For 2½ år siden …

For 2½ år siden skrev jeg ganske kort om min opfattelse af Delia Owens’ bog “Hvor Flodkrebsene Synger”. Jeg var dengang meget begejstret for den og kaldte den der i 2020 for årets bog. Indtil videre er der ikke nogen af mine mange læste og lyttede bøger, der har slået den – det er en af de bedste bøger jeg har læst. Ikke umiddelbart overgået af andre, men dog nok på linje med et par stykker. Det er svært at angive en top-10, for bøger er, lige som ferier, forskellige oplevelser, som ikke nødvendigvis er 100 % sammenlignelige. Jeg har heller ikke “mit livs bedste rejse/ferie”, men mine fire bedste af slagsen, som var vidt forskellige og som derfor deler en førsteplads.
Til denne kategori hører også omtalte bog, og i aftes kørte vi til Nykøbing for at se filmen.
Der er meget, meget længe imellem, vi går i biografen, og hver gang lover vi os selv, at det skal ske lidt oftere, for oplevelsen er uomtvisteligt bedre her end hjemme foran tv’et.
Det er så længe siden, at Nordisk Film siden sidst har lavet en app, hvorigennem billetterne købes, så den installerede jeg naturligvis, købte billetterne og viste blot telefonen frem, hvor QR-koden blev skannet af billettøren. Regnskovsvenligt og nemt.
Sæderne er også blevet lige en tand bedre, og der er mere benplads hver gang vi er afsted.
Faktisk er det kun tre år siden sidst, men det var vist i en noget ældre biograf end den i går.

Først var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at se en filmatisering af en bog, jeg havde været så betaget af. Det er normalt risikabelt, fordi man under læsningen danner sig sine egne indre billeder af hovedpersonernes udseende og ageren, og den opfattelse stemmer, ifølge egne erfaringer, sjældent overens med den film, der kommer ud af det. Jeg er blevet slemt skuffet flere gange – man skal helst se filmen først, synes jeg, men det kan ikke lade sig gøre, når man er hurtig til at få læst en nyudgivet bog.
Med andre ord: Jeg var også her bange for at blive skuffet, men jeg kunne alligevel ikke dy mig og købte to billetter. John har ikke læst bogen, så han mødte ind med åbent sind.
Og lad det være sagt med det samme: Det var en af de bedste film, jeg har set. Hovedrolleindehaveren, Daisy Edgar-Jones, var ukendt for mig, men hun var god. Perfekt, faktisk, til mit indre billede af Kya, lige som for de fem andre store rollers vedkommende.
Som jeg skrev, gik John ind til filmen med åbent sind, men blev dog en anelse skeptisk, da han så det øvrige publikum. Jeg tror han var den eneste mand, så han spurgte naturligt nok, om det var en damefilm. Det havde jeg ikke tænkt over, men efter en kort tænkepause måtte jeg sige til ham, at det kunne den da vist egentlig godt kaldes, men at jeg alligevel nok troede, at han ville synes om den.
Det var også en af de bedste film, John har set. Det er måske alligevel ikke kun en damefilm, men på den anden side har han aldrig brudt sig om actionfilm, men så gerne de mere følelsesbetonede.
Selv om jeg måtte lade strikketøjet blive i bilen, syntes jeg de to timer og fem minutter gik lynhurtigt.
Filmen var meget tro mod bogen, og jeg var imponeret over, at de kunne få så meget af den med på de to timer.
Det var samtidig en smuk film med flotte naturoptagelser fra marsken i North Carolina. Fotografen burde indstilles til en Oscar. Den film burde indstilles til en hel række Oscars.

Så, kære læsere: Har I læst bogen, så se filmen.
Har I ikke læst bogen, så se filmen alligevel.

Lene: Jeg tænkte på dig i går. Jeg håber du fik læst den fantastiske bog færdig, og jeg håber du har lyst til at se filmen.

Science Today v/ Tim Maltin

Måske husker I den lidt dramatiske udvikling af The Flower Show, da vi var derovre i juli? Hvor en af deltagerne blev stukket af en hveps og fik det rigtig dårligt, og hvor en anden af deltagerne dagen efter kom for at fjerne hvepseboet?

Boet blev anbragt i en plasticpose til senere anskuelighedsundervisning, som Aubrey fangede på film.
Den film sendte Anna til mig, da de var her på ferie, og jeg spurgte hende, om Tim mon vil synes det er okay, at jeg lagde den ud på Youtube.
Oh yes, svarede hun, no problem, just do that – he’ll love the attention.
Tror I der er et barn her, der kender sin far? Jeg kunne ikke lade være med at grine.
Af forskellige årsager fik jeg dog aldrig gjort det. Ikke før nu, hvor I kan se verdenspremieren på Tims udgave af Science Today.
Det må høre ind under begrebet kortfilm, for den tager kun 2 min. 46 sek., så I når ikke at kede jer ihjel.
Den er i øvrigt ikke spor kedelig, for det er en klassisk Tim-udgave, dvs. indeholdende både pædagogik og lidt god, engelsk humor; fx da han på et tidspunkt lakonisk siger: This could be my last broadcast …
Hvorfor han siger det, må I selv finde ud af.

Var Downton Abbey-filmen god?

Det korteste svar på titlens spørgsmål er: JA.
Det var den. Men det vidste jeg næsten godt, at jeg ville synes efter at have læst et par kritikere, som havde den sædvanlige højkulturelle tilgang. Den tilfører os ikke noget dybere – sådan cirka lød noget af kritikken. Og? Hvad havde de forventet? Det er jo ikke ligefrem Dostojevskij, dette her. Heldigvis.
Filmen var god. Det var vi alle syv, som var inde for at se den, enige om. Den er nok bedst, hvis man kender serien og dermed det karakteristiske for hver rolle, men går man ind og ser den, hvis ikke man kender serien? Det tror jeg ikke.

Maggie Smith er suveræn, men det er de sådan set allesammen. Næsten … den eneste, jeg ikke synes er rigtig god, er moderen – altså Cora Crawley, som spilles af Elizabeth McGovern. Det er nok bare mig, men jeg synes ikke, at hendes karakter fremtræder helt, som jeg forestiller mig en amerikaner, der gifter sig til at blive en engelsk lady. Det er ikke nyt for filmen; det har jeg hele tiden syntes.
Maggie Smith spiller netop den skønne gamle harpe, som jeg selv gerne ville blive – for hun er jo ikke mere harpe, end at hun elsker sin søn og sine børnebørn. Hun er ikke blind for deres fejl, men det gør hende ikke ringere, for i mine øjne er det større at elske på trods af og ikke på grund af.
Hun er 84 år nu. Det er godt gået, er det.

Filmen er en værdig afslutning og/eller afrunding (hvis det var det, den er … jeg ved ikke, om der er planlagt flere) for serien. Den var som sagt god, men nu kan der nok ikke koges mere suppe over det – lad dem slutte, mens legen er god og ikke falde for fristelsen til at lave en toer, bare fordi etteren blev en succes. Det har vi set alt for mange dårlige eksempler på.

Så for jer, der kender og elsker serien: Gå ind og se filmen – I vil formentlig ikke blive skuffede.
For jer, der ikke kender serien: se den. Og se så filmen derefter. Serien er værd at bruge tid på, medmindre man mest er til polske eller franske film.
Jeg er i høj grad til engelske serier, og som sådan hører den til blandt de bedste.

Nogle gange må man bøje sig

Forleden dag erklærede jeg ovre hos Madame, at jeg ikke gad gå i biografen, for i en sådan en kan man (normalt) ikke strikke samtidig med, at man ser filmen. Jeg ved godt, at der er strikkebiografer somme steder sommetider, men det er desværre ikke der, hvor jeg skal hen og se filmen Downton Abbey i morgen aften (hvorfor er der mon så mange, der tror, det hedder Downtown Abbey?).
Jeg har nemlig, på trods af min påstand, lige meldt mig til at deltage i en biograftur for at se den film … en af niecerne spurgte, om ikke familien skulle se den sammen, nu hvor vi alle havde set virkelighedens Downton, nemlig Highclere Castle, i sommer? Det syntes man generelt (dog især dem af hunkøn) var en god ide, så jeg ville ikke holde mig selv udenfor, men sagde, at den var vi med på. John kommer med som eneste mand …
Den har fået nedsablende kritik, men det plejer ofte at betyde, at jeg vil synes om det, hvad det end er, så vi satser.
Man har et standpunkt, til omstændighederne tvinger én til at tage et nyt … jeg vil dog stadig helst se film hjemme i stuen, for jeg synes det er virkelig irriterende ikke at kunne bruge hænderne samtidig!

Med hensyn til udstillingen på ovenstående billede kan jeg ikke hævde, at det er omstændighederne, der har fået mig til at skifte mening.
I starten var jeg stærkt imod alt det tossede halloweenpjat og skulle i hvert fald aldrig nogensinde selv falde i den fælde. Aldrig! Never ever!
Den er jeg nu i høj grad faldet i og kan ikke forestille mig et efterår, hvor jeg ikke sætter pynt ud i form af græskar og andre orange sager. Jeg synes det lyser så fint op i den mørke tid, vi allerede er et pænt stykke inde i.
Jeg kalder det bare ikke halloween, men efterårspynt, for så kan jeg bedre bilde mig selv ind, at jeg næsten har holdt fast i min mening … jeg sætter så også grænsen her ved den udendørs pynt; jeg har ikke, og har heller ikke tænkt mig at begynde på det, nogen som helst form for orange og/eller uhyggelig pynt inden døre.
Siger jeg i hvert fald endnu …

Jeg tror gæssene hygger sig mere med regnvejret, end jeg gør … holdnuop, hvor de snakker nede på fjorden lige nu. Det er så hyggeligt at høre på.
Nu vil jeg sætte mig med strikketøjet, tage hovedtelefoner på og dermed udelukke gåsesnak og Formel 1-støj fra tv-apparatet og i stedet lade Stephen Fry om snakken. Det er altså en udsøgt fornøjelse at høre lydbøger indtalt af ham; han er klassser bedre end selv de bedste danske oplæsere, selv om der er flere, der er rigtig gode.

Vulkaner, vandfald og verdens mindste kok

I går lagde skibet til ved Puerto Montt, og vores gruppe blev sejlet i land i de små tenderbåde, som også vil blive brugt som redningsbåde, hvis vi skulle komme i den situation – men det håber vi sandelig ikke!
Vi blev kørt afsted til vulkaner, til en lækker frokost, som i virkeligheden var en treretters middag, og endelig til Petrohue-vandfaldene, som var smaragdgrønne og naturligvis flotte.
Mit SD-kort gik i udu, og John tager billeder i rawformat, som ikke umiddelbart lader sig kopiere til det jpg-format, som er nødvendigt, hvis de skal uploades til min blog. Det passede ikke fruen her, så jeg måtte til at finde en måde at konvertere på, hvilket da også lykkedes, men det tager tid, så jeg forsøgte kun med to i første omgang.

Så slipper I også for billedspam … her kommer i stedet historien om bådens restaurant Qsine – le petit chef.

Restauranten, vi oplevede for første gang, findes der kun ganske få i verden af. De lader en lille 3-D-kok både indfange og ‘tilberede’ maden på tallerkenen foran kunden.
Det var SÅ underholdende. Ikke kun det animerede, men også den lille koks små, ledsagende lyde var ret morsomt.
Jeg fandt Le Petit chef på Youtube, og fordi det er en 2-D-film af en 3-D-ditto, så er kvaliteten naturligvis derefter, men man kan måske få et indtryk af, hvordan det var. Und jer selv at se videoen, selv om den tager noget tid (håber linket virker – ellers googl selv). Celebrity-rederiet er ved at indføre konceptet på alle deres skibe.
https://www.youtube.com/watch?v=bK8-a10QFoQ
Fra animationen sluttede, til det (helt tilsvarende) måltid blev serveret, gik der højst 20 sekunder, så mange tjenere var der – men restauranten var hverken stor eller helt fyldt op. Havde den været det sidste, havde det nok taget 30 sekunder …
Det skal tilføjes, at det var mad i absolut topklasse.

Jeg synes, at, selv om der er en fantastisk middag hver aften inkluderet i rejsens pris, så bør man unde sig den ekstra oplevelse det er at gå på en eller flere af specialrestauranterne. Herregud – hvor tit tager man lige sådan et luksuskrydstogt som dette? Jeg vil i hvert fald have det hele med.
Man får lidt rabat, hvis man bestiller flere på én gang, så det har jeg gjort. Tre i alt. John var lidt svær at overbevise – han synes pr. definition, at sådan noget er spild af penge, men efter denne første oplevelse overgav han sig uden forbehold, og vi glæder os allerede til opleve, hvad de to andre restauranter har at byde på. Det er ikke med 3-D de andre steder, men den gourmetmæssige del er fuldt på højde med eliterestauranter på land.

Som jeg skrev tidligere, så er maden en væsentlig del af et krydstogt, og når jeg dertil mangler fotodokumentation, så må jeg jo finde på noget andet at berette om end vores smukke naturoplevelser, tøhø.
I dag har vi sejlet gennem den chilenske skærgård. Meget smukt, men det kunne godt minde lidt om Norge. I morgen går turen gennem Magellanstrædet.
Billedet viser lyset, som det kom ned gennem skyerne, da vi spiste morgenmad.

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Hjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Hjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.

---

Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Fra Barnaby til Herriot

Sceneskift. I enhver forstand, for nu går vi fra krimi til dyrlæge; fra Oxfordshire til Yorkshire.
John var hjemmefra bare flink, fordi jeg så gerne ville se North Yorkshire Dales, hvor alle Folk og Fæ-filmene er indspillet. Af en eller anden grund, og på trods af, at han også har set hele serien, var han sikker på, at dette område var fladt og kedeligt, hvilket jeg ikke rigtig kunne forstå.
Han tog da også så grueligt fejl og kapitulerede med det samme fuldstændigt.

Dette var endnu en ny side af England, som har så mange sider at vise os, der hellere end gerne vil se det hele. North Yorkshire Dales er helt sit eget, og så snart man bevæger sig ind i området, er man ikke et sekund i tvivl om, at man er i James Herriot-land.
Her er lange, bløde bakker, og her er barske og golde lynglandskaber, her er småfloder og vandløb i snesevis, og her er grå stenbyer, der fører os direkte tilbage til den berømte dyrlæge i 30’ernes England.

Huset her hedder Watergate …
Vi havde sat os for hjemmefra – hvor ‘hjemme’ er ment som det (igen) fantastiske sted, vi har fundet at bo i – at vi ville finde lige præcis det vandløb, der løber over vejen, som vi har set utallige gange i Folk og Fæ.
Vi fandt det, efter kun 2-3 skilsmisser undervejs. Det kan godt være lidt vanskeligt, når man 1) ikke ved, hvor man skal hen, men kun har nogle koordinater som mål, 2) heller ikke ved præcis hvor man er, og endelig 3) når vejen så oven i købet pludselig er lukket pga. vejarbejde, og der ikke umiddelbart er alternativer, så kompliceres tingene en anelse. 
Den korte historie er, at vi fandt det rigtige sted – (meget) langt om (meget) længe, men vi fandt det! Vi aflyste stiltiende skilsmissen og syntes i stedet, at det var lidt sjovt at fotografere vores egen bil kørende igennem den velkendte ford.

 

Først den ene vej, og så den anden vej …

Som det kan anes, var dette i det mere barske område oppe nordpå.
Vi var glade over, at der ikke var så meget trafik, for der var ikke meget plads at give væk af, når man skulle mødes … nogle gange gik det direkte og ret stejlt nedad, så det var ikke for folk med dybdeskræk (det var altså et godt ord, jeg fik forærende forleden) eller sarte nerver.

Vejen her hed Long Road. Ingen grund til at komplicere tingene yderligere. Det var jo det, den var.

Cold Cotes er som sagt et anbefalelsesværdigt overnatningssted, med et overmåde serviceorienteret værtspar. I dag ville de have en snack parat til os, når vi kom hjem fra dagens strabadser. Det var den største ‘’snack’ i vores liv; bestående af pie, tærte, pate, skinke og fire forskellige slags oste, plus fire slags hjemmelavede chutneyer, syltede løg, salat, vindruer, brød og kiks. Der var mad til to dage, men det vidste hun vist godt, for hun leverede også plasticposer og alufolie, så vi kunne tage resterne med op på værelset (vi har køleskab). Resten gemmes derfor til i morgen.

De har, efter hjemmesidebilledet blev taget, skiftet vores seng ud til en mere rustikt udseende en af slagsen, hvilket på ingen måde gør værelset dårligere. Vi har valgt at bo her i tre nætter, således at det er vores base, til vi kører til Newcastle for at sejle hjemover igen.

38 år efter Robin Williams

Jeg har ikke set den, men Robin Williams har spillet Skipper Skræk i en musical fra 1980, og det har han gjort ikke ret langt fra feriecentret her. Der er garanteret nogen, der har moret sig med at bygge en så vind og skæv by op – det må være lige så vanskeligt som at synge falsk, hvis man har en god stemme. For vind og skæv er den, Skipper Skræk-landsbyen, som står her endnu og i dag er et forlystelsessted, hvor forældre tager deres børn med.

Den ligger smukt i bunden af en lille vig. Vi valgte at se den på afstand, både for overblikkets skyld og fordi vi alt for tydeligt kunne høre lige præcis den slags støj, som ingen af os bryder sig særlig meget om … der var ingen tvivl om, at målgruppen var børn.
Vi tror ikke, at der var så mange restauranter, da indspilningen foregik, men ellers er det da ret smart at få andre til at bygge en kulisseby op og så selv overtage den kvit og frit, når optagelserne er slut.

Vi gik derned. Der er ikke så langt, og vi fandt tilligemed en smutvej, som var så meget en smutvej, at den vistnok var helt privat. I hvert fald var der pludselig en låge, der var låst, men vi kunne godt knibe os igennem – ellers havde det været noget af en omvej. I stedet blev det til en smuk tur midt inde i landskabet, så at sige, på en ikke særlig komfortabel sti, men derfor en langt mere hyggelig en af slagsen.

Her fornemmede vi virkelig, hvor lidt dyrkbar jord der er. Det er hårdt arbejde at lave disse klipper om til landbrugsjord, men ikke desto mindre er det gjort mange steder på øen, mest i form af terrasser, så man har en mulighed for at holde på den sparsomme jord og for at kunne vande, når der trænges.

Og alle vegne den forfaldne charme.
Mere blev det ikke til i dag. Vi vågnede i nat ved, at det blæste meget op, og tidligt i morges begyndte det at regne. Da det klarede op ved 10:30-tiden, skyndte vi os at gå, og vi fik et par timer med sol og varme, men det trak sammen igen, mens vi spiste frokost. Det blæser – igen – en hel del, så vi valgte at bruge den sidste eftermiddag med at hygge inden døre og oppe på tagterrassen, når det var muligt, og ellers så småt begynde at pakke. Vi skal være ude klokken otte i morgen tidlig, så vi skal tidligt op. Igen. For tredje gang på én ferie … kan man overhovedet kalde det for ferie?
Det kan man heldigvis godt … den har været afslappende og alligevel har vi fået set meget af Malta. Så meget, at vi ikke behøver at komme herned igen, for der er så mange andre øer (og steder), vi gerne vil se. Vi kan ikke nå dem alle sammen, så der er ikke grund til alt for mange gentagelser.
Siger hende, der om seks uger tager til England for 117. gang, og igenigen i bil derover til maj … plus at vi satser på at tage til Norge i juni, men det er fordi riksvej 17 druknede i regn, da vi var der første gang – men det var lige tre gentagelser i træk. England gælder dog ikke rigtigt som gentagelse, vel?

Vækster – kendte som ukendte – har vi set flere af, end jeg havde regnet med, og flere i blomst, end jeg troede man kunne i januar.
Det gør ikke spor – det er altid godt med positive overraskelser.

Avalon tur/retur

Sol.
Kulde.
Vindstille.
Morgendis.
En glimrende kombination, når det nu absolut skal være vinter.
Fjorden bliver så dejlig mystisk, når en let dis ligger på det blanke vand, og som jeg skrev i morges på Instagram, så kom jeg til at tænke på Avalon, som er den hellige ø, hvor Kong Arthur blev begravet, og på film er sejlturen dertil eller derfra altid indhyllet i mystikkens tåger.

Jeg kan godt lide at se den slags eventyrfilm – og læse den slags eventyrbøger. Den slags fantasy taler til min hjerne på en måde, som jeg ikke helt kan forklare, men som jeg sluger råt, hvilket forklarer, hvorfor jeg elskede alle Harry Potter-bøgerne (og senere filmene) mindst lige så meget som min nevø (og senere mine børnebørn) gjorde. Og hvorfor jeg, sammen med Charlotte, otte år, sad og fulgte lige så opslugt som hende med i Stjernedrengen. Nævn denne titel for hende den dag i dag, og hun sukker henført og siger: Åhhh ja, det var bare den bedste serie nogensinde!
Det trøster mig lidt, at en af mine veninder, som er forsynet med en langt højere IQ end mig, har samme ‘mystiske’ tilbøjeligheder.

Fiskehejren har ikke Avalon i tankerne, men sandsynligvis noget langt mere jordnært som fx det næste måltid mad … han sidder ofte på lige præcis denne pæl og kigger ned i vandet. Vi har ikke set ham fange noget herfra, men han må åbenbart alligevel anse den for at være den perfekte udkigspost.

Mystikken holdt sig hele dagen – ikke en vind har haft rørt sig, solen har skinnet og gæssene har indfundet sig i hobetal, så vi har ærgret os lidt over, at det var for koldt til at have en dør på klem eller et vindue åbent, så vi kunne høre deres konstante snakken.
Det var så godt vejr og så hyggeligt med fuglesnakken ude på fjorden, at jeg fik lyst til at gå op i shelteret for at indtage eftermiddagskaffen, men det så bedre ud indefra, end virkeligheden viste sig at være … brrrr.
Nu er det bløde eftermiddagslys næsten helt væk, og mørket er ved at falde på. Der er ild i brændeovnen og gang i strikkepindene.
Vinteren har bestemt også sine lyse sider!

Broerne i Madison County

Kan I huske den film? Med Meryl Streep og Clint Eastwood. Da jeg så den for 20 år siden, lovede jeg mig selv at se nogle af de smukke, overdækkede broer i USA. Filmens navn dækker godt nok over Madison County i Iowa, men der er et Madison nær Conway, hvor vi har en overnatning – ikke så langt fra Denmark!
Når vi skal afsted til efteråret, skal vi se overdækkede træbroer galore, men hvordan finder man dem? Man kan sikkert køre forbi snesevis af dem uden at vide, at de er der, for det er ikke dem alle, der må køre biler på, og de ligger ikke nødvendigvis lige ved siden af the highway.
Google er min ven. Igen. Efter 20 sekunders søgen kommer jeg ind på et website, der lister samtlige af den slags broer i hele USA, stat for stat. Der er mange hundrede. Ikke stater, men broer … som i mange, mange flere, end jeg havde forestillet mig. Vi kommer til at brække os ved synet af overdækkede træbroer, inden vi er hjemme igen – alene i Vermont er der 106. I New Hampshire 54, og også en del i Massachusetts (håber the lights are back … ) og i gyserforfatteren Stephen Kings stat Maine, som vi også skal opleve – samt mere, mere, mere.
Næste skridt var derfor at holde kortet sammen med vores overnatninger.

Det er genialt! Når man klikker på en bro-lokation, popper der et lille vindue op, der viser navn, koordinater, byggeår, hvem der må færdes på den, m.m. Jeg har nu fundet 12 broer, der ligger i bekvem nærhed af vores rute og/eller hoteller, screendumped det lille vindue og med elektronisk lim klistret det på et kortudsnit og gemt det som en fil, som bliver printet ud og medbragt som et af vores rejsedokumenter.
Forberedelserne til sådan en ferie kan være en smule omstændelige, men når vi tager så langt væk i tre uger, vil jeg være sikker på at se det, der for os er det vigtigste.
For eksempel springer vi Boston helt over, selv om alle bureauer havde det på listen. Fordi vi slutter med fire dage i New York, er det rigeligt med rigeligt storby for os.
Vi vil hellere se naturen – især med de farver, der forhåbentlig er, når vi kommer.
Der skal studeres meget, meget mere – vi kører selv rundt, men dagsmarcherne er helt
bevidst valgt at være meget korte (sjældent over 300 km), så der er masser af tid til at udforske områderne fra andet end en bil. Vi skal blandt andet bo i Bar Harbor, Cape Cod, Kennebunkport, i både Green og White Mountains … jojo, det bliver godt.

Når man sidder og kigger på et USA-kort og når ned i en vis detaljeringsgrad, fornemmer man tydeligt indvandrernes oprindelsessteder. Man kan ikke se selv et lille udsnit, uden det vrimler med europæiske (engelske) stednavne som på kortudsnittet her – Manchester, Plymouth, Dorset, Shaftsbury, Queensbury, Stratton, Bolton, Marlboro, Dover … det er sandelig ikke for ingenting, at det nordøstlige USA kaldes for New England … der er dog også lige Peru og Schenectady – denne sidste husker nogle måske fra den herlige pilotsketch med Dean Martin og Foster Brooks.

Tips, anyone? Hvad må vi ikke gå glip af i New England? Udover det allerede nævnte, de smukke gamle træhuse, de overdådige skaldyrsmenuer i kystbyerne, hvilket sidste John dog ikke er specielt interesseret i …

Mens vi venter på foråret

Vi venter ikke på Godot – han kommer alligevel aldrig, så vi vil meget hellere vente på foråret, som kommer – faktisk er det allerede så småt på vej.
Timeren på det, en af vores genboer insisterer på at kalde ‘julebelysningen’, burde stilles anderledes nu, for det tænder længe inden det bliver mørkt og det slukker længe efter det er blevet lyst.
Det er ikke julebelysning, hvilket vi lige så stædigt insisterer på, men et lys i vintermørket – som jo altså ikke er så mørkt længere, men stærkt på vej mod lysere tider. Vi er nået til den tid på året, hvor vi bruger et par uger på at overveje, om vi skal stille timeren eller vi helt skal afmontere lyskæden. Det ender gerne med, at vi tager lysene ned … har vist endnu aldrig stillet timeren.

Vintergækker og erantis er fremme og i blomst. Inden døre må vi tage andre midler i brug, men det betragter jeg ikke som snyd på denne årstid.
Man må også gerne se fjernsyn en halv søndag på denne årstid. Det må jeg faktisk altid, for jeg skal kun spørge mig selv.

Den ny dvd-afspiller virker helt som den skal, bortset fra, at den mod forventning forlanger sin egen fjernbetjening … jeg overvejer at dymo’e dem, for nu ligger der fire: En til tv-boksen fra Waoo, en til fjernsynet, en til lydstangen (tak til Jørgen for inspiration til et godt, dansk ord for den), og endelig en til dvd-afspilleren. De er godt nok ikke helt ens, men ens nok til, at jeg næsten altid får taget den forkerte i første forsøg.

Nu er jeg færdig med Ross Poldark. Eller … det er jeg absolut ikke, men jeg har set hele serien.
For hulen, hvor var den god – heldigvis er man vist i gang med en del to, men det kaldte den slutning virkelig også på – den kan ganske enkelt ikke bare slutte, hvor den gjorde! Jeg bliver nok nødt til at købe alle Winston Grahams bøger i Poldark-serien, som han skrev fra 1945-2002, med en lang pause fra 1953 til 1973 … hvorfor mon den lange skrivepause? Han døde i 2003, 95 år gammel, så hvis hans sidste bøger er gode, må han siges at have gjort det godt.
Noget godt er der skam også ved alt det filmkiggeri: Jeg er næsten færdig med et tæppe til Røde Kors. Bagefter skal jeg i gang med et sjal, jeg efter inspiration af Annemette fluks købte opskriften til.
Håber jeg har garn til det, men det er jeg næsten sikker på, at jeg har.
Og jeg går IKKE i gemmerne og tjekker det, før barnetæppet er færdigt!
Tror jeg nok …

Tæt på 104 år siden …

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

Alle har sådan en i familien …

Har I set Løvernes Konge? Nogle af Disney-tegnefilmene skal helst ses i udgaven med de danske stemmer; andre er bedst med de originale engelske/amerikanske. De fleste ville være helt ideelle, hvis man kunne blande.
For eksempel er Jeremy Irons suveræn som den onde løveonkel Scar, ligesom Rowan Atkinson er uovertruffen som fuglen Zazu – her kunne de danske stemmer slet ikke være med, mens aben Rafiki og surikaten Timon i hhv. Peter Bellis og Henrik Kofoeds fortolkninger var klart bedre end originalerne.
Altså ifølge Ellen … den slags vil naturligvis altid være meget subjektivt, men overordnet synes jeg, at danskerne har præsteret udover, hvad disneystudierne kunne forlange; alle ikke-engelske stemmer skal som bekendt godkendes af disse.
I Den Lille Havfrue var Thomas Eje som krabben Sebastian og Jess Ingerslev som den tåbelige måge Skralde uforlignelige.
Jeg har købt de fleste af de store disneyfilm og har set dem alle i begge sprogversioner.

Sjovt nok kom jeg i går netop til at tænke på Zazu i Løvernes konge, hvor han kommer med filmens nok mest kendte replik: There’s one in every family, sire. Two in mine, actually.
Det var, da min yngste søster Bodil satte sig lige bag min yngste niece Annemarie, som igen tog den små Ella på sit skød, hvorefter alle tre gjorde et eller andet, jeg ikke ved, hvad jeg skal kalde … vippende banan, måske? Gyngende båd? Bare fjollerier, simpelthen?
Uanset hvad, hylede alle tre af grin – og så var det jeg kom til at tænke på replikken.
Den sidste del af citatet hører med for fuldstændighedens skyld, men ordene passer ikke til gårsdagens billede; tværtimod.
And they always manage to ruin special occasions. Det var ganske afgjort ikke det, de sprællende damer gjorde.

Bodil har set billederne og givet sin tilladelse til offentliggørelse af dem …

Man kan måske fornemme, at vi havde en dejlig dag hos Heidi og Nikolaj. Selv om ovenstående måske kunne antyde, at det var en værre drukfest, vil jeg understrege, at det aldeles ikke var tilfældet – vi er ikke såmænd heller ikke hellige, men der var flere chauffører og resten var nogenlunde solidariske og drak kun i mådelige mængder, men det er slet heller ikke alkoholen, der plejer at gøre vores familiesammenkomster festlige og/eller hyggelige.
Det var et godt initiativ fra de to unge menneskers side – spændende at se, hvem der tager den til næste år – det er herligt, når de unge godt gider forældregenerationen, men man skal jo også have pladsen til at samle så mange, hvilket man i hvert fald sjældent har, så længe man læser.
Den eneste, vi savnede, var Rune, som knokler 24/7 på sin bacheloropgave (maskinmestereksamen hos Mærsk), som skal afleveres d. 2. januar.
Jeg har brugt 3-4 timer på at korrekturlæse det digre værk i dag – moster er imponeret! Både over arbejdsindsatsen, researchen og formuleringsevnerne. Selvfølgelig var der fejl – jeg forventer ikke andet, når al koncentrationen lægges på at få det faglige så korrekt som muligt, men det var ikke mange, så det ser trods alt ikke helt håbløst ud for landets stave- og grammatikfremtid endnu. Moster er også tilfreds!

I dag er verden IKKE i farver!

Er der nogen af jer, der husker den franske komiker/skuespiller Louis de Funès? Ham med Undskyld vi flygter og Av min ryg? Film fra sidst i 60’erne. Min mor og jeg elskede dem og gik så vidt som at gå i biografen to gange for at se førstnævnte. Det var virkelig uhørt fra min mors side at gøre sådan noget; det skete vist kun den ene gang i hendes liv, men den var altså forrygende morsom. Dengang. Gad vide, om den ville være det i dag? Hitchcocks film er jo fx ikke uhyggelige i samme grad, som da de kom frem dengang for længe siden.

Hvorfor er dagens overskrift som den er? Og hvad har det med Louis de Funès at gøre?
Verden er ikke i farver, fordi jeg er i sort humør. Selv udsigten med køerne nede ved fjorden solidariserer med min sindsstemning ved at være i sort/hvid.
Vi var nede i Den Stråtækte; min telefon ringede, og jeg løb afsted for at tage den, hvilket var en fejl af de grovere.
Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv, at det halve kan være alt rigeligt.

Lad mig advare jer én gang for alle, og det kan næsten ikke siges med store nok bogstaver:
MAN LØBER IKKE PÅ NYLAKEREDE GULVE, NÅR MAN HAR KINASKO PÅ!
Fordi så kan man falde. Man kan falde på ægte tegneseriefacon, hvor benene på et tidspunkt er de legemsdele, der befinder sig højest oppe, hvilket har til følge, at man lander på ryggen. Med et ordentligt brag. Det har sikkert set ret skægt ud, men sådan føltes det ikke. 
Det var fuldstændig samme stunt, som stakkels John udførte med liden elegance sidst vi var i Norge.
Heldigvis (for mig) startede jeg 40 cm længere nedefra, idet det ikke var i forbindelse med nedstigningen fra en autocamper, og jeg landede på træ og ikke på et jerndæk, men for huuulan da, hvor det gjorde ondt – der gik nogle minutter, inden jeg holdt op med at stønne og inden jeg kunne rejse mig op. John ville hjælpe, men jeg ville selv; så havde jeg mere styr på smerterne.
Man kan selvfølgelig vælge at se på den lyse side: Det varer nok lige et par dage, inden jeg kan male igen.
Det går nogenlunde, når jeg ikke bevæger mig – det er når jeg skal flytte mig fra den ene position til den anden, der kalder sveden frem på panden.
Jeg er lidt spændt på, om det går lige som for John, hvor det blev værre og værre de næste 2-3 dage.
Nu er vi ikke på ferie, og hvis det ikke er bedre i morgen, tror jeg det er en god ide at få Nielsen til at fragte mig hen til en skadestue.
Av min ryg … 

Dryp dryp dryp

Hvad gør man, når det regner? De voksne blev inde, men børnene syntes det var super at indvie de nye regnsæt,som jeg havde købt til dem, så de var ude i et par timer for at finde clues og skrive dem ned i en kinabog.
Anna er dybt opslugt af Enid Blytons bøger i øjeblikket, hvilket åbenbart også virker som inspirationskilde til leg – det skal vi ikke klage over – altid godt med inspiration.

I morges satte vi en portion vandperler over i små skåle for at følge den spændende udvikling fra grønlænderperlestørrelse til marmorkuglestørrelse. Ingen – bortset fra John og undertegnede – havde set dem før, og børnene var da også ret fascinerede af fænomenet. De voksede ud af af skålene efter et par timer og måtte derfor holde flyttedag.

Jeg måtte love at have nogle med til England næste gang, for dette skal far altså se!
De to halve miniglobusser var i et Starwars-legosæt, som Aubie fik. Drenges/mænds brystfiksering er medfødt … Aubie har altid syntes, at de der buler foran på damer er spændende, og han syntes, det var ubeskrivelig morsomt, da han holdt dem foran på sit bryst og erklærede, at “now I‘ve got big boobies!”
Da jeg sagde, at hvis han og Anna tog hver en, lignede de begge to mig, kiggede de først temmelig skævt op på mig, men valgte heldigvis at grine ad det.

Noget af eftermiddagen gik med at se Pete’s Dragon, som i Charlottes barndom hed Peter og dragen Elliott, men som nu i dvd-udgaven bare hedder Peter og dragen.
En herlig film, som Charlotte genså med nostalgisk glæde, og som børnene nød nok til at ønske at se filmen igen. De får den med hjem.
Nu er de vist modne til Bedknobs and Broomstics (Hokus Pokus Kosteskaft) – også en herlig Disneyfilm, så den må jeg have fundet og købt til næste gang.
En yderst begivenhedsrig dag, kan I nok se …

Det koster penge at være blogger …

Her sidder man i al uskyldighed og kigger over til Mia for at se, hvad hun har begået siden sidst, og hvad sker? 
Hun nævner sin yndlingsserie gennem tiderne (Forever Green). Jeg kommenterer … en tankerække sættes i gang og jeg ihukommer mine egne foretrukne serier, som gik for maaange år siden i dansk tv, og som mig bekendt aldrig har været genudsendt.
Typisk, i øvrigt. De kan genudsende så meget fuldstændig ligegyldigt, men lige præcis disse to, som jeg så forfærdelig gerne ville se igen, kom naturligvis aldrig.

Men … tanken var ikke fjern: Når Mias gamle yndlingsserie kan fås på DVD nu, så kan mine vel også? Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det?  
Fluks ind og kigge på engelske Amazon og JO! Der var den jo. Den ene. Den bedste af dem.
Den anden hed Afrodites skat; jeg kan ikke huske originaltitlen, så hvis nogen kan det, hører jeg meget gerne fra vedkommende.

Against the Wind havde de på DVD. Mod vinden hed den såmænd på dansk. I hovedrollerne Mary Larkin og Jon English – sidstnævnte havde selv skrevet den dejlige kendingsmelodi.
Er der nogen af jer, der kan huske den? Den hander om britiske straffefanger, som blev sendt til Australien.
Den er fra 1978, men præcis hvornår den blev vist i Danmark, kan jeg ikke huske.
Buy with one click. Done.

Når nu jeg alligevel var ovre i England og handle, kunne jeg lige så godt finde ud af hvad det var, Mia syntes så godt om dengang, så Forever Green fik også et Buy with one click. Uhhh, det er for nemt, er det …

Så jo: det kan koste penge at være blogger. I hvert fald en impulshandlende blogger som mig. Jeg håber sandelig, at den ene er lige så god, som jeg husker den, og at den anden er lige så god, som Mia husker den.
Hvad er din tv-serie over alle tv-serier? Udover Matador, som jo intet kan slå …

Nu er vi gået til filmen!

For 117. gang må jeg konstatere, at det er de forunderligste ting, der kan ske, når man er flyttet til eventyrlige blogland.
For en uge siden fik jeg en mail fra Nanna fra STV, som havde læst et af mine indlæg og mente, at jeg måske kunne være interessant at tale mere med vedrørende en udsendelse, STV er ved at producere for TV2. Om jeg kunne være interesseret?

Ja, mon dog ikke – lad høre, lad høre …
Efter at have talt med mig og stillet en hel del spørgsmål gennem et kvarters tid havde Nanna med egne ord “en god mavefornemmelse” og ville sørge for, at en vis Malene kontaktede mig. Det var vist Malene, der skulle vende tommelfingeren nedad eller opad om, hvorvidt jeg var egnet; Nanna er researcher og skulle i første omgang støvede egnede emner op.
Det mente Malene åbenbart, at jeg var, egnet altså, og vi fik i mandags aftalt, at der ville komme en Kathrine tirsdag (i går); med samt en instruktør (producer? Tilrettelægger? Jeg fik aldrig helt fat i det … skyldes nok min befippelse over hele situationen) og en kameramand.

Johns datter havde for nogle dage siden meldt sin ankomst, så det ville vi naturligvis ikke aflyse. Vi var derfor tre amadørdeltagere og professionelle Kathrine, som fik os til at sidde og lege hr., fru og frøken Danmark i 1½ times tid, mens der blev snakket, stillet spørgsmål og ikke mindst hygget igennem.

Vi havde naturligvis været lidt spændte på, hvor kejtet vi ville opføre os ved bevidstheden om, at ALT blev filmet og derfor potentielt sendt ud til hele Danmark til september.
At der kun bliver tildelt os fem minutter af udsendelsen, var underordnet, da vi jo ingen mulighed har for at vide, hvad de vælger og hvad de klipper fra.
Det var med hele tiden at huske på ikke at blamere sig alt for meget, samtidig med, at umiddelbarheden ikke måtte gå tabt. (Ikke bande, Ellen. HUSK det nu!!) 

Det var altså skægt at prøve – inden der var gået et minut, glemte vi alle alt om det kamera og talte sammen, som om vi havde kendt hinanden i årevis.
Morten Instruktør sagde, at vi var søde, glade, pragtfulde, naturlige og herlige og at det er fantastisk, når noget bare glider i smør, som dette gjorde, og de ikke er nødt til at hive hvert et ord ud af os, eller vi sidder stive som pinde hele bundtet og ser alt andet end afslappede ud.
Han sagde altså ikke alt dette på én gang; dette var et resumé …

Vi var naturligvis rævestolte over alle de roser og glæder os vildt til at se den færdige udsendelse.
Det skal også siges, at Kathrine var en superskøn og ligefrem kvinde, der går i folk med træsko på, hvilket gjorde ‘arbejdet’ særdeles nemt for os.
De to fyre var ligeledes smaddersøde, men deltog naturligvis ikke i samtalen – andet end ved at afbryde et par gange for at fortælle Kathrine, hvad hun gerne lige måtte spørge en af os om.

Hvad emnet var, må jeg ikke afsløre – det vil TV2 selv have lov til.
Fair nok.
Af samme grund kan jeg heller ikke fortælle om nogle af de mere smilfremkaldende detaljer fra i aftes eller hvad vi fik som gave som tak for deltagelse. Det må vente til efteråret.

Og det hele bare på grund af et blogindlæg …

La Miserable – Les Miserables

Den første er mig, den anden musicalfilmen, der lige om lidt har premiere i Danmark.
Den første føler sig slået oven i hovedet med et stumpt redskab; den anden blev nærmest halshugget i går i Aftenshowet.
Flemming Enevold og Louise Fribo havde fået lov til at se en smugpremiere og blev i Aftenshowet interviewet om deres mening om filmen i forhold til den musial, som gik på Østre Gasværk (og går endnu i London).
Jeg så begge de nævnte og var totalt solgt – elskede den simpelthen – og synes i øvrigt, at opsætningen på Østre Gasværk var intet mindre end genial. Enklere kunne det ikke gøres, heller ikke flottere; det slog med sin minimalisme londonopsætningen med flere længder.

Nu er der så blevet lavet en film, og meningerne om den svinger fra den ene yderlighed til den anden. Enevold synes nogenlunde godt om filmen; Fribo kunne så absolut ikke lide den; synes, at sangene var alt for sekundære – og så var det i øvrigt ikke særlig gode sangere – “hvorfor havde man dog ikke fundet nogen, der kunne synge???”
Tims bror syntes, den var eminent, så Tims mor og mand gik ind for at se den – og havde mest lyst til at gå midt i det hele.
Tim og Charlotte så den i weekenden og syntes, den var … interessant.
Lidt pudsigt, men overhovedet ikke noget, der har noget med filmen som sådan at gøre, var, at Javerts selvmordsscenarium pludselig virkede dem bekendt … C&T var i Bath på en forældreweekendovernatning og havde slentret byen tynd. Der, hvor Javerts selvmord var filmet, var de gået forbi om eftermiddagen. Så bliver en film på en eller anden måde mere vedkommende…

Vinklen, C gav mig i dag, kom ikke frem i aftes: Hugh Jackman (som nogle vil kende som den lækre mand fra Australia) er en rigtig god skuespiller, som rent faktisk også kan synge: han havde rollen som Jean Valjean, da Les Miserables gik Down Under.
Russell Crowe kan ganske afgjort ikke synge, men han kan spille skuespil, kan han, og hans øjne kan noget helt særligt.
Det, C mente, der gjorde denne filmatisering værd at bruge tid på, var netop, at det ikke var (teater)sangere. Det var skuespillere … gode skuespillere, som kan spille skuespil; som er vant til, at kameraerne går nærmest helt ind under huden på dem. Man er ikke nødvendigvis en god filmskuespiller, fordi man kan synge på et teater – man ser normalt heller ikke det volsomt store overlap mellem disse to slags udøvende kunstnere.
Nogle af sangnumrene, som var relativt inferiøre i teaterudgaven, havde med stor fordel fået en større plads i filmudgaven.

Jeg lyttede til min datter og kunne godt se hendes pointer … ved dog stadig ikke, om jeg har lyst til at se filmen.
Skal I se den?

Maraton Downton Abbey

Efter gårsdagens svesketrængsler takkede andestegen os ved at blive præcis som den skulle være – man må sige, at det var noget af et brystparti, den berberiand havde. Og stort set intet fedt på eller i kroppen. Den må have motioneret godt og grundigt hele livet igennem med den muskelmasse.
Vi kunne have bespist mindst seks personer alene med brystkødet og de to lår fra denne ene and, som det måske kan ses på billedet, så vi ved godt, hvad der står på menuen igen i aften. Der er masser af kød tilbage på skroget til at plukke af og bruge til et eller andet. Det var en halvdyr and, men sjældent har jeg fået så meget kød og smag for pengene.

Amaronen, vi drak til, var heller ikke så ringe endda …

Med hensyn til min julegave, gættede jeg rigtigt: Det var en Le Creuset stegegryde – den største, man kan få. Mig, som for bare få år siden ville have søgt skilsmisse, hvis John havde givet mig husholdningsartikler i gave, blev bare SÅ glad – lige som jeg blev det med de to andre Le Creuset-gryder og den store Kenwood, han har givet mig. 
Jeg fik den ønskede skridttæller plus en flaske parfume af Charlotte, så det blev også til en forkælelsesgave – alt er derfor som det skal være … ingen grund overhovedet til klager.

I dag har hele vores fysiske formåen strakt sig til at hente nogle kurvfulde brænde ude i skuret.
Intet har vi gidet; intet har vi gjort. Vejret har været tungt, gråt, trist og 2° varmt. Sneen ligger her stadig, men der er ikke så meget af den som i går.

Derfor har den stået på Downton Abbey, sæson 3, i stor stil. Gad vide, hvad det er, den serie taler til både hos så mange danskere, svenskere og ikke mindst englændere? Og vel også andre, må jeg gå ud fra. I princippet minder den om Upstairs, Downstairs, men er alligevel noget andet end den. Og bedre, selv om den også var god. Kunne måske også sammenlignes med Matador, som den kan kvalitetssidestilles med, synes jeg – her kan jeg ikke sige, om den ene er bedre end den anden, men begge serier har en lidt større integration mellem høj og lav end i Herskab og Tjenestefolk … er det det, der taler til os? Er det de flot beskrevne tidsbilleder? De eminente skuespilpræstationer? De kan dog ikke gøre det alene. Julian Fellowes fantastiske fortællinger? 
Den er i hvert fald hamrende god – vi har set fem afsnit i dag og håber, vi måske kan nå at se det sjette. Så er der kun tre tilbage til i morgen.

I et af afsnittene nævntes kvindernes stemmeret i England; et emne, hvor de (også) var lidt tilbage i forhold til Danmark. Edith går aktivt ind i emnet ved at skrive til aviser om det. Kvinder over 30 fik stemmeret i 1918. Først i 1928 gik stemmeretsalderen ned til 21 år som for mændene:

Women were enfranchised 80 years ago, on February 6, 1918. The Representation of the People Act gave the vote to women over 30 who “occupied premises of a yearly value of not less than £5”.
But it was not until 1928 that the voting age for women was lowered to 21 in line with men.

I Danmark fik de det som bekendt i 1915. I Schweiz i 1971 og i Lichtenstein først i 1984! Gad vide, om det var George Orwells skyld?
Her kan ses, hvornår det skete i verdens lande, hvis man skulle være interesseret. Der er et par overraskelser iblandt.

Vi skal også nå at se Ken Folletts Uendelige Verden, efterfølgeren til Jordens Søjler, som var god, men efterfølgeren var bedre som bog, så nu er jeg spændt på filmatiseringen af den.
I aftes så vi En Kongelig Affære, så vi har snart helt firkantede øjne.

Men ih, hvor er det al’så hyg’ligt.

De Urørlige blev de utilgængelige

Man skal aldrig bestille biografbilletter om vinteren. Man skal i hvert fald ikke betale dem på forhånd, men nøjes med at reservere, har jeg lært i dag.
Jeg havde, som en overraskelse til John, købt to billetter til De Urørlige, som jeg har hørt så meget godt om. Efter den lidt lange trailer på YouTube var jeg helt solgt, og ligeledes var derfor hurtigt også to billetter til mig.
I skrivende stund går filmen i BioCity Tåstrup, men vi kigger ikke med, for himmel og jord har stået i ét det meste af dagen … vi skal absolut ikke ud på landevejene i det vejr; slet ikke for noget så uvigtigt som en biograffilm. Det har været svært at bedømme, hvor meget af det, der har været fygning og hvor meget der er kommet fra oven, men det har helt sikkert ikke været genbrugssne altsammen, med de mængder, der ligger omkring os. Drivhuset har fået et fint, hvidt tag og hvidkalkede vægge, og det er blevet koldt for fingrene at få fat i frisk timian, rosmarin og salvie.

ØV, altså. Øvøvøv. Jeg gider ikke det her. Det er min sidste arbejdsdag i morgen, inden jeg drager til UK på tirsdag, så jeg vil ikke have jordens bedste samvittighed over at måtte tage den som en hjemmearbejdsdag, men kan jeg ikke komme afsted, er der ikke så meget at gøre ved det – jeg er desværre ikke herre over vejret.

Film så vi dog – jeg har lånt Die Another Day, så den blev sat på; John ‘monterede’ surround-sounden, hvorefter der var dømt James Bond i et par timer.
Da den var slut, så det heldigvis ud til, at det også var slut med sne fra oven … John gik ud og fik fjernet fortovssneen forskriftsmæssigt – nu krydser vi fingre for, at det virkelig er slut, både med sne og vind, så de kan få ryddet vejene til i morgen.

Havtornesnapsen blev filtreret i dag; den havde nu trukket i tre måneder. Den har den smukkeste farve – John er godt nok lidt spændt på smagen, men om ikke andet kan den da stå og se flot ud.

PS: sylten blev den bedste nogen sinde. Jeg kan på det allerkraftigste anbefale Camilla Plums opskrift. Til alle skeptikerne vil jeg sige, at det er meget mere pate end sylte; det er udelukkende en strid om ord – jeg tør godt sætte syltehadere på en blindtest efter at have smagt resultatet.

I biografen. Igen

To gange i biografen på et år – det er lige før det er rekord for Ellen og John.
Denne gang for at se Skyfall, den seneste James Bond-film.
Jeg har altid elsket figuren James Bond i de fleste af hans inkarnationer, med Timothy Dalton og George Lazenby som undtagelserne. Sean Connery var på banen før jeg fik lov til at gå i biografen for at se den slags farlige actionfilm … der er trods alt 50-års-jubilæum i år for den legendariske figur. Senere har jeg set alle de tidlige Bondfilm med Connery, men jeg må nok sige, at den mand blev både pænere og bedre med alderen. At se ham i Rosens Navn og Lokkeduen var en langt bedre oplevelse og en langt større visuel nydelse end at se ham som den første James Bond. Han blev bestemt en bedre skuespiller med tiden. Så nej: jeg hører ikke til dem, der synes, at den eneste ‘rigtige’ Bond var Connery.
Jeg kunne godt lide Moore, da det var ham, der havde æren. Brosnan var også god, men Craig er den bedste, og denne seneste Skyfall er af nogle af mine kolleger blevet betegnet som den bedste Bond-film nogen sinde.

Jeg er enig.
Selv John synes den var god, og han gik ellers helt klart kun med i biografen for min skyld, for siden Brosnan tog over, har han ikke brudt sig om agentfiguren.

City2, hvor vi så filmen, er i gang med en større renovering/ombygning … skøjtebanen er ny … men at forretningerne skifter, er jo ikke noget nyt. Der er vist ikke mange tilbage fra dengang det store center åbnede for 37 år siden, hvilket vel heller ikke er at forvente.

Nogle Lego-entusiaster havde en lille butik, hvor de udstillede nogle af deres frembringelser – og selvfølgelig kunne man også købe udvalgte Legoprodukter. Det var ret imponerende, hvad nogle af dem havde bygget.

Vi skal snart i biffen igen, men det bliver ikke i år … vi skal nemlig se Hobitten, besluttede vi os til. Den er instrueret af Peter Jackson, som også instruerede Ringenes Herre; en film, eller rettere tre film, vi var ret imponerede over, selv om jeg aldrig har formået at læse mig igennem mere end 50 sider af Tolkien. Hans bøger keder mig simpelthen halvt ihjel. 

En kongelig affære nåede vi aldrig at se i biografen, men vi forærer os nok filmen i julegave, så har vi lidt nyt at tage med til Sverige, hvor vi har tænkt os at tilbringe hele julen.

Dogmekortfilm.

Dette her er leg og pjat. Det var egentlig rigtig sjovt at lege med Windows Movie Maker – man kan på ingen tid tilføje alle mulige effekter.
Det ved I sikkert alt om alle sammen, men Langsomme Ellen fandt altså først ud af det i går.

Jeg kom – næsten for sent – i tanke om, at jeg ville prøve at filme træerne, Allan lagde ned, men vi gider jo ikke sidde og glo på en masse skæreri, og hver eneste gang kom det bag på mig, at det var NU! Jeg var derfor oftest for længe om at få trykket på optageknappen … det lykkedes faktisk kun to gange at få det væltende træ foreviget.
Det blev til verdens korteste kortfilm med håndholdt kamera. Fem sekunder (plus rulletekster) – ingen vil kunne påstå, at de ikke har tid, så det vil ikke være en gyldig undskyldning! Jeg kunne desværre ikke finde ud af at pille min egen stemme ud igen, så det blev ikke til en stumfilm …

Denne er lidt længere – hvis vi trækker alt gejlet fra (jeg skulle altså lige prøve at lege lidt), varer selve filmen kun 42 sekunder.
Og jeg vil advare birkepollenallergikerne – de risikerer at få et anfald bare ved at se pollenskyen, der kommer, når træet rammer jorden.

En god film: Hvidstengruppen

Da vejret ikke klarede så hurtigt op som lovet, tog John og jeg til Tåstrup for at se Hvidsten Gruppen. Hvidsten-gruppen. Hvidstengruppen.
(Jeg kan altså bedst lide det i ét ord, men alle tre muligheder ses, når man bevæger sig lidt rundt i gamle og nyere kilder).

Jeg kan kun sige, at det er en god film – meget medrivende og med god skuespilkunst. Rigtig god.
Jens Jørn Spottag rammer Marius Fiil lige på kornet, og Bodil Jøgensen var suveræn som hans værdige og højt elskede kone Gudrun Fiil.
Det vil sige … jeg kan jo ikke vide, om de to Fiiler var sådan, men de bliver fremstillet lige præcis som jeg forestiller mig djærve og sindige jyder måtte være dengang for 70 år siden.
Filmen blev på en måde meget nærværende, fordi de unge i filmen lige så godt kunne have været mine forældre. Niels Fiil var født i samme år som min far.
Far var lidt med på en sidelinje i sin tid, men det var ‘kun’ noget med afhentning og distribution af illegale aviser – hvilket såmænd kunne være farligt nok, hvis man blev grebet på fersk gerning.

Professionelle anmeldere har fundet visse skønhedsfejl i filmen. Jeg fandt, selv midt i min grebethed, et par stykker, som andre (tilsyneladende) ikke har bemærket:
For det første tror jeg ikke på, at ‘lygtemændene’ ude på heden råbte og skreg så voldsomt til hinanden, som tilfældet var, når de var ude og lede de engelske fly på rette vej. De måtte have kunnet høres mange kilometer væk med den stemmeføring, hvilket vel næppe var meningen, at de skulle.

For det andet tror jeg heller ikke på, at Marius Fiil omfavnede og tilgav sin tyske fangevogter, da de forlod Vestre Fængsel for at blive kørt til henrettelsesstedet i Ryvangen. Den var altså for langt ude, og scenen mere irriterede mig end greb mig.

Og en lillebitte ting: Det unge ægtepars (Fiils datter og hendes mand) vielsesringe var ikke ens. Hendes var meget smal og hvidlig. Hans var dobbelt så bred og mere rød i det. Det sprang mig lige i øjnene, da kameraet fokuserede på de ringe. Hvis man mener, at den fokusering var vigtig, burde man have sørget for at udstyre ægteparret med ens ringe.

Men det er småting. Det var en god og stærk film, som jeg kun kan anbefale, at man ser.
Der sad nogle milligram indtørret salt på mine kinder, da jeg gik ud af biografen.

Så har jeg vist bare tilbage at sige fortsat godt forår til jer. I Tåstrup var det stadig gråt og trist, da vi kom ud fra biografen kl. 15, men vi kunne bogstavelig talt se lyset forude, og 10 kilometer længere sydpå var der klar, blå himmel, og det er der endnu her i vores lille soveby.
Derfor skal den lille stedmoder, jeg købte i går, da også få lov til at være med til at pryde dagens indlæg.

Men har vi forår, har de næsten sommer i UK: Frokost ude og ikke ret meget tøj på.

Herligt, at C har fået sig en Blackberry i stedet for den antikverede Nokia – hun er blevet så flittig til at sende små øjebliksbilleder derovre fra. Så er det næsten som at være der selv.

Blød mad og en jernhård lady

“The Dream Team” – mit engelskhold, bestående af seks midaldrende damer (nej, fem; Malene er kun 40) + vores søde lærer, var på hans initiativ i biografen i Lyngby her til aften for at se ‘The Iron Lady’, som vi alle forventede os meget af.

Inden da havde vi aftalt at spise på Cafe Amalie, som lå et kort stykke vej fra biografen. Da det er en italiensk restaurant, så jeg mit snit til at køre videre med det, som jeg nu er begyndt at betragte som en mission: Jeg vil se, om det virkelig kan passe, at det er John, der laver verdens bedste spaghetti carbonara.
Som tidligere omtalt kan John ellers ikke lave mad, men lige præcis denne klassiske italienske ret kan han lave, så englene synger.
Ask! i England kunne ikke leve op til Johns version … og det kunne Cafe Amalie heller ikke.
’Carbonara’ er kodeordet for denne ret: der skal masser, masser af sort peber i, så retten kan leve op til sit navn. Og hvad sker? Der var ikke skyggen af et peberkorn i retten. Jamen altså!
Amalie klarede sig dog bedre end Ask!, fordi der her til aften blev sat en peberkværn ved siden af min tallerken, så jeg kunne pøse lige så meget på, som jeg havde lyst til – hvilket var ret meget.
Det var i det hele taget bedre end det, jeg fik i Marlborough – baconen var den rigtige, italienske, og der var mere end tre små stykker i min portion.
Alligevel må jeg konkludere, at Johns version stadig indtager førstepladsen.

Efter carbonaraen var der stadig plads til en ‘hjemmelavet tiramisu’ og en lille cafe latte. Tiramisuen kunne jeg bestemt ikke klage over.

Det kunne vi heller ikke over filmen. Puhada, den var god.
Vi havde i engelsktimen i mandags møjsommeligt oversat Børsens anmeldelse af den til engelsk. Anmelderen var ikke ovevældende begejstret, men svang sig dog op til at erklære, at det var “en god film om aldring”. Vi var allerede på forhånd alle syv enige om, at en film med Meryl Streep simpelthen ikke kan være dårlig; uanset hvor dårligt både manuskript og alt andet måtte være, skal den kvinde nok få det til at blive en fantastisk film.
Det var heller ikke kun “en god film om aldring”, selv om jeg godt nok var lidt overrasket over, så meget af filmtiden, der foregik med den gamle, senile Mrs Thatcher, som i glimt husker tilbage til sine 11 år som premierminister – og til tiden før dette. Vi ser, hvad der drev denne hårde kvinde – for hård og ubøjelig var hun; ingen tvivl om det – frem til en så førende post i en ellers totalt mandsdomineret verden.
Hendes dengang ikke særlig synlige mand Denis var i denne film meget synlig, men på en måde, som jeg ikke lige havde forventet.

Englænderne bryder sig ikke særlig meget om filmen, fordi den så åbenlyst skildrer hendes senilitet, hvilket de anser for at være en form for disrespekt.
Vi var bagefter ikke enige i dette synspunkt (heller ikke Andrew, vores engelske lærer), da skildringen er meget kærlig og respektfuld.

Og Fru Streep? Hun er uovertruffen. Fantastisk. Eminent. Den bedste skuespiller i nyere tid. Hun var Margaret Thatcher med hud og hår. Virkelig meget hud og hår, faktisk – hvilket selvfølgelig primært er en god sminkørs fortjeneste, men også ansigtsudtrykkene. Munden. Attituderne.
Da jeg kom hjem og billedgooglede den rigtige Thatcher, kunne jeg næsten ikke se forskel.
Den purunge Miss Margaret Roberts blev spillet af en anden, men snart blev hun overtaget af Meryl Streep, som med bravour klarede spektret fra 1970 til i dag; altså fra en 45-årig til den 85-årige.

Thatcher blev premierminister i 1979 under sloganet “Labour isn’t working” – det var en periode, der var præget af mange strejker.
Suverænt ordspil.

Se den film.
Lov mig det.

Jordens Søjler med et års forsinkelse

Mellem jul og nytår 2010 blev Jordens Søjler sendt i tv. Dengang havde vi ikke lyst til at se to timers tv fire aftener i træk fra 21:30-23:30, hvorfor vi optog den.
Det har så taget os et helt år at tage os sammen til at se den; vi så fire timer i går og fire i dag, fordi vi havde lyst til at tage denne korte nytårsweekend som ren afslapnings- og dovnetid. ‘Ren afslapning’ er måske ikke det optimale udtryk, for filmen var sandelig en noget blodig affære. Effekten af et afhugget hoved på stage er voldsommere på tv, end når man læser om det i en bog.
I 1100-tallet var der åbenbart altid krig og intriger – kirkens folk var ikke overraskende de værste intrigemagere og deres magtliderlighed stod absolut ikke tilbage i forhold til de adeliges eller dem, der gerne ville være konger eller dronninger. Biskopper og præster slog sjældent selv ihjel, men at manipulere eller beordre andre til at gøre det beskidte arbejde for dem, havde de ingen som helst skrupler over.
Jeg købte Pillars of the Earth i oktober 1990 og har selvfølgelig glemt meget af den på de 11 år – kan dog huske, at jeg slugte den råt, for holddaop hvor var den god, så jeg glædede mig til, efter denne lange pause, at få den genopfrisket og vurderet hvor godt den var lavet i forhold til det, jeg kunne huske.

Det var en rigtig gang maraton-tv, hvilket passede helt perfekt med dette maratonstrik.

Den er godt nok halvsen at strikke. En sweater til mig på pinde 3 med mønster på stort set alle pindene, og størrelse 36 ligger omkring 10 år tilbage i tiden for mit vedkommende…
Udsnittet herunder repræsenterer naturlig størrelse og er en smule mere end de 4-5 cm, jeg nåede at producere under de otte timers tv-kiggeri.
Der er således lang vej endnu, men den skal nok blive færdig. Engang. Én ting kan man med sindsro sige om dette arbejde: det bliver aldrig ensformigt…
De to ærmer vil jeg strikke på én gang og så klippe op bagefter – så kan jeg strikke dem på rundpind fra start til slut. Dette mønster gider jeg simpelthen ikke give mig i kast med hverken på strømpepinde eller på frem-og-tilbage-pinde; vrangpinde er out of the question!

Vi var ude ved midnatstide for at kigge på fyrværkeri. Det kan godt være, at mit kamera kan skyde fyrværkeribilleder, men ejeren af det kan ikke!
Der løb en lille tekst henover skærmen, da jeg satte kameraet på fyrværkeriscenen: Husk at sætte kameraet på stativ.
Det gjorde jeg ikke, men hvis jeg havde, var de måske blevet nogenlunde – nu blev det bare pinligt…

Jeg må øve mig igen til næste år…

Apropos tv-serier: Tim ELSKER Matador og kan slet ikke få set den hurtigt nok – C & T har heller ikke lavet meget andet end at se tv, når børnene har været lagt i seng.
Endnu en gang tak til jer, der hjalp mig med at finde udgaven med engelske undertekster; især dog tak til Overleveren, som var lynhurtig og dermed den første, så jeg fik den bestilt i tide.
Dejligt at vide, at selv om Matador er meget dansk, så er den gået direkte ind i en englænders hjerte. De regner med, at Tims mor og mand vil finde den lige så fascinerende, så de får lov at låne den senere.
Charlotte kan sikkert replikkerne udenad fra start til slut, så mange gange som hun har set den (= ladet den køre, mens hun syr tøj), og hun nyder Tims reaktioner over den nu.

Julemanden fandt os helt heromme i Sverige

Der var vel omkring en halv million gaver under det juletræ. Og ved siden af det – nogen skulle jo gerne kunne gå rundt om det…
For børnene var det nu så småt ved at blive interessant. Mens de voksne vaskede op efter julemaden, bar de tre børn gaverne ind og lagde dem under træet, hvilket erfaringsmæssigt passer meget fint rent tidsmæssigt.

Men … hvad skete? Pludselig bankede det på ruden, og udenfor stod en julemand, som beklagede, at han ikke kunne komme ned gennem skorstenen.
Ih, hvor var vi glade for at se ham, så han blev naturligvis inviteret indenfor i den lune stue.
Jeg elsker simpelthen at se på børn, der ser på den julemand, de stadig tror på i den alder. Det er bare guld værd.
Da han spurgte, om der var nogen søde og artige børn her, var der skam ingen falsk beskedenhed – tre børn råbte enstemmigt JAAHH!!!

Julemanden tog af sted igen – han havde mange flere, han lige skulle nå at besøge.
Han blev spillet af Heidis kæreste, som børnene kun ser for anden gang, og med alle de folk omkring dem lagde de overhovedet ikke mærke til, at han var væk.
Han hedder Nikolaj, og fra da af blev han selvfølgelig kun kaldt for Nikolaus…

Nogen af os fik McQueen-lego, som der skulle hjælp til at samle.

Nogen andre af os fik et McQueen-telt.

Mange af os sad og så Cars 2 i dag, og både børn og voksne grinede højt og larmende af Bumle. Det er utroligt, så stor en succes ham McQueen er blevet hos børn. Og voksne…

I dag har den stået på 100 % afslapning – selvfølgelig har vi fået os en gedigen julefrokost med alt muligt godt af alskens hjemmelavede sager, men det meste af det var præpareret hjemmefra, således at arbejdet i dag var minimalt.
Nogle spiller kort, andre spiller andre spil. Nogle ser Tims Titanic-docu. Det er ret fedt at være de første, der får lov til at se den.
Den er endnu ikke helt færdig, men det er efterhånden tæt på.
Her i juleferien sidder Tim og arbejder flittigt på at lave sine bøger om til e-bøger, så man kan købe og downloade dem umiddelbart efter premieren i april.
Hvis man googler titanic case closed, kommer der en del hits op. Dette er et link til en foromtale – det er Bedlam Productions, som for os nok er mest kendt for The King’s Speech, der står for produktionen af Titanic-docu’en.

Energiniveauet er meget, meget lavt for mit vedkommende. Jeg har ikke engang særlig mange ord i mig, hvilket er temmelig usædvanligt…
Livet er nu alligevel ikke det værste man har.

Det er dyrt at være blogger

Det kan godt være dyrt at være blogger.

I dag, da jeg var ovre hos Mia, faldt jeg omgående for den engelske dokumentar om engelsk arkitektur, hun skrev om: The Country House Revealed. Det var lige noget for både englænderne og mig, så jeg undersøgte, om Mia selv havde den i Anglofilia-butikken, men det havde hun ikke. Fluks gik min cybervej videre til Amazon.co.uk, hvor jeg har en konto, så det er alt for nemt…

“Dyrt”, sagde hun… “den koster jo kun 13 pund!?” Jaja, men jeg købte også den nedenunder – det var et must, da jeg havde læst om den.
Da jeg så osede lidt videre rundt på Amazon – de har flere varer end Magasin du Nord – faldt jeg over et par sandaler, som jeg pludselig ikke kunne leve uden, og i løbet af no time havde jeg brugt 75 pund. Man behøver (desværre) slet ikke at tage til London for at bruge engelske pund…
Nå. Jeg har da sparet en flybillet. Fortæller jeg John – men alt dette, bare fordi jeg lige skulle over for at se, hvad Mia har gang i. Det er dyrt at være blogger. I hvert fald en blogger med hang til impulskøb i cyberspace.

Læg mærke til informationerne om filmene – en ny koster 12-13 pund, og i to af tilfældene koster en brugt 22 pund??? Mig ikke forstå.
Stigende priser fører mig direkte frem til at citere TV2 News fra i tirsdags:
Tallet har været stødt stigende fra 2002
Det stødte mine øjne.

Og vi bliver ved økonomien – følgende er plukket fra en information om, hvor meget vi bør give i drikkepenge hvornår og i hvilke lande:
Nogle steder er det nemlig en fornærmelse, hvis du kun lægger et par håndøre, mens du andre steder ikke skal lægge alt for mange

Okay – det er nok lidt forvirrende, at noget kan koste 50 øre, mens flere af den slags mønter hedder 50-ører. Det ændrer dog ikke på, at det hedder håndører, hvilket betegner et noget mindre beløb end det, jeg har spenderet på mig selv i dag.

En dokumentarserie om Titanic – fortæller: Tim Maltin

Hvordan er det nu det er? Jo mindre betydningsfuld man selv er, jo mere soler man sig i andres berømthed. Lige nu soler jeg mig, for jeg har oplevet at møde Tims instruktør til den to-timers film, de skal til at producere om ‘Sandheden bag forliset’.
Instruktøren, Nigel Levy, som ikke er helt ukendt, og hans særdeles skarpe assistent kom i dag for at tale med Tim om, hvordan de skulle skrue det hele sammen, hvad der skulle fremhæves og hvordan og hvorfor.
Charlotte tryllede på 1½ time tre af retterne fra  “The last dinner on the Titanic – a menu from the Ritz Restaurant, where the super rich dined” (nr. 2, 3 og 5). Jeg fik æren af at lave suppen…
Vi spiste frokosten sammen med Titanic-teamet og overlod dem derefter til deres mere seriøse gøremål. Det var en meget interessant frokost, hvor Nigel bl.a. fortalte om sin serie ‘Fatal Attraction’ om folk, der holder farlige dyr som kæledyr – bl.a. fortalte han om, hvordan de reproducerede historien om en mand, der holdt en fuldvoksen tiger på 400 pund i en lille lejlighed i Harlem, New York… de er skøre, de amerikanere…

John, Charlotte og jeg gik ud i haven og oplevede et næsten historisk øjeblik: Tækkeren ordnede det allersidste, nemlig den lille porch, og stilladset blev hevet ned. I morgen bliver første dag siden påsken 2009, hvor der ikke er den ene eller den anden slags håndværker i gang med den ene eller anden slags håndværk.
Ikke fordi huset er færdigt… bliver man nogensinde færdig med et hus, der stammer tilbage fra begyndelsen af 1400-tallet? Næppe. Og så er der jo også noget med en granny flat, som godt nok må vente lidt endnu.
I hvert fald bliver der nu en håndværkerpause, og Charlotte har tænkt sig at stornyde resten af sommeren uden at skulle lege sjakbajs eller svare på/afgøre alverdens spørgsmål.

Begivenheden blev fejret med en afskedsøl med de to tækkere.

I morgen satser jeg på godt vejr, så jeg kan få et billede af huset med blå baggrundshimmel og uden stigen og bilen til venstre.

Da dette også var den sidste aften inden vi tager hjem, at Tim kunne være sammen med os, inden børnene skal i seng, gav John en ‘tak for et dejligt ophold’-middag på den lokale pub Seven Stars.
Det var absolut glimrende mad, som blev serveret – også ganske traditionelt – i ENORME portioner. Jeg bestilte torsk og tænkte, at det kan man da altid spise, men jeg kunne på ingen måde spise op, selv om det var meget lækkert.

I morgen går turen til Bath. Vi vil købe en Tilleyhat til Tim – han prøvede Johns og faldt pladask for den, så nu får han en før-julegave, da han har mere brug for sådan en hat nu end sidst i december…

På hundredårsdagen for Titanics forlis

På hundredårsdagen for Titanics forlis sker der noget, som Tim med garanti ikke engang vovede at drømme om, da han som 8-årig begyndte at interessere sig for det berømte skib.
På hundredeårsdagen for Titanics forlis vil Tims åsyn blive kendt af rigtig mange tv-seere.
I dag hører han til blandt dem, der ved mest om Titanic – han udgav sidste år en bog, som kom ind på den engelske top 10 over årets quizbøger. Han har studeret så meget udensomsmateriale, at han har opdaget noget helt nyt omkring, hvorfor det tog så lang tid, før der kom andre skibe til undsætning, da Titanic sank.
Det er noget med miraging – hvis jeg siger fata morgana, bliver det nok misforstået, men det er noget i den stil. Jeg kan ikke afsløre ret meget; jeg må for det første ikke endnu, men jeg forstår heller ikke alt, hvad Tim prøver at forklare mig om disse naturfænomener, så det var såmænd nok lige meget, selv om jeg prøvede…
Tims første bog var egentlig kun en ‘føler’ for den anden bog, hvori han netop ville føre bevis for denne nye opdagelse – den var en forret, inden hovedmåltidet bliver serveret, så at sige.
Reklame: Den findes både som hard- og paperback. Billede af paperback-udgaven lånt hos Amazon, men de kan vel næppe have noget imod lidt reklame.

For nogle måneder siden blev Tim prøvefilmet der, hvor Titanicudstillingen, der p.t. er i Tivoli, på det tidspunkt var i England. Han skulle berette om sin nye opdagelse, og produceren var så begejstret for ham “You are a born talent!”, at han sendte en appetitvækker ind til National Geografic for at være med i kapløbet om de to dokumentarudsendelser, der får lov til at præsentere 100-årsdagen d. 15. april 2012. Jeg har altid ment, at Tim kan sælge sand i Sahara, og nu har han bevist det…

Her er det meste af gårsdagens email fra Tim. Jeg var velkommen til at blogge om det; jeg måtte bare ikke nævne navne eller budget:

Dear Ellen and John, I’m writing to let you know that I’ve just heard that
NatGeo have just “green-lighted” my 2 hour documentary Special on the
miraging I discovered was present the night the Titanic sank, to be
screened on the 15th April 2012…only me and …….…shows made
the cut (out of 12 others, including ……………… (en, Tim ellers var helt sikker på var selvskrevet)
So we very happy and looking forward to seeing you in June 🙂 P.S. Budget
is ……………., and I get …… !

Jeg er så glad på hans vegne; det er vist den bedste accept, han kan få på det store arbejde, han har lagt forud for dette.
John, jeg og sandsynligvis de fleste andre, der kender Tim, plus en betragtelig mængde Titanicfans, vil sidde klinet op ad tv-skærmen d. 15. april næste år for at se, hvad de har fået ud af det.
Man regner som en tommelfingerregel med, at for hvert minut udsendt på tv, ligger der en times optagelser – det vil altså sige, at der ligger omkring 120 timers arbejde og venter forude – men det må for pokker da være 120 drønspændende timer – han skal med ud på stedet, hvor Titanic sank; med hvor det blev bygget, med til Southampton, hvorfra det stævnede ud på den fatale jomfrurejse, med til jeg ved ikke hvor. Gad vide, om han overhovedet får tid til at passe sit arbejde…

Jeg har besluttet mig for ikke at følge Janteloven, så jeg må godt være stolt over, og give udtryk for det, når Tim som her har præsteret et flot stykke arbejde og oven i købet bliver krediteret for det på denne noget usædvanlige måde.
Denne miraging-opdagelse er jo ikke noget, han er kommet sovende til – det er resultatet af mange måneders gransken i de mest usandsynlige arkiver, både her og i USA; af utallige telefonsamtaler med folk, der har mere forstand på vejrfænomener end ham selv; af mange søvnløse nætter, hvor han har tænkt og tænkt og tænkt… Det er ikke ny viden som sådan, men det er en helt ny måde at kombinere og konkludere på den viden, der er tilgængelig for alle, der måtte være interesserede i at ville grave i gamle logbøger, meteorologiske optegnelser og meget andet.

Til sidst et lille kuriosum: Charlotte var ansat hos Angels, dengang de syede kostumerne til John Camerons film, så hun har givet sit lille bidrag til filmpåklædningen, og hun var der, da Kate Winslet og Leonardo di Caprio kom til prøvninger.
Så er ringen vist sluttet.

Find Nemo

Hvad i alverden skal man finde på, når det blæser en så bidende kold vind, at man bliver frysetørret på 10 minutter, hvis man bevæger sig udenfor?
Vi har overhovedet ikke lyst til at foretage os noget, der indebærer udendørs aktiviteter.
Lys ide: Danmarks Akvarium i Charlottenlund!

Ungerne elskede det. Vi legede selvfølgelig Find Nemo, og da de fandt ham, kendte jubelen ingen grænser. Søhestene var et hit, lige som den store havskildpadde var det. Og… masser af andre, faktisk. De var langt mere interesserede, end vi havde turdet håbe på.

Spændende var det også at se på de fisk og søstjerner, man måtte røre ved… de var dog ikke meget for at røre ved dem; det var alligevel for ulækkert.
Charlotte erklærede, at Danmarks Akvarium var meget større, da hun var barn!

Da vi kom ud derfra, fik Tim øje på et frossent Øresund, så vi måtte helt hen og kigge – han har aldrig før set et frossent farvand og var ret betaget af det smukke syn.

Det var skam også flot. Hamrende koldt, men flot.