En mandagsmodel?

På Schloss Herzberg-museet, hvor vi gik rundt i en times tid onsdag formiddag, var der af ukendt årsag, blandt alle andre artefakter, der mest havde med skov- og minedrift at gøre, en skrivemaskine anno 1934.
Det var en model, vi ikke tidligere havde set; det var hverken med kuglehoved eller med bogstaverne siddende i en bue, men derimod på en cylinder, og man skulle heller ikke trykke på et bogstav for at skrive det. Det var ikke et QWERTY-tastatur, selv om det for længst var opfundet – jeg har ikke kunnet finde dette på nettet, så jeg har ikke helt styr på, hvordan denne skrivemaskine blev betjent.

1934. Det er ikke engang 100 år siden … jeg kan blive helt svimmel ved tanken om, hvor stærkt uviklingen er sket de sidste 100 år. Eller bare de sidste 50. Eller ti eller to … Da jeg gik til maskinskrivning i ungdomsskolen i 1967, skrev vi på nogle selv dengang antikverede maskiner, hvor der til eksamen blev sat dutter over tasterne, så vi skulle bevise, at vi virkelig beherskede blindskrivningens kunst. Jeg fik 10 … kan ikke huske med hvilken hastighed jeg skrev, men det var pænt hurtigt – dog ikke fejlfrit, kan man tolke af den givne karakter. Det er også ligemeget – især i dag, hvor man uden besvær kan rette tastefejl.
Jeg hørte for ikke så længe siden en (vandre-?)historie om et barn, der var meget imponeret over en gammeldags skrivemaskine: “Wow! Se, far: Den printer med det samme!”, men selv Charlotte kan huske sådan en, måske især fordi min far havde en, som han brugte helt frem til sin død i 2011.

Nu har elektronikken taget over, og hurra for det. I mine øjne har den dog i visse tilfælde taget for meget over, for selv om autokorrekturen nok blev opfundet i god tro, har den nu ikke gjort ret meget godt for folks staveevner, med alle de totalt fjollede og/eller tåbelige forslag, den kommer med – for slet ikke at tale om, at korrekt sammenskrevne navneord konsekvent foreslås delt. Hrmpf. Det skal jo gå galt, så.

Et kamera kunne i 1934 fx se således ud som det indsatte billede. Det er et Kodak Retina (Nr. 117), 1934–1935.
Det er i sin udformning ikke så markant anderledes som skrivemaskinen, men der er naturligvis også sket en del her.
Som jeg skrev om for en lille måned siden, købte jeg et nyt Lumix TX90 lige før vores tur til Færøerne og Island.
På vores nys overståede tur til Harzen fik jeg brug for at blitze, men den virkede ikke. Jeg undrede mig. Pillede ved kameraet, men knappen, der skal aktivere blitzmenuen, duede ganske enkelt ikke; der skete ikke en pind.
John kiggede på det. Uden resultat. Han nulstillede kameraet, også uden resultat.

I dag, bare to dage før ombytningsfristens udløb, kørte vi til Elgiganten i Næstved, hvor jeg spurgte, om de kunne få mit kamera til at blitze. Det kunne han ikke oppe i serviceafdelingen, selv om han brugte næsten 10 minutter på det. Han sendte mig derfor ned i vareudleveringen, hvor jeg kunne få det byttet.
Her brugte medarbejderen også nogle minutter på at få menuen frem, men forgæves. Hun syntes, det var meget underligt, men ikke desto mindre et faktum.
Taste, taste … jeg har to på lager. Jeg går lige ud og henter det ene til dig.
Det gjorde hun, tjekkede, at blitzfunktionen virkede, hvilket den gjorde, og fik mig til at skrive under på, at jeg havde modtaget et nyt eksemplar.
Ingen vrøvl. Ingen brokkerier. Ingen subtile antydninger af, at jeg var en dum, gammel kone, at det nok bare skyldtes fejlbetjening eller manglende kendskab til apparatet. Ingen dårlige undskyldninger.
Bare en konstatering af, at jeg havde ret i, at det ikke fungerede efter hensigten og vupti: et nyt og funktionsdygtigt kamera til Ellen.
Ros til Elgiganten, Næstved.

Reklamer

En eks-bonderøvs fortælling

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m² tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

Genbrug: galt eller genialt?

Min mor, som var 14 år, da krigen kom til Danmark, og 19, da den sluttede, genbrugte alt. Vitterlig alt. I en grad, så vi børn sommetider rystede lidt på hovedet over hende, fordi vi mente det var lige i overkanten, som for eksempel, når hun vaskede plastposer. Jeg genbruger selv plastposer, hvis de er tørre og rene, men ligefrem at vaske dem – der sætter jeg grænsen.
Hun holdt da også op på et tidspunkt, lige som hun stoppede med at stoppe strømper og med at pille strikkede trøjer op, hvor garnet så kunne genbruges til fx sokker.
Julegaveindpakningspapiret blev glattet ud og gemt; ganske som de pæneste og længste af båndene blev rullet op på et eller andet. Jeg kan egentlig ikke huske, om det nogensinde blev genanvendt, eller det bare hobede sig op på loftet.
Efterhånden tog det alt sammen af, men hun blev aldrig god til at smide ud, og når man ser på samfundet i dag, så kan det vel siges, at det var hende, der var fremsynet og os, der var/er nogle forbrugssvin.
Bortset fra, at jeg har en snert af pisken, for jeg har ikke helt nemt ved at smide ting ud – heller ikke selv om det er noget, jeg ikke har brugt i årevis. 
John er ikke et hak bedre, så det var en svær øvelse at skulle igennem, da vi skulle flytte.
Men vi klarede det og fik smidt ud. Det der kunne genbruges, blev overdraget til nogen, der kunne bruge det, men meget røg helt ud.
Det er en svær læringsproces, men det kan lade sig gøre. Tag nu det Canon, der gik i udu i Grønland: John ville til at lægge det op på loftet, men her protesterede jeg:
– Vil du forsøge at reparere det?
– Næhhh …
– Så bare ud med det! Der er ingen grund til, at enten vi selv eller Charlotte engang skal gøre det. Vi smider det ud nu.
Vi har haft gamle telefoner liggende. Hvorfor, ved jeg ikke, men nu er de væk. Helt væk.

En af de ting, mor gjorde, og som jeg dengang var sikker på, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville gøre selv, var at genbruge dynebetræk og lagner.
Da Charlotte boede hjemme, løste det sig selv, idet jeg næsten måtte binde hende for at forhindre hende i at tage selv det, vi havde liggende på sengene, fordi hun slet ikke kunne samle nok stof til at øve sig på at sy. Hun satte videoer med My Fair Lady eller Borte med Blæsten på pause, tegnede kjolerne af og forsøgte at efterligne dem. Det begyndte hun på, allerede da hun var 11 år, så det kom ikke som en overraskelse for os, da hun senere erklærede, at hun ville være skrædder.
Tilbage til emnet: Jeg har lige kasseret nogle dynebetræk. Vi har simpelthen alt for mange nu, også selv om vi bruger seks sæt når englænderne er her. Deres fire senge står altid redt op, plus vores, selvfølgelig, og alligevel ligger der nu 13 sæt i skabet.
Nu ligger der så kun 10, hvilket stadig er alt for meget …
Jeg har klippet to op til pudseklude, og jeg vil sy lommetørklæder af et af dem.
Det er verdens bedste pudseklude, både til vinduer og ædelmetaller, for det fnugger ikke og er dejligt blødt.
OG det er verdens bedste lommetørklæder, som er skønne at bruge, når jeg er forkølet, igen fordi der ikke fås noget blødere; ingen Kleenex kan hamle op med et superblødt lommetørklæde, og den ømme og hudløse næse kan stort set altid undgås.
Prøv selv.
Og kald mig bare gal. Jeg kan bære det.

Et lynkursus i vodbinding

I gør kørte vi til Abelines Gård på Holmsland Klit. John, Charlotte og jeg har været der flere gange, men børnene og Tim havde ikke set det fine museum. Som altid lod Tim sig begejstre og var straks parat til at finde den nærmeste ejendomsmægler for at købe sådan en fin, gammel klitgård. Da vi spurgte ham, om han virkelig kunne tænke sig at bo herude i sådan et barsk landskab, trak han lidt i land igen … måske mest fordi C sagde, at når ikke hun kan have en have, så er hun altså ikke med på den galaj. Det er fint at holde ferie her, men ingen af os kunne tænke sig at bo her fast. Det tror jeg, man skal være født til.

Da vi efter rundturen og kaffe- og kagebordet kom tilbage til butikken, kiggede vi lidt på de to gamle folk, der sad og hhv. strikkede sokker og bandt en ruse. Charlotte var meget interesseret i det, manden foretog sig og fortalte ham, at hun længe havde ønsket at kunne lave den slags net.
Det fulgte han omgående op på … straks smed han rusen, tog et fladt net frem og viste hende hvordan det gøres.

Efter en kort demonstration af teknikken overlod han hende sin plads og sagde: “Værs’go’ – nu er det din tur.”
Det kneb lidt i starten … det så naturligvis legende let ud, når han bandt, men han har også været professionel vodbinder siden 1956, hvor han kom i lære. Charlotte så dog lyset, så efter et par minutter gik det helt fint.
Han var bare sådan en kær, gammel gut, som nød at have et interesseret publikum til sine fortællinger om livet som vodbinder; vi havde mange spørgsmål til ham, og vi fik en god, lang snak om verden før og nu.
Charlotte var glad fordi han gad bruge tid på hende og lagde ikke skjul på det. Han var vist også glad for hendes interesse, for han forærede hende en gammel, håndskåret vodbindernål af træ: “Den er din, hvis du vil love mig at gå hjem og øve dig.”

Det gjorde hun naturligvis, og ikke kun fordi han var så gavmild. Vi lagde ud med at købe nogle flere størrelser nåle og lidt bomuldsgarn.
Hun var nødt til at slå op, hvordan man begynder på projektet, men så gik det fint derefter.
Vi kan nu kalde hende for den lille vodbinder. Hvis skrædderforretningen skulle gå dårligt, kan hun vel altid lave nogle indkøbsnet.
Aubrey har erklæret, at han godt kunne tænke sig en hængekøje – men har dog også sagt, at han godt kunne tænke sig at lære hvordan man gør, for det kunne bare være det fedeste selv at kunne lave sådan en.
Det første Charlotte vil lave, er små net til at binde meloner op med i drivhuset.

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

En tur i en Wolseley

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

Han har åbenbart lavet noget, der ligner en “Uncle G”

For et års tid siden nævnte jeg i et indlæg veteranbilen, som Tim investerede i sidste år.
Det er en Wolseley fra 1919, som han gav i mine øjne mange penge for, men for dem, der har forstand på den slags, var det noget af et kup.
Inden sommerferien deltog den i et show i Bristol, hvor den søreme vandt en af præmierne; nemlig en der hed sådan noget som Best in the class. Der var flere forskellige præmier, og Tim rendte altså med den ene.

På samme show kom der en herre hen og talte længe med Tim om bilen, som han var meget interesseret i, fordi lige netop den model åbenbart er en af kun fem (kendte) eksemplarer i verden – og det eneste i England. Hvad den mand ikke vidste, er ikke værd at vide, og han inviterede sig selv til at komme hjem til C & T for at lære Tim en masse om bilen.
Det sagde de ikke nej til, så manden kom i en hel weekend, hvor han bare fortalte, pillede, skilte ad, pudsede, justerede, samlede igen og snakkede og snakkede. Jeg fik en lang historie om den fantastiske mand, som ikke ville have noget for al den læren fra sig; kost og logi var så alt rigeligt – This is as much for my own sake as for yours, and it’s fun!
Han havde ønsket sig at få fingre i den bil i flere år, men havde ikke råd til at købe den, så dette var det næstbedste. Bilen kører nu bedre, end den har gjort i mange år.
Tim har fået den vurderet af hensyn til forsikringen, og den er langt mere end det dobbelte værd, end hvad han gav for den for blot et år siden, faktisk tæt på det tredobbelte, så jeg har en bilglad mand i min svigersøn. 
Selv Charlotte synes efterhånden, det er ved at være sjovt med den bil.
Nu skal den med til flere udstillinger, for jo flere præmier, jo mere værdistigning.

De er oven i købet så heldige, at Tims mors mand, som bor i samme landsby, har en egnet trailer og hellere end gerne vil transportere bilen rundt i UK. Dengang han arbejdede, var det for et firma, som lejede (især gamle) biler ud til film, og han har fx opholdt sig i Yorkshire under optagelserne til Folk og Fæ og har været den, der kørte de gamle biler rundt mellem the locations og også sad bag rattet, når det skulle se ud, som om det var skuespillerne selv, der sad bag rattet. Han havde ansvaret for bilerne, når de var uden for deres hjem, og han elskede sit arbejde, så at få sådan en slags aktie i dette her, passer ham særdeles fint. 
Jeg elsker sådanne gode historier fra virkeligheden.

Babyboom – myggelarveinvasion

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

Sidste hele dag for englænderne

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

Køge må helst ikke forny sig

Når man taber sig så mange kilo som jeg har gjort, er der desværre det modsatte af en sidegevinst: Man taber sig ikke kun der, hvor man gerne vil.
Der er nemlig røget lidt af barmen ved samme lejlighed. Dvs. … det er naturligvis kun i den ene side, det rigtig kan ses og føles, men den side er nu blevet så meget mindre, at mine bh’er efterhånden føles en smule for omfangsrige, hvilket ikke er fremmende for selvtilliden. Smide bh’en går dog absolut ikke … faren er blevet for stor for forveksling med den navnkundige troldkvinde, som Bjørn Nørgaard har skulptureret på Axeltorv i Næstved.
Vi tog derfor til bandagisten i Køge for at erhverve et par nye bh’er, der passer bedre. Da dette lille ærinde var overstået, var vejret i mellemtiden blevet flot, så vi blev enige om at gå en tur ned til stationsområdet for at se på alt det nye, der er blevet bygget. Det er voldsomt meget, og vi var især interesserede i at se de såkaldte stræder, som man har valgt at kalde de nye gågader, hvor der skulle være kommet en masse nye forretninger.

Okay. Det var så det. Det var da nogle fine forretninger i en splinterny gågade, og John fandt sig en ny jakke, men det kunne lige så godt have været i en hvilken som helst anonym provinsby et hvilket som helst sted i DK. Der var intet hyggeligt over det; der var intet miljø, der var ikke rigtig noget – andet end nogle forretninger.
For mig er Køge en unik, gammel by, med en bymidte der er en overdådighed af smukke huse fra både 15- og 1600-tallet, som fx de to herover, som ligger i Vestergade. Her – samt i Brogade og Nørregade – er der charme, miljø og en masse hygge, med forretninger af alskens art i de gamle huse.
Nogle af dem var lukket. Der var ingen tomme forretninger sidst vi var der. Et par af de lukkede butikker kunne vi genfinde henne på den nye gågade.

Jeg håber virkelig ikke – som i overhovedet slet ikke – at alt nybyggeriet betyder forretningsdøden for den gamle, centrale del af Køge, der befinder sig i en ikke særlig stor radius omkring Torvet. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg er såmænd ikke imod fremskridt som sådan, men der er fremskridt og så er der fremskridt. Og tilbageskridt. I dette tilfælde er fremskridtet et tilbageskridt, for ingen skal ændre ved mit gamle, elskede, hyggelige Køge.
De må skam gerne bygge nyt i Køge. De må bygge nye boliger. Ikke forretningsgader, og slet ikke, hvis de går i konkurrence med de gamle stræder.
Visse ting skal forblive som de altid har været.
Jeg synes selv, det er yderst sjældent, jeg fremturer med den slags forandringsuparathed, men mit Køge skal de dæleme ikke pille ved!

70’er-party

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min datter godt kan lide at arbejde med tøj. Det har været hendes hobby siden hun var 11 år, i dag er det hendes arbejde, og hun elsker det.
Hun syede sin første krinoline, da hun var 11. Huset formåede desværre ikke at levere tilstrækkeligt med fiskeben i rette størrelse, så det krævede nye veje til gamle mål. Hvad gør man? Udover at Charlotte rask væk snuppede alle tilgængelige lagner i hytten, beskar hun bambussen i haven til brug til stivere.
I årene derefter satte hun Borte med Blæsten på videoen, pausede den på passende steder og kopierede de flotte rober på denne måde. Det samme skete med My Fair Lady, plus at hun kopierede modeller efter bøger om mode gennem tiderne, samt syede askepot- og tornerosekjolekopier til sine små kusiner.
Det er de færreste forundt at gøre sin hobby til sit arbejde, men hun er altså en af dem, det lykkedes for.
Som en sjov afveksling til de fine kjoler og jakker, hun syr til hverdag, kommer der indimellem lidt opgaver ovre i kostumeafdelingen. Mest til børnene, men en gang imellem til sig selv.

Som til den 70’er-fest, de deltog i i fredags. Tim var desværre ikke så gennemført, for han havde meldt ud, at han ikke kunne nå at deltage, så Charlotte havde foræret det tøj, han skulle have haft på, til en anden deltager.
Så ændredes mødeplanerne, således at han alligevel godt kunne deltage, men han stod dermed selvfølgelig uden det rette outfit – kun parykken og plateauskoene var ikke foræret væk; tøjet måtte være hans eget, men det blev gjort tidstypisk ved at knappe skjorten lidt op.

Jeg forsøgte ellers at komme med gode råd til tøjet – man har vel selv været ung lige midt i det hele – men hun sagde, at hun vidste lige præcis, hvordan hun ville se ud, og jeg må erkende, at hun har ramt stilen fint. Sådanne hvide støvler havde jeg også. Måske ikke lige netop den kjole, men jeg husker tydeligt, hvor smart det dengang var med små spejle i tøjet. Akkeja – det var dengang, jeg havde figur til kunne bære hotpants – og gjorde det. Ofte. Der var også mange, der ikke havde figuren til hotpants, der gik med dem …
Jeg vil dog lige sige, at selv om jeg stadig havde figuren, og det blev moderne igen, ville jeg ikke tage hot pants på. Jeg kan godt huske, hvor meget jeg syntes kvinder over 40 år gjorde sig til grin dengang, når de gik i hotpants. Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre sig yngre end man er eller “være ung med de unge”. Jeg synes det er lidt tragikomisk, når man ikke klæder sig efter sin alder.
Medmindre man er til kostumefest …

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.

---

Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Det var virkelig svært …

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

Alle har en historie at fortælle

Alle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

Mottisfont Abbey and gardens

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

Padder eller paddle tennis

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Vi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

Gamle fotografier og en ny app

Min mors gamle fotoalbum er i min besiddelse. Jeg lovede nemlig i et svagt øjeblik at skanne nogle af billederne, således at vi tre søstre elektronisk kan gemme billederne af vores mor fra hun var omkring 14 år og frem til hun var 23.
Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er.
Blandt andet er der dette af hende som 19-årig, taget i 1944 … det irriterer mig, at jeg ikke kan finde det, men jeg ved, at jeg et eller andet sted har et billede af mig selv fra 7. klasse, hvor jeg kan se en slående lighed mellem hende og mig. Vi har oven i købet indtaget præcis samme positur.
I mine tidlige voksenår tænkte jeg ikke over den lighed (og kunne heller ikke selv se den), bortset fra, når jeg så en bestemt af mine forældres venner, for han sagde HVER gang han så mig: Hold kæft, hvor du ligner din mor, tøs!
Det sagde han fra jeg var en ganske lille pige og til han døde, da jeg var sidst i trediverne.
Det var på én gang sjovt og lidt trættende at høre på, og jeg kan først nu se, hvor meget ret han havde. Når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.

Jeg har syltet skannearbejdet længe, fordi jeg på forhånd ved, at det er en meget tidskrævende opgave, og alligevel bliver billederne bare elendige.
John fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.

Det viste sig at være noget nemmere at overføre billederne til min pc, end jeg havde regnet med: Det var bare at forbinde USB-stikket i laderen til iPad og pc og så kopiere direkte via stifinderen.
Det var noget nemmere end at gå via iTunes, som John mente, jeg skulle.
Så hvorfor man skal have en iPad, en Mac og en iPhone for at hele maskinparken “skal kunne tale sammen”, forstår jeg nok ikke helt – androidtelefonens og ipaddens kalendere synkroniserer også fint med hinanden.
Det må være folk med mere avancerede behov end jeg, der ser sådan på det.

Det var dengang der var biler til … eller hvad?

I min gavepapirsskuffe kunne jeg pludselig finde et gammelt danmarkskort … undrede mig lidt over det, men det viste sig at være et John havde fundet i sine gemmer, havde kigget lidt på og så åbenbart lagt det tilbage i en forkert skuffe.
Det er et kort, han engang fik af sin morfar.
Det er et Danmarkskort med angivelse af Pratt Benzin stationers fordeling i det ganske danske land.
Pratt Benzin??? Hvem har nogensinde hørt hørt om det? Nogle af os halvgamle kan sikkert huske Gulf, Esso, Mobil og BP – og kan måske oven i købet huske deres logoer og/eller farver. Men Pratt?
DET DANSKE PETROLEUMS AKTIESELSKABS BENZIN PUMPER I KJØBENHAVN: PRATT BENZIN. D.D.P.A.
Så har vi vist fået det hele med … og der kommer en del billeder.
Kortet er fra 1928, og en af de ting der slog mig var hvor tæt disse benzintanke var placeret (billede af eget nærområde længere nede), men på den anden side kender jeg ikke distancen, som den tids biler kunne køre på en tankfuld.
Jeg kunne huske nogle af de gamle kendingsbogstaver, men selvfølgelig ikke dem alle. Jeg huskede K for København, L for Lolland, Z for Esbjerg (Ribe amt) og Y for Vejle, fordi det var steder, jeg kom med mine forældre. At O ikke var Odense, men noget andet på Fyn, kunne jeg også huske, fordi det var så ulogisk!
Og så selvfølgelig vores eget A.

“Automobilister” – er det ikke skønt?
Nyd lige disse færdselsregler:

Husk at række pisken i vejret, inden I stopper!
For Strandvejen nord for København gjaldt åbenbart særlige regler:

Og det har også været vigtigt at vide hvornår ‘lygten’ tændes i København … jeg forstår dog ikke, hvorfor den fx blev tændt kl. 9:30 mellem den 30. juni og den 7. juli, hvorimod jeg ville kunne forstå, hvis den var tændt mellem kl. 04 og 16 omkring nytårstide, men det kan godt være, det bare er mig, der ikke kan finde ud af at læse oplysningerne rigtigt.

Og som nævnt lå der rigtig mange benzinpåfyldningsmuligheder i hele landet – det var ikke mindre tæt end dette nogen steder i hele landet. Jeg ved ikke, om der var konkurrerende mærker på den tid, eller kun dette ene, for i givet fald er det jo endnu mere imponerende med antallet.

Til sidst denne vejledning i, hvordan bilen smøres – at det står som oplysning på et kort af denne art tolker jeg som, at det oftest var noget, bilejeren selv måtte sørge for at gøre.
Det er ikke kun her i 2017, jeg er glad for at have en mand som John. Det ville jeg så sandelig også have været i 1928! Havde jeg været enlig mor dengang, ville jeg virkelig have haft et problem.
Jeg ville i øvrigt nok have haft en del andre og nok også større problemer end hvordan jeg skulle få smurt den bil, jeg på ingen måde ville have haft råd til at anskaffe mig …

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

De higer og søger …

De higer og søger i gamle bøger …
Disse få ord er de eneste jeg umiddelbart ville kunne citere fra Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene, hvis man vækkede mig midt om natten og bad mig om at recitere digtet. Det er temmelig pompøst og svulmende; man kan ikke læse det højt uden at give sin stemmeføring en vis patos og et (forgæves) forsøg på at lyde som Poul Reumert. Eller rettere: Jeg ville ikke kunne, men en for mig ukendt Anders Ø. Kristensen kan godt, men han lyder altså helt forkert i mine ører. Og så udtaler han ‘oplukte’ i “i oplukte Höie med speidende Öie” som om det skal rime på opslugte. Jeg går da ud fra, at ‘oplukte’ har et og andet at gøre med at lukke op …
Ikke at jeg sådan går og læser Guldhornene op, hverken for mig selv eller andre, i tide og utide – i givet fald ville jeg forhåbentlig også have kunnet mere end de to første linjer udenad – men i dag måtte mit overfladiske bekendtskab med romantikkens første digt friskes op, fordi:
Vi var en tur i Faxe. Der har vi været før, men i dag så jeg for første gang rigtigt på statuen på byens lille torv. Jeg så en meget gejl hingst med en (mandlig, naturligvis) rytter på, befindende sig umiddelbart bag, hvad jeg gætter på må være en hoppe, hvorpå en (kvindelig, naturligvis) rytter sidder. Hun indtager en stilling, hvor hun ser ud, som om hun hengiver sig lidenskabeligt til … noget …

Der var noget, der dæmrede … vi er i Faxe … var der i mytologien ikke noget med en Rimfaxe? Og var Rimfaxe ikke en hest?
Det blev undersøgt, da vi var hjemme igen, og jo, Rimfaxe var nattens hest, som trak månen hen over himlen, mens skummet fra dens bidsel faldt som dug. Gad vide, hvordan man dengang forklarede, at månen sommetider er fremme om dagen?
Skinfaxe var dagens hest. Den havde en manke, der skinnede som guld og lyste op som dagslys mellem jord og luft.

Hvad eller hvem er Delling?
Hvem der er hvem af disse to på Aage Petersens monument fra 1941 fremgår ikke nogen steder, men mit bud er, at hingsten må være Rimfaxe.
Selv om dette sidste spørgsmål stadig er uafklaret, blev jeg alligevel lidt klogere også i dag.

Opdatering: Lene ledte mig til Faxe kommunes hjemmeside, hvor følgende stod: “Nat og Dag var to personer, der red over himmelen med hver deres hest. Nat, der var datter af jætten Narfe, fik med asen Delling en søn, de kaldte dag.”
Det må derfor være hingsten, der er Skinfaxe.

Hollandsk biksemad

Mine forældres naboer dyrkede kål. Hvidkål og rødkål. Vist også gulerødder, kartofler og porrer, men jeg husker især kålen. Nabokonen gjorde derfor meget i kålretter – det var selvfølgeligt for hende både pga. parrets levevej og fordi hun hævdede, at hun var efterkommer af hollænderne, der i 1521 blev hidkaldt af Christian d. 2. Om det virkelig kan passe, at hun kunne føre sin historie så langt tilbage, skal jeg ikke kunne sige, men hun var god til kålretter, og en af dem holdt min mor meget af at lave.

Den hedder hollandsk biksemad.
Jeg har lige googlet retten og blev temmelig forbavset over, i hvor mange varianter den findes.
Flere af dem med spaghetti i! Det har jeg aldrig hørt om – hvor er lige det hollandske henne? Kendte man spaghetti i 1500-tallets Holland? Det tror jeg ikke.
Jeg kan heller ikke forstå, at opskrifterne indeholder kartofler – dem kendte man i hvert fald ikke i 1521, for kartoflen kom først til Europa i 1537 og omtales ikke i Danmark før 1630.

Min (grund)opskrift ligner denne til forveksling, hvad råvarerne angår, men jeg lader retten stå og simre i mindst to timer i en stor stegegryde.
Derudover er den naturligvis piftet en smule op henover de 40 år, jeg har lavet den. Jeg kommer masser af hvidløg i, hvilket vel efterhånden ikke kan forbavse nogen. For hvidløgsforskrækkede vil ingen, et eller højst to fed nok være passende, men jeg bruger mindst fem. De skal presses i – ikke skæres i stykker.
Jeg kommer en pakke bacontern i sammen med farsen, når den brunes, og jeg tilsætter en smule knust, tørret chili, når alt er blandet sammen.
Vi holder meget af at give det et skvæt Worcestershire Sauce på tallerkenen. Det og chilien er bestemt heller ikke særlig hollandsk … jeg ved det godt …
Der står en stor portion og simrer lige nu. Det er mad til i aften og nem mad til i morgen, hvor vi kører til Sverige og har Søren med. Jeg er lidt spændt på, hvad han siger til den mad, for han er … hmmm, skal vi sige … en anelse konservativ med, hvad han putter i munden. Både hans mor og hans tidligere kone var slagterdøtre, og især i barndomshjemmet var salat kun noget man gav hønsene. Med andre ord var det yderst traditionel dansk bondemad, der blev serveret i det nielsenske hjem. Bondemad er jeg også opvokset med i mine første år, men da mine forældre blev lidt mindre fattige i løbet af 60’erne, blev min mor meget eksperimenterende med maden og syntes det var spændende at drage de nye, importerede varer med ind i madlavningen. Hun var heldigvis også god til det, og jeg bilder mig ind at have taget med i bagagen at have lyst til at ‘lege’ med maden.

Nå, men bondemad er dejligt, bare man ikke får det hver dag, og Søren må spise, hvad der kommer på bordet.
Det plejer han nu også, for som op til flere mænd, jeg kender eller kender til, er det kun fikse ideer, der er årsag til kræsenheden – hvis de ikke bliver spurgt og ikke har andet valg, bliver de små pus ofte positivt overraskede, når de opdager, at det ikke var så slemt som forventet – måske smagte det ligefrem godt!

De gamle køretøjer på Manor Farm

For 3½ år siden skrev jeg om Tims onkels bilsalg. Dette ene salg var rigeligt til at sikre de to en tryg alderdom – også selv om de har et pengeslugende hus. Ude i garagen/værkstedet, som er både ventileret og opvarmet, har onkel endnu fire gamle, men meget velholdte biler, og naturligvis ville både John og jeg gerne se hans samling. Udover bilerne har han en væltepeter, som hans egen bedstefar kørte rundt på.
En væltepeter hedder på engelsk en pennyfarthing, fordi en penny var meget stor i forhold til en farthing.

Jeg var imponeret og John var … jeg ved ikke hvad jeg skal sige han var, men alene hans wow’er og ooohhh’er beskrev med al ønskelig tydelighed, hvordan han havde det med de flotte biler.

Selv jeg var ikke i tvivl om, at der blev kælet for køretøjerne – man kunne servere mad på de motorblokke, og alt skinnede som katteskidt i måneskin.

Garagens ubestridte stjerne var denne Alfa Romeo fra … øhhh … 1936, tror jeg nok … alene her står der et pænt supplement til pensionen – i USA er der i øjeblikket en tilsvarende bil til salg, som ejeren vil have 3,5 millioner dollar for. Onkel gav 25.000 £ for denne her, så jeg tror, hans investering har tjent sig hjem … han lovede, at hvis vi kom igen til sommer, så gav han en tur både i den og i den Jaguar E, som man herunder ser ungerne sidde i. John fik stjerner i øjnene, og incitamentet for at køre derover i maj, som vi allerede har talt om, steg yderligere.

Det er både onkel og moster, der er interesseret i veteranbiler. Alfa Romeoen har deltaget i Mille Miglia et par gange – da tog parret turen fra England til Italien i den smukke, gamle bil for at deltage i løbet. De har været flere gange i Danmark også til løb eller veteranbilejersamvær af forskellig art og har en del kontakter her i landet. De har begge rundet de 70 år, så de deltager ikke længere i deciderede veteranbilløb, men deltager stadig i de mere hyggelige komsammener af slagsen. Han har gennem mange år udlejet forskellige af sine gamle biler til film.

Garagen var spækket med gamle skilte og alt muligt mere eller mindre mystisk (for mig) værktøj og dimser, der gjorde det hele meget autentisk at se på.
Han har flere scootere og en Fergusontraktor fra 1953 – samme glimrende årgang som mommer her … min far købte sin første Ferguson i 1956, og jeg husker den som helt mage til den, jeg så hos onkel. Hyggelig nostalgi var det – for mig faktisk mere end bilerne, men det sagde jeg ikke til nogen …
Moster og onkel er et meget sødt par, som vi naturligvis har inviteret til at bo hos os i Danmark, hvis deres veteranvej skulle falde forbi. Onkel arbejder endnu (to dage om ugen), selv om han er 74. Jeg spurgte hvorfor han dog ikke jobstoppede, når han havde en så interessant hobby, der sagtens kunne udfylde alle hans dage. Svaret var, at han ikke havde råd til at stoppe. Det tror jeg så ikke helt på, men han må jo kunne lide sit job.

Engelsk jul, del 2

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

Et elefanthvidløg og et rottehul

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

En tur i skilteskoven

Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

Vintertid er sysletid

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
Ifølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Jeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.