Varme fødder og kolde stuer

Vi var på besøg hos nogle venner i går, og da vi kom hjem, føltes huset unormalt koldt. Jeg havde faktisk studset allerede om formiddagen, da vi kørte – det virkede køligere end normalt i rummene, men ikke så meget, at jeg tænkte nærmere over det.
Da vi kom hjem halvsent på aftenen, var vi ikke længere i tvivl: Vi måtte være løbet tør for olie. Det er aldrig før sket i mit liv, men det skal retfærdigvis også siges, at i det meste af mit voksenliv har jeg haft fjernvarme.
Den Stråtækte har imidlertid oliefyr, og, bare for at komme eventuelle spørgsmål i forkøbet: Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Det vil koste os mange penge, som vi med størst sandsynlighed ikke vil kunne få hjem igen ved salg, og vi vil slet ikke kunne bo her længe nok til, at ínvesteringen tjener sig selv hjem.
Vi har en ordning hos OK, hvor de selv, via graddage, holder styr på, hvornår vi skal have påfyldt. Det har de klaret godt i de ni år, vi har haft ordningen, men denne gang smuttede det altså.
Fordelene ved en fast ordning er flere: Vi skal ikke selv holde øje med oliestanden, og skulle vi løbe tør, koster det ikke noget at få dem ud samme dag, det koster heller ikke ekstra, hvis der bliver påfyldt mindre end 700 liter, og endelig er der en ganske pæn fast rabat på selve olien.
Jeg ringede 7:30 og fem minutter kom der en ordrebekræftelse på, at olien kommer i dag.
Det er godt, at vi har brændeovn i stuen … vores reserveolieradiator, som går på strøm, blev tilsluttet i køkkenet, så vi klarer os fint, til olien kommer.
Som kom klokken 10, inden jeg var færdig med dette indlæg! Det var sandelig hurtig service!

Vi har også masser af varme trøjer og varme sokker … og apropos det, kan jeg da lige vise, hvad der foreløbig er kommet ud af pangpang-eksperimentet fra farvedagene først på ugen.
Der kom i hvert fald knald på, men jeg tænkte, at der da nok skal være en lille pige ude i den store verden, der vil blive glad for et par sokker i disse farver.
Det ene fed blev mere rødt end det andet, og det passede på forunderlig vis 100,00 % med, at de viste sokker brugte præcis hele det rødeste fed. Det andet indeholder mindre garn, så der lavede jeg lidt om på konceptet og har nu strikket den ene sok.
Og jo: Jeg strikker altid sokker på to pinde og syr dem sammen. Jeg har strikket i snese- måske hundredvis af sokker på fire pinde, og jeg gider det ikke mere – vil hellere sy sammen. Der findes mange opskrifter og metoder til to pinde, så det kan blive noget mere varieret end de traditionelle sokker.

Et par af de andre farveseancer gav ovenstående resultat. En syrenmeleret baby merino og en ensfarvet, tynd, blågrå følgetråd, som forhåbentlig vil give farveskiftene lidt blødere overgange. Det kan lige række til en bluse til mig selv – som jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med … jeg har sådan på fornemmelsen, at mit nuværende lidt større projekt kommer en tur i syltekrukken og midlertidigt må se sig selv som en ufo (unfinished object). Men hvad pokker – en mere eller mindre, og jeg har en liggende i forvejen. De skal nok blive færdige. Engang.
Jeg har altid flere arbejder i gang, for der skal være noget til alenestunder, til tv-strik, til bilstrik og noget, der overhovedet ikke kræver brug af strikkehjernen, som fx i går, hvor koncentrationen skulle lægges på lytte- og snakkeområdet. Godt nok kan man multitaske, men det skal ikke være noget med tællearbejde eller indviklede mønstre, når man skal hygge med venner og/eller veninder.

“Jamen I er jo aldrig hjemme!”

“Jamen I er jo aldrig hjemme!” er noget vi tit får slynget i ansigtet, når vi taler med folk. Det passer naturligvis ikke. Vi er for eksempel hjemme i dag … har kun lige været i Brugsen for at købe lidt fornødenheder til norgesturen, som begynder på fredag. Vi var også hjemme i mandags og er igen i morgen …

Det var vi ikke i weekenden. Hjemme, altså. Det var en af de skønne, skønne Drei-Mädchen-weekender – med mænd, dog. Det lægger jo altid en lille dæmper på de orale udfoldelser, men er hyggeligt nok alligevel.
Først var vi i Sydhavnen, hvor vi skulle se den ene mädchens nye lejlighed.
Jeg var overrasket på den go’e måde. Jeg bliver aldrig bybo, men skulle det være, var Sydhavnen nok et godt valg. Hvis man har vundet en af de større gevinster i Lotto …
Det var næsten som at tage en bådtur på Themsen i London, fordi der var så meget nyt og spændende byggeri. Specielt var jeg vild med husbådene, som lå lige midt i alt det nye. Hyggeligt at se på for alle dem i lejlighederne, men gad vide, hvordan husbådsejerne ser på det?
Af de herlige husbåde var denne herunder den, jeg helst ville have. Den skulle bare ikke ligge i Københavns Sydhavn …
Mon ikke børnene her lærer at svømme før de kan gå?
Sus fortalte, at børnene bliver bragt til institutioner i alt, man kan forestille sig muligt at transportere børn i – og lidt til; bl.a. ser hun paddleboards, hvor barnet sidder foran, mens mor eller far SUP’er hen til børnehaven.

Nogle har egen kajplads. De har dog ikke egen garage til den anden side. Man kan ikke få alt … ikke engang i et luksusbyggeri.

Efter at have gået en tur rundt i Sydhavnen, kørte vi op til deres dejlige sommerhus ved Udsholt.
Lørdag kørte vi en tur rundt i det nordsjællandske og var bl.a. inde hos Camilla Plum. Det var okay – vi skulle jo ikke spise der, og hun skulle efter sigende have en stor og velforsynet planteskole.
Det havde hun også. Derudover et hus eller to med alverdens ting og sager – og jeg mener alverdens! Der var stor spændvidde, for nu at sige det kort.
Salatskålen herunder samt vasen (?) bagved blev vi enige om kunne være hadegaver af format.

Retfærdigvis skal det siges, at der også var mange pæne ting, man snildt kunne forestille sig i eget hjem, men de er jo ikke sjove at vise billeder af.

---

Søndag eftermiddag var hele vejen inviteret til kaffe hos et par af de nyligt tilflyttede. Vældig hyggeligt.

---

Tirsdag deltog jeg i Nørklernes sommerfrokost. Jytte med sommerhus ved Marienlyst havde inviteret, og vi indledte med et besøg i Stubbekøbing Museum, som kører med udstillingen Strik på 1ste, hvor selveste Vivian Høgsbro har en meget stor finger med i spillet. Hun selv, Lotte Kjær og Bente Geil, som nok er kendt af de fleste strikkere, udstiller her.
Der er meget andet at se på museet, som jeg varmt kan anbefale, både for strikkere og ikke-strikkere. Jeg skal herned igen engang, for vi Nørklere nåede kun strikkeafdelingen, hvor Vivian underholdt os i en halv times tid med strikkeriets historie og kuriositeter.

Arbejdet på det sidste billede har en strikkefasthed på 75 masker pr. 10 cm. Når jeg fortæller, at hvis vi i dag synes vi strikker ‘fint’ på tynde pinde, så ligger strikkefastheden nok højest på omkring 32-35 masker – altså ikke engang det halve, så kan også ikke-strikkekyndige sikkert forstå, at vi her må tale om noget, der er virkelig tidskrævende.
Mine tyndeste strikkepinde er 1 mm. Jeg har kun brugt dem én gang til et par pulsvarmere med perler, og selv så lille et arbejde tog 100 år at strikke. Sådan cirka. På museet så jeg et arbejde, hvor jeg kunne se, at det måtte være endnu finere. Vivian kunne bekræfte, at det var strikket på pinde nr. 0,5! Så har man meget gode øjne og enten meget god tid, meget god tålmodighed eller en meget streng madmor, som forlanger meget af sine piger.

Vi keder os ikke!

Christies i Sdr.Hostrup kom igenigen med tilbud, vi ikke kunne modstå, så mandag morgen gik turen for femte gang til den hyggelige sønderjyske kro. Vi tog bare en enkelt overnatning, for der sker lidt meget for tiden, men denne tur ville vi have med. Så kunne vi samtidig køre syd for grænsen og billighandle lidt. Det må man nemlig godt, når man kun vil spare ‘for sjov’ og ikke er en stakkels kontanthjælpsmodtager, der bliver hårdt straffet for at spare på de penge, der ikke er for mange af i forvejen. Holddafast, hvor blev jeg vred, da jeg hørte den nyhed. Jeg fik sådan en lyst til at ruske den pågældende skrankepave og råbe SÅ OPFØR DIG DOG ORDENTLIGT!!!
Jamen hvad er det da for noget? EU? Åbne grænser? Ét er, at man som kontanthjælpsmodtager ikke må “tage ophold i udlandet”, men de komplet tåbelige administratorer i Sønderjylland har da totalt misforstået konceptet.
Nå. Det var slet ikke det, jeg ville skrive om. Det problem er der forhåbentlig nogle fornuftige mennesker, der tager hånd om.

Først gik opvaskemaskinen i udu; så smadrede jeg komfuret. Sidstnævnte er installeret og fungerer fint, og førstnævnte var der tekniker på i dag. Han blev modtaget med åbne arme, for vi har skullet vaske op i hånden i næsten to uger! Heldigvis er John god til at tage den tjans, for det er virkelig en hadeopgave for mit vedkommende.
Den meldte en fejl, hvortil der bare stod “Tilkald service”. Nådada … det lød alvorligt. Vi fik maskinen den 6. juli i år, så vi syntes det var lige tidligt nok at nedlægge arbejdet, men servicemanden havde en god forklaring, og nu virker maskinen igen. Det er bare en af den slags ting, der kan ske, og det var naturligvis dækket af garantien. Han spurgte, om vi ellers havde nogen spørgsmål, så John nævnte, at han da var lidt ked af, at vores høje vinglas ikke kunne være i denne ellers vældig gode maskine – faktisk den bedste vi nogensinde har haft, men det var kommet lidt bag på ham, at han var nødt til at vaske dem af i hånden.
Det var der råd for! Han fik solgt os to indsatse, som er løse og dermed kan bruges efter behov, og som hver kan tage fire glas op til 24,5 cm i højden. Vores er 23,5 cm. Det tror jeg vil vise sig at være en god løsning, for det er tynde og dermed sarte glas, som John (og jeg, men mest John) er lidt bange for at komme til at smadre, når de skal tørres. En opvaskemaskine er klart bedre til dem.

I morgen skal jeg til en damejulefrokost, søndag og mandag skal vi til Nordsjælland, på tirsdag til nørklefrokost, onsdag bliver vi 18 (= alle på vejen, inklusive to teenagere, som søreme også gider) til gløgg og æbleskiver og den 21. kommer englænderne. Herfra kan vi så bare slappe af. Bortset fra at lave al den mad, der nu engang hører julen til, men det er jo kun rigtig hyggeligt, når jeg har alle dem omkring mig, som betyder mest for mig.

Huset er julepyntet, den udendørs vinterbelysning er sat op og alle gaver er købt. Endnu ikke i hus, men købt. Charlotte har nogle med, og Johns kommer med Postnord en af dagene.
Charlotte har fødselsdag på mandag, men det er også klaret pr. fjernbetjening. Hvad gjorde vi dog før internettet?
Nu mangler jeg bare at lave konfekt og bage småkager, men det er for tidligt endnu. Juledekorationerne er heller ikke lavet, men det bliver de i næste uge, vil jeg tro.
Eller i weekenden.

Og nu kom sneen. For en halv time siden skinnede solen, men nu vælter sneen ned. Det er lidt spændende, hvor meget vi får.
Rent madmæssigt kunne vi såmænd godt sne inde i en halv snes dage, men vi har jo en del aktiviteter uden for hjemmet den næste uges tid.

Og hvornår smadrer man lige …

Hvornår smadrer man lige glaspladen på sit keramiske komfur?
Det gør man ti minutter i lukketid på Black Week-søndagen.
Du GOdeste, hvor jeg bandede, da jeg tabte noget ned på pladen, så der kom et lille hul og et ret stort stjerneformet ‘sår’ på glaspladen over den ene kogesektion. Jeg var træt og øm i hænderne/fingrene efter at have flyttet rundt på omkring et ton champignonmuld, så et lille, fjollet krydderiglas smuttede ud af mine hænder og faldt ned på komfurets glasplade.
Goddammit.
Dækker vores forsikring?
Nej, det gør den ikke, for vi har valgt ‘pludselig skade’ fra.
Hvorfor i himlens navn gjorde vi det? Det skal vi have ændret, men det hjælper ikke noget på dagens skade, for jeg ændrer ikke forsikringen og venter en uge med at melde skaden.
Det lugter lidt for meget af svindel, hvilket det da også ville være, så det gør vi ikke.
Der er nok kun én vej: Find et nyt komfur og æd den omkostning selv. Surt, surt, surt, men nødvendigt.
Så jeg kigger lige på komfurer … nu kan jeg jo lige så godt få et, der er rigtig godt, men hvilket? Det kræver research.
Jeg kender mine ultimative krav, men dem er der flere mærker, der opfylder, så hvordan finder jeg ud af hvilket komfur jeg vil være gladest for?
Det er mit valg og mit alene – den ene gang om måneden, hvor John laver spaghetti carbonara, har udelukket ham fra at skulle have noget at sige hvad komfurvalg angår, men han overlader vist også glad og gerne både research og den endelige beslutning til mig.
Jeg kan godt bruge de tre andre plader på komfuret, og jeg kan selvfølgelig bruge ovnen, men jeg skal nok være meget forsigtig og holde godt øje, så der ikke koger en gryde over.
Nogle af BW-tilbuddene gælder til og med i morgen, men vi skal tidligt ud ad døren og er først hjemme igen onsdag eller torsdag.
Nogle er heldige.
Jeg har lige været ret uheldig.
Goddammit.

Intet nyt under solen

Det er hverdag igen. Jeg passer gør mit bedste for at passe min penicillinkur. Jeg har nemlig præsteret at glemme hele to tabletter, hvilket ikke er specielt smart, så nu har jeg lavet mig et lille skema, hvor jeg skal krydse af, hver gang jeg tager en af mine tre daglige doser. Det er nok dels fordi jeg ikke føler mig syg, at jeg glemmer at tage dem, og dels, at jeg ikke tager dem i forbindelse med måltider, men fordeler dem, så der er otte timer imellem. Fint system, når det altså virker …
Udover at gå og lave huskeskemaer til mig selv, går jeg og nusser med at farve lidt garn og ordne lidt i haven.
I morgen får vi venner på besøg og på tirsdag kommer Røde Kors-nørkledamerne til frokost, og så skulle haven gerne se nogenlunde ud.
‘Nogenlunde’ er i orden med mig – jeg får aldrig den perfekt passede have, sådan som jeg oplever dem, når vi en sjælden gang er ude for at se en af de åbne haver, som Haveselskabet formidler en del af hver sommer. Jeg skal aldrig have åben have, selv om jeg på sin vis gerne vil vise den frem, for jeg elsker min have, men jeg gider simpelthen ikke at bruge så meget krudt på at opnå det perfekte.
Den skal naturligvis heller ikke se sjusket og ‘uholdt’ ud, men alt med måde, som min far så ofte sagde, og jeg satser på, at jeg godt kan være den bekendt, når vi når tirsdag.
Sengetøj og håndklæder er vasket – alt er næsten normalt igen.

Vi fik lidt regn i går. Ikke så meget, at det battede noget særligt, hvad haven angår, men nok til at danne en lille vandpyt ud for vores vej.
Et ungt par på vejen har en lille pige på knap to år, og i morges fik vi det skønneste bevis på, at i hvert fald noget her i verden aldrig forandrer sig: Er der en vandpyt, så skal der hoppes i den!
Hun var simpelthen ikke til at drive forbi den vandpyt. Den var sjov, så det tog meget lang tid at udforske alle dens muligheder.
John og jeg stod bare, med hvert vores lille smil på, inde i køkkenet og nød synet, så længe det varede.
Jeg er naturligvis ikke ked af, at vores børnebørn er blevet så store og fornuftige, som de er, men lige som jeg nostalgisk kan finde på at tænke tilbage på tiden, da Charlotte var en lille og uskyldig pige, tænker jeg også på den dejlige tid, da Anna og Aubrey var små.
Den tid kommer aldrig igen, men inde i mit hoved står børnebørnenes og selv Charlottes barndom i så frisk erindring, som befandt de sig stadig i den.
Og det er altså ikke fordi jeg er blevet dement og kun kan huske det der var.
Heller ikke selv om jeg skal lave sedler til mig selv …

Bekymringer, der ikke gik i opfyldelse

Johannes Møllehaves fjerde erindringsroman hed Skuffelser der ikke gik i opfyldelse. Mark Twain skrev, at han havde haft mange bekymringer, der aldrig blev til noget.
Jeg har også bekymringer, og for de fleste af dem viser det sig (heldigvis), at dem kunne jeg godt have sparet mig.
Jeg ved ikke hvorfor jeg så ofte belaster mig selv med unødige bekymringer, for visse ting, som bekymrer rigtig mange andre, er jeg ophøjet ligeglad med. Er jeg en partiel kontrolfreak? Jeg vil gerne have styr på det hele, men jeg får ikke ondt i maven over at skulle stole på andres kompetence – hvis jeg har fuld tillid til, at de kan leve op til deres ansvar, lægger jeg trygt min skæbne i deres hænder.
Hvis John har det bare lidt skidt, er jeg meget bekymret for ham, mens det er yderst sjældent jeg bekymrer mig om mit eget helbred – undtagen når jeg lige går i selvsving fordi jeg tror jeg sikkert har fået kræft igen, bare det gør en halv anelse ondt i brystregionen. Det sker dog sjældnere og sjældnere, jo længere væk jeg kommer fra dengang det var aktuelt.
Det bekymrer mig heller ikke at skulle flyve, men jeg har det bedst, når jeg er ankommet til lufthavnen i god tid, og vi ikke har siddet fast på motorvejen pga. en ulykke og derfor ikke kunne nå derind i tide.
I det hele taget er jeg altid i frygtelig god tid når vi skal noget, fordi jeg er bekymret for, hvad der kan forsinke os på vejen.
Det har spøgt – bekymret mig – længe, om coronapesten ville forhindre os i at tage til England i julen, men som det ser ud lige nu, lader det til, at den bekymring heller ikke går i opfyldelse.
Der er dog stadig én bekymring tilbage: Er vores PCR-test, vi fik foretaget i dag, negative? Vi får forhåbentlig svar i løbet af natten, men måske først undervejs i morgen. Håber jeg … normalt får man svar efter 12 og inden 24 timer, men der kan gå op til 48. Det er jo skidesmart, når man kun bliver lukket ind i England med en test, der er under 48 timer gammel, og man er 30 timer undervejs ….
Jeg er ikke bekymret for at få covid-19. Jeg er jo vaccineret, så jeg regner ikke med at blive ret syg, hvis det skulle ske. Det, der kan bekymre mig er, hvis jeg render rundt og er rask smittebærer – især lige nu. Det ville være ærgerligt udover enhver beskrivelse at få et positivsvar på den test, når vi er nået ind i Holland. Det er min største bekymring lige nu, og den jeg håber allermest på ikke går i opfyldelse.
Hvis den ikke gør det, og vi så – jeg banker under bordet, krydser fingre, siger 7-9-13 … hvad kan jeg mere gøre af besværgelser, som jeg ikke tror på? – sidder trygt og godt sammen med mine englændere, vil jeg de næste ni dage ikke have en eneste bekymring i hele verden.
Tværtimod vil jeg sidde med en dyb og inderlig følelse af tilfreds- og veltilpashed. Bare sidde og se på dem, mens jeg nyder den den nærmest fysisk mærkbare følelse, der går helt ned i maven og afløser enhver form for bekymring, der måtte så meget som overveje at indfinde sig. En følelse, som er svær at beskrive, og som jeg kun oplever sjældent, men altid, når jeg lige er ankommet hos eller lige har modtaget englænderne.
Man hverken kan eller skal altid være lykkelig. Det giver ingen mening. Det er fint at være tilfreds det meste af tiden, men lykke er noget helt specielt, som kommer i glimt.

Hvornår har man tid til at dø?

Mens Charlotte voksede op, var min største frygt at dø, inden hun var i stand til at klare sig selv, for skrækscenariet var, at hun skulle risikere at vokse op hos sin far, som havde et belastende alkoholproblem. Den skræk var selvfølgelig ikke noget, der fyldte i hverdagen, men en gang imellem strejfede tanken mig. Mine søstre havde lovet at tage sig af hende, men ingen ved, om en af dem ville have fået lov til det.
Den hurdle blev overstået. Senere ville jeg gerne nå at se hendes karrierevej og om jeg fik nogen børnebørn. Det vil være mine læsere bekendt, at der for længst er sat flueben ved begge punkter.
Nu blev næste delmål, at jeg gerne ville se de børnebørn vokse op. De er – også som bekendt – blevet halvvoksne, og nu vil jeg selvfølgelig så frygtelig gerne se, hvilken retning de vælger på livets vej.
Vi har prøvet at gætte, men det er svært. Det bedste vil naturligvis være at opleve det.
Anna har fået weekendarbejde (ikke hver weekend) i landsbyen og er meget glad både for det og for at tjene sine egne penge. Dertil er Aubrey endnu ikke nået, men han har, foruden fotolære, som jeg nævnte i efterårsferien, også valgt idræt som skolefag. Her bliver han bl.a. undervist i, hvad der er sundt for ens krop at spise; hvad der er med til at øge iltoptagelsen osv. osv. Med andre ord lærer han om, hvordan man bliver i bedre form via sin kost. Det går han meget op i. Den dreng, som helst undgik alle rå grøntsager (men spiste dog alle de kogte), tager nu en rødbedesalat til forret, når de er på restaurant! Han spiste også salat, da de var her i efterårsferien – jeg noterede mig det med glæde, men undlod at kommentere det. Det hjælper, når sundhedsforedragene kommer fra en anden end moar …
Nå. Videre. Jeg har stadig ikke tid til at dø.
Lad os så sige, at jeg når at finde ud af, hvad de vælger at uddanne sig til.
Så har jeg heller ikke tid til at dø, for nu skal jeg se, om de får det job, de til den tid måtte ønske sig.
Og så skal jeg da også lige nå at se, om de har tænkt sig at gøre Charlotte til mormor/farmor og mig til oldemor.
Ud fra en statistisk vinkel er det nok godt 15 år endnu, jeg helst skulle leve.
Det er ikke helt usandsynligt at blive 84 år, så jeg har da lov at håbe … men skulle jeg være så heldig, finder jeg nok på noget mere, jeg lige skal nå!

Jeg vil tro, at jeg er nødt til at blive omkring 150 år, hvis jeg skal have bund i mit stof- og garnlager.
Det skal jeg nok ikke regne med at opnå …
Jeg har dog for nylig omsat en smule af stofferne til to rundpindeetuier. Det øverste bruger jeg selv og er ret glad for.
Det nederste får Charlotte, når vi kommer derover. Det matcher rent farvemæssigt den bog, hun også får, og som hun slet ikke ved, at hun ønsker sig, men som mange siger er et must have, når man interesserer sig for strik og har brug for et opslagsværk.
Herunder sammenfoldet (og et billede fra mønstret).

Og herunder ydersiden, når den er udfoldet – med fin lynlåslomme til småting.

Herunder den udfoldede, lettere modificerede inderside, med 3 x 3 lommer, samt elastikholdere til flettepinde, maskeholdere og et par hæklenåle.
Modificeringen består på enkleste vis i, at jeg ikke vil have de smalle lommer til lige pinde – sådan nogle bruger jeg aldrig, og jeg er sikker på, at det kommer Charlotte heller ikke til.

Mønstret til ovenstående er købt her. Man får udførlige mål og instrukser til de to udgaver, som ses på det lånte billede.
Mønstret til ‘harmonikaen’ er købt gennem Etsy her.
De er på engelsk, men hvis man ikke er helt nybegynder til at sy, eller helt umulig til engelsk, kan man godt finde ud af det.

For meget saltvand. Og for lidt …

Sådan er det generelt her i livet. Hverken for meget eller for lidt er godt. Passende er altid fint.
Forleden dag havde vi for meget saltvand i mit nærområde, fordi vi havde oversvømmelser.
I dag har vi for lidt.
Jeg havde fået tid til klokken i dag 13:00 til vaccination og troppede op med rettidig omhu kl. 12:55.
Der var et større opbud af vagter henne foran indgangen, og det var der desværre en god grund til, fordi de skulle informere alle ved ankomst.

– Goddag med dig. Skal du ind og vaccineres? Har du en tid?
– Ja til begge dele.
– Der er desværre problemer derinde, så der er opstået ventetid. Du kommer til at vente mindst en time.
   Vi foreslår, at du kører hjem igen i varmen og kommer igen om en time. Eller … kom hellere om to timer. Du vil stadig være i systemet – du mister ikke din reservation.
– Hvad er problemet?
– Det er noget med noget saltvand, der ikke er blevet leveret. Men som sagt: Kom igen om et par timer.

Pisoss’. Nå, men vi fik da en ekstra tur til Næstved.
Nu sidder jeg bare og venter på, at den time skal gå, inden vi kan køre igen.
De må have fået det saltvand, selv om den unge kvinde virkede relativt uopdateret på sagen, men hvis de stadig ikke vidste noget om leveringstidspunkt, kunne de vel heller ikke sige noget om, hvor lange ventetiderne er? Det må være en allerede opstået pukkel, de har været i gang med at afvikle?

Hvad bruger de egentlig saltvand til på et vaccinationscenter? Vaccinen er vel klar til brug?
Gad vide, hvor længe jeg skal vente, inden jeg så kommer til, når jeg vender tilbage klokken 15?
Der er meget vind, og der kommer lidt sne, så hvis John skal sidde og vente længe, kommer det nok til at koste både noget benzin og dermed noget ekstra CO₂, men han skal i hvert fald ikke sidde og komme til at fryse. Gad vide, om jeg kan sidde ned og vente, hvis jeg skal vente længe? Det er hårdt bare at stå og stå. Jeg håber virkelig, at de har styr på situationen til den tid, for jeg har ikke spor lyst til at tage turen en tredje gang i dag. Ikke engang med John som chauffør – det er da virkelig spild af tid.
Men jeg VIL vaccineres i dag.
Hvorfor sætter de ikke nogen til at sende sms’er ud?
Har de tænkt sig at arbejde over, til alle dagens ‘kunder’ er blevet betjent? Det må man gå ud fra, siden hun sagde, at jeg ikke mister min tid.
Har jeg nogensinde før skrevet et indlæg, som indeholder så mange spørgsmålstegn?

Opdatering: Der var helt styr på det, da jeg kom igen klokken 14:55, Jeg blev stukket 15:04 og gik igen 15:14. Fem minutter før tid, men sommetider kender jeg ikke klokken 😎

Goddag, og velkommen til

Ved ankomsten til vaccinationscentret i Herfølge lidt syd for Køge var der et massivt opbud af unge, selvlysende klædte mænd henne ved indgangen til kvægpassagen, som damen foran mig kaldte det. Hele fire unge fyre stod der … mon man forventer tumultlignende tilstande, når vi halvgamle skal ind for at vaccineres?
De bød velkommen med smil i øjnene og to af dem præsenterede sig ligefrem ved navn. “Velkommen til, og rigtig god fornøjelse!” Jamen tak, da.
Så gik ruten gennem en lang, hegnsafmærket ‘vej’ hen til hallen, hvor det skulle foregå. Det var undervejs her, damen sagde, at hun nu vidste hvordan kvæg måtte føle det, når de blev drevet gennem sådan et arrangement. “Hehe, ja”, sagde jeg, “men pyt med det, når vi ved hvad der skal ske” – hvilket hun var ganske enig i.
En kort kø hen til skanneren … “Det er strengt forbudt at anvende mobiltelefonen til opkald i hele vaccinationscentret – både udenfor og indenfor. Det er også strengt forbudt at fotografere eller videofilme i hele vaccinationscentret.”
Jamen dog … jeg havde ellers lovet John en sms, når jeg fik det tidspunkt, hvor jeg ville få lov at gå, men den måtte han så undvære. Jeg kunne lige som ikke ringe eller tekste, at jeg ikke måtte sende den sms … er en sms i øvrigt overhovedet et ‘opkald’?
Jeg nåede frem til skanneren, som jeg holdt sygesikringskortet under. Mit navn blev ikke angivet, men “Du har en tid kl. 15:40”, kunne jeg læse. Det kunne kontrollanten også: “Du er søreme på lige om lidt”, sagde han. “Velkommen til og vær sød at gå videre hen til køen.”
Køen var ikke lang, kun seks foran mig, og der var 18 bokse til vaccination. Præcis kl. 15:37 blev jeg kaldt ind og kl. 15:40 var det overstået.
Jeg fik en lille seddel, hvorpå der var skrevet 15:55 og fik at vide, at jeg kunne forlade hallen på det tidspunkt – hvis jeg altså havde det godt.
For enden af boksrækken stod endnu en kontrollant: “Tillykke med stikket. Værsgo at gå hen til baren.”
“Øhh, tak?”, sagde jeg og trådte om på den anden side af en midlertidig væg. Hvor der var en bar …
Vi kunne godt nok ikke bestille sjusser, selv om jeg fik at vide, at jeg bare kunne tage mig et glas rosévin, som de smilende kaldte det saftevand vi fik.
Det var da fint nok. “Vær venlig at tage plads på en af de grå stole derovre til venstre.”
Det gjorde jeg. Til højre var der blå stole. Jeg kunne ikke helt gennemskue det system, og der sad ingen på de blå endnu, så måske skifter de hver halve time?
I den del af hallen gik der tre personer rundt og kiggede på os en gang imellem – de skulle tydeligvis holde øje med, om nogen af os udviste tegn på at få det skidt.
Det fik jeg ikke, så 15:55 forlod jeg hallen, fik et “Farvel og kom godt hjem”, gik gennem den anden del af kvægpassagen og ud til John, som modtog mig med et “tillykke!”
På vejen hjem spurgte jeg ham, hvornår det var meningen, at jeg skulle få ondt i overarmen.
“Det fik jeg med det samme”, sagde han, og eftersom jeg endnu ikke har fået ondt eller bare er den mindste smule øm her to timer efter, slipper jeg måske? Jeg har ellers hørt flere sige, at de i et par dage havde det som om de havde fået et solidt knytnæveslag på overarmen.
Nu bliver det lidt spændende, om jeg får nogle af de andre mulige reaktioner eller bivirkninger, som er nævnt på det A4-ark, jeg fik udleveret.

Der var 100 % styr på det fra først til sidst; bookede tider blev overholdt nærmest på sekundet, og den gode stemning og de mange smil (som man godt nok ikke kunne se pga. mundbind, men som var i øjnene) var imponerende. De må sige det samme mange hundrede gange på en dag, men hver enkelt af os må have følt det, som var man dagens første.
Respekt for alle dem og for et system, som bare fungerer!

Så kom den langt om længe …

Endelig! Ved nitiden i morges pingede en sms ind om, at nu var der åbent for tidsbestilling til vaccination for mig. Det tog mig sådan cirka to nanosekunder at logge på borger.dk og finde linket til vaccine.dk – og yderligere to at klikke mig ind i køen, som kun var på 158 personer, hvilket gav bare et enkelt minuts ventetid.
Belønningen for at være så hurtig var første stik allerede på fredag, hvis jeg gad køre til Køge, hvilket jeg naturligvis gjorde. Det andet stik bliver først 4. juni, eftersom de har trukket tiden mellem første og andet for at få sat flere i gang. Vel fornuftigt nok, rent objektivt set, men jeg er bare så utålmodig.

Næste step var at whatsappe til Charlotte og fortælle den gode nyhed.
Nu har jeg for en sikkerheds skyld booket en færgebillet til England d. 11. juni, men der er stadig nogle voldsomme bump på den vej, fandt jeg ud af. Måske så store bump, at vi ikke kan forcere dem. Vi ved ikke, om coronapasset vil komme til at gælde i England. De kører som bekendt deres eget ikke-EU-løb derovre, og debatten er voldsom om, hvorvidt man overhovedet vil acceptere, at der “bliver diskrimineret på den måde”, som vaccinemodstanderne udtrykker det. Disse fjolser har jeg min ufravigelige mening om, men det ændrer ikke noget på kendsgerningerne.
Som det er lige nu – og vi ved ikke, om det bliver ændret for udenlandske turister pr. 17. maj, når England åbner for leisure travelling, dvs. hotellerne får lov at åbne – er det sådan, at vi skal ankomme til landet med en negativ PCR-test, der er højst 72 timer gammel. Det er okay. Dernæst skal vi isolere os i 10 dage. Det vil være temmelig kedeligt, men vi må gøre det hos Charlotte, så det ville være til at leve med. Men vi skal have bevis med på forhåndsbookning af to PCR-tests hver; den ene til max to dage efter ankomst og den anden otte dage efter. Man kan bestille en ekstra, tredje Test to Release til fem dage efter, hvis den første test var negativ, og så ophæve karantænen (men skal alligevel foretage dag otte-testen). De to test koster 200 pund, plus den eventuelle tredje test til 195 pund. Det vil sige, at det vil koste os små 7000 kroner at gå i fem eller ti dages karantæne.
Det gør jeg altså ikke. Jeg savner dem vildt, men jeg kan trods alt ikke gå ud i haven og plukke pengene fra et træ.
Jeg synes i princippet, at det er okay – jeg ville bestemt ikke synes det var i orden, hvis Danmark skulle betale for, at turister bliver testet for at få lov at rejse ind i landet, men jeg synes jo godt, at UK kunne skære igennem og sige, at en vaccination er gyldig indrejsehjemmel. Man skal dog nok først blive lidt klogere på, om man kan videregive smitte, selv om man er vaccineret, men vi skal pga. denne usikkerhed jo stadig, efter vaccinationen, overholde alle restriktioner med mundbind osv., så man går både med livrem og seler.

Med andre ord, så varer det i værste fald stadig relativt længe, inden vi kan se vores englændere. Tim har fået tid til vaccination, men endnu har Charlotte ikke. Familien vil ikke blive nægtet indrejse i DK pga. Charlottes danske statsborgerskab, men hvis de skal betale næsten 800 pund for et Fit to Fly-certifikat (vi har dog ikke tjekket, om DK forlanger et sådant, eller bare kræver en test, som de ikke skal betale for), tror jeg også, de holder sig hjemme indtil vaccinationen er i orden. Men hvad så med børnene? De bliver indtil videre ikke vaccineret, selv om man i UK taler om at vaccinere alle ned til 12 år.
Nå. Jeg får dem vel at se igen, inden børnene flytter hjemmefra … og om 45 dage får jeg sidste stik. Man må glæde sig over det man kan …

Skrædder, strikker og svineavler …

At Charlotte blev skrædder, forbavsede mig ikke – hun har syet tøj og kostumer siden hun var 11 år, i hvilken alder hun syede sin første krinoline, hvor hun brugte bambus fra haven og lagener fra mors skab, så den fremtid lå næsten i kortene.
At hun ville lære at strikke i en alder af 43 år, kom i høj grad bag på mig.
At hun ville til at have en mindre svinefarm var faktisk mindre overraskende end det med strikkeriet.
De havde talt om det et stykke tid, og de har pladsen til det, fordi de købte marken bag deres hus for at være sikre på, at der ikke kom nogen og byggede en stald, der kunne tage deres fine udsigt. Marken er på omkring tre tønder land, så der er rigelig plads til et par svin.
Høns og nogle ænder står også på listen over kommende husdyr. Høns primært pga. æggene, og ænderne så de kan få nogle ordentlige landænder i stedet for det barnemord, der finder sted for at levere julemaden til Charlotte. De er fine nok i smagen, men vejer kun 1,8 kilo. Vi ved ikke, hvorfor man har valgt denne lille slagtevægt derovre.

Gad vide hvad det næste bliver …
Jeg foreslog Charlotte, at de anskaffede sig en ko som dem, vi så da vi var i Sønderjylland – Belted Galloway kvæg ville matche deres Saddleback pigs noget så fint. Det mente hun dog ikke ville blive aktuelt, for de havde ikke rigtig lyst til at håndtere store kvæg, som de ikke mente ville være lige så nuttede som grisebasserne – ikke engang som små.
De er meget glade for deres grise, som de har købt af Seb; en knægt på bare 10 år, som allerede er englandskendt for sin svineavl. Ret godt gået, synes jeg.

Der har været ført alvorlige samtaler med Anna og Aubrey inden anskaffelsen af grisene, for lige nu er de meget søde og en kilde til underholdning for hele familien, men det er meningen, at de skal spises. Punktum. Det står ikke til diskussion. De har fået to orner, så de skal slagtes når de er seks måneder, hvilket er ultimo juni. 
Der vil det nok heller ikke være noget problem at sende dem til slagtehuset, for de vil med størst sandsynlighed have mistet enhver form for nuttethed til den tid, og faktisk glæder de sig alle fire til at opleve, hvor stor forskellen er på svinekød og svinekød.
Slagtningen vil foregå på et lille, lokalt slagteri, hvor de kan være sikre på at den gris, de afleverer, også er den, de får tilbage igen i parteret tilstand. Charlotte er spændt på, om hun ved at vise dem en planche over de danske udskæringer vil kunne lokke dem til at skære ud, så de kan lave stegt flæsk med persillesovs. Det kender de ikke i England, og det er umuligt derovre at finde en udskæring, der kan bruges til den danske nationalret, som er en af mine fire englænderes yndlingsretter.
Det er dyrt at producere sit eget kød. ‘Stald’, hegn, fodertrug, halm og ret kostbart foder i første omgang. Og grisene, naturligvis. Dernæst anskaffelse af en større fryser.
Det meste skal dog kun købes én gang, men selv om man kun regner med grise og foder, bliver det stadig ikke billigt. Det er så heller ikke for at spare penge, de gør det, men fordi de holder meget af tanken om at være selvforsynende og af at vide præcist hvad det er de putter i munden.

Syslerier i en monoton tid

Det er da bare for meget med den coronafrygt efterhånden … jeg har lige nyst, og pc’en begyndte fluks at køre et antivirusprogram.
Hvad? Var den lidt for plat? Beklager. Jeg skal forsøge at forbedre mig.

I dag har vinduespudseren været her – faktisk er han i gang lige nu. Vinduespudser? På en søndag?
Ja. Men det er fordi vinduespudseren er den mand, jeg har været gift med i næsten en tredjedel århundrede, så spændingen ved det er behersket og kommer ikke ind under betegnelsen små hverdagsbegivenheder i samme grad som skorstensfejerbesøget gjorde.
Til gengæld kan vi igen kigge ud gennem vinduerne … det er slet ikke så tåget, som vi troede …
Jeg har ryddet op i en køkkenskuffe. Én køkkenskuffe. Man skal jo passe på ikke at overanstrenge sig i min alder. Det var dog en stor køkkenskuffe. Så stor, at der efterhånden gemte sig for mange låg uden tilhørende beholder og vice versa. Det vil sige … de makkerløse elementer gad ikke engang gøre sig den ulejlighed at gemme sig; derimod lå de af en eller anden grund altid forrest eller øverst. Delene må bevæge sig rundt om natten, sikkert nogenlunde samtidig med, at kalorierne bruger tid på at sy mit tøj ind, mens det hænger i skabet. Kalorierne skal jeg stadig være på vagt overfor, men nu er der orden i skuffen, og alt, der skal have en makker, har en makker.
Mine overflødige kilo kan i øvrigt ikke tilskrives coronaen. Dem har jeg haft meget længere, og der er ikke kommet flere til det forløbne år – én fordel er der da ved aldrig at komme i et fitness-center: Det gør ingen forskel, at det ikke må holde åbent.
Keder vi os? Nejda. Overhovedet ikke. Ikke ret meget …
Et eller andet sted derude en kreativ sjæl, der har leget med stavemåden af board games og ændret det til bored games.
Tim sendte mig ovenstående billede af en coronaversion af Matador, som på engelsk hedder Monopoly. Det er lidt morsomt … se bare Chancen, som er ændret til DON’T TAKE CHANCES. Spillet findes i flere udgaver, og man kan jo altid bruge lidt tid på at smile over den anvendte fantasi.
Formentlig kan ingen være i tvivl om, at et uddrag fra et andet bræt stammer fra en amerikansk udgave – dollartegnene behøves ikke til den konklusion.

Jeg har luret lidt rundt på nettet. Det meste coronahumor kommer fra USA og er ikke særlig morsomt. Jeg har generelt svært ved at se det sjove i amerikansk humor, hvorimod jeg oftest finder den engelske vidunderlig. Naturligvis er der undtagelser fra begge, men de er få. Et borderline-tilfælde er den indsatte Simpson-udtalelse. Er den sjov eller ej?
Der er masser af mennesker der lægger et arbejde i, at vi andre ikke skal kede os for meget. Jeg formoder desuden, at de heller ikke selv keder sig i processen. Herunder yderligere to billeder, som Tim sendte mig.

De er i tankegangen ens og alligevel ret forskellige. Fx bor mine englændere på det ene i Depressing og på det andet i Boring Rich People.
Hvis de er for svære at læse, kan de findes på nettet.
De er sprængfyldt med fordomme, men det gør dem ikke nødvendigvis kedelige.

Huhej, hvor det går …

Livet er fantastisk spændende for tiden … i dag har skorstensfejeren været her. Sådan en fyr har virkelig svært ved at arbejde hjemmefra, og eftersom brændeovnene nok mange steder bliver brugt mere end normalt, er det vigtigt at få tjekket skorstenene, så vi er altid glade for at se Mads, som har været vores faste fejer i de seks år, vi har boet i Den Stråtækte.
Seks år! Jeg husker kun alt for tydeligt mine ord til John, da vi flyttede herned: “Åh, hvor er her bare skønt, John … kan vi få 10 gode år her, vil jeg være SÅ glad”. Jeg er overhovedet ikke enig med mig selv, for så er der kun fire år tilbage. Det er alt, alt for lidt, og jeg ville på ingen måde være glad for at skulle flytte fra dette sted allerede om fire år, så jeg krydser fingre for et fortsat acceptabelt helbred.
Det er ikke kun i forhold til ens børn og børnebørn, at tiden flyver; det gør den så sandelig også i andre sammenhænge. Lige om lidt er det otte år siden, jeg jobstoppede. Otte år! Det var jo i går. Det er absolut ikke meningen, at pensionistlivet skal fløjte forbi os i den fart.
På den anden side skulle det helst heller ikke snegle sig afsted, som det gør i disse coronapesttider, hvor det bliver en mærkedag, bare man får besøg af en skorstensfejer.
Vejret er søreme også spændende. Næsten ikke til at holde ud. Se bare vores fantastiske udsigt fra hhv. hoveddør og køkkenvindue.
Det er så tåget, at vi hverken kan se fjorden eller de menneskefjendske, polske naboers hus. Det første er godt nok lidt ærgerligt …

Heldigvis er her hyggeligt inden døre: Ild i brændeovnen, kaffe i kruset, en god lydbog i ørerne og strikketøj i hænderne.
Med mit luksuslegeme placeret i min nye, store, bløde, lækre Ektorp-læne-sidde-ligge-strikke-opholdsstol. Den har jeg overtaget fra Ditte, som desværre (for hende), men heldigvis (for mig) ikke kan bruge den pga. rygproblemer. Vi hentede den i går og jeg er flyttet ind i den. Den har afløst min stressless-stol, og en fysioterapeut ville nok både løfte pegefingre og ryste på hovedet af mig.
Her til formiddag har det spændende element været at gå på internetjagt efter et nyt og lidt større bord til at have mellem mellem vores opholdsstole. Jeg var ude efter et ganske bestemt bord, som desværre viste sig ikke at eksistere mere.
Vi fandt et alternativ, hvor det ville koste 300 kroner i fragt, hvorfor vi naturligvis valgte “Click & Collect og afhent din vare inden for 30 minutter”.
De glemte bare lige at skrive, at de mente 288 gange 30 minutter.
I ordrebekræftelsesmailen stod der, at jeg kunne forvente at kunne afhente bordet den 24. februar; de ville sende en sms og en mail, når det var klar.
Godt, så. Vi må væbne os med tålmodighed. En dyd, der er blevet sat kraftigt på prøve her i vinter.

Jeg er inde i en periode

Tro nu ikke, at overskriften er en undersættelse af det engelske I have my period. Det er noget helt andet!
Med tiden har planeten Jorden og senere menneskeheden været inde i forskellige perioder. Nogle har varet i millioner af år, andre bare nogle snese.
Visse kunstnere har haft deres perioder – Picasso, for eksempel, har haft både en blå og en rosa periode.
Ikke at jeg betragter mig selv som kunstner; det er mere for at illustrere, at jeg i kortere eller længere tid interesserer mig mere for én ting end for så meget andet. I modsætning til Picasso har jeg gennem livet haft flere perioder.
Der var stenslibningsperioden i begyndelsen af 90’erne, som jeg prøvede at tage op igen i 2016, men det fangede ikke helt denne gang, hvor den i første omgang varede i nogle år.

Lige nu er jeg inde i en elefanthueperiode. Jeg er i gang med den femte, og der kommer flere endnu – vi skal også lige have nogle røde og helt lyse.
Jeg er gået over til kun at bruge Røde Kors’ opskrift. Den er for det første den bedste af de to jeg har afprøvet, og for det andet bliver det sandsýnligvis der, de havner på et tidspunkt alligevel, for jeg kan ikke forestille mig, at familien har brug for så mange elefanthuer, hvorimod Røde Kors er umættelig.
Det er egentlig underligt, at jeg får det på denne måde, for der ligger en selvmodsigelse i at hævde, at jeg har ‘perioder’ samtidig med, at jeg på ingen måder ynder rutiner – går hurtigt helt død på sådanne. Der var en grund til, at jeg befandt mig bedst i den udviklingsafdeling, jeg var i i de sidste 25 år af mit arbejdsliv, og hvor man ikke nødvendigvis om morgenen kunne vide hvad dagen ville bringe. Eller også troede man, at man vidste det, men virkeligheden viste sig så at være en anden. Det var ret fedt, syntes jeg, mens andre måtte søge væk, netop fordi de holdt af at vide hvad der skulle ske hvert minut af dagen.
En del af svaret ligger måske i, at huen er strikket på en dags tid samt, at det er forskellige garner og farver, jeg anvender? Ikke-rutinen udmønter sig også i, at der kun er én hue, hvor der for sokkers, vanters (og ærmers) vedkommende altid skal laves en til 100 % mage til den første – for først- og sidstnævnte kaldes dette for SSS: Second Sock/Sleeve Syndrome. SMS (for mitten) er allerede optaget. Jeg kan ikke svare på mit eget spørgsmål, men givet er det, at rutinehaderen her har sine perioder … mindre diplomatiske personer har måske mere lyst til at kalde det for ‘flip’ …

Bagning er ikke en disciplin, jeg nogensinde bliver danmarksmester i – Den Store Bagedyst vil aldrig få en henvendelse fra mig; jeg elsker at se det (og at spise kager), men bryder mig ikke særligt meget om at bage, hvilket nok er gavnligt for mit luksuslegeme.
Det seneste års tid har jeg ikke desto mindre også haft en bageperiode, nemlig muffin-perioden.
Jeg har fundet ud af, hvor nemt det er at lave muffins, og de kan varieres på et utal af måder. Vi belønner os selv med en hver i to dage, mens de resterende otte kommer i fryseren, så jeg har til gæster.
Gæster har vi så ikke haft voldsomt mange af det sidste års tid, hvorfor det endnu ikke er blevet til mere end fem forskellige slags. Muffins, altså. Ikke gæster … men englænderne kunne tage godt fra, da de var her i sommer, og Troels Tækker gjorde kål på de sidste fra fryseren.
Jeg har lige taget et hold citron-birkes-muffins ud af ovnen. De dufter lovende …

En plaget rotte – forhåbentlig

Jeg gjorde pligtskyldigt, som Farmer kunne fortælle mig, at loven foreskriver, nemlig at melde til kommunen, at vi har rotter. Jeg havde, som skrevet i forrige indlæg, ikke den store fidus til effektiviteten af dette, men nu havde jeg gjort min pligt.
Det var godt, jeg gjorde det! Jeg har lært nyt om rotter.
Anmeldelsen foretog jeg tirsdag aften, og allerede onsdag formiddag kom rottemanden. Det var ikke den samme mand, som tidligere havde været her. Jeg lagde ikke mærke til, om der stod Rentokil på tjenestevognen sidste gang, men det gjorde der denne gang.
Allerede inden han bankede på, fik han point, for han gik laaangsomt hen ad flisegangen, mens han kiggede grundigt på sokkelstenene.
Det var en ældre herre med et lunt glimt i øjnene, som havde gjort sig den ulejlighed at se på vores postkasse, fordi han tiltalte John ved navn, da de tog en runde. Det gav ham lige et point til.
Han havde en lille, ivrig hund med “for den er meget bedre end mig, og så bliver jeg ikke træt af arbejdet.” Hunden fandt ud af, at rotterne bevæger sig meget rundt under fiberdugen, vi har bredt ud over det let forhøjede bed ved gavlen, så de har nok gravet gange ud her. Vi ved, de ikke kan komme ind i huset herfra, så det tog vi relativt roligt.
John og rottemanden tog en runde om hele Den Stråtækte, men hverken mand eller hund kunne finde mulige rotteindgange til huset.
Han satte en giftfælde op hvor vi har set en rotte foretage sine klatreøvelser henne ved fuglefoderkuglen.

– Vil du ikke nok også kigge op på vores loft? Jeg er sikker på, at det er rotter jeg har hørt deroppe … lydene er for voldsomme til at være mus.
– Har I fanget mus deroppe?
– Ja – tre-fire stykker her i vinter.
– Er det nogle gange sket, at en død mus kan have ligget mere end et døgn, inden I har opdaget dem?
– Jahhh? Vi tjekker kun et par gange om ugen.
– Så er der næsten med sikkerhed ikke rotter deroppe, for de ville spise af den døde mus, så hvis musene har været intakte …
– Okay! Jeg troede, du ville sige, at hvor der er mus, er der ikke rotter. Eller vice versa. Det er der nogen, der har prøvet at bilde os ind.
– Det er en skrøne, men det vidste I åbenbart.
– Ja. Eftersom vi tidligere har fanget både mus og en rotte på loftet inden for kort tid, kan det jo ikke være sandt.
– Det er sandsynligvis halsbåndmus I har på loftet. De kaldes også springmus; de kan lave en farlig ballade og kan sagtens forveksles med rotter på lydene alene.

Godt. Vi har ikke rotter på loftet alligevel – så har jeg det lidt bedre. Lidt, sagde jeg … for en sikkerheds skyld gav han John to store klapfælder, hvor han nu har sat den ene på loftet og den anden ude i garagen.
Til sidst kom han med en vigtig oplysning: Vi skal lægge en lille halv teskefuld hvedemel på klapfælderne. Det er det allerbedste, ifølge hans erfaring.
– Glem jeres svesker, glem ost (det har vi nu gjort for længst; det er kun i tegneserier, at ost er et hit), glem alt andet, I hører om. Det tørrer ud og bliver kedeligt, mens hvedemel holder hele vinteren uden at miste smag eller lugt, og de kan slet ikke stå for det.
Det skal naturligvis afprøves, så fælderne er nu ladet med hvedemel.

Han kommer igen mandag otte dage og derefter hver mandag i en periode. Flere point.
Se, det var en rottefænger præcis som rottefængere skal være.

Vi håber, at vores rotteår også er slut 11. februar … og de må gerne vente til 2032 med at komme igen!

Pensionistvisen er ikke længere forbeholdt pensionisterne

Næsten alle i hele verden lever som Sønck og Sørensen gør i deres Pensionistvise. Jeg ved, at rigtig mange andre har det som jeg, selv om det også er en eviggyldig sandhed, at der altid er nogle, der har det værre end én selv.
For eksempel føler jeg mig så meget heldigere end alle de mange, der skal passe op til flere børn, enten passe de små eller deltage i en ukendt/uvant skoleundervisning (for nogle både-og!), samtidig med, at de skal sørge for tre måltider om dagen, samtidig med, at de skal passe et fuldtidsarbejde hjemmefra, samtidig med, at de skal undgå at hele huset ligner en svinesti, fordi alle er hjemme hele tiden. Jeg kan blive helt svedt bare ved tanken. Nogle – mange, sikkert – har måske ikke engang den anden forælder til at tage en del af slæbet.
Da jeg forleden talte med Charlotte om det, peb hun lidt over hvor hårdt det er. Hun fik selvfølgelig den forventede portion morpylder og medlidenhed, men da jeg nævnte, at hun trods alt ikke havde elementerne rengøring og fuldtidsjob, kunne hun godt se, at mange havde det værre.
Hun har nemlig, i modsætning til under første lockdown, kunnet beholde sine to rengøringspiger. De må gerne sige nej tak, men de må også gerne tage ud og gøre rent, hvis de overholder de givne retningslinjer, hvilket de gør, for de har svært ved at undvære de penge, de tjener ved det.

For mig er der ingen forpligtelser eller opgaver udover de sædvanlige. Al min tid er min egen. Al Johns tid er hans. Al vores tid er vores.
Privilegerede, kan man sige.
Men holdnuop, hvor er det altså keeeedeligt.
Jo, vi kan da køre og gå ture, hvilket vi også gør, men det lille krydderi med at spise en frokost på restaurant eller cafe eller købe en kopkaf og måske en lille kage er der ikke. Der sker ikke en hujende fis, som kan pifte hverdagen lidt op – og hverdage har vi syv af om ugen i disse tider.
Dette er ikke en kritik af nedlukningen, for den er nødvendig, og sådan må det være et stykke tid endnu. Det er vi alle fælles om at gennemføre.
Det er bare en klagesang. En gedigen omgang selvmedlidenhed. Hvis ikke andre har ondt af mig, må jeg jo selv have det …
Ingen gourmet- eller andre kroophold, ingen udenlandsrejser, ingenting.
Vi har lejet et sommerhus i Sønderjylland i begyndelsen af marts. Det er ikke sikkert, at verden er genåbnet, men vi har lov til at tage til en anden landsdel og undersøge ukendte landskaber, selv om vi skal passe os selv i sommerhuset, fordi vi ikke kan gå ud og spise, men så sker der da bare lidt.

Jeg får strikket som aldrig før! Jenny Alderbrandts sommerfuglehue, hvor jeg skal tage mig voldsomt sammen for at strikke de tilhørende vanter, synes jeg er ret pæn, så mon ikke en eller anden vil have den? Ellers vil Røde Kors altid, og tæppet til dem ligger bare og venter på at kunne blive afleveret. Jeg er i gang med det næste tæppe, men det er et indimellem-arbejde.
Der bliver fyldt mere og mere i Den Store Kurv, hvor der derfor vil blive en hel del at vælge imellem for hele familien, når vi til næste jul kan mødes igen.

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

John er en vanskelig herre

John er en vanskelig herre. Det er ikke pænt sagt om min søde mand, men jeg mener det.
Dog i den forstand, at han er aldeles umulig at finde på gaver til. Det har jeg skrevet om før, og fra at sige “sokker og underbukser”, når man spørger til ønsker, siger han nu bare, at han ingen ønsker har, så det er ikke blevet nemmere, og emnet dukker op hvert år. Ikke så meget op til hans fødselsdag, hvor han hellere vil have en eller anden oplevelse, som jeg så også kan deltage i, men det vil vi ikke gøre til jul.
Derfor: Hvad skal jeg dog give ham? Charlotte spurgte om det samme i går, og sammen fandt vi frem til noget, men jeg er lige blank.
John er i skrivende stund på vej til Køge, og da jeg spurgte, hvad vi skulle der, kiggede han bare på mig og svarede: Det er jo snart jul …
Man forstår vel en hårfin hentydning, hvorfor jeg derfor er blevet hjemme – temmelig spændt på, hvad han har fundet på, for som regel er det mig, der køber julegaven til mig, så det er ret fedt, at han i år selv er kommet på et eller andet – som jeg oven i købet ikke har nogen anelse om hvad er.
Dengang hele familien samledes i Sverige til jul, lod vi sommetider være med at give hinanden noget, for der var alligevel en million pakker under træet, og ingen lagde mærke til, at John og jeg ikke havde nogen til hinanden, men nu, hvor vi kun bliver tre juleaften, skal der være lidt at pakke op. Min søster og jeg er heller ikke normalt på julegave med hinanden, men i år er vi.

Det er ikke fordi der er meget at fortælle om. Hver anden dag er stadig flot og hver anden stadig grå. I dag er en af de grå.
Fuglene omkring os er ligeglade med om solen skinner, bare de får deres mad, og det gør de. Vi har lige købt en ret stor underskål til det rør, vi ellers ikke ville have i haven mere, fordi fuglene sviner meget med maden, hvilket tiltrækker rotter. Efter skålen er kommet på, er der stort set intet spild nede på jorden, fordi de når at rydde op efter sig selv. Der kan godt sidde en halv snes fugle i skålen og vente på, at det skal blive deres tur til at komme i hullet, så at sige, og i mellemtiden mener de heldigvis, at de lige så godt kan foretage sig noget fornuftigt …
Selv om John har klistret alle huller til, bortset fra de to nederste, tømmer de røret på tre dage.
Bålfadsarrangementet ude foran er tømt på nogenlunde samme tid.
Det er desværre ikke det helt store udvalg i fuglearter, vi kan præstere her; de fleste er skovspurve, musvitter og blåmejser, men spætmejsen, sumpmejsen og den lille Robin ser vi dog også stort set dagligt.
Vi har set stillits, bogfinke, grønirisk og dompap, men sjældent. Vi har også gærdesmutter, som dog ikke spiser denne slags mad, men holder sig i stedet til at begrænse antallet af edderkopper i haven. Det skal de ikke høre spor for.

Så bliver der alligevel råd til julegaver …

Vi var ved at løbe tør for printerpapir og kørte derfor en tur til en boghandler i Næstved. Der kunne vi desværre konstatere, at den skønne, gamle boghandel, der bevidst efterlignede en gammeldags London-boghandel, havde drejet nøglen om. Hvor er det synd. Det var en skøn butik, men nu var jeg nødt til at finde en anden, som blev en Bog & Idé-afdeling, der er okay, men har man set én, har man set dem alle.
Til gengæld overraskede den på anden vis. Vi blev ekspederet af en lidt ældre herre, som, da han så mine to pakker printerpapir, sagde, at én pakke koster 50 kroner, men han havde tilbud på en kasse (= fem pakker) til 150 kroner. De var to pakker kvit og frit, så jeg slog til – det skal nok blive brugt.
Jeg skulle også have 10 elastikmapper, så jeg spurgte, om ikke også der var rabat på dem. Han kiggede lidt på mig, inden han svarede, at det er der normalt ikke, medmindre man køber 10 i samme farve, og det havde jeg ikke gjort. Jeg kiggede bare tilbage, smilede sødt og sagde, at jeg var nødt til lige at prøve … til hvilket han igen sagde, at “du skal nok få lidt, så”.
Mapperne kostede 15 kroner stykket, og jeg fik dem for en rund tier. Det blev selvfølgelig kun til en 50’er i alt, men lidt har også ret, og relativt set fik jeg 33 % i rabat, hvilket jeg syntes var en fin gestus.
Det er altid godt at spare penge. I dag har jeg også fået mine penge retur fra Stena Line, fordi jeg i fredags aflyste juleturen til England. Så er der til et tilskud til pakkeportoen, som ikke er småpenge, hvorfor jeg af samme årsag helst vil købe gaverne til englænderne i England, hvilket er mest praktisk af flere årsager.
Godt, at vi har internettet.
Jeg har i et stykke tid været klar over, at vi ikke skulle regne med at komme derover til jul, og alligevel gjorde det ondt at annullere billetten … det føltes lidt som at brænde sine broer, hvilket selvfølgelig er noget sludder.
Vi blev meget sødt inviteret til min søster, så snart de hørte om vores aflysning, men fordi hun skal være sammen med børn, svigerbørn og børnebørn, ville vi i givet fald været blevet en sammenblanding af syv forskellige bobler, hvilket hverken John eller jeg har lyst til at risikere. Godt nok er det jul, men det er corona ligeglad med.
Nu bliver vi så bare tre juleaften, idet min anden søster, som ellers skulle have været med til England, nu kommer ned til Den Stråtækte i stedet for. Det skal nok blive en rigtig hyggelig juleaften, men naturligvis ikke den samme, som hvis vi havde været i England.
Næste år, forhåbentlig …
Boris Johnson har godt nok lige lovet at lempe lidt på de skrappe restriktioner i nogle få dage i julen, hvor de dermed får lov til at samle generationerne og holde jul sammen, men jeg tror ikke, at der vil blive ændret på rejserestriktionerne.
Det er fint nok for englænderne og godt for Charlottes svigerforældre, som ikke havde måttet se de to sønner, hvad de altså gerne må nu.
Forholdene derovre – eller i resten af Europa, for den sags skyld – har ikke ændret sig, for coronapesten har ikke tænkt sig at holde fri i juledagene, og myndighederne er på det rene med, at de med størst sandsynlighed bliver straffet bagefter i form af øget smittetryk, men Johnson og hans regering ved også godt, at de slipper for megen dårlig stemning og oprørstrang, hvis de lemper lidt i juledagene.

Vi må drukne julesorgerne i Isle of Møn-gin og i stedet ændre dem til juleglæder. Det er en vældig god gin, i øvrigt.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”
DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare så meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

Man ved man keder sig, når …

Man ved man keder sig, når man pludselig synes det kunne være hyggeligt, ud over at være særdeles tiltrængt, at tørre den store, MANGEbladede palme og de sprøde, letafknækkelige julekaktusblade af med en opvredet klud.
Det er ikke fordi vejret indbyder til lidt ekstra rengøring – tværtimod! Det blæser ALT for meget, så jeg kan ikke komme i haven. Eller rettere: Det kan jeg i princippet godt, men jeg har ikke spor lyst. Chillfaktoren = Antarktis! Jeg har gået lidt rundt om mig selv – og stueplanterne – og engang imellem kigget ud til John og Jørgen, som går og samler drivhusrammer. Det går laaangsomt, synes jeg, men det skal jeg for guds skyld ikke have sagt højt, for jeg ved de arbejder så hurtigt de kan under de ikke særlig morsomme arbejdsbetingelser. Heldigvis har de kunnet samle rammerne i læ inde i garagen, ellers var de da sikkert døde af kulde.
Nu er de stoppet for i dag. De skulle til at sætte væggene op, men det blæser simpelthen for meget til, at de turde gå i gang med det – de var bange for, at noget kunne blive vredet pga. blæsten, hvilket ville være overmåde ærgerligt.
I morgen prøver de igen, men vejrudsigten lover desværre ikke meget mindre blæsevejr end i dag, så vi må se … jeg havde ellers kraftigt satset på at kunne indrette drivhus i weekenden, men nu tør jeg ikke helt tro på det.

I går var jeg ellers så glad, fordi arbejdet skred planmæssigt frem. Jeg har lovet at opdatere Charlotte dagligt på drivhusfronten, og i går så en del af vores korrespondance ud som på billedet oppe til højre. Det varede med skam at melde et øjeblik, inden jeg forstod hvad hun mente, men så fik jeg øje på jordboret og måtte fluks ud og referere ‘samtalen’ til mændene, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Det er jo bare mig, der er spændt på mit nye legetøj og derfor ikke kan få drivhuset færdigt hurtigt nok, for med disse temperaturer er der ikke noget der haster voldsomt mht. at få planter i det. Gartneri Toftegaard har slet ikke åbent endnu, og det har højere prioritet at få plantet alle mine bittesmå planter om, så de har hver sin potte, hvilket vil give dem plads nok til at vokse sig store og stærke.

Forspiringen er blevet en pæn succes – jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få brugt alt det, der er spiret – fx får jeg ikke, selv om det bliver et større drivhus, plads til seks ens tomatplanter. Jeg vil helst have flere forskellige sorter, og der skal også være plads til både chiliplanter, agurk og basilikum.
Japansk indigo og farvevajd er ligeledes vældig spirevilligt, så der bliver trængsel i både have og i drivhus i år.
Men det gør ikke noget.
Vi skal jo ikke ud at rejse.
Selv om det var gået alligevel – vi har dejlige, gode og hjælpsomme naboer.

Det er slået fast. Igen.

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt hvor meget det betyder for os at have rejseskuffen fyldt med rejseplaner. For en måned siden jokede jeg med at udtrykke det på den måde, at vi ikke skulle noget i juli og august. Vi har dog stadig heller ingen planer for november, men ellers var der noget i hver måned af 2020. Stort eller småt, men det var ikke det vigtigste; det var at have noget at glæde sig til. Om det er en lille måned i Alaska og Canada eller en enkelt nat på en kro i Sønderjylland, er, om ikke det samme, for det er det naturligvis ikke, men på en måde alligevel lidt.
Kodeordene er at have noget at glæde sig til. Forventningens glæde er som bekendt stor, og jeg har netop fået slået fast med syvtommersøm, hvor meget det betyder for mig.
Som det ser ud lige nu, går vi glip af Holberggårds lækre 8-retters menu i begyndelsen af april, en tur til Nordtyskland i slutningen af april, en tur til England i maj og endelig Den Store Tur i juni. De to midterste er dog ikke aflyst endnu, men jeg tror ikke på, at de bliver til noget, for jeg tror ikke, at verden ligger åben for os på de tidspunkter.
Indtil videre har vores liv med coronatrussel været stort set som livet uden coronatrussel, fordi vi alligevel ikke havde nogen aftaler. Alligevel er der forskel – jeg føler mig rastløs, men sådan er det, når man ikke selv træffer valget.
Tænk på, hvor mange børn der har sagt, at de ikke gider gå i skole. Hvor mange der har sagt, at de ville ønske de kunne tilbringe mere tid med familien, have længere ferie osv. osv. Lige pludselig er det hele gået i opfyldelse, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som er glade for det. Anna og Aubrey var ikke før nu bevidste om, hvor glade de rent faktisk er for at gå i skole, så set fra den lyse side har denne situation været noget af en øjenåbner for dem.

Jeg fik en mail fra rederiet, vi skulle have været på krydstogt med fra Alaska til Vancouver. De ville enten refundere os hele beløbet nu eller give os et tilgodebevis på 125 % af beløbet til den samme eller en anden tur, når det engang igen kan lade sig gøre. Det er i og for sig et fint tilbud, men eftersom det er Nyhavn Rejser, der er vores agent, er det jo dem, der får pengene. Jeg kontaktede derfor NR og spurgte hvordan vi skulle forholde os – at jeg aldrig havde haft brug for at aktivere en afbestillingsforsikring.
Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Canada har lukket ned indtil 1. juli, og da kun en lille del af turen skulle foregå i USA, kan de ikke holde fast i, at vi skal rejse, selv om USA skulle åbne sine grænser igen. Og når rejsebureauret ikke kan levere varen, er det dem, som skal betale os pengene tilbage. De havde et tilbud til os a la Celebrity Cruises’: De ville betale os halvdelen tilbage nu og give os 10 % oven i den resterende halvdel, hvis vi ville lade pengene stå til en anden rejse hos dem. Det takkede vi nej til, selv om det i første omgang fristede. Nyhavn Rejser ejes af Aller-koncernen og har derved en betragtelig kapital i ryggen, så jeg satser på at vi får pengene i løbet af et par uger.
Det var en temmelig dyr tur, så der kan blive til flere små rejser i stedet for. Vi tror nemlig ikke helt på, at vi vil bestille en så stor og anstrengende tur til 2021. Vi vil i hvert fald ikke allerede nu satse på, at det kan lade sig gøre, men hvis det kan, bliver det nok i bidder, for vi vil stadig meget gerne have luksusudgaven af turen med Rocky Mountaineer og krydstogtet fra Alaska til Vancouver. Og besøge søde Lene og Finn.
På en måde føler jeg, at vi får en masse penge foræret. Aldeles fjollet …

Og jeg savner virkelig at have en stor eller lille tur at glæde mig til.
Heldigvis kan jeg i stedet glæde mig til, at drivhuset står færdigt, hvilket jeg satser på bliver sidst i næste uge.

The answer, my friend, is blowing in the wind …

Så er vi i gang!

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

Vi er godt lakket til

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

Tanker i vandkanten …

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

Den bedste måde at dø på

Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
– Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

I al stilhed …

Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

Vi er for nemme ofre

Samvirke har ofte gode artikler; senest en om fake news, et udtryk, som ikke mindst den gode Mr Trump har udødeliggjort. Han bruger bare begrebet om nyheder, han ikke kan lide, og som ikke stemmer overens med hans forstyrrede forestillinger. Han var da ellers glad nok for de falske nyheder, da det drejede sig om at tilsvine og miskreditere kantidatrivalen, Hillary Clinton.
Fake news er således ikke nyheder, man ikke bryder sig om, men desinformation (som er defineret som information, der er produceret og spredt præcis med det bevidste formål at vildlede eller bedrage) forklædt som nyhedshistorier. Nyhederne udgiver sig for at være reel journalistik, men er løgne som er udsendt for at afsenderen kan vinde noget på det.

Det var definitionerne – bare lige for at få dem plads.
Vi er ikke gode nok til at skelne mellem de ægte og de falske nyheder, og det er os ældre, der er dårligst til det. Ikke de unge. Igen ikke de unge – jeg tror ikke vi skal være så bekymrede for de næste generationer; de skal nok klare sig. Jeg håber også bare, at de kan håndtere den arv de får fra os; nemlig en drivhuseffekt, der er ved at løbe løbsk.
Og det var et sidespring, men desværre ikke fake news …

Vi gamle/ældre skal altså blive bedre til kildekritik og lade være med blindt at dele falske nyheder på de sociale medier. Gad vide hvad det skyldes? At vi har været vant til, at nyhedsmedier satte en ære i at formidle sandheden? Det er vist længe siden det var tilfældet. At man kan stole på politikere? Det er vist også længe siden …
‘Kildekritik’ var noget, vores historielærer i gymnasiet brugte en del tid på at lære os. Er kilden troværdig? Hvorfor/hvorfor ikke? Kender man kilden i forvejen for andre ting? Man skal også huske, at det er sejrherren, der skriver historien.

I Rusland er det ligefrem et lønnet job at producere fake news. Skræmmende, ikke sandt? De kaldes troll factories eller trollefabrikker. Nej, ikke trolde, som Samvirke tror; – se eventuelt hvorfor her, men på engelsk hedder en trold a troll, så det er nok derfor, misforståelsen er opstået. Det lyder også dumt at kalde det for en ‘dørger’ på dansk …
Jeg kan kun opfordre til, at man lader være med sanseløst at dele (og slet ikke kopiere) tekster på Facebook og Twitter (jeg er ikke på sidstnævnte og ved ikke hvordan det fungerer). Der er så meget sludder i omløb – man husker nok en af de seneste med “de samme 25 venner”, som var det rene sludder, men som jeg så delt af alt for mange af mine (ikke-unge, desværre) venner på FB. Der har været mange af samme slags. Ignorer dem, for himlens skyld! I gør på sigt jer selv en tjeneste ved det – og I gør ikke jeres venner en tjeneste ved at være hverken den første eller den 27. der deler.

Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer skyldes måske ikke rene tilfældigheder.
Dette billede stammer fra en kampagne, som blev stoppet.
Jeg bliver nok skudt for at have gengivet det – lad venligst være med at sige til nogen i USA, at jeg har vist det her på min blog!
Jeg synes bare jeg ville vise jer den ondeste og værste trold i historien nyere tid. Uanset stavemåde.

Ambivalent? Lidt. Doven? Lidt.

Jeg er unormal. Det er der sikkert mange, der vil give mig ret i, men lige nu taler jeg om mit manglende shoppinggen. Måske nok især mit manglende windowshoppegen. John er også unormal, for han har genet. Han elsker at windowshoppe og gå ind i alskens mulige og umulige butikker for at se, hvad de har at byde på. Hvis ikke jeg har et specifikt ærinde, gider jeg ikke … bare spørg Die Zwei Mädchen, som flere gange har parkeret mig et eller andet sted med en kopkaf eller et strikketøj, mens de har gennemtrawlet (nej, ikke gennemtrevlet!) et eller andet stormagasin.
Internetshopping er noget ganske andet! Uhh, hvor er det dog nemt og behageligt.
Man kan selvfølgelig også få en del hidtil ukendte behov til at opstå, men det gælder vel i alle former for butikker, og man …
1) Sparer benzin
2) Er aldeles ligeglad med om det regner eller sner
3) Slipper for at stå i kø/vente på at blive ekspederet
4) Kan finde markedets bedste pris med hele Europa som ‘varehus’, og derfor kan man
5) Spare temmelig mange penge ^*)

Man (jeg) savner:
1) At kunne føle på varen
2) At se/mærke, om tøjet eller skoene passer – hvorfor jeg ikke køber tøj eller sko over nettet. Næsten ikke, i hvert fald. Det tøj, der kan se så vældig flot ud på skærmen, kan meget nemt vise sig at misklæde mig godt og grundigt. Kvaliteten kan heller ikke føles gennem skærmen. Jeg ved godt, at man kan sende det retur, men tøj og sko vil jeg hellere finde i fysiske butikker.

Der er givetvis flere fordele og ulemper; dette var for mig de umiddelbart største.
Ambivalensen består i, at jeg i bund og grund ikke er spor interesseret i, at butikkerne forsvinder fra gadebilledet.
Charlotte og jeg talte om det i julen – hun har det på samme måde, og hun er derfor begyndt at handle mindre på nettet og mere i ‘rigtige’ butikker. I modsætning til mig køber hun dog stort set alle dagligvarer over nettet, for det er en husmoderpligt, som hun er glad for at kunne slippe for. Og sig ikke, at Tim kan tage over … han arbejder stort set altid, så når han endelig holder fri, skal han have lov til at holde fri. Han slapper ofte af med at lave The Sunday Roast, hvilket Charlotte nyder. Hun har fuldt ud accepteret den pris det koster hende at have en mand, der skaffer så mange penge til huse, at hun kan nøjes med at arbejde for sjov, at de kan leve som de gør, samt have børnene på den ønskede privatskole. Men det var et sidespring.

Jeg er bange for, at jeg på trods af min egen dobbeltmoral fortsætter med at internethandle.
Det er især fedt at få ordnet julegaveindkøbene på denne måde – ikke mindst, fordi gaverne hvert andet år skal afleveres i England.

*) Eksemplet fra i dag, som gav mig ideen til indlægget: Jeg bruger en del frø og kerner, både til hjemmelavet müsli og til knækbrød. I dag har jeg bestilt hvide og sorte chiafrø, afskallede hampefrø, gule hørfrø, sesamfrø og loppefrø (hele, ikke skaller).
Pris i rawfoodshop.dk: 453 kroner inkl. porto. Pris i coop.dk: 621 kroner.
Ydermere kan jeg købe det i kilo- eller halvkilopakninger; ikke kun i de små portioner, de har i supermarkederne – hvis man overhovedet kan få varen, for det kan man ikke altid.