38 år efter Robin Williams

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

Og alle vegne den forfaldne charme.
Mere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.

Gozo – den grønne ø

Tidligt op, ud ad døren og afsted til Gozo. Det er altså en herlig årstid at være her på, med en helt tilpas temperatur og meget begrænset antal turister. Man kan komme til alle vegne.
Gozo, som malteserne selv mener var øen Ogygia, som Kalypso boede på (hende forfører-nymfen fra Homers Odysse, som sørgede for at opholde Odysseus i syv af de 10 år, det tog ham at komme hjem). Grækerne mener naturligvis, at Ogygia var en af de ioniske øer – og en britisk forsker mener, det var Lolland! Så forstår man bedre, hvorfor den Odysse kunne tage 10 år …

På Gozo har de carftsmen, folkedragter med indbygget læskur og kniplende kvinder.
Det er da heller ikke nemt, når man skal læse korrektur på hele 11 ord … så skal det jo næsten gå galt, men det var godt nok noget fantastisk glas, de der carftsmen kunne præstere, så jeg købte en vase i netop den skønne blå farve, der ses på plakaten. Jeg købte også et halssmykke, et tørklæde, noget lokal og meget velsmagende olivenolie, samt to glas marmelade – jeg er nødt til at have noget med hjem, der er lavet på figenkaktussens frugter.

Vi tog en såkaldt speedbådstur på bare et kvarters tid. Når jeg skriver ‘såkaldt’, er det fordi det ikke gik særlig stærkt – jeg følte, at jeg kunne have roet i samme tempo ved siden af, selv om John hævdede, at 1) det kunne jeg i hvert fald IKKE, og 2) at styrmanden ikke forsvarligt havde kunnet sejle stærkere i den bølgegang, og det har han jo nok ret i. Det så ikke ud af noget, men den lille båd gyngede faktisk ganske pænt, når man kom ned i vandoverfladeniveau.
The Azure Window var engang der hvor der nu ikke er noget på billedet herover med himmel og hav. Gozos nok største turistattraktion tillod sig at styrte sammen i marts 2017 under en kraftig storm.

Det var en fin dag med godt vejr næsten hele tiden, undtagen til sidst, da vi skulle hjemover. Sejlturen tilbage til Malta var kold, og det kunne godt se ud som om det kunne finde på at begynde at regne, hvilket det dog ikke gjorde. 
Herover ses Gozo, Comino og Malta; de tre beboede øer af republikken Maltas i alt syv øer. På Comino bor der dog kun tre personer! Jeg håber søreme ikke, at de bliver uvenner.

Lidt mere patina – og herunder et kig ned ad en af Victorias gader. Victoria er Gozos hovedby. Ganske hyggelig.

Det var det. Stort set. I morgen er det sidste dag hernede, og som altid er tiden fløjet afsted.
Det bliver spændende, om vi skal hjem og opleve vinter.

Valetta

Malta er en lille ø, og alligevel tager det mellem en time og halvanden at komme fra Mellieha i næsten nord til hovedstaden Valetta lidt syd for midten. En strækning på 25 km, som ville have taget 42 minutter i bil. Siger Google Maps … men okay, vi får set noget undervejs, så det er fint nok.
Valetta var, hvad vi havde forventet, og ses skulle den da, nu vi er på Malta. Jeg elsker (stadig) alle de karnapper, som desværre lige så langsomt forsvinder, for man renoverer ikke husene hernede, man river dem ned og bygger nye op, hvilket er en stor skam, er vi (og de) mange, der synes.
Vi lagde stille og roligt ud med en kopkaf lige ved begyndelsen af St Paul Street, hvorefter vi ad den gik helt ned til spidsen af halvøen.
Derfra rundt om samme spids, så krydse lidt frem og tilbage ad de stejle, smalle gader, indtil vi pludselig befandt os på Republic Street, som er shopping-gågaden og hvor der åbenbart altid er en million mennesker. Den tog vi resten af vejen tilbage til busterminalen, hvor vi fandt en bus, der kunne bringe os tilbage til Mellieha.

Med vasketøj hængende – det var næsten som at være i Venedig …
Jeg kan godt lide patina, men der kan altså også være liiige lidt for meget af den – og alligevel er det jo charmerende.

Uh, hvor jeg tog mange billeder. Også af mandeltræet, hvis blomstring vi (bevidst) gik glip af på Mallorca, fordi der er lidt for koldt i januar og februar, men nu har jeg da i det mindste set, hvordan blomsterne ser ud.

Man bedes lægge mærke til farven på himlen. Den fås ikke meget blåere, og temperaturen er 22 grader. Det kan vi lide. Ikke for koldt og ikke for varmt.
Til frokost vaklede jeg mellem blækspruttestuvning og kanin, men vi valgte begge kaninen til frokost. Maltas nationalret. Vi fik en hel kanin hver – der var godt nok rigeligt med kød, selv om kaniner ikke er så store. Jeg ville have regnet med en hel til os begge, men så havde jeg nok også haft lidt mere tilbehør, end tilfældet var her – det smagte dog glimrende.

Også her i Valetta kan man risikere at blive clamped, hvis man holder ulovligt – her var der en englænder, der måske troede at den slags går, når man er udlænding, men det gjorde den ikke!

Mosta-katedralen, Mdina og lidt botanik

Vi havde valgt at tage en guidet tur til Mosta og Mdina, fordi vi ville få en masse af øens historie med i købet, så afsted gik det kl. 9.
Mosta-katedralen er den tredjestørste af sin art i Europa; dvs. den har den tredjestørste kuppel. Af sandsten. Og målt i bredde, ikke i højde. Min første tanke, da jeg kom ind, var Pantheon i Rom, og den var da også inspireret af det berømte tempel. Flot var den indvendig, men historierne må I finde i turistguiderne – eller selv tage til Malta …

Guiden var god – hun har boet 20 år på Malta; hun blev forelsket i og gift med en malteser – sådan kan det gå … jeg har jo en tilsvarende historie fra England … Charlotte startede godt nok ikke som turistguide, men det er 20 år siden, hun rejste til London, blev forelsket i og gift med en englænder.

Mdina er en rigtig middelalderby, hvor der derfor bliver optaget mange film, hvoraf bl.a. kan nævnes Game of Thrones og All Inclusive. Herunder til venstre ses gaden som vi så i sidstnævnte film. Det er ikke en bilvenlig by.

Der er en del adelige paladser i byen. Det er ikke længere et krav, at man skal være af adelig herkomst for at kunne eje et af disse paladser, men dengang det var, kunne rangen ses på størrelsen af dørhammeren – jo højere rang, jo større dørhammer. Billede to er byens næststørste, mens det sidste billedes dør må tilhøre en fra lavadelen. Sådan er der jo så meget, der kan sige noget om hakkeordenen. I DK kan antallet af kontorvinduer betyde noget; ligeledes om man har armlæn på stolen. I Mdina er det altså dørhammere.
Læg mærke til den underlige bødestørrelse på skiltet her. Jeg havde en lumsk anelse om, at det kunne skyldes overgangen til Euro, hvilket guiden bekræftede. Hastighedsbøder er lige så skæve, men det er forbudt at ændre på bødetakster uden et lovindgreb, så man ‘oversatte’ bare det gamle beløb i Lira.

Vel hjemme igen lavede vi noget frokost, hvorefter en af os tog en morfar (John er i øvrigt helt okay igen), mens en anden gik op på tagterrassen og strikkede og nød solen i den halve time.

Derefter gik vi en tur i lokalområdet. Vi fik os en rask lille diskussion om figenkaktussen, som der gror masser, masser af hernede; både vildt og som læhegn. Dens frugter kan spises, men figenkaktus hedder således, fordi dens frugter minder om figner, ikke fordi det er figner, men det ville en af os ikke helt tro på. Den anden fik dog vist nok overbevist den ene, men det måtte da alligevel slås op, da vi var tilbage igen, bare lige for at være helt sikker.
En anden vækst, vi ser virkelig mange af, er den, der er vist over kaktusserne. Jeg troede det var den, vi i Danmark kender som bjørnerod, men da jeg tjekkede, viste det sig, at bjørnerod har hvide blomster. Den lugtede af anis, da jeg maste bladene mellem fingrene, og en hurtig googling kunne fortælle mig, at den hedder Ferula communis eller giant fennel på engelsk – altså noget med fennikel. Alt har en forklaring …

Falmet skønhed

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

Markedet i Marsaxlokk

Det underlige navn udtales marsaschlok. Marsa betyder havn og xlokk betyder sydvest, så vi har i dag befundet os i sydvesthavnen. Maltesisk er oprindelig arabisk, men skrives med latinske bogstaver … det er derfor ikke så underligt, at sproget forekommer os aldeles uforståeligt, men heldigvis har commonwealth-perioden smittet så meget af, at engelsk stadig er deres andetsprog hernede, og som alle derfor taler.

De smukke, karakteristiske, farvestrålende både (kaldet luzzu) var der ekstraordinært mange af i havnen i dag; måske fordi vejret var bedre og mere solrigt, end det havde været længe, hvilket også havde lokket flere stadeholdere til markedet – og mange flere kunder! Holddaop, hvor der var mange mennesker!
Det er lidt sjovt med øjnene foran på bådene: De beskytter mod ondskab og havari, når man er på søen, og der er stadig fiskere, der tror så meget på det, at de dækker øjnene til, når båden ligger på land, for ikke at misbruge øjnenes kraft, når der ikke er brug for den.

Der var nok mere junk på markedet, end jeg havde forestillet mig, og ikke så meget kunsthåndværk, men pyt med det, for så gik jeg ikke shop amok.
Vi kom hjem med noget frugt, et par lækre små æbletærter (fyyy, men vi har trods alt ferie!), og noget mandelmel. Sidstnævnte er vildt dyrt i Danmark, så de 5 Euro, jeg måtte slippe for 500 gram, er kun omkring 25 % af den danske pris. Hvorfor købte jeg dog ikke et kilo?

Honningsælgeren havde taget fabrikken med!

Vi har 17 grader, skyfri himmel, bare arme og bare tæer og kunne sidde og nyde udsigten, livet og en kopkaf (og den der æbletærte) oppe på tagterrassen efter markedsturen og inden vi gik en tur ned til stranden.
Kager er de uforskammet gode til hernede på Malta, derfor æbletærten. Se bare billedet herover – de har mange og de har mange gode, hvilket ikke lover godt for taljemålet, og eftersom vi skal til gourmetaften på Christie´s Sdr. Hostrup Kro i Sønderjylland (tak for tip, Helle!) sidst i februar, ved vi godt, hvad vi skal, når vi er hjemme igen. Men den tid, den sorg … jeg siger skål i (maltesisk) rødvin og god søndag aften derhjemme i kulden

Malta, dag 1

Det kan godt gå hen og blive en lang dag, når man skal op kl. 02:30, ud ad døren kl. 03:15, flyve kl. 06:30, mellemlande i Billund kl. 07:15, flyve videre til Malta kl. 08:00 og lande der kl. 11:00. Nu er klokken 17 og vi er godt indkvarteret i vores hus med gårdhave og tagterrasse, vi har været til introduktionsmøde for at se, om de havde et par gode fif (det havde de), vi har spist en maltesisk platte til frokost og vi har købt ind i supermarkedet til aftens- og morgenmad, plus det løse – OG slæbt to tunge indkøbsnet hele vejen fra supermarkedet til vores hus, som ligger længst muligt væk fra receptionen og øvrige fællesarealer. Til gengæld har vi en smuk udsigt. Det var der også over Innsbruck-området her til morgen: sol over sneklædte alper – det så ikke helt tosset ud. Billedet til venstre viser en solopgang, som den ser ud set mod vest!

Luften er 15 (den er faktisk 17) og vandet er 16 (spot on) og pigen er 17½ … næh, hun er snarere 77½ … jeg føler mig virkelig ung og meget som en charterrejseturistnovice i dette selskab. Nogle er hernede for gud ved hvilken gang og nogle af dem skal være her i 10 uger. TI UGER! Hele Maltakolonien er mindre end halvt så stor som Bornholm, men okay – hvis man hjemme i Danmark bor i en lille lejlighed et eller andet sted, så kan vinteren blive meget lang og meget kedelig, og så er dette sikkert et godt og nok også et relativt billigt alternativ.
Udenfor er det dejligt lunt, men indenfor er her ret køligt, så vi har tændt for varmen. En af os er kravlet under dynen, mens en anden af os skriver og tager et glas rødvin – det har som sagt været en lang dag, så en af os trængte lige til en lille lur.

Udsigten fra tagterrassen er okay, og der er et rigt fugleliv lige udenfor. Malta er i øvrigt ikke så gold, som jeg havde forestillet mig, men en del mere grøn.
En anden en af os er måske også en anelse træt, når det kommer til stykket, så det er hermed slut for i dag – i morgen formiddag skal vi på et rigtigt marked med frugt, med grønsager, med loppeting, med tekstiler, med fisk, med brugskunst, med … andre ord alt muligt og lige sådan noget, jeg bare ELSKER, så der skal vi have det store indkøbsnet med igen.
Sov godt …