Hos Mommer

30. april 2021

Goddag, og velkommen til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Ved ankomsten til vaccinationscentret i Herfølge lidt syd for Køge var der et massivt opbud af unge, selvlysende klædte mænd henne ved indgangen til kvægpassagen, som damen foran mig kaldte det. Hele fire unge fyre stod der … mon man forventer tumultlignende tilstande, når vi halvgamle skal ind for at vaccineres?
De bød velkommen med smil i øjnene og to af dem præsenterede sig ligefrem ved navn. “Velkommen til, og rigtig god fornøjelse!” Jamen tak, da.
Så gik ruten gennem en lang, hegnsafmærket ‘vej’ hen til hallen, hvor det skulle foregå. Det var undervejs her, damen sagde, at hun nu vidste hvordan kvæg måtte føle det, når de blev drevet gennem sådan et arrangement. “Hehe, ja”, sagde jeg, “men pyt med det, når vi ved hvad der skal ske” – hvilket hun var ganske enig i.
En kort kø hen til skanneren … “Det er strengt forbudt at anvende mobiltelefonen til opkald i hele vaccinationscentret – både udenfor og indenfor. Det er også strengt forbudt at fotografere eller videofilme i hele vaccinationscentret.”
Jamen dog … jeg havde ellers lovet John en sms, når jeg fik det tidspunkt, hvor jeg ville få lov at gå, men den måtte han så undvære. Jeg kunne lige som ikke ringe eller tekste, at jeg ikke måtte sende den sms … er en sms i øvrigt overhovedet et ‘opkald’?
Jeg nåede frem til skanneren, som jeg holdt sygesikringskortet under. Mit navn blev ikke angivet, men “Du har en tid kl. 15:40”, kunne jeg læse. Det kunne kontrollanten også: “Du er søreme på lige om lidt”, sagde han. “Velkommen til og vær sød at gå videre hen til køen.”
Køen var ikke lang, kun seks foran mig, og der var 18 bokse til vaccination. Præcis kl. 15:37 blev jeg kaldt ind og kl. 15:40 var det overstået.
Jeg fik en lille seddel, hvorpå der var skrevet 15:55 og fik at vide, at jeg kunne forlade hallen på det tidspunkt – hvis jeg altså havde det godt.
For enden af boksrækken stod endnu en kontrollant: “Tillykke med stikket. Værsgo at gå hen til baren.”
“Øhh, tak?”, sagde jeg og trådte om på den anden side af en midlertidig væg. Hvor der var en bar …
Vi kunne godt nok ikke bestille sjusser, selv om jeg fik at vide, at jeg bare kunne tage mig et glas rosévin, som de smilende kaldte det saftevand vi fik.
Det var da fint nok. “Vær venlig at tage plads på en af de grå stole derovre til venstre.”
Det gjorde jeg. Til højre var der blå stole. Jeg kunne ikke helt gennemskue det system, og der sad ingen på de blå endnu, så måske skifter de hver halve time?
I den del af hallen gik der tre personer rundt og kiggede på os en gang imellem – de skulle tydeligvis holde øje med, om nogen af os udviste tegn på at få det skidt.
Det fik jeg ikke, så 15:55 forlod jeg hallen, fik et “Farvel og kom godt hjem”, gik gennem den anden del af kvægpassagen og ud til John, som modtog mig med et “tillykke!”
På vejen hjem spurgte jeg ham, hvornår det var meningen, at jeg skulle få ondt i overarmen.
“Det fik jeg med det samme”, sagde han, og eftersom jeg endnu ikke har fået ondt eller bare er den mindste smule øm her to timer efter, slipper jeg måske? Jeg har ellers hørt flere sige, at de i et par dage havde det som om de havde fået et solidt knytnæveslag på overarmen.
Nu bliver det lidt spændende, om jeg får nogle af de andre mulige reaktioner eller bivirkninger, som er nævnt på det A4-ark, jeg fik udleveret.

Der var 100 % styr på det fra først til sidst; bookede tider blev overholdt nærmest på sekundet, og den gode stemning og de mange smil (som man godt nok ikke kunne se pga. mundbind, men som var i øjnene) var imponerende. De må sige det samme mange hundrede gange på en dag, men hver enkelt af os må have følt det, som var man dagens første.
Respekt for alle dem og for et system, som bare fungerer!

24. april 2021

Så kom den langt om længe …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:08
Tags: ,

Endelig! Ved nitiden i morges pingede en sms ind om, at nu var der åbent for tidsbestilling til vaccination for mig. Det tog mig sådan cirka to nanosekunder at logge på borger.dk og finde linket til vaccine.dk – og yderligere to at klikke mig ind i køen, som kun var på 158 personer, hvilket gav bare et enkelt minuts ventetid.
Belønningen for at være så hurtig var første stik allerede på fredag, hvis jeg gad køre til Køge, hvilket jeg naturligvis gjorde. Det andet stik bliver først 4. juni, eftersom de har trukket tiden mellem første og andet for at få sat flere i gang. Vel fornuftigt nok, rent objektivt set, men jeg er bare så utålmodig.

Næste step var at whatsappe til Charlotte og fortælle den gode nyhed.
Nu har jeg for en sikkerheds skyld booket en færgebillet til England d. 11. juni, men der er stadig nogle voldsomme bump på den vej, fandt jeg ud af. Måske så store bump, at vi ikke kan forcere dem. Vi ved ikke, om coronapasset vil komme til at gælde i England. De kører som bekendt deres eget ikke-EU-løb derovre, og debatten er voldsom om, hvorvidt man overhovedet vil acceptere, at der “bliver diskrimineret på den måde”, som vaccinemodstanderne udtrykker det. Disse fjolser har jeg min ufravigelige mening om, men det ændrer ikke noget på kendsgerningerne.
Test til EnglandSom det er lige nu – og vi ved ikke, om det bliver ændret for udenlandske turister pr. 17. maj, når England åbner for leisure travelling, dvs. hotellerne får lov at åbne – er det sådan, at vi skal ankomme til landet med en negativ PCR-test, der er højst 72 timer gammel. Det er okay. Dernæst skal vi isolere os i 10 dage. Det vil være temmelig kedeligt, men vi må gøre det hos Charlotte, så det ville være til at leve med. Men vi skal have bevis med på forhåndsbookning af to PCR-tests hver; den ene til max to dage efter ankomst og den anden otte dage efter. Man kan bestille en ekstra, tredje Test to Release til fem dage efter, hvis den første test var negativ, og så ophæve karantænen (men skal alligevel foretage dag otte-testen). De to test koster 200 pund, plus den eventuelle tredje test til 195 pund. Det vil sige, at det vil koste os små 7000 kroner at gå i fem eller ti dages karantæne.
Det gør jeg altså ikke. Jeg savner dem vildt, men jeg kan trods alt ikke gå ud i haven og plukke pengene fra et træ.
Jeg synes i princippet, at det er okay – jeg ville bestemt ikke synes det var i orden, hvis Danmark skulle betale for, at turister bliver testet for at få lov at rejse ind i landet, men jeg synes jo godt, at UK kunne skære igennem og sige, at en vaccination er gyldig indrejsehjemmel. Man skal dog nok først blive lidt klogere på, om man kan videregive smitte, selv om man er vaccineret, men vi skal pga. denne usikkerhed jo stadig, efter vaccinationen, overholde alle restriktioner med mundbind osv., så man går både med livrem og seler.

Med andre ord, så varer det i værste fald stadig relativt længe, inden vi kan se vores englændere. Tim har fået tid til vaccination, men endnu har Charlotte ikke. Familien vil ikke blive nægtet indrejse i DK pga. Charlottes danske statsborgerskab, men hvis de skal betale næsten 800 pund for et Fit to Fly-certifikat (vi har dog ikke tjekket, om DK forlanger et sådant, eller bare kræver en test, som de ikke skal betale for), tror jeg også, de holder sig hjemme indtil vaccinationen er i orden. Men hvad så med børnene? De bliver indtil videre ikke vaccineret, selv om man i UK taler om at vaccinere alle ned til 12 år.
Nå. Jeg får dem vel at se igen, inden børnene flytter hjemmefra … og om 45 dage får jeg sidste stik. Man må glæde sig over det man kan …

12. marts 2021

Skrædder, strikker og svineavler …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: , ,

At Charlotte blev skrædder, forbavsede mig ikke – hun har syet tøj og kostumer siden hun var 11 år, i hvilken alder hun syede sin første krinoline, hvor hun brugte bambus fra haven og lagener fra mors skab, så den fremtid lå næsten i kortene.
At hun ville lære at strikke i en alder af 43 år, kom i høj grad bag på mig.
At hun ville til at have en mindre svinefarm var faktisk mindre overraskende end det med strikkeriet.
De havde talt om det et stykke tid, og de har pladsen til det, fordi de købte marken bag deres hus for at være sikre på, at der ikke kom nogen og byggede en stald, der kunne tage deres fine udsigt. Marken er på omkring tre tønder land, så der er rigelig plads til et par svin.
Høns og nogle ænder står også på listen over kommende husdyr. Høns primært pga. æggene, og ænderne så de kan få nogle ordentlige landænder i stedet for det barnemord, der finder sted for at levere julemaden til Charlotte. De er fine nok i smagen, men vejer kun 1,8 kilo. Vi ved ikke, hvorfor man har valgt denne lille slagtevægt derovre.

The saddlebacks 1The saddlebacks 2

Gad vide hvad det næste bliver …
Jeg foreslog Charlotte, at de anskaffede sig en ko som dem, vi så da vi var i Sønderjylland – Belted Galloway kvæg ville matche deres Saddleback pigs noget så fint. Det mente hun dog ikke ville blive aktuelt, for de havde ikke rigtig lyst til at håndtere store kvæg, som de ikke mente ville være lige så nuttede som grisebasserne – ikke engang som små.
De er meget glade for deres grise, som de har købt af Seb; en knægt på bare 10 år, som allerede er englandskendt for sin svineavl. Ret godt gået, synes jeg.

Der har været ført alvorlige samtaler med Anna og Aubrey inden anskaffelsen af grisene, for lige nu er de meget søde og en kilde til underholdning for hele familien, men det er meningen, at de skal spises. Punktum. Det står ikke til diskussion. De har fået to orner, så de skal slagtes når de er seks måneder, hvilket er ultimo juni. 
Der vil det nok heller ikke være noget problem at sende dem til slagtehuset, for de vil med størst sandsynlighed have mistet enhver form for nuttethed til den tid, og faktisk glæder de sig alle fire til at opleve, hvor stor forskellen er på svinekød og svinekød.
Slagtningen vil foregå på et lille, lokalt slagteri, hvor de kan være sikre på at den gris, de afleverer, også er den, de får tilbage igen i parteret tilstand. Charlotte er spændt på, om hun ved at vise dem en planche over de danske udskæringer vil kunne lokke dem til at skære ud, så de kan lave stegt flæsk med persillesovs. Det kender de ikke i England, og det er umuligt derovre at finde en udskæring, der kan bruges til den danske nationalret, som er en af mine fire englænderes yndlingsretter.
Det er dyrt at producere sit eget kød. ‘Stald’, hegn, fodertrug, halm og ret kostbart foder i første omgang. Og grisene, naturligvis. Dernæst anskaffelse af en større fryser.
Det meste skal dog kun købes én gang, men selv om man kun regner med grise og foder, bliver det stadig ikke billigt. Det er så heller ikke for at spare penge, de gør det, men fordi de holder meget af tanken om at være selvforsynende og af at vide præcist hvad det er de putter i munden.

21. februar 2021

Syslerier i en monoton tid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:30
Tags: , ,

Det er da bare for meget med den coronafrygt efterhånden … jeg har lige nyst, og pc’en begyndte fluks at køre et antivirusprogram.
Hvad? Var den lidt for plat? Beklager. Jeg skal forsøge at forbedre mig.

I dag har vinduespudseren været her – faktisk er han i gang lige nu. Vinduespudser? På en søndag?
Ja. Men det er fordi vinduespudseren er den mand, jeg har været gift med i næsten en tredjedel århundrede, så spændingen ved det er behersket og kommer ikke ind under betegnelsen små hverdagsbegivenheder i samme grad som skorstensfejerbesøget gjorde.
Til gengæld kan vi igen kigge ud gennem vinduerne … det er slet ikke så tåget, som vi troede …
Jeg har ryddet op i en køkkenskuffe. Én køkkenskuffe. Man skal jo passe på ikke at overanstrenge sig i min alder. Det var dog en stor køkkenskuffe. Så stor, at der efterhånden gemte sig for mange låg uden tilhørende beholder og vice versa. Det vil sige … de makkerløse elementer gad ikke engang gøre sig den ulejlighed at gemme sig; derimod lå de af en eller anden grund altid forrest eller øverst. Delene må bevæge sig rundt om natten, sikkert nogenlunde samtidig med, at kalorierne bruger tid på at sy mit tøj ind, mens det hænger i skabet. Kalorierne skal jeg stadig være på vagt overfor, men nu er der orden i skuffen, og alt, der skal have en makker, har en makker.
Mine overflødige kilo kan i øvrigt ikke tilskrives coronaen. Dem har jeg haft meget længere, og der er ikke kommet flere til det forløbne år – én fordel er der da ved aldrig at komme i et fitness-center: Det gør ingen forskel, at det ikke må holde åbent.Billedresultat for monotony  monopoly
Keder vi os? Nejda. Overhovedet ikke. Ikke ret meget …
Et eller andet sted derude en kreativ sjæl, der har leget med stavemåden af board games og ændret det til bored games.
Tim sendte mig ovenstående billede af en coronaversion af Matador, som på engelsk hedder Monopoly. Det er lidt morsomt … se bare Chancen, som er ændret til DON’T TAKE CHANCES. Spillet findes i flere udgaver, og man kan jo altid bruge lidt tid på at smile over den anvendte fantasi.
Formentlig kan ingen være i tvivl om, at et uddrag fra et andet bræt stammer fra en amerikansk udgave – dollartegnene behøves ikke til den konklusion.

Jeg har luret lidt rundt på nettet. Det meste coronahumor kommer fra USA og er ikke særlig morsomt. Jeg har generelt svært ved at se det sjove i amerikansk humor, hvorimod jeg oftest finder den engelske vidunderlig. Naturligvis er der undtagelser fra begge, men de er få. Et borderline-tilfælde er den indsatte Simpson-udtalelse. Er den sjov eller ej?
Der er masser af mennesker der lægger et arbejde i, at vi andre ikke skal kede os for meget. Jeg formoder desuden, at de heller ikke selv keder sig i processen. Herunder yderligere to billeder, som Tim sendte mig.
England med anderledes countiesEngland - stereotypes

De er i tankegangen ens og alligevel ret forskellige. Fx bor mine englændere på det ene i Depressing og på det andet i Boring Rich People.
Hvis de er for svære at læse, kan de findes på nettet.
De er sprængfyldt med fordomme, men det gør dem ikke nødvendigvis kedelige.

18. februar 2021

Huhej, hvor det går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:03
Tags: ,

Livet er fantastisk spændende for tiden … i dag har skorstensfejeren været her. Sådan en fyr har virkelig svært ved at arbejde hjemmefra, og eftersom brændeovnene nok mange steder bliver brugt mere end normalt, er det vigtigt at få tjekket skorstenene, så vi er altid glade for at se Mads, som har været vores faste fejer i de seks år, vi har boet i Den Stråtækte.
Seks år! Jeg husker kun alt for tydeligt mine ord til John, da vi flyttede herned: “Åh, hvor er her bare skønt, John … kan vi få 10 gode år her, vil jeg være SÅ glad”. Jeg er overhovedet ikke enig med mig selv, for så er der kun fire år tilbage. Det er alt, alt for lidt, og jeg ville på ingen måde være glad for at skulle flytte fra dette sted allerede om fire år, så jeg krydser fingre for et fortsat acceptabelt helbred.
Det er ikke kun i forhold til ens børn og børnebørn, at tiden flyver; det gør den så sandelig også i andre sammenhænge. Lige om lidt er det otte år siden, jeg jobstoppede. Otte år! Det var jo i går. Det er absolut ikke meningen, at pensionistlivet skal fløjte forbi os i den fart.
På den anden side skulle det helst heller ikke snegle sig afsted, som det gør i disse coronapesttider, hvor det bliver en mærkedag, bare man får besøg af en skorstensfejer.
Vejret er søreme også spændende. Næsten ikke til at holde ud. Se bare vores fantastiske udsigt fra hhv. hoveddør og køkkenvindue.
Det er så tåget, at vi hverken kan se fjorden eller de menneskefjendske, polske naboers hus. Det første er godt nok lidt ærgerligt …

P1050505P1050506

Heldigvis er her hyggeligt inden døre: Ild i brændeovnen, kaffe i kruset, en god lydbog i ørerne og strikketøj i hænderne.
Med mit luksuslegeme placeret i min nye, store, bløde, lækre Ektorp-læne-sidde-ligge-strikke-opholdsstol. Den har jeg overtaget fra Ditte, som desværre (for hende), men heldigvis (for mig) ikke kan bruge den pga. rygproblemer. Vi hentede den i går og jeg er flyttet ind i den. Den har afløst min stressless-stol, og en fysioterapeut ville nok både løfte pegefingre og ryste på hovedet af mig.
Her til formiddag har det spændende element været at gå på internetjagt efter et nyt og lidt større bord til at have mellem mellem vores opholdsstole. Jeg var ude efter et ganske bestemt bord, som desværre viste sig ikke at eksistere mere.
Vi fandt et alternativ, hvor det ville koste 300 kroner i fragt, hvorfor vi naturligvis valgte “Click & Collect og afhent din vare inden for 30 minutter”.
De glemte bare lige at skrive, at de mente 288 gange 30 minutter.
I ordrebekræftelsesmailen stod der, at jeg kunne forvente at kunne afhente bordet den 24. februar; de ville sende en sms og en mail, når det var klar.
Godt, så. Vi må væbne os med tålmodighed. En dyd, der er blevet sat kraftigt på prøve her i vinter.

23. januar 2021

Jeg er inde i en periode

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:40
Tags: , ,

Tro nu ikke, at overskriften er en undersættelse af det engelske I have my period. Det er noget helt andet!
Med tiden har planeten Jorden og senere menneskeheden været inde i forskellige perioder. Nogle har varet i millioner af år, andre bare nogle snese.
Visse kunstnere har haft deres perioder – Picasso, for eksempel, har haft både en blå og en rosa periode.
Ikke at jeg betragter mig selv som kunstner; det er mere for at illustrere, at jeg i kortere eller længere tid interesserer mig mere for én ting end for så meget andet. I modsætning til Picasso har jeg gennem livet haft flere perioder.
Der var stenslibningsperioden i begyndelsen af 90’erne, som jeg prøvede at tage op igen i 2016, men det fangede ikke helt denne gang, hvor den i første omgang varede i nogle år.

P1050410P1050411P1050413P1050414

Lige nu er jeg inde i en elefanthueperiode. Jeg er i gang med den femte, og der kommer flere endnu – vi skal også lige have nogle røde og helt lyse.
Jeg er gået over til kun at bruge Røde Kors’ opskrift. Den er for det første den bedste af de to jeg har afprøvet, og for det andet bliver det sandsýnligvis der, de havner på et tidspunkt alligevel, for jeg kan ikke forestille mig, at familien har brug for så mange elefanthuer, hvorimod Røde Kors er umættelig.
Det er egentlig underligt, at jeg får det på denne måde, for der ligger en selvmodsigelse i at hævde, at jeg har ‘perioder’ samtidig med, at jeg på ingen måder ynder rutiner – går hurtigt helt død på sådanne. Der var en grund til, at jeg befandt mig bedst i den udviklingsafdeling, jeg var i i de sidste 25 år af mit arbejdsliv, og hvor man ikke nødvendigvis om morgenen kunne vide hvad dagen ville bringe. Eller også troede man, at man vidste det, men virkeligheden viste sig så at være en anden. Det var ret fedt, syntes jeg, mens andre måtte søge væk, netop fordi de holdt af at vide hvad der skulle ske hvert minut af dagen.
En del af svaret ligger måske i, at huen er strikket på en dags tid samt, at det er forskellige garner og farver, jeg anvender? Ikke-rutinen udmønter sig også i, at der kun er én hue, hvor der for sokkers, vanters (og ærmers) vedkommende altid skal laves en til 100 % mage til den første – for først- og sidstnævnte kaldes dette for SSS: Second Sock/Sleeve Syndrome. SMS (for mitten) er allerede optaget. Jeg kan ikke svare på mit eget spørgsmål, men givet er det, at rutinehaderen her har sine perioder … mindre diplomatiske personer har måske mere lyst til at kalde det for ‘flip’ …

Bagning er ikke en disciplin, jeg nogensinde bliver danmarksmester i – Den Store Bagedyst vil aldrig få en henvendelse fra mig; jeg elsker at se det (og at spise kager), men bryder mig ikke særligt meget om at bage, hvilket nok er gavnligt for mit luksuslegeme.
Det seneste års tid har jeg ikke desto mindre også haft en bageperiode, nemlig muffin-perioden.
Jeg har fundet ud af, hvor nemt det er at lave muffins, og de kan varieres på et utal af måder. Vi belønner os selv med en hver i to dage, mens de resterende otte kommer i fryseren, så jeg har til gæster.
Gæster har vi så ikke haft voldsomt mange af det sidste års tid, hvorfor det endnu ikke er blevet til mere end fem forskellige slags. Muffins, altså. Ikke gæster … men englænderne kunne tage godt fra, da de var her i sommer, og Troels Tækker gjorde kål på de sidste fra fryseren.
Jeg har lige taget et hold citron-birkes-muffins ud af ovnen. De dufter lovende …

21. januar 2021

En plaget rotte – forhåbentlig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: ,

Jeg gjorde pligtskyldigt, som Farmer kunne fortælle mig, at loven foreskriver, nemlig at melde til kommunen, at vi har rotter. Jeg havde, som skrevet i forrige indlæg, ikke den store fidus til effektiviteten af dette, men nu havde jeg gjort min pligt.
Det var godt, jeg gjorde det! Jeg har lært nyt om rotter.
Anmeldelsen foretog jeg tirsdag aften, og allerede onsdag formiddag kom rottemanden. Det var ikke den samme mand, som tidligere havde været her. Jeg lagde ikke mærke til, om der stod Rentokil på tjenestevognen sidste gang, men det gjorde der denne gang.
Allerede inden han bankede på, fik han point, for han gik laaangsomt hen ad flisegangen, mens han kiggede grundigt på sokkelstenene.
Det var en ældre herre med et lunt glimt i øjnene, som havde gjort sig den ulejlighed at se på vores postkasse, fordi han tiltalte John ved navn, da de tog en runde. Det gav ham lige et point til.
Han havde en lille, ivrig hund med “for den er meget bedre end mig, og så bliver jeg ikke træt af arbejdet.” Hunden fandt ud af, at rotterne bevæger sig meget rundt under fiberdugen, vi har bredt ud over det let forhøjede bed ved gavlen, så de har nok gravet gange ud her. Vi ved, de ikke kan komme ind i huset herfra, så det tog vi relativt roligt.
John og rottemanden tog en runde om hele Den Stråtækte, men hverken mand eller hund kunne finde mulige rotteindgange til huset.
Han satte en giftfælde op hvor vi har set en rotte foretage sine klatreøvelser henne ved fuglefoderkuglen.

Vil du ikke nok også kigge op på vores loft? Jeg er sikker på, at det er rotter jeg har hørt deroppe … lydene er for voldsomme til at være mus.
– Har I fanget mus deroppe?
 – Ja – tre-fire stykker her i vinter.
– Er det nogle gange sket, at en død mus kan have ligget mere end et døgn, inden I har opdaget dem?
– Jahhh? Vi tjekker kun et par gange om ugen.
– Så er der næsten med sikkerhed ikke rotter deroppe, for de ville spise af den døde mus, så hvis musene har været intakte …
– Okay! Jeg troede, du ville sige, at hvor der er mus, er der ikke rotter. Eller vice versa. Det er der nogen, der har prøvet at bilde os ind.
– Det er en skrøne, men det vidste I åbenbart.
– Ja. Eftersom vi tidligere har fanget både mus og en rotte på loftet inden for kort tid, kan det jo ikke være sandt.
– Det er sandsynligvis halsbåndmus I har på loftet. De kaldes også springmus; de kan lave en farlig ballade og kan sagtens forveksles med rotter på lydene alene.

Godt. Vi har ikke rotter på loftet alligevel – så har jeg det lidt bedre. Lidt, sagde jeg … for en sikkerheds skyld gav han John to store klapfælder, hvor han nu har sat den ene på loftet og den anden ude i garagen.
Til sidst kom han med en vigtig oplysning: Vi skal lægge en lille halv teskefuld hvedemel på klapfælderne. Det er det allerbedste, ifølge hans erfaring.
Glem jeres svesker, glem ost (det har vi nu gjort for længst; det er kun i tegneserier, at ost er et hit), glem alt andet, I hører om. Det tørrer ud og bliver kedeligt, mens hvedemel holder hele vinteren uden at miste smag eller lugt, og de kan slet ikke stå for det.
Det skal naturligvis afprøves, så fælderne er nu ladet med hvedemel.

Han kommer igen mandag otte dage og derefter hver mandag i en periode. Flere point.
Se, det var en rottefænger præcis som rottefængere skal være.

Vi håber, at vores rotteår også er slut 11. februar … og de må gerne vente til 2032 med at komme igen!

17. januar 2021

Pensionistvisen er ikke længere forbeholdt pensionisterne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Næsten alle i hele verden lever som Sønck og Sørensen gør i deres Pensionistvise. Jeg ved, at rigtig mange andre har det som jeg, selv om det også er en eviggyldig sandhed, at der altid er nogle, der har det værre end én selv.
For eksempel føler jeg mig meget heldigere end alle de mange, der skal passe op til flere børn, enten passe de små eller deltage i en ukendt/uvant skoleundervisning (for nogle både-og!), samtidig med, at de skal sørge for tre måltider om dagen, samtidig med, at de skal passe et fuldtidsarbejde hjemmefra, samtidig med, at de skal undgå at hele huset ligner en svinesti, fordi alle er hjemme hele tiden. Jeg kan blive helt svedt bare ved tanken. Nogle – mange, sikkert – har måske ikke engang den anden forælder til at tage en del af slæbet.
Da jeg forleden talte med Charlotte om det, peb hun lidt over hvor hårdt det er. Hun fik selvfølgelig den forventede portion morpylder og medlidenhed, men da jeg nævnte, at hun trods alt ikke havde elementerne rengøring og fuldtidsjob, kunne hun godt se, at mange havde det værre.
Hun har nemlig, i modsætning til under første lockdown, kunnet beholde sine to rengøringspiger. De må gerne sige nej tak, men de må også gerne tage ud og gøre rent, hvis de overholder de givne retningslinjer, hvilket de gør, for de har svært ved at undvære de penge, de tjener ved det.

SommerfuglehuenSommerfuglehuenimage

For mig er der ingen forpligtelser eller opgaver udover de sædvanlige. Al min tid er min egen. Al Johns tid er hans. Al vores tid er vores.
Privilegerede, kan man sige.
Men holdnuop, hvor er det altså keeeedeligt.
Jo, vi kan da køre og gå ture, hvilket vi også gør, men det lille krydderi med at spise en frokost på restaurant eller cafe eller købe en kopkaf og måske en lille kage er der ikke. Der sker ikke en hujende fis, som kan pifte hverdagen lidt op – og hverdage har vi syv af om ugen i disse tider.
Dette er ikke en kritik af nedlukningen, for den er nødvendig, og sådan må det være et stykke tid endnu. Det er vi alle fælles om at gennemføre.
Det er bare en klagesang. En gedigen omgang selvmedlidenhed. Hvis ikke andre har ondt af mig, må jeg jo selv have det …
Ingen gourmet- eller andre kroophold, ingen udenlandsrejser, ingenting.
Vi har lejet et sommerhus i Sønderjylland i begyndelsen af marts. Det er ikke sikkert, at verden er genåbnet, men vi har lov til at tage til en anden landsdel og undersøge ukendte landskaber, selv om vi skal passe os selv i sommerhuset, fordi vi ikke kan gå ud og spise, men så sker der da bare lidt.

Jeg får strikket som aldrig før! Jenny Alderbrandts sommerfuglehue, hvor jeg skal tage mig voldsomt sammen for at strikke de tilhørende vanter, synes jeg er ret pæn, så mon ikke en eller anden vil have den? Ellers vil Røde Kors altid, og tæppet til dem ligger bare og venter på at kunne blive afleveret. Jeg er i gang med det næste tæppe, men det er et indimellem-arbejde.
Der bliver fyldt mere og mere i Den Store Kurv, hvor der derfor vil blive en hel del at vælge imellem for hele familien, når vi til næste jul kan mødes igen.

Den Store KurvDen Store KurvTæppe till Røde Kors

3. januar 2021

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: , , ,

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

22 nov 2016 (2)
Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Solopgangen den 2. januar 2021

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

26. november 2020

John er en vanskelig herre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:35
Tags: , ,

John er en vanskelig herre. Det er ikke pænt sagt om min søde mand, men jeg mener det.
Dog i den forstand, at han er aldeles umulig at finde på gaver til. Det har jeg skrevet om før, og fra at sige “sokker og underbukser”, når man spørger til ønsker, siger han nu bare, at han ingen ønsker har, så det er ikke blevet nemmere, og emnet dukker op hvert år. Ikke så meget op til hans fødselsdag, hvor han hellere vil have en eller anden oplevelse, som jeg så også kan deltage i, men det vil vi ikke gøre til jul.
Derfor: Hvad skal jeg dog give ham? Charlotte spurgte om det samme i går, og sammen fandt vi frem til noget, men jeg er lige blank.
John er i skrivende stund på vej til Køge, og da jeg spurgte, hvad vi skulle der, kiggede han bare på mig og svarede: Det er jo snart jul …
Man forstår vel en hårfin hentydning, hvorfor jeg derfor er blevet hjemme – temmelig spændt på, hvad han har fundet på, for som regel er det mig, der køber julegaven til mig, så det er ret fedt, at han i år selv er kommet på et eller andet – som jeg oven i købet ikke har nogen anelse om hvad er.
Dengang hele familien samledes i Sverige til jul, lod vi sommetider være med at give hinanden noget, for der var alligevel en million pakker under træet, og ingen lagde mærke til, at John og jeg ikke havde nogen til hinanden, men nu, hvor vi kun bliver tre juleaften, skal der være lidt at pakke op. Min søster og jeg er heller ikke normalt på julegave med hinanden, men i år er vi.

P1020754P1020767

Det er ikke fordi der er meget at fortælle om. Hver anden dag er stadig flot og hver anden stadig grå. I dag er en af de grå.
P1050341 - CopyFuglene omkring os er ligeglade med om solen skinner, bare de får deres mad, og det gør de. Vi har lige købt en ret stor underskål til det rør, vi ellers ikke ville have i haven mere, fordi fuglene sviner meget med maden, hvilket tiltrækker rotter. Efter skålen er kommet på, er der stort set intet spild nede på jorden, fordi de når at rydde op efter sig selv. Der kan godt sidde en halv snes fugle i skålen og vente på, at det skal blive deres tur til at komme i hullet, så at sige, og i mellemtiden mener de heldigvis, at de lige så godt kan foretage sig noget fornuftigt …
Selv om John har klistret alle huller til, bortset fra de to nederste, tømmer de røret på tre dage.
Bålfadsarrangementet ude foran er tømt på nogenlunde samme tid.
Det er desværre ikke det helt store udvalg i fuglearter, vi kan præstere her; de fleste er skovspurve, musvitter og blåmejser, men spætmejsen, sumpmejsen og den lille Robin ser vi dog også stort set dagligt.
Vi har set stillits, bogfinke, grønirisk og dompap, men sjældent. Vi har også gærdesmutter, som dog ikke spiser denne slags mad, men holder sig i stedet til at begrænse antallet af edderkopper i haven. Det skal de ikke høre spor for.

24. november 2020

Så bliver der alligevel råd til julegaver …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: ,

Vi var ved at løbe tør for printerpapir og kørte derfor en tur til en boghandler i Næstved. Der kunne vi desværre konstatere, at den skønne, gamle boghandel, der bevidst efterlignede en gammeldags London-boghandel, havde drejet nøglen om. Hvor er det synd. Det var en skøn butik, men nu var jeg nødt til at finde en anden, som blev en Bog & Idé-afdeling, der er okay, men har man set én, har man set dem alle.
Til gengæld overraskede den på anden vis. Vi blev ekspederet af en lidt ældre herre, som, da han så mine to pakker printerpapir, sagde, at én pakke koster 50 kroner, men han havde tilbud på en kasse (= fem pakker) til 150 kroner. De var to pakker kvit og frit, så jeg slog til – det skal nok blive brugt.
Jeg skulle også have 10 elastikmapper, så jeg spurgte, om ikke også der var rabat på dem. Han kiggede lidt på mig, inden han svarede, at det er der normalt ikke, medmindre man køber 10 i samme farve, og det havde jeg ikke gjort. Jeg kiggede bare tilbage, smilede sødt og sagde, at jeg var nødt til lige at prøve … til hvilket han igen sagde, at “du skal nok få lidt, så”.
Mapperne kostede 15 kroner stykket, og jeg fik dem for en rund tier. Det blev selvfølgelig kun til en 50’er i alt, men lidt har også ret, og relativt set fik jeg 33 % i rabat, hvilket jeg syntes var en fin gestus.
Det er altid godt at spare penge. I dag har jeg også fået mine penge retur fra Stena Line, fordi jeg i fredags aflyste juleturen til England. Så er der til et tilskud til pakkeportoen, som ikke er småpenge, hvorfor jeg af samme årsag helst vil købe gaverne til englænderne i England, hvilket er mest praktisk af flere årsager.
Godt, at vi har internettet.
Jeg har i et stykke tid været klar over, at vi ikke skulle regne med at komme derover til jul, og alligevel gjorde det ondt at annullere billetten … det føltes lidt som at brænde sine broer, hvilket selvfølgelig er noget sludder.
Vi blev meget sødt inviteret til min søster, så snart de hørte om vores aflysning, men fordi hun skal være sammen med børn, svigerbørn og børnebørn, ville vi i givet fald været blevet en sammenblanding af syv forskellige bobler, hvilket hverken John eller jeg har lyst til at risikere. Godt nok er det jul, men det er corona ligeglad med.
Nu bliver vi så bare tre juleaften, idet min anden søster, som ellers skulle have været med til England, nu kommer ned til Den Stråtækte i stedet for. Det skal nok blive en rigtig hyggelig juleaften, men naturligvis ikke den samme, som hvis vi havde været i England.
Næste år, forhåbentlig …
Boris Johnson har godt nok lige lovet at lempe lidt på de skrappe restriktioner i nogle få dage i julen, hvor de dermed får lov til at samle generationerne og holde jul sammen, men jeg tror ikke, at der vil blive ændret på rejserestriktionerne.
Det er fint nok for englænderne og godt for Charlottes svigerforældre, som ikke havde måttet se de to sønner, hvad de altså gerne må nu.
Forholdene derovre – eller i resten af Europa, for den sags skyld – har ikke ændret sig, for coronapesten har ikke tænkt sig at holde fri i juledagene, og myndighederne er på det rene med, at de med størst sandsynlighed bliver straffet bagefter i form af øget smittetryk, men Johnson og hans regering ved også godt, at de slipper for megen dårlig stemning og oprørstrang, hvis de lemper lidt i juledagene.

P1000411

Vi må drukne julesorgerne i Isle of Møn-gin og i stedet ændre dem til juleglæder. Det er en vældig god gin, i øvrigt.

20. maj 2020

Jamen det var jo hele tre ting …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:38
Tags: , , , , ,

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”

DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Vandseng

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

2. april 2020

Man ved man keder sig, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

Screenshot_20200401-162748_WhatsAppMan ved man keder sig, når man pludselig synes det kunne være hyggeligt, ud over at være særdeles tiltrængt, at tørre den store, MANGEbladede palme og de sprøde, letafknækkelige julekaktusblade af med en opvredet klud.
Det er ikke fordi vejret indbyder til lidt ekstra rengøring – tværtimod! Det blæser ALT for meget, så jeg kan ikke komme i haven. Eller rettere: Det kan jeg i princippet godt, men jeg har ikke spor lyst. Chillfaktoren = Antarktis! Jeg har gået lidt rundt om mig selv – og stueplanterne – og engang imellem kigget ud til John og Jørgen, som går og samler drivhusrammer. Det går laaangsomt, synes jeg, men det skal jeg for guds skyld ikke have sagt højt, for jeg ved de arbejder så hurtigt de kan under de ikke særlig morsomme arbejdsbetingelser. Heldigvis har de kunnet samle rammerne i læ inde i garagen, ellers var de da sikkert døde af kulde.
Nu er de stoppet for i dag. De skulle til at sætte væggene op, men det blæser simpelthen for meget til, at de turde gå i gang med det – de var bange for, at noget kunne blive vredet pga. blæsten, hvilket ville være overmåde ærgerligt.
I morgen prøver de igen, men vejrudsigten lover desværre ikke meget mindre blæsevejr end i dag, så vi må se … jeg havde ellers kraftigt satset på at kunne indrette drivhus i weekenden, men nu tør jeg ikke helt tro på det.

I går var jeg ellers så glad, fordi arbejdet skred planmæssigt frem. Jeg har lovet at opdatere Charlotte dagligt på drivhusfronten, og i går så en del af vores korrespondance ud som på billedet oppe til højre. Det varede med skam at melde et øjeblik, inden jeg forstod hvad hun mente, men så fik jeg øje på jordboret og måtte fluks ud og referere ‘samtalen’ til mændene, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Drivhusrammesamling

Det er jo bare mig, der er spændt på mit nye legetøj og derfor ikke kan få drivhuset færdigt hurtigt nok, for med disse temperaturer er der ikke noget der haster voldsomt mht. at få planter i det. Gartneri Toftegaard har slet ikke åbent endnu, og det har højere prioritet at få plantet alle mine bittesmå planter om, så de har hver sin potte, hvilket vil give dem plads nok til at vokse sig store og stærke.

Tomater, Zinnia, Judaspenge, Evighedsblomster, Torskemund og StorkenæbJapansk indigo og farvevajd

Forspiringen er blevet en pæn succes – jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få brugt alt det, der er spiret – fx får jeg ikke, selv om det bliver et større drivhus, plads til seks ens tomatplanter. Jeg vil helst have flere forskellige sorter, og der skal også være plads til både chiliplanter, agurk og basilikum.
Japansk indigo og farvevajd er ligeledes vældig spirevilligt, så der bliver trængsel i både have og i drivhus i år.
Men det gør ikke noget.
Vi skal jo ikke ud at rejse.
Selv om det var gået alligevel – vi har dejlige, gode og hjælpsomme naboer.

28. marts 2020

Det er slået fast. Igen.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt hvor meget det betyder for os at have rejseskuffen fyldt med rejseplaner. For en måned siden jokede jeg med at udtrykke det på den måde, at vi ikke skulle noget i juli og august. Vi har dog stadig heller ingen planer for november, men ellers var der noget i hver måned af 2020. Stort eller småt, men det var ikke det vigtigste; det var at have noget at glæde sig til. Om det er en lille måned i Alaska og Canada eller en enkelt nat på en kro i Sønderjylland, er, om ikke det samme, for det er det naturligvis ikke, men på en måde alligevel lidt.
Kodeordene er at have noget at glæde sig til. Forventningens glæde er som bekendt stor, og jeg har netop fået slået fast med syvtommersøm, hvor meget det betyder for mig.
Som det ser ud lige nu, går vi glip af Holberggårds lækre 8-retters menu i begyndelsen af april, en tur til Nordtyskland i slutningen af april, en tur til England i maj og endelig Den Store Tur i juni. De to midterste er dog ikke aflyst endnu, men jeg tror ikke på, at de bliver til noget, for jeg tror ikke, at verden ligger åben for os på de tidspunkter.
Indtil videre har vores liv med coronatrussel været stort set som livet uden coronatrussel, fordi vi alligevel ikke havde nogen aftaler. Alligevel er der forskel – jeg føler mig rastløs, men sådan er det, når man ikke selv træffer valget.
Tænk på, hvor mange børn der har sagt, at de ikke gider gå i skole. Hvor mange der har sagt, at de ville ønske de kunne tilbringe mere tid med familien, have længere ferie osv. osv. Lige pludselig er det hele gået i opfyldelse, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som er glade for det. Anna og Aubrey var ikke før nu bevidste om, hvor glade de rent faktisk er for at gå i skole, så set fra den lyse side har denne situation været noget af en øjenåbner for dem.

Jeg fik en mail fra rederiet, vi skulle have været på krydstogt med fra Alaska til Vancouver. De ville enten refundere os hele beløbet nu eller give os et tilgodebevis på 125 % af beløbet til den samme eller en anden tur, når det engang igen kan lade sig gøre. Det er i og for sig et fint tilbud, men eftersom det er Nyhavn Rejser, der er vores agent, er det jo dem, der får pengene. Jeg kontaktede derfor NR og spurgte hvordan vi skulle forholde os – at jeg aldrig havde haft brug for at aktivere en afbestillingsforsikring.
Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Canada har lukket ned indtil 1. juli, og da kun en lille del af turen skulle foregå i USA, kan de ikke holde fast i, at vi skal rejse, selv om USA skulle åbne sine grænser igen. Og når rejsebureauret ikke kan levere varen, er det dem, som skal betale os pengene tilbage. De havde et tilbud til os a la Celebrity Cruises’: De ville betale os halvdelen tilbage nu og give os 10 % oven i den resterende halvdel, hvis vi ville lade pengene stå til en anden rejse hos dem. Det takkede vi nej til, selv om det i første omgang fristede. Nyhavn Rejser ejes af Aller-koncernen og har derved en betragtelig kapital i ryggen, så jeg satser på at vi får pengene i løbet af et par uger.
Det var en temmelig dyr tur, så der kan blive til flere små rejser i stedet for. Vi tror nemlig ikke helt på, at vi vil bestille en så stor og anstrengende tur til 2021. Vi vil i hvert fald ikke allerede nu satse på, at det kan lade sig gøre, men hvis det kan, bliver det nok i bidder, for vi vil stadig meget gerne have luksusudgaven af turen med Rocky Mountaineer og krydstogtet fra Alaska til Vancouver. Og besøge søde Lene og Finn.
På en måde føler jeg, at vi får en masse penge foræret. Aldeles fjollet …

Og jeg savner virkelig at have en stor eller lille tur at glæde mig til.
Heldigvis kan jeg i stedet glæde mig til, at drivhuset står færdigt, hvilket jeg satser på bliver sidst i næste uge.

P1020282

The answer, my friend, is blowing in the wind …

25. marts 2020

Så er vi i gang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: , , , ,

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

P1010145
Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

P1010140

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
 Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

16. marts 2020

Vi er godt lakket til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Johns grydebrød

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

14. marts 2020

Tanker i vandkanten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , , ,

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.
9D080E2887A14FA789F678F31E1CFE73

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

30. marts 2019

Den bedste måde at dø på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: ,

P1040328Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

P1020537

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

9. marts 2019

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , ,

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Seks retter Norsminde
Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

3. marts 2019

I al stilhed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

 Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens  finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

16. februar 2019

Vi er for nemme ofre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags:

Samvirke har ofte gode artikler; senest en om fake news, et udtryk, som ikke mindst den gode Mr Trump har udødeliggjort. Han bruger bare begrebet om nyheder, han ikke kan lide, og som ikke stemmer overens med hans forstyrrede forestillinger. Han var da ellers glad nok for de falske nyheder, da det drejede sig om at tilsvine og miskreditere kantidatrivalen, Hillary Clinton.
Fake news er således ikke nyheder, man ikke bryder sig om, men desinformation (som er defineret som information, der er produceret og spredt præcis med det bevidste formål at vildlede eller bedrage) forklædt som nyhedshistorier. Nyhederne udgiver sig for at være reel journalistik, men er løgne som er udsendt for at afsenderen kan vinde noget på det.

Det var definitionerne – bare lige for at få dem plads.
Vi er ikke gode nok til at skelne mellem de ægte og de falske nyheder, og det er os ældre, der er dårligst til det. Ikke de unge. Igen ikke de unge – jeg tror ikke vi skal være så bekymrede for de næste generationer; de skal nok klare sig. Jeg håber også bare, at de kan håndtere den arv de får fra os; nemlig en drivhuseffekt, der er ved at løbe løbsk.
Og det var et sidespring, men desværre ikke fake news …

Vi gamle/ældre skal altså blive bedre til kildekritik og lade være med blindt at dele falske nyheder på de sociale medier. Gad vide hvad det skyldes? At vi har været vant til, at nyhedsmedier satte en ære i at formidle sandheden? Det er vist længe siden det var tilfældet. At man kan stole på politikere? Det er vist også længe siden …
‘Kildekritik’ var noget, vores historielærer i gymnasiet brugte en del tid på at lære os. Er kilden troværdig? Hvorfor/hvorfor ikke? Kender man kilden i forvejen for andre ting? Man skal også huske, at det er sejrherren, der skriver historien.

I Rusland er det ligefrem et lønnet job at producere fake news. Skræmmende, ikke sandt? De kaldes troll factories eller trollefabrikker. Nej, ikke trolde, som Samvirke tror; – se eventuelt hvorfor her, men på engelsk hedder en trold a troll, så det er nok derfor, misforståelsen er opstået. Det lyder også dumt at kalde det for en ‘dørger’ på dansk …
Jeg kan kun opfordre til, at man lader være med sanseløst at dele (og slet ikke kopiere) tekster på Facebook og Twitter (jeg er ikke på sidstnævnte og ved ikke hvordan det fungerer). Der er så meget sludder i omløb – man husker nok en af de seneste med “de samme 25 venner”, som var det rene sludder, men som jeg så delt af alt for mange af mine (ikke-unge, desværre) venner på FB. Der har været mange af samme slags. Ignorer dem, for himlens skyld! I gør på sigt jer selv en tjeneste ved det – og I gør ikke jeres venner en tjeneste ved at være hverken den første eller den 27. der deler.

 Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer skyldes måske ikke rene tilfældigheder.
Dette billede stammer fra en kampagne, som blev stoppet.
Jeg bliver nok skudt for at have gengivet det – lad venligst være med at sige til nogen i USA, at jeg har vist det her på min blog!
Jeg synes bare jeg ville vise jer den ondeste og værste trold i historien nyere tid. Uanset stavemåde.

2. februar 2019

Ambivalent? Lidt. Doven? Lidt.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags:

Jeg er unormal. Det er der sikkert mange, der vil give mig ret i, men lige nu taler jeg om mit manglende shoppinggen. Måske nok især mit manglende windowshoppegen. John er også unormal, for han har genet. Han elsker at windowshoppe og gå ind i alskens mulige og umulige butikker for at se, hvad de har at byde på. Hvis ikke jeg har et specifikt ærinde, gider jeg ikke … bare spørg Die Zwei Mädchen, som flere gange har parkeret mig et eller andet sted med en kopkaf eller et strikketøj, mens de har gennemtrawlet (nej, ikke gennemtrevlet!) et eller andet stormagasin.
Internetshopping er noget ganske andet! Uhh, hvor er det dog nemt og behageligt.
Man kan selvfølgelig også få en del hidtil ukendte behov til at opstå, men det gælder vel i alle former for butikker, og man …
1) Sparer benzin
2) Er aldeles ligeglad med om det regner eller sner
3) Slipper for at stå i kø/vente på at blive ekspederet
4) Kan finde markedets bedste pris med hele Europa som ‘varehus’, og derfor kan man
5) Spare temmelig mange penge *)

Man (jeg) savner:
1) At kunne føle på varen
2) At se/mærke, om tøjet eller skoene passer – hvorfor jeg ikke køber tøj eller sko over nettet. Næsten ikke, i hvert fald. Det tøj, der kan se så vældig flot ud på skærmen, kan meget nemt vise sig at misklæde mig godt og grundigt. Kvaliteten kan heller ikke føles gennem skærmen. Jeg ved godt, at man kan sende det retur, men tøj og sko vil jeg hellere finde i fysiske butikker.

imageDer er givetvis flere fordele og ulemper; dette var for mig de umiddelbart største.
Ambivalensen består i, at jeg i bund og grund ikke er spor interesseret i, at butikkerne forsvinder fra gadebilledet.
Charlotte og jeg talte om det i julen – hun har det på samme måde, og hun er derfor begyndt at handle mindre på nettet og mere i ‘rigtige’ butikker. I modsætning til mig køber hun dog stort set alle dagligvarer over nettet, for det er en husmoderpligt, som hun er glad for at kunne slippe for. Og sig ikke, at Tim kan tage over … han arbejder stort set altid, så når han endelig holder fri, skal han have lov til at holde fri. Han slapper ofte af med at lave The Sunday Roast, hvilket Charlotte nyder. Hun har fuldt ud accepteret den pris det koster hende at have en mand, der skaffer så mange penge til huse, at hun kan nøjes med at arbejde for sjov, at de kan leve som de gør, samt have børnene på den ønskede privatskole. Men det var et sidespring.

Jeg er bange for, at jeg på trods af min egen dobbeltmoral fortsætter med at internethandle.
Det er især fedt at få ordnet julegaveindkøbene på denne måde – ikke mindst, fordi gaverne hvert andet år skal afleveres i England.

*) Eksemplet fra i dag, som gav mig ideen til indlægget: Jeg bruger en del frø og kerner, både til hjemmelavet müsli og til knækbrød. I dag har jeg bestilt hvide og sorte chiafrø, afskallede hampefrø, gule hørfrø, sesamfrø og loppefrø (hele, ikke skaller).
Pris i rawfoodshop.dk: 453 kroner inkl. porto. Pris i coop.dk: 621 kroner.
Ydermere kan jeg købe det i kilo- eller halvkilopakninger; ikke kun i de små portioner, de har i supermarkederne – hvis man overhovedet kan få varen, for det kan man ikke altid.

2. november 2018

Jeg nåede det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:41
Tags: , ,

Hvis man bare er ihærdig nok, så kan man nå meget. Jeg gad egentlig ikke ordne alle svenskertingene i går, men guleroden i form af gæster i dag bevirkede, at jeg blev stædig.
Og jeg nåede det! Systuen er atter fuldt fremkommelig. Jeg fik ikke bare alt af vejen; jeg fik det hele på plads – med andre ord, så blev der byttet rundt på nogle ting, samt smidt nogle få ting ud, der blev nedgraderet til værende ikke længere ønskelige. Man har vel set Ryd op i dit liv … det var virkelig skræmmende at se, hvor meget ragelse folk kan gemme og/eller rage til sig i den faste overbevisning, at de nok skal få brug for det en dag.
Sådan håber jeg ikke, at mit hjem nogensinde bliver … men mon ikke folk, der kan fylde hele huset totalt op og mere til med alt muligt skidt og møg, også slås med andre problemer end et overdimensioneret samlergen?

IMG_8652IMG_8647IMG_8648

Sengetæpperokeringen var en af de mere hyggelige opgaver – de blå fra det ene gæsteværelse kom over i det andet gæsteværelse. Det, der lå der, kom til Sverige.
De blå patchworktæpper i børneværelset er fra vores soveværelse i Sverige og de blomstrede tæpper og puder er fra sovesofaerne i Sverige. Nu ser det hele pænere ud (her; ikke der. Det er så bare ikke mit problem), men jeg skal have fundet noget pænt, blåt stof til nye gardiner til børnenes værelse. Det fører åbenbart en del med sig at sælge hus i Sverige …

IMG_8654

Amagerhylden, som stammer fra gården, skiller jeg mig ikke af med frivilligt, men den passede elendigt til stilen i Havdrup og kom derfor til Sverige, hvor den passede fint, men nu er den heldigvis ganske nydelig over skrivebordet fra Vemmetofte, vi købte for ikke så længe siden. Skrivebordet, altså … vi har ikke købt Vemmetofte!
Nu mangler vi bare en stol, der passer til det, men sådan en er svær at finde. Vi har prøvet med en kontorstol på hjul, men det ser så skrækkeligt ud, at John er mere end villig til at gå på kompromis på mageligheden for at slippe for synet.
Og novemberkaktussen nåede da kun lige netop ind i november, før den stod i fuldt flor. Den tyvstartede, og det synes jeg den gør tidligere og tidligere for hvert år – men flot er den lige nu med alle sine blomster. Bliver den ved i samme stil, må den omdøbes til oktoberkaktus. Den startede med at hedde julekaktus; så blev det til decemberkaktus, derefter novemberkaktus, og nu er vi altså ved at ramme oktober. Jeg ved ikke lige, hvad der sker for den, men det er vel okay, så længe den blomstrer så fint og bruger tiden indimellem på at vokse sig større. Den startede som en minikaktus, jeg fik af en kollega for otte år siden.

31. oktober 2018

Som om vi ikke havde nok i forvejen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: ,

Vi fik slæbt hjem fra Sverige. Vi fik slæbt det allermest nødvendige med hjem; det jeg kan på ingen måde kan bære at skille mig af med.
Problemet er bare, at vi i forvejen har rigeligt af alt muligt.
Sådan bliver det jo, når man har to komplette hjem – jeg skal nok bare være er glad for, at vi ikke skulle tømme huset for møbler og husgeråd, men mange af vægtæpperne jeg har syet, nænner jeg ikke at lade følge med i købet. Jeg gjorde det med de to nyeste, som var specielt designet til stuen og farverne den fik ved renoveringen i 2010, men resten måtte med hjem. Det ene skal en af Die Drei Mädchen have, for hun har altid syntes så godt om netop det tæppe. Et andet er kommet op på børneværelset, et tredje bliver hængt i soveværelset, hvor det der hænger nu nok ryger ud, for jeg har aldrig været 100 % tilfreds med det. Det sidste … tjah …

Lige nu roder der vildt med kasser nede i min ellers så fine og nyordnede systue. Jeg har fået meget på plads, men der mangler stadig en del … selvfølgelig den del af det, jeg ikke helt ved hvor jeg skal gøre af. På fredag kommer Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og så ville jeg vældig gerne have tingene i orden inden da. Jeg vil ikke skille mig af med det, men i virkeligheden har vi ikke rigtig plads til det, og jeg gider ikke have et overfyldt hjem.
What to do? 

Jeg synes heller ikke jeg bestiller andet end at vaske håndklæder og sengetøj for tiden – først sættene fra Fanø, inklusive det, jeg havde med til Ditte, fordi hun kom med tog herned, og nu seks sæt fra opholdet ved Houvig. Englænderne kører med dobbeltdyner, så de har ikke sengetøj til enkeltsenge, andet end til børnene, så det sørger den flinke Ellen altid for i vores jyllandsferier.
Brændet, som vi tog med hjem i går, skulle også ind fra traileren og stables. Frisøren, som jeg på pinligste vis fuldstændig havde svedt ud i går, havde heldigvis en tid i dag i stedet for, men det skulle så også lige nås. John skulle over for at hjælpe den midlertidigt invalide Søren med at tage pavillonen ned, for den var ved at blæse ned – og ville dermed smadre hans drivhus.
Vi har en anelse travlt.
Hvem var det lige, der påstod, at pensionister har ferie hver dag? Jeg har altid opponeret mod dette, og lige nu gælder det da slet ikke!

Emneskift.
Eftermiddagskaffepausen (det skal der være tid til) blev indtaget i selskab med den britiske bageguru Paul Hollywood, som også er den ene af dommerne i den britiske bagedyst. Ham er jeg ret vild med, og han kan ikke gøre for, at at poppyseeds blev ‘oversat’ til solsikkekerner.
Poppyseeds er birkes, og selv folk, der er oversættere og ikke bagere, burde kende forskellen på de to – især når man samtidig viser billeder af bagels med birkes.

2. oktober 2018

Vi har hamstret … lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: ,

Dette indlæg kan ses som en slags supplement til indlægget fra i forgårs som illustration af, at vi pensionister sagtens kan finde noget til at få tiden til at gå med … i dag har jg fx brugt mindst et kvarter på at regne …

Hvis der er nogle af jer, der lige som os sommetider supplerer pejsebrændet med træbriketter (de der af sammenpresset savsmuld, I  ved), vil I måske også have lagt mærke til, at i næsten hele sidste sæson var de stort set umulige at få fat i (noget med to store polske firmaer, der gik konkurs). Hvor man før fik dem nærmest smidt i nakken i butikker som fx Bilka, skulle man nu betale ågerpriser, hvis man var så heldig at finde nogen overhovedet. Vi gad ikke købe til de priser – almindeligt, gammeldags brænde var billigere, og det er da trods alt hyggeligere at se på i brændeovnen.
I dag ved halvtolvtiden så John en annonce fra Silvan med et fødselsdagstilbud: syv poser for 100 kroner, så vi myldrede afsted til Silvan, Næstved, hvor de er flinke og servicemindede, i skarp kontrast til Køgeafdelingen.
“I skal bare køre om til drive in’en. Vi har ikke ret mange tilbage, men der er sikkert nok til jer.”
Der var rigeligt til os. Vi havde undervejs talt om, hvorvidt vi kunne tillade os at købe 21 pakker, eller det var for hamstringsagtigt.
Det var det ikke. Manden, som stod og talte hvor mange pakker vi proppede i bagagerummet, sagde, at 21 var  da ingenting, for folk kom med trailere. De havde solgt 13 paller allerede. Vi tog fra den næstsidste palle, kunne vi se.
Nå! Men okay, så tager vi da 28 poser, gør vi.
“Vil I ikke også have nogle ind på bagsædet?”
Næk tak – det rakte fint med de 28, mente vi, og så kørte vi hjem med dem. Jeg vil tro, at disse kan holde til det meste af vinteren, afhængigt af, naturligvis, hvor frostfyldt den går hen og bliver, og det er som sagt stadig kun et supplement.

Det er et vanskeligt regnestykke, hvis man prøver at regne ud hvad prisen er i forhold til at købe et tårn brænde. Der er forskel i brændværdien, og massefylden på træ og på træbriketter er ikke den samme, så hvad koster det ene og hvad koster det andet?  
Jeg har forsøgt at regne på det og er kommet frem til, at briketterne nok er omkring halv pris af rigtigt træ, men om det holder vand, aner jeg ikke. 
I min research fandt jeg også frem til, at Jem & Fix (jeg bryder mig ikke om det navn!) nu har dem til næsten samme normalpris, som Silvan havde dem til på tilbud, hvor de hævdede, at det var under halv pris – og det var den samme vare. Der er forskel på briketter og briketter, så man skal være vågen.
Sådan er der så meget – jeg skal nok bare være glad for, at Silvan i det mindste ikke var dyrere end Jem & Fix.

6. september 2018

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , , ,

Lady Emma HamiltonHjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Lady Emma HamiltonHjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.


Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

15. maj 2018

Det blev en lang dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: ,

Turen fra Newcastle til Amsterdam foregik uden buler på vandet. Det var næsten havblik hele vejen, så det var noget af en kontrast til udturen. Til gengæld var det så tåget i går morges, at vi blev en halv time forsinket, fordi de skulle vente på lods. Tågen var forsvundet, da vi kom i land, hvilket også gik lynhurtigt denne gang … men nu er der selvfølgelig heller ikke så mange, der illegalt forsøger at komme fra England til Holland …
Vi lå på motorvejene i 12 timer – selvfølgelig med de respektive pauser, men det var en lang dag. Vi glemmer lykkeligt fra gang til gang, hvor meget vejarbejde der altid er i Tyskland, og det gjorde det ikke bedre, at vi ramte Hamburg i eftermiddagsmyldretiden.
Hjem kom vi dog til sidst, og jeg kunne lige nå en have- og drivhusvandring inden det blev for mørkt.
HOLDnuop, hvor det hele har lidt af vokseværk i de 16 dage. Især ukrudtet, selvfølgelig, men også det hele i drivhuset. Agurken, som kun havde fire blade udover kimbladene, var nu blevet 70 cm høj og med otte agurker i gang; den ene allerede omkring 1/3 af fuld størrelse.
Tomaterne og chilierne var også gået groamok, men der er vist ikke kommet noget op af alt det, jeg har sået rundt omkring i haven. Dammit.

Jeg er glad for, at jeg trodsede samtlige råd og tommelfingerregler og satte dahliaerne i jorden, inden vi tog afsted, for de har jo haft det som blommen i et æg med det varme sommervejr, der har været. De er kommet op næsten alle sammen, så også på dahliafronten er det fint.
Men det ukrudt, altså … jeg synes egentlig ikke, at jeg er specielt flittig med at gå og ordne have, men når jeg kommer hjem efter 16 dage, hvor der kun er blevet vandet, enten fra naturens side eller fra Sørens, så er det ret tydeligt, at jeg alligevel får en masse ordnet uden jeg føler, at jeg går og arbejder særlig meget. Det var slemt, dette her. Heldigvis har vi nogle dage foran os, hvor vi ikke har ret mange væk fra hjemmet-ting; der skal bare hentes symaskine i Køge i morgen, så vi kan gå grundigt til den i haven og få den bare nogenlunde pæn nok til at modtage gæster i.
Jeg måtte fortælle både John og mig selv, at vi IKKE skulle nå det hele i dag – så var vi da blevet totalt smadrede. Jeg kørte derfor til Røde Kors-strik for at give mig selv en pause, men jeg tror nok, at John gik lidt mere til den, mens jeg var væk. Han ser i hvert fald en anelse brugt ud her til aften.

P1070034

De lyse nætter begyndte, mens vi var væk. Dejligt.
Vi sover altid med et vindue åbent, og vi bruger ikke at trække for – vi har ingen problemer med at sove af den grund, og jeg elsker at vågne op til lyset. Selv i Havdrup, hvor vores soveværelse vendte mod syd, havde vi aldrig trukket for.
Nogle har brug for næsten total mørklægning for at kunne sove. Det er jeg glad for, at ingen af os behøver – hverken med eller uden havearbejdstræthed. Og i aften går vi nok i seng, inden det bliver mørkt …

20. april 2018

Jeg blev SÅ vred

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Vores nabo mod syd er ikke en rigtig nabo, for vi deler ikke vejnavn, og der er en have imellem os. De er polakker, og de er sære. Da de flyttede ind og vi vinkede til dem, vendte de demonstrativt ryggen til. De har aldrig villet hilse på os – eller andre i deres nærhed. Han er en slags entreprenør, og når hans folk, som også er polakker, ikke har andet at lave, arbejder de på hans hus og have.
I dag kom en varevogn med trailer og holdt på strandvejen ud mod engene. En mand begyndte at smide byggeaffald ind på engen! John sagde “Hvad fanden har han gang i?” Jeg fløj ind og hentede kameraet og tog en masse billeder af manden. Jeg stod i vores have og tog dem.
Svineri!Svineri!

Han fik øje på mig, så jeg konfronterede ham, først på dansk, men han forstod mig ikke. Så på engelsk … “you are not allowed to do this!” “My boss!”, sagde han og pegede op på huset. “I call the police, if you continue”. Han forstod vist ordet police, for nu ringede han – formentlig til the boss.
Jeg gik ind og sendte for en gangs skyld Google Translate en venlig tanke. Det blev til en seddel, hvorpå der på polsk stod følgende:
Dette er et fredet område, og der må ikke smides affald her. Hvis ikke du fjerner det nu, ringer jeg til politiet.
Han læste op fra sedlen. To minutter efter kom han hen til vores dør og rakte mig telefonen, og jeg fik en vred ‘nabo’ i ørerne. Han taler glimrende dansk – han kan også skælde ud på dansk …

SvineriSvineri

Her fik han øje på, at jeg stod og fotograferede, og så blev der ringet …

– Hvorfor blander du dig i dette her? Det er min grund, og jeg bestemmer. Jeg kan gøre hvad jeg vil på min egen grund!
– Det kan du faktisk ikke. Strandengene er fredet, og du må ikke smide så meget som en bunke grus derud.
– Det skal du ikke bestemme!
– Det gør jeg heller ikke – det er der andre, der har gjort. Og i øvrigt er det noget værre svineri at smide den slags affald lige ved siden af vejen.
– Det er ikke affald!
– Hvad vil du så kalde det? Er det noget du skal bruge igen? I givet fald skal det vel ikke ‘opbevares’ der?
Det havde han ikke noget svar på, men han fremturede:
– Hvis du ikke vil ødelægge det gode naboskab, så klapper du i nu! (Hvilket godt naboskab?, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt).
– Jeg vil ikke ødelægge noget, men du skal heller ikke ødelægge dette smukke område ved at smide affald ud. Jeg kan forsikre dig for, at det er forbudt. Det kan godt være, I gør den slags i Polen, men det gør vi altså ikke i Danmark.
– Du kan bare sige til, hvis du vil have problemer. Det er mig selv og ingen andre, der bestemmer over min egen jord!
(Nu talte han lidt højere – han var meget vred, men jeg formåede heldigvis at beherske mig).
– Ikke hvad angår at bruge strandengene som byggeaffaldslosseplads. Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg kontakter myndighederne på mandag, så kan de tage kontakt til dig og fortælle dig, hvad du må og ikke må. Farvel.
Så rakte jeg telefonen tilbage til ham, der havde smidt affaldet.

De talte videre, og det lød som om de diskuterede, men fem minutter efter begyndte han at samle det hele op igen.
Vores højtråbende nabo må åbenbart alligevel være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller mig, der havde ret, for med hans råberi havde jeg faktisk ikke forventet, at det ville blive fjernet – ikke så hurtigt i hvert fald.

John bliver lidt nervøs, når jeg gør den slags ting; han kunne aldrig selv finde på det … Hvad hvis nu han kommer og smadrer et eller andet inde hos os? Så primitiv håber jeg sandelig ikke, at han er.
Jeg kan bare ikke lade være med at reagere – jeg bliver simpelthen så eventyrlig vred, når jeg oplever den slags svineri.
Og jeg beklager, Farmer, men jeg fik lige bekræftet alle mine værste fordomme om polakker.

9. april 2018

Sygdom og død

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:15
Tags: ,

Da vi kom hjem i går, kiggede vores nabo indenfor. Hun ville fortælle os, at deres nabo til den anden side var død. Det kom ikke bag på os, for han havde været alvorligt syg i lang tid, men han blev kun 57 år. For pokker, altså – det er jo alt for tidligt at dø.
Det minder mig lidt for meget om egen dødelighed, når folk yngre end mig selv dør.
For at føje spot til skade, har hans enke været under behandling for lungekræft, mens hun samtidig skulle passe en meget syg mand. Hun var ellers erklæret rask, men nu er der dukket en skygge op på den ene lunge, som man lige skal have kigget nærmere på.
Heldigvis, kan man næsten sige, fylder hendes mands død og kommende bisættelse det hele hos hende lige nu, så hun har ikke tid til at tænke på sig selv.

Længere oppe ad vejen er der også en, der er syg og har skiftevis haft det godt, halvgodt, halvdårligt og heldårligt siden november, har jeg så sent som i dag fået at vide. Hun har været igennem et hav af undersøgelser og skal snart til en MR-scanning. CT-scanning har hun været igennem. Man kan ikke finde ud af, om det er psykisk eller fysisk – lægevidenskaben er i det hele taget på fuldstændig bar bund, hvilket naturligvis skaber angst hos hende og er dermed selvforstærkende.
Det er med andre ord noget rigtigt hø, er det. Hun er kun først i 50’erne.
Det lyder frygteligt at sige det, men på en måde er jeg glad for, at det var kræft jeg fik, for på trods af, at det ikke var specielt behageligt at komme igennem behandlingsforløbet, var det noget helt konkret, jeg skulle forholde mig til.
En sygdom, der er udiagnosticeret, må på sin vis være værre – jeg kan snildt forestille mig den angst, der konstant må lure i baghovedet.
Jeg kan godt skrive under på, at angsten i sig selv er slem.
Det går længere og længere imellem, at jeg går i selvsving, men jeg er også tæt på at kunne betegne mig selv som a survivor, som de sagde, da jeg var i England. Det siger man, når man har overlevet fem år efter … ja, efter hvad? Formentlig efter behandlingens afslutning, og i så fald er der stadig et halvt år endnu.
Men angsten for, at det kommer igen, den kan godt indimellem give en søvnløs nat eller to. Der skal ikke ret meget ondt i halsen til; måske en stikken i brystet eller en lille bule bag øret (men der må jeg simpelthen have slået mig, for den forsvandt af sig selv), før jeg tænker på, om kræften atter er dukket op, bare i en anden form.
Jeg føler med begge kvinder.
Nu er det endelig blevet forår, og så får man disse triste nyheder. Det tager lige toppen af nydelsen, men jeg kan jo intet stille op – andet end at vise min deltagelse og komme med god-bedring-blomster.

Life’s not fair, is it?

Dette var et Scar-citat fra The Lion King. Zazus rapport til Mufasa er en genial leg med ord:
Checking in with the morning report!
Well, the buzz from the bees is that the leopards are in a bit of a spot … and the baboons are going ape over this. Of course, the giraffes are acting like they’re above it all … the tick birds are pecking on the elephants. I told the elephants to forget it, but they can’t …
Godt. Det hjalp lidt på min lidt trykkede stemning.

7. april 2018

Lille Frøken Hjælpeløs

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags:

Lille Frøken Hjælpeløs, det er mig, på trods af det, jeg normalt står for, nemlig at vi kvinder skal kunne klare os selv i videst muligt omfang.
Det følgende er derfor en anelse pinligt, men jeg kunne selvfølgelig bare lade være med at skrive om det …
På det gammeldags komfur sidder der nede i højre side en lille dims, der skal tages af, når man renser komfuret for sod. Den er nem nok at få af – intet problem der. I princippet burde den være lige så nem at få på igen, men sådan er det ikke. Den har set sig gal på mig – og vice versa – men jeg kan ikke få den til at falde i hak, så den sidder ordentligt fast. Det er, til min store irritation, mig ganske enkelt aldeles umuligt. Jeg tror hver gang den er der, men på et eller andet tidspunkt efter jeg har tændt op (og forladt rummet), falder dimsen ud. Det trækker falsk luft ind, og komfuret ryger som jeg ved ikke hvad. Så må jeg kapitulere og kalde på John, som åbenbart har the magic touch, for han kan få dimsen til at blive hvor den skal være.
Det er møgirriterende, er det.

Når det gælder alt, der har med elektricitet at gøre, er jeg også Lille Frøken Totalt Hjælpeløs.
I dag skulle hele huset løbes over med støvsugeren, men den nægtede at samarbejde. Når jeg trykkede på start, reagerede den ikke. Sidder stikket rigtigt i? Det gjorde det. Jeg lirkede lidt ved ledningen henne ved stikket. Det hjælp ikke. Jeg satte stikket i en anden kontakt, selv om jeg vidste, at den første virkede som den skulle. Det hjalp ikke. Jeg bandede. Det hjalp heller ikke.
John gik udenfor og arbejdede, så jeg stillede mig ud på terassen og kaldte på ham med den stemme, jeg ikke er bevidst om, at jeg anvender i den slags tilfælde, men som straks gør ham klar over, at jeg har brug for hans maskuline styrke. Eller noget …
Jo-ohhn … støvsugeren virker ikke … den vil ikke starte …  
John slipper naturligvis alt, hvad han har i hænderne og iler mig til undsætning. Han indleder med at gøre det samme, som jeg gjorde; dvs. at nu sidder stikket i det første jeg prøvede, men det virker jo også, ved vi.  
Og nu kommer den store forskel på ham og mig: Han går ned og henter værktøj, og kort efter er stikket, der sidder i støvsugeren, skilt ad. Rode, pille, skære lidt, sætte sammen igen, og vupti har jeg atter en fungerende støvsuger.
Det sad bare lidt løst indeni stikket. Nu er det ordnet.
Det er en af de situationer, hvor jeg tænker, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle stille op uden ham. Denne havde fx nok kostet mig en ny støvsuger. Jeg har højst, i min fordums alenetid, svunget mig op til at sætte en stikkontakt på en ledning. Ellers kan elektricitet skræmme mig langt væk; jeg har den dybeste respekt for det. Nogle vil nok bare kalde det for en irrationel skræk, men fx montering af lamper skal jeg på ingen måde blande mig i.
Pyt, siger jeg. Jeg kan også noget, han ikke kan. Vi supplerer bare hinanden.
Kalder jeg det … hurra for de små forskelle.

Næste side »

Blog på WordPress.com.