Hos Mommer

3. juli 2019

To gange Nyhavn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Vi har gang i planlægningen af en stor rejse til Alaska og Canada, hvilket involverer rejsebureauet Nyhavn Rejser, som ikke længere ligger i Nyhavn, men lige ved siden af Østerport station. Vi tog toget til staden, for det der med at finde parkeringspladser i den indre by er en stort set umulig mission, og hvis det endelig lykkes at finde en, koster afgiften nærmest prisen for en lille bil. Det er nu ikke fordi toget gør det billigere; det kan kun betale sig, hvis man rejser én person, men det er en del mere afslappende – især for ham, der plejer at være chauffør – og så holder vi begge to af denne rejseform. Ikke så meget S-tog, det kan være lidt ligemeget, men alle andre former for tog, og turen med lokalbanen fra Faxe Ladeplads til Køge er hyggelig.

P1030290P1030291P1030292

Vi gik fra Nyhavn til Nyhavn. Visse steder fornemmer man ikke, at man befinder sig i en storby, for med roserne og stokroserne og de farverige, små og hyggelige byhuse kunne vi lige så godt befinde os i en provinsby. Gadenavnene er også romantiske: Hjertensfrydsgade, Krusemyntegade … og ved det blå hus står der en blå cykel, naturligvis.
Vi lovede i foråret hinanden, at vi en dag skulle ind til København og lege turister, og nu vi alligevel havde en aftale derinde, kunne vi lige så godt slå to fluer med ét smæk.

P1030293

Vejret var okay, selv om det blæste meget. Desuagtet vovede vi os ud på voverne i form af en kanalrundfart på en times tid, for det var maaange år siden, vi sidst var på sådan en, og vi havde været så forudseende at tage regnfrakker med, så vi kunne holde den kølige vind ude. Det var højvande i går, så broerne var kun lige til at komme under, hvilket betød, at vi skulle huske at dukke os, medmindre vi havde lyst til at blive et hoved kortere i løbet af turen.

P1030296

Det var en hyggelig tur med både gensyn og nysyn.
Der var rigtig mange turister i byen, både på Strøget, i Nyhavn og ude ved Den Lille Havfrue, men eftersom vi kunne tælle fem store krydstogtskibe, gav det nok en del af forklaringen på de mange mennesker.

P1030302

Var det noget med en husbåd? 222 m2 for bare 6,550 millioner kroner? Ingen have at passe – fem værelser, to badeværelser, bryggers, stor opholdsstue, ditto køkken og en tagterrasse.

P1030312

Ingeniørernes hus BLOX (inspireret af legoklodser) havde jeg ikke set før – det er flot, synes jeg.
Med billetten til rundfarten fik vi et rabathæfte, som inspirerede os til at booke et bord på den italienske Riz Raz i Kompagnistræde.
Det var en positiv overraskelse – de havde en omfattende, vegetarisk middelhavsbuffet, som man kunne vælge solo eller som tilbehør. Vi gjorde det sidste og bestilte som hovedret en Riz Raz Blend It, som bestod af ristede kammuslinger, kæmperejer, laks, lammekrone og kyllingespyd plus garniture.
Vi blev meget mætte. Jeg gemte strategisk kyllingen til sidst, for hvis jeg ikke kunne spise op, var den den, der skulle levnes. Det viste sig at være et klogt træk fra min side …

P1030315P1030315

Plastikaffald i et strøgvindue? Nej, men en efterligning i kongeligt porcelæn. Hvorfor? Pas … men det fangede da vores opmærksomhed.

Reklamer

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

9. marts 2019

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , ,

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Seks retter Norsminde
Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

7. marts 2019

Det stod lige parat til os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

P1020370Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
P1020460Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

P1020376P1020377

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

P1040241I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Vinsmagning på Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Vinkælderen Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

P1040239

5. marts 2019

Nu igen?!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , , ,

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
 Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

27. februar 2019

Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: ,

Nye kartofler i februarSvaret på overskriften er: ikke noget som helst!
Men hvis der skulle være nogen, der absolut ikke gider beskæftige sig med Brexit, kan disse stoppe efter billedet, som forestiller nyopgravede kartofler fra min have! Mon ikke det er danmarksrekord? Men okay – man kan nok ikke kalde det for nye kartofler, og hvordan de smager, ved jeg først i aften.
Jeg skulle forårsordne bedet, jeg havde kartofler i i 2017, og jeg må have overset en ved opgravningen af dem, for disse er fra sidste år. Planten har haft kummerlige kår, for jeg opdagede ikke engang, at jeg havde en kartoffelplante sidste år.

Den sidste del af indlægget er sendt til mig af en tidligere kollega, som har teksten fra FB, hvor den har været delt et utal af gange.
Den er måske lidt sej at komme igennem, men det er både godt skrevet, sandt og temmelig sørgeligt. Og Tims kommentar til sidst må I ikke overse!

It all makes sense now…

BREXIT EXPLAINED

David Cameron made a promise he didn’t think he’d have to keep to have a referendum he didn’t think he would lose.

Boris Johnson decided to back the side he didn’t believe in because he didn’t think it would win. Then Gove, who said he wouldn’t run, did, and Boris who said he would run, said he wouldn’t, and Theresa May who didn’t vote for Brexit got the job of making it happen.

She called the election she said she wouldn’t and lost the majority David Cameron hadn’t expected to win in the first place. She triggered Article 50 when we didn’t need to and said we would talk about trade at the same time as the divorce deal and the EU said they wouldn’t so we didn’t.

People thought she wouldn’t get the divorce settled but she did, but only by agreeing to separate arrangements for Northern Ireland when she had promised the DUP she wouldn’t.

Then the Cabinet agreed a deal but they hadn’t, and David Davis who was Brexit Secretary but wasn’t said it wasn’t what people had voted for and he couldn’t support what he had just supported and left.

Boris Johnson who hadn’t left then wished that he had and did, but it was a bit late for that.

Dominic Raab became the new Brexit secretary.

People thought Theresa May wouldn’t get a withdrawal agreement negotiated, but once she had they wished that she hadn’t, because hardly anybody liked it whether they wanted to leave or not.

Jacob Rees-Mogg kept threatening a vote of no confidence in her but not enough people were confident enough people would not have confidence in her to confidently call a no confidence vote.

Dominic Raab said he hadn’t really been Brexit Secretary either and resigned, and somebody else took the job but it probably isn’t worth remembering who they are as they’re not really doing the job either as Olly Robbins is.

Then she said she would call a vote and didn’t, that she wouldn’t release some legal advice but had to, that she would get some concessions but didn’t, and got cross that Juncker was calling her nebulous when he wasn’t but probably should have been.

At some point Jacob Rees Mogg and others called a vote of no confidence in her, which she won by promising to leave, so she can stay. But they said she had really lost it and should go, at the same time as saying that people who voted Leave knew what they were voting for which they couldn’t possibly have because we still don’t know now, and that we should leave the vote to Leave vote alone but have no confidence in the no confidence vote which won by more.

The government also argued in court against us being able to say we didn’t want to leave after all but it turned out we could.

She named a date for the vote on her agreement which nobody expected to pass, while pretending that no deal which nobody wants is still possible (even though we know we can just say we are not leaving), and that we can’t have a second referendum because having a democratic vote is undemocratic. And of course as expected she loses.

Some people are talking about a managed no-deal which is not a deal but is not no-deal either.

Thank goodness for strong and stable government.

Her er Tims kommentar:
That is absolutely excellent and sadly true!

I had not seen it before – if fact I think it is much worse than that, because it ignores the opposition party, whose members want to remain or have a second referendum but whose leader wants to leave, but not as much as he wants to have a general election and get rid of Theresa May, so he can then make us leave, against the will of his party and most of the nation!

It also ignores the Scots who want to leave England but stay in Europe.

And the Irish who want to stay in England but remain in Europe too!

Oh, and the Labour leader is against the backstop because it could trap us in the customs union, but he wants a guarantee that any deal will keep us in the customs union.

23. februar 2019

Det var fantastisk mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

P1040220P1040221

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

P1040222P1040223

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

P1040224P1040231

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

P1040232P1040235

P1040237

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

7. februar 2019

Selvpineri …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

Hvorfor gør jeg det?
Relateret billedeHvorfor sidder jeg og ser den australske bagedyst og hvorfor i alverden ser jeg bagefter Bake Off: The Professionals (tidligere kaldet Bake Off: Creme De La Creme, og det er netop de tidligere, jeg for tiden ser over TV2Fri), hvor det er professionelle, engelske dessertkokke i hold á tre personer, der dyster i at fremstille de mest fantastiske kager og desserter?
Det er det rene selvpineri – jeg/vi er på diæt (jeg har tabt tre kilo, siden vi kom hjem!) – altså er overhovedet ingen form for søde sager tilladt for vores vedkommende. Ikke engang når vi har gæster; da står ‘desserten’ på ost, hvilket dog ikke er så tosset endda …
Men jeg elsker jo desserter af alskens art. Ikke fordi de skal være hvinende søde, men sukker i desserter kan vel næppe undgås.
Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor sidder jeg og kan næsten ikke holde mundvandet inde?

Måske fordi især Creme de la Creme er så eventyrlig imponerende at se – amatørbagerne er skam rigtig gode, men det er intet mindre end fantastisk, hvad de professionelle kan præsentere for seerne og dommerne. Jeg kan i sagens natur kun bedømme udseendet, men min fantasi rækker fint til at forestille mig, hvor helt vidunderligt det må være at sætte tænderne i frembringelserne – også selv om dommerne er yderst kritiske og ofte også ret hårde i deres bedømmelser.

I går så John det også. Han så værten Tom Kerridge (som sidder på bænken i billedets venstre side) i cirka to sekunder, hvorefter han sagde: “Det er da ham, der har stået model til Schreck!”
Det var lidt ondt og måske heller ikke helt rigtigt, men jeg kunne sagtens se hvad han mente, og nu kan jeg ikke se den professionelle Bake Off uden at se Schreck for mig hele tiden.

Den australske bagedyst har i øvrigt haft en lige så ung deltager som vi havde i den seneste danske udgave – bare 16 år var han, og en lige så sød og sympatisk fyr som vores vinder Emil. Den australske Antonio kom helt til finalen, men jeg var næsten klar over, at han ikke ville vinde, for så kunne vi ikke i Danmark have hævdet at have verdens yngste bagedystvinder.
Jeg har set amatørbagedysten fra Danmark, Sverige, England og nu også Australien, og det er ret interessant at se, hvor forskellige opgaverne er fra land til land. Hvis I nu alligevel bare sidder og strikker fordi det ikke er vejr til at gå ud i, kan jeg anbefale at se de forskellige dyster og sammenligne de relativt store nationale forskelle. Eller bare se dem fordi I måske har lyst til lidt visuel forkælelse – det er jo trods alt ikke alle, der strikker og godt kan lide at have tv’et kørende imens …

17. januar 2019

Punta del Este – et ultrakort besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , , ,

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

P1020094

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

P1020090

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
P1020093I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Forret med laks - MuranoFlamberet hummer - MuranoFlamberet hummer - MuranoGrand Marnier-sufflé - Murano

Afternoon tea - Celebrity EclipseDet ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

15. januar 2019

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , ,

P1040101Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

P1020088P1020061

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

P1020072

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

P1020068P1020083

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

P1020074

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

P1020078

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

P1020087

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

8. januar 2019

Mad til 4200 personer i 14 dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 3:31
Tags: , , ,

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
P1030952Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

P1030963

P1030947P1030948Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.

P1030938P1030939P1030940P1030941P1030942P1030943P1030944P1030946P1030945

1. december 2018

Lakse- og lagencirkus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

_1010284Det er fjerde gang jeg gør det, og de tre seneste har jeg spurgt mig selv hvorfor jeg gør det, for jeg kan ikke lide det. Som i overhovedet ikke.
Alligevel kender jeg svaret: Jeg gør det, fordi Johns hjemmerøgede lakseørredsider bare er noget af det bedste til en gæstefrokost – især når den bliver serveret med med Christina Ovesens porrecreme.
Men for sulan, hvor kan jeg ikke fordrage at filetere fiskene.
Det er næstsidste lørdag, Sortsø Røgeri har udsalg af lakseørreder nede på havnen. Næste år må jeg huske at finde ud af, i hvilken weekend de starter på det, for alle de store fisk er væk, og i dag kunne jeg kun vælge mellem fisk mellem et og to kilo og mellem to og tre kilo. Det var såmænd også okay; jeg ville dog godt have haft i hvert fald en enkelt, der var meget større, men nu tog jeg fire af de størst mulige.
Selv om jeg fik en supergod fileteringskniv af John, bliver jeg aldrig god til det. Når man ser de professionelle filetere fisk, siger det zzzzt og det tager to nanosekunder.
Sådan er det på ingen måde, når jeg gør det, men med fire fisk om året kan man næppe forvente at udvikle et professionelt håndelag. Desværre.
Gjort blev det ikke desto mindre, så nu har jeg otte store fileter plus tre pakker hakket laks i fryseren.
Det var årets laksecirkus i Ellens køkken.

_1010287

Dette her var et helt andet cirkus. I morges satte jeg sengetøj over til vask og tørring. Jeg havde helt glemt, hvor meget sengetøj jeg havde lagt oppe i Sverige (hvorfor det nu viser sig dumt, at jeg købte fire nye lagener, da vi skulle til Vesterhavet med englænderne), fordi når vi selv skulle have skiftet, tog jeg det bare med hjem og tog det med retur i vasket tilstand.
Ekstrasættene havde jeg liggende i tilfælde af, at gæster skulle have glemt selv at medbringe sengetøj.
Det havde ligget så længe, at det lugtede en smule hengemt, så jeg lagde det i vaskemaskinen i morges og satte den til at tørre, for vejret er ikke til udendørs tørring for tiden, og jeg ville have den store bunke vasketøj af vejen hurtigst muligt.
Jeg bruger stort set aldrig den indbyggede tørretumbler, og nu er det helt sikkert helt slut. Den er elendig! Når man tager sengetøj ind fra en tørresnor, er det fint glat og kan lægges direkte enten på sengen eller i skabet.
Det kunne jeg ikke i dag, så jeg var nødt til at stryge det – folk kan jo blive væk i de utallige og kæmpestore folder i lagenerne!
Der blev brugt mere vand til strygningen, end der ville have fordampet fra vasketøjet, hvis jeg havde tørret det på stativ inden døre, hvilket John af samme grund ikke kan lide, at jeg gør.
Jeg viste ham disse lagener, og da jeg fortalte ham, at han fremover kan få lov til at stryge dem, hvis han insisterer på, at jeg ikke må tørre dem på stativ, kapitulerede han. Han kunne godt forstå, at jeg var knotten.
De to af lagenerne var faconlagener og dermed næsten umulige at stryge. Det her lagencirkus deltager jeg ikke frivilligt i igen!

19. november 2018

Svanerne fryser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

P1030698 - CopyDet blæser en halv pelikan i dag (ved I, hvorfor man siger sådan? Svaret fås her), og svanerne ligger med hovedet under armen eller med hovedet under vandoverfladen så meget som det kan lade sig gøre uden de drukner. Det må være koldt om næbbet, uanset om det befinder sig over eller under vandoverfladen.
Solen kommer og går; det ene øjeblik styrter det ned, det næste skinner solen. Jeg har været ude for at plukke en spand æbler fra bagboens træ, inden det bliver for sent. De har de skønneste æbler, og de har en million af dem. Mindst. Og når jeg nu har fået lov til at tage af dem, er det bare med at benytte sig af tilbuddet. Jeg gik i solskin, men inden jeg var nået de 50 meter op til æbletræet, stod det ned i tove, så jeg blev ret våd. Det overlever jeg dog nok …
I aftes lavede jeg den skønneste, gammeldags æbleflæsk. Det er bare SÅ lækkert, og dermed blev der plads til en ny forsyning æbler i den muse- og rottesikrede opbevaringskasse, John lavede til mig, så afsted med mig.

Der bliver syet og strikket julegaver. Som ikke er rigtige julegaver, men ting, jeg tager med til julefrokosten med mine søskende og deres børn.
Jeg har toiletpunge med, og jeg har huer, halstørklæder, sokker, hjemmesko og pandebånd med. Noget gider de godt have, men ikke det hele. De strikkede ting, de ikke vil have, ryger ned i Røde Kors-butikken, hvor de forhåbentlig kan blive afsat.

Nyt koncept i brødkurvNyt koncept i brødkurv

Der bliver også lavet lidt til mig selv. Herover en brødkurv, lavet af en slags pølser af stof med fyld i – inspireret af Made by Lil. Jeg så en ovre hos hende og faldt med det samme for den, og så er det jo altid rart at kunne lave noget nyt – eller i hvert fald lave noget velkendt efter en ny metode, så der kan komme lidt variation i produkterne.
IMG_8645KurvJeg lavede først kurven til højre, hvor jeg lige ville bruge nogle haloweenstoffer op, men den blev alt for stor; især alt for høj, og det selv om jeg oven i købet lavede den tre lag lavere end opskriften sagde … men nu havde jeg syet pølserne, og så valgte jeg at anvende dem alle. Det er dog nærmest blevet til en balje i stedet for en kurv, så nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med den. Hvis den skal bruges som brødkurv, så skal man være mere end 10 personer, hvis ikke brødet bare skal skjule sig nede på bunden af kurven.
Så blev den røde lidt bedre, selv om jeg regnede forkert, så bunden fik for lille en diameter. Overlappet skulle absolut ikke have været så stort, men sådan blev det.
Første gang er altid et pilotprojekt. Hvad kalder man det så, når heller ikke andet forsøg går helt efter planen?
Jeg har også lavet en lille toiletpung efter konceptet, men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om den. Den har en underlig og ikke specielt elegant lukning. Muligvis kan jeg forbedre den del af det – det vil pynte en del på udseendet.

15. november 2018

Og hvordan var så maden i Grønland?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

Maden var en positiv overraskelse.
SælspækVi havde købt hele udflugtspakken og hele ‘madpakken’, for efter en googling om det kulinariske liv i Kangerlussuaq, var vi klar over, at der hverken var en Chinatown eller et Little Italy i den by. Hvilket så ikke kom helt bag på os … den tilsyneladende eneste restaurant, der var kendt for at lave rigtig god mad, var Roklubben, og eftersom det var der, man skulle spise, når man tog ‘madpakken’ med, var valget lige som ikke specielt vanskeligt.
Morgenmaden var med i rejsens pris og til alle fire frokoster kunne vi hente, hvad de kaldte sandwiches, men hvad jeg mere syntes lignede landgangsbrød, i vandrehjemmets køkkens køleskab. De var delikat veltillavede og ditto smagende, men temmelig vanskeligt tilgængelige – det lod sig dog gøre med en tallerken, kniv og gaffel. Værre var det, da vi skulle indtage dem håndholdt udendørs på et stop på vej ind til indlandsisen om søndagen. Det gik, trods en del vanskeligheder for de fleste, så nogenlunde … der blev bare efterladt en masse mad til polarrævene og ravnene, men det gjorde intet. Faktisk blev vi af guiden direkte bedt om at lade være med at tage rester med tilbage, men endelig smide dem, hvor vi stod – der var nemlig mange, der kunne få glæde af det. Vi tog derfor kun indpakningen med tilbage.

grønlandsk buffetgrønlandsk buffet

Aftensmaden bestod af dagens ret, hvilket skulle tages bogstaveligt, for der var kun én ret til os, undtagen én aften ud af de fire. Til gengæld var den ene ret virkelig god – hver dag. Først lam på dag 1, så en oksesteak (KÆMPEstor, men på alle måder perfekt!) på dag 2, stegt hellefisk dag 3, og om søndagen, den sidste aften, en stor, grønlandsk buffet med alt til faget hørende. Vil jeg tro … jeg er jo ikke ligefrem ekspert på området.
På øverste billede ses mattak, som er hud fra hvidhvalen. Der var ikke så meget, sikkert fordi folk erfaringsmæssigt ikke ligefrem hamstrer af denne specialitet. Det var sejt at tygge i, men jeg syntes til min overraskelse ganske godt om det; måske fordi det havde ligget og marineret i et eller andet.

Røget moskusSnow crab

Der var moskusokse i to varianter; den ene røget. Der var suppe, rensdyrtatar, stegt hval, hellefisk, snow crab (uhmmm), laks, rejer, en pastasalat, kartoffelsalat, en slags kartoffelmos (“knust kartoffel”), lammekoteletter og rensdyrpølser. Plus et par ting mere, jeg ikke lige husker nu, men jeg husker glimrende, hvor überlækkert det hele var.

Rensdyrtatar

Og ikke kun var det lækkert, det var også meget professionelt og delikat arrangeret på fadene, så alt i alt var både jeg og samtlige andre gæster glade. Jeg spiste naturligvis alt for meget, hvilket ikke er nogen nyhed, når der bliver serveret så dejlig mad for mig.
Det var som sagt søndag aften, så der var flere gæster fra byen, som kom og nød Roklubbens berømte buffet – restauranten var helt fuld – meget godt gået i en by med bare 510 fastboende sjæle en aften midt i november.

30. september 2018

Og hvad får du så tiden til at gå med?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , , ,

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Syltede henkogte chiliDet gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Syltede henkogte pærerOg hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

5. august 2018

Den ultimative skaldyrsbuffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags: ,

Vi har oplevet så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde, men nu kommer fredagsoplevelsen først.
Det var den store og efterhånden nærmest legendariske skaldyrsbuffet på restaurant Arken i Køge Marina. Man er nødt til at bestille bord flere måneder i forvejen, og vi hørte da også mange, som blev afvist. Restauranten, som kan rumme temmelig mange mennesker i de fire rum, var propfuld.
De har buffeten torsdag og fredag aften i juli, august og september, og der er altid 100 % booket op.
Vi skulle mødes der med Hanne og Steen, og vi var alle fire spændte på, hvad vi gik ind til. Måske især John, som normalt ikke kan slæbes med ind på en fiskerestaurant og ikke engang kunne overtales til det i Bretagne.

Skaldyrsbuffet på Arken (1)Skaldyrsbuffet på Arken (2)

Skaldyrsbuffet på Arken (6)Skaldyrsbuffet på Arken (7)

Det var f.u.l.d.stændig fantastisk. Intet mindre. Vi var forbløffede, overraskede, imponerede, glade, benovede …
64 forskellige ting var der – plus salatbuffeten. 64 ting, og vi kunne næsten nå igennem dem alle, fordi mange af dem var anrettet i bittesmå, men yderst delikate, portioner.
Langs den ene væg stod der kokke og stegte rejer og kammuslinger efterhånden som vi kom og fik dem på tallerkenerne.
I hjørnet stod hummertårnet; der var ½ hummer til alle, der ville have en sådan, og nedenunder lå der taskekrabber, jomfruhummere og andre lækkerier.

Skaldyrsbuffet på Arken (3)Skaldyrsbuffet på Arken (9)

Der var østers, forskellige slags clams; der var kammuslinger tilberedt på flere forskellige måder, og der var blå-, kniv- og andre muslinger.
Blæksprutter, tun, havkat og rødfisk. Torsk, laks, sværdfisk og haj.
Der var også kæmpeskåle med hundredvis af halve citroner, som var pakket ind i tyl, som var bundet med en snor. Alene det er et stort arbejde. Der var også hundredvis af våde, kolde, hvide vaskeklude, fint rullet sammen og lagt så fint og pynteligt i en meget stor skål.
Der var kælet for alle detaljer, både de kulinariske og de mere praktiske.

Skaldyrsbuffet på Arken (10)Skaldyrsbuffet på Arken (11)

Det var i det hele taget suverænt alt sammen. Vi blev naturligvis mætte, men som det altid er med fisk, bliver man mæt på den gode måde og uden den overfyldte fornemmelse, man kan få efter en stor middag med kød. Ikke at vi ikke bryder os om det … det er bare noget andet.

Og nu til noget lidt pudsigt: Vi blev inviteret op til Sus og Jan hele weekenden, men kom først derop i går, lørdag, fordi vi længe havde haft denne aftale fredag aften – der skal jo bookes i god tid.
Torsdag aften var Sus og Jan til skaldyrsbuffet på Arken i Køge Marina. De bor i København og har sommerhus på Sjællands nordkyst, så vi havde ikke lige forestillet os, at de skulle kunne findes i Køge dagen før os, men som sagt: det er en hamrende god buffet, som er kendt viden om.

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

3. august 2018

Køkken- og naboskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:09
Tags: ,

IMG_8479Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Jeg vil gerne bede om lidt nabohjælp.
Jeg røg op af stolen og sagde: Naturligvis! Hvad kan jeg gøre for dig?
Du kan hjælpe os af med denne spand blommer. Vi er ved at drukne i dem, og vi frygter en snarlig hvepseinvasion
.
Det var så sandelig en hjælp, der var nem at yde, eftersom jeg ikke engang skulle plukke dem selv, bare finde en egnet beholder at komme dem over i.
Det blev til henkogte blommer og nogle glas blomme-abrikosmarmelade, som stadig er husets og visse englænderes yndlingsmarmelade. Det var meget heldigt, for i år har vi sølle 23 blommer, hvor det sidste år var os, der leverede til hele vejen.

Jeg er i det hele taget omgivet af flinke mennesker. I tirsdags var der en af Røde Kors-nørklerne, der kom til at nævne, at hendes store valnøddetræ nærmest var ved at knække under vægten af de mange nødder. Hun var helt bange for at få en gren i hovedet, for det var under dette træ, der var rarest at sidde her i sommerheden.
Jeg spurgte, om ikke jeg skulle hjælpe hende af med den værste frygt … om der mon var så mange, at jeg kunne få et par kilo valnødder?
Det var der i høj grad; hun sagde, at jeg bare kunne komme an og tage så mange, jeg ville, så onsdag formiddag besøgte jeg hende – en særdeles frisk enke på 87 år, som selv passer både hus og have! Naboen klipper dog hækken, men ellers … godt gået, synes jeg.
Men altså – jeg plukkede både nødder og blade. Ikke så meget af sidstnævnte, men jeg ville også gerne have de lidt lysere nuancer, som bladene giver.
Efter en del anstrengende hakkeri (skallen var blevet lige en anelse for hård, men det siges at være nu, valnødderne farver bedst), kunne jeg sætte suppen over og begynde farveprocessen.

ValnødderValnødder (1)

De mange forskellige nuancer skyldes forskellige garner som udgangspunkt: Lam natur (350 m), lam natur (650 m), lam (beige), lam (lysegråt), merino. De hænger ikke i nævnte rækkefølge.
Bladresultatet er de tre fed til venstre i nederste række, plus det lyseste af de hele nøgler. Det gode ved valnødder er, at garnet ikke skal bejdses først, så jeg slap for at vinde det meget tynde garn (1000 m/100 g) op på fed, men kunne bare plumpe dem i badet. Det samme gjorde jeg nu også for tagrørenes vedkommende med et acceptabelt resultat.
Det grønne og det mørkt petroleumsfarvede fed er fejlslagne indigofarvninger, som jeg ville prøve at redde på denne måde.
Hvorfor en blå bliver til en skarp grøn i et brunt bad, skal jeg ikke kunne sige – det er bare endnu et af plantefarvningens mysterier. Den anden blå blev mørk grågrønblå, hvilket jeg havde forventet, at de begge blev, men som tidligere nævnt er plantefarvning ikke en eksakt videnskab.

23. juli 2018

Et varmt emne for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Mange skriver om overfloden i drivhusene netop nu, men det er jo også nu, den er der … overfloden. Min egen jungle giver i hvert fald så rigeligt med mad, også da vi var flere på kost end nu. (Aubreys udbrud, da han så mit drivhus: Wow – that’s my kind of a greenhouse! Det var frodigheden, han blev begejstret over, for han er hverken vild med tomater, agurker eller chili, men vindruerne kunne glimrende spises, selv om de endnu ikke var helt modne …
Anna kunne til gengæld næsten spise mig ud af huset i agurker – hun ‘opdagede’ agurkesalat og præsterede den første aften de var her, med oste-grillpøser på menuen, at spise det halve af portionen jeg havde lavet af to agurker. Det barn viste sig at kunne spise agurkesalat til alt, undtagen morgenmad og koldskål.
Der var selvsagt altid hjemmelavet agurkesalat, mens englænderne var her.

P1020589

I aftes lavede jeg agurkesuppe, og den blev god! Jeg blandede flere opskrifter sammen og fik dermed det bedste resultat, er jeg sikker på. Jeg linker ikke, for der findes så mange forskellige forslag, der alligevel ligner hinanden mere eller mindre. Men jeg kom 1½ (skrællet og udkernet) agurk, en avokado, 4 dl grønsagsbouillon, 1½ dl skyr, 1½ dl creme fraiche og lidt salt i blenderen.
Pynten/fyldet var et par tomater, ½ agurk, forårsløg og ½ rødløg i tern, rejer, basilikum og en anelse chili. Jeg var spændt på, om John kunne lide det, for det er ikke, hvad man normalt forstår ved mandemad, men han elskede den! Kold suppe er aldeles perfekt til et vejr som dette, og det skal vi helt sikkert have igen om en uges tid … vi er nemlig efterhånden ved at være en anelse trætte af tzatziki.

P1020592

Tomatmodningshastigheden overstiger også, hvad vi kan nå at følge med til, så i dag henkogte jeg seks glas.
Fyld tomater, skåret over (eller i flere stykker, afhængigt af størrelsen) og fyld glasset halvt op. Kom 1 fed hvidløg, lidt basilikum, rosmarin, timian og salvie i glasset og fyld op med tomater. Pres dem godt sammen og fyld op igen.
Denne portion er af to kilo tomater.
Kom ½-1 tsk æblecidereddike og et nip salt i hvert glas. Fyld op med olivenolie til ca. 2 cm under kanten. Der går ikke ret meget til, hvis du har presset tomaterne godt sammen.
Luk glassene helt (hvis det er glas som disse med gummiring, ellers kun halvt) og sæt dem i vandbad i en kold ovn.
Sæt ovnen på 120° og lad dem stå ved den temperatur i 1½ time. Lad afkøle i ovnen.
Det er godt til vinterens simremad eller pastasaucer. Som i virkelig, virkelig godt!
Jeg lavede fx kalkunlår i en stegeso, kom et glas henkogte tomater og lidt andre grønsager i og lod lårene blive møre ved lav temperatur.
Det var lige til tre michelinstjerner, så godt smagte det.

27. maj 2018

Det er bare typisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:05
Tags: , ,

Her trænger til at blive maletMin familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Det ville de gerne, og især var vi glade for, at der stillede nogle friske unge mennesker op, der endnu ikke havde fået den følelse af, at høje stiger kontinuerligt og parallelt stiger i farlighed med alderen.
Alt blev malet – undtagen det gammeldags das. Alle knoklede det bedste de havde lært, men da det begyndte at knibe med tiden, sagde vi, at det kunne vi snildt selv klare; det var vigtigere at nå alt det, der kræver stiger. John savede tre nye ‘persienner’ og satte i døren, så den manglende maling ses ekstra tydeligt.
Det skulle være i dag, tænkte jeg og trak i malertøjet, da jeg stod op.
Ellen og frivillig stillen op til husmaling – ja, enhver form for malerarbejde – det burde skrives ind i historiebøgerne.
Det bliver så bare ikke til noget. Da John gik ned for at tjekke maling, kunne han konstatere, at det har vi rigeligt af, men også at vi ingen egnede pensler har til at male trævægge med. Er det ikke bare typisk?
Og det er altså fjollet at køre 70 kilometer for at købe to brede pensler, så det må blive næste gang vi er her.
To-hullers-dasset er ikke i brug; vi har heldigvis et fint og helt moderne badeværelse, men dasset bliver bevaret som et kuriosum.

Og nu til noget helt andet: Da vi handlede i Brugsen i fredags, tog jeg et Samvirke med.
Heri kunne jeg se, at de lige nu har et sous vide-apparat som medlemstilbud; sat ned fra 3000 til 1700 kroner. Jeg kan se det på Pricerunner til mellem 2500 og 3600 kroner, men ingen har det tilnærmelsesvis så billigt som COOPs tilbud. Apparatet er mage til mit, så jeg ved, at det er godt. Vakuumpakkeren er også på tilbud, sat ned fra 1500 kroner til 800. Det er dog stadig en smule dyrt, men den er til gengæld bedre end den, jeg har.
Grunden til, at jeg reklamerer her er, at jeg kan huske, vi havde nogle middagsgæster, med hvem vi talte om ønsket om at erhverve sådan en maskine, men at de syntes, de var for dyre. Jeg sagde, at COOP sommetider havde dem på tilbud, men nu kan jeg irriterende nok ikke huske, hvem vi talte med om det. Det er også bare typisk …
Hvis vedkommende læser dette, så er det altså nu, der skal slås til. Hvis ikke du har et COOP-kort, så sig til, så køber jeg udstyret for dig.

13. maj 2018

Hvad ved vi om Wensleydale?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags: , , ,

Billedresultat for wensleydale logoJa, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Wensleydale ost galoreWensleydale ost galore

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

P1020276

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Linton, North Yorkshire Dales

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

North Yorkshire Dales

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

8. maj 2018

Dorsets Durdle Door – og diverse dagligvarer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:07
Tags: ,

Charlotte og Tim havde et formiddagsmøde i skolen, og bagefter var de begge nødt til at arbejde, så John og jeg legede selvstændige turister med Durdle Door i Dorset som dagens delmål. Der var små to timers kørsel dertil – det er tæt på Ladlam Bay på Jurassic Coast, hvor vi har været, men der var klipperne helt røde, mens det ved Durdle Door var som ved The White Cliffs of Dover.

Durdle Door

Durdle Door

Det var fint, smukt og lidt specielt. I dag var havet så roligt, at kajakroerne kunne hygge sig, men der skal ikke meget vind til, før det er livsfarligt så meget som at småbade, fordi bølgerne er større end de virker og understrømmen er særdeles lumsk. Så sent som for et par uger siden blev en mor med sin 5-årige datter suget med ud, selv om de kun gik i vand til knæene (jeg ved ikke, om det var moderens eller datterens knæ …). Moderen blev reddet, men den lille pige forsvandt og blev ikke fundet igen. Hvor må det være rædselsfuldt at miste sit barn på den måde. Eller … det er jo aldeles rædselsfuldt at miste sit barn, uanset hvordan det sker.

Durdle Door

Vi ankom desværre sammen med en gruppe meget støjende asiater – japanere, tror jeg, og de to på billedet til højre opførte sig som et par overstadige 14-årige, selv om de var godt oppe i tyverne. De stillede sig op alle mulige og umulige steder og poserede på overdrevne og temmelig latterlige måder. Fotograferingen var dog ikke spor for sjov; de tog den tværtimod meget alvorligt og brugte laaang tid på at indtage den helt rigtige positur til hvert enkelt af de mindst 30 billeder, de tog af hinanden … jeg gættede på, at de skulle anvendes på en datingside med den alvor, der blev lagt for dagen under fotoseancerne. Det var, som altid for de flestes af asiatisk herkomsts vedkommende, langt vigtigere, at man kunne se en kunstigt smilende person fremfor det landskabelige motiv.
Det lærer jeg nok aldrig at forstå.

Vi havde god tid, hvorfor vi fandt et Waitrose på vejen hjem, så jeg kunne få suppleret med alt det, jeg ikke kan have, når vi tager herover med fly. Blandt andet syv poser (i alt, altså) af tre slags af det dejlige mel, vi ikke kan få i Danmark. Godt nok er vi på LCHF; dvs. intet brød til os, men da vi tit har overnattende gæster, bager jeg en gang imellem, og absolut intet kan slå det engelske malted flour, strong white eller strong wholegrain flour.
Der er flere varer, der enten ikke kan fås i Dannmark eller er en del billigere herovre. Hellmans Mayonnaise, fx. Det er den bedste efter vores smag, men koster kun en fjerdedel her, så der kom et par store glas i vognen. En yndlings-olivenolie. Chipotle-chilier. Horseradish-cream. Og flere andre gode sager. Ganske som Charlotte skal have visse ting fra Danmark, skal vi have noget med hjem fra England, men det ville da også være dumt ikke at tage det bedste fra begge lande, ikke sandt?

18. april 2018

Sten er drillesyge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Sten er noget underligt noget – de er åbenbart programmeret til at drille mest muligt hvor de nu engang bor.
På gården, fx, kom de op af jorden hver eneste vinter, så vi hvert forår kunne slæbe os dårlige rygge til for at samle dem op fra markerne, så ikke de gik i maskinerne.
Bortset fra, at det var hårdt arbejde, så var det nu også meget hyggeligt, fordi mine forældre samlede døtre og svigersønner til at indsamle stenene; mor lavede god mad (senere fik jeg den tjans), og om aftenen kravlede vi nærmest invaliderede rundt, men vi hyggede os.
Sten i haven kravler derimod ned i jorden igen. Først bliver de hentet fra en markopsamling og sat som kantsten, hvorfra de stille, men konstant synker tilbage i jorden, hvor de kom fra.
Kunne det dog ikke være omvendt? På den anden side, hvis det virkelig var sådan, blev der ingen marksten at hente til at lave kanter i haverne med … det er ikke nemt, det her …

IMG_8373

Det var ren nostalgi i dag, fordi vi ude fra strandengene kunne høre viberne ‘vibe’ deres karakteristiske sang vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii. Det var nemlig ensbetydende med forår, når vi gik ude i markerne og hørte viben vibe og lærken slå sine triller. Sidstnævnte er det længe siden jeg har hørt, desværre.
Det har været så hyggeligt at gå derude og høre på alle fuglene. Viben, som sagt, og strandskaderne med deres skrig, gæssene der skræpper, ændernes rappen og mågernes gøen. En af dem lød som en lille, hysterisk tæppetisser af en hund …

Og frokost på terrassen. Herligt. Jeg var så inspireret af det fantastiske vejr, at jeg lavede en rigtig sommerfrokost til os.

Jeg har sat omkring 90 dorthealiljer, jeg har tilplantet drivhuset med chili, tomater, en agurk og lidt varmeelskende krydderurter, og jeg har fået ordnet et par bede mere og hævet lidt kantsten … jeg skulle jo gerne være forårsfærdig med haven, inden vi tager til England; inklusive at få dahliaerne i jorden, men det bliver jeg også. Tror jeg. Hvis vejret holder, for jeg gider ikke arbejde ude i regnvejr.

11. april 2018

Ramsløg. Ramsaltet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

P1040932P1040933

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

13. marts 2018

Apropos videnskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:10
Tags:

IMG_8305Når nu vi taler lidenskaber og videnskaber, synes jeg da lige, jeg vil nævne Johns nye passion for madlavning.
Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man jo …
Det er nemlig nok årets overdrivelse at hævde, at madlavning er blevet en lidenskab for John.
Til gengæld overdriver jeg ikke spor, når jeg tror, at det er en videnskab for ham på linje med kvantefysik.

Han kan lave spaghetti carbonara. Det er han til gengæld verdensmester i – uden overdrivelse. Han laver det bedre end de udgaver, vi har smagt rundtomkring i verden, inklusive Italiens.
Så konverterer man til LCHF og må ikke spise pasta mere. Det var så Johns kokkekarriere …

Årtiderne kom ind i billedet, og uvist af hvilken årsag læste han en af opskrifterne igennem, hvorefter han udbrød: 
Det er lige en opskrift for mig! Dette her kan selv jeg finde ud af!
Det sagde han, fordi han jo har prøvet – før i tiden, men han går aldeles død på udtryk som ‘passende størrelse’, ‘passende konsistens’ og ‘kog sovsen ind’.
Hvad er ‘passende’? Og hvorind skal sovsen koges til? Hvad er ‘passende’? Hvor meget er et ‘skvæt’ eller ‘en smule’?
Johns køkkenvej hylder millimeterdemokatiet, og jeg forstår godt, at disse udtryk kan virke underlige og meget løse, når man ikke er vokset op med at lave mad, som jeg er.

Årstiderne skriver: “Skær agurken i tern på 1×1 cm.” – “Skær porren i ringe på ½ cm.” Og så videre i den dur. Alt er minutiøst beskrevet, og fremgangsmåden skal følges slavisk i den rækkefølge, der står.
Det medførte et tilbud fra hans side om, at han én ud af de fem dage skulle stå for madlavningen … jeg kunne næsten ikke få hænderne ned.

Det er så nu blevet til, at vi begge laver maden i fællesskab alle de fem dage, der er til i kassen. Han syntes alligevel, at det var lidt svært, og han syntes, han skulle spørge mig om noget irriterende tit. Irriterende for ham, ikke for mig.
Sværheden har naturligvis intet at gøre med, at det åbenbart er svært at læse hele teksten …
Da jeg var på vej ud for at hente grønsagerne, sagde han, at han havde hentet auberginerne.
Jamen, vist ikke blegsellerien, sagde jeg … han nåede ikke gennem hele ingredienslisten, inden han smuttede.

– Hvorfor lægger du kalkunternene i en si?
– Det står der!
– Underligt – det kan jeg ikke se formålet med – de er jo helt tørre.
(Men havde jeg selv læst det? Ikke endnu. Jeg må nok vænne mig til at læse det hele igennem, inden vi begynder)
Lidt senere lød det lidt undskyldende:
– Nåhhh. Der stod: “Læg de marinerede kalkuntern i en si.”
Af en eller anden grund var ordet ‘marinerede’ forsvundet, da han læste punktet …
Pyt. Jeg er meget glad for, at han frivilligt deltager, og han lærer hele tiden. Der mangler snart bare, at han ikke kun læser, hvad han gerne vil læse – eller hvad det nu er der sker, men det er ikke et ukendt fænomen fra min søde mands side, og det skal nok ændre sig en dag.
Hvis ikke det gør, er det også ligemeget. 
I hvert fald, når det gælder køkkentjansen. Det kan godt have lidt uheldigere konsekvenser, når vi taler it, men det er en helt anden historie.

4. marts 2018

Gourmetophold i Sønderjylland

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

Vores gourmetophold på Christie’s (sådan skriver de det, men jeg kan ikke lide den apostrof) i Sdr. Hostrup druknede bogstavelig talt i sne, men her kommer min vurdering af oplevelsen.
Jeg blev lidt lang i ansigtet, da jeg så menuen. Ikke lang på grund af langen, men fordi der stod grønkål. Jeg betragter ikke mig selv som kræsen, men der er nogle ganske få ting, jeg helst ikke spiser. En af dem er grønkål, som jeg bestemt ikke er gode venner med. Selv min mor, som ikke accepterede kræsenhed, lavede noget andet til mig, når de andre fik grønkålssuppe, fordi hun kunne se, at jeg vitterligt ikke kunne få det ned.
Det kunne jeg dog i onsdags. Stenbiderrognscremen var god, men grønkålen, som skulle have en chance, ødelagde det meste af smagsoplevelsen for mig. Jeg prøvede at skære det fra, men grønkålssmagen var blevet grundigt integreret i fisken.
Vinen var udsøgt; den var godt valgt.

 

002 - CopyP1010558

Næste ret var den confiterede selleri. Den smagte glimrende, men jeg forstår ikke, hvori confiteringen består, når vi taler selleri. Der var ikke antydning af fedt. Confire betyder konservere, måske ikke nødvendigvis i fedt, men jeg kan alligevel ikke forstå meningen. Var den mon saltbagt? Det kunne jeg ikke vurdere. Det smagte naturligvis meget af selleri, som jeg er fine venner med, men jeg ved, at mange ikke bryder sig om smagen.
Vinen var god, men den første var bedre – også til denne ret.

P1010563P1010564

P1010567

Oksecuvetten glemte jeg at fotografere, da den blev serveret, og det var synd, for den var meget flot anrettet.
Det smagte godt, men det undrede mig, at de serverede pastinakpure efter en ret bestående af selleri. Der kunne de godt have fundet på noget andet, da smagene ligner hinanden meget.
Cuvetten var overraskende mør og god – jeg gætter på, at de havde brugt sous vide-tilberedning, for det er ofte noget temmelig sejt kød.
Vinen var god – og blev bedre, da vi spiste maden til, end den gjorde ‘ren’. Det har vi prøvet før, så det var forventet.

Ved desserten gik det desværre galt igen. Helt galt, og det var ikke kokkens skyld, men jeg lærer nok aldrig at anse rugbrød for at være en god ide til dessert, is bryder jeg mig generelt ikke særlig meget om, lige som jeg gerne forærer mine solbær væk til folk, der bedre kan lide dette bær.
John var begejstret; det var som sagt ikke retten, den var gal med, men mig.
Vinen var heldigvis fin.
Hvem var det lige, der hævdede, at jeg ikke var kræsen? Men det er jeg altså ikke! Denne menu havde bare formået at have tre af de fire ting med, som jeg aldrig ville vælge frivilligt. Det vil sige … rugbrød kan jeg godt lide – bare ikke til dessert.
Derfor ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal vurdere det som helhed. Rent objektivt kunne det nok godt få to stjerner ud af tre, men det fornemmes nok, at jeg ikke var ved at svømme over af begejstring over netop denne menu.
Det var godt, at vi havde fået et rigtig godt tilbud, for jeg havde nok ærgret mig over at have skullet betale fuld pris for opholdet.

20. februar 2018

Opfølgning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags:

Indlægget i går førte en masse trafik med sig rundt omkring på nettet, tror jeg – både fra min egen side og fra andres, som gerne ville hjælpe. Det er noget af det, der er så dejligt med blogland – man bliver inspireret, bliver oplyst og får gode ideer forærende.
Fordi jeg brugte lidt andre søgekriterier i dag, kom der naturligvis også andre hit op end der gjorde i går. Derudover blev jeg gjort opmærksom på, at fx pofiber er noget billigere i Sverige.
Det er i hvert fald rigtigt, kunne jeg google mig frem til, så næste gang vi tager derover, skal vi lige runde et supermarked og købe det produkt, som herhjemme koster 25 kroner, men som derovre koster 10,95. Svenske. Det svarer til lige lidt over otte danske kroner, hvilket jeg godt kan regne ud er under 1/3 af dansk pris!
Derudover fandt jeg netbutikken rawfoodshop, alias  Reco Organic Market, som har fysiske butikker i Malmö og Lund, og hvor jeg bl.a. kan få pofiber i 300 gramsposer og sesamfrø i 500 gramsposer. Sitet er svensk, men de havde det også på dansk, med priser i danske kroner, så jeg regnede med, at de sender til Danmark. Det gør de sandsynligvis også, men hver gang jeg havde angivet Shipping method, stoppede systemet. Jeg prøvede tre gange og opgav så og sendte en undrende mail til deres kundeservice, men der kan jeg selvfølgelig ikke forvente svar før i morgen. Jeg kunne også bare opsøge butikken i Lund – en by, vi kører lige forbi alligevel og som er nemmere at ‘gå til’ end Malmö.

imageJeg fandt også ud af, at kartoffelmospulver nok ikke er en god ide som erstatning for pofiber, i hvert fald ikke den danske udgave, da 1) fiberindholdet i det er meget lavt og 2) kulhydratindholdet er helt vildt højt – over 85 % mod 17 i pofiber. Fiberindholdet er hhv. 65 % mod 15 i mosen.
Jeg kunne åbenbart lige så godt spise en sukkermad eller 10 … jeg må med andre ord hellere holde mig til pofiber, men nu ved jeg hvor jeg kan købe det til en overkommelig pris; så må jeg forsyne Charlotte, hvis hun kommer til at ønske at ville ligge inde med det.
Den Tesco-udgave af kartoffelmosen, som Kristine henviste til, er tilsyneladende voldsomt lavere i kulhydratindhold end den danske, men fiberindholdet er ikke godt nok som pofibererstatning:

Det er godt nok den halvstore videnskab, når man først begynder at gå i dybden med den slags ting, og det bør man jo.
Og nu skal jeg nok stoppe med det her!
For denne gang …

19. februar 2018

Kan mandelmel erstatte pofiber?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

I går bagte jeg boller uden brug af hvedemel; alias ketoboller, alias low carb-boller, alias LCHF-boller, som dækker over stort set det samme, og som man kan finde adskillige opskrifter på i utallige variationer. Grunden til, at jeg faldt for netop denne var, at forfatteren hævdede, at hendes datter syntes vældig godt om dem – så måtte de jo kunne konkurrere med mormors go’e, gammeldags fødselsdagsboller.
Det virkede i hvert fald temmelig overbevisende på mig, så de måtte prøves.
De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed.
Erstatningerne for mel var Pofiber og FiberHUSK, altså loppefrøskaller.
Sidstnævnte kan man købe i England, og jeg har bestilt et halvt kilo til levering hos Charlotte – sammen med et helt kilo mandelmel, som viste sig at koste hvad der svarer til bare 115 kroner kiloet. Det er billigt, så hvis C ikke selv kan bruge det, tager jeg det med hjem.

Jeg fortalte Charlotte om bollerne, og jeg lovede at afprøve dem for familien, når vi kommer derover om fire uger. Men det der pofiber kan jeg ikke finde i England. Er der nogen, der ved, om det findes derovre? Og hvad produktet i givet fald hedder? Pofiber er fibre fra kartofler (og er tilladt i LCHF-konceptet, selv om kartofler ikke er specielt velset. Mig ikke helt forstå …), og i England findes der potato starch og potato flour, som er to forskellige ting. Jeg læser varebeskrivelserne som, at førstnævnte er det samme som vores kartoffelmel og sidstnævnte måske mere som det vi kender som pofiber. Men er det rigtigt fortolket?
Godt nok er mine engelskkundskaber ikke helt ringe, men det er desværre ikke helt nok at forstå ordene her.
Der er nok ikke andet at gøre end at investere i noget potato flour og så ellers bare prøve at se hvad der sker.
Endelig kunne jeg jo prøve at erstatte pofiber med mandelmel – det forsøg kan jeg gøre hjemmefra, så det vil være afklaret, når vi rejser.

Noget, der er rigtig godt ved disse boller er, at ingredienserne bare skal røres sammen til en tyk grød, stå i nogle minutter, formes og smides i ovnen. Ikke noget med at ælte og ælte og ælte og hæve og ælte igen og hæve igen … alt det, jeg ikke gider (og heller ikke er god til) ved almindelig brødbagning.

12. februar 2018

Det kan hurtigt gribe om sig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , , ,

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

image

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

20. januar 2018

Nu må der gerne snart ske noget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , , ,

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

imageimage

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

Næste side »

Blog på WordPress.com.