Det var virkelig svært …

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

Nu løb målet fuldt

Det er virkelig ikke nemt med sådan en 2÷1-vej … motorcyklerne har jeg allerede brokket mig over et par gange, og det er da heller ikke emnet for dagens ventilering. Jeg er nemlig lige så forundret over, at folk åbenbart bare ikke kan finde ud af at køre på sådan en vej, uagtet, at der er skiltet flere steder på strækningen, hvordan korrekt kørsel ser ud. Det er stadig ikke mere end omkring 50 % af bilisterne, der kan finde ud af det.
Jeg har oven i købet så sent som i december udgivet et indlæg med belæring i kunsten at køre på disse cyklistvenlige veje, men har det hjulpet? Overhovedet ikke.
Det er naturligvis ikke så farligt at køre ukorrekt, som det er at blæse afsted med 150 km/t på motorcykel, og normalt ryster jeg bare i mere eller mindre overført betydning på hovedet over fjollerikkerne, der ikke kan finde ud af det, men ikke i dag:
Jeg kørte, som foreskrevet, på midten af vejen og trak til højre, fordi jeg skulle møde en modkørende bilist – som hele tiden havde kørt inde på cykelstien.
Den klump (en mand på min alder) blinkede hidsigt til mig med det lange lys og gav mig en meget tydelig og meget sigende roterende pegefinger ved tindingen. SÅ blev jeg tosset! Jeg stoppede omgående og signalerede til ham, at jeg ville have ham til det samme, men enten så han mig ikke, eller også blev jeg ignoreret. Jeg havde den største trang til at fortælle ham i umisforståelige vendinger, hvad jeg mente om hans opførsel – specielt den trafikale, men det fik jeg desværre ikke mulighed for.
Tænk, at jeg skal have at vide, at jeg kører som en en idiot, når det er ham, der ikke kan finde ud af det. Hrmpf.

Heldigvis steg humøret lidt igen, da jeg så de havde gule blommer i Meny. Jeg investerede i en bakke, så jeg kunne få lavet en batch af marmeladernes marmelade, som Anna mener denne blomme-abrikosmarmelade er, og kan hun få den serveret i et glas, der har ‘hendes’ låg, er lykken fuldendt.
Hver gang vi er derovre, har jeg pålægscholokade med til Aubrey og denne marmelade til Anna, som ikke er i besiddelse af en sød tand.
Og det skal være gule blommer – denne marmelade må ikke have anden farve end gul, så ser den helt forkert ud.
Marmeladen stod og simrede, mens jeg lavede denne blondie som dessert til gæsterne i morgen. Jeg blev introduceret til den, da jeg sidst var sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Den er vidunderlig. Aldeles, totalt og farligt vidunderlig … farlig, fordi der bliver for meget til fire personer, men det skal jo spises … det er synd at smide mad ud. Det gælder også desserter, gør det ikke?
Denne gang vil jeg prøve, om jeg kan fryse selve kagen ned, så der kun lige bliver nok dessert til selve aftenen og ikke til John og mig de næste tre dage. Det er et skråplan, selv om det er et yderst velsmagende et af slagsen.

Ragù eller kødsovs?

Ude i køkkenet står en gryde og simrer med noget, jeg ellers kun laver, når der står lasagne på menuen, nemlig kødsovs. Eller ragù, som de bedre kan forstå nede i Italien. Man hævder, at de der har lige så mange opskrifter på ragù, som vi herhjemme har frikadelleopskrifter. Måske er der flere … der er selvfølgelig en standardopskrift for, hvad man skal putte i en italiensk ragù, lige som der er det for frikadeller, men der forekommer mig at være flere variationsmuligheder for kødsovsen, selv om det nok bare er min fantasi, der sætter den grænse. Man behøver jo heller ikke at have kød i frikadeller.
Ragù alla Bolognese er nok klassikeren, som vi alle kender i forbindelse med spaghetti og kødsovs. Den smager altid godt, men i længden bliver den nu alligevel en smule kedelig. Undtagen Hasses, som er kanongod, men den har vi heller ikke fået så tit, at den er blevet rutine, hvilket den nåede at blive, da Charlotte boede hjemme, fordi det altid var det hun foreslog, hvis hun skulle have lov at bestemme menuen. Hun blev af samme årsag efterhånden spurgt sjældnere og sjældnere …
Det er nok en klassisk børneret – Anna og Aubrey er også vilde med det, men nu har Charlotte det lige som jeg havde det, da hun altid efterspurgte det.
Siden hun flyttede hjemmefra for 20 år siden, tror jeg ikke, vi har fået spaghetti med kødsovs. Jeg har lavet lasagne masser af gange, men det smager meget anderledes. Synes jeg.
I dag er der kommet masser af ramsløg i, lige som der kom det i gårsdagens frikadeller. Det er bare med at kvæle sig selv i friske ramsløg, mens de er her, for sæsonen er så kort.
Jeg tørrer godt nok en hel masse, men det er, som det er for alle krydderurter, noget helt andet end den friske vare. Smagen er stadig karakteristisk, men den ændrer sig en smule.
Man (jeg …) bruger aldrig spaghetti til kødsovsen. Efter der kom frisk pasta på markedet, har det været det jeg har brugt – både til lasagner og som ‘almindelig’ pasta. Bortset fra i dag – det ville være lidt fjollet at køre afsted bare for at få fat i frisk pasta, og jeg gad ikke have alt bøvlet med at lave det selv, så det bliver det tørrede.
Jeg gad ikke have pastabesværet, fordi jeg ikke har tid. Jeg strikker nemlig – benytter mig af regnvejret. Strikker de sidste få rækker af sjalet til Inge, og inden Price og Blomsterberg er færdige med de kongelige køkkenhaver i aften, er jeg færdig med sjalet.
Så skal det bare skylles, centrifugeres og blokkes. Fedt. Og nok tangerende personlig rekord for færdiggørelse af mellemstore arbejder, hvilket siger noget om, hvor sjovt det var at strikke det.

Det kommer bag på mig hvert år

Lige siden Pia for seks år siden introducerede mig til ramsløg, er det hvert år kommet bag på mig, hvor tidligt de er der. Jeg tror det er fordi, det var sidst i maj dengang i 2011, men rent faktisk var det mindst en måned for sent – fandt jeg senere ud af. De er nemlig lækrest, når de endnu står med små fine, spæde og meget lysegrønne blade, som de gør nu, hvor der er et stykke tid til de går i blomst.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg for kort tid siden så en eller anden skrive, at ramsløgene er kommet, men jeg kan huske jeg den dag sagde til John, at så er det ved at være tid til, at vi skal en tur i skoven.
Vi kom afsted i dag, hvilket er tre uger tidligere end i 2015, kunne jeg konstatere ved et tilbagekig på bloggen. Vi var ude den 14. april det år, og da var de oven i købet knap så store som de er i dag, den 25. marts.
De var fine og gode – lige tilpas til min smag.
Nu er der lagt i tørremaskinen, der er et lager i køleskabet (bladene kan heldigvis holde sig meget længe), og der er lavet ramsløgpesto, som er lagt i fryseren til hele næste års forbrug.

Jeg kan lige så godt lide ramsløgpesto som jeg kan lide den traditionelle lavet af basilikum – de to smage ligger ikke milevidt fra hinanden, selvom det er hovedingrediensen basilikum, der skiftes ud med ramsløg. Jeg har forsøgt mig med pesto lavet af forskellige krydderurter, men basilikum og ramsløg er de bedste – synes jeg … andre er formentlig af en anden mening og fred være med det.
En couscous-salat søppet godt ind i ramsløgpesto er ikke så ringe endda.
Når jeg kommer avocado, granatæblekerner, rucola, mozarellaost, forårsløg og små tomater i couscous og blander det hele med masser af ramsløgpesto, kan jeg få selv John til at spise couscous, som han ellers ikke var meget for at indtage. “Det er noget skrækkeligt tørt noget, der ikke smager af en pind”, mente han, og en knastør og meget kedelig couscous har vi da også fået en enkelt gang et eller andet sted, men det har man lov til at ændre på … det sker ikke så sjældent, at menuen på en kødløs dag i det nielsenske hjem består af denne couscous-salat.

The world’s my oyster

Da vi var til Johns søsters fødselsdag for ikke så længe siden, var husets søn, som dermed er Johns nevø, selvfølgelig med. Han havde en østersskal med til mig, bare for at vise mig, hvor store østers han havde fundet. Jeg havde set et billede på FB, hvor han stod med et net fyldt med østers, som så temmelig velvoksne ud, men størrelsen fik mig alligevel til at spærre øjnene op, da jeg fik en i hånden.

Det øverste billede siger naturligvis ikke noget som helst, når der ikke er noget sammenligningsgrundlag – det hjælper en hel del med en limefrugt, en æske tændstikker (dog ikke en husholdningstændstikæske, men en almindelig lille en …), eller når jeg holder den i min hånd. Selve skallen vejer 435 gram, men jeg ved ikke, hvad den havde vejet med indmad.

Jeg ved godt, at den bedste spisestørrelse for østers er væsentlig mindre end sådan en goliat her (normalt < 110 gram, og det må vel være med indhold). Det kan jeg sagtens forstå, hvis det handler om at sluge den hel og rå, som skik og brug er, hvad østers angår. At nedsvælge sådan en lidt blævret fætter i knytnævestørrelse er nok lidt af en udfordring selv for østerselskere. Jeg kan spise rå østers, men foretrækker, at de er blevet tilføjet et eller andet (spinat – ost – der er mange muligheder), der gør fornemmelsen lidt mindre snotklatagtig, og derefter lige har været en tur i en ovn.

The world’s my (or your) oyster – mon ikke mange af os kender denne lidt specielle vending, som stammer fra Shakespeares De lystige koner i Windsor? Det betyder, at hele verden ligger åben for en; det gælder bare om at gribe de muligheder, der bliver tilbudt.

Man skal sørge for at være virkelig sulten

Fjordkroen, som lokalt måske er mest kendt som Elnasminde, har altid været kendt viden om for den gode og meget, meget rigelige mad. John har boet i Faxe Ladeplads, så da vi havde lært hinanden at kende, inviterede han mig på middag på Fjordkroen. HolddaOP, for en portion, der blev serveret!
Vi var der to gange til inden for de næste par år, men så svigtede vi den, indtil vi flyttede ned den Den Stråtækte.
I mellemtiden havde den fået nye ejere, men portionernes størrelse er der ikke ændret på, og maden er stadig lige velsmagende.
Det er de hyggeligste lokaler, jeg har set, selv i krosammenhæng, og der er rent, rent, rent; med masser, masser, masser af grønne planter – der vel at mærke ikke er af plastic.

Jeg tog en frederikshavnerrødspætte fyldt med alt godt fra havet, og John tog en wienerschnitzel. Det er traditionel mad, og det er det over hele menukortet, men det hele givet en lille drejning, så det alligevel ikke er helt traditionelt.
Det ses måske ikke tydeligt, men det er store tallerkener, og man får virkelig meget for pengene! Udover det på tallerkenen var der en lille skål pillekartofler til mig og en skål kartofler med skræl på til John, plus ekstra sovs til begge. Ikke sauce. SOVS, for der var rigeligt af den … Johns var almindelig brun, mens min var lys og helt tyk af rejer og asparges.
Vi tog en flaske chardonnay fra staten Washington, USA. John vil helst ikke have rødvin, og den passede fint til min fiskeret.

Til dessert tog vi crepes suzette, som man kun kunne få, hvis minimum to personer bestilte, men vi var enige om, at det ville vi prøve igen, for det er mange år siden, vi sidst har fået denne 80’er-dessert, som jeg engang var nærmest sjællandsmester i at lave. Jeg var derfor ret spændt på, hvordan den ville være.
Den var ikke, som jeg lavede den, men den var god alligevel, og igen med et lille twist, som gjorde den speciel uden at ødelægge rettens særpræg.
Da vi havde kæmpet os igennem alt det mad, spurgte vi tjeneren, om han ikke bare lige kunne sparke os i gang, hvis vi lagde os ud på fortovet, for vi kunne helt klart bedre trille end gå. Det syntes han dog ikke, han havde lyst til, så vi stablede os på benene og fik bugseret os selv hjem.

Jeg havde nævnt for John, om det måske havde været overflødigt at booke et bord på denne årstid – der kunne næppe være så mange gæster nu; det er jo mest et sommerudflugtsmål.
Troede vi. Der var helt fuldt! Som i alt optaget! Det er der hver eneste weekend, fik vi at vide da vi spurgte, og om en måneds tid er der fuldt næsten hver aften i ugen. Det glæder mig, at stedet går så godt, men det er i sandhed velfortjent. Anmeldelserne på Tripadvisor er da også i top.
Kommer I til Præstøfjorden og er sultne, så besøg Fjordkroen. Det er ikke den fine, franske michelinkandidatmad med myrer, grannåle og skum og hvad ved jeg, men det er godt.

Franske portioner?

Vi var til kombineret fejring af Ellas 4-års fødselsdag og fremvisning af næsten nyfødte lillesøster Ida.
Vi fik hilst på nogle personer, vi ikke ser ret tit mere, fordi de to børns mormor og morfar er skilt og nu lever hver deres nye liv. Det forhindrer dem dog heldigvis ikke í at være i stue sammen, og i går var det således det meste af familien på mormors og morfars side, der var samlet, inklusive oldemor og oldefar – og det var naturligvis rigtig hyggeligt.
Heidi og Nikolaj serverede en overdådighed af hjemmebag – to slags boller, banankage og en drøm af en lagkage.
Det tog kun 10-15 pust at få aflivet de fire lys. I den alder puster man opad i egne næsebor i stedet for at ramme lysene, men det lykkedes til sidst for den lille stump; helt uden hjælp fra far. Nånej, store stump … man er vel blevet fire år!

Vi tre søstre er ikke ligefrem naboer, så vi var blevet enige om at finde et sted at spise aftensmad sammen, når fødselsdagen var vel overstået og benytte os af lejligheden til at få sludret lidt sammen.
Det blev Jonstrup Gl. Købmandsgård, som ingen af os kendte, men som tilsyneladende havde et par gode menuer at vælge imellem.

Det var søreme godt, vi havde lagt en god bund, for de der franske portioner bliver da også mere og mere franske …

Okay – ret skal være ret … den øverste lille ting var bare en lille ekstra servering (kyllingehjerter) som en gestus fra kokken.
De havde en 5-retters fiskemenu og en 5-retters kødmenu, men vi kunne vælge fra en til fem retter og mikse de to menuer efter forgodtbefindende, hvilket vi alle syntes var et glimrende koncept. Vi valgte tre retter, men ikke de samme tre. Herover ses kalvetatar (som to minutter efter forevigelsen blev overhældt med en delikat consommé, lavet på noget, jeg ikke lige husker … vi fik mange ‘sjove’ ting præsenteret i går. I midten røget marv (spændende!) og til højre alles hovedret: oksemørbrad. Kun Hans ønskede fisk (ørred) til hovedret.

Desserterne vi tilsammen valgte, var hhv. hjemmelavet rygeost med parmesankiks, is af kondenseret mælk og tre slags ost.
De fleste af retterne var temmelig alternativt udtænkt, især hvad tilbehøret angik, men uden undtagelse meget lækre.
Portionerne var alle ret små i det, så vi kunne, på trods af kagebordet, såmænd godt have spist fem retter, men vi gik trods alt ikke sultne fra bordet ved at nøjes med tre. Overmætte var vi dog heller ikke.
Det var lige efter mit hoved; nemlig at få noget mad, som jeg aldrig nogensinde selv ville give mig i kast med.
Priserne var ganske rimelige, trods gourmetstilen, så alt i alt kan jeg godt anbefale Jonstrup Gl. Købmandsgård, hvis man skulle befinde sig i nærheden ved aftensmadstide.

---

Dagens ejendomsmæglerbemærkning:
“Det er et dejligt område. Her burde man lave sig et lille otium og så komme her tit”.
Hvad mon han tror otium betyder?

Er græskar i musestørrelse

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

Hollandsk biksemad

Mine forældres naboer dyrkede kål. Hvidkål og rødkål. Vist også gulerødder, kartofler og porrer, men jeg husker især kålen. Nabokonen gjorde derfor meget i kålretter – det var selvfølgeligt for hende både pga. parrets levevej og fordi hun hævdede, at hun var efterkommer af hollænderne, der i 1521 blev hidkaldt af Christian d. 2. Om det virkelig kan passe, at hun kunne føre sin historie så langt tilbage, skal jeg ikke kunne sige, men hun var god til kålretter, og en af dem holdt min mor meget af at lave.

Den hedder hollandsk biksemad.
Jeg har lige googlet retten og blev temmelig forbavset over, i hvor mange varianter den findes.
Flere af dem med spaghetti i! Det har jeg aldrig hørt om – hvor er lige det hollandske henne? Kendte man spaghetti i 1500-tallets Holland? Det tror jeg ikke.
Jeg kan heller ikke forstå, at opskrifterne indeholder kartofler – dem kendte man i hvert fald ikke i 1521, for kartoflen kom først til Europa i 1537 og omtales ikke i Danmark før 1630.

Min (grund)opskrift ligner denne til forveksling, hvad råvarerne angår, men jeg lader retten stå og simre i mindst to timer i en stor stegegryde.
Derudover er den naturligvis piftet en smule op henover de 40 år, jeg har lavet den. Jeg kommer masser af hvidløg i, hvilket vel efterhånden ikke kan forbavse nogen. For hvidløgsforskrækkede vil ingen, et eller højst to fed nok være passende, men jeg bruger mindst fem. De skal presses i – ikke skæres i stykker.
Jeg kommer en pakke bacontern i sammen med farsen, når den brunes, og jeg tilsætter en smule knust, tørret chili, når alt er blandet sammen.
Vi holder meget af at give det et skvæt Worcestershire Sauce på tallerkenen. Det og chilien er bestemt heller ikke særlig hollandsk … jeg ved det godt …
Der står en stor portion og simrer lige nu. Det er mad til i aften og nem mad til i morgen, hvor vi kører til Sverige og har Søren med. Jeg er lidt spændt på, hvad han siger til den mad, for han er … hmmm, skal vi sige … en anelse konservativ med, hvad han putter i munden. Både hans mor og hans tidligere kone var slagterdøtre, og især i barndomshjemmet var salat kun noget man gav hønsene. Med andre ord var det yderst traditionel dansk bondemad, der blev serveret i det nielsenske hjem. Bondemad er jeg også opvokset med i mine første år, men da mine forældre blev lidt mindre fattige i løbet af 60’erne, blev min mor meget eksperimenterende med maden og syntes det var spændende at drage de nye, importerede varer med ind i madlavningen. Hun var heldigvis også god til det, og jeg bilder mig ind at have taget med i bagagen at have lyst til at ‘lege’ med maden.

Nå, men bondemad er dejligt, bare man ikke får det hver dag, og Søren må spise, hvad der kommer på bordet.
Det plejer han nu også, for som op til flere mænd, jeg kender eller kender til, er det kun fikse ideer, der er årsag til kræsenheden – hvis de ikke bliver spurgt og ikke har andet valg, bliver de små pus ofte positivt overraskede, når de opdager, at det ikke var så slemt som forventet – måske smagte det ligefrem godt!

Brændende og eksploderende mad

Mit Glorious Garlic er indviet, så at sige; jeg brugte ét fed i et fad med kartoffelbåde. Feddet delte jeg i fire, således at John og jeg fik hver to kvarte, bagte hvidløgsfed. Det havde en meget kraftig hvidløgssmag, hvilket kom lidt bag på mig, da jeg snarere havde forestillet mig så stort et hvidløg være en smule svag i koderne.
Vejes skulle det naturligvis – tilsammen vejede et normalt hvidløg og et enkelt, pillet fed 121 gram, der fordelte sig som det ses herunder.
Den 22. december skrev jeg, at “hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg”, hvilket viste sig at være en underdrivelse.

I aftes skulle jeg lave dobbeltbagte kartofler; dvs. at man bager dem, piller indmaden ud, moser den groft, kommer lidt forskellige ting i, alt efter humør og smag, putter blandingen tilbage i skallerne og bager dem igen.
Den ene kartoffel havde selv klaret opgaven … ikke med at blande ting i, men at kravle ud og mose sig.
Så kan jeg bare lære at prikke et par huller i skrællen, hvilket jeg normalt også gør, men altså ikke lige i går.

Endelig skulle Østre Gasværk afprøves, så der blev lavet crème brûlée.
Det havde jeg ikke prøvet før, så der skulle googles.
Opskrifterne var temmelig forskellige, men jeg endte med at vælge dessert-og kageguruen Mette Blomsterbergs.

Det skulle jeg ikke have gjort – jeg siger ikke, at hun ikke kan få dem til at blive rigtige, men jeg kunne ikke! På trods af, at jeg fulgte opskriften 100 %, med temperaturmålinger i stor stil med Johns dertil egnede ‘pistol’. De så okay nok ud i vandbadet i ovnen; de voksede sig store … men ikke stærke. Da de kølede af, svandt de ind til under halvdelen af ramekinhøjden, hvilket viste sig at give dem en meget underlig, forkert konsistens. Smagen var næsten helt i orden, men den konsistens var … ja, underlig … lidt for fast og lidt for meget hen mod en æggestand, hvilket er en dødssynd for crème brûlée.
Hvorfor hævede de ikke ens? De blev bagt i vandbad ved 150° varmluft, og der var præcis lige meget i hver ramekin.
Brændingen var dog upåklagelig og lige efter bogen, så min julegave bestod prøven.
Det var således kun mig, der ikke bestod … er der nogen af jer, der har en god og ufejlbarlig opskrift på crème brûlée?
Mette Blomsterberg er fyret for mit vedkommende.

Et elefanthvidløg og et rottehul

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

Store forventninger

Bison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

Knald i køkkenet

Jeg sad fredeligt og syede på en jordemodertaske, da der lød et lille smæld fra køkkenet.
Nåda, tænkte jeg, der gik vist en mus i fælden.
Lidt efter lød der et lidt højere smæld – nærmere et knald. Et højt knald, for systuen er det rum i huset, der ligger længst væk fra køkkenet.
Hmmm. Der går da ikke mus i begge fælder med et minuts mellemrum? Jeg må lige se, hvad der foregår …
Da jeg nåede til entreen, som ligger lige ved siden af køkkenet, gik røgalarmen i gang lige over mit hoved, så jeg hoppede det sidste stykke, men da havde jeg allerede selv lugtet det.
FY for satan, hvor det stank.
Pardon my French, men der blev virkelig bandet igennem.
Jeg havde gjort det, jeg indtil i går kun havde hørt om, at (meget distræte) folk kunne gøre: Sat en gryde med æg over og derefter glemt alt om den.
Knaldene var æggene, der eksploderede.
Det var også bare fordi jeg var så grebet af den jordemodertaske …
10 sortgrønne, underligt udseende, for de flestes vedkommende temmelig udsplattede, æg i en gryde, der var kulsort i bunden, og som udsendte en grå røg og en stank, som var helt ubeskrivelig rædsom.
Jeg skulle bruge 10 hårdkogte æg, hvorfor jeg ikke brugte æggekogeren, som kun kan tage syv. Jeg har nok haft inde i hovedet, at jeg normalt ikke behøver at tænke over noget, når jeg koger æg, for maskinen brummer særdeles hørligt, når den er færdig.
Puha – jeg åbnede to yderdøre, så der kunne komme et ordentligt gennemtræk, og så ringede jeg til John, som var ude og køre: “Gider du købe en bakke med mindst 10 æg på vejen hjem?”
Da han kom hjem et par timer senere, havde jeg kun lige lukket dørene, selv om der stadig lugtede lidt, men det var ved at blive lidt for koldt.
”Føj for pokker – hvad er det her lugter af?”
”Her lugter af grunden til, at du skulle købe æg …”
Han fik historien, men havde ikke andre kommentarer end: “Så kan jeg bedre forstå jeg skulle købe æg – du købte jo 12 i går.”
Og så vaskede han ellers bare gryden ren – han er nu flink.
Vi tændte op i brændeovnen og luftede lidt mere ud. Vi kunne lugte det hele dagen i går, men vi kunne heldigvis ikke lugte noget, da vi stod op i morges.

Jordemodertasken er særdeles rummelig og dermed god til at transportere mindre strikkeprojekter i. Jeg er ikke vild med stoffet, men det fulgte med kittet, så hvis jeg ville have rammen, der klapper tasken sammen, samt målene til at klippe og sy efter, så var det sådan det var – “Jamen de unge elsker dette stof!” Meget muligt, men nu er tasken altså til mig selv … det nøjedes jeg dog med at tænke.
Nå. Det vælger jeg at kalde prototypen. Nu ved jeg hvordan jeg gør og hvad jeg skal rette til næste gang.
Jeg skal have fat i en ramme til, for jeg skal have lavet en taske af noget andet og mere diskret stof og med et pænere for – det her er alt for hidsigt – men jeg er ret vild med den klap op og klap i-fidus.

En ræv i øjet og bisonkød i maven

Jeg havde nær fået morgenteen galt i halsen den dag, jeg læste en anmeldelse af James Forresters Bedragets Rødder: “En glimrende underholder med en ræv i øjet, mens man endnu en gang får at vide, hvorledes fortiden kunne være så ganske grusom, at man for en stund glemmer både solskin herhjemme og terror ude i den store verden. Den synes så langt væk, mens man læser denne superthriller.”
What??? En ræv i øjet??? Det må godt nok gøre ondt på den stakkels forfatter.
Mange af os kender udtrykket at have en ræv bag øret, som betyder at være snu eller underfundig, men det er første og forhåbentlig også sidste gang, jeg ser, at ræven formodes at sidde lige i øjet.
I øvrigt er det en lidt underligt konstrueret sætning, men det er en anden snak.
En anden anmelder skrev: “Og så er der et eller andet over at sidde i sommervarmen og læse noget, der forgå [sic] om vinteren med blæst, sne og isglatte tage – altså den slag [sic] tage, som en rigtig helt skal forcere med brutale soldater i hælene.”
Han var også lidt af et vrøvlehoved. Nogle af amatøranmelderne er ved at falde over deres egne ben for at kunne blære sig med et så blomstrende sprog som muligt, ofte bare resulterende i, at det bliver mere eller mindre grinagtigt.

Så har bisonokser alle fire ben ganske anderledes solidt plantet på jorden. I hvert fald til den dag de bliver slagtet …
Vi har købt bisonkød i dag – farmen ligger næsten lige om hjørnet, og nu skulle det være. Kødet skulle være i en klasse helt for sig selv, og vi er begge ret spændte på, om alle de lovprisende ord om bisonkød kan holde.
De tørre tal viser, at kødet tilsyneladende er en smule sundere, sammenlignet med det meste andet kød, vi spiser.
Far og søn stod og solgte bisonkød til de mange købere. Vi stod ikke i kø, men der var hele tiden kunder i butikken, som var en carport, der i dagens anledning var forfremmet til butikslokale og showroom … de to bisonfarmere gav gerne tips og gode råd til tilberedningen af de forskellige udskæringer.
Jeg købte en grydesteg, to pakker spareribs, en pakke fars, et stykke lårtunge, en flanksteak og en spegepølse. Sidstnævnte var med 100 % bisonkød, og den havde en ret intens og fyldig, men en noget anderledes smag, end vi kender fra almindeligt oksekød, hvilket tegner lovende for alt det kød, jeg investerede i. Der røg også lidt med til mine søstre, som var med på ideen, og som jeg jo ser i morgen. Lårtungen har jeg tænkt mig skal være hovedretten nytårsaften, men flanksteaken kommer på bordet allerede i næste uge – vi kan ikke vente til nytår med at smage.

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

Det måtte jo komme …

Du skal spise mange kartofler. Du må ikke spise kartofler. Æg er sundt – tag en æggekur. Du må ikke spise æg; det indeholder farligt kolesterol. Spis masser af pasta. Spis endelig ikke pasta – det er kun for cykelryttere. Pas på mættede fedtsyrer – de slår dig ihjel! Nyhed: LCHF (Low Carb High Fat)– spis masser af fedt – også det mættede.
Hvad der er livsfarligt det ene år, er livsnødvendigt det næste, og sådan har det været så længe jeg kan huske tilbage. Det eneste jeg kan mindes har været sagt lige siden min barndom er, at det ikke er godt at spise for meget sukker.
Som børn fik vi kun slik og sodavand til fødselsdage og højtider. Og når vi var syge. Dvs. så fik vi ikke slik og sodavand, men ‘spændende’ frugt og sodavand. Vindruer og appelsiner var ikke hverdagskost dengang.
Jeg skal være den sidste til at lovprise de gode, gamle dage, men jeg tror ikke, det er fedtet i leverpostejmaden, der har været det væsentligste bidrag til den omfattende overvægt, der er ved at udgøre et samfundsproblem i den vestlige verden. Det er nok mere sukkeret.
For efterhånden mange år siden udtrykte en bekendt sin bekymring for sin 15-årige søns tiltagende fedme og mange bumser, hvortil jeg kommenterede, at det da ikke er så underligt, fordi han indtager mellem to og fire liter cola hver aften, når han sidder ved computeren og spiller!

Selv stenalderkostguruen himself – Thomas Rode i egen høje person – går ind for, at man spiser fedt. Riiigeligt fedt. Men okay – jeg tror ikke stenalderfolket hysterisk skar fedtet fra, så det har han måske i virkeligheden sagt hele tiden? Jeg har ikke fulgt så nøje med … er ikke vild med guruer af nogen art.

Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig hører efter, når det gælder hvad der nu lige er oppe i tiden mht. slankekure. Jeg har aldrig flintret fra den ene kur til den næste, om hvilket onde tunger vil hævde, at det kan de så sandelig også se på mig! Jeg er bestemt ikke undervægtig, men mit vellevned har jeg meget svært ved at undvære – mit glas vin om aftenen, fx … uh, det smager mig så godt.
Allerede da jeg var laborantelev lærte jeg, at “så længe der er sukker, forbrænder musklerne ikke noget fedt” – sådan kort sagt – så LCHF er nok ikke helt så tosset endda.
Heller ikke Aksel og Conrad, med Pricerne som deres værdige arvtagere, (riiiigeligt med smør!) var så forkert på den, som man har troet på og grinet ad.
Motion er også kraftigt overvurderet. Ikke at motion er usundt, for det er det absolut ikke – vi skal alle motionere og røre os, men det der med fitnesscentre kan være det samme, hvis man går der i håbet om at tabe sig. Man kan bruge romaskinen eller løbebåndet i en halv time og komme tæt på noget, der ligner et hjerteanfald af bare udmattelse, men man har ikke forbrændt mere end hvad der svarer til den lille chokolade, der ligger i den julekalender, vi glæder os til at tage hul på i overmorgen.
Så smid fedtforskrækkelsen væk og undgå sukker i stedet for. Det har jeg sagt i 40 år. Lidt sjovt, ikke?

En kvædeføljeton …

Er I ved at være trætte af at høre mig ævle om kvæder i én uendelighed? Forståeligt nok, men det er sandsynligvis ved at synge på sidste vers, dog mangler jeg stadig at lave Fru Zauppers kvædemarmelade med ingefær. Den har jeg tænkt mig at kombinere med Lone Landmands kvædemarmelade med æbler. Så er det vist også kvæder nok for i år … når den marmelade er lavet (og det har jeg vist glas nok til), er alle kvæderne brugt.
Brugt til (inklusive Pias kvæder): Provencalsk kvædemarmelade, kvædemarmelade med citrus, godt 2½ liter kvædesaft efter at have taget næsten en liter fra til kvædesirup. To kvæder er tørret til fremtidig kvædete, der er sat kvædesnaps over, der er lavet kvædebrød i dag, og i morgen skal jeg lave omtalte marmelade med æbler og ingefær. Vi bliver kvalt i kvæder det næste års tid … håber virkelig, at Charlotte med familie vil aftage noget af det. Snapsen skal trække mellem to og tolv måneder – med sådan en besked er man jo nødt til at smage på den en gang om måneden fra om to måneder …

Jeg er også blevet en smule klogere siden i går. Den sirup, jeg kogte ind til halvdelen, og som jeg derfor troede var kogt for lidt ind ifølge det jeg senere læste, er helt perfekt. Den sirup, jeg i dag kogte ind til den tredjedel, der stod den skulle, kunne jeg næsten ikke få op af gryden og ned i flasken – det er mere stift end gele, så meget, at jeg tror der skal en lille stiksav til a la dem, man bruger til at lave træpuslespil af. Så kan jeg skære ‘siruppen’ i skiver nede i flasken og fiske de enkelte stykker op med krog og line! Konklusion: At koge den ind til halvdelen fungerer fint. Det er muligvis fordi jeg kogte saften af hele kvæden, så alt pektinet kom med … måske skal man koge sirup af kvæder uden kernehus, men det er for sent at afprøve den teori i år.
Kvædebrødet er kun lige blevet koldt, men det er allerede totalt stift og vingummiagtigt – det skal nok blive helt efter forskrifterne, som siger, at det skal tørre mellem tre dage og en uge. Farven ser også rigtig ud – er endog blevet mere rødt end mange af billederne viser (der er ikke manipuleret med den røde farve, men blitzen overbelyste bagepapiret); det bliver lidt spændende, om det smager så godt, at jeg kan tage det med til England som jule-/ostekonfekt, eller vi lige så stille efterlader det herhjemme og forsøger os med at prakke det på kommende ostespisende gæster. Jeg har aldrig smagt det, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente.
Og ikke et ord om at kvæde en halvkvædet vise …

Kvædesirup eller bare sød saft?

Da Bodil kom i lørdags, havde hun en stor spand fyldt med store kvæder med til både Merete og mig – jeg har aldrig set så store kvæder! Nogle af dem var så store som små meloner. Gad vide, hvor længe de kan holde sig i køkkenvarmen? De dufter så aldeles vidunderligt, så disse får lov at blive på fadet, til det bliver overhængende nødvendigt at bruge dem. Camilla Plum siger det så poetisk: “En skål med kvæder kan parfumere et helt rum, med den yndigste, men insisterende duft af syrligt, let gæret æble, krydret med efterårsskovbund og kardemomme.”
Jeg vidste ikke, at Bodil har kvæder (det har hun heller ikke, viste det sig, da jeg sagde det til hende, men hendes nabo har et træ, der giver i tonsvis), og Bodil vidste ikke, at jeg allerede havde fået en portion af Pia, men det gør ikke spor – jeg kan sagtens bruge disse også. Det største problem er nok lige nu, at jeg ikke har ret mange ledige glas, så hvad gør en klog?
Jeg ved ikke hvad en klog ville have gjort, men jeg har lige kogt omkring halvdelen af kvæderne af til saft, så kan jeg altid lave gele af den saft senere, når jeg igen har tomme glas. Saftflasker har jeg nemlig rigeligt af, og er der plads i kufferten, kan jeg tage en med til England til jul, for kvædesaft smager ganske glimrende – eller også laver jeg gele til Charlotte derovre, for hun mangler ikke glas.

Det er, som jeg nævnte i et indlæg for år tilbage, Den Lille Kemiker-agtigt, når man koger kvæder (og æbler). Disse smukke, knaldgule frugters saft bliver under kogningen nærmest lysende rød. Lige når det er filtreret, kan det godt være en smule uklart, men når man koger det op med sukker, bliver det smukt og helt gennemsigtigt, lige som farvet glas.

Der er plads til eksperimenter, når man er så heldig at få en sådan overflod af kvæder, så jeg forsøgte mig med at lave kvædesirup.
Jeg har sikkert ikke kogt det nok ind … læste, da det var for sent, at væskemængden skal reduceres til en tredjedel, men jeg tror kun, at min portion blev reduceret til omkring halvdelen, så det kan være, at jeg bare har fået mig en portion ekstra sød saft.
Nå. Jeg kan prøve igen i morgen; jeg har stadig 2½ liter saft og omkring 30 kvæder tilbage …

I fiskenes tegn

Sortsø ved Stubbekøbing, som vi via min søster lærte at kende sidste år, har igen udsalg af regnbueørred, som jeg i resten af indlægget, af ren og skær dovenskab, bare kalder laks.
Vi kørte derned i dag og kom hjem med fire laks på 2½-3 kilo og en enkelt på 4 kilo. Ingen rogn – jeg gider simpelthen ikke det besvær; det tog en krig sidste år at få det rengjort ordentligt.
Det er slemt nok at filetere laksene, men nu har jeg i det mindste, i modsætning til sidste år, en rigtig fileteringskniv, der er suuuperskarp.
Og jeg kom slet ikke til skade! John var ellers meget bekymret for, at der skulle komme lidt menneskekød med, for jeg er ikke altid helt god til det med skarpe knive – i sidste weekend præsterede jeg at skære mig to gange!

Det gik så nogenlunde; der var kun en halv laksefilet, der blev virkelig grim, så den spiser vi i aften og i morgen. Jeg bliver aldrig verdensmester i at filetere fisk, men typisk nok blev jeg bedre efterhånden som arbejdet skred frem, så den femte og dermed sidste blev fileteret lidt pænere end de fire første – og til næste år har jeg sandsynligvis glemt teknikken igen, så jeg kan starte forfra. Der fulgte dog en sidegevinst med mit manglende professionelle håndelag: Da jeg fik renset skeletterne ordentligt, blev der over et kilo til at hakke til laksefrikadeller. Kødhakkeren kom således også i brug … holddaop, hvor var der meget, der var indsmurt i fiskesnask, da jeg endelig var færdig efter godt tre timers arbejde – der røg yderligere en halv time på i rengøring af grej og køkken.
Men amatør eller ej – laks skal vi have, også til næste år – det smager himmelsk, når man selv ryger dem.

Rejen herover må have foretaget et rejehop i verdensrekordklasse for sådan en lille fætter … eller noget … jeg undrede mig over, hvordan den var havnet lige midt på molen på et sted, hvor der bestemt ikke så ud til at være landet nogen fisk.
Vejret var, i modsætning til sidste år, hvor det både regnede og blæste, højt, klart og flot. Koldt, godt nok, men det gør ikke noget – hellere kulde og sol end (relativt) varmt og kedeligt regnvejr.
Det føles ret fedt at have ni store laksefileter i fryseren. Ih, hvor skal vi ryge her i vinter!

Verdens vinter?

Verdens Vinter er midterbogen i en Ken Follett-trilogi, som handler om tiden fra 1933-1949. Jeg håber ikke, den titel også vil kunne bruges om den tid, vi går i møde nu. Og så ikke et ord mere om den sag fra min side. Lige nu. Ikke et ord.
Vinter er det under alle omstændigheder blevet her i det svenske. Lige så flot og blåt det var i går, lige så mørkt og gråt er det i dag – bortset fra, at det bliver hvidere og hvidere udenfor, fordi det vælter ned fra den blytunge himmel.
Den fine dag i går sagde et smukt farvel til os med et dejligt blødt, men alligevel intenst lys.

Og nu …

… kan vi næsten ikke se ned til åen.

Når man nu ikke får lov til at blande sig i mandfolkenes arbejde, så er det heldigt, at man i stedet kan bruge tiden på noget (andet) fornuftigt, som fx at lave kvæder syltet med honning og citrusfrugter. Det blev sandelig godt! Vi prøvede det her til morgen – begge herrerne godkendte produktet. Det var udmærket, for arbejdet med at skære seks kvæder ud i tern på ½ cm tog en rum tid; det ville have været en anelse surt, hvis resultatet ikke var blevet godt nok.
Jeg havde ledt rundt efter en ny måde at tilberede kvæder på … denne fandt jeg i en af Dittes kogebøger. Jeg skal også prøve et par andre, hun fandt til mig: provencalsk kvædemarmelade (med granatæblesirup) og en kvædeterrin, som skal serveres med enten gammel parmesan, lagret fåreost eller en blåskimmelost. Temmelig alternative opskrifter, men man er jo nødt til at forny sig, hvis ikke kvædelivet skal blive for kedeligt.
Sådan som de to herrer knokler, skal de forkæles lidt rent madmæssigt, hvorfor den i aften står på langtidsstegt lammekølle. To hele, overskårede hvidløg ligger og hygger sig i rødvin, som er tilsat en smule balsamico, sammen med rødløg, gulerod, rosmarin, salt og peber. 125° i 7-8 timer og så lige et bruningsboost til sidst.
Det skal nok blive godt …

Først den ene vej …

Først den ene vej og så den anden vej … denne sangleg var et af de faste indslag ved barndommens juletræsfester, og jeg kom til at tænke på den i formiddags, da John og Søren kastede sig over at flytte træ.
Men allerførst på med en hel del tøj – vi vågnede op til ÷9° – det var godt nok halvkoldt. Heldigvis havde brændeovnen formået at “brænde over”, fordi den blev stopfodret lige inden vi gik til køjs, så stuetemperaturen var hurtigt oppe på 20° igen.
De tilsavede stykker træ blev fragtet fra bunken omme i haven og ind i garagen, hvor vi vil kunne stå og kløve det, selvom det er regn- eller snevejr.
Traileren var med – for det første sparede det en masse rygskadende ture med en trillebør og for det andet kan vi hente lidt brænde med hjem.

Da jeg formanede dem om at huske at holde pause, inden de får ondt i ryggen, svarede de i munden på hinanden henholdsvis
Det nåede vi ikke og Det er skam for sent … tossede mandfolk. Heldigvis mente de det ikke, men de er vist ikke brødre for ingenting.

 

Vejret var og er dog superflot; med solen skinnende fra en høj og klar, blå himmel, så mændene havde ingen problemer med at holde varmen.
Man fornemmer måske via de sidste ord, at jeg ikke var med til at slæbe træ? Det er i givet fald en helt rigtig fornemmelse … jeg havde travlt med forberedelser til aftensmaden … om to dage …
1½ liter ale, med masser af frisk rosmarin og timian, seks hvidløgsfed, 100 g honning, salt, hel peber og skrællen af en citron. Koges i 10 minutter.
Det skulle køle helt ned – en tur ude på terrassen fremskyndede denne køleproces betydeligt – inden det blev hældt i en pose sammen med en hel kylling. Det skal i køleskabet i 1-3 dage, stod der. Jeg tror jeg tager den gyldne middelvej og lader det ligge i to dage. Det dufter aldeles dejligt – også selv om jeg ikke er øldrikker, men mad med øl smager skønt; fx ølbraiserede svinekæber eller portergryde, og jeg er sikker på, at dette også holder.
Kyllingen skal ovnsteges på en rist, med lagen i et fad nede under. Til sidst ristes champignon, som kommes i væden. Det kan næsten ikke gå galt, og jeg glæder mig allerede til torsdagens middag.

Skyggerne er allerede, her i starten af november kl. 14:30, meget lange.
Nå. Det vender igen om seks uger. De er gået, inden man kan nå at sige vintersolhverv.

Det lufttomme rum – og vice versa

Jeg har nævnt den før, min sous vide. Som den hedder … jeg er dum til fransk, men Google Translate siger, det betyder vakuum. Hvis det passer, så er det egentlig et fjollet navn til maskinen, som jo i virkeligheden bare er en beholder med vand, plus en motor, der styrer temperaturen i vandet samt cirkulerer det. Den burde med andre ord hedde bain chaud. Det er det, man kommer i den, der er vakuumpakket. Man kalder ikke en ovn for dej eller noget andet, man bager; den hedder en ovn, så hvem der har fundet på, at en sous vide skal hedde en sous vide, ville jeg gerne vide. Tøhø …
Ikke desto mindre er det en af de virkelig gode investeringer, jeg har gjort i køkkenudstyr – holddaop, hvor har jeg efterhånden lavet mange stege i den. Nok mest kalveculotter, som er blevet vores yndlingsspise – og så passer sådan en lige til fire personer. Fem, hvis man serverer en forret. På billedet ses culotten i posen, kun iklædt krydderurter, hvidløg, lidt salt og peber.
Vi bliver fem i aften, så der er forret på menuen. Søren kommer, samt brødrenes nevø sammen med en skotsk NGO-kvinde, som vi ikke kender, men som han siger er en sød dame. De skal sove her, for ingen af dem har råd til overnatningen på Frederiksminde, hvor de er til en eller anden konference.
Jeg ved ikke ikke, om nevøen var bevidst morsom, da han skrev til mig, at “bølgerne går højt i den maritime verden lige nu”, men jeg fik mig da et stille smil over bemærkningen.

Fra det lufttomme rum til det sommetider særdeles luftfyldte – her til morgen var der dog dejlig stille, og mens vi nød det bløde lys, kunne vi høre og se gåsetrækkene lette ude fra fjorden. Nogle morgener drager de afsted i store flokke; andre morgener ankommer de i lige så store flokke – de kommer fra vest og de letter i vestlig retning.

Vi er aldrig i tvivl om, at der er en gåseflok på vej. Fordi vi altid sover for åbent vindue, kan vi en af os høre dem før vi kan se dem, og så kan vi en af os komme ud af sengen i en ruf for at kigge op i himlen. Den anden af os er som regel allerede oppe, men har intet hørt.
Jeg er endnu ikke blevet træt af at se på de store og larmende gåseflokke. Bliver det sikkert heller aldrig.

Filippa-Rubinola: 1-1

Med den fart, mit filippaæbletræ har på mht. frugtrigdom, vil det på ingen måde kunne nå at komme i Guiness’ rekordbog i min levetid. Eller … måske kan det for langsommelighed …
Det har ærgret mig lidt, for efter at jeg fik en pose foræret af Inge og Hasse, mens de endnu havde hus og have, har det været mit yndlingsæble.
Yndling med D, for pokker. Husk det nu, derude – en yngling er en ung mand. Noget yndlings- har noget at gøre med at ynde, altså kunne lide noget.
Nå. Sidespring.
Nu har jeg gudskelov fundet en værdig erstatning, indtil mit filippatræ får taget sig sammen til at præstere en hæderlig produktion.
Erstatningen er et exceptionelt godt æble, som jeg smagte første gang sidste efterår, nemlig Rubinola. Det findes tilsyneladende i Danmark, men jeg har ikke kunnet finde nogen, der sælger det, men det gør de altså i Kivik.

Filippa øverst og Rubinola nederst. Hvis I har smagt sidstnævnte, vil I sikkert give mig ret i, at det er et skønt æble. Hvis ikke, så prøv at få fat i et eksemplar – I vil elske det, hvis I er til de lidt skarpe og meget sprøde nordiske æbler.

Jeg købte mig fattig i æbler og i æblemost i går i Kivik – mine englændere kommer, som jeg måske har nævnt før, på efterårsferie i morgen, og de elsker alle en god æblemost, hvilket vi ved, vi får i Kivik. Okay, Pia – jeg ved godt, at man kan købe masser af god æblemost i DK og måske især nede på dine breddegrader, men vi kan så godt lide at komme til Kivik – og der ved jeg, at jeg kan købe Rubinola.
Jeg kan desværre ikke længere købe deres æblecidermarmelade; den er udgået af produktionen, lød svaret på mit spørgsmål, så de har nu kun en marmelade med calvados i. Den købte jeg, men har endnu ikke smagt den.
Jeg spurgte om jeg kunne få receptet på deres æblecidermarmelade, siden de nu ikke har tænkt sig at producere den mere, men damen gloede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen, men tog sig dog sammen til lidt arrogant at erklære, at nej, den får du inta köpa!
Pokkers. Den er så god, og jeg kan ikke finde ud af hemmeligheden.

Maine lobstah

Vi har været i Berlin, Bath og Belfast. Vi har været i Denmark og i Dublin. Vi har været i Libanon og Lissabon, i Norway og Napoli og i morgen kører vi igennem både Portsmouth og Plymouth.
På to dage kan man nå at køre igennem hele Europa – det er tydeligt at se, at de første nybyggere ankom til netop dette område, for i New England kan man finde alle Europas byer. Vil jeg tro … bynavnene kunne godt tyde på det.

Vi er i Maine, nærmere betegnet Kennebunkport – et navn jeg til gengæld ikke tror, vi finder i Europa. Det er, i modsætning til Bar Harbour, som vi var lidt skuffede over (ALT for turistet), en overmåde hyggelig by. Bush’erne har sommerhus her. Det skulle, så vidt vi kan forstå, være det herunder længst til højre, men vi så en hel del sommerhuse, hvor Strandvejen nord for København godt kan pakke sammen og begynde at lide stærkt af mindreværdskomplekser i sammenligning med hvad vi så her.

Jeg fandt også det sommerhus, jeg helst vil have. Det er langfra det største, men hvad skal vi også med al den plads? Det er da vigtigere, at der er lejlighed(er) til tjenestefolkene, ikke? (Billede herunder).
På den anden side: Vi har vist nok i to huse plus det dejlige sted hos Charlotte og Tim i England, hvor vi helst vil komme mindst tre gange om året, så det vil nok komme til at knibe gevaldigt med at komme herover bare én gang om året, vil jeg tro … vi dropper det igen.
Det lå ellers ret godt …

Vi er i Maine. Vi er i hummerland. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville komme hjem uden at have fået en middag med Maine lobstah, så det har vi fået her til aften. Det gav det et ekstra lille pift, at vi så hummerne blive landet i tonsvis nede i havnen, inden vi fandt stedet hvor vi ville spise dem.

Restauranten valgte vi overvejende, fordi jeg faldt for navnet, som må være et ordspil på Arlo Guthries Alice’s Restaurant: Alisson’s Restaurant.

Ordspil kan vi nemlig godt lide – her et på seize the day.
Vi bor så fint, så fint her i Kennebunkport – men som sagt er der nogle, som bor finere.
Hvis man skulle være i tvivl, så er det vores natlogi på øverste af de to nederste billeder … en nuser lille bungalow – og feriens første sted med kun én seng. De lagde ud med at give os et værelse med en queen, så da vi sagde, at vi havde bestilt twin beds, fortalte de, at det havde de slet ikke, men vi kunne godt få et værelse med en king size bed. Jo tak, det ville vi meget gerne have.

Dette hus hørte vel til i mellemklassen. De største var ikke nemme at fotografere – ejerne havde en vis tilbøjelighed til at gemme dem lidt af vejen.

Er det mon lige som med frikadelleopskrifter?

Vi skal have frokostgæster i morgen, så jeg har lige lavet en lille portion chocolate chip cookies – til kaffen bagefter, naturligvis.
Det er ikke ligefrem julesmåkager – de er endnu mere syndige, fordi de er så store. Man kan naturligvis lave dem mindre, men så er de ikke helt rigtige.
Da min søster havde været udvekslingsstudent i USA, kom hun hjem og præsenterede familien for disse lækre småkager. Som altså ikke er specielt små.
I England kan man i de fleste Café dit eller dat købe dem i kæmpeudgaver, sådan nærmest lille lagkagestørrelse.
Siden Meretes hjemkomst for næsten 40 år siden og til for et par år siden havde jeg ikke fået dem hjemmebagt i mange, mange år, nok især fordi det med at bage aldrig har stået mit hjerte nær, men også til en vis grad fordi hvis vi har hjemmebag i huset, bliver det spist, og det har vi ikke godt af.

Nye tider, nye vaner, nye skikke. Den Stråtækte kom ind i billedet og dermed også håndværkere, som godt kunne lide at få lidt til kaffen. Især Troels Tækker (som også har repareret noget ved den ene skorsten). Han vil ikke komme, hvis vi ikke er hjemme, selv om han ikke skal arbejde inde i huset – “jeg vil da ikke gå glip af Ellens gode kager og den hyggelige snak med jer begge”.

Hvis man googler opskriften på engelsk og på dansk, får man et væld af varianter op. Jeg har prøvet et par forskellige, men har vist nu fundet frem til den, jeg vil fortsætte med. Denne portion skulle række til 12 (eller ni store) – jeg fik 15 ud af den og synes det gav en passende størrelse.
Ophavskvinden til den er (naturligvis, fristes man til at sige) amerikaner, men ser, på trods af sin cookieglæde, temmelig normalvægtig ud.
At hun oven i købet er i besiddelse af en god portion humor, gør ikke historien bag hendes opskrift mindre kedelig. Som alle amerikanere vævede hun godt og grundigt rundt i det, inden hun kom til sagen, så man skal væbne sig med tålmodighed … opskriften kommer langt nede i indlægget … og fremgangsmåden er i sig selv en mindre roman, da hun vil være helt sikker på, at man har fattet budskabet – også meget amerikansk, men ellers virker hun meget sød og har flere opskrifter, jeg har tænkt mig at afprøve. Jeg har været flink og forærer jer her de metriske ækvivalenter til de amerikanske mål, som er særligt fjollede, når det kommer til sådan noget som smør.
Det er nok med chocolate chip cookies, som det er med vores frikadelleopskrifter: der findes en omtrent for hver familie, og nogle er bedre end andre.
Her dukkede en lille erindring frem fra Die Drei Mädchens langt yngre og i visse henseender uforpligtede singledage: Når vi talte om, hvorvidt en mand var god til at lave frikadeller, mente vi noget helt, helt andet. Ham der ser ud som om han er god til at lave frikadeller. Eller Er han sød? Mmmm. Kan han også lave frikadeller? JA!
Hvor var vi dog fjollede … også dengang …

Spaghettisquash

Forleden dag, da vi var ude at køre en tur, kom vi forbi en ret velforsynet vejbod, hvor jeg var nødt til at se nærmere på udvalget.
Tre almindelige og pænt store squash for en tier og en stor spaghettisquash til otte kroner. Spaghettisquash? Hvad er nu det for noget? Den måtte med hjem og afprøves googles.
Den skulle så indledningsvis bages i en halv times tid, hvis man havde skåret den over, hvilket jeg havde, og hvilket var ret svært.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor den hedder noget med squash. Den har en hård skal som et græskar, den har struktur som et græskar og den har kerner, som ligner græskarkerner.

Jeg læste flere forskellige opskrifter, men alle gik på, at den skulle bages og derefter skulle kødet tages af med en gaffel, hvorefter den lever op til i hvert fald sit fornavn: spaghetti.
Disse tråde lagde jeg i en dyb tallerken.
Jeg smeltede lidt smør og smed lidt olie i gryden. Derefter spaghettien sammen med frisk basilikum, salt, peber, fire store fed knuste hvidløg og en god deciliter revet parmesan. Blande sammen, svitse et par minutter og færdig.

Det smagte fuldstændig som en blanding af smør, parmesan, hvidløg og basilikum tilsat lidt salt og peber. Det gule ‘spaghetti’ var fuldstændig neutralt og rent ud sagt temmelig kedeligt. Man kan på ingen måde sige, det smagte væmmeligt eller dårligt – det smagte bare overhovedet ikke af noget, så det var vist både første og sidste gang, jeg har købt sådan en.
Medmindre der er en af jer derude, der har en fuldstændig fantastisk opskrift, hvor man bruger en spaghettisquash …

Fjollet – eller hvad?

Det er måske årets sidste varme dag, og hvad gør man? Bruger en halv formiddag på at køre til Næstved for at købe kuffert og handle til resten af ugen.
Eftermiddagen bruges på at lave chutney, samt forsøge sig med at henkoge tomater efter en Camilla Plum-opskrift, som Elsebeth gjorde mig opmærksom på. Det er i lille målestok her den første gang – jeg skal lige finde ud af, om det bliver et hit.
Det er nok lidt fjollet i så godt vejr, men på den anden side er det med at benytte sig af, at ånden er over en til at få det gjort … det skulle alligevel være i orden, inden jeg rejser til England på lørdag – og inden de plukkede drivhustomater blev dårlige, hvilket var lige oppe over.

Jeg har allerede lavet en chutney uden tomater, og nu står der en med tomater og bobler på komfuret. Der bliver mest af den sidstnævnte, og Murphy-typisk er det, at jeg tror, den førstnævnte bliver den af de to, jeg foretrækker. Glassene fra den sidste sending er således ved at være brugt, og nu håber jeg ikke, jeg behøver at købe flere. “Det har du sagt før!”, hævdede John, men det er fire år siden, så det har jeg fortrængt.

En ny kuffert måtte der til, fordi jeg længe har været irriteret over, at mine to kufferter er i størrelserne for stor og for lille, forstået på den måde, at den store er glimrende til ferier på to uger eller mere, mens den lille har kabinekuffertstørrelse og dermed lige en tand for lille til en hel uge. Nu har jeg fået en middelstørrelse, jeg tror vil passe perfekt. Der skal jo også være plads til gaver! Jeg har dog denne gang har købt nogle bøger gennem Amazon, som forhåbentlig ligger og venter på mig derovre. Én om spionage (Spy Science: 40 Secret-sleuthing, Code-cracking, Spy-catching Activities for Kids), én om hvordan man lever udelukkende af det, man kan finde i naturen (Ultimate Guide to Wilderness Living: Surviving with Nothing But Your Bare Hands and What You Find in the Woods), og endelig én om, hvordan man ‘læser’ naturen (The Walker’s Guide to Outdoor Clues and Signs). Jeg håber virkelig, at de vil blive glade for bøgerne; de går begge stadig højt op i alt, hvad der har med ‘det vilde liv’ at gøre, og da de var her sidste jul, gik de meget op i at lege spioner.
Jeg vil ikke sige, at børnene forventer gaver, hver gang jeg kommer – det har moderen i hvert fald kraftigt formanet dem om ikke at gøre, og de behersker sig da også voldsomt for ikke at spørge mig, om jeg har noget med til dem. Jeg kan ikke fortænke dem i at forvente noget – det er endnu ikke sket, at jeg har været derovre uden at have noget med til dem.
Forkælelse? Ja, selvfølgelig. Det er min simple pligt som mormor!

Hvor er der meget jeg ikke ved

Der er meget jeg ikke ved, og der er desværre også en del jeg burde vide, men som jeg ikke husker. Blandt andet, at jeg så udmærket ved, hvor lidt der bliver ud af asierne, når først de er udkernede og udvandede, men det glemmer jeg hver gang, så derfor købte jeg to for for lidt, da vi var i Køge i onsdags. Nu kan jeg ikke finde sølle to asier, så jeg kan få lavet forråd nok til næste sæson. De skal jo nok dukke op, men lagen står og venter.
Jeg troede der var en gårdbutik ikke så langt herfra, der havde asier, så afsted med mig. På cykel – vejret er jo skønt. Ingen asier, så det var forgæves 10 kilometer på cykel, men det skader heldigvis ikke.
På vej gennem Tappernøje så jeg et blomstrende magnolietræ. Jeg troede ikke helt mine egne øjne og måtte undersøge sagen, da jeg var hjemme igen … fandt ud af, at det er forholdsvis almindeligt: Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.
Så lærte jeg det. Det var vitterligt også en mindre efterblomstring med højst 30-40 blomster, men de var der …

Jeg er løbet tør for chilimarmelade og må ty til en en købe-en. Ikke godt. Inge og Hasse (og andre) kan godt lide min chilimarmelade, så jeg turde ikke andet end at sætte i gang og få lavet en portion, hvilket nu er gjort. 16 af de lidt mindre glas på cirka to deciliter blev det til, så er der lidt at forære væk af. Der er vist lidt mere bid i denne end i den forrige, så jeg er lidt spændt på, om den er for stærk for nogle – det er ellers supergodt til ost. 

Det er åbenbart lige meget hvor mange glas jeg køber hos Gläser und Flaschen, så bliver jeg ved med at løbe tør. I dag måtte jeg købe 10 glas i Brugsen, men så kommer jeg til at give dobbelt så meget for dem som i Tyskland, hvilket irriterer mig, så jeg må hellere i gang med en bestilling, så jeg har et reservelager igen. Det er ikke fordi jeg skal producere så meget mere i år, men jeg mangler at lave noget chili-tomatrelish og ditto chutney, og jeg har simpelthen ikke flere glas.

Brugsen er blevet bedre til at stave, men summen af lasterne er konstant, for nu kan de ikke regne. Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden, og umiddelbart mener jeg ikke, at der skal en kandidateksamen til for at regne ud, at når der er mindre i flasken til en højere pris, så kan kiloprisen ikke være lavere. Kiloprisen til venstre er korrekt, men til højre skulle der have stået 59,56 kroner og ikke 48,50. Det undrede mig, at den økologiske ketchup var billigst, så der skulle måske ikke have stået 31,50?

Det er frugtår i år

Jeg synes det bugner med frugt i år – især æbletræerne er ved at segne under vægten af alle æblerne.
Jeg synes også at have lagt mærke til, at hvert andet år er der langt flere frugter end hvert andet år, hvis man ellers kan sige sådan. Er det noget pjat, er det helt tilfældigt, eller er der noget om det?
Jeg har engang hørt, at mange frugter varsler en hård vinter, men den tror jeg ikke på. Hvordan skulle træerne kunne vide, om næste vinter bliver mild eller streng? 
Vi har mange æbletræer langs fjorden, det er desværre ikke gode spiseæbler, men de er gode til chutney og til gele, så jeg skal på æbleskud på et tidspunkt, når de bliver lidt mere modne.

Vi har kun et blommetræ (reine claude, uhmm), men det er, som æbletræerne, gået helt frugtamok. Jeg har plukket 10 kilo, og der er lige så mange tilbage på træet endnu.
Vi har næsten mavepine af at spise så mange blommer, og af de 10 kilo har jeg lavet 17 glas blomme-abrikosmarmelade og otte glas syltede blommer i rom, men jeg er nok nødt til at lave flere af sidstnævnte. Det smager SÅ godt – især sammen med en god flødeis.
Ellers nogle gode forslag? Ren blommemarmelade, er det ikke lidt tamt? Jeg kunne selvfølgelig bare prøve … måske kan man blande nogle ikke helt modne æbler i for at give det lidt ‘bid’? Kan man fryse blommer?

To glas syltede kirsebær fik jeg også stjålet til ovre på den anden side af vejen – der har været så mange kirsebær, at fuglene for en gangs skyld ikke nåede at tage dem alle sammen. De er en smule sure, men skal syltekirsebær ikke være det? Det tror jeg. 
Hyben har jeg fundet så store, at selv om jeg syntes, jeg næsten ingenting tog, blev der fire glas marmelade ud af det.
Brombærrene er større end de plejer – man kan virkelig få samlet til forråd i år, hvis man vil, og jeg kan få fremstillet en hel masse både til hjemmebrug og til værtindegaver det næste års tid … hjemmesyltede/hjemmelavede ting er altid populært.

Myntegele er der lavet første batch af, men der skal laves mere. Her har jeg fundet ud af, at selv om jordbærmynteblade smager godt, både ‘rene’ og til at komme i en kande postevand, så dur de ikke til gele. Efter afkogning i æblesaft, som jeg altid gør, smagte det udelukkende af … æblesaft!
Jeg plukkede marokkansk mynte og kogte det ind en gang til, og nu smagte det af mynte, som det skulle.
Lidt ærgerligt, for jordbærmynten er overmåde frodig, men man kan ikke få alt.

I Fakta har de åbenbart uflinke ledere … og på Rønnede Kro har de god mad

Forleden dag havde jeg et ærinde i Fakta. Det er jeg er ellers ikke meget for at indrømme, for jeg påstår i tide og utide, at jeg ikke handler i Fakta.
Det hører godt nok også til sjældenhederne, men kan altså forekomme.
Mens jeg gik rundt, lød der en højttalerstemme:
“EN FLINK LEDER TIL KASSEN”.
“Flink” var rent faktisk verbalt fremhævet, hvilket undrede mig: Hvorfor skulle det understreges? Fakta tror sikkert, at det lyder godt/smart/rigtigt, men jeg synes det lyder som om de har både flinke og uflinke ledere, og lige nu ville kassen gerne låne en af de flinke.
De uflinke får nok ikke lov til at komme i nærheden af kunderne …

Videre til Rønnede, hvor vi havde bestilt en fireretters-menu, men ændrede det til en femretters, da vi via nabobordet erfarede, at der var tre spændende oste mellem hovedret og dessert, hvis man tog alle fem retter.
Jeg kan ikke huske de rette betegnelser for retterne og jeg kan slet ikke huske vinnavnene …
Først fik vi noget hummer-noget med papirtyndt, sprødristet brød, salat af ærteblade og noget skum.
Jeg bryder mig ikke om skum, men heldigvis var det ikke ret skummende, og det smagte himmelsk. Hummeren ses ikke på billedet, men den var der, og den lå og gemte sig under alt det grønne.
Tilbehør var friskbagt brød med smør rørt op med kærnemælk. Frisk og lækkert. Dertil en rosévin.
Vi fik også en flaske “Mønvand” uden brus. Og uden kapsel. Jeg har dem stærkt mistænkt for at poste hanevand i flasken. Jeg foretrækker faktisk postevand, men jeg bliver lidt øvsindet over at skulle give 45 kroner for 3/4 liter postevand. Og vi drak to flasker …

Anden ret var ristet kulmule med spæde gulerødder, perle- og rødløg samt ristede flager af mere velvoksne gulerødder. Saucen var en cremet urtesovssauce. (Det hedder kun sovs, når der er rigeligt.)
Vin: En Riesling – en god riesling.

Tredje ret var grillstegt kalvemørbrad. Den var himmelsk! Den smagte af røg, som rigtig grillmad skal, og den var så mør, som det kan lade sig gøre at få den slags. De spurgte ikke, hvordan vi ville have den stegt – den kom ind som det, der hedder meget rød eller sågar bleu. Det vi godt lide, men det er langtfra alle der kan det, så jeg sagde til John, at det skulle der nok være nogen, der klagede over.
Det var der også …
Tilbehør var en dejlig sauce, Søren Wiuff-spidskål så spæd, at det næsten var fosterdrab, og ‘knuste kartofler’ med lækre, sprøde kartoffelchips ovenpå.
Ovenpå kødet og i saucen var der bittesmå terninger af røget marv. Det var nyt for os, men genialt tænkt – det var simpelthen perfekt og lækkert til det grillede kød.
Rettens eneste negative punkt: Spidskålen var meget sej, synes vi begge. Vi klagede ikke – hvorfor skulle vi dog det, når alt det andet var så godt? Tværtimod storroste vi retten.
Vin: En kraftig rødvin (selvfølgelig) fra Piemonte.

Så kom ekstraretten: ostene. En fårebrie fra Knuthenlund, som selv John syntes var dejlig (han går normalt uden om fåre- og gedeoste), og to andre, som jeg ikke kan huske; kun at de var fremragende. Dertil noget solbærnoget. Som jeg ikke bryder mig om, men det kan Rønnede Kro ikke gøre for.
Dertil en rødvin, hvis førsteindtryk var en røget smag, som jeg undrede mig over, men som tjeneren var glad for, at jeg bemærkede, og spurgte om jeg kunne lide den. Det kunne jeg bestemt – til disse oste – det var ikke en vin, jeg ville drikke uden noget til, men det er jo netop sådanne oplevelser, der gør en vinmenu spændende.

Til sidst en yoghurtsorbet med rabarbersmuldredej, skovhindbær og frysetørret bærdrys.
Lækkert, lækkert. Det var vinen til gengæld ikke – der ramte de i mine øjne helt ved siden af, men ved nabobordet sad de og roste den … smag og behag er nu engang forskellig. Det var en rød Malvasia med bobler, og da jeg så den kunstigrøde farve, var jeg næsten allerede der klar over, at jeg ikke ville bryde mig om den.

Men pyt. Fem retter og kun tre småklager. Alt i alt var det en oplevelse, vi begge gerne vil gentage ved lejlighed. Dejlig mad, gode vine og ikke mindst en udsøgt betjening. Vi giver Rønnede Kro **** ud af ***** mulige.