Hos Mommer

23. april 2021

Gæslinger gange to

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Temperaturerne er ikke med os, og det ville være synd at sige, at dagens vindstyrke svarer til en let forårsbrise, men ser man bort fra det, er vejret upåklageligt med sol fra en skyfri himmel. Dermed er det kun et spørgsmål om at tage det rigtige tøj på, hvis man vil ud for at nyde de tusindvis af kridhvide mirabelletræer, der blomstrer så smukt lige nu.
Vi kiggede på All Trails for at blive inspireret og fandt ud af, at hjertestien rundt om Maribos Nørresø kunne være en passende tur i dag, så straks efter morgenmaden bryggede vi kaffe, tappede vand og satte kursen sydover.
Stien er yngre end de huse, der ligger på østsiden af søen, for samtlige haver var skåret igennem, så den nederste halvdel af dem lå ned til søen og den øverste ved huset, med stien imellem. Holddaop, hvor må de husejere have været sure, da det blev besluttet! De er måske nok blevet økonomisk kompenseret, men det betyder sikkert mindre for dem.

Nørresø ved Maribo (6)

En nydelig tur var det, men lige tæt nok på motorvejen – jeg vidste godt, at noget af ruten gik langs motorvejen ad den menneskeskabte deling af søen, men jeg havde ikke forestillet mig, at den larmede meget på lang afstand! Det tog en del af hyggen ved turen, selv om den var nok så fin ellers.
Vi så to slags gæslinger, nemlig dem på træerne og dem i vandet. ‘Vores’ gæs ved fjorden har også fået gæslinger, men dem kan vi ikke komme tæt på. Denne lille familie stod på søbredden, men forføjede sig ud i vandet, da de så os komme – og gik straks på land igen, da vi var væk. Der tages ingen chancer … vi kunne jo være grusomme gæslingemordere!

Nørresø ved Maribo (8)

Vi havde sat bilen ved Superbrugsen, så der kunne vi efter turen passende gå ind og finde os tre håndmadder, som er ved at blive standardfrokosten på vores udflugter. Det bliver dejligt, når vi uden coronapas bare kan gå ind et sted og få en frokost, selvom dette unægtelig er en del billigere – og så smager det trods alt lidt af fugl, fordi jeg ikke selv har fikset et eller andet spiseligt … jeg har aldrig været vild med madpakker – hverken at lave dem eller at spise dem.
Vi kørte til Oreby Havn, for John mente, at der var bænke at sidde på.
Det var der ikke – kun en omvendt båd, og det var mildt sagt ikke behageligt at sidde på den, for man brugte flere benmuskler ved at ‘sidde’ end ved at stå op, så vi kørte igen.

Ved OrebyVigsnæs

Denne gang til Vigsnæs, hvor vi for enden af Havmosevej fandt en okay udsigt og et enkelt bord med bænke. Eftersom vi var alene og ikke havde behov for at sidde ved hver sit bord, var det fint.
Oven i købet var vi så heldige, at der var næsten læ, hvor bordet var placeret, så vi slap for at sidde og spise i bilen.

21. april 2021

Der blev flaget i Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: , ,

Der bliver flaget i alle forretningsgaderne (alle tre …) i Præstø i dag, men det er også både en stor dag og en glædens dag for restaurant- og caféejere og for mig, og jeg regnede med, at det var for først- og ikke sidstnævnte, at flagene vajede i gaderne. Det var tredje gang de blev sat op, først da forretningerne fik lov at åbne, dernæst da serviceerhvervene fik lov, og denne gang for spiseudelivets genopståen.
Jeg var til frisør i dag! Aldrig før har dette været en begivenhed af så stor betydning – sandsynligvis fordi jeg ikke selv har haft valget, men sådan er det jo. Især med mig. Jeg vil selv bestemme, og det har jeg kun kunnet i meget lille omfang de seneste 13 måneder.
Det pyntede. Det pyntede i svær grad. Frisøren fik det store smil på, da jeg trådte ind i salonen; desværre ikke alene fordi hun var glad for igen at have åbent og for at se mig igen, men også fordi hun syntes jeg så lidt sjov ud.
Det kunne jeg godt leve med – jeg kunne jo kun give hende ret. Jeg var i bekymrende grad begyndt at ligne Madam Mim.
Jeg ved ikke hvad der er bedst at minde folk om: Det skotske højlandskvæg eller den lille, grå heks.
Heksen, tror jeg …
Men hende ligner jeg ikke mere. Nu ligner jeg i værste fald en Madam Mim med veltrimmet hår …
Der var en del, frisøren og jeg skulle opdatere hinanden på. Selv om vi ikke ses privat, så kender vi efterhånden hinanden efter mine 5-6 årlige besøg i 5-6 år.
Der var, trods den temmelig inaktive nedlukningsperiode, flere nyheder vi kunne divertere hinanden med, bl.a. den kedelige, at hendes svigermor var død pga. Covid-19 lige før jul. Hun var 75 år – præcis det samme som John, og også som ham med svagt hjerte, så det fik mig til at tænke over, at det er godt, vi har passet så godt på ham, for svækkede personer skal virkelig ikke rammes af den forbaskede sygdom. Godt, at han skal have sit andet stik på mandag.

Forleden dag fandt jeg et mundbind, der kunne trække vejret for én. 
Jeg har også fundet et, til hvilket man skal tilpasse sit ansigt. De der ‘maskimatiske’ reklameoversættelser er kilde til en hel del smil fra min side.

Tilpas dit ansigt

19. april 2021

Vi er begyndt at ryge!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , , , ,

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Vi ryger bacon (1)Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Vi ryger bacon (4)

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Ask i knopPadderok-sporehus

17. april 2021

Så er vi i gang igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:44
Tags: ,

Genåbningen er i gang. Det er mit personlige vaccineprogram desværre ikke endnu, men så må jeg ty til kviktest så længe. Den første i hele min ‘coronakarriere’ skal jeg have på mandag, fordi jeg skal klippes i Bisserup havn og omegnnæste uge. Det bliver rart ikke længere at ligne en repræsentant for skotsk højlandskvæg. Det er muligt, at nogle vil mene jeg gør det på andre måder også, men fra på onsdag i hvert fald ikke længere på frisuren.
Jeg kom i tanke om aftalen om gourmetopholdet på Aarøsund Badehotel, som oprindelig var midt i december, og som jeg nok hellere måtte se at få i stand igen – der er sikkert rift om værelserne inden længe, tænkte jeg.
Det var rigtigt tænkt. Enten skulle det være inden 4. maj eller også kunne det først blive fra midten af juli. Jeg har ingen intentioner om at planlægge noget i englændernes sommerferie, så længe vi ikke helt ved hvad der sker hvornår, så jeg fik en aftale med badehotellet om at komme 2. maj.

 

Så er vi snart i gang igen! Det var sandelig også ventet med længsel.
Mine englændere har langt om længe også fået lov til at bevæge sig længere end nogle få miles væk fra hjemmet, og fordi pubberne derovre igen må servere udendørs, benyttede de sig i går af det gode vejr og kørte en lang tur, hvor de undervejs fik mad, der ikke var pakket hjemmefra.
De brugte næsten to timer på at køre helt til Burton Bradstock i Dorset. Der ser da ganske nydeligt ud – og sikke et smart skyggetelt, de har anskaffet sig. Det ville Charlotte ønske de havde haft de sidste 10 år.
Burton Bradstock Dorset 1Burton Bradstock Dorset 2

Børnebørnene glæder sig lige som jeg til at kunne smide mundbindene, men det har sikkert lange udsigter, desværre. De arme unger skal bære mundbind fra de sætter sig ind i skolebussen kl. 07:30 til de træder ud af den igen kl. 17:30; kun afbrudt af dagens måltider.
De skal sågar bære dem udendørs (selv om de ikke må blande sig med andre klasser), hvilket de er lidt kede af. 10 timer er meget længe at have mundbind på, og de må ikke udskifte dem med visirer.
De har nogle gange været ude for, at en lærer kommer hen til dem og siger, at de godt kan smide mundbindene lidt og trække frisk luft ind – for så ganske kort efter at opleve, at der kommer en anden lærer og siger, at de omgående skal tage de mundbind på igen – you know the rules! De kunne godt tage og blive enige blandt lærerne, hvilke regler de synes skal overholdes.

Vejrtrækning af ansigtsmaske

Ja, kunne vi da bare snart slippe for de forbaskede mundbind – også selv om nogle af dem tilsyneladende kan trække vejret for en.
Jeg kan dog i givet fald ikke forstå, hvorfor man, hvis man har åndedrætsproblemer, kan være fritaget for at bære mundbind …

15. april 2021

Her blev jeg så glad, at det trak tårer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:43
Tags: ,

Advarsel: Dette indlæg vil i mistænkelig høj grad virke som det rene praleri.
Det er det også …
I går skrev jeg om tre ting, der gjorde mig glad.
I aftes indløb der som en fjerde ting en mail, der gjorde mig mere glad end de andre tre tilsammen. Faktisk så glad, at jeg blev lidt våd i øjenkrogene, men den var også fra Anna.
Det var et svar til mig på et pjattet billede, jeg havde hugget fra FB og sendt til hende med ordene: I bet you didn’t know this about your old mormor – and it’s all true … apart from the fat joints!
(Bell bottoms er trompetbukser. Det vidste jeg ikke, og så går jeg frækt ud fra, at det ved I heller ikke.)

Hi mormor
Oddly I can imagine all of that, however I struggle with the going to bed at four in the morning! I’ve always known you were a cool mormor.
In England we have this book, it’s called: ‘Gangsta Granny’. It’s by David Williams, and it is about a boy and his grandma. This boy is forced to go to his grandma’s house, he really doesn’t want to because he thinks she is really boring. But when he’s there he discovers a chest full of jewels, it turns out that his granny has robbed many famous people and stolen many valuable jewels, together they then go and steel the English Crown Jewels; and I’m not sure why but that book (and now film) always reminds me of you, you are always funny and you have all sorts of hidden talents and tricks up your sleeve.
I really miss you and morfar, and I really, really hope to see you soon. Your email made my day! I love you both so much and I can’t wait to see you again.
Lots and lots of hugs, kisses and love, Anna

Er hun da ikke bare supersød og dejlig? Jeg har ikke spor imod at minde hende om denne storkriminelle bedstemor!
Og så måtte jeg da lige fortælle, at jeg godt kunne gå på arbejde efter kun ganske få timers søvn … det skete ikke tit, men det skete – lige som vel for de fleste af os i vores grønne ungdom. Og at jeg selvfølgelig var træt, men det gik alt sammen alligevel.
Hun sagde engang you’re the most technical granny, I’ve ever heard of. My English granny doesn’t even know how to email!
Det skal der jo så ikke specielt meget til at overgå, men Annas ‘imponerethed’ skyldes bl.a. at hun morer sig, når Charlotte løber lidt sur i informationsteknologien og spørger sin mor om filstrukturer, billedbehandling eller hvordan man nemmest/bedst sikrer sine billeder mod at forsvinde, og om jeg ikke lige kan sætte hendes nye printer op, fordi hun ikke kan få skidtet til at fungere. Aubrey bliver en smule flov over sin mors håbløse uvidenhed – men kan ikke lade være med at grine alligevel … Anna storgriner bare, og jeg labber det hele i mig.
Jeg er absolut ikke nogen it-haj, hvilket jeg ved flere lejligheder har været inde på her på bloggen, men i Annas øjne er jeg, og den tro vil jeg da på ingen måde tage fra hende …

14. april 2021

Tre ting, der gjorde mig glad i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: ,

I dag har jeg valgt at fortrænge det negative – fx, at det tyder på, at vaccinationsprogrammets afslutning nu bliver forsinket. Jeg sætter min lid til ordene, jeg også hørte i går, nemlig, at de +50-årige stadig stadig skulle kunne holde planen. (Opdatering: Det kan vi så ikke 😥)
I stedet vil jeg skrive om tre ting, der gjorde mig glad i dag.
I aftes surfede jeg rundt for at finde gårdbutikker i nærheden. Vi har jo vores Velfærdskød på Møn, og dem svigter jeg ikke, men de har ikke lam. Det havde de på Møllebakkegård, som ligger bare 20 minutters kørsel fra os. Da jeg fulgte linket, der var sat ind på en side, som lister gårdbutikker efter region, fik jeg smækket de ædlere dele på en splitternøgen kvinde lige i fjæset, plus et tilbud, jeg formodedes ikke at kunne modstå. Hvis jeg var en mand …
Nådada … min første tanke var, at det da så sandelig var en gårdbutik med et bredt sortiment, men min næste var, at de formentlig var blevet hacket.
Og ganske rigtigt. På FB havde de en temmelig meget mere sober side, hvor det nye link stod. Der stod forbavsende nok også, at de havde åbent døgnet rundt, hvilket ledte tankerne lidt tilbage på det netop omtalte.

Gårdbutikker (6)

Vi tog chancen og kørte dertil.
Gården lå flot med udsigt over det meste af Sydsjælland, og da vi kom ind i den lille butik, var det selvbetjening. Der stod kolonialvarer på hylderne, og der stod to store kummefrysere med masser af lamme- og svinekød. Ikke specielt billigt, men garanteret godt og velsmagende. Jeg købte nogle lammeskanke, en lammeculotte og en stor ribbensteg (fra gris). Vi skal nemlig til at lave vores bacon selv … det bliver SÅ spændende at prøve.
Nu var det bare at regne beløbene sammen og betale til det MobilePay-nummer, der var opgivet.
Det, som gjorde mig glad var, at det kunne lade sig gøre. At denne tillid til, at folk betaler for de varer de tager, (tilsyneladende) ikke var blevet misbrugt.

Næste stop var Velfærdskød på Møn. “Hvis vi er hjemme, har vi åbent”, fik vi engang at vide, så jeg ringede til dem. Det var husets yngste søn, der svarede: “Goddag, det er Velfærdskødstelefonen, du taler med Xxx. Hvem taler jeg med?”
Det fortalte jeg knægten, som vel er 11-12 år. Der var åbent; vi kunne bare komme, så det gjorde vi.
Ud kom gutten og låste op for herlighederne.
– Du er ikke i skole?
– Nej, jeg har spisefrikvarter – jeg går i skole hver anden uge.

Godt, så. Jeg købte en hel del, så han måtte frem med regnemaskinen …
– Jeg har ellers haft matematik én gang i dag allerede, sagde han med et grin.
John havde set nogle brændetårne og spurgte, om de også solgte brænde.
– Ja, og jeg flækker selv det hele, sagde han uden helt at kunne skjule stoltheden i stemmen.
WHAT, sagde jeg – du er da godt nok sej!
– Vi har en flækker, men den bruger jeg kun til det træ med mange knaster i, som jeg ikke kan klare med øksen.

Jeg stod bare med åben mund.
– Man må jo arbejde for lønnen, sagde han.
Så var jeg lige pludselig endnu mere glad end jeg var i forvejen.

Gårdbutikker (1)

Her ses en del af resultatet af hans anstrengelser – mon ikke I er lige så imponerede, som John og jeg blev?

Den tredje ting? At vi så en musvåge stå stille i luften lige ved siden af vejen og muse. Den fløj ikke væk, selv om vi standsede bilen, men jeg ville ikke forsøge at tage billeder, for jeg ville ikke skræmme den. Den var ikke 20 meter væk og svævede længe omkring tæt på os. Det var stort.

11. april 2021

Et resultat af dårligt vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

NU er jeg simpelthen træt af sne, slud, regn, kulde og blæst! Det er 11. april, og jeg går stadig og venter på både bedre vejr og en invitation til tidsbestilling til vaccination. Det skulle være nu, og Ditte har da også fået sin. Jeg er lidt yngre end hende … måske derfor? Og hun bor i Region Hovedstaden, mens jeg bor i Region Sjælland. Har det noget at sige?
Det kan i hvert fald kun gå for langsomt, kan det.
Det kan det sådan set også med at få bedre vejr. Jeg tænder stearinlys om natten i drivhuset, og selv om det ser hyggeligt nok ud, når jeg kigger ud til det fra køkkenvinduet, så var jeg det så afgjort helst foruden!
Jeg venter med længsel på at kunne tage til Gartneri Toftegaard for at erhverve mig årets chili og hvad der ellers skal købes til drivhuset. De har åbent nu, men det går da helt galt, hvis jeg kaster mig ud i at udsætte de arme planter for disse for årstiden nærmest arktiske temperaturer.
Jeg sagde til John, at jeg ville derop så hurtigt som muligt efter åbning for at have frit slag blandt det store udvalg. Eneste trøst er, at der formentlig heller ikke er andre, der kan fylde drivhusene op, så det går vel. Det er værre med min tålmodighed – den har det ikke for godt.
Er der i øvrigt nogen af jer, der har erfaring med auberginer? Jeg havde tænkt mig at prøve, men det lyder godt nok som en lidt besværlig plante at have at gøre med. Er melon nemmere at få til at fungere? Men frugterne skal vist helst hænge i net … så hvad skal jeg fylde i den sjette kapillærkasse, jeg lige har købt?
Jeg har planlagt tre kasser med hver to tomatplanter plus en murerbalje med to og endelig et par potter, som jeg nok skal finde lidt overskudsplads til. To kasser med hver to chili, en murerbalje med agurk (én plante er rigeligt), en stor potte til basilikum’busken’ og en ditto til den ananaskirsebær, som jeg dog har mistanke om afgik ved døden i løbet af vinteren.
Nå. Jeg finder vel ud af hvad jeg vil have, inden jeg drager afsted til Toftegaard … det lader jo til, at jeg har masser af tid …

Blå små-restetaske (4)Beige små-restetaskeRosa små-restettaske

I mangel af bedre beskæftigelse er jeg gået taskeamok. Først den blå, som jeg blev så begejstret for, at jeg absolut måtte sy en til. Og yderligere en.
Den blå blev den pæneste, synes jeg, så den beholder jeg selv, men hvis nogen synes, at en af de to andre er værd at eje, er prisen 250 kroner plus porto. Der er et flødefarvet for i, og der er en indvendig lomme til nøgler eller mobil. Det er irriterende, når disse ting får arbejdet sig ned på bunden af en relativt stor – og fyldt – taske.
Så længe vejret er så elendigt, bliver der nok lavet et par stykker til, mens ildhuen for netop dette design holder. 
Malle fortalte mig om Vicki Knudsens og Johan Olsens podcast Vildt Naturligt, som jeg råhygger mig med, mens jeg producerer tasker, så jeg er ikke kun gået i symode, men også i podcastmode.
Det er en god ting, at man kan blive klogere helt gratis, så at sige, mens man laver noget andet.

9. april 2021

På sæljagt i Hollænderskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags:

Hollænderskoven - gåturDet lyder nok umiddelbart underligt, at vi har været på sæljagt i en skov.
Det er så også en sandhed med modifikationer, men alt har en forklaring.
John havde fået at vide, at der på en bestemt sten ude i fjorden ud for Nysøs Hollænderskoven ofte kan ses en sæl ligge og sole sig, eller hvad sådan en nu gør, når den ligger der.
(Hvis man er interesseret i en meget smuk og varieret vandretur på otte kilometer indeholdende både Præstø, Nysø og Hollænderskoven, så byder DVL ind med en mulighed for det den 15. juni.)
Vi parkerede bilen ikke så langt fra Nysø ved det gule kryds og gik ad grusvejen ned til skoven, gennem den og ud til fjorden, hvor vi med det samme fik øje på stenen. Der er nemlig kun den samme store sten, viste det sig, så der var ikke meget at være i tvivl om, heller ikke selv om der ingen sæl var.
Pyt med det, så har vi en fin motivation til at gå på sæljagt i Hollænderskoven flere gange – den bød nemlig på en positiv overraskelse.
En skov er altid dejlig at gå tur i – bestemt også når træerne endnu ikke er sprunget ud, for udsynet er meget bedre end om sommeren.
Grusvejsstykket var ikke specielt spændende at gå, så vi ville se, om ikke vi kunne gå tilbage ad en anden vej.
Det så ud, som om der gik en sti langs skrænten ud mod vandet. Den var ikke alle steder lige farbar, men turen viste sig at være spændende og med en diversitet, der var imponerende for så lille et område. Man fornemmede ikke, at man gik tæt på en mark, for skrænten var flere meter høj. Derfor kan man heller ikke komme til med maskiner, så hvad der falder, får lov at ligge til det forsvinder ad naturlig vej, hvilket som bekendt ikke lige sker fra det ene år til det næste.
Her havde naturen selv lavet insekthoteller i massevis – de lå på stribe så tæt som langs Miamis kystlinje – bare en hel del mere tiltrækkende. På alle måder …

P1050687

Tænk, at vi har så pragtfuld en gåtur så tæt på vores hjem! Det er typisk: Det man kender mindst, er sommetider det, der ligger tættest på. Vi har kun fem kilometer til udgangspunktet på det indsatte kort, men det bliver nok alligevel sådan, at vi tager bilen, for man kan ikke cykle på den meget naturlige sti – som det vist tydeligt fremgår af billedet herover. Mange steder skulle man over eller under et eller andet cykeluvenligt.

P1050692

Herover barken fra et for længst afdødt træ. John mente, at nogen havde fået ideen til butterdej herfra …

P1050682

Herover et af de mange insekthoteller. Tøndersvampene – af nogle kendt som fyrsvamp – hørte til de store af slagsen.

P1050693

Vi så dansk arum (også kaldet dansk ingefær) overalt, så turen bliver (også) flot at gå, når de senere på året står med deres karakteristiske røde bær.
I går var det skønt at gå tur … i dag har det været gråt og det blæser koldt. Igen.
Læg venligst mærke til, at i går og i dag blev skrevet i to ord. Det er forholdsled. Vi gik ikke påstien iskoven …

5. april 2021

Det er noget rod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , , ,

Den, der laver vejret hernede ved Den Stråtækte, har set forkert i kalenderen – eller også er det bare klassisk aprilsvejr. Det ene øjeblik skinner solen; det næste er det så tæt en snestorm, at sigtbarheden falder til ikke ret meget. Vi kunne ikke se fjorden, som ligger under 100 meter fra huset.
Jeg var ude for at plukke ramsløg i morges, for jeg regner med, at de er helt perfekte lige nu.
Det var de også, men det var vejret ikke. Vi tog afsted i smukt solskin – dog kun sølle 2,5°, så der er stadig kigget forkert i kalenderen – og jeg nåede lige netop at plukke den mængde jeg ville have, inden det blev snestorm.
Det har det nu været fire gange i dag; den ene helt forrygende, de tre lidt mindre forrygende, og lige nu sner det mens solen skinner, hvilket den i øvrigt gjorde bare et par minutter efter hvert snefald. Det er noget rod, men som sagt: aprilsvejr i højeste potens.

Snestorm femte april 2021 (2)

Det roder også i systuen. Mit syflip var åbenbart ikke helt overstået, for jeg fik lyst til at sy en indkøbspose af nogle af de bittesmå rester, som jeg (også) gemmer.
Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg gemmer så små stofstykker, men i dag gav jeg selv svaret på det: De kan nemlig bruges på denne måde: Først skæres stofferne i 5,5 cm bredde, dernæst i stykker på mellem 6 og 15 cm. Her har jeg brugt 25 forskellige stoffer, som sys sammen, først den ene vej og så den anden vej, og så har man to stykker ‘stof’ på et tidspunkt.

P1050635P1050636

Det lignede virkelig noget rod i starten, men efterhånden kom der orden i kaos. Det er sjovt, at den slags roderi kan ende med at ligne noget, der hele tiden har været planlagt til at se ud som det kom til i form af de to stykker, som nu bare skal quiltes på pladevat og sys sammen. Så skal der sys for – med lomme, selvfølgelig – til sidst en hank eller to.
Hmmm. Sagde jeg ‘bare’?

P1050667

Giv dig selv 100 procent
Den bliver ikke færdig i dag, men forhåbentlig i morgen. Det tog lang tid at skære og sy alle de stykker sammen.
Ud fra det, jeg har brugt i dag, vil jeg tro, jeg har smårester nok til omkring 10 tasker til i forskellige farver, stadig tone-i-tone, efter samme princip som denne, men så mangler jeg pladevat … det er godt, at Stof & Stil har åbent igen.
Vi skal også en tur i Bauhaus, hvor vi skal kigge på røgflis, som vi John er løbet tør for, så jeg tror jeg vil lokke ham til at køre en tur til Roskilde i morgen.

Det er april, og jeg burde befinde mig ude i haven det meste af dagen, men det har jeg sjovt nok ikke særlig meget lyst til. Vejret fremkalder så sandelig ikke de store smil, men måske kan det lille billede til højre fremkalde et lille et af slagsen.

3. april 2021

Man skal ikke altid ignorere opkald fra ukendte numre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: ,

Johns telefon ringede. Det var ikke et nummer han havde i sine kontakter, så han valgte at ignorere opkaldet.
Jeg spurgte, om det var et af de mange engelske opkald han har fået de seneste måneder, og som han blokerer efterhånden som de indløber, hvilket heldigvis har hjulpet på antallet af opkald, som dermed er faldet fra et par stykker om dagen til mindre end et om ugen, men hvordan han overhovedet er havnet på en eller anden engelsk spammerliste, ved vi ikke.
Dette var dog fra et dansk nummer, så jeg sagde, at det ikke altid var en god ide at ignorere danske opkald, og skulle det vise sig at være en sælger, kunne han bare sige farvel og tak.
Han ringede derfor tilbage, hvilket viste sig at være heldigt, for det var vaccinationscentret, der ville høre om han kunne komme i morgen i stedet for på mandag.
Det kunne han naturligvis godt.  Jeg har flere gange været ude for, at ukendte numre ikke nødvendigvis behøver at være sælgere, men reelle opkald, så jeg ignorerer aldrig opkald fra danske numre; kun udenlandske. Men jeg blokerer nummeret, hvis det viser sig at være en sælger, så vedkommende ikke kan prøve igen. Og jo, jeg kender til Robinsonlisten …

The gear bag - eller bare en toilettaske (2)The gear bag - eller bare en toilettaske (3)The gear bag - eller bare en toilettaske (1)

KameraposeJeg har lige haft et af mine syflip. Først en Double Zip Gear Bag, som den hed i opskriften. Den er god som toilettaske med sine to udvendige lyslåslommer og tre indvendige lommer.
Som om jeg ikke havde toilettasker nok, men jeg syntes, at denne så så flot ud, at jeg var nødt til at prøve om jeg kunne finde ud af at sy den.
Det kunne jeg, men det var lidt svært både at gennemskue sybeskrivelsen og at styre de mange og tykke lag, hvilket gik hårdt ud over fingrene, når man skulle holde dem sammen, så ikke symaskinen gik på afveje.
Den kunne være pænere, når man går den efter i sømmene, tøhø, men gør man ikke det og tager de lettere overbærende øjne på, er den fin nok.
I stedet for at quilte efter de opgivne mål, quiltede jeg bare hele fat quarters, hvorved jeg fik stof tilovers, som blev til en ny kamerataske til det lille Lumix. Tasken havde længe trængt til udskiftning, og jeg har det bedst med, at kameraet ligger beskyttet i min særdeles indholdsrige dametaske – og ikke mindst, at jeg kan have det om halsen i stedet for i hænderne, når vi går tur.

Strikke- eller sytaske med rumdelere

Endelig blev det i dag til en strikke-/sytaske (Patchwork-oasens eget mønster – fed butik, i øvrigt!), som jeg faldt for, da jeg så den på Pinterest. Mønsteret blev bestilt sammen med nogle af mellemlægsmaterialerne, der gør den stabil og uslatten. Den var nem og sjov at sy, men er desværre for lille – strikketøjet kan kun være sokker, babytøj eller karklude og ikke rigtig nogle af de bare lidt større ting jeg har gang i. Ideen og designet er dog god nok, og det er ikke svært at opskalere mønstret, men først skal der vist lige være en lille symaskinepause.

1. april 2021

En god afslutning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:29
Tags: , , , ,

Marts sluttede på bedste vis.
Malle kom en tur, for vi skulle tale garn. Hun havde spurgt efter hvad jeg kunne anbefale til et bestemt formål, og jeg havde da også et bud eller to, men det er svært, når man kun får det beskrevet med ord, så jeg inviterede hende ned for at mærke garnerne og for at både se og prøve mine resultater med dem.
Sikke da et brag af et vejr, vi havde. Ikke Danmarks varmerekord for i går, men tæt på, og det var lige før der var for varmt at sidde oppe i shelteret og vise vores kridhvide ben og arme frem. Lige før. Vi holdt skam ud. Høj, klar og meget blå himmel uden en eneste hvid plet. Vi sad deroppe næsten fra hun kom til hun kørte igen – dog gik vi indenfor, da der skulle laves aftensmad, for kl 17 kunne vi godt mærke, at det trods alt ikke var sommer endnu.

P1050627

Jeg har omplantet de fleste af de forspirede planter til større potter og sat dem i drivhuset. Nogle af dem ser lidt hængemulede ud og brokker sig over de ændrede forhold, men jeg håber de alle beslutter sig for at fortsætte med at leve, selv om det er for tidligt for dem at forlade fødestuen og fortsætte i vuggestue og børnehave.
De kan bare lade være med at vokse så hurtigt og dermed blive alt for ranglede. Det ses tydeligt på billederne herunder, hvor lange og tyndstænglede de var blevet, og nogle få af dem knækkede da også, da jeg håndterede dem … det håber jeg, at de formår at overvinde. De blev i hvert fald ikke kasseret af den grund.

P1050625P1050626

I aftes oplevede jeg lidt af et særsyn: Min ellers ikke længere særlig spændstige mand fik et nærmest fjedrende islæt over sin gang. Det var måske mere mentalt end rent fysisk, men det var tydeligt for mig at mærke den forskel, det gjorde for ham at få det længe ventede tilbud om vaccination. Han var SÅ glad. Vi måtte sidde i tidsbestillingskøen i omkring 30 minutter, men kl. 21 var vi kommet igennem og havde fået bestilt de to tider til ham. Den første på mandag, 2. påskedag, og den anden den 27. april.
Vi valgte Slagelse, selv om det ligger længere væk end Næstved, men ligger byen nærmere, lå stikket længere væk, så at sige, for her kunne han ikke få første stik før den 12. april. Som jeg før har sagt, så kørte vi gerne til Skagen, hvis det kunne betyde, at vi hurtigere fik vores vaccinationer, så valget mellem Næstved og Slagelse var ikke spor svært.
Det vil altså sige, at planen holder, hvilket vi håber på, den også gør for mig således, at jeg får tilbuddet om en uges tid.
Så mangler vi bare at kunne tage til England.
Egentlig tror jeg ikke vi bliver nægtet adgang, for Danmark er ikke rødlistet af UK, men vi skal i karantæne i ti dage og have booket to test hver, inden vi kommer derover. Ingen steder skriver de noget om, om reglerne er anderledes, hvis man er vaccineret, så vi venter lidt endnu med at planlægge afrejsedatoen.

29. marts 2021

Fra Skagen til Gedser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

Vi kørte en tur i dag. Ikke helt fra Skagen til Gedser, men halvdelen, tøhø, nemlig til Gedser.
Jeg så en flok trækkende gravænder over fjorden i morges og kom i tanke om, at det da vist måtte være cirka nu, der er de store edderfugletræk ved Gedser Odde. John tjekkede DOFbasen, og ganske rigtigt: Der er mange for tiden – alene i dag er der observeret over 5000 edderfugle.
Så mange så vi ikke, men vi var der heller ikke mere end en times tid, for det var hammerkoldt! Vi så fem flokke – vel omkring et par hundrede edderfugle. Rovfugle så vi også en del af, og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Gedser Odde

Danmarks sydligste punkt – beliggenhed 54°33’32’’, hvis man skulle være interesseret. DOFs fuglestation ligger helt ude ved spidsen … Gedser Odde skulle være Danmarks bedste sted, hvis man vil se trækkende edderfugle, og det var lige det vi ville.

Gedser OddeP1050616

Billedet med de røde prikker viser hvordan havvindmøllerne dernede er placeret. De sorte streger er fuglenes trækruter. Det var lidt interessant at se, hvordan de fleste flyver pænt lige netop udenom, mens nogle vælger en mere direkte, men nok også mere ‘spændende’ rute mellem vindmøllerne. Det er måske med fugle som med mennesker: Der findes både blærerøve og vovehalse, mens nogle bare tror de er udødelige.

Gedser Odde - edderfugleP1050619

Det var træk som disse, vi så fem af. Vi regner med, at der er flest (og større) træk tidligt om morgenen, men det er relativt urealistisk, at vi skulle kunne befinde os på Gedser Odde ved syvtiden!
Ude i vandet befinder der sig nogle store beton’hjul’, vi ikke kunne regne ud hvad havde været. I dag fungerer de som rasteplads for edder- og andre fugle.
Det var måske ikke en verdensomvæltende begivenhed, denne dagens tur, men i disse tider er næsten alting bedre end ingenting.
Vi kørte direkte hjem igen, da vi havde set nok på fugle, for det var på ingen måde vejr til hyggeophold i det fri.
Men vi fik set edderfugle! Og vi fik en frokost uden for hjemmets fire vægge. Alt tæller!

Gedser Odde - edderfugle

I går talte jeg 1½ time med Charlotte. John kan ikke forstå, at vi kan snakke i så lang tid, når ingen af os oplever ret meget, men det er overhovedet ikke noget problem, og det er dejligt at komme så vidt omkring som vi gør. Tænk hvis det havde været dengang, man skulle betale en formue for at ringe til udlandet.
Da hun flyttede til England, var der ikke noget der hed mobiltelefoni for folket, men man kunne købe en slags taletidskort til fastnettelefoner, hvorved man sparede rigtig mange penge. Den mulighed var vi virkelig glade for, og vi har i alle 24 år talt sammen i en times tid ad gangen. I øvrigt er det stadig langt dyrere at ringe mellem mobiltelefoner, hvorfor jeg altid ringer op til deres fastnettelefon. Fra min mobil …
‘Kortene’ findes stadig, har jeg lige fundet ud af. Jeg købte altid Global Ones, for de var billigst til England. Dette var vigtigt at undersøge, for der var forskellige priser, afhængigt af hvortil man havde brug for at ringe.
Og ja, jeg ved godt, at vi kan ringe gratis via internettet, men vi har vel alle vores præferencer …

28. marts 2021

Lidt ‘local warming’ ville være så fint

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:07
Tags: ,

Jeg har ingen intentioner om at kaste mig ud i en diskussion om global opvarmning, men rent egoistisk og rent lokalt ville jeg meget gerne have lidt mere opvarmning end tilfældet er, så jeg kan så mine nyetablerede højbede til og begynde at plante de forspirede planter ud i drivhuset, for de er ved at gå helt amok oppe i vindueskarmen. De står nok lidt for varmt, men jeg har ingen steder med den ideelle temperatur for dem, desværre. Det varer kun et par dage, så bliver jeg vist nødt til at løbe risikoen og satse på, at der ikke kommer mere nattefrost, og hvis der trues med det, må jeg sætte et par stearinlys i drivhuset. Det har jeg gjort før med held – det lille fif kan lige netop holde temperaturen en grad eller to over udetemperaturen, hvilket forhåbentlig er tilstrækkeligt – vi får vel næppe sibiriske temperaturer på denne tid af året.
Nu tegnede det ellers lige så godt med forårets indtog, og så kommer meteorologerne og lover os en hundekold påske. Det er ikke godt – heller ikke for dem, der havde håbet på lidt mere venlige vinde, så man kunne afholde udendørs påskearrangementer uden at skulle trække i tøj, der kan klare en arktisk vinter.

P1050594P1050595a

Søren var her i går. Han havde spurgt John om han kunne få lidt hjælp til at reparere et foderbræt, der ikke havde det så godt mere.
Det ville John gerne hjælpe med, og jeg ville godt lave en lammekølle til aftensmad – det smager da altid bare lidt af påskekomsammen …
De to herrer tilbragte en del af eftermiddagen i garagen, hvor der, i stedet for en reparation, blev bygget et helt nyt foderbræt.
John elsker at lave sådan noget, og Søren havde sjovt nok ikke spor imod at komme hjem med et nyt frem for et repareret gammelt.
Det blev halvstort – det er lige før, han kan fodre rovfugle i det, men det tror jeg ikke han er interesseret i.
Det var så fint, at jeg tillod mig at spørge, om ikke det også skulle tækkes med strå for at gøre det 100 % blæret, men det skulle det ikke. Det skal i stedet have en eller anden form for afdækning oppe på tagrygningen, så der ikke trænger vand ind i bræddeenderne og ødelægger træet. Egnet materiale til dette havde Søren derhjemme, så han udfører selv den sidste finish på huset.
Så spurgte jeg, om ikke de havde glemt at bygge en terrasse, for det var da et gevaldigt udhæng, de havde lavet.
Det var her jeg kunne fornemme, at de vist helst så, jeg gik ind og lavede maden færdig. Det sagde de ikke direkte – bare at de sådan set var færdige med byggeriet, og om maden mon også var ved at være det, for de var efterhånden ved at være sultne …
Lammekøllen havde ligget i sous viden i 36 rimer og var smørmør. Meget, meget lækker var den, og de 36 timer var vist mere end rigeligt. I min sous vide-vejledning står der oven i købet, at den skulle have haft 48 timer, hvilket jeg ikke forstår, da selv det sejeste oksekød ikke skal have mere end 18-24 timer. Er der en sous vide-ekspert til stede, der kan forklare mig hvorfor lam så anbefales det dobbelte? Jeg vil tro, at 24 timer havde været nok, hvilket jeg har tænkt mig at efterprøve næste gang.

25. marts 2021

Jeg VIDSTE det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:53
Tags: ,

Min pc har været syg i flere måneder. Coronavirus, måske? Den er ni år gammel, så den har nok aftjent sin værnepligt. Den crasher helt umotiveret og skal derefter startes i DOS-mode, lige som når man har foretaget en hård nedlukning, og der kommer nogle ‘sjove’ fejlmeddelelser ved opstart, så jeg indså for et stykke tid siden, at der nok ikke er nogen vej udenom at købe en ny.

Jeg hader at skulle have ny pc. Jeg VED bare, at jeg løber ind i problemer, for jeg kan godt mærke, at det er otte år siden, jeg havde tæt samarbejde med en it-afdeling.
Backuppen er i orden – siden den gamle begyndte at opføre sig underligt, har jeg ofte sikkerhedskopieret alle billeder og dokumenter – af sidstnævnte ligger mange på OneDrive, fordi jeg bl.a. vil kunne tilgå mad-, bage- og strikkeopskrifter, når jeg er i England og bruger enten min rejse-pc eller min iPad.
I forgårs købte jeg en lækker sag; med 15”-skærm, 8GB RAM og SSD-harddisk. Ikke en ‘basic’ udgave, men en ‘home’, som er for sådan nogle som mig, der ikke spiller (eller udvikler) grafiktunge spil eller er professionel billedbehandler.
Konfigurering og installering af mailprogrammet kørte på skinner – overraskende nok, for jeg plejer at bøvle med porte og lignende finurligheder.
Office 2019 er købt og installeret. Ikke Office 365, som man ikke kan købe, men kun abonnere på for 500 kroner om året, hvilket jeg synes er bondefangeri og derfor på ingen måde ønsker at supportere. Office 2019 koster 380 kroner én gang og det har jeg resten af livet. Windows Live Writer er erstattet af Open Live Writer, men det gik fint med at få fat i det, og dagens indlæg er skrevet i OLW. Jeg var overrasket over så smertefrit det hele gik.

Men så nåede jeg til OneDrive.
Jeg opgraderede til 100GB, hvilket koster en tier om måneden – det vælter ikke budgettet, og jeg vidste, at alle mine dokumenter var tæt på at nå den gratis 5GB-grænse.
Det kan den nye pc så bare ikke finde ud af. OneDrive online siger, at jeg har brugt 1,65GB af 110 tilgængelige (hvorfor ikke 100? Og kun 1,65? Jeg har jo de 5, som den siger jeg har brugt op), men pc’en selv siger, at OneDrive ikke har mere lagerplads, og at jeg skal slette filer for at kunne fortsætte. Problemet er dobbelt, fordi hvis jeg sletter filer i OneDrive, bliver de permanent slettet (godt jeg har backuppen!), også fra harddisken på den gamle pc, opdagede jeg. Mig ikke forstå. Mig overHOvedet ikke forstå.
Fordi der er det påståede overload-problem, kan jeg ikke få lov at vælge filer fra, som ikke skal synkroniseres, og jeg vil ikke have synkroniseret mine billeder.
Så skulle jeg bare kunne gemme dem i et bibliotek, som ikke lægger sig under OneDrive, men det får jeg heller ikke lov til. Lige så snart jeg gemmer en mappe ligegyldigt hvor, tvinger pc’en indholdet i mappen til at blive synkroniseret. Hvilket den så brokker sig over, at den ikke kan …
Free Wood Chop Cliparts, Download Free Clip Art, Free Clip Art on Clipart  LibraryDet er skruen uden ende, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg kan (måske. Hvem ved med alt dette bøvl?) – helt disable OneDrive, men der er altså en del dokumenter, jeg gerne vil have med mig rundt.

Den slags gør mig vildt frustreret. Og irritabel. Jeg kom vist til at vrisse så meget af stakkels uskyldige John, at han fortrak udendørs og fik savet alle kragetræerne op til brænde, mens jeg bandede og skumlede.
Er der en OneDrive ekspert til stede? Jeg giver en middag til den, der kommer og løser mit problem.

22. marts 2021

Sjældent har jeg slået så hårdt – eller Bedstemor med slaw i, version 2.0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:56
Tags: ,

Det var helt ærgerligt, at jeg ikke havde nogle flere frustrationer, jeg skulle af med, for der bød sig en glimrende lejlighed i formiddags, da tæppet under siddegruppen skulle bankes.
Kender I kortspillet Bedstemor med slaw i? Det er oftest det første kortspil, man lærer sine børn, for det gælder i al sin enkelthed om at være den første der opdager, at der bliver smidt to kort med samme værdi. Jeg ved ikke helt, hvorfor det lige er bedstemor, der lægger titel til her, men der kan også være slaw i sådan nogle på andre måder.
For eksempel ved en omgang rigtig god, gammeldags tæppebankning – mon det er almindeligt at gøre i dag? Sender man dem i stedet til rens? Eller lægger man dem udenfor og forsøger at rense dem selv?
Jeg elskede at banke tæpper, da jeg var barn. Jeg syntes det var sjovt at se, hvor meget det kunne støve, når man stod der og tævede løs.
Da tæppebankeren gik i stykker, brugte mor bare en spadserestok i stedet for. Den virkede glimrende, og da jeg har min fars og min farmors fine gamle bambusstokke stående i entreen, var det oplagt at forsøge sig med dem, for jeg er ikke den lykkelige ejer af en tæppebanker.
De er ellers pæne, nogle af dem … de fås i en del udgaver, hvoraf nogle ser okay ud, mens andre ser ud til at kunne gå i stykker, selv om man bare satte et lille barn til at banke på et viskestykke med dem.

 P1050591

Stokken er måske i virkeligheden det bedste redskab, for den kan virkelig slå til!
Ved fælles hjælp anbragte vi tæppet over en af skinnerne til garageporten, hvorefter jeg gik til den med en, synes jeg selv, beundringsværdig entusiasme. John holdt god afstand til mig, for han var ikke i tvivl om effekten af mine stokkeslag og var ikke interesseret i at blive involveret i den omgang prygl.
Og … selv om jeg engang syntes, det var sjovt at se de mængder af støv, der kunne være i tæpperne, var jeg nu ganske godt tilfreds med, at vores tæppe i dag ikke indeholdt de samme mængder, men jeg håbede dog alligevel ikke, at nogen af naboerne så det, for støvet var det, ingen tvivl om det

Drivhuset fylder snart et år

Der er heller ingen tvivl om, at jeg har fået coronakuller, når jeg ligefrem får lyst til at foretage en gang forårsrengøring.
Heldigvis gik det relativt hurtigt over igen … lige om lidt vil jeg bevæge mig ud i drivhuset og tørre hylderne af, så alle mine spirende planter kan få lidt mere plads at gøre godt med. I samarbejde med John skal kapillærkasserne også bakses på plads, så de er klar til at få lagt plantesække på.
Jeg kunne godt finde på at skrotte siddepladserne til fordel for plads til at have flere planter. Vi sidder der alligevel aldrig, fordi det bliver for varmt; det er mest anbragt fordi det ser hyggeligt ud, men det giver for meget spildplads.

17. marts 2021

Pensionistvisen, vers 371

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:43
Tags: , ,

Vi er vist efterhånden alle trætte af coronapesten.
Vi er vist også efterhånden trætte af dagligt at høre eller læse om, at vi er trætte af coronapesten.
Livet leves stort set som i Pensionistvisen. Livet føles som Pensionistvisen!
Dagene ligner hinanden en hel del.
I dag har jeg studeret Gartneri Toftegaards hjemmeside for at finde ud af, hvad jeg skal købe af chili og tomat til drivhuset. De åbner ikke før 8. april …
Jeg har også købt nogle nødvendige materialer til syning af tasker, punge og diverse organizers. Ikke stoffer, for dem har jeg tonsvis af, men fyldstoffer, så tingene får lidt stivhed og substans.
Dagene har, trods ensartetheden, også lidt fyldstoffer indimellem:
Jeg har blandet jorden til højbedene og fyldt den i.
Jeg har sat omkring 100 montbretialøg.
Jeg har strikket Two Harbors Poncho til Anna.

Two Harbours Poncho

Jeg faldt tilfældigt over et billede af den, tænkte, at det da vist lige var en Anna-model, sendte det til hende og spurgte om det var noget jeg måtte strikke til hende.
Svaret kom næsten prompte i form af et stort JA TAK! Så havde jeg set rigtigt, og opskriften blev fluks bestilt. Farveønsket var en mere blå end modellen og mindre kontrast mellem krave og bul.
Jeg håber farverne er ramt rigtigt … før første gang købte jeg via internettet garn, jeg ikke kendte, og så er det svært at vide, om farven er gengivet korrekt. De kaldte den ‘jeansblå’, hvorfor jeg havde forventet en mere dæmpetblå farve, men jeg håber, at Anna kan acceptere den.
Den ser fuldstændig forkert ud i proportionerne, men den overholder alle angivne mål, og pigen ser da vældig sød ud med den på, ikke sandt? Det vil den spinkle Anna så nok også gøre.
Jeg er så stor en egoist, at jeg ikke sender den til hende, men vil selv overrække den, når vi engang får lov at tage derover.
Det er spændende, hvornår man vil åbne grænser i de forskellige lande. Ifølge den senest opdaterede vaccinationsplan har John fået sidste stik i den første uge af maj og jeg i den anden uge af maj. Det er faktisk ikke ændret, selv om vaccinationskalenderen er ændret flere gange.
Men ét er, hvornår vi er klar. Noget andet er, hvornår de enkelte lande er det. Jeg håber meget, at de vil åbne for vaccinerede personer, men holddaop, hvor er antivaxxerne imod det. Sikke de dog kan råbe “diskrimination!!!”, både her og i England – og sikkert også andre steder.
Ja, det er diskrimination. Å hva’ så? Det er et valg, I har truffet, og hvorfor skulle det ikke have konsekvenser? Sådan må det være. Hvis ikke I vil vaccineres, må I om bag i køen.
(Hvorfor har man mon i øvrigt besluttet, at antivaxxere skal staves med to x’r, når vaccine staves med to c’er?)

Til sidst en bemærkning, jeg hørte i tv forleden, og som gav mig dagens grin:
Når man ikke overholder reglerne, er det et klart brud på de regler, der gælder.

15. marts 2021

Projekt højbede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: ,

Det er da et værre aprilsvejr, og det er ikke engang april. Det ene øjeblik skinner solen fra en overvejende blå himmel, og det næste regner det ned fra en tung og blygrå ditto, men ikke mere end 5-10 minutter, så er det solskinsvejr igen. 
Jeg får næsten mere motion af at gå ind og ud, end jeg får af selve havearbejdet.
Det er endnu for koldt at vente på tørvejr i shelteret; jeg er nødt til at arbejde for at holde varmen, men er dog ikke voldsomt utilfreds med, at kulden holder fast, for vintergækker, dorthealiljer og krokus blomstrer meget længere, end de ville have gjort, hvis foråret havde sat ind med et brag af varme.
Tulipanerne og påskeliljerne er til gengæld længere om at komme ordentligt i vækst, men lad os da bare få trukket sæsonen lidt i langdrag – det varer jo noget tid endnu, inden alle sommerblomsterne kommer.

P1050587

Fjorden elsker jeg uanset vejret. Den kan være stille eller dramatisk – det er ligegyldigt, for den er altid dejlig at kigge på.

Jeg nævnte for nogle dage siden, at jeg overvejede højbede bag shelteret.
Jeg fandt nogle flotte i cortenstål, men sommetider er det godt at sove på det inden beslutning.
Tænk, at jeg skulle sige det …
Men altså … jeg indså, at ingen andre end os selv ser de højbede, så det er faktisk lidt fjollet at ofre flere tusinde kroner på dem.
Dernæst har rigtige højbede ingen bund, og alligevel er disse meget tunge. Altså er det voldsomt arbejdskrævende at fortryde placeringen af dem.
Eftersom det er et forsøg, købte jeg i stedet nogle store, rektangulære murerbaljer og en masse plantesække. Jeg havde, fra efterårets etablering af montbretiabed, syv sække kompostjord, som jeg kan blande med plantesækkenes indhold – skulle der mon ikke komme noget brugbar jord ud af det? Det tror jeg på, indtil det modsatte er bevist.
John er i fuld sving med at klargøre baljerne til mig. Han har boret drænhuller og er nu ved at skrue lægter under dem, så de dræn også kan virke efter hensigten, samt få løftet baljen bare en smule mere op til en mere arbejdsvenlig højde.

"Højbede" - forsøg med murerbaljer

Det bliver – hvis forsøget altså lykkes – stadig en af Danmarks mindste køkkenhaver, men det er okay. Foreløbig er der købt pluksalat, ærter, gulerødder og squash. Sidstnævnte har jeg prøvet flere gange med forskellige vækstforhold, men uden større succes. Hvis dette her heller ikke lykkes, er squash skrottet hos mig for fremtiden.
Jeg skulle have købt flere baljer, for det er der plads til, men nu bruger jeg 2021 til at se, om det overhovedet kan lade sig gøre at få noget til at gro i det hjørne.
Og til jer, der har hørt, at murerbaljer er giftige: Ideen fik jeg af en havekonsulent, og jeg går ud fra, at en sådan ved noget om den slags.
Da jeg gravede i sagen, viser det sig, at baljerne ikke gør mine grønsager giftige; det er bortskaffelsen, der kan udgøre et problem, og hvis det er sådan det er, så må man forbyde produktion (eller import) af dem. Disse her er fremstillet, så bortskaffelsesproblemet er der allerede, hvad enten jeg eller en murer køber dem, og så kan jeg lige så godt få lidt glæde af dem i mellemtiden.

12. marts 2021

Skrædder, strikker og svineavler …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: , ,

At Charlotte blev skrædder, forbavsede mig ikke – hun har syet tøj og kostumer siden hun var 11 år, i hvilken alder hun syede sin første krinoline, hvor hun brugte bambus fra haven og lagener fra mors skab, så den fremtid lå næsten i kortene.
At hun ville lære at strikke i en alder af 43 år, kom i høj grad bag på mig.
At hun ville til at have en mindre svinefarm var faktisk mindre overraskende end det med strikkeriet.
De havde talt om det et stykke tid, og de har pladsen til det, fordi de købte marken bag deres hus for at være sikre på, at der ikke kom nogen og byggede en stald, der kunne tage deres fine udsigt. Marken er på omkring tre tønder land, så der er rigelig plads til et par svin.
Høns og nogle ænder står også på listen over kommende husdyr. Høns primært pga. æggene, og ænderne så de kan få nogle ordentlige landænder i stedet for det barnemord, der finder sted for at levere julemaden til Charlotte. De er fine nok i smagen, men vejer kun 1,8 kilo. Vi ved ikke, hvorfor man har valgt denne lille slagtevægt derovre.

The saddlebacks 1The saddlebacks 2

Gad vide hvad det næste bliver …
Jeg foreslog Charlotte, at de anskaffede sig en ko som dem, vi så da vi var i Sønderjylland – Belted Galloway kvæg ville matche deres Saddleback pigs noget så fint. Det mente hun dog ikke ville blive aktuelt, for de havde ikke rigtig lyst til at håndtere store kvæg, som de ikke mente ville være lige så nuttede som grisebasserne – ikke engang som små.
De er meget glade for deres grise, som de har købt af Seb; en knægt på bare 10 år, som allerede er englandskendt for sin svineavl. Ret godt gået, synes jeg.

Der har været ført alvorlige samtaler med Anna og Aubrey inden anskaffelsen af grisene, for lige nu er de meget søde og en kilde til underholdning for hele familien, men det er meningen, at de skal spises. Punktum. Det står ikke til diskussion. De har fået to orner, så de skal slagtes når de er seks måneder, hvilket er ultimo juni. 
Der vil det nok heller ikke være noget problem at sende dem til slagtehuset, for de vil med størst sandsynlighed have mistet enhver form for nuttethed til den tid, og faktisk glæder de sig alle fire til at opleve, hvor stor forskellen er på svinekød og svinekød.
Slagtningen vil foregå på et lille, lokalt slagteri, hvor de kan være sikre på at den gris, de afleverer, også er den, de får tilbage igen i parteret tilstand. Charlotte er spændt på, om hun ved at vise dem en planche over de danske udskæringer vil kunne lokke dem til at skære ud, så de kan lave stegt flæsk med persillesovs. Det kender de ikke i England, og det er umuligt derovre at finde en udskæring, der kan bruges til den danske nationalret, som er en af mine fire englænderes yndlingsretter.
Det er dyrt at producere sit eget kød. ‘Stald’, hegn, fodertrug, halm og ret kostbart foder i første omgang. Og grisene, naturligvis. Dernæst anskaffelse af en større fryser.
Det meste skal dog kun købes én gang, men selv om man kun regner med grise og foder, bliver det stadig ikke billigt. Det er så heller ikke for at spare penge, de gør det, men fordi de holder meget af tanken om at være selvforsynende og af at vide præcist hvad det er de putter i munden.

10. marts 2021

Jeg har flyttet en bigbag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Sikke en herlig forårsdag i dag. Lidt kold, måske, men det opdager man slet ikke, når man skal flytte rundt med indholdet af en bigbag med kompost. 
Guf for bedene – håber jeg … ellers skulle pokker da stå i at have alt det arbejde. Jeg er helt død nu.

P1050576

Vi lagde ud i morges med en meget rød solopgang. Fjorden var ud for vores hus pænt fyldt op med gæs og svaner, der ikke vågnede så tidligt som os.
Dernæst, mens vi indtog morgenmaden, indløb beskeden, at min kompost ville ankomme mellem kl. 8 og kl. 12.
Jeg havde bestilt varmebehandlet, organisk kompostjord, så det skulle gerne kun være mig selv, der leverer ukrudtet, og jeg havde i dagene op til i dag brugt en masse krudt på at rydde ukrudt i dahliabedene ud mod vejen.
Fragtmanden havde kun en palleløfter at arbejde med, så vi kunne ikke få bigbag’en anbragt, hvor vi helst ville, hvorfor vi måtte flytte lidt rundt på skraldespande og trailer for at få plads til den uden at genere naboerne.
Jeg havde nemlig regnet med, at det ville tage mig flere dage at få fordelt indholdet, men det er sket! Vi er færdige! HELT færdige!
Jeg havde nemlig IKKE regnet med, at John ville kunne tage så meget fat, som han gjorde. Han tømte hele baduljen op i trillebøren, så jeg skulle bare fordele, kultivere det lidt ned og rive pænt efter mig.
Bare … skrev jeg virkelig det? Det var sandelig også hårdt arbejde, men for hulan, hvor er både selvtilfredsheden og glorien stor.
Det var ikke alle steder som ved de to endnu helt bare dahliabede, at servicen kunne blive så udsøgt som på billedet – i staudebedene måtte jeg fordele ved at bruge enten en spade eller de bare hænder – jeg skulle jo nødig få slået nogen af de spirende stauder ihjel.

P1050583P1050582

Farveplantemarken har også fået en god portion kompost, så jeg satser på storproduktion af vajd i år. Jeg springer japansk indigo over denne gang; jeg var mere tilfreds med den farve, som vajd gav. Jeg lod 3-4 planter overvintre, således at jeg fra i år bliver selvforsynende med frø. Bare for sjov … det er ikke indkøbet af den pose frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere at kunne det hele selv.

Nu mangler vi bare at få målt op, hvor mange højbede der kan være bag shelteret. Jeg ville så gerne have bare en lillebitte køkkenhave til lidt radiser, salat og den slags ‘hurtigting’, men vi har ingen muligheder for det uden at ødelægge havebilledet, så at sige. Tænk, at jeg skulle nå til at ærgre mig over at have en grund på kun godt 800 m2
Jeg har forsøgt mig bag shelteret, men jorden er dårlig og fyldt med gamle rødder, så det er ikke lykkedes mig at få noget ud af noget som helst, men mon ikke et par højbede skulle kunne klare den sag? Det skal i hvert fald komme an på en prøve, og hvis jeg bestiller inden søndag, får jeg højbedsjord til halv pris. Det bliver så endnu en bigbag, der skal tømmes …
Jeg er vældig god til at sætte os i arbejde, men jeg har ikke tænkt mig at gå ned på haveplaner sådan lige foreløbig.

7. marts 2021

Så sørger jeg da bare selv for det forår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:50
Tags: , ,

Når foråret ikke rigtig vil indfinde sig, må jeg selv sørge for at lege forår.
Jeg indledte forspiringen i dag ved at lave masser af små avispotter og sætte dem i de fantastiske frysetørringsbakker, vi fik lov til at tage, da firmaet indkøbte en ny og større frysetørrer. De er ganske enkelt geniale til formålet: De passer på en prik til 5 x 5 potter, de er nogenlunde pæne at se på, og da de er af aluminium, ruster de aldrig. Jeg tog seks, og jeg bruger dem alle seks hvert år.

P1050569P1050572

Genial er også the potmaker, som jeg vist har nævnt et par gange før. Først ruller man en strimmel avis om toppen; dernæst lukkes den sammen i bunden, som mases godt ned over knoppen, der er vist herover. Derved bliver den lille potte i stand til at holde sammen på sig selv lige til de spæde planter skal i større potter.
Herunder står et hold færdige potter i aluminiumsbakkerne. Til venstre nogle duftgeranier, hvoraf 13 af de 15 stiklinger er godt på vej, så jeg går ikke ned på duftgeranium i år. Heller ikke på duftgeranium …

P1050573

Herunder med jord – og frø. Der er sået vajd, olieplanter, zinnia, scabiosa og blomsterkarse, som alle nu står oppe i det lille kvistvindue, hvor de står optimalt og oven i købet ikke visuelt generer nogen. Det er nemlig spændende for mig, men jeg indrømmer gerne, at det her forspiringshalløj ikke ligefrem pynter i en stue.
P1050575

Herunder frø til spiretest. Er de blevet for gamle? Vil de overhovedet spire? Fx den mørklilla katost og høstanemonen. Ingen af delene har jeg prøvet at så selv, så for ikke at bruge for meget forgæves krudt på det, har jeg lagt frøene på gennemvædede vatrondeller. Hvis ikke der sker noget i løbet af nogle dage, ryger frøene ud. I det lille glas er der lathyrus, hvis frø har en ret hård skal, som derfor med fordel kan blødes op inden såning.
De små, gule pletter er to slags tomater. En Toftegaards Sweet Grape, hvorfra jeg selv har taget frø og en med Charlottes Gardener’s Delight, hvor jeg havde originalfrø tilovers fra sidste år. Hvis alle disse tomater bliver til noget, drukner jeg i tomater, men det gør ikke noget. Sidste år forsøgte jeg mig med semitørre tomater på glas, og de viste sig at smage helt vildt godt i fx salater, så i år vil jeg lave mange flere glas af dem. De svinder i sagens natur meget (mere end de 50 %, betegnelsen antyder), så der går virkelig mange til pr. glas.
Jeg skal, udover de allerede nævnte, også have en Beauty Lottringa bøftomat fra Toftegaard, som viste sig at være umådeligt fuld af smag.
P1050574

Der skal sås flere slags frø, men nu skal jeg snart se Foyle.
Jeg købte en pose med 30 vajdfrø, men der var 50 i, så der bliver rigeligt med farveplanter til både Ditte og mig.
Jeg tog frø fra farve-vau på Bornholm i efteråret, men dem tror jeg, at jeg gemmer indtil videre … jeg tog dem inden jeg fandt ud af, at der vokser masser af vau ude i nærheden af Stevnsfortet.
Naturligvis skal jeg også have chili i drivhuset, men dem lader jeg Gartneri Toftegaard passe, indtil de er store nok til at komme i plantekasserne.

P1050575[8]

Det lader jo desværre til, at foråret og sommeren bliver lige så rejseinaktive som i 2020, så vi må sørge for at holde os beskæftiget på anden vis!

5. marts 2021

Sidste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: ,

Så er der atter gået næsten en uge.
Det fine vejr er vendt tilbage, men det er koldt. Vi så en kvinde sidde næsten uden tøj på på en terrasse, hvilket jeg syntes var en anelse vovet, for med seks plusgrader kommer det næppe op på 20 grader i solen, men hun så ud til at nyde det fine vejr.
Det gjorde vi også et par timer senere, men det var fuldt påklædt og lidt til.
Vi havde besluttet os til at køre til Kegnæs på Als og over Broagerland hjem. Vi har tidligere taget færgen Bitten fra Ballebro til Nordals og kørt rundt oppe på den del af øen, så vi kørte direkte til Kegnæs, dog med to stop undervejs, først på en tankstation for at købe en kopkaf to go og dernæst i en superbrugs for at købe vores foretrukne coronaferiefrokost …

Frokost ved Kegnæs fyr

… som blev indtaget ved Kegnæs fyr, der ligger på militært område. Kystvagten var på vagt … han kan i hvert fald sagtens tage på arbejde uden at risikere at blive smittet. Tænk engang: Mutters alene hele dagen, og hans eneste pligt er at skue rundt en gang imellem – med eller uden brug af den store kikkert. Der stod, at der var tilknyttet fem ansatte, så jeg håber virkelig for dem, at de dermed kun har denne kedelige tjans hver femte dag.

P1050567

Som det tydeligt fremgår, er mit forsmædelige fødselsdagsvejr nu en saga blot, og himlen er flot og klar blå igen.
På vej til Broagerland skulle vi da lige forbi … ja gæt selv … og I har kun ét gæt! Vi var ikke inde. Før det første kan man nok ikke komme ind nogen steder der, og for det andet har vi været der før, men et flot skue er det.
Aarøsund kørte vi ikke til, da vi har et gourmetophold til gode der, som vi tager når restauranterne igen må åbne. Vi har ikke spor lyst til det, som fx Christies i Sdr. Hostrup tilbyder, nemlig et “værelse-gourmetophold”, hvor man må sidde op til fire personer på værelset, hvor man så får serveret (eller selv henter?) gourmetmenuen. Det lyder ikke attraktivt for os, men respekt for at forsøge med dette nye koncept – de er nødt til at være kreative.

Den er da i det mindste tæt ...

På Binderup strand, hvor vores hus ligger, gik vi en tur og kom forbi denne båd. Det er vist længe siden, den har været på vandet, men det kan man roligt gøre, for mændene (okay, også kvinderne …) kunne konstatere, at den i det mindste holder vandet inde, og så kan den vel også holde vand ude …
Det har været en god uge, med selskab af gode venner meget af tiden. De er også det eneste vennepar, vi ser efter landet lukkede ned i december. Mine og Johns søskende og ét par venner – det må siges at være til at overse. Vi går heldigvis bedre tider i møde.
I England må børn – alle børn – og unge – komme i skole igen på mandag, så man er lidt spændt på, hvor store konsekvenserne bliver af det, men de skal jo i gang igen, og de gør det lempeligt med få tiltag ad gangen.
Vi fik den skønneste (fødselsdags)hilsen fra Anna to the best mormor and morfar in the world. Aubrey and I miss you so terribly, terribly much.
Det var lige, så det trak vand.

2. marts 2021

Vejret er smukt – i pletter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Vi takker for de indløbne forslag. I går kørte vi til Kalvø og gik øen rundt – i et aldeles fortræffeligt vejr, med en himmel så høj og klar, at det gjorde godt langt ind i sjælen. Frokosten blev indtaget på en bænk ved værftsmuseet. Den bestod i tre gange tre håndmadder plus et oste-skinke-landgangsbrød fra Superbrugsen i Vonsild – et frokostkoncept, vi har excelleret i i mange år, og dermed også inden coronapesten, så vi har øvet os længe …

KalvøKalvø

Det er forår! Vi har ingen klager over vejret.
Ikke før her til morgen, hvor himmel og hav stod i ét. Det var med andre ord meget, meget tåget, og planen var at køre til Rømø, for når nu vi har bevæget os til Jylland, så skulle Vesterhavet også lige nås.
Vi begav os afsted med håb i sinde og krydsede fingre, men det var tåget. Hele vejen. Meget tåget … Rømødæmingen, hvor jeg elsker sceneriet på begge sider, kunne knap anes hverken fremad eller ud til siderne.
Vi øv’ede lidt, men fandt som trøst en bager, som havde god kaffe og som smurte os fire virkelig gode gurkemejegule sesamboller med hhv. skinke og ost og frikadeller. Kursen gik derefter mod Sønderstrand, hvor der til vores overraskelse var 100 % tågefrit og smukt vejr.

P1050527

Temperaturen var sølle 6 grader, men det var lunt i solen, så vi fandt numsevarmerne frem, satte os på dem og indtog dagens frokost på en bænk med udsigt over Vadehavet.
Da vi kørte tilbage igen var det igen tåget! Også på dæmningen, desværre.

whisky.dkwhisky.dkEn hel væg med miniflasker

Fordi tiden på Rømø blev noget kortere end planlagt, havde vi tid til i dag at besøge whisky.dk, som ligger tæt på sommerhuset. Desværre ikke så tæt, at vi ville kunne gå hjem derfra.
Det var dog et fantastisk sted! Med hundredvis af hver af forskellige slags rom, gin, whisky, cognac … alt hvad hjertet kan begære og leveren skrumpe af – og vi kunne endda få lov at smage på varerne. Vi blev enige om, at med vores fremskredne alder kan vi alligevel nok ikke nå at udvikle en skrumpelever, så vi købte lidt forskellige ‘godter’ til barskabene.
Det gjorde ikke oplevelsen ringere, at vi fik fortalt, forklaret og fremvist sagerne af en rigtig ildsjæl, som vidste alt, hvad der var værd at vide om de forskellige produkter.
Læg mærke til pudsigheden på første billede, at ‘LOWLAND’ er placeret højere enfd ‘HIGHLAND’. Ditte sagde, at det var typisk mig at se den slags med det samme, hvilket jeg nok må give hende ret i.

whisky.dkwhisky.dkwhisky.dk

Et lille kuriosum var de to rombeholdere herunder, som de havde fået fat på på en auktion i England. De kom på auktion nogle år efter 1970, hvor det ikke længere var en pligt for den engelske flåde at sørge for, at mandskabet fik deres daglige romrationer på half an Imperial pint of rum a day, which translates to about ten ounces (godt 2,8 dl).

P1050548P1050547

Dette sidste har sandt at sige ikke specielt meget med den sønderjyske natur at gøre, men ikke desto mindre var det dagens oplevelse på grund af ildsjælen, som kunne fortælle virkelig meget om baggrunden for de produkter, vi enten spurgte til eller han bare havde lyst til at fortælle os om.
Vi kan anbefale et besøg på whisky.dk. Her er spirituelle oplevelser for enhver smag og pengepung.

28. februar 2021

Haves: En uge i sommerhus …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:57
Tags: , ,

Kort efter nytår tænkte jeg, at nu skal der altså snart ske noget! Jeg er garanteret ikke den eneste – alle må være dødtrætte af coronapesten. Nu kan lyset i det mindste skimtes forude, og vi må holde ud i nogen tid endnu. Igenigenigen må jeg huske mig selv på, at John og jeg er hamrende privilegerede. Hvorfor vi er det, har jeg udbredt mig om før og skal spare jer for at gøre det igen … i dette indlæg.
Englænderne må endnu ikke bevæge sig ret langt væk fra hjemmet, og de må ikke leje et sommerhus, som vi har gjort i denne uge. Børnene skal dog i skole på mandag otte dage, og om ikke så længe må de mødes med én anden familie. Udendørs …

P1050522

Så slemt er det ikke i Danmark, så nu må vi lige klare den sidste tid, mens vi venter på vaccinationerne.
Vi har lejet et sommerhus ved Binderup Strand. Det ligger helt ud til vandet – huset altså – billederne er taget fra dets terrasse. Det er lille, men det er så fint, og det smager afgjort af ferie.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, da vi for nylig hørte, hvor galt det står til i Kolding, som nu har landets næsthøjeste incidens. Binderup Strand ligger en snes kilometer syd for Kolding … men pyt med det – vi behøver ikke at køre ind til den by, men holder os syd for hvor vi bor.
Så sommerhus haves – nu ønskes bare godt vejr.

P1050524

Jeg har fødselsdag på onsdag, og både YR og DMI har et stykke tid hævdet, at der bliver fuld sol hele den dag.
“Selvfølgelig”, sagde jeg til John, “hvad ellers?”, men Fru Nemesis trådte straks til og ændrede, så vejret nu bliver mere gråt i det. Hele ugen …

Tage ud at spise på dagen kan vi ikke, så vi har talt om at undersøge mulighederne for takeaway her … uden at skulle til Kolding for at hente det …
Vi får se. John er ikke så vild med takeaway, men det kan han jo sagtens sige, når det ikke er ham, der skal lave mad. Jeg kan dog godt følge ham, når han siger, at han savner alle de dufte, der opstår og fylder huset under tilberedningen af min gode mad. Det, synes han, er en del af forventningens glæde i forbindelse med et måltid, og når man bare skal sætte hele skidtet i en ovn i et kvarter, så når det ikke at ‘vellugte’.
Smiger preller ikke af på mig – faktisk kan man nogle komme langt med det, så det ender nok med, at jeg selv laver noget god mad. Fx confiterede andelår med pommes salardaise og appelsinsalat. Forret: Skaldyrssalat i en avocado/creme fraiche-dressing. Det lyder da okay, gør det ikke?
Den største del af arbejdet har nogen gjort for mig, for andelårene har jeg med i en stor dåse. Kartoflerne kan jeg sætte John til at skrælle.
Det skal nok gå altsammen – vi har ferie, og der sker lidt. Bare lidt …
Er der i øvrigt nogen af jer, der læser dette, der har forslag til naturoplevelser i det sønderjyske? Løjtland er jo meget smukt, men der må også findes andre steder, der er værd at køre efter.

26. februar 2021

Nu kan jeg Gå Med Lethed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , , ,

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Gå Med Lethed (1)Gå Med Lethed (3)

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Ved Fjordkroen 2ved Fjordkroen 1

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

23. februar 2021

Isbjerge på Præstø Fjord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: ,

Nu er de næsten væk igen, men vi har skam haft isbjerge her på fjorden.
Heldigvis har vi ikke plads til, at Titanic kan være her – det er for fladvandet.
Et enkelt skibbrud har der dog været, men det var bare en jolle, der havde revet sig løs i blæsevejret og i et stykke tid har siddet fast i skrueisen.
Jojo, vi føler os nærmest som nordpolsfarere her i Den Stråtækte – det smager altid lidt af rejseliv. Ikke fordi Nordpolen står på vores to see-liste, men i disse tider må man tage hvad man kan få.
Nu kan vi dog se lyset forude. Det kan de også i England, hvor Boris Johnson i går fremlagde en omfattende og detaljeret plan, så vi har et fornyet håb om at kunne se dem igen måske til juni. Det kommer stadig an på meget, men vi krydser alle seks alt, hvad der kan krydses! Det hjælper garanteret!

P1050513

P1050510

Det er simpelthen ligemeget, hvor lille et projekt er … det skal nok finde ud af at gøre sig selv større.
Dette her startede oven i købet med slet ikke at være et projekt …
Først fik jeg min nye opholdsstol af Ditte, hvilket medførte, at vi mente sofabordet skulle være lidt større for at passe i proportionerne.
Det har vi nu hentet, og John har samlet det.
P1050516Det medførte igen, at jeg fik den ide, at det strikkerod, jeg havde på det gamle sofabord, måske med lidt kreativitet kunne minimeres. Problemet er bare, at når jeg strikker, er der visse ting jeg hele tiden bruger, hvorfor det hurtigt vil drive mig til vanvid at skulle rejse mig i tide og utide for at hente de remedier andetsteds fra.
Da jeg luftede ideen for John, så han glad ud.
Han har aldrig kommenteret rodet, men var ikke uenig i, at det ville pynte gevaldigt at få det væk fra bordpladen. Han gav mig derfor en dimsekasse, som han aldrig har brugt. Umiddelbart mente jeg, at den for stor og den var i hvert fald alt for grim til at kunne få en plads i stuen. Den hører hjemme i et værksted.
Men det må der kunne gøres noget ved …

Jeg lod mig inspirere af en ‘kasse’, jeg sidste år syede til at opbevare frø i.
Dimsekassen blev målt, stoffer fundet frem og symaskinen startet.
Efter nogle timer var kassen til kassen færdig, og jeg kunne begynde at indrette mig.
Jeg har lavet lommer i de to smalle ender, så jeg stadig har supernem tilgang til fx hæklenålene til tabte masker, til pindemåleren, en blyant og en lille saks.
I enden ud mod stuen er der en lille hank, så jeg nemt kan trække kassen ud.
Desværre er den for stor til at kunne holde sig stabil og lodret i siderne – det er jo trods alt bare stoffer, den er lavet af, så jeg har sat en temmelig uautoriseret snor i til at holde lidt på formerne. Den ses ikke, når kassen står på sin plads.

P1050517P1050515

Fra at være noget, der fyldte et halvt sofabord, står det nu på hylden nede under og ser ud som om det næsten ikke er der.

21. februar 2021

Syslerier i en monoton tid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:30
Tags: , ,

Det er da bare for meget med den coronafrygt efterhånden … jeg har lige nyst, og pc’en begyndte fluks at køre et antivirusprogram.
Hvad? Var den lidt for plat? Beklager. Jeg skal forsøge at forbedre mig.

I dag har vinduespudseren været her – faktisk er han i gang lige nu. Vinduespudser? På en søndag?
Ja. Men det er fordi vinduespudseren er den mand, jeg har været gift med i næsten en tredjedel århundrede, så spændingen ved det er behersket og kommer ikke ind under betegnelsen små hverdagsbegivenheder i samme grad som skorstensfejerbesøget gjorde.
Til gengæld kan vi igen kigge ud gennem vinduerne … det er slet ikke så tåget, som vi troede …
Jeg har ryddet op i en køkkenskuffe. Én køkkenskuffe. Man skal jo passe på ikke at overanstrenge sig i min alder. Det var dog en stor køkkenskuffe. Så stor, at der efterhånden gemte sig for mange låg uden tilhørende beholder og vice versa. Det vil sige … de makkerløse elementer gad ikke engang gøre sig den ulejlighed at gemme sig; derimod lå de af en eller anden grund altid forrest eller øverst. Delene må bevæge sig rundt om natten, sikkert nogenlunde samtidig med, at kalorierne bruger tid på at sy mit tøj ind, mens det hænger i skabet. Kalorierne skal jeg stadig være på vagt overfor, men nu er der orden i skuffen, og alt, der skal have en makker, har en makker.
Mine overflødige kilo kan i øvrigt ikke tilskrives coronaen. Dem har jeg haft meget længere, og der er ikke kommet flere til det forløbne år – én fordel er der da ved aldrig at komme i et fitness-center: Det gør ingen forskel, at det ikke må holde åbent.Billedresultat for monotony  monopoly
Keder vi os? Nejda. Overhovedet ikke. Ikke ret meget …
Et eller andet sted derude en kreativ sjæl, der har leget med stavemåden af board games og ændret det til bored games.
Tim sendte mig ovenstående billede af en coronaversion af Matador, som på engelsk hedder Monopoly. Det er lidt morsomt … se bare Chancen, som er ændret til DON’T TAKE CHANCES. Spillet findes i flere udgaver, og man kan jo altid bruge lidt tid på at smile over den anvendte fantasi.
Formentlig kan ingen være i tvivl om, at et uddrag fra et andet bræt stammer fra en amerikansk udgave – dollartegnene behøves ikke til den konklusion.

Jeg har luret lidt rundt på nettet. Det meste coronahumor kommer fra USA og er ikke særlig morsomt. Jeg har generelt svært ved at se det sjove i amerikansk humor, hvorimod jeg oftest finder den engelske vidunderlig. Naturligvis er der undtagelser fra begge, men de er få. Et borderline-tilfælde er den indsatte Simpson-udtalelse. Er den sjov eller ej?
Der er masser af mennesker der lægger et arbejde i, at vi andre ikke skal kede os for meget. Jeg formoder desuden, at de heller ikke selv keder sig i processen. Herunder yderligere to billeder, som Tim sendte mig.
England med anderledes countiesEngland - stereotypes

De er i tankegangen ens og alligevel ret forskellige. Fx bor mine englændere på det ene i Depressing og på det andet i Boring Rich People.
Hvis de er for svære at læse, kan de findes på nettet.
De er sprængfyldt med fordomme, men det gør dem ikke nødvendigvis kedelige.

18. februar 2021

Huhej, hvor det går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:03
Tags: ,

Livet er fantastisk spændende for tiden … i dag har skorstensfejeren været her. Sådan en fyr har virkelig svært ved at arbejde hjemmefra, og eftersom brændeovnene nok mange steder bliver brugt mere end normalt, er det vigtigt at få tjekket skorstenene, så vi er altid glade for at se Mads, som har været vores faste fejer i de seks år, vi har boet i Den Stråtækte.
Seks år! Jeg husker kun alt for tydeligt mine ord til John, da vi flyttede herned: “Åh, hvor er her bare skønt, John … kan vi få 10 gode år her, vil jeg være SÅ glad”. Jeg er overhovedet ikke enig med mig selv, for så er der kun fire år tilbage. Det er alt, alt for lidt, og jeg ville på ingen måde være glad for at skulle flytte fra dette sted allerede om fire år, så jeg krydser fingre for et fortsat acceptabelt helbred.
Det er ikke kun i forhold til ens børn og børnebørn, at tiden flyver; det gør den så sandelig også i andre sammenhænge. Lige om lidt er det otte år siden, jeg jobstoppede. Otte år! Det var jo i går. Det er absolut ikke meningen, at pensionistlivet skal fløjte forbi os i den fart.
På den anden side skulle det helst heller ikke snegle sig afsted, som det gør i disse coronapesttider, hvor det bliver en mærkedag, bare man får besøg af en skorstensfejer.
Vejret er søreme også spændende. Næsten ikke til at holde ud. Se bare vores fantastiske udsigt fra hhv. hoveddør og køkkenvindue.
Det er så tåget, at vi hverken kan se fjorden eller de menneskefjendske, polske naboers hus. Det første er godt nok lidt ærgerligt …

P1050505P1050506

Heldigvis er her hyggeligt inden døre: Ild i brændeovnen, kaffe i kruset, en god lydbog i ørerne og strikketøj i hænderne.
Med mit luksuslegeme placeret i min nye, store, bløde, lækre Ektorp-læne-sidde-ligge-strikke-opholdsstol. Den har jeg overtaget fra Ditte, som desværre (for hende), men heldigvis (for mig) ikke kan bruge den pga. rygproblemer. Vi hentede den i går og jeg er flyttet ind i den. Den har afløst min stressless-stol, og en fysioterapeut ville nok både løfte pegefingre og ryste på hovedet af mig.
Her til formiddag har det spændende element været at gå på internetjagt efter et nyt og lidt større bord til at have mellem mellem vores opholdsstole. Jeg var ude efter et ganske bestemt bord, som desværre viste sig ikke at eksistere mere.
Vi fandt et alternativ, hvor det ville koste 300 kroner i fragt, hvorfor vi naturligvis valgte “Click & Collect og afhent din vare inden for 30 minutter”.
De glemte bare lige at skrive, at de mente 288 gange 30 minutter.
I ordrebekræftelsesmailen stod der, at jeg kunne forvente at kunne afhente bordet den 24. februar; de ville sende en sms og en mail, når det var klar.
Godt, så. Vi må væbne os med tålmodighed. En dyd, der er blevet sat kraftigt på prøve her i vinter.

14. februar 2021

Sidste solskinsdag i denne omgang. Og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Ifølge vejrudsigten, som man godt nok sjældent kan stole på, er i dag den sidste flotte solskinsdag for en tid.
Hvis de har ret, må vi hellere benytte os af det.
Hvis de ikke har ret, er der ikke sket noget ved at benytte sig af det.
Vi vågnede i morges til rimtåge, men solen fik hurtigt overtaget og afslørede et fjordlandskab indhyllet i hvidt pudder.
Vi skyndte os at spise morgenmaden, lave noget kaffe, tappe et par flasker vand, køre i Meny for at købe frokosten og så afsted mod Vestsjælland, hvor solen om formiddagen står rigtigt, hvis man gerne vil tage billeder.

P1050488

Der er meget is på de indre farvande efterhånden, så det kniber for fuglene at finde isfrie områder. Det havde de dog fundet et par steder vi var i dag, både i Skælskør havn og ved gennemløbet til Noret. Her var skarv, gråand, troldand, blishøne og måge.
Vi kørte videre … de havde ikke fået ret meget sne i området, og vi kunne godt se på havnene, at de foregående dages kraftige vind havde været overvejende fra øst/nordøst, for der var ingen isdannelser på moler og bolværk.

P1050491

Vi satte kursen mod Korsør, for jeg ville se hvordan Storebæltsbroen så ud fra landsiden i dette flotte vejr.
Den var såmænd da nydelig … 
Ligeså disse pæle – hvad de så end har været grundpiller for engang – da vi kom nærmere, kunne vi se et fint farvespil, når solen lyste på tangen.

P1050495

Det er fastelavn i dag. I år falder det sammen med Valentines Day. Denne sidste kan man mene om, hvad man vil, og mange mener, at det er noget kommercielt fis, udelukkende skabt for at give forretnings- og restaurationslivet ekstra indtjening. Det sidste sker ikke i år, men hvad er der egentlig galt med det? Lad dog forretningerne tjene penge. Lad restauranterne få kunder. Lad blomsterhandlerne sælge lidt ekstra blomster og chokolade.
P1050500

Hvis du synes det er noget pjat, så lad være med at deltage i det. Den relativt ny-introducerede, fiktive pytknap kan bruges i mange sammenhænge. Jeg er selv blevet bedre til at bruge den og bruger den også i valentine-sammenhæng, men andre kan da gøre hvad de vil – og egentlig er der vel ikke noget forkert i at hylde kærligheden, er der? Selv om det naturligvis ikke kun skal gøres én gang om året …    

Men jeg savner, gør jeg, og kunne en hjerteformet æske fyldte chokolader og en buket røde roser få alverdens forskellige og stadigt muterende coronavira til at uddø, så købte jeg gerne verdens største af slagsen.
Børnene har vinterferie nu – også i England. Jeg talte med familien i fredags, og alle sagde, at de savner os.
De savner mor og John, de savner mormor og morfar, de savner at holde ferie i vores hus, de savner, at vi kommer en tur over og besøger dem, de savner vores overfladiske snakke og vores dybe samtaler, de savner min gode mad, de savner Danmark, de savner … vi savner … alle savner …
ET NORMALT LIV!!!
Er vi mon ikke mange, der kan skrive under på det?

Charlotte og jeg har, uafhængigt af hinanden, besluttet, at BC (Before Christ) har fået en anden betydning.
Before Corona, selvfølgelig.
Vi kan så bare ikke helt finde ud af, hvad vi skal finde på for AD (Anno Domini). Vi kan ikke finde på noget, der er coronarelateret.

12. februar 2021

Tour de Isfugl – uden isfugl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: ,

Vi skulle i går tilbringe tre timer i Køge, fordi John skulle igennem en behandling hos hudlægen, hvor der skulle gå denne tid mellem første og andet besøg. Normalt ville vi ingen problemer have med at slå tre timer ihjel i denne dejlige by, men lige nu, hvor ingen restauranter eller cafeterier har åbent, og hvor det er for koldt til at tilbringe tre timer ude i fri luft, så vi os nødsaget til at køre hjem … men så kom vi heldigvis i tanke om min søster, som bor kun 10 minutters kørsel fra Køge. Hun var frisk på at opbevare os i ventetiden, så sådan blev det. Hun bor et dejligt sted, hvorfra man kan se ind til Køge, som på billedet herunder kan anes i midten.

Strøby Egede

Hun havde besøg af en ven, som lige havde købt en ny linse. Det havde Merete fortalt, samt, at vi skulle huske at tage varmt tøj med, da jeg ringede for at spørge om hun ville huse os, for så kunne vi alle fire køre til Næstved, når Johns behandling var overstået.
Nede ved slusen havde vennen nemlig set en isfugl sidst han var der. Uden at have medbragt kamera, selvfølgelig …
Vejret var fantastisk, så vi drog afsted; mændene iført varmt tøj og monsterlinser, Merete og jeg kun førstnævnte.

Vi havde ikke før været ved slusen, som ligger ikke så langt fra den gamle amtsgård. Helt klart en fejl fra vores side, for hvor var der dejligt!
Der var også meget is. Uden fugl. I hvert fald uden isfugl, men der var masser af andre fugle; bl.a. grønbenet rørhøne, som vi ikke har set i årevis.
Grønbenet rørhøneMen altså ingen isfugl.
Mens vi stod og kiggede os omkring, henvendte Merete sig til en mand: “Har du set isfuglen i dag?” Det havde han ikke; det var et par dage siden, men han fortalte Merete om vandstæren, som normalt holdt til “lige derhenne”.
Da han var gået gået, spurgte jeg Merete, om det var en hun kendte. “Nej”, svarede hun, “men han lignede en lokal, så jeg regnede med, at han ville kende til isfuglen.”
Typisk Merete. Jeg spurgte hende ikke, hvad det var for karakteristika, der fik ham til at ligne en lokal, men ret havde hun jo. Jeg kunne forstå, hvis han havde været hundelufter, men det var han ikke.
Hun lavede samme nummer, da vi havde flyttet os nogle hundrede meter. Igen havde hun vurderet personen korrekt, og igen var det nogle dage siden denne lokale mand havde set isfuglen.

RederørRederør

Vi fik øje på en underlig indretning, som var anbragt ude i vandet.
Det viste sig at være et rederør (til ænder), som ingen af os havde hørt om eller set før, men nu ved vi hvad et rederør er, hvis vi skulle støde på ordet igen – og det gør vi inden for en uges tid ifølge nytordsloven, som siger, at når man hører et ord for første gang i sit liv, vil der gå mindre end en uge, inden man støder på det igen. Er det ikke rigtigt? Det fænomen har jeg oplevet virkelig mange gange.
Inden I bliver helt gråhårede af at spekulere, så har jeg netop opfundet ordet ‘nytordsloven’, og selvom jeg synes det er et glimrende og yderst passende ord, vil jeg godt nok blive forbavset, hvis I eller jeg støder på det igen inden for en uge. Et nyt ord med indbygget paradoks …

P1050474P1050477

Der var som sagt en del forskellige fuglearter at kigge på. Er dette en terne? I så fald, hvilken? Jeg kan ikke finde den i DOF’s fugleapp, og jeg har endnu ikke fået svar fra Naturbasen.
John og jeg har aftalt, at vi skal ud og kigge ved slusen hver gang vi fremover er i Næstved – det kunne da være, vi engang kunne være heldige at se enten isfuglen eller vandstæren.

Opdatering: Svar fra Naturbasen: “Det er en hættemåge, hovedtegningerne er meget variable her om vinteren.”
En hættemåge uden hætte! Det havde jeg aldrig selv fundet ud af!

10. februar 2021

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg har sagt, at jeg vil bestræbe mig på at nedbringe mit garnlager ved ikke at købe mere, end jeg forbruger, regnet på hele kalenderår – ja, faktisk helst forbruge en hel del mere, end jeg køber.
Den 3. januar indledte jeg 2021 med at købe 1475 gram garn, som jeg modtog den 7. januar. En god start på ‘bestræbelserne’ …
Pyt, tænkte jeg. Det får jeg hurtigt strikket forbi, så at sige, og ganske rigtigt: pr. dags dato har jeg strikket 2046 gram (~ 41 nøgler), så der er allerede et underskud på 571 gram. Dygtig pige …
I [mit] garnregi er det lige så godt at have underskud, som det er godt at være negativ, når det er i coronaregi.
Den glorie blev ikke pudset særlig længe, for i går bestilte jeg yderligere 200 gram mohair til et projekt, strikdesigneren Anette Danielsen har haft gang i på Instagram, og mohair er ikke en lagervare hos mig – i hvert fald ikke så meget, at jeg kunne skrabe sammen til det projekt.
Sådan er det næsten altid – det er derfor, der overhovedet bliver købt noget: Det er ligemeget, om man har 50 kilo garn på lager – man står altid lige og mangler noget, når man finder et nyt projekt at kaste sig over. Det er en af naturlovene.
Men jeg holder stadig mit ikke-løfte til mig selv, også efter, at de 200 gram er ankommet.

P1050455

Meteorologerne er til gengæld virkelig gode til at love noget, der ikke holder.
I forgårs i Tv-avisen blev vi lovet rigtig snestorm på vores egn; en snestorm, som skulle vare det meste af dagen. Lars E ville have klappet i hænderne, fluks taget dommedagsstemmen på og forbudt al udkørsel.
Men hvad blev det? Et brag af et flot solskinsvejr! Vinden havde lagt sig lidt, så jeg kunne komme ud og tage billeder af lidt hvidere sne og is end tilfældet var i forgårs.
I nat kom der et lille drys, men heldigvis kun lige nok til at hvidte landskabet, som var blevet brunt af al den fygning de sidste par dage.
Det er en af de flere kedelige ting ved snefygning: Blæsten flytter både sne og jord fra markerne og lægger i stedet det hele på og ved siden af vejene, så de bliver ufremkommelige og ydermere får marker og vejrabatter til at se ud som om man har strøet kanelsukker over det hele. Snavsetgråt kanelsukker …
Men nu er det altsammen hvidt; det er stadig højt og flot solskin, og det blæser næsten ikke. Flot er det, må jeg modstræbende indrømme.

Rottemanden har været her og har taget den udendørs fælde med sig igen. Vi har set to døde rotter, men ingen levende ved fuglepladsen den sidste halvanden uges tid, og han kunne ikke se, at der havde været aktivitet omkring fælden siden eftersynet ugen før, så lige nu er vi tilsyneladende rottefri. Det varer sikkert ikke ved, men så kontakter vi ham bare igen.
Vi har smilet lidt i skægget, fordi vi, et stykke tid før vi selv meldte det, havde set rottemanden køre forbi os og længere op ad vejen, hvorved vi kunne regne ud, at også andre, flere matrikler fra os, har anmeldt rotter, men to af vores nærmeste naboer har set rotter ude på vejen og har ringet på hos os og fortalt os, at vi har rotter. Bare fordi vi har et gammelt hus, går nogle automatisk ud fra, at så er det kun os, der kan have rotter.
Det har de misforstået. Der er rotter overalt, fortalte rottemanden – også i langt nyere huse end vores – og altså også hos andre på vores vej.

Næste side »

Blog på WordPress.com.