En uhyre sjælden gæst

Fredag aften klokken halvsent – omkring kl 21 – kom Jørgen, som er en af “de indfødte”, medbringende en stor kikkert og bankede på vores dør. Det er en frisk, gammel gut i 80’erne, som kun bruger huset som sommerhus, men han og fruen er her meget i sommerhalvåret, fordi de har en lejlighed i København. Han arvede stedet hernede efter en onkel, og vi har haft nogle ret så interessante samtaler med ham, fordi han kan huske tilbage fra tiden under og efter 2. verdenskrig, så vi har efterhånden fået serveret en masse lokalkolorit.
Blandt andet, at stedet, han har arvet, om sommeren i mange år efter krigen fungerede som pensionat. Det var onklens og tantens hovedindtægt. Det er et stort hus, som kunne rumme 8-10 gæster, og de havde vist næsten altid fuldt hus. Om sommeren flyttede parret ud i hønsehuset (ja! Jeg fik ikke spurgt, om der også var høns, men det skal der da nok have været …) og tilbragte dagene med at lave mad til pensionærerne og ordne deres værelser. Det er en meget stor grund; stor nok til at kunne holde dem selvforsynende med grønsager i perioden med pensionærerne.
Nede ved fjorden, ud for vores hus, var der dengang en badebro. Den er der ikke mere, men vi kan godt se, hvor den har været. Den var nødvendig, for fjorden er meget lavvandet et godt stykke ud fra kystlinjen.
Jeg fik mange fine billeder på nethinden, dengang Jørgen beskrev disse år for os. Tv-serien Badehotellet kravlede også ind og blandede sig i den indre filmforestilling.

Ved en eller anden lejlighed må vi også have talt om fugle, for det var derfor, han kom ned til os:
Nu skal I bare se! Der er havlitter på fjorden! Det syn kunne jeg simpelthen ikke være alene med!
Så stillede han kikkerten op og fandt dem til os. John kiggede først, og imens spurtede jeg ind for at google havlit.
Jeg havde nemlig end ikke hørt det fuglenavn før og anede ikke, hvad manden talte om. Det var for pinligt, så jeg skyndte mig ind for lynhurtigt at læse om dem og kunne derfor komme ud igen, kigge i kikkerten og gøre mig vældig klog:
Jaja – det er da helt klart havlitter – ingen tvivl med den karakteristiske lange hale og de store pletter på kroppen.
Han skulle bare vide, skulle han, men John smilede bare skævt og lidt taknemmeligt til mig. Han kendte heller ikke havlitter, kunne jeg se på ham …

Da Jørgen var gået igen, og John og jeg gik ind, læste jeg højt for ham om havlitter, og det var åbenbart virkelig et sjældent syn, vi fik der, for normalt er de her ikke efter midt-maj, og når de er her, ligger de langt ude på vandet og kommer, ifølge en af kilderne, ikke ind i fjordene.
“Havlitten overvinter i Danmark [fra oktober til midten af maj] som en udpræget havfugl, der kun i ringere antal kommer ind i fjorde og andre mere beskyttede farvande.” På det indsatte kort har der ingen observationer været i Præstø Fjord.
Der var otte havlitter, og hvordan de er kommet så meget på afveje, kan vi ikke regne ud.
Jeg spurgte Jørgen, hvordan i alverden han fandt ud af, at vi har havlitter i fjorden, for de lå så langt ude, at i hvert jeg ikke kunne se dem med det blotte øje, men han havde genkendt dem på deres kald.
Respekt for ham!
Og jeg kunne krydse en ny fugl af i fuglebogen.
Det gør jeg med alle de fugle, der findes i Danmarks Store Fuglebog fra Gyldendal, med angivelse af dato og sted, hvis det er første gang, jeg ser en given fugl – ganske som jeg også gjorde med gulbugen oppe i Vejlerne for ikke så længe siden.

Usammenhængende …

Det vil, må jeg hellere advare om på forhånd, være umuligt at finde en rød tråd i dagens indlæg.

• Da vi for 14 dage siden var på Hvalpsund Færgekro, kørte vi Himmerland tyndt ad de hyggelige og smalle veje.
  Det slog mig, hvor utroligt mange rugmarker vi så. Uden naturligvis at vide det, vil jeg skyde på, at 3/4 af alle marker var tilsået med rug.
  Vi ser lige så utroligt sjældent en rugmark her på Sjælland; faktisk næsten ingen.
  Mit spørgsmål er (nok mest stilet til mit landbrugsorakel Farmer): Hvorfor denne markante forskel? Mit umiddelbare gæt er, at det har noget med jordens beskaffenhed at gøre; det er dog kun et ukvalificeret gæt, men jeg undrede mig meget over det.
• Hvorfor er det lige, at de lyse nætter allerede bliver kortere fra nu, mens de lune nætter først for alvor begynder om en måneds tid?
  Sommeren bliver lidt usammenhængende på den måde … jeg så langt hellere, at de lune og de lyse nætter fulgtes ad, men jeg ved ikke rigtig, til hvem jeg skal klage.
• Må jeg have lov at anbefale et besøg på MoMu (Moesgaard Museum)? Tak for det …
  Vi var der i går – tog bare en dagstur, men det er fint til at overkomme, skulle jeg hilse og sige fra chaufføren.
  Det var tredje gang vi var der; denne gang var det neandertaludstillingen, der havde gjort mig nysgerrig, og da Johns bror Søren i efteråret udtrykte ønske om at se dette fantastiske bygningsværk indefra, inviterede vi ham med denne gang.
  Og blev, som hver gang, betaget af museets evne til formidling. Det kan de bare, kan de. De kan gøre det interessant, selv for folk, som ikke interesserer sig vildt meget for Danmarks oldtid i almindelighed eller fx neandertalerne i særdeleshed. Evnen til formidling er alfa og omega. Jeg vidste en del om neandertalerne, men lærte meget nyt i går.
  Vi gennemgik – på kortere tid, end vi plejer – også den permanente udstilling, hvor de som noget nyt gav os mulighed for at skrive runeskrift.
  Mit navn det står med runer – pas på de ikke … (hvad? Bruner? Nej. Tuner? Nix. Puha, den er svær).
  Helt præcist står der Ellen was here.
  I bedste graffitistil.
• Hvorfor er jeg så svag en sjæl, at jeg konstant lader mig friste af de tilbud, jeg får tilsendt på mail, og som jeg ikke kan tage mig sammen til (i virkeligheden nok heller ikke har lyst til) at afmelde? Det var et retorisk spørgsmål …
  Gourmetophold findes her, der og alle vegne i Danmark. Vi har allerede været på to og har endnu to bookede ophold at se frem til, plus en ‘enaftensforestilling’ på Den Fuldkomne Fisker på Vestlolland i næste uge.
  Jeg glæder mig til dem alle sammen, og jeg forsvarer det med, at vi ikke var ‘rigtigt’ på ferie sidste år og heller ikke kommer det i år. Noget skal vi da lave, og når selv John siger ”Skal vi ikke snart foretage os et eller andet? Det her pensionistliv er begyndt at blive lidt kedeligt!” – så er det sandelig bare med at tage ham på ordet.
  Vi har også haft en usædvanlig lille omgangskreds i de forgangne 15-16 måneder, så det sociale liv har været temmelig amputeret.
  Nu kan vi heldigvis ses med nogle flere igen.

De er skøre, de briter

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

Man kan ikke være heldig hver gang

For lang tid siden – næsten et år – kom der en invitation til en oplevelse på Gjorslev Gods: “I Svend Gønges Fodspor”, hvor der skulle komme nogen fra Foreningen Svend Gønge og “gøre historien levende”. Bagefter fik vi lov til at gå rundt i en del af hovedbygningen og se os lidt omkring.

Godset er opført i slutningen af 1300-tallet og er Danmarks største middelalderslot. Det er i privateje og fjerde generation af familien Tesdorpf overtog det i 2018. Han er ret moderne indstillet og vil gerne åbne godset lidt mere, end det ellers har været – og altså i aftes til omtalte arrangement. Det skulle have været i oktober, så i marts, men coronapesten sørgede for, at det først blev til noget nu.
Inde i den sal, hvor vi blev bænket, stod der seks gamle mænd, hvoraf de fem af dem var i hjemmesyede uniformer.
De havde “en overraskelse i ærmet” til os, som viste sig at være to unge musikere, som, “helt i aftenens stil ville spille lidt middelaldermusik”. Allerede her studsede jeg lidt. Godt nok er det et middelalderslot, men Svend Gønge blev født i 1600; altså et pænt stykke inde i Renæssancen.
Manden til venstre præsenterede sig selv som Svend Povlsen Gønge og sagde derefter ikke ret meget mere. En af de andre præsenterede sig som Ib, og var der noget, han IKKE lignede, var det Gøngehøvdingens tro væbner og følgesvend. Det er selvfølgelig min mening, men I skulle have set ham …
Endelig var musikken overstået (de var dygtige nok, men det var ikke lige noget, jeg var i stand til at nyde), og beretningen kunne begynde, fortalt af Ib og en anden, jeg tror skulle være Kaptajn Mannheimer.
De skulle som nævnt “gøre historien levende”. Det gjorde de ikke. På ingen måde. De slog den tværtimod godt og grundigt ihjel.
Aldrig har jeg oplevet noget så usammenhængende og uforberedt. Godt nok er det på frivillig og ulønnet basis, men dette kunne de ganske enkelt ikke være bekendt. Mannheimer var okay, men blev forstyrret i kronologien, fordi lysbillederne enten var i forkert rækkefølge eller simpelthen ikke var der … “Her skulle have været et billede med..”, eller “Jeg er sikker på, at vi også har et billede af.. – prøv at køre lidt frem”, og så kørte en eller anden hurtigt frem og tilbage i lysbilledshowet. Nogle gange var det efterlyste billede der, andre gange ikke.
Ib tabte flere gange tråden, delvist pga. de rodede eller manglende lysbilleder, så han måttes hjælpes i gang af en af de andre – efter først selv at have læst i pinlig lang tid i det manuskript, han heller ikke havde styr på.
Det var meget lange 90 minutter og det kedeligste og ‘amatøragtigste’, jeg har været med til i mange, mange år! Jeg sad bag en temmelig omfangsrig dame, som kunne gemme mig, så jeg listede min mobil frem og spillede Sudoku. John sagde bagefter, at det havde han også set en hel del andre gøre – altså ikke nødvendigvis spille Sudoku, men tage telefonen frem.
Jaja. Det var da helt sikkert en alternativ måde at spilde penge på. Det havde ikke ligefrem været gratis at deltage.
Hvis I nogensinde ser noget, hvor Foreningen Svend Gønge optræder, så hold jer for himlens skyld væk!

Jahhhh

Jubiii – vi er næsten færdige med at bære mundbind – i hvert fald i denne omgang. Med den hurtigt muterende virus er det dog ikke til at vide, om den vender stærkt tilbage til efteråret. Der skulle vi dog gerne være vaccinerede alle sammen – eller alle, der vil, i hvert fald, så vi kan jo håbe, at det ikke går så galt.
Jeg er glad, glad, glad. Jeg har afskyet det mundbind fra dag ét, og selv om isterningsfrysedelen i vores amerikanske køleskab stod af i dag, så kan jeg snildt leve uden isterninger til på mandag, hvor jeg kan gå ind i en forretning uden at have det irriterende mundbind på. Jeg havde ikke troet, at regeringen ville slippe det så meget, som tilfældet er, men jeg skal være den sidste til at brokke mig. Det er helt okay, at vi stadig skal passe på, men det der mundbind, altså …
Jeg tror også, at konen til den ubehøvlede mand, jeg omtalte i forgårs, er glad for at slippe for mundbindet; i hendes tilfælde visiret.
Da vi sad og spiste morgenmad, så jeg, at hun skar toppen af sit blødkogte æg, mens hun stadig bar sit visir. Hun lagde sin kniv, tog en teske, stak den i ægget, hvorfra den kom op igen med både blomme og hvide på. Jeg ventede spændt …
Så skete det, jeg ventede på: Hun plonkede skeen fyldt med æg lige ind i visiret, som derefter så temmelig ugennemsigtigt ud. Hun så bare sjov ud.
Jeg sad og kluklo, for hvor så det altså komisk ud. John undrede sig, for han sad med ryggen til forestillingen. Jeg fortalte ham hvad jeg lige havde set, og han klukkede lige så meget som mig. De opdagede ikke, at jeg havde set det hele, men uden at vide det havde hun lige reddet min morgen.
Jeg er måske nok lidt ondskabsfuld, men der skete jo ikke noget.

På vores vej hjemover fra Himmerland lagde vi vejen forbi Hessel, som er Danmarks eneste bindingsværksherregård. Den er indrettet som landbrugsmuseum, og ih, hvor blev jeg dog nostalgisk, da jeg gik rundt og så alle de gamle redskaber.
Jeg er dog trods alt ikke så gammel, at jeg husker arden i brug, men mange af remedierne husker jeg fra min barndom; bl.a. de herunder viste, som blev brugt til den månedlige storvaskedag. Jeg husker det kun i glimt, men det varede til 1960 eller 1961, hvor mine forældre fik indlagt centralvarme. (Ja, så sent var det. Det skete i forbindelse med min yngste søsters fødsel.)
Jeg husker optændingen i gruekedlen og sliddet med vaskebrættet. Mor havde også en tøjrulle som den viste, som man glattede duge og sengetøj med. Jeg husker det gammeldags komfur med det og kakkelovnen i stuen om eneste varmekilde i stueetagen. Og så taler man om de go’e gamle dage. Jeg sov tit med vanter på. Og fik en varmedunk med i seng.

Af landbrugsredskaber husker jeg bl.a. høriven, såmaskinen og slåmaskinen, så man kunne gå bagefter og lægge i kornet i neg; alle med et sæde, så man kunne sidde der og styre hesteforspandet, samtidig med, at der blev holdt øje med, om alt fungerede efter hensigten.
Den første traktor kom til gården i 1956. Indtil da gik min far bag hestene til alt markarbejde. Jeg var bare tre år i 1956, så igen husker jeg kun i glimt, men nogle billeder fra det lille landbrug har jeg da inde i hovedet.

Jeg vil ikke bruge så mange flere ord på Hessel, for så bliver indlægget for langt, men er man en smule landbrugsinteresseret (eller måske bare historieinteresseret), så er dette museum værd at bruge et par timer på.

Tilfældigt sammentræf?

I går skrev Farmer om bredsåning og nede i kommentarfeltet kunne man læse hans ord om teknikken til en smuk og ensartet bredsåning.
Jeg tillader mig at citere den gode og meget vidende bondemand: “Når man bredsår, skal man som højrehåndet sprede, når man har højrebenet fremme (naturligvis ligeså venstre/venstre), ellers kommer kornet til at stå i måner, og det blev der virkelig set ned på i hine tider.”
Min far havde lært at bredså, selv om såmaskinen for længst var opfundet, da han blev født. Jeg er ikke særlig god til det, men nu vil jeg da øve mig på den rigtige teknik næste gang jeg skal strø gødning i min have.
I dag har jeg haft en lille Messenger-‘snak’ med Stine, som nogle af de vedholdende bloggere nok bedre kender som Kong Mor, som havde en skøn blog om sin familie og livet, først i Normandiet og senere i Møllen på Fyn. Hun blogger desværre ikke mere, men vi har holdt forbindelsen ved lige, selv om det ikke just er hverken daglig eller ugentlig kontakt.
Ikke desto mindre har vi ikke glemt hinanden, og i dag havde vi en ‘snak’, der bl.a. førte til, at Stine sendte mig dette link, der fører til en engelsk serie (der kan ses på YouTube), som handler om bl.a. hverdagslivet i tudortiden, om klostrenes rigdom dengang og meget, meget andet – men alt sammen engelske, historiske dokumentarudsendelser, som jeg generelt bare elsker!
En af de gennemgående personer er Ruth Goodman, som jeg kender fra Inside the Factory. En ildsjæl og en krudtugle, som man kun kan blive i godt humør af at opleve. Hun har medvirket i et hav af engelske historiske serier, og altså også denne.
Tak til Stine for at gøre mig opmærksom på, at det meste – om ikke alt? – dette kan ses ganske gratis på YouTube. Vi har allerede set den første her til aften, og jeg er solgt! Kan absolut anbefales, og lad jer ikke afskrække af, at det foregår på engelsk. Det er nemt at følge med, også uden danske undertekster – og måske ikke helt uden betydning mener John det samme. Det er ikke for at virke blæret, men for at understrege, at det ikke kun er for sådan nogle som mig, der engang har været god til engelsk, men også for dem, der ikke tror de er ret gode til det.

Men hvad var det for et sammentræf, jeg nævnte i overskriften?
Det var, at netop i denne første af en række episoder fortalte en mand os lidt om bredsåningsteknikken! Jeg kan, som et lille kuriosum, nævne, at bredsåning hedder broadcasting på engelsk. Ret pudsigt, faktisk…
Nu har jeg ikke tænkt på netop denne term i mange år; jeg har aldrig vidst hvordan man gør det korrekt, og så skal man lære det to gange på to på hinanden følgende dage fra to vidt forskellige kilder.
Det er da noget af et sammentræf, ikke sandt?
Og hurra for blogland og alle de mange erfaringer/oplevelser/megen viden, det har givet mig i den tid jeg har været med i den eksklusive klub. Som jeg i øvrigt netop i denne måned kan fejre kobberbryllup med.

…mand på en tagryg

Det er ikke en spillemand, vi har på tagryggen, men en tækkemand, for stråtaget skal mønnes. Sidste gang var i juni 2015, og eftersom der skal gå 5-6 år mellem mønningerne, var det tid nu. Troels Tækker besøgte os i sommer, hvor vi over en kopkaf lavede en aftale om, at han skulle klare sagen, når dahliasæsonen var overstået – “for jeg sviner en del”, som han sagde.
Og det har han ret i! Jeg har heldigvis ingen aktier i hele dette arbejde, men John har været ude det meste af dagen i dag og revet halm sammen og fejet. Derudover har han haft lånt Troels’ dertil velegnede rive og har revet det meste af mosset på det sydvendte tag væk. Det har (også) pyntet, for det var blevet helt grønt.

Han er en god tækker. Han er dygtig, reel, holder hvad han lover og lidt til – og er desuden hyggelig at få en sludder med … det er lige før, han tilbringer lige så meget tid i vores køkken som på taget, fordi vi snakker så meget.

Der sidder nogle brædder under de små kviste på taget. De er ved at være temmelig rådne, så dem lovede han at skifte ved samme lejlighed.
Da han kom i går morges, spurgte jeg ham, om han kender en murer eller en maler, der ikke er ved at gå ned af stress (det er vildt svært at få fat i håndværkere i disse coronatider …), for jeg er så ked af/flov over vores pinligt grimme skorstene, som skriger til himlen efter en gang maling, men hverken John eller jeg skal derop og svinge penslen.
“Dem ordner jeg da lige”, siger Troels, “har I maling? Det skal nemlig helst gøres nu, hvor kragetræerne alligevel skal af, og jeg har erfaring for, at murere er rigtig gode til at ødelægge mønninger.”
Jeg kunne have kysset ham, men det må jeg ikke, og jeg er sikker på, at han derfor som en af de yderst få sender corona en venlig tanke …
Forskellen på før og nu ses tydeligt.

I skrivende stund går de og rydder det sidste op, så Troels nåede det hele på trods af, at vi gav ham en halv dags ekstra arbejde med de skorstene.
Han er som sagt ikke spillemand og han er heller ikke vandbærer, men halmbærer. Han får havrehalmen, som bruges til mønninger, af en landmand, der stadig har en af de første traktordrevne lavtrykspressere. En sådan former ballerne i en slags kuvertform i stedet for de senere højtrykspressede ‘legoklodsminiballer’, som de fleste nok kender.
Vi må håbe, de bliver ved med at holde de gamle lavtrykspressere ved lige, for senere modeller presser for hårdt og dermed knækker halmstråene for meget til, at de kan anvendes til mønning. Danmarks stråtage skulle jo helst kunne vedligeholdes i mange år endnu.
Herunder kan det vist godt fornemmes, at ballerne har en løsere struktur og en fladere facon.

Næsten færdig – garagen fik nye kragetræer denne gang. I 2015 fik stuehuset nye, hvor de bedste af de gamle blev genbrugt på garagen, men nu kunne de ikke mere. Det gav lidt mad til brændeovnen – godt, solidt egetræ. Okay – måske knap så godt og solidt mere, men fint til afbrænding.

Man skal tænke fremad

Jeg var engang i Amsterdam på et tredages kursus for chefsekretærer eller personal assistants, som det blev så moderne at kalde det på det tidspunkt.
De fleste deltagere var yngre end mig, men der var især én lidt ældre, hollandsk kvinde, jeg nok aldrig glemmer. Det er 15-20 år siden, og hun står stadig tydeligt for mit indre blik. Hvor mange af jer husker tydeligt en medkursist i så mange år?
Jeg tror hun har været verdens bedste sekretær. Hun blev også midlertidig mor for et par af de unge deltagere, som ‘brugte’ hende meget. Hendes svar, gode råd og kloghed fik alle til at spidse ører, og hun var næsten det bedste ved det kursus, som lærte mig mindre, end jeg havde håbet på. Jeg var, lige som nævnte kvinde, nok for gammel en rotte til at få nok ud af de mange penge, kurset kostede. Det lyder højrøvet, men sådan var det.
Hun talte meget om at være proaktif (= proaktiv udtalt på hollandsk). Se fremad og se din chefs behov, før han selv gør det – og nej, vi er så så afgjort ikke inde på noget, der bare minder om chikane her, men apropos det, så var det der gjorde næstmest indtryk på mig, at flere af de unge sekretærer – undskyld, assistants – var mere eller mindre bange for deres chefer. Måske ikke for chefen som person; mere som begreb, for vi er nemlig stadig ikke henne ved nogen form for chikane, men de var bange for at miste deres job, hvis ikke de fandt sig i urimeligheder og/eller knoklede som besatte, og flere af dem havde små børn, så det var svært for dem at få det hele til at hænge sammen.
Jeg ved ikke, hvordan det er i Holland, hvor de fleste af deltagerne kom fra, men jeg ved, at jeg her i Danmark ikke var bleg for at fortælle det til min chef, når jeg syntes han blev lidt for krævende: Spørge ham, hvad jeg så ikke skulle lave, eller (en enkelt gang) gøre ham opmærksom på, at det var muligt, at hans løn kunne retfærdiggøre en gennemsnitlig arbejdsdag på 10-12 timer, men i og med, at den var 3-4 gange så høj som min, syntes jeg på ingen måde, at jeg med rimelighed kunne forlanges at forære firmaet flere timer end det normerede antal.
Selvfølgelig arbejdede jeg over, hvis det var nødvendigt, men der blev kompenseret for det på dage, hvor det var muligt.
Min holdning blev respekteret, og i sin afskedstale til mig nævnte Verdens Bedste Chef, at det for mig aldrig havde været en mulighed at kunne gå ned med stress. Jeg tog det som en kompliment og tror da også, at det var ment som en sådan. (Han nævnte sjovt nok også, at jeg aldrig havde lagt skjul på min holdning til diverse overordnede beslutninger, men også det valgte jeg at tage som en kompliment.)

Nu har jeg igen tænkt fremad. Været proaktif. Jeg har den dag i dag svært ved at udtale ordet anderledes, fordi jeg sætter det i forbindelse med den kloge kvinde.
Jeg ville egentlig helst tænke helt frem til en tid, hvor coronapesten er blevet til historie, men lige nu ved jeg ikke, hvor langt frem jeg så skal tænke. Formentlig hele 2021 med, siger pessimisten i mig.
Jeg har tænkt to måneder frem og har i dag bestilt nytårsmenuen til John og mig.
Sidste år var jeg ved at komme for sent til at bestille, så jeg kunne ikke få det, jeg helst ville have. Hvad vi fik, var ikke dårligt, men i år ville jeg have frit valg på alle hylder.
Det blev til:
Forret: Lynstegt sashimi tun, spidskål, tang og ponzu-sirup.
Mellemret: Jomfruhummerbisque, letsaltet kammusling, dildpesto, knas, friskbagte flutesboller. Hovedret: Rosa kalvemørbrad, timian og fermenteret peber, glaserede rødder, bagte løg, pommes Anna på brunet smør, skud og trøffelsauce.
Dessert: Gateau Marcel (tæt chokoladekage [sic]) toppet med chokolademousse, brændt hvid chokolade og syltede skovbær.
Jeg glæder mig allerede til nytårsaften og håber lysegrønt på, at 2021 bliver bedre end 2020.

Pittoresker og Peberkorn

Et par gange har jeg oplevet, at min søde mand sidder og taler med sig selv. Inden jeg nåede at blive bekymret for hans mentale tilstand, gik det op for mig, at han såmænd bare er begyndt at google ved at sige ordet eller ordene frem for at indtaste sine søgninger.
Det er egentlig underligt, at han først er begyndt på det nu, for selv om han er en handyman, der kan næsten alt med sine hænder, så lærer han aldrig nogensinde hvor på et tastatur de enkelte bogstaver befinder sig. Han har i alle vores efterhånden mange år sammen kørt efter det, jeg kalder det bibelske system: Søg og du skal finde. Nogle gange søger han længe, selv om han vist efterhånden har lært placeringen af nogle af bogstaverne, men det tager ham en krig at skrive bare en smule, hvorfor der heller ikke er noget at sige til, at han normalt fatter sig i størst mulig korthed, når han skal svare på en sms. Og nu har han altså opdaget, at Google forstår hvad han siger. Fantastisk.

Hvorfor overskriften? Fordi jeg kom til at tænke på min barndoms månedlige læsning af Det Bedste, som mine forældre holdt i mange år. Lige indtil min mor blev så irriteret på magasinet, at hun opsagde abonnementet med følgende vris: Det er det samme og det samme sødsuppepjat hver eneste gang. Det er alt sammen skåret over den samme læst.
Hun havde jo ret; læsten var virkelig meget amerikansk, men ikke desto mindre læste jeg det trofast hver måned, for jeg var ikke så kritisk, da jeg var barn. Ofte (eller vel nok hver gang) var der en side med Pittoresker og Peberkorn, som indeholdt citater fra bøger eller ‘levende’ personer.
Hvorfor jeg kom til at tænke på netop dette, ved jeg ikke, men jeg forsøgte at bore lidt i sagen og og fandt et enkelt hit på min søgning, hvilket førte en pudsig fortælling med sig, nemlig Uglekrigen i Hammel.
Den stammer fra en udgivelse fra juli 1953, så den er kun et par måneder yngre end mig. En eller anden har af en eller anden grund lagt artiklen ud på nettet som en pdf, og der kom så tilfældigvis en side med disse Pittoresker og Peberkorn med i købet, fordi man naturligvis skulle have slutningen på historien med. Det er søgningen, jeg linker til, men det er det øverste hit. Jeg kan anbefale at læse den korte historie om uglekrigen – den er ret underholdende, men om den også er sand, skal jeg lade være usagt.
Magasinet kostede kun 1 krone dengang. Gad vide hvad prisen var, da det sidste nummer udkom i 2005?

Overskriften skyldes også, at dette indlæg må siges at være mere strøtanker end dybdeborende journalistik, og en af strøtankerne var, at jeg håber det værste og frygter det [normalt] bedste, hvad angår en vis Mr T, som er konstateret smittet med corona.
Men som jeg skrev ovre hos Eric, så hytter fanden sine.
Det skulle derfor ikke forbavse mig, hvis den megalomane diktator-wannabe slipper uden at få nogen symptomer overhovedet.

..og julen varer li’ til PÅske

Min julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

Montacute House

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

Dér tog hun fusen på sin mor

Min datter kan stadig overraske sin mor.

Forhistorien er, at Tim for et par uger siden sendte et billede af sig selv siddende på en armygrøn motorcykel af ældre herkomst.
Jeg var naturligvis nødt til at spørge, om han var ved at samle ind til et veteran- eller transportmuseum, for nu har han tre wolseleyer og åbenbart også en gammel motorcykel.
Det var en gave! En gave fra en klient, der åbenbart ikke ligefrem er i pengenød, for da jeg googlede, viste det sig at være en gave i en størrelsesorden, som for os andre kun hører hjemme i drømmeland.
Det var da også fra en meget tilfreds klient, der lige havde en Norton, model 1941, stående, og som han regnede med, at Tim ville ville blive ret glad for at eje.

Det havde han ikke overraskende ganske ret i … de må have haft talt om andet end forretning på et eller andet tidspunkt …
Ovenstående billede forestiller ikke Tim, som nogle af jer nok har gennemskuet. Den ledsagende tekst lød:
And look how it arrived!
Kunden havde hyret en mand til at køre den ud til den lille landsby. Han havde forinden kontaktet Charlotte for at sikre sig, at Tim var hjemme den givne lørdag efter kl. 15.
Det var en stor overraskelse for Tim.

For mig kom den største overraskelse, da Charlotte meddelte mig, at hun var ved at tage motorcykelkørekort!
Det store, oven i købet. I England skelner man anderledes end i Danmark, for ‘stort’ betyder derovre, at hun må køre med en passager bagpå.
Jeg havde nær tabt telefonen.
De forestiller sig, at hun skal køre rundt i omegnen (hun vil ikke køre langt på den), fx til en af deres gode pubber, med et af børnene bagpå, mens Tim transporterer sig selv og det andet barn i en wolseley.
Børnene vil muligvis skiftes til at sidde i bilen og på cyklen, men chaufførerne vil ikke, da Charlotte konsekvent nægter at køre de gamle wolseleyer, for bremserne er hårde som på en traktor, og servostyring var et endnu ukendt begreb, da de blev produceret. Så vil hun hellere køre på motorcykel.
Hun har formentlig endnu ikke fået kortet, når vi besøger dem i begyndelsen af marts, men mon ikke hun har, når vi tager derover igen primo maj?
Det tror jeg. Håber jeg. Det glæder jeg mig til at se, og det gør John også.
Pernille var lidt af en fartdjævel på motorcykel, men mest på bane. Charlotte bliver af naturlige årsager ikke nogen fartdjævel (Nortonen kan formentlig ikke køre vildt stærkt), men det er alligevel pudsigt, at begge vores piger skulle være indehavere af motorcykelkørekort, for der er ikke meget, der ligger John og mig fjernere.

Croome Court med god guide

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

Jeg slap for at se på gamle biler

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

 

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

En mandagsmodel?

På Schloss Herzberg-museet, hvor vi gik rundt i en times tid onsdag formiddag, var der af ukendt årsag, blandt alle andre artefakter, der mest havde med skov- og minedrift at gøre, en skrivemaskine anno 1934.
Det var en model, vi ikke tidligere havde set; det var hverken med kuglehoved eller med bogstaverne siddende i en bue, men derimod på en cylinder, og man skulle heller ikke trykke på et bogstav for at skrive det. Det var ikke et QWERTY-tastatur, selv om det for længst var opfundet – jeg har ikke kunnet finde dette på nettet, så jeg har ikke helt styr på, hvordan denne skrivemaskine blev betjent.

1934. Det er ikke engang 100 år siden … jeg kan blive helt svimmel ved tanken om, hvor stærkt uviklingen er sket de sidste 100 år. Eller bare de sidste 50. Eller ti eller to … Da jeg gik til maskinskrivning i ungdomsskolen i 1967, skrev vi på nogle selv dengang antikverede maskiner, hvor der til eksamen blev sat dutter over tasterne, så vi skulle bevise, at vi virkelig beherskede blindskrivningens kunst. Jeg fik 10 … kan ikke huske med hvilken hastighed jeg skrev, men det var pænt hurtigt – dog ikke fejlfrit, kan man tolke af den givne karakter. Det er også ligemeget – især i dag, hvor man uden besvær kan rette tastefejl.
Jeg hørte for ikke så længe siden en (vandre-?)historie om et barn, der var meget imponeret over en gammeldags skrivemaskine: “Wow! Se, far: Den printer med det samme!”, men selv Charlotte kan huske sådan en, måske især fordi min far havde en, som han brugte helt frem til sin død i 2011.

Nu har elektronikken taget over, og hurra for det. I mine øjne har den dog i visse tilfælde taget for meget over, for selv om autokorrekturen nok blev opfundet i god tro, har den nu ikke gjort ret meget godt for folks staveevner, med alle de totalt fjollede og/eller tåbelige forslag, den kommer med – for slet ikke at tale om, at korrekt sammenskrevne navneord konsekvent foreslås delt. Hrmpf. Det skal jo gå galt, så.

Et kamera kunne i 1934 fx se således ud som det indsatte billede. Det er et Kodak Retina (Nr. 117), 1934–1935.
Det er i sin udformning ikke så markant anderledes som skrivemaskinen, men der er naturligvis også sket en del her.
Som jeg skrev om for en lille måned siden, købte jeg et nyt Lumix TX90 lige før vores tur til Færøerne og Island.
På vores nys overståede tur til Harzen fik jeg brug for at blitze, men den virkede ikke. Jeg undrede mig. Pillede ved kameraet, men knappen, der skal aktivere blitzmenuen, duede ganske enkelt ikke; der skete ikke en pind.
John kiggede på det. Uden resultat. Han nulstillede kameraet, også uden resultat.

I dag, bare to dage før ombytningsfristens udløb, kørte vi til Elgiganten i Næstved, hvor jeg spurgte, om de kunne få mit kamera til at blitze. Det kunne han ikke oppe i serviceafdelingen, selv om han brugte næsten 10 minutter på det. Han sendte mig derfor ned i vareudleveringen, hvor jeg kunne få det byttet.
Her brugte medarbejderen også nogle minutter på at få menuen frem, men forgæves. Hun syntes, det var meget underligt, men ikke desto mindre et faktum.
Taste, taste … jeg har to på lager. Jeg går lige ud og henter det ene til dig.
Det gjorde hun, tjekkede, at blitzfunktionen virkede, hvilket den gjorde, og fik mig til at skrive under på, at jeg havde modtaget et nyt eksemplar.
Ingen vrøvl. Ingen brokkerier. Ingen subtile antydninger af, at jeg var en dum, gammel kone, at det nok bare skyldtes fejlbetjening eller manglende kendskab til apparatet. Ingen dårlige undskyldninger.
Bare en konstatering af, at jeg havde ret i, at det ikke fungerede efter hensigten og vupti: et nyt og funktionsdygtigt kamera til Ellen.
Ros til Elgiganten, Næstved.

En eks-bonderøvs fortælling

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m² tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

Genbrug: galt eller genialt?

Min mor, som var 14 år, da krigen kom til Danmark, og 19, da den sluttede, genbrugte alt. Vitterlig alt. I en grad, så vi børn sommetider rystede lidt på hovedet over hende, fordi vi mente det var lige i overkanten, som for eksempel, når hun vaskede plastposer. Jeg genbruger selv plastposer, hvis de er tørre og rene, men ligefrem at vaske dem – der sætter jeg grænsen.
Hun holdt da også op på et tidspunkt, lige som hun stoppede med at stoppe strømper og med at pille strikkede trøjer op, hvor garnet så kunne genbruges til fx sokker.
Julegaveindpakningspapiret blev glattet ud og gemt; ganske som de pæneste og længste af båndene blev rullet op på et eller andet. Jeg kan egentlig ikke huske, om det nogensinde blev genanvendt, eller det bare hobede sig op på loftet.
Efterhånden tog det alt sammen af, men hun blev aldrig god til at smide ud, og når man ser på samfundet i dag, så kan det vel siges, at det var hende, der var fremsynet og os, der var/er nogle forbrugssvin.
Bortset fra, at jeg har en snert af pisken, for jeg har ikke helt nemt ved at smide ting ud – heller ikke selv om det er noget, jeg ikke har brugt i årevis. 
John er ikke et hak bedre, så det var en svær øvelse at skulle igennem, da vi skulle flytte.
Men vi klarede det og fik smidt ud. Det der kunne genbruges, blev overdraget til nogen, der kunne bruge det, men meget røg helt ud.
Det er en svær læringsproces, men det kan lade sig gøre. Tag nu det Canon, der gik i udu i Grønland: John ville til at lægge det op på loftet, men her protesterede jeg:
– Vil du forsøge at reparere det?
– Næhhh …
– Så bare ud med det! Der er ingen grund til, at enten vi selv eller Charlotte engang skal gøre det. Vi smider det ud nu.
Vi har haft gamle telefoner liggende. Hvorfor, ved jeg ikke, men nu er de væk. Helt væk.

En af de ting, mor gjorde, og som jeg dengang var sikker på, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville gøre selv, var at genbruge dynebetræk og lagner.
Da Charlotte boede hjemme, løste det sig selv, idet jeg næsten måtte binde hende for at forhindre hende i at tage selv det, vi havde liggende på sengene, fordi hun slet ikke kunne samle nok stof til at øve sig på at sy. Hun satte videoer med My Fair Lady eller Borte med Blæsten på pause, tegnede kjolerne af og forsøgte at efterligne dem. Det begyndte hun på, allerede da hun var 11 år, så det kom ikke som en overraskelse for os, da hun senere erklærede, at hun ville være skrædder.
Tilbage til emnet: Jeg har lige kasseret nogle dynebetræk. Vi har simpelthen alt for mange nu, også selv om vi bruger seks sæt når englænderne er her. Deres fire senge står altid redt op, plus vores, selvfølgelig, og alligevel ligger der nu 13 sæt i skabet.
Nu ligger der så kun 10, hvilket stadig er alt for meget …
Jeg har klippet to op til pudseklude, og jeg vil sy lommetørklæder af et af dem.
Det er verdens bedste pudseklude, både til vinduer og ædelmetaller, for det fnugger ikke og er dejligt blødt.
OG det er verdens bedste lommetørklæder, som er skønne at bruge, når jeg er forkølet, igen fordi der ikke fås noget blødere; ingen Kleenex kan hamle op med et superblødt lommetørklæde, og den ømme og hudløse næse kan stort set altid undgås.
Prøv selv.
Og kald mig bare gal. Jeg kan bære det.

Et lynkursus i vodbinding

I gør kørte vi til Abelines Gård på Holmsland Klit. John, Charlotte og jeg har været der flere gange, men børnene og Tim havde ikke set det fine museum. Som altid lod Tim sig begejstre og var straks parat til at finde den nærmeste ejendomsmægler for at købe sådan en fin, gammel klitgård. Da vi spurgte ham, om han virkelig kunne tænke sig at bo herude i sådan et barsk landskab, trak han lidt i land igen … måske mest fordi C sagde, at når ikke hun kan have en have, så er hun altså ikke med på den galaj. Det er fint at holde ferie her, men ingen af os kunne tænke sig at bo her fast. Det tror jeg, man skal være født til.

Da vi efter rundturen og kaffe- og kagebordet kom tilbage til butikken, kiggede vi lidt på de to gamle folk, der sad og hhv. strikkede sokker og bandt en ruse. Charlotte var meget interesseret i det, manden foretog sig og fortalte ham, at hun længe havde ønsket at kunne lave den slags net.
Det fulgte han omgående op på … straks smed han rusen, tog et fladt net frem og viste hende hvordan det gøres.

Efter en kort demonstration af teknikken overlod han hende sin plads og sagde: “Værs’go’ – nu er det din tur.”
Det kneb lidt i starten … det så naturligvis legende let ud, når han bandt, men han har også været professionel vodbinder siden 1956, hvor han kom i lære. Charlotte så dog lyset, så efter et par minutter gik det helt fint.
Han var bare sådan en kær, gammel gut, som nød at have et interesseret publikum til sine fortællinger om livet som vodbinder; vi havde mange spørgsmål til ham, og vi fik en god, lang snak om verden før og nu.
Charlotte var glad fordi han gad bruge tid på hende og lagde ikke skjul på det. Han var vist også glad for hendes interesse, for han forærede hende en gammel, håndskåret vodbindernål af træ: “Den er din, hvis du vil love mig at gå hjem og øve dig.”

Det gjorde hun naturligvis, og ikke kun fordi han var så gavmild. Vi lagde ud med at købe nogle flere størrelser nåle og lidt bomuldsgarn.
Hun var nødt til at slå op, hvordan man begynder på projektet, men så gik det fint derefter.
Vi kan nu kalde hende for den lille vodbinder. Hvis skrædderforretningen skulle gå dårligt, kan hun vel altid lave nogle indkøbsnet.
Aubrey har erklæret, at han godt kunne tænke sig en hængekøje – men har dog også sagt, at han godt kunne tænke sig at lære hvordan man gør, for det kunne bare være det fedeste selv at kunne lave sådan en.
Det første Charlotte vil lave, er små net til at binde meloner op med i drivhuset.

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

En tur i en Wolseley

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

Han har åbenbart lavet noget, der ligner en “Uncle G”

For et års tid siden nævnte jeg i et indlæg veteranbilen, som Tim investerede i sidste år.
Det er en Wolseley fra 1919, som han gav i mine øjne mange penge for, men for dem, der har forstand på den slags, var det noget af et kup.
Inden sommerferien deltog den i et show i Bristol, hvor den søreme vandt en af præmierne; nemlig en der hed sådan noget som Best in the class. Der var flere forskellige præmier, og Tim rendte altså med den ene.

På samme show kom der en herre hen og talte længe med Tim om bilen, som han var meget interesseret i, fordi lige netop den model åbenbart er en af kun fem (kendte) eksemplarer i verden – og det eneste i England. Hvad den mand ikke vidste, er ikke værd at vide, og han inviterede sig selv til at komme hjem til C & T for at lære Tim en masse om bilen.
Det sagde de ikke nej til, så manden kom i en hel weekend, hvor han bare fortalte, pillede, skilte ad, pudsede, justerede, samlede igen og snakkede og snakkede. Jeg fik en lang historie om den fantastiske mand, som ikke ville have noget for al den læren fra sig; kost og logi var så alt rigeligt – This is as much for my own sake as for yours, and it’s fun!
Han havde ønsket sig at få fingre i den bil i flere år, men havde ikke råd til at købe den, så dette var det næstbedste. Bilen kører nu bedre, end den har gjort i mange år.
Tim har fået den vurderet af hensyn til forsikringen, og den er langt mere end det dobbelte værd, end hvad han gav for den for blot et år siden, faktisk tæt på det tredobbelte, så jeg har en bilglad mand i min svigersøn. 
Selv Charlotte synes efterhånden, det er ved at være sjovt med den bil.
Nu skal den med til flere udstillinger, for jo flere præmier, jo mere værdistigning.

De er oven i købet så heldige, at Tims mors mand, som bor i samme landsby, har en egnet trailer og hellere end gerne vil transportere bilen rundt i UK. Dengang han arbejdede, var det for et firma, som lejede (især gamle) biler ud til film, og han har fx opholdt sig i Yorkshire under optagelserne til Folk og Fæ og har været den, der kørte de gamle biler rundt mellem the locations og også sad bag rattet, når det skulle se ud, som om det var skuespillerne selv, der sad bag rattet. Han havde ansvaret for bilerne, når de var uden for deres hjem, og han elskede sit arbejde, så at få sådan en slags aktie i dette her, passer ham særdeles fint. 
Jeg elsker sådanne gode historier fra virkeligheden.

Babyboom – myggelarveinvasion

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

Sidste hele dag for englænderne

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

Køge må helst ikke forny sig

Når man taber sig så mange kilo som jeg har gjort, er der desværre det modsatte af en sidegevinst: Man taber sig ikke kun der, hvor man gerne vil.
Der er nemlig røget lidt af barmen ved samme lejlighed. Dvs. … det er naturligvis kun i den ene side, det rigtig kan ses og føles, men den side er nu blevet så meget mindre, at mine bh’er efterhånden føles en smule for omfangsrige, hvilket ikke er fremmende for selvtilliden. Smide bh’en går dog absolut ikke … faren er blevet for stor for forveksling med den navnkundige troldkvinde, som Bjørn Nørgaard har skulptureret på Axeltorv i Næstved.
Vi tog derfor til bandagisten i Køge for at erhverve et par nye bh’er, der passer bedre. Da dette lille ærinde var overstået, var vejret i mellemtiden blevet flot, så vi blev enige om at gå en tur ned til stationsområdet for at se på alt det nye, der er blevet bygget. Det er voldsomt meget, og vi var især interesserede i at se de såkaldte stræder, som man har valgt at kalde de nye gågader, hvor der skulle være kommet en masse nye forretninger.

Okay. Det var så det. Det var da nogle fine forretninger i en splinterny gågade, og John fandt sig en ny jakke, men det kunne lige så godt have været i en hvilken som helst anonym provinsby et hvilket som helst sted i DK. Der var intet hyggeligt over det; der var intet miljø, der var ikke rigtig noget – andet end nogle forretninger.
For mig er Køge en unik, gammel by, med en bymidte der er en overdådighed af smukke huse fra både 15- og 1600-tallet, som fx de to herover, som ligger i Vestergade. Her – samt i Brogade og Nørregade – er der charme, miljø og en masse hygge, med forretninger af alskens art i de gamle huse.
Nogle af dem var lukket. Der var ingen tomme forretninger sidst vi var der. Et par af de lukkede butikker kunne vi genfinde henne på den nye gågade.

Jeg håber virkelig ikke – som i overhovedet slet ikke – at alt nybyggeriet betyder forretningsdøden for den gamle, centrale del af Køge, der befinder sig i en ikke særlig stor radius omkring Torvet. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg er såmænd ikke imod fremskridt som sådan, men der er fremskridt og så er der fremskridt. Og tilbageskridt. I dette tilfælde er fremskridtet et tilbageskridt, for ingen skal ændre ved mit gamle, elskede, hyggelige Køge.
De må skam gerne bygge nyt i Køge. De må bygge nye boliger. Ikke forretningsgader, og slet ikke, hvis de går i konkurrence med de gamle stræder.
Visse ting skal forblive som de altid har været.
Jeg synes selv, det er yderst sjældent, jeg fremturer med den slags forandringsuparathed, men mit Køge skal de dæleme ikke pille ved!

70’er-party

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min datter godt kan lide at arbejde med tøj. Det har været hendes hobby siden hun var 11 år, i dag er det hendes arbejde, og hun elsker det.
Hun syede sin første krinoline, da hun var 11. Huset formåede desværre ikke at levere tilstrækkeligt med fiskeben i rette størrelse, så det krævede nye veje til gamle mål. Hvad gør man? Udover at Charlotte rask væk snuppede alle tilgængelige lagner i hytten, beskar hun bambussen i haven til brug til stivere.
I årene derefter satte hun Borte med Blæsten på videoen, pausede den på passende steder og kopierede de flotte rober på denne måde. Det samme skete med My Fair Lady, plus at hun kopierede modeller efter bøger om mode gennem tiderne, samt syede askepot- og tornerosekjolekopier til sine små kusiner.
Det er de færreste forundt at gøre sin hobby til sit arbejde, men hun er altså en af dem, det lykkedes for.
Som en sjov afveksling til de fine kjoler og jakker, hun syr til hverdag, kommer der indimellem lidt opgaver ovre i kostumeafdelingen. Mest til børnene, men en gang imellem til sig selv.

Som til den 70’er-fest, de deltog i i fredags. Tim var desværre ikke så gennemført, for han havde meldt ud, at han ikke kunne nå at deltage, så Charlotte havde foræret det tøj, han skulle have haft på, til en anden deltager.
Så ændredes mødeplanerne, således at han alligevel godt kunne deltage, men han stod dermed selvfølgelig uden det rette outfit – kun parykken og plateauskoene var ikke foræret væk; tøjet måtte være hans eget, men det blev gjort tidstypisk ved at knappe skjorten lidt op.

Jeg forsøgte ellers at komme med gode råd til tøjet – man har vel selv været ung lige midt i det hele – men hun sagde, at hun vidste lige præcis, hvordan hun ville se ud, og jeg må erkende, at hun har ramt stilen fint. Sådanne hvide støvler havde jeg også. Måske ikke lige netop den kjole, men jeg husker tydeligt, hvor smart det dengang var med små spejle i tøjet. Akkeja – det var dengang, jeg havde figur til kunne bære hotpants – og gjorde det. Ofte. Der var også mange, der ikke havde figuren til hotpants, der gik med dem …
Jeg vil dog lige sige, at selv om jeg stadig havde figuren, og det blev moderne igen, ville jeg ikke tage hot pants på. Jeg kan godt huske, hvor meget jeg syntes kvinder over 40 år gjorde sig til grin dengang, når de gik i hotpants. Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre sig yngre end man er eller “være ung med de unge”. Jeg synes det er lidt tragikomisk, når man ikke klæder sig efter sin alder.
Medmindre man er til kostumefest …

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.

---

Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Det var virkelig svært …

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

Alle har en historie at fortælle

Alle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

Mottisfont Abbey and gardens

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.