligt, isn’t it? Eller: NOW we’re really hugging us, aren’t we?

Amazon forbløffede mig med deres klarsyn i dag: Da jeg bestilte bogen – én bog, skal lige understreges – stod der nede under varelinjen:
If you want this book delivered to more than one address, increase the amount.
Jamen er det da ikke bare fantastisk? Det havde jeg simpelthen aldrig fundet ud af, hvis ikke det havde stået der! Tak, Amazon – I forstår virkelig at yde en god service til jeres kunder Open-mouthed smile

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.