Et otium i balance

Herunder er gengivet, hvad Freja Bech-Jessen fra Kristeligt Dagblad fik ud af interviewet med os. Der er et par poetiske friheder, men hun er tilgivet, for hun var så sød …

Et otium i balance: John står op ved solopgang, mens Ellen sover længe
Ægteparret John og Ellen gik på pension for tre år siden. De har fundet en god balance i deres nye liv, hvor de først og fremmest følges ad, men også finder plads til deres forskelligheder

John står op ved solopgang. Han vil ikke gå glip af dagens første gyldne stråler over Præstø Fjord, hvis bred der er frit udsyn til fra de østvendte vinduer i huset i Sjolte Strandhuse. Ellen bliver derimod liggende længe under dynen. Kun de gange, hvor solopgangen er særligt smuk – for smuk til ikke at dele –vækker John sin kone. Så står de der ved køkkenvinduet sammen i slåbrok og med morgenhår og ser på, når solens runde skive slipper fjordens flade horisont.
Det er på mange måder sådan, Ellen og John har indrettet livet efter arbejdet: Sammen, men alligevel lidt hver for sig.
Når par går på pension, sættes parforholdet ofte på prøve. De mange timer på arbejdspladsen blandt kolleger skiftes ud med tosomhed i selskab med et menneske, man måske nok har delt matrikel med, men som man først nu for alvor skal til at dele en hverdag med.
For Ellen og John, der gik på pension for tre år siden med et halvt års forskydelse, er det lykkedes at finde en god balance, hvor de følges ad, men alligevel får plads og rum til at dyrke hver deres interesser. Ellen syer og strikker, går på opdagelse i nye opskrifter, sylter hjemmedyrkede agurker og tørrer chili fra haven, mens John skærer nye lægter til terrassen i værkstedet, fotograferer fugletræk og planter stauder i haven.
Sammen hygger de om børnebørnene, går lange ture langs fjorden, planlægger deres næste rejse og ser film eller serier midt på formiddagen, bare fordi de kan.
“Vi har altid været gode til at være sammen, også på ferier, hvor vi jo har været sammen uden pauser, så vi har helt sikkert haft en forventning om, at det nok skulle gå godt. Men vi har alligevel været meget bevidste om at planlægge, hvordan vores liv skulle være. Ikke kun økonomisk, selvom det er meget vigtigt, men også i forhold til, hvordan vores hverdag skulle se ud. Vi har talt om, hvad vi gerne ville, og hvordan vi forestillede os, det ville blive. Det, tror jeg, har betydet meget for, hvordan det har formet sig for os. Vi har ikke været uforberedte,” siger Ellen.

John har en karriere som salgschef i et benzinselskab bag sig og arbejdede de sidste år af sit arbejdsliv på en institution for utilpassede unge og som taxachauffør. Han er med sine 70 år knap otte år ældre end Ellen, der var ansat som chefsekretær i samme medicinalvirksomhed i 35 år.
Aldersforskellen har betydet noget for deres vilje til at planlægge deres liv efter arbejdet, mener parret, der allerede tidligt begyndte at tale om, hvordan det skulle tilrettelægges, så de kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet nogenlunde samtidig.
“Selv om det kan virke som en evighed, når man stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, så gælder det om at tænke langsigtet. Det er jo et helt liv, der skal planlægges. Det får man ikke bare styr på i løbet af den første uge,” siger Ellen.
Alligevel er der kommet overraskelser undervejs. Det var for eksempel ikke meningen, at parret skulle bo i et lille stråtækt hus med udsigt over Præstø Fjord. De skulle egentlig have tilbragt deres otium i deres ældrevenlige rækkehus i Havdrup og på deres svenske ødegård. 

Men Ellen fik konstateret brystkræft, og de to besluttede sig for at få en oplevelse ud af de mange besøg på Næstved Sygehus’ stråleafdeling. Derfor varierede de ruten frem og tilbage og kom en dag forbi huset ved fjorden.
Hverken John eller Ellen kunne stå for det stråtækte tag og det sorte bindingsværk og endte med at skifte den fremtidssikrede bolig ud med dette hus med snørklede trapper og skæve vinkler.
“Selvom vi sådan set havde det hele planlagt ned til mindste detalje, så er det jo skønt at opleve, hvordan livet stadig kan folde sig ud på måder, vi ikke lige havde forudset, og at vi sammen har kræfterne og modet til at springe ud i nye ting,” siger Ellen.
“Og så handler det også om, at vi havde oplevet sygdom. Ellen var alvorligt syg på det tidspunkt, men er heldigvis rask nu, og jeg blev for år tilbage ramt af en blodprop. Det gav os nok en følelse af, at vi havde – og stadig har – brug for at gribe livet her og nu,” siger John.
Han understreger dog, at parret med en gennemgribende renovering og ved bevidst at indrette deres soveværelse i stueetagen også har fremtidssikret deres nye bolig.
Huset, der er opført i 1780, har føjet en ny dimension til ægteparrets liv som pensionister. Der er altid noget, der skal laves, males eller sømmes på plads. Og nu har Ellen og John planer om at grave sig ned i lokalhistorien for at finde ud af, hvem der har boet i huset før dem, og hvilke liv de har levet.
“Vi havde ellers vores interesser og fritidsaktiviteter på plads, men der kan åbenbart sagtens komme nye til. Og den her er vi fælles om,” siger Ellen.

Hvem er egentlig en bonderøv her?

Jeg sad og læste i Samvirke og for en gangs skyld sprang der ingen graverende fejl i øjnene.
Hovedreportagen var en artikel om Bonderøven, hvis udsendelser jeg godt kan lide at se.
Det var faktisk Søren Ryges skyld, at jeg startede på at se Bonderøven, antagelig stik imod Ryges hensigt, at det skulle føre til flere seere af konkurrenceprogrammet.
Jeg så Ryge blive interviewet i tv, hvor han bl.a. sagde følgende: “- Jeg kan bare være en lille smule bange for, at når man har gjort det i måske fem år, så er det ikke så sjovt at se mere, siger Søren Ryge, der mener, at der skal ske en større udvikling med programmet, hvis det skal stå distancen.”
Dette er klippet fra BT – jeg kan ikke huske en fire år gammel udsendelse ordret. SR sagde mere, som ikke stod i artiklen her, men som gjorde mig vred. Ord, der var mere nedladende – jeg mener at kunne huske, at han direkte sagde, at den slags udsendelser ikke holder – at folk ikke gider se dem i længden. Hvor meget forandring har der lige været i Ryges udsendelser, når de er optaget i hans have?
Som dagbladet Information så smagfuldt udtrykte det: En af dem er en selvforelsket klovn i røjsere og tobakspibe, der nu på 23. år render rundt med skovl og spade og roder i det samme agurkebed, mens han vælter hjemmestrikkede dybsindigheder af sig i forsoren fortrolighed med havefolket eller kværker en due i ny og næ.

Jeg kunne lige indtil det interview ganske godt lide SR og hans havesnak, men jeg tabte alt for ham, da han kom med disse udtalelser. Jeg syntes ikke, det var i orden. En person, der nærmest var/er en institution i DR, burde være stor nok til at lade andre komme til og ikke nedgøre en anden så meget i fuld offentlighed.
Jeg har stort set ikke set udsendelser med Søren Ryge siden, men har set samtlige med den hyggelige Bonderøv.
Som holdt. Og holder. Sikkert også længere end Ryge gør det – og med flere seere. HA.
Citat fra Samvirke:
[Frank Erichsen] blev 2008 landskendt, da han tonede frem på skærmen som “Bonderøven” og har siden slået seerrekorder år efter år.
Tag den, Søren Ryge.
Man må ikke være skadefro, men det er jeg nu alligevel, og jeg håber Ryge nu har indset, at hans ord er blevet gjort til skamme.

Jeg kunne ikke tænke mig at leve som Bonderøven gør, men han er hyggelig, overbevist og ægte. Med en dejlig kone og to skønne børn, som får en nærmest ideel opvækst.
Han er selv realistisk vedrørende sin måde at leve på og er hverken religiøs eller missionerende.
Sp: Ønsker du, at alle optimalt set lever som dig?
Sv: Nej, det giver ingen mening. Det her er min personlige drøm.

Det er jo det, vi skal: Gå efter drømmen. Det er ikke alle forundt, at drømmene går i opfyldelse, men man skal altid have dem, og skulle der blive en opfyldt, finder man hurtigt en ny.

Jeg havde i mange år en drøm om engang at komme til at bo i et stråtækt bindingsværkshus, helst tæt på noget vand.
Har du prøvet at opleve, at din drøm går i opfyldelse?

Der lærte jeg noget nyt om mænd

Gratisavisen 24 timer kunne i dag på forsiden levere en for mig temmelig overraskende nyhed:
Ikke blot får mænd gjort deres testikler større – de får også gjort deres bryster større!

Nu be’r jeg Dem, Fru Heilbunt!

Jeg vidste ikke engang det første – det er nok ikke lige noget, mændene bruger som konversationsemne over middagen.
Kom så ud med sproget og oplys mig uskyldige uvidende kvinde: Er det et almindeligt forekommende fænomen?
Da jeg ved frokosten i dag gjorde opmærksom på artiklen, så mændene i min nærhed meget uskyldsrene ud og sagde, at de havde de skam heller aldrig hørt om.

Og bryster … er det for at slippe for at pumpe sig med steroider for at komme til at ligne en bodybuilder? Men i så fald er det vel det meste af kroppen, der skal fyldes med implantater?

I øvrigt var silikonen ikke nødvendigvis fransk, men manden, der snød og producerede implantater med industrisilikone i stedet for medicinsk ditto, er franskmand.
Og da jeg læste artiklen, stod der rent faktisk ikke noget om brystimplantater til mænd – måske havde det været en god ide at læse den overskrift en gang til, kære redaktion …
(Men artiklen fremturede med de der testikelimplantater … tænk altså … jeg troede ikke, det var den del af udstyret, der måtte kunne ønskes gjort større …)