Hos Mommer

27. maj 2018

Det er bare typisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:05
Tags: , ,

Her trænger til at blive maletMin familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Det ville de gerne, og især var vi glade for, at der stillede nogle friske unge mennesker op, der endnu ikke havde fået den følelse af, at høje stiger kontinuerligt og parallelt stiger i farlighed med alderen.
Alt blev malet – undtagen det gammeldags das. Alle knoklede det bedste de havde lært, men da det begyndte at knibe med tiden, sagde vi, at det kunne vi snildt selv klare; det var vigtigere at nå alt det, der kræver stiger. John savede tre nye ‘persienner’ og satte i døren, så den manglende maling ses ekstra tydeligt.
Det skulle være i dag, tænkte jeg og trak i malertøjet, da jeg stod op.
Ellen og frivillig stillen op til husmaling – ja, enhver form for malerarbejde – det burde skrives ind i historiebøgerne.
Det bliver så bare ikke til noget. Da John gik ned for at tjekke maling, kunne han konstatere, at det har vi rigeligt af, men også at vi ingen egnede pensler har til at male trævægge med. Er det ikke bare typisk?
Og det er altså fjollet at køre 70 kilometer for at købe to brede pensler, så det må blive næste gang vi er her.
To-hullers-dasset er ikke i brug; vi har heldigvis et fint og helt moderne badeværelse, men dasset bliver bevaret som et kuriosum.

Og nu til noget helt andet: Da vi handlede i Brugsen i fredags, tog jeg et Samvirke med.
Heri kunne jeg se, at de lige nu har et sous vide-apparat som medlemstilbud; sat ned fra 3000 til 1700 kroner. Jeg kan se det på Pricerunner til mellem 2500 og 3600 kroner, men ingen har det tilnærmelsesvis så billigt som COOPs tilbud. Apparatet er mage til mit, så jeg ved, at det er godt. Vakuumpakkeren er også på tilbud, sat ned fra 1500 kroner til 800. Det er dog stadig en smule dyrt, men den er til gengæld bedre end den, jeg har.
Grunden til, at jeg reklamerer her er, at jeg kan huske, vi havde nogle middagsgæster, med hvem vi talte om ønsket om at erhverve sådan en maskine, men at de syntes, de var for dyre. Jeg sagde, at COOP sommetider havde dem på tilbud, men nu kan jeg irriterende nok ikke huske, hvem vi talte med om det. Det er også bare typisk …
Hvis vedkommende læser dette, så er det altså nu, der skal slås til. Hvis ikke du har et COOP-kort, så sig til, så køber jeg udstyret for dig.

Reklamer

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

8. maj 2018

Dorsets Durdle Door – og diverse dagligvarer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:07
Tags: ,

Charlotte og Tim havde et formiddagsmøde i skolen, og bagefter var de begge nødt til at arbejde, så John og jeg legede selvstændige turister med Durdle Door i Dorset som dagens delmål. Der var små to timers kørsel dertil – det er tæt på Ladlam Bay på Jurassic Coast, hvor vi har været, men der var klipperne helt røde, mens det ved Durdle Door var som ved The White Cliffs of Dover.

Durdle Door

Durdle Door

Det var fint, smukt og lidt specielt. I dag var havet så roligt, at kajakroerne kunne hygge sig, men der skal ikke meget vind til, før det er livsfarligt så meget som at småbade, fordi bølgerne er større end de virker og understrømmen er særdeles lumsk. Så sent som for et par uger siden blev en mor med sin 5-årige datter suget med ud, selv om de kun gik i vand til knæene (jeg ved ikke, om det var moderens eller datterens knæ …). Moderen blev reddet, men den lille pige forsvandt og blev ikke fundet igen. Hvor må det være rædselsfuldt at miste sit barn på den måde. Eller … det er jo aldeles rædselsfuldt at miste sit barn, uanset hvordan det sker.

Durdle Door

Vi ankom desværre sammen med en gruppe meget støjende asiater – japanere, tror jeg, og de to på billedet til højre opførte sig som et par overstadige 14-årige, selv om de var godt oppe i tyverne. De stillede sig op alle mulige og umulige steder og poserede på overdrevne og temmelig latterlige måder. Fotograferingen var dog ikke spor for sjov; de tog den tværtimod meget alvorligt og brugte laaang tid på at indtage den helt rigtige positur til hvert enkelt af de mindst 30 billeder, de tog af hinanden … jeg gættede på, at de skulle anvendes på en datingside med den alvor, der blev lagt for dagen under fotoseancerne. Det var, som altid for de flestes af asiatisk herkomsts vedkommende, langt vigtigere, at man kunne se en kunstigt smilende person fremfor det landskabelige motiv.
Det lærer jeg nok aldrig at forstå.

Vi havde god tid, hvorfor vi fandt et Waitrose på vejen hjem, så jeg kunne få suppleret med alt det, jeg ikke kan have, når vi tager herover med fly. Blandt andet syv poser (i alt, altså) af tre slags af det dejlige mel, vi ikke kan få i Danmark. Godt nok er vi på LCHF; dvs. intet brød til os, men da vi tit har overnattende gæster, bager jeg en gang imellem, og absolut intet kan slå det engelske malted flour, strong white eller strong wholegrain flour.
Der er flere varer, der enten ikke kan fås i Dannmark eller er en del billigere herovre. Hellmans Mayonnaise, fx. Det er den bedste efter vores smag, men koster kun en fjerdedel her, så der kom et par store glas i vognen. En yndlings-olivenolie. Chipotle-chilier. Horseradish-cream. Og flere andre gode sager. Ganske som Charlotte skal have visse ting fra Danmark, skal vi have noget med hjem fra England, men det ville da også være dumt ikke at tage det bedste fra begge lande, ikke sandt?

18. april 2018

Sten er drillesyge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Sten er noget underligt noget – de er åbenbart programmeret til at drille mest muligt hvor de nu engang bor.
På gården, fx, kom de op af jorden hver eneste vinter, så vi hvert forår kunne slæbe os dårlige rygge til for at samle dem op fra markerne, så ikke de gik i maskinerne.
Bortset fra, at det var hårdt arbejde, så var det nu også meget hyggeligt, fordi mine forældre samlede døtre og svigersønner til at indsamle stenene; mor lavede god mad (senere fik jeg den tjans), og om aftenen kravlede vi nærmest invaliderede rundt, men vi hyggede os.
Sten i haven kravler derimod ned i jorden igen. Først bliver de hentet fra en markopsamling og sat som kantsten, hvorfra de stille, men konstant synker tilbage i jorden, hvor de kom fra.
Kunne det dog ikke være omvendt? På den anden side, hvis det virkelig var sådan, blev der ingen marksten at hente til at lave kanter i haverne med … det er ikke nemt, det her …

IMG_8373

Det var ren nostalgi i dag, fordi vi ude fra strandengene kunne høre viberne ‘vibe’ deres karakteristiske sang vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii. Det var nemlig ensbetydende med forår, når vi gik ude i markerne og hørte viben vibe og lærken slå sine triller. Sidstnævnte er det længe siden jeg har hørt, desværre.
Det har været så hyggeligt at gå derude og høre på alle fuglene. Viben, som sagt, og strandskaderne med deres skrig, gæssene der skræpper, ændernes rappen og mågernes gøen. En af dem lød som en lille, hysterisk tæppetisser af en hund …

Og frokost på terrassen. Herligt. Jeg var så inspireret af det fantastiske vejr, at jeg lavede en rigtig sommerfrokost til os.

Jeg har sat omkring 90 dorthealiljer, jeg har tilplantet drivhuset med chili, tomater, en agurk og lidt varmeelskende krydderurter, og jeg har fået ordnet et par bede mere og hævet lidt kantsten … jeg skulle jo gerne være forårsfærdig med haven, inden vi tager til England; inklusive at få dahliaerne i jorden, men det bliver jeg også. Tror jeg. Hvis vejret holder, for jeg gider ikke arbejde ude i regnvejr.

11. april 2018

Ramsløg. Ramsaltet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

P1040932P1040933

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

13. marts 2018

Apropos videnskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:10
Tags:

IMG_8305Når nu vi taler lidenskaber og videnskaber, synes jeg da lige, jeg vil nævne Johns nye passion for madlavning.
Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man jo …
Det er nemlig nok årets overdrivelse at hævde, at madlavning er blevet en lidenskab for John.
Til gengæld overdriver jeg ikke spor, når jeg tror, at det er en videnskab for ham på linje med kvantefysik.

Han kan lave spaghetti carbonara. Det er han til gengæld verdensmester i – uden overdrivelse. Han laver det bedre end de udgaver, vi har smagt rundtomkring i verden, inklusive Italiens.
Så konverterer man til LCHF og må ikke spise pasta mere. Det var så Johns kokkekarriere …

Årtiderne kom ind i billedet, og uvist af hvilken årsag læste han en af opskrifterne igennem, hvorefter han udbrød: 
Det er lige en opskrift for mig! Dette her kan selv jeg finde ud af!
Det sagde han, fordi han jo har prøvet – før i tiden, men han går aldeles død på udtryk som ‘passende størrelse’, ‘passende konsistens’ og ‘kog sovsen ind’.
Hvad er ‘passende’? Og hvorind skal sovsen koges til? Hvad er ‘passende’? Hvor meget er et ‘skvæt’ eller ‘en smule’?
Johns køkkenvej hylder millimeterdemokatiet, og jeg forstår godt, at disse udtryk kan virke underlige og meget løse, når man ikke er vokset op med at lave mad, som jeg er.

Årstiderne skriver: “Skær agurken i tern på 1×1 cm.” – “Skær porren i ringe på ½ cm.” Og så videre i den dur. Alt er minutiøst beskrevet, og fremgangsmåden skal følges slavisk i den rækkefølge, der står.
Det medførte et tilbud fra hans side om, at han én ud af de fem dage skulle stå for madlavningen … jeg kunne næsten ikke få hænderne ned.

Det er så nu blevet til, at vi begge laver maden i fællesskab alle de fem dage, der er til i kassen. Han syntes alligevel, at det var lidt svært, og han syntes, han skulle spørge mig om noget irriterende tit. Irriterende for ham, ikke for mig.
Sværheden har naturligvis intet at gøre med, at det åbenbart er svært at læse hele teksten …
Da jeg var på vej ud for at hente grønsagerne, sagde han, at han havde hentet auberginerne.
Jamen, vist ikke blegsellerien, sagde jeg … han nåede ikke gennem hele ingredienslisten, inden han smuttede.

– Hvorfor lægger du kalkunternene i en si?
– Det står der!
– Underligt – det kan jeg ikke se formålet med – de er jo helt tørre.
(Men havde jeg selv læst det? Ikke endnu. Jeg må nok vænne mig til at læse det hele igennem, inden vi begynder)
Lidt senere lød det lidt undskyldende:
– Nåhhh. Der stod: “Læg de marinerede kalkuntern i en si.”
Af en eller anden grund var ordet ‘marinerede’ forsvundet, da han læste punktet …
Pyt. Jeg er meget glad for, at han frivilligt deltager, og han lærer hele tiden. Der mangler snart bare, at han ikke kun læser, hvad han gerne vil læse – eller hvad det nu er der sker, men det er ikke et ukendt fænomen fra min søde mands side, og det skal nok ændre sig en dag.
Hvis ikke det gør, er det også ligemeget. 
I hvert fald, når det gælder køkkentjansen. Det kan godt have lidt uheldigere konsekvenser, når vi taler it, men det er en helt anden historie.

4. marts 2018

Gourmetophold i Sønderjylland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

Vores gourmetophold på Christie’s (sådan skriver de det, men jeg kan ikke lide den apostrof) i Sdr. Hostrup druknede bogstavelig talt i sne, men her kommer min vurdering af oplevelsen.
Jeg blev lidt lang i ansigtet, da jeg så menuen. Ikke lang på grund af langen, men fordi der stod grønkål. Jeg betragter ikke mig selv som kræsen, men der er nogle ganske få ting, jeg helst ikke spiser. En af dem er grønkål, som jeg bestemt ikke er gode venner med. Selv min mor, som ikke accepterede kræsenhed, lavede noget andet til mig, når de andre fik grønkålssuppe, fordi hun kunne se, at jeg vitterligt ikke kunne få det ned.
Det kunne jeg dog i onsdags. Stenbiderrognscremen var god, men grønkålen, som skulle have en chance, ødelagde det meste af smagsoplevelsen for mig. Jeg prøvede at skære det fra, men grønkålssmagen var blevet grundigt integreret i fisken.
Vinen var udsøgt; den var godt valgt.

 

002 - CopyP1010558

Næste ret var den confiterede selleri. Den smagte glimrende, men jeg forstår ikke, hvori confiteringen består, når vi taler selleri. Der var ikke antydning af fedt. Confire betyder konservere, måske ikke nødvendigvis i fedt, men jeg kan alligevel ikke forstå meningen. Var den mon saltbagt? Det kunne jeg ikke vurdere. Det smagte naturligvis meget af selleri, som jeg er fine venner med, men jeg ved, at mange ikke bryder sig om smagen.
Vinen var god, men den første var bedre – også til denne ret.

P1010563P1010564

P1010567

Oksecuvetten glemte jeg at fotografere, da den blev serveret, og det var synd, for den var meget flot anrettet.
Det smagte godt, men det undrede mig, at de serverede pastinakpure efter en ret bestående af selleri. Der kunne de godt have fundet på noget andet, da smagene ligner hinanden meget.
Cuvetten var overraskende mør og god – jeg gætter på, at de havde brugt sous vide-tilberedning, for det er ofte noget temmelig sejt kød.
Vinen var god – og blev bedre, da vi spiste maden til, end den gjorde ‘ren’. Det har vi prøvet før, så det var forventet.

Ved desserten gik det desværre galt igen. Helt galt, og det var ikke kokkens skyld, men jeg lærer nok aldrig at anse rugbrød for at være en god ide til dessert, is bryder jeg mig generelt ikke særlig meget om, lige som jeg gerne forærer mine solbær væk til folk, der bedre kan lide dette bær.
John var begejstret; det var som sagt ikke retten, den var gal med, men mig.
Vinen var heldigvis fin.
Hvem var det lige, der hævdede, at jeg ikke var kræsen? Men det er jeg altså ikke! Denne menu havde bare formået at have tre af de fire ting med, som jeg aldrig ville vælge frivilligt. Det vil sige … rugbrød kan jeg godt lide – bare ikke til dessert.
Derfor ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal vurdere det som helhed. Rent objektivt kunne det nok godt få to stjerner ud af tre, men det fornemmes nok, at jeg ikke var ved at svømme over af begejstring over netop denne menu.
Det var godt, at vi havde fået et rigtig godt tilbud, for jeg havde nok ærgret mig over at have skullet betale fuld pris for opholdet.

20. februar 2018

Opfølgning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags:

Indlægget i går førte en masse trafik med sig rundt omkring på nettet, tror jeg – både fra min egen side og fra andres, som gerne ville hjælpe. Det er noget af det, der er så dejligt med blogland – man bliver inspireret, bliver oplyst og får gode ideer forærende.
Fordi jeg brugte lidt andre søgekriterier i dag, kom der naturligvis også andre hit op end der gjorde i går. Derudover blev jeg gjort opmærksom på, at fx pofiber er noget billigere i Sverige.
Det er i hvert fald rigtigt, kunne jeg google mig frem til, så næste gang vi tager derover, skal vi lige runde et supermarked og købe det produkt, som herhjemme koster 25 kroner, men som derovre koster 10,95. Svenske. Det svarer til lige lidt over otte danske kroner, hvilket jeg godt kan regne ud er under 1/3 af dansk pris!
Derudover fandt jeg netbutikken rawfoodshop, alias  Reco Organic Market, som har fysiske butikker i Malmö og Lund, og hvor jeg bl.a. kan få pofiber i 300 gramsposer og sesamfrø i 500 gramsposer. Sitet er svensk, men de havde det også på dansk, med priser i danske kroner, så jeg regnede med, at de sender til Danmark. Det gør de sandsynligvis også, men hver gang jeg havde angivet Shipping method, stoppede systemet. Jeg prøvede tre gange og opgav så og sendte en undrende mail til deres kundeservice, men der kan jeg selvfølgelig ikke forvente svar før i morgen. Jeg kunne også bare opsøge butikken i Lund – en by, vi kører lige forbi alligevel og som er nemmere at ‘gå til’ end Malmö.

imageJeg fandt også ud af, at kartoffelmospulver nok ikke er en god ide som erstatning for pofiber, i hvert fald ikke den danske udgave, da 1) fiberindholdet i det er meget lavt og 2) kulhydratindholdet er helt vildt højt – over 85 % mod 17 i pofiber. Fiberindholdet er hhv. 65 % mod 15 i mosen.
Jeg kunne åbenbart lige så godt spise en sukkermad eller 10 … jeg må med andre ord hellere holde mig til pofiber, men nu ved jeg hvor jeg kan købe det til en overkommelig pris; så må jeg forsyne Charlotte, hvis hun kommer til at ønske at ville ligge inde med det.
Den Tesco-udgave af kartoffelmosen, som Kristine henviste til, er tilsyneladende voldsomt lavere i kulhydratindhold end den danske, men fiberindholdet er ikke godt nok som pofibererstatning:

Det er godt nok den halvstore videnskab, når man først begynder at gå i dybden med den slags ting, og det bør man jo.
Og nu skal jeg nok stoppe med det her!
For denne gang …

19. februar 2018

Kan mandelmel erstatte pofiber?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

I går bagte jeg boller uden brug af hvedemel; alias ketoboller, alias low carb-boller, alias LCHF-boller, som dækker over stort set det samme, og som man kan finde adskillige opskrifter på i utallige variationer. Grunden til, at jeg faldt for netop denne var, at forfatteren hævdede, at hendes datter syntes vældig godt om dem – så måtte de jo kunne konkurrere med mormors go’e, gammeldags fødselsdagsboller.
Det virkede i hvert fald temmelig overbevisende på mig, så de måtte prøves.
De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed.
Erstatningerne for mel var Pofiber og FiberHUSK, altså loppefrøskaller.
Sidstnævnte kan man købe i England, og jeg har bestilt et halvt kilo til levering hos Charlotte – sammen med et helt kilo mandelmel, som viste sig at koste hvad der svarer til bare 115 kroner kiloet. Det er billigt, så hvis C ikke selv kan bruge det, tager jeg det med hjem.

Jeg fortalte Charlotte om bollerne, og jeg lovede at afprøve dem for familien, når vi kommer derover om fire uger. Men det der pofiber kan jeg ikke finde i England. Er der nogen, der ved, om det findes derovre? Og hvad produktet i givet fald hedder? Pofiber er fibre fra kartofler (og er tilladt i LCHF-konceptet, selv om kartofler ikke er specielt velset. Mig ikke helt forstå …), og i England findes der potato starch og potato flour, som er to forskellige ting. Jeg læser varebeskrivelserne som, at førstnævnte er det samme som vores kartoffelmel og sidstnævnte måske mere som det vi kender som pofiber. Men er det rigtigt fortolket?
Godt nok er mine engelskkundskaber ikke helt ringe, men det er desværre ikke helt nok at forstå ordene her.
Der er nok ikke andet at gøre end at investere i noget potato flour og så ellers bare prøve at se hvad der sker.
Endelig kunne jeg jo prøve at erstatte pofiber med mandelmel – det forsøg kan jeg gøre hjemmefra, så det vil være afklaret, når vi rejser.

Noget, der er rigtig godt ved disse boller er, at ingredienserne bare skal røres sammen til en tyk grød, stå i nogle minutter, formes og smides i ovnen. Ikke noget med at ælte og ælte og ælte og hæve og ælte igen og hæve igen … alt det, jeg ikke gider (og heller ikke er god til) ved almindelig brødbagning.

12. februar 2018

Det kan hurtigt gribe om sig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , , ,

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

image

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

20. januar 2018

Nu må der gerne snart ske noget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , , ,

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

imageimage

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

12. januar 2018

Eddikesur? Nej, tværtimod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags:

Jeg havde i et par sammenhænge læst, at æble(cider)eddike skulle være så godt for mange ting, men jeg fejede det lidt af, fordi der, som så ofte, gik lidt fanatisme i det. Der var sågar en, der tog det for at afkalke blodårerne! Som om den i forvejen svage syre høvler direkte ind i årerne sådan uden videre – og at man kan tro, selv om det skulle have været tilfældet, at en enkelt dessertske eddike fortyndet i fire-fem liter blod skulle have en nævneværdig afkalkningseffekt.
Det kan dog på den anden side ikke skade, det smager godt, og jeg bruger æblecidereddike til salatdressinger og chutneyer af forskellig art, så jeg har det altid i huset.
Årstiderne kom i sensommeren ind i billedet med low carb-kassen, som vi er temmelig begejstrede for. Tak igen, Helle (du ved hvem du er …).
Derigennem lærte jeg, at hvis man knuger rå løg, skåret i tynde både, med en eller to spiseskefulde (afh. af løgets størrelse) og lader det stå en halv times tid, så bliver løget mildere og eddiken smager ikke længere så meget af af eddike. Det er for mig en helt ny variant af, at minus x minus giver plus.
Årstiderne gør meget i dette; især med løg, men også, som i går, med spidskål. Jeg bryder mig normalt ikke om rå kål, fordi der er alt for meget tyggeri involveret, men i går skete der det (bildte vi os selv ind), at spidskålen var blevet blødgjort af æblecidereddiken.
BlomkålspizzaHvis nogen skulle være interesseret, var det denne opskrift – det var virkelig godt!
Æblecidereddike slanker ikke i sig selv, men kan hjælpe en kur på vej, og det er måske det, der sker lidt af for John og mig, fordi det åbenbart gør noget godt for fordøjelsen. Det skulle også, ifølge nogle kilder, være med til at stabilisere blodsukkeret, således at det er godt for diabetikere.
Jeg ved ikke helt, hvor meget sandhed der er i det alt sammen, men fakta er, som jeg skrev lige før, at det ikke kan skade i moderate mængder og at John og jeg jo da i hvert fald ikke går og tager på for tiden.
Vægttabet sker stadig langsommere, men selv om kurven efterhånden er fladet godt og grundigt ud, så er det trods alt stadig en kurve og ikke en vandret streg.
Det er søreme nok fordi, vi ikke indtager en skefuld æblecidereddike hver dag, men kun en gang om ugen i gennemsnit …
Ironi kan forekomme.
Det indsatte billede er blomkålspizza, som jeg en dag lavede som tilbehør til en krebinet. DET var godt og skal laves igen. Og nok også igen.
Opskrift her – jeg kom ikke parmaskinke på, fordi det ikke var en selvstændig ret den dag, men der er masser af opskrifter på blomkålspizza, så variationerne er legio. De der æbleskiver med revet mozzarella (ikke det, man køber som færdigrevet mozzarella – jeg rev selv en hvid gummibold) var en positiv overraskelse. Bon appetit.

21. december 2017

Hvad er en plumpkage?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Meny er på mange måder et fremragende supermarked, til fordel for hvilket jeg svigter Superbrugsen temmelig meget. Dog ikke mindst fordi jeg har 21 km til nærmeste brugs, men kun 6,5 til Meny i Præstø.
Når de så oven i købet også kan give mig sprogfejlsmæssige smil med på min købe ind-vej, så er der ikke mange grunde tilbage til at forblive trofast mod Brugsen. Den bliver ikke svigtet helt, men omkring 75 % af mine dagligvareindkøb ligger efterhånden nok i Meny.

P1000746

En plumpkage. Ordet er trods alt ikke delt, men der kom alligevel nogle pudsige associationer på grund af det ekstra ‘p’.
Og hvorfor skal bagerafdelingen nu pludselig til at hedde BAKE SHOP?

P1000748Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur …
Mama Larsens (min mor) personlige variant af fuglekvidder skal først laves d. 25. Opskriften er meget enkel og ikke spor hemmelig: Steg en flæskesteg. Spis sværen. Lad stegen blive kold. Lige dele flæskesteg og rå løg (volumen, ikke vægt) køres igennem en kødhakkemaskine – én luns steg skiftevis med én luns løg. That’s all folks. Det lyder som noget særdeles underligt pålæg, men har man først smagt det, er man solgt.
Ved vi af erfaring. Alle i familien elsker det, og nytilkommende er hooked med det samme.

Der er også lavet sennep – sådan en Dijon-agtig en. Det var ‘Dijon’, der lokkede mig til at prøve opskriften, men den var halvbesværlig og langsommelig at lave, og så påstås det tilmed, at den skal trække et mørkt og køligt sted mellem fire og seks uger inden indtagelse. Det kommer den ikke til. Jeg har smagt på den, og den kan fint spises med det samme og i hvert fald 1. juledag, hvor den bliver præsenteret til sylten.
Der skulle have været anvendt 1½ dl Colman sennepspulver, men jeg brugte 1 dl Nyord-sennepspulver og ½ Colmans.
Jeg vil ikke linke til opskriften – ikke mindst fordi jeg ikke kan finde den igen, men den er heller ikke værd at gemme.
Ikke at den er decideret dårlig, men jeg havde forventet noget mere power med alt det besvær for et enkelt lille glas. Næste gang jeg selv laver en sennep, bliver det efter en af de utallige andre opskrifter, det vrimler med på nettet.

17. december 2017

Det LIGNER i hvert fald …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Som jeg vist skrev i et par af kommentarsvarene, da jeg blærede mig med mit vægttab, er savnet af visse madvarer ved LCHF-diæten ikke nær så stort, som jeg troede det ville være. 
Ingen af os savner kartofler eller ris. Til vor begges forbavselse savner vi pasta mere end kartofler, men savnet er ikke større, end at vi endnu ikke er faldet i … har kun serveret kartofler, når vi har haft gæster.
John savner mest rugbrød og jeg savner mest mit hjemmebagte brød til morgenmaden. John kompenserer ved at købe det mest kulhydratfattige rugbrød han kan finde (og som han heldigvis godt kan lide); jeg kompenserer ved en gang imellem at bage et såkaldt stenalderbrød, som jeg godt kan lide. Omkring hver fjerde eller femte dag står den derfor på rugbrød. Nu. Det er forholdsvis nyt, at vi overhovedet spiser brød.

LCHF-franskbrødForleden fandt jeg (Pinterest igen!) opskriften på et formfranskbrød i LCHF-stil. Jeg faldt i første omgang nok mest for udseendet, for det lignede et rigtigt, gammeldags franskbrød, men jeg syntes, at det måtte prøves – det er den eneste måde at finde ud af på, om det kan godkendes.
Der er naturligvis intet mel i (jo, mandelmel), og derudover pofiber, loppefrøskaller og hampfrø. Og æg, smør, piskefløde og citronsaft (!). Jeg var virkelig spændt … ‘dejen’ så ret underlig ud, men jeg dryssede med blå birkes, satte formen i ovnen i de foreskrevne 35 minutter, krydsede fingre og bad en lille bøn.

LCHF-franskbrød (1)LCHF-franskbrød (2)

Det lignede, hvad det skal, må jeg sige.
Da det blev skåret i, lignede det endnu bedre. Nu var der kun tilbage at smage …
Det var godt!
John så en anelse skeptisk ud, da han puttede en bid i munden, men øjenbrynene blev hurtigt løftet i behagelig overraskelse. Det var dog utroligt! Hvem
skulle have troet det om et brød fra Meløse?
(By i Nordsjælland).
Selvfølgelig afviger det i smagen fra et almindeligt brød bagt med mel, men ingredienserne taget i betragtning kommer det forbavsende tæt på – især når der kommer lidt smør på. Og ost! Yes! Den er hjemme. Nu kan vi få franskbrødsostemadder igen. Når englænderne kommer, har jeg lovet dem hjemmebagt brød hver eneste dag, så der bliver behovet formentlig så rigeligt dækket for den næste lange periode.

Bortset fra det, så er den morgenmad, vi får hver dag, så überlækker, at vi slet ikke kan blive trætte af den. Den består af en topspiseskefuld chiagrød (= 3 spsk chiafrø blødt op i en dåse kokosmælk. Der er til fire dage), lidt skyr, lidt yoghurt naturel eller begge dele, tre stk. frugt til deling og en topteskefuld hjemmeristet blanding af græskarkerner, solsikke-, hør- og sesamfrø. Det er bare SÅ godt, og frugterne kan jo varieres meget, afhængigt af sæsonen.
imageMed andre ord: Vi kører videre med LCHF. Det bliver vi ved med, men måske med lidt flere afvigelser end de første tre måneder, fx i weekenderne.
På et eller andet tidspunkt når vi jo en vægt, vi har tænkt os at betragte som den, vi ¨skal vende tilbage til efter en lidt for god ferie, fx.
Det var fortrøstningsfuldt at læse, at BMI for folk på 65+ gerne må helst skal være højere end den, man ellers regner for normal. Jeg havde nu heller ingen intentioner om at nå ned på de knap 17, jeg befandt mig på, til jeg var næsten 50 år. Jeg ligger nogenlunde midt imellem 24 og 28,9, men vil som sagt alligevel gerne lidt længere ned, selv om jeg er blevet ‘lovlig’.

15. december 2017

Fristelsen var større, end jeg magtede at stå imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , ,

Godt nok er jeg/vi stadig på LCHF-diæten, men lidt julekonfekt skal der altså til, når vi får huset fuldt af englændere en hel uge + et par ekstra juleaften.
Caffe Latte-trøffel (2)I dag blev det til Pernilles café latte-trøfler – en udsøgt lækkerhed, som oven i købet er supernemt at lave.
Der blev 100 gram marcipan tilovers, og nougat har vi masser af, så der blev også til et par snese af de traditionelle nougat-marcipansnitter.
I morgen står den på vanilletrøfler og lidt drømme (småkagerne af det navn, altså …)

Normalt siger jeg, at det kun er tilladt med chokolade i julemåneden, men pga. min indædte ihærdighed for at smide nogle af de mange kilo, jeg har i overskud, har jeg i år indskrænket det til, at det hedder kun i juleugen.
Jeg har derfor ikke engang undt os den übergode chokoladekalender fra Summerbird i år.
Det er ikke ligefrem at gøre det nemt for sig selv, når der så skal laves konfekt … kan vel nærmest sidestilles med en slags masochisme.
Fristelsen var da også for stor.
Trøflerne skal først færdiggøres i morgen, hvor der skal hvid chokolade på, så de blev bare sat ud i kulden, men marcipansnitterne …
Der var nogle grimme og uregelmæssige kanter, der skulle skæres lige og pæne … de skæverter kunne jeg ikke lægge ned i konfektkassen, vel? Og da slet ikke servere dem for andre?

Nå. Jeg pudser stadig glorien – der er smidt godt 13 kilo nu, så skulle der ryge et par på i julen, så slipper jeg nok af med dem igen, når vi med et nytårsbrag ryger tilbage i hverdagen, efter englænderne er taget hjem.
Jeg er spændt på, hvad Charlotte siger, når hun kommer – det var omkring da Aubrey blev født for næsten 11 år siden, jeg sidst vejede hvad jeg gør nu.

8. december 2017

Mørketid. Ferielyster. Diverse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Jeg er heldigvis kommet mig helt over min bekymrende feriemæthed fra i sommer. Rejsen til Malta er bestilt, og som om det ikke var nok, er vi begyndt at tale sommerferie. Sommerferier … i flertal, nemlig. Mørketiden får mig til at længes efter ferie (også selv om jeg egentlig ikke har noget imod denne tid, som kalder på masser af hygge), og jeg vil så gerne til England i maj – igenigen – for jeg er totalt bjergtaget af de kæmpestore områder med bluebells, man kan se i skovene i den måned derovre. Jeg vil også gerne gentage turen fra 2012 på Riksvei 17 i Norge, fordi vi dengang havde det dårligste vejr i 1000 år og fordi John faldt så uheldigt, at vi måtte vende hjemad før tid. Vi lovede dengang hinanden at gentage turen, og alt tyder på, at det bliver i 2018.
Vejret kan man ikke planlægge, men det kan simpelthen ikke blive værre end det var i 2012. Håber jeg …

På vejen mod Aglen camping

Næste step: Skal det være i autocamper igen, eller skal vi leje hytter undervejs? Jeg brænder jo for autocamperen, men John foreslog, at jeg regnede lidt på det for at se prisforskellen.
Jeg regnede.
Vi kan faktisk få hele englandsturen foræret, så at sige, hvis vi lejer campinghytter undervejs i Norge i stedet for at leje autocamper. Selv hvis vi tager de dyre hytter med bad og toilet und alles og selv om vi tager bilen med til England, hvilket bestemt ikke er gratis.
Vi droppede dermed autocamperen. Lidt modstræbende fra min side … det er også bare fordi jeg helst vil det hele, og det kan man ikke altid, desværre, og det er altså ret fedt med sådan en camper … jeg har bedt John om at vinde mindst en million i Lotto, for jeg kan åbenbart ikke selv. Ikke nok, i hvert fald, for de i alt 3000 kroner, det er blevet til i gevinster i år, dækker ikke helt. Slet ikke, når man skal trække udgiften til kuponerne fra.
Det er ikke for tidligt at planlægge sommerferie. Vi blev godt nok enige om ikke på forhånd at booke hytter, for det gode ved camperen er netop friheden til at slå sig ned, lige hvor man lyster. Det kan vi selvfølgelig ikke med hytter, men booker vi hjemmefra, binder vi os alt for fast – vi vil meget hellere improvisere på sådan en tur, for det kommer an på så meget, hvor vi vælger at slå os ned for natten – eller måske beslutter vi at blive et par dage på samme sted.
Men kigge på nettet, lade sig inspirere og glæde sig er en ikke uvæsentlig del af ferien, så destinationen skal ikke besluttes i sidste sekund.

P1000630

Til højre ses – på opfordring fra Conny (som måske havde forventet noget andet?) et billede af, hvad jeg forleden kaldte for den lækrelækre konfektkage. Dette er en sjettedel af den; resten ligger i fem portioner i fryseren. Det ligger på en frokosttallerken og det rækker til seks personer, for det er konfekt, selv om det ikke hedder sådan, ‘bare’ en brownie – men man kan kun spise et meget lille stykke. Den er ikke engang rigtig brun, for man bruger hvid chokolade. Den er voldsom sen at lave, synes jeg, så jeg laver altid dobbelt portion og fryser ned. Den er så afgjort ikke fotogen – folk ser underligt på den og på mig, første gang de får den serveret, og jeg kan se hvad de tænker: Holddaop, hvor er hun nærig – under hun os virkelig ikke mere kage? Og uspændende er den også at se på … nå, men jeg må vel hellere tage et stykke … man er vel en høflig person.
Det er lidt sjovt at se deres overraskede ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i den.

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

26. november 2017

Så må jeg jo selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:28
Tags:

Når mændene ikke kan fange nogen fisk til mig, må jeg selv gøre noget for at få fyldt fryseren.
I dag kørte vi således til Sortsø, hvor der er fangstgaranti. Jeg skal nemlig bare hen til, hvor der står et par gutter og langer lakseørred over ‘disken’ til den helt store guldmedalje, så får jeg lige så mange, jeg ønsker.
I dag ønskede jeg fire – jeg var i tvivl om jeg skulle tage fire eller fem, men jeg er altså ikke verdens hurtigste til at filetere dem, så jeg nøjedes med fire, for jeg synes det er et stort arbejde at ordne dem.

Sorstøfisk november 2017Sorstøfisk november 2017 (1)

Jeg skulle selvfølgelig have taget fem … typisk mig at finde ud af det, når det er for sent!
Sorstøfisk november 2017 (2)Jeg bliver en smule bedre til at filetere for hvert år; for to år siden fik jeg en supergod fileteringskniv af John, og for nogle uger siden kom han hjem med et smart bræt, der giver mig den tredje hånd, jeg indtil nu har manglet.
Det tog derfor ikke så lang tid som frygtet, så næste år skal jeg huske at købe fem, for vi har ingen problemer med at få dem spist.

Det er det hvide bræt her til højre, jeg mener: Der er sat en slags bidetang fast i den ene ende, så fiskene ingen steder løber, hvad de ellers har haft en udpræget tilbøjelighed til, selv om de ellers burde være helt døde længe inden de når Den Stråtækte.
Og søreme, om jeg ikke fik styr på, hvordan jeg gør. Sådan da. En professionel ville højst sandsynligt skrige af grin, men i forhold til de to tidligere års præstationer gik det næsten som en leg i dag.
Vi lavede teamwork: Jeg fileterede og skar til; John holdt poser parat, vejede og skrev ned. På denne måde slap han for at blive griset til, og jeg slap for at vaske hænder hele tiden, men kunne bare køre los med det fedtede og slimede arbejde.
P1000448Det blev til 5,1 kilo fileter + 3 x 350 gram 2 x 350 gram fars til fryseren. Den ene af de tre portioner laver jeg laksefrikadeller af i aften. Med stuvet spinat til – ahhh, hvor det bliver godt.

Til slut en opfølgning på et tidligere indlæg, hvor jeg var lidt inde på fup og fiduser i biavlerverdenen.
En af dem så jeg på vores nyligt overståede jyllandstur – tror jeg da jeg gjorde, for den var ikke specifikt nævnt på den lille liste over fiduserne, men hvad jeg så, ses her til højre i form af ‘koldpresset’ honning, som med lidt god vilje må kunne siges at være beslægtet med ‘koldrørt’.
Der er forskel på presset og slynget honning, men så vidt jeg kan læse mig til, er der ingen form for opvarmning ved nogen af processerne. Der findes således ikke modsætningen ‘varmpresset’, men det lyder jo fint med den kolde udgave og skal uden tvivl skabe associationer til en koldpresset jomfruolie.

16. november 2017

Kan det virkelig passe?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
imageJeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

P1000191image

31. oktober 2017

Juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:13
Tags: , ,

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
Et elektrisk krydsnøgleapparat.
Hvad er det??? 
Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at imagekøbe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

Babufutter fra Miss LemonI dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er 31 oktober 2017 (7)ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

31 oktober 2017 (1)

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

27. september 2017

Herlig mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags:

For nogle få søndage siden havde vi besøg af en af mine gamle kolleger og hendes mand. Vi kom – blandt så mange andre ting – også ind på LCHF-mad, at vi var begyndt at leve efter den metode og at vi rent faktisk havde tabt os.

– Ved du godt, at Årstiderne har en low carb-kasse?
– Nej? Er den god? Er Årstiderne ikke meget dyre?
– Jojo, det har de. Den er rigtig god. Det er ikke helt billigt, men alligevel rimeligt, og det bedste af det hele: ALT er med i kassen, inklusive opskrifter. Du slipper for at finde på i hele fem dage!
– Ohhhh!!!
(Her skal man forestille sig mindst 25 glade smileyer.)

Det var nemlig især det sidste, der tiltalte mig allermest. Nu har jeg været den hovedansvarlige for den daglige aftensmad siden jeg var 16 år, hvor min mor blev syg, og jeg måtte tage over. Hun fandt dog på, så det var først, da jeg blev 20 og flyttede hjemmefra, jeg selv skulle finde på, hvad menuen skulle stå på, men det er så også næsten 45 år.
Det er bare det værste: Altid at skulle finde på. Det er såmænd ikke så slemt at lave maden; det har jeg ikke noget imod, men finde på, finde på, finde på … puhhh, det er sejt sommetider. Det har dog hjulpet lidt med internettet, som er rigt på inspiration, og inden da var jeg flittig bruger af alverdens kogebøger, både egne og bibliotekets.
John var ikke til nogen som helst hjælp. Det gjorde og gør ikke noget, at han ikke laver mad (jeg nyder at kunne overlade køkkenafrydningen til ham med god samvittighed), men når jeg spurgte, hvad jeg dog skulle finde på til aftensmaden, troede han, at han hjalp mig ved at svare: Det ved jeg ikke …  bare find på noget nemt.
Arrgghhhh – thanks for nothing. Det var jo netop det, der var problemet! Jeg var tom for ideer! Efter nogen tid holdt jeg op med at spørge …

IMG_7954 

Men så bragte Helle Årstiderne ind i mit liv. Første kasse low carb ankom i går. Der er bogstavelig talt alt – selv en lille pose indeholdende en spsk sojasovs, hvilket jeg ellers ville mene hørte med til ‘basiselementerne’, som vi forventes at ligge inde med.
Herover er der mad til to personer i fem dage, og jeg kan fortælle, at det tilsyneladende passer fint med den tildelte mængde.
Jeg skal bare gøre, som der står – det eneste jeg selv skulle bidrage med i aftes, var salt, peber og olivenolie.
Det er anderledes, men gode retter, jeg bliver sat i gang med – i går var der frisk koriander i, som jeg ellers ikke bryder mig særlig meget om, men nu havde jeg besluttet at gå all in, og det smagte forbavsende godt. Man vil også kunne få øje på en fennikel, som er endnu værre end koriander (fennikel smager af lakrids eller Kongen af Danmark-bolsjer eller, oh skræk, en blanding af disse to), men nu får vi se … ellers må jeg bare gå sulten i seng den aften …
Også her var der en ekstragevinst: Opskrifterne går så meget i detaljen, at selv John mente han vil kunne arbejde efter dem: Skær peberfrugterne i tern på 2 x 2 cm. Skær porren i ringe på 1 cm.
Det kan ikke blive mere konkret, hvilket gør Nielsen glad, så han mente nok, at han ville prøve af lave maden en af aftenerne.
Jeg har meldt mig til at få kassen hver tredje uge, men jeg har vist allerede besluttet mig til at ændre det til hver anden.

15. august 2017

Spis farvet – ikke hvidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

IMG_7683

Med overskriften menes der, at vi nu skal undgå brød, kartofler, pasta og (hvide) ris. Det sidste er ikke svært, for jeg bryder mig ikke om hvide ris.
Jeg har hørt det før – jeg havde en kollega, som tabte rigtig mange kilo uden at gøre andet end undlade at spise ‘hvidt’.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været ked af min vægt, men for filan, hvor er det svært at tage sig sammen til at gøre noget ved det. Tungen på vægtskålen (!) var de fire kilo, jeg tog med hjem fra Sydafrika – hvor de ikke bare to, men åbenbart tre kilo har været væske, for nu er der kun et tilbage, men det er jo bare ikke det ene, jeg vejer for meget; det er mange flere – der røg også et par stykker på i Irland. Jeg vil ikke sige, hvad jeg vejer, men hvis ellers jeg er dygtig nok, kan det da være, jeg engang fortæller, hvor mange kilo jeg har tabt!

Det er Dr. Michael Mosley, der har skrevet bogen The 8-Week Blood Sugar Diet. Det har også ham med 5:2-kuren, som en del vist kender/har prøvet.
John er med mig – heldigvis – det er bedst at have støtte, og jeg gider ikke lave to slags mad. Det sværeste for ham bliver at undvære kartoflerne og brødet. Jeg har prøvet at google lidt rundt og noterer mig, at visse danske sider med den samme kur tillader rugbrød som det eneste brød. Det er jo heller ikke ligefrem hvidt brød (ikke engang fuldkornsbrød er tilladt, hvis man skal følge kuren strikt), men rugbrød kunne godt være okay; ham Dr. Mosley kender jo ikke det danske rugbrød – men hvorfor er bulgur tilladt, når hvede er forbudt?

image
Vi går ikke all in – det er urealistisk for os kun at spise 800 kalorier om dagen i de næste otte uger – vi skal have gæster og vi skal også ud til andre.
Vi vil tilstræbe en mellemting mellem de to øverste punkter på de tre alternativer herover, nemlig forsøge at holde den på omkring 800 kalorier fem dage om ugen og så have lov til at synde lidt i weekenderne – men være ret konsekvent med at undgå det hvide.
Vi går efter at vænne os til fremover at leve på en stivelsesfattig udgave af The Mediterranian Style. Når vi (forhåbentlig) har tabt de kilo, vi stræber efter, er det vel efterhånden børnelærdom, at hvis man går tilbage til den gamle livsstil, så kommer kiloene hurtigt på igen.
Den er i øvrigt overhovedet ikke kedelig, den middelhavsmetode – tværtimod; det er langt hen ad vejen mad, som jeg i forvejen laver meget ofte, men den store forskel for os er – igen – at lade være med at spise hvidt.
Billedet øverst er dagens frokost: Omelet af to æg, 50 g ærter og en stor håndfuld spinat. Dertil ½ snackpeber og masser af purløg på. Det er lige efter bogen, og det var herligt mættende, så foreløbig er jeg ikke spor bekymret.
Jeg kommer dog til at savne min rødvin, men det bliver så weekendernes syndefald.
Øl kalder de for flydende brød, både i den engelske og i den danske udgave, så John bliver nok nødt til at gå over til hvidvin …

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

9. juli 2017

Det var virkelig svært …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Ninas NaturcafeNinas Naturcafe (1)

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Strikket Renæssance

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

7. april 2017

Nu løb målet fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: ,

Det er virkelig ikke nemt med sådan en 2÷1-vej … motorcyklerne har jeg allerede brokket mig over et par gange, og det er da heller ikke emnet for dagens ventilering. Jeg er nemlig lige så forundret over, at folk åbenbart bare ikke kan finde ud af at køre på sådan en vej, uagtet, at der er skiltet flere steder på strækningen, hvordan korrekt kørsel ser ud. Det er stadig ikke mere end omkring 50 % af bilisterne, der kan finde ud af det.
Jeg har oven i købet så sent som i december udgivet et indlæg med belæring i kunsten at køre på disse cyklistvenlige veje, men har det hjulpet? Overhovedet ikke.
Det er naturligvis ikke så farligt at køre ukorrekt, som det er at blæse afsted med 150 km/t på motorcykel, og normalt ryster jeg bare i mere eller mindre overført betydning på hovedet over fjollerikkerne, der ikke kan finde ud af det, men ikke i dag:
Jeg kørte, som foreskrevet, på midten af vejen og trak til højre, fordi jeg skulle møde en modkørende bilist – som hele tiden havde kørt inde på cykelstien.
Den klump (en mand på min alder) blinkede hidsigt til mig med det lange lys og gav mig en meget tydelig og meget sigende roterende pegefinger ved tindingen. SÅ blev jeg tosset! Jeg stoppede omgående og signalerede til ham, at jeg ville have ham til det samme, men enten så han mig ikke, eller også blev jeg ignoreret. Jeg havde den største trang til at fortælle ham i umisforståelige vendinger, hvad jeg mente om hans opførsel – specielt den trafikale, men det fik jeg desværre ikke mulighed for.
Tænk, at jeg skal have at vide, at jeg kører som en en idiot, når det er ham, der ikke kan finde ud af det. Hrmpf.

IMG_5878IMG_5879

Heldigvis steg humøret lidt igen, da jeg så de havde gule blommer i Meny. Jeg investerede i en bakke, så jeg kunne få lavet en batch af marmeladernes marmelade, som Anna mener denne blomme-abrikosmarmelade er, og kan hun få den serveret i et glas, der har ‘hendes’ låg, er lykken fuldendt.
imageHver gang vi er derovre, har jeg pålægscholokade med til Aubrey og denne marmelade til Anna, som ikke er i besiddelse af en sød tand.
Og det skal være gule blommer – denne marmelade må ikke have anden farve end gul, så ser den helt forkert ud.
Marmeladen stod og simrede, mens jeg lavede denne blondie som dessert til gæsterne i morgen. Jeg blev introduceret til den, da jeg sidst var sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Den er vidunderlig. Aldeles, totalt og farligt vidunderlig … farlig, fordi der bliver for meget til fire personer, men det skal jo spises … det er synd at smide mad ud. Det gælder også desserter, gør det ikke?
Denne gang vil jeg prøve, om jeg kan fryse selve kagen ned, så der kun lige bliver nok dessert til selve aftenen og ikke til John og mig de næste tre dage. Det er et skråplan, selv om det er et yderst velsmagende et af slagsen.

30. marts 2017

Ragù eller kødsovs?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags:

Ude i køkkenet står en gryde og simrer med noget, jeg ellers kun laver, når der står lasagne på menuen, nemlig kødsovs. Eller ragù, som de bedre kan forstå nede i Italien. Man hævder, at de der har lige så mange opskrifter på ragù, som vi herhjemme har frikadelleopskrifter. Måske er der flere … der er selvfølgelig en standardopskrift for, hvad man skal putte i en italiensk ragù, lige som der er det for frikadeller, men der forekommer mig at være flere variationsmuligheder for kødsovsen, selv om det nok bare er min fantasi, der sætter den grænse. Man behøver jo heller ikke at have kød i frikadeller.
Ragù alla BologneseRagù alla Bolognese er nok klassikeren, som vi alle kender i forbindelse med spaghetti og kødsovs. Den smager altid godt, men i længden bliver den nu alligevel en smule kedelig. Undtagen Hasses, som er kanongod, men den har vi heller ikke fået så tit, at den er blevet rutine, hvilket den nåede at blive, da Charlotte boede hjemme, fordi det altid var det hun foreslog, hvis hun skulle have lov at bestemme menuen. Hun blev af samme årsag efterhånden spurgt sjældnere og sjældnere …
Det er nok en klassisk børneret – Anna og Aubrey er også vilde med det, men nu har Charlotte det lige som jeg havde det, da hun altid efterspurgte det.
Siden hun flyttede hjemmefra for 20 år siden, tror jeg ikke, vi har fået spaghetti med kødsovs. Jeg har lavet lasagne masser af gange, men det smager meget anderledes. Synes jeg.
I dag er der kommet masser af ramsløg i, lige som der kom det i gårsdagens frikadeller. Det er bare med at kvæle sig selv i friske ramsløg, mens de er her, for sæsonen er så kort.
Jeg tørrer godt nok en hel masse, men det er, som det er for alle krydderurter, noget helt andet end den friske vare. Smagen er stadig karakteristisk, men den ændrer sig en smule.
Man (jeg …) bruger aldrig spaghetti til kødsovsen. Efter der kom frisk pasta på markedet, har det været det jeg har brugt – både til lasagner og som ‘almindelig’ pasta. Bortset fra i dag – det ville være lidt fjollet at køre afsted bare for at få fat i frisk pasta, og jeg gad ikke have alt bøvlet med at lave det selv, så det bliver det tørrede.
Jeg gad ikke have pastabesværet, fordi jeg ikke har tid. Jeg strikker nemlig – benytter mig af regnvejret. Strikker de sidste få rækker af sjalet til Inge, og inden Price og Blomsterberg er færdige med de kongelige køkkenhaver i aften, er jeg færdig med sjalet.
Så skal det bare skylles, centrifugeres og blokkes. Fedt. Og nok tangerende personlig rekord for færdiggørelse af mellemstore arbejder, hvilket siger noget om, hvor sjovt det var at strikke det.

25. marts 2017

Det kommer bag på mig hvert år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

Lige siden Pia for seks år siden introducerede mig til ramsløg, er det hvert år kommet bag på mig, hvor tidligt de er der. Jeg tror det er fordi, det var sidst i maj dengang i 2011, men rent faktisk var det mindst en måned for sent – fandt jeg senere ud af. De er nemlig lækrest, når de endnu står med små fine, spæde og meget lysegrønne blade, som de gør nu, hvor der er et stykke tid til de går i blomst.

Ramsløg 2017 (1)

Jeg kan ikke huske, hvor jeg for kort tid siden så en eller anden skrive, at ramsløgene er kommet, men jeg kan huske jeg den dag sagde til John, at så er det ved at være tid til, at vi skal en tur i skoven.
Vi kom afsted i dag, hvilket er tre uger tidligere end i 2015, kunne jeg konstatere ved et tilbagekig på bloggen. Vi var ude den 14. april det år, og da var de oven i købet knap så store som de er i dag, den 25. marts.
De var fine og gode – lige tilpas til min smag.
Nu er der lagt i tørremaskinen, der er et lager i køleskabet (bladene kan heldigvis holde sig meget længe), og der er lavet ramsløgpesto, som er lagt i fryseren til hele næste års forbrug.

Ramsløg 2017Ramsløg 2017 (2)

Jeg kan lige så godt lide ramsløgpesto som jeg kan lide den traditionelle lavet af basilikum – de to smage ligger ikke milevidt fra hinanden, selvom det er hovedingrediensen basilikum, der skiftes ud med ramsløg. Jeg har forsøgt mig med pesto lavet af forskellige krydderurter, men basilikum og ramsløg er de bedste – synes jeg … andre er formentlig af en anden mening og fred være med det.
En couscous-salat søppet godt ind i ramsløgpesto er ikke så ringe endda.
Når jeg kommer avocado, granatæblekerner, rucola, mozarellaost, forårsløg og små tomater i couscous og blander det hele med masser af ramsløgpesto, kan jeg få selv John til at spise couscous, som han ellers ikke var meget for at indtage. “Det er noget skrækkeligt tørt noget, der ikke smager af en pind”, mente han, og en knastør og meget kedelig couscous har vi da også fået en enkelt gang et eller andet sted, men det har man lov til at ændre på … det sker ikke så sjældent, at menuen på en kødløs dag i det nielsenske hjem består af denne couscous-salat.

8. marts 2017

The world’s my oyster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

P1050975

Da vi var til Johns søsters fødselsdag for ikke så længe siden, var husets søn, som dermed er Johns nevø, selvfølgelig med. Han havde en østersskal med til mig, bare for at vise mig, hvor store østers han havde fundet. Jeg havde set et billede på FB, hvor han stod med et net fyldt med østers, som så temmelig velvoksne ud, men størrelsen fik mig alligevel til at spærre øjnene op, da jeg fik en i hånden.

Det øverste billede siger naturligvis ikke noget som helst, når der ikke er noget sammenligningsgrundlag – det hjælper en hel del med en limefrugt, en æske tændstikker (dog ikke en husholdningstændstikæske, men en almindelig lille en …), eller når jeg holder den i min hånd. Selve skallen vejer 435 gram, men jeg ved ikke, hvad den havde vejet med indmad.

P1050974P1050976

Jeg ved godt, at den bedste spisestørrelse for østers er væsentlig mindre end sådan en goliat her (normalt < 110 gram, og det må vel være med indhold). Det kan jeg sagtens forstå, hvis det handler om at sluge den hel og rå, som skik og brug er, hvad østers angår. At nedsvælge sådan en lidt blævret fætter i knytnævestørrelse er nok lidt af en udfordring selv for østerselskere. Jeg kan spise rå østers, men foretrækker, at de er blevet tilføjet et eller andet (spinat – ost – der er mange muligheder), der gør fornemmelsen lidt mindre snotklatagtig, og derefter lige har været en tur i en ovn.

P1050978

The world’s my (or your) oyster – mon ikke mange af os kender denne lidt specielle vending, som stammer fra Shakespeares De lystige koner i Windsor? Det betyder, at hele verden ligger åben for en; det gælder bare om at gribe de muligheder, der bliver tilbudt.

4. marts 2017

Man skal sørge for at være virkelig sulten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

Fjordkroen, som lokalt måske er mest kendt som Elnasminde, har altid været kendt viden om for den gode og meget, meget rigelige mad. John har boet i Faxe Ladeplads, så da vi havde lært hinanden at kende, inviterede han mig på middag på Fjordkroen. HolddaOP, for en portion, der blev serveret!
Vi var der to gange til inden for de næste par år, men så svigtede vi den, indtil vi flyttede ned den Den Stråtækte.
I mellemtiden havde den fået nye ejere, men portionernes størrelse er der ikke ændret på, og maden er stadig lige velsmagende.
Det er de hyggeligste lokaler, jeg har set, selv i krosammenhæng, og der er rent, rent, rent; med masser, masser, masser af grønne planter – der vel at mærke ikke er af plastic.

Fjordkroen 3 marts 2017Fjordkroen 3 marts 2017 (1)

Jeg tog en frederikshavnerrødspætte fyldt med alt godt fra havet, og John tog en wienerschnitzel. Det er traditionel mad, og det er det over hele menukortet, men det hele givet en lille drejning, så det alligevel ikke er helt traditionelt.
Det ses måske ikke tydeligt, men det er store tallerkener, og man får virkelig meget for pengene! Udover det på tallerkenen var der en lille skål pillekartofler til mig og en skål kartofler med skræl på til John, plus ekstra sovs til begge. Ikke sauce. SOVS, for der var rigeligt af den … Johns var almindelig brun, mens min var lys og helt tyk af rejer og asparges.
Vi tog en flaske chardonnay fra staten Washington, USA. John vil helst ikke have rødvin, og den passede fint til min fiskeret.

Fjordkroen 3 marts 2017 (2)

Til dessert tog vi crepes suzette, som man kun kunne få, hvis minimum to personer bestilte, men vi var enige om, at det ville vi prøve igen, for det er mange år siden, vi sidst har fået denne 80’er-dessert, som jeg engang var nærmest sjællandsmester i at lave. Jeg var derfor ret spændt på, hvordan den ville være.
Den var ikke, som jeg lavede den, men den var god alligevel, og igen med et lille twist, som gjorde den speciel uden at ødelægge rettens særpræg.
Da vi havde kæmpet os igennem alt det mad, spurgte vi tjeneren, om han ikke bare lige kunne sparke os i gang, hvis vi lagde os ud på fortovet, for vi kunne helt klart bedre trille end gå. Det syntes han dog ikke, han havde lyst til, så vi stablede os på benene og fik bugseret os selv hjem.

Jeg havde nævnt for John, om det måske havde været overflødigt at booke et bord på denne årstid – der kunne næppe være så mange gæster nu; det er jo mest et sommerudflugtsmål.
Troede vi. Der var helt fuldt! Som i alt optaget! Det er der hver eneste weekend, fik vi at vide da vi spurgte, og om en måneds tid er der fuldt næsten hver aften i ugen. Det glæder mig, at stedet går så godt, men det er i sandhed velfortjent. Anmeldelserne på Tripadvisor er da også i top.
Kommer I til Præstøfjorden og er sultne, så besøg Fjordkroen. Det er ikke den fine, franske michelinkandidatmad med myrer, grannåle og skum og hvad ved jeg, men det er godt.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.