Vi var på besøg hos nogle venner i går, og da vi kom hjem, føltes huset unormalt koldt. Jeg havde faktisk studset allerede om formiddagen, da vi kørte – det virkede køligere end normalt i rummene, men ikke så meget, at jeg tænkte nærmere over det.
Da vi kom hjem halvsent på aftenen, var vi ikke længere i tvivl: Vi måtte være løbet tør for olie. Det er aldrig før sket i mit liv, men det skal retfærdigvis også siges, at i det meste af mit voksenliv har jeg haft fjernvarme.
Den Stråtækte har imidlertid oliefyr, og, bare for at komme eventuelle spørgsmål i forkøbet: Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Det vil koste os mange penge, som vi med størst sandsynlighed ikke vil kunne få hjem igen ved salg, og vi vil slet ikke kunne bo her længe nok til, at ínvesteringen tjener sig selv hjem.
Vi har en ordning hos OK, hvor de selv, via graddage, holder styr på, hvornår vi skal have påfyldt. Det har de klaret godt i de ni år, vi har haft ordningen, men denne gang smuttede det altså.
Fordelene ved en fast ordning er flere: Vi skal ikke selv holde øje med oliestanden, og skulle vi løbe tør, koster det ikke noget at få dem ud samme dag, det koster heller ikke ekstra, hvis der bliver påfyldt mindre end 700 liter, og endelig er der en ganske pæn fast rabat på selve olien.
Jeg ringede 7:30 og fem minutter kom der en ordrebekræftelse på, at olien kommer i dag.
Det er godt, at vi har brændeovn i stuen … vores reserveolieradiator, som går på strøm, blev tilsluttet i køkkenet, så vi klarer os fint, til olien kommer.
Som kom klokken 10, inden jeg var færdig med dette indlæg! Det var sandelig hurtig service!
Vi har også masser af varme trøjer og varme sokker … og apropos det, kan jeg da lige vise, hvad der foreløbig er kommet ud af pangpang-eksperimentet fra farvedagene først på ugen.
Der kom i hvert fald knald på, men jeg tænkte, at der da nok skal være en lille pige ude i den store verden, der vil blive glad for et par sokker i disse farver.
Det ene fed blev mere rødt end det andet, og det passede på forunderlig vis 100,00 % med, at de viste sokker brugte præcis hele det rødeste fed. Det andet indeholder mindre garn, så der lavede jeg lidt om på konceptet og har nu strikket den ene sok.
Og jo: Jeg strikker altid sokker på to pinde og syr dem sammen. Jeg har strikket i snese- måske hundredvis af sokker på fire pinde, og jeg gider det ikke mere – vil hellere sy sammen. Der findes mange opskrifter og metoder til to pinde, så det kan blive noget mere varieret end de traditionelle sokker.
Et par af de andre farveseancer gav ovenstående resultat. En syrenmeleret baby merino og en ensfarvet, tynd, blågrå følgetråd, som forhåbentlig vil give farveskiftene lidt blødere overgange. Det kan lige række til en bluse til mig selv – som jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med … jeg har sådan på fornemmelsen, at mit nuværende lidt større projekt kommer en tur i syltekrukken og midlertidigt må se sig selv som en ufo (unfinished object). Men hvad pokker – en mere eller mindre, og jeg har en liggende i forvejen. De skal nok blive færdige. Engang.
Jeg har altid flere arbejder i gang, for der skal være noget til alenestunder, til tv-strik, til bilstrik og noget, der overhovedet ikke kræver brug af strikkehjernen, som fx i går, hvor koncentrationen skulle lægges på lytte- og snakkeområdet. Godt nok kan man multitaske, men det skal ikke være noget med tællearbejde eller indviklede mønstre, når man skal hygge med venner og/eller veninder.