Hos Mommer

18. juli 2021

Ferietid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: , ,

Jeg går ellers rundt og bilder mig selv ind, at der for vores vedkommende ikke er forskel på ferie og ikke-ferie, når vi ikke direkte er ude at rejse, men et eller andet sker der åbenbart her i juli, for det gik pludselig op for mig, at det var fem dage siden jeg postede et indlæg; et interval, der hører til sjældenhederne for mit vedkommende.
Jeg har simpelthen ikke haft tid!
Og hvorfor har jeg ikke haft det? Det kan jeg ikke svare fyldestgørende på, og det behøver jeg da heller ikke, men noget af det skyldes, at vi – for fjerde gang – har været på gourmetophold på Christies i Sdr. Hostrup. Der kom igen et tilbud vi ikke kunne modstå. Det undrede mig, at det skulle være fra fredag til lørdag midt i en feriesæson, men det var først i går, jeg ærgrede mig over det. Holdddnuop, hvor tog det lang tid at komme hjem. Det var lørdag og dermed sommerhusskiftedag; der var kø nordpå fra Tyskland; der var kø over Fyn, og der var kø over Storebælt. Heldigvis bestod køen ved betalingsanlægget åbenbart langt overvejende af turister, som ikke havde anden mulighed end at bruge et betalingskort, for til de opmarchbåse var der laaaange køer, hvorimod vi kørte direkte til en af PayByPlate-banerne og sparede derved en del tid. Alligevel tog det en time længere end beregnet at komme hjem. Der var også en næsten stillestående feriekø fra Slagelse, gennem betalingsanlægget mod vest og videre over broen. Feriemyldretid, så det baskede.
Det gode er, at en bil er det absolut bedste sted at opholde sig, når temperaturen overstiger det behagelige. I fredags rundede vi hele 33° udenfor, mens vi i bilen følte det dejligt køligt. Det var ikke specielt rart, når vi var nødt til at forlade bilen.

Den Geografiske Have (2)

Bog- og spilbyggeskabVi lagde hjemvejen forbi Den Geografiske Have i Kolding – Ditte og Peter havde ikke set den, og det var ti år siden, vi havde været der, så vi regnede med, at der var sket en del, hvad der da også var … den er et besøg værd, hvis man skulle komme forbi. Temperaturen var nogenlunde okay, og der var mange pausebænke på skyggefulde steder, så det gik.
Frokosten sprang vi over. Vi havde fået et rigeligt morgenmåltid på kroen, og fordi det var varmt, var sulten nærmest ikke-eksisterende. En kopkaf fra Starbucks rakte fint.
Vi var hjemme ved 17-tiden, så vi riggede til til det ostebord, jeg havde planlagt inden vi tog afsted. Jeg vidste nemlig, at uanset hvornår på dagen vi kom hjem, ville jeg ikke have lyst til at stå og kokkerere selv et simpelt aftensmåltid – ikke engang til gode venner.
Da jeg havde ydet førstehjælp til drivhuset (nogle af planterne var voldsomt tørstige, selv om de var blevet vandet om morgenen dagen før), var jeg glad for den dejligt nemme løsning, for så gad jeg egentlig ikke lave meget mere den dag.
Feriedovenskaben længe leve … og ost er altid godt!

Hvad der ikke er godt er, at England er blevet til et rødt land. Det er simpelthen bare for meget! Her kan I roligt sætte de værste bandeord ind, I kender – jeg vil undlade at gøre det, da dette skal forestille at være en stueren og sober blog, hvilket ville gå midlertidigt fløjten, hvis jeg satte de ord på, som jeg har lyst til i denne situation.

13. juli 2021

Kroner én, kroner to, kroner tre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

For nogle år siden, hvor jeg fik fat i nogle drueagurker, investerede jeg også i nogle dildkroner – det hører sig til, når man sylter på gammeldaws maner. Det er bevidst, at jeg skriver ‘investerede’, for jeg skulle op med den store tegnebog for at betale for både agurker og dildkroner. Man skulle tro, at sidstnævnte var lavet af det pure guld! Agurkerne var også hammerdyre, så jeg blev enig med mig selv om, at godt nok er det hjemmelavede bedre end det købte, men der må være en grænse, og hvis et glas kommer op på det dobbelte eller tredobbelte af prisen for et færdiglavet produkt, så er jeg stået af.
Så vidt jeg husker, gav jeg 12-15 kroner pr. krone. Det er jo helt til grin!
Jeg har derfor, hvis jeg ellers husker rigtigt, lige høstet for en formue i min minimalistiske køkkenhave. Der var godt nok endnu ikke mere end et par stykker af de helt store kroner, men da jeg også ville kunne bruge selve dilden, valgte jeg at høste nu, inden den bliver for kedelig.

P1050843

Det blev til en bakkefuld kroner og seks poser hver med, hvad der svarer til et stort bundt dild. De er nu lagt i fryseren og jeg satser på, at der som minimum er til det næste halve års tid, idet det ikke er dild jeg bruger mest af. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg kan virkelig godt lide smagen.
Nogle af de små kroner befinder sig allerede i de tre glas med agurkesalat, jeg lige har lavet.

Corona betyder som bekendt også krone.
Endnu mere dyrebart end selv platinkroner ville have været, er mine englændere. De kommer snart, men regner ikke med, at de får lov til at køre hertil i bil – de tør i hvert fald ikke satse på det – så de har bestilt flybilletter og ankommer sidst på måneden.
Håber jeg da … smittetallene stiger voldsomt derovre, men det er især nordpå; deres område er ikke erklæret rødt, så vi krydser fingre. Hvis det bliver det, får de nok stadig lov at flyve, men de skal testes et par gange og i isolation (heldigvis hos os) efter ankomst – også selv om Tim og Charlotte er færdigvaccinerede. Det har ingen af os specielt meget lyst til.
Vi er ikke bekymrede for de stigende smittetal, for der er næsten ingen hospitalsindlæggelser og dødstallet er lavere end det var BC (Before Corona).
Nu må de altså se at få set på det hele én gang til. Holde tallene op mod, hvad der normalt florerer af sygdomme. Det debatteres meget i England, men som det er lige nu, stopper alle restriktioner den 19. juli. Det er da også nu, mens det er sommer, at det skal gøres og få en masse smittet. Nu, og ikke til efteråret, hvor det i givet fald med stor sandsynlighed vil komme til at virke værre. Næsten 68 % af englænderne er vaccineret; de er det land i Europa, der ligger højest rent procentmæssigt.
Jeg synes det er på tide, vi vender tilbage til normale tilstande – så normale, som de nu kan blive, for verden bliver nok ikke helt den samme igen, men de eksempler vi hører herhjemmefra med fx kirker, hvor ikke engang den nærmeste familie må deltage i en barnedåb, fordi de så bliver for mange, samtidig med, at man ser de store folkemængder der samles i fodboldrus, uden der bliver reageret på det.
Det hænger bare ikke sammen.

8. juli 2021

Nu går jeg hele vejen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

AgurkesylteeksperimentI mine bestræbelser på at få udnyttet alle agurkerne på varierende vis, har der måttet nytænkes lidt. Vi kan jo ikke leve af agurkesalat, uanset hvor godt det smager. Jeg ville i hvert fald blive træt af det på et tidspunkt. Jeg kender nogle få, der kan spise det samme dag ud og dag ind uden det generer dem; fx kender jeg en, der ikke kunne drømme om at spise anden marmelade end jordbær. I nu 60 år! Hver morgen! Jeg ville have været død for længst af ren og skær jordbærlede.
Det skulle nødig ske med det lækre agurkesalat. Variation må der til.
Jeg skrev forleden om den asiatiske agurkesalat. Nu har jeg prøvet en anden opskrift efter samme princip, men som bevirkede, at jeg blev inspireret til at undersøge syltekrydderier lidt nærmere. Den er som sagt ikke meget anderledes end den første, som i øvrigt er godkendt, også fra Johns side. De smager lidt skarpere end almindelig agurkesalat, hvilket da også li’som var meningen med det hele, men de har en rigtig god smag og vil være fine til det, man normalt bruger syltede agurker til.
Vi kender de almindelige syltekrydderier, som man kan købe, hvis man har lyst til og mod på at sylte drueagurker eller asier. Søger man på ‘hjemmelavede syltekrydderier’, kommer der ikke noget brugbart op, men søger man på ‘homemade pickling spice’, bliver det straks mere interessant.
Tørsleff vil sikkert gerne have monopol på det i Danmark, men de kan godt tro om, kan de. Arla er dog enig med mig: “Sylter man meget, er de færdige krydderiblandinger en dyr løsning i forhold til at købe krydderierne hver for sig og så krydre efter smag og behag”.
Nu har jeg en portion hjemmelavet syltekrydderi, der rækker langt ind i næste sæson. Tror jeg …
Jeg blev helt elektrisk efter at have set et par forskellige opskrifter, som jeg samlede til én og gengiver her, i lettere modificeret form, under billederne – jeg har undladt stjerneanis og revet muskatnød, men til gengæld tilføjet et par andre elementer. Ser det ikke bare indbydende ud?

Hjemmelavet syltekrydderi (1)Hjemmelavet syltekrydderi (4)

I glasset er der 1 spsk af hver af følgende: Hel allehånde (endelig ikke stødt; det bliver for bittert), gule sennepsfrø (jeg tog to skefulde), sorte sennepsfrø, korianderfrø, hele nelliker, tørret, knust ingefær, dildfrø, fennikelfrø, sorte, grønne, røde og hvide peberkorn, 2 smuldrede laurbærblade, 1 kanelstang (klippet itu med en rosensaks), og endelig lidt knust, tørret chili – så meget som man tør. Jeg turde tage to af den lidt mildere slags til den dobbelte portion, jeg miksede.
Det kan da kun blive til velsmagende agurker – eller hvad man nu ellers kunne have lyst til at sylte.
Jeg tror jeg slår mig ned som syltekrydderifabrikant … Tørsleffs er jo vand ved siden af disse lækkerier.
Det blev dog alligevel halvdyrt for denne pilotproduktion. For det første måtte vi til Nyord ved Møn for at forny forsyningen af sorte og gule sennepsfrø (men det er en dejlig tur!), og for det andet måtte jeg ind på Hedebogaard.dk for at købe 50 gram af mange af de øvrige ingredienser. Men nu har jeg dem alle, og der er til flere produktioner.

Og lad nu venligst være med at fortælle mig, at jeg er flittig, tak.
Al min tid er min egen, og der går altså ikke ret meget af den til sylteriet. Jeg elsker det og jeg elsker min have og mit drivhus, så det er ren fornøjelse for mig alt sammen. Vi har bare ikke alle de samme interesser, men det ville da også være trist, hvis vi havde.

30. juni 2021

Den Fuldkomne Fisker var … fuldkommen fortræffelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:20
Tags:

I går oplevede vi så meget, at der ikke er plads til det hele i ét indlæg, hvorfor jeg vil koncentrere mig om madoplevelsen først.

På det vestligste Lolland, langt uden for lands lov og ret, helt derude hvor kragerne vender, hvis de da overhovedet når så langt, ligger der en lillebitte by, der hedder Onsevig. Den har en lillebitte havn og en lillebitte campingplads med bare 26 enheder. Der er fred og ro, for, som de skriver om sig selv, er der hverken vandland eller hoppeborg.
Der er dog nogle hytter, og næste gang (for der bliver en næste gang), snupper vi sådan en for natten, så John ikke skal køre så langt hjem efter så meget fantastisk mad.
Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.

Den Fuldkomne Fisker 

Ser I nogensinde Sæt pris på Danmark med Hans Pilgaard? I et af programmerne var han på Lolland og tog de to ‘prissættere’ med til, blandt andet, en lille restaurant, der hed noget så spøjst som Den Fuldkomne Fisker. De to deltagere var positivt overraskede over et fortræffeligt måltid, som de tydeligvis ikke havde regnet med at få på en lille campingplads.
Navnet studsede vi over, men i aftes fik vi den forklaring, at for år tilbage var det bare et sted, hvor især tyske lystfiskere kom og fik et måltid mad. Efterhånden gik der mere og mere sport i at lave mere og mere spændende mad, og i dag er det blevet til en vildt god restaurant, hvortil folk valfarter fra både nær og fjern.
Den drives af et ægtepar, som, med assistance af en tidligere bankfunktionær (“efter 40 år i bankbranchen ville jeg lave noget helt andet, og det her er meget sjovere!”), serverede både mad og lokalkolorit for os. I køkkenet er der et par kokke; den ene fra Eritrea, hvilket afspejles i nogle af retterne.

Vi tog en 6-retters menu med tilhørende vine for mit vedkommende og to gode, alkoholfri øl for Johns.

P1030091P1030094

Første ret var majspaneret pighvar og rogn med tallerkensmækker-aioli; ledsaget af quinoablinis med røget stenbiderrogn.
Anden ret var hjemmerøget fasanbryst med solbær-blommechutney og grønne salater fra haven.

P1030095P1030096

Tredje ret: friteret salvie og persille, surdejshævede eritreiske pandekager med fyld af arabisk krydret gulerodspuré, grøn salsa og taita (?)
Der var fire forskellige fyld, men jeg husker ikke hvad de kaldte det sidste – det var ikke nævnt på kortet.
Fjerde ret var kalvetagine (i miniformat), afghansk kartoffelbrød og spidskålssalat med æbler, mandler, kikærter og chili.

P1030097P1030098

Femte servering bestod af fire slags ost med knækbrød (hjemmelavet, naturligvis) og solbærsyltetøj.
Sidste ret var rabarbertrifli.
Vinene var skænket med endog særdeles rund hånd. Da jeg kommenterede, at de sandelig undte mig det godt, lød svaret, at her serverer man ikke vinen på københavnsk manér, hvor man dårligt nok kan nå at smage på den, inden glasset er tømt. Jeg må tilstå, at jeg sov godt i bilen på vejen hjem.

Det var anderledes. Det var spændende. Det var superHAMrende godt!
Hvad der gjorde det til en næsten endnu bedre oplevelse var værtsparrets ligefremme uhøjtidelighed. Vi fik ikke kun god mad; vi fik i tilgift både en god atmosfære og en dejlig stemning. De serverede i ganske almindeligt sommertøj; herrerne i cowboybukser og fruen i bermudashorts. Alle tre bar dog et stort tjenerforklæde.
Han røg selv kød og fisk; hun lavede syltetøj og chutneyer; så meget som muligt er hjemmelavet og -dyrket.
Han fortalte meget og grundigt om de serverede vine; hun fortalte meget og grundigt om det vi fik på tallerkenerne.
Vi sad fire par i en lille stue med plads til 10 personer (John og jeg havde det eneste firemandsbord). Der var også servering udenfor samt i en anden og tredje stue, vi ikke fik set nærmere på.
Her skal vi stensikkert ned igen – næste gang med overnatning, som nævnt. Menuen bliver skiftet med jævne mellemrum; nogle gange hver dag, dog ikke alle seks retter på én gang.
Udover den faste menu har de også en buffet, hvor man får mad efter princippet I vælger – vi lægger det på tallerkenerne for jer. Den buffet så også meget fristende ud, så alene for at prøve den skal vi derned igen.
Den Fuldkomne Fisker var fuldkommen fantastisk og får mine varmeste anbefalinger.
Og nej, det har de ikke betalt mig for at skrive. De ved slet ikke, at jeg skriver om dem.

4. maj 2021

Aarøsund Badehotel – bare perfekt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: ,

Dette indlæg bliver én lang madanmeldelse.
Vi har boet på Aarøsund Badehotel i to nætter, hvor hovedvægten blev lagt på det gastronomiske, og hvis man ellers er til den slags oplevelser, så kan dette på det varmeste anbefales.
Værten, Hans Harvest, smed samtlige tv-apparater ud, da han overtog forpagtningen af det Jebsen-ejede badehotel. De kun 12 værelser er holdt i 30’er-stil, så vi opfattede vores som værende spartansk, men sengen var god og badeværelset meget moderne med regnvejrsbruser. De havde dog wi-fi … ellers tror jeg heller ikke, man overlever i dag. Vi har ingen klager – tværtimod var det vores næstbedste madoplevelse nogensinde. Måske den bedste – Aarøsund Badehotel og Norsminde Kro kæmper lige nu om førstepladsen.
Søndag aften stod der tre retter på vores menu: Laks, skovkylling og … noget, jeg ikke kan huske hvad de kaldte, men det var bl.a. is og grankogler!
P1020923P1020924

Dette var ubetinget den bedste laks, vi har fået til dato. Ovenpå var der syltede sennepskorn, agurkekugler og tallerkensmækkerblade. Det brune, flydende var æble-gastrik, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Kuvertbrødene lignede små formfranskbrød; det ene hvidt, det andet maltmørkt. Anretningen af dem delikat og sjovt tænkt.

P1020925P1020926

Skovkyllingebrystet var flankeret af en hvid asparges, hvorpå der var smeltet en kraftigt smagende ost. Saucen kan jeg ikke huske, men det var en slags musseline. Kartoffelmosen med bacon og et eller andet smulder var røget! Det var nytænkning, skulle jeg mene … hørøget var det. Næste dag skulle det vise sig, at det var et koncept, som de to michelinkokke, de har været heldige at få kapret til hotellet, er ret glade for. Meget anderledes, men overraskende delikat.
Desserten var et kapitel for sig. Den lidt noprede, yderste skal forsvandt på et mikrosekund inde i ens mund, kun efterladende et smagsspor. Ikke noget flydende, ikke noget fast; det var bare væk! Det var en spøjs fornemmelse, som jeg ikke kan forklare nærmere. Bunden var en nytænkt marcipanbund, indmaden en superb mellemting mellem sorbet og flødeis, og ovenpå lå der bronzefennikel og mini-grankogler indsmurt i noget sødt. Dem var John ret vild med – jeg syntes nok, det smagte lige lidt for meget af granskov. Men resten … jeg mangler ord … fantastisk var det.

Morgenmaden

Morgenmaden var portionsanrettet. Udover alt dette på ét bræt (croissanter, to slags ost, laks, skinke, pølse, ‘hvid’ morgenmad, lidt hindbær og hjemmelavet marmelade) kunne vi få scrambled egg med bacon og/eller pandekager. ‘Røræg’ er åbenbart for ordinært, men jeg må så også sige, at der intet ordinært var ved smagen. Det var vitterlig bare røræg med bacon (og til John også en pølse), men det bedste ever! Ligeledes pandekagen, som trods alt fik lov at blive kaldt for pandekage, var den bedste morgenmadspandekage, jeg har fået i hele mit lange liv. Hvordan pokker de bærer sig ad, ved jeg desværre ikke. Brødet, æblemosten og kaffen var også i topklasse.

P1020930P1020931

Efter den første aften og dette overdådige morgenbord var vores forventninger til mandag aftens firerettes-menu skruet helt op i de højereliggende luftlag. Det ville blive svært at leve op til, og – lad det være sagt med det samme – det lykkedes, men også kun lige. Faktisk var det nok den første aften, vi fik det bedste mad, men alt har været en kanon oplevelse.
Første ret var rejer med mayonnaiseklatter tilsat en god smag, brøndkarse og inde i midten lidt dildolie. Kuvertbrødene var samme koncept som aftenen før.
Jeg var vild med det.
Anden ret var hørøgede (der var den igen …) kammuslinger med sprøde jordskokchips og en yoghurt-purløgssauce til. Himmelsk …

P1020932P1020933

Tredje ret glemte jeg at forevige, inden jeg begyndte at spise, så det er ikke kokkens skyld, at det ser rodet ud. Det var rimmet torsk med grillet hjertesalat og en cremet hyldeblomstsauce til.
Ovenpå torsken noget crumble, jeg ikke kan huske, men som smagte lidt som pulveriseret flæskesvær. Meget alternativt, men meget lækkert.
Desserten var syltede hindbær og hindbærsorbet lagt i … æhhh … noget grønt … (sorry); overhældt med en hvid chokoladesauce, som fik englene til at synge.
Man vil have bemærket, at alt – undtagen desserten, selvfølgelig – stammede fra havet, så den vinmenu, vi begge tog, bestod af hvide vine. Undtagen dessertvinen, som var rød!
Lidt uventet, men det var en mousserende rød vin, som havde hindbærnoter og derfor passede fint til maden.

Aarøsund Badehotel (1)

Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes vi, at dette ophold var alle pengene værd. Det var ikke luksus, hvad værelset angik, men som nævnt er forpagterens mening, at det er et badehotel i gammel stil, og den skal holdes. Hans ambitioner går mest på det madmæssige – han håber at hotellet bliver optaget i The White Guide – og vi må sige, at gourmetoplevelsen i vores øjne på ingen måde blev skuffende, så spørger man os, fortjener de til fulde at blive nævnt i den.

2. maj 2021

Selvgjort er velgjort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:25
Tags:

Første hold bacon er færdigt. Det var svært at lade være med at tyvstarte og i stedet lade kødet modne den anbefalede tid efter røgningen.
Men vi gjorde det! Vi styrede os! I dag tog jeg det ud af køleskabet og skar hele stykket op. Vi har et ekstra køleskab ude i garagen, mest beregnet til spidsbelastninger, men det har været godt at bruge som baconmodningssted, for det kom til lugte af røget bacon. I og for sig ikke en ubehagelig lugt, men det var nu alligevel rart, at den ikke kom ind i køkkenets køleskab, for mælk og yoghurt med røgsmag er nok ikke særlig rart.
Hjemmelavet bacon (3)Det ene fører det andet med sig. Det har vi oplevet før. Denne gang førte baconfremstillingen til indkøb af en pålægsmaskine. Ingen af os er nemlig i stand til at skære bacon tilstrækkeligt eller ensartet tyndt med en kniv, og selv om det sommetider kan være okay med tykke stykker, skal køkkenlivet ikke bestå af lutter tykke skiver bacon.
Altså: En pålægsmaskine. Elektrisk, naturligvis …

Det var en god investering, tror jeg. Det skal jeg jo sige … 
Den kan skære fra 1 til 15 mm, og når man stiller den på 1 mm, skærer den i virkeligheden lidt mindre end det, så det er muligt at få ultratynde skiver.
Nu behøver vi jo ikke at kunne læse avis gennem baconen, så jeg skar dem en halv anelse tykkere end dem, vi kender fra supermarkederne.
Jeg skar også nogle tykke skiver, som blev til bacontern til Johns i forvejen eminente spaghetti carbonara, som nu måske kan gå hen og blive sublim.
Der blev to poser tern og 85 skiver bacon, hvoraf de 70 blev lagt i lag på hver 10 og frosset ned, mens de sidste 15 (10 pæne + 5 ukurante ‘indstillingsskiver’) blev brugt til at førstegangsfråse i og ikke mindst højne den omelet, vi fik til aftensmad i går.
Var det godt? Ja, det var. Det var hamrende godt, med en fantastisk smag og ikke ret meget svind.
Det var meget røget, uden dog at være alt for meget, men næste gang vil vi nok alligevel forsøge med at give det lidt mindre røgetid end denne gang. Måske bare en times tid mindre.
Kan det betale sig? Ikke rent økonomisk, men på alle andre måder er det både pengene og arbejdet værd. Man laver ikke sit eget bacon for at spare penge.

Hjemmelavet rasp

Men man kan lave sit eget rasp for at spare penge, og så ved man samtidig, at det er bedre end det købte. Det gælder vel for stort set alt hjemmelavet?
Jeg lavede med andre ord også en portion rasp i går. Man bliver ikke millionær på den besparelse, men lidt har også ret.
Kan du kende posen, Ditte?
Jeg fik den fine, hjemmebroderede brødpose af Ditte i fødselsgave. Vi spiser ikke så meget brød, men det hænder da, og så bliver der altid noget tilovers. Det skærer jeg i passende stænger og lader dem tørre ind, til de bliver hårde som sten – de mugner ikke, kan holde nærmest i årevis, og stofposen er ideel til at opbevare dem i, til det bliver umagen værd at lave en omgang rasp.
Stængerne bliver kørt gennem de groveste huller på kødhakkeren. Det tager ingen tid at lave det bedste rasp man kan få, og intet er gået til spilde.
Glorien kan atter pudses …

19. april 2021

Vi er begyndt at ryge!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , , , ,

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Vi ryger bacon (1)Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Vi ryger bacon (4)

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Ask i knopPadderok-sporehus

14. april 2021

Tre ting, der gjorde mig glad i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: ,

I dag har jeg valgt at fortrænge det negative – fx, at det tyder på, at vaccinationsprogrammets afslutning nu bliver forsinket. Jeg sætter min lid til ordene, jeg også hørte i går, nemlig, at de +50-årige stadig stadig skulle kunne holde planen. (Opdatering: Det kan vi så ikke 😥)
I stedet vil jeg skrive om tre ting, der gjorde mig glad i dag.
I aftes surfede jeg rundt for at finde gårdbutikker i nærheden. Vi har jo vores Velfærdskød på Møn, og dem svigter jeg ikke, men de har ikke lam. Det havde de på Møllebakkegård, som ligger bare 20 minutters kørsel fra os. Da jeg fulgte linket, der var sat ind på en side, som lister gårdbutikker efter region, fik jeg smækket de ædlere dele på en splitternøgen kvinde lige i fjæset, plus et tilbud, jeg formodedes ikke at kunne modstå. Hvis jeg var en mand …
Nådada … min første tanke var, at det da så sandelig var en gårdbutik med et bredt sortiment, men min næste var, at de formentlig var blevet hacket.
Og ganske rigtigt. På FB havde de en temmelig meget mere sober side, hvor det nye link stod. Der stod forbavsende nok også, at de havde åbent døgnet rundt, hvilket ledte tankerne lidt tilbage på det netop omtalte.

Gårdbutikker (6)

Vi tog chancen og kørte dertil.
Gården lå flot med udsigt over det meste af Sydsjælland, og da vi kom ind i den lille butik, var det selvbetjening. Der stod kolonialvarer på hylderne, og der stod to store kummefrysere med masser af lamme- og svinekød. Ikke specielt billigt, men garanteret godt og velsmagende. Jeg købte nogle lammeskanke, en lammeculotte og en stor ribbensteg (fra gris). Vi skal nemlig til at lave vores bacon selv … det bliver SÅ spændende at prøve.
Nu var det bare at regne beløbene sammen og betale til det MobilePay-nummer, der var opgivet.
Det, som gjorde mig glad var, at det kunne lade sig gøre. At denne tillid til, at folk betaler for de varer de tager, (tilsyneladende) ikke var blevet misbrugt.

Næste stop var Velfærdskød på Møn. “Hvis vi er hjemme, har vi åbent”, fik vi engang at vide, så jeg ringede til dem. Det var husets yngste søn, der svarede: “Goddag, det er Velfærdskødstelefonen, du taler med Xxx. Hvem taler jeg med?”
Det fortalte jeg knægten, som vel er 11-12 år. Der var åbent; vi kunne bare komme, så det gjorde vi.
Ud kom gutten og låste op for herlighederne.
– Du er ikke i skole?
– Nej, jeg har spisefrikvarter – jeg går i skole hver anden uge.

Godt, så. Jeg købte en hel del, så han måtte frem med regnemaskinen …
– Jeg har ellers haft matematik én gang i dag allerede, sagde han med et grin.
John havde set nogle brændetårne og spurgte, om de også solgte brænde.
– Ja, og jeg flækker selv det hele, sagde han uden helt at kunne skjule stoltheden i stemmen.
WHAT, sagde jeg – du er da godt nok sej!
– Vi har en flækker, men den bruger jeg kun til det træ med mange knaster i, som jeg ikke kan klare med øksen.

Jeg stod bare med åben mund.
– Man må jo arbejde for lønnen, sagde han.
Så var jeg lige pludselig endnu mere glad end jeg var i forvejen.

Gårdbutikker (1)

Her ses en del af resultatet af hans anstrengelser – mon ikke I er lige så imponerede, som John og jeg blev?

Den tredje ting? At vi så en musvåge stå stille i luften lige ved siden af vejen og muse. Den fløj ikke væk, selv om vi standsede bilen, men jeg ville ikke forsøge at tage billeder, for jeg ville ikke skræmme den. Den var ikke 20 meter væk og svævede længe omkring tæt på os. Det var stort.

6. januar 2021

Så skete det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , , , ,

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

P1050378

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

P1050379

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

3. januar 2021

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: , , ,

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

22 nov 2016 (2)
Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Solopgangen den 2. januar 2021

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

22. december 2020

I’m Not Dreaming of a White Christmas …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:06
Tags: , ,

Jeg får vel sagtens 99 % af mine læsere på nakken ved at anvende titlen på denne julesang i overskriften, men ikke desto mindre passer det for mit vedkommende, selv om det måske netop i år er mere okay med sne end det plejer at være, fordi folk opfordres til at blive hjemme.

Jeg kom i tanke om den jul, hvor min søster og svoger den 24. december tidligt på formiddagen begav sig på vej mod Jylland til svogerens familie.
Det sneede. Det sneede rigtig meget. Det sneede så meget, at da de havde været næsten fem timer (ja!) om at nå til Ringsted, hvilket normalt tog 25 minutter, kapitulerede de og ringede til gården, hvor der denne juleaften ellers bare skulle have været min far, John og mig, og spurgte om der på nogen måde kunne blive mad nok til to ekstra, for dette her var da fuldkommen HÅBløst! De ville tidligst kunne være fremme på deres bestemmelsessted i Jylland omkring midnatstid – hvis de var heldige.
Det var lige før vi ikke kunne forstå hvad de sagde, så sammenbidte var tænderne, men selvfølgelig kunne der blive mad nok. Vi havde en af gårdens særdeles velvoksne ænder i ovnen, så den kunne sagtens række til mere end tre. De nåede at komme retur til gården inden normal spisetid, og vi blev dermed fem i stedet for tre, hvilket kun var så meget mere hyggeligt.
Årets portvinJeg kan ikke huske, hvilket år det var, men det er der nok andre der kan – det må have været et sted mellem 2004 og 2010.
De forsøgte sig igen den 25. december og kom denne gang til Jylland uden de store trafikale udfordringer.

Jeg troede ellers, jeg var færdig med årets juleforberedelser, men det holdt kun til jeg læste Erics indlæg. Den julekompot er nødt til at blive afprøvet. Det er fint med traditioner, men det har nu heller aldrig skadet med indførsel af nye varianter – som da vi fx i 2016 indførte, at det gjaldt om at få så mange mandler som muligt når man spiser risalamande, og ikke kun den ene, som er det koncept, de fleste kører med. At få flest mandler gør risalamandespisningen til en oplevelse, hvor alle griner og stolt holder hver eneste nyerhvervet mandel i vejret i stedet for at sidde og lure mistænksomt på hinanden. Det bliver i stedet til se! En til!!
En kompot, hvor svesker og rosiner trækker et døgns tid i portvin tilsat kanelstang og kryddernelliker … det kan ikke gå galt.
Jeg troede, jeg havde en halvbillig portvin i spiritusskabet, men det havde jeg ikke, og da jeg ikke gad køre afsted for den ene ting, ofrede jeg en stor sjat af den halvpebrede, jeg købte som ledsager til risalamanden.
Det bliver kompotten næppe ringere af … nu står sveskerne og rosinerne i køleskabet og drikker sig mere og mere berusede. Jeg er spændt på, hvad John og Merete siger til kompotten, men jeg har i hvert fald store forventninger til dette for os nye tilbehør til den traditionelle andesteg.

P1020817

Forleden dag så vi lyset – hele dagen, næsten uden afbrydelser.

9. december 2020

Jeg er i gang med årets rilette de porc

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

For små ni år siden serverede jeg et indlæg, der mest af alt var et surt opstød over folks madsnobberi, og jeg tror egentlig, at det stadig er aktuelt – selv om jeg vist, trods alt, ser lidt mere sylte rundt omkring hos slagterne nu, end jeg gjorde dengang. Og – ikke mindst – er nogle af dem med tiden blevet bedre til at lave disse sylter. Men undgå for himlens skyld de fabriksfremstillede!
Man skal bare ikke kalde den slags julemad for sylte. Man skal kalde det for svineriletter eller, endnu bedre: rilette de porc, for så bliver det med ét konverteret til at høre under begrebet finere madlavning, hvorimod alene ordet ‘sylte’ kan få mange til at komme med underlige ansigtsudtryk, der ikke ligefrem udstråler glæde og forventning.
Rilette og sylte er faktisk det samme – blot er den danske sylte mere velsmagende, fordi den er mere krydret …
På billederne er den lyse en fransk rilette de porc og den lidt mørkere er en dansk sylte. Forskel?

Rillettes de porcDansk sylte

Hånden på hjertet: Hvor mange af jer har selv lavet sylte? Hvor mange af jer har smagt en god sylte, som en anden har lavet?
Jeg kommer masser af krydderier i kogelagen. Vi taler ikke om less is more, men om more is more, når der laves sylte: Hele løg med nelliker, allehånde, hele peberkorn, hele enebær, fem fed hvidløg, meget salt, en stor dusk frisk salvie og ditto frisk timian, 5-6 laurbærblade, en spiseskefuld friskhakket ingefær og en deciliter eddike.
Nogle gange har jeg et halvt svinehoved at komme i gryden, andre gange ikke. I dag er en af de andre gange, hvor jeg så må nøjes med det, de i køledisken kalder en syltepakke.
Det dufter himmelsk krydret i hele huset, mens det står og simrer. John var ude foran for at feje visne blade sammen, og da han kom ind igen sagde han, at han kunne lugte alle krydderierne udenfor … det var selvfølgelig via udluftningen fra emhætten.
 Lige om lidt skal jeg ud og rive løg til at komme i selve sylten. Undskyld: riletten. Eller hvad?

Jeg ville også gerne nå at lave vores genbos julekonfekt, som de overraskede os med sidste år. De så meget flotte ud, de små chokoladeovertrukne kugler med guldstøv på. Hun spurgte om vi kunne gætte hvad der var indeni, men det kunne ingen af os gennemskue; bare konstatere, at de smagte vældig godt.
Hovedingrediensen var søde kartofler! Kun sødkartofler, mørk chokolade og vanillesukker.
Det havde jeg aldrig gættet, om jeg så havde fået 100 gæt. Sund konfekt – what’s not to like?
Hvis de bliver lige så gode – og flotte – som genboens, tager jeg et billede og praler med det senere.

30. oktober 2020

Man skal tænke fremad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: , ,

Jeg var engang i Amsterdam på et tredages kursus for chefsekretærer eller personal assistants, som det blev så moderne at kalde det på det tidspunkt.
De fleste deltagere var yngre end mig, men der var især én lidt ældre, hollandsk kvinde, jeg nok aldrig glemmer. Det er 15-20 år siden, og hun står stadig tydeligt for mit indre blik. Hvor mange af jer husker tydeligt en medkursist i så mange år?
Jeg tror hun har været verdens bedste sekretær. Hun blev også midlertidig mor for et par af de unge deltagere, som ‘brugte’ hende meget. Hendes svar, gode råd og kloghed fik alle til at spidse ører, og hun var næsten det bedste ved det kursus, som lærte mig mindre, end jeg havde håbet på. Jeg var, lige som nævnte kvinde, nok for gammel en rotte til at få nok ud af de mange penge, kurset kostede. Det lyder højrøvet, men sådan var det.
Hun talte meget om at være proaktif (= proaktiv udtalt på hollandsk). Se fremad og se din chefs behov, før han selv gør det – og nej, vi er så så afgjort ikke inde på noget, der bare minder om chikane her, men apropos det, så var det der gjorde næstmest indtryk på mig, at flere af de unge sekretærer – undskyld, assistants – var mere eller mindre bange for deres chefer. Måske ikke for chefen som person; mere som begreb, for vi er nemlig stadig ikke henne ved nogen form for chikane, men de var bange for at miste deres job, hvis ikke de fandt sig i urimeligheder og/eller knoklede som besatte, og flere af dem havde små børn, så det var svært for dem at få det hele til at hænge sammen.
Jeg ved ikke, hvordan det er i Holland, hvor de fleste af deltagerne kom fra, men jeg ved, at jeg her i Danmark ikke var bleg for at fortælle det til min chef, når jeg syntes han blev lidt for krævende: Spørge ham, hvad jeg så ikke skulle lave, eller (en enkelt gang) gøre ham opmærksom på, at det var muligt, at hans løn kunne retfærdiggøre en gennemsnitlig arbejdsdag på 10-12 timer, men i og med, at den var 3-4 gange så høj som min, syntes jeg på ingen måde, at jeg med rimelighed kunne forlanges at forære firmaet flere timer end det normerede antal.
Selvfølgelig arbejdede jeg over, hvis det var nødvendigt, men der blev kompenseret for det på dage, hvor det var muligt.
Min holdning blev respekteret, og i sin afskedstale til mig nævnte Verdens Bedste Chef, at det for mig aldrig havde været en mulighed at kunne gå ned med stress. Jeg tog det som en kompliment og tror da også, at det var ment som en sådan. (Han nævnte sjovt nok også, at jeg aldrig havde lagt skjul på min holdning til diverse overordnede beslutninger, men også det valgte jeg at tage som en kompliment.)

Nu har jeg igen tænkt fremad. Været proaktif. Jeg har den dag i dag svært ved at udtale ordet anderledes, fordi jeg sætter det i forbindelse med den kloge kvinde.
Jeg ville egentlig helst tænke helt frem til en tid, hvor coronapesten er blevet til historie, men lige nu ved jeg ikke, hvor langt frem jeg så skal tænke. Formentlig hele 2021 med, siger pessimisten i mig.
Jeg har tænkt to måneder frem og har i dag bestilt nytårsmenuen til John og mig.
Sidste år var jeg ved at komme for sent til at bestille, så jeg kunne ikke få det, jeg helst ville have. Hvad vi fik, var ikke dårligt, men i år ville jeg have frit valg på alle hylder.
Det blev til:
Forret: Lynstegt sashimi tun, spidskål, tang og ponzu-sirup.
Mellemret: Jomfruhummerbisque, letsaltet kammusling, dildpesto, knas, friskbagte flutesboller. Hovedret: Rosa kalvemørbrad, timian og fermenteret peber, glaserede rødder, bagte løg, pommes Anna på brunet smør, skud og trøffelsauce.
Dessert: Gateau Marcel (tæt chokoladekage [sic]) toppet med chokolademousse, brændt hvid chokolade og syltede skovbær.
Jeg glæder mig allerede til nytårsaften og håber lysegrønt på, at 2021 bliver bedre end 2020.

4. oktober 2020

Syddanmark rundt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Almindelig ryleChristie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Almindelig ryleAlmindelig ryle

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Stor regnspove

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

17. september 2020

Det bliver ved og ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: ,

Selv om hastigheden er aftaget, bliver der ved med at modnes tomater og chili i drivhuset.
Sambal OelekLige nu er der tomater i ovnen ved 60° i så mange timer det er nødvendigt for at de ser halvtørre ud på den rigtige måde.
Der er lavet chilipasta og Sambal Oelek til at forsyne både os selv og flere andre et helt år. Mindst. Jeg kender et par stykker, som vil være glade for at få et glas eller to. Jeg kender også et par stykker, som helst vil være fri!
Forskellen på chilipasta og Sambal Oelek er, at førstnævnte bare er chili kogt i 10 minutter med en anelse æbleeddike og sukker og derefter blendet.
Sambal Oelek er også kogt og blendet, men her der der kogt meget hvidløg og en del ingefær med, samt en smule brun farin og saft fra en lime. Det smager bedre, men jeg fik først ideen da jeg havde lavet første portion chilipasta.
Begge dele er vildt stærke, men fordelen er, at man nemt kan dosere i en mængde, der passer til familiens smagsløg. Jeg synes Chilisovsdet er svært at dosere den rigtige mængde, hvis jeg skærer en chili ud og kommer den i gryden, mens man med pastaerne her kan begynde med meget lidt, for så at komme mere i efterhånden. Der er respons med det samme, hvor det med frisk chili tager lidt tid at få smagen frem – og så kan det være for sent, for man kan altså ikke trække smagen ud igen.
Det blev forbavsende stærkt taget i betragtning, at jeg ‘kun’ har anvendt jalapeno, som er styrke 5. Jeg satte tungespidsen på skeen, da jeg havde fyldt glassene, hvilket gav en brændende fornemmelse, så den bliver drøj i brug!

Som noget nyt har jeg også forsøgt mig med at lave min egen chilisovs, thai style (= sur-sød). Det kan vi godt lide at bruge til flere forskellige ting og har det derfor altid i huset, så hvorfor ikke prøve at lave sit eget? Der er mange opskrifter derude, og jeg prøvede en med masser af hvidløg (ni fed i flasken her). Chilisovs blender man ikke, men hakker chili og hvidløg fint i en foodprocessor, hvorefter det koges i 5 + 5 minutter med lige dele eddike og vand, en del sukker, lidt tamari og en teskefuld fiskesovs. De sidste fem minutter koges det med majsstivelse, så det får den rigtige konsistens.
Jeg brugte æbleeddike, fordi jeg ikke havde riseddike, men jeg skal have købt noget, for jeg vil lave mere … jeg troede der blev til en hel flaske (750 ml), men det gjorde der ikke, og da det viste sig at smage rigtig godt, vil jeg producere yderligere et par flasker. I dem tror jeg også, jeg vil tilsætte lidt ingefær – det bliver sovsen sikkert kun endnu bedre af. Jeg fjerner kernerne fra mine chili – jeg synes det bliver for stærkt, hvis jeg tager dem med.
Der er fint med ‘bid’ i, men ikke for meget. I denne portion er der fem jalapenos. Det mildner dem en hel del, når de syltes.

13. september 2020

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Svaneke RøgeriFor at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

MakrelKammuslinger

RøgduettenVi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

På Christiansø

Den 'krogmodnede' gris

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Figner, is og ... ENGELSK lakrids!Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

23. august 2020

Endnu en tur i Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:00
Tags: , , , ,

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Dansk ingefærSvaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

P1020338P1020339

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

P1020345

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

16. august 2020

Kollaps i drivhuset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:34
Tags: , , , ,

Mit nye drivhus er vist næsten for godt. Ikke for godt til at være sandt, men for effektivt.
I går morges, da jeg kom derud på min morgenlige inspektionsrunde, var der knækket en stor gren af fra snackpeberens hovedstamme. Den kunne ikke længere bære vægten af alle de mange frugter. Jeg troede ellers nok, at naturen selv forstod at indrette sig, så den kunne klare mosten og sende sine børn godt i vej, men sådan var det altså ikke. Jeg bandt først grenen op, og dernæst forsøgte jeg med en bastsnor at binde den knækkede gren ind til stammen, hvorfra den var knækket af, men den ser virkelig sørgelig ud her til morgen. Nu håber jeg bare, at peberfrugterne kan modne alligevel, for jeg synes de er lidt for bitre som grønne.
Bøftomaten kollapsede senere samme dag.
Om eftermiddagen, da jeg skulle ud og høste tomater, lå den og var nærmest krøllet helt sammen. Den havde dog ingen knækkede grene, kun bøjede, så den er med stor sandsynlighed reddet.
Den havde naturligvs været bundet op i mange uger allerede, men havde knækket snoren! Det er store tomater, der hænger på planten, men alligevel … igen: Naturen burde kunne osv.
Den har nu fået ekstra kraftig forstærkning i form af den slags snor man bruger til halmballer, af hvilken jeg tog en rulle med fra gården. Det er stærkt og derfor godt til mange ting og altså også til overfrodige tomater.

Semidried tomatoes in spe

Næsten alle tomaterne af engelsk afstamning blev skåret over i kvarte for derefter at blive sat i ovnen ved lav temperatur til de var halvtørre. Derefter kom jeg dem på glas og gav dem den sidste olie, så de kan holde sig i nogle måneder. Der kom kun tre relativt små glas ud af denne portion, så selv om jeg syntes de stadig var lige våde nok i morges, har de alligevel smidt meget væde.
Bøftomaterne bliver brugt til bruschetta med basilikum, rødløg, pesto og mozarella. De almindelige, store tomater bliver henkogt og de små fortinsvis brugt i salater. Jeg har dog allerede 13 glas henkogte tomater, så måske skulle man lave en gang tomatsuppe? Den bliver helt sikkert bedre end den, jeg skrev om engang, hvor en kollegas mor opløste en bouillonterning i 1½ liter vand, tilsatte ketchup og serverede …

Agurken er færdig, men den nåede at give os over 40 agurker, hvilket vel er rimeligt nok klaret. Jeg synes bare, at det var en lidt brat død, den fik, og det var ikke pga. spindemider eller andet kryb; det har enten jeg eller tallerkensmækkerne formået at holde drivhuset fri for i år, men lige pludselig blev samtlige blade gule inden for en uges tid, og den smed alle agurkerne, der var sat af.
Når man googler agurkens problemer, er det svært at finde ud af, hvori problemet består.
Det kan enten være pga. for meget vand eller for lidt vand.
Enten har den fået for meget gødning eller også har den fået for lidt gødning.
Det med vandingen tror jeg godt, at jeg kan styre, men hvordan pokker skal jeg kunne vide, om gødningsmængden har været passende?
Nu ryger den ud – den har gjort det godt.

17. juli 2020

Man kan ikke vinde hver gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

For næsten præcis fire år siden spiste vi på Rønnede Kro og var dengang med rette begejstrede for den femretters menu vi fik.
I går var vi der igen – hvis vi kun kommer der hvert fjerde år kan vi næppe påstås at overrende stedet.
Det kommer vi så heller ikke til fremover …
Jeg vil ikke sige, at vi ikke vil komme der mere, for tre af de fire retter smagte fremragende, men der var andre ting der bevirkede, at vi gik lidt skuffede derfra.
Belært af sidste gang forlangte vi postevand, for jeg nægter at betale 2 x 45 kroner for 2 x 3/4 liter ‘mønvand’ uden brus, og som jeg dengang var ret sikker på var tappet fra køkkenets vandhane.

P1020145P1020157
Vi kom da heller ikke til at betale for vandet denne gang.
Vi bestilte hver en fireretters menu – jeg med vinmenu og John uden.
Jeg glemte desværre at tage billeder af anden og tredje ret, så de viste er altså første og fjerde ret.
Første ret var makrel med urter. Esdragonen smagte ikke af esdragon, så det har nok været den russiske variant, som ikke er noget som helst værd som krydderurt. Det værste var dog, at vi kunne lugte fiskelugt, da tallerkenen blev sat foran os, og retten smagte alt for meget af fisk på den ikke så gode måde. Den var ikke decideret dårlig, men helt frisk var den altså heller ikke, så vi var noget spændt på de næste tre retter.
De viste sig heldigvis at være gode. Rigtig gode. Anden ret var blæksprutter med en muslingesauce til, tredje var krondyrmedaljoner med kartofler og sprøde miniminigulerødder og fjerde ret var jordbærgrød med is af grønne jordbær, en suuuperlækker mousse af en eller anden art og noget småkagelignende etellerandet. Alle tre gav os som sagt excellente smagsoplevelser, men …
Der var nemlig et ‘men’: Portionerne var for små. Ingen af os var helt mætte, da vi var færdige med at spise. Havde det været en seksretters menu, havde det været en mere passende portionsstørrelse – aldrig før har vi fået så ‘franske’ portioner – ikke engang de gange vi har fået otteretters menuer. Blæksprutteretten kunne jeg have spist i to mundfulde, men det gjorde jeg ikke.
Krondyrmedaljonerne … I skal forestille jer to skiver på størrelse med 1½ femkrone og ca. en cm tyk. Hertil var der fire mikrogulerødder til hver og fem meget små kartofler til deling mellem os. Jeg fik således to og John tre. Plus en delikat sauce. Yderst velsmagende – så længe nydelsen nu kunne vare med så lidt mad.
Desserten var der også for lidt af, men havde der været nok af alt det andet, ville portionen have været passende.
Vi skulle have 25 % rabat på maden, fordi vi er medlemmer af Ældresagen. Desværre var jeg kommet hjem, inden jeg opdagede, at tjeneren havde ‘glemt’ at give os begge rabat, hvad vi selvfølgelig skulle have haft.
De fire vine, jeg fik til retterne, var alle særdeles fremragende, så alt i alt var den kulinariske oplevelse i aftes en blandet en af slagsen.
I dag fik jeg en mail, hvor jeg blev bedt om at evaluere vores besøg på Rønnede Kro.
Det gjorde jeg … med både ros og ris som i indlægget her, og jeg er spændt på, om jeg hører fra dem.

3. juli 2020

Lollandske lyksaligheder (og falsterske)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Jeg havde efterhånden hørt en del positive udtalelser om Mejerigården nede ved Gedser, så i sidste uge bookede jeg et bord til John og mig (nej, det hedder stadig ikke ‘til John og jeg’!).
Det er en halvlang tur derned, og den er længere hjem end den er ud. Jeg kan ikke forklare hvorfor og slet ikke bevise det, men sådan er det ikke desto mindre. 70 km kan føles korte eller lange. Normalt regner vi det dog ikke for noget, og John havde intet imod at indtage den sædvanlige alkoholfrie øl, så han kunne være chauffør, ganske som han plejer, og som jeg er så umådelig glad for, at han gider, for jeg elsker at få et godt glas vin til god mad.

Vin & SpecialiteterVin & Specialiteter

Vi kunne lige så godt få noget ud af dagen, når nu vi skulle afsted. John havde et eller andet sted læst om butikken Vin & Velsmag i Maribo, som så interessant ud, hvorfor vi indledte eftermiddagens tur der.
Holddaop. Sikke en butik. Det var første gang, jeg var der, men bestemt ikke sidste. De har vine fra hele verden, øl (mest fra Danmark), whisky, rom, gin og flere spiselige lækkerier.
Det er der nok også mange andre butikker, der har, men der er ikke mange andre, der kan præsentere deres varer så flot som her.
Vi blev budt velkommen og spurgt om vi ville have en kop kaffe eller et glas vin i hånden, mens vi gik rundt og studerede herlighederne. I må selv gætte, hvem der valgte hvad …

P1020103P1020105

Herover ses henholdsvis gin- og whiskyhjørnet.
Dagens vinhøstJeg kiggede og kiggede, mest på vinene … jeg kunne snildt have gået rundt derinde længere end tilfældet var, men heldigvis var der rigeligt med spændende øl til at holde Johns opmærksomhed fangen, mens jeg gik rundt og valgte vine ud.
Jeg kendte ingen af dem, hvilket ikke gjorde det hele mindre spændende, og jeg kunne sagtens have brugt hele månedens pension på vin, men jeg var frygteligt standhaftig og købte kun syv forskellige, som skal afprøves og vurderes.
De er nu forevigede og billedet bliver sat ind i en wordfil med priserne angivet. Efterhånden som de bliver drukket, bliver der tilføjet kommentarer, for jeg ved, at jeg ikke kan huske detaljerne om de første, når jeg har smagt de sidste. Selv om jeg drak dem hurtigt efter hinanden, ville det på ingen måde hjælpe på hukommelsen!
Hvis man er i nærheden af Maribo og holder af vin, øl eller spiritus, så kig ind. Det er noget af en oplevelse.

Fem af de seks retter på Mejerigården

Efter at have gået en tur rundt i Maribo, hvor vi fandt en cafe, der kunne servere eftermiddagskaffen, kørte vi til Nykøbing, hvor vi også gik en tur rundt, inden det var tid at sætte kursen mod Gedser.
At Mejerigården er blevet positivt omtalt, er fuldt berettiget.
Vi tog deres seksretters menu, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. John var også yderst tilfreds, men han kiggede dog langt efter og lettere imponeret over den wienerschnitzel, som var dagens specialitet, og som mange af de andre gæster valgte. Den var stor!
Det var vores portioner også, selv om vi skulle have seks retter. Det er længe siden jeg har spist så meget mad.
Rabarbersuppen glemte jeg at fotografere, men vi fik gazpacho, laksetatar, jordbærgranité, grillet oksemørbrad, rabarbersuppe og tre slags ost til sidst.
Vi kender nogen, vi skal have med herned engang … Det var SÅ godt!
Vi talte om at tage englænderne med herned til Johns fødselsdag, men gik bort fra det igen, for ungerne vil ikke synes det er sjovt at sidde i over tre stive klokketimer for at spise, så den fødselsdagsmiddag vil sandsynligvis i stedet blive indtaget på Præstø havn i den nye restaurant Det Gamle Toldhuus, hvor man også spiser godt.

1. juli 2020

Dagens høst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Nu ser det heldigvis ud til, at der bliver et par dages pause, inden der modnes flere agurker.
Dagens høst var fem, og i køleskabet lå der fire i forvejen …
Dagens høstVi har spist tzatziki i store mængder, og vi har fået den gode agurkesuppe to gange – og skal tredje gang på fredag, når min søster kommer en tur, men det er trods alt begrænset, hvor mange agurker to personer kan indtage pr. dag.

Normalt laver jeg gammeldags agurkesalat samme dag den skal bruges, men nu har jeg forsøgt mig med at gemme den på glas, så jeg har til efterår/vinter. I går, ved den ugentlige nørklekomsammen, fortalte en af dem, at det gjorde hun da hvert år – det kan sagtens holde sig, når man skyller glassene med atamon.
Fint. Det prøver jeg.
Agurkesalat er jo altid godt på en leverpostejmad, men det er særlig godt til den mad, der normalt hører vinteren til, såsom frikadeller eller en god, gammeldags flæskesteg.
Fem agurker blev til fem glas agurkesalat. Den fine, sprødgrønne farve holder sig næppe, men bare smagen gør, så går det nok.

P1050014

Jæger/samler-generne forlader os åbenbart aldrig. Jeg elsker simpelthen at hælde sommeren på glas og flasker og dermed skabe en del af vores vinterforråd.
Den dag vi var ved Vallø for at se på den flotte rosenhave, kørte vi gennem en skov med snesevis af hyldetræer, så jeg plukkede en stor pose blomster.
Da vi kom hjem, satte jeg dem over til hyldeblomstsirup, hvilket gav 12 kvartlitersflasker, så der skulle også gerne være til vinterens forbrug. Jeg fik engang pralet til Kristine over, at jeg ikke er nogen sukkergris, hvad morgengrøden angår. Det var sandt nok, da jeg skrev det, men i mellemtiden er jeg blevet pinligt afhængig af hjemmelavet rabarber-, æble- eller hyldeblomstsirup på den. Bare en enkelt eller måske to spiseskefulde på, og den i øvrigt gode grød, som jeg varierer meget, er lige højnet et par klasser eller tre.
Lige som for al øvrig mads vedkommende her i huset, vil jeg også helst have god variation i morgenmaden. Der bliver vekslet mellem den rigtig sunde (skyr/yoghurt/chiagrød (på kokosmælk) med masser af frugt i), grød af temmelig varieret art (kan indeholde forskellige blandinger af grovvalsede havregryn, hirseflager, müsli, boghvede (gryn eller valsede) eller en af Muldiversets gode blandinger). Der bliver altid kogt en pære, et par blommer eller anden egnet frugt med i grøden, og endelig får vi sommetider brød, som helst skal være hjemmebagt – dog ikke altid, når vi har overnattende gæster.
Brød var forbuden frugt (!) i lang tid under vores LCHF-periode, men nu går vi lidt til og fra med at kontrollere det der kulhydratindtag, for det blev altså for meget for os begge i længden at undvære både kartofler, pasta og brød. Og vin …
Vægtmæssigt er vi ikke nede, hvor vi nok helst ville være, men lige så nemme de første 10-12 kilo var at tabe, lige så pokkers svære er de sidste, men vi tager heller ikke på. Den tilstand har vi begge valgt at acceptere, for det skal også være dejligt at være pensionist, og vi prioriterer livsglæde over det optimale udseende.

7. juni 2020

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:51
Tags: , , , , ,

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
P1010683Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

P1010607

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

image

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

3. maj 2020

Jeg har en ny rejseide

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

På virkelig mange punkter kan vi godt mærke, at vi ikke bor i eller i nærheden af en større by. I 99,9% af tiden passer det mig mere end glimrende, men den sidste promille … som bl.a. indeholder det, at vi sommetider har haft lyst til at støtte de lokale restauranter ved at købe deres takeaway-mad. Det var ærlig talt ikke særlig inspirerende. Vi har derfor kun gjort det to gange siden verden lukkede ned, og det er naturligvis stadig synd for de lokale næringsdrivende, men hvor spændende er “dagens burger” lige? Eller “dagens platte”? Især når den platte har bestået af stort det samme i snart to måneder. Det andet sted vi prøvede er sikkert godt nok for mange – eller rettere, det ved jeg, at det er – men Charlotte siger, at mit problem måske er, at jeg laver for god mad. Det kan hun sagtens sige – deres nærmeste takeaway er en rigtig god indisk restaurant.
Tænk, at det nu pludselig er et problem at lave god mad … Duevangs mad var skam god og relativt veltilberedt, men vi kunne vælge mellem stegt kylling og burger. Igen. Vi tog den stegte kylling, som ikke var grillet, men stegt på gammeldaws maner, serveret med hvide kartofler og brun sovs. Ke.de.ligt. Så er deres burger faktisk bedre, og deres friter er helt gode.
Vi mangler nogle udenlandsk inspirerede restauranter her i Præstøområdet, så hermed er min ide givet videre til dem, der måtte være friske nok til at gribe den – også udenfor Præstø: Lad jeres kunder foretage en kulinarisk rejse og slå lidt på netop det, når vi nu ikke kan komme ud af landet inden for en endnu ukendt tidsramme. Lad dem komme til Italien én dag (eller uge), Frankrig den næste, så Indien osv. osv.
Jeg vove den påstand, at det ville gøre livet lidt mere spændende for både kokken og kunderne.
Kokkene behøver jo ikke at kunne tilberede det pågældende lands mad til michelinstjerneniveau; meget mindre kan gøre det, og der skal immervæk ikke meget til at overhale en burger!
Vi har ikke noget imod at køre de små 25 km til Næstved, men maden er bare blevet kedelig inden vi når hjem med den.
Det kan selvfølgelig være John og mig, der er noget galt med – vi er nemlig også kørt helt træt i Årstiderne og har sagt abonnementet op. Vi brød os hverken om Ketokassen eller Verdenskassen. I stedet har jeg nu et abonnement hos Den Grønne Asparges, som vi foreløbig har fået én (men meget lovende) måltidskasse fra. Fisk fra Skagenfood holder vi fast i – den kan vi åbenbart ikke blive trætte af.

Stor fladstjerne på Jungshoved

I dag kørte vi en tur rundt på de bittesmå veje på Jungshoved. Svend Gønge-landet. Det kan anbefales – terrænet er kuperet og smukt, ofte med udsigt til vand.
I skovbunden er anemonerne afløst af stor fladstjerne, som lige så smukt kan dække store områder.
Det kan bluebells også. I England. Her på Jungshoved måtte vi nøjes med synet af et noget mindre område; faktisk bestod ‘området’ kun af en enkelt plante, men lidt har også ret.

Bluebells i EnglandBluebells på Jungshoved

Jeg blev jo lige mindet om, at vi skulle have været på vej til England nu. Øvøvøvøv.

22. marts 2020

Det kan godt være, at visse projekter er udskudt, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Flere af vores rejseplaner er i fare. Ikke engang bare i fare – jeg er sikker på, at de allerede er døde.
Så må vi finde på noget andet. Ikke fordi vi skulle have været afsted nu, men det er da utroligt, som man går og bliver rastløs, bare fordi man har fået et påbud, der i bund og grund ikke ændrer noget på vores umiddelbare hverdag.
Vi kørte til Stevns til vores sædvanlige ramsløgsted, hvor jeg fik plukket min sædvanlige temmelig store portion, så den står på ramsløgstærte i aften eller i morgen. Jeg ved nemlig ikke, om jeg gider lave den sidste dag af kassen fra Årstiderne her til aften, eller jeg bruger råvarerne til noget andet.
De meldte ud, at de ændrede “Low carb-kassen” til “Ketokassen” for at give os endnu færre kulhydrater. Den fik selvfølgelig en chance, men nøj, den var kedelig! Den gad vi ikke.
Jeg ændrede derfor til “Pescetarkassen”, som vi netop har prøvet for første gang. Det var så også sidste gang, fandt vi hurtigt ud af … jeg har lige ændret igen, denne gang til “Verdenskassen”. Nu håber vi på at få noget mere spændende mad. Heldigvis er det supernemt at skifte mellem abonnementerne.

KantprojektKantprojekt

På vejen tilbage kørte John en vej, jeg aldrig har været på, og som John ikke har ‘bekørt’ siden han kørte taxa. Den førte os forbi en entreprenør, som havde nogle bunker med store, firkantede sten liggende. Vi kørte ind og så på dem. Blev enige om, at de var de helt rigtige at lægge som kantsten til at standse jordskredsfaren der hvor brænde’skuret’ havde stået. Jeg ringede til det nummer, der stod på skiltet.
Sååå tæt på ...Vi kunne hente alle de sten vi skulle bruge. Jeg takkede og sagde, at vi bare lige skulle hjem og hente traileren, så kom vi igen.
Traileren var fuld af haveaffald. Det var haveaffaldspladsen på genbrugsstationen også!
Det var simpelthen så heldigt, at vi pludselig stod og skulle have tømt traileren, for var vi kommet ½ time senere, havde det været slut med pladsen. Vi holdt som nummer tre i en afleveringskø, der var vokset til seks efter os, da vi kørte igen, og jeg tror bestemt, at nogle af dem ville være nødt til at køre med uforrettet sag. Men det er klart – folk har jo tid nu, så det vælter ind med haveaffald. Jeg håber, der kommer nogen og får det stuvet lidt sammen i morgen, så der bliver plads til mere. Billedet viser bilen efter os – se hvor tæt han holder på indkørslen, og det er ellers en temmelig stor plads, der er til haveaffald.
Vi kørte tilbage til entreprenøren, som kom ud og hilste på. På behørig afstand, naturligvis. Han var en gut nok på Johns alder – og han har intet problem med, at frisørerne holder lukket. Hans kridhvide, men kraftige hestehale nåede ham til taljen – et ikke helt almindeligt syn blandt mænd i den alder.
Vi fik 40 sten og kunne bare komme igen, hvis vi havde skønnet forkert.
Det vil tage os et par dage eller tre at lægge disse sten – det er hårdt arbejde, især for Johns knæ og ryg.

PS: Min søster og svoger er hjemme igen! Det er så godt. De skal holde sig isolerede i 14 dage og må ikke forlade hjemmet i den periode, men det er en lille pris at betale for at være hjemme i DK.

16. marts 2020

Vi er godt lakket til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Johns grydebrød

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

6. februar 2020

Koks i årstiderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: ,

Det er vinter, siger kalenderen, men det er den varmeste januar i mands minde og absolut ikke specielt vinteragtigt.
Personligt har jeg intet imod dette, men jeg ved, at mange savner frost og sne. Jeg frygter lige nu mest, at der kommer en kuldeperiode, som vil ødelægge alt det, der er alt for tidligt fremme.
Man kan dog trods alt ikke sige, at der er gået koks i årstiderne, men usædvanligt er det.

Men der er gået koks i det for Årstiderne.
Hver tredje tirsdag får vi LowCarbKassen fra Årstiderne. Den er fra uge 6 ændret til at hedde KetoKassen og der er dermed “skruet endnu mere ned for kulhydraterne”. Også for kødmængden, men der er i stedet mere grønt. Det er fint med mig – det skal i hvert fald prøves af, inden jeg ændrer på det.
Den første af den nye slags kom i tirsdags. Jeg abonnerer på kassen til to personer i fem dage.
Jeg pakkede først frostkassen ud, hvor kød, fisk og eventuelle mælkeprodukter findes. Den så rigtig ud – der var fem pakker + lidt creme fraiche.
Så pakkede jeg grøntkassen ud: Kartofler??? Oven i købet to poser? Og en pakke RIS??? Hvad har de dog gang i? Det er da på ingen måde ‘keto’ – tværtimod.
Der var heller ikke så mange grønsager som ventet, eftersom de havde skrevet, at der skulle være flere end normalt.
Jeg nåede ned i bunden til ugens opskrifter.
Det første, der ramte mine øjne var “3 personer i 3 dage”. Dammit. Det nummer har de lavet en gang før, men man kan finde opskrifterne på nettet, så den fejl er til at råde bod på.
Det andet der ramte var ordet “KVIKKASSEN”. Aha – det forklarer kartofler og ris. Opskrifterne passede dog ikke af den grund med indholdet af hverken frost- eller grøntkassen.
Jeg ringede til kundeservice, forklarede problemet og blev bedt om at oplyse kodenumrene på de to kasser. Han takkede og sagde, at han ville kontakte distributøren, for den rigtige grøntkasse måtte jo befinde sig et eller andet sted … jeg ville høre fra ham senere.

Der gik et par timer, inden han ringede:
– Det er faktisk – ifølge koden – den rigtige grøntkasse, du har fået.
Jeg nåede at undre mig, men ikke at spørge, inden han sagde:
– MEN: Det er pakkeriet, den er gal med. De har simpelthen ikke pakket de rigtige ting i kasserne, så der står altså ikke en kasse og savner dig.
– Uuuha, sagde jeg, så er jeg vist ikke den eneste, der har fået forkert levering i dag?
– Nej, det er du ikke. Slet ikke, desværre … har du pakket kasserne ud?
– Æhhh, jada, hvordan tror du ellers, jeg skulle kunne konstatere, at jeg har fået forkert levering?
– Nåhnej, selvfølgelig, men så må vi ikke tage den retur. Du beholder bare hvad du har fået, og så krediterer vi dig for denne levering. Den skal du naturligvis ikke betale for.

1 marts 2018 (1)

Jeg er glad for Årstiderne, og med den gode service har jeg ikke tænkt mig at ændre noget vedrørende mit abonnement.
Alle begår fejl indimellem, og selv om denne nok var en af de lidt mere omfattende, så var det Årstiderne selv, det gik mest ud over, og jeg tror der var nogle af deres medarbejdere, som stod til lidt af en skideballe i går.
For 1½ års tid siden fik jeg ingen levering, da jeg forventede det. Der gik en dags tid, inden de fandt ud af, at distributøren havde afleveret den på en forkert adresse. Det var godt nok ret frækt, at manden der med tak tog imod leveringen, undlod at fortælle, at han ikke abonnerede på Årstidernes kasser, for det var sådan det var, sagde chaufføren senere til mig, så han tænkte ikke over det, før han blev ringet op og fortalt, at der var en kunde, der savnede en levering. Jeg fik en erstatningskasse et par dage efter, som jeg ikke skulle betale for, så igen: Servicen fejler ikke noget.
Det allerbedste ved disse måltidskasser har jeg nævnt før: Det er, at jeg for næsten 25 % af mine aftensmåltiders vedkommende ikke skal finde på.
Dette irritationsmoment kender rigtig mange husmødre, ved jeg: Det værste er ikke at lave maden; det er at finde på, finde på, finde på.

1. februar 2020

Ildsjæle brænder ikke ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Da vi var på julebasar i Stege, købte vi kalvekød fra en gård på Møn. De kalder det selv for Velfærdskød.
Jeg har aldrig fået så godt kød her i Danmark. Ganske enkelt … der var så meget og så god smag i, at vi bare kiggede på hinanden og sagde wow!
Og så var det endda ‘bare’ fars. Jeg var nødt til at prøve noget mere kød fra deres gård, og da butikken har åbent hver lørdag, kørte vi i dag en tur til Møn. Det skal åbenbart være dårligt vejr, når vi er på den ellers så smukke ø, men det må vel lykkes en dag at ramme noget bedre vejr.
Pyt. Vejret var ikke det primære i dag; det var jerseytyrene og nogle særdeles kælelystne grise. Jeg kælede dog ikke med dem, men det gjorde ildsjælen, som er den kvindelige part af gårdejerne – de kappedes om hendes gunst, da hun rakte en hånd ned for at klø dem på hovedet.

P1000690

Har I nogensinde set så finurlig en gris? Med stort smil på og glimt i øjnene?
Selvfølgelig er det ikke sådan det er, men det ser sådan ud, ikke sandt? Den er helt menneskelig at se på, og jeg indrømmer blankt, at jeg hellere vil se på denne glade gris, end jeg vil belaste mine øjne ved synet af fx en vis amerikansk præsident, som jeg virkelig synes er et dumt svin. Sorry.

Karen og Torben Olsen, som ejer gården, var ude at arbejde, da vi kom. Det samme var deres to sønner, så de mener det med familieforetagendet.
Vi troede vi bare skulle ind i en gårdbutik og finde lidt kød frem fra fryseren, men Karen spurgte, om vi ikke ville se bedriften, hvad vi selvfølgelig gerne ville. De har kun jerseykvæg, og de har kun tyrekalve, da disse normalt bliver aflivet kort efter fødslen, fordi de ikke er rentable. Jerseykvæg er ikke kød- men malkekvæg, og til det er en tyrekalv ikke specielt velegnet.
Grunden til, at det ikke er kødkvæg, kan I selv tage en tur til Møn for at finde ud af. Jeg kan skrive under på, at jerseytyre – og ditto stude – producerer noget yderst velsmagende kød.
Karen fortalte og fortalte. Hun er en ildsjæl, som man holder af to minutter efter at have stiftet bekendtskab med hende. Hun må have fortalt om det kvæg flere hundrede gange før, men John og jeg følte, at dette var første gang, hun fik chancen. Iblandet masser af smil, glimt i øjnene og humor. What’s not to like?
Vi hørte ikke kun om stedet her, fordi meget af hendes information affødte spørgsmål fra vores side, så vi kom en del rundt – i flere betydninger – i den lille time, vi tilbragte der.

Jerseykalve

Disse små fyre er omkring 2½ måned gamle, og de får lov til at spise alt det, de overhovedet orker.
Vi kom hjem med tyksteg, fars og ribeye fra kalv, samt fars, koteletter og bacon fra gris. De havde desværre udsolgt af de meget trendy nyretapper, men så har jeg en undskyldning for at komme igen en anden gang.
Jeg ville gerne bestille en halv kalv hos dem, men så meget plads får jeg desværre nok aldrig skabt i min fryser. Jeg må finde nogen at dele med.

Vi afsluttede turen med frokost på Muldiverset. Birgitte der er også en skøn kvinde, og selv om det kun var vores tredje besøg, havde hun helt styr på hvem vi var (.. velkommen – det er hyggeligt at se jer igen. Kan du da genkende os? Ja – det var jer, der tog jeres engelske familie med sidst I var her, ikke?).
Livet er godt.

31. december 2019

Skal man se frem eller tilbage i dag? Eller både-og?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: , ,

Det er i disse dage, man ikke kan åbne en avis eller tænde for radio eller tv uden at støde ind i et eller flere tilbageblik.
Året der gik i enhver tænkelig afskygning. Årets vejr. Sporten 2019. Årets døde. Dem var der alt for mange af i min nærhed, men de er ikke omtalt i medierne.
Selv ser jeg ikke så meget tilbage eller frem. Det vil sige … jeg gør naturligvis begge dele, men nok hverken mere eller mindre i dag/aften end normalt.
Jeg bliver heller ikke specielt nostalgisk, men jeg kan godt blive lidt skræmt (det gør jeg hvert år) over, hvor heeeelt vildt kort tid der er gået siden vi sidst fejrede nytårsaften.
Vi har gjort noget vi ikke har gjort før: Vi har bestilt mad udefra. Fra Madsynergi, hvor et af stederne ligger ikke så langt fra os. Det er med krydsede fingre, for vi har ikke personlig erfaring med det, men har dog, efter vi har bestilt, hørt, at det er rigtig godt. Tre appetizer-snacks + tre retter + kransekage. Ikke øjenbrynsløftende billigt, men bestemt heller ikke michelinstjernedyrt.
Jeg gider ikke stå i køkkenet hele dagen for at lave en tre- eller fireretters menu til bare os to. Vi gider heller ikke rigtig være mere end bare os to …
Før kunne vi nyde en en god, rød bøf, men det gider vi heller ikke spise mere. Det var mange ‘gider ikke’, men vi har altid godt gidet have en stille nytårsaften i afslappende tosomhed.

Det er Credit Day i dag. Den dag i måneden, hvor jeg får min gratis lydbog fra Audible, som normalt koster et abonnement, men som jeg som Amazon Prime Member får med i primepakken (ligesom den gratis fragt på alt hvad jeg bestiller i England + plus rabat på mange ting, så medlemskabet bliver som regel tjent ind). Man har desværre ikke ubegrænset ret til lydbøger, som man har på det danske Bookmate, men jeg synes det giver mig en del at høre bøger læst op på engelsk – jeg kan alt for godt mærke, at det med sprog ikke mere er en del af mit daglige arbejde, selv om det naturligvis bliver frisket en smule op, når jeg taler med Tim – det er bare ikke nok.
Dagens valg var The Sewing Machine. Man har altid mulighed for fem minutters prøvelytning, hvilket er fint, for – bortset fra et par stykker – kender jeg ikke de engelske oplæsere, så det er fint at kunne høre, om man kan holde vedkommende ud, idet der formentlig er lige så stor forskel på engelske oplæsere, som der er på de danske.
It is 1911, and Jean is about to join the mass strike at the Singer factory. For her, nothing will be the same again. Decades later, Connie sews coded moments of her life into a notebook, as her mother did before her. More than 100 years after his grandmother’s sewing machine was made, Fred unpicks the secrets of four generations, one stitch at a time.
Jeg tror den er god; den kvindelige oplæser har en charmerende skotsk accent, så jeg glæder mig.
Jeg er i gang med en sweater til John, som strikkes på pinde 3,5. Der går en del lydbøger til sådant et arbejde.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.