Hos Mommer

12. januar 2018

Eddikesur? Nej, tværtimod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags:

Jeg havde i et par sammenhænge læst, at æble(cider)eddike skulle være så godt for mange ting, men jeg fejede det lidt af, fordi der, som så ofte, gik lidt fanatisme i det. Der var sågar en, der tog det for at afkalke blodårerne! Som om den i forvejen svage syre høvler direkte ind i årerne sådan uden videre – og at man kan tro, selv om det skulle have været tilfældet, at en enkelt dessertske eddike fortyndet i fire-fem liter blod skulle have en nævneværdig afkalkningseffekt.
Det kan dog på den anden side ikke skade, det smager godt, og jeg bruger æblecidereddike til salatdressinger og chutneyer af forskellig art, så jeg har det altid i huset.
Årstiderne kom i sensommeren ind i billedet med low carb-kassen, som vi er temmelig begejstrede for. Tak igen, Helle (du ved hvem du er …).
Derigennem lærte jeg, at hvis man knuger rå løg, skåret i tynde både, med en eller to spiseskefulde (afh. af løgets størrelse) og lader det stå en halv times tid, så bliver løget mildere og eddiken smager ikke længere så meget af af eddike. Det er for mig en helt ny variant af, at minus x minus giver plus.
Årstiderne gør meget i dette; især med løg, men også, som i går, med spidskål. Jeg bryder mig normalt ikke om rå kål, fordi der er alt for meget tyggeri involveret, men i går skete der det (bildte vi os selv ind), at spidskålen var blevet blødgjort af æblecidereddiken.
BlomkålspizzaHvis nogen skulle være interesseret, var det denne opskrift – det var virkelig godt!
Æblecidereddike slanker ikke i sig selv, men kan hjælpe en kur på vej, og det er måske det, der sker lidt af for John og mig, fordi det åbenbart gør noget godt for fordøjelsen. Det skulle også, ifølge nogle kilder, være med til at stabilisere blodsukkeret, således at det er godt for diabetikere.
Jeg ved ikke helt, hvor meget sandhed der er i det alt sammen, men fakta er, som jeg skrev lige før, at det ikke kan skade i moderate mængder og at John og jeg jo da i hvert fald ikke går og tager på for tiden.
Vægttabet sker stadig langsommere, men selv om kurven efterhånden er fladet godt og grundigt ud, så er det trods alt stadig en kurve og ikke en vandret streg.
Det er søreme nok fordi, vi ikke indtager en skefuld æblecidereddike hver dag, men kun en gang om ugen i gennemsnit …
Ironi kan forekomme.
Det indsatte billede er blomkålspizza, som jeg en dag lavede som tilbehør til en krebinet. DET var godt og skal laves igen. Og nok også igen.
Opskrift her – jeg kom ikke parmaskinke på, fordi det ikke var en selvstændig ret den dag, men der er masser af opskrifter på blomkålspizza, så variationerne er legio. De der æbleskiver med revet mozzarella (ikke det, man køber som færdigrevet mozzarella – jeg rev selv en hvid gummibold) var en positiv overraskelse. Bon appetit.

Reklamer

21. december 2017

Hvad er en plumpkage?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Meny er på mange måder et fremragende supermarked, til fordel for hvilket jeg svigter Superbrugsen temmelig meget. Dog ikke mindst fordi jeg har 21 km til nærmeste brugs, men kun 6,5 til Meny i Præstø.
Når de så oven i købet også kan give mig sprogfejlsmæssige smil med på min købe ind-vej, så er der ikke mange grunde tilbage til at forblive trofast mod Brugsen. Den bliver ikke svigtet helt, men omkring 75 % af mine dagligvareindkøb ligger efterhånden nok i Meny.

P1000746

En plumpkage. Ordet er trods alt ikke delt, men der kom alligevel nogle pudsige associationer på grund af det ekstra ‘p’.
Og hvorfor skal bagerafdelingen nu pludselig til at hedde BAKE SHOP?

P1000748Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur …
Mama Larsens (min mor) personlige variant af fuglekvidder skal først laves d. 25. Opskriften er meget enkel og ikke spor hemmelig: Steg en flæskesteg. Spis sværen. Lad stegen blive kold. Lige dele flæskesteg og rå løg (volumen, ikke vægt) køres igennem en kødhakkemaskine – én luns steg skiftevis med én luns løg. That’s all folks. Det lyder som noget særdeles underligt pålæg, men har man først smagt det, er man solgt.
Ved vi af erfaring. Alle i familien elsker det, og nytilkommende er hooked med det samme.

Der er også lavet sennep – sådan en Dijon-agtig en. Det var ‘Dijon’, der lokkede mig til at prøve opskriften, men den var halvbesværlig og langsommelig at lave, og så påstås det tilmed, at den skal trække et mørkt og køligt sted mellem fire og seks uger inden indtagelse. Det kommer den ikke til. Jeg har smagt på den, og den kan fint spises med det samme og i hvert fald 1. juledag, hvor den bliver præsenteret til sylten.
Der skulle have været anvendt 1½ dl Colman sennepspulver, men jeg brugte 1 dl Nyord-sennepspulver og ½ Colmans.
Jeg vil ikke linke til opskriften – ikke mindst fordi jeg ikke kan finde den igen, men den er heller ikke værd at gemme.
Ikke at den er decideret dårlig, men jeg havde forventet noget mere power med alt det besvær for et enkelt lille glas. Næste gang jeg selv laver en sennep, bliver det efter en af de utallige andre opskrifter, det vrimler med på nettet.

17. december 2017

Det LIGNER i hvert fald …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Som jeg vist skrev i et par af kommentarsvarene, da jeg blærede mig med mit vægttab, er savnet af visse madvarer ved LCHF-diæten ikke nær så stort, som jeg troede det ville være. 
Ingen af os savner kartofler eller ris. Til vor begges forbavselse savner vi pasta mere end kartofler, men savnet er ikke større, end at vi endnu ikke er faldet i … har kun serveret kartofler, når vi har haft gæster.
John savner mest rugbrød og jeg savner mest mit hjemmebagte brød til morgenmaden. John kompenserer ved at købe det mest kulhydratfattige rugbrød han kan finde (og som han heldigvis godt kan lide); jeg kompenserer ved en gang imellem at bage et såkaldt stenalderbrød, som jeg godt kan lide. Omkring hver fjerde eller femte dag står den derfor på rugbrød. Nu. Det er forholdsvis nyt, at vi overhovedet spiser brød.

LCHF-franskbrødForleden fandt jeg (Pinterest igen!) opskriften på et formfranskbrød i LCHF-stil. Jeg faldt i første omgang nok mest for udseendet, for det lignede et rigtigt, gammeldags franskbrød, men jeg syntes, at det måtte prøves – det er den eneste måde at finde ud af på, om det kan godkendes.
Der er naturligvis intet mel i (jo, mandelmel), og derudover pofiber, loppefrøskaller og hampfrø. Og æg, smør, piskefløde og citronsaft (!). Jeg var virkelig spændt … ‘dejen’ så ret underlig ud, men jeg dryssede med blå birkes, satte formen i ovnen i de foreskrevne 35 minutter, krydsede fingre og bad en lille bøn.

LCHF-franskbrød (1)LCHF-franskbrød (2)

Det lignede, hvad det skal, må jeg sige.
Da det blev skåret i, lignede det endnu bedre. Nu var der kun tilbage at smage …
Det var godt!
John så en anelse skeptisk ud, da han puttede en bid i munden, men øjenbrynene blev hurtigt løftet i behagelig overraskelse. Det var dog utroligt! Hvem
skulle have troet det om et brød fra Meløse?
(By i Nordsjælland).
Selvfølgelig afviger det i smagen fra et almindeligt brød bagt med mel, men ingredienserne taget i betragtning kommer det forbavsende tæt på – især når der kommer lidt smør på. Og ost! Yes! Den er hjemme. Nu kan vi få franskbrødsostemadder igen. Når englænderne kommer, har jeg lovet dem hjemmebagt brød hver eneste dag, så der bliver behovet formentlig så rigeligt dækket for den næste lange periode.

Bortset fra det, så er den morgenmad, vi får hver dag, så überlækker, at vi slet ikke kan blive trætte af den. Den består af en topspiseskefuld chiagrød (= 3 spsk chiafrø blødt op i en dåse kokosmælk. Der er til fire dage), lidt skyr, lidt yoghurt naturel eller begge dele, tre stk. frugt til deling og en topteskefuld hjemmeristet blanding af græskarkerner, solsikke-, hør- og sesamfrø. Det er bare SÅ godt, og frugterne kan jo varieres meget, afhængigt af sæsonen.
imageMed andre ord: Vi kører videre med LCHF. Det bliver vi ved med, men måske med lidt flere afvigelser end de første tre måneder, fx i weekenderne.
På et eller andet tidspunkt når vi jo en vægt, vi har tænkt os at betragte som den, vi ¨skal vende tilbage til efter en lidt for god ferie, fx.
Det var fortrøstningsfuldt at læse, at BMI for folk på 65+ gerne må helst skal være højere end den, man ellers regner for normal. Jeg havde nu heller ingen intentioner om at nå ned på de knap 17, jeg befandt mig på, til jeg var næsten 50 år. Jeg ligger nogenlunde midt imellem 24 og 28,9, men vil som sagt alligevel gerne lidt længere ned, selv om jeg er blevet ‘lovlig’.

15. december 2017

Fristelsen var større, end jeg magtede at stå imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , ,

Godt nok er jeg/vi stadig på LCHF-diæten, men lidt julekonfekt skal der altså til, når vi får huset fuldt af englændere en hel uge + et par ekstra juleaften.
Caffe Latte-trøffel (2)I dag blev det til Pernilles café latte-trøfler – en udsøgt lækkerhed, som oven i købet er supernemt at lave.
Der blev 100 gram marcipan tilovers, og nougat har vi masser af, så der blev også til et par snese af de traditionelle nougat-marcipansnitter.
I morgen står den på vanilletrøfler og lidt drømme (småkagerne af det navn, altså …)

Normalt siger jeg, at det kun er tilladt med chokolade i julemåneden, men pga. min indædte ihærdighed for at smide nogle af de mange kilo, jeg har i overskud, har jeg i år indskrænket det til, at det hedder kun i juleugen.
Jeg har derfor ikke engang undt os den übergode chokoladekalender fra Summerbird i år.
Det er ikke ligefrem at gøre det nemt for sig selv, når der så skal laves konfekt … kan vel nærmest sidestilles med en slags masochisme.
Fristelsen var da også for stor.
Trøflerne skal først færdiggøres i morgen, hvor der skal hvid chokolade på, så de blev bare sat ud i kulden, men marcipansnitterne …
Der var nogle grimme og uregelmæssige kanter, der skulle skæres lige og pæne … de skæverter kunne jeg ikke lægge ned i konfektkassen, vel? Og da slet ikke servere dem for andre?

Nå. Jeg pudser stadig glorien – der er smidt godt 13 kilo nu, så skulle der ryge et par på i julen, så slipper jeg nok af med dem igen, når vi med et nytårsbrag ryger tilbage i hverdagen, efter englænderne er taget hjem.
Jeg er spændt på, hvad Charlotte siger, når hun kommer – det var omkring da Aubrey blev født for næsten 11 år siden, jeg sidst vejede hvad jeg gør nu.

8. december 2017

Mørketid. Ferielyster. Diverse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Jeg er heldigvis kommet mig helt over min bekymrende feriemæthed fra i sommer. Rejsen til Malta er bestilt, og som om det ikke var nok, er vi begyndt at tale sommerferie. Sommerferier … i flertal, nemlig. Mørketiden får mig til at længes efter ferie (også selv om jeg egentlig ikke har noget imod denne tid, som kalder på masser af hygge), og jeg vil så gerne til England i maj – igenigen – for jeg er totalt bjergtaget af de kæmpestore områder med bluebells, man kan se i skovene i den måned derovre. Jeg vil også gerne gentage turen fra 2012 på Riksvei 17 i Norge, fordi vi dengang havde det dårligste vejr i 1000 år og fordi John faldt så uheldigt, at vi måtte vende hjemad før tid. Vi lovede dengang hinanden at gentage turen, og alt tyder på, at det bliver i 2018.
Vejret kan man ikke planlægge, men det kan simpelthen ikke blive værre end det var i 2012. Håber jeg …

På vejen mod Aglen camping

Næste step: Skal det være i autocamper igen, eller skal vi leje hytter undervejs? Jeg brænder jo for autocamperen, men John foreslog, at jeg regnede lidt på det for at se prisforskellen.
Jeg regnede.
Vi kan faktisk få hele englandsturen foræret, så at sige, hvis vi lejer campinghytter undervejs i Norge i stedet for at leje autocamper. Selv hvis vi tager de dyre hytter med bad og toilet und alles og selv om vi tager bilen med til England, hvilket bestemt ikke er gratis.
Vi droppede dermed autocamperen. Lidt modstræbende fra min side … det er også bare fordi jeg helst vil det hele, og det kan man ikke altid, desværre, og det er altså ret fedt med sådan en camper … jeg har bedt John om at vinde mindst en million i Lotto, for jeg kan åbenbart ikke selv. Ikke nok, i hvert fald, for de i alt 3000 kroner, det er blevet til i gevinster i år, dækker ikke helt. Slet ikke, når man skal trække udgiften til kuponerne fra.
Det er ikke for tidligt at planlægge sommerferie. Vi blev godt nok enige om ikke på forhånd at booke hytter, for det gode ved camperen er netop friheden til at slå sig ned, lige hvor man lyster. Det kan vi selvfølgelig ikke med hytter, men booker vi hjemmefra, binder vi os alt for fast – vi vil meget hellere improvisere på sådan en tur, for det kommer an på så meget, hvor vi vælger at slå os ned for natten – eller måske beslutter vi at blive et par dage på samme sted.
Men kigge på nettet, lade sig inspirere og glæde sig er en ikke uvæsentlig del af ferien, så destinationen skal ikke besluttes i sidste sekund.

P1000630

Til højre ses – på opfordring fra Conny (som måske havde forventet noget andet?) et billede af, hvad jeg forleden kaldte for den lækrelækre konfektkage. Dette er en sjettedel af den; resten ligger i fem portioner i fryseren. Det ligger på en frokosttallerken og det rækker til seks personer, for det er konfekt, selv om det ikke hedder sådan, ‘bare’ en brownie – men man kan kun spise et meget lille stykke. Den er ikke engang rigtig brun, for man bruger hvid chokolade. Den er voldsom sen at lave, synes jeg, så jeg laver altid dobbelt portion og fryser ned. Den er så afgjort ikke fotogen – folk ser underligt på den og på mig, første gang de får den serveret, og jeg kan se hvad de tænker: Holddaop, hvor er hun nærig – under hun os virkelig ikke mere kage? Og uspændende er den også at se på … nå, men jeg må vel hellere tage et stykke … man er vel en høflig person.
Det er lidt sjovt at se deres overraskede ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i den.

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

26. november 2017

Så må jeg jo selv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:28
Tags:

Når mændene ikke kan fange nogen fisk til mig, må jeg selv gøre noget for at få fyldt fryseren.
I dag kørte vi således til Sortsø, hvor der er fangstgaranti. Jeg skal nemlig bare hen til, hvor der står et par gutter og langer lakseørred over ‘disken’ til den helt store guldmedalje, så får jeg lige så mange, jeg ønsker.
I dag ønskede jeg fire – jeg var i tvivl om jeg skulle tage fire eller fem, men jeg er altså ikke verdens hurtigste til at filetere dem, så jeg nøjedes med fire, for jeg synes det er et stort arbejde at ordne dem.

Sorstøfisk november 2017Sorstøfisk november 2017 (1)

Jeg skulle selvfølgelig have taget fem … typisk mig at finde ud af det, når det er for sent!
Sorstøfisk november 2017 (2)Jeg bliver en smule bedre til at filetere for hvert år; for to år siden fik jeg en supergod fileteringskniv af John, og for nogle uger siden kom han hjem med et smart bræt, der giver mig den tredje hånd, jeg indtil nu har manglet.
Det tog derfor ikke så lang tid som frygtet, så næste år skal jeg huske at købe fem, for vi har ingen problemer med at få dem spist.

Det er det hvide bræt her til højre, jeg mener: Der er sat en slags bidetang fast i den ene ende, så fiskene ingen steder løber, hvad de ellers har haft en udpræget tilbøjelighed til, selv om de ellers burde være helt døde længe inden de når Den Stråtækte.
Og søreme, om jeg ikke fik styr på, hvordan jeg gør. Sådan da. En professionel ville højst sandsynligt skrige af grin, men i forhold til de to tidligere års præstationer gik det næsten som en leg i dag.
Vi lavede teamwork: Jeg fileterede og skar til; John holdt poser parat, vejede og skrev ned. På denne måde slap han for at blive griset til, og jeg slap for at vaske hænder hele tiden, men kunne bare køre los med det fedtede og slimede arbejde.
P1000448Det blev til 5,1 kilo fileter + 3 x 350 gram 2 x 350 gram fars til fryseren. Den ene af de tre portioner laver jeg laksefrikadeller af i aften. Med stuvet spinat til – ahhh, hvor det bliver godt.

Til slut en opfølgning på et tidligere indlæg, hvor jeg var lidt inde på fup og fiduser i biavlerverdenen.
En af dem så jeg på vores nyligt overståede jyllandstur – tror jeg da jeg gjorde, for den var ikke specifikt nævnt på den lille liste over fiduserne, men hvad jeg så, ses her til højre i form af ‘koldpresset’ honning, som med lidt god vilje må kunne siges at være beslægtet med ‘koldrørt’.
Der er forskel på presset og slynget honning, men så vidt jeg kan læse mig til, er der ingen form for opvarmning ved nogen af processerne. Der findes således ikke modsætningen ‘varmpresset’, men det lyder jo fint med den kolde udgave og skal uden tvivl skabe associationer til en koldpresset jomfruolie.

16. november 2017

Kan det virkelig passe?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
imageJeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

P1000191image

31. oktober 2017

Juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:13
Tags: , ,

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
Et elektrisk krydsnøgleapparat.
Hvad er det??? 
Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at imagekøbe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

Babufutter fra Miss LemonI dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er 31 oktober 2017 (7)ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

31 oktober 2017 (1)

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

27. september 2017

Herlig mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags:

For nogle få søndage siden havde vi besøg af en af mine gamle kolleger og hendes mand. Vi kom – blandt så mange andre ting – også ind på LCHF-mad, at vi var begyndt at leve efter den metode og at vi rent faktisk havde tabt os.

– Ved du godt, at Årstiderne har en low carb-kasse?
– Nej? Er den god? Er Årstiderne ikke meget dyre?
– Jojo, det har de. Den er rigtig god. Det er ikke helt billigt, men alligevel rimeligt, og det bedste af det hele: ALT er med i kassen, inklusive opskrifter. Du slipper for at finde på i hele fem dage!
– Ohhhh!!!
(Her skal man forestille sig mindst 25 glade smileyer.)

Det var nemlig især det sidste, der tiltalte mig allermest. Nu har jeg været den hovedansvarlige for den daglige aftensmad siden jeg var 16 år, hvor min mor blev syg, og jeg måtte tage over. Hun fandt dog på, så det var først, da jeg blev 20 og flyttede hjemmefra, jeg selv skulle finde på, hvad menuen skulle stå på, men det er så også næsten 45 år.
Det er bare det værste: Altid at skulle finde på. Det er såmænd ikke så slemt at lave maden; det har jeg ikke noget imod, men finde på, finde på, finde på … puhhh, det er sejt sommetider. Det har dog hjulpet lidt med internettet, som er rigt på inspiration, og inden da var jeg flittig bruger af alverdens kogebøger, både egne og bibliotekets.
John var ikke til nogen som helst hjælp. Det gjorde og gør ikke noget, at han ikke laver mad (jeg nyder at kunne overlade køkkenafrydningen til ham med god samvittighed), men når jeg spurgte, hvad jeg dog skulle finde på til aftensmaden, troede han, at han hjalp mig ved at svare: Det ved jeg ikke …  bare find på noget nemt.
Arrgghhhh – thanks for nothing. Det var jo netop det, der var problemet! Jeg var tom for ideer! Efter nogen tid holdt jeg op med at spørge …

IMG_7954 

Men så bragte Helle Årstiderne ind i mit liv. Første kasse low carb ankom i går. Der er bogstavelig talt alt – selv en lille pose indeholdende en spsk sojasovs, hvilket jeg ellers ville mene hørte med til ‘basiselementerne’, som vi forventes at ligge inde med.
Herover er der mad til to personer i fem dage, og jeg kan fortælle, at det tilsyneladende passer fint med den tildelte mængde.
Jeg skal bare gøre, som der står – det eneste jeg selv skulle bidrage med i aftes, var salt, peber og olivenolie.
Det er anderledes, men gode retter, jeg bliver sat i gang med – i går var der frisk koriander i, som jeg ellers ikke bryder mig særlig meget om, men nu havde jeg besluttet at gå all in, og det smagte forbavsende godt. Man vil også kunne få øje på en fennikel, som er endnu værre end koriander (fennikel smager af lakrids eller Kongen af Danmark-bolsjer eller, oh skræk, en blanding af disse to), men nu får vi se … ellers må jeg bare gå sulten i seng den aften …
Også her var der en ekstragevinst: Opskrifterne går så meget i detaljen, at selv John mente han vil kunne arbejde efter dem: Skær peberfrugterne i tern på 2 x 2 cm. Skær porren i ringe på 1 cm.
Det kan ikke blive mere konkret, hvilket gør Nielsen glad, så han mente nok, at han ville prøve af lave maden en af aftenerne.
Jeg har meldt mig til at få kassen hver tredje uge, men jeg har vist allerede besluttet mig til at ændre det til hver anden.

15. august 2017

Spis farvet – ikke hvidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

IMG_7683

Med overskriften menes der, at vi nu skal undgå brød, kartofler, pasta og (hvide) ris. Det sidste er ikke svært, for jeg bryder mig ikke om hvide ris.
Jeg har hørt det før – jeg havde en kollega, som tabte rigtig mange kilo uden at gøre andet end undlade at spise ‘hvidt’.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været ked af min vægt, men for filan, hvor er det svært at tage sig sammen til at gøre noget ved det. Tungen på vægtskålen (!) var de fire kilo, jeg tog med hjem fra Sydafrika – hvor de ikke bare to, men åbenbart tre kilo har været væske, for nu er der kun et tilbage, men det er jo bare ikke det ene, jeg vejer for meget; det er mange flere – der røg også et par stykker på i Irland. Jeg vil ikke sige, hvad jeg vejer, men hvis ellers jeg er dygtig nok, kan det da være, jeg engang fortæller, hvor mange kilo jeg har tabt!

Det er Dr. Michael Mosley, der har skrevet bogen The 8-Week Blood Sugar Diet. Det har også ham med 5:2-kuren, som en del vist kender/har prøvet.
John er med mig – heldigvis – det er bedst at have støtte, og jeg gider ikke lave to slags mad. Det sværeste for ham bliver at undvære kartoflerne og brødet. Jeg har prøvet at google lidt rundt og noterer mig, at visse danske sider med den samme kur tillader rugbrød som det eneste brød. Det er jo heller ikke ligefrem hvidt brød (ikke engang fuldkornsbrød er tilladt, hvis man skal følge kuren strikt), men rugbrød kunne godt være okay; ham Dr. Mosley kender jo ikke det danske rugbrød – men hvorfor er bulgur tilladt, når hvede er forbudt?

image
Vi går ikke all in – det er urealistisk for os kun at spise 800 kalorier om dagen i de næste otte uger – vi skal have gæster og vi skal også ud til andre.
Vi vil tilstræbe en mellemting mellem de to øverste punkter på de tre alternativer herover, nemlig forsøge at holde den på omkring 800 kalorier fem dage om ugen og så have lov til at synde lidt i weekenderne – men være ret konsekvent med at undgå det hvide.
Vi går efter at vænne os til fremover at leve på en stivelsesfattig udgave af The Mediterranian Style. Når vi (forhåbentlig) har tabt de kilo, vi stræber efter, er det vel efterhånden børnelærdom, at hvis man går tilbage til den gamle livsstil, så kommer kiloene hurtigt på igen.
Den er i øvrigt overhovedet ikke kedelig, den middelhavsmetode – tværtimod; det er langt hen ad vejen mad, som jeg i forvejen laver meget ofte, men den store forskel for os er – igen – at lade være med at spise hvidt.
Billedet øverst er dagens frokost: Omelet af to æg, 50 g ærter og en stor håndfuld spinat. Dertil ½ snackpeber og masser af purløg på. Det er lige efter bogen, og det var herligt mættende, så foreløbig er jeg ikke spor bekymret.
Jeg kommer dog til at savne min rødvin, men det bliver så weekendernes syndefald.
Øl kalder de for flydende brød, både i den engelske og i den danske udgave, så John bliver nok nødt til at gå over til hvidvin …

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

9. juli 2017

Det var virkelig svært …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Ninas NaturcafeNinas Naturcafe (1)

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Strikket Renæssance

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

7. april 2017

Nu løb målet fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: ,

Det er virkelig ikke nemt med sådan en 2÷1-vej … motorcyklerne har jeg allerede brokket mig over et par gange, og det er da heller ikke emnet for dagens ventilering. Jeg er nemlig lige så forundret over, at folk åbenbart bare ikke kan finde ud af at køre på sådan en vej, uagtet, at der er skiltet flere steder på strækningen, hvordan korrekt kørsel ser ud. Det er stadig ikke mere end omkring 50 % af bilisterne, der kan finde ud af det.
Jeg har oven i købet så sent som i december udgivet et indlæg med belæring i kunsten at køre på disse cyklistvenlige veje, men har det hjulpet? Overhovedet ikke.
Det er naturligvis ikke så farligt at køre ukorrekt, som det er at blæse afsted med 150 km/t på motorcykel, og normalt ryster jeg bare i mere eller mindre overført betydning på hovedet over fjollerikkerne, der ikke kan finde ud af det, men ikke i dag:
Jeg kørte, som foreskrevet, på midten af vejen og trak til højre, fordi jeg skulle møde en modkørende bilist – som hele tiden havde kørt inde på cykelstien.
Den klump (en mand på min alder) blinkede hidsigt til mig med det lange lys og gav mig en meget tydelig og meget sigende roterende pegefinger ved tindingen. SÅ blev jeg tosset! Jeg stoppede omgående og signalerede til ham, at jeg ville have ham til det samme, men enten så han mig ikke, eller også blev jeg ignoreret. Jeg havde den største trang til at fortælle ham i umisforståelige vendinger, hvad jeg mente om hans opførsel – specielt den trafikale, men det fik jeg desværre ikke mulighed for.
Tænk, at jeg skal have at vide, at jeg kører som en en idiot, når det er ham, der ikke kan finde ud af det. Hrmpf.

IMG_5878IMG_5879

Heldigvis steg humøret lidt igen, da jeg så de havde gule blommer i Meny. Jeg investerede i en bakke, så jeg kunne få lavet en batch af marmeladernes marmelade, som Anna mener denne blomme-abrikosmarmelade er, og kan hun få den serveret i et glas, der har ‘hendes’ låg, er lykken fuldendt.
imageHver gang vi er derovre, har jeg pålægscholokade med til Aubrey og denne marmelade til Anna, som ikke er i besiddelse af en sød tand.
Og det skal være gule blommer – denne marmelade må ikke have anden farve end gul, så ser den helt forkert ud.
Marmeladen stod og simrede, mens jeg lavede denne blondie som dessert til gæsterne i morgen. Jeg blev introduceret til den, da jeg sidst var sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Den er vidunderlig. Aldeles, totalt og farligt vidunderlig … farlig, fordi der bliver for meget til fire personer, men det skal jo spises … det er synd at smide mad ud. Det gælder også desserter, gør det ikke?
Denne gang vil jeg prøve, om jeg kan fryse selve kagen ned, så der kun lige bliver nok dessert til selve aftenen og ikke til John og mig de næste tre dage. Det er et skråplan, selv om det er et yderst velsmagende et af slagsen.

30. marts 2017

Ragù eller kødsovs?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags:

Ude i køkkenet står en gryde og simrer med noget, jeg ellers kun laver, når der står lasagne på menuen, nemlig kødsovs. Eller ragù, som de bedre kan forstå nede i Italien. Man hævder, at de der har lige så mange opskrifter på ragù, som vi herhjemme har frikadelleopskrifter. Måske er der flere … der er selvfølgelig en standardopskrift for, hvad man skal putte i en italiensk ragù, lige som der er det for frikadeller, men der forekommer mig at være flere variationsmuligheder for kødsovsen, selv om det nok bare er min fantasi, der sætter den grænse. Man behøver jo heller ikke at have kød i frikadeller.
Ragù alla BologneseRagù alla Bolognese er nok klassikeren, som vi alle kender i forbindelse med spaghetti og kødsovs. Den smager altid godt, men i længden bliver den nu alligevel en smule kedelig. Undtagen Hasses, som er kanongod, men den har vi heller ikke fået så tit, at den er blevet rutine, hvilket den nåede at blive, da Charlotte boede hjemme, fordi det altid var det hun foreslog, hvis hun skulle have lov at bestemme menuen. Hun blev af samme årsag efterhånden spurgt sjældnere og sjældnere …
Det er nok en klassisk børneret – Anna og Aubrey er også vilde med det, men nu har Charlotte det lige som jeg havde det, da hun altid efterspurgte det.
Siden hun flyttede hjemmefra for 20 år siden, tror jeg ikke, vi har fået spaghetti med kødsovs. Jeg har lavet lasagne masser af gange, men det smager meget anderledes. Synes jeg.
I dag er der kommet masser af ramsløg i, lige som der kom det i gårsdagens frikadeller. Det er bare med at kvæle sig selv i friske ramsløg, mens de er her, for sæsonen er så kort.
Jeg tørrer godt nok en hel masse, men det er, som det er for alle krydderurter, noget helt andet end den friske vare. Smagen er stadig karakteristisk, men den ændrer sig en smule.
Man (jeg …) bruger aldrig spaghetti til kødsovsen. Efter der kom frisk pasta på markedet, har det været det jeg har brugt – både til lasagner og som ‘almindelig’ pasta. Bortset fra i dag – det ville være lidt fjollet at køre afsted bare for at få fat i frisk pasta, og jeg gad ikke have alt bøvlet med at lave det selv, så det bliver det tørrede.
Jeg gad ikke have pastabesværet, fordi jeg ikke har tid. Jeg strikker nemlig – benytter mig af regnvejret. Strikker de sidste få rækker af sjalet til Inge, og inden Price og Blomsterberg er færdige med de kongelige køkkenhaver i aften, er jeg færdig med sjalet.
Så skal det bare skylles, centrifugeres og blokkes. Fedt. Og nok tangerende personlig rekord for færdiggørelse af mellemstore arbejder, hvilket siger noget om, hvor sjovt det var at strikke det.

25. marts 2017

Det kommer bag på mig hvert år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

Lige siden Pia for seks år siden introducerede mig til ramsløg, er det hvert år kommet bag på mig, hvor tidligt de er der. Jeg tror det er fordi, det var sidst i maj dengang i 2011, men rent faktisk var det mindst en måned for sent – fandt jeg senere ud af. De er nemlig lækrest, når de endnu står med små fine, spæde og meget lysegrønne blade, som de gør nu, hvor der er et stykke tid til de går i blomst.

Ramsløg 2017 (1)

Jeg kan ikke huske, hvor jeg for kort tid siden så en eller anden skrive, at ramsløgene er kommet, men jeg kan huske jeg den dag sagde til John, at så er det ved at være tid til, at vi skal en tur i skoven.
Vi kom afsted i dag, hvilket er tre uger tidligere end i 2015, kunne jeg konstatere ved et tilbagekig på bloggen. Vi var ude den 14. april det år, og da var de oven i købet knap så store som de er i dag, den 25. marts.
De var fine og gode – lige tilpas til min smag.
Nu er der lagt i tørremaskinen, der er et lager i køleskabet (bladene kan heldigvis holde sig meget længe), og der er lavet ramsløgpesto, som er lagt i fryseren til hele næste års forbrug.

Ramsløg 2017Ramsløg 2017 (2)

Jeg kan lige så godt lide ramsløgpesto som jeg kan lide den traditionelle lavet af basilikum – de to smage ligger ikke milevidt fra hinanden, selvom det er hovedingrediensen basilikum, der skiftes ud med ramsløg. Jeg har forsøgt mig med pesto lavet af forskellige krydderurter, men basilikum og ramsløg er de bedste – synes jeg … andre er formentlig af en anden mening og fred være med det.
En couscous-salat søppet godt ind i ramsløgpesto er ikke så ringe endda.
Når jeg kommer avocado, granatæblekerner, rucola, mozarellaost, forårsløg og små tomater i couscous og blander det hele med masser af ramsløgpesto, kan jeg få selv John til at spise couscous, som han ellers ikke var meget for at indtage. “Det er noget skrækkeligt tørt noget, der ikke smager af en pind”, mente han, og en knastør og meget kedelig couscous har vi da også fået en enkelt gang et eller andet sted, men det har man lov til at ændre på … det sker ikke så sjældent, at menuen på en kødløs dag i det nielsenske hjem består af denne couscous-salat.

8. marts 2017

The world’s my oyster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

P1050975

Da vi var til Johns søsters fødselsdag for ikke så længe siden, var husets søn, som dermed er Johns nevø, selvfølgelig med. Han havde en østersskal med til mig, bare for at vise mig, hvor store østers han havde fundet. Jeg havde set et billede på FB, hvor han stod med et net fyldt med østers, som så temmelig velvoksne ud, men størrelsen fik mig alligevel til at spærre øjnene op, da jeg fik en i hånden.

Det øverste billede siger naturligvis ikke noget som helst, når der ikke er noget sammenligningsgrundlag – det hjælper en hel del med en limefrugt, en æske tændstikker (dog ikke en husholdningstændstikæske, men en almindelig lille en …), eller når jeg holder den i min hånd. Selve skallen vejer 435 gram, men jeg ved ikke, hvad den havde vejet med indmad.

P1050974P1050976

Jeg ved godt, at den bedste spisestørrelse for østers er væsentlig mindre end sådan en goliat her (normalt < 110 gram, og det må vel være med indhold). Det kan jeg sagtens forstå, hvis det handler om at sluge den hel og rå, som skik og brug er, hvad østers angår. At nedsvælge sådan en lidt blævret fætter i knytnævestørrelse er nok lidt af en udfordring selv for østerselskere. Jeg kan spise rå østers, men foretrækker, at de er blevet tilføjet et eller andet (spinat – ost – der er mange muligheder), der gør fornemmelsen lidt mindre snotklatagtig, og derefter lige har været en tur i en ovn.

P1050978

The world’s my (or your) oyster – mon ikke mange af os kender denne lidt specielle vending, som stammer fra Shakespeares De lystige koner i Windsor? Det betyder, at hele verden ligger åben for en; det gælder bare om at gribe de muligheder, der bliver tilbudt.

4. marts 2017

Man skal sørge for at være virkelig sulten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

Fjordkroen, som lokalt måske er mest kendt som Elnasminde, har altid været kendt viden om for den gode og meget, meget rigelige mad. John har boet i Faxe Ladeplads, så da vi havde lært hinanden at kende, inviterede han mig på middag på Fjordkroen. HolddaOP, for en portion, der blev serveret!
Vi var der to gange til inden for de næste par år, men så svigtede vi den, indtil vi flyttede ned den Den Stråtækte.
I mellemtiden havde den fået nye ejere, men portionernes størrelse er der ikke ændret på, og maden er stadig lige velsmagende.
Det er de hyggeligste lokaler, jeg har set, selv i krosammenhæng, og der er rent, rent, rent; med masser, masser, masser af grønne planter – der vel at mærke ikke er af plastic.

Fjordkroen 3 marts 2017Fjordkroen 3 marts 2017 (1)

Jeg tog en frederikshavnerrødspætte fyldt med alt godt fra havet, og John tog en wienerschnitzel. Det er traditionel mad, og det er det over hele menukortet, men det hele givet en lille drejning, så det alligevel ikke er helt traditionelt.
Det ses måske ikke tydeligt, men det er store tallerkener, og man får virkelig meget for pengene! Udover det på tallerkenen var der en lille skål pillekartofler til mig og en skål kartofler med skræl på til John, plus ekstra sovs til begge. Ikke sauce. SOVS, for der var rigeligt af den … Johns var almindelig brun, mens min var lys og helt tyk af rejer og asparges.
Vi tog en flaske chardonnay fra staten Washington, USA. John vil helst ikke have rødvin, og den passede fint til min fiskeret.

Fjordkroen 3 marts 2017 (2)

Til dessert tog vi crepes suzette, som man kun kunne få, hvis minimum to personer bestilte, men vi var enige om, at det ville vi prøve igen, for det er mange år siden, vi sidst har fået denne 80’er-dessert, som jeg engang var nærmest sjællandsmester i at lave. Jeg var derfor ret spændt på, hvordan den ville være.
Den var ikke, som jeg lavede den, men den var god alligevel, og igen med et lille twist, som gjorde den speciel uden at ødelægge rettens særpræg.
Da vi havde kæmpet os igennem alt det mad, spurgte vi tjeneren, om han ikke bare lige kunne sparke os i gang, hvis vi lagde os ud på fortovet, for vi kunne helt klart bedre trille end gå. Det syntes han dog ikke, han havde lyst til, så vi stablede os på benene og fik bugseret os selv hjem.

Jeg havde nævnt for John, om det måske havde været overflødigt at booke et bord på denne årstid – der kunne næppe være så mange gæster nu; det er jo mest et sommerudflugtsmål.
Troede vi. Der var helt fuldt! Som i alt optaget! Det er der hver eneste weekend, fik vi at vide da vi spurgte, og om en måneds tid er der fuldt næsten hver aften i ugen. Det glæder mig, at stedet går så godt, men det er i sandhed velfortjent. Anmeldelserne på Tripadvisor er da også i top.
Kommer I til Præstøfjorden og er sultne, så besøg Fjordkroen. Det er ikke den fine, franske michelinkandidatmad med myrer, grannåle og skum og hvad ved jeg, men det er godt.

6. februar 2017

Franske portioner?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: ,

Vi var til kombineret fejring af Ellas 4-års fødselsdag og fremvisning af næsten nyfødte lillesøster Ida.
Vi fik hilst på nogle personer, vi ikke ser ret tit mere, fordi de to børns mormor og morfar er skilt og nu lever hver deres nye liv. Det forhindrer dem dog heldigvis ikke í at være i stue sammen, og i går var det således det meste af familien på mormors og morfars side, der var samlet, inklusive oldemor og oldefar – og det var naturligvis rigtig hyggeligt.
Heidi og Nikolaj serverede en overdådighed af hjemmebag – to slags boller, banankage og en drøm af en lagkage.
Det tog kun 10-15 pust at få aflivet de fire lys. I den alder puster man opad i egne næsebor i stedet for at ramme lysene, men det lykkedes til sidst for den lille stump; helt uden hjælp fra far. Nånej, store stump … man er vel blevet fire år!

P1050788

Vi tre søstre er ikke ligefrem naboer, så vi var blevet enige om at finde et sted at spise aftensmad sammen, når fødselsdagen var vel overstået og benytte os af lejligheden til at få sludret lidt sammen.
Det blev Jonstrup Gl. Købmandsgård, som ingen af os kendte, men som tilsyneladende havde et par gode menuer at vælge imellem.

P1050790

Det var søreme godt, vi havde lagt en god bund, for de der franske portioner bliver da også mere og mere franske …

P1050792P1050793P1050795

Okay – ret skal være ret … den øverste lille ting var bare en lille ekstra servering (kyllingehjerter) som en gestus fra kokken.
De havde en 5-retters fiskemenu og en 5-retters kødmenu, men vi kunne vælge fra en til fem retter og mikse de to menuer efter forgodtbefindende, hvilket vi alle syntes var et glimrende koncept. Vi valgte tre retter, men ikke de samme tre. Herover ses kalvetatar (som to minutter efter forevigelsen blev overhældt med en delikat consommé, lavet på noget, jeg ikke lige husker … vi fik mange ‘sjove’ ting præsenteret i går. I midten røget marv (spændende!) og til højre alles hovedret: oksemørbrad. Kun Hans ønskede fisk (ørred) til hovedret.

P1050797P1050798P1050800

Desserterne vi tilsammen valgte, var hhv. hjemmelavet rygeost med parmesankiks, is af kondenseret mælk og tre slags ost.
De fleste af retterne var temmelig alternativt udtænkt, især hvad tilbehøret angik, men uden undtagelse meget lækre.
Portionerne var alle ret små i det, så vi kunne, på trods af kagebordet, såmænd godt have spist fem retter, men vi gik trods alt ikke sultne fra bordet ved at nøjes med tre. Overmætte var vi dog heller ikke.
Det var lige efter mit hoved; nemlig at få noget mad, som jeg aldrig nogensinde selv ville give mig i kast med.
Priserne var ganske rimelige, trods gourmetstilen, så alt i alt kan jeg godt anbefale Jonstrup Gl. Købmandsgård, hvis man skulle befinde sig i nærheden ved aftensmadstide.


Dagens ejendomsmæglerbemærkning:
“Det er et dejligt område. Her burde man lave sig et lille otium og så komme her tit”.
Hvad mon han tror otium betyder?

24. januar 2017

Er græskar i musestørrelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

P1050765

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

17. januar 2017

Hollandsk biksemad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: ,

Mine forældres naboer dyrkede kål. Hvidkål og rødkål. Vist også gulerødder, kartofler og porrer, men jeg husker især kålen. Nabokonen gjorde derfor meget i kålretter – det var selvfølgeligt for hende både pga. parrets levevej og fordi hun hævdede, at hun var efterkommer af hollænderne, der i 1521 blev hidkaldt af Christian d. 2. Om det virkelig kan passe, at hun kunne føre sin historie så langt tilbage, skal jeg ikke kunne sige, men hun var god til kålretter, og en af dem holdt min mor meget af at lave.

Den hedder hollandsk biksemad.
Jeg har lige googlet retten og blev temmelig forbavset over, i hvor mange varianter den findes.
Flere af dem med spaghetti i! Det har jeg aldrig hørt om – hvor er lige det hollandske henne? Kendte man spaghetti i 1500-tallets Holland? Det tror jeg ikke.
Jeg kan heller ikke forstå, at opskrifterne indeholder kartofler – dem kendte man i hvert fald ikke i 1521, for kartoflen kom først til Europa i 1537 og omtales ikke i Danmark før 1630.

Min (grund)opskrift ligner denne til forveksling, hvad råvarerne angår, men jeg lader retten stå og simre i mindst to timer i en stor stegegryde.
Derudover er den naturligvis piftet en smule op henover de 40 år, jeg har lavet den. Jeg kommer masser af hvidløg i, hvilket vel efterhånden ikke kan forbavse nogen. For hvidløgsforskrækkede vil ingen, et eller højst to fed nok være passende, men jeg bruger mindst fem. De skal presses i – ikke skæres i stykker.
Jeg kommer en pakke bacontern i sammen med farsen, når den brunes, og jeg tilsætter en smule knust, tørret chili, når alt er blandet sammen.
Vi holder meget af at give det et skvæt Worcestershire Sauce på tallerkenen. Det og chilien er bestemt heller ikke særlig hollandsk … jeg ved det godt …
imageDer står en stor portion og simrer lige nu. Det er mad til i aften og nem mad til i morgen, hvor vi kører til Sverige og har Søren med. Jeg er lidt spændt på, hvad han siger til den mad, for han er … hmmm, skal vi sige … en anelse konservativ med, hvad han putter i munden. Både hans mor og hans tidligere kone var slagterdøtre, og især i barndomshjemmet var salat kun noget man gav hønsene. Med andre ord var det yderst traditionel dansk bondemad, der blev serveret i det nielsenske hjem. Bondemad er jeg også opvokset med i mine første år, men da mine forældre blev lidt mindre fattige i løbet af 60’erne, blev min mor meget eksperimenterende med maden og syntes det var spændende at drage de nye, importerede varer med ind i madlavningen. Hun var heldigvis også god til det, og jeg bilder mig ind at have taget med i bagagen at have lyst til at ‘lege’ med maden.

Nå, men bondemad er dejligt, bare man ikke får det hver dag, og Søren må spise, hvad der kommer på bordet.
Det plejer han nu også, for som op til flere mænd, jeg kender eller kender til, er det kun fikse ideer, der er årsag til kræsenheden – hvis de ikke bliver spurgt og ikke har andet valg, bliver de små pus ofte positivt overraskede, når de opdager, at det ikke var så slemt som forventet – måske smagte det ligefrem godt!

1. januar 2017

Brændende og eksploderende mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags:

Mit Glorious Garlic er indviet, så at sige; jeg brugte ét fed i et fad med kartoffelbåde. Feddet delte jeg i fire, således at John og jeg fik hver to kvarte, bagte hvidløgsfed. Det havde en meget kraftig hvidløgssmag, hvilket kom lidt bag på mig, da jeg snarere havde forestillet mig så stort et hvidløg være en smule svag i koderne.
Vejes skulle det naturligvis – tilsammen vejede et normalt hvidløg og et enkelt, pillet fed 121 gram, der fordelte sig som det ses herunder.
Den 22. december skrev jeg, at “hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg”, hvilket viste sig at være en underdrivelse.

P1050606P1050600P1050601

P1050617I aftes skulle jeg lave dobbeltbagte kartofler; dvs. at man bager dem, piller indmaden ud, moser den groft, kommer lidt forskellige ting i, alt efter humør og smag, putter blandingen tilbage i skallerne og bager dem igen.
Den ene kartoffel havde selv klaret opgaven … ikke med at blande ting i, men at kravle ud og mose sig.
Så kan jeg bare lære at prikke et par huller i skrællen, hvilket jeg normalt også gør, men altså ikke lige i går.

Endelig skulle Østre Gasværk afprøves, så der blev lavet crème brûlée.
Det havde jeg ikke prøvet før, så der skulle googles.
Opskrifterne var temmelig forskellige, men jeg endte med at vælge dessert-og kageguruen Mette Blomsterbergs.
P1050616

Det skulle jeg ikke have gjort – jeg siger ikke, at hun ikke kan få dem til at blive rigtige, men jeg kunne ikke! På trods af, at jeg fulgte opskriften 100 %, med temperaturmålinger i stor stil med Johns dertil egnede ‘pistol’. De så okay nok ud i vandbadet i ovnen; de voksede sig store … men ikke stærke. Da de kølede af, svandt de ind til under halvdelen af ramekinhøjden, hvilket viste sig at give dem en meget underlig, forkert konsistens. Smagen var næsten helt i orden, men den konsistens var … ja, underlig … lidt for fast og lidt for meget hen mod en æggestand, hvilket er en dødssynd for crème brûlée.
Hvorfor hævede de ikke ens? De blev bagt i vandbad ved 150° varmluft, og der var præcis lige meget i hver ramekin.
Brændingen var dog upåklagelig og lige efter bogen, så min julegave bestod prøven.
Det var således kun mig, der ikke bestod … er der nogen af jer, der har en god og ufejlbarlig opskrift på crème brûlée?
Mette Blomsterberg er fyret for mit vedkommende.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

13. december 2016

Store forventninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:38
Tags: , ,

imageBison-flanksteaken var glimrende. Som i rigtig god, faktisk. Jeg lagde den i en rødvinsmarinade i 5-6 timer og stegte den derefter på panden i så tilpas lang tid, at den stadig var ganske lidt rosa. Derefter blev den skåret ud, som man skærer en røget laks ud: på skrå og i meget tynde skiver.
Forventningerne var høje, men de blev indfriet. Kødet var yderst velsmagende, selv om det ikke var det møreste, men det forventer jeg ikke af den udskæring, så ingen skuffelser fra vores side.
Søren kom en tur i eftermiddags, fordi han skulle låne Johns skruetvinge, og han kunne ikke stå for fristelsen til at smage bisonkød, så han blev og spiste med. Han havde helt tilfældigt en koldrøget lakseside i bilen, som kom til at udgøre forretten (laksen, ikke bilen …), så alt i alt blev det til et luksusmåltid på en ganske almindelig tirsdag. Vi har besluttet at købe noget mere bisonkød i den kommende weekend, som er den sidste, hvor de har åbent for salg, for jeg er nødt til også at investere i en tyndstegsfilet eller en mørbrad eller lignende, der kan få ens bankrådgiver til at få nervøse trækninger.

Store forventninger har jeg også til forårets komme … John og jeg har i et par dage talt om at lave en lidt bedre/pænere/mere optimal/permanent overdækning af terrassen end den pavillon, vi har haft indtil nu. Taget blev flået i stykker af vinden inden det blev rigtigt efterår, hvilket det også blev sidste år. Et nyt tag om året er for dyrt i drift, så vi har talt om, hvad vi kunne gøre i stedet.
P1050428De to brødre gik i gang med at brainstorme. De er begge gode med deres hænder og har ikke spor svært ved at forestille sig den slags projekter, så ideerne var hurtigt nærmest frit svævende i luften, lige til at gribe, når man indimellem kom forbi.
Det viste er Sørens forslag, som vi endte med at beslutte. Tegningen behøver ikke at kunne forstås … jeg skulle i hvert fald have den forklaret. John havde i går fået den ide at lave noget, der passede i stilen til vores bindingsværk, altså sortmalede brædder med hvide felter indeni.
De to mænds ideer lod sig vist kombinere, så nu er der en bindingsværksoverdækket terrasse på vej. Eller noget … med ‘pølsevognsvarmerør’ og lamper over havebordet og det hele. Plus selvfølgelig skjult tagrende, så vi kan få sat gang i regnvandsopsamlingen igen – jeg har nemlig lige fået årsopgørelsen for vores vandforbrug, om hvilket der kun kan siges én ting: Det var for stort. Al den havevanding har kostet dyrt, så kan vi gøre noget her, ville det være perfekt, og det lader til, at de to mænd i fællesskab er kommet frem til en rigtig god løsning.
Mit bidrag vil være god og husmoderlig servicering hvad det kulinariske angår, mens projektet står på. Da jeg sagde det, mente Søren, at hvis de anstrenger sig for at arbejde tilstrækkeligt langsomt, kan de nok få det strakt til at vare en uges tid.
Mine forventninger er tårnhøje.

11. december 2016

Knald i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:40
Tags: ,

Jeg sad fredeligt og syede på en jordemodertaske, da der lød et lille smæld fra køkkenet.
Nåda, tænkte jeg, der gik vist en mus i fælden.
Lidt efter lød der et lidt højere smæld – nærmere et knald. Et højt knald, for systuen er det rum i huset, der ligger længst væk fra køkkenet.
Hmmm. Der går da ikke mus i begge fælder med et minuts mellemrum? Jeg må lige se, hvad der foregår …
Da jeg nåede til entreen, som ligger lige ved siden af køkkenet, gik røgalarmen i gang lige over mit hoved, så jeg hoppede det sidste stykke, men da havde jeg allerede selv lugtet det.
imageFY for satan, hvor det stank.
Pardon my French, men der blev virkelig bandet igennem.
Jeg havde gjort det, jeg indtil i går kun havde hørt om, at (meget distræte) folk kunne gøre: Sat en gryde med æg over og derefter glemt alt om den.
Knaldene var æggene, der eksploderede.
Det var også bare fordi jeg var så grebet af den jordemodertaske …
10 sortgrønne, underligt udseende, for de flestes vedkommende temmelig udsplattede, æg i en gryde, der var kulsort i bunden, og som udsendte en grå røg og en stank, som var helt ubeskrivelig rædsom.
Jeg skulle bruge 10 hårdkogte æg, hvorfor jeg ikke brugte æggekogeren, som kun kan tage syv. Jeg har nok haft inde i hovedet, at jeg normalt ikke behøver at tænke over noget, når jeg koger æg, for maskinen brummer særdeles hørligt, når den er færdig.
Puha – jeg åbnede to yderdøre, så der kunne komme et ordentligt gennemtræk, og så ringede jeg til John, som var ude og køre: “Gider du købe en bakke med mindst 10 æg på vejen hjem?”
Da han kom hjem et par timer senere, havde jeg kun lige lukket dørene, selv om der stadig lugtede lidt, men det var ved at blive lidt for koldt.
”Føj for pokker – hvad er det her lugter af?”
”Her lugter af grunden til, at du skulle købe æg …”
Han fik historien, men havde ikke andre kommentarer end: “Så kan jeg bedre forstå jeg skulle købe æg – du købte jo 12 i går.”
Og så vaskede han ellers bare gryden ren – han er nu flink.
Vi tændte op i brændeovnen og luftede lidt mere ud. Vi kunne lugte det hele dagen i går, men vi kunne heldigvis ikke lugte noget, da vi stod op i morges.

JordemodertaskeP1050387P1050386

Jordemodertasken er særdeles rummelig og dermed god til at transportere mindre strikkeprojekter i. Jeg er ikke vild med stoffet, men det fulgte med kittet, så hvis jeg ville have rammen, der klapper tasken sammen, samt målene til at klippe og sy efter, så var det sådan det var – “Jamen de unge elsker dette stof!” Meget muligt, men nu er tasken altså til mig selv … det nøjedes jeg dog med at tænke.
Nå. Det vælger jeg at kalde prototypen. Nu ved jeg hvordan jeg gør og hvad jeg skal rette til næste gang.
Jeg skal have fat i en ramme til, for jeg skal have lavet en taske af noget andet og mere diskret stof og med et pænere for – det her er alt for hidsigt – men jeg er ret vild med den klap op og klap i-fidus.

10. december 2016

En ræv i øjet og bisonkød i maven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

Jeg havde nær fået morgenteen galt i halsen den dag, jeg læste en anmeldelse af James Forresters Bedragets Rødder: “En glimrende underholder med en ræv i øjet, mens man endnu en gang får at vide, hvorledes fortiden kunne være så ganske grusom, at man for en stund glemmer både solskin herhjemme og terror ude i den store verden. Den synes så langt væk, mens man læser denne superthriller.”
 What??? En ræv i øjet??? Det må godt nok gøre ondt på den stakkels forfatter.
Mange af os kender udtrykket at have en ræv bag øret, som betyder at være snu eller underfundig, men det er første og forhåbentlig også sidste gang, jeg ser, at ræven formodes at sidde lige i øjet.
I øvrigt er det en lidt underligt konstrueret sætning, men det er en anden snak.
En anden anmelder skrev: “Og så er der et eller andet over at sidde i sommervarmen og læse noget, der forgå [sic] om vinteren med blæst, sne og isglatte tage – altså den slag [sic] tage, som en rigtig helt skal forcere med brutale soldater i hælene.”
Han var også lidt af et vrøvlehoved. Nogle af amatøranmelderne er ved at falde over deres egne ben for at kunne blære sig med et så blomstrende sprog som muligt, ofte bare resulterende i, at det bliver mere eller mindre grinagtigt.

Så har bisonokser alle fire ben ganske anderledes solidt plantet på jorden. I hvert fald til den dag de bliver slagtet …
Vi har købt bisonkød i dag – farmen ligger næsten lige om hjørnet, og nu skulle det være. Kødet skulle være i en klasse helt for sig selv, og vi er begge ret spændte på, om alle de lovprisende ord om bisonkød kan holde.
Dimagee tørre tal viser, at kødet tilsyneladende er en smule sundere, sammenlignet med det meste andet kød, vi spiser.
Far og søn stod og solgte bisonkød til de mange købere. Vi stod ikke i kø, men der var hele tiden kunder i butikken, som var en carport, der i dagens anledning var forfremmet til butikslokale og showroom … de to bisonfarmere gav gerne tips og gode råd til tilberedningen af de forskellige udskæringer.
Jeg købte en grydesteg, to pakker spareribs, en pakke fars, et stykke lårtunge, en flanksteak og en spegepølse. Sidstnævnte var med 100 % bisonkød, og den havde en ret intens og fyldig, men en noget anderledes smag, end vi kender fra almindeligt oksekød, hvilket tegner lovende for alt det kød, jeg investerede i. Der røg også lidt med til mine søstre, som var med på ideen, og som jeg jo ser i morgen. Lårtungen har jeg tænkt mig skal være hovedretten nytårsaften, men flanksteaken kommer på bordet allerede i næste uge – vi kan ikke vente til nytår med at smage.

1. december 2016

Melorme i jordnøddesmør – uhmmm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Vi skal til at spise larver. Det taler man meget om for tiden. Det smager sikkert ganske udmærket med sådan en stor, fed, ristet larve, men jeg er sikker på, at hvis jeg skal spise sådan en fyr, skal man ikke inden indtagelsen fortælle mig, hvad det er. Hvis jeg ved det, er kvalmen stensikker bare ved tanken. Jeg kender en, der har spist ristede græshopper – hun siger de smagte glimrende!
Vi er startet på den nye trend og har nu købt melorme i jordnøddesmør.
Til vores fugle. Jeg tror John og jeg venter lidt endnu …
Men fuglene er vilde med den slags, også selv om de kan se, det er orme. Måske især fordi de kan se det er melorme …?

Jeg så i et katalog, som lå i magasinet Natur og Miljø, og opdagede fik bekræftet, at man kan bruge formuer på at tiltrække og fodre havens fugle.
Nogle af tingene var nok lidt noget pjat, men jeg faldt for dette lille hus – med skifertag!

P1050288P1050290

Det lille hus er skræddersyet til et glas med jordnøddesmør med indlagte melorme. Eller indlagte insekter eller hi-energy foder eller nøddestykker eller original – hvad det så er for noget, men formentlig bare smør uden noget i. Vi gik hele vejen og købte to huse og 10 glas med melorme. Ved køb af 10 glas faldt prisen pr. glas nemlig fra 20 til 12 kroner.
Man kunne købe forskelligt målrettet foder, så at sige, som fx en gourmetblanding til rødkælken, men lur mig, om ikke de andre fugle er lidt ligeglade – jeg tror de spiser hvad der kommer på bordet.
Det vi allerhelst ville have, var noget foder, om hvilket der hævdes, at skov- og gråspurve ikke vil røre med en ildtang, men det stod der pudsigt nok ikke noget om.
Det ene hus og nogle af glassene skal til England som en ekstra julegave til The Malt House (= til dem alle fire). Det er bare om at køre på, så længe ungerne er så interesserede i fuglelivet omkring dem. De har i øvrigt fået smittet forældrene … Charlotte har aldrig været det mindste interesseret i fugle, men det er hun blevet nu og synes det er sjovt og hyggeligt at fodre og se hvad der dukker op af fugle. Hun har faktisk lært en del navne – hende min datter, der ikke kunne kende en gråspurv fra en rødkælk og tegnede en fugl på en træstamme, da hun skulle illustrere en rødspætte i Tegn & Gæt!

29. november 2016

Det måtte jo komme …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: ,

Du skal spise mange kartofler. Du må ikke spise kartofler. Æg er sundt – tag en æggekur. Du må ikke spise æg; det indeholder farligt kolesterol. Spis masser af pasta. Spis endelig ikke pasta – det er kun for cykelryttere. Pas på mættede fedtsyrer – de slår dig ihjel! Nyhed: LCHF (Low Carb High Fat)– spis masser af fedt – også det mættede.
Hvad der er livsfarligt det ene år, er livsnødvendigt det næste, og sådan har det været så længe jeg kan huske tilbage. Det eneste jeg kan mindes har været sagt lige siden min barndom er, at det ikke er godt at spise for meget sukker.
Som børn fik vi kun slik og sodavand til fødselsdage og højtider. Og når vi var syge. Dvs. så fik vi ikke slik og sodavand, men ‘spændende’ frugt og sodavand. Vindruer og appelsiner var ikke hverdagskost dengang.
Jeg skal være den sidste til at lovprise de gode, gamle dage, men jeg tror ikke, det er fedtet i leverpostejmaden, der har været det væsentligste bidrag til den omfattende overvægt, der er ved at udgøre et samfundsproblem i den vestlige verden. Det er nok mere sukkeret.
For efterhånden mange år siden udtrykte en bekendt sin bekymring for sin 15-årige søns tiltagende fedme og mange bumser, hvortil jeg kommenterede, at det da ikke er så underligt, fordi han indtager mellem to og fire liter cola hver aften, når han sidder ved computeren og spiller!

image

Selv stenalderkostguruen himself – Thomas Rode i egen høje person – går ind for, at man spiser fedt. Riiigeligt fedt. Men okay – jeg tror ikke stenalderfolket hysterisk skar fedtet fra, så det har han måske i virkeligheden sagt hele tiden? Jeg har ikke fulgt så nøje med … er ikke vild med guruer af nogen art.

Jeg VIDSTE det kom en dag

Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig hører efter, når det gælder hvad der nu lige er oppe i tiden mht. slankekure. Jeg har aldrig flintret fra den ene kur til den næste, om hvilket onde tunger vil hævde, at det kan de så sandelig også se på mig! Jeg er bestemt ikke undervægtig, men mit vellevned har jeg meget svært ved at undvære – mit glas vin om aftenen, fx … uh, det smager mig så godt.
Allerede da jeg var laborantelev lærte jeg, at “så længe der er sukker, forbrænder musklerne ikke noget fedt” – sådan kort sagt – så LCHF er nok ikke helt så tosset endda.
Heller ikke Aksel og Conrad, med Pricerne som deres værdige arvtagere, (riiiigeligt med smør!) var så forkert på den, som man har troet på og grinet ad.
Motion er også kraftigt overvurderet. Ikke at motion er usundt, for det er det absolut ikke – vi skal alle motionere og røre os, men det der med fitnesscentre kan være det samme, hvis man går der i håbet om at tabe sig. Man kan bruge romaskinen eller løbebåndet i en halv time og komme tæt på noget, der ligner et hjerteanfald af bare udmattelse, men man har ikke forbrændt mere end hvad der svarer til den lille chokolade, der ligger i den julekalender, vi glæder os til at tage hul på i overmorgen.
Så smid fedtforskrækkelsen væk og undgå sukker i stedet for. Det har jeg sagt i 40 år. Lidt sjovt, ikke?

25. november 2016

En kvædeføljeton …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

KvædesaftEr I ved at være trætte af at høre mig ævle om kvæder i én uendelighed? Forståeligt nok, men det er sandsynligvis ved at synge på sidste vers, dog mangler jeg stadig at lave Fru Zauppers kvædemarmelade med ingefær. Den har jeg tænkt mig at kombinere med Lone Landmands kvædemarmelade med æbler. Så er det vist også kvæder nok for i år … når den marmelade er lavet (og det har jeg vist glas nok til), er alle kvæderne brugt.
Brugt til (inklusive Pias kvæder): Provencalsk kvædemarmelade, kvædemarmelade med citrus, godt 2½ liter kvædesaft efter at have taget næsten en liter fra til kvædesirup. To kvæder er tørret til fremtidig kvædete, der er sat kvædesnaps over, der er lavet kvædebrød i dag, og i morgen skal jeg lave omtalte marmelade med æbler og ingefær. Vi bliver kvalt i kvæder det næste års tid … håber virkelig, at Charlotte med familie vil aftage noget af det. Snapsen skal trække mellem to og tolv måneder – med sådan en besked er man jo nødt til at smage på den en gang om måneden fra om to måneder …

Jeg er også blevet en smule klogere siden i går. Den sirup, jeg kogte ind til halvdelen, og som jeg derfor troede var kogt for lidt ind ifølge det jeg senere læste, er helt perfekt. Den sirup, jeg i dag kogte ind til den tredjedel, der stod den skulle, kunne jeg næsten ikke få op af gryden og ned i flasken – det er mere stift end gele, så meget, at jeg tror der skal en lille stiksav til a la dem, man bruger til at lave træpuslespil af. Så kan jeg skære ‘siruppen’ i skiver nede i flasken og fiske de enkelte stykker op med krog og line! Konklusion: At koge den ind til halvdelen fungerer fint. Det er muligvis fordi jeg kogte saften af hele Kvædebrødkvæden, så alt pektinet kom med … måske skal man koge sirup af kvæder uden kernehus, men det er for sent at afprøve den teori i år.
Kvædebrødet er kun lige blevet koldt, men det er allerede totalt stift og vingummiagtigt – det skal nok blive helt efter forskrifterne, som siger, at det skal tørre mellem tre dage og en uge. Farven ser også rigtig ud – er endog blevet mere rødt end mange af billederne viser (der er ikke manipuleret med den røde farve, men blitzen overbelyste bagepapiret); det bliver lidt spændende, om det smager så godt, at jeg kan tage det med til England som jule-/ostekonfekt, eller vi lige så stille efterlader det herhjemme og forsøger os med at prakke det på kommende ostespisende gæster. Jeg har aldrig smagt det, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente.
Og ikke et ord om at kvæde en halvkvædet vise …

Næste side »

Blog på WordPress.com.