Punta del Este – et ultrakort besøg

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Det ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

Reklamer

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

Mad til 4200 personer i 14 dage …

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.

Lakse- og lagencirkus

Det er fjerde gang jeg gør det, og de tre seneste har jeg spurgt mig selv hvorfor jeg gør det, for jeg kan ikke lide det. Som i overhovedet ikke.
Alligevel kender jeg svaret: Jeg gør det, fordi Johns hjemmerøgede lakseørredsider bare er noget af det bedste til en gæstefrokost – især når den bliver serveret med med Christina Ovesens porrecreme.
Men for sulan, hvor kan jeg ikke fordrage at filetere fiskene.
Det er næstsidste lørdag, Sortsø Røgeri har udsalg af lakseørreder nede på havnen. Næste år må jeg huske at finde ud af, i hvilken weekend de starter på det, for alle de store fisk er væk, og i dag kunne jeg kun vælge mellem fisk mellem et og to kilo og mellem to og tre kilo. Det var såmænd også okay; jeg ville dog godt have haft i hvert fald en enkelt, der var meget større, men nu tog jeg fire af de størst mulige.
Selv om jeg fik en supergod fileteringskniv af John, bliver jeg aldrig god til det. Når man ser de professionelle filetere fisk, siger det zzzzt og det tager to nanosekunder.
Sådan er det på ingen måde, når jeg gør det, men med fire fisk om året kan man næppe forvente at udvikle et professionelt håndelag. Desværre.
Gjort blev det ikke desto mindre, så nu har jeg otte store fileter plus tre pakker hakket laks i fryseren.
Det var årets laksecirkus i Ellens køkken.

Dette her var et helt andet cirkus. I morges satte jeg sengetøj over til vask og tørring. Jeg havde helt glemt, hvor meget sengetøj jeg havde lagt oppe i Sverige (hvorfor det nu viser sig dumt, at jeg købte fire nye lagener, da vi skulle til Vesterhavet med englænderne), fordi når vi selv skulle have skiftet, tog jeg det bare med hjem og tog det med retur i vasket tilstand.
Ekstrasættene havde jeg liggende i tilfælde af, at gæster skulle have glemt selv at medbringe sengetøj.
Det havde ligget så længe, at det lugtede en smule hengemt, så jeg lagde det i vaskemaskinen i morges og satte den til at tørre, for vejret er ikke til udendørs tørring for tiden, og jeg ville have den store bunke vasketøj af vejen hurtigst muligt.
Jeg bruger stort set aldrig den indbyggede tørretumbler, og nu er det helt sikkert helt slut. Den er elendig! Når man tager sengetøj ind fra en tørresnor, er det fint glat og kan lægges direkte enten på sengen eller i skabet.
Det kunne jeg ikke i dag, så jeg var nødt til at stryge det – folk kan jo blive væk i de utallige og kæmpestore folder i lagenerne!
Der blev brugt mere vand til strygningen, end der ville have fordampet fra vasketøjet, hvis jeg havde tørret det på stativ inden døre, hvilket John af samme grund ikke kan lide, at jeg gør.
Jeg viste ham disse lagener, og da jeg fortalte ham, at han fremover kan få lov til at stryge dem, hvis han insisterer på, at jeg ikke må tørre dem på stativ, kapitulerede han. Han kunne godt forstå, at jeg var knotten.
De to af lagenerne var faconlagener og dermed næsten umulige at stryge. Det her lagencirkus deltager jeg ikke frivilligt i igen!

Svanerne fryser

Det blæser en halv pelikan i dag (ved I, hvorfor man siger sådan? Svaret fås her), og svanerne ligger med hovedet under armen eller med hovedet under vandoverfladen så meget som det kan lade sig gøre uden de drukner. Det må være koldt om næbbet, uanset om det befinder sig over eller under vandoverfladen.
Solen kommer og går; det ene øjeblik styrter det ned, det næste skinner solen. Jeg har været ude for at plukke en spand æbler fra bagboens træ, inden det bliver for sent. De har de skønneste æbler, og de har en million af dem. Mindst. Og når jeg nu har fået lov til at tage af dem, er det bare med at benytte sig af tilbuddet. Jeg gik i solskin, men inden jeg var nået de 50 meter op til æbletræet, stod det ned i tove, så jeg blev ret våd. Det overlever jeg dog nok …
I aftes lavede jeg den skønneste, gammeldags æbleflæsk. Det er bare SÅ lækkert, og dermed blev der plads til en ny forsyning æbler i den muse- og rottesikrede opbevaringskasse, John lavede til mig, så afsted med mig.

Der bliver syet og strikket julegaver. Som ikke er rigtige julegaver, men ting, jeg tager med til julefrokosten med mine søskende og deres børn.
Jeg har toiletpunge med, og jeg har huer, halstørklæder, sokker, hjemmesko og pandebånd med. Noget gider de godt have, men ikke det hele. De strikkede ting, de ikke vil have, ryger ned i Røde Kors-butikken, hvor de forhåbentlig kan blive afsat.

Der bliver også lavet lidt til mig selv. Herover en brødkurv, lavet af en slags pølser af stof med fyld i – inspireret af Made by Lil. Jeg så en ovre hos hende og faldt med det samme for den, og så er det jo altid rart at kunne lave noget nyt – eller i hvert fald lave noget velkendt efter en ny metode, så der kan komme lidt variation i produkterne.
Jeg lavede først kurven til højre, hvor jeg lige ville bruge nogle haloweenstoffer op, men den blev alt for stor; især alt for høj, og det selv om jeg oven i købet lavede den tre lag lavere end opskriften sagde … men nu havde jeg syet pølserne, og så valgte jeg at anvende dem alle. Det er dog nærmest blevet til en balje i stedet for en kurv, så nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med den. Hvis den skal bruges som brødkurv, så skal man være mere end 10 personer, hvis ikke brødet bare skal skjule sig nede på bunden af kurven.
Så blev den røde lidt bedre, selv om jeg regnede forkert, så bunden fik for lille en diameter. Overlappet skulle absolut ikke have været så stort, men sådan blev det.
Første gang er altid et pilotprojekt. Hvad kalder man det så, når heller ikke andet forsøg går helt efter planen?
Jeg har også lavet en lille toiletpung efter konceptet, men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om den. Den har en underlig og ikke specielt elegant lukning. Muligvis kan jeg forbedre den del af det – det vil pynte en del på udseendet.

Og hvordan var så maden i Grønland?

Maden var en positiv overraskelse.
Vi havde købt hele udflugtspakken og hele ‘madpakken’, for efter en googling om det kulinariske liv i Kangerlussuaq, var vi klar over, at der hverken var en Chinatown eller et Little Italy i den by. Hvilket så ikke kom helt bag på os … den tilsyneladende eneste restaurant, der var kendt for at lave rigtig god mad, var Roklubben, og eftersom det var der, man skulle spise, når man tog ‘madpakken’ med, var valget lige som ikke specielt vanskeligt.
Morgenmaden var med i rejsens pris og til alle fire frokoster kunne vi hente, hvad de kaldte sandwiches, men hvad jeg mere syntes lignede landgangsbrød, i vandrehjemmets køkkens køleskab. De var delikat veltillavede og ditto smagende, men temmelig vanskeligt tilgængelige – det lod sig dog gøre med en tallerken, kniv og gaffel. Værre var det, da vi skulle indtage dem håndholdt udendørs på et stop på vej ind til indlandsisen om søndagen. Det gik, trods en del vanskeligheder for de fleste, så nogenlunde … der blev bare efterladt en masse mad til polarrævene og ravnene, men det gjorde intet. Faktisk blev vi af guiden direkte bedt om at lade være med at tage rester med tilbage, men endelig smide dem, hvor vi stod – der var nemlig mange, der kunne få glæde af det. Vi tog derfor kun indpakningen med tilbage.

Aftensmaden bestod af dagens ret, hvilket skulle tages bogstaveligt, for der var kun én ret til os, undtagen én aften ud af de fire. Til gengæld var den ene ret virkelig god – hver dag. Først lam på dag 1, så en oksesteak (KÆMPEstor, men på alle måder perfekt!) på dag 2, stegt hellefisk dag 3, og om søndagen, den sidste aften, en stor, grønlandsk buffet med alt til faget hørende. Vil jeg tro … jeg er jo ikke ligefrem ekspert på området.
På øverste billede ses mattak, som er hud fra hvidhvalen. Der var ikke så meget, sikkert fordi folk erfaringsmæssigt ikke ligefrem hamstrer af denne specialitet. Det var sejt at tygge i, men jeg syntes til min overraskelse ganske godt om det; måske fordi det havde ligget og marineret i et eller andet.

Der var moskusokse i to varianter; den ene røget. Der var suppe, rensdyrtatar, stegt hval, hellefisk, snow crab (uhmmm), laks, rejer, en pastasalat, kartoffelsalat, en slags kartoffelmos (“knust kartoffel”), lammekoteletter og rensdyrpølser. Plus et par ting mere, jeg ikke lige husker nu, men jeg husker glimrende, hvor überlækkert det hele var.

Og ikke kun var det lækkert, det var også meget professionelt og delikat arrangeret på fadene, så alt i alt var både jeg og samtlige andre gæster glade. Jeg spiste naturligvis alt for meget, hvilket ikke er nogen nyhed, når der bliver serveret så dejlig mad for mig.
Det var som sagt søndag aften, så der var flere gæster fra byen, som kom og nød Roklubbens berømte buffet – restauranten var helt fuld – meget godt gået i en by med bare 510 fastboende sjæle en aften midt i november.

Og hvad får du så tiden til at gå med?

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Det gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Og hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

Den ultimative skaldyrsbuffet

Vi har oplevet så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde, men nu kommer fredagsoplevelsen først.
Det var den store og efterhånden nærmest legendariske skaldyrsbuffet på restaurant Arken i Køge Marina. Man er nødt til at bestille bord flere måneder i forvejen, og vi hørte da også mange, som blev afvist. Restauranten, som kan rumme temmelig mange mennesker i de fire rum, var propfuld.
De har buffeten torsdag og fredag aften i juli, august og september, og der er altid 100 % booket op.
Vi skulle mødes der med Hanne og Steen, og vi var alle fire spændte på, hvad vi gik ind til. Måske især John, som normalt ikke kan slæbes med ind på en fiskerestaurant og ikke engang kunne overtales til det i Bretagne.

Det var f.u.l.d.stændig fantastisk. Intet mindre. Vi var forbløffede, overraskede, imponerede, glade, benovede …
64 forskellige ting var der – plus salatbuffeten. 64 ting, og vi kunne næsten nå igennem dem alle, fordi mange af dem var anrettet i bittesmå, men yderst delikate, portioner.
Langs den ene væg stod der kokke og stegte rejer og kammuslinger efterhånden som vi kom og fik dem på tallerkenerne.
I hjørnet stod hummertårnet; der var ½ hummer til alle, der ville have en sådan, og nedenunder lå der taskekrabber, jomfruhummere og andre lækkerier.

Der var østers, forskellige slags clams; der var kammuslinger tilberedt på flere forskellige måder, og der var blå-, kniv- og andre muslinger.
Blæksprutter, tun, havkat og rødfisk. Torsk, laks, sværdfisk og haj.
Der var også kæmpeskåle med hundredvis af halve citroner, som var pakket ind i tyl, som var bundet med en snor. Alene det er et stort arbejde. Der var også hundredvis af våde, kolde, hvide vaskeklude, fint rullet sammen og lagt så fint og pynteligt i en meget stor skål.
Der var kælet for alle detaljer, både de kulinariske og de mere praktiske.

Det var i det hele taget suverænt alt sammen. Vi blev naturligvis mætte, men som det altid er med fisk, bliver man mæt på den gode måde og uden den overfyldte fornemmelse, man kan få efter en stor middag med kød. Ikke at vi ikke bryder os om det … det er bare noget andet.

Og nu til noget lidt pudsigt: Vi blev inviteret op til Sus og Jan hele weekenden, men kom først derop i går, lørdag, fordi vi længe havde haft denne aftale fredag aften – der skal jo bookes i god tid.
Torsdag aften var Sus og Jan til skaldyrsbuffet på Arken i Køge Marina. De bor i København og har sommerhus på Sjællands nordkyst, så vi havde ikke lige forestillet os, at de skulle kunne findes i Køge dagen før os, men som sagt: det er en hamrende god buffet, som er kendt viden om.

Køkken- og naboskab

Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Jeg vil gerne bede om lidt nabohjælp.
Jeg røg op af stolen og sagde: Naturligvis! Hvad kan jeg gøre for dig?
Du kan hjælpe os af med denne spand blommer. Vi er ved at drukne i dem, og vi frygter en snarlig hvepseinvasion.
Det var så sandelig en hjælp, der var nem at yde, eftersom jeg ikke engang skulle plukke dem selv, bare finde en egnet beholder at komme dem over i.
Det blev til henkogte blommer og nogle glas blomme-abrikosmarmelade, som stadig er husets og visse englænderes yndlingsmarmelade. Det var meget heldigt, for i år har vi sølle 23 blommer, hvor det sidste år var os, der leverede til hele vejen.

Jeg er i det hele taget omgivet af flinke mennesker. I tirsdags var der en af Røde Kors-nørklerne, der kom til at nævne, at hendes store valnøddetræ nærmest var ved at knække under vægten af de mange nødder. Hun var helt bange for at få en gren i hovedet, for det var under dette træ, der var rarest at sidde her i sommerheden.
Jeg spurgte, om ikke jeg skulle hjælpe hende af med den værste frygt … om der mon var så mange, at jeg kunne få et par kilo valnødder?
Det var der i høj grad; hun sagde, at jeg bare kunne komme an og tage så mange, jeg ville, så onsdag formiddag besøgte jeg hende – en særdeles frisk enke på 87 år, som selv passer både hus og have! Naboen klipper dog hækken, men ellers … godt gået, synes jeg.
Men altså – jeg plukkede både nødder og blade. Ikke så meget af sidstnævnte, men jeg ville også gerne have de lidt lysere nuancer, som bladene giver.
Efter en del anstrengende hakkeri (skallen var blevet lige en anelse for hård, men det siges at være nu, valnødderne farver bedst), kunne jeg sætte suppen over og begynde farveprocessen.

De mange forskellige nuancer skyldes forskellige garner som udgangspunkt: Lam natur (350 m), lam natur (650 m), lam (beige), lam (lysegråt), merino. De hænger ikke i nævnte rækkefølge.
Bladresultatet er de tre fed til venstre i nederste række, plus det lyseste af de hele nøgler. Det gode ved valnødder er, at garnet ikke skal bejdses først, så jeg slap for at vinde det meget tynde garn (1000 m/100 g) op på fed, men kunne bare plumpe dem i badet. Det samme gjorde jeg nu også for tagrørenes vedkommende med et acceptabelt resultat.
Det grønne og det mørkt petroleumsfarvede fed er fejlslagne indigofarvninger, som jeg ville prøve at redde på denne måde.
Hvorfor en blå bliver til en skarp grøn i et brunt bad, skal jeg ikke kunne sige – det er bare endnu et af plantefavningens mysterier. Den anden blå blev mørk grågrønblå, hvilket jeg havde forventet, at de begge blev, men som tidligere nævnt er plantefarvning ikke en eksakt videnskab.

Et varmt emne for tiden

Mange skriver om overfloden i drivhusene netop nu, men det er jo også nu, den er der … overfloden. Min egen jungle giver i hvert fald så rigeligt med mad, også da vi var flere på kost end nu. (Aubreys udbrud, da han så mit drivhus: Wow – that’s my kind of a greenhouse! Det var frodigheden, han blev begejstret over, for han er hverken vild med tomater, agurker eller chili, men vindruerne kunne glimrende spises, selv om de endnu ikke var helt modne …
Anna kunne til gengæld næsten spise mig ud af huset i agurker – hun ‘opdagede’ agurkesalat og præsterede den første aften de var her, med oste-grillpøser på menuen, at spise det halve af portionen jeg havde lavet af to agurker. Det barn viste sig at kunne spise agurkesalat til alt, undtagen morgenmad og koldskål.
Der var selvsagt altid hjemmelavet agurkesalat, mens englænderne var her.

I aftes lavede jeg agurkesuppe, og den blev god! Jeg blandede flere opskrifter sammen og fik dermed det bedste resultat, er jeg sikker på. Jeg linker ikke, for der findes så mange forskellige forslag, der alligevel ligner hinanden mere eller mindre. Men jeg kom 1½ (skrællet og udkernet) agurk, en avokado, 4 dl grønsagsbouillon, 1½ dl skyr, 1½ dl creme fraiche og lidt salt i blenderen.
Pynten/fyldet var et par tomater, ½ agurk, forårsløg og ½ rødløg i tern, rejer, basilikum og en anelse chili. Jeg var spændt på, om John kunne lide det, for det er ikke, hvad man normalt forstår ved mandemad, men han elskede den! Kold suppe er aldeles perfekt til et vejr som dette, og det skal vi helt sikkert have igen om en uges tid … vi er nemlig efterhånden ved at være en anelse trætte af tzatziki.

Tomatmodningshastigheden overstiger også, hvad vi kan nå at følge med til, så i dag henkogte jeg seks glas.
Fyld tomater, skåret over (eller i flere stykker, afhængigt af størrelsen) og fyld glasset halvt op. Kom 1 fed hvidløg, lidt basilikum, rosmarin, timian og salvie i glasset og fyld op med tomater. Pres dem godt sammen og fyld op igen.
Denne portion er af to kilo tomater.
Kom ½-1 tsk æblecidereddike og et nip salt i hvert glas. Fyld op med olivenolie til ca. 2 cm under kanten. Der går ikke ret meget til, hvis du har presset tomaterne godt sammen.
Luk glassene helt (hvis det er glas som disse med gummiring, ellers kun halvt) og sæt dem i vandbad i en kold ovn.
Sæt ovnen på 120° og lad dem stå ved den temperatur i 1½ time. Lad afkøle i ovnen.
Det er godt til vinterens simremad eller pastasaucer. Som i virkelig, virkelig godt!
Jeg lavede fx kalkunlår i en stegeso, kom et glas henkogte tomater og lidt andre grønsager i og lod lårene blive møre ved lav temperatur.
Det var lige til tre michelinstjerner, så godt smagte det.

Det er bare typisk

Min familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Det ville de gerne, og især var vi glade for, at der stillede nogle friske unge mennesker op, der endnu ikke havde fået den følelse af, at høje stiger kontinuerligt og parallelt stiger i farlighed med alderen.
Alt blev malet – undtagen det gammeldags das. Alle knoklede det bedste de havde lært, men da det begyndte at knibe med tiden, sagde vi, at det kunne vi snildt selv klare; det var vigtigere at nå alt det, der kræver stiger. John savede tre nye ‘persienner’ og satte i døren, så den manglende maling ses ekstra tydeligt.
Det skulle være i dag, tænkte jeg og trak i malertøjet, da jeg stod op.
Ellen og frivillig stillen op til husmaling – ja, enhver form for malerarbejde – det burde skrives ind i historiebøgerne.
Det bliver så bare ikke til noget. Da John gik ned for at tjekke maling, kunne han konstatere, at det har vi rigeligt af, men også at vi ingen egnede pensler har til at male trævægge med. Er det ikke bare typisk?
Og det er altså fjollet at køre 70 kilometer for at købe to brede pensler, så det må blive næste gang vi er her.
To-hullers-dasset er ikke i brug; vi har heldigvis et fint og helt moderne badeværelse, men dasset bliver bevaret som et kuriosum.

Og nu til noget helt andet: Da vi handlede i Brugsen i fredags, tog jeg et Samvirke med.
Heri kunne jeg se, at de lige nu har et sous vide-apparat som medlemstilbud; sat ned fra 3000 til 1700 kroner. Jeg kan se det på Pricerunner til mellem 2500 og 3600 kroner, men ingen har det tilnærmelsesvis så billigt som COOPs tilbud. Apparatet er mage til mit, så jeg ved, at det er godt. Vakuumpakkeren er også på tilbud, sat ned fra 1500 kroner til 800. Det er dog stadig en smule dyrt, men den er til gengæld bedre end den, jeg har.
Grunden til, at jeg reklamerer her er, at jeg kan huske, vi havde nogle middagsgæster, med hvem vi talte om ønsket om at erhverve sådan en maskine, men at de syntes, de var for dyre. Jeg sagde, at COOP sommetider havde dem på tilbud, men nu kan jeg irriterende nok ikke huske, hvem vi talte med om det. Det er også bare typisk …
Hvis vedkommende læser dette, så er det altså nu, der skal slås til. Hvis ikke du har et COOP-kort, så sig til, så køber jeg udstyret for dig.

Hvad ved vi om Wensleydale?

Ja, hvad ved vi om Wensleydale? Jeg ved, måske fordi jeg er strikker, at det er en fårerace. Jeg ved også, at det er et ostemærke.
Jeg ved ikke, hvor mange af alle de mange, mange, MANGE tusinde får vi har set her i Yorkshire, er wensleydalefår, men jeg ved, at vi lørdag var inde for at se Wensleydale Creamery, hvor vi igen så, hvordan man laver ost. Processen er naturligvis ikke voldsomt forskellig fra det vi så i Cheddar (og Wensleydale har en cheddar type …), men måden, de demonstrerer deres kunnen på, er forskellig. Her var der smagsprøver i tonsvis, hvor de var lidt mere fedtede i Cheddar Gorge, men jeg købte atter en gang gang ost i rigelige mængder. Det er godt, at det har lang holdbarhed, så længe jeg ikke tager hul på lækkerierne. Ost, et Ginger Bread og chutneyer. Igen. Det var svært at vælge. Det var nemmere at vælge fra, for deres røgede oste og deres blåskimmeloste var vi ikke så glade for. Men alle de andre … vores gæster sommeren over vil blive stopfodret med engelske oste.
I skal forestille jer et stort U, hvor der er disse ostehapsefade på de tre sider. Inde i U’et går der ostefolk, der bare skal sørge for at fylde op.

Og nu til noget helt andet. Jeg konstaterede for fem år siden, at det er vigtigere, at det rimer, end at det passer, når vi taler gamle vejrvarsler.
Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg.
If the oak before the ash, then we’ll only have a splash, if the ash before the oak, then we’ll surely have a soak.
Vi kom til at tale om denne pudsige modsathed igen denne gang, og nu, hvor vi har kørt fra nord til syd og retur, besluttede jeg mig for at se, om eg var før ask eller omvendt.
Det var begge dele. Inden for få kilometer var der enten sprunget egetræer ud, mens asken var nøgen endnu … eller også var det omvendt. Det var ligegyldigt, om vi var i nord eller syd; overalt var der væsentlige forskelle på, hvor langt fremme de to træer var i deres løvspring, eller hvem der var først.
Jeg skal undlade at komme med nogen konklusioner; dem vil jeg lade jer om at drage, men umiddelbart kunne det tyde på, at alle får en både våd og tør sommer, uanset hvilket træ der er først ude. Så har vi helgarderet os lige så meget, som tv’s vejrfolk ofte gør, med regn mellem bygerne og lidt sol indimellem.

Og jojo, her i Yorkshire er der også masser af bluebells. I små eller store pletter, men de er overalt.
Vi har set så meget smukt på denne tur, på trods af, at hovedparten af ferien blev tilbragt hos Tim og Charlotte.
Nu tror jeg ikke, at der er noget område i UK, vi ikke har set i mere eller mindre grad. Der er smukke steder og der er meget smukke steder. Vores yndlingsområde er nok stadig Cornwall, men North Yorkshire Dales er sprunget direkte ind på andenpladsen, og tredjepladsen deles af flere steder.
Man skulle næsten tro, at jeg havde en aftale med Visit Britain, men det har jeg ikke. Ikke desto mindre kan jeg kun sige til alle, at I burde opleve Englands skønhed, hvis I overhovedet har muligheden for at rejse i egen bil, hvilket er det bedste.
Og huske på, at London ikke repræsenterer England mere, end København repræsenterer Danmark.

Igen et vadested … fodgængere kan komme tørskoet over, mens kørende får våde sutter.

Her er da meget pænt, ikk’? Jeg elsker disse gule gorse (tornblad), som her regnes for lige så stor en pest, som hybenrosen gør i Danmark, men jeg er ligeglad – jeg synes bare det er flot.
Ferien er næsten forbi. I morgen kl. 9:45 lægger vi til ved Amsterdam, og så går det ellers bare mod Den Stråtækte. Vi tager turen i ét hug, for nu gør det ikke så meget, at vi er sent fremme.

Dorsets Durdle Door – og diverse dagligvarer

Charlotte og Tim havde et formiddagsmøde i skolen, og bagefter var de begge nødt til at arbejde, så John og jeg legede selvstændige turister med Durdle Door i Dorset som dagens delmål. Der var små to timers kørsel dertil – det er tæt på Ladlam Bay på Jurassic Coast, hvor vi har været, men der var klipperne helt røde, mens det ved Durdle Door var som ved The White Cliffs of Dover.

Det var fint, smukt og lidt specielt. I dag var havet så roligt, at kajakroerne kunne hygge sig, men der skal ikke meget vind til, før det er livsfarligt så meget som at småbade, fordi bølgerne er større end de virker og understrømmen er særdeles lumsk. Så sent som for et par uger siden blev en mor med sin 5-årige datter suget med ud, selv om de kun gik i vand til knæene (jeg ved ikke, om det var moderens eller datterens knæ …). Moderen blev reddet, men den lille pige forsvandt og blev ikke fundet igen. Hvor må det være rædselsfuldt at miste sit barn på den måde. Eller … det er jo aldeles rædselsfuldt at miste sit barn, uanset hvordan det sker.

Vi ankom desværre sammen med en gruppe meget støjende asiater – japanere, tror jeg, og de to på billedet til højre opførte sig som et par overstadige 14-årige, selv om de var godt oppe i tyverne. De stillede sig op alle mulige og umulige steder og poserede på overdrevne og temmelig latterlige måder. Fotograferingen var dog ikke spor for sjov; de tog den tværtimod meget alvorligt og brugte laaang tid på at indtage den helt rigtige positur til hvert enkelt af de mindst 30 billeder, de tog af hinanden … jeg gættede på, at de skulle anvendes på en datingside med den alvor, der blev lagt for dagen under fotoseancerne. Det var, som altid for de flestes af asiatisk herkomsts vedkommende, langt vigtigere, at man kunne se en kunstigt smilende person fremfor det landskabelige motiv.
Det lærer jeg nok aldrig at forstå.

Vi havde god tid, hvorfor vi fandt et Waitrose på vejen hjem, så jeg kunne få suppleret med alt det, jeg ikke kan have, når vi tager herover med fly. Blandt andet syv poser (i alt, altså) af tre slags af det dejlige mel, vi ikke kan få i Danmark. Godt nok er vi på LCHF; dvs. intet brød til os, men da vi tit har overnattende gæster, bager jeg en gang imellem, og absolut intet kan slå det engelske malted flour, strong white eller strong wholegrain flour.
Der er flere varer, der enten ikke kan fås i Dannmark eller er en del billigere herovre. Hellmans Mayonnaise, fx. Det er den bedste efter vores smag, men koster kun en fjerdedel her, så der kom et par store glas i vognen. En yndlings-olivenolie. Chipotle-chilier. Horseradish-cream. Og flere andre gode sager. Ganske som Charlotte skal have visse ting fra Danmark, skal vi have noget med hjem fra England, men det ville da også være dumt ikke at tage det bedste fra begge lande, ikke sandt?

Sten er drillesyge

Sten er noget underligt noget – de er åbenbart programmeret til at drille mest muligt hvor de nu engang bor.
På gården, fx, kom de op af jorden hver eneste vinter, så vi hvert forår kunne slæbe os dårlige rygge til for at samle dem op fra markerne, så ikke de gik i maskinerne.
Bortset fra, at det var hårdt arbejde, så var det nu også meget hyggeligt, fordi mine forældre samlede døtre og svigersønner til at indsamle stenene; mor lavede god mad (senere fik jeg den tjans), og om aftenen kravlede vi nærmest invaliderede rundt, men vi hyggede os.
Sten i haven kravler derimod ned i jorden igen. Først bliver de hentet fra en markopsamling og sat som kantsten, hvorfra de stille, men konstant synker tilbage i jorden, hvor de kom fra.
Kunne det dog ikke være omvendt? På den anden side, hvis det virkelig var sådan, blev der ingen marksten at hente til at lave kanter i haverne med … det er ikke nemt, det her …

Det var ren nostalgi i dag, fordi vi ude fra strandengene kunne høre viberne ‘vibe’ deres karakteristiske sang vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii. Det var nemlig ensbetydende med forår, når vi gik ude i markerne og hørte viben vibe og lærken slå sine triller. Sidstnævnte er det længe siden jeg har hørt, desværre.
Det har været så hyggeligt at gå derude og høre på alle fuglene. Viben, som sagt, og strandskaderne med deres skrig, gæssene der skræpper, ændernes rappen og mågernes gøen. En af dem lød som en lille, hysterisk tæppetisser af en hund …

Og frokost på terrassen. Herligt. Jeg var så inspireret af det fantastiske vejr, at jeg lavede en rigtig sommerfrokost til os.

Jeg har sat omkring 90 dorthealiljer, jeg har tilplantet drivhuset med chili, tomater, en agurk og lidt varmeelskende krydderurter, og jeg har fået ordnet et par bede mere og hævet lidt kantsten … jeg skulle jo gerne være forårsfærdig med haven, inden vi tager til England; inklusive at få dahliaerne i jorden, men det bliver jeg også. Tror jeg. Hvis vejret holder, for jeg gider ikke arbejde ude i regnvejr.

Ramsløg. Ramsaltet

Vi sagde i morges til os selv og hinanden, at det sikkert var på tide at få indsamlet årets ramsløg til frisk brug og til tørring. Det blæser stadig en halv pelikan (og hvordan pokker opstår sådan et udtryk? Svaret kan I se på den indsatte tekst), men vi satsede på, at der ville være læ i en skov. Det havde vi ret i, og så var det pludselig dejlig mildt at være ude i solskinnet.
Ramsløgene var da også okay at plukke, men “på tide” antyder, at sæsonen ikke varer så længe endnu, og det gør den, for ramsløgene var kun dukket op i lyse pletter og stort set ikke inde i selve skoven.
Det forhindrede mig naturligvis ikke at høste 3-4 kilo, hvilket er virkelig meget, men jeg havde bestemt, at jeg ville afprøve om ramsløg kan bruges til plantefarvning.
I aften står den på ramsløgtærte og i morgen til frokost en omelet med ramsløg i stedet for spinat, i overmorgen … det skal nok blive brugt. Jeg tørrer også et par maskinfulde, for det er aldeles glimrende som vinterkrydderi.

Og nu til det ramsaltede, for jeg er i tvivl her: Hvis man kalder en bemærkning for ramsaltet, indebærer det så, at samme bemærkning har et stænk af humor, eller er det bare et surt opstød? Skal det være en kort og lakonisk bemærkning, eller kan en længere smøre af ord også være ramsaltet?

Jeg har undret mig over, at tv-medierne hvert år på denne tid høvler ud på gader og stræder for at spørge folk, hvad de skal bruge deres tilbagebetalte skat til. Som om det er penge, de har vundet … det er da folks egne surt tjente penge, de bare har haft lånt ud i et stykke tid, og som de nu får betalt tilbage. Man går da ikke ud og spørger, hvad folk får i løn, og hvordan de bruger den løn, men i princippet er ‘skattespørgsmålet’ det samme, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt uforskammet. Og i øvrigt er jeg lodret ligeglad med, hvad andre bruger deres tilbagebetalte lån til.

Var det ramsaltet eller bare brok?

Apropos videnskab

Når nu vi taler lidenskaber og videnskaber, synes jeg da lige, jeg vil nævne Johns nye passion for madlavning.
Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man jo …
Det er nemlig nok årets overdrivelse at hævde, at madlavning er blevet en lidenskab for John.
Til gengæld overdriver jeg ikke spor, når jeg tror, at det er en videnskab for ham på linje med kvantefysik.

Han kan lave spaghetti carbonara. Det er han til gengæld verdensmester i – uden overdrivelse. Han laver det bedre end de udgaver, vi har smagt rundtomkring i verden, inklusive Italiens.
Så konverterer man til LCHF og må ikke spise pasta mere. Det var så Johns kokkekarriere …

Årtiderne kom ind i billedet, og uvist af hvilken årsag læste han en af opskrifterne igennem, hvorefter han udbrød: 
Det er lige en opskrift for mig! Dette her kan selv jeg finde ud af!
Det sagde han, fordi han jo har prøvet – før i tiden, men han går aldeles død på udtryk som ‘passende størrelse’, ‘passende konsistens’ og ‘kog sovsen ind’.
Hvad er ‘passende’? Og hvorind skal sovsen koges til? Hvad er ‘passende’? Hvor meget er et ‘skvæt’ eller ‘en smule’?
Johns køkkenvej hylder millimeterdemokatiet, og jeg forstår godt, at disse udtryk kan virke underlige og meget løse, når man ikke er vokset op med at lave mad, som jeg er.

Årstiderne skriver: “Skær agurken i tern på 1×1 cm.” – “Skær porren i ringe på ½ cm.” Og så videre i den dur. Alt er minutiøst beskrevet, og fremgangsmåden skal følges slavisk i den rækkefølge, der står.
Det medførte et tilbud fra hans side om, at han én ud af de fem dage skulle stå for madlavningen … jeg kunne næsten ikke få hænderne ned.

Det er så nu blevet til, at vi begge laver maden i fællesskab alle de fem dage, der er til i kassen. Han syntes alligevel, at det var lidt svært, og han syntes, han skulle spørge mig om noget irriterende tit. Irriterende for ham, ikke for mig.
Sværheden har naturligvis intet at gøre med, at det åbenbart er svært at læse hele teksten …
Da jeg var på vej ud for at hente grønsagerne, sagde han, at han havde hentet auberginerne.
Jamen, vist ikke blegsellerien, sagde jeg … han nåede ikke gennem hele ingredienslisten, inden han smuttede.

– Hvorfor lægger du kalkunternene i en si?
– Det står der!
– Underligt – det kan jeg ikke se formålet med – de er jo helt tørre. (Men havde jeg selv læst det? Ikke endnu. Jeg må nok vænne mig til at læse det hele igennem, inden vi begynder)
Lidt senere lød det lidt undskyldende:
– Nåhhh. Der stod: “Læg de marinerede kalkuntern i en si.”
Af en eller anden grund var ordet ‘marinerede’ forsvundet, da han læste punktet …
Pyt. Jeg er meget glad for, at han frivilligt deltager, og han lærer hele tiden. Der mangler snart bare, at han ikke kun læser, hvad han gerne vil læse – eller hvad det nu er der sker, men det er ikke et ukendt fænomen fra min søde mands side, og det skal nok ændre sig en dag.
Hvis ikke det gør, er det også ligemeget. 
I hvert fald, når det gælder køkkentjansen. Det kan godt have lidt uheldigere konsekvenser, når vi taler it, men det er en helt anden historie.

Gourmetophold i Sønderjylland

Vores gourmetophold på Christie’s (sådan skriver de det, men jeg kan ikke lide den apostrof) i Sdr. Hostrup druknede bogstavelig talt i sne, men her kommer min vurdering af oplevelsen.
Jeg blev lidt lang i ansigtet, da jeg så menuen. Ikke lang på grund af langen, men fordi der stod grønkål. Jeg betragter ikke mig selv som kræsen, men der er nogle ganske få ting, jeg helst ikke spiser. En af dem er grønkål, som jeg bestemt ikke er gode venner med. Selv min mor, som ikke accepterede kræsenhed, lavede noget andet til mig, når de andre fik grønkålssuppe, fordi hun kunne se, at jeg vitterligt ikke kunne få det ned.
Det kunne jeg dog i onsdags. Stenbiderrognscremen var god, men grønkålen, som skulle have en chance, ødelagde det meste af smagsoplevelsen for mig. Jeg prøvede at skære det fra, men grønkålssmagen var blevet grundigt integreret i fisken.
Vinen var udsøgt; den var godt valgt.

 

Næste ret var den confiterede selleri. Den smagte glimrende, men jeg forstår ikke, hvori confiteringen består, når vi taler selleri. Der var ikke antydning af fedt. Confire betyder konservere, måske ikke nødvendigvis i fedt, men jeg kan alligevel ikke forstå meningen. Var den mon saltbagt? Det kunne jeg ikke vurdere. Det smagte naturligvis meget af selleri, som jeg er fine venner med, men jeg ved, at mange ikke bryder sig om smagen.
Vinen var god, men den første var bedre – også til denne ret.

Oksecuvetten glemte jeg at fotografere, da den blev serveret, og det var synd, for den var meget flot anrettet.
Det smagte godt, men det undrede mig, at de serverede pastinakpure efter en ret bestående af selleri. Der kunne de godt have fundet på noget andet, da smagene ligner hinanden meget.
Cuvetten var overraskende mør og god – jeg gætter på, at de havde brugt sous vide-tilberedning, for det er ofte noget temmelig sejt kød.
Vinen var god – og blev bedre, da vi spiste maden til, end den gjorde ‘ren’. Det har vi prøvet før, så det var forventet.

Ved desserten gik det desværre galt igen. Helt galt, og det var ikke kokkens skyld, men jeg lærer nok aldrig at anse rugbrød for at være en god ide til dessert, is bryder jeg mig generelt ikke særlig meget om, lige som jeg gerne forærer mine solbær væk til folk, der bedre kan lide dette bær.
John var begejstret; det var som sagt ikke retten, den var gal med, men mig.
Vinen var heldigvis fin.
Hvem var det lige, der hævdede, at jeg ikke var kræsen? Men det er jeg altså ikke! Denne menu havde bare formået at have tre af de fire ting med, som jeg aldrig ville vælge frivilligt. Det vil sige … rugbrød kan jeg godt lide – bare ikke til dessert.
Derfor ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal vurdere det som helhed. Rent objektivt kunne det nok godt få to stjerner ud af tre, men det fornemmes nok, at jeg ikke var ved at svømme over af begejstring over netop denne menu.
Det var godt, at vi havde fået et rigtig godt tilbud, for jeg havde nok ærgret mig over at have skullet betale fuld pris for opholdet.

Opfølgning

Indlægget i går førte en masse trafik med sig rundt omkring på nettet, tror jeg – både fra min egen side og fra andres, som gerne ville hjælpe. Det er noget af det, der er så dejligt med blogland – man bliver inspireret, bliver oplyst og får gode ideer forærende.
Fordi jeg brugte lidt andre søgekriterier i dag, kom der naturligvis også andre hit op end der gjorde i går. Derudover blev jeg gjort opmærksom på, at fx pofiber er noget billigere i Sverige.
Det er i hvert fald rigtigt, kunne jeg google mig frem til, så næste gang vi tager derover, skal vi lige runde et supermarked og købe det produkt, som herhjemme koster 25 kroner, men som derovre koster 10,95. Svenske. Det svarer til lige lidt over otte danske kroner, hvilket jeg godt kan regne ud er under 1/3 af dansk pris!
Derudover fandt jeg netbutikken rawfoodshop, alias  Reco Organic Market, som har fysiske butikker i Malmö og Lund, og hvor jeg bl.a. kan få pofiber i 300 gramsposer og sesamfrø i 500 gramsposer. Sitet er svensk, men de havde det også på dansk, med priser i danske kroner, så jeg regnede med, at de sender til Danmark. Det gør de sandsynligvis også, men hver gang jeg havde angivet Shipping method, stoppede systemet. Jeg prøvede tre gange og opgav så og sendte en undrende mail til deres kundeservice, men der kan jeg selvfølgelig ikke forvente svar før i morgen. Jeg kunne også bare opsøge butikken i Lund – en by, vi kører lige forbi alligevel og som er nemmere at ‘gå til’ end Malmö.

Jeg fandt også ud af, at kartoffelmospulver nok ikke er en god ide som erstatning for pofiber, i hvert fald ikke den danske udgave, da 1) fiberindholdet i det er meget lavt og 2) kulhydratindholdet er helt vildt højt – over 85 % mod 17 i pofiber. Fiberindholdet er hhv. 65 % mod 15 i mosen.
Jeg kunne åbenbart lige så godt spise en sukkermad eller 10 … jeg må med andre ord hellere holde mig til pofiber, men nu ved jeg hvor jeg kan købe det til en overkommelig pris; så må jeg forsyne Charlotte, hvis hun kommer til at ønske at ville ligge inde med det.
Den Tesco-udgave af kartoffelmosen, som Kristine henviste til, er tilsyneladende voldsomt lavere i kulhydratindhold end den danske, men fiberindholdet er ikke godt nok som pofibererstatning:

Det er godt nok den halvstore videnskab, når man først begynder at gå i dybden med den slags ting, og det bør man jo.
Og nu skal jeg nok stoppe med det her!
For denne gang …

Kan mandelmel erstatte pofiber?

I går bagte jeg boller uden brug af hvedemel; alias ketoboller, alias low carb-boller, alias LCHF-boller, som dækker over stort set det samme, og som man kan finde adskillige opskrifter på i utallige variationer. Grunden til, at jeg faldt for netop denne var, at forfatteren hævdede, at hendes datter syntes vældig godt om dem – så måtte de jo kunne konkurrere med mormors go’e, gammeldags fødselsdagsboller.
Det virkede i hvert fald temmelig overbevisende på mig, så de måtte prøves.
De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed.
Erstatningerne for mel var Pofiber og FiberHUSK, altså loppefrøskaller.
Sidstnævnte kan man købe i England, og jeg har bestilt et halvt kilo til levering hos Charlotte – sammen med et helt kilo mandelmel, som viste sig at koste hvad der svarer til bare 115 kroner kiloet. Det er billigt, så hvis C ikke selv kan bruge det, tager jeg det med hjem.

Jeg fortalte Charlotte om bollerne, og jeg lovede at afprøve dem for familien, når vi kommer derover om fire uger. Men det der pofiber kan jeg ikke finde i England. Er der nogen, der ved, om det findes derovre? Og hvad produktet i givet fald hedder? Pofiber er fibre fra kartofler (og er tilladt i LCHF-konceptet, selv om kartofler ikke er specielt velset. Mig ikke helt forstå …), og i England findes der potato starch og potato flour, som er to forskellige ting. Jeg læser varebeskrivelserne som, at førstnævnte er det samme som vores kartoffelmel og sidstnævnte måske mere som det vi kender som pofiber. Men er det rigtigt fortolket?
Godt nok er mine engelskkundskaber ikke helt ringe, men det er desværre ikke helt nok at forstå ordene her.
Der er nok ikke andet at gøre end at investere i noget potato flour og så ellers bare prøve at se hvad der sker.
Endelig kunne jeg jo prøve at erstatte pofiber med mandelmel – det forsøg kan jeg gøre hjemmefra, så det vil være afklaret, når vi rejser.

Noget, der er rigtig godt ved disse boller er, at ingredienserne bare skal røres sammen til en tyk grød, stå i nogle minutter, formes og smides i ovnen. Ikke noget med at ælte og ælte og ælte og hæve og ælte igen og hæve igen … alt det, jeg ikke gider (og heller ikke er god til) ved almindelig brødbagning.

Det kan hurtigt gribe om sig …

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

Nu må der gerne snart ske noget …

I dag blæser det ikke, men det er mørkt. Det er Poldark-vejr. Charlotte havde 2. sæson med til mig i julen, og i dag havde den premiere i Den Stråtækte, hvor jeg lige har set første afsnit – alene, mens John tog sin morfar, for han synes ikke, det er helt nemt, når der ikke er danske undertekster.  
Det er en glimrende serie, som mig bekendt ikke har været vist i dansk tv. Har jeg ret? Hvis ja, så er det lidt underligt, for den er lige så god som de fleste andre store, engelske serier, men den er måske for dyr for det økonomisk betrængte DR?

I dag er der en uge til Malta, så tiden i den næste uge kan næsten kun gå for langsomt … dagen er allerede tiltaget med næsten en time, og det kan bestemt mærkes – på Malta er den tiltaget ½ time mindre end her i det halvhøje nord, men dagen er alligevel to timer længere. Helt okay med os …
Kilden til disse oplysninger er Torben Hermansens almanak, som jeg kan anbefale, hvis man lige har en diskussion eller bare er nysgerring, hvad dagslænge, solop- og nedgange og lignende angår.
Læg fx mærke til, at solen på sit højeste i dag kun står 14° over horisonten. Det er faktisk ikke ret meget – ikke underligt, at den blænder bilisterne hele dagen. Når den altså ellers er fremme …

Det er også suppevejr. Jeg elsker de tykke, og/eller cremede vintersupper og er lidt ked af, at den bedste af dem alle, nemlig kartoffel-porresuppen, er blevet politisk ukorrekt for vores vedkommende, men så må jeg jo forsøge mig med andre suppegræsgange. I dag bliver det med denne her fra Madbanditten.
Jeg laver altid mad nok til to dage, når jeg laver supper – det er det samme arbejde, og jeg elsker at have varmemad en gang imellem.
I morgen står den på kylling; der bliver også til to dage; der er planlagt og købt ind til en uge, og inden vi ser os om, er tiden gået, til vi skal afsted.

Eddikesur? Nej, tværtimod

Jeg havde i et par sammenhænge læst, at æble(cider)eddike skulle være så godt for mange ting, men jeg fejede det lidt af, fordi der, som så ofte, gik lidt fanatisme i det. Der var sågar en, der tog det for at afkalke blodårerne! Som om den i forvejen svage syre høvler direkte ind i årerne sådan uden videre – og at man kan tro, selv om det skulle have været tilfældet, at en enkelt dessertske eddike fortyndet i fire-fem liter blod skulle have en nævneværdig afkalkningseffekt.
Det kan dog på den anden side ikke skade, det smager godt, og jeg bruger æblecidereddike til salatdressinger og chutneyer af forskellig art, så jeg har det altid i huset.
Årstiderne kom i sensommeren ind i billedet med low carb-kassen, som vi er temmelig begejstrede for. Tak igen, Helle (du ved hvem du er …).
Derigennem lærte jeg, at hvis man knuger rå løg, skåret i tynde både, med en eller to spiseskefulde (afh. af løgets størrelse) og lader det stå en halv times tid, så bliver løget mildere og eddiken smager ikke længere så meget af af eddike. Det er for mig en helt ny variant af, at minus x minus giver plus.
Årstiderne gør meget i dette; især med løg, men også, som i går, med spidskål. Jeg bryder mig normalt ikke om rå kål, fordi der er alt for meget tyggeri involveret, men i går skete der det (bildte vi os selv ind), at spidskålen var blevet blødgjort af æblecidereddiken.
Hvis nogen skulle være interesseret, var det denne opskrift – det var virkelig godt!
Æblecidereddike slanker ikke i sig selv, men kan hjælpe en kur på vej, og det er måske det, der sker lidt af for John og mig, fordi det åbenbart gør noget godt for fordøjelsen. Det skulle også, ifølge nogle kilder, være med til at stabilisere blodsukkeret, således at det er godt for diabetikere.
Jeg ved ikke helt, hvor meget sandhed der er i det alt sammen, men fakta er, som jeg skrev lige før, at det ikke kan skade i moderate mængder og at John og jeg jo da i hvert fald ikke går og tager på for tiden.
Vægttabet sker stadig langsommere, men selv om kurven efterhånden er fladet godt og grundigt ud, så er det trods alt stadig en kurve og ikke en vandret streg.
Det er søreme nok fordi, vi ikke indtager en skefuld æblecidereddike hver dag, men kun en gang om ugen i gennemsnit …
Ironi kan forekomme.
Det indsatte billede er blomkålspizza, som jeg en dag lavede som tilbehør til en krebinet. DET var godt og skal laves igen. Og nok også igen.
Opskrift her – jeg kom ikke parmaskinke på, fordi det ikke var en selvstændig ret den dag, men der er masser af opskrifter på blomkålspizza, så variationerne er legio. De der æbleskiver med revet mozzarella (ikke det, man køber som færdigrevet mozzarella – jeg rev selv en hvid gummibold) var en positiv overraskelse. Bon appetit.

Hvad er en plumpkage?

Meny er på mange måder et fremragende supermarked, til fordel for hvilket jeg svigter Superbrugsen temmelig meget. Dog ikke mindst fordi jeg har 21 km til nærmeste brugs, men kun 6,5 til Meny i Præstø.
Når de så oven i købet også kan give mig sprogfejlsmæssige smil med på min købe ind-vej, så er der ikke mange grunde tilbage til at forblive trofast mod Brugsen. Den bliver ikke svigtet helt, men omkring 75 % af mine dagligvareindkøb ligger efterhånden nok i Meny.

En plumpkage. Ordet er trods alt ikke delt, men der kom alligevel nogle pudsige associationer på grund af det ekstra ‘p’.
Og hvorfor skal bagerafdelingen nu pludselig til at hedde BAKE SHOP?

Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur …
Mama Larsens (min mor) personlige variant af fuglekvidder skal først laves d. 25. Opskriften er meget enkel og ikke spor hemmelig: Steg en flæskesteg. Spis sværen. Lad stegen blive kold. Lige dele flæskesteg og rå løg (volumen, ikke vægt) køres igennem en kødhakkemaskine – én luns steg skiftevis med én luns løg. That’s all folks. Det lyder som noget særdeles underligt pålæg, men har man først smagt det, er man solgt.
Ved vi af erfaring. Alle i familien elsker det, og nytilkommende er hooked med det samme.

Der er også lavet sennep – sådan en Dijon-agtig en. Det var ‘Dijon’, der lokkede mig til at prøve opskriften, men den var halvbesværlig og langsommelig at lave, og så påstås det tilmed, at den skal trække et mørkt og køligt sted mellem fire og seks uger inden indtagelse. Det kommer den ikke til. Jeg har smagt på den, og den kan fint spises med det samme og i hvert fald 1. juledag, hvor den bliver præsenteret til sylten.
Der skulle have været anvendt 1½ dl Colman sennepspulver, men jeg brugte 1 dl Nyord-sennepspulver og ½ Colmans.
Jeg vil ikke linke til opskriften – ikke mindst fordi jeg ikke kan finde den igen, men den er heller ikke værd at gemme.
Ikke at den er decideret dårlig, men jeg havde forventet noget mere power med alt det besvær for et enkelt lille glas. Næste gang jeg selv laver en sennep, bliver det efter en af de utallige andre opskrifter, det vrimler med på nettet.

Det LIGNER i hvert fald …

Som jeg vist skrev i et par af kommentarsvarene, da jeg blærede mig med mit vægttab, er savnet af visse madvarer ved LCHF-diæten ikke nær så stort, som jeg troede det ville være. 
Ingen af os savner kartofler eller ris. Til vor begges forbavselse savner vi pasta mere end kartofler, men savnet er ikke større, end at vi endnu ikke er faldet i … har kun serveret kartofler, når vi har haft gæster.
John savner mest rugbrød og jeg savner mest mit hjemmebagte brød til morgenmaden. John kompenserer ved at købe det mest kulhydratfattige rugbrød han kan finde (og som han heldigvis godt kan lide); jeg kompenserer ved en gang imellem at bage et såkaldt stenalderbrød, som jeg godt kan lide. Omkring hver fjerde eller femte dag står den derfor på rugbrød. Nu. Det er forholdsvis nyt, at vi overhovedet spiser brød.

Forleden fandt jeg (Pinterest igen!) opskriften på et formfranskbrød i LCHF-stil. Jeg faldt i første omgang nok mest for udseendet, for det lignede et rigtigt, gammeldags franskbrød, men jeg syntes, at det måtte prøves – det er den eneste måde at finde ud af på, om det kan godkendes.
Der er naturligvis intet mel i (jo, mandelmel), og derudover pofiber, loppefrøskaller og hampfrø. Og æg, smør, piskefløde og citronsaft (!). Jeg var virkelig spændt … ‘dejen’ så ret underlig ud, men jeg dryssede med blå birkes, satte formen i ovnen i de foreskrevne 35 minutter, krydsede fingre og bad en lille bøn.

Det lignede, hvad det skal, må jeg sige.
Da det blev skåret i, lignede det endnu bedre. Nu var der kun tilbage at smage …
Det var godt!
John så en anelse skeptisk ud, da han puttede en bid i munden, men øjenbrynene blev hurtigt løftet i behagelig overraskelse. Det var dog utroligt! Hvem
skulle have troet det om et brød fra Meløse? (By i Nordsjælland).
Selvfølgelig afviger det i smagen fra et almindeligt brød bagt med mel, men ingredienserne taget i betragtning kommer det forbavsende tæt på – især når der kommer lidt smør på. Og ost! Yes! Den er hjemme. Nu kan vi få franskbrødsostemadder igen. Når englænderne kommer, har jeg lovet dem hjemmebagt brød hver eneste dag, så der bliver behovet formentlig så rigeligt dækket for den næste lange periode.

Bortset fra det, så er den morgenmad, vi får hver dag, så überlækker, at vi slet ikke kan blive trætte af den. Den består af en topspiseskefuld chiagrød (= 3 spsk chiafrø blødt op i en dåse kokosmælk. Der er til fire dage), lidt skyr, lidt yoghurt naturel eller begge dele, tre stk. frugt til deling og en topteskefuld hjemmeristet blanding af græskarkerner, solsikke-, hør- og sesamfrø. Det er bare SÅ godt, og frugterne kan jo varieres meget, afhængigt af sæsonen.
Med andre ord: Vi kører videre med LCHF. Det bliver vi ved med, men måske med lidt flere afvigelser end de første tre måneder, fx i weekenderne.
På et eller andet tidspunkt når vi jo en vægt, vi har tænkt os at betragte som den, vi ¨skal vende tilbage til efter en lidt for god ferie, fx.
Det var fortrøstningsfuldt at læse, at BMI for folk på 65+ gerne må helst skal være højere end den, man ellers regner for normal. Jeg havde nu heller ingen intentioner om at nå ned på de knap 17, jeg befandt mig på, til jeg var næsten 50 år. Jeg ligger nogenlunde midt imellem 24 og 28,9, men vil som sagt alligevel gerne lidt længere ned, selv om jeg er blevet ‘lovlig’.

Fristelsen var større, end jeg magtede at stå imod

Godt nok er jeg/vi stadig på LCHF-diæten, men lidt julekonfekt skal der altså til, når vi får huset fuldt af englændere en hel uge + et par ekstra juleaften.
I dag blev det til Pernilles café latte-trøfler – en udsøgt lækkerhed, som oven i købet er supernemt at lave.
Der blev 100 gram marcipan tilovers, og nougat har vi masser af, så der blev også til et par snese af de traditionelle nougat-marcipansnitter.
I morgen står den på vanilletrøfler og lidt drømme (småkagerne af det navn, altså …)

Normalt siger jeg, at det kun er tilladt med chokolade i julemåneden, men pga. min indædte ihærdighed for at smide nogle af de mange kilo, jeg har i overskud, har jeg i år indskrænket det til, at det hedder kun i juleugen.
Jeg har derfor ikke engang undt os den übergode chokoladekalender fra Summerbird i år.
Det er ikke ligefrem at gøre det nemt for sig selv, når der så skal laves konfekt … kan vel nærmest sidestilles med en slags masochisme.
Fristelsen var da også for stor.
Trøflerne skal først færdiggøres i morgen, hvor der skal hvid chokolade på, så de blev bare sat ud i kulden, men marcipansnitterne …
Der var nogle grimme og uregelmæssige kanter, der skulle skæres lige og pæne … de skæverter kunne jeg ikke lægge ned i konfektkassen, vel? Og da slet ikke servere dem for andre?

Nå. Jeg pudser stadig glorien – der er smidt godt 13 kilo nu, så skulle der ryge et par på i julen, så slipper jeg nok af med dem igen, når vi med et nytårsbrag ryger tilbage i hverdagen, efter englænderne er taget hjem.
Jeg er spændt på, hvad Charlotte siger, når hun kommer – det var omkring da Aubrey blev født for næsten 11 år siden, jeg sidst vejede hvad jeg gør nu.

Mørketid. Ferielyster. Diverse

Jeg er heldigvis kommet mig helt over min bekymrende feriemæthed fra i sommer. Rejsen til Malta er bestilt, og som om det ikke var nok, er vi begyndt at tale sommerferie. Sommerferier … i flertal, nemlig. Mørketiden får mig til at længes efter ferie (også selv om jeg egentlig ikke har noget imod denne tid, som kalder på masser af hygge), og jeg vil så gerne til England i maj – igenigen – for jeg er totalt bjergtaget af de kæmpestore områder med bluebells, man kan se i skovene i den måned derovre. Jeg vil også gerne gentage turen fra 2012 på Riksvei 17 i Norge, fordi vi dengang havde det dårligste vejr i 1000 år og fordi John faldt så uheldigt, at vi måtte vende hjemad før tid. Vi lovede dengang hinanden at gentage turen, og alt tyder på, at det bliver i 2018.
Vejret kan man ikke planlægge, men det kan simpelthen ikke blive værre end det var i 2012. Håber jeg …

Næste step: Skal det være i autocamper igen, eller skal vi leje hytter undervejs? Jeg brænder jo for autocamperen, men John foreslog, at jeg regnede lidt på det for at se prisforskellen.
Jeg regnede.
Vi kan faktisk få hele englandsturen foræret, så at sige, hvis vi lejer campinghytter undervejs i Norge i stedet for at leje autocamper. Selv hvis vi tager de dyre hytter med bad og toilet und alles og selv om vi tager bilen med til England, hvilket bestemt ikke er gratis.
Vi droppede dermed autocamperen. Lidt modstræbende fra min side … det er også bare fordi jeg helst vil det hele, og det kan man ikke altid, desværre, og det er altså ret fedt med sådan en camper … jeg har bedt John om at vinde mindst en million i Lotto, for jeg kan åbenbart ikke selv. Ikke nok, i hvert fald, for de i alt 3000 kroner, det er blevet til i gevinster i år, dækker ikke helt. Slet ikke, når man skal trække udgiften til kuponerne fra.
Det er ikke for tidligt at planlægge sommerferie. Vi blev godt nok enige om ikke på forhånd at booke hytter, for det gode ved camperen er netop friheden til at slå sig ned, lige hvor man lyster. Det kan vi selvfølgelig ikke med hytter, men booker vi hjemmefra, binder vi os alt for fast – vi vil meget hellere improvisere på sådan en tur, for det kommer an på så meget, hvor vi vælger at slå os ned for natten – eller måske beslutter vi at blive et par dage på samme sted.
Men kigge på nettet, lade sig inspirere og glæde sig er en ikke uvæsentlig del af ferien, så destinationen skal ikke besluttes i sidste sekund.

Til højre ses – på opfordring fra Conny (som måske havde forventet noget andet?) et billede af, hvad jeg forleden kaldte for den lækrelækre konfektkage. Dette er en sjettedel af den; resten ligger i fem portioner i fryseren. Det ligger på en frokosttallerken og det rækker til seks personer, for det er konfekt, selv om det ikke hedder sådan, ‘bare’ en brownie – men man kan kun spise et meget lille stykke. Den er ikke engang rigtig brun, for man bruger hvid chokolade. Den er voldsom sen at lave, synes jeg, så jeg laver altid dobbelt portion og fryser ned. Den er så afgjort ikke fotogen – folk ser underligt på den og på mig, første gang de får den serveret, og jeg kan se hvad de tænker: Holddaop, hvor er hun nærig – under hun os virkelig ikke mere kage? Og uspændende er den også at se på … nå, men jeg må vel hellere tage et stykke … man er vel en høflig person.
Det er lidt sjovt at se deres overraskede ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i den.

Og mig, som aldrig vinder noget!

Jeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

Så må jeg jo selv …

Når mændene ikke kan fange nogen fisk til mig, må jeg selv gøre noget for at få fyldt fryseren.
I dag kørte vi således til Sortsø, hvor der er fangstgaranti. Jeg skal nemlig bare hen til, hvor der står et par gutter og langer lakseørred over ‘disken’ til den helt store guldmedalje, så får jeg lige så mange, jeg ønsker.
I dag ønskede jeg fire – jeg var i tvivl om jeg skulle tage fire eller fem, men jeg er altså ikke verdens hurtigste til at filetere dem, så jeg nøjedes med fire, for jeg synes det er et stort arbejde at ordne dem.

Jeg skulle selvfølgelig have taget fem … typisk mig at finde ud af det, når det er for sent!
Jeg bliver en smule bedre til at filetere for hvert år; for to år siden fik jeg en supergod fileteringskniv af John, og for nogle uger siden kom han hjem med et smart bræt, der giver mig den tredje hånd, jeg indtil nu har manglet.
Det tog derfor ikke så lang tid som frygtet, så næste år skal jeg huske at købe fem, for vi har ingen problemer med at få dem spist.

Det er det hvide bræt her til højre, jeg mener: Der er sat en slags bidetang fast i den ene ende, så fiskene ingen steder løber, hvad de ellers har haft en udpræget tilbøjelighed til, selv om de ellers burde være helt døde længe inden de når Den Stråtækte.
Og søreme, om jeg ikke fik styr på, hvordan jeg gør. Sådan da. En professionel ville højst sandsynligt skrige af grin, men i forhold til de to tidligere års præstationer gik det næsten som en leg i dag.
Vi lavede teamwork: Jeg fileterede og skar til; John holdt poser parat, vejede og skrev ned. På denne måde slap han for at blive griset til, og jeg slap for at vaske hænder hele tiden, men kunne bare køre los med det fedtede og slimede arbejde.
Det blev til 5,1 kilo fileter + 3 x 350 gram 2 x 350 gram fars til fryseren. Den ene af de tre portioner laver jeg laksefrikadeller af i aften. Med stuvet spinat til – ahhh, hvor det bliver godt.

Til slut en opfølgning på et tidligere indlæg, hvor jeg var lidt inde på fup og fiduser i biavlerverdenen.
En af dem så jeg på vores nyligt overståede jyllandstur – tror jeg da jeg gjorde, for den var ikke specifikt nævnt på den lille liste over fiduserne, men hvad jeg så, ses her til højre i form af ‘koldpresset’ honning, som med lidt god vilje må kunne siges at være beslægtet med ‘koldrørt’.
Der er forskel på presset og slynget honning, men så vidt jeg kan læse mig til, er der ingen form for opvarmning ved nogen af processerne. Der findes således ikke modsætningen ‘varmpresset’, men det lyder jo fint med den kolde udgave og skal uden tvivl skabe associationer til en koldpresset jomfruolie.

Kan det virkelig passe?

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
Jeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

Juleforberedelser

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
– Et elektrisk krydsnøgleapparat.
– Hvad er det??? 
– Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at købe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

I dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.