Hos Mommer

24. marts 2019

Helt stenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Sten til kanter

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Kantning manglerSten til kanter

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

Reklamer

22. marts 2019

Det er heeelt færdigt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Der er, som det vil være alle forældre bekendt, en periode, hvor børn under pottetræningsforløbet skal hjælpes med den efterfølgende aftørring.
Det foregår på den måde, at man planter barnet på potten/toilettet og som oftest forlader rummet for at vende tilbage og afslutte foretagendet, når barnet har råbt “Jeg ER færdig!”
Vores nevø havde det med at kalde lidt for tidligt, for når min søster kom hen til ham, sagde han næsten hver gang: “Nej, vent lidt, der kommer vist mere.” Det kunne gentage sig flere gange under samme seance, så Merete sagde til ham, at han først skulle sige til, når han var helt færdig. Det huskede han så nogenlunde fint.
I en restaurant, vi engang var på, og hvor toiletterne ikke befandt sig ret langt fra lokalet vi sad i, udspandt sig derfor følgende episode:
Nevøen skulle på toilettet, og Merete mente, at det var i orden at tillade sig at gå tilbage til bordet, fordi hun vidste af erfaring, at det ærinde altid tog meget lang tid for den lille fyr. 
Efter en rum tid gjaldede det gennem hele lokalet: MOAAAR! JEG ER HEEEELT FÆRDIG!!!
Det vakte en del jubel. Merete havde regnet med at gå derud, inden han råbte, men denne gang var han hurtigere end han plejede.

Nu er projekterne i Den Stråtækte heeelt færdige – i hvert fald dem, vi skal betale os fra.

P1020512P1020517

Jeg holder meget af arbejde … jeg kan se på det i timevis.
(Hvem sagde først dette? Jeg kan huske udtrykket helt tilbage fra min gymnasietid.)
Her ses Jørgen og Troels, der var i fuld gang i går. Førstnævnte blev færdig i går og sidstnævnte er lige blevet det i dag.

P1020520

Før badeværelsesvinduet

P1020523Det er blevet så fint alt sammen – også selv om det næsten ser for pænt ud med Jørgens sirligt anlagte sten og den snorlige kumme ved siden af de uregelmæssige brosten, men når sandet er forsvundet, ser det nok lidt bedre ud. Vi skal bare vænne os til det.
Badeværelsesvinduet behøver vi ikke at vænne os til. Det fremgår ikke af disse billeder, men i den ikke-digitale virkelighed har det vindue rent visuelt gjort rummet 20 % større, og vi er ret så glade for den lille, men store ændring.
I morgen skal jeg i Stof & Stil, så jeg kan få lavet de foldegardiner …
Det ligger nemlig (næsten) på vejen hjem fra Birkerød, hvor jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold i aften – og hvor jeg af værtinden har fået tilbudt en seng i nat.
Jeg skal afsted nu – det bliver noget så hyggeligt, ved jeg!

21. marts 2019

Ikke kun i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

imageRelaxation Slipper Socks

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.


Japansk indigoJapansk indigo (1)

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

19. marts 2019

Det skrider … men heldigvis fremad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: ,

Fliserne ved køkkendøren (1)Gavlen er færdig og fliserne er ved at blive lagt. Der er skåret ud til det vindue i badeværelset, som aldrig har været der, men som nu kommer. Kun et lille et, men alene det, at vi får noget, vi kan åbne, bliver skønt.
Jo, der er gang i den i Den Stråtækte, så jeg er glad. Af flere årsager. Der bliver gjort pænere og vejret er allerede blevet pænere. Faktisk rigtig flot i dag, med sol fra en skyfri himmel. Det er ikke varmt, men det føles varmt nok, når man går og arbejder i haven.

Flise-Jørgen kom i går, ganske som aftalt. Hernede er vores håndværkere til at stole på – de fleste af dem i hvert fald. Vi er stødt på en enkelt af modsatte slags, men ellers har de overholdt aftalerne med os.
Da Jørgen gik hjem i går, var de sekskantede fliser og byggeaffaldet, der holdt højbedet, væk, og der var stampet stabilgrus på plads, så der så ud som på billedet til højre.
I dag kom han igen, lagde først det nye kloakdæksel på og begyndte derefter på krydderurtebedsmuren.

Fliserne ved køkkendøren (3)

Det skal nok blive pænt.
Vinduet er som sagt skåret ud på den udvendige side. På mandag kommer Troels igen for at sætte det nye i.
Der kommer almindeligt, klart glas i, hvilket John ikke var særlig begejstret for, men han blev nedstemt af både Troels og mig.
John indvendte, at det altså er et toilet, og klart glas kan man faktisk kigge igennem!
Troels og jeg sagde, at vinduet er nordvendt og så lille, at der ikke må komme glas i, der hindrer bare den mindste smule lys at komme igennem – og der er ingen naboer, der kan kigge ind af det vindue!
Nej, sagde han, men når man skal ned oppe fra terrassen, kan man se ind. Ikke deroppefra, men på vejen ned. 
Okay, så syr jeg et foldegardin, hvis det gør dig glad.

Fliserne ved køkkendøren (2)

Så accepterede han (kun lettere modstræbende) det klare glas – og nu skal jeg lære at sy et foldegardin, men det må vel være til at finde ud af.
Jeg søgte lidt rundt og fandt et hav af forskellige metoder til foldegardiner, så det største problem lige nu er at gennemskue hvilken en der er den nemmeste og samtidig giver det pæneste resultat. De to ting følges ikke nødvendigvis ad.
Foldegardiner hedder Roman blinds på engelsk. Persienner hedder Venetian blinds. Lidt pudsigt, som gardiner er italienske på engelsk.
For år tilbage citerede jeg en oversættelse fra engelsk, som var helt i skoven, men her får I den igen, for den tåler en gentagelse:
He hid behind the Venetian blinds. Det blev overundersat til: Han gemte sig bag de blinde i Venedig.
Når man oven i købet på filmen så manden, der kiggede stjålent ud gennem persiennerne, forstår jeg ikke, at en oversætter kan kvaje sig så eftertrykkeligt. Filmen foregik i øvrigt ikke i Venedig …

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

15. marts 2019

Kurve kan flettes. De kan også sys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , , , ,

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

P1020472P1020473

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

P1020475

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …

13. marts 2019

Læsning og syning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

Man har da først et alkoholproblem, når man ikke har mere alkohol.

Og hvis der endelig var et liv efter døden, hvordan kunne man så egentlig vide, at det ikke var det, man var i gang med, som han plejede at påpege, når folk begyndte at snakke om, hvad de håbede at udrette i deres næste liv.

“Rygning tager 10 år af dit liv.” – “Ja, men det er de sidste 10, ikke?”

Ovenstående tre citater er fra bogen Gud er bare hund stavet bagfra af Christian Frost. Det er første bog i en planlagt ‘dekadelogi’ (vi mangler en betegnelse, når det drejer sig om 10 bøger) med to drabsefterforskere som hovedpersoner. Jeg downloadede den uden at ane noget om hverken forfatter eller bog, men han/den har overrasket positivt; især ved at være ret så morsom hele vejen igennem, selv om plottet og nogle af scenerne ikke er for sarte sjæle. Jeg glæder mig allerede til de ni efterfølgere. De to som allerede er udkommet, står på min digitale boghylde og venter på mig.
Der er mange flere perler indimellem, men de er sjovest i konteksten.

Det var én af mine hobbyer, selv om det vel efterhånden er et lidt stort ord for det, da jeg ikke læser mere end en brøkdel i forhold til før i tiden. Pudsigt nok læste jeg meget mere dengang jeg arbejdede, men jeg har en fornemmelse af, at det var fordi jeg ofte var for træt til at foretage mig noget konstruktivt, når dagens pligter var overstået.

P1020465

En anden hobby er at sy. Pølsekonceptet er ikke helt opbrugt endnu; det skulle afprøves med nogle dækkeservietter.
Jeg er ikke tilfreds, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det er konceptet eller stofvalget den er gal med. Stofferne passede faktisk fint sammen, da jeg lagde dem op, men det holdt ikke helt vand, da man kun kunne se omkring 1½ cm af hvert af dem ad gangen.
De bliver hermed degraderet til havebordsdækkeservietter (hvilket er irriterende, for farverne blev valgt, så de passer til køkkengardinerne), og jeg vil ikke sy nogle lignende; ikke engang selv om de var forholdsvis hurtigt syet – hvis jeg regner sammen, har jeg kun brugt cirka fem timer på disse fire dækkeservietter.
Godt man ikke skal leve af at lave den slags … tænk på din egen timeløn. Selv om jeg regner med bare 200 kroner pr. time, så skulle de fire her koste 1000 kroner (~600 kroner, når jeg trækker materialeforbruget fra).
Det tror jeg næppe nogen ville give – ikke engang hvis der havde stået et eller andet fancy designernavn på dem. Lad os så sige, at jeg snyder skattevæsenet (selv om man åbenbart skal hedde Britta Nielsen for at slippe afsted med det), skulle de koste omkring 125 kroner stykket. Og sagde jeg ikke lige, at disse var relativt hurtigt syet?
Den holder ikke en meter – jeg ville dø af sult inden for de første par måneder – eller tvunget til at bo i en campingvogn i en eller andens baghave, men så havde jeg ikke plads til alle mine syting (for slet ikke at tale om mit garn).
Det er heldigvis bare en hobby.

11. marts 2019

Troels er færdig og jeg er lige begyndt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Vejret har været lidt imod Troels, så han er først blevet færdig i dag med gavlen – han har ikke kunnet male før.
Det er blevet så fint. Når man ser huset fra en vinkel hvor man kan se begge gavle, er det lige præcis sådan det skal være, hvilket en af naboerne da også sagde til os i dag, da han så resultatet. Vi kan kun undre os over, hvorfor vi ikke gjorde det dengang vi satte en murer og en maler på at gøre den hvide gavl pæn, men det er altid meget nemmere at være bagklog.

P1020352P1020462

Troels er færdig, og jeg/vi er kun lige begyndt. I haven. Det er stadig tidligt, men forårsfornemmelserne har i høj grad indfundet sig – og de er af en lidt anden karakter end de var engang … apropos indlægget om, at man ændrer sig livet igennem. Den her med at elske sin have havde jeg overHOvedet ikke set komme – hverken jeg selv eller folk, der kender mig. Ikke desto mindre kribler det i fingrene for at komme i gang med årets havesysler, og i gang er jeg da også. Vi har fjernet et par hylegrimme buske og i stedet sat nogle røde havepotentil, som gerne skulle komme til at give dahliabedet lidt læ.
 I tænkeboksen og på tegnebrættet har jeg haft bedet under stilladset. Det har længe været min onde ånd, for uanset hvad jeg gør, kommer der hele tiden nye sæbeurt og snebærbuske op. Godt nok mindre år for år, for jeg har hvert år gjort en grundig indsats for at reducere fremspringet af de generende planter, men udryddet kan man sandt for dyden ikke sige, at de er. Endnu. Det kommer forhåbentlig, men der var rigtig meget, der havde nået at gro både vildt og til, inden vi overtog huset – især de forbaskede snebær kan jeg finde alt for mange steder, hvor de ikke er ønskede.
Jeg har nu tænkt færdig (det blev ikke til så meget tegneri) og har besluttet mig for (og bestilt) velduftende og “yderst hårdføre” roser. Det er nødvendigt med hårdføre planter, for gavlen vender ud mod fjorden – der er jo også en grund til, at murværket nu er beklædt med træ.
Jeg bestilte syv roser til nævnte bed og en til en nordvæg, hvor der aldrig kommer sol, hvilket der heldigvis findes roser, der trives udmærket med; heriblandt New Dawn.  
Der er en eller anden ínstans, der beder os almindelige mennesker om at indmelde hvad vi synes skulle kategoriseres som invasive arter. Jeg tror jeg melder sæbeurt ind, for den er sværere at udrydde end skvalderkål, skulle jeg hilse fra mig selv og sige. Rødderne når lige så dybt som padderokkens, og en lille bitte bid rod afføder straks en ny plante. Sæbeurt er såmænd ganske nydelig (pænere end skvalderkål), men jeg vil altså ikke have den overalt i haven!

9. marts 2019

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , ,

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Seks retter Norsminde
Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

7. marts 2019

Det stod lige parat til os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

P1020370Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
P1020460Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

P1020376P1020377

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

P1040241I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Vinsmagning på Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Vinkælderen Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

P1040239

5. marts 2019

Nu igen?!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , , ,

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
 Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

3. marts 2019

I al stilhed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

 Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens  finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

1. marts 2019

Fredagssmil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

28. februar 2019

Jeg troede ikke på det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1020368

Jamen det var jo hele tre ting …
Først troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg forleden dag kunne grave kartofler op i min egen have.
I dag skulle jeg ordne et andet bed. Jeg havde lagt mærke til de små buske, der stod rundt omkring og så ud til at stortrives på trods af, at vi lige har haft vinter – selv om det næppe kan kaldes sådan i år, med de meget milde forhold, der har hersket hele tiden.
Planten lignede lidt mælkebøtte, men var det ikke. Så slog det mig: Det er da rucola! Jeg såede noget sidste år, som aldrig nåede at blive til mere end lidt pjatteri, så der kom ikke nok til at kunne række til  noget i salatskålen, men jeg lod dem bare stå, og nu er der rucola nærmest i spandevis. Jeg har smagt på det og den er god nok.
Der er med andre ord endnu en urtehavehøst her i februar. Hvem skulle have troet det?

Den tredje overraskelse leverede min søster. Da de var her forrige søndag og vi talte lidt om familietræffet i England til sommer, nævnte hun, at kun så gerne ville se Highclere Castle – altså der, hvor Downton Abbey blev optaget.
”Glem det”, sagde jeg, “der er fully booked resten af året. Det er blevet vildt populært, og det er begrænset, hvor mange de vil tage ind ad gangen.”
Hun troede åbenbart ikke på mig, hvilket var glimrende, for hun undersøgte selv sagen og ringede og sagde, at der var billetter at få. Jeg var ellers sikker på at have set det modsatte, men heldigvis huskede jeg forkert. Det må have været i 2018, vi ikke kunne få billetter.
Nu har alle fra familien, der mødes hos Charlotte og Tim til sommer, billetter til det fantastiske Highclere – både til the castle and gardens.
Jeg glæder mig allerede.

image

27. februar 2019

Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: ,

Nye kartofler i februarSvaret på overskriften er: ikke noget som helst!
Men hvis der skulle være nogen, der absolut ikke gider beskæftige sig med Brexit, kan disse stoppe efter billedet, som forestiller nyopgravede kartofler fra min have! Mon ikke det er danmarksrekord? Men okay – man kan nok ikke kalde det for nye kartofler, og hvordan de smager, ved jeg først i aften.
Jeg skulle forårsordne bedet, jeg havde kartofler i i 2017, og jeg må have overset en ved opgravningen af dem, for disse er fra sidste år. Planten har haft kummerlige kår, for jeg opdagede ikke engang, at jeg havde en kartoffelplante sidste år.

Den sidste del af indlægget er sendt til mig af en tidligere kollega, som har teksten fra FB, hvor den har været delt et utal af gange.
Den er måske lidt sej at komme igennem, men det er både godt skrevet, sandt og temmelig sørgeligt. Og Tims kommentar til sidst må I ikke overse!

It all makes sense now…

BREXIT EXPLAINED

David Cameron made a promise he didn’t think he’d have to keep to have a referendum he didn’t think he would lose.

Boris Johnson decided to back the side he didn’t believe in because he didn’t think it would win. Then Gove, who said he wouldn’t run, did, and Boris who said he would run, said he wouldn’t, and Theresa May who didn’t vote for Brexit got the job of making it happen.

She called the election she said she wouldn’t and lost the majority David Cameron hadn’t expected to win in the first place. She triggered Article 50 when we didn’t need to and said we would talk about trade at the same time as the divorce deal and the EU said they wouldn’t so we didn’t.

People thought she wouldn’t get the divorce settled but she did, but only by agreeing to separate arrangements for Northern Ireland when she had promised the DUP she wouldn’t.

Then the Cabinet agreed a deal but they hadn’t, and David Davis who was Brexit Secretary but wasn’t said it wasn’t what people had voted for and he couldn’t support what he had just supported and left.

Boris Johnson who hadn’t left then wished that he had and did, but it was a bit late for that.

Dominic Raab became the new Brexit secretary.

People thought Theresa May wouldn’t get a withdrawal agreement negotiated, but once she had they wished that she hadn’t, because hardly anybody liked it whether they wanted to leave or not.

Jacob Rees-Mogg kept threatening a vote of no confidence in her but not enough people were confident enough people would not have confidence in her to confidently call a no confidence vote.

Dominic Raab said he hadn’t really been Brexit Secretary either and resigned, and somebody else took the job but it probably isn’t worth remembering who they are as they’re not really doing the job either as Olly Robbins is.

Then she said she would call a vote and didn’t, that she wouldn’t release some legal advice but had to, that she would get some concessions but didn’t, and got cross that Juncker was calling her nebulous when he wasn’t but probably should have been.

At some point Jacob Rees Mogg and others called a vote of no confidence in her, which she won by promising to leave, so she can stay. But they said she had really lost it and should go, at the same time as saying that people who voted Leave knew what they were voting for which they couldn’t possibly have because we still don’t know now, and that we should leave the vote to Leave vote alone but have no confidence in the no confidence vote which won by more.

The government also argued in court against us being able to say we didn’t want to leave after all but it turned out we could.

She named a date for the vote on her agreement which nobody expected to pass, while pretending that no deal which nobody wants is still possible (even though we know we can just say we are not leaving), and that we can’t have a second referendum because having a democratic vote is undemocratic. And of course as expected she loses.

Some people are talking about a managed no-deal which is not a deal but is not no-deal either.

Thank goodness for strong and stable government.

Her er Tims kommentar:
That is absolutely excellent and sadly true!

I had not seen it before – if fact I think it is much worse than that, because it ignores the opposition party, whose members want to remain or have a second referendum but whose leader wants to leave, but not as much as he wants to have a general election and get rid of Theresa May, so he can then make us leave, against the will of his party and most of the nation!

It also ignores the Scots who want to leave England but stay in Europe.

And the Irish who want to stay in England but remain in Europe too!

Oh, and the Labour leader is against the backstop because it could trap us in the customs union, but he wants a guarantee that any deal will keep us in the customs union.

25. februar 2019

Så er vi to på stoffer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:27
Tags: , ,

Fredag aften begyndte John at få tandpine, og den blev absolut ikke mindre i løbet af weekenden, så han har været på bedøvende midler 24/7, og vi kører på reserverne hvad smertestillende midler angår, men han klarer sig til i morgen.
I dag fik han en akuttid hos tandlægen, som satte en time af til ham.
Han var der i to timer … og kom hjem to kindtænder fattigere. Der var så meget betændelse, at der kun var denne løsning.
Han er på flydende kost og ingen varme drikke, men har det ellers okay.

P1020358

Jeg er også på stoffer. Jeg er faktisk lidt afhængig af dem, kan man vist godt hævde, og alle der kender mig ved, at jeg har et lager der er stort nok til, at jeg med stor sandsynlighed ikke bliver stoffri i dette liv.
Men man ved jo aldrig, så jeg købte for en sikkerheds skyld et lille supplement for et par uger siden. Det var som sædvanlig Shabby Fabricks i USA, der leverer, og jeg vidste så glimrende, hvad der så kunne ske.
Min pakke blev da også snuppet i tolden, men jeg slap nogenlunde rimeligt og uden at blive ruineret, fordi fakturaprisen tilsyneladende var opgivet til noget mindre end den reelle pris, jeg betalte for varerne. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gider ikke brokke mig over det.
Jeg har konkrete planer med de fleste af tekstilerne, men måske var det heldigt, at de kom i dag, hvor John var væk og havde for travlt med noget, der fylder meget mere hos ham end at ryste på hovedet over mit stofforbrug. Han kalder det dog i det mindste ikke stofmisbrug …
Jeg behøver naturligvis ikke at skjule købet for ham, men lige netop i dag vil han sikkert være ret ligeglad med mine stofindkøb.
Han kunne dog godt nyde solnedgangen, som her til aften viste sig fra en af sine pænere sider.

P1020362P1020363

24. februar 2019

Der er kun 23 dage imellem …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , ,

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

IMG_0155

I dag sendte han mig dette billede:

Costa del Malt House februar 2019

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

24 februar 2019 - 224 februar 2019 - 3

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

23. februar 2019

Det var fantastisk mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

P1040220P1040221

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

P1040222P1040223

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

P1040224P1040231

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

P1040232P1040235

P1040237

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

22. februar 2019

Når Troels Tækker ikke tækker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:49
Tags: ,

Vores gavl er blevet så grim – pudset falder af og der kommer grimme pletter ind til murstenene, fordi den vender ud mod fjorden og dermed er meget udsat for vejr og vind. Vi fik den ordnet i 2016, men det varede blot nogle få måneder, inden det igen begyndte at krakelere, og nu kan vi ikke længere udskyde at gøre noget ved det. Vi har bare ikke ret meget lyst til at betale en murer hvert andet eller tredje år for at komme og ordne noget, der alligevel kommer til at se grimt ud efter ganske kort tid.
De to andre gavle er beklædt med sortmalede brædder på den øverste halvdel. Det blev vi enige om også at få gjort med denne tredje gavl. Hvorfor det ikke hele tiden har været sådan, forstår vi ikke helt, for det er langt den mest udsatte gavl. 
Den slags arbejde kan vi (ikke længere) selv udføre, men så kan man ringe til en ven; i dette tilfælde Troels Tækker, som, inden han uddannede sig til tækker, uddannede sig til tømrer, så vi regnede med, at det kunne han nok godt – han tækker alligevel ikke her ved vintertide.
Han var i hvert fald den første der skulle spørges, for vi ved, at han er god, holder hvad han lover og oven i købet er rimelig i pris.

Gavlen skal beklædes

Det ville han heldigvis gerne klare for os. Han byttede lidt rundt på nogle aftaler og kom og satte stillads op allerede to dage efter han havde været her for at se på opgaven (og fået accept af tilbuddet). Han ville nemlig gerne benytte sig af, at vejrudsigten for denne og de næste dage ser god og ikke-regnfuld ud, så han kom tidligt i morges og begyndte at banke de første brædder i.
Når man sætter noget uden på en eksisterende mur, skal eventuelle vinduer flyttes ud med tilsvarende afstand; ellers kommer det til at se underligt ud. Dette havde han lige fået klaret, da jeg tog billedet her.
Selv om han var så hurtig til vinduesflytningen, som man på nogen måde kan forvente, blev det hurtigt koldt i denne ende af huset – bare det at John skulle op og åbne vinduet, så Troels kunne få fat, og lidt senere igen lukke det, gav, på trods af, at døren til rummet blev holdt lukket mens ‘udflytningen’ stod på, nok kølig luft nede i stuen til, at jeg trak et tykt sjal over skuldrene.
Vejret er flot, men der blæser en god vind, og den blæser lige ind fra fjorden og rammer dermed gavlen.
Der bliver sat et eller andet mellem mur og træ, der giver yderligere isolerering, således at det med rette kan kaldes en ‘klimamur’, hvilket igen vil sige, at håndværkerfradraget kan tages i anvendelse. Det er dejligt, at skatten dermed betaler en del af udgiften til arbejdet.
Håndværkerfradraget er gjort permanent – nu ved både håndværkerne og kunderne hvad de har at rette sig efter. “Tidligere var håndværkerfradraget en politisk ventil, der hvert år blev skruet op og ned for. Det gav uhensigtsmæssig stop-and-go adfærd”.

20. februar 2019

Selvforsynende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags: ,

Charlotte og Tim har tre acres grund, hvilket er godt 12.000 m2, hvilket igen, i bonderøvs-/landbrugssprog, er 2,2 tønder land. De har en stor have, men de fleste af kvadratmetrene er paddock; altså græsmark. De holder den delvist tæmmet og har plantet nogle træer, men ellers er det mest børnene, der bruger den til deres base camp.
I søndags kom C til at tale med en af kusinerne om den store grund, og Annemarie spurgte om C kendte bogen Den nye komplette håndbog i selvforsyning, som Bonderøven vist var involveret i. Det gjorde C ikke, men vi kom til at tale om den her til morgen, hvor vi så fandt ud af 1) præcis hvad den hedder, 2) at forfatteren er irsk, hedder John Seymour og skrev den første udgave allerede i 1980, og endelig 3) at Bonderøven har anbefalet den, fordi det har været hans bibel siden han var 11 år og en af årsagerne til, at han blev til Bonderøven. Nu er bogen genoptrykt med farvebilleder und alles, og vi fik lige pludselig et ærinde til Køge for at se, om de havde den der, så C kunne få den med hjem med det samme.
Det havde de, og hun blev glad.

P1020343P1020346

Efter boghandelbesøget gik vi på Vivaldi, hvor nogle fik varm chokolade og andre kaffe, og hvor jeg smugkiggede lidt i bogen, som så meget interessant ud. C & T skal ikke være selvforsynende – selv om vi har joket en del med, at det måske var værd at overveje at blive, Brexit taget med ind i ligningen.
De har desværre bare ikke jord nok. Bogen siger, at der skal fem tønder land til for at kunne gøre en familie på seks 100 % selvforsynende, bortset fra kaffe og te. Og strøm, selvfølgelig, men nu taler vi kun om fødevarer.
P1020347De skal med andre ord anskaffe sig knap tre tønder land mere, men så kan vi også flytte derover uden at skulle risikere at komme til at sulte. Det svarer nogenlunde til naboens paddock, så det skulle vel ikke være umuligt … med mindre naboen også vil til selv at sørge for forsyningen af fødevarerne … 
Og nej. Det er stadig bare en joke, omend det med Brexit faktisk ikke er spor morsomt, men det gider vi ikke komme ind på lige nu.
At ingen af os nogensinde kommer til andet end at lege med tanken og måske drømme lidt, gør ikke bogen mindre interessant, så efter at have kigget lidt mere i den, blev jeg enig med mig selv om, at det er ærgerligt, at C tager den med hjem til England allerede i morgen, så nu har jeg også bestilt den som en fødselsdagsgave fra mig til mig.
Hun har såmænd seriøst overvejet at få sig en større køkkenhave, men er klar over, at det er temmelig arbejdskrævende. Vi må se, hvad det ender med. Under alle omstændigheder er det som sagt en interessant og inspirerende bog.
Tanken om at være selvforsynende er da mere end bare en lille smule fascinerende, ikke sandt?
Og nej igen, jeg er ikke sponsoreret af nogen … hverken af forlag, boghandlere eller forfattere …

18. februar 2019

Familie, familie, familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:54
Tags: ,

I går var hele familien her. Næsten … vi manglede faktisk otte. Fem er på Sri Lanka og to var på arbejde. Tre, hvis vi regner Rune med, for han arbejder 11 uger ad gangen som maskinmester i Mærskflåden og er altså ude for tiden.
Vi var derfor kun 14, men de/vi 14 kunne uden problemer snakke for alle 22!
Det var smadderhyggeligt, men vi var lidt trætte i morges, så dagen i dag har stået på ren afslapning med kun en tur til Sibirien, hvor vi gik en tur langs den dejlige strand i det skønne vejr – som vi vist også skulle nyde ekstra intenst i dag, for det forsvinder åbenbart snart for os igen for en periode.
Det er en perfekt strand, fordi der, udover selve stranden, vokser træer helt ud til vandet, så for hver få hundrede meter er der et nyt, væltet træ, der helst skal studeres oppe fra den vandrette stamme – nogle mere udfordrende end andre …

P1020312P1020334

Jeg har slet ikke tid til internettet, men det overlever nok uden mig for en kort periode.
Der kom dog lige en pause for mit vedkommende, mens englænderne prøvede det nye spil, Carcassonne, som jeg havde købt til børnene. Det viste sig at være et solidt hit; de havde ikke spillet det ret længe, før Anna spurgte, om de måtte få det med hjem, og selvfølgelig må de det. Det var såmænd også meningen med det, for når de er her så sjældent, skal jeg ikke gemme spil, der er aldersrelaterede. Hvad det måske i virkeligheden slet ikke er, for forældrene syntes også, det var sjovt at spille – det handler meget om strategi, så vidt jeg kunne forstå.
Der lå nu også en del research bagved, inden jeg fandt frem til netop dette spil, som oven i købet kan udbygges, så hvis det bliver ved med at være interessant, skal jeg have bestilt overbygningen til det.

P1020340

16. februar 2019

Vi er for nemme ofre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags:

Samvirke har ofte gode artikler; senest en om fake news, et udtryk, som ikke mindst den gode Mr Trump har udødeliggjort. Han bruger bare begrebet om nyheder, han ikke kan lide, og som ikke stemmer overens med hans forstyrrede forestillinger. Han var da ellers glad nok for de falske nyheder, da det drejede sig om at tilsvine og miskreditere kantidatrivalen, Hillary Clinton.
Fake news er således ikke nyheder, man ikke bryder sig om, men desinformation (som er defineret som information, der er produceret og spredt præcis med det bevidste formål at vildlede eller bedrage) forklædt som nyhedshistorier. Nyhederne udgiver sig for at være reel journalistik, men er løgne som er udsendt for at afsenderen kan vinde noget på det.

Det var definitionerne – bare lige for at få dem plads.
Vi er ikke gode nok til at skelne mellem de ægte og de falske nyheder, og det er os ældre, der er dårligst til det. Ikke de unge. Igen ikke de unge – jeg tror ikke vi skal være så bekymrede for de næste generationer; de skal nok klare sig. Jeg håber også bare, at de kan håndtere den arv de får fra os; nemlig en drivhuseffekt, der er ved at løbe løbsk.
Og det var et sidespring, men desværre ikke fake news …

Vi gamle/ældre skal altså blive bedre til kildekritik og lade være med blindt at dele falske nyheder på de sociale medier. Gad vide hvad det skyldes? At vi har været vant til, at nyhedsmedier satte en ære i at formidle sandheden? Det er vist længe siden det var tilfældet. At man kan stole på politikere? Det er vist også længe siden …
‘Kildekritik’ var noget, vores historielærer i gymnasiet brugte en del tid på at lære os. Er kilden troværdig? Hvorfor/hvorfor ikke? Kender man kilden i forvejen for andre ting? Man skal også huske, at det er sejrherren, der skriver historien.

I Rusland er det ligefrem et lønnet job at producere fake news. Skræmmende, ikke sandt? De kaldes troll factories eller trollefabrikker. Nej, ikke trolde, som Samvirke tror; – se eventuelt hvorfor her, men på engelsk hedder en trold a troll, så det er nok derfor, misforståelsen er opstået. Det lyder også dumt at kalde det for en ‘dørger’ på dansk …
Jeg kan kun opfordre til, at man lader være med sanseløst at dele (og slet ikke kopiere) tekster på Facebook og Twitter (jeg er ikke på sidstnævnte og ved ikke hvordan det fungerer). Der er så meget sludder i omløb – man husker nok en af de seneste med “de samme 25 venner”, som var det rene sludder, men som jeg så delt af alt for mange af mine (ikke-unge, desværre) venner på FB. Der har været mange af samme slags. Ignorer dem, for himlens skyld! I gør på sigt jer selv en tjeneste ved det – og I gør ikke jeres venner en tjeneste ved at være hverken den første eller den 27. der deler.

 Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer skyldes måske ikke rene tilfældigheder.
Dette billede stammer fra en kampagne, som blev stoppet.
Jeg bliver nok skudt for at have gengivet det – lad venligst være med at sige til nogen i USA, at jeg har vist det her på min blog!
Jeg synes bare jeg ville vise jer den ondeste og værste trold i historien nyere tid. Uanset stavemåde.

15. februar 2019

Dagens radiosmil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags:

Det kan hurtigt gå galt, når man bliver interviewet i radioen og ikke har helt styr på, hvad man siger eller vil sige, formentlig fordi man er lidt nervøs.
“…fordi vi var spredt for vid og sans”.
Jeg ved godt, at hun mente, at de var spredt vidt omkring, for hun talte om sin familie, som ikke var nem at samle på én gang. Jeg tror hun sagde ‘for’ og ikke ‘fra’, men er ikke sikker. Uanset hvad, var det et af de mere pudsige metaformix, og jeg kom til at smile højt.
Den var i tvetydighed lidt på linje med en forhenværende kollegas, da hun i en tale sagde: “… men så raslede du også med jungletrommerne …” – her blev jeg dog aldrig helt klar over, hvad hun egentlig mente med det.

Sankt Peders Kapel

I dag har vi gået det, vi skal. Først ud for nærmest at tømme Superbrugsen, så jeg skal handle så lidt som muligt, mens englændene er her. De kommer i morgen aften … lander på et lidt fjollet tidspunkt; nemlig 19:10. De kommer så sent af samme grund, som vi tager bilen til juli: Flybilletterne var vildt dyre på mere menneskevenlige tidspunkter af dagen. Vi er således først hjemme i Den Stråtækte ved 20:30-tiden, så de skal ikke have aftensmad, men er måske lidt småsultne alligevel. Hvad serverer man så, når det ikke må være sødt – og altså dermed ikke en kage til en kopkaf eller te? Forslag modtages gerne.
Og glæder jeg mig? Naturligvis gør jeg det. Det er syv måneder siden de har været her, for sidst de var i Danmark, var vi i sommerhus ved Vesterhavet.

Gåturen gik ud langs fjorden og hjem bagom Sankt Peters kapel. Tænk, nu har vi boet her i fire år og har først lige opdaget den sti, der går bagved, men parallelt med fjorden. Lettere pinligt, faktisk, men det er fordi, vi altid har foretrukket at gå helt nede langs fjorden og ikke før i dag har tænkt på at gå lidt op ad Bækkeskovvej, idet vi har ment at vide, at der skal vi bare samme vej tilbage. Dér blev vi så klogere, men det sker der jo heller ikke noget ved.
John er stadig meget opsat på, at der skal ske noget med hans fysik, så han er rigtig god til at tage både sig selv og mig sammen til at komme ud at gå.
Når vejret oven i købet er som det er i dag, er det næsten en dødssynd at blive inde hele dagen.

14. februar 2019

Nu bliver det lidt sjovt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

vívoactive® 3I mandags kom John hjem med sit nye Garmin Forerunner 235, som han, efter lidt indkøringsvanskeligheder, fik sat op som han ønskede det.
Med til denne historie hører, at jeg i fire år har haft et Vivofit ur/skridttæller, som jeg har været meget glad for, men da jeg så, hvordan teknikken er udviklet på den tid, var jeg meget fristet til at købe et nyt til mig selv. Og som man måske har læst i forgårs, så var min betænkningstid ikke særlig lang.
Jeg ville ikke have præcis det samme ur som John, men gerne en lidt mere feminin udgave, så det blev et Vivoactive 3 med hvid rem – dog ikke til prisen i det angivne link – Pricerunner er en god ting.
Jeg havde i forvejen Connect-appen til Garmin, så min opsætning gik forholdsvis let, da jeg først havde fået parret uret med telefonen. Og ja, det kaldes det altså …

Min nattesøvn

Min urskiveDet viste sig hurtigt, at mit smartur er smartere end Johns smartur. Med touchscreen, fx; John skal trykke på en masse forskellige knapper, så det er mindre brugervenligt. Mit har lidt flere funktioner; bl.a. en, der gør, at der måles forskelligt når man går på trapper frem for ligeud.
Det endelige slag for John kom i morges, da han fandt ud af, at mit ur, i modsætning til hans, også måler REM-søvnen.
Vi blev enige om, at han skulle prøve at få det byttet til et lige som mit, for efterhånden var han ikke så glad for sit nye ur.

Elgiganten ydede en upåklagelig service og byttede uden den mindste protest, så nu er han ved at indstille det nyenye ur…
Der er vildt mange urskiver at vælge mellem – til højre ses den, jeg har lige nu, men det står godt nok med meget småt, så muligvis har jeg snart en anden – de er gratis og man kan skifte så tit, man lyster.
Der står alt på skiven – også månefasen og solens op- og nedgangstider med borgerligt tusmørke und alles, men det med solen virker kun, hvis gps’en er tilsluttet, og det vil jeg kun have, hvis jeg er i ukendt tærren, for det er noget af en strømsluger.
Man kan ikke helt regne med søvnbilledet – hvis man ligger musestille og forsøger at falde i søvn, bliver det registreret som ‘let søvn’. Jeg vågnede kl. 6 i morges, hvilket ses (da det blev lyserødt), men al tiden fra 6 til 8:30 blev brugt med forskellige aktiviteter på ipadden, og det har snydt systemet lidt – alligevel er jeg ret imponeret over, at mit ‘opstandelsestidspunkt’ er så nøjagtigt (og korrekt) registreret.
Normalt har jeg mellem fem og ni perioder med dyb søvn, så det var en atypisk nat, men jeg følte heller ikke, at jeg havde sovet specielt godt. Til gengæld gik pulsen nærmest i nul (kan ikke ses på dette billede) under den dybe søvn, så jeg blev helt forskrækket, da jeg så pulsgrafen … “Guuud, John, jeg har været død i nat!”

Der bliver, via bluetooth, hele tiden synkroniseret mellem ur og telefon; på mit gamle ur skulle jeg bede om det, og glemte jeg det, kunne jeg miste data, for uret kunne ikke rumme mere end tre uger, så her er livet (igen) blevet lidt nemmere.

Bonusinformation til Lene: Johns fysioterapeut på Næstved Sygehus har sit siddende på anklen, så kan det registrere alt, inklusive pulsen, men hun går altid med lange bukser. Det vil måske se en anelse fjollet ud, hvis man har kjole på, men det er løsningen, når man ikke må gå med ur på armen.

12. februar 2019

Hvordan synes du selv det går?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags: ,

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

P1020282

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

10. februar 2019

Så skal det jo blive dyrt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

For et halvt år siden, midt i august, havde Søren (Johns bror) en alvorlig ulykke med en stige. Den skred for ham, mens han var ved at male sit hus. Han kom på hospitalet, og de kunne konstatere, at hans hæl var brækket; faktisk næsten knust, således at foden ikke længere var fæstnet på benet via knogler.
I starten sagde de, at det ville tage mindst 10 uger, inden han var i orden igen. Han var indlagt i godt en uge, men blev så sendt hjem i en rullestol. Der kom med det samme en hjemmehjælp flere gange om dagen, så han kunne komme i seng – og op igen næste morgen. Han blev fint hjulpet med alt, men de fik alt for sørgeligt ret i det med de 10 uger. Han blev fragtet frem og tilbage til kontrol i en ambulance.
Han har været indlagt i flere omgange … det var begyndt at gro sammen, men på en måde, der var helt forkert, så de lagde stålplader og søm ind, men såret ville ikke hele, og der gik koldbrand i det, så han måtte ligge med en pumpe, der hele tiden fjernede pus og væske fra såromgivelserne. De tog stålpladerne og sømmene ud igen. Der blev ved med at gå noget galt – altså ikke menneskelige fejl, men med helingsprocessen; Køge Sygehus (som har heddet RASK (Roskilde Amts Sygehus Køge)) har behandlet ham fint nok – så vidt vi ved – Søren har i hvert fald ingen klager, andet end over varigheden. Han glæder sig til at kunne komme udenfor en dør igen.
Nu – efter et halvt år, er han langt om længe i stand til det. Han og John har været henne og besøge deres søster, som i mellemtiden har fået konstateret Parkinsons syge. Det er i det hele taget den rene elendighed med de tre søskende … først Johns blodprop, så Sørens ben og nu søsterens Parkinsons. Især er det synd for Søster, for Parkinsons kan ikke helbredes.
I dag er Søren ude for anden gang. John har hentet ham, for nu har han fået støvle på og må støtte en lille smule på benet. Ikke for meget; han skal gå med krykker, men en lille smule er okay.
Det tog godt nok lang tid at komme dertil. Jeg har set billeder af hans sår, men det er ikke for sarte sjæle!

P1020275

Så er støvlen, han har på nu, mere børnevenlig at udstille.
Sådan nogle er engangsstøvler. Det forbavser mig en del. Den første han fik, brugte han bare en lille time, for han skulle kun have den på under hjemtransporten, og derefter skulle han smide den ud! Dette er hans tredje støvle, og den skal også smides ud.
Så skal omkostningerne til sundhedsvæsenet da blive høje, for den kan ikke være billig, sådan en, med pumpesystem til luft ind og ud og det hele, men der er formentlig en forklaring … jeg kunne bare godt lide at kende den forklaring.
Er der mon en læser, der kan hjælpe med det? Den rører jo ikke engang ved hans hud, men er det måske fordi den ikke kan steriliseres, at den skal kasseres efter brug?

8. februar 2019

The Chaos …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: ,

Mon ikke mange af jer er stødt på rimene i The Chaos som et led i at lære at udtale engelsk? Det starter således:
Dearest creature in Creation,
Studying English pronunciation,
I will teach you in my verse
Sounds like corpse, corps, horse and worse.

Og det slutter med disse ord:
Finally: which rhymes with "enough,"
Though, through, plough, cough, hough, or tough?
Hiccough has the sound of "cup"……
My advice is—give it up!

Nogle gange bliver man hjulpet af ord man kender, fx i linjen “And enamour rime with "hammer”.
Tim gav mig engang til opgave at læse det op, og for nu rigtig at blære mig, så greb han mig kun i et par fejl – det var så heller ikke første gang, jeg stødte på digtet, men første gang, der blev lyttet til mig af en englænder, så jeg var lidt spændt. Hele digtet kan læses her.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så Antiques Road Show fra Leominster. Som udtales Lemster. Det skal man vide.
Da jeg første gang udtalte navnet på vores sikkert af alle kendte engelske sovs (Worcestershire sauce) for John, gloede han på mig og sagde: “Det hedder da War-che-ster-sher!”
”Nix!, sagde jeg, “det udtales wooster[sher].” Det nægtede han at tro på, men måtte jo bøje sig, da han spurgte Charlotte og Tim, som til hans store fortrydelse sagde wooster.
Du kender såmænd selv andre eksempler, sagde jeg – Lester Square … hvordan staver du til det? (Leicester Sq.).
Du kender også Bicester (bister) and Gloucester (gloster).
Og Mousehole i Cornwall, som udtales mowzl.
Jo, han kunne da godt høre, at han kendte alle eksemplerne, men han troede altså ikke på mit wooster, før englænderne kunne bekræfte det.

Af de nok mindre kendte kan nævnes Happisburgh, som udtales Hazebruh, Wymondham (windham) og Godmanchester (gumster).
Hvis man begynder at studere engelske adelsnavne, bliver det endnu værre. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel: Cholmondeley, som udtales chumly.

Jeg læste en forklaring på de underlige udtalelser: The reasons are generally that people’s speech becomes sloppy, particularly when they are illiterate. The divergences between spelling and pronunciation occurred long before education became compulsory.
Hvis man lader første sætning stå alene, er det en forklaring, som fint kunne gælde for den tid vi lever i lige nu. Umiddelbart kommer jeg i tanke om s’jal’mokr’tiet og tills’mnds’pr’sntant. Det pudsige er, at det hovedsageligt er dem selv, der udtaler det så sjusket.

Denne gælder også på dansk. Elsker den …

7. februar 2019

Selvpineri …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

Hvorfor gør jeg det?
Relateret billedeHvorfor sidder jeg og ser den australske bagedyst og hvorfor i alverden ser jeg bagefter Bake Off: The Professionals (tidligere kaldet Bake Off: Creme De La Creme, og det er netop de tidligere, jeg for tiden ser over TV2Fri), hvor det er professionelle, engelske dessertkokke i hold á tre personer, der dyster i at fremstille de mest fantastiske kager og desserter?
Det er det rene selvpineri – jeg/vi er på diæt (jeg har tabt tre kilo, siden vi kom hjem!) – altså er overhovedet ingen form for søde sager tilladt for vores vedkommende. Ikke engang når vi har gæster; da står ‘desserten’ på ost, hvilket dog ikke er så tosset endda …
Men jeg elsker jo desserter af alskens art. Ikke fordi de skal være hvinende søde, men sukker i desserter kan vel næppe undgås.
Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor sidder jeg og kan næsten ikke holde mundvandet inde?

Måske fordi især Creme de la Creme er så eventyrlig imponerende at se – amatørbagerne er skam rigtig gode, men det er intet mindre end fantastisk, hvad de professionelle kan præsentere for seerne og dommerne. Jeg kan i sagens natur kun bedømme udseendet, men min fantasi rækker fint til at forestille mig, hvor helt vidunderligt det må være at sætte tænderne i frembringelserne – også selv om dommerne er yderst kritiske og ofte også ret hårde i deres bedømmelser.

I går så John det også. Han så værten Tom Kerridge (som sidder på bænken i billedets venstre side) i cirka to sekunder, hvorefter han sagde: “Det er da ham, der har stået model til Schreck!”
Det var lidt ondt og måske heller ikke helt rigtigt, men jeg kunne sagtens se hvad han mente, og nu kan jeg ikke se den professionelle Bake Off uden at se Schreck for mig hele tiden.

Den australske bagedyst har i øvrigt haft en lige så ung deltager som vi havde i den seneste danske udgave – bare 16 år var han, og en lige så sød og sympatisk fyr som vores vinder Emil. Den australske Antonio kom helt til finalen, men jeg var næsten klar over, at han ikke ville vinde, for så kunne vi ikke i Danmark have hævdet at have verdens yngste bagedystvinder.
Jeg har set amatørbagedysten fra Danmark, Sverige, England og nu også Australien, og det er ret interessant at se, hvor forskellige opgaverne er fra land til land. Hvis I nu alligevel bare sidder og strikker fordi det ikke er vejr til at gå ud i, kan jeg anbefale at se de forskellige dyster og sammenligne de relativt store nationale forskelle. Eller bare se dem fordi I måske har lyst til lidt visuel forkælelse – det er jo trods alt ikke alle, der strikker og godt kan lide at have tv’et kørende imens …

5. februar 2019

Du skal altså helst sige rigtige tal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags:

Vores Meny har fået en ny medarbejder – en kvinde et sted i fyrrerne. Dette bare for at sige, at det ikke nødvendigvis altid er “de unge”.

Hun ekspederede mig, da jeg i dag skulle hente et par pakker, og følgende ordveksling udspandt sig:

– Jeg skal hente to pakker fra PostNord.
– Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret.
– Ja – det er ni fire syv to.
… Hun skrev nummeret ned …
– Altså fireoghalvfemstooghalvfjerds?
– Ehhh, ja …
– Du skal altså helst sige det som rigtige tal.
– Hvad var der forkert med de tal, jeg sagde først?
– Vi skal altså tænke for meget, når man siger dem på den måde du gjorde.
… Ellen var mundlam i et par sekunder …
– Nåda, okay, det går sandelig ikke. Det dur ikke, at man skal til at tænke.

Hun fik det andet pakkenummer i form af rigtige tal, og hun skrev det ned uden problemer.
Det er ikke alt, man skal forstå.

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.