Hos Mommer

17. september 2020

Det bliver ved og ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: ,

Selv om hastigheden er aftaget, bliver der ved med at modnes tomater og chili i drivhuset.
Sambal OelekLige nu er der tomater i ovnen ved 60° i så mange timer det er nødvendigt for at de ser halvtørre ud på den rigtige måde.
Der er lavet chilipasta og Sambal Oelek til at forsyne både os selv og flere andre et helt år. Mindst. Jeg kender et par stykker, som vil være glade for at få et glas eller to. Jeg kender også et par stykker, som helst vil være fri!
Forskellen på chilipasta og Sambal Oelek er, at førstnævnte bare er chili kogt i 10 minutter med en anelse æbleeddike og sukker og derefter blendet.
Sambal Oelek er også kogt og blendet, men her der der kogt meget hvidløg og en del ingefær med, samt en smule brun farin og saft fra en lime. Det smager bedre, men jeg fik først ideen da jeg havde lavet første portion chilipasta.
Begge dele er vildt stærke, men fordelen er, at man nemt kan dosere i en mængde, der passer til familiens smagsløg. Jeg synes Chilisovsdet er svært at dosere den rigtige mængde, hvis jeg skærer en chili ud og kommer den i gryden, mens man med pastaerne her kan begynde med meget lidt, for så at komme mere i efterhånden. Der er respons med det samme, hvor det med frisk chili tager lidt tid at få smagen frem – og så kan det være for sent, for man kan altså ikke trække smagen ud igen.
Det blev forbavsende stærkt taget i betragtning, at jeg ‘kun’ har anvendt jalapeno, som er styrke 5. Jeg satte tungespidsen på skeen, da jeg havde fyldt glassene, hvilket gav en brændende fornemmelse, så den bliver drøj i brug!

Som noget nyt har jeg også forsøgt mig med at lave min egen chilisovs, thai style (= sur-sød). Det kan vi godt lide at bruge til flere forskellige ting og har det derfor altid i huset, så hvorfor ikke prøve at lave sit eget? Der er mange opskrifter derude, og jeg prøvede en med masser af hvidløg (ni fed i flasken her). Chilisovs blender man ikke, men hakker chili og hvidløg fint i en foodprocessor, hvorefter det koges i 5 + 5 minutter med lige dele eddike og vand, en del sukker, lidt tamari og en teskefuld fiskesovs. De sidste fem minutter koges det med majsstivelse, så det får den rigtige konsistens.
Jeg brugte æbleeddike, fordi jeg ikke havde riseddike, men jeg skal have købt noget, for jeg vil lave mere … jeg troede der blev til en hel flaske (750 ml), men det gjorde der ikke, og da det viste sig at smage rigtig godt, vil jeg producere yderligere et par flasker. I dem tror jeg også, jeg vil tilsætte lidt ingefær – det bliver sovsen sikkert kun endnu bedre af. Jeg fjerner kernerne fra mine chili – jeg synes det bliver for stærkt, hvis jeg tager dem med.
Der er fint med ‘bid’ i, men ikke for meget. I denne portion er der fem jalapenos. Det mildner dem en hel del, når de syltes.

13. september 2020

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Svaneke RøgeriFor at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

MakrelKammuslinger

RøgduettenVi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

På Christiansø

Den 'krogmodnede' gris

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Figner, is og ... ENGELSK lakrids!Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

23. august 2020

Endnu en tur i Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:00
Tags: , , , ,

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Dansk ingefærSvaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

P1020338P1020339

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

P1020345

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

16. august 2020

Kollaps i drivhuset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:34
Tags: , , , ,

Mit nye drivhus er vist næsten for godt. Ikke for godt til at være sandt, men for effektivt.
I går morges, da jeg kom derud på min morgenlige inspektionsrunde, var der knækket en stor gren af fra snackpeberens hovedstamme. Den kunne ikke længere bære vægten af alle de mange frugter. Jeg troede ellers nok, at naturen selv forstod at indrette sig, så den kunne klare mosten og sende sine børn godt i vej, men sådan var det altså ikke. Jeg bandt først grenen op, og dernæst forsøgte jeg med en bastsnor at binde den knækkede gren ind til stammen, hvorfra den var knækket af, men den ser virkelig sørgelig ud her til morgen. Nu håber jeg bare, at peberfrugterne kan modne alligevel, for jeg synes de er lidt for bitre som grønne.
Bøftomaten kollapsede senere samme dag.
Om eftermiddagen, da jeg skulle ud og høste tomater, lå den og var nærmest krøllet helt sammen. Den havde dog ingen knækkede grene, kun bøjede, så den er med stor sandsynlighed reddet.
Den havde naturligvs været bundet op i mange uger allerede, men havde knækket snoren! Det er store tomater, der hænger på planten, men alligevel … igen: Naturen burde kunne osv.
Den har nu fået ekstra kraftig forstærkning i form af den slags snor man bruger til halmballer, af hvilken jeg tog en rulle med fra gården. Det er stærkt og derfor godt til mange ting og altså også til overfrodige tomater.

Semidried tomatoes in spe

Næsten alle tomaterne af engelsk afstamning blev skåret over i kvarte for derefter at blive sat i ovnen ved lav temperatur til de var halvtørre. Derefter kom jeg dem på glas og gav dem den sidste olie, så de kan holde sig i nogle måneder. Der kom kun tre relativt små glas ud af denne portion, så selv om jeg syntes de stadig var lige våde nok i morges, har de alligevel smidt meget væde.
Bøftomaterne bliver brugt til bruschetta med basilikum, rødløg, pesto og mozarella. De almindelige, store tomater bliver henkogt og de små fortinsvis brugt i salater. Jeg har dog allerede 13 glas henkogte tomater, så måske skulle man lave en gang tomatsuppe? Den bliver helt sikkert bedre end den, jeg skrev om engang, hvor en kollegas mor opløste en bouillonterning i 1½ liter vand, tilsatte ketchup og serverede …

Agurken er færdig, men den nåede at give os over 40 agurker, hvilket vel er rimeligt nok klaret. Jeg synes bare, at det var en lidt brat død, den fik, og det var ikke pga. spindemider eller andet kryb; det har enten jeg eller tallerkensmækkerne formået at holde drivhuset fri for i år, men lige pludselig blev samtlige blade gule inden for en uges tid, og den smed alle agurkerne, der var sat af.
Når man googler agurkens problemer, er det svært at finde ud af, hvori problemet består.
Det kan enten være pga. for meget vand eller for lidt vand.
Enten har den fået for meget gødning eller også har den fået for lidt gødning.
Det med vandingen tror jeg godt, at jeg kan styre, men hvordan pokker skal jeg kunne vide, om gødningsmængden har været passende?
Nu ryger den ud – den har gjort det godt.

17. juli 2020

Man kan ikke vinde hver gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

For næsten præcis fire år siden spiste vi på Rønnede Kro og var dengang med rette begejstrede for den femretters menu vi fik.
I går var vi der igen – hvis vi kun kommer der hvert fjerde år kan vi næppe påstås at overrende stedet.
Det kommer vi så heller ikke til fremover …
Jeg vil ikke sige, at vi ikke vil komme der mere, for tre af de fire retter smagte fremragende, men der var andre ting der bevirkede, at vi gik lidt skuffede derfra.
Belært af sidste gang forlangte vi postevand, for jeg nægter at betale 2 x 45 kroner for 2 x 3/4 liter ‘mønvand’ uden brus, og som jeg dengang var ret sikker på var tappet fra køkkenets vandhane.

P1020145P1020157
Vi kom da heller ikke til at betale for vandet denne gang.
Vi bestilte hver en fireretters menu – jeg med vinmenu og John uden.
Jeg glemte desværre at tage billeder af anden og tredje ret, så de viste er altså første og fjerde ret.
Første ret var makrel med urter. Esdragonen smagte ikke af esdragon, så det har nok været den russiske variant, som ikke er noget som helst værd som krydderurt. Det værste var dog, at vi kunne lugte fiskelugt, da tallerkenen blev sat foran os, og retten smagte alt for meget af fisk på den ikke så gode måde. Den var ikke decideret dårlig, men helt frisk var den altså heller ikke, så vi var noget spændt på de næste tre retter.
De viste sig heldigvis at være gode. Rigtig gode. Anden ret var blæksprutter med en muslingesauce til, tredje var krondyrmedaljoner med kartofler og sprøde miniminigulerødder og fjerde ret var jordbærgrød med is af grønne jordbær, en suuuperlækker mousse af en eller anden art og noget småkagelignende etellerandet. Alle tre gav os som sagt excellente smagsoplevelser, men …
Der var nemlig et ‘men’: Portionerne var for små. Ingen af os var helt mætte, da vi var færdige med at spise. Havde det været en seksretters menu, havde det været en mere passende portionsstørrelse – aldrig før har vi fået så ‘franske’ portioner – ikke engang de gange vi har fået otteretters menuer. Blæksprutteretten kunne jeg have spist i to mundfulde, men det gjorde jeg ikke.
Krondyrmedaljonerne … I skal forestille jer to skiver på størrelse med 1½ femkrone og ca. en cm tyk. Hertil var der fire mikrogulerødder til hver og fem meget små kartofler til deling mellem os. Jeg fik således to og John tre. Plus en delikat sauce. Yderst velsmagende – så længe nydelsen nu kunne vare med så lidt mad.
Desserten var der også for lidt af, men havde der været nok af alt det andet, ville portionen have været passende.
Vi skulle have 25 % rabat på maden, fordi vi er medlemmer af Ældresagen. Desværre var jeg kommet hjem, inden jeg opdagede, at tjeneren havde ‘glemt’ at give os begge rabat, hvad vi selvfølgelig skulle have haft.
De fire vine, jeg fik til retterne, var alle særdeles fremragende, så alt i alt var den kulinariske oplevelse i aftes en blandet en af slagsen.
I dag fik jeg en mail, hvor jeg blev bedt om at evaluere vores besøg på Rønnede Kro.
Det gjorde jeg … med både ros og ris som i indlægget her, og jeg er spændt på, om jeg hører fra dem.

3. juli 2020

Lollandske lyksaligheder (og falsterske)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Jeg havde efterhånden hørt en del positive udtalelser om Mejerigården nede ved Gedser, så i sidste uge bookede jeg et bord til John og mig (nej, det hedder stadig ikke ‘til John og jeg’!).
Det er en halvlang tur derned, og den er længere hjem end den er ud. Jeg kan ikke forklare hvorfor og slet ikke bevise det, men sådan er det ikke desto mindre. 70 km kan føles korte eller lange. Normalt regner vi det dog ikke for noget, og John havde intet imod at indtage den sædvanlige alkoholfrie øl, så han kunne være chauffør, ganske som han plejer, og som jeg er så umådelig glad for, at han gider, for jeg elsker at få et godt glas vin til god mad.

Vin & SpecialiteterVin & Specialiteter

Vi kunne lige så godt få noget ud af dagen, når nu vi skulle afsted. John havde et eller andet sted læst om butikken Vin & Velsmag i Maribo, som så interessant ud, hvorfor vi indledte eftermiddagens tur der.
Holddaop. Sikke en butik. Det var første gang, jeg var der, men bestemt ikke sidste. De har vine fra hele verden, øl (mest fra Danmark), whisky, rom, gin og flere spiselige lækkerier.
Det er der nok også mange andre butikker, der har, men der er ikke mange andre, der kan præsentere deres varer så flot som her.
Vi blev budt velkommen og spurgt om vi ville have en kop kaffe eller et glas vin i hånden, mens vi gik rundt og studerede herlighederne. I må selv gætte, hvem der valgte hvad …

P1020103P1020105

Herover ses henholdsvis gin- og whiskyhjørnet.
Dagens vinhøstJeg kiggede og kiggede, mest på vinene … jeg kunne snildt have gået rundt derinde længere end tilfældet var, men heldigvis var der rigeligt med spændende øl til at holde Johns opmærksomhed fangen, mens jeg gik rundt og valgte vine ud.
Jeg kendte ingen af dem, hvilket ikke gjorde det hele mindre spændende, og jeg kunne sagtens have brugt hele månedens pension på vin, men jeg var frygteligt standhaftig og købte kun syv forskellige, som skal afprøves og vurderes.
De er nu forevigede og billedet bliver sat ind i en wordfil med priserne angivet. Efterhånden som de bliver drukket, bliver der tilføjet kommentarer, for jeg ved, at jeg ikke kan huske detaljerne om de første, når jeg har smagt de sidste. Selv om jeg drak dem hurtigt efter hinanden, ville det på ingen måde hjælpe på hukommelsen!
Hvis man er i nærheden af Maribo og holder af vin, øl eller spiritus, så kig ind. Det er noget af en oplevelse.

Fem af de seks retter på Mejerigården

Efter at have gået en tur rundt i Maribo, hvor vi fandt en cafe, der kunne servere eftermiddagskaffen, kørte vi til Nykøbing, hvor vi også gik en tur rundt, inden det var tid at sætte kursen mod Gedser.
At Mejerigården er blevet positivt omtalt, er fuldt berettiget.
Vi tog deres seksretters menu, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. John var også yderst tilfreds, men han kiggede dog langt efter og lettere imponeret over den wienerschnitzel, som var dagens specialitet, og som mange af de andre gæster valgte. Den var stor!
Det var vores portioner også, selv om vi skulle have seks retter. Det er længe siden jeg har spist så meget mad.
Rabarbersuppen glemte jeg at fotografere, men vi fik gazpacho, laksetatar, jordbærgranité, grillet oksemørbrad, rabarbersuppe og tre slags ost til sidst.
Vi kender nogen, vi skal have med herned engang … Det var SÅ godt!
Vi talte om at tage englænderne med herned til Johns fødselsdag, men gik bort fra det igen, for ungerne vil ikke synes det er sjovt at sidde i over tre stive klokketimer for at spise, så den fødselsdagsmiddag vil sandsynligvis i stedet blive indtaget på Præstø havn i den nye restaurant Det Gamle Toldhuus, hvor man også spiser godt.

1. juli 2020

Dagens høst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Nu ser det heldigvis ud til, at der bliver et par dages pause, inden der modnes flere agurker.
Dagens høst var fem, og i køleskabet lå der fire i forvejen …
Dagens høstVi har spist tzatziki i store mængder, og vi har fået den gode agurkesuppe to gange – og skal tredje gang på fredag, når min søster kommer en tur, men det er trods alt begrænset, hvor mange agurker to personer kan indtage pr. dag.

Normalt laver jeg gammeldags agurkesalat samme dag den skal bruges, men nu har jeg forsøgt mig med at gemme den på glas, så jeg har til efterår/vinter. I går, ved den ugentlige nørklekomsammen, fortalte en af dem, at det gjorde hun da hvert år – det kan sagtens holde sig, når man skyller glassene med atamon.
Fint. Det prøver jeg.
Agurkesalat er jo altid godt på en leverpostejmad, men det er særlig godt til den mad, der normalt hører vinteren til, såsom frikadeller eller en god, gammeldags flæskesteg.
Fem agurker blev til fem glas agurkesalat. Den fine, sprødgrønne farve holder sig næppe, men bare smagen gør, så går det nok.

P1050014

Jæger/samler-generne forlader os åbenbart aldrig. Jeg elsker simpelthen at hælde sommeren på glas og flasker og dermed skabe en del af vores vinterforråd.
Den dag vi var ved Vallø for at se på den flotte rosenhave, kørte vi gennem en skov med snesevis af hyldetræer, så jeg plukkede en stor pose blomster.
Da vi kom hjem, satte jeg dem over til hyldeblomstsirup, hvilket gav 12 kvartlitersflasker, så der skulle også gerne være til vinterens forbrug. Jeg fik engang pralet til Kristine over, at jeg ikke er nogen sukkergris, hvad morgengrøden angår. Det var sandt nok, da jeg skrev det, men i mellemtiden er jeg blevet pinligt afhængig af hjemmelavet rabarber-, æble- eller hyldeblomstsirup på den. Bare en enkelt eller måske to spiseskefulde på, og den i øvrigt gode grød, som jeg varierer meget, er lige højnet et par klasser eller tre.
Lige som for al øvrig mads vedkommende her i huset, vil jeg også helst have god variation i morgenmaden. Der bliver vekslet mellem den rigtig sunde (skyr/yoghurt/chiagrød (på kokosmælk) med masser af frugt i), grød af temmelig varieret art (kan indeholde forskellige blandinger af grovvalsede havregryn, hirseflager, müsli, boghvede (gryn eller valsede) eller en af Muldiversets gode blandinger). Der bliver altid kogt en pære, et par blommer eller anden egnet frugt med i grøden, og endelig får vi sommetider brød, som helst skal være hjemmebagt – dog ikke altid, når vi har overnattende gæster.
Brød var forbuden frugt (!) i lang tid under vores LCHF-periode, men nu går vi lidt til og fra med at kontrollere det der kulhydratindtag, for det blev altså for meget for os begge i længden at undvære både kartofler, pasta og brød. Og vin …
Vægtmæssigt er vi ikke nede, hvor vi nok helst ville være, men lige så nemme de første 10-12 kilo var at tabe, lige så pokkers svære er de sidste, men vi tager heller ikke på. Den tilstand har vi begge valgt at acceptere, for det skal også være dejligt at være pensionist, og vi prioriterer livsglæde over det optimale udseende.

7. juni 2020

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:51
Tags: , , , , ,

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
P1010683Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

P1010607

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

image

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

3. maj 2020

Jeg har en ny rejseide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

På virkelig mange punkter kan vi godt mærke, at vi ikke bor i eller i nærheden af en større by. I 99,9% af tiden passer det mig mere end glimrende, men den sidste promille … som bl.a. indeholder det, at vi sommetider har haft lyst til at støtte de lokale restauranter ved at købe deres takeaway-mad. Det var ærlig talt ikke særlig inspirerende. Vi har derfor kun gjort det to gange siden verden lukkede ned, og det er naturligvis stadig synd for de lokale næringsdrivende, men hvor spændende er “dagens burger” lige? Eller “dagens platte”? Især når den platte har bestået af stort det samme i snart to måneder. Det andet sted vi prøvede er sikkert godt nok for mange – eller rettere, det ved jeg, at det er – men Charlotte siger, at mit problem måske er, at jeg laver for god mad. Det kan hun sagtens sige – deres nærmeste takeaway er en rigtig god indisk restaurant.
Tænk, at det nu pludselig er et problem at lave god mad … Duevangs mad var skam god og relativt veltilberedt, men vi kunne vælge mellem stegt kylling og burger. Igen. Vi tog den stegte kylling, som ikke var grillet, men stegt på gammeldaws maner, serveret med hvide kartofler og brun sovs. Ke.de.ligt. Så er deres burger faktisk bedre, og deres friter er helt gode.
Vi mangler nogle udenlandsk inspirerede restauranter her i Præstøområdet, så hermed er min ide givet videre til dem, der måtte være friske nok til at gribe den – også udenfor Præstø: Lad jeres kunder foretage en kulinarisk rejse og slå lidt på netop det, når vi nu ikke kan komme ud af landet inden for en endnu ukendt tidsramme. Lad dem komme til Italien én dag (eller uge), Frankrig den næste, så Indien osv. osv.
Jeg vove den påstand, at det ville gøre livet lidt mere spændende for både kokken og kunderne.
Kokkene behøver jo ikke at kunne tilberede det pågældende lands mad til michelinstjerneniveau; meget mindre kan gøre det, og der skal immervæk ikke meget til at overhale en burger!
Vi har ikke noget imod at køre de små 25 km til Næstved, men maden er bare blevet kedelig inden vi når hjem med den.
Det kan selvfølgelig være John og mig, der er noget galt med – vi er nemlig også kørt helt træt i Årstiderne og har sagt abonnementet op. Vi brød os hverken om Ketokassen eller Verdenskassen. I stedet har jeg nu et abonnement hos Den Grønne Asparges, som vi foreløbig har fået én (men meget lovende) måltidskasse fra. Fisk fra Skagenfood holder vi fast i – den kan vi åbenbart ikke blive trætte af.

Stor fladstjerne på Jungshoved

I dag kørte vi en tur rundt på de bittesmå veje på Jungshoved. Svend Gønge-landet. Det kan anbefales – terrænet er kuperet og smukt, ofte med udsigt til vand.
I skovbunden er anemonerne afløst af stor fladstjerne, som lige så smukt kan dække store områder.
Det kan bluebells også. I England. Her på Jungshoved måtte vi nøjes med synet af et noget mindre område; faktisk bestod ‘området’ kun af en enkelt plante, men lidt har også ret.

Bluebells i EnglandBluebells på Jungshoved

Jeg blev jo lige mindet om, at vi skulle have været på vej til England nu. Øvøvøvøv.

22. marts 2020

Det kan godt være, at visse projekter er udskudt, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Flere af vores rejseplaner er i fare. Ikke engang bare i fare – jeg er sikker på, at de allerede er døde.
Så må vi finde på noget andet. Ikke fordi vi skulle have været afsted nu, men det er da utroligt, som man går og bliver rastløs, bare fordi man har fået et påbud, der i bund og grund ikke ændrer noget på vores umiddelbare hverdag.
Vi kørte til Stevns til vores sædvanlige ramsløgsted, hvor jeg fik plukket min sædvanlige temmelig store portion, så den står på ramsløgstærte i aften eller i morgen. Jeg ved nemlig ikke, om jeg gider lave den sidste dag af kassen fra Årstiderne her til aften, eller jeg bruger råvarerne til noget andet.
De meldte ud, at de ændrede “Low carb-kassen” til “Ketokassen” for at give os endnu færre kulhydrater. Den fik selvfølgelig en chance, men nøj, den var kedelig! Den gad vi ikke.
Jeg ændrede derfor til “Pescetarkassen”, som vi netop har prøvet for første gang. Det var så også sidste gang, fandt vi hurtigt ud af … jeg har lige ændret igen, denne gang til “Verdenskassen”. Nu håber vi på at få noget mere spændende mad. Heldigvis er det supernemt at skifte mellem abonnementerne.

KantprojektKantprojekt

På vejen tilbage kørte John en vej, jeg aldrig har været på, og som John ikke har ‘bekørt’ siden han kørte taxa. Den førte os forbi en entreprenør, som havde nogle bunker med store, firkantede sten liggende. Vi kørte ind og så på dem. Blev enige om, at de var de helt rigtige at lægge som kantsten til at standse jordskredsfaren der hvor brænde’skuret’ havde stået. Jeg ringede til det nummer, der stod på skiltet.
Sååå tæt på ...Vi kunne hente alle de sten vi skulle bruge. Jeg takkede og sagde, at vi bare lige skulle hjem og hente traileren, så kom vi igen.
Traileren var fuld af haveaffald. Det var haveaffaldspladsen på genbrugsstationen også!
Det var simpelthen så heldigt, at vi pludselig stod og skulle have tømt traileren, for var vi kommet ½ time senere, havde det været slut med pladsen. Vi holdt som nummer tre i en afleveringskø, der var vokset til seks efter os, da vi kørte igen, og jeg tror bestemt, at nogle af dem ville være nødt til at køre med uforrettet sag. Men det er klart – folk har jo tid nu, så det vælter ind med haveaffald. Jeg håber, der kommer nogen og får det stuvet lidt sammen i morgen, så der bliver plads til mere. Billedet viser bilen efter os – se hvor tæt han holder på indkørslen, og det er ellers en temmelig stor plads, der er til haveaffald.
Vi kørte tilbage til entreprenøren, som kom ud og hilste på. På behørig afstand, naturligvis. Han var en gut nok på Johns alder – og han har intet problem med, at frisørerne holder lukket. Hans kridhvide, men kraftige hestehale nåede ham til taljen – et ikke helt almindeligt syn blandt mænd i den alder.
Vi fik 40 sten og kunne bare komme igen, hvis vi havde skønnet forkert.
Det vil tage os et par dage eller tre at lægge disse sten – det er hårdt arbejde, især for Johns knæ og ryg.

PS: Min søster og svoger er hjemme igen! Det er så godt. De skal holde sig isolerede i 14 dage og må ikke forlade hjemmet i den periode, men det er en lille pris at betale for at være hjemme i DK.

16. marts 2020

Vi er godt lakket til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Johns grydebrød

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

6. februar 2020

Koks i årstiderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: ,

Det er vinter, siger kalenderen, men det er den varmeste januar i mands minde og absolut ikke specielt vinteragtigt.
Personligt har jeg intet imod dette, men jeg ved, at mange savner frost og sne. Jeg frygter lige nu mest, at der kommer en kuldeperiode, som vil ødelægge alt det, der er alt for tidligt fremme.
Man kan dog trods alt ikke sige, at der er gået koks i årstiderne, men usædvanligt er det.

Men der er gået koks i det for Årstiderne.
Hver tredje tirsdag får vi LowCarbKassen fra Årstiderne. Den er fra uge 6 ændret til at hedde KetoKassen og der er dermed “skruet endnu mere ned for kulhydraterne”. Også for kødmængden, men der er i stedet mere grønt. Det er fint med mig – det skal i hvert fald prøves af, inden jeg ændrer på det.
Den første af den nye slags kom i tirsdags. Jeg abonnerer på kassen til to personer i fem dage.
Jeg pakkede først frostkassen ud, hvor kød, fisk og eventuelle mælkeprodukter findes. Den så rigtig ud – der var fem pakker + lidt creme fraiche.
Så pakkede jeg grøntkassen ud: Kartofler??? Oven i købet to poser? Og en pakke RIS??? Hvad har de dog gang i? Det er da på ingen måde ‘keto’ – tværtimod.
Der var heller ikke så mange grønsager som ventet, eftersom de havde skrevet, at der skulle være flere end normalt.
Jeg nåede ned i bunden til ugens opskrifter.
Det første, der ramte mine øjne var “3 personer i 3 dage”. Dammit. Det nummer har de lavet en gang før, men man kan finde opskrifterne på nettet, så den fejl er til at råde bod på.
Det andet der ramte var ordet “KVIKKASSEN”. Aha – det forklarer kartofler og ris. Opskrifterne passede dog ikke af den grund med indholdet af hverken frost- eller grøntkassen.
Jeg ringede til kundeservice, forklarede problemet og blev bedt om at oplyse kodenumrene på de to kasser. Han takkede og sagde, at han ville kontakte distributøren, for den rigtige grøntkasse måtte jo befinde sig et eller andet sted … jeg ville høre fra ham senere.

Der gik et par timer, inden han ringede:
– Det er faktisk – ifølge koden – den rigtige grøntkasse, du har fået.
Jeg nåede at undre mig, men ikke at spørge, inden han sagde:
– MEN: Det er pakkeriet, den er gal med. De har simpelthen ikke pakket de rigtige ting i kasserne, så der står altså ikke en kasse og savner dig.
– Uuuha, sagde jeg, så er jeg vist ikke den eneste, der har fået forkert levering i dag?
– Nej, det er du ikke. Slet ikke, desværre … har du pakket kasserne ud?
– Æhhh, jada, hvordan tror du ellers, jeg skulle kunne konstatere, at jeg har fået forkert levering?
– Nåhnej, selvfølgelig, men så må vi ikke tage den retur. Du beholder bare hvad du har fået, og så krediterer vi dig for denne levering. Den skal du naturligvis ikke betale for.

1 marts 2018 (1)

Jeg er glad for Årstiderne, og med den gode service har jeg ikke tænkt mig at ændre noget vedrørende mit abonnement.
Alle begår fejl indimellem, og selv om denne nok var en af de lidt mere omfattende, så var det Årstiderne selv, det gik mest ud over, og jeg tror der var nogle af deres medarbejdere, som stod til lidt af en skideballe i går.
For 1½ års tid siden fik jeg ingen levering, da jeg forventede det. Der gik en dags tid, inden de fandt ud af, at distributøren havde afleveret den på en forkert adresse. Det var godt nok ret frækt, at manden der med tak tog imod leveringen, undlod at fortælle, at han ikke abonnerede på Årstidernes kasser, for det var sådan det var, sagde chaufføren senere til mig, så han tænkte ikke over det, før han blev ringet op og fortalt, at der var en kunde, der savnede en levering. Jeg fik en erstatningskasse et par dage efter, som jeg ikke skulle betale for, så igen: Servicen fejler ikke noget.
Det allerbedste ved disse måltidskasser har jeg nævnt før: Det er, at jeg for næsten 25 % af mine aftensmåltiders vedkommende ikke skal finde på.
Dette irritationsmoment kender rigtig mange husmødre, ved jeg: Det værste er ikke at lave maden; det er at finde på, finde på, finde på.

1. februar 2020

Ildsjæle brænder ikke ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Da vi var på julebasar i Stege, købte vi kalvekød fra en gård på Møn. De kalder det selv for Velfærdskød.
Jeg har aldrig fået så godt kød her i Danmark. Ganske enkelt … der var så meget og så god smag i, at vi bare kiggede på hinanden og sagde wow!
Og så var det endda ‘bare’ fars. Jeg var nødt til at prøve noget mere kød fra deres gård, og da butikken har åbent hver lørdag, kørte vi i dag en tur til Møn. Det skal åbenbart være dårligt vejr, når vi er på den ellers så smukke ø, men det må vel lykkes en dag at ramme noget bedre vejr.
Pyt. Vejret var ikke det primære i dag; det var jerseytyrene og nogle særdeles kælelystne grise. Jeg kælede dog ikke med dem, men det gjorde ildsjælen, som er den kvindelige part af gårdejerne – de kappedes om hendes gunst, da hun rakte en hånd ned for at klø dem på hovedet.

P1000690

Har I nogensinde set så finurlig en gris? Med stort smil på og glimt i øjnene?
Selvfølgelig er det ikke sådan det er, men det ser sådan ud, ikke sandt? Den er helt menneskelig at se på, og jeg indrømmer blankt, at jeg hellere vil se på denne glade gris, end jeg vil belaste mine øjne ved synet af fx en vis amerikansk præsident, som jeg virkelig synes er et dumt svin. Sorry.

Karen og Torben Olsen, som ejer gården, var ude at arbejde, da vi kom. Det samme var deres to sønner, så de mener det med familieforetagendet.
Vi troede vi bare skulle ind i en gårdbutik og finde lidt kød frem fra fryseren, men Karen spurgte, om vi ikke ville se bedriften, hvad vi selvfølgelig gerne ville. De har kun jerseykvæg, og de har kun tyrekalve, da disse normalt bliver aflivet kort efter fødslen, fordi de ikke er rentable. Jerseykvæg er ikke kød- men malkekvæg, og til det er en tyrekalv ikke specielt velegnet.
Grunden til, at det ikke er kødkvæg, kan I selv tage en tur til Møn for at finde ud af. Jeg kan skrive under på, at jerseytyre – og ditto stude – producerer noget yderst velsmagende kød.
Karen fortalte og fortalte. Hun er en ildsjæl, som man holder af to minutter efter at have stiftet bekendtskab med hende. Hun må have fortalt om det kvæg flere hundrede gange før, men John og jeg følte, at dette var første gang, hun fik chancen. Iblandet masser af smil, glimt i øjnene og humor. What’s not to like?
Vi hørte ikke kun om stedet her, fordi meget af hendes information affødte spørgsmål fra vores side, så vi kom en del rundt – i flere betydninger – i den lille time, vi tilbragte der.

Jerseykalve

Disse små fyre er omkring 2½ måned gamle, og de får lov til at spise alt det, de overhovedet orker.
Vi kom hjem med tyksteg, fars og ribeye fra kalv, samt fars, koteletter og bacon fra gris. De havde desværre udsolgt af de meget trendy nyretapper, men så har jeg en undskyldning for at komme igen en anden gang.
Jeg ville gerne bestille en halv kalv hos dem, men så meget plads får jeg desværre nok aldrig skabt i min fryser. Jeg må finde nogen at dele med.

Vi afsluttede turen med frokost på Muldiverset. Birgitte der er også en skøn kvinde, og selv om det kun var vores tredje besøg, havde hun helt styr på hvem vi var (.. velkommen – det er hyggeligt at se jer igen. Kan du da genkende os? Ja – det var jer, der tog jeres engelske familie med sidst I var her, ikke?).
Livet er godt.

31. december 2019

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: , ,

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

15. december 2019

En enestående oplevelse i Muldiverset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , , ,

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

P1000414

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

P1000423

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

P1000425

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

P1000431 P1000430
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

P1000428

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

image

23. november 2019

Det årlige laksecirkus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: ,

For fjerde år i træk (nej, ikke i streg … hvorfor er det blevet så smart at sige sådan?) hentede vi i dag regnbueørreder nede hos Sortsø Fisk. Det bliver mere og mere populært, har vi måttet konstatere. Sidste weekend kajakkede min søster med sin klub fra Præstø Havn til Sortsø, ganske som de plejer, for at få en tur ud af det og selvfølgelig også for at få fisk med hjem.
Friske regnbueørrederTuren fik de, men ikke fiskene. De havde været der klokken 11, og mens de stod i kø, meldtes der alt udsolgt for den dag. Ret surt!
De fik at vide, at folk havde stået i kø fra klokken 8 på trods af, at åbningstiden først er klokken 9, så de valgte heldigvis at begynde at sælge klokken lidt over 8.
Hun gik sejlede med andre ord forgæves og sagde derfor til os, at hvis vi som planlagt kørte derned i dag, så skulle vi sørge for at være der tidligt … og “gider I i øvrigt købe tre store fisk med hjem til mig, hvis der er nogen tilbage?”
Det var der, og det gad vi godt. Tre fisk til hver af os – 2 x 10 kilo, så det var nogle pænt store eksemplarer.
Vi var der kl. 8:30, hvor der allerede var en pænt lang kø, men salget var heldigvis i fuld gang. Inden vi var nået halvt igennem køen, var den dobbelt så lang, som da vi kom. Det blæste koldt, så det var ikke en udsøgt fornøjelse at stå der i over en halv time, men vi fik fisk, gjorde vi.

Friske regnbueørreder - klar til frost

Jeg elsker at kunne lægge 10 poser med ordnede og rensede fileter i fryseren. Samt tre poser indeholdende fars nok til en gang lækre laksefrikadeller.
Jeg hader at filetere og pille ben ud af fisk og ser virkelig ikke frem til den del af det. Ikke fordi det er specielt ulækkert, men det er hamrende besværligt for sådan en amatør som mig, der kun fileterer disse tre-fire fisk om året, og jeg bliver aldrig god til det. Det sviner ad pommern til og det tog en time pr. fisk, når jeg regner det hele med, altså inklusive at hakke det afpudsede kød til fars, pakke det hele i poser og rengøre køkkenet bagefter.
Ben og hoveder gider jeg ikke koge til fond, selv om mange nok vil ryste på hovedet af mig for det.
Jeg har yderst sjældent brug for fiskefond, så hvorfor skulle jeg gøre mig den ulejlighed? I stedet bærer John det hele ned til vandkanten – det er jo frisk fisk, og der er sikkert nogle, der bliver glade for de rester.

Nej, vi skal ikke have fisk i aften. Min søster kommer på et eller andet tidspunkt for at hente sine tre – og ordne dem, hvis hun kan nå det inden vi skal spise den lammeculotte, jeg laver til os. Så bliver køkkenet svinet til endnu en gang, men hellere det end ordne alle seks alene. Det tilbød jeg ganske enkelt ikke, hvilket der er fuld forståelse for … hun ved desværre ikke hvornår hun kan være her, for hun skal arbejde og ved ikke hvornår hun bliver færdig. Senest kl. 16, siger hun, men forhåbentlig for hende noget før.

20. november 2019

Der er MASSER af æbler endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Vi skal holde jul i år for englænderne, min ene søster og to af hendes børn.
Det indebærer andesteg, og det indebærer igen æblegele. Det gør den flæskesteg også, som vi skal have en dag inden jul.
Da jeg lige inden englandsturen tjekkede æblegelelageret, så jeg, at der ikke var noget lager! Det var sandelig ikke så godt.
Jeg kunne ikke nå at gøre noget ved situationen inden afrejse, og efter det slemme blæsevejr vi havde, var jeg ikke sikker på, at der ville være flere æbler tilbage hos den flinke bagbo, hvor jeg fik lov til at tage så mange, jeg havde lyst til.
Jeg har taget mange, og de ligger så fint i de kasser, John har lavet til mig, men det ville gøre for stort et indhug i dem at tage af dem til gele.

Stadig mange æbler

Det viste sig dog heldigvis, at bagboen endnu var endog særdeles leveringsdygtig i æbler – der lå så mange på jorden, at man ikke kunne undgå at træde på dem, og der hang endda tilligemed mange tilbage på tre af de ti træer de har.
Jeg samlede, hhv. plukkede en stor spandfuld æbler, vaskede dem og fik sat saftkogeren i gang. Jeg kunne ikke engang bruge alle dem, jeg tog med hjem, så de fineste af dem kom ud på mit æblelager.

Æblegele in spe

Er det ikke et herligt syn? De smukkeste rødgule æbler – en blanding af alle tre tilgængelige slags, hvoraf jeg kun kender Ingrid Marie.
Saftkogeren blev fyldt til randen, hvilket der blev hele tre liter saft ud af. Når først der kommer sukker i, bliver der godt nok mange glas gele ud af det, men det gør ikke spor – det er godt at have værtindegaver på lager, og desuden smager det rigtig godt til mange ting; ikke kun til at putte i den brune julesovs. Æblegele forbedrer bl.a. den færdiglavede rødkål en smule og får den til at smage en anelse mere hjemmelavet.
Min søster er god til at lave gammeldags æblekage; dertil er den fine, røde gele også uundværlig.
Skulle jeg gøre alvor af at invitere vejens beboere ind til julehygge, som jeg går og overvejer, er det heller ikke helt tosset til æbleskiver.

Jeg har det skidt med at se så mange æbler gå til spilde, for fuglene kan sandsynligvis ikke nå at spise dem alle, inden de rådner. Der var dog grænser for, hvor mange jeg ville tage, selv om jeg sådan set havde fået nærmest frit spil, men det nytter jo ikke noget, hvis ikke jeg selv kan nå at bruge alle dem, jeg tager.
Inspireret af Charlottes egen most kunne jeg måske næste år prøve at bede om at få lov til at samle dem og køre æblerne til et mosteri, hvor man kan komme med egne æbler. Mon ikke det bliver accepteret, hvis vi deler den most, der kommer ud af det?
Det har i hvert fald ikke været så dårligt et æbleår her ved Præstø Fjord, som man klager over andre steder i landet – og i England.

10. oktober 2019

Der er stadig noget at se

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:40
Tags: , ,

P1000038I mandags kørte vi til Birkegårdens Haver – bare for at finde ud af, at der var lukket og sæsonen slut for i år. Vi var lige ved at køre igen, da jeg så, at hvis man betalte en halvtredser enten på mobilepay eller i en dertil indrettet kasse, måtte man gerne gå ind og se sig omkring. Nu var vi kørt så langt, så det gjorde vi. Det var såmænd også fint nok – vi behøvede ikke at kunne besøge cafeteriaet, men nød at have hele området for os selv, kun med selskab af nogle ansatte, der havde travlt med at stille alle mulige halloweenting op rundtomkring, fordi de holder åbent i den første efterårsferieweekend.

Der var de skønneste efterårsfarver indimellem – se bare bladet her til højre. Der er ikke pillet ved billedet; det var i voldsom grad et rødorange blad, jeg fandt.
De havde haft frostvejr, kunne vi se på deres dahliaer. De havde lagt en eller anden dug over, formentlig fordi de gerne vil kunne vise de smukke blomster frem i uge 42. Blomsterne havde da heller ikke taget skade, men bladene var bestemt ikke pæne mere.
Vi har 7-9-13, bank under bordet og hvad der ellers findes af besværgelser, ikke haft frost endnu. Mine dahliaer er på deres smukkeste og mest blomsterfrodige stadium lige nu, så jeg ville blive ret ked af det, hvis frosten kommer og ødelægger det hele alt for tidligt. Bedene bugner af blomster, også selv om jeg tager mange ind og sætter i vaser.
Herunder en echinacea eller purpursolhat. Jeg har den ikke selv, men det har jeg måske til næste år, for jeg stjal en, hvor frøene var færdigudviklede.

Echinacea - purpursolhat

Jeg har fået nye fødder. Jeg har købt (endnu) et par støvler af mærket New Feet, som jeg faldt for sidste år på Fyn. De sidder som var de fremstillet lige præcis til mig. Det var også bare fordi John skulle til bandagisten i Køge for at finde et par gode knævarmere. Det betød lidt ventetid for mig, og kostede dermed et par nye støvler. Det er noget værre noget … jeg lader mig nok for let friste.
Men jeg stod lige og manglede dem …

Vi spiste frokost på Cafe Baum, som er blevet vores yndlingssted i Køge. Man kan få alle deres vine (og de har maaange) på glas. Det ville jeg virkelig ønske, at mange flere kunne finde på at tage op, for det er hammerirriterende at skulle spises af (tøhø) med husets vin, der sjældent får englene til at synge. Hvis Cafe Baum kan, kan andre vel også! John drikker sjældent vin, og slet ikke rødvin, så jeg skal ofte – i hvert fald til frokost – kun have et enkelt glas. Er det aftensmad, kan jeg godt drikke en halv flaske, men da ikke en hel! 
Jeg fik oven i købet lov til at smage på tre forskellige. Jeg nævnte, at jeg nok mest var til zinfandel-drue i dag, men han kom med en zin, en negroamaro og en syrah, fordi han mente at de alle tre kunne bruges til den valgte mad. Jeg valgte negroamaroen.
Man skal prøve noget nyt, når mulighed gives.

8. oktober 2019

Jeg troede jeg var færdig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: ,

Jeg troede jeg var færdig for i år med at sylte, konservere og gemme, men da jeg kom hjem fra strikkeeftermiddagen med nørklegruppen, var John i gang med at fjerne den hyld, der havde vokset sig alt for stor næsten midt inde i kirsebærlaurbærtræet.
Hyldebær og æblerDen havde store flotte klaser, og mig, som ellers aldrig laver hyldebærsaft, kunne ikke nænne at smide dem ud, så de blev plukket af til så meget saft, som der nu kunne blive. Der var 1,3 kilo. Ikke alverden, men nok, for jeg er ikke selv vild med hyldebærsaft, men det er Charlotte, så nu kan jeg forkæle hende lidt [mere], når hun kommer hjem til jul.
Måske bliver det bedre, end jeg husker det, for når min mor lavede det, var det bare hyldebær. Slut. Og sukker, selvfølgelig, men jeg fandt en opskrift hos Valdemarsro, fra hvem jeg ved, at det altid er godt, når det kommer fra hende, så jeg proppede æbler med ned til hyldebærrene. Jeg er dog ikke sikker på, at det var en god ide at putte timian i også – det duftede forkert sammen, så det hev jeg relativt hurtigt op igen.
Det blev lavet i gryde – jeg gad ikke sætte den rigtige saftkoger i gang for så lidt.
Det står nu og drypper af – bagefter skal saften tilsættes citronsaft og sukker, koges op og hældes på flaske. Der bliver vist ikke mere end en liter, men det er fint nok. Jeg har ingen ide om, hvor koncentreret den er, og dermed ingen ide om, hvor meget det skal fortyndes.

P1030790

Er de ikke skønne, de små stenfigurer herover? Jeg købte den lille opstilling, da vi var på Arken og spise midt i september. Jeg har kigget på dem – der er mange at vælge imellem dernede – hver gang vi har været på Arken, og jeg har hver gang fortrudt, at jeg ikke købte en af dem.
Det gjorde jeg så ikke denne gang. Fortrød, altså, for nu kom en af dem med hjem og byder så fint vores gæster velkommen.
Man kan bare ikke lade være med at smile, når man ser dem, vel? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu, der ikke trak på smilebåndet ved synet af de små glade ansigter.
Det største problem var at vælge, hvilken en jeg skulle købe, for den ene var sødere end den anden, men det blev denne her med de fine små mariehøns.
Jeg er imponeret over, at man med så enkle midler kan lave noget så genialt. Jeg kunne aldrig selv finde på den slags – på den måde er jeg ikke kreativ.
Det er mit svar, hver gang nogen siger, at jeg er kreativ, fordi jeg strikker og syr så meget: “Jeg er produktiv, men ikke spor kreativ, for jeg kan ikke selv finde på, men jeg kan følge en opskrift.”

13. september 2019

Der er ikke langt mellem snapsene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , , ,

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Æblesnaps

ÆbleeddikeJeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Min nu helt britiske familie

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

11. august 2019

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , , , ,

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Skaldyrsbuffet 2019Skaldyrsbuffet 2019 (1)

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Skaldyrsbuffet 2019 (2)Skaldyrsbuffet 2019 (3)

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

P1040604I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

27. juli 2019

Det var de første, men der kommer flere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , , ,

Danskerne skal jo helst klage over vejret … jeg klagede ikke i går, fordi vi ikke havde det så varmt som så mange andre, men så kan jeg da heldigvis brokke mig lidt i dag, fordi det er et værre blæsevejr. Temperaturen holder sig stadig på omkring 23°, så det er fint nok, men det blæser for meget til, at jeg finder det behageligt at opholde mig udendørs, medmindre der er helt læ, men det har vi ikke så mange steder med den vindretning.
Så er det godt, at man kan lave noget andet end bare at sidde ude. Man kan begynde på at sætte sommeren på glas, så det har jeg brugt nogle timer på i dag. Fire glas med henkogte tomater og to med en blanding af salatagurker og en enkelt forvokset squash. Sidstnævnte forsøgt med den nemmest mulige metode, bare for at se, om det bliver godt nok til at blive godkendt af familien – og mig selv.
Ikke noget med udsaltning, bare skrælle, fjerne frø, skære i stykker, koge en lage og hælde på. Finito. Hvis det kommer til at smage godt, er der ingen grund til at gøre syltelivet mere besværligt end nødvendigt, men der går nogle dage inden jeg finder ud af det, for det skal trække en rum tid.

Start på syltesæson 2019

De henkogte tomater fra sidste år har været et stort hit, som derfor må gentages, og det er jo den perfekte metode til at få gjort kål på de mange tomater, der modnes hver dag. Vi kan ikke nå at følge med at spise dem som de er, så henkogningen er en god opfindelse.
Chiliplanterne i år er en lidt blandet fornøjelse. Den, jeg havde forventet mig mest af, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det kan selvfølgelig nås … den jeg hovedsagelig købte pga. de flotte frugter, som så kan hænge og pynte i tørret tilstand, giver et udbytte, der må tangere en verdensrekord. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men det kan måske læres – og under alle omstændigheder vil smagen kunne kamufleres i en chilipasta, som også var et af sidste års store syltehit.
Den tredje har verdens største blade, men foreløbig kun to frugter. Det kan ligeledes nås endnu. Den fjerde og superstærke, som jeg også kun tog pga. udseendet, giver meget pænt. Igen i år er de vokset mig en hel del over hovedet, selv om Gartneri Toftegaard hævder, at de ikke bliver så høje.

Motiv fra Præstø Fjord

‘Vores’ køer er sikkert slet ikke klar over, hvor privilegerede (nej, ikke priviligerede; tænk på, at det hedder et privilegium) de er: De har over en halv kilometer god græsning langs en af Danmarks smukkere fjordstrækninger. Nogle gange, når det er rigtig varmt, tager de fodbad i fjorden, og mit yndlingsmotiv er, når de som her står i silhuet som kontrast til det blå vand og det grønne græs.
Billedet er taget fra gæsteværelset, men med meget modlys, desværre.

3. juli 2019

To gange Nyhavn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Vi har gang i planlægningen af en stor rejse til Alaska og Canada, hvilket involverer rejsebureauet Nyhavn Rejser, som ikke længere ligger i Nyhavn, men lige ved siden af Østerport station. Vi tog toget til staden, for det der med at finde parkeringspladser i den indre by er en stort set umulig mission, og hvis det endelig lykkes at finde en, koster afgiften nærmest prisen for en lille bil. Det er nu ikke fordi toget gør det billigere; det kan kun betale sig, hvis man rejser én person, men det er en del mere afslappende – især for ham, der plejer at være chauffør – og så holder vi begge to af denne rejseform. Ikke så meget S-tog, det kan være lidt ligemeget, men alle andre former for tog, og turen med lokalbanen fra Faxe Ladeplads til Køge er hyggelig.

P1030290P1030291P1030292

Vi gik fra Nyhavn til Nyhavn. Visse steder fornemmer man ikke, at man befinder sig i en storby, for med roserne og stokroserne og de farverige, små og hyggelige byhuse kunne vi lige så godt befinde os i en provinsby. Gadenavnene er også romantiske: Hjertensfrydsgade, Krusemyntegade … og ved det blå hus står der en blå cykel, naturligvis.
Vi lovede i foråret hinanden, at vi en dag skulle ind til København og lege turister, og nu vi alligevel havde en aftale derinde, kunne vi lige så godt slå to fluer med ét smæk.

P1030293

Vejret var okay, selv om det blæste meget. Desuagtet vovede vi os ud på voverne i form af en kanalrundfart på en times tid, for det var maaange år siden, vi sidst var på sådan en, og vi havde været så forudseende at tage regnfrakker med, så vi kunne holde den kølige vind ude. Det var højvande i går, så broerne var kun lige til at komme under, hvilket betød, at vi skulle huske at dukke os, medmindre vi havde lyst til at blive et hoved kortere i løbet af turen.

P1030296

Det var en hyggelig tur med både gensyn og nysyn.
Der var rigtig mange turister i byen, både på Strøget, i Nyhavn og ude ved Den Lille Havfrue, men eftersom vi kunne tælle fem store krydstogtskibe, gav det nok en del af forklaringen på de mange mennesker.

P1030302

Var det noget med en husbåd? 222 m2 for bare 6,550 millioner kroner? Ingen have at passe – fem værelser, to badeværelser, bryggers, stor opholdsstue, ditto køkken og en tagterrasse.

P1030312

Ingeniørernes hus BLOX (inspireret af legoklodser) havde jeg ikke set før – det er flot, synes jeg.
Med billetten til rundfarten fik vi et rabathæfte, som inspirerede os til at booke et bord på den italienske Riz Raz i Kompagnistræde.
Det var en positiv overraskelse – de havde en omfattende, vegetarisk middelhavsbuffet, som man kunne vælge solo eller som tilbehør. Vi gjorde det sidste og bestilte som hovedret en Riz Raz Blend It, som bestod af ristede kammuslinger, kæmperejer, laks, lammekrone og kyllingespyd plus garniture.
Vi blev meget mætte. Jeg gemte strategisk kyllingen til sidst, for hvis jeg ikke kunne spise op, var den den, der skulle levnes. Det viste sig at være et klogt træk fra min side …

P1030315P1030315

Plastikaffald i et strøgvindue? Nej, men en efterligning i kongeligt porcelæn. Hvorfor? Pas … men det fangede da vores opmærksomhed.

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

9. marts 2019

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , ,

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Seks retter Norsminde
Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

7. marts 2019

Det stod lige parat til os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

P1020370Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
P1020460Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

P1020376P1020377

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

P1040241I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Vinsmagning på Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Vinkælderen Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

P1040239

5. marts 2019

Nu igen?!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , , ,

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
 Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

Næste side »

Blog på WordPress.com.