Hos Mommer

23. januar 2017

Man kan lige så godt slå to fluer med ét smæk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

Når nu vi … skal til England engang i maj og har besluttet os for at tage bilen derover …
Når nu vi … har hørt så meget om det fantastisk smukke Irland – folk kan jo nærmest ikke få hænderne ned, når de begejstret fortæller om landet …
Når nu vi … ved flere lejligheder har talt om, at Irland figurerer på to see-listen …
… kunne vi så ikke lige så godt booke en rejse til Panoramic Ireland, når vi alligevel befinder os så relativt tæt på?
Det mente vi, så det det gjorde vi.

Færgen fra Holyhead i Nordwales ligger bare små seks timers kørsel fra Tim og Charlotte, hvilket vil sige, at vi er i Irland på otte timer. Det er jo ingenting – det ville tage fem timer at flyve fra København, hvis man regner transporttid til og fra lufthavn + ventetid med.
Vi skal derfor ikke leje bil, men køre i egen bil, hvilket John så langt foretrækker, selv om rattet sidder i den forkerte side i forhold til den øvrige trafik, men så længe han har mig som overhalingskonsulent, går det fint. Vi har prøvet højrestyrede biler i Sydafrika, så vi ved godt hvordan det er – og hvis ikke det er en bil med automatgear, banker man højre hånds knoer ind i døren en del gange, inden man vænner sig til at skifte gear med venstre hånd, så derfor: helst egen bil.
Og udenfor højsæsonen – det bliver godt. Vi havde lovet os selv at blive hjemme i drivhusets og havens højsæson. At det så ikke kom til at holde helt i år, fordi vi ikke havde noget reelt valg mht. afrikaturen, er der ikke noget at gøre ved – der var vi jo afhængige af at kunne rejse i børnenes sommerferie, men da rejsen varer kun 11 dage, skal det nok gå.

Ring of Kerry – Cliffs of Moher – Connemara – Glendalough – Killarney – here we come!
Nu står den på planlægning – vi skulle jo gerne nå at se så meget som muligt på den uge, for jeg tror, det er en tur, vi kun foretager én gang – der er så meget, vi gerne vil nå at se, inden det er for sent, og John bliver ikke ved med at kunne tage på bilferier – som jeg har været inde på før.

19. december 2016

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , , ,

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

De flyver mod nordøst - vi flyver mod sydvest ...

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem
, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

18. november 2016

Hvad sker der med de der principper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

image

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
imageAnna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

16. september 2016

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

imageimage

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
imageJeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

28. april 2016

Nu også med fiskeørn!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , ,

Hjemme i Den Stråtækte har vi som bekendt havørne. I morges så John og Søren en fiskeørn her på torpet – eller rettere nede ved åen, hvor den sad og lurede på bytte. Jeg spurgte om de var helt sikre på, at det var en fiskeørn, men det var de, og det ikke mindre efter at have tjekket med fuglebogen. Jeg mente ikke, den kunne have meget at fiske efter her, for vandet er colavand og dermed næsten helt ugennemsigtigt, men John mente, at den var på jagt efter de gæslinger, som der lige nu er en del af nede i åen.
Den sad længe helt stille, så de havde vældig god tid til at studere den.

Projekt terrasse er færdiggjort, så to mænd er glade og meget tilfredse med sig selv. Nu vil de i gang med at rydde lidt op i det nedlagte træ, men først belønner de sig med en herretur til Älmhult for at se på fritidstøj.
Jeg ville ikke med, for jeg er lige så godt i gang med at sy … er dog blevet færdig med det planlagte, nemlig dækkeservietter med tilhørende grydelapper; stoffet indkøbt på håndarbejdsmessen.
Jeg kunne ikke stå for avisprintet og syntes, det så fint ud sammen med kaffekvadraterne, så jeg måtte lige finde ud af at kreere et eller andet.

P1010814P1010815

Jeg har også været ude i den store verden – man kan komme langt omkring på en pc – blandt andet var jeg en tur i Thailand, hvor vi nok aldrig kommer til i det virkelige liv; der er vist for varmt til os. Måske endda for varmt til at tale sammen, selv om det åbenbart er tilladt derude.

Vi må gerne tale sammen 

Sætningen med hæveautomaterne fik mig dog til at tro, at der 1) mangler et ord foran accepteres (kreditkort) og 2) at teksten skulle have befundet sig ved siden af en anden overskrift, men pudsigt så det ud ved første øjekast.
At jeg overhovedet begyndte at rejse, var fordi jeg skulle bestille hotel i London til dreimädchenturen senere på året. Et stædigt fastholdt princip røg sig en tur ved samme lejlighed: “Jeg vil have enkeltværelse!” Blev til “Prøv lige at se her, piger … vi kan få et familieværelse med en dobbelt- og to enkeltsenge for under det halve af,  hvad et enkeltværelse vil komme til at koste os.”
Die zwei Mädchen gik ind for forslaget, så vi tager den billige, men formentlig også hyggeligere løsning. Vi sparer faktisk så meget ved det, at det vil kunne betale for vores måltider i de to dage, vi har tænkt os at husere i London, inden vi tager ud til Charlotte.

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

6. marts 2016

Frodig og dejlig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: ,

Det bliver en temmelig egocentrisk uge for mit vedkommende, for jeg vil ikke komme meget rundt i blogland. Jeg har eget 3-modem med, men forbindelsen er vildt elendig (1 ned, 0,18 op), så skal jeg ikke gå netdød i én uendelighed, er jeg nødt til at gå på hotellets wi-fi, hvilket kun lader sig gøre i lobbyen/receptionsområdet, hvor jeg ikke gider opholde mig mere end højst nødvendigt. Det bliver derfor sikkert bare noget med at uploade hurtigt, og mine kommentarsvar vil blive sporadiske og fra mobiltelefonen, når vi er i nærheden af et acceptabelt mobilnetværk.

Indtil videre kan vi ikke klage over Madeira. Her er dejligt, her er frodigt, med masser af blomster selv på denne årstid. Vi ved godt, at der kommer langt flere senere, men til gengæld passer temperaturen os fint lige nu.
Hotellet er et All inclusive-resort, hvilket vi var lidt spændt på, men her kan vi heller ikke rigtig finde noget at klage over. Maden er fin og indbydende præsenteret, og der er rigeligt at vælge imellem. Rød- og hvidvinen er bestemt ikke, så vi hører englesang, men det ville også have undret mig. Vil vi have bedre vin, beder vi om vinkortet; så koster det bare lidt ekstra.

P1010115

I den store buffetrestaurant kan vi sidde inde eller ude. Vi sidder ude til frokosten og inde til morgen og aften.
Fra hotelværelsets altan kan vi kun se Atlanterhavet, medmindre vi kigger lodret ned, så ser vi restauranten ovenfra, men den er anlagt som en have.

P1010141

De fleste af de mange vækster på Madeira er ikke ‘indfødte’, men importerede, hvilket selvfølgelig også er forklaringen på, at vi kunne genkende flere af dem fra Sydafrika – blandt andet dette spøjse træ med de smukke blomster.
Mange vil nok vide, at Portugal er verdens største eksportør af kork, men hvad jeg ikke vidste var, at kork kan bruges til meget andet end til propper og til gulve. Herunder ses tasker, og inde i butikken hang der korkskjorter! De føles som og ligner blødt ruskind, og så er de vandafvisende. Jeg tror nu ikke, at jeg skal have en med hjem, men det var interessant at se og føle på.

P1010152P1010153

Den gamle bydel er malerisk, og restaurantgaden med de mange malede døre, som jeg kunne huske fra Pias beretning her fra øen, er slet ikke til at stå for. Farvestrålende døre og spisesteder.
Det er ikke kunstnere, der har udsmykket dørene, bare almindelige mennesker, hvilket da også afspejler sig i graden af interessanthed (sorry) og skønhed … nogle var kun iøjnefaldende, men flere var både gode, kreative og iøjnefaldende.

P1010158P1010165P1010166P1010167

Øens udseende og landskaber er meget anderledes end middelhavsøerne og kysterne omkring Middelhavet. Vi kan godt forstå, at Madeira er en ø, man har lyst til at vende tilbage til.
En af dagene skal vi rundt og se meget mere af øen – indtil videre har vi kun kigget på Funchal.

3. marts 2016

Det blev ‘skal ikke’

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:28
Tags: ,

Jeg tænkte det nok: Jeg var for sent ude til det krydstogt, jeg omtalte i går. Det var det jeg i kommentarsvarene mente med, at der var noget der skulle afklares, for vi kunne godt se, at de indvendige kahytter ville være for små til sådan en som mig med tilbøjelighed til en lettere grad af klaustrofobi. Vi kan kun tage afsted i april, og den ene uge var der totalt udsolgt; i den anden var der kun skodkahytten tilbage, og den er alt for lille til os. Det var ikke helt standarden fra middelhavskrydstogtskibet sidste efterår.
Vi skulle helt frem til efteråret for at kunne booke den ønskede kahyt, men der har vi andre planer. Så bliver det til foråret 2017, og til det åbnes der for engang i august.
Næste år! Nu gælder det bare om at huske at kigge til august.
Nu er april hermed åben for andre muligheder … man ved jo ikke, om der pludselig skulle dukke et godt tilbud op.

I'm not a racist

Det er yderst sjældent, at jeg klipser noget ind fra FB, men denne her kunne jeg ikke stå for.
Den person, der udtaler sig øverst, minder mig i betænkelig grad om de personager, der uden blusel skriver noget tilsvarende på dansk – den slags folk, jeg mener holder DF i live, men som der desværre er lidt for rigeligt af.
Jeg har nemlig – som mange andre – lagt mærke til, at de alt-for-meget-danskere, der taler dårligst om ikke-etniske danskere (hedder det åbenbart nu), meget ofte selv har pinligt lidt styr på dansk sprog, retskrivning og grammatik. Det samme gør sig gældende i USA, kan det hermed konstateres, og Cloyd Rivers’ bemærkning nedenunder er ret så morsom!

IMG_5569

Og til jer, der har kommenteret vejret i dag, fordi det åbenbart er eller har været dårligt der, hvor I befinder jer: Jeg kan kun tage ansvar for vejret hvor jeg bor, og her skinner solen over Præstøfjorden, så det er en lyst! Se selv på billedet – man bliver jo fuldstændig blændet, når man kigger ud over fjorden!

2. marts 2016

Skal, skal ikke?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: ,

Jeg sad og læste i det seneste Motor, som denne gang har lidt pudsige oplysninger.
30 % af dem, der køber en brugt bil, prøvekører den ikke først! Det forstår jeg ikke. Når man tænker på, hvilke overraskelser vi har fået ved at prøvekøre biler … vores drøm og største håb viste sig at være som at køre traktor, mens den bedste bil, jeg nogensinde har siddet bag rattet i, er en Seat Cordoba. Den bil satte jeg mig ikke bare ind i – den tog jeg på, fordi den omfavnede mig på en måde, jeg hverken har oplevet før eller siden. Det ligger en del år tilbage, men en førerfornemmelse som den, jeg fik af den bil, var fantastisk. For mig. Ikke for John, desværre …
Danskerne har, siden indførelsen af klip i kørekortet, fået omkring 700.000 af dem, fordelt på 477.258 bilister. En enkelt har fået 19 klip og en anden 21!
Hverken John eller jeg bidrager til klipstatistikken, som også kunne fortælle, at fordelingen af klip for at køre om kap eller væddeløbskørsel er 97,7 % mænd og 2,1 % kvinder. Drengerøve …
Det sted, hvor kvinder og mænd ligger tættest (65,2 og 33,8 %), er i kategorien kørsel uden sikkerhedsudstyr til børn. Skræmmende …
Hastighed øget, når du bliver overhalet: ♂ 86,7; ♀ 12,0 – det er altså også en virkelig typisk mandeting!
Tages samtlige klip, fordeler de sig med 73,0 % til ♂ og 25,7 % til ♀.
Om de sidste hhv. 0,2, 1,0 og 1,3 % er hermafroditter, skal jeg ikke kunne sige.
Retfærdigvis må jeg hellere oplyse, at det bliver forklaret ved, at der ikke er noteret køn ved alle klip.

image

Desværre var der også en reklame fra Smyril Line om et krydstogt til Island og Færøerne.
Det var vel nok ærgerligt, for den tur kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen. Vi besøgte Island sidste år, men denne tur tager os til Islands østkyst, hvor vi ved, at vi ellers aldrig vil komme, for vi tager ikke en rundtur i bil. Færøerne har vi flere gange talt om at nå at se inden vi dør.
Skal, skal ikke?
Krydstogteksperten har en større/længere tur (der derfor også er mere end tre gange så dyr, hvilket trods alt betyder en del, når man gerne vil så meget som os), som vi også har haft kig på, men vi har set Reykjavik, Ålesund, Bergen og Glasgow, så største fordel her ville være at se Shetlandsøerne, men Smyril sejler tæt forbi, så vi får i det mindste et glimt af dem.
Skal, skal ikke?
10 % rabat for FDM-medlemmer. Dvs. at en eventuel opgradering til en noget bedre kahyt på en måde bliver gratis. Ih, hvor de lokker …
Skal, skal ikke?

25. februar 2016

Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Overskriften er et af de mange spørgsmål, som Freja stillede os i mandags. Det korte svar er ja, der sker noget med en, når man ser døden i øjnene.
John fik en alvorlig blodprop som bare 47-årig, sandsynligvis fordi han havde et meget belastende arbejde, hvor han stort set aldrig havde fri, fordi han på det tidspunkt havde ansvaret for ikke mindre end tre tankstationer, hvoraf de to havde åbent døgnet rundt, hvorfor han kunne blive ringet op midt om natten på alle ugens syv dage. Det var kun i ferier, han var fredet. I alt for mange timer anede jeg ikke, om jeg havde ham eller ej – det var et slemt døgn for os alle.
Efter sådan en oplevelse bliver temmelig mange ting sat i relief, og den lykkelige slutning på denne historie er, at han og tre jævnaldrende blev fyret fem år senere, fordi de var blevet for dyre – man kunne få to i den halve alder til den halve pris. At de også kun var halvt så gode, var sjovt nok ikke vigtigt.
Det var også ligemeget, for John var glad. Jeg kunne se det på ham, da han fortalte mig det – han var ikke engang ked af det, men lettet! Jeg skulle da lige synke et par gange, men okay … hvis han var glad, var der jo ingen grund til, at jeg skulle være det modsatte.
For små tre år siden fik jeg som bekendt brystkræft. Ikke en akut sygdom som Johns, men så meget mere tid var der til at tænke over, hvad der var det værste der kunne ske og hvad der var det bedste.
Der skete det bedste: At jeg blev erklæret rask. Ingen garantier, men lige nu er jeg rask.

Vi lærte, at man skal ikke udsætte noget. Hvis det er muligt at gøre det nu, så gør vi det nu.
Jeg har altid været mere impulsiv end John, men i stedet for at stritte imod og forsøge at overtale mig til at “se tiden lidt an”, så lader han sig lettere lokke i dag end før i tiden – det være sig i det små såvel som i det store. Hans egen oplevelse flyttede ham en del mht. visse ting, men det var en kombination af min kræft og det, at vi jobstoppede, der flyttede ham det sidste stykke – det er trods alt også begrænset, hvor impulsiv man kan være, når begge er i arbejde.

Vi har altid elsket at rejse, og vi har mange rejsemål på ønskelisten – også nogle vi sandsynligvis aldrig når/kan/får råd til – men det er okay. I arbejdslivet havde vi kun seks ugers ferie (jeg betalte mig dog til otte i de sidste tre-fire år – England fik hele tiden højere prioritet), men nu har vi alverdens tid. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi rejser hele tiden, men vi gør det i det omfang, vi har mulighed for. Oftest småture, men indimellem kan der blive til en af de større.

Jeg tror, vi har talt om Madeira i 20 år. Nu bliver det en realitet og vi skal afsted inden for en overskuelig fremtid.
I aftes bestilte jeg et tre-nætters ophold i forsommeren på Ballen Badehotel på Samsø, som vi har talt om at se, siden vi så Strisser på Samsø.
Jeg fik øje på et godt tilbud gennem Ældresagen og spurgte John, om han ville med. Det ville han gerne …
Madeira er i øvrigt også gennem Ældresagen – den smule, medlemskabet koster om året, bliver betalt tilbage flere gange for vores vedkommende; Rabatten på ballenopholdet (herligt ord!) alene modsvarer årskontingentet for os begge.
Jeg kan kun anbefale det – jeg har været medlem siden jeg var 55, men man kan fra man er 50.

21. december 2015

På én gang årets korteste og årets længste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Så vender det. Vi går langsomt, men sikkert, mod lysere tider.
Ikke at jeg er sådan en lyshungrende person, der går i sort i mere end én forstand her i mørketiden – jeg trives absolut fint med at være nordbo og synes, at denne årstid er meget hyggelig: levende lys det meste af dagen og næsten altid ild i brændeovnen. Det er da dejligt. Især vores køkken omfavner os kærligt med varme og hygge – det var i hvert fald med de fine ord, vores nye genboer udtrykte det, da de i forgårs var inde for at blive budt velkommen på vores vej.
To yderst spændende mennesker, i øvrigt. Et par i start-halvtredserne, nyankommet fra Stockholm, nu undervisere på Marjatta (næsten alle på vores vej er tilknyttet Marjatta), men hun er desuden optrædende danser. Han har en ph.d. i Performing Arts (var det vist) fra Plymouth University. De har en søn på den berømte designskole i London Central Saint Martin.
Vi havde dermed en masse at snakke om, så to timer fløj afsted uden vi lagde mærke til det. Det er simpelthen så dejligt at møde nye mennesker, som man føler man har kendt længe.

Det er årets korteste dag, men for mig er det samtidig den længste. Jeg bliver som et lille barn juleaftensdag, når jeg går og venter på, at mine englændere skal ankomme – hvilket de ikke gør før kl 19:30! Uh, det er sent. For mig. Det svarer nogenlunde til tidspunktet for julegaveudpakningen d. 24., så det er en fuldstændig parallel.

Klassiske England

Apropos England. Mnh, måske ikke helt apropos … men jeg er nødt til at bringe en reklame for Kulturrejser Europa, som vi to gange ud af to har været meget positivt overraskede over (og vi skal til Madeira med dem til foråret), som har en tur, der hedder Det Klassiske England.
Hvis man overvejer at se noget andet end London (og London er da herlig, men lige så lidt England, som København er Danmark), så er her en ideel tur at starte med. Det er virkelig det skønneste og mest klassiske England, man får set. Jeg ved det, for vi har været alle stederne – undtagen på Highclere Castle (= Downton Abbey), hvortil det er fuldstændig umuligt for os andre at få biletter. Naturen er vidunderlig i hele det viste område – det ved jeg også, for Charlotte og Tim bor mellem Devizes og Stonehenge, så vi har kørt det tyndt efterhånden. Bath og Cotswolds skal simpelthen bare ses og Stratford upon Avon (Shakespeares fødeby) er yderst malerisk, med en hovedgade, som godt kan forlede en til at tro, at man stadig befinder sig i det 17. århundrede.
Man bliver transporteret hele vejen rundt og slipper dermed for selv at skulle køre venstrekørsel, som virker skræmmende for nogle.
Jamen er det da ikke bare med at komme afsted?
Og nej, jeg er ikke blevet bedt om at reklamere for Kulturrejser Europa, men jeg kan ikke anbefale England nok som ferieland – jeg synes der er alt for få, der kender andet end London.

6. april 2015

Hvem har nogensinde hørt om en aspargestur?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags:

imageDer er vinrejser, blomsterrejser, safarirejser og i det hele taget temarejser i hobetal. Jeg havde indtil i dag ikke hørt om aspargesrejser, men Motor gjorde mig klogere.
Jeg læser ikke Motor hver gang, det kommer, men det hænder da, således som det gjorde i dag – der var nemlig noget om engelske haver, bl.a. Sissinghurst, som vi regner med at skulle se til sommer. Længere omme i bladet var der FDMs sædvanlige småannoncer om tilbudsture, og her så jeg den, aspargesturen, til en lille by ved navn Schwalenberg, som jeg aldrig har hørt om, men som jeg nu har fundet ud af er næsten ren middelalder og desuden ligger i et meget smukt område.

Er der ikke nogen, der kan skaffe mig nogle flere dage i året? Det går da helt galt med alt det rejseri i år … det lykkedes os dog at finde et hul i kalenderen, for denne tur har vi næsten ikke råd til at lade være med at tage, så den er nu bestilt … vi får 3 x overnatning med morgenbuffet, 3 x 3-retters “Spargel menu” og derudover en aspargessnaps ved ankomst og ½ kilo friske asparges til at tage med hjem – de sidste to ting er lidt lir, men vi tager det da med, og tænk, at man kan få overnatningerne og al den mad for 2390 kroner – for os begge to! Okay, vi skal så lige køre de 500 km til Schwalenberg, som ligger lige til venstre for Harzen, og vi skal også hjem igen, men det går nok … og der ser så ganske nydeligt ud dernede omkring, så jeg kan ikke forestille mig, at vi får problemer med at få tiden til at gå mellem alle aspargesmåltiderne.

  image

Nu burde jeg få genopfrisket mit tyske – det er mildt sagt rustent, måske oven i købet gennemtæret, for det er efterhånden ret længe siden, vi har været på de kanter, men mon ikke det vigtigste hurtigt kommer igen? Ikke at jeg nogen sinde har været specielt velformuleret på tysk – jeg har altid været bedre til engelsk og har ikke lært tysk siden 2. real, men jeg har trods alt kunnet finde ud af at hutle mig igennem på turisttysk.
Jeg er sikker på, at det bliver en god tur. Er der nogen, der vil med?

13. marts 2015

Hun skal på REkreation …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: ,

… men hun vil sikkert gerne bytte for en million …
Jeg tænkte meget på min søster, mens vi var i Norge. Hun er jo alene, og når jeg tænker på, hvor glad jeg var for at have John, da det var mig, der stod i situationen, kan jeg godt få lidt ondt af hende. Hun har nogle rigtig gode børn, det er slet ikke det, men det er jo ikke helt det samme som at have en skulder 24/7 – ikke fordi jeg brugte den skulder særlig meget; jeg var sjældent i dårligt humør eller ked af det, men bare det at vide, at han var der, betød alverden for mig.
Nu er det en uge siden Merete blev opereret, og hun er træt, men har det godt, for ‘det onde’ er fjernet nu. Jeg husker udmærket den følelse – det var en lettelse, da brystet og dermed ‘det onde’ var væk. De mener at have fjernet det hele, men laboratorieresultaterne må hun vente på til den 20. marts.
Merete er stadig sygemeldt, så jeg ringede og spurgte, om hun ville med til Sverige og blive opvartet og forkælet lidt. Det sagde hun ikke nej tak til, så vi drager snart afsted i nogle dage. Jeg savner Sverige – vi har netop sat fraværsrekord, fordi vi ikke har været der siden midt i januar, da vi lige som har haft lidt forskelligt at se til.
NU skal det så være, skal det!
Vi skulle jo gerne nå det, inden vi tager til Island på VULKANER OG GEOTERMISK ENERGI, som Escape Travel kalder turen.
Den Blå Lagune og Thingvellir kalder; Gulfoss og geyseren Strokkur vil forhåbentlig falde voldsomt henholdsvis nedad og opad, og superjeepen vil tage os langt ud (ind?) i de spændende landskaber, så vi kan se Eyjafjallajökull og Seljalandsfossen, som vi skal se indefra og ud – en lidt speciel oplevelse, vil jeg tro – hvalerne kalder forhåbentlig også på hvalsafarien, og så er der selvfølgelig Reykjavik, hvor vi skal bo.
Atter en spændende tur i udsigt, hvor der oven i købet er en svag chance for at se nordlys, så vi har skam ikke opgivet håbet endnu – og denne gang står vi op, hvis hotellets nordlysalarm går midt om natten!
Jeg har været på Island og har set flere, men ikke alle, af de nævnte ting, bl.a. Strokkur, som her ses lige inden boblen brister. Det er et helt specielt syn, så jeg under for det første John at se Islands fascinerende natur, og for det andet kan det hele snildt tåle at blive set to gange for mit vedkommende – ikke mindst fordi der er over 30 år imellem de to gange.

20. februar 2015

Vand, snedråber og stilhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu kommer vandet ikke kun fra fjorden, men også fra oven – i dag får vi dog ikke våde fødder, for vi nåede ikke ret meget andet end sidde længe ved morgenbordet og, for Charlottes vedkommende, at pakke kufferterne. Vejret indbød absolut ikke til udendørs færden. Vi skulle desuden køre allerede klokken 12 for at nå at aflevere dem i lufthavnen de anbefalede to timer før afgang.
Som altid går jeg lidt stille og halvvemodigt rundt, når jeg kommer tilbage til det tomme hus, som nu virker mere stille end normalt. Det er selvfølgelig noget vrøvl, men et er, hvad jeg ved, og noget andet er, hvordan det føles.

P1050292Denne gang går der længere tid end normalt, inden vi ses igen. Det er helt vores egen skyld – vi kan bare lade være med at have så travlt.
Vi skal til Tromsø og Sommerøya på jagt efter nordlyset. Vi skal til Island og se på vulkaner, varme kilder og geysere og hvad der ellers er at se deroppe. Vi skal en uge i sommerhus i Jylland med hele min familie. Vi skal til England i bil og til Nordnorge i campingvogn. Vi skal på krydstogt i det græske øhav.
Sverige skal passes, og det skal Den Stråtækte også. Det bliver et spændende og oplevelsesrigt år – så oplevelsesrigt, at vi sandsynligvis ikke når til England før engang efter pinse. Et skråplan … jeg plejer da altid at kunne finde en uges tid, men da vi synkroniserede kalenderne, viste det sig vanskeligt at få det til at passe sammen, så vi må se – måske er der pludselig et hul et eller andet sted, så jeg/vi lige kan snuppe nogle dage. Tre måneder er laang tid uden at se dem.

Lang tid – også selv om vi har fået en have, der kræver os og nok kan holde os beskæftigede resten af vores liv … med vores nuværende rejseaktivitetsniveau bliver vi simpelthen nødt til at finde en ungersvend, der mod gode ord og (især) betaling vil sørge for, at vores græsplæne bliver slået så regelmæssigt, at huset ikke skriger af ubeboethed.

Lige nu er der ikke noget at passe – vi kan bare nyde alle de mange mange hundrede vintergækker, der står rundt omkring i små blokke.
Jeg kan bedre lide det engelske navn for dem (snowdrop) – den variant, vi har her, ligner virkelig små snedråber.
Erantis har vi ikke så mange af; der er kun nogle få i spredt fægtning forskellige steder i haven; slet ikke de tæpper, man sommetider kan se. For deres vedkommende er det danske navn det bedste … winter aconites lyder mest som en fæl sygdom, synes jeg.

27. december 2014

To your best knowledge, is there anything in this bag…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:23
Tags:

…I can cut myself on?

Min håndbagage kørte til den forkerte side efter at være blevet røntgenfotograferet. Damn, pokkers og sgu! Jeg har prøvet det en gang før, men det var fordi jeg havde glemt at lægge posen med flydende ting ved siden af tasken, så det var helt min egen skyld.
Det havde jeg ikke i går, så jeg havde ingen ide om, hvad der var årsagen.
Efter at have ventet i små 10 minutter på, at den skulle eftertjekkes, kom der en stor mand i et vældigt julehumør. Jeg skal forsøge at gengive dialogen så korrekt som muligt, men jeg har været nødt til at forkorte originaludgaven temmelig meget.

Oh my, det er vist en rigtig dametaske, vi har her … hver gang min kone beder mig om at tage noget i hendes taske, nægter jeg pure. Har De det også sådan, Hr? (Henvendt til John).
Derpå vendte han en skærm, så jeg kunne se indholdet, mens han pegede.
Now, let’s see … det ser ud, som om du har noget flydende og noget skarpt hernede. Dér og dér.
Jeg var ét stort spørsgmålstegn og kunne ikke se, hvad det skulle være.
Well, Lady, vil De være så venlig at åbne denne taske for mig?
Det gjorde jeg, mens han iførte sig hvide handsker. Og så spurgte han – stadig ‘iført’ et stort smil:
To your best knowledge, is there anything in this bag I can cut myself on?
– Nej, det er der ikke, og jeg aner stadig ikke, hvad det er I har set.
Så hev han en masse uskyldige ting op, som han lagde til side. Løftede en pung op. Og en til.
Is this your wallet, Sir?
– Nej, det er mine begge to – en britisk pung og en dansk pung.
– Uha-uha – rejser De tit til England?
– Ja, det gør jeg.
And this would be …?
– Mit kamera.
And this …?
– Min telefon. (Begge dele er i syede hylstre, derfor spørgsmålet, inden han åbnede dem.)
– Aha – dér er det flydende!
Det var en antimyggestick, som jeg åbenbart ikke havde fået taget op (apropos dametasker), men det var jo bare en stick, hvilket jeg også påpegede, hvortil han sagde, at det er rigtigt, men at man desværre ikke altid kan se forskel på skærmen.
Han fandt ikke mere og sendte derfor tasken igennem igen. Da den kom retur, bad han mig om at lyne et lille rum op.
There it is!
Det var mine nøgler, hvor jeg altid har en mini-flaskeåbner isat. Jeg bruger den aldrig selv …

P1040710Jeg må have set underlig ud i hovedet, for han grinede rigtigt, med lyd på og det hele, da jeg med min bedste engelske opadgående spørgsmålsintonation og meget løftede øjenbryn spurgte: “This is a sharp item?”
Det var det ikke, men den havde ligget i en uheldig vinkel og havde derfor lignet noget skarpt.
Well, let me pack your bag for you, Lady. You are absolutely clean and I wish you a pleasant journey to Denmark.
Jeg skulle lige have det skåret ud i pap: Jeg havde altså ikke gjort noget forkert eller haft ulovlige ting i min håndbagage?
Not at all! I’m very happy! And I wish you a happy new year.
If you are, I am as well. And a happy new year to you too, Sir.

Han småsludrede smilende hele vejen igennem seancen – han må have været temmelig overbevist om, at jeg sandsynligvis bare var en halvforvirret halvgammel kone og ikke en terrorist.
Det havde taget sin tid, men tid havde vi nok af, og resten af turen gik aldeles smertefrit. Vi kom hjem til den lille, hvide danmarksverden, men heldigvis havde vi igen taget We park, you fly, så bilen stod tørt, godt og sne- og isfri i P8.
Nu vil jeg lige om lidt køre op til min niece, som vist glæder sig til at holde sin første sammenskudsfamiliejulefrokost i deres nye hus, som de kun har boet i et par måneder. Det bliver rigtig hyggeligt – og SÅ skal det også være slut med al den gode julemad!

12. december 2014

Nu vil vi se lyset. Nordlyset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: , ,

Jeg er medlem af Ældresagen (det støder mine øjne, at de kalder det Ældre Sagen!). Da jeg meldte mig ind, grinede John højt og larmende, men der kan godt være mange fordele ved det, selv om man ikke helt føler sig som ældre endnu. Eller gammel, for den sags skyld. Sjovt nok er man ældre, når man er ‘gammel’ end når man er ‘ældre’. Logik? Nej, sagde Ellen og så lo hun og gik …
Der er fx rejser med rabat og/eller imagerejser specialsyet til Ældresagens medlemmer.
De bliver altid studeret grundigt, for det kunne jo være, der lige var noget, der tiltalte os. Kulturrejsers tur til Amalfi fandt vi i medlemsbladet – den var rigtig god, så det er bare med ikke at gå glip af noget.
Vi har i årevis talt om, at vi godt kunne tænke os at se nordlys, og nu skal det altså være!
Desværre følger der ikke en nordlysgaranti med i købet, men Albatros har lagt rejsen på et tidspunkt, hvor chancen er størst, nemlig i marts, så den er hermed købt og betalt og er min fødselsdagsgave fra mig til mig. John får også lov at komme med.
Vi havde ellers talt om i midten af februar at tage et eller andet sted hen, hvor der er lidt mildere temperaturer, og så ender vi i Tromsø!

V flyver til Bodø og skal sejle natten over med Hurtigruten herfra gennem Lofotens smalle fjorde til Tromsø, hvor vi har tre nætter. “Den, der vil opleve mere, kan købe vores udflugtspakke, der tager os med helt ud til den yderste kyst, hvor himlen er endnu større. Vi spejder efter havørne og kører med hundeslæde over det gnistrende, tyste vinterlandskab, og når mørket falder på, håber vi at se nordlysets farvespil over den stjerneklare himmel.”
Det gider vi simpelthen SÅ godt, det der med hundeslæde og nordlys … nu håber jeg bare, at vi virkelig også får set lyset, for jeg er ikke sikker på, vi tager sådan en tur flere gange. Man kunne selvfølgelig bare rejse til Tromsø på egen hånd og blive der længe nok, men nu satser vi på dette her i første omgang.
Albatros ville have depositummet indbetalt 15. december og restbeløbet 22. december. Kunne de ikke bare have opkrævet det hele på én gang?

Den var næsten i klasse med E.ON, men også kun næsten, og nu kommer hermed sidste del af historien:
Vores nabo i Sverige betaler for el hver måned. Grundet et voldsomt tordenvejr var der gået koks i måleren, og der gik fire måneder uden han fik en regning, hvorefter der – selvfølgelig – kom én samlet regning på de foregående måneder.
Han ringede og bad om at få delt den op i to, så han kunne fordele udgiften over to måneder, og damen var skam meget forstående – ikke noget problem i det.
Der fulgte to opkrævninger, hvor den første skulle betales pr. 31. oktober og den anden 1. november …

7. oktober 2014

Fra sommer til efterår på en nat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , ,

I går skrev jeg, at vi ville til Swindon og at jeg derfra skulle tage toget til Reading.
Klokken 10 ringede Tim og sagde, at han først havde været nødt til at køre fra Pewsey til Swindon, fordi togdriften på hans normale linje var indstillet. Nu var han så strandet i Reading og stort set al togdrift fra vest ind mod London var indstillet. “Og nu gik lyset på Reading station! Det går sandelig godt dette her!”
Med andre ord: Han ville nok anbefale, at Charlotte kørte mig helt til Reading, hvorfra lufthavnsbusserne RailAir går. Vejtrafikken var der intet i vejen med, men de engelske regionaltog er lige så sarte som de danske S-tog: Hvis der er våde blade på skinnerne, kan togene ikke køre.
Vi havde dog en lumsk anelse om, at det drejede sig om mere end kun våde blade, siden det var på flere vestgående linjer. Det var altså også et skrækkeligt vejr derovre i går. Det skulle ankomme til DK i dag … det har i skrivende stund heller ikke været rigtig lyst endnu.
Underligt nok kommer regnen fra sydvest, mens vinden kommer fra sydøst, men det må dreje sig om forskellige lag deroppe i de højere sfærer.

Mit fly afgik først kl. 18:15, men eftersom C skulle være tilbage og hente børn kl. 15:15, var hun nødt til at sætte mig af i Reading senest kl. 13:45, hvilket betød, at jeg endte med at have over tre timer at skulle slå ihjel i Heathrow. Det gik dog fint, for SAS og Star Alliance-selskaberne er flyttet til den helt nye Terminal 2, som viste sig at være lys, lækker, luftig, med masser af plads og ikke overbefolket med rejsende. Sandelig noget ganske andet end Terminal 3, som ikke var særlig morsom at skulle vente i. Security tog no time, hvor man kan vente lææænge i Terminal 3 på at blive sluset gennem perleporten.
I København sad John på en bænk og så ud, som om han kedede sig – normalt plejer han at stå lige hvor man kommer ud, men jeg måtte lede efter ham … undrede mig såre over det og spurgte, om han var dårlig, siden han sad der.
“Overhovedet ikke, men din bagage kommer først om 12 minutter!?”
Den information havde de ikke lige fået synkroniseret, sandsynligvis fordi de sidste 15 minutters bagageventetid inde på bagagebåndet gik på 30 sekunder. Det har jeg oplevet flere gange før, men det er også bedre at love for meget end for lidt – de plejer bare at huske at opdatere alle tavlerne.

IMG_0580

Jeg havde haft ret i min formodning om, at vinen ville kulminere, mens jeg var væk. John havde taget nogle billeder, da den var allerflottest – det er lidt ærgerligt, at dette syn sjældent varer mere end en uges tid.
Lige nu er de sidste blade ved at blæse væk i de kraftige vindstød, der kommer indimellem.
Svanerne lå ganske tæt nede i fjorden og havde gemt hovederne under vingerne.
Det var virkelig også en brat overgang fra sommervarme til efterårsrusk – det tog bare en enkelt nat.

6. oktober 2014

Bemærkelsesværdig god timing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , , ,

P1030565Lige så fantastisk sommergodt, vejret har været i den sidste uges tid, lige så meget efterårsdårligt er det blevet nu. Rusk og regn, så det basker. Og pjasker. Vinduet i mit soveværelse står altid åbent og døren står altid på klem, men i nat vågnede jeg ved, at  vinden ruskede så meget i vinduet, at det larmede temmelig meget og samtidig formåede samme vind at få døren til at banke ind i karmen på spøgelsesagtig maner. Selv Aubrey vågnede ved det og troede, at det tordnede, men det var kun blæsten, der huserede.
Det er med andre ord en passende dag at tage hjem på. Vi flyver hjem på rekordtid, hvis den vind fortsætter … en stærk vind fra den rigtige (eller forkerte) retning kan sagtens betyde plus/minus en halv time for transporttiden.

Billedet viser Anna med pudseklude på fødderne. Da C havde vokset gulvet og skulle til at pudse det med maskinen, spurgte Anna, om hun ikke måtte lege Pippi Langstrømpe, der vasker gulv. Anna har altid været lidt misundelig på alt det sjove Pippi slipper afsted med at gøre, så her øjnede hun endelig en chance for at leve noget af drømmen ud.

P1030627

Ellers bare et par stemningsbilleder her på falderebet. Anna og Aubrey i tingtræet ved siden af legehuset. Spørg mig ikke hvorfor alt dette absolut skulle op i træet og hænge, men det mente de åbenbart så pænt ud.

P1030629

Byggepladsen. Man skal forestille sig ladeportene blive til vinduespartier. Når det kommer i orden, vil det forhåbentlig tage sig noget anderledes ud.
I dag kører vi til Swindon, hvorfra jeg vil tage toget til Reading, når vi har været i Swindon Outlet Centre.
Klokken 21 lander jeg i Kastrup, hvor John henter mig.
Det er sundt at være lidt væk fra hinanden – vi taler sammen hver dag, og i aftes erklærede han, at NU savner han mig altså for alvor.
Dejligt at høre … selvfølgelig savner jeg også ham, men der er ingen tvivl om, at jeg har alle fordelene – der sker jo hele tiden noget for mig, og det er mig, der er sammen med barn og børnebørn. Jeg vil dog lige pointere, at han helst ville blive hjemme og arbejde på Den Stråtækte denne gang, især fordi
der ikke er engang tre uger til, at de kommer en tur til Danmark. Børnene har snart efterårsferie, så nu vil de over og se Den Stråtækte – det glippede jo i sommers, fordi håndværkerne begyndte renoveringen, så C var nødt til at være til stede.

21. september 2014

Two down – 941 to go …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , ,

Afslapning inden afrejseVi er hjemme igen. Ikke så trætte i dag, som jeg kunne have frygtet, da vi kom i seng over midnat efter at have været på farten siden 14:30.
Den sidste dag er altid en underlig dag. Man er lidt rastløs, fordi man er blevet smidt ud af hotelværelset; man kan ikke rigtig nå at foretage sig noget spændende, fordi man ikke engang tør tage en bus et eller andet sted hen – der skulle jo nødig gå noget galt, så man kommer for sent til lufthavnsbussen. I øvrigt var det også så varmt (i går rundede vi 30°), at vi ikke orkede noget som helst andet end at sidde i skyggen og få tiden til at gå. Heldigvis havde vi hver en iPad og dermed masser af tidsfordriv i form af puslespil, sudoku og bøger. Jeg havde desuden krydserpåtværs i papirformat, så det var slet ikke noget problem at slappe af … hotellet havde en finfin terrasse, hvor vi kunne være, og hvor vi kunne gå op og nyde den frokost, vi købte i butikken lige ved siden af hotellet.

Til venstre i øverste billede ses en bougainvillea i krukke. Dem så vi masser af i hele området – og naturligvis ikke kun i krukker; overalt kunne man se endog meget store eksemplarer. Det er en særdeles køn plante … selve blomsten er meget lille og uanselig, idet de kendte, røde blade er – netop blade og ikke blomsterne. Man kalder de røde blade for højblade. Jeg har lært en del på denne tur, herunder dette med bougainvilleaens blomster, men ferier er gode på mange måder – også til at blive klogere af.
Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvad blomsten til højre er for en. Vores guide var en utrolig dygtig og vidende kvinde, men det var tydeligt, at botanik aldrig har hørt til hendes yndlingsfag, for vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke fik meget ud af at spørge hende om identiteten af diverse vækster.

P1030466P1030472

imageNår vi er færdige med en ferie, rekapitulerer og/eller reflekterer vi altid lidt over den på vejen hjem og i de nærmeste dage efer hjemkomst. Vi taler om, hvad der var bedst ved den og hvad der eventuelt var værst.
Dette sidste var der ikke rigtig noget af. Det har været en på alle måder virkelig god ferie. Det er altid spændende, når man gør noget på andres anbefalinger, idet ens egne holdninger eller præferencer ikke nødvendigvis er de samme, men nu havde vi snart hørt så mange gange, at Amalfikysten ikke uden grund er på Unescos verdensarvliste, at vi måtte konstatere ved selvsyn, om det var rigtigt.
Det var min søster, der gjorde mig opmærksom på listen; hun krydser af på den, imagenår hun har set et af stederne, så nu er jeg begyndt på det samme. Jeg tror, vi har en konkurrence kørende, men det ved hun ikke endnu – jeg skal nemlig først finde ud af, om vi ligger nogenlunde lige, eller om den ene af os er langt foran den anden. Jeg er nu oppe på 66 af de over 1000 steder, der figurerer på listen, så der er laaang vej endnu. Jeg ved dog med 100 % sikkerhed, at det langt fra er dem alle, jeg har lyst til at opsøge, så målet er slet ikke alle de godt 1000 – det kan vi heller ikke nå, om så vi rejste resten af vores liv – men det er faktisk meget sjovt at kunne krydse dem af – eller rettere fremhæve dem med fed skrift i den Wordfil, jeg har overført listen til. Italien alene har 50 steder, og jeg kan nu glæde mig over at have set de 12.
Danmark har seks steder på listen, hvoraf nok de fleste af os har set de fem – og det sjette vil jeg meget gerne nå at se.

17. september 2014

Du er ikke alene …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: , ,

… synger Sebastian. Han mente vist ikke på Capri, men det passer også her. Vi syntes, Amalfi var lidt af et turisthelvede, men da havde vi ikke set noget endnu. Det var en forladt og øde by ved siden af Capri.
Du GO.de.ste, hvor var der mange. Alt for mange. Vi var så uheldige at ankomme samtidig med, at verdens største krydstogtskib ligger til ved Napoli. 9000 passagerer kan det tage, og når de fleste af dem tager til Capri sammen med de turister, der også lige valgte at tage dertil i går, så går det galt. Især når det er amerikanere. Sorry, hvis jeg skulle få trådt nogle over tæerne her.

P1030299

Men Capri var da smuk. Ovenud smuk. Vi var oppe ved og i Axel Munthes villa. Han var en velhavende svensk læge, som byggede sit hus her og udøvede sin lægegerning gratis – men de velbeslåede betalte ham vist rigeligt. Den svenske prinsesse, senere dronning, Victoria passede han også på hernede. Særdeles godt endda – det blev mere end antydet, at de var mere end læge og patient. Det var sandelig også nogle vidunderlige omgivelser – man kan næsten ikke undgå at blive forelsket sådan et sted.

P1030296

Men altså … de bittesmå bybusser fyldte man vist efter det japanske princip, hvor folk bliver skubbet ind, til sekundet før transportmidlet brister. Forestil jer at køre fra Capri by til Anacapri – og více versa – ad hårnålesving på denne måde! Med en chauffør, der kører stærkt! Han skulle jo gerne nå at få flyttet en masse turister. Man fik testet både arm- og benmuskler, skulle jeg mene.
Det er af af en anden årsag end i den gamle sang, men jeg tager heller aldrig til Capri igen – smuk ø eller ej.
Men nu har vi set den, og det var som sædvanlig en smuk sejltur derud.

P1030323P1030334

Så vr det noget ganske andet med Ravello og Scala i dag. Vi ankom tidligt, så turisterne – de andre turister – var ikke vågnet endnu. Der var så smukt, stille og fredeligt, at vi næsten ikke selv kunne tro på det.
Der var fotostop i Scala, men det skulle have været på hjemvejen for at være ideelt pga. det modlys, der var, da vi kom. Vi var derfor næsten mere betagede af herrerne med muldyrene, som slæbte grus og fliser op til et eller andet byggeri. Seks fliser ad gangen kunne dyret bære. Der skulle gås mange gange endnu, før alt var bragt op, men sådan er alle byerne hernede jo bygget …

P1030351

Meget pænt sted at gå og passe sin køkkenhave …

P1030365P1030371

Vi gik op til – eller også var det ned til – Villa Cimbrone. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var oppe eller nede i forhold til Ravello, for der var masser af op- og nedstigninger og trapper både den ene og den anden vej. Men igenigenigen et fantastisk sted. De, der dengang havde mange penge, byggede sig disse storslåede villaer og stjal så ellers udsmykningen til dem fra de gamle græske villaer, der alligevel ikke blev brugt længere.
Der er ikke noget at sige til, at Krøyer og andre malere elskede Amalfi-området. Og H.C. Andersen. Thorvaldsen. Palle Kjærulff-Schmidt. Alle har de malet, billedhugget eller med ord og billeder besunget området her.

P1030377

Et glimrende sted at sidde og indtage vores sædvanlige formiddagsdrik: En caffe americano og et glas friskpresset citronjuice.
Uhh, der er alt for mange ord i mig endnu, men jeg må beherske mig …
Guiden vidste i øvrigt godt, at vi havde sølvbryllup i går. Jeg fortalte det ï telefonen, dengang jeg for over et halvt år siden bestilte rejsen, og det var åbenbart blevet skrevet ned, så Kulturrejser havde sat en flaske champagne på værelset og Karina selv gav os en lille ting, hun havde købt til os på Capri. Meget sød gestus. Hun spurgte os, om vi gerne ville have, at selskabet sang for os, men hun behøvede bare at se på vores ansigtsudtryk for selv at kunne besvare det spørgsmål. Næh tak, og de andre i gruppen behøver heller ikke at få noget at vide …

15. september 2014

Amalfi by, Den grønne grotte og sejlturen dertil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , ,

Sejlturen til Amalfi by var, ikke overraskende, betagende smuk. Vi havde vores egen båd (selskabet altså; ikke John og mig), og da vi lovede at lade være med at sladre, sejlede den flotte kaptajn os ind i Den grønne grotte, Grotto smeralda, selv om det er blevet forbudt, så nu springer vi Den blå grotte over på Capri i morgen … synes nemlig ikke, at denne var spor grøn …

Grotto smeralda

Efter grotten gik turen mod Amalfi by, og på vejen dertil fik vi udpeget flere kendte personers villaer; bl.a. Sophia Lorens og Kennedyernes.

P1030188P1030172

Herover fru Lorens lille knaldhytte og til højre et hotel med dets brudesuite kl. 4 i billedet – den lille lysegule bygning. Man må da sige, at det nygifte par kan få lov til at udfolde sig aldeles uforstyrret.
Amalfi by var meget spændende, med smalle gader og andre gader, der bare var trapper. Vasketøj hængende ned alle vegne fra, men det er kun en charme mere. Vi var dog glade for at vi ikke bor i Amalfi, for du GOdeste da for et turisthelvede.

P1030201P1030202P1030208

Vi er i citronland – citroner på størrelse med små meloner, limoncella i alle afskygninger og endelig et glas friskpresset citronjuice til Ellen – på det tidspunkt var det meget bedre end en kop kaffe, dog ikke hvis man spørger min mand. Jeg fik også et glas til min frokost, som bestod af af bruchetta med tomat, mozarella, tun, rødløg og basilikum. Et sandt festmåltid, og det var rigeligt med mad til mig … temperaturen er 28 grader!

P1030154

Mere sejltur … Maiori set fra søsiden – vi bor lige ved den røde pil.

P1030221P1030229

Det øverste stykke af hovedgaden i Amalfi, hvor der kører de mindste bybusser igennem, jeg har set – der kunne sidde otte personer i dem og sikkert stå det samme antal. Jeg tror nu også, at københavnerbybusstørrelse ville have visse problemer i disse gader …
En grønthandler reklamerede med naturens eget viagra – viagra naturale – vidste I det? Vi må spise noget mere chili.
(Jeg synes ellers, vi spiser en del chili … gad vide hvor stor daglig dosis skal være for at det virker?)
Det var dagens billedspam. Nu vil vi lege indfødte og tage en time på langs inden vi skal ud og spise gourmetmiddag på en åbenbart berømt og besunget fiskerestaurant i aften … den gourmetmiddag, jeg havde bestilt hjemmefra og havde håbet på var i morgen, hvor vi jo har sølvbryllup, men sådan blev det altså ikke. I stedet bliver hele dagen i morgen tilbragt på Capri, og så tager vi endnu en gourmetmiddag sammen med guiden og på hendes anbefaling på onsdag. Vi kommer vist ikke til at mangle noget.

26. juni 2014

Pensionister har alt for meget tid – eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

I dag har vi måttet køre tidligt hjem fra Sverige, fordi jeg i aften skal jeg til grillaften sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – endnu en gang, men jeg er superglad, så længe de gider hive mig med ind i fællesskabet. Det bliver fedt at være sammen med dem og interessant at blive opdateret om min gamle arbejdsplads.

P1010737

I går var jeg henne for at stjæle lidt af naboens rabarber. Eller tage, hedder det, for jeg har en generel tilladelse til at snuppe dem, da hans kone ikke kan lide rabarber. De er kæmpestore, men jeg er ikke helt klar over, om det er godt eller skidt. Sikkert  det sidste … jeg tog syv stængler, som viste sig at veje 1813 g. Mere end rigeligt til min store bradepande-rabarberkage, som kræver 1400 gram. Og ½ kilo smør! Men kagen rækker altså også til 20 personer. De ligger nu i fryseren og venter på, at jeg skal bage denne kage, når vi efter englandsturen får besøg heroppe af Ditte og Peter.

Det var med andre ord en lynvisit på torpet – til de fine, orange blomster, som jeg lige har glemt navnet på, selv om der var en, der sidste år var flink at fortælle mig det. Flovt. Navnet på de hvide kender jeg desværre alt for godt. Det begynder med s … men de og de orange klæder heldigvis hinanden meget godt. Skal jeg jo mene, så længe jeg ikke gør noget for at fjerne dem.
Opdatering: Jeg er kommet frem til, at det må være en lille kejserlilje.

P1010728

Fredag eller lørdag skal vi se et par venner, og søndag går turen mod England. Med den sidste færgetur for vores vedkommende.
Øv. Nu havde vi lige vænnet os til den luksus at ofre Commodoreklassen, så turen var til at holde ud, og så lukker de ruten til efteråret. Det har aldrig været jordens mest spændende skib, men det gør det så nemt at komme over til englænderne i egen bil, fordi der kun er 350 km i DK og 330 km i UK at køre.
Fremover bliver det kanaltunnellen, som der er 1100 km ned til (og 400 km i UK), så det bliver med overnatning undervejs. Det var der selvfølgelig også på færgen …
Vi har undersøgt andre kanalkrydsningsmuligheder, men det er kun tunnellen, der vil være praktisk for os at anvende.

20. december 2013

Vrøvledansk og en form for bondefangeri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: , , ,

SeqouiaNaturstyrelsen vurderer, at der er væltet træer på mindst 290.000 kubikmeter.
Jeg var slet ikke klar over, at vi havde så store træer i Danmark. De slår de vestamerikanske redwoods med flere længder. Dem ville jeg gerne se, men det kan nok ikke lade sig gøre – de blev fældet af Bodil.

Like localeyes.dk på Facebook – klik her og deltag samtidig i konkurrencen om 10.0000 kroner
Hvor meget, sagde du?

Ovenstående stammer fra dagene efter stormen Bodil, så det er blevet ret uaktuelt, hvilket dog ikke ophæver formulerings- og tegnsætningsfejlene.

I radioen forleden sidst på formiddagen kunne man høre følgende: “Nu har tågen vist endelig lagt sig i hovedstadsområdet”.
Når tåge lægger sig, kommer den og gør det, tåge gør; nemlig nedsætter sigtbarheden. Oplæseren mente helt klart det modsatte, hvilket fremgik af ordene, der fulgte efter de citerede. Hun har nok forvekslet det med, at når det holder op med at blæse, så lægger vinden sig. Nu skal hun så bare lære, at når det holder op med at være tåget, kalder man det ikke, at den lægger sig.


I dag sad jeg og googlede lidt rundt for at finde ud af, hvad man eventuelt kunne finde på at se, når man alligevel er i nærheden af det østlige Canada i forbindelse med det besøg hos Lene, som vi meget håber på at kunne gøre alvor af i maj.
“I nærheden af” er også noget af en tilsnigelse; afstandene er store derovre, men der er et par ting, jeg godt kunne tænke mig at opleve, som fx verdens største tidevandsforskel i Fundy Bay.

Fundy BayFDM reklamerede med forskellige kør-selv-ferier i Canada, som jeg nærlæste programmerne for og som jeg ikke syntes lød helt tossede, hvorfor jeg bad John om også lige at kigge på det.
Her var vi for en gangs skyld ikke enige, for det sagde ham ikke en pind, og så dur det simpelthen ikke.
Personligt tror jeg nu, at han blev negativt stemt, da han så, at priserne på “kør-selv-ferierne” kun inkluderede hotellerne undervejs. De inkluderede hverken billeje eller flybilletter.
Det var det jeg mente med bondefangeri i overskriften – det er FDM; vi taler kør-selv-ferier, og så kommer billejen oven i rejsens pris. Det er ulogisk, vildledende og derfor ikke i orden, FDM.
Jeg havde set det med småt og havde aldrig forestillet mig, at FDM skal bruges til andet end inspiration, for det er mit indtryk, at hvis man absolut vil betale dobbelt så meget for den samme ferie, som andre kan tilbyde, skal man bare købe den gennem FDM …
Det, jeg ville have gjort, var som sagt bare bruge FDM som udgangspunkt for senere at tage en dialog med CPT og få dem til at sammensætte en rejse til os, men det lader ikke til, at jeg får det tidevand at se – eller isbjergene ud for New Foundland …
Vi skal være helt enige om disse store rejser – når der brændes mange penge af, er andet ikke fair over for den part, der ikke er helt hooked. John har altid gerne villet se Østen, hvilket aldrig har sagt mig en pind, og det har han accepteret. Bortset fra, at vi nok alligevel tager et Thailandsk øhop en dag – det er vist nogle fantastiske landskaber, man kan opleve på sådan en tur. “Østens mystik” må for mig meget gerne forblive et mysterium …

Hvor går jeres drømmerejse hen? (Vi ser bort fra, at rejser koster penge – man har lov at drømme).

4. november 2013

Influenzavaccination: ja tak. Udrejsetilladelse: YES!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , , ,

Så har jeg fået min årlige influenzavaccination og John har fået sin første. Begge gratis, fordi John er 65+ og jeg er i risikogruppen.
Jeg fik den hvert år af min arbejdsgiver og vil helst blive ved med at få den, for jeg HADER at have influenza – jeg bliver simpelthen bare så hundesyg i over en uge af det.
Hvis jeg sørgede for at få vaccinationen umiddelbart inden eller ditto efter en kemobehandling, hvor immunforsvaret er maximalt, var det i orden med onkologerne.
Da firmaet første gang tilbød os at blive influenzavaccineret, var der nogle mange, der íkke ville. Det var naturligvis også frivilligt, men argumentet: “Nej DET vil jeg altså ikke. Det er jo det samme, som at ledelsen siger, at de ikke vil acceptere, at vi bliver syge”, holdt ikke i min verden.
“Sikke da noget sludder”, sagde jeg. “Har du nogensinde haft influenza? Altså den rigtige og ikke det, du siger til din chef du har, fordi du er godt snottet?”
”Ehhh. Ja, det har jeg.”
”Var det rart?”
”Nej, selvfølgelig ikke!”
”Hvorfor i alverden tager du så ikke imod et godt tilbud? Det er da ren win-win: Du har en mindre risiko for at blive influenzasyg, og ja: Firmaet ‘sparer’ en syg medarbejder.”
Lad mig slå fast: Det er en myte, at man kan få influenza af vaccinationen. Man kan få influenza-agtige symptomer, men ikke influenza. Får man alligevel influenza, skal man huske, at vaccinationen ikke dækker alle typer. Jeg har aldrig mærket det mindste til den, og der var i øvrigt flere og flere hvert år, der meldte sig under vaccinationsfanerne.
Jeg har set, at der for meget nylig er rejst tvivl om effekten af vaccinen, når det gælder raske, voksne personer, men jeg er ikke rask, John er 65+; så jeg tror på det. Placeboeffekten skal man ikke kimse ad …

OG SÅ HAR JEG FÅET UDREJSETILLADELSE!!!
Jeg havde lyst til at fylde resten af linjen ud med udråbstegn …
Det viste sig, da jeg kontaktede SOS, at det slet ikke var noget problem. Hun stillede mig en masse spørgsmål, men den primære grund til, at hun gav grønt lys var, at jeg på intet tidspunkt under kemobehandlingsforløbet havde haft brug for at kontakte læge eller hospital ud over de på forhånd aftalte tider. Så længe behandlingen foregår, skal jeg bare kontakte SOS inden hver rejse, men det er da i orden med mig.

Hvorfor kontaktede jeg så lige SOS netop i dag? Det gjorde jeg, fordi John sad og læste om julemarkeder i Berlin og sagde, at det måtte vi prøve til næste år – vi har nemlig længe talt om at besøge Berlin, men det er endnu ikke blevet til noget.
Jeg har sidste kemobehandling d. 26. november, så jeg satsede på måske at få udrejsetilladelse i december – jeg ved, at der skal gå mindst tre uger mellem sidste kemo og operationen, så jeg har lidt tid at løbe på.

Så Berlin: Here we come. Eller hvad det nu hedder på tysk … jeg er allerede i gang med gør-det-selv-miniferien, så jeg leder efter et ordentligt hotel, og jeg regner med, at vi tager toget derned. Jeg gider ikke fly, hvis det kan undgås. Ikke pga. flyskræk, men fordi ventetiderne i lufthavne er møgirriterende. 
Nogle hotelanbefalinger? Det skal selvfølgelig ligge lige midt i det hele og der skal være gratis internetadgang.

17. juni 2012

Jeg rejser altid let … næsten altid …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: , ,

Jeg praler af at være i stand til at rejse let; behøver kun min specialdesignede håndbagagetaske, når jeg er væk en uge eller derunder – siger meget arrogant, at jeg ikke gider vente på min kuffert i lufthavnen … det er bare direkte videre mod slutdestinationen.

P1030304Hvad hjælper alt dette praleri, når jeg køber gaver, der i volumen kunne fylde et mindre flyttelæs?
Jeg har altid gaver med til børnene, men oftest har de kunnet være i min håndbagage. Det kan de ikke denne gang.
Der er købt Lego i løs vægt i store mængder. Med løs vægt mener jeg basispakker med klodser i alle størrelser og med tag- og vindue/dørklodser.
Ungerne elsker at få legopakker, hvor de skal samle efter en instruktion, men de bruger heldigvis også virkelig meget tid på bare at bygge efter fantasien, hvilket både deres forældre og bedsteforældre klapper begejstret i deres hænder over – at lade fantasien få frit løb til at bygge huse og sætte dem ind i forskellige scenarier, er så supergod en måde at lege på, at den må supporteres i videst muligt omfang. De løber alt for hurtigt tør for byggematerialer, og når forældrene har været så tankeløse at få begge deres børn umiddelbart efter jul, må der halvårsgaver til i stedet.
Derudover er der indkøbt og/eller produceret forskellige overraskelser til både Charlotte og de små, men dem nævner vi ikke her – det ville lige som spolere overraskelsen …   
Jeg må derfor denne gang på loftet efter den store kuffert, så alle pakkerne kan være der.
Der bliver slet ikke plads til tøj, er jeg sikker på, så jeg bliver nødt til at købe en hel masse i England.
Nej, hvor er det dog ærgerligt Winking smile 

Lige så dejligt vejret var i går, lige så koldt og gråt har det været i dag, så det blev Le Mans-kiggeri frem til kl. 15. Nu bedres vejret, så vi kan grille igen i aften, og måske endda sidde ude og nyde maden.

I aften vil jeg forsøge at huske på den røgtrædims til grillen inden kødet er 80 % færdigt. Med andre ord: vi ved stadig ikke, hvordan effekten er på vores grillede kød …

22. februar 2012

Udlængsel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: , ,

Det er tarveligt at sende fristende emails, der dumper lige ned i ens virtuelle postkasse.
I morges ankom der en fra CheckPointTravel, der forsøgte at overbevise mig om, at 22 dage i et motorhome i New Zealand ville være alle tiders.

Homecar på besøg i NordnorgeJamen jeg er da fuldstændig enig!
Det står tårnhøjt på vores ønskeseddel, men helt billigt er det desværre ikke. Og alligevel kan man ikke kalde mellem 14000 og 17000 pr. næse for dyrt, selv om det selvfølgelig er mange penge. For de godt 30000 for et par får man flyveturen, 2 nætter på hotel i Auckland og et motorhome i 22 dage. Man må kunne gøre sådan en tur for max 60000 kr. – jeg aner intet om leveomkostningerne dernede.
Næsten fire ugers ferie hos vores antipoder. Hold fast, det gad jeg godt – det er lige før, jeg også gad leve af vandgrød i et år for det.
Og dog … narj. Det er vist alligevel for sure 11 måneder for at bruge en enkelt i drømmeland – og her tænker jeg altså ikke på det at sove.

Samme CPT havde en lidt pudsig – ret selvmodsigende – formulering i en annonce for ferie i Thailand.
Den gik på, at alle vi turister som bekendt ønsker os steder hen, hvor der ingen turister er … alene det er jo lidt selvmodsigende, men annonceteksten lød således:

Luksusbadeferie i Khanom

Kundernes favorit | 4-stjernet luksus |
Ukendt paradis

Hvordan kan noget ukendt være kundernes favorit? Det kan de da ikke vide noget om?

Nå, pyt. Nu tager vi lidt forskud på New Zealands glæder ved at tage 14 dage i motorhome i Norge og Sverige. Det er så helt afgjort bedre end ingenting og koster ikke helt så meget.
Og se da lige, hvor vi hyggede os i Nordnorge for tre år siden. Der var højt til himlen, og det er en skøn, skøn ferieform – er vi i hvert fald en del, der synes, men vi har naturligvis ikke alle samme smag.

5. februar 2012

Planer og projekter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:32
Tags: , ,

Den smukke buket fra Inge og HasseAllerede inden jeg er af sted på den ene tur til England, er det tid at bestille den næste igen. Det skulle gerne være en ‘gratis’ flyvetur, da vi har tænkt os at brænde vores bonuspoint af i påsken, hvor SAS af en eller anden mærkelig grund har skruet priserne en tand opad.
‘Gratis’, fordi vi ikke slipper for at betale skatter og lufthavnsafgifter, som beløber sig til 493 kroner pr. billet. Det kan man vel næsten få en lavprisbillet for, men ikke til London Heathrow – og heller ikke i påskeugen.
Det var noget af et cirkus og tog mig en halv formiddag … jeg har før bestilt bonusbilletter til os begge på én gang, hvilket bl.a. sikrer, at vi kommer med samme fly. Den måde kan man så ikke bestille billetter på mere, og Johns password til SAS var glemt for længst. Brugernavnet også for den sags skyld, så de måtte fornys, hhv. oplyses via en formular.
Den seance var jeg selv igennem i går … nu har jeg gemt alle oplysningerne, for det var da noget værre rod.
Heldigvis fik jeg under bookningen oplyst, hvor mange sæder der var tilbage på de valgte afgange, så jeg krydsede fingre for, at vi kom med samme fly både ud og hjem, hvis jeg var hurtig nok med ind- og udlogningerne.
Det gjorde vi.
Så skulle der bestilles Railair-busbilletter til Reading, hvorfra vi skal videre med toget, hvilket der også skulle bestilles til – altsammen med forskellige brugernavne og passwords, men nu har jeg lært at gemme dem allesammen godt, for det er da umuligt at huske alt det. Jeg troede ellers, at jeg kunne. Øv. Det må være alderen.
Togbilletterne blev atter på første klasse. Det er simpelthen så fedt at rejse på den måde, og det koster kun £ 4,50 ekstra pr. billet pr. vej, når man er i så god tid som jeg er her. Faktisk sparede jeg i alt £ 80 ved ikke at købe billetterne på stationen, når vi står og skal bruge dem … det er da også en slags penge.
Påskeferien er hermed på plads, og for en gangs skyld skal John med derover – han har nemlig en opgave denne gang: han skal lægge lys ind i Annas dukkehus. Det findes ikke i engelske dukkehuse, men man kan købe det i løs vægt, så at sige, her i Danmark, og selv installere det.

P1000460 (2)Resten af dagen vil gå med at blogge lidt, glæde mig over, at det nu er holdt op med at sne, med langt om længe at sy min Swirl sammen og med at kæmpe med at få strikket de sidste få centimeter af ærmerne på den norskinspirerede sweater, så jeg kan komme i gang med at bruge det skønne, skønne garn, jeg har købt af Lavendel. Det er umuligt at få de rigtige farver frem gennem mit kamera, men tro mig; det er lige præcis de søblå/grønne farver, jeg bare er totalt vild med. Lone var så letsindig at vise et billede af et nøgle på sin blog, og jeg var solgt. Det var garnet heldigvis ikke, fandt jeg ud af, da jeg skrev til hende, så nu er det mit.

På sweateren er begge ærmer strikket på én gang og jeg skal derfor også sy og klippe dem op, men hvor er det dejligt ikke at mangle at strikke endnu et ærme, når man er færdig med det første.
Jeg har snart prøvet mange gange at klippe i et strikketøj, men jeg undgår nok aldrig den ekstra hjertebanken, der følger med saksens gang gennem det strikkede, selv om jeg efterhånden er overbevist om, at det fungerer helt fint …

P1000444P1000445

Og hvad skal jeg så strikke af det blågrønne garn?
Jeg skal strikke denne Windswept. Jeg kan meget tydeligt se mig wrappe mig i dette smukke sjal. Hvad siger du, Lavendel? Er det ikke en god plan?

P1000457

Nå. Det er så ikke holdt helt op med at sne – men solen skinner … bare de har ryddet vejene til i morgen, så går det vel endda.

Blog på WordPress.com.