… i Orientekspressen

De fleste af os kender måske Mordet i Orientekspressen af Agatha Christie – om ikke andet, så af navn. Det er et legendarisk tog, som i dag er mere kendt for luksusrejserne end for mord. Heldigvis for det, for mine englændere har lige været på en tur med det fornemme tog. Det var Charlottes fødselsdagsgave til Tim, men da hun vidste, at han ikke ville have spor lyst til turen uden sin familie, skulle de afsted alle fire. Det kunne desværre ikke, som hun ellers havde tænkt sig, blive med afrejse på selve hans fødselsdag, da den lå på, hvad der viste sig at være årets første tur, som allerede var booket, da C købte billetter, men hun fik til årets anden tur.
Det er virkelig luksus ud over fantasiens grænser. De blev hentet i limousine på hjemadressen og kørt til London, hvorfra de skulle med Eurostar til Bruxelles. Det skulle have været helt til Paris, men ruten var blevet ændret pga. strejkerne i Frankrig. Det var – naturligvis – all inclusive. Charlotte, som ellers meget sjældent drikker noget ‘alkoholdigt’, tog imod noget af al den tilbudte champagne – takkede dog nej til den til morgenmaden. Det gjorde alle fire …

Charlotte havde syet ‘gammeldags’ frakker til sig selv og Anna. Aubrey var blevet udstyret med jakkesæt med vest og slips. De havde fået at vide, at de på intet tidspunkt af turen kunne være for fint klædt på, så det var black tie og lange kjoler til middagen om aftenen.
Turen endte i Venedig, hvor der var inkluderet to nætter, som Charlotte fik udvidet til tre, så de kunne nå at se lidt mere, når nu de var dernede.
De ankom så sent (igen hentet med limousine og fragtet til bådtaxaen, som sejlede dem til hotellet), at de ikke fandt det nødvendigt at skifte tøj, inden de gik ud for at spise; med det resultat, at der i restauranten kom dem en lidt ældre tjener i møde, bukkede for Aubrey, trykkede ham i hånden og sagde Welcome, Mr President.
Det vidste den unge mand ikke helt, hvad han skulle stille op med, men sagde tørt, at han måske ikke havde været overdressed i toget, men det var han helt sikkert her i Venedig!

Til jul gav Charlotte Tim en flot illustreret bog om Orientekspressens historie. Alle fire havde længe glædet sig voldsomt til denne tur. Så meget, at Tim dagen før afrejse udtrykte sin bekymring for, om de mon ikke havde skruet forventningerne for højt op? De kunne næsten kun blive skuffede, mente han. Charlotte var tilbøjelig til at give ham ret, men sagde, at til gengæld havde de alle glædet sig så meget, at alene den forventning så bare måtte være pengene værd.

Alle forventninger blev dog indfriet – og mere til. Charlotte var ved at koge over af begejstring over hele oplevelsen, da hun fortalte om den efter hjemkomst. De var også trætte, for det havde været fem intensive dage.
Det var sandelig også luksus til sidste minut. På hotellet i Venedig blev de hentet og sejlet/kørt til lufthavnen, og da de ankom til London, stod der igen en uniformeret herre og ventede på at køre dem helt hjem.

Al service var mere end i top, men uden at være ‘for meget’ eller pinligt servil.
Det var en tur, ingen af dem vil glemme. Børnene elsker også den slags og synes ikke, det er spor flovt at deltage i.
Det er heller ikke svært at vænne sig til luksus – det er meget sværere den anden vej.

En berømthed født i Roskilde

I går, da der så ud til at være en pause i alt regnvejret, kørte vi til Roskilde, dels fordi vi havde nogle ærinder der, og dels fordi jeg gerne ville se de mange blomster, der er blevet lagt ved statuen af Lise Nørgaard på bænken i Algade.
Det er mig bekendt ikke mange beskåret at få lavet en statue af sig, mens man endnu er i live, men det skete for den navnkundige og længelevende Lise Nørgaard.
Det var Gågadernes Vejlaug, der, inspireret af Bond Street i London, hvor statuer af Roosevelt og Churchill indtager gadens bænke, i 2010 sørgede for, at kunstneren Mette Agerbæk lavede en statue af danmarksberømtheden som en pendant til disse engelske.
Og skulle Bond Street have to berømthedsbænke, skal Roskilde da ikke stå tilbage, så syv år efter finansierede samme vejlaug en bænk dedikeret H.C.Andersen og hans Lykkens Galocher. Andersen selv må have været ude at rejse den dag …

Jeg er, som vel mange danskere med mig, stor beundrer af Lise Nørgaard, men der var en enkelt ting, som jeg aldrig helt har kunnet få til at stemme overens med hendes personlighed. Få var som hun fremme i skoene, og hun har om nogen slået sig i tøjret fordi mænd havde bedre rettigheder end kvinder – hun var rødstrømpe før begrebet kendtes. Mange mænd frygtede eller ligefrem hadede hende, fordi hun var ved sine meningers mod, når det kom til uretfærdighederne kønnene imellem.
Men … hun nærmest koketterede med, at hun aldrig ville skrive på andet end sin gamle Remington. Hun “ville ikke skrive elektronisk”; et standpunkt hun stædigt holdt til det sidste, hvilket må have kostet andre en del ekstraarbejde, og som jeg ikke synes klædte den kvinde, der ellers på alle andre fronter var moderne og fremsynet. “– Jeg valgte edb fra, og det kan jeg da godt her i min høje alderdom pludselig fortryde. Men jeg var den første, der indførte ny teknik på Roskilde Dagblad i 1935, idet jeg medbragte en rejseskrivemaskine. Da jeg siden kom på Politiken, var vi fem yngre medarbejdere, der brugte skrivemaskiner. Resten skrev i hånden. Når man spurgte, hvorfor de gjorde det, så svarede de, at det ville ødelægge deres dyrebare stil at gå over til maskinskrivning. Mange år senere kom så de elektriske skrivemaskiner, der stod og brummede og summede. Men dem nægtede jeg at skrive på. Det ville jo ødelægge min dyrebare stil, siger Lise Nørgaard.” (Fra et interview fra 2014 af Thomas Møller).

Stædig var hun som sagt. Hun havde besluttet sig for ikke at ville dø under coronaepidemien: “Folk skal ikke bekymre sig om, at jeg falder død om på stedet i disse coronatider. Jeg agter nemlig ikke at gøre det, før der er mulighed for, at gæsterne til begravelsen kan få et ordentligt gravøl”, sagde hun.
Det var hun i stand til at overholde, selv om hun på tidspunktet for udtalelsen var fyldt 103 år.

Jeg er også stædig. Det er der i hvert fald visse personer i min nære omgangskreds, der hævder, så:
Jeg vil gerne blive 94 år. Jeg behøver ikke at blive 100. Bare 94. Det ville være fint, tak. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at opnå at blive oldemor, og i 2047 har begge mine børnebørn rundet de 40 år, så er jeg ikke blevet oldemor på det tidspunkt, bliver jeg det sandsynligvis heller ikke.

Teknik er ikke kun for mænd

Vi er på Bornholm. Ditte, Peter, John og mig. Vi skal til Strik Bornholm i morgen. Nogle af os, altså … nogle andre af os tager på bilmuseum i Åkirkeby.
Vi har et fuldstændig fantastisk vejr; med sol fra morgen til aften. Uanset hvad vejrmeldingen siger, er der masser, masser af sol, og det gider vi absolut ikke brokke os over.

På atlanterhavskrydstogtet var der en med, som er kustode i den selvejende institution Bornholms Tekniske Samling, som han talte meget varmt for. Jeg har sikkert, alene pga. navnet, ret hurtigt set ret træt ud i ansigtet, for han understregede, at trods navnet er det bestemt ikke kun for mænd, hvilket jeg fik bekræftet af min kusine, som har set det det for nylig.
Altså måtte vi da også se det, så vi aftalte med Flemming, at vi kom onsdag, for da var han der.
Og det var ganske rigtigt ikke kun for mænd. Vi fik en lyngennemgang af det hele, så vi kunne finde ud af, hvad vi ville koncentrere os om. Damerne for sig og herrerne for sig, for vi havde bestemt ikke helt de samme interessesfærer.
Entrebilletten kostede 75 kroner, og Flemming fortalte, at han altid, på spørgsmålet om der er en særlig pris for pensionister, svarer, at ja, de skal betale 85 kroner! Så ligner de naturligvis ét stort spørgsmålstegn, men det er fordi, at jo ældre man er, jo mere får man ud af at se samlingerne.

Hvilket han har ret i! Det var simpelthen så skægt, interessant, spændende, nostalgisk … fortsæt selv … at gå rundt og se samlingerne, og holddaop, hvor de udløste mange “nårhhh, kan du huske dem?” Eller “Ihhh, har du set de her? Sådan nogle havde min mor også.”
Det halvautomatiske piskeris havde vi dog ikke set før, men bollesprøjterne har vi mange gange brugt – jeg sammen med mor, som trykkede på stemplet, mens jeg med tungen i mundvigen meget omhyggeligt skar melbollerne af med en lille kniv. Jeg har aldrig kunnet fordrage melboller, men det var SÅ sjovt at hjælpe mor med at lave dem.
Koppesamlingen var enorm (6000). Ligeledes ølsamlingen (7000). Og patentpropsamlingen. Brødmaskinerne. Radioerne. Kameraerne. Nogle flyvemaskiner, traktorer og andre landbrugsmaskiner. Og meget, meget, meget andet.
Det vil føre for vidt at skrive om det hele her, men skulle man tilfældigvis befinde sig på Bornholm, er det en rigtig god ide at besøge museet, uanset alder og køn.

I dag, igen pga. det fantastiske vejr, tog vi en tur i en lille båd, som max kunne tage 12 personer, og som stævnede ud fra Hammerhavn. Turen varede 40 minutter, og vi så den våde ovn indefra, den tørre ovn udefra og løve- og kamelhovedet tæt på.

l

Plus, at vi selvfølgelig nød hele turen, med udsigt til hvidskidte skarvklipper og Hammershus Ruin set fra søsiden.

Vi bor i Villa Villekulla lige ved siden af Hammersøen. Det er bygget af Hjortfamilien, som er en af de kendte keramikere her på øen. Den er ikke længere i familiens eje, men den nuværende ejer lægger vægt på at bevare stilen og huset indeholder en del hjortkeramik og gamle billeder af huset. Da vi så det hos udlejningsbureauet, faldt vi pladask for villekullastilen, og ejeren har set det samme i det, for wifi-pw’et afspejler dette.

Lidt historie – og lidt nyt fra vestfronten

Vi var tæt på en af Danmarks stendysser forleden dag, nemlig Karlsstenen, som står på Grønnessegårds jord. Det er ikke hver dag, man ser en rigtig runddysse, men eftersom der er bevaret hele 2300 af dem, kunne det rent faktisk lade sig gøre at se en ny hver dag i seks år og fire måneder, hvis man ellers havde mod på at køre rundt i Danmark hver eneste dag i så lang tid. Jeg troede egentlig ikke, der var så mange tilbage, da jeg ved, at mange efterhånden er ødelagt, men jeg blev klogere, da jeg researchede lidt til dette indlæg.

Karlsstenen kom på femkronesedlerne i 1910. Jeg er så gammel, at jeg godt kan huske, at der var femkronesedler – dog ikke denne med dyssen, for den blev inddraget i forbindelse med pengeombytningen i 1945, da man efter krigen ville sortbørshandlen til livs. Jeg husker den sidste af dem med Kalundborg kirke.
Det er lidt pudsigt, for ser man på den side af stenen, som jeg synes mest ligner den på sedlen (og som Ditte står ved), ser man ind mod land, mens man på den på pengesedlen kigger ud mod kysten. På billedet herunder, som jeg tog af den med udsigt mod kystsiden, ser stenen temmelig anderledes ud.
Nå. Det er nok ikke noget, jeg skal spekulere nærmere over …

Grønnessegård, som ligger mellem Frederiksværk og Hundested, er en smuk herregård, som i lokalområdet er kendt for deres gode butik med kød fra godsets eget herefordkvæg plus andre lokale fødevarer.
Herunder ses lidt af godset, samt Ditte siddende på et langt vandtrug. En charmerende ting, som jeg synes det er fint, at de har bevaret, selv om det sikkert er mange år siden, det har været i brug.

Det var historiedelen. Nutidsdelen handler om nyt fra vest:
75 % af mine englændere er blevet smittet med coronavirus. De tror det må stamme fra Tim, som i begyndelsen af januar havde et møde i London, hvor den ene af deltagerne havde en let forkølelse. Tim var lidt øv over det og sagde, at det kunne han da godt have fortalt inden mødet, men vedkommende mente ikke, at det kunne være Covid-19, for han fejlede intet udover lidt løbenæse. Ingen feber eller noget.
Manden har jo nok haft covid19, for Tim blev nogle dage efter mødet forkølet og fik hovedpine. Den værste hovedpine, han nogensinde havde haft, men til gengæld varede den kun et par timer. Det var den omgang corona for Tims vedkommende.
Kort tid efter fik Aubrey det skidt. Alle fire foretog nu en hjemmetest, og de tre af dem pingede positive ud – Charlotte gjorde ikke.
Anna har intet mærket. Aubrey nåede op på 38,5 i temperatur og kastede op, men det gør han af en eller anden årsag altid, når han har feber. Han havde det skidt i et par dage, og det var det. De skulle have været i skole igen den 12. januar, men de skal isolere sig selv i 10 dage efter første positive test, så det blev lige udsat lidt.
Tim og Charlotte fik boosterstikket den 29. december. Tim reagerede ikke, men Charlotte gik i udu i to døgn, hvor hun måtte ligge i sengen med feber og kulderystelser.
Men hun blev altså ikke smittet nu …
Børnene skulle have haft deres andet stik i tirsdags, og de skal nu vente i seks uger på at få det.
Vaccinerne virker. Det vidste vi godt. John og jeg er ikke nervøse, og skulle vi blive smittet, er det selvfølgelig ærgerligt, at vi skal isolere os, men hvis det er det største problem, er det trods alt til at overse. Vi passer selvfølgelig på og gør alt det man skal, men fx det at nægte at være i stue med ikke-vaccinerede (vi har mødt flere med den holdning) forstår vi ikke, for det er i vores øjne det samme som at sige, at man ikke tror på, at vaccinen virker.
Jeg er heller ikke helt med på, hvorfor man bliver ved med at tale om flokimmunitet, for det opnår vi ikke, har jeg lige lært. Corona er en influenzalignende virus, som hele tiden muterer, hvorfor man skal vaccineres mod influenza hvert år.
En del af forklaringen på det fik jeg for nylig, og den korte udgave er, at det er fordi coronavirus også findes i dyr, så der er mange, mange flere, og flere slags, værter end for de sygdomme, der kun findes i mennesker. Det er kun mod sidstnævnte, vi kan opnå flokimmunitet. Jeg troede, indtil den forklaring, selv på flokimmunitet, men det gav fint mening for mig. Det giver så ikke så meget mening, at når nu fagfolk ved noget andet, hvorfor vi ikke lige får det at vide.

Kender I Sagnlandet Lejre?

Kender I Sagnlandet Lejre? Hvis ikke, kan jeg anbefale at tage en tur dertil.
Det er en glimrende kombination af historie- og naturoplevelse. Den nye kongehal er voldsomt imponerende, men resten er også værd at se. Husene ligger i små klynger rundt omkring i landskabet, så man føler virkelig, at man har benyttet sig af TARDIS og er trådt 1000 år eller mere tilbage i tiden. Ingen bilstøj, bare natur og jernalder/vikingehuse.

Husene kan man holde ferie i, hvis man skulle have den slags lyster. Det er der mange, der har, og jeg tror de har en god oplevelse med det. Det sætter mange ting i relief, både for børn og voksne.
Jeg kan sagtens undvære det – ikke kun pga. min alder, for den slags primitivitet har jeg ikke behov for at opleve. Heller ikke da jeg var ung. Jeg har været på teltferie tre gange i den fattigere del af mit (ungdoms)liv, og jeg kan ikke påstå, jeg var ked af det, da jeg ikke behøvede det mere. Jeg er vist meget mageligt indrettet.

Kongehallen var imponerende. Med sine 61 meter er den temmelig meget mindre end Borg på Lofoten på 83 meter, som vi så engang, men der var gjort noget mere ud af udsmykningerne her i Lejre.
Rundt om alle dørene, på indvendige stolper og på møblerne var der flotte træskærerarbejder.
Meeen … nok har man benyttet sig af de gamle metoder og værktøj, men arbejdstilsynet har ikke levet forgæves, for et sådant stillads, med magelig kontorstol und alles, har vikingerne ikke haft!

Tønderne herunder var store, nok mindst 2½ meter. I hvert fald meget højere end mig. Der var lavet mange, som var stillet op forskellige steder, både oppe og nede på gulvet. Man ved, at de var så store, men man ved ikke præcist, hvad de har været brugt til. Opbevaring er et godt bud. Man ved også, at de har været brugt til latriner, men det har formentlig først været, når de ikke længere var egnet til opbevaring af fx korn. Mon udtrykket “at gå på tønden” stammer helt tilbage fra dengang?

Døren, som der ses et udsnit af herover og hel herunder, er lavet af brede planker tilhugget med en økse, så man har gjort alt (bortset fra det stillads) for at få det hele så autentisk som muligt.
Alle møblerne var også 100 % håndarbejde. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed …

Man kunne få lov at sejle i eger, som jo er udhulede træstammer, man kunne låne nogle kanolignende både og små rigtige robåde.
Det var der en del, som fandt spændende – igen mest børnefamilier.
Vi gik bare rundt og nød den smukke natur og det gode vejr.
Man kan godt få en hel dag til at gå herude, men vi har været her flere gange før og kom primært for at se kongehallen, så vi blev bare et par timer.

Vi skulle bare lige have en kopkaf

Bag Den Stråtækte ligger der et stort og flot hus, som bruges som sommerhus. Vores hus er fra 1780, så det blev bygget 120 år før Jægersborg, som det store hus hedder. Vi kom altså først, så at sige, men vores sted blev på et tidspunkt købt af onklen til de nuværende ejere, som er et sødt, ældre ægtepar. Jørgen, som han hedder, kom der gennem sin barn- og ungdom, fordi det var hans onkel, som ejede Jægersborg. Onkel og tante var barnløse, så da han døde, købte Jørgen og Aase det af boet.
Onklen og tanten begyndte i starten af 1930’erne at drive stedet som pensionat i sommerperioden. De flyttede ud i udhuset, så mens de boede der sammen med hønsene, lejede de værelserne i huset ud, plus tre værelser i en sidebygning, som ikke findes mere. De kunne have op til 13 gæster, for 14 var, hvad der kunne sidde i spisestuen, og husherren (= onkel) sad altid med ved bordet. Tante gjorde ikke, for hun havde jo travlt med maden!

Jørgen viste mig en bog fra 1936, hvor de danske “Badehoteller, Sommerpensionater og Kursteder i Danmark..” var listet.
Jeg elsker simpelthen den slags og kunne have brugt timer på at læse i den, hvis det altså ikke var fordi vi var inviteret op til dem til en kop eftermiddagskaffe og derfor skulle være selskabelige – hvilket ikke var spor svært i deres selskab.

Men altså: Allerede i 1936 kunne man udgive 28. årgang af et sådant værk. Som man kan se på teksten for Jægersborg Sommerpensionat, fik man “god forplejning” der. Alfred og kone var selvforsynende med alt i frugt og grønsager. Han var desuden jæger og udvekslede ofte byttet fra jagtturene med de lokale landmænd, så han kunne variere kosten med svine- og oksekød. Høns havde de som nævnt selv og fisk var der masser af i fjorden. På grund af disse gunstige betingelser fungerede pensionatet også under krigen – her var der ikke mangel på mad, selv om det selvfølgelig kneb med varer som smør, sukker og kaffe. Pensionatet fungerede helt frem til start-tresserne, hvor charterturismen holdt sit indtog. Der er nu otte huse på vores vej, men indtil nogle år efter pensionatets endeligt var der kun to – Den Stråtækte og Jægersborg.
Jeg slog op på oldmoney.dk for at finde ud af, hvad fem kroner i 1936 svarer til i nutidskroner. 181,57 kroner fik de det til, og efter at have kigget lidt rundt i bogen kunne jeg se, at det var en almindelig pris for den slags steder. Det varierede fra tre kroner til otte kroner (109-291 kr), og eftersom det jo var med fuldpension, så jeg vil tro, at det ikke kun var forbeholdt de meget velstående borgere. En arbejder tjente omkring 48 kroner om ugen. I Køge kostede en toværelses lejlighed 270 kroner om året (!) i 1930, så mon ikke rigtig mange havde mulighed for at kunne holde nogle dages ferie på et sommerpensionat?

Her ses Den Stråtækte fra hhv. 1949, 1959 og 1988. Jægersborg er det hvide hus bag vores – det ser mindre ud, end det er, så perspektivet må have forvrænget det.
Det så ikke ud, som om vi selv havde noget videre jord dengang – til gengæld så det ud, som om der var dyrket på vandsiden, hvor der nu kun vokser tagrør. Denne strandgrund tilhørte vores hus, indtil Finn, som vi købte det af, solgte den fra, fordi han på et tidspunkt manglede penge.

Tiden flyver som bekendt i godt selskab. Den kop eftermiddagskaffe varede lige til klokken 19, hvor vi, efter at have fået et mindre chok af at kigge på uret, modstræbende brød op og sagde tak for i dag. Vi fik, som det fremgår, talt meget lokalhistorie, men også en del om vores mange rejser. Jørgen og Aase har været lige så ivrige rejsende som os, så der er grundlag for en hel del flere erfaringsudvekslinger.

Frilandsmuseet ved maribosøerne

Vejret tegnede her til morgen til at opføre sig pænt med ikke for høje temperaturer, så vi besluttede at køre ned for at se De Gamle Huse i Maribo, et frilandsmuseum, som ligger smukt ned til en af maribosøerne.
Det er ikke ret stort, men det var interessant nok. Der var masser af møbler, værktøj og redskaber udstillet inde i husene, og der var, via plancher, forklaret lidt om hverdagslivet på Lolland, som det formede sig for 200-300 år siden.
Det er ikke så gammelt som landets største frilandsmuseum, der ligger lidt uden for København, og som er oprettet i 1897, mens det i Maribo er etableret i 1920’erne og kun beskriver lokalhistorie.

Ved Kapellanhusets dør lå denne hatformede sten. Har man et bud på, hvad den har været brugt til?
Et andet sted sås disse fire hjerterum, hvor det så ud til, at det var høns, der blev lukket inde her om natten. Et fint hønsehus, som ville passe fint til Den Stråtækte. Hvis ellers ikke Hr Nielsen havde nedlagt veto, hvad Fru Nielsens anskaffelse af høns angår …

Vi kom til “Den selvkørende lokomobil”. Sådan et monstrum havde vi ikke set eller hørt om, men det var en form for plov, som en sukkerfabrik havde investeret i. Måske fordi den har været hundedyr. For de 38.000 kroner kar man kunnet købe en gård på omkring 15 tønder land i 1872.
I 1900 svarede beløbet til godt 2,7 millioner kroner. Jeg har ikke kunnet finde beregnere, der går længere tilbage, men skal vi ikke bare sige, at det har været MANGE penge?
Og så bliver den oven i købet kasseret af Fabrikstilsynet i 1929, hvorefter den så blev overladt til dette frilandsmuseum.

Teksten på denne stoleryg måtte jeg læse et par gange, inden det gik op for mig, at der ikke står noget med ‘amigo’, men “SID PAA MIG OG HVIIL DIG”.
Jeg undrede mig da også såre over hvordan den ‘amigo’ kom ind i billedet i en lollandsk bondegårdsstue …

I skolestuen blev jeg betaget af det store VERDENSKAART, som hang på væggen. Vi blev ret nysgerrige efter at vide, hvilket år det stammede fra, men kunne ikke blive klogere, end at det var fra før 1. verdenskrig, idet riget Østrig-Ungarn fandtes, men nok efter midten af 1800-tallet, fordi det ser ud til, at det var efter Dr. Livingstone var blevet fundet af Henry Stanley i 1871, fordi store dele af kontinentet syd for Ækvator er kortlagt. Der stod på det, at det var 4. Udgave, men den oplysning er ikke speciel nyttig, når den står alene.
De ældre enkeltbladskort, som lå i lamineret form på et af skolebordene, vidste man var fra 1825, og på det tidspunkt var store dele af Afrika stadig uudforsket. Kystområderne, hvor man lagde til og gik på slavejagt fra, var nogenlunde kortlagte, men man bevægede sig ikke langt ind på kontinentet.

Vi brugte lang tid på at studere alle disse kort. Der er sket meget på de 200 år. På alle måder.

Som sagt var museet ikke så stort med sine 13 huse, men det var nok til os, og med den smukke beliggenhed var det en god måde at bruge en onsdag formiddag på.
I butikken købte vi en bog af Carl Christian Tofte, som er fænomenal til at tegne fugle. Vi havde fornøjelsen af at opleve ham engang på Pulken, hvor han signerede en af sine bøger og lynhurtigt tegnede en ørn til mig over sin signatur.
Dagens bog hedder Ørneflugt – kunsten at se på rovfugle, som er både skrevet og rigt illustreret af Carl Christian Tofte selv. Den giver et godt overblik over, hvor og hvornår man kan opleve både enkeltindivider og de store rovfugletræk.
Og forhåbentlig kan den gøre mig bedre til at skelne de enkelte rovfugle fra hinanden. Det er jeg desværre ikke særlig god til. Endnu.

En uhyre sjælden gæst

Fredag aften klokken halvsent – omkring kl 21 – kom Jørgen, som er en af “de indfødte”, medbringende en stor kikkert og bankede på vores dør. Det er en frisk, gammel gut i 80’erne, som kun bruger huset som sommerhus, men han og fruen er her meget i sommerhalvåret, fordi de har en lejlighed i København. Han arvede stedet hernede efter en onkel, og vi har haft nogle ret så interessante samtaler med ham, fordi han kan huske tilbage fra tiden under og efter 2. verdenskrig, så vi har efterhånden fået serveret en masse lokalkolorit.
Blandt andet, at stedet, han har arvet, om sommeren i mange år efter krigen fungerede som pensionat. Det var onklens og tantens hovedindtægt. Det er et stort hus, som kunne rumme 8-10 gæster, og de havde vist næsten altid fuldt hus. Om sommeren flyttede parret ud i hønsehuset (ja! Jeg fik ikke spurgt, om der også var høns, men det skal der da nok have været …) og tilbragte dagene med at lave mad til pensionærerne og ordne deres værelser. Det er en meget stor grund; stor nok til at kunne holde dem selvforsynende med grønsager i perioden med pensionærerne.
Nede ved fjorden, ud for vores hus, var der dengang en badebro. Den er der ikke mere, men vi kan godt se, hvor den har været. Den var nødvendig, for fjorden er meget lavvandet et godt stykke ud fra kystlinjen.
Jeg fik mange fine billeder på nethinden, dengang Jørgen beskrev disse år for os. Tv-serien Badehotellet kravlede også ind og blandede sig i den indre filmforestilling.

Ved en eller anden lejlighed må vi også have talt om fugle, for det var derfor, han kom ned til os:
Nu skal I bare se! Der er havlitter på fjorden! Det syn kunne jeg simpelthen ikke være alene med!
Så stillede han kikkerten op og fandt dem til os. John kiggede først, og imens spurtede jeg ind for at google havlit.
Jeg havde nemlig end ikke hørt det fuglenavn før og anede ikke, hvad manden talte om. Det var for pinligt, så jeg skyndte mig ind for lynhurtigt at læse om dem og kunne derfor komme ud igen, kigge i kikkerten og gøre mig vældig klog:
Jaja – det er da helt klart havlitter – ingen tvivl med den karakteristiske lange hale og de store pletter på kroppen.
Han skulle bare vide, skulle han, men John smilede bare skævt og lidt taknemmeligt til mig. Han kendte heller ikke havlitter, kunne jeg se på ham …

Da Jørgen var gået igen, og John og jeg gik ind, læste jeg højt for ham om havlitter, og det var åbenbart virkelig et sjældent syn, vi fik der, for normalt er de her ikke efter midt-maj, og når de er her, ligger de langt ude på vandet og kommer, ifølge en af kilderne, ikke ind i fjordene.
“Havlitten overvinter i Danmark [fra oktober til midten af maj] som en udpræget havfugl, der kun i ringere antal kommer ind i fjorde og andre mere beskyttede farvande.” På det indsatte kort har der ingen observationer været i Præstø Fjord.
Der var otte havlitter, og hvordan de er kommet så meget på afveje, kan vi ikke regne ud.
Jeg spurgte Jørgen, hvordan i alverden han fandt ud af, at vi har havlitter i fjorden, for de lå så langt ude, at i hvert jeg ikke kunne se dem med det blotte øje, men han havde genkendt dem på deres kald.
Respekt for ham!
Og jeg kunne krydse en ny fugl af i fuglebogen.
Det gør jeg med alle de fugle, der findes i Danmarks Store Fuglebog fra Gyldendal, med angivelse af dato og sted, hvis det er første gang, jeg ser en given fugl – ganske som jeg også gjorde med gulbugen oppe i Vejlerne for ikke så længe siden.

Usammenhængende …

Det vil, må jeg hellere advare om på forhånd, være umuligt at finde en rød tråd i dagens indlæg.

• Da vi for 14 dage siden var på Hvalpsund Færgekro, kørte vi Himmerland tyndt ad de hyggelige og smalle veje.
  Det slog mig, hvor utroligt mange rugmarker vi så. Uden naturligvis at vide det, vil jeg skyde på, at 3/4 af alle marker var tilsået med rug.
  Vi ser lige så utroligt sjældent en rugmark her på Sjælland; faktisk næsten ingen.
  Mit spørgsmål er (nok mest stilet til mit landbrugsorakel Farmer): Hvorfor denne markante forskel? Mit umiddelbare gæt er, at det har noget med jordens beskaffenhed at gøre; det er dog kun et ukvalificeret gæt, men jeg undrede mig meget over det.
• Hvorfor er det lige, at de lyse nætter allerede bliver kortere fra nu, mens de lune nætter først for alvor begynder om en måneds tid?
  Sommeren bliver lidt usammenhængende på den måde … jeg så langt hellere, at de lune og de lyse nætter fulgtes ad, men jeg ved ikke rigtig, til hvem jeg skal klage.
• Må jeg have lov at anbefale et besøg på MoMu (Moesgaard Museum)? Tak for det …
  Vi var der i går – tog bare en dagstur, men det er fint til at overkomme, skulle jeg hilse og sige fra chaufføren.
  Det var tredje gang vi var der; denne gang var det neandertaludstillingen, der havde gjort mig nysgerrig, og da Johns bror Søren i efteråret udtrykte ønske om at se dette fantastiske bygningsværk indefra, inviterede vi ham med denne gang.
  Og blev, som hver gang, betaget af museets evne til formidling. Det kan de bare, kan de. De kan gøre det interessant, selv for folk, som ikke interesserer sig vildt meget for Danmarks oldtid i almindelighed eller fx neandertalerne i særdeleshed. Evnen til formidling er alfa og omega. Jeg vidste en del om neandertalerne, men lærte meget nyt i går.
  Vi gennemgik – på kortere tid, end vi plejer – også den permanente udstilling, hvor de som noget nyt gav os mulighed for at skrive runeskrift.
  Mit navn det står med runer – pas på de ikke … (hvad? Bruner? Nej. Tuner? Nix. Puha, den er svær).
  Helt præcist står der Ellen was here.
  I bedste graffitistil.
• Hvorfor er jeg så svag en sjæl, at jeg konstant lader mig friste af de tilbud, jeg får tilsendt på mail, og som jeg ikke kan tage mig sammen til (i virkeligheden nok heller ikke har lyst til) at afmelde? Det var et retorisk spørgsmål …
  Gourmetophold findes her, der og alle vegne i Danmark. Vi har allerede været på to og har endnu to bookede ophold at se frem til, plus en ‘enaftensforestilling’ på Den Fuldkomne Fisker på Vestlolland i næste uge.
  Jeg glæder mig til dem alle sammen, og jeg forsvarer det med, at vi ikke var ‘rigtigt’ på ferie sidste år og heller ikke kommer det i år. Noget skal vi da lave, og når selv John siger ”Skal vi ikke snart foretage os et eller andet? Det her pensionistliv er begyndt at blive lidt kedeligt!” – så er det sandelig bare med at tage ham på ordet.
  Vi har også haft en usædvanlig lille omgangskreds i de forgangne 15-16 måneder, så det sociale liv har været temmelig amputeret.
  Nu kan vi heldigvis ses med nogle flere igen.

De er skøre, de briter

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

Man kan ikke være heldig hver gang

For lang tid siden – næsten et år – kom der en invitation til en oplevelse på Gjorslev Gods: “I Svend Gønges Fodspor”, hvor der skulle komme nogen fra Foreningen Svend Gønge og “gøre historien levende”. Bagefter fik vi lov til at gå rundt i en del af hovedbygningen og se os lidt omkring.

Godset er opført i slutningen af 1300-tallet og er Danmarks største middelalderslot. Det er i privateje og fjerde generation af familien Tesdorpf overtog det i 2018. Han er ret moderne indstillet og vil gerne åbne godset lidt mere, end det ellers har været – og altså i aftes til omtalte arrangement. Det skulle have været i oktober, så i marts, men coronapesten sørgede for, at det først blev til noget nu.
Inde i den sal, hvor vi blev bænket, stod der seks gamle mænd, hvoraf de fem af dem var i hjemmesyede uniformer.
De havde “en overraskelse i ærmet” til os, som viste sig at være to unge musikere, som, “helt i aftenens stil ville spille lidt middelaldermusik”. Allerede her studsede jeg lidt. Godt nok er det et middelalderslot, men Svend Gønge blev født i 1600; altså et pænt stykke inde i Renæssancen.
Manden til venstre præsenterede sig selv som Svend Povlsen Gønge og sagde derefter ikke ret meget mere. En af de andre præsenterede sig som Ib, og var der noget, han IKKE lignede, var det Gøngehøvdingens tro væbner og følgesvend. Det er selvfølgelig min mening, men I skulle have set ham …
Endelig var musikken overstået (de var dygtige nok, men det var ikke lige noget, jeg var i stand til at nyde), og beretningen kunne begynde, fortalt af Ib og en anden, jeg tror skulle være Kaptajn Mannheimer.
De skulle som nævnt “gøre historien levende”. Det gjorde de ikke. På ingen måde. De slog den tværtimod godt og grundigt ihjel.
Aldrig har jeg oplevet noget så usammenhængende og uforberedt. Godt nok er det på frivillig og ulønnet basis, men dette kunne de ganske enkelt ikke være bekendt. Mannheimer var okay, men blev forstyrret i kronologien, fordi lysbillederne enten var i forkert rækkefølge eller simpelthen ikke var der … “Her skulle have været et billede med..”, eller “Jeg er sikker på, at vi også har et billede af.. – prøv at køre lidt frem”, og så kørte en eller anden hurtigt frem og tilbage i lysbilledshowet. Nogle gange var det efterlyste billede der, andre gange ikke.
Ib tabte flere gange tråden, delvist pga. de rodede eller manglende lysbilleder, så han måttes hjælpes i gang af en af de andre – efter først selv at have læst i pinlig lang tid i det manuskript, han heller ikke havde styr på.
Det var meget lange 90 minutter og det kedeligste og ‘amatøragtigste’, jeg har været med til i mange, mange år! Jeg sad bag en temmelig omfangsrig dame, som kunne gemme mig, så jeg listede min mobil frem og spillede Sudoku. John sagde bagefter, at det havde han også set en hel del andre gøre – altså ikke nødvendigvis spille Sudoku, men tage telefonen frem.
Jaja. Det var da helt sikkert en alternativ måde at spilde penge på. Det havde ikke ligefrem været gratis at deltage.
Hvis I nogensinde ser noget, hvor Foreningen Svend Gønge optræder, så hold jer for himlens skyld væk!

Jahhhh

Jubiii – vi er næsten færdige med at bære mundbind – i hvert fald i denne omgang. Med den hurtigt muterende virus er det dog ikke til at vide, om den vender stærkt tilbage til efteråret. Der skulle vi dog gerne være vaccinerede alle sammen – eller alle, der vil, i hvert fald, så vi kan jo håbe, at det ikke går så galt.
Jeg er glad, glad, glad. Jeg har afskyet det mundbind fra dag ét, og selv om isterningsfrysedelen i vores amerikanske køleskab stod af i dag, så kan jeg snildt leve uden isterninger til på mandag, hvor jeg kan gå ind i en forretning uden at have det irriterende mundbind på. Jeg havde ikke troet, at regeringen ville slippe det så meget, som tilfældet er, men jeg skal være den sidste til at brokke mig. Det er helt okay, at vi stadig skal passe på, men det der mundbind, altså …
Jeg tror også, at konen til den ubehøvlede mand, jeg omtalte i forgårs, er glad for at slippe for mundbindet; i hendes tilfælde visiret.
Da vi sad og spiste morgenmad, så jeg, at hun skar toppen af sit blødkogte æg, mens hun stadig bar sit visir. Hun lagde sin kniv, tog en teske, stak den i ægget, hvorfra den kom op igen med både blomme og hvide på. Jeg ventede spændt …
Så skete det, jeg ventede på: Hun plonkede skeen fyldt med æg lige ind i visiret, som derefter så temmelig ugennemsigtigt ud. Hun så bare sjov ud.
Jeg sad og kluklo, for hvor så det altså komisk ud. John undrede sig, for han sad med ryggen til forestillingen. Jeg fortalte ham hvad jeg lige havde set, og han klukkede lige så meget som mig. De opdagede ikke, at jeg havde set det hele, men uden at vide det havde hun lige reddet min morgen.
Jeg er måske nok lidt ondskabsfuld, men der skete jo ikke noget.

På vores vej hjemover fra Himmerland lagde vi vejen forbi Hessel, som er Danmarks eneste bindingsværksherregård. Den er indrettet som landbrugsmuseum, og ih, hvor blev jeg dog nostalgisk, da jeg gik rundt og så alle de gamle redskaber.
Jeg er dog trods alt ikke så gammel, at jeg husker arden i brug, men mange af remedierne husker jeg fra min barndom; bl.a. de herunder viste, som blev brugt til den månedlige storvaskedag. Jeg husker det kun i glimt, men det varede til 1960 eller 1961, hvor mine forældre fik indlagt centralvarme. (Ja, så sent var det. Det skete i forbindelse med min yngste søsters fødsel.)
Jeg husker optændingen i gruekedlen og sliddet med vaskebrættet. Mor havde også en tøjrulle som den viste, som man glattede duge og sengetøj med. Jeg husker det gammeldags komfur med det og kakkelovnen i stuen om eneste varmekilde i stueetagen. Og så taler man om de go’e gamle dage. Jeg sov tit med vanter på. Og fik en varmedunk med i seng.

Af landbrugsredskaber husker jeg bl.a. høriven, såmaskinen og slåmaskinen, så man kunne gå bagefter og lægge i kornet i neg; alle med et sæde, så man kunne sidde der og styre hesteforspandet, samtidig med, at der blev holdt øje med, om alt fungerede efter hensigten.
Den første traktor kom til gården i 1956. Indtil da gik min far bag hestene til alt markarbejde. Jeg var bare tre år i 1956, så igen husker jeg kun i glimt, men nogle billeder fra det lille landbrug har jeg da inde i hovedet.

Jeg vil ikke bruge så mange flere ord på Hessel, for så bliver indlægget for langt, men er man en smule landbrugsinteresseret (eller måske bare historieinteresseret), så er dette museum værd at bruge et par timer på.

Tilfældigt sammentræf?

I går skrev Farmer om bredsåning og nede i kommentarfeltet kunne man læse hans ord om teknikken til en smuk og ensartet bredsåning.
Jeg tillader mig at citere den gode og meget vidende bondemand: “Når man bredsår, skal man som højrehåndet sprede, når man har højrebenet fremme (naturligvis ligeså venstre/venstre), ellers kommer kornet til at stå i måner, og det blev der virkelig set ned på i hine tider.”
Min far havde lært at bredså, selv om såmaskinen for længst var opfundet, da han blev født. Jeg er ikke særlig god til det, men nu vil jeg da øve mig på den rigtige teknik næste gang jeg skal strø gødning i min have.
I dag har jeg haft en lille Messenger-‘snak’ med Stine, som nogle af de vedholdende bloggere nok bedre kender som Kong Mor, som havde en skøn blog om sin familie og livet, først i Normandiet og senere i Møllen på Fyn. Hun blogger desværre ikke mere, men vi har holdt forbindelsen ved lige, selv om det ikke just er hverken daglig eller ugentlig kontakt.
Ikke desto mindre har vi ikke glemt hinanden, og i dag havde vi en ‘snak’, der bl.a. førte til, at Stine sendte mig dette link, der fører til en engelsk serie (der kan ses på YouTube), som handler om bl.a. hverdagslivet i tudortiden, om klostrenes rigdom dengang og meget, meget andet – men alt sammen engelske, historiske dokumentarudsendelser, som jeg generelt bare elsker!
En af de gennemgående personer er Ruth Goodman, som jeg kender fra Inside the Factory. En ildsjæl og en krudtugle, som man kun kan blive i godt humør af at opleve. Hun har medvirket i et hav af engelske historiske serier, og altså også denne.
Tak til Stine for at gøre mig opmærksom på, at det meste – om ikke alt? – dette kan ses ganske gratis på YouTube. Vi har allerede set den første her til aften, og jeg er solgt! Kan absolut anbefales, og lad jer ikke afskrække af, at det foregår på engelsk. Det er nemt at følge med, også uden danske undertekster – og måske ikke helt uden betydning mener John det samme. Det er ikke for at virke blæret, men for at understrege, at det ikke kun er for sådan nogle som mig, der engang har været god til engelsk, men også for dem, der ikke tror de er ret gode til det.

Men hvad var det for et sammentræf, jeg nævnte i overskriften?
Det var, at netop i denne første af en række episoder fortalte en mand os lidt om bredsåningsteknikken! Jeg kan, som et lille kuriosum, nævne, at bredsåning hedder broadcasting på engelsk. Ret pudsigt, faktisk…
Nu har jeg ikke tænkt på netop denne term i mange år; jeg har aldrig vidst hvordan man gør det korrekt, og så skal man lære det to gange på to på hinanden følgende dage fra to vidt forskellige kilder.
Det er da noget af et sammentræf, ikke sandt?
Og hurra for blogland og alle de mange erfaringer/oplevelser/megen viden, det har givet mig i den tid jeg har været med i den eksklusive klub. Som jeg i øvrigt netop i denne måned kan fejre kobberbryllup med.

…mand på en tagryg

Det er ikke en spillemand, vi har på tagryggen, men en tækkemand, for stråtaget skal mønnes. Sidste gang var i juni 2015, og eftersom der skal gå 5-6 år mellem mønningerne, var det tid nu. Troels Tækker besøgte os i sommer, hvor vi over en kopkaf lavede en aftale om, at han skulle klare sagen, når dahliasæsonen var overstået – “for jeg sviner en del”, som han sagde.
Og det har han ret i! Jeg har heldigvis ingen aktier i hele dette arbejde, men John har været ude det meste af dagen i dag og revet halm sammen og fejet. Derudover har han haft lånt Troels’ dertil velegnede rive og har revet det meste af mosset på det sydvendte tag væk. Det har (også) pyntet, for det var blevet helt grønt.

Han er en god tækker. Han er dygtig, reel, holder hvad han lover og lidt til – og er desuden hyggelig at få en sludder med … det er lige før, han tilbringer lige så meget tid i vores køkken som på taget, fordi vi snakker så meget.

Der sidder nogle brædder under de små kviste på taget. De er ved at være temmelig rådne, så dem lovede han at skifte ved samme lejlighed.
Da han kom i går morges, spurgte jeg ham, om han kender en murer eller en maler, der ikke er ved at gå ned af stress (det er vildt svært at få fat i håndværkere i disse coronatider …), for jeg er så ked af/flov over vores pinligt grimme skorstene, som skriger til himlen efter en gang maling, men hverken John eller jeg skal derop og svinge penslen.
“Dem ordner jeg da lige”, siger Troels, “har I maling? Det skal nemlig helst gøres nu, hvor kragetræerne alligevel skal af, og jeg har erfaring for, at murere er rigtig gode til at ødelægge mønninger.”
Jeg kunne have kysset ham, men det må jeg ikke, og jeg er sikker på, at han derfor som en af de yderst få sender corona en venlig tanke …
Forskellen på før og nu ses tydeligt.

I skrivende stund går de og rydder det sidste op, så Troels nåede det hele på trods af, at vi gav ham en halv dags ekstra arbejde med de skorstene.
Han er som sagt ikke spillemand og han er heller ikke vandbærer, men halmbærer. Han får havrehalmen, som bruges til mønninger, af en landmand, der stadig har en af de første traktordrevne lavtrykspressere. En sådan former ballerne i en slags kuvertform i stedet for de senere højtrykspressede ‘legoklodsminiballer’, som de fleste nok kender.
Vi må håbe, de bliver ved med at holde de gamle lavtrykspressere ved lige, for senere modeller presser for hårdt og dermed knækker halmstråene for meget til, at de kan anvendes til mønning. Danmarks stråtage skulle jo helst kunne vedligeholdes i mange år endnu.
Herunder kan det vist godt fornemmes, at ballerne har en løsere struktur og en fladere facon.

Næsten færdig – garagen fik nye kragetræer denne gang. I 2015 fik stuehuset nye, hvor de bedste af de gamle blev genbrugt på garagen, men nu kunne de ikke mere. Det gav lidt mad til brændeovnen – godt, solidt egetræ. Okay – måske knap så godt og solidt mere, men fint til afbrænding.

Man skal tænke fremad

Jeg var engang i Amsterdam på et tredages kursus for chefsekretærer eller personal assistants, som det blev så moderne at kalde det på det tidspunkt.
De fleste deltagere var yngre end mig, men der var især én lidt ældre, hollandsk kvinde, jeg nok aldrig glemmer. Det er 15-20 år siden, og hun står stadig tydeligt for mit indre blik. Hvor mange af jer husker tydeligt en medkursist i så mange år?
Jeg tror hun har været verdens bedste sekretær. Hun blev også midlertidig mor for et par af de unge deltagere, som ‘brugte’ hende meget. Hendes svar, gode råd og kloghed fik alle til at spidse ører, og hun var næsten det bedste ved det kursus, som lærte mig mindre, end jeg havde håbet på. Jeg var, lige som nævnte kvinde, nok for gammel en rotte til at få nok ud af de mange penge, kurset kostede. Det lyder højrøvet, men sådan var det.
Hun talte meget om at være proaktif (= proaktiv udtalt på hollandsk). Se fremad og se din chefs behov, før han selv gør det – og nej, vi er så så afgjort ikke inde på noget, der bare minder om chikane her, men apropos det, så var det der gjorde næstmest indtryk på mig, at flere af de unge sekretærer – undskyld, assistants – var mere eller mindre bange for deres chefer. Måske ikke for chefen som person; mere som begreb, for vi er nemlig stadig ikke henne ved nogen form for chikane, men de var bange for at miste deres job, hvis ikke de fandt sig i urimeligheder og/eller knoklede som besatte, og flere af dem havde små børn, så det var svært for dem at få det hele til at hænge sammen.
Jeg ved ikke, hvordan det er i Holland, hvor de fleste af deltagerne kom fra, men jeg ved, at jeg her i Danmark ikke var bleg for at fortælle det til min chef, når jeg syntes han blev lidt for krævende: Spørge ham, hvad jeg så ikke skulle lave, eller (en enkelt gang) gøre ham opmærksom på, at det var muligt, at hans løn kunne retfærdiggøre en gennemsnitlig arbejdsdag på 10-12 timer, men i og med, at den var 3-4 gange så høj som min, syntes jeg på ingen måde, at jeg med rimelighed kunne forlanges at forære firmaet flere timer end det normerede antal.
Selvfølgelig arbejdede jeg over, hvis det var nødvendigt, men der blev kompenseret for det på dage, hvor det var muligt.
Min holdning blev respekteret, og i sin afskedstale til mig nævnte Verdens Bedste Chef, at det for mig aldrig havde været en mulighed at kunne gå ned med stress. Jeg tog det som en kompliment og tror da også, at det var ment som en sådan. (Han nævnte sjovt nok også, at jeg aldrig havde lagt skjul på min holdning til diverse overordnede beslutninger, men også det valgte jeg at tage som en kompliment.)

Nu har jeg igen tænkt fremad. Været proaktif. Jeg har den dag i dag svært ved at udtale ordet anderledes, fordi jeg sætter det i forbindelse med den kloge kvinde.
Jeg ville egentlig helst tænke helt frem til en tid, hvor coronapesten er blevet til historie, men lige nu ved jeg ikke, hvor langt frem jeg så skal tænke. Formentlig hele 2021 med, siger pessimisten i mig.
Jeg har tænkt to måneder frem og har i dag bestilt nytårsmenuen til John og mig.
Sidste år var jeg ved at komme for sent til at bestille, så jeg kunne ikke få det, jeg helst ville have. Hvad vi fik, var ikke dårligt, men i år ville jeg have frit valg på alle hylder.
Det blev til:
Forret: Lynstegt sashimi tun, spidskål, tang og ponzu-sirup.
Mellemret: Jomfruhummerbisque, letsaltet kammusling, dildpesto, knas, friskbagte flutesboller. Hovedret: Rosa kalvemørbrad, timian og fermenteret peber, glaserede rødder, bagte løg, pommes Anna på brunet smør, skud og trøffelsauce.
Dessert: Gateau Marcel (tæt chokoladekage [sic]) toppet med chokolademousse, brændt hvid chokolade og syltede skovbær.
Jeg glæder mig allerede til nytårsaften og håber lysegrønt på, at 2021 bliver bedre end 2020.

Pittoresker og Peberkorn

Et par gange har jeg oplevet, at min søde mand sidder og taler med sig selv. Inden jeg nåede at blive bekymret for hans mentale tilstand, gik det op for mig, at han såmænd bare er begyndt at google ved at sige ordet eller ordene frem for at indtaste sine søgninger.
Det er egentlig underligt, at han først er begyndt på det nu, for selv om han er en handyman, der kan næsten alt med sine hænder, så lærer han aldrig nogensinde hvor på et tastatur de enkelte bogstaver befinder sig. Han har i alle vores efterhånden mange år sammen kørt efter det, jeg kalder det bibelske system: Søg og du skal finde. Nogle gange søger han længe, selv om han vist efterhånden har lært placeringen af nogle af bogstaverne, men det tager ham en krig at skrive bare en smule, hvorfor der heller ikke er noget at sige til, at han normalt fatter sig i størst mulig korthed, når han skal svare på en sms. Og nu har han altså opdaget, at Google forstår hvad han siger. Fantastisk.

Hvorfor overskriften? Fordi jeg kom til at tænke på min barndoms månedlige læsning af Det Bedste, som mine forældre holdt i mange år. Lige indtil min mor blev så irriteret på magasinet, at hun opsagde abonnementet med følgende vris: Det er det samme og det samme sødsuppepjat hver eneste gang. Det er alt sammen skåret over den samme læst.
Hun havde jo ret; læsten var virkelig meget amerikansk, men ikke desto mindre læste jeg det trofast hver måned, for jeg var ikke så kritisk, da jeg var barn. Ofte (eller vel nok hver gang) var der en side med Pittoresker og Peberkorn, som indeholdt citater fra bøger eller ‘levende’ personer.
Hvorfor jeg kom til at tænke på netop dette, ved jeg ikke, men jeg forsøgte at bore lidt i sagen og og fandt et enkelt hit på min søgning, hvilket førte en pudsig fortælling med sig, nemlig Uglekrigen i Hammel.
Den stammer fra en udgivelse fra juli 1953, så den er kun et par måneder yngre end mig. En eller anden har af en eller anden grund lagt artiklen ud på nettet som en pdf, og der kom så tilfældigvis en side med disse Pittoresker og Peberkorn med i købet, fordi man naturligvis skulle have slutningen på historien med. Det er søgningen, jeg linker til, men det er det øverste hit. Jeg kan anbefale at læse den korte historie om uglekrigen – den er ret underholdende, men om den også er sand, skal jeg lade være usagt.
Magasinet kostede kun 1 krone dengang. Gad vide hvad prisen var, da det sidste nummer udkom i 2005?

Overskriften skyldes også, at dette indlæg må siges at være mere strøtanker end dybdeborende journalistik, og en af strøtankerne var, at jeg håber det værste og frygter det [normalt] bedste, hvad angår en vis Mr T, som er konstateret smittet med corona.
Men som jeg skrev ovre hos Eric, så hytter fanden sine.
Det skulle derfor ikke forbavse mig, hvis den megalomane diktator-wannabe slipper uden at få nogen symptomer overhovedet.

..og julen varer li’ til PÅske

Min julekaktus blomstrer. Dog ikke endnu, altså fra midten af december, men igen. Det har jeg ikke oplevet før i så stort et omfang som her, så ganske almindelige stueplanter opfører sig altså også anderledes. Verden er da virkelig af lave, når ikke engang min kaktus kan finde ud af at opføre sig normalt.
Billedet ved siden af er kun sat i, fordi jeg ville vise det fine ur, jeg har købt i Mias Anglofilia-netbutik. Som jeg skrev for et stykke tid siden, så gik Johns fødselsdagsgaveur i udu, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg savnede at have et ur lige præcis lige der, så jeg tænkte, at et romantisk, engelsk ur ville passe fint. Det havde jeg ret i. Synes jeg selv …
Nede under uret ses vores lille Hall Thimand-samling. Jeg synes han er dygtig – jeg elsker hans fine, håndlavede fugle.

Udendørs er jeg i fuld gang med drivhuset. Det vil sige … det er jo egentlig også indendørs. Det er indendørsudendørs. Eller udendørsindendørs. Er det det samme?
Jeg har indtil videre plantet to chili, to tomater, en peber, en agurk og to basilikum. ALT for tidligt, siger mange hvert år, og hvert år har jeg kunnet konstatere, at det var det ikke. Det er selvfølgelig et sats, men nu er det gået godt siden 2012, hvor jeg fik mit første drivhus, mens vi endnu boede i Havdrup, så hvorfor ikke også i år?

Jeg kom i dag til at tænke på, at nu har de efterhånden interviewet jeg ved ikke hvor mange om, hvor mange og hvilke afsavn de lider og hvor forfærdelig coronapestsituationen er. Okay, det er bestemt ikke sjovt, dette her, men de fleste af os er i nogenlunde samme båd, og det er ved at være en anelse trættende at høre på. Det gør jeg så heller ikke, men John skal jo altid se mindst to tv-aviser, så det kan godt være svært at undgå uden at virke demonstrativ.
Jeg tænkte på, at jeg sjovt nok ikke har hørt noget om eller til udskudte bryllupper. Dem må der da være en del af?
Min tankerække gik videre: Der er efterhånden ret mange, der vælger at anvende begges efternavne efter en vielse. Således at det bliver Søren og Mette Brostrøm Frederiksen, fx. Det er måske i særlig grad brugt, hvis ingen af dem har et -sen-navn.
Man beholder automatisk sit eget navn, ved jeg, sandsynligvis i ligestillingens hellige navn, men jeg kender rigtig mange, der gør det på ovenstående måde. Får deres børn ikke et loyalitetsproblem, når det engang bliver deres tur til at blive gift og få børn? De kan jo hverken selv rende rundt med fire efternavne eller give de arme børn så mange navne – det virker en anelse voldsomt, men hvilket af forældrenes oprindelige efternavne skal man vælge, når man bliver gift? Får børn? Så langt har de nok ikke tænkt endnu …
Jeg er så gammeldags, at jeg synes det er mest praktisk, at ægtefæller hedder det samme og med kun ét efternavn. Jeg er ikke en navnesnob – jeg gik fra et sjældent (og beskyttet) navn til at hedde Nielsen. Det var der ikke mange, der forstod. Nogle få sagde det direkte, men de fleste nøjedes med at tænke det. Jeg var fuldstændig ligeglad; jeg ville bare hedde det samme som mit barn, og det var faktisk primært hende, der som 11-årig bad John om at gifte sig med mig, “så jeg kan slippe for at hedde Xxx”. Hun ville bare ikke på nogen tænkelig måde have noget med sin biologiske far at gøre.
Vi syntes, det var SÅ sejt af sådan en lille pige, og John parerede da også fluks ordre og friede til mig. Charlotte fik sig en ny dåbsattest ved samme lejlighed.

Montacute House

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

Dér tog hun fusen på sin mor

Min datter kan stadig overraske sin mor.

Forhistorien er, at Tim for et par uger siden sendte et billede af sig selv siddende på en armygrøn motorcykel af ældre herkomst.
Jeg var naturligvis nødt til at spørge, om han var ved at samle ind til et veteran- eller transportmuseum, for nu har han tre wolseleyer og åbenbart også en gammel motorcykel.
Det var en gave! En gave fra en klient, der åbenbart ikke ligefrem er i pengenød, for da jeg googlede, viste det sig at være en gave i en størrelsesorden, som for os andre kun hører hjemme i drømmeland.
Det var da også fra en meget tilfreds klient, der lige havde en Norton, model 1941, stående, og som han regnede med, at Tim ville ville blive ret glad for at eje.

Det havde han ikke overraskende ganske ret i … de må have haft talt om andet end forretning på et eller andet tidspunkt …
Ovenstående billede forestiller ikke Tim, som nogle af jer nok har gennemskuet. Den ledsagende tekst lød:
And look how it arrived!
Kunden havde hyret en mand til at køre den ud til den lille landsby. Han havde forinden kontaktet Charlotte for at sikre sig, at Tim var hjemme den givne lørdag efter kl. 15.
Det var en stor overraskelse for Tim.

For mig kom den største overraskelse, da Charlotte meddelte mig, at hun var ved at tage motorcykelkørekort!
Det store, oven i købet. I England skelner man anderledes end i Danmark, for ‘stort’ betyder derovre, at hun må køre med en passager bagpå.
Jeg havde nær tabt telefonen.
De forestiller sig, at hun skal køre rundt i omegnen (hun vil ikke køre langt på den), fx til en af deres gode pubber, med et af børnene bagpå, mens Tim transporterer sig selv og det andet barn i en wolseley.
Børnene vil muligvis skiftes til at sidde i bilen og på cyklen, men chaufførerne vil ikke, da Charlotte konsekvent nægter at køre de gamle wolseleyer, for bremserne er hårde som på en traktor, og servostyring var et endnu ukendt begreb, da de blev produceret. Så vil hun hellere køre på motorcykel.
Hun har formentlig endnu ikke fået kortet, når vi besøger dem i begyndelsen af marts, men mon ikke hun har, når vi tager derover igen primo maj?
Det tror jeg. Håber jeg. Det glæder jeg mig til at se, og det gør John også.
Pernille var lidt af en fartdjævel på motorcykel, men mest på bane. Charlotte bliver af naturlige årsager ikke nogen fartdjævel (Nortonen kan formentlig ikke køre vildt stærkt), men det er alligevel pudsigt, at begge vores piger skulle være indehavere af motorcykelkørekort, for der er ikke meget, der ligger John og mig fjernere.

Croome Court med god guide

Onsdag kørte Charlotte os op til Malvern Hills, hvor vi kunne finde Croome Court. Det tog 1¾ time at køre derop … vores radius bliver længere og længere for at komme til at se noget, vi ikke har set før. Vi jokede lidt med, at om ikke så længe er udflugterne nok nødt til at gå til Skotland …

Malvern Hills er et betagende smukt område, hvilket jeg ved, at Mia vil skrive under på …

Croome er, som så mange andre steder i England, overgået til National Trust, fordi så sørgeligt få har råd til hverken at arve eller vedligeholde disse store huse. Selve titlen går i arv, men det er kun en titel, og den kan kun gå i arv til mænd. Den nuværende 13. Earl of Coventry bor i London, og hans arving er en nevø, som er maler og bor i Cornwall. Ikke et ondt ord om malere fra Cornwall, men de er i vores øjne ikke selvskrevne og heller ikke nødvendigvis velegnede/uddannede til at træde ind i bestyrelsen for fonden. Vi undrede os højlydt over, hvorfor pokker kongehusene kan finde ud af at lade kvinder arve, men ikke den britiske adel? Havde arvefølgen kunne gå ad kvindelige veje, ville den stadig i dag have været langt mere direkte end tilfældet er.

Sfinkserne her, som er identiske, men spejlvendte, blev vi grinende enige om må være blevet frembragt af en uskyldig kunstner, som kun har haft en ide om, hvordan kvindebryster ser ud, og som i virkeligheden kun har set dem godt skubbet op foran, men med nederste halvdel skjult af en kjole.
Guider/kustoder eller hvad de nu vil kaldes, er hos National Trust oftest frivillige, der gerne øser ud af deres viden om det pågældende sted. Nogle gange (men ikke her) får de gratis bolig på stedet mod at vise rundt i åbningstiden.
Vi stødte flere gange ind i en mand, som vidste alt, hvad der var værd at vide om Croome Court, og samtidig var en levende og dermed god fortæller.
Vi spurgte, hvor køkkenet havde ligget, for vi kunne ikke finde det. Han kunne fortælle, at det lå i en sidefløj, som ikke var tilgængelig for offentligheden. Man anbragte, af hensyn til brandfaren, køkkenet så langt væk som muligt, så ikke herskabernes hjem skulle nedbrænde. Man sagde, ikke helt for sjov, at hvis man var nødt til at puste på suppen, var man ikke rig nok. Hvis man var det, var suppen nemlig blevet tilstrækkeligt spisekold på vej fra køkkenet.

Her til højre ses en statue fra den nærliggende kirke. Charlotte så det først, men vi andre var ganske enige: Hendes yngste kusine Annemarie må have levet før og stået model til denne figur – det er bare så meget hendes ansigtsudtryk, når hun siger: “Mig? Mener du mig??” – de der kender hende og læser dette vil sikkert være enige.

Parken var Capability Browns første store arbejde – sagde man her på Croome; jeg kan dog ikke finde dokumentation for, at det skulle være hans første, men at det er hans værk er indiskutabelt, og han tegnede også selve huset.

Som man vil bemærke, var vi igen heldige med vejret, men vi så nogle grimme og store oversvømmelser på vores vej herop. Særlig i Yorkshire er de hårdt ramt, de stakler, og det er ikke slut med regnen endnu deroppe.

Jeg slap for at se på gamle biler

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

 

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

En mandagsmodel?

På Schloss Herzberg-museet, hvor vi gik rundt i en times tid onsdag formiddag, var der af ukendt årsag, blandt alle andre artefakter, der mest havde med skov- og minedrift at gøre, en skrivemaskine anno 1934.
Det var en model, vi ikke tidligere havde set; det var hverken med kuglehoved eller med bogstaverne siddende i en bue, men derimod på en cylinder, og man skulle heller ikke trykke på et bogstav for at skrive det. Det var ikke et QWERTY-tastatur, selv om det for længst var opfundet – jeg har ikke kunnet finde dette på nettet, så jeg har ikke helt styr på, hvordan denne skrivemaskine blev betjent.

1934. Det er ikke engang 100 år siden … jeg kan blive helt svimmel ved tanken om, hvor stærkt uviklingen er sket de sidste 100 år. Eller bare de sidste 50. Eller ti eller to … Da jeg gik til maskinskrivning i ungdomsskolen i 1967, skrev vi på nogle selv dengang antikverede maskiner, hvor der til eksamen blev sat dutter over tasterne, så vi skulle bevise, at vi virkelig beherskede blindskrivningens kunst. Jeg fik 10 … kan ikke huske med hvilken hastighed jeg skrev, men det var pænt hurtigt – dog ikke fejlfrit, kan man tolke af den givne karakter. Det er også ligemeget – især i dag, hvor man uden besvær kan rette tastefejl.
Jeg hørte for ikke så længe siden en (vandre-?)historie om et barn, der var meget imponeret over en gammeldags skrivemaskine: “Wow! Se, far: Den printer med det samme!”, men selv Charlotte kan huske sådan en, måske især fordi min far havde en, som han brugte helt frem til sin død i 2011.

Nu har elektronikken taget over, og hurra for det. I mine øjne har den dog i visse tilfælde taget for meget over, for selv om autokorrekturen nok blev opfundet i god tro, har den nu ikke gjort ret meget godt for folks staveevner, med alle de totalt fjollede og/eller tåbelige forslag, den kommer med – for slet ikke at tale om, at korrekt sammenskrevne navneord konsekvent foreslås delt. Hrmpf. Det skal jo gå galt, så.

Et kamera kunne i 1934 fx se således ud som det indsatte billede. Det er et Kodak Retina (Nr. 117), 1934–1935.
Det er i sin udformning ikke så markant anderledes som skrivemaskinen, men der er naturligvis også sket en del her.
Som jeg skrev om for en lille måned siden, købte jeg et nyt Lumix TX90 lige før vores tur til Færøerne og Island.
På vores nys overståede tur til Harzen fik jeg brug for at blitze, men den virkede ikke. Jeg undrede mig. Pillede ved kameraet, men knappen, der skal aktivere blitzmenuen, duede ganske enkelt ikke; der skete ikke en pind.
John kiggede på det. Uden resultat. Han nulstillede kameraet, også uden resultat.

I dag, bare to dage før ombytningsfristens udløb, kørte vi til Elgiganten i Næstved, hvor jeg spurgte, om de kunne få mit kamera til at blitze. Det kunne han ikke oppe i serviceafdelingen, selv om han brugte næsten 10 minutter på det. Han sendte mig derfor ned i vareudleveringen, hvor jeg kunne få det byttet.
Her brugte medarbejderen også nogle minutter på at få menuen frem, men forgæves. Hun syntes, det var meget underligt, men ikke desto mindre et faktum.
Taste, taste … jeg har to på lager. Jeg går lige ud og henter det ene til dig.
Det gjorde hun, tjekkede, at blitzfunktionen virkede, hvilket den gjorde, og fik mig til at skrive under på, at jeg havde modtaget et nyt eksemplar.
Ingen vrøvl. Ingen brokkerier. Ingen subtile antydninger af, at jeg var en dum, gammel kone, at det nok bare skyldtes fejlbetjening eller manglende kendskab til apparatet. Ingen dårlige undskyldninger.
Bare en konstatering af, at jeg havde ret i, at det ikke fungerede efter hensigten og vupti: et nyt og funktionsdygtigt kamera til Ellen.
Ros til Elgiganten, Næstved.

En eks-bonderøvs fortælling

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m² tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

Genbrug: galt eller genialt?

Min mor, som var 14 år, da krigen kom til Danmark, og 19, da den sluttede, genbrugte alt. Vitterlig alt. I en grad, så vi børn sommetider rystede lidt på hovedet over hende, fordi vi mente det var lige i overkanten, som for eksempel, når hun vaskede plastposer. Jeg genbruger selv plastposer, hvis de er tørre og rene, men ligefrem at vaske dem – der sætter jeg grænsen.
Hun holdt da også op på et tidspunkt, lige som hun stoppede med at stoppe strømper og med at pille strikkede trøjer op, hvor garnet så kunne genbruges til fx sokker.
Julegaveindpakningspapiret blev glattet ud og gemt; ganske som de pæneste og længste af båndene blev rullet op på et eller andet. Jeg kan egentlig ikke huske, om det nogensinde blev genanvendt, eller det bare hobede sig op på loftet.
Efterhånden tog det alt sammen af, men hun blev aldrig god til at smide ud, og når man ser på samfundet i dag, så kan det vel siges, at det var hende, der var fremsynet og os, der var/er nogle forbrugssvin.
Bortset fra, at jeg har en snert af pisken, for jeg har ikke helt nemt ved at smide ting ud – heller ikke selv om det er noget, jeg ikke har brugt i årevis. 
John er ikke et hak bedre, så det var en svær øvelse at skulle igennem, da vi skulle flytte.
Men vi klarede det og fik smidt ud. Det der kunne genbruges, blev overdraget til nogen, der kunne bruge det, men meget røg helt ud.
Det er en svær læringsproces, men det kan lade sig gøre. Tag nu det Canon, der gik i udu i Grønland: John ville til at lægge det op på loftet, men her protesterede jeg:
– Vil du forsøge at reparere det?
– Næhhh …
– Så bare ud med det! Der er ingen grund til, at enten vi selv eller Charlotte engang skal gøre det. Vi smider det ud nu.
Vi har haft gamle telefoner liggende. Hvorfor, ved jeg ikke, men nu er de væk. Helt væk.

En af de ting, mor gjorde, og som jeg dengang var sikker på, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville gøre selv, var at genbruge dynebetræk og lagner.
Da Charlotte boede hjemme, løste det sig selv, idet jeg næsten måtte binde hende for at forhindre hende i at tage selv det, vi havde liggende på sengene, fordi hun slet ikke kunne samle nok stof til at øve sig på at sy. Hun satte videoer med My Fair Lady eller Borte med Blæsten på pause, tegnede kjolerne af og forsøgte at efterligne dem. Det begyndte hun på, allerede da hun var 11 år, så det kom ikke som en overraskelse for os, da hun senere erklærede, at hun ville være skrædder.
Tilbage til emnet: Jeg har lige kasseret nogle dynebetræk. Vi har simpelthen alt for mange nu, også selv om vi bruger seks sæt når englænderne er her. Deres fire senge står altid redt op, plus vores, selvfølgelig, og alligevel ligger der nu 13 sæt i skabet.
Nu ligger der så kun 10, hvilket stadig er alt for meget …
Jeg har klippet to op til pudseklude, og jeg vil sy lommetørklæder af et af dem.
Det er verdens bedste pudseklude, både til vinduer og ædelmetaller, for det fnugger ikke og er dejligt blødt.
OG det er verdens bedste lommetørklæder, som er skønne at bruge, når jeg er forkølet, igen fordi der ikke fås noget blødere; ingen Kleenex kan hamle op med et superblødt lommetørklæde, og den ømme og hudløse næse kan stort set altid undgås.
Prøv selv.
Og kald mig bare gal. Jeg kan bære det.

Et lynkursus i vodbinding

I gør kørte vi til Abelines Gård på Holmsland Klit. John, Charlotte og jeg har været der flere gange, men børnene og Tim havde ikke set det fine museum. Som altid lod Tim sig begejstre og var straks parat til at finde den nærmeste ejendomsmægler for at købe sådan en fin, gammel klitgård. Da vi spurgte ham, om han virkelig kunne tænke sig at bo herude i sådan et barsk landskab, trak han lidt i land igen … måske mest fordi C sagde, at når ikke hun kan have en have, så er hun altså ikke med på den galaj. Det er fint at holde ferie her, men ingen af os kunne tænke sig at bo her fast. Det tror jeg, man skal være født til.

Da vi efter rundturen og kaffe- og kagebordet kom tilbage til butikken, kiggede vi lidt på de to gamle folk, der sad og hhv. strikkede sokker og bandt en ruse. Charlotte var meget interesseret i det, manden foretog sig og fortalte ham, at hun længe havde ønsket at kunne lave den slags net.
Det fulgte han omgående op på … straks smed han rusen, tog et fladt net frem og viste hende hvordan det gøres.

Efter en kort demonstration af teknikken overlod han hende sin plads og sagde: “Værs’go’ – nu er det din tur.”
Det kneb lidt i starten … det så naturligvis legende let ud, når han bandt, men han har også været professionel vodbinder siden 1956, hvor han kom i lære. Charlotte så dog lyset, så efter et par minutter gik det helt fint.
Han var bare sådan en kær, gammel gut, som nød at have et interesseret publikum til sine fortællinger om livet som vodbinder; vi havde mange spørgsmål til ham, og vi fik en god, lang snak om verden før og nu.
Charlotte var glad fordi han gad bruge tid på hende og lagde ikke skjul på det. Han var vist også glad for hendes interesse, for han forærede hende en gammel, håndskåret vodbindernål af træ: “Den er din, hvis du vil love mig at gå hjem og øve dig.”

Det gjorde hun naturligvis, og ikke kun fordi han var så gavmild. Vi lagde ud med at købe nogle flere størrelser nåle og lidt bomuldsgarn.
Hun var nødt til at slå op, hvordan man begynder på projektet, men så gik det fint derefter.
Vi kan nu kalde hende for den lille vodbinder. Hvis skrædderforretningen skulle gå dårligt, kan hun vel altid lave nogle indkøbsnet.
Aubrey har erklæret, at han godt kunne tænke sig en hængekøje – men har dog også sagt, at han godt kunne tænke sig at lære hvordan man gør, for det kunne bare være det fedeste selv at kunne lave sådan en.
Det første Charlotte vil lave, er små net til at binde meloner op med i drivhuset.

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

En tur i en Wolseley

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

Han har åbenbart lavet noget, der ligner en “Uncle G”

For et års tid siden nævnte jeg i et indlæg veteranbilen, som Tim investerede i sidste år.
Det er en Wolseley fra 1919, som han gav i mine øjne mange penge for, men for dem, der har forstand på den slags, var det noget af et kup.
Inden sommerferien deltog den i et show i Bristol, hvor den søreme vandt en af præmierne; nemlig en der hed sådan noget som Best in the class. Der var flere forskellige præmier, og Tim rendte altså med den ene.

På samme show kom der en herre hen og talte længe med Tim om bilen, som han var meget interesseret i, fordi lige netop den model åbenbart er en af kun fem (kendte) eksemplarer i verden – og det eneste i England. Hvad den mand ikke vidste, er ikke værd at vide, og han inviterede sig selv til at komme hjem til C & T for at lære Tim en masse om bilen.
Det sagde de ikke nej til, så manden kom i en hel weekend, hvor han bare fortalte, pillede, skilte ad, pudsede, justerede, samlede igen og snakkede og snakkede. Jeg fik en lang historie om den fantastiske mand, som ikke ville have noget for al den læren fra sig; kost og logi var så alt rigeligt – This is as much for my own sake as for yours, and it’s fun!
Han havde ønsket sig at få fingre i den bil i flere år, men havde ikke råd til at købe den, så dette var det næstbedste. Bilen kører nu bedre, end den har gjort i mange år.
Tim har fået den vurderet af hensyn til forsikringen, og den er langt mere end det dobbelte værd, end hvad han gav for den for blot et år siden, faktisk tæt på det tredobbelte, så jeg har en bilglad mand i min svigersøn. 
Selv Charlotte synes efterhånden, det er ved at være sjovt med den bil.
Nu skal den med til flere udstillinger, for jo flere præmier, jo mere værdistigning.

De er oven i købet så heldige, at Tims mors mand, som bor i samme landsby, har en egnet trailer og hellere end gerne vil transportere bilen rundt i UK. Dengang han arbejdede, var det for et firma, som lejede (især gamle) biler ud til film, og han har fx opholdt sig i Yorkshire under optagelserne til Folk og Fæ og har været den, der kørte de gamle biler rundt mellem the locations og også sad bag rattet, når det skulle se ud, som om det var skuespillerne selv, der sad bag rattet. Han havde ansvaret for bilerne, når de var uden for deres hjem, og han elskede sit arbejde, så at få sådan en slags aktie i dette her, passer ham særdeles fint. 
Jeg elsker sådanne gode historier fra virkeligheden.

Babyboom – myggelarveinvasion

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

Sidste hele dag for englænderne

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.