I går, da der så ud til at være en pause i alt regnvejret, kørte vi til Roskilde, dels fordi vi havde nogle ærinder der, og dels fordi jeg gerne ville se de mange blomster, der er blevet lagt ved statuen af Lise Nørgaard på bænken i Algade.
Det er mig bekendt ikke mange beskåret at få lavet en statue af sig, mens man endnu er i live, men det skete for den navnkundige og længelevende Lise Nørgaard.
Det var Gågadernes Vejlaug, der, inspireret af Bond Street i London, hvor statuer af Roosevelt og Churchill indtager gadens bænke, i 2010 sørgede for, at kunstneren Mette Agerbæk lavede en statue af danmarksberømtheden som en pendant til disse engelske.
Og skulle Bond Street have to berømthedsbænke, skal Roskilde da ikke stå tilbage, så syv år efter finansierede samme vejlaug en bænk dedikeret H.C.Andersen og hans Lykkens Galocher. Andersen selv må have været ude at rejse den dag …
Jeg er, som vel mange danskere med mig, stor beundrer af Lise Nørgaard, men der var en enkelt ting, som jeg aldrig helt har kunnet få til at stemme overens med hendes personlighed. Få var som hun fremme i skoene, og hun har om nogen slået sig i tøjret fordi mænd havde bedre rettigheder end kvinder – hun var rødstrømpe før begrebet kendtes. Mange mænd frygtede eller ligefrem hadede hende, fordi hun var ved sine meningers mod, når det kom til uretfærdighederne kønnene imellem.
Men … hun nærmest koketterede med, at hun aldrig ville skrive på andet end sin gamle Remington. Hun “ville ikke skrive elektronisk”; et standpunkt hun stædigt holdt til det sidste, hvilket må have kostet andre en del ekstraarbejde, og som jeg ikke synes klædte den kvinde, der ellers på alle andre fronter var moderne og fremsynet. “– Jeg valgte edb fra, og det kan jeg da godt her i min høje alderdom pludselig fortryde. Men jeg var den første, der indførte ny teknik på Roskilde Dagblad i 1935, idet jeg medbragte en rejseskrivemaskine. Da jeg siden kom på Politiken, var vi fem yngre medarbejdere, der brugte skrivemaskiner. Resten skrev i hånden. Når man spurgte, hvorfor de gjorde det, så svarede de, at det ville ødelægge deres dyrebare stil at gå over til maskinskrivning. Mange år senere kom så de elektriske skrivemaskiner, der stod og brummede og summede. Men dem nægtede jeg at skrive på. Det ville jo ødelægge min dyrebare stil, siger Lise Nørgaard.” (Fra et interview fra 2014 af Thomas Møller).
Stædig var hun som sagt. Hun havde besluttet sig for ikke at ville dø under coronaepidemien: “Folk skal ikke bekymre sig om, at jeg falder død om på stedet i disse coronatider. Jeg agter nemlig ikke at gøre det, før der er mulighed for, at gæsterne til begravelsen kan få et ordentligt gravøl”, sagde hun.
Det var hun i stand til at overholde, selv om hun på tidspunktet for udtalelsen var fyldt 103 år.
Jeg er også stædig. Det er der i hvert fald visse personer i min nære omgangskreds, der hævder, så:
Jeg vil gerne blive 94 år. Jeg behøver ikke at blive 100. Bare 94. Det ville være fint, tak. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at opnå at blive oldemor, og i 2047 har begge mine børnebørn rundet de 40 år, så er jeg ikke blevet oldemor på det tidspunkt, bliver jeg det sandsynligvis heller ikke.