Hos Mommer

4. oktober 2021

Madnostalgi og anden nostalgi

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:09
Tags: , , ,

Nogle har en ret, de husker fra deres barndom. En ret, de aldrig har fået som voksne, men som de mindes med største glæde, med tårer i øjnene og mundvandet løbende.
Sådan en ret har jeg ikke (jeg har en kage), men det har John og det har Charlotte. John er dog godt nok delvist kureret, men om det er fordi jeg ikke kunne lave budding som hans mor gjorde, eller det bare var en barndomserindring, der helst skulle have været forblevet en sådan, finder vi aldrig ud af.
Han havde sukket i flere år efter budding, som er en dessert, jeg sagtens kan leve uden – både før og nu; den har aldrig hørt til blandt mine yndlingsdesserter.
På et tidspunkt forbarmede jeg mig over John og lavede budding på rigtig, gammeldaws facon, men det var lidt af en skuffelse for ham, for det var ikke helt det, han huskede. Næste gang jeg skulle lave det, blev jeg lidt ond og lavede budding fra pulver. Det var lidt mere hen ad det, han huskede, men alligevel ikke helt det samme. Så gav jeg op, og John har ikke efterspurgt det siden. Var det ren nostalgi? Kan jeg ikke lave budding? Husker John ikke, hvordan budding i virkeligheden smagte? The answer is blowing in the wind …

Charlotte har det sådan med pærevælling. Jeg har skrevet om det før, men jeg fik aldrig dengang prøvet at genoplive barndommens erindringer for hende, og alle de henkogte pærer gik til andre ting end lige netop pærevælling. Jeg kunne ikke skaffe de finvalsede byggryn, så jeg opgav på forhånd.
I mellemtiden har jeg fundet nogle, der (måske) er finvalsede, og i morges stod der på vores trappesten en hel pose pærer fra de samme søde mennesker, som jeg også fik pærer fra dengang.
De er nu blevet henkogt, så denne gang må jeg hellere prøve den pærevælling af, engang Charlotte er her.
Hvad jeg meget håber, hun er om to uger. De skal ikke testes for at få lov at flyve til Danmark, men der er Covid-19 på børnenes skole nu, og hvis A&A bliver testet positive, skal forældrene testes, og hvis de testes positive, kommer det til at figurere i deres vaccinationsbevis, hvilket kan gå galt i lufthavnen, hvis de bliver taget ud til stikprøvekontrol. 
Børnene er sandsynligvis blevet vaccineret, inden de kommer, men der kan 1) ikke nå at gå 14 dage efter stikket, og 2) hvis danskerne er lige så fjollede som tyskerne, så er det ene stik, som er normen for engelske børn, ikke accepteret som værende fuld vaccination.
Charlotte er også tosset over begrundelsen i UK for at vaccinere børn: Det er nemlig for at beskytte dem, der ikke vil vaccineres, ikke for at beskytte børnene, for hvem bivirkningsproblemer overgås af antallet af indlagte. Jeg forstår godt hendes vrede (selv om hun trods den lader dem vaccinere), for hvis antivaxxere skulle blive syge, er det fordi de har truffet et valg, og det skal vi andre ikke tage hensyn til. Beklager, men det mener jeg. I Danmark blev der sagt “for at beskytte de ældre og sårbare”, men de er jo vaccinerede … hertil sagde Søren Brostrøm da heldigvis også, at man skal vaccineres for at beskytte sig selv, ikke andre.
Hvor er jeg i øvrigt ved at være grundigt træt af al den inkonsekvens, der i forskellige sammenhænge er i forbindelse med coronapesten. Nogle siger ét, andre noget andet, nogle ved tilsyneladende ikke, hvad de egentlig siger. Fx behøver børn under 17 år, der rejser sammen Tre af dem jeg elsker højestmed vaccinerede forældre, ikke at præsentere en negativ test, men hvis de rejser alene, skal de. Det giver da overHOvedet ingen mening! Enten er de pågældende unge smittede, eller også er de ikke – de er da for pokker ikke mindre smittede, fordi de rejser sammen med forældrene! Nå. Hids dig ned, Ellen.

Nostalgi. Hvem sagde nostalgi? Det gjorde jeg vist selv …
Billedet er et 13 år gammelt billede, som gør mig noget så nostalgisk.
Det er taget en efterårsdag i 2008 i et sommerhus ved Vesterhavet. Hver morgen sad jeg i sofaen med børnene og læste en historie for dem, mens deres mor og far sov endnu og nød, at der var nogen til at tage sig af morgenfriske børn (det er så ikke lige netop morgenfriskhed, Aubrey udstråler her …)
Det var dengang, Anna endnu ikke kunne tale rent og sagde: Mommer, you’re weally, weally sweet. I weally, weally love you.
De ord fra det lille pus kan stadig varme mit hjerte, og jeg kom til at tænke på dem da jeg så dette billede.
Der er løbet meget vand i åen siden da, men den gensidige kærlighed er ikke blevet mindre med årene.
Det kan også varme mit hjerte.

18. september 2021

Lækkert garn, überlækker mad og et uventet møde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: , , ,

Vi befinder os i Vestjylland i et sommerhus ikke så langt fra Oksbøl. Huset er ikke så stort, men det er dejligt, og det hører til de mere velforsynede af slagsen, så det gider vi ikke brokke os over.

Ribe Middelalderby (2)Ribe Middelalderby (4)

I går blev en halvtravl dag. Vi lagde ud med Ribe Middelalderby, hvor noget familie til Peter er i gang med at udsmykke den lille kirke. Hende havde de aftalt at mødes med, og hun viste sig at være en af de skønne ildsjæle, som med begejstring og íldhu formidlede sit projekt på forbilledlig og fascinerende vis. Vi blev alle fire klogere på maling, maleteknikker og andet, som det var for 1000 år siden. Det var en hel del mere farverigt, end man umiddelbart forestiller sig, hvis man har de gamle kalkmalerier i tankerne, hvad man nok kan fornemme på billedet.

IMG_3089
Next stop var Fanø, hvor vi sad det meste af en time og ventede på at komme over med færgen, men det lykkedes til sidst. Mændene satte os af ved det store telt, hvor Ditte og jeg fordybede os i garn i et par timer.
Ohhh, der var meget garn og der var også meget heeelt vildt lækkert garn. Jeg købte hvad der ses på billedet. Det er måske ikke så meget garn, men det der er repræsenterer en mindre større formue. Så er det også med silke i noget af det, yak i noget andet og noget tredje var det gode fra Manos del Uruguay.
Der kommer nok nogle sjaler ud af det – dem har jeg jo næsten ingen af i forvejen …

IbericoKulmuleMunkeost

Dagens sidste – STORE – oplevelse var Høfde 4, som Ditte havde fundet frem til.
Det var da helt utroligt godt! På vores egen private rangliste kommer den ind som en klar toer, kun overgået af Norsminde kro.
Vi fik tre retter med tilhørende vine. Ibericoskinke med syltet galiamelon, trøffelmayonnaise og rygeostcreme. Det var bare SÅ godt.
Derefter skindstegt kulmule med stegt hjertesalat med parmeanost, cremet sauce med ørredrogn og korianderkarse. Til sidst en munkeost, som Ditte kendte. Den var også virkelig god.
Det var vinene til også. De to af dem, i hvert fald. Den tredje, en temmelig alternativ rødvin, lugtede ikke godt. Som i virkelig ikke godt. Stald, latrinær og petroleum var nogle af vores forslag. Tjeneren, som vidste meget om sine vine, indrømmede, at den var meget speciel, men bad os om at give den en chance, for den ville være meget anderledes, når man spiste osten til.
Jeg gav den den chance. Og en til. Den smagte præcis lige så rædsomt, som den lugtede, syntes jeg. Ditte kunne godt lide den, hvilket forbavsede mig, men jeg hidkaldte tjeneren og sagde, at nu havde den fået to chancer, og jeg kunne simpelthen ikke drikke den. Sorry.
Så kom han med en Saint Émilion Grand Cru. Det var i orden – den kunne jeg sagtens drikke til den gode ost – den var så god, at jeg tilgav tjeneren for min yderst tvivlsomme oplevelse med den anden vin.

Og hvem møder man så lige på Høfde 4? En af mine gamle kolleger, såmænd. Mig fra Sydsjælland og hende fra Nordsjælland mødtes i det vestligste Danmark. Vi havde ingen problemer med at genkende hinanden, selv om det er over otte år siden sidst, så der blev givet et par ordentlige kram (coronapesten er allerede glemt) og vekslet nogle få ord, inden vi igen passede hver vores selskab.
Hvis nogen fra min tidligere arbejdsplads skulle læse dette, så var det MaM, jeg mødte. Jeg bad hende hilse alle jeg kendte.

15. september 2021

Lige nu blev det efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Den regn, vi blev lovet allerede i torsdags, da vi var hjemme igen fra England, er netop begyndt.
Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig, at årets Indian Summer kunne have varet en god uges tid endnu, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og vi skal nok bare være glade for, at det holdt fint tørt i lørdags, så vi kunne sidde i haven hele tiden … vi indtog dog middagen inden døre.
Aftensmaden var en buffet fra Gaudium, som jeg bestemt kan anbefale. Jeg havde taget deres Prestigebuffet, som på bestillingstidspunktet var på tilbud til 165 kroner pr. kuvert. I dag har de deres Gourmetbuffet og deres Supremebuffet på tilbud med samme prisangivelser. Der er kun en minimal forskel på de tre buffeter, så at kalde dem noget forskelligt for at have to stort set ens buffeter på tilbud og en til normalpris kan måske virke lidt fjollet. Selvfølgelig ved jeg godt, at hvis man bytter timian ud med løvstikke på de ristede kartofler, så bliver smagen en anden, og i virkeligheden er det jo nok vældig smart at være en lille smule forskellige og meget ens, for man sparer sig selv for en masse arbejde, samt at det må være nemmere at forfine de enkelte retter, når der ikke er en hel masse forskellige, der skal laves hver dag.
For de 165 kroner fik vi rigtig god mad til pengene, men normalprisen på 345 kroner ville jeg have syntes var lige i overkanten.
De er også gode til at beregne hvor meget vi spiser, for der var ikke nær så meget tilovers som jeg havde regnet med. Den største rest var kød; af det andet var der ikke engang til to personer bagefter. Merete og jeg blev enige om, at det må være et tegn på, at folk vitterligt er begyndt at spise mindre kød end normen ellers har været.
Forretten og desserten skulle portionsanrettes, så det duede ikke at bestille færre kuverter end antallet af personer, hvilket min erfaring ellers er, at man roligt kan gøre, fordi der altid er alt for meget mad.
Mit småbrokkeri betyder på ingen måde, at jeg ikke kunne finde på at bruge Gaudium en anden gang, for det var alt sammen yderst professionelt, og de havde 100 % styr på tingene hele vejen igennem.
ChokolademoussekageChaufføren, der kom med maden, kom med ind i køkkenet for at gennemgå serverings- og opvarmningsprocessen med mig – måske ville han bare helgardere i det tilfælde, at jeg skulle være analfabet, for der var vedlagt en lille manual med grundige instruktioner, skrevet i kronologisk rækkefølge.
Der var også vedlagt to smukt trykte (ikke bare inkjet- eller laserprintede) menukort, så gæsterne kunne se, hvad de skulle have at spise.
Desserten (som var mørk chokolademoussekage med knas af hvid chokolade og drysset med frysetørrede jordbær), var helt og aldeles uforskammet god! Men som sagt: Det var alt sammen virkelig godt.
Jeg vil også fremhæve brødet, som var det bedste jeg har fået i meget lang tid.
Jojo, Gaudium er inde i varmen hos mig – hvilket er heldigt nok, for jeg havde oprindelig bestilt 21 kuverter (til da hele familien skulle have været samlet i forbindelse med sommerens englænderbesøg, som ikke blev til noget) og eftersom jeg kun skulle bruge 12 kuverter i lørdags, så har jeg ni til gode til en senere lejlighed. Tænk hvis det havde været noget uspiseligt junkfood!

29. august 2021

Kom hviledagen i hu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: , , ,

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig, står der i 2. Mosebog.
Nu er det sådan, at jeg er pensionist, men ikke rigtig tror på religion under nogen form, hvilket derfor på enhver måde retfærdiggør, at jeg i dag stort set kun sad ned, mens vi kørte til Næstved og hjem igen. Hviledage kan jeg holde, når jeg har lyst (det har jeg temmelig ofte …), men lige i dag spidsede det hele lidt til.
Næstved, fordi John lige stod og manglede en rygsæk. Han har kun omkring 117 tasker, men han manglede altså en bestemt – en rygsæk af en bestemt størrelse til et bestemt kamera og en bestemt linse. Han er blevet træt af at bære det rundt, hængende om håndleddet, hvilket jeg udmærket forstår – faktisk har jeg aldrig forstået, at han overhovedet har orket det på noget tidspunkt. Jeg tog med, fordi han ville ind i et sportsoutlet, vi ikke har set før. Det har vi nu; det var en god forretning og John fik en rygsæk, der passede perfekt til formålet.

Sokker på skaft

Jeg har strikket sokker på to pinde. Hvorfor har jeg næsten hele mit liv spildt tid med at bruge fem pinde til sokkestrikning? Det er langt nemmere at strikke to halvdele og så sy dem sammen, hvilket sagtens kan gøres pænt, helt fladt og ikke generende. Der er også flere variationsmuligheder på denne måde – jeg har fire forskellige slags sokker, jeg kan lide at strikke – længe leve alsidigheden. Sokkerne er nu blokket. Jeg købte tre størrelser Sockenbretter i Tyskland, men kun én af hver af tre størrelser, så jeg er nødt til at sætte alt på ét bræt, så at sige. I hvert fald sætte to sokker på ét bræt med det resultat, at den ene sok bliver en sokketykkelse større end den anden, men er der ikke noget om, at ens fødder ikke er lige store?
Sokkeblokkere, Sockenbretter … det hedder sock blockers på engelsk, og jeg kan bare ikke sige det ord uden at få associationer til noget helt, helt andet. Og jeg siger ikke hvad! Det kræver garanteret en lige så snavset tankegang som min.

Vi skal til England på onsdag, så jeg har bagt to hold muffins til fryseren, fordi vi om lørdagen efter vi kommer hjem næste onsdag, skal have hytten fuld af gæster, så det er med at forberede sig i god tid. Maden får vi heldigvis udefra, men jeg kender ikke leverandøren, som dog har fine anmeldelser. Kender I Gaudium?

I morgen skal vi have foretaget en Covidtest for at få lov at komme ombord på flyveren, og jeg skal have udfyldt den Passenger Locator Form, hvor der bl.a. skal anføres ordrenummeret til andendagstesten, jeg har bestilt og betalt, og som vi skal tage derovre. England har ellers farvet Danmark grønt fra og med i morgen, men forskellen fra orange til grøn mærkes kun, hvis man ikke er vaccineret, hvilker irriterer mig. Ret meget, faktisk!

PS: Fuldstændig uden for kontekst, men jeg kom sådan til at grine: John sidder og ser tv, hvor Rob Brydon taler om børns fantasivenner. Han siger afslutningsvis: Many children have fantasy friends. Many adults have a lot of fantasy friends, too. It’s called being on Facebook.

19. august 2021

Nu er vi færdige med at trøstespise

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

Vi er på flere måder færdige med at trøstespise.
For det første behøver vi ikke længere at trøstes – medmindre noget går galt, så vi ikke kommer afsted til England, men det gider jeg ikke tænke på.
For det andet er vi blevet alt for kræsne og kritiske. Det kan vi ikke have, så nu holder vi en gourmetopholdspause. (Tænk, at man kan skrive ‘ophold’ og ‘pause’ i det samme ord, uden det er en pleonasme.)
Vi har tilbragt to nætter på Hotel Troense på Tåsinge. Den første aften fik vi to retter og den anden aften fik vi fem.
Det der ‘gourmet’ er ved at være lidt for devalueret. Maden var okay, men så heller ikke mere. Første aften glemmer vi, og de fem retter dagen efter bestod af én varm og fire kolde. Meget kolde. Iskolde, faktisk. Kokkene er tilsyneladende nødt til at økonomisere med deres tid (eller også er hotellet nødt til at økonomisere med kokkene), for de fire tallerkener, vi hver fik, var tydeligvis blevet anrettet tidligt på dagen og så opbevaret i køleskab indtil servering. Der er altså forskel på en kold ret og så på en iskold ret, hvis man spørger mig – mad mister noget af smagen, hvis den er for kold. Det mest positive var kalvemørbraden, som var helt utroligt mør og dejlig. De må have en god slagter. Sovsen dertil var intetsigende; ligeledes de tilhørende Pommes Anna, som smagte af dampkogte kartofter og ikke andet.
Vinkortet var relativt omfattende, men man tilbyder altså ikke en 5-retters menu uden også at tilbyde en vinmenu. Jeg har en mand der ikke drikker vin, hvorfor jeg vil kunne købe vin pr. glas og ikke i hele flasker, så det var ikke i orden, at jeg kun kunne vælge mellem to hvide og to røde vine.
Ingen klager over hotellet, dog. Det er et godt hotel med venlige ansatte, og de havde husket, at jeg som den annoncerede velkomst havde bedt om hvidvin i stedet for ‘bobler’ på værelset, hvilket i øvrigt, viste det sig, var det samme rigtig gode og store værelse med den skønne udsigt, vi havde sidst. Det havde vi altså ikke bedt om, men det hører åbenbart sammen med de lidt mere luksusprægede ophold.

Tåsinge og Fyn aug 2021 (5)

Vi kørte lidt rundt på Tåsinge, hvor vi pludselig måtte standse fordi der sad en lille flok svaler på vejen. De ignorerede stort set vores tilstedeværelse, så vi holdt lidt og ventede på, at de forføjede sig. Vejen var heldigvis meget lidt trafikeret, men det vidste de åbenbart. Vi listede meget langsomt frem og kom helt tæt hen til dem … de var stadig ret ligeglade med os. De fløj godt nok op flere gange, men de landede igen og igen lige foran vores bil. Det kunne vi ikke gennemskue. Hvorfor pokker var det mon så interessant at sidde lige præcis lige der? De sad der bare og kiggede alle i samme retning …

Tåsinge og Fyn aug 2021 (2)

Vi så flere fugle – her en flok hjejler, men det kunne vi ikke selv se. Kikkerten, vi altid har i bilen, kunne ikke trække dem nok ind til, at amatører som John og mig kunne bestemme dem. Det kunne en dame, som også standsede og stillede en monsterkikkert op. Sådan en har vi jo også, men den befandt sig hjemme i Den Stråtækte …
Møgkikkert, sagde John, den er lige til at kassere.
Som sagt, så gjort, og da vi var på vej hjem, kørte vi ind til vores gode kikkertbutik og købte en langt bedre kikkert til bilen. På den måde fordyrer man en miniferie.
På kikkertfronten er vi nemlig også blevet krævende. Vi ser måske heller ikke så godt som i vores yngre dage, men det vælger vi at fortrænge og skyder i stedet skylden på udstyret.

16. august 2021

Tiden flyver, og det gør jeg snart også …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Sort hummer på KNUD Hundested HavnJeg kan slet ikke nå at følge med mig selv, så hurtigt flyver tiden afsted for mig. Siden sidst har vi:
Været sammen med Ditte og Peter et par dage, hvor vi bl.a.
Spiste på restaurant Knud på Hundested havn. Megalækkert!
Gik tur ved Vaserne ved Holte. Smukt.
Gik tur fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Også smukt.
Vi har også:
Diskuteret hvorvidt træet ved terrassen foran huset skulle beskæres. Han imod; hun for.
Beskåret træet ved terrassen foran huset. Dejligt. Nu er der lysere i køkkenet.
Høstet yderligere 3,5 kilo tomater. Arbejdskrævende.
Bestilt flybilletter til England. Fantastisk!
Her var jeg fristet til at sætte mindst 1000 udråbstegn. Vi kan slet ikke få hænderne ned, så vildt meget glæder vi os til den 1. september. Jeg bestilte faktisk billetterne mens England stadig var rødt, fordi jeg nu simpelthen savner dem for meget, så vi valgte at blæse på samtlige anbefalinger, som alligevel ikke gav nogen mening for os, og tage det medfølgende besvær med, men søreme om ikke alle lande blev malet orange i lørdags! Nu skal vi i det mindste ikke i selvisolation når vi kommer hjem igen.
Jeg skal bare nyde at være der, nyde bare at kigge på dem, nyde at lave god mad til dem, nyde deres hus, nyde deres have, nyde … ALT! Hele tiden! Alle otte dage!
Jeg er glad for, at vi bestilte mens landet var rødt, for nu er der ingen billetter at få, medmindre man vil bruge 10 timer på turen, fordi man skal via Stockholm eller Oslo.
Det gider vi ikke, og det behøver vi heldigvis heller ikke, men jeg var alligevel nødt til at købe de dyreste billetter til flyet hjem, så der var godt booket, selv om det var til et rødt land. Der har nok været mange vaccinerede, der har tænkt lige som os.
Nu må der bare ikke gå noget galt, men det kan vel ikke gå værre, end at de røde farver igen tages i brug.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (2)

Herover Knud Rasmussens hus, hvorfra vi gik en tur oppe langs kysten ned til Kikhavn – en tur vi ikke før havde gået, men hvor var den dog smuk. I Kikhavn må der, lige som i den lille by på Nyord ved Møn, kun køre biler tilhørende beboerne. Det forstår man godt, når man går rundt derinde; sikke en idyl.
Jeg troede jeg havde mange krukker …

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (9)_LIFra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (1)
Jeg legede paparazzofotograf – noget jeg ikke normalt excellerer i, men her gjorde jeg altså en undtagelse, da vi fik øje på den skønne og livlige unge kvinde fra tv (Vicki Knudsen fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vildt Naturligt radioens P1) sidde i skjul lige ved siden af den bænk, hvor John tog sig en lille pause. Hun kikkede efter vadefugle. Det gjorde de sådan set begge to, men vi ved ikke hvem han er. Det var i hvert fald ikke Johan Olsen.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (1)Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (2)

Fik jeg for resten fortalt, at jeg glæder mig til at komme til England? Nå, okay … det gjorde jeg. Jamen, så snakker vi ikke mere om det. Ikke lige nu … men måske senere.

9. august 2021

En fremmed krydser mit spor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , ,

Vi har septiktank, hvorfor vi har haft besøg af Jan flere gange, så vi synes næsten vi efterhånden kender hinanden og får os altid en hyggelig sludder om alt og intet, mens vi venter på, at slamsugerbilen gør sit arbejde.
Forleden ringede han for at spørge, om hans kone måtte kontakte mig. Hun var blevet nysgerrig, fordi Jan havde fortalt om, at han havde lagt mærke til nogle flotte, hjemmefarvede garner, der hang til tørre, engang Ditte og jeg havde en af vores flere døgn varende farveseancer, og hvor han akut måtte hidkaldes. Der hang meget garn til tørre.
Selvfølgelig kunne hun ringe til mig, hvilket hun gjorde, og i dag kom hun til Den Stråtækte.
Det var da bare så hyggeligt. Jeg så hvad hun lavede og hun så nogle af mine strikkerier og alt mit garn og blev ret overrasket over, så mange farver man kan få ud af planter. Oven i købet for manges vedkommende planter, som man lige kan gå ud og samle i nabolaget. Hun fandt det lige så forunderligt som jeg selv gør, at alle plantefarver passer sammen, selv om det er farver, man normalt ikke ville drømme om at sætte sammen. Det er sådan noget, plantefarver kan … et par af mine sweaters, halstørklæder og sjaler beskrev det bedre end ord. 
Vi snakkede farver og farvning, vi snakkede strik og strikkeopskrifter. Vi snakkede også syning, og jeg har nu en bestilling på en strikketaske.
Linda administrerer en FB-gruppe, som hedder Lindas Hyggesokker. Dem strikker hun virkelig mange af; mange er vilde med dem, og hun har mange på venteliste til at købe et par.

Lindas hyggesokker (2)

Det er lidt sjovt, at man kan møde et vildfremmed menneske, som man efter sådan cirka 20 nanosekunder snakker aldeles utvungent med, som om man har kendt hinanden længe.
Det er dog ikke første gang, jeg oplever det – en fælles interesse hjælper det selvfølgelig pænt på vej, men jeg bliver nu alligevel både glad og lidt forundret hver gang det sker.

Ellers sker der ikke specielt meget for tiden. Der er hele otte dage til vi skal trøstespise næste gang på Hotel Troense.
Så må jeg jo få tiden til at gå med at lave noget ud af alle de tomater, jeg høster. Drivhuset er gået helt amok – indtil nu har jeg høstet 17,8 kilo tomater, og der skal da nok være en halv snes kilo mere derude.
Det er godt, at en af mulighederne er at ovntørre tomater. Det gør jeg med de mindste. To fyldte plader i ovnen giver kun fem-seks små glas. Meget små glas, så det kan sluge en masse tomater uden det fylder for meget på lageret bagefter – og så smager de bare hammergodt i en pastasalat. I alle salater, faktisk.
Bøftomaterne er heeelt vildt smagfulde. Jeg har aldrig smagt så gode tomater, så de bliver spist, som de er – det ville være synd at gøre noget som helst ved dem. Den største af dem vejer 527 gram! De mindste tomater (Toftegaards Sweet Grape) er ikke større end fuglekirsebær, så med dem, cherrytomater, Gardener’s Delight (fra Charlotte), to slags blommetomater og bøftomaterne er det meste af størrelsesregistret repræsenteret.

Tomater galore

6. august 2021

Trøstespisning, version 1.0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: ,

I går morges gik turen mod Taars ved Nakskov for at tage færgen til Spodsbjerg. John havde set, at Tranekær Slot har Nordeuropas største medicinhave, så den ville vi se lidt nærmere på. Det var da bestemt også interessant at se, hvad man har brugt alle mulige og umulige vækster til.
Det mest interessante var næsten at se Hildegard af Bingens have og at læse om denne helt specielle kvinde, der levede for næsten 1000 år siden.

Medicinhaven Tranekær slot (24) - Kopi

Medicinhaven Tranekær slot (1)

Haverne var delt op i temaer, men mange af planterne gik igen flere steder. Nogle planter hjalp nærmest for alt!
Nogle af dem havde jeg end ikke hørt om; andre kendte jeg naturligvis ganske godt. Til første kategori hører dette smukke træ. Alene navnet sætter fantasien i gang: Alm. skæbnetræ.
Jamen dog … hvordan? Hvorfor får det sådan et navn på dansk?

 Medicinhaven Tranekær slot (3)

Jeg kan anbefale at se medicinhaverne, hvis man alligevel er på Langeland.
Som er en ø med personalemangel. Vi ville have spist frokost på Tranekær Slotskro, fordi jeg havde læst så meget godt om værten Mariah Sama Veith. Da vi ankom, var hun ved at bære nogle kasser ind, men som svar på vores spørgsmål om hun havde åbent, lød svaret: “Nej, jeg er nødt til at holde lukket, for jeg kan ikke få noget personale, og jeg har kun to hænder. Jeg kan ikke lave alting selv.”
Nej, det kan hun da ikke, den arme kvinde … lidt senere kom vi forbi et andet sted, hvor vi så et skilt: “Lukket pga. personalemangel”.
Jamen det er godt nok en coronabivirkning, der slår hårdt. Vi tror det må være fordi de unge hellere vil være podere, fordi det giver flere penge. Det kan jeg godt forstå de vil, men det er søreme noget skidt for de mange, der så ikke kan få ekstra hjælp i højsæsonen, hvor pengene netop skal tjenes hjem.

Kaleko Mølle (3)
(På vej hjem så vi Kaleko Mølle.)

Den Store Gastro, som Hotel Fåborg Fjord kaldte tilbuddet med en seksretters gourmetmenu inkl. vinmenu + overnatning, kan vi nok ikke rigtig anbefale.
Maden var i og for sig udmærket, men der var ikke meget gourmet over det. Ærtesuppen var dog fænomenalt god, hvilket jeg ikke ville have troet jeg skulle komme til at sige om ærtesuppe, som virkelig lyder som noget, der er ret udelikat. Første ret var kæmperejer, som jeg kunne have marineret bedre; anden var ærtesuppen, tredje var bresaola, fjerde var perlehøne, femte var ost og sjette var citron på tre måder. Tre überlækre måder, skal dog siges til deres ros. Den dessert var rigtig god, men de fire af de seks retter var temmelig ordinære. Velsmagende, men ret ordinære og ikke noget at skrive hjem om. Osteserveringen, fx, bestod af fire kvarte teskefulde rygeost rørt med urter. Der var så lidt, at vi havde problemer med at få det op på gaflerne, og vi kunne faktisk ikke rigtig smage det.
Værelset var okay, og morgenmaden ligeså, så det var ikke en dårlig oplevelse, men bare ikke helt så god, som vi havde forventet. Vi er garanteret bare ved at være møgforkælede, hvad den slags ophold angår. Vi forventer måske for meget, men den trøstespisning, som vi havde satset på, blev det altså ikke til denne gang.
Den 17. august skal vi på et lignende ophold i to nætter på Hotel Troense. Der har vi været før og forventer i det mindste noget tilsvarende som første gang.
Og det var rigtig godt, så trøstespisning 2.0 bliver forhåbentlig en forbedret version.

3. august 2021

Tak til Haveselskabet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: , , ,

FrøposeskabelonI dag har jeg brugt et par timer på at sidde med et arbejde, man kunne have sat et barn til – og jeg nød det! Jeg tænkte atter engang på, hvor privilegeret et liv man lever som fuldtidspensionist: Jeg lå længe og danderede den i sengen, inden jeg tog mig sammen til at stå op, lave te og riste en skive af det brød John købte i går morges, fordi min søster overnattede her. Her kom jeg sjovt nok lige til at tænke på Pensionistvisen.
Vi får ellers stort set kun bagerbrød, når englænderne er her, men det skulle de jo også have været nu …
Dagens tomathøst blev plukket (godt 1½ kilo – nu har jeg høstet lige knap 10 kilo) og derefter forberedt med henkogning for øje.
Med det sidste nummer af Haveselskabets blad var der vedlagt en skabelon til frøposer, som jeg skyndte mig at skanne, så skabelonen holder evigt, og da glassene med tomater var sat i ovnen, fandt jeg heavy weight paper frem og printede en hel masse ud på det tynde karton, som jeg klippede ud mens jeg hørte lydbog med ørerne og så en ottendedel kvartfinale med et halvt øje.
For at få pæne og lige kanter (jajaja, jeg er lidt pjattet, men det skal se ordentligt ud!), blev de ridset lidt, hvor de skulle bukkes, og derefter limet sammen, hvorefter sorteringsarbejdet kunne begynde.
Frøposer (1)

Jeg skulle have været til nørklestrik, men jeg gad ikke. Atter et pensionistprivilegium: Jeg kommer hvis jeg har lyst (hvad jeg dog oftest har), men bliver hjemme, hvis jeg har noget andet i gang, hvilket jeg altså havde i dag.
De frøposer er en smart ide, og jeg er ret glad for den foræring. Indtil nu lå frøene bare og rodede i diverse plastposer og kaffefiltre, men nu kunne der komme system i rodet.

Frøposer (2)

Jeg har et lille problem: Vores have er alt for lille til alt det, jeg samler frø af.
Der er et par steder, hvor jeg godt kunne snuppe en bid af græsplænen og anlægge et bed mere eller udvide et eksisterende, men jeg er bange for, at det vil være at skyde mig selv i foden at give mig endnu mere arbejde med haven end jeg har i forvejen. Man bliver jo ikke yngre, men jeg er fristet …
Jeg passer hus og have for naboerne, som jeg har den (gensidige) aftale med, at man plukker og fortærer, hvad der bliver modent under pasningen. Jeg havde overset en squash, som var blevet til en monstersquash, inden jeg opdagede den.

Monstersquash

Når de bliver så store, kaldes de på engelsk marrows, og til dem kan man finde masser af anvendelse på nettet. De er også store nok til, at der kan tages levedygtige frø …
I aften bliver en delmængde af den største til en squashlasagne. John er intetanende kørt afsted for at købe et par manglende ingredienser til den, men han ved endnu ikke, at det bliver kødfri dag i dag.
Det har han såmænd heller ikke noget imod – det er bare lige som når vi får fisk: Han skal helst knurre lidt, men han mener det ikke så alvorligt. Han har ændret holdning til mad gennem de mange år, vi har kendt hinanden, og hvor vegetarmad før var nærmest et skældsord, er det nu helt acceptabelt. Vores hveranden-uges HelloFresh-kasse er vegetarkassen, og han synes det er meget lækker mad, vi får gennem dem. Det synes jeg også.

18. juli 2021

Ferietid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: , ,

Jeg går ellers rundt og bilder mig selv ind, at der for vores vedkommende ikke er forskel på ferie og ikke-ferie, når vi ikke direkte er ude at rejse, men et eller andet sker der åbenbart her i juli, for det gik pludselig op for mig, at det var fem dage siden jeg postede et indlæg; et interval, der hører til sjældenhederne for mit vedkommende.
Jeg har simpelthen ikke haft tid!
Og hvorfor har jeg ikke haft det? Det kan jeg ikke svare fyldestgørende på, og det behøver jeg da heller ikke, men noget af det skyldes, at vi – for fjerde gang – har været på gourmetophold på Christies i Sdr. Hostrup. Der kom igen et tilbud vi ikke kunne modstå. Det undrede mig, at det skulle være fra fredag til lørdag midt i en feriesæson, men det var først i går, jeg ærgrede mig over det. Holdddnuop, hvor tog det lang tid at komme hjem. Det var lørdag og dermed sommerhusskiftedag; der var kø nordpå fra Tyskland; der var kø over Fyn, og der var kø over Storebælt. Heldigvis bestod køen ved betalingsanlægget åbenbart langt overvejende af turister, som ikke havde anden mulighed end at bruge et betalingskort, for til de opmarchbåse var der laaaange køer, hvorimod vi kørte direkte til en af PayByPlate-banerne og sparede derved en del tid. Alligevel tog det en time længere end beregnet at komme hjem. Der var også en næsten stillestående feriekø fra Slagelse, gennem betalingsanlægget mod vest og videre over broen. Feriemyldretid, så det baskede.
Det gode er, at en bil er det absolut bedste sted at opholde sig, når temperaturen overstiger det behagelige. I fredags rundede vi hele 33° udenfor, mens vi i bilen følte det dejligt køligt. Det var ikke specielt rart, når vi var nødt til at forlade bilen.

Den Geografiske Have (2)

Bog- og spilbyggeskabVi lagde hjemvejen forbi Den Geografiske Have i Kolding – Ditte og Peter havde ikke set den, og det var ti år siden, vi havde været der, så vi regnede med, at der var sket en del, hvad der da også var … den er et besøg værd, hvis man skulle komme forbi. Temperaturen var nogenlunde okay, og der var mange pausebænke på skyggefulde steder, så det gik.
Frokosten sprang vi over. Vi havde fået et rigeligt morgenmåltid på kroen, og fordi det var varmt, var sulten nærmest ikke-eksisterende. En kopkaf fra Starbucks rakte fint.
Vi var hjemme ved 17-tiden, så vi riggede til til det ostebord, jeg havde planlagt inden vi tog afsted. Jeg vidste nemlig, at uanset hvornår på dagen vi kom hjem, ville jeg ikke have lyst til at stå og kokkerere selv et simpelt aftensmåltid – ikke engang til gode venner.
Da jeg havde ydet førstehjælp til drivhuset (nogle af planterne var voldsomt tørstige, selv om de var blevet vandet om morgenen dagen før), var jeg glad for den dejligt nemme løsning, for så gad jeg egentlig ikke lave meget mere den dag.
Feriedovenskaben længe leve … og ost er altid godt!

Hvad der ikke er godt er, at England er blevet til et rødt land. Det er simpelthen bare for meget! Her kan I roligt sætte de værste bandeord ind, I kender – jeg vil undlade at gøre det, da dette skal forestille at være en stueren og sober blog, hvilket ville gå midlertidigt fløjten, hvis jeg satte de ord på, som jeg har lyst til i denne situation.

13. juli 2021

Kroner én, kroner to, kroner tre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

For nogle år siden, hvor jeg fik fat i nogle drueagurker, investerede jeg også i nogle dildkroner – det hører sig til, når man sylter på gammeldaws maner. Det er bevidst, at jeg skriver ‘investerede’, for jeg skulle op med den store tegnebog for at betale for både agurker og dildkroner. Man skulle tro, at sidstnævnte var lavet af det pure guld! Agurkerne var også hammerdyre, så jeg blev enig med mig selv om, at godt nok er det hjemmelavede bedre end det købte, men der må være en grænse, og hvis et glas kommer op på det dobbelte eller tredobbelte af prisen for et færdiglavet produkt, så er jeg stået af.
Så vidt jeg husker, gav jeg 12-15 kroner pr. krone. Det er jo helt til grin!
Jeg har derfor, hvis jeg ellers husker rigtigt, lige høstet for en formue i min minimalistiske køkkenhave. Der var godt nok endnu ikke mere end et par stykker af de helt store kroner, men da jeg også ville kunne bruge selve dilden, valgte jeg at høste nu, inden den bliver for kedelig.

P1050843

Det blev til en bakkefuld kroner og seks poser hver med, hvad der svarer til et stort bundt dild. De er nu lagt i fryseren og jeg satser på, at der som minimum er til det næste halve års tid, idet det ikke er dild jeg bruger mest af. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg kan virkelig godt lide smagen.
Nogle af de små kroner befinder sig allerede i de tre glas med agurkesalat, jeg lige har lavet.

Corona betyder som bekendt også krone.
Endnu mere dyrebart end selv platinkroner ville have været, er mine englændere. De kommer snart, men regner ikke med, at de får lov til at køre hertil i bil – de tør i hvert fald ikke satse på det – så de har bestilt flybilletter og ankommer sidst på måneden.
Håber jeg da … smittetallene stiger voldsomt derovre, men det er især nordpå; deres område er ikke erklæret rødt, så vi krydser fingre. Hvis det bliver det, får de nok stadig lov at flyve, men de skal testes et par gange og i isolation (heldigvis hos os) efter ankomst – også selv om Tim og Charlotte er færdigvaccinerede. Det har ingen af os specielt meget lyst til.
Vi er ikke bekymrede for de stigende smittetal, for der er næsten ingen hospitalsindlæggelser og dødstallet er lavere end det var BC (Before Corona).
Nu må de altså se at få set på det hele én gang til. Holde tallene op mod, hvad der normalt florerer af sygdomme. Det debatteres meget i England, men som det er lige nu, stopper alle restriktioner den 19. juli. Det er da også nu, mens det er sommer, at det skal gøres og få en masse smittet. Nu, og ikke til efteråret, hvor det i givet fald med stor sandsynlighed vil komme til at virke værre. Næsten 68 % af englænderne er vaccineret; de er det land i Europa, der ligger højest rent procentmæssigt.
Jeg synes det er på tide, vi vender tilbage til normale tilstande – så normale, som de nu kan blive, for verden bliver nok ikke helt den samme igen, men de eksempler vi hører herhjemmefra med fx kirker, hvor ikke engang den nærmeste familie må deltage i en barnedåb, fordi de så bliver for mange, samtidig med, at man ser de store folkemængder der samles i fodboldrus, uden der bliver reageret på det.
Det hænger bare ikke sammen.

8. juli 2021

Nu går jeg hele vejen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

AgurkesylteeksperimentI mine bestræbelser på at få udnyttet alle agurkerne på varierende vis, har der måttet nytænkes lidt. Vi kan jo ikke leve af agurkesalat, uanset hvor godt det smager. Jeg ville i hvert fald blive træt af det på et tidspunkt. Jeg kender nogle få, der kan spise det samme dag ud og dag ind uden det generer dem; fx kender jeg en, der ikke kunne drømme om at spise anden marmelade end jordbær. I nu 60 år! Hver morgen! Jeg ville have været død for længst af ren og skær jordbærlede.
Det skulle nødig ske med det lækre agurkesalat. Variation må der til.
Jeg skrev forleden om den asiatiske agurkesalat. Nu har jeg prøvet en anden opskrift efter samme princip, men som bevirkede, at jeg blev inspireret til at undersøge syltekrydderier lidt nærmere. Den er som sagt ikke meget anderledes end den første, som i øvrigt er godkendt, også fra Johns side. De smager lidt skarpere end almindelig agurkesalat, hvilket da også li’som var meningen med det hele, men de har en rigtig god smag og vil være fine til det, man normalt bruger syltede agurker til.
Vi kender de almindelige syltekrydderier, som man kan købe, hvis man har lyst til og mod på at sylte drueagurker eller asier. Søger man på ‘hjemmelavede syltekrydderier’, kommer der ikke noget brugbart op, men søger man på ‘homemade pickling spice’, bliver det straks mere interessant.
Tørsleff vil sikkert gerne have monopol på det i Danmark, men de kan godt tro om, kan de. Arla er dog enig med mig: “Sylter man meget, er de færdige krydderiblandinger en dyr løsning i forhold til at købe krydderierne hver for sig og så krydre efter smag og behag”.
Nu har jeg en portion hjemmelavet syltekrydderi, der rækker langt ind i næste sæson. Tror jeg …
Jeg blev helt elektrisk efter at have set et par forskellige opskrifter, som jeg samlede til én og gengiver her, i lettere modificeret form, under billederne – jeg har undladt stjerneanis og revet muskatnød, men til gengæld tilføjet et par andre elementer. Ser det ikke bare indbydende ud?

Hjemmelavet syltekrydderi (1)Hjemmelavet syltekrydderi (4)

I glasset er der 1 spsk af hver af følgende: Hel allehånde (endelig ikke stødt; det bliver for bittert), gule sennepsfrø (jeg tog to skefulde), sorte sennepsfrø, korianderfrø, hele nelliker, tørret, knust ingefær, dildfrø, fennikelfrø, sorte, grønne, røde og hvide peberkorn, 2 smuldrede laurbærblade, 1 kanelstang (klippet itu med en rosensaks), og endelig lidt knust, tørret chili – så meget som man tør. Jeg turde tage to af den lidt mildere slags til den dobbelte portion, jeg miksede.
Det kan da kun blive til velsmagende agurker – eller hvad man nu ellers kunne have lyst til at sylte.
Jeg tror jeg slår mig ned som syltekrydderifabrikant … Tørsleffs er jo vand ved siden af disse lækkerier.
Det blev dog alligevel halvdyrt for denne pilotproduktion. For det første måtte vi til Nyord ved Møn for at forny forsyningen af sorte og gule sennepsfrø (men det er en dejlig tur!), og for det andet måtte jeg ind på Hedebogaard.dk for at købe 50 gram af mange af de øvrige ingredienser. Men nu har jeg dem alle, og der er til flere produktioner.

Og lad nu venligst være med at fortælle mig, at jeg er flittig, tak.
Al min tid er min egen, og der går altså ikke ret meget af den til sylteriet. Jeg elsker det og jeg elsker min have og mit drivhus, så det er ren fornøjelse for mig alt sammen. Vi har bare ikke alle de samme interesser, men det ville da også være trist, hvis vi havde.

30. juni 2021

Den Fuldkomne Fisker var … fuldkommen fortræffelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:20
Tags:

I går oplevede vi så meget, at der ikke er plads til det hele i ét indlæg, hvorfor jeg vil koncentrere mig om madoplevelsen først.

På det vestligste Lolland, langt uden for lands lov og ret, helt derude hvor kragerne vender, hvis de da overhovedet når så langt, ligger der en lillebitte by, der hedder Onsevig. Den har en lillebitte havn og en lillebitte campingplads med bare 26 enheder. Der er fred og ro, for, som de skriver om sig selv, er der hverken vandland eller hoppeborg.
Der er dog nogle hytter, og næste gang (for der bliver en næste gang), snupper vi sådan en for natten, så John ikke skal køre så langt hjem efter så meget fantastisk mad.
Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.

Den Fuldkomne Fisker 

Ser I nogensinde Sæt pris på Danmark med Hans Pilgaard? I et af programmerne var han på Lolland og tog de to ‘prissættere’ med til, blandt andet, en lille restaurant, der hed noget så spøjst som Den Fuldkomne Fisker. De to deltagere var positivt overraskede over et fortræffeligt måltid, som de tydeligvis ikke havde regnet med at få på en lille campingplads.
Navnet studsede vi over, men i aftes fik vi den forklaring, at for år tilbage var det bare et sted, hvor især tyske lystfiskere kom og fik et måltid mad. Efterhånden gik der mere og mere sport i at lave mere og mere spændende mad, og i dag er det blevet til en vildt god restaurant, hvortil folk valfarter fra både nær og fjern.
Den drives af et ægtepar, som, med assistance af en tidligere bankfunktionær (“efter 40 år i bankbranchen ville jeg lave noget helt andet, og det her er meget sjovere!”), serverede både mad og lokalkolorit for os. I køkkenet er der et par kokke; den ene fra Eritrea, hvilket afspejles i nogle af retterne.

Vi tog en 6-retters menu med tilhørende vine for mit vedkommende og to gode, alkoholfri øl for Johns.

P1030091P1030094

Første ret var majspaneret pighvar og rogn med tallerkensmækker-aioli; ledsaget af quinoablinis med røget stenbiderrogn.
Anden ret var hjemmerøget fasanbryst med solbær-blommechutney og grønne salater fra haven.

P1030095P1030096

Tredje ret: friteret salvie og persille, surdejshævede eritreiske pandekager med fyld af arabisk krydret gulerodspuré, grøn salsa og taita (?)
Der var fire forskellige fyld, men jeg husker ikke hvad de kaldte det sidste – det var ikke nævnt på kortet.
Fjerde ret var kalvetagine (i miniformat), afghansk kartoffelbrød og spidskålssalat med æbler, mandler, kikærter og chili.

P1030097P1030098

Femte servering bestod af fire slags ost med knækbrød (hjemmelavet, naturligvis) og solbærsyltetøj.
Sidste ret var rabarbertrifli.
Vinene var skænket med endog særdeles rund hånd. Da jeg kommenterede, at de sandelig undte mig det godt, lød svaret, at her serverer man ikke vinen på københavnsk manér, hvor man dårligt nok kan nå at smage på den, inden glasset er tømt. Jeg må tilstå, at jeg sov godt i bilen på vejen hjem.

Det var anderledes. Det var spændende. Det var superHAMrende godt!
Hvad der gjorde det til en næsten endnu bedre oplevelse var værtsparrets ligefremme uhøjtidelighed. Vi fik ikke kun god mad; vi fik i tilgift både en god atmosfære og en dejlig stemning. De serverede i ganske almindeligt sommertøj; herrerne i cowboybukser og fruen i bermudashorts. Alle tre bar dog et stort tjenerforklæde.
Han røg selv kød og fisk; hun lavede syltetøj og chutneyer; så meget som muligt er hjemmelavet og -dyrket.
Han fortalte meget og grundigt om de serverede vine; hun fortalte meget og grundigt om det vi fik på tallerkenerne.
Vi sad fire par i en lille stue med plads til 10 personer (John og jeg havde det eneste firemandsbord). Der var også servering udenfor samt i en anden og tredje stue, vi ikke fik set nærmere på.
Her skal vi stensikkert ned igen – næste gang med overnatning, som nævnt. Menuen bliver skiftet med jævne mellemrum; nogle gange hver dag, dog ikke alle seks retter på én gang.
Udover den faste menu har de også en buffet, hvor man får mad efter princippet I vælger – vi lægger det på tallerkenerne for jer. Den buffet så også meget fristende ud, så alene for at prøve den skal vi derned igen.
Den Fuldkomne Fisker var fuldkommen fantastisk og får mine varmeste anbefalinger.
Og nej, det har de ikke betalt mig for at skrive. De ved slet ikke, at jeg skriver om dem.

4. maj 2021

Aarøsund Badehotel – bare perfekt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: ,

Dette indlæg bliver én lang madanmeldelse.
Vi har boet på Aarøsund Badehotel i to nætter, hvor hovedvægten blev lagt på det gastronomiske, og hvis man ellers er til den slags oplevelser, så kan dette på det varmeste anbefales.
Værten, Hans Harvest, smed samtlige tv-apparater ud, da han overtog forpagtningen af det Jebsen-ejede badehotel. De kun 12 værelser er holdt i 30’er-stil, så vi opfattede vores som værende spartansk, men sengen var god og badeværelset meget moderne med regnvejrsbruser. De havde dog wi-fi … ellers tror jeg heller ikke, man overlever i dag. Vi har ingen klager – tværtimod var det vores næstbedste madoplevelse nogensinde. Måske den bedste – Aarøsund Badehotel og Norsminde Kro kæmper lige nu om førstepladsen.
Søndag aften stod der tre retter på vores menu: Laks, skovkylling og … noget, jeg ikke kan huske hvad de kaldte, men det var bl.a. is og grankogler!
P1020923P1020924

Dette var ubetinget den bedste laks, vi har fået til dato. Ovenpå var der syltede sennepskorn, agurkekugler og tallerkensmækkerblade. Det brune, flydende var æble-gastrik, som fik det hele til at gå op i en højere enhed. Kuvertbrødene lignede små formfranskbrød; det ene hvidt, det andet maltmørkt. Anretningen af dem delikat og sjovt tænkt.

P1020925P1020926

Skovkyllingebrystet var flankeret af en hvid asparges, hvorpå der var smeltet en kraftigt smagende ost. Saucen kan jeg ikke huske, men det var en slags musseline. Kartoffelmosen med bacon og et eller andet smulder var røget! Det var nytænkning, skulle jeg mene … hørøget var det. Næste dag skulle det vise sig, at det var et koncept, som de to michelinkokke, de har været heldige at få kapret til hotellet, er ret glade for. Meget anderledes, men overraskende delikat.
Desserten var et kapitel for sig. Den lidt noprede, yderste skal forsvandt på et mikrosekund inde i ens mund, kun efterladende et smagsspor. Ikke noget flydende, ikke noget fast; det var bare væk! Det var en spøjs fornemmelse, som jeg ikke kan forklare nærmere. Bunden var en nytænkt marcipanbund, indmaden en superb mellemting mellem sorbet og flødeis, og ovenpå lå der bronzefennikel og mini-grankogler indsmurt i noget sødt. Dem var John ret vild med – jeg syntes nok, det smagte lige lidt for meget af granskov. Men resten … jeg mangler ord … fantastisk var det.

Morgenmaden

Morgenmaden var portionsanrettet. Udover alt dette på ét bræt (croissanter, to slags ost, laks, skinke, pølse, ‘hvid’ morgenmad, lidt hindbær og hjemmelavet marmelade) kunne vi få scrambled egg med bacon og/eller pandekager. ‘Røræg’ er åbenbart for ordinært, men jeg må så også sige, at der intet ordinært var ved smagen. Det var vitterlig bare røræg med bacon (og til John også en pølse), men det bedste ever! Ligeledes pandekagen, som trods alt fik lov at blive kaldt for pandekage, var den bedste morgenmadspandekage, jeg har fået i hele mit lange liv. Hvordan pokker de bærer sig ad, ved jeg desværre ikke. Brødet, æblemosten og kaffen var også i topklasse.

P1020930P1020931

Efter den første aften og dette overdådige morgenbord var vores forventninger til mandag aftens firerettes-menu skruet helt op i de højereliggende luftlag. Det ville blive svært at leve op til, og – lad det være sagt med det samme – det lykkedes, men også kun lige. Faktisk var det nok den første aften, vi fik det bedste mad, men alt har været en kanon oplevelse.
Første ret var rejer med mayonnaiseklatter tilsat en god smag, brøndkarse og inde i midten lidt dildolie. Kuvertbrødene var samme koncept som aftenen før.
Jeg var vild med det.
Anden ret var hørøgede (der var den igen …) kammuslinger med sprøde jordskokchips og en yoghurt-purløgssauce til. Himmelsk …

P1020932P1020933

Tredje ret glemte jeg at forevige, inden jeg begyndte at spise, så det er ikke kokkens skyld, at det ser rodet ud. Det var rimmet torsk med grillet hjertesalat og en cremet hyldeblomstsauce til.
Ovenpå torsken noget crumble, jeg ikke kan huske, men som smagte lidt som pulveriseret flæskesvær. Meget alternativt, men meget lækkert.
Desserten var syltede hindbær og hindbærsorbet lagt i … æhhh … noget grønt … (sorry); overhældt med en hvid chokoladesauce, som fik englene til at synge.
Man vil have bemærket, at alt – undtagen desserten, selvfølgelig – stammede fra havet, så den vinmenu, vi begge tog, bestod af hvide vine. Undtagen dessertvinen, som var rød!
Lidt uventet, men det var en mousserende rød vin, som havde hindbærnoter og derfor passede fint til maden.

Aarøsund Badehotel (1)

Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes vi, at dette ophold var alle pengene værd. Det var ikke luksus, hvad værelset angik, men som nævnt er forpagterens mening, at det er et badehotel i gammel stil, og den skal holdes. Hans ambitioner går mest på det madmæssige – han håber at hotellet bliver optaget i The White Guide – og vi må sige, at gourmetoplevelsen i vores øjne på ingen måde blev skuffende, så spørger man os, fortjener de til fulde at blive nævnt i den.

2. maj 2021

Selvgjort er velgjort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:25
Tags:

Første hold bacon er færdigt. Det var svært at lade være med at tyvstarte og i stedet lade kødet modne den anbefalede tid efter røgningen.
Men vi gjorde det! Vi styrede os! I dag tog jeg det ud af køleskabet og skar hele stykket op. Vi har et ekstra køleskab ude i garagen, mest beregnet til spidsbelastninger, men det har været godt at bruge som baconmodningssted, for det kom til lugte af røget bacon. I og for sig ikke en ubehagelig lugt, men det var nu alligevel rart, at den ikke kom ind i køkkenets køleskab, for mælk og yoghurt med røgsmag er nok ikke særlig rart.
Hjemmelavet bacon (3)Det ene fører det andet med sig. Det har vi oplevet før. Denne gang førte baconfremstillingen til indkøb af en pålægsmaskine. Ingen af os er nemlig i stand til at skære bacon tilstrækkeligt eller ensartet tyndt med en kniv, og selv om det sommetider kan være okay med tykke stykker, skal køkkenlivet ikke bestå af lutter tykke skiver bacon.
Altså: En pålægsmaskine. Elektrisk, naturligvis …

Det var en god investering, tror jeg. Det skal jeg jo sige … 
Den kan skære fra 1 til 15 mm, og når man stiller den på 1 mm, skærer den i virkeligheden lidt mindre end det, så det er muligt at få ultratynde skiver.
Nu behøver vi jo ikke at kunne læse avis gennem baconen, så jeg skar dem en halv anelse tykkere end dem, vi kender fra supermarkederne.
Jeg skar også nogle tykke skiver, som blev til bacontern til Johns i forvejen eminente spaghetti carbonara, som nu måske kan gå hen og blive sublim.
Der blev to poser tern og 85 skiver bacon, hvoraf de 70 blev lagt i lag på hver 10 og frosset ned, mens de sidste 15 (10 pæne + 5 ukurante ‘indstillingsskiver’) blev brugt til at førstegangsfråse i og ikke mindst højne den omelet, vi fik til aftensmad i går.
Var det godt? Ja, det var. Det var hamrende godt, med en fantastisk smag og ikke ret meget svind.
Det var meget røget, uden dog at være alt for meget, men næste gang vil vi nok alligevel forsøge med at give det lidt mindre røgetid end denne gang. Måske bare en times tid mindre.
Kan det betale sig? Ikke rent økonomisk, men på alle andre måder er det både pengene og arbejdet værd. Man laver ikke sit eget bacon for at spare penge.

Hjemmelavet rasp

Men man kan lave sit eget rasp for at spare penge, og så ved man samtidig, at det er bedre end det købte. Det gælder vel for stort set alt hjemmelavet?
Jeg lavede med andre ord også en portion rasp i går. Man bliver ikke millionær på den besparelse, men lidt har også ret.
Kan du kende posen, Ditte?
Jeg fik den fine, hjemmebroderede brødpose af Ditte i fødselsgave. Vi spiser ikke så meget brød, men det hænder da, og så bliver der altid noget tilovers. Det skærer jeg i passende stænger og lader dem tørre ind, til de bliver hårde som sten – de mugner ikke, kan holde nærmest i årevis, og stofposen er ideel til at opbevare dem i, til det bliver umagen værd at lave en omgang rasp.
Stængerne bliver kørt gennem de groveste huller på kødhakkeren. Det tager ingen tid at lave det bedste rasp man kan få, og intet er gået til spilde.
Glorien kan atter pudses …

19. april 2021

Vi er begyndt at ryge!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , , , ,

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Vi ryger bacon (1)Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Vi ryger bacon (4)

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Ask i knopPadderok-sporehus

14. april 2021

Tre ting, der gjorde mig glad i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: ,

I dag har jeg valgt at fortrænge det negative – fx, at det tyder på, at vaccinationsprogrammets afslutning nu bliver forsinket. Jeg sætter min lid til ordene, jeg også hørte i går, nemlig, at de +50-årige stadig stadig skulle kunne holde planen. (Opdatering: Det kan vi så ikke 😥)
I stedet vil jeg skrive om tre ting, der gjorde mig glad i dag.
I aftes surfede jeg rundt for at finde gårdbutikker i nærheden. Vi har jo vores Velfærdskød på Møn, og dem svigter jeg ikke, men de har ikke lam. Det havde de på Møllebakkegård, som ligger bare 20 minutters kørsel fra os. Da jeg fulgte linket, der var sat ind på en side, som lister gårdbutikker efter region, fik jeg smækket de ædlere dele på en splitternøgen kvinde lige i fjæset, plus et tilbud, jeg formodedes ikke at kunne modstå. Hvis jeg var en mand …
Nådada … min første tanke var, at det da så sandelig var en gårdbutik med et bredt sortiment, men min næste var, at de formentlig var blevet hacket.
Og ganske rigtigt. På FB havde de en temmelig meget mere sober side, hvor det nye link stod. Der stod forbavsende nok også, at de havde åbent døgnet rundt, hvilket ledte tankerne lidt tilbage på det netop omtalte.

Gårdbutikker (6)

Vi tog chancen og kørte dertil.
Gården lå flot med udsigt over det meste af Sydsjælland, og da vi kom ind i den lille butik, var det selvbetjening. Der stod kolonialvarer på hylderne, og der stod to store kummefrysere med masser af lamme- og svinekød. Ikke specielt billigt, men garanteret godt og velsmagende. Jeg købte nogle lammeskanke, en lammeculotte og en stor ribbensteg (fra gris). Vi skal nemlig til at lave vores bacon selv … det bliver SÅ spændende at prøve.
Nu var det bare at regne beløbene sammen og betale til det MobilePay-nummer, der var opgivet.
Det, som gjorde mig glad var, at det kunne lade sig gøre. At denne tillid til, at folk betaler for de varer de tager, (tilsyneladende) ikke var blevet misbrugt.

Næste stop var Velfærdskød på Møn. “Hvis vi er hjemme, har vi åbent”, fik vi engang at vide, så jeg ringede til dem. Det var husets yngste søn, der svarede: “Goddag, det er Velfærdskødstelefonen, du taler med Xxx. Hvem taler jeg med?”
Det fortalte jeg knægten, som vel er 11-12 år. Der var åbent; vi kunne bare komme, så det gjorde vi.
Ud kom gutten og låste op for herlighederne.
– Du er ikke i skole?
– Nej, jeg har spisefrikvarter – jeg går i skole hver anden uge.

Godt, så. Jeg købte en hel del, så han måtte frem med regnemaskinen …
– Jeg har ellers haft matematik én gang i dag allerede, sagde han med et grin.
John havde set nogle brændetårne og spurgte, om de også solgte brænde.
– Ja, og jeg flækker selv det hele, sagde han uden helt at kunne skjule stoltheden i stemmen.
WHAT, sagde jeg – du er da godt nok sej!
– Vi har en flækker, men den bruger jeg kun til det træ med mange knaster i, som jeg ikke kan klare med øksen.

Jeg stod bare med åben mund.
– Man må jo arbejde for lønnen, sagde han.
Så var jeg lige pludselig endnu mere glad end jeg var i forvejen.

Gårdbutikker (1)

Her ses en del af resultatet af hans anstrengelser – mon ikke I er lige så imponerede, som John og jeg blev?

Den tredje ting? At vi så en musvåge stå stille i luften lige ved siden af vejen og muse. Den fløj ikke væk, selv om vi standsede bilen, men jeg ville ikke forsøge at tage billeder, for jeg ville ikke skræmme den. Den var ikke 20 meter væk og svævede længe omkring tæt på os. Det var stort.

6. januar 2021

Så skete det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , , , ,

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

P1050378

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

P1050379

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

3. januar 2021

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: , , ,

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

22 nov 2016 (2)
Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Solopgangen den 2. januar 2021

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

22. december 2020

I’m Not Dreaming of a White Christmas …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:06
Tags: , ,

Jeg får vel sagtens 99 % af mine læsere på nakken ved at anvende titlen på denne julesang i overskriften, men ikke desto mindre passer det for mit vedkommende, selv om det måske netop i år er mere okay med sne end det plejer at være, fordi folk opfordres til at blive hjemme.

Jeg kom i tanke om den jul, hvor min søster og svoger den 24. december tidligt på formiddagen begav sig på vej mod Jylland til svogerens familie.
Det sneede. Det sneede rigtig meget. Det sneede så meget, at da de havde været næsten fem timer (ja!) om at nå til Ringsted, hvilket normalt tog 25 minutter, kapitulerede de og ringede til gården, hvor der denne juleaften ellers bare skulle have været min far, John og mig, og spurgte om der på nogen måde kunne blive mad nok til to ekstra, for dette her var da fuldkommen HÅBløst! De ville tidligst kunne være fremme på deres bestemmelsessted i Jylland omkring midnatstid – hvis de var heldige.
Det var lige før vi ikke kunne forstå hvad de sagde, så sammenbidte var tænderne, men selvfølgelig kunne der blive mad nok. Vi havde en af gårdens særdeles velvoksne ænder i ovnen, så den kunne sagtens række til mere end tre. De nåede at komme retur til gården inden normal spisetid, og vi blev dermed fem i stedet for tre, hvilket kun var så meget mere hyggeligt.
Årets portvinJeg kan ikke huske, hvilket år det var, men det er der nok andre der kan – det må have været et sted mellem 2004 og 2010.
De forsøgte sig igen den 25. december og kom denne gang til Jylland uden de store trafikale udfordringer.

Jeg troede ellers, jeg var færdig med årets juleforberedelser, men det holdt kun til jeg læste Erics indlæg. Den julekompot er nødt til at blive afprøvet. Det er fint med traditioner, men det har nu heller aldrig skadet med indførsel af nye varianter – som da vi fx i 2016 indførte, at det gjaldt om at få så mange mandler som muligt når man spiser risalamande, og ikke kun den ene, som er det koncept, de fleste kører med. At få flest mandler gør risalamandespisningen til en oplevelse, hvor alle griner og stolt holder hver eneste nyerhvervet mandel i vejret i stedet for at sidde og lure mistænksomt på hinanden. Det bliver i stedet til se! En til!!
En kompot, hvor svesker og rosiner trækker et døgns tid i portvin tilsat kanelstang og kryddernelliker … det kan ikke gå galt.
Jeg troede, jeg havde en halvbillig portvin i spiritusskabet, men det havde jeg ikke, og da jeg ikke gad køre afsted for den ene ting, ofrede jeg en stor sjat af den halvpebrede, jeg købte som ledsager til risalamanden.
Det bliver kompotten næppe ringere af … nu står sveskerne og rosinerne i køleskabet og drikker sig mere og mere berusede. Jeg er spændt på, hvad John og Merete siger til kompotten, men jeg har i hvert fald store forventninger til dette for os nye tilbehør til den traditionelle andesteg.

P1020817

Forleden dag så vi lyset – hele dagen, næsten uden afbrydelser.

9. december 2020

Jeg er i gang med årets rilette de porc

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

For små ni år siden serverede jeg et indlæg, der mest af alt var et surt opstød over folks madsnobberi, og jeg tror egentlig, at det stadig er aktuelt – selv om jeg vist, trods alt, ser lidt mere sylte rundt omkring hos slagterne nu, end jeg gjorde dengang. Og – ikke mindst – er nogle af dem med tiden blevet bedre til at lave disse sylter. Men undgå for himlens skyld de fabriksfremstillede!
Man skal bare ikke kalde den slags julemad for sylte. Man skal kalde det for svineriletter eller, endnu bedre: rilette de porc, for så bliver det med ét konverteret til at høre under begrebet finere madlavning, hvorimod alene ordet ‘sylte’ kan få mange til at komme med underlige ansigtsudtryk, der ikke ligefrem udstråler glæde og forventning.
Rilette og sylte er faktisk det samme – blot er den danske sylte mere velsmagende, fordi den er mere krydret …
På billederne er den lyse en fransk rilette de porc og den lidt mørkere er en dansk sylte. Forskel?

Rillettes de porcDansk sylte

Hånden på hjertet: Hvor mange af jer har selv lavet sylte? Hvor mange af jer har smagt en god sylte, som en anden har lavet?
Jeg kommer masser af krydderier i kogelagen. Vi taler ikke om less is more, men om more is more, når der laves sylte: Hele løg med nelliker, allehånde, hele peberkorn, hele enebær, fem fed hvidløg, meget salt, en stor dusk frisk salvie og ditto frisk timian, 5-6 laurbærblade, en spiseskefuld friskhakket ingefær og en deciliter eddike.
Nogle gange har jeg et halvt svinehoved at komme i gryden, andre gange ikke. I dag er en af de andre gange, hvor jeg så må nøjes med det, de i køledisken kalder en syltepakke.
Det dufter himmelsk krydret i hele huset, mens det står og simrer. John var ude foran for at feje visne blade sammen, og da han kom ind igen sagde han, at han kunne lugte alle krydderierne udenfor … det var selvfølgelig via udluftningen fra emhætten.
 Lige om lidt skal jeg ud og rive løg til at komme i selve sylten. Undskyld: riletten. Eller hvad?

Jeg ville også gerne nå at lave vores genbos julekonfekt, som de overraskede os med sidste år. De så meget flotte ud, de små chokoladeovertrukne kugler med guldstøv på. Hun spurgte om vi kunne gætte hvad der var indeni, men det kunne ingen af os gennemskue; bare konstatere, at de smagte vældig godt.
Hovedingrediensen var søde kartofler! Kun sødkartofler, mørk chokolade og vanillesukker.
Det havde jeg aldrig gættet, om jeg så havde fået 100 gæt. Sund konfekt – what’s not to like?
Hvis de bliver lige så gode – og flotte – som genboens, tager jeg et billede og praler med det senere.

30. oktober 2020

Man skal tænke fremad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: , ,

Jeg var engang i Amsterdam på et tredages kursus for chefsekretærer eller personal assistants, som det blev så moderne at kalde det på det tidspunkt.
De fleste deltagere var yngre end mig, men der var især én lidt ældre, hollandsk kvinde, jeg nok aldrig glemmer. Det er 15-20 år siden, og hun står stadig tydeligt for mit indre blik. Hvor mange af jer husker tydeligt en medkursist i så mange år?
Jeg tror hun har været verdens bedste sekretær. Hun blev også midlertidig mor for et par af de unge deltagere, som ‘brugte’ hende meget. Hendes svar, gode råd og kloghed fik alle til at spidse ører, og hun var næsten det bedste ved det kursus, som lærte mig mindre, end jeg havde håbet på. Jeg var, lige som nævnte kvinde, nok for gammel en rotte til at få nok ud af de mange penge, kurset kostede. Det lyder højrøvet, men sådan var det.
Hun talte meget om at være proaktif (= proaktiv udtalt på hollandsk). Se fremad og se din chefs behov, før han selv gør det – og nej, vi er så så afgjort ikke inde på noget, der bare minder om chikane her, men apropos det, så var det der gjorde næstmest indtryk på mig, at flere af de unge sekretærer – undskyld, assistants – var mere eller mindre bange for deres chefer. Måske ikke for chefen som person; mere som begreb, for vi er nemlig stadig ikke henne ved nogen form for chikane, men de var bange for at miste deres job, hvis ikke de fandt sig i urimeligheder og/eller knoklede som besatte, og flere af dem havde små børn, så det var svært for dem at få det hele til at hænge sammen.
Jeg ved ikke, hvordan det er i Holland, hvor de fleste af deltagerne kom fra, men jeg ved, at jeg her i Danmark ikke var bleg for at fortælle det til min chef, når jeg syntes han blev lidt for krævende: Spørge ham, hvad jeg så ikke skulle lave, eller (en enkelt gang) gøre ham opmærksom på, at det var muligt, at hans løn kunne retfærdiggøre en gennemsnitlig arbejdsdag på 10-12 timer, men i og med, at den var 3-4 gange så høj som min, syntes jeg på ingen måde, at jeg med rimelighed kunne forlanges at forære firmaet flere timer end det normerede antal.
Selvfølgelig arbejdede jeg over, hvis det var nødvendigt, men der blev kompenseret for det på dage, hvor det var muligt.
Min holdning blev respekteret, og i sin afskedstale til mig nævnte Verdens Bedste Chef, at det for mig aldrig havde været en mulighed at kunne gå ned med stress. Jeg tog det som en kompliment og tror da også, at det var ment som en sådan. (Han nævnte sjovt nok også, at jeg aldrig havde lagt skjul på min holdning til diverse overordnede beslutninger, men også det valgte jeg at tage som en kompliment.)

Nu har jeg igen tænkt fremad. Været proaktif. Jeg har den dag i dag svært ved at udtale ordet anderledes, fordi jeg sætter det i forbindelse med den kloge kvinde.
Jeg ville egentlig helst tænke helt frem til en tid, hvor coronapesten er blevet til historie, men lige nu ved jeg ikke, hvor langt frem jeg så skal tænke. Formentlig hele 2021 med, siger pessimisten i mig.
Jeg har tænkt to måneder frem og har i dag bestilt nytårsmenuen til John og mig.
Sidste år var jeg ved at komme for sent til at bestille, så jeg kunne ikke få det, jeg helst ville have. Hvad vi fik, var ikke dårligt, men i år ville jeg have frit valg på alle hylder.
Det blev til:
Forret: Lynstegt sashimi tun, spidskål, tang og ponzu-sirup.
Mellemret: Jomfruhummerbisque, letsaltet kammusling, dildpesto, knas, friskbagte flutesboller. Hovedret: Rosa kalvemørbrad, timian og fermenteret peber, glaserede rødder, bagte løg, pommes Anna på brunet smør, skud og trøffelsauce.
Dessert: Gateau Marcel (tæt chokoladekage [sic]) toppet med chokolademousse, brændt hvid chokolade og syltede skovbær.
Jeg glæder mig allerede til nytårsaften og håber lysegrønt på, at 2021 bliver bedre end 2020.

4. oktober 2020

Syddanmark rundt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Almindelig ryleChristie’s i Sdr. Hostrup kom atter med et tilbud, vi ikke kunne modstå: Fem retter med vinmenu, værelse og selvfølgelig morgenmad for næsten ingen penge. At vi så skal helt ned syd for Aabenraa bare for en enkelt nat, er en anden snak, men vi tager gerne turen, for vi kan altid finde noget nyt at se.
Denne gang var det en tur på Vestfyn, som Ib Hansen meget kort beskrev i et indlæg, nemlig fra Eskør og op til Gamborg. Vi tog den med nogle afstikkere ud på de to halvøer/tanger og fik dermed to (for os) nye fugle hakket af i fuglebogen: almindelig ryle og stor regnspove.
Vi tog turen i lørdags fordi DMI havde meldt ud, at det blev rimeligt vejr lørdag, men regn og overskyet søndag.
Vi oplevede Vestfyn lørdag i så gråt og trist vejr, at gps’en det meste af tiden troede, det var nat!

Almindelig ryleAlmindelig ryle

Men vi så ryler i stor mængde; der var nok omkring 300 fugle i flokken, men det er svært at vurdere for amatører som os – der var bare mange!
Vi så flokke af viber, vi så fiskehejrer og musvåger (plus naturligvis forskellige arter af de allestedsnærværende måger), men vi opgav at være der længe, for det blev mørkere og mørkere, så vi satte kursen mod Sdr. Hostrup, hvilket viste sig at være heldigt, for vi skulle begynde at spise allerede klokken 17.
Alle fem retter var rigtig dejlig mad, bortset fra den evindelige lakrids, som efterhånden er svær at slippe for nogen steder. Også denne gang i desserten, som var lakrids-panna cotta. Den var da spiselig, men jeg ville absolut hellere have haft panna cotta uden lakrids.

I dag, søndag, vågnede vi til en skyfri himmel, så vi blev enige om at tage vestfynsturen den modsatte vej i håb om at kunne se lidt mere end i går, hvor de fleste af de sikkert vidunderlige udsigter forsvandt i disen.

Når nu vi var, hvor vi var, benyttede vi lejligheden til at købe øl, vin og andre livsfornødenheder i Tyskland. Vi havde talt om, hvordan de ville tjekke, om vi kom fra region Hovedstaden, som de har frabedt sig besøg af folk fra.
Svaret: De tjekkede ikke en pind, så det forbud gav vi ikke meget for.
Hos Fleggaard stod der en i indgangen og holdt styr på, at alle bar mundbind og at der ikke var for mange inde i butikken ad gangen, så vi følte os ganske trygge ved at handle der – taget i betragtning, hvor crowded der kan være i weekenderne, var det fint at gå rundt og have masser af plads.
Nu er John ‘fyldt op’ med sin yndlingsøl, nemlig Nordic, som han skal drikke ni af, inden det i alkoholstyrke svarer til en enkelt almindelig pilsnerøl. Det kan han slet ikke rumme, så jeg er altid helt tryg ved at have ham som chauffør, selv om han drikker!

Stor regnspove

Det var godt, at vi tog turen igen, for ikke blot så vi en ny flok ryler, men også en lille flok stor regnspove, som vi (heller) ikke havde set før IRL.
To nye fugle på to dage. Dejligt – tilligemed var det, ganske som Ib havde hævdet, en dejlig og smuk tur, der som forventet vandt ved, at solen skinnede.

OPDATERING: Det er hjejler, ikke ryler. Tak til Farmer

17. september 2020

Det bliver ved og ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: ,

Selv om hastigheden er aftaget, bliver der ved med at modnes tomater og chili i drivhuset.
Sambal OelekLige nu er der tomater i ovnen ved 60° i så mange timer det er nødvendigt for at de ser halvtørre ud på den rigtige måde.
Der er lavet chilipasta og Sambal Oelek til at forsyne både os selv og flere andre et helt år. Mindst. Jeg kender et par stykker, som vil være glade for at få et glas eller to. Jeg kender også et par stykker, som helst vil være fri!
Forskellen på chilipasta og Sambal Oelek er, at førstnævnte bare er chili kogt i 10 minutter med en anelse æbleeddike og sukker og derefter blendet.
Sambal Oelek er også kogt og blendet, men her der der kogt meget hvidløg og en del ingefær med, samt en smule brun farin og saft fra en lime. Det smager bedre, men jeg fik først ideen da jeg havde lavet første portion chilipasta.
Begge dele er vildt stærke, men fordelen er, at man nemt kan dosere i en mængde, der passer til familiens smagsløg. Jeg synes Chilisovsdet er svært at dosere den rigtige mængde, hvis jeg skærer en chili ud og kommer den i gryden, mens man med pastaerne her kan begynde med meget lidt, for så at komme mere i efterhånden. Der er respons med det samme, hvor det med frisk chili tager lidt tid at få smagen frem – og så kan det være for sent, for man kan altså ikke trække smagen ud igen.
Det blev forbavsende stærkt taget i betragtning, at jeg ‘kun’ har anvendt jalapeno, som er styrke 5. Jeg satte tungespidsen på skeen, da jeg havde fyldt glassene, hvilket gav en brændende fornemmelse, så den bliver drøj i brug!

Som noget nyt har jeg også forsøgt mig med at lave min egen chilisovs, thai style (= sur-sød). Det kan vi godt lide at bruge til flere forskellige ting og har det derfor altid i huset, så hvorfor ikke prøve at lave sit eget? Der er mange opskrifter derude, og jeg prøvede en med masser af hvidløg (ni fed i flasken her). Chilisovs blender man ikke, men hakker chili og hvidløg fint i en foodprocessor, hvorefter det koges i 5 + 5 minutter med lige dele eddike og vand, en del sukker, lidt tamari og en teskefuld fiskesovs. De sidste fem minutter koges det med majsstivelse, så det får den rigtige konsistens.
Jeg brugte æbleeddike, fordi jeg ikke havde riseddike, men jeg skal have købt noget, for jeg vil lave mere … jeg troede der blev til en hel flaske (750 ml), men det gjorde der ikke, og da det viste sig at smage rigtig godt, vil jeg producere yderligere et par flasker. I dem tror jeg også, jeg vil tilsætte lidt ingefær – det bliver sovsen sikkert kun endnu bedre af. Jeg fjerner kernerne fra mine chili – jeg synes det bliver for stærkt, hvis jeg tager dem med.
Der er fint med ‘bid’ i, men ikke for meget. I denne portion er der fem jalapenos. Det mildner dem en hel del, når de syltes.

13. september 2020

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Svaneke RøgeriFor at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

MakrelKammuslinger

RøgduettenVi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

På Christiansø

Den 'krogmodnede' gris

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Figner, is og ... ENGELSK lakrids!Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

23. august 2020

Endnu en tur i Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:00
Tags: , , , ,

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Dansk ingefærSvaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

P1020338P1020339

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

P1020345

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

16. august 2020

Kollaps i drivhuset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:34
Tags: , , , ,

Mit nye drivhus er vist næsten for godt. Ikke for godt til at være sandt, men for effektivt.
I går morges, da jeg kom derud på min morgenlige inspektionsrunde, var der knækket en stor gren af fra snackpeberens hovedstamme. Den kunne ikke længere bære vægten af alle de mange frugter. Jeg troede ellers nok, at naturen selv forstod at indrette sig, så den kunne klare mosten og sende sine børn godt i vej, men sådan var det altså ikke. Jeg bandt først grenen op, og dernæst forsøgte jeg med en bastsnor at binde den knækkede gren ind til stammen, hvorfra den var knækket af, men den ser virkelig sørgelig ud her til morgen. Nu håber jeg bare, at peberfrugterne kan modne alligevel, for jeg synes de er lidt for bitre som grønne.
Bøftomaten kollapsede senere samme dag.
Om eftermiddagen, da jeg skulle ud og høste tomater, lå den og var nærmest krøllet helt sammen. Den havde dog ingen knækkede grene, kun bøjede, så den er med stor sandsynlighed reddet.
Den havde naturligvs været bundet op i mange uger allerede, men havde knækket snoren! Det er store tomater, der hænger på planten, men alligevel … igen: Naturen burde kunne osv.
Den har nu fået ekstra kraftig forstærkning i form af den slags snor man bruger til halmballer, af hvilken jeg tog en rulle med fra gården. Det er stærkt og derfor godt til mange ting og altså også til overfrodige tomater.

Semidried tomatoes in spe

Næsten alle tomaterne af engelsk afstamning blev skåret over i kvarte for derefter at blive sat i ovnen ved lav temperatur til de var halvtørre. Derefter kom jeg dem på glas og gav dem den sidste olie, så de kan holde sig i nogle måneder. Der kom kun tre relativt små glas ud af denne portion, så selv om jeg syntes de stadig var lige våde nok i morges, har de alligevel smidt meget væde.
Bøftomaterne bliver brugt til bruschetta med basilikum, rødløg, pesto og mozarella. De almindelige, store tomater bliver henkogt og de små fortinsvis brugt i salater. Jeg har dog allerede 13 glas henkogte tomater, så måske skulle man lave en gang tomatsuppe? Den bliver helt sikkert bedre end den, jeg skrev om engang, hvor en kollegas mor opløste en bouillonterning i 1½ liter vand, tilsatte ketchup og serverede …

Agurken er færdig, men den nåede at give os over 40 agurker, hvilket vel er rimeligt nok klaret. Jeg synes bare, at det var en lidt brat død, den fik, og det var ikke pga. spindemider eller andet kryb; det har enten jeg eller tallerkensmækkerne formået at holde drivhuset fri for i år, men lige pludselig blev samtlige blade gule inden for en uges tid, og den smed alle agurkerne, der var sat af.
Når man googler agurkens problemer, er det svært at finde ud af, hvori problemet består.
Det kan enten være pga. for meget vand eller for lidt vand.
Enten har den fået for meget gødning eller også har den fået for lidt gødning.
Det med vandingen tror jeg godt, at jeg kan styre, men hvordan pokker skal jeg kunne vide, om gødningsmængden har været passende?
Nu ryger den ud – den har gjort det godt.

17. juli 2020

Man kan ikke vinde hver gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

For næsten præcis fire år siden spiste vi på Rønnede Kro og var dengang med rette begejstrede for den femretters menu vi fik.
I går var vi der igen – hvis vi kun kommer der hvert fjerde år kan vi næppe påstås at overrende stedet.
Det kommer vi så heller ikke til fremover …
Jeg vil ikke sige, at vi ikke vil komme der mere, for tre af de fire retter smagte fremragende, men der var andre ting der bevirkede, at vi gik lidt skuffede derfra.
Belært af sidste gang forlangte vi postevand, for jeg nægter at betale 2 x 45 kroner for 2 x 3/4 liter ‘mønvand’ uden brus, og som jeg dengang var ret sikker på var tappet fra køkkenets vandhane.

P1020145P1020157
Vi kom da heller ikke til at betale for vandet denne gang.
Vi bestilte hver en fireretters menu – jeg med vinmenu og John uden.
Jeg glemte desværre at tage billeder af anden og tredje ret, så de viste er altså første og fjerde ret.
Første ret var makrel med urter. Esdragonen smagte ikke af esdragon, så det har nok været den russiske variant, som ikke er noget som helst værd som krydderurt. Det værste var dog, at vi kunne lugte fiskelugt, da tallerkenen blev sat foran os, og retten smagte alt for meget af fisk på den ikke så gode måde. Den var ikke decideret dårlig, men helt frisk var den altså heller ikke, så vi var noget spændt på de næste tre retter.
De viste sig heldigvis at være gode. Rigtig gode. Anden ret var blæksprutter med en muslingesauce til, tredje var krondyrmedaljoner med kartofler og sprøde miniminigulerødder og fjerde ret var jordbærgrød med is af grønne jordbær, en suuuperlækker mousse af en eller anden art og noget småkagelignende etellerandet. Alle tre gav os som sagt excellente smagsoplevelser, men …
Der var nemlig et ‘men’: Portionerne var for små. Ingen af os var helt mætte, da vi var færdige med at spise. Havde det været en seksretters menu, havde det været en mere passende portionsstørrelse – aldrig før har vi fået så ‘franske’ portioner – ikke engang de gange vi har fået otteretters menuer. Blæksprutteretten kunne jeg have spist i to mundfulde, men det gjorde jeg ikke.
Krondyrmedaljonerne … I skal forestille jer to skiver på størrelse med 1½ femkrone og ca. en cm tyk. Hertil var der fire mikrogulerødder til hver og fem meget små kartofler til deling mellem os. Jeg fik således to og John tre. Plus en delikat sauce. Yderst velsmagende – så længe nydelsen nu kunne vare med så lidt mad.
Desserten var der også for lidt af, men havde der været nok af alt det andet, ville portionen have været passende.
Vi skulle have 25 % rabat på maden, fordi vi er medlemmer af Ældresagen. Desværre var jeg kommet hjem, inden jeg opdagede, at tjeneren havde ‘glemt’ at give os begge rabat, hvad vi selvfølgelig skulle have haft.
De fire vine, jeg fik til retterne, var alle særdeles fremragende, så alt i alt var den kulinariske oplevelse i aftes en blandet en af slagsen.
I dag fik jeg en mail, hvor jeg blev bedt om at evaluere vores besøg på Rønnede Kro.
Det gjorde jeg … med både ros og ris som i indlægget her, og jeg er spændt på, om jeg hører fra dem.

3. juli 2020

Lollandske lyksaligheder (og falsterske)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Jeg havde efterhånden hørt en del positive udtalelser om Mejerigården nede ved Gedser, så i sidste uge bookede jeg et bord til John og mig (nej, det hedder stadig ikke ‘til John og jeg’!).
Det er en halvlang tur derned, og den er længere hjem end den er ud. Jeg kan ikke forklare hvorfor og slet ikke bevise det, men sådan er det ikke desto mindre. 70 km kan føles korte eller lange. Normalt regner vi det dog ikke for noget, og John havde intet imod at indtage den sædvanlige alkoholfrie øl, så han kunne være chauffør, ganske som han plejer, og som jeg er så umådelig glad for, at han gider, for jeg elsker at få et godt glas vin til god mad.

Vin & SpecialiteterVin & Specialiteter

Vi kunne lige så godt få noget ud af dagen, når nu vi skulle afsted. John havde et eller andet sted læst om butikken Vin & Velsmag i Maribo, som så interessant ud, hvorfor vi indledte eftermiddagens tur der.
Holddaop. Sikke en butik. Det var første gang, jeg var der, men bestemt ikke sidste. De har vine fra hele verden, øl (mest fra Danmark), whisky, rom, gin og flere spiselige lækkerier.
Det er der nok også mange andre butikker, der har, men der er ikke mange andre, der kan præsentere deres varer så flot som her.
Vi blev budt velkommen og spurgt om vi ville have en kop kaffe eller et glas vin i hånden, mens vi gik rundt og studerede herlighederne. I må selv gætte, hvem der valgte hvad …

P1020103P1020105

Herover ses henholdsvis gin- og whiskyhjørnet.
Dagens vinhøstJeg kiggede og kiggede, mest på vinene … jeg kunne snildt have gået rundt derinde længere end tilfældet var, men heldigvis var der rigeligt med spændende øl til at holde Johns opmærksomhed fangen, mens jeg gik rundt og valgte vine ud.
Jeg kendte ingen af dem, hvilket ikke gjorde det hele mindre spændende, og jeg kunne sagtens have brugt hele månedens pension på vin, men jeg var frygteligt standhaftig og købte kun syv forskellige, som skal afprøves og vurderes.
De er nu forevigede og billedet bliver sat ind i en wordfil med priserne angivet. Efterhånden som de bliver drukket, bliver der tilføjet kommentarer, for jeg ved, at jeg ikke kan huske detaljerne om de første, når jeg har smagt de sidste. Selv om jeg drak dem hurtigt efter hinanden, ville det på ingen måde hjælpe på hukommelsen!
Hvis man er i nærheden af Maribo og holder af vin, øl eller spiritus, så kig ind. Det er noget af en oplevelse.

Fem af de seks retter på Mejerigården

Efter at have gået en tur rundt i Maribo, hvor vi fandt en cafe, der kunne servere eftermiddagskaffen, kørte vi til Nykøbing, hvor vi også gik en tur rundt, inden det var tid at sætte kursen mod Gedser.
At Mejerigården er blevet positivt omtalt, er fuldt berettiget.
Vi tog deres seksretters menu, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. John var også yderst tilfreds, men han kiggede dog langt efter og lettere imponeret over den wienerschnitzel, som var dagens specialitet, og som mange af de andre gæster valgte. Den var stor!
Det var vores portioner også, selv om vi skulle have seks retter. Det er længe siden jeg har spist så meget mad.
Rabarbersuppen glemte jeg at fotografere, men vi fik gazpacho, laksetatar, jordbærgranité, grillet oksemørbrad, rabarbersuppe og tre slags ost til sidst.
Vi kender nogen, vi skal have med herned engang … Det var SÅ godt!
Vi talte om at tage englænderne med herned til Johns fødselsdag, men gik bort fra det igen, for ungerne vil ikke synes det er sjovt at sidde i over tre stive klokketimer for at spise, så den fødselsdagsmiddag vil sandsynligvis i stedet blive indtaget på Præstø havn i den nye restaurant Det Gamle Toldhuus, hvor man også spiser godt.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.