Hos Mommer

20. marts 2017

Det var dengang der var biler til … eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags:

Pratt BenzinI min gavepapirsskuffe kunne jeg pludselig finde et gammelt danmarkskort … undrede mig lidt over det, men det viste sig at være et John havde fundet i sine gemmer, havde kigget lidt på og så åbenbart lagt det tilbage i en forkert skuffe.
Det er et kort, han engang fik af sin morfar.
Det er et Danmarkskort med angivelse af Pratt Benzin stationers fordeling i det ganske danske land.
Pratt Benzin??? Hvem har nogensinde hørt hørt om det? Nogle af os halvgamle kan sikkert huske Gulf, Esso, Mobil og BP – og kan måske oven i købet huske deres logoer og/eller farver. Men Pratt?
DET DANSKE PETROLEUMS AKTIESELSKABS BENZIN PUMPER I KJØBENHAVN: PRATT BENZIN. D.D.P.A.
Så har vi vist fået det hele med … og der kommer en del billeder.
Kortet er fra 1928, og en af de ting der slog mig var hvor tæt disse benzintanke var placeret (billede af eget nærområde længere nede), men på den anden side kender jeg ikke distancen, som den tids biler kunne køre på en tankfuld.
Jeg kunne huske nogle af de gamle kendingsbogstaver, men selvfølgelig ikke dem alle. Jeg huskede K for København, L for Lolland, Z for Esbjerg (Ribe amt) og Y for Vejle, fordi det var steder, jeg kom med mine forældre. At O ikke var Odense, men noget andet på Fyn, kunne jeg også huske, fordi det var så ulogisk!
Og så selvfølgelig vores eget A.

Pratt Benzin (1)Pratt Benzin (4)

“Automobilister” – er det ikke skønt?
Nyd lige disse færdselsregler:

Pratt Benzin (5)

Pratt Benzin (6)

Husk at række pisken i vejret, inden I stopper!
For Strandvejen nord for København gjaldt åbenbart særlige regler:

Pratt Benzin (3)

Og det har også været vigtigt at vide hvornår ‘lygten’ tændes i København … jeg forstår dog ikke, hvorfor den fx blev tændt kl. 9:30 mellem den 30. juni og den 7. juli, hvorimod jeg ville kunne forstå, hvis den var tændt mellem kl. 04 og 16 omkring nytårstide, men det kan godt være, det bare er mig, der ikke kan finde ud af at læse oplysningerne rigtigt.

Pratt Benzin (2)

Og som nævnt lå der rigtig mange benzinpåfyldningsmuligheder i hele landet – det var ikke mindre tæt end dette nogen steder i hele landet. Jeg ved ikke, om der var konkurrerende mærker på den tid, eller kun dette ene, for i givet fald er det jo endnu mere imponerende med antallet.

Pratt Benzin (8)

Til sidst denne vejledning i, hvordan bilen smøres – at det står som oplysning på et kort af denne art tolker jeg som, at det oftest var noget, bilejeren selv måtte sørge for at gøre.
Det er ikke kun her i 2017, jeg er glad for at have en mand som John. Det ville jeg så sandelig også have været i 1928! Havde jeg været enlig mor dengang, ville jeg virkelig have haft et problem.
Jeg ville i øvrigt nok have haft en del andre og nok også større problemer end hvordan jeg skulle få smurt den bil, jeg på ingen måde ville have haft råd til at anskaffe mig …

Pratt Benzin (7)

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

2. februar 2017

De higer og søger …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags:

De higer og søger i gamle bøger …
Disse få ord er de eneste jeg umiddelbart ville kunne citere fra Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene, hvis man vækkede mig midt om natten og bad mig om at recitere digtet. Det er temmelig pompøst og svulmende; man kan ikke læse det højt uden at give sin stemmeføring en vis patos og et (forgæves) forsøg på at lyde som Poul Reumert. Eller rettere: Jeg ville ikke kunne, men en for mig ukendt Anders Ø. Kristensen kan godt, men han lyder altså helt forkert i mine ører. Og så udtaler han ‘oplukte’ i “i oplukte Höie med speidende Öie” som om det skal rime på opslugte. Jeg går da ud fra, at ‘oplukte’ har et og andet at gøre med at lukke op …
Ikke at jeg sådan går og læser Guldhornene op, hverken for mig selv eller andre, i tide og utide – i givet fald ville jeg forhåbentlig også have kunnet mere end de to første linjer udenad – men i dag måtte mit overfladiske bekendtskab med romantikkens første digt friskes op, fordi:
Vi var en tur i Faxe. Der har vi været før, men i dag så jeg for første gang rigtigt på statuen på byens lille torv. Jeg så en meget gejl hingst med en (mandlig, naturligvis) rytter på, befindende sig umiddelbart bag, hvad jeg gætter på må være en hoppe, hvorpå en (kvindelig, naturligvis) rytter sidder. Hun indtager en stilling, hvor hun ser ud, som om hun hengiver sig lidenskabeligt til … noget …

Rimfaxe og Skinfaxe i Faxe

Der var noget, der dæmrede … vi er i Faxe … var der i mytologien ikke noget med en Rimfaxe? Og var Rimfaxe ikke en hest?
Det blev undersøgt, da vi var hjemme igen, og jo, Rimfaxe var nattens hest, som trak månen hen over himlen, mens skummet fra dens bidsel faldt som dug. Gad vide, hvordan man dengang forklarede, at månen sommetider er fremme om dagen?
Skinfaxe var dagens hest. Den havde en manke, der skinnede som guld og lyste op som dagslys mellem jord og luft.

Guldhornene i originaludgaven

Hvad eller hvem er Delling?
Hvem der er hvem af disse to på Aage Petersens monument fra 1941 fremgår ikke nogen steder, men mit bud er, at hingsten må være Rimfaxe.
Selv om dette sidste spørgsmål stadig er uafklaret, blev jeg alligevel lidt klogere også i dag.

Opdatering: Lene ledte mig til Faxe kommunes hjemmeside, hvor følgende stod: “Nat og Dag var to personer, der red over himmelen med hver deres hest. Nat, der var datter af jætten Narfe, fik med asen Delling en søn, de kaldte dag.”
Det må derfor være hingsten, der er Skinfaxe.

17. januar 2017

Hollandsk biksemad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: ,

Mine forældres naboer dyrkede kål. Hvidkål og rødkål. Vist også gulerødder, kartofler og porrer, men jeg husker især kålen. Nabokonen gjorde derfor meget i kålretter – det var selvfølgeligt for hende både pga. parrets levevej og fordi hun hævdede, at hun var efterkommer af hollænderne, der i 1521 blev hidkaldt af Christian d. 2. Om det virkelig kan passe, at hun kunne føre sin historie så langt tilbage, skal jeg ikke kunne sige, men hun var god til kålretter, og en af dem holdt min mor meget af at lave.

Den hedder hollandsk biksemad.
Jeg har lige googlet retten og blev temmelig forbavset over, i hvor mange varianter den findes.
Flere af dem med spaghetti i! Det har jeg aldrig hørt om – hvor er lige det hollandske henne? Kendte man spaghetti i 1500-tallets Holland? Det tror jeg ikke.
Jeg kan heller ikke forstå, at opskrifterne indeholder kartofler – dem kendte man i hvert fald ikke i 1521, for kartoflen kom først til Europa i 1537 og omtales ikke i Danmark før 1630.

Min (grund)opskrift ligner denne til forveksling, hvad råvarerne angår, men jeg lader retten stå og simre i mindst to timer i en stor stegegryde.
Derudover er den naturligvis piftet en smule op henover de 40 år, jeg har lavet den. Jeg kommer masser af hvidløg i, hvilket vel efterhånden ikke kan forbavse nogen. For hvidløgsforskrækkede vil ingen, et eller højst to fed nok være passende, men jeg bruger mindst fem. De skal presses i – ikke skæres i stykker.
Jeg kommer en pakke bacontern i sammen med farsen, når den brunes, og jeg tilsætter en smule knust, tørret chili, når alt er blandet sammen.
Vi holder meget af at give det et skvæt Worcestershire Sauce på tallerkenen. Det og chilien er bestemt heller ikke særlig hollandsk … jeg ved det godt …
imageDer står en stor portion og simrer lige nu. Det er mad til i aften og nem mad til i morgen, hvor vi kører til Sverige og har Søren med. Jeg er lidt spændt på, hvad han siger til den mad, for han er … hmmm, skal vi sige … en anelse konservativ med, hvad han putter i munden. Både hans mor og hans tidligere kone var slagterdøtre, og især i barndomshjemmet var salat kun noget man gav hønsene. Med andre ord var det yderst traditionel dansk bondemad, der blev serveret i det nielsenske hjem. Bondemad er jeg også opvokset med i mine første år, men da mine forældre blev lidt mindre fattige i løbet af 60’erne, blev min mor meget eksperimenterende med maden og syntes det var spændende at drage de nye, importerede varer med ind i madlavningen. Hun var heldigvis også god til det, og jeg bilder mig ind at have taget med i bagagen at have lyst til at ‘lege’ med maden.

Nå, men bondemad er dejligt, bare man ikke får det hver dag, og Søren må spise, hvad der kommer på bordet.
Det plejer han nu også, for som op til flere mænd, jeg kender eller kender til, er det kun fikse ideer, der er årsag til kræsenheden – hvis de ikke bliver spurgt og ikke har andet valg, bliver de små pus ofte positivt overraskede, når de opdager, at det ikke var så slemt som forventet – måske smagte det ligefrem godt!

28. december 2016

De gamle køretøjer på Manor Farm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

For 3½ år siden skrev jeg om Tims onkels bilsalg. Dette ene salg var rigeligt til at sikre de to en tryg alderdom – også selv om de har et pengeslugende hus. Ude i garagen/værkstedet, som er både ventileret og opvarmet, har onkel endnu fire gamle, men meget velholdte biler, og naturligvis ville både John og jeg gerne se hans samling. Udover bilerne har han en væltepeter, som hans egen bedstefar kørte rundt på.
En væltepeter hedder på engelsk en pennyfarthing, fordi en penny var meget stor i forhold til en farthing.

P1050572P1050576P1050577P1050574

Jeg var imponeret og John var … jeg ved ikke hvad jeg skal sige han var, men alene hans wow’er og ooohhh’er beskrev med al ønskelig tydelighed, hvordan han havde det med de flotte biler.

P1050561P1050563

Selv jeg var ikke i tvivl om, at der blev kælet for køretøjerne – man kunne servere mad på de motorblokke, og alt skinnede som katteskidt i måneskin.

P1050564P1050567

Garagens ubestridte stjerne var denne Alfa Romeo fra … øhhh … 1936, tror jeg nok … alene her står der et pænt supplement til pensionen – i USA er der i øjeblikket en tilsvarende bil til salg, som ejeren vil have 3,5 millioner dollar for. Onkel gav 25.000 £ for denne her, så jeg tror, hans investering har tjent sig hjem … han lovede, at hvis vi kom igen til sommer, så gav han en tur både i den og i den Jaguar E, som man herunder ser ungerne sidde i. John fik stjerner i øjnene, og incitamentet for at køre derover i maj, som vi allerede har talt om, steg yderligere.

P1050565P1050570

Det er både onkel og moster, der er interesseret i veteranbiler. Alfa Romeoen har deltaget i Mille Miglia et par gange – da tog parret turen fra England til Italien i den smukke, gamle bil for at deltage i løbet. De har været flere gange i Danmark også til løb eller veteranbilejersamvær af forskellig art og har en del kontakter her i landet. De har begge rundet de 70 år, så de deltager ikke længere i deciderede veteranbilløb, men deltager stadig i de mere hyggelige komsammener af slagsen. Han har gennem mange år udlejet forskellige af sine gamle biler til film.

P1050569

Garagen var spækket med gamle skilte og alt muligt mere eller mindre mystisk (for mig) værktøj og dimser, der gjorde det hele meget autentisk at se på.
Han har flere scootere og en Fergusontraktor fra 1953 – samme glimrende årgang som mommer her … min far købte sin første Ferguson i 1956, og jeg husker den som helt mage til den, jeg så hos onkel. Hyggelig nostalgi var det – for mig faktisk mere end bilerne, men det sagde jeg ikke til nogen …
Moster og onkel er et meget sødt par, som vi naturligvis har inviteret til at bo hos os i Danmark, hvis deres veteranvej skulle falde forbi. Onkel arbejder endnu (to dage om ugen), selv om han er 74. Jeg spurgte hvorfor han dog ikke jobstoppede, når han havde en så interessant hobby, der sagtens kunne udfylde alle hans dage. Svaret var, at han ikke havde råd til at stoppe. Det tror jeg så ikke helt på, men han må jo kunne lide sit job.

27. december 2016

Engelsk jul, del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , ,

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

P1050525P1050531

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Ildstedet i spisestuen

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 P1050534En 10-kilos fyldt kalkun

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Christmas crackersChristmas pudding

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

1975 - kun lige akkurat drikkelig1973 - down the drain :-(Portvin 1960 - glimrende

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Tv-stuenDagligstuen

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

15. december 2016

En tur i skilteskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

Det var godt ...Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

skilt 2

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

6. december 2016

Vintertid er sysletid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
ShetlandssjalIfølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Hue med neverkontbortJeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

20. november 2016

Hun startede åbenbart i en tidlig alder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

skan7I går kom begge mine søstre og den ene søsters tre børn. Vi skulle se lysbilleder – alle mine forældres gamle lysbilleder.
Det vil sige, at jeg troede vi skulle igennem dem alle sammen, men Bodil havde heldigvis gennemgået dem én gang og havde smidt alt ud, som hun med sikkerhed vidste, ingen af os ville have, så i alt skulle vi kun gennemse godt seks slæder med dias, hvoraf vi endte med at gemme omkring 170-180. De skal nu skannes, gemmes som filer og så en tur op i skyen, hvorfra hver enkelt familiemedlem kan fiske de billeder, der måtte have interesse.
Jeg havde ikke set frem til dette arbejde og havde slet ikke regnet med, at det ville være så sjovt at se os selv tilbage fra 1963 og frem til far stoppede med at lave lysbilleder omkring 1980. Blandt de sidste var billeder, som Bodil havde taget, og der var nogle overraskelser for mit vedkommende. De var taget på gården; Bodil er otte år yngre end mig (jo, jeg må gerne skrive ‘mig’ her), så hun boede hjemme, til Charlotte var næsten fem år. Hun (Bodil) var sød til at tage C med hjem fra børnehaven, når hun cyklede fra skole, så C var næsten mere sammen med Bodil, end hun var sammen med mig. Næsten … det var i hvert fald meget … C kunne ride, før hun kunne gå. Næsten …

P1050157Min lille Charlottes omgang med heste ville jeg helst ikke se på dengang. Hun gik under maven på Bodils hest – det var jo nemmere end at gå hele vejen udenom, især fordi hun nøje havde fået indskærpet, at hun aldrig måtte gå lige bag om hesten. Jeg nævnte somme tider, at det så lidt farligt ud indimellem. “Sludder, jeg ved hvad jeg gør – der sker selvfølgelig ikke Charlotte noget”, svarede Bodil, og hun skulle blive voksen og selv få børn, inden hun godt kunne se, at hvis hun skulle opleve andre udsætte hendes børn for det, hun syntes var så naturligt sammen med Charlotte, ville hun nok have hoppet lidt i sædet.
Nå. Der skete jo sådan set aldrig noget, må jeg indrømme.

Hvad jeg slet ikke havde forudset ved gårsdagens lysbilledshow var, at min søsters børn sad og storhyggede sig. Nogle gange kunne de godt se, om det var deres egen mor, andre gange forvekslede de os godt og grundigt – det skal siges, at der ingen kronologi var i lysbillederne mere – de var rodet totalt sammen.
Camilla havde sin lille Carl på otte måneder med, og da vi så et billede af Camilla i samme alder, hujede vi alle – det var en 95 % kopi af Carl, som kiggede ned til os fra lærredet. Nu var det så mor og søn, men vi morede os med at finde andre familietræk, der gik igen på kryds og tværs; fx lignede den ene af mine niecer som barn mere mig som barn, end hun nogensinde har lignet sin egen mor.

Og så havde Bodil lokket mit stakkels uskyldige barn til noget frækt. Krudtet i Charlottes øjne skinnede tydeligt igennem på lysbilledet, men det er desværre ikke så tydeligt her på fotografiet af et lysbillede. Håber det bliver bedre ved en skanning.
De har vist haft en fest, de to – jeg havde aldrig set det billede før, men det med at synes det er sjovt at klæde sig lidt frækt ud er åbenbart ikke først startet med Cabaret-kostumet fra forleden.

10. september 2016

Avebury Manor and Garden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

imageAvebury Manor and Garden ligger, ikke overraskende, i Avebury, som har den største henge. Stencirklen er så stor, at man ikke rigtigt opfatter, at det er en cirkel. Selv om det tilsyneladende bare er nogle store sten på en mark, er der noget fascinerende over dem, når man ved, at de for flere tusind år siden blev transporteret hertil fra Wales. Mange af stenene er væk, fordi man gennem århundrederne har fjernet dem og brugt dem i forskelligt øjemed – man havde ikke rigtig sans for historiens vingesus før i nyere tid.

P1030810P1030809

Avebury Gardens er smukke, som næsten alle engelske haver. Stedets have er opdelt i flere afdelinger; dette er Monks’ Garden.

P1030812P1030815

Avebury Manor blev overladt, uden indhold, til National Trust. BBC tilbød at genskabe rummene i forskellige tidsperioder og lavede serien The Manor Reborn i fem afsnit. Der var Tudor, Queen Anne, Georgian, Victorian og en stue fra 1930’erne. Her er en god artikel om det af og med Penelope Keith. Efter afslutning kunne NT beholde det hele, hvilket har gjort det til et særdeles levende museum, fordi alt er nyt og derfor ikke bevaringsværdigt på samme måde, som havde det været ægte møbler fra de forskellige perioder. Man må sidde i stolene og ligge i sengene; man må bruge kaffemøllen i køkkenet osv. Børn elsker naturligvis den slags, og faktisk er det flottere end the real things, fordi farvene ikke er falmet og stofferne ikke slidt.

P1030823P1030824

Herover er det Tudor-stuen, hvor bordet er dækket, og hvor der er lagt tudorhatte på stolene, så man kan tage dem på og lege en 500 år gammel rigmandsfamilie. Gobelinerne ser fuldstændig ægte ud, og selv om man rørte ved dem (hvad man godt måtte), var det svært at ‘opdage’, at motiverne var printet på stof. På gulvene lå der sivtæpper, som jeg desværre ikke fik billeder af, men som var tykke og dejligt bløde at gå på.

P1030832P1030833

Måske kan man fornemme ‘friskheden’ i farverne … da vi kom tilbage til den flotte himmelseng, lå der en lille dreng i den. Han sov bestemt ikke, men lå med et stort og stolt smil og med fire gange så store øjne som normalt – ingen tvivl om, at han ikke ville sige nej tak til at få sig sådan en seng.

P1030826P1030827

Off to GoodwoodHerover køkkenet og The Georgian Dining Room med en indendørs hest, kaldet en chamber horse “Eighteenth-century English gentlemen (and likely a few ladies as well) used this peculiar-looking device to help burn off the effects of those infamously lengthy Georgian dinners”. Der var høje fjedre under sædet.
Jeg forsøgte mig og var glad for, at ingen filmede. Det var næsten som at sidde på den tyr, I ved, der er beregnet til at smide en af så hurtigt som muligt.
Køkkenet var viktoriansk; dvs. fra 1800-tallet. Jeg elsker at se på disse gamle køkkener, men har ingen sentimentale ønsker om at arbejde i sådan et – det har været hamrende besværligt, for at sige det mildt.
Vi fik fortalt, at det var fordi man troede, den blå farve holdt insekter væk, at man malede så meget blåt i køkkener.

Så bare afsted med jer til Avebury, hvis I nu skulle få lyst til en tur til England.
Den ene af veninderne skrev hjem til sin mand, at hun synes de skal holde ferie i England til næste år. Hun var meget positivt overrasket over de kuperede landskabers store skønhed og af de fantastiske huse og haver, vi nåede at vise hende.

Og nu vi alligevel dvæler ved historien, så er familien til The Goodwood Revival i dag – i gennemført stil fra 1940’erne. De minder mig om mine forældre, som jeg husker dem fra ganske lille. Aubie er stolt af sit outfit – selv hans sko er ‘rigtige’, selv om de er nye, men han elsker dem. 
Han spurgte sin mor: “Det her er lidt sådan en slags legedag for voksne, er det ikke?”

22. juli 2016

Ikke Bath … Salisbury

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: , ,

Det blev ikke Bath i dag. Børnene skal have nyt fodtøj inden deres ferie i Grækenland, men det er deres sidste skoledag i dag, så det må vente til på mandag, hvor vi alle fem vil tage en tur til Bath.
I stedet kørte vi en tur til Salisbury i dag. Vi har været der før; også inde i den kolossalt store katedral, så vi nøjedes med at kigge indenfor i søjlegården – og undre os lidt over den vrede helgen – eller hvad han nu har været … han virkede ikke specielt helgenagtig.

P1030302P1030303
Det er ham, der står alene, jeg mener … han ser overmåde olm ud, mens han står og giver en eller anden fingeren. Ikke særlig helligt, må man sige. De andre ser ud, som sådan nogle nu engang bør se ud.
Katedralen er virkelig enorm og også et besøg værd, hvis I skulle komme på de kanter. Jeg kunne ikke rigtig komme langt nok væk til at tage et billede, der ikke vælter. Den er imponerende indvendig såvel som udvendig, hvor man kan bruge lang tid på at studere detaljer. Og undre sig over, hvorfor der aldrig er kommet statuer ind på de ledige pladser. Pengemangel? Trosretningsskifte? Det må kunne slås op, men det bliver en anden gang.

P1030305P1030306

Ken Follett har beskrevet en katedrals opførelse i Jordens Søjler, som er en fantastisk bog og er blevet til en god film. Det kunne måske i teorien have været denne i Salisbury, der var hans forbillede, men den er omkring 100 år yngre end Follets fiktive katedral i bogen. Det er imponerende klaret at kunne bygge i denne størrelse og højde i 1200-tallet – det er ikke svært at forstå, at der skete en del uheld undervejs.

Salisbury – Sarum – rødderne går langt tilbage (Old Sarum har rester af bosættelser fra 3000 fvt.), hvilket afspejles i nogle af byens smukke huse. Dagens formiddagskaffe blev indtaget i en lille gårdhave på Red Lion Hotel, hvis rødder går helt tilbage til 1300-tallet. Særdeles hyggeligt og stemningsfuldt!

P1030309P1030311

Billedet herunder er især interessant pga. det meget smalle hus lige til højre for den røde bygning. Hvert andet hus i den gade var så smalt. Vi kunne godt tænke os at se en af disse lejligheder indefra. Det er lige før, at en seng kun kan stå i én retning.

P1030319P1030317

Dyrekøllehuset (haunch of venison betyder dyre[vildt]kølle) kunne jeg bare ikke stå for, men igen det sædvanlige problem: Man kan ikke komme langt nok væk til at få nogle ordentlige billeder. An Old English Chop House – det er da skønt, ikke?

Nu er børnene hjemme – de kan ikke få hænderne ned, for nu har de sommerferie! Jeg kan sagtens huske den herlige fornemmelse af at vide, at der ligger mange uger foran en, hvor man bare kan gøre hvad man har lyst til. Og det var rigtig sommer HELE tiden. Det regnede aldrig! Er det ikke rigtigt?

16. juli 2016

Sissinghurst castle and gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags: ,

Sissinghurst var vidunderlig! Ganske enkelt. Jeg var overhovedet ikke skuffet – tværtimod. Forventningerne havde godt nok været høje, men virkeligheden var anderledes end det forventede, så måske derfor … jeg var trods forventningerne positivt overrasket. Sissinghurst (13)

Det var et stort område; selve slottet var meget smalt, men meget langt, og rundt omkring lå der små, idylliske huse spredt. Et ret højt tårn stod helt for sig selv, så det var en noget speciel opbygning.
Jeg forstår stadig ikke helt englænderne: KÆMPEstore bygninger kalder de for et house, mens dette (i denne sammenhæng) relativt lille hus kalder de for et slot?

Sissinghurst (19)

Herover en tidsel, helt som vi kender dem, men i overstørrelse – planten har været tæt på fire meter i højden, hvilket kan fornemmes herunder – den står mellem centrum og klokken 12. Og John er er lille ottetal i samenligning.

Sissinghurst (21)Sissinghurst (30)

John syntes også, at det var flot og værd at se, men han syntes, at det overordnet set gav et rodet indtryk. Hvis det er hans opfattelse, kan eller vil jeg ikke gøre noget ved det, men det var ikke rodet i mine øjne; tværtimod var det uhyre velplejet; intet var groet ind i hinanden eller virkede uplejet. Alt havde sin plads … jeg ved ikke om det var størrelsen på stauderne, der overvældede ham.
Jeg var bare vildt imponeret. Hele tiden – det var en have 100 % efter min smag.

Sissinghurst (32)Sissinghurst (79)

Der var masser af mure eller rester af mure, hvilket gav mange små hyggekroge.

Sissinghurst (84)Sissinghurst (86)

Sissinghurst (10)Den hvide have (herunder) duftede meget intenst, men vi kunne ikke finde ud af, hvad det var der duftede så kraftigt.
Der er seks fuldtidsansatte gartnere, to deltids ditto, en elev og to nursery (??, men vi gætter på må være folk, der har til opgave at fremelske og pleje stiklinger og nye planter), plus lots of volunteers. Det er virkelig mange til at passe selv en så stor have. Vi så dem alle, tror jeg … der var aktivitet i mange af bedene.

Sissinghurst - den hvide have

Haven åbner kl.11. Vi var der 11:10 og fik en parkeringsplads længst væk fra indgangen! Der var stort set fyldt op, men heldigvis kun med privatbiler – ikke en eneste bus var der at se, men de kunne nå at komme om eftermiddagen, hvor vi var væk igen. Det var temmelig overvældende med alle de besøgende og desværre meget svært at tage billeder af bedene uden at få personer med på dem. Alle var dog søde og hensynsfulde og to mest muligt hensyn til fotograferne, som der selvfølgelig var mange af.

Sissinghurst (35)Sissinghurst (40)Sissinghurst (43)

Historien om Sissinghurst og om Vita Sackville-West, som sammen med sin mand skabte denne pragtfulde have, er interessant at læse, men det må I selv gøre – det vil fylde for meget her.
Sissinghurst (57)

Det må vist også være billedspam nok for en dag – jeg har 89 billeder derfra, selv efter at have ryddet ud med hård hånd.
Det er et sted, jeg kun kan anbefale, at man ser – også på en dag, hvor der er mange andre, der har fået samme gode ide.

14. juni 2016

Arvestykker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Jeg har tilbragt det meste af dagen i mit syværelse … ENdelig er regnen kommet, så det er indevejr, og jeg skal sy tre dinner for two til min ene søster, som har ønsket sig dem specielt af mig. Det var en pudsig mellemting mellem et ønske og en ordre, cirka i forholdet 80/20, så jeg er i gang. Jeg skulle bruge et bånd, jeg havde i en kasse, hvori jeg også har gemt disse arvestykker, som jeg lige benytter lejligheden til at udsende en forespørgsel om:

For nogle år tilbage blev jeg af en venindes veninde, Karin, inviteret til Østerbro for at være med til at tømme Karins svigermors dødsbo. Svigermor havde været flittig med alt, hvad der kan komme ind under betegnelsen håndarbejde, der på nogen måde involverer stoffer. Hun må også have tegnet.
Jeg skulle endelig tage alt, hvad jeg havde lyst til fra damens efterladenskaber; Karin regnede – helt korrekt – med, at jeg nok kunne bruge mange af stofferne og andre spændende ting.
Nogle af tingene tog jeg alene, fordi de undrede mig … spurgte selvfølgelig om det var i orden, men det jeg ikke tog, ville blive smidt ud, hvilket jeg syntes var synd.
Hvad bruger man en stiftblyant til, der ligner en tømmerblyant i lille målestok?

P1020514P1020515P1020516P1020517

Blyanten er gengivet i naturlig størrelse; stifterne er brede og flade og er 5 cm lange. Jeg kan ikke se, hvordan man regulerer dem – de kan stoppes op i den dertil egnede metalholder vist på de midterste billeder, men der er ingen anordning til at skubbe stiften frem eller tilbage, når den først er stoppet i holderen. Spidsen kan skrues af, men har tilsyneladende ikke andet formål. Er der nogen, der har set dem før? Hvem bruger den slags?

P1020512P1020533

Disse tykke stifter var der desværre ingen stiftblyant til – den ville jeg ellers meget gerne have haft. Jeg ville gerne købe en, der passer, men har ikke set dem tilnærmelsesvis så tykke. Jeg ved ikke, hvad tallet 0,75 står for, da den øverste stift på billedet herover er en stift til en 0,9 blyant, hvilket mig bekendt er den tykkeste, man kan købe. Jeg har i kassevis af begge slags stifter og ni stiftblyanter af de viste. Det er alt sammen foreløbig kun gemt af historisk interesse …

P1020529

Denne tingest her aner jeg heller ikke, hvad kan bruges til, så bud modtages med kyshånd. Den er også – som det kan ses på cm-målestokken øverst på genstanden – gengivet i naturlig størrelse. Der ses vinkelangivelser nederst. Hvad den skal foldes over og hvorfor, kan jeg ikke regne ud, men stykket er bøjeligt, og gør man det, ser den ud som herunder; med nogle gummidimser, man kunne forestille sig skal holde et eller fast, så ikke det glider. Men igen: Hvad???

P1020530

Især denne sidste dims ville jeg meget gerne vide hvad bruges til. Det må have noget med syning eller tegning at gøre, men jeg er totalt blank.

3. juni 2016

Ublide blider i en blid brise

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:57
Tags: ,

P1020361P1020362Blide, trebuchet, catapult … en blide er ikke særlig blid, men ordet kommer så også fra fransk og betyder noget med at kaste.
Vi lod os, på trods af mit svar i går til Kristine, alligevel inspirere af hendes forslag om Middelaldercentret – specielt pga. Annas og Aubreys store interesse for How to Train Your Dragon og hele deres opbygning af byen Berk. Middelalderen er selvfølgelig ikke lig med vikingetiden, men der er overlap, fordi førstnævnte afløste sidstnævnte.
Det var især bliden, der lokkede … Aubrey har bygget sin egen catapult derhjemme, men den har visse fejl; bl.a. en tilbøjelighed til at ramme afskyderen i hovedet, så han var på udkig efter tip til forbedringer. Blev dog temmelig overrasket, da han så størrelsen på de to, de kunne præstere i Middelaldercentret og var klar over, at der vist var lang vej endnu, inden han havde en rigtig krigsmaskine. Til gengæld har han opfundet en axapult, som man sikkert godt kan gætte formålet med.

P1020382

Som vi havde regnet med, måtte man gerne hjælpe til med at trække den lille blide i kastestilling, og mine tre englændere var ikke længe om at stille op.
Aubrey tog det dybt seriøst, kunne man se på hans ansigtsudtryk.
Den store blide skulle trækkes i kastestilling ved, at man trampede rundt i ‘hamsterhjulet’, men til det deltog kun indvånerne fra landsbyen.
Den lille dreng gjorde store øjne, da han så, hvor langt de to store, runde sten blev slynget ud i Guldborgsund – og vi var alle imponerede over, hvor højt og langtrukkent et wuusssccchhhh, kasteslyngen kunne præstere.

P1020375P1020378

Der blev trukket vand op fra brøndens dyb, og noget af ridderudstyret blev afprøvet.
Desværre er der ikke ridderturneringer om fredagen, men det var altsammen interessant nok endda.
Jeg har aldrig oplevet så få besøgende – vi var kun omkring 20 i det store Middelaldercenter – hvilket må have været lidt kedeligt for dem, der arbejdede på stedet, men så meget mere givende for os, for de havde masser af tid til os og vores mange spørgsmål.
Det var varmt. Meget varmt. Ualmindelig varmt, så ved 14-tiden havde vi fået nok og satte kursen mod Præstø, hvor vi viste børnene det magiske springvand, som kan kontrolleres. Det var selvfølgelig vældig skægt, og en af os blev, til de fire andres stoooore overraskelse, meget våd. Ikke helt med vilje, troede man nok, men personen hævdede, at det var skønt at blive kølet lidt af. Det var vi såmænd heller ikke i tvivl om …

P1020393P1020394

Inde på Præstø hovedbanegård havde et andepar placeret sig i et noget mindre springvand. Vi undrede os lidt, men ænderne har tilsyneladende ment, at denne smule vand var bedre end ikke noget vand.

P1020397

30. maj 2016

Oldtidsvejen var oversvømmet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Det lovede skybryd i går eftermiddags lod vente på sig, så vi blev enige med Inge og Hasse om, at vi ville forsøge at finde den oldtidsvej, som skilte ikke så langt fra os viser hen til.
‘Skybruddet’ gav tre mm i løbet af natten, og jeg kan forstå på andre, at det ikke rigtig blev til noget andre steder heller. Det er nu tredje gang, de lover det i vores område, men hvor der er kommet ingen eller meget lidt regn. Det minder efterhånden lidt om ulven kommer.

P1020294

imageVordingborg Kommune har i samarbejde med Kulturarvssstyrelsen (KUAS) i 2009 foretaget en omfattende oprensning af vejens stenlægninger, så de nu igen fremstår synlige for den besøgende. Hulebækken danner som i oldtiden stadig en grænse – i dag mellem Vordingborg og Næstved Kommuner.

Pia kunne fortælle, at hun har set den, men det kan man ikke mere. Pia fortalte også, at det kommunale vedligehold, som hendes Allan engang bidrog til, er sparet væk.
Jeg synes ikke det er særlig smart, at den er misvedligeholdt til usynlighed, når nu oldtidsvejen Broskovvejen ca. 5 km. nordvest for Præstø hører til blandt de bedst bevarede forhistoriske vejanlæg i Danmark. Googler man den, er der 322 hit, så det bør ikke få lov til at stå hen på denne måde.
Det kunne godt være manglende pleje og/eller mangel på oprensning af bækken, der er årsag til oversvømmelsen af den gamle vej, for med et vandløb (Hulebækken) i umiddelbar forlængelse af denne sø, burde der være afvandet nu – det er længe siden det har regnet her i området.
Da jeg tog Google Earth, som hævder, at billedet er taget i år, er der ikke oversvømmet … jeg tror dog ikke på, at billederne er fra i år, for når jeg muser videre op til vores eget hus, er luftfotoet fra før vi overtog huset i sommeren 2014.

Oldtidsvejen (6)

Nå. Vi fik da gået en tur i et dejligt og fredfyldt landskab, så helt spildt var udflugten ikke. Vejret og selskabet var ligeledes upåklageligt, så nu mangler vi bare opskriften på Fru Zauppers gode konfektkage, som i virkeligheden hedder hvid chokoladebrownie. Jeg har skrevet den originale opskrift, men pga. det store arbejde det er at lave den, ganger jeg altid portionen med to, hælder den i en 20 x 40-form og bager den i 35 minutter. Den er fryseegnet, og jeg deler den i seks stykker, som hvert igen bliver delt i ni firkanter.
175 g smør • 165 g hvedemel • 1 tsk bagepulver • 190 g sukker • 60 g brun farin • 2 æg • 2 tsk vanillesukker • 150 g mandler • 200 g hvid chololade • revet skal fra ½ appelsin (jeg bruger citron) • 100 g mandelmel.
• Hak mandler og hvid chokolade groft og riv appelsin/citronskallen fint • Smelt smørret og lad det afkøle et øjeblik • Bland mel og bagepulver i en skål • Pisk smør, sukker og farin godt sammen • Pisk derefter æg og vanillesukker i og derefter igen melblandingen • Vend den revne frugtskal, de hakkede mandler og ditto chokolade i dejen sammen med mandelmelet (brug en røreske) • Fordel dejen i en bageform på 20 x 20 cm og bag i ca. 25 minutter, til overfladen skinner, men kagen stadig virker en smule ubagt • Når kagen er helt afkølet (gerne til næste dag), samler den sig og får en let fugtig, konfektagtig konsistens.
Der står, at den skal drysses med flormelis inden servering, men det gør jeg ikke. Kagen ser kedelig ud, men den smager skønt og meget syndigt.
Bon appetit!

22. maj 2016

Guldregn og gamle biler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags:

Når man arrangerer veteranbiltræf, så er man meget heldig, at det bliver så varmt og solrigt, som det har været i dag.
Køng museum havde husflidsmarked og altså veteranbiltræf.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er så interesseret, som John og Søren var, men helt kedeligt var det nu heller ikke, selv om jeg måske ser andre ting i de gamle biler, end de gør. For eksempel kan jeg godt lide de gamle nummerplader, mens bilerne ikke sagde mig så meget.

P1020174P1020175

Jeg så også en Onkel Kaptajn; den første bil jeg kan huske i rækken af min fars. Den var for længst udskiftet, inden jeg fandt ud af, at Onkel var en Opel.
Herunder ses et særpræget alternativ til hybridbilerne. På instrumentbrættet var der et speedometer og intet andet. Men der sad et askebæger …

P1020182P1020181

På en anden Ford sad denne fugl, som jeg først troede var en gås, men som må være en vagtel.
Og apropos onkler – jeg brugte mere tid på at studere mennesketyper end biler. Det var temmelig underholdende, kan jeg godt sige jer!
Da vi havde været det hele igennem og selv drengene havde set biler nok, gik vi hen til husflidsteltene. Jeg holder meget af at se på trædrejerne, som får det til at se så legende let ud.
Denne mand stod jeg og sludrede lidt med – eller rettere: Jeg spurgte og han svarede. Det skulle blive til en snurretop, og træet var guldregn – som egentlig var for kostbart til at blive brugt til snurretoppe, men han havde kun dette lille stykke tilbage.

P1020189P1020190P1020191

Da han var færdig, sagde han, at jeg måtte få snurretoppen, hvis jeg ville have den. Det ville jeg gerne, for nu havde jeg set den blive født.
Et andet sted sad der nogle knipledamer og hyggede sig. Normalt synes jeg, at kniplinger er flotte, selv om jeg ikke har noget at bruge dem til, men denne her var nok lige lidt til den overdrevne side – disse farver kan jeg ikke helt få til at harmonere med min kniplingsverden – men jeg må give hende, at hun kunne sit håndværk!

P1020188 P1020184

Det ligner et tingsted, men det er sandsynligvis blot en samling af gamle navnesten til gårdene i sognet.
Det er vanskeligt at se, men de otte sten har gårdnavne præget.

En fin, men varm dag – 26° nåede vi godt nok ikke op på, men 23° er såmænd også rigeligt … da vi kom hjem, myldrede vi op på terrassen med to kolde øl og en Rekorderlig (pærecider med hyldeblomst. Ret god!).
De blev hurtigt tømt …

5. maj 2016

Basildon Park

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: ,

Det er ikke altid, man jeg tænker sig mig om. I dag kørte vi til Basildon Park, som ligger forholdsvis tæt på Reading. Da vi næsten var der, slog det mig, at det var temmelig fjollet, at vi ikke havde udsat denne tur til i morgen, hvilket kunne have sparet mig for en ekstra times ventetid i lufthavnen, fordi jeg ikke ville være afhængig af af de ikke så hyppige togafgange fra Pewsey til Reading.
Nå. Det var lige som 1½ time for sent, jeg fik den tanke …
Det så ud til at være et meget interessant sted, og eftersom haverne ikke er på deres højeste endnu, købte vi billetter til både hus og park. Huset ville åbne for publikum kl. 12, men der var stadig pladser på en guidet tur kl. 11. Det er altid godt med lokale guider, og denne var da heller ingen undtagelse.

Basildon Park (42)

Huset er bygget i nyklassicistisk stil mellem 1776 og 1784. Dets næstsidste ejer døde i 1910, så under både 1. og 2. verdenskrig blev det, tvunget af staten, brugt som infirmeri og som krigsfangelejr. Man kan sikkert forestille sig, i hvor høj grad det nåede at ødelægge stort set alt interiøret.
I 1952 blev det købt af et ægtepar, som restaurerede det fra kælder til loft. i 1976 overdrog de det til The National Trust, fordi de ingen børn havde fået, der kunne overtage stedet.

Basildon Park (24)Basildon Park (34)

Detaljerigdommen i loftsudsmykninger, træudskæringer på vægge og døre, søjler, tapeter og gardiner var overvældende, og jeg har taget et hav af billeder. Som det ses, er et gardin så absolut ikke bare et gardin … alene disse tassels, som der fandtes en del varianter af, er imponerende.

Basildon Park (35)Basildon Park (29)

Symaskinen herover undrede vi os begge over, men fik ikke spurgt. Det kan næsten ikke være en almindelig symaskine med det lille, runde bord. En tidlig brodere- eller quiltemaskine, måske? Den må have været kostbar med de mange indlagte stene, så alene derfor kan den ikke have været købt af en fattig syerske, og overklassen syede ikke tøjet selv.

En fin tur til et spændende sted – vi kan blive ved med at finde nye steder, selv om jeg har været i området så mange gange efterhånden.

15. april 2016

Et minut og 44 sekunders fredagsunderholdning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , ,

Tim sendte mig en mail i morges med et link til Sky News, hvor han deltog i Morning Story.
Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor han optrådte der – hvad var det indledning til? Kom der mere med ham? Måske var det bare denne korte bemærkning og ikke andet, fordi det i dag er 104-årsdagen for forliset?
Hans svar lød således:
It is one in a Sky News series of “Mini TED Talks”, so it stands alone as a sort of “thought for the day”!

Author Tim Maltin Describes What The Ship Signified

01:53, UK,Friday 15 April 2016

TIM MALTIN, MORNING STORIES
http://news.sky.com/video/1679062/morning-stories-the-titanic
We all know the story of The Titanic but what did the fateful ship represent back in 1912?
Author Tim Maltin tells us what it signified back in 1912 in today’s Morning Story.

Desværre slipper man ikke for en reklame, inden Tim er på.
Svigermor her er en anelse imponeret over, at han kan fortælle så meget på under to minutter om Titanics betydning for samtiden.
Han er en meget levende og engageret formidler – jeg tror han kunne blive en glimrende tv-vært, men han har ikke umiddelbart planer om et karriereskift, fortalte han da jeg spurgte.

Tim kan følges på Twitter.

14. april 2016

Hvorfor mon de valgte Grundtvigskirken?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

Bispebjerg og Grundtvigskirken (12)Bispebjerg kirkegård er blevet et nærmest nationalt tilløbsstykke de sidste par år. Jeg har aldrig været der og for to uger siden anede jeg ikke, at der var en kirsebæralle der. Det kunne Inge fortælle mig, og i dag var vi inde for at se den. Ikke i det bedste vejr, men på den anden side: Jo mere sol, jo større kontraster, så hvornår er det bedst? Hvis ikke man vil fotografere, er det selvfølgelig bedst i sol, men jeg tror ikke, det er mange, der ikke lige selv skal med på et billede herfra (bortset fra John og mig!).
Vi var også klar over, at de endnu mangler et par dage med sol for at nå deres maksimum, men vi var enige om, at i weekenden skulle vi i hvert fald ikke ind på den kirkegård – bare i dag, på en almindelig torsdag ved middagstide, var der mange mennesker.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (7)

Og jo, det var bestemt flot, men jeg var såmænd lige så betaget af resten af kirkegården, som jeg hellere vil betegne som en ret stor, meget smuk og særdeles velholdt park; med klippede buske og træer og mangeartede gravsteder, fordi der bl.a. er en russisk afdeling. De har en lidt anden tilgang til gravpladser end vi har, og om du og jeg synes om det eller ej, er ligegyldigt, når det er sådan de vil have det. Jeg synes nu godt om det.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (4)Bispebjerg og Grundtvigskirken (11)Bispebjerg og Grundtvigskirken (16)

Jeg hoppede engang, da jeg så skiltet med Lyra. Hvordan passer det lige med en kristen kirkegård? På den anden side dumper man jo ikke bare ateister i havnen eller på lossepladsen; faktisk skal de (vi) begraves på en kirkegård, så det er fint nok, at man kan få tildelt et sted uden religiøse symboler.
Vi gik en lang tur og nød det, mens vi talte om at tage herind, når alt er sprunget ud – det må virkelig være spændende med alle de vækster.
Hende med det blå hår gjorde sig selv til en seværdighed – der var andre end mig, der diskret tog billeder af hende. Man taler om ældre damer med blåt hår, men hvis mit hår var kommet til at se sådan ud, havde jeg nok brokket mig en kende, mens den unge dame her så ganske tilfreds ud med sit udseende.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (19)Bispebjerg og Grundtvigskirken (20)

Nu gik turen over til Grundtvigskirken, som jeg heller aldrig havde været inde i. Det er en smuk og uhyre enkel kirke. Katolikker ville nok tage sig til hovedet over al denne enkelhed, men jeg var betaget.
Her blev mine forældre gift for næsten 65 år siden. Uden det af den grund var det store bryllup – min mor var ikke engang hvid brud.
Det var ikke fordi “det hastede”, som man kaldte det, for jeg meldte først min ankomst 15 måneder efter brylluppet.
Jeg har et par gange spurgt dem hvorfor de valgte denne kirke og hvorfor der ikke var noget ‘rigtigt’ bryllup, men har aldrig fået et brugbart og ikke svævende svar, hvilket i sig selv er underligt.
Jeg har et gæt, men jeg finder aldrig ud af sandheden. Min mor var ung pige i huset på gården, som mine farforældre havde, og som min far overtog ved farfars død i 1952. Mine morforældre havde absolut intet at rutte med, og dengang var det almindelig skik og brug, at brudens forældre betalte brylluppet. Det har de ikke kunnet, så måske derfor blev det et særdeles lille bryllup. Men jeg ville stadig meget gerne vide, hvorfor de lige valgte denne kirke, da ingen af dem havde nogen forbindelse til dette sogn.
Jeg har også en fornemmelse af, at mine farforældre ikke helt billigede, at tyendet rendte af med gårdens arving … dette har jeg aldrig fået bekræftet, men jeg ved, at mor havde sit hyr med svigermor indimellem, og at livet derfor ikke altid var en dans på roser for hende.

4. april 2016

Giv os i dag vort daglige brød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , ,

IMG_5644Det fjerde brød er i gang ude i bageriet. Som ved alle de andre gange er der brugt en basisopskrift, der er ændret en smule af lærlingen, som er mig. Selv om jeg fulgte opskriften til punkt og prikke, ville der alligevel blive ændret i den, for jeg ved simpelthen ikke, hvad de forskellige melnavne dækker over: wholemeal, malthouse flour, granary flour, unbleached white bread flour, strong white bread flour, very strong white bread flour, type 55 French flour.
Jeg har selvfølgelig en ide om, hvad de omtrent dækker over, men fx er fuldkornshvedemel flere forskellige slags også her i landet; afhængigt af, hvem producenten er. Strong og very strong har nok noget med proteinindholdet at gøre, men hvad er så proteinprocenten i dem? Type 55 French flour kunne måske ligne det italienske tipo 00? Maltmel fandt jeg i brugsen, men ved ikke, om det er det samme som det engelske malthouse flour. Jeg kan godt lide mannitobamel, men ved ikke, hvilket af de engelske der kommer det nærmest. Om nogen af dem overhovedet …
Jeg er nok nødt til at købe en pose med hjem af hver type for at kunne sammenligne ordentligt. Godt, vi har bil med næste gang, vi skal derover.
Resultatet, indtil jeg får købt mit referencelager, er, at jeg hver gang tager et par forskellige meltyper og blander dem, plus at jeg kommer lidt frø af en eller anden slags i.
Jeg skal også have deres fast-acting dried yeast og noget easy-blend dried yeast med hjem for at se, om brødene bliver bedre eller dårligere sammenlignet med mit almindelige, friske gær.

Stjerner fra Falster

De to illustrationer er fra strikkeudstillingen, som ærlig talt var en smule skuffende. Langt det meste var eksempler på Vivian Høxbro- og Annette Danielsen-design; begge virkelig gode strikkedesignere, som jeg har haft fornøjelsen af at møde gennem Webstrikkerne, men jeg behøver ikke at tage på museum for at se deres modeller.
Stine Leths abstrakte vægpynt var dog interessant, lige som Høxbros opstrikning af de mange forskellige falsterske stjerner var det. Disse sidste er vel nærmest at sammenligne med skotternes klanmønstre. Det stod der ikke spor om nogen steder, men det var den tanke, der umiddelbart dukkede frem, da jeg læste om dem.
Betjeningen var hyggelig. Manden, der stod og tog imod de 30 kroner pr. person, entreen kostede, var også ham, der fortalte så levende om væveriet.
Der gik en kvinde rundt, som, efter at vi havde vævet rundt i det sammen med billetmanden, spurgte, om ikke vi ville have en kopkaf og en kage? “Have og have”, tænkte jeg, “de har vel næppe tænkt sig at forære os den?” Det havde de så heller ikke, men vi fik en hel kande hen på bordet bare til os to, og der var en fin, hjemmebagt muffin til – og det til den svimlende sum af 25 kroner. Vi er ikke ligefrem i storbyen, men det gør heller ikke spor!

3. april 2016

At blive gennemheglet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags:

Jeg ved naturligvis godt hvad udtrykket betyder, men havde aldrig tænkt nærmere over, hvor det stammer fra.
Det har noget med hør at gøre, har jeg så lært i dag. Jeg har lært meget i dag, og jeg ved, hvem jeg skal have med på Køng Museum, nemlig Ditte.

Hørren brydesHørren skættesHørren gennemhegles

John ville gerne med på museet, selv om det primære for mig var at se strikkeudstillingen. Troede jeg … det viste sig at være meget mere interessant end som så, og selv John blev indfanget af den glimrende fortæller, der tog os med rundt for at vise og fortælle alt om hør, dets forarbejdning og til slut den fantastiske væv i den ene af stuerne.
Først bryder man hørren, hvorefter den bliver skættet og til sidst bliver heglet grundigt igennem. Jeg rørte næsten ikke ved noget, men skulle lige mærke, hvor spidse tænder heglen havde. Du GOdeste … jeg havde nær stukket hul på fingeren; de var så spidse som synåle.
Så kom det virkelig interessante:

IMG_5635 

IMG_5634Hvis I synes, at billedet herover minder jer om noget, så er det rigtigt, hvis det er hulkort, det minder jer om. Er det ikke utroligt? Jeg anede ikke, at man så tidligt brugte hulkort til at danne mønstre i vævet damask.
Selve væven er fra slutningen af 1700-tallet, og jacquard-overbygningen er fra omkring 1830. Så hulkortmetoden er altså 200 år gammel! Det sparede en mand, da den blev opfundet, for inden da sad der en person og trak mønstret til væveren.
Som altid var en mand. Det vidste jeg heller ikke, men sådan var det. Kvinderne spandt hørren, men det var mænd, der var vævemestre.
Museumsmanden fortalte også den meget interessante historie om Kongedugene, som var et projekt af dimensioner – i enhver forstand. Syv damaskvævede duge á 13,5 x 3,2 m.
16.000 – ja! – tråde i trenden. Der skete et uheld, da kæmpevæven efter 1½ år endelig var sat op og indvævet. Da de havde vævet 30-40 cm, faldt der noget ned og ødelagde trenden, så den måtte genopsættes, hvilket tog et halvt år! Der bliver brugt mange udråbstegn her, men jeg var altså også dybt betaget af hele historien. Det var da vist held i uheld, at de ikke havde fået vævet mere.

Herunder er der langtfra 16.000 tråde, men rigeligt til, at Ellen er temmelig imponeret over, at der er folk, der kan holde styr på alt det.

IMG_5636IMG_5642

Til højre herover et eksempel på det ultratynde damask med motiver, de var så gode til her på vævefabrikken i Køng. Det er så florlet og fint, at man næsten ikke tror, det kan lade sig gøre. Helt op til 53 islæt pr. cm. Det kan man kalde tyndt hørgarn!
Der stod et par damer og lyttede med på fortællingen, og de anbefalede os at besøge hørvævsmuseet i Krengerup på Fyn, hvor man kan se store væve i arbejde. Den tog vi til os … som sagt syntes selv John, at det var interessant i dag, fordi en god og engageret formidler kan gøre alt interessant – det var en fin parallel til Stevnsfortet, som jeg kun tog med til for Johns skyld, men som jeg bagefter syntes havde været langt mere interessant end frygtet, også her pga. en god guide.

23. marts 2016

Et meget specielt soveværelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags: ,

Det nye soveværelse 1

Ihh, jeg kan næsten ikke vente, men det bliver jeg nødt til … jeg har virkelig fået englænderintervallerne grundigt ødelagt i år, og det bare fordi jeg partout ville over til the snowdrop walk, som så ikke engang blev til noget pga. for meget vand overalt.
Det betød, at vi tog derover kun fire uger efter de havde været her til jul, og vi ser dem ikke igen før sidst i maj, hvor de kommer her en uges tid. Atter en kedelig tidslængderekord – næsten fire måneder. Det er sjældent, og det er ikke sjovt! Jeg kan tydeligt mærke, at mormorkontoen er ved at gå i negativ, men vi kan simpelthen ikke få det til at passe med alt det andet, vi skal (luksusproblem, I know …), så jeg kommer nok til at vente.
I princippet kan vi godt den første uge i maj, men så er der kun fire uger til de kommer.
Vi skal derover til sommer, og egentlig ville jeg helst have taget afsted i juni, men det er igen for tæt på deres besøg her … det er sandelig ikke nemt, dette her.
Det ender nok med, at det bliver enten i midten af eller sidst i juli. De kommer nemlig ikke til DK i deres sommerferie, desværre, da de har andre planer i år.

Granny flat’en er næsten færdig nu. I sidste uge kom der tæpper over det hele, undtagen ude langs siderne i soveværelset, hvor de specielle pummets er blevet lagt efter rensningen – efter ordre fra The Planning Commission, som svarer til vores fredningsmyndigheder.

Cleaning pummets

I går kom sengen – en dejlig, bred seng til ære for morforældrene med et BMI, som har passeret de 20 …
Se bare, hvor lidt mormors lille prinsesse fylder i den.
Bemærk dobbeltdynen. Charlotte og Tim kunne ikke leve uden sådan en, så de troede også, at det ville være lykken for os, men den bliver udskiftet med to enkeltdyner, når vi skal bruge sengen, for vi bliver simpelthen skilt mindst fem gange pr. nat, hvis vi skal enes om sådan en. Med andre ord: Vi kan ikke enes om sådan en!
Her kan man, på trods af, hvad jeg lige har skrevet, virkelig tale om, at der er høj rejsning i soveværelset, tøhø. (Den var jeg SÅ fristet til at bruge som dagens overskrift, men jeg turde ikke …)
Det er et meget specielt rum, og også meget stort til et soveværelse, men der er kun et lillebitte vindue i, så det kan ikke rigtig bruges til andet – og at gøre vinduet større eller sætte et til i er fuldstændig udelukket, da det er et fredet hus, hvor den ældste del er dateret 1410.
Det er et temmelig råt look, og det er svært at give det rigtige indtryk gennem et billede, men vi har jo set både det og Blogger’s Landing, som de har døbt stuen, flere gange undervejs i renoveringsprocessen, og vi glæder os meget til at komme over og indvie dette særegne rum. Nu mangler bare badeværelset, men det skal nok komme – indtil da må vi ned ad trappen for at få klaret den slags, hvilket de ikke har det det ikke så godt med, at vi skal om natten. Vi har forsikret dem om, at så affældige er vi ikke endnu, men det bliver da skønt, når vi bare lige kan vælte os ud i eget badeværelse.

Det nye soveværelseC&A

Sleeping Beauty?

15. marts 2016

Husk at spørge mens I kan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: ,

Husk at elske mens du tør det – husk at leve mens du gør det. Disse Piet Heins udødelige ord kunne suppleres med husk at spørge mens du kan det.

Så husk: Har I gamle billeder liggende, så spørg i tide, hvis ikke I er sikre på, hvem der er på billederne.
Jeg har en hel lille samling af meget gamle fotografier. De fleste af personerne på dem ved jeg godt hvem er, men der er desværre nogle af dem, jeg ikke engang ved, om jeg er i familie med. Det er jeg jo nok, ellers ville de formentlig ikke været at finde i min farforældres efterladenskaber, men det er sikkert temmelig langt ude – en farmors grandkusine eller noget lignende yderst på slægtstræets kviste.
Jeg fik ikke spurgt i tide. Det viste sig nemlig, at min far, som jeg rent faktisk huskede at spørge, inden han døde, heller ikke vidste hvem de var. “Det var en skam”, sagde han, “du skulle have haft spurgt Agnete, hun ville sikkert have vidst det”. Agnete var fars otte år ældre søster, og hun havde noget mere styr på familieskaberne end far havde. En kvindeting at have det? Det er jeg tilbøjelig til at tro.
Agnete døde i 2002 (lige før hun blev 90; ganske som alle kvinderne i min fars familie – far var den eneste, der nåede at runde de 90), så det er længe siden, jeg skulle have spurgt hende, og eftersom vi først fandt alle de gamle billeder i forbindelse med en gennemgribende oprydning af loftet på gården i 2005 eller 2006, var det løb ligesom kørt …

Margrethe Larsen står midt i det åbne vindue

Jeg er lidt vild med disse urgamle fotografier. Dette er taget i 1905 ± 5 år.
Min farmor har dermed været 27 ± 5 år. Hun giftede sig sent, som 33-årig. Hun var 35, da hun fik sit første barn og næsten 43 år, da hun fik min far.
Det er hende, der står midt i det åbne vindue – jeg ved ikke, hvem alle de andre kvinder er, men se da lige, hvor de alle uden undtagelse har stadset sig op i dagens anledning, med opskænkning af vin und alles. Vin var bestemt ikke en hverdagsdrik dengang, så det har været noget af en begivenhed at blive foreviget – jeg kunne godt tænke mig, at det var muligt at anbringe hele denne flok i dagens Danmark og lade dem se, hvad fotografiet har udviklet sig til. Og ikke mindst vise dem de fjollede selfiestænger.

Gad vide, hvad der med tiden sker med alle vores digitale billeder? Hvem kigger på os om hundrede år? Er der mon overhovedet nogen, der gider kigge på os om hundrede år? Hvordan dokumenteres hverdagsdanmarksfamiliens historie, hvis der ikke trykkes bøger mere? Familiealbummene ligger måske oppe i skyen i håbet om at gøre billederne medieuafhængige, men hvem sørger for, at skyen ikke fordamper på et eller andet tidspunkt?

21. februar 2016

ENDELIG skete der noget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

Gartneriet Spiren

I går tilbragte vi en dejlig eftermiddag og aften hos Inge og Hasse; inkluderende en tur i Musicon, hvor der var sket en del nyt siden vi var der i oktober 2013. Det var så hyggeligt at tilbringe en del snaksomme timer med de to søde mennesker, at jeg i dag stort set har mistet stemmen, men bortset fra det har jeg det glimrende, tak … 

For nogle dage siden så jeg, at gartneriet Spiren tæt ved Skælskør havde Galanthus-weekend d. 20.-21. februar 2016 kl. 10–16.
Vintergækker galore – det måtte vi se, eftersom vi jo gik glip af dem i England.
Det viste sig at være et noget sølle opbud af vintergækker, men jeg har aldrig i mit liv set så mange helleborus – altså juleroser. Hele 125 forskellige fik jeg det til, og de havde maaange af hver art – jeg var dybt betaget!
Det var jeg så ikke af deres priser – mellem 105 og 145 kroner. Pr. plante!
Okay, tænkte jeg, så er de sandelig også betalt.
Det skal retfærdigvis siges, at det var meget store og særdeles frodige planter. Jeg er vant til at se dem blive solgt i små 12-cm potter, så jeg fik virkelig noget for mine penge ved at købe dise tre planter herunder – men det var godt nok svært at vælge.

Helleborus

Der var farver fra hvid over lyserød til lysegul til lysegrøn til rosa til mørkrosa til auberginefarvet for at ende ved nærmest helt sort. Nogle var ensfarvede, andre lignede nærmest orkideer. Nogle var dobbelte, de fleste enkelte.
På en måde var jeg meget betaget af de dobbelte, men blev enig med mig selv om, at det sikkert blev for voldsomt, så jeg tog en lidt dobbelt, hvis sådant vrøvl giver mening (øverst til højre på collagen), en af de orkideagtige (nederst i midten), samt en spæd gulgrøn, som kan anes på billedet herover nederst til højre.

Helleborus galore

Borreby herreborgDe skal snarest i jorden – må gerne plantes nu, men det bliver ikke i dag, for vi er først lige kommet hjem. Vi var nemlig også på kræmmermarked i Lov, hvor jeg bl.a. ville forsøge at finde en piedestal. Ikke til min mand eller mig selv, men til novemberkaktussen, som er ved at gå helt vækstamok og derfor alt for stor til en vindueskarm.
Endelig kørte vi til Borreby Herreborg, som ligger bare et par kilometer fra Spiren, og som ingen af os har set før.
”Herreborg” – den var ny for mig. Jeg kender herregårde, slotte og godser, men ikke herreborge, som der hævdes at være fem af i Danmark. De var lidt svære at finde, men jeg fandt frem til, at det må være Rosenholm, Borreby, Hesselagergård, Egeskov og Gisselfeld … jeg kender dem alle, nu hvor jeg også har set Borreby, men vidste som sagt ikke, at de kaldes herreborge … kan dog godt se, at de minder en del om hinanden i byggestil, og de har alle voldgrave. 

Der er ikke adgang til slottet, men der er til parken, som dog er ret kedelig nu, så vi kører til Borreby igen til sommer, da det så ud til, at det vil være værd at gå en tur, når det hele er kommet i vækst igen.
Ih, hvor var det skønt at være lidt udfarende igen!

29. januar 2016

Højsæson for …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: ,

Man kan altid finde noget at se i England, uanset hvornår på året man er her. Lige nu er det fx højsæson for vintergækker – men faktisk er påskeliljerne allerede også i fuldt flor mange steder.
Vores bedste sted til en Snowdrop walk er Heale House, men de havde desværre lukket pga. “weather and water conditions”, og fordi vi kender stedet og ved hvor meget vand der er kommet i UK, kan vi sagtens forestille os, at meget af stedets anlæg nok er oversvømmet.

P1100200

Her på Kingston Lacy, hvor vi valgte at tage til pga. Independents listning af steder, hvor vi midlertidigt galantofile kan boltre os, var der da også fint, men det var tydeligt for os, at de for nylig har sat alle de vintergækker for at være med på bølgen med vintergækvandringerne. De står endnu i klaser, hvor det på Heale House for længst er blevet til kæmpe tæpper af vintergækker, man går rundt i. Vi kunne ikke forstå, hvorfor Kingston Lacy figurerede på listen, når Heale House ikke gjorde det, men vi blev enige om, at de nok har betalt sig fra at komme på.
På en anden liste over The top 10 Snowdrop walks var Heale House listet, men ikke Kingston Lacy.

P1100208P1100210

Til gengæld skal vi dertil igen til sommer, for det var en fantastisk have og park. Om en lille måneds tid er det højsæson for kameliaerne, som, for manges vedkommende, blomstrede allerede nu.

P1100187

P1100212Det var et stort, flot og stateligt hus, som desværre er lukket for publikum frem til marts; vi kunne kun se en udstilling om en af de tidligere ejere, som levede i eksil i 14 år for ikke at blive straffet hårdt af den engelske stat for sin homoseksualitet. Det kom der mange samlerobjekter ud af, fordi han sendte alskens ting og sager hjem fra hele verden – penge havde han nemlig rigeligt af.

Måske kan man fornemme de gamle og bulede ruder i de nederste etager? De er langt ældre end den øverste etage, hvorfor ruderne her er helt glatte.
Huset er ikke beboet, hvilket jeg synes er synd. Bankes-familien, som havde ejet huset i cirka 300 år, forærede i 1981 alt, både hus og tilliggende jorder, til National Trust.

Der forventes storm og masser af regn her i weekenden, så vi blev enige om, at udendørs turistaktiviteter nok hellere måtte foregå i dag.
På vej til Dorset så vi mange floder og vandløb, der var fyldt til bristepunktet, så kommer der de mængder regn, de lover, vil der ske oversvømmelser igen. Stakkels England. De har sig nogle vandrige år.

18. januar 2016

Tæt på 104 år siden …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , , , , ,

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

11. november 2015

Familieplanlægning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , ,

Kan I huske, da ordet familieplanlægning kom frem? Det blev optaget i ordbogen i 1986, men hvornår det opstod, ved jeg ikke.
Jeg havde planlagt, at jeg ikke skulle have flere børn end Charlotte. Hun var en smutter (det ved hun godt) – jeg var 10 timer gravid, da jeg arriverede i New York, hvor jeg havde fået mit første job efter færdiggørelse af min uddannelse. Det blev derfor kun til to måneder derovre.
Hvad min læge først fortalte mig da det var for sent var, at de minipiller jeg tog, ikke nødvendigvis virkede under stresslignende tilstande! Altså … hvor stresset er man lige, når man som 23-årig river sit liv op med rode og flyver over Atlanten for at starte arbejde på Columbia University i Spanish Harlem-kvarteret i NY?
Det kunne han dæleme godt have fortalt mig noget før.
Men jeg fik Charlotte, og det har jeg naturligvis aldrig fortrudt. At jeg forlod faderen, da hun var seks måneder, er en anden historie, som jeg kort har omtalt tidligere.
Dengang besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere børn. Det var min nemme form for familieplanlægning. Slut. Ganske enkelt. Charlotte var mit et og alt, og vi har været igennem økonomisk særdeles hårde tider, men det gik, takket være et par fantastiske forældre, og barnet er senere landet som en velfungerende voksen, der er meget økonomisk bevidst, hvilket kom hende til gode, da hun var underbetalt elev i et hundedyrt London … men da var moderen heldigvis kommet til lidt flere penge og kunne hjælpe lidt med flybilletter hjem og den slags.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte flere børn fra, og Charlotte hævder, at hun er ganske tilfreds med at være enebarn. Eventuelle besværligheder med gamle forældre sammenholdt med at være langt væk fra dem, tager hun/vi, når vi når dertil. Hvis vi når dertil. Jeg har nemlig svoret, at mit barn aldrig, aldrig skal blive min plejerske – og det skal John heller ikke. Som Danmarks samfund er bygget op, må man have ret til at lade andre om at skifte ens ble og vaske en, hvis det skulle komme så vidt – og her er det heldigt, at Charlotte bor i UK, da så ingen instanser kan forlange eller forvente, at barnet deltager i moderens ældreomsorg.
Charlotte har sagt, at hun meget gerne vil “passe på os”, når vi bliver gamle; derfor også granny flat’en, men hun skal ikke og vil heller ikke længere end dertil, hvor vi stadig er selvhjulpne med de basale ting – bliver vi decideret plejekrævende, så er det afsted med os til et dertil indrettet hjem. Om vi nogensinde flytter fast til England, eller hvordan det hele skal gå, ved vi heldigvis ikke en snus om.

P1040028

Det er min/vores familieplanlægning. Vi har alle talt om det, for vi synes, det er så vigtigt, at man kender hinandens holdninger. Hvad gør vi, hvis den ene bliver dement? Kommer ud for en invaliderende ulykke?
Vi håber vel alle sammen på at dø fredeligt i vores seng, uden at have nået at ligge hverken familien eller samfundet til last, men alligevel mæt af dage og tilfreds med livet, som det nu engang gik.
Det gør jeg i hvert fald. Jeg har også forsøgt at planlægge det således. Jeg har godt nok en del, jeg lige skal nå først …

17. oktober 2015

Det var så Tyrkiet. Ih hvor vi farer omkring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:04
Tags: ,

Vi anløb Kusadasi klokken seks i morges. Vi skulle tidligt op, fordi vi skulle mødes med guiden kl. 8:15 for at blive transporteret til Efesos, som man arbejder og arbejder på at udgrave. De vil så skrækkelig gerne på verdensarvlisten, men så længe de ikke har fået helt styr på at skelne mellem hvad der er ægte ruiner og hvad der er restaurerede og genopbyggede ditto, så sker det ikke. Desværre, for det er fuldt fortjent, idet det er imponerende stort.
Det skal dog nok komme; de er i gang, men der er lang vej endnu.

P1080849

Der er ikke så meget pjat her i Tyrkiet – man kalder en spade for en spade, og hvem ville alligevel tro på, at man kan få et ægte Rolex for 10 Euro?

P1080865

Herover ses et relief, der forestiller gudinden Nike, og som inspirerede sportstøjproducentens logodesigner. Kan I genfinde logoet på tavlen?
Som sagt: det var stort. Som i rigtig stort. Altså ikke logoet, men Efesos. Vi så jo Pompeji sidste år og var behørigt imponerede over det, men Efesos husede 250.000 indbyggere og var fra Alexander den Stores tid (ca. 330) og 800 år frem en blomstrende og særdeles rig havneby. Jeg er ikke på nettet i skrivende stund og kan derfor ikke tjekke, men var det ikke omkring 50.000, der boede i Pompeji?

P1080883

Herover Kejser Trajans bue. Man ser, hvordan det på dette stykke efterleves, at man tydeligt skal kunne se forskel på det originale og det restaurerede.
Herunder ses det store torv, hvor man kunne købe slaver. De havde desværre ikke flere, der var gode til havearbejde, så vi købte ingen med hjem.

P1080893

Herunder biblioteket. Det tredjestørste i verden på den tid, kun overgået af dem i Alexandria og Parthenon. De kendte til optiske illusioner, for selv om det ser ud til at være på to høje etager, var der indenfor tre etager.

P1080896  P1080897

Amfiteatret var et kapitel for sig. 25.000 tilskuere kan det rumme. ‘Kan’, fordi det stadig bliver brugt til fx store koncerter. Det er bygget efter den græske model, hvor sæderne bliver hugget ind i bakken og ikke bygget op af sten. Akustikken skulle efter sigende være uforlignelig. Jeg tror på det – der var en, der stillede sig nede på scenen og gav et par strofer af O Sole Mio, mens John og jeg var næsten helt oppe. Ingen problemer med at høre ham …

P1080899 

Selv om det var større end Pompeji, synes jeg bedre om skiltningen til bordelområdet der end her i Efesos, hvor det bare var en fod, der pegede mod et hjerte og en mønt. “Er du ensom og trænger til lidt kærlighed? Så gå denne vej – men det vil koste dig penge”. Fint nok, men i Pompeji var det en meget karakteristisk mandlig legemsdel i højt humør, så at sige, der på noget mere festlig vis pegede i den rigtige retning.

P1080842 

Efesos var som sagt yderst interessant, men vi er stadig på krydstogt – med reinkarnationer af Barbara Cartland und alles … vi har også set hende smile. Hun skulle virkelig have noget for sine penge med det gebis, hun har valgt …
Sådan er der så mange forskellige former for underholdning – vi har ikke tid til at kede os.

30. september 2015

Mormormad eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , , ,

Mormødre i dag er en blandet race. De fleste af dem kan sikkert godt lave ‘mormormad’, men rent kulinarisk tager mange af dem store dele af verden med ind i køkkenet.
Jeg er som bekendt selv mormor, men er mormormad ikke snarere den mad, min mors generation lavede, og ikke den mad, Mommer Ellen her laver i sin hverdag? Burde det efterhånden ikke retteligen omdøbes til oldemormad? Det ville samtidig tage den evige favorisering af mormor ud af det – det er lidt synd for de ofte oversete farmødre, synes jeg.

Coop har et mad-o-meter, og ifølge dette er de fem retter, der er i størst fare for at forsvinde, brunkål, æbleflæsk, skipperlabskovs, gule ærter og kåldolmer.
Så er jeg trods alt nok ikke helt i oldemorklassen endnu, for jeg laver faktisk alle fem retter indimellem; sjældnest skipperlabskovs, som jeg kun har lavet et par gange i mit voksenliv. Det smager egentlig godt, og nu blev jeg helt inspireret af mine egne ord …

En anden kilde opgiver følgende 10 retter til at høre under katogorien ‘truede retter’:

  1. Kogt torsk, 2. Farserede porrer, 3. Stegt lever, 4. kærnemælkssuppe, 5. Vandgrød, 6. Brunkål,
    7. Gule ærter, 8. Grydestegte hjerter, 9. Arme riddere og 10. Kødrand.

Det var et overlap på kun to, så vi er allerede oppe på 13 retter, der snart forsvinder fra de danske spiseborde, og reelt er der endnu flere. Jeg laver aldrig farserede porrer, kærnemælkssuppe, vandgrød, arme riddere eller kødrand, men de stod alle på menuen i mit barndomshjem, sammen med sødsuppe og sagosuppe. Brun sovs hørte til dagens orden, når det var noget med kød og kartofler, men det laver jeg stort set kun i dag, når jeg har besøg af englænderne. Børnebørnene (og deres forældre) elsker retter som flæskesteg og medisterpølse, og jeg oplever, at mange unge i dag holder meget af disse retter med den tilhørende brune sovs, men de laver det aldrig selv.
Jeg husker også min barndoms finker, når der var slagtedag. Lavet på indvolde, heriblandt lungerne, som gav finkerne den specielle smag og konsistens, de slet ikke har i dag. Vi køber det en gang imellem til jul, men selv om der er stor forskel på dem, er der ingen der smager som i min barndom.
Der blev også lavet blodpølse, som smagte herligt med sirup på, men jeg har kun fået det ganske få gange siden barndommen – de smager også helt anderledes og forkert end fordums tiders hjemmelavede.
Min mor lavede ret ofte pærevælling til Charlotte, da hun som barn cyklede ud til mine forældre på gården næsten hver dag fra skole. Hun ELskede det og spiste altid så meget, at mor og jeg aftalte, at hun helst skulle have det umiddelbart efter ankomst, for ellers var hun slet ikke sulten til aftensmaden.
Når man den dag i dag nævner ordet pærevælling for hende, lyser hendes øjne op, og minderne står i kø.

Eller hvad med god, gammeldags, hjemmelavet suppe? Jeg elsker supper af næsten enhver art og laver det tit om vinteren – her i huset er yndlingen kartoffel-porresuppe, men Charlotte har lært at lave autentisk hønsekødsuppe, og hendes englændere elsker den.

(En lille sidebemærkning: Jeg har flere gange set, at Shepherd’s Pie er blevet til shepards pie på ‘dansk’. Typisk. Vi tror vi er så gode, og så klumrer vi i virkeligheden pinligt rundt i det.)

Vi skal i øvrigt have kåldolmere i aften; deraf inspirationen til indlægget. Det var min fars storfavorit, som han ikke kunne få tit nok. Jeg har ikke lavet det siden han døde for over fire år siden, men nu skal det være. Det smager faktisk rigtig godt.

Har I en yndlingsret, I har taget med fra barndomshjemmet? Eller fra jeres bedsteforældre?

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.