Hos Mommer

18. januar 2018

Ryd op i dit … syrum

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Man har for meget plads, når man bruger et godt rum som pulterrum.
Vi har nu ellers ikke for meget plads, men gennem de seneste måneder har jeg været tilbøjelig til at bruge mit syrum lidt for meget til et aflastningsrum for udskydelse af belsutning om de ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg ellers skulle gøre af, såsom ubejdset garn, der skal bruges til plantefarvning, garn til plantefarvning, der er bejdset allerede, garn, der er plantefarvet, nogle ting, min søster skal have med hjem, når hun kommer næste gang, nogle papkasser og noget bobleplast, jeg ikke vil smide ud, for på et tidspunkt skal der sendes et eller andet til England, strikkemaskinen (og alt dens tilbehør), jeg tog med hjem fra Sverige, den kartede, men uspundne uld, jeg ligeledes tog hjem fra Sverige … det er vist tydeligt, at der havde hobet sig en del ting op derinde, som optog en masse gulvplads og, ikke mindst, rodede.

Der var også en del ting, som blev taget med herned, da vi flyttede, men som ikke har været brugt i de tre år, hvorfor konklusionen må være, at så må de ud! Det kom de så. Ud. En hel hylde med rammer i alle mulige størrelser blev tømt – rammerne blev samlet dengang jeg stadig troede, jeg havde lyst til at tage imod det smigrende tilbud om en fotoudstilling i Reersø-galleriet. Det meldte jeg endeligt afbud til for to år siden, så de rammer er der ikke brug for mere – kun de fem pæneste blev gemt. Så kan vi smide dem ud om tre år …

P1010058P1010059

P1010056Nu er reolen, som måtte væk fra stuen, sat i hjørnet af systuen, og alle mine bøger, mapper, blade og hæfter om strik og syning er sat i den, hvilket frigav plads på reolvæggen til at rydde op i stofferne og sætte alt garnet op i rullekasser ovenpå reolen.

Man skal rydde op i sit liv, så vi engang i en tv-serie, der hjalp samlere, som havde fyldt hele huset og mere til, fordi samleriet havde taget voldsom overhånd, med at rydde op og ud.
Vi er på ingen måde nået så vidt, men jeg kan kan godt forstå, at det på et tidspunkt bliver uoverskueligt, og så vokser problemet bare, både mentalt og fysisk. Det var skræmmende at se, hvor meget ragelse, skidt og møg folk havde samlet – ragelse, skidt og møg, de var sikre på, de ville kunne bruge en dag … men den dag kommer bare aldrig.
Jeg har en snert af det, fordi jeg har svært ved at smide ud. Det er dog blevet bedre, især efter vi skulle rydde op på gården, først efter mor og 10 år senere efter far. Et så stort arbejde vil vi ikke udsætte Charlotte for, så vi bestræber os på ikke at have noget ragelse, skidt og møg, hun bare vil sukke og ryste på hovedet over, hvis det bliver hende, der skal rydde ud efter os.

Noget er dog svært … hvad gør jeg fx med alle Charlottes breve fra Afrika fra dengang, hun rejste rundt i tre måneder dernede? Skal de gemmes? Har de værdi for andre end mig? Jeg nænner altså ikke at brænde dem, men tager dem med over til C til maj – så kan hun læse dem og få genopfrisket den lange rejse – og selv tage beslutningen om brevenes videre skæbne.

Reklamer

15. januar 2018

Ændrede behov

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: ,

I vores lidt yngre dage, når vi med glimt i øjnene talte om et “pludseligt opstået behov”, mente vi begge ofte noget, I er nødt til at kunne gætte, for jeg skriver det ikke her!
Tiderne ændrer sig, og vi bliver ældre. “Pludseligt opstået behov” betyder oftere en tur i IKEA eller en tur til Næstved eller noget i den retning. Lidt mere kedeligt, måske, men det er vel livets gang.
John har fået et behov (dog ikke helt pludseligt) for et skrivebord i stuen, for han er træt af at sidde ude i køkkenet eller oppe på 1. sal, når han sidder ved sin pc. Vi har 1) et gammelt hus og 2) nogle eksisterende møbler, som skrivebordet skal passe sammen med. Det har ikke været helt nemt, men vi satser på, at han fandt det i dag på Vemmetofte Kloster. Den sælgende dame var stolt af det og ked af at det var nødvendigt for hende at skulle skille sig af med det. Hun sagde, at det var helt unikt og designet og lavet af sønnen af manden, der har snedkereret kirkestolene i Ribe Domkirke (er de så nye? Det må de vel være … på den anden side ved jeg ikke hvor gammelt skrivebordet er. Det må jeg huske at spørge om). Det lyder fornemt, men vi ser det først på fredag, hvor det skal hentes. Eller fortrydes, hvis ikke vi vil have det alligevel, men det er vi ret sikre på, at vi vil.

Tingene er ikke altid så enkle. Hvis det skrivebord skal ind, skal der flyttes på noget andet, og det er ikke bare sådan lige med vores lavloftede stuer med ikke særlig meget fri vægplads.
Resultat: Nedlæggelse af en smal bogreol og en tur til IKEA for at finde en erstatning, som kan stå langs skunken på første sal.
Og så opstår behovene jo, når man er i den butik …
John, vi kan lige så godt tage en vogn med rundt.
Hvorfor det? Vi skal jo bare have de to reoler, så vi kan tage en vogn i vareudleveringen.
Jeg ved jo, at der for mit vedkommende opstår en del behov, når vi går rundt i IKEA …
[Et stille suk fra Hr. Nielsen]

imageOg det gjorde der sandelig. Opstod behov, altså. I flertal.
Jeg ville have skiftet måtten ved køkkendøren ud til haven. Til fire kroner (ja, FIRE!) gider jeg ikke engang overveje at vaske den. Det er lige før, man knap nok gider banke den, når den er så billig.
Ih, sikke nogle pæne glaskrukker, og jeg står faktisk og mangler et par stykker …
Hov! Den toiletbørste er noget pænere end den vi har …
Vi mangler hverdagsservietter …
Og en sæbedispenser til køkkenet. Den vi har, er revnet, så det er kun et spørgsmål om tid, inden den går helt i styker …
Et lille fleecetæppe lige i vores søgrønblå badeværelsestilbehørsfarve – det hjemmesyede tæppe trænger snart til en udskiftning …
Og et par ting til …

Således lykkedes det mig at bruge 50 % flere penge, end vi John oprindelig havde planlagt. Det var søreme godt, at jeg ikke sendte ham afsted uden mig! Sikke meget, vi så havde manglet … og han kunne jo i øvrigt ikke håndtere pakkerne med reolerne alene.

4. januar 2018

Tyvstart på tøjkøb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:36
Tags:

Jeg har efterhånden tabt mig en del, men besluttede helt fra starten at vente med at købe nyt tøj, til jeg havde smidt det, jeg havde sat som mål.
Uden at jeg havde sat nogen mål … det komplicerer jo tingene en del …
Det skyldes, at jeg i begyndelsen ikke anede, hvor jeg skulle/kunne ende; de to ting jeg vidste med sikkerhed var, at 1) i løbet af de seneste 15 år var min vægt langsomt og snigende, men desværre med usvigelig sikkerhed, kravlet alt for højt op, og 2) jeg ikke skulle ned, hvor jeg kom fra som 50-årig, for det ville ikke være pænt til mig i dag. Jeg besluttede derfor fra starten ikke at sætte et decideret vægtmål, men snarere et mål, der hedder nu føler jeg mig rigtig godt tilpas, og her tror jeg, at jeg med nogenlunde sikkerhed kan forblive.  
Jeg er der ikke endnu. Jeg er der næsten, men ikke helt. Det er John heller ikke, men vi mangler ikke så meget – måske et sted mellem tre og fem kilo til for mit vedkommende. Det er især på maven, vi begge gerne vil af med lidt mere. Vi blev sat lidt tilbage i julen – jeg tog næsten to kilo på i englænderugen, men heldigvis holdt teorien “når vi igen stopper med at spise kartofler og brød og ikke drikker vin hver dag, så er de to kilo hurtigt væk igen. Håber vi …”
De er faktisk også forsvundet igen på den samme tid, nemlig på den uge der er gået, siden englænderne rejste, så ingen klager herfra.
Det bestyrker os også i troen på/håbet om, at vi kan skeje ud i ferier og alligevel tjept komme tilbage til det, der forhåbentlig snart bliver normaltilstanden.
Så: Ingen tøjkøb før omkring min fødselsdag om to måneder.

Billedresultat for weight reductionMen: I næste uge skal vi til den årlige Vi Mindes Pernille-komsammen hos Karin og Bjarne, ugen efter skal vi til en 70-års fødselsdag, og ugen efter igen til Malta.
Pyt med, om bluserne er lidt for store, det gør ikke så meget, men alle mine lange bukser ser mildt sagt ikke godt ud på mig mere, så jeg brød mit løfte til mig selv og kørte til Køge.
Jeg købte kun ét par bukser. Måske lidt dumt, for der er jo udsalg lige nu, men igen: Hvis jeg kan krympe yderligere en størrelse, er det smartest at vente.
Lige nu er jeg krympet tre størrelser, viste det sig, så det er ikke så underligt, at jeg har fået lige lovlig meget hængerøv.
Jeg var ikke nået længst til venstre på tegningen, men nok tæt på nr. 2, og jeg har ingen intentioner om at nå helt ud til højre – den i midten vil passe mig strålende, og jeg skal nok nå det, for jeg er der stort set allerede, tror jeg. Jeg vil i hvert fald være der, når jeg bliver folkepensionist!

29. december 2017

Status og prognose

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , ,

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

P1000830

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

13. december 2017

Hvad skal jeg dog stille op med ham?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags:

Vi kan åbenbart ikke engang så meget som overveje en autocamper, før det går galt for John, og han har et uheldigt fald.
I aftes, da han gik ned for at lukke af til kælderen, hørte jeg, i stedet for en dør blive smækket, en serie meget ubehageligt lydende dumpe bump, ledsaget af en blanding af råb og høj stønnen. Meget dramatisk, faktisk.
Jeg fløj ud for at se, hvad der var sket.
Han stønnede og bandede og ømmede sig, men han var i færd med at komme på benene. Altid et godt tegn.
Hvor langt faldt du?
Næsten hele vejen!
(Der er i alt 11 cementtrin. AV!)
Men du kan selv komme op?
Ja. Men for helvede, hvor gør det ondt!

Jeg stod i døren og så, at han kom op ved egen hjælp. Helt op. Det viste sig, at der havde været faldet isslag, så trappen var dækket af såkaldt sort is.
Han kom op, og jeg inspicerede skaderne: En grim hudafskrabning på nederste del af venstre arm, et lille sår i hånden, men ellers ikke andet synligt.
Han havde slået sig på venstre bagside, lige over lænden; vi går ud fra, at han landede hårdt på en af trappens kanter lige der.

Det er godt, at der er opfundet smertestillende midler … han er ikke bekymret for sin ryg, han har ‘bare’ fået et slag, der giver en smerte, der vil være nogle dage om at fortage sig.
Han er meget uheldig, den stakkels mand – og samtidig har han været temmelig heldig, for dette kunne være gået så grueligt galt, at jeg slet ikke tør tænke tanken til ende.
I dag er han stadig ikke mange sure sild værd, men det går dog bedre end i morges – for slet ikke at tale om i aftes og i nat, siger han.

30 januar

Den måtte hellere have haft set sådan ud, trappen – så var det ikke gået lige så galt.

12. november 2017

Min globale landsby

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags:

Vi bor faktisk ikke i noget, der selv med god vilje kan kaldes landsby – det er bare en samling huse, men til gengæld kender alle hinanden. Mere eller mindre; nogle ses ofte privat, andre knap så ofte, men alle hilser på alle. Mange er kolleger … Marjatta …
Selv om vi er så få, er vi mange slags mennesker, deraf overskriften.

Næst-naboerne til den ene side er polakker. De er usympatiske og ubehøvlede, så dem taler vi ikke med. Da de flyttede ind, hilste vi på dem, sådan bare på afstand med et ‘hej’ og en vinken til at begynde med, men begge to ikke bare undlod at hilse igen, men vendte oven i købet demonstrativt ryggen til os. Godt så. Underlig opførsel.
De satte et bord og nogle stole helt nede ved fjorden, hvad man ikke må, men vi gad ikke blande os, for de sad der aldrig. Da der derimod kom to ældre damer og satte sig for at nyde en medbragt kopkaf, fes Fru Polak ned til dem og råbte så højt, at vi kunne høre hende oppe i Den Stråtækte. De stakkels damer fortrak skyndsomt. Den slags personager (altså ikke damerne, naturligvis …) gider vi ikke beskæftige os med, og alle de andre i vores globale landsby er bare så søde, så hvis polakkerne ikke gider os, kan vi sagtens undvære samkvem med dem.
Lige bagved os bor Göran og Charlotte. Han er svensk, hun er dansk. Han har en ph.d. i noget med performing arts, erhvervet i Plymouth, England. Hun er danser og har derfor en for hendes alder (som vi ikke kender) misundelsesværdig smuk figur. De underviser begge på Marjattas seminarium.
Ved siden af dem bor Pia. Hun arbejder også på Marjatta og er fra Jylland …

Ved siden af igen bor Rina og Frode. Hun er fra Ukraine, han er nordmand – og både Marjattas og vejens klovn. På den go’e måde og helt selvvalgt. Han elsker at underholde med sang, musik og jokes, samt transportere trafikusikre marjattabørn rundt i området på sin tandem.
I dag kunne jeg høre temmelig højrøstet, men glad snak helt oppe fra Marjatta. Det viste sig at være Frode, der kom gående med to halvstore knægte – alle tre kørende med en trillebør med jord!
Har du fået nye havemænd?
JA! Svarer den ene dreng meget højt og med et meget stort smil. Ingen tvivl om, at de var stolte over at blive betroet så ærefuldt et job.

Ved siden af Frode og Rina bor Bernhard og Lisbeth. Han er Marjattas leder – og fra Tyskland, men gift dansk; hun arbejder også på Marjatta.
Bernhard kommer tit cyklende til eller fra institutionen – om det er hverdag eller weekend, betyder mindre; hvis der er noget, han lige skal se til, så gør han det. Jeg tror, det gælder for mange marjattafolk, at de mere opfatter det som et kald end som et arbejde, hvilket jeg kun kan tage hatten af for.
I går, da jeg stod og masede med det kommende rosenbed, stoppede Bernhard lige op for at hilse og få to minutters sludder.
Det gjorde han også i dag: Jamen dog, står du her endnu? Næh, dog ikke – man må nok nærmere sige, at jeg står her igen

202N00274.124

Så kan man ikke godt tillade sig at sige, at vi bor i en slags global landsby?

22. oktober 2017

Bare en slentretur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Det blev bare til en slentretur i dag – stille og adstadigt gik vi gennem landsbyen, mens vi småsnakkede om alting og ingenting.
Vi fik hilst på en hundeluftende mand, som nu er vendt tilbage med sin familie, fordi de gerne ville have deres to børn (= nu unge mennesker) ind på en ordentlig skole, hvilket de ikke rigtig syntes, de havde muligheder for, hvor de ellers har haft opholdt sig de seneste mange år, såsom Tanzania, Ghana, Marokko, Zambia og senest Papua Ny Guinea.
Ham fik vi en god, lang sludder med – det er så spændende at møde nye mennesker, der samtidig er kloge på verden.

P1000028

Vi gik videre og så dette træ, som er bøjet, men ikke knækket – i hvert fald gror det uden problemer videre og har gjort det længe.
Videre igen ned til Wills lille ford (som betyder vadested), og som menes at have givet landsbyen navn.
I dag er der en fodgængerbro, men vi kan godt se, at heste med vogne ubesværet har kunnet krydse den lille flod her engang – et lille stykke fra broen.

P1000030P1000031

Videre, videre, videre, og på vejen tilbage overraskede vi Tims mor med et besøg. Det er meget bedre at komme uanmeldt, for ellers disker de op med det helt store, og da det efterhånden var tæt på frokosttid, var vi glade for bare at blive tilbudt en kopkaf.
Deres udsigt er også ganske nydelig.

P1000032

Det var stort set det for i dag – vejret har artet sig perfekt, og vi har været meget ude, men man kan ikke hævde, at der er sket noget mere interessant eller ophidsende end det allerede nævnte.
Hvilket faktisk passer os særdeles fint efter den lidt nervepirrende start på denne ferie.

22. september 2017

Hvorfor gør de det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen Set i Præstøved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)

31. august 2017

Jeg – en taber

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags:

Jeg har tabt fem kilo, og jeg håber ikke, jeg finder dem igen!
Det er absolut ikke nok endnu, men jeg er glad over at se, at diæten virker – også på John, som har tabt det samme som mig.
Der er efterhånden gået sport i at finde spændende LCHF-opskrifter, af hvilke der findes i rigelige mængder på nettet. Den seneste side, som jeg faldt over i går, er sydafrikansk. Den måtte jeg fluks kigge på, for den mad vi fik i Khoka Moya Camp var dejlig. Meget lig den, vi kender, men ofte med et lille twist, der gjorde forskellen på det kendte og på det lidt anderledes.

Jeg laver blomkålsmos med revet emmentaler og lidt smør i. Jeg laver omelet med lidt ærter og frisk spinat, flankeret af et par små skiver røget laks eller et par skiver bacon. Tunsalat. Bagte portobellosvampe fyldt med gedeost. Yoghurt med masser af frugt (hjemmeskåret, naturligvis; IKKE frugtyoghurter) til morgenmad. Vi spiser grillede koteletter med salat. Stegt kylling med revet gulerod med masser af appelsinsaft. Og meget andet.
Vi har kun drukket vin/øl en enkelt aften, siden vi begyndte diæten, så jeg formoder, at det er en kombination af de to faktorer, der har bevirket det vægttab, som vi foreløbig begge er godt tilfredse med. Vi har ikke en eneste dag holdt os til kun 800 kalorier (som Tim kalder a crash diet, og som han lige har tabt a stone (6,35 kilo) på på 1½ uge), men vi er forbavsede over, hvor længe vi er grundigt mætte af fx en frokost-tunsalat, der kun indeholder 250 kalorier. Det holder snildt til aftensmaden. 
Jeg har lige bagt et squashbrød (uden mel), som jeg er lidt spændt på. Det skulle ifølge opskriften bage i 20 minutter, men det fik 50, inden det så færdigt ud. Det undrede mig, at opskriften målte alt nøjagtigt ud i ml, men kun angav “3 squash” og ikke hvor mange gram. De er som bekendt meget forskellige i størrelse, og jeg tror ikke, jeg skulle have brugt mere end to af den størrelse, jeg havde. Men bagt blev det trods alt til sidst. Tror jeg … det er for varmt endnu til at skære, men vi skal afprøve, om det er egnet til at lægge ost ovenpå, eller måske en skive god spegepølse.

Jeg savner slet ikke kartofler og pasta. Endnu. Jeg savner ikke rugbrødsmadder og jeg savner slet ikke ris.
Jeg savner mit hjemmebagte brød med ost og især min hjemmelavede marmelade om morgenen.
John savner sine havregryn og sine ostemadder. Og lidt kartoflerne. Kun lidt.
Men vi bliver ved! Fordi det virker. Og ingen af os savner de mistede fem kilo.

Jeg giver lige mig selv nogle velfortjente blomster … denne dahlia er ny (for mig) i år, og jeg er temmelig imponeret over blomstens størrelse – 20 cm.

Stor dahlia

14. august 2017

Så skal vi lære det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , ,

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Dahlia 2017

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

11. august 2017

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

IMG_7657IMG_7656

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

IMG_7659

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.

2. juli 2017

Det går strygende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: ,

Vejret så fornemt ud, da vi stod op i morges, så jeg skyndte mig at sætte den vask over, jeg havde måttet udskyde i nogle dage – tøj, der helst skal tørre ude på snoren, for så behøver det ikke at blive strøget.
Der gik lige præcis en time ud af de to, det tager maskinen at køre gennem vaskeprocessen, så regnede det. Igen. Meget.
Inden da nåede vi i fællesskab at få klippet alle de døde rosenhoveder af og få fejet rosenbladene sammen, samt fejet resten af terrassen, som så farlig ud efter de ‘efterårsstorme’, vi har haft de sidste to dage.
Men tøjet kunne ikke komme ud. Dammit.
Jeg tumblede det strygetørt i stedet. Det viste sig at burde have heddet strygevådt, men jeg kastede mig ud i opgaven at stryge det tørt, plus se at få strøget det, der havde ligget og ventet en rum tid.

IMG_6623

Jeg kan nemlig ikke fordrage at stryge. Jeg er måske god til at sylte frugt og den slags, men jeg er endnu bedre til at sylte strygeopgaver.
Det går dog noget bedre efter flytningen her ned til Den Stråtækte, for udsigten er upåklagelig, hvorfor jeg har valgt at gøre det til et studie i fjordkigning med strygning som bifag.
Selv under disse betingelser føles ni T-shirts/bluser og fire skjortebluser som meget. Det tog mig halvanden time, jeg snildt kunne have brugt til noget andet og bedre, men nu er det gjort, og hvad der så ud som halvdelen af sommergarderoben er atter på plads i skabet.

IMG_6605

Jeg kan bedre lide roserne, når de ser således ud – regnen og blæsten har fået mange til at se lidt hængemulede og temmelig ynkelige ud, men de skal nok komme igen, hvis vejret ellers kunne beslutte sig for at lege sommer for en tid.
Jeg vil også gerne have lidt mere gang i dahliaerne. De har det sådan set fint nok og har ikke taget skade af slagregnen eller er knækket af blæsten, så de må være robuste nok – men de vokser lidt vel langsomt og vil sikkert sætte pris på lidt varmere vejr.
Eller også vokser de fuldstændig som de skal, men har bare en lidt for utålmodig kvinde i nærheden, der går og venter med længsel på, at de blomstrer, så hun kan se hvor fine alle de nye er.

27. juni 2017

En svær beslutning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:21
Tags: ,

Det var noget underligt noget med det hotspot. Da jeg forsøgte at tilslutte det, som jeg jo har gjort så mange gange før, nægtede det pure. Da jeg senere fik den snedige ide at gå ud på terrassen med telefonen, kom det i gang, og det har virket lige siden – også indenfor. Det giver 4,5/1,5 på bredbåndstesten, hvilket er lidt under en fjerdedel af, hvad det glemte modem trækker.

Måske glemte jeg det, fordi jeg har andet i tankerne. I morgen kommer her en ejendomsmægler og ser på huset. Vi sætter det til salg nu. Det er en af de sværere beslutninger i mit liv, for hvor har jeg dog elsket dette hus og dette sted – vi må bare se i øjnene, at tiltrækningen ikke er nær så stor mere efter at have fundet Den Stråtækte, så vi kommer her ikke ofte nok. Det medfører en ond cirkel, for når vi så er her, er der for meget at lave, og så er det ikke længere den oase og det fristed, det helst skal være. Her er stadig skønt her midt i skovene, men ‘hjemme’ er ikke så meget her mere, som da vi boede i kedelige Havdrup. Vi er ikke kede af at skulle sætte kursen mod Danmark, og vi er her aldrig så længe ad gangen som før i tiden.

Da vi jobstoppede, troede vi, at vores liv skulle fordeles omkring 50/50 eller i det mindste 66/34 mellem DK og S, men igen: Da boede vi i Havdrup. Vi var slet ikke klar over, hvor inderligt trætte vi var af det rækkehus, før vi flyttede til Den Stråtækte.

Vi bliver heller ikke yngre, og det giver for meget arbejde at skulle passe og vedligeholde to store huse med to store haver, så det kan ikke være anderledes. Vi har konstant dårlig samvittighed over ikke at komme tit nok herop, og det dur ikke – det skal være lysten der driver værket og ikke pligtfølelsen.

Det bliver spændende at se, hvor længe det kommer til at stå til salg … det kan vel være alt mellem en måned og et par år. Jeg går rundt heroppe sådan lidt ved siden af mig selv og kan slet ikke finde ud af mine meget blandede følelser. Lettelse. Vemod. Sorg. Resignation. Glæde.

For filan, hvor er det svært. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at vræle, når det skal overdrages til andre, men på den anden side ved jeg også, at det er det rigtige at sælge nu.

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

16. april 2017

Jamen vi BLIVER jo ældre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Vi har i søndags set en time om Danmarks bronzealder, hvilket var meget apropos denne bemærkning fra Monica Krog-Meyer, og jeg kunne da heller ikke lade være med at smile: På kinderne er der dukket helleristninger op.
Hun havde skrevet en artikel om det at blive ældre, om at acceptere den alder, man har, og dermed det udseende, der nu engang følger med årene.
Hun er et par år ældre end mig, og i vores alder er det at betragte som værende lige gamle.
Hun havde et par gode pointer, som er værd at citere. Jeg har ingen illusioner om mit eget udseende, og jeg ser ud som jeg gør. Det må jeg acceptere, og det bliver mine omgivelser så desværre også nødt til.
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop: Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund. Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over, at jeg ikke længere kan slå vejrmøller eller ligner én på 30. Det er simpelthen for dumt. Når nu jeg ved, at det er sådan det er.
Ja. Det er det. Det er sådan det er. Jeg kan jo kun være enig, for jeg kan det samme som hende, oven i købet uden at tage nogen former for medicin endnu, for Monica Krog-Meyer siger:
…Og egentlig meget heldigt først i 62-årsalderen at skulle indtage medicin dagligt. Ganske vist for resten af mit liv, men sådan er det.
Jeg har som bekendt haft kræft, og den kommer måske igen. Måske ikke. Måske i en anden form. Det ved ingen. Jeg har nogle bivirkninger fra de hårde behandlinger, men det er småting taget i betragtning, at de fik den møgsygdom til at forsvinde.

Jeg klæder mig ikke i tøj, der ville se bedre ud på en 30-årig. Jeg har ikke fyldt rynker eller læber ud med botox. Der er allerede fyldt så rigeligt ud forskellige steder på mig fra naturens hånd, så hvorfor proppe mere ind? Det vil nok alligevel bare se ynkeligt ud. Det skal være lavet meget godt for ikke at virke lidt til grin, og der er altid noget, er afslører den virkelige alder alligevel.
Jeg forstår ikke, hvad der er galt med at ligne en kvinde i tresserne, når man er en kvinde i tresserne. Jeg siger ikke, at man skal være ligeglad med sit udseende, for det skal man naturligvis ikke … ingen ser nogensinde mig uden makeup, fx, men det er ikke det samme som at gøre sig yngre.

Alt sammen måske elendige undskyldninger for ikke at have karakterstyrke nok til at gøre tilstrækkeligt ved de ekstra kilo, der sidder og gør mig mindre pæn, end jeg måske kunne have været, men det er simpelthen for svært, er det. Jeg har det jo godt –´alt for godt, måske – jeg elsker det liv jeg lever, mit hus, min have, mit barn, mine børnebørn, min mand, min mad og min vin (rækkefølgen er aldeles tilfældig!).
Kan jeg tillade mig at klage? Nej, vel? Og når nu jeg ikke kan klage over ret meget, så er det da godt, at jeg kan være sprogbrokker en gang imellem.

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

3. marts 2017

“Will you still need me…” og hele fire overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , , ,

IMG_5867IMG_5876Beatles’ go’e gamle Will you still need me, will you still feed me when I’m sixtyfour har af naturlige årsager kørt inde i mit hoved hele dagen. (Og jeg skriver ikke dette indlæg for at I skal skrive tillykke til mig i en kommentar – det behøver I altså ikke!)
John sang den i 2009 og jeg synger den nu. Han feeder mig dog ikke; det må vist siges at være omvendt, men vi er ganske enige om, at vi behøver hinanden.
Jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet, da der ikke var en lille blomst til mig i morges, men jeg var tapper og lod som ingenting. Efter morgenmaden skulle han lige et ærinde, som jeg godt nok undrede mig lidt over, men fattede ikke spor mistanke …
… til, at han stak en hvid løgn og kom hjem med en smuk buket og en hjerteformet æske med eksklusive, fyldte chokolader. Der er kun otte stykker i, men det er rigeligt, for det er jo slet ikke jul endnu. Det var første overraskelse.
IMG_5875
Den anden var noget mere ubehagelig: Vi fik øje på en rotte, som har vinterkvarter ude bag ved den forhenværende havedam. Pokkers og sgu!
Nu har John sat en rottefælde op med en sveske i. Den går hen og snuser, men er meget, meget skeptisk. Der går nok et par dage, inden den går i – hvis ikke, må vi have fat i rottefængeren for at få lagt noget gift ud.

Den tredje overraskelse var god og er, at forsikringsselskaber kan handle meget hurtigt!
Vores afløb fungerede så dårligt, at vi måtte have suget trixtanken ekstraordinært, men der gik kun nogle få dage, inden den var gal igen. Vi ringede til Kloak-Jan (første gang var det en, kommunen sendte ud, men han måtte ikke skylle systemet igennem!), som hurtigt indfandt sig og konstaterede, at den ganske rigtigt var fyldt op igen. Han sugede og spulede … og allerede dagen efter var den gal IGEN. Nu måtte der tv-inspektion til. Det var i går.
Der er et brud. Lige under mit krydderurtebed. Pokkers og sgu endnu en gang! Det er nu blevet til en forsikringssag; vi meldte det forleden dag og fik oprettet en sag. Hurtige Jan sendte inspektionsrapporten ind til vores forsikringsselskab allerede i aftes. I dag har jeg talt IMG_5877med en sagsbehandler, som spurgte mig, om det er noget, der haster. Ja, en anelse, sagde jeg – min mand har købt en dykpumpe og må ud og starte den en gang om dagen for, via en slange, at føre overløbsvandet hen til et andet afløb, der virker. Så i princippet virker vores afløb fra køkken, bad og toilet slet ikke.
Der gik 1½ time, så ringede hun tilbage og sagde, at deres faste mand til den slags vil kontakte os i løbet af dagen. Vi skulle ikke foretage os videre end at lave aftalen med ham – han afregner direkte med dem.
Han har ringet – han kommer mandag klokken 10. Det er jo fantastisk! Ingen bøvl, ingen vrøvl. Bare et Ja, selvfølgelig dækker vi, når det er et brud på jeres egen grund

Dagens fjerde og foreløbig sidste overraskelse var portoen på den boblekuvert, jeg gjorde klar til at sende til Tim i dag. Han har fødselsdag om små to uger, så jeg skal have sendt den lille bog, jeg skrev om forleden.
50 kroner! Halvtreds!!! For at sende et brev på 170 gram til England! Du godeste. Hvordan i alverden kan det dog gå så dårligt for PostNord, som det gør?

22. februar 2017

Same procedure as last year?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Bloggen er ikke kun en blog; det er også en slags offentlig dagbog, og den har kvalt en del diskussioner i fødslen John og mig imellem mht. hvornår hvad er foregået. Således skulle jeg slå noget op i aftes, hvilket afslørede, at det åbenbart er på samme tid hvert år, jeg mister tålmodigheden med vinteren.
Overskriftligheden er bestemt ikke bevidst, men jeg måtte smile af mig selv, da jeg så dem.

imageimage

Mit skum er kommet. Mit Quilt Foam, som jeg ikke har prøvet før, men som jeg tror i visse henseender må være bedre end kraftig Veledon, som har en irriterende egenskab med at lave folder, der ikke vil foldes ud igen. Jeg har i hvert fald aldrig rigtig set lyset, hvad Veledon angår, så nu skal Quilt Foam stå sin prøve til Oslo Craft Bag, som jeg fik tiltusket mig opskriften til ved at acceptere Sew Swetness’ nyhedsbrev. To millimeter tykt er det (skummet, ikke brevet; det er trods alt elektronisk …), og det føles som det perfekte materiale til at afstive en håndarbejdstaske som den nedenfor viste.

IMG_5854Quilt-foam (1)

Quilt-foamVejledningen fylder 17 A4-ark! Uden at have nærlæst den vil jeg tro det er fordi forfatterinden er fra USA, og indvånerne i dette store land har en vis tilbøjelighed til at skære tingene ud i pap OG bøje dem i neonrør OG sige det samme på 17 forskellige måder, så de kan føle sig helt sikre på, at vi har fattet budskabet.
En strikke-undervisningsvideo kan fx tage 10 minutter for en amerikaner og tre minutter for en dansker – de tre minutter er nok, og er det ikke det, kan man se den igen – det er det visuelle der er vigtigt og ikke al den snak.

Nå. Ikke desto mindre er det en nydelig og tilsyneladende særdeles lommerig taske, Sara har designet, og jeg glæder mig til at skulle i gang med den … havde bare regnet med, at jeg skulle være færdig med Sørens sweater først, men det har jeg fortrudt og holder nok i stedet en pause. Jeg troede, åbenbart alt for optimistisk, at jeg ville være færdig med bullen, inden englænderne kom, men den er først nu ved at være færdig, og så mangler der jo lige som stadig to ærmer. Det var sejt at komme igennem, det mønster, og det har sikkert taget endnu længere tid, fordi jeg indimellem også skulle følge en lille smule med i, hvad der skete på tv.

20. februar 2017

YRK, hvor er det ulækkert

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags: ,

imageVi havde vores lumske anelser, mens englænderne var her: Toiletterne blev mere og mere sendrægtige til at skylle ud, men heldigvis gik det ikke helt galt, så længe vi havde besøg. Det gjorde det først lørdag eftermiddag, og søndag morgen foregik udskylningen så langsomt, at der reelt ikke var noget skyl.
Vi delte de to toiletter i ‘Hans’ og ‘Hendes’ – ens eget skidt er altid det mindst ulækre – og ringede til nødtelefonen. Det viste sig at være en vagthavende brandmand (!), som ville kontakte en mere relevant vagthavende, som igen ville ringe os op.
Det skete bare aldrig. Vi turde næsten ikke bruge noget vand – den smule, imagebundfældningstanken kunne tage, skulle gemmes til toiletterne.
Her til morgen ringede vi til kommunen:
Det var da ikke så godt. Jeg skal sørge for, at der kommer en ud i morgen.
– I morgen?! Vores toiletter har ikke virket siden i lørdags!
– Hmmm. Okay. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få en til at komme i dag.
– Tusind tak!

Der kom en slamsuger klokken 13, så det var fint nok. Det var ikke Bøgh, for vi bor ikke i Østjylland, men jeg elsker, når små firmaer finder på sådanne kreative slogans eller en lidt fjollet tegning som på bilen fra AIM.

imageimage

Det er nok især slamsugerne, der excellerer i lumre slogans, selv om både Stormbudet og MM Stilladser også kan være med – Bøgh overgik dog sig selv, da han fandt på den næste:
image

Et godt og ikke engang lidt kikset, som mange af dem (bevidst?) er: “Køb fire vinterdæk – eller skrid”. Der var dog åbenbart ikke tilstrækkeligt mange, der havde syntes det var morsomt, for det pågældende dækfirma er lukket …

Billedresultat for køb fire vinterdæk eller skrid

Og til sidst et eksempel på, at det er fotografen (eller en billedredaktør), der er i besiddelse af humor.
Jeg kan sagtens grine, for nu virker alt igen som det skal hjemme hos os.

19. januar 2017

Det der med mænd og tasker, ikk´?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

P1050755Vi kvinder må ofte høre for vores formidable evner til impulskøb og for vores store behov for (store?) tasker.
Det er nok mest kvindernes egne ægtemænd, der har flest ord at skulle have sagt om de sager. John har travlt med at fortælle gud og hvermand, at han kun køber, hvad der står på indkøbssedlen, når han køber ind i Brugsen. Det kan han jo sagtens sige, for han køber kun dagligvarer, når jeg har travlt med andet, og han forlanger en seddel, hvis han skal have mere end to ting … han laver mad spaghetti carbonara cirka en gang om måneden og han aner ikke, hvad der måtte mangle på køkkenlageret, ej heller kan han gennemskue, hvad jeg kunne forestille mig at kunne få brug for i den nærmeste fremtid – selvfølgelig ikke, men kan det så i virkeligheden kaldes for ægte impulskøb?
Det kan man vist diskutere …

Der er vist også noget med, at mænd griner lidt i skægget af kvinders tasker. Nogle gør åbenlyst grin med emnet, andre vover det kun i det skjulte eller sammen med andre mænd.
Min søde mand har i dag købt sin fjerde sorte kameraudstyrsrygsæk. Hver enkelt af dem har været fuldstændig uundværlig og den bedste, han nogensinde har haft.
Hvilket selvfølgelig er fint nok – altså at han er glad for sine tasker, og jeg kender ingen andre mænd, der går ind i hver eneste butik, han måtte møde på sin vej for at se, om der ikke kunne opstå et taskebehov. 
Dengang han gik på abejde, købte han ofte nye tasker/mapper og var lige begejstret hver gang – han kunne altid finde en eller flere ting, der var forskelligt fra – og meget bedre end – de forrige tasker/mapper.
Jeg havde sommetider svært ved at se forskellen og blev aldrig helt klar over, om det var mig eller sig selv, han skulle overbevise om netop denne nyerhvervelses fremragende egenskaber.
I dette tilfælde var det, at han kan have alt sit udstyr (minus monsterlinsen, men den har han aldrig med på flyferier) plus resten af nødvendighederne, der skal med i en håndbagage.

P1050759

Nu er fotoudstyret pakket om i den nye taske, og John er glad. Det er Søren også, for han er blevet lovet en af de tre andre sorte kamerarygsække på det nielsenske lager, så der vil stadig kun befinde sig tre i Den Stråtækte efter hjemkomst med denne nye, som man burde kunne finde i mørke, hvis man lader være med at lukke lynlåsen. Men det lader man ikke være med – så falder de dyrebare linser ud.

Og han skulle egentlig bare ud for at købe en dims, så han kan cromecaste danske tv-kanaler fra sin iPad til den store fjernsynsskærm her i Sverige.
Ikke et ord om impulskøb …
Men på trods af mit drilleri, synes jeg faktisk, det er lidt fedt at have en mand, der ikke nødvendigvis ligner alle andre mænd.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

31. juli 2016

24, næsten 25

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

P1030461

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Windswept - CopyWindswept (5) - Copy

Windswept backWindsweptEdging detail

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

26. juli 2016

Bag tæppet – bag facaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , , ,

Hvis nogen indtil for bare kort tid siden havde fortalt mig, at jeg skulle komme til at gøre rent i en kirke, ville vedkommende være blevet mødt af en voldsom benægtelse og en hånlig latter fra min side.
Havde de ydermere påstået, at min datter skulle ses bære rundt på tunge ting på sit hoved, ville jeg nok også have haft det skeptiske blik på – dog ikke i samme omfang som i kirkerengøringsspørgsmålet.
I dag er begge dele sket. Sig endelig ikke til nogen i min familie, at jeg har gjort rent i en kirke! Og dog … pyt … de vil nok alligevel ikke tro jer.
Landsbyens beboere (de fleste af dem) har kirketjansen en måned ad gangen. Man skal gøre rent, hvilket består i at fjerne fugle- og flagermuselort, feje spindelvæv*) ned og sørge for, at der altid er friske blomster i vasen ved siden af alteret. Hvert år i december deltager hele landsbyen i hovedrengøringen. Undtagen C & T …

P1030365P1030367 P1030368P1030369

Det var Charlotte og Tims tur i juli. To gange har der været en nabo inde for på bedste engelske, yderst diplomatiske vis, fortælle, at blomsterne i kirken ser meget triste ud. Samme nabo er den eneste, der kommer i kirken, og det gør hun bare for at tjekke, at den der har ‘vagten’, passer sin pligt, hvilket (bl.a.) er derfor, Charlotte ikke kan præstere den store entusiasme og er tilbøjelig til at glemme sine forpligtelser.
Første gang, naboen klagede, havde Charlotte en febersyg Aubie og ville ikke gå fra ham. Damen lovede, med martyrmine, at skifte blomsterne.
I går var hun der igen, og C lovede at ordne blomster og få muget ud i dag.
Vi gik med for at hjælpe. “Så har du da også noget for dig temmelig usædvanligt at skrive om”, som Charlotte sagde.
Bag døbefonten og det blå velourforhæng skjulte sig rengøringsrummet. Et temmelig snavset rum … men det er der jo ingen der ser, så det er der ingen grund til at gøre rent.
Charlotte gør dette for landsbyfællesskabets skyld, hvilket hun synes er hyggeligt nok i de fleste andre sammenhænge. Denne pligt kunne hun snildt undvære, og hun nægtede da også at deltage i protesterne mod at lukke kirken (fordi der aldrig kommer nogen til gudstjenesterne). “Vil du da virkelig gerne have, at kirken lukker???”

P1030370P1030373

“Det har jeg ikke noget imod. Det kunne da være morsomt, hvis en eller anden købte den og lavede den om til beboelse. Så bliver kirken da i det mindste brugt til noget fornuftigt, og vi behøver ikke at skulle skaffe penge altid til dens vedligehold.” Sagde C, mens Tim krummede tæer.
Det synspunkt var måske ikke helt populært, men det tages ikke så tungt af Charlotte. Det er værre med Tim, som, igen meget engelsk, ikke bryder sig om at sige nej til nogen. Han er faktisk helt enig med C, men kan ikke få sig selv til at sige det offentligt. Det er på sådanne punkter, svigermor ikke i samme grad som ellers synes, at “Oh, Ellen, Charlotte is such a wonderful girl … she’s become more P1030374British than the British”, men i stedet finder hende aldeles upassende dansk i sin attitude.

Hvem er død? Skal man rette sig efter normal engelsk (og dansk) grammatik, er det præsten, der er faldet i søvn i Jesus (!). Det er givetvis Dorothy, man mindes her, men det er ikke det der står.
C giver mig ret, samtidig med, at hun gør mig opmærksom på, at så er 90 % af de engelske gravstene forkert formuleret. Det bliver de ikke mere grammatisk korrekte af, men C mener, at det hele helst skal stå i én sætning, og så kan det nemt blive lidt klumpet.


*) Vidste I, at spindelvæv bliver lavet af æderkopper? I hvert fald ifølge en, jeg kender. Jeg så det på FB – vedkommendes mor, som jeg deler forældre med, havde dog straks været efter hende og foreslået, om det mon ikke var edderkopper, der mentes?
Jeg hyggede mig gevaldigt, fordi den var ny for mig, og spurgte den formastelige, om jeg måtte hænge hende (anonymt) ud på min blog, hvilket jeg fik tilladelse til.

3. juli 2016

Krydderi … ikke på tilværelsen, men i næsen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

John sad og så indledningen af dagens Tour de France-etape; jeg kiggede med med et kvart øje, lyttede med et halvt øre og undrede mig. Jeg forstår simpelthen ikke sproget: “… så taber han den reelle tid, han måtte miste …” Ja … ?
Jeg opgav og foretog mig forskellige småting, mens manden zappede mellem Formel1 og TdF – det må være frustrerende at ville se to ting på én gang.
Den ene småting var at få kværnet flere tørrede chili, for Søren fik dem med hjem, jeg lavede forleden dag.
Det kræver mundbind og beskyttelsesbriller! Chilierne bliver kværnet i en hermetisk lukket beholder, men bare det at klippe enderne af dem for at få frøene ud får mig til at nyse. Når jeg skal have det færdige produkt via en tragt fra kværn til glas, kommer der åbenbart også chilistøv i luften. Det sved i næsen og jeg nøs og nøs og nøs, mens øjnene løb i vand.
Nu har jeg heldigvis til lang tid.

Miss Grace (2)

P2080032Miss Grace er endelig blevet skyllet op og tørret. Det er ikke decideret blokket med nåle und alles, for jeg synes ikke, det skal være alt for luftigt – det blev to meter på den lange side uden at strække det, hvilket er stort nok. Jeg ønsker mig en gine til at drapere den slags mere fotogent på – og til at prøve bluser på.
Er der en, der har en til salg? Den behøver ikke at have modelmål … nok nærmere de mere eller mindre tøndeformede, Charlotte havde stående, da hun arbejdede hos Hardy Amies. Flere græske skibsrederfruer havde deres egen gine stående, så de kunne bestille tøj in absentia.
Miss Grace var sjovt at strikke, og måske kommer der et til engang. Lige nu er jeg i gang med mit femte babysvøb scottish style (det, der blev døbt Prinsesvøbet, da kronprinsparrets ældste kom til verden). Jeg elsker at strikke dette sjal, og da jeg forærede mine to niecer et, da de fik deres respektive første barn, var jeg godt klar over, at det skabte præcedens, så nu strikker jeg bare til lager – der er stadig to niecer og en nevø tilbage, som ikke har fået børn endnu.

Der var havnefest i Præstø i aftes. Bortset fra, at det var en anden slags musik, var det næsten som at være tilbage i Havdrup under roskildefestivallen: Vi kunne snildt høre hvad de havde gang i, når vi opholdt os udenfor. En havnefest må forhåbentlig gerne være våd, for de fik sig nogle gevaldige byger indimellem, men måske også en krukke med guld – regnbuen endte lige præcis ovre i Præstø.

P1020768

Jeg elsker de kontraster, naturen kan fremvise i den slags vejr – her var det fint vejr ved Den Stråtækte, men vi fik vores part af regnvejret kort efter.

2. juli 2016

Hvorfor er man dog så forfængelig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags:

Lad det være slået fast med det samme: Jeg har ingen illusioner om mit udseende. Jeg er hverken køn eller smuk eller har nogensinde været det.
Jeg har selvfølgelig set bedre ud end nu, men sådan er det jo at blive ældre. Jeg er enten lidt pæn eller meget lidt pæn.
Alligevel er jeg forfængelig, men det er vel ganske enkelt for at ikke foranstående beskrivelse skal ændres til lidt grim eller temmelig grim.
For tre år siden havde jeg haft min gode frisør i cirka 20 år. Hun var rigtig god og kendte både mit hår og mine holdninger – både til håret og til andet.
Vi kendte næsten hinandens familier, selv om vi aldrig så hinanden privat.
For tre år siden begyndte der 17 måneder, hvor jeg ikke havde brug for en frisør, og da jeg vendte tilbage til salonen, var Rikke rejst. Hendes afløser var ikke værst, men hun var ikke Rikke.
Vi flyttede til Præstø … hvis Rikke stadig havde arbejdet i Solrød, var jeg kørt dertil, men nu kunne jeg lige så godt finde en lokal.
Det var svært!
Jeg prøvede en. Håbløst. Jeg prøvede en anden. Hmmm. Måske … hun fik en chance til. Og en til. Jeg var aldrig helt tilfreds, men heller ikke helt utilfreds og måtte spørge mig selv, om det var hende, der var noget galt med, eller mig der var for kritisk. Ingen kan jo gøre mig smuk …
Fjerde gang gik det helt galt, og da jeg forlod salonen vidste jeg, at det var sidste gang, jeg havde sat mine ben der. Hun gjorde alt det, jeg specifikt havde bedt hende om ikke at gøre. Jeg har meget høje tindinger og ditto høj pande efter at have mistet håret, hvorfor jeg insisterer på langt pandehår. Hun klippede det nærmest helt op til hårgrænsen. Jeg vil ikke have håret klippet op i et omvendt V i nakken. Det vidste hun, men det gjorde hun. Ved højre øre sad der en lille tot, der var fire cm længere end alt det andet hår – hun havde af en eller anden grund ikke haft fat lige der med saksen. Når man kiggede på håret lige bag ørerne, var det godt to centimeter længere i højre side end i venstre. Det var så tydeligt, at John lagde mærke til det, og jeg forstår ikke, hvordan en frisør kan begå en så fatal fejl.
Da jeg kom hjem, kiggede min ellers så diplomatiske mand på mig og sagde: “Undskyld, men hvad er der sket? Dit hår var faktisk pænere da du kørte, end det er nu.”
P1020733En lille uge efter skulle jeg til England, hvor Charlotte kiggede på mig og sagde: “Dit hår er altså lidt underligt … trænger du til at blive klippet eller hvad er der galt?”
Puha. Jeg fortalte datteren, at jeg var blevet klippet ugen før, hvorefter hun kiggede én gang til og spurgte, om ikke den frisør skulle fyres. JO!
Jeg har ladet det gro lidt længere end jeg plejer, for spidsen af det omvendte V skulle helst være vokset ned igen inden næste klipning. Jeg fandt en frisør i Præstø, som jeg kom hjem fra for et par timer siden.
Jeg er SÅ glad. Det er John også. Jeg gik fra meget mindre pæn til okay.
Nej, ingen billeder. Så pæn er jeg heller ikke blevet, og jeg skriver ikke sådan, fordi I skal rose mig eller forsøge at trøste mig ved at sige, at så galt er det vel heller ikke.
Den slags udtalelser vil blive ignoreret.
Det er mere et udtryk for undren over, at ens hår kan betyde så meget for en.
I har i stedet fået billede af en dahlia. Den er smuk; den er kæmpestor (15 cm), den har 22 knopper og to blomster, den er en af dem fra Peter Nyssen i England, og den pynter i haven.
Den nye frisør tog imod udfordringen, selv om jeg serverede hele jammerklagen for hende, men hun klarede det til UG.
Og apropos udfordringer kan jeg anbefale Kirstens indlæg. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

27. juni 2016

En mand af få ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

P1020705

Man siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår.
Det skete for Johns og mit vedkommende for efterhånden temmelig mange år siden.
Jeg var ikke dengang klar over, at der overhovedet var modsætninger, og slet ikke hvor store de var – jeg fokuserede vist meget mere på den søde musik. Det var også meget sjovere.
John er meget lidt temperamentsfuld, og der skal virkelig meget til at hidse ham op eller blive vred.
Han kan have en meget indirekte og ofte forblommet måde at sige tingene på, men den eneste, der forstod det sprog, var Pernille … jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hentydninger, men ofte er det fra hans side en snert af en antydning af en hentydning.
Og så siger man, at kvinder skal tale lige ud af posen, når de henvender sig til en mand …
John er – som regel – også en mand af få ord. Det er mig, der snakker, undtagen når han får lidt for meget at drikke, men det gør han stort set aldrig (mere). Det er altid ham, der aldeles frivilligt tager chaufførtjansen, når vi skal ud, for han drikker glad og gerne alkoholfri øl og har det meget bedre med det – især dagen efter.
Det har jeg det sådan set også helt fint med – ikke fordi jeg drikker mig i hegnet, men det er rart at kunne drikke mere end et enkelt glas vin.

Han er ligeledes en mand af få ord, når det drejer sig om at skrive. Hans fingre er for tykke, siger han, og han bruger det bibelske system, når han skal finde bogstaverne: Søg, og du skal finde … han afskyr derfor også at sms’e og er måske af samme grund ikke på den form for talefod med ret mange, men det hænder dog, at Karin sender ham en sms, som kræver et svar.
Så stønner han næsten helt uhørligt, men også kun næsten, og rækker telefonen over til mig:
”Læs lige den her … kan du ikke svare hende?”

Kort tid efter han var kørt i dag, løb der en besked ind til mig om, at min pakke var kommet.
Den videresendte jeg til John, med den afbildede korrespondance som resultat.
Man behøver selvfølgelig ikke at skrive en roman for at svare på dette, men det er generelt meget betegnende for længden af Johns svar, hvis han får en sms og jeg ikke er der til at svare for ham, hvilket jeg i sagens natur ikke er, når jeg selv er afsenderen.

11. maj 2016

Mysteriet om de usynlige marmeladeglas

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Brødrene Nielsen har en ting til fælles: De har begge en blind plet, når det gælder tomme marmeladeglas. Jeg fik aldrig spurgt til, hvordan deres far havde det med den slags, men jeg er sikker på, at det må ligge i generne.
Det sker ikke bare hver gang … det sker hver eneste gang, der bliver tømt et marmeladeglas: Det bliver ikke vasket op.
Når vi er i Sverige, hvor der ikke er opvaskemaskine (bortset fra Gemal Nielsen eller Brødrene Nielsen, som har to programmer: Gider godt nu og gider ikke lige nu), skyller jeg det værste af et tømt marmeladeglas og sætter det sammen med de andre glas, der skal vaskes op.
Når resten af opvasken er taget, står det stakkels marmeladeglas snavset, ensomt og forladt tilbage. Bordet kan oven i købet være tørret af under det, så det er ikke bare usynligt; det er også i stand til at levitere.
I dag, da vi ankom til svenskerhytten, fandt jeg et tømt og skyllet marmeladeglas stillet bag gardinet ved køkkenvasken, så i et kort øjeblik må det have manifesteret sig som synligt, nemlig længe nok til at blive opdaget for straks derefter at blive gemt helt væk, så ikke engang Ellen opdagede, at det ikke var vasket af, inden vi kørte hjemover.
Det er da et pudsigt fænomen, ikke? Jeg har et par gange spurgt, hvad de stakkels glas har gjort, siden de slet ikke eksisterer i mændenes øjne, men har ikke fået andet end uartikulerede grynt til svar.
Hjemme i Den Stråtækte er marmeladeglas også usynlige. John kan sætte alt i opvaskemaskinen – undtagen det tømte marmeladeglas, som jeg så sætter i maskinen … jeg er for længst holdt op med at lade mig irritere, for det hjælper alligevel ikke.
(Det er derfor jeg er blevet så rund med årene: Der er blevet slebet rigtig mange kanter af …)
Det er bare mærkeligt, for når glasset så er blevet helt fint og rent og står der i maskinen, hvor det nu rent faktisk er mindre synligt end det var før, så er det pludselig blevet synligt, når opvaskemaskinen skal tømmes.
I hvert fald i et minuts tid, hvilket er nok til at blive sat op på køkkenbordet.
Hvordan det forsvinder derfra og hvor det forsvinder hen, forbliver for evigt et mysterium for Johns vedkommende.

P1010787

Hørte jeg enkelte spørge til, hvorvidt jeg selv er i besiddelse af tilsvarende mærkværdigheder? Selvfølgelig er jeg ikke det. Overhovedet ikke.
Og John blogger ikke …

11. februar 2016

Nogen har tabt en skrue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

John fik her til morgen en ide om, hvordan han ville lave om på sit ‘kontor’, som man med lidt god vilje kan kalde reposen, hvor han har indrettet sig med sit skrivebord og plads til papirer og andre personlige ting. Det krævede et Ikeabesøg, og da vores store lykkekastanje ikke har været specielt lykkelig at se på de seneste par måneder, ville jeg med for at kigge efter en ny, stor plante, som Ikea altid har et udvalg af til stort set ingen penge.
Det er altid spændende at se, hvilke behov der opstår, når man bevæger sig rundt i Ikea. John lod sig som sædvanlig ikke friste af noget som helst, og for mit vedkommende i dag drejede det sig om to sæt sengetøj, der vil passe perfekt til det ene gæsteværelse i Den Stråtækte.
Faktisk kunne jeg næsten ikke være i mig selv af bare stolthed over min voldsomme karakterstyrke. Alt andet, vi kom hjem med, stod på listen.
Lykkekastanjen blev konverteret til en stor fredslilje, da jeg syntes, at Ikeas udvalg af førstnævnte var næsten lige så ynkelige at se på som den, jeg havde besluttet at sætte på pension i mit syværelse.

P1100320P1100322

Punktering

Da vi kom ud fra Ikea, så John, at højre baghjul var næsten fladt. Han listede bilen hen til en tankstation i Tåstrup by og fik luft i det, men han turde ikke satse på at kunne køre helt hjem. Heldigvis lå der stadig det værksted på Roskildevejen, som han kendte, og heldigvis gik den enlige mekaniker rundt og så ud til at kede sig. Han tog os ind med det samme, hævede bilen, mit strikketøj og mig til de højere luftlag, fik dækket af og ledte efter synderen, som viste sig at være en pænt stor skrue.
De to gik og fik sig en rigtig mandesnak (biler!) imens – den mekaniker ville meget gerne snakke, og hvor må det altså også være kedeligt at arbejde et sted, hvor man ikke har nogen at tale med – jeg ved naturligvis ikke om det er altid, eller det bare er i dag eller i denne uge.
Nu ligner ingen af os længere vårharer, så den søde gut tillod sig at spørge, om vi var medlem af Ældresagen (KAN ikke lide deres egen (grammatisk ukorrekte) måde at skrive det på …), og det bekræftende svar gav os 10 % i rabat. Det ville vi aldrig selv have tænkt på at nævne for ham. Flink fyr.

5. februar 2016

Sådan opfatter vi så forskelligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: , ,

Da vi kom hjem fra England, lå der en invitation fra vores naboer: “Kom og vær med til at fejre, at alle husene nu er beboet … [tekst] … medbring en ret til et fælles tag-selv-bord, drikkevarer til eget forbrug og godt humør.”
”Alle husene” på vejen er otte, så vi er ikke mange, men det gør ikke spor – tværtimod. I Havdrup var der 77 rækkehuse, og John og jeg var meget asociale og deltog aldrig i noget fælles, da vi boede der, for vi havde slet ikke lyst til at involvere os i bare en brøkdel af alle de mennesker.
Her er det noget andet. Folk er så utrolig søde, gæstfri, venlige og … involverede, hvis man kan sige det sådan. Alle interesserer sig for hinanden, uden det er på en anmassende eller påtrængende måde, og alle ser efter alles huse og spørger om der er noget, de kan gøre, hvis nogen er ude at rejse.
Derfor deltager vi da også i sammenkomsten – ikke af pligt, men af lyst.
Jeg sagde til John, at jeg ville lave bagte cherrytomater med rødløg og masser af hele hvidløgsfed, det hele vendt i en anelse balsamico, en smule honning og olivenolie. Til sidst mozarella ovenpå i små klumper efter færdigbagning af de andre ingredienser i ovnen.
Det smager hujende godt til stort set alt, og jeg laver det forholdsvis tit.

P1100301Jeg kunne godt se, at John så lidt betænkelig ud …
– Hvad er der i vejen? Det smager da godt …
– Jo, men … det er jo tilbehør.
– Ja. Det skal der da også være på en buffet.
– Der står “en ret”. Og der står ikke “buffet”, der står “tag-selv-bord”.
(John tager alting meget bogstaveligt).
– Det er det samme som en buffet … og det dur ikke, at der kommer otte hovedretter og ikke noget tilbehør – de kunne lige så godt have skrevet “en ting”.
– Det gjorde de jo ikke … jeg tror altså ikke, det er rigtigt at komme bare med noget tilbehør. Du kan da heller ikke komme med en skål salat, fx.
– Det kan jeg da – jeg gider bare ikke tage ud at handle, og jeg har íngredienserne til tomatfadet.

Denne snak gik lidt frem og tilbage.
For at gøre manden glad sagde jeg, at jeg havde noget rødfisk ude i fryseren; det kunne jeg sprødstege og lægge oven på tomaterne.
Så er det pludselig med særdeles enkle midler forvandlet til en fiskeret og ikke ‘bare’ tilbehør. Man har jo lov til at fiske (tøhø) ved siden af fisken og nøjes med tomaterne.
Jeg er stadig overbevist om, at der ikke havde været noget forgjort ved at komme med tilbehør og ikke en hovedret, men John er født nervøs over at risikere ikke at gøre det forventede (hvilket ikke har generet mig i det meste af mit voksenliv), så for at gøre ham tryg igen, supplerer jeg med fisken.
Sådan er vi så forskellige … hvem siger, at lige børn leger bedst?

20. december 2015

Lidt søndagspanik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Radiatoren på mit syværelse har ikke virket i et stykke tid. Sådan var det også engang med den oppe på børnenes værelse, og John kunne ikke umiddelbart løse problemet, som viste sig at være en kombination af to ting: Der manglede vand på anlægget og der var gået en eller anden dims i stykker inde i termostaten.
Det kunne VVS-manden, der rykkede hurtigt ud dengang i februar, fortælle os. Han kom heldigvis samme dag, som vi ringede, for grunden til, at den radiator skulle i gang var selvfølgelig, at englænderne var lige på trapperne.
Det lærte John af – VVS-manden så ingen grund til at mystificere sagen, men fortalte John alt, hvad han behøvede at vide for selv at kunne løse et tilsvarende problem en anden gang.
Radiatoren på børneværelset virker stadig fint, men jeg kan ikke komme i gang med at sy de ting, jeg har ideer om, at jeg skal have syet i de lange, mørke vintermåneder … havde dog sagt til John, at det snildt kunne vente til efter nytår, for før ville jeg ikke få tid.
Han fik lyst til at kigge på den radiator i dag.
Jeg stod ude i køkkenet, da han kom med en hast, der var aldeles ukarakteristisk for min mand.
”Satans!”
???
”Jeg tog palen ud for at tjekke den, og så tabte jeg den. Jeg kan ikke finde den igen. Vandet løber ud, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg har slukket for anlægget, men det løber selvfølgelig stadig ud.” John hentede klud til at tørre op med og en skål til at sætte under radiatoren, og væk var manden igen, igen i bemærkelsesværdigt højt tempo.
Typisk, tænkte jeg. Sådan noget sker bare på en søndag. Ingen VVS-mænd, ingen varme, og i morgen kommer englænderne.
Da jeg havde vasket mine hænder fra rullepølsefremstillingen, gik jeg ud for at hjælpe ham med at lede efter palen.
Den var og blev væk. Som i fuldstændig forsvundet. Vi ledte og lyste og lyste og ledte, men ingen pal. Meget underligt, for godt nok er sådan en ikke stor, men der var ikke noget på gulvet i nærmeste omegn, den kunne gemme sig i.
Jeg sagde ikke noget – det duede ikke at blive sur, og John var rigeligt ærgerlig for os begge to.
“Jeg kører i Jem & Fix for at se, om de har sådan en pal. Kigger du efter, så skålen ikke løber over?”
Gudskelov for en liberal lukkelov … jeg var dog ikke særlig optimistisk, men jeg sagde stadig ikke noget – ikke andet end “skal jeg nok” og håbede bare i mit stille sind, at der ville kunne komme en VVS-mand straks i morgen tidlig.

P1090946

Jeg tømte lave skåle – der kunne ikke stå en spand der, hvor det løb – og endelig kom John tilbage. Med en fin, skinnende ny pal.
Aldrig mere negative tanker om Jem & Fix fra min side!
Palen kom i, anlægget blev startet, der var ingen utætheder, og [fanfare] radiatoren gør, hvad radiatorer er sat i verden for at gøre: den VARMER!

Da alt således var i orden, og han ryddede op efter sig, herunder at samle kluden op fra gulvet, faldt palen ud.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.