Den bedste måde at dø på

Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

Reklamer

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
– Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

I al stilhed …

Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

Vi er for nemme ofre

Samvirke har ofte gode artikler; senest en om fake news, et udtryk, som ikke mindst den gode Mr Trump har udødeliggjort. Han bruger bare begrebet om nyheder, han ikke kan lide, og som ikke stemmer overens med hans forstyrrede forestillinger. Han var da ellers glad nok for de falske nyheder, da det drejede sig om at tilsvine og miskreditere kantidatrivalen, Hillary Clinton.
Fake news er således ikke nyheder, man ikke bryder sig om, men desinformation (som er defineret som information, der er produceret og spredt præcis med det bevidste formål at vildlede eller bedrage) forklædt som nyhedshistorier. Nyhederne udgiver sig for at være reel journalistik, men er løgne som er udsendt for at afsenderen kan vinde noget på det.

Det var definitionerne – bare lige for at få dem plads.
Vi er ikke gode nok til at skelne mellem de ægte og de falske nyheder, og det er os ældre, der er dårligst til det. Ikke de unge. Igen ikke de unge – jeg tror ikke vi skal være så bekymrede for de næste generationer; de skal nok klare sig. Jeg håber også bare, at de kan håndtere den arv de får fra os; nemlig en drivhuseffekt, der er ved at løbe løbsk.
Og det var et sidespring, men desværre ikke fake news …

Vi gamle/ældre skal altså blive bedre til kildekritik og lade være med blindt at dele falske nyheder på de sociale medier. Gad vide hvad det skyldes? At vi har været vant til, at nyhedsmedier satte en ære i at formidle sandheden? Det er vist længe siden det var tilfældet. At man kan stole på politikere? Det er vist også længe siden …
‘Kildekritik’ var noget, vores historielærer i gymnasiet brugte en del tid på at lære os. Er kilden troværdig? Hvorfor/hvorfor ikke? Kender man kilden i forvejen for andre ting? Man skal også huske, at det er sejrherren, der skriver historien.

I Rusland er det ligefrem et lønnet job at producere fake news. Skræmmende, ikke sandt? De kaldes troll factories eller trollefabrikker. Nej, ikke trolde, som Samvirke tror; – se eventuelt hvorfor her, men på engelsk hedder en trold a troll, så det er nok derfor, misforståelsen er opstået. Det lyder også dumt at kalde det for en ‘dørger’ på dansk …
Jeg kan kun opfordre til, at man lader være med sanseløst at dele (og slet ikke kopiere) tekster på Facebook og Twitter (jeg er ikke på sidstnævnte og ved ikke hvordan det fungerer). Der er så meget sludder i omløb – man husker nok en af de seneste med “de samme 25 venner”, som var det rene sludder, men som jeg så delt af alt for mange af mine (ikke-unge, desværre) venner på FB. Der har været mange af samme slags. Ignorer dem, for himlens skyld! I gør på sigt jer selv en tjeneste ved det – og I gør ikke jeres venner en tjeneste ved at være hverken den første eller den 27. der deler.

Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer skyldes måske ikke rene tilfældigheder.
Dette billede stammer fra en kampagne, som blev stoppet.
Jeg bliver nok skudt for at have gengivet det – lad venligst være med at sige til nogen i USA, at jeg har vist det her på min blog!
Jeg synes bare jeg ville vise jer den ondeste og værste trold i historien nyere tid. Uanset stavemåde.

Ambivalent? Lidt. Doven? Lidt.

Jeg er unormal. Det er der sikkert mange, der vil give mig ret i, men lige nu taler jeg om mit manglende shoppinggen. Måske nok især mit manglende windowshoppegen. John er også unormal, for han har genet. Han elsker at windowshoppe og gå ind i alskens mulige og umulige butikker for at se, hvad de har at byde på. Hvis ikke jeg har et specifikt ærinde, gider jeg ikke … bare spørg Die Zwei Mädchen, som flere gange har parkeret mig et eller andet sted med en kopkaf eller et strikketøj, mens de har gennemtrawlet (nej, ikke gennemtrevlet!) et eller andet stormagasin.
Internetshopping er noget ganske andet! Uhh, hvor er det dog nemt og behageligt.
Man kan selvfølgelig også få en del hidtil ukendte behov til at opstå, men det gælder vel i alle former for butikker, og man …
1) Sparer benzin
2) Er aldeles ligeglad med om det regner eller sner
3) Slipper for at stå i kø/vente på at blive ekspederet
4) Kan finde markedets bedste pris med hele Europa som ‘varehus’, og derfor kan man
5) Spare temmelig mange penge ^*)

Man (jeg) savner:
1) At kunne føle på varen
2) At se/mærke, om tøjet eller skoene passer – hvorfor jeg ikke køber tøj eller sko over nettet. Næsten ikke, i hvert fald. Det tøj, der kan se så vældig flot ud på skærmen, kan meget nemt vise sig at misklæde mig godt og grundigt. Kvaliteten kan heller ikke føles gennem skærmen. Jeg ved godt, at man kan sende det retur, men tøj og sko vil jeg hellere finde i fysiske butikker.

Der er givetvis flere fordele og ulemper; dette var for mig de umiddelbart største.
Ambivalensen består i, at jeg i bund og grund ikke er spor interesseret i, at butikkerne forsvinder fra gadebilledet.
Charlotte og jeg talte om det i julen – hun har det på samme måde, og hun er derfor begyndt at handle mindre på nettet og mere i ‘rigtige’ butikker. I modsætning til mig køber hun dog stort set alle dagligvarer over nettet, for det er en husmoderpligt, som hun er glad for at kunne slippe for. Og sig ikke, at Tim kan tage over … han arbejder stort set altid, så når han endelig holder fri, skal han have lov til at holde fri. Han slapper ofte af med at lave The Sunday Roast, hvilket Charlotte nyder. Hun har fuldt ud accepteret den pris det koster hende at have en mand, der skaffer så mange penge til huse, at hun kan nøjes med at arbejde for sjov, at de kan leve som de gør, samt have børnene på den ønskede privatskole. Men det var et sidespring.

Jeg er bange for, at jeg på trods af min egen dobbeltmoral fortsætter med at internethandle.
Det er især fedt at få ordnet julegaveindkøbene på denne måde – ikke mindst, fordi gaverne hvert andet år skal afleveres i England.

*) Eksemplet fra i dag, som gav mig ideen til indlægget: Jeg bruger en del frø og kerner, både til hjemmelavet müsli og til knækbrød. I dag har jeg bestilt hvide og sorte chiafrø, afskallede hampefrø, gule hørfrø, sesamfrø og loppefrø (hele, ikke skaller).
Pris i rawfoodshop.dk: 453 kroner inkl. porto. Pris i coop.dk: 621 kroner.
Ydermere kan jeg købe det i kilo- eller halvkilopakninger; ikke kun i de små portioner, de har i supermarkederne – hvis man overhovedet kan få varen, for det kan man ikke altid.

Jeg nåede det!

Hvis man bare er ihærdig nok, så kan man nå meget. Jeg gad egentlig ikke ordne alle svenskertingene i går, men guleroden i form af gæster i dag bevirkede, at jeg blev stædig.
Og jeg nåede det! Systuen er atter fuldt fremkommelig. Jeg fik ikke bare alt af vejen; jeg fik det hele på plads – med andre ord, så blev der byttet rundt på nogle ting, samt smidt nogle få ting ud, der blev nedgraderet til værende ikke længere ønskelige. Man har vel set Ryd op i dit liv … det var virkelig skræmmende at se, hvor meget ragelse folk kan gemme og/eller rage til sig i den faste overbevisning, at de nok skal få brug for det en dag.
Sådan håber jeg ikke, at mit hjem nogensinde bliver … men mon ikke folk, der kan fylde hele huset totalt op og mere til med alt muligt skidt og møg, også slås med andre problemer end et overdimensioneret samlergen?

Sengetæpperokeringen var en af de mere hyggelige opgaver – de blå fra det ene gæsteværelse kom over i det andet gæsteværelse. Det, der lå der, kom til Sverige.
De blå patchworktæpper i børneværelset er fra vores soveværelse i Sverige og de blomstrede tæpper og puder er fra sovesofaerne i Sverige. Nu ser det hele pænere ud (her; ikke der. Det er så bare ikke mit problem), men jeg skal have fundet noget pænt, blåt stof til nye gardiner til børnenes værelse. Det fører åbenbart en del med sig at sælge hus i Sverige …

Amagerhylden, som stammer fra gården, skiller jeg mig ikke af med frivilligt, men den passede elendigt til stilen i Havdrup og kom derfor til Sverige, hvor den passede fint, men nu er den heldigvis ganske nydelig over skrivebordet fra Vemmetofte, vi købte for ikke så længe siden. Skrivebordet, altså … vi har ikke købt Vemmetofte!
Nu mangler vi bare en stol, der passer til det, men sådan en er svær at finde. Vi har prøvet med en kontorstol på hjul, men det ser så skrækkeligt ud, at John er mere end villig til at gå på kompromis på mageligheden for at slippe for synet.
Og novemberkaktussen nåede da kun lige netop ind i november, før den stod i fuldt flor. Den tyvstartede, og det synes jeg den gør tidligere og tidligere for hvert år – men flot er den lige nu med alle sine blomster. Bliver den ved i samme stil, må den omdøbes til oktoberkaktus. Den startede med at hedde julekaktus; så blev det til decemberkaktus, derefter novemberkaktus, og nu er vi altså ved at ramme oktober. Jeg ved ikke lige, hvad der sker for den, men det er vel okay, så længe den blomstrer så fint og bruger tiden indimellem på at vokse sig større. Den startede som en minikaktus, jeg fik af en kollega for otte år siden.

Som om vi ikke havde nok i forvejen …

Vi fik slæbt hjem fra Sverige. Vi fik slæbt det allermest nødvendige med hjem; det jeg kan på ingen måde kan bære at skille mig af med.
Problemet er bare, at vi i forvejen har rigeligt af alt muligt.
Sådan bliver det jo, når man har to komplette hjem – jeg skal nok bare være er glad for, at vi ikke skulle tømme huset for møbler og husgeråd, men mange af vægtæpperne jeg har syet, nænner jeg ikke at lade følge med i købet. Jeg gjorde det med de to nyeste, som var specielt designet til stuen og farverne den fik ved renoveringen i 2010, men resten måtte med hjem. Det ene skal en af Die Drei Mädchen have, for hun har altid syntes så godt om netop det tæppe. Et andet er kommet op på børneværelset, et tredje bliver hængt i soveværelset, hvor det der hænger nu nok ryger ud, for jeg har aldrig været 100 % tilfreds med det. Det sidste … tjah …

Lige nu roder der vildt med kasser nede i min ellers så fine og nyordnede systue. Jeg har fået meget på plads, men der mangler stadig en del … selvfølgelig den del af det, jeg ikke helt ved hvor jeg skal gøre af. På fredag kommer Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og så ville jeg vældig gerne have tingene i orden inden da. Jeg vil ikke skille mig af med det, men i virkeligheden har vi ikke rigtig plads til det, og jeg gider ikke have et overfyldt hjem.
What to do? 

Jeg synes heller ikke jeg bestiller andet end at vaske håndklæder og sengetøj for tiden – først sættene fra Fanø, inklusive det, jeg havde med til Ditte, fordi hun kom med tog herned, og nu seks sæt fra opholdet ved Houvig. Englænderne kører med dobbeltdyner, så de har ikke sengetøj til enkeltsenge, andet end til børnene, så det sørger den flinke Ellen altid for i vores jyllandsferier.
Brændet, som vi tog med hjem i går, skulle også ind fra traileren og stables. Frisøren, som jeg på pinligste vis fuldstændig havde svedt ud i går, havde heldigvis en tid i dag i stedet for, men det skulle så også lige nås. John skulle over for at hjælpe den midlertidigt invalide Søren med at tage pavillonen ned, for den var ved at blæse ned – og ville dermed smadre hans drivhus.
Vi har en anelse travlt.
Hvem var det lige, der påstod, at pensionister har ferie hver dag? Jeg har altid opponeret mod dette, og lige nu gælder det da slet ikke!

Emneskift.
Eftermiddagskaffepausen (det skal der være tid til) blev indtaget i selskab med den britiske bageguru Paul Hollywood, som også er den ene af dommerne i den britiske bagedyst. Ham er jeg ret vild med, og han kan ikke gøre for, at at poppyseeds blev ‘oversat’ til solsikkekerner.
Poppyseeds er birkes, og selv folk, der er oversættere og ikke bagere, burde kende forskellen på de to – især når man samtidig viser billeder af bagels med birkes.

Vi har hamstret … lidt

Dette indlæg kan ses som en slags supplement til indlægget fra i forgårs som illustration af, at vi pensionister sagtens kan finde noget til at få tiden til at gå med … i dag har jg fx brugt mindst et kvarter på at regne …

Hvis der er nogle af jer, der lige som os sommetider supplerer pejsebrændet med træbriketter (de der af sammenpresset savsmuld, I  ved), vil I måske også have lagt mærke til, at i næsten hele sidste sæson var de stort set umulige at få fat i (noget med to store polske firmaer, der gik konkurs). Hvor man før fik dem nærmest smidt i nakken i butikker som fx Bilka, skulle man nu betale ågerpriser, hvis man var så heldig at finde nogen overhovedet. Vi gad ikke købe til de priser – almindeligt, gammeldags brænde var billigere, og det er da trods alt hyggeligere at se på i brændeovnen.
I dag ved halvtolvtiden så John en annonce fra Silvan med et fødselsdagstilbud: syv poser for 100 kroner, så vi myldrede afsted til Silvan, Næstved, hvor de er flinke og servicemindede, i skarp kontrast til Køgeafdelingen.
“I skal bare køre om til drive in’en. Vi har ikke ret mange tilbage, men der er sikkert nok til jer.”
Der var rigeligt til os. Vi havde undervejs talt om, hvorvidt vi kunne tillade os at købe 21 pakker, eller det var for hamstringsagtigt.
Det var det ikke. Manden, som stod og talte hvor mange pakker vi proppede i bagagerummet, sagde, at 21 var da ingenting, for folk kom med trailere. De havde solgt 13 paller allerede. Vi tog fra den næstsidste palle, kunne vi se.
Nå! Men okay, så tager vi da 28 poser, gør vi.
“Vil I ikke også have nogle ind på bagsædet?”
Næk tak – det rakte fint med de 28, mente vi, og så kørte vi hjem med dem. Jeg vil tro, at disse kan holde til det meste af vinteren, afhængigt af, naturligvis, hvor frostfyldt den går hen og bliver, og det er som sagt stadig kun et supplement.

Det er et vanskeligt regnestykke, hvis man prøver at regne ud hvad prisen er i forhold til at købe et tårn brænde. Der er forskel i brændværdien, og massefylden på træ og på træbriketter er ikke den samme, så hvad koster det ene og hvad koster det andet?  
Jeg har forsøgt at regne på det og er kommet frem til, at briketterne nok er omkring halv pris af rigtigt træ, men om det holder vand, aner jeg ikke. 
I min research fandt jeg også frem til, at Jem & Fix (jeg bryder mig ikke om det navn!) nu har dem til næsten samme normalpris, som Silvan havde dem til på tilbud, hvor de hævdede, at det var under halv pris – og det var den samme vare. Der er forskel på briketter og briketter, så man skal være vågen.
Sådan er der så meget – jeg skal nok bare være glad for, at Silvan i det mindste ikke var dyrere end Jem & Fix.

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Hjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Hjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.

---

Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

Det blev en lang dag

Turen fra Newcastle til Amsterdam foregik uden buler på vandet. Det var næsten havblik hele vejen, så det var noget af en kontrast til udturen. Til gengæld var det så tåget i går morges, at vi blev en halv time forsinket, fordi de skulle vente på lods. Tågen var forsvundet, da vi kom i land, hvilket også gik lynhurtigt denne gang … men nu er der selvfølgelig heller ikke så mange, der illegalt forsøger at komme fra England til Holland …
Vi lå på motorvejene i 12 timer – selvfølgelig med de respektive pauser, men det var en lang dag. Vi glemmer lykkeligt fra gang til gang, hvor meget vejarbejde der altid er i Tyskland, og det gjorde det ikke bedre, at vi ramte Hamburg i eftermiddagsmyldretiden.
Hjem kom vi dog til sidst, og jeg kunne lige nå en have- og drivhusvandring inden det blev for mørkt.
HOLDnuop, hvor det hele har lidt af vokseværk i de 16 dage. Især ukrudtet, selvfølgelig, men også det hele i drivhuset. Agurken, som kun havde fire blade udover kimbladene, var nu blevet 70 cm høj og med otte agurker i gang; den ene allerede omkring 1/3 af fuld størrelse.
Tomaterne og chilierne var også gået groamok, men der er vist ikke kommet noget op af alt det, jeg har sået rundt omkring i haven. Dammit.

Jeg er glad for, at jeg trodsede samtlige råd og tommelfingerregler og satte dahliaerne i jorden, inden vi tog afsted, for de har jo haft det som blommen i et æg med det varme sommervejr, der har været. De er kommet op næsten alle sammen, så også på dahliafronten er det fint.
Men det ukrudt, altså … jeg synes egentlig ikke, at jeg er specielt flittig med at gå og ordne have, men når jeg kommer hjem efter 16 dage, hvor der kun er blevet vandet, enten fra naturens side eller fra Sørens, så er det ret tydeligt, at jeg alligevel får en masse ordnet uden jeg føler, at jeg går og arbejder særlig meget. Det var slemt, dette her. Heldigvis har vi nogle dage foran os, hvor vi ikke har ret mange væk fra hjemmet-ting; der skal bare hentes symaskine i Køge i morgen, så vi kan gå grundigt til den i haven og få den bare nogenlunde pæn nok til at modtage gæster i.
Jeg måtte fortælle både John og mig selv, at vi IKKE skulle nå det hele i dag – så var vi da blevet totalt smadrede. Jeg kørte derfor til Røde Kors-strik for at give mig selv en pause, men jeg tror nok, at John gik lidt mere til den, mens jeg var væk. Han ser i hvert fald en anelse brugt ud her til aften.

De lyse nætter begyndte, mens vi var væk. Dejligt.
Vi sover altid med et vindue åbent, og vi bruger ikke at trække for – vi har ingen problemer med at sove af den grund, og jeg elsker at vågne op til lyset. Selv i Havdrup, hvor vores soveværelse vendte mod syd, havde vi aldrig trukket for.
Nogle har brug for næsten total mørklægning for at kunne sove. Det er jeg glad for, at ingen af os behøver – hverken med eller uden havearbejdstræthed. Og i aften går vi nok i seng, inden det bliver mørkt …

Jeg blev SÅ vred

Vores nabo mod syd er ikke en rigtig nabo, for vi deler ikke vejnavn, og der er en have imellem os. De er polakker, og de er sære. Da de flyttede ind og vi vinkede til dem, vendte de demonstrativt ryggen til. De har aldrig villet hilse på os – eller andre i deres nærhed. Han er en slags entreprenør, og når hans folk, som også er polakker, ikke har andet at lave, arbejder de på hans hus og have.
I dag kom en varevogn med trailer og holdt på strandvejen ud mod engene. En mand begyndte at smide byggeaffald ind på engen! John sagde “Hvad fanden har han gang i?” Jeg fløj ind og hentede kameraet og tog en masse billeder af manden. Jeg stod i vores have og tog dem.

Han fik øje på mig, så jeg konfronterede ham, først på dansk, men han forstod mig ikke. Så på engelsk … “you are not allowed to do this!” “My boss!”, sagde han og pegede op på huset. “I call the police, if you continue”. Han forstod vist ordet police, for nu ringede han – formentlig til the boss.
Jeg gik ind og sendte for en gangs skyld Google Translate en venlig tanke. Det blev til en seddel, hvorpå der på polsk stod følgende:
Dette er et fredet område, og der må ikke smides affald her. Hvis ikke du fjerner det nu, ringer jeg til politiet.
Han læste op fra sedlen. To minutter efter kom han hen til vores dør og rakte mig telefonen, og jeg fik en vred ‘nabo’ i ørerne. Han taler glimrende dansk – han kan også skælde ud på dansk …

Her fik han øje på, at jeg stod og fotograferede, og så blev der ringet …

– Hvorfor blander du dig i dette her? Det er min grund, og jeg bestemmer. Jeg kan gøre hvad jeg vil på min egen grund!
– Det kan du faktisk ikke. Strandengene er fredet, og du må ikke smide så meget som en bunke grus derud.
– Det skal du ikke bestemme!
– Det gør jeg heller ikke – det er der andre, der har gjort. Og i øvrigt er det noget værre svineri at smide den slags affald lige ved siden af vejen.
– Det er ikke affald!
– Hvad vil du så kalde det? Er det noget du skal bruge igen? I givet fald skal det vel ikke ‘opbevares’ der?
Det havde han ikke noget svar på, men han fremturede:
– Hvis du ikke vil ødelægge det gode naboskab, så klapper du i nu! (Hvilket godt naboskab?, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt).
– Jeg vil ikke ødelægge noget, men du skal heller ikke ødelægge dette smukke område ved at smide affald ud. Jeg kan forsikre dig for, at det er forbudt. Det kan godt være, I gør den slags i Polen, men det gør vi altså ikke i Danmark.
– Du kan bare sige til, hvis du vil have problemer. Det er mig selv og ingen andre, der bestemmer over min egen jord! (Nu talte han lidt højere – han var meget vred, men jeg formåede heldigvis at beherske mig).
– Ikke hvad angår at bruge strandengene som byggeaffaldslosseplads. Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg kontakter myndighederne på mandag, så kan de tage kontakt til dig og fortælle dig, hvad du må og ikke må. Farvel.
Så rakte jeg telefonen tilbage til ham, der havde smidt affaldet.

De talte videre, og det lød som om de diskuterede, men fem minutter efter begyndte han at samle det hele op igen.
Vores højtråbende nabo må åbenbart alligevel være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller mig, der havde ret, for med hans råberi havde jeg faktisk ikke forventet, at det ville blive fjernet – ikke så hurtigt i hvert fald.

John bliver lidt nervøs, når jeg gør den slags ting; han kunne aldrig selv finde på det … Hvad hvis nu han kommer og smadrer et eller andet inde hos os? Så primitiv håber jeg sandelig ikke, at han er.
Jeg kan bare ikke lade være med at reagere – jeg bliver simpelthen så eventyrlig vred, når jeg oplever den slags svineri.
Og jeg beklager, Farmer, men jeg fik lige bekræftet alle mine værste fordomme om polakker.

Sygdom og død

Da vi kom hjem i går, kiggede vores nabo indenfor. Hun ville fortælle os, at deres nabo til den anden side var død. Det kom ikke bag på os, for han havde været alvorligt syg i lang tid, men han blev kun 57 år. For pokker, altså – det er jo alt for tidligt at dø.
Det minder mig lidt for meget om egen dødelighed, når folk yngre end mig selv dør.
For at føje spot til skade, har hans enke været under behandling for lungekræft, mens hun samtidig skulle passe en meget syg mand. Hun var ellers erklæret rask, men nu er der dukket en skygge op på den ene lunge, som man lige skal have kigget nærmere på.
Heldigvis, kan man næsten sige, fylder hendes mands død og kommende bisættelse det hele hos hende lige nu, så hun har ikke tid til at tænke på sig selv.

Længere oppe ad vejen er der også en, der er syg og har skiftevis haft det godt, halvgodt, halvdårligt og heldårligt siden november, har jeg så sent som i dag fået at vide. Hun har været igennem et hav af undersøgelser og skal snart til en MR-scanning. CT-scanning har hun været igennem. Man kan ikke finde ud af, om det er psykisk eller fysisk – lægevidenskaben er i det hele taget på fuldstændig bar bund, hvilket naturligvis skaber angst hos hende og er dermed selvforstærkende.
Det er med andre ord noget rigtigt hø, er det. Hun er kun først i 50’erne.
Det lyder frygteligt at sige det, men på en måde er jeg glad for, at det var kræft jeg fik, for på trods af, at det ikke var specielt behageligt at komme igennem behandlingsforløbet, var det noget helt konkret, jeg skulle forholde mig til.
En sygdom, der er udiagnosticeret, må på sin vis være værre – jeg kan snildt forestille mig den angst, der konstant må lure i baghovedet.
Jeg kan godt skrive under på, at angsten i sig selv er slem.
Det går længere og længere imellem, at jeg går i selvsving, men jeg er også tæt på at kunne betegne mig selv som a survivor, som de sagde, da jeg var i England. Det siger man, når man har overlevet fem år efter … ja, efter hvad? Formentlig efter behandlingens afslutning, og i så fald er der stadig et halvt år endnu.
Men angsten for, at det kommer igen, den kan godt indimellem give en søvnløs nat eller to. Der skal ikke ret meget ondt i halsen til; måske en stikken i brystet eller en lille bule bag øret (men der må jeg simpelthen have slået mig, for den forsvandt af sig selv), før jeg tænker på, om kræften atter er dukket op, bare i en anden form.
Jeg føler med begge kvinder.
Nu er det endelig blevet forår, og så får man disse triste nyheder. Det tager lige toppen af nydelsen, men jeg kan jo intet stille op – andet end at vise min deltagelse og komme med god-bedring-blomster.

Life’s not fair, is it?

Dette var et Scar-citat fra The Lion King. Zazus rapport til Mufasa er en genial leg med ord:
Checking in with the morning report!
Well, the buzz from the bees is that the leopards are in a bit of a spot … and the baboons are going ape over this. Of course, the giraffes are acting like they’re above it all … the tick birds are pecking on the elephants. I told the elephants to forget it, but they can’t …
Godt. Det hjalp lidt på min lidt trykkede stemning.

Lille Frøken Hjælpeløs

Lille Frøken Hjælpeløs, det er mig, på trods af det, jeg normalt står for, nemlig at vi kvinder skal kunne klare os selv i videst muligt omfang.
Det følgende er derfor en anelse pinligt, men jeg kunne selvfølgelig bare lade være med at skrive om det …
På det gammeldags komfur sidder der nede i højre side en lille dims, der skal tages af, når man renser komfuret for sod. Den er nem nok at få af – intet problem der. I princippet burde den være lige så nem at få på igen, men sådan er det ikke. Den har set sig gal på mig – og vice versa – men jeg kan ikke få den til at falde i hak, så den sidder ordentligt fast. Det er, til min store irritation, mig ganske enkelt aldeles umuligt. Jeg tror hver gang den er der, men på et eller andet tidspunkt efter jeg har tændt op (og forladt rummet), falder dimsen ud. Det trækker falsk luft ind, og komfuret ryger som jeg ved ikke hvad. Så må jeg kapitulere og kalde på John, som åbenbart har the magic touch, for han kan få dimsen til at blive hvor den skal være.
Det er møgirriterende, er det.

Når det gælder alt, der har med elektricitet at gøre, er jeg også Lille Frøken Totalt Hjælpeløs.
I dag skulle hele huset løbes over med støvsugeren, men den nægtede at samarbejde. Når jeg trykkede på start, reagerede den ikke. Sidder stikket rigtigt i? Det gjorde det. Jeg lirkede lidt ved ledningen henne ved stikket. Det hjælp ikke. Jeg satte stikket i en anden kontakt, selv om jeg vidste, at den første virkede som den skulle. Det hjalp ikke. Jeg bandede. Det hjalp heller ikke.
John gik udenfor og arbejdede, så jeg stillede mig ud på terassen og kaldte på ham med den stemme, jeg ikke er bevidst om, at jeg anvender i den slags tilfælde, men som straks gør ham klar over, at jeg har brug for hans maskuline styrke. Eller noget …
Jo-ohhn … støvsugeren virker ikke … den vil ikke starte …  
John slipper naturligvis alt, hvad han har i hænderne og iler mig til undsætning. Han indleder med at gøre det samme, som jeg gjorde; dvs. at nu sidder stikket i det første jeg prøvede, men det virker jo også, ved vi.  
Og nu kommer den store forskel på ham og mig: Han går ned og henter værktøj, og kort efter er stikket, der sidder i støvsugeren, skilt ad. Rode, pille, skære lidt, sætte sammen igen, og vupti har jeg atter en fungerende støvsuger.
Det sad bare lidt løst indeni stikket. Nu er det ordnet.
Det er en af de situationer, hvor jeg tænker, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle stille op uden ham. Denne havde fx nok kostet mig en ny støvsuger. Jeg har højst, i min fordums alenetid, svunget mig op til at sætte en stikkontakt på en ledning. Ellers kan elektricitet skræmme mig langt væk; jeg har den dybeste respekt for det. Nogle vil nok bare kalde det for en irrationel skræk, men fx montering af lamper skal jeg på ingen måde blande mig i.
Pyt, siger jeg. Jeg kan også noget, han ikke kan. Vi supplerer bare hinanden.
Kalder jeg det … hurra for de små forskelle.

Og så er det ikke engang en forårsfornemmelse

Jeg fik mit livs dyreste ansigtscreme i fødselsdagsgave af Charlotte, da vi var i England. Nu er det ikke fordi jeg normalt går og tjekker, hvad hun giver mig for i gaver, men denne gang kunne jeg ikke dy mig … jeg havde aldrig købt sådan en creme til mig selv.
Da vi kom derover, bemærkede jeg hendes ansigtshud, som var blevet markant anderledes (til den positive side) at se på, sammenlignet med da de var her i julen. Det sagde jeg til hende, og hun smilede og sagde, at selv hendes ellers ikke særlig observante mand havde for nylig spurgt, hvad der var sket med hendes ansigt.
Det kom sig af, at hun var inde et sted i Bath for at forsyne sig med nogle Dr. Hauschka-produkter, som normalt er de eneste, hendes sarte hud kan tåle. Hun fik et par prøver af Elemis-produkterne med – og blev ret positivt overrasket over for det første, at hun kunne tåle dem og for det andet, hvor anderledes og dejlig en fornemmelse cremerne gav hende; især den afbildede.
Hun faldt for fristelsen og købte en krukke med 100 ml – og fik et mindre chok, da hun skulle betale, men allerede efter godt en uges brug bemærkede Tim forskellen.
Jeg prøvede den og måtte give datteren ret: Det var en anderledes og bedre fornemmelse end med mine vanlige (og også lækre) cremer.
Det var derfor, du kun fik en symbolsk gave i første omgang. Hvis du vil have sådan en creme, vil jeg bestille en til dig. Den kan godt nå at komme, mens du er her.
Jeg var slet ikke klar over, at den første gave havde været symbolsk, men man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, selv om jeg sagde til Charlotte, at ét er hendes 41-årige hud, noget andet er min, som jo er 24 år ældre … cremen kan vel trods alt ikke udrette mirakler …
Hun mente, at det var værd at prøve.
Jeg har brugt den hver morgen siden jeg fik den. Der skal kun bruges, hvad der svarer til en ært, så den er drøj i brug.
Jeg har altid kun haft et overbærende smil tilovers for folk, som tror på, at cremer kan gøre så meget for ens hud, at det kan ses (ikke mindst af andre end en selv). De kan give en god fornemmelse, som jeg skrev om her, men her på tolvtedagen må jeg indrømme, at jeg bilder mig selv ind at kunne se en forskel. Godt nok minimal, og det fortæller måske mere om min indbildningsevne, end det fortæller om den reelle virkning, for John har ikke bemærket noget.
Men det er ligemeget. Jeg er fuldstændig vild med den creme, og nu skal jeg i hvert fald have brugt alle 100 ml af den. Så må vi se, om der kan blive til en krukke til til den tid.
Det kan godt være, jeg er naiv, men den dejlige forkælelesfornemmelse, cremen giver, kompenserer tilstrækkeligt for det.
Og så er det ikke engang en forårsfornemmelse. Den kan vare hele året.

En fantastisk skole

Tirsdag klokken 14 var der et musikshow i underskolen, hvor Aubrey går på sidste år, inden han starter i secondary school, hvor Anna går nu. Tim tog på arbejde, og C skaffede en ekstra billet, så både John og jeg kunne komme med. Da vi kom, var der en kvinde i gang med at dirigere nogle kanonsyngende børn (ikke kaNON, men KAnon). Det var musiklæreren, som “er skøn” ifølge Charlotte. Jeg må da også sige, at vi var særdeles imponerede over, hvad hun kunne få børn helt ned til 5-6 år til. Det er altid sødt, når små børn gør deres bedste, men her var det bedste rigtig godt, mens man samtidig ikke var et sekund i tvivl om, at ungerne havde en fest med at gøre det, de hver især nu gjorde. Det er alt sammen frivilligt, hvorfor vi også kun så Aubie deltage i koret til afslutningen, hvor samtlige 5. og 6.-årgangsklasser deltog, for sådan noget gider han absolut ikke, hvilket vist også tydeligt fremgår af hans ansigtsudtryk.

Så var det en noget gladere og stoltere dreng vi så, da børnene efter showet skulle vise forældre og bedsteforældre de respektive klasselokaler.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad mange mener om skoleuniformer, men mormor her er altså ret stolt af sin søde, lille, store og dejlige gentleman.
Mormor her er dog også meget, meget glad for at se, hvad den skole har gjort for især Aubrey. Anna har ingen problemer, men elsker alligevel den nye skole, og Aubie er jo svært ordblind, hvilket på ingen måde forhindrer ham i at være hurtig i replikken, men så snart han skal skrive noget, går han nærmest helt i sort.
Skolen har det princip, at det stadig, selv i vore elektroniske tider, er vigtigt at lære at skrive i hånden, men indrømmer, at de en sjælden gang gør en undtagelse. Aubrey er en af dem. De lærer ham blindskrift på et tastatur, for de mener, at så skal han i det mindste kunne skrive lynhurtigt på den måde i stedet for. Drengen er glad og går til den med omhu og entusiasme.
Læreren kapitulerede, efter hun engang sagde til ham, at nu skulle han ikke skrive denne opgave, men i stedet diktere til hende, hvad han ville have skrevet, hvis han havde kunnet.
Det gjorde han, og læreren havde bare tænkt WOW! Den dreng skal ikke hindres, bare fordi han har svært ved at lære at stave og skrive.
Han er blomstret op på den skole i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Hans selvtillid vokser og vokser, hvor den i den gamle skole blev pillet mere og mere af ham, fordi der ikke var for fem øre forståelse for hans handicap, hvilket fik alle til at tro, at han var dum. Jeg kunne have kvalt den lærer!
Han er ikke dum, og han elsker alle naturfag i en grad, der får lærerne til at bemærke hans store glæde ved at lære. Han lytter mere intenst, fordi han har svært ved at læse sig til det, og sommetider er han helt skæv i hovedet, fordi han ikke vil gå glip af nogen af ordene. 
Den skole er bare det bedste, forældrene har gjort, ikke kun for ham, men også for Anna. Den er måske nok dyr, men hvordan kan man gøre hele denne store forskel for børnene op i penge? Svaret er, at det kan man ikke.
Mens vi ventede på, at Anna skulle få fri, gik vi på pub, hvor nogen fik kaffe og andre fik en stor isdessert oven på dagens korprøvelser.

Dette er virkelig et luksusproblem

Der er flere overvejelser at gøre sig, når man bliver folkepensionist. En af dem er, om man vil have den sum udbetalt, man har stående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det kan man faktisk vælge at få fra man er 60, men jeg har valgt at gøre det nu. Når man tænker på, hvor lidt, der blev sat ind i sin tid, er beløbet vokset til en mærkbar størrelse og til en noget bedre forrentning, end jeg kunne have klaret ved selv at skulle administrere de samme penge.
Med andre ord: Et velkomment rejsetilskud.
Men.
Vi har flere forskellige rejseønsker, både store og små, og det er her, dilemmaet kommer: Skal vi bruge pengene på én stor eller flere små rejser? Skal vi bruge dem på at give os selv nogle luksuriøse glæder i hverdagen, eller skal vi puge dem lidt og se, hvad fremtiden bringer? Nok ikke det sidste, for 1) vi har begge lært ikke at udskyde for meget – vi ved ikke hvor længe vi har os – og 2) så kunne jeg jo bare have ventet med at kræve dem udbetalt.
Det er et luksusproblem; jeg ved så glimrende, at der er mange, der ikke har råd til at tage på ferie overhovedet, men dem kan jeg jo ikke give hver en rejse alligevel, og LD-pengene er trods alt mine egne – som andre bare har forvaltet godt for mig.

Foreløbig har vi valgt at bruge lidt af dem på vores i forvejen planlagte sommerferie til det smukke Norge. John ville selv køre hele vejen, men jeg fik den lyse ide at sejle til Oslo og så prøve den ypperste og mest ekstravagante luksus, man overhovedet kan forestille sig: Den dyreste kahytstype, med alt, hvad dertil følger og hører.
John var med på ideen, og det bliver bare FEDT – det bliver helt vildt, med vores egen balkon og udendørs jacuzzi. Som jeg i øvrigt er ret sikker på, vi nok ikke får brugt (kommer i nogen grad an på vejret), men bare det at vide, at den er der, er en god fornemmelse. Vi tog kun turen som enkeltrejse; dels pga. prisen, dels, at vi ikke vil lægge os fast på, hvornår vi skal hjem igen, men lade vind, vejr og os selv tage den beslutning. Det kan lige så godt blive to som tre uger, vi er afsted – nobody knows.
Nogle mange vil nok synes vi er fuldkommen fjollede at bruge penge på den slags overflødigheder, men jeg kan allerede mærke, hvor meget det har højnet forventningens glæde til den ferie.
Jeg er ret glad for, at jeg i mange år har prøvet at sidde økonomisk hårdt i det, og selv om det ikke var særlig sjovt, da det stod på, gør det glæden ved at have muligheden for at skeje lidt ud nu så meget større, når det ikke er en selvfølge. Og så bliver man altså mere magelig med alderen, har vi efterhånden konstateret nogle gange.
Faktisk giver LD såmænd ikke engang til opfyldelsen af det dyreste rejseønske – det kommer måske, når Sverigeshytten bliver solgt. Måske.
Det ender derfor nok med, at pengene bliver klattet væk på denne måde. Måske også til lidt flere (og bedre … ) gourmetophold rundt omkring i Danmark?
Mulighederne bliver selvfølgelig flere, jo færre penge vi bruger ad gangen, så dilemmaet vil være der lidt endnu.

Erik Grip, tørstetræ og mavepine

Af min mellemste søster fik jeg en aften med Erik Grip. Det vil sige … både John, Merete og omkring 100 andre var der også.
Han optrådte nemlig i Karises visekælder i aftes. Jeg har altid godt kunne lide Grip; synes han er en glimrende sanger og ditto fortolker af både Grundtvig, Frank Jæger og andre i viseklassen.
Jeg var lidt spændt, for manden er fyldt 70 nu, og det kunne meget nemt være gået ham, som jeg synes det er gået for en del andre: De skulle være stoppet, mens legen var god.
Det gjaldt så ikke for ham; hans stemmepragt var lige så fuldttonende og kraftig, som den altid har været, og nu er han oven i købet begyndt at krydre sine optrædender med historier og anekdoter fra sin opvækst og sin familie fra længere tilbage i tiden.
Det var, med andre ord, en god og underholdende aften … en rigtig god fødselsdagsgave at få.
Han lignede sig selv. Næsten. Lidt mere pondus er der efterhånden kommet, men jeg har altid syntes han er en smuk mand, og han er såmænd stadig ikke værst at se på. Jeg har fulgt ham og hørt ham optræde siden jeg var meget ung, fordi hans første kone/kæreste var fra Havdrup, så de optrådte et par gange på min gamle skole – det gjorde ham lidt mere interessant dengang, men senere er hans popularitet hos mig helt hans egen fortjeneste.

Derudover er det blevet til lidt mere plantefarvningseksperimentering. Denne gang med tørstetræ og sandeltræ, plus at jeg har købt frø til at så lilla blåbælg ved siden af det japanske indigo, som Ditte har købt til mig.
Jeg har atter en gang set en dejlig rød farve, som Jenny Dean i England har fået frem ved at basebehandle barken ved pH 10-11 i et døgns tid. Ingen varmebehandling overhovedet.
Andre kilder siger, at det skal fermentere i uger, ja i hele måneder inden man kommer garnet i.
Som sædvanlig ser det anderledes ud end håbet, men nu vil jeg tvinge mig selv til tålmodighed i nogen tid og se, om der sker en farveudvikling over i det rødlige i krukken. Garnet selv har meget at sige, kan man se: Alle Deans fire farver herover er fra samme farvebad, men forskellige garner.
Sandeltræ bliver nok i næste uge.

Og så har jeg ondt i maven! Det har jeg haft siden natten til i går. Jeg skulle have været til frisør i formiddags og ville ikke melde afbud, for jeg vil klippes inden vi rejser til England.
Men hvad sker? Frisøren ringer og undskylder (!) at hun har haft influenza, men er ved at være klar igen, så hvad siger jeg til at vente til på torsdag?
Hun skulle bare vide … men jeg nøjedes med at sige, at det var selvfølgelig helt i orden og rigtig god bedring til dig.
Men den mave, altså. Av. Jeg har besluttet mig for, at det forsvinder i løbet af natten og at jeg er frisk igen i morgen. Jeg har haft et uldent halstørklæde viklet om maven siden jeg gik i seng i aftes, og jeg bilder mig ind, at det virker!

Selvforkælelse. Nydelse

Dengang jeg var arbejdsramt, stod jeg op 15 minutter før jeg skulle ud ad døren: I bad, på med makeup og tøj, brygge en kopkaf til at drikke i bilen og så ellers afsted. Jeg spiste aldrig morgenmad og havde ikke gjort det, siden jeg var barn og min mor tvang mig til det. Jeg har altid haft meget svært ved at spise kort tid efter, jeg er vågnet. Mens Charlotte voksede op, smurte jeg hendes madpakke mens hun spiste – så var både samvær og samvittighed i orden.
Dengang drømte jeg om det kommende pensionistliv: At have alverdens tid til rådighed til rigtig at forkæle mig selv med lækre cremer, med selv at lave lyse striber i håret, med at eksperimentere med frisuren, med at have rigeligt med tid at bruge på pedi- og manicure.
Der var selvfølgelig weekenderne, men der skulle jeg altid nå så meget andet.
Da jeg arbejdede på et hospital, så jeg skræmmende mange både gamle og halvgamle mennesker med uplejede fødder, grimme negle og revner i hælene så dybe som Grand Canyon, og jeg lovede mig selv, at sådan skulle jeg aldrig komme til at se ud. Hvis jeg ikke selv kan klare det mere, vil jeg betale mig fra at få plejet mine fødder. Det gjorde min far, og han elskede det hverandenmånedlige besøg hos fodterapeuten. Der var også alt for mange kvinder med skæg, både som overskæg og som lange hår på hage og hals. Jeg finder det grimt og sørger for ikke selv at kunne forveksles med den skæggede dame. Dette blev en del lettere efter kemoterapien, for kropsbehåringen kom kun igen i meget lille grad, hvilket er okay – værre er det, at hovedhåret kun er halvdelen af hvad det var før. Men pyt. Det er bedre end alternativet.

Nu har jeg været uden for arbejdsmarkedet i næsten fem år. Jeg har ikke brugt hele eller halve formiddage på mig selv så ofte jeg forestillede mig det dengang, men jeg gør det med jævne mellemrum, og jeg stornyder det, når det sker.
Jeg ordner mine fødder – og når jeg selv skal sige det, er mine fødder fine og ikke spor ‘gamle’ at se på.
Jeg smører hele kroppen ind i lækre cremer. Gerne flere forskellige, for der skal ikke det samme til hoved og fødder. Det hjælper sikkert ikke spor; det gør mig i hvert fald ikke et sekund yngre at se på, men det føles dejligt, og jeg går ikke nærmest støvende rundt og drysser skæl, som jeg også har oplevet gamle mennesker gøre. Det er altså ikke særlig lækkert.
Som en af Die Drei Mädchen engang udtrykte det: Man kan ikke købe sig til en yngre hud, men man kan købe en superlækker fornemmelse, og det er netop sådan det er: En følelse af luksuriøs lækkerhed, som jeg gerne betaler lidt ekstra for.
Jeg viser mig aldrig uden makeup – slet ikke uden for privatsfæren og helst heller ikke, selv om der bare er John og mig, for jeg er farveløs og nærmest usynlig uden – ikke mindst fordi jeg ikke længere har øjenvipper eller -bryn. Charlotte grinede ad mig, fordi jeg, selv om jeg lå syg med høj feber, alligevel forsøgte at komme lidt omkring øjnene, så jeg så knap så elendig ud, når John kom hjem fra arbejde.
Forfængeligheden længe leve.
Til gengæld er jeg aldrig gået særlig meget op i modetøj og mærkevarer. Sådan er vi så forskellige.
Caring for myself is not self-indulgence, it is self-preservation.

En god bankrådgiver og en dårlig vandhane

Vi havde bedt banken om et møde i forbindelse med, at jeg snart skal gå over til folkepension – jeg tænkte, at de nok har nogle gode forslag til, hvordan vi smartest muligt kan gøre det rent skatteteknisk, for jeg havde lidt på fornemmelsen, at det sikkert kan lade sig gøre at flytte rundt på et og andet, ihukommende rådgiverens ord fra dengang, arbejdet gav os seniorer et rollatorkursus: Det har meget at sige, hvornår I begynder at spise af jeres pensioner! Men om overhovedet, med hvad og hvordan havde jeg ingen anelse om.
Men ganske rigtigt: Han havde lige regnet ud, hvordan den skal kringles, så vi udnytter lovgivningen uden naturligvis på nogen måde at omgå den. Vi skal jo helst ikke sættes fast for kreativ bogføring!
Det korte af det lange er, at mit fradrag steg med så meget pr. måned, at jeg får mere ud af at få folkepension, end jeg hele tiden har fået i efterløn. Det er ikke så ringe endda, men den efterløn huggede de jo også irriterende meget af pga. mine pensionsordninger.
Hvor er det godt, at der findes den slags dygtige rådgivere, når nu man overhovedet ikke selv kan gennemskue hverken pensions- eller skattejunglen.

Kort efter hjemkomst fra Næstved kom Søren, efter aftale, til frokost. Han skulle hjælpe John med at skifte en eller anden dims under vasken, for vores vandhane kan næsten ikke finde ud af at give koldt vand – den gør det ligesom jeg forestiller mig prostatapatienter leverer vand …
Der var bare den hage ved det, at problemet ikke løstes ved at skifte den dims – kun det delproblem, at man ikke kunne lukke individuelt for opvaskemaskinens vandtilførsel. Det kan man nu, men det var altså ikke fordeleren, den var gal med, eftersom der er fuldt tryk på forsyningen til opvaskemaskinen, mens vandhanen stadig er lige elendig.
Afsted til byggemarkedet, for konklusionen måtte være, at vandhanen skal udskiftes – og vi var enige om IKKE igen at købe en halvbillig udgave, for det bliver alligevel dyrere i længden, kunne vi atter en gang konstatere. Man får hvad man betaler for.
Lige nu ligger mændene og roder rundt ude på køkkengulvet, forhåbentlig med det resultat, at der kan komme lidt power på det vand igen.
Her i huset er der ikke lukket for det varme vand; derimod næsten helt for det kolde … og således kan man på fem minutter bruge en betragtelig del af den skattelettelse, der ikke engang er trådt i kraft endnu …

Ryd op i dit … syrum

Man har for meget plads, når man bruger et godt rum som pulterrum.
Vi har nu ellers ikke for meget plads, men gennem de seneste måneder har jeg været tilbøjelig til at bruge mit syrum lidt for meget til et aflastningsrum for udskydelse af belsutning om de ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg ellers skulle gøre af, såsom ubejdset garn, der skal bruges til plantefarvning, garn til plantefarvning, der er bejdset allerede, garn, der er plantefarvet, nogle ting, min søster skal have med hjem, når hun kommer næste gang, nogle papkasser og noget bobleplast, jeg ikke vil smide ud, for på et tidspunkt skal der sendes et eller andet til England, strikkemaskinen (og alt dens tilbehør), jeg tog med hjem fra Sverige, den kartede, men uspundne uld, jeg ligeledes tog hjem fra Sverige … det er vist tydeligt, at der havde hobet sig en del ting op derinde, som optog en masse gulvplads og, ikke mindst, rodede.

Der var også en del ting, som blev taget med herned, da vi flyttede, men som ikke har været brugt i de tre år, hvorfor konklusionen må være, at så må de ud! Det kom de så. Ud. En hel hylde med rammer i alle mulige størrelser blev tømt – rammerne blev samlet dengang jeg stadig troede, jeg havde lyst til at tage imod det smigrende tilbud om en fotoudstilling i Reersø-galleriet. Det meldte jeg endeligt afbud til for to år siden, så de rammer er der ikke brug for mere – kun de fem pæneste blev gemt. Så kan vi smide dem ud om tre år …

Nu er reolen, som måtte væk fra stuen, sat i hjørnet af systuen, og alle mine bøger, mapper, blade og hæfter om strik og syning er sat i den, hvilket frigav plads på reolvæggen til at rydde op i stofferne og sætte alt garnet op i rullekasser ovenpå reolen.

Man skal rydde op i sit liv, så vi engang i en tv-serie, der hjalp samlere, som havde fyldt hele huset og mere til, fordi samleriet havde taget voldsom overhånd, med at rydde op og ud.
Vi er på ingen måde nået så vidt, men jeg kan kan godt forstå, at det på et tidspunkt bliver uoverskueligt, og så vokser problemet bare, både mentalt og fysisk. Det var skræmmende at se, hvor meget ragelse, skidt og møg folk havde samlet – ragelse, skidt og møg, de var sikre på, de ville kunne bruge en dag … men den dag kommer bare aldrig.
Jeg har en snert af det, fordi jeg har svært ved at smide ud. Det er dog blevet bedre, især efter vi skulle rydde op på gården, først efter mor og 10 år senere efter far. Et så stort arbejde vil vi ikke udsætte Charlotte for, så vi bestræber os på ikke at have noget ragelse, skidt og møg, hun bare vil sukke og ryste på hovedet over, hvis det bliver hende, der skal rydde ud efter os.

Noget er dog svært … hvad gør jeg fx med alle Charlottes breve fra Afrika fra dengang, hun rejste rundt i tre måneder dernede? Skal de gemmes? Har de værdi for andre end mig? Jeg nænner altså ikke at brænde dem, men tager dem med over til C til maj – så kan hun læse dem og få genopfrisket den lange rejse – og selv tage beslutningen om brevenes videre skæbne.

Ændrede behov

I vores lidt yngre dage, når vi med glimt i øjnene talte om et “pludseligt opstået behov”, mente vi begge ofte noget, I er nødt til at kunne gætte, for jeg skriver det ikke her!
Tiderne ændrer sig, og vi bliver ældre. “Pludseligt opstået behov” betyder oftere en tur i IKEA eller en tur til Næstved eller noget i den retning. Lidt mere kedeligt, måske, men det er vel livets gang.
John har fået et behov (dog ikke helt pludseligt) for et skrivebord i stuen, for han er træt af at sidde ude i køkkenet eller oppe på 1. sal, når han sidder ved sin pc. Vi har 1) et gammelt hus og 2) nogle eksisterende møbler, som skrivebordet skal passe sammen med. Det har ikke været helt nemt, men vi satser på, at han fandt det i dag på Vemmetofte Kloster. Den sælgende dame var stolt af det og ked af at det var nødvendigt for hende at skulle skille sig af med det. Hun sagde, at det var helt unikt og designet og lavet af sønnen af manden, der har snedkereret kirkestolene i Ribe Domkirke (er de så nye? Det må de vel være … på den anden side ved jeg ikke hvor gammelt skrivebordet er. Det må jeg huske at spørge om). Det lyder fornemt, men vi ser det først på fredag, hvor det skal hentes. Eller fortrydes, hvis ikke vi vil have det alligevel, men det er vi ret sikre på, at vi vil.

Tingene er ikke altid så enkle. Hvis det skrivebord skal ind, skal der flyttes på noget andet, og det er ikke bare sådan lige med vores lavloftede stuer med ikke særlig meget fri vægplads.
Resultat: Nedlæggelse af en smal bogreol og en tur til IKEA for at finde en erstatning, som kan stå langs skunken på første sal.
Og så opstår behovene jo, når man er i den butik …
John, vi kan lige så godt tage en vogn med rundt.
Hvorfor det? Vi skal jo bare have de to reoler, så vi kan tage en vogn i vareudleveringen.
Jeg ved jo, at der for mit vedkommende opstår en del behov, når vi går rundt i IKEA …
[Et stille suk fra Hr. Nielsen]

Og det gjorde der sandelig. Opstod behov, altså. I flertal.
Jeg ville have skiftet måtten ved køkkendøren ud til haven. Til fire kroner (ja, FIRE!) gider jeg ikke engang overveje at vaske den. Det er lige før, man knap nok gider banke den, når den er så billig.
Ih, sikke nogle pæne glaskrukker, og jeg står faktisk og mangler et par stykker …
Hov! Den toiletbørste er noget pænere end den vi har …
Vi mangler hverdagsservietter …
Og en sæbedispenser til køkkenet. Den vi har, er revnet, så det er kun et spørgsmål om tid, inden den går helt i styker …
Et lille fleecetæppe lige i vores søgrønblå badeværelsestilbehørsfarve – det hjemmesyede tæppe trænger snart til en udskiftning …
Og et par ting til …

Således lykkedes det mig at bruge 50 % flere penge, end vi John oprindelig havde planlagt. Det var søreme godt, at jeg ikke sendte ham afsted uden mig! Sikke meget, vi så havde manglet … og han kunne jo i øvrigt ikke håndtere pakkerne med reolerne alene.

Tyvstart på tøjkøb

Jeg har efterhånden tabt mig en del, men besluttede helt fra starten at vente med at købe nyt tøj, til jeg havde smidt det, jeg havde sat som mål.
Uden at jeg havde sat nogen mål … det komplicerer jo tingene en del …
Det skyldes, at jeg i begyndelsen ikke anede, hvor jeg skulle/kunne ende; de to ting jeg vidste med sikkerhed var, at 1) i løbet af de seneste 15 år var min vægt langsomt og snigende, men desværre med usvigelig sikkerhed, kravlet alt for højt op, og 2) jeg ikke skulle ned, hvor jeg kom fra som 50-årig, for det ville ikke være pænt til mig i dag. Jeg besluttede derfor fra starten ikke at sætte et decideret vægtmål, men snarere et mål, der hedder nu føler jeg mig rigtig godt tilpas, og her tror jeg, at jeg med nogenlunde sikkerhed kan forblive.  
Jeg er der ikke endnu. Jeg er der næsten, men ikke helt. Det er John heller ikke, men vi mangler ikke så meget – måske et sted mellem tre og fem kilo til for mit vedkommende. Det er især på maven, vi begge gerne vil af med lidt mere. Vi blev sat lidt tilbage i julen – jeg tog næsten to kilo på i englænderugen, men heldigvis holdt teorien “når vi igen stopper med at spise kartofler og brød og ikke drikker vin hver dag, så er de to kilo hurtigt væk igen. Håber vi …”
De er faktisk også forsvundet igen på den samme tid, nemlig på den uge der er gået, siden englænderne rejste, så ingen klager herfra.
Det bestyrker os også i troen på/håbet om, at vi kan skeje ud i ferier og alligevel tjept komme tilbage til det, der forhåbentlig snart bliver normaltilstanden.
Så: Ingen tøjkøb før omkring min fødselsdag om to måneder.

Men: I næste uge skal vi til den årlige Vi Mindes Pernille-komsammen hos Karin og Bjarne, ugen efter skal vi til en 70-års fødselsdag, og ugen efter igen til Malta.
Pyt med, om bluserne er lidt for store, det gør ikke så meget, men alle mine lange bukser ser mildt sagt ikke godt ud på mig mere, så jeg brød mit løfte til mig selv og kørte til Køge.
Jeg købte kun ét par bukser. Måske lidt dumt, for der er jo udsalg lige nu, men igen: Hvis jeg kan krympe yderligere en størrelse, er det smartest at vente.
Lige nu er jeg krympet tre størrelser, viste det sig, så det er ikke så underligt, at jeg har fået lige lovlig meget hængerøv.
Jeg var ikke nået længst til venstre på tegningen, men nok tæt på nr. 2, og jeg har ingen intentioner om at nå helt ud til højre – den i midten vil passe mig strålende, og jeg skal nok nå det, for jeg er der stort set allerede, tror jeg. Jeg vil i hvert fald være der, når jeg bliver folkepensionist!

Status og prognose

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

Hvad skal jeg dog stille op med ham?

Vi kan åbenbart ikke engang så meget som overveje en autocamper, før det går galt for John, og han har et uheldigt fald.
I aftes, da han gik ned for at lukke af til kælderen, hørte jeg, i stedet for en dør blive smækket, en serie meget ubehageligt lydende dumpe bump, ledsaget af en blanding af råb og høj stønnen. Meget dramatisk, faktisk.
Jeg fløj ud for at se, hvad der var sket.
Han stønnede og bandede og ømmede sig, men han var i færd med at komme på benene. Altid et godt tegn.
Hvor langt faldt du?
Næsten hele vejen! (Der er i alt 11 cementtrin. AV!)
Men du kan selv komme op?
Ja. Men for helvede, hvor gør det ondt!

Jeg stod i døren og så, at han kom op ved egen hjælp. Helt op. Det viste sig, at der havde været faldet isslag, så trappen var dækket af såkaldt sort is.
Han kom op, og jeg inspicerede skaderne: En grim hudafskrabning på nederste del af venstre arm, et lille sår i hånden, men ellers ikke andet synligt.
Han havde slået sig på venstre bagside, lige over lænden; vi går ud fra, at han landede hårdt på en af trappens kanter lige der.

Det er godt, at der er opfundet smertestillende midler … han er ikke bekymret for sin ryg, han har ‘bare’ fået et slag, der giver en smerte, der vil være nogle dage om at fortage sig.
Han er meget uheldig, den stakkels mand – og samtidig har han været temmelig heldig, for dette kunne være gået så grueligt galt, at jeg slet ikke tør tænke tanken til ende.
I dag er han stadig ikke mange sure sild værd, men det går dog bedre end i morges – for slet ikke at tale om i aftes og i nat, siger han.

Den måtte hellere have haft set sådan ud, trappen – så var det ikke gået lige så galt.

Min globale landsby

Vi bor faktisk ikke i noget, der selv med god vilje kan kaldes landsby – det er bare en samling huse, men til gengæld kender alle hinanden. Mere eller mindre; nogle ses ofte privat, andre knap så ofte, men alle hilser på alle. Mange er kolleger … Marjatta …
Selv om vi er så få, er vi mange slags mennesker, deraf overskriften.

Næst-naboerne til den ene side er polakker. De er usympatiske og ubehøvlede, så dem taler vi ikke med. Da de flyttede ind, hilste vi på dem, sådan bare på afstand med et ‘hej’ og en vinken til at begynde med, men begge to ikke bare undlod at hilse igen, men vendte oven i købet demonstrativt ryggen til os. Godt så. Underlig opførsel.
De satte et bord og nogle stole helt nede ved fjorden, hvad man ikke må, men vi gad ikke blande os, for de sad der aldrig. Da der derimod kom to ældre damer og satte sig for at nyde en medbragt kopkaf, fes Fru Polak ned til dem og råbte så højt, at vi kunne høre hende oppe i Den Stråtækte. De stakkels damer fortrak skyndsomt. Den slags personager (altså ikke damerne, naturligvis …) gider vi ikke beskæftige os med, og alle de andre i vores globale landsby er bare så søde, så hvis polakkerne ikke gider os, kan vi sagtens undvære samkvem med dem.
Lige bagved os bor Göran og Charlotte. Han er svensk, hun er dansk. Han har en ph.d. i noget med performing arts, erhvervet i Plymouth, England. Hun er danser og har derfor en for hendes alder (som vi ikke kender) misundelsesværdig smuk figur. De underviser begge på Marjattas seminarium.
Ved siden af dem bor Pia. Hun arbejder også på Marjatta og er fra Jylland …

Ved siden af igen bor Rina og Frode. Hun er fra Ukraine, han er nordmand – og både Marjattas og vejens klovn. På den go’e måde og helt selvvalgt. Han elsker at underholde med sang, musik og jokes, samt transportere trafikusikre marjattabørn rundt i området på sin tandem.
I dag kunne jeg høre temmelig højrøstet, men glad snak helt oppe fra Marjatta. Det viste sig at være Frode, der kom gående med to halvstore knægte – alle tre kørende med en trillebør med jord!
Har du fået nye havemænd?
JA! Svarer den ene dreng meget højt og med et meget stort smil. Ingen tvivl om, at de var stolte over at blive betroet så ærefuldt et job.

Ved siden af Frode og Rina bor Bernhard og Lisbeth. Han er Marjattas leder – og fra Tyskland, men gift dansk; hun arbejder også på Marjatta.
Bernhard kommer tit cyklende til eller fra institutionen – om det er hverdag eller weekend, betyder mindre; hvis der er noget, han lige skal se til, så gør han det. Jeg tror, det gælder for mange marjattafolk, at de mere opfatter det som et kald end som et arbejde, hvilket jeg kun kan tage hatten af for.
I går, da jeg stod og masede med det kommende rosenbed, stoppede Bernhard lige op for at hilse og få to minutters sludder.
Det gjorde han også i dag: Jamen dog, står du her endnu? Næh, dog ikke – man må nok nærmere sige, at jeg står her igen …

Så kan man ikke godt tillade sig at sige, at vi bor i en slags global landsby?

Bare en slentretur

Det blev bare til en slentretur i dag – stille og adstadigt gik vi gennem landsbyen, mens vi småsnakkede om alting og ingenting.
Vi fik hilst på en hundeluftende mand, som nu er vendt tilbage med sin familie, fordi de gerne ville have deres to børn (= nu unge mennesker) ind på en ordentlig skole, hvilket de ikke rigtig syntes, de havde muligheder for, hvor de ellers har haft opholdt sig de seneste mange år, såsom Tanzania, Ghana, Marokko, Zambia og senest Papua Ny Guinea.
Ham fik vi en god, lang sludder med – det er så spændende at møde nye mennesker, der samtidig er kloge på verden.

Vi gik videre og så dette træ, som er bøjet, men ikke knækket – i hvert fald gror det uden problemer videre og har gjort det længe.
Videre igen ned til Wills lille ford (som betyder vadested), og som menes at have givet landsbyen navn.
I dag er der en fodgængerbro, men vi kan godt se, at heste med vogne ubesværet har kunnet krydse den lille flod her engang – et lille stykke fra broen.

Videre, videre, videre, og på vejen tilbage overraskede vi Tims mor med et besøg. Det er meget bedre at komme uanmeldt, for ellers disker de op med det helt store, og da det efterhånden var tæt på frokosttid, var vi glade for bare at blive tilbudt en kopkaf.
Deres udsigt er også ganske nydelig.

Det var stort set det for i dag – vejret har artet sig perfekt, og vi har været meget ude, men man kan ikke hævde, at der er sket noget mere interessant eller ophidsende end det allerede nævnte.
Hvilket faktisk passer os særdeles fint efter den lidt nervepirrende start på denne ferie.

Hvorfor gør de det?

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen ved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)

Jeg – en taber

Jeg har tabt fem kilo, og jeg håber ikke, jeg finder dem igen!
Det er absolut ikke nok endnu, men jeg er glad over at se, at diæten virker – også på John, som har tabt det samme som mig.
Der er efterhånden gået sport i at finde spændende LCHF-opskrifter, af hvilke der findes i rigelige mængder på nettet. Den seneste side, som jeg faldt over i går, er sydafrikansk. Den måtte jeg fluks kigge på, for den mad vi fik i Khoka Moya Camp var dejlig. Meget lig den, vi kender, men ofte med et lille twist, der gjorde forskellen på det kendte og på det lidt anderledes.

Jeg laver blomkålsmos med revet emmentaler og lidt smør i. Jeg laver omelet med lidt ærter og frisk spinat, flankeret af et par små skiver røget laks eller et par skiver bacon. Tunsalat. Bagte portobellosvampe fyldt med gedeost. Yoghurt med masser af frugt (hjemmeskåret, naturligvis; IKKE frugtyoghurter) til morgenmad. Vi spiser grillede koteletter med salat. Stegt kylling med revet gulerod med masser af appelsinsaft. Og meget andet.
Vi har kun drukket vin/øl en enkelt aften, siden vi begyndte diæten, så jeg formoder, at det er en kombination af de to faktorer, der har bevirket det vægttab, som vi foreløbig begge er godt tilfredse med. Vi har ikke en eneste dag holdt os til kun 800 kalorier (som Tim kalder a crash diet, og som han lige har tabt a stone (6,35 kilo) på på 1½ uge), men vi er forbavsede over, hvor længe vi er grundigt mætte af fx en frokost-tunsalat, der kun indeholder 250 kalorier. Det holder snildt til aftensmaden. 
Jeg har lige bagt et squashbrød (uden mel), som jeg er lidt spændt på. Det skulle ifølge opskriften bage i 20 minutter, men det fik 50, inden det så færdigt ud. Det undrede mig, at opskriften målte alt nøjagtigt ud i ml, men kun angav “3 squash” og ikke hvor mange gram. De er som bekendt meget forskellige i størrelse, og jeg tror ikke, jeg skulle have brugt mere end to af den størrelse, jeg havde. Men bagt blev det trods alt til sidst. Tror jeg … det er for varmt endnu til at skære, men vi skal afprøve, om det er egnet til at lægge ost ovenpå, eller måske en skive god spegepølse.

Jeg savner slet ikke kartofler og pasta. Endnu. Jeg savner ikke rugbrødsmadder og jeg savner slet ikke ris.
Jeg savner mit hjemmebagte brød med ost og især min hjemmelavede marmelade om morgenen.
John savner sine havregryn og sine ostemadder. Og lidt kartoflerne. Kun lidt.
Men vi bliver ved! Fordi det virker. Og ingen af os savner de mistede fem kilo.

Jeg giver lige mig selv nogle velfortjente blomster … denne dahlia er ny (for mig) i år, og jeg er temmelig imponeret over blomstens størrelse – 20 cm.

Så skal vi lære det igen

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.