Måske ikke direkte grim, men kedelig

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.

---

Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Reklamer

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Det var virkelig svært …

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

Alle har en historie at fortælle

Alle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

Mottisfont Abbey and gardens

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

Padder eller paddle tennis

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Vi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

Gamle fotografier og en ny app

Min mors gamle fotoalbum er i min besiddelse. Jeg lovede nemlig i et svagt øjeblik at skanne nogle af billederne, således at vi tre søstre elektronisk kan gemme billederne af vores mor fra hun var omkring 14 år og frem til hun var 23.
Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er.
Blandt andet er der dette af hende som 19-årig, taget i 1944 … det irriterer mig, at jeg ikke kan finde det, men jeg ved, at jeg et eller andet sted har et billede af mig selv fra 7. klasse, hvor jeg kan se en slående lighed mellem hende og mig. Vi har oven i købet indtaget præcis samme positur.
I mine tidlige voksenår tænkte jeg ikke over den lighed (og kunne heller ikke selv se den), bortset fra, når jeg så en bestemt af mine forældres venner, for han sagde HVER gang han så mig: Hold kæft, hvor du ligner din mor, tøs!
Det sagde han fra jeg var en ganske lille pige og til han døde, da jeg var sidst i trediverne.
Det var på én gang sjovt og lidt trættende at høre på, og jeg kan først nu se, hvor meget ret han havde. Når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.

Jeg har syltet skannearbejdet længe, fordi jeg på forhånd ved, at det er en meget tidskrævende opgave, og alligevel bliver billederne bare elendige.
John fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.

Det viste sig at være noget nemmere at overføre billederne til min pc, end jeg havde regnet med: Det var bare at forbinde USB-stikket i laderen til iPad og pc og så kopiere direkte via stifinderen.
Det var noget nemmere end at gå via iTunes, som John mente, jeg skulle.
Så hvorfor man skal have en iPad, en Mac og en iPhone for at hele maskinparken “skal kunne tale sammen”, forstår jeg nok ikke helt – androidtelefonens og ipaddens kalendere synkroniserer også fint med hinanden.
Det må være folk med mere avancerede behov end jeg, der ser sådan på det.

Det var dengang der var biler til … eller hvad?

I min gavepapirsskuffe kunne jeg pludselig finde et gammelt danmarkskort … undrede mig lidt over det, men det viste sig at være et John havde fundet i sine gemmer, havde kigget lidt på og så åbenbart lagt det tilbage i en forkert skuffe.
Det er et kort, han engang fik af sin morfar.
Det er et Danmarkskort med angivelse af Pratt Benzin stationers fordeling i det ganske danske land.
Pratt Benzin??? Hvem har nogensinde hørt hørt om det? Nogle af os halvgamle kan sikkert huske Gulf, Esso, Mobil og BP – og kan måske oven i købet huske deres logoer og/eller farver. Men Pratt?
DET DANSKE PETROLEUMS AKTIESELSKABS BENZIN PUMPER I KJØBENHAVN: PRATT BENZIN. D.D.P.A.
Så har vi vist fået det hele med … og der kommer en del billeder.
Kortet er fra 1928, og en af de ting der slog mig var hvor tæt disse benzintanke var placeret (billede af eget nærområde længere nede), men på den anden side kender jeg ikke distancen, som den tids biler kunne køre på en tankfuld.
Jeg kunne huske nogle af de gamle kendingsbogstaver, men selvfølgelig ikke dem alle. Jeg huskede K for København, L for Lolland, Z for Esbjerg (Ribe amt) og Y for Vejle, fordi det var steder, jeg kom med mine forældre. At O ikke var Odense, men noget andet på Fyn, kunne jeg også huske, fordi det var så ulogisk!
Og så selvfølgelig vores eget A.

“Automobilister” – er det ikke skønt?
Nyd lige disse færdselsregler:

Husk at række pisken i vejret, inden I stopper!
For Strandvejen nord for København gjaldt åbenbart særlige regler:

Og det har også været vigtigt at vide hvornår ‘lygten’ tændes i København … jeg forstår dog ikke, hvorfor den fx blev tændt kl. 9:30 mellem den 30. juni og den 7. juli, hvorimod jeg ville kunne forstå, hvis den var tændt mellem kl. 04 og 16 omkring nytårstide, men det kan godt være, det bare er mig, der ikke kan finde ud af at læse oplysningerne rigtigt.

Og som nævnt lå der rigtig mange benzinpåfyldningsmuligheder i hele landet – det var ikke mindre tæt end dette nogen steder i hele landet. Jeg ved ikke, om der var konkurrerende mærker på den tid, eller kun dette ene, for i givet fald er det jo endnu mere imponerende med antallet.

Til sidst denne vejledning i, hvordan bilen smøres – at det står som oplysning på et kort af denne art tolker jeg som, at det oftest var noget, bilejeren selv måtte sørge for at gøre.
Det er ikke kun her i 2017, jeg er glad for at have en mand som John. Det ville jeg så sandelig også have været i 1928! Havde jeg været enlig mor dengang, ville jeg virkelig have haft et problem.
Jeg ville i øvrigt nok have haft en del andre og nok også større problemer end hvordan jeg skulle få smurt den bil, jeg på ingen måde ville have haft råd til at anskaffe mig …

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

De higer og søger …

De higer og søger i gamle bøger …
Disse få ord er de eneste jeg umiddelbart ville kunne citere fra Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene, hvis man vækkede mig midt om natten og bad mig om at recitere digtet. Det er temmelig pompøst og svulmende; man kan ikke læse det højt uden at give sin stemmeføring en vis patos og et (forgæves) forsøg på at lyde som Poul Reumert. Eller rettere: Jeg ville ikke kunne, men en for mig ukendt Anders Ø. Kristensen kan godt, men han lyder altså helt forkert i mine ører. Og så udtaler han ‘oplukte’ i “i oplukte Höie med speidende Öie” som om det skal rime på opslugte. Jeg går da ud fra, at ‘oplukte’ har et og andet at gøre med at lukke op …
Ikke at jeg sådan går og læser Guldhornene op, hverken for mig selv eller andre, i tide og utide – i givet fald ville jeg forhåbentlig også have kunnet mere end de to første linjer udenad – men i dag måtte mit overfladiske bekendtskab med romantikkens første digt friskes op, fordi:
Vi var en tur i Faxe. Der har vi været før, men i dag så jeg for første gang rigtigt på statuen på byens lille torv. Jeg så en meget gejl hingst med en (mandlig, naturligvis) rytter på, befindende sig umiddelbart bag, hvad jeg gætter på må være en hoppe, hvorpå en (kvindelig, naturligvis) rytter sidder. Hun indtager en stilling, hvor hun ser ud, som om hun hengiver sig lidenskabeligt til … noget …

Der var noget, der dæmrede … vi er i Faxe … var der i mytologien ikke noget med en Rimfaxe? Og var Rimfaxe ikke en hest?
Det blev undersøgt, da vi var hjemme igen, og jo, Rimfaxe var nattens hest, som trak månen hen over himlen, mens skummet fra dens bidsel faldt som dug. Gad vide, hvordan man dengang forklarede, at månen sommetider er fremme om dagen?
Skinfaxe var dagens hest. Den havde en manke, der skinnede som guld og lyste op som dagslys mellem jord og luft.

Hvad eller hvem er Delling?
Hvem der er hvem af disse to på Aage Petersens monument fra 1941 fremgår ikke nogen steder, men mit bud er, at hingsten må være Rimfaxe.
Selv om dette sidste spørgsmål stadig er uafklaret, blev jeg alligevel lidt klogere også i dag.

Opdatering: Lene ledte mig til Faxe kommunes hjemmeside, hvor følgende stod: “Nat og Dag var to personer, der red over himmelen med hver deres hest. Nat, der var datter af jætten Narfe, fik med asen Delling en søn, de kaldte dag.”
Det må derfor være hingsten, der er Skinfaxe.

Hollandsk biksemad

Mine forældres naboer dyrkede kål. Hvidkål og rødkål. Vist også gulerødder, kartofler og porrer, men jeg husker især kålen. Nabokonen gjorde derfor meget i kålretter – det var selvfølgeligt for hende både pga. parrets levevej og fordi hun hævdede, at hun var efterkommer af hollænderne, der i 1521 blev hidkaldt af Christian d. 2. Om det virkelig kan passe, at hun kunne føre sin historie så langt tilbage, skal jeg ikke kunne sige, men hun var god til kålretter, og en af dem holdt min mor meget af at lave.

Den hedder hollandsk biksemad.
Jeg har lige googlet retten og blev temmelig forbavset over, i hvor mange varianter den findes.
Flere af dem med spaghetti i! Det har jeg aldrig hørt om – hvor er lige det hollandske henne? Kendte man spaghetti i 1500-tallets Holland? Det tror jeg ikke.
Jeg kan heller ikke forstå, at opskrifterne indeholder kartofler – dem kendte man i hvert fald ikke i 1521, for kartoflen kom først til Europa i 1537 og omtales ikke i Danmark før 1630.

Min (grund)opskrift ligner denne til forveksling, hvad råvarerne angår, men jeg lader retten stå og simre i mindst to timer i en stor stegegryde.
Derudover er den naturligvis piftet en smule op henover de 40 år, jeg har lavet den. Jeg kommer masser af hvidløg i, hvilket vel efterhånden ikke kan forbavse nogen. For hvidløgsforskrækkede vil ingen, et eller højst to fed nok være passende, men jeg bruger mindst fem. De skal presses i – ikke skæres i stykker.
Jeg kommer en pakke bacontern i sammen med farsen, når den brunes, og jeg tilsætter en smule knust, tørret chili, når alt er blandet sammen.
Vi holder meget af at give det et skvæt Worcestershire Sauce på tallerkenen. Det og chilien er bestemt heller ikke særlig hollandsk … jeg ved det godt …
Der står en stor portion og simrer lige nu. Det er mad til i aften og nem mad til i morgen, hvor vi kører til Sverige og har Søren med. Jeg er lidt spændt på, hvad han siger til den mad, for han er … hmmm, skal vi sige … en anelse konservativ med, hvad han putter i munden. Både hans mor og hans tidligere kone var slagterdøtre, og især i barndomshjemmet var salat kun noget man gav hønsene. Med andre ord var det yderst traditionel dansk bondemad, der blev serveret i det nielsenske hjem. Bondemad er jeg også opvokset med i mine første år, men da mine forældre blev lidt mindre fattige i løbet af 60’erne, blev min mor meget eksperimenterende med maden og syntes det var spændende at drage de nye, importerede varer med ind i madlavningen. Hun var heldigvis også god til det, og jeg bilder mig ind at have taget med i bagagen at have lyst til at ‘lege’ med maden.

Nå, men bondemad er dejligt, bare man ikke får det hver dag, og Søren må spise, hvad der kommer på bordet.
Det plejer han nu også, for som op til flere mænd, jeg kender eller kender til, er det kun fikse ideer, der er årsag til kræsenheden – hvis de ikke bliver spurgt og ikke har andet valg, bliver de små pus ofte positivt overraskede, når de opdager, at det ikke var så slemt som forventet – måske smagte det ligefrem godt!

De gamle køretøjer på Manor Farm

For 3½ år siden skrev jeg om Tims onkels bilsalg. Dette ene salg var rigeligt til at sikre de to en tryg alderdom – også selv om de har et pengeslugende hus. Ude i garagen/værkstedet, som er både ventileret og opvarmet, har onkel endnu fire gamle, men meget velholdte biler, og naturligvis ville både John og jeg gerne se hans samling. Udover bilerne har han en væltepeter, som hans egen bedstefar kørte rundt på.
En væltepeter hedder på engelsk en pennyfarthing, fordi en penny var meget stor i forhold til en farthing.

Jeg var imponeret og John var … jeg ved ikke hvad jeg skal sige han var, men alene hans wow’er og ooohhh’er beskrev med al ønskelig tydelighed, hvordan han havde det med de flotte biler.

Selv jeg var ikke i tvivl om, at der blev kælet for køretøjerne – man kunne servere mad på de motorblokke, og alt skinnede som katteskidt i måneskin.

Garagens ubestridte stjerne var denne Alfa Romeo fra … øhhh … 1936, tror jeg nok … alene her står der et pænt supplement til pensionen – i USA er der i øjeblikket en tilsvarende bil til salg, som ejeren vil have 3,5 millioner dollar for. Onkel gav 25.000 £ for denne her, så jeg tror, hans investering har tjent sig hjem … han lovede, at hvis vi kom igen til sommer, så gav han en tur både i den og i den Jaguar E, som man herunder ser ungerne sidde i. John fik stjerner i øjnene, og incitamentet for at køre derover i maj, som vi allerede har talt om, steg yderligere.

Det er både onkel og moster, der er interesseret i veteranbiler. Alfa Romeoen har deltaget i Mille Miglia et par gange – da tog parret turen fra England til Italien i den smukke, gamle bil for at deltage i løbet. De har været flere gange i Danmark også til løb eller veteranbilejersamvær af forskellig art og har en del kontakter her i landet. De har begge rundet de 70 år, så de deltager ikke længere i deciderede veteranbilløb, men deltager stadig i de mere hyggelige komsammener af slagsen. Han har gennem mange år udlejet forskellige af sine gamle biler til film.

Garagen var spækket med gamle skilte og alt muligt mere eller mindre mystisk (for mig) værktøj og dimser, der gjorde det hele meget autentisk at se på.
Han har flere scootere og en Fergusontraktor fra 1953 – samme glimrende årgang som mommer her … min far købte sin første Ferguson i 1956, og jeg husker den som helt mage til den, jeg så hos onkel. Hyggelig nostalgi var det – for mig faktisk mere end bilerne, men det sagde jeg ikke til nogen …
Moster og onkel er et meget sødt par, som vi naturligvis har inviteret til at bo hos os i Danmark, hvis deres veteranvej skulle falde forbi. Onkel arbejder endnu (to dage om ugen), selv om han er 74. Jeg spurgte hvorfor han dog ikke jobstoppede, når han havde en så interessant hobby, der sagtens kunne udfylde alle hans dage. Svaret var, at han ikke havde råd til at stoppe. Det tror jeg så ikke helt på, men han må jo kunne lide sit job.

Engelsk jul, del 2

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

Et elefanthvidløg og et rottehul

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

En tur i skilteskoven

Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

Vintertid er sysletid

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
Ifølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Jeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

Hun startede åbenbart i en tidlig alder

I går kom begge mine søstre og den ene søsters tre børn. Vi skulle se lysbilleder – alle mine forældres gamle lysbilleder.
Det vil sige, at jeg troede vi skulle igennem dem alle sammen, men Bodil havde heldigvis gennemgået dem én gang og havde smidt alt ud, som hun med sikkerhed vidste, ingen af os ville have, så i alt skulle vi kun gennemse godt seks slæder med dias, hvoraf vi endte med at gemme omkring 170-180. De skal nu skannes, gemmes som filer og så en tur op i skyen, hvorfra hver enkelt familiemedlem kan fiske de billeder, der måtte have interesse.
Jeg havde ikke set frem til dette arbejde og havde slet ikke regnet med, at det ville være så sjovt at se os selv tilbage fra 1963 og frem til far stoppede med at lave lysbilleder omkring 1980. Blandt de sidste var billeder, som Bodil havde taget, og der var nogle overraskelser for mit vedkommende. De var taget på gården; Bodil er otte år yngre end mig (jo, jeg må gerne skrive ‘mig’ her), så hun boede hjemme, til Charlotte var næsten fem år. Hun (Bodil) var sød til at tage C med hjem fra børnehaven, når hun cyklede fra skole, så C var næsten mere sammen med Bodil, end hun var sammen med mig. Næsten … det var i hvert fald meget … C kunne ride, før hun kunne gå. Næsten …

Min lille Charlottes omgang med heste ville jeg helst ikke se på dengang. Hun gik under maven på Bodils hest – det var jo nemmere end at gå hele vejen udenom, især fordi hun nøje havde fået indskærpet, at hun aldrig måtte gå lige bag om hesten. Jeg nævnte somme tider, at det så lidt farligt ud indimellem. “Sludder, jeg ved hvad jeg gør – der sker selvfølgelig ikke Charlotte noget”, svarede Bodil, og hun skulle blive voksen og selv få børn, inden hun godt kunne se, at hvis hun skulle opleve andre udsætte hendes børn for det, hun syntes var så naturligt sammen med Charlotte, ville hun nok have hoppet lidt i sædet.
Nå. Der skete jo sådan set aldrig noget, må jeg indrømme.

Hvad jeg slet ikke havde forudset ved gårsdagens lysbilledshow var, at min søsters børn sad og storhyggede sig. Nogle gange kunne de godt se, om det var deres egen mor, andre gange forvekslede de os godt og grundigt – det skal siges, at der ingen kronologi var i lysbillederne mere – de var rodet totalt sammen.
Camilla havde sin lille Carl på otte måneder med, og da vi så et billede af Camilla i samme alder, hujede vi alle – det var en 95 % kopi af Carl, som kiggede ned til os fra lærredet. Nu var det så mor og søn, men vi morede os med at finde andre familietræk, der gik igen på kryds og tværs; fx lignede den ene af mine niecer som barn mere mig som barn, end hun nogensinde har lignet sin egen mor.

Og så havde Bodil lokket mit stakkels uskyldige barn til noget frækt. Krudtet i Charlottes øjne skinnede tydeligt igennem på lysbilledet, men det er desværre ikke så tydeligt her på fotografiet af et lysbillede. Håber det bliver bedre ved en skanning.
De har vist haft en fest, de to – jeg havde aldrig set det billede før, men det med at synes det er sjovt at klæde sig lidt frækt ud er åbenbart ikke først startet med Cabaret-kostumet fra forleden.

Avebury Manor and Garden

Avebury Manor and Garden ligger, ikke overraskende, i Avebury, som har den største henge. Stencirklen er så stor, at man ikke rigtigt opfatter, at det er en cirkel. Selv om det tilsyneladende bare er nogle store sten på en mark, er der noget fascinerende over dem, når man ved, at de for flere tusind år siden blev transporteret hertil fra Wales. Mange af stenene er væk, fordi man gennem århundrederne har fjernet dem og brugt dem i forskelligt øjemed – man havde ikke rigtig sans for historiens vingesus før i nyere tid.

Avebury Gardens er smukke, som næsten alle engelske haver. Stedets have er opdelt i flere afdelinger; dette er Monks’ Garden.

Avebury Manor blev overladt, uden indhold, til National Trust. BBC tilbød at genskabe rummene i forskellige tidsperioder og lavede serien The Manor Reborn i fem afsnit. Der var Tudor, Queen Anne, Georgian, Victorian og en stue fra 1930’erne. Her er en god artikel om det af og med Penelope Keith. Efter afslutning kunne NT beholde det hele, hvilket har gjort det til et særdeles levende museum, fordi alt er nyt og derfor ikke bevaringsværdigt på samme måde, som havde det været ægte møbler fra de forskellige perioder. Man må sidde i stolene og ligge i sengene; man må bruge kaffemøllen i køkkenet osv. Børn elsker naturligvis den slags, og faktisk er det flottere end the real things, fordi farvene ikke er falmet og stofferne ikke slidt.

Herover er det Tudor-stuen, hvor bordet er dækket, og hvor der er lagt tudorhatte på stolene, så man kan tage dem på og lege en 500 år gammel rigmandsfamilie. Gobelinerne ser fuldstændig ægte ud, og selv om man rørte ved dem (hvad man godt måtte), var det svært at ‘opdage’, at motiverne var printet på stof. På gulvene lå der sivtæpper, som jeg desværre ikke fik billeder af, men som var tykke og dejligt bløde at gå på.

Måske kan man fornemme ‘friskheden’ i farverne … da vi kom tilbage til den flotte himmelseng, lå der en lille dreng i den. Han sov bestemt ikke, men lå med et stort og stolt smil og med fire gange så store øjne som normalt – ingen tvivl om, at han ikke ville sige nej tak til at få sig sådan en seng.

Herover køkkenet og The Georgian Dining Room med en indendørs hest, kaldet en chamber horse – “Eighteenth-century English gentlemen (and likely a few ladies as well) used this peculiar-looking device to help burn off the effects of those infamously lengthy Georgian dinners”. Der var høje fjedre under sædet.
Jeg forsøgte mig og var glad for, at ingen filmede. Det var næsten som at sidde på den tyr, I ved, der er beregnet til at smide en af så hurtigt som muligt.
Køkkenet var viktoriansk; dvs. fra 1800-tallet. Jeg elsker at se på disse gamle køkkener, men har ingen sentimentale ønsker om at arbejde i sådan et – det har været hamrende besværligt, for at sige det mildt.
Vi fik fortalt, at det var fordi man troede, den blå farve holdt insekter væk, at man malede så meget blåt i køkkener.

Så bare afsted med jer til Avebury, hvis I nu skulle få lyst til en tur til England.
Den ene af veninderne skrev hjem til sin mand, at hun synes de skal holde ferie i England til næste år. Hun var meget positivt overrasket over de kuperede landskabers store skønhed og af de fantastiske huse og haver, vi nåede at vise hende.

Og nu vi alligevel dvæler ved historien, så er familien til The Goodwood Revival i dag – i gennemført stil fra 1940’erne. De minder mig om mine forældre, som jeg husker dem fra ganske lille. Aubie er stolt af sit outfit – selv hans sko er ‘rigtige’, selv om de er nye, men han elsker dem. 
Han spurgte sin mor: “Det her er lidt sådan en slags legedag for voksne, er det ikke?”

Ikke Bath … Salisbury

Det blev ikke Bath i dag. Børnene skal have nyt fodtøj inden deres ferie i Grækenland, men det er deres sidste skoledag i dag, så det må vente til på mandag, hvor vi alle fem vil tage en tur til Bath.
I stedet kørte vi en tur til Salisbury i dag. Vi har været der før; også inde i den kolossalt store katedral, så vi nøjedes med at kigge indenfor i søjlegården – og undre os lidt over den vrede helgen – eller hvad han nu har været … han virkede ikke specielt helgenagtig.

Det er ham, der står alene, jeg mener … han ser overmåde olm ud, mens han står og giver en eller anden fingeren. Ikke særlig helligt, må man sige. De andre ser ud, som sådan nogle nu engang bør se ud.
Katedralen er virkelig enorm og også et besøg værd, hvis I skulle komme på de kanter. Jeg kunne ikke rigtig komme langt nok væk til at tage et billede, der ikke vælter. Den er imponerende indvendig såvel som udvendig, hvor man kan bruge lang tid på at studere detaljer. Og undre sig over, hvorfor der aldrig er kommet statuer ind på de ledige pladser. Pengemangel? Trosretningsskifte? Det må kunne slås op, men det bliver en anden gang.

Ken Follett har beskrevet en katedrals opførelse i Jordens Søjler, som er en fantastisk bog og er blevet til en god film. Det kunne måske i teorien have været denne i Salisbury, der var hans forbillede, men den er omkring 100 år yngre end Follets fiktive katedral i bogen. Det er imponerende klaret at kunne bygge i denne størrelse og højde i 1200-tallet – det er ikke svært at forstå, at der skete en del uheld undervejs.

Salisbury – Sarum – rødderne går langt tilbage (Old Sarum har rester af bosættelser fra 3000 fvt.), hvilket afspejles i nogle af byens smukke huse. Dagens formiddagskaffe blev indtaget i en lille gårdhave på Red Lion Hotel, hvis rødder går helt tilbage til 1300-tallet. Særdeles hyggeligt og stemningsfuldt!

Billedet herunder er især interessant pga. det meget smalle hus lige til højre for den røde bygning. Hvert andet hus i den gade var så smalt. Vi kunne godt tænke os at se en af disse lejligheder indefra. Det er lige før, at en seng kun kan stå i én retning.

Dyrekøllehuset (haunch of venison betyder dyre[vildt]kølle) kunne jeg bare ikke stå for, men igen det sædvanlige problem: Man kan ikke komme langt nok væk til at få nogle ordentlige billeder. An Old English Chop House – det er da skønt, ikke?

Nu er børnene hjemme – de kan ikke få hænderne ned, for nu har de sommerferie! Jeg kan sagtens huske den herlige fornemmelse af at vide, at der ligger mange uger foran en, hvor man bare kan gøre hvad man har lyst til. Og det var rigtig sommer HELE tiden. Det regnede aldrig! Er det ikke rigtigt?

Sissinghurst castle and gardens

Sissinghurst var vidunderlig! Ganske enkelt. Jeg var overhovedet ikke skuffet – tværtimod. Forventningerne havde godt nok været høje, men virkeligheden var anderledes end det forventede, så måske derfor … jeg var trods forventningerne positivt overrasket.

Det var et stort område; selve slottet var meget smalt, men meget langt, og rundt omkring lå der små, idylliske huse spredt. Et ret højt tårn stod helt for sig selv, så det var en noget speciel opbygning.
Jeg forstår stadig ikke helt englænderne: KÆMPEstore bygninger kalder de for et house, mens dette (i denne sammenhæng) relativt lille hus kalder de for et slot?

Herover en tidsel, helt som vi kender dem, men i overstørrelse – planten har været tæt på fire meter i højden, hvilket kan fornemmes herunder – den står mellem centrum og klokken 12. Og John er er lille ottetal i samenligning.

John syntes også, at det var flot og værd at se, men han syntes, at det overordnet set gav et rodet indtryk. Hvis det er hans opfattelse, kan eller vil jeg ikke gøre noget ved det, men det var ikke rodet i mine øjne; tværtimod var det uhyre velplejet; intet var groet ind i hinanden eller virkede uplejet. Alt havde sin plads … jeg ved ikke om det var størrelsen på stauderne, der overvældede ham.
Jeg var bare vildt imponeret. Hele tiden – det var en have 100 % efter min smag.

Der var masser af mure eller rester af mure, hvilket gav mange små hyggekroge.

Den hvide have (herunder) duftede meget intenst, men vi kunne ikke finde ud af, hvad det var der duftede så kraftigt.
Der er seks fuldtidsansatte gartnere, to deltids ditto, en elev og to nursery (??, men vi gætter på må være folk, der har til opgave at fremelske og pleje stiklinger og nye planter), plus lots of volunteers. Det er virkelig mange til at passe selv en så stor have. Vi så dem alle, tror jeg … der var aktivitet i mange af bedene.

Haven åbner kl.11. Vi var der 11:10 og fik en parkeringsplads længst væk fra indgangen! Der var stort set fyldt op, men heldigvis kun med privatbiler – ikke en eneste bus var der at se, men de kunne nå at komme om eftermiddagen, hvor vi var væk igen. Det var temmelig overvældende med alle de besøgende og desværre meget svært at tage billeder af bedene uden at få personer med på dem. Alle var dog søde og hensynsfulde og to mest muligt hensyn til fotograferne, som der selvfølgelig var mange af.

Historien om Sissinghurst og om Vita Sackville-West, som sammen med sin mand skabte denne pragtfulde have, er interessant at læse, men det må I selv gøre – det vil fylde for meget her.

Det må vist også være billedspam nok for en dag – jeg har 89 billeder derfra, selv efter at have ryddet ud med hård hånd.
Det er et sted, jeg kun kan anbefale, at man ser – også på en dag, hvor der er mange andre, der har fået samme gode ide.

Arvestykker

Jeg har tilbragt det meste af dagen i mit syværelse … ENdelig er regnen kommet, så det er indevejr, og jeg skal sy tre dinner for two til min ene søster, som har ønsket sig dem specielt af mig. Det var en pudsig mellemting mellem et ønske og en ordre, cirka i forholdet 80/20, så jeg er i gang. Jeg skulle bruge et bånd, jeg havde i en kasse, hvori jeg også har gemt disse arvestykker, som jeg lige benytter lejligheden til at udsende en forespørgsel om:

For nogle år tilbage blev jeg af en venindes veninde, Karin, inviteret til Østerbro for at være med til at tømme Karins svigermors dødsbo. Svigermor havde været flittig med alt, hvad der kan komme ind under betegnelsen håndarbejde, der på nogen måde involverer stoffer. Hun må også have tegnet.
Jeg skulle endelig tage alt, hvad jeg havde lyst til fra damens efterladenskaber; Karin regnede – helt korrekt – med, at jeg nok kunne bruge mange af stofferne og andre spændende ting.
Nogle af tingene tog jeg alene, fordi de undrede mig … spurgte selvfølgelig om det var i orden, men det jeg ikke tog, ville blive smidt ud, hvilket jeg syntes var synd.
Hvad bruger man en stiftblyant til, der ligner en tømmerblyant i lille målestok?

Blyanten er gengivet i naturlig størrelse; stifterne er brede og flade og er 5 cm lange. Jeg kan ikke se, hvordan man regulerer dem – de kan stoppes op i den dertil egnede metalholder vist på de midterste billeder, men der er ingen anordning til at skubbe stiften frem eller tilbage, når den først er stoppet i holderen. Spidsen kan skrues af, men har tilsyneladende ikke andet formål. Er der nogen, der har set dem før? Hvem bruger den slags?

Disse tykke stifter var der desværre ingen stiftblyant til – den ville jeg ellers meget gerne have haft. Jeg ville gerne købe en, der passer, men har ikke set dem tilnærmelsesvis så tykke. Jeg ved ikke, hvad tallet 0,75 står for, da den øverste stift på billedet herover er en stift til en 0,9 blyant, hvilket mig bekendt er den tykkeste, man kan købe. Jeg har i kassevis af begge slags stifter og ni stiftblyanter af de viste. Det er alt sammen foreløbig kun gemt af historisk interesse …

Denne tingest her aner jeg heller ikke, hvad kan bruges til, så bud modtages med kyshånd. Den er også – som det kan ses på cm-målestokken øverst på genstanden – gengivet i naturlig størrelse. Der ses vinkelangivelser nederst. Hvad den skal foldes over og hvorfor, kan jeg ikke regne ud, men stykket er bøjeligt, og gør man det, ser den ud som herunder; med nogle gummidimser, man kunne forestille sig skal holde et eller fast, så ikke det glider. Men igen: Hvad???

Især denne sidste dims ville jeg meget gerne vide hvad bruges til. Det må have noget med syning eller tegning at gøre, men jeg er totalt blank.

Ublide blider i en blid brise

Blide, trebuchet, catapult … en blide er ikke særlig blid, men ordet kommer så også fra fransk og betyder noget med at kaste.
Vi lod os, på trods af mit svar i går til Kristine, alligevel inspirere af hendes forslag om Middelaldercentret – specielt pga. Annas og Aubreys store interesse for How to Train Your Dragon og hele deres opbygning af byen Berk. Middelalderen er selvfølgelig ikke lig med vikingetiden, men der er overlap, fordi førstnævnte afløste sidstnævnte.
Det var især bliden, der lokkede … Aubrey har bygget sin egen catapult derhjemme, men den har visse fejl; bl.a. en tilbøjelighed til at ramme afskyderen i hovedet, så han var på udkig efter tip til forbedringer. Blev dog temmelig overrasket, da han så størrelsen på de to, de kunne præstere i Middelaldercentret og var klar over, at der vist var lang vej endnu, inden han havde en rigtig krigsmaskine. Til gengæld har han opfundet en axapult, som man sikkert godt kan gætte formålet med.

Som vi havde regnet med, måtte man gerne hjælpe til med at trække den lille blide i kastestilling, og mine tre englændere var ikke længe om at stille op.
Aubrey tog det dybt seriøst, kunne man se på hans ansigtsudtryk.
Den store blide skulle trækkes i kastestilling ved, at man trampede rundt i ‘hamsterhjulet’, men til det deltog kun indvånerne fra landsbyen.
Den lille dreng gjorde store øjne, da han så, hvor langt de to store, runde sten blev slynget ud i Guldborgsund – og vi var alle imponerede over, hvor højt og langtrukkent et wuusssccchhhh, kasteslyngen kunne præstere.

Der blev trukket vand op fra brøndens dyb, og noget af ridderudstyret blev afprøvet.
Desværre er der ikke ridderturneringer om fredagen, men det var altsammen interessant nok endda.
Jeg har aldrig oplevet så få besøgende – vi var kun omkring 20 i det store Middelaldercenter – hvilket må have været lidt kedeligt for dem, der arbejdede på stedet, men så meget mere givende for os, for de havde masser af tid til os og vores mange spørgsmål.
Det var varmt. Meget varmt. Ualmindelig varmt, så ved 14-tiden havde vi fået nok og satte kursen mod Præstø, hvor vi viste børnene det magiske springvand, som kan kontrolleres. Det var selvfølgelig vældig skægt, og en af os blev, til de fire andres stoooore overraskelse, meget våd. Ikke helt med vilje, troede man nok, men personen hævdede, at det var skønt at blive kølet lidt af. Det var vi såmænd heller ikke i tvivl om …

Inde på Præstø hovedbanegård havde et andepar placeret sig i et noget mindre springvand. Vi undrede os lidt, men ænderne har tilsyneladende ment, at denne smule vand var bedre end ikke noget vand.

Oldtidsvejen var oversvømmet

Det lovede skybryd i går eftermiddags lod vente på sig, så vi blev enige med Inge og Hasse om, at vi ville forsøge at finde den oldtidsvej, som skilte ikke så langt fra os viser hen til.
‘Skybruddet’ gav tre mm i løbet af natten, og jeg kan forstå på andre, at det ikke rigtig blev til noget andre steder heller. Det er nu tredje gang, de lover det i vores område, men hvor der er kommet ingen eller meget lidt regn. Det minder efterhånden lidt om ulven kommer.

Vordingborg Kommune har i samarbejde med Kulturarvssstyrelsen (KUAS) i 2009 foretaget en omfattende oprensning af vejens stenlægninger, så de nu igen fremstår synlige for den besøgende. Hulebækken danner som i oldtiden stadig en grænse – i dag mellem Vordingborg og Næstved Kommuner.

Pia kunne fortælle, at hun har set den, men det kan man ikke mere. Pia fortalte også, at det kommunale vedligehold, som hendes Allan engang bidrog til, er sparet væk.
Jeg synes ikke det er særlig smart, at den er misvedligeholdt til usynlighed, når nu oldtidsvejen Broskovvejen ca. 5 km. nordvest for Præstø hører til blandt de bedst bevarede forhistoriske vejanlæg i Danmark. Googler man den, er der 322 hit, så det bør ikke få lov til at stå hen på denne måde.
Det kunne godt være manglende pleje og/eller mangel på oprensning af bækken, der er årsag til oversvømmelsen af den gamle vej, for med et vandløb (Hulebækken) i umiddelbar forlængelse af denne sø, burde der være afvandet nu – det er længe siden det har regnet her i området.
Da jeg tog Google Earth, som hævder, at billedet er taget i år, er der ikke oversvømmet … jeg tror dog ikke på, at billederne er fra i år, for når jeg muser videre op til vores eget hus, er luftfotoet fra før vi overtog huset i sommeren 2014.

Nå. Vi fik da gået en tur i et dejligt og fredfyldt landskab, så helt spildt var udflugten ikke. Vejret og selskabet var ligeledes upåklageligt, så nu mangler vi bare opskriften på Fru Zauppers gode konfektkage, som i virkeligheden hedder hvid chokoladebrownie. Jeg har skrevet den originale opskrift, men pga. det store arbejde det er at lave den, ganger jeg altid portionen med to, hælder den i en 20 x 40-form og bager den i 35 minutter. Den er fryseegnet, og jeg deler den i seks stykker, som hvert igen bliver delt i ni firkanter.
175 g smør • 165 g hvedemel • 1 tsk bagepulver • 190 g sukker • 60 g brun farin • 2 æg • 2 tsk vanillesukker • 150 g mandler • 200 g hvid chololade • revet skal fra ½ appelsin (jeg bruger citron) • 100 g mandelmel.
• Hak mandler og hvid chokolade groft og riv appelsin/citronskallen fint • Smelt smørret og lad det afkøle et øjeblik • Bland mel og bagepulver i en skål • Pisk smør, sukker og farin godt sammen • Pisk derefter æg og vanillesukker i og derefter igen melblandingen • Vend den revne frugtskal, de hakkede mandler og ditto chokolade i dejen sammen med mandelmelet (brug en røreske) • Fordel dejen i en bageform på 20 x 20 cm og bag i ca. 25 minutter, til overfladen skinner, men kagen stadig virker en smule ubagt • Når kagen er helt afkølet (gerne til næste dag), samler den sig og får en let fugtig, konfektagtig konsistens.
Der står, at den skal drysses med flormelis inden servering, men det gør jeg ikke. Kagen ser kedelig ud, men den smager skønt og meget syndigt.
Bon appetit!

Guldregn og gamle biler

Når man arrangerer veteranbiltræf, så er man meget heldig, at det bliver så varmt og solrigt, som det har været i dag.
Køng museum havde husflidsmarked og altså veteranbiltræf.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er så interesseret, som John og Søren var, men helt kedeligt var det nu heller ikke, selv om jeg måske ser andre ting i de gamle biler, end de gør. For eksempel kan jeg godt lide de gamle nummerplader, mens bilerne ikke sagde mig så meget.

Jeg så også en Onkel Kaptajn; den første bil jeg kan huske i rækken af min fars. Den var for længst udskiftet, inden jeg fandt ud af, at Onkel var en Opel.
Herunder ses et særpræget alternativ til hybridbilerne. På instrumentbrættet var der et speedometer og intet andet. Men der sad et askebæger …

På en anden Ford sad denne fugl, som jeg først troede var en gås, men som må være en vagtel.
Og apropos onkler – jeg brugte mere tid på at studere mennesketyper end biler. Det var temmelig underholdende, kan jeg godt sige jer!
Da vi havde været det hele igennem og selv drengene havde set biler nok, gik vi hen til husflidsteltene. Jeg holder meget af at se på trædrejerne, som får det til at se så legende let ud.
Denne mand stod jeg og sludrede lidt med – eller rettere: Jeg spurgte og han svarede. Det skulle blive til en snurretop, og træet var guldregn – som egentlig var for kostbart til at blive brugt til snurretoppe, men han havde kun dette lille stykke tilbage.

Da han var færdig, sagde han, at jeg måtte få snurretoppen, hvis jeg ville have den. Det ville jeg gerne, for nu havde jeg set den blive født.
Et andet sted sad der nogle knipledamer og hyggede sig. Normalt synes jeg, at kniplinger er flotte, selv om jeg ikke har noget at bruge dem til, men denne her var nok lige lidt til den overdrevne side – disse farver kan jeg ikke helt få til at harmonere med min kniplingsverden – men jeg må give hende, at hun kunne sit håndværk!

 

Det ligner et tingsted, men det er sandsynligvis blot en samling af gamle navnesten til gårdene i sognet.
Det er vanskeligt at se, men de otte sten har gårdnavne præget.

En fin, men varm dag – 26° nåede vi godt nok ikke op på, men 23° er såmænd også rigeligt … da vi kom hjem, myldrede vi op på terrassen med to kolde øl og en Rekorderlig (pærecider med hyldeblomst. Ret god!).
De blev hurtigt tømt …

Basildon Park

Det er ikke altid, man jeg tænker sig mig om. I dag kørte vi til Basildon Park, som ligger forholdsvis tæt på Reading. Da vi næsten var der, slog det mig, at det var temmelig fjollet, at vi ikke havde udsat denne tur til i morgen, hvilket kunne have sparet mig for en ekstra times ventetid i lufthavnen, fordi jeg ikke ville være afhængig af af de ikke så hyppige togafgange fra Pewsey til Reading.
Nå. Det var lige som 1½ time for sent, jeg fik den tanke …
Det så ud til at være et meget interessant sted, og eftersom haverne ikke er på deres højeste endnu, købte vi billetter til både hus og park. Huset ville åbne for publikum kl. 12, men der var stadig pladser på en guidet tur kl. 11. Det er altid godt med lokale guider, og denne var da heller ingen undtagelse.

Huset er bygget i nyklassicistisk stil mellem 1776 og 1784. Dets næstsidste ejer døde i 1910, så under både 1. og 2. verdenskrig blev det, tvunget af staten, brugt som infirmeri og som krigsfangelejr. Man kan sikkert forestille sig, i hvor høj grad det nåede at ødelægge stort set alt interiøret.
I 1952 blev det købt af et ægtepar, som restaurerede det fra kælder til loft. i 1976 overdrog de det til The National Trust, fordi de ingen børn havde fået, der kunne overtage stedet.

Detaljerigdommen i loftsudsmykninger, træudskæringer på vægge og døre, søjler, tapeter og gardiner var overvældende, og jeg har taget et hav af billeder. Som det ses, er et gardin så absolut ikke bare et gardin … alene disse tassels, som der fandtes en del varianter af, er imponerende.

Symaskinen herover undrede vi os begge over, men fik ikke spurgt. Det kan næsten ikke være en almindelig symaskine med det lille, runde bord. En tidlig brodere- eller quiltemaskine, måske? Den må have været kostbar med de mange indlagte stene, så alene derfor kan den ikke have været købt af en fattig syerske, og overklassen syede ikke tøjet selv.

En fin tur til et spændende sted – vi kan blive ved med at finde nye steder, selv om jeg har været i området så mange gange efterhånden.

Et minut og 44 sekunders fredagsunderholdning

Tim sendte mig en mail i morges med et link til Sky News, hvor han deltog i Morning Story.
Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor han optrådte der – hvad var det indledning til? Kom der mere med ham? Måske var det bare denne korte bemærkning og ikke andet, fordi det i dag er 104-årsdagen for forliset?
Hans svar lød således:
It is one in a Sky News series of “Mini TED Talks”, so it stands alone as a sort of “thought for the day”!

Author Tim Maltin Describes What The Ship Signified

01:53, UK,Friday 15 April 2016

http://news.sky.com/video/1679062/morning-stories-the-titanic
We all know the story of The Titanic but what did the fateful ship represent back in 1912?
Author Tim Maltin tells us what it signified back in 1912 in today’s Morning Story.

Desværre slipper man ikke for en reklame, inden Tim er på.
Svigermor her er en anelse imponeret over, at han kan fortælle så meget på under to minutter om Titanics betydning for samtiden.
Han er en meget levende og engageret formidler – jeg tror han kunne blive en glimrende tv-vært, men han har ikke umiddelbart planer om et karriereskift, fortalte han da jeg spurgte.

Tim kan følges på Twitter.

Hvorfor mon de valgte Grundtvigskirken?

Bispebjerg kirkegård er blevet et nærmest nationalt tilløbsstykke de sidste par år. Jeg har aldrig været der og for to uger siden anede jeg ikke, at der var en kirsebæralle der. Det kunne Inge fortælle mig, og i dag var vi inde for at se den. Ikke i det bedste vejr, men på den anden side: Jo mere sol, jo større kontraster, så hvornår er det bedst? Hvis ikke man vil fotografere, er det selvfølgelig bedst i sol, men jeg tror ikke, det er mange, der ikke lige selv skal med på et billede herfra (bortset fra John og mig!).
Vi var også klar over, at de endnu mangler et par dage med sol for at nå deres maksimum, men vi var enige om, at i weekenden skulle vi i hvert fald ikke ind på den kirkegård – bare i dag, på en almindelig torsdag ved middagstide, var der mange mennesker.

Og jo, det var bestemt flot, men jeg var såmænd lige så betaget af resten af kirkegården, som jeg hellere vil betegne som en ret stor, meget smuk og særdeles velholdt park; med klippede buske og træer og mangeartede gravsteder, fordi der bl.a. er en russisk afdeling. De har en lidt anden tilgang til gravpladser end vi har, og om du og jeg synes om det eller ej, er ligegyldigt, når det er sådan de vil have det. Jeg synes nu godt om det.

Jeg hoppede engang, da jeg så skiltet med Lyra. Hvordan passer det lige med en kristen kirkegård? På den anden side dumper man jo ikke bare ateister i havnen eller på lossepladsen; faktisk skal de (vi) begraves på en kirkegård, så det er fint nok, at man kan få tildelt et sted uden religiøse symboler.
Vi gik en lang tur og nød det, mens vi talte om at tage herind, når alt er sprunget ud – det må virkelig være spændende med alle de vækster.
Hende med det blå hår gjorde sig selv til en seværdighed – der var andre end mig, der diskret tog billeder af hende. Man taler om ældre damer med blåt hår, men hvis mit hår var kommet til at se sådan ud, havde jeg nok brokket mig en kende, mens den unge dame her så ganske tilfreds ud med sit udseende.

Nu gik turen over til Grundtvigskirken, som jeg heller aldrig havde været inde i. Det er en smuk og uhyre enkel kirke. Katolikker ville nok tage sig til hovedet over al denne enkelhed, men jeg var betaget.
Her blev mine forældre gift for næsten 65 år siden. Uden det af den grund var det store bryllup – min mor var ikke engang hvid brud.
Det var ikke fordi “det hastede”, som man kaldte det, for jeg meldte først min ankomst 15 måneder efter brylluppet.
Jeg har et par gange spurgt dem hvorfor de valgte denne kirke og hvorfor der ikke var noget ‘rigtigt’ bryllup, men har aldrig fået et brugbart og ikke svævende svar, hvilket i sig selv er underligt.
Jeg har et gæt, men jeg finder aldrig ud af sandheden. Min mor var ung pige i huset på gården, som mine farforældre havde, og som min far overtog ved farfars død i 1952. Mine morforældre havde absolut intet at rutte med, og dengang var det almindelig skik og brug, at brudens forældre betalte brylluppet. Det har de ikke kunnet, så måske derfor blev det et særdeles lille bryllup. Men jeg ville stadig meget gerne vide, hvorfor de lige valgte denne kirke, da ingen af dem havde nogen forbindelse til dette sogn.
Jeg har også en fornemmelse af, at mine farforældre ikke helt billigede, at tyendet rendte af med gårdens arving … dette har jeg aldrig fået bekræftet, men jeg ved, at mor havde sit hyr med svigermor indimellem, og at livet derfor ikke altid var en dans på roser for hende.