Kartofler, kartofler

Vores lille krydstogtgruppe på kun 14 personer bestod af syv par, som selvfølgelig var forskellige. Det er en lille gruppe, så der går ikke særlig lang tid, inden man lurer de forskellige af og noterer sig deres karakteristika. Jeg plejer at være god til at vurdere folk, og det sker ikke ofte, at jeg må revidere mit første indtryk. Selvfølgelig er det sket, men det er heldigvis ikke noget, de pågældende var eller blev klar over. En af de lidt større fejltagelser var på en tur til Tunesien, hvor vi syntes, at især han var latterlig, hjælpeløs og i øvrigt temmelig dum at høre på, når han åbnede munden … en typisk turist på den virkelig tåkrummende måde. Hun var bare en lille, grå mus at se på.
Jeg syntes de virkede bekendte, og det viste sig, at parret var et astronomægtepar, som vi ‘kendte’, fordi de ofte svarede på læserspørgsmål eller havde en artikel i Illustreret Videnskab, og som derfor bestemt ikke på nogen måde kunne kaldes uintelligente. Dem kunne vi nok have fået os en del interessante samtaler med, hvis altså ikke vi havde gjort os svære anstrengelser for at undgå dem.

På denne seneste krydstogttur var der kun ét par, jeg ikke frivilligt satte mig i nærheden af, når vi skulle have aftensmad. Resten var søde og behagelige mennesker.
(Jeg har kun fortalt til en enkelt i gruppen, at jeg har en blog, så jeg både satser og håber på, at det pågældende par aldrig læser dette.)
Han var typen, der hele tiden skulle komme med en kvik bemærkning, men de befandt sig mest ovre i den dårlige afdeling af onkelvittighederne eller i den for floskler. Bl.a. sagde han tit: “Årh, du ved: kartofler, kartofler.”
Nej, det vidste jeg ikke … det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at det var hans måde at citere de ellers så velkendte linjer fra Let’s Call the Whole Thing Off: "You like po-tay-to / And I like po-tah-to”. Han sagde det nemlig lidt senere på engelsk, men hvor der ingen forskel overhovedet var på de to udtaler; således heller ikke, da han sagde kartofler, kartofler, som blev udtalt på bredt københavnsk. Jeg syntes ikke, det var morsomt, men jeg er jo også a grumpy old woman.
Hun brillerede ved at komme temmelig beruset til de fleste aftensmåltider. Hun råbte heldigvis ikke op eller skabte sig tosset, men hun var mildt sagt s….irriterende at høre på. Hun kunne ikke huske fra næse til mund og kunne spørge om den samme ting op til seks gange på en halv times tid – og man skulle koncentrere sig for at forstå, hvad hun sagde. 
Hun var såmænd sød nok i ædru tilstand, hvilket hun da trods alt præsterede om formiddagen, men vi blev enige med guiden (og flere andre) om, at hun da så sandelig fik fuld valuta for den drikkepakke, der var en del af konceptet.

Nå. You like potayto and I like potahto – You like tomayto and I like tomahto – Potayto, potahto, Tomayto, tomahto. Let’s call the whole thing off.
Jamen det gør vi så … glemmer alt om det lidt irriterende par og husker i stedet de øvrige 10 søde og behagelige rejsekammerater.

Tomaytoes / tomahtoes har vi i overflod her på matriklen.
På billedet ses otte relativt små glas. De indeholder koncentratet af 4½ kilo tomater, som, efter at have været igennem foodprocessoren, fyldte hele gryden = knap syv liter. Det, tilsat en spsk salt, stod og småkogte i seks timer, hvilket reducerede mængden til noget under det halve.
That’s it. Simplere bliver det ikke, for jeg gider ikke fjerne kernerne inden det koges ind. 
Det er ikke decideret for at spare penge, for koncentreret tomatpure er ikke dyrt i indkøb, men når nu man selv har så mange tomater … og så kan det trods alt ikke komme ned på prisen for seks timer på lavt blus. Måske én kwh? To? Det er under alle omstændigheder til at overse, selv i disse tider, og så smager det, som skrevet før, langt bedre end det købte.

Er dette årets længste måned?

Det er mørkt. Hele dagen. Og der er over en måned til årets korteste dag. Suk. November er trist, og jeg kommer på forhånd med en undskyldning til jer, der har fødselsdag i denne måned – hvilket både min far og mor i øvrigt havde, men så lysnede den da også en smule, når vi så kom og fejrede dem.

Vi har ordnet drivhuset til vinteren i dag, så det står fint og lige parat til at plante det til igen til foråret. Nu kunne der ikke pines flere tomater ud af det, men det blev da også til over 37 kilo i år. Det er ret mange, faktisk, men jeg vil heller ikke have lige så mange til næste år, hvor jeg af hensyn til mine havepassere vil bestræbe mig på kun at have kapillærkasser i gang, så ikke de skal på arbejde hver dag inde hos os.
Det vil jeg bestræbe mig på, fordi vi skal på krydstogt i 17 dage i august. Hvis verden ellers arter sig …
Vi lægger ud med nogle dage i New York, hvorfra vi sejler først til det østlige Canada (jeg har længe ønsket mig at se Newfoundland), derefter til to destinationer i Sydgrønland og to destinationer på Islands nordkyst, for at slutte af med et døgn i Reykjavik inden vi skal hjem.
Jeg glæææder mig til at rejse igen – hvis vi da ellers får lov, men mon ikke vi gør? Jeg har besluttet mig for at være optimistisk, til nogen tvinger mig på andre tanker. Coronarestriktionerne er her desværre igen i et vist omfang, men jeg tror ikke, der er nogen, der tror på eller regner med deciderede nedlukninger, for det lader til, at vi, der er vaccinerede, får lov til at færdes næsten hvor vi vil.

Udover denne spændende tur er rejseskuffen så småt ved at blive fyldt igen: England til jul og sandsynligvis igen til maj, Tromsø til marts, et par dage i Tyskland til april, plus det løse, som endnu ikke er planlagt, endsige bestilt.
Verden – og vi – trænger til normalitet, og normalitet er for os blandt andet at kunne drage ud og opleve noget. Coronapesten har taget noget fra de unge, det er sikkert og vist, men vi gamle, som er i den anden ende af livet, har ikke vildt mange aktive år endnu at give af, så det kan kun gå for langsomt med at kunne se verden udenfor igen.
Det varer dog nok lidt, inden vi begiver os til mere eksotiske steder – hvis vi overhovedet giver os selv mulighed for det mere. John er trods alt 76 år. Han er kvik nok i hovedet; det kniber mere med benene.
Selv om vi i princippet synes det kunne være fedt at rejse væk i vintertiden, hvor man alligevel hverken skal passe drivhus eller have, bliver det altså ikke endnu, vi søger til steder på den anden side af jorden, som da vi rundede Kap Horn for snart tre år siden.
Det går nok. Bare vi kommer afsted. Der er steder nok at tage af, og, corona eller ej, så er det altså også dejligt ikke at skulle på en tur, der kræver en vildt lang flyrejse med flere skift.

Endelig!

Normaltilstande er stærkt på vej tilbage. Danmark definerer nu Covid-19 som en ikke-samfundskritisk sygdom. Det samme gør Norge – i hvert fald har de helt ophævet restriktionerne.
Det er der mig bekendt ikke andre lande der har, men det kommer vel. Det er ikke mange sammenlignelige lande, der har så få nye smittetilfælde som os. Selv Norge har lidt flere.
Jeg har derfor sat gang i opfyldning af rejseskuffen. Vi kan så godt lide at have noget at glæde os til, og det har vi nu.
Vi lægger ud med en uges efterårsferieophold i et fedt, vestjysk sommerhus sammen med englænderne. De ved endnu ikke helt, om de kører hertil eller de flyver – det kommer lidt an på hvor fjollet Holland opfører sig med hensyn til transitrejsende fra England, og om de skal testes her i Danmark for at få lov til at rejse tilbage gennem Tyskland og Holland, hvilket de ikke skal, hvis de flyver direkte mellem England og Danmark.
Dernæst kommer en julerejse til England for John og mig. Det bliver den sædvanlige tur fra Hoek van Holland til Harwich. Hvis verden igen bryder sammen i coronakramper, kan den afbestilles og blive fuldt refunderet indtil få timer før afgang, men det håber vi så sandelig ikke bliver nødvendigt!
Vi har en firedages tur til Tyskland i april, som er blevet udsat ad en del omgange siden april 2020.
Endelig har jeg netop strikket en tur sammen til … Norge, såmænd. En nordlystur først i marts, hvor selve nordlysarrangementet bliver på min fødselsdag, idet jeg naturligvis satser på, at vejret bliver perfekt lige netop den dag. Vi skal også denne gang bo i Tromsø, men på et andet hotel end sidst. Lidt forandring må der til. Vi blev nødt til at tage fire nætter, fordi der ikke var et passende fly hjem efter tre nætter, så vi skal finde på noget fornuftigt at foretage os. Måske leje en bil en dag, hvis vejret er fint? Måske en hvalsafari, hvis der er sådan en på det tidspunkt? Der er muligheder nok; det drejer sig bare om at beslutte sig.
En af de (få) gode resultater af coronapesten er, at man generelt har ændret lidt på diverse afbestillingsbetingelser.
Hotellet kan omkostningsfrit afbestilles indtil kl. 16 på ankomstdagen – sådan har det dog altid været, selv om tidspunktet kan variere lidt.
Vores flybilletter kan også ændres eller afbestilles uden det koster os noget.
Nordlysturen kan afbestilles og fuldt refunderes indtil dagen før den skal finde sted. Det er nyt, for det har tidligere kostet et gebyr at afbestille, men hvis nogen skal have solgt noget som helst, er de nok nødt til at give de betingelser – ellers afholder man sig bare fra at booke noget.

Jo, vi var på nordlystur i februar 2020. Ja, vi vil igen her allerede to år efter. Nordlys kan vi nemlig ikke blive trætte af at kigge på, og denne gang bliver det med en firehjulstrækker og dermed en mindre gruppe end sidst … som nu heller ikke var specielt stor, men igen: Vi kan lige så godt prøve en anden udbyder, for jeg kan ikke forestille mig, at det kan blive ringere end første gang. Det er så ikke ment som det kan lyde, for første tur var aldeles fantastisk, men det tror jeg, at de alle er, og anmelderne af denne med firehjulstrækkeren kan overhovedet ikke få hænderne ned og giver fem stjerner ud af fem. Ingen firere, treere, toere eller ettere, men lutter femstjernede anmeldelser. Man må så bare håbe, at arrangøren ikke selv har skrevet dem alle sammen, men så skal de i givet fald være meget gode til at imitere engelsk skrevet af folk med hhv. tysk, hollandsk og norsk baggrund.

Der er dejligt fyldt op i rejseskuffen, og vi har ikke engang planlagt sommerferie endnu. En tur til England i maj er i støbeskeen, men endnu ikke bestilt.
Vi venter, på trods af brugen af ordet ‘normaltilstande’, lidt endnu med de mere eksotiske rejsemål. Jeg gider ikke flyve langt iført mundbind – det var alt rigeligt til England.

Skuffet-Ked-Uforstående-Frygteligt Frustreret-Eddikesur-Trist

Jeg er alt det, ordene i overskriften viser, og hvis begyndelsesbogstaver den kvikke læser vil have gennemskuet siger SKUFFET. Jeg er det hele (dog ikke særlig sur, men det var svært at finde et passende e-ord); mest ked af det og skuffet. Charlotte, Anna og jeg tog os lige en tudetur i aftes, da det gik op for os, at de ikke bliver lukket ind i Danmark, medmindre jeg er død eller døende, og det er trods alt lige langt nok at gå for at få dem hjem. Vi er ikke engang sikre på, at der i givet fald ville blive lukket andre ind end Charlotte, og så kan det være lige meget, for vi vil jo alle sammen være sammen.
C og jeg har talt sammen i dag. Vi blev færdige med at tude i går; det fører ikke til noget at gå i sort, så vi fik os en god og lang snak i dag.
Pressen har vældig travlt med at fortælle hvordan England er gået mere eller mindre i panik, fordi alle restriktioner er blevet ophævet fra i dag.
Det er overdrevet, men nogle er selvfølgelig nervøse.
Jeg synes man andre steder er blevet for forsigtig og forstår godt den holdning, Boris Johnson har udmeldt til folket. Corona er kommet for at blive, og vi skal lære at leve med den. Ja, der vil dø nogle af covid-19, men det gør der også af andre sygdomme. Ja, smittetallene vil stige, men sygehusvæsenet er ikke belastet af covid-19-patienter. Det er primært skolebørn, der er smittede; det er hovedsageligt unge/yngre, der bliver indlagt, og nogle af dem får ubehagelige senfølger. Men man er jo i den alder udødelig og derfor ligeglad med vaccinationen og ‘glemmer’ at være forsigtig, som det stadig tilrådes at være.
Så se nu derfor at få fingeren ud og få foretaget den vaccination! Man kan stadig blive smittet, men man bliver ikke ret syg. Og hverken coronavirus eller vaccinationen mod den er et internationalt og verdensomfattende komplot – hvordan i himlens navn skulle alle verdens nationer pludselig kunne blive enige om den samme sammensværgelse? Og sponsoreret af Bill Gates?

I England sker det samme som vi hører om herhjemme: Folk – også primært unge mennesker – enten slet ikke booker eller måske booker de en tid, men møder så ikke op. Det drejer sig sikkert i virkeligheden ikke om så mange, men det er selvfølgelig dem der er interessante at hive frem i medierne.
Konsekvensen af det er i mine øjne let at få øje på: Man skal betale hvad vaccinen koster, hvis man udebliver uden at afbestille sin tid. Det er et gratis tilbud, men det er ikke en undskyldning for at være årsag til spildte vacciner og penge.
Hvis man ikke vil vaccineres, er det ens eget valg, men så må man tage konsekvensen og fx endnu en rum tid være forhindret i at foretage sig mange af de ting, de vaccinerede må. Ethvert valg har en konsekvens, og jeg kan så afgjort ikke se, hvorfor vi andre skal have trukket pinen ud fordi nogle har en anden holdning til vaccination.
Det er en holdning, jeg ikke er villig til at diskutere.

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor bevis for færdigvaccination OG en gyldig, negativ PCR-test ikke kan gælde som adgangsret til andre lande.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor kun England skal være rødt. De har 4630 smittede pr. 100.000. Det er da vildt mange, men:
Cypern har 5870. Holland 4102, Spanien 3488, Portugal 2221 og Grækenland 1767. Tallene stiger hele tiden, men landene er stadig gule. Sidste sommer skulle tallet være 20 for at åbne et land og 30 for at lukke det igen. Jeg ved godt, at testsituationen var anderledes, men alligevel …

Charlotte og familie talte om, hvad de så skulle gøre, men det er i sagens natur svært at finde noget, der er både interessant og ledigt i England lige nu. Det ender nok med, at de bliver hjemme, men de ved godt, at de skal passe på, at sommerferien ikke bare smuldrer og det lige pludselig er skoletid igen.
De fandt ellers et hotel på den skotske ø Islay, hvor de skulle være sejlet til Port Ellen og bo i Port Charlotte.
Passende under de givne omstændigheder, blev de enige om, men de bookede det ikke.

Flyvende tanker …

For ni dage siden, da vi rejste til England, var der tydeligvis færre rejsende i Københavns lufthavn i forhold til normalen; ligeledes i Heathrow, da vi landede der.
I går, da vi skulle hjem igen, var der ingen kø ved security, hvilket vi aldrig har oplevet før, og mit gæt er, at antallet af rejsende har været mellem halvdelen og to tredjedele af normalen.
Til gengæld havde de vældig god tid til at undersøge os alle grundigt i security. Min håndbagage gik til højre i stedet for venstre, da den kom ud af scanneren, hvilket betyder, at der blev set noget mistænkeligt. Jeg blev spurgt, om jeg havde noget skarpt i tasken (nej!) og jeg blev bedt om at at åbne den. Jeg blev også spurgt, om jeg selv vidste, hvorfor den ikke gik igennem, men det gjorde jeg ikke. Jeg spurgte tilbage, om det kunne være min powerbank, for den blev opfattet som en tablet, da vi fløj til Tromsø, men det havde jeg nævnt for ham, der stod i den anden ende og vejledte os. Han sagde, at den ikke behøvede at komme op af tasken.
Det var så heller ikke den, det var all my wires, der havde forvirret; altså mine ladere. Der var da ellers kun seks … smartwatch, telefon, iPad, kamera, pc og så den, der sidder fra powerbanken til taskens indbyggede USB-stik. Jeg spurgte, om jeg burde have taget dem op, men han svarede nej, og at jeg ikke havde gjort noget forkert.
Det havde derimod hende, jeg måtte vente lææænge på, fordi hele hendes omfangsrige håndbagage blev endevendt. Nogle er altså bare for dumme: Hun havde en propfyldt plastpose med flydende ting i, men hun kunne åbenbart ikke have dem alle der, for hun havde yderligere 6-8 småflasker liggende rundt omkring, som var forsøgt gemt i eller under forskelligt. Fjols. Hvad tror hun mon, der sker under gennemlysningen? Heldigvis fik hun konfiskeret dem, for hvad der ikke kan være i en lukket 1-liters plastpose, er for meget. Så kan hun lære det!
Jeg oplever det tit. Der er stadig, efter så mange år med den væskerestriktion, utrolig mange, der ikke kan finde ud af at tage det op af håndbagagen. Mange har stadig en ½-liters vandflaske med, og en del har også for store beholdere med produkter til den personlige hygiejne. En af mine kolleger fortalte engang lettere forarget, at de havde konfiskeret hendes shampoo, selv om der kun var godt ½ dl tilbage i flasken. I en 250-ml flaske … jeg undrede mig mest over, at hun overhovedet gad have den smule med i en stor flaske, men hun havde været helt sikker på, at det var væskemængden det kom an på. Hun svarede ikke på mit spørgsmål om, hvorfor de mon så forlangte, at det skulle kunne være i en relativt lille plastpose.
Jeg burde kunne være ligeglad, men det er jeg ikke, fordi det sinker unødigt, og jeg finder det uforståeligt, at det åbenbart er så svært. Irriterende er de da, alle de sikkerhedsprocedurer, men de er der, og vi kan lige så godt rette ind.
Ni ud af ti gange går jeg lige igennem perleporten uden noget bipperi, men den tiende gang larmer den, og jeg bliver grundigt undersøgt fra top til tå. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har båret/haft noget forbudt. Jeg tager ikke engang små smykker (fx øreringe) på, når jeg skal flyve; bøjle-bh har jeg aldrig haft på under en flyrejse, og mine lange bukser er med elastik. I går bippede John, og han havde heller ikke noget forbudt på sig. Man mister lidt respekten for det, men brokke os gør vi naturligvis ikke – vi vil nødig arresteres, og de ansatte passer jo bare deres arbejde.
Det bliver lidt spændende, hvad coronahalløjet udvikler sig til – vi er nok mange, der har en rejse i farezonen.
Hver dag bliver jeg nærmest bombarderet med mails, der udbyder superbillige afbudsrejser …

Kan man ikke rejse, kan man se Badehotellet. Charlotte vil gerne se den, og hun kan også godt via mit TV2 Play-abonnement, men det får Tim ikke så meget ud af, så for at få dem med engelske undertekster bestilte jeg en samlet pakke med de seks første sæsoner på dvd, mens vi var derovre.
De kom her til morgen.
Indeholdende to sæson 2 og ingen sæson 1 … godt jeg ikke fik dem sendt direkte til England. 
Der er en sæson 1 på vej til mig – der blev udvist god service, og de behøvede ikke fotodokumentation, så nu får I den i stedet.
Selvfølgelig sker der fejl, men det må alligevel være gået lidt stærkt her, vil jeg tro.

Hvad har de mon så glemt denne gang?

Hver gang englænderne er ved at skulle afsted og går rundt og samler deres ting sammen for at pakke, afslutter Charlotte med en sidste runde – og jeg gør det også – for at se, om de har glemt noget. Vi finder som regel et eller andet, således også denne gang. Nu pakker børnene selv deres kufferter, hvilket de selvfølgelig ikke altid har gjort, men det med at tjekke under sengen for at kigge efter fx enlige sokker er endnu ikke indlært. Det skal nok komme. Måske. Tim lærer det aldrig, men C har aldrig lagt skjul på, at hun i visse sammenhænge har tre og ikke to børn. Sådan er det bare, og ingen er mugne over det.
Alligevel er det så vidt jeg husker – på trods af flere personers grundige gennemgang af hele huset – endnu ikke lykkedes dem at tage herfra, uden John eller jeg, for sent, naturligvis, finder mindst én glemt ting.
Således også denne gang. John fik øje på et brilleetui, han ikke kendte, og det viste sig da også at indeholde Annas briller. Hun bruger dem ikke så tit; her i DK kun en sjælden gang, når hun ser tv, men hun kan ikke undvære dem i skolen.
Jeg skrev til Charlotte, som svarede, at det kan vente til vi kommer, for Anna har to ens par. Godt så …
Senere på dagen opdagede jeg en bluse på sofaryggen. Den havde næsten nøjagtig samme farve som sofaen, hvilket vel forklarer, hvordan vi alle kunne passere den mange gange uden at opdage den.
Det var straks værre, for det var Tims mors julegave til Anna. Jeg skrev og spurgte C, om de turde indrømme, at den var glemt. Hun måtte erkende, at det havde de ikke meget lyst til, og når jeg alligevel skulle sende den, kunne jeg lige så godt sende brillerne med.
Som sagt, så gjort, og de to ting er undervejs til England. 
Både C og jeg ryster smilende på hovedet hver gang over det … gad vide hvornår det vil lykkes dem at komme afsted uden at have glemt et eller andet?

Det varer kun to måneder, inden vi tager over til dem. Af forskellige årsager skal vi ikke regne med, at de kommer til DK igen før til sommer, så vi må tage over til dem i stedet.
Vi aftalte først, at vi ville komme i maj, tage bilen med og indlede turen med at overnatte et par nætter i Brügge, som vi har talt om så mange gange, men aldrig fået gjort alvor af. Dette holder vi fast i, hvis muligt, men pludselig gik det op for mig, at jeg da for pokker ikke kan vente 4½ måned med at se dem! Charlotte grinede og sagde, at det udbrud havde hun forventet – at det kun var et spørgsmål om tid, inden det gik op for mig.
Pudsigt nok ventede en mail fra SAS på mig, da vi kom hjem fra lufthavnen, med Now or never-tilbud til Eurobonus-medlemmer.
Jeg kiggede på det. ‘Vinduet’ var kun på et par timer mellem kl. 18 og 20, men jeg fik lige præcis de billetter, jeg ville have, selv om de hævdede, at der kun var hhv. seks og fire pladser tilbage. Det var muligvis usandt, men på den anden side tror jeg gerne, at de kun havde sat ganske få pladser af til den pris, som var stort set ingenting … det var i hvert fald de billigste billetter med SAS, jeg har fået i mange, mange år.
Nu skal vi altså derover både i start-marts og midt-maj. Hvis Johns knæ vil. Han skal til undersøgelse på en knoglespecialistafdeling d. 6. januar, og vi er ret spændte på, hvad de siger. Han har slået en flis eller splint af en knogle i sit underben og kan ikke fungere uden forholdsvis stærke smertestillende midler, men kan vi ikke rejse i marts, dækker vores forsikring, så der er ikke noget forgjort ved at have bestilt billetterne.
Planer i rejseskuffen kan vi nemlig ikke få for mange af. Lige nu ligger der seks, spændende fra to små ture med hhv. to og tre overnatninger til den store rejse til Alaska og Canada.

To gange Nyhavn

Vi har gang i planlægningen af en stor rejse til Alaska og Canada, hvilket involverer rejsebureauet Nyhavn Rejser, som ikke længere ligger i Nyhavn, men lige ved siden af Østerport station. Vi tog toget til staden, for det der med at finde parkeringspladser i den indre by er en stort set umulig mission, og hvis det endelig lykkes at finde en, koster afgiften nærmest prisen for en lille bil. Det er nu ikke fordi toget gør det billigere; det kan kun betale sig, hvis man rejser én person, men det er en del mere afslappende – især for ham, der plejer at være chauffør – og så holder vi begge to af denne rejseform. Ikke så meget S-tog, det kan være lidt ligemeget, men alle andre former for tog, og turen med lokalbanen fra Faxe Ladeplads til Køge er hyggelig.

Vi gik fra Nyhavn til Nyhavn. Visse steder fornemmer man ikke, at man befinder sig i en storby, for med roserne og stokroserne og de farverige, små og hyggelige byhuse kunne vi lige så godt befinde os i en provinsby. Gadenavnene er også romantiske: Hjertensfrydsgade, Krusemyntegade … og ved det blå hus står der en blå cykel, naturligvis.
Vi lovede i foråret hinanden, at vi en dag skulle ind til København og lege turister, og nu vi alligevel havde en aftale derinde, kunne vi lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Vejret var okay, selv om det blæste meget. Desuagtet vovede vi os ud på voverne i form af en kanalrundfart på en times tid, for det var maaange år siden, vi sidst var på sådan en, og vi havde været så forudseende at tage regnfrakker med, så vi kunne holde den kølige vind ude. Det var højvande i går, så broerne var kun lige til at komme under, hvilket betød, at vi skulle huske at dukke os, medmindre vi havde lyst til at blive et hoved kortere i løbet af turen.

Det var en hyggelig tur med både gensyn og nysyn.
Der var rigtig mange turister i byen, både på Strøget, i Nyhavn og ude ved Den Lille Havfrue, men eftersom vi kunne tælle fem store krydstogtskibe, gav det nok en del af forklaringen på de mange mennesker.

Var det noget med en husbåd? 222 m² for bare 6,550 millioner kroner? Ingen have at passe – fem værelser, to badeværelser, bryggers, stor opholdsstue, ditto køkken og en tagterrasse.

Ingeniørernes hus BLOX (inspireret af legoklodser) havde jeg ikke set før – det er flot, synes jeg.
Med billetten til rundfarten fik vi et rabathæfte, som inspirerede os til at booke et bord på den italienske Riz Raz i Kompagnistræde.
Det var en positiv overraskelse – de havde en omfattende, vegetarisk middelhavsbuffet, som man kunne vælge solo eller som tilbehør. Vi gjorde det sidste og bestilte som hovedret en Riz Raz Blend It, som bestod af ristede kammuslinger, kæmperejer, laks, lammekrone og kyllingespyd plus garniture.
Vi blev meget mætte. Jeg gemte strategisk kyllingen til sidst, for hvis jeg ikke kunne spise op, var den den, der skulle levnes. Det viste sig at være et klogt træk fra min side …

Plastikaffald i et strøgvindue? Nej, men en efterligning i kongeligt porcelæn. Hvorfor? Pas … men det fangede da vores opmærksomhed.

Great minds think alike

Kort før jul skrev jeg om gaven fra os til Tim, som Charlotte fortalte, at han selv havde købt: Wolseley – a Very British Car. Det viste sig, at Tims bror havde fået samme glimrende ide, så jeg var ikke den eneste, der mente, at den bog lige var noget for Tim.
Han pakkede James’ bog ud efter at have pakket den ud fra os, med tilhørende forklaring. Alle fik sig et godt grin over vores sammenfaldende gaveideer, og jeg sagde til James:
Great minds think alike!
Det kunne han naturligvis kun erklære sig enig i … og alle var enige i, at det var en rigtig god gaveide, og at den bog simpelthen var så meget Tim …
Vi sendte bogen retur, mens jeg var derovre, og for pengene valgte han i stedet to, han gerne ville have, så alt er i orden nu. James beholdt sin bog og vil sørge for at få pengene retur.
I øvrigt er der i bogen et billede og en beskrivelse af bryllupsbilen, som Tim for nylig har investeret i.

I tirsdags serverede jeg bemærkningen; i dag fik jeg den selv serveret.
En af mine forhenværende kolleger havde læst mit indlæg fra i går om det kommende krydstogt og sendte mig en mail her til aften.
Overskriften lød:
Great minds think alike!
Jeg var naturligvis enig, men blev nu alligevel lidt forbavset, da jeg læste mailen … her et lille uddrag:
… “Jeg havde tastet ALLE vores oplysninger ind og manglede at trykke ”køb” til den tur I er på vej til nu: ”Den store rejse”.  Tror nok jeg var blevet en anelse overrasket, hvis jeg/vi havde mødt jer ombord!!!!!
Arbejdspresset er for stort, og jeg ville ikke kunne nå at glæde mig, men kun være stresset over ikke at kunne nå det hele og skulle være væk i lang tid. – Ferien var lagt ind i kalenderen ”und alles”.
Rigtig, rigtig god tur …. – jeg er selvfølgelig ikke overrasket over, at vi vil det samme og så alligevel.
Jeg ved det bliver en totalt fantastisk oplevelse, og vil tænke på jer ”hele vejen rundt”.” …
Det var sandelig noget af en overraskelse, og jeg synes det er temmelig ærgerligt, at det ikke skulle blive til noget for deres vedkommende. Først og fremmest selvølgelig pga. årsagen til, at hun følte sig nødsaget til at springe fra lige før det afgørende klik, men da også, fordi det kunne have været ret morsomt, hvis de havde deltaget.

Årets – men forhåbentlig ikke min – sidste dag

Anna: I’m sorry, Amelia, but you can’t be here tonight – it’s mommer’s and morfar’s last day.
Ellen: I certainly hope not!
Anna så helt forskrækket ud, men så gik det op for hende, at jeg 1) smilede til hende, og 2) hvad det egentlig var hun havde sagt.
Man kan hurtigt komme galt afsted, sådan rent sprogligt.

Dagen lagde noget så nydeligt ud, men ellers ser det ikke så godt ud for i aften, sådan rent vejrmæssigt. Hvis det bliver lige så kedeligt, som de lover, så tror vi, at vi kommer sovende ind i det nye år. Nu får vi se hvad det bliver til …

Vores sidste dage (i Anna-sprog) inden Den Store Rejse går bl.a. med forberedelser til samme. Vi skulle, mindst tre dage før afrejse, selv checke ind på båden, da de hævder, at det gør det hele lidt mere glidende og ikke mindst hurtigt den dag, vi border. Det tror jeg på, for det var sandelig en omstændelig affære. Jeg skulle også angive med navn, email og telefonnummer hvem der skal underrettes i tilfælde af, at der sker os noget. På én gang betryggende og lidt skræmmende, men det er rart at vide, at de gerne vil have styr på tingene.

Kreditkortoplysninger på os begge med navn, de sidste fire cifre og udløbsdato skulle de have. Skibet er pengeløst, men det må endelig ikke forveksles med, at det er gratis! Det betyder, at til alt det vi kunne finde på at købe, skal vi bare vifte med det indmeldte kreditkort, så accepterer vi (formentlig) oversigten over beløbene på vores sidste aften (!) og skriver under én gang for alle, hvorefter de trækker pengene.
Vi har dog tilkøbt den lille drikkepakke, selv om vi på ingen måde kan nå at drikke alt det (vi taler alkoholiske drikke her; kaffe, te og vand er med i billetprisen), som pakken giver ret til at indtage, men købte man den, blev man automatisk opgraderet til en udvendig kahyt, som alene ville have kostet 1500 kroner mere pr. næse end drikkepakken kostede, hvorfor vi hurtigt blev enige om, at det ville være direkte dumt ikke at tilkøbe den.
Vi skal derfor bo i et Ocean Stateroom i 14 dage. Man kunne godt have en lumsk anelse om, at de har taget ejendomsmæglerkameraet i brug her, men alene det, at vi ikke skal bo under vandoverfladen, vil få mig til at føle mig meget bedre tilpas, min klaustrofobi light taget i betragtning.
Vi er også ved at gå sommertøjet igennem. Vi kommer til at opleve temperaturer fra 30° i Santiago til 15° nede ved Kap Horn, så der skal lidt forskelligt med – men heldigvis intet vintertøj.
John har det godt og har fået grønt lys for rejsen af SOS; vi havde ikke turdet tage til den anden ende af kloden uden at være forsikrede.
Om vi glæder os?
Jowda. Heeeelt vildt!

Hverdag igen … næsten …

Vi er hjemme igen efter en næsten planmæssig rejse. Tim havde advaret os om, at de engelske tog af en eller anden grund ikke rigtigt er gearede til andet end arbejdsdage. I ferier og på helligdage går der beklageligt ofte noget galt. Da vi skulle hjem i forgårs, kunne vi på strækningens online-opdatering læse, at toget var forsinket ni minutter, hvilket vi ikke syntes lød særlig slemt, så vi kørte afsted til tiden, for familien skulle videre til Bath og kunne bare sætte os af – vejret var jo godt. Inden der var gået fem minutter på turen til stationen, opdateredes igen: Nu var det 20 minutter forsinket. Lidt øv, men pyt. Englænderne satte os af, men nu var toget 40 minutter forsinket. Hvordan man på cirka 15 minutter fïnder ud af, at toget går fra at være forsinket fra 9 minutter til 40 minutter, forstod vi ikke – og kort tid efter øgedes forsinkelsen oven i købet til 49 minutter. Vi var glade for, at vi havde rigtig god tid til at nå vores fly.
Det blev dog ved de 49 minutter, men da toget så langt om længe ankom, var det proppet som et københavnsk S-tog i den værste myldretid, og vi var mange, der skulle med fra Pewsey, som var sidste stop inden Reading, hvorfra vi, og sikkert også mange andre, skulle videre til Heathrow og nå et fly. Det vidste togpersonalet, så de gjorde meget for at få os ind i toget, og det lykkedes da også efter 10 lange minutter, hvor vi nåede at blive en anelse spændte, for kom vi ikke med dette tog, gik det næste først tre timer senere, og så ville vi naturligvis miste vores fly.
Vi kom med – alle kom mirakuløst nok med – men John og jeg måtte stå i samlingen mellem to vogne, og da det kørte ekstra stærkt for at indhente bare lidt af forsinkelsen på nu en time, var det noget af en rystetur, vi fik os.
Resten af turen gik planmæssigt, men vi kunne kun give Tim ret i, at man nok helst skal undgå First Great Western i ferier og på helligdage.

(Vi har mange sangsvaner på fjorden lige nu. Det er så ærgerligt, at vi ikke kan have vinduerne åbne, for det er faktisk ret hyggeligt at høre på dem.)

Annemarie og Malle har været her til strikkekurset, og vi har hygget os. At jeg kvajede mig med en opskrifttolkning til AM og opdagede det i søvne, er noget helt andet. Jeg vågnede med et sæt i nat kl. 03, fordi fejlen åbenbart havde slået mig hårdt oven i hovedet. Jeg stod op, pillede hendes arbejde op til før fejlen og strikkede stykket igen. Det kostede mig en god times nattesøvn, men har med største sandsynlighed sparet det stakkels pigebarn for nogle voldsomme og fuldt forståelige spekulationer senere.

Annemarie skulle afsted i formiddags til sin svømmehalslivreddervagt, men Malle er i aftenvagt for tiden, så hun blev her til midt på eftermiddagen.
Vi nåede at gå en skovtur, og på vejen undrede vi os såre over denne dysse: Hvor almindeligt var mon lige navnet Suzanne for omkring 5.500 år siden? Jeg vidste heller ikke, at de kunne skrive så pænt i stenalderen, men man bliver jo klogere hver dag …

Fanget i security

Hjemrejsen i går foregik så glat og problemløst, som man overhovedet kan forlange. Det tager bare otte timer fra dør til dør, på trods af, at vi har næsten tre timer at skulle slå ihjel i Heathrows terminal 2. Vi kunne i princippet tage et senere tog og dermed reducere tiden til seks timer, men jeg tør simpelthen ikke satse på, at en lille time i LHR er nok, selv om det ni ud af ti gange er det. Men hvad så lige med den tiende? Så står man der med alle sine talenter og har ikke noget fly hjem. Næh, så hellere tilbringe godt og vel et par luksuriøse timer i den lækre lounge, med gratis det hele ad libitum, inden flyet kommer på skærmen. Der er få, om nogen overhovedet, ting, der stresser mig mere end at sidde fast et eller andet sted og være nervøs for at miste mit fly.

For eksempel bliver man en anelse forsinket, når man ser sin håndbagage-rygsæk komme ud fra det sorte hul – og den så bliver dirigeret i den forkerte række, inden jeg kan nå at snuppe den. Dammit! Hvad har jeg så glemt denne gang? Sidste gang det skete, havde jeg glemt at tage posen med de flydende ting op af tasken.
Jeg har i forvejen temmelig mange absolut nødvendige og uundværlige ting i min taske, og mængden bliver ikke mindre, fordi jeg skal ud og flyve, så dengang med de flydende ting var der en fire meter høj og to meter bred securitymand af afrikansk herkomst, der havde en fest med at stå og snakke mandesnak med John om kvinder og deres tasker, mens de lod som om jeg slet ikke var der. Meget morsomt …
Denne gang kom der en meget lille mand af asiatisk herkomst og kiggede grundigt på mig, inden han tog min rygsæk.
“Du har en saks i den taske.”
Mere dammit. Det var min strikkesaks; som jeg havde i min strikkepose og som jeg havde glemt at lægge over i kufferten.
Han spurgte, om han måtte åbne tasken. Gad vide hvad der var sket, hvis jeg havde sagt nej? Jeg fik tanken, men der er flere kedelige eksempler på, hvad der kan ske, når folk forsøger at være morsomme, så jeg sagde “of course, men saksen er ikke dér, men i det nederste rum; i min strikketaske.”
Han kiggede og og tømte alligevel, men der var ikke noget, der ikke måtte være der.
Hvor var den saks, sagde du?
Jeg fandt saksen og gav ham den. Han målte længden af bladene. Præcis fem cm, altså overholdt den det tilladte mindstemål (rettelse: I dette tilfælde må det vel skulle kaldes størstemål) på seks cm, men det har jeg prøvet før med en uspids neglesaks på sølle 1½ cm, hvor en sur stodder konfiskerede den, selv om jeg spagt indvendte, at den da vist var lovlig nok.
“Det bestemmer JEG, om den er!” Okay, okay, bevares … men det var slut med selv små sakse for mit vedkommende.
Denne lille, flinke mand smilede igen og spurgte om jeg var i transit. Da jeg svarede nej, gav han mig saksen. Jeg tabte underkæben, men han sagde, at de ikke konfiskerede ting bare fordi de kan og må, og den er jo mindre end 2¼”, så tag du bare din saks med dig.
Jeg har nok ikke set tilstrækkelig morderisk ud, og jeg mener heller ikke, at jeg ligner en typisk terrorist/flykaprer, men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene. Vigtigst for ham var nok, at jeg ikke virkede nervøs, kunne jeg forestille mig.
I luften på vejen hjem så jeg de hidtil flotteste og mest intense solnedgangsfarver i mit lange liv, så alt i alt en upåklagelig hjemrejse.
(Selv om vi var glade for vores tre timers overskud, da vi så, at det var samme buschauffør, som ikke kunne finde vej på udturen, men han havde lært ruten i den forløbne uge.)

Dette er virkelig et luksusproblem

Der er flere overvejelser at gøre sig, når man bliver folkepensionist. En af dem er, om man vil have den sum udbetalt, man har stående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det kan man faktisk vælge at få fra man er 60, men jeg har valgt at gøre det nu. Når man tænker på, hvor lidt, der blev sat ind i sin tid, er beløbet vokset til en mærkbar størrelse og til en noget bedre forrentning, end jeg kunne have klaret ved selv at skulle administrere de samme penge.
Med andre ord: Et velkomment rejsetilskud.
Men.
Vi har flere forskellige rejseønsker, både store og små, og det er her, dilemmaet kommer: Skal vi bruge pengene på én stor eller flere små rejser? Skal vi bruge dem på at give os selv nogle luksuriøse glæder i hverdagen, eller skal vi puge dem lidt og se, hvad fremtiden bringer? Nok ikke det sidste, for 1) vi har begge lært ikke at udskyde for meget – vi ved ikke hvor længe vi har os – og 2) så kunne jeg jo bare have ventet med at kræve dem udbetalt.
Det er et luksusproblem; jeg ved så glimrende, at der er mange, der ikke har råd til at tage på ferie overhovedet, men dem kan jeg jo ikke give hver en rejse alligevel, og LD-pengene er trods alt mine egne – som andre bare har forvaltet godt for mig.

Foreløbig har vi valgt at bruge lidt af dem på vores i forvejen planlagte sommerferie til det smukke Norge. John ville selv køre hele vejen, men jeg fik den lyse ide at sejle til Oslo og så prøve den ypperste og mest ekstravagante luksus, man overhovedet kan forestille sig: Den dyreste kahytstype, med alt, hvad dertil følger og hører.
John var med på ideen, og det bliver bare FEDT – det bliver helt vildt, med vores egen balkon og udendørs jacuzzi. Som jeg i øvrigt er ret sikker på, vi nok ikke får brugt (kommer i nogen grad an på vejret), men bare det at vide, at den er der, er en god fornemmelse. Vi tog kun turen som enkeltrejse; dels pga. prisen, dels, at vi ikke vil lægge os fast på, hvornår vi skal hjem igen, men lade vind, vejr og os selv tage den beslutning. Det kan lige så godt blive to som tre uger, vi er afsted – nobody knows.
Nogle mange vil nok synes vi er fuldkommen fjollede at bruge penge på den slags overflødigheder, men jeg kan allerede mærke, hvor meget det har højnet forventningens glæde til den ferie.
Jeg er ret glad for, at jeg i mange år har prøvet at sidde økonomisk hårdt i det, og selv om det ikke var særlig sjovt, da det stod på, gør det glæden ved at have muligheden for at skeje lidt ud nu så meget større, når det ikke er en selvfølge. Og så bliver man altså mere magelig med alderen, har vi efterhånden konstateret nogle gange.
Faktisk giver LD såmænd ikke engang til opfyldelsen af det dyreste rejseønske – det kommer måske, når Sverigeshytten bliver solgt. Måske.
Det ender derfor nok med, at pengene bliver klattet væk på denne måde. Måske også til lidt flere (og bedre … ) gourmetophold rundt omkring i Danmark?
Mulighederne bliver selvfølgelig flere, jo færre penge vi bruger ad gangen, så dilemmaet vil være der lidt endnu.

Jeg har et spørgsmål

Når man undersøger flybilletpriser på internettet, stiger de efterhånden lidt hvis man søger flere gange på den samme rute. Jeg forestiller mig, at det er fordi cyberhjernen tænker: Aha – man er altså ægte interesseret … vi hæver lige priserne.
Sådan er det måske nok ikke, men jeg kender ikke mekanismerne, og det er det, der leder mig hen til mit spørgsmål.
Jeg har ladet mig fortælle, at det er IP-adressen, nogen lagrer, og hvis der kommer flere ens søgninger fra den samme IP-adresse, så er det, at nogen sørger for, at priserne lige får et lille nøk opad.
Nu er det jo sådan, at min iPad og min pc har to forskellige IP-adresser. Da jeg i går skulle undersøge priser til London Heathrow, søgte jeg derfor fra min iPad, mens jeg i dag gik direkte ind og bestilte billetter fra min pc. De var ikke steget i forhold til i går, men det kan jo være en tilfældighed.

Er det fuldstændig tosset tænkt og dermed helt overflødigt at gøre det på den måde?
Jeg har som sagt ikke meget forstand på den slags … jeg er den samme kunde som har to IP-adresser. Gør det så en forskel? Eller hvad? Jeg ville så gerne vide noget mere.

Grunden til alt dette var, at jeg pludselig sad og fik vældig ondt af mig selv over, at jeg ikke skal se mine englændere i hele fire måneder. Det er kun sket én gang før, og det var ALT for længe. Jeg ville derfor undersøge hvad det ville koste at flyve derover i uge 7, hvor børnene har vinterferie.
Puhhh, det var dyrt, så vi blev enige om, at jeg tager alene afsted – det ville faktisk koste det samme, som jeg normalt giver for to billetter.
Det sved lidt … men jeg ringede alligevel til C og hørte, om de skulle noget.
Det skulle de så – de havde faktisk selv booket en ferie, så beslutningen om, hvorvidt jeg skulle ofre den dyre billet, blev taget fra mig.
Det gjorde faktisk ikke spor.
Vi blev i stedet enige om at vente yderligere en måned og komme i ugen, hvor det er skærtorsdag og langfredag – børnene har hele tre ugers påskeferie.
Det var jo en ganske anden snak. Nu kunne både John og jeg komme afsted for de samme penge, som jeg alene skulle have givet for turen i uge 7.
Man skal virkelig bestræbe sig på at være i god tid.
Jeg lærte i sin tid på arbejdet, at flybilletter som hovedregel er billigst omkring otte uger før afrejse, og ca. 14 dage før begynder de at blive rigtig pebrede, hvilket var det, der så småt var gået i gang, da jeg i aftes kiggede på uge 7. Man udnytter, at forretningsrejser ikke altid kan planlægges i god tid.

Nå, men det bliver dermed 2½ måneds englænderpause, hvilket er betragteligt bedre end fire!
Snowdrop walk må bare blive et andet år. John har stadig til gode at opleve de store vintergæktæpper.

Status og prognose

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

Det var heldigvis ikke en permanent tilstand

Vi har rejst en del i år – også selv om den sidste englandstur jo ‘bare’ var et familiebesøg og derfor ikke en rigtig rejse.
Men de tre rejser til henholdsvis Mallorca, Irland og Sydafrika over bare fire måneder bevirkede noget, jeg ville have troet umuligt: Jeg blev rejsemæt. Normalt har vi ikke overstået den ene rejse, før jeg er i gang med at planlægge den næste, men efter safarien kneb det med lysten til at tænke på den næste rejse.
Bare jeg dog ikke var blevet syg … både John og Charlotte blev helt bekymrede for mig, da jeg sagde, at jeg var rejsemæt.
Det er vist heldigvis overstået igen.
Det begyndte med, at vi for nogle uger siden sad og så noget tv, der viste ruskvejr fra Vesterhavet. Jeg sagde til John, at jeg savnede vores faste efterårsuge derovre. De sidste tre år har vi slet ikke været afsted, og før dette var vi på Djursland tre år i træk. I alle 19 år (på nær et) før det igen lejede vi hus ved Vesterhavet.
Da jeg nævnte det, svarede John, at vi da bare kan finde et hus og leje det for en uge. Sådan lige om lidt. Han savnede det nemlig også, viste det sig.
Det fandt jeg så. Man får jo nærmest smidt selv luksushusene i nakken på denne tid af året. Det blev derfor til et dejlig stort hus beliggende 100 meter fra vandet – det er ikke helt almindeligt, at de ligger så tæt på stranden, så det lød besnærende. Huset så vældig fint ud, så det satte vi os på og skal afsted om ikke så forfærdelig længe. Hvis det viser sig at være lige så okay, som det ser ud til, vil Charlotte og familien derovre gerne med i efterårsferien 2018, for de savner efterhånden også æ haw.
Nu var jeg så småt i gang … feriesulten var ved at genindfinde sig. Hvilken lettelse …
Forleden aften spurgte jeg John, hvor man mon kunne tage hen i januar eller februar for at komme væk fra vintertristheden? Det skulle helst være inden for Europas grænser, men det behøvede heller ikke at være et sted med sommertemperaturer.
Hvad med Malta? Og så gik han i gang med at kigge på Malta – muligheder og middeltemperaturer.
Han fandt hurtigt noget; jeg kiggede på det, vi blev enige, jeg bestilte.
Så nu skal vi til Malta. Lige på det tidspunkt, hvor vinteren for os er skrækkelig langtrukken og kedelig. Der er ikke specielt varmt, kun 15-16°, men i solen vil det være perfekt for os.
Og naturligvis skinner solen, mens vi er dernede … vi har nemlig lejet et hus med masser af plads samt en tagterrasse. Den skulle helst bruges.
Vi har på forhånd booket os til en tur til Gozo, ellers vil vi lade inspirationen råde. Øen er kun halvt så stor som Bornholm, så vi satser på at tage busserne rundt fremfor at leje bil selv.
Feriemætheden er overstået – Ellen er sit go’e, gamle rejselystne selv igen og nu er der atter rejser at glæde sig til. Next step: foråret 2018.
Sommerhus på Fanø næste september er i øvrigt også klaret … nu skal jeg prøve strikkefestivallen derovre. Sammen med Ditte – jeg glæder mig allerede.

Man kan lige så godt slå to fluer med ét smæk

Når nu vi … skal til England engang i maj og har besluttet os for at tage bilen derover …
Når nu vi … har hørt så meget om det fantastisk smukke Irland – folk kan jo nærmest ikke få hænderne ned, når de begejstret fortæller om landet …
Når nu vi … ved flere lejligheder har talt om, at Irland figurerer på to see-listen …
… kunne vi så ikke lige så godt booke en rejse til Panoramic Ireland, når vi alligevel befinder os så relativt tæt på?
Det mente vi, så det det gjorde vi.

Færgen fra Holyhead i Nordwales ligger bare små seks timers kørsel fra Tim og Charlotte, hvilket vil sige, at vi er i Irland på otte timer. Det er jo ingenting – det ville tage fem timer at flyve fra København, hvis man regner transporttid til og fra lufthavn + ventetid med.
Vi skal derfor ikke leje bil, men køre i egen bil, hvilket John så langt foretrækker, selv om rattet sidder i den forkerte side i forhold til den øvrige trafik, men så længe han har mig som overhalingskonsulent, går det fint. Vi har prøvet højrestyrede biler i Sydafrika, så vi ved godt hvordan det er – og hvis ikke det er en bil med automatgear, banker man højre hånds knoer ind i døren en del gange, inden man vænner sig til at skifte gear med venstre hånd, så derfor: helst egen bil.
Og udenfor højsæsonen – det bliver godt. Vi havde lovet os selv at blive hjemme i drivhusets og havens højsæson. At det så ikke kom til at holde helt i år, fordi vi ikke havde noget reelt valg mht. afrikaturen, er der ikke noget at gøre ved – der var vi jo afhængige af at kunne rejse i børnenes sommerferie, men da rejsen varer kun 11 dage, skal det nok gå.

Ring of Kerry – Cliffs of Moher – Connemara – Glendalough – Killarney – here we come!
Nu står den på planlægning – vi skulle jo gerne nå at se så meget som muligt på den uge, for jeg tror, det er en tur, vi kun foretager én gang – der er så meget, vi gerne vil nå at se, inden det er for sent, og John bliver ikke ved med at kunne tage på bilferier – som jeg har været inde på før.

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

Hvad sker der med de der principper?

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
Anna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
Jeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

Nu også med fiskeørn!

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

Die drei Mädchen strike again

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre gør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

Frodig og dejlig

Det bliver en temmelig egocentrisk uge for mit vedkommende, for jeg vil ikke komme meget rundt i blogland. Jeg har eget 3-modem med, men forbindelsen er vildt elendig (1 ned, 0,18 op), så skal jeg ikke gå netdød i én uendelighed, er jeg nødt til at gå på hotellets wi-fi, hvilket kun lader sig gøre i lobbyen/receptionsområdet, hvor jeg ikke gider opholde mig mere end højst nødvendigt. Det bliver derfor sikkert bare noget med at uploade hurtigt, og mine kommentarsvar vil blive sporadiske og fra mobiltelefonen, når vi er i nærheden af et acceptabelt mobilnetværk.

Indtil videre kan vi ikke klage over Madeira. Her er dejligt, her er frodigt, med masser af blomster selv på denne årstid. Vi ved godt, at der kommer langt flere senere, men til gengæld passer temperaturen os fint lige nu.
Hotellet er et All inclusive-resort, hvilket vi var lidt spændt på, men her kan vi heller ikke rigtig finde noget at klage over. Maden er fin og indbydende præsenteret, og der er rigeligt at vælge imellem. Rød- og hvidvinen er bestemt ikke, så vi hører englesang, men det ville også have undret mig. Vil vi have bedre vin, beder vi om vinkortet; så koster det bare lidt ekstra.

I den store buffetrestaurant kan vi sidde inde eller ude. Vi sidder ude til frokosten og inde til morgen og aften.
Fra hotelværelsets altan kan vi kun se Atlanterhavet, medmindre vi kigger lodret ned, så ser vi restauranten ovenfra, men den er anlagt som en have.

De fleste af de mange vækster på Madeira er ikke ‘indfødte’, men importerede, hvilket selvfølgelig også er forklaringen på, at vi kunne genkende flere af dem fra Sydafrika – blandt andet dette spøjse træ med de smukke blomster.
Mange vil nok vide, at Portugal er verdens største eksportør af kork, men hvad jeg ikke vidste var, at kork kan bruges til meget andet end til propper og til gulve. Herunder ses tasker, og inde i butikken hang der korkskjorter! De føles som og ligner blødt ruskind, og så er de vandafvisende. Jeg tror nu ikke, at jeg skal have en med hjem, men det var interessant at se og føle på.

Den gamle bydel er malerisk, og restaurantgaden med de mange malede døre, som jeg kunne huske fra Pias beretning her fra øen, er slet ikke til at stå for. Farvestrålende døre og spisesteder.
Det er ikke kunstnere, der har udsmykket dørene, bare almindelige mennesker, hvilket da også afspejler sig i graden af interessanthed (sorry) og skønhed … nogle var kun iøjnefaldende, men flere var både gode, kreative og iøjnefaldende.

Øens udseende og landskaber er meget anderledes end middelhavsøerne og kysterne omkring Middelhavet. Vi kan godt forstå, at Madeira er en ø, man har lyst til at vende tilbage til.
En af dagene skal vi rundt og se meget mere af øen – indtil videre har vi kun kigget på Funchal.

Det blev ‘skal ikke’

Jeg tænkte det nok: Jeg var for sent ude til det krydstogt, jeg omtalte i går. Det var det jeg i kommentarsvarene mente med, at der var noget der skulle afklares, for vi kunne godt se, at de indvendige kahytter ville være for små til sådan en som mig med tilbøjelighed til en lettere grad af klaustrofobi. Vi kan kun tage afsted i april, og den ene uge var der totalt udsolgt; i den anden var der kun skodkahytten tilbage, og den er alt for lille til os. Det var ikke helt standarden fra middelhavskrydstogtskibet sidste efterår.
Vi skulle helt frem til efteråret for at kunne booke den ønskede kahyt, men der har vi andre planer. Så bliver det til foråret 2017, og til det åbnes der for engang i august.
Næste år! Nu gælder det bare om at huske at kigge til august.
Nu er april hermed åben for andre muligheder … man ved jo ikke, om der pludselig skulle dukke et godt tilbud op.

Det er yderst sjældent, at jeg klipser noget ind fra FB, men denne her kunne jeg ikke stå for.
Den person, der udtaler sig øverst, minder mig i betænkelig grad om de personager, der uden blusel skriver noget tilsvarende på dansk – den slags folk, jeg mener holder DF i live, men som der desværre er lidt for rigeligt af.
Jeg har nemlig – som mange andre – lagt mærke til, at de alt-for-meget-danskere, der taler dårligst om ikke-etniske danskere (hedder det åbenbart nu), meget ofte selv har pinligt lidt styr på dansk sprog, retskrivning og grammatik. Det samme gør sig gældende i USA, kan det hermed konstateres, og Cloyd Rivers’ bemærkning nedenunder er ret så morsom!

Og til jer, der har kommenteret vejret i dag, fordi det åbenbart er eller har været dårligt der, hvor I befinder jer: Jeg kan kun tage ansvar for vejret hvor jeg bor, og her skinner solen over Præstøfjorden, så det er en lyst! Se selv på billedet – man bliver jo fuldstændig blændet, når man kigger ud over fjorden!

Skal, skal ikke?

Jeg sad og læste i det seneste Motor, som denne gang har lidt pudsige oplysninger.
30 % af dem, der køber en brugt bil, prøvekører den ikke først! Det forstår jeg ikke. Når man tænker på, hvilke overraskelser vi har fået ved at prøvekøre biler … vores drøm og største håb viste sig at være som at køre traktor, mens den bedste bil, jeg nogensinde har siddet bag rattet i, er en Seat Cordoba. Den bil satte jeg mig ikke bare ind i – den tog jeg på, fordi den omfavnede mig på en måde, jeg hverken har oplevet før eller siden. Det ligger en del år tilbage, men en førerfornemmelse som den, jeg fik af den bil, var fantastisk. For mig. Ikke for John, desværre …
Danskerne har, siden indførelsen af klip i kørekortet, fået omkring 700.000 af dem, fordelt på 477.258 bilister. En enkelt har fået 19 klip og en anden 21!
Hverken John eller jeg bidrager til klipstatistikken, som også kunne fortælle, at fordelingen af klip for at køre om kap eller væddeløbskørsel er 97,7 % mænd og 2,1 % kvinder. Drengerøve …
Det sted, hvor kvinder og mænd ligger tættest (65,2 og 33,8 %), er i kategorien kørsel uden sikkerhedsudstyr til børn. Skræmmende …
Hastighed øget, når du bliver overhalet: ♂ 86,7; ♀ 12,0 – det er altså også en virkelig typisk mandeting!
Tages samtlige klip, fordeler de sig med 73,0 % til ♂ og 25,7 % til ♀.
Om de sidste hhv. 0,2, 1,0 og 1,3 % er hermafroditter, skal jeg ikke kunne sige.
Retfærdigvis må jeg hellere oplyse, at det bliver forklaret ved, at der ikke er noteret køn ved alle klip.

Desværre var der også en reklame fra Smyril Line om et krydstogt til Island og Færøerne.
Det var vel nok ærgerligt, for den tur kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen. Vi besøgte Island sidste år, men denne tur tager os til Islands østkyst, hvor vi ved, at vi ellers aldrig vil komme, for vi tager ikke en rundtur i bil. Færøerne har vi flere gange talt om at nå at se inden vi dør.
Skal, skal ikke?
Krydstogteksperten har en større/længere tur (der derfor også er mere end tre gange så dyr, hvilket trods alt betyder en del, når man gerne vil så meget som os), som vi også har haft kig på, men vi har set Reykjavik, Ålesund, Bergen og Glasgow, så største fordel her ville være at se Shetlandsøerne, men Smyril sejler tæt forbi, så vi får i det mindste et glimt af dem.
Skal, skal ikke?
10 % rabat for FDM-medlemmer. Dvs. at en eventuel opgradering til en noget bedre kahyt på en måde bliver gratis. Ih, hvor de lokker …
Skal, skal ikke?

Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?

Overskriften er et af de mange spørgsmål, som Freja stillede os i mandags. Det korte svar er ja, der sker noget med en, når man ser døden i øjnene.
John fik en alvorlig blodprop som bare 47-årig, sandsynligvis fordi han havde et meget belastende arbejde, hvor han stort set aldrig havde fri, fordi han på det tidspunkt havde ansvaret for ikke mindre end tre tankstationer, hvoraf de to havde åbent døgnet rundt, hvorfor han kunne blive ringet op midt om natten på alle ugens syv dage. Det var kun i ferier, han var fredet. I alt for mange timer anede jeg ikke, om jeg havde ham eller ej – det var et slemt døgn for os alle.
Efter sådan en oplevelse bliver temmelig mange ting sat i relief, og den lykkelige slutning på denne historie er, at han og tre jævnaldrende blev fyret fem år senere, fordi de var blevet for dyre – man kunne få to i den halve alder til den halve pris. At de også kun var halvt så gode, var sjovt nok ikke vigtigt.
Det var også ligemeget, for John var glad. Jeg kunne se det på ham, da han fortalte mig det – han var ikke engang ked af det, men lettet! Jeg skulle da lige synke et par gange, men okay … hvis han var glad, var der jo ingen grund til, at jeg skulle være det modsatte.
For små tre år siden fik jeg som bekendt brystkræft. Ikke en akut sygdom som Johns, men så meget mere tid var der til at tænke over, hvad der var det værste der kunne ske og hvad der var det bedste.
Der skete det bedste: At jeg blev erklæret rask. Ingen garantier, men lige nu er jeg rask.

Vi lærte, at man skal ikke udsætte noget. Hvis det er muligt at gøre det nu, så gør vi det nu.
Jeg har altid været mere impulsiv end John, men i stedet for at stritte imod og forsøge at overtale mig til at “se tiden lidt an”, så lader han sig lettere lokke i dag end før i tiden – det være sig i det små såvel som i det store. Hans egen oplevelse flyttede ham en del mht. visse ting, men det var en kombination af min kræft og det, at vi jobstoppede, der flyttede ham det sidste stykke – det er trods alt også begrænset, hvor impulsiv man kan være, når begge er i arbejde.

Vi har altid elsket at rejse, og vi har mange rejsemål på ønskelisten – også nogle vi sandsynligvis aldrig når/kan/får råd til – men det er okay. I arbejdslivet havde vi kun seks ugers ferie (jeg betalte mig dog til otte i de sidste tre-fire år – England fik hele tiden højere prioritet), men nu har vi alverdens tid. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi rejser hele tiden, men vi gør det i det omfang, vi har mulighed for. Oftest småture, men indimellem kan der blive til en af de større.

Jeg tror, vi har talt om Madeira i 20 år. Nu bliver det en realitet og vi skal afsted inden for en overskuelig fremtid.
I aftes bestilte jeg et tre-nætters ophold i forsommeren på Ballen Badehotel på Samsø, som vi har talt om at se, siden vi så Strisser på Samsø.
Jeg fik øje på et godt tilbud gennem Ældresagen og spurgte John, om han ville med. Det ville han gerne …
Madeira er i øvrigt også gennem Ældresagen – den smule, medlemskabet koster om året, bliver betalt tilbage flere gange for vores vedkommende; Rabatten på ballenopholdet (herligt ord!) alene modsvarer årskontingentet for os begge.
Jeg kan kun anbefale det – jeg har været medlem siden jeg var 55, men man kan fra man er 50.

På én gang årets korteste og årets længste dag

Så vender det. Vi går langsomt, men sikkert, mod lysere tider.
Ikke at jeg er sådan en lyshungrende person, der går i sort i mere end én forstand her i mørketiden – jeg trives absolut fint med at være nordbo og synes, at denne årstid er meget hyggelig: levende lys det meste af dagen og næsten altid ild i brændeovnen. Det er da dejligt. Især vores køkken omfavner os kærligt med varme og hygge – det var i hvert fald med de fine ord, vores nye genboer udtrykte det, da de i forgårs var inde for at blive budt velkommen på vores vej.
To yderst spændende mennesker, i øvrigt. Et par i start-halvtredserne, nyankommet fra Stockholm, nu undervisere på Marjatta (næsten alle på vores vej er tilknyttet Marjatta), men hun er desuden optrædende danser. Han har en ph.d. i Performing Arts (var det vist) fra Plymouth University. De har en søn på den berømte designskole i London Central Saint Martin.
Vi havde dermed en masse at snakke om, så to timer fløj afsted uden vi lagde mærke til det. Det er simpelthen så dejligt at møde nye mennesker, som man føler man har kendt længe.

Det er årets korteste dag, men for mig er det samtidig den længste. Jeg bliver som et lille barn juleaftensdag, når jeg går og venter på, at mine englændere skal ankomme – hvilket de ikke gør før kl 19:30! Uh, det er sent. For mig. Det svarer nogenlunde til tidspunktet for julegaveudpakningen d. 24., så det er en fuldstændig parallel.

Apropos England. Mnh, måske ikke helt apropos … men jeg er nødt til at bringe en reklame for Kulturrejser Europa, som vi to gange ud af to har været meget positivt overraskede over (og vi skal til Madeira med dem til foråret), som har en tur, der hedder Det Klassiske England.
Hvis man overvejer at se noget andet end London (og London er da herlig, men lige så lidt England, som København er Danmark), så er her en ideel tur at starte med. Det er virkelig det skønneste og mest klassiske England, man får set. Jeg ved det, for vi har været alle stederne – undtagen på Highclere Castle (= Downton Abbey), hvortil det er fuldstændig umuligt for os andre at få biletter. Naturen er vidunderlig i hele det viste område – det ved jeg også, for Charlotte og Tim bor mellem Devizes og Stonehenge, så vi har kørt det tyndt efterhånden. Bath og Cotswolds skal simpelthen bare ses og Stratford upon Avon (Shakespeares fødeby) er yderst malerisk, med en hovedgade, som godt kan forlede en til at tro, at man stadig befinder sig i det 17. århundrede.
Man bliver transporteret hele vejen rundt og slipper dermed for selv at skulle køre venstrekørsel, som virker skræmmende for nogle.
Jamen er det da ikke bare med at komme afsted?
Og nej, jeg er ikke blevet bedt om at reklamere for Kulturrejser Europa, men jeg kan ikke anbefale England nok som ferieland – jeg synes der er alt for få, der kender andet end London.

Hvem har nogensinde hørt om en aspargestur?

Der er vinrejser, blomsterrejser, safarirejser og i det hele taget temarejser i hobetal. Jeg havde indtil i dag ikke hørt om aspargesrejser, men Motor gjorde mig klogere.
Jeg læser ikke Motor hver gang, det kommer, men det hænder da, således som det gjorde i dag – der var nemlig noget om engelske haver, bl.a. Sissinghurst, som vi regner med at skulle se til sommer. Længere omme i bladet var der FDMs sædvanlige småannoncer om tilbudsture, og her så jeg den, aspargesturen, til en lille by ved navn Schwalenberg, som jeg aldrig har hørt om, men som jeg nu har fundet ud af er næsten ren middelalder og desuden ligger i et meget smukt område.

Er der ikke nogen, der kan skaffe mig nogle flere dage i året? Det går da helt galt med alt det rejseri i år … det lykkedes os dog at finde et hul i kalenderen, for denne tur har vi næsten ikke råd til at lade være med at tage, så den er nu bestilt … vi får 3 x overnatning med morgenbuffet, 3 x 3-retters “Spargel menu” og derudover en aspargessnaps ved ankomst og ½ kilo friske asparges til at tage med hjem – de sidste to ting er lidt lir, men vi tager det da med, og tænk, at man kan få overnatningerne og al den mad for 2390 kroner – for os begge to! Okay, vi skal så lige køre de 500 km til Schwalenberg, som ligger lige til venstre for Harzen, og vi skal også hjem igen, men det går nok … og der ser så ganske nydeligt ud dernede omkring, så jeg kan ikke forestille mig, at vi får problemer med at få tiden til at gå mellem alle aspargesmåltiderne.

 

Nu burde jeg få genopfrisket mit tyske – det er mildt sagt rustent, måske oven i købet gennemtæret, for det er efterhånden ret længe siden, vi har været på de kanter, men mon ikke det vigtigste hurtigt kommer igen? Ikke at jeg nogen sinde har været specielt velformuleret på tysk – jeg har altid været bedre til engelsk og har ikke lært tysk siden 2. real, men jeg har trods alt kunnet finde ud af at hutle mig igennem på turisttysk.
Jeg er sikker på, at det bliver en god tur. Er der nogen, der vil med?

Hun skal på REkreation …

… men hun vil sikkert gerne bytte for en million …
Jeg tænkte meget på min søster, mens vi var i Norge. Hun er jo alene, og når jeg tænker på, hvor glad jeg var for at have John, da det var mig, der stod i situationen, kan jeg godt få lidt ondt af hende. Hun har nogle rigtig gode børn, det er slet ikke det, men det er jo ikke helt det samme som at have en skulder 24/7 – ikke fordi jeg brugte den skulder særlig meget; jeg var sjældent i dårligt humør eller ked af det, men bare det at vide, at han var der, betød alverden for mig.
Nu er det en uge siden Merete blev opereret, og hun er træt, men har det godt, for ‘det onde’ er fjernet nu. Jeg husker udmærket den følelse – det var en lettelse, da brystet og dermed ‘det onde’ var væk. De mener at have fjernet det hele, men laboratorieresultaterne må hun vente på til den 20. marts.
Merete er stadig sygemeldt, så jeg ringede og spurgte, om hun ville med til Sverige og blive opvartet og forkælet lidt. Det sagde hun ikke nej tak til, så vi drager snart afsted i nogle dage. Jeg savner Sverige – vi har netop sat fraværsrekord, fordi vi ikke har været der siden midt i januar, da vi lige som har haft lidt forskelligt at se til.
NU skal det så være, skal det!
Vi skulle jo gerne nå det, inden vi tager til Island på VULKANER OG GEOTERMISK ENERGI, som Escape Travel kalder turen.
Den Blå Lagune og Thingvellir kalder; Gulfoss og geyseren Strokkur vil forhåbentlig falde voldsomt henholdsvis nedad og opad, og superjeepen vil tage os langt ud (ind?) i de spændende landskaber, så vi kan se Eyjafjallajökull og Seljalandsfossen, som vi skal se indefra og ud – en lidt speciel oplevelse, vil jeg tro – hvalerne kalder forhåbentlig også på hvalsafarien, og så er der selvfølgelig Reykjavik, hvor vi skal bo.
Atter en spændende tur i udsigt, hvor der oven i købet er en svag chance for at se nordlys, så vi har skam ikke opgivet håbet endnu – og denne gang står vi op, hvis hotellets nordlysalarm går midt om natten!
Jeg har været på Island og har set flere, men ikke alle, af de nævnte ting, bl.a. Strokkur, som her ses lige inden boblen brister. Det er et helt specielt syn, så jeg under for det første John at se Islands fascinerende natur, og for det andet kan det hele snildt tåle at blive set to gange for mit vedkommende – ikke mindst fordi der er over 30 år imellem de to gange.

Vand, snedråber og stilhed

Nu kommer vandet ikke kun fra fjorden, men også fra oven – i dag får vi dog ikke våde fødder, for vi nåede ikke ret meget andet end sidde længe ved morgenbordet og, for Charlottes vedkommende, at pakke kufferterne. Vejret indbød absolut ikke til udendørs færden. Vi skulle desuden køre allerede klokken 12 for at nå at aflevere dem i lufthavnen de anbefalede to timer før afgang.
Som altid går jeg lidt stille og halvvemodigt rundt, når jeg kommer tilbage til det tomme hus, som nu virker mere stille end normalt. Det er selvfølgelig noget vrøvl, men et er, hvad jeg ved, og noget andet er, hvordan det føles.

Denne gang går der længere tid end normalt, inden vi ses igen. Det er helt vores egen skyld – vi kan bare lade være med at have så travlt.
Vi skal til Tromsø og Sommerøya på jagt efter nordlyset. Vi skal til Island og se på vulkaner, varme kilder og geysere og hvad der ellers er at se deroppe. Vi skal en uge i sommerhus i Jylland med hele min familie. Vi skal til England i bil og til Nordnorge i campingvogn. Vi skal på krydstogt i det græske øhav.
Sverige skal passes, og det skal Den Stråtækte også. Det bliver et spændende og oplevelsesrigt år – så oplevelsesrigt, at vi sandsynligvis ikke når til England før engang efter pinse. Et skråplan … jeg plejer da altid at kunne finde en uges tid, men da vi synkroniserede kalenderne, viste det sig vanskeligt at få det til at passe sammen, så vi må se – måske er der pludselig et hul et eller andet sted, så jeg/vi lige kan snuppe nogle dage. Tre måneder er laang tid uden at se dem.

Lang tid – også selv om vi har fået en have, der kræver os og nok kan holde os beskæftigede resten af vores liv … med vores nuværende rejseaktivitetsniveau bliver vi simpelthen nødt til at finde en ungersvend, der mod gode ord og (især) betaling vil sørge for, at vores græsplæne bliver slået så regelmæssigt, at huset ikke skriger af ubeboethed.

Lige nu er der ikke noget at passe – vi kan bare nyde alle de mange mange hundrede vintergækker, der står rundt omkring i små blokke.
Jeg kan bedre lide det engelske navn for dem (snowdrop) – den variant, vi har her, ligner virkelig små snedråber.
Erantis har vi ikke så mange af; der er kun nogle få i spredt fægtning forskellige steder i haven; slet ikke de tæpper, man sommetider kan se. For deres vedkommende er det danske navn det bedste … winter aconites lyder mest som en fæl sygdom, synes jeg.

To your best knowledge, is there anything in this bag…

…I can cut myself on?

Min håndbagage kørte til den forkerte side efter at være blevet røntgenfotograferet. Damn, pokkers og sgu! Jeg har prøvet det en gang før, men det var fordi jeg havde glemt at lægge posen med flydende ting ved siden af tasken, så det var helt min egen skyld.
Det havde jeg ikke i går, så jeg havde ingen ide om, hvad der var årsagen.
Efter at have ventet i små 10 minutter på, at den skulle eftertjekkes, kom der en stor mand i et vældigt julehumør. Jeg skal forsøge at gengive dialogen så korrekt som muligt, men jeg har været nødt til at forkorte originaludgaven temmelig meget.

– Oh my, det er vist en rigtig dametaske, vi har her … hver gang min kone beder mig om at tage noget i hendes taske, nægter jeg pure. Har De det også sådan, Hr? (Henvendt til John).
Derpå vendte han en skærm, så jeg kunne se indholdet, mens han pegede.
– Now, let’s see … det ser ud, som om du har noget flydende og noget skarpt hernede. Dér og dér.
Jeg var ét stort spørsgmålstegn og kunne ikke se, hvad det skulle være.
– Well, Lady, vil De være så venlig at åbne denne taske for mig?
Det gjorde jeg, mens han iførte sig hvide handsker. Og så spurgte han – stadig ‘iført’ et stort smil:
– To your best knowledge, is there anything in this bag I can cut myself on?
– Nej, det er der ikke, og jeg aner stadig ikke, hvad det er I har set.
Så hev han en masse uskyldige ting op, som han lagde til side. Løftede en pung op. Og en til.
– Is this your wallet, Sir?
– Nej, det er mine begge to – en britisk pung og en dansk pung.
– Uha-uha – rejser De tit til England?
– Ja, det gør jeg.
– And this would be …?
– Mit kamera.
– And this …?
– Min telefon. (Begge dele er i syede hylstre, derfor spørgsmålet, inden han åbnede dem.)
– Aha – dér er det flydende!
Det var en antimyggestick, som jeg åbenbart ikke havde fået taget op (apropos dametasker), men det var jo bare en stick, hvilket jeg også påpegede, hvortil han sagde, at det er rigtigt, men at man desværre ikke altid kan se forskel på skærmen.
Han fandt ikke mere og sendte derfor tasken igennem igen. Da den kom retur, bad han mig om at lyne et lille rum op.
– There it is!
Det var mine nøgler, hvor jeg altid har en mini-flaskeåbner isat. Jeg bruger den aldrig selv …

Jeg må have set underlig ud i hovedet, for han grinede rigtigt, med lyd på og det hele, da jeg med min bedste engelske opadgående spørgsmålsintonation og meget løftede øjenbryn spurgte: “This is a sharp item?”
Det var det ikke, men den havde ligget i en uheldig vinkel og havde derfor lignet noget skarpt.
– Well, let me pack your bag for you, Lady. You are absolutely clean and I wish you a pleasant journey to Denmark.
Jeg skulle lige have det skåret ud i pap: Jeg havde altså ikke gjort noget forkert eller haft ulovlige ting i min håndbagage?
– Not at all! I’m very happy! And I wish you a happy new year.
– If you are, I am as well. And a happy new year to you too, Sir.

Han småsludrede smilende hele vejen igennem seancen – han må have været temmelig overbevist om, at jeg sandsynligvis bare var en halvforvirret halvgammel kone og ikke en terrorist.
Det havde taget sin tid, men tid havde vi nok af, og resten af turen gik aldeles smertefrit. Vi kom hjem til den lille, hvide danmarksverden, men heldigvis havde vi igen taget We park, you fly, så bilen stod tørt, godt og sne- og isfri i P8.
Nu vil jeg lige om lidt køre op til min niece, som vist glæder sig til at holde sin første sammenskudsfamiliejulefrokost i deres nye hus, som de kun har boet i et par måneder. Det bliver rigtig hyggeligt – og SÅ skal det også være slut med al den gode julemad!