Hos Mommer

4. september 2022

Den evige undren

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

Nu har jeg lavet årets sidste Sambal Oelek – tror jeg nok … for det er sandelig en særdeles rigtydende chiliplante jeg har fået fat i denne gang. Den hedder Bubba og har styrke 5.
Jeg købte tre i år: En Pimiento di Padron i styrke 2-3 (det gør jeg aldrig mere; man kan ikke smage andet end en ikke særlig god rød peber), og udover den nævnte Bubba også en styrke 5 Jalapeño. Jeg synes dog, at den første virker stærkere end den sidste, men Bubbaen kommer med mindst fire gange så mange frugter som Jalapeñoen. Der er derfor blevet til meget af den gode chilipasta, som for især det sidste batchs vedkommende er temmelig hot, så den er drøj i brug. Godt, at det kan holde sig længe.
Jeg burde virkelig beherske mig til næste år mht. antal chiliplanter, men jeg ved også godt, hvordan jeg har det hvert forår. Så kan jeg ikke få nok!

Jeg ville ønske, at flere kendte til den glimrende effekt, en god chilipasta kan have i hverdagskøkkenet. Der skal ikke ret meget til, for det skal ikke nødvendigvis decideret smage af chili, men fra en knivspids til en teskefuld kan give frikadellefarsen eller en gryderet lige netop det, der manglede for at sætte prikken over i’et. Jeg bruger det meget, og ingen gætter, at jeg har brugt stærk chili, men det har jeg, og maden smager bare godt. Det er lidt ligesom at bruge gastrik: Sovsen (eller retten) bliver bedre, men uden man kan definere præcist, hvad der egentlig bevirkede det.

imageHer er opskriften på den Sambal Oelek, jeg laver. Jeg har prøvet et par stykker, men denne er den bedste, efter jeg, som sædvanlig, har modereret den lidt.
400 g røde chili, 6 fed hvidløg, 2 lime (fintrevet skal af én og saften af begge), 2 spsk brun farin, 2 spsk rørsukker, 2 spsk reven ingefær, 8 spsk æbleeddike.
Chilierne vaskes og stilken skæres fra. Skær dem igennem og fjern de fleste af kernerne. Hak hvidløgsfeddene. Bland det hele sammen og kog det i 20 minutter. Blend det med en stavblender – groft eller fint – som du ønsker den. Hæld på små glas.
Det var det. Enkelt og let, ikke sandt?

Dagens overskrift stammer fra læsningen af ovenstående opskrift, som stammer fra USA. Måske burde de stillede spørgsmål derfor ikke have undret mig, men hør bare her:
Kan man udelade hvidløg? Jeg bryder mig ikke om hvidløg!
Ja, selvfølgelig kan man udelade hvidløg. Hvorfor finder man det nødvendigt at spørge? Man kan også udelade ingefær. Eller lime. Eller … hvad som helst … den kommer til at smage anderledes, men det kan vel næppe komme bag på nogen?
Kan man bruge gule chili?
Sagtens. Men farven må forventes at blive en anden … og rigtig Sambal Oelek skal være rød!
Kan jeg bruge mindre stærke chili end dem, du nævner i opskriften?
Yep. Ikke noget problem. Hvad tror du så, der sker?

Svarene er mine. Jeg har fuld respekt for vedkommende, der svarede på de fjollede spørgsmål, for han var seriøs og ikke spor sarkastisk.
Det er som sagt også fra over there, så man er sikkert vant til dumme spørgsmål i mange varianter. Det kan være ret underholdende at læse kommentarerne til amerikanske madblogs.
Og til dem, der siger, at der ikke findes dumme spørgsmål, er mit svar: Jo, det gør der. Men nok i mindre grad her i Europa …

27. august 2022

Kartofler, kartofler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:54
Tags: , , ,

Vores lille krydstogtgruppe på kun 14 personer bestod af syv par, som selvfølgelig var forskellige. Det er en lille gruppe, så der går ikke særlig lang tid, inden man lurer de forskellige af og noterer sig deres karakteristika. Jeg plejer at være god til at vurdere folk, og det sker ikke ofte, at jeg må revidere mit første indtryk. Selvfølgelig er det sket, men det er heldigvis ikke noget, de pågældende var eller blev klar over. En af de lidt større fejltagelser var på en tur til Tunesien, hvor vi syntes, at især han var latterlig, hjælpeløs og i øvrigt temmelig dum at høre på, når han åbnede munden … en typisk turist på den virkelig tåkrummende måde. Hun var bare en lille, grå mus at se på.
Jeg syntes de virkede bekendte, og det viste sig, at parret var et astronomægtepar, som vi ‘kendte’, fordi de ofte svarede på læserspørgsmål eller havde en artikel i Illustreret Videnskab, og som derfor bestemt ikke på nogen måde kunne kaldes uintelligente. Dem kunne vi nok have fået os en del interessante samtaler med, hvis altså ikke vi havde gjort os svære anstrengelser for at undgå dem.

På denne seneste krydstogttur var der kun ét par, jeg ikke frivilligt satte mig i nærheden af, når vi skulle have aftensmad. Resten var søde og behagelige mennesker.
(Jeg har kun fortalt til en enkelt i gruppen, at jeg har en blog, så jeg både satser og håber på, at det pågældende par aldrig læser dette.)
Han var typen, der hele tiden skulle komme med en kvik bemærkning, men de befandt sig mest ovre i den dårlige afdeling af onkelvittighederne eller i den for floskler. Bl.a. sagde han tit: “Årh, du ved: kartofler, kartofler.”
Nej, det vidste jeg ikke … det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at det var hans måde at citere de ellers så velkendte linjer fra Let’s Call the Whole Thing Off: "You like po-tay-to / And I like po-tah-to”. Han sagde det nemlig lidt senere på engelsk, men hvor der ingen forskel overhovedet var på de to udtaler; således heller ikke, da han sagde kartofler, kartofler, som blev udtalt på bredt københavnsk. Jeg syntes ikke, det var morsomt, men jeg er jo også a grumpy old woman.
Hun brillerede ved at komme temmelig beruset til de fleste aftensmåltider. Hun råbte heldigvis ikke op eller skabte sig tosset, men hun var mildt sagt s….irriterende at høre på. Hun kunne ikke huske fra næse til mund og kunne spørge om den samme ting op til seks gange på en halv times tid – og man skulle koncentrere sig for at forstå, hvad hun sagde. 
Hun var såmænd sød nok i ædru tilstand, hvilket hun da trods alt præsterede om formiddagen, men vi blev enige med guiden (og flere andre) om, at hun da så sandelig fik fuld valuta for den drikkepakke, der var en del af konceptet.

Nå. You like potayto and I like potahto – You like tomayto and I like tomahto – Potayto, potahto, Tomayto, tomahto. Let’s call the whole thing off.
Jamen det gør vi så … glemmer alt om det lidt irriterende par og husker i stedet de øvrige 10 søde og behagelige rejsekammerater.

Konc tomatpure 2022

Tomaytoes / tomahtoes har vi i overflod her på matriklen.
På billedet ses otte relativt små glas. De indeholder koncentratet af 4½ kilo tomater, som, efter at have været igennem foodprocessoren, fyldte hele gryden = knap syv liter. Det, tilsat en spsk salt, stod og småkogte i seks timer, hvilket reducerede mængden til noget under det halve.
That’s it. Simplere bliver det ikke, for jeg gider ikke fjerne kernerne inden det koges ind. 
Det er ikke decideret for at spare penge, for koncentreret tomatpure er ikke dyrt i indkøb, men når nu man selv har så mange tomater … og så kan det trods alt ikke komme ned på prisen for seks timer på lavt blus. Måske én kwh? To? Det er under alle omstændigheder til at overse, selv i disse tider, og så smager det, som skrevet før, langt bedre end det købte.

24. august 2022

Smag og behag er forskellig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:13
Tags: ,

Jeg kan huske for mange år siden, da jeg første gang købte et glas basilikumpesto i et supermarked, fordi jeg efterhånden havde hørt det lovprist af nogle stykker. Jeg var på ingen måde begejstret, men prøvede igen med et andet mærke. Det gjorde ingen synderlig forskel for mig, og jeg kunne ikke forstå hvorfor det skulle være så godt.
Indtil jeg fandt på at prøve at lave det selv … jeg fandt en opskrift og prøvede det bare med lidt frisk pasta. Intet andet. Og det smagte himmelsk! Der var en verden til forskel på de færdige og på den hjemmelavede.
Nogle gange er der ikke den store forskel, og så gider jeg ikke lave det selv – fx syltede rødbeder. Dem kan jeg ikke få til at smage bedre end de købte, så hvorfor have det besvær?
Sidst Malle var hjemme hos os, havde jeg lige lavet jordbærmarmelade, og hun udtrykte sin undren over, at jeg lavede noget, som jeg ikke selv havde råvaren til ude i haven, men skulle købe. Kunne det virkelig betale sig?
I stedet for at svare hende, tog jeg en teske og gav hende en smagsprøve. Hun kiggede bare på mig og indrømmede så, at det var svar nok – det var jo klasser bedre end det, man køber, kunne hun godt se – eller rettere smage.
Det gælder for de fleste madvarer/-retter, men altså ikke for alle, at selvgjort er velgjort.
Det tog nogle år for John helt at forstå, hvorfor jeg ikke gad gå på restaurant for at få en hakkebøf eller stegt flæsk med persillesovs. Jeg gad simpelthen ikke gå ud og give penge for noget, jeg kunne lave bedre selv – og som jeg i øvrigt betragtede som hverdagsmad. Hvis jeg skal spise ude, skal det være noget specielt. Med tiden er John heldigvis blevet lige så glad som mig for at prøve nye smage. Det vil sige … han ville aldrig gøre det på eget initiativ, og står der noget på et menukort, han ikke kender, springer han det over, men når vi er på gourmetophold, og vi får en eller anden på forhånd givet menu, elsker han at smage og kommentere på alt det ukendte.
Det er en mandeting, tror jeg – jeg kender i hvert fald flere mænd, der har det på samme måde, og det kan derfor godt undre mig lidt, at de fleste [eksperimenterende] kokke er mænd. Mon det ganske enkelt skyldes, at den branche indebærer nogle upraktiske arbejdstider, især når man også har ansvaret for en familie? At kvinderne helst ikke vil arbejde om aftenen? For uanset alverdens tiltag fra regeringers og ligestillingsudvalgs side, tror jeg ikke, at mænd generelt vil vælge børnepasning fremfor arbejde. Beklager, men jeg tror på, at det er sådan det er – alene det ubestridelige faktum, at det er os, der bærer og føder barnet, gør en forskel, især i de første par år af barnets liv. Det er der bare ikke ret mange, der tør indrømme.

Nå. Det var et sidespring, for det, jeg egentlig ville frem til er, at jeg i dag har lavet tomatpesto.
Jeg har haft tomater i flere år, men har ikke haft lyst til at lave pesto af dem, fordi jeg ikke bryder mig om tomatpesto.
Men hov! Jeg kan jo heller ikke lide fabriksfremstillet basilikumpesto. Mon ikke det var en glimrende ide at forsøge sig med noget hjemmelavet tomatpesto? Hvis ikke jeg kan lide det, er der garanteret en eller flere, jeg kan forære det til.
Som sagt, så gjort.
Og det smager naturligvis hammergodt!
Også selvom jeg udelukkende brugte friske tomater. De fleste opskrifter går på soltørrede, men nu ville jeg prøve at gøre det så nemt som muligt.
Pestoen bliver nok endnu bedre, hvis jeg blander soltørrede tomater i – det vil givetvis få en mere koncentreret smag, men det kan jeg prøve næste gang.

22. august 2022

Ikke som for 40 år siden. Eller bare syv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

Vi afmønstrede tidligt fredag morgen i Reykjavik og blev smidt direkte på en bus, som ville køre os først til Þingvellir, dernæst til gejseren Strokkur og til sidst til Gullfoss = Den Gyldne Cirkel.
En fantastisk rundtur, men desværre blev vi belemret med en guide, som mente at kunne tale dansk. Det kunne han kun virkelig dårligt, og sommetider ledte han så længe efter et ord, at ikke kun vi tabte tråden … han gjorde det også selv og startede derfor med noget helt andet end det han egentlig var begyndt på. Vi fik mange begyndelser på historier, men ikke så mange afslutninger. Vi sagde ellers til ham, at han bare kunne sige det forsvundne ord på engelsk (som han beherskede bedre, men ikke ville tale til os), men det huskede han kun nogle få gange. Ydermere havde han skruet bussens mikrofonanlæg op på en decibelstyrke, der grænsede til fare for høreskade. Han var sød og rar nok, men vi blev alle meget hurtigt frygteligt trætte af at høre på ham. Heldigvis havde jeg mine støjreducerende hørebøffer i tasken, så dem tog jeg på. Det var ikke engang nok, men nu kunne jeg da holde ud at være der. De fleste var ret misundelige på mig, men et par stykker kunne tage min ide op.

Þingvellir 2022

Þingvellir 2015

Første gang jeg var her i området Þingvellir, som fra 930 og en del år frem var stedet for samlingen af Islands Alting, var i april 1982. Vi var en lille gruppe på en halv snes, og der var ikke andre end os. Vi kunne føle stilheden og jeg husker tydeligt, hvor nærmest andægtig jeg følte mig. Der var en helt speciel og gribende stemning, som jeg kan genkalde mig den dag i dag. Der var næsten heller ingen, da jeg genså det i 2015, og hvor det hele i øvrigt var pakket ind i sne og is, men i fredags var der hundreder og atter hundreder af turister, som godt nok ikke var støjende, men alene det, at der var så mange, ødelagde noget af oplevelsen for mig, og jeg syntes det var synd for dem, for hvem det var første gang.

StrokkurP1040786

P1040787P1040788

P1040789P1040790

StrokkurP1040802

Ved gejseren Strokkur, som stadig trofast springer omkring hvert femte minut, var der også en million mennesker. Mindst …
Jeg optog med burst-funktionen og har sat omkring en tredjedel af billederne ind herover. Fra det første til det sidste er der gået præcis to sekunder, så man er nødt til at bruge burst, hvis man vil have noget brugbart med hjem. Desværre fik jeg vinklet kameraet lidt for højt, så ikke hele vandsøjlen kom med, men til gengæld fik jeg fint den blå boble, som er der umiddelbart inden, og som kun er der i en brøkdel af et sekund.
Det er et dybt fascinerende syn, og jeg kunne sagtens have stået der og set på fænomenet en halv snes gange til, men det var der desværre ikke tid til.

Gullfoss 2022

Gullfoss 2015

Gullfoss så jeg i regnvejr i 1982, som iskoldt i 2015 og i solskin i 2022. Tre meget forskellige oplevelser – men igen denne sidste gang med alle de alt for mange turister. Jeg kan godt forstå, hvis det at få covid-19 er blevet en ferieting, for det er da nærmest umuligt at undgå at komme tæt på folk.
Det skal dog siges, at der lå to krydstogtskibe, som hver havde læsset omkring 2000 passagerer af den dag, hvilket velsagtens er en del af forklaringen.

Om aftenen var vi begge trætte og ingen af os gad gå langt for at få mad, så jeg bookede et bord på Fishmakt, som både så spændende ud og som også var nabo til vores hotel.
Her fik jeg noget af det lækreste fisk, jeg nogensinde har fået. Kammuslinger til forret og tre af deres hovedretter samlet i mindre udgave til én hovedret. Holdnuop, det var lækkert, men John ville – ikke overraskende – have den eneste kødret, de havde.
Det var ribeye, og det var så sejt, at han havde svære problemer med at skære det ud, selv med den grillkniv han havde fået, for slet ikke at tale om at tygge det. Jeg fik en bid, men måtte opgive at tygge mig igennem den. Jeg klagede over det, og tallerkenen blev straks fjernet, ledsaget af spørgsmålet om han ville have en ny. Det svarede han nej til, for vi regnede med, at det ville blive præcis det samme. Han havde spist tilbehøret, så han var tilstrækkelig mæt, sagde han. Vi bad i stedet om dessertkortet og besluttede os som trøst for den dyreste, men umiddelbart også lækreste af udvalget.
To minutter efter kom der en (overtjener?), som sagde: I can understand that you had a little accident with your steak?
No, sagde jeg, but the chef had!
Det beklagede hun meget og sagde, at den ret naturligvis ville blive trukket ud af regningen, og desuden var desserten til os begge på husets regning.
Se, det kalder jeg god service. Det var selvfølgelig en ærgerlig hændelse, men jeg håber, at John via den kan lære, at på en fiskerestaurant spiser man med stor fordel fisk – og så blev regningen lige 1000 kroner billigere. Det gad jeg ikke klage over …

Fishmakt, ReykjavikFishmakt, Reykjavik

1. juli 2022

Tur til Thy

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:12
Tags: ,

Igenigen har vi været på gourmetophold. Det er efterhånden blevet en vane for os. En god vane, og selv om langtfra alle vil være enige med os i det, synes vi det, fordi vi ikke kun får god og spændende mad, men også glimrende lejligheder til lidt nærmere at studere de dele af Danmark, hvor det pågældende sted ligger.
Senest var det Hotel Thinggaard i Hurup, Thy. Vi har nogle enkelte gange været ude for, at selv om stedet selv kalder det gourmet, er vi ikke helt enige. Det er altid god mad, men for at kunne kalde det gourmet kræver det noget ekstra, herunder lidt spændende nytænkning.
Den ‘eksamen’ bestod Hotel Thinggaard. Det var ualmindelig lækker og spændende mad. Værelset var meget fint; det var stort og med en lille terrasse.

P1040356

En af forretterne var pocheret helleflynder med krabbesauce og ramsløgkapers. Det var überlækkert. Vi fik fem retter, og hver enkelt af dem havde det lille twist, som gjorde det til noget helt særligt. Det eneste, vi ikke var glade for, var den halve snes grønne jordbær, som omkransede yoghurtisen til desserten. Der var også en hybenrosesirup til, hvilket reddede den dessert for vores vedkommende, for jordbær skal være røde. Punktum. Det andet er barnemord og smager slet ikke godt.
Resten af måltidet kunne vi kun rose i høje toner – også deres valg af vine til mig.
På dag to fik jeg “Dagens friske fangst”, som var en stor rødspætte – også absolut veltilberedt.
Morgenmadskøkkenet var der heller ikke noget at klage over, så der blev tildelt mange stjerner til Hotel Thinggaard fra os.

P1040359P1040361

Onsdagen tilbragte vi dels på Mors og dels ved Stenbjerg Landingsplads.
Mors havde vi ikke ‘gjort’ før, så dette var en oplagt lejlighed. Først tog vi Næssundfærgen – en af Danmarks mindste – til Mors. Det er ikke den mindste, for med sin kapacitet på 12 biler findes der mindre færger end denne, men lille og nuttet var den da. Vi var to biler, der ville over denne gang, og jeg har ærlig talt lidt svært ved at forestille mig 12 biler mast ind her.
På vejen hjem i går tog vi Aggersundfærgen, som også er lille, men som dog kan tage 10 personbiler mere end Næssund-overfarten.

P1040385

MorsPå den lange tange ud til Agger så vi en del køer, som gik i vandet. Det gør de sikkert hver dag, men for os var det et ret usædvanligt syn. Selv om vi har ‘vores’ køer gående på engarealer, der går helt ned til fjorden, har vi kun set dem gå ud i vandet i den meget varme og tørre sommer i 2018.

Mors er en dejlig ø. Vi kørte så langt ude mod kysten som muligt og tog os god tid fra færgen og op til molerklinterne. Vi hyggede os lidt med, at Bjergby og Flade er nabobyer – og at det, hvor jeg tog billedet, gik opad til Flade og nedad til Bjergby!
Smukt var der overalt, hvor vi kom. Vi så ikke hele Mors – der skal også være noget til en anden gang, men nu fik vi set klinterne.

Efter frokost kørte vi til Stenbjerg Landingsplads, som vi indtil nu kun havde set om efteråret, men vi kan ikke køre til Thy uden også at køre en tur ud til Vesterhavet.
Båden, som John står ved, ser mig noget klejn ud til at være egnet til det store hav, men modige fiskere mangler der nok ikke på disse kanter.

Stenbjerg LandingspladsStenbjerg Landingsplads

Den blå og grønne båd hedder Niels Juel. Han er da vist ellers mest kendt for slaget ved Køge Bugt, så hvad han laver her oppe i Nordjylland, ved jeg ikke …

Alt i alt en dejlig miniferie. Rent madmæssigt vil vi placere Thinggaard på en tredjeplads, kun overgået af Molskroen og Norsminde.

23. juni 2022

Det lignede sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: ,

“Jeg skrev lige, at vi aldrig kommer derop mere, men lur mig, om ikke vi på et tidspunkt kommer til at gøre os et ærinde i nærheden, så vi kan snige os til at se, om der er sket store forandringer.”
Dette er et citat fra indlægget den novemberdag i 2018, hvor vi overdrog nøglerne til de nye ejere af ødegården. Vi har længe talt om at køre en tur derop for at se, hvor meget der er sket med hus og have, men der har været en coronapest i vejen de sidste par år.
Charlotte spurgte, om vi nu også var sikre på, at vi ville se det igen? Om det ikke var bedre at have vores eget billede af stedet? Jeg sagde, at vi var sikre, at vi var ret nysgerrige og endelig, at vi jo aldrig har fortrudt, at vi solgte, hvilket også har noget at sige – hvis vi havde været tvunget til at sælge, havde det været noget andet.
Vi lagde vejen omkring den hyggelige Kristianstad og spiste frokost der, inden vi kørte mod vores gamle home away from home.

Besøg 22 juni 2022 (5)Besøg 22 juni 2022 (3)

Der var næsten ingenting sket, så de må have kunnet lide huset som det var – hvilket de nu også sagde dengang, men det kunne snildt have været usandt. Det var nye vinduer i hele den gamle del, men for det første er køberen ‘vinduesmand’ og for det andet trængte de til udskiftning. Der var også et par andre småting, der var ændret, men det var netop … småting. De har sikkert også sat nyt køkken ind, for det var vi selv meget tæt på at gøre, da vi så i stedet besluttede os for at sælge.

Besøg 22 juni 2022 (2)Besøg 22 juni 2022 (1)

Udsigten ned mod åen var væk; hele det store stykke, som Verdens Bedste Nabo havde fældet og slået ned, var sprunget i krat, fordi det havde fået lov til at passe sig selv. Det kom ikke helt bag på os, for han bliver heller ikke yngre og kan ikke hvad han kunne før, og i øvrigt var han ked af, at vi rejste. Måske har han ikke fået et lige så godt forhold til de nye, men det er rent gætteri – vi traf ham ikke i går.
Det var godt vi solgte, mens den dejlige udsigt var der …
Porse er der heller ikke blevet mindre af, så jeg plukkede til en portion porsesnaps. Det er længe siden, vi har haft det i huset.

Vi har savnet det gode, svenske svinekød, så på vejen hjem handlede vi i City Gross i Höör, hvor de til min glæde havde netop den slags udskæringer på tilbud, som jeg helst ville have. Der blev således købt halvstort ind. En Västerbottenost blev det også til, plus andre ting, vi ikke kan få derhjemme.
De er desværre ved at komme lidt for godt med derovre, hvad priserne angår. Der var engang, hvor prisen på den samme slags vare var temmelig ens i danske og svenske kroner, så med en kurs på (dengang) omkring 80 var der penge at spare. Nu er kursen 70, og priserne er steget meget på de 3½ år – hvilket vel næppe heller er overraskende. Vi glæder os i stedet over, at kødet er så meget bedre – og så var det jo altså tilmed på tilbud.
I aften står den på grillede, svenske koteletter med selvdyrkede kartofler og salat fra naboen, som ikke selv kan spise alt det de har, så vi indgik en tuskhandel med agurker.
God Sankt Hans, derude – nyd livet, ganske som vi gør det, mens nætterne stadig er lyse og lange. Det går alt for hurtigt den anden vej igen.

16. juni 2022

Onsevigs fuldkomne fiskere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:04
Tags: , ,

Da vi for knap et år siden spiste på Den Fuldkomne Fisker, talte vi meget og varmt om vores oplevelse. Så varmt, at Ditte og Peter erklærede, at det kunne de da også godt tænke sig at prøve. Vi bestilte, som skrevet i forrige indlæg, et ophold “i sæk”. Det er dyrt. Så dyrt, at John og jeg blev nervøse for, om vi havde talt det for meget op, for der skal godt nok en del til at retfærdiggøre den udgift.
Det hjælp dog en del, da det gik op for mig, at det også var inklusive den eksklusive vinmenu. Man kan vælge mellem to vinmenuer – en god og en bedre, og da sidstnævnte som sagt var med i prisen, dulmede det lidt.
Vi talte en del med dem om, at det altså ikke nødvendigvis blev den bedste mad, de nogensinde havde fået … den er god, maden, bestemt, men Den Fuldkomne Fisker er en totaloplevelse, både pga. omgivelserne og fordi værtsparret og den forhenværende bankmandstjener er så engagerede i foretagendet, at man bliver helt varm om hjertet. Også pga. kokkene, selvfølgelig, men de hører som bekendt til den usynlige del, selv om de naturligvis ikke er mindre vigtige af den grund.

Hos Den Fuldkomne Fisker (4)

De har den samme eritreanske kok som sidste år, og et par af retterne var da også stort set de samme som dengang; bl.a. denne portions-tagine, men denne gang med et par urtefrikadeller som tilbehør. De slog hårdt på smagsløgene, selv om kokken, ifølge værten, jævnligt bliver husket på at tage behørigt hensyn til de sarte danskeres ganer.
Værtsparret er som sagt enestående. Venlige, imødekommende, smilende, ofte også grinende, vidende, fortællelystne … det er virkelig en sand fornøjelse at være bænket ved deres bord.
Denne vinter kørte de til Pyrenæerne/Sydfrankrig/Sydspanien hele tre gange i deres autocamper. Heeele vejen frem og tilbage fra Danmark (“vi mistede jo sidste vinter!”. Så gider man altså godt køre bil. Selv John var imponeret. De tager ned og køber vine og spændende varer til deres restaurant, og historierne fra de ture er mangfoldige og underholdende.
Da jeg efter morgenmaden ville betale, kaprede jeg værten med ordene: “Nu må vi hellere få overstået den alvorlige del af legen”.
Hans svar: “Nåhh … pelsningen?” fik mig til at smile i lang tid. Han ved åbenbart selv, at det er lidt pebret i mere end én forstand at få en oplevelse på Den Fuldkomne Fisker.

Dodekalitten (2)Ved Albuen Nakskov (3)

Vi besøgte Dodekalitten om tirsdagen og tog et smut ud på Albuen ved Nakskov om onsdagen, inden kursen atter blev sat mod Præstø.
Dodekalitten har endnu kun fået opsat 10 af de 12 sten, der skal til for at retfærdiggøre navnet, og tre af disse ti ser ufærdige ud, så vi mener, at kunstneren må have en anelse travlt, hvis han skal være færdig i løbet af 2025.
Selv om skarven ifølge lærebøgerne er omkring 20 cm længere end havmågen, ser det ikke sådan ud på billedet her, og skarvens pæl var ikke længere ude end mågens (jeg stod dog tættere på mågen da jeg tog billedet), så det er ikke hele forklaringen. Måske en ung skarv? Havmåger er nogle store bæster, er de. 68-74 cm lange.

Ved Albuen Nakskov (4)Ved Albuen Nakskov (8)

Heldigvis var Ditte og Peter ikke skuffede, så vi kunne ånde lettet op. De syntes også, at det var en totaloplevelse af de bedre, som var alle pengene værd.

30. maj 2022

Oplevelser på Den Røde Løve

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Charlotte havde lovet mig en middag på pubben The Red Lion, som ligger ikke ret langt fra hvor de bor. Den har haft en michelinstjerne i nogle år, og hun mente, det ville være en perfekt fødselsdagsgave til mig, hvilket hun havde helt ret i – jeg glædede mig som et lille barn, for jeg havde ikke før spist på en michelinrestaurant.
Det har jeg stadig ikke …
Det viste sig nemlig, at de mistede deres stjerne i 2021. Det havde Charlotte ikke lagt mærke til – men pyt, for maden var stadig fantastisk.

Vi gætter på, at de har/har haft det samme efter-coronapest-problem, som vi ser mange steder i Danmark: De kan ikke få tilstrækkeligt med personale. På denne eks-michelin var det med ret stor sandsynlighed personalets skyld, at de mistede deres stjerne, fordi mad og betjening på en michelinrestaurant skal gå op i en højere enhed. Set med vores øjne er det dog klart at foretrække, at maden er excellent frem for at få en udsøgt betjening, men mindre god mad.
Det var heller ikke dårlig betjening i betydningen uforskammet eller uopmærksom, men i betydningen uerfarent personale. Som i meget uerfarent.
Deres vilje var der bestemt, og vi har som sådan ingen klager – faktisk blev det hurtigt temmelig morsomt, for noget af det var ret så langt ude, taget netop den michelinstjerne i betragtning. Det må dog være surt for kokken/pubben at miste sin stjerne pga. personalet og ikke fordi madens kvalitet er blevet ringere.

Vi var der alle seks, og vi bestilte tre forskellige forretter, hvor Aubrey var den eneste, der skulle have noget med asparges. De tre plus to blev sat foran os, men ikke Aubreys, så vi ventede … ret længe … Tim spurgte efter et stykke tid, om aspargesene mon var på vej. Den usikre, unge dame spurgte overtjeneren (som tilsyneladende ikke var helt ny i branchen), om aspargesene var på vej, hvortil han høfligt fortalte hende, at det vidste de nok mere om ude i køkkenet. Lidt efter kom hun tilbage og fortalte ham, at de var på vej! Så sagde han, en anelse køligere, at det synes han så, at hun skulle fortælle til kunden i stedet for.
Da en anden ung kvinde skulle tage vores tallerkener ud, sagde hun, mens hun pegede sigende på en af dem: “Den der kan jeg altså ikke nå!”, hvorefter hun afventede, at en af os rakte den til hende, hvilket en af os gjorde, alt imens vi næsten formåede at skjule vores smil. Det var ikke et “Undskyld, har du mulighed for at skubbe din tallerken lidt over mod mig?” eller noget i den stil, kun en simpel konstatering af, at den var uden for hendes rækkevidde. Hvad den såmænd ikke engang var, og jeg tror også, at hun umiddelbart efter fik en lille lektion i, hvordan man ikke gør, når tallerkenerne skal udskiftes, for det var blevet bemærket, så vi.
Vi har intet imod det, men det er den slags, man mister en michelinstjerne på.
De unge damer tabte også bestik fra de tomme tallerkener larmende ned på stengulvet så mange gange, at vi til sidst havde svært ved ikke at grine højt. Vi styrede os dog, for de gjorde virkelig deres bedste – det var bare endnu ikke specielt professionelt, men det kan jo komme med tiden.

Vinene havde de overhovedet ikke styr på. Tim og jeg fik to forskellige vine til den samme forret. Den ene var den anbefalede; den anden passede slet ikke til. Han fik den byttet, men det tog lidt tid at overbevise hende om, at til den samme forret skal begge nok have skænket den samme vin, især når begge vælger den anbefalede. Den til hovedretten anbefalede vin vidste jeg, at jeg ikke brød mig om, og eftersom jeg ikke havde et vinkort, spurgte jeg, hvad de i stedet kunne foreslå. Det måtte hun hidkalde assistance for at kunne svare på.
Han havde ret travlt, den ene erfarne tjener der var, for restauranten var fyldt til bristepunktet, og alle de unge kvinder havde temmelig ofte brug for hjælp og/eller vejledning.
Men igen: Maden var virkelig god, så alt i alt var det en dejlig oplevelse – og mere underholdende, end vi havde forudset.

P1040283

P1040288

Der er arbejde, og så er der arbejde … se de fine pollenkurve på biens bagben.

7. april 2022

Økologi og dobbeltmoral

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:13
Tags: ,

Jeg køber en del økologiske varer. Økologi er ideologi. Det er også økonomi – ikke kun for producenten, men også for forbrugeren.
Jeg køber det for smagens skyld. Der er meget mere smag i økologiske mejeriprodukter, hvilket selv John fandt ud af helt uden jeg behøvede at prædike for ham. Han kom engang hjem med en ikke-økologisk creme fraiche, fordi de ifølge ham ikke havde flere økologiske. Da jeg så den, sagde jeg, at en anden gang skal han så bare ikke købe nogen, for så vil jeg hellere undvære, hvilket medførte et af de blikke fra John, som betyder, at “nu synes jeg du er fjollet, men jeg siger ikke noget”.
Så smagte han den.
Og sagde: “Okay. Jeg køber aldrig mere ikke-økologisk creme fraiche! Den smager jo ikke af noget!”
Det lærte han på den go’e måde, kan man sige.
Jeg køber ikke økologisk kaffe, for der kan jeg ikke smage forskel, og så gider jeg ikke bruge ekstra penge på det. Der er mange varer, jeg køber som ikke-økologiske, og det er her, at dobbeltmoralen kommer ind i billedet. Kan jeg få den økologiske vare til samme pris eller kun lidt dyrere, køber jeg den økologiske; ellers ikke (undtagen for mælkeprodukters vedkommende). Det er dobbeltmoral, så det synger.
Jeg synes ikke, at økologisk kød smager bedre, men her tænker jeg mere i dyrevelfærd end i selve den økologiske tanke. Når jeg køber det fantastiske ikke-økologiske kalvekød hos Velfærdskød på Møn, ved jeg, at dyrene har haft det optimalt, hvilket er vigtigere. Plus, at jeg støtter lokal produktion, hvilket også kan bidrage en smule til gloriepudsningen. Lokale varer køber jeg i videst muligt omfang, men det er jo ikke muligt at købe alt lokalt. Kaffe og te, fx, men også meget andet. Jeg er overvejende ved at gå bort fra at købe de meget eksotiske fødevarer, som kommer fra den anden side af jorden, men en avokado kan jeg altså godt lide indimellem.

Den gode farsEndelig kan jeg godt lide at lave tingene selv, hvilket jeg har belastet jer med utallige gange, når jeg hen over sommeren blærer mig med alt muligt hjemmelavet vinterforråd. Færdigretter er ikke noget vi gør i her i huset, og det der inspirerede mig til indlægget i dag, var den nakkesteg Brugsen havde på tilbud. 99 kroner for 2,3 kilo. (Ikke et ord om, hvad svineproducenten fik for kødet, for det ved jeg ikke noget om.)
Det tager et par minutter at skære det i kødhakkervenlige skiver og yderligere nogle få minutter at hakke det.
Fordeling i poser og så i fryseren. Fem pakker mager fars for en tyver stykket – what’s not to like? Måske for nogle, at det ikke var økologisk kød, men smagen er allerede her i top, så det gider jeg ikke.
Vi kører ikke efter specifikke tilbud, for det kan hurtigt ruinere besparelsen, hvis man af den grund skal flere steder, men jeg ser altid efter gode tilbud, når jeg alligevel er ude at handle. Det er fordelen ved at have god lagerplads i form af to køleskabe og to frysere – plus et loft uden dagslys og en god temperatur året rundt. 
I den anden ende af skalaen køber jeg heller ikke discountvarer, hvis det er skodvarer, hvad det godt kan være. Det kan også sagtens være varer der er helt okay, men her skal man kende både produkter og priser. Det gør jeg så også … og jeg kan godt lide at have en fornemmelse af, hvad de opnåede rabatter løber op i – de kan nemlig normalt betale en gourmetmiddag om året.

Charlotte er ikke dobbeltmoralsk. Hun går all in og er gået fra kun at have et overbærende smil tilovers for folk, der gik ind for økologi til udelukkende at købe økologiske og bæredygtige fødevarer. Holdningsændringen skyldes flere faktorer: De fik flere penge mellem hænderne, og det gik op for hende, at smagen er bedre. Bæredygtighed og miljø er også blevet mærkesager for hende. England er på nogle områder lidt gammeldags i forhold til Danmark, men de har i mange flere år haft et langt større udvalg af økologiske fødevarer end vi har.

19. marts 2022

Eksperiment

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:48
Tags: , ,

Jeg havde ikke tænkt over, at det allerede var ramsløgtid, før de i en vejrudsigt viste en mand gå og plukke fine, nye og spædgrønne ramsløg.
”Allerede!”, sagde jeg til John. “Så skal vi da ud at samle ramsløg”.
Som sagt, så gjort. I går. Store er de ikke endnu, men de er der, og det er nu, de er allerbedst.
Som sædvanlig har jeg svært ved at beherske mig, for selv om det ikke var det tætte ramsløgtæppe, der kommer inden for de næste 2-3 uger, så er der på ‘mit’ sted så voldsomme mængder, så hvis jeg orkede (og måtte … ) kunne jeg uden problemer forsyne samtlige supermarkeder på Sydsjælland med ramsløg.
Jeg beherskede mig dog så meget, at selv John spurgte, om jeg var sikker på, at jeg havde nok.
Det var jeg sikker på, og da de kom i vasken til skylning, tænkte jeg, at nu havde jeg vist igenigen været lidt for grådig.
I aften skal vi have ramsløgtærte, som fx denne her, som er meget lækker, men det tager kun 100 gram, og jeg hentede en anelse mere end det.
De kan holde sig relativt længe i køleskab, men jeg fik den tanke, om jeg yderligere kunne forlænge holdbarheden ved at gøre det modsatte af at pakke “i beskyttende atmosfære”, nemlig vakuumpakke mindre portioner.

Vakuumpakede ramsløg (2)

Som sagt, så gjort.
Nu ligger der seks portioner ramsløg i det lille ekstrakøleskab, som jeg har netop til den slags ting, der har bedst af at blive opbevaret køligt, men ikke har plads til i køleskabet i køkkenet.
Det er her, på reservekølelageret, jeg opbevarer de solovntørrede tomater, pestoen fra den basilikumbusk, jeg har hver sommer i drivhuset, samt agurkesalaten fra sidste sommers mange agurker. Når jeg opbevarer disse ting i køleskab, holder de meget længe, også farven – alle tre nævnte ting ser stadig lige så friske ud som den dag, jeg lavede dem, så et ekstra køleskab kan anbefales.
Det ekstra køleskab kom sig af, at vi fik Sus og Jans, da de renoverede deres sommerhus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var rigtig nyttigt at have, så da det døde i løbet af denne vinter, købte vi fluks et nyt, som er lidt mindre end det, vi fik, men da det er uden den unødvendige frostboks, er det i realiteten lige så rummeligt.
Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at et nyt kunne fås for den ringe sum af 1300 kroner – det er sikkert hurtigt tjent hjem pga. et langt mindre strømforbrug. Som en yderligere besparelse holder jeg det på 5-6°, hvilket er fint til formålet. I køkkenet er det 2°, hvilket er under normen, men ifølge min erfaring holder tingene sig i op til dobbelt så lang tid som ved 4°.
Det er også godt at have ekstra kølekapacitet, når der er købt ind til mange gæster eller når englænderne er her i en uge. Jeg kan godt lide at købe stort ind og/eller købe ind til mange dage – det sparer penge og tid, og når englænderne er her, vil jeg helst ikke tilbringe for meget af den dyrebare tid i et supermarked – helst kun den tid det, sammen med Charlotte, tager at købe de ting, hun ikke kan få i England og derfor vil have med hjem.

4. marts 2022

Man kommer ikke tættere på en rigtig stjerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags:

Vi har været på Molskroen. De har flere former for arrangementer, og jeg bookede et “Vinterophold”, som inkluderede en overdådig Afternoon Tea, en 6-retters menu om aftenen, overnatning og – selvfølgelig – morgenmad.
Lad det være sagt med det samme: Det var det bedste måltid, vi nogensinde har fået. Norsminde Kro er overhalet. Molskroen aspirerer til en Michelinstjerne, og det skal nok lykkes for dem en dag. De er allerede anbefalet i den berømte guide, men har altså stadig stjernen til gode, og når det sker, er jeg glad for, at vi nåede at spise der inden den kommer. Det var nemlig ikke kun det bedste måltid; det var også det dyreste! Jeg vil ikke røbe den samlede pris, men vinmenuen alene kostede 1200 kroner! Der var hele tre Premier Cru-vine, og de syv af de otte vine var virkelig gode. Men 1200 kroner, altså … pyyhhh … lige pludselig var jeg meget glad for, at John ikke drikker vin. Jeg spurgte ikke i aftes, hvad den kostede, for selvfølgelig skulle jeg da have en vinmenu, når vi skulle have så meget og så forskellig mad, og jeg lod som overhovedet ingenting, da jeg afregnede i morges. Osteanretningen med lutter Arla Unika-oste var også ekstra.

10 serveringer

Med denne ekstra osteanretning kom vi op på 10 serveringer, selv om de kaldte det for en 6-retters menu. Vi var så mætte, at vi efterspurgte en shuttleservice til vores værelse … som i øvrigt ikke bare var et værelse, men en juniorsuite, med dagligstue (med biopejs), et kæmpestort og meget luksuriøst badeværelse, to store dobbeltsenge (med dør imellem) på første sal, samt en lille terrasse med bord og stole. Et lille SMEG-køleskab med masser af drikkevarer og snacks. Kaffe til selvbryg med rigtig mælk og ikke det skrækkelige pulverfløde. Parkering lige uden for døren. Det var ganske enkelt vild luksus.
Jeg har ikke plads til alle ordene, der ledsagede maden, og jeg kan da heller ikke huske dem alle.
1) Kongekrabbe med ægte kaviar og en fantastisk sauce. 2) Rejer. Som ikke bare var rejer. 3) Kartoffelgalette med bl.a. peberrodscreme og en fantastisk sauce. 4) Pocherede østers med rosen- og grønkål, urter, hasselnødder og en fantastisk sauce. 5) Brød og smør. Ja! Bare brød og smør, men brødet var lavet på en surdej, som kokken startede op for otte år siden, plus to gange hjemmerørt smør. 6) Resten af brødet med grillet slethvar med jordskokcreme, jordskokchips, vintertrøfler og en fantastisk sauce. 7) Morkler med kyllingefarsfyld, helt nye babyramsløg, syltet havtorn og en fantastisk sauce. 8) En and (som jeg ikke husker navnet på) med et par små kartofler og en fantastisk sauce. 9) Osteanretning. Vi kunne vælge op til fem oste fra det store udvalg, som vi fik fortalt om i alle enkeltheder. 10) Dessert med citrussorbet og solbæris.

Ostebordet med oste fra Arla Unika

Maden kom ikke bare med en tjener. Nænæ, der kom en hel delegation til hver servering. Nu var vi kun to personer, så vores delegation bestod kun af tre eller fire tjenende ånder, nemlig en tjener til hver af os, plus ham, der skulle præsentere maden for os, og – når der var en sauce til, hvad der ofte var – en gut fra køkkenet til at servere den på tallerkenen.
Jeg har ikke før fået 10 serveringer, jeg har sjældent følt mig så mæt og jeg har aldrig fået så udsøgt mad som i går.
Vi kunne have levet af saucerne alene. Englene sværmede rundt om os, når vi spiste dem. Saucerne, altså …
Hvis man vinder i Lotto, så kan jeg på det varmeste anbefale Molskroen. For os var det en kombineret kompensation for den i vrede aflyste nordlystur til Tromsø og en fødselsdagsgave fra mig til mig. Os.
Hvad vi ellers oplevede på de to dage, må komme i et andet indlæg.

20. februar 2022

Brødnid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:17
Tags: , , ,

Jeg har købt en ny bagemaskine. Det er mere end et år siden, den gamle først indimellem og senere oftest bagte brød, jeg enten smed direkte ud eller i hvert fald ikke ville servere for andre end os selv.
De hævede ikke ordentligt og blev nogle værre kanonkugler. Gæren var i orden mht. udløbsdato. Melet også, selv om jeg havde haft noget af det ret længe, idet det var købt i England helt tilbage i starten af 2020, men umiddelbart okay at bruge. Jeg var sikker på, at der måtte være noget galt med varmelegemet, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og afsøgte markedet for en god maskine, som endte med at blive en fra Panasonic. Ikke den billigste, men den kan både bage rugbrød og selv lave surdej, hvad den gamle ikke kunne.

Den blev straks afprøvet efter ankomst med at halvt kilo af det gode mel, jeg købte da vi var derovre i julen.
Resultat? Det hidtil hårdeste brød! Dejen var overHOvedet ikke hævet, så det var så kompakt, at det ikke engang var bagt ordentligt igennem. Jeg bandede og svovlede – og undrede mig i endnu højere grad end før. Et er, at jeg ikke er god til at bage brød, men det kan da ikke passe, at jeg ikke engang kan proppe nogle få ingredienser i en beholder og trykke på en knap!
Kan I huske den Hitchcockfilm, hvor mordvåbenet er en frossen lammekølle, som senere bliver tilberedt og fortæret i selskab med den politimand, som skulle opklare sagen? Det “stumpe mordvåben” blev dermed aldrig fundet. Det var sådan et brød, jeg fik med den nye maskine.
Jeg kunne have givet John en ordentlig en i nødden og derefter smidt brødet i fjorden. Mordet på min stakkels mand ville dermed forblive uopklaret i al evighed.

Gærunderligheder (3)

Jeg har disse to typer tørgær, købt i England. Den danske dur ikke. Som man kan læse, er gæren til venstre uegnet til bagemaskiner, og man anbefales i stedet at anvende deres “Easy Bake”, som er den til højre, og som er den, jeg har brugt det sidste år, men nu havde jeg den alvorligt mistænkt for alligevel ikke at være specielt god. Både Charlotte og jeg har bedst erfaring med en gær fra Doves Farm, men den er ofte udsolgt … nok fordi det er den bedste.

Jeg gik på nettet og søgte viden om forskellene på engelsk tørgær.
Jeg ville ikke give op endnu og forsøgte igen; denne gang med det gær, som kun kan bruges til manuel bagning, fordi det er for grovkornet og derfor ikke kan arbejde hurtigt nok. Jeg doserede 25 % mere end opskriften angav, men kom ellers præcis de samme ingredienser i som ved første bagning.

Miraklet skete!
Ud kom et brød, der næsten var hævet helt ud af maskinen, selv om jeg kun havde bagt et mellemstort brød (man kan bage et lille, et mellem og et stort. Det kalder Panasonic for medium, large og extra large …).
Det var altså gæren, der ikke duede. Man kan ikke bruge den gær, man kan bruge, og den gær, man ikke kan bruge, er fænomenal!
Det er altså vildt mærkeligt! Er der noget at sige til, at man indimellem får grå hår i hovedet?
Og nej, det er ikke noget, jeg permanent har. Af en eller anden grund bliver jeg ikke gråhåret – måske fordi jeg fik det ‘fornyet’ for ni år siden?

Gærunderligheder (1)

Herover resultatet af de to bagninger. Samme ingredienser, samme bageprogram. Forskelligt gær.
Brødet smager himmelsk. Til maj, når vi igen skal til England i bil, skal jeg have købt nogle forskellige poser af deres mange slags eminente bagemaskinemelblandinger. Hvorfor halter vi så langt bagud med det herhjemme? Fordi vi ikke bruger bagemaskiner i stort omfang, fordi vi ikke kan få ordentligt gær til dem?

Men nu har jeg altså to bagemaskiner, for jeg må jo nok konkludere, at det ikke var den, der var noget galt med.
Jeg håber, der er et familiemedlem, der vil overtage den, for jeg er trods alt glad for, at jeg nu har anskaffet mig en, der kan meget mere, når jeg nu ikke selv kan, og jeg synes det er fedt, at den kan lave surdejs- og rugbrød.

Og – den sidste lille krølle på historien er, at jeg netop har fundet ud af, at jeg kan købe det føromtalte bedste tørgær fra Doves Farm hos Med24. Det har jeg nu bestilt et par poser af, så jeg også kan sende en over til Charlotte, hvis hun stadig ikke kan få fat i det derovre.

18. februar 2022

Mad på et konferencested

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

Det er Dining Week i denne uge. Jeg havde set det for længe siden og derefter glemt alt om det, fordi vi skulle så meget andet, nemlig have besøg af englænderne og kort tid derefter på nordlystur til Tromsø. Glemt det, indtil Ditte skrev og sagde, at de var i København til et af stederne, der leger med – og nu skal vi jo ingen af de to nævnte ting! Jeg har dog booket et ophold på Molskroen på min fødselsdag, så selv om vi ikke får set noget nordlys der, så kan vi i det mindste få os noget god mad og desuden kombinere det med en tur til Moesgaard Museum for at se RUS, som får mange roser, både fra publikum og fra anmeldere.
P1030767Var der mon overhovedet ledige pladser tilbage? Det er jo som regel et godt tilbud og en god måde at enten se en restaurant an på eller få en god middag noget billigere end man normalt ville slippe afsted med.
Jeg kiggede på programmet. Det meste var udsolgt og der var derfor ingen mulighed for at besøge nogen de steder, jeg primært ville have udvalgt. Vi gad ikke rigtig tage ind til København, hvilket yderligere begrænsede udvalget betragteligt – vi endte med at have fem steder at vælge imellem, så vi lod menuen afgøre det. Vores ellers så højt priste Mejerigården havde desværre ikke det mest spændende tilbud, syntes vi, og det gjaldt for næsten alle med ledige pladser. Det kunne dog ikke undre, at de mest spændende også var de mest efterspurgte …
Vi endte med at tage til udkanten af Slagelse, på Vilcon Hotel- og Konferencegård, som havde den mest fristende menu af de fem – har I fx nogen sinde smagt rygeost-panna cotta? Det havde vi ikke – men jeg må sige, at det heller ikke er noget, jeg vil opsøge fremover, selv om det såmænd ikke var dårligt. Der var bare det med det der brøndkarseskum … jeg har før udbredt mig om, hvor dårligt jeg har det med skum på min mad. Jeg har vildt svært ved at abstrahere fra tanken om, at der er nogen, der har spyttet på min mad, og det gjorde sig også gældende her … der var oven i købet ret meget af det spyt!
Hovedretten kompenserede fint for spyttet – den var yderst delikat – og desserten var en himmerigsmundfuld. Eller tyve – holddaop, hvor var vi mætte.

Vilcon Hotel- og Konferencegård er, som navnet antyder, ikke bare en restaurant. Faktisk kan man ikke komme ind fra gaden og få sig et måltid mad, medmindre man har en overnatning, men det er en god ide at melde sig til Dining Week i en vinterferieuge, hvor der næppe bliver afholdt kurser eller konferencer.
John og jeg sad og snakkede lidt om, hvor glade vi er for ikke at skulle til flere konferencer i vores liv. Kurser var okay i de fleste tilfælde, men vi har intet imod at være sluppet for begge dele. Det, man somme tider huskede bedst var, hvor god mad de serverede – det var i høj grad noget, de forskellige steder konkurrerede på.

Ved bordet bag os sad en familie bestående af mormor, morfar, to døtre, en svigersøn og en lille pige på 3-4 år. Den sødeste lille pige, som forstod at begå sig på de bonede gulve. Hun var ikke usynlig, men både snakkede og legede lidt. Hun var på intet tidspunkt irriterende eller højrøstet. Bare sød. Jeg kan godt huske, hvor glad jeg blev, når folk roste mig for Charlottes opførsel, når hun var med i byen (hvad hun relativt ofte var – jeg var jo alene med hende i mange år), så jeg gjorde det samme her, og de tog fint imod mine roser.
Jeg gider ikke støjende unger, når jeg er på restaurant. Der er steder i København, der ikke tillader adgang for børn under 12 år. Det kan jeg godt forstå. De forældre, der ikke kan (eller vil …) styre deres skrigende og/eller højtråbende unger, må finde andre steder at larme end der, hvor jeg skal nyde et godt måltid mad.
Grumpy old lady? Mig? Jada!

3. januar 2022

Den syndige del af julen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: , , ,

Normalt plejer vi at spise relativt behersket den 25. og 26. december, fordi vi har mæsket os i masser af andesteg, brunede kartofler, osv. – samt ikke mindst risalamanden – den 24.
“Normalt” er, når vi er hjemme i Danmark.
Vi var som bekendt ikke i Danmark i år, så det var ikke en “normal” jul, forstået på den måde, at første juledag skulle vi fejre engelsk jul sammen med Tims mor og Julian. Charlotte havde købt en kalkun på 6,5 kilo hos den fantastiske slagter, fra hvem hun også havde bestilt de to ænder og to (store) kyllinger. Sidstnævnte skulle bruges til hønsekødssuppen, som det er tradition i min familie, at vi spiser lillejuleaften. Vi laver meget, så der er rester til en eller to af de dage, hvor man hverken orker at lave eller at spise mad, men alligevel skal have lidt for at overleve.
Juleaften som sagt på dansk. Vi var otte personer, og da det plejer at være meget små ænder, havde C i år bedt om STORE ænder, og det skal jeg da også lige love for, at de var. Store ænder med masser af kød på og stort set intet fedt, så de var uhyre velsmagende.
Aubrey fik mandelgaven … helt uden snyd…
Nok om det – denne danske udgave er jo ikke en pind forskellig fra den, I alle kender så godt.

Juleaften 2

Juledag var Charlotte tidligt oppe for at fylde kalkunen og sætte den i ovnen. Elizabeth havde dagen i forvejen lavet brødfyldet og brødsovsen, som skal hhv. i kalkunen og til kalkunen. C lavede farsfyldet. De to slags fyld skal (i Tims familie) ind i hver sin ende af fuglen – vi andre havde nok blandet det hele sammen, men det er ikke en mulighed her.
Som tilbehør er der stegte kartofler. De koges først næsten møre, hvorefter de vendes i gåsefedt og ovnsteges. Det samme gøres med kvarte pastinakker. Rosenkål koges. Der laves brun sovs og brødsovsen varmes. Tranebærsyltetøj sættes på bordet.
Tim skar den store kalkun for – dog ikke ved bordet, som man ellers skal, men det nægter han pure, så det bliver klaret i køkkenet.
Inden da havde der – inde i stuen – cirkuleret et fad med laksesandwiches, som Elizabeth kom med. Hertil champagne. For visses vedkommende som en Bucks Fizz; dvs. pænt fortyndet med appelsinjuice. Klokken er stadig kun 13 …

Juledag

Heston Blumenthal Christmas pudding

Det værste ved kalkunmiddagen er, at man ikke kan færdiggøre noget i forvejen, så C havde supertravlt den sidste time indtil kl. 14:30, hvor vi gik til bords. Hvor det juleaften er mig, der er ‘på’ som kokkemedhjælper, er det her Elizabeth, som har den tjans – jeg er på ingen måde på hjemmebane mere.
Bordet var så smukt dækket; naturligvis inklusive de traditionelle Christmas crackers, som ingen englænder kan forestille sig en jul uden. Der er altid en fjollet hat i, som alle forventes at have på under hele middagen. Der er desuden en lille, mere eller mindre ubrugelig ting, samt en gåde, som altid er en pun. Den gåde, man har fået, læses op efter tur, og så skal de andre gætte løsningen, hvilket ikke er nemt, heller ikke, selv om man er indfødt englænder.

Efter kalkunen kommer værten ind med en Christmas pudding, som i år var Heston Blumenthals Hidden Orange Christmas Pudding. De er hurtigt udsolgt og handles på hurtige auktioner til vildt høje priser, men C havde bestilt den i forvejen og fik den til butiksprisen.
Den flamberes først med masser af brandy, hvorefter den serveres med brandy butter og brandy cream.
Det var helt klart den bedste af slagsen ever – virkelig helt vildt god og ikke så tung, som denne dessert normalt er. Smørret, der er rørt med cognac og den tykke fløde med et generøst skvæt ditto er ganske enkelt et uforskammet lækkert og lige så uforskammet syndigt tilbehør. Jeg kan sagtens forestille mig en dansk honningkage smurt med cognacsmør.

StiltonostenUmiddelbart derefter skulle vi have haft stiltonost (og brie og cheddar) med kiks og vindruer (og portvin, naturligvis), men vi kunne knap nok rokke med ørerne, så vi blev enige om at vente med det.
Faktisk fik vi ikke ostene før ved nitiden om aftenen – så længe gik der, inden vi kunne forliges med tanken om at indtage mere mad.
Stiltonosten, som (også) var umanerlig velsmagende, blev delt horisontalt på midten, og så graver man ellers bare ost ud med den til formålet designede stiltonske.
Vi spiste meget af den i løbet af de dage, vi var der, men der blev rigeligt tilovers til deres stilton and broccoli soup en af juledagene.
Den suppe elsker de alle fire, selv om det kun er Tim, der spiser stilton ‘rent’.

Anden juledag spiste vi hønsekødssuppe og tredje juledag kørte vi mod Harwich.
Vi elsker at holde jul i England, men vi synes selvfølgelig også, at det er skønt, når de kommer her til Danmark, hvad de forhåbentlig får lov til her i 2022.

2. december 2021

Længe leve dovenskaben

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:32
Tags: , ,

Når nu man har et køkken fyldt med alle mulige redskaber og hjælpemidler, så skal man også bruge dem. Jeg elsker dimser og gadgets – og jeg elsker alt, der kan gøre livet i et køkken nemmere. Har jeg aldrig købt noget, jeg senere har fortrudt? Jo, det må jeg desværre indrømme. Fx den Melissa ‘Spiralizer¨, jeg købte engang, fordi jeg blev så betaget af de lange, tynde strimler, man kunne lave ud af sine agurker, squash, gulerødder, osv. Det var den bare ikke særlig god til. Når jeg prøvede med gulerødder, blev strimlerne for det første alt for grove, og for det andet kunne den kun strimle knap halvdelen af guleroden. Den kan præstere flere tykkelser, men den tyndeste af de tre er stadig for grov til min smag. Den maskine var heldigvis ikke overvældende dyr, for den står bare i et skab og fylder.
Bortset fra den, er der vist ikke rigtig noget, jeg ikke bruger. Naturligvis ikke hver dag, men dog med jævne mellemrum.
I dag havde jeg gang i krydderikværnen. Den er god, når jeg laver mine forskellige kryddersalte og når jeg skal knuse tørrede chili til pulver.
I dag skulle jeg lave Italienske overraskelser – en opskrift, jeg via Ditte fandt hos Liselotte sidste år, og som giver nogle særdeles lækre småkager, som hurtigt forsvandt fra dåserne. Til dem skal man bl.a. bruge tre spsk finthakket rosmarin og tre spsk hakkede pistacienødder pr. portion dej. Jeg er ikke vild med at stå der og hakke løs; især rosmarinen tager lang tid, fordi med finthakket menes der finthakket – hvis ikke man er omhyggelig med hakkeriet, bliver det nemt nogle stive pinde, som hverken smags- eller synsmæssigt går særlig godt til småkager! Jeg tog derfor krydderikværnen, kom lidt af sukkeret i sammen med de små kviste rosmarin. Vrummm, vrummm og vupti! Lige før det var færdighakket, kom jeg pistacienødderne i og gav dem en kort tur, så inden jeg langsomt kunne tælle til 20, var det hele lige til at blande i dejen.
Småting, siger I? Ja, måske. Men opvaskemaskinen klarer rengøringen, og jeg slipper for den del af proceduren, jeg bryder mig mindst om, så hvorfor ikke? Længe leve dovenskaben.

OBH 6730 Perfect Eggs ÆggekogerJeg er god til at lave mad, men jeg kan ikke koge et æg! Det sidste siger man som bekendt om en, hvis kokkereringsevner lader en en del tilbage at ønske. Det gør mine madevner ikke, men jeg er virkelig elendig til at koge æg, som jeg – eller andre – ønsker det, og derfor har jeg i mange, mange år haft en æggekoger. Sådan en gør hvad den bliver bedt om – hverken mere eller mindre.
Jeg er netop i dag kommet på min fjerde af slagsen. De tre andre har jeg måttet kassere, fordi lågene gik i stykker. Ikke fordi jeg smider rundt med dem, men fordi de åbenbart er lavet af et materiale, der tåler den megen varme dårligt. Det irriterer mig ærlig talt at skulle kassere noget, fordi et fjollet plastiklåg ikke kan bruges mere, men æggekogeren kan nu engang ikke anvendes uden låg. John har forsøgt sig med forskellige former for reparation, men ingen har vist sig at være gode nok, desværre.
Nu har jeg købt og modtaget, men er der eventuelt en, der kan anbefale en, der holder rigtig længe? Jeg regner jo ikke med, at denne her holder mit liv ud. Det er i øvrigt en OBH …

12. november 2021

Der er flere måder at få varmen på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: ,

Brænde til huse (2)I onsdags kom brændetårnet, vi havde bestilt. Som en sidebemærkning vil jeg da lige klemme ud, at jeg tror der er nogle, der benytter sig af situationen og lader priserne stige, bare fordi nogle andre er nødt til at lade dem stige. Jeg gav 27 % mere for et tårn brænde med ovntørret avnbøg mage til det, jeg købte i januar i år. Så meget tror jeg simpelthen ikke på er en reel stigning, men jeg kan intet stille op andet end betale ved kasse ét, hvis jeg vil have mit vinterbrænde, og det vil jeg.
Hvis alle lader deres varer stige tilsvarende, kommer inflationen op på noget mere end de 3 % den er lige nu. Og mange gør det. Nogle af nødvendighed, andre fordi de lige skal malke os og skumme fløden for nu at blive i det samme billedsprog.
Nå. Brændet kom på plads, og vi fik varmen fra det første gang.

Vi fik også varmen af at åbne østers. Både i overført og egentlig betydning, for de var dæleme svære at åbne. De stillehavsøstes, jeg fandt i lørdags, er nogle store og muskuløse bæster, så jeg kan godt forstå, at krofatter sagde, at de bare skal på grillen, da man så slipper for at have den kamp om hvem der er stærkest.
Men. Så er det jo stadig den rene østers, og det er ingen af os helt vilde med. Der skal helst lidt til at camouflere.
Vi vandt over dem alle, men til de tre største måtte der grovere midler til end bare en gemen østerskniv. De kunne dog ikke vedblive at stritte imod, da John troppede op med det svære skyts i form af skruetrækker og hammer.

Genstridige østers (6) Genstridige østers (3)

De mindre var klart nemmere at få åbnet end de store, men det lykkedes som nævnt, og fordi skallerne var så grimme, lagde jeg østerserne op i en skål, hvorefter de blev skyllet.
Amatører, vil mange sikkert sige, men vi vil hverken spise skalrester, sand eller havvand, så sådan blev det.

Genstridige østers (2)

Jeg havde fundet en opskrift med en blanding af creme fraiche, hvidløg og persille (+ salt og peber), som lægges på, hvorefter der drysses med parmesanost.
Ind med fadet under ovngrillen, til overfladen var gylden. Et godt brød til, og hermed var weekenden indledt med en blæret frokost.
Vi kunne så konstatere, at seks østers til hver er for meget – tre havde været passende, men vi tænkte ikke lige på at invitere naboerne, hvilket vi skulle have gjort, men vi kom da igennem det, og her efter godt fire timer har vi stadig ingen mén efter måltidet.

Genstridige østers (4) Genstridige østers (5)

Jeg var lidt forbavset over, at østers kan holde sig i op til 10 dage. Vi fik at vide, at hvis vi skulle have gæster i weekenden efter indsamlingsdagen, var der ingen problemer forbundet med det, og det var da også sandt nok. Vi skulle bare tildække dem med lidt frisk tang. Jeg lugtede naturligvis til hver enkelt efter åbning, og de lugtede bare af hav, ganske som de skulle. De kunne heller ikke have været så muskelstærke, hvis de havde været hel- eller halvdøde, vil jeg tro. Det er i en helt utrolig voldsom grad sådanne to skalhalvdele kan være hermetisk tillukkede.

Nu har vi prøvet at indsamle egne østers. Det er ikke udelukket, at vi prøver igen engang, men det bliver i Vadehavet, hvor vi kan nøjes med at trække i gummistøvlerne og bare tage dem op med vores bare hænder.

7. november 2021

Ku’ vi li’ østers?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:29
Tags: , ,

Ja, det ku’ vi da …
Østerssafari Tambohus (3)Vi har været på østersophold på Tambohus Kro.
En del af det koncept var, at vi selv skulle med ud og indsamle østers. Vi var mange, der havde fået lyst til at prøve sådan noget. Krofatter stod selv for arrangementet, som startede med, at vi alle fik udleveret et par waders, en spand og en si på en lang stang. Derefter viste han os teknikken, hvis man vil have en østers i spanden: Når man har lokaliseret den, anbringer man sien lodret lige ved siden af østersen og ‘sparker’ denne ind i sien, som så løftes op, forhåbentlig indeholdende dyret. Det tog lige nogle forsøg, inden den teknik sad der, men efter en lille halv time skovlede jeg dem nærmest op – jeg fik samlet en hel spand, som vi måtte tage med hjem – med de indfangne østers i.
Om aftenen skulle vi have en femretters menu, hvor en lille ekstra ret var noget med (tilberedte) østers som en lille snack til at begynde med.

Østerssafari Tambohus (6)

Her ses Ditte i gang med at sparke en østers i mål. Det gik desværre knap så godt for hende, for hun fik kun en enkelt. Heldigvis gik det bedre for Peter, så de kom også hjem med det meste af en spandfuld.

Østerssafari Tambohus (8)

Det var dårligt vejr – på et tidspunkt regnede det så meget, at vi ikke kunne se ned i vandet, men da havde jeg lært at finde dem med fødderne, så jeg følte mig som en måge, der står og stamper orm op.
Det var lidt af en balancekunst at stå på ét ben og foretage sparkebevægelser med det andet, når man står i vand til navlen. Jeg var flere gange nervøs for at vælte, for det svimlede lidt for mig (og de fleste andre, hørte vi bagefter), når man stod og kiggede ned på vand, som bevæger sig. John gik længere inde, for han havde regnjakken uden på sine waders, mens jeg godt kunne have min inde under dem, som det ses på billedet. At jeg så lignede en michelinmand, var der ikke rigtig noget at gøre ved – jeg var ikke den eneste. Jeg havde to strikkede sweaters på under Johns tynde regnjakke, fordi jeg regnede med, at vi ville blive gennemkolde. Hele øvelsen viste sig dog at give varmen godt og grundigt, så jeg var blevet helt våd indefra i stedet for.

Østerssafari Tambohus (10)

Men det var sjovt. Det var faktisk virkelig sjovt at prøve. Da vi kom op med vores fangster, stod krofatter og åbnede for dem, der ville have en rå østers frisk fra Limfjorden. Champagne fik vi skam også. Jeg foretrækker østers, når de er tilberedt på en eller anden måde, så han behøvede ikke at åbne en for mig, men Ditte, det modige kvindemenneske, ville gerne have en af de rå. Jeg kan godt spise dem rå, men synes bare ikke det er nogen delikatesse.

Østerssafari Tambohus (11)Østerssafari Tambohus (12)

Her excellerer Ditte så med indtagelse af en sprællevende østers – og jeg har fået tilladelse til at offentliggøre billederne her på bloggen. Jeg skrev jo lige, at hun er en modig kvinde:

Østerssafari Tambohus (13)Østerssafari Tambohus (14)Østerssafari Tambohus (15)

Østerssafari Tambohus (18)

Det var som sagt en både god og sjov oplevelse. Synes de tre af os.
Kroen gav os, som en fin gestus, synes vi, en østerskniv, så vi kan åbne dem, vi har fået med hjem. Vi havde netop talt om, at det jo ikke dur at tage dem med os, for ingen af os har østersknive. Det har vi så nu …
Jeg kunne sagtens gøre noget tilsvarende igen, men det bliver uden John. Han erklærede med både dyb overbevisning og stærke følelser, at han i hvert fald ALDRIG skulle ned i et par waders igen!
Han syntes dog også, at det havde været okay at prøve, men de der waders, altså … de havde nær taget livet af ham.
Det var et helvede at få dem på, et lidt mindre helvede at få dem af, og det største helvede at have dem på. Han fik desværre et par, der var lige stramme nok; det var også derfor, han måtte tage jakken ud over. Den kan han jo så tænke lidt over … ih, hvor er jeg ond nu …

31. oktober 2021

Skønhed og vellugt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:36
Tags: , , ,

Vi har da bare det flotteste efterår i år, har vi ikke? Skønne, dybe, brændende farver til overflod. Og så oven i købet et vejr, så man kan nyde farveeksplosionen i lang tid.
John siger, at det siger jeg hvert år, så der er åbenbart ikke noget usædvanligt ved det …
I forgårs var jeg på planteskole for at købe et eller andet, der kan stå i en af de store baljer jeg har stående på terrassen. Jeg gik efter en japansk løn, der hedder Bloodgood, men der havde billedet i Haveselskabets blad snydt kraftigt, for den havde slet ikke den skrappe, rødorange farve som blev vist. Man skal ikke gå efter at købe flotte efterårsfarver, hvis ikke det er efterår! Jeg var blevet slemt skuffet, hvis jeg havde stolet på det billede.
I stedet købte jeg en lille stjernetop, som ikke kun er smuk rød nu, men får små, lyslilla blomster om sommeren. Ydermere bliver den ikke ret høj, så den vil ikke vokse op og skærme for noget af den dejlige udsigt. Ikke et eneste sted står der noget om, at dens løv også har en flot efterårsfarve, så det med at gå på planteskole og med egne øjne se planterne, som de står lige nu, er bestemt den bedste måde at udvælge på.
Benved er også meget flot, men den har jeg et andet sted, og den bliver for høj til terrassen. Måske vil jeg yderligere have en anden plante – eller to – jeg har tre store baljer i rustfrit stål, som Søren har smedet og foræret os. Det vil se rigtig godt ud med andet end sommerblomster i dem, er jeg sikker på.

Kvædefangst 2021 (3)

Her til formiddag har vi været ude hos min kvædeleverandør. Det er en af nørkledamerne (den samme, der har de skønne filippaæbler), som siger, at der er mange flere på træet, end hun kan bruge, så jeg kan tage alle dem jeg vil.
Jeg må da nok også lige sige, at hun på ingen måde har overdrevet – hun har tonsvis af kvæder! Træet er ved at segne af de store, flotte frugter, så jeg gik helt amok og blev ærlig talt lidt grådig, men jeg skal nok få dem brugt til noget fornuftigt.
Kirsebær og flere slags æbler til fri afhentning hos bagboen. Valnødder galore hos en anden fra vejen til både plantefarvning og til at spise. Filippaæbler og kvæder på Jungshoved.
Jeg er et temmelig privilegeret menneske, men jeg ved det godt, og jeg er både taknemmelig og glad.

Nu er saftkogeren sat på arbejde.
Mens den har travlt, vil jeg se dagens Barnaby mens jeg laver den lange og tidskrævende italienske aflukning på April Cardigan, som jeg blev færdig med i aftes.
Jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil. Næsten altid, i hvert fald …
Jeg ER et meget privilegeret menneske.

4. oktober 2021

Madnostalgi og anden nostalgi

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:09
Tags: , , ,

Nogle har en ret, de husker fra deres barndom. En ret, de aldrig har fået som voksne, men som de mindes med største glæde, med tårer i øjnene og mundvandet løbende.
Sådan en ret har jeg ikke (jeg har en kage), men det har John og det har Charlotte. John er dog godt nok delvist kureret, men om det er fordi jeg ikke kunne lave budding som hans mor gjorde, eller det bare var en barndomserindring, der helst skulle have været forblevet en sådan, finder vi aldrig ud af.
Han havde sukket i flere år efter budding, som er en dessert, jeg sagtens kan leve uden – både før og nu; den har aldrig hørt til blandt mine yndlingsdesserter.
På et tidspunkt forbarmede jeg mig over John og lavede budding på rigtig, gammeldaws facon, men det var lidt af en skuffelse for ham, for det var ikke helt det, han huskede. Næste gang jeg skulle lave det, blev jeg lidt ond og lavede budding fra pulver. Det var lidt mere hen ad det, han huskede, men alligevel ikke helt det samme. Så gav jeg op, og John har ikke efterspurgt det siden. Var det ren nostalgi? Kan jeg ikke lave budding? Husker John ikke, hvordan budding i virkeligheden smagte? The answer is blowing in the wind …

Charlotte har det sådan med pærevælling. Jeg har skrevet om det før, men jeg fik aldrig dengang prøvet at genoplive barndommens erindringer for hende, og alle de henkogte pærer gik til andre ting end lige netop pærevælling. Jeg kunne ikke skaffe de finvalsede byggryn, så jeg opgav på forhånd.
I mellemtiden har jeg fundet nogle, der (måske) er finvalsede, og i morges stod der på vores trappesten en hel pose pærer fra de samme søde mennesker, som jeg også fik pærer fra dengang.
De er nu blevet henkogt, så denne gang må jeg hellere prøve den pærevælling af, engang Charlotte er her.
Hvad jeg meget håber, hun er om to uger. De skal ikke testes for at få lov at flyve til Danmark, men der er Covid-19 på børnenes skole nu, og hvis A&A bliver testet positive, skal forældrene testes, og hvis de testes positive, kommer det til at figurere i deres vaccinationsbevis, hvilket kan gå galt i lufthavnen, hvis de bliver taget ud til stikprøvekontrol. 
Børnene er sandsynligvis blevet vaccineret, inden de kommer, men der kan 1) ikke nå at gå 14 dage efter stikket, og 2) hvis danskerne er lige så fjollede som tyskerne, så er det ene stik, som er normen for engelske børn, ikke accepteret som værende fuld vaccination.
Charlotte er også tosset over begrundelsen i UK for at vaccinere børn: Det er nemlig for at beskytte dem, der ikke vil vaccineres, ikke for at beskytte børnene, for hvem bivirkningsproblemer overgås af antallet af indlagte. Jeg forstår godt hendes vrede (selv om hun trods den lader dem vaccinere), for hvis antivaxxere skulle blive syge, er det fordi de har truffet et valg, og det skal vi andre ikke tage hensyn til. Beklager, men det mener jeg. I Danmark blev der sagt “for at beskytte de ældre og sårbare”, men de er jo vaccinerede … hertil sagde Søren Brostrøm da heldigvis også, at man skal vaccineres for at beskytte sig selv, ikke andre.
Hvor er jeg i øvrigt ved at være grundigt træt af al den inkonsekvens, der i forskellige sammenhænge er i forbindelse med coronapesten. Nogle siger ét, andre noget andet, nogle ved tilsyneladende ikke, hvad de egentlig siger. Fx behøver børn under 17 år, der rejser sammen Tre af dem jeg elsker højestmed vaccinerede forældre, ikke at præsentere en negativ test, men hvis de rejser alene, skal de. Det giver da overHOvedet ingen mening! Enten er de pågældende unge smittede, eller også er de ikke – de er da for pokker ikke mindre smittede, fordi de rejser sammen med forældrene! Nå. Hids dig ned, Ellen.

Nostalgi. Hvem sagde nostalgi? Det gjorde jeg vist selv …
Billedet er et 13 år gammelt billede, som gør mig noget så nostalgisk.
Det er taget en efterårsdag i 2008 i et sommerhus ved Vesterhavet. Hver morgen sad jeg i sofaen med børnene og læste en historie for dem, mens deres mor og far sov endnu og nød, at der var nogen til at tage sig af morgenfriske børn (det er så ikke lige netop morgenfriskhed, Aubrey udstråler her …)
Det var dengang, Anna endnu ikke kunne tale rent og sagde: Mommer, you’re weally, weally sweet. I weally, weally love you.
De ord fra det lille pus kan stadig varme mit hjerte, og jeg kom til at tænke på dem da jeg så dette billede.
Der er løbet meget vand i åen siden da, men den gensidige kærlighed er ikke blevet mindre med årene.
Det kan også varme mit hjerte.

18. september 2021

Lækkert garn, überlækker mad og et uventet møde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: , , ,

Vi befinder os i Vestjylland i et sommerhus ikke så langt fra Oksbøl. Huset er ikke så stort, men det er dejligt, og det hører til de mere velforsynede af slagsen, så det gider vi ikke brokke os over.

Ribe Middelalderby (2)Ribe Middelalderby (4)

I går blev en halvtravl dag. Vi lagde ud med Ribe Middelalderby, hvor noget familie til Peter er i gang med at udsmykke den lille kirke. Hende havde de aftalt at mødes med, og hun viste sig at være en af de skønne ildsjæle, som med begejstring og íldhu formidlede sit projekt på forbilledlig og fascinerende vis. Vi blev alle fire klogere på maling, maleteknikker og andet, som det var for 1000 år siden. Det var en hel del mere farverigt, end man umiddelbart forestiller sig, hvis man har de gamle kalkmalerier i tankerne, hvad man nok kan fornemme på billedet.

IMG_3089
Next stop var Fanø, hvor vi sad det meste af en time og ventede på at komme over med færgen, men det lykkedes til sidst. Mændene satte os af ved det store telt, hvor Ditte og jeg fordybede os i garn i et par timer.
Ohhh, der var meget garn og der var også meget heeelt vildt lækkert garn. Jeg købte hvad der ses på billedet. Det er måske ikke så meget garn, men det der er repræsenterer en mindre større formue. Så er det også med silke i noget af det, yak i noget andet og noget tredje var det gode fra Manos del Uruguay.
Der kommer nok nogle sjaler ud af det – dem har jeg jo næsten ingen af i forvejen …

IbericoKulmuleMunkeost

Dagens sidste – STORE – oplevelse var Høfde 4, som Ditte havde fundet frem til.
Det var da helt utroligt godt! På vores egen private rangliste kommer den ind som en klar toer, kun overgået af Norsminde kro.
Vi fik tre retter med tilhørende vine. Ibericoskinke med syltet galiamelon, trøffelmayonnaise og rygeostcreme. Det var bare SÅ godt.
Derefter skindstegt kulmule med stegt hjertesalat med parmeanost, cremet sauce med ørredrogn og korianderkarse. Til sidst en munkeost, som Ditte kendte. Den var også virkelig god.
Det var vinene til også. De to af dem, i hvert fald. Den tredje, en temmelig alternativ rødvin, lugtede ikke godt. Som i virkelig ikke godt. Stald, latrinær og petroleum var nogle af vores forslag. Tjeneren, som vidste meget om sine vine, indrømmede, at den var meget speciel, men bad os om at give den en chance, for den ville være meget anderledes, når man spiste osten til.
Jeg gav den den chance. Og en til. Den smagte præcis lige så rædsomt, som den lugtede, syntes jeg. Ditte kunne godt lide den, hvilket forbavsede mig, men jeg hidkaldte tjeneren og sagde, at nu havde den fået to chancer, og jeg kunne simpelthen ikke drikke den. Sorry.
Så kom han med en Saint Émilion Grand Cru. Det var i orden – den kunne jeg sagtens drikke til den gode ost – den var så god, at jeg tilgav tjeneren for min yderst tvivlsomme oplevelse med den anden vin.

Og hvem møder man så lige på Høfde 4? En af mine gamle kolleger, såmænd. Mig fra Sydsjælland og hende fra Nordsjælland mødtes i det vestligste Danmark. Vi havde ingen problemer med at genkende hinanden, selv om det er over otte år siden sidst, så der blev givet et par ordentlige kram (coronapesten er allerede glemt) og vekslet nogle få ord, inden vi igen passede hver vores selskab.
Hvis nogen fra min tidligere arbejdsplads skulle læse dette, så var det MaM, jeg mødte. Jeg bad hende hilse alle jeg kendte.

15. september 2021

Lige nu blev det efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Den regn, vi blev lovet allerede i torsdags, da vi var hjemme igen fra England, er netop begyndt.
Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig, at årets Indian Summer kunne have varet en god uges tid endnu, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og vi skal nok bare være glade for, at det holdt fint tørt i lørdags, så vi kunne sidde i haven hele tiden … vi indtog dog middagen inden døre.
Aftensmaden var en buffet fra Gaudium, som jeg bestemt kan anbefale. Jeg havde taget deres Prestigebuffet, som på bestillingstidspunktet var på tilbud til 165 kroner pr. kuvert. I dag har de deres Gourmetbuffet og deres Supremebuffet på tilbud med samme prisangivelser. Der er kun en minimal forskel på de tre buffeter, så at kalde dem noget forskelligt for at have to stort set ens buffeter på tilbud og en til normalpris kan måske virke lidt fjollet. Selvfølgelig ved jeg godt, at hvis man bytter timian ud med løvstikke på de ristede kartofler, så bliver smagen en anden, og i virkeligheden er det jo nok vældig smart at være en lille smule forskellige og meget ens, for man sparer sig selv for en masse arbejde, samt at det må være nemmere at forfine de enkelte retter, når der ikke er en hel masse forskellige, der skal laves hver dag.
For de 165 kroner fik vi rigtig god mad til pengene, men normalprisen på 345 kroner ville jeg have syntes var lige i overkanten.
De er også gode til at beregne hvor meget vi spiser, for der var ikke nær så meget tilovers som jeg havde regnet med. Den største rest var kød; af det andet var der ikke engang til to personer bagefter. Merete og jeg blev enige om, at det må være et tegn på, at folk vitterligt er begyndt at spise mindre kød end normen ellers har været.
Forretten og desserten skulle portionsanrettes, så det duede ikke at bestille færre kuverter end antallet af personer, hvilket min erfaring ellers er, at man roligt kan gøre, fordi der altid er alt for meget mad.
Mit småbrokkeri betyder på ingen måde, at jeg ikke kunne finde på at bruge Gaudium en anden gang, for det var alt sammen yderst professionelt, og de havde 100 % styr på tingene hele vejen igennem.
ChokolademoussekageChaufføren, der kom med maden, kom med ind i køkkenet for at gennemgå serverings- og opvarmningsprocessen med mig – måske ville han bare helgardere i det tilfælde, at jeg skulle være analfabet, for der var vedlagt en lille manual med grundige instruktioner, skrevet i kronologisk rækkefølge.
Der var også vedlagt to smukt trykte (ikke bare inkjet- eller laserprintede) menukort, så gæsterne kunne se, hvad de skulle have at spise.
Desserten (som var mørk chokolademoussekage med knas af hvid chokolade og drysset med frysetørrede jordbær), var helt og aldeles uforskammet god! Men som sagt: Det var alt sammen virkelig godt.
Jeg vil også fremhæve brødet, som var det bedste jeg har fået i meget lang tid.
Jojo, Gaudium er inde i varmen hos mig – hvilket er heldigt nok, for jeg havde oprindelig bestilt 21 kuverter (til da hele familien skulle have været samlet i forbindelse med sommerens englænderbesøg, som ikke blev til noget) og eftersom jeg kun skulle bruge 12 kuverter i lørdags, så har jeg ni til gode til en senere lejlighed. Tænk hvis det havde været noget uspiseligt junkfood!

29. august 2021

Kom hviledagen i hu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: , , ,

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig, står der i 2. Mosebog.
Nu er det sådan, at jeg er pensionist, men ikke rigtig tror på religion under nogen form, hvilket derfor på enhver måde retfærdiggør, at jeg i dag stort set kun sad ned, mens vi kørte til Næstved og hjem igen. Hviledage kan jeg holde, når jeg har lyst (det har jeg temmelig ofte …), men lige i dag spidsede det hele lidt til.
Næstved, fordi John lige stod og manglede en rygsæk. Han har kun omkring 117 tasker, men han manglede altså en bestemt – en rygsæk af en bestemt størrelse til et bestemt kamera og en bestemt linse. Han er blevet træt af at bære det rundt, hængende om håndleddet, hvilket jeg udmærket forstår – faktisk har jeg aldrig forstået, at han overhovedet har orket det på noget tidspunkt. Jeg tog med, fordi han ville ind i et sportsoutlet, vi ikke har set før. Det har vi nu; det var en god forretning og John fik en rygsæk, der passede perfekt til formålet.

Sokker på skaft

Jeg har strikket sokker på to pinde. Hvorfor har jeg næsten hele mit liv spildt tid med at bruge fem pinde til sokkestrikning? Det er langt nemmere at strikke to halvdele og så sy dem sammen, hvilket sagtens kan gøres pænt, helt fladt og ikke generende. Der er også flere variationsmuligheder på denne måde – jeg har fire forskellige slags sokker, jeg kan lide at strikke – længe leve alsidigheden. Sokkerne er nu blokket. Jeg købte tre størrelser Sockenbretter i Tyskland, men kun én af hver af tre størrelser, så jeg er nødt til at sætte alt på ét bræt, så at sige. I hvert fald sætte to sokker på ét bræt med det resultat, at den ene sok bliver en sokketykkelse større end den anden, men er der ikke noget om, at ens fødder ikke er lige store?
Sokkeblokkere, Sockenbretter … det hedder sock blockers på engelsk, og jeg kan bare ikke sige det ord uden at få associationer til noget helt, helt andet. Og jeg siger ikke hvad! Det kræver garanteret en lige så snavset tankegang som min.

Vi skal til England på onsdag, så jeg har bagt to hold muffins til fryseren, fordi vi om lørdagen efter vi kommer hjem næste onsdag, skal have hytten fuld af gæster, så det er med at forberede sig i god tid. Maden får vi heldigvis udefra, men jeg kender ikke leverandøren, som dog har fine anmeldelser. Kender I Gaudium?

I morgen skal vi have foretaget en Covidtest for at få lov at komme ombord på flyveren, og jeg skal have udfyldt den Passenger Locator Form, hvor der bl.a. skal anføres ordrenummeret til andendagstesten, jeg har bestilt og betalt, og som vi skal tage derovre. England har ellers farvet Danmark grønt fra og med i morgen, men forskellen fra orange til grøn mærkes kun, hvis man ikke er vaccineret, hvilker irriterer mig. Ret meget, faktisk!

PS: Fuldstændig uden for kontekst, men jeg kom sådan til at grine: John sidder og ser tv, hvor Rob Brydon taler om børns fantasivenner. Han siger afslutningsvis: Many children have fantasy friends. Many adults have a lot of fantasy friends, too. It’s called being on Facebook.

19. august 2021

Nu er vi færdige med at trøstespise

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

Vi er på flere måder færdige med at trøstespise.
For det første behøver vi ikke længere at trøstes – medmindre noget går galt, så vi ikke kommer afsted til England, men det gider jeg ikke tænke på.
For det andet er vi blevet alt for kræsne og kritiske. Det kan vi ikke have, så nu holder vi en gourmetopholdspause. (Tænk, at man kan skrive ‘ophold’ og ‘pause’ i det samme ord, uden det er en pleonasme.)
Vi har tilbragt to nætter på Hotel Troense på Tåsinge. Den første aften fik vi to retter og den anden aften fik vi fem.
Det der ‘gourmet’ er ved at være lidt for devalueret. Maden var okay, men så heller ikke mere. Første aften glemmer vi, og de fem retter dagen efter bestod af én varm og fire kolde. Meget kolde. Iskolde, faktisk. Kokkene er tilsyneladende nødt til at økonomisere med deres tid (eller også er hotellet nødt til at økonomisere med kokkene), for de fire tallerkener, vi hver fik, var tydeligvis blevet anrettet tidligt på dagen og så opbevaret i køleskab indtil servering. Der er altså forskel på en kold ret og så på en iskold ret, hvis man spørger mig – mad mister noget af smagen, hvis den er for kold. Det mest positive var kalvemørbraden, som var helt utroligt mør og dejlig. De må have en god slagter. Sovsen dertil var intetsigende; ligeledes de tilhørende Pommes Anna, som smagte af dampkogte kartofter og ikke andet.
Vinkortet var relativt omfattende, men man tilbyder altså ikke en 5-retters menu uden også at tilbyde en vinmenu. Jeg har en mand der ikke drikker vin, hvorfor jeg vil kunne købe vin pr. glas og ikke i hele flasker, så det var ikke i orden, at jeg kun kunne vælge mellem to hvide og to røde vine.
Ingen klager over hotellet, dog. Det er et godt hotel med venlige ansatte, og de havde husket, at jeg som den annoncerede velkomst havde bedt om hvidvin i stedet for ‘bobler’ på værelset, hvilket i øvrigt, viste det sig, var det samme rigtig gode og store værelse med den skønne udsigt, vi havde sidst. Det havde vi altså ikke bedt om, men det hører åbenbart sammen med de lidt mere luksusprægede ophold.

Tåsinge og Fyn aug 2021 (5)

Vi kørte lidt rundt på Tåsinge, hvor vi pludselig måtte standse fordi der sad en lille flok svaler på vejen. De ignorerede stort set vores tilstedeværelse, så vi holdt lidt og ventede på, at de forføjede sig. Vejen var heldigvis meget lidt trafikeret, men det vidste de åbenbart. Vi listede meget langsomt frem og kom helt tæt hen til dem … de var stadig ret ligeglade med os. De fløj godt nok op flere gange, men de landede igen og igen lige foran vores bil. Det kunne vi ikke gennemskue. Hvorfor pokker var det mon så interessant at sidde lige præcis lige der? De sad der bare og kiggede alle i samme retning …

Tåsinge og Fyn aug 2021 (2)

Vi så flere fugle – her en flok hjejler, men det kunne vi ikke selv se. Kikkerten, vi altid har i bilen, kunne ikke trække dem nok ind til, at amatører som John og mig kunne bestemme dem. Det kunne en dame, som også standsede og stillede en monsterkikkert op. Sådan en har vi jo også, men den befandt sig hjemme i Den Stråtækte …
Møgkikkert, sagde John, den er lige til at kassere.
Som sagt, så gjort, og da vi var på vej hjem, kørte vi ind til vores gode kikkertbutik og købte en langt bedre kikkert til bilen. På den måde fordyrer man en miniferie.
På kikkertfronten er vi nemlig også blevet krævende. Vi ser måske heller ikke så godt som i vores yngre dage, men det vælger vi at fortrænge og skyder i stedet skylden på udstyret.

16. august 2021

Tiden flyver, og det gør jeg snart også …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Sort hummer på KNUD Hundested HavnJeg kan slet ikke nå at følge med mig selv, så hurtigt flyver tiden afsted for mig. Siden sidst har vi:
Været sammen med Ditte og Peter et par dage, hvor vi bl.a.
Spiste på restaurant Knud på Hundested havn. Megalækkert!
Gik tur ved Vaserne ved Holte. Smukt.
Gik tur fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Også smukt.
Vi har også:
Diskuteret hvorvidt træet ved terrassen foran huset skulle beskæres. Han imod; hun for.
Beskåret træet ved terrassen foran huset. Dejligt. Nu er der lysere i køkkenet.
Høstet yderligere 3,5 kilo tomater. Arbejdskrævende.
Bestilt flybilletter til England. Fantastisk!
Her var jeg fristet til at sætte mindst 1000 udråbstegn. Vi kan slet ikke få hænderne ned, så vildt meget glæder vi os til den 1. september. Jeg bestilte faktisk billetterne mens England stadig var rødt, fordi jeg nu simpelthen savner dem for meget, så vi valgte at blæse på samtlige anbefalinger, som alligevel ikke gav nogen mening for os, og tage det medfølgende besvær med, men søreme om ikke alle lande blev malet orange i lørdags! Nu skal vi i det mindste ikke i selvisolation når vi kommer hjem igen.
Jeg skal bare nyde at være der, nyde bare at kigge på dem, nyde at lave god mad til dem, nyde deres hus, nyde deres have, nyde … ALT! Hele tiden! Alle otte dage!
Jeg er glad for, at vi bestilte mens landet var rødt, for nu er der ingen billetter at få, medmindre man vil bruge 10 timer på turen, fordi man skal via Stockholm eller Oslo.
Det gider vi ikke, og det behøver vi heldigvis heller ikke, men jeg var alligevel nødt til at købe de dyreste billetter til flyet hjem, så der var godt booket, selv om det var til et rødt land. Der har nok været mange vaccinerede, der har tænkt lige som os.
Nu må der bare ikke gå noget galt, men det kan vel ikke gå værre, end at de røde farver igen tages i brug.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (2)

Herover Knud Rasmussens hus, hvorfra vi gik en tur oppe langs kysten ned til Kikhavn – en tur vi ikke før havde gået, men hvor var den dog smuk. I Kikhavn må der, lige som i den lille by på Nyord ved Møn, kun køre biler tilhørende beboerne. Det forstår man godt, når man går rundt derinde; sikke en idyl.
Jeg troede jeg havde mange krukker …

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (9)_LIFra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (1)
Jeg legede paparazzofotograf – noget jeg ikke normalt excellerer i, men her gjorde jeg altså en undtagelse, da vi fik øje på den skønne og livlige unge kvinde fra tv (Vicki Knudsen fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vildt Naturligt radioens P1) sidde i skjul lige ved siden af den bænk, hvor John tog sig en lille pause. Hun kikkede efter vadefugle. Det gjorde de sådan set begge to, men vi ved ikke hvem han er. Det var i hvert fald ikke Johan Olsen.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (1)Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (2)

Fik jeg for resten fortalt, at jeg glæder mig til at komme til England? Nå, okay … det gjorde jeg. Jamen, så snakker vi ikke mere om det. Ikke lige nu … men måske senere.

9. august 2021

En fremmed krydser mit spor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , ,

Vi har septiktank, hvorfor vi har haft besøg af Jan flere gange, så vi synes næsten vi efterhånden kender hinanden og får os altid en hyggelig sludder om alt og intet, mens vi venter på, at slamsugerbilen gør sit arbejde.
Forleden ringede han for at spørge, om hans kone måtte kontakte mig. Hun var blevet nysgerrig, fordi Jan havde fortalt om, at han havde lagt mærke til nogle flotte, hjemmefarvede garner, der hang til tørre, engang Ditte og jeg havde en af vores flere døgn varende farveseancer, og hvor han akut måtte hidkaldes. Der hang meget garn til tørre.
Selvfølgelig kunne hun ringe til mig, hvilket hun gjorde, og i dag kom hun til Den Stråtækte.
Det var da bare så hyggeligt. Jeg så hvad hun lavede og hun så nogle af mine strikkerier og alt mit garn og blev ret overrasket over, så mange farver man kan få ud af planter. Oven i købet for manges vedkommende planter, som man lige kan gå ud og samle i nabolaget. Hun fandt det lige så forunderligt som jeg selv gør, at alle plantefarver passer sammen, selv om det er farver, man normalt ikke ville drømme om at sætte sammen. Det er sådan noget, plantefarver kan … et par af mine sweaters, halstørklæder og sjaler beskrev det bedre end ord. 
Vi snakkede farver og farvning, vi snakkede strik og strikkeopskrifter. Vi snakkede også syning, og jeg har nu en bestilling på en strikketaske.
Linda administrerer en FB-gruppe, som hedder Lindas Hyggesokker. Dem strikker hun virkelig mange af; mange er vilde med dem, og hun har mange på venteliste til at købe et par.

Lindas hyggesokker (2)

Det er lidt sjovt, at man kan møde et vildfremmed menneske, som man efter sådan cirka 20 nanosekunder snakker aldeles utvungent med, som om man har kendt hinanden længe.
Det er dog ikke første gang, jeg oplever det – en fælles interesse hjælper det selvfølgelig pænt på vej, men jeg bliver nu alligevel både glad og lidt forundret hver gang det sker.

Ellers sker der ikke specielt meget for tiden. Der er hele otte dage til vi skal trøstespise næste gang på Hotel Troense.
Så må jeg jo få tiden til at gå med at lave noget ud af alle de tomater, jeg høster. Drivhuset er gået helt amok – indtil nu har jeg høstet 17,8 kilo tomater, og der skal da nok være en halv snes kilo mere derude.
Det er godt, at en af mulighederne er at ovntørre tomater. Det gør jeg med de mindste. To fyldte plader i ovnen giver kun fem-seks små glas. Meget små glas, så det kan sluge en masse tomater uden det fylder for meget på lageret bagefter – og så smager de bare hammergodt i en pastasalat. I alle salater, faktisk.
Bøftomaterne er heeelt vildt smagfulde. Jeg har aldrig smagt så gode tomater, så de bliver spist, som de er – det ville være synd at gøre noget som helst ved dem. Den største af dem vejer 527 gram! De mindste tomater (Toftegaards Sweet Grape) er ikke større end fuglekirsebær, så med dem, cherrytomater, Gardener’s Delight (fra Charlotte), to slags blommetomater og bøftomaterne er det meste af størrelsesregistret repræsenteret.

Tomater galore

6. august 2021

Trøstespisning, version 1.0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: ,

I går morges gik turen mod Taars ved Nakskov for at tage færgen til Spodsbjerg. John havde set, at Tranekær Slot har Nordeuropas største medicinhave, så den ville vi se lidt nærmere på. Det var da bestemt også interessant at se, hvad man har brugt alle mulige og umulige vækster til.
Det mest interessante var næsten at se Hildegard af Bingens have og at læse om denne helt specielle kvinde, der levede for næsten 1000 år siden.

Medicinhaven Tranekær slot (24) - Kopi

Medicinhaven Tranekær slot (1)

Haverne var delt op i temaer, men mange af planterne gik igen flere steder. Nogle planter hjalp nærmest for alt!
Nogle af dem havde jeg end ikke hørt om; andre kendte jeg naturligvis ganske godt. Til første kategori hører dette smukke træ. Alene navnet sætter fantasien i gang: Alm. skæbnetræ.
Jamen dog … hvordan? Hvorfor får det sådan et navn på dansk?

 Medicinhaven Tranekær slot (3)

Jeg kan anbefale at se medicinhaverne, hvis man alligevel er på Langeland.
Som er en ø med personalemangel. Vi ville have spist frokost på Tranekær Slotskro, fordi jeg havde læst så meget godt om værten Mariah Sama Veith. Da vi ankom, var hun ved at bære nogle kasser ind, men som svar på vores spørgsmål om hun havde åbent, lød svaret: “Nej, jeg er nødt til at holde lukket, for jeg kan ikke få noget personale, og jeg har kun to hænder. Jeg kan ikke lave alting selv.”
Nej, det kan hun da ikke, den arme kvinde … lidt senere kom vi forbi et andet sted, hvor vi så et skilt: “Lukket pga. personalemangel”.
Jamen det er godt nok en coronabivirkning, der slår hårdt. Vi tror det må være fordi de unge hellere vil være podere, fordi det giver flere penge. Det kan jeg godt forstå de vil, men det er søreme noget skidt for de mange, der så ikke kan få ekstra hjælp i højsæsonen, hvor pengene netop skal tjenes hjem.

Kaleko Mølle (3)
(På vej hjem så vi Kaleko Mølle.)

Den Store Gastro, som Hotel Fåborg Fjord kaldte tilbuddet med en seksretters gourmetmenu inkl. vinmenu + overnatning, kan vi nok ikke rigtig anbefale.
Maden var i og for sig udmærket, men der var ikke meget gourmet over det. Ærtesuppen var dog fænomenalt god, hvilket jeg ikke ville have troet jeg skulle komme til at sige om ærtesuppe, som virkelig lyder som noget, der er ret udelikat. Første ret var kæmperejer, som jeg kunne have marineret bedre; anden var ærtesuppen, tredje var bresaola, fjerde var perlehøne, femte var ost og sjette var citron på tre måder. Tre überlækre måder, skal dog siges til deres ros. Den dessert var rigtig god, men de fire af de seks retter var temmelig ordinære. Velsmagende, men ret ordinære og ikke noget at skrive hjem om. Osteserveringen, fx, bestod af fire kvarte teskefulde rygeost rørt med urter. Der var så lidt, at vi havde problemer med at få det op på gaflerne, og vi kunne faktisk ikke rigtig smage det.
Værelset var okay, og morgenmaden ligeså, så det var ikke en dårlig oplevelse, men bare ikke helt så god, som vi havde forventet. Vi er garanteret bare ved at være møgforkælede, hvad den slags ophold angår. Vi forventer måske for meget, men den trøstespisning, som vi havde satset på, blev det altså ikke til denne gang.
Den 17. august skal vi på et lignende ophold i to nætter på Hotel Troense. Der har vi været før og forventer i det mindste noget tilsvarende som første gang.
Og det var rigtig godt, så trøstespisning 2.0 bliver forhåbentlig en forbedret version.

3. august 2021

Tak til Haveselskabet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: , , ,

FrøposeskabelonI dag har jeg brugt et par timer på at sidde med et arbejde, man kunne have sat et barn til – og jeg nød det! Jeg tænkte atter engang på, hvor privilegeret et liv man lever som fuldtidspensionist: Jeg lå længe og danderede den i sengen, inden jeg tog mig sammen til at stå op, lave te og riste en skive af det brød John købte i går morges, fordi min søster overnattede her. Her kom jeg sjovt nok lige til at tænke på Pensionistvisen.
Vi får ellers stort set kun bagerbrød, når englænderne er her, men det skulle de jo også have været nu …
Dagens tomathøst blev plukket (godt 1½ kilo – nu har jeg høstet lige knap 10 kilo) og derefter forberedt med henkogning for øje.
Med det sidste nummer af Haveselskabets blad var der vedlagt en skabelon til frøposer, som jeg skyndte mig at skanne, så skabelonen holder evigt, og da glassene med tomater var sat i ovnen, fandt jeg heavy weight paper frem og printede en hel masse ud på det tynde karton, som jeg klippede ud mens jeg hørte lydbog med ørerne og så en ottendedel kvartfinale med et halvt øje.
For at få pæne og lige kanter (jajaja, jeg er lidt pjattet, men det skal se ordentligt ud!), blev de ridset lidt, hvor de skulle bukkes, og derefter limet sammen, hvorefter sorteringsarbejdet kunne begynde.
Frøposer (1)

Jeg skulle have været til nørklestrik, men jeg gad ikke. Atter et pensionistprivilegium: Jeg kommer hvis jeg har lyst (hvad jeg dog oftest har), men bliver hjemme, hvis jeg har noget andet i gang, hvilket jeg altså havde i dag.
De frøposer er en smart ide, og jeg er ret glad for den foræring. Indtil nu lå frøene bare og rodede i diverse plastposer og kaffefiltre, men nu kunne der komme system i rodet.

Frøposer (2)

Jeg har et lille problem: Vores have er alt for lille til alt det, jeg samler frø af.
Der er et par steder, hvor jeg godt kunne snuppe en bid af græsplænen og anlægge et bed mere eller udvide et eksisterende, men jeg er bange for, at det vil være at skyde mig selv i foden at give mig endnu mere arbejde med haven end jeg har i forvejen. Man bliver jo ikke yngre, men jeg er fristet …
Jeg passer hus og have for naboerne, som jeg har den (gensidige) aftale med, at man plukker og fortærer, hvad der bliver modent under pasningen. Jeg havde overset en squash, som var blevet til en monstersquash, inden jeg opdagede den.

Monstersquash

Når de bliver så store, kaldes de på engelsk marrows, og til dem kan man finde masser af anvendelse på nettet. De er også store nok til, at der kan tages levedygtige frø …
I aften bliver en delmængde af den største til en squashlasagne. John er intetanende kørt afsted for at købe et par manglende ingredienser til den, men han ved endnu ikke, at det bliver kødfri dag i dag.
Det har han såmænd heller ikke noget imod – det er bare lige som når vi får fisk: Han skal helst knurre lidt, men han mener det ikke så alvorligt. Han har ændret holdning til mad gennem de mange år, vi har kendt hinanden, og hvor vegetarmad før var nærmest et skældsord, er det nu helt acceptabelt. Vores hveranden-uges HelloFresh-kasse er vegetarkassen, og han synes det er meget lækker mad, vi får gennem dem. Det synes jeg også.

18. juli 2021

Ferietid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: , ,

Jeg går ellers rundt og bilder mig selv ind, at der for vores vedkommende ikke er forskel på ferie og ikke-ferie, når vi ikke direkte er ude at rejse, men et eller andet sker der åbenbart her i juli, for det gik pludselig op for mig, at det var fem dage siden jeg postede et indlæg; et interval, der hører til sjældenhederne for mit vedkommende.
Jeg har simpelthen ikke haft tid!
Og hvorfor har jeg ikke haft det? Det kan jeg ikke svare fyldestgørende på, og det behøver jeg da heller ikke, men noget af det skyldes, at vi – for fjerde gang – har været på gourmetophold på Christies i Sdr. Hostrup. Der kom igen et tilbud vi ikke kunne modstå. Det undrede mig, at det skulle være fra fredag til lørdag midt i en feriesæson, men det var først i går, jeg ærgrede mig over det. Holdddnuop, hvor tog det lang tid at komme hjem. Det var lørdag og dermed sommerhusskiftedag; der var kø nordpå fra Tyskland; der var kø over Fyn, og der var kø over Storebælt. Heldigvis bestod køen ved betalingsanlægget åbenbart langt overvejende af turister, som ikke havde anden mulighed end at bruge et betalingskort, for til de opmarchbåse var der laaaange køer, hvorimod vi kørte direkte til en af PayByPlate-banerne og sparede derved en del tid. Alligevel tog det en time længere end beregnet at komme hjem. Der var også en næsten stillestående feriekø fra Slagelse, gennem betalingsanlægget mod vest og videre over broen. Feriemyldretid, så det baskede.
Det gode er, at en bil er det absolut bedste sted at opholde sig, når temperaturen overstiger det behagelige. I fredags rundede vi hele 33° udenfor, mens vi i bilen følte det dejligt køligt. Det var ikke specielt rart, når vi var nødt til at forlade bilen.

Den Geografiske Have (2)

Bog- og spilbyggeskabVi lagde hjemvejen forbi Den Geografiske Have i Kolding – Ditte og Peter havde ikke set den, og det var ti år siden, vi havde været der, så vi regnede med, at der var sket en del, hvad der da også var … den er et besøg værd, hvis man skulle komme forbi. Temperaturen var nogenlunde okay, og der var mange pausebænke på skyggefulde steder, så det gik.
Frokosten sprang vi over. Vi havde fået et rigeligt morgenmåltid på kroen, og fordi det var varmt, var sulten nærmest ikke-eksisterende. En kopkaf fra Starbucks rakte fint.
Vi var hjemme ved 17-tiden, så vi riggede til til det ostebord, jeg havde planlagt inden vi tog afsted. Jeg vidste nemlig, at uanset hvornår på dagen vi kom hjem, ville jeg ikke have lyst til at stå og kokkerere selv et simpelt aftensmåltid – ikke engang til gode venner.
Da jeg havde ydet førstehjælp til drivhuset (nogle af planterne var voldsomt tørstige, selv om de var blevet vandet om morgenen dagen før), var jeg glad for den dejligt nemme løsning, for så gad jeg egentlig ikke lave meget mere den dag.
Feriedovenskaben længe leve … og ost er altid godt!

Hvad der ikke er godt er, at England er blevet til et rødt land. Det er simpelthen bare for meget! Her kan I roligt sætte de værste bandeord ind, I kender – jeg vil undlade at gøre det, da dette skal forestille at være en stueren og sober blog, hvilket ville gå midlertidigt fløjten, hvis jeg satte de ord på, som jeg har lyst til i denne situation.

13. juli 2021

Kroner én, kroner to, kroner tre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

For nogle år siden, hvor jeg fik fat i nogle drueagurker, investerede jeg også i nogle dildkroner – det hører sig til, når man sylter på gammeldaws maner. Det er bevidst, at jeg skriver ‘investerede’, for jeg skulle op med den store tegnebog for at betale for både agurker og dildkroner. Man skulle tro, at sidstnævnte var lavet af det pure guld! Agurkerne var også hammerdyre, så jeg blev enig med mig selv om, at godt nok er det hjemmelavede bedre end det købte, men der må være en grænse, og hvis et glas kommer op på det dobbelte eller tredobbelte af prisen for et færdiglavet produkt, så er jeg stået af.
Så vidt jeg husker, gav jeg 12-15 kroner pr. krone. Det er jo helt til grin!
Jeg har derfor, hvis jeg ellers husker rigtigt, lige høstet for en formue i min minimalistiske køkkenhave. Der var godt nok endnu ikke mere end et par stykker af de helt store kroner, men da jeg også ville kunne bruge selve dilden, valgte jeg at høste nu, inden den bliver for kedelig.

P1050843

Det blev til en bakkefuld kroner og seks poser hver med, hvad der svarer til et stort bundt dild. De er nu lagt i fryseren og jeg satser på, at der som minimum er til det næste halve års tid, idet det ikke er dild jeg bruger mest af. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg kan virkelig godt lide smagen.
Nogle af de små kroner befinder sig allerede i de tre glas med agurkesalat, jeg lige har lavet.

Corona betyder som bekendt også krone.
Endnu mere dyrebart end selv platinkroner ville have været, er mine englændere. De kommer snart, men regner ikke med, at de får lov til at køre hertil i bil – de tør i hvert fald ikke satse på det – så de har bestilt flybilletter og ankommer sidst på måneden.
Håber jeg da … smittetallene stiger voldsomt derovre, men det er især nordpå; deres område er ikke erklæret rødt, så vi krydser fingre. Hvis det bliver det, får de nok stadig lov at flyve, men de skal testes et par gange og i isolation (heldigvis hos os) efter ankomst – også selv om Tim og Charlotte er færdigvaccinerede. Det har ingen af os specielt meget lyst til.
Vi er ikke bekymrede for de stigende smittetal, for der er næsten ingen hospitalsindlæggelser og dødstallet er lavere end det var BC (Before Corona).
Nu må de altså se at få set på det hele én gang til. Holde tallene op mod, hvad der normalt florerer af sygdomme. Det debatteres meget i England, men som det er lige nu, stopper alle restriktioner den 19. juli. Det er da også nu, mens det er sommer, at det skal gøres og få en masse smittet. Nu, og ikke til efteråret, hvor det i givet fald med stor sandsynlighed vil komme til at virke værre. Næsten 68 % af englænderne er vaccineret; de er det land i Europa, der ligger højest rent procentmæssigt.
Jeg synes det er på tide, vi vender tilbage til normale tilstande – så normale, som de nu kan blive, for verden bliver nok ikke helt den samme igen, men de eksempler vi hører herhjemmefra med fx kirker, hvor ikke engang den nærmeste familie må deltage i en barnedåb, fordi de så bliver for mange, samtidig med, at man ser de store folkemængder der samles i fodboldrus, uden der bliver reageret på det.
Det hænger bare ikke sammen.

8. juli 2021

Nu går jeg hele vejen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

AgurkesylteeksperimentI mine bestræbelser på at få udnyttet alle agurkerne på varierende vis, har der måttet nytænkes lidt. Vi kan jo ikke leve af agurkesalat, uanset hvor godt det smager. Jeg ville i hvert fald blive træt af det på et tidspunkt. Jeg kender nogle få, der kan spise det samme dag ud og dag ind uden det generer dem; fx kender jeg en, der ikke kunne drømme om at spise anden marmelade end jordbær. I nu 60 år! Hver morgen! Jeg ville have været død for længst af ren og skær jordbærlede.
Det skulle nødig ske med det lækre agurkesalat. Variation må der til.
Jeg skrev forleden om den asiatiske agurkesalat. Nu har jeg prøvet en anden opskrift efter samme princip, men som bevirkede, at jeg blev inspireret til at undersøge syltekrydderier lidt nærmere. Den er som sagt ikke meget anderledes end den første, som i øvrigt er godkendt, også fra Johns side. De smager lidt skarpere end almindelig agurkesalat, hvilket da også li’som var meningen med det hele, men de har en rigtig god smag og vil være fine til det, man normalt bruger syltede agurker til.
Vi kender de almindelige syltekrydderier, som man kan købe, hvis man har lyst til og mod på at sylte drueagurker eller asier. Søger man på ‘hjemmelavede syltekrydderier’, kommer der ikke noget brugbart op, men søger man på ‘homemade pickling spice’, bliver det straks mere interessant.
Tørsleff vil sikkert gerne have monopol på det i Danmark, men de kan godt tro om, kan de. Arla er dog enig med mig: “Sylter man meget, er de færdige krydderiblandinger en dyr løsning i forhold til at købe krydderierne hver for sig og så krydre efter smag og behag”.
Nu har jeg en portion hjemmelavet syltekrydderi, der rækker langt ind i næste sæson. Tror jeg …
Jeg blev helt elektrisk efter at have set et par forskellige opskrifter, som jeg samlede til én og gengiver her, i lettere modificeret form, under billederne – jeg har undladt stjerneanis og revet muskatnød, men til gengæld tilføjet et par andre elementer. Ser det ikke bare indbydende ud?

Hjemmelavet syltekrydderi (1)Hjemmelavet syltekrydderi (4)

I glasset er der 1 spsk af hver af følgende: Hel allehånde (endelig ikke stødt; det bliver for bittert), gule sennepsfrø (jeg tog to skefulde), sorte sennepsfrø, korianderfrø, hele nelliker, tørret, knust ingefær, dildfrø, fennikelfrø, sorte, grønne, røde og hvide peberkorn, 2 smuldrede laurbærblade, 1 kanelstang (klippet itu med en rosensaks), og endelig lidt knust, tørret chili – så meget som man tør. Jeg turde tage to af den lidt mildere slags til den dobbelte portion, jeg miksede.
Det kan da kun blive til velsmagende agurker – eller hvad man nu ellers kunne have lyst til at sylte.
Jeg tror jeg slår mig ned som syltekrydderifabrikant … Tørsleffs er jo vand ved siden af disse lækkerier.
Det blev dog alligevel halvdyrt for denne pilotproduktion. For det første måtte vi til Nyord ved Møn for at forny forsyningen af sorte og gule sennepsfrø (men det er en dejlig tur!), og for det andet måtte jeg ind på Hedebogaard.dk for at købe 50 gram af mange af de øvrige ingredienser. Men nu har jeg dem alle, og der er til flere produktioner.

Og lad nu venligst være med at fortælle mig, at jeg er flittig, tak.
Al min tid er min egen, og der går altså ikke ret meget af den til sylteriet. Jeg elsker det og jeg elsker min have og mit drivhus, så det er ren fornøjelse for mig alt sammen. Vi har bare ikke alle de samme interesser, men det ville da også være trist, hvis vi havde.

Næste side »

Blog på WordPress.com.