Hos Mommer

2. juli 2017

Det går strygende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: ,

Vejret så fornemt ud, da vi stod op i morges, så jeg skyndte mig at sætte den vask over, jeg havde måttet udskyde i nogle dage – tøj, der helst skal tørre ude på snoren, for så behøver det ikke at blive strøget.
Der gik lige præcis en time ud af de to, det tager maskinen at køre gennem vaskeprocessen, så regnede det. Igen. Meget.
Inden da nåede vi i fællesskab at få klippet alle de døde rosenhoveder af og få fejet rosenbladene sammen, samt fejet resten af terrassen, som så farlig ud efter de ‘efterårsstorme’, vi har haft de sidste to dage.
Men tøjet kunne ikke komme ud. Dammit.
Jeg tumblede det strygetørt i stedet. Det viste sig at burde have heddet strygevådt, men jeg kastede mig ud i opgaven at stryge det tørt, plus se at få strøget det, der havde ligget og ventet en rum tid.

IMG_6623

Jeg kan nemlig ikke fordrage at stryge. Jeg er måske god til at sylte frugt og den slags, men jeg er endnu bedre til at sylte strygeopgaver.
Det går dog noget bedre efter flytningen her ned til Den Stråtækte, for udsigten er upåklagelig, hvorfor jeg har valgt at gøre det til et studie i fjordkigning med strygning som bifag.
Selv under disse betingelser føles ni T-shirts/bluser og fire skjortebluser som meget. Det tog mig halvanden time, jeg snildt kunne have brugt til noget andet og bedre, men nu er det gjort, og hvad der så ud som halvdelen af sommergarderoben er atter på plads i skabet.

IMG_6605

Jeg kan bedre lide roserne, når de ser således ud – regnen og blæsten har fået mange til at se lidt hængemulede og temmelig ynkelige ud, men de skal nok komme igen, hvis vejret ellers kunne beslutte sig for at lege sommer for en tid.
Jeg vil også gerne have lidt mere gang i dahliaerne. De har det sådan set fint nok og har ikke taget skade af slagregnen eller er knækket af blæsten, så de må være robuste nok – men de vokser lidt vel langsomt og vil sikkert sætte pris på lidt varmere vejr.
Eller også vokser de fuldstændig som de skal, men har bare en lidt for utålmodig kvinde i nærheden, der går og venter med længsel på, at de blomstrer, så hun kan se hvor fine alle de nye er.

27. juni 2017

En svær beslutning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:21
Tags: ,

Det var noget underligt noget med det hotspot. Da jeg forsøgte at tilslutte det, som jeg jo har gjort så mange gange før, nægtede det pure. Da jeg senere fik den snedige ide at gå ud på terrassen med telefonen, kom det i gang, og det har virket lige siden – også indenfor. Det giver 4,5/1,5 på bredbåndstesten, hvilket er lidt under en fjerdedel af, hvad det glemte modem trækker.

Måske glemte jeg det, fordi jeg har andet i tankerne. I morgen kommer her en ejendomsmægler og ser på huset. Vi sætter det til salg nu. Det er en af de sværere beslutninger i mit liv, for hvor har jeg dog elsket dette hus og dette sted – vi må bare se i øjnene, at tiltrækningen ikke er nær så stor mere efter at have fundet Den Stråtækte, så vi kommer her ikke ofte nok. Det medfører en ond cirkel, for når vi så er her, er der for meget at lave, og så er det ikke længere den oase og det fristed, det helst skal være. Her er stadig skønt her midt i skovene, men ‘hjemme’ er ikke så meget her mere, som da vi boede i kedelige Havdrup. Vi er ikke kede af at skulle sætte kursen mod Danmark, og vi er her aldrig så længe ad gangen som før i tiden.

Da vi jobstoppede, troede vi, at vores liv skulle fordeles omkring 50/50 eller i det mindste 66/34 mellem DK og S, men igen: Da boede vi i Havdrup. Vi var slet ikke klar over, hvor inderligt trætte vi var af det rækkehus, før vi flyttede til Den Stråtækte.

Vi bliver heller ikke yngre, og det giver for meget arbejde at skulle passe og vedligeholde to store huse med to store haver, så det kan ikke være anderledes. Vi har konstant dårlig samvittighed over ikke at komme tit nok herop, og det dur ikke – det skal være lysten der driver værket og ikke pligtfølelsen.

Det bliver spændende at se, hvor længe det kommer til at stå til salg … det kan vel være alt mellem en måned og et par år. Jeg går rundt heroppe sådan lidt ved siden af mig selv og kan slet ikke finde ud af mine meget blandede følelser. Lettelse. Vemod. Sorg. Resignation. Glæde.

For filan, hvor er det svært. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at vræle, når det skal overdrages til andre, men på den anden side ved jeg også, at det er det rigtige at sælge nu.

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

16. april 2017

Jamen vi BLIVER jo ældre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Vi har i søndags set en time om Danmarks bronzealder, hvilket var meget apropos denne bemærkning fra Monica Krog-Meyer, og jeg kunne da heller ikke lade være med at smile: På kinderne er der dukket helleristninger op.
Hun havde skrevet en artikel om det at blive ældre, om at acceptere den alder, man har, og dermed det udseende, der nu engang følger med årene.
Hun er et par år ældre end mig, og i vores alder er det at betragte som værende lige gamle.
Hun havde et par gode pointer, som er værd at citere. Jeg har ingen illusioner om mit eget udseende, og jeg ser ud som jeg gør. Det må jeg acceptere, og det bliver mine omgivelser så desværre også nødt til.
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop: Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund. Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over, at jeg ikke længere kan slå vejrmøller eller ligner én på 30. Det er simpelthen for dumt. Når nu jeg ved, at det er sådan det er.
Ja. Det er det. Det er sådan det er. Jeg kan jo kun være enig, for jeg kan det samme som hende, oven i købet uden at tage nogen former for medicin endnu, for Monica Krog-Meyer siger:
…Og egentlig meget heldigt først i 62-årsalderen at skulle indtage medicin dagligt. Ganske vist for resten af mit liv, men sådan er det.
Jeg har som bekendt haft kræft, og den kommer måske igen. Måske ikke. Måske i en anden form. Det ved ingen. Jeg har nogle bivirkninger fra de hårde behandlinger, men det er småting taget i betragtning, at de fik den møgsygdom til at forsvinde.

Jeg klæder mig ikke i tøj, der ville se bedre ud på en 30-årig. Jeg har ikke fyldt rynker eller læber ud med botox. Der er allerede fyldt så rigeligt ud forskellige steder på mig fra naturens hånd, så hvorfor proppe mere ind? Det vil nok alligevel bare se ynkeligt ud. Det skal være lavet meget godt for ikke at virke lidt til grin, og der er altid noget, er afslører den virkelige alder alligevel.
Jeg forstår ikke, hvad der er galt med at ligne en kvinde i tresserne, når man er en kvinde i tresserne. Jeg siger ikke, at man skal være ligeglad med sit udseende, for det skal man naturligvis ikke … ingen ser nogensinde mig uden makeup, fx, men det er ikke det samme som at gøre sig yngre.

Alt sammen måske elendige undskyldninger for ikke at have karakterstyrke nok til at gøre tilstrækkeligt ved de ekstra kilo, der sidder og gør mig mindre pæn, end jeg måske kunne have været, men det er simpelthen for svært, er det. Jeg har det jo godt –´alt for godt, måske – jeg elsker det liv jeg lever, mit hus, min have, mit barn, mine børnebørn, min mand, min mad og min vin (rækkefølgen er aldeles tilfældig!).
Kan jeg tillade mig at klage? Nej, vel? Og når nu jeg ikke kan klage over ret meget, så er det da godt, at jeg kan være sprogbrokker en gang imellem.

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

3. marts 2017

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , , ,

IMG_5867IMG_5876Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.
IMG_5875
Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt IMG_5877med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

22. februar 2017

Same procedure as last year?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Bloggen er ikke kun en blog; det er også en slags offentlig dagbog, og den har kvalt en del diskussioner i fødslen John og mig imellem mht. hvornår hvad er foregået. Således skulle jeg slå noget op i aftes, hvilket afslørede, at det åbenbart er på samme tid hvert år, jeg mister tålmodigheden med vinteren.
Overskriftligheden er bestemt ikke bevidst, men jeg måtte smile af mig selv, da jeg så dem.

imageimage

Mit skum er kommet. Mit Quilt Foam, som jeg ikke har prøvet før, men som jeg tror i visse henseender må være bedre end kraftig Veledon, som har en irriterende egenskab med at lave folder, der ikke vil foldes ud igen. Jeg har i hvert fald aldrig rigtig set lyset, hvad Veledon angår, så nu skal Quilt Foam stå sin prøve til Oslo Craft Bag, som jeg fik tiltusket mig opskriften til ved at acceptere Sew Swetness’ nyhedsbrev. To millimeter tykt er det (skummet, ikke brevet; det er trods alt elektronisk …), og det føles som det perfekte materiale til at afstive en håndarbejdstaske som den nedenfor viste.

IMG_5854Quilt-foam (1)

Quilt-foamVejledningen fylder 17 A4-ark! Uden at have nærlæst den vil jeg tro det er fordi forfatterinden er fra USA, og indvånerne i dette store land har en vis tilbøjelighed til at skære tingene ud i pap OG bøje dem i neonrør OG sige det samme på 17 forskellige måder, så de kan føle sig helt sikre på, at vi har fattet budskabet.
En strikke-undervisningsvideo kan fx tage 10 minutter for en amerikaner og tre minutter for en dansker – de tre minutter er nok, og er det ikke det, kan man se den igen – det er det visuelle der er vigtigt og ikke al den snak.

Nå. Ikke desto mindre er det en nydelig og tilsyneladende særdeles lommerig taske, Sara har designet, og jeg glæder mig til at skulle i gang med den … havde bare regnet med, at jeg skulle være færdig med Sørens sweater først, men det har jeg fortrudt og holder nok i stedet en pause. Jeg troede, åbenbart alt for optimistisk, at jeg ville være færdig med bullen, inden englænderne kom, men den er først nu ved at være færdig, og så mangler der jo lige som stadig to ærmer. Det var sejt at komme igennem, det mønster, og det har sikkert taget endnu længere tid, fordi jeg indimellem også skulle følge en lille smule med i, hvad der skete på tv.

20. februar 2017

YRK, hvor er det ulækkert

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags: ,

imageVi havde vores lumske anelser, mens englænderne var her: Toiletterne blev mere og mere sendrægtige til at skylle ud, men heldigvis gik det ikke helt galt, så længe vi havde besøg. Det gjorde det først lørdag eftermiddag, og søndag morgen foregik udskylningen så langsomt, at der reelt ikke var noget skyl.
Vi delte de to toiletter i ‘Hans’ og ‘Hendes’ – ens eget skidt er altid det mindst ulækre – og ringede til nødtelefonen. Det viste sig at være en vagthavende brandmand (!), som ville kontakte en mere relevant vagthavende, som igen ville ringe os op.
Det skete bare aldrig. Vi turde næsten ikke bruge noget vand – den smule, imagebundfældningstanken kunne tage, skulle gemmes til toiletterne.
Her til morgen ringede vi til kommunen:
Det var da ikke så godt. Jeg skal sørge for, at der kommer en ud i morgen.
– I morgen?! Vores toiletter har ikke virket siden i lørdags!
– Hmmm. Okay. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få en til at komme i dag.
– Tusind tak!

Der kom en slamsuger klokken 13, så det var fint nok. Det var ikke Bøgh, for vi bor ikke i Østjylland, men jeg elsker, når små firmaer finder på sådanne kreative slogans eller en lidt fjollet tegning som på bilen fra AIM.

imageimage

Det er nok især slamsugerne, der excellerer i lumre slogans, selv om både Stormbudet og MM Stilladser også kan være med – Bøgh overgik dog sig selv, da han fandt på den næste:
image

Et godt og ikke engang lidt kikset, som mange af dem (bevidst?) er: “Køb fire vinterdæk – eller skrid”. Der var dog åbenbart ikke tilstrækkeligt mange, der havde syntes det var morsomt, for det pågældende dækfirma er lukket …

Billedresultat for køb fire vinterdæk eller skrid

Og til sidst et eksempel på, at det er fotografen (eller en billedredaktør), der er i besiddelse af humor.
Jeg kan sagtens grine, for nu virker alt igen som det skal hjemme hos os.

19. januar 2017

Det der med mænd og tasker, ikk´?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1050755Vi kvinder må ofte høre for vores formidable evner til impulskøb og for vores store behov for (store?) tasker.
Det er nok mest kvindernes egne ægtemænd, der har flest ord at skulle have sagt om de sager. John har travlt med at fortælle gud og hvermand, at han kun køber, hvad der står på indkøbssedlen, når han køber ind i Brugsen. Det kan han jo sagtens sige, for han køber kun dagligvarer, når jeg har travlt med andet, og han forlanger en seddel, hvis han skal have mere end to ting … han laver mad spaghetti carbonara cirka en gang om måneden og han aner ikke, hvad der måtte mangle på køkkenlageret, ej heller kan han gennemskue, hvad jeg kunne forestille mig at kunne få brug for i den nærmeste fremtid – selvfølgelig ikke, men kan det så i virkeligheden kaldes for ægte impulskøb?
Det kan man vist diskutere …

Der er vist også noget med, at mænd griner lidt i skægget af kvinders tasker. Nogle gør åbenlyst grin med emnet, andre vover det kun i det skjulte eller sammen med andre mænd.
Min søde mand har i dag købt sin fjerde sorte kameraudstyrsrygsæk. Hver enkelt af dem har været fuldstændig uundværlig og den bedste, han nogensinde har haft.
Hvilket selvfølgelig er fint nok – altså at han er glad for sine tasker, og jeg kender ingen andre mænd, der går ind i hver eneste butik, han måtte møde på sin vej for at se, om der ikke kunne opstå et taskebehov. 
Dengang han gik på abejde, købte han ofte nye tasker/mapper og var lige begejstret hver gang – han kunne altid finde en eller flere ting, der var forskelligt fra – og meget bedre end – de forrige tasker/mapper.
Jeg havde sommetider svært ved at se forskellen og blev aldrig helt klar over, om det var mig eller sig selv, han skulle overbevise om netop denne nyerhvervelses fremragende egenskaber.
I dette tilfælde var det, at han kan have alt sit udstyr (minus monsterlinsen, men den har han aldrig med på flyferier) plus resten af nødvendighederne, der skal med i en håndbagage.

P1050759

Nu er fotoudstyret pakket om i den nye taske, og John er glad. Det er Søren også, for han er blevet lovet en af de tre andre sorte kamerarygsække på det nielsenske lager, så der vil stadig kun befinde sig tre i Den Stråtækte efter hjemkomst med denne nye, som man burde kunne finde i mørke, hvis man lader være med at lukke lynlåsen. Men det lader man ikke være med – så falder de dyrebare linser ud.

Og han skulle egentlig bare ud for at købe en dims, så han kan cromecaste danske tv-kanaler fra sin iPad til den store fjernsynsskærm her i Sverige.
Ikke et ord om impulskøb …
Men på trods af mit drilleri, synes jeg faktisk, det er lidt fedt at have en mand, der ikke nødvendigvis ligner alle andre mænd.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

31. juli 2016

24, næsten 25

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

P1030461

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Windswept - CopyWindswept (5) - Copy

Windswept backWindsweptEdging detail

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

26. juli 2016

Bag tæppet – bag facaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

P1030365P1030367 P1030368P1030369

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

P1030370P1030373

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more P1030374British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.


*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

3. juli 2016

Krydderi … ikke på tilværelsen, men i næsen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

John sad og så indledningen af dagens Tour de France-etape; jeg kiggede med med et kvart øje, lyttede med et halvt øre og undrede mig. Jeg forstår simpelthen ikke sproget: “… så taber han den reelle tid, han måtte miste …” Ja … ?
Jeg opgav og foretog mig forskellige småting, mens manden zappede mellem Formel1 og TdF – det må være frustrerende at ville se to ting på én gang.
Den ene småting var at få kværnet flere tørrede chili, for Søren fik dem med hjem, jeg lavede forleden dag.
Det kræver mundbind og beskyttelsesbriller! Chilierne bliver kværnet i en hermetisk lukket beholder, men bare det at klippe enderne af dem for at få frøene ud får mig til at nyse. Når jeg skal have det færdige produkt via en tragt fra kværn til glas, kommer der åbenbart også chilistøv i luften. Det sved i næsen og jeg nøs og nøs og nøs, mens øjnene løb i vand.
Nu har jeg heldigvis til lang tid.

Miss Grace (2)

P2080032Miss Grace er endelig blevet skyllet op og tørret. Det er ikke decideret blokket med nåle und alles, for jeg synes ikke, det skal være alt for luftigt – det blev to meter på den lange side uden at strække det, hvilket er stort nok. Jeg ønsker mig en gine til at drapere den slags mere fotogent på – og til at prøve bluser på.
Er der en, der har en til salg? Den behøver ikke at have modelmål … nok nærmere de mere eller mindre tøndeformede, Charlotte havde stående, da hun arbejdede hos Hardy Amies. Flere græske skibsrederfruer havde deres egen gine stående, så de kunne bestille tøj in absentia.
Miss Grace var sjovt at strikke, og måske kommer der et til engang. Lige nu er jeg i gang med mit femte babysvøb scottish style (det, der blev døbt Prinsesvøbet, da kronprinsparrets ældste kom til verden). Jeg elsker at strikke dette sjal, og da jeg forærede mine to niecer et, da de fik deres respektive første barn, var jeg godt klar over, at det skabte præcedens, så nu strikker jeg bare til lager – der er stadig to niecer og en nevø tilbage, som ikke har fået børn endnu.

Der var havnefest i Præstø i aftes. Bortset fra, at det var en anden slags musik, var det næsten som at være tilbage i Havdrup under roskildefestivallen: Vi kunne snildt høre hvad de havde gang i, når vi opholdt os udenfor. En havnefest må forhåbentlig gerne være våd, for de fik sig nogle gevaldige byger indimellem, men måske også en krukke med guld – regnbuen endte lige præcis ovre i Præstø.

P1020768

Jeg elsker de kontraster, naturen kan fremvise i den slags vejr – her var det fint vejr ved Den Stråtækte, men vi fik vores part af regnvejret kort efter.

2. juli 2016

Hvorfor er man dog så forfængelig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags:

Lad det være slået fast med det samme: Jeg har ingen illusioner om mit udseende. Jeg er hverken køn eller smuk eller har nogensinde været det.
Jeg har selvfølgelig set bedre ud end nu, men sådan er det jo at blive ældre. Jeg er enten lidt pæn eller meget lidt pæn.
Alligevel er jeg forfængelig, men det er vel ganske enkelt for at ikke foranstående beskrivelse skal ændres til lidt grim eller temmelig grim.
For tre år siden havde jeg haft min gode frisør i cirka 20 år. Hun var rigtig god og kendte både mit hår og mine holdninger – både til håret og til andet.
Vi kendte næsten hinandens familier, selv om vi aldrig så hinanden privat.
For tre år siden begyndte der 17 måneder, hvor jeg ikke havde brug for en frisør, og da jeg vendte tilbage til salonen, var Rikke rejst. Hendes afløser var ikke værst, men hun var ikke Rikke.
Vi flyttede til Præstø … hvis Rikke stadig havde arbejdet i Solrød, var jeg kørt dertil, men nu kunne jeg lige så godt finde en lokal.
Det var svært!
Jeg prøvede en. Håbløst. Jeg prøvede en anden. Hmmm. Måske … hun fik en chance til. Og en til. Jeg var aldrig helt tilfreds, men heller ikke helt utilfreds og måtte spørge mig selv, om det var hende, der var noget galt med, eller mig der var for kritisk. Ingen kan jo gøre mig smuk …
Fjerde gang gik det helt galt, og da jeg forlod salonen vidste jeg, at det var sidste gang, jeg havde sat mine ben der. Hun gjorde alt det, jeg specifikt havde bedt hende om ikke at gøre. Jeg har meget høje tindinger og ditto høj pande efter at have mistet håret, hvorfor jeg insisterer på langt pandehår. Hun klippede det nærmest helt op til hårgrænsen. Jeg vil ikke have håret klippet op i et omvendt V i nakken. Det vidste hun, men det gjorde hun. Ved højre øre sad der en lille tot, der var fire cm længere end alt det andet hår – hun havde af en eller anden grund ikke haft fat lige der med saksen. Når man kiggede på håret lige bag ørerne, var det godt to centimeter længere i højre side end i venstre. Det var så tydeligt, at John lagde mærke til det, og jeg forstår ikke, hvordan en frisør kan begå en så fatal fejl.
Da jeg kom hjem, kiggede min ellers så diplomatiske mand på mig og sagde: “Undskyld, men hvad er der sket? Dit hår var faktisk pænere da du kørte, end det er nu.”
P1020733En lille uge efter skulle jeg til England, hvor Charlotte kiggede på mig og sagde: “Dit hår er altså lidt underligt … trænger du til at blive klippet eller hvad er der galt?”
Puha. Jeg fortalte datteren, at jeg var blevet klippet ugen før, hvorefter hun kiggede én gang til og spurgte, om ikke den frisør skulle fyres. JO!
Jeg har ladet det gro lidt længere end jeg plejer, for spidsen af det omvendte V skulle helst være vokset ned igen inden næste klipning. Jeg fandt en frisør i Præstø, som jeg kom hjem fra for et par timer siden.
Jeg er SÅ glad. Det er John også. Jeg gik fra meget mindre pæn til okay.
Nej, ingen billeder. Så pæn er jeg heller ikke blevet, og jeg skriver ikke sådan, fordi I skal rose mig eller forsøge at trøste mig ved at sige, at så galt er det vel heller ikke.
Den slags udtalelser vil blive ignoreret.
Det er mere et udtryk for undren over, at ens hår kan betyde så meget for en.
I har i stedet fået billede af en dahlia. Den er smuk; den er kæmpestor (15 cm), den har 22 knopper og to blomster, den er en af dem fra Peter Nyssen i England, og den pynter i haven.
Den nye frisør tog imod udfordringen, selv om jeg serverede hele jammerklagen for hende, men hun klarede det til UG.
Og apropos udfordringer kan jeg anbefale Kirstens indlæg. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

27. juni 2016

En mand af få ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

P1020705

Man siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår.
Det skete for Johns og mit vedkommende for efterhånden temmelig mange år siden.
Jeg var ikke dengang klar over, at der overhovedet var modsætninger, og slet ikke hvor store de var – jeg fokuserede vist meget mere på den søde musik. Det var også meget sjovere.
John er meget lidt temperamentsfuld, og der skal virkelig meget til at hidse ham op eller blive vred.
Han kan have en meget indirekte og ofte forblommet måde at sige tingene på, men den eneste, der forstod det sprog, var Pernille … jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hentydninger, men ofte er det fra hans side en snert af en antydning af en hentydning.
Og så siger man, at kvinder skal tale lige ud af posen, når de henvender sig til en mand …
John er – som regel – også en mand af få ord. Det er mig, der snakker, undtagen når han får lidt for meget at drikke, men det gør han stort set aldrig (mere). Det er altid ham, der aldeles frivilligt tager chaufførtjansen, når vi skal ud, for han drikker glad og gerne alkoholfri øl og har det meget bedre med det – især dagen efter.
Det har jeg det sådan set også helt fint med – ikke fordi jeg drikker mig i hegnet, men det er rart at kunne drikke mere end et enkelt glas vin.

Han er ligeledes en mand af få ord, når det drejer sig om at skrive. Hans fingre er for tykke, siger han, og han bruger det bibelske system, når han skal finde bogstaverne: Søg, og du skal finde … han afskyr derfor også at sms’e og er måske af samme grund ikke på den form for talefod med ret mange, men det hænder dog, at Karin sender ham en sms, som kræver et svar.
Så stønner han næsten helt uhørligt, men også kun næsten, og rækker telefonen over til mig:
”Læs lige den her … kan du ikke svare hende?”

Kort tid efter han var kørt i dag, løb der en besked ind til mig om, at min pakke var kommet.
Den videresendte jeg til John, med den afbildede korrespondance som resultat.
Man behøver selvfølgelig ikke at skrive en roman for at svare på dette, men det er generelt meget betegnende for længden af Johns svar, hvis han får en sms og jeg ikke er der til at svare for ham, hvilket jeg i sagens natur ikke er, når jeg selv er afsenderen.

11. maj 2016

Mysteriet om de usynlige marmeladeglas

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Brødrene Nielsen har en ting til fælles: De har begge en blind plet, når det gælder tomme marmeladeglas. Jeg fik aldrig spurgt til, hvordan deres far havde det med den slags, men jeg er sikker på, at det må ligge i generne.
Det sker ikke bare hver gang … det sker hver eneste gang, der bliver tømt et marmeladeglas: Det bliver ikke vasket op.
Når vi er i Sverige, hvor der ikke er opvaskemaskine (bortset fra Gemal Nielsen eller Brødrene Nielsen, som har to programmer: Gider godt nu og gider ikke lige nu), skyller jeg det værste af et tømt marmeladeglas og sætter det sammen med de andre glas, der skal vaskes op.
Når resten af opvasken er taget, står det stakkels marmeladeglas snavset, ensomt og forladt tilbage. Bordet kan oven i købet være tørret af under det, så det er ikke bare usynligt; det er også i stand til at levitere.
I dag, da vi ankom til svenskerhytten, fandt jeg et tømt og skyllet marmeladeglas stillet bag gardinet ved køkkenvasken, så i et kort øjeblik må det have manifesteret sig som synligt, nemlig længe nok til at blive opdaget for straks derefter at blive gemt helt væk, så ikke engang Ellen opdagede, at det ikke var vasket af, inden vi kørte hjemover.
Det er da et pudsigt fænomen, ikke? Jeg har et par gange spurgt, hvad de stakkels glas har gjort, siden de slet ikke eksisterer i mændenes øjne, men har ikke fået andet end uartikulerede grynt til svar.
Hjemme i Den Stråtækte er marmeladeglas også usynlige. John kan sætte alt i opvaskemaskinen – undtagen det tømte marmeladeglas, som jeg så sætter i maskinen … jeg er for længst holdt op med at lade mig irritere, for det hjælper alligevel ikke.
(Det er derfor jeg er blevet så rund med årene: Der er blevet slebet rigtig mange kanter af …)
Det er bare mærkeligt, for når glasset så er blevet helt fint og rent og står der i maskinen, hvor det nu rent faktisk er mindre synligt end det var før, så er det pludselig blevet synligt, når opvaskemaskinen skal tømmes.
I hvert fald i et minuts tid, hvilket er nok til at blive sat op på køkkenbordet.
Hvordan det forsvinder derfra og hvor det forsvinder hen, forbliver for evigt et mysterium for Johns vedkommende.

P1010787

Hørte jeg enkelte spørge til, hvorvidt jeg selv er i besiddelse af tilsvarende mærkværdigheder? Selvfølgelig er jeg ikke det. Overhovedet ikke.
Og John blogger ikke …

11. februar 2016

Nogen har tabt en skrue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

John fik her til morgen en ide om, hvordan han ville lave om på sit ‘kontor’, som man med lidt god vilje kan kalde reposen, hvor han har indrettet sig med sit skrivebord og plads til papirer og andre personlige ting. Det krævede et Ikeabesøg, og da vores store lykkekastanje ikke har været specielt lykkelig at se på de seneste par måneder, ville jeg med for at kigge efter en ny, stor plante, som Ikea altid har et udvalg af til stort set ingen penge.
Det er altid spændende at se, hvilke behov der opstår, når man bevæger sig rundt i Ikea. John lod sig som sædvanlig ikke friste af noget som helst, og for mit vedkommende i dag drejede det sig om to sæt sengetøj, der vil passe perfekt til det ene gæsteværelse i Den Stråtækte.
Faktisk kunne jeg næsten ikke være i mig selv af bare stolthed over min voldsomme karakterstyrke. Alt andet, vi kom hjem med, stod på listen.
Lykkekastanjen blev konverteret til en stor fredslilje, da jeg syntes, at Ikeas udvalg af førstnævnte var næsten lige så ynkelige at se på som den, jeg havde besluttet at sætte på pension i mit syværelse.

P1100320P1100322

Punktering

Da vi kom ud fra Ikea, så John, at højre baghjul var næsten fladt. Han listede bilen hen til en tankstation i Tåstrup by og fik luft i det, men han turde ikke satse på at kunne køre helt hjem. Heldigvis lå der stadig det værksted på Roskildevejen, som han kendte, og heldigvis gik den enlige mekaniker rundt og så ud til at kede sig. Han tog os ind med det samme, hævede bilen, mit strikketøj og mig til de højere luftlag, fik dækket af og ledte efter synderen, som viste sig at være en pænt stor skrue.
De to gik og fik sig en rigtig mandesnak (biler!) imens – den mekaniker ville meget gerne snakke, og hvor må det altså også være kedeligt at arbejde et sted, hvor man ikke har nogen at tale med – jeg ved naturligvis ikke om det er altid, eller det bare er i dag eller i denne uge.
Nu ligner ingen af os længere vårharer, så den søde gut tillod sig at spørge, om vi var medlem af Ældresagen (KAN ikke lide deres egen (grammatisk ukorrekte) måde at skrive det på …), og det bekræftende svar gav os 10 % i rabat. Det ville vi aldrig selv have tænkt på at nævne for ham. Flink fyr.

5. februar 2016

Sådan opfatter vi så forskelligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: , ,

Da vi kom hjem fra England, lå der en invitation fra vores naboer: “Kom og vær med til at fejre, at alle husene nu er beboet … [tekst] … medbring en ret til et fælles tag-selv-bord, drikkevarer til eget forbrug og godt humør.”
”Alle husene” på vejen er otte, så vi er ikke mange, men det gør ikke spor – tværtimod. I Havdrup var der 77 rækkehuse, og John og jeg var meget asociale og deltog aldrig i noget fælles, da vi boede der, for vi havde slet ikke lyst til at involvere os i bare en brøkdel af alle de mennesker.
Her er det noget andet. Folk er så utrolig søde, gæstfri, venlige og … involverede, hvis man kan sige det sådan. Alle interesserer sig for hinanden, uden det er på en anmassende eller påtrængende måde, og alle ser efter alles huse og spørger om der er noget, de kan gøre, hvis nogen er ude at rejse.
Derfor deltager vi da også i sammenkomsten – ikke af pligt, men af lyst.
Jeg sagde til John, at jeg ville lave bagte cherrytomater med rødløg og masser af hele hvidløgsfed, det hele vendt i en anelse balsamico, en smule honning og olivenolie. Til sidst mozarella ovenpå i små klumper efter færdigbagning af de andre ingredienser i ovnen.
Det smager hujende godt til stort set alt, og jeg laver det forholdsvis tit.

P1100301Jeg kunne godt se, at John så lidt betænkelig ud …
– Hvad er der i vejen? Det smager da godt …
– Jo, men … det er jo tilbehør.
– Ja. Det skal der da også være på en buffet.
– Der står “en ret”. Og der står ikke “buffet”, der står “tag-selv-bord”.
(John tager alting meget bogstaveligt).
– Det er det samme som en buffet … og det dur ikke, at der kommer otte hovedretter og ikke noget tilbehør – de kunne lige så godt have skrevet “en ting”.
– Det gjorde de jo ikke … jeg tror altså ikke, det er rigtigt at komme bare med noget tilbehør. Du kan da heller ikke komme med en skål salat, fx.
– Det kan jeg da – jeg gider bare ikke tage ud at handle, og jeg har íngredienserne til tomatfadet.

Denne snak gik lidt frem og tilbage.
For at gøre manden glad sagde jeg, at jeg havde noget rødfisk ude i fryseren; det kunne jeg sprødstege og lægge oven på tomaterne.
Så er det pludselig med særdeles enkle midler forvandlet til en fiskeret og ikke ‘bare’ tilbehør. Man har jo lov til at fiske (tøhø) ved siden af fisken og nøjes med tomaterne.
Jeg er stadig overbevist om, at der ikke havde været noget forgjort ved at komme med tilbehør og ikke en hovedret, men John er født nervøs over at risikere ikke at gøre det forventede (hvilket ikke har generet mig i det meste af mit voksenliv), så for at gøre ham tryg igen, supplerer jeg med fisken.
Sådan er vi så forskellige … hvem siger, at lige børn leger bedst?

20. december 2015

Lidt søndagspanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Radiatoren på mit syværelse har ikke virket i et stykke tid. Sådan var det også engang med den oppe på børnenes værelse, og John kunne ikke umiddelbart løse problemet, som viste sig at være en kombination af to ting: Der manglede vand på anlægget og der var gået en eller anden dims i stykker inde i termostaten.
Det kunne VVS-manden, der rykkede hurtigt ud dengang i februar, fortælle os. Han kom heldigvis samme dag, som vi ringede, for grunden til, at den radiator skulle i gang var selvfølgelig, at englænderne var lige på trapperne.
Det lærte John af – VVS-manden så ingen grund til at mystificere sagen, men fortalte John alt, hvad han behøvede at vide for selv at kunne løse et tilsvarende problem en anden gang.
Radiatoren på børneværelset virker stadig fint, men jeg kan ikke komme i gang med at sy de ting, jeg har ideer om, at jeg skal have syet i de lange, mørke vintermåneder … havde dog sagt til John, at det snildt kunne vente til efter nytår, for før ville jeg ikke få tid.
Han fik lyst til at kigge på den radiator i dag.
Jeg stod ude i køkkenet, da han kom med en hast, der var aldeles ukarakteristisk for min mand.
”Satans!”
???
”Jeg tog palen ud for at tjekke den, og så tabte jeg den. Jeg kan ikke finde den igen. Vandet løber ud, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg har slukket for anlægget, men det løber selvfølgelig stadig ud.” John hentede klud til at tørre op med og en skål til at sætte under radiatoren, og væk var manden igen, igen i bemærkelsesværdigt højt tempo.
Typisk, tænkte jeg. Sådan noget sker bare på en søndag. Ingen VVS-mænd, ingen varme, og i morgen kommer englænderne.
Da jeg havde vasket mine hænder fra rullepølsefremstillingen, gik jeg ud for at hjælpe ham med at lede efter palen.
Den var og blev væk. Som i fuldstændig forsvundet. Vi ledte og lyste og lyste og ledte, men ingen pal. Meget underligt, for godt nok er sådan en ikke stor, men der var ikke noget på gulvet i nærmeste omegn, den kunne gemme sig i.
Jeg sagde ikke noget – det duede ikke at blive sur, og John var rigeligt ærgerlig for os begge to.
“Jeg kører i Jem & Fix for at se, om de har sådan en pal. Kigger du efter, så skålen ikke løber over?”
Gudskelov for en liberal lukkelov … jeg var dog ikke særlig optimistisk, men jeg sagde stadig ikke noget – ikke andet end “skal jeg nok” og håbede bare i mit stille sind, at der ville kunne komme en VVS-mand straks i morgen tidlig.

P1090946

Jeg tømte lave skåle – der kunne ikke stå en spand der, hvor det løb – og endelig kom John tilbage. Med en fin, skinnende ny pal.
Aldrig mere negative tanker om Jem & Fix fra min side!
Palen kom i, anlægget blev startet, der var ingen utætheder, og [fanfare] radiatoren gør, hvad radiatorer er sat i verden for at gøre: den VARMER!

Da alt således var i orden, og han ryddede op efter sig, herunder at samle kluden op fra gulvet, faldt palen ud.

12. december 2015

I vores næste liv vil Charlotte og jeg have mænd, der …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags:

I vores næste liv vil Charlotte og jeg have mænd, der elsker at give gaver. Og måske især elsker at finde på gaver til os.
Ligegyldigt hvor mange hints jeg kommer med i løbet af året, så bliver de ikke lagt mærke til. Min ønskeseddel skal nærmest have karakter af en ordreseddel – og ikke med for mange ‘ordrer’, for så skal man jo til at vælge eller tage stilling …
Næh, en eller to, afhængigt af prislejet, så er det nemt.
Da vi midt i november var ved Sortsø for at hente regnbueørreder, og jeg bagefter hjemme i køkkenet stod og masede med at skære fileterne af, sagde jeg, at jeg virkelig godt kunne bruge en filetkniv.
“Hm. Så må du ud og købe sådan en.”
“Altså … det er jo snart jul …”
“Nårhja. Det er det også. Kan du godt vente til jul med at få den?”
“Ja.” Diskret, næsten uhørligt suk …
Jeg er slet ikke i tvivl om, hvad jeg får i julegave.

I onsdags, da vi var i Næstved, stod vi og kiggede på Kähler-udstillingen i vinduet i en Inspiration.
Jeg sagde, at det var lidt irriterende, at der ikke var priser på tingene, for jeg ville godt vide, hvad det der meget søde sæt miniaturevaser i Omaggio-serien kostede. 
John sagde, at vi kunne gå ind og kigge os lidt om, og som sagt, så gjort.  
Vi fandt ud af prisen, hvorefter John med et glimt i øjnene sagde, at nu måtte jeg godt lige gå udenfor et øjeblik, for det skulle jo helst være en overraskelse, hvad jeg får i julegave.
Kniven har åbenbart ikke været dyr nok til hans budget …

Charlotte har fødselsdag i dag, og da jeg ringede for at lykønske og selvfølgelig spurgte hvad hun havde fået, sagde hun, at den fra Tim havde hun godt vidst hvad var. De havde været inde i en forretning, hvor de skulle se på et bord til deres nyerhvervede billard, men havde under besøget fået øje på et par bordlamper, som de begge kunne lide.
“Dem kunne jeg godt finde på at ønske mig til min fødselsdag”, sagde Charlotte, til hvilket Tim svarede:
”God ide. Dem skal jeg nok købe til dig, så!”
”Altså Tim – du skal bare lytte og ikke sige noget. Du skal faktisk lade som om du slet ikke har hørt hvad jeg sagde, og så en anden dag gå ind i forretningen og købe de lamper.”

Jeg har købt fire gaver til John – ting han slet ikke vidste, han ønskede sig, men som jeg er ret sikker på, han bliver glad for.
Måske har han dog gættet handskerne, selv om jeg syntes, jeg var så snedig: Jeg strikkede livslinjevanterne i damestørrelse, og da jeg var færdig, målte jeg hans hånd og hævdede, at det var fordi, jeg ville strikke et par til ham også. Han sagde bare, at hans handskestørrelse var 9½. Jeg bevarede pokerfjæset og sagde, at det kunne jeg ikke bruge til noget, når jeg skulle strikke dem; at jeg var nødt til at kende målet i centimeter.

IMG_5001

Hvis ikke der er ordentlig internetforbindelse på oslobåden, bliver her et par dages pause. Vi fik turen forærende af DFDS, fordi “vi er guld værd for dem” – og opgraderede turen til Commodore Class, hvilket vi kunne gøre til en fordelagtig pris, så nu skal vi på luksustur i et par dage. Håber det er lige så fantastisk vejr både søndag og mandag, som det har været i dag.
Hvad skal man tage sig til i Oslo på mandag? Forslag, anyone?

25. november 2015

Mysteriet om den forsvundne kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

P1090693Da vi skulle finde rundt i Sverige i sidste uge, kom bilens indbyggede gps til kort (tøhø). Den gør den i øvrigt tit – jeg synes det er verdens mest tåbelige gps. Den sad i bilen, da vi købte den, og den første ejer har givet en formue for den. Den er drønirriterende at betjene, den har ikke nær så mange funktioner og den har kun kort over Skandinavien. Jeg bander næsten hver gang, jeg skal indstille den – den er særdeles brugeruvenlig.
Da vi skulle til Flammafallet og havde tastet koordinaterne dertil ind, hævdede den hårdnakket, at der var over 2½ times kørsel dertil, hvilket vi vidste var usandt. Koordinater er koordinater, så hvad pokker stak den nu?
Møgdims. Godt vi har Garminen i handskerummet. John var begyndt at køre, for det var kun det sidste stykke vej, han var i tvivl om, men Søren kunne ikke finde ud af betjene “sådan et monstrum”, så monstrummet blev rakt over til mig.
Som kom til brutalt at hive det ud af stikket, fordi ledningen var kortere, end jeg lige havde opdaget.
Det fik et af de to kaffekrus til at vælte, hvilket dog først blev opdaget noget tid efter.
P1090696Krusholderen i Renaulten er for lille – den i Kiaen passede perfekt, men denne er for lav og krusene står for tæt på hinanden.
Da John opdagede det væltede krus (som ikke var et Bodum; det ville ikke være lækket, men et fra Statoil, som vi købte til Søren. Åbenbart et dårligt bilkrus, siden det ikke kan holde tæt – køb det ikke!), holdt han ind til siden for at tørre kaffen op.
Den var forsvundet! Pist væk …
Han beordrede Søren og mig ud af bilen og tog nogle måtter ud. Ingen kaffe. Der var fugtigt lige ved krusholderen, P1090697men de to deciliter kaffe var forsvundet. Han åbnede til rummene i gulvet bag forsæderne. Ingen kaffe.
Stikket virkede ikke mere, så gps’en måtte sættes i stikket omme ved bagsædet. Uderst upraktisk.
Hjemme igen nærmest skilte John bilen ad, men der var ingen kaffe at se, selv om man kunne lugte den. Han var en anelse bekymret, for hvor og i hvad skvulpede den lige rundt henne? Hvorfor var sikringen sprunget?
John købte en ny sikring og satte den i – den sprang omgående. Han prøvede at skille stikket ad, men kunne ikke. Han ringede til et renaultværksted, fik et lille fif og fik derefter selv repareret stikket, som virker fint nu – det havde altså intet med kaffen at gøre, men gik i udu pga. min hårdhændede behandling.
Så langt, så godt.
Kaffen er aldrig fundet, men John ser helst ingen gentagelser, da han helst ikke vil have hele bilen fyldt op med usynlig kaffe, og i øvrigt har den krusholder irriteret os begge lige siden vi fik bilen umiddelbart inden vores sommerferie.
P1090695Nu har han fundet en beholder af hård plast, har monteret to ben i den, som passer i hullerne og har sat en midterdims i.
Mit beskedne bidrag til den glimrende ide var at foreslå at give den nye holder et filttæppe, så ikke krusene står og smålarmer under kørsel og i sving.
Før stod krusene så tæt op ad hinanden, at de begge stod lidt skævt – det var selvfølgelig også derfor, de så let kunne vælte. Nu kan han køre rallykørsel, uden de vælter.
Det har han forhåbentlig ikke tænkt sig, men det er rart at vide, at krusene fremover vil forblive, hvor vi sætter dem.
Han er ikke altid helt tosset, min gode handyman.
Det er nemlig meget vigtigt for os begge at kunne have kørekaffe med, så snart vi skal køre i mere end en times tid.

23. november 2015

Solen stod op og solen gik ned

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , ,

Det lyder næsten som den vel nok velkendte Pensionistvise med Volmer Sørensen og Grethe Sønck om det gamle pensionistpar, der har samme rutiner hver dag ugen igennem, og hvor de bare ser frem til den halve times tid, som børnene pligtskyldigt sætter af til et søndagsbesøg.
Sådan har det nok mest været i dag for os – der er absolut intet interessant sket …

2015 11 23 (2)

Solen stod så nydeligt op – her foreviget klokken 07:16 – de eneste skyer var disse i horisonten; resten var klar himmel med en stor og temmelig kraftigt lysende Jupiter i øst.

Selv om vores liv er gået langsomt i dag, så ændres himlen hurtigt, når solen står lavt i horisonten; billedet herunder er kun fire minutter yngre end det øverste billede.

2015 11 23 (8)

Vi spiste ristet brød til morgen.
Jeg tog en mørbrad ud af fryseren – Søren har fødselsdag og kommer og spiser.
Løb huset over for at flytte lidt rundt på støvet.
Spiste frokost.
Kørte til Køge for at købe solsikkefrø og frøblanding til vores fugle.
Kørte en omvej hjem i det smukke, solbeskinnede snelandskab.
Tændte op i brændeovnen. 
Startede på aftensmaden, som nu står og passer sig selv i ovnen.
Livet er ikke altid lige underholdende, men det er absolut meget godt alligevel – dette er ingen klage.

Jeg er dog stadig ikke enig med Onkel Danny i, at hverdagene er de bedste. Jeg holder mest af de dage, hvor man oplever noget lidt mere spændende, end dagen i dag kunne byde på.
Jeg holder af livet – jeg elsker livet – men jeg holder ikke specielt meget af hverdagen.

Søren er arriveret, så jeg må ud og lege værtinde.

29. oktober 2015

Et hør- og lugtbart farvel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: ,

Vi havde gjort hele huset grundigt rent, lige inden vi tog på krydstogt, vel vidende, at vi ikke gad dagen efter den nat, vi kom hjem og hvor englænderne skulle hentes. Når man så har haft gæster i en lille uges tid, trænger der som bekendt igen, især med to ud- og indfarende børn, og desuden havde mejeredderkopperne haft kronede dage mens vi har været væk. Jeg nåede at tage de mest P1090278fuldvoksne af dem torsdag formiddag, men kiggede ikke så nøje efter i krogene.
Heldigvis er de ikke voldsomt tydelige, men sætter man først edderkoppeøjnene på, er der mange. Som i virkelig mange. Vi støvsuger derfor ikke bare vores gulve, men også vægge og lofter, så det tager en rum tid at løbe hele huset over.
Jeg følte, at det var ligemeget, hvor jeg bevægede mig hen, så stødte jeg ind i et spind. De er nemlig ikke spor synlige, som fx en korsedderkops spind, hvorfor man mærker dem, før man ser dem, så i går skulle det være. John gik grundigt til værks, men da han havde været i gang en times tid, lød der et højt knald ude fra køkkenet, efterfulgt af et “Dér røg støvsugeren sgu. I enhver forstand – fy for pokker, hvor det stinker!”
Mig ud i køkkenet, og ja, det var en fæl lugt. Den kunne dog klares ved at åbne døre og vinduer. Hvad værre var, at nu havde vi ingen støvsuger, og en sådan kan ikke undværes.
Den skal nok have haft sine 20 år på bagen, og så sker den slags jo lige pludselig – den har heller aldrig fået lov til at arbejde så meget eller så længe ad gangen som her på sine gamle dage, den stakkel.

Jeg gik direkte på Pricerunner og begyndte at studere støvsugere; sammenligne priser og specifikationer. Jeg skal skåne jer for detaljerne, men det tog sin tid. John mente, at den bare skulle have så mange watt i sig som muligt, men sådan er det P1090279slet ikke. Man skal sammenholde det ene med det andet med det tredje og med det fjerde. Har man trægulve? Ja, men også et enkelt tæppe. Er man allergiker? Nej. Men derfor gør det jo ikke noget, at der bliver støvsuget effektivt. Hvor stor en aktionsradius er ønskelig? Kan man få poserne i et almindeligt supermarked? Er der det tilbehør, man har brug for?
Efter en lille times intense sammenligningsstudier havde jeg besluttet mig for den afbillede. Jeg bestilte den og forventede den angivne leveringstid på 2-4 dage.
Tidligt i formiddags løb der en sms ind: Vores nye støvsuger lå parat til os i vores posthus.
DET var pokkers – det er da vist den hurtigste levering, jeg har oplevet, men den er nu afhentet, og John er i skrivende stund ved at hive den ud af emballagen.
“Det er da godt nok en rigtig herrestøvsuger!”
”Skønt! For med det kan du jo kun mene, at det kun er dig, der må bruge den …”

2. oktober 2015

Jeg er ved at pakke mine sydfrugter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: , , ,

Altså ikke for alvor.
Jeg er på ingen måde ved at flytte fra John. Det kunne jeg da ikke drømme om – så skulle jeg jo også forlade Den Stråtækte, tøhø, og det skulle der altså meget til for at få mig til. Han skulle tæve mig, tror jeg, men det kunne han til gengæld aldrig drømme om, og skulle det fuldstændig utænkelige alligevel ske, så var det ham, der fik sparket, så han først landede i Langtbortistan. Jeg er blevet gennembanket af én mand, men det gjorde han kun den ene gang, så var jeg den, der var skredet. Charlotte var kun seks måneder, og nu kender I således grunden til, at jeg blev alene med hende så tidligt. At hun senere har sagt ham fuldstændig fra i sit liv, var noget, hun valgte, da hun flyttede til England som 20-årig, og det er udelukkende hans egen fortjeneste, at hun intet vil have med ham at gøre. Hun så ham ikke mens hun var barn, men med ujævne mellemrum fra hun var 18 til hun var 20 år, hvor hans mor døde, og hun derfor afskar forbindelsen helt – når den elskede farmor ikke var der mere, var det endegyldigt ligegyldigt med den biologiske far, for da havde John i mellemtiden været som en far for hende, fra hun var 10 år, og hun har aldrig siden ønsket sig andre end ham.
Det var C, der som 12-årig spurgte John, om han dog ikke snart kunne tage sig sammen til at blive gift med mig, så hun “kunne slippe for det der [beskyttet navn]”. Blod er ikke altid tykkere end vand – John parerede ordre og friede til mig, og både C og jeg kom til at hedde Nielsen. John er Charlottes far i alle andre betydninger end den biologiske, og han er morfar til hendes børn. Punktum.

Strikfestival i Silkeborg (19)

Hov – det blev pludselig en helt anden historie – selv når ordene skal ud gennem fingrene og ikke munden, kan de åbenbart løbe deres helt egne veje.
Jeg har i næsten 30 år haft en stille, elskelig, dejlig og så absolut fredelig mand, og jeg flytter kun fra ham i et par dage, mens jeg tager på strikkefestival i Svendborg.
Det er svært at finde ud af, hvad man skal have med – ikke hvad angår kropstøjet, men strikketøjet. Man skal primært have noget, man kan sidde og snakke til uden at lave alt for mange fejl, men det er også sjovt at have noget blære-noget med, så man rigtig kan vise, hvor dygtig man er. Måske kommer man til at købe noget spændende garn (slet ikke utænkeligt, uanset hvad man har lovet sig selv), og så gælder det om at have et lager af opskrifter med, så man hurtigt kan komme i gang.
Når jeg kommer hjem igen på søndag, formentlig hæs og uden mange flere ord tilbage i mig, venter John med spaghetti carbonara. Det er den eneste ret, han kan lave, men til gengæld behersker han den til fuldkommenhed. Ingen over og ingen ved siden af. Heller ikke i Italien!

Billedet er fra min første strikkefestival i 2008. Det foregik på Silkeborg vandrehjem i den sidste weekend i september, hvor vi havde lige så pragtfuldt vejr som vi har nu. Jeg ville slet ikke brokke mig, hvis det også denne gang kunne vare hele weekenden.

30. juli 2015

Løftebrud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Det er ikke kun politikere der kan bryde løfter. Jeg kan også.
imageDet var heldigvis kun et løfte til mig selv, så forbrydelsen er vel til at overse – jeg havde ikke engang fortalt John om det: Jeg havde lovet mig selv, at nu var ferien slut, i hvert fald indtil oktober, så nu skal der spares. Der er brugt penge nok. Mere end rigeligt, faktisk. Bestemt ikke kun til luksus, men i høj grad også nødvendige udgifter til Den Stråtækte, men nu skal det være slut. Sparekniven skal frem. Ikke noget med luksuskøb eller anden form for køb, der er opstået af et kunstigt behov.
Så er det bare SÅ tarveligt at annoncere med et godt havemøbeltilbud på hvide, ‘gammeldags’ havemøbler, der passer som designet specielt til Den Stråtækte.

‘Plankesættet’ tog vi med hjem fra Sverige i går, men P1070645det er lige som om, det passer bedre deroppe end her.
Det får dog lov at stå her i garagekrogen, for det er fint at have i reserve, når vi skal være mange mennesker, og vi brugte det stort set aldrig i Sverige.

Da vi stadig mangler nogle få siddepladser til Johns fødselsdag, blev jeg enig med mig selv om, at slet ikke var luksus at investere i et pænt sæt, der passer så fint ind i stilen. Det var en ren og skær nødvendighed.
John var heldigvis enig, så vi begav os afsted for at se, om de var lige så pæne i virkeligheden som på billedet.
Det var de. Heldigvis havde vi taget traileren med, hvis dette skulle være tilfældet.

P1070643P1010344
Det er lidt sjovt at se forskellen … man fornemmer måske, at der er sket lidt på havefronten siden vi overtog huset?

Mit eneste forsvar hvad havemøblerne angår er, at de var sat meget ned. Det var faktisk et rigtig godt tilbud, jeg lige faldt over der.
Men nu er det også slut.
Det lover jeg. Men kun mig selv. Og jeg siger det ikke til nogen.

25. juli 2015

Selvgenererende ad hoc-opgaver og gådefulde undersættelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , ,

Vi stod op til øsende regnvejr og var glade for det, da det vil bekomme den nye plæne særdeles vel. Jeg vandede det grundigt igennem i aftes, og så kan naturen få lov at klare det i de næste par dage, tænkte jeg.
Der kom kun fem mm regn – jorden blev ikke engang våd under buskene. Nu er det varmt – lummert, faktisk – igen, men det ser ud som om det er slut med regnen for denne gang, medmindre lummerheden ender med et brag senere.

Rullegræsplænen

Vi stod op uden at have planer for dagen, men der skete hurtigt det, der meget ofte sker for mig: Opgaverne giver sig selv hen ad vejen, og den ene fører til den næste; sommetider inden den forrige er færdig.
Jeg startede med at male skorstenen på børneværelset med den superdækkende maling, vi købte i England. Den holdt hvad den lovede.
Fordi jeg trak i malertøjet, gjorde John det samme og fik malet færdig i fyrrummet. Mellem fyrrummet og garagen er der et lille rum hvor fryseren står, samt hylder med en hel del syltede ting. Solen kan skinne ind hele eftermiddagen, hvad der bestemt ikke er godt for sylt, så jeg syede et gardin, hvilket både pynter og gør nytte.

Jeg opdagede, at roserne foran huset igen trængte til en klipning. Mens jeg deadheadede, fik jeg øje på nogle bare pletter i græsplænen, hvorefter jeg hentede lidt græsfrø og strøede ud. Så må det spire eller lade være …
Jeg skulle også lige en tur i drivhuset for at se ‘rigets tilstand’, hvilket fik mig til at indse, at den ene tomat og chili slet ikke får nok lys, fordi vinen gik helt gro-amok i vores ferie.
Nu ligger der en halv kubikmeter druegrene på gulvet … de skal selvfølgelig fjernes. Om lidt …
Selvfølgelig fik fjolset her også klippet et par grene af med store drueklaser på, så dem vil jeg sylte, selv om de ikke er helt modne endnu.
Når nu jeg så alligevel har gang i noget i køkkenet, kan jeg lige så godt lave et par batch chocolate chip cookies til om 14 dage – der skal alligevel en del til, når der kommer over 30 gæster.
image

Da jeg googlede lidt rundt for at blive inspireret til, hvilken opskrift jeg ville bruge til druerne, røg jeg ind på denne side. Den er tydeligvis googleoversat – det er bare ikke noget, jeg har bedt om. Det kan ikke bruges til en pind, men det er herlig underholdning, kan I se … hvad mon fx 1-2 fed ‘opløb’ kan være? Vel næppe hvidløg sammen med druer?
Og nu vi (måske) har fat i hvidløgene, så nyd den herunder. Salte 10 kilo hvidløg??? Så har man da nok til et par år, vil jeg tro.

image

image       image

Lige mine ord: Til helvede med sukkerroejuice – det lyder da ualmindelig ulækkert!
Saften fra hofterne vil jeg nok helst ikke vide, hvad er …

23. juli 2015

Hvor mange ‘aldre’ har vi mon?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Mens jeg gik og arbejdede i haven, filosoferede jeg over, hvad det er der gør, at vi livet igennem ændrer os. Hvorfor jeg fx holder meget af at gå og arbejde i haven, hvor jeg i rækkehuset (og tidligere) anså det for at være surt, kedeligt og uinspirerende? Undtagen lige, når jeg skulle plante krukker til i forsommeren …
Humlebi i perikonenEr det virkelig omgivelserne, der har betydet så stor en forandring i min indstilling? Eller passede det bare sammen med, at jeg nåede et nyt stadie i mit liv? Måske en kombination?
Tankerne fløj videre: Man har forskellige aldre: Barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. Det er dog en del forenklet, synes jeg, selv om udtrykket “den tredje alder”, som skulle være den sidste, forenkler det yderligere. Jeg er i det, jeg selv kalder den fjerde alder, fordi jeg mener, at den tredje alder er den, man lever, når ens voksne børn er flyttet hjemmefra. Den fjerde starter med arbejdslivets ophør. Der kan for nogle også komme en femte: Den, hvor man ikke længere kan være så udadfarende og er mere eller mindre tvunget til at være inaktiv (ikke en rar tanke).
Aldrene kan også defineres ud fra interesser … i gymnasiet var jeg ved at kede mig ihjel i historie- og oldævlstimerne. I dag bander jeg over mig selv, at jeg ikke hørte bedre efter – historie er da vældig interessant og er nødvendig for at forstå nutiden … jeg abonnerer på magasinerne Historie og Siden Saxo og læser begge med stor entusiasme.
I gymnasiet var det biologiundervisningen, der drev værket for mit vedkommende – jeg elskede simpelthen det fag og det var den primære årsag til, at jeg blev matematisk student, da man ikke dengang kunne kombinere fagene som man gør det i dag. Jeg har dog altid været god til at lære sprog og til at skrive stile (ifølge min dansklærer), men det var først, da jeg var i trediverne, at den sproglige interesse tog overhånd, og jeg begyndte at læse engelsk i min fritid, fordi jeg egentlig ikke gad lege laborant mere.
Fugle var DØDkedelige og aldeles absolut uinteressante. Jeg kendte gråspurve, høns og kalkuner (min far var i en årrække kalkunavler), måske nogle ganske få andre, og det var det. Så kom en fugleinteresseret John ind i mit liv, og i dag synes jeg, fugle er spændende; jeg elsker at tage med på fugleture, at lære nyt om dem og at kunne krydse en ‘ny’ fugl af i fuglebogen.
Som barn, som ung og i årene, hvor jeg var alene med Charlotte, læste jeg bøger i én uendelighed – biblioteket kunne næsten ikke følge med mit store behov, så jeg lånte bøger af gud og hvermand. Jeg læser stadig, men kun i sengen og det varer sjældent ret længe, inden jeg snorksover. Jeg vil hellere lave alt muligt andet om dagen end at læse.

Så hvor mange aldre har man egentlig? Eller skal vi kalde det epoker? Hvad er det, der bevirker, at man ændrer holdning; i nogle tilfælde temmelig radikalt? Jeg taler ikke politik! Dette er en upolitisk blog. Cirka. For den er ikke holdningsløs, og tingene hænger jo sammen.
Ens grundlæggende livsholdning og ditto værdier ændrer sig vel sagtens sjældent; indeni er man den samme livet igennem – og så alligevel ikke …
livet er da forunderligt.
Har I også oplevet, at jeres interesser ændrer sig fra den ene yderlighed til den anden?

19. juni 2015

Man er jo lidt oppe at køre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Billedresultat for votingDet er ikke mig, der er oppe at køre, men eftersom jeg reelt var tvangsindlagt til at se valgfjernsyn i aftes, medmindre jeg ville gå i seng, og det ville jeg ikke, så kunne jeg jo lige så godt prøve at høre efter hvad der blev sagt. Det lykkedes mig også indimellem, og noget jeg hæftede mig meget ved var, at alle havde vundet – alle havde haft en stor dag/stor sejr/fantastisk god valgkamp, uanset det reelle udfald. Måske lige med undtagelse af Lars Løkke, der var betydelig både afmagret og afdæmpet, kunne John fortælle, men jeg var gået i seng, inden landsresultatet kom. Da der var optalt omkring 75 % af stemmerne, var jeg den, der var smuttet, for så ville der nok ikke komme nogen overraskelser længere.
Det må altså være lidt underligt at være taberen, der vinder – nogenlunde på linje med at være en vinder, der samtidig er en taber. På den måde var det et lidt underligt valg også denne gang – for det var jo præcis det samme som ved sidste valg, bare omvendt.
Nogle af partiseancerne var åbenlyst indstuderede og meget amerikansk inspirerede, forekom det mig, og alle, der havde haft bare den mindste smule at gøre med valget, var oppe at køre. Henrik Sass Larsen i så høj grad, at han var standerstiv allerede tidligt på aftenen – Løkke kan godt nok også lide fadbamser, hvilket han har måttet høre en del for – men han har mig bekendt ikke indtaget dem i så rigelige mængder, inden han gik i luften på landsdækkende tv … Uffe Elbæk var bestemt heller ikke appelsinfri, men ham har jeg alligevel på intet tidspunkt taget alvorligt, så om han er fuld eller ædru gør ikke den store forskel for mit vedkommende.

Nå. Jeg vil egentlig slet ikke lægge op til en politisk debat. Med så tæt løb vil halvdelen af landets vælgere være utilfredse, uanset slutresultatet.
Når man er oppe at køre, smutter der let nogle finker af panden, og man kan som bekendt ikke holde mund med tilbagevirkende kraft …
Kim Bildsøe Lassen blev ved med at kalde exit poll’en for exit prognosen, ikke bare en, ikke bare to, men mange gange, selv om Ask Rostrup rettede ham flere gange, så selv den ellers så professionelle Kim må have været lidt nervøs for, hvordan det hele nu forløb … der var da også en del problemer i starten med at få tallene op på skærmen.
Jeg vil ikke klandre leverandørerne af disse sproglige morsomheder, for den slags fejl brænder vi alle af indimellem, når munden løber hurtigere end hjernen, men til gengæld må man finde sig i at blive lidt til grin for sådanne sprogblomster.

… han har netop nu været inde og sætte sin stemme …
Gad vide, om den kunne stå alene? Jeg satte bare et kryds. Stemmen beholdt jeg i halsen, så at sige.

… så man kan høre hvad man hverken siger eller tænker …
Hun må have en usædvanlig god hørelse.

… hvor har vi Kristoffer? Der! Der er han! Kom her. Begge to! …
Og det var vel at mærke ikke Sjus Larsen, der sagde det!

11. juni 2015

Den største forskel på Ava Gardner og mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:17
Tags: ,

Jeg maler ikke. Jeg syr og strikker, men ellers er alt det andet opfyldt …

IMG_4874

Life’s good.

8. juni 2015

Meget kan man glemme, men ligefrem brysterne?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: , , ,

Det gjorde jeg så heller ikke. Glemte dem, altså. Men det var lige før. Og kun det ene – det andet sidder trods alt fast endnu, så det glemmer jeg først den dag, jeg glemmer mig selv, hvilket visse i øvrigt påstår må ske snart.
I morges stod John og jeg og kiggede ud af køkkenvinduet og nød synet, da følgende ordveksling fandt sted:
Hvorfor Jeg var stod det faktisk lige og du tænkte syntes på vi om først vi skulle alligevel køre skulle til køre Sverige til i Sverige morgen i dag.”
Vi har simpelthen været gift for længe – vi tænker tit det samme på samme tid.
Vi sagde det i munden på hinanden og det kan derfor oversættes til et mere forståeligt dansk ved at tage hvert andet ord og forme to sætninger:
“Hvorfor var det lige, du syntes vi først skulle køre til Sverige i morgen?” og
“Jeg stod faktisk og tænkte på, om vi alligevel skulle køre til Sverige i dag?”

P1060755

Så det gjorde vi … kørte til Sverige.
Grunden til overskriften er, at jeg sommetider, når jeg ved, at vi ikke skal nogen steder eller selv forventer besøg af nogen art, godt kan finde på at lade være med at tage min brystprotese på om morgenen. Egentlig bare noget pjat, for den generer mig på ingen måde – det giver mig bare en illusion af frihed og ekstra afslapning, hvis jeg ikke tager den på.
Da vi så alligevel besluttede, at vi skulle noget, var jeg nær taget afsted uden protesen. Det ville måske heller ikke have gjort noget – jeg gik jo i over fire måneder sidste år uden at have en overhovedet, men lige så afslappende det er at undlade at tage den på derhjemme, lige så forkert føles det at tage nogen steder uden at have den på. Sådan er man så mærkeligt indrettet en gang imellem.

VejrandøjeBellis

Jeg så en sommefugl, som jeg først troede var en perlemorsommerfugl, som vi ser så mange af hvert år, men da jeg fik billedet over på pc’en, lagde jeg mærke til de hvide pletter på vingerne.
En ihærdig googling ledte mig frem til, at det er en vejrandøje. Sådan en har jeg mig bekendt ikke set før. Eller også har jeg bare troet, at jeg så en perlemorsommerfugl …
Bellis var der som sædvanlig i tusindvis af i græsplænen (er det mon derfor, de også hedder tusindfryd?), og jeg synes hver gang det er så synd at slå plænen, men det kan nu engang ikke være anderledes.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.