Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.
Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.
Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.
Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.
Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.
Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.
Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.
Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition. 
Svaret på overskriften er: ikke noget som helst! 
Hvorfor sidder jeg og ser den australske bagedyst og hvorfor i alverden ser jeg bagefter Bake Off: The Professionals (tidligere kaldet Bake Off: Creme De La Creme, og det er netop de tidligere, jeg for tiden ser over TV2Fri), hvor det er professionelle, engelske dessertkokke i hold á tre personer, der dyster i at fremstille de mest fantastiske kager og desserter? 
I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der … 
Det ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet. 
Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem. 
Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Det er fjerde gang jeg gør det, og de tre seneste har jeg spurgt mig selv hvorfor jeg gør det, for jeg kan ikke lide det. Som i overhovedet ikke.
Det blæser en halv pelikan i dag (ved I, hvorfor man siger sådan? Svaret fås 
Jeg lavede først kurven til højre, hvor jeg lige ville bruge nogle haloweenstoffer op, men den blev alt for stor; især alt for høj, og det selv om jeg oven i købet lavede den tre lag lavere end opskriften sagde … men nu havde jeg syet pølserne, og så valgte jeg at anvende dem alle. Det er dog nærmest blevet til en balje i stedet for en kurv, så nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med den. Hvis den skal bruges som brødkurv, så skal man være mere end 10 personer, hvis ikke brødet bare skal skjule sig nede på bunden af kurven.
Vi havde købt hele udflugtspakken og hele ‘madpakken’, for efter en googling om det kulinariske liv i Kangerlussuaq, var vi klar over, at der hverken var en Chinatown eller et Little Italy i den by. Hvilket så ikke kom helt bag på os … den tilsyneladende eneste restaurant, der var kendt for at lave rigtig god mad, var Roklubben, og eftersom det var der, man skulle spise, når man tog ‘madpakken’ med, var valget lige som ikke specielt vanskeligt.
Det gør jeg ikke – meget tværtimod. 
Og hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist. 
Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Min familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet. 
Når nu vi taler lidenskaber og videnskaber, synes jeg da lige, jeg vil nævne Johns nye passion for madlavning. 
Jeg fandt også ud af, at kartoffelmospulver nok ikke er en god ide som erstatning for pofiber, i hvert fald ikke den danske udgave, da 1) fiberindholdet i det er meget lavt og 2) kulhydratindholdet er helt vildt højt – over 85 % mod 17 i pofiber. Fiberindholdet er hhv. 65 % mod 15 i mosen. 
De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed. 
Hvis nogen skulle være interesseret, var det 
Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur … 
