Lollandske lyksaligheder (og falsterske)

Jeg havde efterhånden hørt en del positive udtalelser om Mejerigården nede ved Gedser, så i sidste uge bookede jeg et bord til John og mig (nej, det hedder stadig ikke ‘til John og jeg’!).
Det er en halvlang tur derned, og den er længere hjem end den er ud. Jeg kan ikke forklare hvorfor og slet ikke bevise det, men sådan er det ikke desto mindre. 70 km kan føles korte eller lange. Normalt regner vi det dog ikke for noget, og John havde intet imod at indtage den sædvanlige alkoholfrie øl, så han kunne være chauffør, ganske som han plejer, og som jeg er så umådelig glad for, at han gider, for jeg elsker at få et godt glas vin til god mad.

Vi kunne lige så godt få noget ud af dagen, når nu vi skulle afsted. John havde et eller andet sted læst om butikken Vin & Velsmag i Maribo, som så interessant ud, hvorfor vi indledte eftermiddagens tur der.
Holddaop. Sikke en butik. Det var første gang, jeg var der, men bestemt ikke sidste. De har vine fra hele verden, øl (mest fra Danmark), whisky, rom, gin og flere spiselige lækkerier.
Det er der nok også mange andre butikker, der har, men der er ikke mange andre, der kan præsentere deres varer så flot som her.
Vi blev budt velkommen og spurgt om vi ville have en kop kaffe eller et glas vin i hånden, mens vi gik rundt og studerede herlighederne. I må selv gætte, hvem der valgte hvad …

Herover ses henholdsvis gin- og whiskyhjørnet.
Jeg kiggede og kiggede, mest på vinene … jeg kunne snildt have gået rundt derinde længere end tilfældet var, men heldigvis var der rigeligt med spændende øl til at holde Johns opmærksomhed fangen, mens jeg gik rundt og valgte vine ud.
Jeg kendte ingen af dem, hvilket ikke gjorde det hele mindre spændende, og jeg kunne sagtens have brugt hele månedens pension på vin, men jeg var frygteligt standhaftig og købte kun syv forskellige, som skal afprøves og vurderes.
De er nu forevigede og billedet bliver sat ind i en wordfil med priserne angivet. Efterhånden som de bliver drukket, bliver der tilføjet kommentarer, for jeg ved, at jeg ikke kan huske detaljerne om de første, når jeg har smagt de sidste. Selv om jeg drak dem hurtigt efter hinanden, ville det på ingen måde hjælpe på hukommelsen!
Hvis man er i nærheden af Maribo og holder af vin, øl eller spiritus, så kig ind. Det er noget af en oplevelse.

Efter at have gået en tur rundt i Maribo, hvor vi fandt en cafe, der kunne servere eftermiddagskaffen, kørte vi til Nykøbing, hvor vi også gik en tur rundt, inden det var tid at sætte kursen mod Gedser.
At Mejerigården er blevet positivt omtalt, er fuldt berettiget.
Vi tog deres seksretters menu, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. John var også yderst tilfreds, men han kiggede dog langt efter og lettere imponeret over den wienerschnitzel, som var dagens specialitet, og som mange af de andre gæster valgte. Den var stor!
Det var vores portioner også, selv om vi skulle have seks retter. Det er længe siden jeg har spist så meget mad.
Rabarbersuppen glemte jeg at fotografere, men vi fik gazpacho, laksetatar, jordbærgranité, grillet oksemørbrad, rabarbersuppe og tre slags ost til sidst.
Vi kender nogen, vi skal have med herned engang … Det var SÅ godt!
Vi talte om at tage englænderne med herned til Johns fødselsdag, men gik bort fra det igen, for ungerne vil ikke synes det er sjovt at sidde i over tre stive klokketimer for at spise, så den fødselsdagsmiddag vil sandsynligvis i stedet blive indtaget på Præstø havn i den nye restaurant Det Gamle Toldhuus, hvor man også spiser godt.

Dagens høst

Nu ser det heldigvis ud til, at der bliver et par dages pause, inden der modnes flere agurker.
Dagens høst var fem, og i køleskabet lå der fire i forvejen …
Vi har spist tzatziki i store mængder, og vi har fået den gode agurkesuppe to gange – og skal tredje gang på fredag, når min søster kommer en tur, men det er trods alt begrænset, hvor mange agurker to personer kan indtage pr. dag.

Normalt laver jeg gammeldags agurkesalat samme dag den skal bruges, men nu har jeg forsøgt mig med at gemme den på glas, så jeg har til efterår/vinter. I går, ved den ugentlige nørklekomsammen, fortalte en af dem, at det gjorde hun da hvert år – det kan sagtens holde sig, når man skyller glassene med atamon.
Fint. Det prøver jeg.
Agurkesalat er jo altid godt på en leverpostejmad, men det er særlig godt til den mad, der normalt hører vinteren til, såsom frikadeller eller en god, gammeldags flæskesteg.
Fem agurker blev til fem glas agurkesalat. Den fine, sprødgrønne farve holder sig næppe, men bare smagen gør, så går det nok.

Jæger/samler-generne forlader os åbenbart aldrig. Jeg elsker simpelthen at hælde sommeren på glas og flasker og dermed skabe en del af vores vinterforråd.
Den dag vi var ved Vallø for at se på den flotte rosenhave, kørte vi gennem en skov med snesevis af hyldetræer, så jeg plukkede en stor pose blomster.
Da vi kom hjem, satte jeg dem over til hyldeblomstsirup, hvilket gav 12 kvartlitersflasker, så der skulle også gerne være til vinterens forbrug. Jeg fik engang pralet til Kristine over, at jeg ikke er nogen sukkergris, hvad morgengrøden angår. Det var sandt nok, da jeg skrev det, men i mellemtiden er jeg blevet pinligt afhængig af hjemmelavet rabarber-, æble- eller hyldeblomstsirup på den. Bare en enkelt eller måske to spiseskefulde på, og den i øvrigt gode grød, som jeg varierer meget, er lige højnet et par klasser eller tre.
Lige som for al øvrig mads vedkommende her i huset, vil jeg også helst have god variation i morgenmaden. Der bliver vekslet mellem den rigtig sunde (skyr/yoghurt/chiagrød (på kokosmælk) med masser af frugt i), grød af temmelig varieret art (kan indeholde forskellige blandinger af grovvalsede havregryn, hirseflager, müsli, boghvede (gryn eller valsede) eller en af Muldiversets gode blandinger). Der bliver altid kogt en pære, et par blommer eller anden egnet frugt med i grøden, og endelig får vi sommetider brød, som helst skal være hjemmebagt – dog ikke altid, når vi har overnattende gæster.
Brød var forbuden frugt (!) i lang tid under vores LCHF-periode, men nu går vi lidt til og fra med at kontrollere det der kulhydratindtag, for det blev altså for meget for os begge i længden at undvære både kartofler, pasta og brød. Og vin …
Vægtmæssigt er vi ikke nede, hvor vi nok helst ville være, men lige så nemme de første 10-12 kilo var at tabe, lige så pokkers svære er de sidste, men vi tager heller ikke på. Den tilstand har vi begge valgt at acceptere, for det skal også være dejligt at være pensionist, og vi prioriterer livsglæde over det optimale udseende.

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

Jeg har en ny rejseide

På virkelig mange punkter kan vi godt mærke, at vi ikke bor i eller i nærheden af en større by. I 99,9% af tiden passer det mig mere end glimrende, men den sidste promille … som bl.a. indeholder det, at vi sommetider har haft lyst til at støtte de lokale restauranter ved at købe deres takeaway-mad. Det var ærlig talt ikke særlig inspirerende. Vi har derfor kun gjort det to gange siden verden lukkede ned, og det er naturligvis stadig synd for de lokale næringsdrivende, men hvor spændende er “dagens burger” lige? Eller “dagens platte”? Især når den platte har bestået af stort det samme i snart to måneder. Det andet sted vi prøvede er sikkert godt nok for mange – eller rettere, det ved jeg, at det er – men Charlotte siger, at mit problem måske er, at jeg laver for god mad. Det kan hun sagtens sige – deres nærmeste takeaway er en rigtig god indisk restaurant.
Tænk, at det nu pludselig er et problem at lave god mad … Duevangs mad var skam god og relativt veltilberedt, men vi kunne vælge mellem stegt kylling og burger. Igen. Vi tog den stegte kylling, som ikke var grillet, men stegt på gammeldaws maner, serveret med hvide kartofler og brun sovs. Ke.de.ligt. Så er deres burger faktisk bedre, og deres friter er helt gode.
Vi mangler nogle udenlandsk inspirerede restauranter her i Præstøområdet, så hermed er min ide givet videre til dem, der måtte være friske nok til at gribe den – også udenfor Præstø: Lad jeres kunder foretage en kulinarisk rejse og slå lidt på netop det, når vi nu ikke kan komme ud af landet inden for en endnu ukendt tidsramme. Lad dem komme til Italien én dag (eller uge), Frankrig den næste, så Indien osv. osv.
Jeg vove den påstand, at det ville gøre livet lidt mere spændende for både kokken og kunderne.
Kokkene behøver jo ikke at kunne tilberede det pågældende lands mad til michelinstjerneniveau; meget mindre kan gøre det, og der skal immervæk ikke meget til at overhale en burger!
Vi har ikke noget imod at køre de små 25 km til Næstved, men maden er bare blevet kedelig inden vi når hjem med den.
Det kan selvfølgelig være John og mig, der er noget galt med – vi er nemlig også kørt helt træt i Årstiderne og har sagt abonnementet op. Vi brød os hverken om Ketokassen eller Verdenskassen. I stedet har jeg nu et abonnement hos Den Grønne Asparges, som vi foreløbig har fået én (men meget lovende) måltidskasse fra. Fisk fra Skagenfood holder vi fast i – den kan vi åbenbart ikke blive trætte af.

I dag kørte vi en tur rundt på de bittesmå veje på Jungshoved. Svend Gønge-landet. Det kan anbefales – terrænet er kuperet og smukt, ofte med udsigt til vand.
I skovbunden er anemonerne afløst af stor fladstjerne, som lige så smukt kan dække store områder.
Det kan bluebells også. I England. Her på Jungshoved måtte vi nøjes med synet af et noget mindre område; faktisk bestod ‘området’ kun af en enkelt plante, men lidt har også ret.

Jeg blev jo lige mindet om, at vi skulle have været på vej til England nu. Øvøvøvøv.

Det kan godt være, at visse projekter er udskudt, men …

Flere af vores rejseplaner er i fare. Ikke engang bare i fare – jeg er sikker på, at de allerede er døde.
Så må vi finde på noget andet. Ikke fordi vi skulle have været afsted nu, men det er da utroligt, som man går og bliver rastløs, bare fordi man har fået et påbud, der i bund og grund ikke ændrer noget på vores umiddelbare hverdag.
Vi kørte til Stevns til vores sædvanlige ramsløgsted, hvor jeg fik plukket min sædvanlige temmelig store portion, så den står på ramsløgstærte i aften eller i morgen. Jeg ved nemlig ikke, om jeg gider lave den sidste dag af kassen fra Årstiderne her til aften, eller jeg bruger råvarerne til noget andet.
De meldte ud, at de ændrede “Low carb-kassen” til “Ketokassen” for at give os endnu færre kulhydrater. Den fik selvfølgelig en chance, men nøj, den var kedelig! Den gad vi ikke.
Jeg ændrede derfor til “Pescetarkassen”, som vi netop har prøvet for første gang. Det var så også sidste gang, fandt vi hurtigt ud af … jeg har lige ændret igen, denne gang til “Verdenskassen”. Nu håber vi på at få noget mere spændende mad. Heldigvis er det supernemt at skifte mellem abonnementerne.

På vejen tilbage kørte John en vej, jeg aldrig har været på, og som John ikke har ‘bekørt’ siden han kørte taxa. Den førte os forbi en entreprenør, som havde nogle bunker med store, firkantede sten liggende. Vi kørte ind og så på dem. Blev enige om, at de var de helt rigtige at lægge som kantsten til at standse jordskredsfaren der hvor brænde’skuret’ havde stået. Jeg ringede til det nummer, der stod på skiltet.
Vi kunne hente alle de sten vi skulle bruge. Jeg takkede og sagde, at vi bare lige skulle hjem og hente traileren, så kom vi igen.
Traileren var fuld af haveaffald. Det var haveaffaldspladsen på genbrugsstationen også!
Det var simpelthen så heldigt, at vi pludselig stod og skulle have tømt traileren, for var vi kommet ½ time senere, havde det været slut med pladsen. Vi holdt som nummer tre i en afleveringskø, der var vokset til seks efter os, da vi kørte igen, og jeg tror bestemt, at nogle af dem ville være nødt til at køre med uforrettet sag. Men det er klart – folk har jo tid nu, så det vælter ind med haveaffald. Jeg håber, der kommer nogen og får det stuvet lidt sammen i morgen, så der bliver plads til mere. Billedet viser bilen efter os – se hvor tæt han holder på indkørslen, og det er ellers en temmelig stor plads, der er til haveaffald.
Vi kørte tilbage til entreprenøren, som kom ud og hilste på. På behørig afstand, naturligvis. Han var en gut nok på Johns alder – og han har intet problem med, at frisørerne holder lukket. Hans kridhvide, men kraftige hestehale nåede ham til taljen – et ikke helt almindeligt syn blandt mænd i den alder.
Vi fik 40 sten og kunne bare komme igen, hvis vi havde skønnet forkert.
Det vil tage os et par dage eller tre at lægge disse sten – det er hårdt arbejde, især for Johns knæ og ryg.

PS: Min søster og svoger er hjemme igen! Det er så godt. De skal holde sig isolerede i 14 dage og må ikke forlade hjemmet i den periode, men det er en lille pris at betale for at være hjemme i DK.

Vi er godt lakket til

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

De fik en chance til

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Jeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Vejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

Koks i årstiderne

Det er vinter, siger kalenderen, men det er den varmeste januar i mands minde og absolut ikke specielt vinteragtigt.
Personligt har jeg intet imod dette, men jeg ved, at mange savner frost og sne. Jeg frygter lige nu mest, at der kommer en kuldeperiode, som vil ødelægge alt det, der er alt for tidligt fremme.
Man kan dog trods alt ikke sige, at der er gået koks i årstiderne, men usædvanligt er det.

Men der er gået koks i det for Årstiderne.
Hver tredje tirsdag får vi LowCarbKassen fra Årstiderne. Den er fra uge 6 ændret til at hedde KetoKassen og der er dermed “skruet endnu mere ned for kulhydraterne”. Også for kødmængden, men der er i stedet mere grønt. Det er fint med mig – det skal i hvert fald prøves af, inden jeg ændrer på det.
Den første af den nye slags kom i tirsdags. Jeg abonnerer på kassen til to personer i fem dage.
Jeg pakkede først frostkassen ud, hvor kød, fisk og eventuelle mælkeprodukter findes. Den så rigtig ud – der var fem pakker + lidt creme fraiche.
Så pakkede jeg grøntkassen ud: Kartofler??? Oven i købet to poser? Og en pakke RIS??? Hvad har de dog gang i? Det er da på ingen måde ‘keto’ – tværtimod.
Der var heller ikke så mange grønsager som ventet, eftersom de havde skrevet, at der skulle være flere end normalt.
Jeg nåede ned i bunden til ugens opskrifter.
Det første, der ramte mine øjne var “3 personer i 3 dage”. Dammit. Det nummer har de lavet en gang før, men man kan finde opskrifterne på nettet, så den fejl er til at råde bod på.
Det andet der ramte var ordet “KVIKKASSEN”. Aha – det forklarer kartofler og ris. Opskrifterne passede dog ikke af den grund med indholdet af hverken frost- eller grøntkassen.
Jeg ringede til kundeservice, forklarede problemet og blev bedt om at oplyse kodenumrene på de to kasser. Han takkede og sagde, at han ville kontakte distributøren, for den rigtige grøntkasse måtte jo befinde sig et eller andet sted … jeg ville høre fra ham senere.

Der gik et par timer, inden han ringede:
– Det er faktisk – ifølge koden – den rigtige grøntkasse, du har fået.
Jeg nåede at undre mig, men ikke at spørge, inden han sagde:
– MEN: Det er pakkeriet, den er gal med. De har simpelthen ikke pakket de rigtige ting i kasserne, så der står altså ikke en kasse og savner dig.
– Uuuha, sagde jeg, så er jeg vist ikke den eneste, der har fået forkert levering i dag?
– Nej, det er du ikke. Slet ikke, desværre … har du pakket kasserne ud?
– Æhhh, jada, hvordan tror du ellers, jeg skulle kunne konstatere, at jeg har fået forkert levering?
– Nåhnej, selvfølgelig, men så må vi ikke tage den retur. Du beholder bare hvad du har fået, og så krediterer vi dig for denne levering. Den skal du naturligvis ikke betale for.

Jeg er glad for Årstiderne, og med den gode service har jeg ikke tænkt mig at ændre noget vedrørende mit abonnement.
Alle begår fejl indimellem, og selv om denne nok var en af de lidt mere omfattende, så var det Årstiderne selv, det gik mest ud over, og jeg tror der var nogle af deres medarbejdere, som stod til lidt af en skideballe i går.
For 1½ års tid siden fik jeg ingen levering, da jeg forventede det. Der gik en dags tid, inden de fandt ud af, at distributøren havde afleveret den på en forkert adresse. Det var godt nok ret frækt, at manden der med tak tog imod leveringen, undlod at fortælle, at han ikke abonnerede på Årstidernes kasser, for det var sådan det var, sagde chaufføren senere til mig, så han tænkte ikke over det, før han blev ringet op og fortalt, at der var en kunde, der savnede en levering. Jeg fik en erstatningskasse et par dage efter, som jeg ikke skulle betale for, så igen: Servicen fejler ikke noget.
Det allerbedste ved disse måltidskasser har jeg nævnt før: Det er, at jeg for næsten 25 % af mine aftensmåltiders vedkommende ikke skal finde på.
Dette irritationsmoment kender rigtig mange husmødre, ved jeg: Det værste er ikke at lave maden; det er at finde på, finde på, finde på.

Ildsjæle brænder ikke ud

Da vi var på julebasar i Stege, købte vi kalvekød fra en gård på Møn. De kalder det selv for Velfærdskød.
Jeg har aldrig fået så godt kød her i Danmark. Ganske enkelt … der var så meget og så god smag i, at vi bare kiggede på hinanden og sagde wow!
Og så var det endda ‘bare’ fars. Jeg var nødt til at prøve noget mere kød fra deres gård, og da butikken har åbent hver lørdag, kørte vi i dag en tur til Møn. Det skal åbenbart være dårligt vejr, når vi er på den ellers så smukke ø, men det må vel lykkes en dag at ramme noget bedre vejr.
Pyt. Vejret var ikke det primære i dag; det var jerseytyrene og nogle særdeles kælelystne grise. Jeg kælede dog ikke med dem, men det gjorde ildsjælen, som er den kvindelige part af gårdejerne – de kappedes om hendes gunst, da hun rakte en hånd ned for at klø dem på hovedet.

Har I nogensinde set så finurlig en gris? Med stort smil på og glimt i øjnene?
Selvfølgelig er det ikke sådan det er, men det ser sådan ud, ikke sandt? Den er helt menneskelig at se på, og jeg indrømmer blankt, at jeg hellere vil se på denne glade gris, end jeg vil belaste mine øjne ved synet af fx en vis amerikansk præsident, som jeg virkelig synes er et dumt svin. Sorry.

Karen og Torben Olsen, som ejer gården, var ude at arbejde, da vi kom. Det samme var deres to sønner, så de mener det med familieforetagendet.
Vi troede vi bare skulle ind i en gårdbutik og finde lidt kød frem fra fryseren, men Karen spurgte, om vi ikke ville se bedriften, hvad vi selvfølgelig gerne ville. De har kun jerseykvæg, og de har kun tyrekalve, da disse normalt bliver aflivet kort efter fødslen, fordi de ikke er rentable. Jerseykvæg er ikke kød- men malkekvæg, og til det er en tyrekalv ikke specielt velegnet.
Grunden til, at det ikke er kødkvæg, kan I selv tage en tur til Møn for at finde ud af. Jeg kan skrive under på, at jerseytyre – og ditto stude – producerer noget yderst velsmagende kød.
Karen fortalte og fortalte. Hun er en ildsjæl, som man holder af to minutter efter at have stiftet bekendtskab med hende. Hun må have fortalt om det kvæg flere hundrede gange før, men John og jeg følte, at dette var første gang, hun fik chancen. Iblandet masser af smil, glimt i øjnene og humor. What’s not to like?
Vi hørte ikke kun om stedet her, fordi meget af hendes information affødte spørgsmål fra vores side, så vi kom en del rundt – i flere betydninger – i den lille time, vi tilbragte der.

Disse små fyre er omkring 2½ måned gamle, og de får lov til at spise alt det, de overhovedet orker.
Vi kom hjem med tyksteg, fars og ribeye fra kalv, samt fars, koteletter og bacon fra gris. De havde desværre udsolgt af de meget trendy nyretapper, men så har jeg en undskyldning for at komme igen en anden gang.
Jeg ville gerne bestille en halv kalv hos dem, men så meget plads får jeg desværre nok aldrig skabt i min fryser. Jeg må finde nogen at dele med.

Vi afsluttede turen med frokost på Muldiverset. Birgitte der er også en skøn kvinde, og selv om det kun var vores tredje besøg, havde hun helt styr på hvem vi var (.. velkommen – det er hyggeligt at se jer igen. Kan du da genkende os? Ja – det var jer, der tog jeres engelske familie med sidst I var her, ikke?).
Livet er godt.

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

En enestående oplevelse i Muldiverset

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

 
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

Det årlige laksecirkus

For fjerde år i træk (nej, ikke i streg … hvorfor er det blevet så smart at sige sådan?) hentede vi i dag regnbueørreder nede hos Sortsø Fisk. Det bliver mere og mere populært, har vi måttet konstatere. Sidste weekend kajakkede min søster med sin klub fra Præstø Havn til Sortsø, ganske som de plejer, for at få en tur ud af det og selvfølgelig også for at få fisk med hjem.
Turen fik de, men ikke fiskene. De havde været der klokken 11, og mens de stod i kø, meldtes der alt udsolgt for den dag. Ret surt!
De fik at vide, at folk havde stået i kø fra klokken 8 på trods af, at åbningstiden først er klokken 9, så de valgte heldigvis at begynde at sælge klokken lidt over 8.
Hun gik sejlede med andre ord forgæves og sagde derfor til os, at hvis vi som planlagt kørte derned i dag, så skulle vi sørge for at være der tidligt … og “gider I i øvrigt købe tre store fisk med hjem til mig, hvis der er nogen tilbage?”
Det var der, og det gad vi godt. Tre fisk til hver af os – 2 x 10 kilo, så det var nogle pænt store eksemplarer.
Vi var der kl. 8:30, hvor der allerede var en pænt lang kø, men salget var heldigvis i fuld gang. Inden vi var nået halvt igennem køen, var den dobbelt så lang, som da vi kom. Det blæste koldt, så det var ikke en udsøgt fornøjelse at stå der i over en halv time, men vi fik fisk, gjorde vi.

Jeg elsker at kunne lægge 10 poser med ordnede og rensede fileter i fryseren. Samt tre poser indeholdende fars nok til en gang lækre laksefrikadeller.
Jeg hader at filetere og pille ben ud af fisk og ser virkelig ikke frem til den del af det. Ikke fordi det er specielt ulækkert, men det er hamrende besværligt for sådan en amatør som mig, der kun fileterer disse tre-fire fisk om året, og jeg bliver aldrig god til det. Det sviner ad pommern til og det tog en time pr. fisk, når jeg regner det hele med, altså inklusive at hakke det afpudsede kød til fars, pakke det hele i poser og rengøre køkkenet bagefter.
Ben og hoveder gider jeg ikke koge til fond, selv om mange nok vil ryste på hovedet af mig for det.
Jeg har yderst sjældent brug for fiskefond, så hvorfor skulle jeg gøre mig den ulejlighed? I stedet bærer John det hele ned til vandkanten – det er jo frisk fisk, og der er sikkert nogle, der bliver glade for de rester.

Nej, vi skal ikke have fisk i aften. Min søster kommer på et eller andet tidspunkt for at hente sine tre – og ordne dem, hvis hun kan nå det inden vi skal spise den lammeculotte, jeg laver til os. Så bliver køkkenet svinet til endnu en gang, men hellere det end ordne alle seks alene. Det tilbød jeg ganske enkelt ikke, hvilket der er fuld forståelse for … hun ved desværre ikke hvornår hun kan være her, for hun skal arbejde og ved ikke hvornår hun bliver færdig. Senest kl. 16, siger hun, men forhåbentlig for hende noget før.

Der er MASSER af æbler endnu

Vi skal holde jul i år for englænderne, min ene søster og to af hendes børn.
Det indebærer andesteg, og det indebærer igen æblegele. Det gør den flæskesteg også, som vi skal have en dag inden jul.
Da jeg lige inden englandsturen tjekkede æblegelelageret, så jeg, at der ikke var noget lager! Det var sandelig ikke så godt.
Jeg kunne ikke nå at gøre noget ved situationen inden afrejse, og efter det slemme blæsevejr vi havde, var jeg ikke sikker på, at der ville være flere æbler tilbage hos den flinke bagbo, hvor jeg fik lov til at tage så mange, jeg havde lyst til.
Jeg har taget mange, og de ligger så fint i de kasser, John har lavet til mig, men det ville gøre for stort et indhug i dem at tage af dem til gele.

Det viste sig dog heldigvis, at bagboen endnu var endog særdeles leveringsdygtig i æbler – der lå så mange på jorden, at man ikke kunne undgå at træde på dem, og der hang endda tilligemed mange tilbage på tre af de ti træer de har.
Jeg samlede, hhv. plukkede en stor spandfuld æbler, vaskede dem og fik sat saftkogeren i gang. Jeg kunne ikke engang bruge alle dem, jeg tog med hjem, så de fineste af dem kom ud på mit æblelager.

Er det ikke et herligt syn? De smukkeste rødgule æbler – en blanding af alle tre tilgængelige slags, hvoraf jeg kun kender Ingrid Marie.
Saftkogeren blev fyldt til randen, hvilket der blev hele tre liter saft ud af. Når først der kommer sukker i, bliver der godt nok mange glas gele ud af det, men det gør ikke spor – det er godt at have værtindegaver på lager, og desuden smager det rigtig godt til mange ting; ikke kun til at putte i den brune julesovs. Æblegele forbedrer bl.a. den færdiglavede rødkål en smule og får den til at smage en anelse mere hjemmelavet.
Min søster er god til at lave gammeldags æblekage; dertil er den fine, røde gele også uundværlig.
Skulle jeg gøre alvor af at invitere vejens beboere ind til julehygge, som jeg går og overvejer, er det heller ikke helt tosset til æbleskiver.

Jeg har det skidt med at se så mange æbler gå til spilde, for fuglene kan sandsynligvis ikke nå at spise dem alle, inden de rådner. Der var dog grænser for, hvor mange jeg ville tage, selv om jeg sådan set havde fået nærmest frit spil, men det nytter jo ikke noget, hvis ikke jeg selv kan nå at bruge alle dem, jeg tager.
Inspireret af Charlottes egen most kunne jeg måske næste år prøve at bede om at få lov til at samle dem og køre æblerne til et mosteri, hvor man kan komme med egne æbler. Mon ikke det bliver accepteret, hvis vi deler den most, der kommer ud af det?
Det har i hvert fald ikke været så dårligt et æbleår her ved Præstø Fjord, som man klager over andre steder i landet – og i England.

Der er stadig noget at se

I mandags kørte vi til Birkegårdens Haver – bare for at finde ud af, at der var lukket og sæsonen slut for i år. Vi var lige ved at køre igen, da jeg så, at hvis man betalte en halvtredser enten på mobilepay eller i en dertil indrettet kasse, måtte man gerne gå ind og se sig omkring. Nu var vi kørt så langt, så det gjorde vi. Det var såmænd også fint nok – vi behøvede ikke at kunne besøge cafeteriaet, men nød at have hele området for os selv, kun med selskab af nogle ansatte, der havde travlt med at stille alle mulige halloweenting op rundtomkring, fordi de holder åbent i den første efterårsferieweekend.

Der var de skønneste efterårsfarver indimellem – se bare bladet her til højre. Der er ikke pillet ved billedet; det var i voldsom grad et rødorange blad, jeg fandt.
De havde haft frostvejr, kunne vi se på deres dahliaer. De havde lagt en eller anden dug over, formentlig fordi de gerne vil kunne vise de smukke blomster frem i uge 42. Blomsterne havde da heller ikke taget skade, men bladene var bestemt ikke pæne mere.
Vi har 7-9-13, bank under bordet og hvad der ellers findes af besværgelser, ikke haft frost endnu. Mine dahliaer er på deres smukkeste og mest blomsterfrodige stadium lige nu, så jeg ville blive ret ked af det, hvis frosten kommer og ødelægger det hele alt for tidligt. Bedene bugner af blomster, også selv om jeg tager mange ind og sætter i vaser.
Herunder en echinacea eller purpursolhat. Jeg har den ikke selv, men det har jeg måske til næste år, for jeg stjal en, hvor frøene var færdigudviklede.

Jeg har fået nye fødder. Jeg har købt (endnu) et par støvler af mærket New Feet, som jeg faldt for sidste år på Fyn. De sidder som var de fremstillet lige præcis til mig. Det var også bare fordi John skulle til bandagisten i Køge for at finde et par gode knævarmere. Det betød lidt ventetid for mig, og kostede dermed et par nye støvler. Det er noget værre noget … jeg lader mig nok for let friste.
Men jeg stod lige og manglede dem …

Vi spiste frokost på Cafe Baum, som er blevet vores yndlingssted i Køge. Man kan få alle deres vine (og de har maaange) på glas. Det ville jeg virkelig ønske, at mange flere kunne finde på at tage op, for det er hammerirriterende at skulle spises af (tøhø) med husets vin, der sjældent får englene til at synge. Hvis Cafe Baum kan, kan andre vel også! John drikker sjældent vin, og slet ikke rødvin, så jeg skal ofte – i hvert fald til frokost – kun have et enkelt glas. Er det aftensmad, kan jeg godt drikke en halv flaske, men da ikke en hel! 
Jeg fik oven i købet lov til at smage på tre forskellige. Jeg nævnte, at jeg nok mest var til zinfandel-drue i dag, men han kom med en zin, en negroamaro og en syrah, fordi han mente at de alle tre kunne bruges til den valgte mad. Jeg valgte negroamaroen.
Man skal prøve noget nyt, når mulighed gives.

Jeg troede jeg var færdig …

Jeg troede jeg var færdig for i år med at sylte, konservere og gemme, men da jeg kom hjem fra strikkeeftermiddagen med nørklegruppen, var John i gang med at fjerne den hyld, der havde vokset sig alt for stor næsten midt inde i kirsebærlaurbærtræet.
Den havde store flotte klaser, og mig, som ellers aldrig laver hyldebærsaft, kunne ikke nænne at smide dem ud, så de blev plukket af til så meget saft, som der nu kunne blive. Der var 1,3 kilo. Ikke alverden, men nok, for jeg er ikke selv vild med hyldebærsaft, men det er Charlotte, så nu kan jeg forkæle hende lidt [mere], når hun kommer hjem til jul.
Måske bliver det bedre, end jeg husker det, for når min mor lavede det, var det bare hyldebær. Slut. Og sukker, selvfølgelig, men jeg fandt en opskrift hos Valdemarsro, fra hvem jeg ved, at det altid er godt, når det kommer fra hende, så jeg proppede æbler med ned til hyldebærrene. Jeg er dog ikke sikker på, at det var en god ide at putte timian i også – det duftede forkert sammen, så det hev jeg relativt hurtigt op igen.
Det blev lavet i gryde – jeg gad ikke sætte den rigtige saftkoger i gang for så lidt.
Det står nu og drypper af – bagefter skal saften tilsættes citronsaft og sukker, koges op og hældes på flaske. Der bliver vist ikke mere end en liter, men det er fint nok. Jeg har ingen ide om, hvor koncentreret den er, og dermed ingen ide om, hvor meget det skal fortyndes.

Er de ikke skønne, de små stenfigurer herover? Jeg købte den lille opstilling, da vi var på Arken og spise midt i september. Jeg har kigget på dem – der er mange at vælge imellem dernede – hver gang vi har været på Arken, og jeg har hver gang fortrudt, at jeg ikke købte en af dem.
Det gjorde jeg så ikke denne gang. Fortrød, altså, for nu kom en af dem med hjem og byder så fint vores gæster velkommen.
Man kan bare ikke lade være med at smile, når man ser dem, vel? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu, der ikke trak på smilebåndet ved synet af de små glade ansigter.
Det største problem var at vælge, hvilken en jeg skulle købe, for den ene var sødere end den anden, men det blev denne her med de fine små mariehøns.
Jeg er imponeret over, at man med så enkle midler kan lave noget så genialt. Jeg kunne aldrig selv finde på den slags – på den måde er jeg ikke kreativ.
Det er mit svar, hver gang nogen siger, at jeg er kreativ, fordi jeg strikker og syr så meget: “Jeg er produktiv, men ikke spor kreativ, for jeg kan ikke selv finde på, men jeg kan følge en opskrift.”

Der er ikke langt mellem snapsene

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Jeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

Det var de første, men der kommer flere

Danskerne skal jo helst klage over vejret … jeg klagede ikke i går, fordi vi ikke havde det så varmt som så mange andre, men så kan jeg da heldigvis brokke mig lidt i dag, fordi det er et værre blæsevejr. Temperaturen holder sig stadig på omkring 23°, så det er fint nok, men det blæser for meget til, at jeg finder det behageligt at opholde mig udendørs, medmindre der er helt læ, men det har vi ikke så mange steder med den vindretning.
Så er det godt, at man kan lave noget andet end bare at sidde ude. Man kan begynde på at sætte sommeren på glas, så det har jeg brugt nogle timer på i dag. Fire glas med henkogte tomater og to med en blanding af salatagurker og en enkelt forvokset squash. Sidstnævnte forsøgt med den nemmest mulige metode, bare for at se, om det bliver godt nok til at blive godkendt af familien – og mig selv.
Ikke noget med udsaltning, bare skrælle, fjerne frø, skære i stykker, koge en lage og hælde på. Finito. Hvis det kommer til at smage godt, er der ingen grund til at gøre syltelivet mere besværligt end nødvendigt, men der går nogle dage inden jeg finder ud af det, for det skal trække en rum tid.

De henkogte tomater fra sidste år har været et stort hit, som derfor må gentages, og det er jo den perfekte metode til at få gjort kål på de mange tomater, der modnes hver dag. Vi kan ikke nå at følge med at spise dem som de er, så henkogningen er en god opfindelse.
Chiliplanterne i år er en lidt blandet fornøjelse. Den, jeg havde forventet mig mest af, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det kan selvfølgelig nås … den jeg hovedsagelig købte pga. de flotte frugter, som så kan hænge og pynte i tørret tilstand, giver et udbytte, der må tangere en verdensrekord. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men det kan måske læres – og under alle omstændigheder vil smagen kunne kamufleres i en chilipasta, som også var et af sidste års store syltehit.
Den tredje har verdens største blade, men foreløbig kun to frugter. Det kan ligeledes nås endnu. Den fjerde og superstærke, som jeg også kun tog pga. udseendet, giver meget pænt. Igen i år er de vokset mig en hel del over hovedet, selv om Gartneri Toftegaard hævder, at de ikke bliver så høje.

‘Vores’ køer er sikkert slet ikke klar over, hvor privilegerede (nej, ikke priviligerede; tænk på, at det hedder et privilegium) de er: De har over en halv kilometer god græsning langs en af Danmarks smukkere fjordstrækninger. Nogle gange, når det er rigtig varmt, tager de fodbad i fjorden, og mit yndlingsmotiv er, når de som her står i silhuet som kontrast til det blå vand og det grønne græs.
Billedet er taget fra gæsteværelset, men med meget modlys, desværre.

To gange Nyhavn

Vi har gang i planlægningen af en stor rejse til Alaska og Canada, hvilket involverer rejsebureauet Nyhavn Rejser, som ikke længere ligger i Nyhavn, men lige ved siden af Østerport station. Vi tog toget til staden, for det der med at finde parkeringspladser i den indre by er en stort set umulig mission, og hvis det endelig lykkes at finde en, koster afgiften nærmest prisen for en lille bil. Det er nu ikke fordi toget gør det billigere; det kan kun betale sig, hvis man rejser én person, men det er en del mere afslappende – især for ham, der plejer at være chauffør – og så holder vi begge to af denne rejseform. Ikke så meget S-tog, det kan være lidt ligemeget, men alle andre former for tog, og turen med lokalbanen fra Faxe Ladeplads til Køge er hyggelig.

Vi gik fra Nyhavn til Nyhavn. Visse steder fornemmer man ikke, at man befinder sig i en storby, for med roserne og stokroserne og de farverige, små og hyggelige byhuse kunne vi lige så godt befinde os i en provinsby. Gadenavnene er også romantiske: Hjertensfrydsgade, Krusemyntegade … og ved det blå hus står der en blå cykel, naturligvis.
Vi lovede i foråret hinanden, at vi en dag skulle ind til København og lege turister, og nu vi alligevel havde en aftale derinde, kunne vi lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Vejret var okay, selv om det blæste meget. Desuagtet vovede vi os ud på voverne i form af en kanalrundfart på en times tid, for det var maaange år siden, vi sidst var på sådan en, og vi havde været så forudseende at tage regnfrakker med, så vi kunne holde den kølige vind ude. Det var højvande i går, så broerne var kun lige til at komme under, hvilket betød, at vi skulle huske at dukke os, medmindre vi havde lyst til at blive et hoved kortere i løbet af turen.

Det var en hyggelig tur med både gensyn og nysyn.
Der var rigtig mange turister i byen, både på Strøget, i Nyhavn og ude ved Den Lille Havfrue, men eftersom vi kunne tælle fem store krydstogtskibe, gav det nok en del af forklaringen på de mange mennesker.

Var det noget med en husbåd? 222 m² for bare 6,550 millioner kroner? Ingen have at passe – fem værelser, to badeværelser, bryggers, stor opholdsstue, ditto køkken og en tagterrasse.

Ingeniørernes hus BLOX (inspireret af legoklodser) havde jeg ikke set før – det er flot, synes jeg.
Med billetten til rundfarten fik vi et rabathæfte, som inspirerede os til at booke et bord på den italienske Riz Raz i Kompagnistræde.
Det var en positiv overraskelse – de havde en omfattende, vegetarisk middelhavsbuffet, som man kunne vælge solo eller som tilbehør. Vi gjorde det sidste og bestilte som hovedret en Riz Raz Blend It, som bestod af ristede kammuslinger, kæmperejer, laks, lammekrone og kyllingespyd plus garniture.
Vi blev meget mætte. Jeg gemte strategisk kyllingen til sidst, for hvis jeg ikke kunne spise op, var den den, der skulle levnes. Det viste sig at være et klogt træk fra min side …

Plastikaffald i et strøgvindue? Nej, men en efterligning i kongeligt porcelæn. Hvorfor? Pas … men det fangede da vores opmærksomhed.

Holberggård igen

Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

En rig weekend

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
– Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

Det stod lige parat til os

Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

Nu igen?!

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
– Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre?

Svaret på overskriften er: ikke noget som helst!
Men hvis der skulle være nogen, der absolut ikke gider beskæftige sig med Brexit, kan disse stoppe efter billedet, som forestiller nyopgravede kartofler fra min have! Mon ikke det er danmarksrekord? Men okay – man kan nok ikke kalde det for nye kartofler, og hvordan de smager, ved jeg først i aften.
Jeg skulle forårsordne bedet, jeg havde kartofler i i 2017, og jeg må have overset en ved opgravningen af dem, for disse er fra sidste år. Planten har haft kummerlige kår, for jeg opdagede ikke engang, at jeg havde en kartoffelplante sidste år.

Den sidste del af indlægget er sendt til mig af en tidligere kollega, som har teksten fra FB, hvor den har været delt et utal af gange.
Den er måske lidt sej at komme igennem, men det er både godt skrevet, sandt og temmelig sørgeligt. Og Tims kommentar til sidst må I ikke overse!

It all makes sense now…

BREXIT EXPLAINED

David Cameron made a promise he didn’t think he’d have to keep to have a referendum he didn’t think he would lose.

Boris Johnson decided to back the side he didn’t believe in because he didn’t think it would win. Then Gove, who said he wouldn’t run, did, and Boris who said he would run, said he wouldn’t, and Theresa May who didn’t vote for Brexit got the job of making it happen.

She called the election she said she wouldn’t and lost the majority David Cameron hadn’t expected to win in the first place. She triggered Article 50 when we didn’t need to and said we would talk about trade at the same time as the divorce deal and the EU said they wouldn’t so we didn’t.

People thought she wouldn’t get the divorce settled but she did, but only by agreeing to separate arrangements for Northern Ireland when she had promised the DUP she wouldn’t.

Then the Cabinet agreed a deal but they hadn’t, and David Davis who was Brexit Secretary but wasn’t said it wasn’t what people had voted for and he couldn’t support what he had just supported and left.

Boris Johnson who hadn’t left then wished that he had and did, but it was a bit late for that.

Dominic Raab became the new Brexit secretary.

People thought Theresa May wouldn’t get a withdrawal agreement negotiated, but once she had they wished that she hadn’t, because hardly anybody liked it whether they wanted to leave or not.

Jacob Rees-Mogg kept threatening a vote of no confidence in her but not enough people were confident enough people would not have confidence in her to confidently call a no confidence vote.

Dominic Raab said he hadn’t really been Brexit Secretary either and resigned, and somebody else took the job but it probably isn’t worth remembering who they are as they’re not really doing the job either as Olly Robbins is.

Then she said she would call a vote and didn’t, that she wouldn’t release some legal advice but had to, that she would get some concessions but didn’t, and got cross that Juncker was calling her nebulous when he wasn’t but probably should have been.

At some point Jacob Rees Mogg and others called a vote of no confidence in her, which she won by promising to leave, so she can stay. But they said she had really lost it and should go, at the same time as saying that people who voted Leave knew what they were voting for which they couldn’t possibly have because we still don’t know now, and that we should leave the vote to Leave vote alone but have no confidence in the no confidence vote which won by more.

The government also argued in court against us being able to say we didn’t want to leave after all but it turned out we could.

She named a date for the vote on her agreement which nobody expected to pass, while pretending that no deal which nobody wants is still possible (even though we know we can just say we are not leaving), and that we can’t have a second referendum because having a democratic vote is undemocratic. And of course as expected she loses.

Some people are talking about a managed no-deal which is not a deal but is not no-deal either.

Thank goodness for strong and stable government.

Her er Tims kommentar:
That is absolutely excellent and sadly true!

I had not seen it before – if fact I think it is much worse than that, because it ignores the opposition party, whose members want to remain or have a second referendum but whose leader wants to leave, but not as much as he wants to have a general election and get rid of Theresa May, so he can then make us leave, against the will of his party and most of the nation!

It also ignores the Scots who want to leave England but stay in Europe.

And the Irish who want to stay in England but remain in Europe too!

Oh, and the Labour leader is against the backstop because it could trap us in the customs union, but he wants a guarantee that any deal will keep us in the customs union.

Det var fantastisk mad!

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var så godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

Selvpineri …

Hvorfor gør jeg det?
Hvorfor sidder jeg og ser den australske bagedyst og hvorfor i alverden ser jeg bagefter Bake Off: The Professionals (tidligere kaldet Bake Off: Creme De La Creme, og det er netop de tidligere, jeg for tiden ser over TV2Fri), hvor det er professionelle, engelske dessertkokke i hold á tre personer, der dyster i at fremstille de mest fantastiske kager og desserter?
Det er det rene selvpineri – jeg/vi er på diæt (jeg har tabt tre kilo, siden vi kom hjem!) – altså er overhovedet ingen form for søde sager tilladt for vores vedkommende. Ikke engang når vi har gæster; da står ‘desserten’ på ost, hvilket dog ikke er så tosset endda …
Men jeg elsker jo desserter af alskens art. Ikke fordi de skal være hvinende søde, men sukker i desserter kan vel næppe undgås.
Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor sidder jeg og kan næsten ikke holde mundvandet inde?

Måske fordi især Creme de la Creme er så eventyrlig imponerende at se – amatørbagerne er skam rigtig gode, men det er intet mindre end fantastisk, hvad de professionelle kan præsentere for seerne og dommerne. Jeg kan i sagens natur kun bedømme udseendet, men min fantasi rækker fint til at forestille mig, hvor helt vidunderligt det må være at sætte tænderne i frembringelserne – også selv om dommerne er yderst kritiske og ofte også ret hårde i deres bedømmelser.

I går så John det også. Han så værten Tom Kerridge (som sidder på bænken i billedets venstre side) i cirka to sekunder, hvorefter han sagde: “Det er da ham, der har stået model til Schreck!”
Det var lidt ondt og måske heller ikke helt rigtigt, men jeg kunne sagtens se hvad han mente, og nu kan jeg ikke se den professionelle Bake Off uden at se Schreck for mig hele tiden.

Den australske bagedyst har i øvrigt haft en lige så ung deltager som vi havde i den seneste danske udgave – bare 16 år var han, og en lige så sød og sympatisk fyr som vores vinder Emil. Den australske Antonio kom helt til finalen, men jeg var næsten klar over, at han ikke ville vinde, for så kunne vi ikke i Danmark have hævdet at have verdens yngste bagedystvinder.
Jeg har set amatørbagedysten fra Danmark, Sverige, England og nu også Australien, og det er ret interessant at se, hvor forskellige opgaverne er fra land til land. Hvis I nu alligevel bare sidder og strikker fordi det ikke er vejr til at gå ud i, kan jeg anbefale at se de forskellige dyster og sammenligne de relativt store nationale forskelle. Eller bare se dem fordi I måske har lyst til lidt visuel forkælelse – det er jo trods alt ikke alle, der strikker og godt kan lide at have tv’et kørende imens …

Punta del Este – et ultrakort besøg

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Det ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

Mad til 4200 personer i 14 dage …

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.