Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Vi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

Vi har stadig gang i superlativerne

Det er vist udmærket, at vi snart skal tilbage til England, hvor der bare er ganske almindelig smukt, for nu kan vi virkelig snart ikke rumme mere.

Vi har moret os lidt over – hvis man ellers kan tillade sig at more sig over den slags, men vi har ïkke desto mindre kommenteret det nogle gange – at mange kirkegårde er placeret, så ‘indbyggerne’ har en smuk udsigt: De ligger og kan kigge ud over havet. Bemærk, at selv i døden er man farveglad.
Vi har været langt ude på landet i dag. I går var det Ring of Kerry; i dag Ring of Beara (det rimer næsten, når det udtales).
Det er så hyggeligt med disse små veje – der var kun en enkelt krise, da vi mødte en pænt stor lastbil, men det gik. Det tog en time at køre omkring 15 km, men vi havde vejen stort set for os selv og mødte kun omtalte lastbil og 5-6 personbiler på ruten.

Kigge, kigge … først den ene vej, og så den anden vej – men udsigten var der ikke noget at klage over … ruinen, som ses på billedet, ligger der i hundredvis, måske tusindvis af rundt omkring. De er der overalt, i mere eller mindre faldefærdig stand og mere eller mindre over- eller tilgroede, men de er med til at skabe landskabsbilledet, og på os virker de på ingen måde skæmmende; de er bare en del af al charmen.

Frokosten, hver en lun panini med hhv. tun og kylling (m.m.) som den flinke dame i O’Sullivan’s Foodstore smurte til os, blev indtaget, da vi fandt en lomme på vejen, der var stor nok til, at vi kunne tillade os at parkere. Normalt var lommerne kun lige store nok til, at man kunne bruge dem som mødepladser, men denne kunne rumme tre biler, så lige der blev der dømt pause.

Har jeg nævnt før, at irerne er meget glade for og stolte over deres farvestrålende byhuse?

Det har jeg vist … så jeg slutter af med det sidste billede fra Atlanterhavet for denne omgang. I morgen går turen atter mod Dublin, hvor vi har vores sidste nat på denne skønne, grønne ø med de venlige indbyggere.

Jamen jeg har jo brugt alle superlativerne …

Connemara … Wild Atlantic Way – jeg har vist allerede skrevet i begejstrede vendinger om Irlands skønhed, så nu ved jeg slet ikke, hvilke ord jeg skal anvende for dagen i dag. Superlativer er ikke nok, og billederne yder ikke skønheden tilstrækkelig retfærdighed. Som i overhovedet ikke – vores kæber er helt ømme af hele tiden at falde ned. Jeg vil derfor bare nøjes med at sige, at hvis muligheden byder sig, så se Ring of Kerry. Det er graden over superlativ: smuk, smukkere, smukkest, Ring of Kerry.

Solen var lidt on-off det meste af dagen, men det holdt tørvejr, hvilket var det vigtigste for os – selv om vi blankt erkender, at alting – selv Irland – bliver endnu smukkere, når solen skinner. Billedet herover er fra Bray Head på Valentia Island. Lidt senere kom vi til Geokaun Mountain, som også bød på adskillige spektakulære udsigtspunkter. Vi stødte et par gange ind i fire slavisk talende personer, som havde så vældig travlt med at tage selfies og med at fotografere hinanden foran de smukke steder. Man ville ikke kunne se disse smukke steder på billederne særlig godt; kun personerne, men det var tydeligvis også det, det primært handlede om. Mig ikke helt forstå …

The Ring of Kerry og Wild Atlantic Way er det samme på det meste af denne halvø, men til sidst på ruten (som det anbefales at følge mod uret) ind mod Killarney, hvor vi bor, går den gennem Killarney National Park med Killarney Lakes. På det tidspunkt var vi nærmest overmætte af indtryk og kunne ikke rumme mere, men det var vi nødt til at kunne, for i morgen går turen videre mod Cork.
Jeg kunne snildt forestille mig at køre alle 2500 km ad Wild Atlantic Way, men det kommer jeg nok ikke til, desværre … der er så meget jeg gerne vil, og kun et enkelt pensionistliv til at nå det i.

Jeg har ikke flere ord – jeg er mæt og træt efter endnu en jaw dropping day.
Vil derfor slutte af nu med et billede af endnu et par af de intenst farvede huse.

Cliffs of Moher …

Cliffs of Moher er nok et af Irlands kendteste turiststeder. Da vi nærmede os stedet, fik jeg en fornemmelse af, at søndag og langt bedre vejr end vejrudsigten forudsagde er en temmelig dårlig kombination. Da vi kom helt dertil, blev fornemmelsen bekræftet: Der var trafik-, bus- og menneskekaos i en grad, der giver både John og mig røde knopper over det hele. Følgende blev derfor hvad vi så til de berømte klipper:

Vi stoppede igen et godt stykke på den anden side for at spise vores primitive frokost bestående af vand og brød (plus en god skinke, emmentalerost og agurk). Enklere bliver det ikke, men indtagelse i disse omgivelser gør det til noget helt specielt. Man bedes bemærke mine numsevarmere, som jeg huskede at medbringe, og som gør enhver sten til en glimrende siddeplads.

Visse steder var der ret højt ned … Nielsen bevæger sig rundt med maksimal forsigtighed … men det er flot!

Andre steder var der knap så højt ned, og landskabsformen blev meget anderledes.

Man kan se meget her i Irland, man ikke er vant til at se – hvad fx med en sværmer set nedefra? Det er dagens blærebillede fra min side …

Detalje: “Vil du se min smukke navle?”

Det vidste vi slet ikke om Irland

Det går slet ikke at springe en blogdag over; så får jeg alt for meget at skrive om … jeg må prøve at begrænse mig.
I går satte vi kursen mod vest, og eftersom der kun var 160 km mellem de to overnatningssteder, tog vi en omvej, hvilket viste sig at være en god beslutning. Vi så nemlig vilde rododendroner overalt – det anede vi ikke noget om, at her var, men sikke et syn. Det var lige meget hvor vi kørte, så var der hundredvis af dem. Også mange fuchsiaer groede mere eller mindre tilfældigt. Landskabet var mange gange barsk, men klimaet er tydeligvis mildt, for ellers kunne der ikke være både de nævnte samt masser af agaver og palmer.

Vi er i Connemara-området – det med de vilde ponyer. Det er nærmest én stor mose, men det er dermed også sur jord og lige noget, rododendron kan lide. Der graves tørv i området. Nogle steder kan vi se, det bliver lagt i sække og formentlig solgt som spagnum, mens det andre steder bliver gravet op i lange stave, som tørres og anvendes som brænde/briketter.

Nogle af de meget farverige huse kører vi bare forbi og kan ikke bare stoppe op midt i det hele, men bageriet her er et udmærket eksempel. Vi ser også parcelhuse – eller hvad sådanne måtte hedde her – der kan være kridhvide, men så med skrigende pink, blå eller grønne vindues- og dørrammer. Og jeg mener skrigende!

I dag har vi kørt ad Wild Atlantic Way, som er en markeret vej ude langs den irske vestkyst; en strækning på i alt 2500 km. Kystlinjen skifter formodentlig karakter undervejs; i dag var den igen barsk, men meget fascinerende.

Vi var bl.a. ude ved Omey Island, som man kan køre til, når det er ebbe. Vi så flere lokale, som i øvrigt af en eller anden grund valgte at lade være med at køre ad den med pile skiltede rute, som ses til venstre. Vi sprang den tur over – vi havde ikke styr på tidevandstabellen og ville nødig strande på øen.

Man gør meget ud af at reklamere for Wild Atlantic Way, hvilket jeg sagtens kan forstå, men som det ses herover, er det ikke ligefrem en motorvej. Det gør os ikke spor, for det er langt sjovere at køre ad sådanne veje og få set naturen fra andet end hovedvejene, men de må være et helvede at køre på i juli og august, når der må forventes at være masser, masser af turister, som færdes i begge retninger.

Vi anbefaler derfor at besøge Irland netop nu sidst i maj/først i juni. Det gør irlænderne også selv, viser det sig, når vi taler med vores værtinder på de B & Bs, vi bor på. Vejret er bedre og mere stabilt, og både rododendron og alle de smukke, gule gorse (tornblad), som gror i endnu rigeligere mængder end rododentronerne, gør hele oplevelsen større end forventet. Og vi havde ellers forventet en hel del …

Så bliver det ikke mere irsk

37 timer efter start hjemmefra landede vi i Dublin for en enkelt nat, fordi vi ikke gad køre 160 km til det af FDM bookede første stop – ikke når færgen først var inde kl. 19. Det var derfor hurtigt ind og hurtigt ud, og det var så Dublin for denne gang.
I morges kørte vi først mod Limerick, men skulle dreje af. Vi har kørt igennem Killarney og forbi Tullamore – vi har kørt igennem mange små byer befolket med Maloneyer, Kennedyer og Paddyer. Det bliver bare ikke mere irsk.
Vi undgik helt mortorveje og kørte mod målet via idylliske steder og små, ikke særlig gode, men derfor så meget mere irske, ‘autentiske’ veje.

Jeg har jo noget med broer … dette var en af de gode af slagsen.

Vi besøgte Birr Castle, som stammer tilbage fra middelalderen, og som har været beboet af den samme familie siden 1620.

Birr Castle, i hvis park vi så  gamle, kæmpestore, men levende træer, samt nogle, der ikke var så levende mere, men smukke eller sjove alligevel. Nogle var skåret ud til bænke eller til toadstools.

De er meget glade for farvestrålende huse, kunne vi se i samtlige byer og landsbyer vi kørte igennem i dag. Skrappe, skrappe farver mange steder, enten hele facaden eller blot døre og vinduer.

Nu har vi fundet frem til Angelas dejlige B&B, og samme Angela vil servere en full Irish breakfast for os i morgen kl. 8:30.
Lige nu slapper vi af efter næsten tre dage tilbragt i bilen … det lyder fjollet, men det bliver man altså træt af …
Vejret er fuldstændig fantastisk og skulle blive det igen i morgen. Desværre var det vist så det; de lover byger hele weekenden, men vi tager det en dag ad gangen – vi har husket regnfrakkerne!